Forord

I denne bog har jeg forsøgt at forklare profeternes og sendebudenes metode til at forkynde religionen i detaljer. I vor tid har folk ganske vist en ufuldstændig og mangelfuld viden om religionen, men hvad angår formidlingen af religionen, har de ligeledes yderst begrænsede og fejlagtige forestillinger. I denne bog har jeg fremstillet islam som et livssystem (og sådan er det også i virkeligheden). I overensstemmelse hermed har jeg også udførligt behandlet, hvilke skridt man må tage for at etablere dette livssystem, og hvilke krav til indsats og stræben man må opfylde. Jeg har lagt grundlaget for hvert kapitel i denne bog på stærke beviser fra Den Ædle Koran. Derefter har jeg, hvor jeg fandt det nødvendigt, også forklaret dette ved hjælp af autentiske hadither. Jeg håber, at den, der læser denne bog med dyb opmærksomhed, også vil få hjælp af den til at forstå Koranen.
Nogle venner har klaget over mig og sagt, at jeg plejer at fremstille emnerne meget kortfattet. Jeg tager ikke hensyn til, om enhver læser vil være i stand til at forstå fremstillingen godt. Gennem denne bog har jeg forsøgt at fjerne den anklage, der er blevet rejst mod mig. Må Allah den Ophøjede give mig succes i denne sag, og måtte folk kunne drage endnu større gavn af den.
Ydmygt
Amin Ahsan

১

Fejl i den gængse metode til tabligh

I en betydelig periode har de midler og metoder, som har været udbredt og accepteret blandt muslimer til islams forkyndelse og etablering, straks været det, folks sind, tanker og bevidsthed søger hen imod, så snart de hører ordet tabligh (forkyndelse). Når lang tids øvelse gør en bestemt arbejdsmetode velkendt til udførelsen af en opgave, sætter den sig så dybt i hjertet, at folk ikke kan tænke løsrevet fra den. Den pågældende metode antages fuldstændigt at være den naturlige metode til at udføre opgaven. Enhver, der tager initiativ til dette arbejde, følger også denne metode. Undertiden forlader en person endda sit hjem med beslutningen om at holde sig fra den, men mens han går, vender hans skridt igen mod netop det, han forlod hjemmet for at undgå. Derfor er det først nødvendigt kort at beskrive fejlene ved den nuværende metode til tabligh.
Efter vores mening rummer den udbredte metode til tabligh både erkendelsesmæssige og praktiske fejl. Med andre ord kan man sige, at denne metode til tabligh også er filosofisk fejlagtig. Derfor har de fleste af de tiltag, der hidtil er blevet iværksat i islams navn, ikke blot vist sig at være formålsløse, men har også forvoldt betydelig skade på islams da’wa. Jeg vil først pege på denne metodes teoretiske mangler.
Intellektuelle fejl ved den udbredte metode til tabligh
Den første fejl: Den største fejl, der hidtil er begået i præsentationen af islam, er, at de, der fremfører da’waen, ikke har forstået deres egen og islams rette rolle. Derfor har de ikke kunnet fremstille islam på den måde, hvorpå Koranen præsenterede den for menneskeheden. Den Ædle Koran har præsenteret islam sådan, at islam siden skabelsens begyndelse har været Allahs udvalgte religion. Hver gang Allah har sendt en profet til et folk, har Han sendt ham med denne religion. De forskellige folk er igen og igen begyndt at indføre fejl og mangler i denne religion, som Allah har udvalgt, og Allah har gennem sine profeter fortsat med at rette disse fejl og mangler. Til sidst sendte Han sin sidste sendebud og åbenbarede alle sine profeters og sendebuds religion i fuldstændig korrekt og fuldkommen form, hvorefter Han beskyttede den for altid mod enhver fare for sammenblanding, forandring og forvanskning. Denne religion er bevaret i form af den Ædle Koran. Den er ikke en bestemt nations religion, men hele menneskehedens religion og den religion, som alle Allahs profeter bragte. Den, der accepterer den, vil blive kendt som muslim, mens den, der ikke accepterer den, vil blive regnet som ikke-muslim.
Denne religion gør ingen forskel mellem Allahs profeter, forkaster ingen af de bøger, Han har sendt, og gør heller ikke krav på en enerådende overlegenhed over nogen. Dens eneste krav er, at den er den pålidelige sammenfatning af alle profeternes lære og fuldkommengørelsen af deres lære.
Men vores forkyndere og forfattere har, stik imod dette, fremstillet denne religion som den muslimske nations religion og som fjende af alle verdens religioner. For at bevise dens sandhed har de gjort nar af læren i de andre himmelske bøger. Undertiden er de i deres følelser og ophidselse gået så langt, at de som muslimer og som mennesker, der hævder at tro på alle profeter, også har gjort nar af de læresætninger i disse bøger, som de i højeste grad var forpligtede til at tro på. Man har sammenlignet Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, med de øvrige profeter og forsøgt at bevise deres underlegenhed. Koranen har derimod udtrykkeligt fastslået, at Allah har givet hver af sine profeter en særlig rang på visse områder. Det er også tydeligt angivet, fra hvilket synspunkt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, er blevet givet en særlig rang. Profeten selv, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød strengt at gøre krav på en særlig rang frem for de andre profeter.
Men muslimerne har, drevet af følelsesmæssig religiøs fanatisme, præsenteret islam og Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, på denne måde. Det er ikke kun almindelige professionelle talere og forkyndere, der er sunket ned i denne vildfarelse; også vores fremtrædende forfattere, bogskribenter og redaktører har været involveret i den. De bøger, de skrev, var både for muslimer og ikke-muslimer det eneste middel til at forstå islam. Åbn de fremtrædende forfatteres bøger om islam og se efter. I disse bøger vil du finde så giftige udtalelser om de andre profeter og deres lære, at det tydeligt fremgår, at muslimerne er blevet ramt af den samme sygdom, som jøder og kristne var ramt af: sygdommen med at skabe splittelse mellem Allah og Hans sendebud. Alligevel har muslimer taget sådanne bøger i hænderne med respekt og anseelse og lyttet med begejstring til sådanne prædikener og taler, fordi de derved får deres egen stoltheds og hæders glans til at stråle.
På den anden side opnåede de, hvis skrifter og taler ikke indeholdt denne blanding af sødt og bittert, ikke popularitet blandt offentligheden og blev heller ikke tillagt betydning i de særlige kredse. Det kan ikke benægtes, at kritikere af islam også har haft en vis andel i skabelsen af denne giftige tabligh-litteratur. Men efter vores mening var det de muslimske forfattere, der begik fejlen. Som følge af at denne fejlagtige svarmetode blev taget i brug, er der opstået forvirring i de ikke-muslimske menneskers sind. De har ikke tænkt på islam ud fra, at den er kommet for at minde dem om den sandhed, de har glemt, og for at føre arvingerne til deres profeter og sendebud tilbage til dem. I stedet har de set på islam med samme had som på en fjende og en erobrer, der ønsker at tage deres religion fra dem og selv sejre over dem.
Den anden fejl: Den anden intellektuelle fejl ved præsentationen af islam er, at islam ikke er blevet fremstillet som et livssystem, der samler menneskelivets individuelle, kollektive, praktiske og trosmæssige problemer omkring ét centrum og løser dem på en fornuftig og naturlig måde. I stedet har vores muballigh’er og debattører brugt alle deres kræfter på en række spørgsmål, der er opstået som følge af religiøse konflikter med kristne og hinduer. Det gælder for eksempel spørgsmålet om åndens og det materielle stofs evighed og opståen, læren om genfødsel, spørgsmålet om Messias, fred være med ham, som guddom og striden om treenigheden.
En gruppe professionelle debattører i enhver religion føler sig stærkt tiltrukket af sådanne spørgsmål. Deres egentlige mål er ikke at løse disse problemer, men at gøre dem endnu mere følsomme. At forsøge at bringe sådanne mennesker til tavshed betyder at udtømme sine kræfter og evner og spilde sin tid. Men vores muballigh’er har afsluttet deres liv på sådanne konfliktområder. De har ikke engang følt behov for at overveje, at dette blot er emner, der tiltrækker stridslystne mennesker—mennesker, som ikke ønsker at løse dem, men tværtimod ønsker at gøre dem endnu mere komplicerede.
Resten af verden står i dag over for helt andre problemer. Verden er blevet urolig for at finde løsninger på dem, og dens frelse afhænger af, at disse problemer bliver løst. Den religion, der træder frem og fremlægger acceptable løsninger på disse problemer, vil blive hele verdens religion i morgen. I en verden, der er blevet udmattet af at eksperimentere med metoder, den selv har opfundet, og som ikke kan finde nogen løsning på livets kulturelle og overordnede problemer, ville verdens billede i dag have været anderledes, hvis islam var blevet præsenteret ikke som nogle få trosforestillinger og ritualer, men som et fuldkomment livssystem.
Men de personer blandt os, der har været aktive med det formål at udbrede islam, eller som har skrevet bøger om islam, har muligvis haft kristendommens religionsfilosofi foran sig—en samling påstande uden nogen positiv forbindelse til livets virkelige problemer. Resultatet er, at ligesom verdens intellektuelle ikke følte nogen tiltrækning ved kristendommens tomme ordstrøm, har de uddannede heller ikke vist nogen opmærksomhed over for islams islamiske løsninger på disse problemer. Derfor er hele denne aktivitet for islams forkyndelse blevet begrænset til et lille antal tilhængere af en rent ceremoniel religion. Der er således ikke opnået noget særligt resultat ud over spild af tid og ressourcer.
Den tredje fejl: En anden intellektuel vildfarelse på dette område er, at de bøger, der hidtil er skrevet om islam hos os, enten er teoretiske, polemiske, præget af underkastelse eller fremstillet i kalam-teologiens stil. Om hver af disse kan det uden tøven siges, at ingen af dem har været til gavn for religionens da’wa. Teoretiske drøftelser kan kun være nyttige for mennesker, der ønsker at opnå omfattende viden om et bestemt aspekt af islam. Men de bliver hverken skrevet med da’wa og tabligh som formål, og deres forfattere besidder heller ikke evnen til at opfylde dette formål.
Polemisk litteratur er for det første knyttet til nogle få bestemte emner. Den har ingen forbindelse med islams synspunkt. For det andet rummer den i fuldt mål de mangler, der får hjerte og sind til at fjerne sig endnu mere fra islam i stedet for at nærme sig den. Med skrifter i en underdanig og eftergivende stil hentyder vi til de bøger om religiøse emner, som folk, der er påvirket af Vesten, har skrevet, og som er blevet rost af europæerne. De forsøger at føre vestligt påvirkede tankegange ind i islam, selv om de ikke har den fjerneste forbindelse til islam. På samme måde har de samlet argumenter for at bevise, at de dele af islam, som Vesten har fordømt, står uden for islam—selv når de hører til islams søjler eller grundprincipper.
Det, som sådanne svage og besejrede sind har skrevet, repræsenterer hverken islam korrekt eller rummer en så stærk overbevisning, at det kan drage sindet mod islam og fremsætte en stærk appel til samvittigheden.
Det, der er skrevet ud fra et filosofisk synspunkt, er endnu mere nedslående. Kalam-teologernes argumentationsmetode strider mod fornuften, samvittigheden og menneskets naturlige beskaffenhed. Med den kan man gøre knuden i et problem større, men man kan ikke løse den. Denne form for argumentation egner sig måske til kunstig polemik. Den rummer hverken tiltrækning eller skønhed. Den harmonerer ikke med en sund samvittighed eller menneskets natur. At gøre den til middel til at præsentere islam betyder at få mennesker til at flygte fra islam og skabe dårlige forestillinger om islam hos dem.
Den eneste måde at præsentere islam for verden på var den, som Allahs Bog og Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, fulgte. Men vores kalam-teologer blev så stærkt påvirket af græsk filosofi, at de ikke blot ignorerede Koranens argumentationsmetode; de gik et skridt videre, kritiserede den og gjorde den ringe. Både vores klassiske kalam-teologer begik denne fejl, og vores moderne kalam-teologer er også blevet ofre for den. Resultatet blev, at de uddannede muslimer, som ønskede at forblive muslimer over for de ikke-muslimer, eller i det mindste ønskede at blive regnet blandt muslimerne, begyndte at sige, at islam blot er noget, man accepterer i hjertet. Det er ikke noget, man kan forstå ved at bruge sin fornuft og samvittighed. De, der var frygtløse og uden hæmninger, begyndte åbent at gøre nar af islam. Og bortset fra navnet blev de i alle andre henseender fuldstændig befriet fra islams bånd.

2

Praktiske fejl i den gængse arbejdsmetode for tabligh

Der er heller ikke mangel på praktiske fejl i den gængse metode til tabligh. Vi vil pege på nogle af disse fejl.

Den første fejl: Den første praktiske fejl består i muslimernes dobbeltmoral. På den ene side hævder de, at de er et grundlæggende fællesskab, grundlagt på islams og imanens principper. Men på den anden side har de optaget egenskaber i sig, som findes hos nationer, der er bygget på slægt, stamme, regional tilhørsforhold og sprog. På den ene side siger de, at en muslim er den, der tror på Allah, Hans Sendebud, Hans Bog og det hinsidige, og som på alle områder af sit liv, i sine handlinger og sociale forhold, følger den vej, som Allah og Hans sendebud har anvist. På den anden side findes der blandt dem utallige mennesker, hvis eneste tilbageværende muslimske kendetegn er navnet, og at de er født i muslimske familier. Bortset fra det har de på ingen måde noget tilfælles med islam.

På den ene side hævder de, at Muhammad, Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelse være med ham), er deres vejleder på alle livets områder. På den anden side har de lagt tøjlerne til deres ledelse og myndighed i hænderne på mennesker, som både hvad angår viden og handling står helt uden for Allahs og Hans Sendebuds vejledning. På den ene side fremlægger de et fuldstændigt system for moral og handling og hævder, at ingen kan forblive muslim efter at have afveget fra det. På den anden side fremstiller de selv alle de former for dårlig karakter og onde handlinger, som findes blandt andre nationer. Og det skader tilsyneladende ikke deres muslimskhed det mindste. På den ene side beviser de, at alle deres forbindelser er knyttet til en sand religion, og hævder, at det ikke er tilladt at vende sig bort fra den og flygte. Men på den anden side kalder de hele historien fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, til Mustafa Kemal (Tyrkiet) for islams historie, selv om en stor del af denne historie ikke har den mindste overensstemmelse med islams sande livsordning.

På den ene side hævder de, at islam er en fuldstændig livsordning, og at hvis der i dag findes en ordning, som kan føre verden til frelse, så ligger den i at antage denne ordning. Men på den anden side rejser de rundt i Europa og Amerika for at undersøge, om englændernes system er mere islamisk end det amerikanske system.

Uanset om muslimerne er i stand til at forstå denne dobbeltmoral eller ej, er der ingen grund til, at folk fra andre nationer skulle have svært ved at opfatte den. De bliver forbløffede, når de ser modsætningen mellem muslimernes ord og handlinger. Hvis nogen blandt dem alligevel føler sig tiltrukket af islam, standser han ved synet af denne modsætning og tænker, at muslimerne blot er endnu en nation ligesom dem selv. Hvad kan der da være af mening i at forlade én sådan nation for at blive medlem af en anden?

Selv hvis en ikke-muslim har antaget islam trods vores dobbeltmoral, bør man forstå, at han ikke antog islam, fordi han havde modtaget vores da’wah. Allah har derimod, samtidig med at Han viste ham hans egen religions vildfarelser, også tydeligt vist ham muslimernes vildfarelser. Han ser islam som noget særskilt fra muslimerne.

Den anden fejl: Den anden praktiske fejl er, at muslimerne, efter de kristne missionærers eksempel, altid retter deres opmærksomhed mod samfundets lavere klasser, når de udfører tabligh. Denne metode er imidlertid helt fejlagtig. Når man inviterer til religionen, bør man først henvende sig til den klasse, hvis tanker og verdenssyn styrer samfundets indretning. Det er i virkeligheden denne klasse, der opbygger en nation eller fører den til fald. Hvis de kan bringes ind på den rette vej, vil hele samfundsordenen af sig selv følge den rette vej. Hvis de forbliver på den forkerte vej, har folk fra de lavere klasser for det første ingen sådan evne, at de kan reformere dem. Hvis en sådan evne undtagelsesvis findes hos dem, er det blot en undtagelse. Tværtimod overtager deres besejrede sind meget hurtigt den intellektuelle klasses vildfarelser. Det kan sammenlignes med hjertet og lemmerne. Hvis hjertet bliver helbredt, bliver hele kroppen automatisk rask. Men hvis der stadig findes sygdom i hjertet, nytter det ikke at smøre olie på lemmerne.

De kristne missionærer havde kun spørgsmålet om at øge deres eget antal for øje. Derfor kan denne metode have været nyttig for dem. Men for muslimer kan det ikke være tilladt at udføre tabligh alene med henblik på at øge antallet. Deres opgave er at føre de vildfarne ind på den rette vej, knytte deres forbindelse til Allah og genopbygge deres liv i den rigtige retning. Først når hele samfundet kan genopbygges, er det muligt at genopbygge den enkelte. Man kan først håbe på samfundets genopbygning, når dets ledende mennesker tager imod reformarbejdet. De, der i større eller mindre grad følger samfund og organisationer, kan ikke benægte denne sandhed: Masseoprør og revolutionære bevægelser kan begynde nedefra og skabe kaos i den øverste samfundsorden. Men en reformerende og intellektuel da’wah kan kun slå rødder, når den er i stand til at påvirke samfundet ovenfra og ned gennem lagene.

Alle de muslimer, som har arbejdet med da’wah, hvad enten det har været blandt muslimer eller uden for deres kreds, har som regel begået den samme fejl: Deres blik har altid været rettet mod de lavere klasser. De har nøjedes med at få dem til at fremsige kalimaen eller lære dem bønnen og derefter troet, at de var blevet reformeret. Det kan ganske vist føre til en vis delvis reform, men på denne måde kan der ikke ske nogen forandring i det samlede liv. Når det overordnede miljø er dårligt, bør man i stedet for blot at behandle sygdommen forsøge at udrydde dens årsager. De affaldsfyldte kloakker, som spreder bakterier og forurener luften, bør forsøges fyldt med jord. Ellers vil den reformproces, man gennemfører, ligne at holde en person tilbage i et epidemiramte område og give ham en vaccineindsprøjtning. Det kan måske midlertidigt forhindre epidemien i at angribe ham, men et varigt resultat kan ikke opnås.

Derfor forsøgte profeterne og sendebuddene først at ændre sind og holdninger hos samfundets ledende mennesker i stedet for først at henvende sig til almindelige folk, og de gjorde reformen af disse mennesker til et middel til at reformere befolkningen.

Den tredje fejl: Den tredje praktiske fejl er, at muslimerne kun har gjort mundtlige råd til middel for tabligh. De har ikke forsøgt at fremvise et levende eksempel på et ægte islamisk liv. Kun ganske få intelligente mennesker med usædvanlige moralske evner kan antage islam ved alene at betragte skønheden i islams principper. Det store flertal i verden vil først anerkende disse princippers sandhed, når de ser dem virke i det virkelige liv og skabe gode resultater. Men det, der foregår her under navnet islams tabligh, har i virkeligheden kun dette indhold: Talerne fører med smukke stemmer, forkynderne med følelsesmæssig ophidselse og forfatterne verdens mennesker rundt i et imaginært paradis skabt af den islamiske livsform. Endnu mere ejendommeligt er det, at de på den ene side fylder rummet mellem himmel og jord med lovprisninger af islams sociale og kulturelle velsignelser, mens hele det muslimske samfund på den anden side samler al urenheden fra sin egen jahiliyyah og dermed beviser deres påstande falske. Handlingernes tavse sprog er mere indflydelsesrigt end alle påstandenes sprog. Derfor er alle disse prædikener og formaninger forsvundet ud i tomheden, uden at nogen varig virkning er blevet tilbage i verden.

Hvis nogle af Allahs tjenere derfor i stedet for blot mundtlige udtalelser havde forsøgt at opbygge en samfundsorden på grundlag af de principper, de troede på, ville de, selv hvis de ikke var lykkedes med forsøget, have udført en mere effektiv tjeneste end den, talerne ikke formåede at udføre, selv når deres prædikener og formaninger lykkedes. For at bevise, at islam er til gavn for hele menneskeheden, er det ikke nok blot at fortælle om nogle forunderlige begivenheder fra fortiden. Det nytter heller ikke blot at skrive artikler og holde taler til støtte for påstanden om, at islam også i nutiden kan bringe menneskeheden den samme gavn, som den bragte i fortiden. Den eneste vej er, at et fællesskab, som tror på islams grundprincipper, forener sig og fremviser praktiske eksempler på disse principper. Det sørgelige er, at alt andet er blevet gjort, men netop dette er ikke blevet gjort.

Den fjerde fejl: Den fjerde fejl er, at muslimerne i forbindelse med islams udbredelse også har taget visse overfladiske metoder i brug ligesom de kristne missionærer. De kristne gjorde mennesker fra verdens faldne klasser til kristne ved at vise dem forskellige fristelser, begær og materielle fordele, og muslimerne ønsker også at anvende disse metoder. Brahminsamfundet anvender forskellige lokkemidler til at fremme sine egne interesser, og muslimerne ønsker også at bruge de samme. I debatter står muslimerne heller ikke tilbage for andre, når det gælder overdrivelser, snedige metoder og truende adfærd. Hvis en muslim antager hinduismen på grund af begær eller vildfarelse, begynder brahministerne at slå på deres sejrstrommer. På samme måde forsøger muslimerne at ophøje enhver hindu til himlen, så snart han erklærer, at han har antaget islam.

Ligesom det blandt andre var en vigtig del af det religiøse missionsprogram at lokke tåbelige unge på afveje, blev en sådan metode også anset for tilladt blandt muslimerne. Hvis en hinduisk kvinde i en følelsesmæssig ophidselse flygtede med en løssluppen muslim, blev det betragtet som en stor sejr for islams udbredelse. Denne slags skamløshed og liderlighed blev et middel til at støtte religionen. Som følge heraf gjorde utallige forvildede kvinder og liderlige mænd religionsskifte til et erhverv. Om morgenen lod en person, der kaldte sig muslim, sig bære på muslimernes skuldre, og om eftermiddagen erklærede han sig hindu eller kristen og tjente penge hos dem.

I en periode, hvor shuddhi-organisationerne havde stor indflydelse i forskellige dele af Indien, opfordrede en muslimsk from mand muslimske prostituerede i Delhi til at udføre islams tabligh over for deres ikke-muslimske kunder. Som følge heraf blev islam i de ikke-muslimskes øjne til en værdiløs ting. De kom til at tænke, at islam blot var et system, der skulle øge antallet af sin egen nation. Muslimerne præsenterede det for almindelige mennesker som Allahs religion for at bedrage dem. Det var helt forståeligt, at de tænkte sådan. For når de så, at muslimerne anvendte deres religion med præcis det samme formål og på nøjagtig samme måde, som de ikke-muslimske anvendte deres religion, hvordan skulle følelsen af islams overlegenhed så kunne finde vej ind i deres hjerter?

Den femte fejl: Den femte praktiske fejl er, at muslimerne føler behov for en eller anden form for kvalifikation til ethvert arbejde i verden. Men de mener ikke, at der behøves nogen kvalifikation til to opgaver: at være imam i moskeen og at udføre tabligh for religionen. Der var en tid, hvor lederen af den islamiske stat eller hans repræsentant ledte bønnen. I dag leder muslimerne efter mennesker, som ikke er kvalificerede til at udføre noget som helst arbejde i verden, for at udnævne dem til imamer i deres moskeer. Muslimerne i en velsignet tid mente, at Allah havde udvalgt denne ummah til at bringe religionen til menneskene med den samme ansvarsfølelse, arbejdsomhed og koncentration, som Allahs Sendebud havde udvist, da han bragte den til menneskene. Det islamiske kalifat med alle sine afdelinger og ansatte var et middel til at udføre dette sendebudets ansvar. Dette ansvar var blevet pålagt denne ummah af Allahs Sendebud. Situationen i dag er imidlertid, at hele det muslimske samfund med alle sine intelligente og arbejdsomme medlemmer er beskæftiget med at tjene et jahilisk system.

Vi har peget på de grove intellektuelle og praktiske fejl, der findes i den gængse metode til tabligh. En samlet vurdering af dem ville afsløre mange flere fejl, men vi ønsker ikke at forlænge diskussionen yderligere. Formålet med at nævne disse fejl er at vise, at den nuværende gængse metode ikke har den fjerneste forbindelse med den metode, som profeterne og sendebuddene anvendte til at udbrede religionen. Det formål og mål, som stod foran profeterne, findes ikke foran disse mennesker. Der er ingen forbindelse mellem deres arbejdsmetode og profeternes arbejdsmetode. Efterligningen af ikke-muslimske organisationer har bredt sig i deres mål, hensigter og arbejdsmetoder. Derfor ønsker vi at drøfte detaljeret, med hvilket formål profeterne og sendebuddene udførte tabligh, og hvordan de gjorde det. Vi vil også nævne, hvilke midler og metoder de anvendte. Vi vil drøfte, hvilke stadier de måtte gennemgå i deres forkyndelsesarbejde, hvordan de opfyldte hvert stadies krav og ansvar, og hvilke goder verden opnåede som følge af deres kamp.

3

Hvorfor Tabligh?

Behovet for profeter og sendebud

Allah den Ophøjede har nedlagt i menneskets natur evnen til at skelne mellem godt og ondt samt ønsket om at tage imod det gode og holde sig fra det onde. Gennem sin egen forståelse kan mennesket tage imod det gode og undgå det onde og derved blive værdigt til belønning hos Allah. På den anden side kan det, ved at følge en dårlig vej i strid med sin natur i stedet for den gode vej, blive værdigt til straf fra Skaberen. Men selv om menneskets natur på den ene side rummer skønhed og fuldkommenhed, rummer den på den anden side også fejl og mangler. Derfor overlod Allah hverken i denne verden menneskets vejledning og vildfarelse udelukkende til dets natur, eller anså i det hinsidige den naturlige vejledning for tilstrækkelig, når det gjaldt straf og belønning. Han sendte derimod profeter og sendebud for at tydeliggøre naturens krav og menneskets skjulte evner og for at fremlægge det endelige bevis over for skabningerne, så mennesker på Opstandelsens Dag ikke kunne klage over, at de ikke kendte vejen til godt og ondt og derfor var sunket ned i vildfarelsens sump. Denne sandhed er fremhævet i de følgende vers i den Ædle Koran.رُسُلًا مُبَشِّرِينَ وَمُنْذِرِينَ لِئَلَّا يَكُونَ لِلنَّاسِ عَلَى اللَّهِ حُجَّةٌ بَعْدَ الرُّسُلِ وَكَانَ اللَّهُ عَزِيزًا حَكِيمً”Vi har sendt sendebud som bringere af godt budskab og som advarere, for at menneskene efter sendebudenes komme ikke skal have nogen undskyldning over for Allah. Allah er Almægtig og Alvidende.”
(Sura an-Nisa: 165)يَا أَهْلَ الْكِتَابِ قَدْ جَاءَكُمْ رَسُولُنَا يُبَيِّنُ لَكُمْ عَلَى فَتْرَةٍ مِنَ الرُّسُلِ أَنْ تَقُولُوا مَا جَاءَنَا مِنْ بَشِيرٍ وَلَا نَذِيرٍ فَقَدْ جَاءَكُمْ بَشِيرٌ وَنَذِيرٌ وَاللَّهُ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ”I Skriftens folk! Vores sendebud er kommet til jer og tydeliggør religionens lære for jer efter en lang afbrydelse i rækken af sendebud, så I ikke skal kunne sige: ‘Der kom ingen, som bragte os godt budskab eller advarede os.’ Nu er der kommet en, som bringer godt budskab og advarer. Allah har magt over alt.” (Sura al-Ma’ida: 19)

Allahs ordning med hensyn til profeterne

Af denne grund sendte Allah profeter og sendebud til hvert folk, så sandheden kunne blive fuldstændigt tydelig for dem, og så de ikke havde nogen undskyldning for at holde fast i vildfarelsens og afvigelsens vej. Allahs ordning med profeterne var, at de alle uden undtagelse kom fra menneskeheden; de kom ikke fra englene eller jinnerne. Profeter blev sendt fra menneskene, så menneskenes natur og dens krav kunne forklares tydeligt for mennesker gennem mennesker. Mennesker skulle ikke kunne sige: Hvordan kan et ikke-menneskes, altså en anden skabnings, viden og handlinger være et forbillede for mennesker? Derfor sendte Allah til hvert folk et profetisk sendebud fra deres egen midte, så fremmedhed ikke skulle blive en hindring for at tage imod sandheden. Allahs profeter kaldte deres egne folk til Allahs religion på deres eget sprog, så sandheden kunne fremlægges klart for dem. Deres sprog var rent, forståeligt og tiltalende. Sendebudene kaldte dem desuden ikke blot én gang til sandheden og standsede derefter; de brugte hele deres liv på dette formål. Det, de kaldte mennesker til at gøre, gjorde de selv, og deres ledsagere praktiserede det i deres aktive liv. Denne ordning blev indført, så der ikke skulle være nogen fejl eller mangel i forklaringen af det, skabningerne behøver at vide for at opnå Skaberens tilfredshed og leve i verden, og så mennesker på Opstandelsens Dag ikke kunne lægge skylden for deres onde handlinger på Allah.

Den sidste profets komme

Så længe verden ikke havde udviklet de sociale og kulturelle midler, der kunne samle hele verden, så den kunne svare på én eneste kalders kald, fortsatte Allah med særskilt at sende profeter og sendebud til hvert folk. Men da folkenes moralske og sociale bevidsthed gennem profeternes undervisning og opdragelse blev så vågen, at de kunne leve under en verdensomspændende livsordning, og da samfundets og kulturens materielle midler samtidig var så udviklede, at én vejleders kald let kunne nå hele verden, sendte Allah i Sin nåde den sidste profet, Muhammad, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Gennem ham gav Han verdens mennesker en fuldkommen livsordning. Denne livsordning passer fuldstændigt til hele menneskehedens natur, tilstand, omgivelser og behov, uanset stamme og race. Dette er den guddommelige livsordning, som vi har lært at kende under navnet islam.

Islam er i sit væsen den religion, som alle profeter kom med. Der var kun mindre forskelle på enkelte områder. De tidligere profeter underviste deres egne folk i troslæren efter deres forståelsesevne. Den sidste af profeterne, må Allahs velsignelser og fred være med ham, underviste menneskeheden i troslæren efter den forståelsesevne, Allah havde givet dem. De øvrige profeter tog ved undervisningen i lovene hensyn til deres folks særlige natur og særlige sygdomme. Islams lov tog derimod ikke hensyn til en bestemt national eller social tilbøjelighed, men alene til menneskehedens natur. De livsordninger, Allah gav de andre profeter, svarede kun til deres egne folks behov. Den livsordning, verdens mennesker modtog gennem profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, opfylder imidlertid ikke blot et bestemt folks behov, men også hele menneskehedens individuelle og kollektive behov.

To sider ved Allahs Sendebuds komme

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik ansvaret for at vejlede hele verden og fremlægge det endelige bevis over for hele skaberværket. Efter ham er der ikke behov for nogen profet. Derfor sendte Allah ham med to profetiske opgaver: den ene en særlig udsendelse og den anden en almen udsendelse. Han blev sendt særligt til araberne. På grund af dette særlige forhold til araberne kaldes han den ummi-profet eller den arabiske sendebud, og det sprog, som åbenbaringen blev sendt ned på, er arabisk. Set fra dette synspunkt udførte han selv direkte den opgave, der var pålagt ham, nemlig at forkynde og fuldbyrde beviset.

Han blev sendt alment til hele verdens mennesker. For at fuldføre denne udsendelse gav Allah ham en ummah og befalede ummah’en at fortsætte med at forkynde for andre den sande religion, som Sendebudet forkyndte for dem. Den Ophøjede siger:وَكَذَلِكَ جَعَلْنَاكُمْ أُمَّةً وَسَطًا لِتَكُونُوا شُهَدَاءَ عَلَى النَّاسِ وَيَكُونَ الرَّسُولُ عَلَيْكُمْ شَهِيدًا”Således har Vi gjort jer til et middelmådigt folk, for at I kan være vidner over menneskene, og Sendebudet kan være vidne over jer.” (Sura al-Baqara: 143)وَأُوحِيَ إِلَيَّ هَذَا الْقُرْآنُ لِأُنْذِرَكُمْ بِهِ”Dette Koranen er blevet åbenbaret til mig, for at jeg kan advare jer med den og alle, som den når.” (Sura al-An’am: 19)

To særlige ordninger til religionens beskyttelse

For at opfylde formålet med Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, almene udsendelse lod Allah en fuldkommen ummah fremstå. Dens opgave er at gøre hvert land og hvert folk, og hele verden, for bestandig uafhængig af behovet for, at åbenbaringen skulle komme på forskellige sprog. Da der ikke kommer nogen profet efter ham, er ansvaret for at vejlede skaberværket og fuldbyrde beviset for den sande religion helt og for bestandig blevet lagt på hans ummah. Derfor har Allah truffet to særlige foranstaltninger for at beskytte religionen.

For det første har Han beskyttet den Ædle Koran fuldstændigt mod enhver ændring, forvanskning, tilføjelse, forkortelse og korrektion, så verdens mennesker ikke skulle føle behov for en ny profet for at kende Allahs påbud.

For det andet har Han til enhver tid holdt en gruppe fra denne ummah fast på sandheden. Dette er også bevist gennem autentiske hadither. Derfor vil deres viden og handlinger fortsat være som et lysende fyrtårn for dem, der søger sandheden.

En sådan gruppe vil forblive i denne ummah, hvor lille dens antal end måtte være. Uanset hvilke katastrofer der kommer, vil denne fromme gruppe holde Allahs Sendebuds og hans ledsageres viden og handlinger levende. Selv når vildfarelsens indflydelse strømmer gennem denne ummahs årer, sådan som en gal hunds gift spreder sig gennem den såredes krop, vil Allah beskytte en del af denne ummah mod vildfarelse. Når menneskenes natur i verden bliver så fordærvet, at retfærdighed regnes for uret, mens uret og uanstændighed regnes for retfærdighed og anstændighed, og når tilhængerne af innovation får så stor magt, at de, der kalder til retfærdighed, bliver som fremmede i verden, vil disse mennesker fortsat kalde skaberværket til den sande religion og forsøge at rette menneskenes skabte forvrængninger, selv om de møder modstand på hvert skridt.

Allahs hensigt med i enhver tid at holde en sådan gruppe aktiv er, at ligesom Han har bevaret åbenbaringens viden i Koranens form til Opstandelsens Dag, skal Allahs Sendebuds og hans ledsageres viden og handlinger gennem denne gruppe bevares for bestandig, og det lys, der er nødvendigt for at vejlede skabningerne og fuldbyrde Sendebudets bevis, aldrig slukkes. Med profeten Isa, fred være med ham, vil disse mennesker være som lamper på bjergene. Ved deres hjælp vil den vildfarne finde vejen. De vil være som jordens salt, ved hvilket ting kan saltes.

Forkyndelsen som en del af sendebudets opgave

Af den foregående drøftelse er det blevet klart, at det at være vidner over mennesker eller at forkynde religionen ikke blot er en god gerning og heller ikke kun har til formål at øge antallet af muslimer. Det er derimod netop forkyndelsens krav, at formålet med profetens almene udsendelse skal fuldbyrdes gennem denne ummah. Det er en absolut nødvendig pligt for hvert menneske, der hører til Allahs Sendebuds ummah, at udføre forkyndelsens ansvar. Han har lagt forkyndelsen af religionen på sin ummah. Hvis muslimerne svigter denne opgave på nogen måde, har de i sidste ende svigtet sendebudets opgave. Det var Allah selv, der lagde dette ansvar på dem. Den uundgåelige følge bliver, at Allah vil berøve dem den rang som den bedste nation, som Han gav dem, fordi de skulle udføre denne opgave, og at hele ansvaret for verdens menneskers vildfarelse vil blive lagt på dem. For de er nu midlet til at fremlægge religionen endeligt for Allahs skabninger. Hvis de ikke udfører opgaven, vil verdens mennesker på Opstandelsens Dag få mulighed for at sige til Allah: Du gjorde dem til vidner over menneskene og lagde ansvaret for vores vejledning på dem, men de fremlagde ikke Din religion for os. Ellers ville vi ikke være blevet vildledt. Muslimerne vil da ikke kunne svare på denne anklage.

Betingelserne for forkyndelsen

Ansvaret for at være vidner over mennesker og for al forkynnelse og udbredelse kan ikke opfyldes blot ved, at der i verden findes en nation, som kalder sig muslimer, uanset om de udfører opgaven som vidner over mennesker eller ej. Det er en af sendebudets vigtigste opgaver. Derfor skal Allahs religion forkyndes efter alle de betingelser, Allah har fastsat for forkyndelsen, og som profeterne og sendebudene tog hensyn til i deres arbejde. Her nævner vi nogle af de vigtige betingelser, som skal tages i betragtning ved udførelsen af denne opgave.

Første betingelse: Den første betingelse for forkyndelsen er, at vi, som er vidner for den sande religion, først selv må tro oprigtigt på denne religion. De profeter og sendebud, som kaldte mennesker til religionen, troede først selv på den. De anså ikke sig selv for at stå over den sande religion. ‘Sendebudet tror på det, der er blevet åbenbaret for ham, og de troende tror på det.’

Efter at have troet på den sande religion var de de første til at opgive alt, som forekom dem at være i strid med den, hvad enten det var deres forfædres religion, stamme- og gruppebånd eller deres egne individuelle og kollektive interesser. Hvilken fare de end mødte ved dette, sagde de: ‘Jeg er den første troende; jeg er den første muslim.’ Det skete aldrig, at de holdt sig på sikker afstand af faren og ophidsede andre med ordene: Hvis I vil frelses, så spring ind i denne fare.

Anden betingelse: Den anden betingelse for at forkynde den sande religion er, at de, der tror på sandheden, skal bevidne den med deres ord. Den, der tror på en sandhed, men ikke erklærer den, selv om han har mulighed for det, er en stum satan. På Opstandelsens Dag vil han blive dømt skyldig i at have skjult sandheden, ligesom jøderne blev dømt skyldige i denne forbrydelse. Koranens ord siger:وَإِذْ أَخَذَ اللَّهُ مِيثَاقَ الَّذِينَ أُوتُوا الْكِتَابَ لَتُبَيِّنُنَّهُ لِلنَّاسِ وَلَا تَكْتُمُونَهُ فَنَبَذُوهُ وَرَاءَ ظُهُورِهِمْ وَاشْتَرَوْا بِهِ ثَمَنًا قَلِيلًا فَبِئْسَ مَا يَشْتَرُونَ”Da Allah tog en pagt fra dem, som havde fået Skriften: ‘I skal gøre den kendt for menneskene og ikke skjule den.’ Men de kastede den bag deres rygge og solgte den for en ringe pris. Hvor elendigt er det, de køber.” (Sura Al ‘Imran: 187)

Den forsigtighed, der bør udvises i denne sag, skal først og fremmest udvises af hensyn til den sande religion. Det betyder, at religionen skal forkyndes på den rette måde, på det rette sted og over for den rette person. Så kan den sande religions kald finde plads i menneskets hjerte. Hvis en person, der fuldstændigt tilsidesætter sandheden og kun tager hensyn til sin egen personlige interesse, afholder sig fra at forkynde den sande religion eller viser ligegyldighed over for dette, er han enten hykler eller en kujon uden personlighed. Det er kun i særlige situationer tilladt midlertidigt at afholde sig fra at erklære sandheden, for eksempel hvis det medfører reel fare for ens liv, og forkynderen mener, at det på dette tidspunkt er bedre for den sande religions tjeneste at redde sit liv.

Tredje betingelse: Den tredje betingelse er, at dette vidnesbyrd ikke blot skal afgives mundtligt; det skal også afgives gennem faktiske handlinger. I islam regnes et vidnesbyrd, som ikke understøttes af praktiske handlinger, ikke for pålideligt. Nogle mennesker kom til profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og svor foran ham: Vi bevidner, at du er Allahs Sendebud. Men Allah godtog ikke deres vidnesbyrd. Han sagde, at de var hyklere og løgnere. Som bevis fremlagde Han deres handlinger og udsagn for dem. Derved blev deres fjendtlige holdning til islam og muslimer og deres fjendskab mod sandheden tydeligt.

Den, der har antaget en sandhed og kalder mennesker til den, har den uomgængelige pligt, at hans handlinger også skal stemme overens med denne sandhed. Ellers regnes han for at følge i de jødiske lærdes fodspor, som den Ædle Koran har kritiseret hårdt. De kaldte andre til at blive tro mod Allah, men glemte sig selv. Den person eller gruppe, hvis handlinger strider mod dens kald, fremlægger selv beviset på, at den afviser sit eget kald. Det bevis, der fremlægges gennem praktiske handlinger, er stærkere end et mundtligt bevis. Deres egne handlinger bærer så stærkt et bevis mod deres påstand, at der ikke længere behøves noget andet bevis for at afvise deres kald.

Hvis muslimer er vidner for Allahs religion, kræver det nødvendigvis, at de tror på denne religion, bringer dens kald til andre og praktiserer den i alle dele af deres individuelle og kollektive liv. Ellers kan de ikke opfylde det vidnesbyrd, som Allah har udvalgt dem til. At være uden forbindelse med denne religion i det praktiske liv og samtidig mundtligt bevidne, at den er den sande religion, er fuldstændig latterligt set fra synspunktet om at fuldbyrde beviset over for skabningerne. Hvis Allah skulle erklære sine skabninger skyldige på grundlag af sådanne taleres prædikener, som ikke selv handler, ville det stride mod Hans retfærdighed. Den nødvendige følge ville være, at beviset for denne religion blev fuldbyrdet over for muslimerne, og at de på Opstandelsens Dag blev holdt ansvarlige på grundlag af deres egen bekendelse.

Koranen har selv beskrevet, hvilke former for afvigelse fra religionen i det praktiske liv der kan tilgives, og har samtidig angivet behandlingen. En tilgivelig form for afvigelse er, at et menneske på grund af følelsesmæssig ophidselse eller begær kommer til at gøre noget, der strider mod sandheden. Behandlingen er straks at angre og bede Allah om tilgivelse. En anden form er, at en person tvinges til at gøre noget, der strider mod sandheden. Behandlingen er, at han gør sit yderste for at frigøre sig fra denne situation. Hvis et menneske i stedet for at angre og forsøge at rette sig op gør sin vildfarelse til sin klædning og sit leje og gør den vanskelige situation, det er faldet i, til sin religion, er forbrydelsen ikke tilgivelig. Fordi han er tilfreds med det falske, vil han blive fjernet fra den ærefulde rang, som han var blevet sat i som vidne over menneskene.

