Om bogen

Denne bog blev skrevet af den fremtrædende tænker, Hazrat Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (rah.), grundlæggeren af den moderne islamiske verdensbevægelse, da han kun var 22 år gammel, for 50 år siden. Den blev skrevet i juli og august 1925. Maulana Sahib var på det tidspunkt den eneansvarlige redaktør for dagbladet Al-Jamiyat, der blev udgivet i Delhi. Før det havde han i 1920 arbejdet som ung journalist ved tidsskriftet Taj, der blev udgivet fra Jabalpur, og fra 1921 til 1923 ved tidsskriftet Muslim, der blev udgivet fra Delhi. Denne bog blev offentliggjort som en serie ledere med titlen »Islams styrkekilder« i numrene af Al-Jamiyat fra den 18., 22., 26. og 29. juli samt den 10., 14. og 18. august 1925. Efter at have været begrænset til Al-Jamiyats spalter i 44 år blev det oprindelige værk for første gang udgivet samlet i bogform i 1969. Den foreliggende bog er en oversættelse af denne udgave.

Indtil nu er »Al-Jihad fi al-Islam« (udgivet i 1927) blevet regnet for Maulana Maududis første bog. Men nu kan man håbe, at »Islams styrkekilder« vil blive regnet for hans første bog med hensyn til affattelsestidspunktet, om end ikke med hensyn til udgivelsestidspunktet. Det er yderst interessant for læserne, at begge værker blev skrevet på baggrund af Shuddhi-bevægelsen, en yderst ophidsende og opsigtsvækkende begivenhed i datidens Indien. Denne bevægelse, som blev ledet af Swami Shraddhanand, skabte på det tidspunkt stor uro og bekymring blandt muslimerne, og der foregik overvejelser og undersøgelser af, hvordan man skulle imødegå den. Dette værk blev offentliggjort som et svar herpå. »Al-Jihad fi al-Islam« blev skrevet efter Swami Shraddhanands pludselige mord, da der fra hinduernes side opstod en tendens til at anklage muslimernes religion for at tilskynde til drab. I dette værk gjorde Maulana Sahib et særdeles fremragende og frugtbart forsøg på at rense islam for de beskyldninger, der blev rettet mod den, ved at give en objektiv forklaring på islams jihadprincip.

En egenskab ved forfatteren til bogen »Islams styrkekilder« vil på højst forbløffende vis falde læserne i øjnene. Det er forfatterens enestående tankemæssige kontinuitet. Når dette værk, der blev skrevet for et halvt århundrede siden, læses sammen med alle hans senere værker, vil man opdage, at en så sammenhængende og harmonisk personlighed med hensyn til tænkning kun sjældent ses selv blandt verdens største tænkere. Som bevis på denne kontinuitet i tankegangen har vi i slutningen af denne lille bog gengivet et uddrag af en tale, som forfatteren holdt i 1967. Vi håber, at de personer og institutioner, der arbejder for at udbrede islam, vil få stort udbytte af dette værk, når det er blevet oversat og udgivet. Samtidig vil bogen være en værdifuld historisk kilde til forståelsen af forfatterens intellektuelle og mentale udvikling i dens tidlige fase.

Første del

——————–

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Én

Den muslimske nations missionerende karakter

Siden der blandt visse ikke-muslimske nationer er opstået en tendens til at forlade islam, har der bredt sig stor uro og ophidselse blandt muslimerne i Indien. Fra alle sider er der begyndt at lyde et opråb om at udbrede islam. Forskellige organisationer er begyndt at invitere til den sande religions budskab efter bedste evne. I aviser og tidsskrifter foregår der drøftelser og vurderinger af dette arbejdes betydning. Der afholdes seminarer, symposier og lignende for at vurdere, hvilke midler, metoder, muligheder og evner vi råder over til at udbrede og fremme islam. Kort sagt synes situationen at vise, at der blandt muslimerne virkelig er opstået en reaktion for udbredelsen af islam samt en vækkelse og begejstring. Men hvis vi tænker lidt dybere over sagen, må vi erkende, at vi, som i denne tid er kendt som muslimer, slet ikke er bekendt med den tidligere muslimske generations missionerende inspiration og begejstring, som på et tidspunkt var det mest effektive våben for islams altomfattende sejr, dens verdensomspændende myndighed og magt. Hvis denne inspiration og begejstring stadig fandtes blandt os i dag, ville der måske slet ikke være behov for disse møder og foreninger. På grund af islams fjenders fjendtlige adfærd ville vi ikke have behøvet at slå os for panden; tværtimod ville fjenderne være blevet fortvivlede blot ved at se vores voksende styrke. Fra tid til anden undrer vi os over, at denne uro og ophidselse er opstået blandt tilhængerne af en religion, hvis organisatoriske bestanddele omfattede den ufravigelige opgave at kalde til sandhed og retfærdighed og at bringe Allahs sidste åbenbaring til Hans tjenere, og hvis tilhængere på blot et århundrede fuldførte udbredelsen af den sande religion fra Atlanterhavets kyst til Middelhavets kyst. Spørgsmålet melder sig: Følger vi da virkelig den sande religion, eller har vi muslimer ligesom Israels børn efter vores profets død skabt en ny religion?

I dag er vores tale højlydt, når det gælder beslutningen om at udbrede islam. Vi ønsker at danne forskellige grupper eller organisationer til at udbrede islam. Men i islams historie er det sandsynligvis første gang, at dens tilhængere har bestræbt sig på at danne missionsforeninger efter de kristnes forbillede eller har ladet et så ubehersket opråb om at udbrede islam lyde. Hvis den egentlige nøgle til succes lå i at danne foreninger eller skabe ståhej, burde vi naturligvis på dette område have gjort større fremskridt end vores forgængere. Men vi ser bestemt det modsatte. Trods alle disse forberedelser bevæger vores fødder sig baglæns, mens vores forgængere trods den yderste mangel på midler, metoder og forberedelser opnåede så stor succes, at der netop på grund af denne succes i dag findes tilhængere af islam i alle verdens hjørner. Alene i Indien er vores antal nået op på 70 millioner. – [Dette var tallet i 1925. I dag er antallet af muslimer på subkontinentet omkring 200 millioner. – Oversætteren] Under disse omstændigheder må vi overveje, hvad vores egentlige mangel består i. Hvad er den egentlige hemmelighed bag udbredelsen af islam?

Alle de svagheder, der i dag viser sig blandt muslimerne, skyldes i virkeligheden udelukkende, at islams livskraft er forsvundet fra dem. De har glemt, hvilken værdighed de har krav på som muslimer. Hvis de virkelig forstår islam og lærer, hvad målet og formålet med en muslims liv er, vil problemet med at udbrede islam løse sig af sig selv.

Formålet med muslimernes liv

Professor Max Mullers (Max Muller) opfattelse er, at islam grundlæggende er en missionerende religion. Dens grundlag er etableret på tabligh, det vil sige udbredelsen af budskabet. Det er gennem udbredelsen, at den har gjort fremskridt og udviklet sig, og dens eksistens afhænger af udbredelsen. Når man i praksis følger islams lære og formaninger, bliver det tydeligt, at islam ikke er andet end at kalde til sandheden, og at formålet med en muslims liv ikke er andet end at påbyde det gode og forbyde det onde. Den Hellige Koran beskriver således formålet med muslimens liv:

كُنتُمخَيرَأُمَّةٍأُخرِجَتلِلنّاسِتَأمُرونَبِالمَعروفِوَتَنهَونَعَنِالمُنكَرِوَتُؤمِنونَبِاللَّهِۗوَلَوءامَنَأَهلُالكِتٰبِلَكانَخَيرًالَهُمۚمِنهُمُالمُؤمِنونَوَأَكثَرُهُمُالفٰسِقونَ

“I er blevet skabt som det bedste folk på jorden, for at I skal påbyde mennesker det gode, forhindre det onde og tro på Allah.” – (Sura Al-i Imran: 110)

Muslimernes eksistens er kun nødvendig for verden i den forstand, at:

وَلتَكُن مِنكُم أُمَّةٌ يَدعونَ إِلَى الخَيرِ وَيَأمُرونَ بِالمَعروفِ وَيَنهَونَ عَنِ المُنكَرِ ۚ وَأُولٰئِكَ هُمُ المُفلِحونَ

»Der bør blandt jer opstå en gruppe, som kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkerte.« – (Sura Al Imran: 104)

Muslimerne er gentagne gange blevet pålagt:

ادعُ إِلىٰ سَبيلِ رَبِّكَ بِالحِكمَةِ وَالمَوعِظَةِ الحَسَنَةِ ۖ وَجٰدِلهُم بِالَّتى هِىَ أَحسَنُ ۚ إِنَّ رَبَّكَ هُوَ أَعلَمُ بِمَن ضَلَّ عَن سَبيلِهِ ۖ وَهُوَ أَعلَمُ بِالمُهتَدينَ

»Kald mennesker til din Herres vej med visdom og god formaning.« – (Sura An-Nahl: 125)

فَذَكِّر بِالقُرءانِ مَن يَخافُ وَعيدِ

»Forman gennem Koranen den, der frygter Min advarsel.« – (Sura Qaf: 45)

فَذَكِّر إِنَّما أَنتَ مُذَكِّرٌ

»Du skal formane. Du har intet andet ansvar end at formane.« – (sura al-Ghashiyah: 21)

Virkningen af disse lærdomme var stærkest i Rasulullahs, må Allahs velsignelser og fred være med ham, liv, og det var disse lærdomme, der medførte en gennemgribende revolution i Sahabahs liv. Deres hellige liv var uafbrudt viet til da’wah og tabligh. Deres samvær, deres færden – hvert eneste af deres gøremål havde som sit hovedmål at kalde mennesker til Allah og lede Allahs tjenere ad Sirat al-Mustaqim.

Så længe disse lærdomme fra den hellige Koran og Profetens eksempel bevarede deres virkning i muslimernes liv, var enhver muslim en prædikant og muballigh.

De beskæftigede sig med handel, kunsthåndværk, landbrug, statsstyring og alle andre verdslige gøremål. Men i deres hjerter var altid denne inspiration og bevidsthed levende: De måtte forsøge at bringe hele menneskeheden den store velsignelse og uvurderlige skat, som Allah, Herren over alle verdener, havde givet dem i form af islam. De anså i sandhed islam for den mest nærende og bedste velsignelse for hele verden. Og de troede, at det var en del af deres trosmæssige ansvar at bringe denne velsignelse til ethvert menneske. Derfor opfyldte enhver dette ansvar i den situation, han befandt sig i. Købmænd og handelsfolk gjorde det gennem deres handelsvirksomhed og deres transaktioner, rejsende gennem deres rejser, fanger inde i fængslerne, ansatte på kontorerne og bønder ude på markerne. Denne inspiration til prædiken og tabligh nåede et sådant højdepunkt, at selv kvinder med den største iver og begejstring prædikede islam.

Islams virkelige kilde til styrke

I virkeligheden var netop denne iver efter at prædike islams vigtigste kilde til styrke. De 400 millioner muslimer, som vi i dag ser rundt om i verden (Dette var også et skøn fra 1925. I dag kan tallet antages at være det dobbelte – oversætterens anmærkning), og den politiske myndighed, som islam har i forskellige folkeslag, blandt forskellige racer og slægter og i forskellige lande, er resultatet af den muslimske nations prædikende karakter.

Islams fjender siger, at islam udelukkende blev udbredt med sværdet. Men historien vidner om, at islam kun har bredt sig gennem tabligh, altså prædiken. Hvis islam var opstået udelukkende gennem sværdet, ville det for længst være blevet tilintetgjort af sværdets slag. Alle de angreb med sværd, der hidtil er blevet rettet mod det, ville have været i stand til at ødelægge islam. Men vi ser, at islam i de fleste tilfælde, efter at være blevet besejret ved sværdets magt, igen har taget prædikenens våben i brug og sejret. Mens muslimer blev massakreret i stort tal i Baghdad, blev islamisk styre indført på Sumatra. Mens islam blev fordrevet fra Córdoba på den ene side, blev dens banner hejst på Java på den anden. Mens der på Sicilien blev ført en kampagne for at udrydde islam, fik den på Java ny livskraft. Mens tatarerne på den ene side skar islam over halsen, vandt muslimske muballighin på den anden side netop disse tatarers hjerter. Mens tyrkerne på den ene side lagde islams hals i slaveriets lænker, overgav de på den anden side deres egne hjerter til islams tjeneste.

Er disse sejre ikke forkyndelsens og udbredelsens sejre? Se blot omkring på jorden i dag. De af islams sejre, som kan betegnes som militære sejre, er forsvundet fra verdens­kortet. Spanien er blevet ødelagt. Sicilien er udslettet. Grækenland er lagt i ruiner. Men Centralafrika, Java, Sumatra, Kina og Malaya – som islam erobrede med forkyndelsens våben – eksisterer stadig i bedste velgående og vidner om, at islams eksistens fuldt og endeligt alene afhænger af tabligh, det vil sige forkyndelse. Spørgsmålet er nu: Blev denne forkyndelse udført af en håndfuld missionærforeninger? Var denne vældige sejr resultatet af den slags larm, som vi i dag frembringer uden at ville arbejde? Kunne dette opnås gennem papirkrige og de kortvarige drøftelser og vurderinger i aviser og tidsskrifter, sådan som den kamp vi fører i efterligning af de kristne missionærer? Historien svarer: »Nej.« Det er netop dette emne, vi nu vil begynde at drøfte i nærværende artikel.

To

Hvordan blev islam udbredt?

Når man gennemgår historien, bliver det klart, at tre ting var afgørende og nødvendige årsager til islams forkyndelse og udbredelse.

For det første islams enkle og ligetil troslære og dens betagende gudsdyrkelse.

For det andet den forbløffende indvirkning, som islams lære, formaninger og forskrifter havde på muslimernes liv.

For det tredje islams forkyndelsesorienterede karakter i muslimernes liv. Det første appellerer til samvittigheden og forstanden. Det andet vækker følelserne og begejstringen og giver inspiration. Det tredje leder, som en kærlig leder og vejleder, de vildfarne og vildledte mennesker ad den rette vej. På markedet er et produkts egen fremragende kvalitet ikke alene tilstrækkelig til at skabe stor efterspørgsel efter det og sikre dets udbredelse; derfor er der også brug for medarbejdere, som kan forklare folk produktets overlegenhed og nytte. Desuden er der brug for en række mennesker, som selv bruger produktet og aflægger et praktisk vidnesbyrd om dets fordele. På samme måde var det nødvendigt, at disse tre ting virkede ligeværdigt og samlet i islams forkyndelse og udbredelse i verden. Hver gang én af dem manglede, blev islams forkyndelses og udbredelses styrke og gennemslagskraft uundgåeligt svækket. For at forstå, hvordan disse tre ting hver især udfører deres rolle, og hvilke resultater deres samlede virke frembringer, er det nødvendigt med en noget mere detaljeret drøftelse.

Den islamiske troslæres forståelighed og dens overensstemmelse med menneskets natur

Den islamiske troslære er så enkel og tiltalende, at selv et helt almindeligt menneske bliver parat til at acceptere den. Den rummer hverken filosofiske komplikationer, plads til overtro og fantastiske forestillinger eller nogen plads til urealistiske påstande.

Islam fremlægger nogle enkle og letforståelige grundprincipper, som uden besvær kan accepteres af mennesker på alle intellektuelle niveauer. Ikke nok med det: Disse grundprincipper har en så helbredende virkning, at mennesker efter at have antaget dem begynder at mærke en forunderlig og gennemgribende forandring i sig selv. Desuden er et bemærkelsesværdigt kendetegn ved denne troslære, at dens budskab er klart og entydigt, uden den mindste plads til tøven eller indre konflikt. Om Gud fremlægges denne klare trosopfattelse:

أَنَّما إِلٰهُكُم إِلٰهٌ وٰحِدٌ ۖ فَهَل أَنتُم مُسلِمونَ

»Jeres Gud er én Gud.« – (Sura al-Anbiya 108)

Der er ingen plads til dualitet i dette.

