Forfatterens ord

For næsten halvandet årti siden blev det pålagt mig at skrive de bengalske muslimers historie. Det var meningen, at jeg skulle skrive historien om denne lange periode fra muslimernes første ankomst til Bengalen og frem til Indiens deling i 1947. Det blev imidlertid særlig pålagt mig at anføre i historien, med pålidelige oplysninger, hvordan den britiske regering og hinduerne behandlede muslimerne, efter at englænderne havde tilranet sig regeringsmagten. Efter at have skrevet historien frem til Government of India Act-1935 fik jeg overhovedet ikke tid til at tage fat på pennen igen. Jeg takker Allah den Almægtige utallige gange, fordi jeg for nylig har kunnet afslutte arbejdet med at skrive denne historie efter flere års arbejde og ihærdige bestræbelser.

Jeg har ikke noget sted i denne historie fremsat blot den mindste usandhed, opdigtede påstand eller overdrivelse. Det kan være bittert for mange, men jeg har fra ende til anden forsøgt at nedskrive de sande begivenheder.

Fordi jeg var en hengiven studerende af historie, opstod der allerede dengang i mit sind en tilbøjelighed til at kende og skrive den sande historie. Mens jeg var studerende på fjerde år af bacheloruddannelsen ved Carmichael College i Rangpur, skrev jeg på engelsk en forskningsbaseret artikel om Akbar og Aurangzeb. Trods en del modstand og hindringer blev artiklen offentliggjort i kollegiets magasin.

Efter afslutningen af min uddannelse gik femogtyve år af mit liv med offentligt og privat arbejde. Jeg blev fuldstændig berøvet muligheden for at udføre noget forskningsarbejde inden for historien. Tværtimod begyndte jeg ligefrem at glemme historien. Da jeg for halvandet årti siden skulle opfylde den opgave, der var blevet pålagt mig, fik jeg mulighed for at beskæftige mig med historie på ny.

Historien tilfører en nation livskraft. Hvis man vil ødelægge en nation, må man få den til at glemme sin fortidshistorie eller fremstille den forvansket. Hvis en såkaldt muslim ikke får mulighed for at opnå en korrekt forståelse af islam og er uvidende om sin nations fortidshistorie, vil der komme sådanne muslimske og islamfjendtlige ord ud af hans mund, som en ikke-muslim ville tænke sig grundigt om, før han udtalte dem. Antallet af sådanne kolossalt uvidende muslimer vokser stadig, og muslimernes svorne fjender modtager dem med blomsterkranse.

Hvis den muslimske nations identitet skal bevares, er det helt uomgængeligt at iværksætte en omfattende indsats for at formidle både dens korrekte fortidshistorie og korrekt viden om og forståelse af islam til den nye generation. I De bengalske muslimers historie er islams grundprincipper kort blevet behandlet, hvor emnet har gjort det relevant. For at modstå den kulturelle aggression fra hegemoniske og ekspansionistiske kræfter må historiens vurdering og den islamiske kulturs væsen bringes frem på alle niveauer.

Det muslimske liv er i sig selv et evigt liv i kamp. Der er ingen plads til kampuvilje i islam. Derfor må man indtage en førende rolle i kampen mod de kræfter, der er imod islam og muslimer. Ellers vil nationen blive knust under fjendens undertrykkelses møllesten og langsomt gå til grunde.

I »Bengals muslimers historie« er beretningen om hinduernes forfølgelse og uretfærdighed mod muslimerne gennem næsten to hundrede år blevet beskrevet. Nogle vil måske mene, at fremstillingen af fortiden er opdigtet. Ser de da ikke, hvad der sker i Indien i nutiden? Bemærker de ikke, at muslimerne dér systematisk bliver udryddet i de gruopvækkende optøjer, der finder sted? For nylig blev dommen offentliggjort fra den undersøgelseskommission, der var blevet nedsat til at undersøge optøjerne i Bombay. I kommissionens dom blev politiet holdt ansvarligt for at have hjulpet optøjernes deltagere. Delstatsregeringens og premierministerens diskriminerende adfærd blev også kritiseret. Hvor er muslimernes sikkerhed for liv og ejendom da i Indien, dette land med fanatiske muslimhadere? Måske vil den sande historie om alt dette blive skrevet i fremtiden.

Det er dybt beklageligt, at nationens nye generation som led i en sammensværgelse er blevet holdt fuldstændig uvidende om sin fortidshistorie. Denne sammensværgelses spøgelse havde også bidt sig fast i de pakistanske herskeres nakker efter delingen. Den nye generation fik intet at vide om, hvorfor Pakistan blev oprettet, hvad dets ideologiske baggrund var, hvorfor Pakistanbevægelsen blev ført utrætteligt og kompromisløst gennem hele syv år, eller hvorfor millioner af kvinder, mænd og børn måtte svømme gennem et hav af blod for at søge tilflugt i Pakistan.

Fra 1952 til 1962 måtte jeg varetage stillingen som rektor for en high school. I datidens historiebøger var der ingen omtale af Pakistanbevægelsens historie. Som følge heraf blev Pakistans fundament yderligere svækket af forskellige årsager. Folkets utilfredshed med og vrede mod Pakistan og dets herskere voksede, hvilket førte til, at Pakistans østlige del rev sig løs og trådte frem som den selvstændige stat Bangladesh.

I denne historie er den nye generations opmærksomhed blevet rettet mod den muslimske nations glorværdige fortid. Den muslimske nations historie begyndte ikke på et bestemt tidspunkt og sluttede heller ikke på et bestemt tidspunkt. Denne historie tog sin begyndelse med det første menneske på jorden, Hazrat Adams (fred være med ham) ankomst. Fra da af og frem til i dag har denne historie fortsat uafbrudt gennem tidernes og omstændighedernes op- og nedture, og den vil fortsætte, så længe verden består. Muslimerne må gå fremad ved at drage lærdom af fortidens historie.

Til udarbejdelsen af denne historie har jeg indsamlet materiale fra mange berømte historikeres værker. Derfor vil jeg for altid være dem alle taknemmelig. Da Bangladesh Islamic Center har påtaget sig ansvaret for at udgive bogen, vil jeg udtrykke min dybfølte taknemmelighed over for centrets direktør, min højt respekterede ven professor A. K. M. Nazir Ahmad Sahib.

Ærede læsere, hvis I kan få blot nogen lærdom og islamisk inspiration fra denne bog, vil jeg anse flere års ihærdighed og arbejde for at være blevet belønnet. Må Allah den Ophøjede tage imod denne bog – amen.

Dhaka, den 15. Jumādā al-awwal

Den 17. Kartik

Den 1. november 1993.

Forfatteren

De bengalske muslimers historie

Første kapitel

Muslimernes ankomst til Bengal

Det er en yderst vanskelig opgave at fastslå, hvornår muslimerne for første gang ankom til Bengal, og hvilket årstal det skete. Der er ingen tvivl om, at det er meget vanskeligt at fremdrage dette fra de spredte dynger af den gamle histories materiale. Alligevel mener jeg, at historikerne bør vie denne opgave opmærksomhed.

De muslimer, der dengang kom til det indiske subkontinent udefra, kan opdeles i to grupper. Den ene gruppe kom til forskellige områder i Indien i forbindelse med handel og udbredte islams ophøjede budskab. Nogle awliya, dervisher og faqih kom udelukkende for at kalde mennesker til islam og udføre tabligh, og de tilbragte hele deres liv med dette store arbejde, før de døde her.

En anden gruppe muslimer kom som erobrere på felttog for at erobre landet. Som følge af deres sejre opnåede muslimerne i dette land politisk etablering. Det er overflødigt at sige, at Muhammad ibn Qasim i 712 e.Kr. for første gang kom til Sindh-provinsen i Indien som erobrer, og dette var en stor politisk sejr for islam. Hans sejr begrænsede sig ikke til Sindh-provinsen. Den bredte sig tværtimod helt til Multan i Punjab. Vi vil indsætte en beskrivelse af dette på det rette sted.

På den anden side kan muslimernes ankomst til Bengalen ganske vist være sket på et lykkeligt tidspunkt i en fjern fortid, men deres politiske etablering fandt sted i hijraåret 600, det vil sige i 1203 e.Kr. Under den daværende indiske kejser Qutbuddin Aibak opnåede Muhammad bin Bakhtiyar Khalji nærmest på mirakuløs vis en politisk etablering i Bengalen. De detaljerede beretninger om muslimernes to politiske sejre står nedskrevet på historiens sider. Men det er også en urokkelig sandhed, at islams frø var blevet sået i dette land længe før disse begivenheder, og at dette såede frø spirede og senere voksede til et stort træ. Det afgørende spørgsmål er imidlertid at fastslå tidspunktet for dette, hvilket er yderst ønskværdigt for enhver historieinteresseret studerende. Lad os én gang forsøge at se, om vi kan finde nogen vejledning i historiens horisont.

Før islams fremkomst var araberne ikke blot et barbarisk, stridbart og blodtørstigt folk. Blandt dem var der tværtimod adelige og velhavende mennesker, som drev handel for at tjene til livets ophold. I det ørkenagtige land måtte de fra de ældste tider drive handel for at skaffe fødevarer og andre dagligdags fornødenheder, der var nødvendige for at opretholde livet. Den købmandsgruppe, som reddede den ærværdige Yusuf (a.s.) op fra brønden og solgte ham til en fornem embedsmand hos kongen i Egypten, var arabere. Arabernes handelsvirksomhed var altså meget gammel og strakte sig over landegrænser.

Araberne drev deres handel ad både land- og søvejen. Ved hjælp af kameler rejste de over land, og ved hjælp af skibe rejste de fra land til land i handelens tjeneste. Allerede i den førislamiske tid havde de udvidet deres handelsområde på den ene side ad søvejen til Abessinien og på den anden side helt til det fjerne Østens Kina. Mellem Arabien og det fjerne Kina lå flere af deres kystområder. Geografisk betegnes hele halvøen som Malabar. I de arabiske geografers optegnelser blev den kaldt Malibar(Arabisk****).

Maulana Akram Khan siger i sin bog »Muslimsk Bengals sociale historie«:

»I ordet Moli (MALI) hos moderne grækere ses en henvisning til det nuværende navn Malabar. Men at det fulde navn ‘Malabar’ blev givet af araberne – det er en meget rimelig konklusion fra leksikonredaktørens side. Efter vores mening er Malabar et ord fra det arabiske sprog – Malay+abar = Malabar. I arabisk transskription(Arabisk***)Malay+abar. Malay er oprindeligt navnet på et bjerg, mens abar betyder en samling af bakker eller et vandområde. Araberne kaldte også dette land Ma’bar(Arabisk*****) . Det betyder et sted, man passerer igennem, et færgested. I nutidens geografi kaldes disse for henholdsvis de østlige og vestlige Ghats. Da arabiske købmænd og søfolk krydsede disse to bjergkæder, når de rejste til Madras og Hijaz-provinsen, og når de rejste fra Egypten til Kina samt til andre byer og havne langs ruten, kan man også ud fra disse to navne vide, at deres kendskab til dette land var meget gammelt, og at forbindelsen var meget tæt.« (Muslimsk Bengals sociale historie, s. 47-48).

Længe før profeten Muhammad Mustafa (s.a.) kom til verden, ankom et stort antal arabiske købmænd til dette land (Malabar). De rejste til stadighed ad denne rute, det vil sige over Malabar, til Chittagong og derfra gennem Sylhet og Kamrup til Kina. På denne måde blev Chittagong i Bengalen og Sylhet i datidens Assam også brugt som stationer på deres rejser. Heraf fremgår det klart, at araberne allerede i den førislamiske tid havde etableret bosættelser i Malabar, Chittagong, Sylhet og andre steder.

I slutningen af det sjette århundrede e.Kr. blev profeten Mustafa (s.a.) født i byen Mekka i Arabien, og i en alder af fyrre år, det vil sige ved begyndelsen af det syvende århundrede, begyndte han at prædike islams religion. Hans prædikende bevægelse var yderst revolutionær. Det siger sig selv, at denne revolutions bølger også nåede Malabar, Chittagong, Sylhet og Kina gennem de arabiske købmænd. Ligesom én gruppe ydede hårdnakket modstand mod profeten Muhammads (s.a.) revolutionære bevægelse, tog en anden gruppe den til sig af hele sit hjerte og sind. Araberne i Malabar antog efter al sandsynlighed islam allerede ved begyndelsen af hijraæraen. Det er også en historisk kendsgerning, at islams budskab indtil det syvende århundrede blev udbredt i Asien og Afrika af de arabiske købmænd.

De arabiske muhajirer, som efter at have antaget islam bosatte sig permanent i Malabar, blev kendt som Moplaer. Deres vigtigste erhverv til livets ophold var at fange fisk med små og store både samt at transportere varer og passagerer. Ofte måtte de krydse Det Indiske Ocean og rejse til og fra Arabien for at tjene til livets ophold og opfylde andre behov. På denne måde kom de i kontakt med islams revolutionære da‘wa.

Jeg vil gerne behandle Moplaerne i et senere kapitel. Her vil jeg blot sige så meget om dem, at de var særdeles arbejdsomme og ihærdige. De havde smukke og kraftige legemer. De er fra gammel tid berømte for deres mod. De lod skægget vokse og bar en kalot på hovedet; mange af dem tilhørte fiskerstanden, og deres vigtigste opgave var at forkynde islams budskab blandt fiskerne.

Også blandt Malabars ikke-arabiske indbyggere begyndte islams indflydelse lidt efter lidt at kunne mærkes. På den tid blev buddhister og jainer i Indien udsat for hinduisk brahmanismes grusomme og umenneskelige forfølgelser. Under disse forfølgelser og denne undertrykkelse blev de draget mod islam gennem muslimske fromme mænds selskab og nærvær.

Hovedårsagen til islams hurtige udbredelse blandt Malabars ikke-arabiske indbyggere var, at Malabars lokale konge antog islam. Der findes en forbløffende beretning om Malabarkongens antagelse af islam.

Maulana Akram Khan siger i det ovenfor nævnte værk:

»I det hinduistiske samfunds gamle skrifter og litteratur findes der forskellige omtaler af Malabar. Redaktøren af Vishvakosha har citeret mange af dem. De fleste af dem er ikke andet end nogle besynderlige sagn om Parasuramas bedrifter, hentet fra Mahabharata og purana-skrifterne, hentet fra Mahabharata og purana-skrifterne. Denne encyklopædist har imidlertid selv omtalt en særlig begivenhed vedrørende Malabars hinduistiske konge. Han siger: Af den gamle historie fremgår det, at den sidste konge i Chera-riget, Cherumal Perumal, frivilligt forlod tronen og drog til Mekka med det ønske at antage den muslimske religion – (Vishvakosha 14:234).«

Også i bogen Tohfatul Mujahidin, skrevet af Sheikh Zainuddin, findes en beretning om en konges rejse til Mekka, hans fremmøde hos Hazrat Rasul Karim og hans frivillige antagelse af islam. Af denne beretning fremgår det, at det blandt de lokale muslimer var almindeligt kendt, at Malabars konge havde rejst til Mekka, var trådt frem for Hazrat og havde aflagt troskabsed til islam hos ham.«

Maulana kommenterer yderligere i det nævnte værk:

»Selv om der er uenighed om enkelthederne vedrørende tid og sted, og selv om disse detaljer anses for utroværdige, er der ingen grund til at afvise beretningen om, at kongen rejste til Mekka, trådte frem for Hazrat og efter at have opholdt sig nogen tid i Mekka rejste tilbage til sit land, som grundløs. Det kan på ingen måde anses for rimeligt at afvise som uhistorisk og grundløst en tradition, som alle indbyggerne i et land, muslimer såvel som ikke-muslimer, i fællesskab har videreført fra umindelige tider. I denne forbindelse er Vishvakoshas beretning af særlig betydning. Encyklopædisten siger: »Af den gamle historie fremgår det, at den sidste konge i Chera-riget (Malabar), Cherumal Perumal, frivilligt forlod tronen og drog til byen Mekka med ønsket om at antage den muslimske religion.« Derfor kan det på ingen måde være rimeligt at afvise som grundløs beretningen om, at kongen af Malabar-riget af egen fri vilje forlod tronen, trådte frem for Hazrat og antog islam.« (Muslimsk Bengals sociale historie)

På grundlag af beretningen i det værk, som sheikh Zaynuddin har skrevet, Tohfatul Mujahideen, encyklopædiens oplysninger og den urgamle tradition blandt alle Malabars indbyggere, muslimer såvel som ikke-muslimer, bør der ikke være nogen tøven eller betænkelighed ved at anse kongens antagelse af islam for sand. Men der bliver tilbage et spørgsmål i sindet. Det er dette: Hvorfor er en så stor begivenhed ikke blevet beskrevet i nogen hadith-samling? Sheikh Zaynuddin har ganske vist i sin beretning nævnt nogle overleverere. Men hadithkyndige har anført, at beretningen ikke er »fri for tvivl«. Hvad var så egentlig det, der skete? Hvis man antager, at begivenheden er helt uden grundlag, opstår der slet ikke noget spørgsmål om dens omtale i hadith-samlingerne. Men det er heller ikke så mærkeligt, hvis det forholdt sig sådan, at Malabars arabiske muhajirun, ligesom de i flok antog islam i det første hijri-år, muligvis antog islam sammen med disse arabiske muhajirun, efter at kongen af Malabar havde forladt tronen. Det er heller ikke umuligt, at han efter sin abdikation holdt sin identitet skjult – og måske var det derfor, at hans antagelse af islam ikke vakte nogen nysgerrighed blandt sahaba. Forfatteren til Tohfatul Mujahideen har imidlertid nævnt nogle hadither og overleverere.

Efter at Malabars arabiske muhajirun og den lokale konge havde antaget islam, blev også Malabars lokale indbyggere tiltrukket af islam, og de antog den i flok. Derefter blev der opført ti moskeer efter hinanden i Malabar. Den første moské blev opført af Malek ibn Dinar i Perumals hovedstad Karnakror, Koranganur eller Cranganore. På denne måde blev der opført moskeer i Kurkbe, i byen Meilor, i byen Dharmapattanam, i byen Chaliyam, i Surukundapuram, i Pantharinī og i Kanjarakotta, som hørte under Travancore.

»Encyklopædiforfatteren siger: Der er ingen tvivl om, at muslimernes indflydelse i dette land blev udbredt, samtidig med at moskeerne blev grundlagt. Der blev også skænket megen ejendom til dækning af udgifterne til disse moskeer. På den tid voksede antallet af muslimer ved kysten og af de indfødte indbyggere, der havde antaget islam, betydeligt. Efterhånden opnåede de indflydelse i riget.« (Muslimsk Bengals sociale historie)

Af den foregående fremstilling bliver det tydeligt, at Malabar allerede i det syvende århundrede e.Kr. var blevet et stærkt centrum for muslimerne i Indien. De havde intet politisk mål. Handel og udbredelse af islam var deres eneste formål.

Efter Malabar kommer vi til Chittagong og Sylhet, som var andre stationer på de muslimske arabiske muhajiruns handelsrute. Efter arabernes permanente bosættelse i Malabar opstod der også mindre bosættelser af dem andre steder. Det var helt naturligt. Spørgsmålet er nu, om islam i Chittagong blev forkyndt på samme tid, ligesom islam slog rod i Malabar allerede i det første hijri-århundrede, eller om det skete meget senere. Det er ikke muligt at fremlægge nogen pålidelig oplysning om dette. Men det kan uden betænkelighed siges, at de muslimske arabiske købmænd i det ottende og niende århundrede e.Kr. havde etableret en nær forbindelse med Chittagong.

Doktor Abdul Karim skriver: »Der var forbindelser mellem Chittagong og arabiske muslimske købmænd. Senere findes der yderligere beviser på arabiske købmænds færden i Chittagong. Selv om de arabiske købmænd ikke grundlagde et selvstændigt rige i Chittagong, kan deres indflydelse på Chittagongs kultur stadig iagttages som følge af forbindelsen med araberne. Chittagongs sprog rummer et stort antal arabiske ord. Også brugen af det nægtende ord ‘na’ foran udsagnsordet i Chittagongs sprog er et resultat af det arabiske sprogs indflydelse. Mange familier i Chittagong hævder, at de nedstammer fra arabere. Mange mener også, at ansigtstrækkene hos folk fra Chittagong ligner arabernes. Desuden bærer flere områder i Chittagong, såsom Alkaran, Suluk Bahar, Suluk-ul-Bahr og Bakalia, stadig arabiske navne. Det er allerede blevet sagt, at nogle lærde mener, at ordet ‘shat’ er arabisk. District Gazetteer, Chittagong, s. 1.«

Selv om muslimer havde boet i Chittagong i flere århundreder, opnåede de ingen politisk magt. Deres arbejde bestod i handel og udbredelse af islam. Længe efter at Muhammad bin Bakhtiyar Khalji havde grundlagt muslimsk herredømme i Bengalen, erobrede den uafhængige sultan af Sonargaon, Fakhruddin Mubarak Shah (1338–49 e.Kr.), for første gang Chittagong og indlemmede det i det muslimske rige.

Andet kapitel

Muslimer i sejrherrens skikkelse

Det er almindeligt kendt, at Muhammad ibn Qasim førte krig mod Sindhs konge Dahir og hejste islams sejrsbanner i Sindh. Men i virkeligheden var de militære felttog helt frem til Sindh blevet indledt længe før. Felttogene mod Sindh begyndte omkring midten af det første århundrede efter hijra. Før Muhammad ibn Qasims erobring af Sindh blev der flere gange udkæmpet krige mod Sindh. Men før Muhammad ibn Qasim forsøgte muslimerne ikke at etablere nogen varig indflydelse dér. Da muslimske købmænd gentagne gange blev plyndret af sørøvere med bistand fra Sindhs konge, måtte man føre krig mod dem. Efter at have besejret dem i krigen, tilbageerobret de plyndrede varer og befriet de tilfangetagne købmænd vendte muslimerne tilbage til deres hjemland.

I det femtende år efter hijra, under Hazrat Omars (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, blev Uthman ibn Abu Abi Saqafi udnævnt til guvernør over Bahrain og Oman. Uthman lod sin bror Hakam blive i Bahrain og drog selv til Oman. Derfra sendte han en hær mod Indiens grænse. Efter dette felttog sendte han på ny sin bror Mugira med en hær mod Debal (det nuværende Karachi). Mugira besejrede sørøverne i Sindh og deres støttestyrker og vendte tilbage til sit hjemland.

Under Hazrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) kalifat, i begyndelsen af det 39. år efter hijra, førte Harith ibn Murra al-Abdi et felttog mod Sindhs grænse og sejrede. Han tog mange fjendtlige soldater til fange og erobrede et stort krigsbytte.

Under Amir Muawiyas (må Allah være tilfreds med ham) styre angreb Muhallab ibn Abu Sufra Sindhs grænse og rykkede frem til Banna og Ahwaz, stederne mellem Multan og Kabul.

Da Hajjaj ibn Yusuf under kaliffen Walids styre blev udnævnt til guvernør over Irak, sendte han Muhammad ibn Harun Nasiri, Ubaydullah ibn Nabhan og Budayl ibn Tuhfa Bajali af sted efter hinanden med det formål at føre felttog mod Sindh. Endelig erobrede Muhammad ibn Qasim i det 93. år efter hijra Sindh efter at have ført felttog både til lands og til vands.

Længe før Muhammad ibn Qasim endeligt erobrede Sindh, var islam allerede blevet prædiket og udbredt i det daværende Indiens vestlige egne. Beviset herpå er, at hele Sindh faldt i muslimernes hænder, efter at kong Dahir var blevet dræbt i slaget. Efter at have etableret orden og styre dér fortsatte Muhammad ibn Qasim sin fremrykning, men måtte konfrontere indbyggerne i Sawandar. Det mærkelige var, at indbyggerne i det angrebne område var muslimer. Naturligvis nåede han til en forsoning med dem, hvorefter Muhammad ibn Qasim erobrede mange andre steder og nåede frem til byen Multan i Punjab. Også Multan faldt i hans hænder.

Muslimernes politiske etablering i Bengalen

Som følge af Malik Ikhtiyaruddin Muhammad Bakhtiyars erobring af Bengalen opnåede muslimerne for første gang politisk etablering i dette land. Fra dette tidspunkt begyndte utallige muslimer uafbrudt at ankomme til Bengalen fra det vestlige Indien, Afghanistan, Iran, Arabien og Tyrkiet. De fleste kom som soldater, mens resten kom for at drive handel, udbrede islam eller søge tilflugt. På denne måde voksede antallet af muslimer i Bengalen stadig mere.

Muhammad bin Bakhtiyars erobring af Bengalen var en højst forbløffende begivenhed. Man kan sågar sige, at denne mand selv var et historisk mirakel. Han nedstammede fra Khalaj-slægten i Turkestan. Derfor blev ordene Khalaji eller Khilji føjet til slutningen af hans navn for at angive hans slægt. Hans forfædres hjemland lå ved grænsens østlige rand, i Garamsir eller Dasht-e Margō. Ikhtiyaruddin Muhammad Bakhtiyar Khalji forlod sit fødeland for at tjene til livets ophold og kom først til Ghazni og derefter til Badaun i Indien. Han var lav af vækst, og hans to arme var usædvanligt lange. Det var sandsynligvis derfor, at hans ansøgning om tjeneste i Ghaznis og Delhis hære ikke blev accepteret. Men da sipahsalar i Badaun indså, at han besad grænseløst mod og evnen til at lede dristige felttog, udnævnte han ham til hæren. Det var her, hans fremgang begyndte. Efter slaget ved Tirouri eller Tarain fik Bakhtiyars farbror herredømmet over Kashmandi eller Kashtmandi fra Ali Nagauri, herskeren over Nagaur. Efter farbrorens død overtog Bakhtiyar dette herredømme. Nogen tid senere opsøgte han Malik Muazzam Hisamuddin i Ayodhya. På dette tidspunkt skaffede han sig heste og våben. De to landsbyer var ifølge nogle Bhagwat og Doili, ifølge andre Sahland og Sahili eller Kampila og Patiyali. I Ghulam Husain Salimis »Riyaz-us-Salatin« angives navnene på de to landsbyer som Kambala og Betali.

Herfra rykkede Muhammad Bakhtiyar frem mod Bihar, besejrede flere lokale jordejere eller høvdinge og erobrede et stort krigsbytte. For dette skaffede han sig efterhånden mange heste og våben. Rygtet om hans tapperhed bredte sig også i alle retninger. Da gentagne oprør, krige og blodsudgydelser fandt sted i områder som Ghor, Ghazni og Khorasan, forlod et stort antal af deres indbyggere landet og kom til Indien, hvor de flakkede omkring på jagt efter lykken. Da de hørte om Bakhtiyars gode navn og ry, sluttede de sig i flokke til hans hær. På denne måde blev Bakhtiyar overordentligt magtfuld.

Da sultanen af Delhi, Qutbuddin Aibak, på den tid hørte om Bakhtiyars grænseløse tapperhed, sendte han ham en khilat som æresbevisning, og derved blev Bakhtiyars styrke og mod mange gange større. Derefter lykkedes det ham at udvide sit herredømme over hele Bihar-provinsen. Siden rettede han sit felttog mod Bengalen, og i 1203 erobrede han Rarh- og Varendra-områderne i Bengalen.

På tidspunktet for invasionen af Bengalen var dens hersker Rai Lakshman Sen. Hovedstaden var Nadia. Dette område, inklusive hovedstaden, blev kaldt Lakshmanavati. I »Tabaqat-i Nasiri« fortælles en interessant historie om dette.

En gruppe brahminske astrologer ved det kongelige hof fremsatte en profeti om, at dette land snart ville falde i tyrkiske muslimers hænder. Hvis landet blev angrebet, måtte kongen underkaste sig. Ellers ville landets befolkning blive udsat for omfattende blodsudgydelser og ydmygelser.

Kongen spurgte brahmin-panditerne, om de gamle religiøse skrifter beskrev noget kendetegn ved en sådan muslimsk angriber, som kunne gøre det muligt at genkende ham i tide. De sagde, at når den tyrkiske soldat stod helt oprejst, ville hans to arme nå ned til knæene. Kong Rai Lakshman Sen udpegede en gruppe betroede mænd til at undersøge sagen. Efter deres undersøgelse fortalte de kongen, at Muhammad Bakhtiyar havde det nævnte kendetegn. Samtidig var ingen uvidende om Muhammad Bakhtiyars dristige felttog og hans triumfer. Brahmin-panditerne, de ansete og lærde, jordejere og fremtrædende personer forlod landet og søgte tilflugt i Jagannath, Kamrup og andre sikre områder. Kongen mente endnu ikke, at det var tilrådeligt at forlade sin hovedstad. Men pludselig angreb Muhammad Bakhtiyar Nadia og trængte ind i hovedstaden, hvorefter kongen flygtede gennem paladsets bagport og søgte tilflugt i Bikrampur. Således kom hele Lakshmanavati i Bakhtiyars hænder. Det forbløffende var, at Muhammad Bakhtiyar angreb og erobrede Nadia med blot sytten ryttere.

Derefter bredte hans felttog sig, og Nabadvip og Gaur kom i hans hænder. I »Tarikh-i Firishta« berettes det, at Muhammad Bakhtiyar byggede en ny hovedstad i Bangladesh, som han kaldte Rangpur. Heraf kan man forstå, at hele Rarh- og Varendra-området, det vil sige det vestlige og nordlige Bengalen, bortset fra den østlige del af Bengalen, var under hans styre. Selvom Rai Lakshman Sen søgte tilflugt i Bikrampur, forfulgte Bakhtiyar ham ikke. Derfor forblev den østlige del af Bengalen uden for hans styre. Et århundrede senere, i 1330, erobrede Muhammad Tughluq Shah den østlige del og oprettede henholdsvis hovedstæder i Satgaon og Sonargaon.

Under alle omstændigheder bosatte udenlandske muslimer sig i stort tal i dette land som følge af Muhammad Bakhtiyars erobring af Bengal. Utallige muslimer kom til landet for at ernære sig gennem handel, tjeneste i hæren og på mange andre måder, og denne tilstrømning fortsatte uafbrudt indtil midten af det attende århundrede.

Fra Muhammad Bakhtiyar Khaljis erobring af Bengal og indtil det muslimske riges fald på Palasis slette i 1757 regerede et hundrede og én eller flere herskere Bengal i løbet af de fem hundrede og fireoghalvtreds år.

Bengals muslimske styre kan opdeles i flere perioder:

Bengal – under Khaljierne – 1230–1227 e.Kr.

Bengal – under Delhi – 1227–1341 e.Kr.

Bengal – under Ilyas Shahi-dynastiet (første periode) – 1342–1413 e.Kr.

Bengal – under Ganesh Jalaluddin – 1414–1441 e.Kr.

Bengal – under Ilyas Shahi-dynastiet (anden periode) – 1442–1487 e.Kr.

Bengal under habshisk styre – 1487–1493 e.Kr.

Bengal under Husain-Shahi-dynastiet – 1493–1583 e.Kr.

Bengal under pathanerne (Sher Shah og Sur-dynastiet) – 1538–1564 e.Kr.

Bengal under Karrani-dynastiet – 1565–1576 e.Kr.

Bengal under mogulernes styre – 1576–1757 e.Kr.

Blandt dem, der i mere end fem og et halvt århundrede sad på Bengals trone, var nogle, der ved egen styrke besteg Bengals trone og opnåede godkendelse fra kejseren i Delhi. Nogle herskere var fuldstændig uafhængige. Resten regerede Bengal som guvernører eller nazimer efter at have modtaget deres udnævnelsesbrev fra hoffet i Delhi.

Efter at muslimerne var kommet til dette land som erobrere, elskede de det af hele deres hjerte, tog det som deres permanente hjemland og ønskede at leve i fred og fordragelighed med landets ikke-muslimske indbyggere. Som herskere begik de ingen uret eller overgreb mod de regerede. Befolkningen accepterede også deres styre. Efter Muhammed Bakhtiyar havde erobret Bengal, etablerede han intern lov og orden. Selv om han oprettede moskeer og madrasaer forskellige steder i landet for muslimerne, førte han en generøs politik over for de ikke-muslimske. Hvis han havde ønsket det, kunne han have forfulgt den flygtende Lakshman Sen og besejret ham. Men den tanke lod han overhovedet ikke få plads i sit sind. Jadunath Sarkar siger i sin »Bengals historie«:

»……men han var ikke blodtørstig. Han brød sig ikke om drab på mennesker eller om at undertrykke undersåtterne. Ved at etablere en form for jagir-system eller en feudalistisk regering i landet sørgede han for den interne administration og tilfredsstillede de militære ledere«.…

-(Bengals historie, bind 2, den muslimske periode, s. 9)

Bengals herskere                                      Samtidig kejser i Delhi

1203-06 e.Kr. Muhammad Bakhtiyar Khalji                                         Qutb al-Din Aibak

1206-08 e.Kr. Malik Izz al-Din Muhammad Shirīn Khalji                                          Samme

1208-10 e.Kr. Husam al-Din Iwaz                                                                   Samme

12010-13 e.Kr. Ali Mardan (sultan Ala al-Din Khalji)                          Samme

1213-27 e.Kr. Sultan Ghiyas al-Din-Iwaz Khalji                                  Aram Shah (Qutb al-Din Aibaks søn)

Bengals uafhængige sultaner

Den første uafhængige sultan over hele Bengalen var Shamsuddin Ilyas Shah. Delhi-kejseren Firoz Shah Tughlaq drog ganske vist i krig mod ham, men vendte tilbage med uforrettet sag. I 1358 e.Kr. besteg Ilyas Shahs søn Sikandar Shah tronen som Beng­alens uafhængige sultan og sendte halvtreds elefanter som gave til Delhi med det formål at vinde kejserens gunst. De, der fra dette tidspunkt og frem til 1409 e.Kr. sad på Beng­alens trone, var:

Sikandar Shah (I)                              1358–1391 e.Kr.

Ghiyasuddin Azam Shah                          1391–1396 e.Kr.

Saifuddin Hamza Shah                             1396–1406 e.Kr.

Shamsuddin                                            1406–1409 e.Kr.

Kong Ganesh

I begyndelsen af det femtende århundrede begyndte en genoplivningsbevægelse blandt hinduerne i Bengalen. Fra Muhammad Bakhtiyars erobring af Bengalen og frem til slutningen af det fjortende århundrede administrerede de muslimske herskere Bengalen, snart som guvernører udnævnt af sultanerne i Delhi, snart som uafhængige sultaner og snart ved at holde Delhi-hoffet tilfreds og venligt stemt gennem gaver og tribut. Når man gennemgår historien om disse to århundreder, bliver det tydeligt, at muslimerne ikke kunne regere fredeligt og med sikkerhed. Den stærke indbyrdes strid og det voldsomme ønske om at tilrive sig magten var årsagen til, at freden blev ødelagt. Men det betyder ikke, at de muslimske herskere nogensinde undertrykte hinduerne eller plagede undersåtterne. Som følge heraf nød undersåtterne, uanset race og religion, lykke og fred samt fuld sikkerhed for liv og ejendom. Før Bakhtiyar Khalji boede der mange uafhængige hinduistiske konger i dette land. Efter etableringen af det muslimske styre accepterede de det ganske vist ikke af hjertet, men de mente ikke, at det var klogt at komme i konflikt med muslimerne. Der kan kun have været to grunde til dette. Den første grund var, at den politiske magt i Bengalen lå i muslimernes hænder, og at utallige muslimer fra fremmede lande stadig kom til Bengalen fra tiden efter Bakhtiyar. Muslimske religiøse prædikanter, wali’er og dervisher kom til landet og begyndte at forkynde islams ophøjede budskab samt islams lighed og broderskab. Derfor blev den hinduistiske befolkning, som var undertrykt af brahmanismen, tiltrukket af islam. Ikke desto mindre kunne de højere kastehinduer her have benyttet de muslimske herskeres indre svaghed og indbyrdes strid til at erklære oprør. Men det gjorde de ikke. Der er også en grund til det.

“Den anden grund var, at de arbejdede ud fra en langsigtet plan. Den gik ud på, at de i stedet for at pådrage sig de muslimske herskeres mishag skulle skaffe sig positioner på de forskellige niveauer af administrationen og træde frem på et bestemt tidspunkt. I midten af det attende århundrede opnåede de fuld succes med denne plan. På det tidspunkt opnåede de imidlertid ikke selv magten; de fandt tilfredsstillelse i at afskaffe det muslimske styre og overdrage magten til englænderne. Selv om deres succes i begyndelsen af det femtende århundrede ikke blev varig, var dette den første udfoldelse af deres langsigtede plan.”

På dette tidspunkt blev en hinduisk zamindar i Bengalen meget magtfuld. I de historiske værker, der er skrevet på persisk, omtales han som »Kans«. Kans var i virkeligheden »Kংস« eller »Ganesh«. Under Ghiyasuddin Azam Shahs regering blev han leder af skatte- og administrationsafdelingen. Ifølge beretningen i »Riyaz-us-Salatin« dræbte Ganesh Ghiyasuddin Azam Shah, Shamsuddins sønnesøn. Derefter dræbte han også Ghiyasuddins sønnesøn Shamsuddin og besteg tronen i Gauda og Bengalen.

Iliyas Shahi-dynastiet

Shamsuddin Iliyas Shah (1339–58 e.Kr.)

Sikandar Shah (1358–89 e.Kr.)

Ghiyasuddin Azam Shah (1389–96 e.Kr.)

Saifuddin Hamza Shah (1396–1406 e.Kr.)

Shamsuddin (1406–1409 e.Kr.)                Shahabuddin Bayezid Shah (1409–14 e.Kr.)

Blockman siger, at Ganesh ikke selv besteg tronen. Efter at have dræbt Shamsuddin lod han dennes bror, Shahabuddin Bayezid Shah, fungere som en marionet, mens han selv udøvede den kongelige magt. Rakhaldas Bandyopadhyay nævner i andet bind af sin »Bengals historie« navnene på to herskere, der sad på tronen i Bengalen fra 1409 til 1414 e.Kr., nemlig Shahabuddin Bayezid Shah og Ganesh.

Raja Ganesh var en bengalsk Varendra-brahmin. Ganesh, den mægtige konge over Bhaturia-parganaen i Nordbengalen (Dinajpur), havde sin egen hær. Han rekrutterede sine soldater fra den frygtindgydende Sangol-klan. På grund af sin indflydelse og anseelse blev han ansat under Bengals sultan, og efterhånden blev han den eneberettigede indehaver af rigets skatkammer, en mokhtar (sahib-i-ihtiyar-i-mulk wa mal). Som tak for denne høje position dræbte han først Giyasuddin Azam Shah gennem en dyb sammensværgelse og dræbte nogle år senere Shamsuddin Shah, hvorefter han besteg Bengals trone.

Ganeshs bestigelse af Bengals trone var resultatet af en langvarig plan og en dyb sammensværgelse. Ganesh og hans ligesindede hinduistiske feudalfyrster kunne ikke af hjertet acceptere muslimernes styre i Bengalen. Selv om der i de foregående to århundreders historie ikke findes noget eksempel på, at muslimske herskere havde undertrykt ikke-muslimer, anså de ikke desto mindre det muslimske styre for dybt ydmygende for hindufolket. Derfor helligede Ganesh sig efter sin tronbestigelse til at undertrykke muslimerne. Således kom hans mangeårige, ophobede fjendskab mod muslimerne til udtryk.

I Dinajpur-beskrivelsen, skrevet af Buchanan Hamilton, står der, at han dræbte en vis shaikh Badre Islam og dennes søn Fayze Islam, fordi de ikke hilste Ganesh med bøjet hoved. Ikke nok med det: Ganesh dræbte på grusom vis mange muslimske wali’er, dervisher, lærde, panditter og skriftkyndige. Engang blev han meget vred, fordi shaikh Badrul Islam, fader til shaikh Muinuddin Abbas, ikke hilste den vantro kong Ganesh. En dag tilkaldte han derefter den nævnte shaikh til hoffet. Døren til hans værelse blev bygget så smal og lav, at den, der trådte ind, måtte gå ind foroverbøjet. Shaikhen forstod kongens hensigt, satte først begge sine fødder ind i værelset og trådte ind uden at bøje hovedet. For ifølge islams påbud må ingen muslim bøje hovedet for nogen anden end Allah. Raja Ganesh dræbte ham straks og lod de øvrige lærde drukne ved at sænke dem i floden i en båd.

Da shaikh Nur-e Qutb-e Alam hørte denne hårrejsende beretning om nedslagtningen af muslimer, blev han dybt bedrøvet og bad sultan Ibrahim Sharqi, guvernøren over Jaunpur, om at komme til Bengalen for at beskytte islam. Sultan Ibrahim marcherede mod Bengalen med en stor hær og slog lejr ved Sarai Firozpur. Da Raja Ganesh fik det at vide, blev han rædselsslagen og søgte tilflugt hos Qutb-e Alam. Qutb-e Alam sagde, at han kunne rå Konge Sultan Ibrahim til at vende tilbage på den betingelse, at Ganesh antog islam. Ganesh gik med til det, men hans hustru forhindrede ham. Til sidst blev det foreslået, at hans søn Yadu skulle antage islam, og at Ganesh skulle overlade tronen til ham. Ganesh accepterede dette. Yadu fik det muslimske navn Jalaluddin og blev udråbt til Bengals sultan. Sultan Ibrahim vendte dybt skuffet tilbage. Så snart Ganesh fik nyheden om hans tilbagevenden, tog han tronen tilbage fra Jalaluddin. Den godtroende Qutb-e Alam gennemskuede ikke Ganeshs list. Da Ganesh derfor ville lade sin søn antage islam, tilgav han faderens forbrydelse med massemord.

Efter at Ganesh havde genvundet tronen, gennemførte han en renselsesceremoni for den frafaldne Yadu ved hjælp af ceremonien Subarnadhenu. Det vil sige, at renselsesmetoden bestod i, at man gik ind gennem munden på en konstrueret ko af guld og kom ud gennem dens afføringsåbning efter en særlig religiøs metode foreskrevet i hinduistiske skrifter.

Efter denne renselsesceremoni begyndte Ganesh at udrydde muslimerne fra landet. Han fortsatte nedslagtningen af muslimer med endnu større brutalitet end tidligere. Han sendte Qutb-e Alams søn shaikh Anwar og barnebarn shaikh Zahid til Sonargaon som fanger. Derefter blev de udsat for forskellige former for tortur for at få dem til at afsløre, hvor deres fars og bedstefars rigdomme befandt sig. Senere blev shaikh Anwar dræbt. Således oprettede Ganesh i syv år et rædselsregime i Bengalen og gjorde muslimernes liv uudholdeligt.

Efter Ganeshs død besteg Jalaluddin (Yadu) igen tronen.

Hindufolkets genopstandelse

Rakhāl­dās Bandyopādhyāy har i andet bind af sin »Bengals historie« skrevet: »Han havde forsøgt at etablere hinduismens overherredømme i det nydannede rige. Foranstaltningen til Yadus bod gennem Suvarṇadhenu-vrata er kun et svagt spor deraf. Fra kong Ganeshs tid begyndte studiet af sanskrit i Gaur og Bengalen. Man begyndte også at forfatte værker på sanskrit, og begyndelsen til det bengalske sprogs udvikling blev gjort. Af alle disse grunde indtog Ganesh en fremtrædende plads i Bengals historie, Indiens historie og den indiske litteraturs historie.« (Samme værk, s. 135-136)

Det er naturligvis vanskeligt at sige, hvad den egentlige årsag var til, at Ganeshs ældste søn blev muslim. Men en magtfuld brahmin, som anså dette for en yderste ydmygelse for hindufolket, har opdigtet mange fortællinger.

Rakhāldās siger i sin nævnte historie: »Ifølge den overlevering, der er udbredt i Varendrabhumi, opgav Yadu sin religion, fordi han var blevet betaget af skønheden hos en fornem muslimsk kvinde, som nedstammede fra Ilyas Shah.«

Rakhāldās lægger sit eget folks skam over på tilhængere af en anden religion og siger—

»Historikeren Stewart antager, at Yadu eller Jalaluddin var søn af Ganeshs muslimske konkubine.«

Den ovenstående fremstilling er et brændende eksempel på, hvordan det muslimske folks historie er blevet vanæret.

Det er en ubestridelig sandhed, at muslimernes moralske forfald på den tid ikke var nået så langt, at muslimske kvinder var begyndt at prostituere sig eller tage en ikke-muslimsk mand. Muslimske kvinder færdedes heller ikke dengang uden slør foran fremmede mænd, sådan som i vore dage, med det resultat at Yadu, Ganeshs søn, skulle være blevet forelsket i en smuk muslimsk ung kvinde og være blevet muslim for at gifte sig med hende. Historien vidner om, at muslimske faqirer og dervisher på den tid i stort tal forkyndte islams ophøjede budskab i dette land, og at mange af dem også deltog i regeringsførelsen. De havde en vældig indflydelse på herskerne.

Lad os blot se på tiden under Ganesh. Den berømte wali Nur Qutb-e-Alam og hans søn Shaykh Anwar var samtidige med Ganesh. Deres indflydelse begrænsede sig ikke blot til Bengalis muslimer og herskere, men omfattede også Sultan Ibrahim Sharqi, guvernøren i Ayodhya, som er nævnt ovenfor. Mange hinduer antog frivilligt og med glæde islam efter at have hørt deres adfærd, deres rene karakter og islams liflige budskab fra deres egne læber—blandt dem var Yadu, Ganeshs søn. Trods deres så store indflydelse i samfundet er det fuldstændig utænkeligt, at en muslimsk kvinde skulle prostituere sig, det vil sige blive en mands konkubine, eller at hun ved at færdes tøjlesløst skulle få en hindu til at forelske sig i hende. Derfor er fortællingerne om, at Ganesh havde en muslimsk konkubine, og at Yadu var blevet forelsket i en muslimsk kvinde, pure opdigtede og ondsindede. Det er blot et latterligt forsøg på at lægge sin egen skam over på andre.

Endnu et forhold bør især nævnes. Det er, at muslimerne kom til dette land som erobrere. Naturligvis følte de udenlandske muslimske erobrere en form for overlegenhed (Superiority Complex). Med fornemme muslimer mente man udelukkende de udenlandske muslimer. At nogen af deres kvinder skulle tage en hindu til ægtemand, var utænkeligt.

Dertil kommer, at det også var urealistisk, at en kvinde fra de lavere hindu-kaster efter deres antagelse af islam skulle have taget Ganesha til ægtemand. Ganesha var nemlig brahmin og bærer og forkæmper for en militant brahminisme. For Ganesha var det utænkeligt at gifte sig ind i en familie, hvis medlemmer efter at have antaget islam var blevet kaldt yavanaer og mlecchaer. Der er derfor ingen tvivl om, at disse fortællinger blot er opdigtede fantasier.

Nogle siger, at Yadu blev muslim af begær efter kongemagten. Det er heller ikke sandt. For at beskytte sig mod sultan Ibrahim Sharqis angreb overgav Ganesha dog sin søn til Nure Qutb-e Alam, for at han skulle antage islam. Efter Yadus antagelse af islam og hans proklamation som sultan vendte sultan Ibrahim Sharqi tilbage uden at angribe Bengalen. Straks derefter afsatte Ganesha igen Yadu og besteg selv tronen på ny. Derefter blev Yadu underkastet bodsritualer efter hinduistisk skik. Ganesha regerede i syv år med stor magt. Han kunne på ingen måde fjernes fra tronen. Hvis Yadu kun havde antaget islam for at opnå kongemagten, kunne han efter sin bod og renselsen gennem den gyldne ko uhindret have besteget sin fars trone som hindu. Men Yadu forlod ikke islam.

Desuden har mennesket en samvittighed, hvorigennem det kan erkende sandhed og løgn. Samtidig har mennesket også en moralsk følelse. Da sultanen af Bengalen så Ganeshas dygtighed og handlekraft, udnævnte han ham til statens højeste embede.

Men gennem sammensværgelse og mord bemægtigede han sig Bengals trone. Først viste han troløshed mod sin herre, og derefter begyndte han en massakre på uskyldige muslimer. Ikke desto mindre tilgav Nure Qutb-e Alam alle hans forbrydelser på grund af, at hans søn havde antaget islam. Yadu må naturligvis være blevet betaget af sheikh Nure Qutb-e Alams adfærd og af islams tolerance og storsind. Faderens troløshed, utaknemmelighed og grusomhed må naturligvis have sat dybe spor i Yadusens sind. Desuden blev Yadu i sandhed oplyst af islams lys gennem sit samvær med en kamil wali. Det er vores opfattelse. Den er hverken urimelig eller umulig.

Ifølge de muslimfjendtlige historikere måtte Yadu, da han stod fast i islam, nødvendigvis tilsværtes på alle mulige måder. Først blev han kaldt søn af en muslimsk konkubine. Deres påstand er altså, at han i virkeligheden slet ikke var hindu, men et uægte barn (?)

Rakhāldās Bandyopādhyāy har i sin historie beskrevet en opsigtsvækkende fortælling fra denne periode. På side 137 i sin historie (Bengals historie, bind 2) siger han: »Det, som Ganesha eller Yadu hverken kunne gøre eller vovede at gøre, blev uden videre udført af en anden bengalsk hindukonge.

Hans navn var Danujmardan Dev.«

Derefter gentager han på side 139 i det nævnte værk og siger: „Ganesh eller Yadu ikke kunne udrette, og som ingen hinduisk konge i Aryavarta kunne udrette, det havde de opnået; derfor vil navnene Danujmardan Dev og Mahendra Dev for evigt blive husket i historien.“

Det interessante er, at hans værk ikke indeholder nogen som helst omtale af, hvad Danujmardan Dev udrettede, mens det nævnes, hvad Ganesh og Yadu ikke kunne udrette.

Om dette siger Sir Jadunath Sarkar:

„Netop i dette år finder vi mønter med bengalsk skrift, udstedt fra Pandua og Chatgaon af en konge ved navn Mahendra Dev, som nøjagtigt ligner Danujmardan Devs mønter. Han var højst sandsynligt Ganeshs yngste søn, som forblev hindu, og hvis ældre bror Jadusen Jalaluddin havde tilbudt at overlade ham den fædrene trone, hvis han ikke fik lov til at antage islam. Mahendra blev tydeligvis sat på tronen af hinduistiske ministre umiddelbart efter Ganeshs død. Jeg mener, at Mahendra, som dengang ikke var mere end tolv år gammel, blot var en marionet i hænderne på en selvisk ministerfraktion … Kongemagernes forsøg blev kortvarigt og endte med deres hurtige nederlag, eftersom der efter dette ene år, 1418 e.Kr., ikke blev slået flere mønter i Mahendras navn.“

„Netop i dette år finder vi mønter med bengalsk skrift, udstedt fra Pandua og Chatgaon i Mahendra Devs navn. De ligner fuldstændig Danujmardan Devs mønter. Han var højst sandsynligt Ganeshs yngste søn. Han forblev hindu, og Jadusen Jalaluddin havde sagt til ham, at han skulle overlade sin fars trone, hvis han ikke fik lov til at blive muslim. Umiddelbart efter Ganeshs død indsatte de hinduistiske ministre Mahendra på tronen. Jeg tror, at Mahendra, som ikke var mere end tolv år gammel, blot var en marionet for en selvisk ministerfraktion. Disse ministres forsøg på at gøre ham til konge kunne ikke vare længe, og de blev snart besejret. For efter dette ene år, 1418 e.Kr., blev der ikke præget flere mønter i Mahendras navn.“

Jadunath Sarkar siger videre:

„Ganesh anbragte sin blot tolv år gamle søn under beskyttende bevogtning i sit harem og regerede selv på egne vegne under den stolte titel Danujmardan Dev.“

„Ganesh holdt sin tolv år gamle søn under beskyttende bevogtning i haremet og regerede selv efter forgodtbefindende under den ærefulde titel ‚Danujmardan Dev‘.“

Heraf forstår man, at Ganesh i virkeligheden var Danujamardana Deva. Eller også var Danujamardana hans titel, som han anså for ærefuld både for sig selv og for hele den hinduistiske nation.

Det var her, Rakhaldas tog fejl. Han betragtede Danujamardana som en anden person og lovpriste ham grænseløst.

Lad os nu se, hvad ordet Danujamardana betyder. Ordet Danujamardana betyder »dæmonernes nedkæmper«. Ganesh, som stræbte efter at grundlægge en militant hinduisme, kunne på ingen måde tåle muslimer og muslimsk styre. Hans inderligste ønske var at udslette muslimerne fra Bengalen og etablere et militant hindukongedømme. Hinduerne betragtede, ligesom Ganesh, de indvandrede muslimer som »javanaer og mlecchaer«. Men muslimerne var hinduerne overlegne i kropsbygning, tapperhed og krigerdygtighed. Derfor blev de opfattet som dæmoniske javanaer og mlecchaer. At nedkæmpe og tilintetgøre disse dæmoniske javanaer og mlecchaer var Ganeshs livsopgave. Efter Ibrahim Sharkīs tilbagevenden til sit hjemland gennemførte Ganesh denne nedkæmpelse og tilintetgørelse hundrede gange mere energisk end før. I begejstrede vendinger lovpriste Rakhaldas Danujamardanas nedslagtning af muslimerne og sagde: »Fordi Danujamardana Deva og Mahendra Deva udførte det, som ingen hinduisk konge i Aryavarta havde kunnet udføre, vil deres navne for evigt blive husket i historien.«

Umiddelbart efter Ganeshs død satte de hinduistiske ministre, som han havde udnævnt, hans tolvårige søn Mahendra på tronen og fortsatte, i Ganeshs fodspor, nedkæmpelsen af muslimerne. Derfor blev hr. Rakhaldas henrykt over Ganeshs og hans søn Mahendras handlinger og lovpriste dem begejstret. Men Mahendras regeringstid varede kun kort.

Ganeshs dynasti

Ganesh — Danujamardana

Yadusen, også kendt som Jalaluddin Muhammad Shah (1414–31 e.Kr.) Mahendra

Shamsuddin Ahmad Shah (1413–42 e.Kr.)

Ilyas Shahi-dynastiets genopkomst

Det er blevet nævnt ovenfor, at Ganesha dræbte to sultaner fra Ilyas Shahi-dynastiet og bemægtigede sig tronen. Efter at have dræbt Ganeshas barnebarn, Shamsuddin Ahmad Shah, blev Ilyas Shahi-dynastiet på ny genindsat på Bengals trone.

Nasiruddin Mahmud Shah (1442–59 e.Kr.)

Ruknuddin Barak Shah (1459–74 e.Kr.)

Shamsuddin Yusuf Shah (1474–82 e.Kr.)

Den anden Sikandar Shah (1482 e.Kr.)

Jalaluddin Fateh Shah (1482–86 e.Kr.)

Habshiske sultaner på Bengals trone

I nogen tid begyndte abyssinierne at ankomme til Bengalen. Barrak Shah og Yusuf Shah udnævnte dem til forskellige vigtige embeder. Da Fateh Shah, ophidset over deres adfærd, forsøgte at undertrykke dem, blev han dræbt, og en vis sultan, Shahzada Barrak, besteg tronen.

Sultan Shahzada Barrak (1486–1487 e.Kr.)

Saifuddin Firoz Shah (1487–1490 e.Kr.)

Nasiruddin Mahmud Shah (1490–1491 e.Kr.)

Shamsuddin Muzaffar Mah (1491–1493 e.Kr.)

Alauddin Hosen Shah (1493–1519 e.Kr.)

Den ovenfor omtalte fjerde abyssinske sultan, Shamsuddin Muzaffar Mah, ansatte en person af ukendt slægt ved navn Hosen i sin regering. Han blev gradvist forfremmet og dræbte til sidst sin egen herre, Muzaffar Shahs førsteminister, hvorefter han overtog Bengalen trone. I Bengalens historie er han kendt som Alauddin Hosen Shah Sharif Makki. Senere antog han også titlen »Khalifatullah«.

Hosen Shah

Hosen Shah er et af historiens store mysterier. Der er skrevet vældige værker i lovprisning af ham. Men i vore dage opstår der forskellige spørgsmål om ham i den historisk videbegærlige studerendes sind. Svarene på disse må findes i historien.

Maulana Akram Khan siger i sin bog »Muslimsk Bengals sociale historie«, da han behandler Hosen Shah:

»Trods omfattende undersøgelser har vi indtil nu ikke kunnet finde noget pålideligt bevis vedrørende denne herre, der er kendt under navnet sultan Hosen Shah, hans folk, religion, herkomst og titel.«

I virkeligheden er der blevet skabt en sammenblanding af noget historie, nogle legender og nogle opdigtede fortællinger om ham.

Sir Jadunath Sarkar siger i sin »Bengals historie«:

»I næsten alle historiske beretninger omtales han som araber. Han kom til Bengalen sammen med sin far og slog sig ned der. Beretningerne om hans tidlige liv blev genstand for talrige folkesagn og fortællinger. De fleste af disse fortællinger er knyttet til en landsby i Jangipur-underafdelingen i Murshidabad-distriktet, kaldet— han tog imod gæstfrihed hos en lokal muslimsk kazi i en landsby i Rarh ved navn Ekani Chandpara. Da kazien fik kendskab til gæstens slægt, giftede han sin datter med sin yngste søn Hosen. Efter at have fået undervisning tog Hosen derefter en beskeden stilling under den habshiske sultan Muzaffar Shah i Gaur. Salim nedskrev denne slags fortælling med henvisning til en anonym pamflet.«

Der findes også en sådan fortælling om ham: Som barn arbejdede Hosen under en lokal brahmin. Da denne brahmin så overnaturlige tegn hos drengen, som tydede på, at han i fremtiden ville blive en stor mand, tog han ham med til Gaur.

Da Hosen senere blev sultan af Bengalen, skænkede han denne brahmin landsbyen Chandpara mod en jordskat på blot én ana. Denne fortælling er ordret magen til fortællingen om Hasan Gangu Bahmanis barndom. Den kan dog ikke uden videre godtages som sand. Når en ubetydelig person bliver herre over et rige, bliver der ofte skabt alle slags fantastiske fortællinger om ham. Vi mener, at det samme skete med Hosen Shah.

Nogle historikere siger, at Hossains far, Sayyid Ashraf, var sharif i Mekka, men at han boede i Tirmiz i en lang periode. Buchanan Hamilton siger, at der også findes en folkelig tradition om, at Hossain var bosat i Rangpur-distriktet. Han blev født i landsbyen Debnagar, der ligger seksten mil fra Gobindaganj. Nogle historikere har endvidere omtalt ham som oldebarn af sultan Ibrahim Shah af Gaur. Det fremgår således, at der selv blandt historikerne er betydelig uenighed om hans slægt og fødested.

Nogle historikere siger, at han ikke blot var araber, men også tilhørte Sayyid-slægten. Derefter er det med et vist islæt af fantasi blevet forsøgt at forskønne Hossains adelige afstamning, idet det er blevet sagt, at hans far, Sayyid Ashraf, var sharif i Mekka. For at søge lykken kom han til Bengalen med sine to sønner.

Nu opstår der med fuld ret et spørgsmål om, hvorvidt Hossains far overhovedet var araber, for ikke at tale om at være sharif i Mekka. Der er tilstrækkelig grund til at mene, at ikke blot Hossains påståede tilhørsforhold til Sayyid-slægten, men også at han var muslim, ikke er hævet over enhver tvivl. Hans opførsel og handlinger efter magtovertagelsen vidner herom.

Lad os først se på hans slægtsforhold. Der findes ingen pålidelige historiske beviser for, at hans far, Sayyid Ashraf, var bosat i Mekka og var sharif dér. Desuden er det blot en opdigtet forestilling, at shariffen af Mekka skulle være kommet til Bengalen med sine to sønner for at søge lykken. Af hvilken grund skulle han være blevet frataget sin rang som sharif og berøvet sin faste og løse ejendom, så han måtte komme til Bengalen for at søge føde og klæder? Nogle har endvidere sagt, at han var bosat i Tirmiz. Hvilken af disse oplysninger skal man så antage er sand? Det bør bemærkes, at shariffen af Mekka på den tid var Hejaz’ enevældige hersker, en eneherskende konge, ejer af enorme rigdomme og besidder af et uforligneligt kongeligt palads. Ingen steder i historien findes der oplysninger om, at nogen sharif fra Mekka nogensinde skulle have forladt sin trone og være kommet til Bengalen med hustru og børn for at søge lykken og være blevet afhængig af andres beskyttelse. Det er muligt, at den snu og bedrageriske Hossain udgav sig for at tilhøre Sayyid-slægten og være søn af en sharif for at vinde muslimernes hengivenhed og ærbødighed.

Læg dernæst mærke til det besynderlige: Efter at have vundet tronen skænkede Hossain hele landsbyen Chandpara til kaziens herre (hans svigerfar), eller ifølge en anden opfattelse til en brahminsk herre, som havde været hans herre i barndommen, mod en årlig landsskat på blot én anna. Senere blev denne landsby eller landsbykommune kaldt »Ek-ani Chandpara«. Men ingen steder i historien findes der oplysninger om, hvorvidt Hossain traf nogen foranstaltning for at sikre den ulykkelige fars og den ældre brors underhold.

Læg også mærke til, at Hossains påståede far, Sayyid Ashraf, søgte tilflugt i en kazi’s hus i landsbyen Chandpur i Jangipur-underafdelingen af Murshidabad. Da kaziens herre så, at han tilhørte Sayyid-slægten, gav han hurtigt sin datter til Hossain. Det er ligeledes almindeligt antaget, at Hossain arbejdede som hyrdedreng under en brahmin i landsbyen Chandpara. En dag begik han en alvorlig forseelse, og brahminen piskede ham ubarmhjertigt. Andre gange siges Hossain at have været bosat i landsbyen Debnagar i Rangpur-distriktet. Disse modstridende beretninger gør det helt klart, at Hossain i virkeligheden var af ukendt herkomst. Det er ikke mærkeligt, at en person af ukendt herkomst, når lejligheden bød sig, udgav sig for at være muslim, selv hvis han ikke var det, for egen vindings skyld. Kort sagt blev der, efter at han gennem sammensværgelse og bedrag havde besteget den bengalske trone, opdigtet forskellige historier om hans afstamning og barndom. De fantasifulde fortællere kunne måske have fundet en grav, som tilhørte Hossains påståede far, og have nævnt, at Hossain havde opført en stor moské og madrasa ved siden af den; men de var så optagede af at fortælle historien om den mægtigste konge i Bengalen, Hossain, at de fuldstændig glemte den ulykkelige far og bror.

Lad os også undersøge i detaljer, hvordan Hossain kom til magten, og hvad han foretog sig efter magtovertagelsen.

Den habshiske hersker Muzaffar Shah ansatte først Hossain i en underordnet stilling. Derefter vandt Hossain ved sin skarpe begavelse sin herres velvilje og tilfredshed og opnåede til sidst posten som premierminister. Den snu Hossain havde forstået, at de habshiske herskere var uønskede blandt befolkningen i Bengalen. Derfor begyndte Hossain at konspirere for selv at tage magten ved at gøre sin herre endnu mere forhadt blandt hæren, embedsstanden og folket. Han blev ved med på forskellige måder at give sin herre Muzaffar Shah dårlige råd.

Rakhaldas Bandyopadhyay siger: »Sayyid Hosen Sharif Makki blev udnævnt til Muzaffar Shahs vesir og øverste embedsmand. Efter hans råd reducerede Muzaffar Shah soldaternes lønninger og koncentrerede sig om at spare penge.« (Bengals historie, bind 2, s. 187).

I Riyaz-us-Salatin og Tarikh-i Firishta fortælles det, at Hosen, efter at være blevet vesir, begyndte at behandle almindelige mennesker godt. Samtidig blev han ved med at fortælle dem, at Muzaffar Shah var et yderst lavtstående menneske og fuldstændig uegnet til at blive konge. På Hosens råd foretog Muzaffar Shah uønskede handlinger. Derved fik Hosen mulighed for at fremstille ham som skyldig og foragtelig i folkets øjne. På denne måde ophidsede han hæren, amirerne, umaraerne og folket mod Muzaffar Shah. Til sidst gik en vældig hær under hans ledelse i krig mod Muzaffar Shah. Historikerne siger, at et hundrede og tyve tusind soldater fra begge sider blev dræbt i krigen. Man kender ikke til, at der noget andet sted i verden på den tid havde fundet en så blodig krig sted.

Muzaffar Shah blev dræbt i krigen. Nogle siger, at Hosen, efter at have vundet paladsvagten over på sin side, trængte ind i paladset og med egen hånd dræbte sin herre.

Maulana Akram Khan siger i sit værk »Muslimsk Bengals sociale historie«, med henvisning til et leksikon,

»Muslimske feudalfyrster af alle klasser og de hinduistiske konger anså ham (Sayyid Hosen) for den rette kandidat til den kongelige trone og indsatte ham som konge. For at glæde dem beordrede han til gengæld, på det fastsatte tidspunkt, plyndringen af hovedstaden Gaur. På det tidspunkt blev mange velhavende hinduers ejendom i byen Gaur fuldstændig ødelagt.«

Det besynderlige er, at de mennesker, hvis ejendom var blevet plyndret på Hosens ordre, igen på Hosens ordre blev dræbt. Deres antal var over tolv tusind. For at tilfredsstille sine egne lave og selviske ønsker farvede Hosen sine hænder med millioner af menneskers blod. Måske var ordren om plyndringen blot et påskud for at dræbe et vist antal muslimer.

Efter dette massemyrderi, hvor blandt andre soldater, amirer og umaraer, embedsmænd samt lærde og fremstående personer var blevet dræbt, var der ikke længere nogen, der turde sige så meget som et ord imod Hosen. Som følge heraf blev han landets enevældige hersker.

Det kan ikke undgå at vække læsernes nysgerrighed, hvilken rolle Sayyid Hosen Makki (?) spillede efter at have vundet tronen. Efter at være tiltrådt som konge omorganiserede han sit ministerråd fuldstændigt. Hans vesir og øverste embedsmand blev Gopinath Basu, også kendt som Purandar Khan; Mukunda Das blev kongelig læge, Keshav Chhatri øverste livvagt, og Anup blev møntmester. De skriftlærde og vaishnavaernes ypperste, Sri Rupa og Sanatana, blev også hans ministre. Sir Jadunath Sarkar siger med henvisning til vaishnavaforfattere, at Hosen Shah inderst inde troede på, at Sri Chaitanya var en avatar. Da Chaitanya ankom til byen Gaur, viste Hosen ham særlig respekt og udstedte en firman til de kongelige embedsmænd om at vise Herren Chaitanya respekt og give ham mulighed og frihed til at rejse hvor som helst efter eget ønske.

Den ansete Akram Khan skriver på side 98 i det ovennævnte værk:

„Ifølge hinduistiske forfattere begyndte ‘Ramas rige’ i Gauda efter Husain Shahs tronbestigelse. Den ærede Dineshchandra Sen siger som indledning til dette emne: Uanset om muslimerne kom fra Iran, Turan eller andre steder, blev de efter deres ankomst hertil fuldstændig bengalere. Ved siden af moskéerne begyndte man at fejre Durga-festen samt Rama- og Dol-festerne. … Midt under sådanne forhold kom sultan Husain til magten. Efter at være blevet befriet for de kongelige bekymringer opsøgte han højst sandsynligt som den første Chaitanyadeva og blev en del af hans tilhængerskare. I ‘Chaitanya Charitamrita’ står der, at han (Husain) blev en af Sri Chaitanyas tilhængere.”

Sultan Husain og Sri Chaitanya var samtidige, og Husains nære forhold til Chaitanya er en historisk kendsgerning. Derfor vil en kort omtale af Sri Chaitanya her bestemt ikke være malplaceret.

Sri Chaitanya

Vaishnava-samfundet tror af hele sit hjerte og sind, at Sri Chaitanya var en inkarnation af Sri Krishna, ja, selve Sri Krishna. Sri Chaitanya skabte en åndelig renæssance i hele det hinduistiske samfund.

Sir Jadunath Sarkar siger:

„Det var en tid, hvor bengalernes sind udfoldede sig fuldt ud som et symbol på Herren Gauranga. Hans budskab om kærlighed og tilgivelse betog hele Indien. Bengalernes hjerter og sind blev befriet fra alle bånd og tryllebundet af sange om Radha og Krishnas lege. Vaishnava-religionens følelsesmæssige begejstring, i oplevelser, poesi, sange, social tolerance og religiøs hengivenhed, fortsatte uafbrudt med stor kraft i det følgende halvandet århundrede. Denne hinduistiske renæssance er uløseligt forbundet med Husain Shah-dynastiet. Når man skal forstå den fremgang og udvikling, som Vaishnava-religionen og den bengalske litteratur oplevede i denne periode, må man nødvendigvis komme til at tænke på den muslimske hersker i Gaudas storsindede og kultiverede styre.”

‘Jadunath Sarkar, The History of Bengal, bind 2, s. 147)

Hvad formålet egentlig var med Chaitanyas fremtræden, kan vi med fuld klarhed erfare af hans egne ord. På side 120 i Chaitanya-charitamrita, Adi-lila, siger han utvetydigt:

“Denne inkarnation af mig er for at tilintetgøre pashandierne.

Efter at have tilintetgjort pashandierne vil jeg udbrede hengivenhed”.

Nu er det blevet klart, at tilintetgørelsen af pashandierne var det egentlige mål med hans liv. Af historien fremgår det, at den buddhistiske lære var forsvundet fra landet, da muslimerne erobrede Bengalen. Brahminerne nægtede at tage det store antal hinduer fra de lavere klasser, som boede i dette land, ind under religionens beskyttelse. Derfor begyndte de at træde ind i det vaisnaviske samfund. På det tidspunkt fandtes der altså i dette land ingen tilhængere af andre religioner end hinduer, vaisnavaer og muslimer. Hvem var da de pashandier, hvis tilintetgørelse Chaitanya var kommet for at gennemføre?

Maulana Akram Khan siger i det ovenfor omtalte værk:

“Ifølge Manus opfattelse hører alle ikke-hinduer, der bekender sig til forskellige religioner, til denne kategori (Saral Bangla Abhidhan). Leksikografen Subal Chandra Mitra skriver i sin Beng-Eng Dictionary om ordet pashandi: “Ikke i overensstemmelse med Vedaernes læresætninger: ateistisk. Jain eller buddhist. En ikke-hindu” – disse tre forklaringer af pashandi, nemlig en, der forkaster Vedaerne, en, der bærer en anden kastes mærke, og en ikke-hindu, er blevet fremført overalt”.

Nu er der ikke længere nogen grund til at tvivle på, at pashandi her udelukkende betegner muslimerne.

Spørgsmålet er nu, om Chaitanya virkelig var i stand til at fordrive pashandierne, det vil sige muslimerne, fra dette land. Umiddelbart ser det ud til, at muslimsk styre fortsatte med at være etableret i dette land i flere århundreder efter Chaitanyas samtidige, sultan Hosen Shah. Men den urenhed af shirk og bidʿa, som gennem Hosen Shahs antagelse af Chaitanya som sin læremester samt hans hjælp og støtte til oprettelsen af det vaisnaviske samfund ophobede sig i muslimernes aqida og tro, blev i den efterfølgende tidsalder årsagen til det muslimske samfunds forfald.

Forfatteren til værket ‘Muslimernes sociale historie i Bengal’ siger:

»Sandheden er, at efter at det buddhistiske samfund og den buddhistiske religion var blevet fuldstændig udryddet fra deres moderland, rettede deres velvilje sig mod det muslimske samfund. Derfor begyndte de samtidig at forsøge at nedbryde og bringe de yavanske herskere i forfald gennem politisk list. På den anden side forsøgte de under religionens navn at sprede et bedragets net for at holde det muslimske samfund selvforglemmende og hypnotiseret. Som jeg tidligere har sagt, var dette den daværende avatars og hans tilhængeres og medhjælperes højeste og yderste formål.«

Tilbedelsesritualet for Satya Narayan omtales i de hinduistiske puranaer. Denne tilbedelse foregår i næsten alle hinduers hjem. Men det var på ingen måde muligt at få muslimer til at tilbede Satya Narayan. Derfor grundlagde sultan Hussain Satya Pir og indførte hans tilbedelsesritual med det storslåede (?) formål at fjerne skellet mellem hinduer og muslimer. Oprettelsen af Satya Pirs dargah, afgivelse af løfter i Satya Pirs navn og uddeling af shirni samt afholdelse af ceremonier ved Satya Pirs dargah med trommer og andre musikinstrumenter var i virkeligheden den muslimske version af Satya Narayan-tilbedelsen, som Hussain Shah indførte. Af disse grunde anser det hinduistiske samfund Hussain Shah for at være en avatar.

Som hersker blev Hussain Shah en stor vismand,

hvis berømmelse var usædvanlig stor i det femte Gaur.

Han var særdeles kyndig i våben, og hans storhed var grænseløs.

I Kali-yuga vil han være som Krishnas avatar.

(‘Bengalsk sprog og litteratur’, Dinesh Chandra Sen).

Dinesh Chandra Sen siger i sit værk »Bengalsk sprog og litteratur«:

»Kabindra Parameshwar har beskrevet ham (Hosen Shah) som Krishnas inkarnation. Det fremgår af Chaitanya-charitamrita og Chaitanya-bhagavata, at han anerkendte Chaitanya Prabhu som Guds inkarnation. Ligesom Akbar på grund af sine egenskaber er blevet en juvel i Indiens histories krone, vil Hosen Shah på grund af de samme egenskaber blive regnet for en strålende juvel i Bengals historie.«

Ifølge hinduerne almindelige religiøse tro er Chaitanya en inkarnation af Shri Krishna, eller selve Shri Krishna. Derfor blev hans hengivne på en yderst voldsom måde tiltrukket af Krishnas leg. Den fuldstændige efterligning af den særdeles lidenskabelige kærlighedsleg mellem vaishnavaer og vaishnavi-kvinder, udført i religionens navn, beskrives udførligt i mange hinduistiske skrifter. Hinduismens tænkende personer anerkender, at udbredelsen af vaishnava-religionen gennem seksuel fordærvelse har medført en stor ulykke i det hinduistiske samfund. Det er dybt beklageligt, at en magtfuld muslim fra Bengal fik millioner af bengalere til at tage disse urene og uanstændige ritualer som ideal for deres liv og derved gjorde det muslimske samfund forbandet og fordærvet. Det vil ikke være en overdrivelse at sige, at Shri Chaitanya på denne måde opnåede fuld succes med at udslette kætterne.

Her vil vi gentage Rakhaldas Bandyopadhyays udsagn og fremsætte det med nogle rettelser:

»Danujamardan Dev-Ganesh gjorde ikke det, som ingen hinduisk konge i Aryavarta havde kunnet gøre; derfor vil sultan Hosen Shahs navn for evigt være mindeværdigt i historien.«

Efter hele denne drøftelse bliver tvivlen om Hosen Shahs herkomst, kaste og religion nu endnu stærkere. Det kan være, at Hosen Shah slet ikke var muslim. Han kan ved at udgive sig for at være muslim af sayyid-afstamning have vundet muslimernes hengivenhed og respekt og gennem bedrag gradvist have opnået den højeste magt. Eller måske tog en brahmin i landsbyen Chandpara i Murshidabad en forældreløs dreng af ukendt hinduisk eller muslimsk herkomst fra Bengal til sig og ansatte ham som hyrde. Brahminen så et stort talent i drengen, oplærte ham »med henblik på at udslette kætterne« og introducerede ham ved Muzaffar Shahs hof. Med Muzaffar Shahs gunst begyndte hans lykke hurtigt at vende. Når man tager hele hans liv, historikernes indbyrdes modstridende beretninger om ham, hans senere religiøse overbevisning, hans handlinger og skikke samt det forhold i betragtning, at han dræbte utallige begavede muslimer og lod hinduer og vaishnavaer fylde hans ministerråd og hof for at give dem glans, ville det da være forkert at nære ovenstående opfattelse af hans herkomst og religion?

Kort sagt: Hvad enten Hosen Shah virkelig var muslim eller ej, hvor havde han da mulighed for at overveje, hvilken ulykke han havde påført det muslimske samfund ved efter at have dræbt utallige muslimske soldater, amirer, omraer og fornemme muslimer at tilfredsstille de magtfulde hinduistiske lensherrer? På forskellige tidspunkter i historien har islamfjendtlige kræfter iklædt den ene muslim efter den anden rollen som marionet og opnået deres mål gennem dem. Derfor ser vi ikke-muslimske historikere og litterater prise Hosen Shah til skyerne.

Under hans regering blev den hinduistiske renæssancebevægelse styrket gennem det bengalske sprog. De bengalske forfattere Maladhar Basu, Bipradas, Vijay Gupta og Yashoraj Khan udtrykte i deres litteratur taknemmelighed sammen med begejstret ros af Hosen Shah. Maladhar Basu oversatte Bhagavatas tiende og ellevte skandha til bengali. Han skrev også det bengalske epos »Shri Krishna Vijay« om Shri Krishnas kærlighedslege. Hosen blev glad og tildelte ham titlen »Gunraj Khan«. Han siger:

“Jeg er uden egenskaber og ringe, jeg ejer ingen rigdom

Gauras herre gav mig navnet Gunraj Khan”.

Gopinath Basu, også kendt som Purandar Khan og bror til Maladhar Basu, forfattede et storslået digt med titlen Krishnamangal om Shri Krishnas kærlighedslege. Brahmanen Bipradas forfattede digtet Manasamangal. Hosen gav Paragal Khan store jordbesiddelser i Chittagong.

Disse skrifter og det episke digt Manasamangal øvede så stor indflydelse på muslimernes religiøse tro, at dyrkelsen af Manasa senere blev udbredt i det muslimske samfund. Til læsernes orientering gengiver jeg her et kort uddrag af Maulana Akram Khans bog.

“I Mahabharata og Devi Bhagavata finder vi en delvis beretning om Manasa. Selv om der er uenighed om hendes fødselshistorie, kan vi antage, at hun var Shivas datter. Det er ikke muligt at berette om Manasas historie uden at tilsidesætte sprogets anstændighed. Kort sagt blev hun umiddelbart efter fødslen fuldt ud voksen, og Shiva eller Mahadeva tog hende med hjem. Shivas hustru Chandi eller Durga blev, uanset af hvilken grund, rasende, så snart hun så hende. Som følge af den konflikt, der opstod mellem de to gudinder, mistede Manasa det ene af sine øjne. Manasa blev rasende af vrede mod Durga. Shiva blev heller ikke skånet for hendes vrede. (Vi udelader her beskrivelsen af slangernes dans – Manasa dyrkes imidlertid som slangernes gudinde). Manasa svor, at hun ikke ville hvile, før hun havde hævnet denne ydmygelse. Efter at have rådført sig med sin ledsager Netrawati besluttede hun at tvinge Shivas og Durgas tilhængere til at dyrke Manasa. Med dette formål åbenbarede hun sig i en særlig skikkelse i Bangladesh og formåede uden større besvær lidt efter lidt at få hyrder, fiskere og fattige muslimer til at dyrke hende. (Bangla-litteraturens historie, s. 16)”

Chand Saudagars hustru var en kvinde, der troede på Manasa. Men hendes mand ville under ingen omstændigheder dyrke Manasa. I vrede begyndte Manasa at udsætte ham for alle slags farer og tab. Men selv om alle hans skibe med hans syv børn og enorme rigdomme sank i havet, holdt købmanden fast ved sit standpunkt. Til sidst blev hans eneste overlevende søn, Lakhindar, trods strenge advarsler dræbt af et slangebid, og Lakhindars hustru, Behula, blev ved sin dybe hengivenhed og Manasas nåde i stand til at bringe ham tilbage til livet. Alle Chand Saudagars mistede sønner og rigdomme blev givet tilbage til ham. Denne Manasa-dyrkelse og den dermed forbundne Behulas Bhāsān var udbredt blandt muslimerne i områder som Jessore, Khulna og Bachchish-parganaerne indtil den første fjerdedel af det tyvende århundrede.” (Muslimsk Bengals sociale historie, s. 78-79)

Ikke blot i det sydlige Bengal, men i næsten alle egne af Bengal afholdt en del af muslimerne med begejstring og iver fra landsby til landsby Behulas Bhāsān eller Bhāsān-optog, idet de fastholdt de ovennævnte forestillinger om shirk og kufr.

Nu kan vi tydeligt se, hvordan afgudsdyrkelsens giftige damp med Hosen Shahs og hans efterkommeres hjælp smittede muslimernes religiøse tro. Som følge heraf blev der senere gjort latterlige forsøg på at gøre hinduernes og muslimernes samfund og kultur til ét og det samme.

Husain Shah-dynastiet

Alauddin Husain Shah (1493–1519 e.Kr.)

Daniyal                 Nasiruddin Nasrat Shah                                     Ghiyasuddin Mahmud Shah

                                    (1519–32 e.Kr.                                       (1532–38 e.Kr.)

Alauddin Firoz Shah (1532 e.Kr.)

Når man undersøger Bengals historie, bliver det klart, at det var under Husain Shah-dynastiet, at hedenskab for første gang trængte ind i muslimernes skikke, adfærd og religiøse tro. Der er ingen tvivl om, at Sri Chaitanyas og det vaisnaviske samfunds enorme indflydelse fordærvede muslimernes religiøse tro. At Husain Shah lod hundredtusinder af fornemme muslimske amirer og omraer, fromme mænd samt pirer og awliya dræbe, og at Husain Shah selv blev Sri Chaitanyas discipel, gjorde det lettere for hedenske strømninger at trænge ind i det muslimske samfund.

M. R. Tarafdar siger i sin bog Husain Shahi Bengal:

“Nogle indflydelsesrige muslimer plejede at tilbede slangegudinden Mannasa af frygt for slangebid. Det er sandsynligvis et resultat af hinduernes indflydelse på muslimerne. Nasrat Shah opførte en bygning til profeten. Men bevarelsen af profetens fodaftryk finder ingen støtte i den ortodokse islam.”

(Husain Shahi Bengal, M.R. Tarafdar, s. 164, 166, 167, 89-91)

»Nogle indflydelsesrige muslimer dyrkede Manasa-alteret af frygt for slangebid. Dette var sandsynligvis et resultat af hinduisk indflydelse på muslimerne. Nasrat Shah opførte paladser. Ærbødighed over for profetens fodaftryk støttes ikke af den sande islam.«

Dr. Jesam Wise siger, at brahminerne i Gaya tjener store summer ved at vise pilgrimmene Vishnupad (Vishnus fodaftryk). Efter deres forbillede begyndte dyrkelsen af Kadam Rasul at brede sig i det muslimske samfund i Husain Shahi Bengal.

Efter at Husain Shahi-dynastiet havde regeret Bengal i femogfyrre år, hører man ikke mere om det. Derefter sad Sher Shah-, Sur- og Karrani-dynastierne på Bengals trone indtil 1575. Herefter blev Bengal regeret af de guvernører, der var udnævnt under Delhis mogulrige. Det var imidlertid ikke muligt at regere Bengal fredeligt, før Jahangir efter kejser Akbars død i 1605 for anden gang udnævnte Man Singh til guvernør over Bengal. Mogulernes herredømme over Bengal blev gentagne gange modstået og bragt i fare. Efter Man Singh udnævnte Jahangir Qutbuddin Khan Koka til subahdar over Bengal. I 1607 regerede Jahangir Quli Khan, og indtil 1639 regerede yderligere ni personer som Bengals subahdar-guvernører. Efter at prins Shuja i 1639 blev udnævnt til guvernør over Bengal, kom englænderne for første gang til Bengal i handelsmænds skikkelse, og i 1757 rykkede de for bestandig det muslimske styre op med rode og blev herrer over Bengal og Bihar.

De, der sad på Bengals trone efter prins Muhammad Shuja indtil 1757, var:

Prins Muhammad Shuja – 1639-60 e.Kr.

Muazzam Khan Mir Jumla – 1660-63 e.Kr.

Dilir Khan–Daud Khan – 1663-64 e.Kr.

Shaista Khan (Mumtaz Mahals bror) – 1664–1678 e.Kr.

Fida Khan, Ajan Khan Koka – 1678 e.Kr.

Kronprins Muhammad Azam – 1678–1679 e.Kr.

Shaista Khan – 1679–1688 e.Kr.

Khan-i-Jahan – 1688–1689 e.Kr.

Ibrahim Khan – 1689–1698 e.Kr.

Kronprins Azim-ud-Din – 1698–1717 e.Kr.

Murshid Quli Khan – 1717–1727 e.Kr.

Sujauddin Muhammad Khan – 1727–39 e.Kr.

Sarfaraz Khan – 1739–40 e.Kr.

Alivardi Khan – 1740–56 e.Kr.

Siraj ud-Daulah – 1756–57 e.Kr.

Tredje kapitel

East India Companys ankomst til Bengal

Det er nødvendigt, at vi sætter os grundigt ind i ankomsten til dette land og de efterfølgende aktiviteter hos det East India Company, under hvis ledelse englænderne gennem mere end hundrede års ihærdige bestræbelser forvandlede sig fra handelsfolk til herskere, omstyrtede det muslimske styre, som havde været etableret i fem et halvt århundrede, og lænkede landets befolkning i slaveriets kæder.

I slutningen af det 16. århundrede (1599 e.Kr.) blev East India Company grundlagt i London gennem en fælles indsats fra en række købmænd. Med dronning Elizabeths godkendelse begyndte de at handle med Indien. Efter at have fået et charter af kejser Jahangir i 1612 e.Kr. oprettede selskabet for første gang en handelsstation i havnebyen Surat.

I begyndelsen kunne de ikke opnå særlige fordele i handelsvirksomheden, fordi de måtte arbejde sig frem gennem talrige vanskeligheder og modgange. I 1644, mens kejser Shah Jahan opholdt sig i Deccan, blev hans datter forbrændt i en brand. Den dygtige kirurg dr. Gabriel Boughton, som var blevet sendt af lederen af den engelske handelsstation i Surat for at behandle hende, helbredte hende. Kejser Shah Jahan blev yderst begejstret for ham, og efter Boughtons anmodning fik de engelske købmænd ret til at handle i Bengalen uden at betale told. Da de i 1644 ankom til Bengalen med kejserens firman, var prins Muhammad Shah Shuja guvernør over Bengalen, Bihar og Orissa.

Det må siges at have været selskabets største lykke, at behandlingen af et medlem af Shah Shujas familie blev overdraget til dr. Boughton, som også her opnåede et godt ry som læge. Derfor gav Shah Shuja englænderne mulighed for fri handel i Bengalen mod blot tre tusind taka i salami. Den yderste gavmildhed og gunst, som kejser Shah Jahan og hans søn havde vist englænderne, brugte de utaknemmelige engelske købmænd senere som en dødsdom over Mogulriget og friheden i Bengalen og Bihar.

Med Shah Shujas firman oprettede de engelske købmænd deres handelsstation i Hugli og en handelsagentur i Patna.

Fra Mir Jumla til Sirajuddaula

Efter Shah Shuja blev Aurangzebs general Mir Jumla udnævnt til guvernør over Bengalen. Den kloge Mir Jumla holdt et skarpt øje med englændernes aktiviteter. En gang tilbageholdt Mir Jumla adskillige lastede både, som var på vej fra Patna til Hugli. Som hævn tilbageholdt den engelske handelsstationsleder i Hugli en lastet båd tilhørende en muslim og beslaglagde varerne. På grund af denne uforskammethed udstedte Mir Jumla en ordre om at overtage handelsstationen i Hugli. Da handelsstationslederen så, at situationen var håbløs, gav han den tilbageholdte båd og varerne tilbage til ejeren og bad Mir Jumla om tilgivelse.

Nawab Shaista Khan

Efter Mir Jumla blev Shaista Khan udnævnt til nawab og guvernør over Bengalen. Englænderne var overalt rædselsslagne for Shaista Khan. På grund af deres uforskammethed annullerede Shaista Khan de tidligere firmaner. Da de bad om tilgivelse for deres opførsel og lovede at handle ærligt, blev de tidligere firmaner genindført. Derefter forlod Shaista Khan Bengalen.

Fida Khan og prins Muhammad Azam

Efter Shaista Khan blev Fida Khan og kejser Aurangzebs søn, prins Muhammad Azam, udnævnt til Bengalens subadarer efter hinanden. Efter at Muhammad Azam var blevet udnævnt til subadar i 1678, bestak Kompagniet ham med en bestikkelse på 21.000 taka for at fremme sine egne usle interesser. Da kejser Aurangzeb fik dette at vide, afsatte han ham og sendte igen Shaista Khan til Bengalen. På dette tidspunkt nåede englændernes arrogance sit højdepunkt. En mand ved navn Akbar indlod sig på en sammensværgelse mod kejseren, og englænderne hjalp ham med våben. Da Shaista Khan opdagede sammensværgelsen, lod han hr. Peacock, lederen af handelsfaktoriet i Patna, fængsle. Da Kompagniets handel blev skadet, blev flere krigsskibe sendt fra London til Indien under kaptajn Nicholsons ledelse med ordre om at erobre Chittagong. Men kaptajn Nicholson måtte vende tilbage uden at have opnået sit mål. På grund af englændernes sådanne onde planer fordrev nawab Shaista Khan dem fra Sutanuti. I 1687, da Job Charnock, lederen af handelsfaktoriet i Kasimbazar, accepterede alle de betingelser, nawaben havde fastsat, fik de igen tilladelse til at drive handel. Da nyheden om, at Job Charnock havde accepteret nawabens betingelser, nåede England, anså Kompagniets ledere det for en ydmygelse. Derefter udrustede de under ledelse af en fremragende sømand ved navn kaptajn Heath et krigsskib ved navn »Defence« med forskellige våben og sendte det til Indien. Efter at Heath var nået til Sutanuti, drog han sammen med Kompagniets folk til Baleshwar for at føre krig mod mogulerne. Her udsatte de befolkningen for umenneskelig mishandling og plyndrede alt, hvad de ejede. Derefter drog Heath fra Baleshwar til Chittagong og bad kongen af Arakan om hjælp. Også her mislykkedes han, og i fortvivlelse drog han til Madras. Da kejser Aurangzeb fik kendskab til alle disse onde planer og sammensværgelser, konfiskerede han englændernes handelsfaktorier i Masulipatam og Vizagapatam. På denne måde blev Kompagniet på grund af sine ugerninger ramt af et alvorligt sammenbrud.

Subadar Ibrahim Khan

Efter Shaista Khan blev Khane Jahan i kort tid Bengalens subadar, og i 1689 blev Ibrahim Khan udnævnt til subadar for Bengalen, Bihar og Orissa. For at fremme handel og næringsliv i landet blev Kompagniets sag taget op til fornyet overvejelse. Derefter blev de englændere, der sad fængslet i Orissa, løsladt, og Job Charnock fik igen tilladelse til at oprette et handelsfaktori i Bengalen. Job Charnock havde flygtet og opholdt sig i Madras. Den snu Job Charnock vendte straks efter at have fået tilladelsen tilbage til Bengalen i 1691 sammen med engelske købmænd og grundlagde byen Calcutta. Han etablerede dem så solidt, at englænderne som følge af dette helt frem til 1947 bevarede deres herredømme og imperialisme i Bengalen såvel som i hele Indien.

På dette tidspunkt blev der rejst en alvorlig anklage mod englænderne. Shaykh al-Islam i Konstantinopel meddelte kejser Aurangzeb, at den store mængde salpeter, som englænderne indsamlede i Indien, blev eksporteret til Europa og dér brugt til at fremstille ammunition, som blev anvendt mod muslimerne. Aurangzeb forbød køb af salpeter. Men de fortsatte med i hemmelighed at smugle salpeter. Derefter udstedte kejser Aurangzeb et firman, der forbød handel med europæerne. Da lederen af handelsfaktoriet i Hugli appellerede til Bengalens subadar, lempede han forbuddet.

Subadar Azim-ush-Shan

På grund af Ibrahim Khans uduelighed udnævnte kejser Aurangzeb sit barnebarn Azim-ush-Shan til Bengalens subadar i hans sted.

Azim-ush-Shan var særdeles magelig og pengegrisk. Englænderne udnyttede dette og opnåede ved at overrække ham rigelige gaver tilladelse til at befæste handelsfaktoriet i Sutanuti. Derefter erhvervede de igen landsbyerne Sutanuti, Gobindapur og Calcutta ved at betale 16.000 taka i tribut samt værdifulde gaver.

Efter Aurangzebs død i 1707 besteg Azim-ush-Shans far, Bahadur Shah, tronen i Delhi. Som følge heraf blev Azim-ush-Shan igen udnævnt til subadar for Bengalen, Bihar og Orissa. For at hjælpe den uduelige, uvirksomme og magelige subadar med skatteforvaltningen blev Murshid Quli Khan udnævnt til diwan og sendt til Bengalen.

Murshid Quli Khan

Efter Bahadur Shahs død blev Azim-ush-Shan dræbt af Farrukhsiyar under kampen om at vinde tronen, og Farrukhsiyar udnævnte Murshid Quli Khan til Bengals subahdar. Murshid Quli Khan var ikke en mand, der ville blive en marionet i englændernes hænder eller lade sig underkaste gennem penge. Englænderne mislykkedes derfor med at opnå ulovlige privilegier fra ham. Da situationen blev ugunstig, sendte de en delegation til kejseren. Blandt dem var en dygtig læge ved navn Hatilton. Bengals subahdar var fjendtligt indstillet over for englænderne. Kejseren var uvillig til at gøre noget imod hans vilje. Men her begyndte et kærlighedsdrama, som gjorde englændernes held særdeles gunstigt.

Den unge kejser Farrukhsiyar blev forelsket i en overordentlig smuk datter af Maharana Singh af Udaipur. Efter at ægteskabet var blevet aftalt, blev han pludselig ramt af en frygtelig sygdom. Brylluppet blev udsat på ubestemt tid. Ingen behandling gav noget resultat. Til sidst kom kejseren under Hatiltons behandling. Heller ikke hans behandling gav noget resultat. Til sidst kom kejseren under Hamiltons behandling. Efter at være blevet fuldstændig helbredt ved hans behandling blev ægteskabet indgået med Maharanaens datters datter.

Efter at have vundet sin elskede blev kejser Farrukhsiyar yderst begejstret for dr. Hamilton og skænkede de engelske købmænd otteogtredive landsbyer på begge bredder af Hugli-floden syd for Kolkata. Den nominelle årlige jordskat blev fastsat til blot otte tusind et hundrede og enogtyve taka. Selv efter at have opnået så meget hos kejseren kunne de på grund af frygten for Murshid Quli Khan ikke opnå nogen særlige fordele.

Sujauddin

Efter Murshid Qulis død i 1725 beklædte hans svigersøn Sujauddin embedet som subahdar for Bengal, Bihar og Orissa. Under hans regeringstid gjorde englænderne store fremskridt inden for handel og erhverv, og deres arrogance voksede også mangefold. En gang beslaglagde faujdar i Hugli en båd lastet med varer fra englænderne af en retfærdig grund. Da englænderne fik dette at vide, sendte de en gruppe soldater, som tog båden fra vagterne med magt. Da subahdaren fik kendskab til denne arrogance, indrømmede de hurtigt deres forseelse, betalte en stor bøde og bad om tilgivelse. På den måde slap de.

Sarfaraz Khan

Efter Sujauddins død blev hans søn Sarfaraz Khan udnævnt til subahdar. Nadirs Shahs invasion af Indien fandt sted under hans regeringstid.

Alivardi Khan

Sarfaraz Khan var uduelig og svag af sind. Han blev dræbt i et sammenstød med sin hærfører Alivardi Khan, og Alivardi Khan blev i 1741 udnævnt til guvernør for Bengalen.

På Alivardi Khans tid blev Bengalen gentagne gange angrebet af bargi-røverne. For at beskytte landet mod deres hærgen opkrævede han flere gange store pengebeløb fra englænderne og andre udenlandske købmænd. For at fremme landets økonomiske udvikling tilskyndede han til handel og næringsvirksomhed.

Trods mange forebyggende foranstaltninger trængte bargi-røverne én gang ind i landet og satte gang i plyndringer og drab. For at bekæmpe bargi-røverne, der ankom ad vandvejen, følte Alivardi Khan behov for englændernes hjælp og støtte. For Bengalen havde ingen egentlig sømagt. Englænderne havde derimod en stærk flåde. Alivardis øverstbefalende rådede ham engang til at fordrive en voksende ondskabsfuld magt som englænderne fra landet. Som svar sagde den gamle Alivardi, at bargierne på den ene side havde sat ild til landvejene. Hvis man også gjorde englænderne vrede, ville de sætte ild til søvejene, og Bengalen havde ikke magt til at slukke den. Englænderne udnyttede Alivardis høje alder og situationens skrøbelighed til at slå sig fast ned og udarbejde en plan om at etablere sig politisk i landet; dens afslutning kom femten år senere, i 1757.

Sirajuddaula

I 1756 døde Alivardi efter at have været sengeliggende i lang tid, og Sirajuddaula blev hans efterfølger. Efter sin tronbestigelse satte han effektivt en stopper for alle sammensværgelser fra Alivardis datter Ghaseti Begum og hans dattersøn Shaukat Jang, herskeren over Purnia. Umiddelbart efter Sirajuddaulas tronbestigelse efter Alivardi Khans død lykkedes det Ghaseti Begum at samle tyve tusind soldater på sin side, hvorefter hun drog mod Murshidabad. Sirajuddaula besejrede hurtigt Ghaseti Begums hær og fængslede begum’en i det kongelige palads. Shaukat Jang erklærede sig derimod for guvernør over Bengalen, men blev dræbt af Sirajuddaula i krigen.

Rajballabh, diwan under Nawajish Muhammad, opmuntrede Ghaseti Begums og Shaukat Jangs oprør. Da Sirajuddaula fik dette at vide, krævede han regnskaberne af Rajballabh. Som diwan under Dhakas hersker, Nawajish Muhammad, havde han ansvaret for opkrævningen af skatter. Da han ikke kunne aflægge regnskab, fordi han havde underslået et stort beløb af de opkrævede midler, beordrede nawab Sirajuddaula, at Rajballabhs formue i Dhaka skulle beslaglægges. Da situationen blev kritisk, flygtede Rajballabhs søn Krishnaballabh under påskud af at ville bade i Ganges, sammen med de opkrævede skatter og al den øvrige ulovligt erhvervede formue, og søgte i 1756 tilflugt hos englænderne i Kolkata. Sirajuddaula beordrede Kolkatas guvernør, hr. Drake, til at udlevere den flygtede Krishnaballabh med hans skatte. Efter råd fra andre hinduistiske købmænd og baniyaer, blandt dem Mahtab Chand, der var Indiens tids største rigmand og en af de mest indflydelsesrige hinduistiske notabiliteter i staten, nægtede Drake at adlyde Sirajuddaulas ordre. Derefter blev den sammensværgelse, som de utaknemmelige og magtbegærlige englændere og deres hinduistiske håndlangere havde spundet for at afsætte Sirajuddaula og for altid afskaffe det muslimske styre, endeligt gennemført – på Plasseys slagmark. Før vi drøfter slaget ved Plassey, dets baggrund og Sirajuddaulas fald, må vi vide, hvordan de bengalske muslimers religiøse, sociale og kulturelle tilstand var på den tid.

Fjerde kapitel

Baggrunden for ophøret af det muslimske styre i Bengalen

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at en frygtelig katastrofe ramte de indiske muslimers liv efter Mogulrigets forfald. Selv om der kun nominelt var en centralregering tilbage i Delhi, var den yderst svag, og forskellige steder benyttede de muslimske herskere sig heraf til at nyde en slags selvstændighed. De gjorde sig de største anstrengelser for at tilfredsstille zamindarer, jagirdarer samt de velhavende og købmandsklassen. Som følge heraf blev de af natur tilbøjelige til at blive ofre for mindreværdskomplekser. Den erobrende nation, der søgte sin chance, vovede nu at trænge ind i muslimernes religiøse tro og kulturelle sfære. Oversættelsen, udbredelsen og fremme af hinduistiske religiøse skrifter på bengali og sanskrit, indførelsen af Sri Chaitanyas vaisnaviske religion samt vaisnava-samfundets beskidte, uanstændige og seksuelt ophidsende aktiviteter styrtede det muslimske samfund ned i forfaldets bundløse dyb. Hvis man ikke kan besejre fjenden i åben kamp, kan man let besejre ham ved at opnå overherredømme inden for hans religiøse tro og kultur. Således tog Indiens, og især Bengalens, snedige hindunation hævn for århundreders ophobede forbitrelse. Desuden har de på forskellige stadier af historien, for at fremskynde den muslimske nations forfald og nå deres mål, udvalgt en muslim, der helt efter deres ønske bar navnet, og sat ham ved magten. Ved hjælp af denne marionet var de i stand til fuldt ud at fremme deres interesser. Sammen med indtrængen af vantro og hedenskab i den islamiske tro og troslære samt hindunationens overherredømme over den muslimske kultur gjorde dette muslimerne til deres mentale slaver. Den helt naturlige følge blev, hvad der måtte blive følgen.

Dr. A. R. Mallick bemærker i sin bog:

»Efter således i mange år at have levet sammen med et ikke-muslimsk folk, der var dem langt talrigere, afskåret fra islams oprindelige hjemland og sammen med mennesker, der kun halvt var konverteret fra hinduismen, havde muslimerne fjernet sig stærkt fra troen og var blevet indiskgjorte. Bortset fra denne afvigelse fra troen havde de indiske muslimer, ved at antage hinduernes kastesystem, tildelt den islamiske forestilling om broderskab og lighed – hvori deres styrke tidligere havde ligget – et katastrofalt slag og fremstod således i det 19^. århundrede som et splittet samfund, degenereret og svækket af deling og underdeling i en sådan grad, at det syntes umuligt at genoprette. Det er ikke mærkeligt, at Sir Mohammad Iqbal sagde: Vi har visselig overgået hinduismen selv i at være hinduiserede – vi lider under et socialt kastesystem, et religiøst kastesystem, et sekterisk og socialt kastesystem – som vi enten har lært eller arvet fra hinduerne. Dette er en af de stille måder, hvorpå den erobrede nation hævnede sig på sine erobrere.« (British Policy and the Muslims in Bengal – A. R. Mallick)

»Muslimerne havde, efter i mange år at have levet sammen med det talmæssigt overlegne flertal af ikke-muslimer i Indien, herunder halvvejs konverterede muslimer, og efter at være blevet afskåret fra islams oprindelige kildested, fjernet sig fra den oprindelige religiøse tro og var blevet indiskgjorte. Desuden antog disse indiske muslimer hinduernes kastesystem og tildelte derved det islamiske broderskab og den lighed, hvori deres styrke tidligere havde ligget, et alvorligt slag. Som følge heraf blev de i det nittende århundrede fremstillet som en opsplittet, splittet og degenereret nation, hvis forbedring syntes umulig. Derfor er der intet overraskende i Sir Muhammad Iqbals udtalelse:

Vi har visselig overgået hinduerne. Vi lider under en dobbelt kasteordning – en religiøs kasteordning, sekter og undersekter samt en social kasteordning – som vi enten har lært eller arvet fra hinduerne. Dette er én af de stille måder, hvorpå de erobrede tager hævn over deres erobrere.«

Det er en ubestridelig sandhed, at hindunationen i Bengalen såvel som i Indien på ingen måde kunne acceptere muslimsk styre. Derfor arbejdede de i århundreder stille og roligt på fuldstændigt at ødelægge den muslimske solidaritet. Gennem deres bestræbelser opnåede de fuldstændig succes. De fjernede muslimerne fra islams grundlæggende tro og besmittede deres tahjib og tamaddun med hedenskabets urene pletter. De vidste udmærket, at det var særdeles let – uden at omvende dem til hinduismen – at gøre muslimerne hinduistisk sindede og gennem dem fremme hinduernes interesser, og i dette arbejde opnåede de fuldstændig succes.

Muslimernes religiøse, sociale og kulturelle tilstand

For fuldt ud at forstå, ad hvilke veje de bengalske muslimers forfald havde bredt sig, og hvilken ondskabsfuld kraft der fra bag scenen havde pustet til det, må vi vide, i hvor høj grad deres religiøse tro, samfund og kultur på den tid var blevet forvansket.

Faktisk trængte hedenskabet ind i de bengalske muslimers aqida, samfund og kultur fra den bengalske hersker Alauddin Husain Shahs tid. Husain Shah, hvis regering blev ledet af et ministerråd, der var fyldt med og omgivet af bærere og fortalere for den hinduistiske renæssancebevægelse, blev tiltrukket af Shri Chaitanya og blev hans discipel. Hvis det, som historikerne har beskrevet, er sandt, kan man let forestille sig, hvor stærk Husain Shahs tro på tawhid derefter var. Under hans protektion oversvømmede vaisnavismen det bengalske muslimske samfund som en voldsom flodbølge. Hinduistiske tantrikeres forbryderiske, uanstændige og modbydelige askeseformer, venstreorienterede tantrikeres panchatattva, det vil sige seksuelt orienterede og beskidte ritualer, vaisnavernes kærlighedslege og lignende tiltrak og påvirkede let de muslimer, som var konverteret fra de lavere hinduistiske klasser. Selv om disse ritualer og kærlighedslege i vid udstrækning ødelagde det hinduistiske samfunds renhed, smagssans og moralske følelser, havde dette våben, hvormed man skar sin egen næse af for at ødelægge andres rejse, på denne tid gnavet i den religiøse tro; de muslimske digtere og forfattere af navn, som det blev brugt som marionetter imod, blev i virkeligheden brugt af bannerførerne for den hinduistiske renæssancebevægelse under påskud af at udvikle det bengalske sprog. Disse muslimske digtere tog digterne fra den anden periode blandt hinduerne som forbilleder og begyndte at skrive hyldestdigte, padavali og litteratur om hinduistiske guder og gudinder. De skrev talrige puthi-bøger baseret på Shri Krishnas kærlighedslege, seksuelt appellerende kirtan-sange, Mansas bhashan-sange, hymner til Durga og Ganga samt hinduernes mytologiske fortællinger.

Sheikh Faizullah skrev et epos med titlen »Goraksha Vijaya« og skrev, efter at være blevet tilhænger af Goraksha Nath, grundlæggeren af Nath-samfundet i Bengalen og Kolkata Kali-templet, en hymne til Ganga på sanskrit (Dinesh Chandra Sen, »Bengalsk sprog og litteratur«). På tilsvarende vis blev Abdus Shukur og Syed Sultan tiltrukket af shaivistiske og tantriske doktriner og skrev litteratur. (Se »Shukur Mahmuders Panchali«, udgivet af Golam Rasul).

Digterne Alaol og Mirza Hafez skrev henholdsvis digte med lovprisninger af Shiva og Kali (Dinesh Chandra Sen, »Bengalsk sprog og litteratur«). Syed Sultan indføjede Brahma, Vishnu, Shiva og Krishna i listen over profeternes slægt (A. R. Mallik, »Britisk politik og Bengals muslimer«). Under Husain Shahs regering begyndte muslimerne at tilbede Satya Narayan under navnet Satya Pir. Dette er blevet nævnt tidligere.

Der findes ingen mulighed for at vide noget nærmere om de ovennævnte digteres og forfatteres religiøse overbevisning og livsforløb. På litteraturområdet finder man kun deres navne. Måske blev de blot født i konverterede muslimers hjem og fik deres liv formet i et fuldstændig hinduistisk miljø. Eller også konverterede de fra islam og blev, ligesom Haridas, apostater. Deres digte, litteratur, panchali-sange og lignende øvede imidlertid indflydelse på datidens muslimske samfund og kultur.

Senere lykkedes det islams fjender at bruge kejser Akbar til at opnå deres mål. Jodh Bai, den smukke datter af kong Bihari Mal af Jaipur, prydede som Akbars hustru mogulharemet. Det vides, at Akbar havde flere hinduistiske hustruer. På den tid gav hinduistiske konger deres døtre til Akbar og brugte ham til at fremme deres egne interesser. Disse hinduistiske hustruer fik fuld frihed til at dyrke afguder og udføre alle religiøse ceremonier i paladset. Den muslimske mogulkejsers kongelige palads blev forvandlet til et tempel for afgudsdyrkelse og ilddyrkelse. Således fik ikke blot de hinduistiske hustruer, men også hinduismen, en vældig indflydelse på Akbar. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvor stærk hedenskabets direkte indflydelse var på de børn, der blev født af disse hustruer, åbnede deres øjne for verden i et sådant miljø og blev opdraget og voksede op dér. Som en naturlig følge heraf ser vi, at kejser Jahangir, der var født af en hinduistisk hustru, dyrkede Diwali og på Shivaratri inviterede brahminske lærde og yogier til nattemåltid sammen med sig. I det ottende år af sin regering udførte han ved Akbars mausoleum i Sikandra et sraddha-ritual for sin far efter hinduistisk skik.

Dara Shikoh, Shah Jahans søn, forsøgte i sit værk »Majma-ul-Bahrain« at skabe en syntese mellem hinduismen og islam.

I midten af det attende århundrede fejrede Shahamat Jang og Sawlan Jang, Alivardi Khans nevøer, holi i syv dage i Moti Jhil-paladset. Ved denne fest blev abir og kumkum lagt i bunker. Mir Jafar deltog også i holifesten sammen med byens fremtrædende personer. Det fortælles, at Mir Jafar ved sin død drak padodak fra gudinden Kiriteshwari (vand, som en statue er blevet vasket med). (A. R. Mallik, »Britisk politik og Bengals muslimer«; Maulana Akram Khan, »Bengals muslimske sociale historie«).

Holi er egentlig Shri Krishnas svingfestival. Shri Krishnas avatar, Shri Chaitanya, grundlagde vaishnavismen. Blandt deres religiøse ceremonier er Shri Krishnas svingfestival en af de vigtigste. Af ovenstående fremgår det derfor tydeligt, at vaishnavismens indflydelse på det muslimske samfund på det tidspunkt var trængt helt ind i dets inderste.

Når historikerne forsøger at fastslå årsagen til dette religiøse forfald i det muslimske samfund, siger de, at den vigtigste årsag til den hedenske tankegangs indtrængen i det muslimske samfund var, at Indiens nyomvendte muslimer kun blev halvt omvendt fra hedenskabet (Half-Conversion). Det vil sige, at en hedning blev muslim uden at forstå islam. Derefter blev der ikke sørget for nogen islamisk oplæring af ham. Hans tankegang blev heller ikke renset. Han fik ingen mulighed for at lære om hedenskabets tomhed eller om islams sandhed og skønhed, som står i modsætning hertil. Ved at leve i et islamisk miljø blev hans skikke, adfærd, karakter og sindelag ikke forandret eller korrigeret. Derfor forsøgte sådanne muslimer måske at opnå en vis fornøjelse ved, i efterligning af hinduisternes Durgafestival, at udsmykke med lys og affyre fyrværkeri under shab-e-barat og lignende. Akbar, Jahangir og de senere herskere i Bengalen tøvede ikke med offentligt at deltage i hinduernes religiøse ceremonier.

Historikeren M. Grasin de Tassy siger, at Muharrams taziya er en nøjagtig efterligning af hinduisternes Durgapuja. Ligesom Durgafestivalen varer i ti dage, og tilbederne på den sidste dag marcherer med afgudsbilledet under trommeslag og anden musik for derefter at sænke det i en flod eller dam, fejrer muslimerne på tilsvarende måde Muharram i ti dage. På den sidste dag marcherer de under trommeslag og anden musik, ligesom ved nedsænkningen af Durga, og taziyaen sænkes ned i vandet.

Dr. James Wise beskrev Muharramfesten som svarende til hinduisternes Rath Yatra-festival. Fru H. Ali siger, at muslimerne efter lang tids omgang med hinduerne har gjort deres religiøse festivaler ydre, pragtfulde og processionelle i efterligning af hinduerne. Ligesom europæerne har udenlandske muslimer anset denne slags religiøse festivaler blandt muslimerne i Bengalen for en forvanskning og vanhelligelse af islam. (A. R. Mallik, Britisk politik og muslimerne i Bengalen).

Under dette forfald for islam og muslimerne bredte sygdommen med dyrkelsen af pirer og grave sig ud i det muslimske samfund. Ifølge historikeren M. T. Titus blev denne overtro importeret fra Afghanistan, Persien og Irak. Hinduisternes gamle guru-chela-system og deres urokkelige tro på dyrkelsen af talrige lokale guder og gudinder tilskyndede det muslimske samfund til at hengive sig til denne overtro. Han siger, at de dyrker pirer med langt større iver og entusiasme end de obligatoriske islamiske religiøse ritualer. De fromme mænd og dervisher, som tidligere havde forkyndt islams store budskab, gjorde uvidende muslimer senere til genstand for dyrkelse og deres grave til centre for gravdyrkelse.

Dr. James Wise angiver følgende antal helgeners grave alene i Bengalen, hvor muslimer bragte blomster, shirni og nazr-niyaz for at få deres ønsker opfyldt:

Shah Jalal fra Sylhet, Panch Pir, Munnashah Dervish, Khondkar Muhammad Yusuf fra Sonargaon, Shah Ali Baghdadi fra Mirpur, Pir Badr fra Chittagong, Shah Jalal fra Dhaka og Adam Shahid fra Bikrampur. I Chittagong findes der angiveligt en dergah, som skulle være Bayezid Bustamis, men den er måske helt igennem et opdigtet helligsted og blev sandsynligvis først opdaget af Dr. James Wise senere.

I Blokmans værk findes der omtale af mange sådanne dergaher i Bengal og Bihar.

Det siges, at både hinduer og muslimer i Sonargaon deltog i religiøse højtider og ceremonier. For at opnå en god høst plejede bønderne at bringe nogle håndfulde ris til dargahen. For at blive beskyttet mod alle former for sygdom og ulykke bragte man ris og batasha til dargahen.

Ved en dargah ved bredden af Shitalakshya-floden øst for Dhaka by lå der en sort sten, som blev kaldt Qadam Rasul (Profetens (fred være med ham) fodaftryk). Det siges, at den stadig findes. Dr. James Wise siger, at brahminerne i Gaya tjener store summer ved at vise pilgrimmene Vishnupad (Vishnus fodaftryk). På samme måde tjener dargahens mutawalli store summer ved at vise landsbyens uvidende og godtroende mennesker Qadam Rasul.

I Ajmer tjener mausoleets mellemmænd store summer fra de besøgende ved at trække ghilafet til side ved Khwaja Muinuddin Chishtis (må Gud være ham nådig) mausoleum og vise dem Paradisets port (?).

En gruppe falske pīrer og faqīrer fylder Bangladesh, Indien og Pakistan, så meget der endnu er tilbage af disse lande, med utallige grave og dargaher af denne slags. De har endda i religionens navn indført seksuelt fordærv efter forbillede fra vaishnavaer og venstreorienterede tantrikere. Eftersom den lære og vej, de følger under muslimsk navn, har sin oprindelse i Bengals vaishnavisme, finder jeg det nødvendigt her kort at omtale vaishnavaernes religiøse skikke, ceremonier og sædvaner. Maulana Akram Khan har behandlet dette udførligt i sin bog ‘Muslimsk Bengals sociale historie’. Jeg vil gengive en kort passage fra hans bog for læserne.

“Chaitanyadeva er den guddom, som dyrkes af Bengals vaishnavaer, Chaitanya-sektens tilhængere. Ifølge hinduerne almindelige tro er Chaitanya en avatar af Shri Krishna eller i fuld betydning Shri Krishna selv. Derfor udelukkede hans tilhængere efter hans død mennesket Chaitanya fra hans væsen, ophøjede ham fuldstændigt til Krishnachaitanya og blev på det mest lidenskabelige vis tiltrukket af Krishnas kærlighedslege. Det afskyelige seksuelle fordærv, som under religionens navn flyder blandt de tonsurerede vaishnava-mænd og -kvinder, er ikke andet end en gentagelse eller efterligning af Shri Krishnas seksuelt lidenskabelige kærlighedslege, som de beskrives i Puranaerne.”

Tantrikerne erklærer med utvetydige ord, at indtagelse af alkohol i Kali-alderen (den nuværende tidsalder) ikke blot er tilladt, men at en skik med at drikke alkohol var udbredt; på samme måde skal også I i denne Kali-alder, uanset kaste eller religion, drikke den – (Mahanirvanatantra, 4. glæde, vers 56).”

‘Mahadeva siger til Gauri: Ligesom det er umuligt for et frø at spire, hvis det sås på en klippe, er tilbedelse og andagt uden de fem elementer ligeledes frugtesløs. Desuden vil den tilbedende, hvis han udfører tilbedelse og andagt uden de fem elementer, blive udsat for mange farer, ulykker, hindringer og vanskeligheder – (Mahanirvanatantra, 5. glæde, vers 23–24)’.

Vi inviterer læserne til at lytte til forklaringen på de fem elementers mysterium fra Mahadevas egen mund:

‘O Adya, i shakti-tilbedelsesmetoden foreskrives det som en ufravigelig pligt at drikke alkohol, spise kød, fisk og mudra samt dyrke seksuelt samkvem’.

(Vin, kød, derefter fisk, seksuelt samkvem og mudra: I shakti-tilbedelsen er disse fem elementer foreskrevet – Mahanirvana-tantra, 5. ullasa, vers 22).

“Svami Dayananda, grundlæggeren af Arya Samaj, skriver om denne tilbedelsesmetode blandt venstreorienterede tantrikere: Venstreorienterede tantrikere har antaget alle disse store, vededa stridende ugudelige handlinger som den højeste religion. De anser en usmagelig blanding af alkohol, kød, fisk, mudra og seksuelt samkvem for ønskværdig. Hvad angår de fem elementer, det vil sige seksuelt samkvem, kan enhver mand forestille sig selv som Shiva og enhver kvinde som Parvati, fremsige et mantra … og indgå i samleje som en religiøs ceremoni. Seksuelt samkvem med en menstruerende kvinde er forbudt i skrifterne. Men venstreorienterede tantrikere anser netop disse, altså menstruerende kvinder, for yderst hellige.”

“I Rudramangala-tantra, venstreorienterede tantrikeres skrift, siges det: Samleje med en menstruerende kvinde er som at bade i en dam, samleje med en chandala-kvinde er som en rejse til Kashi, samleje med en læderarbejderske er som at bade i Prayag, samleje med en vaskekone er som en rejse til Mathura, og samleje med en jægerkvinde er som en pilgrimsrejse til Ayodhya.”

“Når venstreorienterede tantrikere samles i en bhairavi-kreds (en kreds af mænd og kvinder, der mødes for uhæmmet og frit seksuelt samkvem), er der ingen forskel på brahmin og chandala. En gruppe mænd og kvinder mødes på et afsides sted, som andre ikke har adgang til, danner en kreds kaldet bhairavi-chakra og sætter eller stiller sig dér. Alle disse liderlige mænd vælger én kvinde, klæder hende af og tilbeder hende. På samme måde vælger alle kvinder én mand, klæder ham nøgen og tilbeder ham. Når tilbedelsesceremonien er afsluttet, begynder en omgang hæmningsløst drikkeri. Når den seksuelle ophidselse øges som følge af alkoholindtagelsen, kaster de alt deres tøj af, bliver fuldstændig nøgne og hengiver sig til frit seksuelt samkvem med hvem de vil og med så mange som muligt – selv hvis den seksuelle partner er deres mor, søster eller datter, er det dem ligegyldigt. I venstreorienterede tantrikeres tantra-skrifter er det bestemt, at ingen anden kvinde end moderen må udelukkes fra seksuelt samkvem, og at de skal udføre seksuelle handlinger med alle andre kvinder, hvad enten de er døtre eller søstre. (Jnana-samkalini-tantra: ‘Efter at have undgået moderens skød, færdes man i alle kvinders skød’). – Disse vaishnava-tantriske venstreorienterede har endnu så mange modbydelige og uanstændige handlinger, at det er umuligt at beskrive dem med ord.” – (Muslimsk Bengals sociale historie, Maulana Akram Khan).

Som følge af det ovenfor beskrevne modbydelige og beskidte miljø sank det daværende muslimske samfund i Bengalen ned på et yderst sørgeligt niveau af religiøst og moralsk forfald samt socialt og kulturelt kaos. For at tydeliggøre dette forfald for læseren er det nødvendigt her at omtale de såkaldte muslimske marfati- eller nerar-pirers og -fakirers religiøse praksis. Disse falske fakirer var opdelt i forskellige samfund og undergrupper, nemlig aul, baul, kartabhaja, sahajiya og andre. Dette var muslimske versioner af hinduiske vaishnava- og Chaitanya-samfund, skabt for at lede almindelige uvidende muslimer på afveje.

Blandt disse synes baul-samfundet at være det mest modbydelige og seksuelt udskejende. Alkoholindtagelse og frit seksuelt samkvem mellem mænd og kvinder indgår uundgåeligt i alle deres samfunds religiøse praksis. Baulerne anser imidlertid, ligesom de ovenfor beskrevne tantriske venstreorienterede, seksuelt samkvem for seksuel tilbedelse eller egentlig tilbedelse. Som led i denne seksuelle tilbedelse skal de udføre en ceremoni kaldet ‘de fire måners gennemtrængning’. De anser den for ufravigeligt hellig. Ifølge dem får mennesket disse fire måner, eller menneskekroppens essenser – nemlig blod, sæd, afføring og urin – fra faderens testikler og moderens livmoder. Derfor praktiserer de sammen med denne ceremoni også ‘de fem essensers praksis’. De fem essenser er på deres sprog sort, hvid, rød, gul og murshidens ord. Disse fire farver betegner henholdsvis alkohol, sæd, menstruationsblod og afføring. Efter samleje med deres egen eller en andens hustru spiser de disse firefarvede substanser for at følge murshidens ord.

Den højtærede Maulana Akram Khan siger om disse bauler i sit ovenfor nævnte værk:

“Den forklaring af forskellige ord og grundbegreber i den ærede Koran, som denne flok djævelske nøgne fakirer har givet, er også mærkværdig. Ved ‘Hawz-e Kausar’ forstår de kvinders menstruationsblod eller menstruationsvæske i stedet for den himmelske, livgivende nektar. I begyndelsen af den tilbedelsesmetode, hvor denne foragtelige flok fakirer drikker sæd, fremsiger de ordet ‘Bismillah’ i betydningen ‘Allah er i sæden’ (‘may Allah protect us, may Allah protect us’), det vil sige, at Allah befinder sig i sæden.”

“Præsterne eller pirerne i denne flok muslimske, af almisser levende nøgne fakirer opfører en forestilling, der svarer til Sri Krishnas bortførelse af gopi-pigernes klæder. Når pīren aflægger visit i sine disciplenes hjem, mødes alle landsbyens unge kvinder og jomfruer, iført deres fineste klæder og efterlignende gopi-pigerne fra Vrindavan, med pīren i et værelse. I første akt af skuespillet begynder disse kvinder at danse og synge. Nedenfor gengives denne sakhī-sangs form i prosa:”

Åh søster, hvis du ønsker at elske Sri Krishna,

så kom hurtigt, og bedr ikke længere dig selv,

løft blikket, se på ham

guruen er kommet for at frelse jer

En sådan guru vil I ikke finde noget andet sted.

Ja, det, der behager guruen

Skam jer ikke over at gøre det.

‘Når denne sang er blevet sunget, tager alle disse kvinder deres klæder af, bliver helt nøgne og fortsætter med at danse rundt i glæde. Piren træder her ind i Krishnas rolle, og ligesom Shri Krishna røvede gopiernes klæder og løftede dem op i et træ for at gemme dem på en høj hylde i huset, ophidser denne pir, eftersom han ikke har nogen fløjte, disse nøgne kvinder seksuelt ved at synge følgende sang med sin mund:

‘O unge kvinder! Vejen til jeres moksha er at give jeres kroppe som offergave til de hengivnes præst.’

Det siger sig selv, at det er deres vigtigste religiøse pligt uden nogen form for tilbageholdenhed at tilfredsstille pirens seksuelle begær.” (Muslimsk Bengals sociale historie).

Seksuelt samkvem er uden tvivl noget behageligt og nydelsesfuldt. Men mennesket bliver bange og bekymret ved ulovligt seksuelt samkvem og føler skam og tilbageholdenhed – af frygt for synd og af frygt for religionen. Men hvis religionen selv erklærer, at denne handling ikke er syndig, men fortjenstfuld, og at man netop gennem den opnår moksha, hvorfor skulle mennesket så ikke blive tiltrukket af denne vej? En gruppe liderlige, syndige mennesker har i religionens navn på denne måde fanget, bedraget og ført uvidende og tåbelige mennesker på afveje.

Den ovenfor beskrevne gruppe af hykleriske pirer og faqirer har også mange andre misgerninger og uanstændige handlinger. Som eksempel er der ovenfor kun blevet behandlet et lille udvalg. Heraf vil læserne uden tvivl kunne forstå det daværende muslimske samfunds religiøse og moralske forfald. Selv om hele det muslimske samfund ikke var sunket så dybt, havde det muslimske samfund ikke magt til at modstå den stærke flodbølge af hedenskab og vaishnavisme, som skyllede muslimernes religiøse følelser bort og blandede dem sammen med disse strømninger. For de daværende muslimske herskere støttede direkte eller indirekte hedenskaben og vaishnavismen. I første halvdel af det nittende århundrede opførte Sayyid Ahmad Shahids (rah) islamiske bevægelse en stærk modstandsmur mod dette; i historien har den fejlagtigt fået navnet »wahhabi-bevægelsen«. Dette vil blive behandlet på sin rette plads. Sayyid Titumir og Haji Shariatullah kæmpede også imod disse forhold. Ikke desto mindre plagede giften fra disse vildfarelser og afvigelser en del af det muslimske samfund helt ind i de første årtier af det tyvende århundrede. Bevis på dette findes i folketællingsrapporten fra 1911 e.Kr., hvor det fortælles, at man under optællingen traf på visse samfund, som selv erklærede, at de hverken var hinduer eller muslimer, men snarere en blanding af begge. (Census of India Report, 1911 A.D.)

Men nogle få bengalsksprogede vaishnavahengivne og muslimske digtere med hedenske forestillinger har endnu holdt den hedenske tankegangs saft levende hos en del muslimer. Den hengivne digter Lal Mamud var en af dem. Han blev så troende på vaishnavismen, at han plantede en tulsi-plante ved foden af et banyantræ og regelmæssigt begyndte at dyrke og tilbede den. Den dag, Goswami Prabhu kom til L alus ashram, viste han sin ærbødighed for Prabhu ved at synge følgende sang.

Nådige Hari, hvor er du, min

Jeg er havnet i tilværelsens fængsel; hvem vil befri mig?

Selv om jeg er skyldig i hundrede fejl, fordi jeg blev født i en muslimsk slægt

er mine dage gået til spilde.

Derefter kommer digteren Lalon Shahs ord. Nogle af hans sange gengives nedenfor: ‘Før mig over, Chand Gaur, dagen er gået på hæld

Mine dage er gået hen i sorgløshed, ligegyldighed og forsømmelse.

Der findes en overgang over tilværelsens flod

Nitai Chand er styrmanden.

Hvis jeg får Chand Gaur, åh Chand Gaur,

Jeg kaster aske på slægten

Fakiren Lalon siger: Jeg vil blive tjenerinde for de hellige fødder’.

Ovenfor beklager digteren Lal Mamud, at hans liv blev spildt, fordi han blev født i en muslimsk familie. Lalon Shah siger, at hvis han får Gaur og Nitai at se, vil han opgive islam og hellige sig tjenesten ved deres hellige fødder.

Lalon Shahs sange om kærligheden til Krishna:

For at opnå kærligheden til Krishna vandrer jeg omkring hele mit liv

For at opnå denne kærlighed fuldt ud

blev selv en eneste ratis længsel ikke stillet.

Radha Ranis gæld

Gaur er kommet til Nadia, Vrindavans Kanai og Balai

I Næde har Gaur og Nitai påkaldt navnet.

En gruppe afgudsdyrkende personer i det muslimske samfund bestræber sig på at holde Lalon Shahs lære levende i det muslimske samfund.

Historikerne beskriver årsagerne til denne muslimske samfunds forfald og bemærker:

„Ligesom andre folkeslag i verden er blevet påvirket af de folk, de har besejret, er de indiske muslimer også i særlig grad blevet påvirket af det besejrede hindu-folk. Denne påvirkning er stadig tydelig i skikke og adfærd, i livssynet og endda i trosanliggender. Gensidig påvirkning mellem islam og hinduismen fandt sted under det muslimske styre. På forskellige tidspunkter blev denne gensidige påvirkning forstærket som følge af de muslimske herskeres liberale politik. Som følge heraf antog islam i Indien ved begyndelsen af det nittende århundrede en sådan form, at den islamiske renæssancebevægelse begyndte at rejse sig. De indiske muslimer, især muslimerne i Bengalen og Bihar, antog sammen med deres religiøse tro så mange vantro skikke og handlemåder, at de var sjældne blandt muslimerne i andre lande. Ligesom antallet af muslimer i Bengalen og Bihar var stort, var deres sæder, skikke og handlemåder tilsvarende irreligiøse og moralsk fordærvede.“ – (A. R. Mallik: ’Britisk politik og muslimerne i Bengalen’).

„Årsagen til, at ikke-islamiske skikke og fremgangsmåder trængte ind i den indiske islam, er, at de ikke-muslimske folks omvendelse var ufuldstændig.“ (’Indiens historie’ – Elliot og Dowson) Ovenfor er der skildret et billede af de bengalske muslimers religiøse, sociale og kulturelle tilstand fra det sekstende århundrede til første halvdel af det attende århundrede. Da de muslimer, der fulgte tawhid, var indespærret i et sådant forvanskningens net, og fjendtlige kræfter samtidig fra både indre og ydre side iværksatte et knibtangsangreb for at overvinde og udslette dem, fandtes der ingen livskraft til at afværge angrebet. De, hvis blot sytten personer engang havde etableret politisk herredømme over Bengalen, kunne flere århundreder senere ikke engang i millioner bevare dette politiske herredømme.

Politiske årsager til Bengalens fald

Nawab Siraj ud-Daulahs nederlag og Bengalens fald i det femte årti af det attende århundrede var ikke resultatet af en enkeltstående begivenhed. Det bør sandhedssøgende læsere bestemt vide, hvilke kæder af politiske begivenheder der førte til afslutningen på det tragiske drama ved Plassey. I virkeligheden medførte Mogulrigets fald det muslimske styres fald på hele subkontinentet. I de halvtreds år fra kejser Aurangzebs død i 1707 til slaget ved Plassey i 1757 besteg mindst syv personer tronen i Delhi. Men ingen af dem havde evnen til at redde det imperium, der var på vej mod undergang. Nogle uforstandige historikere gør ganske vist Aurangzeb ansvarlig for Mogulrigets ødelæggelse. En grundig undersøgelse og gennemgang af historien gør det klart, at ødelæggelsens frø var blevet sået af selve kejser Akbar længe tidligere, og at det langsomt var ved at vokse til et enormt, vældigt træ. Aurangzeb holdt denne ødelæggelse tilbage med alle sine kræfter hele sit liv. Hvis hans efterfølgere havde været lige så stærke og kløgtige som ham, var Indiens historie sandsynligvis blevet skrevet anderledes. Den højt respekterede Akram Khan bemærker i sit værk ’Muslimsk Bengalis sociale historie’:

“Konsekvenserne af alle Akbars misgerninger under hans regeringstid ophørte ikke med hans død. Helt frem til det sidste øjeblik af Mogulrigets eksistens måtte alle hans efterkommere betale for disse misgerninger med alt, hvad de ejede og havde. Indiens hundrede millioner muslimer er den dag i dag ikke blevet fritaget for det resterende ansvar for den erstatning, som de har arvet på grund af Akbars misgerninger. Vi mener ikke, at det er nødvendigt for muslimske læsere at få en detaljeret redegørelse for denne arv.”

