Indledning: En tale holdt til arbejderne ved det afsluttende møde på Jamaat-e-Islamis årlige konference, som blev afholdt i Karachi den 13. november 1951.
Kære medarbejdere og venner!
Efter den fire dage lange konference tager alle nu afsked med dette sted. Det program, der var fastlagt i anledning af konferencen, er med Allahs nåde blevet gennemført, og vi har også i det særlige møde foretaget en nogenlunde gennemgang af det. Før jeg tager afsked med jer, ønsker jeg at sige nogle vigtige ting om vores arbejdsmetode til mine medbrødre, rukn og muttaqi (nu kaldet associerede medlemmer), så de fremover kan varetage deres ansvar korrekt.
Forholdet til Allah den Ophøjede
Det første, jeg ønsker at nævne, er det, som de ædle profeter, de retledte kaliffer samt nationens forbilleder og retskafne mennesker plejede at formane deres medarbejdere til i forbindelse med enhver opgave. De formanede dem til at frygte Allah den Ophøjede, nærer en inderlig hengivenhed for Ham af hele deres hjerte og sjæl og styrke deres forhold til Ham. I efterligning og følge af dem giver jeg jer i dag netop denne formaning. Og også fremover vil jeg, når jeg får lejlighed til det, in sha Allah fortsætte med at minde jer om dette. For dette er så vigtigt, at det bør prioriteres frem for alle andre forhold. Hvad angår troslæren, bør troen på Allah prioriteres; hvad angår tilbedelsen, bør et stadig tættere forhold til Allah etableres; hvad angår den moralske karakter, bør frygten for Allah næres; og hvad angår omgang, adfærd og handel, bør opnåelsen af Allah den Ophøjedes tilfredshed prioriteres. Især kan den opgave, som vi har organiseret os for, kun gennemføres på grundlag af et forhold til Allah den Ophøjede. Jo dybere og stærkere et forhold vi har til Allah den Ophøjede, desto stærkere vil vores bevægelse blive. Omvendt vil denne bevægelse blive svækket, hvis vores forhold til Allah den Ophøjede er svagt. Må Allah beskytte os mod dette.
Det siger sig selv, at uanset hvilken opgave et menneske deltager i – hvad enten den vedrører denne verden eller det hinsidige – henter det sin motivation fra opgavens egentlige formål. Den indsats og aktivitet, som han lægger i den opgave, han har taget initiativ til og gjort forberedelser til, bliver først synlig, når der i hans hjerte viser sig en stærk interesse for og begejstring over det egentlige formål. Ingen andre end den selvcentrerede og egoistiske kan tilbede sine egne begær. Jo mere egoistisk et menneske derfor er, desto mere vil det arbejde for sine egne begær. Han tøver ikke med at ødelægge ikke blot sit jordiske liv, men også sit liv i det hinsidige, for sine børns velfærd. For hans eneste ønske er, at hans børn må opnå større lykke og fred.
På samme måde er den person, der vier sig til at tjene landet og nationen, grundlæggende bundet af kærlighed til landet og nationen. Som følge heraf accepterer han økonomiske tab for landets og nationens frihed, sikkerhed og udvikling, udholder uden besvær fængslets uudholdelige lidelser og arbejder dag og nat for dette. Han tøver end ikke med at ofre sit liv for denne sag. I kan derfor let forstå, at hvis vi ikke udfører denne opgave for vores egne begær, for vores slægtninge eller for en særlig interesse hos landet og nationen, men udelukkende for Allah den Ophøjede, så kan vores opgave aldrig gå fremad, medmindre vores forhold til Allah den Ophøjede er dybt og stærkt. Vores bestræbelser på denne opgave kan først begynde, når de er koncentreret om dens etablering. For dem, der deltager i denne opgave, er det ikke nok blot at etablere et forhold til Allah den Ophøjede; al deres håb og tillid må tværtimod være knyttet udelukkende til Allah den Ophøjede. Dette forhold må ikke blot være ét blandt flere forhold, men skal forvandles til den eneste grundlæggende og virkelige forbindelse. Desuden bør de til enhver tid have den tanke levende i deres sind, at denne forbindelse og dette forhold til Allah den Ophøjede ikke må svækkes, men tværtimod gradvist skal styrkes. Der er i sandhed ingen uenighed blandt os om, at etableringen af et forhold til Allah den Ophøjede er selve livsnerven i vores opgave. Med Allahs nåde er ingen af vores medarbejdere uopmærksom på dette forholds betydning. Men nogle spørgsmål gør ofte folk forvirrede i denne forbindelse: Hvad er den rette betydning af at etablere et forhold til Allah den Ophøjede, hvordan etableres og styrkes det, og hvordan kan man på rette vis vide, om vi har et forhold til Allah den Ophøjede, og i så fald hvor stærkt det er?
Da der ikke findes noget klart svar på alle disse spørgsmål, har jeg ofte følt, at mange i denne henseende ser sig selv hensat midt i en grænseløs ørken og helt hjælpeløse. De kan ikke dér finde vejen til deres mål. De kan end ikke nøjagtigt vurdere, hvor langt de har tilbagelagt, hvor de er nået til, eller hvor langt der endnu er tilbage. Som følge heraf bliver nogle af vores medarbejdere undertiden ofre for uklare forestillinger. For nogle bliver det vanskeligt at skelne mellem, om målet ligger langt borte eller tæt på, for en person, der bevæger sig ad en sådan vej. Andre står over for en fuldstændig usikker situation. Derfor vil jeg ikke nøjes med blot at formane jer om at etablere en forbindelse til Allah den Ophøjede; jeg vil tværtimod efter bedste evne forsøge at give et tilfredsstillende svar på de nævnte spørgsmål.
Betydningen af at knytte et forhold til Allah Ta’ala
Om betydningen af at knytte et forhold til Allah Ta’ala siges det i Koranen: Menneskets liv og død, tilbedelse og hengivelse, offer og alt andet skal udelukkende være bestemt for Allah Ta’ala. Derfor skal man tilbede Ham alene:
Min salah, mit offer, mit liv og min død er visselig udelukkende viet til Allah, alle verdeners Herre. Surah al-An’am: 162
Han har med fuldstændig koncentration forklaret deen i forhold til Allah Ta’ala så detaljeret, at intet i dens betydning og betydningens rækkevidde er uklart.
Når man gennemgår Hans udsagn, bliver det klart, at betydningen af at knytte et forhold til Allah Ta’ala er:
Frygt Allah Ta’ala i alle handlinger, både i det skjulte og åbenlyst.
At sætte større lid til Allah Ta’alas mægtige kraft end til sine egne midler og ressourcer, og at pådrage sig menneskers mishag for at gøre Allah Ta’ala tilfreds. Den fuldstændige modsætning til dette er at pådrage sig Allah Ta’alas mishag for at opnå menneskers tilfredshed. Når dette bånd og forhold derefter vokser og når dertil, at venskab med mennesker, fjendskab og omgang med dem samt alle andre forhold udelukkende udføres for Allah Ta’alas skyld, uden den mindste indflydelse dér fra ens egne ønsker, lidenskaber, tilbøjeligheder, interesser eller aversioner, da skal man forstå, at forholdet til Allah Ta’ala er blevet fuldkomment.
Desuden vidner hvert eneste ord i den Dua-e-Qunoot, som I fremsiger hver nat, om dette forhold til Allah Ta’ala. Blot ved at rette opmærksomheden mod denne duas ordlyd kan I tydeligt forstå, hvilken slags forbindelse og forhold til Allah Ta’ala I erklærer, at I har knyttet.
Åh Allah! Vi beder Dig om hjælp, fra Dig alene beder vi om vejledning til den lige og sande vej, Dig alene beder vi om tilgivelse, på Dig alene sætter vi vores lid, til Dig alene har vi tillid, og Dig alene tilegner vi al lovprisning. Vi er bundet af taknemmelighed over for Dig og hører ikke til blandt de utaknemmelige. Vi holder os væk fra den, der er ulydig mod Dig. Åh Allah! Vi tilbeder Dig alene, til Dig alene udfører vi salah, for Dig alene bøjer vi os i prostration, og til Dig alene retter vi alle vores bestræbelser og anstrengelser. Vi søger Din nåde og er frygtsomme over for Din straf. Sandelig, al Din straf er bestemt for de vantro.
Også i den bøn, som Hazrat Rasul Karim (s) plejede at fremsige, når han stod op for tahajjud, findes et billede af dette forhold til Allah Ta’ala. Han plejede at henvende sig til Allah Ta’ala og sige:
Åh Allah! Jeg har underkastet mig Dig alene, jeg har troet på Dig, jeg har sat min lid til Dig, jeg har vendt mig mod Dig, jeg kæmper kun for Din skyld, og ved Din dør fremfører jeg min klage.
Måder at styrke forholdet til Allah
Ovenfor er den rette beskrivelse blevet givet af det forhold, en mumins forhold til Allah Ta’ala bør være. Nu må vi overveje, hvordan dette forhold kan etableres og styrkes.
Der findes kun én måde at etablere dette forhold på: Mennesket må af hele sit hjerte anerkende Allah Ta’ala, den Ene og Uden Lige, som den eneste ejer, tilbedte og hersker over sig selv og hele verden. Man må anerkende, at alle egenskaber, rettigheder og beføjelser, der hører til herredømmet, alene tilkommer Allah Ta’ala. Man må holde sit sind og sin hjerne rene og rensede. Først efter at dette er gjort, etableres forholdet til Allah Ta’ala. Dette forhold kan styrkes på to måder. Den første er gennem tænkning og studium, og den anden er gennem praktisk handling.
