Muslimernes mentale slaveri og årsagerne til det

Statsstyre, kongedømme samt sejr og dominans findes i to former: Den første er mental og moralsk dominans, og den anden er politisk og materiel. Den første form for dominans opstår, når en nation gør enorme fremskridt inden for tænkning, forskning, opfindelser og åndelig styrke; så kommer andre nationer naturligt til at tro på dens verdensanskuelse. Dens forestillinger, religiøse overbevisninger og ideologi besætter deres sind og hjerner; deres mentalitet formes efter dens forbillede. Dens civilisation bliver deres egen civilisation. De tager dens kundskaber og videnskab til sig som deres egne. Selv dens opfattelse af godt og ondt samt sandt og falsk bliver for dem målestokken for godt og ondt samt sandt og falsk. Den anden form for dominans opstår, når en nation bliver overordentlig stærk med hensyn til materiel velstand; så bliver andre nationer ude af stand til at bevare deres politiske og økonomiske uafhængighed over for den. Under sådanne forhold lægger den sig helt eller delvist over andre nationers økonomiske og politiske systemer.

Omvendt findes slaveri eller underkastelse også i to former: Den første er mental, og den anden er politisk. De to former for slaveri er netop det modsatte af de to former, der ovenfor blev defineret i forbindelse med dominans.

På én måde er disse to former for dominans helt forskellige. Det er ikke uundgåeligt, at politisk dominans også bliver etableret, blot fordi mental overlegenhed har bredt sig et sted. Ligeledes findes der ingen fast regel om, at mental overlegenhed også vil blive etableret, blot fordi politisk dominans er blevet etableret. Naturens lov er imidlertid, at når en nation bevæger sig fremad ad tænkningens og den intellektuelle udfoldelses samt kundskabens dyrkelse og informationssøgningens vej, opnår den materiel fremgang samtidig med sin mentale udvikling. Omvendt begynder en nations materielle forfald samtidig med dens mentale tilbagegang, hvis den sakker bagud i konkurrencen inden for tænkning og kundskabsforskning. Da dominans og styrke er følger af styrke, mens underkastelse er en følge af svaghed, bliver mentalt og materielt svage og kraftløse nationer i samme forhold, som de bevæger sig længere ad svaghedens og kraftesløshedens vej, ofre for slaveri og underkastelse; og nationer, der er stærke på begge områder, sætter sig i besiddelse af magten over deres sind, hjerner og legemlige væsen.

I dag er muslimer ofre for begge former for slaveri. Nogle steder findes begge former for slaveri fuldt ud, mens det mentale slaveri andre steder er desto større, selv om det politiske slaveri er noget mindre. Desværre er intet muslimsk område i dag virkelig fuldstændig uafhængigt, hverken politisk eller mentalt. Nogle steder nyder de politisk uafhængighed og ret til selvbestemmelse, men er på ingen måde frigjort fra moralsk og mentalt slaveri. Deres uddannelsesinstitutioner, kontorer og domstole, markeder, forsamlinger og foreninger, hjem og endog deres egne kroppe vidner om, at den vestlige civilisation og kultur, tankegang samt kundskab og videnskab har fuldstændig herredømme over dem. De tænker med Vestens hjerne, ser med Vestens øjne og følger den vej, som Vesten har anvist. Hvad enten de er bevidste om det eller ej, har denne forestilling lagt sig tungt over deres hjerner: Det, som Vesten anser for sandt, er sandt, og det, som Vesten erklærer for falsk, er falsk. Efter deres opfattelse er Vestens fastsatte målestok inden for sandhed, rigtighed, civilisation, moral, høflighed, anstændighed og lignende den eneste fejlfri målestok. Selv deres egen religion og tro, tankegang og forestillinger, civilisation og anstændighed, karakter og skikke prøver de alt sammen efter denne målestok. Det, der fuldt ud består denne prøve, anser de for rigtigt; så bliver de helt trygge ved det og føler stolthed over, at det har bestået Vestens målestok. Og det, der ikke består denne målestoks bedømmelse, anser de, bevidst eller ubevidst, for fejlagtigt. Nogle forkaster det åbent, andre føler i deres indre modvilje mod det, og atter andre forsøger på den ene eller anden måde at tvinge det igennem Vestens målestok. [Forfatteren skrev denne kommentar for 41 år siden. I dette lange tidsrum er den politiske underkastelse i den muslimske verden ganske vist blevet noget lempet, men deres mentale slaveri er ikke blevet mindre det mindste.] Når dette altså er forholdene blandt vores uafhængige nationer, hvilken nytte er der så i at drøfte det mentale slaveri blandt de muslimer, der er underlagt de vestlige nationer?

Nu er spørgsmålet: Hvad er årsagen til dette slaveri? En detaljeret forklaring ville kræve, at der blev skrevet et helt særskilt værk. Kort sagt kan det imidlertid sammenfattes således:

Grundlaget for mental og intellektuel overlegenhed lægges gennem tænkning, forskning og stræben efter viden. Den nation, der går forrest ad denne vej, indtager verdens lederskab og magtens plads; dens tankegang opsluger hele verden. Omvendt må den nation, der sakker bagud på dette område, naturligt forblive andres efterfølger og tilhænger. Dens tankegang og ideologi besidder ikke længere nogen kraft, der kan udøve herredømme over menneskers sind. Den stærke strøm af tanker og overbevisninger fra en videnssøgende og sandhedssøgende nation river den med sig. Den har ikke engang længere styrken til at blive stående på sin egen plads. Så længe muslimerne gik frem ad vejen med søgen efter sandheden og stræben efter viden, fulgte og efterlignede alle verdens nationer dem. Den islamiske tankegang opslugte hele menneskehedens tænkning og filosofi. Islams fastsatte målestok for godt og ondt, dyd og last, vildfarelse og sandhed blev, bevidst eller ubevidst, anerkendt som den eneste målestok i hele verden. Og verdens folk formede, frivilligt eller ufrivilligt, deres tankegang og handlinger efter denne målestok. Men da fremkomsten af tænkere og forskere blandt muslimerne ophørte, da de opgav at tænke, søge sandheden og stræbe efter viden, og da de blev trætte på tænkningens og forskningens område, trak de sig så at sige tilbage fra verdens lederskab. Samtidig gik de vestlige nationer hurtigt frem på alle disse områder. De tog tænkningens og forskningens kraft i brug; de helligede sig afsløringen af verdensnaturens mysterier; de søgte efter kilderne til naturens iboende kræfter. Den uundgåelige følge blev, hvad den måtte blive. De vestlige nationer indtog verdens lederskab og magtens plads. Ligesom verdens folk engang havde bøjet sig for muslimernes magt, måtte de nu også anerkende de vestlige nationers magt. I fire-fem århundreder sov muslimerne trygt i den behagelige seng, som deres forfædre havde redt, mens de vestlige nationer var optaget af deres egen udvikling. Derefter rejste de vestlige magter sig pludseligt, og på blot ét århundrede spredte de sig over hele jorden. Da muslimerne søvnigt slog øjnene op, så de, at det kristne Europa var udstyret både med pen og sværd; og ved hjælp af disse to former for magt herskede det over hele verden. En lille gruppe forsøgte at forsvare sig mod det, men den havde hverken pennens styrke eller sværdets skarphed. Derfor måtte den blot lide det ene nederlag efter det andet. Resten af nationen, det vil sige flertallet, valgte den fremgangsmåde, som de svage og feje altid har valgt. De tankeforestillinger, ideologier og skikke, der kom fra Vesten, og som var ledsaget af sværdets skarphed, argumenternes styrke, videnskabelige beviser og blændende ydre skønhed, blev af magelige sind og en besejret mentalitet tillagt selve troens status. De gamle religiøse overbevisninger, moralske værdier og samfundslove, som alene var grundlagt på tradition, blev revet bort som strå i den nye og stærke oversvømmelsesstrøm. Og ad denne bevidstløse vej fæstnede den forestilling sig i folks sind, at alt, hvad der kommer fra Vesten, er sandt, og at det alene er målestokken for civilisation og renhed.

Blandt de nationer, der er kommet i konflikt med den vestlige civilisation, havde nogle slet ingen varig og selvstændig civilisation. Nogle havde ganske vist en selvstændig civilisation, men den var ikke stærk nok til at bevare sin egenart over for en anden civilisation. Hos andre var der ingen væsentlig grundforskel mellem deres civilisation og denne nytilkomne civilisation. Derfor blev alle disse nationer uden større vanskeligheder farvet af den vestlige civilisation, og der opstod ikke behov for nogen større konflikt. Men muslimernes situation var helt anderledes. De var i besiddelse af en varig, selvstændig og fuldendt civilisation. Deres civilisation havde sit eget fuldstændige regelsæt og sin egen ordning, som omfattede alle livets områder, både hvad angår tænkning og handling. Den vestlige civilisations grundprincipper og fundament var fuldstændig i modstrid med denne civilisation. Derfor begyndte konflikt og sammenstød mellem de to civilisationer at tage form ved hvert eneste skridt. Og som følge af denne konflikt skabte den ødelæggende reaktioner på alle områder af muslimernes tænkning, tro og praktiske liv.

Den filosofi og videnskab, i hvis favn den vestlige civilisation er blevet næret, har i fem-seks århundreder kun bevæget sig ad ateismens, religionsfornægtelsens og materialismens veje. Fra selve den dag, denne civilisation blev født, begyndte dens konflikt med religionen; ja, man kan snarere sige, at det var fornuftens og intellektets konflikt med religionen, der fødte denne civilisation. Selv om hverken iagttagelsen af verdensnaturens fænomener, afdækningen af dens mangfoldige mysterier, undersøgelsen af dens iboende orden og lovmæssighed, tænkningen og forskningen i dens ydre foreteelser eller fastlæggelsen af resultater ved hjælp af slutninger, vidnesbyrd og beviser baseret på en sammenstilling af disse ting er i strid med religionen, opstod der ikke desto mindre, da en ny videnskabelig bevægelse tilfældigvis tog sin begyndelse i Europa under renæssancen, en voldsom uenighed og konflikt med de kristne præster. Denne præstestands religiøse overbevisning var nemlig blevet grundlagt på den antikke græske filosofi og videnskab. De nærede det håb, at hvis der blot opstod den mindste revne i dette fundament som følge af moderne videnskabelig forskning og intellektuel nysgerrighed, ville hele religionens bygning styrte i støvet. Det var under indflydelse af denne fejlagtige opfattelse, at de gik i gang med at bekæmpe den nye videnskabelige bevægelse og endog anvendte magt for at standse den. De oprettede religiøse domstole og begyndte gennem dem at idømme bevægelsens ledere og fanebærere hårde, ubarmhjertige og frygtelige straffe. Men denne bevægelse var et resultat af en ustoppelig mental og åndelig bevidsthed; derfor blev den ikke svækket af undertrykkelse og forfølgelse, men voksede sig endnu stærkere.

Til sidst gjorde den frie tænknings oversvømmende strøm endog helt ende på den religiøse autoritet.

I begyndelsen var denne kamp begrænset til fritænkningens foregangsmænd og præsterne. Men eftersom præsterne kæmpede mod de frie tænkere i religionens navn, blev den meget snart forvandlet til en konflikt mellem kristendommen og fritænkningens tilhængere. Derefter blev selve religionen – uanset hvilken religion der var tale om – betegnet som denne bevægelses modstander. Tænkning efter videnskabelige metoder blev erklæret for fuldstændig uforenelig med religiøs tænkning. Den, der ville tænke videnskabeligt over verdensaltets forhold, blev pålagt at forkaste religiøse læresætninger og følge sin egen vej. Grundlaget for de religiøse anskuelser om verdensaltet er, at en magt, der står over dette verdensalt, må erklæres for årsagen til alle tegn og fænomener i den naturlige verden. Eftersom dette var den opfattelse, som den moderne videnskabelige bevægelses modstandere havde, anså den nye bevægelses ledere det for nødvendigt at betegne enhver metode, der søgte at udforske verdensaltets mysterier uden forestillingen om Gud eller et overnaturligt væsen, og enhver metode, der betragtede naturens forhold med udgangspunkt i forestillingen om Guds eksistens, som uvidenskabelig. Således opstod der blandt den nye tids videnskabsmænd og filosoffer et stærkt had til Gud, sjælen samt spiritualisme og overnaturalisme. Men dette var på ingen måde en naturlig følge af fornuft og rationalisme; det var tværtimod blot resultatet af et overdrevent følelsesengagement. De hadede ikke Gud, fordi Hans ikke-eksistens eller fravær var blevet bevist gennem vidnesbyrd og beviser; de var snarere fjendtlige over for Ham, fordi Han var herre (ma‘bud) over dem og over deres modstandere blandt de frie tænkere. I de følgende fem århundreder var det netop denne irrationelle følelsesmæssige drivkraft, der lå til grund for det, deres fornuft, intellekt og tænkning samt deres videnskabelige bevægelse udrettede.

Da den vestlige filosofi og videnskab begyndte sin egentlige vandring, var dens mål rettet i den stik modsatte retning af gudstroen. Men fordi den i begyndelsen var omgivet af et religiøst miljø, fortsatte naturalismen med at følges med gudstroen. Jo længere den imidlertid bevægede sig mod sit mål, desto mere blev naturalismen dominerende over gudstroen. Til sidst forsvandt selv forestillingen om Guds eksistens og enhver forestilling om noget overnaturligt forbundet med Ham fuldstændigt fra filosoffernes og videnskabsmændenes sind. De nåede så yderligt et standpunkt, at der for dem ikke længere eksisterede andet end stof og bevægelse. De erklærede videnskaben for naturalismens tilhænger. Hele fællesskabet af videnskabsmænd og filosoffer fæstede lid til den opfattelse, at intet, der ikke kan måles eller vejes, eksisterer.

Den vestlige filosofis og videnskabs historie vidner om netop dette. Descartes (død 1650), der er kendt som den vestlige filosofis fader, var på den ene side dybt troende på Guds eksistens, mens han på den anden side anerkendte sjælens selvstændige eksistens adskilt fra stoffet. Samtidig var det ham, der indledte den mekaniske analyse af verdensaltets fænomener. Ikke nok med det: Den tænkning, han indførte, udviklede sig senere til ren materialisme. Hobbes (død 1679) gik et skridt videre og modsatte sig åbent overnaturalismen. Han erklærede, at verdensaltet og enhver af dets bestanddele kunne underkastes mekanisk analyse, og benægtede muligheden af, at nogen virkende åndelig eller immateriel kraft kunne påvirke denne materielle verden; men samtidig troede han på Guds eksistens. For intellektuelt set var det nødvendigt at anerkende en sådan kausal kraft. Det var på dette tidspunkt, at Spinoza (død 1677), det syttende århundredes største foregangsmand for rationalismen, trådte frem. Han lod ingen forskel tilbage mellem stof, sjæl og Gud. Han forenede Gud og verdensaltet til én uadskillelig substans og benægtede Guds højeste magt. Deres efterfølgere Leibniz (død 1716) og Locke (død 1704) troede på Guds eksistens. Men begges mentale tilbøjelighed gik i retning af naturalismen.

Det fremgår således, at gudstro og naturalisme i det syttende århundredes filosofi løb side om side. På samme måde var videnskaben heller ikke helt blevet til materialisme før det syttende århundrede. Ingen af Kopernikus, Kepler, Galileo, Newton eller videnskabens øvrige foregangsmænd var vantro over for Guds eksistens. Men i deres udforskning af verdensaltets mysterier ønskede de at se bort fra de guddommelige forklaringer og undersøge de kræfter og love, som styrer dette system. Det var i virkeligheden denne forkastelse af de guddommelige forklaringer, der blev som et frø til ateisme og naturalisme. Dette frø udviklede sig senere til fritænkningens træ. Men det syttende århundredes videnskabsmænd var ikke bevidste om dette. De kunne ikke trække nogen skillelinje mellem naturalisme og gudstro; tværtimod mente de, at de to anskuelser kunne eksistere side om side.

I det attende århundrede blev det imidlertid klart, at en tænkemåde, som tilsidesætter Guds væsen og undersøger verdensaltets mysterier og dets love, umuligt kan undgå at nå frem til materialisme, religionsløshed og mekanistisk materialisme. I dette århundrede trådte John Toland, David Hartley, Joseph Priestley, Voltaire, La Mettrie, Holbach, Cabanis, Denis Diderot, Montesquieu, Rousseau og flere andre fritænkende filosoffer og videnskabsmænd af denne art frem. Enten benægtede de åbent Guds eksistens, eller også tillagde de Ham, selv når de anerkendte Ham, ikke større værdighedsmæssig betydning end en konstitutionel monark. Det vil sige, at den Gud, de anerkendte, én gang satte verdensaltet i bevægelse og derefter trak sig tilbage fra det. Han havde ikke længere nogen rolle i styringen af dette system. Filosofferne og videnskabsmændene i denne gruppe anerkendte ikke eksistensen af andet end verdensaltet, den materielle verden og bevægelse. Ifølge dem er kun det sandt, som er underlagt observation og erfaring. Hume støttede denne tænkemåde kraftigt ved hjælp af sin empirisme og skepticisme. Selv hvad angår gyldigheden af rationelt begrundede forhold erklærede han erfaringen for den endelige målestok. Berkeley gjorde ganske vist en ihærdig indsats for at standse denne voksende strøm af materialisme. Men i sidste ende lykkedes det heller ikke ham at standse den. Derefter forsøgte Hegel at indføre idealismen i stedet for materialismen. Men ingen accepterede det subtile ideal over for det massive stof. Kant fandt en middelvej. Han sagde: »Guds eksistens, sjælens udødelighed, viljens frihed og lignende er ikke ting, vi kan forstå, og derfor er det ikke muligt at rette sig efter dem; man kan dog have tro på dem. For vores praktiske dømmekraft kræver netop, at vi tror på dem.« Dette var det sidste forsøg på at skabe et kompromis mellem gudstro og naturalisme. Men også dette forsøg endte i fiasko. For efter at intellektets og tænkningens vildfarelse havde erklæret Guds eksistens for ren indbildning eller i bedste fald for et passivt og magtesløst væsen, var det fuldstændig irrationelt at anerkende Ham, frygte Ham og søge Hans velbehag blot for at beskytte moralen.

I det nittende århundrede nåede materialismen sit højeste udviklingstrin. Vogt, Rukhnar, Jolbe, Comte, Molschott og andre videnskabsmænd og filosoffer forkastede eksistensen af alt andet end materien og dens egenskaber. Mill indførte empirismen i filosofien og utilitarismen i etikken. Derefter udbredte Spencer med stor kraft den filosofiske evolutionisme samt forestillingen om verdensnaturens naturlige tilblivelse og livets spontane opståen. Desuden indprentede opdagelser inden for biologi, fysiologi, geologi og zoologi, den videnskabelige og anvendte videnskabs højeste udvikling samt overfloden af materielle goder dybt i folks bevidsthed den forestilling, at verdensnaturen var blevet til af sig selv; at ingen havde skabt den; at den blev styret af sig selv efter faste regler; at den af egen kraft gennemløb evolutionens og udviklingens stadier; og at ingen overnaturlig væsen havde indflydelse på denne selvvirkende maskine. Liv blev ikke indblæst i det livløse stof efter nogens befaling; tværtimod opstod livet, når stoffet fortsatte med at udvikle sig ad sin egen vej. Evolution, vilje, følelse, bevidsthed, intellekt og så videre var blot kvalitative egenskaber ved dette udviklede stof. Mennesker og dyr var alle blot maskiner, som blev drevet af naturlige love. De udførte den slags handlinger, som deres mekanismer var indrettet til. Der fandtes ingen ikhtiyār eller ‘fri vilje’ i dem. Når deres orden og regelmæssighed blev forstyrret, og livskraften var udtømt, indtrådte døden. Denne død var blot et andet navn for naturlig udslettelse. Med andre ord: Når maskinen var gået i stykker, forsvandt også dens egenskaber og særpræg. Der var ikke længere nogen mulighed for genopstandelse eller et nyt liv for den.

Darwins evolutionsteori spillede den vigtigste rolle i at stabilisere denne naturalisme og materialisme og etablere dem som en autoritativ og sammenhængende lære. Hans bog med titlen ‘Arternes oprindelse’ (Origin of Species) blev først udgivet i det kristne år 1589. Den blev betragtet som et værk, der skabte en voldsom omvæltning i videnskabens verden. Den argumentationsrække, der var indarbejdet i bogen, var for det nittende århundredes videnskabsmænd den bedste metode til at ræsonnere. På grundlag af denne argumentation blev den opfattelse endnu stærkere understøttet, at alle verdensnaturens aktiviteter kunne foregå uden Guds eksistens. Naturens tegn og fænomener krævede ingen anden årsag end dens egne love og regler. Alt stofs udvikling og evolution, fra livets laveste trin til de højere stadier, var blot resultatet af naturens successive, fornuftsløse og uden dømmekraft virke. Mennesket og de øvrige levende væsener var ikke blevet skabt af noget vidende og indsigtsfuldt væsen; derimod åbenbarede den levende stofmaskine, som engang havde bevæget sig omkring i form af et insekt, sig til sidst som et menneske med vilje, følelse og forstand gennem kampen for tilværelsen, de bedst egnedes overlevelse og naturens udvælgelse.

Det er ud fra denne filosofi, at den vestlige kultur og civilisation opstår. Her er der hverken plads til frygt for en vis og mægtig Gud eller nogen betydning af profetvæsenet, åbenbaringen (wahy) og ilhām. Her er der ingen plads til forestillingen om et andet liv efter døden, tanken om at stå til regnskab for sine handlinger i dette liv, spørgsmålet om menneskets personlige ansvar eller muligheden for et højere mål og formål end livets biologiske formål. Dette er en rent materialistisk civilisation. Hele dens skikkelse er frigjort fra forestillingerne om gudsfrygt, enkelhed, sandfærdighed, søgen efter sandheden, god karakter, ansvarsfølelse, trofasthed, gode handlinger, blufærdighed, gudsfrygt og renhed. Den islamiske civilisation er derimod grundlagt netop på alle disse forestillinger. Kort sagt er hele Vestens ideologi fuldstændig modsat den islamiske ideologi. Dens vej er helt modsat den vej, islam følger. Denne civilisation ønsker at udrydde de ting, som islam bygger menneskelig adfærd og samfundsliv på. Omvendt kan islams bygning ikke et eneste øjeblik bestå på de grundlag, som denne civilisation ønsker at opføre menneskets individuelle karakter og samfundsordning på. Kort sagt er islam og den vestlige civilisation som to unge kvinder, der bevæger sig mod modsatte mål. Den, der bestiger den ene, må forlade den anden. Og den, der bestiger dem begge på samme tid, vil blive splittet i to.

Det ulykkelige var, at netop i det århundrede, hvor denne nye civilisation nåede materialismens, religionsfornægtelsens og ateismens yderste grænse, blev hele den muslimske verden fra Marokko til Fjernøsten fanget i de vestlige nationers politiske magts og administrative dominans’ blækspruttearme. Således blev muslimernes sind og hjerter på én gang udsat for angreb fra Vestens sværd og pen. For dem, hvis sind var blevet underlagt og skræmt af de vestlige magters politiske dominans, blev det vanskeligt at værne sig mod Vestens filosofi, videnskab og den pragt, der kendetegnede den kultur og civilisation, som den havde frembragt. Især var forholdene endnu mere prekære i de muslimske områder, som direkte var kommet under et vestligt imperiums herredømme. For at sikre deres verdslige egeninteresser måtte de tvinges til at tilegne sig vestlig viden, og eftersom denne tilegnelse ikke blot var tilegnelse af viden, men snarere bestod i ‘at sidde knælende foran de vestlige lærere med en besejret mentalitet’, blev muslimernes nye generation dybt påvirket af vestlig tænkning og videnskabelige teorier; deres synspunkter og mentalitet begyndte at blive formet efter en vestlig model; deres hjerter og sind underkastede sig den vestlige civilisation. Der udviklede sig ikke engang hos dem en dømmekraft og en søgen efter viden, der kunne skelne mellem godt og ondt og tage imod det rene gode! Hos dem udviklede der sig ikke den evne, der skulle til for at tænke selvstændigt og træffe beslutninger ved hjælp af deres egen dømmekraft og fornuft. Derfor kan vi se, at hele grundlaget for den islamiske civilisation og kultur i dag er blevet rystet. Selve den mentale struktur, der kunne tænke efter islamisk metode, er brudt sammen. De, der tænker efter vestlige metoder og nærer tillid til den vestlige civilisations grundprincipper, har i sandhed en besynderlig mentalitet. Islams principper kan på ingen måde passe sammen med denne mentalitet. Og når selve grundprincipperne ikke passer sammen, er det på ingen måde mærkeligt, at der opstår alle slags tvivl og stadig nye betænkeligheder i mindre og underordnede spørgsmål.

Det er utvivlsomt, at flertallet af muslimer stadig tror på islams civilisation og ønsker at leve som muslimer. Men under indflydelse af vestlig tænkning og civilisation er deres sind og hjerter gradvist ved at vende sig bort fra islam, og denne fremmedgørelse vokser dag for dag. Selv hvis man ser bort fra Vestens politiske dominans og overherredømme, har dens kundskab, videnskab og intellektuelle indflydelse og anseelse opslugt alles sind verden over. Som følge heraf har folk ændret deres syn på verden, og det er blevet vanskeligt for nogen at se med muslimske øjne og tænke på islamisk vis. Derfor vil denne underdanige tilstand ikke ophøre, før der blandt muslimerne fremstår selvstændige tænkere. I virkeligheden er der i dag behov for en islamisk genopvækkelse. Den viden, som fortidens islamiske tænkere og forskere har bevaret, kan ikke bringes til fuld udfoldelse i dag, for verden er kommet langt videre. Det er på ingen måde muligt at skubbe verden tilbage til de stadier, den gennemgik for seks hundrede år siden. Den, der i dag kan føre verden fremad, vil være i stand til at lede inden for kundskab og handling.

Hvis islam derfor igen skal indtage pladsen som verdens leder, er den eneste vej, at der i det muslimske samfund fremstår tænkere og forskere, som gennem tænkning, forskning og undersøgelser kan vælte hele grundlaget for den vestlige civilisation. Ved hjælp af den metode til tænkning og forskning, som Koranen foreskriver, skal de iagttage naturens tegn og udforske dens mysterier og på grundlag af en ren islamisk tankegang lægge fundamentet for en ny filosofi. De skal på grundlag af den skitse, Koranen har tegnet, opføre en ny naturvidenskabs bygning. Ved at forkaste gudsfornægtende doktriner skal de lægge tænkning og forskning på den guddommelige doktrins grund. Frem for alt skal de opføre denne moderne tænkning og forskning så solidt, at den omslutter hele verden, og at en civilisation grundlagt på islams sandhed og retfærdighed træder frem overalt i verden i stedet for Vestens materialistiske civilisation.

Det, der er blevet drøftet ovenfor, kan sammenfattes ved hjælp af en lignelse på følgende måde: Verden er som et tog. Det drives af en motor af tænkning, forskning og undersøgelser. Tænkerne og forskerne er denne motors førere. De fører toget i den retning, de ønsker, og toget bevæger sig dérhen. De, der er togets passagerer, er villige eller uvillige nødt til at følge dets bevægelsesretning. Hvis en passager ikke ønsker at følge togets retning, kan han, mens toget kører, ikke gøre andet end at dreje sit sæde fra den ene side til den anden. Men blot ved at dreje sædet ændrer han ikke sin egen bevægelsesretning; for at gøre det må han bemægtige sig togets motor og dreje dens bevægelse i den retning, han ønsker. Kun på denne måde kan bevægelsesretningen ændres.

De, der i dag har denne motor i deres besiddelse, er alle vendt bort fra Allah og dybt uvidende om islamisk tænkning. Derfor suser toget med sine passagerer hurtigt ad frafaldets og materialismens vej. Som følge heraf fjerner alle passagererne sig stadig mere fra islams bestemmelsessted. Hvis togets bevægelse skal ændres, må man derfor fra i dag forsøge at få kontrol over motoren. Før dette arbejde er udført, kan togets fart på ingen måde ændres; tværtimod vil toget trods alle vores indvendinger, irritationer og råb fortsætte ad den vej, som de Allah-trodsende førere har anvist. (Tarjumān al-Qurʾān: september 1934 e.Kr.)

2

Den islamiske civilisations sammenbrud på det indiske subkontinent

Når man gennemgår historien, ser man, at de fleste lande i den nuværende muslimske verden blev erobret gennem de gyldne tidsaldres mujahidiners indsats. De, der erobrede disse lande, forlod ikke deres hjem og satte livet på spil af begær efter at udvide deres riger eller samle rigdom, men med det formål at ophøje Allahs ord på jorden. De var ikke optaget af verdslig nydelse, men henført af længslen efter lykke i det hinsidige. Derfor nøjedes de ikke med blot at gøre de besejrede til deres lydige undersåtter og skatteydere; de sørgede også for at farve dem med islams farve. De optog hele deres befolkning eller størstedelen af den i det islamiske fællesskab. Desuden slog de gennem kundskabsdyrkelse og praktisk indsats islamisk tænkning og civilisation så dybt fast iblandt dem, at de senere selv blev bannerførere for islamisk kultur og civilisation samt lærere i islamisk viden og videnskab. De øvrige lande blev erobret langt efter den gyldne tidsalder. På det tidspunkt var den islamiske livskraft og bevidsthed blevet svækket, og i erobrernes hjerter var ønsket om at udvide deres riger blevet langt stærkere end oprigtig jihad på Allahs vej. Ikke desto mindre lykkedes det i vid udstrækning at udbrede og etablere islam i disse lande. Islam opnåede endda i disse lande status som den ubestridte nationale civilisation og kultur.

Desværre er forholdene på dette subkontinent helt forskellige fra forholdene i de to ovennævnte grupper af lande. I den gyldne tidsalder blev kun en meget lille del af dette land erobret. Og selv den smule indflydelse, som islamisk undervisning og civilisation havde opnået i denne lille del, blev udslettet af den såkaldte Ma’refats oversvømmende strøm. Først derefter begyndte den egentlige række af muslimernes erobringstogter her. Men på det tidspunkt fandtes den gyldne tidsalders muslimers egenskaber og særpræg ikke længere hos erobrerne. De brugte alle deres kræfter på at udvide deres rige i stedet for at udbrede islam her. De krævede, at folk skulle adlyde dem selv og betale skat, i stedet for at adlyde Allah og Sendebudet. Den uundgåelige følge heraf var, at størstedelen af subkontinentets indbyggere forblev ikke-muslimer, selv efter flere hundrede års styre, og at islamisk kultur og civilisation ikke slog rod her. Desuden blev der ikke truffet særlige foranstaltninger for islamisk undervisning og oplæring af de af dette lands indbyggere, som antog islam. Derfor forblev den gamle hinduistiske tankegang, religiøse overbevisning og skikke i større eller mindre grad blandt de nye muslimer. Selv de gamle, udenforstående muslimer begyndte som følge af deres omgang med landets indbyggere at føre en eftergivende politik over for polyteistisk politik og følge talrige jahilī-skikke.

Når man gennemgår det muslimske Indiens historie og dets nuværende tilstand, bliver det klart, at islams indflydelse selv dengang var yderst svag, da muslimernes statsmagt var fuldt etableret i landet. Miljøet her var ikke et virkelig islamisk miljø. Ganske vist var hinduernes religion og civilisation også yderst svækkede. Desuden var de som religion og civilisation hos et besejret og underkuet folk blevet endnu mere udviskede. Men fordi de under de muslimske herskeres tolerance og forsømmelighed forblev uden konkurrence, og fordi muslimerne ikke modtog fuld islamisk undervisning og oplæring, kunne en stor del af muslimerne her heller ikke blive så modne og fuldkomne muslimer i deres religiøse overbevisning og kultur-civilisation, som de kunne være blevet i et rent islamisk miljø.

Endelig, i det kristne attende århundrede, gled også den statsmagt, som var den største støtte for den islamiske civilisation i Indien, ud af muslimernes hænder. Først gik muslimernes imperium i opløsning og blev opdelt i småstater. Derefter kom marathaernes, sikhernes og englændernes oversvømmende bølger én efter én og udslettede eksistensen af de fleste stater. Herefter gik statsmagten i landet naturligt over til englænderne. I et land, som muslimerne havde regeret i flere århundreder, blev de på blot hundrede år fordrevet fra hele landet, besejret og underkuet. Og de kræfter, som havde gjort det muligt at opretholde noget af den islamiske kultur og civilisation i Indien, begyndte samtidig med englændernes territoriale ekspansion at glide ud af muslimernes hænder. De gjorde engelsk til undervisningssprog i stedet for persisk og arabisk. Samtidig afskaffede de det islamiske retssystem, opløste sharia-domstolene og indførte deres egne love i civile og strafferetlige sager. De begrænsede endda anvendelsen af islamisk ret for selve muslimerne til blot spørgsmål som ægteskab og skilsmisse, og også denne begrænsede kompetence blev overdraget til de almindelige civile domstole i stedet for qadierne. Da dommerne ved disse domstole som regel var ikke-muslimer, blev den såkaldte »muhammedanske lov« mere og mere forvansket i deres hænder. Desuden havde de engelske herskere fra begyndelsen den politik, at den stolthed og værdighedsfølelse, som gennem århundreder var blevet næret og styrket i muslimernes hjerter som et herskende folk, skulle udslettes gennem økonomisk berøvelse og undertrykkelse. Derfor lykkedes det dem i løbet af blot et århundrede at gøre dette folk fattigt, uvidende, småligt, karakterløst, ydmyget og vanæret.

Det sidste slag mod dette folk i forfald kom under urolighederne i 1857. Slaget gjorde ikke blot ende på muslimernes politiske magt; det knuste også fuldstændigt deres moral. En mørk nat af fortvivlelse og mindreværdsfølelse sænkede sig over deres hjerter. De blev så betaget af englændernes herskermagt, at der ikke blev det mindste spor af nationalfølelse tilbage i dem. Da de endda var nået til ydmygelsens og vanærens yderste grænse, blev de tvunget til at tænke, at vejen til fred og sikkerhed var at adlyde englænderne; vejen til ære og anseelse var at tjene englænderne; og vejen til fremgang og udvikling var at følge og efterligne englænderne – at der ikke fandtes nogen anden vej. Derimod var alt det, de selv ejede af viden, videnskab, kultur og civilisation, den væsentligste årsag til fattigdom og underlegenhed.

Da muslimerne i anden halvdel af det nittende århundrede igen forsøgte at rejse sig, var de præget af to slags svaghed. For det første havde de allerede fra tidligere ikke været modne i islamisk overbevisning og kultur-civilisation, hvad angår tanke og handling. Desuden var de omgivet af et ikke-islamisk miljø med dets jahiliyyah-prægede forestillinger og civilisation. For det andet havde slaveriet med alle sine fejl og mangler ikke blot lagt sig over deres kroppe, men også over deres hjerter og sjæle. Som følge heraf blev de berøvet de kræfter, hvormed et folk kan bevare sin tahذib og civilisation.

Midt i denne dobbelte svaghed åbnede muslimerne øjnene og så, at de engelske herskere med stor snedighed havde lukket alle døre til økonomisk fremgang for dem og lagt nøglen inde på de engelske skoler og colleges. Nu havde muslimerne ingen anden mulighed end at få en engelsk uddannelse. Derfor opstod der under Sir Sayyid Ahmads ledelse en kraftig bevægelse. Under dens indflydelse vågnede behovet for engelsk uddannelse blandt muslimerne på hele det indiske subkontinent. De traditionalistiske gruppers modstand på dette område viste sig fuldstændig nytteløs. For de mennesker, som havde nationens egentlige styrke i deres hænder, hvad angik rigdom, ære, anseelse, indflydelse og magt, hilste denne nye bevægelse velkommen og trådte frem for at støtte den direkte. Derfor bevægede Indiens muslimer sig meget hurtigt i retning af engelsk uddannelse. Den uduelige og værdiløse del af nationen blev overladt til de gamle religiøse madrasaher, så de kunne varetage imamrollen i moskeerne og undervise i maktaber og madrasaher. De bedste børn fra de velstående og privilegerede klasser blev derimod sendt på engelske skoler og colleges, så den fremmede viden, videnskab og kunst kunne sætte sit præg på deres uskyldige sind.

Dette var situationen i den sidste fjerdedel af det nittende århundrede. På det tidspunkt nåede materialismen sit højdepunkt i Europa. Allerede i det attende århundrede havde videnskaben fuldstændig besejret religionen. Under ledelse af den moderne filosofi og den nye videnskab blev alle de gamle teorier inden for politik, økonomi, sociologi og etik forkastet, og nye teorier blev etableret. Kort sagt opstod der på grundlag af disse moderne teorier en særlig form for kultur og civilisation i Europa. Denne vældige revolution forviste ganske vist religionen og de religiøst foreskrevne normer fra livets praktiske handlinger, men i tankens og fantasiens verden var der stadig en vis indflydelse fra religiøse overbevisninger tilbage. Derfor begyndte en voldsom kamp nu også mod denne indflydelse. Selv om ingen eneste videnskabelig indsigt havde kunnet fremføre noget bevis – der virkelig kunne kaldes et bevis – imod den guddommelige opfattelse af verdensaltet, fortsatte videnskabsmændene ikke desto mindre, uden nogen som helst dokumentation eller beviser og udelukkende af følelsesmæssige grunde, med at være utilfredse med Gud og fjendtlige over for den guddommelige opfattelse. Og eftersom de på det tidspunkt sad på verdens lederposition inden for viden, videnskab og intellekt, spredte sygdommen gudsfjendskab (Theophobia) sig under deres indflydelse som en omfattende epidemi. Således blev det moderne at benægte Guds eksistens, betragte verdensaltet som noget, der var opstået naturligt og fortsatte efter naturlovene, kalde gudsdyrkelse overtro, betegne religion som meningsløs og religiøsitet som snæversynethed og blindhed samt anse naturalismen for synonym med frisind og et klart blik. Selv mennesker, der ikke havde den mindste viden om filosofi og videnskab og ikke havde gjort så meget som et gran af en indsats for at undersøge og indsamle oplysninger om disse komplicerede spørgsmål, fremsatte sådanne synspunkter blot i håbet om at blive betragtet som oplyste mennesker i samfundet. Derfor var det på den tid nærmest en forbrydelse på linje med vantro at sige eller skrive noget til fordel for spiritualisme eller det overnaturlige. Hvis selv en berømt videnskabsmand gav udtryk for en sådan holdning, mistede han enhver anseelse blandt videnskabsfolk; hele hans fortjeneste blev fuldstændig overskygget, og han blev uegnet til at få en plads i det lærde selskab.

I 1859 blev Darwins berømte bog »Arternes oprindelse« (Origin of Species) udgivet. Denne bog virkede som olie på naturalismens og ateismens ild. De beviser, Darwin fremlagde til støtte for den evolutionsteori, han havde udviklet, var naturligvis yderst svage og kun foreløbige. I hans opdigtede evolutionsforløb manglede der ikke blot ét led; foran og bag hvert eksisterende led manglede der tværtimod adskillige led. Derfor kunne videnskabsfolkene på det tidspunkt ikke blive sikre på denne teori. Selv dens største fortaler, Huxley, kunne ikke fæste lid til den. Alligevel blev darwinismen accepteret alene på grund af oprør mod Gud. Ikke nok med det: Der blev ført en overdreven propaganda til fordel for den, og den blev brugt som et enormt våben mod religionen. For denne teori havde bevist en stor påstand blandt videnskabsfolkenes fejlagtige antagelser (selv om darwinismens egentlige påstand også var ubevist). Påstanden var, at hele universet blev styret af naturlige, iboende love uden hjælp fra nogen overnaturlig kraft. De religiøse gik voldsomt imod denne teori. Ved mødet i British Association holdt biskopperne fra Oxford og Gladstone taler imod den med alle deres kræfter, men trods det blev de besejret. Til sidst blev Europas religiøse så fuldstændigt overvundet af den videnskabelige ateisme, at da Darwin døde i 1882, hædrede den engelske kirke ham med den højeste ære. Det vil sige, at han fik tilladelse til at blive begravet i Westminster Abbey. Og dog var han den fremmeste blandt dem, der gravlagde religionen i Europa. Han spillede selv den vigtigste rolle i at lede tankegangen ad materialismens, ateismens og religionsfornægtelsens veje. Den mentalitet, han grundlagde, gav bolsjevismen og fascismen mulighed for at udvikle og vokse i Europa.

Det var netop på dette tidspunkt, at vores ungdom blev sendt til engelske skoler og colleges for at blive begunstiget af den engelske uddannelse og den fremmede kultur. De var allerede uøvede i islamisk uddannelse og umodne i islamisk kultur. På den anden side var de besejret over for den engelske herskermagt og tryllebundet af den fremmede civilisations pragt. Som følge heraf ændrede deres mentale struktur sig, så snart de trådte ind på de engelske skoler. Deres tilbøjeligheder vendte sig bort fra religionen. For den første virkning af dette miljø var, at de uden videre accepterede navnet på enhver europæisk forfatter eller forsker, der blev nævnt, mens de krævede beviser, hvis noget blev sagt fra Koranens, hadiths eller de islamiske lærdes side. Med denne ændrede mentalitet studerede de den vestlige videnskab og lærdom, hvis grundprincipper og forgreninger for størstedelens vedkommende var i strid med islams grundprincipper og forgreninger.

I islam er religionens begreb, at den er en livsordning for mennesket. I modsætning hertil er den vestlige opfattelse af religion, at den blot er en personlig tro uden nogen som helst forbindelse med det virkelige liv. Det første i islam er troen på Allah, mens Allahs eksistens overhovedet ikke anerkendes i Vesten. Hele islams kultur og civilisation er grundlagt på troen på åbenbaringen og profetskabet. I Vesten hersker der derimod tvivl om åbenbaringens sandhed og usikkerhed om profetskabets gyldighed. Troen på det hinsidige er i islam grundlaget for hele livsordningen og adfærdskodeksen, mens dette grundlag i Vesten betragtes som grundløst. De former for tilbedelse og handlinger, der i islam regnes for obligatoriske, er i Vesten blot meningsløse skikke fra uvidenhedens tidsalder. Således er islams samlede kultur og civilisation helt forskellig fra den vestlige kultur og civilisation. På lovens område er islams grundprincip, at Allah er lovgiveren, Sendebudet er lovens fortolker, og mennesket blot er underordnet loven. I Vesten anerkendes derimod ingen ret for Gud til at lovgive. Dér er parlamentet lovgiveren, mens folket vælger parlamentet. I statsførelsen er islams mål at etablere den guddommelige orden, mens Vestens mål er nationalstaten. Islams mål er internationalisme, mens Vestens mål er nationalisme. På det økonomiske område lægger islam vægt på halal-indtjening, betaling af zakat og sadaqa samt afholdenhed fra rente, mens hele Vestens økonomiske system er baseret på rente og profit. I etikken er islams mål succes i det hinsidige, mens Vestens mål er velstand i denne verden.

På samme måde adskiller islams vej sig på næsten alle sociale områder fra Vestens vej. Forskellene mellem disse to civilisationer med hensyn til slør og påklædning, forholdet mellem kvinder og mænd, polygami, lovene om ægteskab og skilsmisse, prævention, forældres rettigheder, ægtefællernes rettigheder og mange andre sådanne spørgsmål er så omfattende og tydelige, at det er unødvendigt at beskrive dem udførligt. Årsagen til denne forskel er, at de to civilisationers grundprincipper er forskellige. Da vores ungdom, med en besejret og slavisk mentalitet samt en ufuldstændig islamisk uddannelse og træning, også blev oplært i vestlig videnskab og lærdom og under indflydelse af den vestlige kultur, blev resultatet uundgåeligt det, det blev. Der blev ikke udviklet nogen evne hos dem til at skelne mellem godt og ondt. Alt, hvad de lærte fra Vesten, tog de som målestok for sandhed og renhed. Derefter begyndte de med deres ufuldstændige og mangelfulde viden at bedømme islams principper og love efter denne målestok, og når de så en forskel mellem de to på noget område, kunne de aldrig indse Vestens vildfarelse; tværtimod var de parate til at anse islam for mangelfuld og ændre dens principper og love.

Kort sagt: Uanset hvor meget den moderne uddannelse måtte have gavnet muslimerne på det økonomiske og politiske område i det himalayanske subkontinent, kan den enorme skade, den har forvoldt deres religion og civilisation, ikke opvejes af nogen form for gavn. (Tarjuman al-Qur’an: oktober 1934 e.Kr.)

3

De sygdomsramte nationer i moderne tid

I dag er alle, uden forskel på øst og vest, muslim og ikke-muslim, blevet indviklet i den samme fare. Det vil sige, at en civilisation og kultur, der er blevet opfostret i den rene materialismes skød, har lagt sig over alle. Derfor er både civilisationens tankegang og dens handlemåde bygget på et fejlagtigt grundlag. Dens filosofi, videnskab, etik, sociale forhold, politik, love og regler og alt andet er udgået fra et fejlagtigt sted og har udviklet sig ad en fejlagtig vej. Og nu er den nået dertil, at ødelæggelsens endelige rand er meget nær.

Denne civilisation opstod blandt mennesker, som i virkeligheden ikke havde nogen tydelig og ren kilde til guddommelig viden og videnskab. Der fandtes ganske vist religiøse ledere eller præster dér, men de besad hverken fornuft, viden og videnskab eller guddommelig lov. Den forvanskede religiøse lære, de havde, var ganske vist tiltænkt at vise menneskeheden den rette vej i tanke og handling, men den var på ingen måde i stand til det. Den kunne tværtimod kun lægge hindringer i vejen for viden og videnskabs udvikling og fremgang. Og det var netop, hvad den gjorde. Som følge af denne hindring slog de, der længtes efter fremskridt og udvikling, ind på en anden vej ved at angribe religion og fromhed. På denne vej fandtes ingen anden vejleder end erfaring, observation, antagelse og undersøgelse. Denne vejleder var fuldstændig upålidelig og var selv afhængig af vejledning og lys. Alligevel blev den deres vigtigste støtte. Ved dens hjælp gjorde de store anstrengelser gennem tænkning, forskning, øvelse og omorganisering af samfundet. Men på hvert eneste område begik de den fejl at begynde med vildfarelse, og derfor blev hele deres udviklingsforløb rettet mod et forkert mål. De begyndte deres rejse fra gudløshedens og materialismens centrum. De betragtede verdensaltet sådan, at det ingen Skaber og Hersker (Allah) har. De så på universet og den levende verden sådan, at sandhed kun findes i observation og sanseerfaring. Bag dette synlige slør findes der ingen anden eksistens. På denne måde lykkedes det dem ganske vist ved hjælp af erfaring og antagelser at erkende og forstå naturlovene, men de kunne ikke nå frem til naturens Skaber.

På samme måde fik de verdens nyttige ting under deres herredømme og anvendte dem efter behov. Men den tanke, at de i virkeligheden ikke var deres ejere og forvaltere, men blot den egentlige Ejers stedfortrædere, var fuldstændig fraværende i deres sind. Denne uvidenhed og bevidstløshed gjorde dem uvidende om det grundlæggende begreb om ansvarsfølelse og ansvarlighed. Derfor blev hele deres kultur og civilisation bygget på et fejlagtigt grundlag. De blev sjælens tilbedere i stedet for Allah, og sjælen indtog Allahs plads og kastede dem ud i alvorlig fitna og vildfarelse. Det er tilbedelsen af denne falske gud, der i dag trækker dem ad en ødelæggende vej på alle områder af tanke og handling. Selv om etaperne på denne vej er særdeles skræmmende og blændende, er dens endelige konsekvens intet andet end undergang. Denne falske gud har forvandlet videnskaben til et redskab til menneskets ødelæggelse. Den har støbt moralen i form af selvtilbedelse, trang til at vise sig, ulydighed og tøjlesløshed. Den har påført økonomien egoisme og Satan. Den har fyldt samfundslivets årer og fine årer med selvtilbedelsens, luksuslystens og selvcentreringens gift. Den har fordærvet politikken med nationalisme, patriotisme, forskelle mellem racer og stammer samt styrkedyrkelse og gjort den til en af menneskehedens værste forbandelser. Kort sagt: Det gifttræ, som renæssancen i Vesten faktisk plantede som et frø, blev på få århundreder til et vældigt træ i kultur og civilisation. Selv om træets frugter er søde, er de i virkeligheden forgiftede; selv om de ser smukke og tiltalende ud, er de i virkeligheden fulde af torne; og selv om dets grene og kviste har forårets skønhed, fortsætter den giftige luft, der strømmer fra dem, med i det skjulte at forgifte hele menneskeheden.

De vesterlændinge, som med egne hænder plantede dette gifttræ, er i dag selv blevet lede ved det. For træet har skabt en sådan forvirring, kompleksitet og uro på livets enhver side og i ethvert område, at ethvert forsøg blot fremkalder utallige nye komplikationer. Hver gang de skærer en af dets grene af, skyder der utallige tornede grene frem derfra. For eksempel savede de i kapitalismen, og straks opstod kommunismen. De slog til mod demokratiet, og straks trådte diktaturet frem. De forsøgte at løse de sociale problemer, og straks dukkede feminisme og prævention op. De forsøgte at håndhæve loven for at afhjælpe moralsk tøjlesløshed, og som følge heraf løftede lovovertrædelser og kriminalitet hovedet. Kort sagt strømmer der fra dette gifttræ i kultur og civilisation en endeløs strøm af forvrængning og kaos, og den vestlige livsform mærker smerten og lidelsen fra denne enorme byld fra top til tå, i hver eneste åre, fine åre og nervecentral.

De vestlige nationer skriger i dag af den voldsomme smerte fra dette byld. Deres hjerter og sind er kommet i oprør. Deres sjæle vrider sig i længsel efter en eller anden livseliksir. Men de ved ikke, hvor livseliksiren kan findes. Flertallet af dem er stadig fanget i den vildfarelse, at problemets egentlige årsag blot er dette gifttræs grene og kviste. Derfor har de viet al deres tid og møje til at skære grenene og kvistene bort. Alligevel forstår de ikke, at fordærvelsen ikke findes i grenene, men i selve træets rødder. Og at forvente, at gode grene skal vokse frem fra et ondt træs rødder, er intet andet end tåbelighed.

På den anden side findes der også dér en lille gruppe, som har været i stand til at indse det grundlæggende onde i deres egen civilisations træ. Men eftersom de i flere århundreder er blevet næret under dette træs skygge, og deres knogler og kød er blevet dannet af dets frugter, er deres sind ude af stand til at forstå, at gode grene kan vokse ud fra en anden rod end denne. Derfor er begge gruppers situation blevet den samme. De leder med den største fortvivlelse efter noget, der kan lindre deres smerte; men de ved ikke, hvad det er, de ønsker, eller hvor det kan findes.

Det er i sandhed det rette tidspunkt at præsentere Koranens og Muhammads (må Allahs fred og velsignelse være med ham) idealer og handleprincipper for de vestlige nationer. I dag bør man sige til dem: Det, som jeres hjerter og sind længes så inderligt efter, er dette. Det, som I tørster efter som en tørstig regnfugl efter den livgivende nektar, er dette. Dette er et så rent og helligt træ, at både dets rod, stamme og grene er gode. Dets blomster er velduftende og uden torne. Dets frugter er både velsmagende og livgivende. Dets luft er både behagelig og afkølende for hjerte og sind. Her vil I finde virkelig dømmekraft og fornuft, et fejlfrit centrum for tanke og syn og den viden, der egner sig til at forme den bedste menneskelige karakter. Her vil I finde en spiritualitet, der ikke er for munke og verdensforsagere, men den eneste kilde til åndelig fred og mental ro for dem, der kæmper på verdens arbejdsplads. Her vil I se et så højtstående og solidt system af moral og lov, at det er grundlagt på fuldkommen viden om menneskets natur og aldrig kan ændres af begærernes tilskyndelser. Her vil I finde så præcise grundprincipper for kultur og civilisation, at de udsletter ulovlige klasseforskelle og kunstige raceadskillelser og organiserer det menneskelige samfund på et rent rationelt grundlag. Disse grundprincipper skaber et stærkt og harmonisk miljø præget af lighed, retfærdighed, gavmildhed, velgørenhed og god opførsel, hvor der ikke er nogen anledning til, at enkeltpersoner, klasser og samfundsgrupper på grund af interesser, rettigheder og behov skal komme i strid, konflikt eller kamp med hinanden; tværtimod kan alle her med glæde og tilfredshed arbejde for individuel og social velfærd på grundlag af gensidigt samarbejde. Hvis I derfor ønsker at blive reddet fra undergang, så udslet al det had mod islam, der findes i jeres hjerter, før et voldsomt slag knuser jeres kultur og civilisation og føjer den til historiens ødelagte kulturer og civilisationer. Opgiv det had, som I har arvet fra middelalderens religiøse fanatikere, og som I stadig klamrer jer til, selv efter at have brudt forbindelsen med alt det, der hørte denne mørke tidsalder til. Sæt jer med et åbent sind ind i Koranens og Muhammads (må Allahs fred og velsignelse være med ham) storslåede lære, og tag imod den.

De muslimske nationers tilstand er på visse måder anderledes end de vestlige nationers. Deres sygdom er anderledes, og årsagen til sygdommen er også en anden. Men deres behandling er den samme som for Vestens folk. Det vil sige, at deres kur er at vende tilbage til den viden og vejledning, som Allah har sendt gennem Sin sidste Bog og Sin sidste profet.

Den situation, hvori islam er kommet i konflikt med den vestlige civilisation, er helt anderledes end de tidligere konflikter mellem islam og andre civilisationer. Da islam kom i konflikt med de romerske, persiske, indiske og kinesiske civilisationer, havde islam fuld kontrol over sine tilhængeres tanke- og handlekraft. En stærk ånd af jihad og ijtihad var virksom iblandt dem. Både åndeligt og materielt havde de opnået en sejrende nations ære i verden og var blevet hædret med lederskab over alle andre nationer. På det tidspunkt kunne ingen civilisation i verden måle sig med deres kultur og civilisation. Overalt, hvor de nåede, og hos enhver nation, de kom til, gennemførte de revolutionerende forandringer i dens tankesyn, ideologi, videnskab, karakter og samfundsordning. Hos dem var evnen til at udøve indflydelse langt stærkere end evnen til at modtage påvirkning udefra. De tog uden tvivl også meget til sig fra andre, men deres civilisations karakter var så fast og stærk, at alt, hvad der blev føjet til den udefra, passede fuldstændigt ind i dens natur, og ingen ydre påvirkning medførte den mindste ændring i dens karakter. Derimod viste den indflydelse, som den udøvede på andre, sig at være fuldstændig revolutionerende. Som følge heraf blev nogle ikke-muslimske civilisationer helt opslugt af islam og opgav deres egen særart. Selv de civilisationer, der havde stærk livskraft, blev så stærkt påvirket af islam, at deres grundprincipper gennemgik store forandringer. Men det var dengang, hvor idealets flamme blandt muslimerne var klar og uudslukkelig.

Muslimerne regerede i flere århundreder ved hjælp af pennen og sværdet, men blev til sidst udmattede. Deres jihadiske livskraft blev svækket. Deres ijtihadiske kraft blev sløvet. Den store Bog, som havde givet dem kundskabens lys og handlekraft, gjorde de blot til et helligt mindeskrift, indpakket og lagt til side. Den store leders lære, som havde formet deres kultur og civilisation til et fuldkomment intellektuelt og praktisk livsideal, forkastede de. Som følge heraf gik deres fremskridt og udvikling i stå. Den strømmende flod kom pludselig ind i en stillestående dal, mistede sin fart og blev til en lille sø. Muslimerne blev fjernet fra lederskabets og myndighedens sæde. Det greb, som deres tankegang, videnskab, kunst, civilisation og politiske magt havde haft om verdens øvrige nationer, blev løsnet. Samtidig opstod der i Vesten en anden civilisation, som stod over for islam. De vestlige nationer samlede med egne hænder det banner for jihad og ijtihad op, som muslimerne havde kastet bort. Muslimerne blev liggende i magelighed, mens vesterlændingene med det forladte banner gik fremad inden for viden, videnskab og handling. De overtog endog det lederskabets sæde, hvorfra muslimerne var blevet fjernet. Deres sværd erobrede det meste af verden. Deres tankegang, ideologier, viden og videnskab, kunst samt kulturens og civilisationens grundprincipper bredte sig over hele verden. Deres herredømme lagde ikke blot menneskers kroppe under sig, men også deres hjerter og sind. Til sidst vågnede muslimerne efter flere århundreders søvn og så, så snart de åbnede øjnene, at hele arenaen var gledet dem af hænde, og at andre mennesker var kommet og havde sat sig tungt på den. Hvad der nu findes af viden og videnskab, kultur og civilisation, love og statsmyndighed, er alt sammen i deres hænder; muslimerne har intet tilbage. Hos dem findes kun en lysestage uden lys.

