Indledende ord

I dag begiver utallige menneskekaravaner over hele verden sig af sted med den beslutning, at de vil lede deres livs rejse ad den vej, som Muhammadur Rasulullah (s) viste. De ønsker at forme deres individuelle og kollektive liv efter den vejledning, som Guds Sendebud (s) efterlod. I adskillige århundreder har menneskekaravanen fulgt en vej, der er anderledes end og går i modsat retning af hans vej. Derfor er det ikke nogen enkel sag for nutidens verden at følge hans vej. På denne vej findes utallige hindringer og vanskeligheder, grænseløse problemer og kriser. Desuden er de vejfarende svage og hjælpeløse. Rytterne er trætte, syge og gamle. Vejen er fuld af enorme sten, men det trøstende er, at selv ørkenens sten på denne vej er blevet silkebløde takket være hans fodspor. Derfor vokser karavanernes antal stadig, trods tusindvis af problemer. Rejsen fortsætter uafbrudt. Disse karavaner i nutidens verden kaldes den islamiske bevægelse.

Den karavane, som ønsker at anlægge en hovedvej for sit eget og menneskesamfundets liv, har for at lykkes brug for sin egen tro, overbevisning, vilje, beslutning, handlinger, adfærd, karakter og opofrelse – og desuden for en fremragende fører. Ligesom ét eneste fodspor kan følges ved hvert af karavanens skridt, nemlig Den Udvalgte Sendebuds fodspor, ligger også velfærd og succes for karavanens leder i at følge netop disse fodspor, som den første leder, Guds Sendebud (s), efterlod. Sandheden er, at hvert enkelt medlem af karavanen er leder på et eller andet område. Hver og én af dem har behov for den vejledning og retning, som findes i profeten Mustafa (s)’s fodspor.

Jeg har ikke evnen til klart at oplyse hans fodspor. På denne vej er taqwa, handlinger og følgen af Sendebuddet et vigtigere udstyr end lærdom. Jeg er fattig på alle disse områder. At sige eller skrive noget om Guds Sendebuds (s) sīra er i sig selv som at vise solen en lampe. Det kræver ikke så lidt mod.

Men ved et arrangement, som Jamiyatul Falah havde organiseret i Karachi, måtte jeg holde et foredrag om hans sīra og forbillede under titlen »Den Ædle Profet (s) som leder og lærer«. Nogle dage senere blev netop disse ord derfra givet til mig i form af et manuskriptudkast.

Indholdets betydning stod klart for mig. Derfor tog jeg mig en smule mod til at skabe denne bog med udgangspunkt i foredraget. Nu har jeg udarbejdet denne bog både hvad angår omfang og form. Nu er denne tekst på ingen af disse to måder længere som det foredrag, der blev holdt ved Jamiyatul Falahs forsamling. Hovedindholdet er naturligvis taget fra selve foredraget. Jeg mener, at den måske kan opfylde et behov hos den islamiske bevægelses karavane.

Der er formentlig ikke noget nyt i den. Der er skrevet meget om Sendebuddets sīra. Men hans livshistorie er så sød og vidunderlig, at den forbliver ufuldstændig, hvor lang den end bliver. Sandheden er, at der endnu ikke er skrevet noget i forhold til alt det, der burde skrives. Det var denne følelse, der inspirerede mig til at udarbejde dette skrift: Hvis nogen gennem mig kan få blot én perle fra denne skat og blot én stråle fra denne sol, hvordan skulle jeg så kunne blive berøvet den belønning? Samtidig bliver min tillid og overbevisning ved med at bore sig ind i min krop som tornen i en rytters fod: Al fremragende kvalitet og al rigdom og alle velsignelser er alene skjult i at efterligne hans forbillede.

Jeg er taknemmelig over for bror Saiyid Lutfullah Sahib og Muslim Sajjad, fordi de gav mig mulighed for at holde foredraget og udarbejdede manuskriptudkastet. Men min største taknemmelighed retter jeg til min livsledsager, Lum’atun Nur, uden hvis tålmodighed, udholdenhed, hjælp og støtte jeg ikke ville have kunnet beskæftige mig med dette arbejde fra morgen til aften i flere dage.

Jeg beder til Allah den Almægtige om, at Han vil tage imod denne lille gave og frem for alt give mig evnen til at handle efter disse ord.

Khurram Murad

Islamic Foundation Ltd., Storbritannien

1. Profetens forbillede

Al taknemmelighed og pris tilkommer den ophøjede Væsen, som er hele universets Herre. Han, som har skabt os. Han, som har skænket os velsignelser som evnen til at se, høre, tænke og forstå. Han, som har skænket os den store betroede gave, der er viljens frihed. Han, som har opretholdt rækken af profeters udsendelse for at vejlede os.

Jeg frembærer en hyldest af fred og lydighed til den sidste Profet, som har overbragt os vor Herres vejledning og kaldt os til Allah. Han har givet os det glade budskab. Han har advaret og formanet os. Han har givet os undervisning i hvert øjeblik af livet og vejledning til at leve på den rette vej.

Den ideelle leder og lærer

Den ædle Profets liv er en strålende lampe, ‘Sirajam Munir’.

1. I Koranen Majid er solen også blevet sammenlignet ved hjælp af det samme ord »siraj« (lampe).

2. Solen over os er et fuldkomment forråd af varme, energi og liv, som Allah Ta’ala har skabt som kilden til varme, energi og liv for hele skaberværket på jorden. Dens stråler, der bringer disse velsignelsers forråd med sig, oplyser alle steder på jorden på samme måde. Der findes ikke en eneste af dens lysstråler, som kan gives forrang frem for en anden. Ved eftertanke forstår man, at det ikke blot er umuligt, men også uretfærdigt, at opdele dens væsen i forskellige dele.

Sådan er det også med den hellige tilværelse, som den hellige Profet levede. Han er kilden til menneskehedens sande liv og varme. Hans fuldkomne liv er en udelelig helhed. Ligesom solen kan man fra enhver side og del af hans liv hente lys og vejledning i lige mål. Det er tilstrækkeligt at sige, at han var Allahs Sendebud. Som Allahs Sendebud opfyldte han fuldkomment sit ansvar. Hans fuldkommenhed som Allahs Sendebud er et forbillede, som vi skal følge.

I hans livsførelse findes der viden til vores tanker og overvejelser. For ånden og sjælen findes der fred og tilfredshed. For handling og gerning findes der et forbillede. Hvilke ædelstene og perler skal vi i denne betydning udvælge fra forrådet? Hvilke af dem skal vi fylde vores sæk med? Hvilke blomster fra denne have skal vi bruge til at forskønne vores vase? Det er både svært og let at træffe denne beslutning. Det er svært, fordi forrådet er grænseløst, mens vores hænder er begrænsede. Når vi tager noget op, vil noget andet blive tilbage. Vores blik vil også være rettet mod det, der bliver tilbage, og vores hjerte vil være knyttet til det. Det er ikke svært at beslutte, hvad vi skal tage imod; det svære er snarere at beslutte, hvad vi må give afkald på. Og det er let af den grund, at hvad end vi tager imod, er det under ingen omstændigheder ringere end det, vi ikke kan tage imod.

På grund af vores begrænsede fatteevne, vores begrænsede syn, tidens og epokens behov samt for at gøre det lettere for os at drage nytte af det er vi nødt til at inddele den hellige Profets liv i forskellige områder. Nogle gange studerer vi ham som den, der kalder til Allah, og andre gange som hærfører. Kort sagt forsøger vi ved at studere ham fra forskellige synsvinkler at få lys fra denne lampe.

I dag ønsker jeg at dele denne velsignelse med jer, den velsignelse som jeg har tilegnet mig ved at studere den hellige Profets liv som leder og lærer. Af hensyn til fuldstændigheden vil jeg med tiden kun kunne fremlægge en del af det for jer. Men sammenholdt med den begrænsning i fatteevne, kvalifikationer og evner, som både I og jeg har, er selv dette meget. Og hvis man har viljen til at handle, er blot én sætning tilstrækkelig. Selv en enkelt solstråle er nok til at få en blomsterknop til at springe ud og gøre den farverig og velduftende.

Det er helt sandt, at det ikke er nogen let opgave at inddele den hellige Profets liv i forskellige områder og samtidig yde hans hellige liv retfærdighed. Og det er fuldstændig umuligt at betragte ham særskilt som leder og lærer. For fra profetskabets begyndelse var han lærer og vejleder, og lige til slutningen forblev han lærer og vejleder. Hans lederskab var netop til for at virkeliggøre denne undervisning og vejledning.

Grundlæggende er undervisning Risalats vigtigste ansvar. Det var gennem undervisning, at han begyndte at opfylde Risalats ansvar. Fra det første øjeblik i sit profetiske liv til det sidste førte han mennesker ad hovedvejen til et liv i overensstemmelse med Allahs vers, Hans Bog og Hikmah. Når solen står op, vågner menneskene. Livets karavane begynder at bevæge sig ad sin vej. Der opstår bevægelse i krop og sind. Menneskene bliver ivrige efter at fuldføre deres respektive ansvar og pligter. Hvilken vejledning har den hellige Profets strålende lampe givet os i denne henseende? Det er emnet for vores samtale i dag. Også vi har i dag besluttet i vores unge hjerter, at vi vil gøre Allahs Sendebud til hærfører for vores livs karavane. Vi vil bestræbe os på at udføre den Risalat-opgave, han efterlod, og som han havde viet hele sit liv til.

Forholdet mellem Koranen og Allahs Sendebuds sīra

Jeg vil gerne gøre endnu en ting klar. Det er, at jeg her kun vil begrænse min gennemgang til de sider af Allahs Sendebuds liv, som Koranen har kastet lys over. Det vil jeg gøre af to grunde. Den ene er, at jeg ønsker at gøre gennemgangen kort. Den anden er, at jeg ønsker at bringe det nære forhold mellem Koranen og den velsignede sīra frem i lyset.

Vi betragter som regel disse to som forskellige ting. Det skyldes, at vi i sīra-værkerne modtager hele beretningen gennem overlevererne. Koranen er derimod næsten blottet for detaljerede historiske beskrivelser samt oplysninger om sted, tid og personer. Sīra-forfatterne har som regel kun i ringe grad hentet belæg fra Koranen. Mufassirūn lægger på den anden side ikke tilstrækkelig vægt på at udsmykke Sendebuddets sīra i lyset af Koranen. På grundlag af min begrænsede viden er jeg fast overbevist om, at det bedste sīra-værk er den ædle Koran. Og den bedste tafsīr af den ædle Koran er den hellige Profets sīra. Koranen er den fuldkomne beskrivelse af sīraen, og sīraen er den levende model for den hellige Koran.

Derfor mener jeg, at den, der ønsker at læse Koranens reneste tafsīr, ønsker at se den levende Koran og ønsker at læse Koranen på handlingens sprog i stedet for gennem ord, bør studere Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), langt mere end Ibn Kathīr, Kashshāf, Rāzī og andre. Han bør studere det liv, hvis begyndelse var »Iqra« (»Læs«), og hvis udfald var blevet.

Han bør gøre hvert eneste øjeblik i Allahs Sendebuds liv til ét med sig selv. Først da vil det være muligt for ham at forstå Koranen.

På samme måde bør den, der ønsker at se Sendebudet Muhammad (fred være med ham), studere Koranen, før han læser Ibn Ishāq, Ibn Hishām og Ibn Saʿd. Uden at rette blikket mod tid, sted og begivenhedernes kronologi bør han fra denne storslåede bog udvælge hans sande væsen, egenskaber, karaktertræk, principper og adfærd, moralske karakter, mål, hensigt og livsideal. Frem for alt bør han indgående studere hans storslåede sīra som åbenbaringens lærer og leder af den islamiske bevægelse. For hvert vers og hvert ord i den ædle Koran er jo, i forhold til disse hans værdigheder, sammenvævet som offerblomster.

Fremgangsmåden ved studiet af sīraen i Koranen

Koranen er på ingen måde en bog som almindelige bøger. Efter almindelige og gængse regler er den heller ikke et sīra-værk. Den indeholder ingen tematisk opbygget gennemgang. Der er ikke angivet kapitler og afsnit. Emnerne er ikke beskrevet under overskrifter. Den er heller ikke ordnet i afsnit efter afsnit. Og der er ikke noget indeks, som folk kunne bruge til at finde ud af, hvad hans egenskaber, karaktertræk, principper og idealer som lærer og leder er. Derfor er det nødvendigt at have kendskab til Koranens fremstillingsform.

Den metode, jeg anvender til at studere sīraen og indsamle oplysninger fra Koranen, bygger på to grundprincipper:

For det første var alle de vejledninger og befalinger, der blev givet i Den Ædle Koran, og blandt disse især dem, der var rettet til selve den Hellige Profet (fvmh.) og hans ledsagere, de troende, i praksis gennemført og virkeliggjort i hans liv. (Som for eksempel: »Yā ayyuhar-rasūl«, »Yā ayyuhan-nabī« og »Yā ayyuhal-ladhīna āmanū«.)

Det var i overensstemmelse med disse, at hans praktiske liv blev ført. Hans sīra var et levende vidnesbyrd om dem. Dette kan også bevises ved at citere begivenheder fra sīra-værkerne. Men beviset findes også i selve Koranen.

For eksempel:

(1) Han var den første muslim, den første troende og den første og mest fremtrædende i handling og lydighed.

(2) Der var ingen modsigelse eller uoverensstemmelse mellem hans ord og hans handlinger. Det, der kom fra hans tunge, var ikke i strid med hans Herres befaling.

(3) Han blev ikke blot befalet at udbrede religionen; han blev også pålagt ansvaret for at være et vidne.

På denne måde mener jeg, at hvis han blev befalet at ihukomme Gud gennem dhikr eller tasbīh, eller at fremsige takbīr eller udføre qiyām al-layl, kan vi sige, at han naturligvis praktiserede dhikr, tasbīh, takbīr og qiyām al-layl i sit daglige liv. Hvis han på samme måde blev befalet jihād, var den praktiske følge heraf, at han førte jihād. Hvis han blev undervist i at rådføre sig, udvise mildhed, barmhjertighed og tilgivelse samt ikke indlade sig i diskussioner med de uvidende, så var disse egenskaber i virkeligheden naturligvis til stede i hans sīra. Det er, som om selve den hellige sīras skønhed stråler frem blandt vejledningens og befalingernes udsmykning. Og dér, hvor Koranen selv beskriver hans egenskaber, er det strålende som sollyset.

For det andet er det på de steder i Koranen, hvor begivenheder beskrives, drøftes og vurderes, og hvor der udtrykkes trøst og medfølelse over for Profeten (fred være med ham), i grunden forskellige sider af hans ophøjede sīrah, der fremstilles på baggrund af den givne sammenhæng. Koranen siger for eksempel: „Lad ikke deres ord og udsagn gøre dig bekymret.“ Af disse trøstende ord forstår man, at der var rejst en storm af modstand og propaganda. Spot og hån kom fra alle sider. Som menneske blev han bekymret. Derefter, efter at have modtaget trøst gennem den guddommelige vejledning, kastede han alle bekymringer bort og helligede sig arbejdet med da‘wah og undervisning. Den detaljerede beskrivelse af denne situation er ikke givet i Koranen. Men bag den korte beskrivelse træder det fuldstændige billede tydeligt frem. Hvis man ikke forstår dette billede, vil ens forståelse af Koranen forblive ufuldstændig, og man vil forblive uvidende om den ædle sīrah.

Nu vil jeg nævne endnu en vigtig ting. Nogle mener, at alle de fremgangsmåder, som Guds Sendebud (fred være med ham) anvendte som da‘ī, som lærer og som leder – kort sagt som Sendebud – var skabt af Allah den Ophøjede, og at alle de fremgangsmåder, han anvendte, på forhånd var blevet lært ham af Allah gennem åbenbaringen. På forhånd fik han at vide: „Gør dette nu, og gør dette andet nu.“ Når han under udførelsen af sit profetiske hverv stod over for et praktisk problem, eller når der skulle udformes en politik, havde han ifølge denne opfattelse på forhånd ingen bekymring, ingen tøven eller tilbageholdenhed, behøvede ikke at tænke over noget og behøvede heller ikke at bruge sin fornuft og dømmekraft.

Min opfattelse er anderledes end den ovenfor nævnte. Allah ved bedst, hvad der er rigtigt. Selv hvis min opfattelse er forkert, håber jeg på Allahs tilgivelse. Jeg håber også, at Han i det mindste vil have gemt en belønning til mig for min ijtihād. Efter min mening strider den ovenfor nævnte opfattelse både mod Koranen og mod historiske beviser. Desuden er en sådan opfattelse uretfærdig over for Profetens (fred være med ham) ophøjede personlighed. Han var ikke en livløs genstand. Han var det bedste af alle mennesker, udstyret med den største viden, forstand og handlekraft.

Han var udstyret med den bedste moralske karakter og var den fineste blomst i menneskehedens have. Jeg tror fast på, at han fuldt ud forstod Koranen også i dens bogstavelige betydning og overleverede den ordret til menneskene. Men den person, som var udvalgt til at modtage noget så storslået som Koranen – en Koran, som, hvis den var blevet åbenbaret for et bjerg, ville have splittet bjerget i stykker – må have været udstyret med et hvor stort og ophøjet hjerte og en hvor stor og ophøjet personlighed.

