Om forfatteren

Sayyid Qutbs fødsel, uddannelse og arbejdsliv

Sayyid var Sayyid Qutbs fornavn. Qutb var hans slægtsnavn. Hans forfædre kom fra Den Arabiske Halvø og bosatte sig i det nordlige Egypten. Hans far hed haji Ibrahim Qutb. Ibrahim Qutb havde fem børn: Sayyid Qutb, Muhammad Qutb, Hamid Qutb og Amina Qutb. Navnet på det femte barn, en datter, er ikke kendt. Sayyid Qutb var den ældste blandt søskendene. Alle søskendene fik en højere uddannelse, førte jihad for at etablere den islamiske livsorden og viste standhaftighed under hårde prøvelser.

Sayyid Qutb blev født i 1906 i landsbyen Musha i Assiut-provinsen i Egypten. Hans mor, Fatima Gossain Osman, var en meget from og gudfrygtig kvinde. Sayyids far, haji Ibrahim, drev landbrug, men var også meget religiøs og retskaffen.

Sayyid Qutb begyndte sin uddannelse på landsbyens grundskole. Efter sin mors ønske lærte han Koranen udenad allerede i barndommen. Senere bosatte hans far sig i et sted ved navn Helwan i udkanten af Kairo. Efter at have afsluttet sin uddannelse på madrasahen Tajsihijatu Darul Ulum blev Sayyid optaget på Kairos berømte madrasah Darul Ulum. I 1933 tog han en bachelorgrad fra denne madrasah og blev ansat som professor dér.

Efter at have undervist i nogen tid blev han udnævnt til skoleinspektør under Undervisningsministeriet. I Egypten blev denne stilling anset for at være yderst prestigefyldt. Det var Undervisningsministeriet, der sendte ham til USA for at studere moderne undervisningsmetoder. Efter at have afsluttet et toårigt kursus vendte han hjem fra udlandet. Mens han opholdt sig i Amerika, lagde han mærke til det materialistiske samfunds elendighed. Han blev fast overbevist om, at kun islam virkelig kan føre menneskesamfundet ad velfærdens vej.

Så snart han var vendt hjem fra Amerika, begyndte han at undersøge partiet Ikhwan al-Muslimuns ideologi, formål og program. I 1945 blev han medlem af partiet. Under Anden Verdenskrig lovede den britiske regering at give Egypten uafhængighed efter krigens afslutning. Så snart krigen var forbi, begyndte Ikhwan en bevægelse med krav om, at briterne skulle forlade Egypten. Som følge heraf voksede deres popularitet voldsomt. På blot to år nåede antallet af aktive medlemmer i partiet op på 2,5 millioner. Antallet af almindelige medlemmer, tilhængere og sympatisører var flere gange større end antallet af aktive medlemmer. Briterne og den despotiske egyptiske regering blev skræmt af Ikhwans popularitet og begyndte i fællesskab at konspirere mod partiet.

I juli 1952 fandt en militær revolution sted i Egypten. Samme år blev Ikhwan-partiet igen legaliseret. Dr. Hasan al-Hudaybi blev valgt til partiets murshed-e am, dets øverste leder. Afdelingen for udbredelse af partiets ideologi og udvidelse af bevægelsen fortsatte sit arbejde under hans ledelse. Han viede sig fuldstændigt til bevægelsens arbejde.

I 1954 blev han valgt som redaktør for tidsskriftet »Ikhwan al-Muslimun«, der blev udgivet af Ikhwan. Allerede efter seks måneder lukkede oberst Nassers regering tidsskriftet. Det skyldtes, at tidsskriftet kritiserede den nye aftale, som den egyptiske regering samme år havde indgået med briterne. Efter lukningen af tidsskriftet begyndte Nasser-regeringen at forfølge denne gruppe. Under anklage for en opdigtet sag om et mordkomplot blev Ikhwan al-Muslimun erklæret ulovlig, og gruppens ledere blev arresteret.

Arrestation og tortur

Blandt de arresterede ledere af Ikhwan var også Sayyid Qutb. Han blev holdt i forskellige fængsler i Egypten. Da han blev arresteret, havde han meget høj feber. En militærofficer arresterede ham i denne tilstand. Han fik lagt lænker om hænder og fødder. Ikke nok med det: Sayyid Qutb blev tvunget til at gå hele vejen til fængslet, mens han havde voldsom feber. Undervejs besvimede han flere gange og faldt til jorden. Når han kom til bevidsthed igen, plejede han at sige: ———— (Allahu akbar wa lillahil-hamd).

Så snart han trådte ind i fængslet, begyndte fængselsbetjentene at slå ham, og denne tortur fortsatte i to timer. Derefter blev en trænet hund sluppet løs på ham. Hunden bed sig fast i hans ben og slæbte ham rundt i fængselsgården. Efter denne første »modtagelse« blev han afhørt uafbrudt i syv timer. Hans helbred var ikke i stand til at tåle denne tortur. Men i kraft af sin urokkelige iman blev ordene ved med at lyde fra ham: —————– (Allahu akbar wa lillahil-hamd).

Den mørke fængselscelle blev låst om natten. Om dagen blev han regelret tvunget til at marchere. Han blev alvorligt syg. Han led af forskellige sygdomme, blandt andet brystsmerter, svaghed i hjertet og smerter i alle kroppens led. Alligevel fortsatte de med at brænde hans krop med ild. Politiets hunde rev hans krop med kløer og tænder. Meget varmt vand blev hældt over hans hoved, og straks efter blev der hældt iskoldt vand over ham. Spark, slag, knytnæveslag og skældsord med uanstændigt sprog var dagligdags foreteelser.

Den 13. juli 1955 blev han ved en dom afsagt af en folkedomstol idømt femten års straffearbejde. På grund af sin sygdom kunne han ikke møde op i retten. Efter at han havde afsonet ét år, fremsatte Nasser-regeringen et forslag om, at han kunne løslades, hvis han gennem aviserne ansøgte om benådning. Det svar, som den troende mand gav på dette forslag, vil forblive uudsletteligt på historiens sider. Han sagde:

»Jeg er yderst forbløffet over at høre dette forslag: Den undertrykte bliver bedt om at søge benådning hos undertrykkeren. Ved Allahs ed! Selv hvis nogle få ord om at bede om benådning kunne befri mig fra galgen, vil jeg stadig ikke være villig til at udtale sådanne ord. Jeg ønsker at træde frem for Allah i en sådan tilstand, at jeg er tilfreds med Ham, og at Han er tilfreds med mig.«

Senere sagde han det samme, hver gang han blev rådet til at søge benådning: »Hvis jeg virkelig er blevet fængslet for en forbrydelse, så er jeg tilfreds med det. Men hvis falske kræfter har fængslet mig uretfærdigt, vil jeg under ingen omstændigheder søge benådning hos falskheden.«

I midten af 1964 rejste Iraks præsident Abdus Salam Arif til Egypten. Da han anbefalede, at Sayyid Qutb blev løsladt, løslod oberst Nasser ham og satte ham i husarrest i hans eget hjem.

Genarrestation og dom

Før der var gået et år, blev han igen arresteret (?) anklaget for at have forsøgt at tilrane sig magten med vold. På det tidspunkt var han imidlertid stadig under streng politibevogtning. Det var ikke kun ham; også hans bror Muhammad Qutb, hans søstre Hamida Qutb og Amina Qutb samt over tyve tusind andre blev arresteret. Omkring syv hundrede af dem var kvinder.

I 1965 erklærede oberst Nasser i en udtalelse under sit besøg i Moskva, at Ikhwan al-Muslimun havde planlagt at myrde ham. Umiddelbart efter denne erklæring begyndte en omfattende arrestation af Ikhwan-ledere og -medlemmer overalt i Egypten. En ny lov, der var udstedt den 26. marts 1964, gav præsidenten beføjelse til at arrestere enhver person, konfiskere vedkommendes ejendom og idømme andre strafferetlige sanktioner. Det blev også erklæret, at præsidentens foranstaltningers lovlighed ikke kunne anfægtes ved nogen domstol. Nogen tid senere begyndte deres retssag ved en særlig militærdomstol. Først blev det bekendtgjort, at scener fra retssagen skulle sendes i fjernsynet. Men da de anklagede nægtede at tilstå og offentliggjorde oplysninger om den fysiske tortur, de var blevet udsat for, blev tv-transmissionen stoppet. Derefter fortsatte retssagen for lukkede døre. De tiltalte havde ingen advokat. Advokater fra andre lande ansøgte om at føre de tiltaltes sag, men ansøgningerne blev afvist. William Thorp (Thorp), tidligere formand for den franske advokatsammenslutning, og to marokkanske advokater ansøgte formelt om at forsvare de tiltalte. Men også disse ansøgninger blev afvist. To sudanesiske advokater ankom til Kairo, lod sig registrere hos byens advokatsammenslutning og mødte op i retten. Politiet skubbede dem ud af retssalen og tvang dem til at forlade Egypten. Under retssagen i januar og februar 1966 oplyste Sayyid Qutb og de øvrige tiltalte over for tribunalet, at de var blevet udsat for umenneskelig fysisk tortur for at få dem til at tilstå. Tribunalets formand lyttede ikke til noget af det, de tiltalte sagde.

I august måned i det engelske år 1966 blev Sayyid Qutb og to af hans ledsagere af den militære domstol idømt dødsstraf. En proteststorm rejste sig over hele verden. Men den 25. august 1966 blev dommen fuldbyrdet.

Sayyid Qutbs videnskabelige og litterære virke

Sayyid Qutb var en af Egyptens fremtrædende lærde og forfattere. Hans litterære karriere begyndte med børnelitteratur. Ved at skrive profeternes fortællinger i et fængslende sprog for børn viste han sit talent. Han skrev historier for at vække islamisk tænkning i børnenes sind og for at højne deres moralske karakter. Senere skrev han en roman med islamisk tankegods under titlen »Ashwaq« (Torne). Derefter skrev han yderligere to romaner af samme art. Den ene var »Tifl min al-Qariya« (Landsbyens dreng), og den anden var »Madinat al-Mashhur« (Den fortryllede by).

En oversigt over hans værker følger:

(1) —————– (Koranens skildring af dommedagen). Blandt Koranens 114 suraer omtales dommedagen 150 steder i 80 suraer. Sayyid har med stor dygtighed tegnet et billede af samlingspladsen for de genopstandne, Helvede og Paradiset ud fra disse beskrivelser.

(2) ——————- I dette værk på 200 sider har Sayyid Qutb behandlet Koranens sprog, rytme, stilistiske virkemidler og fængslende fremstillingsform.

(3)———————- (Islam og social retfærdighed). Hidtil er værket udkommet i sin 7. udgave. Det er blevet oversat til forskellige sprog i verden (nemlig engelsk, persisk, tyrkisk og urdu).

(4) ———————- Et enestående bidrag fra Sayyid Qutb. Et hav af viden afsluttet i otte bind. Det er ikke ligefrem en tafsir; snarere har han nedfældet de tanker, der opstod i hans sind under studiet af Koranen, og med stor dygtighed forklaret emner som midlerne til at reformere da’waen, der er skjult i hvert vers, advarsler og erkendelsen af Allah.

(5)—————(Konflikten mellem islam og kapitalismen).

(6)—————– (Verdensfreden og islam).

(7)——— (Islamiske værker).

(8)——————-(Grundprincipper og metoder i litteraturkritik).

(9)——————— (En kritik af bogen med titlen »Fremtidens kultur«).

(10) —————– (Værker og personligheder).

(11)————– (Et billede af det islamiske samfund).

(12)————(Det Amerika, jeg har set).

(13)—————- (Fire søskendes tanker). Heri er værker af Sayyid Qutb, Muhammad Qutb, Amina Qutb og Hamida Qutb samlet i én udgivelse.

(14)——— (Digtsamling).

(15)———– (Profeternes historier).

(16) ————(Digtsamling).

(17)————-(En samling digte).

(18) ————- (Digterens egentlige opgave i livet).

(19)————— (Forløbet af den sociale revolution).

——— Det var for at have skrevet denne bog, at den egyptiske regering anklagede Sayyid Qutb, og på grundlag af denne anklage blev han dømt til døden. I nummer 446 af det egyptiske militærmagasin, udgivet den 1. oktober 1965, blev der offentliggjort en redegørelse for de tidligere anklager mod ham. Hovedindholdet af det, der blev sagt, er som følger:

“Forfatteren har kraftigt modsat sig både den vestlige civilisation og det vestlige samfund samt den marxistiske ideologi. Han hævder, at disse ideologier intet indeholder for menneskeheden. Efter hans opfattelse er verden i dag druknet i jahiliyya. Menneskets suverænitet er uretmæssigt blevet etableret i stedet for Allahs suverænitet. Forfatteren lægger vægt på at genoplive Koranens syn på verden for at udrydde denne jahiliyya og opfordrer derfor til, at man ofrer alt, hvad man ejer, for denne sag.

Han betegner alle herskere bortset fra Allah som taghut. Forfatteren siger, at det at erklære jihad mod taghut er en trosbetingelse for enhver muslim. Ved at betegne enhedsfølelse baseret på sprog, hudfarve, afstamning, region og lignende som vildledende opildner han muslimerne til at opbygge enhed på grundlag af islamisk aqida og føre en kompromisløs kamp mod denne ideologi.

Gennem denne bog fremlægger forfatteren en plan om at føre jihad mod den etablerede regering, indlede ødelæggende aktiviteter i hele Egypten og vælte den etablerede regering.”

Indledning

Menneskehedens elendige tilstand

Menneskeheden står i dag på randen af en bundløs afgrund. Denne situation er ikke opstået blot, fordi vor tids ødelæggelser er i færd med at udslette den fuldstændigt. Tværtimod er denne tilstand kun et symptom på sygdommen. Det er ikke den egentlige sygdom. Hovedårsagen til den fare, menneskeheden i dag står over for, er, at den har mistet de livsværdier, der er nødvendige for dens samlede udvikling og sande fremskridt. Selv over for den vestlige verden er dens åndelige bankerot blevet tydelig, og den mærker i dag, at den ikke råder over nogen livsværdier, der kan lede menneskeheden ad den rette vej. Den ved, at den ikke har nogen kapital, der kan tilfredsstille dens egen samvittighed og bevare dens selvstændighed.

Demokratiet i de vestlige lande er blevet resultatløst og endt i fiasko; derfor synes de at være tvunget til at antage Østens tanker, ideologier og livsordning. Det klare bevis herpå er, at de under socialismens navn indfører Østens økonomiske system i Vesten. Østblokken lider under den samme skæbne. Da de i begyndelsen fremsatte deres samfundsordning, især den marxistiske ideologi, vakte de opmærksomhed hos et stort antal mennesker i både Østen og Vesten. Det skyldtes, at denne ideologi var bygget på en bestemt grundlæggende trosopfattelse.

Men på tænkningens område har den marxistiske ideologi lidt nederlag. Det er i dag på ingen måde en overdrivelse at sige, at intet land i verden i sandhed er marxistisk. Denne ideologi strider i sin helhed mod menneskets medfødte natur og grundlæggende behov. Det marxistiske ideal kan kun brede sig i et fordærvet eller livløst samfund, der i lang tid har været knust under enevældets åg. Men selv i sådanne samfund er dets materialistiske økonomiske system i dag ude af stand til at løse problemerne. Og den materialistiske økonomi er netop grundlaget for den marxistiske ideologi. Rusland, kommunistlandenes læremester, står i dag over for fødevaremangel. Det samme land, som under zarens styre producerede et fødevareoverskud, importerer i dag fødevarer fra udlandet i bytte for sit oplagrede guld. Det er landbrug baseret på kollektivbrug, der er årsagen til denne fiasko. Med andre ord kan man sige, at den marxistiske ideologi har mødt fiasko, fordi man har indført en ordning, der strider mod menneskets natur.

Behovet for et nyt lederskab

Menneskeheden ønsker i dag et nyt lederskab. Vesten lederskab er i dag i forfald. Årsagen er ikke den vestlige kulturs materielle fattigdom eller svagheden i dens økonomiske og militære styrke. Den vestlige verden er blevet tvunget til at opgive sin plads som menneskehedens leder, fordi den i dag ikke længere besidder de grundlæggende egenskaber, der tilfører livskraft, og som engang gjorde det muligt for den at indtage lederskabets plads.

Fremtidens nye lederskab må, samtidig med at det bevarer og videreudvikler bidragene fra Europas skabende begavelse, også fremlægge et stort ideal og nogle værdier for menneskeheden, som hidtil har været uopdagede. Og fremtidens lederskab må fremlægge en positiv, konstruktiv og praktisk livsordning for menneskeheden, som er fuldt ud i overensstemmelse med menneskets natur.

Kun den islamiske ordning er i stand til at give de nævnte værdier og denne livsordning.

Videnskabens anseelse er også ved at være forbi. Renæssancebevægelsen, som begyndte i det sekstende århundrede og nåede triumfens højeste tinder i det attende og nittende århundrede, er i dag blevet blegnet og har mistet sin genoplivende kraft. Alle de nationalistiske og ekstreme patriotiske ideologier, der opstod i moderne tid, samt de bevægelser og livsformer, der blev opbygget på deres grundlag, er i dag blevet livløse. Kort sagt må det siges, at alle de livsordninger, som mennesket har skabt, er endt i fiasko.

I denne vanskelige og forvirrende brydningstid er tiden kommet, hvor islam og det muslimske samfund skal opfylde deres eget ansvar. Islam har aldrig hindret mennesket i at opdage skaberværkets materielle ressourcer. Da Allah Ta‘ala sendte mennesket til jorden med ansvaret for khilafah, erklærede Han samtidig, at opfyldelsen af ansvaret for at lede menneskeheden til den rette vej under visse betingelser er tilbedelse af Allah. Ikke nok med det; Han gjorde også klart, at dette er formålet med menneskets skabelse:

————————————————–

Og da din Herre sagde til englene: »Jeg vil indsætte en khalifa på jorden.« – Al-Baqarah: 30

 ——————————————–

Og Jeg har ikke skabt jinnerne og menneskeheden med noget andet formål end at de skal tilbede Mig. – Adh-Dhariyat: 56

Det var altså det, der angik khilafah og tilbedelse. Men samtidig er tiden kommet til også at opfylde det ansvar over for menneskeheden, som Allah Ta‘ala har pålagt sine tjenere.

————————————————————————————————–

Således har Vi gjort jer til en moderat umma, for at I kan være vidner over for menneskeheden, og Sendebudet kan være vidne over jer. — al-Baqara: 143

I er den bedste umma, rejst for at fremme menneskehedens vel. I skal påbyde mennesker at gøre det gode, holde dem fra det onde og have en dyb tro på Allah.

__ Al Imran: 110

Islams rolle

Islam kan ikke udfylde sin rolle, medmindre den bliver virkeliggjort i et samfund, det vil sige i en nations liv. Især nutidens mennesker er ikke villige til at antage en ideologi blot ved at høre lovprisninger af den. De kan lettere bedømme et system, der er blevet virkeliggjort i praksis. Ud fra dette perspektiv kan vi sige, at den muslimske nation i flere århundreder har mistet sin eksistens. Derfor vil den i dag ikke være i stand til at fremvise et landområde, hvor Islam eksisterer i sin fulde skikkelse. Når man ser nutidens muslimer, er det umuligt at tro, at deres nærmeste forfædre var oprigtige tilhængere af Islam. I virkeligheden er muslim et navn for en gruppe mennesker, hvis livsførelse, opfattelser, love og værdier alle er hentet fra islamiske kilder. Siden den særprægede muslimske gruppe forsvandt fra jordens overflade, har det været sådan.

Hvis Islam igen skal etableres på menneskehedens ledersæde, må den muslimske umma genvinde sin oprindelige skikkelse. Den muslimske umma har i århundreder været begravet under affaldet af menneskeskabte skikke og normer. I dag er den muslimske umma tynget og tilsløret af fejlagtige love og skikke, som ikke har den fjerneste forbindelse til den islamiske lære. Alligevel opnår muslimerne selvtilfredshed ved at betegne deres områder som den islamiske verden.

Jeg ved, at der er opstået en enorm afstand mellem disse to opgaver: at genopbygge os selv og at genvinde menneskehedens lederskab. For den muslimske ummas eksistens har i lang tid været forsvundet fra den synlige verden. Og lederskabet over menneskeheden er for længst blevet overtaget af andre ideologier, ikke-islamiske opfattelser, andre livsordninger og ikke-muslimske nationer.

I den omhandlede periode har det europæiske talent gjort imponerende fremskridt inden for videnskab, kultur, love og materiel produktion, og som følge heraf er menneskesamfundets evne til at skabe samt dets kunnen i at fremstille redskaber til materielle fordele steget betydeligt. Det er ikke let at påpege manglerne ved opfindelsen af disse imponerende redskaber. Især når den islamiske verden er fuldstændig berøvet kreativt talent, er det endnu vanskeligere at kritisere de vestlige opfindere af mekaniske redskaber.

Trods alle disse hindringer og vanskeligheder er en islamisk revolution nødvendig. Der er naturligvis en enorm afstand og utallige hindringer mellem genoplivningen af det islamiske ideal og genvindelsen af pladsen som verdensleder. Alligevel må vi som første skridt begynde arbejdet uden at spilde tiden på at genoplive det islamiske ideal.

Nødvendige egenskaber for verdenslederskab

Hvis vi ønsker at udføre vores arbejde med viden og indsigt, må vi nødvendigvis vide, hvilke egenskaber den muslimske ummah må tilegne sig for at varetage det verdenslederskab, som Allah har givet den. Vi må tilegne os den nødvendige viden, så vi ikke snubler, når vi begynder arbejdet med reform og genopbygning.

Dagens muslimske ummah er ude af stand til over for menneskeheden at demonstrere evnen til materielle opdagelser eller et lovende talent. Det er ren ønsketænkning at håbe, at menneskeheden i den nuværende verden vil anerkende den muslimske ummahs overlegenhed og give den pladsen som leder på grund af denne evne. På dette område er Europas kreative ånd langt foran, og vi kan ikke engang forestille os at besejre Europa i konkurrencen i de næste århundreder og opnå overlegenhed inden for mekaniske fremskridt. Derfor må vi tilegne os egenskaber, som er sjældne i den moderne civilisation.

Det betyder dog ikke, at vi på nogen måde vil forsømme den materielle udvikling. Tværtimod vil vi også tillægge jordiske bekvemmeligheder og goder den rette betydning. For materiel udvikling er ikke kun nødvendig for at lede menneskeheden. Den er også uundværlig for at bevare vores egen og islams eksistens. Islam har givet mennesket status som Allahs khalifa på jorden og erklæret, at udførelsen af khalifaens ansvar og tilbedelsen af Allah er formålet med menneskets skabelse. Derfor er det vores pligt som Allahs khalifa at udvikle Hans verden.

For at lede menneskeheden må vi tilbyde noget mere end vores materielle udvikling. Det er en grundlæggende tro (iman) på menneskelivet og en livsordning, der er grundlagt på denne tro. Denne ordning vil bevare alle den moderne videnskabs og teknologis landvindinger. Samtidig vil den kunne opretholde den standard, som den moderne viden og videnskab har skabt gennem sine fremragende initiativer og arrangementer for at opfylde menneskehedens grundlæggende behov og sikre menneskers komfort og velvære. Og denne tro (iman) og livsordning vil få en virkelig form og træde frem i det menneskelige samfund, det vil sige i det muslimske samfund.