I dag udspiller konflikten mellem islam og den vestlige civilisation sig på en ny måde. Uden tvivl er den vestlige civilisation på intet område i stand til at måle sig med den islamiske civilisation. Hvis der ligefrem opstår en konflikt med islam, kan ingen magt i verden stå fast over for den. Men spørgsmålet er: Hvor er islam? Blandt nutidens muslimer findes der hverken islamisk natur, væsen og moralsk karakter eller islamisk tankegang og handlingsmotivation. I deres moskéer, madrasaer og khanqaher findes der ingen ægte islamisk livsånd. Deres virkelige liv har ingen forbindelse med islam. Ligesom islamisk lov ikke håndhæves i deres personlige liv, håndhæves den heller ikke i deres sociale liv. Ingen gren af deres civilisation og kultur er organiseret på grundlag af en egentlig islamisk metode. Under disse omstændigheder står konflikten ikke mellem islam og den vestlige civilisation; den står snarere mellem en levende, dynamisk, kundskabsoplyst og handlekraftig civilisation på den ene side og muslimernes stillestående, forfaldne og tilbagestående civilisation på den anden. Og resultatet af en sådan ulige konkurrence bliver netop, hvad man kunne forvente. Muslimerne trækker sig stadig tilbage. Deres civilisation bliver besejret. Lidt efter lidt opsluges de af den vestlige kultur. Dag for dag slår vestliggjorthed rod i deres sind. Der formes en mental struktur efter vestlig skabelon. Deres tænkning og synsevne forfines ud fra vestlige principper. Deres forestillinger, moral, økonomi, sociale liv, politik og enhver anden del af deres tilværelse farves af Vesten. I deres nye generationers sind slår den forestilling rod, at de forskrifter, der modtages fra Vesten, er den sande livsorden. Dette nederlag er derfor i virkeligheden muslimernes nederlag – ikke islams nederlag. Men desværre bliver det betragtet som islams nederlag.

Det er ikke blot ét land, der er omgivet af denne alvorlige fare. Det er ikke blot én nation, der står over for denne krise. I dag gennemgår hele den muslimske verden denne frygtelige omvæltnings fase. Da denne omvæltning i virkeligheden var ved at tage sin begyndelse, var det de lærdes pligt fra netop da at indtage en bevidst rolle, forstå principperne og grundlaget for den kommende civilisation, rejse rundt i de vestlige lande og studere dens grundlæggende videnskab og kundskab. De burde med ijtihadens kraft have tilegnet sig de praktiske videnskabelige opdagelser og virkelige metoder, som de vestlige nationer havde udviklet sig på grundlag af, og derefter have anvendt dem passende i muslimernes uddannelses- og samfundsliv i lyset af islamiske principper. På den måde ville man både have indhentet det tab, som århundreders passivitet havde medført, og have gjort det muligt for islams vogn igen at følge med tidens udvikling. Men det beklagelige er, at selve de lærde – med enkelte undtagelser – på det tidspunkt var kommet på afstand af islams sande livsånd. De besad hverken ijtihadens kraft eller evnen til tænkning og forskning. Også deres intelligens og handlekraft var svundet bort. De havde ingen evne til ud fra Guds Bog og Guds Sendebuds ideelle og praktiske vejledning at fastlægge islams oprindelige og dynamiske principper og anvende dem under tidens forandrede forhold. De var fuldstændig blevet smittet af deres forfædres sygdom: blind og urokkelig taqlid. Som følge heraf søgte de efter svar på alt i sådanne bøger, som ikke var nogen tidløs guddommelig bog. I enhver sag var de afhængige af mennesker, som ikke besad profeternes frisindede og vidtseende blik, ubundet af tidens og omgivelsernes begrænsninger. Hvordan skulle de da kunne lede muslimerne med succes under så fuldstændig forandrede forhold? På det tidspunkt var der nemlig indtrådt så revolutionerende forandringer inden for kundskab, videnskab og praktisk virke, at det kun var Gud, der kunne overskue dem. Intet almindeligt menneske havde et syn, der kunne trænge gennem århundreders slør og nå så langt.

Det er uden tvivl, at de lærde gjorde en betydelig indsats for at imødegå den nye civilisation og kultur. Men de havde ikke de nødvendige midler, redskaber og hjælpemidler til denne kamp. For stilstand kan ikke bekæmpe dynamik. Tidens udvikling kan ikke ændres ved hjælp af logiske argumenter. Over for nye våben kan ubrugelige, rustne redskaber ikke udrette noget. De metoder, hvormed de lærde forsøgte at lede nationen, rummede ingen mulighed for succes. En nation, der var blevet omgivet af den vestlige civilisations flodbølge – hvor længe kunne den med bind for øjnene og slukkede sanser benægte oversvømmelsens eksistens og holde sig sikker mod dens indflydelse? Når den moderne civilisation og kultur med hele statsmagtens styrke havde lagt sig tungt over en nation, hvordan skulle den så, besejret og underkuet, kunne beskytte sit virkelige liv mod denne civilisations indflydelse og magt? I en sådan situation skete det til sidst, som måtte ske. Efter at have lidt nederlag på det politiske område blev muslimerne også sørgeligt besejret inden for kundskab, videnskab samt tahdhīb og tamaddun. I dag kan vi se, at stormen af vestliggjorthed i hvert eneste land i den muslimske verden breder sig med en epidemis hast. Og mens de føres med af denne flodbølge, bevæger muslimernes nye generationer sig længere og længere bort fra islams centrum.

Det beklagelige er, at vores ulamaer endnu ikke har indset deres vildfarelse. Den samme politik og det samme synspunkt, som i begyndelsen fik ulamaerne til at påtage sig nederlagets skam, holder de sig stadig næsten urokkeligt til i hvert eneste muslimske land. Bortset fra enkelte undtagelser er ulamaernes almindelige tilstand den, at de ikke gør noget forsøg på at forstå tidens nuværende udvikling og de nye former, som menneskers tankegang har antaget. De er rede til at udtrykke så meget afsky, som de ønsker, over for de forhold, der fører muslimernes nye generationer bort fra islam; men de er ude af stand til at løbe den risiko, der er nødvendig for at råde bod på denne gift. De er næsten altid ude af stand til at løse de komplicerede videnskabelige og praktiske problemer, som de moderne forhold har skabt for muslimerne. Årsagen er, at disse problemer ikke kan løses uden ijtihad. Alligevel har de gjort ijtihad forbudt for sig selv. I virkeligheden er den fremgangsmåde, som vores ulamaer i dag anvender for at udbrede islams lære og dens lovsystem, i stedet for at gøre moderne, uddannede mennesker bekendt med islam, egnet til at vække deres lede mod den. Undertiden sker det endda, at man efter at have hørt deres prædikener og formaninger eller læst deres skrifter spontant siger i sit hjerte: Må Gud forhindre, at blot én ikke-muslim eller vildfaren muslim får disse meningsløse vrangforestillinger at høre! Kort sagt har vores ulamaer skabt et miljø omkring sig, der er to hundrede år gammelt. Det er i dette miljø, de tænker, i det lever de, og de taler på en måde, der passer til det. Det er uden tvivl takket være disse ærede mænd, at verdens uvurderlige skatte af islamisk viden stadig er blevet bevaret, og at den islamiske undervisning har fået den udbredelse, den har, som følge af deres indsats. Men den enorme afstand, de har skabt mellem sig selv og deres samtid, er netop det, der hindrer enhver forbindelse mellem islam og den moderne verden. Som følge heraf bliver de, der vender sig mod islamisk undervisning, ikke længere egnede til noget arbejde i verden. Og den, der ønsker at blive kvalificeret til verdens arbejde, forbliver helt ubekendt med islamisk undervisning. Derfor ser man i dag eksistensen af to helt modsatrettede grupper i den muslimske verden. Den ene gruppe er fanebærere for islamisk viden og videnskab og den islamiske civilisation, men er ude af stand til at lede muslimerne på alle livets områder. Den anden gruppe har ganske vist ført muslimernes viden og videnskab, kunst og litteratur samt politik fremad, men er fuldstændig uvidende om, fremmed over for og uinformeret om islams principper og grundlag, den islamiske civilisations væsen samt islams samfundsordning og civilisatoriske regelsystem. Der findes ganske vist en smule troens lys i en krog af deres hjerter; i alle andre henseender er der ingen forskel mellem dem og ikke-muslimerne. Men eftersom denne gruppe råder over viden, videnskab og praktisk handlekraft, og det er deres arme, der har styrken til at føre vognen, er det netop derfor, at de hurtigt fører hele millatens vogn ad vildfarelsens og vildledningens vej. Der er i dag heller ingen, der kan holde dem tilbage fra vejen og vise dem den rette vej.

Jeg iagttager denne situation og kan med egne øjne se dens frygtelige følger. Selv om jeg ikke har den viden, forstand, erfaring og kompetence, der kræves for at lede, og heller ikke har styrken til at reformere en så stor nation under så fordrejede forhold, har Allah alligevel lagt en smerte i mit hjerte. Denne smerte har tvunget mig til, med den smule viden og dømmekraft, Han i dag har skænket mig, at opfordre disse to grupper af muslimer til at rette deres opmærksomhed mod de islamiske lærdommes og den islamiske kulturs sande og oprindelige kilder og til at fortsætte deres bestræbelser uden hensyn til succes eller fiasko. Når jeg ser opgavens storhed og min egen svaghed, forekommer denne indsats mig selv ringe; men både succes og fiasko er helt og holdent i Den Almægtige Allahs hænder. Min opgave er blot at blive ved med at gøre en indsats. Derfor ønsker jeg efter bedste evne at udvide omfanget af mine bestræbelser.

(Tarjuman al-Qur’an: oktober 1935)

4

Menneskelige love over for Allahs lov

I december 1933 blev Amerikas forbudslov som forventet ophævet. Som følge heraf trådte den civiliserede verdens indbyggere efter næsten fjorten år igen ud af det smagsløses grænser og ind på nydelsens område. Præsident Roosevelt blev i virkeligheden indsat som den første offentlige bekendtgørelse af nydelsens sejr over det smagsløse. I april 1933 blev alkoholholdige drikke med 31,2 procent alkohol ved en lov gjort lovlige. Allerede efter få måneder blev den attende ændring af USA’s forfatning ophævet. I henhold til denne ændring var køb og salg, import og eksport samt destillation og fremstilling af alkohol blevet forbudt inden for USA’s grænser.

Dette var i virkeligheden det største forsøg på moralsk og social reform ved hjælp af lovgivning. Der findes ikke noget tilsvarende eksempel på et så stort forsøg i verdenshistorien. Før den attende ændring havde organisationen »Anti-Saloon League« i flere år forsøgt at indprente amerikanerne alkoholens skadelighed gennem aviser og tidsskrifter, taler, erklæringer, løbesedler, tegninger, billeder, magiske lanterner, film og et væld af andre midler. Til denne omfattende propagandavirksomhed lod organisationen en strøm af penge flyde som vand. Det er blevet anslået, at der fra bevægelsens begyndelse til 1926 alene på propaganda blev brugt 65 millioner dollars, og at det samlede sidetal i de bøger og skrifter, der blev udgivet mod alkohol, var omkring ni milliarder!

Desuden er det blevet oplyst, at den enorme udgift, som det amerikanske folk måtte bære i løbet af de fjorten år, hvor forbudsloven blev håndhævet, beløb sig til omtrent 650 millioner pund. Endvidere fremgår det af den statistik, som USA’s justitsministerium for nylig offentliggjorde for perioden fra januar 1920 til oktober 1933, at i forbindelse med håndhævelsen af loven blev i alt 200 mennesker dræbt, 534.335 personer fængslet, der blev idømt bøder på 16 millioner pund, og ejendom til en værdi af 404 millioner pund blev konfiskeret.

Dette frygtelige tab af liv og ejendom blev tolereret, fordi man ville gøre det »civiliserede« folk i det tyvende århundrede, hvis kundskabssol var nået til zenit, bekendt med de utallige åndelige, moralske og fysiske skader, der udspringer af lastens kilde. Men flere års vedvarende bestræbelser før og efter forbuddet – hvori også statsmagten deltog – mislykkedes over for det amerikanske folks beslutning om alkohol, og til sidst mislykkedes »verdenshistoriens største reformforsøg«.

Årsagen til dette mislykkede forsøg på at bekæmpe alkohol og til ophævelsen af forbudsloven er på ingen måde, at de skadevirkninger ved alkohol, som man søgte at fjerne gennem propaganda og anvendelse af lovens magt, nu skulle være blevet gavnlige, eller at en videnskabelig opdagelse skulle have bevist de tidligere antagelser fejlagtige; tværtimod er det i dag, på grundlag af langt bredere og mere omfattende erfaringer end tidligere, blevet anerkendt som en sandhed, at prostitution, utroskab, homoseksualitet, tyveri, hasardspil, mord og tilsvarende andre moralske forbrydelser er denne syndscentrums nærmeste slægtninge. Og det spiller en enorm rolle i ødelæggelsen af de vestlige nationers moral, sundhed, økonomi og sociale liv. Alligevel blev den amerikanske regering tvunget til at trække sin lov tilbage og gøre haram til halal, fordi et stort flertal af det amerikanske folk på ingen måde var villigt til at opgive alkohol. Derfor gjorde den amerikanske opinion, som havde gjort alkohol haram for fjorten år siden, sig nu igen alle anstrengelser for at gøre det halal.

Så vidt vi ved, har selv ingen af alkoholens mest indædte tilhængere hidtil kunnet benægte alkoholens skadevirkninger, og modstanderne af forbudsloven har heller ikke kunnet fremlægge en liste over »alkoholens velsignelser«, som kunne anses for blot tilnærmelsesvis betydningsfuld sammenlignet med dens skadevirkninger. Da den attende forfatningsændring, støttet af den offentlige opinion, blev forelagt den amerikanske kongres, blev alle sider af »afholdenheden« og »rusens hav« allerede da analyseret ned til mindste detalje. Det var med disse skader og skadevirkninger for øje, at kongressen vedtog lovforslaget om ændringen. 46 stater støttede ændringen, og Repræsentanternes Hus og Senatet vedtog forbudsloven i overensstemmelse med den. Alt dette blev gennemført efter det amerikanske folks ønske, og så længe spørgsmålet om forbuddet var begrænset til papirer og mundtlige erklæringer, støttede hele nationen det med glæde. Men så snart forbuddet blev gennemført i praksis, ændrede hele den amerikanske nations ansigt sig. Efter blot én nat uden last blev verdens mest civiliserede, lærde, bevidste, sandhedselskende og fremadskridende nation fuldstændig vanvittig, og i adskillelsens lidenskab begyndte den på sådanne handlinger, at man kom til at tvivle på, om denne nation virkelig ville slå hovedet mod en mur og knuse sig selv ligesom de fiktive elskere i østens poesi.

Som følge heraf blev utallige hemmelige beværtninger oprettet overalt i landet, så snart de lovlige beværtninger blev lukket. På disse steder blev der anvendt forskellige metoder til at drikke alkohol og købe og sælge den uden om lovens blik. Hvis nogen fortalte en ven eller en nærstående om disse hemmelige beværtninger og de bestemte signaler, blev det betragtet som en særlig tjeneste. Tidligere kunne regeringen holde øje med antallet af beværtninger med licens, hvilke typer alkohol der blev brugt dér, og de besøgendes forhold. Men disse lastens tilholdssteder lå uden for regeringens kontrol. Deres antal var flere gange større end antallet af de lovlige værtshuse før forbuddet. Desuden begyndte man på disse steder at sælge alkohol af en ringe kvalitet, som var yderst skadelig for helbredet. Derfor steg antallet af unge drenge og piger, der kom dér, kraftigt. De frygtelige følger skabte stor bekymring blandt de tænksomme kredse i USA. Alkoholprisen steg til flere gange det tidligere niveau. Salget af alkohol blev en yderst indbringende forretning. Som følge heraf kastede millioner af mennesker sig over denne virksomhed. Samtidig dukkede der, ud over de hemmelige beværtninger, utallige omrejsende alkoholsælgere op. Disse mobile beværtninger nåede frem til skoler og collegeinstitutioner, kontorer og domstole, hoteller og restauranter, forlystelsessteder og endda folks hjem, hvor de solgte alkohol og skaffede sig nye kunder. Det blev anslået, at antallet af alkoholhandlere i Amerika efter forbuddet var steget mindst ti gange sammenlignet med før forbuddet. Desuden bredte denne forretning sig ud over byernes grænser og helt ud på landet. Hemmelige hjemmebryggerier blev oprettet i hus efter hus. Før forbuddet var der i alt fire hundrede godkendte destillerier i Amerika. I løbet af blot syv år efter forbuddet blev 79.437 fabriksejere arresteret, og 93.831 alkoholforretninger beslaglagt. Trods dette faldt alkoholhandelen ikke det mindste. En tidligere kommissær i den ulovlige afdeling sagde i en erklæring: »Vi har kun været i stand til at pågribe en tiendedel af alle fabrikker og forretninger.«

På denne måde steg alkoholforbruget i landet i en usædvanlig grad. Det blev anslået, at den amerikanske befolkning i forbudsperioden vænnede sig til at drikke 200 millioner gallons alkohol hvert år. Denne mængde var langt større end forbruget før forbuddet.

Den alkohol, der blev indtaget i så enorme mængder, var kvalitetsmæssigt yderst ringe og skadelig for helbredet. Lægernes vurdering af dette var følgende: »Det er mere rimeligt at kalde dette stof gift end alkohol. For så snart det passerer ned gennem struben, begynder dets giftige virkning på leveren og hjernen. Disse to organer forbliver påvirket af det i op til to dage. I beruset tilstand er mennesket ude af stand til nogen god tanke eller god gerning; tværtimod drives dets sind og karakter i retning af uro, tøjlesløshed og tilbøjelighed til kriminalitet.«

Som følge af det overdrevne forbrug af denne type alkohol blev amerikanernes fysiske helbred fuldstændig ødelagt. Som eksempel viser statistikkerne fra New York City, at antallet af syge som følge af alkoholens virkninger i 1918, før forbuddet, var 3.741, mens antallet af døde var 252. I 1926 var antallet af syge nået op på 11.000 og antallet af døde på 7.500. Dertil kommer dem, der døde eller blev levende døde som følge af alkoholens direkte virkninger; deres antal er umuligt at anslå.

På samme måde steg kriminaliteten, især kriminalitetstendensen blandt børn og unge, i en usædvanlig grad. I en erklæring fra amerikanske dommere hed det: »Aldrig før i vores historie har vi fundet et eksempel på, at så mange unge er blevet arresteret i beruset tilstand.« Efter at kriminalitetstendensen blandt børn og mindreårige var steget voldsomt, blev også de unge undersøgt. Det viste sig, at alkoholforbruget og kriminaliteten i samfundet siden 1920 hvert år var steget kraftigt. I nogle byer var stigningen endda nået op på 200 procent inden for otte år. I 1933 offentliggjorde oberst Moss, direktør for USA’s nationale kriminalitetsråd (National Crime Council), følgende oplysninger: »I dag er én ud af hver tre personer i Amerika professionel kriminel. Desuden er mordkriminaliteten her steget med 300 procent.«

Kort sagt er dette en omtrentligt beskrivelse af resultatet af alkoholforbuddet i Amerika gennem fjorten år:

– Respekten for loven forsvandt fra folks sind, og lovovertrædelser bredte sig som en sygdom i alle samfundets lag.

– Det egentlige mål med at forhindre alkoholforbrug blev ikke nået; tværtimod blev stoffet efter forbuddet brugt i endnu større mængder end tidligere.

– Håndhævelsen af forbudsloven medførte på den ene side enorme økonomiske tab for regeringen og på den anden side for den almindelige befolkning som følge af hemmelige køb af alkohol, og på denne måde blev hele landets rygrad brækket.

– Sygdommenes omfang, forringelsen af sundheden, den stigende dødelighed, sammenbruddet i den offentlige moral, udbredelsen af laster og synd i alle samfundets lag, især blandt den nye generation, samt kriminelle handlinger steg usædvanligt kraftigt.

Dette var altså den pågældende lovs moralske og civilisatoriske følger.

Dette resultat blev opnået i et land, der i det tyvende århundredes oplyste tidsalder blev regnet for det mest civiliserede land. Dets indbyggere var højt uddannede og veltrænede. Deres sind var oplyst af viden, videnskab og intelligens. De var fuldt ud i stand til at forstå, hvad der var godt og ondt, samt deres gevinst og tab.

Dette resultat viste sig under omstændigheder, hvor hele nationen var blevet gjort opmærksom på alkoholens skadevirkninger gennem udgifter på milliarder af penge og udgivelsen af flere hundrede crore aviser, tidsskrifter og bøger.

Dette resultat viste sig under sådanne forhold, at et stort flertal af den amerikanske nation følte behovet for et forbud, og forbudsloven blev vedtaget efter deres ønske.

Frem for alt viste dette resultat sig under sådanne forhold, at en stor stat som Amerika i hele fjorten år holdt fast ved forsøget på at udrydde alkoholforbrug og alkoholsalg med hjælp fra det tyvende århundredes bedste statsapparat.

Faktisk var flertallet både i regeringen og blandt befolkningen enige om at forbyde alkohol, indtil dette resultat blev tydeligt, og det var derfor, det blev forbudt. Men da det blev klart, at landets befolkning under ingen omstændigheder var villig til at opgive alkohol, og at forholdene som følge af tvangsmæssig afholdelse var blevet værre end før, nåede netop denne regering og dette flertal blandt befolkningen igen til enighed om at gøre alkohol lovligt.

Lad os nu rette blikket mod et land, hvis indbyggere for tretten et halvt hundrede år siden levede i en mørk tidsalder – en tid, der blev betragtet som den mørkeste. De var uuddannede. Der fandtes ikke det mindste spor af naturvidenskab eller kunst blandt dem. De kendte intet til civilisation og kultur. Måske fandtes der blandt dem én person, der kunne læse og skrive, for hver ti tusinde, og selv hans niveau var så lavt, at selv et almindeligt menneske i dag besidder mere viden end ham. Datidens organisatoriske institutioner samt redskaber og hjælpemidler fandtes slet ikke. Statens styreapparat var på et helt elementært stadium, og der var ikke gået mere end nogle få år, siden det var blevet etableret. Datidens befolkning var lidenskabelige elskere af alkohol. På deres sprog fandtes der omkring to hundrede og halvtreds navne for alkohol. Sandsynligvis har intet andet sprog i verden haft så mange betegnelser for det. Dette var et bevis på deres afhængighed af alkohol. Et andet bevis findes i deres poesi og litteratur. Heraf fremgår det, at alkoholforbrug var en del af deres natur og blev betragtet som en uundværlig bestanddel af deres liv.

Under disse forhold blev spørgsmålet om alkohol rejst dér. Allahs Sendebud, s., blev spurgt: Hvad er shariaens bestemmelse om dette? Han sagde: Allahs befaling lyder således:

(Arabisk)

Betydning: »De spørger dig om alkohol og hasardspil. Sig: I begge dele er der stor skade, men også nogle fordele for mennesker. Men skaden ved dem begge er langt større end fordelen.« (Sura al-Baqara: 219)

Dette var ikke et påbud om alkohol; der blev snarere redegjort for alkoholens natur og egenskaber, og det blev sagt, at både gavn og skade findes i den. Skaden er dog langt mere dominerende. Som følge af denne belærende erklæring opgav en del af nationen straks alkoholforbruget. Trods dette udgjorde alkoholforbrugerne stadig flertallet.

Derefter blev der igen spurgt om alkohol, fordi nogle mennesker begik fejl, når de gik til bøn i beruset tilstand. I den situation viderebragte den ædle Profet, fred være med ham, Allahs befaling:

Betydning: »I, der tror! Kom ikke nær til bønnen, mens I er berusede; (I bør bede, når) I ved, hvad I siger.« (Sura an-Nisa: 43)

Så snart de havde hørt denne befaling, fastsatte folk bestemte tidspunkter for at drikke alkohol. Fra da af drak de som regel mellem fajr- og dhuhr-bønnen eller efter isha-bønnen, så de ikke skulle bede i beruset tilstand, og så der ikke kunne opstå spørgsmål om at undlade bønnen på grund af beruselse.

Men alkoholens egentlige skadelige side var endnu ikke blevet afsløret. I beruset tilstand skabte folk ofte uro og uorden, og det endte undertiden med drab og blodsudgydelse. Derfor blev det nødvendigt at meddele en klar og endelig befaling om dette. Derefter blev det sagt:

(Arabisk)

Betydning: »I, der tror! Alkohol, hasardspil, afgudsbilleder, lodtrækning og lignende er urene handlinger, som Satan har fundet på; hold jer derfor fra dem. Måske vil I ved at holde jer fra dem opnå lykke. Satan ønsker ved hjælp af alkohol og hasardspil at vække fjendskab og had mellem jer og forhindre jer i at ihukomme Allah. Vil I, selv efter at have fået dette at vide, ikke holde jer fra dem? Adlyd Allah, lyt til Profetens ord og hold jer fra dem. Men hvis I er ulydige, så vid, at Min Profets opgave blot er klart at overbringe befalingen.« (Sura al-Ma’ida: 90-91)

Så snart denne befaling kom, blev de, der elskede alkohol og var beruselsens lidenskabelige tilhængere—de, som var rede til at ofre selv deres liv for alkoholens skyld—fyldt med afsky for den. Så snart bekendtgørelsen om forbuddet mod alkohol blev hørt, blev drikkekarrene slået i stykker. En strøm af alkohol løb gennem Medinas gader og gyder. Ved en sammenkomst havde ti eller elleve ledsagere siddet og drukket sig berusede. Imens nåede stemmen fra Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, herold deres ører: Alkohol var blevet gjort haram for altid. Selv i beruselsens tåge viste de en sådan respekt for Allahs befaling, at ledsagerne straks holdt op med at drikke, og drikkekarrene blev slået fuldstændig i stykker. En mand sad et sted og drak. Han havde netop løftet bægeret til munden, da en person kom og reciterede verset om forbuddet mod alkohol for ham. Straks blev bægeret revet væk fra hans mund, og han nåede ikke at sluge så meget som én dråbe alkohol.

Derefter blev enhver, der havde drukket alkohol, straffet med sko, stokke, spark, slag og lignende. Senere begyndte man som straf at tildele fyrre piskeslag. Til sidst blev straffen fastsat til firs piskeslag. Som følge heraf blev selv ethvert spor af alkoholforbrug udslettet fra Arabien. Siden har islam, hvor end den er nået, på naturlig vis gjort forskellige folkeslag til afholdende og gudfrygtige mennesker. Selv i dag, selv om islams indflydelse er yderst svag, afholder milliarder af mennesker i verden sig fuldstændigt fra alkohol uden nogen form for »forbudslov« eller straffelov. Hvis man tæller antallet af alkoholikere blandt det muslimske folk, vil dette folk måske selv i dag vise sig at være mere gudfrygtigt end verdens øvrige folkeslag. Desuden betragter de blandt dette folk, som drikker alkohol, det også som en yderst syndig handling. Deres hjerter angrer det, og ofte omvender de sig af egen fri vilje og opgiver denne dårlige vane.

I retfærdighedens og den sunde dømmekrafts verden afhænger den endelige afgørelse i virkeligheden af erfaring og observation. Man kan aldrig bevise, at deres vidnesbyrd er falskt. Her ligger to erfaringer åbent for alles øjne: den ene er Amerikas, den anden islams. Forskellen mellem de to erfaringer er tydelig. Det er enhver fornuftig persons pligt at sammenligne disse to erfaringer og lære af dem, lære af dem.

I Amerika blev der i årevis ført kampagne mod alkohol. Milliarder blev brugt på at beskrive og offentliggøre dens skadelige virkninger. Gennem lægevidenskab, statistiske beviser samt argumenter og ræsonnementer blev dens fysiske, moralske og økonomiske skadevirkninger påvist på en sådan måde, at de på ingen måde kunne benægtes. Ved hjælp af billeder blev alkoholens skadevirkninger gjort synlige for folk med egne øjne. Man gjorde alt, hvad man kunne, for at befolkningen selv skulle forstå alkoholens skadelighed og blive rede til at afholde sig fra den. Desuden vedtog nationens største repræsentative organ, Congress, med et overvældende flertal beslutningen om at forbyde alkohol og vedtog den nødvendige lovgivning. Frem for alt satte regeringen — en regering, der på det tidspunkt var en af verdens største magter — alle sine kræfter ind på at standse salg, smuglerproduktion samt import og eksport. Men nationen — en nation, der dengang stod i spidsen for de uddannede og oplyste nationer — indvilligede ikke i at afholde sig fra den. Til sidst blev de inden for den korte periode på fjorten-femten år tvunget til igen at gøre det haram halal.

I den islamiske stat blev der derimod ikke ført nogen kampagne mod alkohol. Der blev ikke brugt en eneste penny på propaganda. Der blev heller ikke dannet nogen »Anti-Saloon League«. Der sagde Allahs Sendebud blot: »Allah har gjort alkohol haram for jer.« Så snart denne befaling var kommet fra hans mund, afholdt hele nationen sig fra at drikke alkohol — en nation, der i sin kærlighed til alkohol var endnu længere fremme end Amerika, og som ingen kunne måle sig med i faglig viden og intelligens. De afstod fra alkohol på en sådan måde, at det inden for islams grænser blev umuligt for dem at vende tilbage fra »smagsløsheden« til »smagens hav«. Desuden havde de ikke brug for nogen disciplinering, afhøring eller straffelov for at forblive bundet til denne »smagsløshed«. For selv om der ikke fandtes nogen tvangsmagt, ville de afholde sig fra at drikke alkohol. Frem for alt er dette ikke en sådan haram, at den på nogen måde igen kan gøres halal. Selv hvis alle verdens muslimer enstemmigt stemte for alkohol, kunne denne haram aldrig blive halal.

Hvis man undersøger årsagen til denne enorme forskel, vil man opdage nogle vigtige forhold. Disse forhold gælder ikke kun spørgsmålet om alkohol, men kan anvendes som grundprincipper på alle spørgsmål inden for lovgivning og moralfilosofi.

Det første er, at der er en grundlæggende forskel mellem islam og det verdslige regelsystem med hensyn til organiseringen og forvaltningen af menneskelige forhold. Det verdslige regelsystem er udelukkende baseret på menneskelige meninger. Derfor er det nødt til at søge både almindelige og fremtrædende menneskers mening, ikke blot i overordnede og grundlæggende spørgsmål, men også i hver eneste detalje. Og de menneskelige meningers tilstand — hvad enten de tilhører almindelige eller fremtrædende mennesker — er sådan, at de hele tiden påvirkes af indre tilbøjeligheder, ydre årsager og den foranderlige vejledning fra viden og fornuft, som heller ikke altid er fejlfri. Som følge af denne påvirkning sker der hele tiden ændringer i tanker og synspunkter. Den uundgåelige følge af disse ændringer er, at målestokkene for godt og ondt, rigtigt og forkert, lovligt og ulovligt samt haram og halal hele tiden forandres. Og som følge af denne forandring bliver ændringer i loven også uundgåelige. På denne måde kan der ikke etableres nogen varig, fast og uforanderlig målestok for moral og civilisation. Ligesom mennesker er mangfoldige, hersker mangfoldigheden over loven dér, og lovens mangfoldighed hersker over menneskelivet. Det kan sammenlignes med, at en uerfaren fører kører en bil. Med sine umodne hænder drejer han uregelmæssigt bilens rat fra side til side. Som følge af denne uregelmæssige drejning bliver bilens fart også uregelmæssig og uforudsigelig. Han vil ikke kunne følge en bestemt vej med fasthed. Og når bilen kører planløst omkring, påvirker det selve føreren. Nogle gange kører han ad den lige vej, andre gange ad en krum vej. Nogle gange falder han ned i et hul, andre gange kolliderer han med en mur. Og andre gange snubler han, når han kører ad ujævne og vanskelige veje.

I modsætning hertil er hele grundlaget for islamisk lov og moralfilosofi samt de fleste detaljer fastlagt af Allah og Sendebudet. Der er ikke den mindste plads til menneskelige meninger. Men i lyset af livets foranderlige omstændigheder har mennesker ret til efter behov at udforme nye love i mindre spørgsmål, i overensstemmelse med disse grundlæggende bestemmelser og detaljerede eksempler. Også disse love skal imidlertid nødvendigvis udformes i lyset af shariaens grundprincipper. Det er netop som følge af denne guddommelige lov, at vi har en varig og uforanderlig målestok for moral og civilisation. I vores moralske og sociale regelsystem findes der ikke det mindste spor af mangfoldighed eller divergerende retninger. Det, der var haram for os i går, kan ikke blive halal i dag og igen haram i morgen. Det, der her er gjort haram, er haram for evigt, og det, der er gjort halal, er halal indtil Dommedag. Vi har overladt rattet i vores bil til en yderst dygtig og erfaren fører. Vi er trygge ved, at han vil føre vores bil ad den lige vej:

يُثَبِّتُ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا بِالْقَوْلِ الثَّابِتِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَفِي الْآخِرَةِ ۖ وَيُضِلُّ اللَّهُ الظَّالِمِينَ ۚ وَيَفْعَلُ اللَّهُ مَا يَشَاءُ

Betydning: Allah giver de troende stabilitet og fasthed i livet i denne verden og i det hinsidige ved hjælp af et fast ord, mens Han lader de uretfærdige og ulydige fare vild, så de ikke kan finde stabilitet noget sted.« (Sura Ibrahim: 27)

Der ligger endnu et vigtigt spørgsmål gemt i dette. Det er, at man i en verdslig stat, hvis man vil udforme regler og ordninger for menneskelivet eller tage praktiske skridt til at forbedre den moralske karakter, samfundsordenen og den civilisatoriske struktur, må afvente folkets samtykke selv i de mindste detaljer. Ved håndhævelsen af hver eneste bestemmelse i dens love og regler må man være afhængig af den offentlige mening. Enhver reform eller konstruktiv lov, der gennemføres imod folkets vilje, må i sidste ende ophæves. Dette er ikke blot Amerikas erfaring; hele verdens erfaring vidner derimod. Heraf fremgår det klart, at verdslig lovgivning er fuldstændig ude af stand til og uegnet til at forbedre menneskets karakter og samfundsordenen. For loven forsøger at reformere en fordærvet befolkning, men også når det gælder dens godkendelse eller afvisning, dens tilbagevenden eller tilbagetrækning, må den selv være afhængig af den samme offentlige mening.

Islam har løst denne vanskelighed på en anden måde; hvis man tænker lidt dybere over sagen, vil det vise sig, at der ikke findes nogen anden løsning på dette problem. Det består i, at Islam, før den rejser spørgsmål om moralsk karakter, samfundspolitik og civilisatoriske forhold og kræver lydighed mod shariaens bestemmelser, opfordrer hele menneskeheden til at tro på Allah, Hans Sendebud og Hans Bog. Det afhænger naturligvis af menneskets egen vilje, om det vil tro eller ej. Men efter at det har antaget troen, er der ikke længere noget spørgsmål om dets vilje eller manglende vilje. Derefter er det forpligtet til at adlyde enhver befaling, som Hans Sendebud giver på Allahs vegne, og enhver lov, som Allahs Bog fastsætter. Når dette grundlag er lagt, vil hele den islamiske shariahs regelsystem blive gjort gældende for det. Herefter er der hverken i små eller grundlæggende spørgsmål plads til dets gode vilje eller modvilje. Derfor blev det, som ikke kunne gennemføres i Amerika trods spildet af hundredvis af milliarder, enestående propaganda og statsmagtens umådelige indsats, gennemført i den islamiske stat ved blot én erklæring fra Sendebudet på Allahs vegne.

Den tredje lærerige pointe er, at uanset hvor oplyst et menneskeligt samfund måtte være af kundskab, videnskab og kunst, og uanset hvor højt det måtte nå på den intellektuelle udviklings tinder, kan det aldrig frigøre sig fra sine tøjlesløse drifters greb, hvis det ikke underordner sig og adlyder Guds love og ikke udvikler troens styrke i sig. Drifternes uimodståelige begær vil lægge sig tungt over det. Når det derfor bliver tiltrukket af en bestemt genstand, vil det aldrig opgive denne elskede genstand, selv om dens skadelighed bliver vist klarere end sollyset, selv om videnskaben — det vil sige det, som intellektets dyrkere tilbeder — stilles frem som vidne imod den, selv om statistiske beviser fremlægges imod den (noget der efter videnskabsfolks opfattelse aldrig kan være falsk), og selv om dens skadelighed bevises gennem viden opnået ved erfaring og iagttagelse. Heraf fremgår det tydeligt, at det ikke er filosofiens, videnskabens eller intellektets opgave at indpode moralsk bevidsthed i mennesket, lede dets samvittighed og fornuft eller skabe den styrke i det, der kan underkue dets egne drifter. Denne opgave kan ikke løses på nogen anden måde end gennem tro. (Første udgivelse: Tarjuman al-Qur’an, januar 1934.)

5

Vestens civilisations selvmord

De vestlige nationers forbløffende udvikling og fremgang inden for statskunst, handel, kunst samt kundskab og videnskab har gjort en bestemt gruppe mennesker yderst bange og bekymrede. De har fået den forestilling, at disse nationers udvikling og fremgang måske er evig og uforgængelig. Deres herredømme og dominans i verden skulle være etableret for bestandig. Hvad angår herredømmet over jorden og kontrollen med dens midler og ressourcer, skulle der ligefrem være indgået en »evig overenskomst«. Deres styrke og magt hviler på et så solidt grundlag, at ingen skulle være i stand til at vælte den.

Dette er i virkeligheden ikke nogen ny forestilling; den er tværtimod blevet næret om de mægtige nationer i enhver tidsalder. Faraonernes dynasti i Egypten, Ad og Thamud i Arabien, kaldæerne i Irak, kisraerne i Iran, de verdensbetvingende helte i Grækenland, de verdensberømte kejsere i Rom, de muslimske mujahider, der erobrede verden, og tatarernes verdensberømte hære har alle opført den samme forestilling om magt og styrke på denne verdens skueplads. Efter tur har de hver især vist deres egne tryllekunster og på samme måde forbløffet verdens mennesker. Hver gang en nation rejste sig, bredte den sig således over verden. På denne måde lod den sin berømmelse, hæder og tapperhed gjalde over hele verden, og sådan kom verdens mennesker til at tro, at dens styrke og magt var uforgængelig og evig. Men da deres levetid var udløbet, og den suveræne hersker, som besad den uforgængelige og evige magt, erklærede deres herredømme for afsluttet, faldt de så dybt, at de fleste af disse nationer blev udslettet fra jordens overflade. Selv om enkelte af dem stadig har et navn og spor tilbage i verden, lever de som deres egne undersåtters undersåtter, slavernes slaver og de underkuedes underkuede:

قَدْ خَلَتْ مِن قَبْلِكُمْ سُنَنٌ فَسِيرُوا فِي الْأَرْضِ فَانظُرُوا كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الْمُكَذِّبِينَ

Betydning: Mange tidsaldre er gået forud for jer. Rejs omkring på jorden og se, hvad enden blev for dem, der fornægtede (Allahs bud). (Sura Al-i Imran: vers 137)

Hele verdensordenen er i sandhed således beskaffen, at der her ikke er mulighed for nogen stilstand eller pause. Her findes en uophørlig bevægelse, forandring og rotation. Den lader intet forblive i én og samme tilstand. Her følges skabelse og tilintetgørelse, nedbrydning og opbygning, opstigning og fald ad. Det modsatte princip er ligeledes virksomt. I dag flyver et frø på størrelse med en lille bitte kerne omkring med vinden; i morgen slår det rod i jorden og bliver til et vældigt træ med grene. Den følgende dag tørrer det ind og bliver ét med jorden. Derefter forlader naturens livgivende kræfter det og beskæftiger sig med at pleje et andet frø. Dette er livets lov om nedbrydning og opbygning samt opstigning og fald. Men så snart mennesket ser en af disse tilstande vare lidt længere, tror det, at denne tilstand er evig. Hvis tilstanden går nedad, tror det, at den altid vil fortsætte sådan. Og hvis den går opad, antager det, at den altid vil fortsætte opad. Men forskellen her består blot i, om det sker før eller senere; i virkeligheden er ingen tilstand evig:

إِن يَمْسَسْكُمْ قَرْحٌ فَقَدْ مَسَّ الْقَوْمَ قَرْحٌ مِّثْلُهُ ۚ وَتِلْكَ الْأَيَّامُ نُدَاوِلُهَا بَيْنَ النَّاسِ وَلِيَعْلَمَ اللَّهُ الَّذِينَ آمَنُوا وَيَتَّخِذَ مِنكُمْ شُهَدَاءَ ۗ وَاللَّهُ لَا يُحِبُّ الظَّالِمِينَ

Betydning: Jeg lader tidens op- og nedture gå på skift blandt menneskene. (Sura Al-i Imran: vers 140)

Hele verdens miljø bevæger sig i en bestemt cyklus. Fødsel og død, ungdom og alderdom, styrke og svaghed, vinter og forår, tørke og livskraft er blot forskellige former for denne cyklus. I denne cyklus kommer enhver ting på skift til at opleve gode dage. Så begynder dens udvikling og vækst, dens styrke og tapperhed kommer til syne, og den viser sin egen skønhed og herlighed i fuldt mål. En dag når den endda det yderste punkt af fremgang og udvikling. På dette tidspunkt bliver den svag, lille af vækst, kraftesløs og ude af stand til noget, og de kræfter, som satte dens udvikling og vækst i gang, ender med at ødelægge den.

Dette er Allah den Højestes fastlagte lov i hele skaberværket. Ligesom for alle andre ting i verden gælder denne lov fuldt ud også for mennesket. Hvad enten det betragtes individuelt eller som nation, fordeles ære og vanære, lykke og sorg, fremgang og tilbagegang samt alle tilsvarende forhold blandt forskellige personer og nationer i overensstemmelse med denne cyklus. Her findes ingen, som ved denne fordeling er blevet fuldstændig berøvet, og heller ingen, over hvem en bestemt tilstand er blevet gjort evig. Hverken gode eller dårlige dage udgør nogen undtagelse fra dette:

سُنَّةَ اللَّهِ فِي الَّذِينَ خَلَوْا مِن قَبْلُ ۖ وَلَن تَجِدَ لِسُنَّةِ اللَّهِ تَبْدِيلًا

Betydning: Dette var Allahs skik med hensyn til dem, der levede før. Du vil aldrig finde nogen forandring i Allahs skik. (Sura Al-Ahzab: vers 62)

Overalt på denne jord kan vi se mange spor efter tidligere nationer. De har efterladt sig talrige mindesmærker om deres kultur, civilisation, kunstværker og håndværksmæssige kunnen. Når man ser disse mindesmærker, synes det, at de på ingen måde stod tilbage for nutidens fremskridtsvenlige og magtfulde nationer; tværtimod var deres indflydelse og anseelse blandt samtidens nationer endnu større end disses:

أَوَلَمْ يَسِيرُوا فِي الْأَرْضِ فَيَنظُرُوا كَيْفَ كَانَ عَاقِبَةُ الَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ ۚ كَانُوا أَشَدَّ مِنْهُمْ قُوَّةً وَأَثَارُوا الْأَرْضَ وَعَمَرُوهَا أَكْثَرَ مِمَّا عَمَرُوهَا وَجَاءَتْهُمْ رُسُلُهُم بِالْبَيِّنَاتِ ۖ فَمَا كَانَ اللَّهُ لِيَظْلِمَهُمْ وَلَٰكِن كَانُوا أَنفُسَهُمْ يَظْلِمُونَ

Betydning: De var langt stærkere end disse. De opdyrkede jorden grundigt og bragte den i en sådan grad under kultur, som disse ikke har gjort. (Sura ar-Rum: vers 9)

Men hvad blev alligevel deres skæbne? De blev berusede og bedraget af den tilsyneladende lykke. Rigdom og overdådig luksus kastede dem ned i hovmodets afgrund. Velstanden blev en prøvelse (fitna) for dem. I deres stolthed over indflydelse og statsmagt blev de selve billedet på uretfærdighed. Således begyndte de gennem deres egne misgerninger at begå overgreb mod sig selv:

فَلَوْلَا كَانَ مِنَ الْقُرُونِ مِن قَبْلِكُمْ أُولُو بَقِيَّةٍ يَنْهَوْنَ عَنِ الْفَسَادِ فِي الْأَرْضِ إِلَّا قَلِيلًا مِّمَّنْ أَنجَيْنَا مِنْهُمْ ۗ وَاتَّبَعَ الَّذِينَ ظَلَمُوا مَا أُتْرِفُوا فِيهِ وَكَانُوا مُجْرِمِينَ

Betydning: De uretfærdige hengav sig til at nyde de goder, som var blevet givet dem i overflod. Og de var store forbrydere. (Sura Hud: vers 116)

Trods deres oprør og ulydighed gav Allah dem en frist:

وَكَأَيِّن مِّن قَرْيَةٍ أَمْلَيْتُ لَهَا وَهِيَ ظَالِمَةٌ ثُمَّ أَخَذْتُهَا وَإِلَيَّ الْمَصِيرُ

Betydning: Hvor mange byer var der ikke, som var uretfærdige. Først gav Jeg dem frist, derefter greb Jeg dem. (Sura al-Hajj: vers 48)

Og denne frist var heller ikke nogen almindelig frist; tværtimod blev forskellige folk givet frist århundrede efter århundrede. Men hver eneste frist blev for dem til en ny ulykke:

وَيَسْتَعْجِلُونَكَ بِالْعَذَابِ وَلَن يُخْلِفَ اللَّهُ وَعْدَهُ ۚ وَإِنَّ يَوْمًا عِندَ رَبِّكَ كَأَلْفِ سَنَةٍ مِّمَّا تَعُدُّونَ

Betydning: Men én dag hos Allah svarer efter jeres beregning til tusind år. (Sura al-Hajj: vers 47)

De troede, at Allah var hjælpeløs over for deres list. Derfor var det nu ikke Allah, men de selv, der herskede over verden. Men til sidst kom Guds vrede i oprør. Hans gunstige blik vendte sig bort fra dem. I stedet for gode dage nærmede de dårlige dage sig. Som svar på deres rænker anvendte Allah også en hård list. Men de kunne ikke engang forstå Allahs list; hvordan skulle de da kunne yde modstand?

(Arabisk)

Betydning: De lagde en sammensværgelse, men også Vi havde lagt en plan, som de ikke opdagede. (Sura an-Naml: vers 50)

Allahs plan kommer aldrig direkte; dens giftvirkning begynder tværtimod inde fra mennesket selv, efter at den er trængt ind i dets hjerte og sind. Den angriber menneskets samvittighed og fornuft, følelser, dømmekraft, tænkeevne og forståelsesevne. Den gør dets indre blik blindt. Den gør ganske vist ikke dets fysiske øjne blinde, men den gør dets erkendelsens øje blindt:

(Arabisk)

Betydning: “Det egentlige forhold er, at øjnene ikke bliver blinde, men det hjerte bliver blindt, som findes i brystet.” (Sura al-Hajj: vers 46)

Blind! Og når selve hjertets øje bliver blindt, bliver enhver plan og ethvert råd, han udtænker til sit eget bedste, skadelig for ham. Det skridt, han tager i håbet om succes, fører ham mod undergang. Alle hans kræfter erklærer oprør mod ham. Hans egen hånd griber om hans egen hals og kvæler ham af sig selv:

(Arabisk)

Betydning: Kast blot ét blik og se, hvor frygtelig enden på deres sammensværgelse blev; Jeg udslettede dem og deres folk fuldstændigt. (Sura an-Naml: 51)

Et fuldstændigt billede af både gode og dårlige tider finder vi i fortællingen om Faraos slægt og Israels børn. Da egypterne nåede toppen af fremgang og udvikling, begyndte de med fuld kraft at udøve vold, undertrykkelse og oprørske handlinger. Deres konge, Farao, gjorde krav på guddommelig status. Nogen tid før dette, på profeten Yusuf, fred være med ham, havde Israels børn bosat sig dér. Farao gjorde dette svage folk til mål for undertrykkelse og forfølgelse. Til sidst overskred egypternes ulydighed alle grænser. Derfor besluttede Allah at ydmyge dem og ophøje det folk, som de foragtede. Til sidst blev Allahs beslutning virkeliggjort. Blandt dette svage folk blev profeten Musa, fred være med ham, født. Han blev opfostret i Faraos hus, ja, ved Faraos egen hånd. Derefter blev han sat til at befri sit folk fra egypternes slaveri. Han forklarede venligt sagen for Farao, men denne afstod ikke. Fra Allahs side blev Farao og hans folk gentagne gange advaret; den ene hungersnød og oversvømmelse efter den anden ramte dem, og blodstrømme regnede ned fra himlen. På grund af græshoppernes angreb blev deres marker ødelagt.

De blev hårdt plaget af lus og frøer. Men selv da blev deres hovmod ikke det mindste mindre:

(Arabisk)

De hengav sig til hovmod, og han var et hovmodigt folk. (Sura al-A’raf: vers 133)

Da alle argumenterne og beviserne efterhånden var blevet endeligt fremlagt, blev beslutningen om den guddommelige straf ført ud i livet. På Allahs befaling forlod profeten Moses, fred være med ham, Egypten sammen med sit folk. Farao blev sammen med hele sit følge druknet i havet. Som følge heraf blev Egyptens statsmagt så hårdt ramt, at den i flere århundreder ikke var i stand til at rejse sig igen:

(Arabisk)

Betydning: Vi greb ham og hans hær og druknede dem derefter i havet. Se blot, hvor frygtelig enden blev for disse uretfærdige. (Sura al-Qasas: vers 40)

Derefter kom Israels tur. Efter at have bragt det egyptiske folk i ulykke gav Herren over hele verden netop dette ydmygede og vanærede folk statsmagten i verden:

(Arabisk)

Betydning: Og i deres sted gjorde Vi de undertrykte mennesker til herrer over denne regions øst og vest, som Vi havde fyldt til randen med overflod. Således blev din Herres velgørende løfte til Israels børn opfyldt på grund af deres tålmodige udholdenhed. (Sura al-A’raf: vers 137)

Og Han gav dem forrang frem for alle verdens folk:

(Arabisk)

Betydning: Og Jeg gav jer forrang frem for verdens nationer. (Sura al-Baqara: vers 47)

Men denne forrang og statsmagt var betinget af gode gerninger og god opførsel. Det var allerede blevet meddelt gennem Moses, fred være med ham, at I ganske vist ville få betroet jordens kalifat; men der ville også blive holdt øje med, hvilke gerninger I udfører (*****). Denne betingelse gjaldt i virkeligheden ikke kun Banī Isrā’īl, men pålægges enhver nation, der får tildelt statsmagt i verden:

(Arabisk)

Betydning: Derefter gjorde Vi jer til deres efterfølgere for at se, hvordan I handler. (Sura Yunus: vers 14)

Da Banī Isrā’īl derfor handlede ulydigt over for deres Herre, forvanskede Hans ord og åbenbaring, ombyttede sandheden med løgn, antog principper som åger, løgn, troløshed og brud på løfter, blev pengebegærlige, grådige, feje og magelige, begyndte at dræbe Guds profeter, blev fjendtlige over for dem, der kaldte til sandhedens vej, blev utilfredse med retfærdig ledelse og erklærede deres lydighed over for uretfærdig ledelse, da blev Allah, Herren over alle verdener, ikke længere nådig over for dem. Jordens lederskab og myndighed blev taget fra dem. De blev besejret af de frygtindgydende kejsere i Irak, Grækenland og Rom. De blev gjort hjemløse. Som omstrejfere blev de ført fra land til land under ydmygelse og vanære. Statmagten blev revet ud af deres hænder. I to tusind år var de så indhyllet i forbandelse, at de ingen steder i verden kunne finde selv den mindste værdige plads.

([Nogle år efter offentliggørelsen af denne artikel blev staten Israel oprettet i Palæstina. Dette kan vække den mistanke hos folk, at det strider mod Koranens profeti om fremtiden. Men i virkeligheden blev denne stat ikke oprettet ved egen styrke; den blev derimod grundlagt ved at støtte sig til Amerika, England og Frankrig, og for at holde den ved lige samler jøder fra alle verdenshjørner sig på dette lille landområde. Men den dag, hvor disse vestlige magter bliver involveret i en større krig og bliver ude af stand til at støtte Israel, vil dødsbudskabet komme over det, og de omkringliggende arabiske stater vil samle denne affaldspakke op og kaste den i havet. Jøderne har i virkeligheden ved hjælp af de vestlige magter været i stand til med magt at etablere deres eget hjemland på arabisk jord; tilsyneladende synes dette at være deres succes. Men i virkeligheden er det blot et andet navn for deres store straf])

(Arabisk)

Betydning: Som følge heraf blev de opslugt af ydmygelse, forfald og elendighed, og de blev omringet af Allahs vrede. (Sura al-Baqarah, vers 61)

I dag ser vi igen en gentagelse af den guddommelige lov. Den straf for deres handlinger, som tidligere folkeslag var blevet omgivet af, har i dag grebet de vestlige nationer. Næsten alle de advarsler, der var mulige at give dem, er blevet givet. Verdenskrigens rædsler, økonomisk nød, udbredt arbejdsløshed, fremkomsten af modbydelige sygdomme og familiens sammenbrud er tydelige tegn herpå. Hvis de havde øjne, kunne de blot ved at se disse tegn have forstået, hvad følgerne af undertrykkelse, ulydighed, selvtilbedelse og forvanskning af sandheden er. Men de lærer ikke af disse tegn; tværtimod har man igen og igen kunnet iagttage deres stædighed i at vende sandheden ryggen. Deres blik når ikke frem til sygdommens egentlige årsag. De ser kun sygdommens symptomer og bruger alle deres kræfter og anstrengelser på at behandle dem. Derfor bliver sygdommen kun værre, jo mere medicin der anvendes. Ud fra den nuværende situation synes det, at advarslernes og bevisernes fase er ved at være forbi, og at tiden for den endelige afgørelse er meget nær.

Den Almægtige Allah har pålagt de vestlige nationer to mægtige sataner. De driver dem mod ødelæggelse og undergang. Den ene er slægtens udryddelses satan, og den anden er nationalismens satan. Den første har sat sig på deres individer, og den anden på deres nationer og stater. Den første har fordrejet deres mænds og kvinders samvittighed og forstand. Den får dem til med deres egne hænder at udrydde deres efterkommere. Den lærer dem kunsten og metoderne til prævention. Den tilskynder dem til abort. Den overbeviser dem om steriliseringens fortræffelighed. Som følge heraf ødelægger de selv den nødvendige kraft, de besidder. Den har gjort dem så hjerteløse, at de selv dræber deres egne børn. Kort sagt driver denne satan dem gradvist til selvmord.

Den anden satan har berøvet deres store statsmænd og hærførere evnen til at tænke klart og vælge den rette handlemåde. Den har frembragt de grimme sindelag i dem: selvoptagethed, rivalisering, hævngerrighed, had, fjendskab, begær og grådighed. Den splitter dem op i forskellige stridende og fjendtligt indstillede grupper og fraktioner:

(Arabisk)

Betydning: Eller Han vil opdele jer i forskellige grupper og lade jer smage styrken hos den ene gennem den anden. (Sura al-An’am, vers 65)

Den har tilskyndet dem til at lade hinanden smage deres styrke og magt. Dette er også en form for guddommelig straf. Kort sagt har den forberedt dem på et voldsomt kollektivt selvmord. Det vil ikke ske gradvist, men pludseligt. Den har oplagret ammunition overalt i verden og oprettet farecentre forskellige steder. Nu venter den blot på et bestemt øjeblik. Så snart dette øjeblik kommer, vil den sætte ild til et eller andet ammunitionslager. Derefter vil en sådan ødelæggelse bryde løs på et øjeblik, at selv tidligere folkeslags undergang vil blegne ved siden af den.

