[Denne brochure er grundlæggende talen holdt af den daværende amir for Jamaat-e-Islami, Sayyid Abul A’la Maududi, ved Jamaat-e-Islamis årlige konference, som blev afholdt den 19. april 1945 i Darul Islam, Pathankot]

Når vi ser, at denne tørre, kedelige og smagsløse bevægelse til sidst har formået at skabe en uventet nysgerrighed og begejstring i folks hjerter, bringer vi Allah den Almægtige hundredtusinder af taksigelser.

Den daʿwa, som vi er trådt frem med, synes faktisk at være den mest forældede vare, der findes på nutidens marked for bevægelser. Desuden indeholder den arbejdsmetode, vi har valgt, ikke et eneste af de midler, som man i vore dage normalt benytter for at udvide en bevægelse hurtigt og tiltrække folket til den. At afholde møde efter møde, arrangere demonstrationer, fylde himmel og jord med forskellige slagord, hejse flag, holde ildfulde taler og lignende har ikke fået nogen plads i vores arbejdsmetode. [På den tid antog konkurrencen mellem Kongressens bevægelse for et udelt Indien på den ene side og Muslim League-bevægelsen for at dele Indien og oprette Pakistan på den anden side en stadig skarpere form. På dette tidspunkt deltog Jamaat ikke i det politiske postyr, men helligede sig stilfærdigt daʿwa og organisering. Derfor havde Jamaat dengang ikke indledt demonstrationer eller andre politiske aktiviteter.] Ikke desto mindre bemærker vi, og vore hjerter bøjer sig i taknemmelighed over for Gud, når vi ser, at et stort antal mennesker lidt efter lidt bliver tiltrukket af denne daʿwa, og at folk i flokke fra fjerne steder slutter sig til vores så lidet spændende konferencer. Efter vores opfattelse skyldes folks tiltrækning intet andet end den naturlige tiltrækning ved den sikre sandhed. For hos os findes der intet andet end den sande sandhed, som kan tiltrække folk.

Konferencens formål

Det er i virkeligheden aldrig formålet med vores konferencer at tiltrække folk til os ved at skabe optrin eller sensation. Gennem denne konference vil vores medlemmer lære hinanden at kende og blive organiseret; der vil ikke være nogen afstand af ukendskab mellem dem; de vil komme hinanden nær på et dybt plan, finde frem til måder for gensidig rådgivning og samarbejde og fastlægge metoder til at fjerne de farer, problemer og hindringer, der står i vejen for at føre deres egentlige arbejde fremad. Dette er normalt formålet med vores konferencer. Desuden er et af formålene med denne konference at få lejlighed til at vurdere vores tidligere arbejde, forstå vores fejl og mangler og overveje, hvordan de kan fjernes. Endvidere gives mennesker, som nærer sympati for os, støtter vores idealer og tankegang eller er skeptiske over for vores arbejde, mulighed for ved selvsyn at forstå vores daʿwa og arbejde. Hvis deres hjerter således uden tvivl tilslutter sig vores sande principper, kan de slutte sig til vores Jamaat. Mange former for vildfarelse opstår ofte blot på grund af manglende møder og afstand. Derfor findes der ingen mere effektiv måde at fjerne dem på end nærhed, møder, direkte samtaler og etablering af personlige forbindelser. Derfor takker vi Gud og takker også dem, som har brugt deres tid og penge på at deltage i vores konference blot for at høre dette fra os. Vi respekterer deres søgen efter sandheden. For dér, hvor ingen af de almindeligt anvendte midler til at skabe begejstring er til stede, er de kommet udelukkende med det formål nøje og indsigtsfuldt at undersøge det arbejde, som nogle få af Guds tjenere har påbegyndt i Allahs navn, og vurdere, om arbejdet i virkeligheden er for Allahs skyld. Hvis denne søgen efter sandheden sker med et rent og klart hjerte og sind, vil Han ikke lade deres bestræbelse mislykkes. Tværtimod vil Han uden tvivl vise dem vejen til sandheden.

På denne konference er der mange mennesker, som ønsker at få detaljeret kendskab til vores daʿwa, formål og arbejdsmetode; derfor vil jeg først drøfte dette.

Vores daʿwa

Det siges almindeligvis om vores daʿwa, at vi opfordrer til at oprette en islamisk stat. Udtrykket hukumat-e-ilahiya skaber i sig selv en vis fejlagtig forestilling, og nogle forsøger endda bevidst at skabe fejlagtige forestillinger omkring det. Folk tror almindeligvis, eller man forsøger at få dem til at tro, at en islamisk stat blot betyder en politisk ordning. Det siges også, at vores eneste formål er at etablere netop denne politiske ordning i stedet for den nuværende statsordning. Derefter bliver det let forklaret, at vi ønsker at bemægtige os regeringsmagten, eftersom de, der bestræber sig på at etablere denne statsordning, også vil få ansvaret for at lede den. Så begynder prædikenerne om fromhed. Vi bliver kaldt verdslige eller materielt egeninteresserede. Men muslimer bør jo arbejde for religionen, islam og det hinsidige, ikke for denne verden. For det andet siges det også, at regeringsmagten ikke er noget, man skal kræve; mennesket modtager den som en gave fra Gud som følge af at leve et religiøst liv. I virkeligheden bliver disse udsagn om os mange steder fremsat uden forståelse for den egentlige sandhed. Nogle steder udbredes de med særlig snedighed, alene med det formål, at man måske på denne måde kan holde mange af Guds tjenere, om ikke os, borte fra denne store sandhedsbevægelse. Men hvis enhver læser vores bøger åbent og fordomsfrit, kan han meget let forstå, at det ikke blot er oprettelsen af en statsordning, der er vores formål. Vores endelige mål er i virkeligheden at skabe den fuldstændige revolution, som islam foreskriver i menneskets samlede liv. Det er til denne revolution, at Allah den Højeste sendte profeterne. Gennem deres kald og bevægelse skulle ét formål fuldbyrdes under alle profeters ledelse.

Hvis vores dawah skal fremlægges i et enkelt og klart sprog, kan den fremlægges i følgende tre punkter:

1. Vi opfordrer generelt alle mennesker, og i særdeleshed muslimerne, til at underkaste sig Allah.

2. Til alle, der hævder eller erklærer, at de har antaget islam eller følger den, lyder vores opfordring: Fjern hykleri og uoverensstemmelse mellem ord og handling fra jeres virkelige liv, og hvis I hævder at være muslimer, så vær rede til at blive sande muslimer og til fuldt ud at legemliggøre islams ideal.

3. Den ordning, som menneskelivet i dag er underlagt, må radikalt ændres fra de forkastelige og ugudelige vantros ledelse, og ledelsen og myndigheden må på både det ideelle og det praktiske område overdrages til Allahs retskafne tjenere. Selv om de tre ovennævnte punkter er klare, er det i dag blevet nødvendigt at forklare dem udførligt, ikke blot over for ikke-muslimer, men også over for muslimer, fordi der gennem lang tid har samlet sig lag på lag af misforståelser, apati og forsømmelse omkring dem.

Guds tjeneste bliver fortolket på mange forskellige måder. Nogle mener, at det er tilstrækkeligt blot med ord at anerkende Gud som »Gud« og sig selv som Guds tjener. Selv hvis man ikke anerkender Gud og ikke vedkender sig underkastelsen under Ham i det moralske, praktiske og kollektive liv, skulle det ikke medføre nogen skade. Eller man skal anerkende Gud som den overnaturlige Skaber, Forsørger og Tilbedte Herre, men det skulle ikke være forkert at fjerne Gud fra og fratage Ham myndighed og ledelse over det praktiske liv. En anden opfattelse af Guds tjeneste er, at livet kan opdeles i disse to dele: det religiøse og det verdslige, og at det er tilstrækkeligt at tjene Gud i det religiøse liv ved at opretholde nogle få betingelser vedrørende troslære, tilbedelse og halal og haram. Men i verdslige spørgsmål – inden for civilisation, samfund, politik, økonomi, videnskab og kunst og litteratur – skal mennesket være fuldstændig fritaget for Guds tjeneste. På disse områder vil man enten selv udforme nogle principper eller følge principper, som andre har udformet.