Jahiliyya i den moderne tidsalder

Hvis man ser på rødderne til den moderne livsform, bliver det klart, at hele verden i dag hvirvles rundt i jahiliyyas malstrøm, og at uvidenheden er lige så tydelig som alle de moderne midler og redskaber til komfort og velvære samt den strålende opfindsomhed. Oprørsk adfærd mod Allahs suverænitet er selve beviset på jahiliyya. Som følge heraf er en af Allahs højeste egenskaber, suveræniteten, blevet overdraget til mennesker, og nogle få mennesker har udøvet herredømme over det menneskelige samfund. Denne jahiliyya benægter naturligvis ikke Allah direkte, sådan som jahiliyya gjorde det i oldtiden og i den tidlige periode. I stedet erklæres oprøret i praksis gennem fastsættelsen af standarder for godt og ondt, lovgivning for det kollektive liv, udformningen af en livsordning og kravet om retten til at vælge den. For ingen mennesker kan udføre disse handlinger uden at forkaste de anvisninger, Allah har givet om disse spørgsmål. Den uundgåelige følge af dette oprør mod Allahs myndighed er undertrykkelse og overgreb mod Hans skabninger.

I det kommunistiske samfund udsættes menneskeheden for den yderste ydmygelse, og på grund af det kapitalistiske samfunds pengegriskhed og imperialistiske holdning udsættes almindelige mennesker og svage nationer for brutal udbytning og undertrykkelse. Dette er den uundgåelige konsekvens af at erklære oprør mod Allahs herredømme og fornægte den værdighed, Allah har skænket mennesket.

Hvis man vurderer sagen ud fra dette perspektiv, vil det stå klart, at islam er den eneste livsordning. For under alle andre livsordninger tvinges mennesket på den ene eller anden måde til at underkaste sig menneskers trældom. Kun under den islamiske livsordning kan mennesket frigøre sig fuldstændigt fra menneskers trældom og, i overensstemmelse med Allahs påbud og forbud, bøje sig alene for Ham og tilbede Ham.

Forskellen mellem islam og jahiliyya

Det er herfra, at islams vej bliver forskellig fra andre livsordningers. Det er denne livsordning, der er udformet på grundlag af dette nye syn på livet og er fuldt ud egnet til det virkelige liv, som vi kan præsentere for det menneskelige samfund. Det nuværende menneskelige samfund er uvidende om islams grundlæggende budskab. Denne livsanskuelse er ikke udtænkt af Vestens opdagere, europæere eller begavede personer fra Østen eller Vesten.

Der er ingen tvivl om, at den livsanskuelse, vi tror på, er fuldkommen på alle områder. Denne egenskab ved islam er stadig ukendt for verdens befolkning. Og de er ikke i stand til at fremlægge nogen livsordning, der er bedre end eller sidestillet med den.

Jeg har allerede nævnt, at man ikke kan erkende denne ordnings fuldkomne skønhed, hvis islam ikke bliver virkeliggjort i et bestemt område. Derfor er det absolut nødvendigt at opbygge et samfund under denne ordning og fremvise det som et eksempel for verden. For at nå dette mål er det nødvendigt at genindføre det islamiske samfund i et muslimsk land. I den nærmeste fremtid vil den gruppe, der arbejder for det islamiske samfunds genoplivning, opnå verdens lederskab.

Det islamiske samfunds genoplivning

Hvordan kan det islamiske samfund genoplives? For at gøre dette må en foregangsgruppe fastlægge sit bestemmelsessted og bevæge sig fremad ved at krydse jahiliyyas verdensslugende, grænseløse ocean. Undervejs skal denne gruppes soldater beskytte sig mod berøringen fra den allestedsnærværende jahiliyya og samtidig også modtage hjælp fra den.

Denne fortrop må nødvendigvis kende det rette sted, hvorfra rejsen skal begynde, den overordnede vejledning for hele ruten, dens stræder og sideveje, alle farerne og vanskelighederne på vejen samt målet for den lange og møjsommelige rejse. Ikke nok med det: De må også have et fuldstændigt kendskab til, hvor og i hvilket omfang Jahiliyya har slået rødder i hele verden; hvornår og med hvem der skal samarbejdes, og hvornår man skal skille sig fra dem; hvilke egenskaber og karaktertræk det er nødvendigt at tilegne sig; hvilke kendetegn den omgivende Jahiliyya har; på hvilket sprog man skal tale med Jahiliyyas bærere og fortalere; hvilke emner og problemer der skal optages på dagsordenen; samt hvordan og hvorfra den nødvendige vejledning skal hentes. Med et fuldstændigt overblik over alle disse forhold må de træde ud på slagmarken.

Kilden til styrken i vores tro er den hellige Koranens grundlæggende lære. Det var fra Koranens lære og budskab, at fakler af lys blev tændt i sindene hos islams fanebærere i den gyldne tidsalder – og dette skal være vores rejseforråd. Udstyret med dette forråd var Allahs udvalgte personer i fortiden i stand til, på Allahs befaling, at ændre menneskehedens historiens gang.

Det er til denne revolutions foregangsmænd, at jeg har skrevet denne bog, og i den har jeg forsøgt også at fremlægge en nødvendig praktisk handlingsplan.

For at tilpasse de fire kapitler i en anden bog, jeg har skrevet med titlen ‘Fī Ẓilāl al-Qurʾān’, til det emne, der behandles her, er der foretaget nogle få mindre ændringer, og denne bog er blevet til.

Indledningen og de øvrige kapitler skrev jeg på forskellige tidspunkter. Her har jeg forsøgt at fremlægge de dybe sandheder, som jeg indså, mens jeg tænkte over og forskede i det livssyn, som den hellige Koran præsenterer. Denne række af tanker kan ved første øjekast synes tilfældig og uden indbyrdes sammenhæng. Men én ting er sand: Mine tanker er rejseforråd på den vej, man skal følge, og en markør for de veje, der må forlades. Disse tekster er kun første del af et sammenhængende værk. I fremtiden håber jeg, med Allah den Ophøjedes hjælp, at skrive mere om dette emne.

Og Allah den Ophøjedes nåde er dette arbejdes vigtigste støtte.

Forfatteren

Første kapitel

Budskabets bærere i den hellige Koran

I alle tider og i alle lande skal de, der vil udbrede Islams budskab, nødvendigvis lære metoden til at fremføre da’wa for menneskesamfundet at kende og modtage oplæring i dette. Koranen skabte på et tidspunkt en gruppe mennesker. Det var Rasulullahs (s.a.w.) ædle sahaba (r.a.). Ikke blot i Islams historie, men i hele menneskehedens historie findes der ingen sammenligning med disse mindeværdige personer. Efter Islams gyldne tidsalder er der ikke noget sted i verden blevet født nogen gruppe af mennesker med alle deres egenskaber på samme måde som dem. Det er ganske vist sandt, at der i forskellige tidsaldre og forskellige steder på jorden er blevet født nogle få vismænd af den slags, men på intet tidspunkt i historien har man set en velorganiseret gruppe af personer med de høje egenskaber, der kendetegnede den gyldne tidsalder.

Dette er en ubestridelig historisk kendsgerning. Derfor må vi gennem dyb eftertanke over dette emne afdække dets mysterium.

Hvorfor findes der ikke mennesker, der kan måle sig med sahaba (r.a.)?

Den hellige Korans budskab findes stadig hos os i uændret form. Desuden er Rasulullahs (s.a.w.) hadith, hans anvisninger vedrørende det praktiske liv og hele hans livsbeskrivelse bevaret hos os. Koranens budskab og Rasulullahs (s.a.w.) lære er tilgængelige for os på nøjagtig samme måde, som de var tilgængelige for den muslimske ummah i den gyldne tidsalder. Det eneste, der ikke længere er iblandt os, er Rasulullahs (s.a.w.) fysiske person. Er det derfor, at der ikke findes noget land i verden, hvor det islamiske samfund er fuldt ud etableret?

Hvis Rasulullahs (s.a.w.) fysiske tilstedeværelse var uundværlig for at gennemføre og udbrede Allahs lov, ville Allah den Ophøjede aldrig have åbenbaret den islamiske livsordning som den eneste din for alle verdens mennesker, og heller ikke erklæret den for verdens beboere som det sidste åbenbarede budskab og en din, der er gyldig i alle tider og tidsaldre.

Allah den Ophøjede har selv påtaget sig ansvaret for at bevare den hellige Koran. For Han vidste, at den islamiske livsordning også efter Rasulullahs (s.a.w.) bortgang ville kunne blive virkeliggjort og tjene menneskehedens vel. Derfor kaldte Allah den Ophøjede efter 23 års profetisk virke Sin elskede Rasulullah (s.a.w.) til Sig og erklærede, at Islam ville forblive gældende indtil det sidste øjeblik af jordens eksistens. Rasulullahs (s.a.w.) fysiske fravær er ingen hindring for at gennemføre den islamiske lov.

Den første årsag: Når vi forsøger at finde den egentlige årsag, vil det først vise sig, at andre stoffer er blevet blandet i det vand fra den klare kilde, som muslimerne i den gyldne tidsalder slukkede deres tørst med. Vi må også undersøge, hvilken oplæring muslimerne i den tidsalder modtog. Måske er der også kommet urenheder ind i oplæringsmetoden.

Den kilde, som sahabaerne drak livets vand af, indtil de var mættede, var den hellige Koran. Jeg gentager: kun Koranen. For hadith og Profetens øvrige anvisninger er blot strømme fra denne samme kilde. Da Umm al-Mu’minin, den ærværdige Aisha, blev spurgt om Profetens karakter, svarede hun klart: »Hans karakter var den hellige Koran.«

Det var fra den hellige Koran, at sahabaerne slukkede deres tørst, og det var alene efter Koranens forbillede, at de formede deres liv. At Koranen var deres eneste vejleder, skyldtes ikke, at der på den tid ikke fandtes nogen civilisation, kultur, videnskab, litteratur eller skoler. Faktisk regnes den samtidige romerske civilisation, kultur og litteratur samt romerretten endnu i dag for grundlaget for den europæiske civilisation. Den græske civilisation havde også indflydelse på den tid. Græsk logik, græsk filosofi, kunst og videnskab betragtes stadig som kilder til den vestlige tankegang. Den persiske civilisation var stærk inden for kunst, videnskab, poesi, sagn, religion og statsforvaltning. Også i andre nærliggende og fjerne områder fandtes der forskellige civilisationer. Som eksempler kan nævnes de indiske og kinesiske civilisationer. Nord og syd for Den Arabiske Halvø var de romerske og persiske civilisationer etableret. Jøder og kristne boede desuden midt på Den Arabiske Halvø. Derfor accepterede datidens muslimer ikke Allahs Bog som livets eneste vejleder på grund af uvidenhed som følge af mangel på civilisation og kultur; de nåede tværtimod først frem til denne beslutning efter dyb overvejelse. Som eksempel kan nævnes, at Umar havde taget nogle passager fra Toraen med til Profetens forsamling. Profeten blev utilfreds og sagde til Umar: »Ved Allahs ed! Hvis Moses levede i dag, ville det også være obligatorisk for ham at adlyde mig.«

Det fremgår klart af denne begivenhed, at Allahs Sendebud på det indledende trin af undervisningen af sine første følgere havde fastsat, at de kun skulle hente deres viden fra Allahs åbenbaring. Helheden af denne åbenbaring er al-Koranen. Han havde besluttet, at hans ledsagere udelukkende skulle vie deres liv til Allahs Bog og forme deres liv i overensstemmelse med denne Bogs lære. Det var derfor, at Allahs Sendebud viste sin utilfredshed, så snart han så Umar rette sin opmærksomhed mod andre bøger.

Allahs Sendebud ønskede i virkeligheden at skabe en gruppe mennesker, hvis sind, hjerte og forstand var fuldstændig renset for urenhed og enhver form for fordærv. Allah den Almægtige, som har givet den hellige Koran, lærte dem selv, hvordan de skulle oplæres.

De nævnte personer drak sig mætte af Koranens fredfyldte kilde og opnåede en plads blandt mennesker med enestående egenskaber. Senere blandede der sig nogle forurenende stoffer fra andre kilder i Koranens hellige strøm. De senere generationer hentede materiale fra kilder som græsk filosofi og logik, gamle persiske sagn og tankesæt, jødernes skrifter og skikke, de kristnes præstevælde samt spredte bestanddele fra andre religioner og civilisationer. Koranens fortolkere indarbejdede disse emner i deres lærde drøftelser, og som følge heraf blev de sammenflettet med de grundprincipper, som den hellige Koran havde givet. De senere generationer hentede deres viden fra denne forurenede kildeblanding. Derfor kunne de aldrig opnå egenskaber og karakter som den første gruppe, der blev dannet.

Vi kan uden tøven sige, at årsagen til forskellen mellem islams guldalders muslimer og de senere tiders muslimer er, at den lære, der blev dannet ved at blande det rene islamiske ideal med andre idealer, mistede sit islamiske særpræg.

Den anden årsag: En anden årsag på dette område bør også nævnes. Guldaldersmuslimernes måde at tilegne sig viden på var ligeledes fremragende. De studerede ikke Koranen for at tilfredsstille en tørst efter kultur, information eller viden. Ingen på den tid studerede Koranen for at udvide sit kundskabsforråd, finde løsninger på videnskabelige eller juridiske problemer eller udfylde en mangel i sin intellektuelle kunnen. De vendte sig derimod mod den hellige Koran for at få kendskab til de påbud og forbud, som den Almægtige Allah havde åbenbaret for dem selv og hele gruppen. Ligesom en soldat, der kæmper på slagmarken, hver dag er ivrig efter at følge de militære ordrer, sådan fulgte datidens troende Koranens anvisninger. De studerede ikke store dele af Koranen på én gang, for de forstod fuldt ud, hvor vanskeligt det er at bære byrden af et stort antal påbud og forbud. Højst læste hver af dem ti vers ad gangen, lærte dem udenad og levede efter versenes betydning. Alt dette kan vi erfare gennem en hadith overleveret af Abdullah ibn Masud.

»Formålet med at åbenbare påbud og forbud er, at de skal efterleves.« Denne forståelse åbnede for datidens mennesker døren til åndelig udvikling og udvidelse af kundskab. Hvis de havde studeret Koranen blot for diskussion, for at tilegne sig viden og samle information, ville denne dør aldrig være blevet åbnet for dem. Desuden gjorde denne forståelse det lettere for dem at følge Koranens påbud og forbud og lettede byrden af deres ansvar. De lod Koranen komme til udtryk i deres daglige liv og adfærd på en sådan måde, at hver eneste af dem fremstod som et levende billede på troen. Denne tro var ikke skjult i en bog eller i sindet; den blev derimod virkeliggjort gennem en revolutionær bevægelse, der skred frem med et program for en omfattende forandring af menneskelivet.

De, som efter at have lært Koranens påbud og forbud at kende ikke ønsker at leve i overensstemmelse med dem, får aldrig Koranen til at åbne sit kundskabskammer for sig. Koranen er ikke blot lærde drøftelser, litteraturstudier, en samling fortællinger eller en historiebog. Alligevel behandles disse emner i den. Koranen er kommet med en livsorden. Kernen i denne livsorden er underkastelse under Allah. Derfor åbenbarede den almægtige Allah ikke hele Koranen på én gang, men åbenbarede den lidt efter lidt med mellemrum:

Vi har åbenbaret Koranen lidt efter lidt, for at du, o Profet, med mellemrum kan recitere den for menneskene; og således har Vi åbenbaret åbenbaringen gradvist. — Banī Isrā’īl: 106

Hele Koranen blev ikke åbenbaret på én gang. Koranens forskellige dele blev derimod åbenbaret for at løse de nye problemer, der opstod i det islamiske samfund, som gradvist bredte sig; for at holde trit med samfundslivets fremskridt i overensstemmelse med udviklingen i menneskenes holdninger og tankegang; og for at besvare de spørgsmål, som det muslimske samfund stod over for i det virkelige liv. En eller flere āyāt blev åbenbaret på baggrund af særlige omstændigheder og begivenheder. De pågældende āyāt besvarede de spørgsmål, der var opstået i folkets sind om det relevante emne, fremstillede den særlige begivenhed og forklarede, hvad der skulle gøres under de særlige omstændigheder. De fjernede de fejl, der fandtes i menneskenes viden, fornuft og handlinger, førte dem nærmere Allah og forklarede Allah den Almægtiges egenskaber og skabelsens natur. Derfor forstod de klart, at hvert eneste øjeblik i deres liv var under den almægtige Skabers ledelse og kontrol, og at de tilbragte deres livsdage under Allah den Almægtiges nådes beskyttelse. Netop fordi de erkendte dette dybe forhold mellem livet og Allah, bestræbte de sig altid på at forme deres liv efter den livsorden, Allah havde givet dem.

På denne måde havde muslimerne i guldalderen vænnet sig til at omsætte alle anvisninger vedrørende livet til praksis i det virkelige liv. Muslimerne i de senere tider gjorde livsordenen til genstand for lærde drøftelser og intellektuel nydelse. Og det kan uden tvivl siges, at dette er en af årsagerne til den forandring, der viste sig blandt muslimerne i de senere tider.

Den tredje årsag: Der findes også en tredje årsag i muslimernes historie, som vi bør kende. På Rasulullahs (sa) tid brød den, der antog troen, alle forbindelser med jahiliyyah. Efter at have søgt tilflugt under islams fredfyldte skygge begyndte han et nyt liv. De nye muslimer forlod fuldstændigt deres tidligere livsførelse, som var nedsænket i uvidenhed om Allahs bud, og sluttede sig til det nye samfund. De angrede, at de i uvidenhedens tidsalder havde levet på en fejlagtig måde, og levede altid i frygt; efter deres indtræden i islam troede de fuldt og fast på, at det var forkert at bevare nogen forbindelse med den gamle måde. Hvis den gamle livsførelse på et tidspunkt på grund af menneskelig svaghed fik indflydelse på dem, eller gamle vaner tiltrak dem, så de begik fejl eller afvigelser i overholdelsen af islams anvisninger, blev de urolige af anger og samvittighedsnag og søgte straks hen til Koranen for at rette sig selv.

Efter at have antaget islam fortsatte muslimernes liv således i en helt anden retning end det tidligere liv i jahiliyyah. Da den, der antog islam, havde taget skridtet efter grundigt at have tænkt over det på forhånd, overholdt han islams påbud og forbud fuldt ud og brød alle forbindelser med jahiliyyah. De forkastede dog jahiliyyah, samtidig med at de fortsatte deres materielle handel og omgang med polyteisterne. For materielle transaktioner og forlig med hensyn til idealer er to helt forskellige ting.

Grundlaget for at forkaste jahiliyyahs miljø, skikke, adfærd og tankegang var at antage et tawḥīd-baseret livssyn i stedet for den polyteistiske fejlopfattelse af Allah og verden, slutte sig til muslimernes gruppe, acceptere lederskabet i dette nye samfund og udvise fuldstændig lydighed.

At antage islam betød netop at leve sit liv på en ny måde: et nyt liv befriet for jahiliyyahs alle værdier og forestillinger. Bortset fra modpartens forfølgelse blev muslimerne ikke udsat for andre vanskeligheder. Men allerede før de satte foden på islams vej, havde de dybt i deres hjerter besluttet at stå fast over for enhver umenneskelig tortur. Derfor kunne forfølgernes brutale mishandling ikke skabe nogen uro i muslimernes urokkelige tålmodighed.

Det, vi skal gøre

I dag er vi også, ligesom menneskene dengang, blevet indesluttet i jahiliyyahens greb, og vor tids jahiliyyah er endnu mere ødelæggende end datidens. Hele vores omgivelser, folkets tro og aqidah, karakter, sæder og skikke er jahiliyyah. Selv de ting, som vi kender som islamisk kultur, islamiske kilder, islamisk filosofi og islamisk tankegang, er skabt af jahiliyyah.

Derfor får ægte islamiske værdier ikke plads i vores hjerter. Derfor bliver vores hjerter aldrig oplyst af islamiske forestillinger og tro. Og derfor opstår der heller ikke blandt os mennesker med de samme egenskaber som de foregangsmænd, der blev født i islams guldalder.

Derfor må vi ved begyndelsen af den islamiske bevægelse og i den indledende fase af vores oplæring fuldstændigt frigøre os fra de nuværende omgivelser, der er under jahiliyyahens indflydelse. Vi må hente vores viden fra den rene kilde, hvorfra sahabah (må Allah være tilfreds med dem) fandt vejledning. Og denne kilde må vi omhyggeligt holde fri for enhver form for forurening og sammenblanding. Herfra må vi tilegne os viden om skaberværkets udvikling, om forholdet mellem skaberværket og menneskets natur og den højeste og mest ophøjede væren, den sande Allah Ta’ala. Fra de samme kilder må vi fastlægge vores grundlæggende forståelse af regeringsførelse, politik, økonomi og livets øvrige områder.

Vi vil ikke vende tilbage til islams grundlæggende kilder blot for at føre vidtløftige intellektuelle drøftelser eller for at more os. Vi vil derimod følge denne vej med det formål at adlyde Allah og leve efter islams forskrifter. Vi vil forme os selv præcis som den slags mennesker, islam ønsker, at vi skal blive. Samtidig vil vi fortsætte med at studere Koranens litterære niveau, dens enestående fremstillingsform, skildringen af Dommedag, logikken og andre sådanne skatte. Vi vil naturligvis drage nytte af disse emner, men de er ikke hovedformålet med at studere Koranen. Vi ønsker gennem Koranen at få at vide, hvilken livsordning den fremlægger for os; hvilket syn på skaberværket den lærer os; hvordan den fremstiller Allah Ta’ala; hvilke moralske standarder og hvilken adfærd den lærer os; samt hvilken lovgivning og regeringsordning den påbyder etableret for menneskesamfundet i verden.

Samtidig må vi fuldstændigt frigøre os fra jahiliyyahens samfundsvidenskab, forestillinger, skikke og den jahiliske ledelses greb. Vi kan ikke indgå kompromis med jahiliyyahens samfundsordning. Det er ikke muligt for os at acceptere denne ordning og leve under den. Derfor er det heller ikke muligt at slutte venskab med dette samfund; ordningen er fejlagtig. Først må vi derfor ændre vores eget liv og derefter ændre dette samfund.

Vores vigtigste mål skal være at ændre alle sæder og skikke i det jahiliske samfund. Denne forandring må komme helt fra samfundets grundvold. For det jahiliske samfunds fundament er lagt på fejlagtige ideologier; derfor er det i modsætning til islam, og denne ordning holder os gennem brutal magt og undertrykkelse borte fra alle frugterne af den livsordning, Allah har udvalgt.

Først og fremmest må vi befri os selv fra den livsordnings kvælende greb, som er bygget på jahiliske værdier og forestillinger. Vi vil på ingen måde ændre vores værdier for at indgå kompromis med det etablerede fejlagtige samfund. Vejen, som vores samfundsordning følger, er fuldstændig forskellig fra den rejsevej, som den nuværende ugyldige samfundsordning følger. Hvis vi følger jahiliyyahens vej, vil vi aldrig nå vores bestemmelsessted.

Vi er klar over, at mange vanskeligheder og hindringer straks vil blokere vores vej, så snart vi begiver os ud ad denne vej, og at vi må bringe mange ofre og udvise stor selvopofrelse. Alligevel må vi ikke lade os standse af disse vanskeligheder og hindringer, hvis vi vil følge i fodsporene på de store mænd fra den islamiske guldalder, gennem hvis prøvede og undertrykte tjenere Allah etablerede Sin religion i verden og knuste jahiliyyaen.

Vi må have en klar viden om den vej, vi skal følge fremover. Vi må først begynde vores rejse efter grundigt at have sat os ind i, hvilken vej vi skal begive os ad, hvilke situationer vi vil møde undervejs, hvilke småveje vi må passere, før vi når fra uvidenhedens dybe mørke til islams lysende hovedvej, og hvordan den Ædle Profets (fred være med ham) store ledsagere opnåede succes.

Andet kapitel

Den grundlæggende lære om opofrelse i den mekkaniske periode

Den del af Den Hellige Koran, som blev åbenbaret i Mekka gennem tretten år, lagde kun vægt på ét spørgsmål. Uden at ændre spørgsmålets grundlæggende indhold blev det fremlagt i nye og forskellige former i Koranens egen fremstillingsstil. Derfor virkede det hver gang, som om spørgsmålet blev behandlet for første gang. Dette spørgsmål var det første og vigtigste grundlæggende spørgsmål i den nye livsordning. Det drejede sig om troen på Skaberen, menneskeheden og forholdet mellem disse to.