لا تَتَّخِذوا إِلٰهَينِ اثنَينِ ۖ

»Tag ikke to guder.« – (Sura an-Nahl 51)

Han har heller ikke brug for nogen hjælper, for Han er almægtig.

 إِنَّ اللَّهَ عَلىٰ كُلِّ شَيءٍ قَديرٌ

“Sandelig, Allah den Ophøjede er mægtig over alting.” – (Al-Baqarah: 20)

وَيَفعَلُ اللَّهُ ما يَشاءُ

“Allah gør, hvad Han vil.” – (Sura Ibrahim: 27)

يَحكُمُ ما يُريدُ

“Han træffer afgørelse, som Han selv vil.” – (Sura al-Ma’idah: 1)

Hans væsen er frit og rent for egenskaberne at avle og at være avlet; ingen kan sammenlignes med Ham.

لَم يَلِد وَلَم يولَد

وَلَم يَكُن لَهُ كُفُوًا أَحَدٌ0

“Han har ikke avlet nogen, og Han er heller ikke født. Ingen er Hans lige”.–(Sura al-Ikhlas: 3-4)

Han er fri for menneskelig svaghed.

 الحَىُّ القَيّومُ ۚ لا تَأخُذُهُ سِنَةٌ وَلا نَومٌ

“Han er den evigtlevende, den evige; hverken søvn eller døs berører Ham”.–(Sura al-Baqarah: 255)

I himlene og på jorden findes der ingen anden end Ham, som mennesker kan søge hjælp og bistand hos.

أَلَم تَعلَم أَنَّ اللَّهَ لَهُ مُلكُ السَّمٰوٰتِ وَالأَرضِ ۗ وَما لَكُم مِن دونِ اللَّهِ مِن وَلِىٍّ وَلا نَصيرٍ

“Ved du ikke, at herredømmet over himlene og jorden alene tilhører Allah? Sandelig, for jer findes der ingen anden beskytter og hjælper end Ham”.–(Sura al-Baqarah: 107)

Han alene er værdig til at blive tilbedt:

أَعبُدَ اللَّهَ مُخلِصًا لَهُ الدّينَ

»At tilbede Ham ved at vie den fulde lydighed til Allah.«

Ligeledes er der fremsat en utvetydig erklæring om Sendebudets status.

Der er ikke efterladt nogen som helst mulighed for tvivl om nogen form for guddommelighed i denne henseende. Det er tydeligt fremlagt som trosopfattelse, at Sendebudet ikke er andet end et menneske. Allah har blot udvalgt et menneske som sendebud for at overbringe Sit budskab til Sine tjenere.

إِنَّما أَنا۠ بَشَرٌ مِثلُكُم يوحىٰ إِلَىَّ

»Jeg er kun et menneske ligesom jer. Det eneste er, at der bliver sendt åbenbaring til mig.« – (Sura al-Kahf: 110)

Der findes ingen nation på jorden, som Allah ikke har sendt en vejleder til:

وَلِكُلِّ قَومٍ هادٍ

“For hvert folk er der en vejleder.” – (Sura ar-Ra‘d: 7)

Om menneskets verdslige handlinger, dets ansvar og følgerne heraf har islam utvetydigt advaret om, at der i denne henseende ikke er mulighed for bod eller stedfortrædelse. Hver enkelt person er selv ansvarlig for sine egne handlinger, og enhver vil høste følgerne af sine handlinger:

فَمَن يَعمَل مِثقالَ ذَرَّةٍ خَيرًا يَرَهُ

 وَمَن يَعمَل مِثقالَ ذَرَّةٍ شَرًّا يَرَهُ

“Den, der gør så meget godt som et atom, vil få sin belønning, og den, der gør så meget ondt som et atom, vil få sin straf.” – (Sura az-Zalzala: 7-8)

Om det hinsidige har islam fremlagt en så klar troslære, som ingen anden religion i verden har gjort. Her er der hverken plads til buddhismens uforståelige lære om befrielse eller til hinduismens komplekse og indviklede lære om reinkarnation og materialismens lære om den totale tilintetgørelse. Tværtimod siges det her på en særdeles enkel og ligefrem måde, at mennesket i det næste liv vil opleve følgerne af sine handlinger i det nuværende liv, og at dette vil være det virkelige liv.

Disse troslærdomme er så enkle og ligetil, at den menneskelige fornuft uden besvær accepterer dem. Grunden til de islamiske forkynderes store succes i deres missionsarbejde er, at de ikke fremsætter noget, som den almindelige fornuft hverken er ude af stand til eller uvillig til at acceptere. En berømt fransk filosof og professor ved navn Montait skrev om islams troslære:

“En så enkel og klar troslære, en troslære, der er så fri for filosofiske komplikationer og så let at forstå for den almindelige fornuft, må have en usædvanlig og forbløffende kraft til at underlægge sig menneskehedens sind og tanker, og i virkeligheden har den denne kraft.”

Hvor dybt disse troslærdomme påvirker menneskers sind og tanker, kan man let forstå ud fra en begivenhed. Engang blev en slave fra Garaa-stammen i Afrika bragt fra Zanj-kysten til Jeddah og solgt. Slaven blev senere frigivet, og han antog islam. På dette tidspunkt mødte en europæisk rejsende ham. Han spurgte ham: “Bliver du ikke vred på dem, som på denne måde bortførte dig uden ret og solgte dig som et dyr?” Den sorte slave svarede:

“Jo, naturligvis bliver jeg vred på dem. Men én ting har gjort det godt igen for mig. Det er, at jeg netop på grund af dem blev befriet fra vantroens blindhed. At jeg kunne komme til dette land, og at jeg kunne opnå den vidunderlige velsignelse, som islam er, betragter jeg som Allahs nåde. Tro mig: Den smag og sødme, der findes i troen, overgås ikke af nogen anden smag eller sødme. Denne sødme kan kun føles med hjertet; den kan ikke udtrykkes med ord.”

Islams tilbedelses tiltrækningskraft

Den islamiske tilbedelse besidder denne egenskab. Den rummer en så betagende kraft, at intet menneskes sind ifølge Montenque kan undgå at blive påvirket af den. En jødisk konvertit til islam fra Alexandria har skrevet:

“Jeg blev muslim udelukkende ved at se muslimernes tilbedelse. Engang gik jeg til den store moské for at se bønnen. Det første, der gjorde indtryk på mig, var prædikenen. Hvert eneste ord i prædikenen påvirkede mit sind. Især da prædikanten sagde:

إِنَّ اللَّهَ يَأمُرُ بِالعَدلِ وَالإِحسٰنِ وَإيتائِ ذِى القُربىٰ وَيَنهىٰ عَنِ الفَحشاءِ وَالمُنكَرِ وَالبَغىِ

“Allah befaler retfærdighed, godhed og at give til slægtninge, og Han forbyder uanstændighed, uret og utugt.” – (Sura an-Nahl: 90)

Da jeg hørte dette fra prædikantens mund, blev mit hjerte fyldt med grænseløs respekt for denne religion, hvis Gud lærer så ophøjede principper. Da bønnen derefter begyndte, og muslimerne stillede sig på række, følte jeg, som om de alle var engle, der stod der, og som om Allah åbenlyst havde vist sig foran dem. Mit hjerte sagde: Allah talte ganske vist to gange med Israels børn, men med dette folk taler Han fem gange hver dag.

Bønnen er en sådan tilbedelseshandling, at der hverken er behov for præster eller gejstlige til den, og heller ikke er noget krav om et tempel eller en kirke. Enhver muslim kan være imam. Der findes moskéer overalt, og enhver kan deltage i dem uanset rang, folk eller race. Bønnen har en så forbløffende virkning, at selv de mest hårdnakkede modstandere af islam tvinges til at lovprise den. Den fremkalder en sådan lydighed over for en usynlig Gud, og ved enhver bevægelse kommer den dybeste respekt og ærefrygt så tydeligt til udtryk, at selv et hjerte af sten smelter.

Mange husker måske stadig de opsigtsvækkende debatter mellem præsten Lefroy og de lærde i Indien. Han skrev i sin bog Mankind and Church:

»Ingen kan undgå at blive påvirket af muslimernes tilbedelse. Uanset hvor og under hvilke omstændigheder en muslim befinder sig – om han går på gaden, står på en jernbanestation, sidder i en butik eller færdes på en mark – forlader han straks alt arbejde, så snart kaldet til bøn lyder, og stiller sig med bøjet hoved foran den ene Gud. Dette syn efterlader et indtryk i menneskers sind. Især den, der har set femten- eller tyve tusind muslimer bede under fredagsbønnen på den sidste fredag i Delhi Jama Masjid med den største ydmyghed, hengivenhed og fuldkommen stilhed, kan ikke undgå at blive påvirket af synet. Når man ser dette, kan man tydeligt mærke den kraft, der ligger i islams religiøse ceremonier. Desuden rummer muslimernes regelmæssige bøn fem gange dagligt og deres vedholdenhed i roligt at udføre deres pligt selv midt i den største larm en særlig appel.«

Islams forskrifters indvirkning på muslimernes liv

Efter troslæren og tilbedelsen er det, der gennem sin effektive virkning spiller den største rolle i islams udbredelse, muslimernes islamiske liv. Hvis islam blot havde fremlagt principper og var standset dér, og hvis dens lære og forskrifter ikke havde haft den revolutionære virkning, som havde løftet de yderst uciviliserede folk til et højere niveau af menneskelighed, ville verdens mennesker næppe være blevet særligt tiltrukket af den. Men samtidig med at islam fremlagde principper, fremlagde den også praktiske eksempler på dem. I virkeligheden er det netop disse praktiske eksemplers magnetiske kraft, der tiltrækker menneskers hjerter til islam.

Islams lære om Allahs enhed, Hans almagt og om kun at søge hjælp hos Ham har gjort muslimer så selvrespektfulde, så tålmodige og taknemmelige samt så udholdende, selvbevidste og personlighedsbevidste, at de ikke frygter nogen i verden, ikke rækker bønfaldende hænder ud til nogen og ikke fortvivler i nogen ulykke – hvor stor den end måtte være. Islams lære om gengældelse, belønning og dommen i det hinsidige har skabt så meget tapperhed og heltemod i dem, at de betragter deres nuværende liv som forgængeligt og hvert øjeblik er rede til at ofre det på Allahs vej. Varmen i deres blod er uden sidestykke i verden. Læren om gudsfrygt og fromhed har skabt usædvanlige egenskaber som retfærdighed og uselviskhed i dem, og med hensyn til at undgå rusmidler, tyveri og moralske forbrydelser står de over andre religiøse grupper i verden. Læren om islamisk lighed og islamisk broderskab har skabt sådanne demokratiske værdier i dem, at der i deres samfund hverken findes forskelsbehandling på grund af race eller afstamning, forskel i anseelse mellem rige og fattige eller snæversynet forskelsbehandling på grund af geografisk nationalitet. Enhver, der antager islam, bliver medlem af det islamiske samfund – hvad enten han er sort eller hvid, rig eller fattig, herre eller slave. Under alle omstændigheder vil muslimer tage imod ham som en bror, og i bønnefællesskabet kan han stille sig ved siden af enhver fornem muslim.

Desuden fortjener virkningen af islams øvrige lære på muslimernes liv også at blive nævnt. Som eksempel kan det siges, at der straks efter islams antagelse opstod en stærk interesse blandt muslimerne for at tilegne sig viden og udvikle civilisation og kultur. Europæiske kristne missionærer er blevet forbavsede over at se, at selv de uciviliserede folk i Afrika straks efter islams antagelse viste tegn på et civiliseret liv. Opførelsen af moskéer, oprettelsen af uddannelsesinstitutioner, udviklingen af det sociale liv, organiseringen samt fremgangen inden for handel og økonomisk velstand – og andre sådanne egenskaber – forvandlede det uciviliserede samfundsliv i Afrika til et højt civiliseret og kultiveret liv. Da andre uciviliserede folk så og hørte om dette, blev de også tiltrukket af at antage denne religion, fordi religionen på meget kort tid havde bragt deres egne stammefæller til en meget høj position. Det er blevet vidt berømt i historien, at da folk af berberfolket i det 6. århundrede efter hijra begyndte at udbrede islam i Jinne, Nigerias stærkeste rige, opstod der dér et stort antal lærde. Da kongen til sidst nedsatte et råd for at antage islam, sluttede to tusind fire hundrede lærde sig til dette råd. Den forbløffende virkning, som islams civiliserende rolle har haft i Arabien, Indien, Egypten og Spanien, behøver ikke beskrives her. Historien rummer strålende vidnesbyrd om den.

Indflydelsen af islams lighed

Det mest indflydelsesrige element i den islamiske livsførelse var lighed. På grund af lokale skikke og traditioner samt de magtfuldes egoisme var visse folkeslag blevet tvunget til at synke ned under almindelige menneskers niveau; for dem kom islam som en barmhjertighed. Islam kom som deres befrier. Historien vidner om, at islam løftede tusinder af sådanne folkeslag fra et umenneskeligt niveau og førte dem op til den højeste tinde af værdighed og ære. Dette enestående eksempel på lighed var det mest virkningsfulde middel til islams udbredelse og fremgang. Især i områder, hvor sådanne undertrykte folkeslag boede, var dette den eneste årsag til islams popularitet. Sir William Hunter skrev om udbredelsen af islam blandt de forsømte klasser i datidens Bengalen:

“For disse fattige fiskere, jægere og bønder fra de lavere klasser faldt islam som en himmelsk strøm af barmhjertighed. Den var ikke blot de herskende folkeslags religion; den rummede også en sådan grad af lighed, at de ved at antage den kunne opnå større fordel end de fornemme hinduer, som foragtede dem. Derfor blev islams banner hejst i den mest velstående provins i Indien. Selv om der nogle steder findes eksempler på, at islam blev udbredt med magt, spillede magtanvendelse i virkeligheden heller ikke dér den afgørende rolle; det gjorde derimod islams egne egenskaber. Islam appellerede til dette lands menneskers samvittighed og forelagde dem en ophøjet opfattelse af menneskeheden. Islam grundlagde et enestående princip om menneskeligt broderskab, som de aldrig før havde set, og den sønderbrød alle lænker af forskelsbehandling mellem mennesker.”

I Sydindien sejrede islam hovedsageligt over hinduismen på grund af denne lighed. For tyve eller femogtyve år siden fandt der en lærerig begivenhed sted i Tinnevelly-området. I dette område bor et folk, der kaldes shanarer. På det tidspunkt blev dette folk regnet for at tilhøre en lavere klasse. Ved deres talent og dygtighed blev de ganske velstående, og inden for uddannelse og sociale skikke opnåede de en langt højere status end almindelige hinduer. Ikke desto mindre fortsatte hinduerne med at behandle dem lige så ydmygende, som de behandlede de kasteløse. Dette sårede shanarernes følelser dybt, og de begyndte at vende sig imod hinduismen. Til sidst kom det én gang til et voldsomt sammenstød mellem dem og hinduerne. Da nogle shanarer gik ind i et tempel, slog hinduerne dem brutalt. Som følge heraf besluttede hele shanar-folket at antage islam. Omkring seks hundrede shanarer antog islam samme dag. Da de omkringboende shanarer hørte nyheden, begyndte også de én efter én at antage islam.

Også blandt Afrikas negre blev denne menneskelige lighed og det islamiske broderskab det mest virkningsfulde middel til islams udbredelse. Hr. Blyden skriver i sit værk Kristendom, islam og negerfolket “(Christianity, Islam and the Negro Race)”:

“Når Muhammeds tilhængere hører, at en hedensk neger ønsker at antage islam, bliver denne neger straks modtaget som et medlem af det muslimske samfund med lige værdighed, uanset hvor lavtstående et menneske han måtte være; og han æres ikke blot for at vinde hans hjerte, men fordi han virkelig betragtes som en broder. Derfor kan han føle, at islam i sandhed er en enestående velsignelse for ham. Det er faktisk hovedårsagen til, at islam i Afrika har vundet over kristendommen.”