Måden at styrke forholdet til Allah Ta’ala gennem tænkning og studium er at opnå detaljeret viden om denne forbindelse ved hjælp af den hellige Koran og sahih-haditherne. På denne måde må du få en klar forståelse af det naturlige forhold, du har til Allah Ta’ala, og af hvordan dette forhold faktisk bør være. Du må opnå en klar forståelse af denne forbindelse. Du må opnå en klar forståelse og følelse af denne forbindelse og altid huske den; du må læse den hellige Koran og haditherne med forståelse og studere dem igen og igen. I lyset af den hellige Koran og haditherne må du bedømme og analysere alle de områder, hvor du har en forbindelse til Allah Ta’ala. Du må undersøge, i hvilke forhold og i hvilket omfang du har opfyldt dine forpligtelser over for Allah Ta’ala, og på hvilke områder og i hvilken grad du har mærket mangler. Jo mere denne selvundersøgelse af følelsen vokser, desto mere vil din forbindelse til Allah Ta’ala, insha’Allah, også fortsætte med at vokse.
Som eksempel kan nævnes, at et af dine forhold til Allah Ta’ala er, at Han er jeres ma’bud, og at I er Hans slaver. Det andet forhold er, at du på jorden er Hans repræsentant. Og Han har betroet jer utallige ting. Det tredje forhold er, at I ved at tro på Ham har indgået en udvekslingsaftale. I overensstemmelse hermed har I indgået en aftale om at udveksle jeres liv og ejendom. I overensstemmelse hermed har I givet Ham jeres liv og ejendom. Og Han har købt dem af jer til gengæld for Paradiset. Det fjerde forhold er, at du skal stå til regnskab over for Ham, og Han vil ikke kun holde dig til regnskab ved at se på dine ydre forhold. Derimod har Han klare beviser for hver eneste af dine handlinger, dine indre hensigter og så videre; i Hans blik vil Han føre et detaljeret regnskab over dig. Kort sagt har du et forhold til Allah Ta’ala på mange sådanne områder. At opnå en klar forståelse af alle disse forbindelser og forhold, indse deres betydning, altid huske dem og opfylde deres krav er det, som afhænger af, at forholdet og forbindelsen til Allah Ta’ala bliver dybere og tættere. Jo mere opmærksomme og omhyggelige I på den anden side er i denne henseende, desto dybere og stærkere vil jeres forhold til Allah Ta’ala blive; desto dybere og stærkere vil jeres forhold til Allah Ta’ala blive; det er ikke muligt at komme meget længere frem med et forhold til Allah Ta’ala, der bliver stadig dybere og stærkere. Ved praktisk handling forstås, at man oprigtigt udfører alle de handlinger, som Allah Ta’ala har påbudt.
I alle disse handlinger skal man ikke have nogen verdslig interesse, men udelukkende tage det som mål at opnå Allah Ta’alas tilfredshed. Alle de handlinger, som Allah Ta’ala har forbudt, skal man under alle omstændigheder, i det skjulte såvel som offentligt, afholde sig fra med oprigtig afsky. Og som grundlag for dette skal man ikke især have frygt for nogen verdslig skade eller fare, men derimod frygten for Allah Ta’alas vrede eller straf. På denne måde vil alle dine handlinger nå taqwas niveau, og den efterfølgende handlemåde vil løfte dig til ihsans niveau. Det vil sige, at du med interesse vil vie dig til at udbrede og etablere enhver retfærdig og god handling i overensstemmelse med Allah Ta’alas behag, og du vil bestræbe dig på at modarbejde enhver uretfærdig og ond handling, som Han ikke bryder sig om. På denne vej må du ikke være nærig med at ofre din sjæl og dine ejendele, din indsats samt dit sinds og din forstands kræfter og evner. Ikke alene det: Du bør ikke føle den mindste stolthed over noget af det, du ofrer på denne vej. Du må heller aldrig nære den tanke, at du har vist nogen den mindste velvilje. Tværtimod skal du, selv efter det største offer, stadig have denne følelse i dit hjerte: at selv efter alt dette har du ikke været i stand til at opfylde det ansvar, du har over for Skaberen.
Midler til at udvikle forholdet til Allah
I virkeligheden er det slet ikke let at følge denne form for handlemåde. Det er et yderst vanskeligt mål. For at nå så langt kræves særlige kræfter og evner. Denne styrke kan opnås på følgende måder.
1. Salat: Man bør ikke blot udføre fard og sunnah, men også nafl-salat efter sin evne. Nafl-salat skal imidlertid udføres helt i det skjulte, så oprigtighedens følelse kan vågne i dig. Hvis man bliver ved med at fortælle andre, at man udfører nafl, især tahajjud, opstår der en slags alvorlig skade blandt mennesker. Der er fare for en lignende skade ved at fortælle om andre nafl-handlinger, sadaqa og zikr-adhkar.
2. Allahs zikr: Man bør ihukomme Allah Ta’ala i alle livets situationer. Men de metoder, som forskellige sufi-grupper har opfundet til dette formål eller taget fra andre, er slet ikke korrekte. Den bedste og rigtige metode er derimod den måde, som Rasul-e-Karim (s) fulgte i denne henseende og lærte sahaba-e-kiram. I bør lære så mange af de duaer, zikr og lignende, som Huzur-e-Akram (s) plejede at recitere, udenad som muligt, og forstå både ordene og deres betydning grundigt; med betydningen for øje bør I recitere dem fra tid til anden. I virkeligheden er det en særligt effektiv metode til at huske Allah Ta’ala og holde sindet fæstet på Ham.
3. Sawm: Det er ikke kun fard, men også nafl-sawm er nødvendigt. Det er bedst regelmæssigt at faste tre dage hver måned. Dette er en særligt nyttig ordning i forbindelse med nafl. I denne tid bør man gøre en særlig indsats for at opnå sawms egentlige formål, nemlig taqwa, sådan som det er beskrevet i Den Hellige Koran.
4. At bruge penge på Allahs vej:
Også i denne henseende skal man ikke blot opfylde fard, men også udføre nafl efter sin evne. Man bør forstå én ting grundigt: Det har i sig selv ingen betydning, hvor mange penge og ejendele du har brugt på Allah Ta’alas vej; det afgørende er snarere, hvor meget du har ofret for Allah — det er det egentlige, hvor meget du har ofret for Allah, som virkelig skal vurderes. Hvis en fattig, mens han selv er sulten, bruger blot én mønt på Allahs vej, er denne mønt bedre end en rig persons tusind taka. Den rige persons tusind taka er måske blot en tiendedel eller en tyvendedel af hans forbrugsgoder. I denne forbindelse bør man også huske, at sadaqa har særlig betydning blandt de metoder, som Allah og Hans Rasul (s) har anvist til sjælens renselse (tazkiya al-nafs). Du kan selv afprøve dens virkning: Hvis du begår en fejl eller forseelse på et område, vil du måske nøjes med at angre oprigtigt og gøre tawba. Hvis fejlen eller forseelsen ved et tilfælde sker igen, og du da ud over tawba også giver sadaqa, bliver sjælen endnu renere, og du vil kunne gå mere fremgangsrigt frem i kampen mod onde tanker.
Den hellige Koran og sunnaen har pålagt os at følge denne enkle og lige vej. Hvis De oprigtigt praktiserer den, vil De uden streng askese, bodsøvelser eller muraqaba kunne styrke forbindelsen til Allah Ta’ala, mens De opholder Dem i Deres eget hjem sammen med hustru og børn og samtidig varetager alle Deres huslige forpligtelser.
Hvordan forbindelsen til Allah Ta’ala kan prøves
Nu må et problem løses. Det er dette: Hvordan og på hvilken måde skal vi forstå, hvor stærk vores forbindelse til Allah Ta’ala er blevet? Og hvordan skal vi vide, om vores forhold til Allah Ta’ala vokser eller svækkes? Hertil vil jeg sige, at det ikke er nødvendigt at modtage gode varsler i drømme eller fremvise kashf og karamat for at erfare dette; det er heller ikke nødvendigt at sidde i et mørkt kammer og vente på at modtage lys. Allah Ta’ala har allerede lagt midlet til at måle dette forhold i hvert menneskes hjerte. De kan måle det i Deres vågne liv og gennem Deres bestræbelser, netop i dagtimerne. Gennemgå Deres eget liv, Deres bestræbelser og Deres måde at tænke på. Gør selv Deres eget regnskab op: Hvor meget har De opfyldt af den pagt, De er bundet af med Allah Ta’ala? Har De forvaltet Allah Ta’alas betroede goder som en betroet, eller har De begået nogen form for svigt? Hvor stor en del af Deres tid, arbejde, evner, talenter, rigdom og så videre bruges i Allahs tjeneste, og hvor stor en del anvendes på andre veje? Hvor irriteret og vred bliver De, når Deres interesser eller holdninger bliver ramt? Og hvor stærk bliver da Deres vrede, smerte og mentale uro? De kan stille Deres samvittighed mange flere sådanne spørgsmål, og på grundlag af svarene kan De hver dag forstå, om De har nogen forbindelse og tilknytning til Allah Ta’ala. Hvis De har det, hvor stærk er den så, og vokser den eller bliver den mindre? Afhold Dem derfor fra at forsøge at benytte overnaturlige midler som gode varsler i drømme, kashf og karamat eller tajalli af nur. I virkeligheden kan der ikke være nogen større karamat end at stå fast på den enkle og sandfærdige vej over for den materielle verdens bedrageriske mangfoldighed, dens fristelser og dens skræmmende trusler. Der kan ikke være nogen større øvelse i nur end at se sandhedens lys midt i kufr, fisq og vildfarelsens tætte mørke og følge det. Hvis de troende ønsker at modtage det største gode varsel, er den eneste vej at anerkende Allah Ta’ala som deres Rabb (Herre og opretholder), stå fast på dette og følge den vej, Han har vist.