Vi anser alle disse almindeligt udbredte opfattelser af Guds tjeneste for fejlagtige og ønsker at udrydde dem. Vores kamp mod den vantro livsordning er lige så omfattende som, eller endnu mere indædt end, vores kamp mod disse fejlagtige opfattelser af tjenesten. For disse opfattelser har fuldstændig fordrejet islams religions grundlag og form. Efter vores opfattelse betyder den opfordring, som den ædle Koran og alle dens tidligere himmelske skrifter, den sidste profet og de andre profeter, der blev sendt til forskellige dele af jorden, med én stemme fremsatte efter at have kaldt menneskene til at underkaste sig Gud, at mennesket fuldt ud skal anerkende Gud som ilah, rabb, maʿbud, hersker, ejer, herre, vejleder, lovgiver, den, der holder regnskab, og den, der giver gengældelse, og at hele livet – det personlige (private), sociale, moralske, religiøse, civilisatoriske, politiske, økonomiske, videnskabelige og ideologiske – fuldt ud skal leves på grundlag af Guds tjeneste. I den ædle Koran er det netop dette, der påbydes med ordene: »Træd helt ind i islam.« Det vil sige, at I ikke må holde nogen side eller noget område af jeres liv uden for Guds tjeneste. Tjen Gud med hele jeres væsen; hold ingen side af livet og ingen handling fri af Guds tjeneste; forkast ikke Guds befalinger og bestemmelser, og lev ikke som selvstændige og egenrådige mennesker eller som tilhængere og efterfølgere af et selvstændigt og egenrådigt menneske. Det er denne betydning af Guds tjeneste, vi forkynder. Vi opfordrer alle mennesker, som er muslimer, til at antage denne form for tjeneste.

Hykleriets kerne

For det andet fremsætter vi også denne opfordring: De, der hævder at følge islam, eller de, der har antaget islam, bør i deres virkelige liv opgive hykleriets principper og holde deres liv renset for indre uoverensstemmelser og uoverensstemmelser mellem ord og handling (Inconsistencies). Med »hykleriets princip« menes den tilstand, hvor et menneske ikke gør noget som helst forsøg på at etablere en livsordning, der stemmer overens med dets tro og religion, men tværtimod anser den nuværende syndige og gudsoprørske livsordning for at være fordelagtig for sig selv og er optaget af at skabe sin lykkelige »fremtid« inden for den. Selv hvis vedkommende forsøger at ændre den, er formålet ikke at afskaffe den syndige livsordning og etablere islams religion; formålet er derimod at etablere en form for syndig statsordning. Efter vores opfattelse er denne handlemåde ikke andet end en fuldstændig hyklerisk handlemåde. For det er åbenlyst selvmodsigende at tro på én slags livsordning og i praksis være tilfreds med en livsordning af den modsatte slags. Kendetegnet på oprigtig tro er, at den livsordning, man tror på, skal gennemføres som den virkelige livsordnings bestemmelser og lov; og uanset hvor mange hindringer og forhindringer der måtte opstå på vejen til at leve det virkelige liv i overensstemmelse med denne livsordning, vil vores hjerter i hvert eneste tilfælde blive bekymrede og dybt oprørte. Den sande tro er allerede på sin vej mod udfoldelse ikke rede til at tåle selv den mindste hindring af denne slags. Og der kan slet ikke være tale om at se hele religionen underlagt en statsordning af modsat karakter og tåle det. For under sådanne forhold er det ikke muligt at gennemføre nogen del af religionen. I visse lande tillader den sejrende og etablerede livsordning ganske vist, som en gunstbevisning, at nogle særlige dele af islam praktiseres, fordi den anser dem for harmløse; men alle andre forhold i menneskelivet følger regler og principper, der strider mod islams religion. De, der under sådanne forhold mener, at troen ikke lider nogen skade dér, tager åbenlyst fejl. Dér tænker man over andre forhold ud fra den forudsætning, at de vantros ordning er en permanent skæbne. Uanset hvor stor en værdi denne form for tro måtte have i fiqh-lærens ydre betragtning, er der fra islams religions synspunkt ingen forskel mellem den egentlige hykleri og denne form for tro. Talrige vers i Koranen betegner og beviser også netop dette som hykleri. Målet med vores bestræbelse er at rense alle dem, der i overensstemmelse med den tidligere nævnte betydning lover at antage Guds tjeneste, for denne form for hykleri i deres liv; og vi må fortsætte denne bestræbelse utrætteligt med helhjertet oprigtighed i overensstemmelse med den rette forståelse af Guds tjeneste. For vi har truffet den endelige beslutning, at vi i hele vores liv vil følge den livsform, de love og regler samt den civilisation, moralske karakter, det samfund, den politik, den økonomi og de forskrifter for tanke og handling, som Allah, den Ophøjede, har sendt gennem sine profeter, og at vi ikke et eneste øjeblik vil anerkende selv den mindste indflydelse fra noget andet ideal eller princip i nogen som helst handling i livet — ikke engang i den allermindste sag — i stedet for den sande livsordning, som Gud har givet. Ingen bør være uvidende om, hvor meget det strider mod den sande tro blot at være tilfreds med selv en ubetydelig del af den falske livsordning, at deltage i bestræbelserne på at etablere og opretholde den eller at forsøge at etablere én slags falsk ordning i stedet for en anden slags falsk bestemmelse.

Teorien om uoverensstemmelse mellem ord og handling

For det andet er det, som vi siger skal fjernes fra alle muslimers, både nye og gamles, liv efter hykleriet, den handlingsmæssige uoverensstemmelse – manglen på overensstemmelse mellem ord og handling. At gøre det modsatte af det ideal, som et menneske med sine ord hævder at tro på, kaldes uoverensstemmelse. Det kaldes også uoverensstemmelse at følge forskellige principper. Hvis nogen derfor hævder at gøre hele sit liv til et liv i overensstemmelse med Guds tjeneste, kan det på ingen måde være rigtigt, at han, så længe han er bevidst, udfører blot én handling i sit liv, der strider mod denne tjeneste. Hvis der på grund af menneskelig svaghed sker en fejl eller afvigelse, skal han straks erkende sin fejl og vende tilbage til Guds tjeneste. Det er troens ubetingede krav at opbygge hele livet på grundlag af underkastelse under Gud og i fuld overensstemmelse hermed. Den sande tro tolererer ikke blot ikke at være mangfoldig; den tolererer heller ikke at være dobbelt. Hvis vi på den ene side hævder, at vi følger Gud, det hinsidige, åbenbaringen, profetskabet og shariaen, men på den anden side for at opnå materielle fordele, ære og overlegenhed går på uddannelsesinstitutioner, der er materialistiske og skaber vantro på Gud og det hinsidige, og hvis vi forsøger at etablere et sådant uddannelsessystem og opmuntrer andre til det samme, så er dette efter vores opfattelse intet andet end en mangfoldig principfasthed. På den ene side hævder vi, at vi tror på Guds sharia, men samtidig bliver vi dommere og advokater ved domstole, der er oprettet på grundlag af love, som Guds fjender har udformet, og vi gør os fuldstændigt afhængige af dommerne ved disse domstole, når sandt og falsk, ret og uret skal afgøres. På den ene side går vi til moskeen og beder, men så snart vi er kommet ud af moskeen, glemmer vi i vores liv Gud og Guds sharia, når det gælder vores indbyrdes handel og omgang, vores midler til at tjene til livets ophold, ægteskab, fordeling af arv, politiske bevægelser og alle andre verdslige forhold; nogle steder underkaster vi os vores eget nafs, andre steder nedarvede skikke, andre steder samfundets normer og andre steder gudsoprørske herskere. På den ene side lover vi igen og igen Gud og siger: Vi er dine tjenere – vi tilbeder dig og underkaster os dig; på den anden side tilbeder vi sådanne ‘afguder’, som vores interesser, kærlighed, medfølelse, indre tilbøjeligheder, fordele og bekvemmeligheder på den ene eller anden måde er knyttet til. Alt dette er intet andet end handlingsmæssig uoverensstemmelse, manglende overensstemmelse og hykleri. At der findes utallige sådanne uoverensstemmelser i nutidens muslimers liv, kan ingen, der har øjne at se med, benægte. Efter min mening er dette en frygtelig sygdom hos det muslimske folk, som indefra udhuler dets karakter og natur samt dets din og tro, ligesom orm æder noget op indefra. Den grundlæggende årsag til den svaghed, der i dag er blevet tydelig på hvert eneste område af deres virkelige liv, er også denne handlingsmæssige uoverensstemmelse og modstrid. I lang tid er det muslimske folk blevet trøstet med, at hvis man med munden bevidner Guds enhed og profetskabet og blot udfører nogle få religiøse handlinger såsom bøn og faste, så er alle pligter opfyldt; derefter vil det ikke skade ens tro det mindste, selv om man i alle andre af livets forhold følger en handlingsmåde, der strider mod din og troen, og der vil heller ikke opstå nogen bekymring for ens frelse. Grænsen for denne tilladelse (Allowance) blev gradvist udvidet så langt, at det til sidst ikke længere var en ufravigelig betingelse at bede for at være muslim. Det blev også indprentet hos muslimerne, at det var tilstrækkeligt blot at bekende troen og islam, og at der ikke gjorde nogen skade, selv om man i praksis levede hele sit liv efter idealer, der var fuldstændig modsatte af islams. Som følge heraf ser vi i dag, at alle former for ugudelighed, vantro, synd, ulydighed, undertrykkelse og åbenlyst oprør mod Gud uden videre bliver fremført i islams navn. Muslimerne er i dag fuldstændigt optaget af deres tid, arbejde, rigdom, ejendele, kræfter, evner, faglige kunnen samt liv og sjæl i bestemte retninger, og de stræber individuelt og kollektivt efter bestemte formål og mål; de er end ikke i stand til at forstå, at størstedelen af dette er fuldstændig i strid med deres tro. Så længe denne tilstand består, er ikke-muslimers antagelse af islam i virkeligheden heller ikke meningsfuld. For i denne saltmine vil alle, der træder ind i den hver for sig, blive blandet fuldstændigt sammen med saltet. Derfor er opfordringen til muslimerne om at rense deres liv for alle disse uoverensstemmelser og handlingsmæssige modstridigheder en uadskillelig og vigtig del af vores grundlæggende da‘wa. Vi opfordrer enhver troende til at blive en fuldstændig ensrettet tilhænger af ét princip og ét ideal og, hvis han ikke kan afbryde forbindelsen med enhver handling, der strider mod troen og den islamiske livsform, at stræbe utrætteligt efter at gøre det. På samme måde siger vi til enhver troende, at han skal forstå alle troens krav dybt og klart og være rede til at opfylde dem.