Tre

Sufiernes bidrag til udbredelsen af islam

På de foregående sider er to vigtige midler til udbredelsen af islam blevet behandlet. Lad os nu se på den praktiske side og undersøge, hvor store anstrengelser de, som troede på denne guddommelige sandhed, gjorde for at udbrede dens lys over hele verden. Det er sandt, at islams egne egenskaber spiller den vigtigste rolle i at gøre islam tiltalende for mennesker. Men i verdslige forhold ser vi dag efter dag, at selv det bedste produkt ikke bliver solgt, hvis det ikke bliver godt markedsført. Og hvis sælgeren er dygtig, finder han mange købere, selv til et dårligt produkt. Hvis man ikke gør mennesker bekendt med en tings egenskaber og ikke vækker deres interesse for den, bliver de som regel ikke tiltrukket af den. Derfor afhænger ethvert produkts succes af sælgernes aktivitet, dygtighed og evne til at markedsføre det. Dette princip gælder i samme grad for religionens forkyndelse og udbredelse. Hvor sand og god islam end er som religion, er dens egne egenskaber ikke tilstrækkelige til dens forkyndelse og udbredelse; dens tilhængere må også være i besiddelse af en forkyndende karakter. Sandt at sige er netop denne forkyndende karakter det praktiske og virkningsfulde middel blandt islams tre uundværlige midler til forkyndelse og udbredelse.

Den verdensomspændende udbredelse af muslimernes forkyndende karakter

Vi nutidens passive muslimer kan ikke engang forestille os den forkyndende karakter og virkeiver, som fortidens fromme muslimer havde. Selv den tablighi-karakter, der stadig findes blandt muslimerne i Afrika, Kina og Det Malayiske Ørige, ligger uden for vores forestillingsevne. – [På det tidspunkt, hvor denne bog blev skrevet, var der endnu ikke blevet dannet en kommunistisk regering i Kina. – Oversætteren]

Det vigtigste i deres daglige program var at bringe islams storhed mere og mere ud til menneskeheden. Deres sind var oplyst af islams lys. Som noget indhugget i sten var denne overbevisning fast forankret i deres hjerter: Som muslimer var deres eneste formål i livet at kalde mennesker til det gode, påbyde det rette og forbyde det urette. Hvor end de gik, fulgte dette formål straks med dem, og det var nødvendigvis en del af enhver handling i deres liv. Da de for at beskytte sig mod quraysh-folkets forfølgelse drog til Abessinien, udførte de også dér kun denne opgave. Da de efter at have forladt Mekka nåede Medina og fik et fredeligt liv, satte de stadig alle deres kræfter ind på at udbrede islam. Da de fik til opgave at knuse de sasanidiske og romerske civilisationers sammenstyrtende paladser, udførte de også i Syrien, Irak og Rom denne hellige opgave.

Da Allah gav dem kalifatet på jorden, brugte de det ikke til at skaffe sig et liv i luksus, men fortsatte arbejdet med at forkynde og udbrede Allahs din. De fortsatte dette arbejde, indtil hverken Atlanterhavets stormomsuste bølger på den ene side eller Kinas høje mur på den anden side længere stod i vejen for dem. Når de drog ud med handelsvarer til verdens forskellige lande, var det også denne længsel, der fyldte deres sind og tanker, og de spredte islams lysstråler i Afrikas glohede ørkener, Indiens grønne dale, de fjerne øer i Atlanterhavet og Europas hvidhudede, vantro-plagede områder.

Denne iver efter at udbrede islam blev så intens, at dens tiltrækning ikke svækkedes i deres hjerter, selv når de gennemgik fængslets hårde pinsler. I fængslets mørke celler forkyndte de islam for deres medfanger. Selv hvis en sidste længsel gjorde dem urolige, når de stod ved galgen, var det ikke andet end dette ønske: at deres sidste øjeblikke i livet måtte gå med at bringe Allahs dins ord til Hans tjenere.

En hændelse fra Belgisk Congo fortjener at blive nævnt i denne forbindelse. Den belgiske regering havde dømt en muslimsk leder dér til døden. Men lige før han tog afsked med verden, gjorde han den præst, som var kommet for at omvende ham til kristendommen, til muslim.

På tilsvarende måde fortælles det om Sayyid Mujaddid Sirhindi, må Allahs barmhjertighed være med ham, at de to år, han tilbragte i kejser Jahangirs fængsel, udelukkende gik med at udbrede islam. Indtil han blev løsladt, havde flere hundrede hinduistiske fanger taget imod islam. For nylig havde Hazrat Maulana Zafar Thaneswari taget imod islam. Også eksemplet med Hazrat Maulana Zafar Thaneswari (må Allah være tilfreds med ham) fra nyere tid er værd at nævne. Da han blev forvist til Andamanerne på anklage for at have forbindelser til grænseområdets mujahidiner, gjorde han et stort antal fanger dér til muslimer. Historien rummer også det eksempel, at udbredelsen af islams lys over hele Østeuropa var én enkelt muslimsk lærds værk. Han blev taget til fange under jihad mod de kristne. Mens han sad interneret, blev han bundet på hænder og fødder og sendt til dalen midt mellem Donau-flodens bredder. Dér spredte hans troens lys sig så stærkt, at 12.000 mennesker blev muslimer på kort tid. Efterhånden, indtil midten af det 6. århundrede efter hijra, blev næsten hele området oplyst af islams lys.

Kvinder i udbredelsen af islam

Muslimske kvinder var heller ikke udelukket fra denne omfattende iver for at udbrede religionen. Hvis nogen fortjener æren for at have revet sværdet til muslimsk udslettelse ud af hænderne på de tatarisk-mongolske angribere og lagt lydighedens lænker til islam om deres hals, så var det disse svage, men i troens styrke mægtige og ædle kvinder. Det var kvinder, som de nævnte angribere havde bortført fra muslimske lande som slavinder. Det var hustruen, der gjorde Ol Jatib Khan, Ghazan Shahs bror, til muslim, og det var takket være hende, at ilkhānens regering blev kendt som en islamisk regering. Chagatai-dynastiet var muslimernes største fjende. Men Halaku Khans muslimske hustru Qurrāi udbredte først af alle kendskabet til islam blandt folkene i dette dynasti, og under hendes indflydelse blev Mubarak Shah og Baraq Khan muslimer. Tusinder af tatariske soldater bortførte muslimske kvinder sammen med sig. Disse ædle kvinder forlod ikke deres egen religion for at antage deres mænds religion. Tværtimod oplærte de deres mænd, og især deres børn, endnu mere i islam. Det var gennem deres indflydelse, at islam spredte sig over hele det tatariske område. På samme måde var det kvinder, der udbredte islam i Abessinien. Historiske værker nævner mange sorte ledere, som deres hustruer havde ført til islam. Senussi-missionærerne plejede regelmæssigt at udbrede islam i Centralafrika gennem kvindeinstitutioner. Der findes stadig mange islamiske uddannelsesinstitutioner dér, som ledes af kvinder.

Sufi-helgeners bidrag til udbredelsen af islam i Indien

Men den gruppe blandt muslimerne, som med størst interesse og iver var aktiv i udbredelsen af Allahs religion, var netop disse sufi-helgeners gruppe – en gruppe, der i nutidens Indien – [Her menes det udelt Indien, det vil sige det nuværende Pakistan, Bangladesh og Indien.] – næsten er fuldstændig inaktiv på dette område. Den enestående standhaftighed og religiøse hengivenhed, hvormed awliyaerne og sufierne udbredte islams lys i Indien, rummer dyb lærdom for nutidens fortalere for tasawwuf. Den største islamiske missionær her var Hazrat Khwaja Muinuddin Chishti (r), gennem hvem islam blev udbredt i Rajputana. Hans direkte og indirekte murider spredte sig til landets fjerneste egne og forkyndte islams budskab. Hazrat Khwaja Qutbuddin Bakhtiyar Kaki (r) udførte dette samme arbejde, nemlig det store arbejde med at kalde til sandheden og udbrede islam, omkring Delhi; Hazrat Fariduddin Ganj-i-Shakar (r) i Punjab-regionen; Hazrat Nizamuddin Mahbub-i-Ilahi (r) i Delhi og omegn; Hazrat Sayyid Muhammad Gesudaraz (r), Hazrat Shaykh Burhanuddin (r), Hazrat Shaykh Zaynuddin (r) og senere Hazrat Nizamuddin (ra) i Deccan (Aurangabad); og endnu senere Hazrat Shah Kalimullah Jahanabadi (r) i Delhi. Desuden viste awliya fra andre silsilaer også stor dygtighed og selvopofrelse i dette arbejde. Den første, der udbredte islam i Punjab, var Hazrat Sayyid Ismail Bukhari (r), som ankom til Lahore i det femte hijri-århundrede. Det fortælles, at tusinder af mennesker kom til ham og lyttede til hans værdifulde prædikener. Den, der én gang havde hørt hans prædiken, kunne ikke undgå at antage islam. Æren for den største udbredelse af islam i det vestlige Punjab tilkommer Hazrat Baha-ul-Haq Zakariya Multani (r). Islam blev udbredt i Bahawalpur og det østlige Sindh gennem Hazrat Sayyid Jalal Bukhari (r). Hans efterkommer Hazrat Makhdum Jahaniyan (r) førte mange af Punjabs stammer til islam. De to andre fromme mænd, Hazrat Sayyid Sadruddin (r) og hans søn Hazrat Hasan Kabiruddin (r), var også fremragende islamiske missionærer i Punjab. Om Hazrat Hasan Kabiruddin (r) står der i historien, at hans personlighed havde en forunderlig tiltrækkende kraft. Blot synet af ham satte et indtryk af islams sandhed og storhed i menneskers hjerter, og folk stimlede af sig selv sammen omkring ham.

Den egentlige periode for udbredelsen af islam i Sindh var tiden efter islams fald fra den statslige struktur. For omkring seks hundrede år siden ankom Hazrat Sayyid Yusufuddin (r) dertil, og takket være ham antog syv hundrede familier fra Lohana-folket islam. I Kutch og Gujarat blev islam udbredt gennem Hazrat Imam Shah Piranvi (r) og Malik Abdul Latifs (r) indsats. Den første, der udbredte islam i Bangladesh, var Hazrat Shaykh Shihabuddin Suhrawardis (r) murid, Shaykh Jalaluddin Farsi (r), en dervish kendt som Shah Jalal (r), der løftede islams fane. Under hans indflydelse antog selve kongen islam. I historien er denne konge kendt som Sadruddin. Derefter ankom Sayyid Ali Hamadani (r) i det syvende hijri-århundrede med syv hundrede disciple og spredte islams lys over hele Kashmir. Under kejser Aurangzeb førte Sayyid Shah Fariduddin Kayanas konge til islam, og med hans hjælp blev islam udbredt i hele området. Islams begyndelse i Deccan går tilbage til Mahavir Khamdayet, som ankom til Bijapur for syv hundrede år siden. En anden from mand, en efterkommer af Hazrat Shaykh Abdul Qadir Jilani (r), forkyndte islams budskab i Konkān-området. Folkene i Dharwad antog islam gennem Hazrat Hashem Gujarati (r), Ibrahim Adil Shahs åndelige vejleder. I Nasik anerkendes bidragene fra Hazrat Muhammad Sadiq Sarmast (r) og Khwaja Akhund Mir Husaini (r) stadig. Blandt de mest berømte fromme mænd, der udbredte islam i Madras, var Hazrat Sayyid Nesar Shah (r), Sayyid Ibrahim Shahid (r) og Shah al-Hamed (r). Hazrat Baba Fakhruddin udbredte islam i Newganda. Han førte områdets konge til islam.

Resultatet af disse sufi-mestres missionsarbejde var, at en stor del af hinduerne, selv om de ikke var blevet muslimer, var hengivne til muslimske pīrer og dervisher. Ved folketællingen i 1891 erklærede 232.643 hinduer i den nuværende provins U.P., at de ikke var tilbedere af nogen guddom, men tilhængere af en eller anden muslimsk pīr. Det beklagelige er, at selv om disse fromme pīrer efterlod islams indflydelse på en stor del af hinduerne, har vi ikke kunnet udnytte denne indflydelse.

Uden for Indien

Også i flere andre lande uden for Indien bar disse fromme tjeneres missionsvirksomhed vidunderlige frugter. Det er især en ubestridelig kendsgerning i middelalderens historie, at da det islamiske imperium faldt under tatarernes invasion, var det overalt i Centralasien kun sufihelgenernes åndelige styrke, der var tilbage til at møde den. Til sidst sejrede denne styrke over islams mægtigste fjender. Tatarernes vældige magt formåede ikke at standse islams fremgang. Ja, gennem denne styrke var tatarernes magt nær ved at blive fuldstændig besejret i hele Centralasien. Det er muslimernes ulykke, at denne vældige styrke i dag er blevet helt kraftesløs. Sandt at sige er den også i betydelig grad blevet besejret af den ikke-islamiske civilisation.

I Afrika

I vor tid er denne styrke kun levende i Afrika. Denne gruppes enestående succes med at udbrede islam rummer en stor lære for sufierne i vores land.

En af disse sufigrupper er Amirgani-gruppen. Dens grundlægger, Muhammad Osman Amirgani, hjalp muslimerne med deres åndelige renselse i Østsudan fra 1835 til 1853 og førte mange polyteistiske stammer til islam.

En anden gruppe er Qadiriyya-gruppen. Folk fra denne silsila har eksisteret i Vestafrika siden det niende hijri-århundrede. I det 19. århundrede opstod der et nyt liv blandt dem, og de opbyggede organisationer fra Vest­sudan til Timbuktu og Senegal og førte mange afgudsdyrkende stammer til islam. Deres regel er, at når de har ført nogle mennesker i en landsby til islam, sender de de begavede drenge derfra til deres centralorganisation for at blive uddannet. Når de blandt dem finder nogen med større evner, sender de dem til Kairouan, Fez, Tripoli eller al-Azhar, og når de vender tilbage derfra, beskæftiger de dem i deres egne områder med missionsarbejde og uddannelse. Desuden har denne gruppe grundlagt talrige madrasaer i Afrikas indre, hvor drenge fra stammer, der er berøvet civilisationens lys, får islamisk træning og undervisning.

Der findes også en islamisk missionsgruppe i Afrika ved navn Tijaniyya. Den blev først grundlagt i Algeriet. Dens missionsmetode ligner Qadiriyya-silsilaens. Forskellen er blot, at denne gruppe foruden mission og tabligh også fører jihad. Derfor får kristne missionærer en undskyldning for at søge hjælp hos den europæiske imperialisme imod den. Dens organisatoriske område ligger hovedsageligt i Nordafrika, og dens mest aktive forkynder er al-Hajj Umar. Al-Hajj Umars ry for ærlighed og retfærdighed strakte sig fra Afrika til Saudi-Arabien. Han begyndte arbejdet med at udbrede islam i 1933 og grundlagde ved at føre de polyteistiske stammer i Nigeria og Senegal til islam en stor islamisk stat. Til sidst fik den franske imperialisme denne islamiske stat til at falde.