Akbar var så godt som analfabet eller kun meget lidt uddannet. Han besteg tronen i en alder af femten eller seksten år. En uuddannet drengeprins ville på ingen måde have været i stand til at styre Delhi, som var omgivet af fjender, hvis ikke den yderst kløgtige og dygtige Bairam Khan som premierminister havde hjulpet ham på enhver måde. På grund af manglen på godt selskab blev Akbar efter at have vundet et vældigt rige naturligt opslugt af luksus, tøjlesløshed og moralsk forfald. Trods alle sine bestræbelser kunne Bairam Khan ikke bringe ham ind på den rette vej. Drikkeriet og de dermed naturligt forbundne laster samt hans uventede politiske succeser gav ham ingen mulighed for at forme eller forbedre sin karakter. Men dette hans sygdomsramte geni såede frøene til hans fremtidige efterkommere. Akbars skarpe, men syge begavelse blev den fuldkomne medvirkende årsag til, at muslimernes samlede styrke i deres civilisatoriske og politiske liv blev udtømt, og at de blev forvandlet til andres politiske og mentale slaver. For at bevare sin politiske magt i Indien nøjedes Akbar ikke med at knytte sig til hinduerne gennem ægteskabsbånd; han forsøgte også desperat at ødelægge muslimernes religion og civilisation ved for at behage dem at grundlægge en særpræget religiøs lære kaldet ‘Dīn-i Ilāhī’. En detaljeret beskrivelse af dette findes i Akbarnama.

Det mærkelige er, at dette selvopfundne ‘Dīn-i Ilāhī’, som var Akbars største livsdrøm, på grund af forskellige politiske og personlige interesser overhovedet ikke kunne tiltrække hinduernes folk. Ingen andre end Birbal indvilligede i at antage denne nye religion. Man Singh og Todar Mal, to af de mest fremtrædende blandt juvelerne i hans hof, afviste denne troslære. Når Akbar mødte op ved hoffet i en hinduistisk askets skikkelse med en rudraksha-kæde om halsen og sandeltræspasta på kroppen, fyldte hindupanditterne og hoffolkene luft og himmel med råbene ‘Dillīśvaro’ eller ‘Jagatīśvaro’. Selv om disse råb genlød fra den ene ende af Indien til den anden, og de derved udviste kunstig troskab og hyldest til ham, viste de ikke den mindste troskab mod hans besynderlige religion. Derfor kan ethvert menneske med samvittighed let indse, at en yderst ondskabsfuld magt brugte Akbars begavelse udelukkende til at ødelægge muslimernes tro på tawhid og den islamiske civilisation. Men Akbar mislykkedes fuldstændigt med at virkeliggøre sit livs drøm.

Det var den ene side af hans liv. Også hans politiske liv blev præget af fuldstændigt nederlag og skuffelsens bitterhed.

Akbar ødelagde den daværende afghanske magt i Indien, det vil sige den frygtindgydende muslimske militærmagt. Langt fra at opbygge en muslimsk magt som erstatning for denne knuste militærmagt svækkede og udtømte han endog det, der var tilbage. Akbars ødelæggende politik kommer til udtryk i mordene på blandt andre Bairam Khan, Ahsan Khan og Muazzam Khan. Selv over for forskellige fornemme muslimske familier udefra benyttede han undertrykkende foranstaltninger. På denne måde satte han efter fjendens tilskyndelse selv ild til sit eget hus og brændte det ned. Da han havde ødelagt alle de kræfter og talenter, som kunne have været til nytte i Mogulrigets fremtidige krisetider, blev han lammet af frygt. Han havde bemærket, at de vestlige kristne nationer hurtigt udvidede deres politiske magt, og at bølgen af deres skadelige aktiviteter slog mod Mogulrigets grænser. Den islam, som han havde ødelagt. Derfor kunne han ikke standse Mogulrigets vej mod undergang, selv ved at indgå vanærende aftaler med de kristne i overensstemmelse med deres politiske interesser og udvise ærbødig lydighed over for deres religion.

Ligesom den udenlandske ikke-muslimske magt var også den hinduistiske magt, der hurtigt rejste sig i landets indre, ikke skjult for Akbars blik. Men politisk var han blevet fuldstændig afhængig af den hinduistiske magt i Indien. Derfor benyttede han forskellige midler for at tilfredsstille den. Han kunne heller ikke redde Mogulriget fra undergang ved at føre hinduistiske kvinder ind i det kejserlige palads som dronninger og dér regelmæssigt lade afgudsdyrkelse og ilddyrkelse finde sted. Selv ved at forlade den almægtige, jordens og himmelhvælvingens Gud og søge tilflugt hos forskellige andre guder opnåede han intet.

Også hans latterlige plan om at gøre hinduer og muslimer i Indien til ét folk under skyggen af en ny religion kaldet ‘Dīn-i Ilāhī’, hvor islam fuldstændigt blev støbt i afgudsdyrkelsens form, mens hinduismen blev bevaret intakt, mislykkedes. Men den sindelag, han skabte i denne forbindelse, og den onde arv, han efterlod, blev ikke blot grebet af hans dygtige søn Jahangir; også i anden halvdel af det tyvende århundrede bliver en del af muslimerne opdraget og næret af denne arv.

Der er ingen tvivl om, at dette er et yderst smerteligt eksempel på muslimsk religiøst, nationalt og kulturelt forfald.

Jahangir fremskyndede det mogulske imperiums undergang. Da kaptajn Hawkins ankom til Agra i 1609, blev han modtaget med kongelig hæder. Kejser Jahangir tog imod ham som en nær ledsager og tildelte ham titel og pension. Da han udtrykte ønske om at gifte sig og bosætte sig i Indien, tilbød han ham ægteskab med en ung, hvid kvinde fra det kejserlige palads.

Kristendommen havde opnået så stor indflydelse i det kejserlige palads, at adskillige prinser blev kristne og under Hawkins’ ledelse drog til kirken i procession sammen med andre kristne udlændinge, omgivet af halvtreds ryttere. Jahangir tilbragte hele natten i det kejserlige palads, beruset af alkohol sammen med sine europæiske venner. Det er allerede blevet sagt, at Akbar selv påbegyndte arbejdet med at opføre det mogulske imperiums grav. Derefter fremskyndede hans principløse, alkoholiserede søn Jahangir, Sir Thomas Roe og hans rådgiver og mentor, den snedige diplomat pastor E. Febi, sammen arbejdet med at opføre denne grav. Thomas Roe fik Jahangir til at imødekomme deres forskellige krav og ønsker. Den handelsstation, som var blevet oprettet i Surat, gav ikke blot englænderne mulighed for at opnå handelsmæssige fordele, men blev også omdannet til en stærk militærbase for dem. I henhold til det kejserlige dekret blev der ikke blot i Surat, men også andre steder i det mogulske imperium, nemlig i Agra, Ahmadabad og Broach, oprettet engelske handelsstationer, det vil sige militærbaser. Det er allerede blevet sagt, at Akbar selv gjorde dette. Derefter fremskyndede hans principløse principløse, alkoholiserede søn Jahangir, Sir Thomas Roe og hans rådgiver og mentor, den snedige diplomat pastor E. Febi, sammen arbejdet med at opføre denne grav. Thomas Roe fik Jahangir til at imødekomme deres forskellige krav og ønsker. Handelsstationen i Surat blev omdannet til en stærk militærbase for dem. I henhold til det kejserlige dekret blev der ikke blot i Surat, men også andre steder i det mogulske imperium, nemlig i Agra, Ahmadabad og Broach, oprettet engelske handelsstationer, det vil sige militærbaser. På denne måde gravede Akbar og Jahangir kanaler inde i det mogulske imperium og importerede altfortærende krokodiller fra fjerne lande.

På den ene side kom den fremmede engelske magt flyvende til Indien og slog sig ned dér, mens Indiens hinduistiske magt på den anden side også voksede sig stærk. Rajputterne og marathernes magt blev det mogulske imperiums værste fjender. Den muslimske magt, som Akbar havde tilintetgjort, kæmpede Aurangzeb Padshah Ghazi hele sit liv for at genoprette. Han måtte i lang tid være optaget af at undertrykke marathaernes og rajputternes magt. Hvis hans efterfølgere efter ham havde været stærke og klarsynede, kunne det imperium, der var på vej mod undergang, måske være blevet reddet. Men det er dybt beklageligt, at alle de, der fra hans død og indtil slaget ved Plassey besteg tronen i Delhi, var uegnede til at lede regeringen, fornøjelsessyge og kortsynede.

Det bør her især bemærkes, at ikke-muslimske historikere udelukkende holder Aurangzeb ansvarlig for det mogulske imperiums forfald. Ligesom de er fulde af overdreven lovprisning af Hossain Shah af Bengalen og kejser Akbar, var de også højtråbende i deres tilsværtning af Aurangzebs karakter. Han er blevet skildret som en ekstremt hindu-fjendtlig hersker, og det er blevet sagt, at hans regeringspolitik, som var i strid med hinduernes interesser, og især genindførelsen af jizya-skatten tvang Indiens hinduer til at blive fjender af mogulerne. Men disse anklager er rene fantasifostre og udsprunget af ondsindede hensigter. Der kan ikke fremføres noget bevis for dem i historien. Sandheden er, at rajputterne og maratherne på ingen måde kunne acceptere muslimsk styre i Indien af hele deres hjerte og sind. Da Akbar så deres voksende magt og fjendtlige holdning, forsøgte han forgæves at formilde dem ved at føre en yderst liberal politik. Under Shivajis ledelse modsatte maratherne sig Aurangzeb heftigt. Shivaji døde i 1679, ét år før han indførte jizya-skatten. Derfor er det på ingen måde rimeligt at sige, at jizya-skatten var årsagen til hinduernes modstand.

Det er ubestrideligt, at næsten alle, der skrev Indiens historie på den tid, var muslimer. Hvis man derfor vil lære den sande historie fra denne periode at kende, er det nødvendigt at studere Badauni, Akbarnama, Kafikhan, Tarikh-i Firishta, Ma’āsir-i Ālamgīrī og lignende værker. Men de europæiske kristne historikere har fremlagt mange af historiens begivenheder i fordrejet form. Senere bredte deres imperium sig over næsten halvdelen af verden. Overalt i deres imperium var engelsk det officielle sprog. Gennem dette engelske sprog har de under politisk magts beskyttelse fremstillet en fordrejet og opdigtet version af muslimernes historie for historiestuderende, der læste på engelsk. Under englændernes to hundrede år lange styre i Indien blev denne fordrejede og fejlagtige historie indprentet i elevernes sind.

Der var også en årsag til denne fordrejning. Lad os tage kejser Aurangzeb som eksempel. Fordi kejser Akbar og Jahangir på uretfærdig vis havde begunstiget englænderne i overdreven grad, var de ved at udvikle sig til en magt imod det mogulske imperium. Kejser Aurangzeb forstod dette. Under hans regeringstid undertrykte og dæmpede Mir Jumla fra Bengalen og nawab Shaista Khan gentagne gange englændernes arrogance. På grund af korruption i handelen, smugleri, sammensværgelser imod det mogulske imperium og lignende blev de gentagne gange straffet, og deres handelsstationer blev konfiskeret. Til sidst udstedte kejser Aurangzeb et dekret, der forbød al handel med europæerne. Akbar havde ødelagt den muslimske militære styrke og kastet det mogulske imperium i fjendens hænder, mens kejser Aurangzeb hele sit liv forsøgte at genopbygge denne muslimske militære styrke. På grund af ovenstående var Aurangzeb skyldig i de kristnes og hinduernes øjne. Derfor blev de ivrige efter at fremstille hans regeringstid som vanærende og sprede alle mulige bagvaskelser om ham. I sin bog “Et blik på Aurangzeb Alamgir” har Shibli Nu’mani med pålidelige historiske beviser tilbagevist alle de vanærer, som ikke-muslimske historikere af egeninteresse har tillagt Alamgir Aurangzebs karakter. I denne korte, men informationsrige bog har han givet et passende svar på anklagerne mod Aurangzeb.

Ud fra historiens perspektiv kan det derfor uden tøven siges, at der ikke er det mindste gran af sandhed i anklagerne mod Aurangzeb. Han kan ikke på nogen måde gøres ansvarlig for det mogulske imperiums fald. Sagen er i virkeligheden den, at Akbars afskaffelse af den formidable muslimske hær og hans afhængighed af Indiens hinduistiske marathaer og rajputer, de fremmede og ikke-muslimske englænderes opbygning af politisk magt under handelens navn, den skadelige alliance mellem hinduerne og englænderne med henblik på at styrte det muslimske styre samt muslimernes religiøse og kulturelle forfald tilsammen førte til det muslimske styres afskaffelse i Bengalen og i hele Indien. På denne baggrund ser vi, hvordan selvstændighedens sol over Bengalen og Bihar gik ned på Plasseys slagmark, hvorved grundlaget for det engelske styre blev lagt.

Bag englændernes oprettelse af handelscentre forskellige steder i Indien lå der store politiske hensigter. At de kom for at drive handel og endte som ejere af et mægtigt imperium, var hverken et tilfældigt eller et mirakuløst resultat. Som følge af de geografiske opdagelser i det femtende og sekstende århundrede blev vejen for international handel åbnet, og der begyndte en gensidig kolonial og kommerciel konkurrence mellem de europæiske nationer. Som følge heraf blev der oprettet et spansk imperium i Amerika, et nederlandsk imperium på Krydderøerne, et fransk imperium i Sydøstasien og et britisk imperium i Sydasien. I slutningen af det syttende århundrede fulgte det engelske Ostindiske Kompagni en fremadskridende politik (Forward Policy) i Indien, og det var deres inderlige ønske, at de handelsområder, hvor deres repræsentanter boede, skulle udvikle sig til en politisk magt. I 1682 blev englænderne slået af nederlænderne i Indonesien og trak sig derfra. Året efter (1683) fik det engelske Ostindiske Kompagni et charter fra det engelske kongehof, som gav dem ret til at føre krig mod enhver hersker i Indien, indgå fred eller binde sig til enhver aftale. Det charter, som blev udstedt af Jakob II, gav dem endnu større beføjelser. Som følge heraf erklærede de i 1686 krig mod mogulerne, men blev besejret. Som tidligere nævnt blev et krigsskib ved navn »Defence« udstyret med våben og sendt til Indien under kaptajn Heaths ledelse. Heath rykkede frem fra Sutanuti for at føre krig, men led nederlag. Selv om kompagniets direktører som følge heraf blev noget modløse, fortsatte repræsentanterne i Indien deres arbejde med fornyet energi og entusiasme. Deres opmærksomhed blev nu rettet mod de franske købmænd. Franskmændenes vigtigste handelscenter var Pondicherry, og under det havde de handelsstationer i Masulipatnam, Karikal, Mahé, Surat og andre steder. Englændernes kommercielle hovedkvarter var derimod i Madras, og under det havde de vigtige handelsstationer i Bombay og Kolkata. Der begyndte en skarp rivalisering mellem dem, som til sidst antog form af krig. Franskmændene hjalp deres udvalgte kandidater, Muzaffar Jang og Chanda Sahib, med at bestige henholdsvis tronerne i Hyderabad og Carnatic. I 1751 erobrede Robert Clive Arcot, Carnatics hovedstad. På denne måde blev englænderne yderst magtfulde.

Englændernes ambition om at opnå politisk magt i Bengalen

Med det formål at realisere deres politiske ambitioner i Bengalen fortsatte englænderne i stor stil arbejdet med at bygge et fort i Kolkata. Bengals nawab, Alivardi Khan, var på det tidspunkt blevet meget gammel og svag, og de snedige englændere udnyttede denne svaghed til hurtigt at fortsætte deres fortbyggeri. Bengals hinduistiske seth- og købmandsklasse gav dem mod og opmuntring i dette arbejde. Fra slutningen af det syttende århundrede til anden fjerdedel af det attende århundrede var englændernes handel i Bengalen vokset betydeligt, og en gruppe hinduer var gennem deres arbejde som mellemmænd og ansatte blevet meget velhavende og indflydelsesrige. Desuden beklædte de forskellige ansvarsfulde poster inden for skatteforvaltningen under nawabernes styre. Gennem åger, pengeudlån og bankvirksomhed havde de desuden etableret sig solidt på det økonomiske område. De kunne ikke af hjertet acceptere muslimsk styre. De havde heller ikke mod til åbent oprør mod det, og de anså det heller ikke for passende under de givne forhold. Derfor var der ingen anden vej til at bringe det muslimske styre til ophør end at få englændernes hjælp og støtte. Englænderne udnyttede denne gyldne mulighed fuldt ud. Hinduerne havde fået så stor indflydelse på det administrative og økonomiske område, at de var blevet Bengals nawabers skæbnesvangre magtspillere (Kingmakers). Da Sarfaraz Khan efter Murshid Quli Khans død i 1727 blev udpeget som hans efterfølger, gjorde de hinduistiske ledere modstand, fordi de anså ham for at være i strid med deres interesser. De indsatte i stedet Sarfaraz Khans far, Suja-ud-Din, på tronen. Under hans regeringstid (1727-39) blev disse hinduistiske sether og købmænd i praksis de vigtigste initiativtagere til paladsintrigerne. Deres ledere, Alam Chand og Jagat Seth, var blevet landets egentlige herskere (de facto-herskere).

Efter Suja-ud-Dins død hjalp denne konspiratoriske gruppe Alivardi Khan, naib-nawaben af Orissa, med at opnå Bengals trone. Under hans regering nåede paladsintrigerne deres højdepunkt. Marathaerne udnyttede denne situation til gentagne gange at angribe Bengalen. Da situationen blev kritisk, blev Alivardi Khan fuldstændig afhængig af disse paladskonspiratorer. Han stolede på dem. Han udnævnte dem til vigtige poster. Som følge heraf blev denne gruppe, under ledelse af Rai Durlabh Rai, Mahtab Rai, Swarup Chand, Raja Janaki Rai, Raja Ram Narayan, Raja Manik Chand og andre, særdeles magtfuld. Efter Murshid Quli Khan faldt antallet af fornemme muslimske embedsmænd stadig mere og nåede til sidst næsten nul; på dette tidspunkt blev de i praksis henvist til baggrunden. Jagat Seth-Manik Chand-gruppen kunne kun opnå nogle få vigtige poster under nawaben. Derfor kunne deres hævnild mod de muslimske herskere først slukkes, hvis det lykkedes dem i sammensværgelse med det Ostindiske Kompagni at bringe det muslimske styre til ophør.

Under ledelse af Jagat Seth-Manik Chand-kredsen havde hinduerne i Bengalen to mål. Det ene var politisk, det andet økonomisk. Deres politiske interesser skulle realiseres gennem en ændring eller overførsel af styret i Bengalen, mens de skulle opnå økonomiske fordele ved at indsætte det Ostindiske Kompagni som politisk magt. For at nå disse to mål var de altid rede og yderst ivrige efter at indgå en alliance med kompagniet.

Det Ostindiske Kompagni var på sin side også bundet af taknemmelighed til hinduerne for at kunne udvide og udvikle sin handel. For deres handelsvirksomhed kunne ikke fungere uden hjælp fra hinduistiske mellemmænd, gomastaer og kontrahenter. Desuden deltog 52 lokale købmænd i deres kapitalinvesteringer i Kolkata fra 1736 til 1740, og de var alle hinduer. Ved oprettelsen af handelsstationen i Kasimbazar deltog 25 hinduistiske købmænd, og de var alle hinduer. Af kompagniets tolv partnere i Dhaka var kun to muslimer. (Sirajuddaulas fald – dr. Mohar Ali)

I et brev til oberst Scott, den militære ingeniør ved Fort William i Kolkata, skrev Charles F. Noble, at de hinduistiske rajaer og indbyggerne var yderst fjendtligt indstillede over for det muslimske styre. Hvordan dette styre kunne bringes til ophør, var deres hemmelige ønske. De tilkendegav, at de ville slutte sig til englænderne, hvis englænderne kunne gennemføre en revolution.

Noble sagde: »Jeg mener, at Umichand vil være os til stor nytte. Præsten Nimu Gosain har betydelig indflydelse på de hinduistiske rajaer og landbefolkningen. En stor, bevæbnet styrke er helt loyal over for ham. Vi kan også bruge sannyasi-gruppen i vores arbejde. Jeg tror, at dette kan gennemføres ved hjælp af Nimu Gosain.«

Nimu Gosain gav oberst Scott vigtige oplysninger om og råd vedrørende situationen i landet og sagde, at han om nødvendigt med englændernes hjælp kunne stille tusind bevæbnede mænd til rådighed på blot fire dage. (Siraj ud-Daulahs fald – dr. Mohar Ali, s. 11)

Det må erindres, at der som følge af den hinduistiske nations genopvækkelsesbevægelse i al hemmelighed var blevet dannet en bevæbnet gruppe i Bengalen under navnet sannyasi-bevægelsen, og at den også havde bidraget til den muslimske regerings ophør. For at nå sine politiske mål fuldførte Fort William-rådet opførelsen af fortet i Kolkata. På den anden side etablerede de også suveræn myndighed over det zamindariområde, som East India Company havde erhvervet hos Bengals nawab. For at undgå straf efter landets lov søgte forbrydere tilflugt under Kompagniets zamindariområde. Alle disse forbrydere var hinduer. Kompagniet gav en handelsmand ved navn Ramakrishna Seth, som var fundet skyldig i smugleri, tilflugt og nægtede at efterkomme nawabens ordre om at udlevere ham. På samme måde overtrådte de mange andre lovlige ordrer fra nawaben. Desuden overtrådte de adskillige handelsmæssige aftaler.

Det var ikke sådan, at nawab Alivardi ikke kendte til englændernes sammensværgelser, misgerninger og usle opførsel. Men den sengeliggende, døende nawab havde ingen mulighed for at gøre noget. Hans kommende arving, Siraj ud-Daulah, blev englændernes fjende, fordi han ønskede at omstyrte deres sammensværgelser. Efter Alivardi opstod der to tronkrævere i Bengalen: Alivardis enke, Ghaseti Begum, og nawaben af Purnia, Shaukat Jang. Englænderne støttede Ghaseti Begums krav. Begum og hendes diwan Rajballabh anbragte hele deres formue under Kompagniets opsyn i Kolkata for at opbevare den sikkert. De sendte Rajballabh i Kompagniets beskyttelse. Ved at give Krishnaballabh tilflugt begik englænderne et groft forræderi mod nawaben, og ved at tilskynde Ghaseti Begum til at drage i krig mod Siraj med tyve tusind soldater begik de en statsforræderisk handling. Selvom Siraj vidste alt dette, undlod han at træffe hårde foranstaltninger mod dem og forsøgte at gå frem gennem gensidige drøftelser. Men englænderne var på ingen måde rede til at lytte til noget, han sagde.

En engelsk fabriksejer ved navn William Tooke siger, at udenlandske borgere ifølge Østens gamle skik efter en ny konges kroning plejede at aflægge besøg hos den nye padishah eller nawab med forskellige gaver og lignende. Men denne gang overtrådte de for første gang denne skik. Han siger endvidere, at det at give Krishnaballabh tilflugt og nægte at udlevere ham til nawaben beviser, at East India Company havde en dyb sammensværgelse med Siraj ud-Daulahs politiske fjender, og at det var derfor, de vovede at udvise så stor arrogance. (Hills historie, bind 1, og Siraj ud-Daulahs fald – dr. Mohar Ali)

Den arrogante optræden fra Fort William-rådet under East India Company lignede en rivaliserende regering i forhold til Bengals regering. Siraj ud-Daulah mislykkedes i alle sine forsøg på at nå frem til en aftale med dem. Derefter besluttede han at fordrive dem fra landet. I denne forbindelse sendte han den indflydelsesrige handelsmand Khwaja Wajid i Hugli et brev (1. juni 1756), hvis indhold var følgende:

Der er hovedsagelig tre grunde til, at englænderne ikke længere kan få lov til at blive i dette land. Den første grund er, at de i strid med landets love har opført et stærkt befæstet fort i Kolkata. For det andet har de brudt handelsaftaler, benyttet sig af uærlige metoder og påført regeringen et betydeligt økonomisk tab ved at unddrage sig handelsafgifter. For det tredje har de begået statsforræderi ved at give tilflugt til en person, der havde underslået offentlige midler.

Den 3. juni tog Siraj ud-Daulah englændernes fabrik i Kashimbazar i besiddelse og pressede dem for at få dem til at nå frem til en aftale. Efter at have taget fabrikken i besiddelse viste han storsind ved at låse den og sørge for streng bevogtning, så den ikke blev plyndret. William Watts og Matthew Collet var lederne af denne fabrik, og det var dem, der fremsatte ovenstående bemærkning. (Hills historie, bind 2)

Siraj løslod alle medarbejderne ved fabrikken i Kashimbazar. Han drog kun mod Kolkata sammen med Watts og Collet. Før afrejsen skrev han gentagne gange til Fort William-rådet for at få dem til at nå frem til en fredelig aftale. Men de lyttede slet ikke. Tværtimod var de altid rede til at indlade sig på en konflikt. Efter at have modtaget militær bistand fra Deccan blev deres mod betydeligt større. En uge før nawaben nåede Kolkata, sendte Drake soldater for at erobre Thana-fortet, der lå nedstrøms ved Hugli-floden, samt Sukh Sagar mellem Hugli og Kolkata. Nawabens forreste styrke slog englændernes angreb tilbage begge steder. Den 16. juni nåede Siraj frem til Fort Williams port med tredive tusind soldater. Efter to dages kamp flygtede Drake med sin hovedstyrke til Fulta. For at lette flugten blev Holwell holdt tilbage i kampen, og han fik besked på, at han den følgende dag også skulle søge tilflugt i Fulta sammen med sine få soldater. Men Holwell blev tvunget til at overgive sig til nawabens soldater. I det vidnesbyrd, som William Took (William Tokke) afgav for Underhusets udvalgte komité, siges det, at de engelske soldater, der overgav sig, ikke blev udsat for nogen form for mishandling. (Hills historie, bind 1). Da nogle engelske soldater efter et stort alkoholindtag om natten begyndte at udøve vold, blev de lukket inde i et rum på 18 gange 14 tommer. Rummet var blevet bygget af dem selv netop for at holde ulydige og uregerlige soldater indespærret; mellem fyrre og tres personer blev lukket inde i det. Omkring tyve soldater døde, fordi de var blevet udmattede af kampen. Denne begivenhed er blevet stærkt overdrevet og har fundet vej til historiens sider. For at gøre denne opdigtede begivenhed mindeværdig lod de sejrende herskere opføre et monument i Kolkata på Dalhousie Square, kaldet Holwell-monumentet. Dette monument, som nawaben lod opføre som et mindesmærke i Kolkata på Dalhousie Square, stod indtil første halvdel af det tyvende århundrede som bærer af den opdigtede skamplet på nawab Siraj ud-Daulah. Monumentet, som var en kilde til målrettet og rent ondsindet propaganda, blev revet ned før 1937 efter kraftige protester.

Under alle omstændigheder blev alle andre end Holwell og tre andre personer løsladt. Den 24. juni indsatte Sirajuddaula Manik Chand som ansvarlig for administrationen af Kolkata og vendte tilbage til Murshidabad sammen med Holwell og hans tre ledsagere. Den 26. juni drog de resterende engelske soldater fra Kolkata til Falta.

Den 30. juni skrev Sirajuddaula et brev til George Pigot, guvernøren for Fort St. George. Dets indhold var, at hvis englænderne nåede frem til en fredelig ordning, opgav deres ambitioner om politisk magt og fortsatte med at overholde handelsbetingelserne, ville de få fulde muligheder for at drive handel i Bengalen.

Englænderne i Falta

Sirajuddaula ønskede oprigtigt at nå frem til en retfærdig ordning med englænderne. Men deres holdning var helt modsat. Det kom til udtryk i det sammensværgelsesnet, som de fra Falta forsøgte at udspænde sammen med de lokale hinduistiske ledere.

Roger Drake talte dagene, mens han ventede på den militære hjælp, der var blevet anmodet om fra Madras. Imens indledte de den 6. juli samtaler med det formål at bedrage nawaben og nå frem til en ordning. Men der var ingen oprigtighed i dette. Så snart den militære hjælp fra Madras ankom, ville de igen begynde at afprøve deres styrke. I denne henseende opmuntrede de lokale ledere og handelsstanden englænderne på enhver måde. Især en indflydelsesrig person ved navn Shiv Babu, Khwaja Wajeds vigtigste medarbejder, blev ved med at sige til englænderne, at nawab Sirajuddaula ikke længere var en mand, der ville give dem nogen handelsmæssige muligheder eller fordele. Efter at have lidt nederlag i Kolkata var det på ingen måde ærefuldt for dem at indgå en ordning. En anden mand ved navn Gobindaram havde under Sirajuddaulas felttog mod Kolkata revet træer op og lagt dem på vejen for at skabe hindringer. Nu begyndte han at levere hemmelige oplysninger til englænderne. Manik Chand, som var blevet betroet styret af Kolkata, begik forræderi og fortsatte med på enhver måde at hjælpe englænderne i Falta. Han blev ved med at give nawaben vildledende oplysninger om, at englænderne længtes efter at nå frem til en fredelig ordning. Major Kilpatrick mente, at der ikke kunne udrettes noget med så få soldater, og afholdt sig derfor foreløbig fra at indlede krig; i stedet tilkaldte han større militær hjælp og en flåde fra Madras. Den 15. august 1756 meddelte Kilpatrick nawaben, at de søgte hans gunst. På den anden side skrev han breve til Manik Chand, Jagat Seth og andre hinduistiske ledere og bad dem om på enhver måde at hjælpe englænderne.

Nawaben blev vildledt af Manik Chands falske forsikringer og sagde, at hvis englænderne ikke ønskede krig, ville de få alle slags handelsmæssige muligheder og fordele. Nawaben havde så godt som ingen sømagt. Selv hvis han fordrev de udenlandske købmænd fra Bengals landområder, havde han ikke magt til at fordrive dem fra kysten. Englænderne udnyttede dette fuldt ud. For det andet opstod der en ny fare for Sirajuddaula. Shaukat Jang af Purnia lykkedes med at få en farman fra mogulkejseren, hvorved han blev udnævnt til subahdar for Bengalen, Bihar og Orissa. Englænderne tog Shaukat Jangs parti og nærede håb om hans sejr. Men da Shaukat Jang blev dræbt i slaget den 6. august, blev deres håb foreløbig knust.

Som svar på de breve, Drake og Kilpatrick havde skrevet om Kolkatas fald, ankom en betydelig militær forstærkning fra England til Madras omkring midten af august. I september nåede kompagniets to skibe Chesterfield og Walpole frem til Madras. I oktober besluttede rådet i Fort St. George at sende en militær ekspedition til Bengalen under Robert Clives og admiral Watsons ledelse. Oberst Clive fik ordre til at indlede et voldsomt angreb straks efter ankomsten til Bengalen. På Fort St. Georges råds vegne blev der sendt breve til vice-nawaberne i Dhaka, Purnia og Cuttack med en anmodning om at samarbejde med Clive. Nawaben fik på sin side også et brev, hvori der blev udtrykt harme over, at englænderne var blevet mishandlet. I det nævnte brev fra rådets guvernør, George Pigot, stod der: »Jeg sender en magtfuld leder ved navn Clive. Han drager af sted med kavalleri og infanteri og vil regere i mit sted. I skal yde en tilfredsstillende erstatning for den skade, vi er blevet påført. De må bestemt vide, at vi har sejret overalt i krig.« (Hills historie, bind 1)

Det står klart af dette brevs indhold, at der ikke længere var nogen vej til en ordning. Den 15. december ankom Clive til Falta. Samme dag skrev Clive til Manik Chand og takkede ham for den venlige behandling samt den hjælp og støtte, han havde ydet kompagniet. Manik Chand svarede på brevet og udtrykte sin glæde over, at Clive var ankommet sikkert. Han meddelte desuden, at han ville vie sig til at tjene kompagniet efter bedste evne. Derudover sendte han en mand ved navn Radhakrishna til Clive for at udveksle hemmelige oplysninger. Hvad kunne være et større forræderi fra en bengaler mod Bengalen end dette?

Femte kapitel

Englændernes angreb og nawabens nederlag

Den 29. december sejlede Clives krigsskib frem ad Hooghly-floden og erobrede Bajbaj. Fire dage tidligere havde Clive gennem Manik Chand sendt nawaben et brev, hvori der stod: »Vi er kommet for at kræve erstatning for den skade, nawaben har påført os; vi er ikke kommet for at bede ham om tilgivelse. Vores hær er tilstrækkelig til at sikre, at vores krav bliver opfyldt.« Man ved ikke, om Manik Chand gav brevet til nawaben. Det gjorde han måske ikke. Hvis han havde gjort det, ville nawaben sikkert have truffet forsigtighedsforanstaltninger. Manik Chand holdt hele tiden nawaben i vildrede. Som følge heraf genindtog Clive uden modstand Thana Fort den 31. december og Fort William den 1. januar 1757. Hvis Manik Chand havde ønsket det, kunne han med hjælp fra nawabens vældige hær let have slået englændernes angreb tilbage. Han gjorde ikke det mindste forsøg på det. For han glædede sig over at se sine egne og sit folks ambitioner blive opfyldt af englænderne. Han fandt ikke engang anledning til at underrette nawaben om, at englænderne havde besat disse steder.

Han overgav så godt som Fort William til englænderne, drog til Hooghly og begyndte at skabe de nødvendige omstændigheder for at overgive Hooghly til englænderne. Clive bad ham i et brev skrevet i hans navn i Hooghly om også dér, som tidligere, at vise venskab. To dage senere angreb Clive Hooghly og indtog byen uden vanskelighed. Efter at englænderne havde besat så mange vigtige støttepunkter, underrettede Manik Chand nawaben om, at englændernes holdning havde ændret sig. Efter erobringen af Hooghly skabte de engelske soldater stor rædsel i hele byen gennem plyndring, ildspåsættelse og ødelæggelser.

Så snart Siraj-ud-Daulah hørte om Hooghlys fald og ødelæggelserne, ankom han den 20. januar med en vældig hær til Hooghlys udkant. Englænderne flygtede da i hast fra Hooghly og søgte tilflugt i Kolkata.

Nawab Siraj-ud-Daulah bad dem gentagne gange om at nå frem til en forsoning. Efter mange drøftelser blev der den 9. februar underskrevet en fredstraktat mellem nawaben og englænderne. I historien er den kendt som Alinagar-traktaten. Ifølge denne traktat skulle alle landsbyer i overensstemmelse med farmanen fra 1717 gives tilbage til englænderne. Deres varer skulle være toldfri, og de skulle have lov til at befæste Kolkata yderligere. Desuden måtte de opføre deres eget møntværk dér.

Siraj-ud-Daulah var nødt til at underskrive en så vanærende traktat. Den første årsag var det grove forræderi fra hans særdeles betroede mænd, såsom Manik Chand. Den anden var Ahmad Shah Abdalis invasion af Indien og udsigten til et felttog i Bengalen.

For den snedige Clive var denne traktat derimod blot et midlertidigt behov. Englænderne havde samtidig brug for at afsætte nawaben og fordrive franskmændene fra Bengalen. Med dette formål sendte Clive Watts og Umichand til Siraj-ud-Daulah for at sige, at de ønskede at erobre den franskbesatte by Chandannagar, og at nawaben måtte hjælpe dem med det. Dette var et stort strategisk kunstgreb. Nawaben stod over for et alvorligt problem. Han havde altid ført en neutral politik over for de udenlandske købmænd i sit rige. Hvordan kunne han bryde denne politik? Vanskeligheden var imidlertid, at hvis han ikke hjalp englænderne, ville de anklage ham for fjendtlighed over for dem og for at vise venskab over for franskmændene. Til sidst besluttede han at holde fast ved neutralitetspolitikken. Derfor beordrede han hærføreren Nandakumar, at hvis englænderne angreb Chandannagar, skulle han hjælpe franskmændene. På samme måde skulle han hjælpe englænderne, hvis franskmændene angreb dem. Clive bestak Nandakumar med ti til tolv tusind taka og fik ham på sin side. På samme måde underkuede han også lederen af nawabens efterretningstjeneste. Således udspændte Clive et net af bestikkelse og forræderi omkring det hele, så Siraj-ud-Daulah ikke kunne udvise beslutsomhed i noget spørgsmål. Desuden blev Siraj-ud-Daulah uafbrudt givet dårlige råd af de hinduistiske sether og baniyaer samt hans troløse embedsmænd, som inderligt havde ønsket afslutningen på det muslimske styre. De sagde, at englænderne under ingen omstændigheder måtte gøres vrede. Samtidig gav de ham det dårlige råd at sende en vældig hær dertil for at beskytte Bengalen og Bihar. På denne måde blev vejen banet for englændernes fremmarch.

I mellemtiden ankom et nyt skib, »Cumberland«, den 5. marts fra England til Calcutta med soldater og forsyninger. Den 8. marts belejrede Clive Chandernagore. Nawaben sendte en hær under Rai Durlabh Ram og Mir Jafar mod Chandernagore. Men før de nåede frem, overgav franskmændene sig. De indvilligede i at forlade Chandernagore og overlade alle deres handelsfaktorerier i Bengalen til admiral Watson og nawaben. Derefter krævede Clive, at nawaben skulle udrydde franskmændene fra Bengals territorium. Desuden anmodede han nawaben om tilladelse til, at to tusind af Kompagniets soldater kunne rykke frem over land med det formål at forfølge franskmændene helt til Patna. Nawaben afviste denne urimelige anmodning. Som følge heraf blev nawaben beskyldt for at have hjulpet franskmændene. Den 23. april vedtog Fort William-rådets komité et forslag om at afsætte nawaben. De anklagede ham desuden for at have brudt traktaten i Alinagar.

Med det formål at afsætte nawaben lagde man sammen med Sirajs såkaldte egne mænd, Rai Durlabh Ram, Umichand og brødrene Jagat Seth, en fasttømret sammensværgelse. Efter deres råd blev nawabens bakhshi (den embedsmand, der udbetalte lønninger), Mir Jafar, udpeget som nawabens efterfølger. Englænderne og Mir Jafar nåede også til endelig enighed om alle forhold. Kun Umichand voldte lidt besvær. Han krævede fem procent af hele nawabens formue og truede ellers med at afsløre hele sammensværgelsen. For at tilfredsstille Umichand lod Clive udfærdige et dokument med Watsons falske underskrift. I den aftale, der blev indgået med Mir Jafar, erklærede han sig forpligtet til fuldt ud at overholde alle traktaten i Alinagars bestemmelser. Desuden erklærede han sig indforstået med at betale Kompagniet én crore taka i erstatning, europæerne halvtreds lakh, de hinduistiske ledere tyve lakh og armenierne syv lakh taka. Hele området omkring Calcutta og syd for byen skulle for altid overlades til Kompagniet.

Den snu Clive fjernede tropperne fra Chandernagore for at fjerne nawabens mistanke. For at fremskynde den planlagte revolution indvilligede Mir Jafar i at give Clive yderligere tooghalvtreds lakh taka som belønning.

Efter Ahmad Shah Abdalis afrejse fra Indien beordrede Siraj-ud-Daulah Mir Jafar til med en hær at hindre englænderne på slagmarken ved Plassey, hvis de rykkede nordpå i forfølgelsen af franskmændene. Clive meddelte Siraj-ud-Daulah, at eftersom han ikke havde overholdt traktaten i Alinagar, burde Mir Jafar, Jagat Seth, Rai Durlabh Ram, Mir Madan og Mohanlal få til opgave at gennemgå sagen. Men samtidig sendte Clive sine tropper mod Murshidabad. Siraj mødte de engelske tropper på slagmarken ved Plassey. Ansvaret for at føre nawabens tropper lå hos Mir Jafar, Rai Durlabh Ram og andre. I det afgørende øjeblik afstod de fra at lede tropperne. Derfor sejrede Clive uden at udkæmpe et slag. Den ulykkelige Siraj flygtede fra slagmarken, men undervejs blev han dræbt af Miran, Mir Jafars søn. Således faldt tæppet for det smertefulde politiske drama ved Plassey.

En detaljeret redegørelse for baggrunden for slaget ved Plassey beviser klart flere forhold.

For det første indlod de førende zamindarer, de velhavende købmænd og baniya-gruppen i Bengalen sig i en sammensværgelse med englænderne, om så det skulle ske på bekostning af landets uafhængighed, med det formål at bringe det muslimske styre til ophør.

For det andet forstod englænderne de hinduistiske lederes holdninger og udnyttede derfor hinduerne fuldt ud for at fremme deres politiske interesser.

For det tredje var alle, der beklædte nawabens ansvarstunge poster, hinduer, og han var nødt til at stole fuldstændigt på dem. Men netop de mennesker, som han stolede på, deltog i en sammensværgelse for at styrte ham.

4. Slaget ved Plassey kan ikke kaldes et slag. Det var en farce af et slag. Nawabens soldater var mange gange talrigere end englændernes. Hvis nawabens hær havde kæmpet, ville de engelske soldater være blevet udslettet, og historien ville være blevet skrevet anderledes. Eller hvis Sirajuddaula selv havde ledet slaget, ville han heller ikke have lidt nederlag.

5. Sirajs fatale fejltagelse var, at han ikke forstod, at de mennesker, han anså for patrioter og sine velgørere, ville sælge landets uafhængighed for at tilfredsstille deres egne lave interesser. Eller også forstod han det, men kunne intet gøre. Den sorte slange, som han og hans forgængere havde næret og opfostret med mælk og bananer, bed til sidst ham selv og gjorde ende på hans liv.

Efter det hjerteskærende drama ved Plassey

Sirajuddaulas nederlag på Plasseys slette var ikke blot én persons nederlag. Det var Bengals, Bihars og hele det indiske subkontinents nederlag. Dette nederlag afslørede det britiske koloniale herredømme over Indien. Og ikke kun det: Asiens underkastelse under Europa, Orientens underkastelse under Vesten. Den efterfølgende række af begivenheder vidner netop herom. I hvert fald varede briternes overhøjhed og herredømme over det indiske subkontinent i et hundrede og halvfems år.

Historien har ikke glemt at finde frem til, hvem der stod bag dette smertefulde politiske drama ved Plassey, og hvem der lagde underkastelsens lænker om halsen på Bengal, Bihar og hele det indiske subkontinent i to hundrede år. Gennem en yderst afskyelig politik med sammensværgelse, forræderi, køb af folks troskab gennem bestikkelse og hævn på grundlag af opdigtede anklager lykkedes det Clive og hans gruppe at besejre og dræbe Sirajuddaula uden at føre våben på slagmarken og etablere deres herredømme i dette land.

Historien er blevet fordrejet i forsøget på at fastslå årsagerne til Sirajuddaulas fald. I den opdigtede historie, som de, hvis sejrshymner genlød over Indiens og Asiens vidtstrakte områder i næsten to hundrede år efter 1757, og som aktivt havde medvirket til denne sejr, selv havde udformet efter deres eget sind, er man forsøgt at gøre Sirajuddaula alene ansvarlig. Men er det den virkelige historie?

Det vældige mogulrige var gået i opløsning – forskellige selvstændige og halvt selvstændige herskere var begyndt at rejse sig rundt omkring i Indien. Marathastyrkerne rykkede frem med planer om at opsluge Nord- og Centralindien. Men Ahmad Shah Abdali knuste deres styrke i det tredje slag ved Panipat (1761) og vendte tilbage til sit hjemland. Kejser Akbar havde tilintetgjort Indiens frygtindgydende muslimske militærmagt. Det lykkedes ikke at opbygge nogen alternativ militærmagt. Man kan næsten sige, at muslimerne slet ingen sømagt havde. De engelske købmænd kom til dette land med et dobbelt formål. Under påskud af handel og erhverv blev de gradvis stærkere ved at bygge forter forskellige steder, oprette flådestyrker og importere hære fra hjemlandet for at etablere politisk overherredømme. Den patriotiske (?) bengalske hinduistiske velhavende handelsklasse hjalp og støttede dem på enhver måde med at nå dette mål.

Siden Murshid Quli Khans tid var muslimerne blevet fjernet fra alle administrative områder i Bengalen, og der var blevet skabt plads til hinduer fra Bengalen. Dette var resultatet af en overdreven fædrelandskærlighed og ensidigt orienteret storsindethed. Senere måtte man imidlertid betale prisen for det til sidste øre. Siden Alivardis tid blev de statens egentlige herskere. At opnå Bengalis trone var helt afhængigt af deres nåde. De var Bengals kongeudnævnere (King-Makers).

Da Sirajuddaula blev udpeget som efterfølger til nawab Alivardi, var Jagat Seth-brødrene, Manik Chand, Durlabh Ram og andre så magtfulde, at det var umuligt for Siraj at forblive ved magten, hvis han pådrog sig deres mishag. Men selv om disse magtfulde embedsmænd blev ernæret og underholdt af statskassen, nærede de ikke den mindste følelse af taknemmelighed over for deres herre. De nøjedes ikke med hele tiden at give Siraj dårlige råd; inderst inde var de også helt på Kompagniets side. De gjorde alt, hvad de kunne, for gennem Sirajs fald at bringe det muslimske styre til ophør og grundlægge engelsk styre i dette land.

Sirajuddaula var ikke blot patriot. Han var også en yderst modig helt. Den hurtighed, hvormed han straks efter sin magtovertagelse slog oprørene fra Ghaseti Begum og Shaukat Jang ned, vidner om hans sande mod og kløgt. Han vandt også flere gange over englænderne i sammenstød. Hvis hinduernes ledere som Alam Chand og Jagat Seth ikke havde spillet en så ekstremt forræderisk rolle, ville Bengalens historie være blevet skrevet anderledes. Mir Jafars rolle var heller ikke mindre forkastelig. Men i dramaet om Plassey er han blevet gjort til den mest forhadte og forbandede person. Efter på afgørende vis at have besejret englænderne i slaget om Fort William i Kolkata overdrog nawab Sirajuddaula ansvaret for styret af Kolkata til Manik Chand. Manik Chand genindsatte englænderne i Kolkata og Hooghly. Sammensværgelsen om at afsætte nawaben blev fuldbyrdet efter råd fra Rai Durlabh Ram, Umichand og Jagat Seth-brødrene. Der er ingen tvivl om, at Mir Jafar var skyldig i dette. Men hvor stor en del havde han egentlig i denne usle sammensværgelse? Højst én anna. Men det må kaldes et tragisk skæbnespil, at der i historien ikke findes nogen mere forhadt person end ham. Derfor bruges ordet »Mir Jafar« altid som et tillægsord foran en forræders navn.

Den patriotiske Sirajuddaula bad indtrængende hinduernes ledere, herunder Mir Jafar, igen og igen om ikke at sælge Bengals og Bihars uafhængighed til fremmede magter. Men alle hans bønner og appeller blev til råb i ødemarken.

Forrædergruppen tog hævn for deres længe ophobede bitterhed på bekostning af landets uafhængighed. Selv da var deres hævntørst ikke fuldstændig tilfredsstillet. Først ved på bestialsk vis at myrde Sirajuddaula slukkede de den flammende ild i deres hævn.

Det var ikke englændernes hensigt blot at fjerne Sirajuddaula fra jordens overflade og indsætte en anden på Bengals trone. De ønskede at etablere deres politiske overherredømme i landet. Da Mir Jafar ikke længere var i stand til at imødekomme deres stadig voksende og urimelige krav, måtte også han til sidst træde tilbage. Sirajuddaula var ikke den eneste, som hinduernes ledere ikke brød sig om. Hvis det havde været sådan, ville de ikke også have været imod Qasim på hans plads. Deres inderste ønske var at bringe det muslimske styre til ophør. Derfor tøvede de ikke med frivilligt at tage det fremmede styres lænker på sig og ofre deres eget lands uafhængighed i stedet for det muslimske styre. Efter Mir Jafar ønskede Mir Qasim oprigtigt at gennemføre betydelige forbedringer af landets administration og samtidig genoprette den økonomiske stabilitet. Men da han heller ikke kunne stille englændernes umættelige appetit, måtte også han forlade Bengalens politiske scene. (Hill, Jadunath Sarkar; Malleson, dr. Mohar Ali)

I de to hundrede år efter det britiske styres etablering i Bengal, Bihar og dermed Indien skete der med landets befolkning, hvad der måtte ske. Selv om der ganske vist blev opnået visse materielle fremskridt, er det uden sidestykke i historien, hvordan nationen blev plaget af underkastelsens forbandelse, ydmygelse og vanære, og hvordan muslimerne blev udsat for udbytning og undertrykkelse. Hungersnød, epidemier og fattigdom opslugte landet. Dette behandles udførligt i et senere kapitel.

Bengals økonomiske tilstand efter Sirajuddaulas fald

Efter slagene ved Plassey og Buxar forsvandt Bengals uafhængighed fuldstændigt. Da den nominelle mogulkejser af Delhi, Alamgir II, i 1765 bevilgede Det Britiske Ostindiske Kompagni diwani-rettighederne over Bengal, Bihar og Orissa, blev deres juridiske ret over dette område fastslået. Det billede, der herefter tegnede sig af Bengalens økonomi, var yderst smerteligt og nedslående. Efter slaget ved Plassey var Mir Jafar og andre ganske vist nominelle nawaber, men Det Britiske Ostindiske Kompagni havde kontrollen over den militære magt. Efter 1765 kom også landets økonomi fuldstændigt under deres kontrol. Som følge heraf blev Bengals muslimske samfund hårdest og på alle områder ramt.

Den sammensværgelsesaftale, som Kompagniet indgik med Umichand og Mir Jafar for at afsætte Siraj-ud-Daulah, tømte Bengals statskasse, da dens økonomiske krav skulle opfyldes. Som tidligere nævnt skulle Kompagniet ifølge aftalens bestemmelser have hundrede lakh taka i falsk erstatning: halvtreds lakh til europæerne, tyve lakh til de hinduistiske ledere og syv lakh til armenierne. For at fremskynde revolutionen måtte man allerede før aftalens underskrivelse betale Clive tooghalvtreds lakh taka (Fall of Sirajuddowla – Dr. Mohar Ali).

Efter at Mir Jafar besteg Bengals trone som falsk nawab, voksede Kompagniets krav stadig. Mir Jafar var tvunget til at holde dem tilfredse. Efter at skatteforvaltningen var kommet under Kompagniets ledelse, opkrævede hinduistiske og engelske skatteopkrævere skatter gennem ekstrem udbytning og undertrykkelse for at tilfredsstille myndighederne og fyldte Kompagniets statskasse. Tidligere blev alle de penge, der blev opkrævet hos undersåtterne, brugt blandt landets befolkning til deres eget bedste. Fra da af blev de overført til banker og handelscentre i England.

Under hungersnøden i 1776 omkom en tredjedel af Bengals befolkning. Alligevel blev der ikke vist nogen form for nåde ved skatteopkrævningen. Da hungersnøden nåede sit højdepunkt, blev der opkrævet seks lakh taka mere i skat end året før, og det følgende år blev der opkrævet yderligere fjorten lakh taka fra Bengal og Bihar. Mens menneskene jamrede sig under sult, tørst og dødskval, dansede englænderne og deres skatteopkrævere i dæmonisk fryd efter at have suget deres blod. Disse skatteopkrævere var de hinduistiske baniyaer, ågerkarle og handelsmænd i Kolkata. Hvad kan være mere ubarmhjertigt og dæmonisk over for menneskeheden end dette? (Baden Power-Land system etc. – British Policy & the Muslim in Bengal – A.R. Mallick).

Landets rigdomme blev også plyndret på en anden afskyelig måde. Kompagniet og dets ansatte kunne indsætte hvem som helst som nawab og afsætte hvem som helst efter forgodtbefindende. På blot otte-ni år, fra 1757 til 1765, havnede mindst 6.261.165 pund i Kompagniets samt dets indfødte og udenlandske ansattes lommer på denne måde. Hver nawab holdt Kompagniet tilfreds ved, ud over at give det forskellige handelsmæssige fordele, også at overrække det mange værdifulde gaver.

Abdul Mawdud siger:

Der er endnu ikke udarbejdet et nøjagtigt regnskab over, hvilken enorm pris den sammensvorne gruppe betalte for at købe det britiske herredømme på landets befolknings vegne lige før slaget ved Plassey. Det er heller ikke muligt. For kun en del af beløbet kan kendes ud fra de skriftlige beretninger. Men hvordan skal man kunne måle de enorme summer, der uden for regnskaberne blev sendt over havet?

Bengals økonomi under britisk styre er ensbetydende med en hjerteskærende historie om systematisk planlagt udbytning. Historikere har foretaget et omtrentligt regnestykke og sagt, at der på blot treogtyve år, fra 1757 til 1780, blev sendt næsten 38 millioner pund fra Bengal til England, svarende til 600 millioner taka målt i datidens værdi. Målt i 1900-værdi svarede det imidlertid til 3 milliarder taka (I.O. Miller, citeret af Misra, s. 15).

Fra skatkammeret i Murshidabad fandt man værdier for halvanden million pund, naturligvis i form af kostbare ædelstene. Som erstatning fik den britiske land- og sømilitær fire hundrede tusind pund; de seks medlemmer af Select Committee fik ni hundrede tusind pund; hvert medlem af rådet fik mellem halvtreds og firs tusind pund; og Clive selv fik to hundrede og fireogtredive tusind pund samt en zamindari med en årlig indtægt på tredive tusind pund og kejserens tildelte titel »Sabat Jang«. Ifølge Plassey-sejrherren Clive var han selv forbløffet over sin egen tilbageholdenhed. Mir Qasim gav to hundrede tusind pund kontant til hjælp til rådet. Mir Jafars søn Najm-ud-Daulah gav et hundrede og niogtredive tusind pund. Desuden er det vanskeligt at sige, hvor mange millioner mønter almindelige soldater og de engelske faktoriansatte tilegnede sig. Den berømte landmåler James Rennell blev i 1764, som toogtyveårig, ansat til en årlig løn på tusind pund, og vendte i 1777 tilbage til Storbritannien efter at have tilegnet sig mellem tredive og fyrre tusind pund. Heraf kan man forestille sig, hvor mange penge Kompagniets ansatte tilegnede sig. Som repræsentanter for Kompagniets rige i dette land og efter deres pensionering, da de vendte hjem, levede de så fyrstelig en tilværelse, at de blev kaldt »Indian Nabobs«.

…Clive selv har indrømmet: »Jeg kan kun erkende, at et så bestialsk billede af anarki, kaos, bestikkelse, korruption og tvangsmæssig plyndring af rigdomme aldrig er blevet set andre steder end i Bengalen.« Og alligevel var den skamløse Clive selv den øverste præst ved dette udbytningsritual. (Mellemklassens udvikling: Kulturens forvandling, Abdul Mawdud, s. 60-62).

6. kapitel

Det muslimske samfunds elendighed

Den grænseløse elendighed, som det muslimske samfund blev udsat for, efter at Det Ostindiske Kompagni havde tilintetgjort Bengals selvstændighed, vil fremgå tydeligt af den følgende redegørelse.

Før slaget ved Plassey havde fornemme muslimer en dominerende position inden for både militære og civile embeder. Efter at kompagniet havde tilranet sig magten, blev den muslimske hær opløst allerede i det første trin af den administrative reorganisering. Som følge heraf blev selv nogle højtstående embedsmænd arbejdsløse. Dermed blev millioner af mennesker skubbet ud i arbejdsløshed og fattigdom.

For det andet blev et stort antal muslimer afskediget, da hele landets skatteforvaltning blev reorganiseret efter den engelske model. Som følge af regeringens jordskattepolitik blev mange muslimske zamindarer fordrevet fra deres zamindarier. Også afskaffelsen af landsbyens politikorps i 1793 gjorde tusinder af muslimer arbejdsløse. Således blev overklassem uslimerne som følge af den britiske regerings etablering i dette land ikke blot berøvet offentlige embeder, men også andre muligheder og fordele for at tjene til livets ophold.

Muslimer fra de lavere klasser ernærede sig som regel ved landbrug og vævning. Fra det tredje kvartal af det attende århundrede blev Bengals væveindustri ødelagt som følge af den massive import af tekstiler fremstillet på fabrikker i Manchester, og millioner af vævere blev også bragt på randen af undergang. Derefter blev det vanskeligt for dem at opretholde livet alene gennem landbrug.

Lige siden kompagniets ankomst til dette land blev de hinduistiske købmænd fra Calcutta meget velstående ved at tjene under det. De blev kaldt »gomashtaer«. Efter slaget ved Plassey fik de under den nye politiske situation frit spil. Disse gomashtaer spillede en vigtig rolle i kompagniets monopol på salthandel og i anden intern handel og tjente enorme summer. Men de ødelagde den lokale handel og bragte folket i den yderste nød. Kompagniets indfødte og udenlandske ansatte tvang almindelige mennesker til at købe varer importeret fra England til uforholdsmæssigt høje priser og sælge landets egne produkter til yderst lave priser. En redegørelse for deres undertrykkelse og mishandling ville kræve en særskilt bog. Bengals hinduistiske ansatte ydede fuld støtte til kompagniets tyranni og undertrykkelse. I 1786 blev en gomashta ved navn Kalicharan fjernet fra Tripura og udnævnt til diwan eller leder af skatteforvaltningen i Chittagong, fordi han havde bragt Tripura-egnen på randen af ødelæggelse gennem en gomashta ved navn Kalicharans brutalitet og undertrykkelse. På ét år opkrævede han uretmæssigt tredive tusind taka hos zamindaren i Chittagong. Da sagen blev forelagt Lord Cornwallis, sagde hr. Bird, skatteforvaltningens kontrollør i Chittagong, at Kalicharan ville blive afskediget og erstattet af hans gomashta Nityanandan. Men på grund af den meget indflydelsesrige gomashta Jai Narayan Gosais indblanding blev sagen afsluttet dér, og Kalicharan blev med ære siddende i sit embede.

Ud fra denne ene hændelse kan man antage, hvilken ødelæggende rolle Kompagniets hinduistiske embedsmænd spillede i ødelæggelsen af landområderne i Bengalen. En englænder bemærker: Den eneste klasse, som englænderne og deres love reddede fra undergang, var de indfødte gomastaer, mellemmænd og repræsentanter, der var ansat under dem. Disse mennesker fortærede landområderne i Bengalen med græshoppernes hastighed og slog dermed selve grundlaget for Indiens eksistens. – (Muinuddin Ahmad Khan, Muslim Struggle for Freedom in Bengal, s. 8).

Englændernes politik var at etablere dem, ved hvis hjælp de havde berøvet dette land dets frihed og opnået politisk herredømme her, på alle niveauer i samfundet og derved fuldstændigt udrydde muslimerne, så de aldrig senere skulle kunne samle styrke til at genvinde friheden. Som følge af Hastings’ politik med bortforpagtning af jord og Cornwallis’ permanente bosættelse overtog hinduerne de muslimske zamindarers pladser. Fordi politikken med at bortforpagte jord til den højeste kontante byder blev gennemført, var de gamle, fornemme muslimske zamindarer pludselig ude af stand til at betale den højeste pris kontant. Derimod udnyttede den hinduistiske baniya-klasse, ågerkarle, bankierer og den velhavende hinduistiske handelsklasse denne gyldne mulighed. Som følge af den permanente bosættelse blev størstedelen af de gamle zamindarier snart overført til disse velhavende købmænd. Det underliggende formål med den permanente bosættelse var at anerkende de hinduistiske naiber, bestyrere og andre, der var ansat under de muslimske zamindarer. De oplysninger, der blev offentliggjort i Calcutta Review i 1844, fortæller, at ud af et dusin zamindarier, hvis udstrækning hver svarede til et helt distrikt, forblev kun to på de tidligere zamindarers hænder, mens resten blev overtaget af efterkommerne af de gamle zamindarers lavere embedsmænd. Således opstod der overalt i Bengalen en ny zamindarklasse, som blev de nye udenlandske herrers helt loyale og betroede tjenere.

Hunter skriver i sit værk The Indian Mussalmans: De hinduistiske skatteopkrævere, som indtil da havde været ansat i underordnede stillinger, blev takket være den nye ordning ophøjet til zamindarklassen. Den nye ordning gav dem ejendomsrettigheder over jorden samt muligheder og fordele med hensyn til at erhverve sig rigdom. Under deres eget styre havde muslimerne derimod haft monopol på disse muligheder og fordele. – (Hunter, The Indian Mussalmans: oversat af Anisuzzaman, s. 141).

Under det muslimske styre var loven, at zamindarerne skulle holde nøje øje med antisociale personer, forbrydere og røvere. Hvis de blev pågrebet, skulle de overgives til regeringen sammen med de plyndrede genstande. I 1772 ophævede Kompagniet denne lov. Som følge heraf begyndte de nye zamindarer i stedet for at undertrykke røvere og tyve at beskytte dem og tage del i de plyndrede værdier. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, hvem disse røvere og tyve var, og hvem der udgjorde den ulykkelige gruppe, som blev plyndret på landet i Bengalen. Oplysninger offentliggjort i Calcutta Review i 1944 fortæller, at disse nye zamindarer beskyttede røvere og tyve med det formål at erhverve sig rigdom. Også magistratens rapport for Dhaka-Jalalpur, offentliggjort i 1799, anerkender sandheden i disse forbrydelser.

– (Muinuddin Ahmad Khan – Muslim Struggle for freedom in India – oo. 10).

Den permanente bosættelse fjernede ikke blot de muslimske zamindarer og etablerede en ny zamindarklasse; den gav dem også fuld ret til på ny at fastsætte jordskatten. På dette område udviste de den yderste vilkårlighed. Disse zamindarer overdrog forpagtningen af deres zamindarier til kontraktforpagtere, det vil sige patnidarer, til særdeles høje satser, beregnet som offentlig jordskat. Disse overdrog igen ansvaret til underpatnidarer mod en høj afgift. Derfor opkrævede de med tvang hos bønderne fire til ti gange så meget som den indtægt, der gik til statskassen. Kort sagt var denne nye zamindarklasse blevet raiyatternes herrer over liv og død.

På magistratkontoret i Faridpur-distriktet fandt man nogle offentlige dokumenter, som viser, at mindst treogtyve former for »uretmæssige og ulovlige« abwaber blev opkrævet hos raiyaterne. Buchanan siger: »Det var helt almindeligt at hente raiyaterne med magt fra deres hjem, holde dem indespærret i flere dage, slå dem og på den måde opkræve jordskatten. Desuden opkrævede de zamindarens jordskat hos de analfabetiske bønder ved hjælp af falske kvitteringer og tilegnede sig pengene.« (M. Martin – The History, Antiquities, Topography & Statistics of Eastern India, London 1838, bd. 2).

Beretningen om de hinduistiske zamindarers umenneskelige grusomheder og Titumirs bevægelse mod zamindarerne vil blive behandlet på det rette sted.

Hvis man skal tegne et nøjagtigt billede af den bengalske muslimske samfundsstand i begyndelsen af det nittende århundrede, må man vide, hvilken tilstand der herskede i samfundets tre vigtigste bestanddele eller dele. Disse tre dele af samfundet var nawaben, overklassen og bondesamfundet.

1. Nawaben

Efter slaget ved Plassey var Bengals nawab blevet et redskab i Kompagniets hænder. Chhattisgarh, Burdwan, Midnapore og Chittagong måtte overdrages til Kompagniet. Det fik monopol på handel og næringsvirksomhed i landets indre. Desuden måtte man give store gaver til Kompagniet og dets hvide og indfødte ansatte. Ifølge Kompagniets Select Committees opgørelse fra 1772 havde de gaver, Mir Jafar gav, en værdi af 1.250.000 pund. Efter 1765 fik nawaben en årlig godtgørelse på 5.386.000 taka. I 1770 blev den nedsat til 3.200.000 og i 1772 til blot 1.600.000 taka. Tidligere ansatte nawaberne mange muslimer i deres tjeneste. De ydede de fornemme familier omfattende økonomisk hjælp og skænkede dem blandt andet jagirer. Da alt dette ophørte, blev de bragt ud i den største nød. Nogle forlod Bengalen og drog andre steder hen for at søge lykken, mens resten fortsatte med at blive knust af fattigdom.

2. De fornemme eller højere muslimske klasser

Fornemme muslimer kom på forskellige tidspunkter til dette land som erobrere eller som dristige lykkejægere. Senere kom de til at elske dette land af hele deres hjerte og sjæl og gjorde det til deres permanente hjemland. Som erobrere havde de naturligvis ret til at beklæde forskellige høje poster i regeringen. Hunter siger, at en fornem muslimsk familie hentede sin rigdom fra tre hovedkilder: ledelsen af militæret, opkrævningen af skatter samt stillinger inden for retsvæsenet og administrationen.

Den første kilde var, så at sige, helt og holdent deres monopol. Mir Jafar afskedigede selv firs tusind soldater fra tjenesten. Najmuddaula kunne kun beholde det antal soldater, der var nødvendigt for at opretholde hans egen værdighed. Som følge heraf blev flere hundrede tusinde muslimer i Bengalen og Bihar knust af arbejdsløshed og fattigdom.

Hunter siger: Den første af indtægtskilderne er hæren. Her blev muslimernes adgang blokeret. Ingen søn af en fornem muslimsk familie kunne længere træde ind i vores hær. Selv når man en sjælden gang gav dem en plads af hensyn til vores militære behov, gav det dem ingen mulighed for at tjene penge.

Den anden kilde til deres indkomst var de vigtige poster inden for skatteopkrævningen. Men det er ovenfor blevet beskrevet, hvordan hinduistiske skatteopkrævere fra de lavere poster med Kompagniets gunst på én gang blev ejere af muslimernes jordbesiddelser.

Lord Metcalfe bemærkede i 1820: Landets jord og ejendomme blev revet bort fra deres retmæssige ejere og overdraget til en klasse af babu’er, som var blevet velhavende gennem bestikkelse og ekstrem korruption. Dette blev gjort på grundlag af en så frygtelig og undertrykkende politik, at dens lige næppe findes noget sted i verden.

-(E. Thompson, The Life of Charls Lord Metcalfe; A.R. Mallick: British Policy and the Muslims of Bengal).

Allerede før det nittende århundrede havde englændere og hinduer indtaget de muslimske embedsmænds plads i høje stillinger i skatteforvaltningen samt de retmæssige jordej eres plads.

Siden tidernes morgen havde Indiens muslimske herskere med henblik på at udbrede uddannelse blandt folket skænket muslimske lærde skattefri jordejendomme under betegnelser som jagir, tamgha, ayma og madad-i-ma’ash. Ifølge Buchanans

oplysninger blev der alene i Bihar og Patna-distriktet skænket enogtyve forskellige slags skattefri jord til forskellige personer og institutioner. Under det engelske styre blev disse lakh-eraj-jordejere under forskellige påskud berøvet deres ejendomsret. Som eksempel kan nævnes, at den særlige vicekollektor, hr. Taylor, i Bardhaman på én dag afsagde dom i sager mod 429 lakh-eraj-jordejere uden at de var til stede.

Under den engelske regerings Tribunals of Resumption blev de skattefri lakh-eraj-ejendomme taget tilbage af staten. En embedsmand ved Chittagong Board of Revenue fremsatte følgende bemærkning: Hvis lakh-eraj-jordejerne blev mistænksomme over for regeringens hensigter, ville der ikke være noget overraskende i det. Det er helt naturligt. I alle 1.463 sager blev der truffet afgørelse til regeringens fordel, mens lakh-eraj-jordeejerne var fraværende. Efter denne bitre erfaring måtte de nødvendigvis miste tilliden til Tribunals of Resumption (Comment by Smith in Harvey’s Report of 19^th June 1840; A.R. Mallick, British Policy and the Muslims of Bengal).

For at fratage muslimske lakh-eraj-jordejere deres retmæssige ejendomsret til jorden blev der anvendt forskellige usle metoder, og blandt de engelske embedsmænd herskede der i denne sag en fjendtlig indstilling. Mange lakh-eraj-ejendomme blev konfiskeret, fordi lakh-eraj-jordejernes skøder ikke blev registreret. Distriktets kollektorer trak med vilje tiden ud og undlod at registrere skøderne rettidigt. Derfor kunne lakh-eraj-jordejerne, selv efter gentagne forsøg, ikke få deres skøder registreret.

I Chittagong blev lakh-eraj-jordejere ikke engang underrettet om, at de skulle møde i retten. I mange tilfælde viste det sig også, at ejendommen var blevet bortforpagtet andetsteds længe før dommens fuldbyrdelse. I perioden fra 1828 til 1851 blev spioner, falske vidner og resumption-embedsmænd spredt overalt i Bengalen og Bihar som græshopper for at indsamle falske oplysninger om lakh-eraj-jordejerne og inddrage muslimer i retssager. I disse sager opnåede en tredje part ud over regeringen en enorm gevinst. De, der afgav falsk vidnesbyrd, og de, der forsynede regeringens embedsmænd med opdigtede oplysninger, tjente store summer. Til gengæld blev den muslimske overklasse og middelklasse ødelagt. Som følge af konfiskationen af lakh-eraj-ejendommene blev også mange uddannelsesinstitutioner lukket.

Pandit Jawaharlal Nehru siger:

Efter at englænderne havde etableret sig i Bengalen, fandtes der dér talrige »muafi«-ejendomme, det vil sige lakhraj-jordbesiddelser, der var fritaget for skat. Mange af dem var private, men størstedelen var waqf-besiddelser, hvis indtægter skulle dække uddannelsesinstitutionernes udgifter. Næsten alle grundskoler, maktabs og mange højere uddannelsesinstitutioner var afhængige af indtægterne fra disse »muafi«-besiddelser. East India Company fik behov for hurtigt at skaffe penge for at udbetale overskud til sine aktionærer i Storbritannien, fordi selskabets direktører lagde stærkt pres herpå. Derefter blev der vedtaget en politik om på en velplanlagt måde at konfiskere »muafi«-jordbesiddelserne. Der blev udstedt ordre om at fremlægge stærke beviser til støtte for disse jordbesiddelser.

Men de gamle bevillingsbreve og de tilhørende dokumenter var allerede enten forsvundet et eller andet sted eller blevet ædt af insekter. Derfor blev næsten alle »muafi«- eller lakhraj-besiddelser konfiskeret. Mange jordejere fra fornemme, gamle familier blev berøvet deres ejendomsret. Indtægtskilderne for mange skoler og colleges tørrede ud. Således kom megen jord under regeringens direkte besiddelse, og mange fornemme slægter blev fordrevet. Alle de uddannelsesinstitutioner, der hidtil havde været afhængige af indtægterne fra de ovennævnte »muafi«-besiddelser, blev lukket. Et stort antal lærere og ansatte i undervisningsvæsenet blev arbejdsløse. – (Pandit Jawaharlal Nehru: The Discovery of India, s. 376-77)

Den tredje levevej for muslimske mænd fra de højere og fornemme klasser var ansættelse under regeringen – i retsvæsenet og de administrative afdelinger. Selv efter at Kompagniet havde erhvervet diwani-rettighederne, forblev de i tjenesten i næsten halvtreds år, fordi det officielle sprog indtil da havde været persisk. Men pludselig blev engelsk gjort til det officielle sprog i stedet for persisk. Muslimerne var på ingen måde forberedt på dette. I 1832 fremsatte kaptajn T. Macam et forslag for Select Committee om, at det engelske sprog gradvist skulle indføres, og at muslimske embedsmænd skulle varsles og gives mindst fem eller seks års frist. Hunt Mackenzie fremsatte et lignende forslag. Han sagde, at engelsk gradvist og efter tur skulle indføres i distrikterne. Men fordi ændringen pludselig blev gennemført overalt, blev tusinder af muslimske embedsmænd afskediget fra deres stillinger, selv om deres livsgrundlag fuldstændigt afhang af denne eneste beskæftigelse. I 1829 begyndte man at undervise i engelsk på skoler og colleges som middel til al slags uddannelse. Fra den 1. april 1837, den første dag i det daværende finansår, blev engelsk pludselig indført som officielt sprog.

Også hr. Hunter anerkendte disse kendsgerninger og sagde spottende:

»Nu kan disse tidligere herskere over Indien ingen steder finde plads, bortset fra et par underordnede stillinger i fængslerne. I forskellige kontorer ansættes ivrige hinduistiske unge fra regeringsskolerne som kontorister, i ansvarlige stillinger ved domstolene og endog i de højere stillinger i politiet.«

Som følge af denne ændring høstede hindu-samfundet de fulde fordele. Efter at have lært engelsk på forskellige colleges opnåede de overalt monopol på regeringsstillingerne. Omvendt blev de fornemme muslimske familier som følge af det politiske omslag berøvet alle muligheder og fordele for at tjene til livets ophold og kastet ud i fattigdom, sult og undergang.

3. Muslimer fra de lavere klasser: bønder og vævere

Der er ovenfor givet et lille indblik i den yderste nød, som bondebefolkningen blev bragt i som følge af det permanente jordforlig.

Det er også blevet nævnt, at der mellem zamindarerne og de egentlige bønder fandtes yderligere to lag, nemlig pattani-darer og under-pattani-darer. Gennem disse to klasser blev der opkrævet flere gange så meget hos raiyaterne, som zamindarerne selv havde krav på i jordskat, og derfor var der ingen grænser for udbytningen og undertrykkelsen af raiyaterne eller bønderne. Under zamindarernes og pattani-darernes tyranni blev deres liv uudholdeligt. De blev tvunget til at søge hjælp hos hinduistiske mahajaner. De måtte låne penge til renter på mellem 37 og 60 procent. Desuden måtte de stille deres køer og bøfler som pant hos mahajanerne. Hvis de på grund af nød modtog korn på forskud fra en mahajan, måtte de betale det dobbelte tilbage. Da den høstede afgrøde desuden skulle leveres ved mahajanens hus, blev de også her bedraget. Kort sagt morede disse zamindarer og mahajaner sig med at lege med de ulykkelige bønders liv.

Der fandtes heller ingen mulighed for at afhjælpe bøndernes elendighed og nød, for det var yderst bekosteligt. Desuden mangedoblede zamindarerne og deres håndlangere omkostningerne gennem bestikkelse og alskens korruption. Resultatet blev, at zamindarer og mahajaner fordrev dem fra deres hjem og jordbesiddelser og forvandlede dem til vejens tiggere.

Bønderne dyrkede indigo foruden ris og andre afgrøder. Indigodyrkningen havde været udbredt i dette land siden langt tidligere. I midten af det syttende århundrede blev indigo fra Indien for første gang eksporteret til Europa. Briterne indførte indigodyrkning i deres amerikanske og vestindiske kolonier. Efter at disse var gået tabt for dem, blev Bengalen det vigtigste indigoleverende land. I 1805 udgjorde indigoproduktionen i Bengalen 64.803 maund, og i 1843 var mængden blevet fordoblet. I Bengalen, Bihar og især i de muslimsk dominerede distrikter Dhaka, Faridpur, Rajshahi, Pabna, Nadia, Murshidabad og andre steder blev indigo dyrket i stor skala under britisk opsyn fra midten af det attende århundrede. Men de udenlandske herskere fastsatte en så lav pris på indigo, at bønderne led et tab på syv taka pr. bigha, hvilket var syv gange den jordskat, der skulle betales pr. bigha. Alligevel blev bønderne tvunget til at dyrke indigo. Historien har nedskrevet hjerteskærende og hårrejsende beretninger om herskernes umenneskelige overgreb og undertrykkelse af indigobønderne i Bengalen. De magtberusede herskere og deres håndlangeres menneskelighed var fuldstændig forsvundet. Ellers ville den hjerteskærende klage fra bøndernes samfund, fra børn til gamle og kvinder, ikke have flænset Bengalen luft og himmel som følge af deres undertrykkelse.

De fattige og nødlidende bønder håbede at kunne tjene nogle penge gennem indigodyrkning for at overleve. De engelske indigoplantere udnyttede deres fattigdom og hjælpeløshed og tvang dem til at indgå forskellige aftaler, der var imod bøndernes interesser. Ofte greb de modvillige bønder og satte ild til dem. Hvis de heller ikke derved kunne få dem til at give deres samtykke, tog indigoplanterne med falske kontrakter deres jord med magt og lod deres ansatte dyrke indigo på den. Undertiden tog en tyrannisk zamindar jord fra en bonde for at straffe ham og gav den til indigoplanterne. Da Ashley Eden én gang i 1860 afgav vidneudsagn for Indigo-kommissionen, sagde han, at det fremgik af forskellige strafferetlige optegnelser, at indigoplanterne i niogfyrre tilfælde havde været involveret i alvorlige forbrydelser som optøjer, mord, brandstiftelse, røveri, plyndring og bortførelse med magt. Mange år tidligere havde en magistrat bemærket over for en kristen missionær, at ikke én kasse indigo blev sendt til England uden at være farvet med menneskeblod. (Indigo-kommissionens rapport fra 1861 og Calcutta Christian Observer, november 1855).

Der fandtes ingen mulighed for at afhjælpe indigobøndernes nød og elendighed. Selv når bønder blev grusomt tortureret foran chowkidarer og daftadarer, havde chowkidarerne ikke magt til at nævne det med et eneste misbilligende ord. Da de grusomme indigoplantere en gang satte ild til en landsby, samlede en mand folk ved at råbe for at få ilden slukket. Derfor blev han brutalt slået og holdt indespærret i fire måneder i et mørkt rum, mens han var såret. Samtidig holdt indigoplanterne politiet under kontrol ved hjælp af store bestikkelser. (Indigo-kommissionens rapport fra 1861).

De ulykkelige og hjælpeløse bønder kunne ikke håbe på nogen form for hjælp eller retfærdighed fra magistraten. Den nævnte rapport fra Indigo-kommissionen siger, at magistraterne med den hvide hud altid tog deres egne landsmænds parti. Straffelovene var udformet på en sådan måde, at det var umuligt at straffe en engelsk undersåt. En fattig bonde havde ikke mod til at forlade sin hustru, sine børn og sin familie i et fjernt afsides område og rejse til Kolkata for at anlægge sag. For i hans fravær ville indigoplanterne ødelægge hans hustrus, børns og familiens liv, ejendom, ære og anstændighed. Indigodyrkning foregik i større omfang i områder med muslimsk flertal. Derfor blev muslimer fra de lavere klasser konstant ofre for indigoplanternes yderste mishandling og undertrykkelse.

Vævere

Ligesom bondeklassen blev også væverklassen i dette land ramt af den største nød. Millioner af muslimske vævere i Bengalen og Bihar ernærede sig ved vævekunsten. Allerede før det nittende århundrede var slut, var vævekunsten som indbringende erhverv død. De muslimer, der på grund af manglende alternativer stadig holdt fast i vævekunsten, talte ifølge folketællingen fra 1891 771.237 i Bihar-provinsen og nogle af Bengals distrikter. Væverne i Nadia, Dinajpur, Rangpur, Bogra, Jalpaiguri, Noakhali, Tripura og Chittagong er ikke medregnet i dette tal. Derfor kan det uden tøven siges, at antallet af muslimske vævere i hele Bengal og Bihar i begyndelsen af Kompagniets styre var mindst ti gange så stort som det ovennævnte tal. Nedenfor gives en kort redegørelse for, hvordan disse væverhandlere blev ødelagt.

Før Det Ostindiske Kompagnis ankomst til dette land havde væveindustrien her nået et højdepunkt. I hvert distrikt fremstilledes der fremragende vævede tekstiler af særpræget art. For at imødekomme efterspørgslen blev der importeret store mængder bomuld. Af disse væveres arbejde fremstilledes både grove og fine tekstiler. Indien var marked for de grove tekstiler, mens fine og meget fine tekstiler blev eksporteret til forskellige steder i Europa. Med muslimske herskeres hjælp, støtte og protektion blev de meget fine silkestoffer fra Dhaka eksporteret til forskellige steder i Europa. Det meget fine silkestof ‘muslin’ fra Dhaka skabte i to århundreder en enorm tiltrækning på de europæiske markeder under muslimske herskeres hjælp, støtte og protektion. Hvad enten det var groft stof eller meget fint silkestof, var begge slags tekstiler et stort bidrag fra de muslimske vævere. En engelsk købmand ved navn William Bolts siger i sin beskrivelse af Kompagniets usigelige overgreb mod væverne, at al handel var Kompagniets monopol. Englænderne samt deres underordnede hinduistiske baniaer og gomastaer fastsatte efter eget forgodtbefindende prisen på stoffet og tvang væverne til at levere en bestemt mængde tekstiler til denne pris. Ligesom indigoavlerne blev de også tvunget til at underskrive kontrakter, der var i strid med vævernes interesser. Væverne blev tvunget til inden for en bestemt frist at levere tekstiler af en bestemt kvalitet og mængde til den pris, som disse folk havde fastsat – det var sådanne kontrakter. Den pris, de havde fastsat, lå desuden femten til fyrre procent under markedsprisen. Hvis væverne ikke kunne tilfredsstille Kompagniet og dets tyranniske agenters ønsker, blev de pisket. Det var som at flå et levende menneske og fortære dets kød. Man hører, at uciviliserede barbariske mennesker, der i oldtiden boede i skovene, efter behov stillede deres sult med menneskers kød. Men på hvilken måde var disse såkaldt civiliserede englændere og deres agenter bedre end dem?

Senere rettede Kompagniets direktører et voldsomt slag mod Bengals tekstilindustri. I stedet for at importere færdigfremstillede tekstiler fra Bengal til England begyndte de at importere bomuld og silke som råmaterialer. Derefter anbefalede de, at håndværkerne, der fremstillede silkestoffer, skulle tvinges til at arbejde på Kompagniets egne fabrikker i stedet for ved deres egne væve. Som følge heraf blev dette land, der var fremtrædende inden for industrien, forvandlet til et råvaremarked for Englands tekstilfabrikanter. Efter 1789 begyndte eksporten af Dhakas fine silkestoffer at falde. I 1799 blev der alene fra Dhaka eksporteret tekstiler til en værdi af 1,2 millioner taka. Tolv lakh fra den tid kan uden videre omregnes til tolv crore i nutidens penge. I 1813 faldt eksporten til 300.000 taka. I 1817 ophørte eksporten af tekstiler fremstillet i Dhaka fuldstændigt.

Kort sagt blev Manchesters tekstilindustri opbygget af blod og kød fra det indtægtsløse væversamfund, efter at tekstilindustrien i Bengal og Bihar var blevet ødelagt. Et eksporterende land blev efterhånden forvandlet til et marked for importerede varer. Fra 1786 til 1790 blev der årligt importeret tekstiler til dette land til en værdi af 1,2 millioner pund. I 1809 var mængden steget til tekstiler til en værdi af 18,4 millioner pund. Briternes politik var netop gradvist at udrydde væversamfundet i dette land, som for det meste var muslimsk. (Abdul Mawdud: Middelklassesamfundets udvikling).

Pandit Jawaharlal Nehru har i sin bog The Discovery of India tegnet et sørgeligt billede af vævernes nød og elendighed. Han siger, at disse væveres gamle erhverv helt ophørte. Ingen ny vej til et erhverv stod åben. Kun dødens port stod åben. Millioner døde. Lord Bentinck siger i en rapport fra 1834, at deres nød og elendighed ikke har noget sidestykke i handelens historie. Indiens veje og stier blev fyldt med vævernes knogler. – (Pandit Nehru: The Discovery of India, s. 352).

Kort sagt står det klart af hundrede års autentisk historie og de forskellige oplysninger fra tiden efter, at landets frihed og suverænitet blev overgivet til udenlandske imperialister ved slaget ved Plassey, at denne periodes historie er historien om udbytning, plyndring, forfølgelse og undertrykkelse, bedrag og svig samt massedrab på Bengals muslimer. I dette arbejde ansporede den gruppe indfødte ‘babu’er’, som havde Kompagniregeringens gunst, og ydede den al mulig hjælp og støtte. De modtog også fuldt ud belønningen for deres forræderi mod landet. Det vil sige, at al landets zamindari og jotdari blev frataget de retmæssige ejere og givet til disse ‘babu’er’, så de og deres efterkommere for evigt kunne nyde godt af dem. Gennem bestikkelse og korruption blev de ejere af enorme rigdomme. – (E. Thompson: The Life of Charles Lord Metcalfe; A. R. Mallick: British Policy & the Muslims of Bengal).

Et hjerteskærende eksempel på udbytning og undertrykkelse er, at en tredjedel af Bengals befolkning døde under ‘hungersnøden i 1770’, mens landbruget gik stærkt tilbage. Men Warren Hastings opkrævede efter beregninger og under hårdt pres flere penge end den fastsatte skatteindtægt og brugte dem ikke til at lindre de døende bønders nød. Tværtimod solgte han 33.913 maund ris fra Bakarganj-distriktet og indkasserede en fortjeneste på 67.593 taka. Han oplagrede 40.000 maund ris fra Dhaka i garnisonen i Bankipur, siger Abdul Mawdud i sin bog Middelklassesamfundets udvikling (s. 63).

Abdul Mawdud siger endvidere, at Taj Mahal, som arkitekter omtaler som det ypperste eksempel på arkitektur i verden, hvis opførelse kostede 230 millioner dollar, og hvis planlægning overgår og tilintetgør selv den største verdenserobrers forestillingsevne, på et tidspunkt blev tilbudt solgt af Lord Bentinck – der i Indien blev lovprist som en af de mest barmhjertige og velgørende generalguvernører – til en hinduisk kontrahent for blot 150.000 dollar, så den kunne rives ned og dens materialer tilegnes. (The Round the World Traveller, Loreng: s. 379). Warren Hastings rev badehuset i Diwan-i-Khas løs og sendte det som gave til George IV i England, mens Lord Bentinck solgte andre dele af paladset og derved øgede Indiens skatteindtægter (India: Chirol, s. 54; The Story of Civilization, Our Oriental Heritage af Will Durant, s. 609-10).

Således pryder den uvurderlige, plyndrede »Koh-i-Noor« stadig det engelske kongepalads. Denne form for plyndring afslører den yderste lavhed hos de engelske, der er så stolte af deres uddannelse, civilisation og dannelse.

Edmund Burke fremsatte med rette den skarpe udtalelse: Hvis vi i dag må forlade Indien, vil der ikke være noget tilbage, der kan bevise, at dette land blev regeret af et bedre dyr end en orangutang eller en tiger. (Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, s. 64)

Kort før Kompagniets styre ophørte, sagde John Bright: »Historien om et hundrede år over Indiens uskyldige folk er en historie om ubeskrivelige forbrydelser.« (Oxford History of India, s. 680).

Forholdet mellem hinduer og muslimer: religion og kultur

Muslimer kom fra begyndelsen af middelalderen til Bengalen og det indiske subkontinent fra blandt andre Arabien, Tyrkiet, Iran-Turan og Afghanistan. Derefter elskede de dette land af hele deres hjerte og sjæl, tog det til sig som deres evige hjemland og levede side om side med hinduerne i dette land gennem århundreder. Men den historiske, barske sandhed er, at selv om hinduer og muslimer i mere end tusind år har boet side om side, er blevet opdraget og vokset op under den samme himmel og i det samme klima, er disse to folk ikke blot ikke smeltet sammen; der er heller ikke blevet skabt noget åndeligt forhold mellem dem. Det betyder naturligvis ikke, at de i løbet af denne lange periode aldrig fra tid til anden har arbejdet sammen eller delt hinandens glæder og sorger. Men det skete kun på bestemte steder, tidspunkter og områder – ikke som folk, men som naboer. Og selv da på militær vis. Deres varige rødder af venskab og samhørighed har aldrig kunnet slå dybt. Da dr. Ramesh Chandra Majumdar skulle forklare, hvorfor afstanden mellem dem forblev intakt, selv om de boede side om side, sagde han:

Disse to samfunds religiøse overbevisninger og samfundsordninger er fuldstændig modsatrettede … Hinduerne hentede inspirationen til den bengalske litteratur fra sanskrit, mens muslimerne hentede den fra arabisk og persisk. Muslimernes religiøse fanatisme gjorde også muslimerne tilsvarende fjendtligt indstillede over for dem. … For at hinduerne ikke skulle kunne udvise den mindste sympati over for det muslimske samfund, havde lederne af det hinduistiske samfund indført strenge bestemmelser. (Ramesh Chandra Majumdar: Bangladeshs historie i middelalderen, s. 242-43 og 334-50).

Digteren Rabindranath Tagore beskrev årsagen til, at den afstand, der fandtes mellem de to samfund, ikke blev overvundet, og at der ikke blev skabt et intimt forhold mellem dem. Han sagde:

»Den dybeste strøm af slægtskab flyder i blodet, ikke i mundtlige ord. Hvis vejen til blodets forening mellem dem, der forestiller sig selv som én stor nation, for altid er blokeret af religionens regler, vil deres forening aldrig blive en forening af hjerterne. – [Rabindranath Tagores samlede værker (hundredårsudgaven), bind 13, s. 308]

Det fremgår således, at denne forskel og afstand ikke blot er ydre og kunstig. Dens dybeste grund ligger i deres hver for sig forskellige og modsatrettede religiøse overbevisninger og kulturer. H.V. Hodson, forfatningsrådgiver for Lord Linlithgow, Indiens daværende vicekonge, fremsatte en bemærkning om Indiens to nationer, hinduerne og muslimerne, som kan citeres her. Han siger:

»…..Her findes to vældige samfund, som bor i det samme land, så at sige i den samme landsby, deler glæder og sorger og lever under den samme regering. De er heller ikke adskilte med hensyn til oprindelig race. For størstedelen af Indiens muslimer nedstammer fra deres hinduistiske naboers fjerne forfædre. Ikke desto mindre er de adskilte og særskilte. De er ikke blot særskilte med hensyn til religiøs tro og religiøse skikke og sædvaner, men også med hensyn til livets samlede ordning og den mentale synsvinkel. Hver gruppe eller hvert samfund er permanent baseret på afstamning. Der er hverken nogen tradition for indbyrdes ægteskaber mellem dem eller nogen mulighed for, at de kan smelte sammen til én enhed.« – (H.V. Hodson, The Great Divide, s. 10).

I Bengalen såvel som på det indiske subkontinent har hinduer og muslimer fra tidernes morgen bevaret deres religiøse og kulturelle særpræg. Dr. Ramesh Chandra Majumdar siger:

»Muslimerne har fra middelalderens begyndelse til dens slutning, på forskellige steder i 1.300 til 700 år, boet side om side med hinduerne, og alligevel er de nøjagtig som før. … Da muslimerne i begyndelsen af det ottende århundrede erobrede Sindh og for første gang bosatte sig i Indien, fandtes de grundlæggende forskelle mellem hinduer og muslimer allerede; selv efter tusind år var de, bortset fra forskellen i sprog, nøjagtig de samme. ….Fra begyndelsen af det nuværende århundrede har den opfattelse været udbredt i vort land, at hinduerne og muslimerne i middelalderen som følge af en blanding af hinduisk og muslimsk kultur har mistet deres særpræg, og at der er blevet dannet en ny kultur, som hverken er hinduisk eller islamisk – den indiske kultur. I første halvdel af det nittende århundrede havde datidens fremtrædende bengalske ledere, såsom Raja Rammohan Roy og Dwarkanath Tagore, og i sidste halvdel Bankimchandra Chattopadhyay og andre, netop den modsatte opfattelse, og det nittende århundredes bengalske litteratur støtter denne modsatte opfattelse. Sandheden vil blive bevist, hvis man blot sammenligner, hvad det hinduistiske samfund og hinduismen var i år 1200, med hvad hinduismen og samfundet var blevet i år 1800.« – (Ramesh Chandra Majumdar, Bangladeshs historie, middelalderen, s. 242-43 og 334-50).

Efter muslimernes ankomst til Indien levede de sammen med hinduerne i mere end tusind år, men i stedet for at de to grupper dannede én nation, blev deres særpræg endnu tydeligere og stærkere. K. M. Panikkar bemærker i sit værk Survey of Indian History: »Den vigtigste sociale følge af islams indførelse som religion i Indien blev, at samfundslegemet blev delt lodret i to. De grupperinger, der fandtes i det hinduistiske samfund før det trettende århundrede, var til en vis grad af horisontal karakter. På det tidspunkt var buddhismen i stand til at optage disse underreligioner, og med tiden etablerede de deres egne regionale opholdssteder inden for hinduismens grænser. Islam delte derimod det indiske samfund klart i to fra øverst til nederst. Og det, som i vore dages sprog er blevet kendt for os som teorien om to nationer, blev født allerede på den tid. Fra da af bestod to parallelle samfund på samme grundlag, lodret adskilt fra hinanden. På alle livets områder blev de to samfund adskilte og særskilte og trådte frem hver for sig. Der bestod ingen form for social forbindelse eller samkvem mellem dem, og heller ingen udveksling på livets områder. Ganske vist fortsatte omvendelsen fra hinduisme til islam uafbrudt. Men samtidig opstod nye ideologier og samfund, og der udvikledes en ny holdning præget af modstand og sikkerhed. Som følge heraf viste det hinduistiske samfundslegeme sig gradvist stadig stærkere.«

Den lærde Dr. Syed Mujtaba Ali, som var uddannet ved Visva-Bharati, grundlagt af Rabindranath Tagore, har fremsat en ubarmhjertig sandhed, som kan gengives for læserne. Han siger:

»De sønner og sønnesønner af de traditionsbevidste ariske tænkere, som skabte store filosofiske systemer, studerede filosofi i deres egne traditionelle skoler i århundreder efter muslimernes ankomst, men de fik ikke det mindste kendskab til den filosofi, der i århundreder blev studeret på arabisk i madrasaen i nabobyen, fra Platon over nyplatonismen til tænkere som al-Kindi, al-Farabi, Abu Ali Sina, al-Ghazali og Ibn Rushd. Og de muslimske maulvi’er var ikke mindre forsømmelige – ikke én eneste gang undersøgte de, hvad der blev studeret i den traditionelle skole ved siden af. … Det siges, at Sri Chaitanya var bekendt med islam … men vi ved ikke, at Chaitanyadeva forsøgte at skabe en skriftlærd forening mellem de to religioner. Hans vigtigste mål i livet var at organisere og reformere hinduismen og føre den fra ødelæggelsens vej ind på en fornyet ungdoms vej. …. Den viden, videnskab, religion og filosofi, som muslimerne bragte med sig, og de tusinder af digtere, lærde, teologer og filosoffer, som især i mogultiden, fra Akbar til Aurangzeb, kom hertil fra det krigshærgede Iran og Turan og udfoldede hele deres digteriske og lærde kunnen ved mogulhoffet – heraf fik de hinduistiske lærde i religionsskrifter og filosofi ikke den mindste fordel … der blev ikke etableret nogen forbindelse mellem dem og de hinduistiske lærde.« – (Børbabú, Syed Mujtaba Ali).

Den omvæltende og revolutionære tale om islams tawhid, hengivelsen af alt til Skaberen, islams universelle broderskab og kærlighed, dens budskab om lighed og retfærdighed samt dens demokratiske idealer skabte en tiltrækning og begejstring i menneskers sind, som var uimodståelig. Derfor begyndte hinduer i store flokke at søge tilflugt under islams kølige skygge. Derefter blev hinduismens opgave selvforsvar. Selvforsvar over for islams budskab var ikke nogen let sag. Derfor er budskabet om religiøs forsoning og enhed gennem tiderne blevet forkyndt og genlydt forskellige steder i Indien – med fremkomsten af helgenprædikanter som Ramananda, Eklavya, Dadu, Nanak og Kabir. Med islams monisme som grundlag ønskede de at reformere hinduismen for at beskytte sig mod islam. Eller de forsøgte blot at føre islam, ved at indføre hinduismens indflydelse og elementer i den islamiske religion, ind under den altopslugende hinduismes herredømme, sådan som det var sket med buddhismen og jainismen.

I denne forbindelse siger Abdul Maudud:

“Disse bevægelser opstod ganske vist i det tyvende århundredes politiske landskab under Brahman-tilhængernes gunstige muligheder, og det var hinduistiske politikere, der under betegnelsen ‘nationalistiske’ fremførte ideen om én indisk kultur; desuden blev de inden længe aktivt engageret i bestræbelser på at hindre islam og den sværdbevæbnede muslimske magt og, om muligt, fordrive den. Dengang blev deres politiske rolle og statslige behov for at fremsætte denne tale om harmonisering tydelig.” (Abdul Maudud: Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 25).

Abdul Maudud siger med henvisning til Ahmad Sharifs ‘Muslimsk pad-litteratur’ (Sahitya Patrika, regntidsnummeret, 1367):

“Der findes mange beviser på, at dette formål blev tydeligt i Sikh- eller Vaishnava-bevægelsen. Af statslige hensyn fortsatte vejen mod harmonisering fra kejser Akbar til Gandhis tid. På denne vej kan Gandhis ‘Ramdhun’-sang og nogle af Nazruls digte betragtes som de sidste bestræbelser.”

Derefter siger han, at dette i virkeligheden var nye forsøg fra den altopslugende, begærlige brahmanistiske hinduisme – desperate bestræbelser på ad denne vej at opsluge islam, ligesom en kvælerslange. Af statslige hensyn er dette store mantra om religionsharmoni og kulturel enhed blevet fremsunget i fortiden og fremsiges stadig. (Abdul Maudud, samme værk, s. 25).

Det er blevet helt klart i den ovenstående korte gennemgang, at den latterlige bestræbelse, som af rent politiske grunde blev gjort fra kejser Akbars tid og frem til anden fjerdedel af det tyvende århundrede, på ved at blande hinduer og muslimer sammen at få én indisk nation og kultur eller én bengalsk nation og kultur til at fremstå som en realitet, blev af sandhedselskende mennesker forkastet som falsk og ugyldig valuta. For den var unaturlig, irrelevant og umulig.

 Sekteriske sammenstød

Det er klart som dagslys, at de to store nationer i Bengalen og det indiske subkontinent, hinduerne og muslimerne, er bærere af to forskellige religiøse overbevisninger og kulturer. Men spørgsmålet er, hvorfor tilhængere af to forskellige religioner ikke kunne leve sammen i det samme land i fred og uden strid. Hvorfor kunne de, på trods af deres forskellige religioner, ikke opbygge et godt, hjerteligt og venligt forhold? Hvem bærer ansvaret for dette? Dem begge eller kun den ene gruppe? Det vil næppe være særligt vanskeligt at finde det rigtige svar på historiens sider.

Der er ingen tvivl om, at den væsentligste årsag til konflikten og sammenstødene mellem hinduer og muslimer først og fremmest var politisk. For at nå disse politiske mål blev landsmændene kaldt sammen i religionens navn, mens modparten blev betegnet som religionsødelæggere og røvere af andres ejendom. Modparten blev betegnet som fremmede angribere, menneskedræbere og kvindefjender. Ved at fremstille modparten som fremmede angribere, menneskedræbere, voldtægtsmænd og ødelæggere af gudebilleder og templer blev der skabt religiøst vanvid blandt landsmændene.

Det er allerede blevet nævnt, at hindunationen hverken af hjerte eller sind kunne acceptere det muslimske herredømme, som var blevet etableret på dette subkontinent i stedet for hinduherredømmet. Fra det ottende århundrede og gennem de følgende flere århundreder bragte den muslimske militærmagt så at sige ungdommens højvande og bølgende strømme med sig, som oversvømmede land efter land. De indiske politiske kræfter kunne ikke holde stand over for denne ustoppelige magt, og derfor var det ikke muligt at standse det muslimske herredømme. Men det betød ikke, at de besejrede hinduer i dette land af sorg, ydmygelse og skam over det tabte rige kunne tage det muslimske herredømme til sig af hjertet. Deres inderste sjæl var ved at sprænges af oprør. Den ophobede vrede og hævntørst gennem mange århundreder brød ud gennem rajputternes, marathaernes og sikhernes oprør i det centrale Indien, og den blev fuldbyrdet med Siraj-ud-Daulahs fald i 1757. Fra da af og indtil slutningen af det nittende århundrede sænkede der sig i halvandet århundrede en tid med den største nød over muslimernes liv. Ved hjælp af hinduernes og englændernes samlede magt blev alle mulige forsøg og strategier taget i brug for at udrydde dem fra jordens overflade. I denne periode lovpriste hindunationen englænderne overdådigt og spredte usigelig bagvaskelse mod det tidligere muslimske herredømme og dets herskere. Bengalsk litteratur og poesi er fyldt med opdigtet bagvaskelse af islam og muslimer. Fra digterne Ishwar Chandra Gupta, Rangalal Bandyopadhyay, Hemchandra Bandyopadhyay og Nabinchandra samt forfatteren og romanforfatteren Bankim Chandra Chattopadhyay og videre omfattede alle hinduistiske digtere og forfattere, store som små, det som deres opgave at påføre islam og muslimernes karakter skam. Mange mener, at Sarat Chandra Chattopadhyay stod bag alle andre, når det gjaldt at forvride muslimernes karakter, men selv hans pen udspyede ikke mindre gift.

På det indiske subkontinent er der blevet gjort ikke så få bestræbelser for at skabe enighed mellem hinduer og muslimer. Mens sådanne bestræbelser pågik, undlod Sarat Babu ikke med sin pen at stikke til muslimerne; et sted i sit essay med titlen »Fortællingen om nogle få retninger« siger han:

»…Jeg hørte, at hindu-muslimsk enhed en dag var blevet fuldbyrdet på den nationale kongres. Alle kom ud og sagde lettet: ›Godt, så slap vi for det, nu er der ikke mere at bekymre sig om. Lederne har løst hindu-muslim-problemet; nu er der kun arbejde tilbage, kun landets befrielse.‹ Repræsentanterne fik fri og drog i flok, lejede tangaer, ekkaer og motorkøretøjer for at se alle de gamle monumenter. Og det var ikke bare et eller to, men mange. Med guider ved siden af sig og papir og blyant i hånden drog de rundt og indsamlede et væld af oplysninger: hvor mange templer hver moské var blevet bygget af efter at have revet ned, hvor meget af hver ruin der var hinduisk og hvor meget muslimsk, hvem der hvornår havde skåret næsen og ørerne af hvilken gudefigur, og så videre. Til sidst satte mange af dem sig, udmattede, under et træ ved dagens slutning, og med et dybt suk kom det ud af deres mund: ›Åh, hindu-muslimsk enhed!‹« – (Bijli, 25. Ashwin 1330).

Hr. Chattopadhyay siger videre:

»Hvad englændernes øvrige fejl end måtte være, så ødelægger de ikke engang toppen på et tempel, som de ikke tror på, og de skærer heller ikke næsen og ørerne af et gudebillede, som de ikke tilbeder. Derfor kan man blot ved at se på toppen af et hvilket som helst tempel forstå, hvor gammelt det er. Swamiji viste os det: ›Dette er templet for den og den guddom – kejser Aurangzeb ødelagde det; dette er templet for den og den guddom – den og den hersker jævnede det med jorden; dette tempel for en guddom blev revet ned og omdannet til en moské (af englænderne)‹. Med sindet fuldstændig sødet af sådanne fromme fortællinger vendte vi sent om aftenen tilbage til ashrammet.«

– (Bijli, 23. Kartik, år 1330)

Med den samme pen bliver englænderne overøst med lovprisning og blomster, mens de tidligere muslimske herskere halshugges. Ikke nok med det: I hindutemplerne ophidser man folk mod muslimerne. Så må man sige, at bestræbelserne på hindu-muslimsk enhed blot er en farce, og at der ikke findes det mindste spor af oprigtighed i dem.

Digteren Hemchandra Bandyopadhyay brød ud i overstrømmende lovprisning af den engelske herre:

»Hvis disse englændere ikke var her,

hvem ville så lære os noget, hvem ville vise os vejen i denne vilde skov i dag

og hvem ville føre os ad den vej

som I har forkastet i så mange år.«

– (Shatabdi Parikrama, redigeret af dr. Hasan Zaman, s. 284)

I det første kvarte af det nittende århundrede blev Bengalens muslimer forfulgt, undertrykt og plaget af hinduistiske zamindarer og Kompagniets styre, og som protest herimod antog Faraizi-bevægelsen og Sayyid Titumirs bevægelse i Bengalen en voldsom karakter. Senere skabte Sayyid Ahmad Shahids jihad-bevægelse en opstandelse i hele Indien. Derefter begyndte Indiens første frihedsbevægelse i 1857. Da alle disse bevægelser endte i nederlag, levede de indiske muslimer under englændernes vrede et uudholdeligt liv; hvordan dette forhold var, vil blive behandlet på det rette sted. Mens det muslimske samfundslegeme var plaget af fængsling, henrettelser, deportation til fjerne øer, konfiskation af fast og løs ejendom samt talrige andre umenneskelige og djævelske overgreb begået af englænderne, begyndte Bankimchandra Chattopadhyay med sin pen et nådesløst angreb på det mishandlede muslimske folks legeme. I sine romaner Anandamath, Rajsingha, Durgeshnandini, Devi Chaudhurani og andre udøste han en sådan gift mod muslimerne, at det kun er naturligt, at læseren gribes af gysen. Gennem hans litteratur blev der gjort et vellykket forsøg på at skabe had mod muslimerne og, gennem hans påstande om muslimers »ødelæggelse af hinduistiske templer«, »voldtægt af hinduistiske kvinder« og lignende, at antænde hinduernes hævnild. På Muslim Education Societys møde i 1898 blev der på initiativ af Nawab Nawab Ali Chowdhury vedtaget en resolution, som kraftigt protesterede mod udbredelsen af had mod muslimer i den bengalske litteratur. Resolutionen blev trykt på engelsk og sendt til offentliggørelse i hinduistiske aviser og tidsskrifter. Den blev ikke trykt i noget blad; kun tidsskriftet »Bharati« bragte en spottende kommentar. – (Bengali Muslim Public Opinion as reflected in the Bengal Press-1901-30: Mustafa Nural Islam, s. 141-42).

Nedenfor bringes nogle citater som eksempler på Bankimchandras udbredelse af muslimhad gennem litteraturen:

“Prinsessen sagde: »Jeg lægger dette billede af kejser Alamgir på jorden; lad alle give det et spark i ansigtet med venstre fod. Lad os se, hvis spark der brækker hans næse.«” – [Rajsingha, 1. bind, 2. kapitel, Chitraladalan.]

“Aurangzeb havde to søstre – Jahanara og Rauशनara. Jahanara var den vigtigste støtte for Shahjahans kejserdømme. …Hun var sin fars særligt velvillige hjælper. Men i samme grad som hun besad disse dyder, var hun hengiven til sanselig nydelse. Utallige mænd stod til hendes rådighed for at tilfredsstille hendes sanser. Blandt disse nævner europæiske rejsende navnet på en bestemt person, men jeg har ikke kunnet besudle min pen ved at skrive det!” – (Rajsingha, 2. bind, 2. kapitel: Jeb-un-Nissa.)

“Aurangzeb havde tre døtre. …Den ældste, Zeb-un-Nissa, giftede sig ikke. Ligesom sine fædrene tanter flakkede hun omkring og drak honning fra blomsterne som en forårsbien.” – (Rajsingha, 2. bind, 2. kapitel: Zeb-un-Nissa.)

Enhver historiestuderende må erkende, hvor megen skamplet der er blevet kastet over de kyske og dydige muslimske kvinders karakter. Bankimchandra har udtrykt beklagelse over, at han »ikke kunne besudle sin pen«. Men læseren behøver ikke være i tvivl om, hvor fordrejet og sygt et menneskes samvittighed og smag må være blevet på grund af rent muslimhad, når han på denne måde kan besudle karakteren hos en from, gudfrygtig muslimsk kvinde, der lever i de indre gemakker og er tilsløret, kysk og dydig.

Bankimchandra tøvede ikke det mindste med at fremstille den dydige Zeb-un-Nissas karakter på en endnu mere afskyelig måde. Det var kun at forvente. I sit blinde had til muslimerne fik Bankimchandra afløb for sit hjertes begær ved fra ende til anden at forvride kejser Aurangzeb-Alamgirs og hans lærde datter Zeb-un-Nissas karakter på en skændig måde.

I værket »Durganandini« fortælles historien om en ulovlig kærlighedsaffære mellem Jagatsingha og en opdigtet muslimsk kvinde ved navn Ayesha. Sir Jadunath Sarkar siger om »Durganandini«: “Hvor meget sand historie findes der i Bankimchandras »Durganandini«? Mansingh, Jagatsingh, Kutlu Khan, Khwaja Isa og Usman – de er alle historiske mænd … Bortset fra dette er alt andet i »Durganandini« opdigtet. …”

Ayesha, Tilottama og Bimala er alle opdigtede. De stammer fra en historisk berømt, men yderst fantasifuld skribents værk; han var kaptajn Alexander Dow (Alexnder Dow). Denne herre lod, under påskud af ofte at oversætte Firishtas forfattede Indiens historie til engelsk, ved at føje Firishtas navn til sit eget værks titelblad en mængde falske påfund gå for gyldige, selv om Firishta ikke havde skrevet dem; noget sådant ville heller ikke have været muligt for nogen persisk forfatter.” – [Bankimchandras samlede værker, 6. udgave, 1382 (romanrelateret), s. 29-30.]

Det er sandt, at både englændere og hinduer har udvist stor veltalenhed, når det gælder forvanskningen af muslimernes historie og karakter. Men det er vanskeligt at sige, hvem af dem der er gået længst i denne henseende.

I ‘Anandamath’ udøser Bankimchandra sin galde over det muslimske styre og siger: »Se på alle de lande, der findes: Magadha, Mithila, Kashi, Kanchi, Delhi og Kashmir. Hvor findes der et land med en sådan elendighed? Hvor findes der et land, hvor mennesker, fordi de ikke kan få noget at spise, spiser græs? Spiser torne? Spiser termitjord? Spiser skovens slyngplanter? Hvor findes der et land, hvor mennesker spiser sjakaler og hunde, spiser lig? Hvor findes der et land, hvor folk ikke kan føle sig trygge ved at lægge penge i kisten, ved at have en shalagrama-sten på tronen, ved at have tjenestepiger og hustruer i huset, ved at have børn i tjenestepigernes og hustruernes maver? De skærer maven op og tager barnet ud. …Hvor beskytter vores muslimske konge os? Religionen er gået tabt, folket er gået tabt, æren er gået tabt, slægten er gået tabt, og nu går selve livet også tabt. Hvis disse drukkenbolte, disse neṛe, ikke drives bort, hvad er der så tilbage af hinduernes hinduisme?« – (’Anandamath’, første bind, tiende kapitel.)

Bankimchandra og hans discipelsvende mente, at det var en synd at føre pennen i deres litteratur, digte og essays uden at bruge betegnelser som »neṛe«, »patī neṛe«, »mleccha« og lignende foran muslimernes navne. I ’Durgēśnandinī’ fremstilles Jagatsingh og den opdigtede Ayesha som forelskede i hinanden. Alligevel opnår man selvtilfredsstillelse ved at kalde Ayesha en yavani. Ved afslutningen af det toogtyvende kapitel siges der: »Selv om Ayesha var en yavani, var hun en Tilottama, og på grund af Jagatsinghs større hengivenhed forblev hun sammen med sine ledsagerinder bosat i fortets indre gemakker.«

I fjerde bind, femte kapitel af ’Anandamath’ gøres der nar af Allah, den ædle Koran og de fem daglige bønner, og der siges:

Muslimerne begyndte at sige: »Allah akbar! Efter så mange faster, er den ædle Koran da blevet helt værdiløs? Vi, som beder fem gange om dagen – kunne denne flok tilikaftskårne hinduer ikke besejre os?«

Bipin Chandra Pal kommenterer ’Anandamath’ således:

»I Anandamath har han anbragt moderlandet som en del af Mahavishnu eller Narayana og således forbundet vores kærlighed til landet og vores løfte om at tjene fædrelandet med kærligheden til hele menneskeheden og tjenesten for verdensmennesket. Man kan ikke tilbede moderlandet uden Mahavishnu, Narayana eller verdensmennesket. Dette er en af Anandamaths allervigtigste pointer.« – (’Nutan tids bengalske litteratur’, s. 109)

Ramesh Chandra Dutt siger i sit essay om Bankimchandra Chattopadhyay i ’Encyclopaedia Britannica’ (11. udgave, bind 6, s. 110):

»Kernen i ’Anandamath’ er at bringe det undertrykkende muslimske styre til ophør ved at antage det britiske styre og det britiske uddannelsessystem. …Hvad enten det sker snart eller sent, er ’Anandamath’ besjælet af idealet om at oprette et hinduisk rige i Indien.«

Kort sagt ophidsede Bankimchandra ved at skrive »Anandamath« på den ene side sine landsmænd mod det muslimske folk, og gennem sangen »Vande Mataram« skabte han i hinduernes folk en genopvækkelsestrang i religionens navn – i den guddommelige moderlandets navn. Denne genvækkelse skulle ske ved at undertrykke muslimerne samt ved at byde det britiske styre velkommen i dette land og konsolidere det – denne tankegang strømmer gennem hver linje i »Anandamath«. »Anandamaths« Vande Mataram-mantras fuldbyrdede ydre udtryk kom til syne i bevægelsen for at ophæve Bengals deling i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Bengals deling og bevægelsen imod Bengals deling vil blive behandlet på det rette sted. Her vil jeg dog give et kort indblik i den terrorisme, der opstod under »Vande Matarams« ideologi.

Abdul Maudud siger:

Terrorismen fandt ikke fodfæste på Bengals jord i det nittende århundrede og vandt heller ikke de dannede herrers sympati. Før 1903 vendte Barindrakumar Ghosh tilbage fra London til Kolkata og forsøgte at øge ophidselsen, men han fik ingen sympati.

….Efter at være mislykkedes tog han til Baroda og opsøgte Aurobindo Ghosh. Aurobindo var højt uddannet i England. På det tidspunkt var han vicepræsident for Gaekwad College. Mens Barindra opholdt sig i Baroda, indså han, at en rent politisk bevægelse ikke ville føre til noget, hvis politikken ikke blev forenet med religionen. Derfor planlagde han »Anushilan Samiti« med det formål at undervise i politik sammen med læsning af Gitaen og ventede på det rette tidspunkt.

»Muligheden opstod i 1904, og Aurobindo sluttede sig til i 1905. Bengals deling blev gennemført, og den uddannede bengalsk-hinduiske befolkning eksploderede i protest. Delingen blev givet en religiøs form som en lemlæstelse af »Bengal-moderens« legeme, og hele det hinduistiske Bengal kastede sig ud i bevægelsen.« – (Abdul Maudud: Middelklassesamfundets udvikling: kulturel forvandling, s. 202.)

Det var gennem indvielsen i »Anandamaths« Vande Mataram-mantra, at terrorismen opstod på Bengals jord. Aurobindo Ghoshs anerkendelse er beviset på det. Den 16. april 1907 skrev han en artikel på engelsk, hvori han omtalte Bankimchandras bidrag. Nedenfor gengives et kort uddrag af den:

»Den tidligere Bankim var kun digter og stilist – den senere Bankim var en helgen og en nationsbygger.«

Det vil sige: »Den tidlige Bankim var digter og kunstner – den sene Bankim var vismand og nationsbygger.« Han siger videre:

»Det var for toogtredive år siden, at Bankim skrev sin store sang. Mantraet blev fremsagt, og på én dag blev et helt folk omvendt til patriotismens religion. Moderen havde åbenbaret sig. En stor nation, som har haft dette syn, kan aldrig igen lægges under erobrerens fod.«

Det vil sige: »For toogtredive år siden skrev Bankim sin berømte sang Vande Mataram. Mantraet blev fremsagt, og på én dag blev hele nationen indviet i moderlandets religion. Moderlandet åbenbarede sig … Den store nation, som nærede denne drøm, vil ikke længere blive trampet ned under erobrerens fod.« – Shri Jogeshchandra Bagal, forfatter til introduktionen om Bankim i forordet til Bankims samlede værker, s. 25-26.

I den første fjerdedel af det tyvende århundrede blev der i muslimske aviser og tidsskrifter udtrykt skarp protest og forargelse over den giftige hetz mod det muslimske samfund, som kom til udtryk gennem Bankims litteratur. Men det førte ikke til noget. Tværtimod fortsatte hinduernes terrorisme og vold med at tiltage. I juninumret fra 1314 efter den bengalske kalender (1907) af det månedlige tidsskrift Islam Prachar, der blev udgivet i Kolkata, blev følgende opsigtsvækkende nyhed bragt:

»Med det forsæt at fordrive englænderne og muslimerne bliver hinduer fra alle samfundslag – fra højtuddannede til skoleelever – i stort tal indskrevet for at lære stokkeslag og brydning. Deres frygtelige aktiviteter har tændt oprørets ild i hele Bengalen. Disse banditter har dræbt en muslim i Comilla, slagtet to i Jamalpur og spreder rædsel over hele Bengalen forklædt som hinduistiske og muslimske fakirer og sannyasier. Forklædt som maulvier tilskynder de muslimer til at plyndre hinduer, gifte sig med hinduistiske enker og voldtage hinduistiske kvinder, idet de hævder, at man i denne sag kan være sikker på hjælp fra regeringen og Nawab’en af Dhaka.«

I dette nummer af Islam Prachar blev det desuden meddelt, at muslimske foreninger i Punjab afholdt protestmøder mod hinduernes terroraktiviteter, især de arya-samajistiske kongres-touters aktiviteter. De erklærede utvetydigt, at muslimerne overhovedet ingen forbindelse havde med denne hinduistiske terrorisme og anarki.

Dette kapitels emne er »den kommunale konflikt«. Den kommunale konflikts vigtigste kilde er Bankim-litteraturen. I Bankims litteratur betegnes muslimer med nedværdigende ord som »yavana«, »mleccha«, »nere« og »pati nere«, og tilintetgørelsen af disse yavanaer og mlecchaer fremstilles som hinduernes pligt og religiøse fortjenstfulde gerning. Mantraet Vande Mataram giver dem inspiration til at tilintetgøre yavanaerne. Men i den første fjerdedel af det tyvende århundrede, hvor der på den ene side blev sunget sange om hindu-muslimsk enhed over hele landet, blev sangen Vande Mataram uundgåeligt sunget ved fælles hindu-muslimske møder og forsamlinger. Trods muslimernes mange indvendinger og protester holdt de ikke op.

I decembernummeret fra 1335 efter den bengalske kalender (1928) skrev månedsbladet Shariyat-e Islam en leder, hvori det krævede, at sangen Vande Mataram blev afskaffet ved fælles hindu-muslimske møder. Redaktøren af The Mussalman, maulvi Mujibur Rahman, forelagde Kongressens nationale komité et forslag, hvori han anmodede om, at Vande Mataram blev forbudt ved møder og forsamlinger. Men heller ikke dette førte til noget.

En anden årsag til sammenstødene mellem hinduer og muslimer var hinduernes brug af musikinstrumenter foran moskéer samt hinduiske jordsejeres og hinduflertalsområders hindring af muslimernes koslagtning. De mange stridigheder og protester om dette førte ikke til noget.

Arya Samaj-bevægelsens »shuddhi«- og »sangathan«-bevægelser rettede et hårdt slag mod det muslimske Indien. I en erklæring fra en af bevægelsens ledere, Lala Hardayal, som blev offentliggjort i Times of India den 25. juli 1925, hed det:

»Muslimerne må enten antage hinduismen eller forlade Indien med livet og æren i behold.« Satyadev, Arya Samajs Swami Shraddhanandas fremmeste discipel, erklærede samtidig:

»Når vi har opnået magten, vil vi stille muslimerne disse betingelser: Koranen må ikke længere anerkendes som en hellig bog, Muhammed må ikke anerkendes som Guds profet, og de muslimske religiøse skikke og højtider må opgives, så hinduistiske højtider kan fejres. De muslimske navne må opgives og erstattes af navne som Ramdin, Krishnakhan osv. I stedet for gudsdyrkelse på arabisk skal der dyrkes gud på hindi.« Citeret fra A History of the Freedom Movement, s. 262. – (Mustafa Nurul Islam: Bengali Muslim Public Opinion as reflected in the Bengal Press 1901–1930, s. 125).

De politiske uroligheder begyndte for alvor i Bombay, da hindulederen Bal Gangadhar Tilak ved at give to hinduistiske religiøse højtider en fremtrædende plads begyndte at ophidse og opildne den hinduistiske offentlighed. Den ene af disse højtider var Ganesh-pujaen, og den anden var Shivaji-festen. Ved at give skole- og universitetsungdommen militær undervisning blev den hinduistiske krigerånd vækket omkring disse to højtider. Da Tilak forestod Shivaji-festen, erklærede han med et citat fra Bhagavadgita, at det, medmindre det sker af personlige årsager, ikke er nogen synd at dræbe lærere og slægtninge for nationens eller moderlandets skyld. Under hans indflydelse blev elever og lærere på skoler og universiteter begejstrede og ophidsede og begyndte at danne hemmelige sammenslutninger med henblik på voldelige aktiviteter.

Efter delingen af Bengalen tog denne bevægelse pludselig fart i 1906, og overalt i Indien forsøgte man gennem afholdelsen af »Shivaji-festen« at genoplive hinduismen. Alle de kendte hinduistiske samfundsledere, politikere, digtere og forfattere deltog med glæde i festen. Digteren Rabindranath deltog direkte i bevægelsen for hinduismens genoplivelse ved at skrive »Shivaji-festen«. Han indviede sig i dette »meditationsmantra« ved at fremsige »Må Shivaji sejre ved den lykkebringende konkylieblæst«:

Jeg vil hejse den asketiske munks okkergule klædning som et flag –

de fattiges styrke.

»I dette Indien skal der opstå et rige med én religion« – dette store ord

gjorde han til sit holdepunkt.

(Indian Sedition Committee Report, 1918, s. 2; B.B. Misra: The Indian Middle Class: Their Growth; Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, se).

I Bengalen såvel som i hele Indien blev politikken og bevægelsen for hinduismens genoplivelse ét og det samme. Den religiøse fanatisme gjorde det politiske klima giftigt og fordærvet, og som følge heraf begyndte hindu-muslimske stridigheder og sammenstød overalt. De farvede deres hænder med hinandens blod.

Under Khilafat-bevægelsen blev forholdet mellem hinduer og muslimer, om end kun midlertidigt, forbedret. Men på dette tidspunkt var hindufolket så at sige blevet ramt af sygdommen »muslimsk skræk«. Denne sygdom blev hovedsageligt spredt af Bipin Chandra Pal, pandit Madan Mohan Malaviya, Lala Lajpat Rai og Swami Shraddhananda. Disse fire mænd var initiativtagere til »Shuddhi-Sangathan«-bevægelsen, og deres bidrag til at etablere hinduismens dominans i Kongressens nationale politik var størst. Desuden førte de ihærdigt kampagne for indførelsen af hindi skrevet med devanagari-skrift i hele Indien.

I Calcutta-ugebladet »Sultan«, redigeret af Riazulddin Ahmad og Maulana Maniruzzaman Islamabadi, blev der i måneden Jyaistha 1923 i en leder med titlen »Rabibabus skræk« beklagende sagt:

»Vi beklager, at selv Rabindranath Tagore er blevet ramt af denne sygdom. Man har hørt ham sige: ’Hvis selvstyre bliver etableret i Indien, vil muslimsk styre blive indført. Derfor vil det være en fatal fejltagelse for hinduerne at tilslutte sig Khilafat-bevægelsen. Muslimerne har forvandlet Mahatma Gandhi til en marionet. Hinduernes interesser har overhovedet ingen forbindelse med Tyrkiet og Khilafat.«

Afslutningsvis siger »Sultan«: »Naturligvis anerkender vi Rabindranath som en digter, en berømt digter, en verdensberømt digter … men han er ikke politiker; han er skræmt af den indbildte frygt for muslimsk styre i Indien.«

-(Mustafa Nurul Islam, Bengali Muslim Public Opinion as reflected in the Bengali press 1901-1930, s. 147-48).

For at sige det ligeud var Kongressens deltagelse i Khilafatbevægelsen slet ikke oprigtig; muslimerne havde troet, at modsætningen mellem hinduer og muslimer måske nu ville ophøre. Men sådan gik det ikke.

S. K. Majumdar siger i sin bog ‘Jinnah og Gandhi’:

»Under Khilafatbevægelsen blev den hindu-muslimske enhed ikke grundlagt på noget stærkt fundament. For muslimerne var dette en religiøs bevægelse; der lå ingen tanke om at befri Indien i den. Gandhi tog derimod imod den som det vigtigste middel til at nå sit eget mål. Gandhiji sagde: ‘Jeg tror, at kalifatet var det centrale spørgsmål for os begge – for Maulana Muhammad Ali var det hans religion. Og for mig består det i, at jeg ved at ofre mit liv for kalifatet sikrer og gør kobeskyttelsen tryg. Det vil sige, at jeg beskytter min religion mod muslimernes knive’.«

Det er unødvendigt at sige, at Gandhi med »religion« her netop mente »koreligionen«. At beskytte »koreligionen« eller kvægslægten mod muslimernes knive betød for bestandig at standse muslimernes koofringer i Indien.

Hvis man gennemgår optegnelserne over alle de optøjer, der fandt sted mellem hinduer og muslimer fra 1870 til 1893, vil man se, at den umiddelbare årsag var, at hindernes Durgapuja og muslimernes korbani i de første fire år fandt sted samtidig, så at sige på samme dag. Hvis det blot havde været sådan, at begge parter kunne fejre hver deres fest – hinduerne Durgapuja og muslimerne korbani. Men sådan var det ikke. Muslimerne måtte under ingen omstændigheder ofre køer. Hinduerne skulle derimod absolut fejre Durgapuja. Og på dagen for afgudsbilledets nedsænkning ville de oven i købet gå i procession forbi moskeerne, slå på trommer og andre instrumenter og spille musik. Derfor var optøjer og uro uundgåelige. Man fremkaldte bevidst ophidselse, satte optøjer og uro i gang, stillede muslimerne i de anklagedes stol som mordere og afsagde dommen: »Fader, tag nu tilbage til det land, hvorfra du kom, med liv og ejendele samt ære og anseelse i behold.« Der er også rimelig grund til at tro, at dette blev gjort efter en forudgående plan. Senere har Arya Samajs folk og lederne af Hindu Mahasabha gentagne gange sagt netop dette. I ‘Anandamath’ indviede Bankim folk i hymnen ‘Vande Mataram’ til et udryddelsesritual mod »yavanaer og mlecchaer«, og deres ord var: »Efter blodbadet skal I, som er tilbage i live, forlade Indien«.

Englænderne havde også et stærkt ønske om at støtte hindusiden i de planlagte optøjer og uroligheder. For helt frem til slutningen af det nittende århundrede var muslimerne en torn i øjet på dem. I 1883 grundlagde John Bright i London en forening ved navn Indian Committee og gjorde halvtreds engelske parlamentsmedlemmer til dens medlemmer. I 1885 dannede Allan Hume den indiske Kongres. Hume var en pensioneret embedsmand fra Bengalens provinsielle civilforvaltning. Tre englændere blev præsidenter for denne Kongres, og det var dem, der gennemførte Kongressens propaganda i England og gjorde Kongressen kendt blandt englænderne som en populær institution. I 1888 blev Charles Bradlaugh ansat som Kongressens fastansatte, lønnede medarbejder. William Digby blev sat til at varetage Kongressens propaganda i London. I 1889 blev der brugt 2.500 pund på Kongressens propaganda. Digby propaganderede for, at Kongressen var den eneste talerør for alle Indiens nationer, samfund og klasser – også for muslimerne.

Mens Indiens jord blev farvet rød af blod under de hindu-muslimske optøjer, fandtes der hverken nogen person eller nogen institution, der talte muslimernes sag. Men Storbritanniens Indian Committee støttede Kongressen og sagde: »Den kommunale harmoni i Indien er intakt«.

Ved valget i Storbritannien i 1905 blev en hel del pensionerede ICS-embedsmænd, som var vendt tilbage fra Indien, medlemmer af Underhuset. De dannede Indian Parliamentary Committee. Sir Henry Cotton var et af dens medlemmer. Han følte sig beæret over at have til opgave at fremføre indianernes håb og ønsker i det britiske parlament. Han plejede at erklære: »Alle indere, uanset race og religion, føler stolthed over at tilhøre én nation.« Da der rasede voldsomme kommunale optøjer i Lahore, Karnal og andre steder, og hinduistiske terrorister under bevægelsen mod delingen af Bengalen skabte rædsel gennem plyndringer, sagde Henry Cotton: »Muslimernes interesser finder ingen støtte andre steder end i de hinduistiske aviser.« Hvilken adfærd de engelske herrer, hinduernes allierede, udviste i forbindelse med ophævelsen af delingen af Bengalen, er blevet behandlet i det foregående kapitel.

Det er blevet sagt ovenfor, at man gennem Khilafat-bevægelsen forsøgte at skabe hindu-muslimsk enhed. Men efter den måde, hinduernes holdning i Bengalen såvel som i hele Indien blev tydeligt åbenbaret på efter delingen af Bengalen, mislykkedes også det kunstige fernislag, man under Khilafat-bevægelsen havde forsøgt at lægge over den. Den mest hjerteskærende og gruopvækkende begivenhed i denne periode var den umenneskelige og djævelske forfølgelse og undertrykkelse af det muslimske Mopla-samfund.

Modstridende beretninger om dette begyndte at blive offentliggjort i de indiske aviser. Hinduistiske aviser og ledere, især lederne af Hindu Mahasabha og Arya Samaj, overdrev de faktiske begivenheder stærkt, og der opstod optøjer og uro i det hinduistiske Indien. I 1922 blev en pjece med titlen Dastane Zulm udgivet i Amritsar. Fra Saharanpur blev en anden pjece med titlen Malabar ki Khuni Dastan udgivet. Størstedelen af oplysningerne i disse to pjecer var overdrevne, opdigtede og hentet fra upålidelige kilder.

De oplysninger, der blev offentliggjort i den første pjece, kan sammenfattes således:

Det bevæbnede Mopla-samfund i Malabar var involveret i mord, plyndring, voldtægt af kvinder, tvangsomvendelse af hinduer til islam og lignende handlinger. Det blev sagt, at de først bad en hinduisk mand om at bade. Derefter klippede de hans hår efter muslimsk skik, hvorefter de tvang ham til at fremsige den muslimske trosbekendelse. Efter at pigerne var blevet iført Moplas klæder, fik de gennemboret ørerne og blev iført øreringe.

I den anden pjece blev det sagt, at muslimerne i Malabar tvang hinduerne til at tilslutte sig Khilafat-bevægelsen og blive muslimer. Hvis de ikke samtykkede, blev de bundet fast i deres hjem, og oksekød blev proppet ind i deres munde. Deres nærmeste og slægtninge blev slået for øjnene af dem. Hvis de stadig ikke ville gå med til at blive muslimer, blev de dræbt, skåret i stykker og kastet i en brønd, hvorefter deres huse blev sat i brand. Templer blev ødelagt, og afgudsbilleder blev knust. Hinduistiske asketer blev tvunget til at iføre sig rå kohuder. – (A. Hamid, Muslim Scparalismin India, s. 158-159): (Dastane Zulm – sekretæren for Malabar Hindu Sahayak Sabha, Amritsar, 1922).

Hinduernes nation blev indtrængende opfordret med disse ord:

»Vågn op, hinduernes nation. Jeres søvn vil bringe døden over jer. Beslut jer fast for selvforsvar. Jeres svaghed vil ødelægge jer. Døden er hundrede gange bedre end at leve et vanæret liv. Jeres brødres lidelser og nød er også jeres egne.« – (A. Hamid, Muslim Separation in India, s. 159, Dastane Zulm, samme værk).

For at få kendskab til de faktiske begivenheder blev ansvaret overdraget til en komité, der var nedsat på vegne af den centrale kalifatorganisation. Det følgende er et sammendrag af den rapport, som komitéen fremlagde efter at have undersøgt sagen på stedet: Den officielle regerings erklæring om, at begivenhederne i Malabar var et »oprør mod regeringen«, er ikke korrekt. Forholdene var normale, og der var ikke det mindste tegn på oprør. Ligesom muslimer andre steder i Indien sluttede Moplaerne sig til kalifatbevægelsen. Men sekretæren for den lokale kalifatkomité blev hentet og bundet til et træ. Hans hustru blev bragt derhen, og foran hans øjne blev hendes hud flået af. Derefter slog en politikonstabel en anset person blandt Moplaerne i ansigtet for den ubetydelige forseelse at have overtrådt færdselsloven. En anden kalifatarbejder blev uretmæssigt involveret i en sag om ulovlig fremstilling af våben. Til sidst trængte politiet med magt ind i Moplaernes hjem, plyndrede alt, hvad de ejede, og udsatte husenes ejere for barbariske overgreb. Ikke engang dermed holdt politiet op, men åbnede hensynsløs ild mod dem. Mopla-samfundet var usædvanligt modigt og krigerisk. Derfor sejrede de i sammenstødet med politiet. De rasende Moplaer beskadigede derefter telegrafledninger og jernbanespor. Indtil da havde de haft et fuldstændigt godt forhold til hinduerne. For selv om de var kalifatarbejdere, var de kongresmedlemmer. De prædikede hindu-muslimsk enhed og bevogtede hindukvartererne og deres ejendele. -(A. Hamid, Muslim Separation in India, s. 159-160; Kashf-e Haqiqat-e Malabar-Badaun, 1923).