De, der siger: »Allah er vores Rabb«, og derefter forbliver urokkelige i dette, over dem vil englene uden tvivl stige ned (og sige til dem): »Frygt ikke, og sørg ikke, men glæd jer over det gode budskab om Paradiset, som I er blevet lovet.« Sura Ha-Mim as-Sajda: 30
At give det hinsides forrang
Efter at have etableret forbindelsen til Allah Ta’ala vil jeg sige Dem endnu én ting. Det er, at De under alle forhold skal tillægge det hinsides større betydning end jordelivets muligheder og bekvemmeligheder og gøre ønsket om succes i det hinsides til det eneste mål for alle Deres handlinger.
Den ophøjede Koran siger til os, at det hinsides er det varige og evige livs område. Vi er kun blevet sendt til denne midlertidige bolig, verden, for at blive prøvet. Vi skal bestå den prøve, hvor det skal afgøres, hvor mange blandt os der ved at gøre god brug af det ringe udstyr, de begrænsede evner og beføjelser samt den begrænsede tid og de begrænsede muligheder, som Allah har givet os, kan vise sig værdige til at blive varige beboere i Allah Ta’alas Paradis. Men vi skal ikke prøves på, hvor dygtige vi er inden for industri, handel, landbrug og regeringsførelse, hvor gode vi er til at anlægge veje og bygge huse, eller hvor stor succes vi kan opnå med at skabe en storslået civilisation og kultur. Nej, prøvens egentlige tema er, hvor værdige vi er til at varetage ansvaret for Hans khilafa med hensyn til de betroede goder, Allah Ta’ala har givet os. Lever vi her som oprørere og uafhængige, eller som Hans lydige tjenere? Opfylder vi Allahs vilje i Allahs verden? Udsmykker vi Allahs verden efter Hans ønske, eller forsøger vi hele tiden at skabe splittelse og uorden? Overgiver vi os for Allahs tilfredsheds skyld til de sataniske kræfter, eller kæmper vi imod dem? Det er vores prøve. Den prøve, som Adam og Hawwa, fred være med dem, blev udsat for i Paradiset, var grundlæggende netop denne prøve. Og de, der blandt menneskeheden vil blive udvalgt som varige beboere i Paradiset i det hinsides, vil også blive udvalgt på grundlag af dette endelige spørgsmål. Derfor er det slet ikke det afgørende mål for succes eller fiasko, hvem der har aflagt prøven siddende på en kongetrone, og hvem der har stået på skafottet; hvem der er blevet prøvet med et stort rige, og hvem der er blevet sat i en forfalden hytte. Prøvepladsens midlertidige muligheder og bekvemmeligheder er lige så lidt et bevis på succes, som dens vanskeligheder er et tegn på fiasko. Den egentlige succes består i, at vi, uanset hvor og under hvilke forhold vi befinder os på denne prøveplads, og uanset hvilket udstyr vi har fået, kan bevise os selv som Allah Ta’alas lydige tjenere og som sande efterfølgere af Hans vilje. Kun på denne måde vil vi i det hinsides kunne opnå den særlige rang, der er fastsat for Allah Ta’alas lydige tjenere.
Venner! Dette er den egentlige sag. Men det er et forhold, som ikke kan bringes til ende blot ved, at man én gang har lært, forstået og erkendt det; derimod kræver det vedvarende hårdt arbejde og omhu at huske det til enhver tid. Ellers kan der opstå en situation, hvor vi, uden at fornægte det hinsidige, måske bliver optaget af rent verdslige gøremål ligesom de, der ikke tror på det hinsidige. For det hinsidige ligger uden for vores rækkevidde og kan først ses efter døden. I det jordiske liv kan vi kun med tankens og forestillingsevnen mærke dets gode og dårlige følger. Denne verden er derimod noget, der kan opfattes med sanserne; den kan ses, og vi har hele tiden erfaring med hvert enkelt godt og dårligt forhold i den. Dens mangfoldige begivenheder og konsekvenser får os ofte til at tro, at de er endelige, og det skaber vildfarelse i vores sind. Når det drejer sig om noget, der vedrører det hinsidige, mærker kun den skjulte samvittighed i en afkrog af vores hjerte en smule bitterhed, hvis den da stadig er levende. Men hvis en verdslig interesse bliver skadet, føler hver eneste pore i vores krop smerte over det. Vores hustruer og børn, slægtninge og venner såvel som alle almindelige mennesker i samfundet kan uden undtagelse mærke det. På samme måde: Hvis det hinsidige bliver en succes, mærker vi det kun i en afsides krog af vores hjerte, medmindre denne på grund af vores forsømmelighed er blevet helt følelsesløs. Men vores jordiske succes kan hele vores væsen og alle vores sanser uden besvær mærke, og hele vores omgivelser påvirkes af den. Derfor er det måske ikke vanskeligt at anerkende det hinsidige som en idé eller tro; men at gøre det til grundlaget for hele vores tankegang, daglige karakter og hele indretningen af vores virke og derefter handle i overensstemmelse med det hele livet igennem er meget vanskeligt. Hvor let det end er at sige, at denne verden ikke betyder noget, er det slet ikke let at udrydde dens ønsker og begær fra hjertet og dens indflydelse fra tankegangen. Det kræver stor anstrengelse at nå frem til denne tilstand. Og kun gennem utrættelig stræben kan den blive varig.
At nære tanken om det hinsidige
I vil måske spørge, hvordan vi kan bestræbe os på dette, og hvilke midler vi kan tage i brug til det. Hertil vil jeg sige, at der også findes to veje til dette: Den ene er tankemæssig og idealbaseret, den anden er en praktisk handlemåde.
Metoden til tankemæssig og ideologisk øvelse er, at I ikke blot skal nøjes med at udtale ordene: »Jeg har fået tro på det hinsidige.« I skal derimod vænne jer til at studere den hellige Koran med forståelse af dens betydning. Derved vil det hinsidige, som befinder sig bag denne verdslige verdens slør, efterhånden træde meget tydeligt frem for jeres troende blik. For der findes sandsynligvis ikke en eneste side i den hellige Koran, hvor det hinsidige ikke omtales på den ene eller anden måde. Forskellige steder vil I se så detaljerede beskrivelser af det hinsidige, at det vil forekomme jer, som om nogen havde beskrevet det efter selv at have set det med egne øjne. Mange steder er dette billede gengivet så smukt, at man føler, som om man kunne se de beskrevne begivenheder, hvis blot det tynde slør over den materielle verden lidt efter lidt blev trukket til side. Hvis man derfor regelmæssigt reciterer Koranen med forståelse, vil tanken om det hinsidige efterhånden blive levende i menneskets sind, og man vil altid kunne huske, at det hinsidige er varigt. Da vil man altid kunne huske, at man først efter døden kan finde frem til sit blivende hjem, og at man må forberede sig til det i dette jordiske, midlertidige liv.
Studiet af hadith styrker og befæster denne indstilling yderligere. For i de ædle hadith findes der beskrivelser af det hinsidige, næsten som erfaringer set med egne øjne. Desuden kan man gennem profeten Muhammad selv og hans ædle ledsagere erfare, hvor årvågent de altid forholdt sig til det hinsidige. Besøg på gravsteder kan også give yderligere hjælp i denne henseende. Profeten Muhammad har sagt om formålet med at besøge grave, at mennesket derved kan huske sin egen død og, selv mens det befinder sig i denne verden, der er fyldt med begær og grådighed, holde sig dette levende for øje: Alle mennesker er gået dertil, og utallige mennesker når dertil hver dag; en dag må også han gå dertil. Men man bør huske, at de mausoleer, som vildledte mennesker i dag har gjort til centre for at opnå ønsker eller få vanskeligheder fjernet, ikke er nær så nyttige i denne henseende som almindelige fattige menneskers gravsteder. Man kan også med dette formål besøge de enorme, tomme og ubemandede grave efter oldtidens konger og herskere.
Lad os derfor gå videre til den praktiske handlemåde. I dette jordiske liv bliver I ved hvert eneste skridt konfronteret med et dilemma gennem hjem og familie, naboer, venner, slægtninge, forvaltningen af jeres egen by og land, udveksling og økonomiske foretagender—kort sagt i alle livets forhold—og på den ene side kalder troen på det hinsidige på jer, mens verdsligheden på den anden side lokker jer. Under disse omstændigheder må I bestræbe jer på at gå videre ad den førstnævnte vej. Hvis I på grund af nafsens svaghed eller dovenskab en dag bevæger jer ad en anden vej, skal I straks efter at være blevet det bevidst forsøge at ændre retning; det gør ikke noget, selv om I allerede er kommet langt ad den forkerte vej. I bør desuden fra tid til anden gøre status over jer selv og se, på hvilke områder verden har været i stand til at trække jer til sig, og hvor mange gange I selv har været i stand til at bevæge jer mod det hinsidige. Gennem denne vurdering kan I se, hvor stærke I er blevet, og hvor meget I stadig mangler at gøre op for. Det, I opdager, at der mangler, skal I selv forsøge at udfylde. Hvis I i denne forbindelse vil søge hjælp udefra, må I først og fremmest opgive omgang med verdslige mennesker og knytte forbindelser til samt øge kontakten med fromme mennesker, som efter jeres viden giver det hinsidige forrang frem for denne verden. Men én ting skal I altid huske: Der er hidtil ikke blevet fundet nogen praktisk metode til at øge eller mindske en egenskab uden ens egen indsats. Og det er heller ikke muligt at skabe en egenskab, hvis dens grundbestanddel ikke engang findes i en selv.