Spørgsmålet blev stillet til hele menneskeheden. Uanset om de var arabere eller indbyggere i et hvilket som helst andet område, og uanset om de tilhørte den tidsalder eller en hvilken som helst senere tidsalder, var spørgsmålet det samme for alle mennesker, og svaret var ligeledes det samme.

Menneskesindets grundlæggende spørgsmål ændrer sig aldrig. Menneskets plads i skaberværket, målet for dets liv, dets status i skaberværket og dets forhold til verden samt karakteren af forholdet mellem mennesket og dets Skaber og lignende spørgsmål er de samme for mennesker i alle tidsaldre og på alle steder. Disse grundlæggende forhold kan ikke ændres — for de er uløseligt forbundet med menneskets eksistens.

I den mekkaniske periode, hvor Koranen blev åbenbaret, blev de skjulte mysterier i mennesket og verden omkring det forklaret. Hvor kom mennesket fra, hvad er dets identitet, med hvilket formål kom det til verden, hvad er dets bestemmelsessted, hvem gav det eksistens ud af intetheden, og hvad bliver dets endelige skæbne — det var disse spørgsmål, der blev behandlet i Koranens første åbenbaringsfase. Der findes mange ting i skaberværket, som mennesket kan se og røre. Der findes også mange ting, hvis eksistens kan mærkes, men som hverken kan ses eller berøres. På dette trin gav Koranen mennesket viden om begge disse slags skabte ting og fænomener. Desuden blev det i den mekkaniske fase behandlet, hvem der har skabt dette store univers, og hvem der har fastlagt alle skabte tings form og natur. På tilsvarende vis viste Koranen mennesket, hvordan det skulle opretholde det indbyrdes forhold mellem Skaberen, den materielle verden og mennesket. Dette er det vigtige spørgsmål, som menneskets eksistens afhænger af, og som den vil afhænge af, indtil skaberværket forgår.

Det er derfor, at svaret på dette vigtige og grundlæggende spørgsmål blev forklaret på forskellige måder i løbet af den tretten år lange mekkaniske periode. For de øvrige spørgsmål, der vedrører menneskelivet, udspringer netop af dette grundlæggende problem.

I den mekkanske fase gjorde Koranen spørgsmålet om den grundlæggende troslære til sit hovedtema, og der blev på det tidspunkt ikke sagt noget om andre spørgsmål, der udsprang heraf. Den Alvidende Allah den Ophøjede havde besluttet, at andre bestemmelser ikke skulle forelægges dem, før troen var blevet fuldstændigt og solidt grundfæstet i en gruppe menneskers hjerter. For det var afgørende først at grundfæste en stærk tro i hjerterne hos dem, der senere skulle etablere Hans religion i verden.

De, der viderebringer budskabet om Allahs religion, og som ønsker at omsætte den livsordning, denne religion har fremlagt, bør især huske, at den hellige Koran i tretten år kun fremsatte et kald til troen og udsatte formidlingen af de detaljerede love og regler for den livsordning, der var bygget på denne tro.

Begyndelsen på da’wa-arbejdet

Det var fastlagt ud fra Allah den Ophøjedes uendelige kundskab, at indholdet af Allahs Sendebuds (fred være med ham) første da’wa skulle begrænses til tro og troslære. Det første budskab, Allahs Sendebud (fred være med ham) fremlagde for menneskene, var at bevidne, at der ikke findes nogen anden herre eller guddom end Allah. Samtidig helligede han sig også at forklare menneskene, hvem deres sande guddom var, og at redegøre for rationalet bag kun at tilbede Ham.

Ud fra menneskets begrænsede viden kunne man antage, at det korte budskab i da’waen ikke i begyndelsen vandt arabernes hjerter. Araberne forstod imidlertid deres modersmål særdeles godt, og derfor havde de ingen vanskeligheder med at forstå betydningen af ordene ilah og »la ilaha illallahu«. De vidste, at ordet uluhiyyah betyder suveræn magt, og de forstod også, at når suveræniteten alene blev tilskrevet Allah, ville al myndighed blive taget fra præster, stammehøvdinge og velhavende herskere og overdraget til Allah. Den praktiske konsekvens ville være, at erklæringen om, at alene Allah den Ophøjede havde myndighed over menneskenes tanker, religiøse ritualer, fordelingen af rigdom, retsudøvelsen og andre områder af det nationale liv – kort sagt over menneskets sjæl og krop – var en særlig udfordring til enhver myndighed, der var etableret i samfundet. Det var ensbetydende med et oprør mod al datidig politik og samfundsordning samt en krigserklæring mod alle andre magters lovgivende og styrende myndighed end Allahs. Betydningen af erklæringen »la ilaha illallahu«, fremsat på Arabien-beboernes modersmål, og dens indvirkning på deres vante livsførelse var ikke ukendt for dem. Derfor blev de vrede over dette revolutionære budskab og gjorde kraftig modstand mod erklæringen. Dette er velkendt for alle.

Hvorfor begyndte kaldet til religionen på denne måde? Og hvorfor besluttede Allah den Ophøjede at udsætte budskabet om Hans religion for prøvelse allerede på det indledende stadium?

Nationalisme og det religiøse kald

Da Allahs Sendebud begyndte at forkynde Allahs budskab, var arabernes land og rigdom ikke i deres egne hænder, men under andres kontrol. I nord var Syrien under romernes herredømme. Tilsvarende var Yemen i syd en del af det persiske imperium. De lokale arabere regerede området, mens de anerkendte den persiske konges overhøjhed. Kun i Hijaz, Tihama og Najd havde araberne etableret deres herredømme, men disse områder var blot ørken. Bortset fra nogle få oaser var hele området en vandløs, sandet ødemark.

Det er også almindeligt kendt, at hans nære slægtninge og naboer gav Muhammad, Allahs Sendebud, tilnavnene al-Amīn og as-Sādiq (den troværdige og den sandfærdige). Allerede femten år før han modtog profetskabet valgte Qurayshs stammehøvdinge ham som voldgiftsmand i striden om genindsættelsen af den Sorte Sten i Kabaen, og de blev meget tilfredse med hans afgørelse. Han tilhørte Banū Hāshim, som var kendt som den mest fornemme stamme blandt Quraysh. Derfor kan man uden tøven sige, at Muhammad, Allahs Sendebud, meget let kunne have samlet dette samfunds folk ved at appellere til arabisk nationalisme. Quraysh ville meget let have reageret på opfordringen til arabisk enhed, for den uophørlige række af stammekrige og blodsudgydelser havde bragt dem til fortvivlelse. Han kunne have samlet de opsplittede arabere gennem en sprogbaseret enhedsappel, befriet de arabiske lande, som var underlagt Romerriget og det persiske imperium, og det ville ikke have været det mindste vanskeligt for ham at grundlægge en samlet arabisk stat.

I stedet for at forkynde religionens budskab under stærk modstand og samtidig udholde umenneskelig forfølgelse i tretten år kunne Allahs Sendebud let have vundet folkets støtte ved at appellere til nationalismen, og hans lederskab over alle arabere ville være blevet anerkendt.

Man kan også sige, at han efter på denne måde at have forenet og konsolideret hele den arabiske halvø under sin ledelse og myndighed kunne have forberedt folket på at tro på Allah den Ophøjedes enhed; efter at de havde accepteret hans egen myndighed, ville de let være blevet tvunget til også at anerkende deres Herre, Allah den Ophøjede, i overensstemmelse med hans råd og undervisning.

Men Allah den Ophøjede, al kundskabs kilde og den Alvidende i alle forhold, lod ikke sin profet følge denne vej. Tværtimod befalede Han ham offentligt at afvise enhver anden myndighed end Allahs og pålagde Allahs Sendebud selv og hans få ledsagere tålmodigt at møde den heftige modstand.

Spørgsmålet er: Hvorfor alt dette? Allahs Sendebud og hans elskede ledsagere blev ikke uden grund gjort til ofre for forfølgelse. Han vidste, at målet ikke kunne nås på nogen anden måde. Bevægelsens formål var ikke at befri det arabiske land fra romersk og persisk undertrykkelse for i stedet at indføre arabisk undertrykkelse. Al undertrykkelse, hvad enten den er indenlandsk eller udenlandsk, er én og samme. Jorden tilhører Allah, og den må holdes ren og hellig til Allahs herredømme; verden kan ikke renses uden budskabet i trosbekendelsen: »lā ilāha illā Allāh«. Mennesket er alene Allahs tjener, og kun under indflydelse af »lā ilāha illā Allāh« kan det leve som en lydig tjener for Allah. Arabisk var deres modersmål. Derfor forstod de klart, at dette budskab betyder: »Der findes ingen suveræn magt ud over Allah; ingen anden end Allah har ret til at udforme loven, og intet menneske kan have myndighed eller herredømme over et andet menneske.« For den eneste ejer af al myndighed er Allah den Ophøjede selv. Islam har erklæret, at grundlaget for menneskelig enhed skal være troen. Og efter troens målestok er arabere, romere og persere alle lige. Derfor blev forkyndelsen af religionen påbegyndt med trosbekendelsens budskab som grundlag.

Økonomisk revolution og religionens budskab

På det tidspunkt, hvor Allahs Sendebud modtog profetskabet, fandtes der ingen ordning for en retfærdig fordeling af rigdommen i Arabien. Derfor var retfærdighed også fraværende i landet. Et lille antal mennesker havde lagt al rigdom og handel under deres kontrol og øgede den gennem åger. Et stort antal af landets indbyggere var fattige og sultne.

Kun de velhavende blev betragtet som fornemme og fremstående, og almindelige mennesker var ikke blot berøvet rigdom og ejendom; deres menneskelige værdighed blev heller ikke anerkendt i dette samfund.

Det kan også siges, at Hazrat Muhammad (s.a.) kunne have erklæret krig mod samfundets velhavende og fornemme personer, ledet en social revolution, frataget de rige deres ejendom og fordelt den blandt de fattige.

Alle vil også erkende, at hvis Rasulullah (s.a.) havde indledt en sådan bevægelse, ville det arabiske samfund være blevet delt i to, og et stort antal fattige mennesker ville have sluttet sig til bevægelsen. For de var plaget af undertrykkelsen fra en håndfuld rige, fornemme og magtfulde personer. Da Rasulullah (s.a.) derimod forkyndte budskabet om tawhid, måtte han møde hindringer og modstand ved hvert eneste skridt, og derfor var det kun nogle få ædle mennesker med gode hjerter i samfundet, der reagerede på denne appel.

Det må også erkendes, at Hazrat Muhammad (s.a.), efter at have vundet flertallet i samfundet for sin sag, som deres leder kunne have taget den enorme rigdom fra de få rige i besiddelse og gennem sin indflydelse og autoritet have fået samfundets mennesker til også at tro på tawhid med henblik på at opfylde profetskabets ansvar. Efter at have anerkendt Rasulullahs (s.a.) autoritet ville de ikke have gjort indsigelse mod at anerkende Allah den Højestes enhed i overensstemmelse med hans befalinger og råd.

Men Allah den Højeste, som besidder alvidenhed og fuldkommen, fejlfri viden, ledte ikke sin elskede profet ad denne vej heller.

Allah den Højeste ved bedst, at dette ikke er den rette vej. Han ved, at ægte social retfærdighed kun kan opnås gennem fuldstændig underkastelse under Allah alene. Hele samfundet må gøres rede til at acceptere den retfærdige fordelingsordning, som Allah har givet. Alle i samfundet, store som små, givere som modtagere, må uden tvivl tro, at de ved at følge Allahs lov ikke blot vil opnå velstand, men også blive belønnet i det hinsidige. Det er aldrig ønskværdigt, at nogle medlemmer af samfundet bliver vanvittige af begær efter rigdom, mens de store folkemasser tvinges til at leve et oprørt liv. I et samfund, der grundlægges ved at fornægte Allahs autoritet, træffes afgørelser i enhver sag gennem våbenmagt. I et samfund, hvor frygt og terror er dagligdag, tvinges størstedelen af befolkningen til at leve som døde, med knuste hjerter og uden begejstring eller livsmod.

Bevægelsens begyndelse gennem en moralsk organisation

I den tid, hvor Rasulullah (s.a.) begyndte sit arbejde med at forkynde budskabet, var Arabien fra et moralsk synspunkt nået til det laveste niveau. Bortset fra nogle få stammeskikke fra oldtiden fandtes der ingen andre moralske regler i dette samfund.

Undertrykkelse og forfølgelse var dagligdags begivenheder i dette samfund. Den berømte digter Zuhair ibn Abi Sulma har fortalt:

»Den, der ikke forsvarer sig selv med våben, har døden som uundgåelig skæbne.«

»Og den, der ikke undertrykker, vil helt sikkert selv blive undertrykt.«

Et andet ordsprog fra uvidenhedens tidsalder lød således:

»Hjælp din broder under alle omstændigheder, hvad enten han er undertrykker eller undertrykt.«

Alkoholforbrug og hasardspil var en del af de sociale skikke, og folk var stolte af disse vaner. Alle digte fra den tid var skrevet med vin og hasardspil som omdrejningspunkt.

Forskellige former for utugt var udbredt overalt i dette samfund, og mennesker, der var sunket ned i både gammel og samtidens uvidenhed, var efter datidens skik stolte af det. Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) beskrev datidens samfund således:

»I uvidenhedens tidsalder var der fire former for ægteskab. Den ene form var den samme som det ægteskab, der praktiseres i dag. Det vil sige, at den ægteskabsønskende mand fremsatte sit frieri til brudens far eller værge og gav ham en gave i den anledning. En anden fremgangsmåde var, at en mand sagde til sin hustru, at hun skulle blive gravid ved at have samleje med en bestemt fremmed mand i perioden mellem to menstruationer. I denne periode afholdt ægtemanden sig fra at røre sin hustru, og før tegnene på graviditet viste sig, havde han ikke noget seksuelt forhold til hende. Når tegnene på graviditet viste sig, havde ægtemanden samleje med hende efter eget ønske. Formålet med denne fremgangsmåde var at få et barn af høj byrd. Den tredje fremgangsmåde var flermandssystemet (polyandri), det vil sige, at en gruppe på højst ti mænd havde samleje med én kvinde. Nogle dage efter at kvinden var blevet gravid og havde født barnet, tilkaldte og samlede hun de mænd, der havde haft samleje med hende. Ingen havde ret til at afslå denne indkaldelse. Når alle var samlet, sagde kvinden: I kender jo allerede resultatet. Jeg har født et barn. Derefter udpegede hun én af de tilstedeværende mænd og erklærede, at netop denne mand var barnets far. Så blev barnet opkaldt efter den udpegede mand og blev anset for at tilhøre den pågældende. Manden havde ingen ret til at nægte at tage ansvar for barnet.«

Den fjerde metode var følgende: »Mange mænd opsøgte den samme kvinde, og kvinden tog imod dem alle. I virkeligheden var disse kvinder prostituerede. Ved døren til deres hus hang der en særlig slags flag. Enhver kunne have samleje med dem, hvis han ønskede det. Når en sådan kvinde blev gravid og fødte et barn, samledes mange mennesker, og en ekspert fastslog barnets faderskab ud fra dets udseende og kropsbygning. Den mand, som de forsamlede erklærede for at være barnets far, var tvunget til at tage ansvar for barnet. Der var ingen mulighed for at unddrage sig dette ansvar.« (Bukhari, ægteskabskapitlet)

Hazrat Muhammad (s.a.v.) kunne også have indledt en bevægelse for moralske reformer med et program for forbedring af karakteren, renselse af samfundet og åndelig selvudrensning. Ligesom enhver anden samfundsreformator kunne han uden vanskelighed have opnået støtte fra nogle få modige og handlekraftige personer i dette samfund, som ønskede dets reform.

Det kan let siges, at Allahs Sendebud kunne have samlet en hel del mennesker, hvis han havde startet en sådan bevægelse. På grund af deres høje moralske standard ville disse mennesker let have taget budskabet om tawhid til sig og være blevet beredt til at påtage sig det efterfølgende ansvar, og hvis man havde arbejdet på denne måde, ville budskabet i trosbekendelsen »la ilaha illallah« ikke have mødt så voldsom modstand.

Men den alvidende Allah vidste fuldt ud, at dette ikke var den rette vej. Han vidste, at moral udelukkende bygges på troen. Troen viser vejen til en højere autoritet, som er selve kilden til målestokken for godt og ondt. Denne autoritet fastsætter belønningen for at antage disse værdier og straffen for at forkaste dem. Hvis man ikke kender denne autoritet, viser alle værdier og moralske standarder sig at være midlertidige—hverken en følelse af at stå til ansvar over for nogen myndighed eller håbet om belønning for gode gerninger er til stede.

Total revolution

Da troen efter hårdt arbejde var blevet stærk, og fuld lydighed mod den Herre, som man havde troet på, var kommet til udtryk gennem praktiske handlinger; da menneskene havde erkendt deres sande Skaber, Herre og Opretholder og var begyndt udelukkende at lovprise Ham; da de på alle områder var blevet frigjort fra andres—ja, selv deres egne—ønskers og begærers indflydelse; og da trosbekendelsen »la ilaha illallah« var blevet indgraveret i deres hjerter, hjalp Allah den Højeste dem i alle forhold. Allahs jord blev befriet fra romernes og persernes underkastelse, men denne befrielse skete ikke for at etablere arabernes herredømme i stedet for ikke-arabernes herredømme, men for at etablere Allahs suverænitet. At tilintetgøre alle gudsoprørske magter—romere, persere, arabere og andre—var revolutionens mål.

Med etableringen af det islamiske samfundssystem ophørte alle former for uret og undertrykkelse. En fuldstændig upartisk retfærdighed blev etableret efter den målestok, som Allah den Højeste havde fastsat. Retfærdighedens banner blev rejst i Allahs navn. Dette banner blev kendt som islam. På dette banner stod der ikke andet end »la ilaha illallah«.

Karakteren blev forbedret, og hjerte og sind blev renset, og som følge heraf opstod der, bortset fra nogle få tilfælde, ingen steder behov for at fuldbyrde de strengeste straffe, som Allah den Højeste havde fastsat. For på den tid blev menneskets samvittighed af sig selv ivrig efter at overholde loven. I stedet for politi og domstole fik ønsket om at opnå Allahs tilfredshed, håbet om at modtage belønning fra Ham og frygten for at pådrage sig Hans vrede plads i menneskenes hjerter.

Menneskeheden løftes til en ophøjet horisont med hensyn til de moralske standarder og andre livsværdier i et ufordærvet samfundssystem.

Tidligere havde menneskeheden aldrig opnået et så højt niveau af livsførelse, og senere har det heller ikke været muligt at nå dette niveau ad nogen anden vej end gennem islam.

Hvordan kom revolutionen?

Dette blev muligt, fordi de, der indførte islam som en livsordning, et statssystem og et regelsæt af love og bestemmelser, først havde grundfæstet denne ordning i deres egne hjerter gennem tro, karakter, tilbedelse og måder at opretholde gensidige relationer på. De, der kæmpede for at indføre denne ordning, blev ikke lovet nogen verdslige fordele såsom sejr i krig, statsmagt eller at få lov til selv at etablere religionen. Kun én belønning blev garanteret dem. Og denne belønning er Paradiset. ‘Allah

har ingen anden herre’ — over for den voldsomme modstand fra uvidenhedens magthavere, der forsvarede deres bestående egeninteresser og rejste sig mod dette budskab, fortsatte de troende deres kamp med urokkelig tålmodighed og grænseløs udholdenhed; som belønning blev de kun lovet denne ene belønning.

Allah lod dem blive sat på prøve. De viste standhaftighed og glemte personlig lykke og nydelse. Allah så, at de ikke længtes efter verdslige muligheder og fordele. De arbejdede ikke med det begrænsede mål at se dette budskabs sejr og etablering i deres egen levetid. Da deres hjerter blev befriet for nedarvet adel, nationalitet, landets og stammens stolthed, og de i Allah den Almægtiges vurdering blev anset for at have rene hjerter, betroede Han dem et yderst helligt ansvar, nemlig kalifatets ansvar. De var indehavere af en ren og oprigtig tro. Og dette var det første nødvendige grundlag for at varetage kalifatets ansvar. For det primære område, hvor Allah den Almægtiges suverænitet skal etableres, er hjertet og samvittigheden samt de handlemåder, der følges i moralsk adfærd, handel og omgang med andre. Allah den Almægtige blev forvisset om, at de efter at have opnået politisk magt med det formål at etablere Allahs love og regler ville forvalte denne ordning korrekt. Han fik bevis for, at de ikke ville bruge den politiske magt til deres egne personlige, familiemæssige, stammemæssige eller nationale interesser, men at de ville anvende denne ordning, som de havde modtaget fra Allah som en betroet opgave, korrekt under Hans myndighed og med det formål at opnå Hans tilfredshed. I sandhed havde de beredt sig selv på at være sandhedens bannerførere.

Hvis den islamiske da’wa ikke var begyndt med budskabet om tawhid, og hvis bevægelsens karavane ikke var rykket frem ad den tilsyneladende vanskelige og farefulde vej, ville dette storslåede livsideal aldrig have kunnet blive etableret i den virkelige verden. Hvis bevægelsen var begyndt under paroler om nationale interesser, forbedring af levestandarden eller samfundsreform, og hvis noget andet slagord var blevet blandet sammen med kalimaen la ilaha illallah, ville denne ønskede livsordning aldrig have kunnet blive til virkelighed.

Den mekkaniske fase af den hellige Koran udførte denne ærefulde opgave ved at indprente troen på, at mennesket ikke har nogen anden herre end Allah, i menneskenes sind og hjerter, og ved at tilskynde muslimerne til standhaftigt at gå frem ad en vej, der udadtil synes yderst vanskelig.

I den periode blev der i den del af Koranen, som blev åbenbaret, udelukkende lagt vægt på at styrke iman. Den detaljerede beskrivelse af den livsordning, der skulle opbygges på grundlag af iman, blev på det tidspunkt udsat. De, som ønsker at udføre da‘wah for dīn, må være meget opmærksomme på dette. I virkeligheden kræver den islamiske livsordning netop denne fremgangsmåde. For denne dīn er helt og holdent grundlagt på en dyb tro på tawhid, og alle de regler og love, der er nødvendige for livet, udspringer af denne storslåede tro. Denne dīn kan sammenlignes med et vældigt træ. Et stort og højt træ breder sine grene ud over et vidtstrakt område, mens toppen strækker sig mod himlen. Et så stort træ vil naturligt slå sine rødder dybt i jorden og, i overensstemmelse med sin form, brede dem ud i alle retninger over et stort område. Det samme gælder denne dīn. Denne livsordning indeholder regler for alle små og store forhold, der vedrører menneskelivet. Denne ordning giver ikke blot regler for denne verden, men også for det hinsidige. Den afdækker både den synlige og den usynlige verdens mysterier. Den begrænser sig ikke til den materielle verden, men retter også menneskets tanker og overvejelser. Således er den som et langt, stærkt og vældigt træ, hvis rødder trænger dybt ned i jorden i overensstemmelse med træets form.

Af denne særlige del af den islamiske livsordning kan vi forstå, at idealets bevægelse og etablering kun er mulig ved at plante imanens frø i menneskers hjerter. Denne fremgangsmåde er yderst nødvendig for en korrekt udvikling. For kun på denne måde kan forbindelsen bevares mellem grenene på det islamiske træ, der strækker sig højt op mod himlen, og de rødder, der er spredt hid og did dybt nede i jorden.

Når troen på “لا-إله إلا الله” er blevet fast forankret i hjertet, breder den sig til alle områder af livet, og dette bliver den praktiske forklaring på kalimahen. På denne måde er de troende mentalt forberedt på at antage den islamiske ordning, endnu før lovene indføres, og så snart lovene indføres, accepterer de troende alle Islams love og regler med interesse og glæde, fordi det er imans første krav, og på grund af denne indstilling.