To uger senere vendte talrige politifolk og soldater, udstyret med tunge våben, tilbage og fik situationen under kontrol. De fleste hinduer begyndte at fungere som spioner for at levere oplysninger om de »oprørske« Moplaer. Som følge heraf blev Moplaerne vrede på hinduerne. Politiet ophidsede hinduerne mod Moplaerne. Arbejdere fra Arya Samaj hjalp dem også. Politiet og hæren gik i fællesskab i gang med at tage hævn over Moplaerne. Under militærstyret måtte de gennemleve umenneskelige overgreb. Hundreder af Moplaer blev hjemløse og berøvet alt. Hundreder blev fængslet, og to hundrede blev dømt til døden –(A. Hamid: samme værk, s. 160; Kashf-e Haqiqat-e Malabar).

Indian Annual Register beretter, at Moplaerne efter at have besejret politiet og den offentlige administration etablerede kalifatet og erklærede jihad mod herskerne. Beretningen om masseomvendelse af hinduer er grundløs. Moplaerne skjulte sig i skove og jungler og førte guerillaaktioner.

Det nævnte register omtaler en barbarisk handling uden sidestykke. Det drejer sig om, at et hundrede tilfangetagne Moplaer blev læsset ind i en godsvogn, hvis dør blev lukket, hvorefter de blev sendt et andet sted hen. Da døren blev åbnet ved bestemmelsesstedet, viste det sig, at 66 var døde, mens resten befandt sig i døende tilstand. Det nævnte register bemærker: Hvor mange umenneskelige og grufulde begivenheder fra dette mørke kapitel i Malabars historie der stadig er ukendte, kan kun fremtiden afsløre –(A. Hamid: Muslim Senaratism in India, s. 160; Indian Annual Register 1922, s. 266).

Disse begivenheder tiltrak sig hinduer og muslimers opmærksomhed i hele Indien. Det muslimske Indien blev dybt bedrøvet og appellerede om hjælp til Moplaerne. Der kom et enestående svar fra alle sider. Hinduiske aviser og ledere fortsatte derimod med at ophidse hinduerne til hævn.

Nye hindu-muslimske sammenstød begyndte over hele landet, først omkring Muharram-festen. I 1923 gentog det sig, og der fandt voldsomt sammenstød sted i Saharanpur. Her blev antallet af dræbte angivet til over tre hundrede. Det følgende år blev 86 dræbt og 776 såret i atten optøjer. Det voldsomste sammenstød fandt sted i Kohat. Den primære årsag var, at en hindu havde offentliggjort et digt imod islam. I de optøjer, der varede i to dage, blev 36 dræbt og 145 såret, butikker blev plyndret, og ejendom til en værdi af omkring 70.000 taka blev ødelagt. Det følgende år, 1925, blev forholdene noget roligere, men i 1926 blussede ilden igen voldsomt op. Det år fandt der i alt 36 optøjer sted i hele landet. Som følge heraf blev to tusinde mennesker dræbt. Det års optøjer begyndte i Calcutta på grund af hinduernes musikspil foran en moské. Før situationen kom under kontrol, blev 200 butikker plyndret, tolv hellige bygninger ødelagt eller beskadiget, 150 tilfælde af brandstiftelse fandt sted, og antallet af dræbte og sårede nåede op på 1.450.

I 1927 fandt der 31 optøjer sted i hele landet, hvilket slog alle tidligere rekorder. Denne gang var antallet af dræbte og sårede 1.600. Antallet af dræbte var 140.

I 1928 blev forholdene noget mere rolige. Men mellem februar og maj 1929 fandt der optøjer sted i Bombay, hvorved antallet af dræbte og sårede nåede op på 1.100. Ligesom under de tidligere optøjer i Calcutta blev butikker også her plyndret. I 1931 begyndte voldsomme optøjer i Kanpur, og drab, plyndringer og brandstiftelser fortsatte i tre dage. Da man forsøgte med magt at lukke butikkerne til ære for en hinduisk morder, begyndte der hindu-muslimske sammenstød; talrige moskéer og templer blev ødelagt, og mange huse blev sat i brand. -(A. Hamid, Muslim Srparation in India, s. 162; Cumming, Political India, s. 114-17).

Da beretninger om disse sammenstød fra både hinduer og muslimer blev forelagt Gandhi, lagde han hele skylden på muslimerne. Gandhi bemærkede: »Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at hinduerne i de fleste konflikter indtager andenpladsen. Min bemærkning bygger på min personlige erfaring: Muslimer er af natur bølleagtige, mens hinduer af natur er feje. Og hvor feje mennesker findes, vil der altid være en bande bøller.«

(The Indian Quarterly Register, s. 647; A. Hamid: Separation in India, s. 105).

Hr. Gandhi bidrog ikke til at dæmpe uenigheden og stridighederne mellem hinduer og muslimer. Tværtimod stemplede hans ovenstående bemærkning muslimerne som skyldige og blev et stærkt forsvarsbrev for hinduistiske oprørere.

Da hr. Gandhi indså, at uenigheden eller stridighederne mellem hinduer og muslimer var en hindring på vejen mod Indiens uafhængighed, blev han ganske vist bekymret. Der kunne imidlertid ikke konstateres noget forsøg fra hans side på at finde en sund og varig løsning på foreningen af hinduer og muslimer.

Han sagde engang, at en varig forsoning mellem hinduer og muslimer kun kunne opnås på grundlag af en aftale eller pagt. Senere sagde han imidlertid: »En pagt kan skabe enhed. Men den kan ikke gøre os til ét. Hvis en pagt er grundlaget for at blive ét, vil den være fuldstændig meningsløs, ja snarere værre end det. Pagtens natur er separatisme. En pagt vækker ikke ønsket om at drage hinanden nærmere, den skaber ikke en ånd af opofrelse, og den kan heller ikke binde parterne sammen, så de når det fælles hovedmål. I stedet for at drage hinanden nærmere forsøger parterne under en aftale at få så meget som muligt ud af hinanden. I stedet for at bringe ofre for alles fælles interesser sørger parterne under aftalen altid for, at den ene parts ofre ikke kommer den anden part til gode. …Uden en forening i hjertet mellem hinduer og muslimer vil ’swaraj’ forblive en ren drøm.«

Men straks efter siger han igen: »Problemet med ’swaraj’ er ikke mindre vigtigt end ko-problemet; så længe vi ikke er i stand til at beskytte køerne, kan vi ikke opnå frihed.« Gandhis udtalelser beviser, at indisk uafhængighed blot er et andet navn for opnåelsen af hinduismens snævre interesser. I en tale som formand for en enhedskonference i Lahore gav han udtryk for frygt for det muslimske flertal i Punjab. Han frygtede også, at hvis Punjab i den nærmeste fremtid blev hjemsted for et krigerisk folk, ville freden på subkontinentet blive ødelagt. — (Muhammad Amin Zuberi, Sirasat-e Millia, s. 175–84).

Da det hinduistiske og muslimske samfundslegeme var blodigt efter optøjer og uroligheder, kunne han have brugt sin enorme personlighed og indflydelse til begges gavn. I stedet trak han sig bort fra politik og begyndte at leve i tilbagetrukket ensomhed i Sabarmati-ashrammet nær Ahmedabad, mens han tilbragte dagene som en neutral iagttager af indisk politik. Han sad dog ikke helt tavs hen; han skrev artikler om khadis og håndvævede tekstilers fortræffelighed, fordelene ved gedemælk, skadevirkningerne ved vaccinationer og injektioner, sojabønners næringsværdi og lignende, men han forholdt sig tavs om forholdet mellem hinduer og muslimer. (Muhammad Amin Zuberi: Sirasat-e Millia, s. 170).

Gennem den indiske nationalkongres blev den hinduistiske nations sande ansigt afsløret efter 1937, da der efter 1935 i henhold til India Act blev dannet ministerier i Indiens provinser på grundlag af provinsielt selvstyre; ansvaret for at danne ministerier blev overdraget i fire muslimske provinser og syv hinduistiske provinser. Den indiske kongres var den eneste repræsentative politiske institution for alle Indiens nationer og samfund, hinduer såvel som muslimer. Indiens fremtidige regeringsmagt måtte alene overlades til Kongressen. Omvendt havde Den Muslimske Liga, den eneste repræsentative institution for Indiens muslimer, gentagne gange udtrykt frygt for, at hvis regeringsmagten blev overdraget til Kongressen, ville alle indiske muslimers interesser blive trampet ned, og den muslimske nation, efter at have opgivet sin religion, sine traditioner samt sin tahzib og tamaddun, blive forvandlet til hinduernes slaver.

Efter 1937 blev Kongressens påstande bevist falske, og muslimernes bekymringer blev til virkelighed. Kongressen dannede flertalsregeringer i Madras, De Forenede Provinser, Centralprovinserne, Bihar, Orissa, Bombay og Nordvestgrænseprovinsen.

Før valget havde man håbet, at Kongressen ville danne koalitionsregeringer med medlemmer af Muslim League i de muslimsk dominerede områder, især i De Forenede Provinser og Bombay. Guvernørerne blev instrueret om, at de burde inddrages i regeringerne. I De Forenede Provinser udgjorde muslimerne en sjettedel af den samlede befolkning. Deres indflydelse og sammenhold var langt større end deres antal, og derfor var der opstået en uudtalt forståelse mellem Kongressen og Muslim League om, at mindst to ministre skulle udpeges fra Muslim League. Men hverken i De Forenede Provinser eller i Bombay fik noget medlem af Muslim League en plads i regeringen. Her begik Kongressen en alvorlig fejl. Kongressen erklærede utvetydigt, at kun Kongressen repræsenterede hele Indien. For muslimerne var dette en underkastelse under hinduisk styre. Som følge heraf lød råbet »Islam er i fare«, og »Kongresstyret« blev anset for at være langt værre end det britiske styre. I den brevveksling, der fandt sted mellem Pandit Jawaharlal Nehru og hr. Jinnah i begyndelsen af 1938, var Nehrus krav et sekulært, forenet Indien, mens hr. Jinnah krævede, at Muslim League blev anerkendt som Kongressens ligeværdige. Det lykkedes ikke at løse spørgsmålet på grundlag af nogen formel eller noget kompromis. (H.V. Hodson: The Great Divide, s. 63, s. 66-67).

Kongressens store løfter om, at der efter etableringen af kongresstyre i Indien ville blive udvist retfærdighed over for alle klasser og samfundsgrupper, at mindretallenes interesser ville blive beskyttet og så videre, blev efter 1937 bevist falske. Kongressens to et halvt år lange styre i syv indiske provinser fra 1937 til 1939 blev berygtet som »hinduiske Ram Raj«, og gennem uretfærdighed og overgreb mod muslimerne samt forsøg på at udslette deres religion, tahzib og tamaddun mistede Kongressen fuldstændig de indiske muslimers tillid. På Muslim Leagues kongres, der blev afholdt i Patna i december 1938, erklærede hr. Muhammad Ali Jinnah, at alle håb om kommunal fred og harmoni var blevet knust af »kongresfascismen«. Overalt i Indien begyndte muslimerne at demonstrere med krav om, at det undertrykkende kongresstyre skulle bringes til ophør.

Muslim League nedsatte et udvalg til at undersøge den uretfærdighed og de overgreb, der blev begået mod muslimerne i de kongresstyrede provinser. Den rapport, som udvalget fremlagde, blev kendt som »Pirpur-rapporten«. Et udvalg nedsat af den muslimske provinsliga i Bihar fremlagde en rapport med titlen »Bihars muslimers mangler og klager«. Den blev kaldt »Sharif-rapporten«. Efter »Pirpur-rapporten« blev »Sharif-rapporten« fremlagt i marts 1939. Derefter fremlagde Bengals premierminister, hr. A. K. Fazlul Huq, i december en rapport med titlen »Muslimernes lidelser og nød under kongresstyret«. Hinduiske aviser og tidsskrifter afviste de klager, der var beskrevet i rapporterne, og Bihars regering forkastede »Pirpur-rapporten«.

H.V. Hodson skriver i sin bog The Great Divide:

»Det er en velkendt kendsgerning i Indiens historie, at der lige siden hinduer og muslimer begyndte at leve side om side i dette land, har eksisteret en vis religiøs spænding. Tænk for eksempel på ko-dyrkelse, hindring af bønnekaldet, vanhelligelse af moskeer, voldtægt og bortførelse af kvinder samt andre personlige angreb. På den anden side findes der nye politiske og administrative klager, især dem, der er beskrevet i den velbegrundede »Pirpur-rapport«. Urdu holdes tilbage til fordel for hindi; politiet og magistraterne udviser partiskhed; muslimerne nægtes deres retmæssige andel af statslige stillinger; de forventer ingen form for retfærdighed fra kongresregeringerne; kongreskomitéerne får lov til at fungere som parallelle regeringer; kongresstyre vil sige hinduisk styre; kongresflaget hejses overalt, den anti-islamiske sang »Vande Mataram« synges som nationalsang, og en landlig undervisningsordning indføres i overensstemmelse med »Wardha-ordningen«. Dette er hr. Gandhis fantasibaserede ideal, hvis grundlag er ikkevold, spinding og vævning samt afholdenhed fra religion. Muslimerne må gøre oprør imod dette, fordi deres grundlæggende uddannelse altid havde været baseret på Koranen.« — (H.V. Hodson: The Great Divide, s. 73-74).

Hr. Hodson siger endvidere:

»De britiske guvernører i de kongresstyrede provinser var almindeligvis af den opfattelse, at selv om deres ministre i mange tilfælde forsøgte at forholde sig partipolitisk neutrale med hensyn til kommunalisme, førte kongresmedlemmernes magtbegær i distriktsbyerne og på landet dem til arrogant og ophidsende adfærd. Kort sagt vil det i fremtiden blive styret af et centrum domineret af flertallet. Bag dette vil der stå en organisation, som aldrig vil tolerere opposition og heller ikke vil acceptere at dele sin magt med nogen. Der er ingen tvivl om, at de to et halvt års provinsielle selvstyre fra 1937 til 1939 var årsag til udbredelsen af to-nationsteorien og Pakistan-bevægelsen.« — (H.V. Hodson: The Great Divide, s. 74)

For at løse de hindu-muslimske konflikter og stridigheder i Indien foreslog digteren Iqbal den 21. juni 1937, at man skulle dele gårdspladsen. Den 7. juli sagde digteren Rabindranath Tagore, henvendt til de muslimske studenter:

Gør denne ulykke kostbar i religionens navn

I krænker Gud

Del gårdspladsen, så du og jeg står på hver sin side

Hvilken Satan tilbeder vi?

Derefter gik ti år med endnu større stridigheder og konflikter. Der er ovenfor blevet antydet noget om den berygtede kongresregering, som varede i to et halvt år. Den 17. oktober 1939, mens Anden Verdenskrig stod på, afgav Indiens vicekonge, Lord Linlithgow, en erklæring, hvori han opfordrede Kongressen og Den Muslimske Liga til at yde den britiske regering hjælp og støtte i krigen. Ikke af sympati med muslimernes protester, men fordi Kongressens højkommando ikke kunne tilslutte sig vicekongens erklæring, beordrede den ministerierne til at træde tilbage. De fulgte stiltiende denne ordre, og Kongressens vanstyre ophørte i syv provinser. Derfor fejrede muslimerne under Den Muslimske Ligas ledelse »Befrielsens Dag« over hele landet.

Hvad enten det var berettiget eller ej, at Den Muslimske Liga på eget initiativ fejrede »Befrielsens Dag« over hele landet, blev én ting imidlertid klar som dagslys: I dette land var hindu-muslimsk enhed og forsoning inden for regeringsførelsen ikke længere mulig på nogen måde. Derfor var der, bortset fra at dele gårdspladsen efter Allama Iqbals råd, ingen anden vej til en varig løsning. Men man var slet ikke villig til at dele gårdspladsen. Derfor var yderligere konflikter mellem de to parter uundgåelige. Til sidst blev gårdspladsen delt efter ti blodige år. Det vil sige, at staten Pakistan blev født for muslimerne den 14. august 1947, da Indiens gårdsplads blev delt. Men de muslimer, der blev tilbage på Indiens gårdsplads, måtte i mange år betale en høj pris for den forbrydelse at have ønsket gårdspladsen delt.

Syvende kapitel

Muslimernes traditionelle uddannelse

Muslimerne har altid tillagt uddannelse og erhvervelse af viden den største betydning. For dette var deres profets påbud. Uanset hvor bekosteligt og vanskeligt det måtte være, og selv om det var nødvendigt at rejse fra land til land, skulle man uddanne sig og erhverve viden – sådan lød den islamiske profet Muhammed Mustafas (s.a.) klare påbud. Det muslimske folk har tidligere fulgt dette påbud til punkt og prikke. Det var dem, der engang tændte kundskabens fakkel og oplyste det mørklagte Europa med uddannelse og viden. Dette er en historisk sandhed. Overalt i den muslimske verden betragtes lærde mennesker med særlig ære og respekt. En muslimsk far gør alt, hvad han formår, for at give sit barn en uddannelse, og han betragter det som sin religiøse pligt og forskrift.

Når man studerer de indiske muslimers tidligere historie, fremgår det, at når et barn var blevet fire år og fire dage gammelt, begyndte dets uddannelse. Ved en særlig ceremoni blev barnet oplæst en del af den hellige Koran, og barnet gentog den. Dette var en ufravigelig skik i enhver muslimsk familie. (A.R. Mallick Br. Policy & the Muslims in Bengal, s. 149, M. Fazlur Rahman The Bengali Muslims & Eng. Education P. I: L.F Smith Appendix to Chahar Darvesh, s. 253).

Hr. Smith overværede selv denne ceremoni i 1801 i Nordvestgrænseprovinsen, som han beskrev i sit værk »Chahar Darvesh«.

Indiens muslimske herskere fremmede på forskellige måder uddannelse og erhvervelse af viden og bevilgede betydelige midler til dette formål. Lærde, vidende og lærde mænd blev vist særlig anseelse ved hoffet. Til uddannelsesformål blev der forskellige steder i riget skænket betydelige mængder lakhraj-jordegods. Der fandtes ikke en eneste moské eller imambara, hvor professorer ikke var beskæftiget med undervisning i arabisk og persisk.

Hvor muslimernes antal var stort, blev der oprettet maktaber til grunduddannelse, hvor muslimske børn lærte arabisk, persisk og islamisk undervisning. Især Bengals sultaner var meget optagede af uddannelse, og de ydede al mulig hjælp og støtte til udbredelsen af undervisning. Inspireret af dem oprettede muslimske zamindarer, lakhrajdarer, aymadarer og andre fornemme muslimske ledere maktaber og madrasaer i deres egne områder og skænkede betydelige formuer og jordarealer til dækning af udgifterne.

Bengals første sultan, Muhammad Bakhtiyar Khalji, var særdeles interesseret i uddannelse, og efter forbillede af Delhi-kejseren Qutbuddin Aibak opførte han moskéer, colleges og dargaher (undervisningscentre for Koranen og hadith) forskellige steder i landet. (S.M. Jaffar Education in Muslim India. 1935. s. 66: N.N Laww Promotion of Learning in India during Muhammadan Rulr. s. 19–22).

Kort efter at den første Ghiyasuddin (1212–27 e.Kr.) var besteget Bengals trone, byggede han i Bengals hovedstad Lakhnauti eller Lakshmanavati en meget smuk moské, et college og en karavanserai. Den anden Ghiyasuddin (1367–1373) var selv en berømt digter. Han oprettede et college i Darsbari nær landsbyen Ompur. (M. Fazlur Rahman The Bengali Muslims & English Education. s. 4). Også under sultaner som Hussein Shah og Nasrat Shah skete der en enorm udvikling inden for uddannelse.

Murshid Quli Khan var en meget lærd mand og en fremragende forfatter, og han viste altid lærde og begavede mennesker stor anerkendelse. Han forsørgede omkring to tusind ulemaer og andre lærde. De var til stadighed beskæftiget med recitation af den hellige Koran, religiøs undervisning samt religiøse handlinger og ceremonier. Ghulam Husain har i sin historie berettet, at en zamindar ved navn Asadullah fra Birbhum, inspireret af Murshid Quli Khan, anvendte halvdelen af sin indkomst til at forsørge lærde mennesker og til andre velgørende formål. Ghulam Husain fortæller endvidere, at Alivardi Khan inviterede en gruppe uddannede lærde fra Indiens vestlige egne til at bosætte sig i Murshidabad og sørgede for en betydelig pension til hver af dem. De medbragte så mange værdifulde bøger, at der alene i en vis Mir Muhammad Alis bibliotek fandtes to tusind eller flere bøger. – (M. Fazlur Rahman: The Bengali Muslims & English Education, s. 5; Ghulam Husain Seiyere- Mutakherin, bind 2, s. 63, 69, 70 & 165).

Det er yderst vanskeligt at få en nøjagtig redegørelse for de utallige uddannelsesinstitutioner, maktaber, madrasaer, colleges og lignende, som fandtes rundt om i landet til undervisning og dyrkelse af viden under det muslimske styre. Efter det muslimske styres ophør forsvandt disse uddannelsesinstitutioner næsten helt. En smule oplysninger om det, der hist og her stadig eksisterede, findes i de rapporter om uddannelse, som Buchanan Hamilton og W. Adam udarbejdede henholdsvis mellem 1807 og 1814 samt mellem 1835 og 1838. W. Adam siger, at toogfyrre landsbyer i Kasba Bagha i Rajshahi-distriktet blev doneret til uddannelsesinstitutioner og offentlige velgørenhedsformål. (Adam, Second Report, s. 37). Alle udgifter for de elever, der studerede ved uddannelsesinstitutionen i Kasba Bagha, herunder bolig, kost, klæder, bøger, mad, blyanter, blæk og penne, toiletartikler og så videre, blev afholdt af uddannelsesinstitutionen. – (A.R. Mallik, Br. Policy & Muslims in Bengal, s. 150).

Inspireret af Koranen og hadith sørgede velhavende mennesker i samfundet for undervisning af fattige elever. Det var også skik blandt velhavende og fornemme familier, at de sørgede for deres børns uddannelse gennem egnede huslærere. Fattige elever modtog ligeledes undervisning hos dem uden betaling. I Pandua var det en fast regel, at muslimske jordejere for egen regning ansatte lærere til at undervise fattige elever fra nabolaget. Der fandtes ingen velhavende jordejer eller landsbyforstander, som ikke havde ansat en lærer til dette formål. – Adam, First Report, s. 55; M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims and English Education, s. 6).

Undervisning i Koranen, hadith og islamiske fag blev betragtet som en from gerning, og enkeltpersoner afholdt ofte alle udgifterne til uddannelsesinstitutionerne, enten direkte eller gennem donationer, waqf eller truster. De betalte lærernes løn og afholdt alle udgifter til uddannelsesinstitutionerne, deres bygninger og så videre. Da der på den tid ikke fandtes lærebøger, blev undervisningen givet gratis. Lærerne skaffede sig for det meste selvstændigt deres levebrød som imamer i moskeer eller gennem mindre offentlige stillinger. Derfor underviste de eleverne uden løn. På denne måde blev der oprettet mange private uddannelsesinstitutioner blandt muslimerne, hvis udgifter blev afholdt af velhavende og gavmilde mennesker. Det var især tydeligt blandt lærerne og disse storsindede velgørere, at formålet med undervisningen ikke var at tjene til livets ophold. Deres formål var derimod gennem udbredelsen af uddannelse at højne nationens religiøse og moralske niveau. – (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 7, 8).

Det fremgår også klart af W. Adams rapport, at man på den tid kunne få undervisning meget billigt, ja så godt som gratis. Hver moské var et centralt samlingspunkt for den muslimske befolkning, og i de madrasaer, der fandtes ved moskéerne, kunne enhver dreng lære at læse og skrive uden betaling; i de madrasaer, der fandtes, kunne enhver dreng lære at læse og skrive uden betaling. Da der ikke fandtes trykte lærebøger, var der ingen udgifter til at købe bøger. Blæk og penne kunne fremstilles i hjemmet. For videregående uddannelse måtte man ganske vist betale et vist gebyr, men også dette var meget beskedent. Efter englændernes ankomst blev der undervist i engelsk på de kristne missionsskoler. Ingen kunne studere dér uden at betale skolepenge. Hvis nogen antog den kristne tro, fik hans børn mulighed for at studere uden skolepenge. Den eneste årsag til, at muslimerne havde adgang til undervisning gratis eller til meget lave omkostninger, var, at de muslimske herskere og velhavende muslimer rundhåndet donerede penge, jord og andre ejendomme til uddannelsesformål. – (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 11).

Efter englændernes ankomst

Bag enhver nations uddannelse og kulturelle udvikling ligger gunstige vilkår samt hjælp og støtte. Det er overflødigt at sige, at kort tid efter at Bengalis muslimske styre var blevet tilintetgjort på slagmarken ved Plassey, brød den »politiske økonomi« sammen, hele landet blev ramt af fattigdom, lidelse og nød, og især det muslimske nationale liv blev kastet ud i en frygtelig ødelæggelse. Allerede i den første tid under Kompagniets styre blev Bengalis muslimer udsat for fare og nød. Under den grænseløse undertrykkelse og mishandling, som fulgte af det »diwani«-charter, East India Company havde opnået for at kunne sidde ved magten uden noget ansvar (Power without responsibility), begyndte muslimernes etablerede samfundsorden at gå i opløsning.

Efter at være blevet fjernet fra den politiske magt begyndte alle deres muligheder for at tjene til livets ophold at lukke sig, hvorved den sociale struktur blev splittet, og de indbyrdes forbindelser mellem de forskellige klasser blev også brudt. – (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 14).

Som følge af magtoverdragelsen fra muslimerne til englænderne blev muslimernes uddannelse lige så hårdt ramt som deres politiske og økonomiske liv. Som allerede beskrevet var deres uddannelsessystem helt afhængigt af statslig støtte samt donationer fra muslimske notabiliteter, waqf-ejendomme, truster og lignende. Muslimerne betragtede udbredelsen og fremme af uddannelse som en særdeles from religiøs handling, og derfor donerede de rundhåndet store summer, formuer og jord. Mange steder kunne alle børn, rige såvel som fattige, få undervisning gratis og uden udgifter gennem religiøse truster eller institutioner. Efter at muslimerne var blevet fjernet fra den politiske magt, blev dette uddannelsessystem ødelagt. Muslimerne blev fjernet fra alle statslige stillinger, store som små, mens muslimske militære ledere enten rejste til andre lande eller drog til landets fjerneste egne for at søge et levebrød – steder, hvor den moderne, det vil sige engelske, uddannelse blev udbredt blandt hinduerne – hvilket førte til, at den muslimske middelklasse forsvandt, og at en ny hinduisk middelklasse opstod. Det er derfor helt naturligt, at muslimernes uddannelsessystem i mangel af en muslimsk regering, højtstående muslimske embedsmænd og en muslimsk middelklasse måtte blive fuldstændig ødelagt – og det blev det.

For ikke blot blev muslimernes uddannelse ramt; sandheden er, at den muslimske nations eksistens i realiteten var truet i et helt århundrede efter det engelske herredømmes indførelse. Når deres eneste bekymring var at overleve, hvordan skulle de så kunne tænke på deres børns uddannelse?

Det er i det foregående kapitel blevet påvist, at Det Ostindiske Kompagni gennem en dyb sammensværgelse med Bengals hinduistiske velhavende købmænd, baniaklassen, bankfolk og andre bragte det muslimske styre til ophør. Det siger sig selv, at begges interesser var lige stærkt involveret heri. På den ene side ønskede Kompagniet, der stræbte efter politisk magt, at vinde magten; på den anden side ønskede hinduerne, som ville have det muslimske styre afskaffet, at opnå materielle, kommercielle og økonomiske fordele fra Kompagniet. Efter at Kompagniet var kommet til magten, kom hinduerne i tæt kontakt med det. For at få ansættelser under det og drive handel og forretning lærte de, fordi de havde behov for det, det engelske sprog.

Kolkata voksede frem som et handelscentrum, og indbyggerne dér var for så vidt næsten udelukkende hinduer. De hinduistiske købmænd, bankfolk, baniaker og middelklassen ønskede at skabe deres fremtid med denne by som centrum. For at få ansættelser under Kompagniet og drive handel og forretning mente de, at »English is money« – engelsk er ensbetydende med penge – og derfor blev de stærkt ivrige efter at lære så meget engelsk som muligt. I anden halvdel af det attende århundrede skød engelske skoler op her og der omkring Kolkata som paddehatte, og hinduerne lærte dér så meget engelsk, som de havde brug for i praksis.

Lad os på den anden side også kort se på, hvordan muslimernes situation var. W. W. Hunter skriver i sit værk: »Hundredvis af fornemme muslimske familier er gået til grunde. Som følge heraf er også det uddannelsessystem, der blev opretholdt gennem muslimernes skattefri jordbesiddelser, for altid blevet lukket ned.« – (W. W. Hunter: The Indian Mussalmans, Bangladesh-udgaven 1975, s. 167).

For slet ikke at tale om almindelige muslimer har hr. Hunter selv i sit værk tegnet et sørgeligt billede af den barbariske og undertrykkende behandling, englænderne udsatte det muslimske samfund for efter deres ankomst, og af den hjerteskærende skæbne, der blev efterkommerne af nawaberne til del:

»I hvert distrikt er en eller anden efterkommer af de tidligere nawaber ved at dø langsomt af indre kvaler i et forfaldent palads uden tag eller ved bredden af en forfalden dam fuld af mos og alger. Jeg har haft lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med mange af sådanne familier. I deres ødelagte bygninger vrimler det med deres voksne sønner og døtre, børnebørn, nevøer og niecer, og ingen af disse sultende efterkommere har nogen mulighed for at udrette noget i livet. De sidder på forfaldne verandaer eller i modtagelsesværelser med utætte tage, tæller timerne til døden og synker samtidig ned i gældens dybe afgrund. Til sidst fremprovokerer den hinduistiske pengeudlåner i nabolaget et skænderi med dem og skaber en situation, hvor de pludselig tvinges til at pantsætte alt, hvad de ejer, som sikkerhed for gælden. På denne måde opsluger gælden dem, og de gamle muslimske familiers eksistens udslettes fra jordens overflade.« – (W. W. Hunter: The Indian Mussalmans, Dhaka-udgaven 1975, s. 138).

Efter englændernes ankomst blev hele den muslimske nation i datidens Indien ramt. Men hårdest ramt blev muslimerne i Bengal.

Hunter siger: „Jeg er særligt bekendt med begivenhederne i denne provins. Derfor ved jeg, så vidt jeg kan bedømme det, at det under det engelske styre var de muslimske indbyggere her, der led mest.“ – (W.W. Hunter, The Indian Mussalmans, s. 140–141).

På den tid omfattede betegnelsen Bengalen Bengalen, Bihar og Orissa. Et andragende, som muslimerne i Orissa på det tidspunkt indsendte til den regionale kommissær, hr. E. W. Saloni, C.S., giver et billede af deres sørgelige situation. I andragendet stod der:

„Som trofaste undersåtter under vor højtærede og nådige dronning tror vi, at vi har lige ret til alle stillinger i landets administration. Men sandheden er, at muslimerne i Orissa gradvist bliver trængt ned, og at de ikke har noget håb om at rejse sig igen. Selv om vi er født i fornemme familier, er vi blevet fattige, fordi vores muligheder for at tjene til livets ophold er blevet lukket, og på grund af manglende statslig støtte er vores situation som fisk, der er taget op af vandet og lagt på land. Vi forelægger Dem muslimernes sørgelige nød i den tro, at De er Hendes Majestæts repræsentant i Orissa-divisionen, og vi håber, at De vil yde alle klasser retfærdighed uden hensyn til farve, kaste eller religion. Da vi er blevet udelukket fra statslige stillinger, er vi blevet fuldstændig pengeløse. Vores situation er blevet så elendig, at vi er villige til at rejse til et hvilket som helst afsidesliggende sted i verden – hvad enten det er Himalayas snedækkede tinder eller Sibiriens tyndt befolkede egne – hvis vi blot får forsikring om, at vi efter en sådan rejse fra land til land kan få en offentlig stilling med en løn på blot ti shilling om ugen.“ – (W. W. Hunter, The Indian Mussalmans, s. 158–159).

De medlemmer af muslimske fornemme familier, som havde beklædt forskellige offentlige embeder, blev efter englændernes ankomst berøvet deres stillinger. Det var ikke kun disse familier, der blev ramt af fattigdom og gik til grunde; de almindelige muslimske familier i Bengalen oplevede også en tilsvarende situation. Både bønderne og væverstanden i Bengalen blev udsat for ekstrem nød.

I begyndelsen af Kompagniets styre var der ingen ende på muslimernes lidelser og nød. Den samfundsorden, der var blevet etableret under deovaniens undertrykkelse og overgreb – „magt uden ansvar“ (Power without responsibility) – blev splittet fuldstændigt ad. Før erhvervelsen af deovani-rettighederne blev jordskatten ikke opkrævet med nær så stor strenghed, som det nu skete. Desuden blev statens indtægter tidligere, uanset hvordan de blev opkrævet, brugt inden for landet, hvorved landets indbyggere på den ene eller anden måde fik gavn af dem. Med den indiske digters ord er den skat, kongen opkræver, som jordens fugtighed. Denne fugtighed tørrer ud i solens varme og vender derefter tilbage til jorden som regn, der giver frugtbarhed. Men den fugtighed, der i dag udvindes af Indiens jord, falder ned som tilsvarende regn i et andet land, ikke på Indiens jord. (R.C. Dutt, Economic History of India, s. 11, 12). Efter englændernes ankomst blev en tredjedel af den samlede indtægt sendt til England. Statskassen var ikke længere et „baitulmal“, hvorfra befolkningen kunne få hjælp i vanskelige tider. Skatteindtægterne blev også fordoblet. Den såkaldte sidste nawab af Bengalen opkrævede i sit sidste regeringsår (1764) 817.553 pund i skatter; blot tredive år senere opkrævede englænderne 2.680.000 pund. (R.C. Dutt, Economic History of India, s. 9; M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 14).

Ingen er uvidende om, hvilken fuldstændig ødelæggelse bondestanden blev udsat for i de få år efter slaget ved Plassey og i tiden derefter. På den ene side strømmede landets rigdom i stadig større omfang ud af landet, mens de nye zamindarers umenneskelige undertrykkelse af bønderne på den anden side fortsatte som følge af den permanente bosættelse. Derfor var de ude af stand til på nogen måde at forbedre deres skæbne, og den dag i dag dyrker de jorden som slaver, udelukkende i zamindarernes interesse. (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 20; R.C. Dutt, s. 27).

Lad os samtidig kort omtale, hvor gunstigt det gik det hinduistiske samfund. Ligesom inden for handel og erhverv var de også særdeles heldige inden for jordforvaltningen. Som følge af Cornwallis’ permanente bosættelse kom næsten alle muslimernes zamindarier under hinduerne. Men ingen hindu mistede nogen zamindari. Ganske vist blev nogle af de gamle hinduistiske zamindarier i visse tilfælde mødt af vanskeligheder, men forvaltningen af dem blev overdraget til nye hinduistiske favoritter og opkomlinge. I stedet for det gamle aristokrati voksede en ny velhavende klasse frem. I stedet for det gamle aristokrati voksede en ny velhavende klasse frem. Dette var et vigtigt aspekt af det hinduistiske samfunds udvikling og udvidelse. For muslimernes vedkommende var det derimod lig nul. – (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 25).

Muslimerne blev fordrevet fra offentlige og private stillinger, zamindarier, jagirer, husindustri og lignende, og en voksende hinduistisk middelklasse blev grundlagt. Historien om Bengalen i begyndelsen af det nittende århundrede er netop historien om denne nye middelklasse. Og denne klasse var opstået blandt de handelsdrivende hinduer. Derfor er det ikke overraskende, at den i fuldt omfang skulle tiltrække regeringens opmærksomhed. – (M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 118).

Hinduernes kastesystem gjorde det lettere for denne middelklasse at opstå. For det var netop dette kastesystem, der udskilte en særlig gruppe til at ernære sig gennem handel og næringsvirksomhed. Folkene i denne gruppe var interesserede i den nye engelske uddannelse. Eftersom de var nært knyttet til Kompagniet og beskæftigede sig som handelsmellemled samt i lavere offentlige stillinger, lykkedes det dem i særlig grad at tiltrække de nye herskeres opmærksomhed. Af de små skrifter om landets administration, som embedsmænd og missionærer skrev, fremgår det, at regeringen igen og igen omtalte disse hinduistiske gentlemen (middelklassen) og var yderst optaget af at behage dem og forbedre deres situation. Regeringen var også påvirket af flere andre forhold i denne sag. For det første betragtede den det muslimske styre som et udenlandsk overherredømme, under hvilket landets befolkning, det vil sige hinduerne, var blevet undertrykt. For det andet var de nødlidende muslimer, da man begyndte at træffe visse foranstaltninger til forbedring af forholdene, allerede forladt byerne og var draget ud til fjerntliggende områder for at kunne overleve. Derfor kunne de ikke tiltrække regeringens opmærksomhed.

For det tredje førte regeringen en ekstrem laissez-faire-politik over for muslimerne, fordi den nærede en naturlig mistillid og skepsis over for dem, hvis magt den havde frataget. Derimod havde hinduerne i Bengalen og hinduerne i andre områder, som englænderne havde erobret, tiltrukket sig regeringens opmærksomhed på en sådan måde, at den især koncentrerede sig om at vinde deres gunst. Desuden fandt de kristne missionærer hinduerne mere modtagelige end muslimerne over for kristen lære og missionering, og derfor blev de engelske herskere overordentligt opmærksomme på hinduerne. Hinduerne blev i det mindste ivrige efter at tilegne sig et overfladisk kendskab til det engelske sprog. På dette område havde muslimerne ingen muligheder. Det vigtigste var imidlertid, at der blandt muslimerne ikke fandtes nogen middelklasse, som kunne fremsætte deres krav og opnå visse muligheder og fordele under de ændrede forhold. Den af regeringen senere oprettede General Committee of Public Instruction bemærkede ganske rigtigt, at de ikke havde kunnet drage fordel af uddannelse og andre muligheder, fordi de ikke havde en middelklasse, der kunne være deres ‘nationale, velhavende, magtfulde og sande beskytter’. -(M. Fazlur Rahman The Bengali Muslims & English Education, pp.25-27) C.E. Trevelyan On the Education of the people of India, pp. 4-8)।

De kristne missionærer og begyndelsen på den engelske uddannelse

Under det muslimske styre fandtes der overalt utallige uddannelsesinstitutioner efter deres egen uddannelsesordning. Hvordan disse blev ødelagt, er blevet behandlet i det foregående kapitel. Det var helt naturligt. Hinduernes samfundslag havde en god forståelse af de ændrede forhold og gik derfor hurtigt i gang med at lære det engelske sprog. Det er ikke sådan, at muslimerne slet ikke forstod dette. Men her vil vi drøfte, hvilke hindringer der stod i vejen for, at de tog den nye uddannelse, det vil sige den engelske uddannelse, og hvorfor de, selv om de ofte gjorde store bestræbelser på dette område, ikke lykkedes.

I virkeligheden hænger undervisningen i engelsk i Bengalen såvel som i Indien sammen med de britiske missionærers udbredelse af Jesu ord eller evangeliet. Court of Directors udtrykte i en meddelelse fra 1659 sin dybe velvilje over for udbredelsen af Jesu ord med alle mulige midler. Missionærerne fik tilladelse til at rejse til Indien med deres skibe, og de blev opmuntret til at lære landets modersmål, når de kom hertil, med det formål at udbrede Jesu ord blandt de fattige og uvidende. I det charter, der blev udstedt til East India Company i 1698, blev det understreget, at de skulle lære modersmålet dér, hvor Kompagniet havde sit opholdssted, så de kunne forme dem efter deres eget ønske. For de skulle være Kompagniets tjenere eller slaver eller dets repræsentanter for den protestantiske religion. -(M. Fazlur Rahman Bengali Muslims & Eng.Education, p. 28; Shap, p.3, Parochial Annals of Bengal bi H. B. Hyde; Court of Directors’ letter to Fort St. George, 25 February, 1695; LAW: promotion of Learning in India by Early European Serrlers, p. 19)।

Bengalens generalguvernør, Sir John Shore, siger, at det af politiske snarere end religiøse grunde er mere nødvendigt at omvende landets indbyggere til kristendommen.

Så længe vores undersåtter ikke er blevet levende forbundet med os på grundlag af religiøs tro, vil vores besiddede rige ikke være sikkert mod ydre invasioner og indre uro og agitation. -(M. Fazlur Rahman Bengali Muslims & English Education, p. 34; Sharp Review of Bukanan’s Ireatise. Vol. 1. p. 113)।

Nu er det tydeligt bevist, at de for at befæste og forlænge det britiske styre i Bengalen og Indien fandt det nødvendigt at lære landets befolknings sprog, så de let kunne udbrede den kristne lære blandt landets indbyggere.

Udbredelsen af engelsk uddannelse i dette land foregik gradvist. I den første fase oprettede de kristne missionærer skoler med bengali som undervisningssprog under regeringens beskyttelse. I den anden fase oprettede de uddannelsesinstitutioner med engelsk som undervisningssprog for at undervise i vestlig uddannelse samt vestlig tahzib-tamadun.

Missionærerne fortsatte deres uafbrudte arbejde år efter år. De oprettede et trykkeri i Hugli-Serampore og udgav gennem det mange bøger på bengali. De mødte ingen hindringer i deres missionsvirksomhed, men modtog tværtimod opmuntring. Som følge af dette utrættelige arbejde havde de i 1815 oprettet 202 skoler alene i nærheden af Kolkata. Længe før dette, i 1794, oprettede en vis Carey en skole i Maldah med gratis kost og logi. Efter sin ankomst til Bengalen begyndte han at arbejde som overseer på en indigoavlsplantage. På den skole, han oprettede, blev der undervist i sanskrit, persisk og bengali. Desuden blev der givet undervisning i forskellige fag samt i kristen lære. En vis hr. Archer oprettede i 1780 en skole for drenge og kort efter en skole for både drenge og piger. Endnu en blev oprettet af John Stranshenow. Det særlige ved Browns skole var imidlertid, at den var oprettet for hinduistiske unge.

-(M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & Eng. Education, s. 30; Calcutta Review-1913: »Old Calcutta«: Its Schoolmaster af K.N. Dhas, s. 338).

Nogle foreninger blev oprettet i England med statslig støtte for at udbrede kristen lære. Blandt dem var de mest bemærkelsesværdige SPCK (Society for Promotion of Christian Knowledge), S. P. G. (Society for the Propagation of the Gospel), CMS (Church Missionary Society) og andre. Deres bidrag til udbredelsen af kristen lære i Bengalen er ubestrideligt. Missionærerne i Bengalen forelagde følgende rapport for deres respektive foreninger:

»Handel og næringsvirksomhed har åbnet for en ny tankegang og handlekraft. Hvis vi effektivt kan tilbyde gratis undervisning, vil hundredvis strømme til for at lære det engelske sprog. Jeg håber, at vi med tiden vil være i stand til at gøre dette, og at det derved vil åbne en glædelig vej til udbredelsen af Jesu Kristi budskab.« -(M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & Eng. Education, s. 35; Mussalmans-Vol.1, s. 130-131).

De kristne missionærer tøvede ikke med at føre propaganda mod islam og dets store profet, mens de under påskud af at oprette bengali- og engelsksprogede skoler udbredte kristen lære. Cornwallis forbød åbenlys udbredelse af kristendommen på offentlige veje og i landsbyerne (Beveridge: Hist. of India. Vol.2. s. 850-51).

Ikke desto mindre fortsatte de dette arbejde. Endelig, efter at Minto havde tiltrådt sit embede, iværksatte han strenge foranstaltninger mod missionærerne, fordi de havde udgivet pjecer med upassende og irrelevante udtalelser om islam og profeten Muhammad (fvmh.). -(M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & Eng. Education, s. 36; Lethbridge, s. 59).

Serampore College i Serampore (Hugli) blev grundlagt i 1818 under William Careys ledelse. Formålet med oprettelsen af dette college var at give undervisning i både østlig og vestlig viden og gennem modersmålet at omvende landets befolkning til kristendommen. Serampore College var på det tidspunkt det eneste college i Asien, der tildelte grader. -(Mc. Cully. s. 41; M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & Eng. Education, s. 39-40).

Serampore College havde, som tidligere nævnt, som sit primære formål at udbrede og fremme kristendommen i Indien. Derfor var der behov for at uddanne indfødte kristne, som også kunne oversætte kristne læresætninger til bengali og varetage udgivelsesarbejdet. Med dette formål stod kollegiet åbent for ikke-kristne, og indflydelsesrige lokale folk blev opmuntret til at hjælpe og samarbejde om udbredelsen af kristne læresætninger. Frem til december 1838 viste det sig, at der blandt kollegiets i alt 101 studerende kun var 34 ikke-kristne studerende. De var sønner af brahminer og andre slægter fra Serampore og de omkringliggende områder (Mc. Cully, s. 64, 65).

Der var ingen muslimske studerende dér af to grunde. For det første var formålet med undervisningen på dette kollegium at udbrede kristendommen, og for det andet blev der undervist i en form for bengali, som var uforståelig for muslimer. Det skyldtes, at dette bengali var baseret på kendskab til sanskritgrammatik, som muslimer overhovedet ikke kunne forventes at have. (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 140).

På de skoler og kollegier, som missionærerne havde grundlagt, samt på Fort William College (1800), der var grundlagt af regeringen, blev det bengalske sprog med hinduistiske læreres hjælp beriget efter sanskrits sproglige system, og denne form for bengali var ukendt for muslimer. Muslimerne i Nedre Bengalen talte ganske vist bengali, men deres bengali var blandet med arabisk og persisk. D.H.H. Wilson sagde, da han afgav vidneudsagn for det britiske Underhus’ udvalgte komité, at bengali og hindi har en nær forbindelse med sanskrit. Ifølge ham var 305 af 500 ord i Shakiespear’s Hindustanee Dictionary sanskritord. I den bengalske lærebog med titlen ‘Hitopadesh’, som blev brugt på kollegiet, var kun 5 af de første 147 ord ikke-sanskritiske. [A.R. Mallik: Br. Policy and the Muslims in Bengal, s. 156: Sixth Report, Select Committee (HC). 1853. Minutes of Evidence, s. 9. Som svar på et spørgsmål sagde Wilson, at ingen ville kunne forstå bengali uden et vist kendskab til sanskrit.]

På modersmålsskolerne blev der undervist i bengali med et stort antal sanskritord – disse skolers døre var lukkede for muslimer. I Bihar blev der desuden undervist i hindi med devanagari-alfabetet, og også dette var fuldstændig ukendt for muslimer. (Report of Bengal Provicial Committee, Education Commission, s. 215. Evidence of Abdul Latif in reply ro Q1).

Desuden Dakshina, Amar Singh, Chanakya, Saraswati Vandana, Manbhanjan, Kalanka Bhanjan og lignende.

Hinduiske bøger som Dan Lila, Dadhi Lila og lignende, der handlede om Krishnas kærlighedslege i barndommen. I Bihar blev der desuden undervist i Sudama Charit, Ram Yamuna og lignende. (A.R. Mallick: British Policy and the Muslims in Bengal, s. 156).

Disse oplysninger beviser klart, at det var en sammensværgelsesplan udarbejdet af de kristne missionærer, de engelske herskere og deres lokale håndlangere for at holde muslimerne uden for uddannelsens lys. Alexander Duff grundlagde en uddannelsesinstitution i Kolkata for engelskundervisning – gennem Duffs indsats blev den en særligt bemærkelsesværdig uddannelsesinstitution. Men den var udelukkende for hinduer fra de lavere klasser og blev grundlagt med Raja Rammohan Roys hjælp. Skolen blev bevidst placeret i et hinduistisk kvarter og på et sted, hvor Hindu College tidligere var blevet opført. Duff gjorde ikke noget forsøg på at grundlægge en skole i et muslimsk område. (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 41, N. Chattaerhce: Life of Mahatma Raja Rammohan Roy (Bengali), s. 394).

Mellem 1807 og 1814 foretog dr. Francis Buchanan efter regeringens anvisning en undersøgelse af distrikterne i Bengalen og Bihar. I 1938 blev hans rapport offentliggjort i tre bind af R.S. Martin. Under Lord Bentinck udarbejdede W. Adam mellem 1835 og 1838 tre rapporter på grundlag af Buchanans papirer. Den tredje rapport blev udarbejdet i 1938 efter hans egne undersøgelser og iagttagelser på stedet. Han fremlagde en sammenlignende oversigt over uddannelsesforholdene blandt henholdsvis hinduer og muslimer, som følger:

Hinduer                              muslimer

(a) Indfødte grundskoler                          11                                16

(b) Højere skoler                                         38                               0

(c) Familier, hvor forældrene eller venner

gav drenge og piger undervisning         1277                           311

Ovenstående opgørelse gives som eksempel for Natore-thanaen i Rajshahi-distriktet, hvor hinduernes befolkning på det tidspunkt var 656.558 og muslimernes 1.296.401. I en sådan muslimsk domineret thana var andelen af muslimer, der modtog undervisning, så ubetydelig som beskrevet ovenfor. I den nævnte opgørelse angives det samlede antal lærere, blandt hvilke der kun var én muslimsk lærer.

Da han beskrev årsagen til muslimernes sådanne situation på uddannelsesområdet, sagde han, at de økonomisk set levede et yderst elendigt liv. Han sagde endvidere, at det under disse omstændigheder ville være det samme som at klatre op til himlen ved hjælp af en stige at råde dem til at uddanne sig, hvilket var fuldstændig umuligt og meningsløst. Adam siger, at der i hele Rajshahi-distriktet kun fandtes én skole for muslimernes uddannelse, i Kasbabaghate i Bilmaria-thanaen; den var flere hundrede år gammel og var blevet oprettet under protektion af Bengals muslimske sultaner og storsindede muslimske stormænd.

W. Adam udarbejdede sin tredje rapport (1838) efter at have inspiceret fem distrikter i Bengalen og Bihar. På grundlag heraf udarbejdede han følgende opgørelse:

Oversigt nr. 1: Persisk-arabiske skoler, deres antal og elevtal, hinduer og muslimer.

Distrikt Persiske Arabiske skoler Hindu-elever Muslimske elever I alt

Murshidabad 17 2 62 47 109

Bardhaman 93 8 477 494 971

Birbhum 71 2 245 245 490

Tirhut 234 4 445 153 598

Syd-Bihar 279 12 867 619 1486

I alt 694 28 2096 1558 3654

Det interessante er, at antallet af hinduistiske elever, der gik på arabisk-persiske skoler, var større i forholdet tre til fire. Hvis man derefter medregner antallet af hinduistiske elever, der gik på sanskritskoler, bliver deres antal ৪৬৫১, mens muslimernes antal bliver ১৫৫৮. Tabel nr. 2: Modersmålsskoler – deres antal, elevtal samt hinduer og muslimer.

Distrikt      Bengalske skoler      Hindiskoler      Hinduistiske elever      Muslimske elever      Andre      I alt

Murshidabad      ৬২      ৫      ৯৯৮      ৮২      ০      ১০৮০

Bardhaman      ৬৩০      ০      ১২৪০৮      ৭৬৯      ১৩      ১৩১৯০

Birbhum      ৪০৭      ০      ৬১২৫      ২৩২      ২৬      ৬৩৮৩

Tirhut      ০      ৮০      ৫০২      ৫      ০      ৫০৭

Sydlige Bihar      ০      ২৮৬      ২৯১৮      ১৭২      ০      ৩০৯০

I alt      ১০৯৯      ৩৭৬      ২২৯৫১      ১২৬০      ৩৯      ২৪২৫

Af ovenstående oversigt fremgår det, at muslimerne i undervisning i modersmålet var langt bagefter hinduerne. Årsagen hertil er også ganske klar. For det første var det sanskritfyldte bengalske sprog uforståeligt for dem, og for det andet var lærebøgernes indhold fyldt med artikler og fortællinger præget af afgudsdyrkelse. For det tredje forblev muslimerne tilbagestående inden for uddannelsen, fordi der ikke fandtes skoler i stedet for hindiskolerne. W. Adam anbefalede, at der blev åbnet urduskoler for muslimer, og at der blev skrevet bengalske lærebøger, der var egnede til muslimer. Men regeringen viste ingen opmærksomhed på dette område.

[Bemærkning: A.R. Mallick, British Policy and Muslims in Bengal, s. 161-65]

På initiativ af Calcutta-afdelingen af Christian Missionary Society (C.M.S.) blev der i 1819 oprettet en engelsk skole for hinduer i Burdwan. Da skolens område blev flyttet under ledelse af repræsentanterne for Calcutta-afdelingen, Mr. Shew og Mr. Thompson, gik skolen i forfald af frygt for, at eleverne ville blive omvendt til kristendommen. På tilsvarende måde oprettede biskop Corrie (Corrie) i 1832 en engelsk skole i Kalinga, et muslimsk befolket område i Calcutta. Men da der blev bygget en kirke ved siden af den, forlod et stort antal muslimske elever skolen. I sin rapport forklarede Mr. Thomson årsagen til faldet i elevtallet og sagde (1841), at muslimerne ikke var lige så interesserede i vestlige sprog og litteratur, som hinduerne var. -(M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 44-45; Long: Handbook of Bengal Mission, s. 125).

Mr. Thomson skjulte den egentlige årsag og lagde hele skylden på muslimerne. Den egentlige årsag var, at spørgsmålet om den vestlige religion var uløseligt forbundet med de vestlige sprog og den vestlige litteratur. Det var langt vanskeligere for muslimerne mentalt at forberede sig på at gå på missionsskoler end for hinduerne. Muslimerne nærede en stærk aversion mod kristendommen, ja man kan endda sige had. For muslimerne havde opbygget deres religiøse tro ved at forkaste kristendommen. Hinduerne havde derimod ikke nogen sådan forudgående viden, og derfor blev de let påvirket af kristendommen.

Missionærerne vidste, at deres kontakt havde ført til, at et større antal hinduer antog kristendommen. Derfor var alle deres bestræbelser rettet mod hinduerne. I 1858 bemærkede en missionær i en pjece, han havde skrevet, at der i virkeligheden ikke var gjort nogen oprigtig indsats for at udbrede uddannelse blandt muslimerne. De europæere, som blev sat til at inspicere de offentlige uddannelsesinstitutioner, havde intet kendskab til muslimernes sprog, karakter eller skikke. -(M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 46; India Office Tract. 242).

I anden halvdel af det attende århundrede gjorde afslutningen på det muslimske styre og East India Companys erhvervelse af diwani-retten englænderne til, hvad man næsten kan kalde, landets eneherskere. Som følge heraf voksede deres handel, med Calcutta som centrum, hundrede gange. Kæmpemæssige bygninger begyndte at rejse sig i Calcutta. De hinduer, hvis hjælp og støtte havde gjort det muligt at etablere det engelske styre i landet, gik i stort tal frem for at få ansættelse under kompagniet, blive partnere i deres forretninger eller arbejde som handelsmæglere for dem. De indså det akutte behov for at lære engelsk. Derfor var det også dem, der tog det første skridt til at oprette engelske skoler. Hinduistiske forretningsfolk og rige købmænd oprettede med hjælp og støtte fra deres europæiske købmandsvenner engelske skoler forskellige steder på privat basis. I 1790’erne oprettede en vis Nityananda Sen en sådan skole i Calcutta-kvarteret Kolutola.

En anden ting bør især nævnes her. Missionærerne begyndte i stor stil at udbrede kristendommen i dette land ved at oprette skoler med bengalsk som undervisningssprog. Da de begyndte at gå betydeligt for vidt i denne henseende, indførte den britiske regering visse begrænsninger på deres virksomhed. Men Charter Act of 1813 ophævede de begrænsninger, der var blevet pålagt dem. Denne lov åbnede vejen for etableringen af et bispevælde (Episcopacy) i Indien. I 1814 kom biskop Middleton (Middleton) til Calcutta. På grund af hans entusiasme og energi begyndte missionærerne at arbejde med fuld kraft. Han blev tæt knyttet til Bishop’s College i Calcutta. På hans anmodning skænkede generalguvernøren college’et 62 bigha jord. Senere blev der ydet yderligere statslig støtte til det. Biskop Middleton skænkede selv fem hundrede pund med henblik på opførelsen af college’ets kirke samt fem hundrede bøger til collegebiblioteket.

Europæiske købmænd trådte frem for at yde missionærerne hjælp og støtte, og det var i virkeligheden dem, der lagde grunden til den engelske undervisning i Bengalen. Takket være deres indsats, især med hjælp og støtte fra Mr. David Hare og Sir Edward Hyde East, blev Hindu College oprettet i Calcutta i 1817 til undervisning af hinduistiske unge. På en generalforsamling, der blev afholdt i hindueres nærvær i Sir Edwards bolig den 27. august 1816, blev vedtægterne og reglerne for dette foreslåede college udarbejdet. Det blev erklæret, at institutionens primære formål var at undervise sønner af fornemme hinduer i engelske og indiske sprog samt i Europas og Asiens litteratur og videnskab. -(M. Fazlur Rahman, The Bengali Muslims & English Education, s. 48-51, citeret fra de regler, der blev godkendt af abonnenterne og generalforsamlingen afholdt den 27. august 1816, Calcutta Christian Observer, juli 1832, s. 72).

Dette Hindu College blev i 1832 omdannet til et statsligt college. På denne måde støttede regeringen et bestemt trossamfund inden for uddannelsesområdet. Det bliver almindeligvis bebrejdet muslimerne, at de var stærkt modvillige over for engelsk og vestlig uddannelse. Selv over for det bengalske sprog var de angiveligt ligeglade. Det er allerede blevet nævnt ovenfor, hvordan det bengalske sprog blev gjort fyldt med sanskrit for at holde muslimerne borte fra uddannelsens område. Var dette virkelig den egentlige årsag til, at muslimerne nægtede at lære engelsk? At antage dette ville være uretfærdigt over for dem. Det var yderst bekosteligt at studere på engelske skoler og colleges, og muslimerne var plaget af fattigdom. Velhavende hinduistiske handelsfolk og pengeudlånere oprettede med hjælp og støtte fra deres engelske venner private engelske skoler og banede uden statslig hjælp vejen for deres egne børns engelske uddannelse. Sådanne bestræbelser var umulige og urealistiske for muslimerne. Det kan uden tøven siges, at muslimerne af natur, som folk og hvad deres religion angår var mere uddannelsesivrige end noget andet folk. Men fordi deres politiske og økonomiske struktur var blevet sønderbrudt, blev de tilbagestående inden for uddannelsen. De var også interesserede i engelsk uddannelse, det vil sige vestlig uddannelse. Men i denne henseende kunne de ikke vække den mindste smule sympati hos regeringen. Som en statslig institution for muslimernes uddannelsessystem blev Calcutta-madrasaen grundlagt i 1780 af Warren Hastings. Men historien om denne madrasa i de fyrre år fra 1780 til 1829 er yderst smertefuld. Regeringen kunne have gjort denne institution til en højere læreanstalt for muslimer med engelsk og vestlig uddannelse. Men det gjorde de ikke. Trods gentagne krav om at åbne engelske klasser på Calcutta-madrasaen lod regeringen i lang tid sagen trække ud. Ud over Hindu College blev der til hinduernes højere uddannelse oprettet mange engelske skoler af hinduer, englændere, missionærer og Calcutta School Society. Men ingen steder var der nogen mulighed for, at muslimer kunne få adgang. Ifølge hr. Adams beskrivelse fandtes der i Calcutta to skoler på Upper Circular Road og i Bara Bazar, grundlagt af henholdsvis en kristen og en hindu. De underviste også selv på skolerne. Der var endnu en i Shobhabazar. Her studerede tre hundrede elever. Denne skole blev også ledet af en kristen og en hindu. Da disse skoler var private, opkrævede de høje skolepenge af eleverne. Det vides ikke, om muslimer havde adgang til dem. Men selv hvis de havde, kan det uden tvivl siges, at de på grund af pengemangel ikke kunne sende deres børn dertil. Calcutta Review (1850) omtaler flere andre skoler af denne art, blandt hvilke Oriental Seminary især er bemærkelsesværdig. Skolen blev grundlagt i 1823. I 1850 var elevtallet 585. Den indtog andenpladsen efter Hindu College. Det siges, at en vis Gaur Mohan Addy grundlagde skolen for sine landsmænd og ansatte en vis hr. Charnbull og en vis barrister Herman Geoffery som undervisere. Det er meget sandsynligt, at muslimske elever heller ikke havde adgang hertil. Desuden blev der oprettet nogle særlige skoler for kristnes børn, hvor hinduer og muslimer fik adgang. Disse var blandt andre The Calcutta High School, The Parental Academic Institution, The Philanthropy-Academy og The Verulam Academy. Parental Academy lå et sted, hvor velstående muslimer kunne sende deres sønner hen. Fornemme og velstående muslimer sendte deres børn til St. Paul’s School og Parental Academy. Grunden til, at de sendte dem til disse to, var, at drengene her opnåede færdighed i det engelske sprog, og at ingen af de to var af missionærtypen. Hr. Mouat (Mouat 1952) forklarer årsagen til muslimernes deltagelse i disse to skoler og siger — [F. J. Mouat, sekretær for Education Committee] — at eftersom undervisningen på Calcutta-madrasaen ikke var god, og der desuden var forskellige mangler, havde de været nødt til at søge andre steder. — (M. Fazlur Rahman: The Bengali Muslims & English Education, s. 57-58; Calcutta Review 1850, s. 457; Adam, op. cit., s. 37, 41).

Den Calcutta-madrasa, som blev grundlagt i 1780 for muslimernes uddannelse, blev behandlet så forsømmeligt af Kompagniet og den britiske regering, at det synes, som om myndighedernes formål snarere var at give uvidenhed og dårlig uddannelse end uddannelse. Jeg finder det nødvendigt at kaste lidt lys over dette.

Efter ansøgning fra en hel del berømte muslimske lærde grundlagde Hastings i 1780 Calcutta-madrasaen for muslimernes uddannelse. Indtil da havde muslimer forskellige funktioner ved kriminal- og civildomstolene samt i politiet, og eftersom persisk var det gængse sprog i administrationen, var det også nødvendigt for Kompagniets regering at opretholde et uddannelsessystem for muslimer med henblik på den daværende administration. Ansvaret for madrasaens ledelse blev overdraget. Men fra 1780 til 1791 blev der ikke konstateret nogen som helst fremgang ved madrasaen. Der blev konstateret fejl og mangler i Majdud-dinens ledelse, og efter hans afskedigelse blev en vis Muhammad Israel betroet ansvaret. Madrasaens komité blev omorganiseret, og følgende læseplan blev udarbejdet:

Naturfilosofi (Natural Philosophy), fiqh, retslære, astronomi, geometri, matematik, logik og grammatik. Men indtil 1922 var der ingen ændring i forholdene. Derfor anbefalede Dr. Lamsden (Lamsden), et indflydelsesrigt medlem af madrasaens komité, i sin rapport, at der blev udnævnt en europæisk rektor. Regeringen afviste denne anbefaling, men anmodede Lamsden i hans rapport om at anbefale udnævnelsen af en europæisk rektor. I 1818 foreslog komitéen at udnævne en europæisk sekretær. Regeringen accepterede forslaget, men lagde det økonomiske ansvar på komitéen, så der ikke skulle komme noget pres på statens indtægter. Det beklagelige er, at de forslag, som Dr. M. Lamsden fremsatte om at oversætte bøger om vestlig viden og videnskab til arabisk og persisk, indføre engelsk undervisning på madrasaen og undervise muslimske elever i engelsk, enten blev afvist af regeringen, eller at regeringen i mange år lod sagen trække ud. — (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 68-70; A. R. Mallick, British Policy & the Muslims of Bengal, s. 176).

Når et ansvarligt medlem af komitéen, Dr. M. Lamsden, foreslog at åbne engelske klasser på madrasaen, må man naturligvis forstå, at de muslimske elever og forældre var interesserede i engelsk uddannelse. Ellers ville de have modsat sig forslaget. Det bør erindres, at der i 1815 blev fremsat et forslag om at åbne engelske klasser på Sanskrit College i Benares. Madrasaens komité haltede bagefter på dette område. Derimod blev Hindu College grundlagt i 1816, og undervisning på engelsk blev påbegyndt. I 1854 blev dette Hindu College efter muslimernes henvendelser og andragender omdannet til Presidency College, og dets døre blev åbnet for elever fra alle religioner og samfund. (Abdul Mawdud, Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 94; Århundreders vandring: Dr. Hasan Zaman, professor Abdur Rahim, s. 239).

Under alle omstændigheder blev kaptajn Irvine efter Lamsdens forslag udnævnt til komiteens sekretær med en månedsløn på tre hundrede taka. I august 1821 blev den første eksamen afholdt i henhold til de nye bestemmelser, og resultatet var tilfredsstillende. Resultaterne i de følgende to år var også gode. I 1823 oprettede hr. John Adam General Committee of Public Instruction. Komiteen erklærede resultaterne af eksamenerne i 1824 og 1825 for tilfredsstillende. Lamsden fremsatte på ny forslag om, at engelske lærebøger skulle oversættes til arabisk og persisk for at skabe motivation blandt eleverne til at lære engelsk. Han understregede især nødvendigheden af at oprette en forberedelsesskole med henblik på at forbedre madrasaens grunduddannelse. Den af europæere påvirkede madrasa-komité accepterede imidlertid ikke alle Lamsdens forslag. Den nægtede at godkende punktet om udbredelse af europæisk uddannelse. De fleste medlemmer gav udtryk for, at det formål, som madrasaen var blevet oprettet for, ville mislykkes, hvis man indførte engelsk eller europæisk uddannelse. (Board’s Collection, 909, s. 321, s. 365-367, 909, s. 322; Lamsden til Madrasah Committee, 30. maj 1823; Madrasah Committee til generalguvernøren, 3. juli 1832). Komiteens afvisning skabte således en alvorlig hindring for muslimske elevers adgang til engelsk uddannelse. General Committee of Public Instruction overvejede derimod med stor interesse forslaget om at åbne engelskundervisning på Calcutta Sanskrit College og overtog Hindu College for at sikre en hensigtsmæssig administration. Dr. H. H. Wilson blev udnævnt til komiteens sekretær og samtidig til regeringens inspektør for dette college. Der blev også bevilget betydelige offentlige midler til formålet. Trods gentagne krav om at indføre engelskundervisning på den offentlige uddannelsesinstitution madrasaen tillagde regeringen den ingen betydning. Derimod strømmede regeringens gunst, hjælp, sympati og donationer til det private Hindu College. Heraf fremgår det klart, hvor ligeglad regeringen var over for muslimerne, især med hensyn til deres engelske uddannelse. Det beviser også, at anklagen mod muslimerne for at have forkastet engelsk uddannelse var grundløs. Den anklage, der blev rettet mod dem som tilhørende en bestemt klasse, var ligeledes grundløs. Skylden blev lagt på muslimerne for at skjule forbrydelsen ved at favorisere en bestemt klasse. Enhver, der kender historien om de kristne missionærers virksomhed og udbredelsen af kristendommen blandt hinduerne, ja selv historien om hinduisternes egen institution, Hindu College, vil naturligvis indrømme, at hinduerne ikke havde større afsky eller modvilje mod engelsk uddannelse end muslimerne. (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 73-74).

Efter madrasaens årlige eksamen i 1825 foreslog eksaminatorerne, hr. Mill og hr. Thomson, at man skulle undervise i vestlig viden og videnskab, efter at have bemærket elevernes rosværdige præstationer ved eksamen. Opmuntret af deres forslag pressede Lamsden på for at indføre engelskundervisning på madrasaen. I den rapport, han sendte til komiteen, skrev han, at hans langvarige og tætte kontakt med muslimske elever og den muslimske offentlighed havde givet ham den opfattelse, at muslimerne ikke ville have nogen indvendinger mod at tage det engelske sprog i brug udelukkende som et middel til at tilegne sig nødvendig viden; tværtimod ville de tage imod det med begejstring. Men hvis lærebøgerne blev brugt til at lette udbredelsen af Bibelen, eller hvis muslimernes religiøse tro blev krænket, måtte man forvente indvendinger. (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 74; Board’s Collection, 909, s. 713; Lamsden til General Committee, 19. februar 1825). Lamsden foreslog desuden, at hver elev skulle tildeles et stipendium på otte taka for at tilskynde til engelskundervisning. Macaulay protesterede kraftigt imod dette, og forslaget blev forkastet.

Selv om der ikke blev åbnet engelskundervisning på madrasaen, var eleverne blevet så ivrige efter at lære engelsk, at de for et ganske lille honorar begyndte at lære noget engelsk hos lærerne. På den måde kunne de heller ikke lære engelsk ordentligt. Lamsden foreslog nu over for komiteen, at der skulle ansættes en lærer i det engelske sprog. Heller ikke dette førte til noget. Madrasaens elever blev således ikke berøvet engelsk uddannelse på grund af muslimerne, men på grund af myndighedernes partiske holdning og deres mangel på oprigtig interesse i at udbrede uddannelse blandt muslimerne.

Imens var den meget indflydelsesrige uddannelsesmand Dr. H. H. Wilson tilknyttet Hindu College, og derfor krævede han større statslig støtte til collegeets fortsatte udvikling. Hr. Holt Mackenzie, der havde ansvaret for uddannelsesdepartementet, foreslog oprettelsen af et privat college for en bestemt klasse og et bestemt samfund. Regeringen afviste imidlertid forslaget, fordi det ville kræve store udgifter. Denne afvisning blev en stor velsignelse for Hindu College. Fra da af rettede komiteen hele sin velvilje mod dette Hindu College, som blev gjort til det eneste centrum for engelsk uddannelse. I general komiteens rapport om dette college fra 1825 udtrykte den tilfredshed med, at elevtallet var steget fra et hundrede til to hundrede, og bemærkede, at hvis et så stort antal elever kunne få den nødvendige viden og uddannelse i det engelske sprog, kunne man uden tvivl håbe på en udvikling og forbedring af de intellektuelle egenskaber hos Calcutta-byens vigtigste og mest fremtrædende indbyggere (Principal Inhabitants of Calcutta). Udtrykket »Calcutta-byens vigtigste og mest fremtrædende indbyggere« er her særligt bemærkelsesværdigt. Der kan ikke herske tvivl om, at det udelukkende henviser til Calcuttas »hinduistiske middelklasse«. Dette udtryk har tydeliggjort den britiske regerings egentlige holdning på uddannelsesområdet.

Den britiske regerings uddannelsespolitik var i virkeligheden en filtreringspolitik (Policy of Filtration), hvorved mulighederne for højere uddannelse og for at tilegne sig vestlig viden og videnskab gennem det engelske sprog blev begrænset til en udvalgt gruppe blandt hinduerne, som blev kaldt Principal Inhabitants of Calcutta (Calcut​​tas vigtigste og mest fremtrædende indbyggere), det vil sige den hinduistiske middelklasse. De skulle modtage engelsk uddannelse og derefter arbejde for at udbrede denne uddannelse i landet. Det vil sige, at de uddannelsesinstitutioner, som blev oprettet af dem, både ville have hinduistiske lærere og hinduistiske elever. Sådan blev det faktisk. Når man skal sige det kort, var denne uddannelse hovedsageligt også begrænset til hinduer fra de højere klasser, det vil sige brahminer. Den hinduistiske handelsklasse nød også godt af denne filtreringspolitik. For ikke at tale om muslimerne blev også de øvrige klasser i det hinduistiske samfund udelukket fra den. Reverend Lal Behari Dey bemærker: »I Indien er den øvre klasses filter på ingen måde et filter. Det er et lerkar, hvis åbning er lukket på en sådan måde, at hverken lys eller luft udefra kan trænge ind. På den ene side indtager en brahmin sig mæt i viden om logik, metafysik og teologi; på den anden side venter en spedalsk og en shudra med begærlige blikke på, hvornår blot et stykke mad fra deres herres bord vil tilfalde dem.« (L. B. Dey som svar til Babu Kishori Chand, mødet i British India Association, 1868 – citeret af H. A. Stark, Vernacular Education in Bengal, s. 89).

I overensstemmelse med denne filtreringspolitik rettede regeringen sin største opmærksomhed mod Hindu College. Der blev bevilget otte stipendier på seksten rupees til de studerende samt en månedlig støtte på tre hundrede rupees. Desuden blev der bevilget 49.376 rupees til trykning af elementære lærebøger og 5.000 rupees til indkøb af bøger fra England.

Efter således at have givet Hindu College mulighed for at nå udviklingens højeste tinder vendte Wilson sin opmærksomhed mod Sanskrit College. Så snart det blev bekendtgjort, at der ville blive oprettet engelskundervisning her, meldte 40 af de 136 studerende sig som interesserede i at lære engelsk. En af underviserne ved Hindu College, hr. Tytler (Tytler), blev som en ekstra opgave udnævnt til at undervise ved Sanskrit College. Efter alt dette besluttede regeringen måske af skam i 1829 at oprette engelskundervisning ved Calcutta Madrasa. I rapporten for april det første år fremgik det, at antallet af studerende var faldet fra 136 til 102. Fattigdom blev angivet som den vigtigste årsag. De fleste muslimske studerende kom nemlig fra landets fjerneste egne for at lære engelsk. På grund af deres fattigdom studerede de fra logi i engelske herrers khansamaers boliger og med økonomisk støtte fra sahib’erne. (M. Fazlur Rahman, Bengali Muslims & English Education, s. 74-80; Hunter, The India Mussalmans, s. 203).

Den lange gennemgang af muslimernes uddannelse under det britiske styre blev foretaget af to grunde. Den ene var at bevise den britiske regerings stedmoderligt diskriminerende behandling af muslimerne. Den anden var at bevise, at anklagen mod muslimerne for at have forkastet den engelske uddannelse var grundløs. Jeg håber, at disse to forhold er blevet tydelige i den foregående gennemgang. Som yderligere bevis vil jeg nævne et par ting.

Lord Macaulay blev i 1834 udnævnt til medlem med ansvar for lovgivning i det britiske parlament. Han beskrev formålet med den britiske regerings uddannelsespolitik i Indien således:

“Vi må nu skabe en klasse, som i samfundet kan fungere som tolke mellem herskerne og de beherskede. De skal være indiske af krop og hudfarve, men af smag, meninger, moral og forstand ægte engelske. (Woodrow Macauly’s Minutes on Education in India, 1862: Abdul Mawdud, Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 97).

Macaulay sagde endvidere: Jeg er fast overbevist om, at hvis vores uddannelsespolitik gennemføres, vil der om tredive år fra i dag ikke længere findes nogen afgudsdyrker i det uddannede og fornemme bengalske samfund. (Trevelyan – Life and Letters of Lord Macaulay, bind 1, s. 455)

Det, som hr. Macaulay i sin første udtalelse ønskede at se efter tredive år, var måske allerede begyndt, uden at han kunne se det fra England. I 1832 blev der indsamlet oplysninger om, hvor meget efterspørgslen efter britiske varer var steget. Det blev i denne redegørelse sagt, at efterspørgslen efter britiske tekstiler ikke blot var steget blandt Calcuttas middelklasse. Også efterspørgslen efter og anseelsen for britiske spiritusvarer var steget. Tiltrækningen til britiske luksusvarer var blevet større blandt dem. De havde huse indrettet med britiske møbler, hestekøretøjer, og de drak også alkohol. De indfødte drikker uden tvivl mere alkohol. For de ønsker netop at bevise, at de ikke nærer uvilje, had eller afsky mod fremmedgørelsen – med Macaulays ord: at de i smag, meninger og moral skal være ægte engelske. De drikker spiritus, brandy og øl. (Select Committee Report, House of Commons, 1831-32, Mawdud, s. 10).

Hr. Trevelyan forklarer regeringens ‘filtreringspolitik’ på uddannelsesområdet således: “De velhavende handelsfolk og de uddannede samfundslag vil først få gavn af den; en gruppe nye lærere vil dukke op; der vil blive udgivet flere bøger på de indfødte sprog. Gennem disse vil vi derefter bevæge os fra byerne til landsbyerne, fra de få til den brede befolknings hjem – grundskoler vil blive oprettet, men vores midler er begrænsede, mens millioner af mennesker skal uddannes. Derfor er udvælgelse nødvendig, og i første omgang er opmærksomheden rettet mod folk fra den øvre middelklasse. For når de bliver uddannede, vil mulighederne også brede sig blandt den almindelige befolkning”.

(Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, s. 97-98; Trevelyan s. 48).

Gennem hr. Trevelyans mund er de engelske herskeres inderste tanker kommet til udtryk. Med støtte fra de velhavende handelsfolk og den hinduistiske middelklasse har de frataget muslimerne den politiske magt. Gennem handel og forretningsvirksomhed er deres alliance med denne middelklasse blevet stadig tættere. Ved at holde dem fuldt ud tilfredse vil de kunne fastholde deres herskermagt i dette land. Derfor er det ikke mærkeligt, selv om det er uretfærdigt, at deres gunst i fuldt mål blev skænket netop denne særlige klasse. De kristne missionærer gjorde en indsats for at udbrede undervisning i dette land. Men deres hensigter var på ingen måde ædle. Da deres appel til muslimerne om at tage imod deres »evangelium«, fremsat i undervisningens navn, endte i fiasko, kunne de ikke se positivt på muslimerne. Denne fiasko fik dem til sidst til at føre propaganda mod islam og dets store profet. Således blev muslimernes skæbne knust af denne treenighed: missionærerne, de engelske herskere og deres hinduistiske middelklasse-allierede; de blev kastet bort fra undervisning og leveveje og berøvet alle andre muligheder og fordele.

De midler, som dette lands befolkning behøvede til undervisning og velfærd, behøvede ikke at blive hentet fra Storbritannien. Landets penge burde bruges til landets egne indbyggere. Og det blev aldrig betragtet som en gunst eller velvilje. Det var landets befolknings ret. Men muslimerne blev berøvet denne ret. Der var ikke blot tale om, at der ikke blev afsat midler fra statskassen til muslimsk undervisning; de tilranede sig også de donationer, der var givet til muslimernes undervisning, og anvendte dem på uværdige formål. Som eksempel kan vi tage den velgørende Haji Muhammad Muhsins donation. I stedet for at fremlægge muslimernes synspunkter herom gengives, hvad den fremtrædende englænder og kristne, hr. Hunter, har sagt:

I 1806 testamenterede en velhavende og fornem muslim fra Hooghly-distriktet ved sin død sin enorme zamindari til velgørende formål. Senere opstod der en strid mellem hans to forvaltere. Da de i 1810 beskyldte hinanden for misbrug af ejendommen, spidsede krisen til, og distriktets engelske collector overtog ejendommen, indtil domstolen havde truffet afgørelse. Da retssagen stadig verserede i 1816, afskedigede han begge forvaltere, og regeringen overtog selv forvaltningen af den pågældende zamindari. Regeringen påtog sig selv den ene forvalters ansvar og udpegede en ny i stedet for den anden. Året efter blev hele ejendommen bortforpagtet på betingelse af betaling af den fastsatte land revenue. Det samlede beløb fra forpagtningen under retssagen, inklusive restancer, beløb sig til 105.700 pund sterling. (Det var af denne indtægt, at bygningens omkostninger blev betalt). Desuden har den årlige indtægt fra zamindarien indtil nu givet et yderligere overskud på 12.000 pund sterling.

»Som jeg allerede har sagt, blev trusten oprettet for at anvende zamindariens indtægter til forskellige gode formål. De gode formål, som testamentet foreskriver udgifter til, omfatter afholdelse af forskellige religiøse forkyndelsesarrangementer, vedligeholdelse af Hooghly Imambara eller den store moské, en kirkegård, forskellige stipendier samt afholdelse af udgifterne til forskellige religiøse institutioner. At yde økonomisk støtte til en uddannelsesinstitution falder inden for formålet med trustens oprettelse. Men i overensstemmelse med stifterens ønske skulle det være en uddannelsesinstitution, der gav muslimer en passende undervisning. I muslimske lande regnes oprettelsen af colleges for fattige, begavede studerende som en religiøs handling. Men at anvende testamentets midler til et ikke-muslimsk college må betragtes som en afvigelse fra testators ønske og som et alvorligt misbrug af forvalternes beføjelser.«

»Derfor kan man let forestille sig, med hvilken vrede muslimerne kunne anklage den engelske regering for at have misbrugt fonden, fordi fondens penge blev anvendt til at oprette et engelsk college. Og sådan forholdt det sig faktisk. Regeringen har med midler fra en ejendom, der udelukkende var bestemt til islamiske formål, oprettet en uddannelsesinstitution, hvor der undervises i emner, som strider mod islams principper, og hvor muslimer i praksis er blevet udelukket.«

»I dag er institutionens rektor en engelsk gentleman, som ikke kender så meget som ét bogstav af persisk eller arabisk. Denne rektor modtager en årsløn på 1.500 pund sterling fra den fond, der udelukkende er afsat til muslimske formål, for at undervise i alle de emner, som muslimerne afskyr. Det er naturligvis ikke nogen forbrydelse begået af denne rektor. De skyldige er regeringen, som udnævnte ham til denne opgave. I de seneste femogtredive år har regeringen forsætligt misbrugt midlerne fra denne enorme uddannelsesfond. Som et mislykket forsøg på at skjule sin alvorlige tillidsbrist knyttede regeringen en lille muslimsk skole (Hooghly Madrasa) til det engelske college. Ud over at misbruge fondens penge til opførelsen af collegebygningen bruges der årligt 5.000 pund sterling fra fonden til college-underhold. Den virkelige situation er altså, at af fondens indtægt på 5.260 pund sterling anvendes kun 250 pund sterling på den nævnte lille muslimske skole, og at netop denne lille muslimske skole er det eneste, der stadig består som bevis på trustens grundlæggende karakter.«

»Det er meget vanskeligt at diskutere anklagen om dette misbrug, fordi den ikke kan tilbagevises. Muslimerne går rundt og anklager den vantro engelske regering for at have udnyttet de muslimske forvalteres dårlige forvaltning af denne enorme religiøse ejendom med det skammelige formål at tilrane sig ejendomsretten over den, og for derefter, i strid med donorens hellige religiøse formål, at have oprettet en uddannelsesinstitution, der strider mod muslimernes interesser; derved fremstår regeringens forbrydelse som endnu alvorligere. Det er blevet sagt, at ikke engang én procent af de i alt tre hundrede studerende på det omtalte engelske college var muslimer for nogle år siden. Selv om denne ydmygende diskrimination senere blev mindre, består muslimernes utilfredshed med uretfærdigheden stadig. En civil embedsmand, som har undersøgt sagen grundigt, har skrevet:«

har oprettet, hvor der undervises i emner, som strider mod islams principper, og hvorfra muslimerne i praksis er blevet udelukket.

I dag er institutionens rektor en engelsk gentleman, som ikke kender så meget som ét ord på persisk eller arabisk. Denne rektor får en årsløn på 1.500 pund sterling fra den fond, der udelukkende er oprettet til udgifter til muslimske formål, for at undervise i alle de fag, som muslimerne afskyr. Det er naturligvis ikke nogen forbrydelse begået af denne rektor. De skyldige er den regering, som udnævnte ham til dette ansvar. I de sidste femogtredive år har regeringen forsætligt misbrugt midlerne fra denne enorme uddannelsesfond. Regeringen knyttede en lille muslimsk skole (Hooghly Madrasa) til kollegiet. Ud over at fondens penge blev misbrugt til opførelsen af kollegiets bygning, bliver der årligt anvendt 5.000 pund sterling fra fonden til kollegiets vedligeholdelse. Den faktiske situation er altså, at der ud af fondens indtægt på 5.260 pund sterling kun anvendes 250 pund sterling til den nævnte lille muslimske skole, og at kun denne lille muslimske skole har overlevet som bevis på fondens grundlæggende formål.

“Det er meget vanskeligt at diskutere anklagen om dette misbrug, fordi det ikke er muligt at tilbagevise anklagen. Muslimerne går rundt og anklager den vantro engelske regering for med det ondsindede formål at tilrane sig ejerskabet over denne enorme muslimske religiøse ejendom at have udnyttet den muslimske forvaltning af ejendommen, og derefter for, i strid med giverens hellige religiøse formål, at have oprettet en uddannelsesinstitution, der var imod muslimernes interesser. Derved er regeringens forbrydelse blevet endnu alvorligere. Det er blevet sagt, at muslimerne for nogle år siden udgjorde mindre end én procent af de i alt tre hundrede studerende på det omtalte engelske kollegium. Selv om denne ydmygende diskrimination siden blev mindsket, fortsætter muslimernes utilfredshed med uretfærdigheden stadig. En civil embedsmand, som har undersøgt sagen grundigt, har skrevet:”

“Jeg kan med beviser påvise, at det er vanskeligt at overdrive det had og den foragt, som den britiske regering har høstet gennem sine handlinger i denne sag. I løbet af mine otteogtyve år i Indien har jeg undersøgt, om sagen forholdt sig sandt (jeg besøgte Hooghly allerede få uger efter min første ankomst til landet), og jeg kan sige, at jeg på det tidspunkt ikke hørte andet fra hverken indfødte eller europæere. Hvad enten det er berettiget eller ej, mener muslimerne, at regeringen i denne sag har behandlet dem uretfærdigt og snæversynet, og for dem er det blevet til en varig bitter erfaring.”

(W. W. Hunter, The Indian Mussalmans, bengalsk oversættelse ved M. Anisuzzaman, s. 163-165).

Dette var to engelske gentlemeners klare udtalelser; de var kommet til landet som særdeles ansvarlige embedsmænd i den britiske regering. Måske græd deres inderste sjæl bitterligt over at se den ekstreme uretfærdighed mod muslimerne. Det var dette, der kom til udtryk i deres skrifter. Men fik den ufornuftige og undertrykkende regering selv da øjnene op? De betragtede én gruppe i dette land som deres fjender og en anden gruppe som deres hjertensvenner. Ved at tilegne sig fjendernes retmæssige andel tilfredsstillede de deres venners ønsker. Denne uretfærdighed fortsatte helt til slutningen af det britiske styre. Forfatteren tilbragte sin barndom fra 1925 til 1930 på den lille muslimske skole, der lå ved siden af det nævnte kollegium. Der var heller ikke dengang sket nogen ændring i den tilstand, som hr. Hunter beskrev. Man kan uden tøven sige, at der næppe noget sted i menneskehedens historie kan findes et større misbrug og en større tilegnelse af religiøse donationer. Det må kaldes muslimernes ulykke, at det efter briternes afrejse fra landet netop var deres daværende medhjælpere, der gennem arv overtog ejendommen og fondsmidlerne fra denne donation. Derfor er en ændring af tilstanden utænkelig.

Det var som følge af den dybe sammensværgelse mellem denne treenighed – den engelske herskerklasse, de kristne missionærer og den hinduistiske middelklasse i Bengal – at muslimerne blev berøvet statens støtte, og derfor blev deres veje til uddannelse og levebrød lukket. Fra den 1. april 1837 blev engelsk indført i regeringens arbejde og på kontorer og domstole. Det er værd at bemærke, at englænderne ved hjælp af list i al stilhed indførte en angliseringspolitik og gennemførte deres beslutning uden at gøre befolkningen bevidst om den. Den begunstigede klasse kendte imidlertid til denne hemmelige sammensværgelse. Derfor, så snart engelsk pludselig blev indført fra den 1. april, slog de sig ned på alle regeringskontorerne. Samtidig blev der gennem de engelske missionærers snedige manøvrer skabt et sanskritpræget hindustani, som fortrængte urdu, muslimernes største sproglige bidrag, der var baseret på arabiske og persiske ord; det blev anerkendt som det eneste regeringsgodkendte indfødte sprog og som et certifikat for at få ansættelse.

(Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling … s. 98-99). Formålet var at lukke døren til alle ansættelser for muslimerne.

Således blev den engelske uddannelse indført hovedsageligt af politiske hensyn og til gavn for én enkelt klasse blandt byens indbyggere. I praksis var engelsk uddannelse det eneste pas, der gav landets indbyggere adgang til ansættelse på offentlige kontorer og ved domstolene. Derfor blev undervisningen i dette sprog hurtigt, målrettet og udbredt overalt. Men det mest alvorlige ved denne uddannelsespolitik var, at den blev begrænset til det dannede middelklasselag, mens den brede befolkning blev tragisk forsømt. Desuden tilegnede hinduerne i middelklassen sig alle fordelene ved den engelske uddannelse, mens de fornemme hinduer og hele den muslimske befolkning blev holdt på afstand. I denne indtrængningskamp for at gøre landet engelsk var det Macaulay-tilhængerne, der sejrede. (Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, s. 99–100; John Marshal, An Advanced History of India, s. 818–19).

Nedenfor bringes nogle opgørelser for at give et fuldt indblik i muslimernes situation inden for uddannelse og ansættelse i det nittende århundrede.

Antallet af hinduistiske og muslimske elever på offentlige skoler og colleges pr. 30. april 1852:

Uddannelsesinstitution     Hinduer     Muslimer     Andre     I alt

Hindu College         471         0         0         471

Pāṭhamālā         216         0         0         216

Branch School         255         0         0         255

Sanskrit College         299         0         0         299

Madrasa 0 433 0 433

Hooghly College 389 6 2 397

Hooghly Branch School 160 2 2 164

Hooghly Madrasa 18 145 0 163

Hooghly Maktab 9 47 0 56

Sitapur Madrasa 0 40 0 40

Dhaka College 323 29 31 383

Krishnanagar College 205 7 1 213

Chittagong College                ৯৭                   ৮                                  ২০                               ১২৫

Comilla College                ৮১                    ৬                                  ৪                                  ৯১

Sylhet College                ৮০                   ১১                                ১                                  ৯২

Baulia College           ৮৩                   ০                                  ২                                  ৮৫

Medinipur College           ১১৭                  ৭                                  ১                                  ১২৫

Jessore College                ৯৬                    ৭                                  ০                                  ১০৩

Burdwan College                ৭১                    ৩                                  ০                                  ৭৪

Bankura College                ৭৪                   ০                                  ০                                  ৭৪

Barasat College 174 0 0 174

Howrah College 123 6 0 129

Uttarpara College 175 0 0 175

Barrackpur College 88 2 0 90

Rasbagla College 10 37 0 47

I alt 3841 796 64 4674

(A.R. Mallick British Policy & the Muslims in Bengal, s. 280)

Elevtallet på de ovennævnte uddannelsesinstitutioner i april 1856. Hindu College var i mellemtiden blevet omdannet til Presidency College, og der var blevet oprettet en anglo-persisk afdeling (A.P.) på Calcutta Madrasa til undervisning i engelsk.

Uddannelsesinstitution                         Hindu                 Muslim                 Andre             I alt

Presidency College                      127                 0                                  5                      132

Hindu College                               462                 0                                  0                      462

Kolutola School                             567                 0                                  4                      571

Madrasa (arabisk)             0                      59                               0                      59

Madrasa (AP)                0                      111                              0                      111

Kalinga School                                124                 15                                4                      143

Sanskrit College                            339                 0                                  0                      339

Pathshala 345 ০ ০ 345

Medicinsk college 148 96 34 278

Hooghly-madrasa 4 175 0 179

Hooghly Branch-skole 169 8 0 177

Dhaka College 390 24 41 455

Krishnagar College 240 7 0 247

Berhampore College 227 10 5 242

Howrah-skole 229 3 4 236

Uttarpara Skole 203 0 0 203

Birbhum Skole 104 10 0 114

Medinipur Skole 145 10 0 155

Bankura Skole 146 1 0 147

Baulia Skole 129 5 0 134

Raspagla Skole 40 63 0 103

Barasat Skole 192 3 0 195

Barrackpur Skole 116 2 0 118

Jessore skole 134 5 2 141

Patna skole 144 4 0 148

Faridpur skole 102 4 0 106

Barisal skole 209 22 3 234

Comilla skole 93 16 7 116

Noakhali skole 66 1 4 71

Chittagong skole 166 42 14 222

Bogra skole 85 6 0 91

Dinajpur skole 114 8 4 126

Mymensingh skole 167 9 8 184

Sylhet skole 157 5 2 164

I alt 6338 731 147 2216

(A.R. Mallick, British Policy & the Muslims in Bengal, s. 281)

I sit værk tilføjer hr. Hunter en oversigt over muslimernes placering i det statsstøttede erhvervsliv i Bengal i april 1871. Den er som følger:

Europæere hinduer muslimer i alt

Kontraktansat civil tjeneste

(udnævnt af dronningen fra England

udnævnt ২৬০ ০ ০ ২৬০

I distrikter uden for reguleringen

Judicial officer ৪৭ ০ ০ ৪৭

Ekstraassisterende kommissær ২৬ ৭ ০ ৩৩

Vice-magistrat og vicekollektor ৫৩ ১১৩ ৩০ ১৯৬

Indkomstskatteassessor ১১ ৪৩ ৬ ৬০

Registreringsafdelingen ৩৩ ২৫ ২ ৬০

Dommer ved Small Causes Court og

Underordnet dommer 14 25 8 47

Munsif 0 178 37 216

Politiet, alle grader

Embedsmand i gazetted-gruppen 106 3 0 109

Ministeriet for offentlige arbejder, ingeniør-

stab 154 19 0 173

Ministeriet for offentlige arbejder, underordnet

Normering 72 125 4 201

Offentlige Arbejder, regnskab

Normering 22 54 0 76

Den medicinske afdeling,

på medicinske kollegier, i fængsler,

på velgørenhedsklinikker, sundheds

og sygdomsforebyggende afdelinger

ansatte medarbejdere og distrikts

Medicinske officerer osv.            89                            65                   4                      158

Afdelingen for folkeoplysning                             38                            14                    1                      53

Told, søfart og opmåling, opium

kontrol samt forskellige andre afdelinger         412              10                    0                      422

                                    I alt         1334                        681                 92                    2111

W W Hunter The Indian Mussalmans, Bangladesh Edition 1975, p. 152).

Efter at have tilføjet ovenstående oversigt fremsætter hr. Hunter følgende bemærkning:

For hundrede år siden havde muslimerne monopol på alle offentlige embeder. Hvis herskerne en sjælden gang uddelte en gunst, tog hinduerne også imod den og følte sig beærede; og man kunne hist og her se en eller to europæere i mindre stillinger eller nogle få i kontorarbejde. Men det fremgår af den ovenstående opgørelse, at muslimernes andel senere er faldet til mindre end en syvendedel sammenlignet med hinduerne. Og hinduerne udgør mere end halvdelen af europæernes antal. Muslimernes antal udgør derimod mindre end en fjerdedel af europæernes. De, som for hundrede år siden havde monopol på offentlige embeder, udgør nu kun en treogtyvendedel af det samlede antal. Dette gælder endda de gazetterede stillinger, hvor der udvises stor omhu ved fordelingen af statens bevågenhed. Ansættelsen af muslimer i de forholdsvis almindelige stillinger i præsidentskabets byer er næsten ophørt. For få dage siden viste det sig, at der i en afdeling ikke fandtes en eneste medarbejder, som kunne muslimernes sprog, og i Kolkata er det sjældent, at man ser et offentligt kontor, hvor blot én muslim er ansat i en stilling over en chowkidar eller en peon.

Er årsagen til alt dette, at hinduerne er mere kvalificerede end muslimerne, og at det kun er dem, der har ret til at få retfærdig behandling? Eller er sagen den, at de ikke ønsker at træde ind på det offentlige arbejdsmarked og har overladt deres stillinger til hinduerne? Hinduerne er ganske vist i besiddelse af fremragende begavelse, men den slags universelle og ekstraordinære evner, der kræves for at have monopol på de offentlige stillinger, findes ikke længere blandt dem, og deres tidligere historie taler også imod dette. Den egentlige sandhed er, at indtil det tidspunkt, hvor regeringsmagten i dette land kom i vores hænder, var muslimerne den overlegne nation. De var ikke blot overlegne hvad angår moralsk mod og fysisk styrke, men også hvad angår evnen til at lede politiske organisationer og praktisk viden om statsførelse. Ikke desto mindre er vejen for muslimer ind på det offentlige og private arbejdsmarked blevet lukket. (W. W. Hunter: The Indian Mussalmans, s. 152-153).

Allerede den tilstand blandt muslimerne i undervisningsvæsenet, som er vist i ovenstående opgørelse, gør det helt tydeligt, hvordan de blev holdt borte fra uddannelsens område for at lukke deres muligheder for at tjene til livets ophold. Regeringen er gentagne gange blevet opfordret til at sørge for engelsk uddannelse for muslimerne. Men alt blev til et råb i ødemarken. Muslimerne var knust af fattigdom. De havde ikke mulighed for at bære udgifterne til højere uddannelse. Men selv de penge, som muslimerne donerede til dette formål, blev ikke anvendt på rette vis. Tværtimod blev de underslået.

En muslim fra Patna ved navn Syed Amir Hossain blev i 1837 udnævnt til medlem af Bengals lovgivende forsamling i stedet for Ishwar Chandra Mitra. Blandt muslimerne udgav han et hæfte om muslimernes uddannelse og lagde særlig vægt på at udbrede deres uddannelse. Han sagde:

Muslimernes engelske uddannelse gør ikke fremskridt. Regeringen er ligeglad med dette spørgsmål. Fordi de ikke får engelsk uddannelse, kan muslimerne ikke konkurrere med Indiens øvrige samfund. Og dog er muslimerne interesserede i engelsk uddannelse … Man har hørt mange arabisk-persisk-uddannede personer beklage, at de ikke havde mulighed for at få engelsk uddannelse. Derfor har de ingen mulighed for at tjene til livets ophold. Den form for madrasauddannelse, der finansieres af Mohsin-fondens midler i Hooghly, Rajshahi og Chittagong, er ikke til nogen nytte. Hooghly-madrasaen bør derfor nedlægges. Udgifterne til madrasaerne i Rajshahi og Chittagong bør reduceres. På denne måde vil der i Mohsin-fonden blive et overskud på 93.000 taka, og for dette beløb bør der oprettes et selvstændigt gradskollegium i Kolkata-madrasaens bygning. Det vil medføre en vækst i den engelske højere uddannelse blandt muslimerne. Samtidig vil det ikke kræve nogen særskilt udgift for regeringen.

Men regeringen tog ikke imod et så velbegrundet forslag. Den daværende guvernør lyttede ikke til Amir Hossains forslag. Som begrundelse sagde man: »Muslimerne har stadig ikke mistet interessen for madrasauddannelse, og interessen for engelsk uddannelse er ikke steget. I hele Bengal består gennemsnitligt 32 muslimske drenge adgangseksamen hvert år. Højst 20 af dem går på college. Det vil ikke være rimeligt at åbne et college som Presidency med så få studerende. Det vil være tilstrækkeligt at give muslimske studerende mulighed for at studere på Kolkatas colleges for en tredjedel af den almindelige studieafgift.«

På den ene side undertrykkelse, ligegyldighed og forsømmelse som følge af den udenlandske regeringsmagts fjendtlige holdning, på den anden side den nådesløse berøvelse, som nabosamfundet, begunstiget af den samme magt, udsatte muslimerne for af hensyn til egne interesser og egen beskyttelse, samt den systematiske fordrivelse af muslimerne fra alle områder inden for uddannelse og mulighederne for at tjene til livets ophold – dette var årsagen til muslimernes tilbageståenhed.

(Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, s. 332-334).

Det var ikke kun muslimske drenge, der, efter at have indset nødvendigheden af engelsk uddannelse, længtes efter at få en sådan uddannelse. Også muslimske piger, skjult bag purdah, var interesserede i den. Men der blev ikke truffet nogen foranstaltninger for dem. Selv om Bethune School i Kolkata blev oprettet i 1849 (senere omdannet til Bethune College), havde muslimske piger ikke adgang dertil. Abdul Mawdud citerer i sit værk Muslim Bengali Periodical, udgivet den 23. Magh i år 1309, og siger:

En artikel i tidsskriftet »Mihir o Sudhakar« skrev om »Engelsk uddannelse blandt muslimske kvinder« således:

Vi havde aldrig drømt om, at folketællingen fra 1901 ville meddele os, at 400 (fire hundrede) muslimske kvinder modtog undervisning i engelsk. Hvad er vores pligt, efter at dette er blevet bekendtgjort? Hvis det er muligt at indføre undervisning i engelsk i zenanaet, hvorfor så indvende noget mod at oprette skoler og undervise pigerne? Muslimske piger har ikke adgang til Bethune School i Kolkata. Muslimske piger har ikke adgang til andre skoler end Bethune School. De kan gå i skole andre steder end Bethune School. Især ville det være den bedste fremgangsmåde at indføre engelsk undervisning på vores pigemadrasaer. (Abdul Mawdud: Udviklingen af middelklassesamfundet … s. 335).

Men alle muslimernes ansøgninger og henvendelser, alle deres krav om at få deres rettigheder etableret – alt blev til et råb i ødemarken. Som følge heraf forblev det ulykkelige muslimske samfund berøvet uddannelsens lys i næsten et århundrede. I det tyvende århundredes første fjerdedel blev Kolkata Memorial Pigeskole grundlagt i 1925 for muslimernes videregående uddannelse. Kort før Indiens deling blev Lady Brabourne College grundlagt i Kolkata for muslimer.

Muslimerne i Bengal og det nyvækkede bengalske sprog

Bengalske sprogforskere har behandlet det bengalske sprogs, og især den bengalske prosas, oprindelse og gradvise udvikling indgående, og der er også skrevet meget omfattende værker om emnet. Der er ikke plads til denne drøftelse her. Men hvis man udelader en behandling af det bengalske sprog fra Bengal-muslimernes historie, vil det være uretfærdigt over for historien. Derfor er det nødvendigt, om end kortfattet, at sige nogle få grundlæggende ting om dette emne. Når man undersøger det bengalske sprogs historie, kan man se, at dets form og skikkelse før 1778 var én, og at sproget derefter antog en anden form.

Den form, det bengalske sprog havde før englændernes ankomst til dette land, var blandet med utallige arabiske og persiske ord. Det var datidens fælles bengalske modersmål. Denne litteratur udviklede sig hovedsageligt i vers. Prosaforfatterskab var ikke nær så udbredt. Og selv hvor det fandtes, blev der ikke gjort nogen indsats for at udvikle det. Dette bengalske sprog, der var rigt på arabiske og persiske ord, var ikke blot dette lands muslimers sprog. Det tilhørte alle uden forskel på hinduer og muslimer. Både hinduer og muslimer brugte dette sprog i breve, dokumenter og ansøgninger til regeringen. Som eksempel fremlægges her et uddrag af et brev skrevet af en hindu og hentet fra gamle arkiver:

Sri Ram. Gharib Nawaz salamat. I min zamindari-pargana Kakjol er dens to landsbyer blevet ødelagt, og disse to landsbyer er blevet bragt på fode igen – i chaklaen Ekbelpur nyder Sri Hare Kristo Ray Chowdhury dem nu ved med magt at have taget dem i besiddelse. Jeg går til grunde på grund af leveringen af malguzari – måtte den, som regeringen udpeger, sammen med mig sende en chopdar ud på stedet, indkalde modparten, føre sagen for retten og lade mig få min ret. Slut. 1185, den 11. Shravan. Deres slave, Jagatadhib Ray. (Brevets engelske dato må være den 26. juli 1778).

Med henvisning til dette brev kommenterede Sajanikanta således den samtidige bengalske litteratur og kultur:

På én måde var det sprog, hvis autoritative fremtræden man i 1778 e.Kr. kan iagttage, et resultat af den muslimske indflydelse i landet. Senere førte Henry-Peter Fromter og William Carey en regelret kampagne mod arabisk og persisk, idet de betragtede det bengalske sprog som et barn af sanskritmoderen. (Bengalsk litteraturs historie, s. 62).

Sajanikanta siger videre: Men hvis englænderne ikke var kommet, måtte vi den dag i dag begynde med at sige »Garib Nawaz salamat« og afslutte med »fidwi«. Om det ville have været til gavn eller skade, nytter det ikke længere at dømme om. … I 1778 begyndte denne arabisk-persiske udslettelsesofferceremoni, og i 1838 blev den fuldendt, da arabisk og persisk ved lov blev erstattet af bengali og engelsk i selskabets tid ved domstolene i hovedstaden og provinserne. Bankimchandra blev også født i dette år. Denne ceremonis historie er yderst interessant. Dengang blev der udarbejdet og udgivet flere ordbøger for at erklære arabisk og persisk for ukorrekt og udbrede korrekte ord. Når herrerne fandt det fordelagtigt, modarbejdede de arabisk og persisk og gav bengali og sanskrit forrang. Som følge heraf blev den bengalske prosas form og beskaffenhed fuldstændig ændret i løbet af ti til femten år. (Den bengalske prosalitteraturs historie, s. 32).

Den ovenfor omtalte William Careys og hans ligesindedes kamp mod arabisk og persisk havde sine årsager. Abdul Mawdud har med rette sagt: Europas erobringstogt i Østen blev gennemført ved hjælp af tre velplanlagte metoder: først som handelsmænd med varer, dernæst med våben bag sig under påskud af at sikre varerne, og endelig med missionærer bag sig under det ædle påskud at undervise i vestlig uddannelse og kultur. (Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling …, s. 363).

På tredje trin kom de kristne missionærer for at undervise i vestlig uddannelse og kultur. Dette er yderst betydningsfuldt. I England var der blevet dannet flere religiøse organisationer med henblik på at udbrede kristendommen i landene under det britiske imperium; blandt dem var Clapham-gruppen (Clapham Seer), ledet af Wilberforce, særlig bemærkelsesværdig. Charles Grant var medlem af denne gruppe og direktør for Det Britiske Ostindiske Kompagni. Efter at have besøgt Indien tegnede han et nedslående billede af landets indbyggeres religiøse og moralske tilstand og sagde: »Den eneste løsning på det mørke, de er sunket ned i, er at tænde kristendommens lys blandt dem. Hinduerne begår fejl, fordi de er uvidende. Deres vildfarelser er ikke blevet foreholdt dem. Den bedste måde at fjerne den tøylesløshed og syndighed, de er hengivet til, er at udbrede vores lys og viden blandt dem.«

(Grants observationer, offentliggjort i det trykte parlamentsdokument om Indiens forhold, Several Vol. 8 (734), Appendix 1. Udgivet 1832, s. 3-60; M. Fazlur Rahman: The Bengali Muslims & English Education, s. 30-32).

De kristne missionærer valgte først og fremmest hinduerne i dette land for at udbrede deres religion. Til dette arbejde havde de nødvendigvis brug for at lære og undervise i bengali. Med dette formål oprettede de et trykkeri i Serampore ved Hugli. Som tidligere nævnt var det bengalske sprog, der indtil da havde udviklet sig i Bengalen, blandet bengali, det vil sige bengali blandet med arabiske og persiske ord. Selv om dette bengali var talesprog for både hinduer og muslimer, hadede de hinduistiske brahminske lærde det ikke desto mindre. For dem var det muslimske folk »mleccha«, »yavana« og foragtelige væsener. Også deres arabiske og persiske sprog var foragteligt i deres øjne. De ortodokse hinduistiske lærde følte muligvis lugten af »ko-kød« i de arabiske og persiske ord. De kaldte dette sprog prakritisk eller folkeligt og forbandede det. Tidligere var mange hinduistiske religiøse skrifter blevet oversat til dette sprog under de muslimske sultaner. Tidens lærde udstedte følgende fatwa:

»De atten Purāṇaer, Rāmas bedrifter og så videre«

Den, der hører de atten Purāṇaer, Rāmas bedrifter og så videre på bhāṣā, det vil sige på folkesproget, er bestemt til Raurava-helvede.

(Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling … s. 344).

De kristne missionærer indså også klart, at det ville være vanskeligt at drage folk til kristendommen gennem et sprog, som hinduistiske lærde nærede foragt for, uden først at rense sproget. Derfor gik de frem efter en plan, der skulle slå to fluer med ét smæk: at beskytte sproget mod arabisk-persisk indflydelse og gøre det acceptabelt for hinduerne samt at gennemføre den udslettelses- eller ødelæggelsesceremoni af muslimernes bengalske modersmål, som Sajanīkānta har omtalt. Med dette storslåede (?) formål udarbejdede Nathaniel Brassey Halhed (Halhed) i 1778 en bengalsk grammatik med titlen A Grammar of the Bengali Literature, som blev udgivet fra Serampore Press. Som trykt bog var dette det første værk, hvori bengalske bogstaver blev anvendt. Gennem denne grammatik blev der i stedet for det hidtil gængse bengalske sprog skabt et nyt bengalsk sprog. Det var fuldstændig blottet for arabisk-persiske ord og rigt på sanskritord. I grammatikkens forord siger Halhed: »I denne tidsalder taler kun de et forfinet sprog, som blander talrige arabiske og persiske substantiver med indiske verber.« Det er derfor ubestrideligt, at det forfinede bengalske talesprog og prosasprogets struktur i det attende århundrede rummede en mangfoldighed af arabiske og persiske ord – hvilket vi har set et eksempel på i det ovenfor omtalte brev fra en hinduistisk Jagatadhiv Rai.

Det er værd at bemærke, at der i 1801 blev oprettet en bengalsk afdeling ved Fort William College for at undervise kompagniets engelske civile embedsmænd i bengalsk. William Carey blev leder af afdelingen. Under ham blev otte lærde ansat. Blandt dem er navnene Mrityunjay Tarkalankar og Ramram Basu de mest berømte. Med deres hjælp fortsatte Carey med at skrive og udgive bengalske prosabøger. Først blev Kathopokathan skrevet og derefter Itihasmala. Det er overflødigt at sige, at de to værkers sprog var præget af sanskritstil, og at deres indhold ligeledes var uden muslimer. Pratapaditya, Rupa-Sanatan og Birbal var de skikkelser, som den indiske historie kredsede om. Således blev der med hensyn til både sprog og indhold – under englændernes beskyttelse – skabt et vidt felt for de lærdes bestræbelser og for etableringen af hinduismens storhed. På den ene side var der missionærernes hovmod over at føre et uciviliseret folk fra mørke til lys. På den anden side var der de lærdes grænseløse iver og interesse for at etablere bengalsk som sanskrits dattersprog og åbenbare hinduernes storhed. Disse to formål afspejles fuldt ud, når man vurderer sproget og indholdet i de værker, som de lærde skrev på denne tid under Careys ledelse.

(Bengalsk prosalitteraturs historie, Sajanīkānta Das, s. 112; Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 364).

På grundlag af disse oplysninger står det derfor i dag klart som dagslys, at muslimerne gennem englændernes og hinduernes sammensværgelse ikke blot blev fordrevet fra de politiske og økonomiske områder. Det modersmål, som de havde udviklet gennem flere århundreder, blev også tilintetgjort. De blev kastet fra samfundets høje position ned i de lavere lag. Maden blev revet ud af deres mund og givet til andre, og selv deres sidste ejendom, talesproget, blev ødelagt gennem »udslettelsesceremonien«.

Den højt respekterede Abdul Mawdud siger: »Netop som litteraturen på dette blandede bengalske sprog var ved at tage form, blev købmandens vægtskål forvandlet til kongens scepter, og købmandens håndlangere, missionærerne, ændrede også litteratursprogets retning.

De, der indførte den vestlige uddannelse, fremstillede også det bengalske sprogs struktur i en ny form – for babu-klassen. Som følge heraf blev babu-kulturen indvarslet på et sprog, der ikke blot hældte til sanskrit, men var helt igennem sanskritagtigt. Og dette skete også med henblik på at indføre en ny form for sprog og kultur, mens missionærerne gjorde sig umage for at berøve muslimerne sproget fra deres mund og også gøre dem fattige med hensyn til litteratur og kultur.«

(Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling, s. 358).

Den nye bengalske sprogform, som voksede frem blandt muslimerne på grundlag af det bengalske sprog fra før den engelske og missionærernes tid, og som fik styrke og inspiration fra arabisk og persisk, kan kaldes muslimsk bengali. Naturligvis var den slet ikke acceptabel for hinduerne. Efter 1837, da hindubengali (bengali med et stort antal sanskritord og uden arabisk-persiske ord) blev anerkendt af regeringen som provinsens modersmål, blev vejen for muslimsk bangalis videre udvikling blokeret. Det persiske sprog, som hidtil havde været anvendt i kontorer og domstole, mistede sin hidtidige anseelse, mens det nyligt indførte bengalske sprog begyndte at modtage statens støtte. Det nye bengali fortsatte med gradvist at udvikle sig, og efter oprettelsen af Calcutta Universitet fik dette sprog status som bærer af hinduistisk kultur og nationale håb og ønsker.

Dette nye bengalske sprog blev gjort obligatorisk som modersmål i skoler og på colleges. Selv på Calcutta Madrasa, hvor mange elever ikke engang kendte muslimsk bengali, blev dette nye bengali gjort til undervisningsfag. Europæiske lærde som professor Wilson begyndte at føre så kraftig en argumentation til fordel for sanskrit, at det blev en veritabel mani blandt de engelske herrer at lære sanskrit. Wilson udarbejdede en let sanskritgrammatik og gjorde dermed vejen til sanskritundervisning for de engelske herrer lettere. I 1828 blev han formand for selskabet til oversættelse af europæisk viden og videnskab til bengali, og under protektion af General Committee of Public Instruction, eller den almindelige komité for folkedannelse, forfattede han mange bøger på det nye bengali. Disse bøger blev til lærebøger. Forskellen mellem muslimsk bengali og det nye bengali var ikke blot sproglig; hvad angik indhold, kultur og religiøs tro, var forskellen så enorm, at det blev yderst farligt for muslimerne at tage det nye sprog til sig.

Som eksempler nævnes nedenfor titlerne på nogle af værkerne:

Karunanidhan Bilas, Padanka Dut, Bishva Mangal, Gita Govinda – om Shri Krishna,

Chandi, Anandamangal – om Durga,

Mahimastava, Gangabhakti – om Shiva og Ganga

Chaitanya Charitamrita, Rasa Manjari, Adirasa, Padavali, Ratikal, Rati Vilas – kærlighedsvækkende

Accepteret som lærebøger i skolerne:

»Shishu Bodhok« blev i vid udstrækning undervist på alle skoler og landsbyskoler i Bengal. Den indeholdt oversættelser af mange sanskritvers, som hovedsagelig omhandlede hinduernes guder og gudinder. De første lektioner begyndte med bønner til Sarasvati, Ganga og andre.

Derefter kommer Anandamangal. Den er også fra ende til anden fyldt med lovprisninger af hinduismen og dens guder og gudinder. Der findes navnene på mange andre lærebøger af denne art. M. Fazlur Rahman: The Bengalu Muslims & English Education, s. 106-108).

Det er værd at bemærke, at det bengalske sprog, som i flere århundreder var blevet næret og udviklet før det sanskritprægede hindubengalsk, hovedsagelig var folkelig verselitteratur eller puthi-litteratur. I moderne tid betegnes denne litteratur netop som puthi-litteratur. Men to af dem, der dyrkede denne litteratur, Male Muhammad og Muhammad Danish, kaldte dens stil »det talte bengalsk«, mens Rezaullah (1861) kaldte den »islamisk bengalsk«. I 1855 kaldte præsten Long dette sprog »musulmansk bengalsk« i sin bogfortegnelse og benævnte den litteratur, der var skrevet på dette sprog, »musulmansk bengalsk litteratur«.

(Abdul Maudud: Middelklassens udvikling … kulturens forvandling, s. 355).

Hunt<PRIVATE_PERSON>ers opmærksomhed blev henledt på denne litteratur, og han sagde:

Den dag i dag er bondebefolkningen i deltaregionen muslimsk. Islam er så dybt forankret i det nedre Bengal, at den har frembragt en særskilt religiøs litteratur og en folkelig dialekt. Ligesom urdu i Nordindien er forskelligt fra persisk i Herat, er den dialekt, der er kendt som »musulmansk bengalsk«, lige så forskellig fra urdu.« (W W Hunter: The Indian Mussalmans, s. 146).

Uanset hvilket navn man giver denne litteratur, var den ikke livløs. I flere århundreder skabte den litterære bølger i millioner af mænds og kvinders hjerter. Den påvirkede deres tanker, overvejelser, håb og længsler. Shri Shri Kumar Bandyopadhyay siger:

Den muslimske litteraturs skatkammer af fortællinger var heller ikke på nogen måde fattigt. Fortællinger som »Arabiske fortællinger«, »Hatim Tai«, »Laila Majnu«, »De fire dervisher« og »Gole Bakawali« havde uden tvivl åbnet en hidtil uhørt verden af mystik og skønhed for de bengalske læsere. Da vores romanlitteratur i midten af det nittende århundrede langsomt tog form efter engelsk litteraturs forbillede, blev oversættelsen af denne slags muslimanske fortællinger en væsentlig del af vores litterære bestræbelser. Hvis de ikke havde rørt læsernes hjerter og vakt deres smag, kunne en så betydelig del af vores litterære energi aldrig være blevet viet til at oversætte dem. I disse fortællinger findes i det mindste en overvældende rigdom af det sensationelle (Sensational), det farverige (Romance) og en uhæmmet skønhedsdyrkelse uden regler og begrænsninger; netop dette tiltrak med uimodståelig kraft en del af vores smag, der var plaget af religiøse skrifter og tynget af sløvhed. (Romanens udviklingslinje i bengalsk litteratur, Shri Shri Kumar Bandyopadhyay – 4. udg., s. 18-19).

Moderne bengalsk litteratur og kommunalisme

Blandt dem, der bidrog til skabelsen, berigelsen og udviklingen af den moderne bengalske litteratur, er navnene Ramram Basu, Mrityunjay Vidyalankar og Raja Rammohan særligt bemærkelsesværdige. De to førstnævnte hørte til de panditter, der var udpeget af William Carey. Ramram Basus værk ‘Pratapaditya’ blev udgivet i 1801. Mrityunjay Vidyalankar skrev fem værker, hvoraf Rajabali (1808) er særligt bemærkelsesværdigt. Derefter kommer Rammohans navn. Hans prosalitteratur var kraftfuld og livfuld. Men deres litteratur rummede hverken kommunalisme eller fjendtlighed over for muslimer. Mrityunjays ‘Rajabali’ var imidlertid det første forsøg på at skrive en sammenhængende historie fra Chandradynastiets legendariske afkom og frem til etableringen af Kompagniets styre i Bengalen, og perioden under muslimsk styre er skrevet med stor forsømmelighed og i en fjendtlig tone.

Senere trådte to litterære stormænd frem på den bengalske litteraturs scene: Michael Madhusudan i den bengalske poesi og Bankimchandra i prosalitteraturen. Deres fremragende bidrag til den bengalske litteratur er ubestridelige.

Abdul Mawdud siger:

Da middagssolen stod højt på himlen over Bankimchandras talentudfoldelse, havde også det politiske himmelrum over Bengalen ændret retning. På dette tidspunkt gjorde den ene part, nu selvbevidst, et kraftigt krav på hele den engelske gunsts andel. Et arbejdsløshedsproblem viste sig i det uddannede højkaste-hindusamfund. Og som følge heraf opstod en følelse af håbløshed i deres sind, et barn af tidsånden. Han trådte frem på den bengalske litteraturs himmel som repræsentant for det konservative hindusamfunds sindelag og som den vise initiativtager til hindu-nationalismens mantra. Og således spredte han gennem sin pen et så giftigt mærke af intens kommunalisme, at verden ikke har noget sidestykke til det i historien. Skønt han besad dyb lærdom, skarpsindighed og en dyb analytisk evne, blev han et redskab for det snævre, reaktionære og konservative hindusamfunds idealer og mål; den skade og vanære, han derved påførte menneskeheden, har heller ingen lige i verdenshistorien. Det sår, som skabes af et våben, udslettes med tiden; tidens salve får også dette sår til at forsvinde.

Men det sår, som skabes af en pen, har ingen ende og ingen heling – fra tidsalder til tidsalder bliver det ved med at bløde.

– (Abdul Mawdud: Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 369–70).

Vi har i et tidligere kapitel med eksempler drøftet noget af den giftige ild, som Bankim gennem litteraturen har antændt mod det muslimske samfund og den muslimske nation. Hans litteratur er hovedsageligt ansvarlig for den yderste forværring af forholdet mellem hinduer og muslimer i Bengalen og på det indiske subkontinent.

Den giftige ild af muslimhad, som Bankim udspyede i sine værker ‘Rajsingha’ og ‘Anandamath’, har gennem sin giftige brænden fuldstændigt udtørret og udslettet den lille strøm af harmoni, der fandtes mellem dette enorme subkontinents to store samfund. … Bankimchandra benægtede også muslimernes eksistens på dette subkontinent og blev igen og igen højlydt i sin opfordring til at fordrive dem og indkalde samt etablere den velvillige britiske nation. (Samme… s. 370).

Den litterære virksomhed, som muslimerne udfoldede før den moderne bengalske litteratur, var præget af dens ideologis indflydelse og et forklædt allegorisk sigte, og dens begivenheder var heller ikke et spejl af dagliglivet. Den var gennemtrængt af fantasiens fint nuancerede følelser omkring et højere ideal udsprunget af livet og berørt af det usædvanliges glans.

-(Den bengalske romans udvikling, Shri Shri Kumar Bandyopadhyay, 4. udg., s. 18-19).

Det bør nævnes, at frøet til kommunalisme på litteraturens område først blev sået af Bhudeb Mukhopadhyay i ‘Anguri Binimoy’ (1857). Sandsynligvis inspireret af ham forvandlede Bankim dette frø til et vældigt giftigt træ af kommunalisme. Efter Bankims død formåede den bengalske litteratur ikke at frigøre sig fra kommunalismens sump. I de følgende perioder førte højkastehinduer, både lærde og ulærde, litterære og ikke-litterære, pennen videre i hans fodspor.

Selv de to åndfulde digtere, Rabindranath Tagore og Sarat Chandra Chattopadhyay, som har smykket og kronet den bengalske litteratur med skønhed, kunne ikke holde deres skriverier fri for berøringen af denne urenhed. Vi har ovenfor citeret et eksempel på Sarat Chandras af kommunalisme forgiftede skriverier.

Men når jeg også ser digteren Rabindranath kaste sig ud i denne malstrøm, siger en muslim spontant med en stemme fuld af smerte, af harme og skam: I stedet for at udtrykke en personlig mening om Julius Cæsar vil jeg opfordre læserne til at læse Rabindranaths fortælling ‘Durasha’ og digtet ‘Shivaji Utsav’.

(Abdul Mawdud: Kulturens forvandling, s. 317).

Ottende kapitel

Moderne bengalsk litteratur og muslimer

Da Bankimchandras litterære virksomhed stod på højdepunktet af sin succes, steg en samtidig muslim frem på den bengalske litteraturs himmel. Det var Mir Mosharraf Hossain. Hans litteratur var i sandhed moderne bengalsk litteratur og stod langt over politik og kommunalisme. Mens Bankimchandra spredte kommunalismens gift på litteraturens arena, lod Mosharraf Hossain sig ikke det mindste anfægte af det; med en kunstners sindelag helligede han sig i stedet at skrive belærende litteratur for muslimer. I over fyrre år dyrkede han litteraturen, og hans virke omfattede romaner, biografier, historiske fortællinger, dramaer, humoristiske skrifter, digte og sange. Hans ypperste værk er Bishad Sindhu. Selv om personerne i Bishad Sindhu er hentet fra historien, kan værket ikke kaldes et historisk værk. Ikke desto mindre var det den mest læste bog i det muslimske samfund.

På den moderne bengalske litteraturs himmel viste endnu en stjerne sig, nemlig oprørspoeten Nazrul Islam. I samme periode trådte også mange andre muslimske digtere og forfattere frem på den bengalske litteraturs arena, såsom Kaykobad, Ismail Hossain Siraji, Moniruzzaman Islamabadi, Munshi Meherullah og andre. Ved at skabe litteratur i deres egne særprægede retninger vakte de det muslimske folk til selvbevidsthed og en følelse af særart. Allerede før Nazrul var mange muslimske digtere og forfattere trådt frem på den bengalske litteraturs scene. Men der var en tydelig forskel mellem deres litterære retning og Nazruls. De øvrige trådte tilsyneladende ind på litteraturens scene med frygtsomme skridt og et svagt sind. De betragtede bengalsk litteratur som hinduernes, som sanskrits datter, og gik forsigtigt uden om den, som om muslimernes arabiske, urduiske og persiske ordforråd ikke måtte røre den; selv i billedsprog, ornamentik og skrivestil undgik de omhyggeligt muslimske kendetegn og mærker. Men Nazruls pludselige fremkomst i den bengalske litteraturs historie vakte ikke blot forundring, men indledte også en revolutionær æra. Den bengalske sprog- og litteraturtradition, som var blevet vækket og vendt mod Vedaerne, Puranaerne og hinduisk nationalitet, vendte Nazrul i retning mod muslimernes qibla. Efter at være vendt tilbage fra krigens slagmark, rød af menneskers friske blod, trådte han med voldsom fart og heltemod ind på litteraturens slagmark—ja, efter at være vendt tilbage fra krigens slagmark trådte han med voldsom fart og heltemod ind på litteraturens slagmark. Hans sind gav aldrig plads til tøven, frygtsomhed eller fejhed. Derfor kunne han hejse sit sejrens banner på litteraturens slagmark. Han befriede samtidens muslimske digtere og forfattere for deres tøven og bragte en muslimsk frihed ind på litteraturens område. I hvert eneste vers af hans digte begyndte den arabiske og persiske klang igen at lyde. Hans måde at anvende arabiske og persiske ord på var så raffineret, velordnet og levende, at sproget fik sin ubesværede bevægelse, rytmen blev flydende, og tonernes klang blev sød og gribende. Ved at indføre arabiske og persiske ord i det moderne bengalske sprog gjorde han ikke blot sproget smukkere; han genoprettede også muslimernes særart og deres egen ret i det bengalske sprog. Han åbnede en ny horisont for muslimske litteraturdyrkere på bengalsk. Digteren Nazrul var et enestående vidunder i poesiens og litteraturens verden. Dette talent var helt og holdent en gave fra Gud. Han viste sig som en komet på et tidspunkt, hvor Rabindranath Tagore allerede havde indtaget sin hæderfulde plads i verdenslitteraturens forsamling. Anerkendelsen af oprørspoeten Nazruls genialitet måtte han give ham med disse velsignende ord:

Kom, kom, o komet

Byg en ildbro gennem mørket

På denne vanskelige tids fæstningstinde—

Fold dit sejrens banner ud.

Ulykkens tilakmærke

Lad det blive skrevet i nattens takt

Væk dem, slå dem med et chok

de, som er halvt bevidste

Ligesom Nazruls poetiske talent har placeret ham på en ophøjet plads i litteraturens verden, har hans revolutionære digte også vækket den slumrende muslimske bevidsthed og givet dem ukuelig inspiration og livskraft på deres nye vej. Den skam, som muslimerne indtil da havde båret som udstødte på det litterære område, forsvandt. Deres sløvhed blev brudt. På alle livets arbejdsområder kastede de sig ud med fornyet entusiasme og energi. Nazrul kaldte på de slumrende muslimer med disse ord:

På alle sider flammer islams røde fakkel atter op,

Åh, du uopmærksomme, rejs dig også og vågn, tænd også din livslampe.

Hans appel var ikke forgæves. Ikke blot på det litterære område, men også på det politiske område begyndte muslimernes nye karavane sin rejse i uophørligt tempo.

Muslimerne i det nittende århundrede

Muslimerne står over for den hårdeste ildprøve

Fra 1800 til 1857 og endnu flere årtier derefter var det en ildens tidsalder for muslimerne. Bengals muslimer befandt sig på dette tidspunkt som folk på kanten af en ildafgrund. Efter at den politiske magt var gledet dem af hænde, opstod der også en voldsom katastrofe på det økonomiske, religiøse og kulturelle område. Trods de udenlandske herskeres og deres lokalt begunstigede samarbejdspartneres forfølgelse og undertrykkelse kunne det muslimske folk ikke acceptere deres herredømme og udbytning. Dette kom gentagne gange og mange steder i løbet af dette århundrede til udtryk gennem oprør og væbnede sammenstød mod herskerne. Fakir-oprøret, Faraizi-bevægelsen, Titumirs bevægelse, Saiyid Ahmads jihad-bevægelse og frihedsbevægelsen i 1857 var voldsomme eksplosioner mod den umenneskelige og djævelske behandling, som briterne og hinduerne udsatte muslimerne for. En særskilt behandling af hver af disse udgør dette kapitels hovedindhold.

Fakir-bevægelsen

Så meget som det har været muligt at få kendskab til af Fakir-bevægelsens historie, viser, at „fakir-oprøret“ begyndte efter slaget ved Plassey, og især efter Mir Qasims nederlag i 1764, da East India Company havde opnået diwani og begyndte at udøve sit undertrykkende styre; det sluttede i 1833 eller 1834. Det er vanskeligt at sige, om der lå et stort formål bag fakir-oprøret, og om der fandtes en velorganiseret og disciplineret hær til at lede oprøret. Det er også vanskeligt at sige, om der var nogen forbindelse mellem de fakir-oprør, der fandt sted på forskellige tidspunkter og forskellige steder. Men grunden til, at de erklærede oprør, var East India Companys samt de nye, hinduiske zamindarers og mahajaners, som var blevet begunstiget af selskabet, umenneskelige overgreb og undertrykkelse.

Hovedformålet med deres togter var at fordrive de udbyttende zamindarer, som East India Company havde skabt og beskyttet, og plyndre deres skatkamre. Som følge af deres togter i Nordbengalen havde mange zamindarer allerede tidligere, i 1773, søgt tilflugt forskellige steder i Mymensingh-distriktet. (»Fakirernes togter i Mymensingh«, Khalekdad Chowdhury, i »Shatabdi Parikrama«, redigeret af dr. Hasan Zaman, s. 26).

Blandt de fremtrædende ledere af Fakir-bevægelsen var Majnu Shah, Maju Shah, Tipu Pagal og Gazanfar Turkshah. Khalekdad Chowdhury omtaler i sit essay »Fakirernes togter i Mymensingh« Majnu Shah som Maju Shahs storebror. Det eneste, man ved om ham, er, at han dannede en bevæbnet styrke mod East India Companys styre. Med Mir Qasim Alis nederlag i 1764 blev det engelske herredømme i dette land cementeret. Men samtidig måtte den britiske styrke i Kumarkhali i det nuværende Kushtia-distrikt i den sydlige del af landet lide nederlag til Majnus (Majnu Shahs) følgere. (»Sydbengalens bidrag til revolutionsbevægelsen« – Azizur Rahman, redigeret af Hasan Zaman, »Shatabdi Parikrama«, s. 180).

I 1784 plyndrede Majushah alle zamindarernes rigdomme i Mymensingh, Alapsing, Jafershahi og Sherpur parganaer. Der gik et rygte om, at Maju Shahs bror, Majnu Shah, var på vej til Jafershahi pargana med to hundrede frygtløse fakirer. Af frygt for hans togt flygtede zamindarer og bønder til andre steder. Men af en rapport fra Dhakas chef, hr. Day, fremgår det, at det var Begumbaris hær, der havde afværget dette togt. Derfor trak fakirerne sig tilbage. Hr. Days rapport nævner desuden, at historien om plyndringen af zamindarernes rigdomme ikke var sand. For at unddrage sig skatter havde snedige og uærlige zamindarer sendt sådanne falske oplysninger til Revenue Committee. (Shatabdi Parikrama, s. 27).

Fakirernes togter begyndte igen to år senere, i 1786. For at beskytte Mymensingh mod fakirernes angreb blev løjtnant Field sendt til Dhaka. Kaptajn Creighton blev sendt fra Goalpara i Assam for at hjælpe Mymensinghs collector, Routhen. I det voldsomme sammenstød mellem fakirerne og de veludrustede engelske soldater blev fakirhæren besejret og spredt. Derefter hørte man i lang tid ikke mere om nogen af deres aktiviteter.

Efter at fakirernes felttog var ophørt, begyndte zamindarerne under påskud af at erstatte deres tab at opkræve højere skatter hos bønderne og indføre nye skatter. Derved nåede bøndernes nød sit yderste.