Nødvendigheden af en grundlæggende forandring i ledelsen

Det tredje aspekt af vores islamiske da’wa er bestræbelsen på at skabe en grundlæggende forandring i ledelsen. De to forhold, som vi tidligere har forklaret, må betragtes som det uundgåelige resultat af dette tredje forhold. Hvis vi overgiver os til den ene Guds tjeneste og bestræber os på at være fuldstændig oprigtige i denne sag uden at efterlade noget rum for hykleri eller uoverensstemmelse, må vi nødvendigvis bestræbe os på at skabe en revolution i den nuværende livs- og statsordning. Vores nuværende livs- og statsordning er grundlagt på kufr, ateisme, shirk, syndighed og umoral. De statsmænd, der uden undtagelse udformer dens planer, tænker over den og leder dens aktiviteter, trodser Gud og Hans lov. Så længe myndigheden og ledelsen i realiteten er i disse menneskers hænder, og så længe de har nøglen til alt inden for videnskab, kunst og litteratur, uddannelse, propaganda og radio, udformning og håndhævelse af love, finansvæsen, handel og industri, landbrug, statsstyre, administration og internationale forbindelser, er det ikke blot praktisk vanskeligt at leve som sande muslimer i verden og gøre Guds tjeneste til livets ideal; det vil være fuldstændig umuligt at efterlade fremtidige generationer som troende på islam. Desuden påhviler det enhver oprigtig Guds tjener at bestræbe sig på, i overensstemmelse med Guds tilfredshed og lov, at fjerne ødelæggende og katastrofale tilstande fra verden og etablere fred, sikkerhed, ro og velstand. Men så længe landets og statens myndighed ikke er overdraget til Guds retskafne tjenere, kan dette storslåede og ophøjede mål på ingen måde nås. Hvis syndige og lastefulde mennesker, Guds oprørere og Satans allerunderdanigste tjenere forbliver verdens ledere, administratorer og styrende, vil det være det stik modsatte af at fjerne undertrykkelse, vold, uro, katastrofer, moralsk sammenbrud og omfattende forfald. Hvis vi derfor er muslimer, bliver det vores uomgængelige pligt med al kraft at stræbe efter for altid at afskaffe de vildledte lederes ledelse fra jordens overflade, knuse kufrs og shirkens dominans og etablere den sande og rette livsordning, islam, som Deen.

Hvordan skal forandringen af ledelsen finde sted?

Men denne forandring af ledelsen kan ikke gennemføres blot ved at ønske eller ville det. Allah lægger utvivlsomt stor vægt på en god ordning af jorden, og verdens ledelse og administration kræver en vis grad af kvalifikationer, styrke og særlige egenskaber. Hvis disse ikke erhverves på behørig vis, kan ingen gruppe mennesker påtage sig det store ansvar for at lede verden og fortsætte med at styre den korrekt. Hvis ingen velorganiseret gruppe af Guds retskafne tjenere er kvalificeret til at lede verden, overlades verdens administration og styring ifølge Guds lov til de vantro og uærlige. Men hvis der faktisk findes en sådan gruppe, som har ægte iman, som virkelig er retskaffen, og som besidder de uundværlige egenskaber, styrke og arbejdsevner til at lede verden i højere grad end kafirerne, må man huske, at Guds lov aldrig er uretfærdig eller ødelæggende. Under sådanne omstændigheder kan man derfor på ingen måde antage, at verdens ledelse skal forblive i de syndige og vantros hænder. Mit mål er således ikke blot at overdrage verdens myndighed fra de syndige og vantro til retskafne og troende mennesker; vores vigtigste mål er også aktivt at opbygge en idealgruppe af troende og retskafne mennesker. Vores da’wa går ud på, at der skal dannes en gruppe og organisation af troende og salih-mennesker, som ikke blot skal være stærke i iman og oprigtige følgere af islam, og hvis individuelle og kollektive karakter ikke blot skal være ren og lutret, men som samtidig med oprigtighed skal vise sig langt overlegne i forhold til den virkelige verdens livsførelse samt ledelsen af samfund og stat.

Modstanden og dens årsag

Dette er kort sagt vores mål. Det er i denne retning, vi kalder verdens befolkninger. Men det er højst forunderligt, at den første modstand mod denne bevægelse er kommet fra muslimernes side. De ikke-muslimer, som kunne have modsat sig denne bevægelse, har indtil nu ikke sagt noget som helst imod den, og ingen har noget sted i praksis ydet nogen modstand mod den. Jeg kan ikke sige, om denne tilstand også vil bestå i fremtiden, og det er heller ikke muligt at forudsige, hvor længe den vil bestå. Men ikke desto mindre har ikke-muslimerne indtil nu ikke gjort noget af det følgende: at rynke på næsen, efter at have hørt vores ovennævnte da’wa, betragte den som et varsel om fare eller træde frem for at modsætte sig den. Det har vores muslimske brødre gjort. Det var muligvis under sådanne omstændigheder, at der blev sagt til Skriftens folk – jøderne og de kristne: ‘Vær ikke de første til at afvise den.’