At afstå fra uberettiget hovmod
Det tredje, jeg ønsker at formane jer om, er dette: Jeres personlige eller organisatoriske mangler må ikke forsvinde som følge af flere års vedvarende bestræbelser. I må ikke personligt eller organisatorisk nære den fejlagtige forestilling, at vi nu har nået fuldkommenhed, og at vi har opnået alle de evner, som det var nødvendigt at erhverve. Derfor skulle der nu ikke længere være noget, vi ønsker, og som kræver yderligere anstrengelser og omsorg fra vores side. Jeg og Jamaatens øvrige ansvarlige personer bliver ofte stillet over for et problem. I nogen tid har en række mennesker gået rundt og propaganderet med det formål at forringe Jamaat-e-Islamis – i virkeligheden den af Jamaaten ledede islamiske bevægelses – betydning, idet de hævder, at denne Jamaat blot er en politisk organisation, og at der ikke findes det mindste spor af selvforædling eller åndelighed i den. Der mangler forbindelse til Allah og eftertanke over det hinsidige blandt dens medarbejdere. Lederen af denne gruppe er selv ikke discipel af nogen pir, og han har heller ingen mulighed for at få træning i taqwa, fromhed eller ihsan og kamal på nogen khanqah. Hovedformålet med denne propaganda er at skabe afsky for Jamaaten i sindet hos Jamaat-e-Islamis medarbejdere og hos mennesker, der interesserer sig for bevægelsen, og at forsøge at føre dem tilbage til et sådant tilholdssted, hvor det indtil nu er blevet regnet som en stor bedrift blot at tjene Islam delvist under kufrs beskyttelse, og hvor der ikke findes nogen forestilling om at etablere og gøre din Islam til et fuldstændigt system og bringe det til sejr. Tværtimod er der dér, hver gang en sådan plan er blevet bragt på bane, på alle mulige måder blevet gjort en desperat indsats for at bevise, at den var et irreligiøst forslag, og forslaget er blevet fordrejet så meget, at forestillingen om at genoprette og udbrede det islamiske livssystem og dets overhøjhed i stedet for kufr og fusuq er blevet betegnet som en rent verdslig tanke. Derfor er vi blevet nødt til at klarlægge forskellen mellem selvforædlingen på khanqahen og islamisk selvforædling, tydeligt beskrive den sande betydning af taqwa, fromhed og ihsan, som Islam ønsker, og analysere, hvor stor forskellen er mellem dette og den traditionelle undervisning eller træning i fromhed og kamal, som folk inden for religionen giver. Samtidig må vi også offentliggøre den reform- og træningsmetode, som Jamaat-e-Islami følger, samt dens resultater, så enhver, der har en korrekt forståelse af Islam, kan indse dette: Den indledende åndelige holdning, som begynder at opstå, efter at man er blevet tiltrukket af Jamaat-e-Islamis formål og arbejdsprincipper, viser sig ikke engang hos trænerne, selv efter at de har modtaget livslang træning i selvforædling.
Alle disse ting er vi tvunget til at sige på grund af vores kritikeres uretfærdighed. Det er ikke blot for selvforsvar, men for den islamiske bevægelses sikkerheds skyld, at vi må sige dette. Men vi søger tilflugt hos Allah, for at disse ord ikke skal fremkalde nogen form for stolthed, hovmod eller fejlagtig forestilling om vores egen fuldkommenhed i vores medarbejderes sind. Må Allah forbyde det: Hvis der opstår blot den mindste falske selvtilfredshed blandt os, kan vi måske miste selv det, vi indtil nu har opnået.
Netop for at beskytte jer mod denne fare beder jeg jer om grundigt at forstå tre dybe sandheder og aldrig glemme dem.
Kamal (fuldkommenhed) er noget grænseløst; dets yderste grænse ligger uden for vores syn. Menneskets pligt er hele tiden at stræbe efter at bestige dets højeste tinder og aldrig nå dertil og erklære, at det er blevet kamil. I det øjeblik et menneske falder for denne forestilling, standser dets fremgang straks. Ikke blot standser den, men samtidig begynder dets tilbagegang. Det er nødvendigt at huske, at utrættelig stræben og aktivitet ikke blot er nødvendigt for at nå højere, men også for at blive dér. For så snart denne stræben ophører, begynder lavlandets tiltrækning at trække mennesket nedad. Et fornuftigt menneske bør ikke blot se nedad for at se, hvor højt det er steget. Det bør snarere ikke se, hvor meget højere det endnu skal stige, og hvor langt det stadig befinder sig fra målet; det er dette, det bør have for øje.
For det andet ligger det højeste menneskelige ideal, som Islam har stillet foran os, langt over de højeste idealer i andre ikke-islamiske religioner og ideologier, selv på deres indledende niveauer. Det er slet ikke en idealistisk forestilling; allerede i dette jordiske liv har de ædle profeter, de storsindede sahabaer og nationens forbilledlige mænd gennem deres rene livsførelse vist os vejen til Islams store ideal. Dette ideal skal I altid have for øje. På den måde kan I beskytte jer mod vildfarelsen om jeres såkaldte kamal og få en klar forståelse af jeres egen tilbageståenhed. Desuden vil det fortsat inspirere jer til at stræbe og arbejde for fremskridt på en sådan måde, at I selv efter et helt livs kamp og bestræbelse vil mene, at der stadig er mange trin i udviklingen tilbage. Når I ser døende syge mennesker omkring jer, må I ikke føle den mindste stolthed over jeres egen sundhed og velbefindende. I skal rette blikket mod de helte og kæmper inden for moral og åndelighed, i hvis sted I er trådt ind på valpladsen for at kæmpe mod Satan. Det er de troendes pligt at se hen til dem, der er mere udviklede og længere fremme med hensyn til din, og med hensyn til verdslig rigdom at holde de mindre velstillede for øje, så tørsten efter at opnå din rigdom ikke forsvinder fra deres indre, så de kan takke Allah for de ejendele, Han har givet dem, og så deres tørst efter rigdom kan stilles med lidt.
For det tredje er de egenskaber og særpræg, som vores Jamaat indtil nu har opnået, i virkeligheden kun blevet mulige på grund af det nuværende fordærvede miljø. For i dette tætte mørke har vi fået den lykke at tænde en lampe med en svag flamme, og derfor fremstår den nu som et klart lys. Men den egentlige sandhed er, at selv hvis vi sammenligner vores bestræbelser med Islams laveste ideal, må vi på hvert eneste område – i det personlige liv såvel som organisatorisk – erkende vores fejl og mangler. Denne erkendelse må dog ikke blot være et udtryk for ydmyghed, men må være oprigtig. Derved må hver eneste af vores svagheder blive tydelig, og vores ønske om og bestræbelser på at fjerne dem må blive stærkere.
Fordelene ved træningscentrene
Det er netop for at hjælpe jer i dette arbejde, at Jamaat har indført en ny træningsordning. I de træningscentre, der er oprettet i overensstemmelse med dette program, kan alle Jamaats medlemmer eller sympatisører deltage. Træningsperioden er med vilje gjort kort, så folk fra alle samfundslag – forretningsfolk, ansatte og landbrugere – let kan få gavn af den. Træningskurset består af to dele: en undervisningsdel og en praktisk del. I den første del er vores mål, at deltagerne på kort tid skal kunne opnå et klart kendskab til læren i den hellige Koran og hadith, fiqh-lovens regler og bestemmelser samt en nødvendig del af Jamaats bøger. Som følge heraf skal den medarbejder, der gennemgår træningen, let kunne forstå den religiøse
Den, der i religiøse spørgsmål ser hen til en person, der står højere end ham, og følger ham, og som ved at se på en person, der er svagere stillet i verdslige forhold, udtrykker taknemmelighed for Allah Ta’alas gaver, vil hos Allah blive regnet for taknemmelig og tålmodig. Men den, der i religiøse spørgsmål retter blikket mod personer, der står lavere end ham, og i verdslige forhold ser på dem, der er rigere, og beklager sig over det, han mangler, vil ikke hos Allah blive regnet for taknemmelig og tålmodig.
livsordning, dens krav, måden at leve på i overensstemmelse med den samt det program, der er vedtaget for dens indførelse. Samtidig skal han kunne forstå, hvilken form for personlig og social karakter der kræves for at virkeliggøre den islamiske livsordning. Formålet med programmets praktiske del er, at vores medarbejdere gennem den i nogle dage skal kunne samles her og bo i et rent og klart islamisk miljø. Derved vil de vænne sig til regelmæssighed, disciplin, broderskab, kærlighed og hjerteligt fællesskab; desuden får de mulighed for at tilegne sig hinandens gode egenskaber og med gensidig hjælp fjerne deres egne fejl og svagheder. Frem for alt vil de, selv om det kun er for nogle få dage, kunne afbryde alle forbindelser med det uafbrudte verdslige arbejde og helt hellige alle deres tanker, mål og aktiviteter til Allah Ta’ala.