Der er intet overdrevet i det, jeg indtil nu har sagt. Tværtimod er deres egne fremsynede ledere blevet rystede ved synet af de omfattende forberedelser til den kommende verdenskrig i Europa, Amerika og Japan ([her skal det erindres, at artiklen blev skrevet nogle år før Anden Verdenskrig]), og tanken om denne frygtelige krigs følger har gjort dem yderst fortvivlede. For nylig skrev Sergel Neuman (sergel neuman), tidligere medlem af den amerikanske militærstab, en artikel om den kommende krig. Heri sagde han, at den kommende krig ikke blot ville blive en kamp mellem soldater, men med rette snarere burde kaldes en omfattende massakre. I dette blodbad vil selv kvinder og børn ikke blive skånet. Videnskabsmændene har taget ansvaret for den intellektuelle krigsførelse fra hæren og overdraget det til kemiske stoffer og livløse maskiner. Disse dødbringende våben er fuldstændig ude af stand til at skelne mellem militære og civile. Desuden vil de krigsførende magters kamp nu ikke foregå på slagmarker eller i fæstninger, men i byer, havne og beboede områder. For ifølge den moderne krigsførelse ligger fjendens egentlige styrke ikke i hæren, men i dens befolkede områder, handelscentre og fabrikker. Derfor vil der nu blive kastet forskellige slags bomber fra krigsfly. Herfra vil brandstiftende stoffer, giftige gasser og sygdomsfremkaldende bakterier blive frigivet og på én gang gøre millioner af mennesker til ofre. Blandt dem findes en slags automatisk bombe, hvis ene granat kan pulverisere Londons største bygning ([senere er endnu frygteligere dødbringende våben blevet opfundet under navnene atombomber og brintbomber, og i Nagasaki og Hiroshima er der også blevet fremvist en lille prøve på deres ødelæggelser]). En slags giftig gas er kendt under navnet grøn kors-gas (green cross gas). Dens virkning er, at den, som får den ind gennem næsen, føler, som om han er druknet i vand. En anden slags giftig gas kaldes gul kors-gas (yellow cross gas). Dens virkning svarer til slangegift. Hvis den trænger ind gennem næsen, opstår der en forgiftning, nøjagtig som ved et slangebid. Der findes mange andre gasser af denne slags. Disse gasser er næsten usynlige. I begyndelsen mærkes deres virkning slet ikke. Når den senere mærkes, er der ingen mulighed for modvirkning eller behandling. Blandt dem findes en særlig slags gas, som stiger meget højt op og breder sig. Hvis et fly passerer gennem det område, den påvirker, bliver piloten pludselig blind. Det er blevet anslået, at hvis blot ét ton af visse giftige gasser blev sluppet ud over Paris, kunne hele byen blive fuldstændig ødelagt inden for en time. Og kun et hundrede fly ville være nok til at udføre dette.

For nylig er der blevet opfundet en elektrisk brandbombe. Den vejer kun ét kilogram. Men denne lille bombe indeholder så megen energi, at der ved sammenstød med en genstand pludselig udvikles en varme på tre tusind grader Fahrenheit, og derfra opstår en så voldsom brand, at den på ingen måde kan slukkes. Hvis man hælder vand på den, virker det som benzin. Videnskaben har indtil nu ikke kunnet opfinde nogen metode til at slukke den. Man antager, at den vil blive kastet over de store markeder i byernes havne, så der opstår brand fra den ene ende til den anden. Når folk derefter i rædsel og panik begynder at flygte, vil ødelæggelserne blive fuldendt ved, at der fra fly kastes bomber med giftgas.

Da militære eksperter har set opfindelsen af disse dødelige våben, har de vurderet, at selv verdens største og bedst beskyttede hovedstad kan lægges i ruiner på blot to timer ved hjælp af nogle få bombefly. Beboelsesområder med millioner af mennesker kan forgiftes på en sådan måde, at de ganske vist går fredeligt i seng om aftenen, men om morgenen ikke én eneste står levende op. På denne måde kan et helt lands dyreliv forgiftes med giftige stoffer, husdyrene udryddes og marker, gårde og haver udslettes. Der er endnu ikke opfundet nogen effektiv forsvarsmetode mod dette altødelæggende angreb. Det kan kun føre til, at begge de krigsførende parter angriber hinanden og tilintetgør hinanden; ingen kan undslippe ødelæggelsen.

Dette er en kort beskrivelse af forberedelserne til den kommende verdenskrig. Hvis I ønsker at vide mere om dette, bør I læse bogen med titlen What would be The Character of a New War. Denne bog blev udgivet af organisationen Interparliamentary Union i Genève efter behørig forskning og indsamling af oplysninger.

Når I læser dette, vil I let kunne forstå, hvordan den vestlige civilisation med egne hænder har samlet midlerne til sin egen ødelæggelse. Nu varer dens levetid kun indtil datoen for dens krigserklæring.¹ ([En prøve på, hvad der skete under Anden Verdenskrig – fra 1939 til 1945 – kan ses i ødelæggelserne i Nagasaki. Hvis I ønsker at se et mere omfattende eksempel, så læs Lord Russells bog Seourge of Swastika og se, hvordan en gudløs civilisation kan forvandle et helt folk til væsener, der er ringere end vilde dyr.])

Den dag, hvor der bryder krig ud mellem verdens to stormagter, må man anse Guds afgørelse om den vestlige civilisations ødelæggelse for at være trådt i kraft, for når to stormagter først går ind på slagmarken, kan krigen ikke undgå at antage et verdensomspændende omfang. Og når krigen bliver verdensomspændende, vil ødelæggelserne uden tvivl også blive verdensomspændende.

(Arabisk)

Betydning: Der er opstået fordærv overalt på land og til vands som følge af det, mennesker har skaffet sig med egne hænder, så Han kan lade dem smage noget af det, de har gjort. Måske vil de stadig vende tilbage (til den rette vej).” Sura Rum: 41)

Under alle omstændigheder er tiden nu nær, hvor der vil blive truffet en ny ordning for verdens lederskab og myndighed, hvor de uretfærdige og tyrannerne vil blive styrtet, og et andet folk (som muligvis vil være et undertrykt folk) vil blive indsat i værdigheden som verdens kalifat. Hvem Allah, alle verdeners Herre, udvælger til denne værdighed, er det, man nu må holde øje med.

Derefter har vi ingen mulighed for at vide, hvilken nation i verden der vil blive ophøjet. Dette er helt og holdent underlagt Allah den Højestes vilje. Han fratager herredømmet fra hvem Han vil, og giver det til hvem Han vil:

(Arabisk)

Betydning: Sig: O Allah, Du, som ejer al magt og alle riger! Du giver magten til hvem Du vil, og fratager magten fra hvem Du vil. (Sura Ali Imran: 26) Men også i dette spørgsmål findes der en fastlagt lov. Han har forklaret den i Sin elskede Bog. Den består i, at Han ikke indsætter nogen nation, som vil være ondskabsfuld og ulydig ligesom den forbandede nation.

(Arabisk)

Betydning: Hvis I er ulydige, vil en anden nation blive ophøjet i jeres sted. De vil ikke være som jer. (Sura Muhammad: vers 38)

Derfor synes det ud fra de ydre tegn, at de svage, underkastede nationer, som i dag efterligner den vestlige civilisation og har forkastet de gode egenskaber hos firangi-nationerne (hvad der end måtte være tilbage af dem) og tilegnet sig deres fejl og mangler (som er årsagen til, at de blev forbandede), ikke har nogen som helst mulighed for at sejre i den kommende omvæltning. (Første offentliggørelse: Tarjuman-ul-Quran, oktober 1932)

6

Den vestlige civilisations klageskrig

(Lord Lothians tale)

[Artiklen blev første gang offentliggjort i tidsskriftet Tarjuman-ul-Qur’an i marts 1939.]

I den sidste uge af januar 1938 holdt Lord Lothian en tale i anledning af dimissionshøjtideligheden ved Aligarh Universitet (ceremonien, hvor akademiske grader uddeles). Hans tale er i særlig grad værd at lægge mærke til for de moderne og traditionelle retninger blandt Indiens (udelte) uddannede befolkning. Den rummer megen lærdom for dem. I denne tale har en mand åbnet sløret for sit hjerte og sind for os—en mand, der ikke har betragtet den moderne viden, videnskab og den civilisation, den har skabt, på afstand; han blev tværtimod selv født i denne civilisations skød og tilbragte 56 lange år af sit liv med at gennemleve dens brydninger. Han er europæer af fødsel og slægt og har fået en højere uddannelse ved Oxford. Han var redaktør for det berømte tidsskrift Round Table og beklædte i omkring 21 år store og ansvarsfulde poster i den britiske regering. Han er ikke en udenlandsk iagttager; han er selv en mand fra den vestlige civilisations eget hjem. Det er ud fra dette ståsted, at han har beskrevet for os hjemmets egentlige fordærv, dets årsager og virkninger, samt hvad hjemmets egne beboere nu tørster efter.

På den ene side er denne tale særlig lærerig for vore moderne, uddannede mennesker. For gennem den vil de kunne erfare, at den vestlige viden og videnskab og den civilisation, den har skabt, ikke udelukkende er en livseliksir; den er tværtimod blandet med megen gift. De, der fremstillede denne medicin og har prøvet den i flere hundrede år, advarer i dag selv jer mod at indtage den fuldt ud. De siger: »Dette har bragt os til randen af undergang, og det vil også ødelægge jer. Vi håber selv på en ren livseliksir. Selv om vi ikke ved det med sikkerhed, formoder vi, at denne livseliksir allerede findes hos jer. Derfor må I ikke knuse jeres egen livseliksir og begynde at smage på vores forgiftede medicin.«

På den anden side rummer denne tale også rigeligt stof til eftertanke for vores alim-samfund og de religiøse kredse. Heraf vil de kunne forstå, hvilke sider af den islamiske lære der bør fremhæves over for den verden, de lever i nu. Denne verden er efter flere århundreders eksperimenter med den materialistiske civilisation blevet så udmattet. For nogle århundreder siden forsynede vi europæerne med livseliksiren fra den søgende åndsretning og den frie tænkning; af ren uvidenhed blandede de den med irreligiøsitetens og materialismens gift og skabte en ny livseliksir for civilisationen. Denne livseliksir har ganske vist ved egen kraft løftet dem til fremskridtets højeste tinder, men samtidig har dens giftvirkning hele tiden været virksom. Ja, i dag er denne livseliksir blevet fuldstændig forgiftet. Efter for alvor at have høstet de bitre følger af den kaster de nu igen blikket omkring sig i søgen efter en ny livseliksir. De har forstået, hvilke giftige bestanddele deres livseliksir rummer, og hvilke alvorlige virkninger disse skaber i deres liv. De kan også i dag mærke, hvilken slags livseliksir de har brug for for at fjerne disse virkninger. Men de ved ikke, at den livseliksir, de søger, ikke findes noget andet sted i verden end hos islam, og at den sidste tablet vil kunne findes på netop det apotek, hvorfra de fik den første tablet. Hvis de, selv efter at være nået så langt, fortsætter med at fare omkring efter den ønskede livseliksir og, fordi de ikke finder den, bliver ved med at forgifte hele verden med dødelig gift, så må vores alim-samfund tage lige så stor del i denne store synd som de. I dag har alim-samfundet ikke tid til at være optaget af debatter og stridigheder om teologi, overnaturalisme og detaljerede juridiske spørgsmål. Havde Profeten, fred være med ham, viden om det skjulte? Kan Allah tale usandt? Er nogen sammenligning med Profeten mulig? Hvad er den islamiske juridiske status for isal al-sawab og besøg ved grave? Skal man sige amin højt, og skal man udføre »rafʿ al-yadayn«? Hvor stor forskel skal der være mellem moskeens minaret og prædikestol? I dag spilder vores religiøse ledere al deres styrke og magt på at løse den slags detaljerede problemer. Men i dagens verden har disse problemer ingen betydning, og deres afgørelse kan ikke bringe den verdensomspændende kamp mellem sandhed og løgn, mellem vejledning og vildfarelse, til ophør. Tværtimod er det i dag det største behov at opnå en tilstrækkelig forståelse af de komplekse problemer, der er opstået som følge af århundreders udvikling inden for viden og videnskab samt samfund og civilisation på grundlag af gudsfjernhed og irreligiøsitet, og det egentlige arbejde i dag er at analysere dem fuldstændigt og fremlægge acceptable løsninger på dem i lyset af islamiske principper. Hvis vores alim-samfund ikke gør sig selv kvalificeret til dette arbejde og ikke bestræber sig på at fuldføre det på en ordentlig måde, vil Europa og Amerikas skæbne ganske vist blive, som den må blive, men også hele den muslimske verden vil blive fuldstændig ødelagt. For de problemer, som de vestlige lande er plaget af, opstår i dag med stor styrke i hele den muslimske verden og i Indien. Og fordi ingen fremlægger nogen korrekt løsning på dem, bruger alle i dag, muslimer såvel som ikke-muslimer, stadig de sygdomsramtes »nuskha«, altså deres recept. Derfor handler dette i dag ikke længere kun om Europa og Amerika; det er tværtimod et problem, der angår vores eget hjem og vores kommende generationer.

Af alle disse grunde er det en pligt for vores moderne, uddannede samfund og alim-samfundet at studere Lord Lothians tale grundigt. For at vi kan forstå meningen med hans udsagn, citerer vi her med mellemrum talen sammen med de nødvendige forklaringer.

Lord Lothian siger i begyndelsen af sin tale:

Jeg ønsker i dag at henlede jeres opmærksomhed på endnu et spørgsmål, der bør overvejes. Kan Indien undgå de alvorlige skadevirkninger af den videnskabelige og intellektuelle uddannelse i den moderne tid, som Europa og Amerika i dag lider under? Fremskridtene inden for den moderne videnskab har i Vesten frembragt to vældige følger. På den ene side har den udvidet menneskets kontrol over naturen og dens kræfter betydeligt. På den anden side har den svækket den religiøse disciplin, som er blevet overleveret gennem arv, blandt universitetsuddannede unge og i verden som helhed. Mindst halvdelen af den moderne verdens forvanskning er opstået af disse to årsager. Nutidens civiliserede menneske er ganske vist beruset og ude af sig selv af de kræfter, som videnskaben har opdaget, men det har ikke formået at skabe en tilsvarende udvikling på det moralske område sideløbende med fremskridtene inden for viden og videnskab samt samfund og civilisation. Og netop dette kunne have sikret, at de videnskabelige kræfter blev anvendt til menneskets gavn i stedet for til dets ødelæggelse.

I denne indledning har Lord Lothian i virkeligheden peget på de grundlæggende problemer i menneskelig kultur og civilisation. Videnskab er i sig selv ikke andet end en trang til at tænke, undersøge og udforske. Ved hjælp af den bliver mennesket bekendt med de iboende kræfter i verdensordenen og indsamler midler og redskaber til at udnytte dem. Når mennesket som følge af denne udvikling af kundskaber og rigdom begynder at anvende de nye kræfter, det har erhvervet, i det daglige liv, kaldes det civilisationens fremskridt. Men disse to ting kan ikke i sig selv garantere menneskets velfærd. De kan både blive årsag til velfærd og årsag til ødelæggelse. I stedet for at arbejde med hænderne er mennesket begyndt at arbejde ved hjælp af maskiner. I stedet for at rejse til hest eller på dyr er det begyndt at færdes med tog, motorkøretøjer, skibe og fly. I stedet for postbude udveksles meddelelser gennem elektrisk telegraf og trådløs kommunikation. Det betyder ikke, at mennesket er blevet lykkeligere og mere velstående end før. I samme grad som disse ting kan øge dets bekvemmelighed, kan de også øge dets farer og muligheden for dets ødelæggelse. For sammenlignet med den tid, hvor mennesket kun havde våben som bue og pil samt sværd, kan den civilisation, der har lagt maskingeværer, giftgas, flyvemaskiner og ubåde i dets hænder, være langt mere dødbringende. Om udviklingen af videnskab, kundskaber og kultur bliver en kilde til velfærd eller en årsag til ødelæggelse, afhænger helt af den civilisation, under hvis indflydelse videnskab, kunst og kultur udfolder sig. I virkeligheden er det civilisationens opgave at fastlægge retningen for udviklingen, målet for menneskets bestræbelser og de områder, hvor de erhvervede kræfter skal anvendes. Det er den, der bestemmer karakteren af menneskenes indbyrdes forhold, opstiller reglerne for deres sociale liv og udformer moralske bestemmelser for personlige, nationale og internationale anliggender. Kort sagt er det denne, der gør menneskets sind egnet til at træffe afgørelse om, hvordan de kræfter, mennesket har erhvervet gennem udviklingen af videnskab og kundskaber, skal anvendes i dets civilisation, med hvilket formål og på hvilken måde, samt hvilke af de forskellige regler for deres anvendelse der skal forkastes, og hvilke der skal antages.

I virkeligheden kan observationen af den materielle verden og erhvervelsen af viden om naturlovene ikke i sig selv danne grundlag for en højere civilisation. For i lyset af disse ting er menneskets værdighed ikke større end et intelligent væsens. Ved hjælp af dem er det kun muligt at etablere et materialistisk livssyn. Det vil sige, at livet i denne verden er menneskets eneste liv, og at dets højeste og endelige mål er at tilfredsstille sine biologiske ønsker og behov så langt som muligt. Det accepterer de love, der virker i verdensnaturen – kampen for tilværelsen, den naturlige udvælgelse og princippet om den bedst egnedes overlegenhed – som den endelige sandhed, og den egentlige anvendelse af magt består i at knuse alle omkringliggende skabninger og etablere sit eget herredømme over dem alle. Dette livssyn er det grundlæggende fundament for den kultur og civilisation, Europa følger. Som følge heraf er alle de kræfter, som videnskabens, kundskabernes og civilisationens fremskridt har lagt i menneskets hænder, i stedet for at blive anvendt til menneskehedens velfærd begyndt at blive rettet mod dens ødelæggelse. Europæerne kan i dag selv mærke, at de har brug for en menneskelig civilisation, der står højere end deres biologiske civilisation. Og grundlaget for en sådan civilisation kan ikke være andet end religion.

Lord Lothian fortsætter:

Det er utvivlsomt, at den videnskabelige ånd gradvist har fjernet gamle overtroiske forestillinger fra menneskene, udvidet kundskabernes og videnskabens rækkevidde og således befriet mænd og kvinder fra mange af fortidens bånd; men samtidig har den gjort mennesket stærkt afhængigt af åndelige og religiøse sandheder. Den har imidlertid ikke kunnet vise nogen vej til sandheden. De fleste vesterlændinge i dag er opslugt af barnlig hast, trang til afveksling og rusen ved sanselige nydelser. Evnen til at leve et enkelt og beskedent liv er næsten forsvundet hos dem. I virkeligheden har de ingen forbindelse med de oprindelige, grænseløse og evige sandheder, som religionen har fremlagt.

Religion er menneskets uomgængelige vejleder. Den er det eneste middel til at opnå de moralske mål, den værdighed og den betydning, som menneskelivet har brug for. Som følge af dens svækkede myndighed ser vi, at den vestlige verden er blevet optaget af politiske intriger baseret på arvelige og klassemæssige forhold og har fæstet sin lid til en videnskab, der erklærer materiel udvikling for det højeste mål og gør livet stadig mere kompliceret og uudholdeligt. Desuden er det for nutidens Europa blevet en vanskelig opgave at etablere den enhed mellem ånd og liv, som er nødvendig for at frigøre sig fra nationalismens greb, der er vor tids største ulykke. Dette er også et mærkbart resultat af religionens svækkede myndighed.

Derefter stillede Lord Lothian følgende spørgsmål til Indiens moderne, uddannede mennesker:

Vil Indiens to store religioner, hinduismen og islam, med større held end den vestlige verdens religioner kunne møde den moderne tids kritik og søgende ånd? Dette er det vigtigste spørgsmål. Hvis Indien skal beskyttes mod de farer, der har ramt Vesten, bør landets tænkere og religiøse ledere rette deres opmærksomhed mod dette spørgsmål. Det er utvivlsomt, at den søgende ånd lidt efter lidt vil udrydde overtroens og uvidenhedens frembringelser blandt Indiens folk, og det vil være en meget god ting. Men vil den også udrydde begge religioners moralske og åndelige grundprincipper fra sindet hos de kommende ledere af Indiens politiske, kulturelle og kunstneriske liv? Jeg gør ikke krav på at være særligt fortrolig med hinduismens og islams indre liv. Alligevel mener jeg, at der i disse to religioner findes elementer, som kan gøre enhver af dem egnet til at fastholde mænd og kvinder, der er uddannet på universiteter, i deres indflydelse. Kristendommen er i denne henseende kommet til kort på grund af visse bånd, der er opstået af fejlagtige trosforestillinger, og som har skjult selve den sandhed, der blev fremlagt af denne religions store grundlægger.

Her har Lord Lothian selv indrømmet, at han i virkeligheden ikke ved meget om hindutva og islam. Han har kun på afstand fået øje på nogle bemærkelsesværdige ting i hinduismen og islam. Efter hans opfattelse kan disse ting gøre det muligt at fastholde dannede mennesker på højere moralske og åndelige principper over for den moderne kritiske og undersøgende tankegang. Men for dem, der kender den indre tilstand i disse to religioner, ja i alle Indiens religioner, er det på ingen måde nogen hemmelighed, at hvis en religion skal kunne bestå over for den kritiske og undersøgende tankegang, er islam den eneste, der kan bestå. Eller for at sige det i de klareste vendinger: Med en sådan tankegang er islam den eneste religion, der har evnen til at føre sine tilhængere fremad og i fremskridtets og oplysningens tidsalder blive anerkendt som hele menneskehedens religion. Hvorfor har kristendommen slået fejl? Udelukkende fordi den ikke er nogen social ideologi; tværtimod er den stærkt imod selve det sociale fællesskab. Den beskæftiger sig kun med individets frelse, og selv for denne frelse foreskriver den, at den eneste vej er at vende sig bort fra verden og være afhængig af det himmelske rige. Derfor blev kristendommen, efterhånden som Europas folk slog ind på fremskridtets og udviklingens vej, en hindring for dem i stedet for en hjælp. De måtte derfor gå fremad ved at bryde dens lænker. Hinduismens situation er tilsvarende. Heller ikke den rummer nogen progressiv livsanskuelse, nogen fornuftsbaseret moralsk lov eller nogen ekspanderende samfundsordning. Indtil i dag har kastesystemet været den største kraft til at holde hinduerne bundet til en samfundsordning og forhindre dem i at optage påvirkning fra andre civilisationer. Men det må bryde sammen, og det vil uvægerligt blive brudt. Derefter vil intet kunne redde det hinduistiske samfund fra opløsning. Som følge heraf vil dets lukkede døre blive åbnet for påvirkning udefra. Desuden er det værd at bemærke, at hinduernes gamle civilisation og samfundsordning, deres forældede afgudsdyrkende overtro samt deres urimelige og uvidenskabelige filosofiske synspunkter ikke kan bestå over for den moderne tids videnskabelige fremskridt og samfundsbevidsthed. Hinduerne nærmer sig derfor dag for dag et afgørende vendepunkt, hvor deres egen og i vid udstrækning Indiens skæbne vil blive afgjort. Måske vil de, ligesom de kristne i Europas renæssance, blive fjendtligt indstillede og blændet af had over for islam og vælge den materialistiske civilisations vej; ellers vil de fortsat træde ind i islam i stort tal.

Denne afgørelse afhænger i høj grad af muslimernes, især de traditionelt og moderne uddannedes, handlemåde. For islam kan ikke frembringe noget mirakel alene i kraft af sit navn. Hvis dens principper og idealer kun står nedskrevet på bogens sider, er det heller ikke muligt for den at frembringe noget mirakel. I betragtning af den splittelse, uorden og passivitet, som muslimerne i øjeblikket er opslugt af, den sløvhed og stilstand, der har lagt sig over deres lærde, og den kvindagtige fejhed og skyhed, der viser sig hos deres nyuddannede generation, kan man ikke håbe, at islams fortalere vil være i stand til at vinde Indiens sjæl, ja ikke engang til at blive stående på deres egen plads. Det er umuligt for en nation at stå fast over for revolutionens rivende strøm. Den må enten lade sig føre med strømmen eller rejse sig med fuld kraft og vende strømmen. Denne anden situation kan kun skabes på følgende måde: For det første må de almindelige muslimers moralske tilstand forbedres, og islams grundlæggende livssyn må vækkes til live i dem. For det andet må de lærde og de nyuddannede muslimer i fællesskab forstå livets moderne problemer i lyset af islamiske principper og fremlægge velordnede løsninger på dem både ideelt og praktisk – således at ethvert fornuftigt menneske, bortset fra den blinde hadske, bliver tvunget til at erkende, at der for et progressivt samfund ikke findes noget andet så fejlfrit og uangribeligt grundlag som islamisk kultur og civilisation.

Den form for konflikt, der i dag hersker mellem religion og videnskab i Indien (det kan nævnes, at denne artikel blev skrevet i 1938. På baggrund af forholdene i det daværende udelt Indien findes de problemer, der blev omtalt i denne artikel, stadig i dag i de forskellige lande i det opsplittede Indien. – Oversætteren), fandtes på samme måde i Europa for 50-60 år siden. Men også i Indien, der lever af Europas affald, står en forandring snart for døren. Dagen er derfor ikke fjern, hvor dette had til religionen, i det mindste hvad angår fornuft og viden, ikke længere vil eksistere. Betingelsen er naturligvis, at vi på forhånd må være rede til at udnytte denne mulighed. Lord Lothian har kort antydet denne dybe sandhed: For 60 år siden var der intet håb om en afslutning på den kamp, der førtes mellem videnskab og religion; tværtimod var der opstået en sådan tvivl om krigen mellem livets åndelige og mekaniske opfattelser, at den ikke ville få ende, før den ene af de to var død. Men i dag har begge de stridende parter trukket sig ud af kampen. Hverken videnskabsmanden eller den religiøse hævder i dag med fasthed, at han har afdækket hele naturens mysterium og været i stand til at løse alle dens vanskeligheder; tværtimod er der hos begge opstået en sådan tvivl om, hvorvidt de overhovedet ved noget om dette mysterium. Derfor er der i dag opstået en mulighed, som syntes umulig midt i kundskabens og videnskabens stadigt nye fremskridt.

Lord Lothian er naturligvis ikke fri for kristendommens indflydelse på sin opfattelse af religion. Desuden har han ikke fundet islams fornuftsbaserede opfattelse af religion. Derfor kan han højst forestille sig, at der i dag kan finde en forsoning sted mellem religion og videnskab. Men vi anser en forsoning mellem religion og videnskab for fuldstændig meningsløs. Hvis der i dag findes nogen hindring for, at islam kan blive videnskabens livgivende kraft, skyldes det ikke en iboende fejl ved islam; det skyldes derimod dens tilhængeres grænseløse dovenskab samt uvidenheden og den jahiliyyah-prægede fjendtlighed hos videnskabens bannerførere. Når disse to hindringer er fjernet, vil islam naturligvis forblive en levende kraft i videnskabens ramme.

Den lærde taler går videre og belyser endnu et spørgsmål. Det er spørgsmålet om, hvorvidt nogen form for religion kan bestå over for vor tids videnskabelige opvågnen og intellektuelle kritik. Hvilke egenskaber bør den religion have, som det oplyste menneske i vor tid søger? Og hvilke grundlæggende behov søger mennesket i dag religionens vejledning til?

Dette er det mest bemærkelsesværdige punkt i den tale, der her drøftes. Han sagde:

Hvis min opfattelse af situationen ikke er fejlagtig, må man nødvendigvis erkende, at religionen i vor tid står over for en hård prøve. Den vil kun kunne bestå denne prøve med succes, når de nye generationer har undersøgt dens indre regler og ordninger og er blevet fuldt overbevist om, at en velordnet løsning på alle livets praktiske problemer, spørgsmål og vanskeligheder findes inden for denne religion. Den personlige religions tid er forbi. Den tid er allerede svundet hen. I dag har ingen brug for en rent følelsesbetonet religion. Den religions tidsalder er også forbi, som kun i nogen grad kan hjælpe med at fastsætte regler for menneskers moralske adfærd og højst formår at love frelse i det hinsidige. Det moderne, rationelt tænkende menneske ønsker at prøve enhver ting, ja selv sandheden, efter målestokken for dens synlige resultater. Hvis det skal underkaste sig religionen, må det på forhånd have svar på spørgsmålet om, hvilke løsninger religionen tilbyder på dets praktiske problemer. Håbet om til sidst at opnå nirvana efter at have gennemlevet utallige genfødsler, eller ventet på at nå det himmelske rige efter at have overskredet dødens grænse, er ikke noget, som alene kan få det til at antage en religion. På grund af sin filosofiske søgen må religionen først give det en nøgle, hvormed det kan finde en tilfredsstillende løsning på naturens skjulte hemmeligheder. Desuden må den på passende videnskabelig vis påvise den direkte sammenhæng mellem årsag og virkning – mellem middel og resultat – og vise, hvordan den kan bringe de nuværende arrogante og tøjlesløse kræfter under kontrol, som i stedet for at fremme menneskehedens velfærd truer med at ødelægge den. Den må ligeledes angive, hvordan arbejdsløsheden, den urimelige ulighed, uretfærdighed og undertrykkelse, økonomisk udbytning, krig og andre sociale misdannelser kan udryddes, hvordan menneskers indbyrdes konflikter og familiens sammenbrud kan forhindres, og så videre. For det er disse problemer, der har berøvet mennesket al glæde. Den eneste grund til, at mennesket i dag er så afhængigt af religionen, er, at videnskaben i stedet for at løse dets problemer har gjort dem endnu større. Derfor har det aldrig før været så ivrigt som nu efter at få sine tvivl og problemer afklaret gennem religionen. Hvis religionen derfor vil sikre sit eget område og genvinde sin tabte anseelse, må den give åndelige, men samtidig videnskabeligt funderede svar på de nævnte spørgsmål – således at deres sandhed allerede her i verden kan prøves og efterprøves efter resultaternes målestok. Svarene må med andre ord ikke gemmes til livet efter døden. Vi vesterlændinge ved, at dette er vor tids største problem. Hvad kan I indere svare på det?

Efter at have læst denne del af Lord Lothians tale får man virkelig indtryk af, at en tørstig person vrider sig i smerte. Han ved intet om vand, men han mærker tørstens symptomer fuldt ud, og han fortæller også tydeligt, hvilke egenskaber den genstand har, som hans indre brand længes efter. Hvis man i denne situation bringer vand frem for ham, vil hans natur straks sige: Det er netop denne genstand, jeg er så tørstig efter. Han ville endog ikke tøve det mindste med at tage karret og drikke af det. Denne tilstand gælder ikke kun Lord Lothian; overalt i Europa, Amerika og resten af verden, hvor mennesker er blevet brændt af den vestlige civilisations ild og efter at have krydset det grønne bælte langs filosofiens og videnskabens ørken er nået frem til det midterste, vandløse og vegetationsløse øde, er alle i dag tørstige på samme måde, og ligesom Lord Lothian længes de alle efter en genstand med de samme egenskaber. Ingen af dem kender vandets navn, og ingen ved, hvor det findes; men fra tid til anden råber de blot: »Bring snart den genstand, som kan slukke den indre ild!«

De har ganske vist hørt vandets navn, men de har aldrig set dets virkelige skikkelse; tværtimod har de fra uvidende og fordomsfulde forfædre også hørt: »Pas på! Gå ikke engang i nærheden af vandet; det er en giftig og frygtelig ting.« Derfor har de været bange for dette navn. Men situationen er i dag nået dertil, at hvis man skjuler navnet og præsenterer den virkelige genstand for dem, vil de sandelig sige: »Ja, det er netop denne genstand, vi tørstede efter.« Og hvis man derefter siger til dem: »Mine herrer! Dette vand er den genstand, hvis navn I frygter«, vil de forbavsede og målløse sige: »Hvilket bedrag har vi dog levet i hele denne tid!«

Det moderne, rationelt tænkende menneske har undersøgt kristendommen meget grundigt. Det er blevet klart som dagens lys, at denne religion ikke er nogen kur mod dets sygdom. Det lader sig ganske vist undertiden fascinere af hinduismens og buddhismens gådefulde filosofi og deres historiske reaktionære karakter, men ved det første slag fra den videnskabelige kritik og analyse bliver deres fiasko tydelig. Buddhismen er i høj grad blot en indisk udgave af kristendommen. Hinduismen skaber derimod selv den slags problemer og vanskeligheder, som netop får det moderne, rationelt tænkende menneske til at føle behov for religion i håbet om at slippe fri af dem. Inden for dens område finder man den største urimelige ulighed mellem mennesker. Den værste form for økonomisk udbytning – nemlig åger og rentevæsen – er blevet en uadskillelig del af dens ordning. Krigens og stridens grundårsag – menneskenes opdeling i stammer og deres fjendskab – er trængt ind i selve dens fundament. Det samfundssystem, den har opbygget, forener ikke mennesker; tværtimod deler det dem i utallige klasser og stammer. Dens samfundsordning er så gammel og forfalden, at selv hinduer fra familier, der har fulgt hinduismen i tusinder af år, i vor tids videnskabelige og praktisk orienterede bevidstheds tidsalder tvinges til at overtræde den. For dens grundlag er ikke viden, fornuft og rationalisme, men fjendskab og overtro. Ud over alle disse verdslige forhold forekommer den endnu mere uegnet inden for retslære og spiritualitet. Den har ingen nøgle, der kan give en tilfredsstillende forklaring på naturens skjulte hemmeligheder. Dens overbevisninger er blot rent fantasifulde forestillinger, og der kan ikke fremføres noget videnskabeligt eller fornuftsmæssigt bevis for nogen af dem. Hvad angår moralfilosofien, skaber den ganske vist et fortryllende fantasiens trylleunivers – ligesom Mahatma Gandhi også har skabt et sådant. Men det er fuldstændig blottet for logiske beviser og praktisk dømmekraft (Practical wisdom). Derfor kan det med sikkerhed siges, at dens fiasko meget snart vil blive tydelig i den nuværende videnskabelige bevidstheds tidsalder.

Derefter er der kun islam tilbage. Faktisk består islam fuldt ud enhver af de målestokke, som det moderne, rationelt tænkende menneske har fremsat eller kan fremsætte for den religion, det længes efter.

At sige, at religion blot er en privat sag og kun har forbindelse med den personlige moral, er i dag blevet forældet. Det er i virkeligheden blot et særligt lunefuldt påfund fra det nittende århundrede. Og alligevel fortsætter en del reaktionære mennesker i vores land med at udbrede denne opfattelse, selv nu hvor vi befinder os i det tyvende århundredes fjerde årti. Selv om disse mennesker råber »fremskridt, fremskridt«, er de altid fast besluttede på at bevæge sig halvtreds år bag efter den verden, der er i bevægelse. I dag kan det næsten siges at være almindeligt anerkendt, at individet ikke kan tænkes adskilt fra samfundet. Hvert menneske i samfundet er forbundet med alle andre gennem utallige større og mindre relationer. Samfundet ligner i store træk en krop. Her svarer individets status til kroppens levende lemmer og organer. Hvis religion overhovedet er nødvendig, er den ikke kun nødvendig for individets egen tilfredsstillelse eller frelse i det hinsidige, men for hele samfundets organisering og for ledelsen af alle den jordiske tilværelses anliggender. Og hvis den ikke er nødvendig dér, er den ikke nødvendig for hverken individet eller samfundet. At samfundets love og ordning skal være af én art, mens individets religiøse tro og praksis skal være af en anden, er ikke andet end en barnagtig påstand. Hvis religiøs tro og praksis ikke har nogen forbindelse med samfundslivet, er en sådan tro og adfærd fuldstændig meningsløs. Ikke blot meningsløs: dér, hvor den ikke er rede til at samarbejde med de øvrige dele af samfundsordenen, er dens forsvinden uundgåelig. Derfor kan kun én af to veje vælges: enten må hele samfundsordenen gøres fuldstændig religionsløs, og religionen forvises endeligt fra menneskelivet i overensstemmelse med den kommunistiske lære; eller også må samfundslivet opbygges fuldstændig på religionens grundlag, og man må i overensstemmelse med Islams krav anerkende religionen som den eneste vejviser både inden for videnskab og viden og inden for kultur og civilisation. Den første vej har menneskene prøvet i lang tid. De giftige frugter, som Lord Lothian har omtalt, kan frembringes af den, og det er netop dem, den har frembragt. Heller ikke i fremtiden vil der ske nogen undtagelse fra denne regel. Under disse omstændigheder ligger verdens frelse alene i den anden vej, og muligheden for at føre denne vej ud i livet bliver dag for dag mere tydelig.

Men som jeg tidligere har sagt, er det helt op til muslimerne, om de vil udnytte denne mulighed fuldt ud eller miste den for altid. De faktiske forhold har bragt verden og vores land, som er en del af verden, til et sted, hvor udviklingen kan dreje i retning af Islam, men også kan nå ned i materialismens og det moralske anarkis bundløse afgrund. Indtil nu går dens bevægelse sandsynligvis i retning af den anden vej, for verden har gennem en meget lang periode bevæget sig ad denne vej. Men den er blevet bange og bekymret, når den har set denne vejs mange farer og rædsler, og den spejder desuden omkring sig for at undersøge, om der findes nogen anden vej til redning. Men ingen vej til redning er synlig for den. I virkeligheden venter den på stærke ledere, som kan befri dens syn fra sløret og bevise, at Islams enkle og lige vej er den eneste vej til frelse. Hvis en sådan gruppe af mujahider og mujtahider opstår blandt muslimerne, vil de være i stand til at vise hele verden vejen. Under disse omstændigheder kan de igen vinde den hædersplads, som de tidligere var blevet ophøjet til, og som de i dag længes efter, når de ser de vestlige nationer indtage den. Men hvis flertallet af denne nation fortsat sidder håbløst og modløst hen som i dag, hvis dens ungdom anser det for den højeste lykke at spise andres rester, hvis dens ulama er optaget af tomme diskussioner om den gamle fiqh og kalam, hvis dens politiske lederes lave sindelag betragter efterligning af fremmede nationers spor som det højeste ideal for en »jihadisk sindstilstand«, og hvis de anser det for en stor bedrift og klogskab at kaste deres egen nation i det tyvende århundredes største bedrag, kort sagt, hvis hele denne vældige nation fra top til tå er optaget af passivitet og uvirksomhed, og ikke engang nogle få troende mænd blandt disse millioner af mennesker med fasthed kan træde frem for at udføre jihad, ijtihad og stræben på Allahs vej, så vil også denne nation en dag blive kastet ned i den afgrund, som verden styrter mod. Derefter vil Allahs vrede endnu en gang brøle:

(Arabisk)

(Betydning: Må ulama-samfundet gå til grunde.)

7

Tyrkiets konflikt mellem Østen og Vesten

[Artiklen blev første gang offentliggjort i månedsmagasinet Tarjuman al-Qur’an i februar 1936. – Redaktionen]

Khalida Edib Khanums tale

[Navnets tyrkiske udtale er »Halide Edib Hanım«.]

Den berømte tyrkiske lærde og frihedskæmper Halide Edib Hanım kom til Indien i midten af 1935 på invitation fra Jamia Islamia. De taler, hun holdt i Delhi, har Jamias professor dr. Sayyid Abid Husain udgivet i urdu under titlen »Konflikten mellem Orienten og Vesten i Tyrkiet«. I denne artikel vil vi kaste lidt lys over disse taler.

I den muslimske verden er to stater i øjeblikket blevet hædret med lederskabet for verdens muslimer, hver fra sin egen side. Egypten på det åndelige område og Tyrkiet på det politiske. Den muslimske nations forbindelse med Egypten er forholdsvis dybere. For landets sprog er også vores eget internationale sprog – arabisk. Dets bøger og skrifter bliver udbredt blandt muslimer over hele verden. Dets åndelige indflydelse strækker sig fra Kina til Marokko. Kort sagt er Egypten det eneste bindeled mellem muslimerne, når det gælder omgang, forståelse og gensidigt kendskab. På den anden side har den tyrkiske nations kampfyldte liv, dens tapre forsvar mod den vestlige fremtrængen og dens enorme ofre og selvopofrelse for den nationale værdighed utvivlsomt påvirket hele den muslimske verden. Det er derfor, den har indtaget sædet som leder og autoritet i den muslimske verden. Men det sproglige fremmedskab samt manglen på gensidig omgang og forståelse har skabt en dyb afstand mellem Tyrkiet og de fleste muslimske lande. Derfor er vores kendskab til den tyrkiske nations åndelige udvikling, dens intellektuelle dannelse og dens sociale, politiske, religiøse og videnskabelige fremskridt meget begrænset. Især har vi kun i ringe grad haft mulighed for at kende og forstå de indre årsager til og den grundlæggende tankegang bag den store revolution, der har fundet sted i Tyrkiet i løbet af de seneste ti-tolv år. Mange mennesker er yderst utilfredse med tyrkerne. Andre nærer til gengæld en god opfattelse af dem. Nogle har endda taget deres begejstring for Vesten som et endeligt bevis til støtte for deres egen vestdyrkelse. Men ingen af dem har autoritative og pålidelige oplysninger. Selv om enkelte har en smule information, er den på ingen måde tilstrækkelig til at forstå det moderne Tyrkiets levende væsen.

Under disse omstændigheder er det vores store lykke, at en af det moderne Tyrkiets fremtrædende skabere er kommet hertil og har redegjort for sin nations indre tilstand. Hun var ikke blot en skuespillerinde på den seneste revolutions scene; hun var tværtimod en fremtrædende aktiv kraft i denne revolution. Samtidig besad hun, takket være Allahs nåde, en lærd persons fremsyn, en filosofs indsigt og et geni’s intellektuelle skarphed. Derfor kan hun både forstå de indre årsager bag de ydre begivenheders forløb og forklare dem. Fra en sådan autoritativ og pålidelig kilde har vi for første gang fået mulighed for at lære Tyrkiet rigtigt at kende og forstå det. Hun har forsøgt at åbenbare det moderne Tyrkiets levende væsen for os. Denne nation, som i dag ikke blot yder politisk lederskab til den muslimske verden, men også stræber efter at opnå åndeligt lederskab. Hvad dens indre tilstand i virkeligheden er, hvilke elementer den er sammensat af, hvilke kræfter der virker i den, hvilke årsager der har trukket den til dens nuværende position, og i hvilken retning den bevæger sig i dag – alt dette har hun fortalt os med fuld ærlighed og troværdighed. Denne autoritative informationskilde er yderst nyttig for os på mange måder. Dens eneste fordel er ikke, at den tyrkiske nations virkelige tilstand er blevet tydelig for os; en stor fordel er også, at vi nu bedre kan forstå den grundlæggende tankegang i den vejledning, som vores nye generation i dag modtager fra Tyrkiet. Kort sagt har vi fået endnu en mulighed for at forstå de indre årsager til den revolution, der nu er ved at blive organiseret i den muslimske verden.

Før man gennem Halide Hanım forsøger at forstå det moderne Tyrkiet, er det naturligvis nødvendigt først at forstå hende selv ordentligt. Det er utvivlsomt, at Halide Hanıms hjerte er helt muslimsk og fyldt med troens bevidsthed. Og denne tro er ikke af en hvilken som helst slags; den er misundelsesværdig. For det er en mujahid-kvindes tro. [Det er beklageligt, at jeg som følge af senere studier ikke har kunnet forblive urokkelig i denne opfattelse (1943).]

Der kan ikke engang i hendes tankegang iagttages spor af ateisme eller irreligiøsitet. Hun nærer en dyb kærlighed til islam; en kærlighed som en ægte muslimsk kvindes.

Men selv om hendes hjerte er muslimsk, er hendes sind ikke tilsvarende. Hun er blevet uddannet helt efter vestlig tradition og har kun studeret vestlig viden og videnskab. Det er gennem vestlige briller, hun har set verden, islam og sin egen nation, og hele hendes tænkning og synsmåde er formet efter en vestlig model. Hendes skjulte islam og kærlighed til Orienten i hjertet modarbejder naturligvis i betydelig grad Vestlighedens mentale og intellektuelle dominans. Det er som følge af denne modstand, at der i hendes tankegang kan konstateres en betydelig grad af balance sammenlignet med de øvrige revolutionære ledere i den tyrkiske nation. Men denne modstand har ikke helt kunnet beskytte hende mod den vestlige begejstrings dominans.

Det synes, at hendes kendskab til islam er meget begrænset. Den tid, hun har brugt på studiet af vestlig filosofi, historie og sociologi, er sandsynligvis mange gange større end den tid, hun har brugt på studiet af Koranen, Sunnaen og islams historie. Derfor rummer det glimt af hendes tanker om islam, som vi har kunnet iagttage i hendes taler, ganske vist gode hensigter, men meget lidt dyb forståelse og fremsyn.

I sin sidste tale sagde hun: »Gandhijis personlighed er et fuldkomment eksempel på moderne islam.« Det kan kun siges af en, der overhovedet ikke ved, hvad islam er, hvor langt større og ophøjet den er end både det gamle og det moderne, eller hvordan dens fuldkomne eksempel ser ud. For den, der blot har nogen opmærksomhed på den islamiske karakters særpræg og blot én gang har fået et glimt af denne karakter, har Gandhi ingen betydning; selv verdenshistoriens største helte bliver værdiløse i sammenligning. Dette er ikke et udsagn, der udspringer af nationalt had, men en ubestridelig historisk sandhed. Betragt personligheder som Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, Umar al-Faruq, må Allah være tilfreds med ham, Ali al-Murtada, må Allah være tilfreds med ham, Hasan ibn Ali, må Allah være tilfreds med ham, Abu Hanifa, må Allah have barmhjertighed med ham, Ahmad ibn Hanbal, må Allah have barmhjertighed med ham, og Abd al-Qadir al-Jilani, må Allah have barmhjertighed med ham. Svar derefter retfærdigt: Når profeterne undtages, hvilken personlighed i verdenshistorien kan da stilles op over for disse karakterer?

I dannelsen af osmannernes politiske samfund kan man spore indflydelsen fra alt lige fra tyrkernes gamle arvelige særpræg til Grækenland, Byzans, Rom og endog Platons demokrati. Men det eneste, hvis indflydelse ikke kan spores, er Koranens og Muhammads, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lære. Og dog var det netop denne lære, der i de centralasiatiske beduintyrkeres hænder blev en fakkel for kultur og civilisation, skabte hos dem evnen til at brede sig over hele verden og vinde verdensomspændende berømmelse, og forvandlede dem fra en ødelæggende kraft for menneskeheden til en velorganiseret kraft. Khaleda Khanam kunne højst se nogen indflydelse af islams lighed og retfærdighed blandt osmannerne. Det fremgår blandt andet af, at da sultan Selim ønskede at udbrede islam blandt sine undersåtter med sværdets magt, beordrede sheikh al-islam Jamal Efendi ham at afstå fra dette, og selv en despotisk hersker som Selim bøjede hovedet for denne ordre. Men i denne storslåede begivenhed fik Khaleda Khanam ikke øje på islamisk retfærdighed; hun så i stedet følelsen af »osmannisk nationalitet« og drivkraften til at bevare »den osmanniske statsstyrings princip«. Hun forstod ikke, at Jamal Efendis fatwa rummede ånden i »Der er ingen tvang i religionen«.

Det var styrken i hans islamiske troskab mod sandheden, der gav ham mod til at udstede en fatwa over for Selim. Og det var islams overlegenhed og storhed, der tvang Selim til at bøje hovedet for hans fatwa.

Khaleda Khanam synes at være utilfreds med den nuværende tyrkiske herskende klasses sekularisme, undertrykkelse og forfølgelse, dens tvangsprægede samfundsorganisering, grænseløse begejstring for Vesten, materialistiske sindelag og holdning til religion. Hun ønsker en harmonisk forening af Østens og Vestens skikke og normer. Hun går ind for at skabe overensstemmelse mellem »materialisme« og »spiritualisme«. Hun erkender også, at den forening, islam har skabt mellem disse to livsanskuelser, er den bedste. Men selv besidder hun ikke et fuldt og fremsynet syn på islam. Derfor ved hun ikke, hvad den rette måde at skabe denne forening på ifølge islamiske principper er, eller hvor den lige linje for balancen mellem de to yderpunkter går. Ser man imidlertid bort fra hendes personlige synspunkter, finder vi i hendes tale en klar og præcis beskrivelse af det moderne Tyrkiets mentalitet, dets tankegang og de historiske årsager til den nylige revolution; og det er netop det, vi ønsker.

Da det tyrkiske folk trådte ind i islam, begyndte muslimernes moralske og åndelige forfald. [Med det tyrkiske folk menes her det osmanniske Tyrkiet.] Ganske vist levede den jihadiske tankegang videre blandt dem, men den ijtihadiske tankegang var uddød. Fremsynede tænkere og lærde islamiske jurister med dyb indsigt i islam var på det tidspunkt forsvundet. Den islamiske kultur og civilisation var halvdød, og den islamiske tankegang var næsten livløs. Blind taqlid havde fået overtaget på området for de sharī’a-baserede bestemmelser. Ikke-arabiske og romerske skikke var trængt ind i samfundet og civilisationen. Orientalismen havde slået rod i sufismen, og nyplatonismen havde slået rod i filosofien. Der opstod mangel på egnede mennesker, som kunne tilegne sig viden direkte fra Koranen og sunnaen. De fleste blandt de lærde var optaget af komplicerede teologiske diskussioner præget af ordkløveri og lod en storm af fortolkninger og analyser fare gennem de spor, som forgængerne havde fulgt. De fleste herskere var optaget af blind efterligning af kejseren og Kisra. Sufiordenerne og de åndelige ledere havde forladt den sande sufisme fra islams gyldne tidsalder og fulgte munkenes og yogiernes eksempel. Muslimernes fremgang inden for videnskab, kundskab og kunst var gået i stå. Deres fremskridt inden for tænkning, forskning og opfindelser var næsten ophørt. Kort sagt viste forfaldets tydelige tegn sig efter opblomstringen på dette tidspunkt i hele den muslimske verden.

På denne måde trådte tyrkerne ind i islams historie med en grundlæggende svaghed. Og omtrent samtidig med at en åndelig udvikling og en videnskabelig fremmarch begyndte i Europa, blev grundlaget for Det Osmanniske Rige lagt.

I de første to og et halvt århundrede besejrede osmannerne ganske vist Europa den ene gang efter den anden og lod islams sejrens banner vajre. Men i denne periode var tyrkerne, ligesom de øvrige muslimske folk, gradvist på vej ned ad forfaldets vej, mens deres rivaler blandt de vestlige folk hurtigt bevægede sig mod materiel og åndelig udvikling. I det syttende århundrede e.Kr. antog situationen en helt anden karakter. Firingiernes militære organisation samt deres materielle og menneskelige styrke var vokset så meget, at de i slaget ved Sankt Gotthard for første gang på skammelig vis besejrede de forfaldende tyrkere. Men selv dette åbnede ikke tyrkernes øjne. De fortsatte med at bevæge sig ned ad forfaldets vej, mens firingierne tilsvarende steg mod udviklingens højder. Selv i det attende århundrede nåede tyrkernes moralske, religiøse, politiske, intellektuelle og civilisatoriske tilstand et ekstremt forfald. Og firingiernes herredømme trådte fuldt og helt frem.

I begyndelsen af det nittende århundrede indså sultan Selim denne omfattende svaghed hos det tyrkiske folk. Han begyndte at reformere styresystemet, udbrede moderne viden og videnskab, organisere militæret efter nye metoder og indføre moderne vestlige våben. Men de uvidende og tåbelige sufiordener samt de snæversynede lærde, der ikke kendte islams lære og tankegang, modsatte sig i religionens navn dette reformarbejde. De kaldte den militære organisering efter europæisk forbillede for frafald. Den moderne militæruniform omtalte de som en efterligning af de kristne. Efter deres mening var det syndigt at anvende bajonetter. Desuden blev der spredt had mod Selim med påstanden om, at han havde fordrejet islam ved at indføre de vantros principper.

Shaykh al-Islam Ataullah Afendi udstedte en fatwa om, at den hersker, der handler imod Koranen, ikke er værdig til at være hersker. Til sidst blev Selim afsat i 1707 e.Kr. For første gang skabte de religiøse ledere gennem deres uvidenhed og blindhed den forestilling, at islam var en hindring for fremskridt.

Tidens forhold forandrede sig hurtigt, og sammenlignet med andre muslimer ramte denne forandring tyrkerne særdeles hårdt. De stod lige over for Europa og var samtidig i krig med europæerne. De havde dybe politiske, kulturelle og handelsmæssige forbindelser netop med de vestlige nationer. Selv de europæiske folk, der var underlagt dem, tog hastigt vestlig indflydelse til sig. Men de tyrkiske religiøse ledere, som hverken besad dybtgående islamisk viden eller evnen til ijtihad og var fuldstændig uvidende om islams egentlige lære, var helt ligeglade med denne forandring. Som følge heraf tvang de det tyrkiske folk til ikke at bevæge sig så meget som ét skridt fremad fra forholdene, som de havde været for syv hundrede år siden.

Efter Selim forsøgte sultan Mahmud at gennemføre reformer. De lærde og de religiøse ledere satte sig igen imod ham. Efter at have overvundet mange hindringer lykkedes det Mahmud i 1826 at indføre principperne for en moderne militær organisation. Men de lærde og sufierne blev ved med at udbrede, at sådanne reformer var bid’ah, at islam blev fordrejet gennem dem, at sultanen var blevet gudløs, og at muslimernes iman uundgåeligt ville gå tabt, hvis de lod sig indrullere i en moderne hær.

Det var i denne periode, at der blandt Tyrkiets tænkende mennesker opstod en almindelig bevidsthed om deres nationale forfald. De overvejede årsagerne til de vestlige nationers fremgang, studerede deres videnskab, kundskaber, skikke og metoder og kastede et skarpt blik på deres administrative systemer. Samtidig forsøgte de at ændre lovgivningen, de administrative forhold, uddannelsesinstitutionerne og det militære system i deres eget rige gennem sådanne reformer, at de kunne gøre fremskridt på lige fod med de vestlige nationer. Med Khaleda Khanams ord strømmede den levende åre af islamisk tankegang gennem disse menneskers årer. Både deres sind og deres intellekt var muslimske. De var ganske vist bevidste om deres egne svagheder, men over for Vesten havde de på ingen måde et mindreværdskompleks. De var ikke forblindede af Vesten og var ikke parate til ukritisk at tage alt fra den til sig. Deres eneste mål var tværtimod at afhjælpe deres eget riges og deres nations svagheder ved hjælp af Vestens gode sider og på alle livets områder konkurrere med europæerne på lige fod. Under sultan Abdul Majid Khans regering reformerede de statsforvaltningen og reorganiserede hæren. De pustede liv i deres folks kultur og civilisation. De grundlagde nye skoler og colleges. På denne måde skabte de på blot få år en ny nation, som rummede højt udviklede talenter, der kunne tænke og forske med hele den islamiske civilisations skatte af perler og ædelstene i sig. Frem til sultan Abdul Aziz’ afsættelse (1876) udførte denne gruppe trods utallige hindringer, både indefra og udefra, arbejdet med den nationale genopbygning på fortrinlig vis. Det var som følge heraf, at en general som Umar Pasha, en organisator som Midhat Pasha og ægte muslimske tænkeledere og forfattere som Namık Kemal og Abdul Haq Hamid trådte frem.