Blandt disse islamiske missionsorganisationer i Afrika er Sanusiyya-gruppen den stærkeste. I 1833 grundlagde den berømte algeriske lærde, hr. Muhammad ibn Ali Sanusi, Sanusiyya-organisationen. Dens formål var at reformere muslimerne, modstå den britiske imperialisme og udbrede islam. På blot 22 år skabte han en så stærk organisation, at dens disciplin var fuldkomnere end den statslige disciplin. Hvert eneste medlem var optaget af drømmen om at virkeliggøre organisationens formål og mål, og hvert medlem var gennem oprigtig islamisk uddannelse blevet gjort til en sand muslim. En ufravigelig forudsætning var at følge den hellige Koran ord for ord. I denne organisation var dyrkelse af helgener, dyrkelse af gravhelligdomme, indtagelse af kaffe og tobak samt omgang med jøder og kristne forbudt. Hvert menneske levede som en ægte mujahid. Dens khanqaher var grundlagt fra Egypten til Marokko og fra Tripolis kyst til Saharas yderste ende. Dens indflydelse strakte sig ud over Afrika, helt til Arabien, Irak og Malaysia.

De mennesker i de afrikanske stammer, som kun af navn var muslimer, blev gennem Sanusiyya-gruppens indsats til ægte muslimer. Desuden spredte de islams lys til alle afkroge af Afrika. Ligesom folkene fra Qadiriyya-silsilaen ikke nøjes med blot at holde prædikener og formaninger, men efter at have gjort nye muslimer ud af dem også uddanner dem til at udbrede islam blandt deres egne stammefæller, således former Sanusiyyas forkyndere også hver eneste ny muslim til en missionær samtidig med missionsarbejdet.

Om den nye livskraft, som disse islamiske missionærgrupper tilførte de analfabetiske og uciviliserede stammer dér, skrev en europæisk rejsende:

»Da jeg rejste mod Centralafrika langs Nigerflodens bred, følte jeg i de første to hundrede miles ikke noget behov for at ændre min opfattelse af de afrikanske stammers uciviliserethed, barbari og kannibalisme. Men da jeg nærmede mig det centrale Sudan, begyndte jeg i stammelivets forskellige samfund at se tegn på fremskridt, og dette fik min opfattelse til gradvist at ændre sig. Jeg så, at der ikke fandtes nogen tilbøjelighed til menneskeæderi, at afgudsdyrkelse heller ikke eksisterede, og at drikkeri og narkotikamisbrug næsten var forsvundet. Folk fra alle stammer gik klædt i tøj. De holdt deres klæder rene og skinnende og opførte sig høfligt. Det stod klart, at deres moralske niveau var langt højere end hos andre stammer på samme udviklingstrin. Alt hos dem var præget af fremskridt. Det virkede, som om den negroidе natur var ved at blive forvandlet til en højere natur, og alt dette skete takket være islam. Efter at have passeret et sted ved navn Lokoja nåede jeg frem til selve det islamiske missionscentrum, hvor jeg så en yderst velorganiseret administration i virksomhed. Overalt i bebyggelserne rundt omkring var civilisationens tegn tydelige. Handel, industri og håndværk var vidt udbredt, og jeg følte, som om jeg var ankommet til et højt civiliseret land.«

Fire

Islams udbredelse i Afrika

Jeg har allerede sagt, at der aldrig har eksisteret nogen regelmæssig organisation af islamiske missionærer blandt muslimerne. Den vigtigste årsag er, at muslimerne ikke har begrænset opgaven med at udbrede religionen til nogen bestemt gruppe, men har gjort det lige så obligatorisk for enhver muslim at sætte alle sine kræfter ind i religionens tjeneste. Blandt de kristne er det sådan, at ingen person eller gruppe uden for en særlig gruppe hverken deltager i religiøst arbejde eller interesserer sig for det. Hvis der på samme måde var blevet skabt en særlig religiøs gruppe blandt muslimerne, ville interessen for at udbrede islam måske kun være forblevet begrænset til en lille håndfuld mennesker, og de almindelige muslimer ville være blevet fuldstændig afskåret fra den.

Islam er en demokratisk religion. Ifølge islam er det alene gode gerninger, der udgør målestokken for anseelse. Derfor kan denne religion ikke andet end at holde dørene til velfærd og lykke åbne for alle. Det er netop derfor, at islam er den eneste religion i verden, hvis tilhængere har den største og stærkeste interesse i at udbrede deres egen religion, og hvor hvert enkelt menneske blandt tilhængerne i grunden er missionær. Vi har tidligere drøftet, hvor udbredt denne missionerende interesse er, og hvordan den findes blandt alle almindelige muslimer. Nu skal vi se, hvordan denne altomfattende interesse for at udbrede religionen har erobret land efter land, og gennem hvem islam har kunnet opnå en så omfattende udbredelse. Lad os se bort fra subkontinentet, Iran, Egypten og den arabiske verden. For i disse områder kom muslimerne på et tidspunkt til magten. Islams modstandere kan derfor sige, at magtanvendelse måske også har spillet en vis rolle i islams udbredelse i disse lande.

Vi vil se på eksemplerne Afrika, Kina og Malaysia. Selv islams værste fjende vil indrømme, at islam aldrig fik mulighed for at anvende magt i disse lande. Frem for alt er det nødvendigt at behandle de tatariske lande og Turkestan særskilt. For historiens klare dom over disse lande er, at islam dér, ubevæbnet, mødte den væbnede vantro og besejrede den. Ved at fremdrage disse eksempler ønsker vi at vise læserne, hvordan muslimer med religiøs hengivenhed har tjent denne hellige religion. Hvis vi går i gang med arbejdet med den samme religiøse begejstring, kan vi meget let opfylde ansvaret for islams udbredelse og beskyttelse. I denne forbindelse vil vi først tage Afrika op.

Islams solopgang i Afrika

Det var de nyomvendte muslimer blandt de såkaldte berbere, som rejste til og fra Vest­sudan i handelsøjemed, der først prædikede islam dér. Blandt disse berberstammer var Lamtona og Džad­dala de to stammer, som under Yusuf ibn Tasjfin oplyste næsten hele Vest­sudan med islams lys. I det 5. århundrede efter hijra var det disse berberhandlende, der omvendte det daværende negerkongedømme Ghana til islam. Derefter blev også Sudans ældste rige, Songhai, omvendt til islam af dem. I det 6. århundrede efter hijra nåede deres indflydelse vidt omkring. På dette tidspunkt blev den berømte handelsby Timbuktu det største centrum for udbredelsen af islam. Negrene kom dertil i handelsøjemed og tog islams uvurderlige rigdomme med sig fra berberhandlende og spredte dem over hele Sudan og Nigeria. Disse mennesker var så hengivne og oprigtige i deres tro på islam, at Ibn Battuta, da han nåede dertil, skrev om dem:

»De elsker Koranen. Og de er så hengivne og dedikerede til bønnen, at det er umuligt at få en plads i moskéen, hvis man ikke tager derhen tidligt fredag morgen og sætter sig.«

Blandt disse nyomvendte folk var mandingoerne det mest aktive folk i udbredelsen af islam. På grund af deres sædvaner, skikke og gode opførsel var de berømte i hele Afrika. Deres største bedrift var, at hausafolket, som var kendt som det mest begavede, arbejdsomme og handelsdygtige folk i Centralafrika, tog islam til sig som følge af deres indsats. Hausaerne havde næsten eneret på handel og næringsliv i hele Sudan og Nigeria, og deres handelskaravaner rejste regelmæssigt fra Guinea til Kairo. Dette handelsfolks værdifulde bidrag til islams udbredelse vil blive omtalt senere.

I Østsudan var det egyptiske købmænd, der udbredte islam. Især da det fatimidiske kalifat faldt i Egypten, flygtede mange arabere og søgte tilflugt i Sudan. De udbredte islam vidt omkring i denne region. Arabiske købmænd fra Tunis og Tanzania udførte også opgaven med at udbrede islam i dette område. Især udbredelsen af islam i det sydvestlige Sudan var udelukkende deres fortjeneste. Senere etablerede en araber ved navn Ahmad også et islamisk styre i »Darfur«, som bestod, indtil Muhammad Ali Pasha flere hundrede år senere indlemmede det i sin egen stat.

I slutningen af det attende århundrede

I slutningen af det attende århundrede opstod der en ny vækkelse blandt muslimerne i Centralafrika med henblik på at udbrede islam. Kaldet til denne vækkelse kom først fra sheikh Usman dan Fodio. Påvirket af læren fra sheikh Abd al-Wahhab al-Najdi genoplivede han sunnaen om amr bil-ma’ruf wa nahi anil-munkar (at påbyde det gode og forbyde det onde). Især blandt fulanifolket skabte han en sådan islamisk begejstring, at de begyndte at arbejde med en holdning af selvopofrelse for islams tjeneste. De fordrev shirk og afgudsdyrkelse fra det gamle kongerige Gobir og rensede hele Hausaland for vantro. Da Usman dan Fodio døde i 1816, var han suveræn hersker over Hausaland, og der fandtes ikke det mindste spor af shirk eller afgudsdyrkelse noget sted i hele hans rige. I 1900 gjorde englænderne en ende på dette islamiske rige. Men fulaniernes og hausaernes iver for at udbrede islam blev ikke det mindste svækket. Et levende bevis på dette er, at de netop i det tyvende århundrede fordrev afgudsdyrkelsen fra Yoruba-området og udbredte islams lys dér. De udbredte den sande religions budskab helt til Nigerflodens sydlige bred. I Uzibu-området begyndte de deres missionsarbejde i 1894, og på få år opnåede de så store fremskridt, at der i 1908 blev bygget tyve moskéer i én af områdets byer og tolv i en anden.

På samme måde begyndte de efter 1898 at udbrede islam på Nigerflodens sydlige bred, og allerede i 1910 havde næsten alle stammerne antaget troen på Allahs religion.

Afrikas vestlige kystområder var endnu et missionsområde for muslimerne. I kystområder som Guinea, Sierra Leone, Liberia og Mande [et område, der ligger omkring 100 miles syd for Sierra Leone] begyndte muslimske købmænd at udbrede islam for omkring 125 år siden, og på kort tid forvandlede de lokalbefolkningens uvidenhed og barbari til civilisation. I 1802 indgav et engelsk selskab i Sierra Leone en petition til det britiske Underhus. Heri stod der:

»For omkring 70 år siden slog nogle muslimske købmænd sig ned cirka 40 miles herfra. Ligesom muslimer andre steder oprettede de også her madrasaer og lignende institutioner og begyndte at udbrede religiøs undervisning. De besluttede desuden, at ingen, der antog islam, måtte sælges som slave. Allerede efter kort tid begyndte tegn på en højt udviklet kultur og civilisation at vise sig her. Befolkningstallet steg, og samtidig voksede velstanden. Efterhånden sejrede islams indflydelse over alt i området. Folk antager islam i store flokke. Det synes, som om hele området snart vil blive islamiseret.«

Om udbredelsen af islam i Sierra Leone skrev dr. Vemar:

»Blandt muslimerne her findes der ingen særlig gruppe, som har fået til opgave at udbrede islam; tværtimod er hvert eneste af dem en islamisk missionær. Overalt, hvor fem eller seks muslimer har slået sig ned, er der blevet opført en moské. Og dette lille hus er blevet et centrum for islams udbredelse i området. Deres regler er også meget enkle. Den, der fremsiger trosbekendelsen, lover at bede og afholde sig fra alkohol, bliver medlem af deres verdensomspændende familie.«

I Guinea tiltrækker købmændene fra hausasamfundet, som er de mest aktive formidlere af islam, de uciviliserede stammer stærkt gennem deres forfinede sociale omgangsformer og særlige skikke, og de får dem med succes til at antage islam. I Dahomey og Ashanti er arbejdet først begyndt for ganske kort tid siden. Derfor er det kun i disse to områder i hele Vestafrika, at man endnu kan finde enkelte spor af vantro og afgudsdyrkelse. I Lagos er muslimernes styrke meget betydelig. Deres antal er her nået op på omkring 15.000. Blandt dem findes der folk fra alle tre samfund: fulbeerne, hausafolket og mandeduerne. På grund af handelen må de rejse vidt omkring. Takket være dem bliver hele den nigerianske kyst og Guldkysten derfor oplyst af islams lys. På den to tusind miles lange kyststrækning fra Senegals munding til Lagos findes der så godt som ikke en eneste bebyggelse uden mindst én moské og én maulvi. Enhver muslim, der bor i disse områder, hvad enten han er købmand eller ansat hos Storbritannien, Frankrig eller Belgien, betragter det som sin allerførste pligt at bringe Koranens budskab til enhver vantro eller afgudsdyrker, han møder. En sådan brændende iver efter at udbrede islam har knust alle de kristne missionærers forhåbninger.«

Også Østafrika modtog islams ypperste velsignelse gennem arabiske købmænd. Frem til det tyvende århundrede udbredte de islams lys langs hele Zanzibars kyst, og muslimske bosættelser opstod forskellige steder. Men den egentlige missionsvirksomhed begyndte, da Tyskland, England, Italien og andre lande oprettede kolonier i disse egne og fik alle foranstaltninger på plads for at trænge ind i landets indre. På det tidspunkt var man nødt til at benytte muslimerne i disse kolonier for at opbygge den statslige administration. Derfor blev muslimer ansat i hæren, politiet, retsvæsenet, uddannelsesinstitutionerne, skatteforvaltningen – kort sagt i alle afdelinger. Da de nåede ind i Afrikas indre, blev de særdeles aktive i udbredelsen af islam. I første del af det tyvende århundrede gjorde de næsten hele Bonda- og Vdende-stammerne muslimske. Efter 1905 spredte de sig for at udbrede Koranens lære mod vest til Tanganyika, mod nord til Usambara og mod syd til Nyasa. I 1891 fandtes der ikke én eneste muslim i Wasambara; tværtimod blev selve tilstedeværelsen af en muslim betragtet med afsky. Men så snart et regelmæssigt styre var blevet etableret, og muslimske embedsmænd var kommet dertil, begyndte folk, efter at være kommet i kontakt med disse embedsmænd, én efter én at blive muslimer. Islam begyndte også at brede sig på de uddannelsesinstitutioner, hvor der var ansat muslimske lærere. Således skete der også i Nyasaland en forbløffende fremgang for islam i løbet af ti år. De kristne missionærer erkender, at det i disse områder nærmest er ensbetydende med at blive et menneske at blive muslim.«

I Kapkolonien blev islam udbredt af muslimske købmænd fra den malajiske øverden. Da de var underlagt den hollandske regering, havde de opholdt sig dér i lang tid og udbredte islam med stor diskretion. I 1809 skrev Colbrooke:

»Trods vore missionærers ihærdige bestræbelser lykkes det de muslimske missionærer at gøre de sorthudede slaver og de frie mennesker til muslimer. Vore missionærer bruger megen tid og mange penge på med stort besvær at gøre en lille håndfuld mennesker til kristne. Men de muslimske missionærer formår uden anstrengelse at vinde et stort antal mennesker.«

I løbet af de sidste 50-60 år er også muslimer udefra nået frem til disse områder, og de har tilført udbredelsen af islam ny livskraft. I øjeblikket går udbredelsen af islam især hurtigt i Cleramint. Her har et stort antal forældreløse drenge og unge antaget islam.

-[Den tilstand, som islam i Afrika blev omtalt at have i dette kapitel, var den, der gjorde sig gældende på det tidspunkt, hvor dette værk blev udgivet, altså for 50 år siden. Det siger sig selv, at islams tilstand i Afrika i dag er langt mere konsolideret end dette. –Oversætteren]

Fem

Islams udbredelse i Kina

Efter Afrika er Det Fjerne Østen det andet område, hvor muslimernes vellykkede missionsvirksomhed fandt sted. Her udbredte kun købmænd, soldater og almindelige muslimer fra forskellige erhverv islam, drevet af deres medfødte trang til at prædike og deres religiøse følelser. Selv uden nogensinde at modtage økonomisk eller statslig støtte, og i de fleste tilfælde efter at have været udsat for brutale angreb, opnåede de bemærkelsesværdig succes med at udbrede deres egen religion. Det er på grund af denne succes, at der i dag bor mindst 80–90 millioner muslimer i Kina og på De Malajiske Øer tilsammen.