Derfor ønsker vi oprigtigt at oprette mindst ét permanent træningscenter i hvert distrikt. Men vi mangler i tilstrækkelig grad kvalificerede personer og andre nødvendige midler og ressourcer til at drive træningscentre af denne art. Derfor er der indtil videre blevet sørget for midlertidigt at oprette træningscentre i Lahore, Rawalpindi, Multan og Karachi.
På trods af dette håber jeg, at selv denne beskedne ordning vil være til stor gavn for jer. Insha’Allah vil I selv kunne mærke dens store nytte, når I har gennemført træningscentrets program. Da vil I forstå, at Jamaat virkelig har vedtaget et nødvendigt program.
Jeg opfordrer alle medarbejdere til gennem dette program at få så meget gavn som muligt.
Pas på jeres hjem
Dernæst vil jeg tale med jer om reformen af jeres børn og familiemedlemmer. Allah har sagt:
I bør også være særligt opmærksomme på, at de børn og hustruer og øvrige familiemedlemmer, hvis mad og klæder I bekymrer jer om, ikke bliver til brændsel for Helvede. I skal efter bedste evne bestræbe jer på, at deres endeligt bliver godt, og at de bevæger sig ad Paradisets vej. Hvis nogen derefter frivilligt fortsætter ad den forkerte vej, vil I ikke have noget ansvar for det. Kort sagt skal I sørge for, at I ikke på nogen måde medvirker til deres dårlige endeligt.
Jeg får ofte den klage, at Jamaatens medarbejdere gør lige så meget for almindelige menneskers reform og velfærd, men ikke gør nær så meget for reformen af deres egne familier og børn. Måske er denne klage sand i nogle tilfælde, mens den i andre tilfælde kan være overdrevet. Det er vanskeligt for mig personligt at gennemgå alles situation. Derfor vil jeg gerne beskrive nogle generelle principper herom.
Vi bør alle oprigtigt ønske, at vores nærmeste kære bevæger sig frem mod fred og velfærd, så vores øjne frydes, og vores hjerter og sind finder ro; og vi må gøre en indsats for dette og drage omsorg for det. Allah den Ophøjede har sagt:
Vor Herre! Giv vores hustruer og børn sådanne egenskaber, at vores øjne frydes, når vi ser dem, og gør os til følgere af de gudfrygtige. Sura al-Furqan: 74
I denne forbindelse er det nødvendigt, at Jamaatens medarbejdere viser forståelse for hinandens livsførelse. De bør ikke kun være opmærksomme på deres egne børn, men også på reformen af medarbejdernes børn. For ofte ser man, at et barn lettere påvirkes af sin fars venner end af sin far.
Gensidig reform og dens fremgangsmåde
Samtidig med bestræbelserne på at reformere jer selv og jeres familier skal I også være opmærksomme på at reformere jeres medbrødre. De, som er blevet samlet i en Jamaat for Allahs skyld for at ophøje sandhedens ord, må nødvendigvis være forstående over for hinanden og hjælpe hinanden. De må forstå, at deres store mål på ingen måde kan lykkes, hvis deres organisation som helhed ikke er stærk med hensyn til moral og disciplin. Derfor er det som følge af denne forståelse deres pligt at hjælpe hinanden med at rette gensidige fejl og mangler og at støtte hinanden i samlet at gå frem ad Allah den Ophøjedes vej. Dette er midlet til den samlede islamiske reformindsats. Hvis I ser mig falde, skal I straks komme og hjælpe mig. Og hvis jeg ser, at I begår en fejl, skal jeg straks gå frem og tage jer ved hånden. Hvis I ser en plet på mit tøj, skal I rense den. Hvis I ser en plet på mit tøj, skal I rense den. Og hvis I ser snavs på jeres tøj, skal I rense det. Og hvis jeg ser snavs på jeres tøj, vil jeg også rense det. Hvis jeg mener, at noget vil være til gavn og velsignelse for jer, vil jeg desuden fortælle jer det. Ligesom den samlede velstand vokser gennem gensidig udveksling på det materielle område, vil Jamaatens samlede moralske rigdom på samme måde fortsætte med at vokse, hvis gensidigt samarbejde og udveksling også bliver praktiseret på det moralske og åndelige område.
Den rette fremgangsmåde til at rette hinandens fejl og mangler er denne: Hvis I har indvendinger mod noget, en person har gjort, eller har en klage over nogen, skal I først forsøge at forstå sagen ordentligt uden at forhaste jer. Derefter skal I ved den første lejlighed mødes med ham og tale med ham om det i enerum. Hvis han heller ikke da bliver reformeret, og sagen synes vigtig, skal I underrette amiren for det pågældende område. Først vil han selv forsøge at reformere ham. Hvis det senere bliver nødvendigt, vil han tage sagen op på Jamaatens møde. I mellemtiden vil enhver drøftelse af sagen med de pågældende personer eller i de pågældende personers fravær tydeligt blive til bagtalelse eller sladder. Det skal derfor fuldstændigt undgås.
Den rette fremgangsmåde ved gensidig kritik
En anden god måde at fjerne fejl, mangler og svagheder iblandt os på er kritik. Men hvis man ikke er påpasselig med kritikkens rette grænser og fremgangsmåde, er der fare for, at den kan forvolde alvorlig skade. Derfor ønsker jeg at drøfte dens grænser og fremgangsmåde udførligt.
For det første: Diskussioner bør ikke føres alle steder og på alle tidspunkter; de kan kun finde sted på et særligt møde efter forslag fra eller med tilladelse fra Jamaatens amir.
For det andet: Den, der fremsætter kritik, bør først, vel vidende at Allah er nærværende og ser alt, undersøge sin egen sindstilstand og overveje, om han har kritiseret ud fra oprigtighed og velvilje, eller om en personlig interesse ligger til grund. I det første tilfælde kan man uden tvivl fremsætte kritik; ellers bør han uden at bruge store ord bestræbe sig på at fjerne denne urenhed fra sit hjerte.
For det tredje: Kritikkens form og sprog bør være sådan, at enhver, der hører den, forstår, at du virkelig ønsker forbedring.
For det fjerde: Før du fremsætter kritik, bør du nøje overveje, om du har konkrete beviser til støtte for din anklage. Det er en meget alvorlig synd at tale imod nogen uden grund; det fører til uorden i samfundslivet.
For det femte: Den person, der bliver kritiseret, bør med stor tålmodighed lytte til kritikerens udsagn og oprigtigt overveje dem. Den del af anklagen, der er sand, bør han åbent erkende, mens den del, der ikke er sand, bør tilbagevises med argumenter og beviser. At blive vred, når man hører kritik, er et tegn på arrogance og selvoptagethed.
For det sjette: Udvekslingen af kritik og svar på den bør ikke fortsætte uden ende, for det kan føre til en vedvarende konflikt og begyndende skænderier. Diskussionen kan kun fortsætte, indtil begge parters synspunkter er blevet tydelige. Hvis sagen heller ikke derefter bliver afgjort, bør diskussionen standses dér, så begge parter med besindighed og et roligt sind kan overveje deres egne synspunkter.
Hvis det alligevel bliver nødvendigt at træffe en afgørelse i sagen, kan den fremsættes igen på det næste møde. Ikke desto mindre er det nødvendigt, at der i jeres Jamaat findes en ordning for at træffe en endelig afgørelse i spørgsmål, der har skabt uenighed, og at uenigheden bringes til ophør som følge af denne afgørelse.
Den kritik, der fremsættes under hensyntagen til de nævnte grænser, er ikke blot gavnlig, men også yderst nødvendig for at opretholde Jamaatens regler og disciplin. Uden en sådan ordning kan ingen organisation gøre store fremskridt på rette måde. Derfor står ingen over denne kritik. Jeg anser den for absolut nødvendig for at bevare Jamaatens eksistens. Jeg er fast overbevist om, at den dag døren til denne kritik lukkes i vores Jamaat, begynder vores nedgang netop den dag. Derfor har jeg lige fra begyndelsen efter hver almindelig konference afholdt et særligt møde for rukn-medlemmerne med henblik på kritik og gennemgang af Jamaatens aktiviteter og administration. Ved sådanne møder stiller jeg først og fremmest mig selv til rådighed for kritik, så de uden tøven kan give udtryk for enhver indvending eller klage, de måtte have mod mig eller noget, jeg har gjort, foran alle. Derved kan mine fejl og mangler enten blive rettet, eller også vil klageren og andre med samme opfattelse få deres fejlagtige forestillinger fjernet, når de hører mit svar. Netop et sådant møde blev afholdt i går aftes. I var alle vidner til den åbne og frie kritik dér. Jeg blev forbløffet, da jeg erfarede, at de af Jamaatens medarbejdere, som for første gang havde haft lejlighed til at overvære en sådan scene, angiveligt var blevet meget bedrøvede. Hvis de havde vurderet og analyseret den ud fra den rette synsvinkel, ville Jamaatens betydning være blevet større for dem end tidligere. Findes der på dette område nogen anden organisation end Jamaat-e-Islami, hvor tre-fire hundrede delegerede sidder samlet på ét sted og i flere timer fremsætter en sådan fri og åben kritik, uden at en eneste stol bliver slået i stykker eller et eneste hoved bliver flækket, men hvor der tværtimod ved mødets afslutning ikke er den mindste bitterhed tilbage i nogens hjerte?