Fjerde betingelse: Den fjerde betingelse for forkyndelsen er, at vidnesbyrdet skal befries for enhver form for national eller stammemæssig fanatisme. Ingen nations fjendskab eller venskab må få os til at afvige fra den sande religions vej, som vi forkynder. Koranen har lært os, hvordan vi skal være neutrale over for vores modstandere, med følgende ord:يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُونُوا قَوَّامِينَ لِلَّهِ شُهَدَاءَ بِالْقِسْطِ وَلَا يَجْرِمَنَّكُمْ شَنَآنُ قَوْمٍ عَلَى أَلَّا تَعْدِلُوا اعْدِلُوا هُوَ أَقْرَبُ لِلتَّقْوَى وَاتَّقُوا اللَّهَ إِنَّ اللَّهَ خَبِيرٌ بِمَا تَعْمَلُونَ”I, som tror! Stå fast for Allah som retfærdighedens vidner. Lad ikke et folks fjendskab få jer til at handle uretfærdigt. Vær retfærdige; det er nærmest gudsfrygt. Frygt Allah; Allah er velkendt med det, I gør.” (Sura al-Ma’ida: 8)

Koranen har også i det følgende vers forklaret, hvordan vi skal være neutrale over for vores venner og nærmeste:يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُونُوا قَوَّامِينَ بِالْقِسْطِ شُهَدَاءَ لِلَّهِ وَلَوْ عَلَى أَنْفُسِكُمْ أَوِ الْوَالِدَيْنِ وَالْأَقْرَبِينَ إِنْ يَكُنْ غَنِيًّا أَوْ فَقِيرًا فَاللَّهُ أَوْلَى بِهِمَا فَلَا تَتَّبِعُوا الْهَوَى أَنْ تَعْدِلُوا وَإِنْ تَلْوُوا أَوْ تُعْرِضُوا فَإِنَّ اللَّهَ كَانَ بِمَا تَعْمَلُونَ خَبِيرًا”I, som tror! Vær standhaftige i retfærdighed og vidner for Allah, selv om det er mod jer selv, jeres forældre eller jeres nærmeste. Hvad enten den ene part er rig eller fattig, er Allah nærmere dem begge. Følg derfor ikke begæret, så I ikke afviger fra retfærdigheden.” (Sura an-Nisa: 135)

Femte betingelse: Den femte betingelse for at forkynde religionen er, at man skal bevidne hele den fuldkomne religion, som er kommet til os fra Allah. Intet må udelades af frygt for bebrejdelse eller modstand. De forhold, hvis vidnesbyrd angår det individuelle livs pligter, skal den enkelte bevidne gennem sit eget liv. Enhver skal bede, faste, enhver velhavende skal betale zakat, og enhver, der har mulighed for det, skal udføre hajj. Enhver muslim skal leve med gode handlinger, troværdighed og et rent liv.

Når det derimod gælder forhold, hvis vidnesbyrd forudsætter et kollektivt liv, er den enkeltes pligt at gøre sit yderste for at opbygge et sådant kollektivt liv. Når det er blevet til virkelighed, skal han bevidne disse forhold. Det er for eksempel ikke muligt for et enkelt menneske alene at opbygge et socialt system, et økonomisk system eller landets politiske grundlag. For at forme disse efter islamisk mønster kræves en organiseret kraft. Derfor er det først og fremmest nødvendigt at danne en retskaffen gruppe. Når denne organisation er etableret, bliver det nødvendigt at bevidne den sande religion på hvert trin af det kollektive liv. Nedenfor citerer vi nogle vers, som viser, hvor stærkt profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev pålagt at bevidne hele religionen uden hverken at mindske eller øge noget.يَا أَيُّهَا الرَّسُولُ بَلِّغْ مَا أُنْزِلَ إِلَيْكَ مِنْ رَبِّكَ وَإِنْ لَمْ تَفْعَلْ فَمَا بَلَّغْتَ رِسَالَتَهُ وَاللَّهُ يَعْصِمُكَ مِنَ النَّاسِ إِنَّ اللَّهَ لَا يَهْدِي الْقَوْمَ الْكَافِرِينَ”I Sendebud! Forkynd det, der er blevet åbenbaret til dig fra din Herre. Hvis du ikke gør det, har du ikke videregivet Hans budskab. Allah vil beskytte dig mod menneskene.” (Sura al-Ma’ida: 67)الَّذِينَ يُبَلِّغُونَ رِسَالَاتِ اللَّهِ وَيَخْشَوْنَهُ وَلَا يَخْشَوْنَ أَحَدًا إِلَّا اللَّهَ وَكَفَى بِاللَّهِ حَسِيبًا”De, som bringer Allahs budskaber, frygter Ham og frygter ingen anden end Allah. Allah er tilstrækkelig som den, der holder regnskab.” (Sura al-Ahzab: 39)(Arabisk****)”Lyt ikke til de vantros og hyklernes ord. Tag ikke hensyn til deres forfølgelse. Sæt din lid til Allah.” (Sura al-Ahzab: 48)فَلِذَلِكَ فَادْعُ وَاسْتَقِمْ كَمَا أُمِرْتَ وَلَا تَتَّبِعْ أَهْوَاءَهُمْ وَقُلْ آمَنْتُ بِمَا أَنْزَلَ اللَّهُ مِنْ كِتَابٍ”Kald derfor til denne religion og stå fast, sådan som du er blevet befalet. Følg ikke deres lidenskaber, men sig: ‘Jeg tror på den Skrift, som Allah har åbenbaret.'” (Sura ash-Shura: 15)

Sjette betingelse: Den sjette betingelse for at forkynde religionen er, at de, der kalder til Allahs religion, om nødvendigt skal være parate til at give deres liv og faktisk give det. Dette er det højeste niveau af vidnesbyrd. Derfor blev de, som gik ud i jihad for Allahs religion og bevidnede sandheden af det, de troede på, selv under sværdets skygge, gjort til martyrer. Hvem andre end sådanne mennesker, der ofrer deres liv, kan fortjene denne store titel? Og hvem kunne den ellers passe på?

Allah har lagt ansvaret for at være vidner over mennesker på denne ummah. For at opfylde det kan tusinder og hundredtusinder rejse sig, og hver af dem vil modtage belønning hos Allah for sin indsats. Men den, der har viet hele sit liv til denne vej og med sit liv har bevidnet sandheden, er den, der i virkeligheden fortjener titlen martyr. For hvilket større bevis kan der være på en sags sandhed end, at et menneske ofrer sit uvurderlige liv for at hjælpe den sande religion? Den, der sætter sit liv på spil for at bevidne sandheden, har nået det højeste niveau af vidnesbyrd. Han er den sande martyr.

Muslimernes ansvar

Det er på grund af dette ansvar som sendebudets ummah, at den muslimske ummah kaldes den bedste nation. Hvis muslimerne glemmer dette ansvar, er de blot en nation som andre nationer i verden. De har da ingen særlig skønhed og ingen grund til at opnå en særlig rang. Det er heller ikke vigtigt for Allah, om de lever ærefuldt i verden eller lever i ydmygelse. Når de har glemt dette ansvar, vil de tværtimod blive en nation, der rammes af Allahs forbandelse, ligesom andre folk før dem fik dette ansvar, men blev forbandet, fordi de ikke udførte det. Derfor er deres ansvar og pligt også tydeligt angivet i det vers, hvor muslimerne erklæres for den bedste nation.كُنْتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَتُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَلَوْ آمَنَ أَهْلُ الْكِتَابِ لَكَانَ خَيْرًا لَهُمْ مِنْهُمُ الْمُؤْمِنُونَ وَأَكْثَرُهُمُ الْفَاسِقُونَ”I er den bedste nation, der er frembragt for menneskene: I påbyder det rette, forbyder det forkastelige og tror på Allah.” (Sura Al ‘Imran: 110)

Allah har også selv angivet, hvordan dette kollektive ansvar skal udføres:(Arabisk*****************)”Der skal være en gruppe blandt jer, som kalder til det gode, påbyder det rette og forbyder det forkastelige. Det er dem, der får fremgang.” (Sura Al ‘Imran: 104)

Da muslimerne skulle følge denne befaling, var det første, de gjorde efter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at de grundlagde kalifatet efter profetiets metode. Denne institution fungerede som en organiseret myndighed, der kaldte til det gode, påbød det rette og forhindrede det forkastelige. Efter Allahs Sendebud oprettede muslimerne den for at udføre det kollektive ansvar for den sande religion, som var blevet lagt på dem. Som muslimernes repræsentant holdt institutionen dem fast på sandheden og kaldte verdens mennesker til den. Så længe kalifatet var korrekt etableret, var både muslimer og ikke-muslimer aktive i at udføre deres ansvar. Indtil da hørte forkyndelsens ansvar under den kollektive pligt. Kalifatet udførte opgaven og fritog derved hvert medlem af gruppen for ansvaret for denne pligt over for Allah. Men da ordningen faldt fra hinanden, faldt ansvaret for sandhedens vidnesbyrd igen på hvert enkelt medlem af samfundet. Det svarer til, at når en statsordning bryder sammen, overgår ansvaret for indbyggernes liv og ejendom fra staten til dem selv, og dette ansvar forbliver hos dem, indtil de igen kan opbygge deres statslige ordning. På samme måde er ansvaret for at være vidner over mennesker efter kalifatets sammenbrud faldet på hvert medlem af ummah’en. Indtil de kan opbygge en korrekt islamisk statsordning, vil synden for ikke at udføre dette ansvar hvile på hver muslim. Hvert menneske vil blive stillet til regnskab for det på Opstandelsens Dag.

Sammenfatning:

Hele denne drøftelse kan sammenfattes således:

(a) Det ansvar for at forkynde Allahs religion i hele verden indtil Opstandelsens Dag, som var blevet lagt på Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har han på Allahs vegne overdraget til ummah’en, så det kan fuldføres. Denne ummah skal nu indtil Opstandelsens Dag fortsætte med at forkynde Allahs religion for hvert land, hvert folk og hvert sprogsamfund.

(b) Allah har fastsat, at forkyndelsen skal ske mundtligt, oprigtigt og gennem praktiske handlinger. Hele religionen skal forkyndes uden forskel eller klassedeling. Den skal forkyndes upartisk, uden at tage hensyn til de bebrejdelser, der bebrejder. Om nødvendigt skal forkynderen udføre ansvaret ved at ofre sit liv.

(c) For at udføre dette samlede ansvar fandtes institutionen, der kaldes kalifatet. Så længe denne institution bestod, var enhver muslim fritaget for dette ansvar.

(d) Efter at denne institution er forsvundet, er ansvaret for at forkynde islam faldet på hvert medlem af ummah’en. Ansvaret fordeles mellem dem efter forskelle i evne og rang.

(e) For at blive fritaget for dette ansvar og for regnskabet for denne pligt står to veje åbne for muslimerne. Enten skal de genoprette institutionen kalifatet, eller i det mindste sætte deres liv på spil for at oprette den.

(f) Hvis muslimerne ikke gør nogen af delene, vil de blive erklæret skyldige i ikke at have udført det ansvar som sendebud, som Allah havde lagt på dem. De vil ikke blot skulle bære byrden af deres egen synd; de vil også skulle bære straffen for hele skaberværkets vildfarelse.

Denne drøftelse viser, at den vigtigste drivkraft til at udføre det store ansvar for at forkynde religionen, som Allah har lagt på muslimerne, er deres bevidsthed og følelse. Deres opmærksomhed skal rettes mod, at denne kalifatordning, der kalder til det gode, igen kan etableres. Gennem denne ordning kan Allahs tjenere let vejledes til Allahs religion, og det endelige bevis kan fremlægges for verden. Så længe denne ordning ikke er etableret i verden, skal muslimernes vigtigste, største og højeste mål være at gøre noget for at genoprette den. Når de sover og når de er vågne, skal dette være enhver muslims eneste tanke. Det er derfor, de spiser og drikker; det er derfor, de lever og dør. Hvis muslimernes liv ellers er fuldstændig i strid med Allahs vilje, vil de ikke kunne fremlægge nogen acceptabel undskyldning for denne mangel over for Allah. At etablere Allahs kalifat på Allahs jord er deres livs formål. Hvis de glemmer dette formål, kan de ikke gøre krav på større betydning på jorden end insekter og strå, og de kan aldrig opnå rang som den middelmådige ummah eller den bedste ummah eller håbe på nogen hjælp og støtte fra Allah.
4

Hvem henvendte profeterne og sendebuddene sig først til?

Hvem henvendte de ædle profeter, alaihimus salam, sig først til for at fremføre deres mission, og hvordan henvendte de sig til dem?
Det første spørgsmål betyder: Profeterne blev ganske vist sendt til hele folket, men kaldte de straks ved arbejdets begyndelse alle folkets medlemmer til sig, eller henvendte de sig i den indledende fase til en bestemt del af folket? Hvis de først henvendte sig til en særlig gruppe, hvilken gruppe var det så? Gav de først da‘wah til almindelige mennesker eller til dem, der ledede hele folket?
Det andet spørgsmål handler om, at det er en kendsgerning, at enhver profets da‘wah i begyndelsen virkede fremmed for hans ummah, ja, at de ligefrem modsatte sig den voldsomt. Begyndte profeterne så deres da‘wah med at betragte dem alle som vantro eller forkastere og sige: »O vantro, tro! O afgudsdyrkere, anerkend Allah som én!« Eller var deres måde at henvende sig på anderledes?
Disse to spørgsmål er meget vigtige. Fordi folk ikke har forstået dem korrekt, har de også begået fejl, når de skulle fastlægge udgangspunktet for da‘wah. Desuden er de gået til yderligheder i forståelsen af deres egen og de henvendte personers rette position. Resultatet er enten, at hele da‘wah er blevet virkningsløs, fordi den begyndte fra et forkert punkt, eller at den på grund af en forkert fastlæggelse af den kaldendes og den kaldtes position er blevet til fitnah, hvorved store ulykker er opstået i stedet for reform.
Profeterne henvendte sig til deres samtidige ledere
I dette afsnit vil vi forsøge at besvare den første del af spørgsmålet. Efter vores opfattelse er svaret, belyst af Koranens historie, at profeterne, alaihimus salam, først kaldte folkets indflydelsesrige personer til at antage Allahs dīn. De gjorde reformen af disse personer til et middel til at reformere folket. Profeten Ibrahim, alaihis salam, fremførte først dīnens da‘wah for sit eget folk. På det tidspunkt sad de på folkets religiøse lederposter. Derefter fremførte han dīnens da‘wah for den samtidige konge, i hvis hænder folkets politiske magt var samlet, og som anså sig selv for herre over menneskers liv og død.(Arabisk**************)»Har du ikke set den, der diskuterede med Ibrahim om hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongemagt?« – (Sura al-Baqarah: 257)
Allah den Højeste befalede profeten Musa, alaihis salam, at han først skulle kalde Farao til Hans dīn.(Arabisk********************************)»Gå til Farao. Han har overskredet grænsen. Spørg ham: Er du villig til at blive renset? Skal jeg vise dig vejen til din Herre, så du kan frygte Ham?« – (Sura an-Nazi‘at: 17-19)
Profeten Daniyal, alaihis salam, gav først da‘wah til sin tids indflydelsesrige konge, Nebukadnezar. Profeten Irmiyah fremførte sit profetiske krav over for kongen af Sham. Messias, alaihis salam, henvendte sig først til de jødiske lærde. På samme måde er Nuhs, Huds, Luts og Shu‘aybs, alaihimus salam, da‘wah alle nævnt i Den Ædle Koran. De kaldte hver især først samtidens samfundsledere og de stolte, hovmodige mennesker til Allahs dīn og angreb deres tanker og ideologier. Til sidst kom Profeten, sallallahu alaihi wa sallam. Han blev befalet at advare sine qurayshitiske slægtninge med straffen. Disse mennesker stod i spidsen for arabernes religiøse og stammelederstyrede stat. Gennem dem udførte han opgaven som moralsk og politisk vejleder for hele Arabien.
For at bringe Islams da‘wah til resten af verden uden for den arabiske verden lærte han den moderate ummah denne fremgangsmåde: Han skrev breve til herskerne i forskellige lande og præsenterede først Islam for dem. Han krævede af dem: »Antag Islam, så kan I leve i fred. Ellers må I selv bære ansvaret for vildførelsen af jer selv og dem, der står under jer.« Udtalelsen peger på, at ummahens ledere også bør følge denne metode for generelt at bringe da‘wah videre. Hele historien om det retledte kalifat vidner om, at de ædle sahabah, radiyallahu anhum, udførte det ansvar, Allah og Hans Sendebud havde pålagt dem som »vidner« over for folkene, efter den metode, Sendebudet havde vist.
Profeten Isas kald
Det er en praktisk sandhed, at de, hvis døre først blev oplyst af vejledningens sol, ofte er blevet de sidste til at antage Allahs dīn. De, der kender profeternes historie, kan ikke benægte dette. Bilal fra Abessinien, Suhayb fra Lilleasien, Salman fra Persien og landbrugsfolkene fra Medina kom langvejsfra, antog Islam og gik videre. Men Qurayshs ledere Abu Lahab, Abu Jahl, Umayyah ibn Khalaf og andre samt de fornemme mænd i Ta’if, som Allahs Sendebud dag og nat gav den sande da‘wah foran, blev berøvet dens velsignelse. Det var snarere almindelige arabere, der blev velsignet ved at modtage denne da‘wah. På det tidspunkt var da‘wah dog ikke nået direkte til dem, men indirekte.
De, der først modtager da‘wah, bliver ofte de sidste til at antage den. De, der modtager den senere, er ofte de første til at acceptere den. Profeten Isas, alaihis salam, ord blev således bekræftet.
Han sagde: »Hvor mange, der står forrest, vil blive efterladt bagved, og hvor mange, der står bagved, vil komme foran.«
Alligevel ændrede profeterne ikke rækkefølgen i deres da‘wah. Først fremførte de da‘wah for samfundets indflydelsesrige personer. Når disse personers overdrivelse og stædighed gjorde dem fortvivlede, gik de til almindelige mennesker med da‘wah. Siden han modtog profetskabet, blev Isa, alaihis salam, ved med at angribe de jødiske lærdes urokkelighed. Men efter lang tids betydelig indsats, da det ikke lykkedes at bryde stenen af deres stolthed, hovmod og arrogante list, forlod han dem og gik til fiskerne ved søbredden. Han kaldte på dem: »O fiskere! Kom, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.« Allah skænkede blandt dem et troende folk, som blev berømt i Hans navn.(Arabisk**************************)»Da Isa mærkede, at de (de jødiske lærde) fastholdt deres vantro, sagde han (til almindelige mennesker): ’Hvem er mine hjælpere for Allah? Vi tror på Allah. Vær vidne til, at vi har underkastet os Ham.’« – (Sura Ali ‘Imran: 152)
Det nævnte vers peger på Isas, alaihis salam, almindelige kald, da han gav da‘wah generelt og var blevet fortvivlet over, at samtidens religiøse ledere og samfundsledere ville antage sandheden. På dette tidspunkt fremførte han dīnens da‘wah for de fattige og almindelige mennesker. Han fremførte den på en følelsesfuld måde, så fiskernes hjerter ved floden smeltede som voks. Men denne da‘wah kunne ikke smelte de velklædte religiøse lederes hjerter i Jerusalem. Til sidst opstod der blandt disse almindelige mennesker en gruppe tjenere, som bar sandhedens banner, bestod den store prøve i tro og gjorde Allahs dīn sejrende i verden. (Der peges på denne sandhed i Sura as-Saff.)(Arabisk******************************)»O I, der tror! Bliv Allahs hjælpere, ligesom Isa ibn Maryam sagde til disciplene: ’Hvem vil være min hjælper på Allahs vej?’ Disciplene sagde: ’Vi er Allahs hjælpere.’ Så troede en gruppe af Israels børn ikke, mens Vi hjalp dem, der troede, mod deres fjender, og de blev sejrende.« – (Sura as-Saff: 14)
Profeten Isa, Messias, alaihis salam, fremsatte i forbindelse med vejledning og vildfarelse noget meget vigtigt: den, der står bagved, vil komme foran. Selvom almindelige mennesker var de første til at gå frem for at antage Allahs dīn, henvendte profeterne sig ikke direkte til almindelige mennesker, så længe de ikke havde opgivet håbet om samtidens ledende personer.
Sendebudets kald
Ved grundig eftertanke vil man se den samme tilstand i Sendebudet, sallallahu alaihi wa sallams, da‘wah. Efter Allahs befaling fremførte han først Allahs dīn for Quraysh. De var på det tidspunkt hele den arabiske verdens religiøse og politiske ledere. Han fremførte da‘wah én for én for hver af Qurayshs ledende personer. Da had, fjendskab og modstand viste sig fra deres side, bad han også Allah om at vejlede dem. Han nævnte nogle af de særligt betydningsfulde personer ved navn i sine bønner. Det fortælles for eksempel, at han bad: »O Allah, styrk Islam ved at vejlede enten Umar eller Abu Jahl.«
Han var så ivrig efter at vejlede disse mennesker, at han ofte ikke tog hensyn til sin egen hvile og komfort eller til sin egen person og værdighed. Derfor skete det undertiden, at han ikke havde tid til rettidigt at undervise og træne dem, der allerede havde antaget Islam og havde brug for passende oplæring. Trods dette fortsatte han i betydelig tid med at beskæftige sig med disse mennesker og udholdt enhver form for bebrejdelse, hån, had, fjendskab og modstand fra dem. Da retten til at fuldende beviset var opfyldt, forbød Allah ham at spilde mere tid på dem og befalede ham at rette sin opmærksomhed mod dem, om hvem der kunne håbes, at de ville tro. De var nemlig fri for lederskabets særlige sygdom. Derfor kunne man håbe, at de ville høre og følge sandhedens formaning. På dette sted befalede Allah Sin profet at ignorere de mennesker, der sprænger af stolthed og hovmod.(Arabisk******************************)»Vend dig derfor bort fra dem; du vil ikke blive dadlet for det. Men fortsæt med at formane, for formaningen gavner de troende.« – (Sura adh-Dhariyat: 54-55)(Arabisk***************************)Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham. Hvad ved du? Måske ville han rense sig, eller tage imod formaningen, så den kunne gavne ham. Den, der viser hovmod, følger du efter, selv om du ikke bebrejdes noget, hvis han ikke renser sig. Men den, der kommer til dig ivrigt og frygter Allah, ham viser du ligegyldighed. Nej, aldrig! Dette er blot en formaning; den, der vil, kan tage imod den. Den står skrevet på ærede, højt agtede og rene blade, som er i ærefulde og fromme skriveres hænder.« – (Sura ‘Abasa: 1-16)(Arabisk*******************************)»Løft ikke dine øjne mod de verdslige goder, som Vi har skænket nogle grupper blandt de vantro. Sørg ikke over deres ulykke, og bred din barmhjertigheds vinger ud over de troende.« – (Sura al-Hijr: 88)
Årsagen til denne metode i da‘wah
At profeterne fulgte denne rækkefølge, når de fremførte deres da‘wah, var ikke tilfældigt. Der er bestemte årsager til den. Nogle af dem nævner vi her.
Den første årsag: Den største og tydeligste årsag er, at almindelige mennesker i viden, handling, karakter og moral normalt følger samfundets indflydelsesrige og myndige personer. Som ordsproget siger: »Folket følger kongens gang.« Hvis samfundets og statens ledere derfor antager reformprogrammet, vil almindelige mennesker automatisk blive reformeret. Hvis de derimod står i vejen, tager almindelige mennesker i begyndelsen ikke noget skridt. Selv hvis de accepterer det, forsvinder virkningen hurtigt.
Den anden årsag: Profeterne hengav sig hverken til politisk eller økonomisk hævn mod samfundets fremtrædende klasse, og de havde heller ikke en meningsløs partiskhed for de lavere klasser. De ophidsede aldrig de lavere klasser til klassekamp mod de højere, og de forsøgte heller ikke at presse den højere klasse ned eller løfte den lavere klasse op. Den mission, de kom til verden med, kan ikke lykkes ved at erstatte én ulykke og forbrydelse med en anden. Den kan kun lykkes ved at grundlægge hele samfundet på gudsfrygt, slægtskabsbånd og frygt for det hinsidige. Derfor så de på både den almindelige og den særlige klasse med lige stor kærlighed og medfølelse. De arbejdede lige meget for, at begge kunne frigøre sig fra deres egne sygdomme og antage sundhed. I dette reformarbejde gav de dog reformen af den særlige klasse prioritet, fordi det grundlæggende er den, der er syg i samfundet, og hvis berøring gør de øvrige syge. Derfor tænkte de først på at behandle denne klasse. Hvis de kunne gøre den sund, var det ikke længere så vanskeligt at gøre de andre sunde.
De mennesker, der på den anden side drives af økonomisk hævn eller gengældelse mod den højere klasse, følger en fremgangsmåde, der er helt modsat profeternes. De sætter almindelige mennesker op mod kapitalisterne og fremkalder klassekamp. Resultatet bliver ifølge deres opfattelse et militært folkediktatur, som de anser for nøglen til al velfærd og frelse. I virkeligheden fører blodsudgydelsen blot til, at de gamle kapitalisters eneherredømme ophører, mens nye kapitalisters diktatur indtager deres plads. Det monopol på undertrykkelse, uret og tyranni, som hidtil lå hos nogle få gamle kapitalistfamilier, overgår til nogle få nye familier. Hvis revolutionen overhovedet gav verden nogen fordel, var det kun, at den slukkede den ene gruppes hævntørst og åbnede vejen for at udtrykke det begær efter undertrykkelse, uretfærdighed og magtdemonstration, som de hidtil havde holdt nede, og begynde et nyt spil. De, hvis synsfelt kun er rettet mod en sådan reform, kan uden tvivl bruge folket som redskab til at fremme deres egne interesser.
Men den revolution, som profeterne kom for at gennemføre, kan ikke fuldendes blot ved at erstatte en zar med Stalin eller Lenin. Den fuldendes ved at udrydde tilbøjeligheden til undertrykkelse og uretfærdighed hos både store og små. Derfor er sådan uro og optøjer helt i modstrid med deres mål.
Den tredje årsag: De mennesker, der står højt i et folk, er som regel også intellektuelt mere udviklede. Det er netop denne intellektuelle overlegenhed, der sætter dem på lederskabets plads. En da‘wah, hvis mål er en vigtig intellektuel og praktisk revolution, kan derfor ikke ignorere dem. Hvis disse mennesker antager en korrekt tankegang, kan de på dette grundlag lede selv de største samfundsordener. På den måde har de en særlig værdi. Hvis de ødelægges, er det ikke dem, men det samfund, de fjernes fra, der lider skade. Hvis de udslettes gennem en folkelig revolution, bliver hele samfundet som mælk, hvorfra fløden er skummet af. Når det efter revolutionens voldsomhed skal genopbygge livet og udarbejde en ny plan, kan det mærke sin egen bankerot. Da ser det klart, at der er stort behov for intellektuelle og tankemæssige evner, men at dets begavede kræfter er gået fuldstændig tabt.
Det var denne situation, der opstod efter den russiske revolutions første fase. Efter revolutionens afslutning vidste de, der fik magten, slet ikke, hvordan staten skulle styres på grundlag af deres ideologi. Resultatet blev, at de ikke selv kunne håndtere den statsmagt, de havde vundet gennem ild og blod. De måtte i stedet overlade den til de mennesker, som den var blevet taget fra. Denne gruppe havde ganske vist bøjet sig for den nye ideologi under påvirkning af massernes larm, men skjulte et intenst had og fjendskab mod den i deres hjerter. Derfor brugte de statsmagten på helt hyklerisk vis, og i deres hænder fik den første socialistiske revolution det resultat, som enhver revolution får, når den forvaltes af hyklere.
Profeternes da‘wah-metode er fuldstændig ren for denne slags fejl. De fremførte først deres da‘wah for begavede mennesker. Når personer på dette niveau både havde visdom og en god personlig karakter, voksede da‘wahens styrke straks gennem deres hjælp.خياركم في الجاهلية خياركم في الاسلام»De bedste blandt jer i jahiliyyah vil være de bedste i Islam, når de får kundskab om dīn.«
Denne hadith peger på netop denne sandhed. Det er en velsignelse ved denne da‘wah-metode, at Islam fik mennesker som Abu Bakr og Umar, radiyallahu anhuma. På den ene side optog de gennem deres begavelse da‘wahens levende væsen så fuldstændigt i sig, at de selv blev dens teoretiske fortolkere. På den anden side havde de gennem deres høje moralske og karakterlige evner så stor styrke, at de på grundlag af denne da‘wah opbyggede og ledede et fuldstændigt samfundssystem og viste verden, hvad Islam i praksis ønsker at gennemføre.
Den fjerde årsag: Denne klasse er også overlegen materielt. Materiel overlegenhed er ikke i sig selv noget ondt, som nødvendigvis skal hates. Den bliver først skadelig, når den fører til støtte for og styrkelse af falskheden. Hvis den i stedet bliver et middel til at støtte og styrke sandheden, var Salomons, alaihis salam, pragt og Dhul-Qarnayns rige en stor velsignelse; på samme måde er enhver materiel overlegenhed en stor gave og velsignelse fra Allah. Når Profeten, sallallahu alaihi wa sallam, var så optaget af at bringe da‘wah til Qurayshs ledere, havde han for øje, at hvis disse mennesker antog da‘wah, ville de materielle midler, de rådede over, automatisk blive brugt til at hjælpe og støtte Islam. Derved ville en stor magt på den ene side falde ud af falskhedens hænder, og på den anden side ville denne magt komme i sandhedens hænder og blive et stærkt sværd mod falskheden.
Enhver sand da‘wah begynder uden hjælp og midler. Derefter tilegner den sig gradvist samtidens materielle midler og underlægger sig opfindelsernes, videnskabens og kundskabens kræfter. Senere anvender den dem efter mulighed mod falskheden. Dette håber andre bevægelsers ledere også på, og det ønsker de ædle profeter ligeledes. Men der er en forskel mellem deres ønsker og profeternes ønsker. For profeterne kan de materielle midler ikke få så stor betydning, at det egentlige mål mister sin betydning. Derfor standser Allah Sine profeter, når ønsket om materielle midler er ved at overskride en bestemt grænse. Han befaler: Se ikke på de vantros verdslige rigdom. Jeres da‘wah bærer selv sit forråd og sit transportmiddel samt midlerne til sin beskyttelse og udvikling. Allah er beskytter af jeres og vores da‘wah.وَلَا تَمُدَّنَّ عَيْنَيْكَ إِلَى مَا مَتَّعْنَا بِهِ أَزْوَاجًا مِنْهُمْ زَهْرَةَ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا لِنَفْتِنَهُمْ فِيهِ وَرِزْقُ رَبِّكَ خَيْرٌ وَأَبْقَى وَأْمُرْ أَهْلَكَ بِالصَّلَاةِ وَاصْطَبِرْ عَلَيْهَا لَا نَسْأَلُكَ رِزْقًا نَحْنُ نَرْزُقُكَ وَالْعَاقِبَةُ لِلتَّقْوَى»Løft ikke dine øjne mod den pragt af verdslige goder, som Vi har givet nogle af de vantro for at sætte dem på prøve. Din Herres forsørgelse er bedre og mere varig. Befal dine husfolk at bede, og vær standhaftig i det. Vi beder ikke dig om forsørgelse; Vi forsørger dig. Og det gode udfald tilhører gudsfrygten.« – (Sura Ta-Ha: 131-132)
Den femte årsag: Profeterne, alaihimus salam, kom til verden for at grundlægge en sand livsordning, hvis grundlag er Allahs tilbedelse, troendes overvejelse, upartisk kritik, forskning og princippet om at udføre alle opgaver gennem gensidig rådgivning (shura). Her er der ingen plads til persondyrkelse. Derfor følger de naturligt først deres egne tanker og beslutninger i stedet for at følge bestemte personer. De, der ikke besidder denne egenskab, er slet ikke egnede til at fuldføre profeternes mission. Mennesker med denne evne kan findes i enhver samfundsklasse. Men man søger først ædelstene i miner, ikke i affald. Derfor henvendte profeterne sig til den begavede klasse. Så længe de ikke havde opgivet håbet om den, rettede de ikke deres opmærksomhed mod de andre.
De, der derimod ønsker at dyrke deres personligheder i stedet for principperne og målene, styrer altid deres bevægelse blandt masserne ved at undgå den intellektuelle klasse. Hvis de har politisk evne og magt, opretter de deres eget diktatur. Hvis de ikke har politisk evne, eller har evnen men ikke den nødvendige magt, forbliver de almindelige ledere. Hvis de desuden er dygtige til bedrag, hykleri og list i religiøse spørgsmål, åbner de en pir-murid-forretning. Sådanne mennesker frygter den begavede klasse, som en tyv frygter dagslys. Hele deres spil fungerer bedst i mørket, og derfor foretrækker de mørket.
Den sjette årsag: Hvis en bevægelse begyndes blandt almindelige mennesker uden den begavede del af samfundet, bliver de almindelige, der antager den, ofre for tvivl. De rammes snarere af en mindreværdssygdom, og før nogle personer fra samfundets højere klasser følger bevægelsen, kan de ikke udvikle den selvtillid, der får dem til at satse alt på revolutionen. Den psykologiske årsag er klar: Selvom de oprigtigt har antaget bevægelsen, ser de samtidig, at de mennesker, hvis intellektuelle og materielle overlegenhed de hidtil har anerkendt, ikke har antaget den. De tænker måske, at der findes en svaghed i bevægelsens filosofi, som de selv har opdaget, men som disse andre ikke har opdaget. Denne splittelse gør dem helt uegnede til bevægelsen; selv efter at have antaget den bliver de stående i rækken af dem, der forkaster den.
De ædle profeters fremgangsmåde er fuldstændig fri for denne fejl. De angreb først tankerne og ideologierne hos dem, under hvis ledelse samfundsordenen blev styret. Efter nogen tids konflikt og kamp væltede de på den ene side samtidens moralske, politiske og metafysiske filosofi, og på den anden side fjernede de de mennesker fra magten, som styrede samfundet og staten efter en falsk filosofi. På dette tidspunkt forblev almindelige mennesker neutrale og så, hvilken side der havde sandheden i kampen. Tænkende mennesker kunne allerede i den første fase forstå, at sandheden var hos profeterne, og de antog den. De, der ikke havde skarp indsigt, forblev dog nogen tid i tvivl. Men når konflikten mellem sandhed og falskhed nåede et punkt, hvor falskheden tog billige midler i brug for at hjælpe sig selv og gøre sandheden løgnagtig, blev sandheden også helt klar for dem, og de bøjede sig for den.
Disse to grupper af almindelige mennesker var lidt foran eller bagefter i at antage sandheden, men begge antog den med et langsigtet perspektiv. Derfor blev de ikke ramt af mindreværd på samme måde som den tidligere nævnte gruppe. Modstandernes indflydelse forsvandt fuldstændigt fra deres hjerter. De havde set, at modstanderne ikke havde andet bevis for at legitimere deres synspunkter end stædighed, egenrådighed og stivsind. Modstandernes bedrag, selviskhed og kunstighed blev også tydelig for dem. Derfor forsvandt deres gamle respekt for deres lederskab og indflydelse fra hjerterne. Denne erfaring skabte en følelse af overlegenhed i stedet for mindreværd. I stedet for at blive ramt af tvivl og frygt ved at modsige »de store« begyndte de, mens de hjalp sandheden, at føle en usædvanlig ære og højhed i sig selv. Dette løftede dem så højt mentalt og moralsk, at de kunne besejre enorme hære, selv om de var få, deres midler få og deres våben slidte.
Den syvende årsag: Den vigtigste for en da‘wahs varighed er at skaffe medarbejdere blandt begavede og højtstående mennesker. Hvis det ikke lykkes, kan da‘wahen ikke bestå, og folk, der følger innovationer, skaber snart en åbning i den og gør hele da‘wahen til [et ord er uklart i originalen, s. 57]. Det er tidligere nævnt om profeten Isa, alaihis salam, at ingen blandt Israels børns lærde eller ansete personer antog hans da‘wah. Han kunne kun samle nogle få tilhængere fra de almindelige lag. Der er ingen tvivl om disse tilhængeres oprigtighed, gudsfrygt og ansvarsfølelse. De gjorde deres yderste for at udbrede da‘wahen. Alligevel fordrejede Paulus snart Isas, alaihis salam, religion. Det, han især udnyttede til denne fordrejning, var propagandaen om, at Isas tilhængere var uuddannede almindelige mennesker, som derfor ikke kunne forstå hans lære og dens betydning. Han var selv ekspert i græsk filosofi og mystik. Han hævdede, at han forstod Messias’, alaihis salam, lære bedre end hans direkte tilhængere. Derfor virkede hans magi på masserne, og hans propaganda blev så indflydelsesrig, at den ikke kunne bekæmpes. Isas religion antog hurtigt en helt anden form.
Blandt dem, der antog Islam, fandtes der derimod begavede mennesker som Abu Bakr og Umar, radiyallahu anhuma. Derfor kunne de, der fulgte innovationer, ikke så let skabe sprækker i Islam. Om Islams oprindelige da‘wah kan det siges, at den trods tusind revolutioner, tusind forandringer og innovationstilhængernes voldsomme angreb stadig står uændret.
Konklusion
Af disse grunde var profeternes da‘wah-metode altid, at de først kaldte den begavede gruppe. Hvor der i stedet for delvis reform er behov for en gennemgribende reform, kan denne metode være effektiv. Hvis en islamisk orden allerede er etableret et sted, men en delvis fordrejning opstår i den, må man for at rette den henvende sig til dem, der er ansvarlige for netop denne fordrejning. Men hvor en islamisk orden slet ikke er etableret, og der i stedet for delvis reform er behov for fuldstændig reform, må da‘wah naturligvis fremføres generelt efter profeternes fremgangsmåde. Ved denne da‘wah skal landets intellektuelle og myndige klasse kaldes først, hvad enten de tilhører den muslimske nation eller en ikke-muslimsk nation. Dette var svaret på spørgsmålets første del. Nu vil vi drøfte spørgsmålets anden del.
5