Islams første begyndelse i Kina fandt sted under Banu Umayyas tid. De arabiske købmænd, som havde spredt sig fra havene helt til Middelhavet, havde ganske vist allerede i de retfærdigt ledede kaliffers velsignede tid bragt islams lys til kinesisk territorium. Men dette folk stiftede for alvor bekendtskab med islam under Banu Umayyas styre, da diplomatiske forbindelser blev etableret med Kina. Senere, da en sammensvoren havde afsat kejser Xuanzong, blev fire tusind soldater sendt ham til hjælp, og takket være disse soldaters styrke lykkedes det kejser Xuanzong at genvinde magten. Disse soldater var virkelige islamiske missionærer. De vendte ikke tilbage til deres hjemland bagefter. I stedet slog de sig ned i Kina og giftede sig dér. De begyndte gradvist at udbrede islam blandt den almindelige kinesiske befolkning. Som følge heraf blev hele Canton-området oplyst af islams lys i løbet af nogle få århundreder.

Islams udbredelse – trin for trin

Seks hundrede år efter denne begivenhed kom islamiske missionærer endnu en gang ind i Kina udefra, og de spredte sig over hele landet. De var emigranter fra Arabien, Iran og Tyrkiet. I det 7. århundrede efter hijra forlod de deres land efter at være blevet ramt af de mongolske invasioner og kom hertil. På grund af dem bredte islam sig til størstedelen af Kina inden for hundrede til et hundrede og halvtreds år. Især i det nordvestlige Kina blev store områder omvendt til islam. Marco Polo skrev i det 13. århundrede, at næsten hele Yunnan-provinsen var blevet muslimsk. En anden historiker fra det 14. århundrede skrev, at alle indbyggerne i Talifos var muslimer. Om Sydkina skrev Ibn Battuta, at der fandtes muslimske kvarterer i alle byerne. Alle indbyggerne i disse kvarterer var muslimer, og de var især berømte for deres høflighed og renlighed. Muslimer giftede sig med kinesiske kvinder og havde nære forbindelser med dem. Derfor bredte islam sig meget hurtigt. I det 15. århundrede skrev en muslimsk købmand ved navn Ali Akbar, at der boede omkring tredive tusind muslimske familier i Peking. I begyndelsen af det 17. århundrede blev en stor gruppe kinesiske jøder muslimer. Efter at have slået Jingharia-oprøret ned i det 18. århundrede genbosatte Qinlong ti tusind familier dér. Alle disse ti tusind familier blev muslimer under indflydelse fra den muslimske befolkning i nabolaget. Under en hungersnød i Shandong gav muslimer ti tusind kinesiske drenge husly, og de blev alle senere omvendt til islam. Under en anden hungersnød kom omkring ti tusind kinesiske drenge i muslimers besiddelse i Kuantung-området, og de blev alle opdraget og uddannet efter islamiske forskrifter.

Ud over sådanne usædvanlige forhold udførte muslimerne også under almindelige omstændigheder missionsarbejde i så stort et omfang, at det ifølge vidnesbyrdet fra en kinesisk muslim ved navn Sayyid Sulayman var vanskeligt at tælle sig frem til antallet af nye muslimer hvert år.

Også i denne tid er der blandt de kinesiske muslimer en stærk tilbøjelighed til at udbrede islam. Ud over købmænd og håndværkere udbreder muslimske embedsmænd i regeringen også islams lære i deres egne bekendtskabskredse. De muslimske soldater og officerer i den kinesiske hær er ligeledes bevidste om dette ansvar. De kinesiske muslimer har indset den sande betydning af at udbrede islam. Derfor blev der først oprettet madrasaher i provinsen Kansu og senere i yderligere ti provinser. Antallet af muslimer, der er kommet til Kina udefra, overstiger måske ikke et hundrede tusind. Men det er netop denne universelle missionsiver, der har bragt deres antal op på halvtreds millioner.

Da en russisk iagttager så dette, sagde han bekymret, at hvis denne hastige udbredelse af islam fortsatte, ville muslimerne en dag måske helt ændre den politiske struktur i Det Fjerne Østen. – [Denne hastige udbredelse af islam i Kina fandt sted i 1925. Efter den kommunistiske opstand fortsatte den ikke blot ikke, men ifølge folketællingen fra 1961 blev antallet af muslimer i Kina angivet til ti millioner. Der er endnu ikke fundet nogen tilfredsstillende forklaring på denne statistik. – Oversætterens anmærkning]

Seks

Islams udbredelse i den malajiske øgruppe

Det var arabiske og indiske købmænd, der udbredte islam i den malajiske øgruppe. Før Portugals maritime kolonialisme begyndte, havde disse købmænd eneretten til handelen og forretningslivet i Kina og hele det østindiske øhav. De kom ikke som krigeriske erobrere ligesom spanierne og portugiserne, og de ønskede heller ikke at udbrede religionen med sværdets magt. De rådede ikke over nogen sådan styrke, der kunne have gjort dem til en overlegen magt. De havde kun troens styrke. De havde et budskab om sandhed og retfærdighed med sig. Med dette våben erobrede de den malajiske øgruppe. Ved hjælp af det underlagde de sig regeringerne. Det var i kraft af denne styrke, at de blev så indflydelsesrige, at omkring 40 millioner af øgruppens 50 millioner indbyggere blev muslimer i løbet af 600 år. Oldtidens hedenske forestillinger spærrede dem vejen ved hvert skridt, Spaniens og Portugals overmodige koloniale begær løftede atter og atter sværdet mod dem, og Hollands kristne imperialisme undlod ingen anstrengelse for at bryde deres moral. Men intet kunne overvinde deres ukuelige ønske om at tjene islam. De brugte ikke deres begavelse og rigdom til at øge deres egen indflydelse og anseelse, men til at styrke islam. Historien om, hvordan islam gennem deres bestræbelser er blevet udbredt i den malajiske øgruppe i løbet af de sidste seks århundreder, er yderst lærerig.

Sumatra

Islams begyndelse på Sumatra fandt sted i Itza. Her var en fornem mand ved navn Abdullah Arik den første, der hævede islams røst.

Derefter udbredte hans discipel Burhanuddin Pariaman islam langs hele vestkysten helt til Pariaman. I 1205 antog hele kongeriget Itza islam, og kongen selv blev muslim. Han fik titlen Jahanshah. Herfra nåede islam med handelsskibe frem til det nordlige Sumatra. Der blev oprettet muslimske handelsstationer i Perlak og Pasuri. I det 14. århundrede kom nogle lærde fra Mekka til Sumatra under ledelse af sheikh Ismail, og de oplyste hele kystområdet fra Lambri til Aru med islams lys. Til sidst blev kongen af Masudra-riget muslim, og han fik titlen »al-Malik as-Salih«. Takket være hans bestræbelser antog også kongeriget Palakak islam. Da Ibn Battuta under sin rejse nåede hertil, var »al-Malik as-Salihs« søn, »al-Malik az-Zahir«, den regerende hersker, og han havde diplomatiske forbindelser med sultan Muhammad Tughlaq.

I Palembang var hinduismens indflydelse stærkest. Javas fremmeste islamiske missionær, Raden Rahmat, prædikede islam her, og islams udbredelse fortsatte også efter ham. Senere, da den hollandske regering blev etableret i området, og muslimerne begyndte utrætteligt at arbejde for at modstå de kristne missionærer, begyndte islam for alvor at brede sig her. Fra begyndelsen af det tyvende århundrede begyndte områdets hedenske indbyggere i stort tal at antage islam.

Islam bredte sig sidst af alt i det sydlige Sumatra. Den første islamiske missionær her var en javansk høvding ved navn Minak Kumala Bumi. Han antog islam under navnet Iti Batu. Senere tilegnede han sig islamisk viden i Mekka og omvendte et stort antal hedenske stammer til islam i Lampang. Da området var omgivet af muslimske riger på alle sider, tog det ikke imod islam. Men efter at den muslimsk-forfølgende hollandske regering var blevet etableret, blev området hurtigt islamiseret. Holland forsøgte med magt at forhindre islams udbredelse. Det gjorde imidlertid muslimernes missionsiver endnu stærkere, og de overvandt de kristne missionærer. En missionær har berettet, at en hel landsby engang havde modtaget den første kristne undervisning, men pludselig antog islam. På samme måde blev alle indbyggerne i et distrikt ved navn »Sepruf« muslimer gennem en moskéimams indsats. Om en anden prædikant har de kristne missionærer sagt, at han efter ti års arbejde befriede en hedensk stamme fra kristendommens indflydelse og førte den til islam. Det mest forbløffende er, at selv muslimske embedsmænd, der var lønnet af den hollandske regering, prædikede islam, og regeringen var trods sin modvilje ikke i stand til at forhindre det.

Fra øen Sumatra nåede islam til den malajiske halvø. I det tolvte århundrede slog mange muslimske købmænd fra Sumatra sig ned i Singapore i handelsøjemed. Et århundrede senere grundlagde de en koloni nær Malakkas havn. Gennem deres indsats antog størstedelen af kystens handelsbyer islam, og gennem dem bredte islam sig ind i Malajas indre. I det fjortende århundrede antog også landets konge islam gennem en arabisk købmand ved navn Abdul Aziz. Derefter fik han navnet sultan Muhammad Mah. I begyndelsen af det sekstende århundrede kom også det sydlige malajiske rige »Kedah« under islams indflydelse, og i 1505 antog dets konge, Perawang Mahawangsa, islam gennem en muslimsk lærd ved navn sheikh Abdullah. Han fik navnet sultan Muzlaf Shah. Denne konge viede hele sit liv til at prædike islam og befriede før sin død en stor del af Kedah-riget fra hedenskabets forbandelse.

Fra Malaya nåede islams lys til Thailand. De muslimske købmænd fra Singapore førte det senere helt til Indokina. Den indflydelse, islam i dag har i disse lande, er alt sammen et resultat af disse købmænds indsats.

Java

–[Dette er en begivenhed fra 1925. Java er i dag en delstat i Indonesien.]

Blandt den malajiske øgruppes øer var hedenskabet og hinduismen mest indflydelsesrige på øen Java. Trods muslimernes høje uddannelsesniveau havde forskellige ugyldige trosforestillinger og fantasifulde idéer, der skyldtes tilbedelsen af opdigtede guder, fået indflydelse på dem. Historien viser, at Manus lovbog var gældende helt frem til 1768. Men islams stille missionærer udryddede disse dybt rodfæstede indflydelser i løbet af nogle få århundreder. Derfor ser vi i dag, at indbyggerne på hele Java, bortset fra et lille mindretal, er blevet muslimer. Desuden er de javanske muslimers kærlighed til islam større end noget andet sted i de østindiske øgrupper.

Denne bemærkelsesværdige udvikling på Java blev indledt af en købmand fra Java ved navn Haji Purwa. Han var søn af kongen af Paja Jaran. Han overlod den kongelige krone og tronen – som han havde arveret til – til sin lillebror og rejste selv til Indien med handelsvarer. Da han kom dertil, fandt han i stedet for jordiske ejendele den evige verdens skatte. Derefter blev det eneste mål i hans liv at bringe denne uvurderlige rigdom til sine landsmænd. Han tog en arabisk lærd med til Java og fortsatte hele sit liv med at tjene islam. Derefter blev arabiske og indiske købmænds og rejsendes opmærksomhed tiltrukket af denne ø. De kom i stort tal og fortsatte med at udbrede islams lys i kystområderne. Den største gruppe af sådanne rejsende kom i det fjortende århundrede under ledelse af Maulana Sayyid Ibrahim og slog sig ned på et sted ved navn Grisf. Som følge af denne gruppes missionsarbejde antog kongen af Barman-riget islam, og derfra begyndte islam at brede sig til de omkringliggende riger. Den første så store succes i Javas historie tilfaldt denne gruppe.

Raden Rahmats fremkomst

Den største islamiske missionær på øen Java, Raden Rahmat, blev født i det 15. århundrede. Det var ham, der løftede islam i denne region fra fattigdommens faldefærdige hytter og bragte den til de kongelige paladser og magtens sæder. Han blev opdraget i kongelig adel og luksus. Hvis han havde ønsket det, kunne han selv være blevet tronens indehaver, men hans hjerte var fyldt af et stærkt ønske om at tjene islam i stedet for sig selv. Derfor gjorde han udbredelsen og fremførelsen af islam til det eneste mål for sit liv. I overensstemmelse med Allahs åbenbaring: »Advar dine nærmeste slægtninge«, begyndte han først sit missionsarbejde i sin egen familie. Han opfordrede sin morfars far, kongen af Champa, til at antage islam. Derefter rejste han til Palembang, hvor han gjorde stedets guvernør og sin egen slægtning, broderen Aghdamir, til muslimer. Så tog han sammen med Maulana Juma Dal Kubra til kongeriget Majapahit og opfordrede kongen, som også var hans morbror, til at antage islam. Kongen antog ikke selv islam, men udnævnte ham til guvernør i Ampel-området og gav ham mulighed for at udbrede islam med fuld frihed. Mens han var guvernør, gjorde han omkring tre tusinde familier i Ampel til muslimer og sendte en stor gruppe islamiske missionærer ud til alle de omkringliggende øer og kongeriger. Sheikh Khalifa Husain, som oplyste Mudura med islams lys, var udsendt af Raden. Maulana Ishaq, som udbredte islam i kongeriget Balambingan, var også hans discipel. Den Raden, som udryddede afgudsdyrkelsen i Gresik-området, var ligeledes en af hans oplærte elever. Begge hans egne sønner var også berømte islamiske missionærer på Java. Hans to nære slægtninge, Raden Pata og Raden Husain, opnåede deres største berømmelse ved endeligt at få den stærkeste fæstning for hinduismen, Majapahit, til at bøje sig for islam. Raden Husain kaldte til islam som Majapahits hærfører, og Raden Pata besejrede i 1478 for sidste gang den vantro lære og gjorde Majapahit til en islamisk stat.

Arbejdet med at udbrede islam i Vestjava var endnu vanskeligere. Hinduerne dér var nemlig langt mere fanatiske end de almindelige javanesere. Her udbredte missionærer som Maulana Hasanuddin Chaibibuni ganske vist islam vidt og bredt. Trods dette fortsatte hinduerne i lang tid med at modstå islam. Til sidst sejrede sandheden endeligt i det 16. århundrede, og hindukongedømmet Pajajaran blev fuldstændigt omvendt til islam. På denne måde blev øen Java fuldstændigt omvendt til islam i løbet af de 400 år fra det 12. til det 16. århundrede. Hinduismen bøjede sig for islam alene gennem missionens kraft, uden nogen form for blodsudgydelse.

Malukkernes øhav

Efter Java var Malukkernes øhav det islamiske riges andet centrum. Islam blev udbredt her langt senere. I de fleste tilfælde nåede den spanske og portugisiske handel og islam frem samtidig. Muslimske købmænd udbredte islam med kraft og succes i mødet med den aggressive kristendom. Mellem det 15. og 16. århundrede begyndte javanesiske og malajiske købmænd at udbrede islam her. Takket være deres missionsarbejde spredte islam sig på kort tid over hele Malukkernes øhav, og fire stærke islamiske regeringer blev grundlagt. Den ene var regeringen i Ternate. Dens sultan herskede over en stor del af Halmahera. Den anden var regeringen i Tidore. Hele Tidore, en del af Halmahera, en del af Seram og den vestlige del af Ny Guinea hørte under dette styre. Den tredje var Sultan Gurula, hvis område omfattede det centrale Halmahera og det nordlige Seram. Den fjerde regering var regeringen på Hizan-øen. Dens styre omfattede Tejan-øen og Obi-øgruppen. Disse fire riger blev efter nogen tids udfoldelse af deres herlighed ødelagt af den giftige luft fra den kristne imperialisme. Islams eksistens var imidlertid ikke afhængig af disse regeringers nåde, og islam var heller ikke opstået gennem deres nåde. Selv efter at kristne imperialistiske magter som Holland havde opslugt dem, spredte islam sig hurtigt i Malukkernes øhav. Det kan med sikkerhed siges, at den dag snart vil komme, hvor ingen anden religion end islam vil have plads dér.