Derfor bøjer de hovedet, så snart en befaling udstedes. For at gennemføre loven er det tilstrækkeligt blot at høre befalingen. På denne måde opgav de alle vaner og tilbøjeligheder fra jahiliyyah-tiden. Nogle få vers fra Koranen eller nogle få ord udtalt af Allahs Profet var nok til at gennemføre denne enorme forandring. Sammenlign dette, som er nævnt om Islam, med den måde, hvorpå nutidens sekulære stater indfører love. På hvert trin må de sekulære stater støtte sig til parlamentet, forfatningen, politiet, militærmagten, propagandaapparatet og pressen. Alligevel er de kun i stand til delvist at bekæmpe åbne overtrædelser af loven. Derfor forbliver samfundet helt gennemsyret af ulovlige og forbudte handlinger.

En realistisk livsordning

Et andet aspekt ved denne livsordning er også værd at bemærke. Den er nemlig en praktisk livsordning. Islam er en realistisk livsordning. Dens formål er at regulere de virkelige forhold i menneskelivet. Derfor gennemgår den de forhold, der er gældende i menneskesamfundet, og træffer afgørelse om, hvorvidt de skal bevares, ændres eller fuldstændig omdannes. Derfor udformer Islam først love i et samfund, der har anerkendt Allahs suverænitet, efter at have taget de på det tidspunkt herskende forhold i betragtning.

Islam er ikke blot en samling principper, der bygger på abstrakte forestillinger. Derfor er det nødvendigt, at der opstår et muslimsk samfund, før denne livsordning indføres. Dette samfund vil tro, at ingen må adlydes ud over Allah. Et samfund, der har denne iman og ‘aqidah, er nødt til at afvise alle andres myndighed og lovgivende magt end Allahs.

Når et sådant samfund er opstået og i praksis møder forskellige problemer samt føler behov for en særlig metode til at udforme love og regler, udarbejder Islam en forfatning, fastsætter love og regler og indfører normer og sædvaner. Den islamiske ordning gælder kun for det samfund, som principielt har anerkendt denne lovs autoritet og afskaffet ikke-islamiske love og regler.

Nødvendigheden af magt for at realisere idealet

De, der tror på denne ideologi, må have magten til at indføre den islamiske livsordning og håndhæve islamisk lov i deres eget samfund. Det er også yderst nødvendigt, at de har magt til at udforme love med henblik på at løse de dagligdags og tilbagevendende problemer, der opstår i menneskers liv.

I Mekka havde muslimerne ikke fået magt til at udforme de love, de havde brug for. De havde heller ingen indflydelse i dette samfund. De havde endnu ikke organiseret sig som en permanent organisation, der var egnet til at leve i overensstemmelse med Allahs lov. Derfor åbenbarede Allah Ta’ala i det mekkanske livsafsnit ingen bestemmelser for muslimerne, der var tilpasset deres kollektive behov. På dette trin blev de kun undervist i troen og de moralske grundprincipper, der var forbundet med troen. Senere, efter at der var blevet grundlagt en selvstyrende stat i Medina, opstod der et miljø, der var egnet til at opfylde det muslimske samfunds behov, og muslimerne fik magt til at indføre love og bestemmelser. Først efter at denne situation var opstået, begyndte de generelle love og bestemmelser at blive åbenbaret for muslimerne.

På det mekkanske stadium åbenbarede Allah Ta’ala ikke alle love og bestemmelser for derefter at give muslimerne en fuldstændig livsordning, som kunne gennemføres efter flytningen til Medina. Det er nemlig ikke i overensstemmelse med det islamiske ideal. Islam er mere praktisk og langt mere fremsynet. Dette ideal tager ikke udgangspunkt i løsningen af indbildte problemer. Det undersøger først samfundets eksisterende tilstand, og hvis samfundets tilstand og omgivelser efter dets målestok har karakter af et muslimsk samfund og er fuldstændigt underkastet Allahs lov, sørger den islamiske livsideologi for, at der udformes love, som er i overensstemmelse med dette samfunds behov og situation.

I dag findes der ikke et eneste samfund i verden, hvor Allahs sharia er etableret i stedet for menneskeskabte bestemmelser, og der findes heller ingen politisk magt, der er egnet til at varetage en sådan opgave. Trods denne åbenlyse situation kræver nogle, at det islamiske ideals praktiske form og et fuldstændigt styre- og lovsystem i overensstemmelse med dette ideal skal udformes. Ved at ændre den islamiske livsideologis særpræg, natur og tradition ønsker de, påvirket af den nederlagsmentalitet, som sammenstødet med den ufuldkomne menneskeskabte livsordning har skabt i deres sind, at nå målet ad en genvej. De ønsker også at fremstille den islamiske livsordning som en samling urealistiske principper og egenskaber, der kun eksisterer af navn. Men Allah Ta’ala ønsker, at det islamiske ideal skal genoprettes netop efter den metode, som tidligere blev anvendt til at etablere det. For det første må en urokkelig tro på et bestemt forhold slå dybe rødder i menneskers sind og bevidsthed. Dette trosforhold er, at mennesket ikke må bøje sig for nogen anden magt end Allah og ikke må være villigt til at acceptere nogen anden myndigheds love og bestemmelser. Først når en gruppe mennesker, hvis sind og bevidsthed er formet af denne trosopfattelse, er fuldt forberedt og får den faktiske kontrol over et samfund, bliver det muligt at udforme love efter dette samfunds behov, samtidig med at den grundlæggende trosopfattelse bevares. Allah Ta’ala har fastlagt denne metode til at gennemføre den islamiske livsordning. Ingen anden metode kan derfor være acceptabel, hvis den overtræder det, Han har fastlagt.

Den rette måde at etablere din på

De, der kalder mennesker til den islamiske livsordning, bør vide, at de først skal invitere dem til at have fuld tro på islams grundlæggende trosopfattelse. Selv om de hævder, at de er muslimer, og selv om de i officielle registre er anført som muslimer, skal de, der kalder til de islamiske bestemmelser, først forklare dem, at islam betyder at antage trosbekendelsen “lā ilāha illā Allāh” med dens rette betydning. Trosbekendelsens rette betydning er at anerkende Allah Ta’alas suverænitet på alle områder af ens liv og at afvise autoriteten hos dem, der hævder deres egen suverænitet i strid med Allahs suverænitet. Når man har antaget denne betydning af den islamiske trosopfattelse, er det nødvendigt, at denne tro afspejles i ens sind og bevidsthed, livsførelse og adfærd.

Uanset hvem der indleder bevægelsen for at genoprette den islamiske livsordning, må de give dette forhold betydning som det første skridt. Islams første bevægelse blev indledt på netop denne måde. Den mekkanske periode af Koranens åbenbaring blev brugt i tretten år på at slå dette forhold fast. Kun den gruppe, der efter at have forstået denne betydning af den islamiske bevægelse tilslutter sig den, kan kaldes en sand islamisk organisation eller et islamisk samfund, og kun dette fællesskab eller samfund er i stand til at realisere det islamiske ideal i det kollektive liv. Det skyldes, at de frivilligt har besluttet at forme hele deres liv efter det islamiske ideal og ikke acceptere nogen andens suverænitet end den ene og enestående Allah Ta’alas.

Når et samfund af den ovenfor beskrevne art således er blevet til, og islamisk undervisning er blevet antaget som dette samfunds grundlag, vil samfundet begynde at udforme islamiske bestemmelser i overensstemmelse med sine omgivelsers behov. Dette er den realistiske og fornuftige fremgangsmåde til at indføre det islamiske livsideal.

En gruppe oprigtige mennesker, som ikke har forstået det islamiske livsideals særlige kendetegn, skynder sig i denne sag. De forstår ikke, at den sande velfærd ligger i den metode, som den alvidende og alvise Allah Ta’ala har fastlagt for etableringen af din. De mener, at mennesker, så snart de er blevet gjort bekendt med det islamiske ideals grundlæggende principper og lovbestemmelser, af egen drift vil gå frem for at etablere det islamiske ideal. I virkeligheden er dette en indbildt forestilling hos mennesker, der har et sindelag, som vil have noget gjort i hast.

Hvis en sådan forestilling var blevet fremsat for Rasul Karim (saw), og hvis han havde opfordret folket til geografisk nationalisme, økonomisk revolution eller en reformistisk bevægelse, ville hans opgave være blevet meget lettere. Men han valgte ikke denne vej. Før man gør mennesker bekendt med det islamiske livsideals detaljerede love og regler og tiltrækker dem til det, er det afgørende nødvendigt at indgive en dyb iman på Allah i deres hjerter, ophæve alle andre bestemmelser og underkaste sig fuldstændigt de bestemmelser, Allah har givet. Kærligheden til Allahs sharia vil opstå som følge af fuldstændig underkastelse under Allah og afvisning af at underkaste sig andre menneskelige former for trældom, ikke som følge af en vurdering af Allahs bestemmelsers overlegenhed i forhold til andre bestemmelser. Der er naturligvis ingen tvivl om, at de bestemmelser, Allah har givet, på alle måder er de menneskeskabte bestemmelser overlegne. For disse bestemmelser er skrevet af Skaberen selv, og bestemmelser skrevet af Skaberen og bestemmelser skrevet af skabninger kan aldrig være på samme niveau. Men bestemmelsers overlegenhed kan ikke være grundlaget for den islamiske bevægelse. Dens grundlag er uden tøven at antage den guddommelige sharia og direkte at forkaste enhver form for bestemmelse, der ligger uden for sharia. Dette er islams betydning, og andet end dette er ikke islam. Den, der tiltrækkes af islams grundlag, behøver ikke at få forklaret den detaljerede forskel mellem islam og andre bestemmelser punkt for punkt. Dette er kernen i iman.

Islam over for jahiliyyah

Lad os nu se på, hvordan Koranen opbyggede iman og aqida gennem de tretten år i Mekka. Koranen fremstillede ikke iman og aqida som en ren teori eller åndelig forestilling, og den anvendte heller ikke den metode, som lærde og videnskabsmænd bruger, når de skriver bøger. Koranen henledte altid opmærksomheden på menneskets natur og opmuntrede det til at iagttage sit eget væsen og Skaberens utallige tegn, som er spredt omkring det. Koranen befriede menneskets tænkeevne fra overtro og fanatisme og skærpede dets slumrende intelligens. På denne måde gav den menneskets rustne erkendelsesevne evnen til at forstå skabelsens mysterier og deres fine mekanismer. Dette var et generelt aspekt af den koraniske undervisning. Det revolutionære aspekt af undervisningen var at indlede kampen mod al jahiliyyah og alle undertrykkende ideologier i det samfund, der var grundlagt på tawhid. På det tidspunkt, hvor den fejlagtige ideologis møllesten knuste det menneskelige samfund, var det meningsløst blot at forkynde moralske læresætninger. Derfor indledte Koranen en kompromisløs kamp for beslutsomt at flænge den fejlagtige ideologis slør og sønderbryde løgnens mur. Den koraniske undervisning blev heller ikke formidlet gennem de lærde teorier, den dialektik og den logik, som senere blev bragt frem. Koranen indledte en kamp mod hele det menneskeskabte samfundssystem. Koranen fremsatte sit budskab med den menneskehed for øje, der var plaget af korruption, uretfærdighed og undertrykkelse. For selv om islam grundlæggende er et livsideal baseret på iman, er dens mål at regulere det virkelige liv. Koranen blev ikke åbenbaret for blot at være begrænset til principielle drøftelser og åndelige betragtninger.

På den ene side tager Koranen sig af at så imanens frø i medlemmerne af den islamiske jama’ats hjerter og styrke den gradvist, og på den anden side angriber den gennem disse medlemmer jahiliyyahs fæstning og fører en kampagne for fuldstændigt at fjerne jahiliyyahs indflydelse fra muslimernes egen tænkning og adfærd. I et oprørt samfund, hvor kampen raser på fire fronter, opnår iman sin styrke gennem storme og uvejr. Lærde teoretiske drøftelser kan ikke skabe en sådan styrke. Islam er en altid aktiv, velorganiseret og levende bevægelse, og det muslimske samfund er denne bevægelses synlige udtryk. Den islamiske jama’ats tankegang, moralske standarder og undervisning formes i overensstemmelse med imanens ånd. Den islamiske bevægelses gradvise udvikling er selve det praktiske udtryk for imanens gradvise udvikling, og dette er den rette metode til at virkeliggøre det islamiske ideal: Den islamiske bevægelse vil brede sig og vokse i overensstemmelse med imanens styrke, kvalitet og niveau.

Islam er ikke blot en ideologi

Den islamiske bevægelses medarbejdere må huske den ovenfor beskrevne revolutionære metode. Ved blot at være opmærksom vil man forstå, at man gennem den lange mekaniske fase ikke udførte arbejdet med at styrke iman og skabe en organisation, der var uddannet til at etablere et islamisk samfund, som to adskilte opgaver. Tværtimod begyndte man samtidig og på samme tidspunkt både at så imanens frø og at opbygge organisationen på grundlag af islamisk undervisning. Derfor vil det i fremtiden, når der gøres forsøg på at genoplive det islamiske livsideal, ikke være muligt at nå målet uden at anvende denne omfattende metode.

Det kræver lang tid at styrke iman og aqida, og derfor bevæger den sig gradvist og langsomt mod det ønskede mål. Hvert eneste skridt vil være fast og sikkert. Man må på ingen måde spilde tiden på rent moralske og teoretiske drøftelser og på det teoretiske plan. I stedet må imanens indhold fremstilles som et virkeligt eksempel i det praktiske liv. Først vil iman trænge ind i menneskers hjerter, og den vil frembringe en altid aktiv jamaat, hvis ydre og indre sider og afdelinger alle vil udfolde sig som en virkeliggørelse af iman. Denne revolutionære jamaat vil netop gennem sin kamp mod jahiliyya i ord og handling lade imanens levende skikkelse træde klart frem.

De, der mener, at det islamiske ideal vil udvikle sig og blive etableret alene gennem lovprisning af det islamiske ideal samt intellektuelt selvbevidst teoretisk og kulturelt arbejde om islam, må i højeste grad være på vagt over for de alvorlige konsekvenser.

Koranen blev ikke åbenbaret på én dag. Derimod var der brug for tretten år til at så imanens frø, opbygge imanens struktur og styrke iman. Hvis Allah den Ophøjede havde villet det, kunne Han have åbenbaret hele Koranen på én dag. Derefter kunne Han have givet deltagerne i den islamiske bevægelse tretten år til at tilegne sig viden om islam og forstå denne ideologi grundigt.

Men Allah den Ophøjede valgte ikke denne fremgangsmåde. For Hans vilje var en anden. Han ønskede at etablere en enestående livsordning på jorden. Han ønskede samtidig at opbygge denne livsordnings grundlæggende aqida og tro, organisere en bevægelse, der skulle bære og videreføre idealet, og etablere en samfundsstruktur som et spejlbillede af det ønskede livsideal. Han ønskede at opbygge en jamaat og en bevægelse styrket af aqida og tro, og samtidig ønskede Han gradvist at styrke iman gennem jamaatens og bevægelsens aktiviteter. At iman blev styrket i takt med jamaatens og bevægelsens fremgang, og at jamaatens og bevægelsens offentlige aktiviteter blev et tydeligt spejlbillede af iman, var det, Allah den Ophøjede ønskede. Den alvidende Allah vidste udmærket, at arbejdet med at reformere mennesker og opbygge et sundt samfund ikke kan fuldføres fra den ene dag til den anden. For det kræver lige så lang tid at opbygge aqida og tro, som det kræver at danne en velorganiseret jamaat af mennesker.

Dette er den islamiske livsordnings særlige kendetegn. Den mekkaanske periode for Koranens åbenbaring er et bevis på dette kendetegn. Vi må nødvendigvis være bekendt med dette ovennævnte kendetegn ved din og afholde os fra at forsøge at ændre dins kendetegn, fordi vi er blevet betaget af det tomme glitter i menneskeskabte, meningsløse idealer. Det var netop gennem virkningen af sine egne særlige kendetegn, at islam i tidligere tider dannede en stor og ædel ummah ved navn den muslimske ummah; og når det i fremtiden på jorden bliver nødvendigt at genopbygge den muslimske ummah, vil det kun være muligt gennem dins kendetegn og dets egen fremgangsmåde.

Ligesom blodet cirkulerer i menneskekroppen, vil islams grundlæggende aqida og tro strømme gennem samfundets årer og blodkar og stråle som en brændende fakkel inde i den aktive islamiske organisations kropsstruktur. De, der ændrer den islamiske livsordnings egne kendetegn og udviklingsretning og drømmer om at etablere din alene ved gennem teoretiske drøftelser og intellektuelt arbejde at bevise islams overlegenhed i forhold til ugyldige livsidealer, begår ikke blot en alvorlig fejl; de ønsker desuden at bevæge sig ad en farlig vej.

Kravet fra den islamiske aqida og tro er, at denne tro skal indtage sin plads i centrum af levende mennesker, en aktiv og virksom organisation og et lovende samfund og indlede en omfattende kamp mod de jahiliske omgivelser. Samtidig med kampen for at befri det etablerede samfund fra jahiliyyas indflydelse vil imanens styrke fortsætte kampen med det formål at udslette alle jahili-samfundets skampletter fra sind, forstand og karakter hos dem, der har taget islam til sig. For bærerne af den islamiske bevægelse er født i et samfund, der er præget af det ugyldige og jahiliyya, og det er ikke mærkeligt, hvis der selv efter deres antagelse af islam stadig findes en vis indflydelse fra jahiliyya i deres liv.

På grund af den islamiske aqida og tros ovennævnte kendetegn indtager den en enorm og omfattende plads i menneskers sind og forstand. Forsøg på alene at føre teoretiske drøftelser og lovprise islam rækker ikke så langt. For islam nøjes ikke med blot at påvirke menneskets forstand; også det praktiske liv og karakteren omfattes af dens område.

Islams forklaring på Skaberen, skaberværket, livet og mennesket er ikke blot omfattende og fuldstændig, men også virkelighedsorienteret og positiv. I overensstemmelse med sin egenart og sin naturs krav ønsker islam ikke at være begrænset til noget, der alene kan begribes med forstanden og dyrkes som kundskab. Det strider mod dens natur og endelige formål. Islam ønsker at åbenbare sig gennem det levende menneskes livsførelse, en aktiv organisation og en praktisk bevægelse. Gennem revolutionære menneskers aktivitet, en revolutionær bevægelse og en altid levende organisation udvikler den sig på en sådan måde, at de tanker, den fremsætter, stemmer overens med det virkelige arbejdsliv. Den ønsker aldrig blot at forblive et abstrakt begreb, men opretholder til enhver tid overensstemmelse mellem principperne og det praktiske handlingsprogram.

Det er klart, at forestillingen om først på et principielt første trin at tilegne sig fuld viden om islam og derefter på et efterfølgende trin at omsætte det islamiske ideal i praksis ikke blot er fejlagtig, men yderst skadelig. Den strider mod islams egentlige formål og egenart.

Allah den Ophøjede siger:

—————————————————-

»For at gøre det lettere for folk at høre det lidt efter lidt har Jeg åbenbaret Koranen stykke for stykke, og Jeg har sendt Koranen ned gradvist (på særlige tidspunkter).« — Bani Israil: 106

Ifølge Allahs ovenstående ord er der samtidig taget hensyn til to forhold. For det første at Koranen blev åbenbaret lidt efter lidt, og for det andet at folk skulle høre Koranen gradvist. Formålet med denne ordning er at opbygge en levende og aktiv organisation på troens grundlag og gradvist føre denne organisation frem til fuldkommenhed. For denne livsordning er kommet for at blive virkeliggjort, ikke blot for at blive anerkendt som en fremragende ideologi.

Det handlingsprogram, Allah har givet, til virkeliggjørelsen af det ideal, Allah har givet

Dīnens formidlere må forstå dette fuldt ud: Islam er den livsordning, Allah har givet, og metoden til at etablere denne Allahs ordning er ligeledes blevet fastlagt af Allah den Ophøjede selv gennem den guddommelige åbenbaring. Derfor er det på ingen måde muligt at etablere dīn uden at følge denne metode. De må også forstå, at denne dīn ikke blot har ændringen af trosforestillinger og livsførelse som mål. Denne dīn former trosforestillinger af en særlig art, skaber en særpræget ummah og fuldkommengør samtidig gennem en gradvis udvikling en særlig form for tanke- og handlingsmønster. I det omfang denne dīn er i stand til at skabe forandring i trosforestillingerne og livet, i nøjagtig samme omfang indsætter den kræfter for at etablere sig. Derfor sker indførelsen af den ønskede tankegang og opbygningen af bestemte trosforestillinger sideløbende og samtidig. Man kan snarere sige, at de er som kronblade på den samme blomst.

Af den ovenstående drøftelse har vi lært, at religionens egen handlingsmetode er klart fastlagt. Samtidig blev det også klart, at denne handlingsmetode er selvstændig og evigvarende. Denne metode blev ikke udformet til et bestemt trin, en bestemt situation eller et bestemt miljø for den islamiske da’wa. Den var heller ikke udelukkende særligt gældende for Sahaba (ra). Tværtimod er denne metode fri for tidens og epokens begrænsninger. Så snart bevægelsen for at etablere islam i verden begynder, skal bevægelsen føres efter netop denne metode, og det er ikke muligt at etablere denne dīn ved at anvende nogen anden fremgangsmåde eller metode.

Islam forandrer ikke blot menneskers trosforestillinger og alle deres handlinger i det praktiske liv, men også deres syn på tilværelsen og tankegang. Dens forandringsmetode er også helt forskellig fra menneskeskabte forandringsmetoder, fordi sidstnævnte er meningsløse og præget af et snævert perspektiv.

Hvis vi ikke tager den metode, som Allah den Ophøjede har fastlagt, til os, vil vi på ingen måde kunne drage fordel af den guddommelige åbenbaring eller være i stand til at forandre menneskehedens tankegang og vaner.

Når vi forsøger at studere islam som blot en ideologi eller gøre den til et velsmagende samtaleemne i en forsamling for intellektuel udfoldelse, adskiller vi den i virkeligheden fra den revolutionære metode og tankegang, som Allah har givet. På denne måde bringer vi Allahs livsanskuelse ned på niveau med menneskeskabte livsordninger. Gennem sådanne handlinger forsøger vi i praksis at korrigere de menneskeskabte metoder og ophøje dem til samme status som den menneskeskabte metode. En sådan anskuelse er yderst farlig og er blot resultatet af en besejret mentalitet.

Budskabet om den store sandhed giver den islamiske bevægelses medlemmer en særlig målestok for tænkning og overvejelse. Det er ved hjælp af denne målestok, at de kan rense sig for virkningen af de fejlagtige tanker, som under indflydelse af den herskende jahiliyyah i verden er trængt ind i vores sind og hjerner, har forvirret vores fornuft og forgiftet vores uddannelse og kultur. Hvis vi forsøger at ændre vores dīn efter den eksisterende jahiliyyahs synsmåde, som strider mod dens natur, vil denne dīn blive uden gavn for menneskesamfundet, og menneskesamfundet vil blive berøvet den sande dīns gavn. Ikke alene det: Vi vil heller ikke selv kunne holde os fri af de skadelige virkninger af jahiliyyah-ideologien. Også i denne henseende er sagen yderst skadelig.

Tanken om og bestræbelsen på at etablere det islamiske ideal i menneskesamfundet er ikke mindre vigtig end at tro på den islamiske troslære og livsorden, og den er heller ikke adskilt fra denne tro.

Selv om det for os forekommer meget godt og glædeligt at gøre en indsats og træffe foranstaltninger gennem grundlæggende og skriftlige midler for at udbrede den islamiske ideologi og bevise den islamiske livsordens overlegenhed, må vi huske, at islam aldrig kan etableres som en praktisk realitet i verden gennem blot forkyndelse og lovprisning. Vi må forstå, at kun den islamiske bevægelses medlemmer kan drage fordel af den ovenstående fremgangsmåde, og da kun i det omfang, bevægelsen gør fremskridt. Derfor siger jeg igen: Så snart man tror på islam, skal bevægelsen for at etablere dette ideal begynde, og bevægelsen skal træde frem som et sandt og fuldkomment billede af islam.