Bevarelse af lydighed og disciplin
Jeg føler behov for at henlede jeres særlige opmærksomhed på endnu et forhold. Det er, at der stadig er en betydelig mangel på lydighed og disciplin blandt os. Det er ganske vist sandt, at vi, når vi tager hensyn til vores nuværende samfundsmæssige omgivelser, synes at være ganske velorganiserede. Men når vi tager hensyn til islams ophøjede idealer og vores tunge ansvar og pligter, vil vores nuværende disciplin og organisation synes helt ubetydelige.
I er kun en lille gruppe mennesker, der er trådt ind på arbejdsområdet med yderst begrænsede midler og ressourcer. Alligevel er jeres mål ikke blot at ændre det ydre livssystem, men også at gennemføre en grundlæggende forandring af dets indre tankegang, over for de mange tusinde gange større kræfter og de mange hundrede tusinde gange større midler og ressourcer, som fasikhed og jahiliyyah råder over. Men I kan selv regne efter: Med hensyn til antal, styrke eller midler og ressourcer kan I på ingen måde måle jer med modstanderen. Hvad har I under disse omstændigheder ud over moralsk og organisatorisk styrke, som kan give jer håb om at opnå succes i konkurrencen? Jeres store mål kan først blive virkeliggjort, hvis samfundet får tillid til jeres ærlighed og troværdighed, og hvis jeres organisation bliver så stærk, at Jamaatens ansvarlige ledere ved behov er i stand til at samle de nødvendige kræfter ved blot ét tegn.
Fra et islamisk synspunkt er lydighed mod den valgte amirs gode og retmæssige ordrer i en Jamaat, der er dannet med henblik på at virkeliggøre din islam, i grunden lydighed mod Allah og Hans Budbringer (s). Den person, der er trådt ind i denne bevægelse, fordi han betragter den som Allah Ta’alas sag, og som har valgt en af sine egne til amir med det formål at opnå Allah Ta’alas tilfredshed, udtrykker gennem sin lydighed mod den pågældende amirs tilladte og rimelige ordrer og forbud i grunden ikke lydighed mod ham, men mod Allah og Hans Budbringer. Kort sagt: Jo nærmere hans forhold er til Allah og til den religion, Han har udvalgt (livsordningen), desto mere lydig vil han vise sig at være. Omvendt vil den, der er mere tilbagestående og svag i dette forhold, vise sig tilsvarende svag, når det gælder om at opretholde lydighed og disciplin. Hvilken større ofring kan der være end, at du med oprigtig hengivenhed følger en persons ordrer imod dine egne tilbøjeligheder, præferencer og interesser, selv om han ikke har nogen egentlig myndighed over dig, men som du kun har accepteret som amir for Allah Ta’alas sags skyld? Eftersom denne ofring i grunden bringes for Allah Ta’ala, vil man også modtage en stor belønning fra Allah Ta’ala til gengæld. Omvendt må det forstås, at hvis en person, efter at være blevet en del af denne bevægelse, under ingen omstændigheder vil være tilfreds med selv en mindre opgave, anser lydighed for uværdigt, i sit indre bliver såret af en ordre og føler irritation og ubehag ved den, eller tøver med at udføre en ordre, der strider mod hans eget ønske og hans egne interesser, så har han endnu ikke fuldstændigt underkastet sine ønsker og tilbøjeligheder Allah Ta’ala, og hans selvfølelse har endnu ikke opgivet sine egne krav og fordringer.
Råd til Jamaatens ledere
Samtidig med at jeg beder Jamaatens medlemmer om lydighed, råder jeg Jamaatens ledere til at lære den rette måde at give ordrer på. Den, der udnævnes til en ansvarsfuld post i Jamaaten, og under hvem nogle mennesker står, bør på ingen måde anse sig selv for at være noget stort og unødigt udøve autoritet over sine underordnede kolleger. Han bør aldrig smage herredømmets sødme; tværtimod er det hans pligt at behandle sine medarbejdere venligt og mildt. Han må altid være særligt påpasselig, så der ikke opstår oprørske følelser i nogen medarbejders sind eller modstand mod den arbejdsmetode, der er blevet pålagt ham. I stedet for at gøre forskel på unge og gamle, svage og stærke, rige og fattige og andre bør han følge én og samme linje over for alle, samtidig med at han tager særligt hensyn til den enkeltes personlige situation og giver enhver den grad af muligheder og fordele, som vedkommende er berettiget til. Han bør opbygge Jamaaten på en sådan måde, at når amiren giver et råd eller fremsætter en anmodning i en sag, tager medarbejderne det som en ordre og udfører arbejdet derefter. Hvis amirens anmodning i en sag ikke bliver efterkommet, og han derfor tvinges til at føle behov for at give en ordre, beviser det blot, at der mangler organisatorisk bevidsthed. I virkeligheden er det kun lønnede soldater, der må gives ordrer. Men de frivillige soldater, som er samledes alene for at opnå deres Herres tilfredshed, behøver ingen ordre for at adlyde den amir, som Allah har udvalgt. For dem er blot denne antydning tilstrækkelig: Du har fået mulighed for at tjene din Herre ved at udføre denne opgave på dette sted. Den dag, I ser, at næsten al den bitterhed, der fra tid til anden opstår mellem jer, naturligt er forsvundet.
Den sidste formaning
Min sidste appel er denne: Alle, der er knyttet til Jamaat-e-Islami—uanset om de er rukn eller muttafiq—bør alle sammen …… opgive interessen for og vanen med at bruge [penge] på Allahs vej, fortsætte med at give Allahs sag forrang frem for deres personlige anliggender og opelske så megen interesse og begejstring for den, at den ikke lader jer sidde trygt og tilfredse. Vær ikke blot selv muslimer, men gør også jeres lommer muslimske. Glem aldrig, at Allahs ret ikke kun er begrænset til jeres liv, krop og tid; Han har også en ret og et krav på jeres lommer. For at opfylde denne ret har Allah og Hans Sendebud fastsat et minimumsbeløb, men de har ikke angivet nogen grænse for det maksimale beløb. Det er jer, der har fået ansvaret for at fastsætte det; spørg derfor jeres samvittighed og fornuft, hvor mange penge I må bruge, før I kan mene, at Allah den Højestes ret til jeres rigdom og ejendom er blevet opfyldt. I denne sag kan jeg ikke bedømme nogens forhold. Men dette vil jeg bestemt sige: Når troende på Allah og det hinsides ser, hvor store ofre de, som ikke tror på Allahs eksistens og heller ikke bekymrer sig om det hinsides, bringer for at grundfæste deres vildfarne og forvrængede ideologier, burde de skamme sig.
Jeg føler, at der stadig mangler meget i den aktivitet, som medarbejderne bør udvise for at etablere islams religion. Nogle få af Jamaatens medarbejdere udfører uden tvivl deres ansvar med fuld hengivenhed—og det fylder naturligt hjertet med glæde, så man får lyst til at bede for dem fra sit hjertes inderste. Men hos flertallet af medarbejderne ses en sådan interesse stadig ikke. Den smerte og vrede, der bør antændes i en troendes hjerte ved synet af overherredømmet af syndighed og oprør mod Allah samt den nuværende hjælpeløse tilstand for Allahs religion (livsordningen), kan kun iagttages hos meget få. I denne sag bør I i det mindste være lige så urolige, som I bliver, når I ser jeres syge barn eller opdager fare for, at der er gået ild i huset. Det er naturligvis heller ikke muligt for nogen at angive en grænse for den enkeltes arbejdsindsats og interesse i denne sag. Enhver bør efter sin egen samvittighed og fornuft afgøre, hvor meget arbejde der skal udføres, før det med rette kan anses for, at hans sande tros forpligtelser er blevet fuldført. For jeres opdragelses skyld er det tilstrækkeligt blot én gang at rette blikket mod aktiviteten hos alle de falsk troende, som utrætteligt kæmper for at udbrede og grundfæste en eller anden falsk ideologi på jorden og har ofret deres liv og ejendom for den.
Modstand
Nu vil jeg kort sige noget om den omfattende propagandakampagne, der for nylig er blevet ført mod Jamaaten. Vi har aldrig misbilliget en fornuftig og bevisbaseret meningsforskel—når formålet er at give en selv mulighed for at forstå og den anden mulighed for at forstå, og når gode hensigter og kærlighed til sandheden ligger til grund—og insha’Allah vil det heller ikke være anderledes i fremtiden. Når vi mange gange har fremsat sådanne synspunkter over for andre, hvorfor skulle vi så fratage andre denne ret? Men desværre er der meget få blandt vores modstandere, som følger dette princip. De fleste af dem har ført falsk propaganda og fremsat bagvaskelser mod os, fordrejet vores skrifter og udbredt deres egne ønskede fortolkninger af dem. Alt dette sker ikke for vores eller offentlighedens vel, men har som hovedformål at ophidse offentligheden mod os og forhindre de bestræbelser, vi gør for at genoprette den islamiske livsordning.