Profeternes måde at henvende sig på

Det er klart, at profeterne kommer i en tidsalder, hvor det er blevet umuligt uden Allahs åbenbaring at skelne mellem sandhed og falskhed, mellem det sande og det løgnagtige, og hvor hele livsordenen i praksis er gået over fra sandhedens hænder til falskhedens. I en sådan tid findes sandheden kun hos profeterne. Uden for de grænser, de har fastlagt, kan man måske finde enkelte dele af sandheden, men den fulde sandhed er ikke mulig at finde. Derfor ville det ikke have været passende eller logisk, hvis de ærede profeter fra begyndelsen havde tiltalt folk på denne måde. For den virkelige situation er, at alt uden for deres virkeområde kun er kufr og shirk. Men enhver, der læser profeternes historie, ved, at de ikke talte sådan. Tværtimod tiltalte de folk med ord som: »O folk, o mennesker, o mit folks folk, o Skriftens folk, o jøder, o kristne, o I, der har antaget troen« og lignende.
Profeterne og sendebuddene fortsatte med denne form for kald, så længe folkets stædighed, hårdnakkethed og modstand mod sandheden ikke havde drevet dem så langt, at tiden var kommet for profeterne til at skille sig fra deres folk eller udvandre. Når et folk i sin modstand mod sandheden går så langt, at det overhovedet ikke er rede til at støtte eksistensen af sandhedens tilhængere iblandt sig, og selv de største beviser fra sandhedens forkæmpere bliver nytteløse over for dets stædighed, forlader profeterne deres folk. Først da bruger de tydeligt ord som vantro, afgudsdyrkere og lignende om dem.
Abrahams eksempel
Denne sandhed er i forvejen synlig i enhver profets da’wa, men den, der har kendskab til de forskellige stadier i især den ærede Ibrahims, alayhis-salam, og Allahs Sendebuds, sallallahu alayhi wa sallam, da’wa, kan på ingen måde benægte den. Den ærede Ibrahim, alayhis-salam, tiltalte sin far, sit folk og sin tids konge med bestemte ord. Men da der var gået betydelig tid med da’wa og tabligh, og den samlede styrke af argumenterne, beviserne og miraklerne ikke blot var blevet virkningsløs over for folkets stædighed, men ligefrem var blevet mødt som en trussel, erklærede de deres brud med deres folk. De gjorde det med ord, som tydeligt viste, at den yderste grænse for overbærenhed og tolerance over for folkets kufr og shirk nu var overskredet. Derefter erklærede de også deres had og fjendskab mod deres egne folks medlemmer. Denne konflikt fortsatte, indtil de troede på tawhid.قَدْ كَانَتْ لَكُمْ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ فِي إِبْرَاهِيمَ وَالَّذِينَ مَعَهُ إِذْ قَالُوا لِقَوْمِهِمْ إِنَّا بُرَآءُ مِنْكُمْ وَمِمَّا تَعْبُدُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ كَفَرْنَا بِكُمْ وَبَدَا بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمُ الْعَدَاوَةُ وَالْبَغْضَاءُ أَبَدًا حَتَّى تُؤْمِنُوا بِاللَّهِ وَحْدَهُ»I har et godt eksempel i Ibrahim og dem, der var med ham, da de sagde til deres folk: Vi tager afstand fra jer og fra det, I tilbeder ud over Allah. Vi forkaster jer, og mellem os og jer er der opstået fjendskab og had for altid, indtil I tror på Allah alene.« – (Sura al-Mumtahana: 4)
Sendebuddets eksempel
Situationen for Profeten, sallallahu alayhi wa sallam, og hans da’wa var nøjagtig den samme. I ingen af de suraer, der blev åbenbaret før den periode, hvor hijraen nærmede sig, finder man bevis på, at han offentligt tiltalte sit folk eller Skriftens folk med ord som vantro, afgudsdyrkere eller hyklere. Han tiltalte dem derimod med ord som »o mennesker«, »o menneskehed« og »o folk«. På tilsvarende måde blev Skriftens folk tiltalt med »o Skriftens folk« eller ord med samme betydning. Selv hyklerne blev indtil efter erobringen af Mekka tiltalt med den sædvanlige formulering »o I, der har antaget troen«. Ingen steder blev de offentligt tiltalt med »o hyklere!«
Men da Allahs religions endelige bevis var blevet fuldbyrdet over folket efter en bestemt tids da’wa og tabligh, og religionens forkastere ikke blot havde forkastet religionen, men også besluttet at dræbe dens profet, sallallahu alayhi wa sallam, udvandrede han. Han tiltalte derefter Qurayshs vantro med de klare ord »o vantro« og erklærede sit brud med deres religion. Umiddelbart før denne hijra blev den sura åbenbaret, som indeholder en erklæring om bruddet med Quraysh, ja, en krigserklæring:قُلْ يَا أَيُّهَا الْكَافِرُونَ (1) لَا أَعْبُدُ مَا تَعْبُدُونَ (2) وَلَا أَنْتُمْ عَابِدُونَ مَا أَعْبُدُ (3) وَلَا أَنَا عَابِدٌ مَا عَبَدْتُمْ (4) وَلَا أَنْتُمْ عَابِدُونَ مَا أَعْبُدُ (5) لَكُمْ دِينُكُمْ وَلِيَ دِينِ (6)
»Sig: O vantro! Jeg tilbeder ikke det, I tilbeder. Og I tilbeder ikke Ham, som jeg tilbeder. Jeg vil ikke tilbede det, I tilbeder. Og I tilbeder ikke Ham, som jeg tilbeder. Jer har jeres religion, og mig har min religion.« [Folk ønsker at fremstille denne suras afsluttende udsagn som en erklæring om gavmildhed og tolerance. Men det er helt forkert. Det er i virkeligheden en erklæring om brud og en krigserklæring. For detaljer henvises til Mawlana Hamiduddin Farahis »Tafsir af Sura al-Kafirun«.
Forskellen mellem en vantro og en person, der er involveret i vantroshandlinger
De ærede profeter udviste alle disse forsigtighedsforanstaltninger kun indtil det punkt, hvor de på ingen måde viste overbærenhed med at fastslå, at folks vantro- og afgudsdyrkeragtige handlinger var kufr og shirk. Hvis de af en eller anden grund ønskede at udvise blot en smule lempelighed i dette spørgsmål, fik de ikke tilladelse til det fra Allah den Ophøjede. Selv under vanskelige og stærkt konfliktfyldte forhold blev de vejledt til ikke at frygte nogen fare, når de skulle fastslå, at en handling var kufr eller shirk. De skulle heller ikke tage sociale eller kollektive interesser i betragtning. Årsagen kan naturligvis ikke være, at de – Allah forbyde det – ønskede at erklære folk for vantro og afgudsdyrkere. De afstod derimod kun fra dette af frygt for unødvendig uro eller af frygt for, at folk skulle vende sig bort fra kaldet til sandheden. Hvis en sådan forsigtighed med hensyn til følgerne havde været tilladt for dem, kunne de have accepteret de kompromisforslag, som de vantro fremsatte, og let have bilagt alle stridigheder. Men ingen profet tog nogensinde hensyn til en sådan forsigtighed, når det gjaldt religionen – uanset hvor stor en fare de måtte have været nødt til at møde på grund af det. Derfor må man tænke dybt over dette spørgsmål: De, der var så frygtløse og ubekymrede, når det gjaldt at fastslå kufr og shirk som kufr og shirk, hvorfor udviste de så stor forsigtighed med at kalde personer, der var involveret i kufr og shirk, vantro og afgudsdyrkere, og hvorfor ventede de så længe med at erklære bruddet med dem?
To årsager til denne forskel
Efter vores opfattelse er der to meget vigtige årsager til, at de ærede profeter, alayhimus-salam, selv om de fastslog, at vantroshandlinger og afgudsdyrkeriske handlinger var kufr og shirk, ventede med at kalde dem, der udførte disse handlinger, vantro og afgudsdyrkere og med at erklære bruddet med dem.
Den første årsag: Den første årsag er, at den irettesættelse og bebrejdelse, som Allah den Ophøjede har over for Sine tjenere, først finder sted, når det endelige bevis er blevet fremlagt, og den fuldstændige tabligh er gennemført. Hvis det havde været tilladt at straffe folk eller vise vrede mod dem uden først at fremlægge det endelige bevis og gennemføre tabligh, ville Allah den Ophøjede ikke have sendt profeterne. Derfor var det nødvendigt, at profeterne før de erklærede folk for vantro og brød med dem, gav dem mulighed for, at Allahs bevis kunne blive fuldbyrdet over dem. Således ville der efter deres forkastelse af Allahs religion ikke være nogen anden grund tilbage hos dem end stædighed og hårdnakkethed. For at fuldbyrde beviset er det nødvendigt at udbrede religionen og undervise i den gennem en bestemt periode. I den tid, hvor profeterne ikke kommer, bliver vildfarelsens mørke så dybt, at selv fremtrædende mennesker ikke kan finde vej i det, for slet ikke at tale om almindelige mennesker. Derfor har ethvert folk behov for forkyndelse og oplæring. Da alle former for vildfarelse slår rod i hjerterne som forfædrenes skikke og traditioner, og da nogle menneskers interesser også er knyttet til dem, bliver det nødvendigt at kæmpe gennem en betydelig periode for at rykke dem op med rode. Profeterne og sendebuddene deltager tålmodigt i denne kamp gennem lang tid. Til sidst bliver sandheden så tydelig, at ingen andre end dem, hvis interesser er knyttet til falskheden, kan benægte den. Når tablighens ret er blevet fuldbyrdet så langt, bliver det tilladt for profeterne at skille sig fra dem, der forkaster sandheden, ved offentligt at erklære deres kufr og shirk.
Den anden årsag: Den anden årsag er, at når hele samfundsordenen fortsætter med at være bygget på falskhedens grundlag i stedet for sandhedens, bliver det også umuligt for dem, der ønsker at følge sandheden, at gøre det. På dette tidspunkt trænger fordærvelsen ind på alle livets områder i en sådan grad, at selv en bevidst og årvågen person ikke kan trække vejret uden at sluge noget af dens gift. Hvis profeterne og sendebuddene i denne situation uden at tage forholdenes sårbarhed i betragtning havde pålagt folk en dom om kufr og erklæret bruddet med dem, ville det have været den største uret mod mange. Derfor begyndte de ikke straks en kampagne for stædighed ved at udstede domme om kufr og erklære brud. I stedet forsøgte de gennem da’wa og forkyndere at skabe et sådant gunstigt miljø, at sandhedens tilhængere kunne leve efter deres principper. Når dette miljø begynder at tage form, og vejen til et liv i overensstemmelse med sandhedens tilhængeres livsførelse åbner sig, selv om den stadig er snæver og vanskelig, kommer tiden til at erklære de vantroshandlinger, der udføres af dem, som forlader sandhedens vej og hurtigt går ad falskhedens vej alene for deres egen selvtilfredsstillelse, luksus, ydre pragt og trang til at vise sig frem, og til at bryde med dem.
Den nuværende situation
Hvis vi ønsker at finde vejledning fra dette fremragende eksempel fra profeterne i den nuværende situation, er det klart, at det miljø, der hersker i hele verden i dag, på mange måder svarer til tiden efter profeternes komme var ophørt. Der er ingen tvivl om, at Allah den Ophøjedes Bog stadig findes iblandt os i uændret form. Derfor har verden i dag ikke behov for en ny profet, og den vil heller ikke få behov for nogen ny profet indtil Dommedag. Men den ordning, som vores sharia havde godkendt til at vejlede skabningerne og holde muslimerne fast på sandheden, var khalifatets ordning. Denne ordning er for længst forsvundet. Derfor kan man i nogen grad sige, at menneskene i verden er ude af stand til at håndtere den fordærvelse og vildfarelse, som de i dag er nedsænket i. Vi har i kapitlet »Fejl i den almindelige metode for tabligh« i denne bog udførligt forklaret, at Allah den Ophøjede efter Allahs Sendebud, sallallahu alayhi wa sallam, har lagt ansvaret på muslimerne for endeligt at fremlægge beviset for verden indtil Dommedag. Allah den Ophøjede har også angivet metoden til at udføre dette ansvar. Det vil sige, at muslimerne skal etablere khalifatets ordning. På den ene side skal den kalde verdens mennesker til velfærd og godhed, og på den anden side skal den gennem påbuddet om retfærdige handlinger og forbuddet mod uretfærdige handlinger (al-amr bil-ma’ruf wa-n-nahy ‘an al-munkar) holde muslimerne fast på den rette vej. Fordi khalifatets ordning ikke længere eksisterer, er denne verden blevet fanget under en falsk ordning. Falskheden er så stærkt og prangende udbredt på alle områder af livet, at der i den nuværende livsorden ikke længere er nogen plads tilbage til sandheden. Uddannelsessystemet, kultursystemet, samfundssystemet, det politiske system og alle andre områder har fjernet sig fra sandheden og er sat til at hjælpe og støtte falskheden. Selv hvis der under denne ordning udføres en større eller mindre handling i islams navn, hjælper den på grund af det ugunstige miljø i vor tid i virkeligheden falskheden. Fromme mennesker, som oprigtigt ønsker at følge sandhedens og retfærdighedens vej, kan i dag ikke bevæge sig blot nogle få skridt ad sandhedens vej uden hindringer. Hvis en fjern person giver dem råderum blot for en tid, bringer en nær person dem i vanskeligheder og vil på ingen måde tolerere, at de bevæger sig fremad ad den vej, de selv har valgt.
Den ærede Masih, alayhis-salam, siger: »Syndens vej er bred, og der er mange rejsende på den. Men dydens vej er snæver, og der er meget få rejsende på den.«
Denne sandhed kan ses med egne øjne i dag. Der ligger en bred og uhindret vej til falskhedens bestemmelsessted. På begge sider står skyggefulde træer. Der er også hurtige transportmidler og en vejviser til sikkerhed. Ved hvert bestemmelsessted findes overflod af luksus. Man kan nå frem til den sikre destination, når man ønsker det.
På sandhedens vej møder man derimod en hindring allerede ved det første skridt. Hvis man modigt kan fjerne denne hindring, lurer der fare ved hvert eneste efterfølgende skridt. Fra rejsens begyndelse til dens slutning vil man ved hvert skridt møde andet end fare. I dag er der kun få, som har mod til at betræde denne vej med deres hoved højt hævet. I denne sårbare og forvirrede tidsalder er det derfor ikke overraskende, at folk afviger fra vejledningen og går ind på vildfarelsens vej. Hvis noget er overraskende, er det, at de fortjener ros i stedet for bebrejdelse og bør tages ind til hjertet i stedet for at blive afskåret og kastet bort.
De mennesker, der trods så ugunstige forhold har holdt troens lys levende, ville være blevet særdeles gode muslimer, hvis de havde haft et gunstigt miljø. Derfor bør man i stedet for at erklære dem berøvet troen og hade dem på grund af deres fejl og mangler eller deres ubevidste eller tvungne deltagelse i vildfarelse forsøge at vække bevidsthed og følelse hos dem om islams og troens sande krav.
6

Den trinvise rækkefølge i formidlingen af dīn

De ædle profeter, fred være med dem, fulgte en bestemt rækkefølge, når de kaldte folk. Denne rækkefølge byggede på en væsentlig strategi for daʿwa-arbejdet. Hvis man vender denne rækkefølge på hovedet, forsvinder strategien og visdommen i den. Det har vi allerede nævnt. På samme måde tog profeterne og sendebuddene også hensyn til en bestemt rækkefølge, når de fremlagde deres budskaber for folk. Denne rækkefølge har stor betydning for udbredelsen af dīn. Hvis man ikke tager hensyn til den, risikerer hele arbejdet at blive spildt, og formålet med at udbrede dīn kan endda blive modarbejdet. Derfor vil vi her behandle den rækkefølge, som det er nødvendigt at følge, når dīn præsenteres for folk.

Begyndelsen på profeternes daʿwa

Profeterne kommer altid i en tid, hvor den sande dīns ordning er blevet fuldstændig forstyrret, og en jāhilī-ordning har taget hele samfundet i besiddelse. Derfor fremhæver profeterne først daʿwaen til de grundlæggende forhold, som et rent islamisk samfund bygges på. Disse grundlæggende forhold er tre:

1. Troen på Allah – med fuldstændig tawḥīd.
2. Troen på risālaen – med fuldstændig lydighed.
3. Troen på det hinsides – med fuldt ansvar.

Når disse tre ting forvrides, begynder samfundet straks at bevæge sig mod jāhiliyya. Når forvrængningen breder sig vidt, dækkes hele samfundet af jāhilliyyas mørke. Omvendt begynder samfundet at bevæge sig mod islam, så snart disse tre ting bliver tydelige; og når de er fuldt udfoldede og står klart frem, træder samfundet ind i dīnens fulde lys. Troen på disse tre ting er så dybt forankret i menneskets natur, at de kun sjældent er blevet benægtet i verden. Men Satan ved meget vel, at den sande livsordning er grundlagt på disse tre ting. Derfor har han altid bestræbt sig på, uanset hvordan, at skabe en eller anden åbning i dem. Den virkelige situation er således, at ligesom disse tre ting kun sjældent er blevet direkte benægtet, er de under Satans påvirkning også kun sjældent blevet accepteret korrekt og fuldstændigt. I troslæren har verden hverken altid forkastet dem eller altid accepteret dem rigtigt. I de fleste tilfælde findes benægtelse sammen med anerkendelsen. Det er netop for at befri folk fra denne tilstand, at Allah den Ophøjede gennem tiderne har sendt profeter og sendebud.

Et problem på daʿwaens vej

Denne sammenblanding af sandhed og falskhed gør daʿwa- og reformarbejdet vanskeligt og tidskrævende. Hvis man kun skulle bekæmpe falskheden, kunne den let besejres. Men hvor sandhed og falskhed er blandet sammen, og sandheden bruges som et skjold til at hjælpe falskheden, må sandhedens forkæmpere, før de kan træffe effektive skridt til sandhedens hjælp, gå ind i en stor kamp. Formålet med denne jihād er at bevise over for folk, at hvis der i den bestående ordning findes blot en smule sandhed, er det ikke for sandhedens skyld, men for at tjene falskheden.

Profeterne og sendebuddene samt de mennesker, der kalder verden til den sande dīn, må som regel kæmpe mod mennesker med denne slags forvrængede trosforestillinger. Disse mennesker indgår et kompromis mellem Allahs dīn og deres egne begær, opstiller en ny og anderledes ordning og fører den frem under den gamle ordnings navn. Da de bruger Allahs dīn som skjold for at beskytte deres falskhed, er det ikke muligt at angribe dem direkte med fuld frihed. Man må i stedet gradvist adskille den del af sandheden fra deres tro og handlinger, som er sand, fra den del, der er falsk. Da hver enkelt falskhed hos dem efterhånden samles under betegnelsen sandhed, bliver det så vanskeligt at skille den ad, at de opfører en fæstning omkring hver af dem. Så længe de ikke mister håbet om at forsvare dem, er de ikke rede til at opgive dem.

Dette arbejde tager meget lang tid. Det kræver vidt udsyn, ekstrem tålmodighed og dyb indsigt. Når en person mener om mennesker, at deres benægtelse også er forbundet med en form for anerkendelse, vil han naturligt behandle falskheden mildt. Denne mildhed gavner i stedet for sandheden falskheden.

To ting skal tages i betragtning ved undervisning og opdragelse

Som følge af denne konflikt bliver de mennesker, der med oprigtigt sind forpligter sig til at knytte sig til den rene sandhed og afbryde forbindelsen til falskheden, til en jamāʿa. Profeterne og sendebuddene lærer først disse mennesker noget, hvorved de på den ene side på den bedste måde knytter deres forhold til Allah, og på den anden side selv bliver forenede som en mur støbt af bly. Principperne for at knytte tjeneren korrekt til Allah udspringer af de tre principper, der er nævnt ovenfor. For de mennesker, der har accepteret de nævnte tre grundprincipper, er det ikke vanskeligt at acceptere disse principper. Når en religiøs person først har accepteret et grundprincip, kan han ikke nægte at acceptere dets uundgåelige følge. For efter at hovedsagen kort er blevet beskrevet, kan dens nødvendige bestanddele beskrives udførligt.

Profeterne kastede dog ikke disse bestanddele tilfældigt foran folk ud fra den antagelse, at de let ville acceptere dem, fordi de allerede havde accepteret hovedsagen. De fulgte tværtimod en fornuftig rækkefølge. Det er netop i denne kontinuerlige arbejdsproces, at deres missions succes ligger. Ved opdelingen af denne rækkefølge tages der hensyn til to ting: (1) jamāʿaens mentale og intellektuelle kvalifikationer, og (2) jamāʿaens samlede styrke. Disse to ting kræver en vis overvejelse.

Mentale og intellektuelle kvalifikationer

Med mentale og intellektuelle kvalifikationer mener vi, at der findes en kæde eller sammenhæng mellem dīnens påbud og undervisning. Der findes grundlæggende principper; fra dem udledes visse indledende principper; på deres grundlag opbygges den grundlæggende undervisning; og derfra opstår de tilknyttede grene og undergrene. Den, der lærer dīn på denne sammenhængende måde, udvikler på hvert trin på den ene side den nødvendige evne i sig selv til det næste trin, og på den anden side bliver han i stand til at forstå hele den ordning, der findes i den.

Et fuldstændigt eksempel på dette er, at et barn først lærer vokaler og konsonanter, derefter lærer at danne ord med dem, derefter lærer at læse ord og sætninger, og til sidst får en hel tekst forelagt. Da han har fulgt en kæde trin for trin fra bogstaver til sætninger, har han på hvert trin selv forstået den kvalifikation, der kræves til det næste, og intet er blevet en byrde for hans natur. Da enhver kvalifikation kræver at blive anvendt, føler han af sig selv en trang i sin natur til at bevæge sig fra ét trin til det næste.

På den anden side har en person måske ikke fået dīn på denne måde; dens forskellige dele er i stedet blevet lagt frem for ham uden vanskeligheder, men også uden sammenhæng. Han kan sammenlignes med et barn, foran hvem man har lagt en sætning uden at lade ham gennemgå de indledende trin. Han vil måske kunne gentage sætningen og lære den udenad ved hjælp af sin hukommelse. Men den vil for altid være en byrde for hans hukommelse og kan aldrig blive en del af hans naturlige evner.

De ædle profeter, fred være med dem, anvendte aldrig denne metode, når de præsenterede dīn. De fulgte derimod en naturlig og logisk rækkefølge. Derfor accepterede den, der tog imod dīn, den af en indre trang i sin egen natur. Hele dīn fæstnede sig dybt i hans tænkning, bevidsthed, hjerte og sjæl. Det er gennem denne proces, at der skabes en urokkelig īmān i mennesket, som ikke kan skilles fra hjertet, selv efter at det er blevet kløvet i to med en sav. Gennem denne proces næres smagen af taqwā, som ikke er rede til at tåle noget, der strider mod dīnens ånd, selv i de fjerneste hjørner af livets mangfoldige aktiviteter.

De mennesker, der ikke ønsker at forstå denne ordning i dīn og skønheden i profeternes daʿwa-metode, ønsker at gøre folk regelmæssige ikke blot i de obligatoriske bønner, men også i tahajjud, ishraq og andre bønner, før de har givet dem kendskab til Allah. Før de har skabt trosforestillingen om profetens nødvendighed og lydigheden mod ham, går de rundt og måler folks skæg, overskæg samt længden og bredden på deres skjorter og bukser. Før de har skabt en fast tro på det hinsides, ønsker de at se taqwā, gudsfrygt, oprigtighed, høflighed, ydmyghed og mildhed hos folk.

Som følge af deres omvendte bestræbelser bliver skægget måske så langt som en håndsbredde, bukserne kommer ned til deres laveste grænse, og en kunstig fattigdom kommer måske til udtryk i hvert forhold: i gang, i det at rejse sig og sætte sig, i samtale og i alle andre ting. I mad og drikke samt i alt, hvad der spises og drikkes, bliver personen måske tilsyneladende en, der følger sunnaen. Men da disse ting skabes på en ufornuftig og unaturlig måde, er denne udstillende taqwās kendetegn ikke mere end dette: »Man sorterer fluen fra, men sluger kamelen.«

De, der besidder denne slags taqwā, ser ikke på, om den mundfuld mad, der passerer deres strube, er ren og tilladt eller er tjent ved at tjene ṭāghūt. Men efter at have slugt denne haram-mundfuld mad lægger de ubegrænset vægt på at drikke vand med højre hånd i stedet for med venstre. Disse menneskers religiøse synspunkt er, at hvis en persons niyya er rigtig, kan han under enhver falsk ordning varetage embeder som politibetjent, distriktsadministrator, parlamentsmedlem og lignende, samtidig med at han behager Allah og løfter islams banner.

Blandt disse såkaldt fromme mennesker findes også en, der er stolt af sin lykke, fordi han har fundet en from svigersøn til sin datter, hvis bukser aldrig falder under læggene, og som er discipel af en bestemt hazrat. Men han ser aldrig på, at den metode, hans svigersøn har valgt til at tjene sit levebrød, er noget, som ingen muslim med īmāns følelse overhovedet kunne forestille sig.

Hovedårsagen til denne åndelige fallit er, at der i lang tid ikke er opstået nogen daʿwa, som har præsenteret hele dīn sammen med dens velordnede metode og på hvert trin klart har fremlagt den del af dīn, der er nødvendig for folk, sammen med de uundgåelige krav, der følger af den. Tværtimod er de, der har begyndt et eller andet daʿwa-arbejde, på grund af manglende forståelse af det egentlige behov og manglende kendskab til dīnens ordning begyndt, hvor de selv ønskede. Selv hvor der har været en smule religiøs bevidsthed, har den været så forvrænget og livløs, at den ikke blot ikke kan danne grundlag for en rigtig daʿwa; det er måske heller ikke muligt at begynde en rigtig daʿwa, så længe den bevares.

Organisatorisk kvalifikation

Lad os også tænke over den samlede styrke, som de ædle profeter tog hensyn til, når de præsenterede dīn. Når man overvejer dīnens påbud, bliver det klart, at de er af to slags: (1) individuelle påbud og (2) kollektive påbud. De individuelle påbud gælder den enkelte og skal opfyldes på individuelt niveau, såsom bøn, faste, at bruge penge på Allahs vej og lignende. De kollektive påbud har forbindelse til jamāʿaen. Når jamāʿaen er kommet til eksistens, bliver det obligatorisk for den at opfylde disse påbud, såsom love, der vedrører samfund, politik og jihād.

Når man kalder folk til de individuelle påbud og underviser dem i dem, må man tage hensyn til den enkeltes forståelsesevne og evne til at optage ting. Det er ikke rigtigt at lade en regn af påbud og forbud falde over ham. Ellers kan han blive skræmt og opgive alt. Det er også meget vanskeligt organisatorisk at vurdere, om han har evnen til at bære byrden af den anden slags påbud, som man lægger på ham.

Profeterne, fred være med dem, modtog direkte vejledning fra Allah i denne sag. Påbud og forbud blev nemlig åbenbaret til dem under hensyntagen til fællesskabets evne til at optage dem. De, der ønsker at lede en jamāʿa efter profeternes metode, må naturligvis arbejde fuldstændigt gennem ijtihād på dette område. Så længe de ikke fuldt ud kan vurdere stadierne i åbenbaringen af dīnens påbud, deres tids særlige forhold samt forskellen mellem en profets jamāʿa og en ikke-profets jamāʿa, kan deres skridt aldrig falde på den rette vej. Der vil altid være fare for, at den organisation, de leder, før den når sikkert i havn, rammer et klippeskær og bliver knust.

De, der ikke er bekendt med dette, ser hele Koranen foran sig og forestiller sig, at den blev åbenbaret i sin helhed på én dag, og at alle dens påbud og forbud skulle træde i kraft på samme tid. Derfor vil de på den ene side fortsætte med at kalde til tawḥīd, mens de på den anden side indfører islams retssystem. På den ene side begynder de at forklare kufr og ṭāghūt, mens de på den anden side sender et ultimatum til ṭāghūt. Af dette bliver det klart, at muslimerne slet ikke ved, hvor nøjagtigt man må vurdere organisationens samlede styrke og evne, når en bevægelse opstår for at erstatte et områdes jāhilī-ordning med en islamisk ordning, eller hvor stort et tab en lille fejl kan medføre.

Det er ikke nødvendigt her udførligt at forklare, at de påbud i Koranen, der vedrører samfund og politik, først blev åbenbaret, da den islamiske stat faktisk var blevet etableret. I åbenbaringen af disse påbud findes der en fuldstændig balance i rækkefølgen. Først da muslimernes antal og styrke var nået til det punkt, hvor de kunne opbygge en selvstændig samfundsordning, og de havde fået et frit og suverænt territorium, blev det sidste påbud om at afbryde forbindelsen til kufr-ordningen givet.

Ud fra dette kan man sige, at også i nutiden kan påbuddene om at afbryde enhver form for social forbindelse med kufr-ordningen først træde i kraft, når muslimerne er i stand til at lede en selvstændig samfundsordning og økonomisk ordning. Når muslimerne derefter som en uovervindelig styrke når det punkt, hvor de kan indføre og håndhæve Allahs lov på Allahs jord, vil de islamiske regler vedrørende international politik blive præsenteret for dem.

Ligesom en studerendes mentale og intellektuelle kvalifikationer gradvist udvikler sig, vokser en organisations materielle styrke og evne også gradvist. De, der står i spidsen for organisationen, må med et yderst vågent sind måle dens styrke og evne. Hvis man uden en korrekt vurdering lægger en byrde på organisationen, bliver resultatet, at den styrke, som den har opbygget gennem lang tid, går fuldstændig tabt. Det er denne sandhed, som ʿĀʾisha, måtte Allah være tilfreds med hende, har henvist til.Arabisk*****»Det første, der blev åbenbaret i Koranen, var en mufassal-sura, hvori Paradis og Helvede blev nævnt. Da folk derefter var kommet ind inden for islams grænser, blev reglerne om det tilladte og det forbudte åbenbaret. Hvis påbuddet i den allerførste tid var kommet: ›Drik ikke vin‹, ville folk have sagt: ›Vi vil aldrig opgive at drikke vin.‹ Hvis der var blevet åbenbaret: ›Begå ikke utugt‹, ville folk bestemt have sagt: ›Vi vil aldrig opgive utugt.‹« – (Bukhārī, Faḍāʾil al-Qurʾān, afsnittet om Koranens samling og ordning.)

7.

Metoden for da’wa

I visse religiøse kredse har en forestilling bredt sig – Gud ved hvorfra – om, at den ideelle og profetiske metode til tabligh er at tage af sted for at udbrede religionen med en stav i hånden og lidt ristede kikærter i en pose. Man skal ikke have sko på fødderne eller en kalot på hovedet. Man skal vandre fra landsby til landsby og begynde at prædike for enhver, man møder, hvad enten han vil lytte eller ej. Når man passerer en by og ser to eller fire mennesker samlet et sted eller ved et vejkryds, skal man straks begynde en prædiken og formaning foran dem. I togvogne, på stationer, på markeder og på vejene – overalt hvor man ser en menneskemængde – skal man begynde at prædike. Man skal trænge ind i enhver forsamling, skaffe sig en plads ved enhver konference og klatre op på enhver talerstol. Folk skal blive rædselsslagne over deres forfølgelse, men de skal optræde som Guds hær og sætte sig på nakken af enhver. Folk skal skjule sig af frygt for deres spørgsmål og svar, og undertiden blive så irriterede, at de opfører sig uhøfligt og dårligt; men de skal fortsætte deres arbejde med iver og travlhed. Hvor der holdes prædikener, skal de prædike. Hvor der ønskes mawlid-oplæsning, skal de afholde mawlid. Hvor der opstår behov for en debat med modstandere, skal de straks gå ind i debatten.

Dette er den egentlige metode for tabligh, og dette er den oprigtige muballighs synspunkt – et synspunkt, der findes i mange fromme menneskers sind. De benægter ganske vist ikke, at de nuværende, udviklede og videnskabelige metoder til tabligh og undervisning har visse fordele; men efter deres opfattelse er den velsignelsesrige metode netop den, som profeterne og sendebuddene ifølge deres egne forestillinger anvendte.

Efter vores mening skyldes deres opfattelse af denne metode som profeternes metode dels deres uvidenhed om profeternes metoder og dels deres ønske om, at den metode, de selv har valgt – en metode, de ikke evner at erstatte med nogen anden – skal vise sig at være værdig og hellig. Ud fra det, vi har studeret om profeternes tabligh-metoder, er vi nået til den konklusion, at den metode, profeterne og sendebuddene anvendte, var særdeles udviklet og den bedste set i forhold til deres tidsalder. Denne metode ændrer sig desuden med ændrede forhold og civilisationens udvikling. Dette beviser, at det ikke er rigtigt at holde fast ved én bestemt metode på dette område. Man bør i stedet anvende den metode til at fremføre sandheden, som er blevet udviklet i ens egen tid, og som gør det muligt at anvende ens anstrengelser og evner mere effektivt.

Metoden til da‘wah er også blevet udviklet sammen med videnskabens og kundskabens fremskridt.

Det vigtigste her er, at de ærede profeter ikke var afhængige af én bestemt metode til da‘wah. I takt med verdens videnskabelige udvikling blev deres metoder til forkyndelse og oplæring også ændret. I civilisationens tidlige fase, da læse- og skrivekunsten endnu ikke fandtes, foregik profeternes forkyndelse og undervisning mundtligt. De lærte folk nogle grundlæggende principper om godhed og sandfærdighed mundtligt, og folk lærte dem udenad. De blev overleveret til deres tilhængere fra generation til generation. Når de med tiden blev glemt eller blandet med andre ting, sendte Allah en profet, som genoplivede denne lære på helt ny vis. Så længe skrivekunsten ikke var opfundet, måtte tabligh bygge på personlig kontakt, mundtlig fremstilling, overlevering og tilhørernes hukommelse. Men da folk blev i stand til at skrive og opdagede en bedre måde at bringe noget videre til andre og bevare det iblandt dem, anvendte profeterne også denne metode. Således skrev profeten Musa, fred være med ham, Toraens bud ned på tavler til sit folk i stedet for kun at undervise dem mundtligt. Araberne blev på samme måde undervist i religionens lære i skriftlig form ved hjælp af pennen. Allah har nævnt denne gunst og sagt, at de blev undervist gennem skriften i stedet for udelukkende mundtligt. Dette er en mere udviklet og sikker undervisningsmetode. Den hellige Koran siger:اقْرَأْ وَرَبُّكَ الْأَكْرَمُ الَّذِي عَلَّمَ بِالْقَلَمِ عَلَّمَ الْإِنْسَانَ مَا لَمْ يَعْلَمْ“Læs! Din Herre er den Mest Ædle, Han, som lærte ved pennen og lærte mennesket det, som det ikke kendte.” (Sura al-‘Alaq 3-5)

Dette vers gør det klart, at det er en særlig gunst fra Allah, at Han lærte mennesket at bruge pennen og gjorde denne udviklede metode til et middel til religionens forkyndelse og undervisning. Som følge heraf fik de adgang til Koranen, Allahs største velsignelse. Koranen har flere steder antydet den overlegenhed, som den penne- og bogbaserede undervisningsmetode har sammenlignet med mundtlig undervisning. Det er ikke stedet for en længere drøftelse af dette. Det, vi her vil fremhæve, er, at den tabligh-metode, profeterne indførte, ikke er fastlåst, livløs eller ubevægelig. Den ændres og udvikles tværtimod sammen med menneskehedens åndelige og intellektuelle udvikling. Med videnskabens og civilisationens gradvise udvikling er menneskenes arbejdsredskaber og midler til kundskab også blevet udvidet. Det er først og fremmest sandhedens kaldere, der har ret til at drage størst fordel af dette. Profeternes arbejdsprincip peger i samme retning. I vor tid har radio, fjernsyn, film, trykpresser og lignende for eksempel bragt menneskenes muligheder for forkyndelse, propaganda og undervisning fra ét niveau til et andet. Enhver tale, stor eller lille, kan på få minutter bringes fra den ene ende af verden til den anden. Folk med indsigt over hele verden kan på få dage informeres om enhver større bevægelse. Selv meget vanskelige budskaber kan let forklares for alle, almindelige såvel som fremtrædende. I denne tid bruger falskhedens tilhængere disse redskaber til efter behag at sprede enhver form for falskhed over hele verden. Videnskabens moderne opfindelser har gjort afstandenes udstrækning meget mindre. De uoverstigelige bjerge og have mellem to folk udgør i dag ikke længere en væsentlig hindring. Hvor en lærer tidligere kun kunne tale til de elever, der sad foran ham, kan han i dag, hvis han ønsker det, tale til hele verdens befolkning på samme tid. Det, som tidligere ikke kunne indlæres trods måneders undervisning, kan i dag ved hjælp af moderne videnskabeligt udstyr let forklares for alle i en by med få timers mellemrum.

Derfor er det i dag nødvendigt at få disse redskaber i hænde til sandhedens forkyndelse. Hvis sandhedens tilhængere ignorerer disse midler med den begrundelse, at de ærede profeter ikke anvendte dem til at forkynde Allahs religion, men personligt gik til hvert enkelt menneske og bragte da‘wah til dem – og at den bedste metode for os derfor skulle være aldrig at røre disse ting, men at gå fra hus til hus med religionens budskab – så er det ikke en efterligning af profeternes tabligh-metode. Det er tværtimod en stor vildledning og et bedrag fra Satan. Han har lagt dette net af sammensværgelse ud for religionens kaldere. Mens han ved at følge sin såkaldt fromme metode kan få sit budskab frem til to mennesker, vil falskhedens tilhængere anvende videnskabelige medier og på en yderst virkningsfuld måde bringe deres falskhed til tusinder, hundredtusinder eller endog millioner. Satan har med denne slags bedrag svækket flertallet af sandhedens tilhængeres indsats og evner og gjort sin egen vægtskål tungere end deres. Til sidst er de blevet hægtet bagefter på alle livets områder, mens Satan er gået frem og leder folkene. Der er nu ingen forbindelse tilbage mellem de to gruppers anstrengelser. Denne tilstand vil fortsætte, indtil sandhedens tilhængere lærer at bruge denne enorme kraft i sandhedens tjeneste. I dag er denne kraft fuldstændig under sataniske kræfters kontrol og beskæftiger sig med falskhedens tjeneste.

Den sociale udvikling må også bruges i da‘wahens tjeneste

Ligesom da‘wah-metoden må være højt udviklet ud fra et videnskabeligt synspunkt, så man kan møde falskheden med fuld styrke, må man også drage fordel af den udvikling, der er sket i livsførelsen socialt og i bredere forstand, så da‘wah i tidens målestok kan blive fuldt virkningsfuld. Derfor er det nødvendigt at leve sammen i samfundet, omgås hinanden, udveksle synspunkter, lade andre høre ens mening og lytte til andres meninger. Hvis en metode til kollektiv udførelse af arbejde er udbredt, og den ikke rummer nogen moralsk eller religiøst ulovlig skade, må sandhedens tilhængere også deltage i den og bruge den til sandhedens forkyndelse. Blandt de metoder, der fandtes i samfundet på Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, tid, anvendte han dem i da‘wahens tjeneste, som egnede sig til dette.

Da han i begyndelsen ønskede at informere lederne af sin slægt, som også i egentlig forstand var folkets ledere, om sit formål, valgte han den metode at give Ali besked på at arrangere et festmåltid og invitere hele Muttalib-stammen. Ali udførte ordren. Hele Muttalib-stammen samledes. Hamza, Abu Talib og Abbas deltog alle i måltidet. Da folk havde spist, rejste profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sig og holdt en tale. Dens korte indhold var: “Jeg er kommet til jer med noget, som er nøglen til lykke i både denne verden og det hinsidige.” Til sidst spurgte han de tilstedeværende: “Hvem af jer er parat til at blive min ledsager i at bære denne tunge byrde?” Alle sad tavse. Efter at have ventet et stykke tid rejste Ali sig fra et hjørne og sagde med følelse: “Selv om mine øjne gør ondt, selv om jeg er svag, og selv om jeg er den yngste af jer, vil jeg være din ledsager.”

Ud over denne metode anvendte Allahs Sendebud også andre almindelige metoder, der var nyttige for tabligh. For eksempel opsøgte han selv de ledende mænd i Mekka og Ta’if for at fremlægge da‘wah for dem. I pilgrimsperioden mødtes han med stammelederne for de stammer, der slog telte op omkring Mekka, og inviterede dem til islam. Han sendte udsendinge til særligt fremtrædende personer i forskellige områder. I Arabien blev der afholdt sæsonmarkeder. Folk fra alle samfundslag deltog. De var ikke kun steder for køb og salg, handel og fornøjelse; der blev også afholdt markeder for viden, videnskab og litteratur. Allahs Sendebud besøgte også disse markeder og skabte en mulighed for at præsentere religionens da‘wah for folk. Han inviterede mange mennesker gennem breve.

Kort sagt: Blandt de metoder, der på den tid blev udviklet for at bringe folk nærmere noget eller selv komme nærmere folk, anvendte profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, dem fuldt ud i da‘wahens tjeneste, hvis de ikke rummede en moralsk fejl. I enhver tids sociale og kulturelle liv er folk fortrolige med de metoder, der er udviklet i den tid. Derfor er det nødvendigt at anvende metoder, der passer til deres temperament, når man arbejder og omgås dem. Man må møde folk på den måde, de selv ønsker at mødes på, forsøge at tale til dem på den måde, de ønsker at lytte, og tage den arbejdsmetode til sig, som de anser for virkningsfuld.

Hvis nogen afstår fra disse arbejdsmetoder blot fordi de strider mod hans egen smag, fordi han ikke evner at anvende dem, eller fordi de tidligere generationer ikke anvendte dem, og derfor efter hans opfattelse ikke er ideelle, vil den uundgåelige følge vise sig som fiasko i hans forkyndelsesarbejde. Hvor ædelt og oprigtigt hans formål end er, vil det ikke kunne redde hans arbejde fra dette sørgelige resultat. Hvis nogen i dag rejser til et europæisk eller amerikansk land med religionens da‘wah, bliver det nødvendigt for ham at anvende de metoder, der er almindelige i landets sociale og kulturelle liv, for at øge sin kontakt med folk og udbrede sine tanker iblandt dem. Hvis han ikke kan eller vil gøre dette, men er fast besluttet på at gå fra gade til gade og lære folk trosbekendelsen og bønnen, vil han – hvor oprigtig han end er – på grund af denne urimelige indstilling gøre alle sine bestræbelser forgæves, og trosbekendelsens og bønnens værdighed vil også blive vanæret.

Sandhedens kaldere bør blot være så forsigtige, at de ikke anvender de nutidige, anerkendte og udbredte metoder, som rummer en moralsk fejl. Hvis en sådan fejlbehæftet metode i et særligt tilfælde nødvendigvis må anvendes, skal den først renses for den moralske fejl. I begyndelsen steg profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, op på toppen af Safa-bjerget og råbte for at vække sit folk af uopmærksomhed og tiltrække dem til sit budskab. I det hedenske Arabien bestod denne metode oprindeligt i, at den, der råbte for at udtrykke en overhængende fare, tog alt sit tøj af og stod helt nøgen. På arabisk blev han kaldt “den nøgne advarer”. Allahs Sendebud anvendte metoden til den nøgne advarer for at vække folk, men fordi nøgenhed er den yderste skamløshed og umoral, rensede han metoden for denne fejl.

Af dette eksempel kan vi konkludere, at hvis de møde- og massebaserede former for forkyndelse, der er udviklet i vor tid, har en dårlig side, er der ingen grund til straks at afvise dem. Det, man skal gøre, er at rense metoden for fejl og bruge den til sandhedens formål.

De utallige metoder, som de civiliserede lande har udviklet til at sprede enhver bevægelse blandt folket, anvendes i dag aktivt til at sprede uvidenhed og hedenskab; på samme måde kan de gøres meget aktive i udbredelsen af godhed og velfærd. Det eneste, der kræves, er at rense dem for den skadelige side og drage fordel af dem. Problemet er imidlertid, at de mennesker, der i dag anvender disse metoder, bruger dem i en yderst ringe form selv til de bedste formål. Hvis man for eksempel vil samle penge til et så helligt formål som jihad, arrangerer man en underholdningsfest eller et marked. Kvinders skønhed, uanstændighed og skamløshed gøres til middel til at samle penge. Hvis der skal indsamles midler til den ædle opgave at hjælpe muhajir-flygtninge, arrangeres der rock- og dansemusik. Den slumrende seksualdrift stimuleres for at få penge ud af folks lommer. Hvis man ikke finder en anden let måde at vække følelser på, kan man samle nogle digtere og forfattere og afholde en oplæsning mod betaling. Man kan forsøge at vække folks tro gennem poesiens melodier. Selv de ting, der rummer et vist element af godhed, støbes på grund af folkets smag i en ussel form. Hvordan kan man da håbe at udrydde noget forkasteligt og bringe godhed i stedet? Islams lære er ikke desto mindre, at hvis noget rummer noget dårligt, skal det korrigeres og bruges til sandhedens formål. Det bør ikke afvises i én sætning.

Disse to grundlæggende vejledninger vedrører de midler og metoder, som sandhedens kalder vil anvende til at forkynde sandheden. Han må holde et vågent øje med dette. Vi vil nu nævne nogle vejledninger vedrørende de metoder, som sandhedens forkynder må afholde sig fra. Det grundlæggende er, at den, der kalder til Allahs religion, aldrig må anvende en metode, der strider mod religionens forkyndelse, forkynderens værdighed eller selve forkyndelsesarbejdet. Sådanne metoder kan være mange, og det er vanskeligt at opregne dem alle. Vi nævner blot nogle få eksempler, hvoraf man i store træk kan forstå, hvilke slags metoder sandhedens kaldere bør opgive.

Metoder, der strider mod værdigheden, skal opgives

For at tiltrække folk til Allahs religion må forkynderen holde sig fra alle metoder, der kan skade da‘wahens eller hans egen værdighed. En usædvanlig optagethed af sit arbejde og en stærk iver efter at tiltrække folk til sandheden er uden tvivl blandt en forkynders bedste egenskaber. Men denne travlhed og iver må ikke udvikle sig så meget, at forkynderen glemmer sin nafs’ rettigheder, mister omtanken for sine ledsagere og venner og ikke længere bekymrer sig om sin da‘wahs værdighed og position. Det er kun tilladt at forsøge at få den, der ikke er rede til at lytte, til at lytte; at løbe efter de hovmodige, forsøge at tiltrække dem, der nærer had og fjendskab, og vise de hovmodige overdreven hensyntagen – så længe forkynderens personlighed og da‘wahens værdighed ikke skades, og der ikke opstår en følelse af underlegenhed eller ringeagt i da‘wah-arbejdet.

Hvis det bliver tydeligt, at grænsen overskrides, kræver sandhedens værdighed – den sandhed, hvis kærlighed har gjort forkynderen urolig for disse mennesker – at han bevarer sin personlighed, trækker sig fra dem og kun gør de mennesker til centrum for sin opmærksomhed, som oprigtigt søger sandheden og har interesse i at lære. I de følgende vers fra sura ‘Abasa blev Allahs Sendebud forhindret i at vise denne form for overdreven hensyntagen til Qurayshs ledere, og hans opmærksomhed blev rettet mod, at den ædle da‘wah, han var kommet med, ikke skulle fremlægges i en så underdanig form. Versene nævner Koranens ophøjede status for at vise, at man, når dette højtstående ord fremlægges for nogen, altid må tage hensyn til dets værdighed: Det er den Almægtige Guds vejledning, ikke en tiggende persons ansøgning.أَمَّا مَنِ اسْتَغْنَى فَأَنْتَ لَهُ تَصَدَّى وَمَا عَلَيْكَ أَلَّا يَزَّكَّى وَأَمَّا مَنْ جَاءَكَ يَسْعَى وَهُوَ يَخْشَى فَأَنْتَ عَنْهُ تَلَهَّى كَلَّا إِنَّهَا تَذْكِرَةٌ فَمَنْ شَاءَ ذَكَرَهُ فِي صُحُفٍ مُكَرَّمَةٍ مَرْفُوعَةٍ مُطَهَّرَةٍ بِأَيْدِي سَفَرَةٍ كِرَامٍ بَرَرَةٍ“Den, der viser sig selvtilstrækkelig, vier du din opmærksomhed, selv om du ikke er ansvarlig for, at han ikke renser sig. Men den, der kommer til dig ivrigt og frygter Gud, ham overser du. Nej! Dette er blot en påmindelse. Den, der vil, kan tage imod den. Den står i ærede, ophøjede og rene skrifter, i hænderne på ædle og fromme skrivere.” (Sura ‘Abasa 5-16)

Det er aldrig tilladt, at en forkynder i sin iver for tabligh trænger ind i en hvilken som helst forsamling og skælder ud, og ikke holder op med at tale, uanset om tilhørerne er opmærksomme eller ej. Han må heller ikke følge efter enhver forbipasserende og ikke forlade ham, før han har fået ham til at høre noget eller selv har hørt noget fra ham. Det er overleveret fra Ibn Abbas, at han sagde:(Arabisk****************)“Jeg ønsker ikke at se dig gå forbi en gruppe, der er optaget af deres eget arbejde, og så begynde at holde en prædiken for dem. Du bør tværtimod tie på det tidspunkt. Når de giver dig mulighed for at tale, skal du fremlægge dit budskab for dem. Så vil de lytte til dig med interesse.” (Bukhari)

Man bør også helt afholde sig fra enhver metode, der kan gøre da‘wah til en byrde for folk, så de bliver trætte af den.(Arabisk***********************)“Det er overleveret fra Shqiq, en tabi‘i, at han sagde: Abdullah ibn Mas‘ud plejede hver torsdag at holde en prædiken og formaning for folk. En mand sagde til ham: ‘Abu Abdur-Rahman, jeg ville ønske, at du holdt prædiken for os hver dag.’ Abdullah sagde: ‘Det, der forhindrer mig i at gøre det, er, at jeg ikke ønsker at trætte jer. Derfor holder jeg kun prædiken for jer fra tid til anden, ligesom Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kun talte til os fra tid til anden af frygt for at trætte os.’” (Bukhari, Muslim)

Metoder, der strider mod formålet, skal opgives

Sandhedens kalder bør aldrig anvende en metode, som i sin karakter strider fuldstændigt mod da‘wahens formål og mål. Et eksempel er debatkampen. Selv om denne metode i lang tid er blevet anset for den mest effektive metode til da‘wah og tabligh, og vore forfattere på grund af dens påståede betydning har skrevet bøger om den, som også er blevet optaget på undervisningsplanerne ved vore arabiske madrasaer, er der ingen anden metode, der har så fjern en forbindelse med sandhedsbevægelsens liv og ånd som denne. Det er ganske vist uden tvivl, at Allah har tilladt debat i den hellige Koran. Men den form for debat, der undervises i på vore religiøse uddannelsesinstitutioner, og den debatkamp, som vore forkyndere og debattører bruger hele dagen på, har intet at gøre med de koraniske begreber mujadalah og muhajjah. Det er helt forkert at forstå disse ord som den slags debat.