For at bringe undertrykkelsen af bønderne til ophør dannede en indflydelsesrig fakir ved navn Tipu Pagal i 1826 en stærk hær sammen med bondebønderne. Zamindarerne fortsatte med at pålægge bønderne forskellige »abwab« i strid med alle principper for retfærdighed og Regulation nr. 8 fra 1793. Disse abwab og nye undertrykkende skatter blev opkrævet med tvang. Desuden bortforpagtede zamindarerne midlertidigt deres zamindarier til indflydelsesrige personer til høje priser. Forpagterne opkrævede inden for den fastsatte tid høje skatter fra bønderne gennem undertrykkelse. Tipu organiserede bønderne for at standse disse overgreb.

Mange har i historien betegnet disse felttogsfakirer som plyndrende banditter. Sådan forholdt det sig ikke. I virkeligheden var de mennesker fra de folkekære wali-dervisers rækker.

Tipu Pagal var mastan hos den indflydelsesrige fakir i landsbyen Letirkanda i Sabub-parganaen. Alle troede, at han var en kamil-dervis. Der findes stadig mange mirakuløse fortællinger om ham, og endnu den dag i dag samles mange mennesker ved hans mazar i anledning af urs (Khalekdad Chowdhury, Shatabdi Parikrama, s. 28-29).

Disse fakirers opgave var at undervise folk i religion og religiøse pligter. Men da de så folkets yderste nød, græd deres inderste sjæl. Som følge heraf græd deres inderste sjæl, da de så folkets yderste nød. Som følge heraf drog de fra tid til anden på felttog mod undertrykkerne.

Disse fakirgrupper var heller ikke uciviliserede barbarer. De var uddannede og havde sans for dannelse. Selv Tipus mor havde usædvanlige organisatoriske evner. Tipus mor gav Tipu og hans hær inspiration. I 1825 ledede Tipu en fakirbevægelse, der krævede, at zamindarerne standsede opkrævningen af skatter. I et sammenstød mellem zamindarernes barkandaz-styrke og fakirerne blev barkandaz-styrken udslettet. I et sammenstød mellem zamindarerne blev barkandaz-styrken udslettet. Zamindarerne søgte tilflugt hos Kompagniet. Kompagniet sendte en bevæbnet hær for at pågribe Tipu og hans medhjælper Gajnfar Turkshah. Den ene hærenhed blev besejret og flygtede, men en anden enhed tog Tipu til fange. Turkshah angreb med sine folk denne kompagnienhed og befriede Tipu.

Efter denne begivenhed ankom magistrat Dempier til Sherpur med en stærk og veluddannet hær. I et voldsomt slag med Tipus hær blev Tipu taget til fange sammen med sin mor.

Senere, i 1833, blev fakirgruppen igen samlet under ledelse af to af Tipus stærke medarbejdere, og den angreb Sherpur-politistationen og brændte den ned. Derefter blev en hær under kaptajn Seal og løjtnant Younghusband sendt ud for at nedkæmpe fakirhæren. Et voldsomt sammenstød fandt sted, og i dette sammenstød blev fakirhæren besejret og spredt.

Ovenfor er der givet nogle oplysninger om fakir-oprøret. Der er imidlertid tilstrækkelig grund til at antage, at den fejlagtige opfattelse af fakirerne, som er blevet nedskrevet i engelske forfatteres og historikeres værker, er urigtig. Warren Hastings kaldte dem beduiner, mens Hunter kaldte dem »røvere«. Under deres angreb var det nyligt etablerede britiske herredømme her i flere årtier blevet rystet, og det er muligvis af denne grund, at deres historie blev skrevet på en forvansket måde. Ovenfor er Majnu Shah og Maju Shah blevet omtalt som to brødre. Vi har ingen historiske oplysninger eller kilder, der kan bekræfte eller afkræfte dette. Nogle har imidlertid sagt, at Majnu Shah blev født i Mewat-området i den indiske stat Gwalior. Majnu Shah boede ved Shah Madars dargah i Makanpur, som ligger fyrre miles fra Kanpur. Herfra drog han med tusindvis af bevæbnede ledsagere på togter mod englænderne og de undertrykkende zamindarer forskellige steder i Bengalen og Bihar. Det siges, at hans virkefelt omfattede Purnia-området i Bihar samt Rangpur, Dinajpur, Jalpaiguri, Cooch Behar, Rajshahi, Maldah, Pabna og Mymensingh i Bengalen.

I begyndelsen af 1772 viste Majnu Shah sig i det nordlige Bengalen med et stort antal bevæbnede ledsagere. Man får kendskab til hans ankomst gennem et brev, som Rajshahis supervisor skrev til Kompagniet den 22. januar 1772. Heri blev det meddelt, at en gruppe på tre hundrede fakirer havde bortført tusind taka af de opkrævede skatter, og man frygtede, at de måske ville besætte selve parganaens kachari. De var udstyret med sværd, spyd, luntebøsser og raketvåben. Nogle sagde endda, at de havde roterende kanoner. (Abu Jafar, Frihedskampens historie, s. 33)

I 1776 kom Majnu Shah til Mahasthan i Bogra og byggede en fæstning. På det tidspunkt var Mr. Gladwin tilsynsførende for Bogra-distriktet. Rædselsslagen sendte han en anmodning om militær bistand til Provinsrådet. I august og september 1786 måtte fakirernes leder (Majnu Shah) udkæmpe to sammenstød med englænderne efter hinanden. I begge tilfælde blev nogle af fakirerne dræbt eller såret, men englænderne måtte på tilsvarende måde acceptere visse tab. … Historiske oplysninger tyder på, at Majnu Shah derefter krydsede Ganges og vendte hjem. Han blev aldrig siden set i Bangladesh. Ifølge officielle kilder døde han omkring 1787 i Makhanpur-området i Kanpur-distriktet. Hans lig blev derfra bragt til hans fødeegn Mewan og begravet dér (Abu Jafar, Frihedskampens historie, s. 40-41).

Efter Majnu Shahs død fortsatte hans søn Parag Ali, hans adopterede søn Cherag Ali og hans nære hengivne disciple Musa Shah, Sobhan Shah, Shamsher Shah og andre kampen mod englænderne frem til slutningen af det attende århundrede.

Niende kapitel

Faraizi-bevægelsen

Englænderne nøjedes ikke med gennem et skuespil af et slag ved Plassey og snedige intriger at besejre Siraj ud-Daulah og efter at have besejret Mir Qasim i 1764 at overtage regeringsmagten i Bengalen, Bihar og Orissa. Tværtimod begyndte de at udtænke nye planer og kneb for at udslette den muslimske nation. Deres umættelige begær efter rigdom gjorde dem hensynsløse i deres undertrykkelse af undersåtterne. Muslimernes ayma- og lakhiraj-jord blev konfiskeret. For at opkræve skatter fra muslimerne begyndte de at udsætte befolkningen for grusom udbytning og undertrykkelse. For at skabe et marked for britiske tekstiler blev arbejdet med at udrydde væverne indledt (1770-1825). I 1766 blev salthandelen lagt under europæernes monopol, idet der blev pålagt en afgift på to taka pr. maund salt. På denne måde blev muslimerne fordrevet fra alle økonomiske områder og begyndte at blive knust af fattigdom.

Det var ikke det eneste; muslimerne begyndte også at blive hindret i at udføre deres religiøse ceremonier. I områder, der tilhørte undertrykkende hinduistiske zamindarer, blev kohalal og kaldet til bøn forbudt. Hinduistiske zamindarer pålagde muslimske undersåtters skæg en skat. Muslimerne blev tvunget til at yde bidrag til deres hinduistiske højtider samt levere ofre og udføre tvangsarbejde ved festlighederne. Muslimerne blev tvunget til at bære dhoti, barbere skægget og beholde overskægget. En katastrofal plan om at ødelægge muslimernes religion og tahzib-tamaddun og opsluge dem i den hinduistiske nation blev sat i værk. De fromme muslimer blev fortvivlede og rådvilde. I denne mørkeste tid for Bengals muslimer blev Haji Shariatullah født i 1784 i Bandar-parganaen i Faridpur-distriktet. Som attenårig blev han dér og modtog undervisning i religion, samfundsvidenskab og politik; som attenårig blev han dér og modtog undervisning i religion, samfundsvidenskab og politik. Det var sandsynligvis på dette tidspunkt, at han fik en klar forståelse af islam og indsigt i den islamiske livsanskuelse. Islam er ikke blot summen af nogle få ritualer; den er derimod en fuldstændig livsorden. Han indså også, at det på ingen måde er muligt at følge islams fulde forskrifter på alle livets områder uden politisk magt. Derefter vendte han i 1820 tilbage til sit hjemland.

Under sit ophold i Mekka stiftede han også bekendtskab med den islamiske reformbevægelse under Muhammad ibn Abd al-Wahhab al-Najdi og blev tiltrukket af denne bevægelse.

I Delhi begyndte der under Shah Abdul Aziz Dehlavis ledelse også en islamisk reformbevægelse i Indien efter forbillede fra Abd al-Wahhab al-Najdis bevægelse – en bevægelse, som historikerne fejlagtigt har kaldt »wahhabitbevægelsen«. Han erklærede Indien for »Dar al-Harb« og helligede sig aktivt arbejdet for at omdanne »Dar al-Harb« til »Dar al-Islam«, det vil sige en islamisk stat. Det var Sayyid Ahmad Barelvi, Shah Ismail, Shah Abdul Aziz’ nevø, og hans svigersøn Maulana Abdul Hai, der gjorde dette.

Haji Shariatullah erklærede også dette land for »Dar al-Harb« og fastslog, at fredagsbønnen og Eid-bønnen ikke var passende her, så længe landet ikke var blevet til »Dar al-Islam«. Han beteg­nede enhver form for økonomisk eller fysisk hjælp og støtte til hinduernes religiøse fester som i strid med islam (shirk og haram). Han sagde endvidere, at muslimerne skulle opgive dhotien og iføre sig tahband-pyjamas, lade skægget gro og angre alle former for overtro. Kort sagt skulle de opgive alle syndige handlinger og begynde at leve et islamisk liv på ny.

Den udbyttede, berøvede og undertrykte muslimske befolkning følte nyt liv ved Haji Shariatullahs opfordring og begyndte gruppevis at lade sig indvie hos ham. På kort tid sluttede ti tusind muslimer sig til hans bevægelse. Dette var en yderst skræmmende sag for de hinduistiske zamindarer. Nu ville undertrykkelsen af muslimerne ophøre, og også de fattige muslimer fra de lavere klasser, som de havde gjort til deres trælle og kastet bort fra islam, ville undslippe deres hænder. Derfor måtte de naturligvis blive bekymrede og rædselsslagne. »Zamindarerne blev alarmerede over udbredelsen af den nye trosretning, som bandt de muslimske bønder sammen som én mand« – (Dr. James Wise; Journal of Asiatic Society of Bengal, Vol. LXII, 1894, nr. 1).

De hinduistiske zamindarer forenede sig og besluttede sig fast for at undertrykke Haji Shariatullah. En række egeninteresserede halvmuslimer sluttede sig til deres gruppe; de var de hinduistiske zamindarers trælle. Også kortsynede mullaer, maulvier og pirs, som tjente nogle få mønter på betegnelsen af shirk, bid‘a og lignende overtro blandt muslimerne, stillede sig imod Faraizi-bevægelsen.

På den ene side briternes og på den anden side de tyranniske hinduistiske zamindarers og mahajaners gentagne overgreb og undertrykkelse havde gjort muslimerne hjælpeløse, så de bøjede hovedet og fandt sig i alt. På Shariatullahs opfordring begyndte de undertrykte muslimer gruppevis at komme til ham og samles hos ham, og de svor at opbygge en ustoppelig bevægelse mod briterne og hinduerne. Faraizi kom sandsynligvis af ordet »farz« og havde glemt mange ikke-islamiske skikke og ceremonier, som var blevet indført i det muslimske samfund. At opgive alle skikke, der var i strid med islam, og genoprette den islam, som profeten Muhammad (fvmh.) havde grundlagt, var hovedformålet med bevægelserne ledet af blandt andre Muhammad ibn Abd al-Wahhab al-Najdi fra Arabien, Sayyid Ahmad Shahid, Haji Shariatullah og Sayyid Nisar Ali, også kendt som Titumir: at opgive alle skikke, der var i strid med islam, og genoprette den islam, som profeten Muhammad (fvmh.) havde grundlagt.

Da Haji Shariatullahs bevægelse havde ramt hinduernes interesser hårdt, anvendte de alle kræfter for at undertrykke ham med hjælp fra de engelske herskere. Et brev, der blev offentliggjort i »Samachar Darpan« den 22. april 1837, giver et bevis på, hvor fjendtlig den daværende hinduistiske offentligheds holdning var over for Haji Shariatullah. Brevet gengives nedenfor:

For nylig har en person ved navn Saritulla i landsbyen Bahadurpur, inden for grænserne af Shibchar-politistationen i Faridpur-distriktet, ønsket at blive hersker og samlet omkring tolv tusind vævere og muslimer i en gruppe. Han har udstedt en ny lov, ladet sine tilhængere bære skæg, løsne deres lændeklæder og binde et religiøst reb om livet, hvorefter de angriber hinduernes huse i området omkring dem og på utallige måder krænker dyrkelsen af guder og gudinder. De har knust de tolv shivalingaer, som var blevet opstillet af Dewan Mrityunjay Ray, der boede i Rajnagar under Matlabganj-politistationen i Dhaka-distriktet, og kastet dem i floden. I landsbyen Poragacha inden for den samme politistations grænser angreb de om natten en fornem mands hus, røvede alt, satte ild til hans hjem og forvandlede det, der var tilbage, til aske. En yavana blev dræbt og overgivet til retten i Dhaka.

Og det blev hørt, at de onde muslimer, som tilhørte Saritullahs gruppe, havde begået forskellige overgreb mod babu Tarini Charan Majumdar fra landsbyen Patkanda i Faridpur-distriktet, blandt andet ved at krænke gudedyrkelsen i hans hus og fremkalde misgerninger som koslagtning. Da babu Majumdar fandt det passende at kæmpe ansigt til ansigt med muslimerne, indberettede han disse overgreb til Faridpurs magistrat. Efter en undersøgelse fængslede magistraten flere muslimer og foretager en grundig efterforskning af sagen. Hr. redaktør, de onde muslimer har ikke indstillet disse overgreb og denne vold i landdistrikterne, men er tværtimod begyndt at angribe domstolen. Det blev hørt, at alle de amlaer og mukhtarer, som er ansat hos Faridpurs magistrat, følger Saritullah-muslimernes synspunkter. Deres fremgangsmåde er denne: Hvis man vil rejse en falsk anklage mod nogen, optræder den ene som klager og den anden som vidne og indbringer sagen; således er 12.000 mennesker organiseret i en gruppe. Hvilken mangel kan der da være ved klagerens eller vidnets udsagn … Jeg mener, at hvis Saritullah-muslimerne fortsætter med at organisere sig på denne måde, vil hinduismen om kort tid forsvinde, og en alt for tidlig undergang indtræffe. Selv Titumir begik ikke en hundrededel af Koritullahs voldsomhed. Skrevet i året 1243, den 24. Chaitra.» («Datidens beretning i aviserne» – redigeret af Brajendranath Bandyopadhyay – *Århundredets gennemgang*, s. 194-95).

I hvert eneste afsnit af dette brev kommer det hinduistiske samfunds holdning til muslimerne tydeligt til udtryk.

Haji Shariatullah blev også tiltrukket af Sayyid Ahmad Barelvis bevægelse for oprettelsen af en islamisk stat og sendte fra Bangladesh mange mujahider, store beløb indsamlet gennem zakat, fitra og lillah samt forskellige former for hjælp til centrumet i Sittana i Vestindien.

Shariatullah oprettede først sit nye arbejdsområde på et sted ved navn Nayabari i Dhaka-distriktet. Men på grund af de hinduistiske zamindarers intense modstand måtte han vende tilbage til sin egen landsby og begynde sit missionsarbejde der. Hans bevægelse bredte sig til distrikterne Dhaka, Barisal, Nadia, Pabna, Mymensingh og flere andre. Med fuld energi blev der arbejdet på at udbrede bøn og faste blandt analfabeter, bønder, vævere og andre almindelige muslimer, på at erstatte dhoti med tahband og kyse samt på at renovere moskéerne. Haji Shariatullah bar selv en enorm turban på hovedet og en hudria over sin skjorte – en klædedragt, som normalt ingen muslim brugte. Efter hans død i 1840 videreførte hans værdige søn Dudu Miah hans bevægelse.

Haji Shariatullahs søn Mohammad Muhsin, også kendt som Dudu Miah, blev født i 1819. I 1831 rejste han til Mekka for at udføre hajj, opholdt sig der i fem år og hjalp efter sin hjemkomst sin far i hans arbejde.

Ligesom sin far begyndte Dudu Miah også en bevægelse mod de undertrykkende zamindarer. Han måtte gentagne gange komme i konflikt med zamindarerne. I 1842 angreb han en zamindars bolig i Faridpur og tog Madan Narayan Ghosh til fange, hvorefter han dræbte ham. Politiet arresterede 117 faraizier, inklusive ham. Ved retssagen blev 22 idømt fængsel. Men Dudu Miah blev frikendt på grund af manglende beviser. I 1846 sendte Andrew Andersons gomasta, Kali Prasad, efter sin herres ordre syv- til otte hundrede mænd for at angribe Dudu Miahs hus, og de bortførte store værdier, heriblandt smykker og andre ejendele til en værdi af næsten 150.000. Selv efter at have søgt retfærdighed hos magistraten opnåede han intet resultat.

Efter at have søgt retfærdighed mod zamindarernes og indigoplantørernes overgreb uden at få nogen retfærdig behandling besluttede Dudu Miah nu selv at give fjenderne den straf, de fortjente. I november 1846, en måned efter at hans hjem var blevet plyndret, satte han ild til indigoplantøren Dunlops fabrik, som var drivkraften bag fjendernes overgreb og undertrykkelse, og brændte den ned til grunden; han dræbte også gomastaen Kali Prasad. Efter at sagen havde verseret i to år, blev Dudu Miah frifundet for anklagerne mod ham.

Regeringen blev bekymret, da den bemærkede Dudu Miahs usædvanlige indflydelse og autoritet blandt folket. Under frihedsbevægelsen i 1857 blev han fængslet under påskud af, at han kunne skabe uro. Først blev han holdt i Alipur og senere i fængslet i Faridpur. Efter sin løsladelse i 1859 kom han til Dhaka, hvor han også døde.

Dudu Miah gjorde ganske vist sin fars bevægelse stærkere. Men med hensyn til principper ændrede han i nogen grad sin fars idealer. De seks forhold, som Haji Shariatullah grundlagde sin bevægelse på, er følgende

>> Fredagsbønnen og eid-bønnen er ikke gyldige andre steder end i lande, der regeres af muslimer;

>> Det er i strid med islam og syndigt at overholde Muharrams højtider og ceremonier;

>> I stedet for betegnelserne ‘pir’ og ‘murid’ skal betegnelserne ‘ustad’ og ‘shagred’ anvendes. For en ‘murid’ overgiver alt, hvad han ejer, til sin ‘pir’, hvilket ikke er rigtigt. En ‘shagred’ behøver derimod ikke at gøre det.

>> Blandt dem, der tilslutter sig denne bevægelse, skal der ikke være nogen forskel mellem høj og lav eller mellem ‘ashraf’ og ‘atraf’. Tværtimod skal der etableres lige værdighed blandt alle – noget, der ikke findes mellem ‘piri’ og ‘muridi’.

>> Han erklærede pir-dyrkelse og gravdyrkelse for forkastelige i islam og protesterede kraftigt imod dem.

>> I stedet for den daværende skik med at aflægge ‘bayat’ ved at lægge sin hånd i pirens hånd skulle den, der tilsluttede sig den ‘farayeziske’ bevægelse, aflægge ed på ved oprigtigt hjerte at omvende sig fra alle syndige handlinger og leve et fuldkomment islamisk liv.

>> Han erklærede også, at det var i strid med islam, at en jordemoder klippede navlestrengen på et nyfødt barn, og sagde, at det var faderens opgave, ikke en fremmed jordemoders.

James Taylor siger, at formålet med Faraizi-bevægelsen var at følge Koranen bogstaveligt, og at alle de skikke, som Koranen ikke støtter, bør forkastes. Det er ikke kun forbudt at fejre Muharram; det er også forbudt at overvære handlingerne i forbindelse med denne højtid. (Dr. A. R. Mallick: British Policy & the Muslims in Bengal. s. 69).

Efter Haji Shariatullahs død inddelte Dudu Miyan hele Østbengalen i flere områder for at styrke bevægelsen og udnævnte en khalifa i hvert område. Deres opgave var at kalde folk til bevægelsen, rekruttere medlemmer og indsamle penge til at lede organisationen. På toppen af den organisatoriske struktur, der således blev skabt, trådte Dudu Miyan frem som ‘pir’ – den pir-ordning, som hans far havde forkastet. (Journal of the Asiatic Society of Bengal, Vol. LXIII, pt. 2, No. 1, 1894, s. 50; Encyclopedia of Islam, Vol. 2, s. 59).

Den bevægelse, der blev ledet i Haji Shariatullahs levetid, var hovedsageligt en religiøs reformbevægelse. Bortset fra et par sammenstød, som blev fremprovokeret af tyranniske zamindarer, havde hans bevægelse ikke været i konflikt med de bestående interesser. Men under Dudu Miyan antog bevægelsen i betydelig grad en politisk karakter. Alle zamindarer og indigo-plantere samlede sig imod hans bevægelse. Derfor gik hele Dudu Miyans liv med at kæmpe imod dem. På den ene side samlede zamindarernes og indigo-planternes forskellige former for undertrykkelse af de fattige bønder og Dudu Miyans helhjertede bestræbelser på at afhjælpe deres lidelser dem under Dudu Miyans ledelse. Dudu Miyan havde også en enestående organisatorisk evne. Zamindarerne i Bengalen var for det meste hinduer, mens indigo-planterne var engelske kristne, og deres gomasta-embedsmænd var alle hinduer. Også af denne grund samlede bondebønderne sig under Dudu Miyans ledelse mod zamindarerne og indigo-planterne. Hele Dudu Miyans liv gik med at kæmpe mod zamindarerne og indigo-planterne. Han blev involveret i den ene nye, falske retssag efter den anden. På grund af dette blev han til sidst tvunget til at leve i fattigdom.

Efter Dudu Miyans død ledede hans første og anden søn, henholdsvis Ghiyasuddin Haidar og Naya Miyan, Faraizi-bevægelsen. Efter Naya Miyans død ledede Dudu Miyans tredje søn, Aladin Ahmad, bevægelsen. Han samarbejdede med Nawab Salimullah til støtte for delingen af Bengalen i 1905. Efter Aladin ledede hans søn, Badshah Miyan, bevægelsen. I 1922 sluttede han sig til kalifatbevægelsen, og på dette tidspunkt arresterede regeringen ham. Derefter begyndte Faraizi-bevægelsen at gå i stå. Den religiøse reformbevægelse, som bevægelsen var begyndt som, stagnerede gradvist og bevægede sig efterhånden i en anden retning. Den pir-muridi-ordning, som Haji Shariatullah havde forkastet, da han gav bevægelsen form af en ren islamisk reformbevægelse, blev til sidst selv bevægelsens form. Som følge heraf forsvandt den tidligere jihadiske inspiration og kampånd fra bevægelsens tilhængeres handlinger og arbejdsmetoder.

Tiende kapitel

Den martyrdøde Titumir

Den martyrdøde Titumir var en yderst undertrykt person i sin samtid. Ligesom Haji Shariatullah indledte han en reformbevægelse i det forfaldne muslimske samfund. I hans rent religiøse reformbevægelse skabte de hinduistiske zamindarer ikke blot hindringer; deres blinde fjendtlighed over for islam og det muslimske folk blev tydelig. Det er dybt beklageligt, at Titumirs karakter er blevet stærkt fordrejet i samtidens historie. Årsagen er også helt klar. De fjendtlige kommentarer, der er fremsat, er fordrejede, opdigtede og fremført med et bestemt formål. En from og gudelskende lærd med en ren karakter som Titumir er blevet betegnet som en mand uden moral, en forbryder og en røver. På side 76 i sin bog British Policy & the Muslims in Bengal har dr. A. R. Mallick fremlagt fordrejede oplysninger med henvisning til blandt andet Calcutta Review, Boards Collections, 54222, s. 401, Colvin to Barwell, 8 March 1832, para. 6, Magistrate of Banaset to Commissioner of Ciccuit, 18 Div. 28 November 1831, para. 35. Det er blevet sagt, at Titumir ikke blev født i nogen betydningsfuld familie, men at han giftede sig ind i familien til en fornem jordbesidder ved navn Munshi Amir. Det er endvidere blevet sagt, at Titumir var kendt som en mand uden moral og en forbryder, og at han arbejdede som lejet bølle under en hinduistisk zamindar fra Nadia. Disse udsagn er intet andet end en fuldstændig forvanskning af sandheden. På grundlag af disse beretninger, eller fordi han var blændet af had til islam, fremsatte også hr. Hunter følgende bemærkning: “Blandt de disciple, håndlangere og tilhængere af de religiøse ledere, som fandtes i Calcutta på denne tid, var der en person ved navn Titumir, som var professionel bryder og af bølleagtig natur. Selv om denne person begyndte sit liv som søn af en fornem bonde, forbedrede han sin position ved at gifte sig ind i en zamindars familie. Men på grund af sin voldsomme og ustyrlige karakter kunne han ikke bevare denne position.” (W. W. Hunter, The Indian Mussalmans. B. D. First Edition, 1975, s. 34-35).

Den engelske kristne hr. Hunter fremsatte også velkendte udtalelser om den evigt mindeværdige og fremstående lærde i den muslimske verden, Sayyid Ahmad Shahid. Dette vil blive behandlet på det rette sted. Vi vil drøfte hans bevægelse og virksomhed på grundlag af de pålidelige oplysninger, der er kendt om den martyrdøde Titumir. Jeg håber derfor, at det vil blive bevist, at der ikke er den fjerneste forbindelse mellem hans undervisning, karakter, gudskærlighed og livslange kampånd mod usandhed, uret og uretfærdighed på den ene side og den ovenstående opdigtede beskrivelse på den anden.

Femogtyve år efter slaget ved Plassey og femoghalvfjerds år før den landsdækkende frihedskamp i det femte årti af det nittende århundrede (1857) blev Sayyid Nisar Ali, også kendt som Titumir, født i landsbyen Chandpur i distriktet Twenty-Four Parganas i Vestbengalen i 1782. Hans far hed Mir (Sayyid) Hasan Ali, og hans mor hed Abeda Rokaiya Khatun. (Shaheed Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 1).

Engelske historieskrivere har i foragt og for at nedgøre Titumir beskrevet ham som udsprunget af en ubetydelig bondefamilie. I virkeligheden blev han født ind i den berømte Sayyid-slægt. Blandt de wali’er og dervisher, der i oldtiden kom til Bengalen for at udbrede islam, findes navnene Sayyid Shah Hasan Razi og Sayyid Shah Jalal Razi i gamle dokumenter. De to brødre Sayyid Abbas Ali og Sayyid Shah Shahadat Ali var henholdsvis Sayyid Shah Jalal Razis og Sayyid Shah Hashmat Alis tredivte efterkommere; fra disse nedstammede Mir Nisar Ali, også kendt som Titumir. (Shaheed Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 3-4).

Titumir giftede sig med Maimuna Khatun Siddiqi, barnebarn af den dengang berømte dervish Shah Sufi Muhammad Asmatullah Siddiqi og datter af Shah Sufi Muhammad Rahimullah Siddiqi. (Shaheed Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 16).

Abu Jafar siger, at Mir Nisar Alis far hed Mir Hasan Ali, og at hans mor hed Abeda Rokaiya Khatun. Titumir giftede sig med Maimuna Siddiqi, datter af Hazrat Shah Sufi Muhammad Rahimullah Siddiqi. Fjorten dage efter brylluppet døde hans yngre farbror, Sayyid Umar Daraz Razi. Seks måneder senere døde hans far, Mir Hasan Ali. (Historien om frihedskampen, Abu Jafar, s. 117-118). Allerede før Nisar Ali blev født, var hans farfar, Sayyid Shah Qadam Rasul, gået bort. Det var hos hans yngre bror, Shah Umar Daraz Razi, at Nisar Alis far, Mir Hasan Ali, blev murid.

Disse oplysninger beviser, at Sayyid Nisar Ali, også kendt som Titumir, blev født ind i en meget fornem slægt. Ikke desto mindre er han blevet fremstillet som en uregerlig ung mand med et slet sind og som lønnet medlem af en hinduisk zamindars bøllebande. En gennemgang på grundlag af pålidelige oplysninger om hans uddannelse og karakterdannelse vil vise, at ovenstående påstande om ham er grundløse.

I overensstemmelse med den skik, der dengang var udbredt i fremtrædende muslimske familier, blev Nisar Alis lærer, Munshi Lalmia, ansat af hans forældre til at undervise ham i arabisk, persisk og urdu, da han var fire år, fire måneder og fire dage gammel. Hans forældre forsømte på ingen måde undervisningen i modersmålet. Derfor blev Pandit Rarakamal Bhattacharya fra den nærliggende landsby Sherpur ansat til at undervise ham i bengali, de indledende læse- og skriveøvelser, regning og så videre. På dette tidspunkt kom en dygtig lærer ved navn Hafiz Niamatullah fra Bihar Sharif til landsbyen Chandpur. Landsbyens forældre udnævnte ham til skoleleder, og han blev koranhafiz. Desuden opnåede han særlig lærdom i arabisk grammatik, fara’id-læren, hadith og filosofi, logik, tasawwuf samt arabisk-persisk poesi og litteratur. Han kunne holde flydende taler på arabisk, persisk og bengali.

På den tid, hvor Titumir blev født, dyrkede drenge og unge mænd i Bengalen regelmæssigt motion. Madrasaens område, der lå mellem landsbyerne Chandpur og Haidarpur, var et træningssted. Sheikh Muhammad Hanif fra Haidarpur underviste i fysisk træning. På dette træningssted blev der undervist i kropsøvelser og brydning, hadudu, stavkamp, skjold- og stavkamp, sværdkunst, bueskydning og slangebøsse samt brug af bambusgeværer og andet. Hafiz Niamatullah fortsatte ikke blot med at undervise i arabisk og persisk, men også i koranrecitation. Hver dag ved møderne og om aftenen underviste han i forskellige teknikker inden for fysisk træning og våbenbrug. De to førende elever på dette træningssted var Sheikh Muhammad Hanif og Sayyid Nisar Ali, også kendt som Titumir.

Han blev sandsynligvis gift i det første årti af det tyvende århundrede. Omkring halvandet år senere begyndte han sammen med sin lærer Hafiz Niamatullah at bo hos Hafiz Muhammad Israel i Kolkata og Talib Tola (nu kaldet Taltala). Hafiz Israel var også fra Bihar Sharif. Han blev udnævnt til imam ved Taltala Jama-moskeen, giftede sig her og blev indbygger i Kolkata. En del af Talib Tola eller Taltala blev dengang kaldt Misriganj. Her fandtes et træningssted eller center for brydekonkurrencer, hvis formand var Jamaluddin Afandi. Professionelle brydekonkurrencer var endnu ikke blevet almindelige på den tid. Velhavende mennesker gav vinderen en præmie og en æresdragt for at tilskynde ham til at opnå fysisk styrke og tapperhed, mens den besejrede kun fik en præmie. Bryderne havde dengang ikke den holdning, at de skulle tjene penge ved at være brydere.

Under Titumirs ophold i Kolkata blev der afholdt brydekonkurrencer i Misriganj-akharaen, og den vindende bryder fik en stor belønning. Her opnåede Titumir stor anseelse ved brydekonkurrencerne. Hafiz Niamatullah og Hafiz Muhammad Israel var særligt begejstrede for brydekonkurrencer.

En anden særlig begejstret tilhænger af brydning var Mirza Gholam Ambia. Det vil ikke være malplaceret at give en kort beskrivelse af ham her. Han tilhørte den kongelige familie og var barnløs. Han var zamindar, og fordi han var barnløs, anvendte han størstedelen af indtægterne fra sit zamindari på velgørende formål.

Hans zamindarbolig lå i Mirzapur-Amherst Street-området i Kolkata fra tiden før Indiens deling. Hans hus hed Mirza Manzil. Mirzapur Street blev opkaldt efter ham. Syd for Mirza Manzil lå Mirza Talab og Mirzabag. Dette Mirzabag blev senere kaldt Mirzapur Park. Det sted, hvor hans mødesal lå, fik senere navnet Baithakhana Road. Mirza Sahib var altid optaget af tilbedelse og fromme handlinger. I sin alderdom skænkede han jorden ved Mirzapur og Baithakhana Road, Mirza Talab, Mirzabag med mere til Kolkata Kommune og drog på hijra til Mekka efter at have solgt sit hus og sine øvrige ejendomme. Mirza Talab og Mirzabag, som indtil næsten slutningen af det britiske styre blev kaldt Mirzapur Park og var almindeligt kendt under dette navn, blev i 1930’erne omdøbt til Swami Shraddhanand Park. Kommunen havde ingen retmæssig ret til dette. Tyve til femogtyve tusind oprørte muslimer samledes i Mirzapur Park for at protestere mod denne uretfærdighed. Men det nyttede ikke.

Efter at være kommet i nær kontakt med den nævnte Mirza Gholam Ambia fik Mir Nisar Ali et stærkt ønske om at aflægge bay’at hos en fuldkommen murshid. Da en dervish ved navn Zaki Shah senere kom til Talibtola i Kolkata, opsøgte Nisar Ali ham og udtrykte sit ønske om at blive murid. Shah Sahib så ham et øjeblik i ansigtet og sagde: “Hvis du ikke foretager ziyarat ved Baytullah Sharif, vil du ikke finde den pir, der er bestemt for dig.”

I håbet om endelig at finde en sand murshid drog Mir Nisar Ali til Mekka, og dér mødte han Sayyid Ahmad Barelvi. Det var dér, Mir Nisar Ali aflagde bay’at hos ham og blev hans murid.

Efter at have fuldført hajj og de øvrige ritualer gav Sayyid Ahmad Barelvi følgende instrukser til sine khalifaer, Maulana Shah Muhammad Ismail og Maulana Ishaq:

“Når I er nået hjem til hver jeres hus, skal I hvile i femten dage. Når I derefter når Bareilly, vil jeg rejse rundt med jer forskellige steder i Indien. Efter nogle dages hvile i Patna tager jeg til Kolkata.

Hans instrukser til khalifaerne i Bangladesh var som følger:

Når jeg er nået frem til Patna, vil jeg underrette Maulana Abdul Bari Khan (Maulana Akram Khans far), Maulana Muhammad Hossain, Maulana Haji Shariatullah, Maulana Syed Nisar Ali (Titumir), Maulana Sufi Khodadad Siddiqui og Maulana Karamat Ali. I vil få datoen for min ankomst til Kolkata at vide fra dem. På det møde, som vi skal holde i Kolkata, vil vores endelige handlingsprogram blive fastlagt.

Derefter vendte alle tilbage fra Mekka til deres respektive hjem. Senere samledes de på det fastsatte tidspunkt i Shansunnisa Khanams havehus i Kolkata. Efter drøftelserne blev det besluttet, at Patna skulle være mujahidernes centrale hovedstad, og at hver provins skulle have en provinsiel hovedstad. Midlerne til at føre jihad skulle sendes fra provinshovedstæderne til centret.

Efter disse beslutninger holdt Maulana Syed Nisar Ali (Titumir) en tale på det nævnte møde, som er særligt bemærkelsesværdig. Han sagde:

Muslimernes iman i Bangladesh er blevet meget svag. Det vil være farligt at sende dem ud på jihad, før de er blevet gjort til sande muslimer. Jeg påtager mig ansvaret for at bringe den islamiske dawah til dem. Ikke nok med det, jeg mener også, at hinduer fra de lavere klasser kan slutte sig til vores kamp. … For hinduerne fra de lavere klasser er ikke tilfredse med brahminernes, vaidyaernes, kshatriyaernes og kayasthaernes kaster. Hvis vi kan gøre muslimerne til fuldkomne muslimer og forene hinduerne fra de lavere klasser med muslimerne, vil det ikke være vanskeligt for os at etablere kontakt med centret og hjælpe det …

Det blev derefter besluttet på rådgivningsmødet, at Bengal i al anden henseende skulle hjælpe centret i hemmelighed. Men Bengal skulle ikke åbent deltage i jihad. De, der ønskede at slutte sig til centret, skulle dog ikke hindres.

(Shahid Titumir, Abdul Gafur Siddiqui, s. 22–37).

Derefter begyndte Syed Nisar Ali sit virke, som vi ønsker at behandle nærmere nedenfor. Oplysningerne om hans aktiviteter – fra hans uddannelsesår og livet i Kolkata til hans rejser på jagt efter en pir, udførelsen af hajj og hans tilslutning som discipel af Syed Ahmad Barelvi – er allerede givet ovenfor. Påstanden om, at han nogensinde skulle have arbejdet som lejet stokkesoldat i en hinduisk zamindars bøllebande, er fuldstændig grundløs og uden hold i virkeligheden. Dette er et planlagt, ondsindet forsøg på at fordreje hans ophøjede idealer, karakter og storhed og gøre ham ringeagtet og forhadt i offentlighedens øjne.

Titumir havde i sin ovennævnte tale sagt: »Muslimernes iman i Bangladesh er blevet meget svag.« Før vi drøfter hans bevægelse og virke, må vi vide, hvor svag muslimernes iman var, og under hvilke forhold han begyndte sit arbejde med den islamiske dawah. I forbund med englænderne og gennem et ekstremt forræderi mod deres eget fædreland fratog Beng als hinduer ikke blot muslimerne deres rige, men lukkede også alle veje til at tjene til livets ophold og sparede ingen anstrengelser for at ødelægge det, der var en muslims største besiddelse: iman. De ønskede at lade muslimerne være muslimer blot af navn, kaste dem bort fra iman, den islamiske livsform og kultur, gøre dem til væsener ringere end selv hinduerne fra de lavere klasser og forvandle dem til slaver blandt slaver.

Vi har i det foregående kapitel med titlen »Muslimernes religiøse, sociale og kulturelle tilstand« behandlet, hvor dybt den muslimske nation var sunket tilbage religiøst og kulturelt i begyndelsen af det attende århundrede. Jeg finder det også nødvendigt kort at omtale, hvor meget denne tilstand var blevet forværret på Titumirs tid.

Bengals nye hinduistiske zamindarer var blevet englændernes store yndlinge. Englændernes varige herredømme i dette land var i enhver henseende helt afhængigt af på den ene side at holde dem tilfredse og på den anden side at holde muslimerne nede. Derfor vovede de hinduistiske zamindarer at udstede både retfærdige og uretfærdige ordrer til muslimerne fra de almindelige samfundslag.

Ligesom brahminerne havde berøvet hinduerne fra de lavere kaster friheden til at udføre religiøse handlinger og retten til at træde ind i templerne, berøvede hinduerne fra de højere kaster på tilsvarende vis den muslimske befolkning islams lys ved at opstille en gruppe mennesker blandt muslimerne som muslimske brahminer.

Abdul Gafur Siddiqi siger i sin bog:

De hinduistiske zamindarer og hinduerne fra de højere kaster i Vestbengalen forklarede de analfabetiske muslimer: »I er fattige. Jeres husholdninger kan ikke klare sig, hvis I ikke dyrker jorden og arbejder som daglejere. Hvordan skulle I under disse omstændigheder få tid til jeres daglige, ugentlige og årlige bønner samt faste, pilgrimsfærd, zakat, janazah, bønner, rituelle afvaskninger af de døde og andre religiøse pligter? Og hvornår skulle I få tid til at tjene penge ved at udføre alle disse handlinger, og hvordan skulle I overhovedet kunne forsørge jeres familier? Derfor vil vi også udføre de religiøse pligter for jer, og I vil heller ikke spilde jeres tid.«

Muslimerne blandt bønderne og landarbejderne i Vestbengalen, som var blevet berøvet undervisning i islams dīn, tog oprigtigt imod babuernes råd. Efterhånden spredte denne sygdom sig også i det muslimske samfund i Østbengalen. Samtidig tilskyndede Azazil-Satan og nafs al-ammara dem. Som svar på babuernes ord sagde de:

»Babu, De har ganske ret. Indtil nu har ingen andre givet os et sådant velmenende råd. Vi er uvidende og forstår ingenting. Gør med os, hvad De finder rigtigt.«

(Martyren Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 5-6).

Det siger sig selv, at der heller ikke manglede folk, som kunne udgive sig for muslimske brahminer. I gamle dage blev en bestemt gruppe muslimer ved de muslimske herskeres hoffer tildelt fine titler som belønning for deres kvalifikationer, og derudover fik de ayma, lakhेरaj og forskellige former for jordejendom til deres underhold. Efter briternes ankomst blev alle disse ejendele konfiskeret. De blev gjort ejendomsløse og fattige. Da de ikke var vant til fysisk arbejde, blev også deres levevej lukket. De havde heller ikke mulighed for at uddanne sig.

Kort sagt var de blevet forvandlet til en gruppe fornemme tiggere. Blandt dem var der nogle få personer, som bar navne som sheikh, sayyid, mir og kazi. De var børn af gamle, velstående familier. Men på grund af nøden måtte de nu ty til bønder, arbejdere og daglejere. De højkaste-hinduer udnyttede deres hjælpeløse situation og begyndte med medfølende stemme at sige til dem:

»Muslimer fra de lavere klasser, såsom bønder og daglejere, adlyder jer ikke længere som før og ønsker heller ikke at adlyde jer. De viser jer heller ikke hengivenhed eller respekt. Vi føler også stor smerte i vores hjerter over deres sådan en opførsel. Hvad kan man gøre – det er Kali-alderen. Vi ønsker at hjælpe jer ved at overlade ansvaret for at udføre deres religiøse pligter til jer. Påtag jer poster som akhanji, mulla, ustadji, munshi og kazi i det muslimske samfund, og udøv indflydelse over dem. Så vil jeres fremtid blive lys. De vil også forblive jer lydige.« Den formueforladte, uvidende eller halvuvidende gruppe af sheikher, sayyider, mirer og kazier, som gjorde krav på fornemhed, lod sig narre af de hinduistiske brahminers, kayasthers og vaidyaers ord. De påtog sig posterne som akhanji, mulla, ustadji og munshi og satte sig til rette som muslimske brahminer. De åbnede vejen til den muslimske befolknings nationale undergang. Efter forbillede fra brahminerne i det hinduistiske samfund blev der også skabt brahminposter i det muslimske samfund. De almindelige muslimer, henført af den tilsyneladende søde fremgangsmåde, kom langt bort fra islams og den islamiske shariahs vej. Som følge af den hinduistiske brahminekastes politiske sammensværgelse begik de selvmord. (Se Shahid Titumir – Abdul Gafur Siddiqi, s. 7).

Muslimernes nationale, traditionsrige uddannelsesinstitutioner var gået til grunde. I landsby efter landsby blev der oprettet landsbyskoler af hinduistiske panditter. Almindelige muslimer måtte i disse skoler omgås gurumashayer, pottemagere, vaskere, barberer, astrologer og andre af samme slags. Alle disse beredte tilsammen jorden for de muslimske brahminer.

De muslimer, som havde råd, sendte deres børn til disse skoler. Her måtte de muslimske elever sammen med de hinduistiske elever lære lovprisninger af forskellige guder og gudinder udenad, især hymnen til Saraswati.

Lærebøgerne var fyldt med lovprisning af hinduismens storhed, hyldester til guder og gudinder samt lovsange. I den muslimske elevs følsomme hjerte blev hinduismens præg indgraveret. Efter skoletid skulle man fremsige følgende vers, bukke for gurumashai og gå hjem—

Saraswati, gudinden Bhagavati, giv mig en velsignelse,

Kom, brødre, lad os alle læse, lad os gå hjem.

Blinkende, glitrende, funklende gylden glans,

gå frem med blad og stav, sejr til Guru Dev.

Så står det moralske aspekt tilbage. Da Shri Chaitanya i det sekstende århundrede indførte vaisnavismen, førte det til hinduernes dybeste moralske forfald. Den strøm af modbydelig seksuel umoral, som under religionens navn flød fra Shri Krishnas kærlighedslege og de barberede vaisnava-mænd og -kvinder, rev ikke blot en stor del af det hinduistiske samfund med sig, men tiltrak også de uuddannede almindelige muslimer til denne umoral. Påvirket af de venstrehåndede tantrikeres seksuelle umoral opstod der også blandt muslimerne en klasse af hykleriske seksuelle udsvævere, og de styrtede almindelige muslimer ned i den mudrede afgrund af seksuelt anarki (SEXUAL ANARCHY) i religionens navn. Desuden havde den udbredte dyrkelse af pirer og grave bragt muslimerne på niveau med de afgudsdyrkende hindusamfund.

Derefter holdt hinduerne heller ikke op med uretmæssigt at blande sig i muslimernes navneskikke. Under påskud af en nationalisme baseret på det bengalske sprog trak de muslimerne på afveje. De hinduistiske Thakur-mestre begyndte at sige:

Som følge heraf begyndte muslimerne efter Thakur-mestrenes anvisninger at få navne som Gopal, Nepal, Gobardhan, Nabai, Kushai, Padma, Chini, Champa, Badal, Patal, Mukta og så videre. Fra min barndom kendte jeg mange muslimer på landet med den slags navne.

Efterfølgende blev muslimerne vildledt af Thakur-mestrenes gode råd, forlod tahbanden og begyndte at bære dhoti; de barberede skægget og begyndte at lade overskægget gro. Så at sige fandtes der ingen måde at genkende en muslim som muslim på.

Det var på dette tidspunkt, hvor muslimernes religiøse og moralske forfald var på sit højeste, at Saiyid Nisar Ali, også kendt som Titumir, trådte frem. Han nåede ganske vist ikke at fuldføre sit store værk, men den omfattende kamp, han indledte mod religiøs og moralsk umoral samt de hinduistiske jordherrers uretfærdige undertrykkelse, blev senere et fyrtårn på vejen mod muslimernes politiske, økonomiske og religiøse frihed.

Efter at Saiyid Ahmad Barelvis rådsmøde i Kolkata var afsluttet, vendte Titumir tilbage til sin landsby Chandpur. Efter at have hvilet sig der i nogen tid begyndte han sit islamiske da’wah-arbejde.

Kernen i Titumirs daʿwa var at have fuld tro på islam og i alle handlinger at følge Allahs og Hans Sendebuds anvisninger. Han kunne ikke se bort fra hinduernes zamindarers og indigo-planterieres undertrykkelse og mishandling. Derfor sagde han, at man måtte slutte sig sammen med hinduerne blandt bønderne og opbygge en modstand mod deres overgreb. På anmodning fra indbyggerne i landsbyen Sarfarazpur genopførte han den forfaldne moské fra den kejserlige periode dér og grundlagde en khanqah til sin forkyndelse. Den tale, han her holdt efter fredagsbønnen, da han henvendte sig til den forsamlede hindu- og muslimske befolkning, var meget betydningsfuld. Han sagde:

Islam er fredens religion. Allah og Hans Sendebud bryder sig på ingen måde om, at man skaber strid og uenighed med dem, der ikke er muslimer, blot fordi man er religiøst adskilt fra dem. Men islam siger, at hvis en stærk og mægtig ikke-muslim udøver uretfærdig undertrykkelse mod en svag muslim, er muslimerne forpligtede til at hjælpe den svage.

Han sagde videre, at muslimer i deres tale og adfærd måtte være sande muslimer. Hvis de kunne lide ikke-muslimers skikke, livsførelse og handlinger, ville Allah på Dommens dag give dem en plads sammen med de ikke-muslimske. Titumir sagde, at muslimernes fuldkomne liv består af disse fire: islamisk sharia, tariqa, haqiqa og maʿrifa, og at deres frelse i denne verden og den næste ligger deri. Hvis nogen tilsidesætter dette, vil Allah straffe ham hårdt. At bede, faste, bære skæg og trimme overskægget er muslimernes obligatoriske pligter. De, der efter ikke-muslimsk forbillede opgiver disse ting, vil Allah straffe hårdt.

Dette var hovedindholdet af hans indledende daʿwa. Han kunne holde flydende og gribende taler, og hans taler og forkyndelsesarbejde vakte en hidtil uset opvågnen blandt de vildledte og åndeligt slumrende muslimer.

Der var intet uretfærdigt i det arbejde, Titumir havde påbegyndt. Tværtimod var det hans ansvar og pligt som muslim. Men hvordan skulle de højere-kaste-hinduer kunne tåle det? Deres dybe sammensværgelse for at udslette den muslimske nation var blevet knust, og de blev rasende på Titumir og hans tilhængere. En ny sammensværgelse for at udslette dem blev sat i værk.

Genopførelsen af den forfaldne moské i Sarfarazpur, ordningen med igen at holde bøn i fællesskab og Titumirs lidenskabelige tale foran de forsamlede efter bønnen gjorde zamindaren Krishnadev Ray fra Pura urolig og skrækslagen. Ansvaret for at indsamle oplysninger om Titumirs færden og forkyndelsesvirksomhed blev overdraget til Moti, en loyal og betroet muslimsk paik hos zamindaren. Zamindaren sagde til Moti:

Titu er wahhabit. Wahhabitterne er jeres profet Muhammeds religionslæres værste fjender. Men de er så snedige, at man ikke kan afsløre dem som wahhabitter på deres ord alene. Derfor kan jeg ikke tillade, at mine muslimske undersåtter bliver vildledt. Fra i dag skal du holde øje med Tıtus færden og fortælle mig alt.

Derefter tvang Krishnadev Ray efter samråd med zamindaren Debnath Ray fra Gobra Gobindpur og zamindaren Kali Prasanna Mukhopadhyay fra Gobardanga nogle undersåtter til at indgive en klage mod Titumir for at have forstyrret den offentlige orden. På zamindarens ordre mødte Matiullah derefter op på zamindarens kontor sammen med sin onkel Gopal, sin slægtning Nepal og Gobardhan og indgav klagen. Dens hovedindhold var følgende:

Titumir, der er bosat i Chandpur, er kommet til vores landsby Sarparajpur (det muslimske navn er Sarfarajpur) for at udbrede sin wahhabitiske religion og har slået sig ned her. Han tyr til alle mulige former for tvang og overgreb for at omvende os til wahhabismen. Titumir forhindrer os i at følge den religion, som vi gennem generationer har arvet fra vore fædre og forfædre. Vi klager til Huzur og beder ham træffe passende foranstaltninger, så Titumir og hans folk ikke kan mishandle Sarparajpurs befolkning for at omvende dem til deres religion, tvinge os til at anlægge skæg, trimme overskæg, slagte køer eller give vores børn arabiske navne, eller skabe strid mellem hinduer og muslimer. Huzur er vores herre. Huzur er vores far og mor.

Efter at have modtaget den nævnte ansøgning med Gopal, Nepals og Gobardhans tommelfingeraftryk udstedte zamindaren Krishnadeb Ray en ordre.

1. De, der bliver Titumirs disciple og bliver wahhabitter, anlægger skæg og trimmer overskæg, skal betale en skat på to og en halv taka for hvert skæg og fem sika for hvert overskæg.

2. Hvis der bygges en moské, skal der betales fem hundrede taka til zamindarens regering for hver moské af ler og tusind taka for hver moské af mursten.

3. Hvis man ændrer de navne, som fædrene og forfædrene har givet børnene, og giver dem arabiske navne efter wahhabitisk skik, skal der for hvert navn indbetales et ændringsgebyr på halvtreds taka til zamindarens regering.

4. Hvis nogen slagter en ko, skal hans højre hånd hugges af, så han aldrig mere kan slagte en ko.

5. Enhver wahhabit, der giver Titumir husly, skal fordrives fra sin jord og sit hjem.

(Shaheed Titumir – Abdul Gafur Siddiqi, s. 48–49; Frihedskampens historie, Abu Zafar, s. 119; Bengal Criminal Judicial Consultation, 3. april 1832, nr. 5 og 6).

I forbindelse med bøder og den ovennævnte slags overgreb mod de muslimske undersåtter nævnes navnene på Taraguniyas zamindar Ram Narayan, Gour Prasad Chowdhury, nayeben hos zamindaren i Kurgachhi og bosat i Nagarpur, samt Krishnadeb Ray, zamindaren i Pura – i optegnelsen Bengal Criminal Judicial Consultancy, 3. april 1832, nr. 5. (Dr. AR Mallick, British Policy & the Muslims in Bengal, s. 76).

Ved Barasats fællesmagistrats domstol blev der anlagt en sag mod zamindaren Ram Narayan, hvori et vidne erklærede, at den nævnte zamindar havde idømt ham en bøde på femogtyve taka for at bære skæg og havde beordret, at hans skæg skulle rives af. Bengal Criminal Judicial Consultancy, 3. april 1832, nr. 5; (Dr. AR Mallick, British Policy & the Muslims in Bengal, s. 76).

Titumir meddelte Krishnadeb Ray i et brev, at han ikke havde gjort noget uret, men arbejdede på at udbrede islam blandt muslimerne. Det kunne på ingen måde være retfærdigt at blande sig i dette arbejde. At bede namaz, faste, bære skæg, trimme overskægget og lignende er religiøse påbud for muslimer. At hindre dette svarer til at blande sig i en anden religion.

Det er også nødvendigt, at læserne kender den reaktion, Krishnadeb Ray havde, efter at en af Titumirs brevbud havde overrakt ham brevet – det vil jeg derfor omtale her.

Da han spurgte, hvem der havde afleveret brevet, nævnte brevbuddet Titumir Sahib fra Chandpur. Så snart zamindaren hørte Titumirs navn, blev han rasende. Mens han brummede af vrede, sagde han: »Hvem er den wahhabitiske Titu? Og hvem er så du, din slyngel?«

I nærheden var en vis Muchiram Bhandari til stede. Han sagde: »Han hedder Aman Mondal. Hans far hedder Kaman Mondal. Han er Huzurs undersåt. Før plejede han at barbere sit skæg, men nu, hvor han har ladet det vokse, kan Huzur ikke genkende ham.«

Brevbuddet sagde: »Huzur, mit navn er Aminullah, min fars navn er Kamaluddin, men folk kalder os Aman-Kaman. At bære skæg er et påbud i vores religion. Derfor har jeg fulgt det.«

Krishnadeb, der skælvede af vrede, sagde: »Din slyngel, har du betalt skægskatten, har du betalt skatten for navneændringen? Nå, jeg skal vise dig, hvad det vil sige. Du vover at diskutere med mig – hvor har du dog fået den frækhed fra?« Herefter beordrede han Muchiram til at lukke ham inde i arresten og give ham en passende straf. Det er overflødigt at sige, at Aminullah som følge af den umenneskelige tortur og de mange slag blev den første martyr i Titumirs islamiske bevægelse. Nyheden spredte sig i alle retninger. Muslimerne blev dybt bedrøvede, men da de på grund af manglende vidner og beviser ikke kunne foretage sig noget mod den mægtige zamindar, forholdt de sig tavse.

Zamindarernes konspirationsmøde i Kolkata

Med det formål at undertrykke Titumir og hans følgere samledes følgende personer hos en vis Latu Babu i Kolkata: Latu Babu (Kolkata), zamindaren Kali Prasanna Mukhopadhyay fra Gobardanga, Debanath Ray fra Gobra-Gobindpur, manageren for zamindaren i Nurnagar, hovednaiben for zamindaren i Taki, manageren for zamindaren i Ranaghat, Krishnadeb Ray fra Pura, darogaen ved Bashirhat-politistationen Ramram Chakrabarti, Durgacharan Chakrabarti fra Jadur Ati og andre.

Det blev besluttet på mødet, at hinduernes undergang var uundgåelig, hvis det ikke lykkedes at undertrykke Titumir; derfor måtte han bringes til tavshed med hvilke midler det end måtte være, og alle zamindarerne ville yde al mulig hjælp og støtte i denne sag. Det blev også besluttet at søge hjælp hos de engelske indigoplantere. Man ville overbevise dem om, at Titumir også havde indledt en kamp mod englænderne. Blandt hindubefolkningen skulle det bekendtgøres, at Titu havde ødelagt sin kaste ved at få oksekød proppet i sig. Daroga Chakrabarti fra Bashirhat blev anmodet om at yde al mulig hjælp i denne sag. Kali Prasanna Mukhopadhyay sagde til darogaen: »De er brahmin, og vi er også brahminer. Desuden er De vores slægtning. De må hjælpe os på alle måder i denne fare.« Darogaen svarede: »Jeg vil hjælpe, selv om det koster mig livet, og jeg vil bevise, at Titumir er en statsforræder.«

Efter konspirationsmødet i Kolkata sendte Krishnadeb Ray folk ud for at opkræve skatten på skæg og overskæg samt kharijana-gebyret for arabiske navne hos folkene i Sarfarajpur. Da de nægtede at betale skatten, vendte zamindarens ansatte tilbage og underrettede zamindaren om sagen. Derefter blev tolv bevæbnede barkandazer sendt ud for at bringe Titumir tilbage. Men de turde ikke pågribe ham.

Derefter sendte Krishnadeb følgende personer til forskellige steder for at rådføre sig:

1. Anukul Chandra Mukhopadhyay til Gobardanga,

2. Khareswar Mukhopadhyay til Gobra-Gobindpur,

3. Lal Bihari Chattopadhyay til hr. Benjamin ved Serpur-indigofabrikken,

4. Banamali Mukhopadhyay til Hugli-indigofabrikken,

5. Loknath Chakrabarty til Bashirhat-politistationen.

Det er værd at bemærke, at Loknath Chakrabarty er svoger til Ramram Chakrabarty, politichefen i Bashirhat.

Derefter ankom over tusind tapre krigere fra forskellige steder til Krishnadebs hus i Pura for at hjælpe Krishnadeb; de var bevæbnede med stave, spyd samt skjolde og sværd. Den følgende dag, fredag, blev der givet ordre til at angribe Titumir og hans folk i Sarfarazpur.

Den følgende dag, fredag, ankom Krishnadeb Ray til Sarfarazpur til hest, med en bevæbnet styrke bag sig. På det tidspunkt havde de bedende efter fredagsprædikenen stillet sig op til bøn. Krishnadebs soldater omringede moskéen under forskellige anti-muslimske råb og satte ild til den. Da Titumir og de bedende kom ud af moskéen, lettere forbrændte, blev de angrebet. To blev martyrer, gennemboret af spyd, og mange blev såret.

Derefter indgav muslimerne ved politiposten i Kalinga en sag mod Krishnadeb Ray og hans hær for drab, sår, overfald og lignende. Den ansvarlige medarbejder ved politiposten modtog ganske vist anmeldelsen, men beordrede ligene begravet uden selv at være til stede på gerningsstedet.

I J.R. Colvins rapport hedder det, at zamindarens ansatte blev slået, da de tog til Sarfarazpur for at opkræve skatter på skæg, overskæg og lignende, og at én af dem blev tilbageholdt. Derefter angreb Krishnadeb Ray dem med en bevæbnet styrke og satte ild til moskéen.

(Board’s Collection 54222, s. 405-6, Colvins rapport, afsnit 9, dr. A.R. Mallick: British Policy & the Muslims in Bengal, s. 79).

Atten dage efter den nævnte hændelse anlagde Krishnadeb Ray sag mod Titumir og hans tilhængere med den påstand, at de havde slået hans folk, og at de selv havde sat moskeen i brand for at lægge skylden på ham. (Bengal Criminal Judicial Consulations, 3. april 1832, nr. 6).

Krishnadeb Ray fremsatte desuden i sin erklæring følgende anklage: »En muslim af wahhabitisk tro ved navn Titumil, en farlig person, der er modstander af indigodyrkning, zamindarerne og Det Ostindiske Kompagni, samt mere end tusind af hans disciple har på ulovlig og uretmæssig vis taget to barkandazer og en gomasta, tilhørende den højtærede zamindar Sri Krishnadeb Ray, godsejeren i Pura, til fange og ladet dem forsvinde. Trods omfattende eftersøgning har vi ikke kunnet finde dem. De nævnte paiker og gomastaen var taget til godset for at opkræve jordskatter hos bønderne i Sarfarazpur-mahalet. Da der opstod uenighed med bønderne om betaling og kvittering for skatten, har Titumirs folk efter hans ordre med magt taget vores gomasta og paiker til fange, men det vides ikke, hvor de har anbragt dem. Titumir udbasunerer pralende, at han er landets konge. Derfor skal man ikke længere betale jordskat til zamindaren.« (Shahid Titumir – Abdul Gafur Siddiqi, s. 60).

Ramram Chakrabarti vidste i det mindste meget godt, hvordan man fabrikerer en falsk sag. For han var fast besluttet på at bevise, at Titumir var oprører mod staten. Under alle omstændigheder behøver det næppe siges, at zamindarens erklæring, afgivet atten dage efter hændelsen, ikke var troværdig. Den var kun blevet afgivet for at redde hans eget skind. Alligevel blev efterforskningen af begge sager indledt.

Den indledende efterforskning af sagerne blev påbegyndt af jamadaren ved Kalinga-politiposten. I hans rapport hed det, at begge parters anklager var yderst alvorlige. Han tilføjede: »Jeg har set mange beviser på muslimernes anklager.« Ved efterforskningen af den sag, som zamindaren Krishnadeb Rays naib havde anlagt mod Titumir og hans folk, kom det frem, at alle de ansatte, hvis bortførelse der var blevet klaget over, befandt sig sammen med naiben. Naibens svar var, at Titus folk havde løsladt dem, efter at han var rejst ud i provinsen. Efter min mening bør ansvaret for efterforskningen og den endelige rapport i disse to indviklede sager overlades til den erfarne daroga Ramram Chakrabarti i Bashirhat.«

Imens indkaldte den assisterende magistrat i Barasat Krishnadeb Ray til retten, løslod ham mod kaution og beordrede Ramram Chakrabarti til at efterforske sagen og afgive den endelige rapport.

Ramram Chakrabarti ankom til Sarfarazpur under påskud af at efterforske sagen, skældte Titumir og landsbyboerne ud med uforskammede ord og slog dem, hvorefter han tilbragte flere dage som en kærkommen gæst i zamindaren Krishnadeb Rays hus og afgav følgende rapport:

1. Zamindaren Krishnadeb Rays gomasta og paiker var blevet holdt ulovligt fængslet af Titu og hans folk. Senere var de ved list flygtet og gået under jorden. Efter politiets ankomst trådte de frem igen. Derfor er denne sag ugyldig og bør afvises.

2. Titumir og hans stokkemænd har fremsat falske anklager om drab og legemsbeskadigelse, plyndring, ildspåsættelse og lignende mod zamindaren Krishnadeb Ray og hans paiker og barkandazer.

3. Titu og hans folk har selv sat bederummet i brand. Derfor kan denne sag ikke føres.

Darogaens rapport er fuldstændig opdigtet og blot et udtryk for hans hadefulde sind. Selv hvis muslimerne havde hundrede fejl, ville de aldrig have vovet at begå en så syndig handling som at brænde en moské ned.

Det er dybt beklageligt, at spørgsmålet om opkrævningen af ulovlige jordafgifter ikke tiltrak hakimens opmærksomhed, selv om det var den egentlige årsag til konflikten. Som følge heraf vandt zamindaren ikke blot sagen, men hans opkrævning af ulovlige jordafgifter blev også gjort lovlig. Divisionskommissæren udtalte, at den dom, som den fælles magistrat afsagde, på den ene side ikke havde til formål at standse zamindarernes ulovlige og undertrykkende opkrævning af jordafgifter, og på den anden side heller ikke indeholdt noget, der kunne dæmpe modpartens ophidsede sindelag. (Bengal Criminal Judicial Consultations, 3. april 1832, nr. 3; Commissioner to Deputy Secretary; 28. november 1831, afsnit 3).

Som følge af magistratens uretfærdige dom vovede zamindaren at tage bedrageriske og undertrykkende skridt. I henhold til Regulation nr. 7 fra 1799 fik han beføjelse til at anholde og tilbageholde bønder under påskud af restancer på jordafgifter. Selv personer, der ikke var zamindarens bønder, men havde vidnet imod ham, blev uden grund anholdt og tilbageholdt, efter at man falskeligt havde opført dem med 38 taka i restance, og de blev udsat for forskellige former for fysisk afstraffelse. Derefter fik man dem til at underskrive gældsbreve mod at inddrive en del af restancen og love at betale resten, så de ikke kunne søge hjælp ved domstolen. (Board’s Collection, 54222, Enclosure No 4, the Colvin’s Report; også i Bengal Criminal Judicial Consultations, 3. april 1832, nr. 6).

Den 25. september 1831 rejste muslimerne til Kolkata med en kopi af dommen for at appellere til kommissærens domstol. Men fordi kommissæren var fraværende, kunne de ikke indgive deres appel og vendte sønderknuste tilbage.

Moskéen i landsbyen Sarfarazpur blev ødelagt, mange mennesker blev dræbt eller såret, og Habibullahs, Hafizullahs, Golam Nabıs, Ramzan Alis og Rahman Bakhshs huse blev forvandlet til ruiner; megen rigdom blev brændt og plyndret, men den engelske regering traf ingen som helst foranstaltninger. Da landsbyboernes, og især Saiyad Nisar Alis, liv var kommet i fare, flyttede Saiyad Nisar Ali, også kendt som Titumir, efter alles råd sammen med de ovennævnte fem husvilde personer fra Sarfarazpur til landsbyen Narikelbaria den 17. oktober, skønt det skete mod hans inderste vilje. Den 29. oktober 1831 angreb Krishnadev Ray landsbyen Narikelbaria med over tusind lathi-kæmpere og en bande bevæbnede bøller og slog og sårede mange mænd og kvinder. Den 30. oktober blev der indgivet en klage på politistationen. Men det førte ikke til noget. Politiet kom ikke engang for at foretage nogen form for undersøgelse.

Efter zamindarstyrkernes gentagne angreb blev muslimerne bragt i vildrede. De blev da tvunget til at gøre sig klar til selvforsvar. Da Krishnadev Ray den 6. november igen kastede sig over muslimerne med sine styrker, udbrød der et voldsomt sammenstød, og mange mennesker på begge sider blev dræbt eller såret. Derefter lod Krishnadev Ray overalt i det hinduistiske samfund sprede, at muslimerne uden grund forfulgte hinduerne; overalt i det hinduistiske samfund lod Krishnadev Ray sprede, at muslimerne uden grund forfulgte hinduerne. Denne propaganda skabte voldsom ophidselse blandt hinduerne, og zamindaren og indigo-plantageejeren Kaliprasanna Mukhopadhyay fra Gobardanga ophidsede hr. Davis, bestyreren af Mollaatıs indigo-fabrik, mod muslimerne. Davis angreb Narikelbaria med omkring fire hundrede abessinske krigere og forskellige dødbringende våben. Også denne gang blev mange på begge sider dræbt eller såret. Davis flygtede. Muslimerne ødelagde hans budgerow. Nogen tid efter den nævnte hændelse angreb zamindaren Debnath Ray fra Gobra-Gobindpur Narikelbaria med en stor styrke. I det voldsomme slag blev Debnath Ray dræbt af et spydstød.

Det brev, som zamindaren Manohar Ray fra Chatuna efter ovennævnte hændelse skrev til zamindaren Krishnadev Ray fra Pura, er særdeles bemærkelsesværdigt. Han skrev:

Indigodyrkningens besættelse har grebet Dem. Det er derfor, at vi i dag har mistet en tapper mand som Debnath Ray. Der er stadig tid. Lad uden mere overdrivelse Titumir udføre sit arbejde, og udfør De Deres. Titumir prædiker sin religion; hvorfor danner De en alliance for at hindre ham i det? I Deres besættelse af indigodyrkning har De sluttet Dem sammen med de engelske indigoplantere og præsterne og bragt landets befolkning og bønderne i ulykke—hvordan skulle de kunne glemme det? Hvis De fortsætter med på denne måde at øve overgreb mod landets befolkning, vil jeg blive tvunget til at træde frem for at hjælpe Titumir. Jeg siger det igen: Indhøst ikke landets befolknings forbandelser på grund af indigodyrkningen.

—Shrimanohar Ray Bhushan (Shaheed Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 79).

Hvis man havde fulgt Manohar Rays gode råd, ville et så stort og ulykkeligt drama i historien ikke være blevet opført. Men på den ene side havde Krishnadev Ray en grænseløs trang til rigdom, og på den anden side en ekstrem fjendtlighed, som havde berøvet dem deres dømmekraft. Derfor kunne han ikke afstå fra sine dæmoniske aktiviteter.

De fiktive, fordrejede og tendentiøse rapporter, som Baduriahs politiofficer Ramram Chakrabarti forelagde regeringen mod Titumir og hans folk, samt de breve, som de hinduistiske zamindarer sendte, fik Collector og Joint Magistrate til at anmode guvernøren om at undertrykke Titumir. Guvernøren gav derefter med ovennævnte rapporter instrukser til Collectoren i Nadia og dommeren i Alipore. Så snart Collectoren i Nadia havde modtaget guvernørens ordre, bad han Krishnadev Ray om at møde ham så hurtigt som muligt. Dommeren i Alipore opholdt sig på det tidspunkt også i Nadia. Da Krishnadev Ray mødte op til tiden, befandt Collectoren sig stadig i Nadia. Da Krishnadev Ray ankom rettidigt, rejste han som vejviser for Collectoren og dommeren om bord på deres budgerow mod Narikelbaria.

I mellemtiden spredte en egeninteresseret kreds det rygte, at hr. Benjamin, bestyreren af indigo-fabrikken i Sherpur, var draget af sted for at angribe Narikelbaria sammen med mange lathialer og mænd bevæbnet med sorki. Da Gholam Masum hørte dette, rykkede han med folk fra Titumirs gruppe frem for at standse dem og skjulte sig i junglen og kratbevoksningen ved landsbyen Bargharia. Da budgerowen lagde til ved Bargharias ghat, så Titumirs folk, at der om bord var to englændere og deres svorne fjende Krishnadev. De antog, at de to englændere var Davis og Benjamin, og gjorde sig klar til at angribe. Krishnadev sagde: »Herre, se dér. Titumirs øverstbefalende, Gholam Masum, er kommet helt hertil for at angribe budgerowen.« Sahiben beordrede da, at der skulle skydes. Modparten begyndte også at skyde med pile og sorki. Efter at flere fra begge sider var blevet dræbt eller såret, indstillede Collectoren kampen og søgte beskyttelse midt ude på floden.

Den egeninteresserede kreds bedrog Titumirs gruppe med falske oplysninger. De angreb budgerowen, fordi de troede, at det var Davis og Benjamin. Den egeninteresserede kreds ønskede på denne måde at ophidse East India Company-regeringen mod Titumirs gruppe. Det lykkedes dem. Hvis de havde kendt de faktiske forhold, ville de ikke være kommet for at angribe budgerowen på denne måde. Især da de så Krishnadev Ray om bord på budgerowen, anså de ham for en fjende.

Det mærkelige er, at Krishnadev ikke nåede at komme om bord på budgerowen, da han skyndsomt steg om bord fra Bargharias ghat for at søge beskyttelse midt ude på floden. Derfor indtraf det, der skulle ske med ham. Muslimerne dræbte ham imidlertid ikke. Han druknede i floden og led en vanærende død.

Titumir havde intet ønske om en konflikt med East India-regeringen. Begivenhedernes forløb, nogle grundløse rygter og en særlig egeninteresseret kreds fremkaldte en konflikt mellem Titumir og regeringen. Fra flere præster, indigo-plantere, både indiske og udenlandske, samt hinduistiske zamindarer blev der uophørligt sendt ophidsende rapporter mod Titumir til hr. Alexander, Joint Magistrate i Barasat. Som følge heraf blev hr. Alexanders opfattelse af Titumir og hans gruppe sådan, at han besluttede sig fast for at undertrykke Titumir. Sandsynligvis blev en ny politiofficer udnævnt ved Baduriah-politistationen, efter at Ramram Chakrabarti var blevet dræbt i konflikten. Han fik ordre til at tage til Narikelbaria med nogle sepoyer og en jemadar og advare Titumir. Derefter skulle han aflægge rapport om alt, hvad der skete. Politiofficeren tog sandsynligvis ikke til Narikelbaria, men skrev fra politistationen, at han med nød og næppe var undsluppet med livet i behold efter et angreb fra Titums folk. Derfor måtte Alexander afgive en hård rapport om Titumir til myndighederne.

Den 14. november 1831 ankom hr. Alexander til Baduria, tre krosh fra Narikelbaria, med en havildar, en jamadar og halvtreds bevæbnede sepoyer med geværer og sværd. Darogaen fra Bashirhat sluttede sig sammen med Alexander i Baduria med en sipahi-jamadar. De to styrker talte tilsammen et hundrede og tyve mand. Derefter kom det til et voldsomt sammenstød, hvor folk på begge sider blev dræbt eller såret. Alexander blev forbløffet over muslimernes tapperhed under Ghulam Masums ledelse, og darogaen samt en jamadar blev taget til fange af muslimerne. Da Alexander så, at situationen var håbløs, flygtede han for at redde livet.

Alexanders rapport og dens eftervirkninger

Efter at være vendt tilbage til Barasat indsendte joint magistrate hr. Alexander en rapport til de overordnede myndigheder, hvori han bad om tilladelse til at slå Titumir ned. Myndighederne, det vil sige regeringen under East India Company, udnævnte oberst Stewart til øverstbefalende og beordrede ham til at marchere mod Narikelbaria med et hundrede beredne europæiske soldater, tre hundrede indfødte infanterister og to kanoner. Natten til den 13. november nåede kompagniets soldater frem til Narikelbaria og omringede landsbyen.

For at beskytte sig mod fjendens angreb havde Titumir og hans folk omringet alle sider omkring Titumirs hujra med tykke og stærke bambusstolper. Den er i historien kendt som »Titumirs bambusfort«.

Abdul Gafur Siddiqi beskriver nogle begivenheder fra tiden før krigens begyndelse og siger, at oberst Stewart ankom foran hovedindgangen til Titumirs hujra. Her så han en mand iført en hvid pirhan og en hvid turban, som forskønnede sit udseende, og som med en tasbih i hånden var opslugt af ihukommelsen af Allah. Stewart blev betaget og stod målløs af forundring. Han spurgte sin vejviser Ramchandra Bandyopadhyay: »Er denne mand Titumir? Han ser da ikke ud til at være en oprører?«

Ramchandra sagde: »Det er Titumir. Han præsenterer sig selv som kong Titumir. I dag, ved jeres ankomst, har han ændret sin fremtoning og udgivet sig for at være en hellig mand.«

Derefter sagde Stewart til Ramchandra: »Sig til Titumir, at jeg er kommet som øverstbefalende på vicekong Lord Bentincks vegne. Titumir skal overgive sig. Eller også skal De gengive mig ordret, hvad han siger.«

Ramchandra sagde til Titumir: »De har ført krig mod kompagniets regering og har nu taget bønnekæden i hånden. Kom, grib sværdet og vis, at De er en konge værdig.«

Titumir siger: »Jeg har ikke ført krig mod Kompagniets regering. Ligesom hinduerne er vi også undersåtter under Kompagniets regering. Jeg har blot gjort et beskedent forsøg på at dæmme op for zamindarernes og indigoplantørernes undertrykkelse og gøre dem, der blot bærer muslimske navne, til virkelige muslimer.«

Efter at have hørt Titumirs svar sagde Ramchandra til Stewart som tolk: »Oprøreren Titumir siger, at han ikke vil overgive sig, men vil kæmpe. Han siger, at han ikke bekymrer sig om kanoner og artilleribeskydning. Han siger, at han med sin magt vil sluge alle én efter én. Han er dette lands konge; hvem er så Kompagniet?« (Shahid Titumir: Abdul Gafur Siddiqi, s. 95-96).

Det er ikke vanskeligt for nogen læser at forstå, hvilken brand Ramchandra satte i gang, da han udførte sit arbejde som tolk.

Det er let at forudse, hvad udfaldet af det efterfølgende slag måtte blive. Hvor længe kunne stave, pile og sorki holde stand over for de veluddannede engelske soldater og deres tunge kanoners beskydning? Ikke desto mindre vil den måde, hvorpå Sayyid Nisar Ali, også kaldet Titumir, Golam Masum og deres mænd uden frygt eller rædsel, og uden at bøje lydighedens hoved for modstanderen, roligt mødte fjenden til det sidste øjeblik af deres liv og drak martyrdødens nektar, på den ene side for evigt bestå som en uforgængelig bedrift i historien; på den anden side vil den for fremtidens menneskeslægter holde inspirationen og bevidstheden levende til en desperat kamp mod usandhed, uretfærdighed og undertrykkelse.

Fyrre år efter den nævnte begivenhed blev en anonym artikel offentliggjort i Calcutta Review. Heri blev Kompagniets samtidige regering under Titumir kritiseret for at have været ligeglad med Titumirs oprørske aktiviteter. Ifølge artiklens forfatter stræbte Titumir efter at opnå politisk magt. Regeringen burde derfor på et tidligere tidspunkt have truffet strenge foranstaltninger mod ham. Han siger endvidere, at Titumir og hans tilhængere krævede Kompagnistyrets ophør og hævdede, at de muslimer, som englænderne havde frataget magten, var den suveræne magts arvinger. Hunter fremsatte også en sådan bemærkning. (Calcutta Review No. Cl. s. 36).

Hr. Hunter troede blindt på de grundløse og tendentiøse anklager fra hinduistiske zamindarer, indigoplantører og nogle præster og indføjede dem i sit værk. Hunter fremsatte også yderst modbydelige og uanstændige bemærkninger om Sayyid Ahmad Shahid. Det vil blive behandlet på det rette sted.

J.R. Colvin blev udpeget til at fastslå årsagen til og karakteren af urolighederne i Narikelbaria under Barasat. Den rapport, han forelagde på grundlag af oplysninger hentet fra pålidelige kilder, fortjener særlig opmærksomhed her. Han fastslår med sikkerhed, at urolighederne var et fuldstændig lokalt forhold, og at de indbyggere, der var direkte eller indirekte involveret i dem, ikke var personer af nogen særlig betydning. Bortset fra en eller to var de alle fra den nordlige del af Barasat. De var alle undersåtter (ryoter), vævere og muslimer fra de almindelige samfundslag. (Board’s Collection, 54222, s. 400; Colvin to Barwell, 8. marts 1832, afsnit 4; A R Mallick: British Policy & the Muslims in Bengal, s. 87).

Efter Colvins nævnte rapport tillagde regeringen ikke sagen nogen større betydning. Dr. A.R. Mallick siger med henvisning til Board’s Collection og Bengal Criminal Judicial Consultations, at Kompagniets tropper blev ført af major Scott. Omkring halvtreds personer, heriblandt Titumir, blev dræbt, og 250 blev arresteret. Ligene blev brændt. Husene tilhørende Titumirs mænd blev plyndret, og også mistænkte personer blev arresteret. (Dr. A.R. Mallick, British Policy & the Muslims in Bengal, s. 86).

I alt blev 197 personer stillet for retten. Heraf blev Ghulam Masum idømt dødsstraf, 11 personer livsvarigt fængsel og 128 personer fængsel i forskellige perioder.

Fire personer døde under retssagen. 53 personer blev frikendt.

Titumirs ældste søn, Saiyid Gawhar Ali, blev løsladt fra fængslingen, fordi hans højre arm var blevet revet af ved et kanonskud. Den anden søn, Torab Ali, var mindreårig og blev derfor idømt to års straffearbejde. Den daværende regering indså senere sin fejltagelse og sørgede for pensioner til Titumirs tre sønner. Men senere blev disse på hinduernes foranledning afskaffet. (Shahid Titumir, Abdul Gafur Siddiqi, s. 100).

Det fremgår klart af den ovenstående drøftelse, at sagen måske ikke var nået så langt, hvis regeringen havde kendt de faktiske forhold. Godsejernes muslimfjendskhed, falske propaganda, deres grænseløse indflydelse over de fattige fæstere og desuden politibetjenten Ramram Chakravartis ensidige, partiske og opdigtede rapport holdt myndighederne på afstand af de faktiske forhold. På den anden side var modparten nødt til at gribe til yderliggående metoder på grund af godsejernes og indigoproducenternes grænseløse, umenneskelige uretfærdighed og undertrykkelse samt skuffelsen over forgæves at have søgt retfærdighed hos regeringen. De havde ingen anden udvej. Det samme siges i Colvins rapport. Godsejerne havde ubegrænset magt til på enhver måde at tyrannisere og undertrykke fæsterne. Colvin beskriver dette som den egentlige årsag til urolighederne. Han siger endvidere, at det under sådanne omstændigheder, hvor den skyldige var indehaver af enorme rigdomme, var umuligt at nå frem til en korrekt afgørelse. (A.R. Mallick: British Policy & the Muslims in Bengal, s. 88; Board’s Collection, 54222, Colvin’s Report, para. 36).

Kapitel elleve

Saiyid Ahmad Shahids jihadbevægelse

Saiyid Ahmad Barelvis jihadbevægelse er i historien blevet beskrevet som wahhabibevægelsen. Dette er fuldstændig i strid med sandheden og dens modsætning. Man kan uden frygt kalde det en yderst forvansket fremstilling af historiske oplysninger. Kort sagt fandtes der ingen bevægelse kaldet wahhabibevægelsen nogetsteds i verden. I begyndelsen af det attende århundrede indledte Muhammad ibn Abd al-Wahhab al-Najdi en islamisk reformbevægelse i Arabien. Hans bevægelse var en rent islamisk bevægelse. Det er denne bevægelse, der er blevet kaldt wahhabibevægelsen. Navnet blev givet af europæere, der var fjendtligt indstillet over for islam. Den blev kaldt WAHABISM eller WAHABI MOVEMENT. Den sidste og største profet, Hazrat Muhammad, fred og velsignelse være med ham, gav den islamiske åbenbaring fra Allah dens fuldkomne form. I stedet for at kalde den islam, som blev forkyndt af Muhammad (fvmh.), for »islam«, kaldte de den »muhammedanisme« og muslimer for »muhammedanere« (MEHOMEDAN). Indtil trediverne i det nuværende århundrede blev muslimer i det officielle sprog kaldt MEHOMEDAN. Under Sher-e-Banglas tid som premierminister blev ordet MEHOMEDAN ved en officiel bekendtgørelse erstattet af ordet MUSSALMAN eller MUSLIM. På tilsvarende måde blev Muhammad ibn Abd al-Wahhabs islamiske bevægelse ikke blot kaldt wahhabibevægelsen; der blev også ført propaganda for at fremstille den som stærkt antiislamisk for at skabe had og fjendskab blandt muslimer mod den. Wahhabibevægelsen blev i historien betegnet som antiislamisk, og ordet »wahhabi« blev gjort til et skældsord. Denne propaganda har også påvirket og vildledt en del muslimer. Derfor bruges »wahhabi« som et skældsord for at nedværdige og gøre nogen forhadt i det muslimske samfund. I næsten tre hundrede år har nogle mennesker været opslugt af en grov vildfarelse. Derfor er behovet for en særlig drøftelse og forklaring af dette ubestrideligt.

Muhammad ibn Wahhab

I begyndelsen af det attende århundrede blev der i Arabien født en fremragende religiøs reformator eller mujahid, hvis navn var Muhammad. Hans far hed Abd al-Wahhab. Ifølge den gængse arabiske skik blev faderens navn føjet til personens navn, og hans fulde navn var derfor Muhammad ibn Abd al-Wahhab. Wahhab er et af Allahs egenskabsnavne og betyder Den Mest Gavmilde. Muhammad ibn Abd al-Wahhab ønskede at udrydde enhver form for hedensk indtrængen i islam, fastslå den rene tawhids budskabs herlighed og bringe en ende på alle former for politisk uro i Arabien, så hele den arabiske halvø kunne forenes i én stat alene gennem islams principper om lighed og broderskab.

Tidligt i sit liv blev han under sin pilgrimsrejse til Mekka og Medina dybt bedrøvet over at se muslimernes ikke-islamiske ritualer. En stor del af Arabien var dengang under de tyrkiske sultaners herredømme. Efter kontakten med den europæiske civilisation havde tyrkerne, især den tyrkiske herskerklasse, antaget mange europæiske skikke og ceremonier. Disse havde bredt sig i de arabiske lande, selv i Mekka og Medina. Der blev opført enorme mausoleer omkring gravene, og muslimer stod ved gravene og bad om verdslig fremgang og velsignelse i det hinsidige. Man tændte lamper ved gravene, smykkede dem med blomsterkranse, frembar offergaver og aflagde løfter, blandt andre sådanne handlinger. Dette var blot en efterligning af afgudsdyrkelsen. Maulana Masud Alam Nadwi har i sin biografi Muhammad ibn Abd al-Wahhab Najdi skrevet, at der på den tid i Arabien fandtes visse træer, hvor muslimer efterlignede afgudsdyrkerne ved at afholde en slags religiøse festligheder. De udførte endda handlinger, der var mere forkastelige end hinduernes dyrkelse af shivalingaer. Kort sagt så Muhammad ibn Abd al-Wahhab islams stærkt forvanskede skikkelse og rejste en kraftig protest mod alt dette. Han begyndte først sin reformbevægelse i byen Damaskus. Han talte også højlydt imod den tyrkiske herskerklasses anti-islamiske ritualer. Derfor pådrog han sig herskerklassens vrede og blev fordrevet fra Damaskus. Efter omsider at have rejst fra sted til sted kom han til Dar’iyya eller Dir’iyya i sin hjemegn, Najd-provinsen. Herskeren over Dar’iyya støttede hans reformbevægelse og giftede sig med hans datter. Derefter fortsatte den politiske bevægelse med støtte fra Dar’iyyas hersker Muhammad ibn Saud, sideløbende med den islamiske reformbevægelse og gennem dannelsen af Den Arabiske Liga.

Der er ikke anledning til at behandle hans politiske bevægelse udførligt her. Men det er sandt, at islam på ingen måde kan gennemføres fuldt ud uden politisk magt. Den vældige politiske bevægelse, som blev indledt med Muhammad ibn Sauds hjælp og støtte, fik millioner af beduiner til at slutte sig til den. Som følge heraf kom til sidst hele Arabien under deres kontrol, trods gentagne katastrofer undervejs. Sauddynastiets monarki blev etableret over hele den arabiske halvø, og derfor kaldes dette land Saudi-Arabien. Det direkte resultat af Muhammad ibn Abd al-Wahhabs islamiske reformbevægelse var således opnåelsen af denne politiske magt.

Det er allerede nævnt ovenfor, at Dar’iyyas hersker, Muhammad ibn Saud, giftede sig med Muhammad ibn Abd al-Wahhabs datter. Inden længe blev Muhammad ibn Abd al-Wahhabs myndighed etableret i ørkenområderne, især i Najd. Han overlod al regeringsmagt til sin svigersøn Muhammad ibn Saud og forblev selv den øverste leder alene i religiøse anliggender, det vil sige for den islamiske reformbevægelse. Derefter fandt der gentagne sammenstød sted med de tyrkiske herskere. Både sejre og nederlag blev deres lod. Efter at deres styre var blevet etableret i hele Najd, blev der ifølge mange for første gang siden den fjerde kalifs tid gjort et forsøg på at opbygge et lands religiøse, politiske, sociale og økonomiske system på Koranens grundlag. Ifølge mange, blandt andre Masud Alam Nadwi, var Muhammad ibn Abd al-Wahhab en vellykket mujadDid, som nåede at se den fulde succes af sit arbejde som mujaddid eller reformator i sin levetid.

Lad os nu se nærmere på hovedprincipperne i hans reformbevægelse. Det er allerede blevet sagt, at han ikke forkyndte nogen ny lære, der var i strid med islam, og derfor kan hans lære ikke betegnes som wahhabisme. I Arabien findes der ingen madhhab eller tariqa, der bærer navnet wahhabisme. Denne betegnelse blev udbredt uden for Arabien, og ordet wahhabi blev skabt og taget i brug af disse tilhængeres udenlandske fjender, især tyrkere og europæere. Visse europæiske forfattere, såsom Niebuhr, kaldte Muhammad ibn Abd al-Wahhab for en profet. Der er heller ingen grund til sådanne absurde forestillinger. Muhammad ibn Abd al-Wahhab grundlagde i virkeligheden heller ingen madhhab. Han fulgte Imam Ahmad ibn Hanbals lære, som var en af de fire imamer, og hans bestræbelse var at vende tilbage til den oprindelige, enkle og ligefremme islam, sådan som den havde været på Verdensprofetens og de retledte kaliffers tid. Han lærte desuden, at religionen ikke er nogen bestemt klasses monopol. Fortolkningen af Koranen og hadith er heller ikke forbeholdt en bestemt person eller klasse og er ikke begrænset til nogen bestemt tidsalder; enhver lærd har ret til at fortolke Koranen og hadith. Hans lære og synspunkter var hovedsageligt påvirket af de synspunkter, der er nedskrevet i Ibn Taymiyyas og hans disciples værker, selv om han på mange områder ikke var enig med dem. (Wahhabi-bevægelsen, Abd al-Mawdud, s. 116).

Hovedprincipperne i Muhammad ibn Abd al-Wahhabs reformbevægelse, som han samlede i sin Kitab al-Tawhid, er omtrent følgende:

1. Der findes ingen anden skabning eller magt end Allah, som man kan tilbede, tjene, adlyde eller hvis bud og styre man kan rette sig efter.

2. De fleste mennesker følger ikke tawhid. De går til awliya, dervisher og andre for at bede om deres velsignelse. Disse ritualer svarer til de mekkaniske polyteisters ritualer, som er beskrevet i Koranen.

3. At tilbede under påkaldelse af profeternes, de helliges og englenes navne er shirk og lige så forkasteligt som tilbedelse af mange guder.

4. At søge tilflugt i nogen anden end Allahs mellemkomst er alene shirk.

5. At aflægge et løfte i en andens end Allahs navn er også shirk.

6. At søge støtte i anden viden end Koranens og hadiths enkle og uundgåelige anvisninger samt fornuftens anvisninger er kufr.

7. At nære tvivl om troen på qadar eller takdir er ateisme.

Desuden lagde han særlig vægt på at udrydde alle de bidʿaer (alle sådanne nyskabelser i religionen, som ikke er i overensstemmelse med Koranen og hadith, eller som ikke er indført af profeten selv), der gav shirk og kufr næring. Hans grundlæggende lære var en fuldstændig og urokkelig tillid til den Ene Allah uden nogen partner samt afskaffelsen af enhver forestilling om eller eksistens af mellemled mellem Skaberen og mennesket. Det var under påskud af dette mellemled, at piri-kulten eller den muslimske brahmanisme var blevet etableret, hvorved muslimerne blev holdt borte fra den sande islams lære. Han ønskede at afskaffe muslimernes tilbedelse af pīrer og hellige samt af deres grave, og endog den halvt guddommelige forestilling om Hazrat Muhammad (SA). (Også blandt muslimer ses tilslutning til denne lære. For eksempel:

Ahmads mim-slør

har skjult dig.)

Opførelsen af mausoleer over grave er blot det sidste tegn på afgudsdyrkelse, som Allahs profet advarede alvorligt imod. Derfor blev der givet ordre til at rive dem ned, så muslimerne ikke skulle kunne vise dem ærbødighed eller tage dertil for at bede om deres eget velbefindende.

Det naturlige resultat af hans bevægelse var, at to grupper af muslimer blev yderst fjendtlige over for den. Den ene gruppe bestod af dem, der stod ved gravene og bad om fremgang i denne verden og lykke i det hinsidige, og som ernærede sig ved at opkræve penge hos de besøgende under påskud af at bevogte og tjene gravene. Den anden gruppe var de tyrkiske herskere. For deres myndighed over Mekka og Medina var blevet afskaffet. Tyrkiets sultan var dengang den selvudnævnte kalif for den muslimske verden. Da islams største, ja næsten de eneste to hellige valfartssteder, Mekka og Medina, var gledet dem af hænde, blev kravet på kalifatet meningsløst. Eftersom det ikke var let at generobre Mekka og Medina med våbenmagt, fremsatte man forskellige grundløse og falske anklager mod Muhammad ibn Abd al-Wahhab og hans tilhængere for at ophidse muslimerne i hele verden. Uanset hvor anti-islamiske de tyrkiske herskeres karakterer end var, troede muslimerne uden videre på det, da der fra muslimernes kalifs side blev udstedt en fatwa mod Muhammad ibn Abd al-Wahhab. Som følge af denne smædekampagne var antallet af pilgrimme, der kom til Mekka fra fremmede lande fra 1803 til 1806, yderst ringe.

I Bengal og Indien havde fremtrædende mænd som Sayyid Ahmad Shahid, Haji Shariatullah og Titumir ligesom Muhammad ibn Abd al-Wahhab rejst deres stemme mod muslimernes mange forskellige overtroiske forestillinger. Den britiske regering begyndte nu af hensyn til sine egne interesser at kalde disse fremtrædende mænd wahhabitter og satte en smædekampagne mod dem i gang. Hvad kunne være en større forvanskning af sandheden og en mere grusom ironi end dette?

Muhammad Waliullah siger:

Da de imperialistiske briter frygtede, at deres imperier i Asien og Afrika ville bryde sammen som et korthus, hvis der først blev vakt had til ikke-troende blandt den muslimske befolkning, begyndte de at græde krokodilletårer for islams skyld. Derfor ser man, at hver gang en muslimsk patriot i Indien i det nittende århundrede forsøgte at rejse sig mod undertrykkelsen, kaldte englænderne ham »wahhabit« og ophidsede den uvidende befolkning imod ham. De skaffede fatwaer mod ham fra deres lydige lærde ved at betale bestikkelse på hundredtusinder af taka og alternativt true med forfølgelse, og de indhentede certifikater til eget brug fra tyrkernes lønnede sherifs lydige embedsmænd. De hentede endda prædikanter fra selve Arabien og lod dem fortælle deres egen opdigtede, fantastiske historie om ham, så den kunne bruges imod ham. Desuden lod de gennem distriktsmagistrater og højtstående embedsmænd, med hjælp fra reaktionære muslimer, organisationer som »Anjuman-e Islamia«, »Hezbullah-samfundet« og »Anjuman-e Ishaat-e Islam« oprette i hvert distrikt og brugte dem mod de patriotiske muslimer. Om Allah den Højeste til gengæld skænkede dem Paradisets Firdaus, kan man ikke sige. Men dette er sandt: Under dette felttog for at beskytte islam fik de hundreder af muslimer hængt i galgen og sendt i eksil til det fjerne Andaman og kunne således i det mindste bane vejen for deres frelse i det hinsidige.

(Vores befrielseskamp, Muhammad Waliullah, s. 60-61).

Kronologi over op- og nedgangen for den stat, der blev grundlagt af Muhammad ibn Abd al-Wahhab og hans svigersøn Muhammad ibn Saud

1703 e.Kr. – Muhammad ibn Abd al-Wahhab blev født i Uyaina-egnen i Arabien, i Banu Sinan-slægten, en gren af Tamim-stammen.

1747 e.Kr. – Konflikt med sheiken af Riyadh.

1773 e.Kr. – Riyadhs hersker Dahham besejret.

1787 e.Kr. – Muhammad ibn Abd al-Wahhabs død.

1791 e.Kr. – Angreb på Mekka.

1797 e.Kr. – Hele det tyrkiske herredømme i Asien er i hænderne på Saud, Muhammad ibn Sauds barnebarn.

1803 e.Kr. – Erobringen af Mekka.

1804 e.Kr. – Erobringen af Medina.

1806 e.Kr. – Generobringen af Mekka.

1811 e.Kr. – Fra Aleppo i nord til Det Indiske Ocean og videre mod øst fra grænsen til Den Persiske Golf og Irak til Det Røde Hav var området under Sauds kontrol.

1811 e.Kr. – Fra Aleppo i nord til Det Indiske Ocean og videre fra grænsen til Den Persiske Golf og Irak til Det Røde Hav var området under Sauds kontrol.

1811 e.Kr. – Den egyptiske hær erobrede Medina.

1812 e.Kr. – Den egyptiske hær erobrede Medina.

1812 e.Kr. – Den egyptiske hær erobrede Mekka.

1814 e.Kr. – Saud døde.

1818 e.Kr. – Hovedstaden Dariyah blev ødelagt.

1904 e.Kr. – Genoprettelse. Sauds barnebarn, Abdul Aziz bin Abdur Rahman, etablerede sin magt i Najd.

1924 e.Kr. – Mekka erobres.

1925 e.Kr. – Medina og Jeddah underlægges.

Således blev næsten hele Jazirat al-Arab (bortset fra nogle få små emiraters besiddelser) omdannet til den arabiske nationalstat, der fik navnet Saudi-Arabien, og som stadig eksisterer. (Se Wahhabi-bevægelsen, Abdul Maudud, s. 112–115).

Også den bemærkning, som hr. Hunter fremsætter om Muhammad ibn Abd al-Wahhab i sit værk, gengives her.

De principper, som de havde nedskrevet med blodige bogstaver, var storslåede. Det første, de lagde vægt på, var, at tyrkerne gennem deres sanselige udskejelser havde besmittet den hellige by (Mekka). Selv polygamiet havde ikke tilfredsstillet dem. Når de kom for at udføre hajj, medbragte de kvinder af den mest usædelige karakter, og de hengav sig til sådanne onde handlinger, som Koranen fuldstændigt havde forbudt. På den hellige bys hovedstrøg drak de offentligt vin og opium. Tyrkiske pilgrimskaravaner opførte sig på vejen til Mekka med den mest afskyelige liderlighed. Muhammad ibn Abd al-Wahhab var den første, der hævede en skarp protest mod alle disse afskyelige handlinger. Efterhånden antog hans synspunkter form af en religiøs lære og bredte sig under navnet wahhabismen. – [Betegnelsen »wahhabi« eller »ohabi« er et produkt af den ydre verdens, især europæernes, fantasi.] Flertallet af Indiens muslimer følger nu denne lære. Ifølge denne lære var den religion, som Muhammad havde grundlagt, blevet forvandlet til ren monoteisme, og den byggede på syv principper. Ét: urokkelig tro på én Allah. To: benægtelse af, at der findes nogen mellemmand mellem Skaberen og mennesket. Bøn til wali’er og dervisher, ja selv forestillingen om Muhammad som halvt guddommelig, skal afvises. Tre: retten til en personlig fortolkning af muslimernes hellige skrifter og afvisning af en præstelignende fortolkning af de hellige tekster. Fire: afvisning af de skikke, traditioner og ydre ritualer, som middelalderens og nutidens muslimer har påtvunget den hellige tro på tawhid. Fem: forventningen om den imam, under hvis ledelse de sande troende vil sejre i kampen mod de vantro. Seks: altid at anerkende, både teoretisk og praktisk, at det er muslimernes ubetingede pligt at kæmpe mod alle vantro. Syv: fast lydighed mod den åndelige vejleder.

Ifølge Hunter blev den religion, som Muhammad havde grundlagt (det vil sige islam), gennem Muhammad ibn Abd al-Wahhabs bestræbelser forvandlet til ren monoteisme. Det vil sige, at hans opgave var at befri islam for den irreligiøsitet, kætteri og afgudsdyrkelse, der var trængt ind i den, og føre den tilbage til dens sande islamiske form og skikkelse. Derved tjente han den sande islam. Dette er den sande muslims opgave. Islams profet havde forudsagt, at reformatorer til alle tider ville komme for at ændre islams forvanskede form og genoprette dens sande skikkelse; i islamisk terminologi kaldes en sådan reformator en »mujaddid«. Men hvorfor blev hans handlinger anset for at være antiislamiske, og hans lære betegnet som en særskilt lære, adskilt fra islam, under navnet »ohabisme«? Hvilket svar har europæerne og den del af muslimerne, der er sunket ned i vildfarelsens dybe hav, på dette? Europæiske kristne kan gøre det på grund af deres evige fjendtlige holdning over for islam og muslimer. Det ligger i deres natur – der er intet overraskende i det. Men de, som har forvansket islam, importeret forskellige former for afgudsdyrkelse, uislamiske ritualer og overtro i den, gjort den til en rent ydre ceremoniel religion og dermed holdt deres forretningsmarked blomstrende – og stadig gør det – har virkelig intet svar på dette. De fordærvede og udsvævende tyrkiske herskere indledte en skændig smædekampagne mod mujaddiden Muhammad ibn Abd al-Wahhab. Da Sayyid Ahmad Barelvi senere indledte en tilsvarende reformbevægelse i Britisk Indien, kaldte de egeninteresserede og imperialistiske briter ham »ohabi« og lod lejesvende, der kaldte sig lærde, uafbrudt beskyde ham med fatwaernes maskingevær. Men under Sayyid Ahmads jihad-bevægelse endte disse maskingeværers kugler og granater i fiasko. Derfor sagde Hunter: »Flertallet af Indiens muslimer følger nu denne lære.«

Shah Waliullah

Shah Waliullah blev født i 1703 e.Kr., fire år før kejser Aurangzeb Alamgirs død, i en særdeles fornem familie i Delhi. Hans far, Shah Abd al-Rahim, var en berømt lærd. Shah Waliullahs forfædre nedstammede fra islams anden kalif, Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham).

Shah Waliullah modtog sin uddannelse hos sin far, Shah Abdur Rahim. Senere underviste han i tolv år på den skole, som hans far havde grundlagt. Derefter rejste han til Arabien og tilbragte lang tid i Mekka og Medina. Under sit ophold i Mekka og Medina opnåede Shah Sahib de egenskaber og kvalifikationer, der kræves for ijtihad. Shibli siger, at efter Ibn Rushd og imam Ibn Taymiyyah havde Shah Waliullah Dehlavi (rah.) på ny vakt den muslimske verden til live efter den dybe tilbagegang, der havde ramt den. Den inspiration, han fik gennem sine langvarige rejser til Mekka og Medina, fik ham til at indlede en revolutionær bevægelse.

Efter Aurangzebs død opstod der anarki og kaos, som lidt efter lidt førte til, at Mogulriget, det vil sige sultanatet i Indien, blev tilintetgjort, mens englænderne kom til landet i købmandsdragt og gradvist bredte sig for øjnene af Waliullah. Dette syn gjorde Shah Sahib dybt bedrøvet og bekymret. Han indså fuldt ud, at hovedårsagen til muslimernes tilbagegang var deres moralske og religiøse forfald.

Som følge af sin fuldstændige viden om islam samt sine overvejelser og undersøgelser havde han i sit sind udformet en skitse af en islamisk stat. Men han indså fuldt ud, at ingen stat kan grundlægges alene med våbenmagt, før man råder over ægte kvalifikationer og egenskaber. At uddanne mennesker med sand islamisk viden og karakter var en forudsætning for at styre en islamisk stat. Der var imidlertid ikke blot mangel på mennesker med sådanne egenskaber og kvalifikationer; muslimerne var tværtimod bundet af et net af forskellige jahiliyyah-prægede eller ikke-islamiske overtroiske forestillinger. For at befri det muslimske samfund fra disse lænker helligede han sig først og fremmest en islamisk reformbevægelse. Hovedformålet med hans bevægelse var gennem islamisk reform at føre islam tilbage til dens oprindelige renhed og livskraft og ved at tilintetgøre den engelske magt, som stadig voksede i landet, på ny at hejse islams sejrens banner. Derfor forsøgte Shah Waliullah, ligesom den arabiske mujaddid og mujahid Muhammad ibn Abd al-Wahhab, at udrydde muslimernes ikke-islamiske skikke, overtro og fordærv.

Shah Waliullah havde bemærket, at de tasawwuf-orienterede sufieres ligegyldighed over for og foragt for islamisk sharia var skadelig for islam og det muslimske samfund; deres mange fordærvede handlinger og udbredte anti-islamiske læresætninger havde gjort det muslimske religiøse liv urent og forvansket. De verdslige sufieres indtrængen havde gjort det muslimske religiøse liv urent og forvansket. Også udbredelsen af verdslige sufier samt skikken med pir- og gravdyrkelse voksede stadig. Waliullah ønskede naturligvis ikke at afskaffe tasawwuf; han ønskede dets fuldstændige reform og renselse. Han ønskede at reformere sufismen og gøre den rettet mod det gode. I hans Wasiyyatnama findes mange uigendrivelige argumenter og anvisninger imod professionelle pirer, faqirer, gravdyrkelse, karamat og lignende.

Shah Waliullah indså nødvendigheden af at danne menneskers karakter i et fredeligt og uforstyrret miljø og begyndte sit reformarbejde, det vil sige sit konstruktive arbejde. Med sin skarpe pen påpegede han på den ene side det muslimske samfunds fejl og mangler samt dets overtroiske forestillinger, og på den anden side tydeliggjorde han den rette handlemåde for dem. Han forfattede mange værdifulde værker. Blandt dem er Fath al-Kabir og »Hujjatullah al-Baligha« særligt bemærkelsesværdige. Han gjorde en utrættelig indsats for med pennens slag at gøre en død, sovende og vildfaren nation levende og vågen og føre den ad den rette vej. I 1762 forlod denne begavede lærde denne verden.

Shah Abdul Aziz Dehlavi (rah.)

Efter Shah Waliullahs bortgang gik hans værdige ældste søn, Shah Abdul Aziz (1746–1823), videre ad den vej, hans far havde vist. Han var den første blandt Indiens lærde, der frygtløst udstedte en fatwa om, at dette land var dar al-harb. Spørgsmålet om muslimernes sociale og religiøse forhold i det kættersk styrede land under englænderne havde sat sind og tanker i bevægelse hos muslimerne. Den modige mujahid Shah Abdul Aziz erklærede med høj røst og uden frygt, at det var uforeneligt med troen, at muslimer boede i et ikke-islamisk samfund og en ikke-islamisk stat. Enten måtte de føre jihad og forvandle landet til en islamisk stat, eller også måtte de foretage hijra og rejse et andet sted hen. Hans erklæring satte en ustoppelig bølge af inspiration til jihad i bevægelse i muslimernes hjerter og sjæle.

I sit inderlige ønske om at befri det muslimske Indien fra tyrannernes indflydelse indledte Shah Abdul Aziz en samfundsreformbevægelse kaldet »Targib-e Muhammadiya«. Bevægelsens formål var at udrydde de ikke-islamiske skikke, ceremonier og overtroiske forestillinger, der var trængt ind i det muslimske samfund, og at inspirere muslimerne til den sande islamiske lære og livsanskuelse. Efter en veltilrettelagt metode ledede Shah Sahib denne bevægelse over hele Indien og udpegede til arbejdet en gruppe uselviske og utrættelige mennesker, som var blevet uddannet hos ham. Med tiden, og på meget kort tid, antog denne »Targib-e Muhammadiya«-bevægelse form af en jihad-bevægelse og indledte en frihedsbevægelse mod de tyranniske sikher og englænderne. Bevægelsen blev virkeliggjort af Saiyid Ahmad Shahid Barelvi, og hans vigtigste medarbejdere var Shah Sahibs nevø Shah Ismail Shahid og hans svigersøn Maulana Abdul Hayy.

Shah Waliullahs slægtstavle

                                                Shah Waliullah (1703-62 e.Kr.)

(1) Shah Abdul Aziz (2) Shah Rafiuddin (3) Shah Abdul Qadir (4) Shah Abdul Ghani

(5) Maulana Abdul Hai (svigersøn) (6) Shah Mahfuzullah (7) Shah Ismail

(5_1) Maulana Ishaq (5_2) Maulana Yaqub

Sayyid Ahmad Shahid

I begyndelsen af det nittende århundrede opstod der over hele Indien en stor, velorganiseret frihedsbevægelse. Denne bevægelse blev udelukkende ledet af indiske muslimer. Bevægelsens drivkraft var Sayyid Ahmad Shahid Barelvī (rah.). I historien er denne bevægelse blevet kaldt »wahhabitbevægelsen«, skønt den både var en islamisk bevægelse og en frihedsbevægelse. Bevægelsens mål var at oprette en samlet, uafhængig islamisk stat i hele Indien, fra havet til Himalaya. På grund af nogle få menneskers yderste forræderi var det ikke muligt at nå det tilsigtede mål. Ikke desto mindre bevægede denne bevægelse sig fra begyndelse til slutning fremad i dybeste hemmelighed og gennem et yderst udspekuleret handlingsprogram, hvilket får selv fantasien til at forbløffes og stå målløs.

Sayyid Ahmad blev født den 6. Safar 1201 efter hijra (1786 e.Kr.) i Rae Bareli i Allahabad. Hans biografer har omtalt en forunderlig hændelse i forbindelse med hans fødsel. Mens han endnu lå i sin mors liv, så hans fromme mor i en drøm et stykke papir, hvorpå der var skrevet med blod, som flagrede rundt i luften. Da en nær slægtning hørte om drømmen, sagde han: »Der er ingen grund til bekymring. Den, der vil blive født fra dit liv, vil blive en meget berømt person i historien.« – (Sayyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr, s. 56).

Denne drøm er blevet til virkelighed bogstav for bogstav. Indiens land er blevet farvet af det friske blod fra Saiyid Ahmad Shahid og hans følgere, fra Bangladesh til Balakot. Erindringen om dette blod skrevne offer inspirerede muslimerne med uafbrudt jihadistisk iver i et helt århundrede; det kulminerede i Pakistans oprettelse i 1947, som befriede muslimerne fra fremmed og ikke-muslimsk herskabs og udbytnings kvælende lænker.

Da Saiyid Ahmad var fire år, fire måneder og fire dage gammel, blev han efter de ansete muslimers skik sendt i maktab. Men den lille Saiyid Ahmad havde overhovedet ingen interesse for undervisning.

Ghulam Rasul Mehr siger, at det er vanskeligt at sige, hvorfor han i barndommen viste modvilje mod undervisning. Senere viste det sig imidlertid, at han havde lært persisk særdeles godt og kunne tale sproget flydende. Han lærte også arabisk så godt, at han kunne læse »Mishkat al-Masabih« på egen hånd. Han kunne recitere digte af Hafiz, Bedel og andre digtere. Ikke desto mindre var hans barndomsundervisning ifølge familiens tradition ikke tilfredsstillende. Hans ældre brødre, Saiyid Ibrahim og Saiyid Ishaq, pressede ham kraftigt til at studere. Men faderen sagde resigneret: »Lad det være op til ham.«

Da han senere rejste til Delhi, sørgede Shah Abdul Aziz for, at han kunne bo i Akbarabadi-moskeen, og udpegede Shah Abdul Qadir til at undervise ham. Saiyid Ahmad studerede arabisk og persisk hos ham. Det er rigtigt, at han ikke opnåede en uddannelse fra en skole som Shah Ismail eller Maulana Abdul Hai, men han kunne tale arabisk og persisk og forstod dem let.

Maulvi Saiyid Jafar Ali Naqvi siger, at Shah Ismail hver dag efter fajr-bønnen forklarede hadith. Saiyid Sahib forklarede også betydningen af forskellige hadither, og tilhørerne havde stort udbytte af det. – (Saiyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr, s. 56, 71, 73)

Fra barndommen var Saiyid Ahmad vant til fysisk træning, og han besad en usædvanlig fysisk styrke. Allerede fra sine tidlige år havde han en stærk tilskyndelse til jihad, og foran sine jævnaldrende plejede han at sige: »Jeg vil føre jihad, jeg vil føre jihad.« Alle mente, at det blot var barnlig pral. Men hans mor troede, at barnets udsagn var sandt. Ghulam Rasul Mehr fortæller med henvisning til »Tawarikh-e-Ajamiya«, at drengen Saiyid Ahmad blandt kvarterets drenge dannede en gruppe kaldet »Islams hær« og med høje jihadistiske kampråb angreb en forestillet »de vantros hær«. Han fyldte luft og himmel med råb om, at »den islamiske hær har vundet, og den vantro hær har tabt«. – (Saiyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr, s. 59).

Ved således fra barndommen at forestille sig på den ene side »islamiske soldater« og på den anden side »ikke-muslimske soldater« og føre angreb og modangreb udviklede Saiyid Ahmad sig til en jihadens mand; det kom senere til udtryk i hans virkelige liv.

Da Saiyid Ahmad Ahmad var atten år, rejste han sammen med en gruppe på otte personer til Lucknow. De øvrige havde til hensigt at søge et levebrød. Saiyid Sahibs hensigt var imidlertid en anden. Efter at have opholdt sig fire måneder i Lucknow tilskyndede han sine ledsagere til at opgive ønsket om et arbejde og rejse til Delhi for at modtage åndelig indvielse hos Imam al-Hind, Shah Abdul Aziz. Derefter nåede de til Shah Sahibs residens til fods på få dage, og efter at have aflagt bai’at hos ham blev han hans murid.

Som det er beskrevet ovenfor, opholdt Saiyid Ahmad sig i Akbarbadi-moskeen, hvor han på én gang tilegnede sig kundskab om Koranen, hadith, fiqh og andet samt modtog åndelig vejledning hos Shah Abdul Aziz. Efter således at have fået sin uddannelse vendte Saiyid Ahmad fem år senere tilbage til sin fødeby, Rai Bareli. Han var da netop fyldt treogtyve år. På dette tidspunkt giftede han sig med en pige af fornem slægt ved navn Saiyida Zohra. Året efter fik han en datter. Men den jihad-inspiration, som han havde næret i sit hjerte siden barndommen, tillod ham ikke at lade sig binde af hjemmets tilknytning, fortryllelse og kærlighed. Han forlod hjemmet og sluttede sig til Nawab Amir Khans hær. Hans hensigt var at inspirere Amir Khan til jihad og med hans hjælp at opbygge en mujahid-hær. Efter at have været i Amir Khans hær i syv år forlod han den skuffet. Hans håb og forventninger blev knust, da Amir Khan sluttede en aftale med de englændere, som hans jihad-plan var rettet imod. Det brev, han sendte til Shah Abdul Aziz, gengives nedenfor: »Planen om at opbygge en hær her er mislykkedes. Nawab Sahib har sluttet sig sammen med englænderne. Der er ingen mulighed for at blive her længere.« –

(Saiyid Ahmad Shahid, Gholam Rasul Mehr, s. 109).

Efter at have forladt Nawab Amir Khans hær vendte Saiyid Sahib tilbage til Shah Abdul Aziz’ tjeneste. Formålet og målet med hans liv var at forme muslimerne til sande muslimer, at genoplive den form for jihad-inspiration, som havde været levende blandt den første tids muslimer, og at lægge grunden til en virkelig islamisk stat i Indien.

Saiyid Sahib havde opnået en så høj åndelig rang, at fremtrædende personer af høj status fra Shah Waliullahs slægt, såsom Maulvi Muhammad Yusuf, Shah Ismail og Maulana Abdul Hai, aflagde bayʿah hos ham. Fra da af blev folk hans murider i stadig større skarer. Det mål, som han indviede sine tilhængere i gennem jihadens lære, var at kæmpe på sandhedens vej og følge den lige og rette vej, som Allah havde vist. Ad denne vej ledte han sine tilhængere hele deres liv.

I et brev til Shah Ismail beskriver han jihad således:

»Formålet med jihad er ikke at opnå rigdom. Det er heller ikke jihadens formål at erobre forskellige områder, tilfredsstille egne interesser eller oprette et rige for sig selv. Jihadens egentlige formål er at tilfredsstille Allah og tilintetgøre de overtroiske skikke, der er udbredt i det muslimske samfund.« – (Frihedskampens historie, Abu Zafar, s. 83)

Om en mand, hvis formål var så stort og helligt, hvis karakter var ren og uangribelig, som stod langt over personlige interesser, og hvis eneste mål i livet var at opnå [Hans] tilfredshed, siger Hunter: »Denne forbløffende indflydelse opstod ikke udelukkende på et ondt grundlag. Saiyid Ahmad begyndte sit liv som religiøs leder som forkæmper for to store principper. De to principper var Guds enhed og menneskers lighed. Alle sande religionsforkyndere følger disse to principper. Den religiøse følelse, som i lang tid havde ligget slumrende i landets befolkningers hjerter, og den overtro, der gennem århundreders samliv med hinduismen var vokset umådeligt og havde lagt muslimernes sind i lænker samt næsten kvalt islam, fik Saiyid Ahmad, inspireret af en spontan tilskyndelse, til at banke på døren til muslimernes religiøse hjerter. Selv om det er sandt, at han og hans nærmeste disciple blev en del af bedrageres (Imposters) gruppe, kan jeg ikke lade være med at tro, at der i Saiyid Ahmads liv var en periode, hvor han af hele sit hjerte og med et smerteligt hjerte ønskede sine landsmænds befrielse, og hvor hans hjerte var rettet mod Allah alene.«

[W. W. Hunter, The Indian Mussalmans – oversat af Anisuzzaman (med enkelte ændringer), s. 36]

Enhver fornuftig person vil kunne forstå, hvor selvmodsigende nogle af hr. Hunters udtalelser i hans værk er. Den person, hvis »hjerte var knyttet til Allah«, og som »af hele sit hjerte, fyldt af smerte, ønskede sine landsmænds befrielse«, kaldte Hunter en røver, en forbryder og en hykler.

Hr. Hunter siger endvidere: »Han var så opslugt af religiøs meditation, at man efter vestlig videnskabs målestok kunne betegne det som epilepsi.« [W. W. Hunter, The Indian Mussalmans – oversat af Anisuzzaman (med visse ændringer), s. 36]

At være opslugt af meditation over Allah kaldes i tasawwufs terminologi murakaba-mushahada. Vestlige videnskabsmænd, der ligesom Hunter ikke tror på Gud, kalder det epilepsi. Det er let at forestille sig, hvor meget isl​​amofobien må have angrebet sind og hjerne, siden man kunne fremsætte sådanne uanstændige udtalelser. Hvis Saiyid Ahmad kun havde været »opslugt af religiøs meditation«, ville vestlige forfattere sandsynligvis ikke have kritiseret ham negativt. Men eftersom han »ønskede sine landsmænds befrielse« fra de vantros og de fremmedes styre, var han i deres øjne en »epilepsirammet« forbryder og hykler. Dette var blot et udtryk for deres hadfyldte og forvrængede mentalitet.

Det forhold, at den berømte lærde Shah Ismail, nevø af Shah Abdul Aziz Dehlavi, og dennes svigersøn Maulana Abdul Hai blev Saiyid Sahibs murider, bevirkede, at Saiyid Sahibs berømmelse spredte sig med lynets hast i det centrale Indien. Folk fra alle sider begyndte at invitere ham, og med tilladelse fra sin murshid, Shah Abdul Aziz, foretog han omfattende rejser til blandt andet Ghaziabad, Meerut, Muzaffarpur, Saharanpur og Deoband i Doab-regionen. Omkring fyrre tusind mennesker modtog undervisning og åndelig vejledning hos ham, og mange ikke-muslimer tog også imod islam hos ham. Under denne rejse hørte han for første gang om muslimernes lidelser under sikhernes hånd, og hans hjerte smeltede af medfølelse. I 1819 vendte han for sidste gang tilbage til Delhi, og kort efter vendte han tilbage til Rae Bareli.

Han tilbragte nogen tid i Rae Bareli. Deres livsførelse var eksemplarisk og lærerig for dem, der så dem. I det hungersnødramte område boede omkring halvfjerds til firs mennesker i selvbyggede hytter på gårdspladsen ved Saiyid-slægtens gamle moské ved Sai-flodens bred. Det år (1819) faldt der om sommeren kraftig regn, og floderne gik voldsomt over deres bredder. Fødevarer blev dyre og vanskelige at få. Men Saiyid Sahib forblev sindsligevægtig og fortsatte dag og nat med at være optaget af gudsdyrkelse, menneskelig tjeneste og forkyndelse sammen med sine firs gudelskende og gudfrygtige ledsagere. I hans travle virke på den tid kan man se en bogstavelig efterlevelse af de berømte formaninger i Hazrat Isa (AS)s »Bjergprædiken«: Bekymr dig ikke om, hvad du skal spise og drikke i dit liv; bekymr dig ikke engang om kroppen og om, hvad du skal tage på. Men opret Allahs kærligheds rige, så vil alt dette også blive dig givet.

-(Wahhabi-bevægelsen, Abdul Mawud, s. 154-55)

Blandt den ovennævnte gruppe var mange af den islamiske verdens kundskabens lys, såsom Hujjatul Islam Maulana Shah Muhammad Ismail, Shaykhul Islam Maulana Abdul Hai, Qutb-i-Waqt Maulana Muhammad Yusuf og andre. Shah Ismail forblev, med sin grænseløse viden og lærdom, ved sin pir og murshid som en skygge helt til det sidste øjeblik af sit liv, og sammen med ham drak han martyrdødens nektar. Forkyndelse om morgenen, wa’z og nasiha, forklaring af Koranen og hadith, hårdt fysisk arbejde om dagen og tahajjud samt gudsdyrkelse hele natten – det var disse gudelskendes daglige program.

Hovedtrækket i Saiyid Sahibs lære var at fjerne hykleri og pragt fra religionen og på alle livets områder følge Verdensprofetens enkle og ligefremme livsførelse. I troslæren var han fuldstændig tilhænger af tawhid, urokkeligt troende på Allahs suverænitet og en hengiven følg­er af sunnah i religiøse ceremonier. Han holdt sig borte fra alle former for shirk, såsom at søge verdslig og hinsidig velsignelse hos pirer og awliya, at bede om uset hjælp, at dyrke grave af forskellige slags samt at følge afgudsdyrkeres og andre vantros ritualer og skikke. I stedet for at reducere islam til ren formalisme lagde han større vægt på at leve et virkeligt fromt liv – for derigennem bliver mennesket afhængigt af en stor nåde. Det er lige så sandt som dagslyset, at han fuldstændig overgav sine egne ønsker og håb til Allahs vilje og velbehag, og derfor til enhver tid i sit liv var rede til at handle i overensstemmelse med Allahs vilje.

Før Sayyed Sahib begav sig videre ad den vej, han havde udset sig, udtrykte han ønske om at foretage hajj til Baytullah. Mænd og kvinder begyndte i flokke at samles omkring ham for at ledsage ham på den hellige hajj. Den 30. Shawwal 1236 AH, i juli 1821 e.Kr., voksede en stor karavane på omkring fire hundrede kvinder og mænd til syv hundrede. Folk begyndte i flokke at modtage åndelig indvielse hos ham. Han opfordrede folk til at leve et sandt muslimsk liv og forklarede samtidig nødvendigheden af hajj.

Hajj-karavanen nåede Azimabad med båd efter at have passeret Allahabad, Benares, Mirzapur, Chunargarh, Ghazipur, Danapur, Phulwari Sharif og flere andre steder.

Mens han opholdt sig i Azimabad, kom en delegation fra Tibet for at møde ham. Han overdrog dem opgaven med at udbrede den islamiske da’wah i Tibet og sagde, at arbejdet måtte fortsættes med grænseløs tålmodighed. På denne måde fortsatte Sayyed Sahibs da’wah for deen også i Tibet.

Da hajj-karavanen fra Azimabad nåede Hugli, tog en vis Munshi Aminuddin, bosat i Kolkata, hele karavanen med til Kolkata som sine gæster. Her blev tusinder af mænd og kvinder, der fra alle sider var blevet grebet af kærlighed til Gud, hans murider. Mange overrakte talrige gaver og offergaver til hajj. Sayyed Sahib slukkede også deres åndelige tørst med sine veltalende og honningsøde taler. Ghulam Rasul Mehr har i sit værk nedskrevet en detaljeret beretning om hele hajj-rejsen. Men han nedskrev ikke datoen for afrejsen fra Kolkata til Mekka med skib.

Sayyed Sahibs karavane bestod i alt af 753 hajj-pilgrimme. De blev fordelt på ti skibe. Sayyed Sahib rejste med 150 pilgrimme på et gammelt skib ved navn Dariya Baka. De gode skibe overlod han til de øvrige.

Ti måneder efter afrejsen fra Rae Bareli trådte Sayyed Sahib den 28. Sha’ban 1237 AH, den 21. maj 1822 e.Kr., ind i den hellige by Mekka sammen med karavanen.

Efter hajj opholdt Sayyed Sahib sig i Mekka i nogle måneder. Hele ramadanmåneden tilbragte han i Haram Sharif. Derefter forlod han i begyndelsen af Dhu al-Qa’dah Jeddah på vej hjem og nåede Bombay den 20. Dhu al-Hijjah. Fra Bombay rejste han til Kolkata og nåede derefter den 29. april 1824 e.Kr. sin fødeby Rae Bareli.

Efter sin hjemkomst fra hajj stimlede utallige mennesker sammen, hvor end han kom, for blot at få et glimt af ham og aflægge bay’ah ved hans hellige hånd. Tusinder modtog åndelig indvielse hos ham og sluttede sig til hans fællesskab.

Efter ankomsten til Rae Bareli fortsatte Sayyid Sahib med at forberede sig på en omfattende kamp eller jihad. Shah Ismail begyndte arbejdet med reformer og korrektioner for at befri muslimerne fra ikke-islamisk overtro og gøre dem til sande tilhængere af tawhid. Hans værk “Taqwiyat al-Iman” er en autoritativ og værdifuld bog om dette emne. Naturligvis blev der også ydet modstand fra dem, hvis forretning blomstrede på grundlag af dyrkelsen af pirer og grave.

Da Sayyid Sahib fik sine indre øjne åbnet, kunne han tydeligt se, at dette lands mægtige Mogulimperium var blevet knust og ødelagt. De få muslimske stater, der havde rejst sig på dets ruiner, var også gået til grunde. Selv om englænderne havde udstrakt deres herredømme over hele Indien, var der blevet etableret en sikh-stat i et stort område. Muslimerne havde ikke blot mistet deres rige; de havde også fjernet sig langt fra deres egen din og “Sirat al-Mustaqim”. Deres aqidah, tro, forestillinger og religiøse skikke var blevet påvirket af ikke-islamiske tankegange og religiøs praksis. De muslimske amirer og umara, som stadig var tilbage, var optaget af luksus og fornøjelser, og deres livs eneste mål var, at midlerne til deres egen nydelse og komfort for enhver pris skulle forblive intakte. Hvad end de nationale konsekvenser måtte være, havde de ikke anledning til at tænke over dette. Situationen for størstedelen af folket var, som om lynet havde slået ned over dem, så de havde mistet både forstanden og bevidstheden, eller som om et voldsomt jordskælv var begyndt, så de var blevet desorienterede. De, der havde en vis forstand og indsigt, kunne ikke finde nogen løsning. De sad stille med hænder og fødder foldet og betragtede den mørke fremtid som noget, der var skrevet i skæbnen, idet de tænkte, at det, der skulle ske, ville ske. Men når et skib falder ind i en hvirvelstrøm midt i floden, dets sejl bliver knust, ankeret ikke kan bruges til noget, og der ikke er nogen rorgænger at finde, findes der da længere noget håb om at redde passagerernes liv? Muslimerne befandt sig dengang i en sådan fortvivlelsens sø.

I en sådan håbløs situation i muslimernes nationale liv åbnede Sayyid Sahib sine indre øjne. Han så, at der kun var tre veje åbne foran ham.

For det første: at opgive Haq og knytte forbindelser til batil.

For det andet: ikke at opgive Haq, men stille at udholde alle de farer, ulykker, sorger og den fattigdom, der ville komme af at holde fast ved Haq.

For det tredje: med mandigt mod, tapperhed og heltemod at gøre en yderste indsats for at skabe en sådan situation gennem konfrontation med batil, at der blev skabt et miljø, hvor Haq kunne indlede sin sejr og succes.

Den første er dødens vej, ikke livets vej. Det endelige resultat af den anden kunne blive, at nationens livslys gradvist ville slukkes gennem en udmattende og smertefuld tilstand. Den tredje vej er vejen til national selvrespekt, vejen til tapperhed og ærligt mod. Det er vejen til at opnå et nyt liv og igen blive grundfæstet i selvrespekt. Sayyid Sahib valgte netop denne tredje vej. Alle de kvalifikationer og egenskaber, der kræves for at følge denne vej, fandtes i fuldt mål hos ham.

I flere år efter sin tilbagevenden fra Makkah Sharif til Rae Bareli arbejdede han med forberedelserne til og udbredelsen af jihad. Han sendte breve til landets religiøse ledere, så de kunne forstå jihadens betydning og nødvendighed som en fard. Han havde selv klart forstået, at magt og etableringen af en stat var absolut nødvendigt for at reformere og organisere samfundet. Han bad nogle fremtrædende muslimer om på enhver måde at deltage i jihad og yde deres hjælp. I et brev skrev han til Nawab Sulemanja:

På grund af vores skæbnes ugunstige vending er Hindustan i nogen tid kommet under kristnes og hinduers styre, og de er begyndt at udøve omfattende undertrykkelse af muslimerne. Landet er blevet oversvømmet af kufr og bidʿa, og islamisk levevis er næsten forsvundet. Når jeg ser og hører alt dette, fyldes mit hjerte af smerte. Jeg har besluttet mig for enten at foretage hijra eller at føre jihad.

-(Wahhabi-bevægelsen, Abdul Mawdud, s. 157)

Saiyid Sahib gjorde jihad på Allahs vej til det eneste mål for sit liv og den eneste vej til frelse i det hinsidige. Ikke blot for sin egen skyld, men for at opildne dem til jihad skrev han i brændende vendinger mange breve til talrige muslimske herskere og amirer og umaraer i ind- og udland. Ghulam Rasul Mehr har i sit værk omtalt nogle få af hans mange breve.

Saiyid Sahib sendte breve til følgende herskere:

1. Amir Dost Muhammad Khan Barakzai – Kabul.

2. Yar Muhammad Khan – Peshawar.

3. Sultan Muhammad – Kohat og Bannu.

4. Saiyid Muhammad Khan – Hashtgar.

5. Shah Mahmud Durrani – Herat.

6. Zaman Shah Durrani.

7. Nasrullah – Bukhara.

8. Sulaiman Shah – Chitral.

9. Ahmad Ali – Rampur.

10. Muhammad Bahawal Khan Abbasi Nusrat Jang – Bahawalpur.

Desuden opfordrede han i breve omkring femogtredive af Indiens mest indflydelsesrige amirer og umara til at slutte sig til jihad og yde al mulig hjælp og støtte. Blandt dem sendte han også et brev til en hinduistisk raja i Gwalior, Hindu Rao. Brevets indhold var som følger:

»Udenlandske handelsfolk har sat sig som herskere over dette land. De fører os i alle henseender mod undergang. De, som står i spidsen for staten, spiller nu rollen som tavse tilskuere. Under sådanne forhold er nogle få nødlidende og fattige mennesker, tvunget dertil af pligtens krav, gået hjemmefra i tillid til Allah for at tjene Hans religion. De søger hverken verdslig rigdom eller rang og status. Deres mål er, at hvis de sejrer, skal styret over dette land gives tilbage til dette lands egne folk.«

Som led i de omfattende forberedelser til bevægelsen oprettede Sayyid Sahib en organisation og udnævnte sine betroede khalifaer eller repræsentanter i Indiens vigtigste byer. Følgende personer var blandt de mest fremtrædende:

1. Maulana Sayyid Muhammad Ali Rampuri blev sendt til Hyderabad (Dakhin) sammen med tre medarbejdere.

2. Da Sayyid Muhammad Ali senere rejste til Madras, blev Maulana Belayat Ali Azimabadi sendt dertil.

3. Maulana Enayat Ali Azimabadi blev sendt til Bengalen.

4. Maulasa Sayyid Awlad Hasan Kanauji og Sayyid Hafizuddin fik ansvaret for Uttar Pradesh.

5. Mian Din Muhammad, Mian Pir Muhammad og mange andre fik til opgave at rejse rundt forskellige steder i Indien, udbrede opfordringen til jihad og indsamle penge.

Patna blev udvalgt som hovedcenter for ledelsen af jihadens aktiviteter. I 1822, da Sayyid Ahmad blev udvalgt til at gøre Patna til hovedcenter, gav Belayat Ali og Muhammad Husain ham en storslået modtagelse, da han rejste til Patna. Efter at have etableret Patna som bevægelsens hovedcenter udnævnte Sayyid Sahib fire repræsentanter. De var Maulana Belayat Ali, Muhammad Husain, Enayat Ali og Farhad Husain.