Jeg har drøftet dette med hinduer, sikher og englændere. Efter at have hørt vores samtaler i detaljer eller læst vores bøger har ikke én eneste af dem indtil i dag sagt, at dette ikke er sandt. De har heller ikke givet udtryk for, at det er nødvendigt at modsætte sig det. Mange ikke-muslimer er gået så langt som til at sige, at hvis Islams da’wah var blevet fremsat i dette land langt tidligere, og hvis både de udefrakommende og de lokale stærke muslimer havde forsøgt at etablere den, kunne landets tilstand have været helt anderledes. Mange ikke-muslimer har også sagt, at hvis et samfund eller en gruppe arbejdede efter dette ideal med oprigtig hengivenhed, og hvis deres liv og død blev viet til dette formål, ville ikke-muslimerne ikke have tøvet eller følt nogen betænkelighed ved at slutte sig til det. Trods dette er det netop muslimerne, der først og mest ivrigt er rejst sig imod os. Det er dem, der er gået forrest med at sprede bagvaskelse om os og fremsætte forskellige grundløse anklager. Og blandt muslimerne er det de religiøse grupper, der viser størst iver. Det mest ejendommelige er, at ingen indtil i dag har turdet erklære vores formål og da’wah for ugyldig eller sige, at den ikke er sand. Den eneste årsag er sandsynligvis, at ingen er i stand til at angribe vores da’wah og bevægelse direkte — et FRONTALT ANGREB. Derfor angribes den snart bagfra, snart fra højre og snart fra venstre. Nogle siger: »Det, I siger, er ganske vist rigtigt, og der er ingen tvivl om det; men der findes denne eller hin fejl eller mangel hos bevægelsens medlemmer.« Andre siger: »Dens sandhed kan ikke benægtes, men for at lede en sådan bevægelse behøves mennesker som sahabaerne; hvor kan man finde sådanne mennesker i dag?« Nogle siger: »Dette er uden tvivl Islams da’wah, men den kan slet ikke gennemføres i denne tid.« Andre siger: »Ingen kan sige et eneste ord imod denne da’wahs sandhed, men i betragtning af muslimernes nuværende politiske og økonomiske situation vil det være farligt for dem at acceptere den.« Det stopper ikke her. Hvis en af Guds tjenere blandt muslimerne accepterer denne da’wah, bestræber sig på at fjerne ægte hykleri og uoverensstemmelse mellem tro og handling fra sit liv og beslutter at underlægge hele sit liv Guds tilbedelse, så beslutter hans brødre, forældre, slægtninge og venner sig først af alle for at modsætte sig ham. Man har endda set mange religiøse og gudfrygtige mennesker, hvis pander bærer mærker efter prostration, og hvis tunger er optaget af religiøse samtaler døgnet rundt; alligevel tøver de ikke det mindste med at modsætte sig ham. De er på ingen måde villige til at tolerere, at deres søn, bror eller en anden slægtning slutter sig til denne bevægelse. Det er uden tvivl et tegn på en alvorlig sygdom, at det først og fremmest er muslimerne, der modsætter sig vores bevægelse — og blandt dem i højere grad de religiøse end verdens mennesker. Selv om denne sygdom har været dækket af et skinnende ydre, er der ingen tvivl om dens høje alder. Hvis vi havde fremlagt da’wah som en rent intellektuel og forskningsmæssig bevægelse og opfordret folk til at forsøge at virkelig- gøre dette formål, kan vi sige, at vores arbejde ikke ville være blevet mødt med modstand, men med lovprisning og taksigelsens blomster fra alle sider. Kan nogen muslim acceptere, at man bør tilbede andre end Gud, at muslimer bør være hykleriske og engagere sig i handlinger, der strider mod troen, eller at herredømmet og ledelsen over menneskelivet ikke bør være i gode muslimers hænder, men i de vantros hænder — at vantro love bør gælde i verden i stedet for Guds sharia? Men jeg kan med fuld overbevisning sige, at intet af det, vi hidtil har sagt, blot er blevet fremsat som en videnskabelig teori; samtidig har vi opfordret til praktisk handling i overensstemmelse med det. Hvis vi ikke havde gjort det, men kun havde fremsat det som en teori, ville ikke én muslim have turdet sige et eneste ord imod det. Men sagen er, at vi ikke kan gøre det. Vores da’wah kræver, set fra troens synspunkt, at enhver sandhed først virkelig- gøres i vores eget liv og derefter etableres i vores nærmeste omgivelser og i hele verden. Historisk set kan man sige, at netop denne situation tidligere opstod i profeten Muhammads (fred være med ham) liv. Enhver, der kender den før-islamske arabiske poesi og litteratur, vil indrømme, at den tawhid og de moralske regler, som Profeten fremlagde, på ingen måde var noget nyt i Arabien. Talrige digtere og talere i den før-islamske tid havde også fremsat tilsvarende tawhidiske ideer og tanker, og de havde også sagt det meste af det, der hører til islamisk moral. Forskellen var imidlertid, at den ædle Profet (fred være med ham) fremlagde den rene og ublandede sandhed som en fuldstændig livsorden og opfordrede til at fjerne alle forestillinger, der strider mod den sande tawhid, fra det praktiske liv og forme hele livet på grundlag af denne tawhid. Samtidig opfordrede han til faktisk at etablere principperne for moralsk karakter som grundlag for hele det praktiske liv. Netop derfor, fordi vi ikke blot opfordrer til at tale om og prædike dette, men også til at opgive alle de fordele, der er knyttet til den falske orden, og følge din al-Islam med fuld oprigtighed, koncentration og sammenhæng, og fordi vi desuden opfordrer til at vie alt — liv og ejendom, tid og kræfter — til bestræbelserne på at etablere sandheden, kan alle forstå, at denne »alvorlige forbrydelse« (?) i virkeligheden ikke er tilgivelsesværdig. Hvis man accepterer vores ord som sande, hvis man siger, at dette er din al-Islams krav, at man for at opfylde det må være oprigtig og ensrettet, at den troende faktisk må skabe konflikt med den falske orden i stedet for at indgå kompromis med den, og at kamp og strid derfor er ønskværdigt, så er der ikke andet at gøre end at vælge én af de følgende to veje. Enten må man tåle at ofre sine egne interesser og kaste sig praktisk ind i denne bevægelse — men dette arbejdes intensitet og alvor er frygtindgydende — eller også må man, efter at have erkendt den, holde sig borte fra denne bevægelse med henvisning alene til hjertets svaghed.

Men det er heller ikke let at erkende dette. For hvis man erkender det, er det ikke blot sikkerheden og garantien for frelse i det hinsidige, der går tabt; også deres århundredgammelt etablerede overlegenhed og anseelse på det religiøse og åndelige område bliver krænket. Det er i sandhed vanskeligt at acceptere et sådant tab. Derfor har en stor gruppe valgt en tredje vej i denne sag. De kan ikke sige, at vores da’wah og bevægelse er forkert, for der findes ikke det mindste grundlag for at sige det. Men selv om de med klare ord erkender dens sandhed, forsøger de ved at udelade grundprincipperne og rette giftige angreb mod bestemte personer at gøre sagen så uklar som muligt, så de kan bevise, at det er berettiget at holde sig borte fra denne sandhedsbevægelse. Om dette vil jeg kun sige, at de allerede nu bør tænke over, at de på Dommedag heller ikke vil kunne lukke Guds mund med de argumenter, som de i dag fremsætter for at lukke munden på mennesker.

Vores arbejdsprincipper

Herefter vil jeg forsøge kort at fremlægge de arbejdsprincipper, der er vedtaget for denne bevægelse. Ligesom vores grundlæggende dawah er også vores arbejdsprincipper hentet fra Koranen og profeternes arbejdsprincipper. De, der tager imod vores dawah, beder vi først og fremmest om i praksis at forme deres liv i overensstemmelse med tjenesten for Allah og i dette arbejde at bevise deres oprigtige hengivenhed og koncentration. Vi beder dem også rense deres liv for alle handlinger, der strider mod iman. Det er i virkeligheden her, at renselsen af deres karakter, dannelsen af deres natur og dens prøvelse begynder. De, der har taget en højere uddannelse med store og høje mål for øje, må med egne hænder knuse de himmelstræbende drømmeslotte, de selv har bygget, og træde ind på en livsbane, hvor udsigten til ære, rang og økonomisk bekvemmelighed ikke blot forsvinder fra deres eget liv, men heller ikke kan ses i flere efterfølgende generationer. Og de, hvis økonomiske velstand hviler på plyndret rigdom, på deres partneres berøvede andele og på jord og ejendom, hvor arvingernes rettigheder er blevet tilsidesat, må som følge af deres tilslutning til denne bevægelse opgive alt dette og blive gjort helt ejendomsløse. Den eneste grund er, at den Allah, som de har anerkendt som deres ejer og herre, på ingen måde bryder sig om, at nogen uretmæssigt tilegner sig andres ejendom. For dem, hvis levevej var i strid med sharia eller forbundet med en ugyldig statsordning, bliver det, selv før de kan drømme om fremgang, uudholdeligt overhovedet at sluge en mundfuld af den føde, der er erhvervet gennem deres nuværende levevej. Derfor forsøger de af alle kræfter at opgive deres nuværende levevej og vælge en anden ren vej – hvor ringe den end måtte være. Desuden bliver, som jeg allerede har sagt, hver persons nærmeste i praksis hans fjender, så snart han antager dette ideal. Hans forældre, søskende, hustru, børn og nære slægtninge er de første, der kommer i konflikt med hans iman. Så snart mange mennesker tager imod denne befaling, bliver deres fredelige og kærlige rede forvandlet til et hvepsebo. Dette er i virkeligheden det første træningscenter for den islamiske bevægelses arbejdere. Gennem dette center får vi arbejdere med ærlig, oprigtig og troværdig karakter samt en fast natur og sindelag. Dette er en naturlig tilstand fra Allahs side til fordel for den islamiske bevægelse. De, der mislykkes i denne første ildprøve, falder af sig selv ud af denne bevægelse og organisation; derfor behøver vi ikke yde nogen særlig indsats. Og de, der består den, beviser deres oprindelige hengivenhed, koncentration, tålmodighed, udholdenhed, faste beslutning, kærlighed til sandheden og stærke natur og sindelag – egenskaber, der er helt nødvendige for i det mindste at tage det første skridt på Allahs vej og gennemføre prøvens første kapitel. Dem, der har bestået dette kapitel, kan vi betragte som forholdsvis mere troværdige og føre videre til det andet kapitel. For her venter en endnu vanskeligere prøve end den foregående. Denne prøve skaber endnu en smeltedigel, som på samme måde sorterer de »falske mønter« fra og kaster dem bort, mens den beholder de ægte og uforfalskede mønter hos os. Efter vores bedste viden kan vi med fasthed sige, at dette er den evige og uforanderlige metode til at udskille de ægte og nyttige dele fra den menneskelige mine og gøre dem endnu mere arbejdsduelige. Den taqwa, der formes i denne smeltedigel, er i sin kerne egnet til at påtage sig det store ansvar for at lede verden og bære den overvældende byrde af denne enorme amanah, selv om den ikke består fiqh-videnskabens målestok og selv om den på en pirs khanqah-målestok er ufuldstændig. Den taqwa, der skabes i khanqahen, kan ikke engang bære en hundrededel af dette.