Derfor mener jeg, at Sendebudet (fred være med ham) udførte alle disse opgaver – at prædike Koranen, etablere den, fastlægge dens fortolkning og lede bevægelsen for islams etablering – gennem sin ijtihād, sin visdom, sin fuldkomne viden og dømmekraft samt ved at rådføre sig med sine ledsagere. Ja, der er naturligvis ingen tvivl om, at han hvert eneste øjeblik var under Allahs opsyn og beskyttelse. Hans tilfredshed var helt forenet med Allahs tilfredshed. Hans situation var ikke som vores, almindelige menneskers, sådan at en af hans beslutninger kunne være i strid med Allahs vilje. I visse sager modtog han før eller efter beslutningen vejledning gennem åbenbaring, som ikke var reciteret. Men samtidig var han også et menneske. Ligesom andre mennesker tænkte han over begivenhedernes udvikling og traf beslutninger; undertiden følte han bekymring, og undertiden blev han bedrøvet. Som menneske var alle sådanne egenskaber således uløseligt forbundet med hans livsforløb. Ved at anvende den koraniske vejledning og den visdom, Allah havde lagt i ham, og ved at rådføre sig med sine ledsagere traf han gennem hele sit liv i bevægelsen mange meget store beslutninger. Han fastlagde bevægelsens vej og gik fremad.

Dette er vigtigt, fordi det uden denne forståelse ikke er muligt at træffe stærke beslutninger i lyset af Koranen og sunnah. Halal er klart som dagens lys, og haram er også tydeligt afgrænset. Men mellem disse to ligger et vidtstrakt område. På dette område må man anvende sin viden og fornuft for at skelne mellem halal og haram. Til støtte for denne opfattelse har jeg to grundlag.

For det første,

I Den Ædle Koran er de fleste af beslutningerne fra hans liv i bevægelsen blevet vurderet fra forskellige synsvinkler, og det er sket efterfølgende. Disse beslutninger var meget vigtige. Under yderst kritiske omstændigheder fastlagde han bevægelsens kurs. Det er helt klart, at hvis han havde truffet enhver beslutning i overensstemmelse med en vejledning, han havde modtaget på forhånd, ville en efterfølgende vurdering af dem have været meningsløs.

Skulle han på tærsklen til slaget ved Badr kæmpe mod hærstyrken eller mod handelskaravanen? Hvilken afgørelse skulle han træffe angående krigsfangerne fra Badr? Skulle han på tærsklen til slaget ved Uhud blive inden for Medina eller gå uden for Medina, og skulle hyklernes undskyldninger accepteres eller ej? I sådanne spørgsmål blev afgørelserne truffet på grundlag af rådslagning, uden at der på forhånd var givet nogen klar vejledning. Selv spørgsmålet om, hvem der skulle blive kalif efter ham, blev overladt til muslimernes afgørelse. Hvilken større prøve kunne der være end denne for at bevise Profetens (s) overvejelser, eftertanke, viden og forstand? Hvilket større bevis kunne der være på hans ansvarsfølelse og hans selvstændige handlemyndighed?

Hvis der desuden på forhånd var kommet vejledning fra Allah den Ophøjede om et bestemt spørgsmål, blev det tydeligt meddelt alle. Således meddelte han efter slaget ved Ahzab klart, at han havde fået besked af Jibril om at drage ud mod Banu Qurayza. Eller tænk på begivenheden med våbenhvilen ved Hudaybiyya. Selv de største sahaba kunne ikke føle sig trygge ved denne våbenhvile. Derefter meddelte han, at det var Allahs befaling at gøre dette.

For det andet,

I Allahs Sendebuds (s) forbillede og liv findes al den vejledning, vi har brug for. Hans forbillede er det mest passende for os at følge. For han var et menneske. Han ledede sin bevægelse på samme måde som et menneske. Da modstanderne klagede: »Hvorfor sendte Allah den Ophøjede ikke en engel som Hans sendebud?« blev der som svar sagt i Koranen: Hvis der havde færdedes engle på jorden, ville der naturligvis være blevet sendt en engel til deres vejledning. Eftersom det er mennesker, der bor her, blev et menneske sendt som sendebud. Han var som dem selv; han spiste og drak og gik på markedet. For mennesker er det muligt at følge et menneske som dem selv, eller at overveje at følge ham og håbe på at blive som ham. Mennesket kan jo blive bange og skræmt blot ved synet.

Hvis vi mener, at hans rolle i ledelsen af hele bevægelsen var som en maskines eller robots, der ikke havde den mindste selvstændige handlemyndighed eller ret til en egen mening, eller at Allah Selv stod bag ham og i virkeligheden ledede bevægelsen, vil vi som følge af denne opfattelse også komme til at mene, at ingen bevægelse for islams etablering længere kan fortsætte. For der vil ikke længere komme noget sendebud, som kan træffe afgørelser i alle spørgsmål efter at have fået viden og forståelse fra Allah den Ophøjede.

Hvis vi derimod mener, at han grundlæggende ledede hele bevægelsen på grundlag af ijtihad og rådslagning, kan vi ganske vist ikke drømme om engang at blive som støvet under hans fødder, og vi kan heller ikke forestille os at nå hans sahabas rang. Men inden for rammerne af at tjene Allah og af bevægelsen kan vi vie os til at forsøge at blive som ham. Selv hvis vi gennem denne indsats ikke opnår en hundrededel af det, han opnåede, ja, ikke engang en del ud af tusinder eller millioner, kan vi dog længes efter at nå et endnu lavere trin. Vi kan i det mindste drømme om det.

Det er dette ønske og denne længsel, der har ført os til Allahs Sendebuds dør, så vi gennem hans undervisning, lederskab, handlemåder og arbejdsmetoder kan få vejledning for os selv.

2. Allahs Sendebuds (s) da’wah og da’wahens formål

Formålet og målet med en da’wah og en bevægelse skal være klart og tydeligt. Og der skal være en korrekt og tydelig forståelse af målet og formålet. Målet og formålet skal være varigt, ikke midlertidigt, ikke noget der kan ændres, og ikke noget der forvrides under presset fra omgivelserne og omstændighederne eller tidens gang. Hvis formålene er flere, skal der være en harmonisk og velordnet indbyrdes sammenhæng mellem dem. Denne orden må ikke vendes på hovedet. Grenene må ikke tage rodens plads, så roden mister sin betydning.

For da’wah til religionen samt forklaring og fortolkning var Koranens hovedopgave. Derfor sørgede Koranen gennem sit budskab for, at Profeten (s) fulgte disse principper med stor alvor i den bevægelse, der blev ledet under hans ledelse, og i sin undervisning.

Da’wahs forhold til Allah

Fra den første dag knyttede Profeten (s) alt det, som han kaldte mennesker til, alt det, han lod dem høre, og alt det, han overbragte til dem, til sin egen Herre, den Almægtige Allah. Han gjorde det klart, at den islamiske da’wahs hovedbudskab er, at Allah den Højeste er den eneste kilde til viden gennem hele menneskets liv. Kun Han kan vise den rette vej (hidayah).1 Selv om han havde fremsagt hvert eneste ord i Koranen med sin egen mund, og selv om der ikke fandtes noget ydre vidnesbyrd, der beviste, at disse ord ikke var hans egne, og at da’wahen ikke var hans egen da’wah, gentog han igen og igen og uden ophør, at denne da’wah ikke var knyttet til ham selv, men til Allah, Verdenernes Herre. Dermed forsvandt frygten for, at denne da’wah skulle forblive knyttet til dens da’is navn. Fremtidige da’wah-forkyndere vil heller ikke længere synke ned i den vildfarelse, at de kalder mennesker til en bestemt persons tanker, forestillinger og personlige ønsker.

Den ene Allahs overhøjhed

At tilintetgøre alle falske guders overhøjhed og alene proklamere og etablere den ene, den partnerløse Allahs overhøjhed var det grundlæggende formål med Profeten (s)s da’wah og bevægelse. Fra begyndelsen til slutningen arbejdede han for dette samme formål. Han glemte det ikke et eneste øjeblik. Det var hans Herre, der havde pålagt ham dette.

“Og forkynd din Herres storhed.”

Her må man huske, at han tillagde disse to indledende og grundlæggende aspekter af den islamiske da’wah den rette betydning. Samtidig var han fuldt opmærksom på, at de ikke blot skulle forblive en troslære, men at de hvert øjeblik skulle blive levende og virksomme i menneskers tanker, sind, tale og alle deres handlinger. I hver enkelt troendes liv på den tid fandtes en lydig mujahids liv, sådan som det var knyttet til Profeten (s). Den måde, hvorpå han forenede “Bismillah” og “Allah akbar” med hver enkelt mujahids liv, viser tydeligt, hvor indflydelsesrig og vidtrækkende hans undervisningsmetode var. På samme måde holdt han et meget vågent øje med, at da’wahens øvrige vigtige grundlag og lærdomme også blev rodfæstet i deres liv og til enhver tid stod levende for dem. Blandt disse aspekter var tawhid, risalah og forholdet til Allah det vigtigste.

Ved at proklamere og etablere Allahs overhøjhed lagde Profeten (fvmh.) særlig stor vægt på nogle forhold. De var:

a. Prioriteringen af tilbedelsen af Allah

Det vigtigste blandt disse forhold var, at han opfordrede menneskene til udelukkende at tilbede og adlyde Allah den Ophøjede og kun følge Hans befalinger. Ikke et eneste øjeblik var han uopmærksom på dette forhold. Derefter fulgte imidlertid alle slags andre anliggender. Politiske og økonomiske mål blev opnået. Arbejdet med social reform blev udført. Sværdet blev løftet. Krigsbytte blev indsamlet. Der blev indgået våbenhvile med de vantro, udkæmpet krige og indgået traktater. Men i hvert eneste øjeblik stod den grundlæggende da’wah klart lysende for øjnene:

“Dette er Allah, jeres Herre. Der findes ingen anden guddom end Ham. Han er Skaberen af alting. Tilbed derfor Ham alene.” Sura al-An’am: 103

Nogle gange udtrykte han netop dette med yderst betagende ord:

“Skynd jer derfor til Allah.” Sura adh-Dhariyat: 50

Når han skrev breve til konger og herskere, var dette den centrale da’wah. Det var netop dette, han krævede af jøderne. Da de kristne fra Najran kom, tilsidesatte han alle relevante spørgsmål og gav dem denne grundlæggende da’wah.

“Kom til et ord, som er fælles mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke sætter nogen ved Hans side, og at ingen af os tager andre end Allah som sin Herre.” Sura Aal Imran: 64

Efter at muslimerne havde opnået form af en ummah og en stærkt organiseret magt, blev ansvaret for jihad og martyrdøden for sandhedens skyld pålagt dem. Befalingen om dette ansvar blev udstedt således:

»I, som tror! Bøj jer, kast jer ned i sujūd og tilbed jeres Herre ……….. og før jihad på Allahs vej, sådan som jihad bør føres ……… så I kan være vidner over hele menneskeheden. Sura al-Hajj: 77-78.«

Derfor har Koranen betegnet Profeten, den ærede (s),’s ansvar og embede som daʿwah ilā Allāh.

b. Jihad mod de falske guder:

Det andet punkt var, at arbejdet med til enhver tid at kalde til Allah havde førsteprioritet. Dem, som menneskene havde gjort til guder ud over Allah, eller de mennesker, som selv havde sat sig på gudernes plads, og de kræfter og institutioner, der var grundlagt på oprør mod Allah, kritiserede han alle og indledte jihad imod dem. Han deltog ikke i nogen af deres foretagender og indgik ikke kompromis med nogen af dem. Han kaldte ikke nogen af dem lovlige, men forblev inden for grænserne. Alligevel blev der ikke udvist den mindste forsømmelighed i noget af dette arbejde. Over for dem holdt han sig inden for alle høje moralske idealers grænser. Men heller ikke her blev der udvist den mindste forsømmelighed. Han gik dog ikke med til sameksistens (Co-Existence). For sammen med »tilbed Allah« lød også kaldet: »hold jer adskilt fra taghūterne og hold jer fjernt fra dem«. Dette fulgte han fuldt ud.

Der findes utallige beviser på dette i Koranens og sīrahens sider. Dette var fremgangsmåden i hans daʿwah. Derfor gik hans modstandere febrilsk og beslutsomt i gang med at bekæmpe ham. De organiserede sig imod ham og satte alle deres kræfter ind på at være hans fjender. For det drejede sig ikke kun om deres stenstatuer. Ét sted gjaldt det fædrenes og forfædrenes navn og deres ære; et andet sted spøgelset fra samfundet og kulturen. Ét sted gjaldt det slægt og race. Et andet sted gjaldt det nationalistiske stridigheder. Ét sted var lederskabet involveret, et andet sted viden og taqwā. Uanset hvilken form afgudsdyrkelsen (Idolatry) havde, slog den ædle Profet (s) ned på hver eneste af dem. Derfor gik de alle samlet beslutsomt til angreb på ham.

»Har han gjort alle guderne til én eneste gud? Det er virkelig en højst mærkværdig ting!« Og folkets ledere gik bort, mens de sagde: »Kom, lad os holde fast ved vores guders tilbedelsessteder. Dette bliver sagt med et andet formål.« Sura Ṣād 5-6.

c. Beskyttelsen af daʿwah

Det tredje punkt var, at den hellige Profet (fvmh.) aldrig foretog nogen ændring i sin da’wa og sit mål. Han foretog ingen formindskelse og ingen forøgelse. Der skete ingen forandring i kernen af hans da’wa og hans mål, og dens form blev ikke fordrejet. I denne forbindelse blev han udsat for pres udefra såvel som indefra. En antydning af det ydre pres findes i begivenheden med Abu Talib. Gennem Abu Talib blev det krævet, at han ganske vist skulle tilbede sin ene Gud, men opgive da’waen og kampen mod sine modstanderes guder. Generelt krævede de, at han skulle holde op med at tale ondt om deres afguder. Men alle ved, at der aldrig kom en fornærmelse ud af den hellige Profets (fvmh.) rene mund. I virkeligheden lå der bag deres ord: »Hold op med at tale ondt om dem«, et krav om sameksistens. Det var, som om de sagde: »Tilbed din egen Gud af hele dit hjerte, men angrib ikke de andres guddommelighed.« Også i denne begivenhed ses et tegn på det ydre pres, hvor man tilbød ham umådelige rigdomme, de smukkeste kvinder og kongemagt. Han afviste klart deres tilbud. I Den Ædle Koran står det tydeligt, at han ikke havde ret til at foretage nogen ændring i den da’wa, som var blevet pålagt ham.

De, som ikke håber på at møde Mig, siger: »Bring en anden Koran i stedet for denne, eller foretag en eller anden ændring i den.« (O Muhammad!) Sig til dem: »Det tilkommer ikke mig at foretage nogen ændring i den på eget initiativ. Jeg følger kun den åbenbaring, som sendes til mig.« Sura Yunus 15

Han stod urokkelig og fast som Himalaya på idealet og principperne. Uanset hvor vanskeligt det var at nå målet ad denne vej, var han ikke parat til at foretage selv den mindste ændring i sin da’wa og sit budskab. Han var ikke et eneste øjeblik parat til at anerkende trældom og lydighed over for andre guder som tilladt sammen med den ene Gud. Han anerkendte ikke andre lederes lederskab i stedet for én leder. De religiøse ledere, købmænd og stammehøvdinge, som havde sat sig selv på nationens guddommelige plads, fik ingen del i lederskabet anerkendt af ham. Grundlæggende byggede denne politik på to koraniske direktiver: Det første var, at han skulle overbringe det budskab og den sendelse, han havde fået, fuldstændigt og uændret. Det andet var, at han skulle etablere religionen, fuldkommengøre den og ikke vige fra denne vej.

O Sendebud! Overbring til folkene alt det, der er blevet åbenbaret for dig fra din Herre. Hvis du ikke gør det, har du ikke opfyldt retten til at overbringe det. Sura al-Ma’ida 67

Oprethold denne religion, og bliv ikke splittede og uenige i den. Det, du kalder dem til, er blevet meget vanskeligt og byrdefuldt for afgudsdyrkerne. Sura ash-Shura 13.

D. Omsorg for alle da’waens bestanddele

Han rettede behørig opmærksomhed mod alle da’waens bestanddele og aspekter. Han holdt hver enkelt bestanddel levende og frisk. Her vil jeg især behandle tre aspekter af hans da’wa. For det første inzar, det vil sige at advare og formane. For det andet opfordringen til at søge tilgivelse, det vil sige opfordringen til at angre og vende tilbage til Allah. For det tredje at bringe gode nyheder. Det sted i Sura al-Ahzab, hvor der tales om at bringe gode nyheder og advare, behandler forskellige sider af hans forbillede som sendebud, forskellige former for hans rang samt vigtige aspekter af hans ansvar, pligter og handlinger. Det er klart, at de gode nyheder er knyttet til tawba og istighfar. Denne sandhed omtales talrige steder i Koranen.