Jeg vil også gentage, at metoden til at lede den islamiske bevægelse ligeledes er fastlagt gennem den guddommelige åbenbaring, og at denne metode er fuldkommen, varig og yderst effektiv. Mere end alle andre metoder er den dybt forbundet med menneskets natur. Derfor har islam, før man træder ind i den praktiske bevægelse, før der skabes en levende forståelse af den i menneskers hjerter, og før man følger denne metode trin for trin, præsenteret den for menneskene som en bestemt og fuldkommen metode.

Hvis det ovenstående om den islamiske troslæres grundprincipper er sandt, gælder den samme sandhed også for den islamiske samfundsstruktur og den detaljerede lovgivning. Den fasttømrede jahiliyyah omkring os har påvirket nogle af islams uselviske forkæmpere i en sådan grad, at de, ivrige efter alt for hurtigt at gennemløbe den islamiske revolutions naturlige udviklingstrin, har rejst følgende spørgsmål: Hvad er de detaljerede bestemmelser i det ideal, hvis budskab vi forkynder? Hvor meget forskning har vi udført for at gennemføre dem? Hvor mange emner har vi indtil nu været i stand til at ordne systematisk og skrive artikler om? Eller er der blevet udarbejdet en tidssvarende retslære (fiqh) for idealet? Når man hører deres spørgsmål, får man indtryk af, at alt andet arbejde allerede er fuldført bortset fra forskning til udformning af islamisk lovgivning og udarbejdelsen af en detaljeret retslære (fiqh). Det synes, som om alle i samfundet allerede er blevet rede til at følge Allahs lov og leve efter den, og at det eneste, der mangler, er en gruppe mujtahider til at udarbejde en retslære, der er tilpasset den moderne tid. Dette er en afskyelig hån mod islam. Enhver, der tror på islam, må være på vagt over for en sådan hånende adfærd.

Ved at anvende den ovennævnte fremgangsmåde søger jahiliyyah blot efter et påskud til at forhindre gennemførelsen af den guddommelige sharia og bevare det system, der etablerer menneskers herredømme over mennesker. Den opfordrer de islamiske bevægelsesfolk til at holde deres trosstyrke borte fra den revolutionære bevægelse og nøjes med blot at tro på idealets overlegenhed. Jahiliyyah ønsker at føre dem, der påberåber sig islams navn, bort fra den rette vej til at virkeliggøre det islamiske ideal. Det er den islamiske troslære, der modnes gennem den vej af bevægelse og kamp; det er gennem kamp, strid og konfrontation, at det islamiske system udvikles; og det er på bevægelsens forskellige stadier, at tidssvarende islamiske love udformes for at løse virkelige problemer og vanskeligheder. Den falske ideologis mål er at holde de troende borte fra netop denne bevægelse og kamp.

Disse taktikker fra dem, der arbejder for at etablere det islamiske ideal, må afsløres og knuses, og falskheden må gøres til støv. I et samfund, der endnu ikke er rede til at forkaste menneskeskabte love og tage Allahs lov til sig, må den latterlige bestræbelse på at modernisere den islamiske retslære afvises. Disse udtalelser fremsættes netop for at aflede den islamiske bevægelses folk fra hovedmålet og få dem til at spilde deres tid og kræfter på at bygge slotte i luften. De må bestemt gøre disse sammensværgelser til intet.

Denne din har fastlagt en bestemt fremgangsmåde for sin egen etablering, og bevægelsen må kun ledes gennem denne fremgangsmåde. Hemmeligheden bag den religiøse styrke ligger netop i denne fremgangsmåde, og sejren og succesen for dem, der etablerer islam, er dens uundgåelige resultat.

Det islamiske livsideal og fremgangsmåden til islams fuldstændige etablering er lige vigtige, og der er ingen forskel mellem dem. Uanset hvor tiltalende andre fremgangsmåder end måtte synes udadtil, kan det islamiske ideal ikke etableres gennem nogen anden metode. Andre metoder kan etablere menneskeskabte idealer, men for vores ideal er sådanne metoder fuldstændig meningsløse. Derfor er det i den islamiske revolution lige så vigtigt at følge dens egen fremgangsmåde som at følge dinens grundlæggende troslære og livsordning.

—————————————————

»Denne Koran leder til den mest rette og tydelige vej.« — Bani Israil: 9

Tredje kapitel

Den islamiske samfunds karakteristika og måden at opbygge samfundet på

Profeternes grundlæggende budskab

Det budskab, som Hazrat Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til verden med, var det sidste led i den række af budskaber, som Allahs profeter havde forkyndt siden skabelsens begyndelse. Gennem hele menneskehedens historie har dette budskab været ét og uforanderligt. Det går ud på at anerkende den ene og eneste Herre og Opretholder, underkaste sig Ham og erklære enhver form for menneskelig herredømme for afskaffet. Menneskehedens historie viser, at menneskesamfundet som helhed, bortset fra enkelte spredte personer, aldrig har benægtet Allah den Almægtiges eksistens eller Hans suverænitet over universet. Derimod har de enten haft fejlagtige forestillinger om Allah den Almægtiges egenskaber eller forestillet sig mange andre guder som Hans hjælpere. Gennem deres trosforestillinger og tilbedelse eller ved at anerkende andre kræfters suverænitet end Allahs har de tillagt Allah hjælpere eller medguder. Begge disse fremgangsmåder er shirk.* For de fører mennesker bort fra den din, som blev åbenbaret til Allahs profeter, alayhimus-salam. Efter hver profets bortgang lever hans tilhængere i nogen tid i overensstemmelse med dinens anvisninger. Men efter lang tid begynder de gradvist at bevæge sig ad vildfarelsens vej. Til sidst bliver de igen opslugt af jahiliyyah og begynder at leve et liv i shirk. Nogle gange begår de shirk i deres iman, aqidah og tilbedelse. Andre gange anerkender de andre kræfters suveræne magt end Allahs, og til tider giver de sig hen til begge former for shirk.

Menneskets status i den skabte verden

På alle trin i historien har Allahs din fremsat det samme budskab. Målet med denne din er islam. Islam betyder at gøre mennesker lydige og underkastede Allah, befri dem fra menneskers trældom og vie dem til udelukkende at tjene Allah; at befri menneskesamfundet fra menneskelig suverænitet og fra det menneskeskabte livssystems og de menneskeskabte værdiers kvælende favntag og indføre Allah den Almægtiges suverænitet, myndighed og lov på alle livets områder. Hazrat Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom til verden med dette formål, og hans forgængere blandt profeterne havde det samme ansvar. Hele universet følger Allah den Almægtiges lov og styre, og mennesket er som en uendeligt lille del af universet tvunget til at følge naturlovene. For at skabe overensstemmelse med de love, som menneskekroppens organer følger, er det også nødvendigt i det praktiske liv at følge Allah, Lovgiverens, lov og styre. Mennesket kan aldrig forkaste dette lovstyre og opfinde et særskilt system eller en anden måde at leve på for sig selv. Ernæringen af menneskets krop, dets sygdom og sundhed, liv og død er alt sammen fuldstændig magtesløst over for Allahs lov. Mennesket har ingen magt til at ændre de bestemmelser fra Allah, som hersker i universet. Derfor er det nødvendigt også på det område af livet, hvor mennesket har fået retten til at adlyde eller ikke adlyde Allah den Almægtiges bestemmelser, at anerkende Allahs suveræne myndighed og skabe fuldstændig overensstemmelse i livet.

Måden at befri sig fra jahiliyyahs kvælende favntag

Jahiliyyah er i virkeligheden blot et andet navn for menneskers herredømme over mennesker. Derfor er den i strid med de love, der gælder i naturens verden. Når mennesket antager jahiliyyahs ideologi, bringer det sit praktiske liv i konflikt med den del af livet, hvor det er tvunget til at følge de naturlige bestemmelser. Den sidste profet, Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og alle profeterne før ham rettede netop et slag mod denne jahiliyyah ved at forkynde budskabet om at anerkende den ene og eneste Allahs suverænitet. Jahiliyyah er ikke blot en ideologi. I nogle tilfælde viser det sig tværtimod, at den slet ingen ideologi har. Jahiliyyah antager overalt form af et etableret samfund, og en aktiv bevægelse støtter altid dette etablerede samfund. Dette samfund indfører sin egen ledelse, sine egne forestillinger, værdier, skikke, karaktertræk og tænkemåder. Jahiliyyah er velorganiseret. Dets medlemmer forener sig gennem indbyrdes kontakt, samarbejde, organisation og disciplin på en sådan måde, at hele samfundet, bevidst eller ubevidst, er lige aktivt i at bevare denne samfundsorden; det fjerner fra jordens overflade dem, der anses for skadelige for dets eksistens. Når jahiliyyah ikke længere blot er en ideologi, men antager form af en aktiv bevægelse, kan man aldrig opnå succes ved blot at fremstille det islamiske ideal som en ideologi for at vælte den og igen bringe menneskesamfundet under Allah den Almægtiges tilbedelse. Jahiliyyah kontrollerer den materielle verden, og en aktiv organisation er hele tiden virksom under dens beskyttelse. Under disse omstændigheder er det ikke blot umuligt at føre en stærk kamp mod den alene ved hjælp af en ideologi; det er end ikke muligt at stille sig foran den. Man må derfor naturligt nå frem til den konklusion, at islams mål er at vælte den etablerede jahiliyyahs ideal og grundlægge et ideal med helt andre karakteristika og skikke. Og fordi jahiliyyah er etableret med et velorganiseret samfund og en organisation, vil kampagnen for at vælte den også træde ind på slagmarken i form af en velorganiseret bevægelse. Denne nye bevægelse må være bedre organiseret end jahiliyyah, og de indbyrdes forbindelser mellem dens deltagere må være stærkere og mere solide.

Det islamiske samfunds ideologiske grundlag

Det ideologiske grundlag, som det islamiske samfund i hver eneste periode af islams historie er blevet opbygget på, er bekendelsen til kalimaen »La ilaha illallah«. Denne kalima betyder, at Allah alene er Herren, at Han alene styrer verdensaltet, at Han alene er den sande hersker og indehaver af den suveræne magt. Sind og hjerte skal oplyses af lyset fra Hans enhed. Hans enhed skal bevises gennem tilbedelse og hengivenhed. Hans enhed skal komme til udtryk i livsførelsens skikke, regler og love. Bekendelsen til La ilaha illallah kan i praksis ikke afgives på nogen anden måde end gennem en sådan fuldstændig og altomfattende ordning. Også ifølge shariaen er kun en sådan bekendelse pålidelig.

Denne fuldstændige og altomfattende ordning forvandler den mundtlige bekendelse til en virksom ordning, på hvis grundlag den, der afgiver bekendelsen, kan kaldes muslim, og den, der forkaster den, ikke-muslim. I ideologisk forstand betyder etableringen af dette grundlag, at menneskelivet fuldstændigt må underordnes lydighed mod Allah. Mennesket må ikke selv træffe nogen afgørelse på noget område af livet. Det skal i stedet vende tilbage til Allah og adlyde Ham alene. Der findes kun én måde at få kendskab til Allahs anvisninger på, og det er gennem Allahs Sendebud. I den anden del af trosbekendelsen siges denne vej at være islams anden søjle: »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah« — jeg bevidner, at Muhammad (fvmh.) er Allahs Sendebud.

Dette er det ideologiske grundlag, som det islamiske palads er blevet opført på. Og dette er islams egentlige livsnerve. Dette grundlag udformer en fuldstændig livsordning for mennesket, som skal gennemføres på alle livets områder. Denne livsordning løser ethvert problem, hvad enten problemet opstår i Dar al-Islam eller uden for det, og hvad enten det drejer sig om relationer knyttet til det muslimske samfund eller om forbindelser mellem det muslimske og det ikke-muslimske samfund.

Muslimske indbyggere i et jahiliyyah-samfund

Som det fremgår af den ovenstående beskrivelse, er islam ikke en stillestående og meningsløs doktrin, som man efter eget ønske kan antage som en trosopfattelse, udføre sine rituelle bønner og dermed afslutte sin opgave, for derefter i praksis at følge det etablerede og aktive jahiliyyah-samfund. Hvis de, der antager islam, befinder sig i en sådan situation, vil det i praksis ikke være muligt at etablere islam, uanset hvor mange de er. For de såkaldte muslimer, der bliver en del af jahiliyyah-samfundets legeme, vil uundgåeligt være tvunget til at opfylde netop dette samfunds organisatoriske behov. De vil derefter, bevidst eller ubevidst, begynde at arbejde på at opfylde de grundlæggende behov, som er uundværlige for samfundslivets vitalitet og eksistens. Desuden vil de stille sig som dette samfunds beskyttere og forsøge at udrydde de midler og elementer, som de anser for farlige for dets eksistens og forvaltning. For når hele samfundet udfører alle disse pligter, må man som en uundgåelig del af det gå sammen med hele samfundet om at udføre dem, bevidst eller ubevidst.

Vejen til islamisk genopvækkelse i et jahiliyyah-miljø

I det øjeblik en person udtaler kalimaen »La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah«, må han beslutte sig for at tage revolutionære skridt. Uden disse revolutionære skridt kan det muslimske samfund ikke blive en realitet, uanset hvor mange mennesker i verden der grundlæggende tror på islam og nærer kærlighed til islam. Så længe de ikke bliver aktive gennem indbyrdes samarbejde, så længe mennesker fra forskellige grupper ikke organiserer sig og styrker deres kræfter som de enkelte organer i en levende menneskekrop, og så længe de ikke indleder en samlet bevægelse under en ledelse, der er fuldstændig fri for jahiliyyah-samfundets indflydelse, for at forsvare sig mod angribende kræfter, kan det islamiske samfund ikke etableres. For at etablere dette samfund skal den nævnte ledelse føre bevægelsen mod dens mål gennem samordning af en samlet og målrettet indsats, koordinering af det organisatoriske arbejde, opbygning og udvikling af islamisk karakter samt renselse af bevægelsen for alle påvirkninger fra det falske samfund.

Det var på denne måde, islam blev etableret. Med udgangspunkt i en kort trosopfattelse omfatter islam hele livet. Samtidig med troen på denne livsordning opstod en stærk og aktiv bevægelse. Denne bevægelse nøjedes ikke med at adskille sig fra jahiliyyah; den erklærede desuden oprør mod det etablerede falske samfundssystem. Islam kom ikke til verden som en tænkt doktrin uden virkelig eksistens. Også i fremtiden kan dens eksistens kun komme til udtryk gennem en virkelig ordning. Hvis islams fakkel på ny kan tændes i det mørke, der findes i hver eneste afkrog af jahiliyyah-samfundet, vil der for enhver tid og ethvert land ikke være nogen anden vej end først nødvendigvis at forstå denne islams natur og karakter. Det vil sige, at dens udfoldelse og udvikling på ingen måde er mulig uden en bevægelse og en organisatorisk struktur.

Menneskehedens udvikling

Når islam efter den ovenfor beskrevne metode grundlægger en muslimsk ummah på tawhids grundlag, og denne ummah derefter bliver aktiv, således at troen på tawhid alene fastlægger forbindelsen mellem dens medlemmer, bliver dens vigtigste mål at vække og udvikle menneskets menneskelighed, gøre den stærk og standhaftig og gøre den egnet til at få forrang over menneskets øvrige tilbøjeligheder. Islam ønsker at virkeliggøre dette mål. På visse områder ligner mennesket både dyrene og endog livløse genstande. Derfor er de jahilijyya-videnskabsmænd, der har betragtet mennesket som et dyr eller i visse tilfælde som livløst stof, sunket ned i en vildfarelse. Selv om mennesket på mange områder ligner dyr og livløse genstande, har det i virkeligheden bestemte egenskaber, som gør, at mennesket regnes for skabningernes ypperste. Selv repræsentanterne for den jahilijyya-baserede videnskab har modvilligt været nødt til at anerkende denne virkelighed. Men deres anerkendelse er hverken oprigtig eller tydelig. *

Den islamiske livsordens velsignelser er yderst virkelige og uden sidestykke. Islam bryder de svage bånd, som race, sprog, land, materielle interesser, geografiske grænser og lignende udgør, og gør kun iman til grundlaget for samfundet og de indbyrdes relationer. I stedet for de egenskaber, som mennesker og dyr har til fælles, udvikler dette samfund udelukkende menneskelige egenskaber og giver dem forrang i menneskesamfundet. Hele verden er vidne til frugterne af dette storslåede arbejde. Det islamiske samfund bliver et åbent og tolerant samfund. Dets porte står for altid åbne for mennesker af alle racer, sprog og fra alle egne. I dette islamiske samfunds store hav flyder floderne af forskellige talenter og egenskaber sammen. Som følge af denne storslåede forening blev en enestående virkelighed, der vakte verdens forundring, synlig for alle på meget kort tid. Trods datidens yderst svage kommunikations- og transportmuligheder blev menneskesamfundets største talenter inden for tænkning, viden og videnskab en del af denne virkelighed.

I det islamiske samfunds store ocean samledes mennesker fra alle nationer og stammer i Arabien, Persien, Syrien, Egypten, Marokko, Tyrkiet, Kina, Indien, Rom, Grækenland, Indonesien, Afrika og andre lande. Deres forskellige særpræg blev knyttet sammen i én tråd, og gennem gensidigt samarbejde og omgang deltog de i opbygningen af den islamiske ummah og den islamiske kultur. Denne storslåede civilisation var ikke en arabisk civilisation, ikke engang for én dag; den var derimod en ren islamisk civilisation. Den islamiske civilisation skabte heller aldrig en nation, men dannede på grundlag af iman en ummah.

Mennesker, der talte alle landenes sprog, var ligeværdige deltagere i opbygningen af denne civilisation. De knyttede dybe bånd til hinanden gennem kærlighedens og moralens bånd. De var alle vandrere på den samme vej. Derfor satte de alle deres evner ind for at opbygge det ønskede samfund. Ved at give deres stammemæssige særpræg samt deres personlige og nationale egenskaber fuldt ud bidrog de til at berige dette samfund. For som medlemmer af det islamiske samfund bar de alle det samme ansvar. Grundlaget for deres forhold var en dyb kærlighed til Allah. Derfor kunne alles personlighed udvikle sig frit i dette samfund. De egenskaber, der kom til udtryk blandt datidens mennesker, har ingen sidestykke i menneskehedens historie.

I den gamle historie var det romerske samfund kendt som det bedste samfund. Også dér var mennesker af forskellige stammer, sprog, racer og temperamenter samlet. Men deres enhed var ikke organiseret på grundlag af menneskelige relationer. Intet højere ideal skabte et forenende bånd mellem dem. Det var derimod klasseinddelingen, der udgjorde grundlaget for deres enhed. I hele imperiet stod på den ene side den adelige klasse og på den anden side et stort antal slaver. Disse to klasser havde delt imperiet i to klasser. Desuden havde stammemæssige særpræg en særlig fremtrædende plads. Folk fra den romerske stamme sad overalt på lederposterne, mens alle mennesker fra andre stammer var deres slaver. Derfor kunne dette samfund aldrig nå samme høje status som det islamiske samfund, og det var aldrig i stand til at yde menneskeheden de velsignelser, som det islamiske samfund havde givet den.

Også i moderne tid er forskellige samfund opstået. Det britiske imperium kan nævnes som eksempel. Det er det romerske imperiums arvtager. Grådigheden efter nationale interesser er grundlaget for dette imperium, og den britiske nation er dets leder. Dets mål er at udbytte alle imperiets kolonier. Det samme gælder de øvrige europæiske imperier. Det tidligere spanske og portugisiske imperium samt det nuværende Frankrig har fulgt den samme vej, hvad angår udbytning og undertrykkelse.

Kommunismen trådte frem med kravet om at opbygge et nyt samfund ved at nedbryde murene af race, stamme, sprog og geografisk nationalitet. Men også dette samfund forkastede menneskelige relationer og gjorde klasseinddelingen til samfundets grundlag. I denne henseende er det kommunistiske samfund den anden side af det gamle romerske samfund. I det romerske samfund havde de adelige forrang. I det kommunistiske samfund har proletariatet forrang. Samfundets grundsætning er at nære had og fjendskab mod den anden klasse. Et så egoistisk og hævngerrigt samfund kan ikke gøre andet end at vække menneskets dyriske drifter. Dets program består i at ophidse de dyriske drifter og gøre dem endnu stærkere. Ifølge kommunismen er menneskets grundlæggende behov de samme som dyrets, nemlig mad, bolig og tilfredsstillelse af den seksuelle trang. Derfor er hele menneskehedens historie efter deres opfattelse ikke andet end historien om at skaffe føde.

Islam er den eneste livsordning fra Allah, som gennem at vække og udvikle menneskets ophøjede egenskaber og fine anlæg bereder grunden for etableringen af et højtstående menneskeligt samfund. Denne egenskab ved islam har indtil i dag været enestående og uden sidestykke. De, som forkaster denne ordning og forsøger at opbygge samfund på grundlag af nationalisme, patriotisme, race, stamme, sprog eller klasse, er i virkeligheden menneskehedens fjender. De er ikke rede til at udsmykke mennesket med de egenskaber, Allah har skænket det. De ønsker heller ikke, at det menneskelige samfund skal drage fordel af alle slægters og stammers samlede egenskaber og evner og ved at opbygge et harmonisk og samlet samfund leve i lykke og velstand. Det er om sådanne mennesker, Allah den Højeste har sagt:

————————————————————————————–

»Profet! Skal Jeg ikke fortælle jer, hvem der er helt fortabte med hensyn til deres gerninger? Det er dem, der i det jordiske liv følger en vildledt vej, mens de tror, at de følger den rette vej. De har nægtet at anerkende deres Herres tegn og fornægtet troen på, at de skal vende tilbage til Ham. Derfor er alle deres gerninger blevet til intet, og på Opstandelsens Dag vil de ikke have nogen betydning. Som gengæld for deres vantro og deres hån og spot over Mine tegn og Mine sendebud skal de lide Helvedes straf.« — Al-Kahf: 103-106

Fjerde kapitel

Jihad på Allahs vej

Jihads forskellige stadier

Imam Ibn Qayyim har i sit berømte værk Zad al-Ma’ad skrevet et kapitel med titlen »Allahs Sendebuds (fred være med ham) omgang med de vantro og hyklerne fra profetkaldets begyndelse til det sidste øjeblik af hans liv«. I dette kapitel skriver den lærde forfatter om jihadens natur: Den første åbenbaring, der blev sendt ned til Allahs Sendebud (fred være med ham), var—

 —————————–

(Læs i din Skaber-Herres navn – osv.).

Dette var begyndelsen på profetskabet. Allah den Ophøjede befalede selv sin Profet at recitere de ovennævnte vers for sig selv. Men på det tidspunkt var han endnu ikke blevet beordret til at forkynde den guddommelige åbenbaring for andre. Derefter siger Allah den Ophøjede—

—————————

(O du, der er indhyllet! Rejs dig og advar folket).

Således blev profetskabet overdraget gennem befalingen »Læs«, og ansvaret for sendebudsskabet gennem tiltalen »O du, der er indhyllet!«. Derefter blev han bedt om at advare sine nærmeste slægtninge. Derfor bragte den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, først Allahs budskab til sine nærmeste slægtninge. Derefter henvendte han sine advarsler til naboerne, senere til hele den arabiske befolkning og til sidst til menneskeheden i hele verden. På denne måde bestræbte han sig i omkring tretten år gennem forkyndelsen på at vække gudsfrygt i menneskers hjerter. I denne periode førte han ikke krig mod nogen og krævede heller ikke jizya af nogen. Tværtimod blev han beordret til at holde sig tilbage, udvise tålmodighed og følge overbærenhedens vej. Derefter modtog han befalingen om at udvandre. Efter udvandringen blev tilladelse til væbnet kamp givet. Derefter blev det befalet at føre jihad mod dem, der greb til våben mod Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og ikke at gribe ind over for dem, der forblev neutrale. Senere blev det befalet at kæmpe mod afgudsdyrkerne, indtil Allahs religion var blevet fuldt realiseret. På det tidspunkt blev de vantro opdelt i tre grupper. Den første gruppe bestod af dem, der havde indgået traktater, den anden af dem, der førte krig, og den tredje af dhimmierne.