Men da sultan Abdul Hamid kom til, ændrede han pludselig hele udviklingen. Hans regeringstid varede i alt 33 år, fra 1876 til 1909. I denne periode nåede en anden orientalsk nation, Japan, fra det ene sted til det andet ad fremskridtets trappe. Denne selviske sultan brugte derimod sin tid udelukkende på, af hensyn til sin egen magt, at blokere vejen for det tyrkiske folks mentale, intellektuelle, kulturelle, politiske og administrative udvikling og på at lamme dets livskraft. Der er ikke her mulighed for en udførlig kritik af denne mands handlinger. Den korte sammenfatning er imidlertid, at han brugte den bedste tid til konstruktivt arbejde – hvor hver eneste time var yderst værdifuld – på ødelæggende foretagender. Han ødelagde det tyrkiske folks største talenter. Selv en enestående personlighed som Jamaluddin Afghani lykkedes det ham at tilintetgøre. Men den største skade, der som følge af ham blev påført ikke blot det tyrkiske folk, men hele den muslimske verden, var, at han brugte kalifatets religiøse magt samt de reaktionære lærdes og religiøse lederes indflydelse til at udrydde grundlaget, som de tyrkiske reformatorer under organisationsperioden havde skabt, og til at afskaffe deres politiske og administrative reformer. Som følge af denne selviske og kortsynede politik opstod der en revolutionær reaktion blandt de tyrkiske unge. Derfor begyndte de ligefrem at betragte religion som en hindring for fremskridt. Deres sind og intellekt blev oprørske over for den islamiske lære. Det had og den fjendtlighed, som naturligt var opstået i dem over for de reaktionære lærde og religiøse ledere, blev under revolutionismens overdrivelse rettet mod religionen. De tænkte – og de uvidende lærde og religiøse ledere tvang dem til at tænke – at islam var en stivnet og stillestående religion. Den havde ingen evne til at følge med tiden. Dens love og regler kunne ikke tilpasse sig ændrede forhold. Bortset fra nogle få trosforestillinger rummede den ikke noget andet fast og stærkt. I løbet af disse 33 år skabte undertrykkelsen – som desværre havde antaget en religiøs farve – ateisme, materialisme, forblindelse af Vesten, blind efterligning af vestlig tænkning, had til deres egen tradition, oprør mod alt gammelt samt et stærkt had til kalifatet og den islamiske enhed blandt tyrkernes nye generationer; disse sidste var blevet gjort til redskaber for sultan Abdul Hamids personlige interesser. Samtidig blev den forestilling rodfæstet hos dem, at det for at opnå fremskridt og velstand i verden var nødvendigt at rive alle fortidens grundlag ned og opføre tyrkismens palads helt efter vestlig model.

Revolutionen i 1908 afsatte sultan Abdülhamid. Som følge heraf overgik statens uindskrænkede magt til en gruppe oprørsksindede, overentusiastiske og ophidsede unge. Med Khaleda Khanoms ord var disse mennesker af en anden type end reformtilhængerne fra organisationsperioden. Ikke én af dem kunne måle sig med tænkerne fra organisationsperioden hvad angår uddannelse, tænkning, forskning og kultiveret intelligens. De havde hverken dette store mål for øje eller en tilsvarende fasthed i deres karakter. Med hensyn til høflighed, dannelse og uddannelse kunne vi på ingen måde sammenlignes med dem. De besad hverken den stærke nationalfølelse eller dømmekraften til korrekt at forstå forskellen mellem det gamle og det moderne. Denne lille gruppe unge var uvidende om islamisk kundskab og videnskab og umodne i islamisk uddannelse og dannelse. Men heller ikke inden for vestlig kundskab og videnskab havde de noget dybtgående udsyn. I deres sind var der opstået et intenst had til deres egen religion, civilisation, kundskab og videnskab, skikke og gamle sociale institutioner. Vestens fremskridt og udvikling havde fremkaldt en fuldstændig fascination hos dem. De blev rastløse efter at forandre hver eneste af deres egne ting. Da statsmagten kom i deres hænder, brød det indelukkede og forurenede vand fra treogtredive år så at sige ud med en oversvømmelses kraft. I denne periode satte nationalisme og den turaniske [Ordet turanisk kommer fra navnet »Tura« eller »Turan«. Det er tyrkernes oprindelige hjemland i Centralasien. Det er sandsynligt, at en gren af de tyrkiske stammer dér under de mongolske invasioner slog sig ned i det nuværende Tyrkiet, og at det osmanniske tyrkerrige eller det moderne Tyrkiets opståen udsprang herfra] chauvinismes dæmon sig på tyrkerne. Ligegyldighed over for islamisk enhed begyndte at vise sig. Kritikken af religionen tog for alvor sin begyndelse. Store kræfter blev sat ind for fuldstændigt at antage den førislamiske oldtidscivilisation. Forslaget om at indføre det latinske alfabet blev fremsat for at bryde forbindelsen med fortiden og knytte sig tættere til Vesten. En gruppe regeringsansatte ulama trådte frem for at støbe islam efter den moderne ideologis form. Ziya Gökalp var denne gruppes førende skikkelse. Han førte en intens kampagne for turanisk enhed som modvægt til islamisk enhed. Ved at vække had og afsky hos tyrkerne mod den islamiske periodes historie og dens berømte heltesønner lærte han dem at være stolte af de gamle barbariske tatarer, blandt hvilke Djengis og Hulagu var de mest fremtrædende. Han forsøgte at befri det tyrkiske sprog for den islamiske litteraturs indflydelse. Han fremhævede nødvendigheden af en fuldstændig efterligning af Vesten i tyrkernes samfund, civilisation, kultur, skikke og alle forhold i det praktiske liv. En person med dette syn blev den moderne revolutionære bevægelses fører. Sammen med sine tilhængere forsøgte han at fortolke den islamiske lære på en sådan måde, at alt i islam, bortset fra nogle få trosforestillinger og moralske bestemmelser, kunne ændres og støbes efter Vestens form.

Mens en så stor revolution var ved at begynde blandt det tyrkiske folk, var det tyrkiske ulama og de religiøse ledere på den anden side endnu ikke rede til at træde ud af forholdene fra det syvende århundrede. Deres svaghed, overtro, reaktionære holdning og stærke modvilje mod at tilpasse sig tiden fortsatte ligesom under sultan Selims regering. De sagde stadig, at porten til ijtihad var blevet lukket efter det fjerde hijri-århundrede. Men lige for øjnene af dem blev frafaldets port åbnet. De var stadig optaget af at læse og undervise i bøger om filosofi og kalam, som tiden havde lagt fem hundrede år bag sig ved at kaste dem bort. I deres prædikener og formaninger fremførte de stadig Koranens gamle slags tafsir og de svage hadither, som ganske vist fik mennesker for hundrede år siden til at sukke og beklage sig, men som samtidens tænkende mennesker, når de hørte dem, ikke blot blev lede ved disse mufassirer og muhaddither, men også ved selve Koranen og hadith. De insisterede stadig på at indføre de retsregler, der stod skrevet i »Shami« og »Kanz al-Daqa’iq«, blandt det tyrkiske folk; og selv om tyrkerne som følge af denne stædighed forlod lydigheden mod de bestemmelser, der var fastlagt i Koranen og sunnaen, var de ikke rede til at ændre deres synspunkt.

Kort sagt fulgte ulama og de religiøse ledere så fejlagtige principper, at de på blot hundrede år førte det tyrkiske folk fra organisationsstadiet til dette stadium af revolutionisme. På den anden side fjernede de revolutionære ledere blandt tyrkerne sig, selv om de af hjerte og sjæl var muslimer, gradvist fra islam i tankens, fornuftens og handlingens praktiske verden. Netop på dette tidspunkt lød Første Verdenskrigs krigstrommer. Her slagtede de ulykkelige muslimer i Arabien og Indien tyrkerne sammen med islams fjender. Efter verdenskrigens afslutning, da tyrkerne kæmpede for at redde deres nationale liv fra fuldstændig undergang, var det den daværende khalif og shaykh al-islam, der modsatte sig dem mest. Disse sidste slag var ødelæggende for de revolutionære og for tyrkernes halvdøde islamiske bevidsthed. Det uundgåelige resultat af dette ser vi i det nye Tyrkiets grænseløse modernisme. Den revolutionære tankegang, som i 1908 var umoden, og som travlheden med krigen i Tripolitanien, Balkankrigene og det græske angreb havde hindret i at modnes, blev pludselig moden efter Lausanne-konferencen og begyndte at antage en helt konkret form. Således blev de vestlige principper fuldstændigt virkeliggjort i samfundet og civilisationen; nationalismen afspejledes fuldt ud i sprog, litteratur og politik; og efter kalifatets fald blev der skabt en forskel mellem religion og stat. Med Khaleda Khanoms ord blev staten befriet for religionens indflydelse, mens religionen blev gjort underordnet staten. I stedet for islamisk lov blev schweizisk lov indført; Koranens klare anvisninger blev endog ændret i spørgsmål om arv, ægteskab og skilsmisse; kvinder blev overladt til en tøjlesløs frihed, der var fuldstændig i strid med islamisk lære og svarede til de europæiske kvinders efter verdenskrigen. Alt dette var det naturlige resultat af de uvidende ulamaers svaghed, de selvtilbedende sufieres vildfarelser, sultanernes egoisme, som udnyttede kalifatets embede ulovligt, samt de revolutionære lederes dybe uvidenhed om Koranens og sunnaens kundskab. Det beklagelige er, at det tyrkiske folk i løbet af dette århundrede ikke frembragte blot ét geni, som besad dyb indsigt i Koranen og hadith, kunne forstå den islamiske læres grundlæggende ånd, skarpt kunne iagttage tidens foranderlige forhold, anvende sin ijtihadiske kraft og anvende islamiske principper på disse forhold, så han kunne opbygge en harmonisk livsform, der var baseret på Koranen og sunnaen og egnet til at følge tidens udvikling.

De, som ikke kender denne udvikling i den tyrkiske historie, hengiver sig til en besynderlig vildfarelse. Folk med et gammeldags religiøst syn bliver ved med at udsende fatwaer om, at de nye tyrkere er vantro og syndige. Men de ved ikke, at de tyrkiske ulama og religiøse ledere er større syndere end disse nye tyrkere. Den mujahidiske nation, som i fem hundrede år havde kæmpet alene for islam, blev på grund af disse ulamaers og religiøse lederes svaghed skubbet fra islam i retning af europæisering. Hvis en sådan svaghed en dag også skubber andre muslimske nationer i samme retning, er der intet at undre sig over.

På den anden side fremstiller modernisterne enhver »åbenbaring«, der er steget ned fra Ankara, for muslimerne, som om Koranen var blevet ophævet, og Muhammeds (fred være med ham) profetiske mission var afsluttet. Hvis der nu findes vejledning, findes den kun i Atatürks livsideal; hvis der findes en stråle af viden, findes den i den »åbenbaring«, der er steget ned fra Ankaras himmel. Men den stakkels Atatürk og hans tilhængeres situation er denne:

(Arabisk)

(Men de har ingen viden om dette. De følger kun formodninger. – Sura az-Zukhruf: 20)

8

Rationalismens bedrag

[Artiklen blev første gang offentliggjort i december 1934 i månedsbladet Tarjuman-ul-Quran]

Ét

Hvor dybt vestlig uddannelse, kultur og civilisation påvirker det religiøse syn hos unge mænd, der er umodne eller helt uerfarne i islamisk uddannelse, kan man slutte ud fra de skrifter og taler, som folk af denne kategori har offentliggjort. Som eksempel er en artikel af en muslimsk kandidat fra De Forenede Provinser for nylig kommet til vores kendskab. I den skrev han, da han beskrev sine erfaringer fra en rejse i Kina og Japan:

Vores kinesiske ledsagere er særdeles frådsende og drikfældige. Svinekød er dem så kært som selve livet. Nu har jeg forstået hemmeligheden bag kristendommens fremgang. Kineserne anser troskab mod deres gamle religion for at være i strid med moderne uddannelse. Hvis de blot forstod det, ville de ikke have vanskeligt ved at antage islam. Men islam berøver dem alle deres yndlingsfødevarer; derfor tvinges de til at antage kristendommen. Under disse omstændigheder vil der ikke være noget overraskende i, hvis kristendommen i fremtiden bliver Kinas officielle religion. Hvad angår svinekød, er jeg tilbøjelig til at give Europas og Kinas nye muslimer en vis lempelse. Jeg tvivler endda på, at dets klare haram-status fremgår af Koranen. Højst kan det være blevet forbudt araberne af en særlig grund. Men i et land, hvor man uden det ville være ‘famanid turba ghaira bagiyin wa la adin’ (det vil sige umuligt at klare sig), hvilken skade kan det da gøre at spise det? Kort sagt har jeg ikke forstået betydningen af denne ene bestemmelse i Koranen, nemlig årsagen til dens generelle forbud. Ellers: Hvis religionen principielt kan udarbejde en kostplan for os, selv om der er så stor afstand mellem maven og den moralske bevidsthed, hvorfor skulle den så ikke også undervise i jernarbejde, smykkefremstilling, skrædderkunst og så videre? Efter min mening er den dybere årsag til, at islam ikke har gjort fremskridt og bredt sig i verden, at den berøver mennesket alle dets menneskelige rettigheder og forvandler det til en livløs klump og et ganske uforstandigt barn. Derfor mister det vejen til sin egen verdslige udvikling. Ellers burde vores religion være præcis som de kristnes, sådan som de har forstået den.

Derefter skriver han i forbindelse med sin beskrivelse af forholdene i Shanghai:

Når jeg ser disse utallige lykkelige og velstående mennesker, skabt af Gud, kan mit sind på ingen måde acceptere, at de blot nogle få år senere skal blive til brændsel for helvedet – som om det eneste formål, Gud havde med at skabe dem, var dette. Og hvis alle på nær nogle få af dem er kafirer og afgudsdyrkere, skal det så regnes som en forbrydelse, der berettiger til at kaste dem i helvede, at de har gjort Guds verden rig og smuk? De dræber jo ikke pilgrimme eller begår røveri! De har ikke Lots folks udskejelser. De tilegner sig ikke andres rigdom og fremfører heller ikke nogen argumentation for at gøre det ‘halal’. De lever deres liv uden strid og i god orden. Hvorfor skal de trods alt dette regnes for værdige til helvede? Den polyteistiske forestilling er uden tvivl en tåbelig og indholdsløs ting. Men sig mig: Hvis et menneske af natur anser et væsen for herre over sit liv og sin død, men ligesom os er ude af stand til at erkende dets dybeste mysterium, eller ikke tror, at arabisk er Guds sprog – skal I så blot af denne ene grund være dets fjender, og skal det blive jeres? Men nej, efter jeres opfattelse er ikke engang alt dette nødvendigt. Det eneste, der kræves af jer, er, at I bærer en bestemt slags bukser og en skjorte med et bestemt snit. I skal spise bestemte slags mad. I skal have et skæg på fire fingerbredder i ansigtet. I må ikke gå ind på landets uddannelsesinstitutioner, fordi der ikke undervises i det religiøse sprog og de religiøse videnskaber.

Om Japans havn Kobe skriver han:

I to timer gik jeg rundt og så på havnen i Kobe. Jeg så ikke en eneste tigger noget sted – heller ikke en fattig person iført laser og pjalter. Et folk, der ikke engang kender religionens eller Guds navn, er nået så langt i udvikling!

Derefter begyndte han selv at uddele ‘gode råd’:

Husk, at ‘Ihsan’ er religionens vigtigste bestanddel. Men den er ikke afhængig af noget sprog eller nogen religiøs videnskab. Dens naturlige mål er at gøre os ansvarlige for vores gerninger, enten i det hinsidige liv eller i dette liv. Dette er den sande islamiske religion. Alt det andet, som I har givet navnet religion, er blot selvbedrag eller en forstyrrelse af sindet. Den dag, I begrænser religionen til disse to ting og bryder alle shariaens bånd, vil også I kunne nå udviklingens højeste tinder sammen med andre folk; ja, sig snarere, at I den dag vil vække fornuft og bevidsthed blandt folkene. Hvis verdsligt herredømme ikke forsvinder fra nogens hænder, vil heller ikke det ‘himmelske kongedømme’ forsvinde. I er ikke selv et folk, men reformatorer af andre folk. Men for Guds skyld må I ikke give nogen anledning til at sige: ‘Dette folk har besteget udviklingens højeste tinder, men muslimernes tilstand blandt dem er yderst elendig.’ Det er utvivlsomt, at ansvaret for deres elendige tilstand bæres af deres religion med dens besynderlige natur.

Dette citat er et tydeligt eksempel på den almindelige sindstilstand i vores nyuddannede ungdomskreds. De er født i muslimske familier, opdraget som en del af det muslimske samfund og knyttet til muslimerne gennem samfundets og civilisationens bånd. Derfor er deres tilknytning til islam, deres medfølelse med muslimerne og deres ønske om at leve som muslimer medfødt. Dette ønske har slået rod i deres sind uden indflydelse fra deres vilje, intellekt eller tankevirksomhed. Men det var helt nødvendigt at forvandle denne ufrivillige og ubevidste islam til en villet og bevidst islam gennem uddannelse, at de fuldt ud forstod islamisk lære, før de identificerede sig som muslimer, og at de udviklede evnen til at afprøve de islamiske bestemmelser og love i det virkelige liv. Men allerede før dette blev de sendt i skole og på college for at få engelsk uddannelse. Dér udviklede deres sind, personlighed og tankevirksomhed sig inden for en fuldstændig ikke-islamisk uddannelse. Den vestlige civilisation og tankegang fik en dybtgående indflydelse på deres sind. Som følge heraf betragtede de alt fra et vestligt perspektiv. De begyndte at bedømme ethvert problem ud fra en vestlig tankegang. Kort sagt blev det umuligt for dem at tænke og iagttage på nogen måde, der var fri af denne omfattende indflydelse fra vestliggørelsen. De tilegnede sig ganske vist rationalismens lektioner fra Vesten, men de havde ingen selvstændig fornuftsmæssig erkendelse. Deres fornuft var lånt fra Europa. Derfor blev deres rationalisme i sin grundvold til europæisk rationalisme og forblev slet ikke selvstændig rationalisme. De tilegnede sig også kunsten at kritisere fra Vesten, men dette var heller ikke en lære i selvstændig kritik; tværtimod var dens kerne, at de skulle anse vestlige skikke og normer for ufejlbarlige, bedømme alt i Østen efter deres målestok, men betragte selve de vestlige skikke og normer som hævet over kritik.

Efter en sådan uddannelse, da de havde forladt college og trådte ind på livets arbejdsmarked, viste der sig en enorm kløft mellem deres hjerte og deres hjerne. Deres hjerte var muslimsk, men deres hjerne var ikke-muslimsk. De levede i et muslimsk samfund. Dag og nat udførte de alle deres gøremål sammen med muslimer. De var bundet til muslimerne gennem samfundets og civilisationens bånd. Overalt omkring sig så de muslimernes religiøse og kulturelle aktiviteter. Deres kærligheds- og medfølelsesforhold var knyttet til muslimerne; men al deres evne til at tænke, overveje, bedømme og danne sig en mening var formet efter en vestlig model. Den havde overhovedet ingen overensstemmelse med islams skikke eller muslimernes adfærd. Som følge heraf begyndte de at bedømme alt ved islam og muslimer efter vestlige målestokke. Alt, der stred mod denne målestok – hvad enten det var et af islams grundprincipper eller en mindre detalje, eller det var en muslimsk handling – anså de for vildledt og noget, der måtte korrigeres. Nogle af dem studerede også islam i nogen grad med henblik på forskning og iagttagelse. Men deres målestok for kritik og forskning var ligeledes af vestlig art. Hvordan skulle islams lige søm da kunne passe ind gennem deres mentalitets skæve hul?

Når denne slags herrer udtaler sig om religiøse spørgsmål, får man tydeligt indtryk af, at de taler løs uden nogen form for eftertanke. Deres fremstilling er hverken sammenhængende eller ordnet i overensstemmelse med logikkens regler. De gør ikke engang noget forsøg på at nå frem til en korrekt konklusion. Det mest forbløffende er, at de ikke engang fastlægger deres eget standpunkt, mens de taler. I forbindelse med det samme spørgsmål indtager de uden videre forskellige standpunkter – mens de taler om ét bestemt standpunkt, antager de pludselig et andet og begynder selv at argumentere imod det foregående standpunkt. Slap tænkning er et fremtrædende træk ved deres religiøse drøftelser. Om ethvert andet emne end religion taler de med stor årvågenhed og forsigtighed. For de ved udmærket, at hvis de dér siger noget usammenhængende, vil de miste enhver anseelse i de lærdes øjne. Men fordi religion ikke har nogen værdi eller betydning for dem, føler de intet behov for at anstrenge deres hjerne, når de taler om den. Derfor kan de her med fuld sikkerhed fremsætte usammenhængende udtalelser. Deres optræden giver indtryk af, at de efter måltidet ligger i en lænestol og blot fører lidt munter samtale; derfor mener de heller ikke, at der er nogen grund til at tage hensyn til reglerne for, hvordan man bør tale om dette emne.

Det andet, der tydeligt kommer til udtryk i denne slags menneskers skrifter, er deres overfladiske tænkning og deres mangelfulde viden. Om noget andet emne end religion ville de ikke vove at tale med så lidt viden og så ringe eftertanke. For hvis man siger noget uden at kende de faktiske oplysninger, risikerer man at miste sin anseelse. Men når det gælder religion, føler de ikke noget behov for at undersøge, studere eller tænke sig om. På grundlag af det, de tilfældigt har fået at vide, træffer de deres konklusioner og fremsætter dem uden blusel. For her er der ingen frygt for at blive holdt til regnskab. Måske vil mullaherne holde dem til regnskab; men på forhånd har man omhyggeligt fastslået, at mullaherne er blinde, forældede og snæversynede.

Begge disse træk er fuldt ud til stede i den dygtige forfatters omtalte artikel. For det første kan man slet ikke ud fra hans artikel forstå, om han taler som muslim eller som ikke-muslim. Den, der taler om islam, kan imidlertid kun indtage én af to roller: enten må han indtage muslimernes rolle, eller også må han tale som ikke-muslim. Den, der taler som muslim, må – uanset om han er ortodoks, fritænkende eller reformvenlig – nødvendigvis tale inden for islams grænser. Det vil sige, at han uden forbehold må anerkende Den Ædle Koran som den endelige autoritet og de religiøse principper og sharīʿa-bestemmelser, som Koranen fastlægger. Hvis han ikke tror på Koranens autoritet og mener, at det er tilladt at kritisere noget, der er bevist ud fra Koranen, må han træde uden for islam. Efter at have overskredet denne grænse kan han ikke længere tale i en muslims rolle. Hvis han derimod indtager den anden rolle, det vil sige erklærer sig som ikke-muslim, kan han frit kritisere Koranens grundprincipper og bestemmelser. For han anerkender ikke Koranen som det endelige bevis. Men efter at have indtaget denne rolle kan han ikke have nogen ret til at tale som muslim, udgive sig for at være muslim for at forklare muslimer islams betydning eller anvise vejen til islams fremskridt. Når en intelligent og bevidst person med omtanke drøfter islam, vil han også tage hensyn til de fornuftige betingelser for, hvilken af disse to roller der er acceptabel for ham. For det kan ikke være et intelligent menneskes handling på samme tid at betegne sig selv som muslim og samtidig kritisere de principper og bestemmelser, som Koranen fastlægger, eller at rejse spørgsmål om Koranens autoritet og samtidig uddele gode råd til muslimer. Dette er blot et mislykket forsøg på at forene to modsatrettede ting. Det betyder, at én og samme person på samme tid identificerer sig både som muslim og ikke-muslim – at han på samme tid befinder sig både inden for og uden for islams grænser.

Vi nærer ikke så ugunstig en opfattelse af forfatterens uddannelsesmæssige kvalifikationer og intelligens, at vi skulle tro, at han også ville indtage to indbyrdes modstridende holdninger, når han talte om andre emner end islam. Vi forventer heller ikke af ham, at han skulle sætte sig i den indiske kejsers domstol [man må huske, at artiklen blev skrevet i 1934] og kritisere de love og bestemmelser, som den indiske kejser selv havde indført. Vi forventer heller ikke af ham en sådan dumdristighed, at han, efter at have hævdet troskab mod en religion eller ideologi (School of Thought), skulle begynde at kritisere denne religions grundprincipper. Men det forbløffende er, at han i spørgsmålet om islam har indtaget to fuldstændig modstridende holdninger. Han er end ikke klar over, at han gentagne gange skifter holdning. På den ene side giver han sig ud for at være muslim, identificerer sig som muslim, beklager muslimernes nød, udtrykker interesse for islams fremgang og prædiker for muslimer om ’ihsan’, det vil sige ’den rene religion’. På den anden side fremsætter han hensynsløs kritik af grundprincipperne og lovsystemet i den bog, som islams grundlag hviler på, og hvis anerkendelse som det endelige bevis er en uomgængelig betingelse for at være muslim. Koranen har ikke blot ét eller to steder, men mindst fire steder klart erklæret svinekød for haram [se al-Baqara, vers 173; al-Ma’ida, vers 3; al-An’am, vers 145; al-Nahl, vers 115]. Men han er tilbøjelig til at give folk lempelser i dette spørgsmål. Det morsomme er, at denne iver efter at give lempelser angiveligt også skulle være af hensyn til ’islams fremgang’! Det virker, som om tanken om islams fremgang har grebet ham stærkere end hensynet til Koranen. Eller måske er han blevet utålmodig efter at fremme en islam, der ligger uden for Koranen! I virkeligheden opstiller Koranen, ligesom den gør med andre ting, også en fødevarefortegnelse (Menu) for menneskene og fastlægger en skelnen mellem halal og haram samt mellem det rene og det urene blandt fødevarerne. Den siger endda klart: ’I har ikke ret til efter eget forgodtbefindende at erklære noget for halal eller haram.’ [al-Nahl, vers 116] Men i dette spørgsmål understreger han netop sin egen ret og tøver med at anerkende Koranens ret. Det vil sige, at han slet ikke vil acceptere nogen indblanding fra religionens side i spørgsmål om mad og drikke! I virkeligheden har Koranens religion, i modsætning til Sankt Paulus’ tilhængere [han var en af Jesu Kristi vigtigste disciple. Død omkring år 67 e.Kr. Den nuværende kristne verden følger hans opfattelse – redaktøren] (ikke Jesu Kristi), ikke begrænset religionen til noget bestemt område. Tværtimod giver den lovbestemmelser om hvert eneste forhold: beklædning, mad og drikke, ægteskab og skilsmisse, arv, handel, politik, domstole, strafferet osv. Alligevel betragter han dette som en hindring for islams fremgang og udvikling. Han har hævdet, at denne lov forvandler mennesket til et livløst lig og et uforstandigt barn. Derfor har han foreslået, at vores religion bør være præcis sådan, som de kristne (i virkeligheden Paulus’ tilhængere) forstår den. Koranen har selv fastlagt den religiøse lov og kaldt den grænser fastsat af Allah samt påbudt lydighed mod den. Men han kalder disse grænser i sharia for lænker. Ligesom Sankt Paulus mener han, at det er nødvendigt at bryde disse lænker for religionens udbredelse og fremgang. Ifølge Koranen er iman den første og obligatoriske betingelse for frelse. Om den, der ikke tror på Allah, erklærer Koranen klart, at han vil blive brændsel for Helvede. [al-Anbiya, vers 98] Om de er utallige eller få, velstående eller fattige, gør ingen forskel. Men hans situation er sådan, at når han ser de utallige vantro og afgudsdyrkere leve lykkeligt, velstående og i overflod, kan han på ingen måde få sig selv til at tro, at de blot nogle få år senere vil blive brændsel for Helvede! Han kan slet ikke forstå, hvilken anden forbrydelse de skulle have begået end at have gjort Guds verden rig og smuk! Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan han forblive muslim, når han så åbent er uenig med Koranen? Eller hvordan kan han som muslim være uenig med Koranen? Hvis han er muslim, bør han ikke være uenig med Koranen. Og hvis han ønsker at være uenig med den, bør han gøre det efter at have trådt uden for islams fastsatte grænser. Den, der ikke er tilfreds med en religions grundprincipper og lovsystem, hvis hjerte ikke accepterer sandheden i dette lovsystem, som ikke er i stand til at forstå dets årsager og logik, og hvis øjne finder nogle eller de fleste af dets bestemmelser anstødelige, har kun to veje åbne: Enten kan han træde ud af denne religion og opnå retten til uden forbehold at kritisere hvilken som helst af dens regler og bestemmelser; eller, hvis han ønsker at forblive i religionen med en utilfreds indstilling, må han afholde sig fra offentligt at udtrykke vrede mod den og i stedet forsøge at fjerne sin tvivl som en oprigtig studerende, uden at udgive sig for en mujtahid og save løs på dens lovsystem. Ifølge sund dømmekraft kan kun disse to fremgangsmåder være fornuftige. Og hvis et virkelig samvittighedsfuldt menneske blev stillet over for en sådan situation, ville det vælge en af dem. Men forfatteren og mange andre vestligt uddannede menneskers situation er den, at de ikke har det moralske mod til at vælge den første vej, mens de også skammer sig over at følge den anden. Derfor har de valgt en urimelig mellemvej: På den ene side slutter de sig til muslimerne, ønsker islams fremgang og udvikling og viser uro og medfølelse over muslimernes lidelser; på den anden side siger og gør de alt det imod islam, som kun ikke-muslimer kan tillade sig. Hadith og fiqh er ikke det eneste, de uden tøven kritiserer; de viger end ikke tilbage for at kritisere selve den hellige Koran. De bliver ved med uden videre at angribe hvert eneste af islams grundlag. Disse dannede mennesker hævder, at de alene i samfundet er fornuftige mennesker og derfor ikke kan acceptere noget, der strider mod fornuften. Og deres største anklage mod ’mullaherne’ er, at de aldrig anvender deres dømmekraft på noget som helst. Men deres egen situation er, at de i religiøse spørgsmål tydeligvis fremsætter selvmodsigende udsagn, anlægger indbyrdes modstridende handlingslinjer og med det ene af deres udsagn tilbageviser det andet – hvilken slags rationalisme er det, som de progressive forskere har opdaget og vinder anerkendelse for?

Se nu nærmere på omfanget af deres viden og dybden i deres tænkning.

For at Islam kan gøre fremskridt mener den fremtrædende forfatter, at det er nødvendigt at ophæve alle de religiøse forskrifter og forbud, ligesom i kristendommen, og gøre Islam til en rent trosbaseret religion. Han har indset, at hemmeligheden bag kristendommens fremgang ligger i, at der dér ikke findes nogen grænse mellem det haram og det halal. Der findes ingen moralske forskrifter eller forbud. Mennesket er dér ikke blevet frataget sine menneskelige rettigheder og forvandlet til et livløst lig eller et uforstandigt barn; tværtimod har det fået frihed til at gøre, hvad det vil, blot det tror på Kristus. Men han har slet ikke tænkt grundigt over, at det, der kaldes Islam, findes i Koranen. Og Koranen har gjort både iman og gode gerninger til den samlede betegnelse Islam. Desuden har den fastlagt klare grænser for gode gerninger, udformet regler og forskrifter og anvist en fuldstændig handlingsmåde for både det individuelle og det kollektive liv. Uden en sådan ordning kan Islam på ingen måde etableres som din (livsordning) og civilisation. Og ingen muslim er blevet givet ret til at ophæve denne ordning og disse grænser. For deres ophævelse er blot et andet navn for Islams ophævelse. Og hvis Islam selv ophæves, hvilken mening kan dens fremgang så have? Hvis han ønsker det, kan han selv opfinde en religion og udbrede den; men hvilken ret har han til at føre noget, der strider mod Koranen, frem under Islams navn og kalde dens fremgang for “Islams fremgang”?

Han ønsker at kalde en ren tro for Islam, nemlig denne: at vi er ansvarlige for vores gerninger i både dette liv og det hinsidige. Han har sandsynligvis sagt dette i håb om, at Islam derved ville blive begrænset, få en enkel og mild natur og fortsætte med at brede sig hurtigt.

Men hvis han blot havde tænkt lidt dybere over betydningen af denne tro, ville han have forstået, at Islam selv efter en sådan begrænsning ikke kan være efter hans smag. For hvis denne tro skal kaldes en religion, bliver det først og fremmest nødvendigt at tro på livet efter døden. Desuden afhænger ansvarlighed eller bevidstheden om at skulle stå til regnskab af tre forhold. For det første må man fastslå, hvem man skal stå til regnskab over for, og anerkende Hans suverænitet. For det andet må man fastslå ansvarlighedens natur og på dette grundlag skelne mellem vellykkede og mislykkede handlinger i det virkelige liv. For det tredje må man fastslå de forskellige følger af succes og fiasko med hensyn til at stå til regnskab. For hvis følgerne af fiasko og succes er ens, eller hvis der slet ingen følger er, bliver selve ansvarligheden fuldstændig meningsløs. Dette er det logiske krav i den tro, som den fremtrædende forfatter ønsker at kalde “den rene religion”. Selv hvis Islam efter hans forslag blev grundlagt på denne tro, ville den vanskelighed, han ønsker at undgå, alligevel trænge sig på. Så ville det igen blive nødvendigt at tro på den Gud, uden hvem det tilsyneladende er lykkedes Japan at nå toppen af fremskridtet. Igen ville de religiøse bånd og moralske lænker blive skabt, som han ønsker at bryde, og hvori han mener, at hemmeligheden bag Islams manglende fremgang ligger. Igen ville spørgsmålet om straf og belønning vise sig, og når han ser Guds utallige skabninger leve lykkeligt og velstående uden tro, vil hans sind nægte at acceptere, at de blot få år senere skulle blive kastet i straffen.

Derfor bør han efter nærmere overvejelse hellere kalde noget Islam, som ikke indeholder nogen form for forskrifter eller forbud. Noget, hvor resultatet for både den troende og den ikke-troende vil være det samme. Noget, hvor det for at opnå succes i det hinsidige er tilstrækkeligt at gøre Guds verden velstående og velordnet, og hvor hans sind, når det ser Guds utallige skabninger, som ikke tror på det, leve lykkeligt og velstående, vil kunne acceptere, at de alle efter nogle år vil blive forvandlet til paradisets nattergale.

Forfatteren finder ikke spørgsmålet om, at svinekød ifølge Koranens forskrifter er endeligt haram, korrekt eller velbegrundet. Han har næret den mistanke, at det måske blev gjort haram for araberne af en særlig grund. Men hvis han blot havde slået op i Koranen, før han fremsatte denne opfattelse, ville hans tvivl være forsvundet. I Koranen står der klart:

(Arabisk)

Betydning: O Profet! Sig: I den åbenbaring, der er sendt ned til mig, finder jeg intet, der er gjort haram som føde for nogen, der spiser, bortset fra ådsler, flydende blod og svinekød – for det er uden tvivl urent – eller et dyr, der er slagtet i en andens navn end Guds, af ulydighed. Men den, der er blevet tvunget af nød (og har spist noget af dette), uden at være oprørsk eller overskride grænsen, ham vil din Herre være tilgivende og barmhjertig over for.” (Sura al-An’am: 145)

I dette vers er svinekød gjort haram for enhver, der spiser (arabisk). Som begrundelse for, at det er erklæret haram, angives det, at det er “urent” (arabisk). Spørgsmålet er: Betyder den, der spiser, her en arabisk spiser? Og kan det samme være rent for arabere og urent for ikke-arabere? Vil forfatteren på dette grundlag også foretrække at give ådselædere en særfordel? Hvis han ønsker at give en særfordel med hensyn til svinekød, må han gøre det på egne vegne. Men hvorfra har han fået retten til, i strid med Koranens klare erklæring, at sige, at Koranens endelige erklæring om, at det er haram, ikke er hævet over enhver tvivl?

Nutidens ny-mujtahider har opfundet et besynderligt princip for ijtihad. Et af deres særlige principper er, at når de ønsker at modsætte sig en islamisk bestemmelse, erklærer de uden videre, at netop denne bestemmelse blev fastsat for araberne. Selv om der ikke findes den mindste antydning i Koranen eller noget argument eller eksempel til støtte for denne begrænsning, tøver de ikke det mindste med at fremsætte sådanne påstande. Hvis denne tendens fortsætter, vil de måske en dag i den nærmeste fremtid forsøge at begrænse selve Koranen til araberne.

Desuden er det så latterligt at argumentere ved hjælp af dette udtryk – den, der er nødstedt, uden at være ulydig eller overskride grænsen – at man får lyst til at rose rejseberetningsforfatterens forstand og dømmekraft. Han har sandsynligvis forstået verset sådan: »Når der spontant opstår et ønske om at spise svinekød, så spis det, men lad være med at spise det siddende i en have, og gør det heller ikke til en vane.«

I virkeligheden kan kun en person, der ikke forstår betydningen af et eneste af ordene nødstedt, ulydig og vanemæssig, udlede af dette vers, at europæere og kinesere skulle have en særlig lempelse med hensyn til svinekød. Ellers ville en, der kender betydningen af disse ord, umuligt kunne udvise så stor en dristighed. Verset betyder i virkeligheden ikke, at alle, som er vant til at spise ådsler eller drikke blod, eller som er parate til at sætte livet på spil for svinekøds skyld, eller blandt hvem det er almindeligt at spise kød af dyr, der er slagtet i en andens navn end Allahs, skulle høre til de nødstedte. I så fald ville hele forbuddet blive meningsløst. For hvis forbuddet gjaldt dem, der spiser disse ting, ville de fortsætte med at spise dem efter deres vane under påberåbelse af undtagelsestilstanden; og hvis forbuddet derimod gjaldt dem, der selv afholder sig fra disse ting, ville der ikke være noget behov for det. I virkeligheden er undtagelsen blevet indført ved at knytte betingelsen »uden at være ulydig eller overskride grænsen« til ordet nødstedt. Det betyder, at hvis en person er ved at dø af sult og ikke kan skaffe anden føde end noget haram, må han spise det haram for blot at redde livet; men på den betingelse, at han ikke overskrider tilladelsens grænser. Det vil sige, at han ikke må spise mere end det, der er absolut nødvendigt for at redde livet, og ikke må nære et ønske om at overskride de grænser, Allah har fastsat. Netop dette er også andre steder blevet udtrykt i forbindelse med forbuddet mod svinekød, ådsler og lignende:

(Arabisk)

Det vil sige, at hvis nogen bliver nødstedt af sult og ikke har nogen tiltrækning til synd i sit hjerte, må han under sådanne omstændigheder spise noget haram.« Hvor er Koranens bestemmelse, og hvor er forfatterens forsvar for europæere og kinesere? Fordi indbyggerne i disse lande er parate til at sætte livet på spil for svinekød, skal svinekød altså gøres tilladt for dem ved hjælp af denne undtagelse – og det endda for at få dem til at træde ind i Islam. Hvilket absurd argument! Hvis man på denne måde begynder at lempe islams regler under hensyn til enhver nations tilbøjeligheder og begær, må man lidt efter lidt gøre vin, utroskab, åger og alle den slags forbudte ting halal. Spørgsmålet er: Hvad er behovet for at få mennesker ind i Islam, som ikke er rede til at følge Allahs bestemmelse, overholde de grænser, Han har fastsat, og anse det haram for haram? Hvornår har Islam været afhængig af sådanne mennesker, så man skulle forhandle med dem for at få dem til at gå med?

Til at begynde med forstod forfatteren blot ikke årsagen til, at svinekød er haram. Men efter nogen overvejelse er han nået frem til, at der principielt er en enorm afstand mellem mavesækken og den moralske bevidsthed. Derfor er han kommet til den konklusion, at religionen ikke har nogen ret til at angive forskellen mellem halal og haram blandt fødevarer. Hans udtalelse afslører også den hemmelighed, at han ikke ved mere om den fysiske videnskab end om Koranen. Det er naturligvis ikke nogen særlig skam for en uddannet og oplyst person ikke at kende Koranen, men en så stor uvidenhed om videnskab er uden tvivl yderst skammelig. Hidtil ved han ikke engang, hvilken forbindelse der er mellem menneskets sjæl og dets fysiske opbygning eller mellem den fysiske opbygning og føden. Det er ikke mærkeligt, men tværtimod forbløffende, hvis det stof, der tilfører kroppen de bestanddele, den nedbryder, og som danner alle kroppens årer, blodkar og nervesystemer, ikke har en naturlig indvirkning på hjertet og sjælen. Videnskabens verden var tidligere i almindelighed ligeglad med denne sandhed; men de senere års forskning i ernæringsvidenskab har gjort det klart, at føden nødvendigvis påvirker menneskets moralske karakter og mentale kræfter. Derfor undersøger moderne videnskabsfolk, hvilken slags indflydelse forskellige fødevarer har på vores sjæl og tænkeevne. Det ser ud til, at vores uddannede vens viden om videnskab på ingen måde er up to date. Ellers kunne han ikke med så stor frækhed have hævdet, at der principielt er en enorm afstand mellem mavesækken og den moralske bevidsthed.

9

Rationalismens bedrag

[Artiklen blev første gang offentliggjort i juni 1936 i månedsbladet Tarjuman-ul-Qur’an – redaktionen.]

To

Rationalisme (Rationalism) og naturalisme (Naturalism) er de to strømninger, som vesterlændinge i de sidste to årtier har udbredt med stor kraft. Hvem kan benægte propagandamagtens storhed? Hvis noget igen og igen og gentagne gange stilles frem for folks øjne og føres ind i deres ører, hvor længe vil de da kunne beskytte deres sind og hjerne mod dets påvirkning? Derfor har verden til sidst, alene på grund af propagandaens magt, accepteret, at grundlaget for Vestens viden, videnskab og civilisation er bygget på en urokkelig rationalisme og naturalisme. Men et kritisk studium af den vestlige civilisation gør det helt åbenbart, at dens grundlag ikke hviler på hverken rationalisme eller naturlov; tværtimod er hele den vestlige civilisations struktur udelukkende bygget på følelser, begær og behov. I virkeligheden var renæssancen i Vesten blot et voldsomt oprør mod intellektet og naturen. Denne opvågnen forkastede fornuften og bevægede sig ad sansningens og materialismens vej. Den satte sin lid til følelserne i stedet for fornuften. Den forkastede samvittighedens anvisninger, rationelle beviser og de naturlige instinkter og erklærede i stedet de sanseligt erfarelige, materielle resultater for den egentlige og sande målestok. Den betragtede naturens anvisninger som fejlagtige forestillinger og gjorde begær og behov til sin vejviser. Alt, hvad der lå uden for målingens grænser, anså den for tomt og grundløst. Alt, som ikke kunne sikre nogen form for sanseligt erfarelig, materiel fordel, blev betegnet som nytteløst og unødvendigt. I begyndelsen var denne sandhed skjult selv for vesterlændingene. Derfor nærede de, trods deres bevægelse imod fornuften og naturen, den forestilling, at den nye tidsalder med »fri tænkning«, som de havde indledt, var grundlagt på rationalisme og naturalisme. Senere blev den egentlige hemmelighed ganske vist afsløret, men de havde ikke modet til at erkende den. Derfor dækkede de med yderste list deres afgudsdyrkelse, deres trældom under instinkterne og deres sanselige underkastelse med et slør af fornuft, beviser og naturalisme. Men som det engelske ordsprog siger, er »katten nu helt ude af sækken«. Irrationaliteten og modstanden mod naturen er i dag blevet så tydelig, at det ikke længere er muligt at trække noget slør over den. Derfor erklæres der i dag åbent oprør mod både fornuften og naturen. Fra videnskabens hellige horisont til samfundet, økonomien og politikken er oprørets fane blevet hejst overalt. Som følge heraf har alle den moderne verdens ledere, med undtagelse af en gruppe »bagudskuende« hyklere, accepteret, at deres civilisation udelukkende skal beherskes af begær og behov.

Vesterlændingene og de europæisk orienterede står stadig nogle skridt tilbage for deres læremestre. Det følger naturligt, at også de, som har udviklet deres intellekt inden for den uddannelse, det menneskelige miljø samt den kultur og civilisation, de tilhører, nødvendigvis må udvikle en tilsvarende dyrkelse af sansning og materialisme samt trældom under begær og behov. Og det er i virkeligheden også det, der er ved at opstå hos dem. Men de er endnu ikke nået til det stadium, hvor katten er kommet ud af sækken. Gennem deres taler og skrifter hævder de stadig: Vi anerkender kun fornuftens og naturens anvisninger. Forelæg os blot rationelle beviser. Hvis noget ikke bevises for os gennem rationelle argumenter og naturlige tegn, vil vi ikke anerkende det. Men i sækken med disse store ord gemmer der sig en kat, som hverken er rationel eller naturlig. Hvis man analyserer deres skrifter, vil det tydeligt fremgå, at deres sind og hjerne er fuldstændig ude af stand til at undersøge og forstå rationelle beviser og naturlige instinkter. Når man undersøger betydningen af det, de kalder »fornuftsbaseret velfærd«, vil man opdage, at det i virkeligheden er »erfaringsbaseret velfærd«. Og erfaringsbaseret velfærd er noget, der er håndgribeligt, tungt, tælleligt og måleligt. De er på ingen måde parate til at anerkende den nytte eller fordel ved noget, som ikke kan påvises ved at beregne det efter matematiske regler, veje det på en vægt eller måle det med en målestok. Og så længe dets nytte i denne særlige betydning ikke kan bevises, betragter de troen på det og lydigheden mod det som en aldeles »irrationel« handling. Det mysterium, der ligger bag deres påstand om at følge naturens anvisninger, bliver også tydeligt, hvis man undersøger sagen nærmere. For dem betyder natur ikke menneskelig natur, men biologisk natur. Og i den biologiske natur er der ingen plads til fornuft eller hjertets egenskaber; den er blot fyldt med følelser, begær og sanselig underkastelse. I deres øjne er kun de ting troværdige, som kan påvirke menneskets sanser, tilfredsstille dets begær og ønsker samt opfylde dets fysiske og psykiske behov. Kun de ting er pålidelige, hvis nytte let kan undersøges, hvis skadelighed ikke er synlig eller er mindre synlig end deres nytte. Hvad derimod angår de ting, som er naturlige for mennesket, hvis betydning mennesket føler gennem sin egen samvittighed, og hvis gavn eller skade ikke er materiel eller sanseligt erfarelig, men åndelig og indre – det er overtro, meningsløst, nytteløst og unødvendigt.

At tillægge sådanne ting nogen betydning – ja, endog at anerkende deres eksistens – regnes for blindhed, overtro og gammeldagshed. På den ene side har de en sådan aversion mod fornuften og naturen, og på den anden side gør de krav på rationalisme og fremskridtstro! Deres fornuft og samvittighed er nået til et sådant stadium af bankerot, at de ikke kan erkende modsætningen.

Menneskets sind bør naturligvis opnå så megen gavn af uddannelse, kultur og civilisation, at dets tanker, bevidsthed og forestillinger ikke bliver spredte, usammenhængende og uordnede. Det bør anvende en klar og enkel tænkemåde. Ved at ordne begivenhedernes forløb korrekt bør det nå frem til fejlfri konklusioner. Det bør holde sig fri af åbenbare fejlslutninger såsom selvmodsigelser og meningsløs snak. Men med få undtagelser synes vores almindeligt uddannede herrer at være berøvet selv disse grundlæggende fordele for den mentale udvikling. Før de diskuterer et emne, ser man ingen dømmekraft hos dem til selv at fastlægge det rette udgangspunkt, forstå de intellektuelle konsekvenser af dette udgangspunkt og, med dette for øje, følge en argumentationsrække, der stemmer overens med deres eget udgangspunkt. Når man taler med dem eller kaster et blik på deres skrifter, vil det ved første øjekast synes, at deres tankegang er sørgeligt usammenhængende. De begynder en diskussion ud fra ét udgangspunkt, men efter at være kommet et lille stykke frem ændrer de udgangspunkt, og efter endnu et stykke antager de ligefrem et helt andet udgangspunkt. De har ikke engang udvalgt oplysningerne omhyggeligt for at bevise deres påstand eller ordnet dem efter logikkens regler. Hvad er deres egentlige påstand? Hvilket emnes sandhed eller falskhed ønskede de at fastslå, og hvilken konklusion nåede de til sidst frem til? Selv efter en grundig undersøgelse fra begyndelse til slut kan man ikke finde svar på disse spørgsmål. Den dybereliggende årsag til denne situation er, at hovedmålet for den moderne civilisation og det moderne uddannelsessystem, som den har påvirket, udelukkende er rettet mod sanselighed og materialisme. Den vækker menneskets begær og ønsker, stimulerer dets behovsfølelse og indprenter betydningen af sanseligt tilgængelige ting i dets hjerte og sind, men udvikler ikke dets intellekt og mentale evner. Den skaber ganske vist en selvtilfredshed over dets dømmekraft og eftertanke, og denne selvtilfredshed tilskynder det til at kritisere enhver ting som ‘rationel’ og til at afvise enhver ting, der efter dets opfattelse ikke er ‘fornuftig’; men i virkeligheden er dets sind helt og aldeles uvilligt over for rationalisme. Det udvikler overhovedet ikke evnen til at afgøre et spørgsmål gennem en fejlfri argumentationsrække eller til at træffe en beslutning i en sag.

Det bedste bevis på denne urimelige ‘rationalisme’ hos de moderne, uddannelsesstolte mennesker findes i spørgsmål vedrørende religion. For de vestlige doktriner står i enhver henseende i konflikt med dette områdes åndelige, moralske, sociale og kulturelle grundlag.

For at bevise sandheden i dette bør du tale med en engelsksproget uddannet person om et religiøst spørgsmål og for at undersøge hans sindstilstand få ham til at erklære, at han er muslim. Fremlæg derefter et påbud fra shariaen for ham og vis ham beviserne til støtte for det. Straks vil den gode mand rejse sig og med en yderst intelligent mine sige: ‘Det her er jo ren ‘mullahisme’. Kom med rationelle argumenter og beviser til mig. Hvis du ikke har andet end en simpel beskrivelse eller et citat, vil jeg ikke anerkende noget af det, du siger.’ Allerede disse få ord afslører denne hemmelighed: Den gode mand er ikke engang blevet berørt af rationalismens brise. Efter mange års uddannelse, studier og vidensudøvelse har den stakkels mand ikke kunnet forstå, hvad den intellektuelle konsekvens af at kræve argumenter og beviser i en sag er, eller hvilken egentlig status den krævende person derved får.

Ifølge islam kan mennesket med rette kun have én af to statusser: enten er det muslim, eller også er det ikke-muslim eller kafir. At være muslim betyder, at det med hjerte og sjæl har accepteret Allah og Hans Sendebud. Det har også erklæret, at det uden indvending vil adlyde enhver befaling, som Hans Sendebud bringer fra Allah. Under disse omstændigheder har det ikke længere ret til særskilt at kræve argumenter og beviser til støtte for hver enkelt bestemmelse. Som muslim er dets opgave blot at undersøge, om Guds Sendebud har givet en bestemt befaling. Derefter bør det straks adlyde den, selv om befalingen ikke er blevet bevist gennem konventionel rationalitet. Det kan naturligvis kræve argumenter og beviser for at opnå indre ro og fremsynethed. Men et sådant krav kan kun fremsættes, når det er rede til at efterleve befalingen. At kræve argumenter og beviser som en forudsætning for lydighed og at nægte at adlyde, hvis man ikke får argumenter og beviser eller ikke opnår indre ro, betyder imidlertid, at man i virkeligheden benægter Guds Sendebuds autoritet; og denne benægtelse er det samme som kufr. Alligevel havde personen først hævdet, at han var muslim. Hvis han nu indtager en kafirs rolle, er hans rette plads ikke inden for islams grænser, men uden for dem. Først bør han have det moralske mod til at træde ud af en religion, som han i virkeligheden slet ikke tror på. Først da vil han være berettiget til at kræve argumenter og beviser, og hans krav kan besvares.

Dette er den sunde og fornuftige regel. Uden den kan ingen ordning i verden etableres. Hvis borgerne i en stat kræver en begrundelse for enhver offentlig ordre og nægter at adlyde ordrer uden argumenter, kan staten ikke bestå et eneste øjeblik. Hvis hver eneste soldat i en hær spørger om årsagen til enhver ordre fra hærens øverstbefalende og i enhver sag gør sin egen mentale tilfredshed til en forudsætning for lydighed, kan der i virkeligheden ikke dannes nogen hær. Kort sagt må man forsøge at tilfredsstille hver enkelt berørt person, og hvis ingen ordre må adlydes, før hver person har opnået tilfredshed, kan ingen skole, højskole, forening eller med ét ord nogen social ordning etableres på dette grundlag. Mennesker tilslutter sig normalt en institution med den grundlæggende og elementære forståelse, at de har fuld tillid til institutionens højere myndighed og anerkender dens autoritet. Så længe de derefter er en del af denne institution, er det deres pligt at adlyde den højere myndigheds ordrer; selv om de ikke kan blive tilfredse med en mindre detalje, er det deres ubetingede pligt at adlyde ordren. At modsætte sig en ordre som lovovertræder er naturligvis en anden sag. En person kan forblive en del af en institution, selv om han er ulydig i mindre spørgsmål; men hvis nogen erklærer personlig tilfredshed som en forudsætning for lydighed, selv i den mindste sag, må man forstå, at han i selve sin grund nægter at anerkende den højere myndigheds autoritet. Det svarer til et åbenlyst oprør. Hvis en sådan handlemåde blev fulgt i en stat, ville der blive rejst sag mod personen for forræderi mod staten. Hvis det skete i en hær, ville han blive stillet for en krigsret. Hvis det skete på en skole eller højskole, ville han straks blive bortvist. Hvis det skete inden for religionen, ville der blive udstedt en fatwa om kufr mod ham. Ingen kan få ret til at kræve denne slags argumenter og beviser, mens han befinder sig inden for en institution. En sådan kravstillers rette plads er ikke indenfor, men udenfor. Derfor bør han først træde ud. Derefter kan han fremsætte så mange indvendinger og protester, som han ønsker.

Dette er et grundlæggende princip eller selve fundamentet for islams ordning. Islam gav ikke mennesket påbud fra begyndelsen; først opfordrede den det til at tro på Allah og Hans Sendebud. Til støtte for netop dette ene forhold blev alle argumenter og beviser fremlagt. Ved hjælp af ethvert rationelt bevis og ethvert tegn i naturen blev der gjort forsøg på at overbevise mennesket om, at Allah alene er dets Herre, og at Muhammad, sallallahu alayhi wa sallam, er Allahs Sendebud. Dette grundlæggende spørgsmål kan De undersøge og efterprøve så grundigt, som De ønsker, gennem argumentation og diskussion. Hvis De ikke bliver overbevist af noget argument eller bevis, vil De aldrig blive tvunget til at antage islam. Ingen af islams regler og bestemmelser vil heller ikke blive anvendt på Dem. Men i det øjeblik De frivilligt antager islam, bliver De muslim. Og ordet muslim betyder netop én, der underkaster sig. Derefter er der intet behov for at fremlægge argumenter og beviser for hver eneste af islams anvisninger eller overlade spørgsmålet om at følge dem til Deres sindsro; tværtimod er det som muslims allerførste pligt at underkaste sig uden indvendinger enhver anvisning, der når Dem fra Allah og Hans Sendebud:

(Arabisk)

Betydning: De troendes pligt er, at når de kaldes til Allah og Sendebudet, for at Sendebudet kan træffe afgørelse iblandt dem, skal de sige: »Vi har hørt og adlydt.« (Sura an-Nur 51)

I virkeligheden er kravet om argumenter og beviser som en betingelse for tro og underkastelse fuldstændig selvmodsigende. At forene disse to ting strider helt imod sund dømmekraft. Ingen troende kan på denne måde kræve argumenter og beviser. Omvendt er det heller ikke muligt for en sådan rationalist at være troende:

(Arabisk)

Betydning: Når Allah og Sendebudet har truffet en afgørelse i en sag, har troende mænd og kvinder ingen ret til selvstændigt at træffe en afgørelse i den sag. (Sura al-Ahzab 36)

Den enorme succes, islam opnåede med hensyn til reform og organisering, skyldtes i sin kerne denne princips direkte virkning. Efter at troens ånd var blevet fast forankret i menneskene, afholdt hele det troende samfund sig fra det, som det var blevet forbudt at gøre. Omvendt blev det, der var blevet påbudt, sat i værk blandt millioner af mennesker ved blot en enkelt antydning. Hvis det havde været nødvendigt at fremlægge argumenter og beviser i enhver sag, og hvis lovlydigheden havde været afhængig af, at man forstod begrundelsen for og betydningen af hvert eneste påbud og forbud, ville den reform og organisering af menneskets karakter og adfærd, som Sendebudet, sallallahu alayhi wa sallam, gennemførte på blot 23 år, ikke have været mulig, selv ikke frem til Dommedag.