1. Advarsel

Han begyndte arbejdet med at advare allerede fra den allerførste tid. Det blev således pålagt ham i Sura al-Muddaththir. Derefter er den samme sag nævnt utallige steder i hele Koranen. Hans arbejde omfattede advarsler mod at vende sig bort fra guddommelig vejledning, oprør mod Gud, hovmod og graden af at følge de hovmodige. Her er det vigtigt for det første at bemærke, at når han talte om alle disse handlingers konsekvenser, omtalte han både deres verdslige og deres hinsidige konsekvenser. Han tillagde dem begge betydning. Samtidig rettede han menneskenes opmærksomhed og tanker mod konsekvenserne i det hinsidige og gjorde det klart, at dette er den egentlige og varige konsekvens. For det andet var dette arbejde ikke begrænset til blot at skælde ud og skræmme. Hvis man skulle udtrykke det med moderne terminologi, kan man sige, at han i sit advarselsarbejde fremlagde både kritiske, empiriske og teoretiske beviser. Der er ikke lejlighed til at drøfte dette mere udførligt her.

2. Kaldet til at søge tilgivelse

Kaldet til tawbah og istighfār var også en grundlæggende del af hans da’wah-arbejde. Den betydning og vægt, der blev lagt på disse to ting, samt det store udbytte og de gode tidender, der blev lovet for deres skyld, viser, at dette ikke blot var et kald til at fremsige tasbīh’en astaghfirullāh. Det var derimod en anmodning med henblik på at opnå et stort mål.

At gennemgå vores individuelle og kollektive aktiviteter er en anerkendelse af, at vi er forpligtede til at stå til ansvar over for universets Herre. Han er Herren over viden, magt og ære. Han vil aflægge regnskab. Han vil dømme retfærdigt. Istighfār betyder også, at det er konsekvensen i det hinsidige, der er den virkelige konsekvens. Disse aspekter er tydeligt behandlet i Koranen og hadith. Profeten ﷺ lagde stor vægt på disse aspekter i sin undervisning og sit da’wah-arbejde.

3. At bringe gode tidender

At bringe gode tidender var en vigtig del af hans da’wah-arbejde. Disse gode tidender vedrørte både denne verden og det hinsidige. Samtidig blev det gjort klart, at belønningen i det hinsidige er den egentlige og varige belønning: Hvis I er sande troende, vil I på den ene side sejre i denne verden. I er blevet lovet herredømmet over jorden. Velsignelsens porte fra himlene og jorden vil blive åbnet for jer. På den anden side vil I opnå det paradis, hvis bredde svarer til himlenes og jordens bredde. I vil opnå tilgivelse, barmhjertighed, evige velsignelser, evigt liv og Guds tilfredshed. Desuden vil I få alt, hvad I ønsker, og i Allahs forråd er der endnu mange, mange velsignelser, som Han vil skænke jer.¹ Det er særligt bemærkelsesværdigt, at han hele tiden holdt et opmærksomt blik rettet mod sine ledsageres samlede aktiviteter og indsats og indgød dem styrke, følelse og liv, så disse ting ikke blot skulle være anerkendte (forståede) forhold. Tværtimod skulle de fylde deres sind og tanker, så de til stadighed blev genstand for samtale, og så der blev foretaget gennemgang og selvransagelse af dem, og de blev fyldt med fuld tillid til disse løfter, hvad enten det gjaldt at løfte sværdet, at håndhæve straffen eller at kræve økonomiske bidrag. Kort sagt skulle ønsket om at opnå disse velsignelser blive deres besættelse.

e. Strukturering

Det femte punkt var, at Profeten ﷺ ordnede da’wahens forskellige dele og bestanddele på en velstruktureret måde. Han placerede hver bestanddel i den rette rækkefølge efter dens betydning og karakter. I denne struktur var der nogle steder et forhold mellem frø og frugt. Andre steder var der tale om et fundament, søjler og en bygnings struktur. Nogle bestanddele fik fundamentets status, mens andre fik status som udsmykning og skønhed. For hans opgave bestod ikke blot i at fremlægge tanker som en filosof, give råd som en prædikant eller fortsætte med at kalde som en indbyder. Hans opgave var derimod at opbygge en velorganiseret og disciplineret ummah. Derfor helligede han sig ikke opførelsen af institutioner, skabelsen af sociale organisationer eller etableringen af khanqaher. Han havde altid fuld opmærksomhed på den tydelige forskel mellem formålet med det religiøse arbejde og dets formaliteter, på den rette struktur og på det indbyrdes forhold mellem hvert trin. Han sørgede for, at institutioner og formaliteter ikke overtog formålets plads. Der findes mange vers i Koranen og mange hadith om dette. Jeg vil blot nævne et koranvers om emnet, hvori der siges: Det vil sige, hvis I er sande troende. Alle bør også studere de koranvers, der omhandler, hvem der er troende, og hvem der ikke er troende. De hadith, der vedrører dette, bør alle også studere. For at vise betydningen af en korrekt struktur citerer jeg her et koranvers:

Mener I, at det at give pilgrimmene vand samt at tjene og vedligeholde Den Hellige Moské skal regnes som ligeværdigt med den gerning, der udføres af den, som tror på Allah og på det hinsidige og kæmper med liv og sjæl på Allahs vej? Hos Allah er disse to grupper ikke ens. Sura at-Tawba 19

3. Den ædle Profet (s) og da‘wat til religionen

Indtil nu har vi i forbindelse med da‘wat behandlet nogle vigtige aspekter af Allahs Sendebuds (s) forbillede. Gå herfra videre fremad. I vil se, at der findes et omfattende og vigtigt indhold vedrørende forholdet mellem hans sindelag og da‘wats værdighed, hans følelse af det enorme ansvar, hans hjertes uro for den, hans intellektuelle, åndelige, moralske og praktiske forberedelse til den samt hans psykiske tilstand på denne vej. Dette er blevet belyst udførligt i Den Ædle Koran. Herfra har vi kun hentet nogle få perler.

Følelsen af det enorme ansvar samt vedvarende eftertanke og uro

Arbejdet med da‘wat ilallah, shahadat al-haqq og iqamat ad-din er et meget komplekst og ansvarsfuldt arbejde. Men det siger sig selv, at byrden af dette enorme ansvar for den, der leder karavanen, er tusind gange tungere og mere kompleks. Hvis en person påtager sig dette ansvar som et job eller erhverv, eller på grund af omstændighedernes pres eller for at finde ro i sindet, kan han ikke opfylde dets rette krav. En person kan først opfylde dette ansvar korrekt, når han betragter det som et ansvar, der er blevet overdraget ham af hans Herre.

For denne vej er meget vanskelig. Dens krav er særdeles komplekse. Og det er lederen, der i højeste grad må møde kriserne og kompleksiteten. På denne vej må han i den højeste og fuldkomneste grad være uselvisk, oprigtig og hengiven. Han må besidde en yderst ophøjet og ren moralsk karakter. Det er afgørende for ham at udvise sabr over for den hårdeste modstand. Det er afgørende for ham at forblive fast og urokkelig. At forblive fast og urokkelig er hans ubetingede pligt. Selv når der ikke synes at være nogen mulighed for succes, må han fortsætte sit arbejde med fuld kraft. Det onde må besvares med det gode. Fornærmelser må besvares med et smil. Torne må overskrides med et smilende ansigt. Efter at være blevet ramt af sten må han bede om vejledning for dem. Han må ikke føre en politik, hvor han gør nar af modstanderne eller betragter dem som små og ubetydelige. Han må besidde et uendeligt mod til sammen med svage og uformående ledsagere at tilbagelægge den vanskelige vejs op- og nedstigninger. Han må i stilhed fordøje alle sine egne folks overdrivelser. Når han med Allah Ta‘alas hjælp opnår succes med at udføre et ansvar, må han fuldstændigt beskytte sig mod den fitna af hovmod og selvbeundring, som kan opstå. Med andre ord må hans karaktertræk være en levende udfoldelse af Koranen. Allahs Sendebud (s) nåede højdepunktet af alle disse egenskaber. Det var i virkeligheden hans mi‘raj. Det var først efter at have opnået succes på Taifs vanskelige slagmark, at hans himmelske mi‘raj fandt sted. Araberne og ajamerne blev lagt under hans fødder.

Allahs Sendebud (s) nærede ikke den mindste tvivl i sit hjerte om, at det ansvar, han udførte, og den vej, han begav sig ad, var blevet pålagt ham af Allah selv. Hans yaqeen i denne sag var helt enestående og hævet over alle andre menneskers. Jeg mener, at intet menneske kan komme blot i nærheden af en sådan yaqeen…… For Allah Ta‘ala selv talte med ham. Jibril Amin (a) kom til ham. Åbenbaringen blev nedsendt over hans velsignede hjerte.

Vores andel som ummat er blot så meget, som vi opnår gennem den form for yaqeen, vi får vedrørende disse koranvers. Dette er tilstrækkeligt for os, hvis blot vi kan opnå det helt og fuldt.

Og således har Vi gjort jer (muslimer) til et ummah på den moderate vej, så I kan være vidner for verdens folk. Sura al-Baqarah 143

O I, der tror! Bliv Allahs hjælpere. Sura as-Saff 14

Hvem blandt jer er villig til at give Allah et »qard hasan«? Så vil Allah give ham mange gange tilbage. Sura al-Baqarah 245

De steder i Den Ædle Koran, hvor Profeten (fvmh.) tiltales med ordene »vær ikke en, der nærer tvivl«, er der bag denne tiltale udtrykt vrede og utilfredshed med modstanderne.

a. Opfattelsen af Allahs sag

Den Ædle Profet (fvmh.) udførte alle sine opgaver med den følelse og tillid, at dette var Allahs sag. Når Koranen blev åbenbaret, blev der fremlagt forklaringer og uddybninger for at styrke denne tillid endnu mere. Der blev skabt en klar forståelse i ham af, at denne åbenbaring kom ned fra Allah selv. »Du er sandelig på sandhedens og den rette vejs vej. Du hører sandelig til blandt sendebuddene.« På denne måde voksede tilliden og visheden også blandt Sahaba-e-Kiram. I virkeligheden blev dette mindet dem om hvert eneste øjeblik. For så snart der viste sig svaghed i denne følelse, ville forvanskningen straks rejse hovedet. Faktisk rejser forvanskningen sig altid, så snart der viser sig svaghed i denne følelse. Hvis nogen ønsker at udtrykke Den Ædle Profets karakteregenskaber med ét ord, er dette ord sabr. Jeg ønsker at bruge dette ord om ham ikke i en snæver betydning, men som et ord med en bred betydning. Og al hans sabr var viet til hans Herre. Jeg ønsker at bruge dette ord om ham, fordi også al hans aktivitet var viet til hans Herre. Og al hans sabr var viet til hans Herre, eftersom hele hans virke også var viet til hans Herre.

Og for din Herres skyld skal du udvise sabr.

b. Under Herrens tilsyn

Dette er en vigtig sag. Sendebudet (saw) udførte alt sit arbejde foran og under opsyn af den Herre, som havde pålagt ham at varetage denne opgave. Han var hans konstante ledsager. Han hørte og så alt: alt det, som modstanderne sagde og gjorde, alt det, som hans ledsagere sagde og gjorde, og alt det, som han selv gjorde og sagde.

(O profet!) Vær tålmodig, indtil din Herres endelige afgørelse kommer. Du er jo under Vores øjne. Sura at-Tur: 48

Jeg er med jer. Jeg hører og ser alt. Sura Taha: 46

Uanset hvor I befinder jer, er Han med jer. Sura al-Hadid: 4

Vi er nærmere ham end hans halspulsåre. Sura Qaf: 16

Frygt ikke; Allah er med os. Sura at-Tawba: 40

Når tre mennesker rådfører sig i fortrolighed, er Allah deres fjerde. Sura al-Mujadila: 7

Den tilstand, der viser sig for os gennem de omtalte vers, har to sider. På den ene side findes der en uudtømmelig kilde til trøst, ro, tillid, tawakkul, mod, frygtløshed, følelsesmæssigt engagement og fornyet inspiration i hvert eneste øjeblik. Et strålende eksempel på dette er hændelsen i Thawr-grotten. I virkeligheden var hele den hellige profets liv fyldt med sådanne begivenheder. I hele hans treogtyve år lange profetiske liv fandtes der ikke et eneste øjeblik, hvor han blev ramt af mental stagnation, hvor hans følelsesmæssige begejstring blev lammet, eller hvor han mistede modet.

Det andet aspekt er en kilde til bevidsthed om ansvarlighedens værdighed og sårbarhed. For hvem udføres arbejdet? Denne tanke gør en opmærksom på arbejdets værdighed. Når man indser, at Allah selv ser det arbejde, man udfører, hvordan kan ens sind da frigøre sig fra den intense ansvarsfølelse? Jo større man opfatter Herskerens storhed, desto mere vil man kunne føle, at også Hans arbejde er ophøjet og værdigt.

G. Følelsen af værdighed og ansvar

Den hellige Profet (fred være med ham) var altid bevidst om sit arbejdes værdighed samt ansvarlighedens vægt og sårbarhed, også under åbenbaringen. Da åbenbaringen kom, gik han til Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Så snart han var kommet, sagde han: »Dæk mig til med et tæppe.« Koranen har her antydet denne tilstand hos ham såvel som hans øvrige tilstande.

Foran ham lå et enormt arbejde, et stort ansvar. Frygten for det havde lagt sig over hans sind. Et glimt af lys i det tætte, sorte mørke, som skulle oplyses. En opfordring bestående af nogle få ord, som skulle vække alle tilhørerne. Et lille frø, der skulle sås og forvandles til et træ, hvis rødder greb dybt fat i jorden, mens dets grene bredte sig mod den høje himmel. Et træ, der altid bar frugt, og hvis frugter og skygge den ene karavane efter den anden skulle drage nytte af. Den uro, der havde været i sindet, den fortvivlelse, der havde været i hjertet, og det bjerg af ansvar, der viste sig for ham, ændrede Koranen alt sammen gennem tilstanden, hvor han blev dækket til med et tæppe.

Samtidig havde han også indset, at betydningen af kaldet til sandheden og lederskabets ansvar var, at dagene, hvor man kunne ligge udstrakt og sove, var forbi. Nu måtte han spænde bæltet og berede sig. Dette arbejde måtte udføres uophørligt. Han måtte stå på slagmarken og modigt advare og påminde hele verden samt hellige sig den levende kamp for at etablere Allahs overhøjhed. Han måtte holde fast.

Det byrdefulde ord

Det budskab fra Iqra, der kom til Sendebudet (fred være med ham), var ikke blot en opfordring til at rejse gennem kundskabens rige; det var derimod et byrdefuldt ord. Dette byrdefulde ord omfattede påbuddet om at gennemgå de vanskelige stadier af kaldet, hijraen og jihad. Åbenbaringen blev ikke sendt blot for recitation og for at opnå belønning. Den var derimod en tung byrde af ansvar. Det var ikke blot en byrde for tanker og det indre; på hans velsignede legeme samlede sveddråberne sig.

Når han på dette tidspunkt sad på sit ridedyr, sank ridedyret sammen under det byrdefulde pres. Dette er blevet sagt helt tydeligt i Koranen.

Vi vil åbenbare et tungt ord for dig. Sura al-Muzzammil: 5

For ham var dette ikke nogen spøg eller et underholdende ord; tværtimod var det en mission, der var så tæt forbundet med hele hans liv, at den knuste hans ryg. Denne byrde ville kun gennem Den Barmhjertiges nåde blive gjort noget lettere.

Og Jeg har løftet den tunge byrde af dig, som knuste din ryg. Denne byrde ville kun gennem Den Barmhjertiges nåde blive gjort noget lettere.

Og Jeg har løftet den tunge byrde af dig, som knuste din ryg. Sura Alam Nashrah: 2-3

Ansvaret for at bevidne sandheden lå altid som en tung byrde på hans velsignede hjerte. Ifølge Hazrat Abdullah ibn Masuds (r) beretning befalede Den Hellige Profet (s) ham en gang at recitere Koranen. Først blev han temmelig forskrækket ved tanken: »Skal jeg recitere Koranen for ham, som åbenbaringen blev sendt ned til?« Da Profeten (s) derefter gentog befalingen, reciterede han nogle få vers fra Sura an-Nisa for ham. Mens han reciterede, nåede han så til-

Tænk så over, hvad de vil gøre, når Jeg fra hver nation fremfører ét vidne og fremlægger dem som vidner om alt dette. Sura an-Nisa: 41

Da han nåede frem til dette vers, lød en stemme: »Abdullah, stop!« Hazrat Abdullah siger: »Jeg løftede da hovedet og så, at tårerne strømmede fra hans begge øjne.«

e. Konstant eftertanke og bekymring:

Den intense bevidsthed om det betroede arbejdes storhed og det tunge ansvar havde som konsekvens, at han ikke kunne betragte da’waens og bevægelsens position som en jubba, man kunne tage på og gå fornøjet omkring i. Tværtimod blev dette arbejde årsag til hans vedvarende eftertanke og bekymring. Det havde fundet sin plads i hjertets inderste kammer og havde bredt et netværk af rødder ud i hjertets dyb. Hvert øjeblik holdt denne tanke hans hjerte og sind i uro. Dette var hans dhikr morgen og aften. Dette var hans fikr. Dette var hans virksomhed. Hans ønske var, at alle mennesker for hver eneste fordring, arbejdet stillede, måtte blive oplyst af vejledningens lys, erkende sandheden og blive følgere af den rette vej. Koranen har skildret denne eftertanke, denne uro, dette glødende ønske, denne smerte og rastløshed i hans hjerte således:

(O Profet!) Du vil måske ødelægge dig selv af bekymring over, at disse mennesker ikke tror. Sura ash-Shu’ara: 3

Med denne bekymring, denne eftertanke og denne uro drev han sit eget liv mod undergang. Den islamiske bevægelse kan under ingen omstændigheder fungere uden en sådan inderlig bekymring for menneskers vejledning.