Da vore debatkyndige bruger netop disse to koraniske ord som bevis for deres debatkampe, vil vi kort forsøge at forklare deres betydning med Koranens hjælp. Derved bliver forskellen mellem profeternes mujadalah og muhajjah og den nu udbredte debatkamp tydelig.

Den type debat, som Koranen har tilladt

Koranen nævner to former for mujadalah, altså debat: debat på falskhedens måde og debat på den bedste måde. Den forbinder den falske debat med de vantro og islams fjender. De egenskaber, der kendetegner den almindelige debat og diskussion i vor tid, er næsten de samme: at holde fast ved sin mening uden et fornuftigt bevis og presse andre til at acceptere den; at blande irrelevante spørgsmål sammen med den egentlige sag; at spilde tiden på frugtesløs og kringlet argumentation; ikke selv at lytte til modpartens udsagn og heller ikke lade andre lytte; samt den meningsløse ordflom og tomme råben, der almindeligvis hører til vore dages debattørers karakter. Koranen har nævnt dette som den falske debats kendetegn og befalet sandhedens tilhængere strengt at afholde sig fra det. De har kun fået tilladelse til at debattere på den bedste måde. Koranen har forklaret denne bedste metode både intellektuelt og praktisk, så alle kan forstå den godt.

Den intellektuelle metode i denne debat beskrives i Koranen således: I stedet for at gå i kamp med den, man taler til, skal man fremhæve de grundlæggende spørgsmål, hvor man er enig med ham, og som han ikke nægter at acceptere, og forklare dem udførligt for ham. Så vil han få lyst til at lytte til forkynderens budskab. Derefter skal man vise ham de nødvendige følger, der udspringer af de principper, han selv anerkender. Så vil han være rede til at acceptere dem som sine egne. Han vil ikke kunne afvise dem med den indvending, at de er modpartens påstande. Koranen har selv givet et fremragende eksempel på dette.وَلَا تُجَادِلُوا أَهْلَ الْكِتَابِ إِلَّا بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ إِلَّا الَّذِينَ ظَلَمُوا مِنْهُمْ وَقُولُوا آمَنَّا بِالَّذِي أُنْزِلَ إِلَيْنَا وَأُنْزِلَ إِلَيْكُمْ وَإِلَهُنَا وَإِلَهُكُمْ وَاحِدٌ وَنَحْنُ لَهُ مُسْلِمُونَ“Og disputér ikke med Skriftens folk undtagen på den bedste måde – bortset fra dem af dem, der handler uret. Og sig: ‘Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og vi underkaster os Ham.’”

Dette vers fastslår først, at der egentlig ikke er behov for at tale med mennesker, der er usle af natur og skaber uorden, som kun er vant til skænderi og strid og ikke har nogen interesse i at forstå eller acceptere sandheden. Men med dem, der søger sandheden, skal man tale og føre samtaler. Metoden er at begynde med de grundprincipper, som de og vi anerkender.

I overensstemmelse med dette princip skal da‘wahen om Guds enhed fremlægges for Skriftens folk på en måde, der klart viser: Når Guds enhed er anerkendt som et grundlæggende princip blandt de troende og Skriftens folk, hvorfor skulle man så være uenig om dens følger og krav? Når Skriftens folk accepterer dette princip, bør de også acceptere dets nødvendige konsekvens. Koranen siger:قُلْ يَا أَهْلَ الْكِتَابِ تَعَالَوْا إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ أَلَّا نَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ وَلَا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا وَلَا يَتَّخِذَ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِنْ دُونِ اللَّهِ فَإِنْ تَوَلَّوْا فَقُولُوا اشْهَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ“Sig: ‘O Skriftens folk! Kom til et fælles ord mellem os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke sætter noget ved siden af Ham, og at ingen af os tager andre end Allah som herrer.’ Hvis de vender sig bort, så sig: ‘Vidner, at vi er muslimer – vi har overgivet os til Allahs tilbedelse og lydighed.’” (Sura Al ‘Imran 64)

Når man overvejer det konkrete eksempel på debat, som Koranen har fremlagt og rost, bliver det klart, at mujadalah eller debat i virkeligheden består i at få modparten til at acceptere ens budskab gennem kærlighed, tillid, god karakter og gode argumenter. Til sidst vil modparten, påvirket af sandhedens kalders oprigtighed, upartiskhed og hengivenhed, være rede til at overveje budskabets sandhed og acceptere det.

Koranen har givet flere eksempler på denne form for debat. Hvis vi skulle nævne dem alle, ville drøftelsen blive lang. Som eksempel vil vi her nævne blot én debatsituation. Den viser tydeligt, hvilken kærlig måde at udtrykke sig på og hvilken koncentration der er blevet forklaret og rost med ordet mujadalah.

Koranen roser den mujadalah, som profeten Ibrahim, fred være med ham, førte med Allah angående Lots, fred være med ham, folk, og siger, at denne mujadalah var et resultat af Ibrahims oprigtige medfølelse, omsorg og smerte. Lad os se, hvordan den debat, som Koranen roste, nærmere foregik. Koranen har kun rost den uden at give en detaljeret beskrivelse. Derfor har vi hentet den udførlige beretning fra Toraen. Ifølge Toraens beretning sagde Ibrahim følgende til englene, der var kommet med straffen over Lots folk:

“Så gik Abraham nærmere og sagde: ‘Vil du tilintetgøre de retfærdige sammen med de skyldige? Måske findes der halvtreds retfærdige og sandfærdige mennesker i byen. Vil du udslette dem og ikke skåne stedet for de halvtreds retfærdiges skyld, som findes dér? Det kan du ikke gøre: at dræbe den retfærdige sammen med den ugudelige, så de begge behandles ens. Skal ikke hele jordens Dommer handle ret?’ Allah sagde: ‘Hvis jeg finder halvtreds retfærdige i Sodoma, vil jeg skåne stedet for deres skyld.’ Ibrahim sagde: ‘Se, jeg har vovet at tale til Allah, skønt jeg kun er en ringe tjener. Måske mangler der fem i tallet af de retfærdige og sandfærdige. Vil du udslette hele byen, fordi der mangler fem?’ Han sagde: ‘Hvis jeg finder femogfyrre dér, vil jeg ikke ødelægge den.’ Ibrahim fortsatte: ‘Hvad hvis der findes fyrre retfærdige?’ Englen sagde: ‘Selv hvis der findes fyrre, vil jeg ikke ødelægge den.’ ‘Selv hvis der findes tredive sandhedens folk, vil jeg ikke ødelægge byen.’ Ibrahim sagde igen: ‘Jeg har vovet at tale til Allah. Måske findes der tyve sandhedens folk.’ Englen sagde: ‘For de tyves skyld vil jeg heller ikke ødelægge byen.’ Ibrahim sagde: ‘Hvis Allah ikke bliver vred, vil jeg én gang mere fremsætte min bøn. Måske findes der ti sandfærdige mennesker.’ Englen sagde: ‘For de ti menneskers skyld vil jeg ikke udslette den.’ Da Allah var færdig med at tale med Ibrahim, gik englene, og Ibrahim vendte hjem.” (Første Mosebog, kapitel 18, vers 23-33)

Denne form for samtale, denne måde at henvende sig på, denne metode til at fremføre argumenter og denne kærlige udtryksform er det, Koranen betegner med ordet mujadalah. Koranen har rost netop denne form for mujadalah. Hvis folk ønsker at bruge denne mujadalah som bevis for, at deres egne debatkampe er tilladte, må de skabe den livskraft i deres debatter, som findes i denne mujadalah. De må fremlægge deres budskab for modparten med den samme skønhed, kærlighed, omsorg og medfølelse. At føre konflikt, strid og kamp under navnet mujadalah, kalde det debat og bruge profeternes liv som bevis for dets tilladelse – det kan aldrig være rigtigt.

Koranen nævner på tilsvarende måde endnu en debat, som profeten Ibrahim førte, og udtrykker den med ordet muhajjah. Denne debat fandt sted mellem Ibrahim og en tyrannisk konge fra hans samtid. Ibrahim sagde: “Min Herre er den, der giver liv og bringer døden.” Kongen svarede: “Jeg giver liv og bringer døden.” Da sagde Ibrahim: “Min Herre lader solen stå op i øst; så lad den stå op i vest, hvis du kan.”

Hvis man bedømmer denne debat efter de principper, der undervises i i vore bøger om debatkunst, vil Ibrahim ikke kunne anses for nogen særlig dygtig debattør. Han kunne have krævet mange ting for at bevise kongens påstand: “Jeg giver liv og bringer døden”, men det gjorde han ikke. Som debattør havde dette ellers været den perfekte mulighed for at opbygge et forsvarsværk. Han handlede tværtimod helt imod den professionelle debattørs principper. Han fandt det passende selv at træde tilbage. Så snart han mærkede, at denne person blot ville diskutere og bruge ordkløveri, fremsatte han et afgørende argument og trak sig hurtigt.

Denne hændelse viser, at hvis sandhedens kalder får den opfattelse, at den person, han taler til, ikke kan eller vil lytte og forstå, men blot ønsker at skabe modstand og debat, er der ingen grund til at blive ved med at følge efter ham. Man bør i stedet gøre samtalen kort og trække sig. 8

Da’wahens sprog og udtryksformen hos dem, der kalder til sandheden

Nu vil vi drøfte da‘waens sprog og profeternes talemåde. En kalders formål er ikke blot at fremlægge en sandhed. Han skal derimod fremstille sandheden fuldt ud og på en sådan måde, at de lærde kan forstå den klart, og at der heller ikke bliver nogen vanskelighed for almindelige mennesker ved at tilegne sig den. Sandheden skal desuden fremlægges på den smukkest mulige måde, så de tilhørere, hvis hjerter stadig rummer en vis evne til at tage imod sandheden, kan tage imod den, og så sandhedsfornægterne ikke har nogen anden grund til at afvise den end deres dårlige smag og stædighed. Dette kræver først og fremmest, at da‘waens sprog er særdeles virkningsfuldt, og at kalderens talemåde er naturlig og gribende. Der findes imidlertid mange kunstige og unaturlige måder at skabe tiltrækning og virkning på. Ved hjælp af dem kan man tilsyneladende give en tale tiltrækning og appel. De hedenske araberes spåmænd forsøgte for eksempel at gøre deres tale tiltrækkende gennem vers med rim. Talerne forøgede deres ords kraft og virkning gennem deres særlige ordsammensætning og ildsprudlende taler.

På samme måde forsøger talere også i vor tid at skabe virkning i deres tale ved hjælp af digte og fortællinger. Journalister og bedrageriske politikere driver deres virksomhed gennem løgn og overdrivelse. Læger, hvis virke hovedsageligt består i skilte og reklamer, forsøger gennem falske eder at øge deres troværdighed. Sådanne midler skaber ganske vist en vis virkning i en tale, men det er ikke mere end et kunstigt lag fernis. Derfor kan de, der rejser sig for at udbrede sandheden i verden, aldrig gøre det til deres metode at øge glansen i deres da‘wa ved hjælp af løgne, der er støbt i sandhedens form. De kan heller ikke besmitte deres tunge og deres ord med den slags løgn. I stedet for disse løgne og kunstige midler benytter de noget andet for at nå deres mål. Det er ikke blot lovligt og fejlfrit, men har også en dyb overensstemmelse med menneskets natur. Derfor bliver den virkning, som dette middel frembringer, ikke sikker på én gang som løgn og kunstighed. Tværtimod bliver dens glans endnu stærkere og tydeligere, efter at den er blevet ophedet i prøvelsens varme kar.

Kalderens arbejdsform

Da‘waens arbejde kan ikke udføres alene gennem den udtryksform og tale, der egner sig til lærde og akademiske drøftelser. Sagen er så klar, at den ikke behøver nogen nærmere forklaring. Den, der kalder til sandheden, arbejder helt anderledes end historikeren, der beskriver begivenheder, juristen, der redegør for lovbestemmelser, eller filosoffen og matematikeren, der fremlægger filosofi- og matematiske formler. Hans emne er så omfattende, at hele menneskelivet omfattes af det, mens de mennesker, han fremlægger da‘wa for, er forskellige i temperament og natur. De adskiller sig også mentalt og intellektuelt. Desuden er forholdet mellem den, der kalder til sandheden i religionen, og da‘waens mission ikke som forholdet mellem en forfatter og et seminarindlæg eller mellem en advokat og en retssag. Han satser sit liv og sin død på denne mission. For at føre missionen frem til dens endelige mål må han sætte sit liv på spil. Han kan derfor aldrig nøjes med en sådan tale; det, han ønsker at sige, må han udtrykke klart og smukt, så ingen side af det forbliver uklar. Han må fremlægge sit budskab så virkningsfuldt og gribende, at det trænger ind i hjertet hos enhver, der blot har den mindste evne til at høre kaldet til sandheden. Derfor bad den ærede Musa, fred være med ham, Allah den Ophøjede med denne følelse i hjertet:قَالَ رَبِّ اشْرَحْ لِي صَدْرِي (25) وَيَسِّرْ لِي أَمْرِي (26) وَاحْلُلْ عُقْدَةً مِنْ لِسَانِي (27) يَفْقَهُوا قَوْلِي
»Min Herre! Åbn mit bryst for mig, gør min opgave – opgaven med at kalde til sandheden – let for mig, og løs knuden på min tunge, så folk kan forstå mine ord godt.« – (Sura Taha, 25-28)

Derefter bad han for den ærede Harun, fred være med ham, om at han også måtte blive gjort til deltager i hans opgave, så han ved sin veltalenhed kunne afhjælpe manglerne i hans tale, og den da‘wa-opgave, der var blevet pålagt ham, ikke skulle forblive ufuldendt.

Kendetegn ved de sandhedskaldendes tale

Her vil vi kort drøfte kendetegnene ved profeternes og sendebudenes samt de islamiske bevægelsers arbejderes tale. Det er disse kendetegn, der gør deres tale virkningsfuld. I ingen tidsalder kan de islamiske bevægelsers arbejderes tale være uden disse kendetegn. Efter profeternes ophøjede livsførelse og rene lære er det netop disse kendetegn, der mere end noget andet gør de sandhedskaldendes tale virkningsfuld.

Det første kendetegn: I alle tider og epoker var det første kendetegn ved profeternes, sendebudenes og enhver kalders tale, at de fremlagde religionens da‘wa på det sprog, som det folk, de henvendte sig til, talte. Derved kunne Allahs afgørende bevis fuldbyrdes over for hvert folk og hvert samfundslag.
وَمَا أَرْسَلْنَا مِنْ رَسُولٍ إِلَّا بِلِسَانِ قَوْمِهِ لِيُبَيِّنَ لَهُمْ
»Vi har ikke sendt noget sendebud uden på hans folks sprog, for at han kunne forklare det for dem.« – (Sura Ibrahim, 4)

Den egentlige arena for den sandhedskaldendes da‘wa bør være hans eget folk. Dette er naturligt og fornuftigt. Det sømmer sig ikke for ham at lade sit eget folk blive i vildfarelse, mens han rejser til lands og til vands for at vejlede andre folk. Den sandhedskaldende bør derfor bruge sit eget folks sprog som middel til at fremlægge da‘waen blandt dem. Dette er den naturlige og fornuftige fremgangsmåde. Den, der modsætter sig denne metode, krænker de rettighedshavendes rettigheder og ødelægger sin egen arbejdsevne. Han vil blive holdt ansvarlig over for Allah for dette. Den, der er født blandt et folk, kan arbejde så smukt blandt dette folk, som han ikke kan blandt noget andet folk. Hans da‘wa kan være stærk og virkningsfuld på hans eget sprog, men ikke på samme måde på et andet sprog. Derfor er den rette fremgangsmåde for enhver arbejder i den islamiske bevægelse, at han gør sit eget folks sprog til middel for sin da‘wa og tabligh.

Uanset hvor meget et andet folks sprog måtte være mere udviklet og udbredt end hans eget, uanset om taler eller artikler på dette sprog kunne bringe hans synspunkter ud til flere mennesker og give ham større anseelse og berømmelse, bør han overhovedet ikke tage hensyn til dette. Den sandhedskaldendes første overvejelse bør ikke være, hvordan den da‘wa, han er trådt frem med, kan nå flest mulige ører. Han må først se på, hvad der er den mest virkningsfulde og nærmeste vej til at trænge ind i hjerterne hos de mennesker, som Allah og naturen har betroet ham at vejlede og tjene. Selv hvis midlet er snævert og begrænset, og selv hvis brugen af det skader hans person og anseelse, bør han ikke bekymre sig om det. Han bør tværtimod vælge netop dette, for det er midlet til at nå det mål, der ligger foran ham.

Den bonde, der kun har nogle få frø i sin taske og ønsker at så dem på sit lille jordstykke, bør ikke indlade sig i misundelse over for de store jordejere. Hans blik bør i stedet være rettet mod det lille jordstykke, der er blevet hans. Den ærede Isa Messias, fred være med ham, sagde: »Det brød, jeg har, er kun nok til børnene. Jeg kan ikke kaste det for hundene og lade børnene sulte.« En gruppe mennesker gjorde i deres tåbelighed indvendinger mod dette udsagn af den ærede Isa og beskyldte ham – Allah forbyde det – for snæversynethed. Men det, han sagde, var fuldstændig realistisk. Ethvert menneske har et naturligt område, hvor det kan arbejde. Så længe han begrænser alle sine anstrengelser til dette område, kan han arbejde rigtigt og frugtbart. Hvis han overskrider dette område og forsøger at strække sine hænder og fødder i alle retninger, kan han måske tro, at hans arbejdsfelt er blevet meget større end før. I virkeligheden spilder han blot sin styrke og sit arbejde.

Det andet kendetegn: Det andet kendetegn ved profeternes, sendebudenes og de sandhedskaldendes tale er, at den er klar. En klar tale betyder, at kalderen fremlægger sit budskab på det dagligsprog, der er udbredt i hans samtid, så budskabet kan nå hvert menneske i hans folk. Hans sprog er meget dannet, rent og smukt. Det er hverken uklart eller helt kortfattet. Det forlænges ikke uden behov, er ikke belastet af billedsprog og indeholder heller ikke en overflod af sammenligninger. Det rummer ikke så mange metaforer, at fornuften kastes ud i vanskeligheder, det er ikke fyldt med vanskelige og ukendte ord og er helt fri for grimme og frastødende udtryk.

I stedet anvendes et klart sprog, enkle og letforståelige sammenligninger samt billeder og eksempler, der indirekte fremstiller den virkelige sandhed. Desuden rummer deres tale oprigtighed i stedet for vrede, mildhed i stedet for hårdhed og enkelhed og renhed i stedet for kunstig udsmykning. Blandt de forskellige stilarter, der er udbredt i hans samtid, vælger kalderen kun den stil, der er mest egnet og udviklet til værdighed, virkning og forklaring af formålet. Hans ophøjede personlighed, hans iver og koncentration i da‘waens arbejde, hans viden, der skaber tro og selvtillid, samt hans oprigtige ønske om at fremlægge sit budskab smukt udvikler denne stil så meget, at der opstår en helt ny stil, som bliver et forbillede og en model til efterfølgelse.

Denne stils egentlige kendetegn er dens koncentration og dens evne til at blive tilegnet. Dens dynamik, koncentration og evne til at trænge ind i hjertet samt dens oprigtighed skaber en sådan litterær skønhedssans, at selv berømte forfatteres ord kan synes helt livløse ved siden af den. Fra hvert af dens ord drypper saften dråbe for dråbe, og i hver sætning findes åndelig næring. Under dens indflydelse forandres ikke blot nogle få menneskers, men hele folkets livsform. I den sandhedskaldendes hånd er dette en kraft, som selv en veludrustet hær ikke kan hamle op med.

Derfor bad profeterne og sendebudene Allah om en passende måde at fremlægge talen på. Men den undertrykte tilstand, som da‘waen til religionen befinder sig i i vort land, gør det skræmmende, at de mennesker, nemlig de lærde, som kunne have udført denne pligt, altid har høstet et dårligt ry for deres kringlede fremstilling. For det første syntes de lærde her at være ude af stand til at skrive og tale på det sprog, der havde opnået status som »nationalsproget«. For det andet: Selv om de begyndte at skrive og tale på dette sprog, udviklede det sig til et særligt sprog hos dem. Dette sprog var vanskeligt, tørt og kortfattet og derfor ikke let at forstå. Det var endda nok til at skabe en negativ opfattelse af en bog at sige, at dens fremstillingsmåde var helt »mullah-agtig«. Denne tilstand var yderst irriterende. Endnu sørgeligere er det, at de lærde kun høstede dårligt ry på grund af dette vanskelige sprog, mens de mennesker, der ikke havde noget forhold til religion eller var imod den, overtog »folkets sprog«. Og indtil i dag har de tilsyneladende bevaret dette herredømme.

Det tredje kendetegn: Det tredje kendetegn ved profeternes og de forskellige kalderes tale er, at de nærmer sig det samme mål ad forskellige veje. I Koranens terminologi forklares dette som »tasrif al-ayat«, det vil sige at føre versene fra én form til en anden. Det betyder, at man forsøger at forklare religionens da‘wa for den, den fremlægges for, på forskellige måder og med forskellige fremgangsmåder.

Med Mir Anis’ afdødes ord: (persisk)

»Jeg beskriver én blomst
med hundrede ord.«

At denne mangfoldighed findes i kalderens tale, er helt nødvendigt for dens egentlige formål, nemlig at få budskabet til at trænge ind i hjertet og fuldbyrde beviset. Det, der ikke forstås på én måde, kan, når det fremlægges på en anden måde, slå så dybt rod i sindet, at det synes at være den kaldtes egen tanke. Ligesom menneskers smag og natur har mange forskellige tilbøjeligheder, varierer også deres mentale og intellektuelle evner. Deres synspunkter ændrer sig desuden på grund af forskelle i miljø og omstændigheder. Den, der ønsker at indprente en bestemt vejledning i den kaldtes hjerte, må derfor, idet han tager hensyn til forskelle i intellekt og ændringer i synspunkter, fremlægge da‘waen fra forskellige sider.

Hvis han kommer til den person, han henvender sig til, ad den samme vej og i den samme farve, vil han som kalder fuldstændig mislykkes med sit formål. En ensidig metode er nemlig helt i strid med menneskets bestandigt foranderlige og mangfoldige natur. Den, der ikke kender kalderens ansvar og arbejdsform eller denne tilstand i menneskenaturen, rynker panden, når han møder en da‘wa-tale, og bemærker, at talen er gjort unødigt lang, at det samme er gentaget, og at det er meget irriterende og trættende. Han tænker ikke på, at kalderens arbejde er helt anderledes end arbejdet hos en almindelig artikelforfatter. Artikelforfatterens blik er kun rettet mod at fremlægge sin mening for nogle få mennesker. Den sandhedskaldende må derimod være omhyggelig med at fremlægge sit budskab blandt mennesker med forskelligt temperament, forskellig natur og forskellige evner.

For artikelforfatterens succes er det nok, at han har kunnet fremlægge sit budskab på en meget smuk måde. For den sandhedskaldendes succes er betingelsen derimod, at både venner og fjender i forening skal råbe: Du har opfyldt din pligt til at bringe da‘waen.وَكَذَلِكَ نُصَرِّفُ الْآيَاتِ وَلِيَقُولُوا دَرَسْتَ وَلِنُبَيِّنَهُ لِقَوْمٍ يَعْلَمُونَ
»Således fremlægger Vi beviserne på forskellige måder, for at de kan forstå dem godt og sige: Du har forklaret det. Og for dem, der ønsker at opnå viden, forklarer Vi beviserne fuldstændigt.« (Sura al-An‘am, 105)

Det fjerde kendetegn: Det fjerde kendetegn ved de sandhedskaldendes tale er, at den, ligesom den er rig på uigendrivelige beviser, også er fuld af følelse og begejstring. De henvender sig ikke, som tørre filosoffer, kun til forstanden, men appellerer også til menneskets ophøjede følelser. Det er ikke forkert at appellere til følelser. Det skadelige er at appellere til menneskets dyriske følelser. Sandhedens folk har altid afholdt sig fra dette. Den egentlige kraft, der skaber bevægelse i mennesker, er ikke deres viden, men deres følelser. Derfor kan den sandhedskaldende, der er trådt frem med en da‘wa til at ændre livsordenen eller støbe den helt om og grundlægge den på et nyt fundament, ikke tage et eneste skridt mod sit mål uden at vække menneskers følelser.

Den, der har gjort det til sit livsmål at begejstre andre og opnå selvtilfredsstillelse ved at beskrive sin lærde forsknings usædvanlige karakter og skønhed, betragter denne kalderske farve som en prætentiøs farve. Men den kraft og lidenskab, man finder i en kalders tale, er ikke et resultat af hans påstande. Den er snarere et resultat af hans urokkelige tro, som bølger i hans hjerte, eller af den medfølelse og koncentration, hvis flamme brænder klart i hans bryst.

Den, der ikke kender kalderens særlige tilstand og på grund af sin beskæftigelse med papir og pen antager, at dette også blot er et almindeligt erhverv, ser, at hans tale ikke er livløs som artikelforfatterens, men levende og livgivende. Så forbinder han hans følelser med stolthed og påstande. Men denne opfattelse er forkert. Selv om form og udseende kan ligne hinanden, er naturen forskellig. Alt hvidt behøver ikke at være fedt. Der er overleveret følgende om Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham:(Arabisk******************)
»Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, holdt en prædiken, blev hans øjne røde, hans stemme alvorlig, og hans følelser og ophidselse voksede. Det var, som om han advarede mod et forestående angreb fra en fjendtlig hær. Det var, som om han sagde: De vil overfalde jer om morgenen eller om aftenen.« – (Muslim, Kitab al-Jumu‘a)

Det er helt klart, at denne varme i hans tale opstod af hans selvtillid og den medfølende følelse, han nærede for sit folk. I virkeligheden kan enhver kalder være præget af en sådan tilstand. Det er uden tvivl, at nogle mennesker kan fremstille følelser og ophidselse helt kunstigt. Undertiden kan de endda sige tomme og meningsløse ting. Men derfor er ikke enhver sådan. Løgnere kan ikke skjule deres løgn særlig længe. Tidens gang skelner mellem det ægte og det uægte. Hvor længe kan en krage iføre sig kunstige fjer, udgive sig for at være en påfugl og skjule sin sande identitet?

Det femte kendetegn: Det femte kendetegn ved de sandhedskaldendes tale er, at dens forskellige farver rummer enhed i formålet. De skyder hver pil fra deres kogger mod det samme mål. De er ikke som professionelle forfattere og talere, som man efter ønske kan få til at tale fra hvilken som helst talerstol, skrive en artikel om hvilket som helst emne eller lede et hvilket som helst møde. I hver af deres tekster og taler høres den samme klang. Uanset hvor tiltrækkende et andet emne måtte være, uanset hvor stor anseelse og berømmelse en tale eller artikel om det kunne give, og uanset om der tilsyneladende kunne ses et religiøst eller nationalt hensyn i det, spilder de ikke deres tunges og pennens kraft på noget uvedkommende eller underordnet emne. I Den Ædle Koran forklares dette som:(Arabisk*****************) (»de farer vildt omkring i hver dal« – Sura al-Shu‘ara, 225), og profeterne, sendebudene og de retfærdige erklæres fri for dette. Hele verdenshistorien vidner om, at hvis der i denne verden er skabt en revolution, god eller ond, er den blevet virkeliggjort gennem de mennesker, der har anvendt al deres kraft på et bestemt mål. De skød aldrig pile formålsløst ud i tomrummet.

Det sjette kendetegn: Det sjette kendetegn ved profeternes, sendebudenes og de sandhedskaldendes tale var, at de holdt deres tale fri for alt, der kunne skabe stædighed og modstand hos tilhøreren, for dette er helt i strid med deres formål. Når de for eksempel talte med den, de henvendte sig til, fremhævede de ikke deres egen overlegenhed og kritiserede heller ikke uhæmmet modpartens vildledte livsorden for at nedgøre den. De sagde tværtimod alt med mildhed og medfølelse.اذْهَبَا إِلَى فِرْعَوْنَ إِنَّهُ طَغَى (43) فَقُولَا لَهُ قَوْلًا لَيِّنًا لَعَلَّهُ يَتَذَكَّرُ أَوْ يَخْشَى
»Gå begge til Farao, for han er blevet hovmodig og oprørsk. Tal mildt til ham, så han måske tager imod formaningen eller bliver bange.« (Sura Taha, 44-53)

På samme måde lod de ikke ord komme ud af deres mund, som kunne såre den kaldtes religiøse følelser. De gjorde ganske vist kraftig modstand mod hans vildfarelser gennem argumenter og beviser, men skadede ikke deres eget formål med unødigt uhøflige ord.وَلَا تَسُبُّوا الَّذِينَ يَدْعُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ فَيَسُبُّوا اللَّهَ عَدْوًا بِغَيْرِ عِلْمٍ
»I troende! Forhån ikke dem, som disse mennesker påkalder foruden Allah, for så kan de i uvidenhed og fjendskab komme til at forhåne Allah.« – (Sura al-An‘am, 108)

Den kaldtes uhøflige opførsel og hårde sprog besvarede de med milde og søde ord. For dette er vejen, hvorpå den sandhedskaldende kan trænge ind i den kaldtes hjerte.وَلَا تَسْتَوِي الْحَسَنَةُ وَلَا السَّيِّئَةُ ادْفَعْ بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ فَإِذَا الَّذِي بَيْنَكَ وَبَيْنَهُ عَدَاوَةٌ كَأَنَّهُ وَلِيٌّ حَمِيمٌ () وَمَا يُلَقَّاهَا إِلَّا الَّذِينَ صَبَرُوا وَمَا يُلَقَّاهَا إِلَّا ذُو حَظٍّ عَظِيمٍ () وَإِمَّا يَنْزَغَنَّكَ مِنَ الشَّيْطَانِ نَزْغٌ فَاسْتَعِذْ بِاللَّهِ إِنَّهُ هُوَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ
»Det gode og det onde er ikke ens. Afværg det onde med det, der er bedst, så vil du se, at den, mellem hvem og dig der var fjendskab, bliver som en varm ven. Ingen opnår dette undtagen de tålmodige, og ingen opnår det undtagen den, der har en stor andel. Hvis en tilskyndelse fra Satan skulle tilskynde dig, så søg tilflugt hos Allah. Han er den Hørende, den Vidende.« – (Sura Fussilat, 34-36)

De holdt sig altid borte fra strid og debat. Hvis den sandhedskaldende blot fik indtryk af, at den kaldte ønskede at indlade sig i strid, sagde han »as-salamu alaykum« og gik sin vej. Der er nemlig en modsætning mellem strid og da‘wa til sandheden.فَلَا يُنَازِعُنَّكَ فِي الْأَمْرِ وَادْعُ إِلَى رَبِّكَ إِنَّكَ لَعَلَى هُدًى مُسْتَقِيمٍ (67) وَإِنْ جَادَلُوكَ فَقُلِ اللَّهُ أَعْلَمُ بِمَا تَعْمَلُونَ (68) اللَّهُ يَحْكُمُ بَيْنَكُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ فِيمَا كُنْتُمْ فِيهِ تَخْتَلِفُونَ
»Lad dem derfor ikke strides med dig om denne sag. Kald til din Herre; du er visselig på en lige vej. Hvis de strides med dig, så sig: Allah ved bedst, hvad I gør. Allah vil på Opstandelsens Dag dømme mellem jer om det, hvori I var uenige.« – (Sura al-Hajj, 67-69)

Hvis de en sjælden gang indlod sig i debat, gjorde de det på den bedste og mest høflige måde. De søgte først at finde de spørgsmål, hvor de selv og den kaldte var enige, og kaldte ham derefter til den nødvendige konsekvens af denne enighed.فَلَا يُنَازِعُنَّكَ فِي الْأَمْرِ وَادْعُ إِلَى رَبِّكَ إِنَّكَ لَعَلَى هُدًى مُسْتَقِيمٍ (67) وَإِنْ جَادَلُوكَ فَقُلِ اللَّهُ أَعْلَمُ بِمَا تَعْمَلُونَ (68) اللَّهُ يَحْكُمُ بَيْنَكُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ فِيمَا كُنْتُمْ فِيهِ تَخْتَلِفُونَ
»Diskutér ikke med Bogens folk på anden måde end den bedste, undtagen med dem af dem, der handler uret. Sig: Vi tror på det, der er åbenbaret til os, og det, der er åbenbaret til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og vi underkaster os Ham.« – (Sura al-‘Ankabut, 46)

Det syvende kendetegn: Den sandhedskaldendes tale tager hensyn til tilhørerens sindelag, når det gælder ordenes og betydningernes længde, korthed og udtryksform. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde for eksempel: »Bring gode nyheder, og skab ikke had blandt folk.« Han sagde også eftertrykkeligt: »Når du formaner, så gør din tale kort.« Han beskrev evnen til at fremlægge en kort tale som et tegn på intelligens.(Arabisk******)
»Han sagde: At en persons bøn er lang, og hans prædiken kort, er et tegn på hans intelligens. Gør derfor bønnen lang og talen kort. Nogle taler rummer en magisk virkning.« – (Muslim, Kitab al-Jumu‘a)

Hvis tilhøreren har begrænset viden, eller hvis emnet er fint og vanskeligt, må man gentage ordene, så tilhøreren kan høre og forstå dem godt. (Arabisk************************************)
»Når Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde noget, gentog han det tre gange, så folk kunne forstå det godt.«
9

De ædle profeters argumentationsmetode

Det, som profeterne, sendebudene og de mennesker, der kalder til sandheden, kommer for at virkelig­gøre, er kaldet til tro. Tro er ikke noget negativt, men en positiv sandhed. Dens egentlige nytte opnås kun, når den fuldt ud og fast har slået rod i hjertet. For at skabe denne fasthed i troen er det nødvendigt, at dens grundlag hviler på stærke beviser. Hvis troen ikke er stærk, kan den heller ikke blive en inspirerende kraft i livet; gennem den kan religionens trosmæssige og praktiske sider ikke virkelig­gøres, og den kan heller ikke lede mennesket på livets vidtstrakte arbejdsområde. Derfor kan de, der kalder til sandheden, ikke nå deres mål alene ved magtanvendelse. De kan heller ikke nå det gennem bedrag, og blotte beviser er ikke tilstrækkelige for dem. Poetiske og retoriske argumenter, som ikke er i stand til at opbygge noget grundlag i menneskets natur og fornuft, kan heller ikke opfylde deres hensigt.
Kun de, der ønsker at nå deres mål ved at gøre tilhøreren svar­skyldig eller kaste ham ud i forvirring, kan klare sig ved hjælp af den slags argumenter. Men den, der ikke ønsker at gøre tilhøreren svarløs, men vil vække alle hans kræfter og evner, så han kan gå på den rette vej; den, der ikke ønsker at drive mennesker ad en bestemt vej ved at tryllebinde eller påvirke dem, men vil vække deres natur, viden og visdom på en sådan måde, at enhver selv under de vanskeligste forhold kan lede sig på den lige vej — han tager for det første ikke den slags beviser i brug. Og hvis han gør det, holder han altid øje med, at midlerne til at nå et helligt og ophøjet mål også må være rene og ophøjede. Netop dette har gjort profeternes og sandhedens forkæmperes argumentationsmetode helt forskellig fra andres. Her vil vi pege på nogle af dens tydelige kendetegn.

Argumentationens almengyldighed

Argumenter og beviser er, ligesom luft og vand, et almindeligt og nødvendigt behov. Ethvert menneske er afhængigt af tro for at leve på den rette måde. En stærk tro kan ikke opnås uden stærke beviser. Derfor er der brug for to ting med hensyn til bevisførelsen.

For det første skal bevisførelsens metode være så naturlig, enkel og ligetil, at enhver, ligesom han efter sit behov kan hente luft og vand fra jordens og himlens rigdomme uden særlige vanskeligheder, på samme måde kan finde så mange beviser, han ønsker, i jordens og himlens tegn til sit hjertes fred. I den forbindelse skal han ikke være afhængig af andet end eftertanke og undersøgelse.

For det andet er det, ligesom drikkevandet og den luft, man indånder, må være rent for menneskets fysiske sundhed, absolut nødvendigt for dets intellektuelle sundhed, at de beviser, hvorfra det henter livets grundprincipper, er helt rene og uforfalskede.

For at opnå disse to ting var profeternes og sandhedens forkæmperes metode, at de på den ene side holdt sig borte fra kunstige former for argumentation og udviklede deres egen særlige metode. Når en nation bliver højt udviklet inden for videnskab og kundskab, opstår der blandt den kunstige former for bevisførelse, som ingen andre end en særlig faggruppe kan drage nytte af. Profeterne og sandhedens forkæmpere holdt sig borte fra sådanne kunstige metoder. På den anden side vurderede de de ting, der blev brugt som beviser. Kun de af dem, som viste sig at være fri for blanding med uvirkelige ting, valgte de til brug som beviser.

Den første fordel ved denne bevismetode er, at det store antal mennesker, som tidligere havde måttet følge nogle få personer som blinde og døve, snart blev i stand til at se med egne øjne og høre med egne ører. Den anden fordel er, at de tegn på død, som hidtil havde hvilet over hjerte og sjæl efter indtagelsen af den store bunke forfalskede beviser, forsvinder, så snart nogle få mundfulde af dette rene skatkammer af beviser passerer struben; den, der indtager dem, begynder at føle sig helt rask, frisk og aktiv.

Det er på grund af dette særpræg ved sandhedens forkæmperes og profeternes bevismetode, at menneskelig viden i deres tid ændrede retning, og at der på alle niveauer opstod en almindelig intellektuel opvågning. Selv på det almindelige niveau opstod der en bevægelse, hvorfra man tidligere aldrig havde kunnet håbe på gode nyheder. På alle niveauer åbnede blikket for kritik, granskning og prøvelse sig. Ethvert øje begyndte at se, og enhver mund begyndte at tale. De metoder til tænkning, undersøgelse og bevisførelse, som hidtil havde været meget populære, begyndte at virke forældede og helt udtjente. Mange læresætninger, som havde indtaget åbenbaringens og inspirationens plads, blev fuldstændig værdiløse og uden betydning. Hos de mennesker, der anså deres gamle læresætninger for mere kære end sandheden, opstod der en mental og intellektuel frihed. Sandhedens forkæmper må være meget opmærksom på, at denne frihed flyder i den rette kanal, og at der ikke opstår ubalance eller tøjlesløshed i den. De sørger altid for, at den tankefrihed, de giver folket, bliver et middel til dets frelse og ikke årsag til dets undergang.

At så frøene til den rette tænkning hos tilhøreren

Det andet kendetegn ved profeternes og sandhedens forkæmperes argumentationsmetode er, at de ikke nøjes med at fremlægge beviser, men også skaber evnen til at fremlægge beviser hos tilhøreren. Den omfattende revolution, som de kommer med i det individuelle og kollektive liv, kan ikke grundfæstes, før den fuldt ud har vækket menneskets tænkemæssige og ideologiske evner. Livet er ikke en adskilt eller ublandet ting, som kan ledes korrekt blot ved at lære nogle få grundprincipper. Livet er en samling af utallige åbenlyse og skjulte krav, et bånd af utallige individuelle og kollektive forbindelser, og et skatkammer af utallige individuelle, familiære og kollektive rettigheder og pligter. Livets enkelte sider står ikke alle fuldstændigt nærværende for vores blik. Derfor findes der heller ikke på forhånd en bestemt befaling for enhver person i enhver situation. Hans fortid og fremtid er begge skjult bag det usetes slør. Kun en lille del ligger foran ham; ud fra dens tegn må han forstå sin fortid og i dens lys bestemme sin fremtid.

Under sådanne forhold kan en fastlagt og begrænset lovgivning alene ikke være tilstrækkelig til at vejlede mennesket gennem livet. Sammen med denne lovgivning er det nødvendigt, at mennesket har en uudslukkelig lampe for sund tænkning, som også kan vejlede det gennem livets skjulte områder, hvor det ikke har andre midler til vejledning. Denne evne til sund tænkning skabes hos tilhøreren gennem profeternes og sandhedens forkæmperes metode til at fremlægge argumenter og beviser. Når profeterne begynder at undervise i de grundlæggende spørgsmål, indprenter de dem i eleven på en sådan måde, at jorden i hjerte og sjæl bliver jævn til såningen af den sunde tænknings frø, og frøet begynder at spire. Når de til sidst trækker sig tilbage fra deres arbejde, ses på den ene side en grøn og frodig have af shariaen, og på den anden side er der i enhver sund sjæl blevet skabt en have af visdom og indsigt. Den står måske ikke synligt for øjet, men dens forår varer altid ved, og dens grene er fyldt med frugter i enhver årstid.

I forhold til profeternes grundlæggende undervisning kan dette kaldes en ledsagende dyrkning og et biprodukt (BY-PRODUCT). Men hvad angår rang, værdi og grænseløs nytte, indtager det en plads, der svarer til selve grundlaget. Det er med henvisning til dette, at profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:(Arabisk*************)
»Vid, at jeg har fået Koranen, og sammen med Koranen noget tilsvarende.« (Abu Dawud, Ibn Majah, Darimi)

Dette er blomsterne og frugterne fra det velsignede træ, som vi har modtaget i form af hadith. Det er netop det, som Den Ædle Koran har henvist til: »Den, der har opnået dette, har opnået et uudtømmeligt skatkammer af godhed.« I nogle hadither sammenlignes det med et skatkammer, der aldrig tager slut.

At fremlægge beviser efter logikkens regler

Dette kreative særpræg findes ikke udelukkende i profeternes og sandhedens forkæmperes bevismetode. Vore lærde lægger stor vægt på argumenter og beviser efter den logiske metode. Men netop fra dette synspunkt er den logiske metode yderst mangelfuld. Den største respekt, man kan vise logikken, er at den kan prøve et argument på sin egen målestok og sige, om det er korrekt eller ej. At skabe evnen til at fremlægge argumenter ligger uden for logikkens formåen. Kun til en bestemt grænse kan man bruge logikken til dette formål. I Den Ædle Koran og profeternes udsagn findes også argumenter af en let og enkel art, som ikke kan vejes på logikkens vægt med dens kunstige målestok. Men blandt vore teologer var der nogle, som gav logikken større anseelse, end den fortjente, og forsøgte at veje Koranens guldmønter på denne vægt, der var beregnet til at måle kul. Resultatet blev, at de erklærede disse guldmønter for mindre værdifulde end kul.

Hvad filosofferne angår, er der ingen tvivl om, at de træner menneskets tænkning, så den kan udvise kraft i at opdage og fremlægge argumenter på forskellige områder. Men de har gjort argumenternes indhold, metoden til at fremlægge dem og deres midler — alle tre ting — til en blanding af alt muligt. Derfor bliver den, der forsøger at tænke efter deres metode, forvirret og rådvild. Hvis mennesker under deres vejledning kan gå nogle få skridt ad den rette vej, bliver de samtidig tvunget til at gå nogle få skridt ad den vildledende vej. Resultatet er, at hele menneskets liv ender med formålsløst at kredse rundt på forskellige marker og skyde gætternes og formodningernes pile. Ud over nogle få indbyrdes modstridende og komplicerede tanker opnår det intet. I denne henseende er både den gamle og den moderne filosofi ens. Komplikation findes i alles tænknings grundprincipper, og uro hersker i resultaterne af alles tænkning.