Det betyder ikke, at islams regler og bestemmelser strider imod fornuften, eller at nogen af dens selv mindste forskrifter er uden betydning. Det betyder heller ikke, at islam kræver blind efterligning af sine tilhængere eller forbyder dem at undersøge det fornuftige og naturlige grundlag for dens regler og bestemmelser og forstå deres betydning. Den virkelige situation er den modsatte. For at følge islam korrekt er skarp intellektuel indsigt og dømmekraft helt afgørende. Jo dybere en person forstår betydningen og begrundelsen for de islamiske regler, desto mere fuldkomment kan han følge dem. Islam forbyder ikke en sådan indsigt og fremsynethed; tværtimod opmuntrer den til det. Men der er en himmelvid forskel mellem den intellektuelle nysgerrighed, der følger efter underkastelsen, og den overvejelse, der kræves som betingelse før underkastelsen. Muslimen viser først ubetinget underkastelse. Derefter forsøger han at forstå betydningen og begrundelsen for islams regler og bestemmelser. Men dermed er det ikke sagt, at begrundelsen for enhver bestemmelse nødvendigvis vil være forståelig for ham. I virkeligheden har han fuld tillid til og tilfredshed med Allahs herredømme og Sendebudets profetskab. Derefter ønsker han, for at opnå et fuldstændigt overblik, også at opnå større tilfredshed gennem forståelsen af de enkelte detaljer. Når han opnår en sådan tilfredshed, takker han Allah; men hvis han ikke opnår den, fortsætter han uden tøven med at adlyde islams regler og bestemmelser på grundlag af sin fulde tilfredshed med Allah og Sendebudet. Hvor kan man sammenligne ham med den person, der ved hvert eneste skridt kræver argumenter og beviser og siger: »Jeg går kun videre, hvis De kan overbevise mig; ellers trækker jeg mig tilbage«?

For nylig er en propagandaskrift, der er udgivet af en muslimsk gruppe, kommet os for øje. Denne gruppe består af højtuddannede muslimer. Gruppens medlemmer er ikke religionsfjendtlige; tværtimod mener de selv, at de udfører en stor tjeneste for religionen. Blandt de ting, de udbreder i religionens navn under betegnelsen »reform«, er et bemærkelsesværdigt punkt, at de hvert år ved Bakra Eid forbyder muslimer at udføre qurbani. Samtidig råder de muslimerne til at bruge de penge, de ellers ville have anvendt på at slagte dyr, til at støtte nationale institutioner, forsørge forældreløse og enker samt skabe beskæftigelse for arbejdsløse. Vi har ikke fået hele redegørelsen for den indvending, som en muslim fremsatte mod denne propaganda. Men som svar på hans indvending blev der sagt:

Indtil nu har ingen, bortset fra at henvise til rituel praksis og blind efterligning, påpeget qurbanis fornuftige og praktiske nytte. Hvis nogen oplyser os om qurbanis fornuftige begrundelse, vil han vinde vores taknemmelighed.

Dette er et eksempel på det, de skriver, som hævder at være »uddannede« og »oplyste«. På den ene side et højlydt krav om »rationalisme«, på den anden side en sådan yderlighed af »irrationalitet«! Disse to sætninger, der er kommet fra en bestemt persons »hellige pen«, beviser, at han ikke engang har fastlagt sin egen rette rolle. Hvis han ønsker at tale som muslim, bør han bøje hovedet for den »rituelle praksis«. Først derefter kan han gøre krav på rationelle begrundelser og beviser. Men ikke som en betingelse for lydighed; kun for sin egen mentale tilfredsstillelses skyld. Hvis han derimod kræver rationelle begrundelser og beviser, før han viser lydighed, og hvis dette er en betingelse for hans lydighed, har han ingen ret til at tale som »muslim«. En, der fremsætter denne slags krav om begrundelser, bør først indtage rollen som ikke-muslim. Derefter vil han have ret til frit at rejse indvendinger mod ethvert spørgsmål. Men det giver ham ikke ret til at udgive sig for at være en »mufti« og udstede fatwaer om noget religiøst for muslimer. Han indtager to indbyrdes modstridende roller på samme tid, men påtager sig ikke det intellektuelle ansvar for den ene af rollerne. På den ene side er han ikke blot »muslim«, men udgiver sig endda for at være »islams mufti«; på den anden side anser han den autoritative ritus for meningsløs. Når en forskrift er blevet fastslået gennem den autoritative ritus, nægter han at adlyde den og opstiller som betingelse, at dens rationelle begrundelse og praktiske nytte først skal påvises. Med andre ord er han ikke villig til at adlyde en befaling blot fordi den er Allahs og Profetens befaling; han vil kun adlyde den på grundlag af dens rationelle begrundelse og praktiske nytte. Hvis han ikke kan indse en sådan nytte, eller hvis den efter hans målestok ikke viser sig at være nyttig, vil han ophæve den guddommelige forskrift og føre kampagne imod den. Han vil betegne den som en »irrelevant«, »meningsløs« og »overflødig«, ja endog skadelig og ødsel praksis. Ikke nok med det: han vil sætte alle sine kræfter ind på at holde muslimer fra at følge den. Kan nogen anse en sådan selvmodsigende adfærd og sådanne indbyrdes modstridende roller for fornuftige? Den fremragende forfatters krav om rationelle begrundelser og beviser er uden tvivl retfærdigt. Men lad ham først bevise, at han selv er et menneske med dømmekraft og fornuft.

Rationel og erfaringsbaseret nytte er ikke betegnelsen for én bestemt og afgrænset ting; det er derimod noget relativt og kvalitativt. Én persons dømmekraft anser en ting for nyttig, mens en anden persons dømmekraft har den modsatte opfattelse. En tredje person anerkender ganske vist, at den i nogen grad er nyttig, men tillægger det ingen betydning; han anser i stedet en anden ting for endnu mere nyttig. Når det gælder erfaringsbaseret nytte, er uenigheden endnu større. For alles opfattelse af nytte er forskellig. I overensstemmelse med denne opfattelse afgør hver person på grundlag af sin egen eller andres erfaring, om noget er nyttigt eller skadeligt. For én person er kun den umiddelbare gevinst ønskværdig, og kun det umiddelbare tab bør undgås. Hans præferencer må nødvendigvis være anderledes end en fremsynet persons. Desuden rummer mange ting både en form for nytte og en anden form for skade. Én person tager disse ting til sig, fordi han anser skaden for ubetydelig sammenlignet med nytten, mens en anden undgår dem, fordi han anser skaden for større end nytten.

Desuden kan der undertiden i spørgsmålet om rationel og erfaringsbaseret nytte konstateres en modstrid. Noget kan måske være skadeligt ud fra erfaringen, men ifølge dømmekraftens afgørelse bør denne skade tåles af hensyn til en større, rationelt begrundet nytte. Noget andet kan ganske vist være nyttigt erfaringsmæssigt, men ifølge samvittighedens anvisning er det en pligt at undgå det for at undgå en rationelt begrundet skade. Når sådanne modsætninger eller konflikter er til stede, er det ikke muligt at nå frem til en enstemmig afgørelse om en tings »rationelle« og »erfaringsbaserede« nytte. Og at alle skulle være enige om en tings nytte, uden at nogen ville have mulighed for at have en anden mening eller benægte den, er også umuligt. Hvorfor kun tale om qurbani — er den rationelle og erfaringsbaserede nytte ved noget blandt bønnen, fasten, pilgrimsfærden, zakat og andre shariaforskrifter og -forbud blevet tydelig som dagens lys, og har alle mennesker derfor frivilligt adlydt dem med fuld forståelse? Hvis det var tilfældet, ville man ikke kunne finde én eneste person i verden, der forsømte bønnen eller fasten eller ikke troede på pilgrimsfærden og zakat. Derfor afhænger lov og ordning ikke af hvert enkelt menneskes dømmekraft og erfaring; dens grundlag er derimod iman og lydighed. Muslimen tror aldrig på rationel og erfaringsbaseret nytte som sådan; hans iman er derimod troen på Allah og Hans Profet. Hans religion er ikke, at noget først kan accepteres, når dets rationalitet og nytte er blevet fastslået, og at det skal undgås, så snart dets irrationalitet og unytte viser sig. Hans religion er derimod, at det, som er bevist at være en befaling fra Allah og Profeten, ubetinget skal efterleves, mens det, der ikke er autoritativt fastslået, ikke er værdigt til at blive efterlevet.

Så spørgsmålet er nu, om forfatterens iman hviler på rationalitet og nytte eller på Allah og Profeten. Hvis det første er sandt, har han overhovedet ingen forbindelse med islam. Hvilken ret har han så til at tale, som om han var muslim, og råde offentligheden til at »opgive den såkaldte ørken-sunnah«? Og hvis det andet er sandt, bør han ikke gøre rationalitet og nytte til grundlag for diskussionen. Han bør derimod stille spørgsmålet, om qurbani blot er en menneskeskabt skik blandt muslimer, eller om det er en ibadah udvalgt af Allah og Profeten — en ibadah, som Allahs egen Profet indførte blandt sin ummah.

10

Fremskridtstænkningens tomme fraser

[Artiklen blev første gang offentliggjort i juni 1933 i tidsskriftet Tarjuman-ul-Qur’an – red.]

I juni 1933-udgaven af tidsskriftet Nigar offentliggjorde hr. Niaz Fatehpuri en udførlig kritik af mit tidsskrift Tarjuman-ul-Qur’an. Jeg takker hr. Fatehpuri for dette. Det er normalt ikke skik at indlede en polemik eller skrive et modsvar til kritik af tidsskrifter. Men den kompetente kritiker har i sin artikel fremsat en række synspunkter, som hænger sammen med hans progressive religions særlige grundprincipper, og et af Tarjuman-ul-Qur’ans vigtigste formål er netop at korrigere disse grundprincipper. Derfor føler jeg det som en bydende nødvendighed at benytte denne første lejlighed til at fremsætte mine egne synspunkter om sagen. Han skriver:

Dette tidsskrifts formål fremgår allerede af dets navn – nemlig at udbrede Koranens betydning, indhold og lære blandt folk i korrekt form. Ingen kan uden tvivl benægte dette formåls nytte. Men som den kompetente redaktør selv har erkendt, er det på ingen måde let at nå dette mål i vor tid. For tidligere betød religion blot blind efterligning af forfædrene og bagstræberiske handlinger. Dengang var det slet ikke vanskeligt for nogen at optræde som religionsforkynder eller reformator. Men moderne viden og videnskab samt stadig nye videnskabelige opdagelser har givet menneskets »tanker og handlinger« en helt ny form – de har beriget dets sind med »frihed til at tænke og udtrykke sine meninger«. Derfor er det i dag ikke muligt at opretholde religionens eksistens blot ved at fremføre beviser fra forfædrenes skikke, handlingsprincipper og tankegang. Tidligere diskuterede eller debatterede man måske Guds enhed; men i dag betragtes selve Guds eksistens som helt umulig. I gamle dage kunne man måske bevise Profetens, fred være med ham, vejledning ved hjælp af mirakler; men i dag har »magnetvidenskaben« netop på grundlag af disse mirakler sat sig for at skabe utallige profeter og sendebud. Tidligere kunne en taler se op mod himlen og påkalde Gud, som har Tronen og Kursi; men i dag findes der slet ikke noget, der hedder himlen. Under sådanne omstændigheder kan det på ingen måde være gavnligt at gøre den slags. Kort sagt: Det er ikke længere troens tid på det usete; nu er det blevet troens tid på erfaring og observation. I en så vanskelig tid er det på ingen måde let at træde frem til religionens hjælp. Det bliver især endnu vanskeligere, fordi selve den moderne opfattelse af religion ikke forekommer folk særlig acceptabel.

Han fortsætter videre:

Den Hellige Koran er, hvad dens indhold angår, opdelt i tre dele. Den første del indeholder moralsk lære. Den anden del omhandler troslæren. Og den tredje del indeholder historiske fortællinger og eksempler. Der er ikke behov for at skrive meget om den første del – det er heller ikke nødvendigt at fremlægge beviser for den. For alle religioners moral lære er næsten ens. Og enhver må erkende, at islams moral lære hverken adskiller sig fra eller er ringere end andre religioners moral lære. Derimod bør man kaste mere lys over den anden og tredje del. For moderne viden og videnskab samt videnskabelige opdagelser har skabt tvivl og splittelse i folks sind med hensyn til disse to dele. Og sandt at sige: Hvis nogen bliver i stand til at fjerne denne tvivl og disse betænkeligheder, vil han blive anerkendt som dette århundredes mujaddid. Derfor vil jeg foreslå, at der oprettes en fast sektion om dette emne. Gennem denne sektion bør alle koranvers vedrørende troslæren og fortællingerne gennemgås. Derefter er det nødvendigt at fastslå disse vers’ rette formål og betydning og tilbagevise alle de indvendinger og protester, som moderne lærde og forskere har rejst.

Til slut skriver han:

Fremover vil jeg først og fremmest opfordre ham til at drøfte betydningen af åbenbaringen og viden. For forståelsen af Guds tale afhænger netop af, at man forstår disse ting. Samtidig bør spørgsmålet om det hinsidige også drøftes. For spørgsmålet om religiøsitet og irreligiøsitet afhænger af dets afklaring. Jeg vil se, hvilken forklaring han giver på Guds ord og det hinsidige. Derefter vil jeg fremsætte mine tvivlsspørgsmål, betænkeligheder og indvendinger; hvis hans bestræbelser fjerner dem, vil jeg blive meget glad. For mange mennesker er i dag plaget af den frygtelige forbandelse, at de af nød må udgive sig for at være muslimer. En væsentlig årsag til dette er troen på livet efter døden.

Jeg vil se bort fra de detaljer, som den kompetente kritiker har antydet i dette citat, og kun kaste lys over de grundlæggende spørgsmål.

Han har opdelt drøftelsen af den ædle Koran i tre dele. Men vi kan uden vanskelighed opdele den i to. Den første dels indhold ligger uden for grænserne for vores viden, fornuft og dømmekraft. Vi kan ikke endeligt betegne noget af dette som enten forkert eller sandt. Derfor opfordrer Koranen os med hensyn til disse spørgsmål til at have tro på det usete. Den anden klasses spørgsmål ligger ikke uden for vores videns grænser, og det er muligt for os at nå frem til en begrundet afgørelse om dem. Til den første klasse hører således, ud over spørgsmål som Guds eksistens og egenskaber, englene, åbenbaringen, de guddommelige skrifter, profetskabets betydning, genoplivelsen efter døden samt straffen og belønningen i det hinsidige, også alle de forhold, der omtales i historiske fortællinger og eksempler, og som ligger uden for viden, fornuft og dømmekraft. Det gør ingen forskel, om disse spørgsmål ligger uden for den almindelige menneskelige dømmekrafts grænser, eller om vi på vores nuværende intellektuelle og videnskabelige niveau blot er ude af stand til at afgøre deres sandhed og gyldighed. Derimod hører hele islams moralske lære, sjælens renselse og alle spørgsmål vedrørende menneskelivet til den anden klasse.

Ifølge den kompetente kritiker er der slet ingen grund til at drøfte den anden del. For islams lære om dette svarer til læren i andre religioner. Efter hans mening er det derimod absolut nødvendigt at drøfte den første del, fordi det netop er med hensyn til de spørgsmål, der hører til denne del, at der er opstået tvivl og splittelse blandt folk. Men spørgsmålet er: Hvorfor opstår der tvivl og splittelse med hensyn til disse spørgsmål? Som svar har han sagt, at folk i fortiden på grund af tilbageståenhed og uvidenhed troede på det usete. Men i dag har moderne viden og videnskab samt videnskabelige og teknologiske opfindelser givet menneskets tænkning og handling en ny form og beriget dets sind gennem tankens og samvittighedens frihed. Derfor er det ikke længere troens på det usetes tid; i stedet er tiden kommet til troen på erfaring og observation.

Denne opfattelse bygger på flere fejltagelser. Den første er, at man ikke har forstået den egentlige forskel mellem fortiden og nutiden. Desværre er hr. Niaz ikke den eneste; en stor gruppe mennesker er sunket ned i den fejlagtige forestilling, at religionens lampe kun kunne sprede lys i tidligere tiders mørke, men at den ikke længere kan stråle efter den moderne videnskabs solopgang. Den fornuftige videnskab, som de kalder en lysstråle, er imidlertid ikke noget, denne tidsalder har som sin egen ejendom. Disse videnskaber har også i fortiden på samme måde blændet folk. Og de, hvis syn blev blændet dengang, troede også, at religionens lampe ikke længere kunne lyse. Efter deres opfattelse havde datidens moderne viden og videnskab samt nye videnskabelige opdagelser også givet tænkning og handling en ny form, og gennem tankens og samvittighedens fornuft havde de beriget folks sind så meget, at der i deres oplyste tidsalder ikke længere var plads til troen på det usete. Var det ikke netop sådan, det forholdt sig fra det andet til det fjerde århundrede efter hijra? Da tænkemåderne hos filosoffer og videnskabsmænd som Platon, Aristoteles, Epikur, Zenon, Berkeley, Alexander, Ferdowsi og Plotinos blev udbredt i de muslimske lande, og en ny tidsalder begyndte inden for filosofisk tænkning og intellektuel søgen, var der da ikke også en gruppe mennesker, som nærede netop denne opfattelse? Skabte datidens intellektuelle frigørelse og de nye former for adfærd og forestillinger ikke på samme måde tvivl og splittelse i folks religiøse tro? Men hvad skete der siden? Mange af de teorier og hypotetiske slutninger, som datidens mennesker havde troet på, blev senere bevist falske. Den stærke sol af viden og videnskab, hvis skarpe lys fik religionens lampe til at synes næsten udslukt, blev på blot én historisk vending fuldstændig svækket. Deres ‘moderne viden og videnskab’ blev forældede ting. Deres nye ‘videnskabelige opdagelser’ mistede evnen til at give tænkning og handling en ny form. Det, de havde givet en ny form på forskellige områder, blev erklæret forældet. Selv de argumenter og beviser, som de havde fremført i fuld tillid til samtidens videnskabelige opdagelser, og de filosofiske teorier, de havde opbygget på dette grundlag, vil selv en ubetydelig elev i dag uden den mindste tøven kunne betegne som meningsløse og ubrugelige.

Når forholdet er sådan, må vi, hvis nogen siger, at religionens lampe kun kunne brænde i fortidens mørke tidsalder, men ikke kan brænde i vor tids oplyste tidsalder, nødvendigvis konkludere, at historien gentager sig selv. Vi er sikre på, at størstedelen af det, der i dag på samme måde som i fortiden vil blive fremført som moderne viden og videnskab samt nye opfindelser og opdagelser, vil få samme skæbne som tidligere tiders ‘moderne viden og videnskab’ og nye opdagelser og sammen med tidens omskiftelser blive gammelt og forældet. Den kritiker bør kaste et grundigt blik på den viden, videnskab og de opdagelser, som han er stolt af, og spørge deres egentlige ophavsmænd og opdagerne til råds; så vil han forstå, at der, ligesom i fortidens viden og videnskab, også kun findes meget lidt sikkert i dem. Der findes næsten intet blandt disse videnskaber, om hvilket man med ubetinget sikkerhed kan sige, at der ikke er nogen mulighed for, at det bliver bevist fejlagtigt. Resten bygger blot på antagelser, forestillinger, tvivl, meninger og tøven. Om disse kan man med fuld fasthed og sikkerhed sige, at jo mere tidens udvikling skrider frem mod fremskridt, desto mere vil ‘denne moderne viden og videnskab’ og ‘de stadig nye opdagelser’ forvandles til gamle og forældede ting. Samtidig vil de nye metoder til tænkning og handling, som er afhængige af denne skrøbelige viden, videnskab og disse opdagelser, blive tvunget til at vige pladsen for andre, nye metoder.

Når forholdet altså er sådan, er der ingen grund for et bevidst menneske med et modent udsyn til at blive skræmt ved tanken om religionens fremtid. ‘Moderne viden og videnskab’ og ‘nye opfindelser og opdagelser’ har i dag skabt et nyt grundlag for tænkning og handling og beriget folks sind gennem ‘tankens og fornuftens frihed’; derfor er der heller ingen grund til at blive grebet af bekymring og frygt for, hvad der vil blive af religionen, som om kun Gud vidste det. Hvis man blot undersøger denne viden, videnskab og disse opdagelser grundigt, vil man se, om de ting, der står i modsætning til religionen, er beviste og hævet over enhver tvivl. Hvis de virkelig er beviste og hævet over enhver tvivl, og der samtidig viser sig at være en konflikt mellem dem og religionens grundlæggende tro, vil man uden tvivl stå over for spørgsmålet: Hvilken af de to skal man tro på, religionen eller de videnskabelige opdagelser? Men hvis de blot er ting, der bygger på antagelser, forestillinger, tvivl og splittelse, er der ingen grund til at blive foruroliget over deres konflikt med religionen. For hvis religionen bygger på tro og overbevisning, har antagelser, forestillinger, tvivl og vantro ingen betydning over for den. Hvis religionen derimod er en hypotetisk og indbildt ting, bygger moderne videnskabelige teorier jo også på antagelser og forestillinger. Hvilken grund kan der så være til at sammenligne de to og afgøre, hvilken der er bedst?

Det er kun passende, at en person, der er blevet overvældet af moderne videnskab og de stadig nye opfindelser, retter et fordomsfuldt blik mod religionen, hvis sind er blevet fast overbevist om, at enhver ny ting er en videnskabelig opdagelse, og at det derfor er absolut nødvendigt enten at tage den til sig eller tro på den, hvis man vil følge med tidens udvikling. Selv hvis det blot er noget hypotetisk og imaginært, og selv om det ikke er blevet efterprøvet med et skarpt videnskabeligt blik og efter ufejlbarlige målestokke, må det alligevel accepteres. Det er netop blandt mennesker med denne form for syn, at interessen for at »skabe nye metoder for tænkning og handling« i dag er opstået. Alligevel ved de ikke engang, hvordan nye metoder for tænkning og handling skabes, eller hvilken metode der er fornuftig, og hvilken der blot er barnagtig. På samme måde er kravet om at blive beriget gennem tænkningens og fornuftens frigørelse blevet et særkende hos denne klasse af snæversynede mennesker. Men de er ikke det mindste klar over, at en ren frigørelse af tænkning og fornuft er en fitna, ja, noget frygteligt. Især hvis den ikke ledsages af omfattende og moden viden, dybtgående og moden indsigt samt en afbalanceret og klar tænkeevne, må den nødvendigvis antage alvorlige former. Og naturen har ikke skænket disse egenskaber så rundhåndet, som man i dag forestiller sig.

Den anden opfattelse, der er opstået ud fra den førstnævnte lære, er, at tiden for »troen på det usete« nu er forbi. I stedet er dette »troens på erfaring og observation« tidsalder. Selv efter megen eftertanke og overvejelse har jeg ikke forstået, hvad taleren egentlig vil sige med disse ord. Hvis meningen er, at mennesker i vor tid ikke anerkender noget, der hører til det usete eller usynlige, og ikke accepterer noget uden erfaring og observation, er det ganske enkelt forkert. Med andre ord betyder det, at menneskene i vor tid har besluttet at begrænse sig til en så snæver ramme, hvor kun erfaring og observation kan være midler til at opnå viden for dem, og hvor kun sanserne kan være aktive. Mennesket skulle have opgivet at tænke over forhold uden for denne ramme og at drage konklusioner om dem gennem slutninger og undersøgelser. Men enhver, der blot har studeret moderne videnskab og nyere opfindelser nogenlunde, vil slet ikke godtage denne påstand. Lad filosofi og metafysik ligge. Hele deres genstand er jo det usete. Tag selve den materielle videnskab og fysikken: Det er netop på disse, kritikeren støtter sin appel til troen på »erfaring og observation«. Hvilken gren af denne videnskab bygger ikke sin forskning og undersøgelse på anerkendelsen af kraft, energi, naturlove, grundprincipper, årsagssammenhænge og den slags forhold? Hvilken fysiker tror ikke på dem? Men gå hen og spørg en fremragende videnskabsmand, hvilket af disse tings dybe mysterier han kender. Hvor meget af nogen af dem har han forstået? Hvilken af deres eksistenser har han været i stand til direkte at iagttage og observere, og for hvilken af dem kan han fremlægge et egentligt bevis? Hvad kan alt dette i grunden kaldes, hvis ikke tro på det usete?

En anden betydning af disse ord kan være, at der i vor tid kun anerkendes sådanne ting, som ethvert menneske er i stand til direkte at iagttage, og som hele menneskeheden har iagttaget og observeret. Men en sådan påstand kan ikke komme fra noget fornuftigt menneskes mund. For det er helt åbenbart, at intet menneske personligt besidder al menneskelig viden; tværtimod er store områder af den særlige viden forbeholdt bestemte grupper og personer. Hver del af dette særlige vidensforråd er kun direkte tilgængelig for den pågældende specialist, mens den er uset for alle andre mennesker. Under sådanne omstændigheder må almindelige mennesker have tro på det usete, hvad angår netop disse specialister og grupper.

En tredje betydning af udsagnet kan også være, at menneskene i vor tid kun anerkender det, de selv har erfaret og observeret personligt, og ikke tror på noget, der er uset for dem. Men i virkeligheden kan intet mere urealistisk udsagn komme ud af et menneskes hjerne. For sådanne mennesker har aldrig tidligere kunnet findes i verden, findes heller ikke i dag, og der er ingen mulighed for, at de vil kunne findes indtil opstandelsens dag. Hvis et sådant menneske virkelig skulle befinde sig et eller andet sted, bør man ikke spilde et øjeblik på at opspore ham. For det ville være den vigtigste opdagelse blandt de »nyeste opfindelser«. Kort sagt: Uanset fra hvilken side man bedømmer udsagnet, kan man ikke finde det mindste tegn på sandhed i det. Selve erfaringen og observationen vidner om, at også vor tid tror på det usete ligesom fortiden, og at mennesket aldrig kan frigøre sig fra troen på det usete. I langt over 999 tilfælde ud af 1.000 er ethvert menneske tvunget til at tro på det usete. Hvis han nu beslutter kun at have tro på sin egen erfaring og observation, må han opgive hele det enorme vidensforråd, som han har samlet ved at stole på andre. Han må opgive alle midler og kilder til viden bortset fra sin egen erfaring og observation. Under sådanne omstændigheder ville han ikke blot være ude af stand til at udføre noget som helst i verden; han ville ikke engang kunne opretholde sin egen eksistens. I virkeligheden er en fuldstændig fornægtelse af troen på det usete og en fuldstændig afhængighed af erfaring og observation lige så umulig i vor tid, som den er i enhver tænkelig endnu mere oplyst tidsalder. I enhver tid og under alle forhold er mennesket nødt til at acceptere talrige ting alene ved at stole på andre, uden egen erfaring og observation. Nogle ting må man acceptere blot som almindeligt udbredte forestillinger; for eksempel er den almindelige opfattelse af gift, at man dør, hvis man indtager den. Alligevel har ikke alle selv indtaget den for at efterprøve det, og de har heller ikke set nogen dø efter at have indtaget den. Andre ting må man acceptere på grundlag af én eller flere pålidelige personers beretning. Hvis man for eksempel ikke tror på vidneudsagn i retten, kan retsvæsenet ikke fungere et eneste øjeblik. I nogle tilfælde må man ganske enkelt tro på en lærds eller eksperts ord. Sådan forholder det sig naturligt med elever på skoler og gymnasier. Hvis de ikke blindt tror på forskningen, opdagelserne og synspunkterne hos lærde og eksperter inden for forskellige fagområder, kan de ikke tage et eneste skridt fremad inden for videnskab og viden. Som følge heraf vil de heller aldrig opnå evner til videnskabelig forskning og informationsindsamling svarende til disse lærdes og eksperters.

Heraf fremgår det, at vi på de områder, hvor vi ikke har erhvervet viden gennem erfaring og observation, er nødt til blindt at stole på andre mennesker. Det eneste spørgsmål, der nu står tilbage, er, hvem man bør stole blindt på i hvilke sager, og det er dette, afgørelsen afhænger af. I princippet vil alle anerkende, at man kun bør stole på den person eller gruppe, om hvem man får den overbevisning, at vedkommende har et godt kendskab til sagen og råder over gode midler til at erhverve viden om den. Efter denne almindelige regel går en patient ikke til en advokat for at få lægehjælp i stedet for at opsøge en læge. I retssager søger ingen tilflugt hos en ingeniør i stedet for at henvende sig til en jurist. Men netop i spørgsmål om teologi og spiritualitet ser man uenighed om dette. Det er kun her, spørgsmålet opstår, om man skal følge filosoffers og logikeres vurderinger i disse sager, eller lytte til religiøse og åndelige lærere. Skal man i spørgsmål om Allah, engle, åbenbaring, inspiration, sjælen, opstandelsen samt straf og belønning i det hinsidige lytte til Kant, Spencer, Einstein, Bergson og andre, eller til Ibrahim, Musa, Isa og Muhammad? De, der gør krav på »tænkningens og fornuftens frihed«, hælder i deres sind til den første gruppe. De prøver profeternes ord efter de målestokke, de selv har indsamlet, og accepterer kun det, der består denne prøve. De anerkender det ikke som profeternes ord i sig selv; de accepterer det, fordi filosoffer og videnskabsfolk har udstedt et godkendelsescertifikat for dets antagelighed. (Desværre er sådanne ting meget få, ja, man kan næsten sige, at de slet ikke findes.) Omvendt afviser de det, der ikke består denne prøve, som upålideligt. De »traditionalistiske« og guru-tilbedernes standpunkt er derimod, at man ikke skal spørge teologer og spiritualister om naturalisme og rationalisme. Da deres arbejdsområder er helt forskellige, er det i sin grund en fejl at spørge en ekspert på ét fagområde om den sagkyndiges mening inden for et andet fag. Uanset hvor dygtige filosoffer og videnskabsfolk er inden for deres egne fag, har de i teologi og spiritualitet ikke højere status end et almindeligt menneske. For de midler, de råder over til at indsamle viden og oplysninger om dette, er ikke større end dem, et almindeligt menneske råder over. I virkeligheden er dette fag forbeholdt profeterne. De er eksperterne på dette område. De råder også over de egentlige midler til at indsamle viden og oplysninger om det. Derfor bør man netop i disse spørgsmål have »tro på det usete« på dem. Højst kan man rejse spørgsmålet, om de i virkeligheden er sandfærdige og besidder fuld indsigt i teologien. Men når det først er bevist, at de faktisk er kvalificerede på dette område, må man anerkende alt det, de har gjort ud fra deres egen indsigt og viden, som sandt. At benægte den sandhed, de har forkyndt, og fremføre argumenter imod den er det samme som, at en blind benægter solens eksistens og fremlægger beviser imod solen for at vildlede en seende. Uanset hvor stor en filosof et sådant menneske måtte være efter sin egen opfattelse, er det unødvendigt at sige, hvad den, der har set solen med sine egne øjne, vil mene om denne blinde.

Kritikeren vil måske sige, at det, profeterne har sagt om de usete ting, ikke bekræftes af »moderne viden og videnskab« og »de seneste opdagelser og opfindelser«. Derfor er mennesker blevet kastet ud i »tvivl og splittelse« og har måttet lide under forbandelsen ved »at blive muslim af nød«. Men jeg vil sige: Hvilken sikkerhed findes der egentlig i denne viden, videnskab og disse opdagelser, som er i modstrid med islams principper? Hvis der findes noget sådant, så nævn det, så vi også kan overveje, hvad vi skal følge: Koranen eller moderne videnskabelige opdagelser! Hvis det ikke findes – og det kan det på ingen måde gøre, hvilket også fremgår af Deres egne udtryk »tvivl og splittelse« og »at blive muslim af nød« – betyder det så, at arsenalet af moderne viden og videnskab samt de seneste opdagelser og opfindelser kun rummer våben bestående af forestillinger, fantasier og gæt, som man støtter sig til, når man erklærer oprør mod religionen? Og har tilbedere af »den frie tænkning«, blot ved at se våbnets glans og ydre pragt, næret håbet om, at religionen alene ved at høre dets navn ville blive tvunget til at forlade slagmarken og flygte? Uanset hvor stor betydning De tillægger denne viden, videnskab og disse opdagelser, må De huske, at de på ingen måde giver sikker viden om de usete ting. Under deres indflydelse kan De højst selv blive kastet ud i »tvivl og splittelse« og sige, at vi ikke kan træffe nogen positiv eller negativ afgørelse om åbenbaring, inspiration, opstandelsen, straf og belønning i det hinsidige, englenes eksistens eller endog Allahs eksistens. Men denne viden og videnskab kan på ingen måde hjælpe Dem til at blive fri for forbandelsen ved »at blive muslim af nød« eller til at opnå velsignelsen ved »med glæde at blive vantro«. For denne viden og videnskab kan ikke indeholde noget argument eller bevis, der endegyldigt kan benægte de nævnte ting. Desuden er det ikke i sig selv et tilstrækkeligt argument for at konkludere, at noget ikke eksisterer, at »moderne viden og videnskab« samt »de seneste opdagelser« blot har ført Dem til det yderste stadium af »tvivl og splittelse«, hvilket intellektuelt og mentalt er det laveste sted. Den form for viden og videnskab, som ikke kan give mennesket sikkerhed, ro og overbevisning, som kaster det ud i en svævende tilstand i tomrummet og ikke giver det mulighed for at finde den mindste stabilitet noget sted, og som bringer det i den skammelige situation: »Bliv ikke vantro, bliv muslim af nød«, er uden tvivl værre end uvidenhed.

Kun »troen på det usete« kan redde mennesket fra denne krisetilstand. Hvis De først anerkender en person som profet og samtidig erkender, at han besidder fuldkommen indsigt i den guddommelige lære, og at han aldrig taler usandt, kan der ikke længere være plads i Deres sind til tvivl og splittelse om de usete ting. Derved grundfæstes Deres religiøse overbevisning og tillid på et så stærkt fundament, at det ikke kan rokkes af nogen moderne videnskab eller ny opdagelse, nogen ny retning inden for tænkning og handling eller nogen voldsom kraft fra »den frie fornuft«. Derfor er det klart erklæret i Koranen, at denne bog er en vejledning for de gudfrygtige. Og de gudfrygtiges første kendetegn er, at de tror på det usete:

(Arabisk)

Det vil sige: »Denne Koran er en vejledning for de gudfrygtige, som tror på det usete.«

I virkeligheden er hele religionens bygning grundlagt på »troen på det usete«. Hvis man først knuser dette grundlag, kan man derefter ikke nå frem til nogen fast afgørelse om religionens grundlæggende trosforestillinger – hvis inderste mysterier man ikke har nogen mulighed for at kende. Under sådanne forhold vil man selv ikke have fuld tillid til rigtigheden af den afgørelse, man træffer, og man vil heller ikke kunne overbevise andre om dens sandhed.

Det sidste spørgsmål i denne forbindelse er: Hvordan kan man vide, at en person er Allahs profet, og at han er fuldstændig kyndig i teologien? Hvordan kan vi forstå, at han er så sandfærdig, at vi vil tro på ham, selv når han taler om usete forhold, der ligger uden for vores forstands og erkendelses grænser, og at vi med fast overbevisning kan erklære, at han aldrig taler usandt? Afgørelsen af dette spørgsmål afhænger af to ting. For det første må hans personlige karakter undersøges på alle mulige måder og efter de strengeste målestokke. For det andet må man gennemgå de af hans fremsatte læresætninger, som falder inden for vores viden, forstand og dømmekraft. Hvis nogen ved begge disse prøver viser sig at være en enestående sandfærdig person, og hvis ingen samtidig er i stand til at påpege en fejl i den vise og gavnlige ordning, han har givet for alle sider og områder af menneskelivets tænkning og handling, findes der ingen grund til ikke at anerkende ham som sandfærdig. Der er heller ingen rimelig grund til at mistænke ham for, uden at have undersøgt eller kendt noget, blot for at bedrage verdens befolkning at have udtænkt en vældig sammensværgelse om Allah, englene, Tronen, Kursī, åbenbaringen, inspirationen, opstandelsen, Paradiset og Helvede med videre — måtte Allah tilgive os.

Derfor består hr. Niaz’ tredje fejltagelse i, at han ikke engang anser Koranens første del — den, vi har omtalt som den anden del — for værd at drøfte. Tværtimod mener han, at »alle religioner på dette område stort set er ens, og at islams lære hverken er forskellig fra eller ringere end andre religioners«. Vores påstand er derimod, at det for at fastslå sandheden i Koranens anden eller tredje del — eller i den første del efter vores analyse — er nødvendigt at undersøge Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, hans liv og karakter samt de forhold uden for det synlige, som Koranen omtaler. Det er desuden ikke tilstrækkeligt blot at være tilfreds med opfattelsen af, at denne del af den islamiske lære »hverken er forskellig fra eller ringere end andre religioners«; det er også nødvendigt gennem argumenter og beviser at påvise, at den er højere og bedre end alle ikke-islamiske religioner. Derfor er det principielt forkert at tage andre emner op, før der er truffet en afgørelse om dette spørgsmål. Desuden er det ikke muligt at afgøre de øvrige spørgsmål, før dette spørgsmål er afklaret.

Hr. Niaz ønsker, at vi skal give os til at analysere og vurdere versene om »det hinsidige«, »Guds tale« samt troslæren og historien. Men efter vores mening har denne diskussion to sider, og de vedrører to forskellige grupper. Den første gruppe består af dem, der ikke tror på selve den ædle Sendebuds profetskab, og som derfor nærer tvivl om disse emner. Den anden gruppe består af dem, der anerkender hans profetskab, men er tvivlende med hensyn til de usete forhold. Samtale- og diskussionsmetoden er forskellig over for disse to grupper. Derfor kan vi ikke begynde en drøftelse med indsigeren, før vi ved, hvilken af de to grupper han tilhører.

Det er fuldstændig meningsløst at drøfte det hinsidige, Guds tale og andre usete forhold med den første gruppe. For når man er uenig om hovedsagen, er det ikke muligt at nå frem til en afgørelse ved at drøfte enkelthederne. Grundlaget for vores tro og overbevisning om det hinsidige, Guds tale og endog Allahs eksistens og egenskaber er ikke, at vi gennem vores egne intellektuelle undersøgelser eller personlige erfaringer og iagttagelser skulle have opnået en endelig og sikker viden, som ingen argumenter eller beviser kan rejses imod. Hvis det var tilfældet, kunne man naturligvis drøfte profetskabet. Men vores urokkelige tro på disse forhold er i virkeligheden bygget på overbevisningen om, at Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, er sandfærdig. Alt, hvad han har fortalt om sit profetskab og Guds tale, er fejlfrit. Netop af denne grund er vi ikke villige til at drøfte nogen detalje med en person, der ikke tror på Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, før han anerkender dette grundlæggende spørgsmål.

Vi anerkender ikke, at den anden gruppe har ret til både at anerkende Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, som sandfærdig og samtidig rejse spørgsmål om sandheden eller falskheden i Koranens og Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, beskrivelser af de usete forhold. For så snart de indtager en sådan holdning, bliver de en del af den første gruppe. Hvis de i virkeligheden skal forblive i den anden gruppe, må de anerkende den sandhed, at hvert eneste ord i Koranen er fejlfrit, og at alt, hvad Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, har fremsat, er fuldstændig uden fejl. De kan naturligvis rejse spørgsmål på to områder. For det første: Er sådanne forhold faktisk omtalt i den hellige Koran, og har Allahs ædle Sendebud virkelig sagt noget sådant? For det andet: Hvad kan den korrekte betydning og mening være af det, der findes om dette i Koranen og Sunnaen?

Til sidst må jeg sige endnu en ting. Hr. Niaz har anmodet om, at der oprettes en debatafdeling i »Tarjuman al-Qur’an«. Samtidig har han givet udtryk for, at han vil fremlægge alle sine tvivlsspørgsmål, spørgsmål og indvendinger i denne afdeling. Men jeg har altid holdt mig fra professionelle debatter og ordstrid, og det ønsker jeg fortsat at gøre. For jeg går slet ikke ind for den slags debat, hvis formål er at udøve den lærdes hjerne og vise intellektuel fingerfærdighed for at høste bifald. Jeg er derimod altid rede til en kundskabsrig og saglig drøftelse, hvis formålet med den er at søge sandheden, og hvis begge parter deltager med en sådan oprigtighed, at hver især vil anerkende den egentlige sandhed, når den er blevet bevist. Derfor vil de tvivlsspørgsmål og indvendinger, som offentliggøres i tidsskriftet »Nigar«, blive gengivet i »Tarjuman al-Qur’an«, og deres svar vil samtidig blive bragt. På samme måde forventer jeg, at hvis hr. Niaz kommenterer svaret i »Tarjuman al-Qur’an«, vil selve svaret også blive nævnt sammen med kommentaren, så læserne af begge tidsskrifter kan blive bekendt med begge sider af drøftelsen og selv nå frem til en afgørelse om den. Derimod anser jeg det for en indrømmelse af egen svaghed kun at nævne den ene side og undgå den anden.

[Bemærk: Læserne vil måske blive forbløffede over at høre, at udvekslingen med tidsskriftet »Nigar« som svar på denne artikel er ophørt, og at den stadig er indstillet den dag i dag. En bestemt gruppe mennesker kan ganske vist i høj grad vildlede vores umodne ungdom med nogle få iørefaldende fraser; men når de på behørig vis indbydes til en drøftelse på grundlag af viden og fakta, bliver deres indholdsløshed fuldstændig åbenlys.]

11

Den rette måde at genopbygge nationen på

[Artiklen blev første gang offentliggjort i juli 1934 i tidsskriftet Tarjuman al-Qur’an. – Redaktøren]

Både reform og revolution har som mål at ændre en forvansket tilstand. Men der er en grundlæggende forskel på deres motivation og fremgangsmåde. Et reformforsøg begynder med eftertanke. Her undersøger man roligt situationen, søger efter årsagerne til forvanskningen og sammenbruddet, måler forvanskningens omfang, udtænker en måde at afhjælpe den på og anvender kun så meget destruktiv kraft, som er absolut nødvendig for at fjerne den. Revolutionen begynder derimod med voldsom vrede og intenst hævnbegær. Som svar på én forvanskning indføres en anden forvanskning. Den umådeholdenhed, som frembragte forvanskningen, bekæmpes med en anden umådeholdenhed, der ikke blot udsletter det onde, men også det gode. Det er utvivlsomt, at en reformator undertiden må udføre handlinger, som passer bedre til en revolutionær. Begge foretager et kirurgisk indgreb i kroppens rådnende steder. Forskellen er imidlertid, at reformatoren først fastslår, hvor forvanskningen findes, og hvor omfattende den er. Derefter anvender han præcis så meget af kirurgens redskab, som er nødvendigt for at fjerne den. Desuden sørger han før indgrebet for medicin, der kan hele såret. Revolutionæren fører derimod i sin overdrevne vrede kniven helt blindt. Han skærer alt væk uden forskel på godt og ondt. Når der således er blevet skåret og lemlæstet meget, og han efter at have fjernet en ganske sund del af kroppen indser sin fejltagelse, kommer han måske først da i tanke om medicinen.

Generelt mister mennesker deres tålmodighed og besindelse dér, hvor forvanskningen går over alle grænser. På grund af de lidelser, de udholder i de forvanskede omgivelser, får de ikke mulighed for roligt og eftertænksomt at iværksætte reformer. Derfor får revolutionære bevægelser under sådanne forhold som regel større styrke end reformbevægelser. En voldsom konflikt udvikler sig mellem de konservative og de revolutionære grupper. Derved næres vredens og hævnens ild yderligere. Begge parter når til det yderste af stædighed og hovedløshed. Begge fører ubarmhjertigt kniven mod sandhedens og ærlighedens strube. Den ene part anvender alle kræfter på at forsvare løgnen i stedet for sandheden, mens den anden angriber alle uden forskel på sandt og falsk. Når revolutionærerne til sidst sejrer, ødelægger de alt, hvad de konservative står for, uden forskel på sandt og falsk, godt og ondt. Revolutionen bevæger sig i virkeligheden frem som en oversvømmelse. Den fører alle med sig uden forskel på godt og ondt og skubber dem mod udslettelsens rand. Efter megen ødelæggelse, når dømmekraften igen opnår ro og stabilitet, mærker man behovet for genopbygning. Men også her finder den revolutionære mentalitet på en ny fremgangsmåde. Den forsøger at forkaste alt, hvad de gamle konservative stod for. Hvor korrekt en ting end måtte være, er der i revolutionens øjne ingen større fejl end, at den var knyttet til den gamle ordning. I nogen tid forsøger man således at opbygge livets bygning på revolutionære principper. Når den revolutionære hjerne bliver udmattet af nye erfaringer, forsøg og fiaskoer, tvinges den før eller siden til at bevæge sig mod den balance, som lige fra begyndelsen stod reformatorerne for øje. Med andre ord gør de intelligente det, som de tåbelige også gør – blot efter at have gjort vandet meget grumset.

Et lysende eksempel på dette i vor tid er den bolsjevikiske revolution i Rusland. Da det ekstremt forvanskede samfundssystem, som fandtes i det monarkiske Rusland, blev fuldstændig uudholdeligt for landets befolkning, opstod der som reaktion en revolutionær bevægelse. Europas socialistiske og demokratiske ideer begyndte at udvikle sig i Rusland. På den anden side anvendte dynastiet og de klasser, der tjente det, diktatoriske magtmidler for at bevare deres ulovlige interesser. Som følge heraf blussede en voldsom vrede ikke blot op mod det kongelige enevælde og den ulige fordeling af rigdommen, men også mod den kulturelle ordning, som gennem århundreder var blevet videreført som arv. Til sidst antog Karl Marx’ spøgelse Lenins skikkelse. Zarstyret blev revet op med rode. Samtidig blev alle de politiske, økonomiske, kulturelle, moralske og religiøse principper, som samfundsordenen før revolutionen var bygget på, udslettet på én gang. Efter denne omfattende ødelæggelse begyndte man at opbygge et nyt samfund på grundlag af helt nye kommunistiske principper. De nye organisatorer satte alle deres åndelige kræfter ind for at forhindre, at blot én eneste ting, som bourgeoisiet havde efterladt, skulle indgå i dette nye samfunds palads. Selv Allah fik besked på at forlade Sovjetunionen. Men efterhånden som dagene gik, begyndte konstruktiv tænkning at overtage den revolutionære fanatismes plads. Således begyndte den ekstreme bolsjevisme, der var aktiv ved revolutionens begyndelse, lidt efter lidt at vende tilbage mod balancen.

En sådan ekstremisme viste sig også under den franske revolution. Også dengang forsøgte man i revolutionens begejstring at udslette alt fra fortiden og indførte den ene nye revolutionære politik efter den anden. Men netop denne ekstreme revolutionære mentalitet er årsagen til, at der endnu ikke er blevet skabt fuld balance i Frankrigs politiske, sociale og moralske liv. I dag findes der ikke på noget område af landets nationale liv en stabilitet som den, der findes i Storbritannien.

Et andet eksempel er den tyrkiske revolution. Også dér forsøgte en sådan revolutionær mentalitet på magisk vis fra den ene dag til den anden at forvandle en hel nation til en anden nation. Under dette forsøg blev der, samtidig med at man opererede på bylder og udslæt, også skåret en ganske sund del af den tyrkiske krop væk, og i stedet blev nogle nye lemmer lånt fra Europa og sat på. Man anskaffede endda en ny hjerne med en ny hat i stedet for den gamle hjerne. Men efterhånden som tiden gik, lærte de revolutionære tyrkere mere og mere, at den generelle regel, de havde antaget – at enhver gammel ting er dårlig, og enhver ny ting er god – på ingen måde er ufejlbarlig. Efter at have forvoldt stor skade gennem erfaringer og forsøg er de derfor nødt til at vende tilbage fra overdrivelsens vej til balance.

Grunden til, at jeg siger dette, er, at der i vore dage kan iagttages en ekstrem revolutionær mentalitet blandt Indiens muslimer. Før de skadelige følger af denne yderlighed viser sig, vil vi opfordre både traditionalisterne og de revolutionære til at tænke sig om.

Faktisk var den forvrængede tilstand, der herskede i Tyrkiet og andre muslimske lande, og som stadig hersker, netop som den nuværende situation. I flere århundreder har den gruppe, der har haft det religiøse lederskab i sin besiddelse, forvandlet islam til en fastlåst og passiv størrelse. Måske er tidens fremgang for dem gået i stå siden det sjette eller syvende århundrede efter hijra. I deres drøftelser af filosofi og retslære læste og underviste de ganske vist i, at verden er foranderlig, og at enhver forandring er noget nyt. Men i virkeligheden har de lukket øjnene for verdens forandring, tidernes udvikling, tidens fremskridt og alt det nye. Hvor har verden ikke forandret sig og bevæget sig fra det ene sted til det andet! Hvor mange forandringer og omdannelser har der ikke fundet sted i verdens tilstand, forestillinger, tankestrømninger og ideologier! Hvor meget er ikke blevet vendt op og ned på i sociale forhold og problemer! Men vores religiøse ledere har stadig anset sig selv for at befinde sig i det miljø, der eksisterede for fem eller seks hundrede år siden. De gjorde overhovedet ingen fremskridt sammen med tidens udvikling! De forblev upåvirkede af de stadig nye forandringer! De havde overhovedet ingen forbindelse med livets nye problemer. De begyndte at forsøge at hindre deres eget folk i at bevæge sig fremad sammen med tiden; ja, de trak det snarere fra fremtiden tilbage mod fortiden. Et sådant forsøg kunne kun lykkes i nogen tid, og det gjorde det også. Men at et sådant forsøg skulle lykkes for altid, er umuligt. Hvor længe kan et folk, der har kontakt og forbindelser med verden, forblive upåvirket af verdens tankegange og livets nye problemer? Hvis dets ledere ikke går foran og leder det ad nye videnskabelige, intellektuelle og praktiske veje, vil det helt naturligt være rede til at løfte åget fra deres lederskab af sin egen nakke og kaste det langt bort.

I virkeligheden ligger denne forvrængnings egentlige rod i noget andet. Vores religiøse ledere er blevet så optaget af detaljer, at selve grundlaget er gledet dem af hænde. Derefter indtog detaljerne grundprincippernes plads, og der udsprang endnu utallige detaljer af dem, som blev betegnet som den sande islam. Men i islam havde disse ting slet ingen betydning. I virkeligheden var den islamiske nationalitets bygning grundlagt på denne rækkefølge: først Den Ærefulde Koran, derefter Profetens sunnah (fred og velsignelser være med ham), og til sidst de lærdes og tænkernes ijtihad. Men desværre blev denne rækkefølge fuldstændig vendt om, og en ny rækkefølge blev udformet således: først de lærdes ijtihad fra en bestemt tidsalder, derefter Profetens sunnah (fred og velsignelser være med ham), og til sidst Den Ærefulde Koran! Det er netop denne nye rækkefølge, der er ansvarlig for al den træghed og impotens, som har forvandlet islam til en ubrugelig og passiv størrelse.

Ingen kan benægte den lærdom og den høje rang, som de islamiske retslærde, teologer, korankommentatorer og hadithlærde (må Allah forbarme sig over dem) besad. Men de var mennesker. Deres midler og metoder til at tilegne sig viden var som almindelige menneskers. Åbenbaringen kom ikke til dem; derimod forskede og tænkte de over Allahs ord og Profetens sunnah ved hjælp af deres egen fornuft og indsigt. På grundlag af de principper, som forekom dem korrekte, fastlagde de således detaljerne i love og regler samt troslæren. Deres ijtihad kan være til hjælp og vejledning for os, men det kan ikke selv være grundprincip og fundament. Hvad enten et menneske udøver ijtihad udelukkende ved hjælp af sin fornuft eller ved hjælp af oplysninger hentet fra en åbenbaret bog, kan dets ijtihad under ingen omstændigheder få status som en varig lov eller en ufravigelig regel for verden. For menneskets viden og fornuft er altid bundet af tidens og stedets grænser.

Den eneste, der står over alle tidens og stedets grænser, er Allah, Verdnernes Herre. Hos Ham findes den sande kundskabs skatkammer. I tidens kredsløb sker der ikke den mindste forandring i Hans kundskabs rige. Denne kundskab er blevet afspejlet i Den Hellige Korans vers og i brystet hos den, der bar og viderebragte den. I virkeligheden er dette en sådan kundskabskilde, hvorfra mennesker i enhver tidsalder altid kan hente viden, videnskab, forestillinger og regler ud fra deres særlige forhold og behov. Så længe de lærde hentede viden fra denne kilde og dette fundament og ved hjælp af fejlfri tænkeevne og fornuft udøvede ijtihad for at løse ideologiske og praktiske problemer, fulgte islam med tidens udvikling. Men fra den dag, hvor man opgav at tænke og forske over Koranen, ophørte med at søge sandheden i hadith og undersøge den kritisk, begyndte blindt og uden skelnen at efterligne tidligere korankommentatorer og hadithlærde, forvandlede tidligere islamiske retslærdes og teologers ijtihad til uforanderlige og evigt gældende bestemmelser og forkastede Koranens og sunnahens principper til fordel for at gøre de detaljer, som de ældre havde opfundet, til grundprincipper — fra den dag blev islams fremskridt standset. I stedet for fremgang begyndte tilbagetoget. Dens bærere og viderebringere beskæftigede sig i stedet for at vejlede verden inden for nye områder af viden og handling med fortolkning og analyse af fortidens emner og videnskaber. De blev ved med at strides om små og uvæsentlige detaljer. De fortsatte med at skabe nye madhhaber og fraktioner omkring små, omstridte spørgsmål. Som følge heraf blev der endda udstedt fatwaer om vantro og syndighed mod muslimer med rund hånd, således at verdens mennesker i stedet for at se: „Folk træder i skarer ind i Allahs religion“, så et skuespil, hvor „folk i skarer forlader Allahs religion“. På den anden side trådte overalt et syn frem, hvor „de troende er milde over for de vantro og hårde over for hinanden“, i stedet for „hårde over for de vantro og milde over for hinanden“. Endelig blev den tilstand, der var beskrevet med hensyn til hyklerne og de vantro — „Du ville tro, at de stod sammen, men deres hjerter er adskilt fra hinanden“ — til muslimernes egen tilstand.

Dette er den naturlige reaktion på den ovenfor nævnte adfærd, som vi i dag ser i form af en frygtelig revolution. Da muslimerne så, at deres religiøse ledere ikke udførte deres ansvar som ledere, men i stedet for at føre dem fremad trak dem baglæns, trådte de ud af deres myndighed. Derefter begyndte de at strejfe omkring her og der som en splittet hær. Én gruppe lagde hele de religiøse fanebæreres vildfarelse og svaghed på selve religionens skuldre. Den erklærede religionen for den største hindring på deres vej mod fremskridt. De begyndte åbent at tale for blind efterligning af de „fremskridende“ nationer ved at forkaste religionen. En anden gruppe gjorde det til en vane at skælde de lærde og de religiøse ledere ud, som om nøglen til muslimernes velfærd og fremgang lå i netop denne skældud og mundhuggeri. En tredje gruppe gik straks i gang med at beskære religionen. Nogle begyndte at sprede bagvaskelse om imamerne og de islamiske retslærde. Andre satte hadith på samme niveau som fiqh. Atter andre mente, at der var behov for at revidere Koranens undervisning, vejledning og regler. Og nogle gik ind for at adskille religionen fra verden. Ifølge dem skulle religionen kun have forbindelse med troslæren og gudsdyrkelsen, mens religionen eller de religiøse regler ikke skulle have nogen myndighed over verdslige forhold.

Således er forskellige grupper og undergrupper opstået med det formål at ændre denne forvrængede tilstand. Men deres interesse og tiltrækning er ikke rettet mod reform, men mod revolution. De har ikke roligt overvejet, hvori den egentlige forvrængning består, hvor dens udspring er, hvor omfattende den er, eller hvad den rette måde at afhjælpe den på er. Man har blot på grundlag af formodninger antaget, at der findes en forvrængning, og for at fjerne den anvendes våben mod ummaens krop. Man tænker ikke tilstrækkeligt over, hvilken katastrofe dette kan medføre for patienten ud over selve sygdommen.