For det andet pålægges Jamaatens medlemmer også ansvaret for at udbrede idealet. Det er en af deres vigtigste og mest centrale pligter at sprede det sandhedslys, de har modtaget, blandt alle mennesker i deres nærmeste omgivelser. De har også pligt til at forsøge at få i det mindste nogle mennesker til at tage imod denne sandhed i sådanne omgivelser. Her begynder endnu en prøve. Først og fremmest begynder forkynderens eget liv at blive fejlfrit under presset fra dette formidlingsarbejde. For så snart dette arbejde begynder, rettes utallige teleskoper og søgelys (SEARCH-LIGHT) mod hans liv og karakter. Hvis der derfor findes blot noget lille i forkynderens eget liv, der strider mod iman, bliver det gennem denne gratis korrigerende indsats tydeligt for ham selv, og den vedvarende pisk gør hans liv fuldkomment og rent. Hvis forkynderen virkelig har antaget denne dawah med oprigtig hengivenhed og iman, vil han slet ikke blive ophidset eller vred over denne kritik, og han vil aldrig forsøge at skjule fejlene i sit arbejde ved bortforklaringer. Tværtimod får han gennem folkets kritik mulighed for uden besvær og uden omkostninger at rense sig selv, selv hvis kritikken kun fremsættes med renselse for øje. Et kar, som hundredvis af hænder forsøger at skrubbe og polere rent, vil til sidst blive rent og klart, uanset hvor ophobet snavset måtte være; det kan der ikke være nogen tvivl om.

Ikke nok med det: Som følge af denne form for formidlingsproces udvikles mange egenskaber og kvaliteter hos vores arbejdere, som senere kan anvendes særskilt i større opgaver. Når forkynderen bevæger sig frem gennem forskellige ugunstige og nedslående omstændigheder, bliver han nogle steder ramt af hånens pile, andre steder må han høre fornærmende ord, og han modtages med utallige former for bebrejdelser og alle slags tåbelige handlinger. Nogle steder belastes hans liv med forskellige anklager og beskyldninger, andre steder anvendes nye metoder for at indvikle ham i forskellige fitnaher, stridigheder og debatter. Nogle steder drives han ud af sit hjem, berøves sin arv, får venskaber og familiebånd brudt og får sit liv gjort uudholdeligt i sine egne omgivelser. Selv under sådanne omstændigheder mister vores arbejder ikke modet, ophører ikke med denne sandhedsbevægelse, er ikke parat til at overgive sig til folk på batilens vej og mister ikke balancen i sin fornuft og dømmekraft, når han bliver ophidset. Tværtimod forsøger han utrætteligt at forme sit arbejde i overensstemmelse med sit ideal gennem en videnskabelig arbejdsmetode, dyb intelligens, fleksibel fasthed, stabilitet, ærlighed, retfærdighed, taqwa og et oprigtigt, urokkeligt sind. Der kan ikke være den mindste tvivl om, at høje og storslåede egenskaber derved vil udfolde sig fuldt ud og blive forædlet i ham. Og i virkeligheden er netop sådanne egenskaber helt uundværlige i den islamiske bevægelses efterfølgende kapitler.

For at udbrede idealet har vi forsøgt at undervise vores medarbejdere i den arbejdsmetode, som er fremlagt i Koranen. Det vil sige at kalde mennesker til Guds vej ved hjælp af argumenter, viden, fornuft og gode formaninger samt gradvist og efter en yderst naturlig, trinvis metode at forsøge at opbygge deres praktiske liv på grundlag af islams første og grundlæggende principper. Medarbejderne forbydes udtrykkeligt at udføre uvidenskabelige handlinger som at give nogen mere næring, end de kan bære, at fremlægge detaljer før grundprincipperne eller at spilde tiden på at forsøge at fjerne ydre fejl i stedet for at forsøge at fjerne de grundlæggende fejl og mangler. Vores opgave er, uden at behandle mennesker, der er præget af modløshed samt trosmæssige og handlingsmæssige vildfarelser, med had og foragt, at forsøge at behandle menneskets egentlige sygdom med medfølelse og et ønske om dets vel, ligesom en dygtig læge. At lære at gøre godt som svar på bebrejdelser og stenkast, at udvise tålmodighed under uretfærdighed og undertrykkelse, ikke at indlade sig på fejlagtige diskussioner og interessebetingede stridigheder med uvidende og tåbelige mennesker og at ignorere meningsløs tale som en ophøjet og ædel sjæl – dette er kendetegn for vores medarbejdere. I stedet for at forfølge dem, der forsøger at holde sig borte fra sandhedens ideal, er det vores pligt at rette større opmærksomhed mod mennesker, der søger sandheden, uanset hvor lave de måtte være i verdslig rang. I dette arbejde og denne stræben er det vores medarbejderes pligt at holde sig borte fra hykleriske og prangende handlinger, ikke at tælle deres egne bedrifter op og stolt fremlægge dem for mennesker for at tiltrække deres opmærksomhed, at udføre alle handlinger udelukkende for Guds skyld og håbe på at modtage resultatet fra Gud alene. De bør have den holdning i deres hjerte, at Allah ser alle deres handlinger, og at Han visselig vil give dem fuld belønning for dem. Om verdens mennesker forstår deres værdi eller ej, og om mennesker giver dem nogen gavn eller straf, er uden betydning. En sådan arbejdsmetode kræver i sandhed en enestående tålmodighed, overbærenhed og utrættelig stræben. Selv efter lang tids vedvarende arbejde vil der måske ikke opnås noget som helst positivt resultat – selv om en kunstig og prangende arbejdsmetode kan give enorme og tiltalende resultater på kort tid, vil vores medarbejdere overhovedet ikke tage den til sig. Som følge heraf udvikles der blandt vores medarbejdere dyb indsigt, alvor, intelligens, handlekraft og åndsnærværelse. Disse egenskaber er af største betydning i denne bevægelses yderst vanskelige og arbejdsintensive faser. Selv om bevægelsen som følge heraf skrider noget langsommere frem, bliver hvert af dens skridt grundlagt på et fast og dybt fundament. Det er kun ved hjælp af denne arbejdsmetode, at samfundets bedste del kan bringes ind i bevægelsen. I stedet for at skabe en enorm skare af uduelige mennesker med et overfladisk blik kan man netop gennem den nævnte arbejdsmetode få samfundets mest retskafne mennesker som medarbejdere i bevægelsen. Der kan ikke være nogen tvivl om, at én sådan medarbejder er langt mere værdifuld og styrkende end tusind uduelige og uvirksomme mennesker. En væsentlig del af vores arbejdsmetode består i, at vi har afskåret os selv fra de muligheder, der tilbydes gennem den illegitime stats styre, love og domstole. Vi vil ikke søge nogen hjælp hos den illegitime statsordning til at beskytte nogen af vores menneskelige rettigheder, vores liv og ejendom eller vores ære og værdighed – selv om dette ikke er blevet pålagt alle vores medlemmer som en pligt; det er snarere blevet fremlagt for alle som en højere standard, og enhver har fået frihed til at antage den. Hvis de ønsker det, kan de nå denne højere standard; ellers vil de under ugunstige forhold blive besejret af modgangens slag og falde tilbage. Der er naturligvis også fastsat en grænse for, hvor langt man kan falde. De, der overskrider selv denne yderste grænse og falder endnu dybere, vil ikke længere få lov til at forblive i Jamaat-e-Islami. Den, der anlægger en falsk sag, afgiver falsk vidneudsagn eller uden nogen rimelig grund involverer sig i en retssag – og som indleder en retssag alene for at tilfredsstille ren egoisme eller begær eller for at beskytte en ubegrundet æresfølelse knyttet til venskab eller slægtskab – kan ikke have nogen plads i Jamaat-e-Islami.

Mange er ved første øjekast ikke i stand til at forstå rationalet bag den politik, vi følger med hensyn til lov og domstole, og derfor rejser de forskellige grundløse spørgsmål. Men blot en smule eftertanke gør det muligt at forstå dens store indre betydning. For det første kan vi gennem denne politik bevise i praktisk handling, at vi er en principfast Jamaat. Man bør huske, at dette ikke er en spøg eller en fornøjelse; derfor må man underkaste sig en yderst bitter og hård ildprøve. Når vi siger, at ingen andre end Allah har ret til at udforme love for menneskelivet, og når vi hævder, at herredømmet tilhører Allah alene, og at ingen har ret til at udøve myndighed eller styre på jorden uden at adlyde Gud og følge Hans lov, så må vores rettigheder på ingen måde fastslås på grundlag af vores tro og krav eller på grundlag af Guds lov, når vores tro netop er, at den, der dømmer og afgør menneskers sager uden Guds lov, er kafir, fasik og zalim. Hvis vi naturligt overlader afgørelsen af, hvad der er ret og falsk, til den illegitime statsmagt, men alligevel kan opfylde vores pligt på rette vis og vise det selv i vanskeligheder og fare, vil dette være et klart bevis på vores oprigtighed, vores karakter, vores fasthed, vores principfasthed og den dybe overensstemmelse mellem vores tro og vores praktiske handlinger. Hvis der derimod er nogen interesse, noget håb, begær eller frygt for fare, eller hvis slagene fra uretfærdighed og undertrykkelse tvinger os til at handle imod vores iman, vil det afsløre vores indre svaghed og vores karakterens tomhed, og derefter behøves der ikke yderligere bevis. For det andet er dette for os et ubestrideligt mål for at bevise vores medlemmers troskab. Gennem dette kan vi nøjagtigt vide, hvem blandt os der er værdige til tillid og faste, og i hvilke prøvelser man kan forvente, at de vil bestå.