Efter at have afsluttet propagandaen for og forberedelserne til jihad overalt i Indien forlod Sayyid Ahmad i 1826 sin fødeby Rae Bareli. Derefter fik han aldrig mulighed for at vende tilbage dertil. Resten af sit liv tilbragte han uafbrudt i jihad på Allahs vej og velsignede sit liv ved at drikke martyrdommens nektar.

Under alle omstændigheder begyndte man før afrejsen at bringe penge, våben og andet krigsudstyr, heste, forsyninger og lignende fra forskellige steder i Indien. Tusinder af mujahider begyndte at samles under hans banner for at ofre deres liv på Allahs vej. Ved afrejsen var hans mujahidstyrke således nået op på tolv tusind mand. Nawaben af Tonk, som var Sayyid Sahib hengiven og trofast, inviterede mujahidstyrken og forsynede den under sit eget opsyn med alt nødvendigt udstyr til jihad, før han tog afsked med den.

Derefter drog mujahidstyrken fra Tonk gennem Sindh, Hyderabad, Shikarpur og andre steder, passerede gennem Bolanpasset og trængte ind i Kandahar i Afghanistan.

Tidligere var Mir Rustam Ali af Khairpur i Sindh blevet Sayyid Sahibs discipel og havde ligesom nawaben af Tonk ydet ham betydelig økonomisk støtte. Efter ankomsten til Afghanistan søgte Sayyid Sahib hjælp hos Afghanistans emir. Emiren nægtede at love ham nogen form for hjælp. Ikke desto mindre nåede mujahidstyrken derfra frem til Nowshera ved grænsen. På denne lange vej måtte mujahidstyrken udholde store vanskeligheder og lidelser. Undervejs svor høvdinge, herskere, lokale embedsmænd og almindelige mennesker fra alle sider troskab til Sayyid Sahib. Nogle overrakte ham forskellige gaver, nogle aflagde bayʿa hos ham, og andre sluttede sig til hans styrke. Folk fra forskellige provinser i Indien sluttede sig til hans styrke – ja, endog et stort antal mujahider fra det fjerne Bengalen. Blandt dem var den bemærkelsesværdige sufi Nur Muhammad Nizam­puri fra Chittagong, som efter nederlaget ved Balakot vendte tilbage til sit hjemland som ghazi. Hans discipel og khalifa var sufi Fateh Ali Sahib, som ligger i evig hvile i Maniktala i Kolkata. Et stort antal bengalere led martyrdøden, mens mange andre slog sig permanent ned i Balakot, Swat og andre steder. Deres efterkommere findes stadig. I 1963 havde forfatteren den lykke at møde en af deres efterkommere i Balakot.

Da Sayyid Sahib var rejst fra Rae Bareli til Delhi og modtog undervisning hos Shah Abdul Aziz, fik han at vide, hvor hårdt muslimerne blev undertrykt under sikh-styret i Punjab. Hans hjerte blev grebet af medfølelse med de undertrykte muslimer, og allerede da besluttede han at råde bod på det. Han ønskede at oprette en islamisk stat i det muslimsk befolkede grænseområde og derfra føre felttog mod de muslimske fjendtlige kræfter andre steder. Derfor valgte han grænseområdet som det første centrum for sin kamp. Men det er dybt beklageligt, at den grove forræderi fra de grænsemuslimer, hvis hjælp og støtte Sayyid Sahib havde håbet på, til sidst førte hans kamp til nederlag. Fra ankomsten til Nowshera og frem til slaget ved Balakot opfordrede han ved elleve eller flere lejligheder, store som små og efter forskellige fremgangsmåder, sikherne offentligt til at antage islam, underkaste sig eller møde ham i kamp. Til sidst kom det til krig, og i et natligt slag besejrede blot ni hundrede mujahider en stor sikh-hær. Efter deres sejr lovpriste grænsebefolkningen dem højlydt, og folk sluttede sig i stort tal til mujahidstyrken. Mange lokale høvdinge, især Yusufzai’erne, sluttede sig til Sayyid Sahibs gruppe.

Nogen tid senere led sikherne også nederlag ved Manpuri Panjtar. Som følge af mujahidernes succes anerkendte de ti tusind krigere fra Garhi Imaji Sayyid Sahib som imam. Indbyggerne i Peshawar bad Sayyid Sahib om at oprette en base i Nowshera og derfra indlede en samlet kampagne mod sikherne. På dette tidspunkt sluttede omkring hundrede tusind mennesker sig til mujahidstyrken.

Men grænseområdets høvdinge var yderst egen­nyttige og pengegriske. Sikh-generalen Budh Singh fik ved at lokke med penge Peshawars høvding på sin side. De sank så dybt, at de for pengenes skyld i al hemmelighed forgiftede Sayyid Sahib. Men ved Allahs grænseløse nåde overlevede han mirakuløst. I den krig, der på dette tidspunkt blev udkæmpet mod sikherne, tog høvdingene sikhernes parti, og mujahidstyrken blev besejret.

På grund af grænseområdets pashtunske høvdinges omskiftelighed og forræderi fik mujahidstyrken store vanskeligheder. Af et brev, som Sayyid Sahib skrev til nawaben af Tonk, fremgår det, at næsten tre hundrede tusind mennesker aflagde bayʿa og sluttede sig til hans gruppe. Men næsten alle var lokale folk. De sluttede sig sandsynligvis til Sayyid Sahibs gruppe udelukkende for at plyndre krigsbyttet. De havde ingen islamisk karakter overhovedet. På grund af sin store troskyldighed blev Sayyid Sahib bedraget af dem. Hans eneste pålidelige medkæmpere var de mænd, der var kommet udefra. De blev hos Sayyid Sahib som en skygge i fare og nød og gav uden tøven deres liv, når det var nødvendigt. De var omkring tusind i tal. Når nogle af dem led martyrdøden i kamp, indtog nye rekrutter deres pladser. Karavaner kom fra fjerne egne med mennesker, der ønskede at tilslutte sig jihad, samt med penge, forsyninger og breve. Forsyningerne blev skaffet gennem den landsdækkende organisations, “Targib-e Muhammadiya”, hemmelige og dygtige arbejde. Trods den britiske regerings efterretningsvæsens årvågenhed kom penge fra Bihar og Bengalen. Sammen med dem kom grupper af mujahider, som havde viet sig til Allahs vej.

De krigsforsyninger, fødevarer, penge og andet, der kom ind, blev deponeret i baitulmal; det blev bevogtet af Mawlana Muhammad Yusuf, en nevø af Shah Waliullah og qutb i mujahidstyrken. Forsyninger og penge blev fordelt blandt mujahiderne med den største retfærdighed, upartiskhed og orden. Selv Sayyid Sahib modtog ikke mere end en almindelig mujahid.

Skæbnens ironi var, at disse af Allah elskede tjenere, som havde viet sig til Allahs vej, måtte kæmpe mod tre parter. Sikhene, de forræderiske pasjtunske høvdinge og fortets ejer Khade Khan fra Hund – disse tre kræfter var mujahid-hærens fjender. De måtte på én gang kæmpe mod alle tre kræfter.

Krigshandlingerne mod sikhene fortsatte næsten uafbrudt. Mujahiderne fra Bengalen, Bihar og Centralprovinserne kæmpede tappert. Sikhene og de forræderiske pasjtunere led nederlag for deres hånd. Durrani-høvdingene fra Peshawar sluttede sig også åbent til sikhene, og Khade Khan ophidsede bestandig de lokale pasjtunere mod mujahiderne.

Denne gang sendte Sayyid Sahib Shah Ismail med blot et hundrede og halvtreds mujahider for at erobre Hund-fortet og bringe Khade Khan til fald. I nattens mørke angreb de pludselig Hund og indtog det, og Khade Khan blev dræbt. Khade Khans bror sluttede sig til Yar Muhammad og rykkede frem med en stor hær for at generobre Hund-fortet. Der fulgte et voldsomt sammenstød, og Yar Muhammad blev dræbt. Mange kanoner fra fjenden blev erobret, og en stor mængde krigsmateriel og andet udstyr faldt i mujahid-hærens hænder. Men de lokale indbyggere plyndrede det meste af det. Efter mujahid-hærens vigtigste forræderiske fjender Khade Khan, Yar Muhammad Khan og Amir Khan var døde, var der nu kun to modstandere tilbage: Mikh og sultan Muhammad Khan af Peshawar. Efter slaget ved Hund besluttede Sayyid Sahib at etablere en base i Peshawar, men Payenda Khan fra Amb gjorde modstand. Også her måtte mujahid-hæren møde den samlede styrke af Mikh og pasjtunerne. Også her blev de besejret, og mujahid-hærens herredømme blev anerkendt fra Amb til Mardan. Nu var der ikke længere nogen hindring for deres fremrykning til Peshawar.

Den snedige sultan Muhammad så, at situationen var håbløs, og aflagde bay’a til Sayyid Sahib samt bad om tilgivelse. Da han lovede at regere i overensstemmelse med den islamiske sharia, tilgav Sayyid Sahib ham og overdrog ham ansvaret for regeringen. Maulana Jafar Thaneswari bemærker i sit værk »Sirat-i Sayyid Ahmad Shahid«, at Sayyid Sahib på grund af sin enfoldighed begik en fejl ved uselvisk at overdrage ansvaret til sultan Muhammad. Mange havde spørgsmål i deres hjerter, men ingen havde mod til at protestere mod Sayyid Sahibs handling. Maulana Shah Mazhar Ali blev udnævnt til qadi, så der kunne afsiges dom efter shariaens lov.

Sayyid Sahib og de mujahider, han havde oplært, havde intet ønske om at opnå rang eller embeder. Deres livsmål var at grundfæste Allahs religion og håndhæve Guds lov i samfundslivet. Sayyid Sahib havde også et politisk formål med at overdrage ansvaret til sultan Muhammad, og derfor overdrog han det til en lokal mand, selv om der blandt de udefrakommende mujahider fandtes egnede personer. For hans mål var at håndhæve shariaens bestemmelser, ikke selv at nyde magten.

Under alle omstændigheder var der tilsyneladende blevet etableret islamisk herredømme over et vidtstrakt område. Sayyid Sahib begyndte at gøre en særlig indsats for at indføre et islamisk samfund og islamisk lov. Prædikantgrupper blev udstationeret i Peshawar og i hele grænseområdet. De beskæftigede sig med at udbrede den islamiske livsførelse og shariaens love og regler fra landsby til landsby.

Men det sørgelige var, at de lokale indbyggere var fattige og uvidende, drevet af pengegriskhed og bundet af mangeårige jahiliyyah-overtroers lænker. Da prædikanterne begyndte at opfordre dem til at opgive denne overtro og leve et islamisk liv, blev deres familiemæssige, sociale, stammemæssige og økonomiske interesser hårdt ramt. Derfor begyndte de at yde modstand. Også grupperne af mullaher, som var udsprunget af uvidenhed og overtro og var magt- og pengegriske, ydede voldsom modstand. Som følge heraf brød de lokale indbyggere ud i et blindt raseri mod Sayyid Sahib. Den forræderiske sultan Muhammad ønskede også dette og udnyttede det fuldt ud. I dybeste hemmelighed blev et omfattende sammensværgelsesnet spredt over hele området, og på samme dag og på samme tidspunkt, under fajr-bønnen, blev gruppen af mujahid-prædikanter, som var optaget af bønnen, ubarmhjertigt udryddet. Én person reddede sig mirakuløst og flygtede, hvorefter han fortalte Sayyid Sahib om hændelsen.

Sayyid Sahib blev dybt bedrøvet. Ved dette ene slag mistede flere hundrede af hans medarbejdere, som havde viet sig til Allahs vej, livet. Håbet om at opbygge et ideelt islamisk samfund forsvandt også. Han besluttede at forlade de forræderiske og troløse menneskers land og rejse et andet sted hen.

Jafar Thaneshwari siger, at Sayyid Sahib derefter samlede sine medarbejdere og sagde: »Jeg er blevet knust i stykker. Pathanerne har begået et groft forræderi. Der er ikke længere noget håb om at opbygge et islamisk samfund her. Nu har jeg ingen anden mulighed end at foretage hijra. Jeg vil rejse til et andet land ad vejen over Balakot og Gilgit. Hvis Allah giver mig styrke, vil jeg tage fat på dette arbejde igen. Den vej, jeg ønsker at følge, er yderst vanskelig, og farer truer ved hvert skridt. Jeg vil ikke opfordre jer til at følge denne vej. Hvis I ønsker det, kan I hver især vende tilbage til jeres hjem.«

Da sagde alle enstemmigt: »At træde ind på jihadens vej og derefter trække sig tilbage er i strid med troen. Vi ønsker under alle omstændigheder at forblive Huzurs uadskillelige ledsagere.«

Derefter drog Sayyid Sahib sammen med sine tilbageværende mujahider mod Balakot. På dette tidspunkt stod Sher Singhs hær over for mujahiderne.

Det følgende er indholdet af det brev, Sayyid Sahib skrev fra Balakot til Nawab Waziruddaula:

»Folkene i Peshawar er så ulykkelige, at de ikke sluttede sig til vores mujahid-hær i jihad. Desuden lod de sig forføre og dræbte mange af de ædle mænd, som var beskæftiget med forskellige opgaver rundt omkring i landet. …Det egentlige formål med vores ophold dér var at få hjælp og medfølelse fra et stort antal lokale muslimer til jihad mod de vantro. Nu, hvor der ikke længere er noget håb, har vi besluttet at flytte derfra til Pakhli-områdets bjerge. Fjenderne vil ikke engang kunne finde os. Bliv ved dag og nat med at bede munajat ved Allahs port for islams fremgang og mujahid-hærens sejr.«

-(Wahhabi-bevægelsen, Abdul Mawduud, s. 164)

Sayyid Sahib havde sammen med sin mujahid-hær valgt den skønne dal ved Balakot som hvilested. Fra øst strømmer Kunhar- eller Kaghan-floden uafbrudt af sted med sin rislende lyd. Fra nordvest kommer den smalle bjergbæk Barna, som leger skjul mellem store klippestykker; nord for bækken ligger den fredfyldte Nuri-slette. Når man træder ind på denne naturens legeplads, føles det, som om nogen vinker fra den anden side af livets flod. Selv om de kamptrætte mujahider slog lejr her for at hvile, har de måske ikke kunnet undgå at se kaldet fra den anden side. Derfor blev det dem ikke forundt at hvile.

Imens var sikherne på udkig efter mujahid-hæren. De mente, at kun nogle få hundrede af Sayyid Sahibs hundredtusinder af mujahider var tilbage, og at de var blevet modløse. Det var netop nu, de måtte slå til.

På det tidspunkt var der kun to veje til Balakot. Den ene førte gennem et så tæt bjergskovsområde, at det var yderst farligt at færdes ad den uden en lokal ledsager. Den anden gik gennem en smal kløft og over en bro. Der var naturligvis oprettet vagtposter på begge veje. Men nogle få forrædere viste sikherne den skovbevoksede vej i håb om en stor belønning. Som følge heraf omringede de pludselig mujahid-styrken. Selv om mujahid-styrken var fuldstændig uforberedt, kæmpede den med stort mod. Sayyid Ahmad, Shah Ismail og Sayyid Sahib’s øvrige ledende medarbejdere led martyrdøden, mens de kæmpede jihad.

Abdul Maudud siger: »Den store bevægelse, han havde ledet, blev ikke standset, blev ikke standset. Selv efter dette blodbad oprettede mange af dem, der overlevede, bevægelsens centre i Tonk eller i Chhatana ved Bihar Sharif under ledelse af Sayyid Sahibs trofaste tjenere. Senere, da de imperialistiske englændere i Punjab begyndte at udøve undertrykkelse ligesom sikherne, blev mujahidernes samlede vrede rettet mod dem. Men deres lod blev fængsling, forfølgelse og den grusomme straf at dø på galgen; og endnu mere usselt var den unødvendige bagvaskelse af disse kæmpende foregangsmænds navne og de falske taler, som lavere rangerende mullaher og såkaldte ulema rettede mod dem.«

Han siger endvidere: »Tiden er kommet til at anerkende og ære disse tapre mujahiders glorværdige og enestående modige bedrifter, for det var i virkeligheden dem, der længe før lagde Pakistans grundvold på dette subkontinent gennem jihad mod enhver form for uretfærdighed. Selv om Pakistan ikke blev opnået gennem Sayyid Sahibs organisation, er det ikke desto mindre uomtvisteligt, at frøet til det fandtes dér; og enhver kyndig person vil forstå, at Sayyid Ahmad Shahid fra Rae Bareli ydede et umådeligt bidrag til at vække denne bevidsthed.«

-(Wahhabi-bevægelsen, Abdul Maudud, s. 165-166)

Det er ovenfor blevet nævnt, at flere tusinde mujahider og store pengesummer blev sendt fra Bangladesh til Sayyid Ahmad Shahids jihadbevægelse. Da mange fra Bangladesh drog af sted sammen med Sayyid Sahib fra Rae Bareli med jihad for øje, sluttede mange sig til ham, og også under jihadens forløb nåede store pengesummer og materielle ressourcer fra Bangladesh frem til grænseområdet, ligesom tusinder af mujahider nåede dertil.

Golam Rasul Mehr siger: »Mujahiderne sluttede sig ad forskellige veje flok for flok til Sayyid Sahib. I en sådan gruppe var Maulvi Fateh Ali Azimabadi. Af den liste over hans gruppe, som han fremlagde—naturligvis kun med navnene på dem, han kunne huske—var seks fra Bangladesh. Deres navne er:

1. Maulvi Imamuddin

2. Zahurullah

3. Lutfullah

4. Talebullah

5. Faizuddin

6. Qazi Madani

(Saiyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr, s. 412, tillæg) Mujahiderne havde omkring elleve eller tolv voldsomme sammenstød med sikherne og pathanerne. Mange af mujahiderne blev naturligvis også martyrer i disse kampe. Man kender hverken deres navne eller navnene på de flere hundrede, der blev gjort til martyrer under en fajr-bøn en dag. Ghulam Rasul Mehr har imidlertid fremlagt en liste over navnene på dem, der blev martyrer i Balakot. Ifølge hans liste blev i alt et hundrede og femogtredive mujahider martyrer i Balakot. Fem af dem var fra Bangladesh. Deres navne var Alimuddin, Faizuddin, Lutfullah, Sharfuddin og Saiyid Muzaffar Hossain. På den nævnte liste står også navnene Kader Bakhsh, Abdul Kader, Ghaziuddin og Bakhshullah. Det er imidlertid ikke angivet, hvor de var hjemmehørende. Ved slutningen af Bakhshullahs navn står der blot: »Mehr Alis bror«. – (Saiyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr, s. 432-34)

Mens mujahider, der var kommet fra hele Indien, kæmpede i jihad ved grænsen, kæmpede Saiyid Nisar Ali, også kendt som Titumir, netop på samme tid i jihad mod hinduistiske zamindarer, indigo-plantere og englænderne. Titumir var Saiyid Sahibs murid. Men han var blevet så dybt involveret i kampen i sit hjemland, at han ikke fik den lykke at blive martyr i Saiyid Sahibs nærhed. Den martyr, Titumir, fulgte imidlertid den samme vej, ad hvilken hans murshid forenedes med Gud. Fredag den 6. maj 1831, hen imod middag, blev den indiske subkontinents største mujahid, Saiyid Ahmad Barelvi (rah.), martyr. Den 19. november 1931 blev Saiyid Titumir martyr, da han blev ramt af de engelske soldaters kanonkugler.

Årsagerne til katastrofen ved Balakot

Det bør naturligvis undersøges, hvad der var årsagen til den ukuelige bevægelse, som de lærde Saiyid Ahmad Barelvi, Shah Muhammad Ismail, Maulana Abdul Hai og andre under Saiyid Ahmad Barelvis ledelse havde opbygget for at indføre islamisk frihed, det vil sige islamisk regering eller et islamisk styresystem, i Indien, og som nåede helt frem til tærsklen til sejr, men blev mødt af nederlag. For gennem en minutiøs vurdering og undersøgelse af fortidens historie kan fremtidige handlemåder fastlægges korrekt. Lad os kort drøfte de årsager til den nævnte bevægelses nederlag, som tænksomme lærde har beskrevet. Selv om denne bevægelse således midlertidigt mislykkedes, var dens eftervirkninger vidtrækkende. Den blodbestænkede vej, som Saiyid Ahmad Shahid gav Indiens muslimer en ukuelig inspiration til at følge, fortsatte indiens muslimer – bengalere, biharis, punjabere, sindhier og pathanere uden forskel – med at følge uophørligt i næsten et århundrede. Fængsling og undertrykkelse, henrettelser, deportation, konfiskation af fast og løs ejendom samt umenneskelig og bestialsk fysisk tortur kunne ikke et øjeblik få dem til at vige fra denne vej. Ikke desto mindre må vi også fastslå, hvorfor lederen af denne bevægelse ikke selv nåede at se denne sejr i sin levetid. Mange har givet udtryk for, at hovedårsagerne var følgende.

1. Den kaderstyrke, der er nødvendig for at lede den islamiske bevægelse, det vil sige jihad på Allahs vej, skal hver især være præget af en ren islamisk idealitet. De skal være hengivne til Allahs vej. Den mujahidstyrke, som Sayyid Sahib havde taget med sig udefra, var uden tvivl i besiddelse af denne karakter. Og de, der under jihadens forløb havde forladt slægtninge, hjem og marker i områder som Bengalen, Bihar og Centralprovinserne for ene og alene at opnå Guds tilfredshed og havde sluttet sig til Sayyid Sahibs mujahidstyrke, var ligeledes præget af en sådan karakter og i besiddelse af denne egenskab. Men deres antal var altid begrænset til mellem ét og to tusind. Efter at have hørt Sayyid Sahibs glødende taler om jihad og set de uventede sejre over sikherne i begyndelsen sluttede pashtunerne sig til Sayyid Sahibs gruppe. Men de havde ingen egentlig islamisk karakter. De havde rigeligt med islamisk inspiration og begejstring. Men de fleste af dem var fattige, uvidende, pengegriske og bundet af lænkerne fra mange års ophobede overtro. Selv de, der var høvdinge eller stammeherskere, var yderst egoistiske og opportunistiske. På visse tidspunkter nåede mujahidstyrken op på tre hundrede tusind. Næsten alle disse var medlemmer af forskellige pashtunske stammer. Af pengegriskhed begik de forræderi, sluttede sig i det afgørende øjeblik til de modstående sikhiske soldater eller beskæftigede sig, mens de kæmpede mod mujahidstyrken, udelukkende med at plyndre krigsbyttet og brød dermed disciplinen og ordenen i styrken. I den voldsomme flodbølge af blind egeninteresse og pengegriskhed blev deres islamiske inspiration og begejstring, som bobler på vandet, skyllet bort og udslettet.

2. Selv om Sayyid Sahib og Shah Ismail var frygtløse krigere og dygtige strateger, blev hele mujahidstyrken ikke trænet i datidens krigskunst.

3. Det var heller ikke rigtigt at have fuld tillid til de forræderiske og moralsk fordærvede pashtunere. Det var heller ikke rigtigt at overdrage styret af Peshawar til Sultan Muhammad Khan, som sammen med sine brødre var en bitter modstander af Sayyid Sahib. Det var Sultan Muhammad, der til sidst rettede et alvorligt slag mod bevægelsen og samme nat gennem en veltilrettelagt sammensværgelse dræbte flere hundrede af Sayyid Sahibs udvalgte mujahider. Som følge heraf måtte Sayyid Sahib trække sig tilbage fra Peshawar.

4. De lokale pashtuneres mål var snarere at redde livet og opnå verdslige fordele end at ofre livet på Allahs vej. Derfor tvang de under krigen de egentlige mujahider til at stå i front, mens de selv forblev så passive som muligt og søgte muligheder for plyndring.

5. Efter at have vundet herredømmet over landet blev der også handlet i strid med visdommen ved gennemførelsen af sharia-loven. Blandt folket havde forskellige slags overtro gennem lang tid slået så dybe rødder, at gennemførelsen af sharia-loven ramte denne overtro hårdt. De uuddannede mullaher, som ernærede sig ved at holde denne overtro i live, blev rasende. De opportunistiske høvdinge udnyttede også situationen. Derfor begyndte folket, mullaherne og høvdingene i fællesskab at modarbejde mujahiderne. Man burde først have begyndt arbejdet med at reformere og forbedre folkets karakter og gradvist have gennemført loven, når deres sind og tanker var blevet egnede til at følge sharia-loven. Folket var ganske vist fast troende muslimer og frygtløse krigere i frihedskampen, men deres sociale og statslige liv var på ingen måde mere udviklet end den førislamiske jahiliyyahs dage.

Blandt den lokale befolkning og de oprindelige folk var der udbredt så mange onde skikke, som var fuldstændig i strid med den islamiske sharia. For eksempel at tvinge hvem som helst til ægteskab, sælge en datter til en høj pris for at få hende gift, dele enker mellem den afdødes arvinger, tage mere end fire hustruer, nægte enker at gifte sig igen og give mullaherne et bestemt beløb for den afdødes frelse og lignende. Blandt de sharia-love, som Sayyid Ahmad indførte, var bestemmelsen om, at alle former for skikke, ceremonier, sædvaner og traditioner, der var i strid med sharia, skulle afskaffes fuldstændigt. Sharia-loven omfattede desuden, at der skulle oprettes sharia-domstole til afgørelse af civile og strafferetlige sager; efter opkrævningen af ushr, det vil sige en tiendedel, af de høstede afgrøder, og zakat skulle midlerne indbetales til bayt al-mal; fra dette bayt al-mal skulle de fordeles ligeligt blandt mujahiderne og andre; hvis der opstod en strid mellem de oprindelige folk og stammefolkene, skulle den endelige afgørelsesret alene tilhøre kaliffen; der skulle oprettes en politiafdeling, hvis opgave var at regulere folkets religiøse og moralske liv; og enhver muslim skulle tvinges til at overholde sawm (fasten) og salat (bønnen). Mange andre sådanne konstruktive og velfærdsorienterede love blev indført. Uden tvivl var dette en idealistisk metode, som var blevet antaget i efterligning af profeten Mustafa og de retledte kaliffers fremgangsmåde. Men de oprindelige folk, de stammebundne pashtunere, befolkningen og mullaherne havde ikke udviklet et sind, der kunne acceptere dette. Da sharia-loven derfor blev påtvunget dem pludseligt i stedet for at blive indført gradvist, nægtede de at følge den.

En anden væsentlig årsag til de oprindelige pashtuneres modstand var, at alle af hensyn til fred og orden blev underlagt en central myndighed. Men de oprindelige pashtuneres medfødte tilbøjelighed var netop ikke at underordne sig nogen andens kommando. For dem var frihed det samme som tøjlesløs vilkårlighed. Men da en civiliseret regering af hensyn til lov og orden forsøgte at begrænse deres vilkårlighed, indtog de en oprørsk holdning over for den islamiske regering.

Abdul Maududi siger: »Under sådanne omstændigheder er det værd at overveje, i hvor høj grad det var hensigtsmæssigt pludselig at indføre sharia-loven. Bedømt efter historiens lærdom og fremsynethedens målestok synes det, at denne forandring ikke kunne gennemføres på den måde. Man må lidt efter lidt ændre og reformere det nationale livsforløb og forsøge at forme det, så det passer til folkets sind. Hvis man tilsidesætter folkets sind og forsøger at ændre det fra den ene dag til den anden, vil folkets sind på grund af tvivl og indre konflikt vende sig bort fra det og ikke kunne tage imod det af hjertet. Forsøg på hurtigt at ændre livsformen uden hensyn til folkets sind og omgivelserne er i mange tilfælde endt i smertefuldt nederlag og nytteløshed.«

-(Wahhabi-bevægelsen, Abdul Mawdud, s. 177)

At rejse sig mod en tyrannisk hersker er den fornemste jihad – sådan lød Verdensprofetens dristige erklæring. Da det muslimske samfund i Bengalen var på vej mod udslettelse under Kompagniets undertrykkende styre og på grund af hinduistiske zamindarers, pengeudlåneres, indigodyrkeres og deres lokale håndlangeres undertrykkelse og overgreb, hævede Haji Shariatullah sin stemme imod dem, og derefter gjorde Saiyid Nisar Ali, også kendt som Titumir, den værdige khalifa for Saiyid Ahmad Barelvi, det samme. På tilsvarende vis erklærede Saiyid Ahmad åbent jihad med et omfattende handlingsprogram mod det fremmede og vantro engelske styre. Dette var en sand muslims krav fra iman. Ved at vælge én af de tre – hijra, jihad eller shahada – bærer en muslim vidnesbyrd om sin iman. Derfor sagde Maulana Muhammad Ali Jauhar: »En muslims livshistorie består kun af tre kapitler: hijra, jihad og shahada.« Saiyid Ahmads og Shah Ismails liv er selve legemliggørelsen af disse tre kapitler.

Efter katastrofen ved Balakot

Selv om mujahiderne blev ramt af et alvorligt nederlag på Balakots slette, og lederen af mujahidstyrken, Saiyid Ahmad Barelvi, samt Shah Ismail led martyrdøden sammen med andre, blev de, der havde haft den lykke at blive ghazier, ikke det mindste mindre aktive. Mange af dem holdt jihadbevægelsen levende blandt Indiens muslimer, og den kulminerede i sepoyoprøret i 1857, det vil sige den landsdækkende frihedsbevægelse i Indien. Bevægelsen blev ikke bragt til tavshed i 1857; tværtimod holdt den den britiske regering foruroliget og i fare helt frem til 1868. I spidsen for denne bevægelse stod blandt andre Saiyid Ahmad Shahids khalifaer: Maulana Wilayat Ali, Maulana Mahmudullah og sufi Nul Muhammad Nizam­puri. Uden en kort omtale af dem vil et fuldstændigt billede af jihadbevægelsen ikke træde klart frem.

Maulana Wilayat Ali

Maulana Wilayat Ali var søn af Maulvi Fateh Ali fra Patna og efterkommer af den berømte amir Rafiuddin Husain Khan fra samme sted. Wilayat Ali voksede op i stor velstand. Hans ungdom og tidlige manddom tilbragte han i Lucknow, den by der var berømt for sine amirer og adelige. Da Saiyid Ahmad på dette tidspunkt kom til Lucknow for at fremføre jihadens da’wa, forlod Wilayat Ali sit luksuriøse liv, svarede på jihadens kald og drog til Rae Bareli. Her begyndte han at studere hadith-videnskaben hos Maulana Shah Muhammad Ismail, og i stedet for et liv i luksus begyndte han at leve et asketisk fakirliv. Sammen med Saiyid Ahmad Shahid arbejdede han som murer og samlede brænde i skovene, hvorefter han selv lavede mad. Saiyid Sahib elskede en sådan hengiven sjæl, der var viet til Allahs vej, højt. Da han drog til Mekka for at udføre hajj, udnævnte han ham til sin stedfortræder og betroede ham ansvaret for at udbrede islam. På Saiyid Sahibs ordre udførte han missionsarbejde i Afghanistan i to måneder. Sammen med en vis Maulana Muhammad Ali fortsatte han missionsarbejdet i Swat, Hyderabad og Deccan. Mens han opholdt sig i Deccan, led Saiyid Sahib martyrdøden ved Balakot.

Efter katastrofen ved Balakot trængte Maulana Wilayat Ali ind i Britisk Indien og tog fat på Saiyid Sahibs ufuldendte arbejde. Han sendte forskellige personer forskellige steder hen for at udføre missionsarbejde. Han sendte sin egen bror, Maulana Inayat Ali, til Bengalen. Maulana Zainul Abedin og Maulana Abbas Ali udnævnte han henholdsvis til muballigher i Orissa og De Forenede Provinser.

Efter at have oprettet hovedkvarteret i Patna begyndte Maulana Wilayat Ali missionsarbejdet. To år senere drog han til Mekka for at udføre hajj. Efter hajj rejste han til Yemen, Najd, Muscat, Hadramaut og flere andre steder. På dette tidspunkt modtog han en ijaza i hadith-videnskaben hos den berømte muhaddith, qadi Muhammad ibn Ali al-Shawkani.

Efter sin hjemkomst fra Arabien sendte han en mujahidstyrke under ledelse af sin bror Enayet Ali til grænsen for at føre jihad mod Golab Singh. Da Golab Singh så, at situationen blev kritisk, indgik han en fredsaftale med briterne. Som følge heraf begyndte interne stridigheder blandt grænseområdets muslimer, og Enayet Alis mujahidstyrke gik i opløsning.

Efter grænseekspeditionens fiasko vendte Maulana Belayet Ali tilbage til Lahore. Lahores politikommissær tvang Maulana-brødrene til at underskrive en kautionserklæring for to år, hvori de forpligtede sig til at afholde sig fra enhver form for aktivitet. Derefter vendte de tilbage til Patna og begyndte arbejdet med at udbrede islam.

Efter kautionserklæringens toårige gyldighedsperiode var udløbet rejste Maulana Belayet Ali fra Patna til Delhi sammen med nogle medarbejdere med henblik på hijra. I denne periode fortsatte han med at forkynde islam i Delhis Jama Masjid og i Fatehpur-moskeen. Dette fandt sted blot nogle få år før frihedsbevægelsen i 1857. På dette tidspunkt mødtes han én gang med Bahadur Shah i Det Røde Fort på dennes invitation.

Efter at have opholdt sig nogen tid i Delhi rejste Maulana Belayet Ali via Ludhiana til Sittana ved Punjabs grænse. Sittana var mujahidstyrkens vigtigste centrum. Her var der blevet grundlagt en khanqah og en madrasa. Ved khanqah forstod mujahiderne deres operationscenter. Patna blev kaldt den lille khanqah, og Sittana den store khanqah. Fra den lille khanqah blev penge, forsyninger og mujahider sendt til den store khanqah.

Da Maulana Belayet Ali nåede frem til Sittana, så han, at aktivitetsniveauet dér var faldet betydeligt. Han var en flammende taler. Han skabte fornyet liv og energi blandt mujahidstyrken.

På dette tidspunkt blev der rejst en sag mod Maulana Belayet Ali om en sammensværgelse mod den britiske regering. Mens sagen stod på, blev hans faste og løse ejendom i Patna, herunder hans to boliger i Sadiqpur og hans havehus, til en ruin; den havde en værdi af flere hundrede tusinde taka. Beboerne i husene, især børnene og kvinderne, blev gjort ejendomsløse og hjemløse. I 1853 døde han efter at være blevet syg.

Om brødrene Maulana Belayet Ali og Maulana Enayet Ali skriver Hunter i sin rapport The Indian Musalmans, at de nævnte to khalifaer (Maulana Belayet Ali og Maulana Enayet Ali) var velkendte i Punjab som mujahidiner, og at de derfor blev arresteret og sendt til Patna under politiets bevogtning. Magistraten tog en kautionserklæring fra dem og fra to velhavende trosfæller på betingelse af, at de fremover ville udvise god opførsel. Men i 1850 så jeg dem drive oprørsk propaganda i Rajshahi-distriktet i det flade Bengalen. På grund af sådan propaganda blev de ved flere lejligheder, hver to gange, udvist fra Rajshahi. Uanset hvor meget disse to khalifaer i Patna blev holdt indespærret i deres egne hjem ved hjælp af kautionserklæringer, så man dem allerede i 1851 igen udspy flammende ord mod det engelske styre ved Punjabs grænse.”

Den revolutionære Ahmadullah

Ligesom muslimer over hele Indien, bengalere såvel som ikke-bengalere, aktivt deltog i Sayyid Ahmads jihadbevægelse, deltog muslimer fra hele Indien således også i den. Bønder, arbejdere, skræddere, slagtere, mullaer, maulvier, maulanaer og højtstående embedsmænd tog alle livets risici på sig og deltog i jihadbevægelsen for ene og alene at opnå Guds velbehag. Vice-magistrat Ahmadullah var en af dem.

Ahmadullahs far hed Elahi Bakhsh. Ahmadullah blev født i det første årti af det nittende århundrede i en meget fornem familie i Sadiqpur, det historisk berømte område i Patna. Ahmadullah modtog en højere uddannelse i arabisk, persisk og urdu. Han havde også betydelige kundskaber i engelsk. Hans far blev ikke discipel af Sayyid Shahid, men gjorde sine tre sønner Yahya Ali, Fayez Ali og Ahmadullah til disciple af Sayyid Sahib. Ahmadullah blev tidligt ansat i den engelske regerings undervisningsafdeling. Det navn, Ahmadullah havde fået af sin far, var Ahmad Bakhan. Sayyid Sahib ændrede det og gav ham navnet Ahmadullah. Hans første navn gik i glemme, og han blev kendt under navnet Ahmadullah.

Under krigen mod sikherne ved grænsen var Sayyid Sahibs hær på over to hundrede tusind mand. Folk og penge til denne enorme hær blev indsamlet fra næsten alle datidens provinser i Indien, især Bengalen, Bihar, Orissa, De Forenede Provinser, Centralprovinserne, Sindh og Grænseprovinsen. Dette arbejde blev udført gennem en velorganiseret hemmelig organisation, som den engelske regering ikke havde den ringeste kendskab til i tyve-femogtyve år frem til 1852. Hvor tæt den højtstående embedsmand Ahmadullah var involveret i denne hemmelige organisation og alle dens aktiviteter, fremgår af en rapport, som hr. Raven Shaw forelagde for regeringen i Bengalen den 9.5.1865. I rapporten stod der:

I 1852 fik myndighederne i Punjab fat i et konspiratorisk brev. Det gav bevis for, at de hindustanske religionsfanatikere (mujahider) fra bjergtoppene havde forsøgt at skabe uro blandt det indiske fjerde regiment (Regiment of Native Infantry). Det viste sig, at mange maulvier fra Sadiqpur-familien og mange bevæbnede karavaner på det tidspunkt var draget mod grænsen. Af et usigneret brev fra Peshawar fremgik det, at Maulvi Belayat Ali, Enayat Ali, Fayez Ali og Yahya Ali (Ahmadullahs to brødre) samt en skrædder fra Dinajpur, Maulvi Karam Ali, havde slået lejr i Sittana i Surat og var ved at gøre sig klar til at kæmpe mod regeringen med kong Sayyid Akbars hjælp. Jeg har allerede sagt, at Sayyid Akbar var en af regeringen udnævnt konge over Swat. Brevet indeholdt følgende beskrivelse: Maulvi Farhat Ali, bror til Maulvi Belayat Ali, indsamlede penge i Azimabad, mens Ahmadullah, bror til Maulvi Fayez Ali, og Maulvi Yahya Ali indsamlede penge i deres egne huse og kvarterer og sendte våben og forsyninger af sted. Af andre breve fremgik det, at soldater og forsyninger blev sendt fra Patna via Meerut og Rawalpindi. Der var udpeget separate agenter på disse to steder. De sørgede for alle arrangementer vedrørende forsyningen af jihadens materiel ved grænsen.

„På Punjab-regeringens anmodning foretog Patnas magistrat, Hossain Ali Khan, en husundersøgelse. Det var Ahmadullahs khanqah, og brevene blev sendt og modtaget i hans navn. Men nyheden om magistratens husundersøgelse var faktisk allerede blevet kendt to dage tidligere gennem en indfødt læge, der var vendt tilbage fra Punjab, og alle brevene i deres hus var blevet ødelagt. Under alle omstændigheder meddelte magistraten regeringen i sin rapport af 10. august 1852, at wahhabitterne på det tidspunkt var blevet betydeligt flere, og at der i Maulvi Belayat Alis, Ahmadullahs og hans far Elahi Bakhshs huse blev holdt alle former for hemmelige rådslagninger om jihad, ligesom propagandaen udgik derfra. Han meddelte desuden, at wahhabitterne stod i forbindelse med det lokale politi. Derfor var der ikke kommet nogen troværdige beviser for deres aktiviteter til ham. Imidlertid stod seks-syv hundrede bevæbnede mænd rede i Maulvi Ahmadullahs hus til at modsætte sig magistratens husundersøgelse og hejse oprørets fane.“

„På rådsmødet den 7. september 1852 blev et punkt (Minute) indført i protokollen – det blev gjort på grundlag af Punjab-regeringens skrivelse om disse breve, og nødvendigheden af at erklære krig mod grænsens indbyggere blev også anerkendt deri. Munshi Muhammad Wali fra det fjerde indfødte regiment blev overgivet til straffedomstolen, og hans retssag og straf fandt sted i Rawalpindi den 12. maj 1853. Endnu en gang kom navnene på Maulvi Ahmadullah og andre indbyggere i Patna frem i vidneudsagnene, og spørgsmålet om, at de sendte forsyninger til grænsen, blev også drøftet.“

„Det er yderst beklageligt, at regeringen ikke tog aktive skridt og heller ikke tilintetgjorde sammensværgelsen i Patna. Oprøret ville med sikkerhed være blevet knust, ingen soldater ville være gået tabt under Ambala-ekspeditionen, og regeringens embedsmænd ville være blevet skånet for megen ulejlighed og unødvendig ydmygelse, for den bevæbnede oprører Ahmadullah fra 1852 er netop en ’ubetydelig boglærd’ og den ’wahhabitiske gentleman’ fra 1857.“

– (Wahhabi-bevægelsen, Abdul Maudud, s. 198–200)

Da frihedsbevægelsen i 1857 brød ud i lys lue over hele Indien, arresterede og fængslede den daværende kommissær, hr. Taylor, mange muslimer i Patna, heriblandt Ahmadullah. Taylor mistænkte, at disse muslimer havde været involveret i bevægelsen i det syvoghalvtredsindstyvende år. Uden rettergang begyndte Taylor på yderst grusom og bestialsk vis dagligt at hænge et vist antal af de fængslede muslimer i galgen på sin bungalowgrund, hvorved han tilfredsstillede sig selv. Men så snart denne grusomme og uretfærdige behandling nåede myndighedernes øren, blev der beordret løsladelse af de resterende fanger, og Taylor blev afkrævet en forklaring. På denne måde undslap Ahmadullah Taylors dødsorgie. På grund af denne bestialske massakre blev Taylor fjernet fra posten som kommissær.

Da frihedsbevægelsen i 1857 var blevet undertrykt og stilnet, begyndte englænderne at forsøge at vinde muslimernes gunst. Samtidig gjorde Sir Sayyid Ahmad en ihærdig indsats for at genoprette forholdet mellem muslimerne og englænderne. Regeringens sympati blev også vakt for Ahmadullah. Som følge heraf blev han ved en bekendtgørelse af 21. september 1860 udnævnt til vicemagistrat. Men fra Patnas store khanqah, eller hovedcentrum, fortsatte man stadig regelmæssigt med at sende mujahider og forsyninger til Mulka og Sittana. Selv om Ahmadullah var højtstående embedsmand i regeringen, samarbejdede han fuldt ud med mujahidstyrken udelukkende for at opnå Guds tilfredshed. Under hans opsyn blev der med stor energi indsamlet mujahider og forsyninger fra Bengalen og Bihar. Hans eget hjem var hovedbasen for dette arbejde. Hver fredag efter maghrib blev der afholdt milad i hans hjem, og mujahiderne samledes dér under påskud af miladen og fastlagde dagens program. Til deres arbejde benyttede de et kodet signalsystem, som ingen andre end dem selv kunne forstå. De kendte hinanden under forskellige navne.

I Bengalen og Bihar havde Ahmadullah trofaste, arbejdsomme agenter, som havde viet sig til Guds sag. Agenten i Bengalen var den berømte læderhandler Haji Badruddin fra Dhaka. Han indsamlede alle pengene fra den østlige del af landet og sendte dem som hundi til Patna i en forretningsmands navn, Farulal. I Murigunge-kvarteret i Kolkata var en agent ved navn Abdul Jabbar samt en anden, Muksed Ali, som var advokat ved High Court. Muksed Ali havde også et hjem i Patna. Desuden fandtes der agenter i distrikterne 24 Parganas, Jessore, Faridpur, Murshidabad, Maldah, Rangpur og andre steder. Der var også udpeget agenter i de større byer i Bihar, Orissa, De Forenede Provinser og Centralprovinserne. Ahmadullah udvekslede breve med dem i kode. Fra 1860 til 1865 var Maulavi Ahmadullah den ledende kraft i jihād-bevægelsen. Det var helt naturligt, at han udnyttede alle mulighederne i sin høje regeringsstilling til at lede denne bevægelse uden begrænsninger. For enhver revolutions succes er hjælp og samarbejde fra det etablerede styres politi, militær, administration og så videre nemlig uundværligt.

Den revolutionære bevægelse, der i 1857 foregik over hele Indien, blev inspireret af mujahidstyrken. Mujahidstyrken deltog aktivt i den. Selv om bevægelsen på grund af de ugunstige forhold ikke bar frugt, blev mujahiderne hverken slået eller modløse. Deres arbejdskraft og kampvilje blev på ingen måde svækket. Selv om en endelig sejr ikke var mulig, førte de efter katastrofen i 1857 bevægelsen videre i endnu et helt årti, næsten frem til tærsklen til succes.

Tusinder af muslimer fra hele Bengalen samledes i håbet om at blive ghazier eller martyrer i hr. Ahmadullahs hjem i Sadikpur, Patna, og drog derfra af sted til Sittana i små grupper. Fire bengalske muslimer fra en sådan gruppe blev på vej til Ambala pågrebet af en punjabi-sergent ved navn Gujar Khan. De blev ført frem for magistraten. Da de erklærede, at de var uskyldige og fredelige rejsende, løslod magistraten dem. Gujar Khan blev meget bedrøvet og oplyste, at en mand ved navn Jafar Ali fra Thanesar arbejdede med at sende mujahider og forsyninger til Sittana. Så snart myndighederne fik denne oplysning, ransagede de Jafar Alis hjem i Thanesar og beslaglagde mange mistænkelige dokumenter. Jafar Ali gik under jorden, men blev pågrebet i Aligarh sammen med mange mujahider. Af deres forklaringer fremgik det, at de var spioner for Elahi Bakhsh fra Sadikpur. Selv efter ransagningen af Elahi Bakhshs hus blev der dér fundet mange belastende dokumenter.

Ud fra disse dokumenter opdagede myndighederne en omfattende sammensværgelse, og magistraten i Patna, Raven Shaw, fik ansvaret for undersøgelsen. Samtidig med undersøgelsen blev hr. Ahmadullah arresteret og afskediget fra sin tjeneste. Efter fire måneders undersøgelse blev der rejst otte anklagepunkter mod Ahmadullah, blandt andet oprør mod staten, hvorefter han blev overgivet til fængsling. Ved retssagen dømte sessionsdommeren ham til døden. Der blev indgivet appel til Kolkata mod denne dom. Dommerne Trevor og O. Lock (Trevor and O. Lock J.J.) afsagde dom den 13. april 1865. I dommen sagde de: »I stedet for at stadfæste dødsstraffen afsiger vi den kendelse, at han skal transporteres til Andamanøerne på livstid, og at alle hans ejendele og formue skal konfiskeres af statsmagten.«

Allerede i juni samme år blev han sendt til Andamanøerne, og efter at have levet som fange i næsten seksten år omfavnede denne tapre mujahid døden med et smil i 1881.

Også hans yngre bror Yahya Ali blev idømt livsvarig transportationsstraf, og han var allerede afgået ved døden på Andamanøerne. Ahmadullahs sidste ønske var at blive begravet ved siden af sin bror. Men den engelske regering opfyldte ikke engang dette uskyldige og harmløse ønske.

Sadiqpur-familiens bolig var en af Patnas mest fornemme og berømte boliger. Boligen blev jævnet med jorden, og på stedet blev Patnas kommunale marked opført. Udgifterne til dette byggearbejde blev dækket med provenuet fra salget af familiens øvrige ejendomme.

Det er sjældent, at historien rummer et eksempel på, at en så fornem og berømt familie som Sadiqpur-familien blev fuldstændig tilintetgjort på sin vej på Allahs vej, og på det enestående offer, som familien efterlod sig som vidnesbyrd. Hvert eneste medlem af familien, kvinder og børn uden undtagelse, blev lidt efter lidt fortæret af regeringens vrede. Det mest hjerteskærende var, at den engelske regering på muslimernes hellige og glædelige Eid-dag fordrev Ahmadullahs familie fra boligen, kun iført det tøj, de havde på, og med tomme hænder, og opnåede derved den største selvtilfredsstillelse. En sådan ydmygelse vil man ikke kunne finde magen til i noget civiliseret folks historie. De uskyldige børns og kvinders tavse skrig og klager sønderrev den dag himlen. Måske var det derfor, at Ahmadullah, idet han mindedes denne dag, skrev følgende sørgedigt:

Da Eid-natten blev til morgen

fordrev de os fra vores hjem

vores glæde blev til sorg

vores Eid blev til Muharram.

Da daggryets lys viste sig efter Eid-natten, blev vi alle fordrevet fra vores hjem. Al glædens begejstring antog sorgens skikkelse – vores Eid blev forvandlet til Karbala i Muharram.

Barbariet sluttede ikke her. Sadiqpur-familiens store familiekirkegård blev pløjet op og ryddet, hvorefter jorden blev overdraget til hinduer.

Maulana Yahya Ali

Maulana Yahya Ali var den revolutionære Ahmadullahs ældre bror. For at fuldføre Sayyid Ahmad Shahid Barelvis ufuldendte arbejde holdt han kontakten med mujahiderne fra den ene ende af Indien til den anden og holdt på denne måde den anti-britiske bevægelse i live; det var i sandhed yderst forbløffende. For dette arbejde ofrede han sit liv og sin formue på Guds vej. Man kan sige, at Maulana Yahya Ali efter Sayyid Sahibens martyrdød var mujahidernes åndelige leder eller imam. Efter at have ledet jihadbevægelsen frem til 1864 blev han sammen med andre tiltalt i en sag om en anti-britisk sammensværgelse.

Hunter skriver i sit værk: „Hovedimamen Yahya Ali havde fået overdraget mange forskellige opgaver. Som åndelig leder for wahhabitterne i Indien måtte han regelmæssigt korrespondere med de underordnede prædikanter. Han måtte udforme breve på et slags hemmeligt sprog, som han selv havde opfundet. Det var også ham, der stod for organiseringen af den regelmæssige afsendelse af store pengesummer til oprørernes lejre ved grænsen. At lede bønnen som imam i moskeen, undersøge de religiøse fanatikeres rifler og udlevere dem til dem, holde religiøse foredrag for eleverne samt gennem selvstudium at tilegne sig en endnu dybere forståelse af den teoretiske viden, som de arabiske religiøse lærde havde indført – alt dette indgik i hans arbejdsprogram.“

Man kan sige, at han på én og samme tid var leder af mujahidernes styrker, deres militære instruktør, imam i moskeen, murshid inden for ilm al-tasawwuf og opfinder af et signalsystem til krigsførelsen. Med henvisning til den dom, som sessionsdommeren i Ambala, Sir Herbert Edwardes, afsagde i juli 1864, skriver Hunter: „For at etablere halvmånens (den islamiske) herredømme i Indien var han (Yahya Ali) engageret i religiøs propaganda i Patnas moské. Han udnævnte et stort antal underordnede agenter til at indsamle penge og lede muslimernes jihad.“

Han siger endvidere: „Retssagen afslørede tre særdeles forbløffende forhold: organisatoren­es kløgt, når det gjaldt at opbygge en organisation over et vidtstrakt område; medarbejdernes dygtighed til at bevare hemmeligheden under gennemførelsen af aktiviteterne; og deres fuldstændige troskab over for hinanden. Grundlaget for deres succes var i høj grad ordningen med at antage dæknavne samt indførelsen af en slags hemmeligt sprog til udveksling af meddelelser.“

I alt elleve personer var tiltalt i denne sag. Bevægelsens ledere blev dømt til døden. Men de modtog dødsdommen med en sådan sindsro, at den britiske regering blev forbløffet. Det skyldtes, at disse mujahiders syn på liv og død var anderledes end herskernes. De var fast overbeviste om, at martyrdøden på Allahs vej var livets største bedrift. Derfor ophævede provinsens højeste domstol deres dødsdomme og ændrede dem til livsvarigt fængsel. Ved at anerkende denne sandhed siger Hunter: „Den britiske regering viste sin kløgt ved ikke at give selv de førende blandt sammensværgelsens ledere mulighed for at blive martyrer.“

De, der var tiltalt i denne sag, var:

Maulana Yahya Ali, Abdul Ghaffar, kasserer ved propagandacentret i Patna, Jafar Thaneshwari, entreprenøren Muhammad Shafi, der leverede kød til den britiske militærlejr, Abdur Rahim, Elahi Bakhsh, Muhammad Husain, Qazi Mianjan, Abdul Karim, Husaini fra Thaneshwar og Abdul Ghaffar (2).

De bengalske mujahider samledes og opholdt sig i den femte tiltalte, Abd ar-Rahims, hus. Khadem opbevarede deres penge, sørgede for deres forplejning, viste dem gæstfrihed og gav dem deres penge tilbage, da de rejste. Yahya Ali opildnede dem med jihadisk inspiration.

Elahi Bakhsh sendte de indsamlede midler til Jafar Thaneshwari, som videresendte dem til oprørernes lejre i Mulka og Sittana.

Muhammad Husain fra Patna var Elahi Bakhshs khadem. Han syede guldmønter ind i sit ærme, rejste fra Patna til Delhi og overgav dem efter anvisning til Jafar Thaneshwari.

Qazi Mianjan stod for at rekruttere mujahider; han indsamlede og sendte også penge samt varetog brevvekslingen.

Abdul Karim var spion for Muhammad Shafi, der leverede kød. Han transporterede også penge fra Patna. Muhammad Jafar Thaneshwari skriver i sit værk Ta warikh-i-Ajib, at Mianjan var bosat i Kumarkhali i Kushtia-distriktet. Han døde i fængslet.

Husaini fra Thaneshwar holdt kontakt med Muhammad Jafar Thaneshwari og Muhammad Shafi. En dag blev han taget på fersk gerning, da han bar 290 guldmønter fra Muhammad Jafar Thaneshwari til Muhammad Shafi.

Maulana Yahya Ali døde dér, mens han afsonede livsvarigt fængsel på Andamanerne. Således endte livet for en af de fremmeste ledere af bevægelsen for at indføre islamisk styre i Indien under de engelske herskeres undertrykkelse.

Jafar Thaneshwari var en af de tre, der blev dømt til døden (Maulana Yahya Ali, Haji Muhammad Shafi og Muhammad Jafar Thaneshwari). Han var en meget indflydelsesrig person i Thaneshwar. Hans dødsdom blev omstødt, og han blev i stedet idømt livsvarigt fængsel. Efter at have afsonet atten år på Andamanerne vendte han tilbage til hjemlandet. Han skrev et værk med titlen Ta warikh-i-Ajib. I dette værk samlede han mange værdifulde oplysninger om sine erfaringer fra det lange liv på Andamanerne, den umenneskelige behandling af fangerne, frihedsbevægelsen i 1857 og jihadbevægelsen. Han samlede i dette værk mange værdifulde oplysninger om sin bevægelse. Han giver en gribende skildring af slaget ved Ambala i 1863. Han siger:

„1863. På grund af den britiske regerings rene tvang blev der udkæmpet en frygtelig krig ved den vestlige grænse af Indien. General Chamberlain var den engelske hærs øverstbefalende. Hans styrker led store vanskeligheder ved basen i Ambala. Dette var ensbetydende med et angreb på et fremmed land og en krænkelse af grænsen. Derfor drog den berømte pir i Swat også i krig mod de engelske soldater med et stort antal disciple for at hjælpe de muslimske mujahidstyrker. Afghanerne kastede sig ind i kampen for at forsvare landets og folkets ære.

Den voldsomme krig fortsatte. Selv general Chamberlain blev alvorligt såret. Næsten syv tusind engelske soldater blev dræbt eller såret. Den britiske regering sendte denne ekspedition ind i det fremmede lands område netop med det formål at udslette mujahidstyrkerne fuldstændigt. Mujahidernes beslutning var: enten sejr eller martyrdød. De fortsatte med at udvise det ypperste mod. Derfor antog krigen et voldsomt omfang.

Imens døde Indiens vicekonge, Lord Elgin, pludseligt på toppen af Kumbons bjerg, martret af følgerne af sine urimelige handlinger og sit uretfærdige angreb. Indien stod uden vicekonge. Krigen og vicekongens død på samme tid skabte utvivlsomt en krise. På dette tidspunkt, den 11. december 1866, fandt den pashtunske beredne politibetjent Guzan Khan, der havde ansvaret for Panipat-posten i Karnal-distriktet, på en eller anden måde ud af min forbindelse med mujahidstyrkerne. Han betragtede naturligvis dette som en gylden mulighed for forfremmelse. Derfor underrettede han Karnals vicekommissær om det i en lang erklæring. Han oplyste, at nummerdar Muhammad Jafar i byen Thanesar hjalp mujahidstyrkerne med penge og mænd i den frygtelige kamp, der foregik ved grænsen. Så snart vicekommissæren havde modtaget nyheden, underrettede han telegrafisk myndighederne i Ambala-distriktet, som byen Thanesar hørte under. Så snart informanten var gået, tog en af mine politivenner til vicekommissærens bungalow. Efter at have fået den hemmelige oplysning fra ham sendte han en politibetjent for at underrette mig. Da jeg var faldet i søvn, gik han bort i den tanke, at han ville meddele mig det næste dag. Desværre omringede politioverbetjent Captain Parson mit hus, før min politiven nåede at komme.”

(Tawarikh-i-Ajib, den bengalske oversættelse af ’Andaman’-fangens selvbiografi, s. 1–2).

Maulana Imamuddin

Maulana Imamuddin blev født i landsbyen Hajipur (Sadullapur), som hører under সদর-politistationen i Noakhali-distriktet i Bangladesh. I sin barndom rejste han til Kolkata for at få undervisning, og derfra rejste han til Delhi for at studere hos Shah Abdul Aziz Dehlawi. Under sit ophold i Delhi mødte han Sayyid Ahmad Shahid. På det tidspunkt tog han dog ikke imod hans åndelige vejledning. Senere mødte han igen Sayyid Ahmad i byen Lucknow. Denne gang aflagde han bayʿat hos ham og sluttede sig til mujahidstyrkerne; nogen tid senere udnævnte Sayyid Sahib ham til sin khalifa.

Da Sayyid Sahib rejste til Hijaz for at udføre hajj, tog Maulana Imamuddin i Kolkata afsked med sin murshid og rejste til Noakhali for at besøge sin gamle far. Derefter rejste han sammen med sin yngre bror Alimuddin og tredive eller fyrre andre personer til Hijaz, hvor de sluttede sig til Sayyid Sahibs karavane.

Efter hajj deltog han i jihad-ekspeditionen og blev Sayyid Sahibs ledsager på Balakots sletter. Hans bror Alimuddin blev martyr i slaget, mens han vendte tilbage som ghazi. Efter katastrofen ved Balakot rejste han til Tonk-riget på invitation af Nawab Waziruddaula af Tonk. Nawab Sahib modtog undervisning hos ham i mange forskellige emner.

Sufi Nur Muhammad Niyampuri

Sufi Nur Muhammad var bosat i Chittagong. Selvom hans detaljerede livshistorie ikke er kendt, var han en af Sayyid Ahmad Shahids fremtrædende khalifaer. Han sluttede sig som foreskrevet til mujahidernes hær, udførte pilgrimsrejsen til Mekka som medlem af Sayyid Sahibs karavane og deltog til sidst sammen med Sayyid Sahib i jihad-ekspeditionen. Efter slaget ved Balakot fik han også den lykkelige mulighed for at blive ghazi.

Den berømte pir Shah Sufi Fateh Ali Sahib fra Vestbengalen modtog undervisning i tasawwuf hos Sufi Nur Muhammad og blev hans efterfølger. Sufi Fateh Sahibs mazar ligger i Maniktala i Kolkata. Hans khalifa og efterfølger var Maulana Shah Sufi Abu Bakr Siddiqi, som boede i Furfura i Hooghly-distriktet.

Kapitel tolv

Den første frihedskamp i Britisk Indien

I 1857 begyndte en voldsom antibritisk kamp over hele Indien. Den herskende klasse kaldte den sepoy-oprøret. Den kamp, som sepoyer, folk og mujahidiner indledte i 1857, rystede grundvolden under det britiske styre i dette land. Set fra herskernes synspunkt kan den kaldes et oprør. Men i virkeligheden var det en ægte frihedskamp mod fremmed herredømme og udbytning.

I løbet af de seneste to århundreder er tre historiske begivenheder i Indien særligt mindeværdige. Disse tre begivenheder fandt sted i 1757, 1857 og 1947. I 1757 fandt slaget ved Plassey sted. Gennem sammensværgelse, bedrag og forræderi vandt den snedige Clive uden overhovedet at føre krig og gjorde dermed en ende på et veletableret muslimsk styre i det østlige Indien. Felttoget ved Plassey var resultatet af en fælles sammensværgelse mellem det engelske Ostindiske Kompagni og middelklassens hinduer. Mir Jafar Ali blev naturligvis stillet frem som syndebuk for dette. I 1857 fandt slaget ved Plassey sted. Gennem sammensværgelse, bedrag og forræderi vandt den snedige Clive uden overhovedet at føre krig og gjorde dermed en ende på et veletableret muslimsk styre i det østlige Indien. Felttoget ved Plassey var resultatet af en fælles sammensværgelse mellem det engelske Ostindiske Kompagni og middelklassens hinduer. Mir Jafar Ali blev naturligvis stillet frem som syndebuk for dette. Kampen i 1857 var folkets og sepoyernes kamp for at befri Indiens land fra de egenmægtige britiske herskeres slavelænker. Halvfems år senere, i 1947, bestod de indiske muslimers kamp i at fordrive briterne og etablere deres eget uafhængige hjemland i stedet for at komme under et flertalsstyre af hinduer. Muslimerne sejrede i sidstnævnte kamp.

Det er ikke hensigten her at fordreje den lange historie om frihedskampen i 1857. Målet med denne artikel er kort at omtale dens baggrund, kampens vigtigste begivenheder og de væsentligste årsager til nederlaget.

Baggrund

For at fastslå baggrunden for denne kamp og dens årsager må vi se tilbage på historien endnu hundrede år. Efter slaget ved Plassey mistede muslimerne ikke blot den politiske magt. Samtidig blev også deres statslige identitet, økonomiske forhold, uddannelse samt tahzib og tamaddun bragt i fare. Under det muslimske styre kom engelske købmænd til Indien under påskud af handel. For at opnå handelsmæssige muligheder og fordele søgte de audiens hos de muslimske herskere og ventede dag efter dag i håb om at opnå deres gunst. De muslimske herskere gav dem i en åbenhjertet ånd fulde handelsmæssige muligheder og fordele i dette land. Men de misbrugte igen og igen denne mulighed. Derfor måtte der fra tid til anden træffes strenge foranstaltninger imod dem. På denne måde blev der i deres hjerter tændt en hævnens ild mod de muslimske herskere og det muslimske styre. De lagde planer om at bringe det muslimske styre i dette land til ophør og bemægtige sig regeringsmagten. Disse planer blev næret af det bengalske hinduistiske middelklassesamfund.

Skæbnens ironi er, at da netop disse engelske købmænd havde bemægtiget sig tronerne i Bengalen og Delhi, begyndte de at se på Indiens tidligere herskere – dem hvis gunst havde gjort det muligt for dem at udbrede deres handelsnet i dette land – med had og mistro. Da de anså muslimerne for en hindring for deres territoriale ekspansion, førte de en yderst undertrykkende politik over for dem. Derimod begyndte deres nåde og velsignelser at regne ned over hinduernes samfund i hundrede strømme.

De engelske herskere vedtog en politik, der økonomisk skulle undertrykke og udslette hele det muslimske samfund. Under det muslimske styre besatte muslimerne størstedelen af alle slags statslige embeder. Efter at englænderne var blevet landets herrer og magthavere, begyndte muslimerne gradvist at blive fordrevet fra embeder i alle afdelinger. Til sidst blev regeringens erklærede politik den, at det i enhver stillingsannonce ved en ledig stilling i en afdeling udtrykkeligt blev anført, at ingen andre end muslimer måtte søge. For det andet vedtog den engelske regering en konfiskationslov og tog alle former for jordbesiddelser, såsom jagir, ayma, lakh­eraj, altamgha og madad-i ma’ash, som var blevet tildelt af de muslimske herskere, fra muslimerne og gjorde dem til tiggere på gaden. Alene i Bengalen blev mindst halvtreds tusinde og i Deccan tyve tusinde lakh­eraj-ejendomme konfiskeret gennem Inam-Kommissionen. Regeringen beholdt uretmæssigt Haji Muhammad Muhsins waqf-ejendomme, der gav en indtægt på mange lakh taka, under sin egen administration og berøvede de retmæssige ejere dem. Som følge af disse undertrykkende foranstaltninger fra regeringens side blev mange gamle muslimske familier ødelagt, og talrige khanqaher, madrasaer, moskeer og andre muslimske uddannelses- og velfærdsinstitutioner forsvandt.

For det tredje blev alle former for zamindari, talukdari, forpagtninger og lignende taget fra muslimerne gennem Bengals permanente bosættelse og Suryaanta-loven og fordelt blandt hinduerne. Som følge heraf blev de fornemme muslimske familier fordrevet. Femoghalvfjerds procent af Bengals bønder var muslimer. Som følge af den permanente bosættelse blev zamindarklassen hinduistisk og eneherre over jorden. Bønderne blev fuldstændig afhængige af dens gunst og forgodtbefindende. De fik kun tilladelse til at dyrke jorden; de havde ingen rettighed eller ejendomsret over den. De hinduistiske zamindarer begyndte på forskellig vis at udsuge bønderne. Gennem stadigt stigende jordafgifter, abwabs, selami, nazrana og forskellige slags skatter var bøndernes rygrad ved at blive knust. De hinduistiske zamindarer begyndte med tvang at opkræve skægskat, moskéskat, skat for at bære muslimske navne, skat på hinduistiske fester og lignende fra muslimerne. Dette var det, som de lærde mænd Haji Shariatullah, Titumir og andre kæmpede imod. Disse forhold er blevet behandlet på det rette sted.

For det fjerde blev muslimerne også forvist langt fra handelens og uddannelsens områder. Handel og industrielt håndværk forsvandt.

Abdul Maudud siger: »Ved hensynsløst at knuse de indfødte håndværkerklasser blev produktionen af indfødte industrivarer også standset. Som følge heraf var der for de arbejdende ingen anden levevej end at dyrke jorden. Inden for handelen opstod der desuden i handelsfyrsternes faktorier en ny klasse af mellemmænd og købmænd med titlerne baniyan, mutsuddi, munsji og diwan. Den mellemklasse, som de skabte, og som overtog alle sider af udenrigs- og indenrigshandelen, blev også fjendtligt indstillet over for den indfødte industri og det indfødte håndværk af begær efter at nyde egne privilegier. Som følge af denne nye økonomiske ordning opstod der en ny klasse af jordejere og mellemmænd; ikke én af dem var muslim – muslimer havde heller ikke adgang til dette samfund, og netop denne klasse var den brede folkelige opstands eller nationale vækkelses største fjende. Det erkendte Lord Bentinck også –«

»Det er sandt, at den permanente bosættelse har mange alvorlige mangler, men den skabte en stor gruppe velhavende jordejere med fuld myndighed over folket. En væsentlig fordel ved den er, at hvis den offentlige administrations uforstyrrede gang bliver hindret som følge af en bred folkelig opstand eller revolution, vil denne klasse altid være rede til for sin egen interesses skyld at opretholde det britiske styre.«

-[Sepoyoprørets baggrund, Abdul Mawdud (Shatabdi Parikrama), s. 62].

Om dette siger Abdul Mawdud:

“Der mangler heller ikke tilhængere af denne opfattelse blandt landets egne folk. Så sent som for nylig sagde hr. Qazi Abdul Wadud under et foredrag om Bengals folk på Visva-Bharati: På den tid mærkede man i Bangladesh, i det mindste i landets centrum, Kolkata, ingen virkning af sepoyoprøret. Harish Mukherjee, redaktør af Hindu Patriot, kommenterede dette oprør således: Sepoyoprøret var udelukkende en handling udført af overtroiske sepoyer; det havde ingen forbindelse med landets befolkning. Folket var hengivent og taknemmeligt over for den engelske regering, og dets loyalitet over for regenten forblev urokkelig.”

Qazi Sahib siger endvidere, at et godt bevis på, at dette i det store og hele var den daværende opfattelse i Bangladesh, er, at selv frisindede bengalere som Vidyasagar og Devendranath dengang ikke viste nogen interesse for sepoyoprøret. … Sepoyoprøret appellerede dengang ikke til de uddannede bengalere og rørte heller ikke de uuddannede hindu-bengalere.” (Sepoyoprørets baggrund, Abdul Mawdud, s. 58).

Både Qazi Sahibs og redaktøren af Hindu Patriots kommentarer er korrekte. Med Qazi Sahibs »bengalere« og Harish Mukherjees »folk« menes hindu-samfundet. Det er ganske vist sandt, at hele hindu-samfundet i Bengal og Indien, med enkelte undtagelser, ikke deltog i sepoyoprøret, det vil sige Indiens frihedsbevægelse. De hinduer uden for Bengal, som deltog i denne kamp, blev ramt hårdt på deres interesser af den engelske regering. Men hvorfor skulle især hinduerne i Bengal dog gøre oprør mod briterne? Det var netop den britiske regering, der havde etableret dem solidt i samfundet og åbnet alle landets muligheder og privilegier for dem. På alle livets områder havde den bragt dem på plads i stedet for muslimerne. De var de engelske herrers eneste trofaste venner og velvillige støtter. Muslimerne derimod blev betragtet som mistænkelige og fjendtlige. Det var derfor helt naturligt, at Vidyasagar, Devendranath og hinduernes folk som helhed var hengivne og taknemmelige over for den engelske regering, og at deres loyalitet over for regenten forblev urokkelig. Det er af denne grund, at det efter nederlaget i kampen kun var Indiens muslimer, der blev opslugt af briternes vrede; de blev dræbt i massevis, fordrevet fra al fast og løs ejendom og måtte udstå fængsel, hængning og livsvarigt fængsel.

Sir Sayyid Ahmad Khan fastslog nogle af årsagerne til sepoyoprøret i sit skrift med titlen »Risala Asbab-e Baghawat-e Hind«. Sayyid Sahib var en britisk-loyal embedsmand. Da han var ansat i Bijnor, begyndte oprøret. Oprørerne brød fængslets porte ned og plyndrede fødevarer. På dette tidspunkt reddede Sir Sayyid livet på mange nødstedte englændere.

Før Sir Sayyid Ahmad beskriver årsagerne til oprøret i sit skrift, siger han, at oprørerne ikke sluttede sig til kampen med jihad som formål. Efter hans opfattelse var de, der råbte jihad, hverken fromme eller lærde i skrifterne. De var fordærvede og beskidte drukkenbolte (Depraved and filthy bacchanals). Ingen muslim, hverken tidligere eller nu, var eller er enig med Sayyid Ahmad. Han har naturligvis set det plyndring og de drab, der fandt sted for øjnene af ham, og det er nok derfor, han fremsatte denne kommentar. Men de revolutionære handlinger i 1857 lå uden for deres kontrol, som i årtier havde næret jihadens inspiration blandt muslimerne. Dette oprør blev ikke ledet under nogen central ledelse. Den brede befolkning eksploderede i voldsom vrede mod briterne; det var disse mennesker, der uden nogen hæmning begik plyndringer og bestialske mord. Men der findes ikke et eneste eksempel på en sådan adfærd fra de menneskers side, som i årtier havde kæmpet med en ægte jihadistisk holdning og inspiration.

Lad os imidlertid vende tilbage til sagen. De årsager til sepoyoprøret, som Sayyid Ahmad beskriver, er følgende:

1. Årsagen til folkets voldsomme protester mod Kompagniets styre var de kristne missionærers bestræbelser på at omvende folk. Alle havde den almindelige opfattelse, at den engelske regering gradvist og med sikkerhed ville gøre landets indbyggere til kristne. Deres plan blev i al hemmelighed ført fremad, og på grund af folkets fattigdom og uvidenhed ville de på et tidspunkt blive omvendt til kristendommen. Denne anklage mod dem blev udbredt, da et stort antal forældreløse børn under hungersnøden i 1837 blev overgivet til missionærerne for at blive opdraget som kristne. I 1856 sendte en funktionær ved navn Edmond fra generalguvernørens residens i Calcutta et brev til funktionærer på alle niveauer i Kompagniet, hvori han pressede dem til at overveje kristendommens sandhed. Desuden blev der lagt pres på dem for ved hjælp af moderne transportmidler at give den indiske enhed dens endelige form på grundlag af kristendommens åndelige bånd. Dette blev forklaret som en almindelig opfordring til dem, der forlod deres egen religion, og mistanken blev bekræftet, da det viste sig, at regeringen udstedte ansættelsesbreve til missionærerne og betalte deres løn af offentlige midler. Højtstående funktionærer fortsatte med rundhåndet at yde økonomisk støtte til missionsfondene og indlod sig i religiøse debatter med underordnede indiske funktionærer. De tvang lavtlønnede funktionærer til at gå hjem til dem og lytte til kristen forkyndelse. Missionærerne begyndte offentligt at sprede propagandaskrifter blandt folk, som indeholdt uanstændige udtalelser om andre religioner. I henhold til regeringens politik fra 1854 skulle alle missionsskoler modtage offentlig støtte, og derfor skød missionsskoler op overalt som paddehatte. Regeringsfunktionærer besøgte ofte disse skoler og opmuntrede eleverne til at læse Bibelen med den begrundelse, at de ville blive belønnet, hvis de kunne besvare spørgsmål i overensstemmelse med kristen tro. På landsbyskolerne blev der kun undervist i urdu, mens arabisk og persisk var blevet fjernet fra pensum.

2. Fanger fra alle samfundsgrupper fik mad tilberedt i det samme køkken. Dette var i strid med deres hævdvundne kastesystem. I 1950 blev det gennem en lov erklæret, at det skulle være strafbart ved lov at berøve en person, der havde forladt sin religion, hans eller hendes arv. Herefter kunne ingen længere være i tvivl om, at denne lov tilskyndede til at antage kristendommen. En lov fra 1856 tilskyndede til enkers genægteskab. Derved blev hinduismen krænket.

3. Den ågeragtige långiverklasses ustoppelige begær efter økonomisk udbytning og dens overdrevne krav over for undersåtterne drev mange fornemme familier til randen af ruin, og de indtog en fjendtlig holdning til loyalitet over for briterne. Indførelsen af stempelafgifter for at søge retfærdighed blev betragtet som at sælge retfærdighed eller nægte retfærdighed. I nogle provinser blev dommerne tildelt vilkårlige beføjelser.

4. Under Kompagniets styre blev utallige familier ruineret gennem konfiskationen af lakhiraj-ejendomme. Den indfødte industri og handel blev ødelagt, og landets økonomi blev gjort bankerot.

5. Som den sidste årsag siger Sir Sayyid, at muslimerne var blevet fjernet fra højtstående offentlige stillinger. Det egentlige formål var at udnævne kvalificerede personer til offentlige embeder gennem konkurrenceprøver. Men de vigtige stillinger blev besat af personer, som var af »lav herkomst« (Low form), simple og ubehøvlede (Vulgar) samt uhøflige (ill-bed). De kunne ikke vinde folkets respekt.

-(Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, s. 2-4 og 6).

Sayyid Ahmad fremlagde afslutningsvis i sin pjece en løsning på dette oprør. Han siger:

»Løsningen på disse vanskeligheder lå i at bringe herskerne og de beherskede tættere på hinanden ved at optage indiske medlemmer i den lovgivende forsamling og sikre, at de love, som dette organ vedtog, opfyldte landets behov og ikke blot var akademiske. Jeg ønsker ikke at gå ind på spørgsmålet om, hvordan Hindustans uvidende og uudannede folk kunne få lov til at deltage i drøftelserne i det lovgivende råd, eller hvordan de skulle udvælges til at danne en forsamling som det britiske parlament. Dette er vanskelige spørgsmål.« Ibid., s. 4).

—»Disse stridigheder kan kun løses, hvis man ved at optage indiske medlemmer i lovforsamlingen kan gøre forholdet mellem herskere og undersåtter tættere. For at sikre, at lovene ikke bliver urealistiske og ineffektive, må det garanteres, at de love, der vedtages i lovforsamlingen, kan opfylde landets behov. Jeg ønsker imidlertid ikke at indlade mig på den diskussion, hvordan Indiens uuddannede og uerfarne folk skal have mulighed for at deltage i drøftelserne i lovforsamlingen, og hvordan de skal udvælges til en lovforsamling som det britiske parlament.«

At forholdet mellem herskere og undersåtter på ingen måde var godt, men at herskerklassen tværtimod så på den indfødte befolkning med foragt, nævner Altaf Hossain Hali et eksempel på i sit værk ‘Hayat-e Javid’. I 1867 blev der afholdt en udstilling i Agra, hvorefter guvernørens ‘durbar’ blev gennemført. Distriktsmagistraten i Agra beordrede, at europæere og indere skulle tage plads hver for sig ved durbaren. En fornem indisk gæst så en ledig plads og satte sig på en plads, der var reserveret til en britisk embedsmand. Straks blev han beordret til at forlade den pågældende plads og tage plads blandt sine egne. Sir Sayyid følte sig dybt ydmyget herover og blev yderst vred over denne skamløse manifestation af racefordomme. Der opstod også en længere ordveksling med en britisk embedsmand. En vis Thornhill blev tilsyneladende rasende over dette og sagde brummende af vrede: »I gjorde jeres værste ved mødet. Hvordan forventer I at kunne sidde på lige fod med os og vores kvinder?« (I begik den værst tænkelige handling under sepoyoprøret. Hvordan kan I derefter forvente, at I kan sidde med os og vores kvinder på lige fod?) Sayyid Ahmad forlod i vrede og ydmygelse mødesalen. Hans overordnede udtrykte stor utilfredshed med dette, og han måtte stå til regnskab for det.

(Muslim Separatism in India, A. Hamid, s. 6).

Af disse beretninger fremgår det klart, at der var mange og forskelligartede årsager til, at hele Indien i 1857 brød ud i voldsom vrede mod briterne. Århundreders ophobede harme eksploderede i 1857 som en vulkan. Den jihadistiske inspiration, som Shah Waliullah og Shah Mujahiderne havde indgydt, virkede som en tændstik i en krudttønde. Oprørets ild brød flammende ud overalt. Frivillige sluttede sig til kampen, hvor end de kunne. Sammen med størstedelen af sepoyerne, som ikke besad en egentlig islamisk karakter, sluttede almindelige mennesker sig til—bønder, arbejdere og mange offentlige såvel som private funktionærer. Kampen blev ikke ledet under kontrol af nogen principfast central ledelse. Desuden sluttede mange opportunister sig til denne bevægelse. Derfor blev islamiske principper nogle steder overtrådt, og der fandt plyndringer og unødvendige drab sted. I Profeten Mustafa (fred være med ham)s levetid fandt mange krige sted; i de retledte kaliffers gyldne tidsalder blev land efter land erobret, og Salahuddin Ayyubi og Nuruddin Zangi førte den ene krig efter den anden. Men ingen steder blev islamiske principper overtrådt, menneskelige rettigheder krænket eller der udgydt uretfærdigt og uberettiget blod. Heller ikke hos Sayyid Ahmad Shahids indviede tilhængere blev der iagttaget nogen principstridig adfærd.

En række undertrykkende handlinger fra den engelske regering fremskyndede oprøret. I 1843 bemægtigede den engelske regering sig Sind fra emirerne. I 1849 indlemmede Lord Dalhousie hele Punjab-provinsen i det britiske imperium. Allerede tidligere havde kompagniets regering vedtaget en lov, der ophævede arveretten for den adopterede søn, som en barnløs konge havde taget til sig. I henhold til denne politik om bortfald af suverænitet (Doctrine of Lapse) overtog Lord Dalhousie stater som Satara, Jhansi, Nagpur og Sambalpur. Desuden standsede han pensionerne til de adopterede sønner af herskerne i stater som Anjor og Karnataka. Efter krigen i 1818 boede den tronsatte peshwa Baji Rao II i Bithur nær Kanpur på en årlig pension på 800.000 taka. Efter hans død blev pensionen til hans adopterede søn standset. Da Dalhousie i 1850 vedtog en lov, der gav nyomvendte kristne arveret til ejendom, blev et andragende underskrevet af 60.000 borgere alene i Calcutta indgivet til generalguvernøren i protest, men uden resultat. Som følge heraf fæstnede den overbevisning sig i befolkningen, at den engelske regering ønskede at omvende landets indbyggere til kristendommen. I 1856 indlemmede Dalhousie på uretmæssig vis Awadh, muslimernes sidste selvstændige rige, i det britiske imperium. Den ulykkelige nawab Wajid Ali Shahs samlede faste og løse ejendom, ja selv de håndskrevne bøger i hans private bibliotek til en værdi af 200.000 taka, blev solgt på offentlig auktion, og kompagniets skatkammer blev fyldt. Endnu mere djævelsk behandling og brutalitet blev begået mod begumerne, der boede i zenanaen. De blev med magt ført ud af zenanaen, hvorved deres værdifulde ejendele blev ødelagt og plyndret. Den uskyldige nawab blev bragt til Calcutta og holdt interneret mod en årlig pension på 1,2 millioner taka. Sir Charles Outram tog selv til Awadh for at gennemføre denne djævelske handling. Han har erkendt, at synet af denne grusomme og barbariske handling vakte dyb vrede og sorg hos sepoyerne i hans egen livvagt. Disse grusomheder, forbrydelser mod menneskeheden og den umættelige begær efter imperieudvidelse forvandlede undertrykkelsen og lidelserne til hjerteskærende klager og nødråb, som gennemrystede Indiens luft og land og i 1857 kom til udtryk som et stort oprør.

I Annals of the Indian Rebellion, Sir J. W. Kaeys History of the Sepoy War og Col. J. B. Mallesons History of the Indian Mutiny findes en detaljeret beretning om sepoyoprøret. Et tydeligt varsel om oprøret viste sig i januar 1857 i datidens Bengal, i Barrackpore. Den 22. januar meddelte kaptajn Wright fra musketierskolen i Dum Dum, at sepoyerne var blevet stærkt vrede og ophidsede over de ingredienser, der blev anvendt til at gøre patronerne til de nye Enfield-rifler fedtede. Den 28. januar meddelte generalmajor Hearsey fra Barrackpore-kasernen den britiske hærs generaladjudant, at agitationen fra modstanderne af enkegengifte i Calcutta havde skabt den opfattelse, at sepoyerne ville blive tvunget til at antage kristendommen, og at det netop var med dette formål, man havde sørget for at uddele de nye patroner til Enfield-riflerne. Disse patroner var blandet med ko- og svinefedt og skulle bides over for at blive brugt. Derved ville hinduer og muslimer blive udstødt af deres religioner. Hearsey meddelte desuden, at tre bungalower, herunder en bengalsk surgeons og telegrafkontoret i Barrackpore, var blevet fortæret af ild.

Den 11. februar meddelte Hearsey på ny Indiens regeringssekretær:

Vi lever i Barrackpore oven på en mine, der er klar til at eksplodere.

Den 26. februar nægtede det 18. regiment i Berhampur at anvende patroner under paraden. Oberstløjtnant Mitchell sagde da i hårde vendinger til sepoyerne, at de ville blive sendt til Kina og Rangoon, hvis de ikke anvendte patronerne. Sepoyerne blev endnu mere oprørte herover og fandt det bedre at dø i deres eget land end at dø i udlandet. Som straf for deres ulydighed blev de ført fra Berhampur til Barrackpur, hvorefter regimentet blev opløst. Blandt de tusind sepoyerer i dette 19. regiment var 409 brahminer, 250 rajputer, 150 muslimer, mens resten var hinduer fra de lavere kaster.

De blev stillet foran veludrustede kanoner, afvæbnet og under bevogtning af det 85. europæiske regiment ført over Faltaghat. Denne afvæbning fandt sted den 31. marts.

Heraf kan man forstå, at den vigtigste og umiddelbare årsag til sepoyernes oprør i Bengalen var, at de blev tvunget til at anvende patroner blandet med fedt. Flertallet af disse sepoyerer var hinduer af høj kaste og brahminer.

Imidlertid spredtes der mod slutningen af marts et rygte om, at skibsladninger af europæiske soldater var på vej til Barrackpur for at slå oprørerne ned. En vis Mangal Pandey fra 5. kompagni i det 34. regiment hørte dette og tænkte, at deres undergang var nær. Næsten vanvittig kom han da udenfor med et våben i hånden og skød mod sergentgeneral Hewson og Hearsey. Men han ramte ikke. Pandey blev dømt til hængning. Den 6. maj blev det 34. regiment afskediget i sin helhed.

Nyheden fra Berhampur nåede hurtigt frem til Ambala. Kantonnementerne dér blev brændt ned. Den 1. maj begyndte oprøret i Bijnor under ledelse af Nawab Ahmadullah Khan fra Nagina. Den 30. maj brændte sepoyererne fra det 48. regiment i kantonnementet europæernes bungalower ned. I det åbne slag led Sir Henry Lawrences styrker et sørgeligt nederlag. De engelske soldater måtte derfor søge tilflugt i residensen, hvor de tilbragte tre måneder under belejring.

Der er tilstrækkelig grund til at tro, at mange scener fra frihedskampen i 1857 stadig ligger skjult bag tæppet. Sikandar Dara Shikoh siger:

På et afgørende tidspunkt i oprøret blev Birjis Qadr, gennem Dilawar Jangs og maulvi Ahmadullahs bestræbelser, sat på tronen i Oudh, og Begum Hazrat Mahal påtog sig som formynder ansvaret for at føre tilsyn med landets styrelse.

Ahmadullah Shah og Hazrat førte en desperat kamp mod den britiske hær. …Shah Sahib oprettede en »islamisk regering« i Muhammadpur. Shahzada Firoz Shah og Rana Rao blev udnævnt til ministre i denne regering. General Bakht Khan blev udnævnt til øverstbefalende.

…men Firoz Shah drømte selv om at blive kejser. Derfor kunne Ahmadullah heller ikke holde stand her i længere tid. På invitation af Raja Baldev Singh drog han mod Gaddi. En dag steg han efter forrædernes tilskyndelse op på en elefant, og i denne position led han martyrdøden, da fjenden skød ham. Hans hoved blev hugget af og hængt op ved kotwali, mens hans parterede legeme blev brændt. Nogle dage senere blev hans hellige hoved begravet i kvarteret Ahmadpur. Raja (Baldev Singh) gav morderen af Ahmadullah Shah en belønning på halvtreds tusind taka. – (Shatabdi Parikrama, s. 147–148)

En af årsagerne til, at Indiens kamp i 1857, efter at have nået tærsklen til frihed, endte i fiasko, var den yderste forræderi begået af nogle få egeninteresserede.

Den vigtigste fabrik for fremstilling af patroner til Enfield-rifler lå i Meerut. Da 85 sepoyer fra det tredje kavaleriregiment dér nægtede at røre de nye patroner, blev de efter en militær retssag sendt i fængsel den 9. maj, lænket. Næste aften genlød hele området af skuddene fra sepoyernes folkemængde. De befriede de 85 lænkede sepoyer fra fængslet og brændte europæernes bungalows ned. I denne sag var indbyggerne i byen og på hovedbasaren endnu mere aktive end sepoyerne. Sayyid Hasan Ali Berelvi var oprørernes leder. Den samlede folkemængde og sepoyerne begik her en alvorlig fejl. Uden at tage hensyn til de to europæiske regimenter, garnisonen eller arsenalet drog de om natten af sted mod Delhi.

De tilbagelagde dog fyrre miles og formåede på en eller anden måde at trænge ind i Delhi. På det tidspunkt var der i Delhi i alt 35.000 indiske soldater fra de tre infanteriregimenter nr. 38, 54 og 74 samt to kompagnier, og 50 engelske officerer. Klokken syv om morgenen bad en gruppe oprørere om audiens hos Bahadur Shah. Kaptajn Douglas, residenten Fraser og magistraten Habbinson omkom, da de forsøgte at hindre dem. Klokken tre om eftermiddagen trængte oprørerne ind to steder i arsenalet. Da situationen blev kritisk, satte Scully efter ordre fra arsenallederen, løjtnant Willoughby, ild til krudtbunkerne. Da begyndte dommedag i Delhi. Med et voldsomt brag eksploderede krudtmagasinet. Omkring fem hundrede mennesker i nærheden omkom, og mange blev forbrændt. Oprørerne blev da rasende og begyndte at sætte ild til bygninger og plyndre. De plyndrede statskassen, fik 2.184.000 taka i hænde og anbragte dem under kejserens beskyttelse. Om natten brølede 21 kanoner efter hinanden, hvorved kejser Bahadur Shah Zafar blev hyldet med en kongelig salut.

Den 12. maj red kejseren selv på en elefant gennem byen og sørgede for, at butikkerne på basarerne blev åbnet. Prinserne blev sendt til forskellige byporte for at opretholde freden.

Den 16. maj meddelte nogle oprørske sepoyer i et forseglet hemmeligt brev kejseren, at kejserens læge, Hakim Ahsanullah, og rådmanden Nawab Mahbub Ali Khan stod i ledtog med briterne. De anklagede afviste anklagen og sagde, at brevet var falsk. På denne måde blev kejseren bedraget. Prinserne blev udnævnt til chefer for infanteriet, og barnebarnet Mirza Abu Bakr blev chef for kavaleriet. Prins Mirza Jawan Bakht blev udnævnt til storvesir. Hakim Ahsanullah planlagde at fjerne Mirza Abu Bakr fra Delhi og sørgede for, at han blev udnævnt til chef i Meerut. Den 31. maj blev hans tropper på grund af mangel på nødvendig ammunition besejret af englænderne ved Hindonflodens bred.

Oprørets ild flammede voldsomt overalt. Indiske sepoyer gjorde oprør i Firozpur, Bareilly, Kanpur, Jaunpur, Sitapur og andre steder. Alle de europæiske soldater i Kanpur havde søgt tilflugt i to militærhospitaler. General Sir Hugh Wheeler fik den 6. juni at vide, at oprørerne ville angribe tilflugtsstedet. Nana Sahibs »Safeda Kothi« var blevet forvandlet til oprørernes hovedkvarter. Rådgiveren var Azimullah Khan, og hærførerne var Tika Singh, Tatya Tope, Jwala Prasad og Balar Rao. Baba Bhatt og Mina Bai overtog ledelsen af den nationale hær. De europæiske kvinder og børn blev fra »Safeda Kothi« flyttet til »Bibighar«, mens oberst Havelock drog mod Kanpur med det 64. europæiske regiment. Ved Fatehpur kom de i kamp med Jwala Prasad. I kampen mod Balar Raos tropper blev hærføreren Renaud dræbt. De indiske soldater blev vanvittige af sejrens rus og dræbte brutalt de kvinder og børn, der var indespærret i Bibighar. Dybt rystet over dette brutale og principløse massemord forlod Azimullah Khan Kanpur, drog til Lucknow og sluttede sig til maulvi Ahmadullahs mujahid-hær. Han døde i Nepal.

Dette beviser, at de, som blev oplært i jihad på Allahs vej for at befri landet fra fremmed herredømme, holdt sig borte fra uretfærdige drab og handlinger i strid med principperne. De var præget af tålmodighed og gudsfrygt, og deres eneste mål var at opnå Allahs tilfredshed. »Bekæmp dem på Allahs vej, som bekæmper jer, men overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne.«–

De forsøgte at leve på en måde, der værnede om værdigheden af dette Guds ord.

Englænderne sad imidlertid ikke på den anden side helt passivt. De begyndte at rekruttere soldater forskellige steder fra. Europæere blev hentet fra Kina, Ceylon og andre steder, og gurkhaer blev hentet fra bjergområderne. Tre hære blev bragt til Bengalen fra Persien. De engelske soldater samledes på en høj nær Delhi og etablerede deres base dér. Begge parter begyndte at forberede sig til det afgørende slag. Den 29. maj sluttede nogle af Raja Narendra Singhs sikh-soldater på engelsk side sig til revolutionærerne. Englænderne begyndte da en nedværdigende propagandakampagne ved at rode i fortidens historiers losseplads for at vinde sikherne tilbage. I denne sag blev forræderen Rajab Ali englændernes hjælper. Fra kejserens hof forsynede han englænderne med hemmelige oplysninger om kejserens side, og han indgik også en sammensværgelse med Hakim Ahsanullah.

Desværre kom der kraftig regn i Delhi. Byen kom til at mangle dagligvarer, og priserne steg voldsomt. Englænderne oprettede imidlertid en blokade omkring Delhi og standsede forsyningen af fødevarer og andre nødvendige dagligvarer. Den 23. juni erobrede englænderne Sabzi Mandi. I den første uge af juli ankom general Muhammad Bakht Khan, chef for Bareilly-hæren, til Delhi med fire infanteriregimenter, 700 kavalerister, 14 elefanter samt store mængder penge og våben. Det samlede antal soldater i Delhi var da 90.000. Da arsenalet i Wazirabad var blevet plyndret af banditter, opstod der imidlertid mangel på ammunition i fortet. I august blev krudtfabrikken pludselig sprængt i luften ved en eksplosion. Alle mistænkte Hakim Ahsanullah for at stå bag. Men han var allerede flygtet, så man kunne ikke finde ham. Hakims hus blev naturligvis plyndret. Den 7. september blev kanoner efter ordre fra den engelske general Wilson placeret ud for alle Delhis porte. Den 11. september begyndte et voldsomt bombardement fra disse kanoner. Efter gentagne granatangreb styrtede Kashmiri-porten omsider sammen. Den 18. september blev porten til Diwan-i-Khas lukket. General Bakht Khan fortsatte med at bekæmpe fjenden med grænseløst mod. Men hver gang Mirza Mughal førte tropperne, indtraf der en katastrofe. Byens mure blev gennembrudt to steder af englændernes granater. Der opstod et fuldstændigt kaos blandt nationalhæren. Den 20. september sagde general Bakht Khan til kejseren: »Overalt er der forræderes sammensværgelser. Alle vores planer bliver kendt af fjenden. Tusinder af rohilkaer er stadig rede til at ofre livet. Kom med ud; vi vil samle os igen og vinde krigen.«

Men da Mirza Elahi Bakhsh og Begum Zinat Mahal ikke ville gå med til det, afviste kejseren general Bakht Khans anmodning. Bakht Khan drog derfor til Ayodhya, sluttede sig til Ahmadullahs hær og deltog i kampene ved Lucknow og Shahjahanpur. Men da katastrofens sorte skygge sænkede sig overalt, drog han med knust hjerte til Nepals dal og udåndede dér.

Det var på grund af forræderne Hakim Ahsanullah Khan, Sheikh Rajab Ali og Mirza Elahi Bakhshs spionage, at kejser Bahadur Shah, Begum Zinat Mahal og prins Jawan Bakht blev taget til fange af kaptajn Hodson. Tre prinser søgte tilflugt i Humayuns mausoleum. Da Hodson førte dem bort som fanger derfra, skød og dræbte dette menneskelige uhyre dem egenhændigt på vejen. For at skabe rædsel blev deres lig offentligt hængt op foran kotwali-kontoret. Derefter forvandlede englænderne Delhi til et frygteligt krematorium. Byens hovedgader blev fyldt med ligene af uskyldige borgere.

For at slå oprøret ned overalt indledte de et djævelsk menneskeofringsblodbad. I oprørscentrene Aligarh, Allahabad, Lucknow, Bareilly, Kanpur, Fatehpur, Jhansi, Gwalior, Danapur, Chota Nagpur og andre steder indledte de umenneskelig undertrykkelse og massenedslagtning.

Så snart sepoyerne i Chittagong begyndte oprøret, flygtede englænderne ad skovveje og reddede livet. Sepoyerne plyndrede uden modstand skatkammeret, befriede fangerne, satte militærlejren i brand og sprængte krudtmagasinet i luften, hvorefter de drog ad vildnisets veje mod Sylhet og bjergene.

Om morgenen den 22. november fandt en brutal begivenhed sted i Dhaka: Englænderne angreb pludseligt Lal Qila. Der opstod et voldsomt sammenstød med revolutionærerne, men til sidst flygtede revolutionærerne ved at svømme over floden. De, der blev taget til fange, blev ført til Andaghar-marken (det nuværende Bahadur Shah Park), Sadarghat, Lalbagh og Chowk Bazaar og hængt.

En militærkommission, der var nedsat efter ordre fra Sir John Lawrence, førte retssag mod kejser Bahadur Shah. Anklagen mod ham var, at han havde erklæret sig selv for Indiens kejser og havde ført krig mod den britiske regering. Det er historiens grusomme ironi, at husets herre blev en røver, og røveren blev husets herre. Den historiske sandhed er, at Ostindisk Kompagni i 1765 gennem en traktat, som det underskrev, anerkendte Indiens kejser som den højeste myndighed. Derefter blev der ikke indgået nogen anden traktat mellem kompagniet og kejseren. Derfor var kejser Bahadur Shah i virkeligheden den daværende Indiens egentlige lovlige hersker, mens det var Ostindisk Kompagni, der havde begået troløshed og oprør mod den kongelige myndighed. Det, der var en kamp for at bevare frihed og suverænitet, kaldte de bestående interesser for et oprør. Med militærkommissionens dom forsvandt det sidste spor af flere århundreders muslimsk styre i Indien for bestandig.

Denne frihedsbevægelse i Indien mislykkedes hovedsageligt af følgende årsager:

For det første – over for briternes moderne våben af bedre kvalitet var oprørernes våben gamle og forældede.

For det andet – der var mangel på enhed og disciplin blandt de indfødte soldater.

For det tredje – selv om oprøret spontant begyndte overalt i det enorme område fra Chittagong, Dhaka, Barrackpore og Berhampore til Delhi, havde de ingen central ledelse. Der var heller ingen indbyrdes forbindelse mellem dem.

For det fjerde – nogle forræderes handlinger førte til katastrofe for oprørerne. Alle former for hemmelige oplysninger om oprørerne blev leveret til fjenden, og da krudtmagasinerne to gange blev sprængt af forrædere i det afgørende øjeblik, kom de indfødte soldater til at lide under mangel på ammunition.

For det femte – mange af de indfødte soldater manglede en ideal karakter. Mange uønskede personer sluttede sig til oprørerne med det formål at plyndre og begå uretfærdige drab. Dertil kom gensidig mistillid mellem hinduer og muslimer.

For det sjette – magterne Hyderabad, Gwalior, Nepal og sikherne var så at sige enten passive eller på briternes side.

Syv – de indfødte soldater havde intet andet stort ideal end at fordrive englænderne. Allerede siden Saiyid Ahmad Shahids tid havde visse personer vakt jihadens inspiration blandt muslimerne i dette land, men oprøret begyndte, før de havde truffet nogen veltilrettelagt beslutning, og denne revolutionære bevægelse var uden for deres kontrol.

Selv om denne frihedsbevægelse midlertidigt mislykkedes, fik den meget vidtrækkende følger. Det er sandt, at de rasende indfødte soldater under krigen begik nogle djævelske handlinger forskellige steder. Men den djævelskhed, hvormed englænderne tog hævn, føjede et stort skamfuldt kapitel til menneskehedens civilisationshistorie. De muslimske mujahidiner fortsatte ikke desto mindre deres kamp mod englænderne i endnu et årti.

Den stille og fredelige tilstand, der herskede i Indien efter 1860’erne, kan beskrives som gravpladsens stilhed. Muslimerne i datidens Indien blev gjort eneansvarlige for frihedsbevægelsen. Som følge heraf blev det muslimske samfund sønderrevet af briternes rasende vrede, undertrykkelse og knusende behandling. Fra det fjerne Bengal til grænsen faldt gravpladsens tavse, ubevægelige sorte skygge over det muslimske samfund gennem massearrestationer af muslimer, fængsling, henrettelser, deportation til øerne samt konfiskation af fast og løs ejendom. Ikke desto mindre var denne stilhed militær. Det strålende ideal om kærlighed til friheden, som muslimerne havde fremholdt gennem deres langvarige kamp, blev indskrevet med uudslettelige bogstaver i historiens annaler. Det var dette store ideal, der senere inspirerede Indiens befolkning. Som følge heraf blev Indiens befolkning halvfems år efter 1857 i stand til for altid at bryde lænkerne fra englændernes slaveri.

Det kan imidlertid ikke benægtes, at Indiens muslimske folk efter Saiyid Ahmad Shahids kamp, Faraizi-bevægelsen, Titu Mir’s kamp, frihedskampen i 1857 og de efterfølgende anti-britiske kampe ved grænsen var nået frem til en yderst vanskelig situation og en mørk tid, efter at disse kampe var endt i nederlag. I denne vanskelige tid ydede Sir Saiyid Ahmad Khan et særligt bidrag til at afhjælpe muslimernes nød.

Kapitel tretten

Sir Saiyid Ahmad Khan

Som tidligere nævnt var Sir Saiyid Ahmad Khan ansat i en høj stilling under den britiske regering. Han var kommet til den overbevisning, at et velordnet britisk styre var blevet solidt etableret i Indien på ruinerne af Mogulriget. Inden for moderne videnskab og viden samt moderne krigskunst var de også langt mere udviklede end muslimerne. Det var ikke nogen let sag pludselig at fordrive dem fra dette land. Under disse omstændigheder ville det være det samme som selvmord for muslimerne at indlede en konflikt med dem. Han støttede briterne i frihedskrigen. Men han blev dybt bedrøvet over den umenneskelige undertrykkelse, der blev udøvet mod muslimerne i stor stil, efter at al skyld for frihedskampen – på deres sprog oprøret – var blevet lagt alene på muslimernes skuldre. Gennem sine berømte pamfletter med titlerne »Asbab-i-Baghawat-i-Hind« og »Indiens muslimer« forsøgte han at mildne briternes rasende vrede mod muslimerne. Han påpegede muslimernes tilbageståenhed inden for vestlig viden og videnskab som årsagen til deres forfald. Hans ord var: »Helbred først roden for sygdom. Så vil træet vokse.« I 1865 grundlagde han et oversættelsesselskab i Ghazipur. Gennem dette selskab blev mange udenlandske værker oversat og udgivet.

Hans største bidrag til det muslimske samfunds fremgang var, at han i 1875 grundlagde Aligarh Muhammadan Oriental College efter forbillede af universiteterne i Cambridge og Oxford. På dette college blev der ud over vestlig viden og videnskab også sørget for religiøs undervisning. På den tid var der ingen religiøs undervisning på de statslige engelske skoler, og derfor tøvede muslimerne med at sende deres børn dertil. Denne hindring for at få en moderne uddannelse blev fjernet gennem Aligarh College.

Gennem oprettelsen af dette college opbyggede Sir Sayyid Ahmad en bevægelse for reform af det muslimske samfund og udbredelse af uddannelse, som blev kendt som »Aligarh-bevægelsen«. I denne muslimske renæssancebevægelse sluttede blandt andre digteren Hali, Muhsinul Mulk, Nazir Ahmad og Chiragh Ali sig til og fremmede bevægelsens udvikling.

Som værn for muslimske interesser krævede Sir Sayyid Ahmad en særskilt offentlig nomineringsordning for muslimer i de selvstyrende institutioner. Han sagde, at hvis der blev indført en almindelig fælles valgordning i disse institutioner, ville muslimernes interesser blive trådt under fode. Den 12. januar 1883 sagde han til generalguvernørens råd til støtte for en særskilt nomineringsordning for muslimer: »Ved en almindelig fælles valgordning repræsenteres kun flertallets synspunkter og interesser. I et land, hvor der kun bor mennesker af én nation og én religion, kan denne ordning accepteres. Men i Indien bor der forskellige nationer; nogle er i flertal, andre i mindretal, og der findes blandt dem både kaste- og religionsforskelle. Under sådanne omstændigheder må indførelsen af fælles valg nødvendigvis føre til skadelige følger. Hvis denne ordning indføres, vil mindretallenes interesser blive trådt under fode af nationer i flertal. Derved vil fjendtlighed mellem nationerne og mellem religionerne antage et voldsomt omfang. Regeringen må selv holdes ansvarlig for dette.«

Hans velbegrundede forslag åbnede døren til nye overvejelser i det muslimske samfund, og forslaget bar frugt – seksogtyve år senere. Den 1. oktober 1906 indgav en delegation bestående af 36 fremtrædende indiske muslimer under Aga Khans ledelse et memorandum til Indiens generalguvernør, Lord Minto, med krav om en særskilt valgordning. Kravet blev anerkendt i Morley-Minto-reformerne i 1909. Dette gjorde det hinduistiske flertalssamfund i Indien rasende, fordi den erklærede politik for Den Indiske Nationalkongres var enhedsnationalisme. På grund af dette fortsatte ordstridigheder og bitterhed mellem hinduer og muslimer i mange år. Endelig blev Kongressens og Den Muslimske Ligas årsmøder afholdt i byen Lucknow i 1916. Efter drøftelserne underskrev de behørigt bemyndigede repræsentanter for begge organisationer på grundlag af deres beslutninger en aftale. Denne blev kendt som den historiske Lucknow-pagt. Pagten blev formelt godkendt af Kongressen og Den Muslimske Liga. I Lucknow-pagten blev muslimernes særskilte valgret ved valget af medlemmer til de lovgivende råd anerkendt. Således accepterede den hinduistiske Kongres i Indien to-nationsprincippet i stedet for enhedsnationalisme, hvilket blev det vigtigste grundlag for Pakistans oprettelse i 1947.

Man behøver ikke være enig i hvert af Sir Sayyid Ahmads principper og udsagn, men med sin skarpe politiske fremsynethed advarede han ikke desto mindre Indiens muslimer mod at slutte sig til Kongressen, idet han sagde, at Kongressen kun ville repræsentere hinduernes interesser i Indien, mens muslimernes interesser ville blive tilsidesat. Selv om muslimske intellektuelle som Maulana Muhammad Ali og hr. Muhammad Ali Jinnah ikke først indså denne sandhed, blev sandheden i Sir Sayyids advarsel senere klar for dem som dagens lys. Som følge heraf blev en selvstændig national bevidsthed vakt blandt muslimerne, og den muslimske bevidsthed bevægede sig ad denne vej. Derfor må det siges, at Sir Sayyid Ahmad allerede længe forinden havde givet indiske muslimer nøglesætningen for at overleve som en særskilt nation.

Bengals deling

Før vi drøfter Bengals deling og dens følger, må vi kende hinduerne og muslimernes position på den politiske arena i Bengal og i hele Indien i den sidste fjerdedel af det tyvende århundrede. Efter 1857 var hele det muslimske samfunds legeme blevet sønderrevet af sår; disse sår var endnu ikke helet, og der flød stadig blod fra dem. Det hinduistiske samfund i Indien havde fuldt ud taget vestlig uddannelse og tankegang til sig og krævede alle mulige fordele af den britiske regering. Ved at tilegne sig kundskaber i det engelske sprog havde de gennem offentlige stillinger sat sig fast på kontorerne og ved domstolene. De havde haft et nært venskab med den britiske regering lige siden kompagnistyret. Begge parter havde behov for at uddybe dette venskab for bedre at kunne tøjle den revolutionære muslimske nation. For Faraizi- og Titumir-bevægelserne i Bengal, Sayyid Ahmad Shahids bevægelse og Indiens første frihedsbevægelse gennem sepoy-opstanden i 1857 og lignende gav briterne muslimerne alene skylden. Derefter lagde de planer om helt at udrydde muslimerne eller gøre dem permanent lammede og fortsatte med at forfølge dem. Den anden Patna-sag, som blev betegnet som anti-britisk, sluttede ved udgangen af 1871 eller i 1872.

Udelukkende på grundlag af en usammenhængende rapport fra chefen for efterretningsafdelingen, hr. J. H. Ralli, arresterede og tiltalte regeringen syv personer. …Fem af de tiltalte blev idømt livsvarig deportation til en ø, og al deres ejendom blev konfiskeret.

-(Mohammad Waliullah: Vores frihedskamp, s. 153)

På dette kritiske vendepunkt for Indiens muslimer trådte Sayyid Ahmad Khan frem. Han indså, at en konflikt med briterne ikke ville bringe muslimerne nogen fordel, men kun skade. Hinduernes samfund var allerede langt foran inden for uddannelse, offentlige og private embeder, handel og erhverv samt andre områder. Muslimerne måtte tilegne sig uddannelse, især i det engelske sprog og moderne videnskab og viden, før de kunne træde ind i livets kamp. Efter hans opfattelse var muslimernes umiddelbare pligt at vise regeringen loyalitet og derved opnå en anset position i samfundet. Derfor lagde Sayyid Ahmad særlig vægt på, at muslimerne gennem det engelske sprog tilegnede sig moderne viden og videnskab, og gennem hans ihærdige indsats blev English Public School til Muhammadan Anglo-Oriental College (M.A.O. College) i 1877. I 1886 grundlagde Sayyid Ahmad Muhammadan Educational Conference og gav dermed for første gang muslimerne på subkontinentet mulighed for at give udtryk for deres tanker.

Arya Samaj

På den anden side grundlagde Dayanand Arya Samaj i Bombay i 1857. Senere blev organisationens hovedkvarter flyttet til Lahore. Dayanand indledte en kampagne for beskyttelse af køer i Indien og grundlagde med dette formål en forening.

Arya Samaj sendte en omfattende petition til regeringen med krav om at standse slagtning af køer i landet. Han opfordrede det hinduistiske samfund til at vende tilbage til den gamle vediske tro og førte en kraftig kampagne for at udrydde fremmede religioner som islam og kristendommen. Hans opfordring til kampen: »Indien for inderne« fremkaldte vidtrækkende politiske konsekvenser.

-(A Hamid, Muslim Separatism in India, s. 27; Farquhar, Modern Religious Movement in India, s. 205)

Hvad angik muslimerne, var situationen endnu værre; selv om der af politiske grunde bestod et nært venskab mellem hinduerne og den britiske regering, var holdningen mellem herskere og beherskede en helt anden. Sir Bampfyde Fuller skriver i en bog, der bygger på hans personlige erfaringer: »Nogle englændere, der kom til Indien, havde endog glemt de mest elementære regler for høflig opførsel. Indere havde ikke adgang til englændernes selskaber, restauranter og klubber. I Kanpur var der blevet anlagt en park til minde om de englændere, der var blevet dræbt under sepoy-oprøret; ingen inder måtte komme ind dér. Det var farligt for indere at færdes på de steder, hvor englænderne kom. Deres had og fjendtlighed over for inderne nåede et sådant højdepunkt, at de ofte udsatte dem for brutal behandling og endog dræbte dem. Gerningsmændene blev slet ikke straffet, eller straffen begrænsede sig højst til en meget lille bøde. For dem havde indernes liv ingen værdi. Der findes også eksempler på, at anklagede uden rettergang blev skudt eller idømt dødsstraf. I denne forbindelse blev officerernes overgreb også ignoreret. Sir Bampfylde nedskrev ligeledes i sin dagbog, at da han gik ad en gade i Kanpur, piskede distriktets embedsmand de forbipasserende for at få dem til at vige til side.«

-(Sir Fuller Bampfylde: Some Personal Experiences, s. 56, Muorag, London 1930; A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 28)

Den indiske nationalkongres

Mange sådanne små og store, spredte hændelser fandt sted, og som følge heraf ulmede en dæmpet utilfredshed mod briterne. På dette tidspunkt blev den indiske nationalkongres dannet i 1885. Det interessante er, at kongressens grundlægger var en pensioneret engelsk civil embedsmand ved navn »Allan Hume«. Han var ikke blot velkvalificeret, men ejede også betydelige økonomiske midler. Ligesom han gjorde en ihærdig indsats for at oprette kongressen, havde den også den daværende indiske vicekonge Dufferins velsignelse. Efter sin pensionering fra Bengal Civil Service blev hr. Hume i Indien og indså, at der var behov for en organisation for hele Indien med det formål at opnå politisk fremgang gennem sociale reformer i Indien. Med dette formål sendte han et åbent brev til kandidaterne fra Calcutta Universitet, hvori han opfordrede dem til enhed og organisering. Han understregede, at regeringen holdt sig på afstand af folket og derfor havde svigtet i at løse landets økonomiske problemer. Det er landets egne indbyggere, der må gennemføre genopbygningen; det kan ikke gøres af udlændinge. Ved kongressens anden årlige konference beværtede guvernøren for Madras repræsentanterne ved et eftermiddagsteselskab. I den første periode eksisterede der derfor et nært forhold mellem kongressen og regeringen. Kongressens grundlæggende mål kan forstås ud fra de to ubestridte ledere, Bal Gangadhar Tilak og Surendranath Banerjees, politik og idealer.

Bal Gangadhar Tilak

Efter at Bal Gangadhar Tilak havde taget en højere uddannelse ved Bombay Universitet, trådte han i 1880’erne ind på journalistikkens og politikkens områder. Under bevægelsen mod Bengals deling så man ham i politikkens forreste række. Han var en dygtig politiker. I stedet for opposition gennem parlamentariske metoder troede han på princippet om direkte kamp (Direct Action). Han genoplivede den krigslystne maratha-befolknings religiøse og politiske traditioner og førte dem ind i kongressen.

-(C.Y. Chintamoni, India Politics Since the Mutiny, s. 81, Andhara University, Waltar-1937; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 29)

I 1860’erne sluttede Surendranath Banerjee sig til Civil Service. Nogle år senere, efter at være blevet afskediget fra tjenesten, gik han ind i journalistikken. Han havde allerede tidligt indset, at hinduisk nationalisme ikke kunne opnå styrke, medmindre den opgav sin sekulære form. Derfor udvidede han allerede nogle år tidligere aktiviteterne i foreningen til forebyggelse af ko-slagtning (Ati-cow-killinh society) og sørgede for at komponere, udgive og distribuere særlige sange med henblik på at fejre Ganapati-festivalen. Disse sange var fyldt med temaer om den historiske »blodige hindu-muslimske krig« og »varslet om dagen, hvor regnskabet skulle gøres op«. Han vækkede en militant hinduistisk klassebevidsthed. Selvom Tilaks forening til forebyggelse af ko-slagtning oprindeligt blev grundlagt i Deccan, bredte dens aktiviteter sig over hele landet. Agitatorgrupper begyndte at uddele løbesedler med titlen »Ko-moderens klage« (The cry of the cow) i landets byer og landsbyer. Ved offentlige møder vedtog hinduerne resolutioner i protest mod ko-slagtning, og gennem aviserne begyndte de at skabe ophidselse blandt befolkningen. Som følge heraf opstod der naturligvis også hindu-muslimske sammenstød forskellige steder.

-(A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 45, 48)

Mens en sådan spændt situation herskede over hele landet, overtog Lord Curzon i 1899 embedet som Indiens vicekonge. Det bør nævnes, at Britisk Indiens hovedstad på dette tidspunkt var Calcutta. I de første år var Curzon populær blandt bengalske hinduer. Men da han lagde overdreven vægt på effektivitet i administrationen og koncentrerede sig om at højne administrationens standard ved at udrydde inkompetence, korruption, forsømmelse af pligter og lignende, begyndte egeninteresserede kredse i stedet for at prise og lovprise ham at fordømme og kritisere ham. Curzon gennemførte mange ændringer og udvidelser på det administrative område. Selvom ikke alle faldt i alles smag, blev de accepteret uden indvendinger. Men hans deling af Bengalen gjorde reaktionære kredse yderst rasende.

Bengals deling var det mest gavnlige af Curzons administrative tiltag. Ikke desto mindre fik den en uheldig følge, ændrede den fremtidige politiske udvikling i Indien og skabte had, fjendskab og mistillid mellem hinduer og muslimer. Blandt den muslimske befolkning, som i nogen tid havde holdt sig borte fra den politiske arena, blev den politiske bevidsthed på ny vakt. Der er derfor ingen tvivl om, at Bengals deling indtager en meget vigtig plads i indisk politik.

Nu er det nødvendigt, at vi med et upartisk synspunkt drøfter, hvad den egentlige årsag til Bengals deling var, og hvorfor den blev ophævet et halvt årti senere.

Bengals deling blev gennemført af hensyn til en velfungerende og effektiv administration. Bengal var dengang den største provins i Britisk Indien. Bihar og Orissa hørte også til denne provins. Arealet var 179.000 kvadratmil, og indbyggertallet var 79.000.000. En så stor provins var underlagt én lieutenant-guvernør eller guvernør. Det var fuldstændig umuligt at administrere en så stor provins ordentligt, opretholde lov og orden og samtidig have øje for udviklingen i alle områder. Eftersom den østlige del af Bengal var gennemskåret af floder, og transportmulighederne var utilstrækkelige, var det ikke muligt for lieutenant-guvernøren at føre tilsyn med området. Da han i løbet af sin femårige embedsperiode ikke fik mulighed for at besøge området en eneste gang, var denne del yderst forsømt og underudviklet. (A.R. Mallick, Partition of Bengal, s. 2; M.A. Rahim: Bengals muslimers historie, s. 201).

Da den undersøgelseskomité, der var blevet nedsat for at beskrive årsagerne til hungersnøden i Orissa i 1860’erne, afgav sin rapport, bemærkede den, at den administrative uorden i den vidtstrakte provins Bengal var årsag til hungersnøden. Bengals guvernør William Grey klagede i 1867, og Sir John Campbell klagede i 1872, over, at det var meget vanskeligt for én person at administrere en så stor provins. Som følge heraf blev Sylhet, Cachar og Goalpara lagt under en chiefkommissær. Alligevel forblev Bengals areal enormt, og det skabte vanskeligheder for administrationen. Igen i 1892 og 1896 blev det fra officielle kredse foreslået, at der skulle dannes en ny provins bestående af Assam samt Chittagong-divisionen og distrikterne Dhaka og Mymensingh i det østlige Bengal. Da Lord Curzon ved slutningen af dette århundrede overtog embedet som vicekonge, blev dette forslag forelagt ham.

Før Lord Curzon tog stilling til ovennævnte forslag, blev hans opmærksomhed henledt på endnu et alvorligt spørgsmål. Sir Andrew Fraser, chiefkommissær for Centralprovinserne, foreslog, at eftersom det odiske sprog blev brugt ved domstolen i Sambalpur, som hørte under Centralprovinserne, selv om sproget ikke var udbredt i hele provinsen, skulle hindi anvendes i stedet for odisk, eller Sambalpur skulle knyttes til Orissa. Det skal bemærkes, at Orissa var forbundet med Bengal. Det blev også foreslået, at hele Orissa ellers skulle adskilles fra Bengal og indlemmes i De Forenede Provinser.

På den ene side havde Bengals guvernører foreslået at reducere Bengals areal, og på den anden side forelå Sir Andrew Frasers forslag; dette gjorde Lord Curzon forlegen. Han var selv optaget af at forsøge at knytte Berar til Britisk Indien. I maj 1902 lod han følgende bemærkning indføre i sekretariatets arkiv: Spørgsmålet om Berar kan overvejes sammen med Bengals problem.

Efter drøftelserne blev der fremsat et forslag om at knytte havnen i Chittagong til Assam. Begrundelsen var, at det ville lette den administrative byrde for Bengals regering, fjerne de mangler og fejl, der var blevet konstateret i administrationen af distrikterne i det østlige Bengal, og opfylde Assams presserende behov for en søvej ved at knytte Chittagong til Assam. I 1903 godkendte Lord Curzon forslaget og underrettede Indiens minister. Derefter undersøgte han folkets mening og reaktion i denne sag. Han indså klart, at befolkningen på ingen måde ville acceptere, at det østlige Bengal blev indlemmet i Assam.

Derefter rejste Lord Curzon til England og vendte tilbage til Bengal i begyndelsen af 1905. Under hans fravær blev planen om at danne et større Assam vedtaget. Efter Curzons tilbagekomst blev planen forelagt for Indiens minister, Brodrick. Brodrick gav den planlagte nye provins navnet Eastern Bengal and Assam (det østlige Bengal og Assam).

-(A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 51-52)

Selv om delingen af Bengalen var yderst gavnlig for det muslimske samfund, som var blevet sønderrevet og ødelagt af talrige slag og modslag, havde de ikke selv gjort nogen indsats for den. Den store gavn, som delingen af Bengalen ville bringe dem, var helt uventet for dem. Delingen af Bengalen var planlagt af herskerne for at gøre administrationen lettere, hurtigere, bedre og mere effektiv, så også det forsømte og underudviklede østlige Bengal kunne nyde godt af dens fordele. Ikke af muslimerne. Årsagerne var yderst retfærdige og var som følger:

For det første var denne region underudviklet på alle områder. Hinduistiske jordejere udbyttede bønderne og forpagterne i området og ødslede de penge, de havde opnået gennem denne udbytning, bort på luksus i Calcutta. De viste fuldstændig ligegyldighed og forsømmelighed over for forpagternes uddannelse, velfærd, komfort og økonomiske muligheder. Byen Calcutta og Vestbengalen besteg stadig højere tinder af udvikling. Administrationssystemet var også mangelfuldt. Som følge heraf blev den østlige region skubbet mod undergang. Da området var rigt på floder, plyndrede sørøvere uden hindring bådpassagerernes ejendele, og der kunne ikke træffes nogen foranstaltninger imod det. Politistyrken var utilstrækkelig og svag, hvilket medførte, at anarki og uorden herskede i alle samfundslag. Provinsens herskere havde frasagt sig ansvaret for at administrere området, og al deres tid og indsats blev brugt på Calcutta. De blev bange og bekymrede blot ved at høre om den østlige region og betragtede en forflyttelse dertil som en landsforvisningsstraf.

Delingen af Bengalen blev gennemført for at løse de ovenfor beskrevne problemer. Den nye provins blev dannet af Assam samt Nord- og Østbengalen, og dens areal blev 106.500 kvadratmil, hvoraf to tredjedele af befolkningen var muslimer. Provinsen blev altså en provins med muslimsk flertal. Oprettelsen af den nye provins blev bekendtgjort den 20. juli 1905, og arbejdet begyndte den 16. oktober. Den nye provins’ første guvernør, Sir Bampfylde Fuller (Sir Bampfylde Fuller), ankom til Dhaka den første dag og blev forlegen. Muslimerne tog venligt imod den nye guvernør, mens hinduerne demonstrerede voldsomt. De nægtede at lykønske den nye guvernør efter den sædvanlige skik. En vred folkemængde angreb tre engelske kvinder, mens de gik på gaden.

(Fuller Some Personal Experiences – s. 126; A Hamid Muslim Separatism in India, s. 53)

Det hinduistiske Bengal antog et voldsomt udtryk som følge af delingen af Bengalen. Hinduernes kredse kaldte det først et angreb på den »nationale enhed«. Derefter forklarede de det på forskellige måder, blandt andet som »straffen for at lede deres politiske bevægelse«, »regeringens favorisering af muslimerne« og til sidst som »etableringen af muslimsk herredømme«. Hinduerne begyndte fra den ene dag til den anden en bevægelse mod delingen af Bengalen. Gennem ophidsende udsagn som »nationen er blevet splittet«, »det hellige Bengal er blevet delt i to« og »en skadelig sammensværgelse mellem den britiske regering og de forræderiske muslimer« begyndte det hinduistiske samfund i Bengal at forgifte Bengals luft og atmosfære.

Hinduistiske advokater rejste spørgsmålet om dens juridiske gyldighed, mens litterater på bengali begyndte at udbrede, at der var blevet rettet et alvorligt angreb mod det bengalske sprog og den bengalske litteratur. Hele det hinduistiske Bengal begyndte at fremsætte sådanne vrangforestillinger.

Hvad var årsagen til en sådan usammenhængende og urealistisk propaganda? Hvorfor begyndte dette pludselige angreb og disse upassende udtalelser mod muslimerne? Den egentlige sag var, at de bestående interesser blev truet og bragt ud af balance ved delingen af Bengalen. Det flertal, som havde gjort det muligt for bengalske hinduer at etablere et monopol på embeder, beskæftigelse og levebrød i begge Bengal-områder, gik til grunde som følge af delingen af Bengalen. I det nye Bengal blev muslimerne flertallet. Muslimerne i det østlige Bengal blev befriet fra underkastelsen under og nederlaget til det hinduistiske flertal, og der opstod hos dem håb om, at de nu ville have ret til at få deres stemme hørt i lokale spørgsmål. Den samtidige skribent Sardar Ali Khan siger: »Al den larm og den patriotiske bevægelse, som pludselig begyndte fra den ene dag til den anden, har intet at gøre med moderlandets eller Indiens velbefindende. I en provins, hvor hinduerne tydeligvis er et mindretal, har denne bevægelse intet andet ædelt formål end at bevare deres klassedominans.« (Sardar Ali Khan, India of Today, s. 62. Bombay, Times Press, 1908)

En af lederne af bevægelsen mod delingen af Bengalen, Surendranath Banerjee, siger:

Bekendtgørelsen om delingen af Bengalen kom som et pludseligt lynnedslag. Den 16. oktober, hvor det nye Bengalens (Østbengalen og Assam) begyndte, fejrede hinduerne i Calcutta en national sørgedag. Den dag bar de sorte armbind, smurte aske på hovedet, afstod fra mad og drikke, gik i procession med forskellige protestskrig og tog bad i Ganges. Om eftermiddagen samledes de til et folkemøde og aflagde ed på at få delingen af Bengalen ophævet.

Mohammad Waliullah siger i sin bog »Vores befrielseskamp«: »På det tidspunkt, der omtales, blev Bengal, Bihar og Orissa styret af den samme lieutenant governor. For at lette administrationen havde den britiske regering i lang tid overvejet at knytte Østbengalen sammen med Assam og danne en ny provins. Vicekongen Lord Curzon traf endelig, efter samråd med Indiens minister, den endelige beslutning til fordel for delingen af Bengalen. Så snart denne beslutning blev offentliggjort, rejste det uddannede hinduistiske samfund i Bengal sig i protest mod den. Selv i de fjerne distrikter begyndte forsamlinger og møder at vedtage resolutioner imod delingen af Bengalen.« (Vores befrielseskamp, s. 177).

Waliullah omtaler, hvordan bevægelsen mod delingen af Bengalen bredte sig og samlede styrke, og siger:

»Bevægelsen bredte sig fra byerne til landsbyerne og fra landsbyerne videre fra landsby til landsby. De førende revolutionære holdt sig lidt på afstand, rekrutterede medlemmer blandt de følelsesladede studerende og styrkede således deres organisation. I mellemtiden frasagde Sri Aurobindo Ghose sig sin stilling i Baroda-staten og vendte tilbage til Bengal. Revolutionærerne modtog ny inspiration fra ham. Sri Bipin Chandra Pal begyndte ved hjælp af taler, holdt i sit sædvanlige kraftfulde sprog, at sprede revolutionens frø over hele landet.« –(Vores befrielseskamp, s. 179).

Nogle muslimer blev forvirrede af hinduernes propaganda og den såkaldte patriotiske bevægelse og sluttede sig til bevægelsen mod delingen af Bengalen. Men da de så, at hinduistiske ledere som Bal Gangadhar Tilak fremstillede Shivaji som bevægelsens symbol og begyndte at vække hinduernes slumrende had og fjendskab mod muslimerne, forstod de delingens vidtrækkende gavnlige følger og den egentlige hemmelighed bag modstanden mod den og forlod bevægelsen. I denne forbindelse siger Abdul Mawdud i sin bog »Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling«: »Men den voldsomme bevægelse, som det uddannede højhindusamfund førte omkring delingen af Bengalen, fik Storbritanniens aviser og lønnede journalister til at genlyde. I de breve og dispatches, som deres egne korrespondenter sendte, blev der bragt så modstridende nyheder i The Times og Manchester Guardian, at den britiske offentlighed blev forvirret og ude af stand til at forstå den virkelige situation. I The Times blev der offentliggjort smukke lederartikler, som støttede delingen af Bengalen og gav Curzons handlinger fuld tilslutning; i Manchester Guardian begyndte der at udkomme heftige artikler, som fordømte delingen, ligesom avisens egen korrespondents hårrejsende beretninger om bevægelsen blev offentliggjort til støtte for protesterne. Cotton, Nevinson og Hardy udsendte erklæringer til støtte for protesterne. Nevinson var Manchester Guardians korrespondent i Calcutta og stod Kongressen nær. I Storbritannien bragte han følgende opsigtsvækkende beretning: »Årsdagen for den nationale uretfærdighed er i Indien blevet forvandlet til en »askeonsdag«. Denne dag bærer tusinder og atter tusinder af indere et askemærke på panden. Ved daggry tager de i stilhed bad i Ganges og faster som en religiøs ceremoni. I hjemmene, byerne og på markederne lukker alle butikker; kvinderne laver ikke mad og afholder sig fra pynt og sminke. Mændene binder gule tråde om hinandens håndled for at gøre denne skammens dag mindeværdig, og tilbringer næsten hele dagen i bod, sorg og faste.« (The New Spirit of India, s. 167-70)

En vis barrister, Abdur Rasul, og nogle få muslimer sluttede sig til denne bevægelse af personlige interessegrunde. Det blev blæst stort op og hævdet, at både hinduer og muslimer deltog i bevægelsen mod delingen af Bengalen. I denne forbindelse er de oplysninger, som Abdul Mawdud offentliggjorde, særligt bemærkelsesværdige. Han siger:

»Det fremgår af samtidige politirapporter, at Mr. Rasul med 125 taka, Liaqat Hossain fra Noakhali med 60 taka og en vis Dilwar Ahmad fra Madaripur med 40 taka i månedlig godtgørelse af Kongressen var blevet ansat til at udbrede bevægelsen blandt muslimerne. Det fremgår af rapporten. Rapporten sagde udtrykkeligt: Mr. Rasul is a Muslim Leader of the Hindus (Mr. Rasul er hinduernes muslimske leder).

–(Abdul Mawdud, Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 282)

Det interessante er, at hr. Hardy kom til dette land hen imod slutningen af 1907 for at overvære bevægelsen. Da han nåede frem til Bengalen, skrev avisen Amrita Bazar: »Folk blev vanvittige af glæde ved synet af ham. Og Gud har sendt ham for at afsløre en vældig sammensværgelse mod hinduerne.«

Således modtog Hardy, hinduernes »Gudgivne gud«, deres grænseløse respekt og overdådige hyldest, før han vendte hjem og erklærede, at både hinduer og muslimer var stærkt imod delingen af Bengalen. I Sirajganj havde han hørt muslimer synge »Vande Mataram«, og i Barisal havde både hinduer og muslimer sunget denne sang for ham, og så videre. Men da redaktøren af avisen Englishman bad ham nævne blot et par muslimers navne, svarede han, at det var yderst hemmeligt. Det må siges at have været hans ulykke, at han måske ikke engang kendte Abd ur-Rasuls navn. Avisen Times irettesatte ham skarpt, og andre aviser gav ham betegnelserne »idiot«, »latterlig«, »nar og galning«.