Nu har videnskabens fremskridt placeret alt i centrum af eksperiment og observation, og mennesket er blevet offer for den tåbelighed, at det ikke er rede til at acceptere noget, som det ikke ser med sine fysiske øjne. Resultatet er, at der ikke længere er nogen mulighed for, at mennesket overhovedet kan sætte et skridt på en enkel og ligetil vej. Nogle af de grundprincipper, som filosofien hidtil byggede på, var fejlagtige, men andre var korrekte. Derfor kom der også nogle sande drømme frem blandt dens urolige drømme. Menneskets problem bestod da blot i at skelne mellem sandt og falsk. Men nu er hele støtten blevet lagt på sanseindtryk og observation. Og det er velkendt, hvor begrænsede sanseindtryk og observation er. Hvis der i dag, bortset fra den materialistiske filosofi, stadig findes noget under navnet filosofi, er det skeptikernes filosofi. Hele dens grundlag hviler på sanseindtrykkenes og fornuftens upålidelighed. Det klare forhold er, at dette slet ikke er filosofi, men fuldstændig gør al kundskab, videnskab og filosofi negativ. Verden har ikke fået andet fra den end uro.

Profeternes argumentationsmetode var hverken gold som logikernes eller ustabil som filosoffernes. De træner tværtimod menneskets tænkning på en sådan måde, at den af sig selv fortsætter ad den rette vej, og fastlæggelsen af målet skaber en sådan indre overbevisning, at den vej, mennesket følger, er rigtig og fejlfri. Først henleder de opmærksomheden på de åbenlyse beviser, det vil sige på beviserne i det åbne og vidtstrakte univers og på dem, der findes i mennesket selv. Med universet menes tegnene på verdensordenen og de love, som ethvert menneske almindeligvis kan erkende blot ved at betragte dem. Med beviserne i mennesket selv henvises der til den styrke, de evner, den kapacitet og den selvtillid, som det besidder. Enhver kan se og føle disse ting i sig selv.

Profeterne peger på disse tegn og fremstiller den nødvendige konsekvens. Gennem disse beviser bliver hele budskabet undertiden klart og lysende som dagslys. Andre gange nøjes man, for opdragelsens skyld, med at antyde den nødvendige konsekvens, så den, der kaldes, selv kan bevæge sig hen imod den. Den ene fordel er, at den kaldede udvikler evnen til at nå frem til det rette resultat, hvilket hjælper ham på hvert trin af hans livsrejse. Den anden fordel er, at han ikke straks afviser kaldet som en andens udsagn. Han betragter det snarere som resultatet af sin egen tænkning og bevæger sig mod at acceptere det. Den tredje fordel er, at der på denne måde opstår en forbindelse mellem den, der henvender sig, og den, der tiltales. Den tiltalte føler derfor ikke mindreværd, som om han ved en andens hånd var nået frem til resultatet. Han tænker i stedet, at det var gennem begges fælles bestræbelser, at det rette resultat blev nået.

Det behøver ikke nærmere forklares, at metoden med at fremlægge argumenter ud fra tegnene i verdensnaturen og i mennesket selv er den, der bedst stemmer overens med menneskets natur. Derfor fulgte profeterne, sendebudene og sandhedens forkæmpere især denne metode. Når mennesket i det åbne univers iagttager noget eller føler en overbevisning om det i sin egen natur, kan det ikke benægte den nødvendige konsekvens. Betingelsen er dog, at disse beviser fremlægges for det i den rette rækkefølge. Hvis det derefter benægter dem, kan det kun gøre det med munden; dets hjerte vil ikke støtte benægtelsen. Kun hvis det er trodsigt og stædigt, kan det holde fast i denne benægtelse.

Hvad der menes med en tings nødvendige konsekvens, er tidligere blevet beskrevet kort; nu beskrives det udførligt. Hvis der i et menneske blot er den mindste evne tilbage til at følge og støtte sandheden, kan man håbe, at det ikke vil vige tilbage fra også at acceptere den udførlige form og konsekvens af det, som det grundlæggende har troet på. De, der har tænkt dybt over Den Ædle Korans argumenter, vil erkende sandheden i det, vi siger: De fleste af Koranens argumenter er netop af denne art. Den, der studerer Den Ædle Koran med et rent sind, vil derfor kunne føle, at det er ham selv, der læser Bogen. Ethvert af dens kald vil føles som hans eget kald.

Forbuddet mod at bygge på en fejlagtig slutning

Det tredje vigtige kendetegn ved profeternes og sandhedens forkæmperes argumentationsmetode er, at de, i modsætning til almindelige debattører, ikke gjorde en persons fejlagtige slutning til grundlag for argumentationen i kaldet. Hvis en person har en fejlagtig trosopfattelse, må man forsøge at korrigere den. Men man kan ikke på grund af én af hans fejl tvinge ham til at acceptere flere andre fejl. Den, der ønsker at gøre sin tiltalte svarløs, tvinge ham til at bøje sig for hans ord eller kaste ham ud i vildfarelse, har i vid udstrækning dette element i sin argumentationsmetode. Sandhedens forkæmpere følger imidlertid aldrig denne fejlagtige metode. Selv hvis de får mulighed for at grundfæste en sandhed på grundlag af den tiltaltes fejlagtige slutning, tager de ikke imod den. En sandhed, hvis grundlag er bygget på falskhed, har ingen betydning i deres øjne. Sådan indholdsløs og grundløs argumentation kan kun accepteres af professionelle debattører. Den kan for en kort tid vise sin glans, men den kan ikke bruges i livets kamp. I livets kamp kan kun den sandhed være til nytte, hvis rødder strækker sig vidt gennem menneskets natur. Denne udbredelse bringer hele omgivelserne ind under sin skygge.

Den fejl, vore teologer almindeligvis har begået, er, at når de ikke selv kunne etablere et grundlag for at bevise sandheden i et islamisk grundprincip, tog de andres teorier og forestillinger som grundlag og byggede deres egne tankepaladser på dem. Den skade, islam har lidt gennem denne fejlagtige apologetik, er større end den skade, den har lidt gennem islamfjendernes modstand. At et islamisk grundprincip ikke kan bevises gennem korrekte intellektuelle og naturlige argumenter, skyldes ikke, at der — Gud forbyde det — ikke findes intellektuelle og naturlige argumenter til støtte for dets sandhed. Det skyldes alene, at professionelle debattører gennem unaturlig intellektualisme har fordrejet deres smag så meget, at de ikke længere formår at forstå værdien og rang­en af islams intellektuelle tilgang.

I denne situation ville den rette vej for dem have været at passe deres tidligere beskæftigelse i stedet for at påtage sig ansvaret for at forsvare islam. Men den tilknytning til islam som deres fædrenearvede religion, der fandtes i deres hjerter, blev ved med at tilskynde dem til at stille sandheden i den religion, hvis navn de nævnte, på intellektuelle grundprincipper. På grund af deres fordrejede smag og fordi de var berøvet Koranens lys, fandt islams intellektuelle tilgang ingen genklang i deres hjerter. Derfor ønskede de at bevise islams sandhed efter målestokken for den intellektualisme, som i deres tid var acceptabel for alle, både almindelige mennesker og eliten. Resultatet af denne fejlagtige bestræbelse blev, at de flyttede hele bygningen af islams stærke og korrekte lære væk fra dens stærke grundlag og placerede den på et svagt og skrøbeligt fundament. Uanset hvor oprigtigt de måtte have gjort dette, blev konsekvenserne frygtelige.

Da tidens gang og videnskabens opdagelser beviste, at en teori, som indtil i går almindeligvis var anerkendt, var grundløs, ramte slaget også de islamiske grundprincipper, som man havde forsøgt at bygge på denne fejlagtige teori. Derfor opstod der hos mange mennesker med tilknytning til islam den forestilling, at islam på samme måde som denne teori var blevet gammel. I skabelsen af denne dårlige forestilling har vore traditionelle teologer deltaget, ligesom vore nutidige teologer gør det. De to gruppers fælles fejl er, at de ikke anså sandheden for tilstrækkelig til at hjælpe sandheden, men mente, at falskheden også måtte hjælpe den. Sandhed betyder imidlertid, at den er fast grundfæstet, selvbevist og stærk. Dens rødder strækker sig langt ind i viden og menneskets natur.

Vore teologer var imidlertid blevet så vant til at følge de græske filosoffers tænke- og argumentationsmetoder, at de ikke formåede at forstå finheden og skønheden i Koranens bevismetode. Hvis de i stedet havde opgivet den naturstridige argumentationsmetode og forsøgt at forstå den vise argumentationsmetode i Koranen og profeternes udsagn, ville de have kunnet vide, at grundlaget for ethvert af Koranens udsagn hviler på så stærke beviser, at det er fuldstændig frit for alle begrænsninger i tid og sted og for alle virkninger af tænkningens revolutioner.

At søge et fælles grundlag

Det fjerde kendetegn ved sandhedens forkæmperes argumentationsmetode er, at de søger et fælles grundlag mellem sig selv og den, de kalder, og gør dette til grundlag for samtale og argumentation. De forsøger ikke i enhver sag unødigt at fremhæve deres ensomhed og særpræg. Uanset hvor forskellige og spredte menneskene måtte se ud i deres ydre forskellighed, findes der i dybden af denne forskellighed og spredthed utallige grundprincipper og trosforestillinger, som alle er enige om. I verdensnaturens love, historiens konklusioner, troen på den menneskelige natur og moralens grundlæggende regler findes der mange ting, som mennesker i øst og vest, arabere og ikke-arabere, har samme syn på. Hvis man gør disse ting til grundlag for argumentationen og går videre med samtalen, vil mennesker med en rolig natur ikke tøve med at acceptere dens nødvendige konsekvens. De fleste uenigheder om de underordnede spørgsmål til de livsprincipper, som begge parter deler, opstår på grund af dårlig dømmekraft og fanatisme. Hvis disse uenigheder fjernes gennem oprigtige bestræbelser, vil enhver fortsætte med at betragte disse grundprincipper med respekt og anseelse på grundlag af fælles ejerskab.

Profeterne og sendebudene har altid benyttet denne metode til at fremlægge argumenter og beviser. Den Ædle Koran indeholder en udførlig beskrivelse af den måde, hvorpå profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremlagde argumenter for de arabiske afgudsdyrkere og Bogens folk. Når man studerer dette, får man ingen steder det indtryk, at der blev krævet noget af dem, som var helt ukendt og nyt for dem. Grundlaget for det fandtes i deres historie, skikke, opfattelse af ret og uret, trosforestillinger og moral. Den forskel, der viste sig, bestod kun i fortolkningen og analysen af dette grundlag og dets grene. Derfor var Allahs Sendebuds krav, at folk skulle fjerne den modsigelse, der var opstået mellem grundlaget og dets underordnede spørgsmål. Hvis det, Koranen siger, er sandt, skal de acceptere det; og hvis det, de selv hævder, er sandt, skal de bevise dets korrekthed.

Fordelen ved at fremlægge argumenter på denne måde er, at der ikke opstår den fejlagtige forestilling om, at den, der kalder, er en person, som på grund af sin ensomhed ønsker at benægte hele fortiden og er optaget af at udbrede sin egen personligheds indflydelse. Man får derimod den forestilling, at han er kommet for at bringe vores forfædres arv tilbage til os. Hvis nogle mennesker på grund af deres onde natur ønsker at udbrede dårlige forestillinger om dem, vil de ikke kunne sprede dem længe. Den sande virkeligheds sol vil stå op og hurtigt fjerne mørket.

De mennesker, som ikke kender fordelene og skønheden ved sandhedens forkæmperes måde at argumentere på, handler som regel på den stik modsatte måde. De søger ikke noget fælles grundlag; og selv hvis de finder et, gør de også det til grundlag for uenighed. Efter deres opfattelse består den egentlige skønhed ved deres argumentation og kald i, at de vil bevise, at ingen før dem har sagt det, de siger, hverken på jorden eller under himlen. De af vore debattører, som ikke kender islams kalds rette ånd, er som regel sunket ned i denne fordrejning. Når de fremlægger en islamisk sandhed, mener de, at deres fortjeneste består i at bevise den som en sjælden sandhed. Dette skaber had i stedet for kærlighed i menneskets natur, og folk begynder at forkaste den som noget mærkeligt i stedet for at acceptere den som deres egen.

At undgå den polemiske argumentationsmetode

Det femte kendetegn ved sandhedens forkæmperes argumentationsmetode er, at de aldrig benytter den polemiske metode med at fremsætte indvendinger og give svar. Et eksempel er, når man rejser en lignende indvending ud fra læren i en anden religion. Vore debattører og filosoffer har benyttet denne metode og troet, at de dermed havde reddet islam fra anklager. I virkeligheden er denne form for svar principielt forkert. At en andens fejl skulle gøre vores fejl sand — endsige gøre vores sandhed sand — er umuligt; den bliver blot tvivlsom. Hvis man opnår nogen fordel ved at argumentere på denne måde, består den kun i, at man kan lukke munden på anklageren eller modstanderen, hvorved vores arrogante sjæl finder trøst. Men modparten får ikke derved bevis for islams sandhed, og vores egne hjerter åbnes heller ikke. Tværtimod er det et bevis på vores egen svaghed, som vi selv viser andre.

Enhver sandhed bærer i sig selv beviset på sin egen sandhed. Dens bevis kan ikke ligge i en andens falskhed. Den korrekte metode er derfor alene at fremlægge beviset for sandheden ud fra sandheden selv. Vore teologers metode er forkert af to grunde i denne henseende. Den første er, at de undertiden, påvirket af modstandernes propaganda, selv begyndte at se sandheden i nogle af islams korrekte grundprincipper som tvivlsom. Derfor havde de ikke anden udvej end at svare igen på modstandernes indvendinger og gøre dem svarløse. Den anden er, at disse mennesker ikke kunne begrænse deres ansvar for at forsvare og støtte islam til islams egen ramme. Som ofre for national blind kærlighed påtog de sig også at forsvare hele den muslimske ummas historie. Derfor blev deres slagmark meget større. De måtte bevise sandheden i mange ting, som ikke kunne bevises, medmindre de samtidig beviste sandheden i utallige af andres falskheder.

Vore teologers skrifter fra det seneste halve århundrede — hvori jihad, slaveri, polygami, skilsmisse og muslimske kongers og herskeres handlingers legitimitet behandles — vidner alle om det ovenstående. Når man læser dem, føler man undertiden medlidenhed med deres hjælpeløse og påvirkede tilstand, og undertiden får man lyst til at slå hovedet mod muren over deres fejlagtige skridt. Hvis de ikke var blevet vildledt af propaganda og ikke havde taget andres strid på deres egne skuldre, men havde begrænset deres støtte til islams ramme, kunne de have været skånet for megen meningsløshed.
১০

At tage hensyn til den tiltalte persons sindelag

For en plantes vækst og fortsatte udvikling er det ikke nok blot at tage hensyn til plantens egne egenskaber; man må også tage hensyn til jordens frugtbarhed og årstidens gunstighed. På samme måde bør man, når man fremsætter invitationen til troens ord, ikke alene stole på sandhedens iboende styrke, men også under invitationen være opmærksom på, hvordan de mennesker, som sandheden forelægges for, er stillede ud fra et psykologisk synspunkt. Ligesom jorden har hjertet og sindet sine årstider. Ligesom en landmand kender årstiderne og sår frøet i jorden på det gunstige tidspunkt, må den, der kalder til sandheden, også kende hjertets årstid. De, der handler i strid med dette princip – hvad enten det skyldes naivitet eller fejl, eller fordi de tror, at sandheden ved sin egen skønhed og tiltrækning kan vinde en plads i hjertet, så intet andet behøver at tages i betragtning – vil få straffen for deres vildfarelse gennem deres invitations fiasko. Deres oprigtige hensigt kan ikke beskytte dem mod følgerne af deres uforsigtighed. Derfor er det helt nødvendigt at tage hensyn til den, som invitationen rettes til, og hans psykiske tilstand.

Ti principper for at tage hensyn til den tiltaltes psykologiske forhold

Den, der kalder til sandheden, må omgås mennesker af forskellig slags. Med hensyn til deres psykiske tilstand må han anvende forskellige fremgangsmåder. Det er ikke muligt her at give en fuldstændig forklaring på alt dette. Men vi vil som eksempler nævne nogle af de grundprincipper, vi kan udlede af profeternes og sendebudenes fremgangsmåde. Med disse principper for øje vil mennesker kunne udlede flere nødvendige principper herfra. De hænger sammen med almindelig menneskelig fornuft. Hvis en fornuftig, oprigtigt motiveret og med sit mål velbekendt forkæmper for sandheden holder disse eksempler for øje, kan man håbe, at han hurtigt vil kunne tilpasse sin fremgangsmåde i kaldet til profeternes fremgangsmåde. De principper, som vi finder nødvendige at nævne her, er ti i alt.

Det første princip: Den samme ting kan have forskellige sider. Fra nogle sider kan den være let at forstå, og fra andre kan den være vanskelig. Hvis den først forelægges en person på en letforståelig måde, vil den ikke føles fremmed for ham. Men hvis den allerede ved det første møde forelægges fra den vanskelige side, vil den indbudte blive skræmt og flygte. Måske vil han aldrig igen være villig til at møde den, der kalder ham. Sådan er det i nogen grad også med troens invitation. Selv for et helt fremmed menneske kan den fra visse sider være tiltalende og fængslende. Hvis religionens invitation forelægges ham fra denne side, vil han efterhånden blive fortrolig med religionen og tage imod både det lette og det krævende i den. Men selv en meget bekendt person kan opfatte visse sider af religionen som vanskelige og byrdefulde. Hvis religionen forelægges ham netop fra denne vanskelige side, vil hans tidligere fortrolighed måske ikke blot blive større, men i stedet ændres til frygt og bekymring.

Den, der ikke kender en tings forskellige sider og forskellene mellem dem, eller ikke ved, fra hvilken side en ting først bør forelægges den tilsigtede person, eller som af natur foretrækker at eksperimentere på stenet jord og i alle forhold anser hårdhed for den fuldkomne religiøsitet, vil, når han påtager sig arbejdet med at kalde til religionen, opleve, at folk flygter fra ham i stedet for at komme til ham. Grunden er, at den vej, han har valgt til at fremsætte invitationen, er fuldstændig modsat folks sind og psykologi. I stedet for gode nyheder spreder den had, og i stedet for tiltrækning utilfredshed. For at holde folk fra dette sagde Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham:(Arabisk********)»Giv gode nyheder, og spred ikke had«; og om den rette fremgangsmåde for dem, der kalder til sandheden, sagde han:(Arabisk*************)»I er blevet sendt for at skabe lethed, ikke for at pålægge vanskelighed.«

Det andet princip: Fra et psykologisk synspunkt er det andet, som den, der kalder, må være opmærksom på, at han under ingen omstændigheder må give den, han kalder, mulighed for, at fjendskabet fra jahiliyyah rejser sig i ham. Enhver, der kalder til sandheden, må huske, at mennesker i enhver nation i større eller mindre grad har et forhold til deres egne trosforestillinger, ligesom den, der kalder, har et forhold til sin tro. Hvis dette forhold er fejlagtigt, består vejen til at rette det i at fjerne de fejlopfattelser, der holder det fejlagtige forhold ved lige. Det er på ingen måde rigtigt i følelsesladet iver efter at fjerne disse forestillinger eller i ophidset modstand mod det falske at angribe selve det falske forhold direkte i stedet for at korrigere dets ideologiske årsager. Følgen af et sådant direkte angreb er blot, at den indbudte, grebet af jahiliyyah-fjendskabets lidenskab, sætter sig for at bekæmpe invitationen. I denne lidenskab bliver han så blind og døv, at han tager enhver sten eller mursten, han får fat i, og kaster den mod den, der kalder. I Sura al-An’am er de, der kalder til sandheden, blevet advaret mod denne fremgangsmåde:وَلَا تَسُبُّوا الَّذِينَ يَدْعُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ فَيَسُبُّوا اللَّهَ عَدْوًا بِغَيْرِ عِلْمٍ كَذَلِكَ زَيَّنَّا لِكُلِّ أُمَّةٍ عَمَلَهُمْ»Tal ikke nedsættende om dem, som de tilbeder ud over Allah, for så vil de i uvidenhed og fjendtlighed tale nedsættende om Allah. Således har Vi gjort hver nations handlinger tiltalende for dem.« (Sura al-An’am 6:108)

Koranen har også givet en vejledning i overensstemmelse hermed: I arbejdet med at forkynde sandheden bør hele samtalen begrænses til det egentlige formål. Hvis den indbudte gør noget provokerende, som kan føre til en strid mellem de fornemme og de almindelige blandt begge gruppers ledere og tilhængere, er det de sandhedskaldendes pligt at forsøge at lede samtalen ind i det rette spor i stedet for at blive fanget i stridens vildledende net. I stedet for at ydmyge den indbudte gruppes ledere og tilhængere bør de vise dem den respekt, som de i virkeligheden har krav på.وَقُلْ لِعِبَادِي يَقُولُوا الَّتِي هِيَ أَحْسَنُ إِنَّ الشَّيْطَانَ يَنْزَغُ بَيْنَهُمْ إِنَّ الشَّيْطَانَ كَانَ لِلْإِنْسَانِ عَدُوًّا مُبِينًا(53)رَبُّكُمْ أَعْلَمُ بِكُمْ إِنْ يَشَأْ يَرْحَمْكُمْ أَوْ إِنْ يَشَأْ يُعَذِّبْكُمْ وَمَا أَرْسَلْنَاكَ عَلَيْهِمْ وَكِيلًا(54)وَرَبُّكَ أَعْلَمُ بِمَنْ فِي السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضِ وَلَقَدْ فَضَّلْنَا بَعْضَ النَّبِيِّينَ عَلَى بَعْضٍ وَآتَيْنَا دَاوُودَ زَبُورً»Sig til Mine tjenere, at de skal sige det, der er bedst. Satan sår splid mellem dem. Satan er visselig menneskets erklærede fjende. Jeres Herre kender jer bedst. Hvis Han vil, viser Han jer barmhjertighed, og hvis Han vil, straffer Han jer. Vi har ikke sendt dig som deres værge. Din Herre kender bedst dem, der er i himlene og på jorden. Vi har begunstiget nogle profeter frem for andre, og Vi gav David Zabur.« (Sura al-Isra 17:53-55)

Formålet med denne vejledning er også, at den, der kalder til sandheden, skal undgå alle ord, som kan skubbe folk ind på fjendskabets vej.

Det tredje princip: Nogle mennesker har på grund af deres rang, anseelse og ledende positioner været vant til at blive tiltalt og behandlet med ærefrygt og respekt. Der er fare for, at hvis man modsiger dem, vågner djævelen i deres hovmodige sind og hindrer dem i at høre sandheden. I sådanne tilfælde bør den, der kalder til sandheden, inden for en bestemt grænse tage hensyn til denne sygdom, så han ikke selv skaber en ny hindring ud over den hindring, der allerede findes i deres sind. Profeten Moses, fred være med ham, blev vejledt med dette for øje:اذْهَبَا إِلَى فِرْعَوْنَ إِنَّهُ طَغَى () فَقُولَا لَهُ قَوْلًا لَيِّنًا لَعَلَّهُ يَتَذَكَّرُ أَوْ يَخْشَى»Gå begge til Farao. Han har overskredet alle grænser. Tal mildt til ham, så han måske lader sig formane eller frygter.« (Sura Ta-Ha 20:44)

Men også hensynet til den indbudtes rang har en grænse. Den, der kalder, må ikke overskride sandhedens værdighed og alvor, når han forelægger den for ham. Hvis hensynet til hans rang på nogen måde krænker sandhedens storhed og værdighed, er det ikke tilladt. Koranen har klart forbudt dette.

Det fjerde princip: Ligesom en erfaren læge ordinerer behandling efter patientens alder, temperament og sygdommens større eller mindre alvor, er det også den sandhedskaldendes pligt at fremsætte invitationen under hensyn til den indbudtes evner, behov og fatteevne. For at vurdere dette rigtigt er det ikke nok blot at tage hensyn til hans personlige evner og fatteevne; man må også tage hensyn til hans nationale særpræg og hans personlige situation. Uden at tage disse forhold i betragtning kan man ikke håbe på, at en invitation vil lykkes. Derfor blev Den Ædle Koran åbenbaret gradvist og lidt efter lidt.وَقُرْآنًا فَرَقْنَاهُ لِتَقْرَأَهُ عَلَى النَّاسِ عَلَى مُكْثٍ وَنَزَّلْنَاهُ تَنْزِيلًا»Vi har opdelt denne Koran, for at du kan recitere den for menneskene med mellemrum, og Vi har åbenbaret den gradvist.« (Sura al-Isra 17:106)

På samme måde fremgår det af Koranen, at mange ting i den koraniske invitation blev formuleret med hensyn til arabernes indgroede temperament. Da de var stædige og stridslystne af natur, blev der anvendt en måde at tale og argumentere på, som passede til en stridslysten og uforsonlig nation. Den måde, Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsatte invitationen til den sande religion for folk fra landdistrikterne, var desuden helt anderledes end den måde, han gjorde det på over for folk i Mekka og Medina. En delegation fra Abd al-Qays-stammen klagede til ham: »Quraysh står som en hindring mellem os og jer. På grund af deres fjendtlighed kan vi ikke komme til dig i andre måneder end de hellige måneder – Muharram, Rajab, Dhu al-Qa’dah og Dhu al-Hijjah. Giv os derfor nogle grundlæggende lærdomme, som vi selv kan følge og kalde andre til.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, tog hensyn til deres behov og situation. Han befalede dem blot at gøre fire ting og afholde sig fra fire andre. Han sagde også, at de skulle befale deres folk at gøre disse ting og holde sig fra dem. Han sagde ikke mere til dem.

Det er helt klart, at denne forskel i invitationsmetoden alene skyldtes disse gruppers forskellige psykologi. Over for mennesker med et enkelt og ligefremt sind blev religionens enkle og ligefremme lærdomme fremsat, så de kunne praktisere dem. Over for mennesker med et mere kompliceret sind fortsatte invitationen derimod efter en passende rækkefølge for at rense deres tanker.

Det femte princip: Ligesom en landmand ikke bør så frø uden først at gøre jorden klar og uden en gunstig årstid, og ligesom en læge ikke bør give medicin til en patient i dødsranden, bør den, der kalder til sandheden, heller ikke fremsætte invitationen, når den indbudte er tilbøjelig til indvendinger, modsigelser og kritik. Det er ikke kun nødvendigt at afstå fra invitationen i denne situation. Hvis den indbudte bliver protesterende, efter at invitationen er fremsat, bør den, der kalder, i stedet for at forlænge diskussionen afslutte den dér, trække sig tilbage og vente på et passende tidspunkt. Når den indbudte igen er åben i sindet, eller i det mindste hans trang til at diskutere og gøre indsigelser er forsvundet, skal invitationen fremsættes for ham på ny.وَإِذَا رَأَيْتَ الَّذِينَ يَخُوضُونَ فِي آيَاتِنَا فَأَعْرِضْ عَنْهُمْ حَتَّى يَخُوضُوا فِي حَدِيثٍ غَيْرِهِ وَإِمَّا يُنْسِيَنَّكَ الشَّيْطَانُ فَلَا تَقْعُدْ بَعْدَ الذِّكْرَى مَعَ الْقَوْمِ الظَّالِمِينَ»Når du ser dem, der går i gang med at diskutere Vore tegn, så vend dig bort fra dem, indtil de begynder på en anden samtale. Og hvis Satan får dig til at glemme det, så sid ikke med de uretfærdige, når du er blevet mindet om det.« (Sura al-An’am 6:68)

På trods af dette klare forbud er det forbløffende, hvordan vores lærde kunne anse debat- og disputationsmetoden for tilladt i arbejdet med at udbrede religionen! De to grupper mødes jo udelukkende med det formål at afvise modpartens udsagn og bevise, at de er falske, selv hvis de faktisk er sande. De, der har nogen erfaring med sådanne debatter, ved, at den forvrængede smag, som blot ønsker at ydmyge modparten, bliver dominerende ved disse arrangementer. Koranens vejledning i denne sag er, at den, der kalder til sandheden, straks skal trække sig værdigt tilbage, når han mærker denne lugt. Men vores professionelle debattører er blevet så påvirket af den, at jo stærkere lugten bliver, desto større bliver deres interesse og begejstring.

Det sjette princip: Hvis den person, som religionens invitation skal fremsættes for, er så optaget af noget, han finder tiltrækkende, at det ville irritere ham at løsrive sig fra det og rette sin opmærksomhed mod sandhedens invitation, bør den, der kalder til sandheden, afstå fra at invitere ham på dette tidspunkt. Selvom denne tilstand er anderledes end had, fjendskab og modstand, er der ingen forskel mellem de to tilstande, når man ser på den indbudtes mentale uforberedthed. Det er overleveret i Sahih al-Bukhari fra Abdullah ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham:(Arabisk**********)»Det er overleveret fra Ikrimah, at Ibn Abbas sagde til mig: Prædik kun for folk én dag om ugen. Hvis du ikke vil nøjes med det, så to dage; og hvis du heller ikke vil nøjes med det, så tre gange. Gør ikke Koranen kedelig for folk. Og lad det ikke ske, at du kommer til folk, mens de er optaget af en samtale, og begynder at prædike for dem, så du afbryder deres samtale og irriterer dem. Vær stille på det tidspunkt. Når de vender sig mod dig, så giv dem råd; så vil de lytte til dig med interesse.«

Det syvende princip: Den, der kalder til sandheden, må også sørge for, at invitationens tørre appel, dens unødvendige drøftelser og dens værdiløse lange taler ikke skaber irritation hos tilhørerne.(Arabisk************)»Det er overleveret fra Shaqiq, en tabi’i, at Abdullah ibn Mas’ud, måtte Allah være tilfreds med ham, prædikede for folk hver torsdag. En mand sagde til ham: »Abu Abdur-Rahman, jeg ville ønske, at du prædikede for os hver dag.« Han svarede: »Det, der hindrer mig i at gøre det, er, at jeg ikke ønsker at kede jer. Derfor prædiker jeg for jer med mellemrum, ligesom Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, prædikede for os fra tid til anden af frygt for at kede os.« (Al-Bukhari, Muslim)

Mens vi skrev disse ord, stod billedet af en bestemt slags talere og deres ulykkelige og undertrykte tilhørere levende for os. Deres største kunst består i deres meningsløse tales endeløse længde. De er ikke engang klar over den simple sandhed, at selv de bedste ord bliver smagløse, hvis de gentages unødigt, og at man ved konstant at forfølge folk for at prædike for dem ikke blot forspilder formålet med religionens invitation, men tværtimod alvorligt skader det.

Sendebudet, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere prædikede for folk med mellemrum, så de ikke skulle blive irriterede. Hans taler var meget korte. Det er også overleveret i hadith, at han sagde: »Når I prædiker, så gør det kort.« I nogle overleveringer siges det desuden, at han gjorde den korte tale til et tegn på talerens visdom og intelligens og sagde: »Nogle taler rummer en magisk tiltrækning.« Hermed blev det antydet, at talen skal være kort og meningsfuld, så den kan virke på hjertet som magi. En tale bør ikke sløve tilhørerens sind og naturlige anlæg, så der ikke længere er nogen evne tilbage i ham til at høre eller tage imod noget.

Det ottende princip: Den, der kalder til sandheden, må med stor opmærksomhed og dygtighed vurdere forholdene omkring sig. Han må holde skarpt øje med, hvornår det rette tidspunkt for at så invitationens frø er kommet. Så snart han mærker, at der er opstået en mulighed for at nå sit mål, må han uden forsinkelse forsøge at udnytte denne mulighed. Det bedste eksempel på dette findes i profeten Josefs, fred være med ham, liv og virke:وَدَخَلَ مَعَهُ السِّجْنَ فَتَيَانِ قَالَ أَحَدُهُمَا إِنِّي أَرَانِي أَعْصِرُ خَمْرًا وَقَالَ الْآخَرُ إِنِّي أَرَانِي أَحْمِلُ فَوْقَ رَأْسِي خُبْزًا تَأْكُلُ الطَّيْرُ مِنْهُ نَبِّئْنَا بِتَأْوِيلِهِ إِنَّا نَرَاكَ مِنَ الْمُحْسِنِينَ(36)قَالَ لَا يَأْتِيكُمَا طَعَامٌ تُرْزَقَانِهِ إِلَّا نَبَّأْتُكُمَا بِتَأْوِيلِهِ قَبْلَ أَنْ يَأْتِيَكُمَا ذَلِكُمَا مِمَّا عَلَّمَنِي رَبِّي إِنِّي تَرَكْتُ مِلَّةَ قَوْمٍ لَا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَهُمْ بِالْآخِرَةِ هُمْ كَافِرُونَ(37)وَاتَّبَعْتُ مِلَّةَ آبَائِي إِبْرَاهِيمَ وَإِسْحَاقَ وَيَعْقُوبَ مَا كَانَ لَنَا أَنْ نُشْرِكَ بِاللَّهِ مِنْ شَيْءٍ ذَلِكَ مِنْ فَضْلِ اللَّهِ عَلَيْنَا وَعَلَى النَّاسِ وَلَكِنَّ أَكْثَرَ النَّاسِ لَا يَشْكُرُونَ(38)يَا صَاحِبَيِ السِّجْنِ أَأَرْبَابٌ مُتَفَرِّقُونَ خَيْرٌ أَمِ اللَّهُ الْوَاحِدُ الْقَهَّارُ(39)مَا تَعْبُدُونَ مِنْ دُونِهِ إِلَّا أَسْمَاءً سَمَّيْتُمُوهَا أَنْتُمْ وَآبَاؤُكُمْ مَا أَنْزَلَ اللَّهُ بِهَا مِنْ سُلْطَانٍ إِنِ الْحُكْمُ إِلَّا لِلَّهِ أَمَرَ أَلَّا تَعْبُدُوا إِلَّا إِيَّاهُ ذَلِكَ الدِّينُ الْقَيِّمُ وَلَكِنَّ أَكْثَرَ النَّاسِ لَا يَعْلَمُونَ(40)يَا صَاحِبَيِ السِّجْنِ أَمَّا أَحَدُكُمَا فَيَسْقِي رَبَّهُ خَمْرًا وَأَمَّا الْآخَرُ فَيُصْلَبُ فَتَأْكُلُ الطَّيْرُ مِنْ رَأْسِهِ قُضِيَ الْأَمْرُ الَّذِي فِيهِ تَسْتَفْتِيَانِ»To unge mænd kom i fængsel sammen med ham. Den ene sagde: »Jeg drømmer, at jeg presser vin.« Den anden sagde: »Jeg drømmer, at jeg bærer brød på hovedet, som fuglene spiser af. Fortæl os dets udlægning; vi ser, at du er en godgørende mand.« Josef sagde: »Før den mad, I får, kommer til jer, vil jeg fortælle jer udlægningen af jeres drømme. Dette er noget af det, min Herre har lært mig. Jeg har forladt et folks religion, som ikke tror på Allah, og som fornægter det hinsidige. Jeg følger mine forfædres, Abrahams, Isaks og Jakobs religion. Det sømmer sig ikke for os at sætte noget ved siden af Allah. Dette er Allahs gunst mod os og mod menneskene, men de fleste mennesker er ikke taknemmelige. Mine to fængselskammerater! Er flere forskellige herrer bedre, eller Allah, den Ene, den Almægtige? I tilbeder, bortset fra Ham, kun navne, som I og jeres fædre har givet dem. Allah har ikke sendt nogen bemyndigelse ned om dem. Afgørelsen tilhører alene Allah. Han har befalet, at I ikke skal tilbede andre end Ham. Dette er den rette religion, men de fleste mennesker ved det ikke. Mine to fængselskammerater! Den ene af jer vil skænke sin herre vin, mens den anden vil blive korsfæstet, og fuglene vil spise af hans hoved. Sagen, som I spurgte om, er afgjort.« (Sura Yusuf 12:36-41)

Lad os kaste et blik på dette og bringe hele begivenheden frem for vores indre blik. To mænd blev fængslet sammen med profeten Josef, fred være med ham. Begge havde drømme, og de blev nysgerrige efter at kende deres udlægning. Blandt alle fængslets mennesker var det på enhver måde kun Josef, fred være med ham, der viste sig for dem som en, de kunne henvende sig til med dette formål. Derfor fortalte de ham deres drømme med almindelig tillid og respekt. Josef, fred være med ham, sendte dem ikke blot bort efter at have udlagt deres drømme, og han forsøgte heller ikke at udnytte deres gode indtryk til at påvirke dem med sin personlige storhed for at opnå en personlig fordel. Han betragtede tværtimod deres tiltrækning som en værdifuld mulighed og fremsatte religionens invitation for dem, så den kunne finde plads i deres hjerter.

Samtidig fremsatte han religionen på en sådan måde, at den kom ind i samtalen som noget, der naturligt fulgte af emnet. Han skabte ikke bevidst en anledning til at tale om den. Denne begivenhed viser os en vigtig sandhed: Ligesom en landmand ligger på lur og venter på regnen for at så sit frø, må den, der kalder til sandheden, holde øje med omgivelserne og se, hvornår der opstår en tiltrækning til sandheden i et menneskes hjerte, som kan fungere som den gunstige årstid for at så invitationens frø.

For det andet lærer vi, at hvis nogen ved Allahs nåde får en sådan mulighed, må han hverken lade den gå til spilde eller bruge den til noget andet end invitationens ædle formål. Når en sådan mulighed kommer i hænderne på et selvisk menneske, forsøger han i stedet for at bruge den til invitationen at gøre den til et middel til at fremme sine egne interesser. I vor tid lider vores lærde og fromme ledere generelt af denne sygdom. Når de ser nogen blive tiltrukket af dem, føler de stor glæde. Men deres glæde er af en anden art end profeten Josefs glæde. Den kan snarere sammenlignes med en edderkops glæde. Edderkoppen spreder sit net omkring sig og venter på, at en flue skal komme. Når den ser en flue nærme sig, begynder den at danse af glæde – et stort og fedt bytte er kommet inden for rækkevidde.

Det niende princip: Enhver, der kalder til sandheden, må, når han fremlægger en drøftelse og argumenter, tage hensyn til den indbudtes evner og niveau. Den måde og det sprog, hvormed man kalder de intellektuelle, må være anderledes end den måde og det sprog, hvormed man kalder almindelige mennesker. Det er ikke rigtigt, at den, der kalder til sandheden, blot fordi han mener, at hele sandheden er hos ham, skal slå alle grupper, som ikke har hele sandheden, over én kam. Hans pligt er tværtimod at vurdere hver gruppe korrekt, give den den rang, som den fortjener, og derefter fremsætte invitationen for den på passende måde. For eksempel har Den Ædle Koran givet følgende vejledning om at kalde Skriftens folk:وَلَا تُجَادِلُوا أَهْلَ الْكِتَابِ إِلَّا بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ إِلَّا الَّذِينَ ظَلَمُوا مِنْهُمْ وَقُولُوا آمَنَّا بِالَّذِي أُنْزِلَ إِلَيْنَا وَأُنْزِلَ إِلَيْكُمْ وَإِلَهُنَا وَإِلَهُكُمْ وَاحِدٌ وَنَحْنُ لَهُ مُسْلِمُونَ»Diskutér ikke med Skriftens folk på anden måde end den bedste, bortset fra dem af dem, der handler uret. Sig: »Vi tror på det, der er blevet sendt ned til os, og på det, der er blevet sendt ned til jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og vi underkaster os Ham.« (Sura al-Ankabut 29:46)

Her angives også den bedste måde, hvorpå man må drøfte og samtale med Skriftens folk. Man skal anerkende de sider, hvor de står på lige fod med jer, og de forhold, hvor der er fælles grund mellem dem og jer. Så vil der i stedet for had og fjendskab opstå venskab og kærlighed mellem dem og jer, og i stedet for afstand nærhed. Derefter skal man kræve af dem, at de på grundlag af denne anerkendte sandhed også tilslutter sig det, som nødvendigvis følger af den.

Denne fremgangsmåde vil psykologisk påvirke den indbudte sådan, at når han ser, at den, der kalder, ikke anser sig selv for at være noget stort og heller ikke fremstiller sin invitation som en ny opfindelse, men anerkender den del af sandheden, som også findes hos dem, vil han begynde at overveje sagen. Hvis han ikke er stædig, trodsig og ulydig, kan han måske endda tage imod invitationen. Hvis man derimod henvender sig til de intellektuelle og Skriftens folk på samme måde som til uvidende og uudannede mennesker, vil deres følelse af værdighed naturligt blive krænket, eftersom de ligesom den, der kalder, gør krav på viden, visdom og en himmelsk bog. Dette vil skabe en alvorlig hindring for at tage imod sandheden.

Det tiende princip: Hvis den, der kalder til sandheden, mærker ulydighed, uforsonlighed og stædighed hos den, han kalder, må han ikke selv skabe nogen mulighed for, at denne sygdom vokser. Han skal tværtimod gøre alt for at undgå det. Hvis den tiltalte ligefrem modsiger et af den kaldendes argumenter på en måde, der tydeligt ikke er andet end strid, bør han i stedet for at forfølge dette argument og fremlægge flere beviser for det anvende en metode, hvor sandheden forelægges fra en anden side, så den stædige ikke får mulighed for at vise sin stædighed. Hvis han er i stand til at tage imod sandheden, vil han tage imod den. Hvis han blot er stædig, vil han i det mindste blive målløs og ikke få mulighed for debat og strid. Koranen nævner en diskussion mellem profeten Abraham, fred være med ham, og en konge. Det er det bedste eksempel i denne sag:أَلَمْ تَرَ إِلَى الَّذِي حَاجَّ إِبْرَاهِيمَ فِي رَبِّهِ أَنْ آتَاهُ اللَّهُ الْمُلْكَ إِذْ قَالَ إِبْرَاهِيمُ رَبِّيَ الَّذِي يُحْيِي وَيُمِيتُ قَالَ أَنَا أُحْيِي وَأُمِيتُ قَالَ إِبْرَاهِيمُ فَإِنَّ اللَّهَ يَأْتِي بِالشَّمْسِ مِنَ الْمَشْرِقِ فَأْتِ بِهَا مِنَ الْمَغْرِبِ فَبُهِتَ الَّذِي كَفَرَ وَاللَّهُ لَا يَهْدِي الْقَوْمَ الظَّالِمِينَ»Har du ikke set den, der diskuterede med Abraham om hans Herre, fordi Allah havde givet ham kongemagt? Da Abraham sagde: »Min Herre er den, der giver liv og bringer døden«, sagde han: »Jeg giver liv og bringer døden.« Abraham sagde: »Allah bringer solen fra øst; bring den da fra vest.« Så blev den vantro målløs. Allah vejleder ikke de uretfærdige.« (Sura al-Baqarah 2:258)

Det bevis, som profeten Abraham, fred være med ham, fremlagde, blev ikke det mindste svækket af modpartens indvending. Han kunne have sagt meget mere bagefter. Men hvis han, efter at have vurderet den indbudtes psykiske tilstand, havde fortsat med flere argumenter, ville det have været helt i strid med den metode, Den Ædle Koran har lært os:ادْعُ إِلَى سَبِيلِ رَبِّكَ بِالْحِكْمَةِ وَالْمَوْعِظَةِ الْحَسَنَةِ وَجَادِلْهُمْ بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ»Kald til din Herres vej med visdom og den gode formaning, og diskutér med dem på den bedste måde.« (Sura an-Nahl 16:125)

11

Profeternes oplæringsmetode

Ingen da’wa for haqqets religion kan få varige resultater i verden, hvis den ikke ledsages af et velordnet og permanent træningsprogram. Et sådant træningsprogram er nødvendigt for enhver form for bevægelse, men især i forbindelse med da’wa for haqqet er det en uadskillelig del af den. Man kan ikke forestille sig da’wa for haqqet uden et træningsprogram. Denne revolution påvirker ikke blot én side af livet; den giver derimod alle dets åbenbare og skjulte sider et nyt lys. Denne bevægelse rejser sig ikke med krav om en delvis forandring, men fremlægger en helt ny form og plan for vores individuelle og kollektive liv. Derfor kræver dens natur, at der findes et fuldstændigt afbalanceret træningsprogram, som følger en tilsvarende gradvis rækkefølge, mens bevægelsen går fremad efter den rækkefølge, den har valgt. Dette er ikke mindre vigtigt end selve da’waen. Hvis man siger, at træningen måske endda er noget vigtigere end den oprindelige da’wa, vil det ikke være en stor overdrivelse. For det er gennem denne træning, at en da’wa bliver i stand til at slå rødder i hjerterne; derefter vokser den gradvist og bliver til sidst prydet med blomster og frugter. Endelig fylder den en dag hele samfundet med sin nytte og velsignelse.