Dette vil være den tredje og store fortjeneste: Efter at vores medlemmer har antaget dette princip, vil de af sig selv være nødt til at basere deres forhold og forbindelse med samfundet på retfærdighed og moral i stedet for loven. De må løfte deres moralske karakter til et så højt niveau og i deres omgivelser blive så fuldkomne levende symboler på sandhedens idealer, islam, gudsfrygt og gavnlige handlinger, at samfundets mennesker af sig selv vil være nødt til at beskytte deres rettigheder, ære samt liv og ejendom. For uden denne moralske beskyttelse har de ingen anden mulighed for selvforsvar i denne verden. Hvis de under sådanne omstændigheder ikke kan opnå moralsk sikkerhed, vil deres situation uden tvivl være som en gedekid blandt en flok sjakaler i en tæt skov.

For det fjerde ønsker vi på denne måde at kaste os selv og alle vores interesser og rettigheder ud i faren og fuldstændig blotlægge det nuværende samfunds moralske tilstand. Når røveriske angreb fra alle sider rammer vores rettigheder, fordi vi ikke søger politiets og domstolenes beskyttelse, vil den moralske tilstand i vores land og samfund blive åbenbaret for verden. Da vil det kunne forstås, hvor mange blandt os der kun har ladet, som om de var »ordentlige«, af frygt for loven, myndighederne og politiet, og hvor mange der skjuler sig under religionens, moralens og menneskelighedens falske dække, men uden frygt for at blive pågrebet åbent kan demonstrere røveriets berettigelse. Derved vil det også blive bevist, at disse »ordentlige« religiøse mennesker, hvis de får tid og mulighed, kan fremvise praktiske beviser på den værste karakterløshed, irreligiøsitet og bestialitet. I virkeligheden er dette som en skamplet på vores nationale moralske karakter, som fører den mod undergang. Som følge af vores arbejdsprincip vil denne indre sygdom blive synlig for offentligheden. Måtte vores samfunds øjne derved blive åbnet, og måtte der opstå en korrekt forståelse af den frygtelige karakter af den dødelige sygdom, som hidtil er blevet ignoreret. (Princippet om ikke at søge tilflugt hos lov og domstole var gældende under det britiske styre. Under Pakistan-styret blev dette princip opgivet. Under Bangladesh-styret er dette princip fortsat gældende. Det er meget godt, hvis nogen kan følge dette strenge princip fra det britiske styres tid. Dette princip skal naturligvis ikke påtvinges nogen – det handler om at efterleve det.) – Oversætteren

Undersøg vores da’wa og arbejdsprincip med dybtgående blik; prøv det med skarp kritisk sans, og forstå, i hvilken retning vi kalder menneskene, samt hvor sandt det arbejdsprincip er, som vi har antaget af den grund. Undersøg grundigt, om det stemmer overens med Allahs og Hans Sendebuds bestemmelser, og hvor effektivt det kan være som middel mod de individuelle og kollektive sygdomme i det nuværende samfund. Overvej også, hvor effektiv den store hensigt kan være, som vi fører denne bevægelse for: at gøre Allahs religion sejrrig overalt og udrydde de falske ideologier.

Derefter vil jeg drøfte nogle tvivlsspørgsmål og usikkerheder og fremlægge mit svar på dem.

Påskuddet med de lærde og pir-shejkerne

Et gammelt spørgsmål bliver rejst på ny. Det er dette: Er landets store lærde og pir-shejker ikke velbevandrede i islams religion? Kunne de ikke på forhånd forstå den form, som den i dag har antaget gennem Jamaat-e-Islami? Desuden accepterer de det ikke, selv om det, som sagt, gentagne gange er blevet forelagt dem. Ikke alene det: De er end ikke rede til at yde det deres støtte. Hvad er så grunden til dette? Beviser det, at alt det, som Jamaat påstår om islams religion, i grunden er noget, der ligger uden for islams religion?

Det korte svar på dette spørgsmål er, at jeg altid har forsøgt at forstå islams religion ud fra Koranen og profeten Kareems (fred være med ham) sunnah, i stedet for at forsøge at forstå den ud fra nutidens eller fortidens personer. Derfor har jeg overhovedet ikke bekymret mig om, hvad en eller anden from og anset person gør eller siger, når jeg ville vide, hvad Allahs religion kræver af mig og af andre troende. I stedet har jeg altid forsøgt at forstå Koranen og Sendebudets arbejdsprincip. Derfor vil jeg også henlede jeres opmærksomhed på denne måde at opnå viden på. Døm alene med et rent og upartisk blik, om den retning, jeg kalder jer til, og det arbejdsprincip, der er antaget til dette formål, uden tvivl kan bevises ud fra den Hellige Koran og profeternes handlinger. Hvis dette kan bevises ud fra Koranen og sunnah – og hvis I er rede til at opnå viden fra Koranen og sunnah – så tag imod min da’wa og slut jer også til mig. Hvis der findes noget i vores da’wa og arbejdsprincip, som strider mod Koranen og sunnah, så bevis det uden tøven. Hvis det virkelig bevises, at vi noget sted har fjernet os blot en smule fra Koranen og sunnah, vil vi ikke tøve et øjeblik med at antage den sande virkelighed. Men hvis I, for at bevise sandt og falsk, vil støtte jer til bestemte personer i stedet for Koranen og sunnah, står det jer frit for. Overlad i dag jeres fremtid til personer, og sig også til Allah, at I havde overladt jeres religion til personer i stedet for Koranen og sunnah. Hvis I mener, at et sådant svar kan redde jer over for Allah, kan I trygt gøre det; jeg har intet mere at sige om det.

Spotten over dervishlivet

Det er blevet sagt: »Jamaat-e-Islami er ganske enkelt en gruppe af dervisher eller verdensforsagere. Den har afskåret alle forbindelser med verdens praktiske forhold og den aktuelle politik og har slået sig ned i et hjørne. Men i muslimernes nuværende krisetid er det en pligt at gå frem i forreste række og tænke på hele nationens fremtid. Det er ikke kun muslimerne; også ikke-muslimerne er først og fremmest tvunget til at beskæftige sig med at forme deres egen politiske fremtid. Derfor kan de, hvis blik er rettet mod det virkelige livs problemer, ikke deltage i denne bevægelse. Naturligvis kan kun nogle få verdensforsagere og religionsorienterede mennesker slutte sig til den?«

Spørgsmålet er spottende og et udtryk for et snæversynet blik. Også vores nuværende politikere er gået ind på arbejdsområdet med et sådant snæversyn. De anser kun politiske problemer og ydre forandringer for vigtige, og de ønsker også at løse alle deres problemer ad denne vej. Men deres blik når ikke så langt som til de grundlag, som politikkens palads er bygget på. Hvorfor har det nuværende politiske problem antaget en så indviklet form? Svaret er, at dette land blev besejret af folk, der kom hertil fra flere tusinde kilometers afstand, fordi dette lands samfund, moralske karakter, tro, tænkning, kultur og civilisation, arbejdskraft og evner skulle have været højt udviklede. Mens dette lands muslimske folk gennem lang tid var præget af sløvhed, forsømmelse og svaghed, benyttede et naboland sig af dette og blev selv under denne underkastelse stærkere end dem. Derfor stod muslimerne over for det vanskelige spørgsmål: Skulle de først beskytte sig mod fjenden i deres eget hus eller mod fjenden udefra? Dette var i virkeligheden den muslimske politiks korte sammenfatning i det underlagte Indien. Muslimerne og de øvrige indiske folk ønsker at løse dette problem gennem små ydre ændringer af landets statsordning. Jeg anser denne politik og denne metode til problemløsning for fuldstændig meningsløs og uoverlagt. Efter min opfattelse er det spild af tid overhovedet at bruge tid på den. Ikke blot i Indien, men i hele verden er kernen i den nuværende politiske indvikling og de nuværende problemer efter min mening denne: »Mennesket har mistet sin rette plads i verden og forsøger forgæves at opnå det, som ikke er dets rette plads, og det har lagt grundlaget for sin moralske karakter, kultur og civilisation, økonomi og politik på oprør mod Gud. Som følge heraf er der i dag opstået en vældig katastrofe over hele verden. En voldsom storm af ugudelighed og vantro er rejst. Det forsøg, der er gjort på at befæste denne frygtelige konsekvens blot ved at ændre verdensordningens form, kaldes ’verdenspolitik’. Men efter mit syn, ja grundlæggende efter islams syn, er denne politik fuldstændig meningsløs og blot et resultat af et overfladisk blik. På grundlag af de islamiske principper, som jeg har lært at kende, kan jeg sige, at der kun findes én løsning på alle de politiske problemer og vanskeligheder, som Indiens muslimer, alle Indiens indbyggere, den muslimske verden og dermed alle mennesker i verden står over for: at vi alle i fællesskab tjener den ene Gud, tager Hans lov og forskrifter som vores livsordning og tager retten til at lede verdensordenen ud af hænderne på de gudsoprørske, ugudelige og vantro og lægger den i hænderne på Guds fromme og retskafne tjenere. De, hvis sind denne politik ikke behager, og som ønsker at løse deres problemer ved hjælp af en anden form for politik, følger en helt særskilt vej. Der er ingen forbindelse mellem deres vej og min. I kan forsøge at løse problemerne efter jeres egen opfattelse. Men efter grundig overvejelse vil jeg og mine medarbejdere anvende alle vores kræfter på det ideal og den handlingslinje, som vi mener rummer velfærd for vores land, vores folk og hele verden. Hvis menneskene i verden retter deres opmærksomhed mod vores ord, vil det være til deres eget bedste; hvis de ikke gør det, vil det være til deres eget tab. Det vil hverken øge eller formindske vores tab.«