På grund af den hellige Profets sådan en bekymring måtte Koranen gentagne gange trække ham i ærmet. Den måtte forklare ham, at det ikke var en del af hans ansvar at oplyse hvert eneste menneske med troens lys. Han var ikke blevet sendt som politibetjent, advokat eller feltmarskal. Hans grundlæggende ansvar var at overbringe da’waen. Om den enkelte ville tage imod den eller ej, var hans eget anliggende. Hvert menneske havde fået frihed til at vælge sin livsvej. Sådanne vers i Koranen udtrykker først og fremmest tilstanden af Profetens bekymring og dybe uro. De angiver også da’iy al-haqqs position og antyder omfanget af hans opgave som lærer.

(O Profet!) Vil du få sådanne døve til at høre? Eller vil du vejlede de blinde? Men den, som Allah lader fare vild, ham vejleder Han ikke længere. Sura an-Nahl: 37

Dit folk benægter det, selv om dette er den sande virkelighed. Sig til dem: Jeg er ikke blevet udnævnt til opsynsmand over jer. Sura al-An’am: 66

Egen forberedelse:

Fra den første dag, hvor den hellige Profet begyndte arbejdet med at viderebringe den hellige Kalam, da’waen og bevægelsen, begyndte han samtidig arbejdet med sin egen forberedelse. Det var en omfattende og fuldstændig forberedelse. Her drøfter vi nogle af denne forberedelses aspekter.

a. Et nært forhold til Koranen:

Den Ædle Koran var kronen på hele denne forberedelse. Denne tale blev åbenbaret til ham. Han modtog den. Han forstod den. Han tænkte dybt over den og studerede den. Han tilegnede sig skatten af viden i den. Han bevarede denne fuldkomne tale i sit hjerte. Han elskede den mere end selve livet. Han lod sin sjæl fordybe sig i den og formede sig selv efter dens forbillede.

På den ene side var dette en uundværlig opgave for hans intellektuelle, åndelige og moralske forberedelse. På den anden side var netop denne Koran centrum for udførelsen af ansvaret for profetgerningen, da’wah og bevægelsen. Recitationen af dens vers, undervisningen i den, træningen i visdom og menneskenes renselse var jo hans grundlæggende opgaver.

Jeg har sendt jer en sendebud fra jer selv. Han reciterer Mine vers for jer, renser jer, underviser jer i Bogen og visdommen og lærer jer det, som I ikke kendte. Surah al-Baqarah: 151

Jeg har sendt jer en sendebud fra jer selv. Han reciterer Mine vers for jer, renser jer, underviser jer i Bogen og visdommen og lærer jer det, som I ikke kendte. Surah al-Baqarah: 151

Hans forhold til Den Ædle Koran var ikke et forhold præget af tvang. Tværtimod var det et forhold præget af stærk tiltrækning og kærlighed. For det var herfra, at saften til al hans betydningsfulde virke blev næret. Om hans kærlighed til Koranen og stærke tiltrækning til den siger åbenbaringen:

(O Profet!) Bevæg ikke din tunge for hurtigt for at lære denne åbenbaring udenad. Surah al-Qiyamah: 16

Ved fortolkningen af dette vers har Maulana Amin Ahsan Islahi skrevet:

Det er umuligt med ord at beskrive den voldsomme bølge af kærlighed og længsel, der på dette tidspunkt opstod i den Ædle Profet (f.s.m.h.). Efter den rastløse ventetid under den lange pause i åbenbaringens nedsendelse, når Hadrat Jibril (f.h.) midt i stormen af modstandernes yderste stædighed kom med budskabet fra Arshens Herre, hvordan skulle man da kunne beskrive den følelse af kærlighed og længsel, der opstod i hans hjerte? Det var som et barn, der var uroligt af sult og tørst. Så snart dets mor tog det ind til sit bryst og lod det lægge munden til brystvorten, ville det som om drikke al mælken fra moderens bryst i én eneste indånding. Hvis en rejsende på en glohed ørkenvej efter at have tilbagelagt en lang strækning med sprængende tørst pludselig får en krukke med koldt, sødt vand inden for rækkevidde, får han på samme måde lyst til at drikke alt vandet i krukken i én eneste indånding. Sådan er det også, når man efter en lang adskillelse modtager et brev fra sin Mahbub (elskede): Hans urolige sjæl ønsker med sit længselsfulde, begærlige blik at læse alle brevets ord i samme øjeblik.

b. Den intense længsel efter at opnå viden:

Efter at Allahs befaling var kommet, blev den hurtige bevægelse af tungen for at lære åbenbaringen udenad ganske vist bragt under kontrol. Men hjertets længsel og uro forblev uovervindelig. For at udtrykke og fuldende denne længsel og uro blev der i den hellige tale vakt en intens længsel efter at opnå større dybde:

“Og bed: Herre! Skænk mig mere viden.” Sura Taha: 144

Det mål, der ligger foran da’wat til religionen, kan ikke nås uden at tilegne sig viden i åbenbaringens lærdomsskole. Dette arbejde kan ikke udføres uden overflod af viden og lærdom. Derfor kræves en omfattende evne til at forstå menneskers sindelag og mentalitet samt til at tænke og reflektere. Der kræves et fuldt forråd af hikmah. Rasul (f.s.m.h.) modtog denne ilm og hikmah fra selve Den Ædle Koran. På dette grundlag skabte han fundamentet for en livsordning for menneskene. Den tiltrækning og længsel efter ilm, som bør findes hos en leder, fandtes ikke blot hos ham; i denne henseende vendte han sig mod Arshen. Han bad ham om hjælp gennem bøn. Han satte sin lid til ham. Han stolede på ham alene. For det er ham, der er kilden til viden og hikmah.

Derefter gjorde han straks enhver del af Koranen, som han modtog, til næring for sin egen ruh. Det var i virkeligheden hikmah ved, at Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt og gradvist. Hvert eneste øjeblik af hans liv var knyttet til denne Koran.

c. Qiyam al-Layl og Tartil al-Koran:

Hvad var denne fremgangsmåde? I begyndelsen forlod han sengens bekvemmelighed og stod det meste af natten foran Koranens manzil med tre hænder bundet. Det gjorde han undertiden halvdelen af natten, undertiden længere, undertiden kortere, undertiden en tredjedel af natten. Undertiden i nærhed. Der findes ingen mere effektiv måde at tilegne sig Koranen og lade den blive ét med ens eget væsen på.

Stå i bøn om natten, men kun en lille del. Han undlod ikke at stå halvdelen af natten eller en del deraf. Selv i den sidste del af sit liv hævede hans fødder, når han stod så længe. Desuden var han altid optaget af Koran-recitation. I den velsignede Ramadan fuldførte han hele Koranen. Som regel reciterede han lange passager under fajr-bønnen.

(O profet!) Recitér den Bog, som er blevet sendt ned til dig gennem åbenbaringen, og oprethold salaten. Sura al-Ankabut: 45

Oprethold salaten fra det tidspunkt, hvor solen hælder mod vest, og indtil nattens mørke har lagt sig. Og følg den faste praksis med Koran-recitation ved fajr, for ved fajrs Koran-recitation er man bevidnet. Og bed tahajjud om natten. Det er et ekstra tilbud til dig. Det er ikke umuligt, at din Herre vil ophøje dig til Maqam Mahmud. Sura Bani Isra’il: 78-79

d. Dhikr af Allah:

Sammen med Koranen er salaten blevet nævnt. Forholdet mellem disse to er uadskilleligt. Derfor vil jeg sige, at salaten var den Hellige Profets største tilflugt. Gennem den modtog han hjælp. Når noget kastede ham ud i bekymring, begyndte han at bede.

Ud over Koran-recitation og udførelsen af salat plejede han meget ofte at ihukomme Allah. Han lovpriste Ham og viste taknemmelighed. Nat og dag, morgen og aften, og ved hvert øjeblik og enhver handling udtrykte han disse følelser i korte sætninger. For disse dhikr fastsatte han også antal. Han fastsatte tidspunkter. Selv fulgte han denne ordning. Han pålagde sine ledsagere at gøre det samme. På denne måde indvævede han i fælleslivet udtrykket for forbindelsen med Allah i selve livets strøm. På samme måde fastsatte han under alle forhold og ved enhver lejlighed og ethvert behov inderlige, følelsesladede bønner med et omfattende indhold og oplærte dem i dem. Han plejede især regelmæssigt at bede om istighfar. Sammen med tilbedelsen af Allah og bønnen til Ham gjorde han også istighfar til en grundlæggende del af da’wah. Selv bad han meget ofte om istighfar. Han gjorde det på en sådan måde, at hans ledsagere vidste, at han bad om istighfar. Ved afslutningen af hver handling og før hvert møde og hver forsamling bad han om istighfar. En af hans ledsagere så ham bede om tilgivelse mere end halvfjerds gange om dagen. Hans ledsagere fulgte også hans eksempel.

e. Sabr:

Den Ædle Profet var det fuldkomne eksempel på egenskaber som tilbedelse, oprigtighed, kærlighed, taknemmelighed og tawakkul over for sin Herre. Også hvad angår lydighed mod Herren stod den Ædle Profet på det højeste niveau. Han ofrede sig selv på Hans vej, og han var den første af alle til at give alt, hvad han ejede. Der er ikke mulighed for en udførlig drøftelse af alle disse sider her. Jeg finder det dog nødvendigt at omtale et par sider af det enorme forråd af moralsk karakter i form af sabr, som han besad. Hans fuldkomne karakter var som et bundløst hav, hvis uendelige dybder det er umuligt at nå ved at dykke ned i det. Alene sabr har så mange vidtgående sider, at det er vanskeligt at fastsætte deres antal.

4. Guds Sendebuds omgang med modstanderne

Nogle af de forhold, der førte islams dawa og bevægelse fremad, skyldtes modstanderne. Andre bestod i, at han som følge af deres modstand gjorde sig selv stærk som en mur af støbt stål og fortsatte kompromisløst fremad. Han udførte sit arbejde med sabr. Disse ord er meget korte og grundlæggende. Men det er nødvendigt at kende nogle af detaljerne. Sabr er også grundlaget for ædle egenskaber som at imødegå det onde med det gode samt barmhjertighed og tilgivelse. Men nu må vi se på, hvilke sider af modstanden fra modstanderne og dens omstændigheder det er vigtigt for os at kende, for at forstå hans måde at udvise sabr på over for dem.

a. Verbal modstand:

At udholde fysisk overgreb og forfølgelse, forblive urokkelig på sin plads trods dette og fortsætte fremrykningen er uundgåelige krav til sabr. Men i en langvarig, uafbrudt og udmattende kamp er den mest smertefulde, farligste og mest frygtelige prøvelse og ulykke den, der kommer verbalt. Den Ædle Koran har forklaret dette med ordene »det, de siger«. For fysiske lidelser varer ikke længe, eftersom menneskekroppens udholdenhed er begrænset. Som følge af fysisk mishandling kan et menneske måske blive svagt og vige noget fra sin position. Men det er ikke muligt for ham derved at blive fanget i bedragets og sammensværgelsens net, at følge en vildledt vej, selv om han mener sig selv at have ret, at synke ned i tvivl og usikkerhed, at miste sin interesse og energi, at blive offer for håbløshed og bekymring eller at blive løsrevet fra bevægelsen og miste sin handlekraft.

Verbal modstand sårer derimod hjertet, sønderriver årer og blodkar, knuser hjertet fuldstændigt og styrter sindet ned i tvivl og usikkerhed. Denne tilstand fortsætter uden ophør. For det er lettere at udmatte nogen med ords pile end at løfte hånden mod hans krop. Det er et spørgsmål om høflighed (?) . Guds Sendebuds modstandere gjorde netop dette hele tiden. Derfor lærte Den Ædle Koran ham fra begyndelsen at anvende »sabr« over for verbal modstand. Denne formaning blev senere gentaget og fastholdt.

»Vær tålmodig over for det, som folk fremsætter af ord, og tag høfligt afstand fra dem.« Sura al-Muzzammil: 10

Modstanderne benægtede sandheden i alle de ord, han havde modtaget. De gik rundt og bagtalte ham. De fremsatte falske anklager. Ud over ord brugte de også hentydninger. De betvivlede hans hensigt og oprigtighed. De fordrejede hans ord og fordrejede deres betydning. Han holdt stædighed og trodsighed under kontrol. Han beherskede sin tale. Han beskyttede sin tunge mod at besvare det onde med ondt. Han forblev urokkelig på den vej, der førte til hans mål.

Ud over at stå fast på sin tro og overbevisning og fortsætte med at udføre sit ansvar fulgte han princippet om fuldstændig sabr over for de prøvelser, der uafbrudt kom som perler på en snor. Denne sabr havde mange forskellige former.

En form for tålmodighed var, at han ikke svarede på disse modstanderes ord. Han indlod sig ikke i diskussioner, skænderier eller stridigheder med dem. Han trak sig tilbage. For selv hvis han indlod sig i debatter med dem, ville de ikke acceptere sandheden. Det ville de ikke. Det eneste, der skete, var, at hans tid blev spildt. Desuden var det skadeligt for hans religion og for ham selv at deltage i sådanne sammenkomster præget af spot og hån.

For det andet var der naturligvis ikke tale om venskab eller kærlighed til disse mennesker. Men når han skiltes fra dem, gjorde han det ikke med fjendskab, had eller skænderier. Han fortsatte med at behandle dem med menneskelig medfølelse. Han fortsatte også sit dawah-arbejde. Det er netop dette, som Den Hellige Koran har analyseret som (at tage afstand, samtidig med at man bevarer høfligheden). Det samme billede er også tegnet i det pågældende versudsnit. En tilsvarende anvisning er givet med ordene (sid ikke sammen med dem). Der siges:

“Og når de uvidende henvender sig til dem, siger de: Fred være med jer.” Sura al-Furqan: 63

“Og hold dig på afstand af de uvidende.” Sura al-A’raf: 199

»Hvor som helst I hører dem tale vantroens ord mod Allahs åbenbaringer og gøre nar af dem, skal I på ingen måde sidde sammen med dem, før de giver sig til at tale om noget andet. Hvis I gør det, bliver I også som dem.« Sura an-Nisa: 140

»Når du ser folk søge fejl ved Mine åbenbaringer, så vend dig bort fra dem.« Sura al-An’am: 68

Hans endnu større ære bestod i, at han tilgav dem. Han gengældte ikke fornærmelser med fornærmelser, men bad for dem. Han besvarede ondt med godt. Dette vil vi drøfte senere.

Når folk fortsætter med tankeløst at fornægte, ikke engang lytter til sandhedens kald, hengiver sig til stolthed og selvforherligelse og anser den, der kalder til sandheden, for ubetydelig og foragtelig, er det en uundgåelig del af menneskets natur, at hjertet da bliver tungt af sorg og smerte. Også Profeten (fvmh) kom i denne tilstand. Men ved hjælp af Koranen overvandt han den. Han sejrede over denne tilstand. Efter at have modtaget trøst fra Allah den Højeste, hans beskytter, gik han med fuld kraft i gang med at udføre sin pligt.

»Lad derfor ikke det, som disse mennesker siger, gøre dig bekymret og bedrøvet. Vi kender alt det, de siger åbent og i det skjulte.« Sura Yasin: 76

»Lad ikke den, der fornægter troen, gøre dig bekymret på grund af sin fornægtelse. De skal vende tilbage til Mig, og da vil Jeg fortælle dem, hvad de har gjort.« Sura Luqman: 23

På samme måde gjorde modstandernes sammensværgelser og overilethed, deres bestræbelser på at mislykkesgøre den islamiske da’wa, samt nogle af de kaldedes omgang med de vantros fornægtelse og deres tilslutning til de vantro, ham bekymret. Det tyngede hans hjerte. Også denne situation imødegik han ved hjælp af Koranen.