Blandt disse øer var Tidore den første, der blev omvendt til islam. I det 15. århundrede gjorde en arabisk købmand ved navn Sheikh Mansur stedets konge til muslim og gav ham navnet Jamaluddin. Da den anden gruppe spanske købmænd kom dertil i 1521, var det Jamaluddins søn, Sultan Mansur, der regerede, og islam havde på det tidspunkt kun været til stede dér i 50 år. Ifølge de portugisiske købmænds beretninger var islam kommet til Ternate endnu før Tidore. Da den portugisiske gruppe ankom dertil i 1521, havde islam været udbredt dér i 80 år. Der findes en interessant fortælling om islams udbredelse på denne ø. En javanesisk købmand ved navn Wato Molla Husain bosatte sig dér for at drive handel. Hver morgen reciterede han Koranen højt. Afgudsdyrkerne blev betaget, når de hørte hans recitation, og stimlede sammen omkring ham. På denne måde omvendte han på kort tid mange mennesker til islam. Til sidst rejste selv kongen i 1495 til Gresik og antog islam.

På Ambuina udbredte en lokal handelsmand ved navn Patiputa islam og bragte islams lære fra Java, hvorfra han spredte den langs hele Ambuinas kyst. Det var på den tid, hvor den portugisiske kolonialisme var på fremmarch. Portugiserne forsøgte med magt at standse denne religions fremgang. De ønskede i virkeligheden at tage hævn for korstogene. Men trods portugisernes hårde modstand blev udbredelsen af den sande religion ikke svækket. Tværtimod blev den endnu mere populær blandt almindelige mennesker. Da Portugal i det 16. århundrede blev ramt af en indre krise, dræbte og fordrev Ambuinas befolkning alle de kristne missionærer og begyndte i stort tal at antage islam. På grund af de handelsmæssige forbindelser med disse øer blev også Malukkernes øvrige øer muslimske.

Øen Borneo

I 1521 antog kongen af Gululu islam. I dette århundrede blev Borneo oplyst af islams lys. Først blev kongeriget Banchhar Masim omvendt til islam. Derefter blev kongeriget Brunei i det nordlige Borneo muslimsk. Senere prædikede købmænd fra Palembang islam i kongeriget Sokodna i 1550, og i 1590 blev den mægtigste konge på Borneo muslim. Han fik navnet sultan Muhammad Safuddin. Da en vestlig rejsende nåede Borneo i 1600, så han, at hele kystområdet havde antaget islam, og at der kun i de indre områder fandtes en svag indflydelse fra vantro og afgudsdyrkelse. Fra begyndelsen af det 18. århundrede begyndte islam også at blive udbredt i Borneos indre egne. På den ene side udbredte kapitalistiske og velorganiserede kristne grupper deres egen religion. På den anden side prædikede fattige og spredte muslimske købmænd islam. Men verdens mennesker blev forbløffede over at se, at de kristne mislykkedes, mens muslimerne lykkedes. På blot nogle få års indsats gjorde de en stor gruppe i det nordlige Borneo, »Idan«, muslimsk. Også »Daik«-folket i det centrale Borneo fandt islam bedre end kristendommen.

Øen Celebes

Også på øen Celebes blev islam udbredt efter denne almindelige fremgangsmåde. Først bragte javanesiske og malajiske købmænd islam til kystområderne. Derefter nåede den ved hjælp af lokale købmænd ind i landets indre. Da de portugisiske kolonialister kom hertil i 1540, var udbredelsen af islam netop begyndt, og kun nogle få muslimer boede i Gowa. Inden for 60 år gjorde islam så store fremskridt, at hele kystområdet blev muslimsk, og selv kongen af Makassar antog islam. Fra Makassar bredte islam sig blandt alfur- og bugiser-folket. Blandt bugiserne fik islam en sådan indflydelse, at alle deres medfødte talenter og evner derved blev vakt. Deres begavelse og arbejdsomhed gjorde dem til det bedst civiliserede folk i det malajiske øhav. I dag er dette folk velkendt i hele området som et folk, der udbreder islam. Deres købmænd rejser rundt med deres egne flåder fra Ny Guinea til Singapore. På grund af deres indflydelse breder islam sig med stor hast. Takket være dem blev islam udbredt på alle øerne, blandt andre Sumbawa, Lombok og Sandeløerne, og selv på øen Celebes blev kristendommen sørgeligt besejret. I det 18. århundrede havde kristne missionærer gjort kongen af kongeriget Bolaang og Mechondao kristen. Under hans indflydelse blev hele kongeriget kristent. Men bugisiske købmænd befriede det inden for et århundrede fra kristendommens greb, og i 1844 antog kong Jacobis selv islam.

På de filippinske øer

Den ubevæbnede islams mest mirakuløse bedrift kom til udtryk på de filippinske øer. En malajisk købmand ved navn Sharif Kabung Suan lagde grunden til islam her. Han slog sig ned på Mindanao sammen med nogle af sine ledsagere. Her omvendte han et stort antal filippinere til islam. Her omvendte han et stort antal filippinere til islam. Derefter fortsatte tilstrømningen af muslimske købmænd, og islams udbredelse fortsatte i lang tid. Da kolonialisterne kom til de uciviliserede folkeslag her, så de en tydelig forskel mellem muslimernes og de ikke-muslimske befolkningers samfund, civilisation og adfærd. De undrede sig over, hvordan en så stor revolution kunne være sket på så kort tid i de afgudsdyrkende folkeslags liv, som var uden civilisation. Eftersom islams indflydelse her var ganske ny, iværksatte de derfor yderst grusomme aktioner for at fortrænge islam og udbrede kristendommen, og de begyndte med sværdets magt at gøre stammerne kristne. Denne fremgangsmåde fortsatte indtil begyndelsen af det civiliserede 20. århundrede. Spanien fortsatte med alle former for undertrykkelse og forfølgelse her i religionens navn. Ikke desto mindre bredte islam sig dér meget hurtigt i kampen mod kristendommen. Filippinerne kom i tusindvis til de muslimske kongeriger Mindanao og Sulu og antog islam i flokke. Det bemærkelsesværdige er, at da det amerikanske herredømme bredte sig her i slutningen af det 19. århundrede, og den religiøse tvang og undertrykkelse ophørte, fortsatte islams udbredelse ikke med samme kraft. Ikke desto mindre spredte muslimske købmænd sig i stort antal i de omkringliggende områder. De seneste efterretninger fortæller, at arbejdet med stille at udbrede islam på Filippinerne nu igen er begyndt.

Ny Guinea

Udbredelsen af islam på Ny Guinea er en begivenhed fra den allernyeste tid. Her er islam hovedsageligt begrænset til kystområderne. Oprindeligt var den vestlige del under sultanen af Tidore. Derfor blev islams indflydelse mere udbredt i det nordvestlige Ny Guinea i det 16. århundrede. I 1606 spredte muslimske købmænd den også til vestkysten og udbredte islam blandt den afgudsdyrkende befolkning på »Unim«-halvøen. Den egentlige periode for islams udbredelse i disse områder er dog det 19. århundrede. Midt i det 19. århundrede antog øen Adi islam. I begyndelsen af det 20. århundrede omvendte muslimske købmænd fra Seram og Goram øerne Pulauva og flere andre til islam. På Kai-øen fandtes der indtil midten af det 19. århundrede ikke det mindste spor af muslimer. Kun nogle få handelsfolk fra Banda-øen boede dér. Pludselig begyndte missionsarbejdet i 1878. Muslimske handelsfolk fra Mudora, Java og Bami gjorde på kort tid så mange af Kai-øens indbyggere muslimske, at antallet af muslimer dér nu er over 16.000, det vil sige næsten halvdelen af den samlede befolkning.

Islams forbløffende succes i det malajiske øhav er resultatet af seks århundreders stille missionsarbejde. Dette arbejde blev hovedsageligt udført af handelsfolk og almindelige rejsende. De havde hverken sværd eller nogen herskende magt. De havde kun en uimodståelig drivkraft og begejstring for at udbrede Allahs religion. Det var på grund af denne begejstring, at de trods farerne og risikoen ved rejser i fremmede lande og trods det yderst materialistiske liv, der følger med handelsmæssige gevinster og tab, helligede sig islams tjeneste. Derfor havde de en sådan hengivenhed og oprigtighed, at de satte alle andre formål i anden række og gjorde udbredelsen af islam til deres primære mål. Selv i vor moderne tid, hvor muslimerne i hele verden med undtagelse af Afrika er blevet efterladende med hensyn til ansvaret for at udbrede islam, findes der stadig betydelig interesse og begejstring for dette blandt muslimerne i de østindiske øgrupper. Vi kan se, at ikke blot handelsfolk, men selv embedsmænd i den hollandske regering stadig varetager opgaven med at udbrede islam dér. De har udgivet så store mængder islamiske bøger på malajisk, at enhver ikke-muslimsk embedsmand, der lærer malajisk som officielt sprog, næppe kan undgå at blive påvirket af islam. For det meste har han heller ingen anden udvej end at blive muslim.

Syv

En opfordring til at tage praktiske skridt

Jeg har ikke berettet denne lange historie blot for at fortælle tomme historier. Det eneste formål er at bevise, at den egentlige kilde til islams religiøse og verdslige styrke er at kalde til det gode, påbyde gode gerninger og holde folk borte fra onde gerninger. Hele islams livskraft afhænger af dette. Og det er netop for denne opgave, at Allah den Ophøjede har skabt det folk, der kaldes muslimer. Eftersom enhver meddelelses naturlige krav er, at den bringes frem til den, som den er tiltænkt, er tablig eller forkyndelse et krav, der ligger i islams natur. Islam er i virkeligheden en meddelelse fra Allah den Ophøjede, og denne meddelelse er blevet sendt til hvert eneste menneskebarn på jorden. Derfor er enhver, som denne meddelelse når frem til, på Allahs vegne pålagt og ansvarlig for at bringe den videre til så mange menneskebørn som muligt. Denne sandhed er blevet kundgjort i følgende vers i den ædle Koran:

كُنتُم خَيرَ أُمَّةٍ أُخرِجَت لِلنّاسِ تَأمُرونَ بِالمَعروفِ وَتَنهَونَ عَنِ المُنكَرِ وَتُؤمِنونَ بِاللَّهِ

“I er det bedste folk, der er frembragt for menneskehedens vel; I påbyder det gode, forbyder det onde og tror på Allah.” – (Āl ʿImrān 3:110)

Det er udelukkende for at opfylde dette ene formål, at Allah den Ophøjede har skabt det muslimske folk:

وَلتَكُن مِنكُم أُمَّةٌ يَدعونَ إِلَى الخَيرِ وَيَأمُرونَ بِالمَعروفِ وَيَنهَونَ عَنِ المُنكَرِ ۚ

»Der skal nødvendigvis være nogle blandt jer, som kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkastelige.« – (Suraen Āl ʿImrān 3:104)

En meget kort beskrivelse af de forbløffende resultater, som denne ansvarsfølelse har frembragt i islams tretten århundreder lange historie, er blevet givet i de foregående kapitler. Efter at have studeret denne beskrivelse vil læseren have forstået, at de muslimer, som var bevidste om deres ansvar og pligter som muslimer, de.

ادعُ إِلىٰ سَبيلِ رَبِّكَ بِالحِكمَةِ وَالمَوعِظَةِ الحَسَنَةِ

De virkeliggjorde denne guddommelige befaling: »Kald til din Herres vej med visdom og den bedste formaning«, på fortrinlig vis. I overensstemmelse med denne befaling fik de alene ved hjælp af formaninger og prædikenens kraft et vidtstrakt landområde til at underkaste sig islam. I Afrikas enorme kontinent blev millioner af mennesker således muslimer uden nogen form for lokkemidler, tvang eller bedrag; i Kina underkastede den ene befolkning efter den anden sig islam uden anvendelse af nogen materiel eller enevældig magt; i den malajiske øverden blev fire femtedele af befolkningen således underkastet den ene Allah gennem ubevæbnede og magtesløse købmænd; og i tatarernes land fik svage kvinder og ubemidlede dervisher de muslimske drabere og morderiske barbarer til at bøje hovedet for islam. Vi har fremlagt denne lærerige historie for vores muslimske brødre netop for at vise resultatet af denne ansvarsfølelse. Formålet med at fremlægge den er, at den samme ansvarsfølelse forhåbentlig også må vågne på en eller anden måde blandt vores brødre.

Missionerende aktiviteter efter 1857

Det tragiske slag, som Indiens muslimer led på deres islamiske æresfølelse under den mislykkede frihedskrig i 1857, vækkede deres religiøse følelser for en tid, og som følge heraf foregik islamisk missionering med stor hastighed i næsten fyrre år efter 1885. Men det beklagelige er, at denne religiøse følelse og denne missionerende iver under indflydelse af ikke-muslimsk herredømme døde ud. Den omfattende opvågnen til islams tjeneste, som var opstået for en kort tid, begyndte at blive spildt på udveksling af gensidige vantrosanktioner og indbyrdes optøjer og stridigheder. Hvis man studerer historien om det nittende århundredes sidste halvdel, bliver det os klart, at antallet af nye muslimer på den tid, trods fraværet af nogen regelmæssig ordning for islamisk missionering, hvert år steg fra 10.000 til 600.000. Der opstod dengang en stor gruppe af ulemaer og prædikanter. De havde viet deres liv til islamisk missionering og gik af egen kraft fra by til by, hvor de omvendte tusinder af mennesker til islam. Desuden opstod der blandt almindelige muslimer en sådan iver efter at missionere for islam, at alle fra kontoransatte til almindelige butiksindehavere deltog i islamisk missionering. Det fremgår af de gamle rapporter fra Anjuman Himayat-e-Islam i Lahore, at skole- og madrasa-lærere, offentligt ansatte, småhandlende og endda en kamelkusk på den tid deltog i islamisk missionering.

Den nuværende situation

Når man overvejer årsagen til, at islamisk missionering i denne tid foregår så langsomt, bliver det tydeligt, at hele ansvaret ligger hos vores sløvhed og religiøse ligegyldighed. Ellers er det hævet over enhver tvivl, at islam stadig er, som den var før. Der er ikke sket nogen ændring i dens natur, og det kan der heller ikke ske. Men der er sket en ændring i os. Vores karakter er blevet forandret. Vores følelser og fornemmelser har ændret sig. Det er årsagen til nutidens tilbagegang. Derfor kan det vanskelige problem, som i dag har vist sig med hensyn til islams udbredelse på det indiske subkontinent, ikke løses blot ved at afholde møder og danne foreninger; det kan ikke løses blot ved at udgive aviser og tidsskrifter; og intet vil heller blive udrettet ved blot at spilde tiden med larm og postyr. Den egentlige løsning er, at vi må gøre vores muslimer til muslimer, tilføre dem den rette islamiske iver og livskraft og forme deres liv efter den rette islamiske støbeform. Alle falske trosforestillinger, kætterske skikke og sædvaner samt fejlagtige vaner må fjernes fra dem. Disse ting er opstået blandt dem, fordi de gennem århundreder har levet sammen med et polyteistisk folk. Vi må sørge for at skabe en sådan religiøs iver blandt muslimerne, at den gør enhver muslim til en aktiv missionær for islam.

Jeg har gentagne gange understreget, at muslimer aldrig har udbredt islam ved at oprette kristne missionærorganisationer. Det betyder naturligvis ikke, at vi er imod at arbejde organiseret. Sagen er snarere, at dette arbejde ikke blot bør udføres af én eller nogle få grupper. Der bør i stedet skabes en omfattende og universel begejstring blandt muslimer for at udbrede og styrke islam, så enhver muslim begynder at føle sig ansvarlig for dette ophøjede arbejde.