(Abdul Mawdud: samme værk, s. 282-83)

Et slående bevis på, at muslimerne ikke støttede bevægelsen mod delingen, findes i talerne og erklæringerne fra Khwaja Salimullah fra Dhaka og den daværende fremadstormende leder for muslimerne i Bengalen, den senere Sher-e-Bangla A. K. Fazlul Huq. Efter forgæves at have gjort mange forsøg på at forhindre ophævelsen af delingen af Bengalen blev Khwaja Salimullah dybt bedrøvet. I den tale, han holdt som formand ved Muslim League-mødet i Calcutta i marts 1912, gav han udtryk for den utilfredshed og protest, som Bengals muslimer følte. Han sagde, at ophævelsen af delingen havde skabt sorg. Han sagde endvidere, at ophævelsen havde ramt muslimerne i det underudviklede Østbengalen hårdt, og at sorg havde bredt sig i deres hjem. Han sagde også, at modstanderne af delingen, ude af stand til at tåle de muligheder, som delingen havde givet de forsømte indbyggere i det underudviklede Østbengalen og Assam, navnlig mulighederne for muslimernes udvikling, havde grebet til oprørske sammensværgelser for at sabotere delingen. Derved, sagde han, havde den britiske regering bøjet sig for denne bevægelse og svækket sin egen anseelse. Nawab Salimullah kritiserede den britiske regering skarpt og sagde: »Indtil nu har man i hele Østen ment, at den britiske regering aldrig bryder sine løfter, uanset hvad der sker. Hvis denne tillid af en eller anden grund svækkes, vil Storbritanniens anseelse i Indien og i Østen blive skadet.«

(Dr. M. A. Rahim: Bengals muslimers historie, s. 209-10; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 94-95)

Nawab Salimullah sagde endvidere ved dette møde:

»Vi opnåede ikke særlig meget ved delingen af Bengalen. Men fordi vores landsmænd fra det andet samfund ikke kunne tåle det, skabte de et voldsomt røre for at tage det fra os. De begyndte at tage hævn gennem drab, vold og røveri. De boykottede britiske varer. Alt dette var meningsløst set fra regeringens side. Muslimerne undlod at deltage i disse forbrydelser og viste regeringen deres loyalitet. …De muslimske bønder havde haft fordel af denne deling. Deres hinduistiske godsejere forsøgte at trække dem med ind i kampen mod delingen. Det tog de ikke notits af.…

Dette førte til sammenstød mellem hinduer og muslimer. …Regeringen anvendte en undertrykkelsespolitik. Det hjalp heller ikke. På den ene side stod det velhavende, oprørte samfund. På den anden side stod de fattige muslimer, som støttede regeringen. Sådan fortsatte det år efter år. Pludselig ophævede regeringen delingen af administrative grunde. …Før dette var vi heller ikke blevet rådført. Vi har tålt alt i stilhed.« Derefter udtrykte han sin sorg over den titel G.C.I.E., som regeringen tildelte ham ved Delhi-durbaren, og betragtede titlen som bestikkelse og som en ydmygelsens lænke om sin hals. (A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 92; Ahmad: Ruh-e Roshan Mustaqbel, s. 58-59)

Senere sagde Maulana Muhammad Ali:

Muslimerne i Østbengalen blev bragt i krig af deres herskere …

… og da det ikke længere var fordelagtigt at fortsætte krigen, sluttede de fred i et bekvemt tempo.

Man kan ikke finde noget mere afskyeligt eksempel i historien end dette: Som belønning for loyalitet blev de netop vundne rettigheder frataget dem, og de blev straffet, fordi det blev betragtet som en grov forbrydelse at udtrykke tilfredshed.

(Iqbal Select Writings and Speeches, s. 262)

Som følge af delingen af Bengalen var der tændt et håbets lys om muligheder og fordele for de ulykkelige muslimer i Østbengalen. De fremsynede muslimske politikere blev grebet af rædsel over den heftige agitation, som hinduerne i Bengalen havde indledt for at få delingen af Bengalen ophævet og dermed tilintetgøre den. Alle tænkende indere og muslimske politikere begyndte at bestræbe sig på at afsløre hinduernes sammensværgelse og sikre muslimske interesser i Bengalen såvel som i Indien. I 1906 indkaldte Nawab Salimullah fra Dhaka en konference i Dhaka under navnet Den Allindiske Muslimske Uddannelseskonference. Alle indså nødvendigheden af en sådan konference i muslimernes krisetid, og otte tusind delegerede fra forskellige dele af Indien deltog. Blandt dem var Muhsinul Mulk, Vikharul Mulk, Aga Khan, Hakim Ajmal Khan og Maulana Muhammad Ali. På mødet blev der enstemmigt dannet et særskilt parti for Indiens muslimer. For i den bevægelse, der var imod delingen, var det klart blevet bevist gennem Den Indiske Nationalkongres’ arbejde, at dette partis mål blot var at beskytte hinduernes interesser og undertrykke muslimernes. Der blev anvendt forskellige lumske metoder for at sabotere delingen. Efter gentagne møder blandt kastehinduerne i Kolkata blev det erklæret: »Den britiske imperialisme har delt Moder Bengal for at udrydde det bengalske folk – en afskyelig sammensværgelse for at ansætte de bengalske bønder som kulier i Assams teplantager. Derfor, o bengalske folk, kast jer ind i kampen ved at tage ophævelsen af delingen af Bengalen som bengalernes ’frihedscharter’. De, som ikke tror på ’frihedscharteret’, er ikke bengalere, men forrædere og briternes håndlangere.« På Den Muslimske Ligas møde blev Nawab Salimullah pålagt ansvaret for at holde Bengals muslimer borte fra den af hindernes frugtbare fantasi udsprungne ’frihedscharter’-bevægelse. Derfor blev alle kastehinduerne raseri rettet mod Khwaja Salimullah. Fascistiske og terroristiske aktiviteter begyndte. Da Khwaja Sahib besøgte Barisal, blev der vist sorte flag for ham, og han blev skældt ud som briternes håndlanger og »Bengals fjende«. Han blev angrebet ved et folkemøde i Kushillah. Mens elever, lærere og den muslimske befolkning fra Hosamia-madrasaen gik i procession med ham, blev han fornærmet af en hindu ved navn Jogiram Pal, som fra en balkon på anden sal demonstrativt viste ham en kost. Da han passerede gennem Rajganjs gader, blev der skudt mod ham. Han slap med livet i behold, men en ung mand ved navn Said mistede livet. Den bengalske terroristiske bevægelse var tilsyneladende rettet mod briterne, men bevægelsens deltagere havde som mål at slå to fluer med ét smæk: at fremstille muslimerne som britiske håndlangere og udrydde dem samt at fordrive briterne fra landet.

Den 30. maj 1908 ophidsede avisen Jugantar i Kolkata, gennem en højtidelig appel til hinduerne, folket mod tilhængerne af dem, der havde sønderlemmet Moder Bengal. Der blev sagt: »Moder, tørstig, spørger sine egne børn, hvad der alene kan slukke hendes tørst. Intet andet end menneskeblod og afhuggede hoveder kan stille hende. Derfor bør Moderens børn tilbede deres mor og tilfredsstille hende med det, hun begærer. Selv hvis man må ofre sit eget liv for at opnå dette, bør man ikke vige tilbage. Den dag, hvor Moderen således tilbedes i landsby efter landsby, vil Indiens folk blive kronet med himmelsk kraft og velsignelse.«

– (Ibn Rayhan: Historien om delingen af Bengalen, s. 6–7).

Efter den højtidelige appel, der blev fremsat for at glæde Moder Bengal, begyndte voldelige aktiviteter og et blodigt blodbad.

Mohammad Waliullah skriver i sit værk ”Vores frihedskamp”: ”Revolutionsbevægelsen voksede hovedsageligt frem med Calcutta og Dhaka som centre. Revolutionærerne i Calcutta organiserede sig under navnet ’Jugantar’, og revolutionærerne i Dhaka under navnet ’Anushilan’. Det var som regel medlemmerne af disse to foreninger, der sørgede for fremstilling af bomber og indførsel af skydevåben. Senere blev der også dannet hemmelige foreninger under andre navne forskellige steder i provinserne”.

-(Mohammad Waliullah: Vores frihedskamp, s. 180)

Sir Surendranath Banerjee fordømte delingen af Bengal stærkt og sagde, at hinduerne var blevet fornærmet og ydmyget ved delingen af Bengal. Som protest mod delingen begyndte Den Indiske Nationalkongres swadeshi-bevægelsen den 7. august 1906. Britiske varer blev boykottet og brændt. Eleverne på skoler, colleges og universiteter forlod deres uddannelsesinstitutioner. Bal Gangadhar Tilak tog initiativ til at ophøje den marathiske helt Shivaji til nationalhelt for alle Indiens hinduer for at vække og konsolidere hinduisk nationalisme mod delingen af Bengal. Shivajis fødselsdag blev højtideligholdt ceremonielt overalt i landet. På møde efter møde fortsatte Kongressens ledere med at lovprise Shivajis kamp mod muslimske kejsere. De omtalte Shivaji som hinduer­nes nationalhelt og hans kamp som en national kamp. På dette tidspunkt blev der dannet terroristiske organisationer blandt hinduerne i Bengal. Deres formål var at få delingen af Bengal ophævet ved at dræbe højtstående britiske embedsmænd. -(M. A. Rahim: De bengalske muslimers historie, s. 205-206; Surendranath Banerjee: Nation in Making, 18; A. Hamid: Muslim Separatism in India, 57, 69-70).

Efter delingen af Bengal blev hinduerne i Bengal så fjendtligt indstillede over for muslimerne, at der i aviser og på folkemøder begyndte at blive anvendt alle slags fornærmende og hånlige beskrivelser af muslimerne. Der blev skrevet opdigtede historier med beretninger om muslimernes tidligere barbari. Sayyid Ahmad Khan blev stemplet som landsforræder, og muslimerne som briternes håndlangere. …Hver dag blev der i aviserne bragt nyheder af denne art: at regeringen ophidsede muslimerne til at angribe hinduerne og forsømte deres sikkerhed. Hinduerne blev opfordret til at bevæbne sig for at kunne forsvare sig. En avis gik så langt som til at sige, at selv hvis muslimske bøller og de offentlige embedsmænd, der hjalp dem, blev brændt levende, ville det hinduistiske samfunds hævn ikke være tilstrækkelig. -(Khan, India of Today, s. 87; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 61)

Hr. N. C. Chowdhury siger, at delingen af Bengal ødelagde forholdet mellem hinduer og muslimer for altid og i stedet for venskab fremkaldte had til dem i vores sind. Overalt på veje og gader, i skoler og på markeder kom dette had til udtryk. I skolen gav hinduistiske drenge udtryk for deres afsky ved at sidde tæt på muslimerne og sagde, at det lugtede af løg fra deres munde. Hr. Chowdhury siger, at han selv havde set denne opførsel, da han gik i skole. Som følge heraf blev der indrettet separate siddepladser til hinduer og muslimer i klassen. Han siger endvidere: ”Før vi lærte at læse og skrive, fik vi at vide, at muslimerne engang, da de herskede over dette land, havde undertrykt os. Med Koranen i den ene hånd og sværdet i den anden havde de indført islam i dette land. De muslimske herskere havde bortført vores kvinder, ødelagt templer og vanhelliget vores religiøse steder. Delingen af Bengal skabte altså ikke hinduernes had og fjendtlighed over for muslimerne. Dette havde eksisteret længe i forvejen. Delingen af Bengal forstærkede det blot.

-(N. C. Chowdhury: The Auto-biography of an Unknown Indian, s. 227, 230; Zuberi, TAZKIRA WADAR, s. 169-170; A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 61-62)

Der er gjort et forsøg på at vildlede senere generationer ved at viderebringe en fordrejet, opdigtet og absurd historie om, at hinduer og muslimer i begge Bengal i fællesskab førte en bevægelse for at få delingen af Bengal ophævet. Det siges også, at ingen bengalsk muslim bortset fra Khwaja Salimullah accepterede delingen af Bengal. Dette er intet andet end en fornægtelse af den faktiske sandhed. Det er blevet klart af den foregående fremstilling, at hinduerne i Bengal, fordi delingen syntes at åbne mulighed for, at det forsømte muslimske samfunds håb og ønsker kunne blive afspejlet, udelukkende drevet af misundelse begyndte en bevægelse mod delingen. Deres taler og udtalelser, deres adfærd og deres forsøg på at vække hinduisk nationalisme ved at bringe den marathiske leder Shivaji ind på scenen har tilintetgjort hindu-muslimsk enhed og forsoning; optøjer og uro begyndte overalt, og forfølgelsen af muslimer begyndte. Efter alt dette at sige, at hinduer og muslimer i fællesskab fik delingen af Bengal ophævet, er uden tvivl enten et tegn på forstyrret dømmekraft eller udtryk for en ond hensigt.

Det kan nævnes, at den terrorisme, som hinduerne i Bengalen fremkaldte som følge af delingen af Bengalen, ikke havde nogen støtte blandt muslimerne; tværtimod blev muslimernes liv og ejendom bragt i fare. For at beskytte sig mod denne terrorisme og fastlægge muslimernes pligter i denne kritiske overgangsperiode blev den Allindiske Muslimske Uddannelseskonference indkaldt i Dhaka i 1906. Den største indsats for at gøre denne konference vellykket blev ydet af Abul Kasem Fazlul Huq, den daværende fremadstormende leder blandt muslimerne i Bengalen. De fælles sekretærer for den forberedelseskomité, der blev dannet til konferencen, var A. K. Fazlul Huq og Bikharul Mulk. For at sikre konferencens succes rejste den 33-årige A. K. Fazlul Huq rundt i hele Indien med stor entusiasme og energi, hvilket resulterede i, at 8.000 delegerede deltog i konferencen. Det var ved denne konference, at Muslim League blev grundlagt for at beskytte muslimerne i Bengalen og i hele Indien og for at lede nationen ad den rette vej. Man kan sige, at det var den ild af hinduistisk fjendtlighed, vrede og hævnlyst mod muslimerne, som var blevet antændt som følge af delingen af Bengalen, der gav Muslim League liv. Derefter kunne Fazlul Huq ikke spille nogen politisk rolle, fordi han allerede i 1906 blev udnævnt til vice-distriktsdommer og var i offentlig tjeneste indtil 1911. Efter at have fratrådt sin stilling i 1911 begyndte han, efter Khwaja Salimullahs råd, at praktisere som advokat ved Calcutta High Court. I 1913 blev han valgt som medlem af Den Bengalske Lovgivende Forsamling. Fra Dhaka-divisionens valgkreds sejrede han ved med stort flertal at besejre sin modstander, Rai Bahadur Kumar Mahendra Mitra. Derefter kritiserede han ophævelsen af delingen skarpt i sin første tale under den lovgivende forsamlings første budgetsession.

Det er ubestrideligt, at man ikke kan tænke på Bengals muslimer uden A. K. Fazlul Huq. Når han således støttede delingen af Bengalen og i Den Bengalske Lovgivende Forsamling protesterede mod ophævelsen af delingen, er det utroligt, latterligt og uden for enhver tanke, at hinduer og muslimer i fællesskab skulle have ledet bevægelsen for at ophæve delingen. A. K. Fazlul Huqs tale i Den Bengalske Lovgivende Forsamling gør det endnu tydeligere, at ophævelsen af delingen var imod muslimernes interesser og påførte dem uoprettelig skade. Den 4. april 1913 sagde Janab A. K. Fazlul Huq, den populære leder for muslimerne i Bengalen, i sin første tale under budgetsessionen for 1913-14 i Den Bengalske Lovgivende Forsamling:

“Jeg vil blot minde embedsmændene om, at de i hæderens navn er forpligtede til at yde det muslimske samfund en passende erstatning for al den alvorlige uret, som er blevet påført det ved den ceremoniløse ophævelse af delingen. Vi kræver vores andel som en udelelig ret, og det overskydende kræver vi som erstatning for den uret, der er begået mod os ved ophævelsen af delingen. Dette er den almindelige muslimske offentligheds synspunkt, og hvis embedsmændene ikke imødekommer kravene fuldt ud, vil der med sikkerhed opstå utilfredshed i samfundet.”

-(Budgettale af hr. A. K. Fazlul Huq. Den Bengalske Lovgivende Forsamling, dateret 4^. april 1913, Bangladesh Historical Studies – Journal of the Bangladesh Itihash Samiti, bind 1, 1976, s. 148)

_Jeg vil minde de offentlige embedsmænd om, at de principielt er forpligtede til at yde en passende erstatning for den hjerteskærende uret, de har begået mod det muslimske samfund ved uden ceremonier at ophæve delingen af Bengalen. ..Vi kræver vores andel som en udelelig ret, og vi kræver det ekstra som erstatning, fordi der blev begået uret mod os ved ophævelsen af delingen. Dette krav kommer fra den muslimske befolkning, og hvis kravet ikke imødekommes, er det sikkert, at det muslimske samfund vil blive oprørt.”

I den ovennævnte budgettale af lederen for de bengalske muslimer, Janab Fazlul Huq, blev det, som lå det muslimske folk i Bengalen på hjerte, udtrykt. Den alvorlige uret, der blev begået mod muslimerne ved ophævelsen af delingen af Bengalen, og den smerte og vrede, som dette fremkaldte blandt muslimerne, kom til udtryk i hr. Huqs ovennævnte tale. Hvordan kan man derefter sige, at delingen af Bengalen var uønsket for muslimerne? Og hvordan kan man sige, at de for at få delingen ophævet sluttede sig sammen med en klasse, hvis muslimfjendtlighed og politik og program for at undertrykke muslimer var blevet lige så tydelige som dagslys i Bengalen såvel som i hele Indien?

Efter delingen af Bengalen var hindernes eksklusive interesser og privilegier blevet forstyrret. Derfor satte hele det hinduistiske Bengalen, den Indiske Nationalkongres og, om man vil, hele den hinduistiske nation i Indien himmel og jord i bevægelse for at omstøde delingen og indledte samtidig terrorisme mod både de muslimske og de britiske herskere. Dette gjorde englænderne yderst bekymrede og forlegne, for de havde ingen mulighed for at få kendskab til den virkelige situation i Indien og Bengalen. Forskellige aviser i London bragte modstridende beretninger om begivenhedernes udvikling i Bengalen og Indien. Desuden var det naturligt, at Kongressen og den hinduistiske nation havde deres støtte og samarbejde, eftersom den Indiske Nationalkongres var blevet grundlagt af en englænder, og mange pensionerede embedsmænd fra Indian Civil Service var medlemmer af Kongressen.

Ved det britiske parlamentsvalg, der blev afholdt i 1905, blev en hel del personer valgt til Underhuset, som var pensionerede embedsmænd fra Indian Civil Service. De opretholdt tætte forbindelser til bevægelsen mod delingen af Bengalen og gjorde regeringen forlegen ved at rejse det ene spørgsmål efter det andet i parlamentet. En af dem, Sir William Wedderburn (William Wedderburn), blev valgt som formand for Indian Parliamentary Committee. Et andet medlem af denne gruppe, Sir Henry Cotton, var stolt over at repræsentere indianernes håb og ønsker. Disse medlemmer blev igen og igen ved med at sige, at den eneste vej til at skabe fred i Indien var at forene de to Bengaler. Et parlamentsmedlem skrev fra London et brev til en indisk ven, hvori han gik så langt som til at sige: “Morley vil give efter; bliv ved med at agitere.” Brevet blev offentliggjort i de bengalske aviser, og som følge heraf blev bevægelsen gradvist styrket. -(S. M. Mitra, Indian Problems, s. 72, Murray, London, 1908; A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 66)

To ledere af Labour-partiet, Ramsay MacDonald og Keir Hardie, kom til Indien under påskud af en fredsmission. Den indiske kongres udarbejdede deres rejseprogram og gav dem en kongelig modtagelse overalt. Efter seks ugers rejse bemærkede MacDonald, at delingen af Bengalen havde været en alvorlig fejltagelse. Han forsikrede en hindu om, at medlemmerne af Labour-partiet ikke ville støtte regeringen, hvis den britiske regering ikke imødekom deres krav. Hardie opholdt sig i Indien i to måneder. Hans rejseplan og taler blev udførligt offentliggjort i Calcuttas hinduistiske aviser. Han sagde, at forholdene i Østbengalen var mere hjerteskærende end i Rusland. Her blev hinduer udsat for den værste forfølgelse. Han anklagede gentagne gange muslimerne for at krænke hinduistiske enkers dyd. Dette førte til en alvorlig forværring af forholdet mellem hinduer og muslimer. “Gud har sendt Hardie for at tilintetgøre enhver sammensværgelse.” Efter at være vendt tilbage til England foreslog Hardie, at den indiske kongres’ næste session burde afholdes i London for at henlede hele verdens opmærksomhed på Indiens nød og klager.

-(A Hamid, Muslim Separatism in India, 67. The Times Edition, London, oktober 1907, januar-april 1908, december 1910)

Lord MacDonald, der var kendt som en stærk muslimhader, kaldte delingen af Bengalen den britiske regerings alvorlige fejltagelse på Indiens administrative område siden Clives sejr på Plassey-sletten. (Times Weekly Edition, London, januar 1908, s. 4)

Ved slutningen af 1910 efterfulgte Lord Minto vicekongen Curzon. Året efter skulle prins George (senere kong George V) besøge Indien. Lord Minto blev dybt bekymret ved udsigten til, at de ophidsede hinduer på grund af delingen af Bengalen under hans besøg skulle udvise en eller anden uønsket adfærd, hvorved prinsen ville blive krænket, og den indiske regering bringes i vanry. Derfor mødtes han med Surendranath Banerjee og Gokhale. Derfor mødtes han med Surendranath Banerjee og Gokhale og forsøgte netop at overbevise dem om, at han på ingen måde var ansvarlig for delingen af Bengalen. Gennem samtalerne beroligede han dem i nogen grad. Som følge heraf kunne Minto ikke vie så meget opmærksomhed til at gennemføre delingen fuldt ud. På dette tidspunkt indtraf imidlertid visse begivenheder, som igen satte bevægelsen mod delingen i gang, selv om Østbengalens guvernør Fuller på ingen måde var ansvarlig for dem. Det, der skete, var, at en underret idømte en vis Uday Pandey dødsstraf for mord. Da spørgsmålet blev rejst i Underhuset i England, gav Indiens minister et svar, der lagde skylden på Fuller. Der var heller ingen, der støttede Fuller. Dette gav næring til bevægelsen mod delingen. En ophidset gruppe elever fra en skole angreb en engelsk bankfunktionær og gik til angreb på en oksekærre lastet med britiske tekstiler. I overensstemmelse med regeringens regler anmodede Fuller senatet ved Calcutta Universitet om at fjerne skolen fra listen over godkendte skoler. Den indiske regering fandt dette uoverlagt og bad Fuller trække sin anmodning tilbage. Fuller nægtede at adlyde den indiske regerings ordre, fordi det ville afsløre den provinsielle guvernørs svaghed. Ellers truede han også med at træde tilbage fra sit embede. Vicekongen stod fast på sit, og Fuller måtte træde tilbage. Vicekongen godkendte straks hans afsked. Fullers planlagte afsættelse forbedrede ikke situationen det mindste. Bevægelsen voksede hundredfold. Fullers afsættelse virkede som at sætte ild til en krudttønde. Modstanderne af delingen syntes at have fået ny begejstring, energi og inspiration. Så at sige slog bevægelsens hvide mentorer på krigstrommerne fra selve London. Der var naturligvis den indiske hinduistiske kongres’ vennekreds, men også en hel del medlemmer af det britiske parlament fra 1905; og selv om det ikke var direkte, sluttede Indiens minister Morley sig indirekte til dem. De begyndte at få Indiens hinduer til at danse efter deres pibe for at få delingen af Bengalen ophævet.

Det bør bemærkes, at den indiske nationalkongres, som blev grundlagt af en englænder i 1885, ikke sagde et eneste ord imod de engelske herskere før 1905. Tanken om “swaraj” havde aldrig fået plads, selv ikke i en afkrog af deres sind. Institutioner som Dayanand Saraswatis “Arya Samaj” og Raja Rammohan Rays “Brahmo Samaj” talte højt imod muslimerne, men åbnede aldrig munden imod de engelske herrer. Tværtimod plejede man på vegne af Bengals hinduistiske samfund at sige: “Vi beder altid til den Højeste om, at vi gennem generationer må kunne forblive under engelsk herredømme. Hvor fromt Indien må have været, siden det har fået en engelsk herre.” – Sangbad Bhaskar, 20. juni 1857, Calcutta – gengivet med tilladelse fra ‘Sepoy-oprøret og det bengalske hinduistiske samfund’, udgivet af Society for Pakistan Studies.

Frem til 1905 havde samfundet fortsat med at have denne holdning over for englænderne. Fra slaget ved Plassey og frem til slutningen af det nittende århundrede blev muslimerne i Bengalen og i Indien som helhed forfulgt og undertrykt af englænderne og hinduerne. Men da man som følge af delingen af Bengalen kunne se visse tegn på, at Østbengalens muslimers skæbne blev forbedret, blev det hinduistiske samfund sprængfyldt af misundelse. Hindu-Bengalen kastede sig ud i en voldsom bevægelse for at få delingen af Bengalen ophævet. I bogen Glimpses of Old Dhaka hedder det: “Denne skumle bevægelse blev iværksat og ledet af babu Surendra Nath Banarjee (senere slået til ridder) og Bepin Chandra Pal, lederen og demagogen blandt de hinduistiske unge. De begyndte at boykotte og brænde britisk fremstillede varer, hvilket ramte fabrikkerne i Lancashire. Terroristerne og deres hemmelige organisationer begyndte at chikanere englænderne med bomber og revolvere. Denne uddannede gangsterbande begyndte at begå røverier for at skabe en følelse af utryghed i landet (Glimpses of Old Dhaka, s. XXVII).”

“Denne skumle bevægelses iværksættere og ledere var babu Surendra Banerjee (senere slået til ridder) og babu Bipinchandra Pal, lederne af de hinduistiske unges samfund. De begyndte også at boykotte og brænde udenlandske varer, hvilket skadede fabrikkerne i Lancashire. Terroristerne og deres hemmelige organisationer begyndte at chikanere englænderne med bombe- og revolverangreb. Deres uddannede bøllebande begyndte også at begå røverier for at skabe utryghed i landet.”

En af de fremtrædende terrorister, Barindra Kumar Ghosh, kom fra London til Calcutta i 1904, da planen om delingen af Bengalen var blevet fastlagt. Året efter kom hans bror Aurobindo. Delingen af Bengalen blev givet en religiøs betydning som en lemlæstelse af “Moder Bengal”. Hele Hindu-Bengalen kastede sig ud i den terroristiske bevægelse.

Hinduernes muslimfjendtlighed i hele Indien blev hundredfold forstærket af yderligere to årsager. Indtil da havde der ikke været nogen institution, der kunne tale om muslimernes politiske interesser. Bevægelsen mod delingen af Bengalen gav i 1906 fødsel til en politisk organisation for muslimerne, kaldet All-India Muslim League. Den 1. oktober samme år mødtes en delegation på 36 fremtrædende muslimer under Aga Khans ledelse med vicekongen og fremsatte kravet om særskilte valg for muslimerne. Vicekongen indvilligede, og som følge af det yderligere stærke pres samt Syed Amir Alis ihærdige bestræbelser blev systemet med særskilte valg i 1909 godkendt af det britiske parlament. Muslimernes særskilte politiske organisation, »Muslim League«, og ordningen med særskilte valg for muslimerne satte ild til hele det hinduistiske Indien. Som følge heraf skabte terrorismebevægelsen og Swaraj-bevægelsen samtidig uro i hele Indien. Deres første mål var at omstøde delingen af Bengalen. For at genoplive og tilfredsstille det splittede »Moder Bengal« blev folk oplært i brugen af dødbringende våben. Med fuld kraft fortsatte ødelæggelsen af offentlige kontorer og domstole gennem bombeeksplosioner, forstyrrelsen af møder og forsamlinger, drab, såringer, plyndring og lignende. Khudiram fra Midnapore og Prafulla Chaki fra Bogra helligede sig disse ødelæggende handlinger og drab. Den, der støttede bevægelsen mod delingen, havde ingen sikkerhed tilbage. Selv hvis man kritiserede bølleriet og drabene, blev man halshugget. Af disse årsager blev en hinduistisk offentlig anklager skudt og dræbt i 1909. I 1910 blev også DSP Shamsul Alam dræbt. Bengals lieutenantguvernør blev angrebet ikke færre end fire gange. En håndbombe blev kastet mod Dhakas distriktsdommer Allen.

Disse terrorister var ubarmhjertige over for de muslimer, der støttede delingen af Bengalen. For at få nogle uskyldige og enfoldige muslimer til at slutte sig til bevægelsen mod delingen tog hinduerne imidlertid en anden vej. I »Delingen af Bengalen: dens historie« siger Ibn Rayhan:

Hindupiger gik fra hus til hus hos muslimerne og bandt rakhi-bånd, et symbol på foreningen af de to sjæle, hinduens og muslimens, og dermed af de to Bengal’er, om muslimernes hånd; for at vinde deres hjerter og sind lød der fra alle sider søde melodier fra velklingende stemmer—

Bengals jord, Bengals vand,

Bengals luft, Bengals frugter.

Må det blive sandt, må det blive sandt, må det blive sandt

o Gud.

Bengaliernes liv, Bengaliernes sind

Så mange brødre og søstre som der er i bengalernes hjem

måtte blive ét, måtte blive ét, måtte blive ét

O Bhagavan.

-(Bongobhonger itikotha, Ibn Rayhan, s. 10–11)

Nogle muslimer blev forvirrede af dette fortryllende, højtidelige opråb fra kvindestemmer. Blandt dem var den tidligere advokat Abdul Rasul, som boede i Brahmanbaria. Hans historie er allerede blevet fortalt. Men disse selvbedragne muslimer indså deres fejltagelse, da de så terroristernes litteratur og propagandaskrifter, som var fyldt med højtidelige opråb om hinduismens genoplivning. I spidsen stod hinduistiske brahminer, og drabene blev viet til dem. Dette blev gjort ved at berøre Ganges-vand og fremsige bestemte mantraer. De hinduistiske religiøse skrifters godkendelse af de brutale drab blev opnået på den måde, at der i Bhagavadgita står, at drab på mennesker for at beskytte hinduismen ikke er forkasteligt, men tværtimod en from handling. Eden til Swadeshi-bevægelsen blev aflagt på Kali-templets område. På denne måde blev denne bevægelse mod delingen levendegjort gennem hinduismens religiøse ritualer. Efter at have iagttaget alt dette var det på ingen måde muligt for nogen muslim at forblive knyttet til denne bevægelse. (A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 60)

Ifølge de hinduistiske religiøse skrifter er menneskeofring ikke blot tilladt, men ligefrem nødvendig. I Bankims Kapalkundala ser vi, hvordan den hinduistiske tantriske kapalik udførte sin religiøse pligt ved at tilbede Bhairavi med menneskekød. For at minde læserne herom citerer jeg her et par sætninger:

“Kapalik førte Nabakumar gennem husets side hen til denne strand. Netop da gik den tidligere omtalte kvinde forbi ham langs kysten med stormskridt; mens hun gik, hviskede hun ham i øret: Flygt nu. Uden menneskekød kan en tantrikers tilbedelse ikke udføres, ved du ikke det?”

Da kapalik så Nabakumar gøre modstand, sagde han: ‘Din tåbe! Hvorfor gør du modstand? Din fødsel er i dag blevet meningsfuld. Dit kød skal ofres ved tilbedelsen af Bhairavi; hvilken større lykke kan en mand som du opnå?’

-(Hentet fra Bankims Kapal Kundala: Sjette afsnit, »Sammen med kapalikaen«)

Derfor kan muslimerne ikke have haft nogen forbindelse eller sammenhæng med den terrorisme og de mord, der blev givet en religiøs form – en hinduistisk religiøs form. Og netop fordi de ikke kunne have haft en sådan forbindelse, blev muslimer også ofre for denne terrorisme og disse mord.

Ligesom terrorismen og borgernes, især englændernes, manglende sikkerhed for livet havde gjort den britiske regering bekymret, havde boykotten af britiske tekstilvarer sandsynligvis gjort den endnu mere bekymret. Fabrikkerne i Manchester blev udsat for enorme tab. Hinduernes købmandsforening udøvede et vedvarende pres på Manchester Chamber of Commerce. Man sagde dem utvetydigt: »Hvis I ønsker at sælge jeres tekstilvarer i dette land, så ophæv delingen af Bengalen.«

Den indiske nationalkongres erklærede også, at den eneste vej til at ophæve delingen af Bengalen var at boykotte britiske varer. Kongressen sagde imidlertid også, at denne boykotspolitik kun skulle gælde i Bangladesh.

Det er særligt værd at bemærke her, at den anti-delingsbevægelse gradvist var ved at bevæge sig i en anden retning. Det vil sige, at det var blevet dens mål helt at udrydde den muslimske nation fra Indien. Da kejser Georg V kom til Indien i 1911, blev det i andragender, som adskillige hinduistiske organisationer overrakte ham, sagt, at muslimerne blev begunstiget særligt gennem forskellige reformer. Hinduaviserne skrev, at muslimerne var landsforrædere og forrædere, at deres loyalitet over for regeringen blot var forstillelse, at de ikke nærede den mindste hengivenhed for Storbritannien, og at de stod i ledtog med de egyptiske oprørere – (A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 83). Sir Valentine, korrespondent for The Times of London, siger, at man ofte hørte Tilak og nationalistiske hinduer fra skoler, der var grundlagt i Pune efter hans ideologi, samt fra Punjab og Bengalen, sige omtrent følgende: Ligesom muslimerne var blevet udryddet fra Spanien flere århundreder tidligere, skulle de også udryddes fra Indien. Sir Walter Lawrence, som var knyttet til vicekong Curzons personlige stab, kommenterer om maharaja Sir Pratap Singh af Idor:

»Sir Pratap Singh var engang inviteret til en afskedsmiddag, som lord Curzon af Schiller havde givet for min hustru og mig. Efter middagen talte jeg med ham om forskellige ting indtil klokken to om natten. Han betroede mig mange af sit livs håb og ønsker. Ét af dem var at udrydde muslimerne fra Indien. Jeg protesterede mod hans udsagn og nævnte navnene på nogle af vores fælles muslimske venner. Han sagde: ‘Ja, jeg kan lide dem, men jeg foretrækker endnu mere, at de dør.’«

Sir Lawrence siger: »Jeg tænker ofte på denne slags samtale med Sir Pratap. Man kan have kendt indere i mange år. Men der kommer pludselig et tidspunkt, hvor de åbner deres hjertes dør og afslører den hemmelighed, de bærer indeni. Sir Pratap Singh er en god hinduistisk rajput. Han har rejst i mange lande. Han har omgåedes mange mennesker. Han kan godt engelsk. Han kender mennesker fra mange folkeslag. Man kan sige, at han er bærer af en kosmopolitisk civilisation. Men i den dybeste del af hans indre har et uudsletteligt muslimhad slået rod.«

(Sir Waliter Lawence: The India We Served, s. 209, Cassel, London, 1928; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 83-84)

Sir Lawrence har afsløret en yderst afgørende sandhed. At udrydde muslimerne fra Indiens jord var ikke blot noget, der lå i hjertet hos en eller to hinduistiske gentlemen som Sir Pratap Singh; det var hele den hinduistiske nations inderste ønske. Senere, under Pakistan-bevægelsen i Indien, gav lederne af Hindu Mahasabha, blandt andre Shyamaprasad Mukherjee, gentagne gange offentligt udtryk for denne holdning i taler og udtalelser.

Fjortende kapitel

Ophævelsen af Bengals deling og dens følger

Regeringen havde truffet hårde foranstaltninger mod terrorismen i Bengalen. Som følge heraf var denne bevægelse gradvist stilnet af. Ved udgangen af 1910 var situationen på vej tilbage til det normale. Bevægelsens soldater var på en måde blevet udmattede af kampen. Samme år forsøgte en bengalsk hindu at rejse spørgsmålet på ny i den lovgivende forsamling, men mislykkedes. Senere indvilligede han i at trække sit forslag tilbage. Sir Surendranath Banerjee havde været bevægelsens initiativtager. Til sidst sagde også han gennem sit blad »Bengali«: »Vi indrømmer naturligvis, at denne deling blev gennemført for at bestå, og vi ønsker ikke at få den omstødt.«

(Fraser, India Under Cuzon and After, s. 391. A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 86)

Men det blev ikke kendt, hvilken mægtig hånd der langt borte i London var i færd med at fremstille dødbringende våben mod Bengals deling.

Kong George V kom til Indien i 1911 med det formål personligt at bekendtgøre sin tronbestigelse i det britiske imperium. At rejse tusinder af mil til en fjern koloni udelukkende for at bekendtgøre sin kroning var en hidtil uset og enestående begivenhed i historien om det britiske styre i Indien. Frygten for terroristernes onde sammensværgelser var endnu ikke forsvundet fra sindene. Hungersnød hærgede Indien på det tidspunkt. Muslimerne var oprørte på grund af krigen mellem Italien og Tyrkiet. Af disse grunde anså George V’s ministerium besøget i Indien for uoverlagt og forsøgte at få ham til at opgive det. Kongen ignorerede alle råd og fortsatte forberedelserne til rejsen. Han begav sig af sted mod Indien i november og gik i første halvdel af december i land i Bombay. Han underholdt Indiens befolkning ved at uddele forskellige belønninger og gaver. Til sidst kom det afgørende øjeblik. Ved en særdeles storslået forsamling i en højtidelig atmosfære begyndte kong George V, én efter én, at udøse sin grænseløse nåde over sine elskede undersåtter. Der blev bekendtgjort en generel amnesti for alle politiske fanger, der blev bevilget et betydeligt beløb til fremme af uddannelsen; indiske soldaters udelukkelse fra at modtage udmærkelsen »Victoria Cross« blev ophævet, lavtlønnede embedsmænd fik en ekstra halv måneds løn; Indiens hovedstad blev flyttet fra Calcutta til Delhi. Til sidst blev det meddelt, at »Bengals deling« var ophævet. Hinduerne brød ud i jubel. Den umiddelbare fordel ved bekendtgørelsen om ophævelsen af Bengals deling var, at kongeparrets sikre rejse gennem de kriminalitetsplagede områder i det indiske imperium dermed blev sikret.

Nogle dage senere, da kongen kom til Calcutta, blev hindubengalerne så henrykte, at de demonstrerede deres urokkelige loyalitet over for det britiske imperium ved at afholde enorme processioner. De hinduistiske aviser gik så langt som til at foreslå, at der blev opstillet statuer af den hvide majestæt og dronningen i hinduistiske templer. Den Indiske Nationalkongres vedtog et forslag, der udtrykte taknemmelighed over for kongen, og den løb over af lovprisning af lord Hardinge.

På den anden side blev muslimerne udsat for et groft forræderi, da delingen blev ophævet. Curzon gennemførte delingen, og Hardinge ophævede den. Men den store forskel mellem de to fremgangsmåder er, at Curzon offentligt fremlagde forslaget om delingen af Bengalen og præsenterede saglige argumenter til støtte for det. Der blev drøftet i lang tid, og der blev brugt meget papir og blæk på sagen. Forslaget blev på behørig vis endeligt vedtaget og gennemført på det rette tidspunkt. Hardinge lod derimod sin plan udvikle sig i største hemmelighed, og den blev offentlig kendt meget pludseligt og på en højst overraskende måde. Selv om den britiske regerings beslutning ødelagde den enes lykke og bragte den anden en tid med velstand, vil dens praleri, kovendinger og uretfærdige og urimelige sindelag—først at give et samfund i en underudviklet region dets retmæssige rettigheder tilbage og derefter tage dem fra det igen—forblive uudsletteligt på historiens sider.

Det antydede årsagssammenhængen bag den britiske regerings latterlige skuespil er, at legen med at ophæve delingen havde taget form i den daværende indiaminister Crews sind. Hans hensigt var at berolige dem, der var blevet ophidsede og havde betegnet delingen som en alvorlig fejltagelse. Hardinge siger: “Senere blev jeg underrettet om, at hvis der skulle etableres fred i de to Bengaler, var det absolut nødvendigt at gøre noget for at fjerne det, som alle bengalere havde anset for uretfærdigt. På dette tidspunkt håbede man naturligvis også i udlandet, at der ville blive gjort noget for at fjerne denne ‘uretfærdighed’. Jeg indså, at hvis der ikke blev gjort noget, ville vi i fremtiden blive udsat for større farer end tidligere”.

-(Hardige of Penhurst, My India Years, s. 36, Murray, London, 1948; A. Hamid, Muslim Soparatism in India, s. 88)

Af den ovenfor gengivne udtalelse af Sir Surendranath Banerjee kan man forstå, at modstanderne af delingen på en måde var blevet desillusionerede og sløve og endda havde ønsket at acceptere delingen. Men de hvidhudede venner i London, som pustede til ilden, havde ikke givet op. De fortsatte deres arbejde, og det havde uden tvivl påvirket indiaministeren Crew.

Abdul Hamid siger, at et af de argumenter, der blev fremført for at ophæve delingen, var følgende: “Hinduerne i de to Bengaler ejede næsten al jordejendom. Også inden for handel, næringsliv og offentlige stillinger havde de et monopol. Derfor udøvede de også en uforholdsmæssig stor indflydelse på befolkningen. Som følge af deres rigdom og kultur havde de opnået indflydelse og anseelse, men på grund af delingen af Bengalen ville de blive berøvet denne indflydelse og anseelse. Dette er et argument for at bevare de bestående interesser og klasseherredømmet.

Det stod klart af ovenstående, at der ikke lå noget ædelt formål bag ophævelsen af delingen; snarere var der tale om en yderst ond hensigt, og regeringen havde bedraget dem. Til gengæld for deres loyalitet var de blevet berøvet deres retmæssige rettigheder. Om dette skriver Mushtaq Hossain i en artikel:

“Muslimerne vil se på dette skridt (sammenlægningen af de to Bengaler) med foragt. Det britiske kabinet nægtede at genoverveje Curzons beslutning. Sammenlægningen af de to Bengaler beviser herefter, at myndighederne er blevet lammede. Ingen vil fremover kunne have tillid til den britiske regerings løfter. ….Vi vil ikke iværksætte nogen bevægelse for at ændre denne endelige beslutning. Men vores krav er, at de muligheder og fordele, som muslimerne i Østbengalen opnåede som følge af delingen, på enhver måde skal sikres for dem. …Den britiske politik i spørgsmålet om Tripoli og Persien har bragt muslimerne til grænsen for deres tålmodighed. …Dette hårde skridt har skabt bitterhed i vores folks sind. De er begyndt at tænke, at det ikke har givet nogen særlig fordel at holde sig borte fra Kongressen. Nogle vil måske forlade Den Muslimske Liga og tilslutte sig Kongressen. Det var netop dette, Kongressen hele tiden havde håbet på. Men vi er ikke enige i en sådan tankegang. Vi kan ikke opgive vores egne institutioner og smelte sammen med et stærkt flertal, så vi mister os selv. Det er vejen til selvmord. En strømmende flod mister sin identitet, når den løber ud i havet. På grund af vores loyalitet over for regeringen er vi ikke fjendtligt indstillede over for Kongressen. Loyalitet er ikke vores egentlige mål, men blot et middel til at nå målet. Loyalitet er altid betinget. Loyalitet kan ikke tåle et umuligt stort pres.

….Det er klart som dagslys, at muslimerne ikke længere kan have tillid til regeringen. Vi må sætte vores lid til Gud og til vores egne bestræbelser. ….Hvis vi på dette område kan organisere os effektivt, vil regeringen blive tvunget til at respektere vores følelser. Vi må lære af alt det, der er sket.

……Regeringen anser det for unødvendigt at rådføre sig med os om vores fremtid. Proklamationen fra kongens side gik så brutalt hen over muslimernes lig som en artillerihær og knuste dem.”

-(Zuberi, Tazkira Waqar, s. 228-240; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 91)

I talen ved åbningen af Muslim League-mødet, der blev afholdt i Calcutta i marts 1912, sagde Khwaja Salimullah, den sårede soldat fra kampen mod delingen af Bengalen:

Efter at bevægelsen mod delingen af Bengalen var stilnet af, kunne ingen ansvarlig og samvittighedsfuld person finde nogen rimelig grund til at rejse spørgsmålet igen. Delingen blev gennemført i 1905 og var gældende indtil 1911. Da vores fjender så mulighederne for muslimernes håb og ønsker, blev de bedrøvede. I virkeligheden fik vi ikke noget særligt ud af delingen. Det lille, vi fik, tog vores naboer fra det andet samfund også fra os ved at skabe uro i himmel og på jord. De tog hævn gennem mord og røveri og boykottede britiske varer. Regeringen tog sig ikke af det. Selv om muslimerne ikke deltog i disse mordhandlinger, forblev de loyale over for regeringen. …Som følge af delingen fik de muslimske bønder fordel. Hinduistiske zamindarer forsøgte at trække dem med ind i bevægelsen, men de lyttede ikke til dem. Derved begyndte sammenstød mellem hinduer og muslimer. Regeringen førte en undertrykkelsespolitik, men det gav ingen resultater. På den ene side stod et velhavende og oprørt samfund, og på den anden side de fattige muslimer, som stod sammen med regeringen. Således gik flere år. Pludselig ophævede regeringen delingen. Vi blev ikke engang rådført om dette. (Ahmed, Ruh-i-Raushan Mustaqbil, s. 58-59; A. Hamid, Muslim Separatism in India, s. 92)

Ved den indiske nationalkongres’ ekstraordinære møde, der blev afholdt i Cocanada i 1923, protesterede Maulana Muhammad Ali i sin åbningstale skarpt mod ophævelsen af delingen af Bengalen og sagde: »Som belønning for deres loyalitet blev de berøvet deres netop vundne rettigheder, og deres tilfredshed med regeringen blev straffet som en alvorlig forbrydelse. Det er et så afskyeligt eksempel, at det vil være vanskeligt at finde et tilsvarende i historien.«

-(Iqbal, Select Writings & Speeches, s. 162)

Mange af dem var kommet til den erkendelse, at den britiske regering havde forrådt muslimerne og foretaget en kovending, at der var begået en grov uret mod muslimerne, og at deres altid stolte hoveder var blevet bøjet på grund af en række terrorhandlinger og voldelige aktiviteter. De var også klar over, at den britiske regerings anseelse i verdens øjne var blevet svækket, da en langsigtet og velovervejet beslutning, som var godkendt af det britiske parlament, efter syv år blev ændret gennem en erklæring fra kong George V’s mund. Derfor forsøgte mange at fordreje historien om årsagerne til delingen af Bengalen for at skåne kong George V’s følelser. Til sidst besluttede regeringen at oprette et universitet i Dhaka for at trøste muslimerne i Østbengalen og som erstatning for det enorme tab, de havde lidt som følge af ophævelsen af delingen af Bengalen, således at den underudviklede befolkning i denne region kunne få adgang til højere uddannelse. Det er rigtigt, at hinduerne i Bengalen jublede over genforeningen af de to dele af Bengalen, men de var på ingen måde villige til at tåle nogen form for fremgang, lykke eller velstand for muslimerne. Derfor føltes regeringens beslutning om at oprette et universitet i Dhaka for dem som endnu et lynnedslag. Nogle kongresledere blev rasende og protesterede skarpt mod beslutningen. De begyndte at hævde, at Calcutta Universitet var hovedkilden til hinduistisk uddannelse, kultur og indflydelse, og at dets anseelse ville blive svækket, hvis der blev oprettet endnu et konkurrerende uddannelsescenter. En delegation under ledelse af Surendranath Banerjee opsøgte straks vicekongen, lord Hardinge. De sagde, at oprettelsen af endnu et universitet i provinsen ville ødelægge fred og harmoni i samfundslivet. Den uenighed, der fandtes blandt beboerne i de to universiteters områder, ville blive stadig større. De advarede også vicekongen om, at det nye universitets begyndelse ville blive yderst ubetydelig og latterlig. Efter deres mening ville der mangle studerende med tilstrækkelig begavelse, og de tvivlede på, at en institution for højere uddannelse, der hovedsagelig var tiltænkt muslimske bønder, overhovedet ville få nogen værdi.

-(Government of India, Speeches by Lord Hardinge of Penhurst, bind 1, s. 203-220, Calcutta, 1916)

I denne forbindelse er den afdøde muslimske folkeleder i Bengal, A. K. Fazlul Huqs tale ved den bengalske lovgivende forsamlings budgetsession i 1913-14 særlig bemærkelsesværdig; derfor citerer jeg et kort uddrag af den. Han sagde i sin tale:

“I den indiske regerings rapport af 25. august blev det lovet, at muslimske interesser ikke ville blive skadet af de ændringer, der blev gennemført som følge af ophævelsen af Bengals deling. Der er siden gået atten måneder, og nu er tiden kommet til at se, i hvor høj grad de vil holde deres løfte. Kort efter bekendtgørelsen ved Delhi Durbar, da Hans Excellence vicekongen ankom til Dhaka, havde alle håbet, at han ville fremsætte en eller anden erklæring for at tilfredsstille muslimerne. Vi har ganske vist hørt erklæringen om oprettelsen af Dhaka Universitet. Men jeg må bestemt sige, at dette set i forhold til det, vi havde håbet på, er yderst ubetydeligt. Jeg ønsker ikke at nedvurdere Dhaka Universitets betydning, for det vil fjerne den hindring, der havde stået i vejen for uddannelsens udvikling i Østbengalen. Jeg benægter heller ikke de enorme muligheder og fordele, som et universitet med boligfaciliteter i et muslimsk centrum indebærer. Men jeg protesterer mod påstanden om, at dette universitet oprettes udelukkende til muslimernes gavn, eller at det er et særligt skridt for at glæde muslimerne. Vicekongen har klart sagt: ‘Dette universitet er for både hinduer og muslimer, og sådan bør det være.’ Det er blevet begrænset af frygt for, at der blandt hinduerne kunne opstå en reaktion mod Bengals deling. Et muslimsk college og et fakultet for islamiske studier, som er planlagt i forbindelse med dette universitet, kan heller ikke opfattes som en gunstbevisning over for muslimerne. Regeringen har nemlig i mere end et halvt århundrede drevet et rent hinduistisk college i Kolkata med fuldt personale og alt nødvendigt udstyr, og hvis der oprettes et muslimsk college i Dhaka, vil det være en forsinket anerkendelse af muslimernes længe forsømte krav. Hvad angår afdelingen for islamiske studier, er denne afdeling blot det naturlige resultat af universitetets læseplan i en region, hvor muslimerne i lang tid har ønsket undervisning i arabisk og persisk. Det er måske ikke alle bekendt, at et stort antal studerende fra distrikterne i Østbengalen studerer på madrasaerne i Bengal, og uden nogen ordning til at imødekomme denne befolkningsgruppes behov og give den uddannelsesmæssige kvalifikationer ville et universitet på ingen måde være retfærdigt. Jeg håber, at regeringens embedsmænd vil forstå, at selv om muslimerne har stemt for Dhaka Universitet, betragter de hverken det eller sågar et muslimsk college og et fakultet for islamiske studier som nogen gunstbevisning over for dem.”

-(Bangladesh Historical Studies, tale ved budgettet for 1913-14, s. 149-50)

Det er blevet klart af ovenstående drøftelse, hvilken holdning og adfærd Hindu-Indien og englænderne udviste med hensyn til Bengals deling, oprettelsen af et universitet i Dhaka samt forskellige muligheder og fordele for muslimerne.

Det er nødvendigt at undersøge og vurdere, hvad muslimerne vandt, og hvad de mistede som følge af Bengals deling og dens ophævelse.

Af hensyn til en velfungerende og harmonisk administration havde de britiske embedsmænd i Indien i lang tid overvejet en omfordeling og reorganisering af nogle af provinsområderne, og der var blevet oprettet den ene sagsmappe efter den anden i sekretariatet om dette spørgsmål. Med dette som grundlag delte Lord Curzon Bengal, den største provins, og oprettede en ny provins med navnet ‘Østbengalen og Assam’. Bengals muslimer havde ingen forestilling om dette spørgsmål. Som følge af delingen blev der imidlertid skabt håb om alle former for velfærd og udvikling for muslimerne i det muslimsk dominerede Østbengalen. Bengals hinduistiske ledere indledte udelukkende af misundelse over muslimernes fremtidige muligheder og fordele en voldsom agitation mod delingen. Denne agitation antog senere form af terrorisme og voldelige aktiviteter. Herigennem blev hinduernes holdning over for muslimerne tydelig. Muslimerne anså deres eksistens, civilisation, kultur og traditioner i Indien for truede. For at beskytte sig selv blev der oprettet en panindisk politisk organisation for Indiens muslimer under navnet ‘Den Muslimske Liga’. Muslimerne indså også den sammensværgelse, der under foregivende af en fælles nationalitet mellem hinduer og muslimer i Indien søgte at udslette muslimernes særpræg og opsluge dem i den hinduistiske nation. En delegation bestående af 36 fremtrædende muslimske ledere under Aga Khans ledelse forklarede deres håb og ønsker for vicekongen og indførte et system med separate valg. Muslimerne blev anerkendt som en separat nation, hvilket som følge heraf førte til Indiens deling og til, at to uafhængige stater, Indien og Pakistan, blev til.

Det femtende kapitel

Fra nitten hundrede og seks til seksogtredive

Historien fra 1906 til 1936 – disse tredive år – udgør et vigtigt kapitel i muslimernes frihedsbevægelse. Alligevel må det siges, at de i disse tre årtier var plaget af kampen mellem håb og håbløshed, og at deres politiske sind undertiden syntes at være sunket hen i mismod.

Disse tre årtiers to ydergrænser var præget af to særegne, lysende og livskraftige karaktertræk. I 1906 blev de oplyst af håbets strålende lys ved fremkomsten af muslimsk særskilt nationalitet, og i 1936 var de ivrigt optaget af at deltage i valgene på grundlag af særskilt valgret som en særskilt nation i henhold til Indiens regeringslov (India Act of 1935). Den mellemliggende periode gik med konflikter og stridigheder med det nærliggende hindusamfund, med kampen og konkurrencen for at hævde sig selv, med at gøre den britiske regering bekendt med muslimernes selvbevidsthed, og samtidig fortsatte frihedsbevægelsen.

I 1905 havde lord Curzon foreslået delingen af Bengalen af administrative hensyn. Men da delingen af Bengalen blev gennemført, og døren til uddannelse og materiel udvikling blev åbnet for de forsømte mennesker i det muslimsk dominerede østlige område, begyndte hele hindusamfundet en voldsom modstand mod delingen. Denne blinde modstand afslørede netop den sandhed, at hinduer og muslimer var to særskilte nationer, og at deres håb og ønsker, religiøse praksis, livssyn, samfund og kultur, politik samt økonomiske udvikling var fuldstændig særskilte og forskellige. Inspireret af denne bevidsthed fremsatte et stærkt muslimsk deputation i 1906 over for regeringen et krav om særskilt valgret. Eftersom politisk særstilling var uundværlig for national særstilling, blev en muslimsk politisk organisation ved navn »Muslim League« grundlagt i Dhaka i 1906 – et uundgåeligt resultat af den nye politiske og nationale bevidsthed.

Den indiske nationalkongres’ store slagord var én nationalisme. Men hele hindufolkets samlede bevægelse for at ophæve delingen af Bengalen afslørede masken bag deres én-nationalisme. Forskellen mellem hinduer og muslimer blev tydelig, den gensidige bitterhed voksede stadig mere og antog til sidst form af kommunale sammenstød. I den undertrykkelse af muslimerne, som briterne havde ført siden det tragiske drama ved Plassey og frem til det fjerde kvartal af det nittende århundrede, havde hinduerne været briternes fuldstændigt lydige og begunstigede undersåtter. Muslimerne var derimod i deres øjne upålidelige og fjendtlige. Men da delingen af Bengalen, særskilt valgret og lignende skabte den opfattelse hos dem, at briternes holdning til muslimerne havde ændret sig, og at de var blevet sympatiske over for dem, blev hinduernes vrede også rettet mod deres britiske herskere. Derefter begyndte terrorismen mod briterne.

Kong George V og dronning Mary kom på besøg i Indien i 1911. I anledning af deres ankomst blev der afholdt en storslået og prangende durbar i Delhi. Efter durbaren meddelte kongen, til alles store forbløffelse, at Indiens hovedstad skulle flyttes fra Calcutta til Delhi. Den næste bekendtgørelse var endnu mere forbløffende og uventet. Han bekendtgjorde, at delingen af Bengalen blev ophævet. Dette var et ekstremt forræderi mod muslimerne, og modstanden mod briterne voksede sig stærkere blandt muslimerne.

Hinduerne brød derimod ud i jubel over ophævelsen af delingen af Bengalen. Som følge heraf voksede på den ene side de ideologiske og politiske forskelle og afstanden mellem hinduer og muslimer, mens muslimernes modstand mod briterne samtidig voksede. Blandt Muslim Leagues tre formål nævntes i det første netop skabelsen af loyalitet over for briterne. Men kong George V’s anden bekendtgørelse ledte deres tankegang i en anden retning. På Muslim Leagues kongres i 1912 blev et forslag vedtaget om at udvide organisationens formål i overensstemmelse med muslimernes voksende protester. Dette var et yderst vigtigt forslag. Det ændrede forslag fastlagde for Ligaen det faste mål at opnå fuld uafhængighed. Som følge heraf blev også den muslimske middelklasses opmærksomhed rettet mod dette.

Det skal bemærkes, at Muhammad Ali Jinnah deltog i den nævnte kongres for Ligaen. Der kunne imidlertid endnu ikke spores nogen begejstring eller entusiasme hos ham for Ligaens organisation. Grunden til hans manglende interesse for Ligaen var, at han indtil da havde ment, at Ligaens politik var samfundsbaseret. Han var et meget entusiastisk medlem af Kongressen og troede på hindu-muslimsk enhed. Han blev oplært i politik af Gopal Krishna Gokhale. Gokhale havde bemærket: »Jinnah har forudsætningerne for at blive hindu-muslimsk enheds udsending.«

Han blev medlem af Ligaen, fordi han ikke mente, at det formelt at være medlem af Ligaen var uforeneligt med at være medlem af Kongressen. Hans inderlige ønske var som medlem af både Ligaen og Kongressen at forsøge at forene hinduer og muslimer. Han gjorde også en yderste indsats. Men gennem sine utrættelige bestræbelser på at skabe enhed blev han klar over, at hindu-muslimsk enhed ikke blot var langt borte; gennem de kommunale sammenstød blev deres særstilling tværtimod stadig tydeligere. Deres politiske mål og formål var forskellige, og deres virke løb i hver sin retning.

Da Første Verdenskrig begyndte i 1914, støttede både Kongressen og Muslim League briterne. På dette tidspunkt blev bestræbelserne på at skabe enhed mellem hinduer og muslimer kraftigt intensiveret. I 1916 blev Lucknow-aftalen indgået af en fælles komité for Kongressen og Muslim League. Denne aftale fik to følger. For det første markerede den forløberen for den senere enhed mellem Kongressen og Muslim League under Khilafat-bevægelsen. For det andet anerkendte den indiske nationalkongres, der bar den fælles indiske nationalismes fane, gennem denne aftale Muslim Leagues politiske eksistens og betydning. Kongressen anerkendte eksistensen og betydningen af Indiens lovgivende råd. Kongressen indvilligede i at give muslimerne 40 procent i Bangladesh, 50 procent i Punjab, 25 procent i Bihar og 30 procent i De Forenede Provinser. Ved samtidig at acceptere et separat valgsystem anerkendte Kongressen muslimernes særstilling.

Men der begyndte en stærk modstand fra hinduerne mod Lucknow-aftalen, og kommunale optøjer brød også ud i forskellige dele af Indien.

Det er blevet bemærket flere gange, at hver gang der blev gjort forsøg på at skabe enhed mellem hinduer og muslimer på et eller andet grundlag, satte den dominerende gruppe kommunale optøjer i gang og forpurrede enhedsforsøget.

Tre begivenheder fra denne periode er blevet berømte i historien: Khilafat-bevægelsen, Moplah-oprøret og Hijrat-bevægelsen. Jeg finder det også nødvendigt at beskrive deres baggrund.

Under Første Verdenskrig samarbejdede Kongressen og Muslim League fuldt ud med briterne. Som tak herfor håbede de, at den britiske regering ville imødekomme deres mindste krav. I 1917 indeholdt den erklæring, som den daværende Secretary of State læste op i Underhuset, et løfte om en gradvis etablering af en ansvarlig regering på det indiske subkontinent. Men den Montagu-Chelmsford-reformplan, der blev bekendtgjort i 1919, var på baggrund af Lucknow-aftalens fremsatte krav helt utilstrækkelig. En anden lovbestemmelse fra samme år, kendt som Rowlatt-loven, forbløffede og oprørte inderne. Med denne lov fik regeringen ret til at træffe strenge foranstaltninger mod statsfjender uden en jurys råd. Det stod nu klart for alle, at loven var blevet vedtaget netop for at undertrykke enhver bevægelse i Indien. Dette var den belønning, Indiens befolkning fik for sin ubetingede støtte under krigen. Loven blev vedtaget den 18. marts, og Gandhi indkaldte som protest til en landsdækkende hartal den 30. marts. Under hartalen kom det til voldelige sammenstød i Punjab. Som følge heraf fandt en brutal massakre sted i Jallianwala Bagh. General Dyer føjede et af de skammeligste kapitler til det britiske styre i dette land ved hensynsløst at affyre 1.650 skud, dræbe 379 mennesker og såre 1.137.

Khilafat-bevægelsen

Khilafat-bevægelsen var forbundet med disse begivenheder. Der er dog behov for at tilføje nogle yderligere oplysninger om den. De indiske muslimer havde mistet herredømmet over dette lands styre og levede i sorg og såret selvfølelse. De forsøgte at finde nogen trøst i denne sorg ved at støtte sig til sultanen af Tyrkiet. Tyrkiet var ikke blot en muslimsk stat; sultanen af Tyrkiet blev også anset for at være kaliffen for den muslimske verden og et symbol på dens enhed. Så længe Mogulriget i Indien var stærkt, havde sultanen af Tyrkiet naturligvis ikke fået denne status. Senere antog den panislamiske bevidsthed blandt muslimer imidlertid Tyrkiet som et symbol på muslimsk enhed. Under Første Verdenskrig sluttede Tyrkiet sig til den lejr, der stod mod Storbritannien. De indiske muslimer håbede, at Tyrkiet på grund af deres ubetingede støtte til briterne ville blive fritaget for enhver form for straf. Lloyd George havde også givet sådanne forsikringer. Men briternes mål var at ødelægge symbolet på den muslimske verdens enhed. Derfor blev Lawrence sendt ud som en, der skulle udbrede den giftige lære om arabisk nationalisme blandt araberne. Mekkas sharif, Sharif Hussein Hashimi, blev påvirket af Lawrences propaganda, begyndte under påskud af „arabernes nationale uafhængighed“ en krig mod muslimerne selv i strid med den muslimske verdens enhed og stak således Tyrkiet i ryggen. Det var briternes mål at ødelægge det tyrkiske sultanat, det vil sige symbolet på den muslimske verdens enhed, gennem giftige dampe fra snæver, lokalbaseret regional nationalisme, og det lykkedes. De allierede vandt Første Verdenskrig, og straks efter sejren delte de gennem en hemmelig aftale det enorme tyrkiske imperium mellem sig som en abes fordeling af en banan. I maj 1919 blev der kun en sultan uden reel magt tilbage i den osmanniske hovedstad. Hele området fra Algeriet til Bahrain blev splittet op og fordelt mellem Frankrig, Grækenland og Storbritannien.

Denne opsplitning af den osmanniske stat fremkaldte stærk utilfredshed blandt de indiske muslimer. De muslimske ledere gav udtryk for deres vrede over for Indiens vicekonge. En delegation af ledere, heriblandt Maulana Muhammad Ali Jauhar og Sayyid Sulaiman Nadvi, rejste til London og fremlagde deres synspunkter for de britiske myndigheder. Som svar blev det sagt, at Tyrkiet ikke kunne få andre områder tilbage end selve det tyrkiske territorium. Derfor begyndte der i Indien en voldsom Khilafat-bevægelse med det formål at genoprette kalifatet i Tyrkiet.

I Indien blev der dannet en stærk khilafat-komité. Muslimernes ophobede smerte og sorg gennem halvandet århundrede antændte, med khilafat-krisen som udgangspunkt, en voldsom protestbevægelses flammende ild. Pioneren i bestræbelserne på at vække den muslimske bevidsthed var Maulana Muhammad Ali Jauhar. Han var visionæren, der drømte om at etablere »et frit islam i et frit Indien«. Gennem et engelsksproget tidsskrift ved navn Comrade bestræbte han sig på at skabe en ny vækkelse blandt muslimerne. Han erklærede, at det var enhver muslims ubetingede pligt at støtte khilafat-bevægelsen.

Kongressen og den kongresstøttende Jamiat Ulama-e-Hind erklærede deres fulde støtte til khilafat-bevægelsen. Den 10. august 1919 blev der udsendt en opfordring til at fejre khilafat-dagen i hele landet. Overalt i landet begyndte en hidtil uset og ustoppelig aktivitet gennem strejker, protestdemonstrationer og møder. Inden for en måned meldte tyve tusind muslimer sig til at afsone fængselsstraffe. På markedspladser og marker, i byer og havne samt i landsbyer og på landet talte folk kun om khilafat-bevægelsen og om deres beredskab til at bringe ethvert offer og yde enhver form for selvopofrelse for dens skyld.

I november begyndte khilafat-komitéens møde i Delhi. Hr. Gandhi deltog. I sin tale anbefalede han, at man fulgte en politik med »ikke-samarbejde« med den britiske regering.

På khilafat-komitéens konference i maj 1920 blev det besluttet at iværksætte »ikke-samarbejdsbevægelsen« (Non-Cooperation Movement). Gennem ikke-samarbejdsbevægelsen blev protesterne mod briterne stadig mere intense.

Jeg begyndte for første gang min skolegang i 1922 på en skole i en afsides landsby i Bangladesh. Så vidt jeg husker, så jeg i min barndom, hvordan hele befolkningen—elever og lærere, bønder og daglejere, såvel som folk fra alle samfundslag—stod fast og urokkeligt besluttet på at genoprette khilafatet. De var altid rede til at bringe ethvert offer og med et smil på læben give deres liv.

Men trods alt dette stod denne livskraftige khilafat-bevægelse over for en brat død. Kemal Atatürk fra Tyrkiet tilbageerobrede med umådeligt mod og tapperhed mange områder fra englænderne. Han forenede det tyrkiske folk og gav igen Tyrkiet dets ærefulde status. Men straks efter at have opnået magten afsatte han i november 1922 sultan Muhammad Hashem, og i marts 1924 fordrev han Tyrkiets sidste og marionetagtige kalif, sultan Abdul Majid, fra landet og afskaffede khilafat-institutionen. Khilafat-bevægelsen i Indien endte i fiasko. Desperationen sænkede sig over muslimerne. Dr. Moinul Huq siger: »Kemal Atatürks handlinger ramte de muslimer i det indiske subkontinent, som var knyttet til khilafat-bevægelsen, med et voldsomt slag i hjertet. Ingen blev hårdere ramt end Maulana Muhammad Ali, for han var denne bevægelses kilde og centrum. Sharif Hussein, som havde været briternes håndlanger, og som gennem sine handlinger var blevet upopulær i den muslimske verden, erklærede sig nu som khilafatens kravstiller. I denne sag hjalp briterne ham ikke på nogen måde. På den anden side havde han heller ikke styrken til at standse wahhabilederen Ibn Sauds felttog. Så snart året var omme, angreb Ibn Saud Mekka og Taif, erobrede dem og udvidede således sin kontrol over størstedelen af Hijaz.«

-(Dr. Moyenal Huq, History of Freedom Movement, bind 3, del 1; Abul Afaq – et liv, en tankegang, en bevægelse – (urduværk), s. 69)

Hijrat-bevægelsen

Under kalifatbevægelsen begyndte hijratbevægelsen i Indien. Maulana Abul Kalam Azad indledte hijratbevægelsen efter sin løsladelse fra fængslet i Ranchi. De lærde udstedte en fatwa om, at Indien var Dar al-Harb, og at man skulle foretage hijrat herfra til et hvilket som helst Dar al-Islam. Afghanistans konge, emir Amanullah Khan, erklærede på et folkemøde: »Indiske muslimer kan naturligvis foretage hijrat og komme til vores land.« På Maulana Azads forslag besluttede muslimerne sig blindt for at foretage hijrat. En hijratkomité blev oprettet i Delhi, og et kontor blev åbnet på behørig vis. Som følge af denne bevægelse, hvis egentlige inspirator var Maulana Abul Kalam Azad, solgte tusinder af muslimer alt, hvad de ejede, og drog af sted mod Afghanistan. Alene i august 1920 foretog atten tusind mennesker hijrat. Mellem fem hundrede tusind og to millioner muslimer blev hjemløse som følge af denne bevægelse, og en ubeskrivelig elendighed blev deres lod.

Men denne bevægelse byggede i grunden blot på et impulsivt indfald. Man kastede sig ud i den uden nogen gennemtænkt plan og uden at analysere og vurdere følgerne af hijrat.

Ali Sufian Afaki fortæller: »Maulana Maududi og hans bror besluttede sig for at foretage hijrat. Sekretæren for hijratkomitéen, hr. Tajammul Hossain, var deres slægtning. Han tilskyndede de to brødre til at foretage hijrat. Men under drøftelserne kom det frem, at hijratkomitéen ikke havde nogen ordentlig plan i denne sag. Selv om folk drog til Afghanistan i store flokke, var der ikke ført nogen samtaler med den afghanske regering om sagen. Mufti Kefayatullah og Maulana Ahmad Said var blandt de førende i denne sag. Maududi sahib mødtes med disse to og pegede på manglerne ved en bevægelse uden plan. Efter at de havde erkendt manglerne, bad de Maududi sahib om at udarbejde en plan. Maududi sahib sagde, at man først måtte spørge den afghanske regering, om den var villig til at genbosætte dem, der foretog hijrat fra Hindustan, og hvordan genbosættelsen i så fald skulle foregå. Man drøftede sagen med den afghanske ambassadør. Han sagde: »Hans regering føler sig for tiden meget forlegen. Regeringen tøver naturligvis med at sende dem, der allerede er rejst til Afghanistan, tilbage. Men ikke desto mindre overstiger det regeringens evne at bære deres byrde.« Således sluttede spørgsmålet om hijrat her.«

—(Abul Afak: »Et liv, en tankegang, en bevægelse«, s. 77–78).

Således standsede den kraftige fremdrift i kalifat- og hijratbevægelsen i Indien pludseligt, og begge bevægelser mislykkedes. De indiske muslimer bar på ingen måde skylden for dette nederlag. Det skyldtes Tyrkiet. Kemal Pasha gjorde ikke blot en ende på kalifatet; han sendte også kaliffen i eksil i to år. Den flammende ild, der var blevet tændt i Indien under påskud af kalifatbevægelsen og havde skræmt den indiske regering, slukkedes til sidst nærmest gennem en tåge og knuste muslimernes håb og begejstring.

Den bestræbelse på enhed mellem hinduer og muslimer, som var blevet ført gennem denne bevægelse, mislykkedes også sammen med bevægelsens nederlag. Blodige sammenstød begyndte igen mellem hinduer og muslimer. Uanset om Gandhis støtte til kalifatbevægelsen var oprigtig eller ej, kunne mange hinduistiske medlemmer af Kongressen ikke helhjertet støtte denne bevægelse. Mange af dem spurgte sig selv, hvad de ville vinde ved at genoprette muslimernes kalifat. Selv om kalifatbevægelsen derfor holdt tendensen til kommunale sammenstød mellem dem nede i nogen tid, rejste den sig igen efter bevægelsens nederlag. De fremprovokerede optøjer under påskud af med magt at spille musik foran moskeer, og disse optøjer antog form af blodige sammenstød og bredte sig i alle retninger. Forskellene mellem samfundene blev stadig tydeligere. Når de forsømte og tilbagestående muslimer, som i halvandet århundrede havde været tilsidesat, forsøgte at kræve muligheder og fordele på livets forskellige områder, blev de uundgåeligt bragt i konflikt med det talmæssigt overlegne og stærkere samfund. De hinduistiske godsejere i Bengalen og de handlende i Punjab indledte på dette tidspunkt en ekstrem undertrykkelse af deres muslimske fæstere og kunder. Kalifat- og ikke-samarbejdsbevægelsen havde vakt en trang i folkets sind til at udtrykke deres utilfredshed; da de to bevægelser blev bragt til standsning, fandt denne utilfredshed i stedet udtryk gennem kommunale sammenstød.

Moplah-opstanden

Moplah-opstanden på dette tidspunkt var forbundet med kalifatbevægelsen. Under undertrykkelsen af denne Moplah-opstand kom de engelske herskeres voldelige natur på den ene side tydeligt til udtryk, ligesom også hinduernes voldelige holdning over for muslimerne kom til udtryk.

I begyndelsen af bogen er der givet en kort beskrivelse af Moplaerne. De var muslimske indbyggere i Malabar-området i det sydlige Indien og hævdede selv at nedstamme fra arabiske købmænd. De var yderst modige og gudfrygtige. Fordi de blev udbyttet og undertrykt af englænderne, gjorde de oprør mod briterne i 1873, 1885, 1894 og 1896. Som følge heraf blev de gentagne gange forfulgt af briterne. Landbrug og fiskeri var deres vigtigste levevej. Uddannelsesmæssigt var de tilbagestående, og hinduistiske zamindarer, pengeudlånere og skatteopkrævere udsatte dem for ekstrem undertrykkelse og overgreb. Selv deres henvendelser og bønner til de britiske myndigheder førte ikke til noget. Deres historie om forfølgelse går derfor langt tilbage. Under briternes og de hinduistiske zamindarers og pengeudlåneres undertrykkelse sygnede de hen og døde langsomt gennem generationer. Derefter begyndte Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsen i Indien ved slutningen af det andet årti af det tyvende århundrede. Bevægelsens bølge nåede også Malabar. Som allerede nævnt var Moplaerne frihedselskende, modige og gudfrygtige. De mente, at deres langvarige forfølgelse og undertrykkelse ville ophøre, hvis det islamiske kalifat blev genoprettet og Indien samtidig opnåede frihed; derfor sluttede de sig med stor entusiasme og begejstring til Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsen. Straks derefter begyndte deres sammenstød med myndighederne. Den hinduistiske befolkning i nabolaget hjalp herskerklassen fuldt ud med at undertrykke dem. Moplaerne måtte derfor kæmpe mod både myndighederne og det hinduistiske samfund på samme tid.

Det er umuligt at finde ord til at beskrive den gruopvækkende og hjerteskærende beretning om den barbari og brutalitet, som den britiske regering udviste, da den forsøgte at undertrykke Moplaerne. Mens overgrebene og forfølgelserne stod på, forbød regeringen offentlige møder i hele Malabar, indførsel af nyheder og aviser udefra samt ucensureret afsendelse af nyheder, telegrammer og breve fra Malabar til omverdenen. Malabar blev holdt bag et jerntæppe. Men hvis beretningerne om deres lidelser på nogen måde slap ud, og folk uden for området, især muslimer, begyndte at føle sympati for dem, indledte egeninteresserede kredse en voldsom kampagne mod Moplaerne. Disse kampagner var grundløse, opdigtede og fantasifulde. I 1922 blev to propagandaskrifter udgivet af hinduer i henholdsvis Saharanpur og Amritsar.

I skriftet med titlen »Dastane Zulm«, der blev udgivet i Amritsar, blev der fortalt om usigelige overgreb mod hinduer begået af Moplaerne, i et forsøg på at ophidse det hinduistiske samfund mod muslimerne. Moplaerne blev anklaget for blandt andet mord, plyndring, ildspåsættelse, bortførelse af hinduistiske kvinder og tvangsomvendelse til islam. Det blev beskrevet, at hvis offeret for forfølgelsen var en hinduistisk mand, blev han først tvunget til at bade, hvorefter hans hår blev klippet på muslimsk vis; derefter blev han ført til en moské og tvunget til at fremsige kalimaen, omskåret og iført muslimsk klædedragt. Hvis det var en kvinde, blev hun blot iført en slags farverig Mopla-dragt og forsynet med en slags øreringe.

I skriftet »Malabar ki Khuni Dastan«, der blev udgivet i Saharanpur, blev det hævdet, at Moplaerne opfordrede de hinduistiske naboer til at tilslutte sig Khilafat-bevægelsen. Hvis de tilsluttede sig, var alt godt; ellers blev den, der nægtede, spærret inde i Moplaernes huse og tvunget til at spise oksekød. Derefter blev hans slægtninge dræbt foran ham. Hvis han stadig ikke gav efter, blev han dræbt, hans lemlæstede lig kastet i en brønd, og hans hus blev brændt ned.

På den ene side fortsatte bestræbelserne på at skabe hindu-muslimsk enhed, og gennem hinduers og muslimers fælles indsats blev grundlaget for en frihedsbevægelse i Indien skabt via Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsen. På den anden side blev hinduerne ophidset mod muslimerne, så de ikke blot blev afholdt fra at deltage i Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsen; der blev også opfordret til masseudryddelse af muslimer over hele landet. For en bestemt gruppe mennesker var udryddelsen af muslimer mere kærkommen end opnåelsen af frihed. Derfor forgiftede de det kommunale klima ved at udbrede opdigtede historier, hvilket førte til, at optøjer og uroligheder igen begyndte at bryde ud over hele Indien i en ny form.

Disse alvorlige kampagner undgik ikke de muslimske tilhængere af Khilafat-bevægelsens opmærksomhed. Den centrale Khilafat-komité nedsatte og udsendte en komité for at indsamle korrekte oplysninger om Moplaerne, og i den rapport, som komitéen fremlagde, blev de lokale embedsmænd gjort hovedsageligt og først og fremmest ansvarlige for Mopla-oprøret. De sagde, at situationen havde været helt normal og fredelig, og at der ikke havde været noget tegn på oprør. Ligesom muslimer i andre dele af Indien sluttede Mopla-muslimerne sig også til Khilafat-bevægelsen, og den lokale regering gik energisk i gang med at undertrykke den med hård hånd. Politiets brutalitet tvang dem til at gøre oprør. Sammenstødet begyndte på følgende måde: Politiet arresterede sekretæren for den lokale Khilafat-komité og bandt ham til et træ. Derefter blev hans kone ført frem foran ham og klædt af, mens han hjælpeløst måtte se på. En politikonstabel slog ham i ansigtet. Derefter blev en anden Khilafat-aktivist anklaget på grundlag af den opdigtede beskyldning, at han fremstillede våben. Til sidst stormede politiet Moplaernes huse, plyndrede alle deres ejendele og begik brutale overgreb mod beboerne nogle steder. Da de stadig ikke havde lagt våbnene, åbnede de hensynsløs ild mod Moplaerne. Moplaerne var af natur frihedselskende, modige og tapre krigere. Da de blev udsat for en sådan grusom undertrykkelse, satte de livet på spil, rejste sig mod politiet og besluttede sig til sidst for at kæmpe. I den kamp, der derefter begyndte, blev politiets og magistratets samlede styrke besejret og fordrevet fra deres tjenestesteder. De flygtede og efterlod sig mange våben. Derefter kom situationen fuldstændig under Moplaernes kontrol. Hidtil havde deres forhold til hinduerne været godt. Under de spændte forhold beskyttede Moplaerne hinduernes liv og ejendom. I august 1921 erklærede Moplaerne formelt uafhængighed. Allerede inden for en uge efter oprørets begyndelse rev Moplaerne to store taluker, Ernad og Walluvanad, løs fra den britiske regering og oprettede dér en uafhængig kalifatstat.

To uger senere sendte den britiske regering hundredvis af soldater, små og store kampvogne, kanoner, bomber, flere kanonbåde og krigsskibe til Malabar og skabte en situation, som om en verdenskrig var begyndt mod en enorm stormagt. Under den første kamp mistede, ligesom politiet, flere undertrykkende zamindarer og pengeudlånere livet, da folkemassernes vrede ramte dem. Den britiske regering gav konflikten et kommunalt præg og satte hinduerne op mod Moplaerne. Derefter rykkede den hinduistiske befolkning samt zamindarer og pengeudlånere frem med støtte fra soldaterne og politiet. De fleste hinduer begyndte at spionere mod Moplaerne og angav dem uretmæssigt. Moplaerne blev derfor nødt til at kaste sig ud i kampen mod både briterne og hinduerne. Men hvor længe kunne de ulykkelige Moplaer kæmpe mod den enorme, velorganiserede britiske hær? Hundredvis af frivillige fra Arya Samaj rejste fra Indien til Malabar under påskud af at uddele nødhjælp og begyndte på forskellige måder at hjælpe politiet og soldaterne.

Moplaerne førte med grænseløst mod deres kamp mod briterne og hinduerne i en hel måned. Regeringen bombarderede Mopla-områderne fra luften og beskød dem uden skånsel fra krigsskibe og kanoner, hvorved næsten ti tusind mænd, kvinder og børn blev dræbt, og deres huse, butikker og marker blev forvandlet til ruiner. Derefter begyndte massearrestationer samt djævelsk tortur og mishandling med den hinduistiske befolknings hjælp. Et eksempel på regeringens djævelskab og barbariske grusomhed fremgår af en enkelt hændelse. Omkring et hundrede fremtrædende Mopla-ledere blev arresteret, læsset ind i en godsvogn og sendt til Calicut med dørene låst. Da dørene blev åbnet ved bestemmelsesstedet, viste det sig, at tres var døde, mens resten befandt sig i døden nær. Der blev heller ikke vist nogen respekt for deres lig. En sådan djævelsk og brutal behandling af mennesker over for mennesker kan man ikke finde selv i oldtidens historie, for ikke at tale om guldalderen.

Efter den britiske regerings politis og soldaters overgreb og mishandling begyndte retssagerne mod dem, der havde overlevet. Omkring tyve tusind Mopla-mænd, -kvinder og -børn blev arresteret. Selv i fængslerne blev de udsat for umenneskelig tortur. Regeringen oprettede særdomstole til at dømme dem. Da ingen advokater udefra fik lov til at rejse ind i Malabar, fik de ulykkelige Moplaer ikke engang mulighed for at forsvare sig. Under retssagerne begyndte der i de anklagedes hjem at lyde klager over mangel på mad og klæder. Mange mænd, kvinder og børn døde af sult. På dette tidspunkt genlød Malabars luft og himmel af de undertryktes hjerteskærende klager og gråd. Næsten tusind mennesker blev dømt til døden. Over to tusind Moplaer blev idømt livsvarigt fængsel, langvarigt straffearbejde eller deportation. Kun et meget lille antal Moplaer blev frikendt. Omkring otte tusind Moplaer blev idømt mellem fem og ti års straffearbejde. Ingen af de øvrige havde en fængselsstraf på under seks måneder. Næsten alle imamerne ved moskeerne i de oprørte områder blev anklaget for oprør. På denne måde blev også moskeerne skubbet mod ødelæggelse. Efter at de dømte Moplaer i flere år havde lidt ubeskrivelige kvaler i eksil, gav regeringen deres familier tilladelse til at rejse til Andamanøerne og bo sammen med dem. Således opnåede den britiske regering tilfredsstillelse ved næsten fuldstændigt at udrydde Moplaerne fra Malabar.

I Indiens historie om Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsen er beretningen om den britiske regerings overgreb og mishandling af Moplaerne den mest hjerteskærende og gribende. Gandhi og Kongressen forholdt sig fuldstændig tavse i denne sag.

På den tid, hvor Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsens vældige strøm skyllede hen over landet, befandt muslimerne sig i en tilstand af levende død, og deres svage stemmer nåede ikke ind i den britiske regerings ører. Kun Khilafat-komitéen formåede med stort besvær at yde de hjælpeløse Moplaer en vis bistand. Ellers ville endnu mange Mopla-mænd, -kvinder og -børn være bukket under for tidlig død. Kongressens holdning til Moplaerne smertede mange af Kongressens muslimske medlemmer; fordi Kongressen havde dens støtte, indtog Kongressen en tavs holdning.

Når man sammenholder den britiske regering og hinduerne med muslimerne og gennemgår Indiens historie i de forgangne århundreder, fremstår det klart, at briterne og hindusamfundet i dette subkontinent ikke på noget punkt undlod at spille deres rolle som muslimernes værste fjender. Deres eneste mål var at udrydde den muslimske nation fra dette subkontinent. Dette vil blive endnu tydeligere i den efterfølgende gennemgang af historien.

(Se Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, samt Vores befrielseskamp, Muhammad Waliullah.)

Den yderst brutale undertrykkelse af Moplaernes oprør, Khilafat- og ikke-samarbejdsbevægelsens fiasko samt Kongressens og Gandhis fuldstændige ligegyldighed over for Moplaerne skabte på ny en kløft i forholdet mellem hinduer og muslimer. I 1924 indsamlede dr. Mahmud, som var blevet sendt af hr. Gandhi, oplysninger hos Malabars hindusamfund og afleverede en rapport til Gandhi, hvori det blev sagt, at der var klager over Moplaerne. Anklagen om, at hinduer med tvang var blevet gjort til muslimer, var fuldstændig grundløs og uden hold i virkeligheden. Som svar sagde Gandhi: »Ingen kender den fulde sandhed.«

-(The Indian Quarterly Register, 1942, bind 1, nr. 2, s. 645; Muslim Separatism in India, A. Hamid, s. 160)

Gandhis ovenstående udtalelse viser netop, at intet, muslimerne siger, er troværdigt for ham, mens han er parat til at acceptere alt, hvad en hindu siger, som et ufejlbarligt sandhedsord.

Det, der skete efter disse sørgelige begivenheder, var endnu mere sørgeligt. I september 1922 angreb hinduer muslimerne i Multan med Muharram som anledning. Året efter forværredes situationen drastisk i Saharanpur, hvor man året før gennem uddelingen af en pjece med titlen »Malabars blodige beretning« havde pustet til hinduernes religiøse fanatisme. I denne kommunale konflikt i Saharanpur blev 300 mennesker dræbt, hvoraf flertallet var muslimer. I 1924 fandt 18 optøjer sted forskellige steder. Disse kommunale konflikter spredte sig hurtigt til Bihar og Bengalen og antog et omfattende omfang frem til 1926.

Veltilrettelagte angreb på islam og muslimer

Den indiske Muslimske Liga mistede gradvist sin popularitet. Allerede under kalifat- og ikke-samarbejdsbevægelsen var den sakket agterud med hensyn til popularitet. Under de hindu-muslimske kommunale optøjer i hele landet kunne den ikke hamle op med de politistøttede hinduer. Derfor lå det også uden for dens evne at yde muslimerne nogen betydelig hjælp under optøjerne. Samtidig blev Kongressen også genstand for muslimernes had, fordi mange kongresmedlemmer, som troede på ikke-vold og kommunalt fællesskab, fortsatte med at tilskynde til optøjer. I håbet om kommunalt fællesskab udviste muslimerne en overdreven gavmildhed og brød dermed islams traditionelle principper. De gav Arya Samajs leder, Swami Shraddhanand, tilladelse til at tale fra den hellige prædikestol i Delhis Jama-moské. Den enestående gavmildhed, muslimerne viste ham og hindusamfundet ved at krænke moskéens hellighed, gengældte Swami Shraddhanand på en sådan måde, at den forblev et enestående eksempel i forræderiets historie.

Det bør nævnes, at denne Arya Samaj-leder også var et fremtrædende medlem af Kongressen og blev fængslet efter at have tilsluttet sig ikke-samarbejdsbevægelsen. Mens han sad i Lahore-fængslet, havde han hemmelige drøftelser med en højtstående britisk embedsmand i Punjab, og han blev løsladt før straffetidens udløb. Så snart han var blevet løsladt fra fængslet, var hans hensigt at omvende muslimer til hinduisme og gøre dem til en ny, uberørbar lavere kaste. Han kastede sig således ud i bestræbelserne på at skubbe den muslimske nation ned på niveau med en uren kaste. I Gurgaon, Alwar, Bharatpur og andre steder blev et stort antal uuddannede muslimer omvendt ved hjælp af forskellige former for lokkemidler og trusler. Før omvendelsen blev muslimerne tvunget til at drikke komøgsvand og bade ved at vaske sig fra top til tå i komøgsvand. Omvendelsen af uskyldige og analfabetiske muslimer til hinduisme med magt fortsatte med fuld kraft.

Den britiske regering havde aldrig nogen respekt for muslimerne eller deres religion. Ellers kunne den uden besvær have standset denne religiøse forfølgelse, hvis den havde ønsket det. Men den forholdt sig fuldstændig tavs. Arya Samaj-folkenes skadelige aktiviteter, muligvis efter tilskyndelse fra nogle magtfulde britiske embedsmænd, gjorde muslimerne så ophidsede og oprevede, at en vis Abd al-Rashid dræbte Shraddhanand i højlys dag og dermed satte en stopper for disse skadelige aktiviteter. Da denne mand af ukendt herkomst ved dom blev dømt til døden, steg Abd al-Rashid med et smil på læben op på skafottet.

Efter denne begivenhed begyndte Gandhi selv offentligt at fremsætte fornærmelser mod islam. På offentlige møder blev han ved med at sige: »Islam oplærer til at dræbe tilhængere af andre religioner, og muslimerne mener, at dette er vejen til frelse i det hinsidige.«

Gandhis ovenstående udtalelse gjorde det muslimske Indien dybt såret og oprørt. Maulana Muhammad Ali udtrykte ved en lejlighed sin sorg under en tale i Delhis Jama-moské og sagde: »Der må gives et knusende svar på Gandhis udtalelse. For med denne udtalelse bliver islams hellige og storslåede jihad fortolket forkert.«

Derefter udarbejdede Maulana Sayyid Abul Ala Maududi et yderst velargumenteret og autoritativt værk med titlen »Al-Jihad fi al-Islam«. I dette værk behandler han med indgående lærdom islams grundprincipper, dets formål og mål, islamisk krigsførelse og fredsslutning samt internationale principper og relationer blandt andet, og tilbageviser den fejlagtige opfattelse af islam og islamisk jihad, som Gandhi forsøgte at skabe gennem sine udtalelser.

Jeg mener, at det ikke vil være irrelevant at gøre læserne bekendt med nogle oplysninger om dette værk.

I de første fem kapitler af dette omfattende værk redegøres der detaljeret for den islamiske jihads værdighed, selvforsvarskrig, reformkrig, udbredelsen af islam og sværdet samt islamiske love og regler om krig og fredsslutning.

Det sjette kapitel behandler krigsprincipperne i hinduismen, buddhismen, jødedommen og kristendommen.

Det syvende kapitel omhandler krig og fredsslutning under den moderne civilisation. Det kan uden tøven siges, at ingen indtil i dag har skrevet et så informationsrigt, velargumenteret og autoritativt værk om dette emne på noget sprog i verden.

Denne ære skænkede Allah den Almægtige alene til Maulana Sayyid Abul Ala Maududi.

Allah Iqbal roste værket meget. Værket er blevet oversat til bengali og har 592 sider.

Organisationsbevægelsen

Lala Hardayal, lederen af »Sangathan-bevægelsen«, erklærede offentligt, at muslimerne enten måtte lade sig omvende til hinduismen eller pakke deres ting og forlade Indien.

I 1925 erklærede en hinduistisk leder ved navn Satyadev: »Når vi er stærke som flertal, vil vi stille muslimerne følgende betingelser:

»Koranen må ikke anerkendes som en åbenbaret bog, og Muhammed må heller ikke anerkendes som profet. De muslimske højtider skal opgives, og hinduistiske højtider skal fejres. Muslimske navne skal opgives og erstattes af navne som Ramdid, Krishnakhan og lignende. Gudsdyrkelsen skal foregå på hindi i stedet for arabisk.«

(En historie om frihedsbevægelsen, Bengalsk muslimsk offentlig mening afspejlet i den bengalske presse – 1901-30, Mustafa Nurul Islam.)

Samtidig med Arya Samajs Shuddhi-bevægelse ophidsede dr. Moonje og Bhai Parmanand hinduerne mod muslimerne gennem »Sangathan«-bevægelsen. Som følge heraf opstod blodige, kommunale sammenstød forskellige steder. Da situationen blev stadig mere alvorlig, gik dr. Saifuddin Kitchlew ind på arenaen sammen med bevægelsen. Takket være deres utrættelige bestræbelser blev det voldsomme momentum i »Shuddhi«- og »Sangathan«-bevægelserne til en vis grad dæmpet.

Men den kommunale hadets flamme blev på ingen måde slukket i hinduerne. En arya-samajist ved navn Rajpal fra Lahore pustede på ny til hadet mod muslimer. Han udgav en bog med titlen »Rangila Rasul«, hvori der blev fremsat modbydelige og skændige beskyldninger mod den ærværdige profet Muhammed Mustafas karakter. Dette var et alvorligt angreb på muslimernes religiøse følelser. Nu dræbte en muslim ved navn Ilmuddin Rajpal og gik med et smil til galgen.

Krav om autonomi for muslimsk befolkede områder

De kommunale optøjer og uroligheder aftog ikke, men voksede stadig mere og antog et frygteligt omfang. I 1927 fremsatte Maulana Hasrat Mohani fra Kanpur gennem en erklæring i pressen et forslag med krav om autonomi for Indiens muslimsk befolkede områder. Dette kan kaldes den første vejviser på vejen mod Pakistan-bevægelsen.

Den All-Party-konference

I mellemtiden gjorde Maulana Muhammad Ali, hr. Muhammad Ali Jinnah, Maulana Abul Kalam Azad, Hakim Ajmal Khan, fru Sarojini Naidu, Raja Gopalacharia, dr. Ansari og andre ledere deres yderste for at genoprette den religiøse harmoni, men de kunne ikke finde nogen måde at forhindre optøjerne på. Endelig blev der i 1928, umiddelbart før Kongressens session i Calcutta, indkaldt til en All-Party-konference. Fremtrædende hinduer, muslimer og sikher fra Indien deltog i konferencen. Kongressens afgående formand, dr. Mukhtar Ahmad Ansari, ledede konferencen. Men på grund af de yderligtgående hinduers stædighed endte konferencen i fiasko.

For at etablere religiøs harmoni var muslimerne villige til, i lovgivende forsamlinger i de provinser, hvor de udgjorde flertallet, at afstå nogle af de pladser, der tilkom dem som det absolutte flertal, til ikke-muslimer, og til gengæld var de villige til i den centrale lovgivende forsamling at afstå nogle pladser til ikke-muslimer, mens de krævede tre procent flere pladser end deres retmæssige andel. Dette var et krav om at opnå en ringe gevinst i centrum ved at afstå et større antal pladser. Men flertallet af konferencens hindu- og sikhledere modsatte sig dette forslag heftigt og erklærede med største bestemthed, at de ikke kunne acceptere det. Hr. Muhammad Ali Jinnahs gentagne appeller om, at der til gengæld for muslimernes større gavmildhed måtte vises en smule gavmildhed, mislykkedes. Derfor endte All-Party-konferencen i fuldstændig fiasko uden at nå frem til nogen beslutning.

Muhammad Ali Jinnahs historiske fjortenpunktsprogram

Hr. Muhammad Ali Jinnah var oprindeligt et meget entusiastisk og hengivent medlem af Kongressen, og han var en udsending for hindu-muslimsk enhed. Men hans mangeårige bestræbelser på at skabe enighed mislykkedes. Han blev dybt såret over de hinduistiske kongresmedlemmers opførsel og deres fjendtlige politik over for muslimerne. Derefter brød han i december 1921, på Kongressens session i Nagpur, sin mangeårige forbindelse med Kongressen. Indtil All-Party-konferencen i 1928 afholdt han sig dog fra åbenlyst at modarbejde Kongressen. Da han på denne konference bemærkede hinduernes og sikhernes fjendtlige holdning, blev han dybt bedrøvet. Kort efter fremlagde han sit fjortenpunktsprogram på en muslimsk konference i Delhi. Blandt de særligt bemærkelsesværdige punkter i dette program var oprettelsen af provinsen Sindh ved at adskille Sindh fra Bombay, indførelsen af forvaltningsreformer i Baluchistan og Grænseprovinsen, fordeling af pladser i de lovgivende forsamlinger i provinser med muslimsk flertal efter befolkningstal samt indførelsen af særskilte valg for muslimer ved valg af repræsentanter til landets selvstyrende institutioner. Fra da af blev hr. Jinnah, senere Quaid-e-Azam, stadig mere højlydt i sin modstand mod Kongressen. Senere blev størstedelen af fjortenpunktsprogrammets bestemmelser anerkendt i den britiske premierminister Ramsay MacDonalds kommunale kendelse (Communal Award). Ud over disse fjorten punkter fik de hindu-dominerede Orissa og Assam status som to særskilte provinser.

Simon-kommissionen

Den britiske regering sendte i 1928 en kongelig kommission til Indien, enten med det formål at fastlægge den fremtidige politik for Indiens styre eller med det formål at holde Indiens uafhængighedsbevægelse nede. Kommissionens formand var Sir John Simon. Da ingen indere blev optaget som medlemmer af kommissionen, besluttede Kongressen, Den Muslimske Liga og andre politiske partier at boykotte den. Da kommissionens medlemmer gik i land i Bombay, blev de mødt med sorte flag. Simon-kommissionen fremsatte imidlertid en anbefaling om et rundbordsmøde i London.

Rundbordsmødet

I overensstemmelse med Simon-kommissionens anbefalinger blev der i 1930 indkaldt til en rundbordskonference i London. Kongressen afholdt sig fra at deltage i konferencen. Blandt de ledere, der modtog invitationen, var Maulana Muhammad Ali, hr. Muhammad Ali Jinnah, hr. A. K. Fazlul Huq, Sir Muhammad Ismail, Aga Khan, Sir Abdul Qaiyum, Sir Abdul Halim Ghaznavi, Sir Haidari, Sir Muhammad Shafi, Sir Shah Nawaz Bhutto og andre. Da de muslimske medlemmer ankom til London, valgte de Hans Højhed Aga Khan som deres leder.

Konferencen varede næsten to måneder. Maulana Muhammad Ali deltog trods sit svækkede helbred og holdt, mens han sad på sin plads på grund af sin sygdom, sin længste tale, som varede halvfems minutter. Denne ildsjæls glødende tale var på den ene side litteratur af højeste rang og på den anden side et fremragende bidrag til Indiens selvstændighedskamps historie. På konferencen, der blev afholdt under kejser George V’s forsæde, rettede han en så skarp kritik mod den britiske regering, at selve denne kritik for ham var livets kærteste eje. På et tidspunkt i sin tale sagde han med stærkt bevæget stemme: »Jeg ønsker at vende hjem med essensen af Indiens frihed. Hvis I ikke giver os frihed, foretrækker jeg at dø i et frit land frem for at vende tilbage til mit eget land.«

Hans oprigtige udtalelse var en profeti, som det ikke tog lang tid at få opfyldt til punkt og prikke. Han skulle ikke længere vende tilbage til sit elskede fædreland. Indien blev ikke frit; i stedet endte hans liv få dage senere i London.

Maulana Muhammad Ali var gennem gentagne fængslinger og mange års ophold i fængsel blevet helt svækket. Hans pludselige død kastede Indiens millioner af mænd og kvinder ud i en sorgens afgrund. Han døde den 4. januar 1930, og den sørgelige nyhed spredte sig med lynets hast over hele den muslimske verden. Den dannede verden blev dybt berørt og fortsatte med at sende telegrammer med sin sidste hyldest til denne indiske løve.

Maulana Muhammad Ali var gennem gentagne fængslinger og mange års ophold i fængsel blevet helt svækket. Hans pludselige død kastede Indiens millioner af mænd og kvinder ud i en sorgens afgrund. Han døde den 4. januar 1930, og den sørgelige nyhed spredte sig med lynets hast over hele den muslimske verden. Den dannede verden blev dybt berørt og fortsatte med at sende telegrammer med sin sidste hyldest til denne indiske løve.

I overensstemmelse med Maulana Muhammad Alis sidste ønske blev hans jordiske rester ikke bragt til det underkuede Indien, men begravet i moskéen for kaliffen Umar i Bayt al-Maqdis.

Ved patrioten, digteren og forfatteren, journalisten og taleren Maulana Muhammad Ali Jawhars død opstod der et tomrum i Indiens politiske liv, som aldrig blev udfyldt. Da han på sin rejse til London blev båret om bord på skibet i Bombays havn på en båre, sagde mange imidlertid med grådkvalt stemme: »Hvem skal efterfølge Dem i Indien?« Da svarede han: »I har Muhammad Ali Jinnah iblandt jer.« Også dette sidste ønske blev opfyldt. Senere blev muslimernes håb og ønsker virkeliggjort gennem Muhammad Ali Jinnahs utrættelige indsats.

Den anden rundbordskonference

Den første rundbordskonference blev boykottet af Den Indiske Nationalkongres. Desuden indledte hr. Gandhi en bevægelse for at trodse saltloven og bragte dermed den britiske regering i Indien i forlegenhed. Regeringen forsøgte også med hård hånd at undertrykke bevægelsens deltagere. Under disse omstændigheder mødtes ledere som sir Tej Bahadur Sapru, Nawab Hamidullah Khan af Bhopal, Srinivasa Shastri og Sri Jayakar med hr. Gandhi for at nå frem til et kompromis med regeringen. Under drøftelserne blev der skabt grundlag for et kompromis. Efter direkte samtaler mellem Gandhi og vicekongen indvilligede Kongressen i at deltage i den anden rundbordskonference.

Som Kongressens eneste repræsentant rejste hr. Gandhi til London til rundbordskonferencen, der skulle afholdes i august 1931. Da han nåede London, erfarede han, at regeringen var fast besluttet på at anerkende de scheduled castes som et særskilt samfund på samme måde som muslimerne. Gandhi var ikke villig til at acceptere dette, og i protest vendte han tilbage til Indien. Gandhi blev kastet i fængsel sammen med de britiskfjendtlige bevægelsesdeltagere.

Efter at Gandhi havde forladt rundbordskonferencen, fortsatte den i to måneder, og der blev nedsat adskillige underudvalg. For at behandle disse udvalgs rapporter blev rundbordskonferencens tredje møde indkaldt i august det følgende år.

Den tredje rundbordskonference

De hinduistiske medlemmer indtog deres traditionelle fjendtlige holdning i spørgsmålet om antallet af muslimske pladser i de forskellige lovgivende forsamlinger og valgordningen. På konferencen i Kolkata i 1928 havde hinduerne med deres kompromisløse holdning fået konferencen til at mislykkes, og de forsøgte på tilsvarende måde at føre rundbordskonferencen til fiasko. Men under den dygtige ledelse af Aga Khan fremlagde de muslimske ledere, især hr. Muhammad Ali Jinnah, deres retmæssige krav med en sådan dygtighed og gennem så overbevisende argumentation, at den britiske regering var villig til at acceptere de fleste af dem. Foruden Aga Khan og hr. Muhammad Ali Jinnah var også ledere som sir Muhammad Shafi, sir Abdul Halim Ghaznavi og sir Akbar Hydari særdeles bemærkelsesværdige i denne sammenhæng. Efter at være blevet besejret i argumentationen overdrog Pandit Madan Mohan Malaviya, dr. Moonje, Sri Jayakar og andre ledere, efter rådslagning med de øvrige hinduistiske medlemmer, afgørelsen af det ovennævnte spørgsmål (fordelingen af muslimske pladser i lovgivende forsamlinger og valgordningen) til den daværende britiske premierminister Ramsay MacDonald.

Hinduerne havde stor tillid til MacDonald, fordi han tidligere havde vist sympati for hinduerne og havde været en stærk støtte for Kongressen. Men i det kommunale dekret (Communal Award), som han bekendtgjorde, blev antallet af pladser i de forskellige lovgivende forsamlinger fastsat for muslimerne og de øvrige samfund. Den separate valgordning blev også anerkendt. Man forsøgte blot at gøre ordningen acceptabel for begge parter ved at foretage visse ændringer i antallet af pladser.

Hinduerne blev forbløffede og lamslåede over MacDonalds bekendtgørelse, for de havde aldrig forventet noget sådant. De blev især dybt sårede over forslaget om separate valg også for hinduer, der tilhørte de scheduled castes. Hr. Gandhi afsonede på det tidspunkt sin fængselsstraf i Yerwada-fængslet. I protest mod de separate valg bekendtgjorde han, at han ville indlede en faste på livstid.

Puna-aftalen

På den ene side rejste de hinduistiske ledere til Pune og fortsatte med gentagne gange at appellere til Gandhi om at afstå fra sin faste, mens kastehinduerne på den anden side lagde pres på de planlagte kaster for at ændre den relevante del af fordelingsordningen. En konference blev afholdt under digteren Rabindranath Tagores ledelse. Lederen af den planlagte kaste, dr. Ambedkar, underkastede sig kastehinduerne, og det blev fastslået, at de planlagte kaster ganske vist skulle have reserverede pladser i de forskellige lovgivende forsamlinger, men at de skulle vælges gennem et fælles valgsystem. Denne aftale blev kendt i historien som Pune-aftalen.

Det bør bemærkes, at den indiske nationalkongres’ og de indiske kastehindus formål var at knuse hele Indiens befolkning under en nationalitets møllesten og skabe en nationalitet, hvis myndighed og ledelse skulle ligge i hænderne på hinduernes flertal. Følgen ville være, at den muslimske nation blev opslugt af den kunstige nationalitet, så dens særpræg blev udslettet. Men gennem regeringens anerkendelse af separate valg for muslimerne blev også deres nationale særpræg anerkendt. Derved blev kastehindus mangeårige drøm knust, og al deres vrede rettede sig mod den britiske regering, som tidligere havde været deres store ven, velgører og beskytter. Som følge heraf opstod terrorismen. Destruktive aktiviteter, plyndring af våbenlagre, politiske mord og lignende nye begivenheder fortsatte med at finde sted. Blandt de bemærkelsesværdige begivenheder i disse år var plyndringen af våbenlageret i Chittagong under ledelse af den hinduistiske terrorist Surya Sen, mordet på en af efterretningsafdelingens fremtrædende officerer, Khan Bahadur Ahsanullah, angrebet på European Club og mordet på flere mænd og kvinder, mordet på distriktsmagistraten i Midnapore samt dynamitkomplotter. Disse terrorfremkaldende begivenheder fandt sted inden for de to-tre år, mens rundbordskonferencen i London stod på.

Indiens forfatningslov

Den næste betydningsfulde begivenhed var Indiens forfatningslov fra 1935. Lovens indhold eller formål var at etablere en vis ansvarlig regering i provinserne og en føderal regering i centrum. Under Montagu-Chelmsford-reformerne havde den britiske regering overladt en vis mængde magt til inderne, men under Indiens forfatningslov forblev der endnu mere magt hos vicekongen og provinsguvernørerne end tidligere. Det blev også bekendtgjort, at denne nye indiske forfatningslov ville træde i kraft fra april 1937.

Kongressens ledelse kunne på ingen måde være tilfreds med denne begrænsede eller kontrollerede magt (Controlled Power). Ikke desto mindre deltog den efter megen tøven i valget, der blev afholdt i henhold til den nye lov. Men den nægtede at påtage sig ministeransvar. Senere vil det blive udførligt behandlet, hvordan Kongressen dannede regeringer i syv af Indiens provinser, og hvordan den under sit to et halvt år lange styre udøvede uretfærdighed og undertrykkelse mod muslimerne, hvorved vejen blev banet for muslimernes Pakistan-bevægelse.

Da Indiens forfatningslov fra 1935 blev bekendtgjort, udsendte hr. Muhammad Ali Jinnah en indtrængende opfordring til alle om at samles under Den Muslimske Ligas fane. Ved parlamentsvalget i 1937 blev også nogle medlemmer valgt ind i Den Muslimske Liga. Indtil da havde Den Muslimske Ligas bevægelse endnu ikke udviklet sig til en massebevægelse. Efter valget rakte hr. Jinnah hånden ud til samarbejde med Kongressen. Men Kongressen afviste det. En så energisk og berømt jurist som Jinnah kunne ikke bøje sig for Kongressens ovennævnte arrogance. Efter megen bitterhed og da Kongressen på vicekong Linlithgows forsikring erklærede sig villig til at danne en regering, beordrede hr. Jinnah Ligaens medlemmer at modsætte sig den.

Indiens frihedsbevægelse fortsatte gennem stridighederne mellem Ligaen og Kongressen. Hinduernes stedmoderligt fjendtlige behandling af muslimerne, deres ringeagt for muslimernes tahzib-tamaddụn, bestræbelserne på at etablere et hinduistisk Ram Rajya i de kongresstyrede provinser samt den hinduistiske Kongres’ uretfærdighed mod muslimerne tvang muslimerne til at kæmpe for et særskilt hjemland. Denne kamp sluttede med fødslen af to uafhængige stater, Indien og Pakistan, i 1947.

Anden del

Første kapitel

I første del af »De bengalske muslimers historie« er historien om muslimernes styre af Bengal fra deres første ankomst til Bengal, det vil sige den østlige del af det indiske subkontinent, og gennem mere end fem og et halvt århundrede (1302-1757 e.Kr.) blevet behandlet udførligt. Derefter behandles periodens historie fra begyndelsen på det engelske styre i dette område indtil ikrafttrædelsen af Indiens forfatningslov af 1935 (Government of India Act, 1935).

Nu ønsker jeg i denne histories anden del at behandle historien om perioden fra anvendelsen af ovennævnte lov af 1935 indtil Indiens deling i 1947.

Selv om Indiens deling forekom beklagelig for nogle mennesker, var den en uundgåelig og naturlig realitet. Efter at en håndfuld muslimers herredømme over et lands flertal af ikke-muslimske indbyggere var blevet etableret, fortsatte det i et tusind- eller tolvhundrede år. I denne lange periode levede muslimer og ikke-muslimer side om side i fred og harmoni; hvorfor kunne de så ikke længere leve sammen, da de nåede frem til midten af det tyvende århundrede? Den korrekte og objektive historie herom må de nuværende og fremtidige generationer nødvendigvis kende. Hvis man behandler den sammenhængende historie om hinduernes og briternes behandling af muslimerne siden det engelske styres etablering, navnlig Kongrespartiets to et halvt års vanstyre i Britisk Indien, med et upartisk perspektiv, vil man kunne nå frem til den sandhed, at Indiens deling var en uundgåelig og naturlig realitet.

Som følge af ikrafttrædelsen af Indiens forfatningslov af 1935 blev der etableret begrænset selvstyre i provinserne. Kongrespartiet formåede at danne regering i syv provinser med hinduistisk flertal uden støtte fra andre partier, og beruset af magten begyndte det at behandle muslimerne så umenneskeligt, at muslimerne begyndte at føle, at deres eksistens på dette subkontinent var truet. Forholdet mellem hinduer og muslimer forværredes alvorligt; overalt i landet begyndte gruopvækkende kommunale sammenstød, og muslimernes liv, ejendom, ære og anstændighed blev plyndret. Situationen tog til sidst en drejning i en retning, hvorfra der ikke længere var nogen mulighed for at vende tilbage. Indien blev delt i to separate, uafhængige stater. Bag denne deling lå de indiske muslimers urokkelige religiøse tro og idealer, deres forestilling om en særskilt nationalitet, deres egen historie, traditioner og civilisation og kultur samt en stærk frygt for, at deres nationale eksistens skulle udslettes sammen med alt dette. Den ene part ønskede at holde den anden som slave eller i modsat fald udslette den fra Indiens land. Den anden part ønskede at leve videre med selvrespekt og alle rettigheder. Jeg håber, at denne sandhed vil blive bevist gennem en upartisk historisk analyse.

Indiens forfatningslov, 1935 (Govt. of India Act, 1935)

Denne lov trådte i kraft den 1. april 1937. Lovens anden del vedrørende den indiske føderation trådte ikke i kraft. Det skyldtes, at et bestemt antal indiske fyrstestater ikke kunne acceptere føderationen, og derfor blev den ikke gennemført.

Denne lovs særlige kendetegn var, at den for første gang gav provinserne en særskilt, lovmæssig eksistens. Sindh blev udskilt fra Bombay og ophøjet til status som en særskilt provins. Den Nordvestlige Grænseprovins fik for første gang fuld provinsstatus. Ved at sænke forholdet mellem vælgernes formue og stemmeretten blev antallet af vælgere øget.

I henhold til loven skulle der være et ministerråd i hver provins, og guvernøren skulle følge dets anbefalinger. I visse tilfælde kunne han dog, hvis han ønskede det, træffe beslutninger efter eget skøn. Dobbeltstyret blev afskaffet. I provinsen skulle der være et kabinet efter britisk model, og guvernøren skulle udføre sine funktioner efter dets råd.

Valg til provinsforsamlingerne

Valgene til provinsforsamlingerne blev afholdt i februar og marts 1937. I slutningen af 1936 offentliggjorde Muslim League og Kongressen deres valgmanifester. De sociale politikker i de to manifester lignede hinanden. Heller ikke i politiske spørgsmål stod de særlig langt fra hinanden. Men på to områder var der stor uenighed mellem dem. For det første var Muslim League forpligtet til at bevare og fremme det urduiske sprog og alfabet. Kongressen var derimod fast besluttet på at gøre hindi til Indiens nationalsprog. For det andet stod Muslim League fast på særskilte valg. Kongressen var derimod en indædt modstander af dem. I 1916 accepterede Kongressen særskilte valg og underskrev en aftale med Muslim League, som blev kendt som Lucknow-pagten. Mange kongresledere lovpriste Lucknow-pagten begejstret og betragtede den som en bro mellem hinduer og muslimer. Senere brød Kongressen imidlertid aftalen og begyndte at modsætte sig særskilte valg. Trods Kongressens stærke modstand bestod særskilte valg indtil Indiens deling.

Muslim Leagues manifest indeholdt intet, der kunne skabe hindringer for hindu-muslimsk enhed. Tværtimod indeholdt det en klar opfordring til samarbejde. Kongressen afviste arrogant Muslim Leagues opfordring til dette samarbejde. Kongressen hævdede, at alle indere udgjorde én nation, og at Kongressen var den politiske institution, der repræsenterede Indiens befolkning. Men valget i 1937 beviste, at denne påstand var falsk.

De offentliggjorte valgresultater viste, at Kongressen kun vandt 706 af i alt 1.771 mandater, altså mindre end halvdelen. Sir Fazle Husseins Punjab Unionist Party vandt størstedelen af de muslimske mandater. Da Muslim League på det tidspunkt endnu var uorganiseret, vandt den 102 af 482 mandater. Men hvor mange muslimske mandater vandt Kongressen som et parti, der repræsenterede både hinduer og muslimer? Den opstillede i 58 valgkredse og vandt kun 26 af dem. I Punjab vandt den 18 af i alt 175 mandater og i Bengalen 60 af 250.

(The Struggle for Pakistan, I. H. Qureshi. Oversigt over valgresultatet i Indien, november 1937)

Af i alt 35 millioner stemmer fik Kongressen omkring 15 millioner. Dermed blev dens krav på at være Indiens eneste politiske institution bevist falsk.

I UP blev kun én muslim valgt på Kongressens billet. Han blev valgt ved et fælles valg fra en særlig universitetsvalgkreds. Kongressens provinsformand – en muslim – blev besejret ved valget. (The Struggle for Pakistan, I. H. Qureshi)

I seks af landets elleve provinser lykkedes det Kongressen at opnå flertal af mandaterne. Disse seks var Bombay, Madras, U.P., C.P., Bihar og Orissa. Men i provinserne med muslimsk flertal lykkedes det, trods mange forsøg, ikke at finde et tilstrækkeligt antal muslimske kandidater. I tre af de ovennævnte seks provinser – Bombay, C.P. (Centralprovinserne) og Orissa – blev ingen af de muslimske kandidater, som Kongressen havde nomineret, valgt.

I henhold til den nyligt indførte lov indkaldte provinsguvernørerne lederne af flertallet i de provinsielle lovgivende forsamlinger, og der blev dannet ministerier i fem provinser, herunder Grænseprovinsen og Assam, som fra den 1. april begyndte at fungere som selvstyrende enheder. I de resterende seks provinser nægtede Kongressen at danne ministerier, medmindre guvernørerne garanterede, at de ville afstå fra at udøve deres særlige beføjelser i henhold til forfatningen. Guvernørerne afslog at give en sådan garanti. Derefter tog de initiativ til at danne overgangsministerier med repræsentanter for de partier eller grupper, der var villige til at danne ministerier. Under muslimsk ledelse blev der dannet overgangsministerier i Bombay, Bihar og U.P., og nogle medlemmer af Muslim League fik også plads i ministerierne. Disse blev imidlertid ikke betegnet som »Muslim League-ministerier«.

Deadlock om spørgsmålet om beskyttelsesforanstaltninger

I de instrukser, der blev udstedt til provinsguvernørerne i henhold til Indiens regeringslov af 1935, blev de pålagt et særligt ansvar. Det var guvernørernes særlige ansvar at føre tilsyn med de beskyttelsesforanstaltninger (Safeguard), som loven garanterede for beskyttelsen af mindretallenes interesser.

Det er blevet sagt:

De instrukser, der blev udstedt til guvernørerne i henhold til Government of India Act af 1935, pålagde provinslederne visse særlige ansvarsområder. Disse omfattede »beskyttelsen af alle mindretallenes legitime interesser«, hvilket krævede, at han i almindelighed sikrede, at de racemæssige eller religiøse samfund, hvis medlemmer havde fået særlig repræsentation i den lovgivende forsamling, samt de befolkningsklasser, der var betroet hans varetagelse, og som – enten på grund af deres ringe antal, deres mangel på uddannelsesmæssige eller materielle fordele eller af enhver anden årsag – endnu ikke fuldt ud kunne stole på fælles politisk handling i den lovgivende forsamling for deres velfærd, ikke skulle lide overlast eller have rimelig grund til at frygte forsømmelse eller undertrykkelse.

I ovennævnte lov blev der givet garanti for beskyttelsen af alle legitime interesser hos alle former for mindretalssamfund. Provinsguvernørerne fik et særligt ansvar for at føre tilsyn med, at deres interesser blev beskyttet.

Der findes visse racemæssige og religiøse samfund, hvis medlemmer har fået særlig repræsentation i den lovgivende forsamling; disse samfund og klasser skulle ikke lide nogen form for nød eller have grund til at frygte at blive forsømt eller undertrykt, hvad enten det skyldtes guvernørens tilsyn, mangel på materielle muligheder eller nogen anden årsag, at de endnu ikke fuldt ud kunne stole på de fælles politiske tiltag, der blev truffet i den lovgivende forsamling til deres velfærd. På denne måde blev ansvaret for at beskytte deres interesser overdraget til guvernørerne.

Med Indiens mindretal menes først og fremmest muslimerne, og de har i lang tid kæmpet for at beskytte og sikre alle deres interesser, herunder garantier.

Dette subkontinent var hjemsted for flere nationer, og blandt dem fandtes både flertal og mindretal. Kongressen anerkendte ikke denne realitet. Kongressen hævdede, at der kun fandtes én organisation, som repræsenterede alle Indiens indbyggere, nemlig Kongressen. Hr. Gandhi sagde til en repræsentant for News Chronicle: »Der findes her kun ét parti, som kan gøre gavn, og det er Kongressen. Vi vil ikke anerkende noget andet parti end Kongressen.«

Han sagde endvidere: »Kald det, hvad I vil; der kan kun være ét parti i Indien, og det er Kongressen« (Muslim Separatism in India, A. Hamid, s. 217).

Jawaharlal Nehrus holdning var også den samme. Han sagde: »Selv med et mikroskop vil man ikke kunne opdage, at der findes noget mindretalssamfund i Indien. Der findes kun to partier i landet – Kongressen og regeringen. Alle andre må acceptere vores arbejdsmetode og være sammen med os. De, der ikke er med os, er imod os.«

Dette var blot et udtryk for Pandit Nehrus ovennævnte fascistiske mentalitet. – Muslim Separatism in India, A. Hamid.

Loven af 1935 indeholder bestemmelser om garantier til beskyttelse af mindretallenes interesser, og provinsguvernørerne er blevet pålagt et særligt ansvar for at sikre, at mindretallenes interesser ikke krænkes. Men når der ifølge Pandit Jawaharlal Nehru ikke engang eksisterer noget sådant som et mindretal i dette land, er der ifølge Kongressen heller ikke behov for, at guvernørerne benytter særlige beføjelser til at varetage deres særlige ansvar. Den klare betydning af dette er, at Kongressen på ingen måde er villig til at beskytte muslimernes interesser. Det var af denne grund, at Kongressen nægtede at danne ministerier og lod dødvandet bestå.

Til sidst blev der indgået et kompromis mellem Kongressen og vicekongen Lord Linlithgow, på grundlag af hvilket Kongressens arbejdsudvalg den 7. juli vedtog et forslag om at give Kongressen tilladelse til at danne ministerier.

Efter i hemmelighed at have opnået fuld garanti fra vicekongen lagde Kongressen alle sine forbehold til side og dannede i juli 1937 ministerier i syv provinser. Da Assams premierminister Sir Muhammad Saadullah trådte tilbage i 1938, blev der i Assam dannet et koalitionsministerium under Kongressen af Gopinath Bordoloi. I de provinser, hvor muslimernes interesser fortsat blev trampet under fode. Dette vil blive behandlet senere.

Valgresultaterne

Før vi undersøger den stærke reaktion, som opstod i det muslimske Indien efter dannelsen af Kongresministerierne, lad os først se på, hvordan forholdene var i de provinser, hvor der blev dannet regeringer fra begyndelsen af 1937.

Bengalen

Efter valget var partiforholdene i Bengals lovgivende forsamling som følger:

Kongressen 54

Hinduer uden for Kongressen 42

Uafhængige muslimer 43

Den Muslimske Liga 40

Andre muslimer 38

Europæere og anglo-indere 31

Uafhængige muslimer 2

I alt >>> 250

Blandt de muslimer, der ikke var medlemmer af Muslim League, var 35 medlemmer af Krishak Praja-partiet. Partiets leder var maulvi A. K. Fazlul Huq (Sher-e-Bangla). Her var der ingen anden mulighed for at danne en regering end en koalition. Derfor blev der i april 1937 dannet en koalitionsregering bestående af Muslim League, Krishak Praja-partiet, de scheduled castes (Scheduled Castes) samt uafhængige eller ikke-kongresstøttende hinduer fra de højere kaster; dens leder var Sher-e-Bangla A. K. Fazlul Huq. Han dannede en regering med ti medlemmer, hvoraf fem var muslimer og fem hinduer.

Det skal bemærkes, at hr. Fazlul Huq efter valget på et folkemøde i Munshiganj den 3. februar bekendtgjorde sit partis program. Den 15. februar godkendte Krishak Praja-partiets forretningsudvalg den aftale, der var indgået med dette partis ledere med henblik på at gennemføre Muslim Leagues nye forfatning. Den 6. marts indvilligede hr. Fazlul Huq i at danne en regering. På Quaid-i-Azams, Muhammad Ali Jinnahs, anmodning sluttede hr. Huq sig til Muslim League. Derefter aflagde han ed som Bengals premierminister.

Fazlul Huqs koalitionsregering kunne ikke arbejde uden problemer. Det skyldtes, at Kongressen ved hvert eneste skridt førte hård modstand mod denne regering. Men resultatet blev, at den muslimske enhed i og uden for parlamentet blev tilsvarende mere samlet og styrket, jo stærkere modstanden var.

Efter dannelsen af koalitionsregeringen blev forholdet mellem Krishak Praja-partiet og Muslim League forbedret. På All-India Muslim Leagues kongres, der blev afholdt i Lakhnau i september 1837, deltog han og erklærede, at medlemmerne af hans parti ville slutte sig til Muslim League. Khwaja Nazimuddin og Huseyn Shaheed Suhrawardy fik plads i hans regering.

Sahib Fazlul Huqs fire et halvt år som premierminister indledte en ny opblomstring i hans liv og i den muslimske politiske styrke i det udelte Bengalen. Hans ministerium formåede at vække et stort håb blandt befolkningen og skabe selvtillid blandt muslimerne. Deres hidtidige mindreværdskompleks forsvandt, og de begyndte at betragte hinduerne som deres ligemænd. Fazlul Huq og Suhrawardys taler i parlamentet, deres knusende svar på modstandernes ord og deres åndsnærværelse var af højere standard end lederne af Kongressen og Hindu Mahasabha. Gennem deres livskraft og visdom, deres skarpe intellekt, flydende veltalenhed og organisatoriske evner samt deres hårde arbejde og begavelse beviste de deres overlegenhed over de hinduistiske medlemmer i parlamentet.

Den nye livskraft, der blev vakt blandt muslimerne i Bengalen, var ikke begrænset til parlamentets fire vægge. Den blev synlig inden for alle områder af menneskelig aktivitet, såsom politisk organisering, litteratur, kunst, journalistik og sport. Muslim League var ved at udvikle sig til en stærk og levende organisation og skabte nyt liv og ny tillid blandt muslimerne.

Den dominans, som hinduistiske digtere og forfattere havde udøvet over den bengalske litteratur i næsten et århundrede, ophørte, da Kazi Nazrul Islam steg frem på litteraturens himmel. Han stod ikke alene; også digterne Jasim Uddin, Golam Mustafa, Benazir Ahmad og flere andres uforglemmelige bidrag til poesiens verden kan ikke benægtes. De islamiske, murshedi- og bhatiyali-sange, sunget til musikkejseren Abbasuddins betagende melodier, vakte islamisk inspiration i muslimernes hjerter.

Fremkomsten af en ny muslimsk presse ydede et stort bidrag til denne muslimske renæssance. Selv om enkelte måneds- og ugeblade blev udgivet fra Kolkata inden for journalistikkens verden, fandtes der ingen regelmæssig daglig avis. I 1936 udgav Maulana Akram Khan dagbladet Azad og ydede dermed den muslimske nation en stor tjeneste, mens Fazlul Huqs koalitionsministerium gav aktiv støtte. På dette tidspunkt repræsenterede dagbladet Star of India, udgivet af Abdul Karim Ghaznavi, og dagbladet Morning News, udgivet af Khwaja Nuruddin, muslimernes håb og ønsker.

Sher-e-Bangla A. K. Fazlul Huqs første ministerium (1937–1941) kan betegnes som en guldalder i historien om det parlamentariske styre i Bengalen. I denne periode rejste han rundt i provinserne Bihar, Orissa og Assam, organiserede Muslim League og omdannede den til en stærk organisation. Han talte ved Muslim Leagues konferencer i Lucknow i 1937, i Karachi i 1938 og i Cuttack i 1939. I 1940 blev Muslim Leagues konference afholdt i Lahore den 22., 23. og 24. marts under ledelse af Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah. På mødet den 23. marts fremlagde han den historiske Pakistan-resolution.

Fazlul Huq havde indset, at uddannelse var nøglen til den muslimske nations udvikling og fremgang. Derfor overtog han selv ansvaret for undervisningsministeriet i sit koalitionsministerium. For at fremme muslimernes udvikling på uddannelsesområdet oprettede han mange uddannelsesinstitutioner, nemlig Lady Brabourne College (kvindekollegiet) i Kolkata; Eden Girls College i Dhaka; Agricultural College i Tejgaon, Dhaka; Fazlul Huq Muslim Hall i Dhaka; samt Fazlul Huq College i Chakhar, Barisal.

Han ønskede i nogen grad at svække Kolkata-universitetets stolthed og arrogance. Det var i virkeligheden hinduernes beskyttede lærdomstempel, et stærkt redskab til den hinduistiske renæssance og til etableringen af hinduernes intellektuelle dominans i Bengalen. Det var en enorm og uovervindelig institution, som også kontrollerede indskrivnings- og mellemskoleeksamenerne. Derfor var dens indflydelse på den højere uddannelse langt større end undervisningsministerens og hans departements. For at beskytte eksaminanderne mod denne indflydelse forsøgte han at fremsætte et lovforslag i det lovgivende råd med henblik på at oprette et Secondary Education Board. Som følge heraf blev hele det hinduistiske samfund voldsomt oprørt og glemte alle indbyrdes uenigheder for at forene sig mod det foreslåede lovforslag. Siden delingen af Bengalen i 1905 var der ikke blevet set en så voldsom protest. I 1940 blev der i Kolkata afholdt en protestkonference under forsæde af en lærd mand som Sir Prafulla Chandra Ray. Omkring ti tusind delegerede fra hele provinsen deltog i konferencen. Digteren Rabindranath Tagore led på det tidspunkt af alderdomsrelateret sygdom. Ikke desto mindre benyttede han lejligheden til at lade sit navn og sin anseelse blive brugt ved den pågældende konference. I slutningen af det budskab, han sendte til konferencen, sagde han:

Min alderdom og mit helbred forhindrer mig i at deltage i konferencen. Men den fare, der har truet vores provinss kulturelle eksistens, har rystet mig dybt. Derfor kunne jeg ikke undlade at sende konferencen nogle ord fra mit sygeleje.

På grund af hinduernes heftige modstand blev den plan, som Bengals premierminister havde udarbejdet om oprettelsen af et sekundært uddannelsesråd, ikke gennemført.

Som premierminister var Sher-e-Bangla Fazlul Haqs vigtigste skridt imidlertid, at alle offentlige stillinger i provinsen skulle fordeles således, at hinduer fik halvtreds procent og muslimer halvtreds procent. Hidtil havde hinduerne haft et traditionelt monopol på offentlige stillinger, hvilket havde medført grov uretfærdighed mod muslimerne; dette skridt vakte derfor stort håb og glæde blandt muslimske, uddannede unge med hensyn til deres fremtid. For den muslimske nation var dette en stor tjeneste.

Punjab

Punjab, Sindh og Assam var blandt de provinser, hvor Kongressen ikke kunne danne en regering. Efter valget var partifordelingen i Punjab som følger:

Kongressen 18

Ikke-kongresorienterede hinduer og sikher 36

Muslim League 2

Andre muslimer 4

Unionister 88

Uafhængige 27

I alt >>>175

Senere sluttede otte medlemmer sig til Unionistpartiet, hvorved det samlede medlemstal i dette parti blev 96. Det Khalsa-nationalistiske sikhparti erklærede også sin støtte til Sir Sikandar Hayat, og han benyttede denne mulighed til at danne en regering. Efter hans død i 1942 blev Malik Khizr Hayat Khan premierminister, og denne regering forblev ved magten, indtil alle provinsforsamlinger blev opløst i 1945.

Sindh

Partiernes styrkeforhold i Sindh-provinsen var som følger:

Kongressen 8

Hinduer uden for Kongressen 14

Muslimske uafhængige 9

Andre muslimer 7

Sindh United Muslim Party 18

Uafhængige 4

I alt >>> 60

Da ingen her opnåede flertal, måtte man danne en regering gennem forskellige kompromiser. Derfor kunne ingen af dem blive stabile. Regeringerne fortsatte med at fungere her gennem en stadig opløsning og genopbygning. Først dannede Sir Ghulam Hussain Hidayatullah en regering. Senere skiftedes Allah Bakhsh og Mir Bande Ali Khan til at beklæde premierministerposten.

Assam

Partiernes styrkeforhold her er som følger

Kongressen 32

Ikke-kongres-hinduer 9

Muslimske uafhængige 30

Partiløse 33

I alt >>> 108

Heller ikke her lykkedes det at danne en stabil regering. Sir Muhammad Saadullah dannede en regering og trådte tilbage i september 1938. Derefter dannede kongreslederen Gopinath Bordoloi en regering på guvernørens invitation. Efter Anden Verdenskrigs udbrud trådte Bordoloi-regeringen tilbage sammen med alle de øvrige regeringer. Derefter fik Sir Muhammad Saadullah igen mulighed for at danne en regering. Men i slutningen af 1941 faldt hans regering, og guvernøren overtog selv provinsens administration i henhold til § 93 i Government of India Act fra 1935.

Andet kapitel

Kongresregeringer i provinserne

Lad os nu undersøge forholdene i de provinser, der i en kort periode blev regeret, og se, hvilken behandling de udviste over for muslimerne.

Vi har tidligere erfaret, at Kongressen ikke ville gå med til at danne regering, medmindre den fik sikkerhed for, at de særlige beføjelser, som loven havde givet guvernørerne for at beskytte mindretallenes interesser, ikke ville blive taget i brug. Med andre ord var deres klare standpunkt, at de på ingen måde var villige til at beskytte mindretallenes, det vil sige muslimernes, interesser. Kernen i den britiske politik for regeringen af Indien var, at Kongressen, altså den indiske hindu-nation, skulle tilfredsstilles for enhver pris. Der findes mange tidligere eksempler på, at hinduerne blev tilfredsstillet ved at træde muslimske interesser under fode. Også denne gang gav vicekongen, Lord Linlithgow, i hemmelighed Kongressen den forsikring, at guvernørerne ikke ville gøre brug af de særlige beføjelser, som de var blevet tildelt ved loven af 1935, for at få Kongressen til at gå med til at danne regering. Først efter denne forsikring indvilligede Kongressen i at danne ministerier.

Kongressen dannede ministerier i syv provinser, og al partipolitik på provinsniveau var fuldstændig under Kongressens kontrol.

I Madras vandt Kongressen 74 mandater, og Raja Gopalacharia dannede ministeriet. I Bombay lykkedes det Kongressen kun at vinde 48 mandater. B.J. Kher dannede et ministerium sammen med flere andre mindre, ligesindede partier. I Bombay lykkedes det Kongressen kun at vinde 48 mandater. B.J. Kher dannede et ministerium sammen med flere andre mindre, ligesindede partier.