I selvstændige lande kan man ganske vist sige, og det ville til en vis grad være rimeligt, at vi ikke har noget andet valg end revolutionær aktivitet. For dér er statsmagten koncentreret i hænderne på ét eneste parti. Hvis et andet parti skal bringe dette partis magt til ophør, kan det muligvis ikke lykkes uden en voldsom revolutionær aktivitet. Samtidig må man bemærke, at når ansvaret for faktisk at styre staten falder på de revolutionære ledere, samler tidens erfaring meget hurtigt deres dømmekraft. Derfor tvinges de til at opgive overdrivelsernes vej og følge balanceens vej. Men vi må ikke glemme, at vi på nuværende tidspunkt[Dette sigter til 1934. Der er sket mange ændringer mellem den politiske struktur i datidens Britisk Indien og strukturen i nutidens selvstændige Bangladesh og Pakistan-Indien. – Red.] lever under underkastelse. Vores situation er helt anderledes end de selvstændige landes. For det første er der her ikke behov for nogen revolutionær aktivitet. For her er der ingen frygt for en så voldsom og stærk hindring, at en afbalanceret reformbevægelse ikke skulle kunne lykkes med at overvinde den. For det andet vil der, hvis en revolutionær aktivitet indledes og lykkes, i lang tid ikke være nogen mulighed for, at den finder vej til balance. For revolutionens bannerførere vil ikke blive pålagt noget bindende, fuldt ansvar, som kan lede deres ekstremisme i retning af balance. Derfor er ingen revolutionær aktivitet berettiget her. Sandt at sige vil følgerne blive yderst alvorlige, hvis forskellige former for revolutionær aktivitet fortsætter i længere tid. Det muslimske samfunds grundlag vil da begynde at vakle, og i stedet vil man ikke kunne etablere et så solidt grundlag, at et nyt samfundssystem kan bygges på det. Desuden er det værd at overveje, til hvilken dyb afgrund af moralsk forfald en nation, der allerede lever under underkastelse og tilbageståenhed, vil blive kastet, hvis dens samfundssystem på denne måde knuses.

Derfor er vi undertiden nødt til at imødegå revolutionisterne med større strenghed end de konservative. Ellers er vi enige med dem i, at den forvrængede tilstand må ændres. Vi ønsker også at omdanne den stivhed og passivitet, der er blevet skabt i islam, til dynamik. Men efter vores opfattelse er det ikke nogen korrekt vej til at skabe denne dynamik at forkaste islamiske skikke og klamre sig til europæisering; det er heller ikke nogen rigtig vej blindt at begynde at beskære religionen uden nogen form for viden, forskning og eftertanke. Det er heller ikke nogen berettiget vej uden grund at rive den vældige bygning ned, som fortidens mujtahider opførte gennem hårdt arbejde, anstrengelse og stræben; ligesom det heller ikke er en fejlfri vej at kaste hele hadith-samlingen på bålet. Og det er heller ikke den sande vej med sin egen dømmekraft at foretage nogen form for ændring eller korrektion i Guds ord. Alt dette er i virkeligheden ikke nogen vej til reform; det er snarere en vej til at skabe en endnu alvorligere katastrofe end den tidligere. Den eneste rette måde at afhjælpe dette på er at rette den rækkefølge, der er blevet ændret, tilbage. Koranen må igen have den ledende rang, som den tidligere var blevet indsat i. Den rang, som Profetens (fred være med ham) ledsagere og hans familie gav hans ord og handlinger i profetens tid, må hadith i dag tildeles. Fiqh-lærde, kalam-lærde, koranfortolkere og hadith-lærde må kun tildeles den rang, de selv gav deres egne værker.

Kort sagt må man drage nytte af dem alle. Det, der ikke behøver at blive ændret, skal bevares som hidtil. Men man må aldrig forestille sig, at alt, hvad lærde har skrevet, er urokkelige og uforanderlige bestemmelser; eller at de skrevne bøger har gjort os uafhængige af at tænke over den ædle Koran og søge sandheden i Profetens hadith; eller at døren til direkte at hente viden fra Koranen og sunnah er blevet lukket.

Hvis denne rækkefølge igen bliver etableret, vil islams stillestående vogn atter begynde at bevæge sig. For den egentlige årsag til stilstanden er, at motoren er blevet adskilt fra vognen og efterladt bagved. Føreren er også blevet fjernet fra motoren og anbragt i en af de bageste vogne, mens man har sat sin lid til, at den forreste vogn både selv vil bevæge sig og føre hele toget frem.

Men der er ingen grund til vrede i denne sag. Vrede kan kun være berettiget dér, hvor nogen med vilje har begået uret. Men det, der er sket her, er ikke sket med vilje. Ingen kan sige, at de lærde et sted holdt en konference og besluttede, at vi ville indføre stivhed og passivitet i islam og forhindre dens bevægelige vogn i at køre. I virkeligheden er dette blot resultatet af det stadigt tiltagende forfald i de muslimske nationers politiske, militære, økonomiske og kulturelle styrke såvel som i deres mentale, videnskabelige og intellektuelle styrke siden det sjette eller syvende århundrede efter hijra. Dette forfald har ikke blot svækket muslimernes jihadiske ånd, men også fået rust til at brede sig over deres historiske og nyskabende bevidsthed. Ligesom muslimernes syn på livets samlede problemer har ændret sig, har deres syn på religiøse og uddannelsesmæssige spørgsmål også ændret sig. Derfor har en sort dødssky langsomt og ubevidst sænket sig over hele deres åndelige styrke. Man kan ikke bebrejde de lærde eller nogen af deres tilhængere dette. Højst kan man rette en anklage mod naturen. Men en sådan anklage vil ikke føre til noget resultat, ligesom vrede og ødelæggende tilbøjeligheder heller ikke vil føre til noget godt. Den eneste fejlfri vej til gavn eller reform er roligt at fastslå årsagerne til forvrængningen og dens omfang og med forstand at vække det gode til live i stedet for forvrængningen.

12

Oprørets fremtræden

[Artiklen blev første gang offentliggjort i februar 1935 i tidsskriftet Tarjuman al-Qur’an. – Redaktionen]

En nation består af to slags mennesker: den ene gruppe er almindelige mennesker, den anden er fremtrædende personer. De almindelige mennesker er talrige, og nationens numeriske styrke afhænger også af dem. Men denne gruppe besidder ikke den hjerne, der kræves til overvejelse og lederskab. Disse mennesker er hverken rige på viden eller i besiddelse af økonomisk styrke. Ligesom de ikke har høje embeder, har de heller ikke statsmagten i deres hænder. Derfor er det ikke deres opgave at lede nationen; deres opgave er snarere at følge efter dem, der leder. De skaber eller opdager ikke selv nogen vej, men fortsætter ad den vej, der bliver lagt for dem. Det er i virkeligheden de fremtrædende personers opgave at skabe vejen og lede hele nationen ad den. For bag hvert af deres ord og hver af deres handlinger står støtte fra intelligens, viden, rigdom, ære og statsmagt. Og folket må, frivilligt eller ufrivilligt, følge i deres fodspor. Derfor er det ikke urimeligt at sige, at nationens drivkraft ikke er dens folk, men dens fremtrædende personer. Nationens op- og nedgang samt dens opbygning og sammenbrud afhænger af dem. Deres gode opførsel bliver årsag til hele nationens gode opførsel, og deres syndige adfærd bliver årsag til hele nationens syndige adfærd. Når gode tider oprinder i en nations liv, fremstår der mange sådanne fremtrædende personer blandt den. De følger selv den rette vej og leder på samme måde hele nationen ad den rette vej:

(Arabisk)

Betydning: “Jeg gør dem til ledere, og de viser vej efter Min befaling. Og Jeg åbenbarer for dem, at de skal gøre gode gerninger.” (Sura al-Anbiya, vers 73)

Når tiden for en nations undergang derimod nærmer sig, begynder dens fordærv med disse fremtrædende personer. Som følge af deres vildfarelse og umoral bliver hele nationen til sidst involveret i dårlig og syndig adfærd:

Betydning: “Når Vi ønsker at tilintetgøre en by, lader Vi dens forbryderiske mennesker hengive sig til overtrædelser. Så bliver dens skæbne beseglet, og Jeg tilintetgør den fuldstændigt. (Sura al-Isra, vers 16)

I Koranens sprog er disse fremtrædende mennesker blevet betegnet som ————–. Det vil sige, at de er mennesker, som Allah har velsignet med overflod af nåde. Ifølge Allah den Højestes vidnesbyrd har det altid forholdt sig sådan, at det først er disse fremtrædende personer (———), der begynder at sprede synd, oprør mod Gud, undertrykkelse og uretfærdighed i samfundet. Derefter bliver hele byen indviklet i forbrydelser og dårlig adfærd.

Er der overhovedet anledning til at stille spørgsmål ved sandheden i dette vidnesbyrd? Betragt blot vores egen nations tilstand; begyndte dens fordærv ikke også med vores fremtrædende personer? Det var netop denne gruppe, der forlod de fromme forgængeres vej, som fulgte Guds bestemmelser, og begyndte at følge den sataniske vej. Det var dem, der af hensyn til begærsdyrkelsen begyndte at løsne shariaens bånd. Det var dem, der ligesom Farao og Cæsar begyndte at få Guds tjenere til at trælle for sig og vænnede deres egen nation til herskerdyrkelse og embedsmandsdyrkelse i stedet for dyrkelse af Allah. Det var dem, der lærte mennesker at bøje sig underdanigt for tjenere i stedet for for Allah. Det var dem, der, iført prangende klæder og siddende i storslåede paladser, gjorde synd og onde handlinger glamourøse. Det var dem, der ved at fortære ulovligt erhvervet gods skabte en vane med at spise og uddele det forbudte blandt deres egen nation. Det var dem, der anvendte viden og videnskab til vildfarelse, forstanden til forbrydelser, skarpsindigheden til bedrag og sammensværgelser, rigdommen til at købe troen, statsmagten til tyranni og undertrykkelse og styrken til hovmod. Desuden var det dem, der lukkede de fleste legitime veje, hvorigennem folk kunne opnå deres rettigheder, gavn og fremgang, og tvang folk til at nå deres mål ad foragtelige veje som smiger, bestikkelse og falske intriger. Kort sagt findes der ingen fordærvelse af moralsk karakter og adfærd, som ikke begyndte med disse fremtrædende personer. De anvendte de nådegaver og rigdomme, som Allah den Højeste havde skænket dem, på vildledte måder. Ligesom de selv blev fordærvede, fordærvede de også hele nationen.

Alt dette havde stået på i flere århundreder, og den moralske fordærvelse havde langsomt fortæret muslimernes nationale styrke indefra. Ikke desto mindre fandtes troens lys i det mindste stadig i folks hjerter. Selv om Guds og Profetens påbud ikke blev efterlevet, bestod folks bevidsthed om Guds og Profetens overlegenhed stadig. Hvor meget end den islamiske lov blev overtrådt, var respekten for denne lov dog ikke helt forsvundet fra folks hjerter; og hvor utilfredse folk end var med den islamiske statsordning, havde de aldrig haft den dristighed at gøre oprør imod den. Tværtimod blev det, som islam havde erklæret for sandt, stadig anerkendt som sandt. Uanset hvor overdrevne anstrengelser man gjorde sig for at følge løgnen efter at have forkastet det, var ingen så frække at kalde den sandhed, som islam havde foreskrevet, for løgn, løgnen for sandhed, det obligatoriske for overflødigt og meningsløst, det tilladte for forbudt, det forbudte for tilladt, gode gerninger for synd og synd for fromme handlinger – hverken i ord eller i tanke. Synd blev ganske vist begået. Folk hengav sig bestemt til forbrydelser og misgerninger. Shariaens grænser blev overtrådt på mange områder. Men samtidig følte folk skam i deres hjerter. Deres hoveder bøjede sig i anger. I det mindste erkendte deres hjerter, at de var ulydige mod Allah og Hans Profet.

Årsagen var, at muslimernes civilisationsbygning trods troens svaghed og adfærdens fordærvelse stadig hvilede på de grundpiller, som islam havde opført. Selv om mange vildfarelser bredte sig som følge af indflydelsen fra græsk og iransk tankegang, lykkedes det aldrig denne indflydelse helt at ændre muslimernes synsvinkel eller gøre deres sindelag fjendtligt over for islam. Den kunne aldrig påvirke deres intelligens, tankegang og dømmekraft så meget, at de helt ville ophøre med at se med muslimske øjne og tænke med muslimske hjerner. På samme måde udviklede civilisationen og kulturen sig ganske vist på grund af udefrakommende påvirkninger ad en vej, der på mange måder afveg fra den af islam fastlagte vej; men de grundprincipper, som civilisationen og kulturen oprindeligt var grundlagt på, var stadig til stede i dens fundament, og ingen anden civilisations og kulturs grundprincipper havde taget deres plads. Muslimernes uddannelsessystem var i betydelig grad blevet forkvaklet, men religionslæren havde stadig en fremtrædende plads i det. Ingen uddannet muslim var helt uvidende om selv det grundlæggende kendskab til islamiske troslærdomme, shariaens påbud og forbud samt nationale skikke og regler. I muslimernes praktiske liv var den islamiske lovs greb ganske vist blevet betydeligt svækket, men i hele deres samfundsliv gjaldt der stadig kun én lov, nemlig den islamiske lov. Kort sagt: Trods al fordærvelse var islams dybe indflydelse stadig til stede i muslimernes forestillinger, karakter og adfærd. De troede oprigtigt på dens grundprincipper – i det mindste havde anti-islamiske principper ikke fået mulighed for at trænge ind inden for deres tros grænser. Desuden var den målestok for værdier, som islam havde fastlagt for karakter og adfærd, ikke fuldstændig brudt sammen, og der var ikke sket en sådan forandring, at en anden, modsat målestok havde kunnet tage dens plads.

Men efter at vores folk i det nittende århundrede havde mistet statsmagten, så dets fremtrædende personer, at alt – rang, anseelse, ære og rigdom – sammen med statsmagten var ved at gå tabt. For at beskytte disse ting under underkastelsen og råde bod på de enorme tab fandtes der ingen anden vej end at tilegne sig dygtighed inden for den vestlige civilisation samt videnskab og lærdom. På dette tidspunkt indtrådte endnu en ændring i deres handlingslinje; i virkeligheden var det ikke blot en ændring, men en »revolution«. For ændring betyder at blive anderledes, mens revolution betyder en fuldstændig omvæltning. Og faktisk slog de en sådan kolbøtte, at deres mål, sindelag og syn på alting blev forandret – og kom til at ligge stik modsat islam.

Den skam og anger, som man i begyndelsen følte, når man overtrådte den islamiske lov, begyndte gradvist at forsvinde, efter at denne revolution var indledt; ja, selve følelsen af, at man begik en synd og forbrydelse ved at overtræde shariaens bestemmelser, begyndte at forsvinde. Derefter viste mod og skamløshed sig lidt efter lidt i stedet for skam og anger. Alle former for lovovertrædelser begyndte at foregå åbent, og i stedet for skam blev der udtrykt stolthed over det. Men revolutionens bølge standsede ikke, selv efter at den var nået så langt. Det, man i dag hører og ser i de vestligt orienterede kredse, viser tegn på et åbent oprør mod islam, der går ud over skamløsheden. Situationen er nu blevet sådan, at en person, som åbent overtræder den islamiske lov, ikke blot undlader at angre sin forbrydelse, men tværtimod forsøger at gøre den person skamfuld, som stadig følger den gamle lov. Det virker, som om den, der bryder den islamiske lov, ikke længere er forbryderen eller synderen; i stedet er det islams tilhængere, der er de skyldige. I dag bliver bønnen og fasten ikke blot opgivet, men man udtrykker også stolthed over det. Der føres offentlig propaganda til fordel for at opgive bøn og faste. De, der beder, reciterer Koranen og faster, bliver offentligt gjort til grin. Desuden næres håbet om, at de, der overholder bønnen og fasten – især hvis de er uddannede – selv til sidst vil skamme sig over deres handlinger. For en person bliver det ikke at opgive bønnen og fasten, men derimod at overholde dem, der betragtes som en dadelværdig og skamfuld handling. Hvis en bedende endda begår en forkastelig handling, siger man derfor i en yderst hånlig tone: »Er den mand ikke en, der beder?« Det vil sige, at den egentlige grund til, at manden anses for skyldig, er en handling, som Allah har erklæret for noget, der hindrer synd og uanstændighed, og som Hans Profet har betegnet som den fornemste handling.

Dette oprør er ikke begrænset til bønnen og fasten; det har tværtimod bredt sig til næsten alle livets områder. I dag bliver lydighed mod de islamiske bestemmelser kaldt »mollahvæsen«. Og »mollahvæsen« er med vor tids sprogbrug et andet navn for en ussel blanding af snæversynethed, blindhed, uvidenhed, forældethed og dumhed. Meningen er altså, at en standhaftig og sharia-tro muslim kaldes en »mollah«, og at en »mollah« er en person, der ikke har den fjerneste forbindelse med civilisation og oplysning – en person, som på ingen måde kan passe ind i et civiliseret samfund. Dette er blot én blandt utallige fornærmelser. For at udtrykke had og foragt samler vores »sorte firangier«, i stedet for at bruge nogle få lokale ord, al deres følelsesladede fordømmelse i ordet »mollah«, som de gør til selve legemliggørelsen af alle fejl. [Dette skrift er fra 1934. Det er nu 2002. I mellemtiden har de pålagt de ægte muslimer mange flere betegnelser for at ramme dem, såsom terrorist, ekstremist, fundamentalist, Taliban, al-Qaida osv. – Redaktøren.]

I dag accepteres det ikke længere som noget som helst bevis til fordel for en tale eller handling, at den er i overensstemmelse med Koranen og hadith. Det er ikke blot ikke-muslimer, men desværre selv muslimer, der kaldes “uddannede og oplyste”, som uden blusel afviser Koranens og hadiths autoritet. De føler ikke det mindste skam over dette; tværtimod håber de, at den, der fremlægger islamisk lov som bevis, i stedet vil blive gjort til skamme. Langt fra at anerkende Koranen og hadith som autoritative har vi faktisk oplevet, at så snart et emne fremlægges i islams navn, opstår der straks en form for modvilje mod det. Men hvis det samme emne fremlægges med rationelle argumenter og beviser eller beskrives med henvisning til en vestlig forfatter, bliver det pludselig helt uangribeligt. Kort sagt begynder vore vestligt orienterede muslimer, hver gang islam kommer på tale, at nære forskellige former for tvivl. Den mistanke slår rod i deres sind, at der nødvendigvis må være en svaghed ved det. Det virker, som om Koranens og hadiths autoritet i deres øjne i dag ikke styrker et synspunkt, men tværtimod gør det endnu svagere og mere afhængigt af bevisførelse.

For nogle år siden var denne sygdom kun begrænset til mændenes verden, og kvinderne var beskyttet mod den. Hvad angår den islamiske civilisation, kan vi i det mindste sige, at det indre kvindekvarter var dens sidste tilflugtssted. Det var her, islam plejede og beskyttede sin tahdhib og tamaddun. En væsentlig grund til, at islam ønsker at holde kvinden inden for den shariah-foreskrevne afskærmning, er, at det bryst, som det muslimske barn dier ved, i det mindste bør være oplyst af imanens lys. Den favn, hvori det muslimske barn opdrages, må i det mindste være beskyttet mod kufr og vildfarelse, umoral og slet adfærd. Omkring den vugge, hvori det muslimske barns første livsfaser tilbringes, bør der i det mindste herske et rent islamisk miljø. De fire vægge, inden for hvilke det muslimske barns enfoldige sind og hjerne modtager de første indtryk af lærdom og erfaring, må være beskyttet mod ydre påvirkninger. Det indre kvindekvarter er derfor i virkeligheden den islamiske civilisations stærkeste fæstning. Også denne fæstning er nu ved at blive ødelagt. Epidemien af vestliggørelse trænger i dag hurtigt ind i vores hjems indre. Vore fornemme, vestligt orienterede mænd trækker nu også deres hustruer og døtre ud i offentligheden, så de ligeledes kan blive påvirket af den giftige indflydelse. Vores nations piger sendes i dag for at lære vildfarelse, vantro, umoral og vestlig civilisation på uddannelsesinstitutioner, som allerede tidligere har lært vore drenge alt dette og gjort dem oprørske mod islam.

Efter vores opfattelse vil dette sidste skridt føre den ovenfor nævnte revolution til dens fulde udfoldelse. Det er ikke blot vores antagelse; vi har desværre også haft anledning til at se og høre tegnene på denne revolutions fuldbyrdelse. Situationen er i dag nået dertil, at en muslimsk kvinde åbent trodser Koranens og hadiths klare bestemmelser og uden blusel viser sin krops skønhed frem; hun går på engelske hoteller og restauranter for at spise “frokost og middag”, sætter sig blandt mænd i biografer og går rundt på markederne og handler uden den mindste forlegenhed. Det mest beklagelige er, at de i stedet for at skamme sig over og angre disse handlinger, som overtræder islamisk lov, beskriver deres adfærd med endnu større stolthed. Desuden anser de den stakkels kvinde, som først nægtede at opgive den shariah-foreskrevne afskærmning i overensstemmelse med islamisk lov, og som efter at være blevet tvunget ud af sin mand skammer sig over skamløst at vise sin krop blandt mænd, samt dem, der ikke foretrækker at strejfe rundt på markeder, nyde nattelivets fornøjelser og indånde luften på turiststeder frem for det begrænsede, glædesløse liv inden for Allahs og Profetens anvisninger, for værdige til fordømmelse. Det betyder, at den oprørske holdning mod islam hurtigt breder sig fra mændene til også at omfatte kvinderne. Ligesom mændene anser de ikke overtrædelsen af islamisk lov, men dens efterlevelse, for noget, en muslimsk kvinde bør skamme sig over og angre.

For Allahs skyld, lad nogen fortælle mig: Når deres tilstand er sådan, selv om de er blevet opdraget i favnen på fromme kvinder fra tidligere tider, hvordan vil fremtiden da tegne sig for de børn, der opdrages i favnen på de nye, vestligt orienterede kvinder, hvis pigerne fra de samme hjem bliver fremmede for den værdighed, som iman giver, og træder ud af lydighedens grænser over for Allah og Hans Profet? Kan man forvente, at et barn, som fra det øjeblik det åbner øjnene, kun ser tegn på vestliggørelse omkring sig, hvis uskyldige blik ikke engang får øje på noget tegn på islamisk tahdhib og tamaddun, hvis ører aldrig hører Allahs og Profetens ord, og hvis sind fra begyndelsen får billedet af vestliggørelse indprentet på en ren tavle, vil vokse op som muslim på blot ét eneste område – i sine følelser, fornemmelser, tanker, forestillinger, moralske karakter eller handlinger?

Det første stadie af overtrædelse er, at et menneske begår en overtrædelse, men stadig anser den for en overtrædelse og skammer sig over den. En sådan overtrædelse betragtes ikke blot som strafbar ud fra sin egen alvor; den kan også tilgives, hvis man gør tawbah eller angrer. For i dette tilfælde vil ansvaret alene blive lagt på menneskets svaghed.

Det andet stadie af overtrædelse er, at et menneske begår en overtrædelse og anser den for en dyd i stedet for en fejl – og desuden stolt viser den offentligt frem. Det betyder, at den pågældende ikke nærer den mindste respekt i sit hjerte for den lov, som erklærer hans adfærd for en overtrædelse.

Det sidste stadie af overtrædelse er, at et menneske ikke blot overtræder en lov, men efter en anden lov anser sin overtrædelse for berettiget og from. Desuden håner han den lov, som erklærer en sådan adfærd for en overtrædelse, og betragter dens tilhængere som uretfærdige. Et sådant menneske overtræder ikke blot loven; han foragter den ligefrem og gør åbent oprør mod den.

Enhver blot nogenlunde fornuftig person vil indrømme, at når et menneske når dette sidste stadium, kan han ikke længere forblive inden for grænserne af den lov, som han åbent erklærer oprør imod. Alligevel giver den syndige Satan folk den falske forsikring, at de kan håne og ringeagte den islamiske lov og erklære ulydighed og modstand mod dens efterlevelse for en dydig handling – og stadig forblive muslimer. På den ene side kalder de således det, som Allah og Sendebudet har betegnet som godt, for ondt, og det, som de har betegnet som ondt, for godt; de betragter deres synder som gode gerninger og gode gerninger som synder; de håner deres påbud og forsøger, i stedet for at skamme sig over at overtræde de love, de har fastsat, at få dem, der følger disse love, til at skamme sig. På den anden side hævder de, at de tror på Allah og Sendebudet, forstår deres værdighed og overlegenhed og følger den religion, islam, som de har valgt. Kan noget fornuftigt menneske anerkende en sådan påstand som gyldig sammen med en sådan adfærd? Hvis vantro kan forenes med tro, ringeagt med respekt, hvis det er muligt at ære nogen i sit hjerte og håne ham med sin mund, hvis en person, der er stolt af sin ulydighed og føler sig ydmyget ved at adlyde, kan anses for underdanig og lydig, så må man acceptere oprør som lydighed, ringeagt som respekt og vantro som tro. På samme måde må man acceptere denne omvendte logik: Den, der slår, er den, der elsker; den, der håner, er i virkeligheden den, der respekterer; og den, der lyver, viser sig at være sandfærdig!

I virkeligheden er islam ikke andet end lydighed, og ægte lydighed kan på ingen måde være virkelig uden tro. Troens allerførste krav er, at når Allahs og Sendebudets befaling når et menneske, skal det straks bøje hovedet og aldrig løfte det i afvisning af den:

(Arabisk)

Betydning: De troendes svar, når de kaldes til Allah og Sendebudet, for at der kan træffes en afgørelse mellem dem, er: »Vi har hørt og adlydt.« Det er sådanne, der vil lykkes. (Sura an-Nur 24:51)

Men denne underkastelse skal ikke ske modvilligt eller med irritation; den skal ske frivilligt og med glæde. Man må ikke engang nære nogen skjult irritation eller utilfredshed i sit hjerte over for Allahs og Sendebudets befaling. Den, der kun bøjer hovedet tilsyneladende, men føler irritation i sit hjerte, er ikke troende, men hykler:

(Arabisk)

Betydning: »Når der blev sagt til dem: ’Kom til det, Allah har åbenbaret, og til Sendebudet,’ så du hyklerne tøve med at komme til dig. … Ved din Herre! De vil aldrig blive troende, før de gør dig til dommer i deres uenigheder og derefter bøjer sig for din afgørelse uden at føle nogen irritation i deres hjerter over det, du har afgjort.« (Sura an-Nisa 4:61-65)

Men den, der åbent overtræder Allahs lov, forkaster Allahs og Sendebudets lov, følger en anden lov og anser den for sand og rigtig, håner Allahs og Sendebudets lov, mens han følger den fremmede lov, og betragter lydighed mod den som en forkastelig handling, kan på ingen måde være troende. Om en sådan person hævder at være muslim, bærer et muslimsk navn eller er anerkendt som muslim i folketællingen, ændrer det intet. Et menneske kan forblive troende, selv om det begår en synd, men betingelsen er, at det må anse synden for en synd og angre den. Desuden må det anerkende den lov, som det har begået en overtrædelse imod alene på grund af karakterens svaghed. Men når skamløshed og dristighed blandes med synden, når man udtrykker stolthed og hovmod over den og bebrejder og fordømmer nogen for ikke at begå den, fordi man betragter den som en god gerning – så sværger jeg ved Allah, at troen aldrig kan bestå sammen med en sådan ondskab. Før nogen træder ind på dette stadium, må han på forhånd beslutte, om han ønsker at forblive muslim, eller om han ønsker at forlade islam og træde ind under lydighedens grænser for den lov, hvis efterfølgelse han føler sig beæret over.

Ved Allahs nåde er den muslimske befolkning indtil videre blevet forskånet for denne oversvømmende strøm af europæisering og vantroens oprør. Indtil nu har de stadig respekt i deres hjerter for Allahs og Profetens bud. Hos dem kan man i større eller mindre grad iagttage efterlevelse af islamisk lov. Men ligesom overklassens livsførelse tidligere har haft indflydelse på dens karakter, moral og omgangsformer, er der også fare for, at de nye skikke lidt efter lidt vil få en ødelæggende indflydelse på dens tro. Den hastigt voksende tendens blandt almindelige muslimer til at forsømme bøn og faste, begå ugerninger og synder, efterligne europæiske skikke samt interessere sig for den blændende underholdning og de fornøjelser, der blot er den ydre skal af den europæiske civilisation, er kun et varsel om den truende fare. Hvis vores overklasses tanker og synspunkter ikke renses, og dens modvilje mod islams sirat al-mustaqim fortsætter på denne måde, er den dag ikke fjern, hvor hele nationen vil drukne i dette syndens hav, og Allahs sunnah også vil blive fuldbyrdet:

(Arabisk)

Betydning: Når Vi ønsker at tilintetgøre en by, befaler Vi dens ugudelige mennesker at overskride grænserne. Således bliver byens skæbne beseglet. Derefter tilintetgør Jeg den fuldstændigt. (Sura al-Isra, vers 16)

13

Årsagerne til socialt sammenbrud og vejen til at undgå det

[Artiklen blev første gang offentliggjort i marts 1935 i tidsskriftet Tarjuman al-Qur’an. – Redaktøren]

I Den Ædle Koran er denne sandhed fremsat som et almindeligt princip: Hvis en nation handler retfærdigt, vil Allah den Højeste ikke tilintetgøre den uden grund – Han er ikke en uretfærdig hersker:

(Arabisk)

Betydning: Din Herre er ikke sådan, at Han uretmæssigt skulle ødelægge byerne, hvis deres indbyggere er retskafne. (Sura Hud: 117)

Ødelæggelse og tilintetgørelse betyder ikke blot at lægge byerne øde og kaste deres indbyggere i dødens gab; en særlig form heraf er derimod at sprede og splitte folkene, knuse deres samlede styrke samt besejre, underlægge, ydmyge og vanære dem. Men på grundlag af det ovennævnte princip kan nogen form for ødelæggelse og tilintetgørelse ikke ramme et folk, før det har forladt godhedens og reformens vej og fortsætter ad ondskabens, uordenens, ulydighedens og oprørets vej og således selv pådrager sig uret. Med dette princip for øje har Allah den Ophøjede, overalt hvor Han har nævnt, at et folk blev kastet i straf, samtidig redegjort for deres forbrydelser, så folk klart kan forstå, at det var på grund af deres egne handlinger, at deres liv i denne verden og i det hinsidige blev ødelagt:

(Arabisk)

Betydning: »Vi greb hver og én af dem for deres synd. Allah gjorde dem ikke uret; de gjorde derimod selv uret mod sig selv.« (Sura al-Ankabut: 40)

Det andet, der følger af dette princip, er, at årsagen til ødelæggelse og tilintetgørelse ikke er individuel syndighed, men kollektiv, altså national, syndighed. Det vil sige, at hvis fordærvelse i tro og adfærd viser sig spredt blandt folk, men folkets religiøse og moralske niveau i det store hele er højt, og individuel uretfærdighed holdes nede af denne indflydelse, så vil folket som helhed bestå, hvor dårlige de enkelte personer end måtte være. Under sådanne forhold opstår der ikke en sådan splittelse, som kan føre til hele folkets undergang. Men når fordærvelsen i tro og adfærd overskrider individet og breder sig blandt hele folket, når folkets religiøse sans og moralske bevidsthed bliver fuldstændig forkvaklet, og det onde i stedet for det gode fortsætter med at vokse, så ophører Allah den Ophøjedes nådige blik helt med at hvile over dette folk. Derefter begynder det at synke fra æres højde til ydmygelsens laveste trin. Til sidst antændes Allah den Ophøjedes vrede mod det, og det bliver fuldstændig ødelagt og tilintetgjort.

I Den Vise Koran nævnes der talrige eksempler herpå.

Da fordærvelsen i tro og adfærd havde slået rod blandt profeten Noahs folk og bredt sig overalt, og håbet om at høste søde frugter fra dette giftige træ samtidig var forsvundet fuldstændigt, blev de ødelagt. Til sidst så profeten Noah (fred være med ham) sig nødsaget til at bede til Rabb al-ʿAlamin:

(Arabisk)

Min Herre! Lad ikke én eneste af disse vantro blive tilbage på jorden. Hvis Du lader dem leve, vil de føre Dine tjenere vild, og fra deres efterkommere vil der kun fødes umoralske og hårdnakkede vantro. (Sura Nuh: 26-27)

Ad-folket blev først tilintetgjort, da syndigheden havde slået dybe rødder i deres hjerter, da uretfærdige, forbryderiske og fordærvende mennesker opnåede status som deres ledere og herskere, og da der ikke længere var nogen plads i samfundets samlede system for mennesker, der ønskede velfærd og det gode:

(Arabisk)

Det vil sige: Ad-folket adlød ikke deres Herres befaling, var ulydige mod Hans sendebud, og enhver fulgte en overmodig fjende af sandheden. (Sura Hud: 59)

Lot-folket blev først tilintetgjort, da deres moralske bevidsthed var sunket til det laveste niveau, og skamløsheden var steget så voldsomt, at utugt blev begået selv i offentlige forsamlinger og på markedspladser, så meget, at folk ikke længere havde nogen følelse af, at utugt var utugt:

(Arabisk)

Det vil sige: Hvorfor går I til mænd i stedet for kvinder, overfalder de rejsende og begår utugt, mens I sidder offentligt i forsamlinger?

(Sura al-Ankabut: 9)

Guds vrede faldt over Madyan-folket netop da, hele folket blev uærligt, bedragerisk og troløst. Det blev ikke længere anset for forkasteligt at give for lidt ved måling og tage for meget. Folkets moralske bevidsthed var forsvundet i en sådan grad, at de, når de blev irettesat for sådanne forkastelige handlinger, i stedet for skamfuldt at bøje hovedet selv irettesatte den, der havde irettesat dem. De forstod end ikke, at nogen af deres handlinger kunne være værd at kritisere. De anså ikke utugt for forkastelig; tværtimod betragtede de den person, der kaldte denne handling ond, som vildledt og dadelværdig:

(Arabisk)

Betydning: (Shu’aib sagde:) Mit folk! Mål og vej med retfærdighed, giv ikke folk mindre af deres varer, og spred ikke fordærv på jorden. De sagde: Shu’aib! Vi forstår ikke det meste af det, du siger. Vi ser dig som meget svag. Hvis det ikke var for din stamme, ville vi have stenet dig. (Sura Hud: 85-91)

Beslutningen om at kaste Israels børn ud i ydmygelse, vanære, Guds vrede og forbandelse blev gennemført netop da, de begyndte at styrte mod undertrykkelse, ugudelighed og indtagelse af det forbudte. Opportunismens sygdom bredte sig blandt deres nationale ledere. Blandt almindelige mennesker opstod en holdning, der gik ud på at indgå kompromis med synden, og der var ikke længere nogen gruppe mennesker tilbage, som kaldte uret uret og forhindrede den:

(Arabisk)

Betydning: Du ser de fleste af dem haste mod synd, overskridelse af de grænser, Gud har fastsat, og indtagelse af det forbudte. Hvor afskyeligt var det, de plejede at gøre! Hvorfor forbød deres åndelige ledere og lærde dem ikke at tale ondt og spise af forbudte midler? De gjorde virkelig noget yderst afskyeligt. (Sura al-Ma’ida: 62-63)

(Arabisk)

Betydning: De blandt Israels børn, der fornægtede troen, blev forbandet med Davids og Jesus, Marias søns, ord, fordi de gjorde oprør og overskred grænserne. De forhindrede ikke hinanden i at begå onde handlinger. (Sura al-Ma’ida: 78-79)

De hadither, der er blevet overleveret fra Profeten (fred være med ham) i forbindelse med fortolkningen af dette sidste vers, gør Koranens hensigt endnu tydeligere. Sammenfattet lyder haditherne således – Profeten (fred være med ham) sagde:

Da synd og fordærv begyndte at brede sig blandt Israels børn, var situationen den, at hvis en person så sin bror, ven eller nabo begå en ond handling, forbød han ham det. Han sagde til ham: »Du dér! Frygt Gud og hold dig på den rette vej.« Men bagefter fortsatte denne person med at omgås ham og sidde sammen med ham. Selv efter at have været vidne til den syndige persons onde handlinger afholdt han sig ikke fra at omgås ham og spise og drikke sammen med ham. Da situationen nåede dertil, påvirkede de hver især hinanden. Derfor farvede Gud dem alle med samme farve og forbandede dem gennem ordene fra deres profeter David og Jesus, Marias søn.

Fortælleren siger, at Profeten (fred være med ham) under sin tale nåede hertil, hvorefter han på grund af stærke følelser satte sig ned og sagde:

Ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Det er jeres pligt at påbyde folk det gode, holde dem fra det onde, forhindre enhver, I ser udføre en ond handling, i at gøre det og lede ham ad den rette vej, uden at vise den mindste overbærenhed i denne sag. Ellers vil Gud lade den ene af jer få indflydelse på den andens hjerte og forbande jer ligesom Israels børn.

I virkeligheden svarer forvanskning af tro og adfærd til en epidemi. Enhver epidemi angriber først nogle få svage mennesker. Hvis vejret i en sådan situation er godt, sundhedsmyndighedernes indsats er effektiv, ordningen for rengøring af snavs og affald er tilstrækkelig, og de syge behandles i tide, kan sygdommen ikke længere udvikle sig til en omfattende epidemi; tværtimod kan befolkningen forblive sikker mod dens angreb. Men hvis lægerne i samme situation er dovne og uansvarlige, sundhedsmyndighederne ligeglade, og de ansvarlige for renholdelsen tillader snavs og affald, begynder sygdommens bakterier langsomt at sprede sig overalt. De blander sig med luften og forringer miljøet alvorligt. Som følge deraf bliver det i stedet for sundheden gunstigt for sygdommen. Til sidst, når samfundets almindelige mennesker ikke kan finde noget som helst – hverken luft, vand, fødevarer, tøj eller boliger, kort sagt ingenting – frit for snavs og dårlig lugt, begynder deres livskraft at svækkes, og hele samfundet kastes ud i en omfattende epidemi. Under sådanne omstændigheder bliver det selv for en meget stærk person vanskeligt at beskytte sig mod sygdommen. Selv lægerne, de ansvarlige for renholdelsen og de offentlige sundhedsmyndigheders vogtere rammes til sidst af sygdommen. Derfor undslipper heller ikke de mennesker ødelæggelsen, som i det mindste for deres egen del følger sundhedsforanstaltningerne og regelmæssigt tager medicin. For hvordan skulle de kunne afværge den giftige luft, det urene vand, fødevarernes forurening og jordens fordærvelse?

På denne baggrund kan man forestille sig forvanskningen af moral og adfærd samt vildfarelsen i tanker og tro. De lærde er nationens læger. Herskerne og de velhavende er ansvarlige for dens renlighed og sundhedsbeskyttelse. Nationens troens ære og samfundets moralske bevidsthed svarer til livskraften. Det sociale miljø svarer til luft, vand, fødevarer, tøj og boliger. Og i nationens liv svarer påbuddet om det gode og modstanden mod det onde, set fra religionens og moralens synspunkt, til bestræbelserne på renlighed og sundhedsbeskyttelse set fra den fysiske sundheds synspunkt. Når de lærde og herskerstanden under sådanne omstændigheder forsømmer deres egentlige ansvar – nemlig at påbyde det gode – og i stedet indgår kompromis med det onde og forvanskningen, begynder anarki, synd og umoral at brede sig blandt nationen. Som følge deraf svækkes nationens troens ære gradvist. Til sidst bliver hele det sociale miljø gennemsyret af forvanskning. Nationens livsmiljø bliver ugunstigt for velfærd og det gode og gunstigt for det onde og forvanskningen. Folk begynder at flygte fra det gode og bliver i stedet for at hade det onde tiltrukket af det. Folkets moralske værdier ændrer sig fuldstændigt. Fejl indtager dydernes plads, og dyder indtager fejlens plads. Under sådanne omstændigheder bliver vildfarelse, dårlig adfærd og umoral frodigt og smukt udsmykket. Intet frø af velfærd og godhed har længere styrke nok til at spire og sætte blade på grene. Jorden og luften – alt – nægter at nære det, fordi alle deres kræfter bliver brugt på at udvikle og forstærke det giftige træ. Når en nations samlede tilstand i virkeligheden når dette stadium, bliver den egnet til Guds straf. En sådan ødelæggelse begynder at komme over den, at ingen kan undslippe dens greb. Selv hvis nogen skjuler sig i en khanqah og er optaget af tilbedelse dag og nat, er han ikke i sikkerhed. Det er om denne tilstand, der siges i den ædle Koran:

(Arabisk)

Betydning: Frygt den prøvelse, som ikke kun vil kaste de uretfærdige og syndige blandt jer ud i ulykke. (Sura al-Anfal: 25)

I forbindelse med fortolkningen af dette vers siger den ærværdige Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Allah den Almægtiges hensigt er, at I ikke må lade ugerninger slå rod iblandt jer. For hvis I indgår forlig med ugerninger og giver dem mulighed for at brede sig, vil en omfattende straf fra Allah ramme, og alle — gode såvel som onde — vil blive kastet ind under dens virkninger.« Det fremgår af en hadith, at selv den ærværdige profet Muhammad (fred være med ham), da han fortolkede dette vers, sagde:

(Arabisk)

»Allah straffer ikke almindelige mennesker for de fremtrædendes handlinger. Men når de ser ugerninger begået for deres øjne og, selv om de har magt til at forhindre dem, ikke træder frem for at gøre det, kaster Allah både de fremtrædende og de almindelige mennesker under straffen.«

Det vigtigste middel til at bevare en nations moralske og religiøse sundhed intakt er, at hver enkelt af dens medlemmer besidder troens æresfølelse og moralske bevidsthed. Den ærværdige profet Muhammad (fred være med ham) betegnede dette med det betydningsfulde ord »haya«, som betyder blufærdighed. »Haya« er i virkeligheden en gren af troen. Han sagde: Blufærdighed er en del af troen. Engang blev det endda sagt til den ærværdige profet, at »haya« egentlig er en del af religionen. Han svarede: »Nej, det er hele religionen.«

Betydningen af ordet »haya«, som nævnes i hadithen, er, at mennesker, så snart de ser ugerninger og syndighed, spontant vil føle trang til at modarbejde dem, og at deres hjerter og sind vil udtrykke afsky over for dem. Den, der besidder denne egenskab, vil ikke blot selv afholde sig fra uret; han vil heller ikke kunne tolerere, at den findes hos andre. Han vil ikke vise overbærenhed over for ugerninger. Det vil være umuligt for ham at indgå forlig med undertrykkelse og syndighed. Hvis en ugerning begås for hans øjne, vil hans troens æresfølelse straks blive vakt. Han vil forsøge at udrydde den med hånden eller med ord, eller i det mindste vil hans hjerte og sind blive oprørt af ønsket om at udrydde den:

(Arabisk)

»Hvis nogen blandt jer ser en ugerning, skal han udrydde den med sin hånd. Hvis han ikke er i stand til det, skal han forsøge med sine ord; og hvis han heller ikke er i stand til det, skal han afsky den i sit hjerte. Dette er tegnet på den svageste tro.« (Musnad Ahmad)

(Arabisk)

Den religion og tro, som tilhører et folk, hvor denne egenskab er almindeligt udbredt, vil være beskyttet. Dets moralske sind vil aldrig forfalde. For hvert enkelt menneske vil være vogter og den, der holder de andre til regnskab. Fordærvelse af tro og adfærd vil ikke finde nogen vej til at blande sig i dets samfund.

Koranens egentlige mål er i sandhed at opbygge et sådant idealsamfund, hvor hvert enkelt menneske, drevet af oprigtig tilbøjelighed, naturlig blufærdighed og ære samt sin egen samvittighed, vil påtage sig ansvaret for at holde opsyn og stille til regnskab og uden nogen form for betaling vil udføre sin pligt som Guds håndhæver:

(Arabisk)

Betydning: »Således har Vi gjort jer til et retfærdigt og moderat umma, for at I kan være vogtere over menneskene, og Sendebudet kan være vogter over jer.« (Sura al-Baqara: 143)

Derfor er muslimerne gentagne gange blevet fortalt, at det at påbyde det gode og forhindre det onde er jeres nationale særkende. Det bør komme til udtryk hos enhver troende mand og kvinde:

(Arabisk)

Betydning: »I er det bedste folk; I er frembragt til menneskenes (gavn). I påbyder det gode, forhindrer det onde og tror på Allah.« (Sura Al Imran: 110)

(Arabisk)

Betydning: Troende mænd og kvinder er hinandens hjælpere; de påbyder det gode og forhindrer det onde. (Sura at-Tawbah: 71)

(Arabisk)

Betydning: De påbyder det gode, forhindrer det onde og værner om de grænser, som Allah har fastsat. (Sura at-Tawbah: 112)

(Arabisk)

Betydning: Hvis Vi giver dem magten på jorden, vil de opretholde bønnen, give zakat, påbyde det gode og forhindre det onde. (Sura al-Hajj: 41)

Hvis muslimernes tilstand er sådan, kan de sammenlignes med et lokalsamfund, hvor enhver indbygger er bevidst om renlighed og sundhedsbeskyttelse. De holder ikke blot deres egne kroppe og hjem rene; hvis de ser snavs og affald noget som helst sted i lokalsamfundet, fjerner de det. De ønsker ikke, at snavs, affald og dårlig lugt skal have lov til at blive noget sted. Et sådant lokalsamfunds miljø må naturligvis forblive rent og velholdt. Her vil sygdomsfremkaldende bakterier ikke få nogen mulighed for at opstå. Hvis nogen ved et tilfælde skulle blive svag eller syg, vil vedkommende alligevel blive behandlet i tide; eller sygdommen vil i det mindste forblive en personlig sygdom og ikke ved at smitte andre udvikle sig til en omfattende epidemi.

Men hvis den muslimske nation ikke kan opretholde denne høje moralske standard, bør der i det mindste altid findes en gruppe blandt dem, som kan bevare samfundets religiøse og moralske sundhed. Denne gruppe skal til enhver tid være rede til at udføre denne tjeneste og skal fortsætte med at fjerne urenheden i menneskers tanker og tro samt urenheden i deres vaner og karakter.

(Arabisk)

Det vil sige: Der bør nødvendigvis være en gruppe blandt jer, som kalder folk til det gode, påbyder det rette og hindrer det onde. (Suraen Āl ʿImrān: 104)

Denne gruppe er en sammenslutning af de lærde og herskerne. For den er det lige så nødvendigt at være beskæftiget med at påbyde det rette og hindre det onde, som det er nødvendigt for byens afdeling for renlighed og sundhedsbeskyttelse at være opmærksom på at udføre sit ansvar. Hvis folk i denne kategori bliver forsømmelige i opfyldelsen af deres pligt, og der ikke findes en eneste gruppe i nationen, som kalder til det rette og holder folk fra det onde, så er nationens undergang i religiøs og moralsk henseende lige så sikker som ødelæggelsen af en bebyggelse uden ordninger for renlighed og sundhedsbeskyttelse er sikker i legemlig og fysisk henseende. Grunden til den ødelæggelse, der ramte de gamle nationer, var, at der på det tidspunkt ikke fandtes nogen gruppe, som hindrede dem i det onde og fastholdt dem på det rette.

(Arabisk)

Det vil sige: Hvorfor fandtes der ikke blandt de nationer, der levede før jer, i det mindste lærde og forstandige mennesker, som forbød folk at skabe fordærv på jorden – bortset fra de få, som Vi reddede blandt dem? (Suraen Hūd: 116)

(Arabisk)

Det vil sige: Hvorfor forbød deres lærde og pīrer dem ikke at tale ondt og fortære det forbudte? (Suraen al-Māʾida: 63)

Heraf fremgår det altså, at nationens lærde, pīrer og herskere har det vigtigste ansvar. De er ikke kun ansvarlige for deres egne handlinger; ansvaret for hele nationens handlinger er i betydelig grad lagt på dem. Hvad skal man sige om tyranniske, undertrykkende og luksuselskende herskere samt de lærde og pīrer, der smigrer dem! Det er unødvendigt overhovedet at nævne, hvilken skæbne de vil få hos Allah. Men de herskere, lærde og pīrer, som sidder i deres egne lokalsamfund, hjem og khanqaher og udviser den højeste grad af gudsfrygt, fromhed, tilbedelse og dervishagtighed, vil heller ikke blive fritaget for at stå til regnskab over for Allah. For når vildfarelsens og umoralens storme fra alle sider styrter ind over deres nation, er det ikke deres opgave blot at sidde bøjet over i en afkrog af hjemmet; deres opgave er tværtimod som modige mænd at kaste sig ud på slagmarken og med den styrke, de evner, samt den indflydelse og anseelse, Allah har skænket dem, opbygge et værn mod disse storme. Det er ganske vist ikke pålagt dem at fjerne stormene, men de har bestemt pligt til at indsætte alle deres mulige kræfter i kampen mod dem. Hvis de udviser blot den mindste forsømmelighed i dette arbejde, vil deres personlige tilbedelse, hengivenhed, gudsfrygt og fromhed på ingen måde befri dem for deres ansvar i det hinsidige. Hvis en epidemi bryder ud i en by, og tusinder af mennesker begynder at dø, og en medarbejder i afdelingen for renlighed og sundhedsbeskyttelse under disse omstændigheder bliver siddende hjemme og kun forsøger at beskytte sit eget og sine børns liv, vil ingen nogensinde kalde en sådan medarbejder en uskyldig og ansvarlig person. Hvis en almindelig borger handlede sådan, ville det ikke være helt så anstødeligt; men hvis en embedsmand i afdelingen for renlighed og sundhedsbeskyttelse gjorde det, ville der ikke være den mindste tvivl om, at han var skyldig.

14

Tro og lydighed

[Artiklen blev første gang offentliggjort i december 1934 i tidsskriftet Tarjuman-ul-Qur’an. – Red.]

Uanset hvilken art en samfundsordning er af, og hvilket formål den har, er to ting altid nødvendige for dens grundlæggelse, beståen og succes. For det første må det princip, som et samfund skal bygges på, være dybt forankret i hele samfundet og i hvert enkelt af dets medlemmer, og hvert medlem af samfundet må have den største tilslutning til det. For det andet må der i samfundet herske en ånd af lydighed og underordnelse. Det vil sige, at den, som det anerkender som sin leder, fuldt ud må adlyde hans anvisninger, nøje følge de regler og bestemmelser, han har fastsat, og aldrig overskride de grænser, han har angivet. Dette er ufravigelige betingelser for enhver ordnings succes. Hvad enten ordningen er militær eller politisk, social eller religiøs-moralsk, kan den hverken etableres eller nå sit mål uden disse to betingelser.

Se på hele verdenshistorien. Ingen vil kunne finde et eneste eksempel på en bevægelse, der er lykkedes med kujoner, hyklere, ulydige og illoyale mennesker, og som til sidst stadig er blevet videreført. Det er heller ikke nødvendigt at gennemgå historien for at se dette. Se blot en gang omkring dig. Hvad kan man mene om en hær, der ikke er loyal over for sin egen stat og øverste general, hvis soldater nægter at følge de militære regler, hvor ingen soldat er villig til at flytte sig fra sin plads, når trompeten lyder til parade, og hvor soldaterne tilsidesætter enhver ordre fra deres kommandant? Kan nogen kalde en sådan samling soldater for en »hær«? Kan nogen håbe, at en så udisciplineret styrke vil vinde et slag? Hvad kan man sige om en stat, hvis borgere ikke har nogen respekt for loven, hvis dens bestemmelser åbent overtrædes, hvis der ikke findes nogen form for orden og disciplin på dens kontorer, og hvis dens ansatte ikke er villige til at følge de overordnede myndigheders ordrer? Kan en stat med sådanne borgere og sådanne herskere bestå længe i verden? I dag har hele verden eksemplerne Tyskland og Italien for øjnene [Dette blev skrevet før Anden Verdenskrig. – Red.]. Hele verden ved, hvilken enorm magt Hitler og Mussolini har opnået. Men ved I, hvad der er den grundlæggende årsag til deres succes? De to ting: tro og lydighed. Hvis de nazistiske og fascistiske partier ikke havde haft så fast en overbevisning om deres egne principper og idealer og ikke havde været så strengt lydige over for deres ledere, kunne de aldrig være blevet så magtfulde og succesrige.

Der er ingen undtagelse fra denne almindelige regel. Tro og lydighed er i virkeligheden en organisations livskraft. Jo stærkere troen er, og jo mere fuldkommen lydigheden er, desto større succes vil organisationen få. Omvendt vil organisationen blive tilsvarende svagere og mislykkes i samme grad med at nå sit mål, jo større svagheden i troen er, og jo mere man vender sig bort fra lydigheden. Det er fuldstændig umuligt, at hykleri, mistillid, uenighed i tankegangen, oprør, ulydighed og uorden breder sig som sygdomme i et samfund eller en organisation, og at orden og disciplin alligevel opretholdes, mens man ser den bevæge sig fremad mod udvikling på alle livets områder. Disse to tilstande er fuldstændig indbyrdes modstridende. Fra den dag, hvor mennesker begyndte at leve på jorden, og frem til i dag, har de aldrig kunnet forenes. Hvis naturlovene er uforanderlige, er også denne lovmæssighed uforanderlig; de to nævnte tilstande kan altså aldrig forenes.

Lad os nu rette blikket mod det folk, der kalder sig selv muslimer. Findes der nogen form for hykleri og vantro blandt muslimerne, som et menneske kan forestille sig, og som ikke findes dér? I dag er der i det islamiske samfund også mennesker, som ikke engang er bekendt med islams grundlæggende lære, og som stadig klamrer sig til jahiliyyah-tidens trosforestillinger. Her findes også mennesker, som nærer tvivl om islams grundlæggende principper og åbent går omkring og udbreder denne tvivl. I dette samfund findes der også mennesker, som åbent har udtrykt utilfredshed med og afsky for religion og religiøsitet. Blandt dem findes der også mennesker, som har foretrukket de forestillinger og tankegange, de har modtaget fra de vantro, frem for den lære, Allah og Profeten har givet. Her findes også mennesker, som sætter jahiliyyah-skikke og kufr-love over de bestemmelser, Allah og Profeten har givet. I dette samfund findes der også mennesker, som krænker islamiske skikke og regler for at behage Allahs og Profetens fjender. Der findes også mennesker, som for deres mindste og mest ubetydelige interessers skyld er rede til at påføre den islamiske stat alvorlig skade – mennesker, som hjælper kufr mod islam, tjener de vantro imod islams interesser og gennem deres adfærd beviser, at islam ikke er dem det mindste kær, og at de ikke vil acceptere selv det mindste offer for dens skyld. Kort sagt er størstedelen af dette folk, bortset fra en ubetydelig gruppe muslimer med stærk tro og urokkelig overbevisning, fyldt med hyklere og mennesker med fejlagtige trosforestillinger af denne art.

Så meget om troen. Lad os nu se på lydigheden. Enhver iagttager, der besøger et muslimsk kvarter, vil dér se et besynderligt syn. Der kaldes til bøn; men blandt mange muslimer findes der ikke engang en fornemmelse af, hvem muezzinen kalder, eller hvad han kalder dem til. Bønnens tid kommer og går; men bortset fra en ubetydelig gruppe er resten af muslimerne ikke villige til at opgive deres arbejde, forretninger og fornøjelser for Allahs skyld. Hvert år kommer ramadanmåneden; men i mange muslimske familier findes der ikke engang en bevidsthed om, hvor vigtig en måned den er. I denne tid spiser og drikker mange muslimer offentligt, og de føler ikke den mindste skam over ikke at faste; tværtimod forsøger de at gøre de fastende til skamme. Selv blandt dem, der faster, er det kun meget få, der gør det med en fuld følelse af ansvar og pligt. Nogle faster blot som en skik, andre fordi de mener, at det er sundt, mens andre igen faster, men samtidig gør alt det, som Allah og Profeten har forbudt. Deres overholdelse af zakat og hajj er endnu ringere. Skellet mellem halal og haram samt mellem rent og urent er næsten ved at forsvinde blandt muslimerne. Hvilken af de ting, som Allah og Profeten har forbudt, gør muslimerne ikke i virkeligheden tilladt? Hvilken af de grænser, Allah og Profeten har fastsat, overtræder muslimerne ikke? Hvilken af de bestemmelser, Allah og Profeten har etableret, bryder muslimerne ikke? Talt efter folketallet løber muslimernes antal op i mange millioner. Men blandt disse mange millioner – ikke én for hver hundrede eller tusinde, men hvor mange for hver hundrede tusinde – er trofaste mod Allahs og Profetens bestemmelser og følger den islamiske lovordning korrekt?