»Sørg ikke over disse menneskers handlinger, og lad ikke deres sammensværgelser tynge dit hjerte.« Sura an-Nahl: 127

»O Profet! Lad ikke de mennesker, der hastigt bevæger sig ad fornægtelsens vej, blive årsag til din bekymring. Det gælder også dem, der siger med deres munde: “Vi tror”, selv om deres hjerter ikke tror, eller dem, der er blevet jøder.« Sura al-Ma’ida: 41

Ønsket om at opnå noget hurtigt og længslen efter at se resultater er et evigt træk ved menneskets sind. For at modstå dette er der også behov for stor tålmodighed. Nogle siger endda, at tålmodighed netop betyder ikke at skynde sig. Den ædle Profets tålmodighed kom til udtryk på forskellige måder. Én side af den var, at når folk trods hans yderste bestræbelser og oprigtige hengivenhed ikke accepterede hans da’wa, ønskede han naturligt, at et eller andet af det, de krævede eller opstillede som betingelse, måtte blive opfyldt, så de kunne få et konkret bevis og et tegn og acceptere da’waen. Én side af den var, at når folk trods hans yderste bestræbelser og oprigtige hengivenhed ikke accepterede hans da’wa, ønskede han naturligt, at et eller andet af det, de krævede eller opstillede som betingelse, måtte blive opfyldt, så de kunne få et konkret bevis og et tegn og tage imod da’waen. En anden side var ønsket om, at de måtte blive vidne til en del af den ødelæggelse, som de var blevet lovet. Han kunne også få den tanke, at karavanen på denne rette og sande vej meget hurtigt måtte nå sit bestemmelsessted.

I alle disse situationer fulgte han, på grundlag af Koranens vejledning, princippet om tålmodighed og sabr. Han overlod direkte til Allah alle spørgsmål om at opfylde urimelige krav, om hvorvidt Allahs straf ville indtræffe eller ej, og om at nå bestemmelsesstedet, og gik derefter videre med sit arbejde. Allah den Ophøjede havde tydeligt fortalt ham, at der ikke findes nogen anden vej til succes end vejen gennem en udmattende kamp og prøvelse.

»O Profet! Jeg ved, at det, de siger, volder dig stor smerte. Men de trodser ikke kun dig. Disse uretfærdige fornægter i virkeligheden Allahs ord og tegn. Også før dig blev mange sendebud trodset. Men de bar over med denne fornægtelse og den skade og forfølgelse, som blev påført dem. Til sidst nåede Min hjælp frem til dem. Ingen har magt til at ændre Allahs ord. Beretningerne om de tidligere profeter er allerede nået frem til dig. Hvis det trods dette er vanskeligt for dig at bære deres modvilje og ligegyldighed, så søg, hvis du har magt til det, en tunnel i jorden eller anbring en stige i himlen, og forsøg at fremføre et tegn for dem. Hvis Allah havde villet det, kunne Han have samlet disse mennesker på vejledningen. Vær derfor ikke som de uvidende og tåbelige.« Sura al-An’am: 33-35

»Derfor, (o profet!), vær tålmodig, ligesom de beslutsomme sendebude var tålmodige. Og vær ikke utålmodig med hensyn til disse mennesker.« Sura al-Ahqaf: 35

»Derfor, (o profet!), følg den vejledning, som er blevet sendt til dig gennem åbenbaringen, og vær tålmodig, indtil Allahs afgørelse kommer.« Sura Yunus: 109

B. Konfrontation og jihad

De mennesker, som hårdnakket holdt fast i deres modstand, udviste ekstrem fjendtlighed i ord og handling, og det endda var blevet bevist, at de ikke længere ville acceptere sandheden, kom frem med dragne sværd. De forsøgte at udslette Sendebuddets (fvmh.) kald og bevægelse. De spredte et net af sammensværgelser. Og de mennesker, som trods deres påstand om at tro, hjalp de vantro og forsøgte at stikke bevægelsen i ryggen – over for alle disse udviste den ædle Profet (fvmh.) strenghed. Han førte jihad mod dem. At undlade dette ville have været yderst skadeligt for det store formål, som var blevet betroet ham. Men i dette gik han ikke det mindste til overdrivelse. Han overskred ingen grænser. Han løftede ganske vist sværdet, men han værnede om alle grænser for retfærdighed og moral:

“(O Profet!) Adlyd aldrig de vantro. Og før en stor jihad mod dem med denne Koran.” Sura al-Furqan: 52

“(O Profet!) Før jihad mod de vantro og hyklerne, og vær hård mod dem.” Sura at-Tawba: 73 Sura at-Tahrim: 9

“Og kæmp for Allahs sag mod dem, der kæmper mod jer. Men begå ikke overtrædelser. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne.” Sura al-Baqara: 190

“Lad ikke fjendskab mod et bestemt folk ophidse jer så meget, at I som følge deraf opgiver retfærdigheden. Vær retfærdige. Det er i sandhed dybt foreneligt med gudfrygtighed.” Sura al-Ma’ida: 8

Profeten (s) anvendte ikke den ovennævnte politik over for de modstandere, hvis modstand endnu ikke havde nået et niveau af fjendskab, kamp og sammensværgelse, eller om hvem det endnu ikke var blevet godtgjort, at de ikke ville vende tilbage til vejledningens vej.

c. Fremragende moral:

Men det vigtigste ved hans omgang med disse to slags mennesker var, at han aldrig fornærmede dem. Han hånede dem ikke. Han gjorde ikke nar af dem. Han ydmygede dem ikke. Han behandlede dem ikke på en ussel måde. Han spottede ingen. Han lod sig ikke styre af misundelse eller fjendskab. Han brugte aldrig selv et uhøfligt ord. Han skældte ikke engang deres afguder og falske guder ud. Alligevel kritiserede han dem fuldt ud. Og det sprog, som Koranen anvender i kritikken af de lærde og jøderne, er langt mildere end det sprog, som de israelitiske profeter Jesaja, Jeremias og Jesus, fred være med dem, anvendte i Bibelen. Han blev aldrig vred på nogen, der stillede et spørgsmål, og han skældte aldrig nogen ud. Han behandlede ingen nedværdigende. Han blev aldrig rasende på nogen. Han pustede aldrig kinderne op og rynkede aldrig panden. Også i denne henseende var hans adfærd et fuldkomment eksempel fra Koranen:

“I troende! Ingen mænd må håne andre mænd; det kan være, at de er bedre end dem. Og ingen kvinder må gøre nar af andre kvinder; det kan være, at de er bedre end dem. I må ikke bebrejde hinanden, og I må ikke omtale hinanden med nedsættende øgenavne.” Sura al-Hujurat: 11

“Vend ikke dit ansigt bort fra folk, når du taler til dem, og gå ikke hovmodigt omkring på jorden. Allah elsker ingen, der er selvoptaget og pralende.” Sura Luqman: 18

“Og skæld ikke den, der beder, ud, og forkynd fortsat din Herres nåde.” Sura ad-Duha: 10-11

“I troende! I må ikke forhåne dem, som disse mennesker tilbeder ud over Allah.” Sura al-An’am: 108

d. At gengælde det onde med det gode:

Faktisk indtog Profeten, den Ædle (fvmh.), en endnu højere position, når det gjaldt omgang med modstandere. Han var Rahmatul lil-‘Alamin, en barmhjertighed for alle verdener. Han var selve legemliggørelsen af nåde og mildhed. Den, der gik over grænsen over for ham, tilgav han. De, der behandlede ham usselt, behandlede han på fremragende vis. Også i denne henseende var hans velsignede liv et eksempel fra selve Koranen:

“(O Profet!) Anlæg en mild og tilgivende holdning.” Surah al-A’raf: 199

“Og gengældelsen for noget ondt er noget tilsvarende ondt. Men den, der tilgiver og forsoner, hans belønning er hos Allah.” Surah ash-Shura: 40

“Og (O Profet!) det gode og det onde er ikke ens. Afværg det onde med det, der er bedst. Så vil du se, at den, der var din fjende, bliver som en nær ven.” Surah Ha-Mim as-Sajdah: 34

Beretningen om Ta’if:

I denne forbindelse bør en hændelse fra hans velsignede liv bringes frem. Det er beretningen om hans rejse til Ta’if. Da størstedelen af folkene i Mekka afviste hans da’wa, og der ikke længere var nogen mulighed for at gøre denne by til centrum for den islamiske bevægelse, rejste han til Ta’if. Han håbede, at indbyggerne i Ta’if ville skænke denne bevægelse et centrum. Han håbede, at der her ville blive fundet et landområde til ham og hans bevægelse. En ummah ville rejse sig herfra. Allahs religion ville blive etableret.

Alle tre ledere i Ta’if modtog ham på den mest usle måde. Den ene sagde: Har Allah ikke fundet nogen anden end dig til at gøre til sin sendebud? Den anden sagde: Ved at gøre en person som dig til sendebud er Ka’bas forhæng ikke blevet revet itu. Den tredje sagde: Hvis du virkelig ikke er profet, er jeg ikke værdig til at tale med dig; og hvis du er en løgner, er du ikke værdig til at tale med os. Efter at have hånet ham og jaget ham bort lod alle tre ledere løsslupne drenge sætte efter ham. De skældte ham ud og begyndte at kaste sten efter ham. Blodet løb fra hans krop og samlede sig i hans sko. Til sidst søgte han tilflugt i en have. På dette tidspunkt kom Jibril Amin til ham. Med ham kom bjergenes engle. Jibril sagde: Bjergenes engle er kommet med mig; så snart De giver Deres ordre, kan jeg knuse indbyggerne i Ta’if mellem de to bjerge. Allahs Sendebud, kaldet til Allahs vej, sagde: Nej, jeg er ikke uden håb om, at der blandt dette folk vil opstå mennesker, som tilbeder Allah.

Dette var i sandhed hans storslåede moralske karakter. Derfor blev mennesker tiltrukket af ham som møl mod lyset. De samlede sig omkring ham. Det var denne karakter, der vandt modstandernes hjerter. Hans tilgivelse og barmhjertighed over for dem, der havde udgydt hans blod i slaget ved Uhud, dem, der i lang tid havde påført ham uudholdelige lidelser i Mekka, og dem, der havde fremsat en bagvaskelse mod hans højtelskede hustru, sejrede.

Blandt dem, der svarede på hans kald med: »Her er jeg«, var der en gruppe, som havde hørt hans kald – Koranens budskab var nået deres ører. Så vidt min begrænsede viden rækker, var deres antal meget lille. En anden gruppe bestod af dem, der havde set ham med egne øjne, set hans karakter, hans sīrah og hans velsignede ansigt. Da de så ham, sagde de: »Dette ansigt kan ikke være en løgners ansigt.« De blev tiltrukket af hans gavmildhed og storsindethed og antog troen. Det var denne gruppe, der var størst. Den gruppe af selvopofrende mennesker, som den islamiske bevægelse fik, blev i virkeligheden samlet af den store personligheds magnetiske tiltrækningskraft omkring ham, der kaldte til den.

5. Profetens (fvmh.) omgang med bevægelsens ledsagere:

Det er ikke nogen let opgave at samle mennesker omkring en bestemt trosopfattelse, overbevisning, målsætning og hensigt. Men endnu vanskeligere er det at holde dem samlet omkring dette – det vil sige at binde dem stærkt sammen indbyrdes, tråde dem på én snor som perler i en halskæde og gøre dem til én enhed. At skabe harmoni i deres sind, holde deres følelser og tiltrækning levende og varige, fastholde dem på målet gennem bevægelsens op- og nedture og føre dem frem mod målets bestemmelsessted.

Splittelse og uenighed trænger let ind i enhver organiseret enhed og svækker den. I enhedens tilstand er det en kvalificeret og vis leders opgave at holde dem, der har svaret på kaldet, stærkt samlet i bevægelsen.

Ud over bevægelsens iboende tiltrækningskraft og dens leders karakteregenskaber kan omgivelsernes pres, taler, skriftlig propaganda og slagord medvirke til at samle mennesker og få dem til at strømme sammen. Men at forvandle denne folkemængde til en organisatorisk styrke og anvende denne styrke på en sådan måde, at de fra begyndelse til slut forbliver lederens ledsagere med kærlighed og oprigtighed, er en meget vanskelig opgave.

I virkeligheden kræver denne opgave en leder med helt særlige egenskaber. Profeten Kareems (fvmh.) sīrah er det ideelle eksempel på en sådan ledelse.

Også andre ledere i verden har samlet mennesker og fået dem til at udføre opgaver for sig. Ledere for både sandhedens og falskhedens vej har gjort dette. Men som regel har deres medarbejdere, når bevægelsen nåede et eller andet stadium, givet udtryk for en vis utilfredshed. Kun Profetens ledsagere forblev efter mange år lige så rent og hengivent knyttet til ham, som de havde været fra den første dag.

Ra’ūfur-Rahīm:

Hvad har skabt denne forunderlige tilstand? Dette var også et enestående træk ved hans karakter. Her vil vi drøfte nogle sider af denne forunderlige karakter. Jeg mener imidlertid, at disse forunderlige egenskaber ved hans karakter kan samles i to ord. Koranen bruger netop disse to ord om ham. Det vil sige, at han over for sine ledsagere og de troendes fællesskab var Raufur Rahim – medfølende og barmhjertig.

»Bemærk, at der er kommet en sendebud til jer, som er en af jer selv. Det er smerteligt for ham, hvis I rammes af vanskeligheder. Han ønsker inderligt jeres fulde velfærd. Over for de troende er han medfølende og barmhjertig.« Sura at-Tawba: 128

De to ord er også blevet brugt som egenskabsbetegnelser. Det er, som om Allah den Ophøjede anvendte de samme to ord til at beskrive sit sendebuds adfærd og karakter, som Han har anvendt om sig selv. Det skal bemærkes, at Koranen Majid har udtrykt Profetens eksistens, hans sendelse og vejledning for hele skaberværket og menneskeheden, historien om hans advarsler og glædelige budskaber, hans standhaftighed på retfærdighedens grundlag samt hans ædle karakter med ét eneste ord. Det er Rahmatul lil-Alamin. Uanset hvilken side af Profetens forhold til og adfærd over for sine egne ledsagere man afdækker, vil man se, at det samme billede tegner sig: et billede af kærlighed, nåde og barmhjertighed fra top til tå.

Lad os betragte disse to ord fra et endnu bredere perspektiv. Alle former for gode egenskaber og karaktertræk ligger indeholdt i deres betydning: kærlighed og hengivenhed over for medkæmperne, at værdsætte dem, ønske deres velfærd, tjene dem, rense dem, undervise dem, rådføre sig med dem, vise dem nåde og tilgive dem – ja, selv at lære dem god opførsel og at straffe dem er omfattet. Hvis Allah har anvendt et andet ord som sit egennavn, er det Rahman. Rahman er en egenskab, der næsten omfatter alle Hans egenskaber. Og hvordan skulle Rahmans sendebud kunne være andet end Raufur Rahim?

I det vers i Koranen Majid, hvor disse to grundlæggende ord er nævnt om Profeten (s), findes også en forklaring af ordene. I Raufun (fuld af medfølelse) er den negative side fremherskende, nemlig at skade og ondt fjernes. Det vil sige, at han helliger sig arbejdet med at fjerne alt, der kan være årsag til skade, lidelse og ondt. I Rahmat er der derimod en positiv, det vil sige godgørende, side, som er fremherskende. Det vil sige en medfølelse og godhed, der åbner dørene til gavn, fremgang, succes og velfærd.

Det står klart i Koranen, og det stråler også frem gennem hele hans hellige liv, at hans barmhjertighed og medfølelse fra begyndelsen var så omfattende, at alt, der på nogen måde kunne blive årsag til skade for hans ledsagere, voldte ham stor smerte. For at beskrive styrken af den tilstand, der opstod i hans hjerte og adfærd under sådanne omstændigheder, er ordet (Aziz) blevet brugt i den hellige Koran. Det betyder altomfattende og indflydelsesrigt. Det omfatter ikke blot, at ingen nogensinde blev udsat for nogen form for smerte på grund af hans ord eller handlinger. Han skældte ingen ud. Han ydmygede ingen. Han bagtalte ingen. Han talte ikke ondt om nogen. Han krænkede ingens ære. Han lagde aldrig hånd på nogen; det omfatter tværtimod også, at han, selv i religionens krav, ansvaret for bevægelsen og shariaens bestemmelser, ikke stillede krav om noget, der var urimeligt byrdefuldt. Det skal bemærkes, at dette ikke omfatter opfordringen til de ofre og den selvopofrelse, som åbner dørene til succes i denne verden og det hinsidige.

På den anden side var hans tilstand sådan, at den kun kan forklares med ordene (begær eller inderligt ønske). Betydningen af disse ord er, at hvert ord kun blev sagt for det gode, velfærdens og fremgangens skyld, og at enhver handling blev udført af samme grund. Og når der blev sagt eller gjort noget sådant, var hans hjerte aldrig tilfreds, uanset hvor meget der blev sagt eller gjort. Måske var noget blevet overset. Hjertet ønskede at gøre endnu mere af det samme og at fortsætte med det hvert eneste øjeblik. Det var denne tanke og denne bekymring, der hele tiden holdt ham urolig! Sådan var hans ønske. Sådan var hans tilstand.