Ikke blot missionærgrupper, men en universel trang til at udbrede islam?

Hvis denne omfattende trang og begejstring for at udbrede islam ikke vækkes blandt almindelige muslimer, og ansvaret for arbejdet blot overlades til én eller nogle få foreninger, må vi være helt sikre på, at vi aldrig vil kunne få succes i mødet med de ikke-muslimske. For overalt har det netop været muslimernes universelle trang til at udbrede islam, der har ført til succes. Hvis denne universelle trang ikke havde eksisteret blandt muslimerne i Afrika, og man blot havde begrænset sig til at udpege nogle få foreninger til at udføre arbejdet med tabligh og mission, ville de aldrig, selv ikke frem til Dommedag, have kunnet opnå den succes over for de kristne foreninger, som var mange gange stærkere og rigere end dem – den succes, som de faktisk har opnået, og som har efterladt hele den kristne verden målløs af forundring. På samme måde ville man i den malajiske øverden heller ikke have hørt adhanens stemme så langt og så bredt, som den høres i dag trods den samlede modstand fra hedenske og kristne imperialister, hvis der ikke havde været en stærk trang til at udbrede religionen blandt købmænd og rejsende fra alle samfundslag, og hvis ansvaret for at kalde til islam alene var blevet varetaget af de arabiske og indiske prædikanter og lærde, som kun kom på besøg af og til. Det er sandt, at udbredelsen af islam er en fard kifaya. Hvis én gruppe påtager sig dette arbejde, er det tilstrækkeligt for hele ummaen. Men denne lempelige bestemmelse i shariaen har ikke til formål blot at fritage muslimerne fra ansvaret for at tjene religionen, så de kan leve mageligt og blive ligeglade. Dens betydning er, at ansvaret faktisk påhviler alle muslimer, og at alle skal udføre det. Der bør imidlertid som minimum altid findes en gruppe, der nødvendigvis fortsætter med at udføre dette arbejde. Og det siger sig selv, at denne gruppe må være de lærdes og de frommes gruppe.

Derfor mener jeg, at den bedste måde at udbrede islam på er, at man i stedet for at kalde de ikke-muslimske selv kalder muslimerne og skaber en sådan religiøs vækkelse og inspiration blandt dem, at enhver muslim bliver en missionær. På den måde vil ikke blot ansvaret for at udbrede islam blive varetaget på bedste vis; samtidig vil mange af vores religiøse sygdomme også blive helbredt.

Nogle forslag til reformer

På baggrund af erfaringerne med islamisk mission i forskellige lande i verden vil jeg her nævne nogle reformtiltag, som efter min opfattelse vil kunne fremme udbredelsen af islam i dette land. Jeg håber, at de muslimske ledere vil overveje dem:

(a) Afskaffelse af klasseskel

De klasseskel, der er opstået blandt muslimerne, fordi de har levet som nære naboer til hinduerne, må afskaffes. En grundlæggende troslære i islam er, at intet menneske er urent eller ringere af fødsel. Det er denne troslære, der har bragt fuld lighed til det muslimske samfund, og denne overbevisning er en væsentlig årsag til dets succes. Nu må dette princip igen anerkendes som et grundlæggende princip i alle vores forhold.

(b) Afskaffelse af arvelig diskrimination

I vores land betragtes nye muslimer generelt, som er muslimer gennem slægten, som underlegne i forhold til dem. Dette er fuldstændig uislamisk adfærd. Det må udryddes med stor beslutsomhed. Skikken med at gifte sig med nye muslimske kvinder og mænd må genoplives. De fornemme mennesker i vores land undgår dette. Men selv vores mest fornemme person kan ikke hævde at være fornemmere end Hazrat Rasulullah (s), som giftede sig med døtrene af to nye muslimer, Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) og Hazrat Umar Faruq (ra), og gav sine egne døtre til to andre nye muslimer, Hazrat Uthman (ra) og Hazrat Ali (ra).

(c) Genoplivning af islamisk broderskab

Der må vækkes en følelse af islamisk broderskab blandt muslimerne, så ikke-muslimer, når de ser den, får lyst til at træde ind i det islamiske samfund.

(d) Forbedring af den almindelige religiøse og moralske tilstand

Der kan være behov for en dybere reformbevægelse for at forbedre muslimernes indre liv. Men i det mindste er det nødvendigt at skabe et så stærkt indtryk gennem deres ydre liv, at ikke-muslimer af sig selv bliver tiltrukket af dem. Alle må for eksempel opfordres til at bede i forsamling og faste samt til at afholde sig fra alle polyteistiske og kætterske skikke og fra alle handlinger, der er forbudt af shariaen; især må der gøres en omfattende indsats for at udrydde moralske forseelser blandt muslimerne. For hvis muslimernes moralske tilstand forbedres, vil ikke-muslimer føle respekt for dem.

(e) Udbredelse af religiøs undervisning og opmuntring til missionerende aktiviteter

Muslimerne må gives religiøs undervisning gennem fredagsprædikener, aftenmøder, uddannelsesinstitutioner samt aviser og tidsskrifter. Forskellen mellem islam og andre religioner må forklares klart gennem en enkel sammenlignende fremstilling. Det vil især være meget effektivt at sætte denne bevægelse i gang blandt lærere, offentligt ansatte og almindelige forretningsfolk. For de har større mulighed for at omgås befolkningen og er i stand til at udføre missionsarbejdet med stor succes.

Afsluttende ord

Dette er en yderst vigtig opgave. For at udføre den må vores ulama og pir-sahiban træde ud af deres egne hujraer og khanqaher. Ulamaernes ansvar behøver ingen nærmere forklaring. Den titel som „gudfrygtige“ de har fået i Koranen, og den sammenligning med Israels børns profeter, som er blevet givet dem i hadith, er ikke æresbevisninger, de har fået uden grund. Tværtimod er et meget stort ansvar for denne ummas reform og vejledning blevet lagt på dem. Hvis de blot gør den mindste fejl i opfyldelsen af dette ansvar, vil de ikke kunne undslippe Allahs strenge straf. Men jeg ønsker også at minde hazrat pir-sahiban og sufi-sahiban om deres store ansvar. De ophøjede sæder, de i dag sidder på, var engang viet til det store arbejde at kalde Allahs tjenere til Allahs vej. De er ikke blot arvinger til deres forgængeres åndelige storhed og verdslige udbytte, men også til mange ansvar og pligter. Følelsen af dette ansvar og disse pligter var så stærk hos de tidligere sufier og pir-sahiban, at de ikke havde tid til at tænke på noget andet. Hvis pir-sahiban stadig føler det ansvar for en muslims forbedring, som påhviler dem, efter at de har gjort ham til murid, kan mange af muslimernes problemer blive løst. De store gaddi-nashiners og pir-sahibanernes murider må være mindst én til halvanden crore i antal. De har så stor indflydelse på dette enorme antal muslimer, at blot deres tegn kan ændre deres karakter og liv. Hvis det lykkes at skabe islamisk inspiration blandt så mange muslimer, kan hele landets ansigt ændres på blot få år. Kan vi under disse omstændigheder ikke håbe, at disse ærede personer vil træde ud af deres fredelige tilværelse og i denne katastrofale tid yde en indsats for Allah og Hans sande din?

Anden del

De falskes angreb på islam og årsagerne dertil

De kristne missionærer i dette land har for nylig vedtaget en række forslag, hvori de erklærer deres beslutning om at kalde landets muslimer til kristendommen. Disse forslag er også blevet trykt i aviser og tidsskrifter. Jeg ved ikke, hvor mange læsere der efter at have læst dem blev dybt bedrøvede og tog initiativ til effektive skridt, og hvor mange der blot følte en smule beklagelse og derefter gik videre med deres egne gøremål. Men én ting er sikker: Tendensen til at skabe ståhej er blevet en indgroet sygdom hos os. I dag er vi blevet så vant til, at når vi hører om et stort angreb eller en særlig plan fra modstandernes side, bliver vi straks forskrækkede og foretager os i en forvirret og bekymret tilstand nogle tilfældige skridt. Så snart faren blot mindskes en smule, slår vi os straks til ro. Det er nu 50 år siden, at kristne missionærer og ariske propagandister begyndte at udbrede deres respektive religioner. I hele denne lange periode har de arbejdet yderst stille. Der er ikke gået et eneste år, uden at de har omvendt et vist antal nye mennesker til deres egen tro. Men vi opfattede deres tavshed som et tegn på en passivitet, der lignede vores egen, og traf aldrig foranstaltninger til vores forsvar. Vores situation ligner landsbyboernes i Mareb. De betragtede den dæmning, deres forfædre havde bygget, som en dæmning opført af guderne. De troede, at det var umuligt for dæmningen at bryde sammen eller blive svækket. Selv da rotter begyndte at lave huller i dæmningen, sad de trygt og tænkte, at en dæmning bygget af guderne ikke kunne ødelægges af rotter. Men disse rotter fortsatte deres bestræbelser i mange år og opnåede en sådan succes, at vand begyndte at sive ud gennem dæmningen. Senere førte dels vandets pres og dels murens forfald til, at dæmningen en dag pludselig brød fuldstændigt sammen, og selv beboelser langt borte blev ødelagt. Sådan er også vores situation. Vi trøster os med, at islams dæmning er særdeles stærk. Og det bør vi i sandhed også have tillid til. Men på grund af vores egne mangler gør vi denne dæmning svag. Derfor forsøger rotterne at lave huller i den, og nogle steder lykkes det dem.

Andres succes er blot resultatet af vores egen uduelighed

Vi bør overveje, hvorfor de ariske propagandister og de kristne missionærer vover at konfrontere os. Undersøg deres religion nøje, og I vil se, at den består af en samling så latterlige skikke og regler, at de selv ville skamme sig over blot at sætte sig til at tænke over dem, for slet ikke at tale om at fremlægge dem for os. Hvordan kan de så komme på markedet med en så værdiløs vare, og hvordan kan de opnå succes? Der må være en grund til det. Når man tænker over dette spørgsmål, bliver det helt tydeligt, at deres succes ikke skyldes deres dygtighed, men vores uduelighed. Glansen omkring deres handel skyldes ikke, at deres vare er god, eller at der er efterspørgsel på markedet. Den sælges kun, fordi vi selv har ødelagt respekten for vores egen vare på markedet. Vi er fuldt og fast overbeviste om, at ingen magt i verden kan få en person, der én gang har taget imod islam, til at afvige fra denne sande religion. Men hvis islams lære ikke bliver fremlagt, hvis almindelige muslimer kun har den islam, de har arvet gennem tradition og slægt, og hvis de ikke får islams overlegenhed forklaret, hvordan kan man så have tillid til dens styrke og varighed? Og selv hvis man har tillid til den, hvor er så sikkerheden for, at denne tillid vil holde?

Den grundlæggende årsag til faren: Den varige kilde til vores religiøse katastrofer

Det vil blive klart ved en lidt dybere eftertanke, at ikke-muslimske missionærer kun vover at prædike deres egen religion i det muslimske samfund og forsøge at omvende muslimer på grund af vores svagheder. Så længe disse svagheder og mangler findes blandt os, vil risikoen for denne fare også bestå. Vores ulykkelige høresans vil ustandselig blive ved med at høre nyheder som: I dag er der blevet begået et angreb af ariere og kristne et eller andet sted; i dag er muslimer et andet sted blevet ofre for de vantros lokkemad. Denne sygdom, hvor man midlertidigt forsøger at beskytte sig mod sådanne farer ved at indføre nogle overfladiske fremgangsmåder og derefter sætter sig tilfreds, vil ikke forsvinde. Tværtimod er der fare for, at situationen efter nogen tid bliver sådan, at vi vænner os til at høre disse nyheder og holder op med at være opmærksomme på dem. Hvis der skal findes en effektiv modgift, må vi rette vores opmærksomhed mod behandlingen af vores grundlæggende svagheder og træffe virkningsfulde foranstaltninger for at udrydde dem varigt. Derved vil det grundlæggende forhold, som giver fjenderne opmuntring til at angribe os, blive fjernet fra vores midte. Efter min opfattelse er vores svagheder af tre slags, og disse er den egentlige kilde til al ulykke:

(1) Uvidenhed

For det første er en stor del af muslimerne uvidende og uuddannede. Især er deres uvidenhed om islam så omfattende, at mange ikke engang ved, hvordan man fremsiger kalimaen. Sandt at sige er mange, selv om de er født i muslimske familier, ikke engang muslimer af navn. Derfor er fjenderne i stand til let at føre sådanne mennesker bort fra islam.

(2) Fattigdom

For det andet er muslimerne yderst fattige. Uvidenhed og fattigdom smelter sammen og gør dem til lette ofre for angreb fra velstående ikke-muslimske missionærer.

(3) Utilstrækkelighed af islamiske uddannelsesinstitutioner

For det tredje tvinger manglen på muslimernes egne uddannelsesinstitutioner dem til at sende deres små drenge og piger på missionsskoler. Her begynder kristendommen allerede fra barndommen at sætte sit præg på deres uskyldige sind. Senere bliver netop dette præg en hjælp til, at de i det skjulte eller åbent konverterer.

Dette er den varige kilde til vores religiøse vildfarelse. – [Dette er resultatet af en observation fra 1925. Ved en omhyggelig vurdering vil det vise sig, at det også i vores tid i større eller mindre grad netop er disse forhold, der er hovedkilden til muslimernes religiøse tilbageståenhed og vildfarelse. – Oversætterens anmærkning] Årsagerne til denne vildfarelse er så talrige, at de ikke kan tælles, og det er heller ikke muligt at drøfte dem udførligt her. Overordnet kan man dog sige, at nogle af de vigtigste og mest grundlæggende forhold blandt dem er følgende:

Muslimernes underkastelse, ulemaens ligegyldighed, udbredelsen af ikke-islamiske skikke og sædvaner i det muslimske samfund, den muslimske verdens styrkes opsplitning i mange dele samt muslimernes manglende realistiske forståelse af pengenes magt – hvilket er en af de væsentligste årsager til deres voksende fattigdom.

Vores naivitet og manglende fremsynover forfjendernes snedighed og fremsynethed

Blandt de nævnte årsager og svagheder findes der ikke én eneste, som vi kan bebrejde andre end os selv. Ingen af dem har deres udspring hos vores modstandere. Hvis vi nu for at bekæmpe dem iværksætter oplysningskampagner eller afholder seminarer og symposier eller sender vores prædikanter til de steder, hvor muslimer er ved at afvige fra islam, vil det hverken helbrede den nuværende sygdom eller beskytte os mod fremtidige sygdomme. Og det er netop den slags, vi hidtil har gjort. Hvis vores modstanderes arbejdsmetode havde været sådan, kunne vi måske have haft nogen succes på denne måde. Men de gennemfører kun oplysningskampagner og prædikener som et kneb for at holde os beskæftiget. I virkeligheden er deres arbejdsmetode helt anderledes. De udnytter fuldt ud vores politiske og økonomiske slaveri, ulemaens ligegyldighed, vores nationale splittelse og alle vores øvrige svagheder. De har oprettet tusindvis af hospitaler, hvor de udbreder deres egen religion. De åbner tusindvis af børnehjem, hvor utallige forældreløse drenge og piger får kristendommens tabletter at sluge. De har tilrettelagt deres arbejde så fuldkomment, at hver gang der opstår hungersnød eller en anden naturkatastrofe, giver de alle de husvilde husly og udbreder deres egen religion ved at uddele nødhjælp i form af mad og tøj. De har oprettet tusindvis af uddannelsesinstitutioner overalt i Indien. Her opmuntres drenge og piger meget langsomt og gradvist til at konvertere. De har opbygget en sådan tålmodighed og standhaftighed, så megen offervilje og tjenesteånd samt en sådan oprigtig religiøs hengivenhed, at de tilbringer år efter år på ét sted i ekstrem ensomhed og afsondrethed. De lever som yogier, asketer, fakirer og dervisher og udbreder i al stilhed deres egen religion blandt folk. De besidder en så dyb intelligens, at de, selv om det ikke altid er helt oprigtigt, i det mindste på kunstig vis lever et højtstående, fromt, enkelt og beskedent liv over for folk og udviser en så ophøjet moralsk karakter, at deres faktiske gode opførsel i højere grad end mundtlige og trykte formaninger bliver et middel til at udbrede deres religion. Desuden udnytter de vores fattigdom til at opnå økonomisk overlegenhed over os. Ingen burde have vanskeligt ved at forstå, hvor dybtgående og effektiv denne arbejdsmetode er. Det er som en frygtelig oversvømmelse, der på én gang larmer voldsomt, river bygninger ned og knuser dem samt får selv store paladsers fundamenter til at styrte sammen. At møde den med et simpelt plankeværk eller en lignende overfladisk foranstaltning nytter ikke. Derfor må vi også træffe lige så dybtgående og effektive foranstaltninger som vores modstandere. Ellers er det umuligt at få succes med vores bestræbelser på at beskytte os selv.