Det er faktisk netop den skæbne, muslimerne lider under, som må blive resultatet for et folk, hvor hykleriets og svag troens sygdom breder sig, hvor der ikke findes nogen ansvarsfølelse eller pligtbevidsthed, og hvor lydighed og lovlydighed er forsvundet. Muslimerne er i dag underlagt og besejret overalt i verden. Selv dér, hvor de har deres egen statsmagt, er de ikke fri for andres moralske, åndelige og materielle dominans. Deres uuddannethed, uvidenhed, fattigdom og elendighed er blevet almindeligt kendt. Det moralske forfald har bragt dem til den yderste grænse af ydmygelse. Engang indtog de den højeste anseelse på grund af deres egenskaber som redelighed, troværdighed, sanddruhed og overholdelse af løfter – disse egenskaber er i dag flyttet fra dem til andre, og i deres sted er løftebrud, løgn, bedrag, løftebrud og dårlig opførsel trådt. Med hensyn til taqwa, gudsfrygt og moralsk renhed er de næsten blevet indholdsløse. Følelsen af social og national værdighed er dag for dag ved at forsvinde fra dem. Der findes ikke den mindste antydning af orden og disciplin blandt dem. Deres hjerter er blevet fyldt med afsky og lede over for hinanden. De har ikke længere evnen til at arbejde sammen for et fælles mål eller en fælles interesse. I andre folks øjne er de dybt ydmygede og vanærede. Andre folks tillid til dem er forsvundet, og selv den sidste rest er ved at forsvinde. Deres nationale, sociale og samlede styrke er blevet svækket. Deres nationale civilisation og kultur er ved at forsvinde. De er blevet ude af stand til at beskytte deres rettigheder og sikre deres nationale værdighed. Uddannelsen blandt dem er ganske vist blevet udbredt, og andelen af kandidater, videreuddannede og europæisk uddannede vokser også – antallet af dem, der bor i moderne bungalowhuse, kører i motorkøretøj, går i jakkesæt, bærer store titler og beklæder høje embeder, vokser dag for dag; men de er i dag fuldstændig berøvet de høje moralske egenskaber, som de tidligere var smykket med. Den indflydelse og anseelse, de tidligere havde over nabofolkene, har i dag ikke efterladt sig det mindste spor. Den ære, anseelse, styrke og formåen, de tidligere besad, findes ikke længere, og i fremtiden vil endnu alvorligere tegn vise sig.

Med hensyn til enhver religion, civilisation eller samfundsordning kan mennesker kun vælge mellem to handlingsmåder. Hvis man er en del af den, må man nære fuld tro på dens grundprincipper. Man må fuldt ud følge dens love, regler og bestemmelser. Hvis man ikke kan gøre det, kan man ikke være en del af den; eller hvis man alligevel er det, må man åbent træde ud af den. Ingen tredje vej mellem disse to kan være fornuftig. Det kan på ingen måde være en rimelig handlingsmåde, at en person både er en del af en statsordning, anerkendes som en del af den, kræver at være loyal over for den, og samtidig helt eller delvist tilsidesætter dens grundprincipper, handler imod dens fastsatte love, og frigør sig fra at følge dens skikke, regler og bestemmelser. Den uundgåelige følge af en sådan handlingsmåde er, at der udvikles en hyklerisk karakter hos folk. Oprigtighed og uselviskhed forlader deres hjerter. De vil ikke kunne få begejstring og fast beslutsomhed for noget ædelt mål. Ansvarsfølelse, pligtbevidsthed, lovlydighed og disciplin vil forsvinde fra dem. Som følge heraf vil de ikke have den egnethed, der kræves for at være nyttige og civiliserede medlemmer af noget samfund. Med en sådan svaghed, uduelighed og sådanne fejl og mangler vil de blive en enorm forbandelse for ethvert samfund, de tilhører. De vil vise sig at være som spedalskhedens bakterier for enhver civilisation, hvis legeme de trænger ind i. Den religion, de følger, vil de fuldstændig forvride. Det er derfor hundrede gange bedre, at de med alle disse egenskaber slutter sig til det parti, hvis principper og idealer deres hjerte billiger, og hvis handlingsmåde de ønsker at følge, end at de kalder sig muslimer. Faktisk er den kafir, der tror af hele sit hjerte på sin religion og civilisation og følger dens skikke, regler og bestemmelser, i det mindste bedre end den hykleriske muslim.

De, der mener, at vestlig uddannelse, moderne civilisation, økonomisk velstand og opnåelsen af politiske rettigheder er midlet mod muslimernes nationale sygdom, tager uden tvivl fejl. Ved Allahs ed! Selv hvis enhver muslim blev kandidat, ph.d. eller barrister, blev særdeles velhavende, blev smykket fra top til tå i vestlig klædedragt og besatte alle statens og regeringens høje embeder samt samtlige pladser i rådene [Det bør bemærkes, at der her er tale om de offentlige embeder og pladser i rådene i Britisk Indien. – Red.]

– og satte sig på dem, mens hykleriets sygdom lå skjult i deres hjerter, og de uden at anse pligten for pligt vænnede sig til ulydighed, oprør og tøjlesløs adfærd, vil de fortsat være nedsunket i ydmygelse, vanære og svaghed som i dag. Den dybe afgrund [Her betyder afgrund – underkastelse], som de på grund af deres natur, karakter og moral er faldet ned i, kan intet af deres uddannelse, levevis, rigdom eller statsmagt redde dem fra. Hvis muslimerne skal opnå fremgang og udvikling og rejse sig som et stærkt og værdigt folk, må de først og fremmest udvikle egenskaberne tro og lovlydighed. Uden dette kan der hverken tilføres styrke til deres personlige liv eller genoprettes orden og disciplin i deres nationale liv. Desuden kan deres samlede styrke ikke blive så vældig, at de kan hæve sig i denne verden. For et spredt og splittet folk – hvis befolknings moralske og indre tilstand er yderst elendig – kan aldrig løfte hovedet over for denne verdens faste, stærke og velorganiserede folk. Hvor stor en bunke halm og strå end måtte være, kan den aldrig regnes for en fæstning.

De, der spreder vantro og ulydighed blandt muslimerne, er islams og muslimernes værste fjender. De er den værste slags hyklere – deres eksistens er farligere for muslimerne end bevæbnede kafirer. For de angriber aldrig udefra; i stedet sidder de inde i huset og lægger i det skjulte dynamit ud. De ønsker at vanære muslimerne både i religionens og denne verdens anliggender. Om denne slags mennesker siges det i Den Ædle Koran, at ligesom de selv er blevet kafirer, ønsker de også at gøre jer til kafirer: (arabisk) “De ønsker, at også I skal synke ned i vantro, ligesom de er sunket ned i den, så I kan blive lige med dem.” (Sura an-Nisa, 89) Den mindste måde at beskytte sig mod deres ondskab på er, at de, der inderst inde er muslimer og ønsker at forblive muslimer, bør bryde forbindelsen med dem – (arabisk) “Tag dem ikke som venner og beskyttere”; ellers har Koranen erklæret den yderste straf for dem: at man skal bekæmpe dem.

(Arabisk)

(Hvis de ikke accepterer dette, så pågrib dem og dræb dem, hvor end I finder dem.)

15

Den egentlige betydning af ordet muslim

[Artiklen blev første gang offentliggjort i november 1933 i tidsskriftet Tarjuman-ul-Qur’an. – Red.]

I vores daglige samtaler bruger vi ofte visse ord og vendinger, som alle godt nok udtaler, men kun meget få forstår betydningen af. På grund af deres udbredte brug har folk blot fået en nogenlunde betydning af dem indprentet. Når taleren udtaler disse ord, har han denne slags betydning i tankerne. Og når tilhøreren hører dem, opfatter han også denne slags betydning. Men den omfattende og dybe betydning, som disse ord blev skabt for at udtrykke, er ikke kendt – for ikke at tale om uuddannede mennesker – selv af mange højtuddannede.

Som eksempel kan man nævne de to ord »islam« og »muslim«. Hvor utrolig ofte disse to ord udtales, og hvor omfattende de har bredt sig og påvirket vores taleevne! Men hvor mange af dem, der udtaler dem, gør det med forståelse? Og hvor mange af dem, der hører dem, forstår deres egentlige betydning, den betydning, som de blev skabt for at udtrykke? Lad os se bort fra de ikke-muslimske. Mere end 99 procent af muslimerne selv betegner sig som »muslimer« og bruger ordet islam til at udtrykke deres religiøse overbevisning, men hvad vil det sige at være »muslim«, og hvad er den egentlige betydning af ordet »islam«? Det ved de ikke. Derfor vil vi her fremlægge en kort forklaring af de to ord.

Når man undersøger menneskers tilstand med hensyn til religiøs overbevisning og adfærd, finder man almindeligvis tre grupper:

1. Den første gruppe består af mennesker, der hævder at være tilhængere af frihed i meninger og handlinger. De stoler på deres egen mening i enhver sag. De anser deres egen samvittigheds og fornufts afgørelse for fejlfri. De følger den handlemåde, som efter deres egen opfattelse er rigtig. De har ingen tilknytning til efterfølgelsen af nogen bestemt religion.

2. Den anden gruppe foregiver tilsyneladende at følge en religion, men følger i virkeligheden deres egne forestillinger. De vender sig ikke til religionen for troslære og regler for handling; derimod grundfæster de, ud fra deres egen mentale natur, tilbøjeligheder, interesser og behov, visse trosforestillinger i deres sind, antager nogle selvopfundne handlemåder og forsøger derefter at forme religionen efter disse – som om de ikke var religionens følgere, men religionen var deres følger.

3. Den tredje gruppe udfører ikke nogen handling ved hjælp af deres egen dømmekraft og fornuft. De holder samvittighed og fornuft inaktive og efterligner blindt andre – hvad enten det er deres fædre og forfædre eller andre samtidige mennesker.

Den første gruppe ofrer sig i frihedens navn, men ved ikke, hvad frihedens rette grænser er. Der er ingen tvivl om, at frihed i tænkning og handling til en vis grad er berettiget. Men når den overskrider sine egne grænser, bliver den årsag til vildfarelse. Den, der i enhver sag stoler på sin egen mening og i alle spørgsmål kun følger fornuftens anvisninger, er i virkeligheden fanget i den vildfarelse, at hans fornuft har fået styr på hvert eneste forhold i kundskabens verden; at ingen sandhed eller vanskelighed er skjult for hans blik; at han kender vejene til enhver destination; at han er fuldt fortrolig med enhver læres logik; og at han ligesom begyndelsen på enhver vej også kender dens endelige grænse. Denne forestilling om kundskab og bevidsthed er i virkeligheden blot en vildfarelse. Hvis mennesket virkelig gør sin fornuft til den øverste autoritet, vil selve fornuften fortælle det, at det i virkeligheden ikke besidder de egenskaber, som dets blinde tilhængere tillægger det. Den, der anser den for sin eneste vejleder og kun vil vandre efter dens anvisninger, kan på ingen måde undslippe slag, snublen, afvigelse, vildfarelse og undergang.

Denne form for frihed i tænkning og handling er i virkeligheden også ødelæggende for kultur og civilisation. Frihedens krav er, at den enkelte kun skal holde fast ved den trosopfattelse, som efter hans egen opfattelse forekommer fejlfri, og følge den vej, som hans fornuft anser for rigtig. Kulturens og civilisationens krav er derimod, at de mennesker, der er underlagt dette samfundssystem, skal være enige om visse grundlæggende overbevisninger og tanker og i deres virkelige liv følge de særlige regler og bestemmelser, der er fastlagt for at organisere og lede det samfundsmæssige liv. Derfor er der en tydelig modsætning mellem frihed i tænkning og handling på den ene side og kultur og civilisation på den anden. Friheden skaber hovmod, mangel på selvbeherskelse og anarki i individet. Civilisationen kræver af det lydighed, disciplin samt underkastelse og føjelighed. Hvor der er fuldstændig frihed, vil der ikke være civilisation eller et samfundsmæssigt liv. Og hvor der er civilisation, må individet i betydelig grad ofre sin frihed i tænkning og handling.

Den anden gruppes tilstand er endnu værre end den første gruppes. Den første gruppe er blot vildledt; den anden er desuden løgnagtig, hyklerisk, bedragerisk og misundelig. Hvis et menneske inden for rimelige grænser for fortolkning og analyse kan skabe overensstemmelse mellem sin religion, sin tankegang og sine tilbøjeligheder, kan det adlyde religionen, selv om det har frihed i tænkning og handling. Hvis et menneskes tilbøjeligheder er i strid med religionen, men det alligevel anser religionen for rigtig og sine egne tilbøjeligheder for vildledte, kan man i vid udstrækning anerkende dets påstand om, at det virkelig følger den religion, som det hævder at tilhøre. Men religionens klare

lære og påbud er så fuldstændig forskellige fra hans tro og adfærd, og han anser sine egne forestillinger for sande og religionens lære for vildledt, men forsøger alligevel at forme den religiøse lære efter sine egne forestillinger og skikke for at holde sig inden for religionens grænser – så vil vi ikke kalde et sådant menneske tåbeligt; for hvor skulle en tåbe kunne udføre en så forsigtig handling? Vi er tvunget til at kalde ham troløs. Vi må også antage, at han mangler tilstrækkeligt mod til åbent at erklære oprør mod religionen; derfor foregiver han hyklerisk at være religionens tilhænger. Ellers: Hvad har forhindret ham i at forkaste den religion, hvis lære strider mod hans intellektuelle konklusioner og er fuldstændig i modstrid med hans virkelige tanker og overbevisninger? Og hvem har forhindret ham i at følge de veje, som han oprigtigt ønsker at gå ad?

Den tredje gruppe er intellektuelt set den mest fordærvede. De to første gruppers vildfarelse består i, at de ønsker at kræve så meget af fornuften, som den ikke er i stand til at udføre. Denne gruppes vildfarelse er, at den slet ikke anvender fornuften, eller at dens anvendelse i praksis er det samme som ikke at anvende den! Hvad kan være mere skammeligt for et intelligent menneske end, at det eneste bevis, det har for sin tro på en bestemt religiøs anskuelse, er, at dets fædre og forfædre havde den samme tro, eller at en eller anden fremadskridende nation også tror på denne religiøse anskuelse? På samme måde beviser den person, der følger bestemte fremgangsmåder i religiøse eller verdslige spørgsmål, blot fordi de har været fulgt siden fædrenes og forfædrenes tid, eller antager bestemte fremgangsmåder, blot fordi de er udbredt blandt samtidens indflydelsesrige nationer, i virkeligheden, at han ikke har nogen evne til at skelne mellem sandt og falsk eller mellem rigtigt og forkert. Han har anset hinduismen for rigtig, blot fordi han tilfældigvis blev født i en hinduisk familie. Hvis han på samme måde var blevet født i en muslimsk familie, ville han have anset islam for den sande religion. Og hvis han var barn af en kristen, ville han have ofret sig for kristendommen. På samme måde har han, blot fordi omstændighederne har ført til det, anset de fremmede skikke, der var fremherskende i hans tid, for civilisationens målestok. Hvis kineserne havde været magtfulde, ville han med sikkerhed have anerkendt kinesiske skikke som civilisationens målestok. Og i dag vil han begynde at anse verdens negres menneskelighed som målestokken.

Det er ikke noget bevis på, at noget er sandt og rigtigt, at det har været sådan siden vores forfædres tid, eller at det sådan foregår i verden i dag. Der er tidligere blevet begået mange tåbelige handlinger i verden, og det sker stadig. Det er ikke vores opgave blindt at følge disse tåbeligheder.

Det er heller ikke vores opgave blot at lukke øjnene og fortsætte med at følge en hvilken som helst fremgangsmåde fra fortiden eller nutiden eller at gå skulder ved skulder med enhver vejfarer – hvad enten han fører os ind i en tornekrat eller hen mod en vældig afgrund. For Allah har givet os fornuft og kundskab, så vi kan skelne mellem godt og ondt i verden, prøve det ægte mod det falske og, før vi tager nogen som vejleder, nøje undersøge, i hvilken retning han leder os. Islam anser alle tre grupper for vildledte.

Om den første gruppe siger Han, at ligesom de ikke anerkender nogen, der har modtaget lys, som deres vejleder, har de heller ikke selv noget lys til at vandre efter. De ligner en person, der i mørket famler sig frem udelukkende efter gæt. Måske går han nogle gange ad den rette vej, men andre gange falder han måske ned i en grøft. For gæt er ikke noget sikkert. Det rummer mulighed for både fejl og det rigtige; ja, muligheden for fejl er større:

وما يتبع الذين يدعون من دون الله شركاء ان يتبعون الا الظن وانهم ال يخرصون

Betydning: Ved du, hvad de, som anser andre end Allah for at være Hans medguder og påkalder dem, følger? De følger kun formodninger og fantasier og går udelukkende efter gæt. (Sura Yunus: 66)

ان يتبعون الا الظن وان الظن لايغنى من الحق شيئا

Betydning: De følger kun formodninger, og formodningens natur er, at den ikke engang i mindste grad leder til sandheden. (Sura Najm: 28)

ان يتبعون الا الظن وما تهوى الانفس ولقد جاءهم من ربهم الهدى ط ام للانسان ما تمنى

Betydning: De følger ikke andet end formodninger og deres begær. Alligevel er vejledningen kommet fra deres Herre. Er det for mennesket sandt, som det selv ønsker? (Sura Najm: 23-24)

افرءيت من اتخذ الهه هوه واضله الله على علم وختم على سمعه وقلبه وجعل على بصره غشاوة فمن يهديه من بعد الله

Betydning: Har du set den, der har taget sit eget begær som sin gud? Skønt han havde viden, lod Allah ham fare vild. Han satte et segl på hans hørelse og hans hjerte og lagde et slør over hans øjne. Hvem kan så, efter Allah, vejlede ham? (Sura al-Jathiyah: 23)

ومن اضل ممن اتبع هواه بغير هدى من الله ط ان الله لا يهدى القوم الظلمين

Betydning: Hvem er mere vildfarende end den, der følger sin egen begærlighed i stedet for den vejledning, som Allah har givet? Allah vejleder aldrig sådanne uretfærdige mennesker.” (Sura al-Qasas: 50)

På tidspunktet for Koranens åbenbaring var Israels børn repræsentanter for den anden gruppe. De hævdede, at de fulgte Moses (fred være med ham) og holdt sig til Toraen. Men størstedelen af deres overbevisninger og handlinger var i modstrid med den vej, Moses havde fulgt, og med den lære, der var beskrevet i Toraen. Det mærkelige var desuden, at de ikke følte den mindste skam over en sådan uretfærdig adfærd. I stedet for at forme deres tanker og handlinger efter Toraens lære foretog de sproglige og betydningsmæssige fordrejninger i selve Toraen og formede den efter deres egne tanker og handlinger. De skjulte Toraens sande lære og udbredte deres egne forestillinger som værende Toraens lære. De af Allahs tjenere, som advarede dem mod disse vildfarelser og vildledende handlinger og opfordrede dem til at følge det guddommelige budskab i strid med deres egne begær, overfusede de, kaldte dem løgnere og dræbte dem endda. Derfor siger Koranen om dem:

يحرفون الكلم من مواضعه ونسوا حظا مما ذكروا به ولا تزال تطلع على خائنة منهم الا قليلا منهم

Betydning: De fordrejer ordene fra deres rette steder, og de har glemt meget af den formaning, der blev givet dem. Du får stadig efterretning om det ene eller andet af deres forræderi. Kun få af dem er undsluppet dette forræderi.” (Sura al-Ma’ida: 13)

يااهل الكتب لم تلبسون الحق بالباطل وتكتمون الحق وانتم تعلمون

Betydning: I, I Skriftens folk! Hvorfor blander I sandheden med falskheden, og hvorfor skjuler I bevidst sandheden?” (Sura Aal Imran: 71)

كلما جاءهم رسول بما لاتهوى انفسهم فريقا كذبوا وفريقا يقتلون

Betydning: Når en profet kom til dem med et budskab, der var i strid med deres egne lidenskaber, beskyldte de nogle for løgn og dræbte andre.” (Sura al-Ma’ida: 70)

Derefter blev det sagt klart til dem:

(Arabisk)

Betydning: I vil ikke finde den rette vej, før I opretholder Toraen og Evangeliet og tror på den Bog, der er blevet åbenbaret for jer fra jeres Herre, det vil sige Koranen.” (Sura al-Ma’ida: 68)

Om den tredje gruppe siger Koranen:

(Arabisk)

Betydning: Hver gang de blev sagt: »Følg de forskrifter, som Allah har givet jer«, svarede de: »Vi vil kun følge den vej, som vi har set vores forfædre følge.« Vil de så følge deres forfædre, selv om deres forfædre ikke forstod noget, ikke vidste noget og heller ikke havde fundet den rette vej?« (Sura al-Baqara: 170)

(Arabisk)

Betydning: Når de er blevet sagt: „Kom til det, som Allah har åbenbaret, og til Sendebudet“, har de kun svaret: „Den vej, som vi har set vore forfædre følge, er tilstrækkelig for os.“ Men selv hvis deres forfædre ikke vidste noget og heller ikke havde fundet den rette vej, er denne vej så tilstrækkelig for dem? (Sura al-Mā’idah: 104)

(Arabisk)

Betydning: Hvis du følger flertallet af dem, der er på jorden, vil de føre dig bort fra Allahs vej; de følger kun formodninger. Deres vej er helt og holdent baseret på gætterier og formodninger. (Sura al-An‘ām: 116)

Koranen har betegnet dem, der ikke bruger deres dømmekraft og ikke prøver at skelne mellem det ægte og det falske, men blindt blot efterligner andre, som blinde, stumme og døve:

(Arabisk)

Betydning: De er blinde, stumme og døve. Derfor forstår de intet. (Sura al-Baqarah: 171)

Og de er blevet sammenlignet med dyr, ja, de er blevet kaldt endnu ringere end dem. For dyr har slet ingen dømmekraft; men selv om de har dømmekraft, bruger de den ikke:

(Arabisk)

Betydning: Deres eksempel er som kvægets; ja, de er endnu værre end det, og de er uvidende.’ (Sura al-A’raf: 179)

Efter at have forkastet disse tre ekstremistiske grupper ønsker Koranen at danne en gruppe af mennesker, som samlet vil følge middelvejen (arabisk). Denne gruppe vil altid stå fast på retfærdighed og rimelighed’ (arabisk).

Hvad er denne middelvej? Det er, at man må rive det slør bort, som gamle skikke og moderne uddannelse har lagt over menneskenes syn; man må åbne øjnene i det klare lys fra en sund dømmekraft og grundigt undersøge, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Man må afgøre, om ateismen er rigtig, eller den guddommelige lære; om tawhid er rigtig, eller shirk; om mennesket behøver guddommelige forskrifter for at følge den rette vej eller ej; om profeterne, fred være med dem, og Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, var sandfærdige eller — Gud forbyde det — løgnere; om den livsvej, som Koranen har fremlagt, er lige eller kroget. Hvis menneskenes hjerter vidner om, at troen på Allah er et naturligt krav i menneskets natur, og at Han i virkeligheden er Allah, som ingen har nogen meddel i; hvis deres samvittighed erkender, at mennesket i sandhed behøver det lys, Allah har givet, for at gå den rette vej, og at dette er det lys, som profeterne, menneskehedens sande vejledere, fred være med dem, har bragt; hvis mennesker ved at se Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, rene livsførelse får tro på, at et menneske med så ophøjet en karakter aldrig kan bedrage verden, og at hans krav på at være Allahs sendebud uden tvivl er sandt; hvis deres dømmekraft efter at have studeret Koranen når frem til den konklusion, at alt, hvad denne storslåede bog har fremlagt, er den eneste rette vej for menneskets tro og handling — da er det deres ubetingede pligt, uden frygt for hele verdens fordømmelse og modstand og med hjerte og sind renset for enhver frygt for tab og enhver tiltrækning fra gevinst, at tro på det, hvis sandhed deres samvittighed vidner om.

Når man ved hjælp af en sund fornuft har skelnet mellem sandhed og falskhed og forkastet falskheden for at tro på sandheden, er fornuftens prøvende og kritiske arbejde også afsluttet. Efter at have antaget troen er retten til at træffe afgørelser og udstede påbud gået fra fornuftens hænder til Allahs, Hans sendebuds og Hans bogs hænder. Derefter er det ikke menneskenes opgave selv at træffe afgørelser; deres opgave er blot ydmygt at tage imod enhver forskrift fra Allah og Hans sendebud. De må bruge deres egen fornuft til at forstå denne forskrift, afdække dens finere betydninger og visdom samt anvende den på alle livets detaljer. Men ingen har ret til at ændre så meget som det mindste i nogen guddommelig forskrift. Uanset om menneskene forstår en forskrifts visdom og hensigtsmæssighed eller ej, uanset om en forskrift består fornuftens prøve eller ej, og uanset om Allahs påbud og sendebudets befaling stemmer overens med verdens skikke, sædvaner og traditioner eller strider imod dem — deres opgave er at underkaste sig den ubetinget. Når de har accepteret Allah, anerkendt sendebudet som Allahs sendebud og troet, at alt, hvad sendebudet fremlægger, kommer fra Allah, og at han ikke fremlægger noget, han selv har opdigtet (arabisk), er den logiske følge af denne tro og overbevisning, at de sætter Allahs bog og sendebudets sunnah over deres egen fornuft og afholder sig fra at bedømme alle de troslæresætninger og forskrifter, som Allah har meddelt gennem sit sendebud, efter målestokken for deres egen fornuft, lærdom, erfaring eller andre menneskers tanker og handlinger. Den, der hævder at være troende og samtidig er ulydig mod de guddommelige forskrifter, modsiger selv sit eget krav. For han ved ikke, at der er en klar modsigelse mellem tro og ulydighed. Han ved heller ikke, at orden og disciplin (arabisk) kun kan grundlægges gennem lydighed og underkastelse. Ulydighed er blot et andet navn for anarki. Dette er balancen og middelvejen, som kaldes islam. Og de, der følger denne vej, kaldes muslimer.

Islam betyder lydighed, underkastelse og accept. Den person, som uden indsigelse adlyder den befalendes befalinger og den forbydendes forbud, kaldes muslim. Dette navn viser således i sig selv den sandhed, at denne fjerde gruppe er blevet grundlagt med en ny ideologi, efter at have forladt de tre ovennævnte grupper og deres handlemåder. Formålet er, at de skal følge Allahs og Sendebuddets anvisninger og bøje hovedet for Ham. Det er ikke denne gruppes opgave i enhver sag blot at følge sin egen fornuft og dømmekraft. Den vil heller ikke kun følge den del af Allahs forskrifter, der stemmer overens med dens egne interesser, og afvise den del, der strider imod dem; ej heller kan det være dens opgave at forkaste Allahs bog og Sendebuddets sunnah og uden skelnen følge alle mennesker, døde såvel som levende.

Koranens forklaring på dette punkt er i sandhed særdeles klar. Koranen siger, at når Allahs og Sendebuddets anvisning foreligger i en hvilken som helst sag, har de troende ingen valgfrihed tilbage med hensyn til, om de vil følge den eller ej:

(Arabisk)

Betydning: Ingen troende mand eller kvinde har ret til selv at træffe en afgørelse i en sag, når Allah og Hans Sendebud har truffet afgørelse om den. Den, der adlyder Allahs og Hans Sendebuds befaling, er helt klart kommet på afveje.” (Sura al-Ahzab: 36)

Han siger: At ophæve dele af Allahs Bog er den største ydmygelse i denne verden og i det hinsidige:

(Arabisk)

Betydning: Tror I på en del af Allahs Bog og fornægter I en anden del? Den straf, der venter enhver iblandt jer, som gør dette, er intet andet end, at han i det jordiske liv vil blive dybt ydmyget, og i det hinsidige vil sådanne mennesker blive drevet mod den hårdeste straf. Allah er ikke uvidende om, hvad I gør.« (Sura al-Baqarah: 85)

Han siger: Domfældelsen bør ske i overensstemmelse med Allahs Bog, uanset om den behager folk eller ej:

(Arabisk)

Betydning: Døm derfor mellem dem efter den Bog, som Allah har åbenbaret, og følg ikke deres ønsker ved at forkaste den sandhed, der er kommet fra Allah.« (Sura al-Ma’idah: 48)

Han siger: Den, der ikke dømmer efter Allahs Bog, er ulydig:

(Arabisk)

Betydning: »Og enhver afgørelse, der strider mod Allahs Bog, er en afgørelse fra uvidenhedens tid.« (Sura al-Ma’ida: 47)

(Arabisk)

Betydning: »Ønsker de afgørelser fra uvidenhedens tid? Hvem kan vel træffe en bedre afgørelse end Allah for de troende?« (Sura al-Ma’ida: 50)

Han siger: »I, der tror! Adlyd Allah, Hans Sendebud og de myndighedshavere blandt jer, som har fået ansvaret. Og hvis I virkelig tror på Allah og Den Sidste Dag, så bring enhver uenighed, der måtte opstå iblandt jer, tilbage til Allah og Hans Sendebud for at få den afgjort – dette er den bedste vej og også det bedste resultat. (O Profet!) Har du set dem, der hævder, at de tror på den Bog, der er blevet åbenbaret til dig, og på de bøger, der blev åbenbaret før dig, men som ønsker at gøre de ulydige mod Allah til dommere i deres egne sager, selv om de er blevet befalet at forkaste dem? Satan ønsker blot at føre dem vild og fjerne dem fra den rette vej. Når de bliver sagt: ›Kom til den Bog, som Allah har sendt ned, og kom til Sendebudet‹, ser du hyklerne vende sig bort fra dig. … Vi har ikke sendt noget Sendebud uden med det formål, at han skulle adlydes i overensstemmelse med Allahs lov. … Nej, ved din Herres ed! De er overhovedet ikke troende, før de gør dig til dommer i deres indbyrdes stridigheder. Og det er ikke nok; de må heller ikke føle nogen som helst modvilje mod den afgørelse, du træffer, men fuldt og helt underkaste sig den.« (Sura an-Nisa: vers 59-65)

Denne forklaring har gjort det klart, hvorfor navnene »islam« og »muslim« er passende. Nu bør vi alle nøje overveje, i hvor høj grad ordet muslim kan anvendes på os, der har skrevet os som muslimer i folkeregistret, og hvor rimeligt det er at betegne vores adfærd og livsførelse som islam.

16

Muslimernes virkelige kilde til styrke

[Artiklen blev første gang offentliggjort i januar 1935 i tidsskriftet Tarjuman al-Qur’an. – Redaktionen]

Det var omkring begyndelsen af det andet århundrede efter hijra. Herskeren over Sajistan og Durkhaj

[Afghanistans gamle navn i dag.]

Den daværende hersker, hvis arvelige titel var Rutbel, havde indstillet betalingen af skat til Banu Umayyads repræsentant. Derfor blev der uafbrudt gennemført militære felttog mod ham. Men han ville under ingen omstændigheder underkaste sig. En gang sendte Yazid ibn Abd al-Malik en udsending for at opkræve skatten hos ham. Så spurgte han den muslimske udsending: »Hvor er de mænd blevet af, som plejede at komme for at opkræve skatten? Deres maver sad fast mod ryggen som hos udsultede mennesker, de havde sorte mærker i panden, og de bar klæder af palmeblade.«

Det blev sagt: »De er for længst døde.« Rutbel sagde: »Selv om jeres ansigter og udseende er fornemmere end deres, var de mere trofaste mod deres løfter end jer og langt stærkere.«

Historikerne fortæller, at Rutbel efter at have sagt dette nægtede at betale skat og forblev uafhængig af den islamiske stat i næsten et halvt århundrede.

Det var på en tid, hvor et stort antal tabi’in og tabi’ al-tabi’in stadig levede. Det var imamernes, de selvstændige lovfortolkeres, tidsalder. På det tidspunkt var der kun gået ét århundrede siden profeten, den ædle, fred være med ham, var gået bort. Muslimerne stod som en levende og stærk nation i verden. De havde fået herredømmet over Iran, Irak, Rom, Egypten, Afrika, Spanien og andre lande. Hvad angik udstyr, pragt og rigdom, var ingen nation i verden dengang deres lige. Alt dette var fuldt ud til stede. Også troen var levende i deres hjerter. Deres efterlevelse af de sharia-baserede forskrifter var langt større end i dag. Der fandtes lydighed mod ledernes ordrer og et system til at gennemføre dem. Hele nationen var præget af en stærk disciplin. Alligevel mærkede de, der havde prøvet kræfter med de sultne, fattige ørkenboere fra sahabernes tid, en forskel som mellem himmel og jord mellem disse veludrustede mennesker og dem, der var uden dette udstyr. Hvad bestod denne forskel i? Historikere vil måske blot kalde den en forskel mellem den landlige civilisation og den gamle civilisation. De vil sige, at fortidens ørkenboere var mere hårdføre, mens de senere mennesker som følge af rigdom og kulturel velstand var blevet luksuselskende. Men jeg vil sige: I virkeligheden var denne forskel en forskel i tro, oprigtighed, karakteregenskaber og lydighed mod Allah og Hans Sendebud. Muslimernes egentlige styrke lå netop i disse ting. Hverken overflod af mennesker, mængden af udstyr, rigdommens velstand, dygtighed inden for videnskab, viden og kunst eller civilisationens hjælpemidler var kilden til deres styrke. De gik kun fremad ved at stole på tro og gode gerninger. Det var dette, der ophøjede dem i verden. Det var dette, der gav dem en hædret plads i andre nationers hjerter. Så længe denne styrke og anseelse fandtes hos dem, var de stærke og ærede trods fåtallighed og mangel på udstyr. Men da denne skat forsvandt fra dem, begyndte de at blive svage og uden anseelse trods deres store antal og overflod af udstyr.

Det, Rutbel sagde som fjende, er mere lærerigt end tusindvis af formaninger fra venner og velmenende rådgivere. Han fremhævede i virkeligheden netop denne sandhed: En nations virkelige styrke ligger ikke i dens veludrustede hær, dens våben, dens dygtige soldater og officerer eller dens enorme midler og ressourcer; den ligger derimod i dens gode natur, faste karakter, fejlfri adfærd og ophøjede tankegang. Det er en åndelig styrke, som kan udøve sit herredømme i verden uden materielle hjælpemidler. Den får dem, der sidder på jorden, til at sejre over dem, der sidder på troner. Den gør dem ikke blot til ejere af landet, men også til herrer over menneskenes hjerter. Ved denne styrke kan mennesker iført palmeblade, magre som tørre skeletter, med matte ansigter, klædt i laser og bærende sværd, grundlægge en berømmelse, anseelse, tapperhed, ære, værdighed og herskermagt i verden, som selv mennesker i fornemme klæder, med store og stærke kroppe, strålende ansigter, høje hoffer, store kanoner og voldsom magt ikke kan grundlægge uden denne styrke. Overflod af moralsk styrke kan ganske vist opveje manglen på materielle hjælpemidler, men overflod af materielle hjælpemidler kan aldrig opveje manglen på moralsk styrke. Selv hvis man uden denne styrke kan opnå anseelse alene gennem materielle hjælpemidler, vil den være ufuldstændig og midlertidig; den vil aldrig blive fuldkommen og solid. Den vil aldrig få menneskenes hjerter til at bøje sig, men kun deres hoveder. Og selv det vil de være klar til at gøre oprør imod ved den første lejlighed.

En bygning opnår ikke stabilitet gennem sine mange farver, udsmykning, pragt og skønhed, blomstrende gårdhaver eller ydre tiltrækningskraft. Et stort antal beboere, overflod af udstyr og rigelige midler kan ikke gøre den solid. Hvis dens fundament er svagt, dens mure skrøbelige og dens søjler angrebet af råd, kan intet beskytte den mod sammenstyrtning, hvor fuld den end er af beboere, hvor meget værdifuldt indbo og inventar den end rummer, og hvor meget dens udsmykning end blænder menneskenes øjne og betager deres hjerter. Mennesker ser kun det ydre, og deres blik standser ved det synlige mål. Men tidernes begivenhedsstrøm kommer ikke for at tage kampen op med det ydre syn; den kommer for at konfrontere den indre sandhed. Den prøver kræfter med bygningens fundament. Den undersøger murenes styrke og modenhed. Den afprøver søjlernes placering og fastgørelse. Hvis disse ting er korrekte, solide og stabile, vil tidernes begivenhedsstrøm blive tvunget til at vende om efter at have stødt sammen med en sådan bygning. Selv om bygningen ikke har nogen udsmykning eller skønhed, vil den med sikkerhed sejre over begivenhedernes strøm. Ellers vil sammenstødet med begivenhederne til sidst knuse den fuldstændigt, og den vil blive ødelagt sammen med alle sine beboere og hele sin skønhedsudsmykning.

Sådan er også forholdene i et folks liv. Det er ikke et folks huse, beklædning, ride- og transportmidler, luksusvarer, kunst, fabrikker og skoler, der gør det levende, stærkt og højtstående; det, der gør det højtstående og stærkt, er derimod den grundlæggende idé i dets civilisation, denne idés forankring i dets hjerte og etableringen af denne idés myndighed over dets handlinger. Disse tre ting – det vil sige en urokkelig tro på idéens renhed og dens fulde myndighed i det virkelige liv – har samme betydning for et folks liv, som en bygnings solide fundament, modne mure og stærke søjler har for en bygning. Det folk, hvor disse tre ting er til stede i fuldt mål, vil sejre i verden. Dets budskab vil blive ophøjet. Dets myndighed vil herske i Allahs verden. Det vil få hæderspladsen i menneskenes hjerter. Deres hoveder vil bøje sig for dets befalinger. Selv om det bor i en forfalden hytte, går klædt i laser, har sultens hud spændt over maven og ind mod ryggen, ikke har et eneste college i sit land, ikke har en eneste fabrik i sine beboelsesområder og er fuldstændig tilbagestående inden for videnskab og kunst – så vil netop det have krav på respekt i verden. Det, som folk anser for midler til fremskridt, er blot en bygnings udsmykning, ikke dens mure eller søjler. Men selv om man beklæder skrøbelige mure med guld, kan man ikke forhindre bygningen i at styrte sammen. Netop dette er gentagne gange blevet fremstillet i Den Ædle Koran.

Koranen siger om islams grundprincipper, at islams principper er i overensstemmelse med den urokkelige og uforanderlige natur, som Allah har skabt mennesket med. Derfor er den dīn, som er grundlagt på dette princip, den »fast grundfæstede dīn«; det vil sige en dīn, der bringer alle forhold vedrørende dette liv og det hinsidige ind på den rette grund:

(Arabisk)

Betydning: Vend dig således oprigtigt mod denne dīn. Der er ingen forandring i den natur, som Allah har skabt mennesket med. Dette er den rette dīn. Men de fleste mennesker ved det ikke.« (Sura al-Rum, 30)

Derefter siger Han: Stå fast på denne fast grundfæstede dīn, tro på den, og handl i overensstemmelse med den. Dens frugter vil vise sig af sig selv. I vil blive ophøjet i verden. Jer vil blive givet statsmagten på jorden. I vil blive indsat i khalifatets værdighed.

(Arabisk)

Derimod er deres ydre fremtoning uden tvivl meget imponerende, selv om de tilsyneladende er trådt ind inden for islams grænser, men dīn ikke har fået en plads i deres hjerter, og islam ikke er blevet deres livsordning—

(Arabisk)

Deres tale er også meget behagelig; (arabisk)

men i virkeligheden er de livløse trædukker ” (arabisk)

de frygter mennesker mere end Allah: ” (arabisk)

Deres handlinger er som et fatamorgana; selv om det ser ud som vand, er det i virkeligheden intet: ” (arabisk)

Sådanne mennesker kan aldrig opnå kollektiv styrke. For deres hjerter er indbyrdes splittede. De kan ikke med hengivenhed og oprigtighed deltage samlet i noget arbejde: ” (arabisk)

De kan aldrig blive lige så stærke som de troende og retskafne: ” (arabisk) De kan aldrig indtage en ledende position i verden: ” (arabisk) For dem er der i denne verden kun ydmygelse og vanære, og i det hinsidige kun en hård straf: ” (arabisk)

Mange vil måske undre sig over, at Koranen har erklæret tro og gode gerninger for det eneste middel til muslimernes fremgang, til at de opnår styrke og myndighed og sejrer over alle andre folk. De vil undre sig over, at der ingen steder tales om, at muslimerne skal bygge universiteter, åbne skoler og colleges, etablere fabrikker, bygge skibe, grundlægge selskaber, åbne banker, opfinde videnskabelige apparater eller efterligne de udviklede nationer med hensyn til påklædning, selskabelighed og adfærd. På den anden side har Koranen betegnet hykleri som den eneste årsag til tilbagegang, forfald samt vanære og ydmygelse i denne verden og det hinsidige – manglen på de ting, der i nutidens verden regnes for årsager til fremgang, er ingen steder blevet nævnt som en årsag til undergang.

Men hvis man forstår Koranens grundlæggende tankegang, vil denne undren naturligt forsvinde. Det første, man må forstå i denne forbindelse, er, at det, der kaldes en ”muslim”, udelukkende har islam som grundlag. Hans væsen som muslim kan kun bestemmes af islam. Hvis han tror på det budskab, som Muhammad (fred være med ham) bragte, og adlyder de regler og bestemmelser, der blev åbenbaret gennem ham, vil hans islam være fuldkommen, selv om han ikke har noget andet end islam. Hvis han derimod er udstyret med alle den jordiske tilværelses skønne goder, men hans hjerte ikke påvirkes af troen, og han i sit praktiske liv er fri for at adlyde de islamiske regler og bestemmelser, kan han være kandidat, læge, industrimagnat, bankmand, general og alt muligt andet, men han kan ikke være muslim. Derfor kan ingen fremgang hos en person eller en nation kaldes fremgang for en muslimsk person eller nation, hvis islams budskab ikke først er blevet dybt forankret i dem. Hvor stor en fremgang der end opnås under sådanne omstændigheder, kan den på ingen måde regnes for muslimernes fremgang. Og det er klart, at en sådan fremgang aldrig kan være islams mål.

Hvis en nation slet ikke er muslimsk, og grundlaget for dens tankegang, moralske karakter og samfundsordning er noget andet end islam, er sagen naturligvis en anden. En sådan nation kan utvivlsomt bygge på moralske, sociale, politiske, økonomiske og sociologiske principper, der adskiller sig fra islam, og den kan endda selv nå helt frem til den ønskede udviklings yderste grænse. Men på den anden side er det noget helt andet, at en nations tankegang, moralske karakter, økonomi og politik er grundlagt på islam, samtidig med at den er svag både i sin overbevisning om islam og i sin efterlevelse af den. Uanset hvor store mængder materielle midler til fremskridt en sådan nation indsamler, er det fuldstændig umuligt for den at rejse sig som en fast og stærk nation og opnå en ophøjet position i verden. For selve grundlaget for dens nationalitet, moral, civilisation og kultur er svagt. Svagheden i dens grundvold er så alvorlig, at rent ydre prydelser aldrig kan fjerne den.

Dette betyder ikke, at man benægter den rette betydning af videnskab, kunst og andre midler og redskaber til materielt fremskridt. Den egentlige betydning er, at disse ting for den muslimske nation har sekundær betydning. Grundlagets fasthed og stabilitet går forud for alt dette. Når grundlaget er blevet stabilt, kan og bør alle materielle midler, der er i overensstemmelse med det, tages i brug. Men hvis selve dette bliver svagt, hvis dets rødder ikke fæstner sig dybt i hjertet, og hvis dets kontrol i det virkelige liv bliver slap, vil nationens moralske karakter, natur, væsen og virke blive fordrejet, forstyrret og kaotisk, både individuelt og socialt; dens samfundsordning vil blive svækket, dens styrke og formåen vil blive spredt og splittet, og dens betydning i den internationale konkurrence vil blive mindre. Som følge heraf kan andre nationer endda udvide deres herredømme over den. Under sådanne omstændigheder kan overfloden af materielle midler, mængden af akademikere og lærde samt ydre pragt, skønhed og glans ikke være til nogen nytte.

Der er endnu en vigtigere pointe. Den vise Koran har med største fasthed erklæret: »Hvis I er troende, vil I være de øverste«, »Det er Allahs parti, der vil sejre«, og »De, der er iført tro og gode gerninger, vil uden tvivl få herredømmet på jorden«. Hvad er grundlaget for denne fasthed? Uanset hvor rige andre nationer måtte være på materielle midler, på hvilket grundlag er den så vidtgående påstand blevet fremsat, at muslimerne alene ved troens og de gode gerningers våben vil sejre over dem?

Koranen har selv afgjort dette komplekse spørgsmål:

(Arabisk)

Betydning: O mennesker! Der fremsættes en lignelse, så lyt opmærksomt til den. De, som I påkalder ud over Allah, er ikke i stand til at skabe selv en flue. Selv hvis de alle gik sammen om at bruge deres kræfter på dette, ville de ikke kunne gøre det. Hvis en flue på samme måde skulle rive noget fra dem, ville de heller ikke være i stand til at tage det tilbage fra den. Både den, der påkalder, og det, der påkaldes, er svagt. Disse mennesker tillægger ikke Allah den værdighed, der tilkommer Ham. Men Allah er den, der besidder den sande magt og værdighed.’ (Sura al-Hajj: 73-74)

(Arabisk)

Betydning: De, der anser andre magter end Allah for at være deres beskyttere, ligner edderkoppen; den bygger ganske vist et hus, men af alle huse er edderkoppens hus det svageste.’ (Sura al-Ankabut: 41)

Det vil sige, at de, der udelukkende stoler på materiel magt, stoler på ting, som ikke selv besidder nogen form for styrke. Den naturlige følge af at stole på sådanne kraftløse materielle ting er, at de selv bliver kraftløse. Den uindtagelige fæstning, som de efter deres egen opfattelse bygger, er skrøbelig som et edderkoppespind. De, der virkelig er magtfulde og respekterede, rejser sig ved at stole på Allah, og disse vil aldrig kunne udvikle den styrke, der kræves for at stå dem imod:

(Arabisk)

Det vil sige: Den, der forkaster Ṭāghūt, den gudsoprørske magt, og tror på Allah, har grebet fat i et stærkt reb, som aldrig vil briste.’ (Sura al-Baqara: 256)

Koranen har også med fasthed hævdet, at når der opstår en strid mellem de troende og de vantro, vil de troende være dem, der opnår sejren.

(Arabisk)

Det vil sige: Hvis de vantro kæmper mod jer, vil de helt sikkert vende ryggen til; derefter vil de ikke finde nogen ven eller hjælper. Dette er Allah den Ophøjedes lov, som har bestået fra tidernes morgen. Og I vil aldrig finde nogen afvigelse fra Allahs lov.’ (Sura al-Fatḥ: 22–23)

(Arabisk)

Det vil sige: Vi vil indgyde frygt i de vantros hjerter, fordi de har stillet ting ved siden af Allah, som Han ikke har tildelt nogen myndighed.’ (Sura Āl ʿImrān: 151)

Grunden er, at den, der kæmper for Allah, får Allahs styrke som sin støtte, og mod den, som Allah støtter, kan ingen gøre modstand:

(Arabisk)

Betydning: Grunden er, at Allah er de troendes hjælper, mens de vantro ikke har nogen hjælper.’ (Sura Muhammad: 11)

(Arabisk)

Betydning: Da du skød med pilen, var det ikke dig, der skød; det var snarere Allah, der skød.’ (Sura al-Anfal: 17)

Dette er de troendes og retskafnes styrke. På den anden side er det også Allahs evige lov, at den, der er troende og retskaffen, hvis adfærd og handlinger er fri for egoismens fordærvelse, og som i stedet for at følge tilbøjelighedernes luner og de biologiske begær trofast følger de forskrifter, Allah har fastsat – for ham bliver der etableret en plads i menneskers hjerter. Menneskers hjerter drages naturligt mod ham. Deres respektfulde blikke hviler på ham. I transaktioner og forretninger kan man trygt stole på ham. Venner og fjender uden forskel anser ham alle for sandfærdig og stoler på hans anstændighed, retfærdighed og trofasthed:

(Arabisk)

Betydning: De, der har troet og gjort gode gerninger, vil Allah indgyde kærlighed til i menneskers hjerter.’ (Sura Maryam: 96)

(Arabisk)

Betydning: »Allah styrker de troende med et fast ord, både i det jordiske liv og i det hinsidige.« (Sura Ibrahim: 27)

(Arabisk)

Betydning: »Den, der gør gode gerninger, hvad enten det er en mand eller en kvinde, og som er troende, vil Vi visselig skænke et godt liv og belønne dem efter deres bedste gerninger.« (Sura an-Nahl: 97)

Men hvad er disse resultater et resultat af? De er ikke blot resultatet af at udtale »lā ilāha illā Allāh« med læberne, kalde sig muslim, antage visse bestemte sociale skikke og følge nogle få nøje beregnede ritualer og sædvaner. For at disse resultater kan komme til udtryk, har Den Vise Koranen stillet tro og gode gerninger som betingelser. Målet er, at Hans myndighed skal blive etableret overalt i deres tankegang, forestillinger, moralske karakter og handlinger. Hele deres livsførelse skal formes efter denne hellige trosbekendelses sande form; ingen forestilling, der strider imod den, skal få plads i deres sind, og de skal ikke indlade sig på nogen handling, der er i modstrid med den. Virkningen af at udtale »lā ilāha illā Allāh« med læberne må i sandhed vise sig sådan, at der straks efter udtalelsen sker en voldsom revolution i menneskenes liv, og fromhedens ånd trænger ind i deres årer og blodkar. De skal ikke bøje hovedet for nogen anden magt end Allah. De skal ikke række hænderne frem for nogen anden end Allah. De skal ikke frygte nogen anden end Allah i deres hjerter. Deres kærlighed og fjendskab skal ikke være for nogen anden end Allah. Ingen anden lov end Allahs lov skal være gældende i deres liv. De skal altid være rede til at ofre deres egne lyster og alle deres begær samt det, de ønsker og finder behag i, for Allahs velbehag. Over for Allahs og Hans Sendebuds befaling skal de ikke have andre ord eller handlinger end blot at sige: »Vi har hørt og adlyder.« Når en sådan tilstand er blevet skabt, vil deres styrke ikke blot være styrken i deres egne liv og legemer; den vil snarere være styrken fra Den Almægtige, for hvem alt på himlene og på jorden bøjer sig. De vil stråle af lyset fra Den, der er den sande Elskede og Tilbedte for hele verden.

Det var netop denne egenskab, muslimerne beherskede på Profetens, fred være med ham, og de retledte kaliffers tid. Historien er vidne til, hvilke resultater der siden kom til udtryk. I den tid blev hele den person, der udtalte ordene »lā ilāha illā Allāh«, forvandlet. Fra råt kobber blev han pludselig til rent guld, og der opstod en sådan tiltrækningskraft i ham, at menneskenes hjerter naturligt blev draget mod ham. Blot nogen kastede et blik på ham, følte vedkommende, som om han så en levende legemliggørelse af gudsfrygt og fromhed. Han kunne være uuddannet, fattig, fastende, iført laset tøj og siddende på en måtte; alligevel indtog frygten for ham en sådan plads i menneskenes hjerter, som selv store, pragtfulde herskere ikke var så heldige at opnå. En muslims eksistens var som en ø; hvor han end opholdt sig eller gik, spredte hans stråleglans sig omkring ham. Ved hjælp af denne lampe blev millioner af lamper tændt. Og den, der ikke tog imod dette lys eller ønskede at komme i konflikt med det, havde han også magt til at brænde op og tilintetgøre.

Sådanne var de muslimer, der besad denne troens styrke og denne karakter, at da deres antal kun var omkring tre hundrede og halvtreds, udfordrede de hele Arabien til kamp. Og da deres antal voksede til flere hundrede tusinde, gik de frem med en urokkelig beslutning om at undertvinge sig hele verden; enhver styrke, der rejste sig imod dem, blev knust.

Som det er blevet sagt ovenfor, er muslimernes sande styrke netop troens og den gode karakters styrke. Denne styrke kan kun opnås som følge af, at betydningen af ordene »lā ilāha illā Allāh« fæstner sig dybt i hjertet og sindet. Men hvis denne betydning ikke slår faste rødder i hjertet, hvis ordene blot fortsat udtales med læberne, uden at der sker nogen revolution i synet på tilværelsen og i livsførelsen – hvis menneskets tilstand efter at have sagt »lā ilāha illā Allāh« stadig er nøjagtig som før, hvis det ligesom de vantro på denne trosbekendelse frygter andre end Allah, søger deres tilfredshed og er bundet af kærlighed til dem, hvis det ligesom dem bliver slave af sine ønsker og lyster, forlader Allahs lov og følger menneskeskabte love eller sine egne lyster, hvis der i dets tanker, ønsker, begær og forstand hersker den samme urenhed som i en ikke-muslims tanker, ønsker og forstand, og hvis dets tale, handlinger og adfærd også er som en ikke-muslims – på hvilket grundlag skal muslimen så få overtaget over den ikke-muslimske? Hvis muslimen ikke har troens og gudsfrygtens styrke, er han ikke andet end et menneske, ganske som den ikke-muslimske. Derefter vil konkurrencen mellem muslimen og den ikke-muslimske kun foregå på grundlag af fysisk styrke og materielle midler, og i denne konkurrence vil den stærke sejre over den svage.

Forskellen mellem disse to tilstande fremtræder så tydeligt selv på historiens sider, at man kan se den med det samme. Man vil måske et sted se, at en lille gruppe muslimer har besejret store statsmagter og udvidet islams herredømme fra begge bredder af Attock-floden [en biflod til Indus mellem Punjab og grænseområdet] helt til Atlanterhavets kyst. På den anden side ser vi i dag, at millioner og atter millioner af muslimer lever i verden, men er underlagt ikke-muslimske magter. Desuden er det selv i de områder, hvor millioner af muslimer har boet i århundreder, i dag kufr og shirk, der hersker.

17

Religion er for modige mænd, ikke for kujoner

[Artiklen blev første gang offentliggjort i maj 1936 i tidsskriftet Tarjuman-ul-Qur’an.]

Efter at have set min bog (Renter og moderne bankvæsen) bliver der igen og igen fremsat en bemærkning. Den går ud på, at det kapitalistiske system i vor tid, støttet af politiske kræfter, har taget herredømmet over hele den økonomiske verden omkring os. Hele økonomiens vogn bevæger sig ad den vej, som de kapitalistiske principper har anvist. Kapitalisterne er dens ledere, og ved hjælp af dette system bevæger de nationer sig frem ad fremskridtets vej, hvis produktion og forbrug af rigdom ikke er bundet af religiøse eller moralske begrænsninger. På den anden side er vores sociale og samlede styrke i dag splittet og spredt. Vi er ikke i stand til fuldstændigt at ændre hele verdens økonomiske system, for slet ikke at tale om at etablere et islamisk økonomisk system fuldt ud blandt vores eget folk. Under disse omstændigheder vil vores religiøse bånd, hvis de afholder os fra fuldt ud at deltage i vor tids gældende økonomiske system, ikke føre til andet for vores folk end, at vi kommer til at sakke bagud i forhold til andre nationer, når det gælder om at drage fordel af midlerne til økonomisk udvikling og velstand. Som følge heraf vil vi blive stadig fattigere, mens nabolandene bliver stadig rigere. Desuden vil denne økonomiske svaghed også gøre os kraftesløse og svage på det moralske, politiske og kulturelle område. Dette er ikke blot en sag om gæt og formodninger; også i den virkelige verden har vi år efter år set netop denne tilstand. Og tegnene på den skæbne, vi i fremtiden vil stå over for, er heller ikke så uklare, at ingen vil kunne få øje på dem. Hvad gavner det os derfor blot at udforme shariaens love? Hvad nytte har det for os blot at fremlægge islams økonomiske principper? Det, vi snarere ønsker at vide under disse forhold, er, om der sammen med efterlevelsen af islams love findes en vej til at afhjælpe vores økonomiske elendighed og bevæge os frem mod stadig større udvikling. Hvis en sådan vej ikke findes, må vi nødvendigvis møde én af to tilstande: enten vil muslimerne blive fuldstændig tilintetgjort, eller også vil muslimerne, ligesom andre nationer, frigøre sig fra de love og regler, som ikke er i stand til at følge med tidens udvikling. Men vores synspunkt i denne forbindelse er, at spørgsmålet ikke blot er begrænset til renter – det har et meget omfattende og vidtgående omfang. Hvis der blandt alle livets områder og afdelinger kun fandtes en ikke-islamisk handelsform inden for det økonomiske område, ville sagen måske være forholdsvis mindre alvorlig. Men den virkelige situation er anderledes. Kast blikket på verden omkring jer – undersøg selve jeres egen situation. Hvilken del af livet er fri for ikke-islamisk indflydelse og dominans? Hersker materialisme og ateisme, eller i det mindste tvivl og usikkerhed, ikke over tro, tankegang og ideologi? Er gudsfjernhed ikke dominerende i uddannelsessystemet? Har fremmedgørelsen ikke fået herredømmet over kultur og civilisation? Har vestliggørelsen ikke slået dybe rødder i samfundets inderste lag? Er den moralske karakter sikker mod dens indflydelse? Er handelen fri for dens dominans? Er nogen af love og regler, statspolitik, regeringens politik og praksis, ideologi eller handlinger fri for dens indflydelse?