Hvad angår den spot, der blev fremsat om at danne en gruppe af dervisher og verdensforsagere, er vores svar, at der ikke bør være plads til nogen misforståelse eller fejlagtig fortolkning i denne sag. Vi ønsker i virkeligheden at danne en gruppe, hvis enkelte medlemmer på den ene side vil være bedre end samfundets almindelige gudfrygtige mennesker inden for taqwa og fromhed, og på den anden side vil være langt mere fremstående end almindelige verdslige mennesker med hensyn til evnen og dygtigheden til at lede verden. Efter vores opfattelse er en af hovedårsagerne til alle verdens sammenbrud og katastrofer, at man på grund af en fejlagtig opfattelse af ærlighed og fromhed anser det for fromhed at sætte sig hen i en krog og afbryde enhver forbindelse med det virkelige verdens arbejde og virke. Som følge heraf falder ansvaret for at lede hele verden i hænderne på de mest uærlige mennesker. Selv om disse uærlige mennesker nævner fromhedens navn, har det blot til formål at føre folket bag lyset; fromheden har ingen reel forbindelse med dem. Denne katastrofe kan kun afhjælpes på én måde, nemlig ved at danne en velorganiseret Jamaat af Guds fromme tjenere. Hvert medlem af denne gruppe skal være gudfrygtigt, retfærdigt og troværdigt, udstyret med de karakteregenskaber og dyder, som Gud har foreskrevet, og samtidig besidde den størst mulige evne til at lede verden, så de kan besejre nutidens verdslige mennesker netop på deres eget verdslige område. Efter vores opfattelse kan der ikke findes nogen større politik end denne. Desuden kan der ikke findes nogen mere tidssvarende og vellykket politisk bevægelse end at organisere de retskafne. I virkeligheden vil de nuværende ledere uden moralsk karakter og idealer, så længe en sådan gruppe ikke er blevet dannet, have mulighed for at strejfe omkring på verdens græsgange. Men når denne gruppe er blevet dannet, så tro mig: Ikke blot dette lands, men hele verdens politik, økonomi, videnskab, litteratur, retsvæsen og retfærdighed – ja, alt – vil blive lagt i hænderne på denne nye idealistiske gruppe. Da vil de ugudeliges og vantros lampe ikke længere kunne brænde her. Jeg kan ikke sige, hvordan denne revolution vil blive gennemført. Men jeg har en urokkelig tro på, at den vil finde sted, lige så sikkert som morgendagens solopgang. Betingelsen er imidlertid, at en gruppe af retskafne mennesker må organiseres og opbygges fast.

Råd til Jamaatens arbejdere

Efter således at have afsluttet den almindelige drøftelse ønsker jeg nu at sige nogle særligt vigtige ord til Jamaatens arbejdere.

Først og fremmest vil jeg sige jer noget, som jeg ganske vist har sagt ved hvert eneste møde, men som jeg også i dag vil sige til jer. Mærk dybt betydningen af det enorme ansvar, som I efter grundig overvejelse og bevidst har påtaget jer ved at aflægge løfte over for Gud. Jeres pligt i denne henseende kan på ingen måde siges at være fuldt opfyldt, blot fordi I selv i højeste grad følger Guds lov, fordi jeres tro, ord og handlinger stemmer overens, og fordi I har indrettet alle sider og områder af jeres liv efter islams ideal. Nej, en af denne islams vigtigste fordringer til jer er, at I skal stræbe og arbejde for at befri menneskeheden fra alle andre religioners samt de ødelæggende og undergravende samfunds- og livsordningers skikke i verden gennem den islam, som I har antaget som tro, det ideal, som I har anerkendt som jeres Herres religion, og den vej, som I anser for den evige sandhed og den eneste vej for hele menneskeheden, og for at gennemvæde og oversvømme den med den sande religion og en grænseløs strøm af velsignelser. I må vise langt større hengivenhed og selvopofrelse for islam, end tilhængerne af vor tids falske samfundsordninger viser til støtte for deres egne løgnagtige og ødelæggende ideer. For øjnene af jer udholder utallige mennesker de alvorligste farer, et enormt spild af ejendom, uerstattelige tab af liv, land efter lands ødelæggelse samt ofringen af deres egne børn og slægtninge uden tøven – ene og alene fordi de ønsker at gøre den livsform, som de anser for fejlfri, og den ordning, hvori de tror, at deres velfærd ligger, sejrrig ikke blot i deres egne lande, men i hele verden. I skal overgå dem i tålmodighed, selvopofrelse, anstrengelse og stræben, lidelse og ulykke, udholdenhed samt kærlighed og hengivenhed til jeres livsmål. Men når man tager i betragtning, hvor lidt I i øjeblikket giver af penge, tid og arbejde, hvor lidt kærlighed I nærer til jeres mål, og hvor begrænset jeres villighed til at ofre jer for det er, har I ikke engang ret til at håbe på, at dette banner en dag vil blive udfoldet i jeres hænder. For det andet er der noget, som jeg altid finder det nødvendigt at sige til jer: I skal forstå betydningen af de principielle og grundlæggende spørgsmål i islams religion. Hidtil er der blevet lagt for stor vægt på detaljer. Hvis hele det religiøse samfund er blevet sygt og forfaldent, så skal I forkaste dette. Jeg føler, at sygdommen med at lægge overdreven vægt på detaljer stadig findes i vores Jamaat, trods mine og flere andre fremtrædende medlemmers ihærdige bestræbelser. Undertiden viser denne sygdom sig så voldsomt, at der i stedet for at forkaste den i overensstemmelse med vores råd gøres et forgæves forsøg på selv at indvikle os i detaljer. Dette forhold bør forstås dybtgående. Uanset hvor vigtige de detaljer måtte være, som I strides om, sendte Allah den Ophøjede i grunden ikke profeterne for at etablere blot én af disse ting. Formålet med profeternes komme og med åbenbaringen af Guds Bog var at etablere Guds sande religion. Det grundlæggende mål for alle deres bestræbelser var at gøre hele menneskeheden underdanig og lydig over for den ene Gud og befri den fra enhver anden form for slaveri. Alle skulle tvinges til kun at følge Allahs lov. Frygten skulle kun gælde Gud, og kun Guds befalinger skulle adlydes. Forskellen mellem sandhed og falskhed og vejledningen til den sande vej i livet – kun det, som Allah har givet, er antageligt. Det er også tawhids uomgængelige pligt at udrydde alle uretfærdige og syndige ordninger, der strider mod Guds principper, og at etablere alle de velfærdsordninger, som Gud har udvalgt. Det er vores mål at etablere denne islams religion. Som muslimer er det netop dette arbejde, vi er blevet pålagt. Forsøg at forstå betydningen af dette arbejde dybt. Hvis dette arbejde standser, vil den falske livsordning sejre i verden, og som følge heraf kan Guds straf ramme verdens befolkning – forstå dette med sikkerhed. Vid også, at den eneste måde at beskytte sig mod denne straf og opnå Guds velbehag på er at ofre alt – kræfter, formue, tid, liv og sjæl, intellekt og tale – for at etablere Guds religion, islam. Hvis I virkelig kan føle dette i jeres hjerter og sind, vil I aldrig indlade jer på disse nytteløse diskussioner. Jeg mener, at den egentlige årsag til, at man indvikler sig i disse stridigheder og sofisterier, er, at man ikke har forstået islams dybe væsen og dens krav korrekt.