Det rette eksempel på arbejdet for en, der kalder til haqqet, kan gives gennem en landmands arbejde. Ligesom en landmand ikke kan nå sit mål blot ved at sprede nogle frø et sted, kan arbejdet for en, der kalder til haqqet, heller ikke afsluttes ved blot at lade folk høre nogle prædikener og formaninger. For at fuldføre sit mål må han tværtimod have en dyb forbindelse med den da’wa, som gennemtrænger hans eget væsen, ligesom en pligtopfyldende landmand har forbindelse med frøene. Han holder hele tiden øje med, at planterne kan slå rødder i jorden, at de bliver vandet på det rette tidspunkt, at de beskyttes mod årstidernes ugunstige forhold, at ukrudt ikke forhindrer deres vækst, og at de ikke udsættes for angreb fra insekter, dyr og fugle. For at tage sig af alt dette berøver han sig selv nattesøvn og hvile om dagen. Han arbejder uophørligt og er optaget af at passe kornmarken. Til sidst får han en dag udbytte af sit eget arbejde. På samme måde ser den, der kalder til haqqet, også på et tidspunkt sin da’wa prydet med blomster og frugter, når han sammen med da’waen har mod og evne til at udholde træningens krævende og langvarige øvelser. Ellers kan en prædikants da’wa, ligesom frø sået af en doven landmand bliver ødelagt af ugunstig jord, dårligt vejr og angreb fra dyr, fugle og insekter, ende som et nytteløst råb i ørkenen.

Hvis man tænker grundigt over profeternes metoder til da’wa og træning, vil man blandt de principper, der kan udledes for organisatorisk træning, finde flere vigtige principper, som vi her vil nævne.

Det første princip for organisatorisk træning

Det allerførste og vigtigste princip for organisatorisk træning er, at den, der kalder til haqqet, skal afholde sig fra hastværk i arbejdet med da’wa og træning. Han skal altid holde øje med, om den næring til undervisning og træning, som han har givet, er blevet fordøjet ordentligt og er blevet en del af menneskenes tænkning og handlinger. Hvis man giver dem mere næring uden først at vurdere dette korrekt, vil resultatet vise sig som maveproblemer og fordøjelsesbesvær. Den, der har læst historien om dem, der kaldte til haqqet, er ikke uvidende om, at enhver, der kalder til haqqet, kan have forskellige grunde til at handle forhastet i sin da’wa.

De mennesker, som har accepteret da’waen, har netop fået et nyt kendskab til haqqets smag. Dette nye kendskab skaber en så stærk interesse for haqqet i dem, at træningens gradvise program forekommer dem meget vanskeligt. De bliver så opslugte af længslen efter haqqet, at de ikke længere kan vurdere deres egen sult og fordøjelsesevne korrekt, og de er heller ikke rede til at tage hensyn til de svagere medlemmers svaghed i organisationen. De vurderer sig selv højere end deres egentlige rang og vurderer også deres kammerater højere end deres faktiske evner. Derfor lyder der hele tiden fra dem et krav: »Er der ikke endnu mere?«

Ud over disse findes der en anden gruppe, som stadig er kendt som modstandere af da’waen. De søger hele tiden efter da’waens svage sider. Hvis de ikke får nogen mulighed for at blande sig i det program, der er fremlagt for dem, rejser de kravet: »Fremlæg hele jeres plan.« Deres eneste formål er, at hvis der ikke straks fremlægges noget som svar på deres krav, skal de få mulighed for at sige offentligt, at dette er en gruppe uden formål og mål. De har hverken et bestemt mål, de vil nå, eller et klart og fuldstændigt program for at nå dette mål. Og hvis der fremlægges noget, forsøger de, hvis de ikke kan finde et hul i det, at skabe et.

Desuden rummer en sand, der kalder til haqqet, en stærk længsel efter haqqet. Den er så stærk, at hvis Allahs visdom ikke støttede ham, ville han overskride alle grænser og betingelser for tålmodighed, venten, kontinuitet og træning. Når denne længsel ophidses af de to nævnte krav, sker det ofte, at den, der kalder til haqqet, afviger fra vejen med mådehold. Men netop denne mådeholdne vej er yderst nødvendig for at nå hans mål og for at sikre organisationens rette træning. Selv om sand kærlighed til haqqet kræver, at mennesket har en begærlig sult efter haqqet, som gør ham rastløs, utålmodig og får ham til at handle forhastet, er organisationens trænings krav og respekten for og kærligheden til haqqet ikke mindre vigtige. Derfor må prædikanten bevare den rette balance mellem disse to ting. Hvis det første krav gør ham ivrig efter at skynde sig, skal det andet krav få ham til at vente. Hvis hans længsel efter at kalde til haqqet og hans iver efter at støtte haqqet får ham til ikke at ville lade de interesserede blive tørstige efter deres interesse og ikke at ville standse, før det afgørende bevis er fremlagt over for dem, der hindrer menneskene på dinens vej, skal han, idet han forstår træningens betydning, passe på ikke at hælde mere vand i karret, end det kan rumme.

Hvis det på noget tidspunkt sker, at det første sindsbevægelse bliver så stærk, at man ikke kan rette fuld opmærksomhed mod den anden, betyder det, at der er blevet en mangel i organisationens træning, som senere ikke længere kan afhjælpes. Gennem dette hul trænger Satan ind i organisationen, lægger æg og formerer afkom, og hele jama’aten bliver omfattet af den ulykke og uorden, han spreder. Det sørgeligste eksempel på dette finder vi i Israels børns historie. Da Musa, fred være med ham, efter at være draget ud af Egypten nåede Sinai-dalen, kaldte Allah ham til Tur-bjerget for at informere ham om shariaens bestemmelser og fastsatte en bestemt dag til dette formål. Musa, fred være med ham, nåede Tur-bjerget før den fastsatte dag. Den længsel, han havde efter at få kendskab til Allahs befalinger og opnå Hans tilfredshed, var for det første så stærk, at det efter signalet fra Allah var vanskeligt for ham at følge tidspunktet og datoen. For det andet kan denne længsel også være blevet yderligere ophidset af de krav, som hans folk fremsatte det ene efter det andet. Selv om dette var en ophøjet og prisværdig længsel, viste hans ankomst til Tur-bjerget før det fastsatte tidspunkt fra en anden side, at han var meget utålmodig og bekymret for at få kendskab til Allahs befaling.

Men der var også en side af denne sag, som kunne give anledning til indvendinger, og som Musa, fred være med ham, ikke havde været opmærksom på. Da Allah i stedet for straks at kalde ham til sig havde fastsat et bestemt tidsrum for ham, var Allahs hensigt, at Musa (fred være med ham) skulle bruge denne tid på at træne sit folk og fæstne de grundprincipper, de var blevet undervist i, dybt i deres hjerter. Således kunne de bevare deres iman og islam, selv efter at have mødt hårde prøvelser og farer.

Men hans interesse i at få endnu flere befalinger fra Allah blev så dominerende, at hans forståelse af træningens betydning blev overvundet af denne interesse. Resultatet blev, at Allahs dinens fjender udnyttede hans fravær og folkets svaghed fuldt ud og fik en stor del af folket til at dyrke en kalv. Under denne ugerning lagde Allah ansvaret på Musa, fred være med ham, for hans hang til hastværk. Selv om han var optaget af undervisning, træning og da’wa, blev dette hastværk årsag til forsømmelse af træningens ansvar. Derfor nævner Den Ædle Koran hans hastværk og dets konsekvens med følgende ord:

»Og hvad fik dig til at forlade dit folk, Moses, før det fastsatte tidspunkt?« Han svarede: »De følger lige i hælene på mig, og jeg skyndte mig hen til Dig, min Herre, for at opnå Din tilfredshed.« Han sagde: »Godt, så hør! Vi har efter dig sat dit folk på prøve, og as-Sāmirī har ført dem vild.« – (Sura Tā-Hā 83-85)
وَمَا أَعْجَلَكَ عَنْ قَوْمِكَ يَا مُوسَى () قَالَ هُمْ أُولَاءِ عَلَى أَثَرِي وَعَجِلْتُ إِلَيْكَ رَبِّ لِتَرْضَى () قَالَ فَإِنَّا قَدْ فَتَنَّا قَوْمَكَ مِنْ بَعْدِكَ وَأَضَلَّهُمُ السَّامِرِيُّAf dette vers fremgår det, at det er en kalders ubetingede pligt at gøre folket bekendt med Allahs befalinger og love; på samme måde er det hans ubetingede pligt at oplære dem med fuld alvor og fremsynethed. Så vil religionens lærdom slå så stærkt rod i deres tanker og praktiske liv, at de kan forblive standhaftige i denne lærdom, selv når de udsættes for hårde prøvelser. Den kalders eksempel, som kun holder øje med undervisning og oplæring, og hvis tiltrækning til dette bliver så stærk, at han ikke kan yde den tålmodighed og ro, som oplæringen kræver, er som en utålmodig sejrherrer, der blot iler frem i det erobrede område uden at tænke på at befæste sin position. Følgen af denne form for hastværk kan kun blive, at oprør på den ene side breder sig som en skovbrand i området.

I Sura Tā-Hā fremlægger Allah den lærende beretning om Moses’ folk og advarer Profeten, fred og velsignelser være med ham, mod det hastværk, som fandtes i ham, når han søgte at kende Allahs befaling. Også Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ønskede på grund af sin naturlige interesse for viden og sit folks hastværk, at Allahs åbenbaring hurtigt skulle komme. Så kunne han både tilfredsstille sin egen længsel efter viden og opfylde folkets krav. Når åbenbaringen derfor kom, skyndte han sig i sin store iver at tilegne sig den som en ivrig elev. Allah den Ophøjede advarede ham flere steder i Koranen mod at skynde sig med at få hele Koranen åbenbaret, før den tidsfrist, der var fastsat for åbenbaringens fuldendelse, var udløbet. Denne tid og pause gives for at styrke jeres hjerter og oplære jeres folk. Så vil du kunne fastholde det, der bliver lært dig, og dit folk vil kunne opnå evnen til at modtage det.
وَلَا تَعْجَلْ بِالْقُرْآنِ مِنْ قَبْلِ أَنْ يُقْضَى إِلَيْكَ وَحْيُهُ وَقُلْ رَبِّ زِدْنِي عِلْمًا(114)وَلَقَدْ عَهِدْنَا إِلَى آدَمَ مِنْ قَبْلُ فَنَسِيَ وَلَمْ نَجِدْ لَهُ عَزْمًا»Skynd dig ikke med Koranen, før dens åbenbaring til dig er fuldendt. [Men] bed: ’Min Herre, øg min viden!’ Tidligere pålagde Vi Adam et ansvar, men han glemte det, og Vi fandt ingen fast beslutsomhed hos ham.« – (Sura Tā-Hā 114-115)

I den sidste del af dette vers fremhæves det klart, at man skal afholde sig fra hastværk, og oplæringens betydning tydeliggøres. Det siges, at mennesket har den medfødte svaghed, at dets løfte bliver svagt over for håb, ønsker og iver. Derfor er det nødvendigt at oplære det grundigt, så der skabes fuld bevidsthed og følelse omkring det ansvar, der bliver pålagt det. Så vil det kunne forblive standhaftigt, selv når det udsættes for prøvelser.

I overensstemmelse med dette oplæringskrav blev Koranen åbenbaret lidt efter lidt. De utålmodige modstandere fremførte denne anklage: Hvis Koranen er Allahs Bog, hvorfor bliver den så åbenbaret lidt efter lidt? Allahs viden omfatter jo alt, både nutid og fremtid. Han behøver hverken at tænke, foretage undersøgelser og afprøvninger eller tage hensyn til nogen samlet gavn. Hvorfor åbenbarer Han da ikke hele Koranen på én gang? Dette beviser altså klart, hævdede de, at det er en bog, Muhammad, fred og velsignelser være med ham, selv har skrevet. Han fremlægger blot den mængde, han kan fremstille efter overvejelser, anstrengelser og øvelse.

Denne anklage påvirkede naturligvis også mange muslimer, og den var meget smertefuld for Profeten, fred og velsignelser være med ham. Men Allah den Ophøjede tillagde hverken modstandernes anklager nogen betydning eller den smerte, som disse anklager og anklagernes naturlige længsel efter viden havde forårsaget Profeten, fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere. Tværtimod sagde Han, at hensynet til oplæringen af dig og dine ledsagere kræver, at Mine befalinger åbenbares lidt efter lidt og i rækkefølge. Så vil dit hjerte blive stærkt nok til at bære dem, og både de stærke og de svage i menigheden vil kunne modtage dem godt. Hvis du skynder dig, vil der forblive svaghed i din ummah, og ligesom as-Sāmirī førte Israels børn vild, vil en as-Sāmirī måske opstå blandt din ummah og føre dem på afveje.

Den rækkefølge, vi iagttager i Koranens åbenbaring, fulgte ledsagerne og de senere generationer nøjagtigt, når de lærte og underviste. Den samlede gavn bestod netop i, at de, der lærte den, lærte den sådan, at den satte sig i deres sind og tanker, og at deres virkelige liv blev farvet af den. Det var kun muligt, hvis Koranens viden blev givet til folk lidt efter lidt og i rækkefølge, samtidig med at de blev oplært efter denne viden. Det er derfor overleveret fra Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde:»(Arabisk****************************)»Ingen af os, der lærte ti vers af Koranen, gik videre, før han havde forstået deres betydning og formet sit praktiske liv efter dem.«

Det andet princip

Det andet princip for organisationel oplæring er, at kaldere skal rette større opmærksomhed mod kvalitet end mod antal. Undertiden bliver ønsket om at finde ’det fortabte får’ så dominerende hos kaldere, at de bliver uopmærksomme på flokkens får. Følgen af denne uopmærksomhed bliver, at han gennemstrejfer marker og skove for at finde de fortabte får, mens flokkens får enten dør af mangel på føde, eller en ulv trænger ind i indhegningen og sårer dem. Dette ønske om at overse sine egne og gøre fremmede til sine egne udspringer hos den, der kalder til sandheden, af de bedste følelser. Iver for missionsarbejdet bliver så stærk hos ham, at ansvarsfølelsen for oplæringen enten besejres eller i det mindste skubbes i baggrunden. Han lægger større vægt på, at de mennesker, der er fjendtligt indstillede over for Gud og ulydige, først skal begynde at nævne Allahs navn, mens deres oplæring og forbedring kan komme senere.

Umiddelbart er dette et godt formål, men hvis man tænker dybere over det, vil man se, at den egentlige grund til at prioritere antal over kvalitet og standard ligger netop her. Efterhånden udvikler denne fejlagtige opfattelse sig yderligere, så folk bliver fuldstændig tilfredse med statistikken over hoveder i stedet for med hjerterne. For at beskytte alle kaldere mod denne vildfarelse har Koranen lært dem, at ønsket om at kalde mennesker, der ikke kender sandhedens da‘wah, og gøre dem til deres egne, ikke bør blive så stærkt, at de, der har taget imod da‘wahen, bliver berøvet deres ret – de mennesker, som nu venter på oplæring og selvrenselse og føler behovet for det.
لَا تَمُدَّنَّ عَيْنَيْكَ إِلَى مَا مَتَّعْنَا بِهِ أَزْوَاجًا مِنْهُمْ وَلَا تَحْزَنْ عَلَيْهِمْ وَاخْفِضْ جَنَاحَكَ لِلْمُؤْمِنِينَ»Se ikke begærligt på det, Vi har skænket visse grupper blandt dem [de vantro] af denne verdens goder, og sørg ikke over deres afvisning og fornægtelse, men tag de troende ind under skyggen af Din omsorg.« – (Sura al-Hijr 88)
وَاصْبِرْ نَفْسَكَ مَعَ الَّذِينَ يَدْعُونَ رَبَّهُمْ بِالْغَدَاةِ وَالْعَشِيِّ يُرِيدُونَ وَجْهَهُ وَلَا تَعْدُ عَيْنَاكَ عَنْهُمْ تُرِيدُ زِينَةَ الْحَيَاةِ الدُّنْيَا»Hold dig selv fast i selskab med dem, der morgen og aften påkalder deres Herre, idet de søger Hans velbehag. Lad ikke dine øjne vende sig bort fra dem, mens du ønsker denne verdens prydelser.« – (Sura al-Kahf 28)
عَبَسَ وَتَوَلَّى () أَنْ جَاءَهُ الْأَعْمَى () وَمَا يُدْرِيكَ لَعَلَّهُ يَزَّكَّى () أَوْ يَذَّكَّرُ فَتَنْفَعَهُ الذِّكْرَى () أَمَّا مَنِ اسْتَغْنَى () فَأَنْتَ لَهُ تَصَدَّى»Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham. Og hvad ved du, måske ville han rense sig, eller tage imod formaningen, så formaningen kunne gavne ham. Men den, der vender sig bort, ham vier du din opmærksomhed.« – (Sura Abasa 1-6)

I alle de nævnte vers gives kaldere den vejledning, at selv om de mennesker, der har taget imod da‘wahen, er få i antal og almindelige af rang, må den tid, der bør bruges på deres oplæring, ikke spildes på indflydelsesrige mennesker. For selv om deres indflydelse muligvis kunne komme da‘wahen til gavn, er de berusede af stolthed og hovmod og utilfredse med da‘wahen.

Det tredje princip

Det tredje princip for organisationel oplæring er, at ingen afdeling af organisationen må afvige fra de principper, som organisationen er grundlagt på, eller give mulighed for, at oprørets sygdom breder sig imod dem. Hvis en sådan forstyrrelse viser tegn på at rejse sig, er det organisationens ledere og embedsmænds ansvar at tænke på at udrydde den, før den breder sig. Ingen interesse, tolerance, trussel eller kærlighed til nogen må hindre udførelsen af dette ansvar. Selv en lille forsømmelse på dette område kan medføre stor skade. På grund af en sådan lille forsømmelse blev en stor del af Moses’ folk eksempelvis optaget af at tilbede kalven i stedet for Allah. For at udrydde denne form for forstyrrelse er det ikke nok, at organisationens ledere har stærke hjerter; det er heller ingen fejl, at de er noget hårde. Så vil de ubarmhjertigt kunne rive forstyrrelsen op med rod og kaste den bort.

Da Moses, fred være med ham, fik at vide, at shirkens fitnah havde bredt sig blandt hans folk, vendte han tilbage fra Tūr-bjerget og irettesatte først med hårde ord dem, der under hans fravær havde fået ansvaret for folkets ledelse, og hvis eftergivenhed og tolerance havde gjort det muligt for denne katastrofe at brede sig. Derefter lod han de egentlige skyldige dræbe af deres egne stammefæller, så det blev klart for alle, at de, der spreder sådan forstyrrelse i organisationen, ikke kan håbe på hjælp eller medfølelse, selv fra deres blodbeslægtede. Desuden knuste han den statue, som as-Sāmirī havde fremstillet, så intet spor af fitnahen blev tilbage blandt folket. Han gav as-Sāmirī en eksemplarisk straf, som blev en lænke om hans hals resten af livet.

For at beskytte organisationen mod denne slags katastrofer har islam fastsat, at når der opdages afvigelse fra de organisatoriske principper hos et medlem af organisationen, er det hele organisationens ansvar at modarbejde og korrigere den. Hvis organisationen ikke gør det, men lader folk gøre, hvad de vil, vil følgerne af deres forbrydelser ikke være begrænset til dem selv. Tværtimod vil både de syndige og de gudfrygtige i organisationen blive medansvarlige. Profeten, fred og velsignelser være med ham, forklarede dette ved hjælp af eksemplet med et skib. Hvis en passager forsøger at bore hul i skibets bund, og de andre passagerer ikke forhindrer ham, vil den uundgåelige følge være, at skibet synker, og at alle må bære straffen for én persons onde handling. På samme måde vil hele organisationen uundgåeligt blive ramt af den fare, som skadevoldere fremkalder, hvis en organisation behandler de skadevoldere, der befinder sig i den, med overdreven tolerance. Koranen advarede mod denne fare med følgende ord:
وَاتَّقُوا فِتْنَةً لَا تُصِيبَنَّ الَّذِينَ ظَلَمُوا مِنْكُمْ خَاصَّةً وَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ شَدِيدُ الْعِقَابِ»Vogt jer for en prøvelse, hvis skadelige følger ikke kun vil ramme dem blandt jer, der har begået uret. Og vid, at Allah er streng i straffen.« – (Sura al-Anfal 25)

For at opfylde denne pligt vil fremgangsmåden variere efter organisationens forskellige niveauer. Men organisationen kan under ingen omstændigheder fritages for ansvaret for den grundlæggende pligt.

På det første trin, når organisationen ikke har nogen politisk magt eller indflydelse, begynder organisationens ånd selv at udskille og adskille de mennesker, der overtræder organisationens principper. Først giver den ikke plads til mennesker, som ikke er blevet ordentligt farvet af dens ånd. Hvis sådanne ubevægelige mennesker på en eller anden måde trænger ind i organisationen, kan de på samme måde ikke holde sig i dette system, som en flue, der trænger ind i en rask persons mave, ikke kan blive der længe. Hvis en organisation allerede på det første trin er sådan, at mennesker, der overtræder dens principper, uhindret kan opfostres inden for den, betyder det, at organisationen endnu ikke har udviklet nogen egen ånd, og at den meget hurtigt vil blive offer for splittelse.

På det andet trin, det vil sige når organisationen har opnået politisk magt, bestræber organisationens politiske institution sig på at forhindre, at forstyrrende elementer opstår eller trænger ind i dens indre. For at modarbejde dem anvender den, hvis den finder det nødvendigt, også magt sammen med de almindelige midler til formidling og oplæring. Hvis denne politiske institution udfører sit ansvar med fuld ansvarsfølelse, er hele organisationen fritaget for ansvar. Men hvis denne institution – måtte Gud forbyde det – kommer på afveje, er det hele organisationens ansvar at gå frem under banneret for ’at påbyde det rette og forbyde det forkastelige’ for at korrigere den og ikke sove roligt, før den er blevet korrigeret. De, der kalder til denne korrektion, må ikke nøjes med blot at rejse en røst for korrektion; de må også udtrykke vrede og afsky over de skyldiges fremgangsmåde og dermed frigøre sig selv fra denne forbrydelse.

Det fjerde princip

Det fjerde princip for organisationel oplæring er, at man i da‘wahens første fase så vidt muligt skal opfordre folk til at forblive tilknyttet undervisningens og da‘wahens hovedcenter og sørge for midlerne til det. På det trin skal man så vidt muligt opfordre folk til at forblive tilknyttet undervisningens og da‘wahens hovedcenter og sørge for midlerne til det. På det trin skal man så vidt muligt opfordre folk til at forblive tilknyttet undervisningens og da‘wahens hovedcenter og sørge for midlerne til det. På det trin, hvor organisationens ånd netop er ved at blive dannet, er et passende miljø og direkte tilknytning til hovedcenteret de vigtigste forudsætninger for korrekt oplæring. Hvis disse to ting forsømmes på dette trin, vil der kun blive skabt få medlemmer af organisationen, som både intellektuelt og moralsk er så stærke, at de selv kan lade sig farve af denne ånd og også farve andre med den. I stedet opstår der mange mennesker, hvis præg af da‘wahen er så svagt, at det forsvinder, så snart de har gennemgået blot én vanskelig prøvelse. Sådanne mennesker er heller ikke intellektuelt modne nok til at skabe den rette forståelse af da‘wahen hos andre, og heller ikke så stærke i deres livsførelse, at de kan fortsætte deres missionsarbejde under både gunstige og ugunstige forhold. Følgen bliver, at så længe en indflydelsesrig personlighed er til stede, fortsætter omtalen af denne da‘wah blandt folk. Men så snart han forsvinder, stilner al larmen af.

En af de store visdomme i den befaling om hijrah, som islam har givet, var, at alle muslimer kunne komme direkte i Profetens, fred og velsignelser være med ham, nærhed og drage fordel af den, og at islams ånd kunne præge dem grundigt, mens de opholdt sig i et gunstigt miljø. Da da‘wahens krav over for enhver person er, at talentfulde og retskafne mennesker fra hvert område kommer til da‘wahens og oplæringens center, lærer religionen grundigt og derefter, når de vender tilbage til deres egne områder, gør deres folk bekendt med religionen.
وَمَا كَانَ الْمُؤْمِنُونَ لِيَنْفِرُوا كَافَّةً فَلَوْلَا نَفَرَ مِنْ كُلِّ فِرْقَةٍ مِنْهُمْ طَائِفَةٌ لِيَتَفَقَّهُوا فِي الدِّينِ وَلِيُنْذِرُوا قَوْمَهُمْ إِذَا رَجَعُوا إِلَيْهِمْ لَعَلَّهُمْ يَحْذَرُونَ»Det var ikke muligt for alle de troende at drage ud [for at søge viden]. Hvorfor drog da ikke en gruppe fra hver del af dem ud for at opnå dyb forståelse af religionen og advare deres folk, når de vendte tilbage til dem, så de kunne blive gudfrygtige?« – (Sura at-Tawbah 122)

Det femte princip

Det femte princip for organisationel oplæring er, at man under de prøvelser, der kommer foran organisationen, skal holde fuldt øje med organisationens fejl og stivhed. Når prøvelsens øjeblik er forbi, og der bliver mulighed for at ånde lettet op, skal enhver fejl og enhver form for stivhed gennemgås upartisk. Den intellektuelle svaghed og de trosmæssige fastlåsninger, som den peger på, skal tydeligt fremlægges for folk. I begyndelsen bør denne gennemgang henvende sig generelt til alle. Fordelen vil være, at enhver kan blive advaret på sin egen plads gennem denne gennemgang og også drage nytte af den, hvis hans natur rummer evne til forbedring. Hvis man allerede i første fase specifikt irettesætter de fejlende ved at nævne dem ved navn, vækkes en følelse af ydmygelse hos dem. I stedet for at skabe mulighed for deres forbedring opstår der en holdning af stædighed og trods.

Men når det efter gentagne undersøgelser af en gruppe bevises, at de ikke overtræder organisationens principper blot på grund af en mental komplikation eller ved et tilfælde, men bevidst har gjort hykleriets princip til en vane, skal de advares direkte om deres fejl, og fremgangsmåden med fortrolighed og medfølelse skal ændres. Dette vil være den sidste advarsel til dem. Hvis de derefter stadig ikke retter sig, er det organisationens pligt at udskille sådanne mennesker fra sit indre.

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, anvendte netop denne fremgangsmåde over for hyklerne, og set fra organisationel oplærings synspunkt stemmer den overens med fornuft og menneskets natur. Den, der retter blikket mod Koranen, ved, at slaget ved Badr var den første prøvelse i islams historie. Det var i dette slag, det blev bevist, at nogle hyklere skjulte sig inden for organisationen. Efter at krigens omstændigheder var overstået, kritiserede Koranen disse menneskers handlinger hårdt. Der findes vidnesbyrd om dette i Sura al-Anfal. På det tidspunkt blev de imidlertid hverken direkte tiltalt og irettesat ved navn eller udvist af organisationen. Derefter fortsatte disse mennesker med at vise deres svaghed ved enhver prøvelse. Men bortset fra generel kritik og vejledning rettede Koranen ikke noget direkte angreb mod dem. Denne tilstand bestod indtil tiden omkring slaget ved Tabuk. Men da beviset mod disse mennesker var blevet endeligt, og det fuldt ud var bevist, at deres onde handlinger og hovmod ikke var resultatet af uvidenhed eller en midlertidig følelse af nederlag, men at de gjorde alt dette bevidst og med koldt overlæg, blev de udskilt og udvist af organisationen.
12

Sandhedens kalders ansvar og pligter

Hvad enten det er en, der kalder til sandheden, eller en, der kalder til falskheden, har Allah den Ophøjede ikke givet nogen af dem større magt end evnen til at kalde og inspirere. Ingen profet havde magt til at indgyde vejledning i et menneskes hjerte, og Satan har heller ikke magt til at tvinge nogen ind på vildfarelsens vej. Hver af dem har kun den mulighed at kalde Allahs skabninger til sin egen vej. Om den, der kaldes, vælger vejledning eller vildfarelse, afhænger af vedkommendes eget valg samt Allahs særlige gunst og hjælp. For denne gunst og hjælp har Allah den Ophøjede fastlagt en regel. Ifølge denne regel giver Han sine tjenere med en sund natur og et ønske om vejledning mulighed for at følge profeternes vej, mens Han gør det let for dem med et fordrejet sind og en tilbøjelighed til vildfarelse at følge Satans vej. Gennem de følgende vers blev denne sandhed fremført for Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham:إِنَّكَ لَا تَهْدِي مَنْ أَحْبَبْتَ وَلَكِنَّ اللَّهَ يَهْدِي مَنْ يَشَاءُ وَهُوَ أَعْلَمُ بِالْمُهْتَدِينَ“Du kan ikke vejlede den, du ønsker, men Allah vejleder den, Han vil. Uanset hvor stærkt du ønsker det, vil de fleste mennesker ikke tro.” – (Sura al-Qasas: 56)إِنْ تَحْرِصْ عَلَى هُدَاهُمْ فَإِنَّ اللَّهَ لَا يَهْدِي مَنْ يُضِلُّ وَمَا لَهُمْ مِنْ نَاصِرِينَ“Hvis du ønsker, at de skal vejledes, så vid, at Allah ikke vejleder dem, som Han lader fare vild. Og de har ingen hjælper.” – (Sura an-Nahl: 37)كِتَابٌ أَنْزَلْنَاهُ إِلَيْكَ لِتُخْرِجَ النَّاسَ مِنَ الظُّلُمَاتِ إِلَى النُّورِ بِإِذْنِ رَبِّهِمْ إِلَى صِرَاطِ الْعَزِيزِ الْحَمِيدِ“Denne Bog har Vi åbenbaret for dig, for at du med deres Herres tilladelse skal føre menneskene fra mørket til lyset.” – (Sura Ibrahim: 1)إِنَّ عِبَادِي لَيْسَ لَكَ عَلَيْهِمْ سُلْطَانٌ إِلَّا مَنِ اتَّبَعَكَ مِنَ الْغَاوِينَ“Du har ingen magt over Mine tjenere, bortset fra de vildfarne, som følger dig; kun over dem har du magt.” – (Sura al-Hijr: 42)وَمَا كَانَ لِيَ عَلَيْكُمْ مِنْ سُلْطَانٍ إِلَّا أَنْ دَعَوْتُكُمْ فَاسْتَجَبْتُمْ لِي فَلَا تَلُومُونِي وَلُومُوا أَنْفُسَكُمْ“I havde ingen magt over mig. Jeg kaldte jer blot, og I besvarede mit kald. Bebrejd derfor ikke mig, men bebrejd jer selv.” – (Sura Ibrahim: 22)
På baggrund af disse virkelige forhold bekymrer den, der kalder til sandheden, sig ikke om, hvorvidt folk lytter opmærksomt til hans kald. Han bekymrer sig heller ikke om, hvorvidt tiden er gunstig for hans kald, og det er heller ikke nødvendigt, at han gør det. Når det gælder, om folk accepterer eller afviser kaldet, om hans egen indsats lykkes eller mislykkes, og hvad kaldet til sandheden fører til, træffer han én gang for alle den beslutning og bliver fuldstændig overbevist om, at hans pligt er at kalde folk til det mål, som han tror er sandt, og som han anser for lige gavnligt for hele verden. Efter at have truffet denne beslutning bliver han ikke urolig over, om folk accepterer hans kald og dermed opfylder deres pligt, eller om Allah den Ophøjede vil udbrede dette kald på jorden.
Hvad enten folk accepterer eller afviser kaldet, forbliver hans eget ansvar i begge tilfælde fuldt ud det samme, uanset om de besvarer hans kald eller ej. Hvis de accepterer hans kald, åbnes vejen til succes og frelse i denne verden og i det hinsidige for dem, og han vil hos Allah få belønningen for at have opfyldt sit ansvar og for sit kald. Hvis de ikke accepterer kaldet, vil Allahs endelige bevis være fuldbyrdet over for folk gennem ham, og den, der kalder, vil blive erklæret fri for ansvar. Det vil sige, at han har opfyldt den pligt, han havde. I Koranen er svaret fra en gruppe af dem, der kaldte til sandheden, nævnt. De var blevet forhindret i at fremsætte deres kald over for en gruppe mennesker, som på ingen måde var villige til at acceptere det. Af dette svar bliver arten af den, der kalder til sandheden, tydelig: Hvad enten folk accepterer hans kald eller ej, er hans pligt i begge tilfælde at fortsætte med at kalde. Hvis folk accepterer det, vil de opnå vejledning; hvis de ikke accepterer det, vil han blive anset for fri for ansvar over for Allah.وَإِذْ قَالَتْ أُمَّةٌ مِنْهُمْ لِمَ تَعِظُونَ قَوْمًا اللَّهُ مُهْلِكُهُمْ أَوْ مُعَذِّبُهُمْ عَذَابًا شَدِيدًا قَالُوا مَعْذِرَةً إِلَى رَبِّكُمْ وَلَعَلَّهُمْ يَتَّقُونَ“Da en gruppe blandt dem sagde til en anden: ‘Hvorfor formaner I mennesker, som Allah enten vil tilintetgøre eller straffe med en hård straf?’ svarede de: ‘For at have en undskyldning over for jeres Herre, og måske vil de blive gudfrygtige.’” – (Sura al-A’raf: 164)
Hvad angår Allah den Ophøjedes hjælp, er dette alene tilstrækkeligt: Når Allah har gjort sandheden klar for ham, skaber det i hans hjerte en sikkerhed for, at hvis han går frem med beslutningen om at kalde til denne sandhed, få folk til at acceptere den, kalde dem til sandheden og udbrede den i verden, vil Allah den Ophøjede helt sikkert hjælpe ham med dette. Han kan aldrig tvivle på, at en barmhjertig og nådig Herre skulle have sagt om en vej, at den er den lige og lette vej, men samtidig gjort det umuligt at følge den, eller at Han skulle have kaldt den livsordning, Han har foreskrevet, for den naturlige livsordning, men gjort den så kompliceret og så umulig at praktisere, at folk slet ikke ville kunne acceptere den. En retfærdig person, der kalder til sandheden, kan heller ikke tvivle på, at hans nådige Herre skulle pålægge ham en opgave og sige: ‘Dette er det, I skal gøre, og i at gøre det ligger din frelse og Min nåde’, men derefter, når han begynder på opgaven og møder vanskeligheder, lade ham hjælpeløs tilbage uden nogen form for hjælp.
Denne gode mening om Allah den Ophøjede og denne tillid findes hos enhver, der kalder: Det er ikke vanskeligt at følge den vej, Han har vist; den livsordning, Han har givet, er heller ikke kompliceret, og det er ikke svært at leve efter den. Han vil ikke forlade ham hjælpeløs, og han vil helt sikkert få Hans hjælp. Når modstanderne begynder at skabe hindringer på hans vej, og det tilsyneladende ser ud, som om arbejdet ikke længere kan føres fremad, giver denne tillid ham styrke og opmuntring: Når Allah den Ophøjede selv har peget på den vej og sagt, at dette er sandhedens vej, vil den, der vandrer ad den, helt sikkert nå det ønskede mål. Uanset hvor vanskelige hindringer der kommer på denne vej, vil Allahs hjælp til sidst komme. Dette er forholdet mellem dem, der kalder til sandheden, og Allah den Ophøjede, og sådan er deres tillid til Ham. Dette kommer til udtryk i det følgende vers fra Sura Ibrahim:وَمَا لَنَا أَلَّا نَتَوَكَّلَ عَلَى اللَّهِ وَقَدْ هَدَانَا سُبُلَنَا وَلَنَصْبِرَنَّ عَلَى مَا آذَيْتُمُونَا وَعَلَى اللَّهِ فَلْيَتَوَكَّلِ الْمُتَوَكِّلُونَ“Hvorfor skulle vi ikke sætte vores lid til Allah, når Han har vist os vores veje? Vi vil være tålmodige med alt det, I påfører os af lidelse. Lad dem, der sætter deres lid til Allah, sætte deres lid til Ham.” (Vers 12)
Nogle gange begår den, der kalder, den fejl at fastlægge grænserne for sit ansvar forkert. Han begynder at tro, at hans ansvar ikke blot består i at overbringe sandheden korrekt til folk, men også i at få dem til at acceptere den. En uundgåelig følge af denne vildfarelse er for det første, at den, der kalder, i stedet for at fremlægge den rene sandhed begynder at være tilbøjelig til at indgå kompromis med modstandernes falske trosforestillinger og tanker. For det andet kaster han, fordi han påtager sig et forkert ansvar, sit liv ud i tunge bekymringer og komplikationer. For at beskytte mod denne form for vildfarelse har Koranen givet udførlig vejledning. For eksempel:وَمَا عَلَى الَّذِينَ يَتَّقُونَ مِنْ حِسَابِهِمْ مِنْ شَيْءٍ وَلَكِنْ ذِكْرَى لَعَلَّهُمْ يَتَّقُونَ“De gudfrygtige bærer intet ansvar for deres regnskab. Men det er deres pligt at formane dem, så de måske afholder sig fra deres vildfarne principper og karakter.” – (Sura al-An’am: 69)اتَّبِعْ مَا أُوحِيَ إِلَيْكَ مِنْ رَبِّكَ لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ وَأَعْرِضْ عَنِ الْمُشْرِكِينَ(106)وَلَوْ شَاءَ اللَّهُ مَا أَشْرَكُوا وَمَا جَعَلْنَاكَ عَلَيْهِمْ حَفِيظًا وَمَا أَنْتَ عَلَيْهِمْ بِوَكِيلٍ“Følg det, der er blevet åbenbaret for dig fra din Herre. Der er ingen gud undtagen Ham. Vend dig ikke bekymret mod afgudsdyrkerne. Hvis Allah havde villet det, kunne Han have sørget for, at Vi ikke havde sat dig som vogter over dem, så de ikke kunne begå fejl. Du er heller ikke ansvarlig for dem, således at deres tro skulle være dit ansvar.” – (Sura al-An’am: 107, 107)فَإِنَّمَا عَلَيْكَ الْبَلَاغُ وَعَلَيْنَا الْحِسَابُ“Din opgave er kun at overbringe budskabet fuldt ud, mens det er Min opgave at kræve regnskab.” (Sura ar-Ra’d: 40)طه () مَا أَنْزَلْنَا عَلَيْكَ الْقُرْآنَ لِتَشْقَى () إِلَّا تَذْكِرَةً لِمَنْ يَخْشَى“Ta-Ha. Vi har ikke åbenbaret Koranen for dig, for at du skulle kaste dit liv ud i vanskeligheder. Den er blot en påmindelse for dem, der frygter Allah.” – (Sura Ta-Ha: 1-3)
I vor tid sidder nogle mennesker med hænderne i skødet, fordi de ser de gudsoprørske kræfters verdensomspændende sejr og ikke ser nogen mulighed for at kalde til sandheden. Andre, som ikke ser nogen mulighed for, at kaldet til sandheden kan udbredes, er begyndt at fremme falskheden. De er opslugt af den tidligere nævnte vildfarelse. Hvis det blev gjort klart for disse mennesker, at det ikke er deres sag, om sandheden gøres klar for folk eller ej, og om dette kald bliver udbredt eller ej, men at sagen tilhører Allah den Ophøjede, ville de ikke være blevet viklet ind i komplikationerne omkring muligheder og umuligheder og heller ikke have påtaget sig ansvaret for at fremme falskheden. De ville i stedet have fremmet sandheden efter bedste evne og håbet hos Allah den Ophøjede, at Han, som selv elsker sandheden og det gode, helt sikkert ville udbrede sandheden. Men de ønskede at tage Allahs ansvar på deres skuldre sammen med deres egen byrde. Da de indså, at dette var en meget tung byrde, som de ikke kunne bære, blev de tvunget til at erklære: Den ordning, som islam har fremlagt, er ganske vist den, der er fuld af godhed og velsignelse, men eftersom det ikke er muligt at etablere den bredt i vor tid, er der ingen anden udvej end at fremme en ikke-islamisk ordning og acceptere den.
Det er i denne opfattelse, at vildfarelsen ligger. Det er ikke nødvendigt at fremlægge alle disse forhold, og der er heller ikke mulighed for at gøre det her. Vi vil dog pege på én ting. Disse mennesker forlod bevidst sandhedens vej og valgte falskhedens vej, fordi de troede, at de ad denne vej let kunne nå deres tilsigtede mål. Selv hvis de opnår succes ad denne vej, sådan som de opfatter succes, kan den kun komme efter Allahs befaling, ikke gennem deres egne bestræbelser og planer. I stedet for at blive ført ad en vildfaren vej og vente på, at Allah skulle give dem en mulighed, ville det da ikke have været bedre, hvis de selv havde fulgt sandhedens vej, kaldt andre til at følge den og ventet på hjælp og succes fra Allah?
De var ude af stand til at fastlægge grænserne for deres ansvar og pligt som mennesker, der kaldte til sandheden. Denne alvorlige fejl rettede alle deres anstrengelser mod en fuldstændig forkert vej. De gjorde ikke blot deres pligt til at overbringe folk den sandhed, som Allah den Ophøjede havde vejledt dem til, uden nogen ændring, udvidelse eller indskrænkning; de gjorde det også til deres ansvar at forvandle folk til tilhængere af sandheden. Da dette arbejde forekom dem vanskeligt, forlod de sandheden og tog falskheden til sig. Dette fejlagtige skridt får uundgåeligt den, der kalder, til at afvige fra den Barmhjertiges vej og stille sig på Satans vej. Han forbliver da ikke blot en, der kalder, men fremstår som en, der gør krav på at gribe ind i Allahs rettigheder og fremlægge en ny trosretning.
Hvis en, der kalder, var fuldt bevidst om sin egen rang, kunne man ikke forvente, at han skulle sætte sig håbløs og tvivlende eller begynde at fremme falskheden i stedet for sandheden. Men fordi han er af den opfattelse, at hans ansvar kun er begrænset til selve formidlingen, må han holde et vågent øje med sig selv, så denne opfattelse ikke skaber skødesløshed og en følelse af lethed i ham. For at beskytte sig mod dette må han altid have den kaldendes ansvar og pligt for øje. Hvis han ikke er opmærksom på dette, risikerer han hos Allah at blive holdt fast på den anklage, at pligten til at formidle eller aflægge vidnesbyrd ikke er blevet opfyldt på den foreskrevne måde. Om de ædle profeter kan det siges, at bevidstheden om profetgerningens ansvar var så stærk i dem, at de ofte glemte selv den nødvendige hvile. De huskede endda ikke altid deres egen og deres kalds værdighed og storhed. Deres usædvanlige optagethed gav snarere indtryk af, at de anså sig selv for ansvarlige for menneskers vantro og tro. Allah den Ophøjede irettesatte sine profeter for denne optagethed på en kærlig måde. Vi har tidligere nævnt nogle eksempler på dette. Det bør være enhver, der kalder til sandheden, karakteristisk at undgå denne form for overdreven optagethed og overdrivelse.
13

Modstandere af kaldet til sandheden

Enhver appel til sandheden møder tre slags modstandere:
1. Den uforsonlige fjende
2. Den afventende gruppe
3. De uopmærksomme
Hver af disse grupper har andre egenskaber og en anden mentalitet end de øvrige. Derfor må en erfaren læge behandle hver af dem på en helt forskellig måde. Da forkyndelsens succes i høj grad afhænger af denne forskel i behandlingen, kan man ikke håbe på succes, hvis en forkynder ikke kan identificere de forskellige grupper og ikke kender deres særlige adfærd og tilbøjeligheder. På grund af emnets betydning vil vi udførligt gennemgå disse modstanderes særpræg og tilbøjeligheder.