Hans hjerte var også formet efter disse to storslåede egenskaber, og det samme var hans handlinger. De former, som de kom til udtryk i efter at have udfoldet sig, og alle de blomster, blade og frugter, der voksede frem fra dem, kan ikke tælles til ende. Men det lys, der stråler fra nogle få vigtige former, bør bruges til at oplyse hjertet og vejen, man går. Hver eneste af hans ledsagere var værdifuld. Han vendte også blikket bort fra al verdens prangende skønhed og rettede det udelukkende mod sine egne ledsagere. Hvert øjeblik var han optaget af deres undervisning, opdragelse og renselse. Han viste dem barmhjertighed, mildhed, ømhed og kærlig hengivenhed. Han behandlede hver enkelt ud fra vedkommendes evner og mentale styrke og formåen. Han inddrog dem i sine rådslagninger. Han så på deres fejl med et tilgivende blik. Han var selve legemliggørelsen af barmhjertighed og tilgivelse.

a. Følelsen af værdighed og et nært forhold:

Enhver, der blev Hans ledsager på vejen til at tjene Allah, aflagde troskabsed ved at lægge sin hånd i Hans hånd og forlod alle andre for at følge Ham, var for Ham den mest værdifulde skat. Han havde en plads i Hans hjerte. Der var et kærlighedsforhold mellem dem. Han havde gjort sig ét med ham. Heri fandtes hverken nogen verdslig interesse eller sjælens begær; Hans hjerte var fuldstændig renset for dette. Ledsagerne var for Ham renere end alt verdsligt. Det skete aldrig, at Han vendte blikket bort fra dem eller forlod dem for blot at kaste et blik på verdslig pragt, nogen interesse eller gevinst eller nogen høj position og berømmelse:

Og hold dit hjerte fast i selskab med dem, der morgen og aften påkalder deres Herre i søgen efter Hans velbehag. Vend aldrig dit blik bort fra dem. Foretrækker du den verdslige pragt og pomp? Sura al-Kahf: 28

Årsagen er klar og tydelig. Forholdet til dem var udelukkende for den Ene, hvis velbehag og gunst er det eneste, der betyder noget. Dette forhold var ikke af ringe, midlertidig nytte. Det var ikke et forhold, der var baseret på et midlertidigt behov, således at det kunne etableres, når man ønskede det, og brydes, når man ønskede det; løftes højt, når man ønskede det, og trampes ned, når man ønskede det. Dette nære forhold og denne følelse af værdighed var i sin grund en stor kilde til Hans kærlige mildhed.

Fordi dette forhold var for Allahs skyld, var det meget værdifuldt. Men Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vidste også, at det største middel til at opnå Allahs hjælp var de troendes fællesskab, som var Hans ledsagere. Jo stærkere deres indbyrdes forhold var, desto sikrere ville målet blive nået, og den kærlighed, som deres leder viste dem, ville komme til udtryk i deres indbyrdes forhold. Han vidste også, hvilken position de troendes fællesskab havde: Allah ville give Ham sejr netop på grund af deres ledsagerskab og enhed. Og den guddommelige belønning, som kun kan opnås gennem Hans nåde, har intet menneske magt eller myndighed til at erhverve:

Det var Ham, der støttede dig med de troende gennem Sin hjælp og knyttede de troendes hjerter sammen. Selv hvis du havde brugt alle jordens skatte, kunne du ikke have knyttet disse menneskers hjerter sammen. Men Allah har knyttet deres hjerter sammen. Han er visselig Mægtig og Alvidende. O Profet! Allah er tilstrækkelig for dig og for de troende, der følger dig. Sura al-Anfal: 62-64

Som følge af denne enhed og dette forhold var Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i stand til at knuse alle afguderne forbundet med race, afstamning, ære og anseelse blandt Arabernes stammefolk og føje et forunderligt kapitel til menneskehedens historie. Han grundlagde et broderskabsforhold og et ummah-fællesskab på troens og handlingernes grundlag. Han skabte et sådant broderskabsforhold, at selv fjorten hundrede år ikke har kunnet udslette det.

Og som følge heraf indtraf dette mirakel: Hvor utallige mennesker der end sluttede sig til Ham, blev ingen af dem Hans modstander. Ingen fremsatte nogen form for klage eller anklage mod Ham.

Han samlede dem alle under sin kærligheds skygge. Derefter beskyttede han dem, fuldkommengjorde dem og gjorde dem i stand til at brede vingerne ud og flyve:

Og over for de troende, som følger dig, skal du sænke din vinge (det vil sige: behandl dem med kærlighed, omsorg, mildhed, ydmyghed og venlig medfølelse).

Sura ash-Shu’ara: 215

b. Taʿlīm og tazkiya:

En af den ædle Profets (fvmh.) grundlæggende opgaver var undervisning. Men den måde, hvorpå han underviste sine bevægelsesfæller, er uden sidestykke. Gennem recitationen af versene gjorde han dem til levende Koraner. Gennem undervisningen i Bogen og hikma gjorde han dem til legemliggørelsen af viden, fornuft og lydighed. Gennem tazkiya rensede han deres indre fra al vaklen og førte dem til menneskehedens miʿrāj. Det makkaniske liv er vidne til det, og det madinanske liv er det også. Efter daʿwa-arbejdet blev alle hans tanker og mål koncentreret om denne opgave.

En gruppe af hans ledsagere fulgte hans eksempel i qiyām al-layl og Koranens tartīl. En gruppe deltog sammen med ham i dette arbejde:

Og blandt dine ledsagere er der også nogle, som gør dette. Sura al-Muzzammil: 20

Et af centrene for dette var Dār al-Arqam. Her opholdt han sig (i hemmelighed). Fra forrådet uddelte han viden og vejledning (ligesom folk henter vand ved at fylde en spand fra en brønd). Han reciterede Koranen, og ledsagerne lærte. Der var muligvis også andre organisatoriske ordninger dér. Vi finder ganske vist ikke en detaljeret beskrivelse af dette i nogen sīra-bog. Men Koranen antyder det tydeligt. Han stod op for at recitere Koranen. Han bevægede sig blandt ledsagerne, holdt øje med dem og holdt sig orienteret om deres forhold:

Han så dig også, når du stod op. Og Han holder øje med dine bevægelser blandt dem, der bøjer sig i sujūd. Sura ash-Shuʿarāʾ: 218-219

Det var ikke kun hans opgave at recitere Koranen for folk eller få den reciteret for dem. Tværtimod var det også hans opgave at forklare Koranen for dem og lade den blive ét med deres tanker og handlinger. Med dette formål lærte han dem Koranen lidt efter lidt. Hadhrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Vi lærte sura al-Baqarah af Allahs Sendebud over ti år.« En anden sahabi siger: »Vi lærte nogle få vers af den Ædle Profet og lærte først flere, efter at vi havde bevaret dem.« Selve Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt. Og sådan underviste og oplærte han sine ledsagere. Hans undervisningsmetode er helt klar: »Og denne Koran har Vi åbenbaret lidt efter lidt, for at du kan recitere den for folk med mellemrum, og Vi har åbenbaret denne bog gradvist.« Sura Banī Isrāʾīl: 106

De, der fornægter, siger: »Hvorfor blev hele Koranen ikke åbenbaret for denne mand på én gang?« Jo, sådan blev det gjort, fordi Vi derved fæstnede den grundigt i dit sind, og netop med dette formål har Vi ordnet denne bog i særskilte dele efter en bestemt orden. Sura al-Furqān: 32

På den ene side var der recitationen af Koranen, kundskabens kilde, med tartīl, især recitationen under vågenhed om natten. På den anden side var der vedholdenheden i tilbedelsen, især i salāh, hvorpå religionens og statens bygning snart skulle rejses. Gennem disse to ting formede han sine ledsageres sind og indstilling. Han rensede deres hjerter. Han forbedrede deres moralske karakter og rensede deres hjerter. Han forbedrede deres moralske karakter og gjorde dem dygtige i deres handlinger. Han fortsatte med at udføre dette arbejde indtil sit sidste åndedrag. Vi har tidligere omtalt, hvordan Allahs dhikr skulle gennemtrænge hele livsordningen fra ende til anden.

Dette arbejde med intellektuel, åndelig og moralsk undervisning og renselse ville i sig selv slet ikke have været tilstrækkeligt, hvis den rene Profet (fred være med ham) ikke samtidig havde sat sine ledsagere i gang med den praktiske daʿwah og jihads aktiviteter på slagmarken, så de ved at gennemgå alle slags prøvelser blev forvandlet til rent guld. En sådan åndelig og moralsk renselse var i virkeligheden heller ikke det, der alene blev søgt. Ved at udfordre de falske guder, fremsætte en hård kritik af det ugyldige statssystem, erklære, at suverænitet og lederskab alene tilhører Allah, og kræve fuldstændig lydighed mod sig selv åbnede den Ædle Profet (fred være med ham) den sande skole for tazkiyah og renselse. Ved hvert skridt indprentede han sine ledsagere en dyb overbevisning om, at vejen til succes går gennem denne udmattende ørken. Troens krav vil nødvendigvis blive siet, så det rene udskilles.

Mener folk, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de siger: »Vi tror«, og at de ikke vil blive prøvet? Vi prøvede sandelig også alle dem, der levede før dem. Allah vil visselig lade det blive kendt, hvem der er sandfærdig, og hvem der er løgner. Sura al-ʿAnkabūt: 2-3

Allah vil under ingen omstændigheder lade de troende forblive i den tilstand, som I befinder jer i nu. Han vil visselig skille de rene fra de urene. Sura Āl ʿImrān: 179

Ved at undervise i de levende khānaqāh’er og de skoler, der løber af sted med Koranen, salāh, daʿwah og jihād, dannede Allahs Ædle Sendebud (fred være med ham) denne gruppe, hvis forhold til dens Rabb var præget af dyb kærlighed og medfølelse. Dens forhold til dens egen daʿwah og bevægelse var urokkeligt og varigt. Omsorgen for den udsprang fra hjertets dybeste indre.

Samtidig holdt han et skarpt øje med ordene:

For det første:

At skabe ikhlās og lillāhiyyat i sindet. Det vil sige, at hvad der end gøres, skal det gøres for ens Herre. Livets mål skal være at opnå Allahs tilfredshed. Hvert skridt skal tages li-wajhillāh, for Allahs tilfredshed.

For det andet:

At skabe et stærkt ønske om at ofre sin rigdom. For der findes ingen større fitnah for mennesker end tilknytningen til rigdom. På denne baggrund lærte Profeten (fvmh.) dem, at selv om man befinder sig på jorden, skal hjertet være uafhængigt af den. I stedet for at tillægge det betydning at tjene penge i verden og opnå en position i den, lærte han dem at fremstille verden i hjertet som noget, der kun varer kort tid, og som noget, man kan være stolt af.

For det tredje:

Han rettede livets mål mod belønningen i det hinsidige. Han fremstillede den som den egentlige virkelighed. Dens billede blev ved med at svæve for øjnene af folk i livets panorama. Folk kunne forstå, at dette er det bedste, man kan opnå, og at dette er den varige gevinst.

For at forklare disse tre ting blev forskellige dele af Koranen på den ene side ved med at blive åbenbaret som led i en kæde. På den anden side blev folk også i Profeten (fvmh.)s forsamlinger oplivet og fyldt med inspiration gennem samtalerne om disse tre ting.

c. Observation og ihtisab:

En leder og lærer må også konfronteres med sine ledsageres og elevers svagheder, overtrædelser og fejl og mangler. Hvordan den ædle Profet (fvmh.) udviste tilgivelse og barmhjertighed over for store vildfarelser og alvorlige forbrydelser, vil blive behandlet senere. Men også i denne sammenhæng er nogle af hans principper særdeles værdifulde, og de spiller en rolle som de vises sten i arbejdet med at korrigere det organisatoriske liv.

Han gik ikke rundt og ledte efter sine ledsageres svagheder. Han oprettede heller ikke nogen form for efterretningssystem til dette formål. Han var inderligt glad, når folk selv korrigerede sig, uden at deres svagheder og fejl kom til hans kendskab. Han forbød også folk at bringe klager over deres religiøse brødre til ham. Han havde sagt, at man ikke skulle underrette ham om nogens fejl og mangler. Han lod sig aldrig opsluge af mistanke og tvivl med hensyn til sine ledsagere. Så længe intet vedrørende en person var blevet klart bevist, nærede han altid en god mening om vedkommende. Han bagtalte dem ikke ved nogen forsamling bag deres ryg.

Der var slet ikke tale om at irettesætte eller ydmyge nogen på grund af forbrydelser og fejl. Lydighed mod Allah og Hans Sendebud var det afgørende. Derefter blev man ikke blot opslugt af synd. Så længe intet vedrørende en person var blevet klart bevist, nærede han altid en god mening om vedkommende. Han bagtalte dem ikke ved nogen forsamling bag deres ryg.

Der var slet ikke tale om at irettesætte eller ydmyge nogen på grund af forbrydelser og fejl. Lydighed mod Allah og Hans Sendebud var det afgørende. Desuden blev ingen betragtet som et ringere menneske blot fordi vedkommende var sunket ned i synd.

Hvis noget alligevel kom til hans kendskab, gav han den nødvendige vejledning om det. Det gjorde han med den største kærlighed; for i en sådan situation kunne det føre til en alvorlig katastrofe at overse noget. Et lysende eksempel på hans kærlighed og visdom i forbindelse med korrektion ses i en almindelig hændelse. En mand kom engang til Profetens Moské og begyndte at urinere stående på moskéens gulv. De tilstedeværende ville forhindre ham, men han sagde: Lad ham først gøre sig færdig med at urinere. Da han havde gjort det, kaldte han ham hen til sig og forklarede ham: Dette er Allahs hus, og det er forbudt at gøre det urent. Derefter beordrede han de ædle ledsagere til at hælde vand over stedet og rense urinen bort.

Når han fik kendskab til nogens fejl og mangler, talte han ikke om det ved nogen forsamling. Han nævnte ikke personens navn, når han omtalte hændelsen. Han gjorde ham ikke skamfuld. I stedet sagde han som regel: Hvad er der blevet af folk, siden de gør sådan …

Hans undervisning var ikke blottet for korrektion og ihtisab gennem irettesættelse og straf. En mand byggede engang en høj kuppel. Han undlod at besvare mandens hilsen og lod endda hans kuppel rive ned og knuse. En anden gang bad en mand forhastet uden hensyn til bøn­nens religiøse søjler og regler. Også ham korrigerede han gennem kritik. Hvor strafudmåling var nødvendig, lod han straffen fuldbyrde. Efter at være vendt tilbage fra Tabuk-slaget indførte han social boykot mod tre ledsagere. Han indførte soningens ordning. Gennem opkrævning af almisse og formue udførte han også arbejdet med renselse og åndelig renhed.

Men hans ihtisab var ikke som en politibetjents eller en enevældig herskers ihtisab. Han så efter sine ledsagere og førte tilsyn med dem som en kærlig far og lærer. Hans grundlæggende bestræbelse og undervisning gik altid ud på, at folk selv skulle foretage selvransagelse, holde følelsen af, at de skulle stå til regnskab over for Allah, levende og til stadighed bede om istighfar. Når folk kom til ham og bekendte deres fejl, tilskyndede han dem også til dette og bad selv om tilgivelse for dem:

Hvis de, når de havde begået uret mod sig selv, var kommet til dig og havde bedt Allah om tilgivelse, ville de visselig have fundet Allah tilgivende og barmhjertig. Sura an-Nisa: 64

På denne måde fjernede han deres fejl og mangler og åbnede vejen for, at deres synder kunne blive tilgivet i det hinsidige. For den virkelige belønning er belønningen i det hinsidige, og straffen er straffen dér.

d. Adfærd i overensstemmelse med evner og kapacitet

Et aspekt af Profeten (fvmh.)s barmhjertighed og kærlighed i forbindelse med ledelse og undervisning var, at han behandlede hvert menneske efter dets evner og kapacitet. Han lagde med største alvor mærke til, at de mennesker, som havde sluttet sig til ham, ikke alle var ens eller af samme slags. Også hvad angår tro og lydighed var der forskelle mellem dem. Hver enkelt kunne opnå fremgang inden for forskellige opgaver. Hver enkelt kunne opnå fremgang inden for forskellige opgaver. Man kunne ikke stille de samme krav til alle. Han brød sig ikke om at lægge en byrde på nogen, der oversteg vedkommendes kræfter og evner. Han bebrejdede ikke sine ledsagere deres menneskelige svagheder, men accepterede tværtimod deres realitet.

En mand kom til ham og spurgte, hvad islam kræver. Han svarede: Shahadaen, det vil sige at bevidne tawhid og profetskab, samt at udføre hajj én gang. Manden spurgte: »Er der andet end dette?« Han svarede: »Nej, ikke andet.« Manden gik bort, mens han sagde: »Jeg vil hverken gøre mindre eller mere end dette.« Profeten (fvmh.) sagde til sine ledsagere: »Hvis I vil se en af Paradisets folk, så se på denne mand.«

Men han gjorde ikke dette med alle. Af nogle tog man en troskabsed på, at de ville forlade deres hjem og udvandre sammen med ham. Af nogle tog man løfte om at sætte liv og ejendom på spil. Af nogle tog man løfte om ikke at tigge. Nogle blev pålagt at beherske vrede og raseri. Om nogle blev det sagt, at de ikke ville blive regnet blandt de troende, hvis de ikke foretog hijra. Om andre blev det sagt, at selv om de bad, fastede og hævdede at være muslimer, var de på grund af visse synder ikke en del af vores gruppe. Andre steder blev det anset for tilstrækkeligt blot at sige, at den, der gør vores qibla til sin qibla og spiser kødet af de dyr, vi har slagtet, er en del af vores gruppe.