Med dem, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på forhånd havde indgået fredsaftaler med, blev muslimerne befalet at overholde aftalerne, så længe disse mennesker handlede i overensstemmelse med dem. Hvis der opstod mistanke om, at en af parterne havde brudt aftalen, blev Allahs Profet beordret til at ophæve den gennem en offentlig erklæring, og han blev forbudt at gribe til våben mod dem, før den anden part var blevet underrettet om, at aftalen var blevet ophævet. Samtidig blev der åbenbaret en befaling om at bekæmpe dem, der brød aftalen.

I Sura at-Tawbah blev alle tre former for befalinger givet. Her blev det udtrykkeligt sagt, at krigen mod dem blandt Skriftens folk, der var fjendtlige over for Allah og Hans Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle fortsætte, indtil de betalte jizya eller antog islams livsordning. I den samme sura blev der befalet streng jihad mod de vantro og hyklerne. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, greb efter Allahs befaling til våben mod de vantro, mens han bekæmpede hyklerne ved at fremlægge argumenter og føre samtaler med dem. I den samme sura blev det befalet at erklære alle tidligere indgåede aftaler med de vantro for ophævede, og aftalerne blev opdelt i tre grupper. Der blev befalet kamp mod den første gruppe. Folkene i denne gruppe havde selv brudt aftalerne. Den ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, bekæmpede dem og sejrede over dem. Med folkene i den anden gruppe indgik han en fredsaftale for en bestemt periode. De havde ikke brudt aftalen og havde heller ikke ydet nogen form for hjælp til nogen af islams fjender. Allah den Ophøjede befalede, at de aftaler, der var indgået med disse mennesker, skulle opretholdes indtil den fastsatte tid. Der blev ikke indgået nogen aftale med folkene i den tredje gruppe, men de havde aldrig handlet fjendtligt over for Allahs Sendebud. Desuden blev de, med hvem der var indgået fredsaftaler på ubestemt tid, henregnet til denne gruppe. Det blev befalet at give folkene i denne gruppe fire måneders frist og derefter kæmpe mod dem.

Allahs Profet dræbte derfor dem, der brød aftalerne, mens han gav dem, der ikke havde brudt aftalerne, eller med hvem der var indgået aftaler på ubestemt tid, en frist på fire måneder. Over for dem, der overholdt aftalerne, handlede han i overensstemmelse med aftalerne, indtil den fastsatte periode udløb. Som følge heraf antog alle mennesker islam, og inden for den fastsatte periode forlod de vantroen. De ikke-muslimske indbyggere betalte jizya og blev underlagt staten. Således blev de vantro efter åbenbaringen af Sura at-Tawbah opdelt i tre grupper. Den første gruppe bestod af fjender, der førte krig mod islam. Den anden bestod af dem, der havde indgået aftaler, og den tredje af dhimmierne. Modstanderne var altid bange for Allahs Profet. Nu blev hele verdens mennesker opdelt i tre grupper: Den første bestod af muslimer, der troede på Profeten, den anden af dhimmier, der havde opnået beskyttelse, og den tredje af vantro, der førte krig. Allah den Ophøjede befalede sin elskede Profet at acceptere hyklernes ydre lydighed, overlade deres indre hykleri til Allah og fortsætte bestræbelserne på at reformere dem gennem argumentation og samtale.

Allah den Højeste forbød Sin profet at udføre begravelsesbønnen for hyklerne, at stå ved deres grave og bede eller at gå i forbøn hos Allah for at få deres synder tilgivet. Tværtimod erklærede Allah den Højeste, at selv hvis profeten gik i forbøn for hyklerne om tilgivelse, ville de ikke opnå tilgivelse. Dette var Allahs profets politik over for de vantro og hykleriske fjender.

I den nævnte gennemgang er alle jihadens stadier blevet fremstillet på en særdeles kortfattet og fremragende måde. Gennemgangen giver et glimt af den religiøse bevægelses særlige kendetegn og vidtrækkende resultater. Emnet fortjener at blive undersøgt med stor opmærksomhed. Her vil vi blot henvise til nogle få forhold.

Jihadens første kendetegn:Den sande religions første særlige skønhed er, at den er en livsordning, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Denne religions bevægelse trækker mennesket til sig under alle ydre omstændigheder og anvender i sit arbejde de midler og redskaber, der passer til situationen. Allerede ved begyndelsen af den islamiske bevægelse opstår der en konflikt med det falske samfund. Det eksisterende samfunds tankegang og trosforestillinger er præget af jahiliyya. Samfundsordenen er opbygget på jahiliyyas grundlag. Over for de kræfter, der med økonomisk og politisk magts støtte stolt har etableret jahiliyya i samfundet, er tilsvarende midler og redskaber nødvendige. Derfor korrigerer islam gennem tabligh og forkyndelse tankegangen og trosforestillingerne. Den fører jihad ved at anvende verdslig magt for at forandre den etablerede samfundsorden. For det jahiliyya-styrede samfund hindrer renselsen af trosforestillinger og tankegang. Det anvender materielle midler og vildledende programmer for at tvinge mennesker til at forblive loyale over for det jahili-samfund. Som følge heraf har samfundet ingen anden mulighed end at leve i underkastelse for mennesker i stedet for den Almægtige Allah. Derfor kan den islamiske bevægelse ikke anse daʿwa og tabligh alene for tilstrækkeligt til at udrydde den verdslige magtstøttede jahiliyya. På den anden side er det ikke den islamiske ideologis princip at ændre menneskers trosforestillinger med tvang. Ved ledelsen af denne religions bevægelse er begge de ovennævnte metoder lige vigtige, og begge fremgangsmåder er lige acceptable. For bevægelsens formål er at befri mennesket fra menneskers trældom og vie det til tjenesten for den ene og eneste Allah.

Jihadens andet kendetegn:Islams andet kendetegn er, at den er en bevægelse, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Bevægelsen skrider frem trin for trin, indsamler på hvert trin de nødvendige midler i overensstemmelse med sine behov og forbereder grunden til det næste trin. I denne religion findes der ingen urealistisk metode til at modstå virkelige problemer alene ved hjælp af gode principper, og denne ideelle bevægelse er heller ikke afhængig af nogle uforanderlige, skematiske metoder til at løse de problemer, der opstår på dens forskellige stadier. De, der drøfter islamisk jihad og citerer koranvers til støtte for jihad, retter ikke opmærksomheden mod dette forhold. Tværtimod formår de ikke engang at forstå de stadier, som den islamiske bevægelse må gennemgå for at skride frem. Derfor kan de naturligvis heller ikke forstå, hvilket koranvers der blev åbenbaret på hvilket stadium af bevægelsen, eller hvilken betydning det havde. Således begynder de at drøfte jihad ud fra uklare forestillinger, blander bevægelsens forskellige stadier sammen, forvrænger jihadens egentlige form og udleder nogle generelle principper af koranvers, der blev åbenbaret på forskellige tidspunkter. Men disse vers giver på ingen måde mulighed for at udlede principper efter deres egne ønsker. De betragter hvert eneste koranvers som religionens endelige grænse. De, der tænker på denne måde, er født i det nuværende muslimske samfund, der kun har muslimsk navn, og indtager denne rolle som følge af en nederlagspræget holdning, der er frembragt under presset fra de nedslående ydre omstændigheder.

Behersket af deres nederlagsprægede sindelag siger de: »Islam tillader kun forsvarskrig.« Det er dybt beklageligt, at de tror, at de ved denne ovennævnte fortolkning af jihad har fremmet religionens store vel. Den virkelige sag er, at de ved at fortolke jihad forkert opgiver selve religionens særpræg. Formålet med denne fortolkning er at afvige fra religionens egentlige mål. Efter at have antaget denne fortolkning mister islam målet om at befri mennesket fra de taghutiske kræfters magt og vie det til tilbedelsen af Allah, der ikke har nogen meddelagtig. Islam siger naturligvis ikke, at trosforestillinger skal ændres med tvang. Tværtimod giver den mennesket mulighed for frit at vælge sin livsvej. Og for at befri folket fra den etablerede politiske magts undertrykkelse afskaffer den denne herskende magt. Derefter giver den dem mulighed for at leve som loyale indbyggere i den islamiske stat ved at betale jizya-skat. Derved fjernes alle kræfter, der med magt forhindrer folk i frit at antage den islamiske lære. Og folket får mulighed for selv at beslutte, om det vil antage islam eller ej.

Jihadens tredje kendetegn:Denne religions tredje kendetegn er, at den religiøse bevægelse, som skrider frem gennem hård kamp, under ingen omstændigheder afviger så meget som et hår fra sit egentlige mål. Fra bevægelsens første dag kaldte Allahs profet, når han på hvert enkelt stadium henvendte sig til slægtninge, Quraysh-stammen eller hele verdens befolkning, dem til netop dette hovedmål. Under alle omstændigheder forkyndte han det samme budskab. Det vil sige, at han opfordrede alle til at anerkende trældommen under den ene Allah og erklære oprør mod alle andre, der falskeligt gør krav på herredømme. Der er ikke den mindste plads til kompromis eller eftergivenhed i dette spørgsmål. For at nå dette mål skrider bevægelsen frem efter en plan og bevæger sig gennem forskellige stadier. På hvert stadium opstår der behov for at anvende de midler og redskaber, som situationen kræver. Dette har vi allerede nævnt ovenfor.

Jihadens fjerde kendetegn:Det fjerde kendetegn er, at islam har fastlagt permanente bestemmelser for forholdet mellem det muslimske umma og andre ikke-muslimer.

Det er allerede blevet klart af citatet ovenfor fra værket Zad al-Ma’ad. Denne ordnings grundlæggende budskab er, at islam (at underkaste sig Allahs tjeneste og adlyde Ham) er en universel og ophøjet sandhed, og at det er nødvendigt at antage den, ja, obligatorisk for hele menneskeheden. De, der er ude af stand til eller uvillige til at antage islam, har pligt til at indtage en forsonlig holdning over for islam og ikke skabe hindringer for udbredelsen af islams budskab og dets ekspansion ved hjælp af politiske eller andre kræfter. Ethvert menneske har brug for et gunstigt miljø, hvor det uden pres kan beslutte, om det vil antage islam eller ej. Hvis nogen ønsker at antage islam, må de anti-islamiske kræfter ikke anvende magt mod denne person eller på nogen måde

forhindre ham. Hvis nogen gør det, er det islams pligt at bekæmpe ham, og kampen vil fortsætte uophørligt, indtil den, der hindrer det, dør eller underkaster sig.

Når svage og nederlagsprægede forfattere i deres behandling af islamisk jihad forsøger at fjerne jihadens »plet« fra islam efter deres eget syn, blander de unødigt to ting sammen. Den første er, at intet menneske må tvinges til at antage islam med magt eller tvang. I den hellige Koran har Allah den Højeste selv udtrykkeligt påbudt dette gennem erklæringen: »Der er ingen tvang i religionen.« Den anden er, at islam påbyder at udrydde alle de politiske og verdslige kræfter, som rejser sig som en mur mellem mennesket og Allah, forhindrer mennesket i at underkaste sig Allah og gør mennesker til deres slaver. Disse to grundprincipper er helt forskellige. Der er ingen sammenblanding mellem dem, og de er heller ikke indbyrdes modstridende. Men på grund af deres nederlagsprægede og besejrede tankegang ønsker svage mennesker at blande disse to forhold sammen og betegne islamisk jihad som en forsvarskrig. Islamisk jihad er imidlertid en kamp af en helt anden art. Den har intet til fælles med de krige og væbnede konflikter, der er almindelige i moderne tid. Hverken hvad angår krigens betingelser eller dens ydre beskaffenhed kan man finde islamisk jihads betingelser i den islamiske ordnings natur, dens rolle i verden, de store mål som Allah den Højeste har fastlagt for denne religion, eller i det mål, for hvis opnåelse Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev betroet sendebudets opgave og hædret med forrang blandt alle sendebud.

En verdensomspændende revolutionær erklæring

Sandhedens religion er en verdensomspændende revolutionær erklæring. Kernen i denne erklæring er at befri mennesket fra menneskers slaveri, ja, endog fra slaveriet under dets egne lyster. Den uundgåelige følge af erklæringen om Allah den Højestes eneherredømme er, at alle mennesker har lige del i Hans barmhjertighed. Derfor er islam selve den fuldstændige oprørserklæring mod menneskers herredømme og suverænitet over andre mennesker, uanset i hvilken form eller på hvilken måde det er blevet etableret. Menneskers herskermagt over andre mennesker er i virkeligheden et krav på Allahs magt. Det vil sige, at i et samfundssystem, hvor den endelige afgørelsesmyndighed i alle spørgsmål ligger hos mennesker, og hvor mennesker har den endelige magt til at udstede påbud og forbud for andre mennesker, gør nogle få mennesker sig ulovligt krav på Allahs magt. De, der anerkender deres myndighed, antager ifølge Koranens terminologi »andre herrer end Allah«. At erklære Allah alene for suveræn og myndighed betyder derfor at tage magten fra dem, der ulovligt udøver Allahs magt, og igen overdrage den til Allah alene, samt at afskaffe dem, der udformer menneskeskabte love og regler og etablerer herredømme og myndighed over mennesker. For de havde sat sig selv på Guds plads og gjort menneskesamfundet til deres slaver. Kort sagt betyder erklæringen om Allah den Højestes herredømme og suverænitet at bringe al ret til at herske over mennesker og al menneskelig herskermagt til ophør og at etablere Skaberens og Herren, der opretholder hele verdens, myndighed.

I den hellige Koran har Allah den Højeste sagt:

—————————————–

»Han er guddom på himlen og guddom på jorden.« Az-Zukhruf: 84

——————————————————-

“Retten til at befale og regere tilkommer alene Ham. Hans befaling er, at ingen anden end Ham må tilbedes. Dette er den stærke livsordning.” — Yusuf: 40

————————————————————————————————————————————–

“(O Profet) Sig: O I, Skriftens folk! Lad os komme til en fælles forståelse: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke sætter nogen ved Hans side og ikke tager nogen anden magt end Allah som herre. Og kundgør for dem, der afviser dette: Vær vidner til, at vi har underkastet os Allah.” — Al-i Imran: 64

Måden at etablere Allahs styre

At etablere Allahs suverænitet betyder ikke et styre som kirkens, hvor nogle få selvudnævnte ‘hellige’ personer regerer, eller et egenmægtigt styre som præsteskabets, hvor en lille gruppe gør krav på at repræsentere Allah den Almægtige. At etablere Allah den Almægtiges styre betyder, at Allahs lovs forrang anerkendes, og at man ved den endelige afgørelse i alle anliggender må anse den lov, Allah har givet, for endelig. Man må huske, at det ikke kan gennemføres alene gennem da‘wa og forkyndelse at etablere Allah den Almægtiges suverænitet, afskaffe menneskers kongedømme, fravriste de uretfærdige regeringsmagten og overdrage den til Allah samt ophæve menneskeskabte love og indføre den lov, Allah har åbenbaret. De, der har etableret guddommelig myndighed over mennesker, vil ikke opgive magten blot fordi de bliver overvældet af forkyndelse og da‘wa. Hvis det forholdt sig sådan, ville det have været meget let for Allahs profeter at etablere Allahs religion. Men af profeternes beretninger og historien om den sande religion gennem mange århundreder ved vi, at ingen profet havde let ved at etablere religionen.

Sammen med forkyndelsen af det revolutionære budskab, at Allah den Almægtige, verdens hersker, alene har suveræn magt, er en erklæring om oprør mod alle andre, der gør krav på herredømme ud over Allah, ikke blot en teori, en filosofisk lære eller fremsigelsen af en negativ sætning. Formålet med en sådan erklæring er derimod at indføre den guddommelige sharias styre over mennesker og ved magtanvendelse befri dem fra menneskers trældom og føre dem ind i den ene, partnerløse Allahs tilbedelses område. Det er let at forstå, at det for en så omfattende revolutionær forandring er yderst nødvendigt at påbegynde en bevægelse sammen med kaldet og forkyndelsen og på hvert trin i den fremadskridende bevægelse at konfrontere de falske kræfter, der lægger hindringer i vejen.

Islam erklærer mennesket befriet fra underkastelse under alle andre kræfter end Allah. Derfor står fejlagtig tro og ideologi, brutale kræfter samt politiske, sociale, økonomiske og stammemæssige systemer på hvert trin i menneskehedens historie i vejen for dens vej. Sådan har det været tidligere, sådan er det nu, og sådan kan reglen heller ikke brydes i fremtiden. Desuden bliver de ovennævnte hindringer endnu stærkere, fordi fejlagtig troblandet religiøs overbevisning og overtro får fodfæste i menneskers hjerter.

Tabligh og prædiken renser menneskers tanker og aqidah og tro, mens bevægelsen fjerner de verdslige hindringer. Øverst blandt disse verdslige hindringer står den politiske magt. Denne magt er uløseligt forbundet med aqidah og tro, slægts- og klasseforskelle samt kollektive og økonomiske skikke. På denne måde begynder tabligh og bevægelsen i fællesskab at øve indflydelse på den etablerede samfundsorden fra alle sider og hjælper med at grundlægge en ny livsorden. Hvis det menneskelige samfund, der lever på jordens overflade, skal kunne leve et virkelig frit liv, må begge disse veje antages; dette er et særdeles vigtigt spørgsmål.

Tilbedelsens betydning

Islam kom ikke kun med et budskab om frelse for araberne. Denne dins mål er hele menneskeheden, og dens virkefelt er hele verden. Allah er ikke kun arabernes eller de troendes opretholder. Han er derimod hele verdens opretholder og beskytter. Han ønsker at befri hele verden fra alle former for menneskelig trældom og føre den tilbage under sin dybe beskyttelse. Set fra Islams synspunkt er det i virkeligheden trældom eller tilbedelse at påtvinge sig selv menneskeskabte love og regler. Islam erklærer derfor, at tilbedelse eller trældom udelukkende er for Allah. Den, der anerkender tilbedelse eller trældom af andre end Allah — uanset hvor from han anser sig selv for at være — står i virkeligheden uden for dins grænser. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde klart, at lydighed mod de gældende love og den herskende ordning er et andet navn for tilbedelse. Da jøderne og de kristne fjernede sig fra denne betydning af tilbedelse, blev de fra det tidspunkt regnet som mushriker.

Imam Tirmidhi beretter fra Adi ibn Hatim, at han flygtede til Syrien, efter at Allahs Sendebuds (fred være med ham) budskab var nået frem til ham. For han havde antaget kristendommen allerede i jahiliyyah-tiden. Men hans søster og flere andre fra hans slægt blev taget til fange. Profeten behandlede hans søster venligt, løslod hende uden løsepenge og gav hende tilladelse til at rejse tilbage til sit folk med nogle gaver. Kvinden mødte sin bror, opfordrede ham til at antage Islam og rådede ham til at møde Allahs Profet. Adi indvilligede i dette forslag, og indbyggerne i Medina ventede på hans tilbagekomst. Da han kom for at møde Profeten, hang der et sølvkors om hans hals. Profeten reciterede på det tidspunkt det følgende vers:

—————————————————————————————–

»De har taget deres præster, munke og religiøse ledere til herrer i stedet for Allah.« — At-Tawbah: 31

Adi siger: »Jeg sagde til Profeten (fred være med ham): De tilbeder ikke de religiøse ledere.« Den Ærværdige svarede: »De har accepteret som halal det, som de religiøse ledere har erklæret halal. På samme måde har de anset som haram det, som de religiøse ledere har fastslået som haram. På denne måde tilbeder de deres religiøse ledere.«

Det, som Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde i forbindelse med forklaringen af det ovennævnte koranvers, udgør en klar og ufravigelig formulering af sharia. Det vil sige, at det er en form for tilbedelse at rette sig efter andres love og regler end Allahs. Den, der hengiver sig til en sådan tilbedelse, træder ud af Islam. Af denne hadith fremgår det også, at hvis nogle mennesker gør et eller flere andre mennesker til »herrer i stedet for Gud«, regnes dette også som tilbedelse. Det er for at afskaffe denne form for ulovlig trældom og lydighed, at den sande din blev åbenbaret. Og denne din har med utvetydige ord erklæret, at de mennesker, der bor på Allahs jord, skal leve et liv frit for trældom under andre end Allah.

Hvis den modsatte tilstand af ovenstående erklæring viser sig i menneskers praktiske liv, er både forkyndelsen og bevægelsen tvunget til at træde ind på handlingsarenaen med begge våben i hånden for det islamiske ideal.

Det islamiske uprør vil have som mål at slå ned på den politiske magt, der ønsker at etablere et uretmæssigt herredømme over mennesker og indføre et styre, der er fuldstændig ligeglad med Allahs sharia. For på grund af denne politiske magts hindringer berøves de mennesker, som ønsker at leve i overensstemmelse med islams budskab, friheden til at have deres egne meninger. Derfor afskaffer islam gennem forkyndelsen og bevægelsen de kræfter, der ønsker at etablere herredømme. Hvad enten denne kraft er politisk eller bærer fanen for forskelsbehandling på grundlag af slægt, stamme og klasse, kan mennesket ikke opnå sand frihed uden at udrydde den. Efter at have rykket denne falske magt op med rode beskytter islam derfor menneskesamfundets sande frihed ved at indføre en ny social, økonomisk og politisk orden og baner vejen for en fortsat udvikling af det frie liv.

Menneskets frihed set fra islams synspunkt

Det er ikke islams mål med tvang at indpode trosforestillinger i menneskers sind og forstand. Men man må heller ikke glemme, at islam ikke blot er en bestemt slags trosforestillinger. Som vi tidligere har drøftet, er islam den revolutionære erklæring om at befri mennesket fra menneskers slaveri. Allerede ved begyndelsen af islams forkyndelse blev det klart erklæret, at islam ønsker at udrydde alle regeringer og institutioner, der etablerer herredømme over mennesker. Efter at have befriet menneskesamfundet fra politisk slaveri bestræber islam sig på at rense menneskers sind og forstand for de falske kræfters fordærvende indflydelse. Når dette arbejde er fuldført, giver den deres frigjorte fornuft og samvittighed fuld frihed til at antage islam eller lade være. Men denne frihed betyder heller ikke, at mennesket selv skal acceptere slaveri under sin egen selviske tilbøjelighed eller under et andet menneske, eller beslutte at opretholde et system, der etablerer menneskers herredømme over mennesker.

Hvor og når som helst et styresystem etableres i verden, må det grundlægges ved at anerkende underkastelsen under Allah, og Allahs suverænitet må anerkendes som kilden til livsordenen. Det er kun under dette idealbaserede styresystem, at mennesket vil have frihed i sine personlige trosforestillinger. Dette er den eneste vej til at reservere dīn, tilbedelse og lydighed udelukkende for Allah. Ordet dīn har en langt bredere betydning end trosforestillinger. At overgive alle sider og områder af menneskelivet til en bestemt ordning er dīn, og den islamiske dīn er bygget på tro eller iman. Men dīns område er endnu mere omfattende end trosforestillinger. Derfor er der, efter at have udtrykt lydighed over for det islamiske styresystem, mulighed for at bo i dette samfund uden at antage islamiske trosforestillinger i sit personlige liv.