I United Provinces vandt Kongressen 59 procent af mandaterne, og J.B. Pant blev premierminister. I Bihar vandt Shri Krishna Sinha regeringsmagten efter at have opnået 62 procent af mandaterne. I Centralprovinserne blev Dr. Khare premierminister, efter at Kongressen havde vundet 63 procent af mandaterne, og senere overtog Shukla posten.

I Den Nordvestlige Grænseprovins dannede Dr. Khan regering, selv om Kongressen kun fik 38 procent af mandaterne.

Orissa udgjorde i nogen grad en undtagelse. Før Kongressens ministerium dannede Maharajaen af Parlakimedi en kortvarig regering for fire måneder (april-juli). Biswanath Das ledede Kongressens ministerium indtil juli 1937. Efter Kongressens ministeriums fratræden overtog guvernøren regeringsansvaret. I slutningen af 1941 gjorde nogle parlamentsmedlemmer under Godavari Mishras ledelse oprør mod Kongressens øverste ledelse og hjalp Maharajaen af Parlakimedi med at danne et ministerium. Maharajaen dannede et ministerium bestående af tre personer – ham selv, Mishra og en muslim. Trods den øverste Kongresledelses stærke modstand fortsatte ministeriet sit arbejde.

Kongressens styre i provinserne

Kongressens næsten to et halvt år lange styre (juli 1937 til oktober 1939) i syv af Indiens elleve provinser, heriblandt Grænseprovinsen, udgør en meget smertefuld historie om forholdet mellem hinduer og muslimer. I disse provinser lå nøglen til al magt i Kongressens hænder. Lad os nu se nærmere på, hvordan Kongressen anvendte denne magt, og hvilke uheldige følger det fik for den politiske og forfatningsmæssige udvikling.

Afvisning af at danne en koalitionsregering

Kort efter valget i 1937 sagde Muslim League-præsidenten, hr. Muhammad Ali Jinnah, i en erklæring:

Forfatningen og Muslim Leagues politik forhindrer os ikke i at samarbejde til fordel for andre partiers interesser. Vi kan samarbejde med ethvert parti, både inden for og uden for den lovgivende forsamling.

Alle, også en del kongresvenlige, håbede, at der ville blive dannet koalitionsregeringer mellem Kongressen og Muslim League i de hinduisk dominerede provinser. Men Kongressens afvisning af enhver form for samarbejde med Muslim League forhindrede, at dette håb blev til virkelighed. Situationen i De Forenede Provinser kan tjene som eksempel. Her var 64 af den lovgivende forsamlings i alt 228 pladser reserveret til muslimer. Af disse vandt Kongressen én, Muslim League 26, uafhængige muslimer 28 og Det Nationale Agrarparti 9. Her førte Muslim League og Kongressen lange drøftelser om dannelsen af en koalition mellem Kongressen og Muslim League. Til sidst meddelte Maulana Abul Kalam Azad, et af medlemmerne af Kongressens høje kommando, Muslim League-lederen Chaudhry Khaliquzzaman, under hvilke betingelser Muslim League kunne indtræde i provinsregeringerne. Betingelserne var som følger:

1. Muslim League skulle ikke fungere som et særskilt parti i UP’s lovgivende forsamling.

2. Den nuværende Muslim League-gruppe i UP’s lovgivende forsamling skulle betragtes som en del af Kongressen; som medlemmer af Kongrespartiet skulle de nyde alle de samme muligheder og fordele som partiets øvrige medlemmer. De skulle også have ret til at deltage i partiets drøftelser. De skulle også have ret til at deltage i partiets drøftelser. Alle spørgsmål skulle afgøres ved flertalsafstemning. Hvert medlem skulle kun have ret til én stemme.

3. Den politik, som Kongressens arbejdsudvalg fastsatte for medlemmerne af den lovgivende forsamling, og de instrukser, det udstedte, skulle Kongressens medlemmer og disse medlemmer følge.

4. UP’s og Muslim League-parlamentariske råd skal opløses. Fremover må dette råd ikke opstille nogen kandidat ved noget suppleringsvalg. Hvis en plads bliver ledig, skal man støtte den kandidat, som Kongressen opstiller til valget.

5. Hvis Kongressen beslutter, at medlemmer af ministerierne og medlemmer af lovgivende forsamlinger skal træde tilbage, er de medlemmer, der kommer fra Muslim League, forpligtede til at følge denne beslutning.

De ovennævnte betingelser, som Kongressens højkommando stillede Muslim League, var latterlige, uredelige og udtryk for en fascistisk mentalitet. Ingen person eller noget parti med blot den mindste selvrespekt kunne have accepteret en eneste af de ovennævnte betingelser. For det ville have været selvdestruktivt.

Det er slet ikke vanskeligt at fastslå årsagen til Kongressens uovervejede arrogance. Hr. Gandhi og Jawaharlal Nehru var ikke villige til at anerkende eksistensen af noget andet parti i Indien end Kongressen. De var heller ikke rede til at anerkende, at der fandtes et hindu-muslimsk problem i dette land. Jawaharlal Nehru sagde den 12. maj 1937 til Chaudhury Khaliquzzaman, at han mente, at det hindu-muslimske problem i Indien var begrænset til et lille antal intellektuelle, godsejere og kapitalister, som skabte et problem, befolkningen ikke anerkendte. Han kastede spottende bemærkninger efter forestillingen om, at muslimerne skulle have et særskilt parti i den lovgivende forsamling.

I overensstemmelse med Kongressens erklærede politik blev fremtrædende muslimer opfordret til at opløse deres egne partier og tilslutte sig Kongressen for at opnå kvalifikation til at blive medlemmer af ministerierne. I De Forenede Provinser underskrev Hafiz Muhammad Ibrahim, og i Bombay M. Y. Noori, Kongressens edsformular og tiltrådte Kongressens ministerium. I Orissa blev ingen muslim optaget i ministeriet. I Centralprovinserne blev en vis Sharif optaget, men senere blev han fjernet og erstattet af en hindu.

I de provinser, hvor Kongressen var det dominerende parti, var der slet ikke tale om koalitionsregeringer. Men i provinser, hvor Kongressen ikke var det dominerende parti, fik Kongressen lov til at indtræde i koalitioner. Dette banede vejen for at skabe splittelse i det muslimske samfund. Bengals premierminister Fazlul Haq sagde i en tale på Muslim Leagues konference i Calcutta i 1938, at Kongressen gentagne gange pressede på med, at en koalitionsregering med Kongressen uden Muslim League ville være mere stabil. I Sindh havde hinduerne som følge af de strategiske fordele, de havde opnået gennem Communal Award, skabt en vældig hindring for dannelsen af en Muslim League-gruppe i Sindhs lovgivende råd. Den ikke-kongresdominerede regering i North-West Frontier Province blev fjernet, efter at den var faldet i Kongressens kløer. Kongressen ønskede at opløse alle andre partier og fremstå som landets eneste parti. Kongressen troede på princippet »ét land, ét parti, én leder«. Denne ledelse lå i hr. Gandhis hænder. Alle Kongressens regeringer søgte Gandhis råd ved fastlæggelsen af enhver politik og fulgte hans instruktioner som hellige ord. Hvad enten der opstod en forfatningsmæssig krise, en konflikt med guvernøren eller blot skulle vedtages en almindelig politisk linje, søgte premierministrene i de kongresstyrede provinser hans (Gandhis) råd for at få instruktioner og vejledning. Hr. Gandhi førte samtaler med vicekongen på Kongressens vegne. Men han fremstillede sig selv som en neutral politisk iagttager. Selv om hans diktatoriske myndighed over og kontrol med Kongressen var tydelig, stod hans navn ikke på Kongressens medlemsliste. En af hans beundrere, Seth Govind Das, sagde, at Gandhis rang blandt kongresfolk svarede til Mussolinis rang blandt fascisterne, Hitlers blandt nazisterne og Stalins blandt kommunisterne (Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, s. 218).

Kongressens påstand om, at den parlamentariske ånd ville forblive intakt i Kongressen, blev bevist grundløs. For Kongressens ministre var hverken ansvarlige over for vælgerne eller over for den lovgivende forsamling. De var som lydige undersåtter under Kongressens Arbejdskomité. Højkommandoens behandling af Centralprovinsernes premierminister, dr. Khare, og af Subhas Chandra Bose i Calcutta beviser dens diktatoriske karakter.

Subhas Chandra Bose blev i 1938 valgt til formand for Den Indiske Nationalkongres. Året efter stillede han igen op og blev behørigt valgt. Nogle kongresledere modsatte sig hans kandidatur og skabte alvorlige hindringer ved valget. Mange mente, at dette blev betragtet som hr. Gandhis nederlag. Medlemmerne af Kongressens Arbejdskomité trådte enstemmigt tilbage. Til sidst blev den valgte kongresformand fjernet for at holde Gandhi tilfreds.

Kongresstyret og muslimerne

Regeringen under ministerierne i provinser med hinduisk flertal var et frygteligt mareridt for muslimerne. Kongressens afvisning af at danne koalitionsregeringer med Muslim League i disse provinser var en advarsel til muslimerne. Men da Kongressen i praksis gennemførte sit planlagte provinsielle selvstyre i disse provinser, blev muslimerne udsat for forhold, der var langt mere uudholdelige end det, de havde frygtet. Der opstod en alvorlig fare for udslettelsen af deres religiøse tro samt deres civilisation og kultur, og en planlagt kampagne for at fjerne dem fra de sociale, administrative og økonomiske områder blev også indledt. Selv deres liv, ejendom, ære og anstændighed blev under Kongresstyret fuldstændig plyndret.

Blandt de handlinger fra Kongresregeringen og den hinduistiske befolkning, som sårede muslimernes religiøse følelser dybt, var sangen »Vande Mataram«, hindring af kaldet til bøn, angreb på muslimer under bøn, optog med musik foran moskeer samt forbud mod oksekød og lignende.

Trods muslimernes protester blev sangen »Vande Mataram« uundgåeligt sunget umiddelbart før den daglige behandling i lovgivningsforsamlingen begyndte. Bankim Chandra Chatterjee skrev i sin roman »Anandamath«, der blev udgivet i 1882, sangen »Vande Mataram« som hinduernes kampråb mod muslimerne. Efter 1905 blev »Vande Mataram« sunget som nationalsang under hinduernes bevægelse for ophævelse af Bengals deling. Formålet med denne sang var at skabe had og fjendskab blandt hinduer mod muslimerne.

De få muslimer, der var ansat i statstjenesten, fik ikke blot deres anseelse og indflydelse svækket; deres ansættelsesforhold blev også bragt i fare. Blandt de mange sådanne hændelser kan følgende eksempel nævnes. Centralprovinsernes premierminister sagde i et interview, at hans ministerium på det kraftigste modsatte sig fastansættelsen af provinsens eneste muslimske civile distriktschef. Den eneste grund var, at han var muslim.

Den muslimske befolkning blev ofre for den yderste vilkårlighed fra deres hinduistiske naboer og administrationsapparatet. I nogle slumkvarterer i Centralprovinserne blev muslimernes huse sat i brand, og muslimske kvinders ære og anstændighed blev krænket. Et hundrede og halvtreds muslimske mænd fra en landsby blev i flere dage holdt indespærret på politistationen uden mulighed for mad eller drikke, anklaget for mord, og blev på forskellig vis ydmyget og tortureret. Senere frifandt retten dem fuldstændigt. Under retssagerne mod de anklagede muslimer i Centralprovinserne udtalte ministrene sig om sager, der var under behandling (in sub judice cases), hvilket gjorde dommerne yderst forlegne. Overdommeren ved Nagpur High Court sagde modigt i dommen i en sag, at politiet, Kongresledere, magistrater, hakim’er og ministre i fællesskab skubbede uskyldige mennesker mod galgen. Disse ulykkelige mennesker havde ingen anden forbrydelse begået end at være muslimer. (Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, s. 122)

For at finde en løsning på den mishandling og undertrykkelse, som muslimerne på forskellige måder blev udsat for i de Kongresstyrede provinser, besluttede man på All-India Muslim Leagues rådsmøde den 20. marts 1938 at nedsætte en undersøgelseskomité. En komité på otte medlemmer blev dannet med Raja Saiyid Muhammad Mahdi fra Pirpur som formand. Denne komité fremlagde sin fuldstændige rapport den 15. november samme år. Rapporten blev udarbejdet efter personlige undersøgelser på stedet.

I marts det følgende år blev endnu en rapport, kaldet Sharif-rapporten, offentliggjort. Denne rapport beskrev hinduernes forfølgelse af muslimerne i Bihar-provinsen. I december 1939 blev endnu en rapport med skriftlige klager mod Kongresregeringerne offentliggjort. Rapportens forfatter var Bengals premierminister, A. K. Fazlul Huq.

Disse tre informationsrige og værdifulde dokumenter samt samlingerne af begivenheder, der blev offentliggjort i samtidens muslimske aviser, fremlægger det grundlæggende materiale og bevismateriale for muslimernes klager over de kongresledede provinsministeriers udemokratiske og muslimfjendtlige rolle. Eftersom Kongresstyrets sande karakter senere gjorde ideen og læren om Pakistan populær og fjernede muslimerne fra ideologien om et udelt Indien, er det nødvendigt at fremlægge en detaljeret redegørelse for de oplysninger, der blev afdækket i undersøgelsesrapporten, og at undersøge dem nærmere.

Pirpur-rapporten

Pirpur-rapporten lægger vægt på følgende punkter:

1. Kongresregeringen har ikke formået at give mindretallene (muslimerne) religiøs og kulturel frihed.

2. Kongressen har vist sig at være en hinduisk kommunalistisk organisation.

3. Kongressens magtberusede anvendelse af en lukket-dør-politik (Closed door policy) og dens afvisning af at danne koalitionsregeringer har medført en alvorlig forværring af forholdet mellem hinduer og muslimer.

4. Ifølge Kongressens opfattelse af nationalisme kan intet være mere undertrykkende end flertalsstyre samt uretfærdighed og undertrykkelse.

5. Der blev fremsat yderst fornærmende forslag over for Muslim League, såsom: Opløs Muslim Leagues parlamentariske parti, opløs Ligaens gruppe i lovgivningen, og underskriv uden tøven Kongressens troskabsed, osv.

6. For at skabe splittelse blandt muslimerne iværksatte Kongressen Mass Contact Movement og købte på forskellig vis visse muslimer for at få dem til at føre propaganda mod Muslim League, samt

7. Omfattende kommunale sammenstød i provinserne under Kongressens styre og omfattende tab af muslimske liv og ejendom.

Hr. Fazlul Haqs erklæring

Kort efter Kongresministeriernes afgang blev den erklæring, som Bengals premierminister, hr. A. K. Fazlul Haq, afgav, genudgivet i form af et propagandaskrift. I sin erklæring sagde han:

For at få tålmodighedens bæger til at flyde over har Kongressen sendt aggressive hinduer ud på gaderne for at udvise den yderste arrogance. Kongressen har indledt dette for at påtvinge det muslimske mindretal sin vilje og sine beslutninger. Hvad ønsker Kongressen? Den ønsker, at koen skal beskyttes, og at muslimerne ikke må spise oksekød. Muslimernes religion skal fornedres og holdes undertrykt. For er dette ikke hinduernes land?

Derefter begyndte hindringerne og forbuddene mod adhan. Bedende muslimer blev angrebet i moskéerne. Under bønnen blev optog ført forbi moskéerne, mens der blev slået på trommer og spillet musik. Er det da mærkeligt, at en sørgelig begivenhed fremkalder en anden sørgelig begivenhed?

Derefter blev der i erklæringen henvist til 72 hændelser i Bihar, 33 i De Forenede Provinser og adskillige hændelser i Centralprovinserne. Hvis en muslim nogetsteds slagtede en ko til qurbani, blev muslimer dræbt, deres hjem sat i brand, og muslimske kvinder og børn blev udsat for overgreb. Der blev ikke truffet nogen forholdsregler mod dette. Som følge heraf måtte det muslimske mindretal leve et yderst uudholdeligt liv.

De hinduistiske aviser afholdt sig fra at offentliggøre den erklæring, som hr. Fazlul Haq afgav om muslimernes yderste nød under Kongressens styre. Tværtimod fortsatte de med stort opsatte artikler at offentliggøre opdigtede anklager mod muslimerne. (I.H. Qureshi – The Struggle for Pakistan, A. Hamid – Muslim Separatism in India))

Også på uddannelsesområdet var grov uretfærdighed og diskrimination mod muslimer begyndt, hvilket gjorde muslimske lærde meget bekymrede og oprørte. Under det britiske styre var muslimerne meget tilbagestående på uddannelsesområdet, og derfor måtte de møde mange vanskeligheder. Under Kongresstyret gjorde dens uddannelsespolitik dem dybt bekymrede og urolige. På den 52. session af All India Muslim Educational Conference, der blev afholdt i Calcutta i slutningen af 1938, blev det besluttet at nedsætte en komité under ledelse af Nawab Kamal Yar Jung Bahadur.

Formålet var at undersøge Indiens uddannelsessystem grundigt og udarbejde en plan for muslimsk uddannelse, hvori deres kulturs og samfundsordens særpræg kunne bevares. En underkomité blev dannet under ledelse af Sir Azizul Haq, formand for Bengals lovgivende råd og vicekansler ved Calcutta Universitet. Underkomitéen rejste rundt forskellige steder i Indien for at indsamle korrekte oplysninger og fremlagde sin endelige rapport i 1942. Rapporten kritiserede skarpt den Wardha-uddannelsesordning, som var blevet indført på vidyamandir-skolerne. Især i Centralprovinserne havde den antaget en afskyelig form. Trods muslimernes stærke modstand blev der fremsat et lovforslag i denne lovgivende forsamling, som var rettet mod islam og muslimer. Alle muslimske medlemmer samt nogle hinduistiske medlemmer, heriblandt dr. Khare, modsatte sig det. Trods al modstand blev lovforslaget vedtaget.

Under denne ordning skulle skolernes administrationskomité vælges gennem fælles valg. Der blev ikke truffet nogen særlig foranstaltning for muslimske skoler. Eleverne skulle stå foran hr. Gandhis portræt med hænderne foldet på hinduistisk vis under tilbedelse og synge lovprisninger af ham. Denne grundlæggende plan – Wardha-ordningen – var skabt af den gandhianske tankegang. Formålet med uddannelsessystemet var at indprente hinduistiske religiøse forestillinger i børnenes sind og skabe en holdning præget af hengivenhed og respekt over for hinduistiske mytologiske skikkelser. På denne måde var målet at holde muslimerne borte fra deres religion, kultur og nedarvede traditioner. Ud over Kongressens uddannelsessystems grundprincipper skabte også visse detaljer dyb bekymring blandt muslimerne. Som eksempel kan nævnes, at man i skolerne i Bombay-provinsen udarbejdede undervisningsplanen på grundlag af mange nye grundskolebøger. Muslimernes stærke indvending var, at disse bøger lovpriste hinduistiske traditioner og religiøse ceremonier og udelukkende anvendte hinduistisk ordforråd.

Bombay-provinsens Muslim League udtrykte stærk harme over dette og sagde, at Kongressen gennem udarbejdelsen af sådanne grundskolebøger ønskede at ødelægge den muslimske civilisation og kultur i Indien ved at holde muslimernes kommende generationer fuldstændig uvidende om deres civilisation og kultur og ved at præge deres unge, ubefæstede sind med den hinduistiske civilisations og kulturs tankegang.

Da de muslimske medlemmer af Bombay Municipal Corporation fremsatte et forslag om at trække grundskolebøgerne tilbage, blev det forkastet. I protest forlod Muslim League-medlemmerne mødet. Efter Kongresministeriernes tilbagetræden undersøgte Urdu-lærebogskomitéen på ny de pågældende lærebøger, erklærede i sin rapport, at de ikke var egnede til undervisning, og som følge heraf blev de fjernet fra den godkendte liste.

(Times of India, den 11. og 26. juli samt 14. december 1939)

Kongressens to et halvt år lange styre i syv af subkontinentets elleve provinser beviser, at forsøget på at udslette de muslimske mindretals eksistens, herunder deres civilisation, kultur og traditioner, vil fortsætte under Kongresstyret. I oktober 1938 sagde hr. Jinnah, at Kongressen forsøgte at etablere hinduraj i hele subkontinentet. I et interview med Manchester Guardian sagde han, at enhver, der iagttog Indiens politiske scene i perioden fra 1937 til 1939, ville kunne se, at Kongressens mål og hensigt var at udrydde alle andre organisationer fra landet og oprette en fascistisk organisation af den allerlaveste slags. Under disse omstændigheder er det umuligt at styre en parlamentarisk regering i Indien. Her betyder demokrati hinduraj. Muslimerne kan under ingen omstændigheder acceptere denne tilstand. [Jamiluddin Ammed (red.) – Some Recent Speeches &amp; Writtings of Mr. Jinnah (Lahore, 1952]

Selv neutrale kredse erkender åbent, hvad angår Kongresministeriernes antimuslimske rolle, at muslimernes frygt under flertallets styre her ikke er ubegrundet. Ifølge en indisk kristen er Kongressen den indiske udgave af Tysklands nazistiske parti. (Rev. Pitt Banarjee – Letter of Manchester Guardian, 18. august 1942; I.H. Qureshi – The Struggle for Pakistan)

Forskellige avisers synspunkter

Om hvordan hindu-nationalismen blev stadig mere ekstrem, og de religiøse spændinger voksede, efter at Kongressen dannede regering i syv provinser, skrev avisen Statesman i Kolkata: »Enhver, der elsker Indien, vil blive dybt bekymret over at se, hvor voldsomt de religiøse spændinger er vokset som følge af indførelsen af provinsielt selvstyre.« Avisen Economist bemærkede: »Provinserne kan direkte opdeles i to dele – det muslimske Indien og Kongres-Indien.« En tidligere redaktør ved Times of India sagde, at konflikten mellem hinduer og muslimer ikke alene skyldtes religion; der var også en frygtelig forskel mellem de to samfunds livsformer. Kongressens provinsregeringer fortsatte med at regere efter anvisninger fra All India Congress Committee. Derfor begyndte Kongressens tilhængere i Storbritannien at føle sig utilpasse over denne omfattende manifestation af kongresstyrets magt. Kongressens hinduiseringspolitik, indførelsen af sangen Vande Mataram og dyrkelsen af Gandhis portræt i uddannelsesinstitutionerne beviste let, at et fuldstændigt hinduherredømme var blevet etableret under det nye styre. (The British Achievement in India: A Survey, Rawlinson, s. 214; Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, Abdul Mawdud, s. 287)

Hinduisk brahmanisme er på ingen måde villig til at tolerere noget andet samfund og især ikke muslimerne. Derfor blev hindu-muslimsk enhed ikke mulig i Indien. Muslimerne er på ingen måde ansvarlige for dette. Hindu-Indien betegner hr. Muhammad Ali Jinnah som kommunalist. Men kan nogen benægte, at han var foregangsmand for hindu-muslimsk enhed? I mange år gjorde han en utrættelig indsats for denne enhed, men forlod Indien i fortvivlelse og lovede, at han aldrig mere ville vende tilbage. Senere måtte han dog vende tilbage til Indien for at kæmpe for at sikre muslimernes retfærdige krav og rettigheder og overtage ledelsen af Muslim League.

Hindu-muslimsk enhed var ikke blot fjern; på grund af hinduernes intense muslimfjendtlighed blev hele landet fra 1920 i otte år hærget af religiøse optøjer. I 1923 fandt 11 større optøjer sted, i 1924 18, i 1925 16, i 1926 35 og frem til november 1927 31. I Fortnightly Review skrev en engelsk forfatter: »Hinduers og muslimers enhed er, ligesom mange andre umulige ting i verden, en umulighed.« I Asiatic Review skrev en vis Patrick Fagan: »Muslimerne i det underkuede Indien har to veje åbne – enten at opsluges i den hinduistiske nation eller ved fysisk magt at oprette selvstændige stater i visse dele af Indien.« (Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, Abdul Mawdud, s. 286)

Religiøse optøjer og uroligheder ophørte ikke i noget år i Indien. Disse optøjer fandt sted i områder med hinduistisk flertal. Det er også sandt, at det hinduistiske flertalssamfund tog initiativ til disse optøjer og hovedsageligt var ansvarligt for dem. Men hr. Gandhi gav med lukkede øjne muslimerne skylden i alle tilfælde. Dermed blev de egentlige skyldige opmuntret.

Ovenfor er der i nogen grad redegjort for det eksempel på et hinduistisk Ram Rajya, der blev etableret under Kongressens to et halvt år lange styre, og for den ekstreme elendighed, der overgik muslimerne. I denne periode, i 1938, blev Subhas Chandra Bose valgt til Kongressens formand. Man anså ham for at være noget mere frisindet end de andre. Han udvekslede en længere korrespondance med Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah. Quaid-e-Azam sagde gentagne gange til hr. Subhas Chandra Bose, at Kongressen og Muslim League burde mødes og i fællesskab bilægge alle stridigheder og meningsforskelle. Quaid-e-Azam gjorde det sidste forsøg på forsoning mellem Kongressen og Muslim League og dermed mellem hinduer og muslimer. Men Subhas Bose svarede i et brev til Quaid-e-Azam:

Arbejdsudvalget har ikke mere at gøre med hensyn til drøftelserne med Ligaen. (Muslim Political Thought through the Ages 1562–1947 – G. Allana Moqbul, Lahore, s. 242)

Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah sagde i sin tale som formand ved Muslim Leagues møde i Patna i 1938:

Kongreslederne ønsker, at muslimerne i Indien ubetinget skal acceptere hinduherredømmet. … I ved naturligvis, at Kongressen med det formål at udøve fascistisk dominans og herredømme har blokeret alle veje til hindu-muslimsk forsoning. Han siger, at fire magter er aktive i Indien: (1) briterne, (2) herskerne i de indiske fyrstestater, (3) hinduerne og (4) muslimerne. Uanset hvor stort Kongressens aviser og tidsskrifter slår det op, selv om de udgiver udgaver ved middagstid, om eftermiddagen og om aftenen, og uanset hvor højt Kongreslederne råber, at Kongressen er en national organisation, siger jeg, at det slet ikke er sandt. Den er ikke andet end en hinduorganisation. Det er sandheden, og Kongreslederne ved det udmærket. Blot fordi nogle få – nogle vildledte og afsporede – muslimer er involveret med dårlige hensigter, bliver den ikke en national organisation og kan heller ikke blive det. Kongressen er hovedsageligt en hinduorganisation, og jeg udfordrer enhver til at benægte det. Jeg spørger: Repræsenterer Kongressen muslimerne?

Tilhørerne svarer enstemmigt: »Nej, nej, nej.«

Jeg spørger: Repræsenterer Kongressen det kristne samfund? Repræsenterer den de kasteløse? Repræsenterer den ikke-brahminer? Folket svarer enstemmigt på hvert spørgsmål: »Nej, nej, nej.«

Han siger endvidere, at Kongressen ikke engang repræsenterer alle hinduer. Den repræsenterer heller ikke Hindu Mahasabha eller Liberal Federation. Men uden tvivl er Kongressen et enkelt parti med flertal. Ikke andet.

Han siger, at det er en ulykke for landet, at Kongressens højkommando er fast besluttet på at udrydde andre samfund og kulturer for at indføre hinduherredømmet.

Quaid-e-Azam gennemgår derefter Kongressens fremgangsmåde punkt for punkt og beviser, at Kongressen ikke er en national organisation. Han siger: Hvad gør Kongressen, når den kommer til magten? Selv om den foregiver at være nationalistisk, begynder den sit arbejde med »Vande Mataram«. Det er almindeligt anerkendt, at »Vande Mataram« ikke er en nationalsang.

Alligevel synges den som nationalsang, og den påtvinges også andre. Den synges ikke kun ved deres partimøder. Tværtimod tvinges alle til at synge den på offentlige og kommunale skoler. Uanset om deres religiøse overbevisning tillader dem at synge den eller ej, skal muslimer nødvendigvis acceptere »Vande Mataram« som nationalsang. Dette er afgudsdyrkelse og en lovsang, der vækker had mod muslimer.

Han siger: Lad os derefter tage Kongressens flag. Det er ikke Indiens almindeligt anerkendte nationalflag. Alligevel skal enhver vise det respekt, og det skal hejses ved alle offentlige og private bygninger. Uanset hvor meget muslimerne protesterer mod dette, gør det ingen forskel. Kongressens flag skal nødvendigvis hejses som Indiens nationalflag, og det skal med magt påtvinges muslimerne. Derefter taler han om Hindi-Hindustani-planen og siger, at dens formål er at undertrykke urdu og kvæle det til døde.

Wardha-uddannelsesprojektet

De frygtelige følger af hr. Gandhis selvudtænkte Wardha-uddannelsesprojekt (Warda Scheme of Education) er blevet fremhævet i den ovenstående drøftelse.

Qa’id-e-Azam sagde i sin tale: I dag bliver hinduernes mentalitet og synspunkter omhyggeligt næret, og muslimerne tvinges til at følge hinduistiske idealer og tankegange i deres dagligdag. Gør muslimer noget sådant noget sted? Påtvinger de noget sted hinduerne muslimsk kultur? Tværtimod bliver de, så snart de blot hæver en svag protest mod at påtvinge muslimerne hinduistisk kultur, betegnet som sekteriske. De kaldes fredsforstyrrere, og straks bliver det autoritære regeringsapparat aktivt imod dem. Tag blot begivenhederne i Bihar som eksempel: Hvilken kulturs grundlag blev angrebet under Kongresregeringen? Muslimernes. Mod hvem blev undertrykkelsespolitik anvendt, forbud udstedt og arrestationer foretaget? Alt dette blev gjort mod muslimerne. Men kan nogen fremføre blot ét eksempel på, at Muslim League eller nogen muslim har forsøgt at påtvinge hinduerne muslimsk kultur? (Creation of Pakistan, Justice Syed Shameem Hossain Kadir, s. 139-143)

Tredje kapitel

Forhandlinger mellem Muslim League og Kongressen

Fra 1935 og frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig blev der fra Muslim Leagues side gjort mange forsøg på at nå til en forståelse med Kongressen. Med dette formål holdt Qa’id-e-Azam Muhammad Ali Jinnah flere møder med Kongrespræsident Babu Rajendra Prasad. Men disse møder førte ikke til noget. Til sidst udsendte de to ledere en fælles erklæring, hvori det blev sagt, at de beklagede, at bestræbelserne på at finde en løsning på det kommunale problem, som kunne accepteres af alle berørte partier, til sidst var endt i fiasko.

I begyndelsen af 1938 udvekslede Jinnah og Gandhi breve. Denne brevveksling gjorde de grundlæggende meningsforskelle mellem de to partier tydelige. I det brev, som Qa’id-e-Azam Muhammad Ali Jinnah skrev til hr. Gandhi den 3. marts 1938, sammenfattede han i to sætninger hovedindholdet af sin drøftelse. Han sagde: Anerkend Muslim League som det eneste pålidelige og repræsentative parti for Indiens muslimer, og lad på den anden side Dem repræsentere Kongressen og hele landet. Kun på dette grundlag kan vi gå fremad og udarbejde en proces for fremskridt. Som svar sagde hr. Gandhi den 8. marts: I den betydning, De har angivet, repræsenterer jeg hverken Kongressen eller hinduerne. Men for at nå frem til en hæderlig løsning vil jeg udøve min moralske indflydelse på hinduerne. (The full Text of Jinnah-Gandhi letters in Durlab Singh, s. 16-32. The Struggle for Pakistan – I. H. Quershi, s. 109)

Der var hverken sandhed eller oprigtighed i hr. Gandhis ovenstående svar. Uanset hvilken erklæret politik en organisation måtte have, findes dens sande identitet i dens faktiske handlinger og adfærd. Det ville være at benægte sandheden, hvis man nægtede, at Kongressen var en fuldstændig hinduistisk organisation. Kongressens adfærd har altid udtrykt hinduistisk bevidsthed og hinduistiske interesser. Kongressens støtte til Khilafat-bevægelsen i Indien kan have skabt en misforståelse hos nogle. Men der var ingen oprigtighed i denne støtte. Der lå kun en skjult bagtanke i den, hvilket Gandhijis egne ord beviser. Han sagde: Jeg tror, at Khilafat er et centralt spørgsmål for os begge – for Muhammad Ali er det hans religion, mens det for mig er, at jeg ved at ofre mit liv for Khilafat sikrer ko-beskyttelsen fuldstændigt. Det vil sige: Jinnah & Gandhi, s. 61; Middelklassens udvikling: Kulturens transformation, Abdul Mawud, s. 168)

Til repræsentanten for News Chronicle sagde hr. Gandhi: Der findes kun ét parti her, som kan skabe fremskridt og velfærd. Og det er Kongressen. Jeg er ikke villig til at acceptere noget andet parti end Kongressen.

Han sagde endvidere, at uanset hvilket nedsættende navn man giver det, findes der kun ét parti i Indien, og det er Kongressen. (Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, s. 217)

Qaid-e-Azam udvekslede også breve med Pandit Jawaharlal Nehru. Det skal bemærkes, at Pandit Jawaharlal Nehru efter valget til de provinsielle lovgivende forsamlinger havde erklæret, at der kun fandtes to partier i landet – Kongressen og regeringen. Alle andre måtte nødvendigvis følge Kongressens arbejdsmetoder. De, der ikke er med os, er imod os. (Muslim Separatism in India, Abdul Hamid, s. 217)

Selv om Qaid-e-Azam kendte Jawaharlal Nehrus fascistiske sindelag, gjorde han en oprigtig indsats for at nå frem til et kompromis mellem de to parter. I et langt brev dateret den 6. april 1938 afviste Pandit Nehru alle Qaid-e-Azams anklager. Han sagde, at Kongressen ikke var villig til at opgive sangen »Vande Mataram«. For det ville ikke være passende for en national organisation at gøre noget sådant. Jeg ser heller ikke, at nogen har indvendinger mod brugen af Kongressens flag. Muslim League er en vigtig kommunal organisation, og derfor behandler vi den på den måde. De øvrige muslimske organisationer kan heller ikke ignoreres. Derfor kommer der ikke på tale at anerkende Muslim League som den eneste organisation for Indiens muslimer.

I brevet sagde han endvidere, at han ikke kendte til, at Kongressen forsøgte at svække urdu eller at oprette Ram Rajya. Hvem er det, der gør dette? Han sagde også, at han ikke vidste, hvad der menes med en koalitionsregering.

Den enkle og ligefremme betydning af hans ord er, at Kongressen på ingen måde er villig til at dele magten med Muslim League eller noget andet parti i provinserne, og at den står fast på dette. I slutningen af brevet siger Nehru, at han personligt ikke bryder sig om nogen aftale eller forståelse eller noget af denne art.

Subhas Chandra Bose blev valgt til Kongressens formand i 1938. Efter at brevvekslingen med Gandhi og Nehru ikke havde ført til noget, udvekslede Qaid-e-Azam breve med Subhas Bose. I maj forelagde Qaid-e-Azam hr. Boses skriftlige brev for Muslim Leagues arbejdsudvalg til drøftelse. Den resolution, der blev vedtaget på baggrund heraf, fastslog, at Muslim League ikke var villig til at drøfte spørgsmålet om bilæggelse af uoverensstemmelserne mellem hinduer og muslimer med Kongressen, før Muslim League blev anerkendt som den organisation, der havde de indiske muslimers tillid og repræsenterede dem. I overensstemmelse hermed skrev Qaid-e-Azam i et brev til hr. Bose den 2. august:

I den Kongres-Muslim League-aftale, der blev undertegnet i Lucknow i 1916, blev Muslim League anerkendt som den organisation, der havde de indiske muslimers tillid og repræsenterede dem. Fra dette tidspunkt og frem til drøftelserne mellem Jinnah og Rajendra Prasad i 1935 blev der ikke rejst noget spørgsmål herom. De muslimer, der er i Kongressen, kan ikke repræsentere Indiens muslimer. Muslim League kender heller ikke til noget muslimsk politisk parti, der har gjort krav på at repræsentere Indiens muslimer. Fra Kongressens side kom der et forbløffende svar på dette. Det vil sige, at Kongressen ikke var villig til at acceptere noget som helst af Muslim Leagues krav. (The Struggle for Pakistan, I.H. Qureshi, s. 107-112)

Som følge af drøftelserne og brevvekslingen mellem Kongressen og Den Muslimske Liga blev flere meget betydningsfulde forhold tydelige. For det første benægtede Kongressen anklagerne om undertrykkelse og uretfærdighed mod Kongresministerierne. For det andet anså Kongressen ikke hindu-muslim-problemet for at være noget problem overhovedet. Ifølge den var det blot en midlertidig følelsesmæssig ophidselse og begejstring. Med tidens forandring ville det synke ned i glemslens bundløse dyb. For det tredje hævdede Kongressen, at den var den organisation, der repræsenterede den alindiske nationalistiske bevægelse. Kongressen var den eneste ægte nationale organisation, som repræsenterede alle uden hensyn til race eller religion. Mange muslimske politiske partier støttede Kongressen. Det var kun Den Muslimske Liga, der holdt sig på afstand. Hvor længe ville de blive ved på denne måde? Måske ville de snart slutte sig til Kongressen. Hvad var der derfor behov for at tillægge Den Muslimske Ligas krav betydning?

Kongressens ovennævnte synspunkt fremkaldte naturligt en reaktion i Den Muslimske Liga og gjorde den samlet, sammentømret og stærk. Denne lange drøftelse gjorde det tydeligt, at Kongressen var et parti, der repræsenterede det hinduistiske Indien. Dens formål var ikke blot at holde muslimerne nede på det politiske område, men også at udrydde dem. Bal Gangadhar Tilaks bevægelse, Swami Shraddhanands shuddhi-bevægelse samt Kongressens og Hindu Mahasabhas politiske filosofi havde samme mål: at holde muslimerne undertrykte og underkastede eller at udrydde dem og etablere et hinduistisk Ramrajya.

Det skal bemærkes, at der i 1906 under bevægelsen for ophævelsen af Bengals deling blev afholdt »Shivaji-festen« overalt i Indien med det formål at genoplive hinduismen. Alle ledere af det hinduistiske samfund, politikere, digtere, forfattere og uddannelsesforkæmpere deltog med glæde i denne fest. I den anledning deltog digteren Rabindranath Tagore direkte i arbejdet for hinduismens genoplivning ved at skrive »Shivaji-festen«, og han lod sig indvie i dette meditationsmantra ved at fremsige: »Længe leve Shivaji ved den lykkebringende konkylieblæsning«:

Jeg vil løfte banneret og lade asketens overklæde blafre—

de fattiges styrke.

»Et religiøst rige skal opstå i dette Indien«—dette store ord

vil jeg gøre til mit grundlag.

Politik og hinduismens genoplivning smeltede uløseligt sammen. I den ophedede atmosfære af religiøs bevidsthed blev der gjort forsøg på at omdanne politikken til en massebevægelse.

(B.B. Misra, The Indian Class: Their Growth). Abdul Mawud: Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling)

Før Første Verdenskrig fortalte en muslimsk ven af Sir Valentine Chirol, korrespondent for The Times, ham, at man åbenlyst kunne høre Tilak, hans tilhængere samt hinduistiske nationalister i Punjab og Bengalen sige, at muslimerne ville blive fordrevet fra Indien på samme måde, som de tidligere var blevet fordrevet fra Spanien. Sir Walter Lawrence fremsatte en lignende udtalelse. Han var medlem af vicekong Curzons stab. Han hørte også Maharaja Sir Pratap Singh af Indore udtrykke en tilsvarende holdning. Han sagde: »Jeg havde tidligere ikke forstået dybden af hans had. Lord Curzon kom til Shimla for at ære min hustru og mig. Sir Pratap kom også til Shimla for at deltage i den middag, som han havde arrangeret. Efter middagen talte Sir Pratap med mig indtil klokken to om natten om sine håb og ønsker. Et af hans ønsker var at udslette muslimerne fra Indiens jord.«

…Han kunne godt engelsk, havde omgåedes mennesker fra mange nationer og troede på en kosmopolitisk civilisation. Men under hans ædle hjertes overflade fandtes et uudsletteligt had til muslimerne.

(Sir Walter Lawrence: The India We Served, s. 209; Abdul Hamid: Muslim Separatism in India, s. 83-84)

Enhver, der med et upartisk sind har været i stand til at foretage en grundig analyse af forholdet mellem hinduer og muslimer på det indiske subkontinent, har fået øje på netop denne hinduistiske holdning til muslimerne. Derfor skrev Patrick Fagan i en artikel i tidsskriftet Asiatic Review, at der i det underkuede Indien kun var to veje åbne for muslimerne: enten at blive opslugt af hinduernes fællesskab eller ved fysisk magt at oprette selvstændige stater i nogle af Indiens områder. Til sidst var der ingen anden udvej for Indiens hundrede millioner muslimer end en ihærdig kamp for at oprette et selvstændigt og frit hjemland.

Fjerde kapitel

Pakistan-bevægelsen

Bevægelsen for at oprette et selvstændigt og suverænt hjemland for muslimerne på det indiske subkontinent under navnet »Pakistan« var helt naturlig og i højeste grad retfærdig efter alle fornuftige argumenter. For muslimernes eksistens på det indiske subkontinent var i afgørende grad afhængig af Pakistans oprettelse. På den ene side kunne den britiske regering ikke acceptere kravet om Pakistan, og på den anden side nægtede Hindukongressen ikke blot at acceptere det, men modsatte sig det med alle midler. Ikke desto mindre vandt et selvstændigt land ved navn Pakistan en plads på verdenskortet som følge af de hundrede millioner muslimer på det indiske subkontinents syv år lange, samlede kamp og gennem millioner af muslimske mænds og kvinders blod. Den ideologiske og islamiske bevidsthed, som var aktiv og virksom bag Pakistan-bevægelsen, er noget, den muslimske nation altid vil mindes, og det er af afgørende betydning, at kommende muslimske generationer lærer dens objektive historie at kende og husker den.

Denne bog har i detaljer behandlet Lord Curzons deling af Bengalen i 1905, som kun blev foretaget af administrative grunde, hinduernes bevægelse for at ophæve delingen og dens ophævelse i 1911, hinduernes gentagne og vilkårlige fremprovokering af kommunale sammenstød med muslimer overalt på subkontinentet og de omfattende tab af muslimske liv og ejendom samt Kongressens to et halvt års vanstyre i syv provinser. Denne gennemgang har tydeligt vist, at hinduerne på subkontinentet, fordi de udgør et stort flertal og er magtfulde, ønsker enten at holde den muslimske nation som deres ydmyge slaver eller at udrydde den. For at nå dette mål krævede Kongressen, at den Indiske Nationalkongres skulle være den eneste politiske institution for subkontinentets indbyggere, og at den britiske regering skulle overdrage magten alene til den. Samtidig fremsatte Kongressen endnu et mærkeligt og urealistisk krav: at alle, der bor på subkontinentet, tilsammen udgør én nation – den indiske nation. Men den virkelige kendsgerning er, at subkontinentet ikke tilhører én nation, men er hjemland for mange nationer. Blandt dem er hinduerne og muslimerne de vigtigste og mest fremtrædende. Kongressens eneste mål var hinduismens civilisation og kulturs samt hinduismens genoplivning og oprettelsen af et hinduistisk Ram Rajya. Gennem Kongressens og dens embedsmænds forskellige handlinger på forskellige tidspunkter blev denne overbevisning fast forankret i muslimernes hjerter, og derfor blev muslimerne tvunget til at føre Pakistan-bevægelsen.

Lad os nu se, hvad hinduistiske historikere siger om Kongressens indiske nationalitet og oprettelsen af Ram Rajya.

Dr. Ramesh Chandra Majumdar siger: Den hinduistiske nationalbevidsthed, der begyndte at vokse frem i anden halvdel af det nittende århundrede, var i virkeligheden en genoplivning af hinduismen, hvis eneste mål var at oprette »Ram Rajya«. Da Hindu Mela blev grundlagt i Bengalen, Sarbajanin Sabha i Pune og Mahajan Sabha i Madras, var det i det væsentlige bestræbelser på at genoplive den gamle hinduisme, man så. Dayanands grundlæggelse af »Gaurakshini Samiti« i 1882 og Bal Gangadhar Tilaks afholdelse af »Shivaji-festivalen« i 1896 udsprang af den samme inspiration. Bankimchandras litterære virke var også motiveret af det samme formål. Hans værk »Anandamath« og hymnen »Vande Mataram« forkyndte samstemmende, at hinduisme, nation og nationalbevidsthed var ét uadskilleligt emne – udtryk for den samme tankegang. Derfor sparede han ikke det mindste på forbandelser, skældsord og hadets gift mod muslimerne. … På den tid måtte man importere heltebiografier. Raja Prataps patriotisme og Shivajis heltemodige bedrifter blev dengang lovprist i alle vores hjem. I ingen anden litteratur finder man digte med en sådan heroisk patos som dem, Rabindranath skrev om Shivaji og om sikh-guruerne Banda og Guru Gobind. I virkeligheden findes der ikke i noget lands litteratur en parallel til den stærke bevægelse af fjendskab mellem samfundsgrupper, som blev rejst gennem den samtidige bengalske litteratur og presse og antog stadig skarpere former. (Dr. R.C. Majumdar, History of Freedom Movement, s. 202-205; Abdul Mawdud, Middelklassens udvikling: Kulturens forvandling, s. 267)

At Kongressens nationalisme betød hinduismens genoplivning og oprettelsen af et hinduistisk Ram Rajya, er blevet klart gennem historikeren Dr. Ramesh Chandra Majumdars ord. Hvordan kan muslimer have en plads i denne nationalisme? Kan Kongressens krav om indisk nationalisme da være andet end groft bedrag? Dr. Majumdar har også kastet lys over dette krav. Han siger: Fandtes der i 1833 nogen indisk national identitet? Svaret må være nej … På det tidspunkt bad den bengalske leder, selv Ram Mohan Roy, til Gud om britisk sejr i krigen mod andre indiske magter. … I 1833 boede der to nationer i Bengalen – hinduer og muslimer. Selv om de var indbyggere i det samme land, var de forskellige i alle henseender bortset fra sproget. I religion, uddannelse samt socialt og kulturelt liv havde de i seks hundrede år levet, som om de befandt sig i to forskellige verdener. Ram Mohan Roy, Dwarkanath Tagore, Prasanna Kumar Tagore og andre fremtrædende borgere i Calcutta betragtede muslimerne som kilden til alle de ulykker og onder, som hinduerne havde været tvunget til at udholde i ni hundrede år. De betragtede derimod det britiske styre som en velsignelse fra Forsynet, hvorved hinduerne var blevet befriet fra det berygtede muslimske styre. I hele den bengalske litteratur og presse blev muslimerne omtalt som »Yavanaer« – på det tidspunkt var der intet ønske om at fordrive briterne og oprette et hinduistisk eller indisk styre. Selv Raja Ram Mohan Roy havde ikke fået et sådant ønske. Selv fremtrædende borgere som Prasanna Kumar Tagore sagde åbent, at hvis Gud bad ham vælge mellem »swaraj« og det britiske styre, ville han uden tøven vælge det sidste. (Dr. R.C. Majumdar: History of Freedom Movement, s. 193)

Dr. Majumdar har bevist, at hinduer og muslimer er to forskellige nationer. De ovennævnte hinduistiske tænkere betragtede muslimerne som hindunationens fjender. Hvordan skulle man kunne danne én indisk nation af disse to adskilte og modsatrettede nationer? Hvornår opstod den, og hvem tog initiativet til denne ene nationalitet?

Den afdøde Maulana Abul Kalam Azad holdt sig uden nogen fornuftig grund helt til det sidste af sit liv til den hinduistisk dominerede Kongres. Også han betragtede selv hinduer og muslimer som to forskellige nationer. I avisen »Dainik Al-Hilal«, som engang blev udgivet i Calcutta under hans redaktion, sagde han uden omsvøb:

»Hvad er det for en nationsopbygning at blande hinduer og muslimer sammen? Er den ene ikke olie og den anden vand?«

»Hvor latterligt er det ikke at danne én nation ved at forene hinduer og muslimer! Er den ene ikke olie og den anden vand?«

Dr. Majumdar har også fremhævet hinduers og muslimers fuldstændigt forskellige særpræg. Derfor må forestillingen om én indisk nationalitet siges at være imaginær og bedragerisk. Den første frihedsbevægelse på subkontinentet, som begyndte i 1857 gennem muslimske sepoyers indsats, blev også modarbejdet af hinduerne. Raja Rammohan bad endda ‘Gud’ om, at briterne måtte sejre i denne frihedskrig. Om dette siger historikeren Binoy Ghosh: Under sepoyoprøret (sepoyernes frihedsbevægelse) viste vores nationale presse ingen sympati for oprørerne………. Hele pressen lovpriste dengang fordelene ved det britiske styre og skældte oprørerne ud som samfundets laveste folk. Næsten alle aviser og tidsskrifter spillede den samme rolle. For den hinduistiske middelklasse på den tid var ikke parat til at tolerere nogen form for oprør mod det britiske styre (Benoy Ghosh, History of Bengal 1757-1905, C.U. Contribution, s. 227-28).

Hvor absurd forestillingen om én indisk nationalitet, der forener hinduer og muslimer på subkontinentet, er, fremgår af hr. Nirod Chandra Chaudh urys udtalelse. Han siger: Delingen af Bengalen skabte en evig adskillelse mellem hinduer og muslimer, fremkaldte had til dem i vores sind og rev venskabets bånd over for altid. Det kom til udtryk på veje og gader, på markedspladser, i uddannelsesinstitutionerne og fandt en plads i menneskenes hjerter.

Han siger videre, at de på den skole, hvor han gik, følte afsky ved at sidde sammen med muslimske klassekammerater, fordi der kom løglugt fra deres munde. Derfor blev hinduiske og muslimske elevers pladser adskilt i overensstemmelse med hindernes krav.

Hr. Chaudhury siger, at man allerede før undervisningen begyndte, fortalte os, at de engang under det muslimske styre i dette land havde undertrykt og mishandlet os, og at de havde udbredt deres religion i Indien med Koranen i den ene hånd og sværdet i den anden. Desuden havde de muslimske herskere bortført vores kvinder, ødelagt vores templer og vanhelliget vores hellige religiøse steder. (N. C. Chaudhury: The Autobiography of an Unknown Indian; Abdul Hamid: Muslim Separatism in India)

Denne vedvarende, hadefulde propaganda mod muslimer gennem århundreder, og hinduistiske digteres og forfatteres betegnelse af muslimer som ‘yavanaer’ og ‘mlecchaer’, betød, at dannelsen af én nation med dem ville indebære, at muslimerne efter hinduistiske religiøse skikke skulle holdes som en meget lavere klasse, som hinduernes lydigste slaver. Eller at de ved magt skulle udryddes fuldstændigt. ‘Muslimerne var yderst bevidste om dette og kunne på ingen måde acceptere forestillingen om én nation.’

Lad os gennemgå historien om fødslen af den Kongres, der hævder at være subkontinentets eneste repræsentative organisation og fortaler for én indisk nationalitet, for at se, om den virkelig var muslimernes velønsker og repræsentant.

Kongressens grundlæggelse

To år før Kongressens grundlæggelse, i 1883, oprettede John Bright ‘India Committee’ og gjorde halvtreds britiske parlamentsmedlemmer til dets medlemmer. I 1885 grundlagde den indflydelsesrige britiske embedsmand Allen Octavian Hume (A. O. Hume), der var pensioneret fra Indian Civil Service, Indian National Congress. Han blev boende i Indien, selv efter at han var gået på pension. Han havde forestillet sig at oprette en organisation for hele Indien til Indiens sociale genoplivning, som kunne understøtte politiske fremskridt. Derfor sendte han et åbent brev til kandidaterne fra Calcutta University. I brevet understregede han med fasthed behovet for at oprette en forening og en organisation og sagde, at regeringen havde mislykkedes med at løse de økonomiske problemer, fordi den ikke havde nogen forbindelse eller kontakt med folket. Genopbygningsarbejdet måtte udføres af landets egne indbyggere; det kunne man ikke forvente af udlændinge, uanset hvor højt de måtte elske dette land.

Under alle omstændigheder blev Indian National Congress dannet som følge af Allan Humes ovennævnte tanker og bestræbelser. Selv om vicekongen Lord Dufferin gav den betydelig støtte, ønskede han ikke at blive direkte involveret i den. Han håbede imidlertid, at organisationen ville blive stærk og velorganiseret og være i stand til at udfylde rollen som en ansvarlig opposition. Hume foreslog, at en provinsguvernør skulle have tilladelse til at lede den. Lord Dufferin afviste dette. Efter kongressens anden årlige session inviterede guvernøren af Madras repræsentanterne til en middag. Derfor gav en gruppe englændere, som havde medvirket til regeringens og kongressens dannelse, kongressen deres fulde støtte. Blandt dem var Sir William Wedderburn (WEDDERBURN), George Yule (YULE) og Charles Bradlaugh (BRADLAUGH). Charles Bradlaugh (BRADLAUGH) blev i 1888 ansat som lønnet medarbejder i kongressen. William Digby var kongressens særlige propagandist i London. Gennem avisen India blev kongressens program og indiske spørgsmål i særlig grad præsenteret for den engelske offentlighed. William Hunter var en stor støtte for kongressen, og hans biograf siger, at Hunters indsats var den eneste effektive med hensyn til at påvirke den britiske offentlige mening. Professor Seeley underviste de studerende i Oxford. Han sagde, at Indien ikke kunne sammenlignes med England eller Frankrig. Ligesom Europa består Indien af mange folkeslag. Ifølge Sir Henry James var hinduernes religiøse praksis årsagen til de religiøse konflikter i Indien. Sir Theodore Morison sagde, at muslimerne, selv om de ikke var en nation efter den europæiske definition, betragtede sig som forskellige fra de andre indere og var ved at udvikle sig til en nation. (Abdul Hamid: Muslim Separatism in India, s. 29; Justice Syed Shameem Hussain Kadir: Creation of Pakistan, s. 12; Abdul Maudud: Middelklassens udvikling; Kulturens transformation, s. 279-80)

Hvilken karakter og hvilke særpræg kongressen ville få som politisk organisation, kunne man tydeligt slutte ud fra de politiske metoder, den politiske filosofi og grundprincipperne hos kongressens to fremtrædende og særdeles indflydelsesrige ledere. De var Bal Gangadhar Tilak og Surendranath Banerjee.

Efter sin eksamen valgte Tilak journalistikken som erhverv og trådte ind på den politiske scene i begyndelsen af 1880’erne i det forrige århundrede. Men han stod i spidsen for bevægelsen mod ophævelsen af delingen af Bengalen. Han var en dygtig politiker og troede på direkte kamp (direct action). Han genoplivede det militært sindede marathafolks religiøse og politiske traditioner og inspirerede kongressen med denne ånd. Han dannede Foreningen til forebyggelse af ko-slagtning (anti-cow-slaughter society) og førte en bevægelse mod muslimerne samt mod forbuddet mod musikafspilning foran moskeer, hvilket førte til religiøse uroligheder i Indien. Den hinduistiske genoplivningsbevægelse, som begyndte på alle områder under Tilaks ledelse, var derfor klart antimuslimsk, og der var ingen forskel mellem hans »indiske nationalisme« og »hinduistiske nationalisme«. (Abdul Hamid: Muslim Separatism in India, s. 30)

Surendranath Banerjee trådte i 1860’erne i det nittende århundrede ind i Indian Civil Service (ICS). Men efter nogle år blev han afskediget fra tjenesten og gik derefter ind i politik. Han var en yderst indflydelsesrig central skikkelse i kongressen. Men han brugte alle sine evner og kvalifikationer på aktiviteter rettet mod muslimske interesser.

Det var ham, der først pustede liv i bevægelsen mod delingen af Bengalen. Han sagde, at da han hørte bekendtgørelsen om delingen af Bengalen, føltes det, som om lynet var slået ned over os fra himlen. Vi er blevet ydmyget, vanæret og bedraget. Derefter blev der på hans initiativ afholdt en national sørgedag i Kolkata den 16. oktober 1905. Alle hinduer bar sorte armbind og smurte aske på hovedet. De fastede og badede i Ganges. Surendranath Banerjee ledede denne bevægelse.

Som følge af hinduernes intense terroristiske bevægelse i seks år blev delingen af Bengalen ophævet i 1911. For at trøste de oprørte muslimer bekendtgjorde regeringen, at der skulle oprettes et universitet i Dhaka. Nogle kongresledere udtrykte deres stærke harme over denne regeringsbeslutning. De sagde, at hvis der blev oprettet endnu et universitet i Bengalen, ville Calcutta-universitetets anseelse blive ødelagt. Derfor mødtes en delegation under Surendranath Banerjees ledelse med vicekongen Lord Hardinge. Talsmanden Surendranath Banerjee sagde, at hvis der fandtes endnu et universitet i provinsen, ville de eksisterende uoverensstemmelser mellem indbyggerne i de to områder blive mangedoblet. (A. Hamid: Muslim Separatism in India, s. 30, 93)

Disse eksempler beviser, at kongressen var en hinduistisk institution. Dens mål var hinduismens genoplivning og oprettelsen af Ram Rajya.

Blandt subkontinentets muslimer var Sir Syed Ahmad Khan den første, der ikke kunne se positivt på kongressen. Efter at have analyseret kongressens tilblivelseshistorie, dens centrale struktur, dens ledere, dens politik samt dens mål og formål havde den indsigtsfulde og fremsynede Syed Ahmad indset, at

Kongressen vil på hvert eneste punkt angribe muslimske interesser. Derfor opfordrer han muslimerne på det indiske subkontinent til at afholde sig fra at tilslutte sig Kongressen. Han siger, at selv hvis vicekongen, Secretary of State og sågar hele Underhuset åbent støtter Kongressen, vil han resolut tage stilling imod den. Han siger endvidere: »Jeg er fast overbevist om, at hvis Kongressens forslag gennemføres, vil det være umuligt for den britiske regering at opretholde freden eller standse vold og en uundgåelig borgerkrig.« (Justice Syed Sharneem Hussain Kadir, Creation of Pakistan, s. 12; I. H. Qurrshi, Struggle for Pakistan, s. 29; The Times, 12. nov. 1888)

Syed Ahmads bekymringer og forudsigelser viste sig senere at blive til virkelighed. Samtidige muslimske aviser gav også udtryk for deres holdning imod Kongressen. Blandt dem var især Muhammadan Observer, The Victoria Paper, The Muslim Herald, Rafiq-e-Hindus med flere. Følgende muslimske organisationer og institutioner appellerede også i fællesskab til Kongressen:

Central National Muhammadan Association, The Muhammadan Literary Society of Bengal, Anjuman-e-Islam of Madras, Dindigul Anjuman, Muhammadan Central Association of the Punjab. (Justice Syed Shameem Kadir, Creation of Pakistan, s. 13-14)

Kongressen forsøgte gennem falsk og hyklerisk propaganda at bedrage muslimerne og omverdenen. Nogle englændere, der støttede Kongressen, førte også en lignende propaganda. Kongressens propagandist i Storbritannien, Digby, sagde, at Kongressen var talerør for alle nationer og klasser, selv for muslimerne. Kongressens grundlægger, Allan Hume, kunne ikke tåle kritik af Kongressen. India Committee, der var dannet i England, talte også i samme tone som Kongressen. Men trods alt dette opnåede muslimerne på det indiske subkontinent anerkendelse som en særskilt nation, og dette var grundlaget for Pakistan.

Pakistans ideologiske grundlag

På grundlag af religiøs tro, idealer, sin egen civilisation og kultur, historie, traditioner, et særskilt syn på livet og en særskilt livsordning samt ansvarlighed over for Skaberen og Allahs Sendebud, Verdenernes Herre, i det hinsidige udgør muslimerne en nation, som afviser alle andre definitioner på nationalitet. Grundlaget for denne nationalitet, det vil sige den islamiske nationalitet, blev lagt på Rajab-måneden i det hijri-år 93, det vil sige i år 712 e.Kr., da en syttenårig ung hærfører ved navn Imad ad-Din Muhammad ibn al-Qasim gik i land i havnen Debal (det nuværende Karachi) og befriede muslimske kvinder og børn fra Raja Dahirs fangenskab. Efter at have besejret Raja Dahir byggede han den første moské dér.

Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah siger: »Pakistansbevægelsen begyndte, da den første muslim satte sin fod på Sindhs jord.« (Justice Shameem Hussain Kadir, Creation of Pakistan, s. 1) Efter Debal, det vil sige Karachi, blev islams sejrende fane hejst i Nirun (det nuværende Hyderabad) og derefter i Sehwan. Dernæst blev fortet Rawar indtaget den 10. Ramadan al-Mubarak (hijri-år 93), og Raja Dahir blev besejret og dræbt i slaget. På kort tid kom Brahmanabad (det nuværende Sanghar) og Alor (en by beliggende øst for det nuværende Rohri) under muslimernes herredømme, hvorved Multan overgav sig. I hijri-år 96 var Nordindien også ved at forberede sig på frivilligt at underkaste sig Muhammad ibn al-Qasim, da kaliffen kaldte ham til Damaskus.

Den dygtige muslimske hærfører Muhammad ibn al-Qasim etablerede et eksemplarisk islamisk styre i de områder, han havde erobret. Det vandt de hinduistiske og buddhistiske undersåtters hjerter i en sådan grad, at et stort antal ikke-muslimske undersåtter frivilligt antog islam. Den islamiske undervisnings indflydelse på dem, der antog islam, var så omfattende, at de indrettede deres liv efter Koranens og Sunnaens anvisninger. Det arabiske alfabet blev også taget i brug for sindhi-sproget.

Etableringen af en islamisk stat på subkontinentet, dens opståen og fald

Muhammad bin Qasim var ikke blot grundlæggeren af en islamisk stat på dette subkontinent; han var også foregangsmand for etableringen af islamisk civilisation og kultur. Det var det islamiske styre og den islamiske civilisation og kultur, der skabte den oprindelige inspiration til oprettelsen af Pakistan. Den civilisation og kultur, hvis frø blev sået, spirede, udviklede sig og voksede gennem tidens gang, og senere, da mange muslimske herskere kom til dette subkontinent som sejrende, blev det islamiske flag hejst overalt på subkontinentet. Fra Muhammad bin Qasims erobring af Sindh og frem til midten af det attende århundrede ophørte det muslimske styre på subkontinentet som følge af alvorlige indbyrdes konflikter, moralsk forfald og angreb fra fremmede magter.

Islams medfødte og naturlige særpræg

Islams betydning er frivilligt at overgive sig til Allah den Almægtiges ubetingede tjeneste og lydighed, og dets naturlige særpræg er, at islams tilhængere ikke kan acceptere nogen gudløs ordning eller ikke-muslimers herredømme. Islam fremlægger en fuldstændig livsordning for menneskeheden, og dens grundlæggende principper gælder lige meget for alle livets åndelige og materielle sider. Stat og religion er ikke adskilt fra hinanden i islam; tværtimod er livets materielle og verdslige sider forenet med dets åndelige sider. En muslim udfører alle sine handlinger, hvad enten han er statsoverhoved eller almindelig borger, i den faste overbevisning, at Allah den Almægtige ser alle hans gerninger, og at han til sidst skal stå til regnskab over for Ham for alt, hvad han har gjort. Det var på grundlag af disse grundlæggende principper, idealer og moralske normer i islam, at muslimsk styre blev etableret på subkontinentet og bestod i flere århundreder. Selv om landets lovgivning (Law of the land) var islamisk, havde ethvert andet samfund ret til at følge sine egne religiøse bestemmelser i spørgsmål om person- og familieret.

Blandt de muslimske herskere på subkontinentet var alle undtagen Akbar bærere og formidlere af islamisk civilisation og kultur. Selv om nogle af dem i deres privatliv ikke fuldt ud formåede at følge islams forskrifter, var landets karakter overalt islamisk. Herskerne udførte ikke selv direkte arbejdet med at udbrede og fremme islam. Dette arbejde blev samvittighedsfuldt udført af mange udenlandske lærde, pīrer og dervisher. De muslimske herskere oprettede imidlertid utallige moskeer, madrasaer og khanqaher for at udbrede islamisk undervisning. For at dække udgifterne til disse gav de mange lakhraj-jorder som donationer. Disse institutioner spillede uden tvivl en effektiv rolle i udbredelsen af islamisk undervisning og islamisk da’wa på subkontinentet. Som følge heraf blev ikke-muslimerne på subkontinentet betaget af islams skønhed og søgte i stort tal tilflugt i islams kølige skygge. Med tiden blev de nordvestlige og sydøstlige områder på subkontinentet muslimske flertalsområder, og de blev senere omdannet til staten Pakistan.

Efter at det britiske styre var blevet etableret på subkontinentet, blev det islamiske styre gradvist afskaffet, og Indian Civil and Criminal Codes of Procedure samt Indian Penal Code, som var i strid med islams grundlæggende tro og principper, blev indført og håndhævet. Muslimerne blev holdt fuldstændig berøvet deres økonomiske grundlag.

Gennem briternes og hinduernes sammensværgelse og konspiration blev muslimerne berøvet alt og knust under sultens og fattigdommens byrde. Ikke desto mindre lykkedes det ikke at udrydde islams grundlæggende tro og den islamiske tænkning og bevidsthed fra deres sind og hjerter. Som en naturlig reaktion fandt der i det forgangne århundrede protester sted mod den britiske regering, og der blev erklæret oprør. Gennem Sayyid Ahmad Shahid Barelvis Tahreek-e-Mujahideen og væbnede jihad, Faraizi-bevægelsen i Bangladesh, Titumirs islamiske bevægelse og lignende kom den ukuelige islamiske bevidsthed til udtryk. Kampen for at etablere den islamiske civilisation og kultur på subkontinentet, pleje den gennem flere århundreder og bevare den intakt lagde selve grundlaget for Pakistan-bevægelsen.

Muslimer er en nation

Det er blevet klart af den foregående gennemgang, at muslim er betegnelsen for en nation. Med hensyn til tro og troslære (religiøs overbevisning), religiøse ritualer, fastlæggelsen af godt og ondt, ret og uret samt halal og haram på religionens grundlag, følelsen af at skulle stå til regnskab over for Allah i det hinsidige for enhver åbenlys og skjult handling i livet, civilisation og kultur, smag og intellekt, tanker og bevidsthed er muslimer en særskilt nation. Denne bevidsthed om særpræg udspringer netop af den religiøse tro. De, som virkelig tror på tawhid, profetskabets budskab og det hinsidige, og som fuldt ud opfylder det ansvar, Gud har pålagt dem, udgør en særskilt nation blandt hele menneskeheden, og Allah Ta’ala har anerkendt denne nation som ummat-e-muslima. Den menneskemængde, der besidder de ovennævnte egenskaber, er den muslimske nation, mens menneskemængden med de modsatte egenskaber er den ikke-muslimske nation; blandt dem findes hinduer, kristne, jøder, buddhister og andre. Muslimer kan ikke blive én nation ved at slutte sig sammen med nogen af disse. På subkontinentet er hinduer og muslimer to helt adskilte nationer; fordi deres religiøse overbevisninger, religiøse ritualer og målestokke for ret og uret samt halal og haram er fuldstændig forskellige og modsatrettede, udgør de to adskilte nationer. Pakistan blev skabt på grundlag af denne to-nationsteori.

Teorien om, at muslimer er en særskilt nation, er ikke en opfindelse fra moderne tid. Det første menneske i verden var muslim, Allahs profet og stedfortræder. Allah skænkede ham en umådelig kundskab. Fra ham udsprang islam og den islamiske nationalitet. For at sikre muslimernes eksistens på subkontinentet blev der på grundlag af denne teori krævet et særskilt og selvstændigt hjemland. Denne nationalitet er islams evige teori eller lære. For at etablere hinduernes herredømme over det muslimske mindretal på subkontinentet skabte Hindu-Kongressen en forvirring omkring én nationalitet gennem en fremtrædende lærd, Deobands shaykh al-hadith, Maulana Sayyid Husain Ahmad Madani. I overensstemmelse med Kongressens tone erklærede han, at alle, muslimer såvel som andre, der boede inden for de samme geografiske grænser, tilsammen udgjorde én nation. Muslim League krævede senere Pakistan netop på grundlag af to-nationsteorien (Two Nation Theory). Maulana Madanis ovenstående erklæring gjorde ikke blot Muslim League, men også de lærde og de almindelige muslimer, forbløffede og chokerede. Selv om kravet om Pakistan endnu ikke var blevet fremsat, var sandheden om, at muslimer er en særskilt nation, kendt af alle, og den blev erklæret gentagne gange på forskellige tidspunkter.

Maulana Madanis erklæring blev forelagt for den visionære digter og filosof Allama Iqbal, der drømte om Pakistan. Han lå syg i sengen. Langsomt satte han sig op på sengen med sin skælvende krop, og som digter af natur kritiserede han, trods sygdommens smerter, hr. Madanis udsagn skarpt i nogle få verslinjer:

Ajam har endnu ikke forstået religionens hemmelighed, ellers

ville denne Husain Ahmad fra Deoband – hvilken besynderlighed er dette ikke!

Han fremsiger fra prædikestolen, at nationen udspringer af fædrelandet,

hvor uvidende han er om den arabiske Muhammeds rang.

Knyt dig til Mustafa, for religionen er helt og holdent ham.

Hvis du ikke når frem, vil alt være Abu Lahab.

(Allama Iqbal: Armaghan-e Hijaz, s. 278)

Betydning: Perseren forstod slet ikke religionens væsen.

Derfor, hvilken mærkelig tale er dette fra Hussain Ahmad fra Deoband?

Han erklærede fra talerstolen: »Nation opstår af hjemlandet.«

Han er uvidende om Muhammed den Arabers rang. Hvis man ikke kan nå den, vil alt blive Abu Lahab-agtigt.

Selv om dr. Iqbals få vers tilbageviste Maulana Madani Sahibs synspunkter, var de alligevel ikke tilstrækkelige til at bevise teorien om én nation falsk. På dette tidspunkt foretog Maulana Sayyid Abul Ala Maududi en indgående analyse af subkontinentets politiske, religiøse og kulturelle forhold. I det månedlige tidsskrift Tarjuman-ul-Quran, som han redigerede, skrev han fortløbende en lang artikel med titlen »Muslimer og den aktuelle politiske kamp«, hvori han belyste den islamiske nationalitet på et oplysende og faktarigt grundlag. Senere blev der udgivet et særskilt værk på over hundrede sider om dette emne. I dette værk siger han, idet han beskriver grundlaget for den islamiske nationalitet:

»De snævre, materialistiske, sanselige og overtroiske grundlag, som verdens forskellige nationaliteters bygninger er blevet rejst på, har Allah og Hans Sendebud knust. På grund af race, slægt, hjemland, økonomisk uvidenhed og politisk uvidenhed var menneskeheden blevet opdelt i forskellige og stadig mindre brudstykker; Islam har givet alle disse klasser lige værdighed og lige rettigheder.

»I den islamiske nationalitet skelnes der ganske vist mellem mennesker, men ikke på grundlag af materielle, verdslige eller ydre forhold. Skelnen sker ud fra åndelige, moralske og menneskelige forhold. Menneskene præsenteres for en naturlig, sand livsordning, som hedder islam. Hele menneskeheden er blevet indbudt til at tjene og adlyde Allah, til hjertets og sindets renhed og oprigtighed, til rene handlinger, ærlighed og efterlevelse af religionen. Derefter siges det, at de, der tager imod denne indbydelse, skal regnes som én nation, mens de, der forkaster den, skal høre til en helt anden nation. Det vil sige, at den ene er troens og islams nation, og alle dens individer tilsammen udgør én ummah. Den anden er vantroens og vildfarelsens nation. Dens tilhængere regnes, trods deres indbyrdes uenigheder og forskelle, som én gruppe og én nation.«

»Der er ingen forskel mellem disse to nationer med hensyn til afstamning eller stamme. Forskellen ligger i tro og handling. Selv to børn af den samme far kan på grund af den nævnte forskel mellem islam og kufr regnes som tilhørende to forskellige nationer, mens to ubeslægtede og ukendte personer kan blive medlemmer af den samme nation, fordi de antager islam.«

»Forskellig fødeegn kan heller ikke være årsag til forskellen mellem disse to nationer. Her skelnes der på grundlag af sandhed og falskhed. Og hverken sandheden eller falskheden har noget, der hedder et ’fædreland’ eller en fødeegn. To personer fra den samme by, den samme bydel og det samme hus kan have forskellig nationalitet på grund af forskellen mellem islam og kufr. En sort mand kan gennem islam blive bror til en marokkaner.«

»Forskelle i hudfarve er heller ikke her årsag til nationale forskelle. Den ydre farve er uden betydning i islam. Her er det alene Allahs farve, der har betydning. Og den er den bedste farve.«

»Sproglige forskelle er heller ikke årsag til forskellen mellem islam og kufr. I islam har det talte sprog ingen som helst værdi. Det, der har værdi, er hjertets og sindets ordløse sprog.«

»Centrum for denne cirkel af islamisk nationalitet er trosbekendelsen: la ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah. Venskab og fjendskab bygger på denne trosbekendelse. Anerkendelsen af den forener mennesker, mens fornægtelsen skaber den endelige adskillelse mellem dem. Den, som denne trosbekendelse adskiller, kan ikke forbindes med os af blod, jord, sprog, hudfarve, mad, styreform eller noget andet bånd eller slægtskab. På samme måde kan intet adskille dem, som denne trosbekendelse forener.«

Maulanaen siger videre:»

»Det skal bemærkes, at forholdet mellem den muslimske nation og de ikke-muslimske nationer har to sider. For det første er alle, muslimer såvel som ikke-muslimer, lige som mennesker. For det andet skal vi på grund af forskellen mellem islam og kufr omgås dem med medfølelse, barmhjertighed, gavmildhed og høflighed. For så vidt angår menneskelighed, er det netop en sådan behandling, de kan forvente. Hvis de ikke er islams fjender, kan man endog have venskab og fred med dem og samarbejde om fælles formål (Common Cause). Men ingen form for materielle eller verdslige forbindelser kan forene dem og os og gøre os til ’én nation’.«

Dette værk af maulana Maududi om islamisk nationalitet skabte stor røre i datidens tænkende muslimske samfund, og den forvirring, som maulana Madanis taler og pamfletter havde skabt, blev fuldstændig fjernet. Lederne og aktivisterne i Pakistanbevægelsen brugte det som et skarpt våben. I virkeligheden lagde netop dette værk det videnskabelige grundlag for teorien om de to nationer, og det blev den egentlige årsag til Pakistans oprettelse. Værket tilbageviste Kongressens farlige plan om at etablere Ram Rajya samt maulana Husain Ahmad Madanis argumenter for regional nationalisme og beviste, at de var uvidenskabelige, ulogiske, uislamiske og indholdsløse.

Netop af de ovenfor beskrevne grundlæggende årsager er der siden menneskehedens skabelse opstået to særskilte nationale identiteter, muslimer og ikke-muslimer; dette består den dag i dag og vil bestå for evigt. Af samme grund er muslimerne og de øvrige nationer på subkontinentet fuldstændig særskilte. Her har hinduer og muslimer levet sammen i århundreder—i de samme byer, landsbyer og kvarterer, på hver sin side af den samme gårdsplads. De taler begge det samme sprog, er født i den samme jord og er blevet næret, opdraget og vokset under det samme lys og i den samme luft. Men de er ikke smeltet sammen og blevet til én nation. Mange lærde på subkontinentet anerkender også denne sandhed. Lad os blot se på digteren Rabindranath Tagores ord. Han siger:

»Der er ikke længere behov for at sige usandheder. Nu må vi erkende, at der findes en konflikt mellem hinduer og muslimer. Vi er ikke blot særskilte. Vi står også i modsætning til hinanden.

I har i mange hundrede år levet side om side og nydt frugterne fra den samme mark, vandet fra den samme flod og lyset fra den samme sol. Vi taler det samme sprog, vi er mennesker med de samme glæder og sorger. Alligevel er det menneskelige og religiøst foreskrevne forhold mellem naboer ikke blevet til virkelighed mellem os. I har i lang tid

plejet en sådan synd, at vi, selv når vi forenede os, ikke kunne forhindre splittelsen.«

»Vi ved, at hinduer og muslimer mange steder i Bangladesh ikke sidder på det samme tæppe—når en muslim kommer ind i huset, bliver en del af måtten taget væk, og vandet i vandpiben bliver hældt ud.« (Rabindranath Tagore, Samlede værker, bind 12, s. 909; Abdul Maudud: Middelklassens samfunds udvikling: kulturens forvandling; s. 420)

Babu Nirad Chaudhuri siger:

»Sandt at sige blev teorien om de to nationer skabt længe før hr. Jinnah eller Muslim League. Og dette er ikke blot en teoretisk påstand; det er en historisk realitet. Alle kendte til dens eksistens i begyndelsen af dette århundrede. Selv vi vidste det som børn, allerede før Swadeshi-bevægelsen.« (Autobiography of an Unknown Indian, s. 229-31)

Denne sandhed undgik heller ikke europæernes opmærksomhed. En engelsk historiker udtrykker det klart:

»Selv om hinduer og muslimer boede i den samme landsby, den samme by og det samme distrikt, bevarede de altid deres eksistens som to særskilte nationer. Især på det religiøse område var de endnu mere adskilte end to europæiske nationer. Som eksempel kan nævnes, at franskmændene og tyskerne i europæernes øjne er to nationer, der er indædte fjender. Alligevel kan en ung franskmand, der rejser til Tyskland for at drive forretning eller studere, uden vanskelighed bo hos en hvilken som helst tysk familie, spise sammen med dem og gå ind i det samme gudshus. Men ingen muslim har en sådan adgang til en hinduisk familie.« (S. T. Morison: Political India, s. 103)

Den yderste snæverhed, fanatisme og overtro i hinduismens eller brahminernes selvopfundne religiøse regler samt deres fuldstændige mangel på tolerance over for andre religioner er ansvarlig for den umenneskelige behandling af muslimer. Hinduismens særkende er dens kastesystem (caste system). Ifølge dette system betegnes nogle af de mennesker, der siges at høre til hinduismen, som lavere kaster. Hinduismen giver dem ingen menneskelige rettigheder. De er foragtede, urene og urørlige; ved at erklære dem for en del af hinduismen er det blevet indprentet dem, at de er skabt alene for at tjene hinduerne fra de højere kaster, og at dette er deres religion og deres største religiøse fortjeneste. En hindu fra en lavere kaste kan ikke gå i skole sammen med en hindu fra en højere kaste. Selv om de er hinduer, kan hinduer fra de lavere kaster ikke læse de religiøse skrifter og kan ikke træde ind i templerne. Når det hinduistiske samfund behandler en gruppe, der siges at høre til hinduismen, på denne måde, er det naturligt, at behandlingen af muslimer bliver endnu mere barbarisk. Derfor bliver selve samværet med muslimer urent og uacceptabelt for hinduer. Behandlingen af muslimer blev imidlertid endnu strengere efter ophøret af det muslimske styre og etableringen af britisk styre; i Britisk Indien var selve muslimernes eksistens uudholdelig for dem.

Drevet af had og fjendskab mod muslimer søgte hinduer påskud til konflikt med muslimerne. For eksempel var det i oldtiden ikke forbudt for hinduer at spise oksekød. Oksekød er en særdeles velsmagende fødevare, og alle mennesker i verden, herunder muslimer, spiser det. Islam pålægger muslimer at ofre dyr for Allahs tilfredshed. Koen er blandt de dyr, der må ofres. Som et påskud til at fremprovokere sammenstød med muslimerne på det indiske subkontinent blev koen ophøjet til en guddom, der tilbedes af hinduer. Derefter blev blandt andet »Foreningen til Forebyggelse af Ko-slagtning« og »Gaurakshini-samfundet« oprettet, og der blev sat gang i sekteriske sammenstød med muslimerne. Det samme væsen er føde for den ene nation og en guddom, der tilbedes, for den anden. Efter at have anerkendt koen som en guddom bliver det hinduismens vigtigste religiøse pligt at udrydde enhver koæder i verden. Hvordan skulle de to nationer, koæderne og ko-tilbederne, altså kunne acceptere hinanden? Forsøget på at forene disse to nationer og danne én nation er ikke blot latterligt, men også udsprunget af en ond hensigt.

At hinduer og muslimer er to særskilte nationer, beviste Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah også med uigendrivelige argumenter. På den 27. årlige session i Muslim League, der blev afholdt den 22. marts 1940 i Mintu Park i Lahore, sagde han i sin tale som mødeformand:

»Det er meget vanskeligt at forstå, hvorfor vores hinduistiske brødre ikke kan forstå islam og hinduismens sande natur. I virkeligheden er disse to ikke religioner, men snarere to forskellige og klart adskilte sociale ordener (Social order), og at forene hinduer og muslimer til én nation er blot en fantasi. Den fejlagtige forestilling om én indisk nationalisme har overskredet alle grænser og er blevet årsag til vores politiske ustabilitet. Hvis vi ikke ændrer vores syn i tide, vil Indien blive skubbet mod ødelæggelsens rand. Hinduer og muslimer har hver deres religiøse filosofi, sociale skikke og litteratur. De besidder også to særskilte civilisationer og kulturer, som er opbygget på grundlag af to modsatrettede opfattelser og trosforestillinger. Deres liv henter inspiration fra forskellige kilder i historien. De har særskilte epos, hellige skrifter, nationale helte samt særskilte relevante bestanddele og historiske begivenheder.

I de fleste tilfælde er den enes nationale helt den andens fjende. Hvis man forener to så modsatrettede nationer, hvoraf den ene er flertallet og den anden mindretallet, i den samme stat, vil uroen fortsætte med at vokse, og den struktur, der end måtte blive skabt til at styre en sådan stat, vil til sidst bryde sammen.

Efter enhver definition af en nation er muslimerne en nation, og de må nødvendigvis have et hjemland, et landområde eller en region samt en stat. Det er vores ønske, at vores nation i overensstemmelse med sit eget særpræg og på grundlag af sine egne idealer må gøre fremskridt i det åndelige, kulturelle, økonomiske, sociale og politiske liv.«

Til sidst sagde Quaid-e-Azam:

»Gå frem som Islams lydige tjenere. Organisér folket på det økonomiske, sociale, politiske og uddannelsesmæssige område. Jeg er sikker på, at I vil blive en sådan magt, som ingen magt i verden vil kunne besejre.«

Den følgende dag, det vil sige den 23. marts, blev forslaget om at danne en uafhængig stat bestående af subkontinentets nordvestlige område med muslimsk flertal og det østlige område med muslimsk flertal vedtaget enstemmigt. Forslaget blev fremsat af Beng als premierminister, Sher-e-Bangla Maulvi A. K. Fazlul Huq. Forslagets oprindelige ordlyd var som følger:

Det vedtages, at det er denne samling i All-India Muslim League’s velovervejede opfattelse, at ingen forfatningsplan vil kunne gennemføres i dette land eller accepteres af muslimerne, medmindre den udformes efter følgende grundprincipper: nemlig at geografisk sammenhængende enheder afgrænses gennem sådanne territoriale omordninger, som måtte være nødvendige, og at de områder, hvor muslimerne er i numerisk flertal, såsom Indiens nordvestlige og østlige zoner, samles for at danne »uafhængige stater«, hvori de konstituerende enheder skal være autonome og suveræne.

At der i forfatningen særskilt skal fastsættes tilstrækkelige, effektive og bindende garantier for mindretallene i disse enheder og i de regioner, hvor der findes mindretal, til beskyttelse af deres religiøse, kulturelle, økonomiske, politiske, administrative og andre rettigheder og interesser, efter samråd med dem; og at der i andre dele af Indien, hvor muslimerne udgør et mindretal, særskilt skal fastsættes tilstrækkelige, effektive og bindende garantier i forfatningen for dem og andre mindretal til beskyttelse af deres religiøse, kulturelle, økonomiske, politiske, administrative og andre rettigheder og interesser, efter samråd med dem.

Justice Syed Shameem Husain Kadir, Creation of Pakistan, s. 192.

Sammen med Lahore-resolutionen blev det også klart erklæret, at de religiøse, kulturelle, økonomiske, politiske og administrative rettigheder og interesser for de mindretalssamfund, der bor her, skulle beskyttes efter samråd med dem. Tilsvarende skulle rettighederne og interesserne – religiøse, kulturelle, økonomiske, politiske og administrative – for muslimerne i de områder af Indien, hvor de udgør et mindretal, beskyttes på grundlag af samråd med dem.

Hinduisternes modstand

Uden på nogen måde at overveje de gode sider ved Lahore-resolutionen begyndte der fra hinduernes side at fremkomme stadig flere uanstændige udtalelser i skarp opposition til den. Alle bestræbelser på at forvirre muslimerne og skabe splittelse blandt dem blev sat i gang. Wardha fortsatte med at tale i samme tone. Hr. Gandhi håbede, at lederne og forskellige hinduisk påvirkede aviser ville holde fast ved Lahore-resolutionen. Han sagde: »Jeg håber stadig, at samvittighedsfulde hinduer vil overveje vores forslag grundigt. For det rummer muligheden for at opnå frihed inden for kort tid. Denne frihed vil vi kunne bevare fredeligt både inden for og uden for landet.« Den 26. maj 1940 blev den provinsielle Muslim League-konference afholdt i Bombay. Quaid-e-Azam henviste til Kongressens falske propaganda og sagde:

Det er yderst forbløffende, at folk som hr. Gandhi og hr. Rajagopalachari betegner Lahore-resolutionen som »Indiens vivisektion« (Vivisection of India) og som »at skære et barn i to«. Indien er naturligvis allerede blevet delt af naturen. På Indiens geografiske kort findes der et muslimsk Indien og et hinduisk Indien. Hvorfor så dette postyr over det, der nu deles og opdeles i to? Hvor er den centralregering, hvis ordrer og styre bliver overtrådt? Fordi Indien har været under britisk styre, er forestillingen om et udelt Indien og én centralregering blevet skabt. Der fandtes hverken en indisk nation eller en centralregering. Det er blot Kongressens højkommandos luner. … Vores ideal og kamp har ikke til formål at skade nogens interesser, men derimod at forsvare os selv.

(Justice Syed Shameem Husain Kadir, Creation of Pakistan, s. 193-94)

Det bør bemærkes, at selv om ordet »Pakistan« ikke forekom i Lahore-resolutionen, var det det hinduistiske Indien, der kaldte den Pakistan-resolutionen. Og det var passende. Det var navnet, som Chaudhry Rahmat Ali havde givet den mange år tidligere, der nu blev virkeliggjort.

Overvejelserne om Pakistan

Overvejelserne om eller planen for Pakistan var ikke nogen nyskabende politisk filosofi. Dette ords egentlige betydning er en islamisk statsordning. Derfor sagde Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah, at Pakistans begyndelse går tilbage til det tidspunkt, hvor Muhammad bin Qasim satte foden på Sindhs jord som sejrherre. Derefter var en islamisk statsordning gældende på det indiske subkontinent i flere hundrede år. Hen imod afslutningen på det britiske styre begyndte man på ny i Britisk Indien at overveje og arbejde for den muslimske nations særstilling og oprettelsen af en stat. Det undgik ikke politisk tænkende menneskers opmærksomhed, at der i subkontinentets nordvestlige og sydøstlige områder var muslimsk flertal. Derfor var Sayyid Jamaluddin, en foregangsmand for islamisk enhed i verden, den første til at overveje muligheden for at danne en muslimsk republik bestående af Afghanistan og subkontinentets nordvestlige områder; dette blev af mange betegnet som panislamisme.

Chaudhry Rahmat Ali hævdede i 1915, da han holdt en tale ved arrangementet »Bazm-e Shibli«, at Nordindien, eftersom det var muslimsk befolket, skulle betragtes som et muslimsk land. Ikke nok med det, han sagde: »Vi vil omdanne det til en muslimsk stat. Det bliver først muligt, når vi og vores nordlige områder ophører med at være indiske. Det er en forudsætning. Jo hurtigere vi derfor opgiver indianismen (indianism), desto bedre vil det være for os og for islam. (I. H. Qureshi, The Struggle for Pakistan, s. 115-116)

Derefter fremsatte dr. Abdul Jabbar Khairi og professor Abdus Sattar Khairi, der var kendt som Khairi-brødrene, i 1917 på en konference i Stockholm et forslag om en plan for Indiens deling. (Syed Sharifuddin Pirzada: Evolution of Pakistan, (Lahore, 1963, s. 68-90)

I tidsskriftet ’Zulqarnain’ i Badaun blev der i marts-april 1920 offentliggjort et åbent brev til hr. Gandhi på vegne af en vis Abdul Qadir Bilgrami. I disse breve fremlagde han argumenter for en deling af subkontinentet. Han fremlagde også en liste over muslimsk dominerede distrikter til denne deling, som stort set stemmer overens med de geografiske grænser for begge dele af det senere Pakistan. Eftersom emnerne, der blev nævnt i disse breve, tiltrak sig manges opmærksomhed, blev de udgivet to gange som pjecer. Den anden udgave udkom i 1925. (Muhammd Abdul Qadir Bilgrami, Hindu Muslim Ittehad par Khula Khat Mahatma Gandhi Ken am, Aligarh, 1925)

Tidligt under Første Verdenskrig offentliggjorde Lovatt Fraser, redaktøren af Times of India, et kort i Daily Express of London, hvorpå der var tegnet en pil fra Konstantinopel mod Saharanpur i Indien. Det viste en muslimsk korridor mod de områder, hvor muslimerne udgjorde flertallet. (I.H. Qureshi, The Muslim Community of the Indo-Pakistan Subcontinent, s. 295-96)

Savarkar, formanden for Hindu Mahasabha, plejede ofte at påpege, at hinduer og muslimer var to forskellige nationer. Lala Lajpat Rai, som var leder både i Kongressen og i Hindu Mahasabha, fremsatte i 1924 et forslag om deling af Indien. (L.H. Qureshi: The Struggle for Pakistan, s. 116; Richard Symonds, The Making of Pakistan, 1950, s. 59)

Sardar Muhammad Gul Khan fra Dera Ismail Khan-distriktet fremførte i 1923 over for Frontier Inquiry Committee argumenter for en deling af Indien i hinduernes og muslimernes interesse. Han krævede, at området fra Peshawar til Agra skulle udlægges til muslimerne. (I.H. Qureshi, The Struggle for Pakistan, s. 116-17)

Aga Khan fremsatte på All-Parties-konventet, der blev afholdt i Calcutta i 1928, et krav om selvstændighed for hver provins. (Samme værk)

Dr. Muhammad Iqbal fremsatte efter at have drøftet Indiens forskellige problemer på Muslim Leagues årskonference, der blev afholdt i Allahabad i 1930, et forslag om at oprette en uafhængig stat for muslimerne enten inden for eller uden for Det Britiske Imperium.

Dr. Iqbal gav ikke den muslimske stat, han foreslog, noget navn. Det var Chaudhry Rahmat Ali, der gjorde det. I januar 1933 offentliggjorde Chaudhry Rahmat Ali og tre af hans kolleger fra Cambridge en pjece med titlen Now or Never.

Chaudhry Rahmat Ali sendte sin pjece til Indiens muslimske ledere, til de muslimske delegerede, der deltog i den tredje rundbordskonference i London, samt til Englands førende politiske ledere. En pjece ledsaget af et brev blev sendt, hvori der stod: »Hermed fremlægger jeg på vegne af Pakistans tredive millioner muslimer, som bor i fem provinser i det nordlige Indien, nemlig Punjab, North-West Frontier Province, Kashmir, Sindh og Baluchistan, en appel for Dem.« {Bemærk: Chaudhry Rahmat Ali krævede oprettelsen af en muslimsk stat bestående af de ovennævnte fem provinser, og han gav den navnet Pakistan.}

Denne appel blev fremsat på et tidspunkt, hvor muslimerne stod over for et spørgsmål om liv eller død. Det blev sagt, at Indien ikke er et land med én nation, men derimod et land med mange nationer. ………. Vores religion og kultur, historie og traditioner, vores sociale skikke og økonomiske system, vores arve- og ægteskabslove er grundlæggende forskellige fra dem, der gælder for de øvrige nationer, som bor i Indien. Vi har særskilte nationale skikke og traditioner samt særskilte kalendere for år, måneder og dage. Selv vores mad og vores påklædning er helt forskellige. Hvis vi, Pakistans muslimer, med vores nationalitets tydelige særpræg bliver ført ind i den foreslåede indiske føderation, vil vi blive forvandlet til et mindretal. Dette forslag svarer i virkeligheden til dødsrømmen for vores nation. – (G. Allana, Muslim Political Thought Through the Ages 1562–1947, s. 295–300)

Det kan uden tvivl siges, at navnet »Pakistan« blev skabt af Chaudhry Rahmat Ali; gennem Lahore-resolutionen blev det etableret på Indiens politiske scene, og næsten syv år senere blev det til en faktisk realitet.

Syed Sharifuddin Pirzada skriver i sit værk Evolution of Pakistan: Alle disse forslag og råd, som blev fremsat af personer som Sir Abdullah Haroon, Maulana Maududi og Chaudhry Khaliquzzaman, var på én eller anden måde vejledende for skabelsen af Pakistan.

Endelig blev Lahore-resolutionen, det vil sige Pakistan-resolutionen, i 1940 vedtaget enstemmigt af Muslim League i entydige vendinger.

Sjette kapitel

Modstanden mod Pakistanbevægelsen

Hinduerne kunne ikke acceptere forslaget om Pakistan og Indiens deling, fordi de anså det for at være imod deres interesser, og derfor begyndte de en voldsom modstand. Pandit Jawaharlal Nehru sagde den 6. maj i Pune, at Hindu Mahasabha og Muslim League ikke havde noget positivt program. Han kaldte Pakistan-forslaget tåbeligt og sagde, at det ikke ville holde i mere end fireogtyve timer. Den 19. maj betegnede Hindu Mahasabha Pakistan-forslaget som anti-hinduistisk og anti-nationalt.

Trods Kongressens og den hinduistiske nations stærke modstand og hindringer fortsatte Pakistanbevægelsen, og hinduernes modstand og propaganda styrkede muslimernes enhed.

For at gøre Pakistan-bevægelsen populær og styrke den blev der i Muslim-Indiens historie gjort en omfattende indsats for propaganda, idet der blev nedsat en forfatterkomité med Jamiluddin Ahmad fra Aligarh Muslim University som indkalder. Fremtrædende skribenter skrev forskellige propagandaskrifter, som blev udgivet af Sheikh Muhammad Ashraf fra Lahore under navnet Pakistan Literature Series. Jamiluddin Ahmad sagde, at et uafhængigt Pakistan og et uafhængigt Hindustan ville fortsætte med at eksistere i et venligt og broderligt miljø. Indisk enhed var en illusorisk drøm og i strid med den historiske sandhed. (I. H. Qureshi, The Struggle for Pakistan, s. 136)

Den 1. juli 1940 fremlagde Quaid-e-Azam under sit ophold i Shimla flere forslag for vicekongen og betegnede dem som »foreløbige«. Forslagene var som følger:

Regeringen må ikke offentliggøre nogen erklæring, der strider mod principperne i Lahore-resolutionen om Indiens deling og oprettelsen af muslimske stater i de nordvestlige og østlige områder.

Indiens muslimer skal fra regeringens side have en klar forsikring om, at der ikke uden Muslim-Indiens tilladelse vil blive udarbejdet nogen midlertidig eller endelig forfatningsmæssig ordning. I betragtning af den hastige udvikling i situationen i Europa og af, at Indien står over for fare, indser vi fuldt ud, at krigsindsatsen bør intensiveres, så det bliver muligt at sikre den indre sikkerhed, freden og ordenen, hvis den britiske regering er rede til at acceptere muslimsk ledelse som ligeværdig partner i central- og provinsregeringernes administration af landet.

Midlertidigt og under krigen skal følgende skridt tages, så man kan følge en formel for samarbejde med regeringen på grundlag af ligeværdigt partnerskab inden for regeringens myndighed og kompetence:

a. Vicekongens eksekutivråd skal udvides inden for rammerne af den gældende forfatningslov. Det yderligere antal skal fastsættes efter drøftelser. Den muslimske repræsentation skal imidlertid være lige så stor som den hinduistiske, hvis Kongressen tilslutter sig. Ellers skal flertallet af de yderligere medlemmer være muslimer, eftersom muslimerne skal bære hovedansvaret.

b. I de provinser, hvor lovens paragraf 93 er i kraft, skal der udnævnes ikke-officielle rådgivere. Antallet fastsættes efter drøftelser. Flertallet af rådgiverne skal dog være muslimske repræsentanter. I de provinser, hvor der findes koalitionsregeringer, skal det være de berørte partiers ansvar at træffe beslutning på grundlag af drøftelser.

c. Der skal oprettes et krigsråd (War Council) på femten personer, inklusive præsidenten. Vicekongen skal være formand. Også her skal antallet af muslimer være lige så stort som antallet af hinduer, hvis Kongressen tilslutter sig.

Endelig vil Muslim League udvælge de muslimske repræsentanter blandt medlemmerne af Krigsrådet, vicekongens Eksekutivråd (Executive Council) og guvernørens ikke-officielle rådgivere.

Den 1. juli blev Subhas Chandra Bose arresteret, og den 3. juli appellerede hr. Gandhi til alle borgere i Storbritannien om at følge princippet om ikke-vold og afstå fra våben. Straks efter krævede det møde i Kongressens Arbejdsudvalg, der blev afholdt i Delhi, på ny, at Indiens fulde uafhængighed blev erklæret. Samtidig blev der krævet dannelse af en national regering i centrum.

Med hensyn til de foreløbige (Tentative) forslag, som hr. Jinnah havde fremsat over for vicekongen, meddelte vicekongen hr. Jinnah sit synspunkt i et brev, han skrev den 6. juli. Han indvilligede i at udvide sit råd, men afviste muslimsk deltagelse i det. Han var heller ikke villig til at acceptere kravet om, at Muslim League skulle nominere rådets muslimske medlemmer. Han sagde, at dette var den indiske statssekretærs ret, og at rådets medlemmer ikke skulle nomineres af politiske partier. Han kunne heller ikke acceptere udnævnelsen af ikke-officielle rådgivere for provinsguvernørerne. Dannelsen af et Krigsråd (War Council) var vigtig. De nærmere detaljer ville blive fastlagt.

Betingelserne i hr. Jinnahs foreløbige forslag blev afvist. Men den erfarne politiker hr. Jinnah var ikke en mand, der lod sig slå ud. Han fortsatte sine drøftelser.

Den britiske regerings augustforslag

Den britiske regering blev ikke fortvivlet på grund af uenigheden mellem Kongressen og Muslim League eller på grund af meningsforskellene mellem Kongresligaen og vicekongen. Den erklæring, som den britiske regering afgav den 8. august 1940, blev kaldt augustforslaget. Erklæringen indeholdt nogle nye idéer. For det første blev der for første gang i den indobritiske historie lovet dannelse af en grundlovgivende forsamling bestående af indere. Hidtil havde den britiske parlaments vilje været afgørende, og Government of India Act 1935 havde givet den forrang. Nu blev idéen om en indisk grundlovgivende forsamling ikke blot støttet; der blev også lovet, at den skulle dannes. For det andet blev Kongressens opfattelse af den grundlovgivende forsamling afvist. Det blev også gjort klart, at forsamlingen ikke ville træffe foranstaltninger, som krænkede mindretallenes rettigheder. For det tredje blev dominionstatus anset for at være Indiens mål. Disse ordninger skulle gennemføres efter krigens afslutning. Augustforslaget havde også nogle dårlige sider, som blev fremhævet i Ligaens og Kongressens forslag.

Hr. Jinnah udvekslede synspunkter om ovenstående forslag den 12. og 14. august. Den endelige beslutning blev imidlertid truffet på Muslim Leagues Arbejdsudvalgs møde i Bombay den 1. og 2. september. Muslim League udtrykte tilfredshed med, at kravet om, at landets fremtidige forfatning ikke skulle udformes uden Ligaens godkendelse, var blevet accepteret. Samtidig fandt Arbejdsudvalget det rigtigt at erklære, at det stod fast på grundprincipperne i Lahoreforslaget og dets betingelser, nemlig at Indiens muslimer udgør en nation, og at det kun er dem selv, der har ret til at bestemme deres fremtidige skæbne. Regeringens forslag til en midlertidig ordning var utilfredsstillende. Muslim Leagues krav af 16. juni var ikke blevet imødekommet. På Muslim Leagues vegne blev det erklæret, at regeringens augustforslag ikke kunne accepteres af følgende grunde:

1. Der blev ikke ført nogen drøftelser med Ligaens formand eller Arbejdsudvalget om det foreslåede antal medlemmer af vicekongens Eksekutivråd.

2. Arbejdsudvalget blev ikke underrettet om, hvordan Rådet skulle sammensættes.

3. Arbejdsudvalget var ikke underrettet om, hvilket andet parti Ligaen skulle opfordres til at samarbejde med.

4. Ligaen havde ingen idé om, hvilke poster de nye medlemmer af Rådet skulle tildeles.

5. Det forslag, der var fremsat om det krigsrådgivende råd, var uklart og uforståeligt.

Den muslimske Ligas arbejdsudvalg bemyndigede sin formand til at kræve en forklaring af vicekongen om den foreslåede forfatning, det krigsrådgivende råds sammensætning, funktioner og pligter samt udvidelsen af vicekongens eksekutivråd.

Hr. Jinnah mødtes med vicekongen den 20. september, og den følgende dag besvarede vicekongen de spørgsmål, Ligaen havde rejst. På et møde i Ligas arbejdsudvalg, der blev afholdt i New Delhi den 28. september, blev vicekongens svar drøftet. Udvalget erklærede, at vicekongens forklaring ikke var tilfredsstillende. Kongressens reaktion på regeringens augustforslag var yderst voldsom. Kongressens formand, Maulana Abul Kalam Azad, nægtede den 10. august at mødes med vicekongen. Kongressen forkastede forslaget. Det blev sagt, at regeringen ikke var villig til at afgive magten, og at forslaget direkte tilskyndede til konfrontation og kamp. Minoritetsspørgsmålet var en uoverstigelig hindring for Indiens fremskridt. Kongressen blev truet med, at den måtte føre en direkte kamp.

Regeringens augustforslag blev ikke accepteret af de politiske partier. Men det havde medført visse gevinster for muslimerne. Regeringen lovede, at muslimerne i den fremtidige forfatningsmæssige ordning, hvad enten den var midlertidig eller endelig, ville få en tilfredsstillende godkendelse. At regeringen fremsatte en så utvetydig erklæring inden for et år efter krigens begyndelse og fem måneder efter Lahore-resolutionen, skyldtes i ikke ringe grad Den Muslimske Liga. Denne fortjeneste var et resultat af Kongressens behandling af muslimerne. Regeringen fandt det ikke rigtigt at overlade muslimernes skæbne til Kongressen.

 Kongressens ikke-samarbejdsbevægelse og muslimerne

Hr. Gandhi mødtes med vicekongen Lord Linlithgow den 27. og 30. september, men kunne ikke acceptere hans synspunkt. Han sagde, at hvis en samvittighedsfuld modstander ikke kunne gå i krig, kunne han fremlægge sit synspunkt for folket. Men han kunne ikke få tilladelse til at tilskynde andre til at forhindre krigen. Den 11. oktober vedtog Kongressens Arbejdsudvalg at indlede Satyagraha.

Efter Gandhijis anvisning meldte Vinoba Bhave sig først til arrestation. Raja Gopalachari og Abul Kalam Azad lod sig også fængsle. Kongresfolkenes massefængslinger vakte ingen følelser blandt almindelige mennesker. Særligt i de muslimske provinser kunne Satyagraha ikke tiltrække folk. I hele Indien var reaktionen svagest i North-West Frontier Province. I begyndelsen var Dr. Khan uvillig til at slutte sig til bevægelsen. Men hans arrestation den 14. december skabte kun en svag krusning på den rolige overflade i offentlighedens sind.

I april 1941 åbnede Hr. Gandhi Satyagraha for alle kongresmedlemmer. Som følge heraf lod omkring 20.000 mennesker sig frivilligt fængsle. For Kongressen var dette tal meget lille. Bevægelsen begyndte gradvist at miste sin kraft.

Muslimerne kunne ikke acceptere Kongressens Satyagraha-bevægelse, fordi de gennemskuede Kongressens skjulte hensigter. I november 1940 gjorde Hr. Jinnah i en tale i Delhi nar af Kongressens krav og sagde, at Kongressen førte en bevægelse for frihed. Det stod klart for ham og for den britiske regering, at Kongressen ønskede at skræmme regeringen til at anerkende, at Kongressen var den eneste repræsentative organisation for Indiens befolkning. Kongressens holdning var: »Afvis muslimernes og andre mindretals krav, og accepter vores krav. Kongressen ønsker at få magten, og den ønsker at lægge pres på den britiske regering for at få overdraget magten til at anvende tvang over for andre samfund.«

På Muslim League Councils møde i februar 1941 og på Madras Muslim Leagues årsmøde i april blev der vedtaget resolutioner til støtte for Hr. Jinnahs tale. Heri erklæredes det, at hvis regeringen brød sine løfter, som den havde afgivet på forskellige tidspunkter, og accepterede Kongressens krav, ville Muslim League være rede til at tage ethvert skridt for at imødegå den situation, der derved opstod.

(The Struggle for Pakistan, Ishtiaq Hussain Qureshi, s. 163-64)

Liberalpartiets resolution – 1941

Efter at have drøftet de to hovedpartier, Kongressens og Muslim Leagues, politik og linje, lad os se, hvilken holdning National Liberal Federation indtager. De har en lille gruppe i lovgivende forsamling. Blandt dem findes der imidlertid også erfarne og kompetente mænd som Sir Tej Bahadur Sapru, Sir Chimanlal Setalvad og Sir Srinivasa Sastri. Det er også nødvendigt at kende deres synspunkter og holdninger. På deres årsmøde, der blev afholdt i Calcutta i december 1940, erklærede de liberale grundprincipperne for deres politiske arbejdsmetode, og de mente, at disse ville blive lagt til grund for en løsning. Den resolution, de vedtog om dette, lyder således:

1. Fuld støtte til krigsindsatsen.

2. Inden for to år efter krigens afslutning bør den britiske regering erklære, at

Indien vil blive et dominion.

3. Centralregeringen skal omdannes, således at vicekongen kan blive den forfatningsmæssige leder af en fuldt ud national regering.

4. Indiens deling skal afvises, og det kommunale valgsystem skal gradvist afskaffes.

5. Kongressens ikke-samarbejdsbevægelse er beklagelig. I marts 1941 samledes liberalerne i Bombay til en partipolitisk uafhængig konference. Selvom konferencen blev kaldt partipolitisk uafhængig, var den påvirket af Hindu Mahasabha. Selv om tre eller fire muslimer deltog, kunne de ikke sige noget på muslimernes vegne. Tre ledende personer fra Hindu Mahasabha – Savarkar, dr. Moonje og dr. Shyama Prasad Mukherjee – deltog i konferencen. Tej Bahadur Sapru var formand, og Sir Nripendra Nath Sarkar fremsatte en række forslag, som blev vedtaget. Forslagene blev afvist af regeringen. De såkaldte liberalere gav udtryk for deres harme, og den 29. juni blev der afholdt et rådsmøde i National Liberal Federation i Poona. Regeringen blev skarpt kritiseret for at have afvist deres forslag, som skulle løse krisen. Der blev udtrykt harme over, at Indien-sekretæren havde afvist at tage skridt uden Muslim League’s samtykke. Forslaget om Indiens deling blev modsagt, og alle indere blev opfordret til at modstå den foreslåede deling.

Som reaktion på Saprus forslag eller anbefaling udtalte Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah, at Kongressens krav om dannelsen af en national regering i centralregeringen var ensbetydende med at tilsidesætte Sapru-forslaget. Indien-sekretær L. S. Amery udtalte sig om dette i Underhuset den 22. april 1941 og sagde, at den forfatningsmæssige fastlåsning, der herskede i Indien, ikke skyldtes, at Storbritannien ikke var villig til at give Indien frihed, men derimod, at Indien ikke havde kunnet nå til enighed om sit krav. Den nye form for eksekutivmyndighed med større beføjelser, som var blevet foreslået, ville ikke dæmpe, men snarere forværre uenigheden mellem hinduer og muslimer. Jeg vil appellere til folk som Sapru om, at de forsøger at skabe enighed mellem Kongressen og Muslim League.

Gandhis reaktion

Hr. Gandhi protesterede kraftigt mod Indiens statssekretærs udtalelse. Han sagde, at Amery havde fornærmet den indiske intelligens ved at sige, at Indiens frihed blev forsinket på grund af splittelse. Det var de britiske politikere, der var ansvarlige for klasseskellet i Indien. Så længe de holdt Indien underkuet ved hjælp af britiske våben, ville denne splittelse og uenighed fortsætte. Jeg erkender, at der desværre er en uoverstigelig afstand mellem Kongressen og Den Muslimske Liga. Hvorfor anerkender de britiske politikere ikke, at dette er en indenlandsk strid? Lad dem forlade Indien, så lover jeg, at Kongressen, Ligaen og de øvrige partier af hensyn til deres egne interesser vil slutte sig sammen og finde en løsning på dannelsen af en indisk regering. … Hvis vi bliver enige om ikke at bede om nogen indblanding udefra, vil denne krise sandsynligvis kun vare fjorten dage. Med andre ord: Når den britiske magt har forladt landet, vil hinduerne være stærke nok til at bringe mindretallene, især muslimerne, til fornuft. Ingen kan have været i tvivl om, hvad Gandhiji mente med disse ord. Han fortsatte med at gentage dem indtil juli 1947. Den manglende tolerance over for den muslimske nations eksistens og ovenstående upassende udtalelse fremskyndede oprettelsen af Pakistan.

Oprettelsen af et forsvarsråd

Den 20. juli 1941 overbragte Bombays guvernør, sir Roger Lumley, hr. Jinnah et budskab fra vicekongen om, at vicekongen med den britiske regerings godkendelse havde besluttet at udvide sit eksekutivråd med fem yderligere porteføljer. De, der havde indvilliget i at påtage sig de nye poster, var sir Homi Mody, sir Akbar Hydari, R. Rao, M. S. Aney og sir Firoz Khan Noon. Samtidig blev det meddelt, at der skulle oprettes et forsvarsråd på tredive medlemmer. Ti medlemmer skulle også udpeges fra de indfødte fyrstestater. Da det var afgørende at sikre det muslimske samfund repræsentation, inviterede han også premierministrene i Bengal, Assam, Punjab og Sindh til at indtræde som medlemmer.

Den følgende dag udtrykte hr. Jinnah i sit svar på sir Roger Lumleys brev stærk utilfredshed med vicekongens skridt og sagde, at det var i strid med principperne at invitere disse personer uden om Den Muslimske Ligas formand og arbejdsudvalg. Den 24., 25. og 26. august blev der afholdt møder i Den Muslimske Ligas arbejdsudvalg i Bombay. I resolutionen, der blev vedtaget den 25., blev premierministrene i henholdsvis Punjab, Bengal og Assam – sir Sikandar Hayat Khan, Fazlul Huq og sir Saadullah – beordret til at træde tilbage fra National Defence Council.

Otte muslimer accepterede invitationen til at indtræde i forsvarsrådet. Fem af dem var Sikandar Hayat, Fazlul Huq, Saadullah, Begum Shah Nawaz og Nawab of Chhatarī. Efter Ligaens anvisning trådte premierministrene i Punjab, Bengal og Assam den 11. september tilbage fra forsvarsrådet. Nawab of Chhatarī trådte allerede tidligere tilbage, fordi han var formand for Hyderabads eksekutivråd. Begum Shah Nawaz og sir Sultan Ahmad blev udelukket fra Ligaen i fem år, fordi de ikke trådte tilbage. På sine møder i Delhi den 26. og 27. besluttede Ligaen at forlade hele Centralforsamlingens session. I overensstemmelse hermed forlod Den Muslimske Ligas medlemmer salen den 28. De anklagede den britiske regering for at nægte Ligaen dens retmæssige andel i ansvaret og rettighederne både i centrum og i provinserne. (The Struggle for Pakistan I.H. Qureshi, s. 169-191)

Udvidelsen af vicekongens eksekutivråd blev fuldført midt i oktober. Samme dag blev mange kongresmedlemmer, der havde været involveret i ikke-samarbejdsbevægelsen, løsladt fra fængslet. En del af Kongressen foreslog, at man igen skulle overtage magten i provinserne. Men hr. Gandhi gik ikke med til dette.

I mellemtiden var Ligaens situation ikke uden problemer. De grupper, der mente, at deres interesser blev krænket, sluttede sig nemlig sammen mod Den Muslimske Liga. Selv om Bengals premierminister, A. K. Fazlul Huq, trådte tilbage fra forsvarsrådet, gjorde han det modvilligt. Ligaens modstandere gav ham indirekte forsikringer om deres støtte. En gruppe i Den Muslimske Liga krævede, at hr. Fazlul Huq skulle udelukkes fra Ligaen. En anden gik ind for en mere eftergivende holdning. Quaid-e-Azam gik selv ind for at give ham en vis frist, så Bengals premierminister kunne vende tilbage til sin tidligere position. Sagen blev afsluttet, efter at Ligaens arbejdsudvalg havde drøftet det brev, hvori Fazlul Huq udtrykte sin beklagelse.

Men ved årets udgang trådte hr. Fazlul Huq og en af hans kolleger, Nawab of Dhaka, ud af Ligaens gruppe i Bengals lovgivende forsamling og dannede en koalitionsregering sammen med Kongressen og andre hinduistiske partier. Forsamlingens europæiske gruppe erklærede også sin støtte. Den nye koalitionsregering beviste, at Kongressen på den ene side og den britiske regering på den anden ønskede at ødelægge Den Muslimske Ligas indflydelse i Bengal. Da Ligaen bad hr. Fazlul Huq om en forklaring, blev han ved med at trække sagen i langdrag. Som følge heraf blev hr. Fazlul Huq den 11. december 1941 udelukket fra Ligaen. (Creation of Pakistan Justice Sayed Shameem Husain Kadir, s. 226-27)

Ottende kapitel

Kripps-missionen

Mod slutningen af 1941 antog Anden Verdenskrig en frygtindgydende karakter og begyndte at nærme sig det indiske subkontinent. Singapore, Storbritanniens og dets allieredes fæstning, faldt i Japans hænder, og Burmas fald var også nært forestående. Nogle mennesker sympatiserede med Japan. Mange af Kongrespartiets ledere betragtede Storbritannien og dets fjende med samme blik. Gandhi sagde, at Gud havde sendt Hitler som straf for det britiske imperiums misgerninger. Kongrespartiet mente, at man kunne opnå stadig større politiske fordele af Storbritanniens vanskelige situation, hvis landet blev trængt op i en krog under krigen.

Den 7. marts 1942 erobrede Japan Burma. Blot fire dage senere, den 11. marts, traf krigskabinettet nogle beslutninger, efter at den britiske premierminister, sir Winston Churchill, havde afgivet en vigtig erklæring i Underhuset. Beslutningerne blev sammenfattet i et udkast til en erklæring. Sir Stafford Cripps ankom til Indien den 29. marts med dette udkast. I udkastets indledning blev det sagt, at formålet med erklæringen var at oprette et nyt indisk dominion.

Hovedpunkterne i udkastet til erklæringen var som følger:

Så snart krigen var slut, skulle der i Indien oprettes et organ eller en forsamling til udarbejdelse af en forfatning. Denne forsamling skulle vælges på grundlag af forholdsmæssig repræsentation i landets provinsforsamlinger. De indfødte fyrstestater skulle være repræsenteret i den.

Storbritannien ville acceptere enhver forfatning, som dette organ eller denne forsamling udarbejdede, på tre betingelser:

1. Enhver provins kunne afstå fra at tilslutte sig den foreslåede union og samtidig bevare sin forfatningsmæssige status. Sådanne provinser kunne, hvis de ønskede det, også danne deres egne separate unioner svarende til den foreslåede union.

2. Eftersom magten er ved at blive fuldstændigt overført fra briterne til inderne, vil der blive indgået en aftale mellem Storbritannien og den forfatningsgivende forsamling om alle dermed forbundne spørgsmål. Denne aftale vil sikre beskyttelsen af mindretallenes interesser.

3. Hvis fyrstestaterne ikke accepterer forfatningen, vil det være nødvendigt at forhandle med dem om visse ændringer i deres traktatordninger.

Sir Stafford Cripps forklarede udkastet til erklæringen i en radiotale den 30. marts. Efter radiotalen appellerede Cripps til alle indere om at acceptere Cripps-planen.

Den indiske reaktion

Sir Stafford Cripps fortsatte drøftelserne med Indiens politiske ledere. Drøftelserne drejede sig om tre spørgsmål: (1) provinsernes frihed til ikke at tilslutte sig den foreslåede indiske union, (2) fyrstestaternes repræsentation i den forfatningsgivende forsamling og (3) dannelsen af en ansvarlig regering uden forsinkelse.

I udkastets klausul om ikke-tilslutning (Non-accession Clause) blev provinserne givet frihed til at afstå fra at tilslutte sig den indiske union, enten samlet eller provins for provins. Kongressens reaktion på dette var yderst voldsom. Dens opfattelse var, at det ville være et alvorligt angreb på Indiens enhed. Derfor kunne det på ingen måde accepteres.

Kongressens reaktion på spørgsmålet om fyrstestaternes repræsentation var yderst voldsom. Dens opfattelse var, at det ville være et alvorligt angreb på Indiens enhed. Derfor kunne det på ingen måde accepteres.

Kongressens krav med hensyn til fyrstestaternes repræsentation var, at repræsentanterne skulle vælges gennem et fælles valgsystem. Kongressen ville drage fordel af dette, fordi de valgte repræsentanter ville støtte Kongressen, som udgjorde flertallet. Denne ordning kunne Muslim League imidlertid ikke acceptere. For det tredje krævede Kongressen indtrængende, at der straks blev dannet en ansvarlig regering i centret. Muslim League kunne ikke acceptere dette krav, fordi den derved ville blive reduceret til et lille mindretal.

Kongrespræsidenten udvekslede i nogle dage breve med sir Stafford Cripps. Men eftersom Kongressens krav ikke blev imødekommet, bekendtgjorde Kongressen den 11. april, at den afviste Cripps’ forslag.

Muslim League kunne heller ikke acceptere Cripps’ forslag. Muslim Leagues holdning var, at den ikke kunne acceptere nogen fremtidig plan eller noget fremtidigt forslag, før grundprincipperne i Pakistan-planen var blevet accepteret, og muslimernes ret til selvbestemmelse var blevet anerkendt gennem en metode, der afspejlede den reelle folkevilje i det muslimske Indien.

Efter Cripps-missionens fiasko

Efter Cripps-missionens fiasko blev Kongressen ramt af et fuldstændigt nederlag og dyb skuffelse. Kongressen ønskede gennem dannelsen af en national regering at etablere sin regeringsmagt over subkontinentet. Dette var et grusomt komplot for at holde Indiens muslimer undertrykt. Den britiske regering kunne imidlertid, af hensyn til sine egne interesser, ikke imødekomme dette urimelige krav fra Kongressen.

Gandhi tog det for givet, at Storbritannien havde tabt krigen, og skrev i maj 1940 et brev til vicekongen: »Dette blodbad må standses. I er jo ved at tabe. Hvis I fortsat stædigt holder fast, vil der blive udgydt endnu mere blod. Hitler er ikke et ondt menneske. Hvis I standser krigen i dag, vil han følge jeres eksempel.« Vicekongen svarede meget høfligt på denne arrogance og dette forræderi: »Vi er nu i krig. Vi vil ikke vige, før vi har nået vores mål. Jeg forstår Deres bekymring for os. Men alt vil ordne sig.«

Da Gandhi ikke var tilfreds med vicekongens svar, sagde han i en appel til alle englændere den 6. juli: »Læg våbnene ned. For de har ikke formået at beskytte jer selv og menneskeheden. I vil tilkalde Hitler og Mussolini, og de vil tage alt fra jer. Godt, lad dem besætte jeres smukke ø, med dens dejlige palæer.«

-(The Struggle for Pakistan, I.H. Quershi: Begge breve er citeret hos G.D. Birla i In the Shadow of the Mahatma: A Personal Memoir (Bombay, 1953, s. 302)

Cripps’ radiotale

Sir Stafford Cripps redegjorde i en radiotale, som han holdt for amerikanerne den 26. juli, for baggrunden for Kongrespartiets politik fra tidspunktet for hans besøg i Indien og frem til den seneste intimidering. Han sagde, at ingen ansvarlig regering kunne tage Kongrespartiets krav i betragtning. Muslimerne, som var stærkt imod Kongrespartiets dominans, såvel som flere titalls millioner medlemmer af de tilbagestående samfund, kunne heller ikke acceptere dette krav. At efterkomme Gandhis krav ville betyde at skabe fuldstændigt anarki og kaos.

Han sagde endvidere, at vi ikke kan tillade en fantaster at hindre De Forenede Nationers bestræbelser på at vinde sejr i Østen, uanset hvor stor en frihedskæmper han end måtte have været tidligere.

Pandit Nehru kaldte som protest mod den nævnte radiotale Stafford Cripps for ‘Djævelens advokat’ (Devil’s Advocate). Han sagde, at han på grund af den skade, Storbritannien havde påført Indien og stadig påførte landet, burde have angret og med største ydmyghed rettet en henvendelse til os.

Nehru afviste muslimernes modstand mod Kongrespartiets krav og sagde: »Jeg kender mine muslimske landsmænd langt bedre end Sir Stafford Cripps, og det, der er blevet sagt om dem, er blot bagvaskelse.« (The Struggle for Pakistan, I.H. Quershi; Documents in the Indian Situations Since the Cripps Mission, pp 47-48)

‘Forlad Indien’-bevægelsen (Quit India Movement)

Den Allindiske Kongreskomité vedtog på sit møde i Bombay den 8. august 1942 resolutionen ‘Forlad Indien’ (Quit India). Den psykologiske årsag til dette er dybt beklagelig.

Kongrespartiets ledere mente, at de allierede styrkers nederlag i krigen var uundgåeligt. Kongrespartiets plan var i denne situation at skabe det fuldstændigste kaos i landet og overtage regeringsmagten i hele landet. På denne måde kunne man afvise alle muslimernes krav og etablere hinduherredømme på subkontinentet. Denne plan fra Kongespartiets side anerkendes i Maulana Abul Kalam Azads bog ‘India Wins Freedom’. Han siger:

Hans plan var, at Kongrespartiet skulle overtage kontrollen med hele landet, så snart japanerne nåede frem til Bengalen, og de britiske tropper trak sig tilbage til Bihar. Men Kongrespartiets plan viste sig at være grundløs og urealistisk.

Imidlertid erklærede Kongressen i sin resolution, der blev vedtaget den 8. august, at tidens krav var, at det britiske styre i Indien måtte ophøre. Ingen fremtidig forpligtelse eller garanti ville forbedre den nuværende situation. Derfor måtte Indiens uafhængighed erklæres omgående. Derefter skulle der med de vigtigste politiske partiers medvirken dannes en midlertidig regering. Dens opgave skulle være at forsvare Indien og modstå aggression. Kongreskomitéen godkendte et forslag om at indlede en yderligtgående massebevægelse gennem ikkevoldelige midler til støtte for Indiens uafhængighed. Gandhi kaldte den et åbent oprør (Open rebellion), som ingen regering kunne tolerere. Derfor blev alle kongresledere arresteret den følgende dag, den 9. august, og Kongressen blev erklæret ulovlig.

Selv efter at sådanne øjeblikkelige foranstaltninger var truffet, lykkedes det ikke at forpurre Kongressens program. Det, Gandhi kalder ikkevoldeligt, er i virkeligheden voldeligt. Derfor viste det sig, at omfattende uro og destruktive aktiviteter var begyndt i alle hinduistiske provinser. Afbrænding af jernbanestationer, ødelæggelse af jernbanespor, overskæring af telegrafledninger samt plyndring og afbrænding af postkontorer og lignende »ikkevoldelige« (?) aktiviteter fortsatte i fuldt omfang. Der fandt også drab sted mange steder.

For slet ikke at tale om Den Muslimske Liga kunne mange hinduistiske organisationer heller ikke støtte Kongressens så hovedløse program. Dr. Ambedkar kritiserede Kongressens aktion skarpt. De liberale samt Tej Bahadur Sapru og Jayakar fremsatte negative kommentarer. Indian Nationalist League fordømte Gandhis tåbelige optræden. Indiens Kommunistparti holdt sig også borte fra denne bevægelse. Bhai Parmanand, næstformand for Hindu Mahasabha, kritiserede »Quit India«-bevægelsen, og præsident V. D. Savarkar beordrede sine tilhængere ikke at støtte Kongressens aktion. (The Struggle for Pakistan, I. H. Wuershi, s. 190)

Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah anså »Quit India«-bevægelsen for at svare til at tvinge dem til at acceptere deres krav ved magtanvendelse under bajonetspids og til en ødelæggende borgerkrig. Dette oprør mod regeringen var i virkeligheden en krigserklæring mod Den Muslimske Liga og andre organisationer, der stod uden for Kongressen. Der er ingen tvivl om, at Kongressens bevægelse var ulovlig og forfatningsstridig. For dens formål var at omstyrte en etableret regering.

Briterne og forskellige aviser dér kritiserede denne bevægelse skarpt. Aviser i Europa og Amerika kritiserede også augustbevægelsen negativt.

Formålet med Kongressens oprørserklæring mod den britiske regering på det kritiske tidspunkt under Anden Verdenskrig var hurtigt at tilrive sig magten over hele Indien. Til dette formål blev der gennemført omfattende destruktive aktiviteter. Det var derfor, at Cripps-forslaget blev forkastet.

En anden årsag til denne augustbevægelse var, at hvis magtoverdragelsen blev forsinket efter krigens afslutning, ville Indiens deling, det vil sige oprettelsen af Pakistan, blive en sikker realitet. Derfor var der ingen anden udvej end at bemægtige sig magten i Indien, hvis Indiens deling og oprettelsen af Pakistan skulle forhindres. Dette var Kongressens kortsigtede tankegang og politik.

C. R.-formlen

Hindukongressens fjendtlige holdning over for muslimerne på subkontinentet og kongresledernes drøm om at etablere Ram Rajya ved at udrydde dem eller i det mindste holde dem nedtrampet havde forstyrret deres dømmekraft. Derfor var dens politik fra først til sidst, at hvis det i noget som helst spørgsmål viste sig, at muslimerne opnåede blot en smule fordele, ville Kongressen for enhver pris forhindre det, ligesom at skære sin egen næse af for at ødelægge andres rejse. Da Kongressen i Cripps-forslaget opdagede en antydning af Pakistan eller Indiens deling, afviste den det. Derefter, idet den anså Storbritanniens nederlag i krigen for uundgåeligt, indledte den Quit India-bevægelsen og yderst ødelæggende aktiviteter overalt i Indien, især i de hindu-dominerede provinser. Den håbede, at hvis japanerne erobrede en del af Indien, ville den britiske regering blive tvunget til at imødekomme Kongressens krav, og at Kongressen ville være i stand til at etablere sit herredømme over hele Indien. Men resultatet blev det modsatte. Ingen kredse støttede Quit India-bevægelsen. Selv Hindu Mahasabha og Kommunistpartiet kritiserede den skarpt. Kongressen blev erklæret ulovlig, og alle dens ledere, Gandhi inklusive, blev arresteret og sendt i fængsel.

På den anden side havde Muslim Leagues fremsynede politik øget dens popularitet både inden for og uden for landet. I 1943 og 1944 var Muslim League-regeringer ved magten i Bengalen, Assam, Sindh og Den Nordvestlige Grænseprovins. Selv om Unionistpartiets regering sad ved magten i Punjab, støttede den Muslim League og Indiens deling. Som følge af Muslim Leagues tætte kontakt med folket voksede dens popularitet derfor, og Pakistan-bevægelsen blev også stærkere. Dette kastede kongreslederne ud i dyb fortvivlelse.

I et brev til vicekongen Lord Wavell den 27. juli 1943 sagde Gandhi, at han var rede til at rådgive Kongressens Arbejdsudvalg om at trække ikke-samarbejdsbevægelsen tilbage og yde fuldt samarbejde med krigsindsatsen, hvis Indiens uafhængighed straks blev erklæret, på den betingelse at de militære aktiviteter under krigen skulle fortsætte som hidtil, men at Indien ikke måtte pålægges nogen økonomisk byrde.

Vicekongen svarede på dette brev den 15. august. Heri blev Gandhis forslag afvist. Det blev sagt, at den britiske regering var rede til at erklære Indien uafhængigt, når en forfatning, der var accepteret af alle, var blevet udarbejdet efter krigens afslutning. Der skulle også først indgås en aftale med Storbritannien. Hvis der efter Gandhis krav skulle dannes en national regering, der var ansvarlig over for det centrale parlament, måtte den nuværende forfatning ændres. Det var på ingen måde muligt på dette tidspunkt. Vicekongen sagde imidlertid: »Under de nuværende forhold opfordrer jeg alle til at medvirke til dannelsen af en overgangsregering (Transitional Govt.) under den gældende forfatning.« Den foreslåede regering ville kunne fungere godt, hvis alle partier principielt blev enige om fremgangsmåden ved udarbejdelsen af den fremtidige forfatning.

Gandhi udtrykte sin sædvanlige reaktion og sagde, at den britiske regering ikke var villig til at overdrage den regeringsmagt, den havde over 400 millioner mennesker, før Indiens befolkning havde opnået evnen til at rive den til sig.

I hr. Gandhis ord lå der en antydning af en ny voldelig bevægelses opfordring.

Efter det nedslående svar fra vicekongen følte nogle kongresledere behov for at komme i kontakt med Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah. De mente, at det ville have været meget godt, hvis Kongressen gennem sine bestræbelser kunne nå til en forståelse med regeringen. Men da dette ikke var muligt, var en forståelse med Muslim League blevet absolut nødvendig.

Allerede før Kongressens holdning ændrede sig, nåede den ældre kongresleder Raja Gopalacharia frem til den konklusion, at Indiens deling var uundværlig for at bringe den forfatningsmæssige fastlåsthed til ophør. For at få kongreslederne til at gå med til dette fortsatte han med at give udtryk for sin holdning på offentlige møder. På et offentligt møde i Madras i april 1943 sagde han: »Jeg går ind for Pakistan. For jeg ønsker ikke en stat, hvor hverken vores hinduer eller muslimer har nogen ære eller værdighed. Lad muslimerne få Pakistan. Vi kan sikre ære og værdighed for både hinduer og muslimer. Hvis den britiske regering skaber vanskeligheder, vil vi konfrontere den. … Jeg går ind for Pakistan – men jeg mener, at Kongressen ikke vil gå med til det.« (The Struggle for Pakistan, I.H. Quershi, s. 205, tale i Madras – april 1943, citeret i Khaliquzzaman, s. 309)

Raja Gopalachari siger endvidere: Vi ønsker en afslutning på det britiske styre. Vi ønsker også at løse de politiske uoverensstemmelser mellem hinduer og muslimer. Vi må anerkende Muslim League som muslimernes repræsentant. De ønsker, at vi accepterer deres krav. Deres vigtigste krav er Pakistan.

(The Struggle for Pakistan, I.H. Quershi, s. 205)

Raja Gopalachari udarbejdede i 1943 en formel, der blev kaldt C. R.-formlen. Han mente, at formlen kunne danne grundlag for en forståelse mellem Kongressen og Muslim League. Mens Gandhi sad i fængsel og fastede, blev han opsøgt, og formlen blev forelagt ham; Gandhi godkendte den. Den 10. juli 1943 blev formlen derefter offentliggjort i aviserne.

Mahatma Gandhi og hr. Jinnah accepterede formlen som grundlag for en forståelse mellem Kongressen og Muslim League og ville hver især forsøge at få Kongressen og Muslim League til at acceptere den. Formlens indhold er som følger:

1. Muslim League støtter kravet om Indiens uafhængighed på følgende betingelser vedrørende det uafhængige Indiens forfatning og vil i overgangsperioden samarbejde med Kongressen om dannelsen af en midlertidig regering.