Måder at forsvare sig på

Jeg har tidligere drøftet de indre svagheder og andre vanskeligheder i det muslimske samfund, som kan medføre, at islam i det indiske subkontinent i fremtiden, selv hvis den ikke helt udryddes, risikerer at ende i en yderst hjælpeløs tilstand. Samtidig har jeg fremstillet de dybtgående og særdeles effektive sammensværgelser, som islams fjender gennemfører for at knuse islams styrke. Af denne drøftelse er det blevet klart, at det vil være umuligt for os at opnå succes med at beskytte og udbrede islam, så længe vi ikke også anvender lige så vidtrækkende og effektive strategier. Nu vil jeg drøfte, hvordan disse beskyttelsesforanstaltninger bør se ud, og hvilke strategier vi bør tage i brug.

1 – Bred udbredelse af islamisk undervisning og genopvækkelse af den religiøse inspiration

Jeg har allerede sagt, at uvidenhed er vores største svaghed. En stor del af muslimerne er fuldstændig uvidende om deres religions lære samt dens trosforestillinger og juridiske praksis. Det er det, der i højeste grad hjælper fjenderne med at få dem til at forlade religionen. Derfor er vores første behov på dette område at udbrede islams lære blandt alle de uvidende muslimer i Indien – [her menes det udelte Indien i 1925 – oversætterens bemærkning] –; det er nødvendigt at indprente islams letforståelige trosforestillinger i deres sind og skabe en så stærk religiøs inspiration i dem, at de bliver trofaste i udførelsen af bøn og faste. Til dette formål må vi generelt i landområderne og i de små byer ansætte én person hvert sted, som i folks fritid langsomt og gradvist kan undervise dem i religionen og på et sprog, de forstår, forklare dem islams vigtige bestemmelser og deres fordele. Samtidig kan man også invitere ikke-muslimer til islam. Men foreløbig må vores fulde opmærksomhed rettes mod at gøre muslimerne til sande muslimer i stedet for at gøre vantroende til muslimer. Hvis det lykkes os at vække muslimernes slumrende religiøse inspiration, kan vi beskytte vores indre samfundsstruktur mod angreb udefra. Derefter vil vi få større mulighed for at rette opmærksomheden mod andre.

2 – Oprettelse af grundlæggende religiøse skoler

Samtidig er den anden nødvendige opgave at oprette institutioner i hver eneste landsby for at give muslimske drenge og piger en grundlæggende religiøs undervisning. Det kræver hverken et langt og omfattende regelsæt eller en særlig undervisningsplan. For at gøre dem til muslimer er det tilstrækkeligt at indprente islams trosartikler i deres sind på et meget enkelt sprog. De skal lære de almindelige regler om wudu, renselse fra urin og afføring, bøn, faste og lignende udenad, og de skal undervises i at læse Koranen. Selv det blot at lære folk at læse Koranen som en papegøje har en sådan virkning på dem, at islams storhed præger deres sind, hvorefter det ikke er let at fjerne denne påvirkning. Hvis vi derfor ikke er i stand til at give vores børn en effektiv undervisning, bør vi i det mindste præge deres bløde sind med Koranen, så de ikke påvirkes af vantroens magi.

Dette er den allermest grundlæggende nødvendige opgave. Vi bør ikke forsinke udførelsen af den det mindste. Det er ikke meningsfuldt at sende en særskilt gruppe af muballigher ud på rejse til dette formål. Der er snarere brug for mennesker, som bliver fast boende ét sted og med fuld hengivenhed og beslutsomhed kan tjene islam, mens de ligesom ariske missionærer tåler landsbylivets strabadser. De må have så megen tålmodighed, at de kan imødegå folks tåbelige adfærd med succes. De må ikke miste modet ved det første nederlag. Selv hvis det tager flere år at fjerne polyteistiske og bid’ah-prægede skikke, må de ikke miste kampånden, og de må ikke i deres hast komme til at føre krig mod de uvidende. De skal tværtimod gennem langsom rådgivning, undervisning og forkyndelse gøre folk interesserede i at forbedre deres karakter. Samtidig bør de have så stærk en offervilje, at de kræver så lidt vederlag som muligt af dette fattige folk for deres tjeneste for islam. Det er indlysende, at dette folk ikke har mulighed for at lade milliarder af taka flyde som vand, sådan som de kristne gør. Deres moralske karakter må være så ren og hellig, at de enfoldige landsbyboere ikke får modvilje mod dem ved at se deres arbejde, men tværtimod bliver tiltrukket af dem, fordi de bliver betaget af deres ædle karakter. De skal kunne fremvise sådanne eksempler på islamisk karakter i deres egen person, at folk hos dem får en praktisk undervisning i islamisk akhlaq.

3 – Permanente ordninger for genbosættelse af ofre for naturkatastrofer

Det, der hidtil er blevet drøftet, var opgaver på første niveau. Det næste niveau er at etablere regionale genbosættelsesordninger for at beskytte muslimer mod de skadelige virkninger af naturkatastrofer og lignende. Det er netop på grund af manglen på sådanne ordninger, at ramte muslimer bliver afhængige af kristne og ariske missionærers barmhjertighed. For eksempel bliver tusindvis af mænd, kvinder og børn hjemløse under hungersnød og oversvømmelser. I sådanne farefulde tider er der ingen, der kan give dem husly. Derfor tvinges de til at sælge deres religion og tro og modtage ris og tøj fra velhavende kristne missionærer for at stille sulten og dække deres blufærdighed. På denne måde strejfer de børn, som ikke har nogen værge, dag og nat omkring som omstrejfere, blot fordi de mangler husly, og i de fleste tilfælde finder de tilflugt på børnehjem, der drives af kristne eller ariske missionærer. De bliver således evige ofre for den sammensværgelse, som islams fjender fører for at få muslimer til at forlade deres religion. Det er udelukkende muslimernes ligegyldighed, der river disse følsomme børn ud af islams favn og kaster dem ind i vantroens malstrøm. For at beskytte dem mod denne fare er der behov for permanente børnehjem. Det siges naturligvis ikke, at der nødvendigvis må indføres en meget omfattende ordning. Foreløbig er det tilstrækkeligt at forhindre dem i at falde i missionærernes kløer. Hvordan man kan give dem noget arbejde og uddanne dem, så de bliver i stand til at arbejde, må overvejes særskilt. Foreløbig bør vores eneste mål være at beskytte deres islam. Det kan muligvis ske ved at give dem husly hos muslimske familier. Og det må sikres, at de i disse familier ikke behandles som slaver, men får venlig behandling som tjenere. Hvis nogen kan et håndværk, kan han sættes til et passende arbejde. Det kan uden tvivl siges, at forældreløses og forældresløse børns situation på ingen måde er tålelig. Men selv hvis vores folk ikke har tilstrækkelig medfølelse til at kunne sørge godt for deres børn og unge, er det ikke desto mindre en fuldstændig sikker sandhed, at det er langt bedre for en muslimsk ung at forblive muslim og blive tjener end at antage vantroen og blive baptist.

4 – Boykot af missionærernes uddannelsesinstitutioner

En vigtig opgave er at føre en kraftig kampagne for at tage muslimske drenge ud af missionærernes skoler og colleges. Formålet med disse uddannelsesinstitutioner er ikke at udbrede kundskabens og videnskabens lys. Deres formål er at føre drenge og piger bort fra deres religion og indvie dem i kristendommen, Sankt Pauls opdigtede religion. Den uundgåelige følge af at modtage undervisning på disse institutioner er i almindelighed, at eleverne, selv om de ikke åbent forlader islam, i det mindste bliver fjendtligt indstillede over for deres egen religion. Der er ikke længere nogen respekt for islam tilbage i deres sind. De fjerner sig tydeligt fra den islamiske troslære. De begynder at betragte tilbedelse som en leg. De overtræder åbent de islamiske bestemmelser. Kun på grund af deres slægtsmæssige tilknytning og det sociale pres har de en rent navnemæssig forbindelse til islam. Det er sandt, at uddannelse på missionærernes institutioner ifølge hr. Arnolds erfaring undertiden har givet et helt modsat resultat. Nogle elever har efter at have lært kristendommens fejl og mangler at kende udviklet sig til endnu stærkere modstandere. Men antallet af sådanne heldige fromme sjæle er meget ringe. Generelt er tilstanden blandt eleverne på missionærernes uddannelsesinstitutioner netop den, vi har beskrevet ovenfor. At befri dem fra denne fare for irreligiøsitet er afgjort en meget stor tjeneste for islam.

Der fremføres ofte et argument imod denne form for bevægelse. Det siges, at muslimerne allerede er bagud med hensyn til uddannelse og dannelse, og at de ikke har noget godt system på dette område. Hvis missionsskoler og -kollegier derefter også boykottes, hvor skal vores drenge så gå i skole? Men jeg siger, at de nuværende islamiske og statslige institutioner kan udfylde manglen på missionsuddannelsesinstitutioner. Faktisk er undervisningen på disse institutioner mange gange bedre end undervisningen på deres institutioner. Men selv hvis det ikke skulle være muligt at udfylde denne mangel dér, kan en oprigtig muslim ikke, ud fra sit synspunkt, ofre religionen for den højere uddannelses skyld alene. Hvis der ikke findes nogen anden mulighed for, at muslimer kan opnå en højere uddannelse end gennem missionsinstitutionerne, er det bedre at afstå fra en sådan højere uddannelse end at opnå den. For det er en langt større ulykke, at vores børn fjerner sig fra islam, end at de forbliver uvidende. Derfor er det nødvendigt at føre en kampagne imod missionsuddannelsesinstitutionerne. Det er ikke nok blot at føre en kampagne; man må også opfordre enhver muslim til at tage sine egne børn ud af disse institutioner.

5 – Befrielse fra økonomisk slaveri

Den sidste opgave, og den mest presserende opgave under de nuværende forhold, er at befri muslimerne fra deres nuværende økonomiske slaveri. Tidligere var det regeringen, der var den vigtigste støtte for de indiske muslimers økonomiske velfærd. De havde ganske vist aldrig nogen tilbøjelighed til handel eller organisering af kapital. De havde kun en medfødt tilbøjelighed til forskellige håndværksfag. Og det økonomiske udbytte af disse fag afhang fuldstændigt af regeringen og de mennesker, der var knyttet til regeringen. De værdsatte disse fag og tillagde dem værdi. Da regeringen forsvandt, tørrede kilden til deres velstand og rigdom samtidig ud. Derfor er situationen i dag blevet sådan, at alle de dygtige håndværkere og bønder blandt muslimerne er slaver under kapitalistiske hinduer. Og de, som Allah har gjort velhavende gennem arv, bortødsler den dag efter dag på grund af deres forvanskede kultur og smag samt deres fejlagtige og ødsle vaner. Resultatet af dette økonomiske slaveri er, at hindernes styrke inden for handel og erhverv er vokset så meget, at de er blevet ødelæggende for muslimerne. De er kommet så langt frem på dette område, at de, når de ønsker det, kan iværksætte en blokade og bringe muslimerne i en vanskelig situation. I byerne og ved havnene er dette ganske vist begrænset til økonomisk slaveri. Men i de fjerntliggende landdistrikter er dette blevet det største middel til at få muslimerne til at forlade deres religion. Ikke-muslimske missionærer forsøger med alle kræfter at omvende de uvidende muslimer på landet. Derfor er det yderst nødvendigt at behandle denne sygdom for at sikre islam. På baggrund af de nuværende forhold vil det måske endda ikke være en overdrivelse at sige, at den økonomiske fare udgør en trussel mod islams eksistens i Indien.

Betydningen af national enhed

Hvilken fremgangsmåde der kan anvendes for at redde muslimerne fra den økonomiske fare, er et særskilt emne. Der er ikke lejlighed til at behandle det udførligt her. Men det er sandt, at vores splittelse og de nationale gruppers mangfoldighed på ingen måde er passende, hvis denne så vigtige opgave skal fuldføres. Vi er stadig optaget af at danne separate grupper. Men i dette tilfælde er hele nationens forenede styrke nødvendig. Vi forventer enorme resultater på kort tid. Men dette arbejde kræver utrættelig indsats år efter år. Vi finder stadig den største tilfredsstillelse i larm og ståhej. Men her er der behov for dybere hengivenhed til målet og ægte selvopofrelse og tålmodighed. Vi har stadig kun lært at antænde noget pludseligt som ild. Men det er ikke nødvendigt her. Vi har nu brug for kun en ganske ringe varme – en varme, der år efter år kan modnes indvendigt og skabe perler og juveler. Så længe vi ikke behersker den rette metode til at arbejde, vil alle forslag derfor være frugtesløse. Hvis forskellige bevægelser stadig er drevet af denne følelsesmæssige ophidselse, og hvis vi i stedet for at møde andre fortsat er helt optaget af at bekæmpe hinanden, og hvis alt vores arbejde fortsætter ad splittelsens vej i stedet for enhed og gensidigt samarbejde, er det bedre, at vi opgiver alle forsøg på reform og forbedring, sammen læser Fatiha for islam og hver især beskæftiger os med det arbejde, vi foretrækker. Ligesom en bygnings opførelse kræver håndværkerens dygtighed mere end en stor mængde byggematerialer, kræver vi på samme måde større dygtighed i at arbejde end gode forslag og fremgangsmåder. Uanset hvor god medicinen er, vil den ikke gavne patienten, hvis lægen ikke er dygtig. Hvis de lærde blandt vores nation (det vil sige den muslimske ummah) derfor virkelig forstår tidens betydning og følsomme situation, må de lægge alle andre overvejelser til side og først og fremmest tænke over, hvordan den muslimske nations enhed kan genoprettes. Den splittelse og adskillelse, der i dag hersker i alle nationale bevægelser, må fjernes så hurtigt som muligt.

—000—

Muslimerne og dawah

»Historien vidner om, at Hazrat Rasulullah, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fortsatte med dawah og forkyndelse selv på slagmarken. Opgaven med at kalde Allahs tjenere til at tjene Ham er så vigtig, at det under ingen omstændigheder er muligt for en muslim at opgive den. Denne dawah-opgave er en uadskillelig del af muslimens liv og hans person. Først når vi kan fortsætte denne dawah gennem det hårde struggle i det virkelige liv, vil formålet med vores liv lykkes, og målet blive nået. Forskellen mellem os og de kristne missionærer er blot, at de er en gruppe professionelle religionsforkyndere. Men muslimens forkyndelse foregår på alle områder af det travle liv. Denne forkyndelse foregår ikke noget sted ved, at man sætter sig særskilt ned og kun er wa’iz. Hvis en muslim tværtimod arbejder på et marked, driver han på den ene side sit erhverv og kalder på den anden side mennesker til Allahs din. Hvor han end er, og hvad han end gør, er han under alle omstændigheder først den, der kalder til Allahs din, og derefter alt andet.«

Maulana Maududi

Jhelum

14. november 1967