Jihad er ikke blot selvforsvar

Ud fra det, vi ovenfor har erfaret om dīns mål, fremgår det klart, at islamisk jihad nødvendigvis må begynde i begge former, nemlig jihad bis-sayf (jihad med våben) og jihad bil-qawl (jihad gennem forkyndelse). Uden begge former for jihad er det umuligt at etablere dīn. Vi har også forstået, at islamisk jihad ikke er det samme som det, der i vor tids begrænsede terminologi forstås ved en defensiv krig. Det er kun en gruppe svage mennesker, som under presset fra omstændighederne og ude af stand til at give et passende svar på vestlige forfatteres snedige angreb, har forsøgt at indeslutte islamisk jihad i denne snævre ramme. Islam er en levende revolution. Dens mål er at lade mennesket smage den sande frihed. For at nå dette mål fører islam en reformkampagne på hvert eneste område og i enhver afdeling af menneskets praktiske liv og gør gradvist fremskridt ved at tage alle de midler og ressourcer i brug, der findes i samfundet. På hvert trin anvender den de nødvendige midler og tager skridt til at nå det næste niveau.

Hvis islamisk jihad anvendes i betydningen defensiv krig, må den almindelige betydning af selvforsvar ændres, og ordet jihad må forstås som menneskehedens selvforsvar mod undertrykkelsen fra de kræfter, der berøver den friheden. Disse tyranniske kræfter antager form af vildledende trosforestillinger samt økonomisk, stammemæssig og klassemæssig forskelsbehandling og forsøger derved at berøve menneskesamfundet dets frihed. Da det islamiske ideal kom til verden, havde disse vildledte mennesker magten, og også den moderne tids jahiliyya har skabt den slags vildledende anskuelser og veje.

Når vi har antaget denne omfattende betydning af selvforsvar, bliver vi i stand til at forstå islams sande skikkelse. Den omtrentlige betydning af islamisk jihad eller selvforsvar er som følger:

»Proklamationen af menneskets fuldstændige frihed fra menneskers trældom. Etableringen af Allah den Højestes suverænitet i hele verden, afskaffelsen af selviske og tyranniske menneskers herredømme samt indførelsen af Allahs lov på alle områder og i alle aspekter af menneskelivet.«

En gruppe mennesker fremfører forskellige argumenter og diskussioner for at bevise, at islamisk jihad udelukkende er en defensiv krig, og de forsker dag og nat med det formål at fremlægge belæg for deres argumenter. De opsporer historiske begivenheder og beretninger, som kan bruges til at bevise, at islamisk jihad var en kamp for »forsvaret af islamiske lande«. Nogle af denne gruppe betragter desuden kun Den Arabiske Halvø som et islamisk land og hævder, at behovet for jihad dengang alene opstod, fordi fjendtlige grupper fra de omkringliggende områder angreb arabisk territorium.

Disse personer, som står islam nær, har enten ikke forstået islams rolle i løsningen af verdens problemer, eller også har de blot indtaget en svag holdning under indflydelse af ugunstige forhold og vestlige forfatteres snedige angreb.

Hvem kan påstå, at Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) ville have standset udbredelsen af den islamiske bevægelse, hvis de havde fået sikkerhed for, at de ikke ville blive angrebet fra Rom og Persien? Som svar på dette spørgsmål må man blot sige »nej«, for islams udbredelse var på ingen måde mulig uden jihad. Mange slags hindringer stod som mure i vejen for denne bevægelse. Frem for alt var de politiske systemer og de regeringsordninger, der kendetegnede de stater, som støttede disse systemer, alt sammen imod den islamiske bevægelse.

Efter at have fremsat et revolutionært budskab og erklæret, at hele verdens menneskehed skulle befries, er det intet andet end tåbelighed at forestille sig, at man over for de førnævnte hindringer kan gå frem alene gennem mundtlig forkyndelse. Den islamiske bevægelse gør naturligvis også brug af mundtlig forkyndelse. Men hvornår? Når mennesker er fuldstændig frie til at antage eller forkaste en ideologi. Først efter at have befriet mennesker fra enhver form for pres og lænker udbreder islam sig alene gennem forkyndelse i overensstemmelse med princippet: »Der er ingen tvang i religionen.«

Kaldet til den islamiske livsordning er en revolutionær erklæring om menneskehedens fuldstændige frihed. Naturligvis kan den ønskede frihed ikke opnås blot gennem filosofiske diskussioner og beskrivelser af religionens skønhed efter en sådan erklæring. Man må derimod i praksis gå ind i konflikt med de modsatrettede omgivelser og anvende alle nødvendige midler og redskaber til at fjerne de hindringer, som den fremadskridende bevægelse møder på hvert trin. En sådan bevægelse er jihad. Det område, hvor den islamiske livsordning hører hjemme, kaldes i islamisk terminologi Dar al-Islam. Uanset om dette Dar al-Islam befinder sig i en fredelig tilstand eller er i krig med fjendtlige naboer, bliver jihadens ansvar hverken mindre eller større. Etableringen af fred er islams mål, men islam ønsker ikke blot at være tilfreds med at opretholde fred og orden inden for Dar al-Islams begrænsede territorium og med denne delvise fred. Den fred, islam ønsker, er, at Allahs religion fuldt ud skal etableres overalt på Allahs jord, at alle mennesker alene skal tjene Allah den Højeste, og at enhver form for menneskers myndighed og herredømme over andre mennesker fuldstændig skal ophøre. I tiden efter Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) må man gå frem med dette sidste trin af jihad for øje. Det bliver ikke nødvendigt at etablere de indledende og mellemste trin, for disse trin er allerede blevet gennemgået. Imam Ibn Qayyim siger: Efter åbenbaringen af suraen At-Tawbah behandlede den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) de vantro på tre måder. De vantro, som førte krig mod islam, var åbenlyse fjender. Den anden gruppe bestod af vantro grupper, der var bundet af traktater. Den tredje gruppe bestod af dhimmier. Efter at de traktatbundne vantro havde antaget islam, var der kun disse to grupper af vantro tilbage: de krigsførende og dhimmierne. De krigsførende vantro frygtede altid Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), og derfor fortsatte de hele tiden deres fjendtligheder. På denne måde blev hele verdens befolkning, set fra Sendebudets (Allahs fred og velsignelser være med ham) synspunkt, opdelt i tre grupper. Den første gruppe bestod af de troende muslimer. Den anden gruppe bestod af dhimmier, som boede i den islamiske stat under en fredsaftale, og den tredje gruppe bestod af de krigsførende vantro. Den islamiske ideologis natur er sådan, at mennesker fra det øjeblik, dens bevægelse begynder, bliver opdelt i disse grupper. Men den forklaring af jihad, som den gruppe, der har en svag holdning og har accepteret nederlag over for vestlige forfatteres angreb, giver, ligger langt fra den islamiske jihads særlige kendetegn. Efter at muslimerne var udvandret fra Mekka til Medina, åbenbarede Allah den Højeste i begyndelsen det følgende vers, hvori Han befalede dem at afholde sig fra krig:

———————————————–

»Hold hænderne tilbage, opret salat og giv zakat.« — An-Nisa: 77

Efter nogen tid tillod Han, med Koranens nedenstående ord, krig mod fjenderne —

————————————————————————————-

»De, der bekæmpes, har også fået tilladelse til at kæmpe, fordi de er blevet udsat for uret. Allah Ta’ala er visselig i stand til at hjælpe dem. Det er dem, der uretmæssigt er blevet fordrevet fra deres hjem. Deres eneste ’forbrydelse’ er, at de har erklæret Allah alene for deres ’Rabb’. Hvis Allah Ta’ala ikke havde holdt den ene gruppe mennesker tilbage ved hjælp af den anden, ville alle klostre, kirker, bedehuse og moskéer være blevet ødelagt, selv om Allahs ihukommelse finder sted i disse huse. Allah Ta’ala vil visselig hjælpe dem, der hjælper Allah — Allah er i sandhed Almægtig. De, som Vi giver myndighed over et land, opretter salat dér, indfører zakat-systemet, påbyder eller lovfæster det gode og holder mennesker fra det onde. Og alle tings endelige udfald er hos Allah Ta’ala.« — Al-Hajj: 39–41

Efter at dette trin var passeret, blev det befalet at føre jihad mod enhver, der greb til sværd mod muslimerne —

————————————————

»Grib også til våben mod dem, der griber til våben mod jer.« — Al-Baqarah: 190

Og til sidst befalede Allah Ta’ala, at der skulle føres jihad mod alle polyteister —

———————————————————-

“Og bekæmp alle sammen afgudsdyrkerne, ligesom de bekæmper jer alle sammen.” — At-Tawbah: 36

—————————————————————————————-

“Bekæmp dem blandt Skriftens folk, som ikke tror på Allah og den yderste dag, ikke anser det, som Allah og Sendebudet har forbudt, for forbudt, og ikke antager den sande religion som deres religion, indtil de med egen hånd betaler jizya-skatten og anerkender underkastelsen under den islamiske stat.” — At-Tawbah: 29

De ovennævnte vers fra Koranen, de talrige hadither, der opmuntrer til jihad, den ædle Profets (fred være med ham) militære ekspeditioner og hele islams historie er fyldt med beretninger om jihad. På grund af disse klare beviser er den muslimske befolkning ikke rede til at acceptere vestligt orienterede forfatteres nye fortolkninger af jihad. For disse forfattere er blevet vildledt af ugunstige omstændigheder og af de vestlige landes udspekulerede skribenters målrettede propaganda.

De, som læser Allah den Almægtiges tydelige påbud, har kendskab til Profetens (fred være med ham) hadither og studerer islams historie, der er fyldt med beretninger om sejre, kan aldrig acceptere, at jihad var en midlertidig ordning, at den kun blev påbudt for det daværende foranderlige samfund, og at det egentlige formål med den permanente jihad blot var at kæmpe for at beskytte grænserne.

Da Allah den Almægtige gav tilladelse til jihad, gjorde Han de troende bekendt med, at Allah den Almægtiges permanente lov for verdensordenen er, at Han gennem den ene gruppe menneskers hjælp undertrykker den anden gruppe for at holde menneskesamfundet fri for fordærv. Nemlig—

———————————————————————————-

»Hvis Allah ikke havde holdt den ene gruppe tilbage ved hjælp af den anden, ville de have ødelagt klostre, kirker, bedehuse og moskeer, hvori Allahs navn nævnes.« — Hajj: 40. Det blev således klart, at denne kamp ikke er midlertidig, men en varig ordning. For sandhed og løgn kan ikke eksistere side om side i verden. Hver gang islam har erklæret sin beslutning om at etablere Allahs suverænitet og befri mennesket fra menneskets slaveri, har de undertrykkende magtkravere stillet sig imod denne erklæring med løftede sværd og nægtet på nogen måde at tolerere denne bevægelse. Islam har inspireret til en kompromisløs kamp for at udrydde disse Allahs oprørere og befri hele verdens mennesker fra disse tyranners undertrykkende styre. Derfor vil denne sandhedens kamp mod løgnen fortsætte uophørligt, indtil religionen alene er blevet viet til Allah.

Årsagerne til, at væbnet jihad var forbudt i den mek­kanske fase

Den befaling, der blev givet i den mek­kanske fase om at afstå fra krig og udbrede dawah, var et midlertidigt tiltag inden for en langsigtet plan. Denne politik gjaldt også i nogen tid efter hijra. Men da muslimerne ved afslutningen af den indledende fase blev fast besluttede på jihad, var det ikke blot en forsvarskrig for byen Medina. Der var naturligvis også et sikkerhedsproblem i Medina. Men det var kun et middel til at nå et mål. Det var nødvendigt at forsvare Medina for at holde bevægelsens centrum fri for fjendtlige angreb, fortsætte kampen for virkelig at gøre menneskene frie og befriede uden afbrydelse samt modstå alle hindringer og forhindringer.

Det er let at forstå, hvorfor det var berettiget ikke at give tilladelse til at føre krig under opholdet i Mekka. Allahs profet nød støtte fra Banu Hashim. Derfor kunne han offentligt forkynde religionens budskab. Gennem personlige møder og små samtalekredse forsøgte han at påvirke folkets sind og tanker. Desuden var der i Mekka ingen velorganiseret statsordning, som forhindrede hans forkyndelse eller folkets reaktion på den. Derfor opstod der ikke noget behov for at anvende magt på dette stadium. Der var også flere andre grunde til, at det på det tidspunkt var mest hensigtsmæssigt ikke at gå i krig i Mekka. I min tafsir, »Fi Zilal al-Qur’an«, har jeg i forbindelse med forklaringen af det følgende vers nævnt disse grunde —

——————————————————————-

»Har du ikke set dem, som fik befaling om at holde deres hænder tilbage?« — An-Nisa: 77

En anden hovedårsag til, at man i bevægelsens mek­kanske fase blev forbudt at deltage i krig, var, at den islamiske bevægelse på dette tidspunkt gennem træning opbyggede en kader under særlige forhold for at opnå et bestemt formål. Det var nemlig yderst nødvendigt at træne de mennesker, som antog islam i datidens miljø, med dette særlige formål for øje. Når der eksempelvis opstod situationer, som araberne ikke var vant til, var det helt afgørende at give dem den mentale styrke til at udholde dem. De måtte trænes i at udvise tålmodighed, når de selv eller deres slægtninge blev udsat for uret og forfølgelse, beherske selvhøjtidelighed og æresfølelse, undertrykke ønsket om at tilfredsstille personligt nag eller tage hævn og afholde sig fra selvtilbedelse og underkastelse under drifterne. Gennem sådan træning måtte man ændre de islamantagende araberes opfattelse af livets mål. I uvidenhedens tidsalder havde deres vigtigste formål i livet været at beskytte sig selv og deres nærmeste. Efter at de havde antaget islam, ændredes deres livsmål. Det var derfor helt naturligt meget vigtigt at forberede dem på at opnå selvbeherskelse. De skulle ikke i ophidselse blive vrede og miste orienteringen. Tværtimod skulle de være i stand til med et meget roligt og sindigt sind at træffe afbalancerede og anstændige beslutninger. Det var også nødvendigt at træne dem i at arbejde som medlemmer af en disciplineret organisation under en stor leders befaling og i hvert spørgsmål at indhente lederens mening og handle derefter. Selv når lederens ordre ikke faldt den enkelte i smag, blev deres indstilling ændret, så de fulgte den for disciplinens skyld. Sådan træning var yderst nødvendig for at forme arabernes liv. For den islamiske bevægelses mål var at opbygge et disciplineret, velopdragent og civiliseret samfund, befriet for dyriske drifter og uden stammebaserede stridigheder og konflikter.

En anden mulig årsag til befalingen om at afstå fra krig i den mek­kanske fase kan være, at Quraysh var grebet af stolthed over deres ædle afstamning. Forsøget på at tiltrække dem til religionens vej gennem overtalelse og forklaring var mere effektivt og givende. Kamp og krig ville i højere grad have bidraget til at øge fjendskab og vrede og ville have gjort deres medfødte blodtørst endnu stærkere. Tidligere var krigene Dāhis, Ghabrāʾ og Basūs blevet udkæmpet år efter år på grundlag af stammefjendskab, og stamme efter stamme var blevet udslettet på disse slagmarker. Hvis islam var blevet offer for den slags stammefjendskab, ville dens ideologiske og missionerende appel ikke have vakt genklang i nogens hjerte. Den ville blot være blevet et middel til en endeløs, blodig kamp. Under sådanne forhold var der fare for, at dens budskabs grundlæggende lære ville blive begravet under stammekonflikter.

At forhindre en omfattende udbredelse af borgerkrig kan også have været et af formålene med at undgå krig i Mekka. For der fandtes ingen lovlig regering i Mekka, som kunne undertrykke de troende og hindre deres bevægelse. Tværtimod var det hvert enkelt muslims slægtninge og medlemmer af hans egen stamme, der forhindrede dem i deres da’wa-arbejde og fortsatte med at undertrykke dem. Hvis der under sådanne omstændigheder var blevet givet tilladelse til at føre krig, ville der være blevet etableret en slagmark i hver eneste familie. Og denne borgerkrigstilstand ville være fortsat uafbrudt. Modstanderne ville også have fået mulighed for at føre propaganda om, at islam skabte strid i hjemmene. Faktisk var man allerede begyndt på denne form for propaganda. Under hajj-tiden gik Quraysh-lederne til de mennesker, der kom til Mekka fra fjerne egne for at udføre hajj eller drive handel, og sagde: »Muhammad har ikke nøjedes med at skabe splittelse inden for sin egen stamme; han har også skabt strid mellem fædre og sønner.« På det tidspunkt var det imidlertid forbudt at anvende magt mod fjenderne. Hvis en søn havde fået tilladelse til at hugge hovedet af sin islamfjendtlige far, og en slave til at halshugge sin herre, som var en fjende af din, ville det have været vanskeligt at sige, hvor omfattende propagandaen mod islam ville være blevet, og hvilken situation der i praksis ville være opstået.

Allah den Ophøjede vidste naturligvis, at de, som var yderst aktive mod den islamiske bevægelse og udsatte muslimerne for grusom undertrykkelse, senere ville antage troen og blive oprigtige soldater for islam. Var Umar ibn al-Khattab (r.a.) ikke en af dem? Også derfor blev der givet ordre til ikke at føre krig.

En anden mulig grund til at undgå krig kan være, at arabernes sind og temperament gennem stammens skikke var blevet formet sådan, at de følte sympati for mennesker, som stod fast under uretfærdighed og forfølgelse. Denne holdning var endnu stærkere over for ædle og retskafne medlemmer af stammen. Talrige begivenheder beviser dette. Da en ædel og dannet mand som Abu Bakr (r.a.) var parat til at udvandre fra Mekka, kunne Ibn ad-Daghna ikke acceptere det. Derfor tog han Abu Bakr (r.a.) med tilbage. Ibn ad-Daghna betragtede nemlig en sådan mands udvandring fra landet som vanærende for det arabiske samfund. Derfor erklærede han, at han ville give Abu Bakr (r.a.) beskyttelse og støtte. Også den aftale, gennem hvilken Banu Hashim var blevet indesluttet i Abu Talibs dal, blev ophævet som et bevis på det samme. Da sulten og lidelserne for Banu Hashim-stammen blev stadig mere alvorlige, rev arabiske unge selve aftaledokumentet i stykker. Et bemærkelsesværdigt træk ved det gamle arabiske samfund var, at der blev vakt sympati for de undertrykte. I det samtidige arabiske samfund blev de derimod gjort til genstand for latterliggørelse og hån, når de tålmodigt udholdt undertrykkelse, mens undertrykkerne blev betragtet med respekt.

En anden grund var, at muslimerne på det tidspunkt var meget få, og den islamiske da’wa havde endnu ikke bredt sig uden for Mekka. I nogle områder var der kun nået vage oplysninger frem om den. Folk fra de øvrige stammer betragtede sagen som et internt anliggende for Quraysh-slægten og ventede på at se, hvad striden ville føre til. Hvis der var blevet udkæmpet krig på dette tidspunkt, var der fare for, at den lille gruppe muslimer ville blive udslettet. Selvom de var i stand til at dræbe fjender, der var flere gange så talrige som dem selv, var der alligevel slet ingen udsigt til, at de selv ville overleve, fordi de var så få. Hvis de alle var blevet dræbt som følge af at have indledt krigen for tidligt, ville shirk være forblevet på sin plads, og målet om at etablere et islamisk samfund ville aldrig være blevet virkeliggjort. Men islam er kommet for at blive virkeliggjort i verden. Derfor var det ikke rigtigt at indlede krigen før det rette tidspunkt.

Undgåelse af væbnet krig i nogen tid efter hijra

Selv efter at centrum for den islamiske bevægelse var blevet flyttet til Medina, var krig og kampe forbudt i nogen tid. Profeten (fvmh.) indgik nemlig en aftale med jøderne og de polyteistiske arabere, der boede i og omkring Medina, hvorved parterne forpligtede sig til ikke at angribe hinanden. På dette trin af bevægelsen var det yderst nødvendigt at tage et sådant skridt. Baggrunden for denne aftale var som følger:

For det første var der i Medina blevet etableret fuld frihed til at udbrede islams budskab og til at give udtryk for sine synspunkter. Da der ikke fandtes nogen statsmagt i Medina, var der ingen magt, som kunne gribe ind i folkets accept eller afvisning af synspunkter. Alle Medinas indbyggere havde anerkendt den nyoprettede islamiske stat og accepteret Allahs Profets lederskab med henblik på at løse alle deres politiske problemer. Derfor fastslog aftalen, at ingen indbygger i Medina uden Allahs Profets tilladelse måtte indgå en fredsaftale med nogen udefra, erklære krig eller etablere nogen anden form for forbindelse. Under disse omstændigheder lå den politiske magt i Medina i hænderne på den muslimske ledelse, og der herskede fuld frihed til at give udtryk for sine synspunkter.

For det andet ønskede Profeten (fvmh.) på dette trin at samle alle kræfter og bringe Quraysh-folkets modstand til en endelig afslutning. Denne slægts modstand stod nemlig i vejen for, at folk fra andre stammer kunne antage din, og de ventede på at se udfaldet af denne »interne strid« blandt Quraysh. Derfor sendte Allahs Sendebud uden at spilde tiden små militærafdelinger i forskellige retninger. Den første militærafdeling, han sendte, blev ført af Hamza ibn Abd al-Muttalib (r.a.).

Denne hær blev sendt af sted i ramadanmåneden, før der var gået seks måneder efter hijraen. Efter denne hær fortsatte profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, med at sende den ene militærenhed efter den anden: den første efter hijraen, den anden tretten måneder senere og den tredje i begyndelsen af den sekstende måned. I begyndelsen af den syttende måned efter hijraen blev en militærenhed sendt under ledelse af Abdullah ibn Jahsh, og det var under denne ekspedition, at der blev udgydt blod. Det var ramadanmåneden – og ifølge arabernes anerkendte normer var krig og kamp forbudt i denne måned. Om dette siges der i den hellige Koran med følgende ord:

——————————————————————————————– “Du bliver spurgt, o profet, om at kæmpe i den forbudte måned. Sig: Det er forkasteligt at kæmpe på det tidspunkt, men at hindre mennesker i at leve efter Allahs vej, fornægte Allah, forhindre Allahs tjenere i at komme til al-Masjid al-Haram og fordrive helligområdets beboere derfra er endnu mere forkasteligt i Allahs øjne. Sådanne overgreb er værre end blodsudgydelse.” — al-Baqara: 217

Allerede i det andet år efter hijraen fandt slaget ved Badr sted i den velsignede ramadanmåned. Der er også fremsat en kommentar om dette i sura al-Anfal.

Ved en samlet gennemgang af dette stadium i den islamiske bevægelse vil det fremgå, at der ikke er nogen som helst rimelig grund til at betegne den islamiske jihad som en selvforsvarskrig. Det er blot en vanære begået af tænkere, der er blevet påvirket af angrebene fra vildledende forfattere i de vestlige lande. Fordi muslimernes forhold til islam er blevet svækket, har de mistet deres ære og overlegenhed og indtaget en svag position; netop denne mulighed har de anti-islamiske vestlige forfatterkredse benyttet til at rette det ene angreb efter det andet mod det islamiske ideal. Da en gruppe svage muslimske såkaldte »forskere« mærkede styrken i deres heftige angreb, forsøgte de at fortolke den islamiske jihad som »selvforsvarskrig«. Ved Allah den Ophøjedes store nåde er en gruppe standhaftige muslimer forblevet fri for påvirkningen fra denne smædekampagne, og de har frimodigt erklæret, at islams mål er at befri menneskene fuldstændigt fra trældom under enhver anden myndighed end Allah og at vie religionen udelukkende til Allah, den Ene og Eneste. Men bortset fra disse få mennesker er alle de såkaldte tænkere optaget af at tilfredsstille modparten ved at fremføre moralske argumenter til fordel for den islamiske jihad. Der er imidlertid ikke længere noget rum for at fremsætte yderligere argumenter efter den udtalelse, som Allah den Ophøjede selv har fremsat i den hellige Koran for at forklare rationaliteten i den islamiske krigsførelse.