1. Den uforsonlige fjende
Med uforsonlige fjender menes de mennesker, som straks efter at have forstået forkyndelsens karakter og indflydelse går ind på arenaen fast besluttede på at bekæmpe den. Deres modstand kan ganske vist komme til udtryk på mange måder, men tre former er grundlæggende: (1) barbarisk fjendskab, (2) hovmod, had og fjendtlighed, og (3) hensynet til personlige interesser. Disse tre former er helt ens med hensyn til deres fremdrift i kampen mod sandheden, men de er af helt forskellig karakter, når man ser på deres inderste væsen.

Sygdommen barbarisk fjendskab skyldes først og fremmest en lidenskabelig troskab mod og kærlighed til den jahilitiske orden. Det er som regel de mennesker, der er trofaste og loyale tjenere for deres tids jahilitiske system, som rammes af denne sygdom. Når de ser, at en appel er rejst, som ønsker at sønderbryde det system, de leder, og indføre et nyt i dets sted, opstår der en voldsom ophidselse i dem. De ser deres folks politiske og økonomiske ruin i den. De ser, at den nye appel skaber splittelse i deres stamme, og at den sammenslutning, de selv har opbygget, går i stykker. De formoder også, at denne forkyndelse er helt i strid med fædrenes og forfædrenes velkendte skikke og den gamle politik. Derfor bliver deres hjerter fyldt med modvilje mod den.

Alt dette skaber en stærk smerte og voldsom ophidselse i dem mod forkynderen og forkyndelsen, og de bliver parate til at kæmpe imod den med fuld kraft og endda ofre livet. Men fordi deres modstand i høj grad bygger på national loyalitet, rummer den mindre ondskab, skændsel og lavhed. Det er en mandig modstand. Den er ganske vist ophidset, men ophidselsen er ikke uden høflighed, dannelse og ædelhed. Ved denne form for modstand er der, når misforståelserne er fjernet, stadig mulighed for, at modstanden kan blive til kærlighed. Og hvis det sker, kan denne kærlighed få samme uimodståelige karakter som den lidenskabelige og ubøjelige modstand havde.

Det bedste eksempel på dette i islams forkyndelseshistorie er Abu Jahl og den ærede Umar, må Allah være tilfreds med ham, i deres modstand. Alle ved, hvor aktiv Abu Jahl var i at bekæmpe islams forkyndelse indtil sit sidste åndedrag. Men trods dette yderste fjendskab forsøgte han aldrig at fremsætte en modbydelig anklage mod Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Når Sendebudet gik ud for at forkynde, fulgte Abu Jahl ham som en skygge i sin modstandsiver, så ingen kunne høre på ham. Men når han gjorde modstand, sagde han omtrent: »Muhammad! Jeg siger ikke, at du lyver. Men din forkyndelse strider mod vore fædres og forfædres vej.«

Det, der især gjorde ham vred, var, at forkyndelsen splittede Qurayshs enhed. Den alvorligste anklage, som blev rettet mod Allahs Sendebud, var, at han havde skilt sønner fra fædre og brødre fra brødre og gjort dem til hinandens fjender. Da Abu Jahl under slaget ved Badr så, at islams forkyndelse havde stillet Quraysh op mod Quraysh, bad han derfor med stærke følelser til Allah:(Arabisk**********)
»O Allah! Besejr i morgen den af os, som i højeste grad bryder slægtskabsbåndene, og den, som har opfundet denne nyskabelse.«

Selv om denne bøn var gennemsyret af jahilitetens fjendskab, kan man ikke benægte, at Abu Jahls høflighed og hans nationale dyrkelse kom til udtryk i den. Hvor ivrige sådanne modstandere end er i kampen mod forkyndelsen, rummer de ofte en tydelig skønhed i deres kærlighed til deres eget folk. Derfor har de en særlig respekt i sandhedens forkynderes øjne. De håber altid i deres hjerter, at denne skønhed i stedet for at blive brugt til falskhed må blive brugt i sandhedens tjeneste. Derfor bad Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, blandt alle islams modstandere særligt for Abu Jahl og den ærede Umar, må Allah være tilfreds med ham, om at antage islam, så islams forkyndelse gennem deres islam kunne opnå styrke og anseelse.

Denne bøn blev opfyldt for den ærede Umar. Enhver, der studerer islams historie, ved, at situationen pludselig ændrede sig, så snart han antog islam. Før sin omvendelse havde han med voldsom iver, stor aktivitet, styrke og fjendskab bekæmpet islam og muslimerne; efter omvendelsen begyndte han med endnu større beslutsomhed og mod at vie sit liv til islam. Da hans jahilitiske had antog islams farve, mærkede både venner og fjender, at en troende mand med en løves styrke nu var kommet ind i islams rækker.

I den ærede Umars livsførelse fandtes en skønhed, som kunne tjene som surdej for alle menneskets ædle egenskaber. Men denne skønhed var begravet under utallige jahilitiske forestillinger. Da skraldet af disse falske forestillinger gennem friktionen med Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans forkyndelse af religionen blev fjernet, kom det rene guld frem nedenunder. Dets glans blændede til sidst verdens øjne.

Den ærede Umars forhold til sin tids jahilitiske system byggede ikke på egoisme. Indtil han antog islam, anså han tværtimod systemet for sandt. Han betragtede det som arven fra sine ærede forfædre og så sit folks ære og værdigheds beståen deri. Derfor anså han det for en religiøs og national pligt at tage systemets tilhængere som sine venner og dets modstandere som sine fjender. Men da det blev klart for ham, at hans opfattelse ikke var sand, og at sandheden var den modsatte, rettede han den lidenskab, som havde gjort ham til en trofast tjener for jahilitetens system, mod islams tjeneste og støtte.

Mennesker med sådanne ædle egenskaber står over lave interesser. Når en sandhed først bliver tydelig for dem, kaster de sig ikke ud i at afvise den, og når de har antaget noget, viger de ikke tilbage fra at opfylde dets nødvendige krav. De har mod til at acceptere en sandhed, når den er bevist, og kan ofre enhver personlig interesse for den. På grund af denne side af deres karakter og moral har de en særlig værdighed og position, hvor end de befinder sig.

I denne gruppe findes forskellige slags mennesker. Hos nogle overskrider fjendskabet sin grænse og bliver til selvglæde og hovmod; de får aldrig før deres sidste åndedrag den lykke at slippe ud af jahilitetens fælde, som Abu Jahl. Nogle bliver efter en mindre konflikt og en lille advarsel opmærksomme og finder den rette vej, som Umar og Hamzah, må Allah være tilfreds med dem begge. For andre tager det lang tid at bryde gennem jahilitetens slør, som Abu Sufyan, må Allah være tilfreds med ham. Men én egenskab er fælles for dem alle: Når de forlader jahiliteten og antager islam, indtager de straks en plads på islams forreste række, ligesom de dagen før stod på jahilitetens forreste række.
خياركم في الجاهلية خياركم في الاسلام
»De bedste blandt dem i jahilitetens tid er de bedste i islam, hvis de opnår dyb kundskab om religionen.« (Bukhari, Kitab al-Manaqib og Kitab al-Anbiya; Muslim, Kitab al-Fada’il)

De mennesker, som sædvanligvis bekæmper sandhedens forkyndelse på grund af stolthed, hovmod, misundelse og fjendtlighed, er de, der gennem kunstig fromhed og arvet rigdom indtager ledende og magtfulde positioner i jahilitetens system. De er så vant til selv at gå forrest, at de betragter det som en hindring for dem at følge sandheden. Derfor vil de ikke følge sandheden, men tvinge sandheden til at følge dem. Den mentalitet, der ofte følger med en arvet religiøsitet, er, at de begynder at betragte sandheden som deres forfædres arv og deres private ejendom. Fordi de er opdraget og vokset op i et miljø præget af præsteskab og anseelse, kan de ikke forestille sig, at sandheden kan findes uden for deres egen person og kreds.

Arvet overflod får dem til at gøre jordisk pragt og luksus til et bevis på, at de selv følger sandheden. De tænker, at når de har ære og status, må deres tanker og handlinger nødvendigvis også være sande. Når en forkyndelse udfordrer mennesker med denne mentalitet, fordi den strider mod deres ydre fromhed eller rammer deres lidenskaber, bliver de urolige og gør sig klar til at bekæmpe den. Især når forkyndelsen kommer fra en anden kreds end deres egen, bliver deres modstand ekstrem. De er opslugt af den overbevisning, at sandheden er hos dem og altid vil forblive hos dem. Selv hvis den skulle forsvinde fra deres midte, vil den, når den igen viser sig i verden, vise sig hos dem. Derfor er det næsten umuligt for disse hovmodige mennesker at acceptere en sandhed, hvis forkynder ikke er dem selv.

Hele sandhedens forkyndelseshistorie vidner derfor om, at kun meget få af dem, der lider af denne sygdom, får den lykke at tro på sandheden. De ledende personer i Mekka og Taif, som sagde: »Hvis Allah ville sende en profet, ville Han have sendt én fra os«, var ramt af netop denne sygdom. De benægtede, at islam var den sande religion og Allahs religion, fordi de tænkte: Hvis dette virkelig var en sand religion, åbenbaret af Allah, ville denne ringe og fattige mand ikke have modtaget den før os. Jøderne delte også denne holdning. Bag deres modstand mod islam lå først og fremmest følelsen af, at hvis de accepterede sandheden, ville hele deres religiøse ledelses ære og anseelse blive tilintetgjort.

Selv om sådanne mennesker fremsætter forskellige anklager og tvivl mod sandhedens forkyndelse for at bevise, at deres modstand er legitim og fornuftig, opstilles disse anklager i virkeligheden blot for at skjule de egentlige årsager til modstanden: hovmod, had og fjendtlighed. Sådanne modstandere ser oftere håbløshed end håb i forkynderens forhold. Kun få af dem får den lykke at acceptere sandheden. De sætter sig selv på Guds plads på grund af deres stolthed og hovmod og er ikke parate til at forlade denne plads, før de tvinges ned fra den.

I Koranen regnes hovmod blandt de største hindringer for at acceptere den sande religion. Derfor blev Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, flere steder i Koranen hindret i at spilde for megen tid på disse mennesker. De er berusede af stolthed på grund af overfloden af jordiske besiddelser eller på grund af religiøst og verdsligt lederskab. Den ærede Jesus, må Allahs fred være med ham, sagde med henvisning til de samtidige lærdes og juristers hovmod: »Velsignede er de fattige i hjertet; de vil træde ind i himmerigets rige.« Han sagde også: »Det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for de rige at træde ind i Guds rige.« Tidens gang har bekræftet denne forudsigelse.

Af både Evangeliet og Koranen fremgår det, at ikke én af Jerusalems lærde og jurister troede på den ærede Jesu forkyndelse. Da han til sidst mistede håbet om dem, måtte han fremsætte sin forkyndelse for fiskerne ved floden. Blandt dem fandt han nogle af Allahs tjenere, som påtog sig ansvaret for at udbrede sandhedens forkyndelse.

Da Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsatte religionens forkyndelse, opstod næsten den samme situation. Kun en håndfuld blandt Bogens folks lærde antog islam. Alle de øvrige stod som en hindring for sandheden på grund af deres stolthed over præsteskab og fromhed. Når Koranen nævner de troendes særlige egenskaber, fremhæves især denne egenskab:انهم لا يستكبرون
»Og de er ikke hovmodige.« (Al-Ma’idah 5:82)

Heraf kan man forstå, at deres hjerter ikke var blevet ramt af sygdommen med religiøst og verdsligt lederskab, og at de ikke anså sig selv for at stå over sandheden. En anden særlig egenskab hos disse mennesker er, at de i begyndelsen på grund af deres hovmod ser ned på forkyndelsen og ikke tillægger den nogen betydning. Men når forkyndelsen går fremad, og de ser jorden forsvinde under deres fødder, bliver deres misundelse og fjendtlighed stærk. Da gør de mod forkyndelsen og forkynderen alt, hvad mennesker, der er sunket ned i hovmod og had, kan gøre.

Det er sædvanligvis de selvcentrerede mennesker, der på grund af dyrkelsen af egne interesser bekæmper sandhedens forkyndelse. Hele deres moralske og samfundsmæssige filosofi begynder med deres eget jeg og kredser uafbrudt om dem selv. Fordi mennesket som socialt væsen ikke kan leve isoleret, slutter de sig ganske vist til en social orden, men i den søger de ved hvert eneste skridt deres egen fordel og er aldrig parate til at bære ansvar. For dem er deres eget jeg målestokken for sandt og falsk. Det, der gavner deres egne interesser, er sandt, og det, der skader deres personlige interesser, er falsk.

Mennesker med så lave moralske og samfundsmæssige forestillinger bekæmper enhver forkyndelse, der strider mod deres egne interesser. De besidder ingen høje menneskelige egenskaber. Derfor er deres eksistens naturligt lige så nytteløs for en sandhedsbaseret orden, som en impotent ægtemand er nytteløs for en hustru. På grund af deres medfødte lave karakter og egoisme føler de kun tiltrækning til falske forkyndelser eller falske livsordener. Selv deres forhold til disse er dog fuldstændig hyklerisk og egoistisk. De er ikke parate til at tåle noget slag for dem med oprigtig følelse og iver.

Et praktisk eksempel fra islams udbredelseshistorie er Abu Lahab. Hele hans modstand mod Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, skyldtes, at Abu Lahabs karakterfejl blev afsløret offentligt gennem Profetens forkyndelse. Den rigdom, han havde samlet gennem egoisme og pengebegær, var truet. Han havde ganske vist den højeste position i den jahilitiske orden, som Quraysh havde oprettet, men hans eneste forbindelse med systemet var, at hans ærefulde embede og tilsynet med Kabaen gav ham mange muligheder for at skaffe sig rigdom. Han havde ikke større medfølelse med sit folk, og han interesserede sig heller ikke for den jahilitiske ordens vel eller ve, selv om han indtog dens højeste ledelse.

Det største bevis er, at han ganske vist stod forrest i modstanden mod Allahs Sendebuds forkyndelse og viste folk, at den var en forkyndelse, som ville ødelægge den orden, fædrene og forfædrene havde grundlagt. Men da alle Qurayshs ledende mænd deltog i slaget ved Badr med religiøs begejstring og ophidselse, var denne mand, der hævdede den største ret til den abrahamitiske arv, fraværende fra slaget og sendte en lejet mand i sit sted. Og dette var efter Qurayshs opfattelse et afgørende slag.

Den naturlige forbindelse mellem sådanne mennesker og enhver appel til sandheden kan kun være modstand, og de bliver faktisk modstandere. De er blevet så fastgroede og dygtige i lavhed og ondskab, at en forkyndelse, som kalder til høj moral, kræver medfølelse, lighed og broderskab og opfordrer til opofrelse, forsagelse og at vie livet, ikke skaber nogen genklang hos dem. Deres ører er døve for en sådan forkyndelse, og deres hjerter er som døde. De føler ikke blot ingen tiltrækning eller tilbøjelighed til den; de føler had og fjendtlighed mod den. På grund af deres moralske forfald består deres modstand heller ikke i principiel modstand. I stedet tyr de til bagtalelse, sladder og falske anklager og forsøger gennem skældsord og offentliggørelse af fejl at bevare deres ledelsesmæssige hovmod.

2. Den afventende gruppe
Med de afventende, al-mutarrabbisin, menes mennesker, som til en vis grad erkender, at sandhedens forkyndelse er sand, men som ikke har tilstrækkelig moralsk styrke til at acceptere sandheden, fordi den er sand, og sætte livet på spil for den. Intellektuelt er de heller ikke så udviklede, at de før en sandhedsbaseret orden gennemføres i praksis kan vurdere dens mulighed for succes, selv om tegnene på denne succes allerede ligger i den.

På grund af denne svaghed overlader de afgørelsen af, om noget er sandt, til fremtiden i stedet for at afgøre det gennem deres egen fornuft, og de bliver ventende. Hvis fremtiden giver det mulighed for at nå succesens dør, vil de acceptere det; ellers vil de lade deres liv ende, sådan som det allerede går. På grund af deres moralske og intellektuelle svaghed befinder de sig i en indre konflikt og spænding. Derfor er de ikke særlig ivrige efter at bekæmpe sandhedens forkyndelse. Men under indflydelse af det bestående system slutter de sig til forkyndelsens modstandere. Under konflikten mellem sandhed og falskhed forsøger de at skabe en form for kompromis, så sandhed og falskhed kan blandes og fortsætte side om side.

Blandt sandhedens modstandere spiller de samme rolle, som hyklerne spiller blandt sandhedens støtter. Selv efter en stor sejr for sandheden ophører deres venten ikke på grund af deres moralske svaghed. I islams forkyndelses tidlige fase sagde mennesker med denne mentalitet under slaget ved Badr: »Hvis Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere vinder dette slag, vil vi anerkende hans forkyndelse som sand og slutte os til ham.« Men da slaget var afsluttet, og muslimerne havde sejret, udsatte de afgørelsen til udfaldet af de kommende slag. Da også disse slag endte med nederlag for Quraysh, og deres midlertidige magt i praksis var fuldstændig tilintetgjort, begyndte de at vente: »Lad os se, hvordan islam klarer sig over for jødernes samlede styrke.« Da også jødernes styrke blev knust, burde deres venten være ophørt. Alligevel blev der en gruppe tilbage, som ventede på udfaldet af muslimernes sammenstød med romerne. Således ville deres venten aldrig ende, før det blev umuligt for dem at holde fast i vantroens system.

Deres grundlæggende svaghed er, at de ikke ønsker at undersøge sandheden ved hjælp af fornuften og derefter tro på den. De ønsker i stedet at se dens sejr med egne øjne og først da tro på den. Deres ønske svarer nøjagtigt til ønsket hos dem, der før de tror på Allah ønsker at se Ham med egne øjne. Det er et barnligt ønske, som Allah og Hans Sendebud ikke har tillagt nogen betydning. De har tværtimod klart sagt, at den tro, der erkendes gennem fornuften, er pålidelig, mens tro, der blot bygger på synet, ikke er det. Den, der anser en sandhed for sand, fordi dens gode resultater ligger foran ham, og fordi han med egne øjne ser dens modstanderes dårlige endeligt, har ikke virkelig troet på sandheden. Han er enten en tilbeder af sine interesser eller skrækslagen af frygt for tab.

Når et menneske synker så langt ned i ydre dyrkelse, er der kun forskel i kropsbygning tilbage mellem ham og et dyr. Han kan ikke følge nogen moralsk orden i verden, hvis resultater ikke viser sig i dag, men først ventes at vise sig i morgen. Heri ligger den egentlige hemmelighed bag, at sådanne mennesker ikke har nogen værdi i sandhedens forkynderes øjne. Deres mentalitet elsker blind efterfølgelse. De er vant til at være passagerer i et kørende køretøj, uanset hvilken retning det kører i. De følger vantroens system, fordi det er sejrende. De vil også blive islams rejsefæller, hvis islam indtager sejrherrens plads. De har ikke det mandige mod, hvis indre tiltrækning får dem til at løbe mod sandheden; de løber kun mod den under pres. Derfor øger sådanne mennesker ikke organisationens styrke, men mindsker den.

I islams første tid var de troendes styrke sådan, at én af dem var tilstrækkelig mod ti vantroende. Men efter erobringen af Mekka, da et stort antal nye muslimer sluttede sig til dem, blev styrken mindre, og forholdet faldt til én muslim mod to vantroende.

På grund af deres intellektuelle og moralske svaghed kan mennesker med denne mentalitet aldrig tro på en sandhedsbaseret forkyndelse på det tidspunkt, hvor den bevæger sig frem gennem forskellige prøvelser i konflikt og kamp. Det er muligt, at de i hemmelighed kan sige noget godt til fordel for forkyndelsen, eller at der i deres hjertes skjulte afkrog kan opstå et ønske om dens succes. Det er heller ikke umuligt, at de inderst inde ikke bryder sig om dem, der bekæmper sandhedens forkyndelse. Det er også muligt, at de på et tidspunkt håber på at modtage økonomisk eller moralsk støtte fra forkyndelsen. Alt dette er muligt. Men de har ingen evne til at samle spredte brædder, bygge en båd af dem, sætte den ud på flodens voldsomme bølger og føre den gennem ugunstigt vejr til bredden.

Deres mentale tilstand ændrer sig efter forkyndelsens forskellige gunstige og ugunstige omstændigheder. Når de ser tegn på succes, kildres deres hjerter, så de ønsker at gå frem og acceptere forkyndelsen. Når de ser farer, ulykker og hindringer, bliver de skræmte, tier fuldstændigt og begynder at erklære forkyndelsen for tåbelig og forkynderen for dum og gal. Men det sker kun sjældent, at de med samme begejstring som modstanderne gør sig klar til at udrydde forkyndelsen eller åbent tror på den og sætter alle kræfter ind på at støtte den.

Hvis de ønsker forkyndelsens undergang, ønsker de ikke at risikere nogen fare for selv at tilintetgøre den. De ønsker blot, at båden selv skal støde mod en klippe og blive knust. På samme måde ønsker de, hvis de håber på forkyndelsens succes, ikke at skulle tåle noget slag på denne vej. De ønsker, at andre skal ofre rigdom og liv for forkyndelsen og føre den til succesens top, mens de selv høster frugterne.

3. Den uopmærksomme gruppe
Med de uopmærksomme, al-mughaf­filin, menes den del af folket, som, fordi den må sørge for sit brød og sine daglige behov, aldrig får så meget fritid, at den kan deltage aktivt i samfundets omformning. Både mentalt og moralsk følger de deres tids system og fungerer som dets bærere og arbejdere. De betragter det som en stor velsignelse at kunne leve under dette system og som en nåde fra de mennesker, under hvis ledelse systemet opretholdes.

De er som regel fri for den moralske fordærvelse, som modstanderne af religionens sandhed er fanget i. Derfor deltager de ikke ivrigt i modstanden mod en sandhedsbaseret forkyndelse, og de har heller ingen grund til at gøre det. Men de følger blindt deres tids religiøse og politiske ledere og har en form for nedarvet tillid til dem. Derfor kan en tanke, der strider mod deres politiske og religiøse lederes opfattelser, i første omgang ikke tiltrække deres hjerter. Selv hvis den gør det, oplever de den først som fremmed. De ønsker, at deres ledere først skal tage et skridt; så vil de følge dem.

Deres ledere tager af de ovennævnte grunde skridt på modstandens vej i stedet for på samarbejdets og forsøger at få deres tilhængere til at følge dem. På dette tidspunkt begynder folk at lære forkyndelsen at kende, og efterhånden som konflikten med falskheden udvikler sig, får de mulighed for at vurdere forkynderens upartiske karakter og forkyndelsens indre kraft. Som følge heraf bliver nogle af de vise og karakterstærke blandt dem hjælpere for forkyndelsen.

Når de samtidige ledere ser, at deres tilhængere glider ud af deres hænder, går de med fuld kraft ind på arenaen i modstand mod forkyndelsen og forkynderen og begynder at bruge alle propagandamidler for at holde folket knyttet til sig. Selv om dette kaster mange mennesker ud i tvivl om forkyndelsen, får de samtidig en god mulighed for at sammenligne forkynderens høje karakter og forkyndelsens styrke med deres egne lederes karakter og forkyndelsens styrke. Resultatet bliver, at folket gradvist begynder at tvivle på deres tidligere ledere og påvirkes af den nye forkyndelse.

Selv om båndene fra lang tids blinde efterligning ikke hurtigt løsnes, åbner deres mod, frygtløshed og høje karakter, ved at overvinde uvidenheden om persondyrkelse, vejen til dyrkelsen af sandheden. Og én efter én kommer en stor del af mennesker på dette niveau ind under sandhedens beskyttende omfavnelse.

14

Gruppen, der støtter kaldet til sandheden

Ligesom modstanderne af enhver da‘wa er også dens tilhængere opdelt i tre grupper:
1. De forreste (sābiqūna l-awwalūn).
2. De bedste følgere (al-muttabi‘ūna bi-iḥsān).
3. De svage og hyklerne.

De forreste
Blandt tilhængerne af sandhedens da‘wa er de forreste de bedste og højststående. De, som straks accepterer da‘waen, når den opstår, og uden tøven er rede til at ofre deres liv for den, er de forreste. De er mennesker med en sund natur. Allerede før de modtager da‘waen, fornemmer de i sig selv noget, som får sandhedens kaldere til at henvende sig til dem. Intellektuelt er de så udviklede, at de ikke blot er tilfredse med verdens synlige side, men også iagttager og forstår tegnene på dens usynlige side. I deres øjne har disse skjulte mysterier større virkelig værdi end det synlige.

De er ikke blot begærets slaver som firbenede dyr. De forsøger at forstå fornuftens, samvittighedens og naturens krav og giver disse krav forrang på alle livets trin. Deres forstand er så stærk og virksom, at de aldrig ønsker hjælpeløst at forblive fanget i deres fædres og forfædres skikke og traditioner. De søger at kende enhver sags gode og dårlige sider, underkaster den kritik og iagttagelse og accepterer det, som de finder foreneligt med fornuften, samvittigheden og den menneskelige natur. De er frie for sekterisk og organisatorisk fanatisme og blind efterfølgelse.

Efter deres opfattelse kan sandheden ikke være bundet til en bestemt persons skød, indespærret i en bestemt gruppe eller overdraget til arvinger som forladt ejendom. For at anerkende noget som sandt anser de fornuftens og naturens vidnesbyrd for tilstrækkeligt. De bekymrer sig ikke om, hvem der er imod eller for en påstand. De er hverken fortidens disciple eller nutidens slaver. Bortset fra Allah og Hans Sendebud anerkender de ingen leder, hvor stor han end måtte være, som autoritet eller bevis.

På samme måde er disse mennesker højt udviklede moralsk og i deres handlinger. Når deres viden viser dem, at noget er sandt, gør deres moralske mod dem rede til at acceptere det og udholde ethvert tab for dets skyld. De har en stærk følsomhed over for at hjælpe sandheden. De kan ikke se sandheden blive undertrykt; derfor er deres hjerter altid tynget af sorg. De deltager i enhver samtidig handling, hvor de ser et aspekt af fælles velfærd. Hvis der arbejdes for sandheden, hvis andre lider, ofrer liv og ejendom for den, kan deres personlighed ikke tåle blot i tavshed at se på som tilskuere. De bliver selv aktive for at udbrede denne da‘wa og stiller sig til rådighed for stadig større ofre på dens vej.

De bestræber sig på at leve et godt og rent liv selv under de værste forhold og kæmper derfor mod deres tids jāhiliyya. Hvor alles hænder er fulde af undertrykkelse og uretfærdighed, arbejder de for at grundlægge retfærdighed. Hvor forældreløses rettigheder tilranes, hvor døtre begraves levende, og hvor enker efterlades uden ledsager eller hjælp, sørger de for, at de forældreløses rettigheder gives dem, påtager sig for egen regning at opfostre døtre til uretfærdige fædre og tager sig af enker.

Hvor hasard, vin, utugt, røveri og plyndring betragtes som dygtighed og er genstand for stolthed, viser de ædel karakter gennem gavmildhed, generøsitet, tjeneste for skabningerne, gæstfrihed, hjælp til fattige i nød, støtte til de undertrykte og andre gode handlinger. I stedet for stolthed og hovmod findes ydmyghed, beskedenhed og kærlighed til sandheden hos dem. I stedet for misundelse og had forsøger de at leve og være blandt de forreste på sandhedens vej. I stedet for selvcentrering og egoisme er de fyldt med selvopofrelse og en trang til khidmat-i-khalq, tjeneste for skabningerne.

De anser det for yderst usselt, efter at have accepteret en ordning som sand, ikke at komme den til hjælp af frygt for ydmygelse eller for at miste komfort og bekvemmelighed. På samme måde anser de det for usselt, efter at have erkendt noget som falsk, ikke at forlade det, fordi deres verdslige interesser er knyttet til det. Muligheden for at lide skade ved en god handling, falskhedens store styrke, manglende evne til at bekæmpe den eller tidens ugunstige forhold — hvor blot udtalen af sandhedens navn kan føre til sorg og ulykke — får dem ikke til at undlade at støtte sandheden. Det ville i deres mandige personligheds øjne være vanærende.

En sådan tanke kan ikke opstå i deres rummelige hjerter; og hvis den opstår, fjerner deres høje moral den hurtigt. De genvinder straks nyt mod til at udføre det arbejde, som et dybt kald i deres hjerter har tilskyndet dem til.

En sådan ren og uskyldig gruppe findes i enhver tids jāhilī-orden. Som ildfluer viser glimt af lys i en mørk regnfuld nat, bevæger disse mennesker sig som lys gennem deres tids mørke. I deres åndedrag bevares et billede af deres tids lys. Men deres kræfter er spredte. Derfor er det nødvendigt, at en, der kalder til sandheden, opstår for at samle dem og forbinde dem i enhed. Trods alle disse skønheder og evner er de af to grunde afhængige af en sandhedens kalders vejledning.

Den ene grund er, at sandheden i deres tid ikke findes i samlet form. Kun enkelte dele findes spredt, sådan som det var i perioden mellem profeterne. I en sådan tid er denne gruppe af ṣāliḥīn nedsænket i forvirring og uro. De ser udbredelsen af fordærv i verden og bliver knust af den, men ved ikke, hvordan den skal reformeres. De holder sig så vidt muligt fri af deres samtids fordærv, men dydens og lykkens hovedvej ligger ikke foran dem; derfor kan de heller ikke kalde andre til den. De føler, at vejen til underkastelse og lydighed ikke står klar for dem, og de har ingen mulighed for at lære den at kende.

Det var mennesker af denne gruppe, som før Allahs Sendebud, ṣallallāhu ‘alayhi wa sallam, kom, tog afstand fra Qurayshs jāhilī-religion, tilbad Allah på egen hånd og med stor anger lænede sig mod Ka‘bas væg og sagde: “O Allah! Vi kender ikke måden, hvorpå Du skal tilbedes. Ellers ville vi tilbede Dig på den måde.”

Blandt dem fandtes også digtere med en ædel ånd. Deres digtning var så forskellig fra den sanselige og almindeligt udbredte digtning i deres tid, at Profeten selv, ṣallallāhu ‘alayhi wa sallam, roste den efter at have hørt den: “De var tæt på at blive muslimer.” Blandt dem fandtes også talere, hvis taler stadig eksisterer. Enhver, der læser dem, kan forstå, at de bankede på sandhedens dør, selv om de ikke var i stand til at åbne den.

Blandt dem var modige mænd som Waraqa ibn Nawfal, ‘Abdullah ibn Jahsh, ‘Uthman ibn Huwayrith og Yazid ibn ‘Amr ibn Nufayl. De sagde åbent: “Det er meningsløst og tåbeligt, at vi bøjer os for en sten, som hverken kan høre eller se, skade eller gavne nogen.”

Disse mennesker søgte sandheden, men deres tid rummede ikke den fuldstændige sandhed. Derfor var de afhængige af, at en person kom med sandheden og viste dem vejen. Da Profeten, ṣallallāhu ‘alayhi wa sallam, viste sig og løftede sandhedens røst, samledes alle samtidens sandhedssøgende omkring ham. De kendte sandhedens smag og havde derfor ingen vanskelighed med at genkende den. Hvert af Profetens ord lød for dem som ordene fra deres egne hjerter. De kunne let skelne mellem et enkelt, oprigtigt menneske og en løgner. Da de så hans rene karakter, faldt det dem ikke ind, at denne mand kunne lyve. Blot ved hans kald og hans ansigt genkendte de hans profetskab og udbrød:رَبَّنَا إِنَّنَا سَمِعْنَا مُنَادِيًا يُنَادِي لِلْإِيمَانِ أَنْ آمِنُوا بِرَبِّكُمْ فَآمَنَّا“O vor Herre! Vi har hørt en kalders kald, der kalder til troen: ‘Tro på jeres Herre!’ Og vi har troet.” (Sura Āl ‘Imrān: 193)

Da disse mennesker havde ventet på sandheden, begyndte de ikke at diskutere, da de fandt den. Efter at have fundet den blev de som en, der efter lang tid genfinder en bortkommen ven.
وَإِذَا سَمِعُوا مَا أُنْزِلَ إِلَى الرَّسُولِ تَرَى أَعْيُنَهُمْ تَفِيضُ مِنَ الدَّمْعِ مِمَّا عَرَفُوا مِنَ الْحَقِّ يَقُولُونَ رَبَّنَا آمَنَّا فَاكْتُبْنَا مَعَ الشَّاهِدِينَ“Når de hører det, der er blevet åbenbaret for Sendebudet, ser du deres øjne flyde over med tårer på grund af den sandhed, de har erkendt. De siger: ‘O vor Herre! Vi tror; skriv os derfor blandt vidnerne.’” (Sura al-Mā’ida: 83)

For det andet er den anden grund til deres spredning og mangel på organisation, at sandheden kan være til stede foran dem. De behøver måske ikke en profets komme eller en bogs åbenbaring for at forstå dens krav og deres ansvar, men de mangler en leder, som kan samle deres spredte kræfter og føre dem ad én vej.

I et samfund, hvor jāhiliyya har bredt sig som nattens tætte mørke, har ikke enhver, der kender den rette vej, evnen til selv at træde frem og påtage sig ansvaret for at lede karavanen og folket. De, der er besatte af imamat og lederskab, træder frem for at vejlede andre, selv om de i virkeligheden er blinde. Men fromme mennesker, som er meget bevidste om lederskabets fordele og ulemper, forsøger så vidt muligt at undgå dette store ansvar.

På grund af deres gudsfrygt og ansvarsfølelse vurderer de først sig selv med stor retfærdighed. Hvis de tager fejl i denne vurdering, sker det ikke bevidst eller med fuld viden. De forsøger aldrig at få vægten til at tippe til deres egen fordel. Tværtimod er de så forsigtige, at de vurderer sig selv lavere end deres virkelige evner. At vurdere sig selv lavere end sin egentlige kunnen er et nødvendigt krav i forsigtighed og taqwā. De uegnede og værdiløse er så begærlige efter politik og lederskab, som de egnede og kvalificerede er bange for det.

Vi har en detaljeret beretning om, hvordan Abū Bakr al-Ṣiddīq og ‘Umar al-Fārūq, måtte Allah være tilfreds med dem begge, forsøgte at undgå ansvaret for khalifatet ved Saqīfa Banū Sā‘ida. Vi ved også, hvordan uegnede og begærlige mennesker i tiden efter det retledte khalifat kæmpede mod hinanden og udgød blod for dette embedes skyld.

De, som frygter Allah, forsøger så vidt muligt at lade andre overtage lederskabet i stedet for selv at træde frem. Denne følelse er grundlæggende gavnlig, men den har også en bestemt grænse. Hvis de overskrider den, bliver den personlige fromheds tanke så dominerende hos de fromme, at det bliver umuligt kollektivt at føre en bevægelse for sandhedens oprettelse.

Allahs tjenere, som virkelig forstår betydningen af at lede en kollektiv bevægelse, kan ikke acceptere en sådan situation. De ved, at sandhedens religions krav ikke kan opfyldes gennem individuelle handlinger og spredte, isolerede bestræbelser. Når denne følelse bliver så stærk hos en person, at han ikke længere kan undertrykke den, rejser han sig alene sammen med Allah og begynder at kalde til kampen for religionens oprettelse.

Dette kald til bøn tiltrækker de mennesker, som venter på at bede i fællesskab. De skændes ikke med ham og spørger, hvorfor han kaldte til bøn, for de ved, at tiden for kaldet er kommet. De brænder ikke af misundelse over, at han gjorde det, de selv ikke gjorde. Tværtimod takker de ham for at have udført det, som de har ventet på, mens de vendte sig i deres senge uden at have mod til at stå op.

De behøver heller ikke undersøge, om denne person er en fuldkommen muttaqī, en nattevågende asket. De ved, at alle de nattevågende asketer og fuldkomne muttaqī’er ligger og sover, mens netop denne person har fået evnen til at forstå tidens pligt. De spørger ikke, om han i morgen vil kunne udføre morgendagens ansvar på samme måde, som han i dag udførte dagens. De håber, at Allah vil give ham mulighed for også at udføre morgendagens opgave; og hvis ikke, vil Allah rejse en anden tjener til den.

Hvilken stamme tilhører han? Hvilken uddannelsesinstitution har han en grad fra? Hvordan var hans fortid? Disse spørgsmål ligger uden for deres interesse, for sandheden er ikke nogen gruppes eller uddannelsesinstitutions arvelige ejendom. Den, der har forstået, hvad der skal gøres i nutiden, har ikke tid til at løse fortidens knuder.

Mennesker med en sådan ren sindstilstand, som længe har ønsket at ophøje sandhedens ord, finder heling for deres smerte i tidens da‘wa. Derfor accepterer de den straks og bliver aktive i kampen for at føre den til sejrens port.

I denne gruppe findes rige og fattige, uddannede og uuddannede, byboere og landfolk, unge og gamle, mænd og kvinder. Men ingen af dem er moralsk lavtstående. Enhver har på sit område allerede en fremtrædende status på grund af sine egenskaber og anerkendes af andre i sin omgangskreds som pålidelig.

Den, der kalder til sandheden, behøver ikke gøre et stort arbejde for at samle dem. De tiltrækkes selv fra alle steder og samles omkring ham. Han opsøger dem ikke; de opsøger ham. De er tørstige. Derfor venter de ikke på, at floden skal strømme til dem; de krydser selv ørkener og bjerge for at nå vandkilden. Olie af ren natur er rede til at antændes, før ilden rører den; derfor flammer de op, så snart de ser tændstikken.

De kræver ikke mirakler eller overnaturlige tegn. De spørger ikke efter navn, slægt eller stamtavle og opstiller ikke meningsløse diskussioner og beviser. De ser blot, om det, som den kaldende inviterer til, er sandt, og om han selv følger denne vej. Når de er sikre på dette, bliver de hans følgere med fuld koncentration.

Af frygt for en mulig fremtidig fare erklærer de ikke en virkelig sandhed i dag for falsk. De er sikre på, at den viden, hvormed de i dag skelner mellem sandhed og falskhed og accepterer sandheden, også i morgen vil være hos dem, så de kan skelne mellem de to. Hvis de ser, at den kaldendes vej på et tidspunkt afviger fra sandhedens hovedvej, bryder de forbindelsen med ham dér og begynder deres egen rejse ad sandhedens vej uden at besudle deres mål.

2. De bedste følgere
Den anden gruppe blandt dem, der accepterer sandhedens da‘wa, er de bedste følgere — altså dem, der bevæger sig mod sandheden efter at have set de forreste gøre det. De står ikke på samme niveau som de forreste med hensyn til forstand, karakter og moral. Derfor kan de ikke på eget initiativ tage større skridt, og de er bange for at sætte foden på en ny vej. De besidder ikke lederegenskaber.

Derfor påvirkes de mere af modet og heltemodet hos dem, der accepterede islam før dem, end af da‘waens intellektuelle og bevismæssige styrke. Når de ser, at en sandhedens da‘wa træder frem, at nogle mennesker modigt accepterer den, går videre med den, tager enhver risiko for at udbrede den i verden og er rede til at udholde endnu mere i fremtiden, berører det deres hjerter. De begynder at afprøve deres eget mod og deres egne kræfter for at støtte den.

Disse menneskers evner og hindringer er forskellige. Derfor varer denne indre kamp nogen tid. Men når de ser de kaldendes vedvarende bestræbelser og deres tålmodighed og urokkelighed under de farer, der møder dem, bliver deres hjerters farve til sidst ren. De træder modigt ud af falskheden, den ene efter den anden, og slutter sig til sandheden.

Selv om de bliver tilhængere af da‘waen ved at se de forreste, støtter de den fuldt ud, når de først har sluttet sig til den. De viser ikke svaghed, tvivl, fejhed, psykisk svaghed eller nifāq. Intellektuelt og moralsk er de måske ikke første rækker, men de er fremragende personligheder i anden række.

På grund af svagheden i deres selvfølelse påvirkes de ganske vist af deres tids jāhiliyya, men sandhedsbevidstheden i dem dør aldrig helt. Derfor trækker de, så længe de er spændt for den falske ordnings vogn, med smerte og uro og bevarer dybt i hjertet respekt for sandheden. Deres forbindelse med den falske ordning bliver snart snævrere og snart bredere, men den afbrydes aldrig fuldstændigt.

De har uden tvivl ikke evnen til at kæmpe mod deres omgivelser og forandre dem. Derfor må de være tilfredse med deres tids jāhilī-ordning. Men under denne tilfredshed ligger en skjult smerte. Når en sandhedens da‘wa kommer foran dem, stiger smerten frem. Når den vokser ud over deres evne til at bære den, begynder de modigt at gå ad den vej, hvor de ser nogle sandhedsfolk gå.

Da de kommer af egen fri vilje og ikke på grund af pres, og da deres skridt skyldes mod og ikke skjult egeninteresse, har de en forsyning af overvejelser og fremsyn. Den beskytter deres tro på de senere trin og i vanskeligheder og lader ikke deres fødder glide, selv under større og større prøvelser.

Det kræver et betydeligt arbejde af den, der kalder til sandheden, at trække disse mennesker mod den. Som vi tidligere har sagt, er de ikke intellektuelt så avancerede, at de kan tilegne sig sandheden uden at se et levende eksempel på den; og moralsk er de heller ikke så udviklede, at de straks er rede til at hjælpe den. På grund af disse to svagheder må den kaldende i nogen tid kæmpe sammen med dem.

Først må sandheden fremstilles klart for dem, så ingen side af den forbliver uklar. De tvivl og spørgsmål, der opstår i deres sind, må fjernes, og man må så vidt muligt også fjerne de tvivl, andre kan have plantet i dem. Deres hjerter må intellektuelt fæstnes fuldstændigt på da‘waens sandhed. Når det er opnået, må man for at styrke deres moralske mod stille eksempler på beslutsomme og heroiske begivenheder foran dem. Sådanne eksempler styrker deres indre kraft, fjerner deres bekymringer og tvivl og viser dem, hvordan de kan følge sandhedens vej selv under ugunstige forhold.

På denne måde bliver både deres forstand og deres hjerter helt levende og vågne. Hvis Allahs tawfīq derefter hjælper dem, bliver de rede til at gå på sandhedens vej.

3. De svage og hyklerne
Vi placerer de svage og hyklerne i samme kategori alene på grund af deres ydre lighed. Med hensyn til hensigt og formål er de imidlertid to forskellige grupper. Derfor vil vi kort og særskilt omtale deres egenskaber og særpræg.