Forskellige grupper har spillet en særlig aktiv rolle ved roden af denne storm af løgne. På den ene side står lederne af det regerende parti og de aviser, der næres af deres støtte, for de anser bevægelsen for at indføre et islamisk statssystem i dette land for farlig for dem selv. På den anden side står grupper, der bærer og viderefører Vestens gudsfornægtende og religionsfjendtlige ideologier; for dem er de islamiske trosforestillinger og den islamiske morals begrænsninger uudholdelige, fordi de begrænser den tøjlesløse frihed i tanke og handling. På den tredje side står forskellige vildledte grupper, som nærer stor frygt for muligheden af, at en islamisk stat bliver grundlagt. For de ved, at hvis et sandt islamisk styre bliver etableret i dette land, vil vejen for deres vildledende intriger blive lukket. Den anden gruppe, der står imod os, er kommunisterne. Også de ved udmærket, at hvis der virkelig findes en alvorlig hindring på deres vej, er det ingen anden end Jamaat-e Islami. Disse gruppers modstand kan i nogen grad kaldes naturlig. Hvis de derimod ikke havde modarbejdet os, ville det have været overraskende. For de har ingen betænkeligheder ved at tilsmøre sandheden med løgnens hæslighed. Derfor er deres opførsel på ingen måde uventet. Men det, der er særligt beklageligt, er, at også nogle lærde er med blandt vores modstandere. Endnu mere beklageligt er det, at disse ærede mænd i falsk propaganda og bagvaskelse overgår selv deres vildledte medhjælpere. Dette sidste slag er i sandhed yderst smertefuldt for os. Men det skyldes ikke, at vi er blevet bange, når vi ser deres styrke og formåen; det skyldes, at vi anså disse herrer for fromme og gudfrygtige, og at vi aldrig havde været rede til at se deres nuværende ansigt. Vi havde håbet, at netop de ville indtage rollen som fortrop i dette forsøg på at gennemføre en islamisk revolution, mens vi blot skulle følge i deres fodspor. Men ulykkeligvis har de stillet sig på række sammen med kommunister, dem, der afviser hadith, qadianier og bærere og videreførere af Vestens gudsfornægtende og religionsfjendtlige ideologier, og slået os i fællesskab med dem.
Ak! Hvis de blot et øjeblik havde tænkt over, hvem de forlader, og hvem de tager til sig ved at handle sådan.
Under alle omstændigheder, når vi nu bliver angrebet og modarbejdet fra alle sider, føler jeg det nødvendigt at sige nogle få ting til Jamaatens medarbejdere om dette.
For det første siger jeg i denne forbindelse, at I under ingen omstændigheder må blive ophidsede. I skal altid holde jeres tale og temperament under kontrol. Når der opstår en ophidset situation, skal I betragte den som Satans komplot og søge tilflugt hos Allah Ta’ala. I virkeligheden er det Satan, der har indledt sådanne intriger for at sabotere vores bevægelse. På den ene side går han til vores modstandere og ophidser dem, så de angriber os, og på den anden side forsøger han at ophidse os, så vi bliver indviklet i ordstrid gennem svar og gensvar, og så vores arbejde på ingen måde bliver fuldført – det er hans ønske. For vores hovedmål er i højeste grad forhadt af ham. Derfor må vi under ingen omstændigheder falde i hans fælde.
For det andet: Uanset hvor sårede I bliver over den måde, forskellige lærde samt deres elever, beundrere og tilhængere opfører sig på, skal I begrænse det til sorg og harme og under ingen omstændigheder lade det udvikle sig til had. Som følge af nogle lærdes overdrivelser har en gruppe mennesker tidligere fordømt hele standen af lærde og givet sig til at overøse den med skældsord. Det sluttede ikke engang dér; som følge heraf blev selve den grundlæggende religiøse viden også erklæret forkastelig. I skal være særligt opmærksomme på, at en sådan fejltagelse ikke gentager sig. Husk, at størstedelen af Allahs lærde er sandfærdige og idealistiske. Blandt dem har I fået de bedste og mest kvalificerede medarbejdere, og antallet af sådanne medarbejdere vokser stadig.
For det tredje skal I overlade arbejdet med at afværge angreb udefra til mig alene. I skal blot fortsætte med at udføre jeres egne pligter. Efter behov vil jeg selv varetage ansvaret for selvforsvaret, eller det vil blive udført gennem Jamaatens ansvarlige personer. Jeres opgave er blot, at hvis en eller anden falsk anklage bliver fremsat over for jer, skal I forelægge anklageren svaret på den fra Jamaatens bøger. Hvis nogen derefter stadig ønsker at diskutere, skal I hilse ham og vende jeres opmærksomhed mod et andet arbejde. Den bedste politik for den, der skal fortsætte sin vej, er denne: Hvis ens klæder hænger fast i en torn på vejen, skal man ikke blive siddende dér et øjeblik, men rive det stykke af tøjet løs og fortsætte mod målet.
For det fjerde: Uanset hvor uberettiget modstanden er, må I aldrig overskride de grænser, Allah Ta’ala har fastsat, når I svarer på den. Før I siger eller skriver et eneste ord, skal I nøje overveje, om det strider mod sandheden, og om I vil kunne aflægge regnskab for det over for Allah. Uanset om jeres modstandere frygter Allah eller ej, skal I selv handle med gudsfrygt.
For det femte skal I fuldt ud udnytte den enestående mulighed for succes og fremgang, som modstanden har skabt for jeres bevægelse. Allah Ta’ala har på denne måde givet jer mulighed for at fremlægge jeres budskab. Bliv ikke bange for dette, men benyt jer af muligheden til at arbejde. Da der i Arabien blev ført en sådan bagvaskelseskampagne mod den ædle Profet (fvmh.), gav Allah Ta’ala ham det glædelige budskab med ordene …
Vi bør være taknemmelige, for på den ene side har regeringen ved igen og igen at udsende cirkulærer givet os en værdifuld mulighed for at blive kendt blandt de offentligt ansatte. På den anden side gør de vildledte grupper os kendte i deres egne kredse. Desuden har de lærde, som har udstedt fatwaer imod os, også udbredt kendskabet til os overalt i landets religiøst sindede områder. Selv om vi havde anvendt alle vores kræfter, ville en så omfattende omtale ikke have været mulig på tyve år. Nu er vores opgave at give vores sande identitet til kende de steder, hvor der er blevet spredt bagvaskelse om os. Insha’Allah vil det give os dobbelt udbytte. De, som kan gennemskue hemmeligheden bag den falske propaganda imod os, vil ikke blot få tillid til Jamaat-e-Islami, men også opdage propagandisternes praleri imod os. Når de har set klare beviser på den sammensværgelse, der føres mod sandhed og retfærdighed, vil den respekt, de hidtil har næret for modstanderne, også forsvinde. Det er derfor, Allah Ta’ala har betegnet Satans list som særligt svag. Han giver sine tilhængere våben i hænde, som ganske vist midlertidigt synes meget effektive, men som til sidst skærer hovedpulsåren over på dem, der bruger dem. Til sidst vil jeg sige til de lærde medlemmer, der er knyttet til Jamaat, at I især skal forklare dette for de lærde i jeres egne samfund og mødes med dem personligt eller samlet samt udveksle breve med dem. Forklar dem: Har I tænkt over konsekvenserne af det, I har gjort? De konflikter, der på forskellige tidspunkter tidligere opstod mellem jer og de moderne uddannede mennesker, har ikke blot haft den virkning, at de moderne uddannede mennesker kom i konflikt med jer; de har tværtimod begyndt at drage en gruppe af de mest kvalificerede blandt de moderne uddannede muslimer mod islam, og det er netop som følge af deres oprigtige respekt for og tiltrækning til Din, at de nærmer sig jer. Det var netop på dette tidspunkt, at I begyndte jeres angrebskampagne mod Jamaat. Og det på en så skandaløs måde, at det ikke blot er blevet vanskeligt for de moderne uddannede mennesker, men også for jeres egne disciple, at bevare hengivenhed og respekt for jer i deres hjerter. Hvilken fordel håber I at opnå gennem alle disse handlinger? I ved jo også, at det i dette land ikke mindst er jeres opgave at indføre den islamiske statsordning og lede den på en god måde. Det er snarere de moderne uddannede mennesker, der kan gøre dette i jeres sted, nemlig de mennesker, som har reformeret og genopbygget deres tanker, handlinger og moralske karakter efter islamiske idealer. Og det er netop dem, der nu bevæger sig i retning af Jamaat-e-Islami. Uden dem vil I ikke kunne bevise, at der blandt denne klasse findes nogen aktiv og stærk gruppe med islamisk sindelag. Og I har heller ikke evnen til at opbygge en sådan gruppe blandt dem. Hvis I under disse omstændigheder fortsætter med at bekæmpe Jamaat-e-Islami, vil den klare betydning være, at I uden videre kan tolerere ledelsen af enhver syndig, fordærvet og vildledt gruppe, men at I ikke kan tåle ledelsen af en from gruppe. Har I virkelig besluttet jer for at indtage denne rolle? Og har I overvejet, hvad konsekvensen kan blive af det ansvar, I skal stå til regnskab for over for Allah på grund af dette? Selv hvis det antages, at I er uenige med Jamaat-e-Islami i visse spørgsmål, er dette så det rette tidspunkt at føre en bevægelse imod den på grund af det? Kunne disse uenigheder ikke være blevet fjernet gennem møder, samtaler og drøftelser eller på anden måde? Var dette spørgsmål virkelig så vigtigt, at der ikke var nogen anden udvej end at udstede fatwaer imod Jamaat, sprede løbesedler og udgive pjecer? Hvis alle disse foranstaltninger virkelig var uundværlige, og hvis I udelukkende for Dins skyld havde viet jer til dette ædle(?) arbejde, så spørger jeg: Forfølger man dette mål ved at fordreje en andens udsagn og tillægge ham det, han ikke har sagt? Og holder man fast i anklagen, selv efter at hans egne skrifter har bevist, at den er falsk? Jeg vil tydeligt sige følgende til de ældre i de respektive samfund, hvis medlemmer i vores Jamaat er uddannet på forskellige religiøse madrasaer: De ældre fra Deoband og Mazahirul Uloom har viet sig til propaganda mod Jamaat, fordi deres disciple er spredt overalt i Pak- og Hindustan. Hvis de derfor udgiver en fatwa eller en løbeseddel, vil alle Deobandi- og Mazahiri-disciple med lukkede øjne, af ren lærerdyrkelse og sekterisk fjendskab, fra alle sider slutte sig til deres tone og angribe Jamaat. Under disse omstændigheder er det jeres pligt at fjerne deres fejlagtige opfattelser og forklare dem, at vi ganske vist har modtaget undervisning i Den Hellige Koran og Hadith fra Deoband og Mazahirul Uloom, men vi har ikke lært at sælge vores iman. Hvis nogen efter undervisningen i Koranen og Hadith i stedet for sandhed og retfærdighed kun har lært at dyrke sin lærer og pir og i stedet for et islamisk sindelag har vænnet sig til sekterisk strid, hvad er så fordelen ved det?