Når situationen er sådan, hvorfor ønsker I da at begrænse det spørgsmål, der drøftes, til blot én af dets sider? Gør det mere omfattende og vidtgående, og lad det omfatte hele livet. Sig snarere, at livets flod har ændret sit løb. Før flød den ad islams vej; nu flyder den ad en ikke-islamisk vej. Vi er ikke i stand til at ændre dens løb. Vi har end ikke styrke nok til at svømme mod dens strøm. Samtidig rummer det at blive stående også en dødsfare for os. Under disse omstændigheder ønsker vi, at man viser os en vej, hvor vi både kan forblive muslimer og lade vores båd flyde med denne strømmende flod – det vil sige, at vi både skal være på vej mod Kabaen og samtidig bevare forbindelsen med karavanen, der er på vej mod Turkestan. Vi skal i vores tankegang, ideologi, livsmål, livsideal og handlemåde være ikke-muslimer og samtidig forblive muslimer. Hvis ingen kan anvise en vej til at forene disse modsætninger, vil resultatet enten blive, at vi sætter os på flodbredden, eller at vi på én dag river det islamiske mærkat af vores båd. Derefter vil man se vores båd bevæge sig jævnt med flodens strøm sammen med de andre både.

Når vores oplyste og »progressive« mennesker diskuterer et problem, fremfører de som det sidste argument – det, der i deres øjne regnes for det stærkeste argument – at dette er tidens religion, at vinden blæser i denne retning, og at det er sådan, tingene foregår i verden! Hvordan kan vi så modsætte os det? Og hvordan kan vi overhovedet overleve, hvis vi modsætter os det? Når spørgsmålet om moral rejses, siger de, at verdens moralske standarder har ændret sig. Det betyder: Hvordan kan muslimer holde fast i den gamle moralske standard? Om tilsløring siger de, at tilsløringens skik er forsvundet fra verden. Med andre ord: Hvordan kan muslimer undlade at afskaffe noget, der er forsvundet fra verden? Når uddannelse diskuteres, siger de som det afgørende bevis, at der ikke er nogen efterspørgsel efter islamisk uddannelse i verden. Meningen er, at hvordan kan muslimske børn blive til en vare, som der ikke er efterspørgsel efter på markedet? Og hvorfor skulle de ikke være en vare, som der er efterspørgsel efter? Så snart der rejses indvendinger mod renter, siger de, at verden nu ikke kan fungere uden renter. Og hvordan kan en muslim undgå noget, der er helt nødvendigt for at få verdens anliggender til at fungere? Kort sagt: Inden for uddannelse, moral, samfund, civilisation, økonomi, lovgivning, politik og enhver anden del af livet, hvor de ønsker at forkaste islamiske principper og følge europæiskgørelsen, bliver tidens religion, vindens retning og verdens skik for dem et uigendriveligt bevis. Dette bevis fremlægges som et våben til fordel for legitimeringen af efterligning af Vesten, det vil sige delvis frafald fra religionen, og man antager, at det er ens pligt at nedrive den del af den islamiske bygning, som dette bevis gør det muligt at angribe.

Vi siger: Hvorfor udarbejder I ikke ét samlet forslag i stedet for at fremsætte disse forslag om nedrivning og ødelæggelse hver for sig? Det er jo spild af tid at udarbejde særskilte forslag om at ødelægge husets enkelte vægge, søjler og rum og diskutere hvert punkt særskilt. Hvorfor siger I ikke snarere, at hele huset bør rives ned? For dets farve er forskellig fra tidens farve, dets retning er modsat vindens retning, og dets konstruktion er uforenelig med de bygninger, der almindeligvis findes i verden.

Det er nytteløst at diskutere med dem, der virkelig nærer en sådan tankegang. Det direkte og klare svar til dem er: Hvorfor har I påtaget jer risikoen ved at rive dette hus ned og bygge et andet i stedet? Flyt da ind i et af de andre smukke, prægtige og maleriske huse, som I foretrækker. Hvis I ønsker at følge med flodens strøm, hvorfor så påtage jer besværet med at rive denne båds skilt af? Find plads i en af de både, der allerede driver med strømmen. De, der ikke er muslimer i nogen del af deres tankegang, moral, sociale liv, økonomi, uddannelse eller noget andet i livet, og som ikke ønsker at forblive muslimer, gavner ikke islam det mindste ved blot af navn at forblive muslimer; tværtimod gør de langt mere skade. De tilbeder ikke Gud, men vinden. Hvis afgudsdyrkelsen bliver udbredt i verden, vil de helt sikkert begynde at tilbede afguder. Hvis nøgenhed bliver almindelig i verden, vil de naturligvis tage deres tøj af. Hvis det bliver almindeligt at spise urene ting i verden, vil de uden tvivl kalde urenhed for renhed og renhed for urenhed. Deres sind og hjerner er slavebundne, og derfor længes de efter slaveri. Europæiskgørelsen har stor magt over deres liv, og derfor ønsker de at blive europæiske på alle områder, fra det skjulte til det åbenlyse. Hvis abyssiniernes dominans i morgen skulle blive tydelig, vil de naturligvis forsøge at blive abyssiniere: de vil smøre sort farve i ansigtet, gøre deres læber tykkere, krølle håret som abyssinierne og begynde at tilbede alt, hvad der kommer fra abyssinierne. Islam har ingen brug for sådanne slaver. Hvis navnene på disse hyklere og mennesker med slavementalitet blev fjernet fra listen over de mange millioner mennesker:

(Arabisk)

Betydning: De elsker Allah, og Allah elsker dem. De er ydmyge over for de troende og hårde over for de vantro. De kæmper og handler på Allahs vej og frygter ikke nogens bebrejdelse i denne sag.« (Sura al-Ma’ida 5:54)

Hvis der kun blev tilbage nogle få tusinde muslimer med en sådan karakter, ville islam være langt stærkere end i dag. At disse mange millioner forlod dem, ville for islam være som at få fordærvet blod ud af en syg krop.

(Arabisk) »Vi frygter, at en ulykke skal ramme os.« Dette er ikke nogen ny røst. Denne røst er blevet udtalt af hyklernes munde siden lang tid tilbage. Netop denne røst afslører den skjulte hykleri i menneskers hjerter. De, der fremsætter denne røst, ser altid mod den lejr, der er imod islam. De betragter altid de grænser og forbud, som Allah har fastsat, som lænker om fødderne og en løkke om halsen. Lydighed mod Allah og Sendebudet har altid været dem ubehagelig. De har altid set skade på liv og ejendom i lydigheden mod Allah, mens de i ulydighed mod Ham har set al fremgang i dette liv. Derfor er Allahs lov aldrig tidligere blevet ændret af hensyn til dem, den kan heller ikke ændres nu, og den vil heller ikke blive ændret i fremtiden. Allahs lov blev ikke åbenbaret for frygtsomme kujoner. Den blev ikke sendt ned for begærets slaver og verdens slaver. Den blev ikke åbenbaret for strå, der flyver med vindens fart, småkryb, der flyder med vandets strøm, eller farveløse mennesker, der antager enhver farve. Den blev åbenbaret for sådanne dristige løver blandt mennesker, som fast beslutter at ændre vindens retning, og som har mod nok til at kæmpe mod flodens bølger og vende dens strøm. For dem, der elsker Allahs farve mere end alle verdens farver, og som ønsker at farve hele verden med netop denne farve. Den, der er muslim, er ikke skabt til at blive ført bort af flodens strøm. Formålet med hans skabelse er at lede livets flod ad den lige og rette vej, som hans tro og overbevisning viser ham. Hvis floden vender sin strøm bort fra den lige vej, og han indvilliger i at lade sig føre med af den ændrede strøm, er en sådan persons påstand om islam fuldstændig falsk. Den, der virkelig er muslim, vil i virkeligheden kæmpe mod denne strøm, der har taget en forkert retning, og med alle kræfter forsøge at vende dens løb; han vil ikke bekymre sig om succes eller fiasko. Han vil påtage sig ethvert muligt tab i denne kamp. Selv hvis hans arm skulle brække, mens han kæmper mod flodens strøm, eller hans kræfter skulle svækkes, og bølgernes slag skulle kaste ham halvdød op på en eller anden bred, vil hans sjæl alligevel aldrig acceptere nederlag. Hans hjerte vil ikke et eneste øjeblik føle anger over denne ydre fiasko, og det vil heller ikke give plads til misundelse eller velvilje over for de vantros og hyklernes succes, når de flyder med flodens strøm.

Koranen ligger foran muslimerne. Profeternes idealer og livshistorier ligger foran dem. Fra begyndelsen og frem til i dag ligger de udødelige fanebæreres liv og historie foran dem. Er det virkelig den lære, de får af alt dette: at de også skal flyve i den retning, vinden blæser? At de skal flyde i den retning, vandet strømmer? At de skal lade sig farve af den farve, tidsalderen antager? Hvis dette var formålet, hvad var da behovet for at åbenbare en bog eller sende en profet? Til deres vejledning var vindens bølger, til deres ledelse verdens livsstrøm og til at lære dem firbenets karakter var tidsalderens farveløshed jo tilstrækkeligt. Allah har ikke åbenbaret nogen bog for en sådan uren lære og har ikke sendt nogen profet med dette formål. Det budskab, der er kommet fra den Højeste, har netop til formål, at man skal forkaste de vildveje, som verden bevæger sig ad, anlægge en lige vej, udslette de modsatte veje og forsøge at føre verden bort fra disse veje. Der må dannes et fællesskab af troende, og dette fællesskab skal ikke blot selv følge den lige vej, men også forsøge at trække verden i den retning.

Profeterne, sendebuddene og deres efterfølgere har altid kæmpet for netop dette formål. I denne kamp udholdt de ikke blot sorg og lidelse, men bragte også grænseløse ofre – de ofrede endda deres liv. Alligevel tog ingen af dem af frygt for fare eller af begær efter egne interesser nogensinde tidens udvikling som sin målestok. Hvis en person eller en gruppe nu ser tab, vanskeligheder eller fare i at følge den vej, som den himmelske vejledning foreskriver, og af frygt for dette ønsker at følge en vej, hvis vandrere synes velstående, succesfulde og fremadskridende, kan han med glæde gå den vej, han selv foretrækker. Men hvilket forsøg gør dette tåbelige og begærlige menneske på at bedrage sig selv og hele verden ved at hævde, at han stadig følger Allahs Bog og profetens anviste vej, selv om han har forkastet dem? Ulydighed er i sig selv en stor synd; hvilken fordel kan man opnå ved dertil at føje løgn, bedrag og hykleri?

Forestillingen om, at livets flod, når den først strømmer i en bestemt retning, ikke længere kan drejes bort fra denne retning, er ikke blot logisk fejlagtig; erfaring og iagttagelse vidner også imod den. Verden har ikke oplevet revolutioner blot én gang, men utallige gange, og hver revolution har ændret flodens løb. Det klareste eksempel findes netop i islams historie. I hvilken retning strømmede denne livets flod, da Hazrat Muhammad (fred være med ham) kom til verden? Var hele verden ikke dengang domineret af kufr og shirk? Var undertrykkende og tyranniske herskermagter ikke etableret? Havde den brutale ulighed mellem klasser ikke besudlet menneskeheden? Herskede der ikke uanstændighed i moralen, selvforgudelse i samfundslivet, undertrykkende feudalisme og kapitalisme i økonomien samt uretfærdighed i love og regler? Men én eneste mand rejste sig og udfordrede hele verden! Han afskaffede alle datidens fejlagtige tanker, ideologier og forkerte veje, og ved at forkynde sin egen lære og føre jihad imod dem vendte han verdens udvikling og ændrede således også tidsalderens farve.

Det seneste eksempel er den kommunistiske bevægelse. I det nittende århundrede havde kapitalismens dominans nået sit yderste punkt. At vælte det system, som var blevet etableret over verden med støtte fra så enorme politiske og militære kræfter, kunne ingen tåbelig eller fej person dengang overhovedet forestille sig. Men under sådanne forhold begyndte en mand ved navn Karl Marx at udbrede kommunismen. Regeringerne i forskellige lande modarbejdede ham. Han blev fordrevet fra sit eget land. Han rejste fra land til land og stod ansigt til ansigt med nød, sorg og lidelse. Men før sin død nåede han at skabe et stærkt kommunistisk parti. På blot fyrre år væltede dette parti ikke alene den farligste magt i Rusland, men rystede også kapitalismens grundvold i hele verden. Samtidig fremlagde det et så stærkt økonomisk og civilisatorisk system, at antallet af dets tilhængere i verden i dag fortsat vokser dag for dag.

Selv lovene i de lande, hvor kapitalismens herredømme er dybt rodfæstet, bliver i dag påvirket af den. [Det skal bemærkes, at dette handler om den periode, hvor det kommunistiske styre i Rusland fejrede sine største triumfer. Artiklen blev skrevet i 1936.] Men denne revolution blev gennemført ved kraftens påvirkning, og kraft betyder at forme – ikke at blive formet. Med andre ord kaldes det at vende noget om for kraft; ikke at blive vendt om. I verden har kujoner og tåber aldrig skabt nogen revolution. Mennesker uden egne principper eller noget mål med livet, uden lyst til at ofre sig for et ædelt formål, uden mod til at møde sorg, lidelse og farer – mennesker, hvis eneste ønske i verden er komfort og fordele, hvis natur det er at lade sig forme efter enhver støbeform og bøje sig under ethvert pres – sådanne mennesker har ingen bemærkelsesværdige bedrifter i menneskehedens historie. For historien kan kun skabes af modige mænd. Det er dem, der gennem utrættelig stræben, ofre og jihad har vendt livets flod. De har ændret verdens forestillinger. De har skabt revolutioner i adfærd og handlingsprincipper. I stedet for at lade sig farve af tidsalderens farve har de desuden farvet tidsalderen med deres egen farve.

Der er derfor ingen grund til at sige: »Verden kan ikke bringes tilbage fra den vej, den følger; der er ingen anden mulighed end at følge det, der er tidsalderens religion.« I stedet for falskt at hævde, at man er ude af stand til noget, bør man erkende sandheden om sin egen svaghed. Og når dette er erkendt, må man også erkende, at verden hverken kan have nogen religion eller nogen principper og regler for svage mennesker. Et sådant menneske må bøje sig for enhver stærk person. Han må tie stille af frygt for enhver magtfuld. Han kan aldrig være underlagt noget princip eller nogen regel. Og hvis en religion bliver ved med at ændre sine egne principper for hans skyld, er den i virkeligheden slet ingen religion.

»Islams påbud og forbud er en hindring på vejen til velstand og fremskridt«—dette er ikke andet end et bedrag. Spørgsmålet er: Hvilket af Islams påbud og forbud overholder muslimerne? Hvilken grænse har de ikke overskredet? Hvilke af de ting, der ødelægger dem, har Islam tilladt? De går til grunde på grund af ødselhed og fråseri. Derfor strømmer årligt millioner på millioner af deres penge fra deres lommer til ågerkarlernes kister. Ejendom til en værdi af millioner på millioner glider dem af hænde. Har Islam tilladt dem dette? Det er deres egen fordærvede natur, der ødelægger dem. Selv i denne yderste fattigdom er deres biografer og forlystelsessteder fyldt af deres egne folk. Hver enkelt af dem bruger mere, end hans evner tillader, på klædedragt og skønhedspleje. Hver måned bruges millioner fra deres lommer på meningsløse skikke, prangende aktiviteter og tåbelige fornøjelser. Hvilken af disse handlinger har Islam gjort tilladt for dem? Det, der ødelægger dem mest, er deres ligegyldighed over for at betale zakat og deres hensynsløse holdning til gensidig hjælp. Har Islam ikke gjort disse ting obligatoriske for dem? Den virkelige sag er derfor, at deres økonomiske elendighed ikke er et resultat af, at de følger Islams påbud og forbud; den er tværtimod resultatet af, at de har frigjort sig fra dem. Tilbage står kun forbuddet mod renter; men hvor er det overhovedet blevet håndhævet? Mindst 95 procent af muslimerne optager lån på rentevilkår uden nogen reel nødvendighed. Er det dét, man kalder Islams lovs påbud og forbud? En stor del af velhavende muslimer modtager renter i den ene eller anden form. Hvad betyder det, om de ikke driver ågerkarlenes forretning direkte! Renter fra banker, forsikringer, statsobligationer, pensionsfonde og så videre indkasseres af de fleste velhavende muslimer! Hvor er så det forbud mod renter, som de gør ansvarligt for deres økonomiske vanskeligheder?

Endnu mere forbløffende og latterligt er det, at man argumenterer for, at muslimernes anseelse og nationale styrke afhænger af velstand, og at velstanden afhænger af renternes tilladelighed! Det synes, som om disse argumentatorer slet ikke ved, hvad anseelse og styrke faktisk afhænger af. Ren rigdom har i virkeligheden aldrig gjort nogen nation anset og stærk. Selv hvis hver eneste muslim blev millionær eller multimillionær, vil ingen i verden have respekt for dem, hvis de ikke besidder karakterstyrke. Omvendt: Hvis de i deres indre har en ægte islamisk karakter, er sandfærdige og troværdige, er fri for fristelser og frygt, står fast i principielle spørgsmål og har rene transaktioner, anser sandheden for sandhed og pligten for pligt, altid tager forskellen mellem haram og halal i betragtning, og hvis deres indre moralske styrke gør, at hverken frygten for tab eller udsigten til gevinst kan afvige dem fra retfærdighedens vej eller få dem til at sælge deres tro for nogen pris—så vil de opnå et godt ry i verden. De vil indtage en hædersplads i menneskers hjerter. Deres ord vil være vigtigere end en millionærs samlede formue. Selv hvis de bor i hytter og bærer lappet tøj, vil man se på dem med større respekt end på dem, der sidder oven på bunker af rigdom. Som nation vil de opnå en sådan styrke, at de aldrig kan besejres. Hvor fattige var muslimerne på Sahabas tid! De boede under tæpper, i telte og hytter. De var fuldstændig ubekendte med den civile civilisations pragt. Deres klædedragt, fødevarer og våben var på ingen måde tilstrækkelige—de havde heller ingen prægtige ridedyr. Men det gode ry og den anseelse, de havde, formåede muslimerne i umayyadernes og abbasidernes tid ikke at opnå, og det har muslimer i nogen senere tidsalder heller ikke formået. De havde ikke rigdom, men de havde karakterstyrke—og denne styrke grundfæstede deres anseelse og overlegenhed. Senere tiders mennesker samlede rigdom og opnåede statsmagt og byggede prægtige byer og civilisationer; men intet af dette kunne erstatte deres karaktersvaghed.

Muslimerne har ganske vist glemt læren fra den islamiske historie; men de kan se på historien om enhver nation i verden. De vil ikke kunne finde et eneste eksempel på en nation, der har opnået styrke og anseelse alene gennem opportunisme, magelighed og dyrkelse af egne interesser. De vil ikke kunne finde en eneste anset og ophøjet nation, der ikke følger nogen principper eller disciplin, ikke er i stand til at udholde besvær, arbejde, anstrengelser og hårdhed for et stort mål, og ikke nærer den inspiration, der får den til at ofre sine drifters krav og sit eget jeg for principper og mål. Overalt vil de finde en eller anden form for denne disciplin, principfasthed og forsagelse af bekvemmelighed og egeninteresser for et stort mål. I Islam har det én form. Selv hvis de forlader Islam og bliver en del af et andet samfund, må de i en anden form følge et eller andet regelsæt. De må acceptere at være bundet af en eller anden form for disciplin. De vil nødvendigvis blive lænket til bestemte principper, og der vil blive krævet ofre af dem for et eller andet princip eller mål. Hvis de ikke har noget ønske om dette, hvis de kun tørster efter blidhed og sødme og ikke har styrke til at acceptere nogen hårdhed eller bitterhed, kan de forlade Islams regler og tage hen, hvor de vil—ingen steder vil de få en hædersplads. Ingen steder vil de kunne hente styrke. Islam udtrykker denne almindelige regel med blot fire ord. Og hele verdenshistorien bærer vidnesbyrd om sandheden i disse fire ord: (arabisk) »Sandelig, med vanskelighed følger lettelse.« Denne lettelse er altid forbundet med vanskelighed. Den, der ikke har styrke til at udholde vanskeligheder, kan aldrig blive smykket med lettelsens egenskab.

18

Sygdommen og dens behandling

[Artiklen blev første gang offentliggjort i december 1937 i tidsskriftet Tarjumān al-Qurʾān. – Redaktøren]

Islam er ikke blot en tro eller en samling af nogle få »religiøse« ceremonier og skikke; den er derimod en omfattende plan for hele menneskets liv (Scheme). I den er troslæren, tilbedelsen og reglerne for det praktiske liv ikke adskilte, men udgør tilsammen en sådan enhed, der er hel og udelelig, og hvis dele står i indbyrdes forhold til hinanden på samme måde, som et levende legemes lemmer og organer står i forhold til hinanden.

Skær hænderne og fødderne af et levende menneske. Fjern øjnene, ørerne og tungen. Tag mavesækken og leveren ud. Adskil lungerne og urinblæren. Fjern også større eller mindre dele af hjernen, og lad kun hjertet blive tilbage i brystet. Vil dette organ kunne holde resten af kroppen i live? Og selv hvis det kunne holde den i live, ville den så være i stand til at udføre nogen funktion?

Islams situation er netop sådan. Overbevisningen eller troen er dets indre kerne. Og den sindsholdning, livsanskuelse, livsmålsætning og de værdier, der udspringer af denne overbevisning, udgør dets hjerne. Tilbedelseshandlingerne er dets lemmer og organer. Det står og udfører sine pligter i kraft af disse. De grundprincipper, som islam har fastlagt for økonomi, sociale forhold, statspolitik og den samlede administration, svarer til dets mave, lever og andre vitale organer. Det har brug for sunde og klare øjne samt fejlfri ører, så de kan levere korrekte oplysninger om tidens begivenheder til hjernen, og hjernen kan træffe rigtige afgørelser om dem. Det har brug for et sprog, som det selv behersker, så det på passende vis kan udtrykke sin personlighed. Det har brug for ren og frisk luft til at trække vejret. Det har brug for ren og tilladt føde, som i overensstemmelse med dets mave kan frembringe godt blod.

I hele dette system er den indre kerne (det vil sige overbevisningen) ganske vist vigtig, men dens betydning består netop i, at den giver alle lemmer og organer livskraft. Når størstedelen af lemmerne og organerne er blevet skåret bort, adskilt fra kroppen eller ødelagt, hvordan kan den indre kerne så alene leve videre sammen med de få tilbageværende lammede og syge lemmer og organer? Og selv hvis den lever videre, hvilken værdi kan et sådant liv så have?

Se nu engang efter og tænk over, hvilken tilstand islam befinder sig i her i Indien (Bengal, Pakistan og Indien) [Det skal huskes, at artiklen blev skrevet i 1937 med kolonitiden for øje; men dens udsagn er fuldt ud gældende også under de nuværende selvstændige forhold. – Red.]. Her er den islamiske lovgivning næsten fuldstændig passiv. På moralens, det sociale livs, økonomiens og alle andre af livets områder er islamiske principper ikke virksomme i mere end fem procent. Ikke-islamisk uddannelse, træning og miljø har gjort menneskers sind og hjerner helt eller delvist ikke-muslimske. Deres øjne kan se, men deres synsvinkel er blevet ændret. Ørerne kan høre, men høreevnen er blevet forandret. Ord kommer ud af munden, men der er kommet en forskel i talemåden. Fordi der hersker et giftigt miljø overalt, kan lungerne ikke indånde ren luft. Da hele fødevareforrådet er blevet forgiftet, får maven ikke ren og tilladt føde. Af de tilbedelseshandlinger, som udgør den islamiske krops lemmer og organer, er tres procent lammet. Selv om de resterende fyrre procent er sunde, kan man ikke iagttage nogen virkning af dem. For de har ingen forbindelse med de øvrige organer. Derfor har lammelsens sygdom bredt sig mere og mere blandt dem. Kan man under disse omstændigheder kalde det, vi har foran os, for fuldendt islam? Nogle af dens organer er blevet skåret bort, andre er blevet kasseret, og andre igen er, selv om de stadig findes, syge og ude af stand til at fungere korrekt. Sammen med disse er der kun en indre kerne tilbage, og også den er syg. For ligesom den plejede at give disse organer livskraft, hentede den selv kraft fra dem. Når hjernens, lungernes, mavens, leverens og de øvrige organers funktioner således er blevet ødelagt, hvordan kan den indre kerne så alene forblive sund og stærk? Alligevel rummer denne indre kerne en så voldsom kraft, at den ikke blot selv er i live, men også på en eller anden måde holder de resterende organer i gang. Men har den i sig kraft til at etablere sin egen indflydelse på landets befolkning? Nej, jeg vil snarere – Gud forbyde det – stille dette spørgsmål: Når katastrofens flodbølge dag for dag nærmer sig med stadig større hast, vil den i denne tilstand kunne beskytte de resterende organer mod yderligere lemlæstelse og redde sig selv fra døden? Det er netop derfor, at sygdommen med oprør mod og afstandtagen fra islam i dag breder sig hurtigt i det muslimske samfund, stik imod (arabisk) (de træder i flokke ind i Allahs religion). Ingen steder i hele Indien og dets omegn ser man den islamiske livsform fungere med hele sit fulde apparat. Derfor kan folk heller ikke iagttage dens skønhed og fuldkommenhed eller lære træet at kende ved hjælp af dets blomst. De ser kun denne lemlæstede islam og tænker: Det er altså alt, hvad islam er. Når nogle ser dette, erklærer de åbent: »Vi er ikke muslimer.« Andre benægter ganske vist ikke deres muslimskhed, men ud fra det, de siger, kan man ikke finde nogen forskel mellem dem og dem, der ikke tror på islam. Mange har allerede vendt sig bort i deres hjerter, men eftersom oprøret endnu ikke er kommet åbent til udtryk, regnes de stadig blandt muslimerne som hyklere. Når de omfattende uroligheder begynder, spreder de dog i det skjulte oprørets frø, så de selv kan stille sig frem med et banner. Men selv om folk ikke siger det tydeligt, siger de dæmpet: »Gør jer rede til at opløses i den nye nationalisme og den endnu nyere civilisation. For det lig, I sidder med, kan ikke blot selv gøre jer nogen gavn; det forhindrer jer også i at høste den velstand, som I kunne opnå ved at opløses i andre.« Nogle mener, at den eneste løsning på dette problem er at splitte islam i stykker. De siger, at man kun bør forblive muslim i de religiøse handlinger. I resten af livet bør vi tage imod det, som de ikke-muslimer lærer os, og følge deres handlingsprogram. Jeg ved ikke, om disse mennesker selv lever i et bedrag eller ønsker at bedrage andre. Men de har glemt – eller ønsker at få andre til at glemme – denne sandhed: Når man antager en ikke-islamisk ideologi på alle livets områder og vænner sig til ikke-islamiske regler og normer, må den religiøse overbevisning og de religiøse handlinger nødvendigvis blive fuldstændig svækkede. For overbevisningen og tilbedelseshandlingerne er selve fundamentet; de er blevet lagt for at opføre hele livets bygning. Hvis denne bygning opføres på et andet fundament, hvor længe vil disse gamle levn da bevare deres meningsløse og unødvendige tiltrækningskraft? Det barn, der opdrages i en ny livsform og når frem til ungdommen, vil naturligvis spørge: Hvorfor har man hængt lænker af visse meningsløse trosforestillinger og visse skikke om min hals? Hvorfor skal jeg læse Koranen, hvis alle dens bestemmelser i dag er blevet ubrugelige, og hvorfor skal jeg tro på den? Hvorfor skal jeg anerkende den mand, der døde for tretten et halvt hundrede år siden, som Allahs sendebud? Når han ikke kan give mit liv nogen vejledning, hvad gavner det så blot mundtligt at anerkende hans profetskab, og hvad skader det at benægte det? Hvilken forskel gør det i den livsform, jeg følger, om jeg beder eller ikke beder, faster eller ikke faster? Hvilken forbindelse er der mellem denne livsform og disse handlinger? Hvorfor skal de limes så klodset sammen i mit liv? Dette er den helt naturlige konsekvens af at opdele religionen og verden. Når denne opdeling bliver fuldstændig både i princippet og i praksis, vil et sådant resultat uvægerligt vise sig. Ligesom den indre kerne bliver helt ubrugelig, når den adskilles fra kroppen, mister overbevisningen og tilbedelseshandlingerne al betydning, når de mister forbindelsen til det virkelige liv. Overbevisningen og tilbedelseshandlingerne giver den islamiske livsførelse livskraft, og den islamiske livsførelse tilfører på sin side overbevisningen og tilbedelseshandlingerne kraft. Som jeg har sagt ovenfor, består der i virkeligheden mellem disse to ting et forhold som mellem et levende legemes lemmer og organer. Hvis denne forbindelse brydes, er begges død uundgåelig. Og at forbinde islamisk overbevisning og tilbedelseshandlinger med en ikke-islamisk livsform er lige så absurd som at sætte en menneskehjerne eller menneskehænder og -fødder på en gorillas krop.

Ingen må tro, at det kun er en lille gruppe moderne uddannede, der påvirkes af islams nuværende elendige tilstand; sådan er det slet ikke. Alle, både unge og gamle, der i dag er oprigtigt troende muslimer, og hvis hjerter rummer kærlighed til og respekt for denne religion, påvirkes i større eller mindre grad af denne situation. Sammenbruddet i den islamiske livsførelse er en almen katastrofe – ingen muslim er beskyttet mod dens naturlige følger, og det er heller ikke muligt at forblive beskyttet. Vi får alle del i den i overensstemmelse med vores respektive evner. Heri tager vores lærde og pirsahiber del i samme grad som de skole- og universitetsuddannede.

Men den største katastrofe rammer vores mange millioner af almindelige mennesker, som bor i dette vidtstrakte område på seksten lakh kvadratmiles. Hos dem er kun islams navn tilbage, og de nærer også en usædvanligt stærk kærlighed til det. Men man kan næsten sige, at de vidensmæssigt slet ikke kender det, som de således ofrer sig for. Og i praksis findes der heller ingen livsform, der kan beskytte dem mod ikke-islamisk påvirkning. Enhver vildledende kraft kan udnytte deres uvidenhed til at føre deres iman, aqida og praktiske liv bort fra islams sirat al-mustaqim. Det er nok at give dem den falske trøst, at den vildfarelse og afvigelse, der forelægges dem, er den sande rette vej eller i det mindste ikke strider mod islam. Derefter kan de skubbes i hvilken som helst retning, man ønsker – qadianisme, kommunisme, fascisme og så videre. For i den nuværende kaotiske og forvirrende situation gøres der intet forsøg på at løse de problemer, der er opstået som følge af deres tiltagende fattigdom og frygtelige nød, i lyset af islamiske principper.

Blandt muslimerne findes der ingen organiseret gruppe, som kan gå frem med islams økonomiske og kulturelle idealer i mødet med nutidens kommunisme og tilbyde løsninger på de yderst vigtige problemer for almindelige mennesker. Derfor er disse mange millioner fattige og sultende muslimske masser blevet et let tilgængeligt bytte for kommunistiske propagandister. Blandt bourgeoisiet søger de, der er blot en smule overdrevent modige og magtbegærlige, bestandig efter nye kneb og planer for at vinde statsmagten. Efter den russiske revolution fandt denne gruppe en ny taktik. Den består i at spille velvillige over for bønder og arbejdere og derved få det fattige folk i sin hule hånd; at antænde ild af egoisme, begær og hævntørst i dem; at lokke dem med udsigten til at få mere rigdom end deres retmæssige andel; og at love at tage selv de velhavendes retmæssige ejendom fra dem og fordele den blandt de fattige. På denne måde vil de få størstedelen af landets folk i deres hule hånd og rive statsmagten ud af hænderne på kapitalismens kejsere, direktører og millionærer. De er mere håbefulde med hensyn til den muslimske befolkning end den ikke-muslimske, fordi muslimerne er de hårdest ramte økonomisk! For at vinde deres hjerter baner de sig vej gennem maven. For blandt hele den sultne menneskekrop er dette den mest sårbare del! De siger til dem: »Kom, lad os vise jer vejen til økonomisk velstand ved at udslette forskellen mellem rige og fattige.« Når den stakkels sultne muslim hører dette, følger han dem i håbet om to stykker brød og en håndfuld ris. Så råder de ham til i stedet for gudsdyrkelsens religion at antage mavedyrkelsens religion. Det vil sige, de forsøger at skabe den forestilling, at din og iman ikke er noget værd; det egentlige er føden til maven. Den måde, hvorpå den kan skaffes, er hans religion, og deri ligger hans frelse og velfærd:

»De ejendomsløse, fattige og slavebundne har ingen religion eller civilisation. Deres største religion er et stykke brød. Deres største civilisation er et sæt gammelt tøj. Deres største iman er at blive befriet fra fattigdom og ydmygelse. For på grund af dette brød og tøj tvinges de til at stjæle. I dagens verden af fattigdom og slaveri har de ingen anden religion.«

Dette er den første lektion i den kommunistiske religion (Communism). Mens denne lektion gives, beroliges den stakkels uvidende og fattige muslim også falskt med ordene: Vi blander os ikke i jeres religion. Vær blot trygge:

Hvorfor skulle religion og religiøs tro frygte disse spørgsmål? Hvad har den overhovedet med dem at gøre? Religionen er jo bestandig levende og strålende i kraft af sin egen moralske og åndelige styrke. [Disse to afsnit er citeret fra en artikel af en muslimsk forfatter. Artiklen blev offentliggjort i et meget udbredt muslimsk tidsskrift.]

Enhver velinformeret person ved, hvilken indflydelse kommunismen har udøvet på Ruslands muslimske ungdom i løbet af tyve år. En sådan katastrofal fremtid nærmer sig også med voldsom trussel for muslimerne på det indiske subkontinent. Sultens ild har bredt sine flammende tunger ud for at fortære deres iman-kapital. Dens åbning er endnu lille og kan lukkes med blot én syning. Men hvis der går endnu nogle år på samme måde i forsømmelighed, vil den komme som en så voldsom oversvømmelse, at selv en kolossal dæmning vil blive skyllet bort som halmstrå foran den.

Under disse omstændigheder er det fuldstændig meningsløst blot at gå omkring og prædike islam efter de kristne missionærers metode. Selv hvis man udgav ikke én, men millioner af pjecer for at rense aqida og tro, ville denne situation ikke ændre sig. Hvad nytter det overhovedet blot at lovprise islams storhed mundtligt eller ved hjælp af skriften? I dag er det nødvendigt at vise islams skønhed ved at etablere den i den virkelige verden. Vores problemer vil ikke løse sig af sig selv, blot fordi vi siger, at løsningen på vores livsproblemer ligger i de islamiske idealer. Alt det, der findes af styrke og skønhed i islam, må omsættes til virkelighed. Denne verden er en verden af konflikt og kamp. Dens udvikling kan ikke ændres ved tomme ord alene. For at ændre den er der brug for en revolutionær jihad. Hvis kommunisterne med deres fejlagtige idealer på et halvt århundrede kan etablere deres indflydelse og magt i en stor del af verden; hvis fascisterne med en uforenelig metode kan grundlægge deres berømmelse og anseelse i verden; hvis Gandhis ikke-voldsprincip, selv om det er noget unaturligt, kan vinde udbredelse alene gennem ihærdig indsats, så er der ingen grund til, at muslimer, som bærer det evige ideal om ærlighed og retfærdighed, ikke igen skulle kunne få en plads i verden. Men denne etablering kan ikke opnås blot gennem prædikener, formaninger og gode råd. Den kræver praktisk indsats og handling efter den metode, Allah har udvalgt.

»Revolutionær kamp« er et uklart udtryk. I praksis findes der mange metoder til at gennemføre den, og der kan komme mange flere til. Men uanset hvilken slags revolution man ønsker at skabe, må man anvende en metode, der er fuldt forenelig med revolutionens natur. For den revolution, vi ønsker at skabe, er der ikke behov for at finde en ny metode. For denne revolution er allerede blevet skabt i verden før. Den store mand, som først skabte denne revolution, var også fuldt ud bekendt med dens natur. Den kan stadig skabes ved at følge den vej, han fulgte. Denne store mands liv og karakter er noget forunderligt. Men på den anden side er det også et fuldkomment forbillede. Hvem kan i dag fremvise et så storslået eksempel på karakter, gudsfrygt, dømmekraft, retfærdighedssans, en stærk personlighed og store menneskelige egenskaber? Og hvem ville være i stand til at skabe en revolution af så høj kvalitet? I denne henseende er hans liv og karakter virkelig noget forunderligt, og der er ingen tvivl om, at dette under vil betage mennesker indtil Dommedag. Men det ideal, som denne store mand efterlod, er lige så revolutionært i sin ånd og natur som for tretten et halvt århundrede siden. Jo mere dette ideal følges og efterlignes, desto mere revolutionære resultater vil vise sig. Desuden vil disse resultater i desto højere grad nærme sig den revolution, der blev gennemført ved hjælp af det oprindelige ideal. I denne henseende er det uden tvivl et fuldkomment forbillede. Dette ideal kan efterlignes af mennesker indtil Dommedag. Ved at følge dette store ideal kan en sådan revolution skabes når som helst og i hvilket som helst land – i det tyvende eller fireogtyvende århundrede, på dette subkontinent, i Amerika eller i Rusland.

Der er ikke her anledning til i detaljer at redegøre for den metode, hvormed den ædle Profet skabte en revolution i verden for tretten et halvt århundrede siden. Jeg ønsker her blot at give et fingerpeg om, at planen for Darul Islam-institutionen [Denne institution blev grundlagt i 1938. Da Jamaat-e-Islami blev dannet i august 1941, blev institutionen derefter slået sammen med den.] udsprang af et dybtgående studium af dette store ideal.

Da den store Profet, fred være med ham, trådte frem, fandtes der ikke ét eneste muslimsk menneske i verden. Under sådanne forhold fremlagde han sit kald for verden. Langsomt begyndte mennesker, to eller én ad gangen og hver for sig, at blive muslimer. Disse mennesker havde en tro, der var fastere end bjerge. De var så hengivne til islam, at der ikke findes noget sidestykke til det i verden. Men fordi de levede spredt og omgivet af de vantro, var de naturligvis hjælpeløse og svage. Derfor blev deres kræfter blot udtømt gennem den fortsatte kamp mod deres omgivelser; men de var ikke i stand til at ændre den tilstand, som de og deres store leder kæmpede af alle kræfter for at forandre. Således fortsatte den ædle Profet, fred være med ham, sin uafbrudte indsats i tretten år. I denne periode lykkedes det ham kun at organisere en lille gruppe hengivne troende. Derefter befalede Allah den Ophøjede ham at anvende en anden metode. Det bestod i at forlade de vantros miljø sammen med disse hengivne mennesker, samle dem på ét sted og skabe et islamisk miljø, opføre et hjem, der var egnet til at gennemføre hele programmet i overensstemmelse med den islamiske livsform, oprette et centrum for at skabe social og samlet styrke blandt muslimerne, samle al den elektriske kraft på ét sted og sprede den på en velordnet måde samt opføre et kraftværk, hvorfra hvert eneste landområde i verden kunne oplyses og stråle. Med dette formål foretog han hijra til »den gode Medina«. Alle de muslimer, der levede spredt blandt de forskellige arabiske stammer, fik besked på at samles i dette centrum. Her blev islam gjort virksom gennem praktisk øvelse. I denne rene og hellige atmosfære blev hele gruppen trænet så grundigt i den islamiske livsform, at hvert enkelt menneske blev til en levende islam. Hvad islam var, og hvorfor den var kommet, kunne man forstå blot ved at se på enhver af dem. De blev farvet så dybt af Allahs farve:

(Arabisk)

at de ikke tog andres farve til sig, men farvede andre med deres egen farve. Der blev skabt en sådan karakterstyrke i dem, at de aldrig lod sig påvirke af andre; tværtimod blev enhver, der kom i kontakt med dem, selv påvirket. Målet med den islamiske livsform blev indført så dybt i deres årer og blod, at det fik førsteprioritet i enhver af livets handlinger, mens alle øvrige verdslige mål fik andenrangens betydning. Ved hjælp af undervisning og træning blev de gjort så kvalificerede, at de for enhver pris kunne virkeliggøre den livsform, som Koranen og sunnaen foreskriver, knuse enhver form for forvrænget tilstand og genopbygge den i lyset af denne livsform.

Hver enkelt del af denne forunderlige organisation er værd at studere og overveje indgående. Hele organisationens arbejde blev opdelt i fire store hovedområder:

1. At danne en gruppe mennesker, som opnår dyb indsigt i islams religion, med det formål at forklare folk islams regler og bestemmelser på bedste vis:

(Arabisk)

2. Der skal uddannes nogle mennesker, som vil vie deres liv til at omsætte islams adfærdskodeks i praksis og til at udbrede det. Det er organisationens pligt at fritage disse mennesker for ansvaret for at tjene til livets ophold. Men de vil ikke selv bekymre sig om dette. Uanset om der træffes nogen ordning for deres forsørgelse eller ej, vil de, drevet af deres oprigtige iver og uden at tage hensyn til nogen form for lidelse og besvær, fortsætte arbejdet med at realisere deres livs højeste mål:

(Arabisk)

3. Der skal vækkes en sådan indstilling hos hvert enkelt medlem af gruppen, at han betragter udbredelsen af Allahs ord som sit livs mål. De vil ganske vist fortsætte med deres daglige gøremål, men dette mål vil være dem for øje i alt, hvad de foretager sig. Den handlende vil ikke glemme dette mål i sin handel og virksomhed, landmanden i sit landbrugsarbejde, industrimanden i sit industrielle arbejde og funktionæren i sit embede. De vil altid huske, at disse gøremål er midlet til at opretholde livet, og at livet opretholdes for disse gøremåls skyld. Uanset hvilket område af livet de arbejder inden for, vil de i deres ord og handlinger, karakter og omgangsform følge islams principper og idealer. Hvis der noget sted opstår en konflikt mellem verdslige interesser og islamiske idealer, vil de trampe på deres interesser, men aldrig afvige fra principperne og vanære islam. Desuden vil de bruge så meget tid og så mange midler, som de kan spare fra deres personlige behov, i islams tjeneste og hjælpe og støtte dem, der vier deres liv til dette arbejde:

4. Udefrakommende mennesker skal inviteres til Dar al-Islam, så de gennem det praktiserede liv, der følger Allahs ord, og det islamiske miljø kan forstå Koranen bedre og mere korrekt og vende tilbage med en forholdsvis dybere påvirkning:

(Arabisk)

På denne måde udløste det største fyrtårn og foregangseksempel i verden, elektricitetværket i Medina (Power House), på blot otte korte år en voldsom kraft, som på ingen tid oplyste hele den arabiske halvø. Derefter brød disse lysstråler ud fra Arabien og spredte sig i alle retninger over verden. Selv efter at mere end tretten et halvt århundrede er gået, er dette kraftværk stadig rigt på energi og ressourcer.

Da der efter det retledte kalifat opstod forskellige former for uorden i den islamiske livsordning, oprettede vores sufi-fællesskab også khanqaher forskellige steder efter denne model. I dag er ordet khanqah blevet så fordrejet i betydning, at folk, blot de hører ordet, forestiller sig et besynderligt sted uden lys og luft. Men i virkeligheden var disse khanqaher blot en efterligning af det ideal, som Verdensprofeten havde grundlagt i Medina. De respekterede sufi’er isolerede de mennesker, hos hvem de kunne spore et vist talent, fra omverdenen og lod dem opholde sig i khanqahen i nogen tid, hvor de gav dem træning på højt niveau efter forbillede af Den Store Profet og hans ledsagere.

De, der i dag ønsker at skabe en revolution af islamisk art, bør også følge en sådan fremgangsmåde. Hvis der uden for dette subkontinent ikke findes noget frit miljø, der er egnet til at grundlægge et »Dar al-Islam« som Medina, bør man i det mindste oprette et sådant træningscenter her i landet, hvor der skabes et rent islamisk miljø. Et sted, hvor islamisk karakter og social omgang afspejles, hvor en praktisk tankegang som muslimernes udvikles, og hvor islamisk tankegang og form overalt kommer til fuldt udtryk. Et sted, hvor Allahs og Profetens tilladelse eller befaling alene er tilstrækkelig til at erklære noget for fejlfrit, og hvor Allahs og Profetens forbud eller mishag anerkendes som det eneste kriterium for at betragte noget som forkert. Et sted, hvor denne altomfattende ulydighed og oprørske atmosfære og dette ikke-islamiske miljø ikke eksisterer; hvor man i det mindste har evnen til at optage påvirkninger udefra, der er i overensstemmelse med islamisk tankegang, og beskytte sin livsførelse og sit sind mod skadelige påvirkninger. Et sted, hvor vi kan skabe et miljø, der gør os i stand til at tænke som muslimer, udvikle muslimsk indsigt og fremelske de dyder, der næsten er forsvundet i den giftige atmosfære i Dar al-Kufr. Frem for alt et sted, hvor vi kan rense vores liv for den urenhed og forurening, der som følge af, at vi er født og opvokset i et ikke-islamisk miljø, er trængt ind i vores tanker og handlinger — noget, vi undertiden ikke selv mærker, og som, selv når vi mærker det, undertiden antager en så voldsom skikkelse, at vi trods hundrede forsøg ikke kan beskytte os mod det. Til denne slags træningscenter skal man kun samle mennesker, der med oprigtigt hjerte ønsker at tjene islam, og dér uddanne og træne dem ordentligt til denne tjeneste. Her skal man følge den plan, som Den Ædle Profet fulgte. På samme måde skal hele arbejdet opdeles i forskellige afdelinger, og i hver afdeling skal mennesket genopbygges efter islams form.

1. I den ene afdeling skal personer med fremragende kvalifikationer optages. De blandt dem, der er dygtige inden for islamisk viden og videnskab, skal gøres fortrolige med vestlige sprog og moderne viden og videnskab. Og de, der har uddannet sig inden for moderne viden og videnskab, skal undervises i arabisk sprog samt islamisk viden og videnskab. Samtidig skal de gennem et dybtgående studium af Koranen og sunnaen opnå indsigt og dømmekraft i spørgsmål vedrørende islām. Derefter skal de opdeles i forskellige grupper. Hver gruppe skal tage sig af en bestemt videnskabsgren, indarbejde islamiske principper og ideologier i den på moderne vis og, med forståelse af livets moderne problemer, søge løsninger på dem i lyset af islamiske principper. Desuden skal det vestlige syn, som er trængt ind i videnskabernes grundlag, fjernes, hvorefter viden og videnskab skal omorganiseres ud fra et islamisk perspektiv. Ved hjælp af egen forskning og undersøgelse skal de skabe seriøs litteratur, der er i stand til at fremkalde en intellektuel revolution til fordel for islam.

2. I den anden afdeling skal man bestræbe sig på at uddanne dygtige medarbejdere til islams tjeneste. Kun personer med et godt sindelag, en fast karakter, beslutsomhed og beredvillighed til at ofre alt for deres mål skal optages her. De skal organiseres som en stærkt revolutionær gruppe. Deres livsførelse skal være enkel og beskeden. Blandt dem skal der være stor udholdenhed og fuld disciplin. Deres praktiske liv skal være som ægte muslimers. Denne gruppe skal gå frem med et program for at opbygge en ny samfundsordning og en ny civilisation på grundlag af islamiske principper. Ved at fremlægge dette program for folket skal den samle størst mulig politisk styrke og til sidst tage kontrol over statsapparatet for at omdanne det bestående undertrykkende styre til et styre baseret på retfærdighed.

3. I den tredje afdeling skal man optage personer, som efter at have opholdt sig nogen tid på træningscentret vil vende tilbage og rejse bort. De skal frigives efter at have modtaget korrekt viden og moralsk træning. Uanset hvor de bor, skal de leve som muslimer. I stedet for at blive påvirket af andre skal de selv øve indflydelse på dem. De skal stå fast på deres principper og være urokkelige i deres egne overbevisninger. De skal aldrig leve et formålsløst liv. Et klart mål skal altid stå foran dem. De skal tjene deres penge på halal-vis og være rede til på enhver mulig måde at hjælpe de personer, der arbejder i den anden afdeling. De skal både yde dem økonomisk støtte og deltage i deres praktiske arbejde. Desuden skal de bestræbe sig på at gøre deres eget miljø gunstigt for den revolutionære gruppe.

4. Den fjerde afdeling skal være for sådanne muslimer og ikke-muslimer, som ønsker at komme midlertidigt til træningscentret for at få et vist uddannelsesmæssigt udbytte eller for at iagttage livsførelsen dér. De skal have de bedst mulige muligheder og bekvemmeligheder, så de kan vende tilbage med et dybt indtryk af islam og dens lære.

Dette er en foreløbig plan. Det er blot et udkast til den ordning, som vi anser for at spille en uundværlig rolle i skabelsen af en islamisk revolution. Denne ordnings succes afhænger fuldstændigt af dens indhold og kvaliteter. For at opnå den ønskede succes må den bringes i større overensstemmelse med den ideelle samfundsordning, som Profeten, fred være med ham, grundlagde i Medina.

At skabe overensstemmelse med Medina den Velvelsignede betyder ikke, at vi går ind for en ydre lighed, eller at vi ønsker at trække os tilbage fra det nuværende civilisationsniveau og vende tilbage til det civilisationsniveau, som fandtes i Arabien for tretten et halvt århundrede siden. Denne opfattelse af lydighed mod den ærede Profet, fred være med ham, og de ædle ledsagere er fuldstændig fejlagtig. Desværre nærer de fleste af vores religiøse mennesker netop denne fejlagtige opfattelse. Efter deres mening består det i at følge dem i at klæde sig og spise som de gamle fromme og lærde. På samme måde mener de, at deres familiære skikke, civilisation og borgerlige livsform skal bevares nøjagtigt i en forældet (Foscilised) form indtil opstandelsens dag, at man skal lukke øjnene for forandringer uden for ens eget miljø, rejse en mur omkring sit eget sind, sin forstand og sin livsførelse og ikke tillade tidens gang eller tidernes forandringer at trænge ind i den; og at dette er pligten for dem, der er loyale over for disse ældre. I virkeligheden er denne opfattelse, som i flere århundreder under forfaldsperioden har haft indflydelse på fromme muslimers sind og tanker, fuldstændig i strid med den islamiske tankegang. For det er på ingen måde islams lære at forblive et fortidslevn, mens man stadig er i live, eller at forvandle livet til et historisk skuespil om en gammel civilisation. Den lærer aldrig askese eller reaktion. Det er ikke islams mål at skabe en nation i verden, som blot forsøger at hindre forandring og udvikling; den ønsker derimod at skabe en nation, som bestræber sig på at vende forandring og udvikling bort fra den vildfarne vej og lede den ind på den rette vej. Islam giver os ikke en skal, men selve livsindholdet. Den ønsker, at uanset hvor mange forskellige skaller livet måtte antage som følge af stedets og tidens forandringer indtil opstandelsens dag, skal vi fortsætte med at indgyde dette livsindhold i dem. Som muslimer er dette vores formål i verden. Formålet med at gøre os til det bedste umma er ikke, at vi skal følge efter dem, der går fremad på udviklingens vej, som en bagtrop (Rear Guard); vores opgave er derimod at give imamat og lederskab. Vi er blevet skabt for at være foregangsmænd, og hemmeligheden bag, at vi er det bedste umma, ligger skjult i ordene.

Det sande forbillede, som vi er forpligtede til at følge, er Profeten, den ærede, og hans fromme ledsagere: De opfyldte fuldt ud deres ret som Guds stedfortrædere på jorden ved at anvende naturlovene i lyset af den moralske lov. Inden for den tids civilisations ydre skal pustede de den islamiske civilisations livsånd ind. De gjorde de naturkræfter, som mennesket dengang havde herredømme over, til denne civilisations tjenere. Når det gjaldt at tage alle de midler og redskaber i brug, som datidens civilisation havde samlet gennem fremskridt og indflydelse, var de længere fremme end de vantro og afgudsdyrkerne, så de gudlydiges civilisation kunne opnå overtaget over for de gudstrodsiges. Allah den Almægtige har lært netop dette i Sin Bog (arabisk): De blev lært, at muslimer har større ret end de vantro til at tage Guds skaberværks kræfter i brug; ja, muslimerne er deres egentlige retmæssige ejere. Derfor består den rette lydighed mod den ærede Profet og hans ledsagere i, at man ligesom i den første tid må bestræbe sig på at gøre de midler og redskaber, der i dag er blevet tilgængelige som følge af civilisationens udvikling og opdagelsen af naturkræfterne, til den islamiske civilisations tjenere. Der er ingen urenhed eller besmittelse i disse redskaber; den findes i den vantro civilisation, der anvender dem. Radioen er ikke i sig selv en uren ting; uren er derimod den civilisation, som har gjort radiodirektøren til leder af danse- og musikunderholdning eller har gjort ham til formidler af løgn og usandhed. Flyvemaskinen er ikke et urent objekt; uren er derimod den civilisation, som i stedet for Guds lov har taget dens tjenester i brug efter djævelske planer, som om den var luftens engel. På samme måde er biografen eller filmen heller ikke i sig selv noget urent; uren er i virkeligheden den civilisation, som sætter denne kraft, skabt af Gud, til at udbrede uanstændighed og skamløshed. (Dette gælder i samme grad for nutidens fjernsyn – red.) Grunden til, at den urene civilisation i dag vokser og udvikler sig, er, at disse kræfter i dag anvendes til dens vækst og udvikling. Hvis vi i dag skal opfylde den pligt, der er pålagt os, på en ordentlig måde, så Guds civilisation kan vokse og udvikle sig, må vi anvende netop disse kræfter. Disse kræfter er i virkeligheden som et sværd: Den, der bruger det, vil få succes, hvad enten han bruger det til et urent eller et rent formål. Hvis den, der har et rent formål, blot sidder passivt med sit rene formål uden at bruge sværdet, vil det være en alvorlig forbrydelse, og han må nødvendigvis bære straffen for denne forbrydelse. For i denne årsagernes verden kan Guds fastsatte lov ikke ændres af hensyn til nogen.

Denne forklaring gør det klart, at den bevægelse, jeg er ved at fremlægge, hverken er en reaktionær bevægelse eller en såkaldt progressiv bevægelse, hvis mål blot er materiel fremgang. For det træningscenter, jeg har for øje, er der ikke noget forbillede i Gurukul Kangri, Satyagraha-ashrammet, Santiniketan eller Dayal Bagh (dette er institutioner af ashram-typen blandt hinduer – red.). På samme måde er der heller ikke noget forbillede for den revolutionære gruppe, som jeg forestiller mig, i Italiens fascister eller Tysklands nationalsocialistiske parti. Dens forbillede findes udelukkende i Allahs parti, Hizbullah, som blev grundlagt af Profeten i Medina, Allahs Sendebuds by.

— Slut —