Med svage mennesker menes de, som med forståelse accepterer sandheden og har til hensigt at leve efter den, men hvis vilje og beslutningskraft er svage. Derfor bevæger de sig, trods et oprigtigt formål, vaklende ad sandhedens vej og går fremad, mens de snubler ved hvert skridt. De falder igen og igen, men rejser sig hver gang. Efter hvert fald rejser de sig for at fortsætte på sandhedens vej. Det er ikke sådan, at de efter et fald aldrig rejser sig igen, eller at de, når de rejser sig, begynder at følge falskhedens vej i stedet.

De indrømmer deres fejl, skammer sig over dem og angrer dem. Gennem stadig tawba og istighfār forsøger de at fjerne denne skam. Med hensyn til sind og hensigt er de ikke af lavere rang. Blandt dem findes gode mennesker, som tør acceptere da‘waen fra dens første øjeblik, men under prøvelser bliver deres viljes svaghed synlig, og fra begyndelsen til slutningen har de brug for alle former for oplæring og reform. Der hentydes til sådanne mennesker i Sura al-Tawba:وَآخَرُونَ اعْتَرَفُوا بِذُنُوبِهِمْ خَلَطُوا عَمَلًا صَالِحًا وَآخَرَ سَيِّئًا عَسَى اللَّهُ أَنْ يَتُوبَ عَلَيْهِمْ إِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَحِيمٌ“Og der er andre, som har erkendt deres synder. De har blandet en god handling med en anden, der var dårlig. Måske vil Allah vende sig til dem i nåde. Allah er visselig Tilgivende og Barmhjertig.” (Vers 102)

For at skabe mod og urokkelighed hos disse mennesker må man grundigt undersøge årsagerne til deres svage beslutningskraft og vilje og forsøge at fjerne dem. Hvis svagheden skyldes mentale eller intellektuelle forhold, må de gøres bekendt med Allahs særlige egenskaber, Hans magt og styrke, Hans visdom og Hans fastsatte og velgrundede lov, hvorefter Han handler med dem, der følger Ham.

Hvis de er grebet af begær efter verdslige goder, må de vænnes til at bruge deres ejendom på Allahs vej; så kan denne sygdom forsvinde. Hvis kærligheden til livet og frygten for døden er stærk hos dem, må man tydeligt vise dem dødens sikre komme og de gode konsekvenser for sandhedens folk.

Mennesker på dette trin benytter sig af mulighederne for undervisning og træning. Selv om deres udvikling går langsomt på grund af viljens svaghed, står de ikke stille. Tværtimod forsøger de at drage nytte af oplæringen og bevæge sig fremad. Om sådanne mennesker er der sagt:خُذْ مِنْ أَمْوَالِهِمْ صَدَقَةً تُطَهِّرُهُمْ وَتُزَكِّيهِمْ بِهَا وَصَلِّ عَلَيْهِمْ إِنَّ صَلَاتَكَ سَكَنٌ لَهُمْ وَاللَّهُ سَمِيعٌ عَلِيمٌ“Tag almisse fra deres ejendom, hvorved du renser og lutrer dem, og bed for dem. Din bøn er en trøst for dem. Allah er Hørende og Vidende.” (Sura al-Tawba: 103)

Hvad angår hyklernes gruppe, følger de sandhedens da‘wa så langt som til en mundtlig bekendelse, men deres hjerter hænger fast ved falskheden. Nogle slutter sig kun til sandheden under en midlertidig påvirkning. Når hindringer, vanskeligheder og prøvelser derefter begynder, angrer de deres fejl ved at have accepteret sandheden og ønsker at vende tilbage dertil, hvorfra de kom. Men på grund af en kunstig skamfølelse forbliver de tvunget bundet til sandheden.

Nogle trænger ind i sandhedsfolkets lejr med onde hensigter for at finde en mulighed for at skabe strid og uorden. De udgiver sig blot for at være sympatiske og velvillige over for sandheden, men arbejder i virkeligheden som fjendernes agenter. Andre påvirkes af at se sandhedens voksende styrke og ønsker af hensyn til deres verdslige fordele at bevare en vis ydre forbindelse med den. Af disse og lignende grunde bekender de sandheden med munden og forsøger så vidt muligt at fortsætte denne ydre bekendelse, men deres vildfarelser og fordærv afslører ved hvert skridt deres virkelige ansigt.

Den kaldendes arbejde lider mest skade gennem mennesker af denne kategori. Denne gruppe af hyklere, som bag kulisserne optræder som sandhedens velønskere, er farligere for sandhedens bevægelse end nogen gruppe af åbne modstandere. De foregiver at være nærstående, men arbejder for at opfylde andres formål, og de gør det så smukt og fejlfrit, at ingen andre kunne gøre det bedre. De spreder utallige misforståelser blandt folket om da‘waen og den, der kalder til den. Da de betragtes som deres egne, og da de udtaler sig med en forestilling om oprigtighed og omsorg, bliver folk ofre for deres vildledning.

De forsøger altid at skabe splittelse i organisationen. De holder enhver gnist skjult og sikkert bevaret, så de på det rette tidspunkt kan blæse på den og tænde stridens og uordenens ild. Inde i organisationen spiller de rollen som fjendtlige styrkers håndlangere. For at fremme deres formål samler de folk omkring sig, men hævder, at disse sammenkomster holdes for at tjene sandheden. For at modarbejde sandheden konspirerer de hele tiden med dens fjender, mens de offentligt påstår, at alt sker for sandhedens bedste.

Enhver udtalelse, der kan ødelægge sandhedsfolkenes iver og entusiasme, behager dem, og de nyder at sprede den. Omvendt bliver enhver udtalelse, der styrker sandhedsfolkenes mod og kræfter, en kilde til bekymring og håbløshed for dem. På sandhedens vej ser de fare ved hvert skridt. Under påskud af at tjene organisationens bedste forsøger de hele tiden at indprente denne farefrygt i ethvert hjerte. For at skjule deres egen fejhed forsøger de gennem forskellige sammensværgelser at dæmpe andres følelser, begejstring, mod, heltemod og vilje til selvopofrelse.

Sandhedens sejr bliver en årsag til fortvivlelse for dem. I fremtidens afgrund kan de ikke se andet for sandheden end fare og ødelæggelse. Handlingsmæssigt befinder de sig på nulpunktet. Derfor benytter de grundløse påstande, falske eder og bagvaskelse som midler til at bevare deres stolthed inde i organisationen. De ser på enhver af sandhedens succeser med had. Hvis — måtte Allah beskytte os — en ulykke rammer sandhedsfolkene, føler de trøst i deres hjerter.

Da disse mennesker med vilje spreder uorden, fitna og fordærv, har de kun ringe evne til at tage imod reform. Kun de blandt dem, som gennem en tilfældig uagtsomhed eller mangel på opmærksomhed er blevet ofre for andres hykleriske sammensværgelser og derfor har begået hykleriske handlinger, kan normalt acceptere en reformproces. Når den virkelige sandhed bliver klar for sådanne mennesker, skammer de sig naturligvis over deres fejl, angrer og forsøger at korrigere deres synspunkt.

Men de djævle, som har gjort onde handlinger til deres religion og er blevet fuldt erfarne og dygtige i dette erhverv, tilintetgør ethvert forsøg på reform og er ikke rede til at ændre selv den mindste del af deres synspunkt.

Over for sådanne mennesker er den kaldendes fremgangsmåde at gøre alt for at beskytte organisationen mod deres fitna. Hans strategi bør være at tillade dem at opholde sig åbent i organisationen, så længe deres undervisning, oplæring og åndelige renselse kan gøres til et middel for organisationens egen undervisning, oplæring og renselse. Når dette formål er opnået, skal de straks adskilles fra organisationen. Derefter må der på ingen måde forblive nogen form for forbindelse mellem dem og organisationen.

15

Stadierne i kaldet til sandheden

Enhver opfordring til sandheden må normalt gennemgå tre stadier for at nå frem til det endelige mål for succes: daʿwah, hijrah og jihad. Ordet »normalt« skal bemærkes særligt; det er ikke nødvendigt, at alle tre stadier altid gennemløbes. I demokratiets tidsalder kan det være muligt, at allerede det første stadium fører sandhedens opfordring til succes. Folk i vor tid kender hovedsageligt revolutionerne i Europa, Amerika, Rusland, Tyrkiet og andre lande. Derfor tror de, at de stadier, som disse revolutioner gennemgik, nødvendigvis må gennemgås af enhver revolution, og at de metoder, der blev afprøvet dér, kan anvendes på enhver bevægelse. Dette er en fejlagtig opfattelse. Den skyldes, at de ikke har en islamisk revolutions historie foran sig. Ellers ville de vide, at den revolution, der gennemføres under profeternes ledelse eller efter deres vej, har helt andre særpræg. For at fjerne denne misforståelse vil jeg kort omtale hvert stadiums særpræg og krav.

Første stadium – daʿwah
Det første stadium er daʿwahens stadium. De første, der kaldes, er de magthavende og samfundets ledere. De er imidlertid fuldstændig sikre på deres position og optaget af fornøjelser og luksus. Den, der kalder til sandheden, påviser fra alle sider manglerne i den samtidige tankegang, moral, politik og samfundsordning og fremstiller den endelige skæbne, som den falske orden må møde. Udvendigt bevæger den falske ordens vogn sig dog hurtigt, og derfor er det svært for samtidens mennesker at tro, at dens karosseri er forfaldent og snart vil styrte i en afgrund. Når det ydre billede er gunstigt, er det ikke let at advare uopmærksomme mennesker om en ordnings indre svaghed. De ser ikke blot kun deres egne svagheder og ugerninger; de forsøger også at bevise, at disse er skønhed og fuldkommenhed, og skælder dem ud, der kalder dem onde, som tåber og idioter.

Den filosofi, disse mennesker følger, anerkender ingen moralsk grund for noget. Ifølge dem er hele verden enten et resultat af et tilfælde eller drejer sig alene omkring magt. Derfor forekommer sandhedens formaning og råd meningsløst for dem. En fattig forkynders stemme når knap nok op til de øverste etager i deres høje paladser. Og hvis den når frem, kalder de den utidig, lader som om de ikke hører den og fortsætter deres fantasier. De ser ingen fejl i deres tanker eller livsordning og føler ingen tomhed i den. Hvis en af dem efter mange råb vågner af sin dybe søvn og påvirkes af den kaldendes ord, vil enten stolthed og hovmod forhindre ham i at erkende sandheden, eller egenkærlighed og selvcentrering føre ham bort.

Mennesker med en sund natur påvirkes derimod af kaldet. De bliver utilfredse med samtidens falske orden eller har i det mindste ingen interesseforbindelse med den. De går frem for at acceptere religionens kald. De fleste er økonomisk svage, optages ikke af lederskab og har ingen særinteresser at beskytte. De er ikke bundet af en unødvendig fanatisme til det bestående samfund. Derfor er deres hjerter ikke helt døde; der er stadig et åndedræt tilbage, og ved det mindste stød begynder livet at røre sig. Blandt disse er det først de unge og energiske, der bevæger sig mod daʿwahen.

Koranen nævner, at en gruppe unge blandt Moses’ folk først troede på hans kald. Det samme ses omtrent i Profeten Muhammads kald: de fleste af de første troende var unge. I de unges blod findes begejstring, og i deres karakter mod og tapperhed. Deres fine æresfølelse er naturligt vågen og kan let vækkes yderligere. De påvirkes kun lidt af modstand og tillægger egeninteresser ringe betydning. Når de erkender sandheden i noget, lader de sig ikke skræmme af mulig fare eller tab af liv og ejendom. De accepterer sandheden, og bitre erfaringer køler ikke deres iver, men gør den endnu stærkere.

De prøvelser, sandhedens folk møder i daʿwahens første stadium, skabes ikke i begyndelsen af de samtidige magthavere. De tager udgangspunkt i den kaldendes nærmeste miljø: mellem far og søn, mor og datter, brødre, onkel og nevø, ægtefæller, herre og slave samt lærer og elev. Faderen bruger alle milde og hårde midler for at hindre sønnen i at acceptere sandheden. Han minder ham om sine rettigheder og tidligere erfaringer, sin økonomiske nød og alderdom, sønnens pligter og familiens mulige tab. Han græder over husstandens ødelæggelse, synger klagesange over tabt håb og truer til sidst med at udvise ham og berøve ham hans ejendom. Så begynder forfølgelsen. Formålet er at få sønnen til at opgive beslutningen om at acceptere sandheden eller få ham til at vende tilbage, hvis han allerede har accepteret den. De øvrige familiemedlemmer handler på samme måde og bruger den myndighed, de har over hinanden, til at hindre accepten af sandheden. De påberåber sig slægtsmæssige, juridiske og moralske rettigheder, men kræver i virkeligheden, at den, der accepterer sandheden, skal tilbede deres falske guder og gøre oprør mod den største Rettighedshaver, Allah.

Koranen omtaler disse hindringer og prøvelser i surah al-ʿAnkabūt og giver samtidig de grundlæggende retningslinjer for deres løsning. Allah har fastsat prøvelser for at skelne mellem sandt og falsk og for at vise, om de, der hævder at følge sandheden, er oprigtige eller løgnere. De må derfor ikke blive trætte eller tvivlende, men møde prøvelserne med et smil og tålmodighed. Hvis de gennemfører dette stadium, vil de uden tvivl lykkes.الم () أَحَسِبَ النَّاسُ أَنْ يُتْرَكُوا أَنْ يَقُولُوا آمَنَّا وَهُمْ لَا يُفْتَنُونَ () وَلَقَدْ فَتَنَّا الَّذِينَ مِنْ قَبْلِهِمْ فَلَيَعْلَمَنَّ اللَّهُ الَّذِينَ صَدَقُوا وَلَيَعْلَمَنَّ الْكَاذِبِينَ»Alif-Lām-Mīm. Tror menneskene, at de vil blive ladet i fred, blot fordi de siger: ‘Vi tror’, uden at blive prøvet? Vi prøvede også dem, der levede før dem. Allah vil visselig bringe dem, der taler sandt, for dagen, og Han vil visselig bringe løgnerne for dagen.« (Sura al-ʿAnkabūt 1-3)

Derefter gives der grundlæggende vejledning om de hindringer, som de, der følger sandheden, møder fra deres forældre. Denne vejledning gælder også, når den, der lægger hindringer på sandhedens vej, står på samme niveau som forældrene.وَوَصَّيْنَا الْإِنْسَانَ بِوَالِدَيْهِ حُسْنًا وَإِنْ جَاهَدَاكَ لِتُشْرِكَ بِي مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ فَلَا تُطِعْهُمَا»Vi har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Men hvis de bestræber sig på at få dig til at sætte noget ved Min side, som du ikke har viden om, så adlyd dem ikke.« (Sura al-ʿAnkabūt 8)

Det betyder, at Allahs ret står over forældrenes ret. Derfor må man ikke tage hensyn til forældrenes hindringer, når det gælder lydighed mod Allah. I denne forbindelse besvares også det følelsesladede krav, som forældre og ældre ofte stiller til de unge: »Følg vores råd. Hvis du mener, at det er forkert, tager vi både straffen og belønningen på os; du behøver ikke bære noget ansvar.«وَقَالَ الَّذِينَ كَفَرُوا لِلَّذِينَ آمَنُوا اتَّبِعُوا سَبِيلَنَا وَلْنَحْمِلْ خَطَايَاكُمْ وَمَا هُمْ بِحَامِلِينَ مِنْ خَطَايَاهُمْ مِنْ شَيْءٍ إِنَّهُمْ لَكَاذِبُونَ(12)وَلَيَحْمِلُنَّ أَثْقَالَهُمْ وَأَثْقَالًا مَعَ أَثْقَالِهِمْ وَلَيُسْأَلُنَّ يَوْمَ الْقِيَامَةِ عَمَّا كَانُوا يَفْتَرُونَ»De, der er vantro, siger til de troende: Følg vores vej, så bærer vi jeres synder. Men de vil ikke bære noget af deres synder. De taler visselig løgn. De skal bære deres egne byrder og yderligere byrder sammen med deres egne, og på opstandelsens dag vil de blive spurgt om det, de opdigtede.« (Sura al-ʿAnkabūt 12-13)

Efter denne grundlæggende vejledning fremhæves eksemplerne med de standhaftige profeter Nūḥ, Ibrāhīm og Lūṭ. Deres handlinger viser tydeligt, hvilken holdning en sandhedens tjener må indtage over for de nærmeste slægtninges hindringer, og hvordan man for sandhedens skyld må frigøre sig fra slægtskærlighed og nepotisme. De mest elskede relationer er tre: relationen til sønnen, til forældrene og til hustruen. Nūḥ gjorde sit hjerte som sten for sandhedens skyld, da hans søn stod ham nær. Ibrāhīm erklærede sig løsrevet fra sin far, selv om han var en kærlig og æret person. Lūṭ forlod sin hustru, selv om hun var ham kær. Når de oprigtige tjenere ikke sørgede over at bryde selv sådanne relationer for sandhedens skyld, er der så grund til at nævne de øvrige slægtskabsbånd?

Det er også gjort klart, at selv om et brud med blodsbånd kan betyde, at man med egne hænder ødelægger hele sit hjem, vil Allah fylde det øde hjem igen for den, der er rede til at sætte sit liv på spil for kærligheden til sandheden. Det, han mister, giver Allah ham mangefold i denne verden og forbereder ham uudtømmelige velsignelser i det hinsidige. Derfor nævnes Ibrāhīms hijrah og dens velsignelse således:وَوَهَبْنَا لَهُ إِسْحَاقَ وَيَعْقُوبَ وَجَعَلْنَا فِي ذُرِّيَّتِهِ النُّبُوَّةَ وَالْكِتَابَ وَآتَيْنَاهُ أَجْرَهُ فِي الدُّنْيَا وَإِنَّهُ فِي الْآخِرَةِ لَمِنَ الصَّالِحِينَ»Vi skænkede ham Isḥāq og Yaʿqūb og lod profetværdigheden og Skriften bestå blandt hans efterkommere. Vi gav ham hans belønning i denne verden, og i det hinsidige hører han visselig til blandt de retfærdige.« (Sura al-ʿAnkabūt 27)

Den største hindring, som gør et menneske fejt i kampen mod sit nærmeste miljø, er økonomisk nød. At bryde kærlighedsbånd for sandhedens skyld er allerede en stor modig handling, men selv efter at have overvundet denne hindring er det ikke let at rejse sig og forlade et miljø, hvis økonomiske midler man hidtil har været afhængig af, og hvis omverden er helt ukendt. For at fjerne denne tvivl lærer Koranen i samme surah, at Allahs ret til tilbedelse må opfyldes, selv om man må forlade hjem og ejendom. Den, hvis hjem bliver tomt på grund af hans iver efter at tjene og adlyde Allah, vil ikke finde Allahs vide jord trang. Hvis døden indhenter ham på denne vej, venter der ham uudtømmelige velsignelser og godhed i Allahs Paradis. Hvis han lever, hvorfor skulle han så bekymre sig om sin føde? Findes der noget levende væsen på jorden, som bærer sin føde med sig? Hvor end mennesket går, bringer Allah dets forsørgelse til det. Mennesket har større værdi og ære hos Allah end dyrene; hvorfor skulle Han da til sidst berøve det dets forsørgelse?يَا عِبَادِيَ الَّذِينَ آمَنُوا إِنَّ أَرْضِي وَاسِعَةٌ فَإِيَّايَ فَاعْبُدُونِ () كُلُّ نَفْسٍ ذَائِقَةُ الْمَوْتِ ثُمَّ إِلَيْنَا تُرْجَعُونَ () وَالَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ لَنُبَوِّئَنَّهُمْ مِنَ الْجَنَّةِ غُرَفًا تَجْرِي مِنْ تَحْتِهَا الْأَنْهَارُ خَالِدِينَ فِيهَا نِعْمَ أَجْرُ الْعَامِلِينَ () الَّذِينَ صَبَرُوا وَعَلَى رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ () وَكَأَيِّنْ مِنْ دَابَّةٍ لَا تَحْمِلُ رِزْقَهَا اللَّهُ يَرْزُقُهَا وَإِيَّاكُمْ وَهُوَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ () وَلَئِنْ سَأَلْتَهُمْ مَنْ خَلَقَ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَسَخَّرَ الشَّمْسَ وَالْقَمَرَ لَيَقُولُنَّ اللَّهُ فَأَنَّى يُؤْفَكُونَ () اللَّهُ يَبْسُطُ الرِّزْقَ لِمَنْ يَشَاءُ مِنْ عِبَادِهِ وَيَقْدِرُ لَهُ إِنَّ اللَّهَ بِكُلِّ شَيْءٍ عَلِيمٌ»O Mine tjenere, som tror! Min jord er vid og omfattende. Tilbed derfor Mig alene. Enhver sjæl skal smage døden, og derefter vil I blive bragt tilbage til Os. De, der tror og gør gode gerninger, vil Vi indlogere i høje sale i Paradiset, under hvilke floder løber. De skal forblive dér for evigt. Hvor fremragende er de handlendes belønning – de, der er tålmodige og stoler på deres Herre. Hvor mange dyr findes der ikke, som ikke bærer deres forsørgelse; Allah forsørger dem og jer. Han er Den Hørende, Den Vidende. Hvis du spørger dem, hvem der skabte himlene og jorden og underlagde solen og månen, vil de visselig sige: Allah. Hvordan kan de da lade sig føre bort? Allah giver rigelig forsørgelse til den af sine tjenere, Han vil, og begrænser den for den, Han vil. Allah ved alt.« (Sura al-ʿAnkabūt 56-62)

De, der står faste i kampen mod deres omgivelser og ikke tager hensyn til blodsbånd for sandhedens skyld, søger naturligt hjerteforbindelse med mennesker, som måske ikke er beslægtede med dem, men som i tanke og handling følger samme vej og ligesom dem kæmper mod deres miljø for sandhedens skyld. Mennesket kan af natur ikke leve alene. Når det derfor pakker sine tidligere relationer sammen, bestræber det sig på at skabe nye. Dette er et naturligt behov. Uden det er en sund udvikling i livet ikke mulig. Jo skarpere sandhedens folks kamp mod deres nærmiljø bliver, desto stærkere bliver deres indbyrdes bånd. Til sidst får de status som et selvstændigt samfund og en familie i samfundet, og deres eksistens begynder gradvist at mærkes som en organisation. Det samtidige samfund begynder at blive påvirket af dem.

Når sandhedens forkyndere når dette stadium, indser de samtidige magthavere, som hidtil ikke har ænset dem, at det, de havde betragtet som nogle få menneskers bedrag og vanvid, er en betydningsfuld realitet. De begynder derfor at planlægge, hvordan sandhedens kald kan besejres, og sætter en ubarmhjertig forfølgelse i gang. Historien vidner om, at sandhedens folk er blevet kastet i brændende ild, sønderhugget med sværd, savet over, revet itu af vilde dyr, lagt på ørkenens glohede sand, fængslet og fordrevet fra deres hjemland. Selv om den moderne verden principielt er begyndt at anerkende tankefrihed, er historien muligvis ikke forandret for dem, der vil føre alle livets områder fra Satans herredømme til lydighed mod Allah. De må stadig være rede til at gennemgå de vanskeligheder, som sandhedens folk tidligere måtte gennemgå.أَمْ حَسِبْتُمْ أَنْ تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ وَلَمَّا يَأْتِكُمْ مَثَلُ الَّذِينَ خَلَوْا مِنْ قَبْلِكُمْ مَسَّتْهُمُ الْبَأْسَاءُ وَالضَّرَّاءُ وَزُلْزِلُوا حَتَّى يَقُولَ الرَّسُولُ وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ مَتَى نَصْرُ اللَّهِ أَلَا إِنَّ نَصْرَ اللَّهِ قَرِيبٌ»Tror I, at I vil træde ind i Paradiset, uden at det samme er kommet over jer som over dem, der levede før jer? Elendighed og modgang ramte dem, og de blev rystet, indtil Sendebudet og de troende sammen med ham sagde: ‘Hvornår kommer Allahs hjælp?’ Sandelig, Allahs hjælp er nær.« (Sura al-Baqarah 214)

Dette stadium er meget vanskeligt for sandhedens folk. Men hvis de går frem med faste skridt og forbliver standhaftige i deres daʿwah og holdning trods magthavernes forfølgelse, vil deres moralske styrke også trænge ind i modstandernes hjerter. Der opstår så en mulighed i tidens tanker og ordninger for organisationen og læren, og selv de, der ikke ville høre daʿwahens navn, begynder at søge et kompromis eller en mellemvej. Men der kan ikke indgås kompromis om grundprincipperne. Sandhedens folk må derfor også afvise disse falske ønsker og bevise, at de ikke vil vige en eneste tomme fra den lære, de forkynder. På dette stadium blev følgende vers åbenbaret:وَإِذَا تُتْلَى عَلَيْهِمْ آيَاتُنَا بَيِّنَاتٍ قَالَ الَّذِينَ لَا يَرْجُونَ لِقَاءَنَا ائْتِ بِقُرْآنٍ غَيْرِ هَذَا أَوْ بَدِّلْهُ قُلْ مَا يَكُونُ لِي أَنْ أُبَدِّلَهُ مِنْ تِلْقَاءِ نَفْسِي إِنْ أَتَّبِعُ إِلَّا مَا يُوحَى إِلَيَّ إِنِّي أَخَافُ إِنْ عَصَيْتُ رَبِّي عَذَابَ يَوْمٍ عَظِيمٍ»Når Vore tydelige vers læses op for dem, siger de, der ikke håber på at møde Os: ‘Bring en anden Koran end denne, eller ændr den.’ Sig: ‘Det tilkommer ikke mig at ændre den af mig selv. Jeg følger kun det, der åbenbares for mig. Jeg frygter, at jeg, hvis jeg er ulydig mod min Herre, vil blive ramt af straffen på en vældig dag.’« (Sura Yūnus 15)

For at udrydde de falske tilhængeres ønske om kompromis blev sandhedens lære igen forklaret klart gennem Profeten, så enhver mulighed for kompromis helt blev fjernet:قُلْ يَا أَيُّهَا النَّاسُ إِنْ كُنْتُمْ فِي شَكٍّ مِنْ دِينِي فَلَا أَعْبُدُ الَّذِينَ تَعْبُدُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ وَلَكِنْ أَعْبُدُ اللَّهَ الَّذِي يَتَوَفَّاكُمْ وَأُمِرْتُ أَنْ أَكُونَ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ () وَأَنْ أَقِمْ وَجْهَكَ لِلدِّينِ حَنِيفًا وَلَا تَكُونَنَّ مِنَ الْمُشْرِكِينَ»Sig: ‘O mennesker! Hvis I er i tvivl om min religion, så tilbeder jeg ikke dem, som I tilbeder foruden Allah. Jeg tilbeder derimod Allah, som lader jer dø. Jeg er blevet befalet at være blandt de troende. Og: Vend dit ansigt oprigtigt mod religionen og vær ikke blandt afgudsdyrkerne.’« (Sura Yūnus 104-105)

Et sådant forslag om kompromis påvirker undertiden også enkelte blandt sandhedens folk. På grund af en fejlagtig forestilling ser de godhed i et mildt eller delvist kompromis. For at behandle denne svaghed blev følgende råd givet:فَلَعَلَّكَ تَارِكٌ بَعْضَ مَا يُوحَى إِلَيْكَ وَضَائِقٌ بِهِ صَدْرُكَ أَنْ يَقُولُوا لَوْلَا أُنْزِلَ عَلَيْهِ كَنْزٌ أَوْ جَاءَ مَعَهُ مَلَكٌ إِنَّمَا أَنْتَ نَذِيرٌ وَاللَّهُ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ وَكِيلٌ ()أَمْ يَقُولُونَ افْتَرَاهُ قُلْ فَأْتُوا بِعَشْرِ سُوَرٍ مِثْلِهِ مُفْتَرَيَاتٍ وَادْعُوا مَنِ اسْتَطَعْتُمْ مِنْ دُونِ اللَّهِ إِنْ كُنْتُمْ صَادِقِينَ () فَإِلَّمْ يَسْتَجِيبُوا لَكُمْ فَاعْلَمُوا أَنَّمَا أُنْزِلَ بِعِلْمِ اللَّهِ وَأَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ فَهَلْ أَنْتُمْ مُسْلِمُونَ () مَنْ كَانَ يُرِيدُ الْحَيَاةَ الدُّنْيَا وَزِينَتَهَا نُوَفِّ إِلَيْهِمْ أَعْمَالَهُمْ فِيهَا وَهُمْ فِيهَا لَا يُبْخَسُونَ»Vær standhaftig, sådan som du er blevet befalet, og også de, der har vendt sig til Allah sammen med dig. Overskrid ikke grænserne. Han ser alt, hvad I gør. Hæld ikke til de uretfærdige, ellers vil I blive ramt af Ilden, og I vil ikke finde nogen beskytter foruden Allah; derefter vil I ikke blive hjulpet. Udfør bønnen ved dagens to ender og i dele af natten. De gode gerninger udsletter de onde. Dette er en påmindelse for dem, der ihukommer Allah. Vær tålmodig, for Allah lader ikke de godgørendes belønning gå til spilde.« (Sura Hūd 112-115)

Når sandhedens folk med succes har gennemgået dette stadium og hverken på grund af modstandernes trusler eller deres tilbud om forlig vil ændre eller udvide deres daʿwah, men fortsætter helt uforfærdet uden ændring, udtænker magthaverne en ny plan. De forsøger nu at fange daʿwahens ledere i fristelsernes net. De tilbyder dem rigdom, høje ledelsesposter og fuld deltagelse i samtidens interesser, hvis de blot ændrer noget ved det kald, der forstyrrer deres bekvemmelighed. For sandhedens folk er denne skinnende fristelse farligere end tidligere prøvelser.

Da imām Aḥmad ibn Ḥanbal blev pisket brutalt på grund af læren om »Koranens skabthed«, tog han ikke hensyn til piskeslagene. Men da herskeren senere blev besejret af hans standhaftighed, ændrede sin politik og begyndte at overøse ham med gaver og æresbevisninger, sagde imāmen: »Ved Allah! Disse belønninger og gaver forekommer mig hårdere end piskeslagene.«

Denne periode er i sandhed en prøvelsens tid for sandhedens kald. Verdens fristelser kan være mange gange hårdere end dødens ulykke. Mennesker, som kan bryde jernlænker med et eneste tryk, kan begærligt iføre sig lænker af guld og sølv som smykker og aldrig ønske at blive fri af dem. Når farens spøgelse ikke kan påvirke dem, spreder fristelsernes satan dem let, som om de allerede havde mistet modet.

Den bedste vejledning for dette stadium er Profeten Muhammads liv. Da Quraysh havde udsat ham og hans ledsagere for de hårdeste prøvelser og så, at de hverken ville opgive daʿwahen eller ændre den, tilbød de ham rigdom, ægteskab med en fornem kvinde og lederskab over folket, hvis han blot ville standse kaldet og opgive forsøget på at ændre fædrenes religion. Profeten svarede ikke med et eneste ord på disse fristende tilbud, men reciterede nogle vers fra Koranen, som gentog det formål, for hvilket han udholdt den ubeskrivelige forfølgelse. Quraysh blev helt fortvivlet over svaret.

Når sandhedens forkyndere med Allahs nåde også har passeret dette stadium, nærmer daʿwahen og fremlæggelsen af det afgørende bevis sig sin afslutning. De, der stadig har blot en smule moralsk sans, erklærer enten åbent, at de accepterer sandheden og slutter sig til dens folk, eller accepterer den i deres hjerter og venter på et gunstigt tidspunkt til at bekendtgøre det. Sandhedens modstandere, derimod, opgiver alle forsøg på at undertrykke kaldet og beslutter at udslette både den kaldende og daʿwahen, uden hensyn til følgerne.

På dette stadium blev Ibrāhīm kastet i ilden, Mūsā blev udsat for et mordkomplot, og man forsøgte at korsfæste ʿĪsā. Qurayshs ledere samledes i Dār al-Nadwah og fremsatte forskellige forslag vedrørende Allahs Sendebud: at lænke ham og fængsle ham, at fordrive ham eller, som Abū Jahl foreslog, lade én mand fra hver klan slå ham samtidigt, så Banū Hāshim ikke kunne hævne hans drab.

Når sandhedens forkyndere ikke længere har nogen sikkerhed blandt deres eget folk, træder daʿwahen ind i stadiet med brud og hijrah.

Andet stadium – brud og hijrah
Det andet stadium er bruddet med det tidligere miljø og hijrah. Det kommer, når sandhedens forkyndere har udskilt miljøets bedste mennesker, som smør fra mælk, og det samtidige samfund moralsk kun er blevet som valle. De, der har den mindste evne til at forstå, følger sandheden, mens de, hvis hjerter er helt døde, når det yderste af vrede og had mod kaldet. De beslutter at udrydde både den kaldende og daʿwahen.

Når forkynderne mærker, at det ikke blot er umuligt at udføre daʿwah i dette miljø, men at det næsten er umuligt at trække vejret, erklærer de sig nødsaget til at bryde med det og flytte til et sted, hvor de kan leve efter deres lære eller i det mindste bevare troen.

For profeterne fastsatte Allah både hijrahens tidspunkt og sted gennem drøm eller åbenbaring. Profeternes hovedformål er at forkynde budskabet og fuldbyrde beviset. Derfor holder Allah dem blandt deres folk, så længe deres tilstedeværelse er nødvendig, indtil forkyndelsens ret er opfyldt. Før denne tilladelse må de ikke forlade folket. Yūnus begik en sådan fejl, da han forlod sit folk før tiden; Allah irettesatte ham og sendte ham tilbage for at fuldføre opgaven, hvorefter størstedelen af hans folk antog islam.

Andre sandhedens forkyndere må gennem ijtihād fastsætte tidspunktet for hijrah. Hijrah er ikke et nødvendigt vilkår for enhver daʿwah, men afhænger af behov og omstændigheder. Så længe man frit kan forkynde hele religionens budskab i et område, er det ikke tilladt at forlade det, selv om hele livet går med arbejdet, ingen accepterer kaldet, eller en islamisk samfundsorden ikke kan etableres. Yūsuf tilbragte hele sit liv i sandhedens tjeneste, fordi den daværende konge ikke hindrede hans arbejde afgørende.

Almindelig modstand er heller ikke tilstrækkelig grund til hijrah. En lære, der adskiller sig fra samtidens tanker, tro og sociale og politiske principper, vil naturligt møde utilfredshed og fremmedhed. Profeterne fortsatte deres arbejde uden tvivl eller fortvivlelse. Tålmodighed og standhaftighed er nødvendig for at fuldbyrde beviset mod modstanderne og prøve forkyndernes oprigtighed. Før dette kursus er gennemført, kan sandhedens folk ikke modtage belønningen for deres oprigtighed, og de falskes folk kan ikke straffes for deres kærlighed til falskheden.

Når folkets modstand imidlertid overskrider grænsen, så de ikke længere vil tåle sandhedens folks eksistens og beslutter at udrydde dem, bliver det tilladt at erklære brud og hijrah. Historien om de profeter, hvis hijrah nævnes i Koranen, viser, at de først emigrerede, efter at deres folk havde besluttet at stene eller fordrive dem.

Profeternes og sandhedens folks hijrah er helt forskellig fra almindelig flugt fra én nations overgreb til en anden. Hijrah går fra falskhed til sandhed. Før den må man derfor vurdere både det folk, man forlader, og det folk, man søger til: Er der stadig evne til at modtage sandheden dér? Og hvor stærk er sandhedskærligheden hos dem, man søger? Hvis det første miljø stadig har evne, er det mest værdigt til deres indsats; hvis ikke, må de søge et andet land, hvor de kan plante sandhedens frø.

Hijrahens sted skal også bestemmes gennem ijtihād og være gunstigt for daʿwahens mål. Det kan være en øde ørken, som Ibrāhīms hijrah til Ḥijāz, eller et frugtbart land, som Mūsās førelse af sit folk til Syrien. Man kan måtte rejse ud af sit land, eller Allah kan gøre en del af det land, hvor kaldet begyndte, egnet til det. Ingen kan fra første skridt vide, om frøet vil bære frugt dér, hvor det sås, eller et andet sted. Hvis de, der sår sandhedens frø, er rede til at vande det med deres tårer og blod, vil arbejdet ikke være forgæves. Hvis ét land nægter at nære det, vil et andet være rede til det.

Hijrahens formål er ikke blot at undslippe forfølgelse. Dens første formål er at virkelig­gøre sandhedens folks trosmæssige og psykiske krav. Den, der har smagt sandheden, bliver i hensigt og beslutning en muhājir. Han er utilfreds med samtidens tro og handlinger, søger et rent samfund og ønsker at blive fri for den falske orden. Den egentlige hijrah er derfor kun de menneskers hijrah, hvis både krop og sind er emigreret.

Det andet formål er at gøre det sidste forsøg på at vække dem, hvis hjerter stadig har liv. Når samfundets bedste mennesker forlader deres hjem, ejendom, rettigheder og kære med medfølelse i stedet for vrede og uden personlig bitterhed, kan enhver med blot en smule sandhedssans påvirkes. Selv gode mennesker blandt modstanderne kan til sidst slutte sig til sandhedens ofrende soldater.

Det tredje formål er sandhedens folks åndelige renselse. Før hijrah kan oprigtige og hykleriske mennesker ikke altid skelnes. Hijrah fungerer som en prøvesten og adskiller Allahs oprigtige tjenere fra dem, der skjuler hykleri eller kærlighed til venner, slægtninge og rigdom. Vejen til hijrah er finere end et hår og skarpere end et sværd; kun de helt troende og oprigtige kan passere den.

Det fjerde formål er at opbygge og træne sandhedens folk i et frit og rent miljø, så de kan fratage falskheden magten, grundlægge en god civilisation og påtage sig verdens lederskab. Især kan isolerede principper ikke vise deres fulde skønhed, før de ses som en samlet livsordning. Når hijrah gennemføres under disse betingelser, spreder daʿwahen sig efterfølgende med fuld kraft, mens falskheden hurtigt eller gradvist forsvinder, fordi den ikke har en virkelig rod i menneskets natur eller verdensordenen.

Når sandhedens støtte fjernes fra falskheden, kan den ikke fortsætte. Derfor giver Allah efter profeternes hijrah ikke deres folk lang frist. Enten udslettes falskhedens folk ved en himmelsk eller jordisk straf, eller de troende får befaling til at kæmpe mod dem, indtil de bøjer sig for sandheden. Efter hijrah træder daʿwahen ind i det tredje stadium: jihad og krig.

Tredje stadium – jihad
Krigens tromme lyder først, når forkyndelse, offentlig fremlæggelse af beviset og hijrahens stadium er gennemført. Islamisk krig har nødvendige betingelser. Før de er opfyldt, er det ikke tilladt at gribe til sværdet eller udgyde blod; ellers bliver handlingen ødelæggende, og man risikerer ansvar og straf for at skabe uorden på jorden.

Den første betingelse er, at sandhedens budskab først skal forkyndes fuldt ud for dem, mod hvem krig erklæres. Modstandskrig og forsvarskrig er dog undtaget. Når ens liv, ejendom eller ære angribes, må man forsvare sig med al sin kraft. Den, der dræbes, er martyr. Angriberen bærer dobbelt synd: han har udgydt blod i en forbrydelses tjeneste og fået en sandfærdig persons sværd til at blive blodigt.

Forkyndelsen kan ske på to måder. Den første er gennem en profet. Profeten er det fuldkomne middel til forkyndelse og til at fuldbyrde beviset. Han sendes med alle nødvendige midler, er blandt folkets bedste, har den højeste karakter og er fri for løgn, bagtalelse, sammensværgelse, dårlig opførsel, hovmod og magtbegær. Han formidler kaldet klart og på et sprog, alle forstår, og hans lære og eksempel forandrer menneskers liv. Derfor er profetens kald det endelige middel til at fuldbyrde beviset. Når det er fuldbyrdet, får sandhedens fornægtere ikke længere frist. Hvis de troendes antal er ringe, adskilles de, og fornægterne tilintetgøres ved himmelsk eller jordisk straf. Hvis de troende er mange, får de befaling til at kæmpe mod fornægterne, indtil de accepterer Allahs religion eller jorden renses for dem.

Den anden måde er gennem retskafne mennesker. De kan ikke fuldbyrde beviset så fuldstændigt som profeterne. Deres krig har derfor kun til formål at etablere retfærdighed og fred og fratage dem, der nægter Allahs religion, den politiske magt, hvormed de kan skade andre. Når dette mål er nået, må de standse; de må ikke overskride grænsen.

Efter Profeten førte ledsagerne krige efter denne anden ordning. De tilbød modstanderne tre muligheder: at acceptere islam og blive ligeværdige medlemmer; at blive borgere i den islamiske stat og betale en fast afgift, mens de beholdt deres personlige lov; eller at tage imod krig. Dette var ikke en utilstrækkelig forkyndelse, for ledsagerne levede under en faktisk etableret islamisk samfundsorden, som selv viste, hvad islam kræver i det individuelle og kollektive liv.

Den anden betingelse er, at krigen skal ledes af retskafne mennesker, som oprigtigt tror på det formål, for hvilket jihad er foreskrevet. Lejesoldater kan ikke danne en islamisk hær. De, der kæmper, skal tro på islam, søge Allahs tilfredshed og være rede til at dø for den. Hvis verdslige motiver blandes ind, bliver indsatsen værdiløs og kan medføre straf for det udgydte blod.

Den tredje betingelse er, at krigen skal føres under en magtfuld og autoritativ amīr. Hans lovlige myndighed skal være etableret over hans jamāʿah; han skal kunne håndhæve sharīʿahs love og være underlagt ingen anden magt end Allah. Profeterne erklærede ikke krig, før de havde emigreret og organiseret sig i et frit område. Senere fulgte blandt andre Sayyid Aḥmad Shahīd og Mawlānā Ismāʿīl Shahīd denne fremgangsmåde: de oprettede først en selvstændig stat og håndhævede sharīʿahens love.

Den ene grund er, at Allah ikke ønsker, at en falsk ordning væltes, før der er udsigt til, at en sand ordning kan sættes i stedet. Kaos er unaturligt og kan være værre end en uretfærdig ordning. Derfor må en ukendt, uorganiseret gruppe uden prøvet leder, lydighed og sammenhold ikke begynde væbnet jihad. Det kræver en jamāʿah, der faktisk har form som et politisk parti og er så organiseret, at betegnelsen al-jamāʿah kan anvendes på den.

Den anden grund er, at den myndighed, der følger med krig over folket, er så vigtig, at den ikke kan betros en gruppe, hvis leder kun har moralsk autoritet. Uden faktisk magt kan han ikke forhindre uorden. Almindelige revolutionære grupper kan acceptere, at en ordning bryder sammen og bruge undertrykkelse, fordi deres eneste mål er at overtage magten. En retfærdig leder må derimod sikre, at den ordning, han vil indføre, er bedre end den, han fjerner, og at hans egne folk kan holdes fra den undertrykkelse, han bekæmper.

Den fjerde betingelse er at opnå styrke. En oprigtig daʿwah samler mennesker med forskellige evner, skaffer midler og udvikler de nødvendige redskaber. Når organisationen etableres i et frit miljø under lydighed, vokser dens moralske og åndelige styrke, og dens materielle muligheder øges. Før den nødvendige styrke er opnået, vil en krigserklæring være selvødelæggende.

Når disse betingelser overvejes, bliver det klart, hvorfor krigens stadium først kommer efter daʿwah og hijrah. Efter disse to stadier står modstanderne tydeligt frem, og organisationen har fået den form, der giver den ret til at etablere retfærdighed, orden og styrke med sværdet. De, der kun er påvirket af almindelige revolutionære gruppers metoder og ikke kender profeternes fremgangsmåde, bør overveje disse stadier, deres nytte og deres følger.

-:Afslutning:-