Et kort kursus i da’wah
Derefter vil jeg give jer nogle råd med henblik på at udbrede bevægelsen. Indtil nu er der blevet udarbejdet en fuldstændig, men kortfattet læseliste om vores bevægelse. Ved hjælp af den kan I let udføre arbejdet. Hidtil har et særligt problem for Jamaats medarbejdere været, at det var meget vanskeligt at få alle mennesker til at læse Jamaats bøger, fordi der ikke var tilstrækkeligt mange af dem. Desuden var der et andet problem: at afgøre, hvilke af Jamaats bøger en person skulle studere for at opnå den nødvendige kvalifikation til at slutte sig til Jamaat. Men med udgivelsen af nogle af vores nødvendige bøger er dette problem blevet løst.
1. Bangladesh og Jamaat-e-Islami
2. Jamaat-e-Islamis særpræg
3. Islamisk da’wah og arbejdsprincipper
4. Muslimernes tidligere, nuværende og fremtidige arbejdsprogram
5. Jamaat-e-Islamis virksomhedsberetning
6. Jamaat-e-Islamis historie
7. Den islamiske revolutions syv folkelige krav
Hvis nogen studerer de nævnte hæfter, skal I overlade det til hans eget valg, om han vil slutte sig til Jamaat-e-Islami.
Efter at han har sluttet sig til Jamaat-e-Islami, skal I bestemt anbefale ham at læse alle Jamaatens skrifter og hæfter. Ellers vil hans tankegang og moralske karakter ikke blive formet på den bedste måde, og han vil heller ikke få en klar forståelse af, hvad den rette løsning på de mange forskellige problemer i dagliglivet bør være set fra et islamisk perspektiv. Det er dog ikke nødvendigt for nogen at læse alle bøgerne, før han slutter sig til Jamaat-e-Islami.
Råd til kvindelige medarbejdere
Det meste af det, jeg hidtil har drøftet, er lige vigtigt for mænd og kvinder. Nu vil jeg henvende mig særligt til Jamaat-e-Islamis kvindelige medarbejdere og til kvinder, der er interesserede i Jamaat-e-Islami, med nogle få ord.
Først vil jeg sige, at I bør bestræbe jer på at opnå så meget viden om Islam som muligt for at forme jeres liv.
I bør ikke nøjes med at læse Koranen ved at forstå dens betydning, men I skal også nødvendigvis studere noget om hadith og fiqh. Det er ikke tilstrækkeligt, at I blot har et overordnet kendskab til Islams grundlæggende indhold og troens krav; I skal også vide, hvilke anvisninger Islam giver om de daglige gøremål i jeres personlige, familiære og sociale liv. En af de vigtigste årsager til, at sharia-stridige handlinger er blevet udbredt i muslimske familier i dag, og at uvidende skikke og traditioner har vundet indpas, er kvinders omfattende uvidenhed om Islams regler og påbud. Derfor er jeres vigtigste pligt først og fremmest at fjerne jeres egne svagheder.
Den anden opgave er, at I i overensstemmelse med den viden, I tilegner jer om dīn al-Islām, skal bestræbe jer på at forme jeres praktiske liv, moralske karakter, adfærd og familieliv derefter. En muslimsk kvindes karakter bør være så stærk, at hendes tro forbliver urokkelig, selv hvis hele hendes husholdning og alle hendes familiemedlemmer i fællesskab modsætter sig det, hun tror på som sandt. Og hvis hun tror, at noget er falsk eller uretfærdigt, må hun ikke under pres fra nogen anerkende det som sandt. Mødre, fædre, ægtemænd og andre ældre familiemedlemmer er naturligvis værdige til respekt; deres ordrer skal adlydes, og man skal altid omgås dem med adab. Man må ikke være respektløs eller opføre sig uregerligt over for dem. Men Allahs og Hans Sendebuds rettigheder står over alles. Hvis nogen derfor befaler jer at følge en vej, der indebærer ulydighed mod Allah og Hans Sendebud, skal I klart afvise det. Hvad enten det er jeres far eller jeres ægtemand, må I ikke give efter for nogen form for svaghed i denne sag. Tværtimod skal I, uanset hvor skræmmende konsekvenserne måtte synes i dette jordiske liv, forberede jer på med et smil at bære dem i tillid til Allah den Ophøjede. Jo større fasthed I viser i lydigheden mod dīn, desto mere vil dens gode indflydelse, in shā’ Allāh, brede sig i jeres omgivelser. Og I vil også få mulighed for at reformere og korrigere vildledte familier. Hvis I derimod bøjer jer så meget for skikke og krav, der strider mod sharīʿa, vil I i stedet for at blive en kilde til islams velsignelse og gavn blive et afskyeligt eksempel på trosmæssig og moralsk svaghed i jeres samfund og omgivelser.
Jeres tredje opgave er, at I i arbejdet med forkyndelse og reform først og fremmest og med størst vægt skal rette jer mod folk i jeres husholdning, jeres egne brødre og søstre samt jeres nære slægtninge. De kvinder, som Allah den Ophøjede har skænket børn, har allerede fået udleveret deres eksamensopgave. Hvis de nu ikke opnår en karakter, der er tilstrækkelig til at bestå, kan intet andet opveje det for dem; derfor er deres egne børn deres vigtigste mål. Det er vores pligt at lære dem dīn og en religiøs karakter. En anden pligt for gifte kvinder er at vejlede deres ægtemænd til den rette vej; hvis ægtemanden allerede følger den rette vej, er det hendes pligt at hjælpe ham så meget som muligt i dette. Desuden skal I bruge den tid, I kan frigøre, efter at en pige har udført sine adab-opgaver, på at bringe dīnens kald til andre kvinder. Undervis små piger og uuddannede ældre kvinder i at læse og skrive, og lad uddannede kvinder læse islamisk litteratur. Arrangér regelmæssige møder for kvinder, så de får mulighed for religiøs undervisning. Hvis nogen af jer ikke kan holde taler, kan I læse et afsnit af en god bog højt. Kort sagt skal I arbejde efter jeres evner, uanset hvordan, og gøre alt, hvad I kan, for at fjerne uvidenhed og overtro blandt kvinderne i jeres eget bekendtskabskreds og område. De uddannede kvinder har nu også fået pålagt endnu et stort ansvar. På en måde er dette arbejde langt vigtigere end alle de andre. Det består i med alle kræfter at modarbejde, hvordan vestligt sindede kvinder i dag skubber landets almindelige kvindesamfund i retning af vildledning, skamløshed samt mental og moralsk tøjlesløshed, og hvordan de til dette formål misbruger statslige midler, ressourcer og muligheder for at trække de muslimske kvinder ind på en vildledt vej.
Dette arbejde kan ikke fuldføres alene gennem mændenes indsats. For når mænd protesterer mod denne vildledning, bliver kvinderne vildledt med påstanden om, at mændene blot ønsker at gøre dem til slavekvinder. Det hævdes, at de altid har ønsket, at kvinder skulle være indespærret bag fire vægge og langsomt dø lidt efter lidt, uden overhovedet at blive berørt af frihedens vind. Derfor er det helt nødvendigt at få kvindernes aktive medvirken for at fjerne denne fare. Ved Allahs nåde er antallet af højtuddannede, anstændige og gudfrygtige kvinder i vores land ikke ringe. Det er deres pligt at give begummer af Apowa-typen et sønderknusende svar. De bør klart gøre dem bekendt med, at det muslimske kvindesamfund fordømmer og forbander enhver fremgang og udvikling, der opnås ved at overskride Allah den Ophøjedes påbud og forbud; det bør de erklære med fasthed. Ikke blot det: De bør også vise dem, at de praktiske problemer, som det hævdes kun kan løses ved at overtræde Allahs og Sendebudets påbud og forbud, kan løses gennem fælles indsats inden for islams grænser. Som følge af et sådant arbejde vil munden på vildledende mænd og kvinder for altid blive lukket.
— Afslutning —-