Det var netop denne fremgangsmåde, der gjorde, at mennesker af mange forskellige slags blev hans ledsagere. Selv om de, der fulgte ham, var forskellige med hensyn til tro, handlinger, evner og kapacitet, var de alle tilfredse og forvissede om, at det, de ydede, blev accepteret.

e. Mildhed og lethed

Et bemærkelsesværdigt aspekt af hans mildhed var, at han havde et hjerte fuldt af kærlighed til sine ledsagere. Hans rene hjerte var således, at der ikke fandtes det mindste spor af hårdhed eller magtanvendelse over for ledsagerne på den sande vej. På den anden side var der ingen form for strenghed, uhøflighed eller dårligt humør i hans adfærd, omgang, mu’amalat, tale eller handlemåde. Som følge heraf sluttede enhver, der kom til ham, sig til hans gruppe. De forlod ikke hans fodspor og tøvede ikke det mindste med at ofre liv og ejendom på hans vink. Koranen skildrer dette således:

(O Profet!) Det er en stor nåde fra Allah, at du er så mild over for disse mennesker. Hvis du derimod havde været hård og stenhjertet, ville de være spredt bort fra dig. Sura Āl ʿImrān: 159

Beretningerne om den Ædle Sendebuds (s) mildhed, lethed og sindighed er utallige. Der findes eksempler på dette i hans dagligliv, i hans organisatoriske liv, i alvorlige og vanskelige tider, såvel med venner som med fjender.

Hazrat Anas ibn Malik (ra) opholdt sig hos ham i mange år og tjente ham. Han fortæller: Allahs Sendebud skældte mig aldrig ud og bebrejdede mig aldrig noget. Han sagde aldrig engang: »Hvorfor gjorde du sådan?« eller: »Hvorfor gjorde du ikke sådan?« Enhver almindelig muslim, ja selv en ældre kvinde, kunne standse ham på hans vej. Han blev stående og lyttede til alt, hvad hun sagde, med fuld opmærksomhed. Han løste hendes problem. En kreditor kom og trak ham i kappen om halsen. Han smilede og så bort fra hans overgreb. Da ledsagerne ville forhindre ham i det, sagde han: »Lad ham tale, lad ham gøre det. Han har ret til det.«

Folk kom til hans forsamling. Gennem ordspil i tiltale, hilsener og samtale fornærmede og kritiserede de ham. Men han nøjedes ikke blot med ikke at svare dem; han ignorerede det fuldstændigt. Hvis han svarede, gjorde han det på denne måde: Kun mennesker med onde hensigter skader andre gennem deres egne handlinger. Jødiske ledere og lærde behandlede ham sådan. De forvandlede »as-salāmu ʿalayka« til »as-sāmu ʿalayka« (må døden komme over dig). Som svar sagde den Ædle Profet (s): »Og over jer.« Hazrat Aisha (ra) kunne ikke tie over for denne udtalelse. Hun sagde til dem: »Må døden komme over dem! Må Allahs forbandelse ramme jer!« Den Hellige Profet (s) sagde: »O Aisha! Allah bryder sig ikke om grim tale og dårlige ord.« Hazrat Aisha (ra) sagde: »O Allahs Sendebud, hørte du ikke, hvad disse mennesker sagde?« Han svarede: »Og hørte du ikke, hvad jeg svarede dem? Jeg sagde: ’Og over jer.’« 1

Hans tålmodighed og overbærenhed var forbløffende. Når folk mødte ham i hans forsamling, tillod de sig alt i samtale og omgang med ham. Uuddannede mennesker overskred ligefrem grænserne for høflighed og god opførsel. Det voldte ham stor smerte, men han bar det hele. Han forblev tålmodig. Intet hårdt eller uhøfligt ord kom fra hans rene tunge. I alle sådanne situationer kom der åbenbaring fra Allah, som lærte folk høflighed, god opførsel og belevenhed. Han inviterede folk til et måltid.

Nogle blev siddende efter at have spist og talte sammen. De bekymrede sig overhovedet ikke om, at dette voldte den Hellige Profet besvær. Også denne situation bar han stiltiende over med. I Sahih Muslim er der fra Hazrat Anas (ra) berettet følgende om walima-sammenkomsten i anledning af Hazrat Zaynabs (ra) bryllup: Om natten blev folk inviteret til walima. Almindelige mennesker spiste færdig og gik. Men to eller tre personer blev siddende og talte sammen. Da Allahs Sendebud (s) blev ked af det, gik han rundt forbi de andre hustruers kamre og kom tilbage. Da han kom tilbage, så han, at de stadig sad der. Han gik bort igen og satte sig i Hazrat Aishas værelse. Da en del af natten var gået, og han fik at vide, at de var gået, gik han til Hazrat Zaynabs værelse. (Tafhim al-Qur’an, bind 4, s. 120; citeret med henvisning til Muslim, Nasa’i og Ibn Jarir.) På baggrund af denne begivenhed kom vejledning ned fra himlen.

Men når I har spist, så gå. Sæt jer ikke ned og fordyb jer i samtale. Jeres sådanne adfærd volder Profeten besvær, men han skammer sig og siger ikke noget. Allah skammer sig derimod ikke over at sige sandheden. Sura al-Ahzab: 53

På samme måde kom nogle mennesker på alle mulige tidspunkter for at besøge ham, gik hen ved siden af Profetens kammer og råbte på ham. Det voldte ham stor smerte. Men på grund af sin ædle personlighed bar han også denne adfærd over.

Maulana Maududi skriver:

De mennesker, som gennem deres omgang med den ædle Profet havde fået oplæring i islamiske regler, normer og høflighed, var altid opmærksomme på hans tid. De forstod, hvor travlt han levede med arbejdet for Allahs religion. De forstod også, at det midt i disse hårde og udmattende arbejdsbyrder var nødvendigt, at han afsatte noget tid til hvile og afslapning, noget tid til sine øvrige vigtige opgaver og noget tid til at varetage sit familieliv. Men ofte kom der også uhøflige, uopdragne og asociale mennesker for at møde ham, som mente, at de, der arbejder med at kalde mennesker til Allah og reformere samfundet, ikke engang havde behov for lidt hvile. Derfor måtte man, når man ønskede det, komme til dem dag eller nat, og de skulle altid være rede til at mødes med dem. Blandt mennesker med denne holdning, og især blandt dem, der kom fra forskellige egne af Arabien, var der nogle, som var så uhøflige og uopdragne, at de ikke engang ville ulejlige sig med at sende besked ind gennem en tjener for at få foretræde hos den ædle Profet. I stedet gik de rundt om Profetens hustruers kamre og råbte på den ædle Profet udefra.

O Profet! De fleste af dem, der råber på dig uden for kamrene, er uden forstand. Hvis de blot havde tålmodighed, indtil du kom ud til dem, ville det have været bedre for dem. Allah er tilgivende og barmhjertig. Sura al-Hujurat: 4-5

Ifølge en beretning fra Abd al-Rahman ibn Zayd al-Aslami var der nogle mennesker, som blev siddende længe i den ædle Profets forsamling. De forsøgte at blive siddende helt til det sidste. Det voldte ofte den ædle Profet besvær og forstyrrede hans hvile og arbejde.¹ Men på grund af den ædle Profets personlighed, tålmodighed og karakteregenskaber bar han alt dette over i stilhed. På den ene side stod den ædle Profet altid til rådighed for enhver muslims hjælp og behov. Han sagde endda om dette, at det for ham var mere kært at bruge en time på at hjælpe en muslim og opfylde hans behov end at udføre i‘tikaf i to måneder i hans moské. På den anden side lyttede han med den største opmærksomhed til hvert eneste menneske. Hvis nogen ønskede at tale med ham i enrum, opfyldte han også dette ønske. Han blev ikke det mindste irriteret. Som regel troede han på muslimernes ord. På grund af denne milde og ukomplicerede natur bebrejdede hyklerne ham det. De sagde: „Denne mand lytter til alle. Hvem som helst, der ønsker det, kommer til ham, fylder hans ører med hvad som helst, og han tror på det, de siger.“

Blandt dem er der nogle, som volder Profeten besvær med deres ord. De siger: „Denne mand lytter til alt, hvad han hører.“ Sig: „Han gør kun dette til jeres bedste. Han tror på Allah og stoler på de troende. Han er et fuldkomment barmhjertighedens symbol for dem blandt jer, der tror.“ Sura al-Tawbah: 61

Det er også et resultat af hans usædvanligt barmhjertige og nådige natur, at nogle mennesker ønskede at tale med ham i enrum for at prale, nogle af uvigtige grunde og andre af virkelig vigtige grunde. Zayd ibn Aslami siger: Enhver, der bad om at tale med den ædle Profet i hemmelighed og i enrum, fik mulighed for det. Han afviste ingen. Derfor kom enhver, der ønskede det, og sagde: „Jeg vil gerne tale lidt med dig i enrum,“ og han sørgede straks for det. Mange plagede ham endda ved at kræve at være alene med ham for at tale om ting, som slet ikke krævede, at de var alene.¹ På denne baggrund gav Allah på et tidspunkt befaling om, at den, der ønskede at tale med Profeten i enrum, først skulle give en gave til Profeten. Denne befaling blev dog snart ophævet. Men derved blev den ædle Profets fuldkomne mildhed tydeliggjort, og undervisningens formål blev også fuldendt.

Hans mildhed og imødekommenhed omfattede alt, fra det almindelige dagligliv og det personlige og sociale liv til bevægelsens forskellige krisesituationer og aktiviteter. Det gjaldt både de oprigtige ledsageres svagheder og fejl og hyklernes aktiviteter. Det vers i Sura Ali Imran, hvori hans mildhed betegnes som en barmhjertighed, blev åbenbaret lige før slaget ved Uhud. Situationen var da sådan, at hyklernes gruppe på enhver måde havde gjort alt, hvad den kunne, for at skade ham og hans menighed. På den anden side overtrådte en gruppe af de troende også hans befaling, fordi de lod sig friste af verdens begær. Den opnåede sejr gik tabt. Hvis han på dette tidspunkt havde behandlet hyklerne hårdt, straffet dem og været streng over for de troende, der havde begået fejl, ville det uden tvivl have været fuldstændig rigtigt og berettiget set fra et politisk synspunkt. Men han tillagde den ene gruppes forbrydelse ingen betydning; tværtimod overså han den. Til sidst blev et stort antal af dem oprigtige. Den anden gruppe tilgav han, og Allah tilgav også dem. Til sidst viste de sig at være soldater, der ofrede deres liv for islam. Hvis han havde fulgt en politik med straf og strenghed, ville de være blevet splittet fra gruppen. I virkeligheden ville deres afvigelse til ulydighed mod Allah blot være blevet betragtet som en ubetydelig fejl fra en vejleders side, og at de var kommet på afveje, ville også have været skadeligt for hans gruppe og organisation:

Når nogen sagde: »Jeg vil gerne tale med dig i enrum«, sørgede han altid for det. Mange plagede ham endda ved at kræve en privat samtale om sådanne ting, som der slet ikke var behov for at tale om i enrum.¹ På baggrund af denne situation gav Allah den Almægtige på et tidspunkt en befaling om, at hvis nogen ønskede at tale med Profeten i enrum, skulle det afskaffes. Men dette viser samtidig den Ædle Profets fuldkomne mildhed, og undervisningens formål blev også fuldført.

Hans mildhed og imødekommenhed omfattede alt, fra det almindelige dagligliv og det personlige og sociale liv til bevægelsens forskellige krisesituationer og aktiviteter. Det gjaldt både de oprigtige ledsageres svagheder og fejl og hyklernes aktiviteter. Det vers i Sura Ali Imran, hvori hans mildhed betegnes som en barmhjertighed, blev åbenbaret lige før slaget ved Uhud. Situationen var da sådan, at hyklernes gruppe på enhver måde havde gjort alt, hvad den kunne, for at skade ham og hans menighed. På den anden side overtrådte en gruppe af de troende også hans befaling, fordi de lod sig friste af verdens begær. Den opnåede sejr gik tabt. Hvis han på dette tidspunkt havde behandlet hyklerne hårdt, straffet dem og været streng over for de troende, der havde begået fejl, ville det uden tvivl have været fuldstændig rigtigt og berettiget set fra et politisk synspunkt. Men han tillagde den ene gruppes forbrydelse ingen betydning; tværtimod overså han den. Til sidst blev et stort antal af dem oprigtige. Den anden gruppe tilgav han. Til sidst viste de sig at være soldater, der ofrede deres liv for islam. Hvis han havde fulgt en politik med straf og strenghed, ville de være blevet splittet fra gruppen. I virkeligheden ville deres afvigelse til ulydighed mod Allah blot være blevet betragtet som en ubetydelig fejl fra en vejleders side, og at de var kommet på afveje, ville også have været skadeligt for hans gruppe og organisation:

Men da I viste svaghed, blev uenige indbyrdes om jeres opgave, og da Allah viste jer det, som I var bundet af kærlighed til (nemlig byttets gods), satte I jer imod jeres leders befaling. For blandt jer var der nogle, som søgte denne verdens goder. Da lod Allah jer vige tilbage for de vantro, for at Han kunne prøve og undersøge jer. Sandheden er, at Allah trods dette tilgav jer, for Allah viser de troende stor nåde. Sura Ali Imran: 152

De af jer, som vendte om på konfrontationens dag, gjorde det, fordi Satan fik dem til at snuble på grund af en svaghed hos dem. Allah har tilgivet dem. Allah er i sandhed meget tilgivende og overbærende. Sura Ali Imran: 155

På baggrund af den følsomme og krisefyldte situation, som den islamiske bevægelse havde måttet stå over for, blev det gjort til en nødvendighed, at ingen på egen hånd kunne trække sig fra gruppens aktiviteter, især ikke fra jihad. Det skulle ske, indtil vedkommende havde fået tilladelse fra den Ædle Profet. Beføjelsen til at give eller afslå tilladelse var blevet overdraget til ham:

Troende er i sandhed de, som inderligt accepterer Allah og Hans Sendebud. Når de samles med Sendebudet om en fælles opgave, går de ikke bort uden at indhente hans tilladelse. (O Profet!) De, som beder dig om tilladelse, er netop dem, der tror på Allah og Sendebudet. Når de derfor beder om tilladelse på grund af en af deres egne gøremål, så giv den, du ønsker, tilladelse. Og bed Allah om tilgivelse for sådanne mennesker. Sura An-Nur: 62

Men hans princip var, at han accepterede alle slags undskyldninger fra folk. De ægte undskyldninger var naturligvis tydelige. De undskyldninger, som hyklerne fremsatte før eller efter jihad, accepterede han. Han gav dem tilladelse til at være fraværende eller tilgav og overså deres aktiviteter. Den Ædle Koran har henledt hans opmærksomhed på dette med ord fulde af kærlighed og ømhed og har samtidig fremstillet et billede af barmhjertighed og mildhed.

(O Profet!) Må Allah tilgive dig. Hvorfor gav du disse mennesker tilladelse til at blive tilbage? Sura at-Tawba: 43

Maulana Amin Ahsan Islahi har skrevet: At overse menneskers fejl og mangler er et nødvendigt krav til en ædel personlighed. Ligesom den ærede Profet (fvmh.) var et symbol på alle former for fremragende egenskaber, var egenskaben at overse menneskers fejl og mangler også til stede hos ham i fuld udstrækning. Hyklere forsøgte ulovligt at drage fordel af denne storhed i hans personlighed. For at unddrage sig religiøse pligter, især ansvaret for jihad, fremsatte de forskellige falske undskyldninger over for ham og bad om tilladelse til at blive hjemme. Den ærede Profet (fvmh.) var fuldt ud klar over disse opdigtede undskyldninger. Men på grund af sin store nåde og barmhjertighed tilgav han dem og gav dem tilladelse.

Hvor trøstende er formaningenes sprog! Udsagnet indledes med en erklæring om tilgivelse; det gøres altså klart, at formålet ikke er at irettesætte. Formålet er derimod at henlede opmærksomheden.1

Selv når nogle hykleres fjendskab blev tydeligt afsløret, behandlede han dem med tålmodighed, overbærenhed, tilgivelse og visdom. Især i den ædle og milde behandling, han viste den hykleriske leder Abdullah ibn Ubayy, ligger der mange værdifulde lærdomme om lederskab.