Der kan iagttages endnu en mangel blandt vores medarbejdere. Hvad angår ideal, formål og ideologi har de måske forstået Jamaat godt, men de har slet ikke forstået arbejdsmetoden. Derfor henledes deres opmærksomhed igen og igen på dette, og de forsøger på særlig vis ved at trække og rive i tingene at blande vores formål sammen med andre gruppers arbejdsmetoder og skabe en mærkværdig blanding. Når de bliver forbudt at gøre dette, mener de, at en dynamisk arbejdsmetode unødigt bliver tilsidesat. De tror måske endda, at det kun sker af misundelse. Nogle er blevet så selvsikre i deres tale, at de straks siger, når de bliver advaret mod denne form for aktivitet: »Navnet Jamaat skal bruges, ikke andres.« De har måske forestillet sig, at formålet med denne indsats og bestræbelse blot er at få et registreret varemærke for Jamaat i omløb. Endnu mere mærkværdigt er det, at de trods denne forståelse stadig er knyttet til os. Nogle af vores Jamaat-afdelinger er blevet alvorligt ramt af denne sygdom. Hos mange andre viser der sig et ønske og en tanke om at antage en stærkt dynamisk arbejdsmetode og straks udrette noget stort. I virkeligheden er dette ikke andet end den gamle sygdom med handling uden omtanke. Den har været smitsom blandt muslimer gennem generationer. Derfor er den ikke mindre alvorlig end tanke uden handling. Jeg vil slå fast, at hvis der virkelig fandtes noget, man kunne kalde »livskraft« i de nuværende religiøse og politiske grupper, ville vi måske have tøvet med at danne en ny gruppe. Men idet jeg stoler på den forstand, indsigt og indre forståelse, som Allah har skænket mig, kan jeg sige klart, at ingen af de nuværende bevægelser eller lederskaber virkelig har evnen til at helbrede muslimernes alvorlige sygdom. Hvad angår muslimernes problemer og sygdom, er det, disse grupper siger, yderst overfladisk — for slet ikke at tale om at etablere Islam og opfylde dens krav. De har ingen forståelse af Islams egentlige krav. De har heller ikke korrekt forstået den egentlige årsag til vantroens og syndighedens sejrsgang eller til denne svækkelse af Islams religion. Desuden har de ikke dybt forstået, hvilke handlinger der trin for trin må udføres på de forskellige områder for at ændre denne situation. Selv om vi ikke kalder de overfladisk anlagte bevægelser og den stærkt dynamiske arbejdsmetode, der anvendes til dette formål, for forkerte, selv om vi ikke kritiserer deres fejl og mangler, og selv om vi respekterer deres underliggende hensigt, er der ikke desto mindre ingen tvivl om deres fiasko. Jeg kan uden tøven sige, at selv hvis denne type bevægelse fortsatte uafbrudt i flere århundreder med fuld succes og stor opmærksomhed, ville den ikke kunne skabe selv den mindste revolution i menneskers livsordning. Hvis der overhovedet skal skabes en virkelig revolution, vil den blive resultatet af denne islamiske bevægelse, og derfor kan den arbejdsmetode, vi har valgt, være den eneste naturlige og effektive. For den er blevet valgt efter en grundig undersøgelse og afprøvning af Islams sande natur og dens historie. Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at vores arbejdsmetode kræver stor tålmodighed, er langsom, og ikke giver håb om mærkbare resultater i den nærmeste fremtid — tværtimod må man fortsætte sin utrættelige bestræbelse gennem lang tid. Men der er heller ingen tvivl om, at dette er den eneste vej til at opnå succes i arbejdet; intet andet sted kan dette formål nås. De, som ikke bryder sig om blot ét af vores formål og vores arbejdsmetode, må ikke forsøge efter eget ønske at korrigere, ændre eller udbygge blot ét af disse to forhold i Jamaat; det vil på ingen måde kunne tolereres. Hvis de ønsker at gå sammen med os, må de følge vores ideal og arbejdsmetode med oprigtig og helhjertet støtte. De, som har en tilknytning til andre bevægelser, kan undersøge den vej og den opfattelse.

Der er for nylig fremkommet et bevis på den alvorlige svaghed, som i dag almindeligvis ses blandt muslimer: overfladiskhed, en demonstrativ indstilling og hastværk. For nogle måneder siden fremlagde jeg en metode til undervisning af voksne. Men den kunne ikke tiltrække eller inspirere nogen. Derimod kræver mange fra forskellige steder, at man danner grupper, vandrer fra landsby til landsby og fra gade til gade og antager en arbejdsmetode, der straks kan give store resultater. Men uanset hvor store resultater en sådan arbejdsmetode tilsyneladende giver, er der ikke den mindste tvivl om, at de er kortvarige. Trods gentagne forklaringer holder de ikke op med dette mærkværdige forsøg. Én form for arbejdsmetode består i at samle nogle få uudannede mennesker, undervise dem i et år eller længere og forme dem efter Islams ideal. På hvert eneste område — deres trosforestillinger, moralske karakter, daglige handlinger, livsformål og målestok for godt og ondt — skal de ændres i overensstemmelse med Islams bestemmelser og udnævnes som medarbejdere i Jamaat. Medarbejdere, der er uddannet gennem denne metode til undervisning af voksne, kan uden vanskelighed indsættes som medarbejdere blandt arbejdere, bønder og i Den Islamiske Bevægelse på folkefronten.

En anden form for arbejdsmetode består i på meget kort tid at samle tusindvis af mennesker, forkynde nogle få grundlæggende forhold i Islam for dem og straks skabe en form for aktivitet blandt dem. Men en aktivitet, der er skabt gennem en sådan pludselig begejstring, kan på ingen måde give et varigt udbytte. Af disse to arbejdsmetoder ser jeg, at folk kun har meget ringe interesse for den første. Til gengæld flokkes de om den sidstnævnte. Den første arbejdsmetode giver grundlæggende varige resultater, men den kræver tid, bestræbelse og tålmodighed. Når man overvejer denne situation, bliver to af muslimernes svagheder tydelige. Det er i virkeligheden disse svagheder, der siden tidernes morgen har tvunget dem til at spilde deres styrke, arbejde, tid og ejendom på midlertidige, begejstringsprægede aktiviteter. Om dette kan jeg blot sige så meget: Så længe ledelsen af Jamaat-e-Islami er betroet mig, vil jeg bestræbe mig på at beskæftige mine medarbejdere med fejlfrit, ægte og virkelig frugtbart arbejde; bevidst vil jeg aldrig beskæftige dem med resultatløse bestræbelser.

Før jeg afslutter min tale, ønsker jeg at sige én sidste og vigtig ting til jer. Blandt medlemmerne af vores Jamaat er der nogle, som i arbejdet med tabligh og propaganda anvender en yderst hård og ubarmhjertig adfærd. Ud fra de spørgsmål, der bliver forelagt mig, kan man let forstå, at de ikke nærer nær så stor bekymring for at drage vildfarne mennesker mod islam og lede dem på den rette vej, som de nærer for at isolere mennesker blandt deres egne. Fromhedens begejstring har ikke i samme grad vakt en ånd af medfølelse og velvilje i dem, som den har vakt had, foragt og vrede. Derfor spørger de mig, hvorfor de, som har den og den svaghed, ikke bryder forbindelsen med Jamaat. Hvorfor skulle man bede sammen med dem? Eller hvorfor skulle de ikke kaldes kafirer og mushriker? Men disse spørgere har ikke følt behov for overhovedet at spørge om, hvilke midler og metoder der kan bringe de vildfarne mennesker tilbage til sandhedens vej. Deres sløvhed, foragt og uvidenhed er hjerteskærende; det er vores pligt at forsøge at oplyse dem med islams lys. Jeg tror, at de, som ved Guds nåde har fundet den rette vej, i stedet for taknemmelighed har ladet denne sandheds erkendelse skabe hovmod i deres hjerter. Måtte min antagelse være forkert. Men i denne forbindelse ønsker jeg klart at sige, at hvert eneste medlem af Jamaat nøje bør granske sit eget hjerte. Enhver bør i denne sag have gudsfrygt levende i sit hjerte og til enhver tid vogte sig mod Satans bedrag. Det, der sker med nogle få raske mennesker i et område, der er ramt af en epidemi, svarer ganske nøje til det, der sker med de få mennesker i det nuværende, forstyrrede samfund, som har fået den rette viden og er blevet begunstiget med at kunne gøre gode gerninger. Hvis de få raske mennesker i det nævnte område har blot nogen kundskab om behandling og råder over en vis mængde medicin, hvad er da deres egentlige pligt? Skal de vise de epidemiramte syge mennesker had? Eller skal de jage dem bort, eller lade dem blive i deres tilstand, mens de selv forsøger at flygte? Eller skal de udsætte sig selv for fare og bestræbe sig på at behandle og pleje de syge? Selv hvis noget snavs under denne bestræbelse skulle berøre deres kroppe, bør de tålmodigt og uden modvilje bære det. Jeg kan med fasthed sige, at hvis de vælger den første fremgangsmåde, vil de blive kendt skyldige over for Gud, og fordi de er raske, har erfaring med behandling og råder over den nødvendige medicin, vil det bevise, at de er endnu mere skyldige. Forstå dette eksempel grundigt, og tænk også over, hvilken vej der kan være den rette for dem, som ifølge din al-Islams målestok er sunde, som råder over korrekt viden om din al-Islam, og som også råder over effektive midler til at reformere samfundet efter sandhedens ideal, hvis de ønsker at opnå Guds tilfredshed.

— Afslutning —