2. I Indiens nordvestlige og østlige områder, hvor muslimerne udgør et absolut flertal, skal der nedsættes en kommission til at fastlægge grænserne. Derefter skal der i disse områder afholdes en folkeafstemning på grundlag af almindelig voksen stemmeret, og spørgsmålet om adskillelse fra Indien skal afgøres ved folkeafstemningen. Hvis et flertal stemmer for en suveræn stat adskilt fra Indien, skal beslutningen gennemføres. Grænsedistrikterne skal dog have ret til at tilslutte sig hvilken som helst stat.

3. Alle partier skal have ret til at fremlægge deres synspunkter før folkeafstemningen afholdes.

4. Efter beslutningen om adskillelse fra Indien skal der indgås gensidige aftaler om forsvar, handel og kommunikation.

5. Flytningen af befolkningen skal være fuldstændig frivillig og valgfri.

6. Ved Storbritanniens overdragelse af alle beføjelser og alt ansvar for Indiens styre skal formularens betingelser ubetinget overholdes.

Efter at Muslim League Working Committee havde undersøgt formularen, blev ansvaret for at træffe en beslutning i sagen overdraget til Jinnah.

Gandhi og Jinnah udvekslede adskillige breve om sagen. Jinnah rejste en række spørgsmål. Gandhi formåede ikke at give tilfredsstillende svar på alle spørgsmålene.

Årsagerne til C. R.-formlens fiasko

Når man undersøger årsagerne til Raja Gopalacharias formels fiasko, opstår der en række spørgsmål. Hvad var formålet med Gandhis lange brevveksling med Jinnah om dette? Hvad var Kongrespartiets holdning til sagen? Hvad mente de andre partier?

Hovedårsagen til forhandlingernes fiasko var, at Gandhi på ingen måde kunne acceptere muslimernes krav om Pakistan. Han afviste to-nationsteorien og troede udelukkende, at Kongrespartiet var den repræsentative organisation for alle Indiens indbyggere. Formålet med forhandlingerne var at vise verdenssamfundet, at han havde forsøgt at nå frem til et kompromis.

Sapru-forslagene

Efter C.R.-formlens fiasko fremsatte Sir Tej Bahadur Sapru flere forslag og forsøgte at skabe en forståelse mellem Kongressen og Muslim League. I 1941 indkaldte han til en partipolitisk uafhængig konference. Der kom intet ud af det.

Den stående komité for Saprus partipolitisk uafhængige konference mødtes i Allahabad den 3. december 1944 og dannede en forsoningskomité. Dens medlemmer var Sir Tej Bahadur Sapru (formand), M. R. Jayakar (han mødte ikke op), biskop Foss Westcott, S. Radhakrishnan, Sir H. P. Mody, Sir Maharaj Singh, Muhammad Yunus, N. R. Sarkar, Frank Anthony og Sant Singh.

Derefter skrev Sapru den 10. december et brev til Jinnah, hvori han beskrev forsoningskomitéens mål og formål og bad om et møde.

I sit svarbrev den 14. december sagde Jinnah, at han ikke var villig til på nogen måde at anerkende hverken en partipolitisk uafhængig konference eller dens stående komité. Det følgende år, den 8. april 1945, offentliggjorde Sapru sin forsoningskomités forslag.

Komitéens forslag afslørede dens holdning. Det første punkt i forslaget modsatte sig kategorisk Indiens deling. Det foreslog også, at de særskilte valg skulle afskaffes. Det er ikke nødvendigt at sige, at disse forslag på ingen måde kunne accepteres af muslimerne. Jinnah sammenlignede denne komité med Kongressens husholderske og sagde, at komitéen blot talte i samme tone som Gandhi.

Desai-Liaqat-aftalen

Efter det nye års begyndelse i 1945 begyndte nye politiske vinde at blæse. Kongressens ledere sad stadig i fængsel på grund af den foregående augustbevægelse. Indiske aviser begyndte at bringe nyheder eller rygter om en aftale mellem Kongressen og Muslim League. Kongresmedlemmerne i den centrale lovgivende forsamling havde i flere måneder regelmæssigt deltaget i forsamlingens møder og arbejdet sammen med Muslim Leagues medlemmer af forsamlingen. Det blev sagt, at Bhulabhai Desai, lederen af Kongressens parlamentariske parti, arbejdede i fuld enighed med Liaquat Ali Khan, lederen af Ligaens parti. Det blev også sagt, at de to ledere var nået til en forståelse om en forfatning for en midlertidig nationalregering. Desai mødtes den 13. januar med vicekongens private sekretær, Sir Ivan Jenkins, og den 20. januar med vicekongen. Ved dette møde blev vicekongen informeret om, at der var indgået en aftale mellem Desai og Liaquat. Desai sagde, at Gandhi støttede aftalen. Han sagde endvidere, at Jinnah var orienteret om indholdet af drøftelserne med Liaquat Ali, og at han godkendte den påståede aftale.

Den påståede aftale var som følger:

Kongressen og Ligaen er enige om, at de vil indtræde i en midlertidig regering i centralregeringen. Den skal dannes på følgende måde:

(a) Kongressen og Ligaen udpeger lige mange medlemmer (det er ikke nødvendigt, at de udpegede personer er medlemmer af den centrale lovgivende forsamling).

(b) Repræsentanter for minoriteterne (især de såkaldte Scheduled Castes og sikherne).

(c) Chefen for de væbnede styrker.

Efter at regeringen er dannet, skal den fortsat fungere i henhold til Government of India Act (1935). Hvis ministeriet ikke er i stand til at få en bestemt politik eller foranstaltning vedtaget af den lovgivende forsamling, skal det ikke søge til generalguvernørens eller vicekongens særlige beføjelser for at få den gennemført. Derved vil det få mulighed for at arbejde frit og uafhængigt, uden vicekongens indflydelse.

Kongressen og Ligaen blev også enige om, at hvis en sådan midlertidig regering blev dannet, skulle dens første opgave være at løslade medlemmerne af Kongressens Arbejdsudvalg fra fængslet.

På grundlag af denne aftale skulle generalguvernøren anmodes om at forelægge regeringen et forslag om, at han var interesseret i at danne en midlertidig regering på grundlag af Kongressens og Ligaens aftale.

Generalguvernøren meddelte Indiens minister forslagene i Desai-Liaquat-aftalen. Han rejste flere spørgsmål om sagen og krævede en forklaring på dem.

Da generalguvernøren skulle mødes med Desai og Liaquat Ali, erklærede Jinnah i en udtalelse, at han intet kendte til aftalen. Desai lod sig ikke slå ud, men fortsatte med at fastholde aftalens gyldighed. Generalguvernøren bad Bombays guvernør, Sir John Colvin, om at mødes med Jinnah og anmode ham om at mødes med generalguvernøren i Delhi, som ville være glad for et sådant møde. Jinnah sagde, at han intet kendte til Desai-Liaquat-aftalen, og at den var indgået uden Muslimforbundets tilladelse.

Imidlertid kritiserede Kongreslederne Desai, selv om Gandhi havde godkendt aftalen. Både Kongressen og Muslimforbundet afviste aftalen.

Kapitel ni

Wavell-planen 1945

Efter Desai-Liaquat-aftalens sammenbrud rejste vicekongen i maj til London for at drøfte sagen med den britiske regering. Derefter vendte han tilbage til Indien med et forslag fra regeringen, der skulle bryde dødvandet.

Indiens minister fremlagde den 14. juni i Underhuset et forslag til løsning af Indiens fremtidige forfatningsmæssige problemer. Forslaget gik ud på, at vicekongen skulle omorganisere sit eksekutivråd på en sådan måde, at han kunne udnævne nogle personer fra de indiske politiske partier til medlemmer af sit råd. Det skulle sikre en afbalanceret repræsentation af de vigtigste samfundsgrupper, med lige mange muslimer og hinduer fra de højere kaster. Med undtagelse af vicekongen og øverstbefalende skulle alle medlemmer af rådet være indere. Når man havde opnået alles samarbejde om omorganiseringen af rådet, skulle § 93 trækkes tilbage i alle provinser, så der kunne dannes folkeligt baserede ministerier.

Samme dag holdt vicekongen, Lord Wavell, en radiotale fra Delhi, hvori han forklarede forslaget. Gandhi og Kongressen nægtede at acceptere lige mange muslimske og hinduistiske repræsentanter i rådet.

Simla-konferencen

For at fortsætte sine bestræbelser indkaldte vicekongen den 25. juni til en konference i Shimla med deltagelse af alle partier. Enogtyve personer fra Kongressen, Den Muslimske Liga og andre partier deltog i konferencen – heriblandt seks fra Den Muslimske Liga, inklusive Jinnah og Liaquat Ali. På konferencen blev der konstateret dyb uenighed mellem Kongressen og Den Muslimske Liga. Maulana Abul Kalam Azad sagde, at Kongressen ikke kunne acceptere nogen ordning, midlertidig eller permanent, som svækkede dens nationale værdighed, hindrede fremskridtet for kravet om én nation og forvandlede Kongressen til en kommunal organisation. Jinnah sagde, at Ligaen ikke kunne acceptere en forfatning, der var baseret på noget andet end Pakistan. Drøftelserne fortsatte den 26. og 27. Den 27. blev mødet efter kort tid udsat, fordi Jinnah var i samtale med den tidligere premierminister i UP, G. B. Pant (PANT). Derefter blev konferencens møder afholdt den 28. og 29. Det blev oplyst, at Jinnah-Pant-drøftelserne var mislykkedes. Vicekongen fulgte en anden forhandlingsvej og bad hvert af de partier, der deltog i konferencen, indlevere en liste med navne på personer, som skulle være medlemmer af vicekongens råd. Han udtrykte håb om, at både Kongressen og Den Muslimske Liga ville fremlægge hver sin liste med 8 til 12 navne.

Den 3. juli sendte Kongressen sin navneliste til vicekongen. Den 6. juli rådførte Jinnah sig med Den Muslimske Ligas arbejdsudvalg, og dagen efter fremsatte han følgende forslag over for vicekongen:

1. I stedet for at modtage en navneliste fra Den Muslimske Liga skulle repræsentanterne til rådet udvælges efter en personlig drøftelse mellem Jinnah og vicekongen.

2. Alle muslimske medlemmer af rådet skulle udvælges af Den Muslimske Liga.

3. Der skulle være effektive garantier til beskyttelse af muslimske interesser mod beslutninger truffet af rådets flertal.

Efter den sidste drøftelse mellem vicekongen og Jinnah den 11. juli sagde vicekongen, at fire muslimske medlemmer fra Den Muslimske Liga ville blive optaget i rådet, og at den femte person ville være, og at den femte person ville være, en muslim fra Punjab, som ikke tilhørte Ligaen.

Herefter sagde Jinnah, at Ligaen ikke kunne samarbejde med regeringen om dannelsen af rådet. Derfor mislykkedes også vicekongens Shimla-konference.

Årsagerne til nederlaget

Årsagen til Shimla-konferencens fiasko var den samme, som havde forpurret alle forsøg på en forsoning mellem Kongressen og Muslim League. Mennesker, der tror på tawhid, risalat og akhirat, kan på ingen måde blive én nation sammen med mennesker, der fornægter tawhid, risalat og akhirat. Derfor er muslimernes påstand om, at de udgør en særskilt nation – Muslim Leagues krav – en urokkelig sandhed, som utallige begivenheder på dette subkontinent har bevist. Hvis Jinnah derfor hævder, at eftersom muslimerne er en særskilt nation, tilkommer retten til at udpege muslimske repræsentanter i vicekongens råd Muslim League, den repræsentative organisation for den muslimske nation, bør alle principielt acceptere det. Og netop fordi muslimerne udgør en særskilt nation, er der blevet krævet en separat, uafhængig stat for dem, Pakistan, og kampen for den fortsætter. Kongressens uretfærdige og urealistiske krav er derimod, at alle på subkontinentet, hinduer såvel som muslimer, udgør én nation, og at Kongressen repræsenterer den. Kongressen kræver landets fremtidige regeringsmagt, og hvis den opnår den, vil muslimerne kunne udryddes under et hinduistisk flertalsstyre. Muslimernes frygt er ikke et fantasifoster, men en bevist sandhed. Kongressen er ikke villig til at acceptere denne sandhed. Da vicekongen og Kongressen afviste Jinnahs forslag til støtte for deres krav, og da det således mislykkedes, endte konferencen i fiasko.

Almindelige valg

Efter Japans kapitulation sluttede Anden Verdenskrig den 15. august 1945.

Allerede før dette, i slutningen af juli, opnåede Labour-partiet et stort flertal ved parlamentsvalget i England. Labour-partiet havde i lang tid haft et nært forhold til Kongressen, og resultatet af dette valg gjorde Kongressen meget begejstret. Kongressen begyndte at arbejde aktivt for at drage politisk fordel af det. Den britiske politik gik netop ind for et udelt Indien, og Kongressen håbede at få endnu større støtte fra Labour-partiet i dette spørgsmål. Det var netop dette spørgsmål, der havde skabt en enorm afstand mellem Kongressen og Muslim League. Kongressens krav var én nation, muslimer og ikke-muslimer uden forskel, samt flertallets styre i et udelt Indien. Muslim Leagues krav var derimod, at muslimerne udgjorde en helt særskilt nation, og at der derfor skulle oprettes en særskilt, uafhængig stat for dem. Regeringen bekendtgjorde, at der ved årets slutning, i vintersæsonen, ville blive afholdt almindelige valg til de centrale og provinsielle lovgivende forsamlinger for at nå en endelig afgørelse mellem disse to modstridende krav.

Ved valget blev Muslim Leagues krav fuldt ud anerkendt. Muslim League vandt samtlige muslimske pladser i den centrale lovgivende forsamling. Af de 495 muslimske pladser i de provinsielle lovgivende forsamlinger vandt Muslim League 446. Kongressen opnåede flertal i de provinser, hvor hinduerne udgjorde flertallet, og det var helt naturligt. I Bengal vandt Muslim League 113 af de 119 muslimske pladser. På grund af A. K. Fazlul Haq mistede Muslim League seks pladser. Her dannede Huseyn Shaheed Suhrawardy en regering.

I Punjab erobrede Muslim League 79 af de 86 muslimske pladser. Også i Sindh blev der dannet en regering under Muslim League. I Grænseprovinsen vandt Muslim League på grund af den ekstreme Kongres-tilhænger Abdul Ghaffar Khans, den såkaldte »Grænse-Gandhi«, stærke indflydelse 17 af de 36 pladser, og dr. Khan dannede en regering.

Det kan dog ikke benægtes, at det ved dette almindelige valg blev bevist på det mest afgørende, at Muslim League alene var Indiens repræsentative politiske organisation. Dette skærpede Kongressens modstand mod Muslim League. I stedet for at anerkende Muslim Leagues repræsentative karakter og nå frem til en politisk overenskomst med den, fulgte Kongressen en politik, der skulle skabe splittelse blandt muslimerne, og den nægtede at overdrage den politiske magt til repræsentanter, som muslimerne havde tillid til, selv i provinser med muslimsk flertal. Som følge heraf blev de religiøse modsætninger skærpet, og et kompromis mellem de to parter blev umuligt.

Kongressens førte politik i Punjab er et tydeligt eksempel på dens fjendtlige sindelag. I Punjab vandt Muslim League 79 af de 86 muslimske pladser. Dette parti havde kun ti medlemmer, hvoraf tre var ikke-muslimer. Kongressen havde 51 og Akali-sikherne 22. Det var helt rimeligt, at det største parti, Muslim League, dannede regeringen. Muslim League kunne have dannet en regering sammen med hinduer og sikher. Men på grund af Kongressens blinde had til muslimer og sikhernes kortsynethed blev det ikke muligt. Kongressens præsident Abul Kalam Azad og Baldev Singh fik med støtte fra Kongressen og Akali-sikhpartiet lederen af Unionist-partiet, Khizar Hayat, til at danne en regering og overtalte ham til det. Denne principløse koalition blev dannet med det formål at holde Muslim League fra magten i Punjab, hvor muslimerne udgjorde flertallet. Abul Kalam Azad følte stor tilfredshed og stolthed over, at det var lykkedes at danne en regering i Punjab uden Muslim League. (Maulana Abul Kalam Azad: India Wins Freedom, s. 137)

Jawaharlal Nehru fordømte Kongressens tilslutning til Punjabs ministerium, mens Gandhi, der støttede Abul Kalam Azad, sagde, at der efter Kongressens opfattelse ikke fandtes nogen bedre løsning end denne. (The Emergence of Pakistan: Choudhury Muhammad Ali, s. 49)

Tiende kapitel

Kabinetmissionens plan

Den britiske regering bekendtgjorde den 19. februar 1946, at en særlig mission bestående af tre kabinetsministre ville blive sendt til Indien med det formål, efter drøftelser med vicekongen Lord Wavell og de indiske ledere, at nå frem til en forståelse om de forfatningsmæssige spørgsmål.

I denne forbindelse sagde premierminister Attlee under en debat i Underhuset den 15. marts, at det var inderne selv, der skulle afhjælpe den komplicerede situation, som var opstået i Indien, et land med mange nationer, religioner og sprog. Vi er opmærksomme på mindretallenes rettigheder. … Men derfor kan vi ikke tillade mindretallet at nedlægge veto mod flertallets fremskridt.

Kongressen blev henrykt over premierministerens udtalelse. Men den vakte tvivl i Ligaens kredse, og Jinnah fremførte eksemplet med en flues invitation ind i edderkoppens spind og sagde: »Hvis fluen afslår, siges det, at der bliver nedlagt veto, og at fluen er uforsonlig« (Når fluen afslår edderkoppens invitation, siges det, at der bliver nedlagt veto, og at fluen ikke er kompromissøgende).

-(Cabinet Mission and after, Muhammad Ashraf, s. 1-3, Choudhury Mohammad Ali: Emergnce of Pakistan, s. 52)

Der kan næppe tænkes et bedre eksempel. Da mindretallet ikke var villigt til at falde i fælden med flertallets enerådende overvægt og dominans, anså den britiske premierminister dette for ensbetydende med et veto og sagde, at det ikke kunne tillades. Herved blev Attlees og dermed den britiske regerings holdning tydelig.

Under alle omstændigheder ankom kabinetsmissionen, bestående af Pethick-Lawrence (Indiensminister), sir Stafford Cripps (præsident for Board of Trade) og hr. A. D. Alexander (First Lord of the Admiralty), til New Delhi den 24. marts 1946.

Missionens medlemmer mødtes med lederne af de politiske partier, provinsministrene og forskellige andre repræsentative personer og udvekslede synspunkter med dem. De førte også samtaler med herskerne og ministrene i de indiske fyrstestater.

Abul Kalam Azad udtrykte dyb tilfredshed, da han erfarede, at Cripps var medlem af kabinetsmissionen. For han var en gammel nær ven af kongresmedlemmerne. Cripps havde tidligere besøgt Indien og været gæst hos en indisk hindu ved navn Sudhir Chandra Gupta. (Moulana Abul Kalam Azad: ‘India Wins Freedom’, s. 146)

Azad mødtes med missionen den 3. april. Han havde opbygget hele sin argumentation på grundlag af selvstændighed. Han mente, at en grundlovgivende forsamling skulle udarbejde den fremtidige forfatning, og Kongressens krav var at danne en føderal regering, som i det mindste skulle have ansvaret for landets forsvar, kommunikationer og udenrigsanliggender. Kongressen ville under ingen omstændigheder acceptere Indiens deling.

Jinnah mødtes med missionen den 4. april. Den 7. april mødtes Azad med den igen. Både Kongressen og Den Muslimske Liga fremlagde deres respektive synspunkter. Den Muslimske Ligas synspunkt blev meddelt Kongressens præsident.

Kongressen ønskede, at der kun skulle være én grundlovgivende forsamling, som skulle udarbejde forfatningen for en føderal regering for hele Indien og for lovgivende forsamlinger. Den centrale føderale regering skulle have ansvaret for udenrigsanliggender, forsvar, kommunikationer, grundlæggende rettigheder, valuta, told og planlægning.

På det konvent, der blev afholdt i Delhi den 9. april 1946 med medlemmer af Den Muslimske Liga fra de centrale og provinsielle lovgivende forsamlinger, blev det vedtaget at kræve oprettelsen af en suveræn og uafhængig stat Pakistan bestående af Bengalen og Assam i nordøst samt Punjab, Grænseprovinsen, Sindh og Baluchistan i vest, og at der skulle oprettes to separate grundlovgivende forsamlinger bestående af befolkningen i Pakistan og Hindustan til udarbejdelse af deres respektive forfatninger. I overensstemmelse med denne beslutning fremlagde Den Muslimske Liga et forslag for kabinetsmissionen om, at der skulle oprettes én grundlovgivende forsamling for de seks provinser i Pakistan-gruppen og en anden for de seks provinser i Hindustan-gruppen.

Kongressen og Den Muslimske Liga kunne ikke acceptere hinandens forslag. Det vigtigste stridsspørgsmål var, om der skulle være én uafhængig og suveræn stat på subkontinentet eller to uafhængige og suveræne stater. I begge tilfælde ville der være et mindretalsproblem. Kabinetsmissionen var ude af stand til at overvinde uenigheden mellem de to partier.

Til sidst offentliggjorde Kabinetmissionen og vicekongen den 16. maj en erklæring med henblik på at løse det forfatningsmæssige problem. Det centrale indhold i deres erklæring var bevarelsen af én enkelt stat i Indien. Af administrative, økonomiske og militære årsager afviste den britiske regering forslaget om to uafhængige, suveræne stater.

Kabinetmissionen ankom til Indien den 24. marts 1946 og forlod landet den 29. juni efter et ophold på mere end tre måneder. Den britiske regerings formål med at sende Kabinetmissionen til Indien var under de opståede omstændigheder at fremlægge en forfatningsmæssig løsning. Missionens medlemmer gjorde, hvad de kunne, i denne henseende. Det er imidlertid sandt, at de i forsøget på at løse problemet, især fordi det mest indflydelsesrige medlem, Stafford Cripps, var en nær ven af Kongressen, gav Kongressens og dermed hinduernes interesser forrang.

Maulana Abul Kalam Azad siger, at Kabinetmissionen ankom til Indien den 23. marts. Da Stafford Cripps tidligere én gang var kommet til Indien, havde J. C. Gupta påtaget sig værtskabet for ham. Han fortalte mig, at han rejste til Delhi for at mødes med Cripps. Jeg sendte gennem ham et brev til Cripps, hvori jeg lykønskede ham med hans tilbagekomst til Indien. (Abul Kalam Azad: India Wind Freedom, s. 140)

Han siger endvidere, at jeg under Cripps’ ophold i Indien hele tiden udvekslede breve med ham. (Abul Kalam Azad: India Wins Freedom, s. 172)

Ishtiaq Hussain Qureshi har i fodnoten på side 266 i sin bog The Struggle for Pakistan nævnt følgende:

Sudihir Ghosh, Gandhi’s Emissary (Bombay 1967), giver en afslørende beretning om de hemmelige forhandlinger bag kulisserne mellem Kabinetmissionen og Kongressens ledere. Der var ingen tilsvarende fortrolige kontakter mellem Muslim League og den britiske regering; relationerne arbejdede på hvert kritisk tidspunkt imod muslimske interesser. Briterne havde øje for den fremtidige fordel, der kunne høstes gennem venskab med det største og mest magtfulde samfund, og de var i sandhed villige til at gå meget langt for at imødekomme dets ønsker.

Det er tidligere blevet nævnt, at det grundlæggende stridspunkt mellem Kongressen og Muslim League var kravet om oprettelsen af en uafhængig, suveræn stat ved navn Pakistan. Dette var et krav fra muslimerne på subkontinentet, som Kongressen og den britiske regering på ingen måde var villige til at acceptere. Gennem Kabinetmissionens plan forsøgte Kongressen på enhver måde at lokke Muslim League i en fælde og etablere sit eget enevældige herredømme. Den skarpsindige politiker Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah gennemskuede fuldt ud denne sammensværgelse for at lokke dem i fælden og erklærede sig villig til på betingelser at acceptere Kabinetmissionens forslag. Men på grund af Kongressens halsstarrighed faldt det hele til jorden.

Efter at have beskrevet Kabinetmissionens mere end tre måneder lange virksomhed og den lange historie om dens drøftelser med Kongressen, Muslim League og vicekongen vil jeg kort sige, at Kongressen skabte enorme hindringer for at nå frem til en kompromisløsning. Kongressens ønske var nemlig at opnå eneherredømme og eneansvar over det fremtidige uafhængige Indien. Kongressen var på ingen måde villig til at give Muslim League del i magten. I denne periode skrev Gandhi i et brev til Cripps: »Hvis I har modet, så gør det, jeg har sagt lige fra begyndelsen. … Vælg én af de to: Kongressen eller Muslim League.« (Pyarelal, Mohatma Gandhi: The Lasy Phase, bd. 1, s. 225; Chudhury Muhammad Ali: The Emergence of Pakistan, s. 62)

Endelig besluttede Kabinetsmissionen og vicekongen at udsende en erklæring med henblik på dannelsen af en stærk og repræsentativ midlertidig regering. I deres erklæring, offentliggjort den 16. maj, blev navnene på fjorten personer bekendtgjort, som vicekongen inviterede til at indtræde som medlemmer af det midlertidige kabinet. Det skulle bestå af seks fra Kongressen, fem fra Den Muslimske Liga, en sikh, en indisk kristen og en parsisk, herunder én fra de registrerede kaster.

Det skal bemærkes, at det i punkt 8 i erklæringen af 16. maj blev forsikret, at hvis de to hovedpartier, eller blot det ene af dem, ikke var villige til at indtræde i en koalitionsregering efter den ovenfor beskrevne fremgangsmåde, ville vicekongen gå videre med at danne en midlertidig regering. Denne regering skulle så vidt muligt være repræsentativ og bestå af dem, der var villige til at indtræde i regeringen i overensstemmelse med erklæringen af 16. maj.

Derefter blev der i en hel uge rejst en voldsom storm mod Kabinetsmissionen og vicekongen fra Kongressens ledere, højtstående hinduistiske embedsmænd og den hinduistiske presse. Der blev spredt rygter om, at medlemmer af Den Muslimske Liga ville blive udnævnt til de ledige muslimske pladser i kabinettet. Gandhi truede med at forlade Delhi, hvis der ikke blev optaget en nationalistisk muslim i kabinettet, selv om Kongressens formand, Abul Kalam Azad, skriftligt havde forsikret, at arbejdsudvalget ikke ville insistere på dette. Gandhi sagde i en truende tone, at den konstituerende forsamling i så fald ville blive omdannet til en oprørsk organisation. Da Cripps skyndte sig til Gandhi for at søge hans hjælp, sagde Gandhi, at Kabinetsmissionen måtte vælge et af de to partier, og at der ikke måtte gøres forsøg på en kombination.

– Pyarelal, Mahatma Gandhi: The Last Phase, bind 1, s. 234–37; Chodhury Muhammad Ali, The Emergence of Pakistan, s. 62–63

Inden for en uge havde Kabinetsmissionen overgivet sig til Gandhi. Den 22. juni fortalte Cripps’ ven Sudhir Ghosh Gandhi, at han havde mødt Cripps. Han sagde, at man ikke kunne forlade sig udelukkende på Den Muslimske Liga, hvis Kongressen ikke var villig til at indtræde.

Sudhir Ghosh mødtes igen med Cripps og gik derefter til Gandhi og fortalte ham, at Kabinetsmissionen havde besluttet, at hvis Kongressen forkastede det kortsigtede forslag og accepterede den langsigtede plan, ville alt, hvad der hidtil var blevet gjort med henblik på dannelsen af en midlertidig regering, blive annulleret, og man ville forsøge på ny. De havde bedt Gandhi og Patel om at komme til et møde. Gandhi tog sammen med Patel (Sardar Vallabhbhai Patel) og Sudhir Ghosh hen for at mødes med Kabinetsmissionen. Patel havde allerede talt med Pethick-Lawrence. Pethick-Lawrence sagde til Gandhi: »Jeg forstår, at De ønsker at forkaste hele den plan for den midlertidige regering, som vi hidtil er gået videre med, og genoverveje situationen fra begyndelsen. Det er helt i orden.«

Derefter blev arbejdsudvalget underrettet om den forståelse, der var opnået mellem Kabinetsmissionen og Gandhi, og den 25. juni meddelte Kongressens formand i et skriftligt brev til vicekongen, at Kongressen forkastede forslaget om en midlertidig regering og accepterede den langsigtede plan.

Denne form for holdning hos Kongressen og Gandhi kan spores helt frem til øjeblikket før Indiens deling. I den ovenstående korte gennemgang er det grimme ansigt af Gandhis og Kabinetsmissionens sindelag trådt tydeligt frem på historiens sider.

Ligaens reaktion

Det håb, der var blevet vakt om en løsning på Indiens forfatningsmæssige problemer, blev slukket, fordi Cabinet Mission og vicekongen brød deres løfter. For at drøfte denne situation blev Ligaens råd indkaldt til et møde i Bombay i den sidste uge af juli. På dette møde sagde Jinnah, at Muslim League under drøftelserne med Cabinet Mission havde givet Kongressen den ene indrømmelse efter den anden (made concession after concession). Det skyldtes, at vi ønskede at nå frem til en venskabelig og fredelig løsning, så ikke blot hinduer og muslimer, men alle mennesker, der bor på subkontinentet, kunne bevæge sig mod friheden. Men Kongressen har gennem sin skændige ordkunst og sine forhandlinger påført Indiens befolkning stor skade. Under hele drøftelsen blev Cabinet Mission offer for Kongressens terror og intimidering. Alt dette beviser uden tvivl, at den eneste løsning på alle Indiens problemer er Pakistan.

Jeg mener, at vi ikke har ladet noget argument stå uprøvet. Der findes nu ingen domstol, som vi kan appellere til. Den muslimske nation er nu vores eneste tribunal.

Derefter blev der på mødet vedtaget en resolution om at trække accepten af Cabinet Missions forslag tilbage, og Indiens minister blev underrettet herom.

Kapitel elleve

Direkte aktion

På det nævnte møde blev der vedtaget endnu en resolution, hvori det blev erklæret, at tiden var kommet for den muslimske nation til at gribe til direkte aktion med det formål at opnå Pakistan og befri sig fra britisk slaveri og den fremtidige dominans fra kastehinduer. Der blev anmodet om at udarbejde et program for at organisere muslimerne og føre kamp på det nødvendige tidspunkt. Desuden blev de pågældende personer opfordret til at opgive alle titler, der var tildelt af udenlandske regeringer, som protest mod den britiske regerings holdning og adfærd.

På en pressekonference, som Jinnah indkaldte til den 31. juli, erklærede han med utvetydig stemme, at direkte aktion ikke var en krigserklæring mod nogen. Han sagde, at det kun var Muslim League, der havde arbejdet ad forfatningsmæssig vej inden for forfatningens rammer. Under drøftelserne om Cabinet Missions plan så Muslim League den britiske regering skræmt og rystet af frygt for Kongressen. Dens frygt var, at Kongressen, hvis den ikke blev tilfredsstillet, ville indlede en kamp, der ville blive tusind gange mere alvorlig end kampen i 1942. Briterne har maskingeværer og kan bruge dem efter behag. Kongressen er bevæbnet med en anden slags våben, og den kan ikke tages let på. Derfor er vi nu tvunget til at opgive den forfatningsmæssige vej for selvforsvarets og beskyttelsens skyld. Vi har besluttet at forberede os på at indlede kampen på det rette tidspunkt. (Cabinet Mission and After, Muhammad Ashraf, pp.311-19; Emergence of Pakistan-Choudhury Mohammad Ali-pp.69-70)

Den 16. august blev fastsat som dagen for Direct Action. I en erklæring, han afgav to dage tidligere, sagde Jinnah, at dagen for Indiens muslimske befolkning skulle være en forklaring af den resolution, som Muslim League Council havde vedtaget den 29. juli, og ikke være en anledning til nogen form for direkte sammenstød. Derfor appellerer jeg til muslimerne om, at de fuldt ud følger vores instrukser, opfører sig yderst fredeligt og disciplineret og ikke lader sig gøre til et legetøj i fjendens hænder.

Maulana Abul Kalam Azads udtalelse

Jeg bemærkede blandt befolkningen en opfattelse af, at Muslim League den 16. august ville angribe kongresfolkene og plyndre deres ejendele. Den 16. august er en sort dag i Indiens historie. Denne dag mistede hundredvis af mennesker livet, og ejendele til en værdi af mange crore taka blev plyndret. Muslim Leagues processioner begyndte at plyndre og sætte ild til bygninger. (Abul Kalam Azad, India Wins Freedom, s. 168-169)

Trods min oprigtige og dybe respekt for Maulana Azad vil jeg sige, at han blot gav udtryk for det hinduistiske Kongrespartis synspunkter. Den dag befandt han sig i Delhi. Derfor fremsatte han ovenstående kommentar efter at have hørt andres beretninger uden selv at have set begivenhederne.

I den nævnte bog siger han, at Muslim Leagues Direct Action-dag syntes at være af en anden art. I Kolkata bemærkede jeg den almindelige opfattelse, at Muslim League den 16. august ville angribe kongresstøtterne og plyndre deres ejendele. Den bengalske regerings erklæring af den 16. august som officiel helligdag spredte i høj grad panik. Kongresgruppen i Bengals lovgivende råd protesterede mod denne beslutning. Da protesten ikke førte til noget, forlod de parlamentsbygningen. Der herskede en frygtelig uro blandt befolkningen i Kolkata, og uroen voksede yderligere, fordi en Muslim League-regering var ved magten, og Huseyn Shaheed Suhrawardy var premierminister. (India Wins Freedom af Abul Kalam Azad, s. 168-169)

I Maulana Abul Kalam Azads ovenstående udtalelse er de egentlige årsager til de rædselsvækkende kommunale sammenstød i Kolkata blevet identificeret. Årsagerne var:

1. Der var etableret en Muslim League-regering i Bengalen, hvilket var uudholdeligt for hinduerne.

2. Premierministeren var Huseyn Shaheed Suhrawardy, som hinduerne betragtede som hindu-fjendtlig.

3. Allerede nogle dage før den 16. august begyndte det falske rygte at sprede sig, at Muslim League, det vil sige muslimerne i Kolkata, ville angribe hinduerne og plyndre deres ejendele. Formålet med at sprede dette rygte var, at hinduerne skulle blive klar til at udrydde de næsten femogtyve procent muslimer i Kolkata.

Selv om jeg (forfatteren til dette værk) på det tidspunkt var ansat i en vigtig offentlig stilling, støttede jeg helhjertet Pakistan-bevægelsen. Jeg havde ikke hørt så meget som en antydning af nogen plan fra Muslim League-kredse om at angribe hinduerne. Jeg boede dengang i Kolkata med min familie; hjemme var kun min hustru, min fireårige datter og jeg. Hvis der havde været nogen frygt for uro, kunne jeg umuligt have forladt dem alene og med sindsro være taget til Muslim Leagues folkemøde den 16. august.

Mange andre ligesom jeg deltog i folkemødet på Maidan. Da vi ankom til mødet, så vi Raja Gajnfar Ali Khan holde tale på engelsk.

Vi så ikke blot ingen våben i hænderne på Muslim Leagues aktivister, vi så end ikke en eneste kæp eller stav. Til gengæld så vi alle glade og oplivede ud i håbet om at opnå Pakistan.

Efter Raja Sahib var Suhrawardy Sahib gået op på talerstolen, begyndte der at komme meldinger om hinduiske, væbnede angreb på Muslim Leagues processioner og på dem, der var på vej til folkemødet. Derefter ankom mange af de angrebne muslimer til mødet i blodplettet tøj og begyndte at berette om hinduiske, væbnede angreb. Tilhørernes glæde blev forvandlet til sorg. En frygtelig ophidselse, rædsel og bekymring bredte sig. I Kolkata udgør muslimerne mellem tyve og femogtyve procent af befolkningen. Næsten alle er fattige. Omkring fem procent af dem er tilflyttere, der arbejder forskellige steder.

Bekymringen over, hvordan deltagerne i folkemødet skulle komme sikkert hjem, og hvad der ville ske med deres ubeskyttede familier, blev synlig i alles ansigter og øjne. Premierministeren forstod det. Jeg husker ikke et eneste ord af hans tale. Men for at trøste folkemængden sagde han: »Ham sab dekh lenge« og bad alle vende ordentligt hjem. Vi kom på en eller anden måde hjem, mens vi mumlede »Allah, Allah«. Vi var så heldige at overleve, fordi vi boede i det muslimske kvarter Park Circus i Kolkata; ellers var vi med sikkerhed blevet ofre for hinduiske angreb.

Om denne hårrejsende begivenhed sagde redaktøren for Kolkatas daværende dagblad Statesman (Stateman), Lan Stepens: »Det er sandsynligt, at muslimerne led de største tab af menneskeliv og ejendom under kampene på den første dag, og helt sikkert på den anden og tredje dag.

(Lan Stephens, Pakistan, Londin, Ernest Bena, 1963, s. 106; Choudhury Mohammad Ali, The Emergence of Pakistan, s. 76)

Disse begivenheder beviser uden al tvivl, at Muslim League ikke havde nogen plan om at angribe hinduerne den 16. august. Tværtimod udarbejdede Kongressen en nøje plan for at udrydde muslimerne, så den kunne bruge Ligaens Direct Action til egne usle formål. Men resultatet blev til muslimernes fordel. Oprettelsen af Pakistan blev fremskyndet – en mulighed, der var blevet noget mindre efter Cabinet Missions forslag. Jinnah fordømte åbent og uden omsvøb de brutale begivenheder i Calcutta og udtrykte dyb medfølelse med de dræbte og de ramte.

Efter Muslim Leagues Direct Action

De kommunale sammenstød i Calcutta blev genstand for en omstridt debat. I subkontinentet forekommer der fra tid til anden uroligheder mellem hinduer og muslimer forskellige steder. Men den grusomhed og brutalitet, der blev udvist den 16. august 1946, var uden sidestykke. Dette massemord blev gennemført efter en velovervejet plan om at udrydde muslimerne i Calcutta.

Vicekongen offentliggjorde den 24. august navnene på medlemmerne af interimsregeringen.

De skulle tiltræde deres embeder den 2. september.

Det skal bemærkes, at vicekongen den 6. august opfordrede Nehru til at danne en interimsregering. Den 7. august gav Kongressens Arbejdsudvalg sit samtykke til dannelsen af regeringen. Den 17. august sagde Nehru til vicekongen, at han ønskede at danne en stærk regering ved at besætte de muslimske pladser med personer uden for Ligaen. Vicekongen var uenig og sagde, at de muslimske pladser foreløbig burde stå åbne i nogen tid. Nehru accepterede ikke dette forslag, men fastholdt sit eget.

Det kom senere frem, at vicekongen kort før edsaflæggelsen af Kongressens interimsregering havde sagt til den britiske regering, at ceremonien burde udsættes, indtil Muslim League indvilligede i at tilslutte sig regeringen. Premierminister Attlee afviste vicekongens argument og sagde, at enhver yderligere forsinkelse nu ville forværre Kongresledernes sindsstemning og skabe et brud mellem Kongressen og den britiske regering. Derefter blev det i en officiel meddelelse udsendt fra Delhi meddelt, at det nye råd ville tiltræde den 2. september.

Medlemmerne, der tilsluttede sig det nye råd (The New Executive Council), var: Nehru, Patel, Raja Gopalachari, Rajendra Prasad, Asaf Ali, Sarat Chandra Bose, John Matthai, Baldev Singh, Sir Shafaat Ahmad Khan, Jagjivan Ram, Ali Zahir og C. H. Bhabha. To muslimer ville blive taget med senere. (The Indian Register, 1946, vol. 2, s. 228, Ishtiaq Hossain Qureshi, The Struggle for Pakistan, s. 274-275).

Efter at have udført en handling, der stred mod hans temperament og natur, besøgte vicekongen det af de kommunale optøjer hærgede Kolkata. Efter besøget i Kolkata blev han overbevist om, at hele Indien ville blive offer for en frygtelig borgerkrig, hvis der ikke blev opnået en forståelse mellem Kongressen og Ligaen. Efter sin tilbagekomst fra Kolkata forsøgte han at overbevise Kongressens ledere, og med dette formål mødtes han med Gandhi den 27. august. Han foreslog dannelsen af koalitionsregeringer i Bengalen og i centralregeringen og fremlagde en formel. Den 28. august meddelte Nehru vicekongen, at Arbejdsudvalget havde forkastet formlen.

Vicekongen, lord Wavell, mislykkedes trods ihærdige forsøg på at nå frem til en løsning. Kongressen opfattede hans bestræbelser på en anden måde. Den betragtede Wavell som en hindring for etableringen af Kongressens eneherredømme over subkontinentet og gjorde sig store anstrengelser for at få ham straffet. Efter deres drøftelser med Wavell satte både Gandhi og Nehru sig til at skrive breve. Gandhi sendte først et telegram til Attlee, hvori han meddelte, at vicekongens sindstilstand var sådan, at der hurtigt måtte gribes ind. Anklagen mod ham var, at han havde mistet sin mentale balance på grund af begivenhederne i Kolkata. Gandhi krævede, at han blev erstattet af en mere kvalificeret person. Gandhi truede også Wavell i et brev med, at han forsøgte at tvinge Kongressen til at føje sig efter hans vilje ved at skræmme den. Han sagde endvidere, at hvis vicekongen blev skræmt af forværringen af de kommunale relationer og ønskede at anvende magt for at undertrykke den, burde briterne straks forlade Indien og overlade ansvaret for at skabe fred i Indien til Kongressen.

På den anden side meddelte Nehru i breve til nogle af sine indflydelsesrige venner i Storbritannien, at vicekongen var en yderst svag mand og havde mistet sin mentale smidighed. For at gøre Jinnah tilfreds førte han Indien ud mod faren. Han sagde, at vicekongen fulgte Sir Francis Moodys og George Abells råd, og efter Nehrus mening var disse to åbenlyst muslimsk sindede (rabidly pro-Muslim). Nehru omtalte dem også som engelske mullaher. Kort sagt var kernen i Nehrus breve: »Wavell må gå«.

-(Leonard Mosley, op. cit., s. 44; Gandhis brev til Wavell gengivet i sin helhed i Pyarelal, Miahatma Gandhi: The Last Phase (Ahmedabad, 1956); I. H. Qureshi, The Struggle for Pakistan, s. 276).

Kapitel tolv

Ligaens indtræden i eksekutivrådet

Interimsregeringen tiltrådte på det fastsatte tidspunkt, nemlig den 2. september 1946. Kongressen var meget begejstret. Pattabhi Sitaramayya erklærede, at der inden for få år ville blive etableret en national regering i Indien. Om Den Muslimske Liga kom med eller ej – det gjorde ingen forskel. Karavanen ville fortsætte sin march. Nu må vi begynde at regere dette land. (I. H. Qureshi: The Struggle for Pakistan, s. 277)

Muslimske Indien og forskellige politiske iagttagere i Storbritannien udtrykte stor sorg over etableringen af et étpartistyre i Indien. Den 25. august afgav Jinnah en erklæring i meget skarpe vendinger. Han udtrykte sin beklagelse over vicekongens beslutning og sagde, at beslutningen var uforenelig med de garantier og løfter, der var blevet givet Den Muslimske Liga. Den dag den nye regering tiltrådte, hejste muslimer over hele Indien sorte flag ved deres hjem og butikker.

Sir Winston Churchill fra Storbritannien protesterede kraftigt mod regeringens beslutning og advarede om, at forsøget på at etablere hinduernes flertalsstyre ikke ville kunne lykkes uden borgerkrig. Cripps havde på uretmæssig vis gjort brug af sin indflydelse for at give hinduerne fordele. Senere sagde han, at det var en fundamental fejltagelse at overdrage ansvaret for Indiens regering til den højkas­tige hindu, hr. Nehru. Lord Templer Wood, en af hovedarkitekterne bag Indiens regeringslov af 1935, advarede mod at danne en regering med støtte fra blot ét samfund. Lord Scarborough forudsagde, at der fra Indien ville blive lagt et voldsomt pres på den britiske regering for at overdrage magten til ét parti, og han håbede, at dette ville blive forhindret. Lord Crasborne kritiserede i stærke vendinger regeringen for i august at have givet Kongressen tilladelse til at danne regering, efter at have brudt det løfte, der var afgivet til muslimerne i juni. Således blev der udtrykt reaktioner fra forskellige kredse i Storbritannien. (I.H. Qureshi: The Struggle for Pakistan, s. 277-278

Inden der var gået en måned efter dannelsen af interimsregeringen, indså Muslim League, at det var yderst skadeligt for muslimske interesser at stå uden for regeringen. Principielt havde Muslim League nægtet at træde ind i regeringen. Denne politik skulle fortsat gælde. Politiske nødvendigheder og samtidig etableringen af en fjendtlig hinduisk regering i landet tvang imidlertid Ligaen til at ændre sin politik. Så længe Muslim League stod udenfor, ville muslimerne fortsat lide nød. Lov og orden var i forfald, og der var fare for, at muslimerne ville blive udryddet fra mange områder. Kongressen bekymrede sig ikke det mindste. Da den hinduistiske regering sad ved magten, syntes forbryderne at være blevet opmuntret. Under disse omstændigheder måtte Muslim League derfor nødvendigvis træde ind i regeringen for at beskytte det muslimske Indien. Ifølge Jinnah kunne han føre kampen for Pakistans oprettelse bedre indefra end ved at stå uden for koalitionsregeringen.

Vicekongen var selv meget ivrig efter at få Muslim League med i koalitionsregeringen, fordi han var bevidst om den kommende krise. Derfor fortsatte lange og komplicerede drøftelser, på den ene side mellem Jinnah og Nehru og på den anden side mellem Jinnah og vicekongen. Endelig blev Executive Council den 25. oktober 1946 omdannet således:

Kongressen

Jawaharlal Nehru – (Udenrigsanliggender og Commonwealth-forbindelser)

Vallabhbhai Patel – (Indenrigsanliggender, information og radio)

Hr. Raja Gopalacharia – (Uddannelse og kunst)

Asaf Ali – (Transport og jernbane)

Jagjivan Ram –(Arbejde)

Den Muslimske Liga

Liaquat Ali Khan –(Finans)

I. I. Chundrigar –(Handel)

Abdur Rab Nishtar –(Kommunikation)

Ghazanfar Ali Khan –(Sundhed)

Jogendra Nath Mandal –(Lovgivning)

Mindretal

John Mathai – (Industri og forsyninger)

C. H. Bhabha – (Arbejder, miner og energi)

Baldev Singh – (Forsvar)

Nehru så ikke med gode øjne på Muslim League’s deltagelse i koalitionsregeringen. Desuden udviste han ekstrem stædighed ved fordelingen af ministerierne. Vicekongen ønskede, at Muslim League skulle tildeles et af de tre særdeles vigtige ministerier, nemlig Udenrigsanliggender, Indenrigsanliggender eller Forsvar. Nehru modsatte sig dette kraftigt. Til sidst var Finansministeriet ét af de fem ministerier, der blev tildelt Muslim League. Kongressen havde indvilliget i at give Finansministeriet til Muslim League, fordi den mente, at Muslim League ikke ville være i stand til at administrere det – ja, at den snarere ville komme til at gøre sig selv til grin under forsøget. Maulana Abul Kalam Azad beklagede denne beslutning fra Kongressens side og sagde, at hans kolleger havde truffet en fejlagtig beslutning. Abul Kalam Azad har i sin bog ‘India Wins Freedom’ givet en interessant behandling af dette emne; den gengiver jeg her til læsernes fornøjelse.

Maulana Azad siger:

Eftersom Muslim League havde indvilliget i at indtræde i regeringen, måtte Kongressen reorganisere regeringen og skabe plads til repræsentanterne for Muslim League. Nu var spørgsmålet, hvem der skulle træde ud af regeringen. Man mente, at Sarat Chandra Bose, Sir Shafaat Ahmad Khan og Syed Ali Zahir ville træde tilbage for at give plads til League’s nominerede. Vicekongen foreslog, at Indenrigsministeriet skulle gives til Muslim League. Sardar Patel modsatte sig dette forslag kraftigt. Efter min opfattelse er lov og orden nødvendigvis et provinsanliggende; i det billede, som Cabinet Mission-planen tegner, har centralregeringen kun meget lidt at gøre på dette område. Derfor har Indenrigsministeriet i centrum ikke nogen særlig betydning i den nye regeringsstruktur. Af denne grund støttede jeg Lord Wavells forslag. Men Patel var fuldstændig urokkelig. Han sagde: »Jeg vil hellere træde ud af regeringen, men jeg vil ikke give afkald på Indenrigsministeriet.«

Så overvejede vi et alternativ. Rafi Ahmad Kidwai foreslog, at Finansministeriet skulle gives til Muslim League. Han sagde desuden, at det var et yderst vigtigt ministerium. Men det var et højt specialiseret teknisk område, og der var ingen i Muslim League, som kunne administrere det ordentligt. Kidwai mente, at Muslim League ville afslå at påtage sig dette ministerium. Det ville ikke skade Kongressen. Og hvis de påtog sig det, ville de senere blive afsløret som tåber.

Patel greb straks efter forslaget og gav det sin stærkeste støtte (Patel jumped at the proposal and gave it his strongest support). Jeg forsøgte at fremhæve, at Finansministeriet er en regerings nøgle, og at vi ville blive udsat for enorme vanskeligheder, hvis det kom under Muslim League’s kontrol. Patel modsagde mig og sagde, at League ikke ville kunne administrere dette ministerium og ville blive tvunget til at forkaste forslaget. Jeg kunne ikke være glad for denne beslutning. Men da alle var enige, måtte jeg acceptere den.

Da Lord Wavell orienterede Jinnah om forslaget, sagde han, at han ville svare den følgende dag.

Jinnah var også i tvivl om, hvorvidt Liaquat Ali, Ligaens ledende repræsentant i kabinettet, ville kunne lede dette departement. Nogle muslimske embedsmænd i finansdepartementet opsøgte Jinnah, efter at de havde fået kendskab til sagen. De sagde, at Kongressens forslag var som en uventet moden frugt, og at det varslede en stor sejr for Ligaen. …Som følge af kontrollen over finansdepartementet ville Ligaens myndighed gøre sig gældende i alle regeringens departementer. De forsikrede Jinnah om, at han ikke havde nogen grund til frygt. De lovede at yde Liaquat Ali al mulig hjælp og støtte, så han kunne varetage sit ansvar på behørig vis.

Kongressen indså snart, at det var en stor fejl at overlade finansdepartementet til Ligaen. (Abul Kalam Azad: India Wins Freedom, s. 177-179)

I denne forbindelse siger Chowdhury Mohammad Ali:

Da muligheden for første gang viste sig for at danne en midlertidig regering i juni, drøftede Quaid-e-Azam med mig, hvilke departementer Ligaen kunne få. Han gav udtryk for, at han ønskede at overtage indenrigs- og forsvarsdepartementerne (Home & Defence). Jeg sagde, at lov og orden samt politiet var provinsielle anliggender, som centret ikke havde nogen kontrol over. Kongressens provinser ville ikke tage nogen notits af en indenrigsminister fra Ligaen. Tilsvarende ville de provinsregeringer, der tilhørte Den Muslimske Liga, ikke føle behov for at følge hans råd. Jeg sagde, at forsvarsdepartementet naturligvis var fordelagtigt. Men hvis Ligaen ønskede at påvirke regeringens politik i hvert departement, burde den overtage finansdepartementet. På det tidspunkt kunne jeg ikke få ham til at forstå finansdepartementets strategiske betydning. Men nu var finansdepartementet ved et tilfælde havnet på Ligaens skuldre. Da jeg igen blev indkaldt, gentog jeg med stor eftertrykkelighed mit tidligere råd. Han var betænkelig ved, at finansdepartementet skulle overlades til Liaquat Ali som Ligaens ledende repræsentant. Jeg tilbød al mulig hjælp og støtte og forsikrede både Quaid-e-Azam og Liaquat Ali Khan om et vellykket resultat. Mit forslag blev accepteret, og Liaquat Ali blev finansminister. (Chowdhury Mohammad Ali: The Emergence of Pakistan, s. 84).

Koalitionsregeringen

På grund af Kongressens fuldstændige mistillid til og fjendtlige holdning over for Ligaen ønskede Kongressen at få Nehru anerkendt som leder af hele kabinettet. Ligaen nægtede at acceptere dette. På en pressekonference sagde Liaquat Ali Khan klart, at Nehru i kabinettet ikke var leder for andre end Kongrespartiet. Selv om han afviste kollektivt ansvar i forfatningsmæssig betydning, sagde han, at Ligaens ministre ville arbejde sammen med deres kolleger, ikke blot for muslimernes interesser, men for alle Indiens indbyggeres interesser.

Da de kommunale sammenstød hele tiden blev værre, var der et meget stort behov for enhed og samarbejde. I den anden uge af oktober begyndte uroligheder i distrikterne Noakhali og Comilla i Østbengalen, og situationen blev bragt under kontrol, før måneden var omme. Efter en undersøgelse på stedet bemærkede guvernør Sir Frederick Burrows, at der ikke havde været nogen planlagt offensiv fra den muslimske befolknings side mod hinduerne. Urolighederne var blevet fremkaldt af personer af bølleagtig karakter. Generalløjtnant Sir Francis Tuker, General Officer Commanding-in-Chief for kommandoen, angav antallet af dræbte til at være under tre hundrede. Men den forrykte hinduistiske presse fabrikerede forsætligt skrækindjagende og gruopvækkende opdigtede historier og spredte dem over hele verden. Denne propaganda fremkaldte en voldsom hævntørst blandt hinduerne i Bihar og UP. [E.W.R. Lumby: The Transfer of Power in India -1945-47 (London George Allen and Unwin, 1954), s. 120; Sir Francis Tuker, While Memory Server (London-Casell, 1950), s. 176; Choudhury Mohammad Ali, The Emergence of Pakistan, s. 85].

I den første uge af november begyndte den planlagte massakre på muslimer i Bihar. Af alle de frygtelige optøjer i 1946 var massakren i Bihar den mest rædselsvækkende og smertefulde. Det mest feje ved den var, at den hinduistiske befolkning pludselig, efter planlægning og med alle forberedelser på plads, kastede sig over muslimerne. Disse muslimer og deres forfædre havde levet fredeligt sammen med deres hinduistiske naboer. Antallet af kvinder, mænd og børn, der blev dræbt under optøjerne, var syv- til otte tusind. (Sir Francis Tuker: While Memory Serves, s. 181-82; Choudhury Mohammad Ali: Emergence of Pakistan, s. 86).

Vicekongen og de centrale ministre besøgte de hinduistiske og muslimske områder, der var ramt af uroligheder, og appellerede til religiøs harmoni og fred. Trods kendskabet til begivenhederne i Bihar opholdt Gandhi sig på det tidspunkt i Kolkata på vej til Noakhali. Kongresmuslimerne bad gentagne gange Gandhi om at tage til Bihar og standse de blodtørstige hinduer. Ikke desto mindre tog Gandhi ikke til Bihar, men rejste til Noakhali, hvor han opholdt sig i fire måneder.

Endelig blev Gandhi i marts 1947 overtalt til at tage til Bihar. Nu gik det op for Gandhi, hvordan tingene hang sammen. Provinsens ministerium omgik det hele ved hjælp af bedrag og list, og de syntes på ingen måde angerfulde. General Tucker siger, at det, der forekom vore officerer mest forbløffende, var, hvordan de hinduistiske ministre kunne tage imod det brutale massemord så roligt. De sagde, at de havde gjort deres yderste. Men da Gandhi sagde, at der endnu ikke var blevet nedsat nogen undersøgelseskommission, udtrykte premierminister Shri Krishna Sinha frygt for, at Ligaen ville høste politisk gevinst af det.

Vidnesbyrdene om massakren i Bihar er så stærke, at ingen kan skabe forvirring om sagen. Pearilal har givet et kapitel i sin bog ‘Mahatma Gandhi: The Last Phase’ titlen ‘The veil lifted’. Han siger her, at optøjerne i Bihar i 1946 knuste drømmen om et samlet Indien. Dette massemord knuste også Gandhis tro på hinduernes medfødte pacifisme (Pacifism). Fra dette tidspunkt indtrådte der en bemærkelsesværdig forandring hos ham. Tidligere havde hans største bekymring under hvert eneste religiøse optøjer været at beskytte hinduerne. Nu blev han også bekymret for at beskytte muslimerne. Trods forsøget på at etablere hinduernes politiske dominans over hele Indien gjorde han sig de største anstrengelser for at undgå blodsudgydelse. Hans menneskelige følelser var blevet vakt, og han måtte betale prisen for dette med sit liv.

Nogen tid efter massakren i Bihar fandt endnu en massakre på muslimer sted i Garhmukteshwar i provinsen Uttar Pradesh. Her blev der hvert år afholdt en hinduistisk messe. Et mindre antal muslimske handelsfolk åbnede boder på messen. Pludselig blev de angrebet. General Tucker siger:

Enhver muslimsk kvinde, mand og ethvert muslimsk barn blev brutalt dræbt. Ingen nyhed om massakren kunne trænge gennem jerntæppet og nå ud til omverdenen. Provinsregeringen skjulte med hjælp fra det hinduistiske administrationsapparat denne massakre begået af hinduer. I de hinduistiske aviser blev det bevidst slået stort op, at muslimerne havde taget hævn flere gange så voldsomt. Det blev gjort for at dække over hinduernes misgerninger. Premierminister Pandit Pant bekendtgjorde, at der ville blive nedsat en retslig undersøgelseskomité. Men der blev ikke gjort noget. (Sir Francis Tuker: While Memory Serves, s. 196-201; Chowdhury Mohammad Ali: Emergence of Pakistan, s. 87).

Kapitel tretten

Den grundlovgivende forsamling

Ved udgangen af juli 1946 blev 296 repræsentanter til den konstituerende forsamling valgt. Kongressen vandt alle de almindelige mandater med undtagelse af ni, og Ligaen vandt alle de muslimske mandater med undtagelse af fem, og Ligaen vandt alle de muslimske mandater med undtagelse af fem. Den konstituerende forsamlings første møde skulle finde sted den 9. december 1946. Men Ligaen nægtede at deltage. Den var endog ikke villig til at anerkende den som legitim, før Kongressen havde accepteret Muslimligaens fortolkning af paragraf 19 i Kabinetsmissionens erklæring af 16. maj. Vicekongen anmodede Kongressen om at acceptere denne fortolkning. Belønningen for denne anmodning blev, at Gandhi og Nehru sendte telegrammer og breve til den britiske regering med krav om vicekongens afskedigelse. Da han ikke så nogen anden udvej, inviterede vicekongen den 20. november til deltagelse i den konstituerende forsamling under Kabinetsmissionens plan. Jinnah betegnede straks dette som et alvorligt fejlslagent skridt. Han sagde, at vicekongen havde undladt at forstå den frygtelige situation og dens realitet og forsøgte at gøre Kongressen tilfreds. Den 9. december deltog ingen repræsentanter for Ligaen i den konstituerende forsamlings møde.

Under sådanne omstændigheder inviterede den britiske regering to kongresledere og to ledere fra Ligaen til London for at gøre et sidste forsøg. Efter vicekongens råd blev også en sikhisk repræsentant inviteret.

Den 2. december 1987 rejste Lord Wavell til London sammen med Nehru, Jinnah, Liaquat Ali Khan og Baldev Singh. Forhandlingerne fortsatte i fire dage.

Den grundlæggende uenighed mellem Kongressen og Ligaen drejede sig om fortolkningen af Kabinetsmissionens erklæring af 16. maj, det vil sige grupperingen af provinserne. Kabinetsmissionen selv fremsatte netop den fortolkning, som Muslimligaen gjorde. Men Nehru var på ingen måde villig til at acceptere denne fortolkning. Der opstod et fuldstændigt politisk dødvande.

Da der på grund af Kongressens stædighed og egenrådighed ikke blev opnået noget kompromis, offentliggjorde den britiske regering en erklæring den 6. december. I erklæringens sidste afsnit blev det sagt, at man ikke kunne håbe på, at den konstituerende forsamling ville lykkes, uden at beslutningerne blev truffet på grundlag af enstemmighed. Hvis den konstituerende forsamling udarbejdede en forfatning, under hvis udarbejdelse en stor del af Indiens befolkning ikke var repræsenteret, kunne den britiske regering ikke med tvang pålægge uvillige befolkningsgrupper en sådan forfatning.

Regeringens ovennævnte erklæring og Kabinetsmissionens erklæring af 25. maj formåede ikke at medføre nogen ændring i Kongressen. Nehru og Baldev Singh vendte tilbage til Indien for at deltage i den konstituerende forsamling. Jinnah og Liaquat Ali blev i Storbritannien nogle dage længere. På en pressekonference i London sagde Jinnah: »Hvis Kongressen i utvetydige vendinger accepterer den britiske regerings fortolkning af erklæringen af 16. maj, vil jeg anmode Ligaens råd om at genoverveje sagen.« I en tale i London påviste Jinnah, at Pakistans befolkningstal var større end befolkningstallet i enhver anden stat i verden. »Vi accepterer Kongressens kontrol over tre fjerdedele af Indien. Kongressens indvending mod at acceptere Pakistan skyldes, at den ønsker hele Indien. Hvor bliver der så plads til os? Spørgsmålet er nu, om den britiske regering ønsker at overdrage magten til hinduernes flertal med bajonetternes magt. Hvis det er tilfældet, må vi sige, at I har mistet den sidste rest af jeres ære, retskaffenhed, retfærdighed og anstændighed.« [Some Recent Writings of Mr. Jinnah, Vol 2-ed. By Jamiluddin Ahmad, (Lahore, Muhammad Ashraf 1947) –pp.496-508; Chowdhury Mohammad Ali The Emergence of Pakistan, pp.91-92).

På den ene side fortsatte Kongressen i Indien med højlydt at kræve, at Ligaen skulle udelukkes fra interimsregeringen, hvis den ikke deltog i den konstituerende forsamling; på den anden side indebar den britiske regerings erklæring af 6. december et varsel om en ny politisk udvikling i den nærmeste fremtid.

E. W. R. Lumby, som var tilknyttet Kabinetsmissionens sekretariat, siger, at dette var den første erklæring fra den britiske regering om, at Kabinetsmissionens plan ville blive opgivet. Efter Cripps-forslaget var dette den første officielle erklæring, der på en eller anden måde indeholdt et varsel om Pakistan. Under en tale i Underhuset henviste Cripps til den officielle erklærings sidste afsnit og sagde klart, at hvis Ligaen ikke kunne overtales til at deltage i den konstituerende forsamling, kunne de områder af landet, hvor den havde flertal, ikke tvinges til at acceptere nogen beslutning. (E.W.R. Lumby, op.cit, p.129; I.H. Wuershi The Struggle for Pakistan, pp.184-

Nu står ét spørgsmål tilbage, nemlig hvorfor Kongressen var så urokkelig i sit krav om at få Ligaen udvist fra regeringen. Der var flere grunde. Kongressen omtalte den midlertidige regering som en national regering, og dens ansvar var kollektivt. Nehru blev betragtet som denne regerings premierminister. Også i Storbritannien sang den kongresvenlige og venstreorienterede presse den samme sang i samme tone. Eksempelvis omtalte The New Statesman regeringen som et kabinet med kollektivt ansvar, hvis premierminister var Nehru (7. september 1946). Lord Ismay, Mountbattens stabschef i Indien, omtalte Nehru som vicepremierminister (The Memories of General the Lord Ismay, London, 1960, s. 418). Hans udtalelse var yderst latterlig. For hvis Nehru var vicepremierminister, var vicekongen så premierminister?

Ligaens medlemmer af rådet nægtede at anerkende Nehru som leder af den midlertidige regering, ja, end ikke som leder af den ikke-ligatilsluttede blok. Jinnah sagde, at den midlertidige regering ikke var andet end vicekongens eksekutivråd. Den var blevet omorganiseret politisk. Vicekongen var med sine særlige beføjelser dens leder. Nehru var kun rådets vicepræsident. Hans opgave var udelukkende at lede møderne i vicekongens fravær. Han havde hverken større beføjelser eller højere status end de øvrige rådsmedlemmer.

Dette sårede Nehrus forfængelighed, og derfor blev han ved med uretmæssigt at kræve Ligaen udvist. (I. H. Quershi: The Struggle for Pakistan, s. 282-283).

Fjortende kapitel

Mountbatten-missionen

Ved begyndelsen af det nye år, 1947, var Indiens politiske og forfatningsmæssige situation således, at der i centrum fandtes en midlertidig regering, eller vicekongens eksekutivråd, hvor Kongressen og Den Muslimske Liga stod med store meningsforskelle. Siden den 9. december 1946 havde Den Konstituerende Forsamlings møder været afholdt, men Ligaen fortsatte med at boykotte dem. Som følge heraf krævede Kongressen, at Ligaen blev udvist af vicekongens råd. Den 13. februar krævede Nehru i et brev til vicekongen, at Ligaen blev udvist. Den 15. februar fremsatte Patel en trussel og sagde, at hvis Ligaen ikke forlod regeringen, ville Kongressen forlade den midlertidige regering. (The Indian Annual Register 1847, vol. 1, s. 35; I. H. Quershi, The Struggle for Pakistan, s. 287).

Under disse spændte omstændigheder offentliggjorde premierminister Attlee den 20. februar 1947 en erklæring. Han sagde, at en sådan usikker situation ikke længere kunne få lov til at fortsætte. Den britiske regering ønskede klart at meddele, at regeringen inden juni ville tage de nødvendige skridt til at overføre magten til ansvarlige indere. Hvis en forfatning, som var enstemmigt vedtaget af en fuldt repræsentativ konstituerende forsamling, ikke blev udarbejdet inden da, ville regeringen overveje, til hvem magten i Britisk Indien rettidigt skulle overdrages – enten til en centralregering af en eller anden art i Britisk Indien eller på en anden måde, som ville blive anset for yderst rimelig og være til gavn for det indiske folks interesser.

Ved erklæringens afslutning blev det også bekendtgjort, at admiral vicegreve Mountbatten skulle udnævnes til vicekonge i stedet for Wavell.

Fire dage senere erklærede Indiens minister i Overhuset, at denne beslutning var blevet truffet efter råd fra Indiens ansvarlige kredse. Formålet var at lægge pres på de indiske partier, så de kunne nå frem til et kompromis.

Det bør ikke være vanskeligt for nogen at forstå, at der med Indiens ansvarlige kredse her blev hentydet til Gandhi og Nehru, og at der med kompromis blev ment, at Kongressens krav skulle accepteres af Ligaen.

Læsere kan naturligvis være nysgerrige efter at vide, hvorfor lord Wavell blev fjernet på et afgørende tidspunkt i Indiens politik. Uanset hvad de kongresvenlige måtte sige, vidner flere begivenheder om, at Wavell blev straffet for at tilfredsstille Kongressen, især Gandhi og Nehru.

Havde premierminister Clement Attlee og hans kabinet alvorlige meningsforskelle med lord Wavell, som Wavell måtte betale prisen for? Der findes ingen historiske beviser for det. Årsagen var noget andet. Lad os derfor undersøge sagen.

Det skal bemærkes, at lord Wavell i begyndelsen var en meget afholdt person i Kongressen. Da Den Muslimske Liga i juni 1946 ønskede at danne en overgangsregering, satte Wavell sig imod. Senere gav han Kongressen tilladelse til at danne regering uden Ligaen. Tidligere havde han med stor fasthed erklæret, at Indiens geografiske enhed eller integritet under ingen omstændigheder kunne benægtes. Derfor udtrykte Ligaen stærk harme. Senere begyndte varmen i forholdet mellem vicekongen og Kongressen at aftage. Efter de blodige optøjer i Kolkata bad Kongressen vicekongen om at opløse Bengals Liga-ministerium, selv om det indebar en krænkelse af de rettigheder, der var givet i Indiens regeringslov af 1935. Vicekongen indvilligede ikke. Som følge heraf pådrog han sig Kongressens mishag. Da vicekongen derefter, trods gentagne krav om at udvise Ligaens rådsmedlemmer fra vicekongens Executive Council, nægtede at efterkomme dette, nåede bruddet i forholdet sit endelige punkt. Gandhi sendte derefter telegrammer og breve til den britiske regering med krav om vicekongens afsættelse, mens Nehru sendte breve med samme formål til sine venner i Storbritannien; Indiens minister kaldte alt dette „efter råd fra Indiens ansvarlige kredse“. Nehru blev yderst glad over Wavells afsættelse og Mountbattens ankomst til Indien som vicekonge.

Lord Mountbatten ankom til Delhi den 22. marts. Hans udnævnelse gjorde Kongressen begejstret. Han havde allerede et forhold til Nehru. Han var ikke nogen ukendt person i Indien, for under Anden Verdenskrig havde han været øverstbefalende for de allierede styrker i Sydøstasien. Derfor måtte han ofte komme til Indien, som var krigens operationsbase (Base for operation). Tidligere havde han mødt Nehru i Malaya, og de blev tiltrukket af hinanden. Det var dog ikke kendt, at han var tilhænger af Kongressen. Hans nære rådgiver, lord Ismay, frygtede, at Mountbatten ville blive opfattet som hinduvenlig og fjendtlig over for Den Muslimske Liga. (Campbell-Johnson, Allan: Mission with Mountbatten, s. 23; Abdul Hamid: Muslim Separatism in India, s. 239).

Efter sædvane fik Mountbatten tilladelse til at oprette et privat sekretariat ud over vicekongens stab. Det blev hans „køkkenkabinet“. Den mest magtfulde personlighed bag hans succes var V. P. Menon. Vicekongen trak ham ind i sin politiske beslutningskreds. Han havde siden 1942 arbejdet som forfatningsrådgiver for centralregeringen. Ud over sine administrative evner besad han også betydelig politisk dømmekraft. Han var underkastet Patel. Det fremgår klart af hans eget værk The Transfer of Power, Calcutta, 1957, at han allerede før sin tilknytning til vicekongens private sekretariat altid havde udtrykt holdninger imod Ligaen. Nu blev han en vældig magt bag roret.

-(Abdul Hamid: Muslim Separatism in India, s. 239).

Mountbatten havde omhyggeligt og forsigtigt udvalgt sit personale i England og taget dem med sig. En af dem var lord Ismay, som under Anden Verdenskrig havde været Churchills personlige generalrådgiver. Der var også Eric Civil, tidligere privatsekretær for lord Wavell og assisterende privatsekretær for Georg VI. Disse to var vicekongens vigtigste rådgivere i henholdsvis almindelige og civile anliggender, mens lord Ismay var stabschef. V. P. Menon var forfatningsrådgiver. Der blev ofte afholdt stabsmøder. Til at begynde med blev Menon kun lejlighedsvis indkaldt til møderne. Senere blev han indkaldt til hvert møde. Vicekongen og alle andre vidste, at Menon var Patels særdeles betroede mand. Som følge heraf kendte Patel ikke blot alle de interne hemmeligheder i vicekongens råd, men lod også gennem sin talsmand påvirke vicekongens politik. Hvis en muslim havde været i Menons sted og havde opretholdt kontakten med Jinnah, ville hverken vicekongen eller Kongressen have tolereret ham. Kunne Muslim League, og dermed Indiens muslimer, forvente retfærdighed af disse mennesker?

Planens udvikling den 3. juni

Mountbatten var blevet udnævnt til vicekonge i Indien med det formål at søge en enstemmig løsning for et udelt Indien på grundlag af Cabinet Mission-planen. Men efter sin ankomst til Indien og efter at have iagttaget begivenhedernes forløb og de politiske lederes modstridende synspunkter, så han ingen udsigt til hverken en enstemmig løsning eller et udelt Indien. Derfor koncentrerede vicekongen sig om at udarbejde en plan med udgangspunkt i premierministerens erklæring af 20. februar.

Efter at have rådført sig med sine rådgivere udarbejdede han en plan for magtoverdragelsen. Grundlaget var, at magten og rettighederne skulle overdrages til provinserne eller til de provinsers konføderation, som besluttede at slutte sig sammen inden den faktiske magtoverdragelse. Den 1. april gav Ismay planudkastet til Menon, så han kunne udarbejde en tidsplan med ændringer. Menon fulgte ordren og gav samtidig udtryk for sin mening ved at sige, at det var en dårlig plan, og at den ikke ville fungere. Den endelige plan blev fremlagt på guvernørernes konference og godkendt. Den 2. maj rejste lord Ismay og George Abell til London med planen for at få Whitehalls godkendelse. Vicekongen håbede at få godkendelsen inden den 10. maj og ville anmode partilederne om at mødes samlet den 17. maj for at få kendskab til deres reaktioner.

Derefter rejste Mountbatten til Shimla sammen med sir Eric Civil og Menon. Her fik Menon mulighed for at tale alene med vicekongen, og han fremførte argumenter imod den plan, der var blevet sendt til London, idet han sagde, at den ikke ville fungere. Før vicekongen havde hørt alle Menons argumenter, ankom Nehru og Krishna Menon pludselig til Shimla den 8. maj for at være hos vicekongen. Vicekongen bad Menon tale med Nehru. Den 9. maj sagde Menon til Nehru, at magten på grundlag af dominionstatus skulle overdrages til to Indiener, ikke til provinsernes konføderation. Den 10. maj drøftede vicekongen planen med Nehru, Menon og sir Eric Civil; drøftelsen blev indført i referatet og regnet som en del af den indiske regerings arkiv.

Samme dag modtog vicekongen den plan, der var blevet godkendt i London, dog med nogle ændringer. Efter middagen tilkaldte vicekongen Nehru og viste ham planen, som var blevet godkendt. Efter at have læst planen blev Nehru voldsomt vred og sagde: »Jeg, Kongressen og Indien kan ikke acceptere den.«

Mountbatten tilkaldte Menon den 11. maj, fortalte ham om Nehrus reaktion og spurgte, hvad der nu kunne gøres. Menon sagde, at gennemførelsen af den plan, jeg havde fremlagt den 9. og 10. maj, ville dele landet i mange enheder, mens min plan ville bevare Indiens afgørende enhed. De områder, som ikke ønskede at forblive en del af Indien, skulle have lov til at løsrive sig.

Der blev hastigt indkaldt til et stabsmøde, og Nehru blev også inviteret. Vicekongen spurgte Nehru, om han godkendte Menons plan. Efter at have set den godkendte Nehru den.

Herefter vendte vicekongen tilbage til Delhi den 14. maj og rejste den 18. maj til London for at overtale kabinettet til at godkende planen. Lord Ismay og George Abel modsatte sig Menons plan. Vicekongen erklærede bestemt: Hvis den britiske regering ikke godkender denne plan, træder jeg tilbage. Kabinettet godkendte planen på blot fem minutter uden at ændre så meget som et eneste komma. Vicekongen vendte den 31. maj tilbage til Indien sammen med sit hold, som en sejrherre.

Nu er det soleklart, at den plan, som skulle fremskynde afslutningen på det britiske imperium i Indien og indlede en forandring på Asiens og verdens landkort, blev udarbejdet af en hinduistisk rådgiver for vicekongen, som var tilhænger af Kongressen, med Nehrus og Krishna Menons bistand. Med denne plan, der skulle ændre landets og flere hundrede millioner menneskers skæbne, drøftede vicekongen den i en hel måned med en lille kreds af sine yndlinge, men på intet tidspunkt blev Jinnah indkaldt, ikke så meget som én eneste gang. Dette har tydeligt afsløret Mountbattens og dermed den britiske regerings yderst snævre og ekstremt muslimfjendtlige sindelag. Det vil for altid stå indskrevet i historiens annaler.

Et spørgsmål, der rører sindet

Planen for Indiens deling er endeligt blevet godkendt af den britiske regering. Den vil blive officielt bekendtgjort den 3. juni. Nehru havde givet sin tilslutning til planen, allerede før den var blevet godkendt af regeringen. Spørgsmålet er nu: Hvordan kunne dette ske? Hvordan kunne Kongressen, det hinduistiske Indien og dets ledende talsmænd Gandhi, Nehru og Patel gå med til at sønderdele Moder Indien? Forkastede de deres mangeårige gyldne drøm om at etablere Ram Rajya i et udelt Indien?

General Tuker belyser den hinduistiske majoritets hævngerrige holdning og siger:

Til sidst sagde de: Nå, hvis Muslim League ønsker Pakistan, så lad dem få det. Vi vil skære en tomme efter en tomme af deres territorium, så det vil se ud, som om det ikke længere kan bestå, og den del, der bliver tilbage, vil ikke længere kunne fungere økonomisk. (Sir Francis Tuker: White Memory Server, London, Cassel, 1950, p.257; Choudhury Mohammad Ali: The Emergence of Pakistan, p.123).

Den tale, Patel holdt i Indiens grundlovgivende forsamling i 1949, bekræfter rigtigheden af Tukers ovenstående bemærkning. Patel sagde i sin tale: Jeg gik med til delingen af landet som en sidste udvej, da vi havde mistet alt. Hr. Jinnah ønskede aldrig et beskåret Pakistan. Men til sidst måtte han sluge det. (Quoted in Kewnl L. Panjabi, The Indemiable Sardar, Bombay, Bharatiya Vidya Bhaban, 1962, p. 124; Choudhury Mohammad Ali-Ibid, p.123).

Kongressens accept af delingen af landet var et strategisk skridt. Men målet forblev uændret; for at nå dette mål var det nødvendigt-

1. Hindustan eller Den Indiske Union skal anerkendes som efterfølgeren til den britiske regering i Indien. Pakistan skal betragtes som udskilt sammen med visse områder.

2. De områder, der skulle knyttes til Pakistan, ville være yderst begrænsede og kun omfatte Østbengalen, Vestpunjab, Sindh og Baluchistan. Grænseprovinsen skulle forblive uden for Pakistan. Pakistan ville således blive strategisk omringet.

3. Pakistan skulle berøves tid, midler, militær og civil arbejdskraft samt materiel, og der skulle skabes alvorlige hindringer, så landet ikke kunne etablere sig solidt.

4. Alt, hvad der var nødvendigt for at forhindre Pakistan i at overleve, skulle gøres. (Kongreslederne var overbeviste om, at Pakistan ikke ville kunne overleve ret længe. Derfor var deres mål at forsøge at ødelægge Pakistans økonomi).

For at nå disse nedrige mål havde hinduiske Indien brug for briternes hjælp, eftersom de kontrollerede hele den civile administration og hæren. På tærsklen til afrejsen arbejdede hele administrationen, inklusive Mountbatten og Radcliffe, i hinduiske Indiens interesse, hvilket vil blive omtalt senere.

-(Chudhury Mohammad Ali: The Emergence of Pakistan, s. 123-24).

Femte kapitel

Processen for overdragelsen af magten

Processen med overdragelsen af magten til Indien blev indledt. De provinsielle lovgivende forsamlinger i Bengalen og Punjab blev instrueret i at mødes i hver sin af to grupper. Den ene gruppe skulle bestå af distrikterne med muslimsk flertal og den anden af de resterende distrikter. Medlemmerne af de to dele af hver lovgivende forsamling skulle sidde hver for sig, og de fik ret til at beslutte, om deres provins skulle deles eller ej. Hvis et simpelt flertal i en af delene traf beslutning til fordel for delingen, ville delingen blive gennemført. Efter beslutningen om delingen skulle hver del af den lovgivende forsamling på vegne af det område, den repræsenterede, beslutte, om den ville tilslutte sig den nuværende grundlovgivende forsamling eller en ny grundlovgivende forsamling. Efter denne beslutning ville generalguvernøren udpege en grænsekommission til at fastlægge grænsen mellem Punjabs to dele. Dette skulle ske på grundlag af fastlæggelsen af sammenhængende områder med muslimsk og ikke-muslimsk flertal. Kommissionen blev også rådet til at tage andre forhold i betragtning. Bengalens grænsekommission fik tilsvarende instrukser.

Med undtagelse af de europæiske medlemmer skulle de øvrige medlemmer af Sindhs lovgivende forsamling mødes samlet og beslutte, om de ville tilslutte sig den nuværende grundlovgivende forsamling eller den nye forsamling. I den Nordvestlige Grænseprovins skulle der afholdes en folkeafstemning om, hvilken grundlovgivende forsamling provinsens vælgere ville tilslutte sig.

Baluchistan skulle også have mulighed for at give sin mening til kende i dette spørgsmål. Hvis provinsen Bengalen traf beslutning til fordel for delingen, skulle der afholdes en folkeafstemning i Sylhet-distriktet i Assam. På den måde skulle det afgøres, om de ønskede at beholde Sylhet som en del af Assam eller slutte sig til Østbengalen. Hvis de ønskede at slutte sig til den nye provins, skulle grænsekommissionen fastlægge grænsen.

Hvis der blev truffet beslutning til fordel for delingen af Punjab og Bengalen, skulle der afholdes nye valg til den grundlovgivende forsamling på følgende grundlag:

Provins                           Almindelige pladser                    Muslimske                          Sikhiske                  I alt

Sylhet-distriktet                      1                                2                                0                       3

Vestbengalen                       15                                    4                           0                     19

Østbengalen                           12                                         29                               0                     41

Vestlige Punjab                     3                                          12                               2                     17

Østlige Punjab                         6                                            4                                2                     12

Da den britiske regering ønsker at overdrage magten inden juni 1948, vil der blive vedtaget en lov under parlamentets igangværende samling, således at magten allerede i år kan overdrages til én eller to myndigheder på grundlag af »dominion status«.

Vicekongen indkaldte den 2. juni til et møde mellem syv ledere. De var Nehru, Patel, Kripalani, Jinnah, Liaquat Ali Khan, Abdur Rab Nishtar og Baldev Singh. Planen blev forelagt dem og godkendt. Da Mountbatten mødtes med Gandhi, forsøgte han at overtale ham ved at sige, at planen under de aktuelle omstændigheder var den bedst mulige. Selvom Gandhi støttede planen, før den blev sendt til Storbritannien, modsætter han sig den nu – kun for at bedrage verden og Ligaen.

Den 3. juni blev planen offentliggjort for hele verden. På en pressekonference den 4. juni sagde vicekongen, at han på hvert trin og i hvert øjeblik havde arbejdet hånd i hånd med lederne. Derfor kom planen ikke som en årsag til deres vrede eller overraskelse.

Hans samvittighed forhindrede ham ikke i at fremsætte en så åbenlys løgn som denne for at bedrage verdens befolkning, selvom han var en så ansvarlig person. Ingen andre end hans stab, planens ophavsmand V. P. Menon og Nehru kendte det mindste til planen. Den blev også holdt skjult for Ligaen.

På den nævnte pressekonference blev det imidlertid bekendtgjort, at den 15. august 1947 var fastsat som den foreløbige dato for magtoverdragelsen.

All-India Congress Committee mødtes den 14. juni og vedtog et forslag om at acceptere planen. Samtidig understregede den med hensyn til Indiens deling, at ingen menneskelig organisation kan ændre den form og skikkelse, som geografi, bjergkæder og hav har givet Indien, sådan som det er, eller hindre fastlæggelsen af landets endelige skæbne. Komiteen tror, at når de nuværende følelser har lagt sig, vil Indiens problemer blive vurderet i deres rette perspektiv, og den fejlagtige teori om to nationer vil blive fordømt og forkastet. Abul Kalam Azad sagde: »Jeg er sikker på, at delingen vil blive kortvarig.« Hindu Mahasabha erklærede, at Indien er ét og udeleligt, og at der ikke vil blive etableret fred, før de løsrevne områder er blevet knyttet til den indiske union.

Forskellige hinduistiske ledere, forfattere og aviser nærede håbet om, at Indien i fremtiden ville blive ét og udeleligt, og de gav udtryk for dette håb før, under og efter delingen. Den 15. august sagde Gandhi: »Jeg er sikker på, at der vil komme en tid, hvor denne deling bliver opgivet.« Kongressens talerør, »The Hindustan Times«, gav også udtryk for det samme håb i en leder. Menon, der selv havde udarbejdet delingsplanen, sagde: »Hensigten med august 1947 var ikke at bryde de bånd, som Indien har været bundet af i mere end halvandet århundrede.« Blandt hinduerne var det en udbredt opfattelse, at Pakistan ikke ville bestå ret længe, og at Indien under Kongressen ville blive forvandlet til et udeleligt Indien – (Economist, 17 May 1947; Sunday Times 1 June 1947; Manchester Guardian 15 Auh. 1947, Round Table Sept. 1947, s. 370; Guy Wint, The British in Asia, s. 179; I.H. Quershi, The Struggle for Pakistan, s. 195-96).

Disse udtalelser og reaktioner beviser klart, at det hinduistiske Indien ikke af hjertet kunne acceptere Pakistans eksistens. Ikke nok med det: Fra den 15. august 1947 og frem til det tidspunkt, hvor dette skrives (oktober 1993), har det hinduistiske Indien gjort en altomfattende indsats for at opsluge hele det landområde, der hedder Pakistan, og etablere Ramrajya i et udeleligt Indien. I forskellige seminarer og på folkemøder tales der nu åbent om at genoprette Indiens geografiske tilstand fra før 1947. Med dette formål er den økonomiske og kulturelle aggression fra Indiens side blevet intensiveret betydeligt.

Agitation og debat om generalguvernørposten

I denne tilspidsede situation i Indien nærede både Kongressen og vicekongens residens den opfattelse, at de to nye dominioners generalguvernør skulle være den samme person, nemlig Mountbatten.

Nogle dage tidligere havde Jinnah sagt, at der burde være en supergeneralguvernør over de to dominioners generalguvernører. Denne idé var sandsynligvis fremsat for at sikre, at delingsprocessen kunne gennemføres let og med et neutralt perspektiv. Men Mountbatten modsatte sig den, og Whitehall støttede Mountbatten.

Da Nehru foreslog Mountbatten at blive Indiens generalguvernør, sagde han til Nehru og Patel, at han også forventede et tilsvarende tilbud fra Den Muslimske Liga.

Trods mange forsøg lykkedes det ikke Mountbatten at overtale Jinnah.

Den 2. juli meddelte Jinnah ham, at han selv havde besluttet at blive Pakistans generalguvernør. Alligevel opgav Mountbatten ikke håbet. Han forsøgte også gennem nawaben af Bhopal, men uden held. Dette blev et alvorligt slag mod Mountbattens selvrespekt. Det er dog sandt, at hvis Mountbatten var blevet Pakistans generalguvernør, ville han have været Pakistans indiske generalguvernør. Jinnah reddede landet fra denne fare. (I.H. Wureshi: The Struggle for Pakistan, s. 296-300).

Gennemførelsen af 3. juni-planen

Bengals lovgivende forsamling trådte sammen den 20. juli, og med 126 mod 90 stemmer blev det besluttet at tilslutte sig den nye grundlovgivende forsamling. Derefter besluttede medlemmerne fra de ikke-muslimske flertalsområder med 58 mod 21 stemmer at dele provinsen og tilslutte sig den nuværende grundlovgivende forsamling. Medlemmerne fra de muslimske flertalsområder i Østbengalen stemte med 106 mod 35 imod provinsdelingen og samtidig for at tilslutte sig den nye grundlovgivende forsamling. Derefter stemte medlemmerne fra provinsens muslimske flertalsområder med 69 mod 27 imod provinsdelingen. På den anden side stemte medlemmerne fra de hinduistiske flertalsområder med 50 mod 22 for delingen og for at tilslutte sig den indiske grundlovgivende forsamling.

Sindhs lovgivende forsamling trådte sammen den 26. juni og besluttede med 30 mod 20 stemmer at tilslutte sig den nye grundlovgivende forsamling. I Baluchistan samledes medlemmerne af Shahi Jirga og Quetta-kommunalbestyrelsen og besluttede enstemmigt at tilslutte sig den nye grundlovgivende forsamling.

På den anden side stemte et overvældende flertal af vælgerne ved folkeafstemningen i Sylhet, der blev afholdt i begyndelsen af juli, for at blive skilt fra Assam og tilslutte sig Østbengalen.

Betingelsen for folkeafstemningen i Den nordvestlige Grænseprovins var, at vælgerne skulle stemme for enten at tilslutte sig den indiske grundlovgivende forsamling eller den nye grundlovgivende forsamling. Abdul Ghaffar Khan krævede, at vælgerne skulle have mulighed for at stemme for et uafhængigt Pakhtunistan. Gandhi og Nehru støttede Abdul Ghaffar Khans krav. Vicekongen afviste kravet med den begrundelse, at den procedure, der var indarbejdet i 3. juni-planen, ikke kunne ændres uden begge parters samtykke. Jinnah var ikke villig til at acceptere denne ændring. Ghaffar Khan beordrede sine tilhængere til at afholde sig fra at stemme. Alligevel blev 289.244 stemmer afgivet for den nye grundlovgivende forsamling og kun 2.874 stemmer for den indiske grundlovgivende forsamling.

Premierminister Attlee fremsatte Indiens uafhængighedslov i Underhuset den 4. juli. Den blev vedtaget i Underhuset den 15. juli og i Overhuset den 16. juli. Lovforslaget fik kongelig stadfæstelse den 18. juli. Derefter blev der den 20. juli oprettet to separate provisoriske regeringer for Indien og Pakistan.

Som frugten af syv års kamp blev en ny, uafhængig og suveræn stat ved navn Pakistan grundlagt. Grundlæggelsen af en sådan stat var den første af sin art i verdenshistorien.

Pakistan blev ganske vist oprettet, men da Kongressen, hindustaten Indien og den britiske regering efter deres hårde modstand ikke kunne forhindre det, indvilligede de pludselig i et Pakistan, der på meget kort tid var blevet beskåret (Truncated Pakistan). Planen for magtoverdragelsen blev udarbejdet af en hinduistisk embedsmand, der støttede Kongressen. Jinnah blev holdt fuldstændig i uvidenhed om dette. Planen blev offentliggjort blot to en halv måned før den endelige magtoverdragelse, så Muslim League ikke skulle få nogen mulighed for at overveje sagen. Det var ganske som pludselig at angribe en fjendtlig lejr, mens den sov. Grænsekommissionen gjorde det beskårne Pakistan endnu mindre. Mange muslimske flertalsområder, som med rette tilkom Pakistan, blev med magt indlemmet i Indien. Desuden blev Pakistan efter delingen fuldstændig berøvet den andel af statens aktiver, som med rette tilkom det. Det var muligvis den økonomiske straf for forbrydelsen at kræve Pakistan. Alt dette blev gjort som led i en sammensværgelse mellem Kongressen og briterne, så Pakistan ikke engang skulle kunne bestå i nogen tid.

Den egentlige årsag til kravet om Pakistan var altså, at hvis magten i Indien blev overdraget til det hinduistiske flertal, ville muslimernes liv, ejendom, ære og anseelse ikke blot være i fare; deres nationale identitet ville blive udslettet. Kongresstyret i to og et halvt år i provinser med hinduistisk flertal før 1940 er et levende bevis herpå.

Men selv efter delingen af Indien blev massakren på muslimer i Indien ikke standset. Millioner af muslimske mænd, kvinder og børn krydsede grænsen til Pakistan gennem et hav af blod og søgte tilflugt dér.

En højtstående embedsmand i Pakistans regering, hr. Altaf Gohar, sagde:

Jeg nåede Karachi, før massakrerne begyndte i Delhi. ….Antallet af de forurettede, der ankom efter at have krydset grænsen og søgte tilflugt, blev stadig større, og de gruopvækkende beretninger om omfattende massakrer tvang enhver til at yde en endnu større national indsats. (En artikel offentliggjort i et særnummer af en pakistansk dagavis).

Altaf Gohar har antydet massakrer i selve Delhi, Indiens hovedstad. For at standse de gruopvækkende massakrer forskellige steder i Delhi fortsatte hr. Gandhi sin faste. Men til sidst kunne han ikke standse dem, selv da han satte livet til.

Maulana Abul Kalam Azad siger:

Gandhiji begyndte at opregne betingelserne for at bryde sin faste. De var:

1. Angrebene på muslimer fra hinduers og sikhernes side skal straks standses. Man skal give dem sikkerhed for, at de kan leve sammen som brødre.

2. Der skal gøres alt for at forsikre hinduer og sikher om, at ikke én eneste muslim forlader Indien på grund af manglende sikkerhed for liv og ejendom.

3. De angreb på muslimer, som finder sted i kørende tog, skal standses, og de hinduer og sikher, der udfører angrebene, skal straks bringes til at ophøre.

4. De muslimer, som boede omkring helgengravene for Nizamuddin Auliya, Khwaja Qutbuddin Bakhtiyar Kaki og Nasiruddin Chiragh Dehlavi, og som har forladt deres boliger, skal bringes tilbage til deres kvarterer og genbosættes.

5. Helgengraven for Qutbuddin Bakhtiyar Kaki er blevet beskadiget. Regeringen kan naturligvis få dette repareret. Men det er hinduerne og sikherne selv, der som bod skal udføre dette arbejde.

6. Det vigtigste er, at der er behov for en ændring i sindelag. Det er vigtigere end at opfylde betingelserne. Hindu- og sikhlederne skal give denne forsikring, så der ikke længere er behov for at insistere på dette. Derefter sagde Gandhi: »Lad dette være min sidste faste.« (Abul Kalam Azad, India Wins Freedom, s. 238).

Maulana Azad siger:

Efter delingen af landet nåede situationen et yderpunkt. En gruppe hinduer begyndte under ledelse af Hindu Mahasabha og Rashtriya Swayamsevak Sangh åbent at sige, at Gandhi hjalp muslimerne mod hinduerne. Der blev også uddelt løbesedler om dette. I en løbeseddel stod der, at hvis Gandhi ikke ændrede sin politik, ville man tage skridt til at dræbe ham. (Abul Kalam Azad, India Wins Freedom, s. 240-241).

Til sidst måtte Gandhi betale med livet den 30. januar 1948. Maulana Azad siger: Jeg tog igen til Birla House og blev overrasket over at se porten lukket. Jeg så tusinder af mennesker stimle sammen. Jeg forstod, hvad der var sket. Jeg steg ud af bilen og gik hen til døren til hans værelse. Også døren til værelset var lukket indefra. En mand så mig gennem glasvinduet og førte mig ind. En sagde med grådkvalt stemme: »Gandhi er blevet skudt.« Jeg så ham ligge på gulvet. Hans ansigt var blegt, hans øjne lukkede, og hans to børnebørn holdt om hans fødder og græd. Som i en drøm hørte jeg, at Gandhi var død. (Abul Kalam Azad, India Wins Freedom, s. 141-142).

Flere årtier er gået siden delingen af landet. I denne periode er hundredtusinder af muslimer blevet dræbt i det uafhængige Indien, og mange af deres moskeer og religiøse steder er blevet ødelagt. Ingen er blevet set faste i protest mod dette. Hvis nogen havde vovet at gøre det, måtte vedkommende have lidt samme skæbne som Gandhi. I det uafhængige Indien betragtes det som en alvorlig forbrydelse at tale til fordel for muslimerne. Ved massakrerne blev hundredtusinder af muslimske mænd, kvinder og børn dræbt; deres butikker og hjem blev sat i brand, og deres ejendele blev plyndret. Men regeringen træffer ingen foranstaltninger for at finde morderne og straffe dem, eller er ude af stand til at gøre det. Efter ødelæggelsen af den historiske Babri-moské blev forbryderne ikke blot ikke straffet; den indiske regering blev tvunget til at lade sig holde som gidsel af netop dem. Det var i fuld forståelse af, at alt dette ville ske, at muslimerne måtte kræve et særskilt og uafhængigt hjemland. I virkeligheden var det den yderliggående muslimfjendtlighed hos den hinduistiske nation og dens ledere, der skabte Pakistan.

Det sekstende kapitel

Konklusion

I den sidste del af denne historie har det også været nødvendigt kort at skrive om Pakistansbevægelsens historie. Det skyldes, at muslimerne i Bengalen var tæt knyttet til denne bevægelse. Desuden tilfaldt æren for at fremsætte den historiske Lahore-resolution, det vil sige Pakistan-resolutionen, den udelte Bengals muslimvenlige, fremragende søn og Bengals premierminister, Maulvi Abul Kasem Fazlul Huq (Sher-e-Bangla). Selv om Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah stod i spidsen for Pakistansbevægelsen, var muslimernes bidrag fra Bengalen til denne bevægelse det største.

Bekendtgørelsen af delingen af Bengalen den 20. juli 1905 og dens gennemførelse fra den 16. oktober gjorde den hinduistiske nation i Bengalen og i hele Indien yderst rasende, og en voldsom bevægelse for at ophæve delingen af Bengalen begyndte. Denne bevægelse skabte en bølge af ny bevidsthed blandt muslimerne, og den vækkede hos dem en inspiration til en særskilt muslimsk national identitet. Som følge heraf blev Muslim League, det indiske subkontinents eneste politiske organisation for muslimer, grundlagt i Dhaka i 1906. Den 1. oktober samme år mødtes en delegation på 36 muslimer under ledelse af Aga Khan med vicekongen i Shimla og krævede, at der blev indført separate valgordninger for dem, eftersom muslimerne udgjorde en særskilt nation; dette blev imødekommet. I de Minto-Morley-reformer, der blev gennemført i 1909, blev der givet anerkendelse af separate valgordninger. Derved blev det til et forfatningsdokument.

Efter delingen af landet blev spørgsmålet rejst fra visse kredse, om der bag kravet om Pakistan kun lå en midlertidig følelsesmæssig begejstring, eller om årsagerne udelukkende var politiske og økonomiske. Eller krævede muslimerne Pakistan som en reaktion på Kongressens fjendtlige adfærd?

Ingen af disse var den egentlige årsag til Pakistansbevægelsen. Følelsesmæssig begejstring var naturligvis til stede. Det er netop denne begejstring, der får mennesker til at ofre deres liv for at nå målet. Men denne begejstring var hverken midlertidig eller meningsløs. Ren følelsesmæssig begejstring kan ikke frembringe så stor en historisk revolution. Gandhi, mange hinduistiske ledere og aviser og tidsskrifter fremsatte den slags bemærkninger, at når muslimernes midlertidige begejstring havde lagt sig, ville de igen blive en del af et udelt Indien. Da muslimernes begejstring for Pakistan ikke er blevet det mindste svækket, selv efter at mere end fire årtier er gået, er det sandt, at deres begejstring ikke var noget midlertidigt. Der lå et ædelt formål bag skabelsen af denne begejstring.

Om det ædle formål, som kravet om Pakistan og bevægelsen blev fremført for, sagde Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah utvetydigt i sin tale ved Muslim Leagues møde i marts 1940:

Det er yderst vanskeligt at forstå, hvorfor vores hinduistiske venner ikke formår at forstå islams og hinduismens sande natur. De er ikke religiøse i ordets strenge betydning, men udgør i virkeligheden forskellige og særskilte sociale ordener. Det er en drøm at forestille sig, at hinduer og muslimer nogensinde kan udvikle en fælles nationalitet, og denne misforståelse af én indisk nation er gået langt ud over alle grænser og vil føre Indien til undergang, hvis vi ikke i tide reviderer vores forestillinger. Hinduer og muslimer tilhører to forskellige religiøse filosofier, sociale skikke og litteraturer. De indgår hverken indbyrdes ægteskab eller spiser sammen, og de tilhører i virkeligheden to forskellige civilisationer, som hovedsageligt bygger på modstridende idéer og forestillinger. Deres syn på livet og tilværelsen er forskelligt. Det er helt klart, at hinduer og muslimer henter deres stræben fra forskellige kilder, og at de har forskellige historiske beretninger. Meget ofte er den ene sides helt den anden sides fjende, og på samme måde overlapper deres sejre og nederlag. At tvinge to sådanne nationer sammen under én stat, hvor den ene er numerisk mindretal og den anden flertal, må føre til voksende utilfredshed og til den endelige ødelæggelse af ethvert statsapparat, der måtte blive opbygget til at styre en sådan stat (Dr. Waheed Qurashys Ideological Foundations of Pakistan, s. 96-97).

Quaid-e-Azam Muhammad Ali Jinnah fremhævede netop denne sandhed i sin tale: Hinduer og muslimer er på mange måder to forskellige og særskilte nationer, og det er umuligt og urealistisk at danne én stat ved at binde dem sammen. Det var på grundlag af denne to-nationsteori, at Indien blev delt.

Men er teorien om, at hinduer og muslimer udgør to fuldstændig forskellige og modsatrettede nationale identiteter, en ny opdagelse gjort af Jinnah eller muslimerne? Det korrekte svar på dette spørgsmål vil afgøre, om Pakistan blev krævet under indflydelse af følelser og ophidselse eller af politiske og økonomiske årsager.

Den islamiske livsorden

For at få det korrekte svar på ovenstående spørgsmål er det nødvendigt at opnå viden om den islamiske livsorden. Den korrekte opfattelse af islam, som Allah og Hans profeter og sendebud har fremlagt, er denne: Islam er, i modsætning til andre religioner, ikke blot en samling af enkelte ritualer og ceremonier. Islam er en fuldstændig livsordning, grundlagt på den store bog, Koranen, som Allah har åbenbaret, og på profeten Muhammads (fred være med ham) sunna.

Ud fra den opfattelse af religion, der i vore dage er udbredt i verden, er islam meget mere end en religion. Det er ikke blot betegnelsen for forholdet mellem Skaberen og mennesket. Islams religiøse opfattelse er meget omfattende. Fra iman og aqidah til tilbedelse har den fuld kontrol over alle sider og områder af livet. Islam har sin egen civilisation og kultur, sin egen historie og tradition, samt sine egne moralske, politiske og økonomiske systemer. Den har sit eget retssystem, domstolssystem, familie- og uddannelsessystem, sin egen krigs- og fredspolitik samt sit eget udenrigssystem. Ligesom der er en uadskillelig forbindelse mellem rødder, grene, blade og frugter på et træ, er disse systemer ligeledes uadskilleligt og tæt forbundne med hinanden.

I virkeligheden er islam en fuldstændig livsordning, der gør det muligt for menneskeheden at leve et vellykket liv i denne verden. Islam lærer mennesket, hvordan det kan leve et vellykket liv i både denne verden og det hinsidige. Derfor er islams religiøse opfattelse helt forskellig fra andre religioners opfattelse.

Ifølge islams historiske opfattelse blev denne sande religion (islam) først åbenbaret af Allah for profeten Adam (fred være med ham). Profeten Adam (fred være med ham) var det første menneske. Fra ham begyndte menneskeslægten at brede sig på jorden. Siden da har denne sande religion – islam – været udbredt i verden. Efter ham kom profeter og sendebud gennem tiderne, i forskellige lande og blandt forskellige folk, og de fortsatte med at fremføre budskabet om den sande religion. Til sidst nåede islam sin fuldkommenhed gennem profeten Muhammad Mustafa (fred være med ham).

Nationalitetsbegrebet i islam

De, der af hele deres hjerte og sjæl accepterer denne din og denne ordning, kaldes »mumin«, mens de, der forkaster den, kaldes »kafir«. Mumin og kafir kan aldrig blive ét. Da Allah sendte det første menneske og den første profet, Hazrat Adam (a), ned på jorden, gav Han følgende befaling:

»Jeg sagde: Gå alle ned herfra. Når der så kommer en livsordning fra Mig til jer, skal de, der følger Min ordning, ikke have nogen grund til bekymring. Men de, der nægter at tage imod den og forkaster Mit budskab samt Mine befalinger og forbud, vil med sikkerhed være helvedesbeboere, og dér skal de forblive for evigt (Sura al-Baqarah: 38-39).«

Det fremgår klart af ovenstående vers i Den Hellige Koran, at den guddommelige vejledning har opdelt menneskene i to grupper eller to nationer – den ene mumin, den anden kafir. Denne opdeling blev foretaget allerede på den første dag af menneskelivet på jorden. Enhver profet bevarede denne opdeling i sin tid. Hazrat Shuayb (a) forklarede disse to grupper som to forskellige millat eller nationer. Således: »Deres ledere og stormænd, som var stolte af deres egen overlegenhed, sagde til ham: O Shuayb! Vi vil jage dig og dem, der tror på dig, ud af denne by – ellers må I vende tilbage til vores millat. Shuayb svarede: Skal vi tvinges til at vende tilbage, selv om vi ikke ønsker det?

Vi ville tilskrive Allah en løgn, hvis vi vendte tilbage til jeres millat, efter at Allah har befriet os fra den.«

-(Sura al-A’raf: 89-90)

Også dette vers gør det klart, at muslimernes millat var adskilt fra de vantros millat selv på Hazrat Shuaybs (a) tid. Denne opdeling og denne terminologi findes også blandt Muhammads ummah og anvendes stadig den dag i dag.

Nationalitetsbegrebet i islam er universelt. Enhver person fra ethvert land og enhver nation træder ind i din Islam efter at have fremsagt trosbekendelsen og bliver ligeberettiget deltager i den islamiske nationalitet. I islam er anerkendelsen af troen og troslæren tilstrækkelig til at opnå nationalitet. Islams fremgangsmåde ved erhvervelse af nationalitet er anderledes end andre nationers fremgangsmåder i verden. For at opnå jødisk nationalitet er det nødvendigt både at have den jødiske troslære og være af jødisk afstamning. For at opnå hinduisk nationalitet er deltagelse i hinduistisk tilbedelse, ritualer og religiøse ceremonier tilstrækkelig.

Den uafhængige samfundsordning

Islams altomfattende livsordning og det særskilte nationalitetsbegreb kræver med logisk nødvendighed, at der for dette etableres en uafhængig samfundsordning. Der må være en uafhængig stat, hvor Islams påbud og forbud kan efterleves. Men hvis man lever under fremmed herredømme, er det ikke muligt at efterleve de fleste af disse bud.

Efter at have levet tretten år i et samfund i Mekka, der var kontrolleret af afgudsdyrkerne, nåede Profeten Akram (fred være med ham) frem til de gunstige omgivelser i Medina. Her grundlagde han den islamiske samfundsordning og stat. Han var denne stats leder. Her gennemførte han den islamiske lovgivning fuldt ud. Derefter åbenbarede Allah Ta’ala det følgende vers:

»Jeg har fuldkommengjort religionen for jer.«

Religionen opnåede sin fuldkommenhed, da der blev fundet et særskilt hjemland til dens fuldkommengørelse, gennemførelse og udbredelse, og en uafhængig samfundsordning blev etableret.

Ordet »Pakistan« blev ikke brugt i betydningen af et geografisk område; det blev brugt i betydningen af en særskilt og uafhængig islamisk stat. Det er i denne betydning, at Allama Shabbir Ahmad Usmani betegnede den islamiske stat i Medina som »det første Pakistan«. Han siger:

Allah Ta’ala etablerede til sidst gennem den historiske hijra, som Hans elskede Sendebud (fred være med ham) foretog, en slags »Pakistan« i Medina.

(Usmanis prædiken, Allama Shabbir Ahmad Usmani, s. 140; Tarikh-e Nazariyye-ye Pakistan, professor Muhammad Salim, s. 31).

I Lahore-resolutionen blev den uafhængige hjemstavn, som man krævede, ikke kaldt Pakistan. Det var Choudhury Rahmat Ali, der foretrak dette navn. Allerede i 1915 sagde han i en tale ved arrangementet “Bazm-e-Shibiri”: “Nordindien er muslimsk, og vi vil bevare det muslimsk. Ikke nok med det: Vi vil gøre det til en muslimsk stat. Det kan vi først gøre, når vi og denne nordlige del af Indien ophører med at være indiske. Dette er forudsætningen. Jo hurtigere vi forkaster indisk nationalisme, desto bedre er det for os og for islam” (Chudhury Rahmat Ali: s. 172; I.H. Qureshi: The Struggle for Pakistan, s. 115-116).

Heller ikke Choudhury Rahmat Ali brugte oprindeligt navnet Pakistan. Han talte om en muslimsk eller islamisk stat.

En historisk gennemgang beviser uden tvivl, at Pakistan-bevægelsen begyndte i år 93 efter hijra, i måneden Rajab (712 e.Kr.), da den syttenårige hærfører Imaduddin Muhammad bin Qasim gik i land ved Deval-havnen (det nuværende Karachi), befriede de undertrykte muslimske kvinder og børn fra Raja Dahirs fængsel og byggede den første moské dér. Quaid-e-Azam siger, at Pakistan-bevægelsen begyndte, da den første muslim satte foden på Sindhs jord, som var islams indgangsport til Indien.

Efter Deval bøjede Niran (det nuværende Hyderabad) og derefter Sehwan sig for det islamiske flag. Den 10. Ramadan blev Raws fort indtaget, og Raja Dahir blev besejret og dræbt i slaget. Senere blev Brahmanabad (det nuværende Sanghar) og Alor erobret. I år 96 efter hijra overgav Multan sig, og Nordindien var rede til frivilligt at underkaste sig Muhammad bin Qasim. Desværre blev Muhammad bin Qasim kaldt til Damaskus. I de områder, der var under hans myndighed, etablerede han et virkeligt islamisk styre. Dette styre imponerede hinduerne og buddhisterne så meget, at et stort antal af dem søgte tilflugt under islams kølige skygge (Justice Syed Shameem Husain Kadri: Creation of Pakistan, s. 1-2).

Islams medfødte særpræg

Islams medfødte særpræg er, at en muslim ikke kan adlyde, underkaste sig eller anerkende nogen anden end Allah, den ene og eneste, som herre, myndighed, lovgiver eller hersker. Islam er en fuldstændig livsordning, og dens grundprincipper omfatter menneskelivets både åndelige og verdslige sider. Stat og religion kan ikke adskilles fra hinanden. Gennem Kalima Tayyiba har man anerkendt Allahs suverænitet og Profetens (fvmh.) lederskab.

Etableringen af islamisk lov og styre på det indiske subkontinent

Muhammad bin Qasim var ikke blot grundlæggeren af den islamiske stat på dette subkontinent. Han var derimod også foregangsmand for den islamiske civilisation og kultur. Det civilisationens og kulturens træ, som han plantede, voksede og udviklede sig med tiden, og det islamiske flag kom til at vajre over hele det indiske subkontinent. Muslimer fortsatte med at ankomme til Indien som erobrere. Med dem kom soldater, digtere, forfattere, åndelige ledere, intellektuelle og kunstnere. Mange af disse herskere var ikke gode muslimer i deres privatliv, og nogle var også mennesker af dervishagtig natur. Men under det muslimske styre gjaldt islamisk lov i hele landet fra begyndelse til slut.

Men efter afslutningen på det muslimske styre blev vestlige, menneskeskabte love indført i stedet for den islamiske lov; Indian Civil and Criminal Codes of Procedure og Indian Penal Code blev indført. På denne måde mistede muslimerne ikke blot deres rige, men blev også pålagt vantroens love i stedet for den islamiske lov, det vil sige Allahs lov. Hvordan alle deres muligheder for livsophold blev lukket, hvordan deres mange lakhers skattefri jordbesiddelser blev taget fra dem, og hvordan de blev forvandlet til tiggere på gaden, er blevet behandlet udførligt i denne bog.

I et interview med Radio Pakistan beskrev Maulana Maududi Pakistans ideologiske baggrund og sagde:

Hvis vi begrænser vores drøftelse til ordene og begreberne »Pakistan-bevægelsen«, vil vi på ingen måde yde dette spørgsmål retfærdighed. For én ting er Pakistans ord og begreber, og noget andet er det mål, som længe havde stået foran muslimerne på dette subkontinent, og som muslimerne til sidst førte frem til et punkt, hvor de kunne kæmpe for også at få et land sammen med dette begreb. Dette mål blev først klart for Indiens muslimer, da det muslimske styre på dette subkontinent faldt. De indså da, at eftersom de havde et særligt syn på verden og livet og var tilhængere af en særlig civilisation, kunne de kun bevare deres nationale identitet, så længe regeringsmagten var i deres hænder. Hvis regeringsmagten gik over til ikke-muslimer, ville de ikke kunne leve som muslimer i dette land, og de ville ikke længere have noget liv som muslimer. Denne følelse begyndte at opstå blandt dem umiddelbart efter det muslimske styres fald i Indien. Og denne følelse antog forskellige former på forskellige tidspunkter.

Til tider kom denne følelse til udtryk ved, at Hazrat Saiyid Ahmad Shahid Barelvi og Hazrat Shah Ismail Shahid trådte frem med en jihad-bevægelse. De ofrede uden tøven deres liv for at oprette en islamisk stat. Til andre tider antog denne følelse den form, at religiøse madrasaer blev oprettet forskellige steder, så muslimerne ikke skulle glemme deres din og blive revet med af den vældige strøm af gudløs civilisation samt irreligiøse tanker og ideologier, der blev importeret fra Europa.

Derefter begyndte den anden fase på den måde, at det engelske styre blev fast etableret her, og at de gradvist begyndte at indføre den form for demokratisk proces i landet, som deres eget styre byggede på derhjemme. Deres opfattelse af nationalitet og demokrati var, at alle Englands indbyggere udgjorde én nation, og at flertalsgruppens rettigheder var anerkendt. Englænderne ønskede også at indføre dette demokratiske princip i Indien. Efter deres opfattelse udgjorde alle Indiens indbyggere ligeledes én nation, og princippet om flertallets styre kunne også gælde blandt dem. Dette fremkaldte blandt muslimerne den følelse, at hvis en regering for flertalsgruppen blev oprettet her, ville muslimerne for altid være nødt til at forblive en minoritet, og deres civilisation, kultur og nationale identitet ville forsvinde. For under en sådan regering ville muslimerne ikke kunne udforme nogen lov ud fra deres eget synspunkt. De ville ikke have nogen ret til at deltage i regeringens administration eller i fastlæggelsen af andre politikker. Med andre ord ville muslimerne ikke kunne virkeliggøre deres civilisation, kultur og livsanskuelse. I stedet ville en ikke-islamisk civilisation og livsanskuelse blive påtvunget dem med magt.

Maulana siger, at dette var den situation, som efter det engelske styres etablering viste sig for muslimerne i form af et spørgsmål eller en udfordring. Det tog muslimerne lang tid at finde svaret på den. I en lang periode forsøgte de at løse det vanskelige spørgsmål: Hvilken form for politisk, kulturel og social sikkerhed kunne muslimerne som minoritet have i et styresystem, hvor Indiens indbyggere blev betragtet som én nation, og hvor en metode med flertalsregering blev indført? Forskellige forhold blev vurderet med henblik på at opnå og fastlægge denne sikkerhed. På et tidspunkt blev der med dette formål krævet et særskilt valgsystem (Simla-deputationen, 1906). Derefter blev der på dette grundlag indgået en forståelse mellem Ligaen og Kongressen (Lucknow-pagten, 1916). Også senere blev forskellige forslag overvejet. Gradvist forstod muslimerne, at ingen juridisk sikkerhed inden for denne form for demokratisk system overhovedet ville være dem til nogen nytte. Det mærkede de tydeligt, da Kongressens styre blev etableret i de hinduistiske flertalsprovinser i 1937. På det tidspunkt erfarede muslimerne direkte, at en regering for flertalsgruppen på dette subkontinent og det at leve som minoritet under den betød, at deres nationale eksistens gradvist ville blive udslettet. Efter denne erfaring begyndte muslimerne at tænke, at den hidtidige måde, hvorpå man havde forsøgt at løse problemet, var meningsløs og urealistisk.

Maulana siger, at muslimerne på den tid igen og igen blev forsikret om, at Indiens muslimer og ikke-muslimer tilsammen udgjorde én nation. Men den virkelige sag er, at de aldrig havde været én nation og heller ikke kunne blive det. Siden muslimerne kom til dette land og bosatte sig her, havde de aldrig levet sammen med ikke-muslimer som én nation. Hvis de var én nation, hvorfra kom da denne sygdom med berøringsangst mellem hinduer og muslimer? Hvorfor var deres nationale helte forskellige? Hvorfor var kilderne til deres inspiration, følelser og lidenskaber forskellige? Hvis de var én nation, hvordan kunne de da leve som en nation adskilt fra hinduerne? Derfor er det en ubestridelig sandhed, at de aldrig havde været én nation og aldrig på noget tidspunkt kunne blive det. Nu forsøger man med magt at påtvinge muslimerne en urealistisk hypotese. At dette ikke kunne blive virkningsfuldt eller føre til noget, blev klart som dagens lys, efter at Kongressen havde dannet regering i flere provinser (1937-39). De, som proklamerede, at hinduer og muslimer tilsammen udgjorde én nation, beviste selv gennem deres handlinger, at hindu-muslimer ikke var én nation. Det var tværtimod et stort politisk bedrag, hvormed de ønskede at holde muslimerne som en slavebunden nation.

Maulana siger:

Det var en tid, hvor jeg i 1937 begyndte at skrive de artikler, gennem hvilke jeg vakte den følelse blandt muslimerne, at I under et ikke-muslimsk flertal ikke vil kunne bevare jeres nationale eksistens intakt. ……Da følte jeg dybt, at ingen form for juridiske garantier ville kunne redde muslimerne. Derfor var der ingen anden udvej end at overveje andre måder at sikre muslimernes sikkerhed på i dette subkontinent. Efter min opfattelse var alternativet dette, og jeg fremlagde det klart: Først og fremmest måtte muslimernes bevidsthed om deres nationale særpræg vækkes fuldstændigt, så de kunne erkende deres egen identitet. De skulle vide, hvad livets grundprincipper var for dem, hvordan de adskilte sig fra og var forskellige fra andre nationer, ja, hvordan de udgjorde en ummah, og hvordan man kunne holde denne bevidsthed om deres nationale særpræg levende. På det tidspunkt var Pakistan-bevægelsen endnu ikke begyndt. Den første opgave var da, som jeg har sagt, at finde ud af, hvordan man kunne redde muslimerne fra det ene nationalitets fængsel, som blev spredt omkring dem. -[Som følge af den bog, Maulana udarbejdede under titlen ‘Masa’laye Qaumiyat’ for at bevise muslimernes særskilte nationalitet, slog forestillingen om en separat nationalitet rod blandt muslimerne.]

Maulanaen siger videre, at efterhånden som forestillingen om en særskilt nationalitet slog rod blandt muslimerne, voksede også deres følelse af, at det var nødvendigt at oprette en separat stat. På denne måde antog Pakistan-bevægelsen en regelmæssig og tydelig form. I denne situation opstod der to vigtige spørgsmål. Det ene var, at de områder, hvor muslimerne var i flertal, lå meget langt fra hinanden. Der var intet andet, og kunne heller ikke være noget andet, end islam. Det andet spørgsmål var, at muslimerne var i mindretal i en stor del af Indien. Hvis der blev oprettet en demokratisk regering, ville muslimerne dér uundgåeligt være nødt til at underkaste sig flertallets slaveri. Hvad skulle deres sikkerhedsmulighed da være? Der fandtes ikke noget klart svar på dette spørgsmål. Men heraf blev det tydeligt, at den tanke, som i sidste ende ansporede de indiske muslimer til kampen for Pakistans oprettelse og forenede dem, ikke var nogen politisk eller økonomisk følelse. Den var derimod en helt ren religiøs følelse og hengivenhed. Ellers kunne muslimerne i områder som Madras, Bombay, CP og UP ikke have haft nogen som helst grund til at kæmpe for at opnå Pakistan. De kunne aldrig håbe på, at deres områder ville blive en del af Pakistan. Det virkelige forhold er, at Pakistan-bevægelsen i de områder, som Pakistan senere blev grundlagt af, ikke var nær så stærk som i områderne med muslimsk mindretal. Hvad kan ellers være årsagen end, at den eneste drivkraft bag denne bevægelse var den islamiske følelse? Muslimerne havde den fulde overbevisning, at uanset hvad deres skæbne måtte blive, ville en stat i det mindste opstå i islams navn gennem deres ofre, hvor islams budskab ville blive ophøjet, og det islamiske samfundssystem ville blive virkeliggjort. Det var denne følelse og hengivenhed, der blev udtrykt i slagordet: “Hvad er Pakistans grundlag? – La ilaha illallah.” Det var et slagord, som fik muslimerne til at kaste sig som natsværmere ind i Pakistan-bevægelsens ild. Derefter støttede så stort et antal mennesker Pakistan-bevægelsen, at højst én eller to procent af muslimerne var uenige. Efter min opfattelse havde Pakistan-bevægelsen kun to grundlag. Det ene var, at vi ikke er en del af nogen anden nation i verden, men derimod en særskilt nation. Vi kan heller ikke slutte os sammen med nogen anden nation og skabe en blandet nationalitet. For det andet er grundlaget for vores nationalitet vores din. Der findes intet andet grundlag for vores nationalitet. For mig er dette den eneste betydning af Pakistans idé.

-(Et historisk interview. Radio Pakistan optog interviewet på bånd, og fire år senere, i 1980, blev det nedskrevet og offentliggjort.)

Nu står det klart som dagens lys, at Pakistan-bevægelsen ikke blev ført af rent politiske eller økonomiske årsager eller af en midlertidig følelsesmæssig ophidselse. Bevægelsen havde naturligvis en følelsesmæssig drivkraft. Men kilden til denne følelse var muslimernes iman og aqidah, hvis begyndelse går helt tilbage til menneskehedens skabelse.

Næsten et halvt århundrede efter Pakistans oprettelse bliver det højlydt udbredt, at teorien om to nationer er blevet bevist fejlagtig. Propagandisterne er så fantasiopfyldte, at de, under antagelse af at teorien om to nationer er blevet bevist fejlagtig, fører en bevægelse for at føre subkontinentet tilbage til den geografiske tilstand, det havde før 1947.

Mens massakren på muslimer i Indien og Kashmir foregår i fuldt omfang, moskeer ødelægges og templer bygges, føres der på den anden side en falsk og bedragerisk propaganda for én nationalitet. Men ligesom denne form for propaganda ikke virkede tidligere, vil den heller ikke virke i fremtiden.

I Bengals muslimers historie er det blevet bevist, at hinduerne ønskede at tage hævn for muslimernes flere hundrede år lange styre på subkontinentet ved at holde dem som slaver eller udrydde dem. Derfor blev historien fordrejet på den måde, at hinduer var blevet udsat for forfølgelse under det muslimske styre, var blevet tvangsomvendt til islam, at deres kvinder var blevet udnyttet uden begrænsning og så videre. Hinduistiske forfattere ophidsede gennem deres litteratur hinduerne mod muslimerne ved at udbrede had til muslimer. I denne henseende ydede hindunationen og den britiske regering hinanden fuld hjælp og støtte. Ligesom englændernes trone i dette land ikke kunne være blevet gjort solid uden hindernes aktive hjælp og støtte, kunne hinduerne heller ikke have behandlet muslimerne umenneskeligt og djævelsk uden englændernes velsignelse. Til sidst blev processen for overdragelsen af magten i Indien udformet i hast på en måde, der holdt muslimerne i uvidenhed; Punjab og Bengal blev delt, Pakistan blev gjort mindre og indskrænket, og ved afmærkningen af grænserne blev muslimerne udsat for den yderste uretfærdighed. Ved at gøre hinduerne tilfredse tog den britiske regering således hævn over muslimerne for deres mangeårigt ophobede fjendskab mod dem. Desuden blev Gurदaspur-distriktet, som Pakistan med rette havde krav på, pludselig to dage senere indlemmet i Indien, hvorved frøet til en evig konflikt mellem Pakistan og Indien om Kashmir-spørgsmålet blev sået. Ved fastlæggelsen af grænsen til det delte Bengal blev der begået en tilsvarende uretfærdighed.

Denne historie slutter her. Vi tror ikke, at der i samfundet mangler mennesker, som er i stand til at skrive denne historie endnu bedre ud fra den sammenhæng og det perspektiv, den er skrevet i. Jeg afslutter min skrivning med en appel om, at de tænkende mennesker vil træde frem med det formål at give den nye generation korrekt viden om dens fortid og tilføre den muslimske nationale identitet ny livskraft.

০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০০

Kilder

1. Muslem Banges sociale historie, Maulana Akram Khan.

2. Tohfatul Mujahidin, Sheikh Zaynuddin.

3. Eastern Bengal District Gazetteer, Chittagong. Indigo-Kommissionens rapport – 1861.

4. Riyaz-us-Salatin, Ghulam Husain Salimi. Tabaqat-i Nasiri.

5. History of Bengal, Sir Jadunath Sarkar.

6. Bengals historie, Rakhaldas Bandyopadhyay.

7. Bengalsk sprog og litteratur, Dinesh Chandra Sen.

8. Den bengalske litteraturs historie, Maulana Akram Khan.

9. Hussain Shahi Bengal, M.R. Tarafdar.

10. Britisk politik og muslimerne i Bengalen, A.R. Mallick.

11. Maha Nirvana Tantra, 4. og 5. Ullasa.

12. Siraj-ud-Daulahs fald, dr. Mohr Ali.

13. Census of India Report, 1911 e.Kr. Hills historie, bind 1 og 2.

14. Udviklingen af middelklassesamfundet: Kulturens transformation, Abdul Mawdud.

15. Muslimernes frihedskamp i Indien, Muinuddin Ahmad Khan.

16. Calcutta Review, 1850, 1913 og forskellige numre.

17. De indiske muslimer, W.W. Hunter, Bangladesh-udgave 1975.

18. Historien, antikviteterne, topografien og statistikken for Østindien, M. Martin, London 1938, bind 2.

19. Calcutta Christian Observer, juli 1832, november 1855.

20. Opdagelsen af Indien, Pandit Jawaherlal Nehru.

21. Indiens Oxford-historie.

22. Charles, lord Metcalfes liv.

২৩. Bangladeshs historie, middelalderen, Ramesh Chandra Majumdar.

২৪. Rabindras samlede værker, hundredeårsudgave.

২৫. The Great Divide, H. V. Hodson.

২৬. Survey of Indian History, K. M. Panikkar.

২৭. Borobabu, Syed Mujtaba Ali.

২৮. Århundredernes forløb, redigeret af dr. Hasan Zaman.

২৯. Bengali Muslim Public Opinion as reflected in the Bengali Press-1901-1930, Mustafa Nuril Islam.

৩০. Rajsingh; Kapalkundala; Anandamath – Bankimchandra Chattopadhyay.

31. Bankim-værker, sjette udgave, 1382. Bengalen i den nye tidsalder, Bipinchandra Pal.

32. Det månedlige tidsskrift »Islam Pracharak«, Jyeshtha-nummeret, 1314.

33. Times of India, juli 1925, juli og december 1918.

34. Det ugentlige tidsskrift »Sultan«, Jiyauddin Ahmad og Maulana Maniruzzaman Islamabadi, Jyeshtha-nummeret (1923).

35. Indian Sedition Committee Report 1918.

36. The Indian Middle Class: Their Growth, B.B. Misra

37. Jinnah and Gandhi, S.K. Majumdar.

38. Muslim Separatism in India, A. Hamid.

39. »Dastan-e Zulm«, udgivet af sekretæren for Malabar Hindu Assistance Society, Amritshahar, 1922, hæftet »Malabars blodige fortælling«.

40. Political India, Cumming.

41. Siyasat-e Millia, Muhammad Amin Zuberi.

42. De bengalske muslimer og engelsk uddannelse, M. Fazlur Rahman.

43. Tillæg til Chahar Darvesh, I. F. Smith.

44. Uddannelse i det muslimske Indien, S. M. Jaffar, 1935.

45. Fremgang i det muslimske Indien under muhammedansk styre, N. N. Law

46. Indiens økonomiske historie, R. C. Dutt

৪৭. Om uddannelsen af Indiens folk, C.E. Trevalyan.

৪৮. Anmeldelse af Buchanans traktater, Sharp.

৪৯. Rapport fra den bengalske provinskomité, Uddannelseskommissionen.

৫০. Lord Macaulays liv og breve, Trevelyan, bind 1.

৫১. Undervisning på folkesprogene i Bengalen, H.A. Stark.

৫২. Macaulays referater om uddannelse i Indien, Woodrow, 1862.

৫৩. Lord Macaulays liv og breve, Trevalyan, bind 1.

৫৪. Rapport fra det udvalgte udvalg, Underhuset, 1831-32.

৫৫. An Advanced History of India, John Marshall.

৫৬. Board’s Collection 909 og forskellige numre.

৫৭. Historien om bengalsk prosalitteratur, Sajanīkānta Dāsa.

৫৮. Romanens udvikling i bengalsk litteratur, Sri Sri Kumār Bandyopādhyāy.

৫৯. Historien om frihedskampen, Abu Jafar.

৬০. Journal of Asiatic Society of Bengal, Dr. James Wise, bind LXIII, 1894

৬১. Fortællinger om datidens forhold i aviserne, Brajendranāth Bandyopādhyāy.

৬২. Encyclopedia of Islam, bind 2.

63. Shahid Titumir, Abdul Gafur Siddiqi.

64. Bengal Criminal Judical Consultations, 1832.

65. Colvin’s Report, J.R. Colvin.

66. Wahhabi-bevægelsen, Abdul Maudud.

67. Sayyid Ahmad Shahid, Ghulam Rasul Mehr.

68. Tawarikh-i-Ajib, (‘En Andaman-fanges selvbiografi’) Maulana Jafar Thaneswari.

69. Baggrunden for sepoy-opstanden, Abdul Maudud.

70. Modern Religious Movement in India, Faepuhar.

৭১. Vores frihedskamp, Mohammad Waliullah.

৭২. Some Personal Experience, Sir-Fuller Bampfylde.

৭৩. Indian Politics Since the Mutiny, C.Y. Chintamoni.

৭৪. History of the Indian Mutiny, Con. J.B. Mallcson.

৭৫. Partition of Bengal, A.R. Mallik.

৭৬. Historien om Bengalens muslimer, dr. M. A. Rahim.

৭৭. India of Today, Sardar Ali Khan, Bombay, 1908.

৭৮. Iqbal: Selected Writings and Speeches.

৭৯. Historien om Bengals deling, Ibn Raihan.

৮০. Nations in Making, Surendranath Banerjee.

৮১. The Autobiography of an Unknown Indian, N.C. Chudhury.

৮২. Indian Problems, S.M. Mitra.

৮৩. The Times, ugeudgave, London, forskellige numre.

৮৪. Sangbad Bhaskar, Calcutta, juni 1857.

৮৫. Glimpses of Old Dhaka.

৮৬. The India We Served, Sir Walter Lawence, London 1928.

87. Historien om frihedsbevægelsen, Dr. Moyenal Huq.

88. Et liv, en tankeretning, en bevægelse (urdu), Abul Afak.

89. Kampen for Pakistan, Istiap Husain Qureshi.

90. Nogle nyere taler og skrifter af hr. Jinnah, Lahore, 1952.

91. Den britiske bedrift i Indien: En oversigt, Rawlingson.

92. Muslimsk politisk tænkning gennem tiderne 1562-1947, G. Allama Mopbul Academy, Lahore.

93. Pakistans skabelse, dommer Syed Shameem Hussain Kadir.

94. Den fulde tekst af Jinnah-Handhi-brevene, Durlab Singh.

95. Historien om Bengalen, Benoy Ghosh.

96. Armaghan-e Hijaz, Allama Iqbal.

97. Pakistans udvikling, Syed Sharifuddin Pirzada, Lahore 1963.

98. En afhandling om hindu-muslimsk enhed til Mahatma Gandhi – Muhammad Abdul Qadir Bilgrami, Aligarh 192.

99. Det muslimske samfund på det indo-pakistanske subkontinent – I.H. Qureshi.

100. Pakistans tilblivelse, Richars Symonds.

101. Indien vinder friheden, Maulana Abul Kalam Azad.

102. Pakistans fremkomst, Choudhuty Muhammad Ali.

103. Cabunet Mission and after, Muhammad Ashraf.

104. Mohatma Gandhi: The Last Phase, Pyarelal, bind 1.

105. Pakistan, lan Steshens, (redaktør for avisen ‘Statesman’).

106. Leonard Moseley.

107. The Transfer of Power in India, E.W.R. Lumby.

108. While Memory Serves, Sir Francis Tuker.

109. The Memories of General the Lord Ismay.

110. The Indian Annual Register 1947, og forskellige numre.

111. Mission with Mountbatten, Coampbell Johnson, Allan.

112. Economist, maj 1947, Sunday Times, juni 1947, Manchester Guardian, august 1947, Round Table, september 1947.

113. Briterne i Asien, Guy Eint.

114. Pakistans ideologiske grundlag, dr. Waheen Qurashy.

115. Khutbat-e-Usmani, Allama Shabbir Ahmad Usmani.

116. Tarikh-e Nazriya-e Pakistan, professor Muhammad Salim.

117. Maulana Maududis radiointerview, som senere blev udgivet som pamflet.

— Slut —