Historien er meget lang, men der er ikke mulighed for at gennemgå den i detaljer her. Efter alle former for fjendskab, uredelighed, sammensværgelser og forræderi skabte han på tærsklen til Banū al-Mustaliq-slaget i det 6. hijri-år en splittelse, som kunne have revet muslimernes organisation i stykker. På den ene side sammensvor han sig med Ansar og Muhajirun om, at de efter ankomsten til Medina ville tage affære mod den ærede Profet. Han sagde: »Du har fodret og klædt din egen hund på og gjort den fed, blot for at den skulle flå dig i stykker. Denne sammenligning passer fuldstændig på os og disse Quraysh-tiggere [Muhammeds (fvmh.) ledsagere]. Afbryd forbindelsen til dem. Træk jer tilbage fra dem. Så vil de blive hjemløse. Ved Allah! Når vi er nået til Medina, vil de fordrive vores ærefulde og magtesløse, foragtede gruppe.«

Den unge Ansari-ledsager Zayd ibn Arqam sørgede for at bringe en rapport om denne hændelse til Allahs Sendebud (fvmh.). Abdullah ibn Ubayy havde indviklet sig i en åbenlys sammensværgelse. Umar (må Allah være tilfreds med ham) rådede til, at hans hals blev hugget over. Men den ærede Profet sagde: »Nej, gør ikke det. Folk vil sige, at Muhammed selv dræber sine ledsagere.« Resultatet af denne handlemåde blev, at alle Ansar blev rasende på Abdullah ibn Ubayy. Til sidst så man, at da karavanen var på vej ind i Medina, stod Abdullah ibn Ubayys søn, den ærede Abdullah ibn Abdullah ibn Ubayy, foran sin far med et løftet, ubeklædt sværd og sagde: »Du sagde, at de ærefulde efter ankomsten til Medina ville fordrive de vanærede. Men nu skal du straks erfare, om det er dig eller Allah og Hans Sendebud, der er den ærefulde. Ved Allah! Du får ikke lov til at komme ind i Medina, før Allahs Sendebud har givet tilladelse.« Da den ærede Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) derefter havde fået Sendebudets tilladelse, veg han til side og stak sværdet i skeden. Herefter kunne Abdullah ibn Ubayy komme ind i Medina.

På dette tidspunkt åbenbarede Allah den Almægtige den befaling, at der ikke er nogen tilgivelse for sådanne hyklere. Den ærede Profet (fvmh.) bad imidlertid på grund af sin store barmhjertighed om tilgivelse for dem.1 Derefter meddelte Allah den Almægtige endnu strengere, på tærsklen til Tabuk-slaget: »O Profet! Selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil sådanne Guds fjender ikke blive tilgivet:

O Profet! Hvad enten du beder Allah om tilgivelse for disse mennesker eller ej, og selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah under ingen omstændigheder tilgive dem. Sura at-Tawba: 80

Maulana Amin Ahsan Islahi har skrevet:

Profeten (s) var selve legemliggørelsen af barmhjertighed, velvilje og medfølelse. Derfor lå det ham så meget på sinde at reformere hyklerne og sikre deres frelse, selv om alle fjenderne konspirerede og skabte splid og uro. Ligesom han uophørligt bad om tilgivelse for hele ummaen, bad han også om deres frelse. 2

Selv da en hykler som Abdullah ibn Ubayy døde, var der ingen grænser for hans barmhjertighed og medfølelse over for ham. Hans søn, Hazrat Abdullah ibn Abdullah, var en oprigtig muslim. Han kom til Den Ædle Profet og bad om hans kappe som ligklæde til sin far. Han gav den med den største gavmildhed. Derefter bad Hazrat Abdullah ham om at lede begravelsesbønnen for hans far. Han gjorde sig klar til at gå hen og lede begravelsesbønnen. Hazrat Umar sagde igen og igen: »Allahs Sendebud! Vil du virkelig lede begravelsesbønnen for en sådan person, som gjorde dette?« Men da Profeten (s) hørte hans ord, smilede han blot; og på grund af den store barmhjertighed og medfølelse, som han viste både venner og fjender, tøvede han ikke med at bede for denne værste fjende. 1

Men da han til sidst stillede sig op for at lede begravelsesbønnen, blev dette vers åbenbaret: 2

Og bed aldrig begravelsesbønnen for nogen af dem, når nogen af dem dør, og stå heller ikke ved hans grav. For de fornægtede Allah og Hans Sendebud og døde som ulydige. Sura at-Tawbah: 84

f. Tilgivelse og benådning:

Hans barmhjertighed og tilgivende holdning gjaldt alle, uden forskel på venner og fjender. Også her kom hans velvilje til udtryk. Dette nævnes umiddelbart efter omtalen af hans mildhed. Et forunderligt træk ved menneskets natur er, at det ofte er let at tilgive en fjende. Men det kan blive meget vanskeligt at tilgive sine egne og sine kære. Den Ædle Profet havde imidlertid denne egenskab over for alle i samme grad. Vi har allerede omtalt hans tilgivelse af fjenderne. Hans behandling af sine egne var ikke anderledes, når de begik moralske eller juridiske fejl.

Beretningen om Hazrat Hatib ibn Abi Balta’a er meget berømt. Da Quraysh havde brudt Hudaybiyyah-traktaten, begyndte Den Ædle Profet (s) at forberede et angreb på Mekka. Men bortset fra nogle få fremtrædende sahaba fortalte han ingen, hvor han ønskede at føre felttoget. På dette tidspunkt kom en slavekvinde fra Banu Abd al-Muttalib tilfældigvis til Medina for at få økonomisk hjælp. Da hun skulle vende tilbage til Mekka, mødte Hazrat Hatib (ra) hende og gav hende i al hemmelighed et brev, der var skrevet til nogle af Qurayshs vantro ledere. For at sikre, at hun ikke afslørede denne hemmelige oplysning, men i stilhed afleverede brevet til de pågældende personer, gav han hende ti dinarer (guldmønter). Kvinden sendte Medina ibn Aswad (ra) efter hende…..

(De fandt brevet og bragte det) og forelagde det for profeten Muhammad (s). Brevet blev åbnet og læst. Det viste sig, at der deri blev meddelt Quraysh, at profeten Muhammad (s) havde forberedt et angreb på dem. Guds sendebud (s) spurgte Hazrat Hatib: »O Hatib! Hvad er dette for en handling?« Han svarede: »Skynd dig ikke med at træffe den endelige beslutning om mig. Jeg gjorde ikke dette, fordi jeg er blevet kafir og murtadd eller er begyndt at foretrække kufr frem for islam. Sagen er, at min hustru, mine børn og min familie opholder sig i Mekka. Jeg er ikke af Quraysh-stammen. Jeg boede blot dér under beskyttelse af nogle få personer fra Quraysh-stammen. De øvrige muhajirers familier opholder sig også dér, men man kan håbe, at deres stammefolk vil beskytte dem. Jeg har imidlertid ingen stamme dér. Derfor er der heller ingen, der kan beskytte min familie dér. Af denne grund sendte jeg brevet dertil. Jeg tænkte, at jeg på den måde ville gøre Quraysh en tjeneste, så de ikke ville udsætte mine folk for vanskeligheder……«

Efter at Guds sendebud (s) havde hørt Hazrat Hatibs forklaring, sagde han: »Hatib har fortalt jer sandheden; det vil sige, dette er den egentlige årsag til handlingen. Han gjorde ikke dette med det formål at forlade islam og hjælpe og støtte kufr.« Hazrat Umar al-Faruq rejste sig og sagde: »Giv mig tilladelse, så jeg kan hugge hovedet af denne hykler. Han har forrådt Allah, Hans sendebud og muslimerne.« Profeten Muhammad (s) sagde: »Denne mand har jeg allerede erklæret over for dem, der deltog i slaget ved Badr.« Da Umar (ra) hørte dette, begyndte han at græde og sagde: »Allah og Hans sendebud ved bedst.« 1

Det grundlæggende spørgsmål var, hvem der var en af ens egne, og hvad vedkommendes register over handlinger og aktiviteter viste. Den, der grundlæggende hørte til blandt ens egne, var lydig og oprigtig; hans liv var i det væsentlige et lydighedens liv. Selv hvis han begik en alvorlig fejl, som efter enhver lovs målestok kunne betegnes som forræderi, havde han stadig ret til barmhjertighed og mildhed. Om han skulle tilgives, afhang af den organisatoriske situation. Men at tilgive i stedet for at straffe og lade gå i stedet for at gribe var bedre. Ved fastsættelsen af straffe var han meget mild og barmhjertig, og når det gjaldt tilgivelse, var han storsindet.

6. Rådgivning:

Umiddelbart efter omtalen af mildhed og tilgivelse åbenbarer Koranen endnu en side af hans karakter. Det er, at han lod sine ledsagere deltage i beslutningerne om alle bevægelsens vigtige spørgsmål og rådførte sig med dem. Hans liv var et levende vidnesbyrd om »wa shāwirhum fī al-amr«. Det forholdt sig ikke sådan, at han var afhængig af rådgivning. På den ene side modtog han vejledning gennem åbenbaringen. På den anden side var hans velsignede bryst fyldt med lyset fra den viden og visdom, der gav ham den rette evne til at opnå indsigt og træffe afgørelser. Men den virkelige sag er, at ingen gruppe kan opnå styrke, før dens medlemmer deltager i beslutningstagningen. Som bevis på dette kan man nævne utallige begivenheder fra hans liv. Her vil vi kun nævne nogle få vigtige begivenheder.

Efter hans ankomst til Medina var slaget ved Badr den første alvorlige krise. De var svage i styrke, få i antal og næsten uden ridedyr. Muhajirerne havde forladt deres hjem og var kommet hertil. Ansarerne havde aflagt den ed, at de ville kæmpe med livet som indsats, hvis fjenden angreb. På den ene side var Qurayshs handelskaravane, og på den anden side Qurayshs veludrustede, bevæbnede hær. Den langsigtede strategi for kaldet og bevægelsen krævede på det tidspunkt, at man kæmpede mod Qurayshs bevæbnede styrke og svækkede den. Det var også Allahs egen vilje. Selv hvis han havde meddelt sin egen beslutning og givet en sådan ordre, ville sahaba kiram ikke have forsømt at adlyde hans befaling det mindste. Men han kaldte muhajirerne og ansarerne sammen. Han forelagde dem problemet. Blandt muhajirerne sagde Hazrat Miqdad ibn Amr: »O Allahs sendebud! Gå i den retning, som din Herre har befalet dig. Vi er med dig. Vi vil ikke sige som Israels børn: ’Gå du og din Herre og kæmp; vi bliver siddende her.’ Nej, vi siger: ’Gå du og din Herre og kæmp; vi er også med dig.’ Så længe blot én af vores mænd er i live, vil vi deltage i kampen sammen med dig.« Profeten Muhammad (s) traf heller ikke her en afgørelse, men ventede på at høre ansarernes udtalelse.

Derefter sagde Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (ra) blandt ansarerne: »O Allahs sendebud! Gør, hvad du beslutter. Ved Ham, der sendte dig med sandheden: Hvis du fører os til havets kyst foran os og går ud i det, vil vi bestemt være sammen med dig. Ikke én af vores mænd vil blive tilbage.« Derefter strålede Rasulens (s) ansigt, og han erklærede, at de ville møde den bevæbnede hær.

På tærsklen til slaget ved Uhud (det tredje hijri-år), da spørgsmålet opstod, om man skulle forsvare sig ved at blive indesluttet i byen eller gå uden for byen og møde fjenden, traf profeten Muhammad (s) også denne afgørelse efter at have rådført sig med sine ledsagere. Det fremgår af en beretning, at han traf afgørelsen på grundlag af flertallet blandt de følelsesladede unge mænds synspunkt: De unge havde på grund af deres lave alder ikke kunnet deltage i slaget ved Badr og var nu ivrige efter at sætte livet på spil. Som følge heraf led muslimerne tab.

Tiden for Slaget ved Ahzab (det 5. hijri-år) var yderst kritisk. Hele Arabien indtog fjendens rolle. Tusindvis af deres soldater belejrede det hellige Medina. Også dér organiserede han forsvaret gennem konsultation. Efter Hazrat Salman al-Farsis (ra) råd lod han grave en skyttegrav. Lige bagved lå jødernes fæstninger og støttepunkter. Der var til enhver tid risiko for forræderi fra deres side. Quraysh holdt kontakt med dem. De var endda begyndt at bryde det løfte, de havde givet muslimerne. Da Profeten (s) indså situationens alvor, indledte han forhandlinger om en fredsaftale med Banu Ghatafan. Han ønskede, at de skulle modtage en tredjedel af de afgrøder, der blev produceret i Medina, opgive Qurayshs selskab og vende tilbage efter at have indgået en fredsaftale med muslimerne.

Men også om denne sag rådførte han sig med sine ledsagere. Blandt Ansar spurgte Sa’d ibn Ubadah (ra) og Sa’d ibn Mu’adh: »Allahs Sendebud (s), er dette dit eget ønske eller Allahs befaling?« Han svarede: »Nej, det er mit eget ønske. Jeg ønsker at beskytte jer og bryde fjendernes styrke.« De to ledere sagde: »Selv da vi ikke var muslimer, kunne disse stammer ikke opkræve skat hos os. Skal de nu opkræve skat hos os?« Med disse ord rev de i realiteten det udkast til aftalen i stykker, som kun manglede at blive underskrevet. Det skyldtes ikke, at Profeten (s) var svag på nogen måde. Tværtimod var det et udtryk for visdom og fornuft at rådføre sig. Derved forsvandt tanken om at indgå fred, og målet om at gøre beslutningen om kamp og strid levende og varig blev nået. Folkets moral blev styrket, og en ny kraft samt fornyet inspiration og begejstring blev vakt i dem.

I disse spørgsmål holdt Profeten (s) i stedet for at påtvinge beslutninger som en diktatorisk og magtfuld leder sine ledsagere deltagende i enhver handling og beslutning. Hvis nogen leder havde ret til selv at træffe en beslutning og påtvinge andre den, tilkom denne ret imidlertid kun Profeten (s), ingen anden. Hvis han havde gjort det, ville den, hvis lydighed man fulgte af hele sit hjerte og sind, have været Allahs Sendebud (s), for han var ikke en leder som almindelige mennesker. Han var Allahs Sendebud.

Deltagerne i disse rådslagninger talte med fuld frihed. De fremlagde deres egne meninger, drøftede og vurderede spørgsmålene og fremførte argumenter og beviser. Der var ingen begrænsninger eller forbud i disse henseender. Hyklere deltog i disse møder. Af den vejledning, der er kommet i Koranen om dette, kan man danne sig et billede af, hvad der foregik ved disse møder. Nogle forsøgte med gennemtrængende skrig at få deres synspunkt igennem; de ønskede, at kun deres ord skulle høres, at kun deres ord skulle følges, og at deres ord skulle gives forrang selv frem for Allahs og Sendebudets ord. Under sådanne omstændigheder forekom der velklingende tale, en overflod af argumenter og beviser, mange eder og uafbrudte taler—alt dette forekom. 1

J. Ydmyghed:

Jeg ønsker at afslutte denne drøftelse med en bemærkning om Profeten (s). Den er, at Profeten (s) aldrig på nogen måde eller på noget område ophøjede eller fremhævede sig selv. Hvis han havde gjort det, ville det ikke have været uretfærdigt. Han var den, der mere end nogen anden havde ret til at stå højt. Hvem kunne have været mere stolt end ham? Han var ikke blot et menneske; han var Allahs Sendebud. Åbenbaringen kom ned i hans bryst. Folk var hengivne over for ham som møl omkring en flamme, men trods alt dette fulgte han altid ydmyghedens princip. Han sad, bevægede sig og spiste og drak sammen med sine almindelige ledsagere på samme måde som dem. Han bar samme slags tøj som dem. Han gjorde sig ikke på nogen måde særskilt fra de andre. Folk, der kom til forsamlingen langvejsfra, spurgte: »Hvem er Muhammad?« Han forbød folk at rejse sig for at vise ham ære. Nogen sagde, at han var bedre end Musa (as). Han standsede ham og forbød ham at sige dette. En anden sagde: »Det, som Allah og Hans Sendebud ønsker.« Han forhindrede ham i at formulere det sådan. Ved fuldstændigt at lukke døren for at gøre sig selv til genstand ønskede han at opbygge menneskers egentlige forhold til og hengivenhed for Allah alene.

Muhammad er kun et sendebud. Før ham er mange sendebud gået bort. Hvis han dør eller bliver dræbt, vil I så vende om på jeres hæle? Sura Ali Imran: 144

Længsel

Den sidste bemærkning er, at dette er Muhammads (s) sīra. Det lys fra personlighed og karakter, hvormed fortalerne for daʿwa-bevægelsen i den nuværende verden bør tænde deres lamper; ingen af os kan end ikke drømme om at nå hans niveau. Men eftersom han er bevægelsens levende forbillede, må vi ved hjælp af dette lys så vidt muligt oplyse vores moralske karakter, vores indre og vores praktiske liv. Jo tættere vi kommer på ham, desto mere vil vores Herre elske os. Han vil fjerne vores svagheder, tilgive vores fejl og mangler og give os fremgang i denne verden og i det hinsidige.

(O Profet!) Sig til folk: Hvis I virkelig elsker Allah, så følg mig; så vil Allah elske jer og tilgive jer jeres synder. Han er den mest tilgivende og barmhjertige. Sura Āl ʿImrān: 31

— Afslutning —