——————————————————————————————–“De, der er værdige til at kæmpe på Allahs vej, er de, som sælger det jordiske liv for det hinsidige. Og dem, der kæmper på Allahs vej, vil Vi belønne rigeligt, hvad enten de sejrer eller bliver dræbt. Hvad er der dog med jer, at I ikke kæmper på Allahs vej, når hjælpeløse mænd, kvinder og børn råber til Allah: »Vor Herre! Befri os fra denne by, hvis indbyggere er uretfærdige, og send os fra Dig en beskytter og en hjælper.« De, der tror, kæmper på Allahs vej, mens de vantro kæmper på taghutens vej. Kæmp derfor mod Satans kræfter. Satans list er i sandhed svag.” — an-Nisa: 74-76

——————————————————————————————

“Sig til de vantro, o profet: Hvis de stadig vender tilbage til den rette vej, vil det, der tidligere er sket, blive tilgivet. Men hvis de gentager deres tidligere adfærd, så er de tidligere nationers skæbne velkendt for alle. O I, der tror! Kæmp mod de vantro, indtil fitna er fuldstændig ophørt, og kun Allah den Ophøjedes religion består. Hvis de derefter afstår fra fitna, så vid, at Allah den Ophøjede holder øje med alle deres handlinger. Men hvis de trodser, så husk, o profet, at Allah alene er din beskytter og den bedste hjælper.” — al-Anfal: 38-40

——————————————————————————————

“Bekæmp blandt Skriftens folk dem, som ikke tror på Allah og den yderste dag, som ikke afholder sig fra det, Allah og Sendebudet har erklæret forbudt, og som ikke antager den sande din som deres livsordning, indtil de underkaster sig. Jøderne siger: ‘Uzayr er Allahs søn,’ og de kristne siger: ‘Messias er Allahs søn.’ Dette er blot en gentagelse af de grundløse udsagn, som deres forgængere, der fór vild, fremsatte. Må Allah tilintetgøre dem! Hvor bliver de dog ført vild? De har taget deres skriftlærde og munke som deres herrer i stedet for Allah, og det samme har de gjort med Messias, Marias søn. Alligevel blev de kun befalet at tilbede én Gud, ud over hvem der ingen gud er. Han er højt hævet over det, de sætter ved siden af Ham. De ønsker at slukke Allahs lys med deres munde, men Allah vil fuldende lyset fra Sin din, selv om det er de vantro imod.”

— At-Tawbah: 29–32

Det følgende er en sammenfatning af det, der er blevet sagt i ovenstående vers om jihadens begrundelse og betydning:

Jihadens mål er at etablere Allah den Højestes ubetingede herredømme på jorden, at virkeliggøre den sande din, som Allah den Højeste har sendt, i menneskers liv, at udrydde alle former for sataniske kræfter og de livsordninger, Satan har skabt, samt at bringe menneskers herredømme over mennesker til ophør. Mennesket er udelukkende skabt for at tjene Allah. Derfor har intet menneske ret til at etablere herredømme over andre mennesker eller udstede love og regler efter eget forgodtbefindende. De forhold, der er nævnt ovenfor, kræver, at jihad indledes. Samtidig skal anvisningen i verset “Der er ingen tvang i din” også følges. Det vil sige, at når man er blevet befriet fra menneskers herredømme og myndighed, skal alene Allahs herredømme bestå. Din skal alene tilhøre Allah. Ingen må tvinges til at antage islam.

Det, vi har lært af den ovenstående drøftelse af jihadens betydning, er, at islam har foreskrevet jihad netop med det formål at sikre mennesket et sandt liv i frihed. Den frigør mennesket fra menneskers trældom og underordner det Allah, den Ene og Eneste, som ingen kan måle sig med. Derfor kan mennesket naturligvis ikke bøje sig for nogen anden magt end Allah den Højeste. Er denne ene grund ikke tilstrækkelig til at indlede jihad? Derfor deltog muslimske mujahider altid i jihad under indflydelse af den ovenfor beskrevne holdning. Når de blev spurgt om krigens formål, sagde ingen mujahid: “Mit land er truet, derfor kæmper jeg,” eller: “Perserne og romerne har angrebet os, derfor kæmper jeg i selvforsvar,” eller: “Vi fører krig for at udvide vores rige og bemægtige os krigsbyttet.” På den anden side var det netop det svar, Rabi ibn Amir, Hudhayfa ibn Muhasin og Mughira ibn Shu’ba gav som svar på den persiske hærfører Rustams spørgsmål. Indtil tre dage før slaget ved al-Qadisiyya spurgte hærføreren Rustam hver af de tre mujahider hver for sig: “Med hvilket formål er I kommet for at kæmpe?” De svarede: “Allah den Højeste har befalet os at befri mennesker fra menneskers trældom og føre dem ind under Allah den Enestes herredømme, at føre dem ud af snæverhedens grænser og ud på jordens vidtstrakte slette, og at befri dem fra undertrykkelsen under falske religiøse forskrifter og give dem en plads i den kølige skygge af islams retfærdighed og principper. Det er for at virkeliggøre dette formål, at Allah den Højeste sendte profeten til menneskesamfundet med en livsordning.”

“Når de, som antager den livsordning, vi har fremlagt, accepterer den, tager vi deres erklæring til følge, vender tilbage og overgiver deres land til dem. Men over for dem, der erklærer oprør mod Allahs din, kæmper vi, og vi fortsætter kampen, indtil vi enten opnår martyrdøden og træder ind i Paradiset, eller sejren bliver skænket os over fjenden.”

Endnu en årsag til jihad

De nævnte årsager til jihad er dybt forankret i islams iboende ånd. På samme måde er proklamationen af universel frihed fra magtbegærlige menneskers trældom, den samlede konfrontation med de faktiske forhold i menneskesamfundet og anvendelsen af passende midler og ressourcer på hvert trin af fremskridtet blandt denne dins praktiske krav. Selve forkyndelsen af denne din rummer en underforstået proklamation af jihad. Uanset om der er udsigt til et angreb fra fjendtlige kræfter mod den islamiske stat eller ej, kan dens jihadorienterede ånd derfor ikke ændres. Den eksisterende tilstand i det ikke-islamiske samfund og begyndelsen på den islamiske bevægelse står begge i indbyrdes konflikt med hinanden. Jihad er derfor ikke blot en begrænset aktivitet, der udspringer af et midlertidigt behov for forsvar af landet eller selvforsvar. Ingen muslim deltager i jihad ved at ofre sit liv og sin ejendom for at tilfredsstille personlige interesser og begær.

Før mujahiden træder ind på jihadens slagmark, må han sejre i endnu en stor jihad. Det er kampen mod Satan, der hvisker onde tanker i hans hjerte, hans egne begær og lyster, personlige interesser og bekvemmeligheder, hensynet til hans families og hans folks interesser samt alle andre sådanne forhold, der står i vejen for at tjene Allah og etablere Allahs suverænitet på jorden. Først efter at have overvundet disse hindringer kan den troende mand træde ind på jihadens slagmark. Og de troende mujahiders livsmål er at føre en kompromisløs kamp mod alle former for slogans og ideologiske bevægelser, der findes i samfundet i opposition til islam, for at fjerne det falske herredømme og indføre Allahs styre.

Islam og forsvaret af landet

De, som ønsker at begrænse den islamiske jihad til landets forsvar, vil forringe den islamiske livsordens storhed. De vil sige, at det islamiske ideal ikke er vigtigere end fædrelandet. Islam støtter ikke det synspunkt, hvorfra den ikke-islamiske livsorden betragter fædrelandet og tilsvarende forhold. Dette synspunkt er opstået under den moderne tids omstændigheder. Dette synspunkt og denne følelse er på ingen måde forenelige med det islamiske ideal.

I lyset af det islamiske livsideal er bevarelsen af troens trosforestillinger selve målet for den islamiske jihad; det samme gælder bevarelsen af den livsorden, der udgør det islamiske trosgrundlags praktiske udtryk, eller bevarelsen af denne ideelle livsorden. For islam har et landområde ingen værdi i sig selv. Et landområde kan kun opnå værdighed, når den livsorden, Allah har givet, slår rod dér. På dette landområde etableres en fæstning for islamisk tro og overbevisning. Det bliver den islamiske ideals hjemland (Dar al-Islam) og centrum for menneskehedens frihed og frigjorte liv. Under disse omstændigheder betyder forsvaret af det nævnte landområde netop bevarelsen af den islamiske tro og overbevisning — bevarelsen af den samfundsstruktur, der repræsenterer den islamiske livsorden og det islamiske ideal. Men et rent forsvar kan ikke være den islamiske jihads egentlige og endelige mål. Heller ikke forsvaret af Dar al-Islam er den islamiske jihads egentlige mål. Forsvaret af Dar al-Islam er blot en anledning til at etablere Allahs styreordning. Desuden vil Dar al-Islam som centrum for det islamiske lys sprede den islamiske livsideals strålende lysstråler til alle verdens egne og dermed sikre frihed og frigørelse for menneskesamfundet. Som jeg allerede har nævnt, er islams religions mål hele menneskesamfundets velbefindende, og hele jorden er dens virkefelt.

Jihad – islams iboende krav

Af den foregående drøftelse har vi erfaret, at der findes verdslige hindringer på vejen mod at indføre Allahs styre på jorden. Den bestående samfundsorden, antisocial politik og forholdene i hele menneskesamfundet er hver især en hindring på islams vej. Islam anvender magt for at fjerne disse hindringer. Målet med denne magtanvendelse er at bringe islams budskab til hvert eneste menneske, fjerne hindringerne for, at enhver kan undersøge den islamiske lov, og således skabe mulighed for, at islams evige budskab kan nå mennesker i et frit og åbent miljø. Jihad er et nødvendigt middel til at befri mennesket fra de kunstige guders lænker og give det mulighed for frit at bedømme godt og ondt.

Vi må ikke blive forvirrede eller skræmte af den smædekampagne, som vestlige skribenter fører mod jihad. Det ville på ingen måde være rigtigt af os at give jihad en fortolkning, der er forenelig med den islamiske livsorden, blot fordi vi påvirkes af ugunstige omstændigheder eller stormagternes modstand. Jihad er en evig forskrift. Uanset om der findes et behov for forsvar og militære årsager eller ej, vil behovet for jihad aldrig ophøre. Når man studerer historiens op- og nedture, må man ikke se bort fra den idé, der findes mellem denne livsordens natur, dens universelle erklæring om frigørelse og dens praktiske handlingslinje. Det ville være et meget fejlagtigt skridt at sammenblande militære årsager og behovet for forsvar med religionens grundlæggende mål.

Det er naturligvis også denne religions krav at træffe alle nødvendige foranstaltninger til selvforsvar mod angreb fra ydre fjender. Det er religionens mål at erklære Allahs suverænitet, forkynde budskabet for at befri menneskesamfundet fra trældom under andre end Allah, opbygge en revolutionær bevægelse på grundlag af denne erklæring og forkyndelse, udtrykke mistillid til ikke-islamisk ledelse og skabe en ny form for lederskab. Så snart det erklæres, at formålet er fuldstændigt at afvise menneskers herredømme og etablere den enestående Allah den Højestes absolutte herredømme, angriber det jahiliske samfund, som anerkender menneskers herredømme, islam voldsomt for at bevare sin egen eksistens. Den islamiske bevægelse vil naturligvis være nødt til at træffe selvforsvarsforanstaltninger for at opretholde sin eksistens. Det er helt naturligt, at en sådan situation opstår allerede ved den islamiske bevægelses begyndelse. Spørgsmålet om, hvorvidt islam ønsker en sådan konflikt, er irrelevant, for konflikten bliver påtvunget den islamiske bevægelse. To indbyrdes modstridende livsidealer kan ikke eksistere side om side; kravet om at bevare hver deres eksistens driver dem derfor ind i konflikt. Det er på grund af denne virkelighed, at islam ikke har anden mulighed end at føre en defensiv kamp.

Der er ingen forlig med jahiliyyah

Et andet, endnu vigtigere, særtræk ved den islamiske livsordning er, at islam af sin natur er fast besluttet på at befri hele menneskeheden fuldstændigt fra trældom under andre end Allah. Derfor kan denne livsordning ikke indskrænke sig selv til en geografisk, stammemæssig eller anden begrænset ramme og overlade menneskene i resten af verden til trældom under andre. Den islamfjendtlige part kan på et tidspunkt af taktiske grunde beslutte ikke at tage offensive skridt mod den islamiske bevægelse. Til gengæld kan den anmode om at få lov til at opretholde det jahiliske samfundssystem i sine egne områder og om, at islams bestræbelse på at etablere islam dér og give menneskeheden et frihedsbrev udsættes. Islam vil ikke acceptere en sådan ‘våbenhvile’. Hvis modparten derimod anerkender islams myndighed og går med til at betale jizya-skatten, vil dens sikkerhed blive garanteret. For i så fald forpligter den sig til ikke at hindre udbredelsen af islams budskab gennem politisk magt. Sådan er denne religions natur. Dens handlingsprogram består i at proklamere Allah den Højestes suverænitet og føre bestræbelsen på at etablere tilbedelsen af Ham alene overalt i verden. At denne bevægelse begynder i et geografisk område, er ikke det samme som at begrænse sig til en geografisk nationalitet. I det første tilfælde er området centrum for en dynamisk revolutionær bevægelse, mens det i det andet blot er en passiv nationalstat, der afholder sig fra enhver revolutionær aktivitet.

For at forstå islams revolutionære rolle er det nødvendigt at huske, at islam er Allahs ordning, som Han har givet menneskene. Ingen person, gruppe, klasse eller stamme har udformet denne ordning. Derfor er der ikke behov for at søge efter ydre årsager til den islamiske jihads berettigelse. Når man søger efter sådanne årsager, glemmer man, at det er en del af denne religions program at afskaffe de kunstige guder ved at etablere den af Allah foreskrevne stat i verden. For dem, i hvis hjerter dette revolutionære program i den islamiske livsideologi lever, er der slet ikke behov for at opstille ydre årsager til støtte for jihad.

To forskellige opfattelser af islamisk jihad

Allerede på det første trin er det ikke muligt at mærke forskellen mellem to opfattelser af islamisk jihad. Den ene opfattelse er, at islam kun meget modvilligt måtte kæmpe mod jahiliyyah, fordi islams fremtræden i sig selv tvang jahiliyyah til at angribe islam. Islam blev da tvunget til at gribe til våben i selvforsvar. Den anden opfattelse er, at islam selv rykkede frem, slog til mod jahiliyyah og til sidst indledte en voldsom krig mod den. På tankens indledende trin vil forskellen mellem disse to opfattelser ikke træde tydeligt frem, for begge opfattelser tvinger islam til at træde ind på slagmarken. Men når målet er nået, vil det blive klart, at der er en himmelvid forskel mellem de holdninger, som tilhængerne af de to tankeretninger har til islams mål og betydning.

Der er en enorm forskel mellem at antage islam som en livsordning givet af Allah og på den anden side at betragte den som en regional ideologi. Ifølge den første opfattelse er den islamiske livsordnings mål, at menneskene i verden skal anerkende Allah den Højestes herredømme. I dette samfund er den guddommelige sharia den højeste lov. Dette er islams sande væsen, og netop denne islam befaler, at alle kræfter, der står i vejen for virkeliggørelsen af dens mål, skal udryddes. For kun på denne måde kan menneskesamfundet befries fra menneskeskabte regeringssystemer og sociale bånds kvælende lænker. Ifølge den anden opfattelse betragtes islam som en regional ideologi; når en fremmed magt angriber indbyggerne i det pågældende område, tvinges områdets befolkning til at kæmpe i selvforsvar. Forskellen mellem disse to opfattelser er meget tydelig. Islam befaler jihad under begge omstændigheder. Men hvis jihad indledes på to forskellige områder under indflydelse af de nævnte to opfattelser, må årsagerne, målene og resultaterne i begge tilfælde være helt forskellige med hensyn til det grundlæggende perspektiv og den praktiske handlingslinje.

Islam tager ganske vist initiativet til jihad, men islam er ikke noget lands eller nogen nations ejendom. Denne livsideologi, som Allah har givet, er åbenbaret til gavn for hele verden. Derfor er det yderst nødvendigt at afskaffe de samfundsordninger og skikke, som berøver menneskene deres frihed og binder menneskeheden med trældommens lænker. Islam angriber ikke befolkningerne – den ønsker ikke med tvang at påtvinge nogen sit ideal. Dens konflikt er med skikke og ideologier. Det er gennem ændringen af skikke og ideologier, at menneskesamfundet kan befries fra den giftige indflydelse fra falske idealer.

Islam kan aldrig afvige fra målet om at befri menneskene fra trældom under mennesker og sætte dem i Allah den Enes og Enestes tjeneste. Det er netop for at nå dette mål, at islam gennem sin bevægelse giver menneskene mulighed for fuldt ud at smage friheden. Både hvad angår den islamiske livsideologis grundlæggende tro og dens praktiske program, kan menneskets sande frihed kun opnås gennem det islamiske samfundssystem. For hersker og undersåt, hvid og sort, rig og fattig, nær slægtning og fremmed kan kun Allahs lov være upartisk og til gavn. Mennesker i alle klasser skal adlyde denne lov på lige fod. I andre livsordninger er mennesker trælle under mennesker. Lovgivning er en del af Allahs magt. De personer eller grupper, der gør krav på retten til at udforme love for mennesker, gør dermed i realiteten krav på Allahs myndighed. Hvad enten det siges højt eller ej, er et krav på retten til at udforme love i praksis ikke andet end et krav på Allahs myndighed.

Vestlige fejlopfattelser af jihad

Blandt vores muslimske forfattere er der nogle, som, forvirrede af samtidens forhold og vestlige forfatteres vildledende kritik, ikke er rede til at anerkende denne revolutionære rolle i den islamiske livsordning. Vestlige forfattere har fremstillet islam som en blodtørstig ideologi. De forsøger at overbevise de troende om, at islam vil påtvinge andre sin ideologi ved hjælp af sværdet. Samtidig ved de udmærket, at islam ikke er sådan. Alligevel forsøger de gennem bedrag at fordreje jihadens grundlag og årsager. Påvirket af denne form for vestlig propaganda er nogle af vores muslimske forfattere også gået ind på arenaen for at vaske jihadens »skamplet« af islams pande, og med indviklede argumenter forsøger de at bevise, at islamisk jihad udelukkende er en defensiv krig. Men de er uvidende om den islamiske livsordnings natur og grundlæggende formål. De ved ikke engang, at det ligger i islams natur at tage initiativet som en velgørende ideologi for verden. I de såkaldte forskeres sind, hvis tankegang er påvirket af andre nationer, er det vestlige syn på religion fremherskende. Vestens opfattelse er, at religion blot er navnet på en tro, at dens plads er i menneskets hjerte, og at religion ikke har nogen forbindelse med det praktiske liv.

Men islam har aldrig undervist i en sådan form for religion. Og jihadens banner blev aldrig løftet under indflydelse af en trosopfattelse svarende til Vestens. Islam er den ordning, Allah har givet menneskelivet. Denne livsordning gør etableringen af Allah den Højestes suverænitet til det eneste tegn på tilbedelse og lydighed over for Ham. Islam er i stand til at løse alle menneskelivets problemer, fra de store spørgsmål til de mindste detaljer i hverdagen. Jihad er den samlede indsats for at etablere denne ordning fra Allah som en sejrende ideologi i samfundet. Hvad angår den enkeltes trosopfattelse, skal alles frihed dog forblive ukrænket. Islam ønsker at fjerne hindringerne fra dem, der ikke anerkender menneskers frihed til at have meninger og til at antage eller forkaste dem, og ønsker således sin ideologis fuldstændige gennemførelse. Som enkeltperson har enhver frihed til at antage eller forkaste enhver trosopfattelse og mening. Det kan uden vanskelighed indses, at der er en himmelvid forskel mellem det islamiske ideal og Vestens opfattelse af religion. Derfor vil det, så snart et samfund er blevet opbygget som et praktisk eksempel på den islamiske livsordning, være folkets pligt, med den ret Allah har givet dem, at gå frem og tage den politiske magt i besiddelse og gennemføre den islamiske livsordning. Det er allerede blevet omtalt, at islam anerkender menneskets frihed, når det gælder den personlige trosopfattelse.

I islams begyndelse holdt Allah den muslimske ummah midlertidigt tilbage fra jihad. Det var en del af en langsigtet plan — ikke en principiel beslutning. I lyset af denne drøftelse vil vi kunne forstå betydningen af Koranens vers om jihad. For på forskellige stadier af den fremadskridende islamiske bevægelse blev forskellige vers åbenbaret efter behov. Når vi gennemgår disse vers, må vi huske, at de opfylder to slags behov. For at afdække betydningen af de vers, der blev åbenbaret på hvert stadium af bevægelsen, er det nødvendigt at huske dette stadie og dets baggrund. Et andet aspekt ved versene er deres varige lære. Disse varige lærdomme kan under ingen omstændigheder ændres. Hvis man under ledelsen af den islamiske bevægelse vil finde vejledning i Koranens anvisninger, må man ikke blande de to ovennævnte aspekter af versene og Koranens direktiver sammen.

Femte kapitel

Den islamiske livsordning

Grundlaget for det islamiske livsideal er »Lā ilāha illā Allāh«, det vil sige: Der er ingen guddom ud over Allah. Denne erklæring er den første søjle i den islamiske troslære eller den første del af shahada-erklæringen. Denne del indeholder anerkendelsen af, at ingen ud over Allah er værdig til tilbedelse. »Muhammadur Rasulullah« er den anden del af den islamiske troslære eller shahada-erklæringen. Denne del indebærer at anerkende, at den vej, som Muhammadur Rasulullah (fred være med ham) har vist med henblik på at tilbede Allah den Ophøjede, er den eneste rette.

Denne kalima-erklæring med sine to nævnte dele slår rod i enhver troendes hjerte. For de øvrige trosartikler og islams efterfølgende søjler er konsekvenser af denne erklæring. Troen på englene, de himmelske skrifter, profeterne (fred være med dem), det hinsidige, skæbnen med dens gode og onde samt alle handlinger som salat, sawm, zakat, hajj, sondringen mellem halal og haram, transaktioner, love og regler, rådgivning og undervisning kan naturligvis kun udføres gennem tilbedelsen af Allah den Ophøjede og efterfølgelsen af Allahs Sendebud (fred være med ham).

Det islamiske samfund skal fremstille et levende billede af trosbekendelsen, kalimah shahadah, og dens krav. Et samfund, hvor trosbekendelsens betydning ikke kommer klart til udtryk, er ikke et islamisk samfund. Derfor er kalimah shahadah grundlaget for et fuldkomment livssyn, og det er på dette grundlag, at den muslimske ummahs mægtige bygning rejser sig. Hvis dette grundlag ikke er fast og solidt etableret, kan en livsform overhovedet ikke udformes. Et samfund, der bygges på et andet grundlag i stedet for dette, eller hvor man ved udformningen af livsordenen forsøger delvist at blande dette grundlag med en anden ideologi, kan på ingen måde kaldes et islamisk samfund. Allah den Ophøjede siger —

—————————————————————————————-

»Retten til at befale tilkommer alene Allah. Han har befalet, at ingen anden end Ham må tilbedes. Og dette er den fast etablerede livsordning.« — Yusuf: 40

————————————————–

»Den, der adlyder Sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah.« — An-Nisa: 80

Denne korte, men afgørende erklæring vejleder os i udarbejdelsen af et handlingsprogram for ledelsen af bevægelsen for den sande din og dens etablering. For det første fastlægger denne erklæring det islamiske samfunds natur. For det andet belyser den metoden til at opbygge det islamiske samfund. For det tredje angiver den, hvilke skridt der må tages med henblik på at forandre det jahiliyyah-prægede samfund. For det fjerde angiver den midlerne til at ændre de gældende regler og ordninger i det menneskelige samfund. Behovet for korrekt vejledning i de nævnte spørgsmål har været lige så stort på hvert trin i den islamiske bevægelse tidligere, som det er nu, og som det også vil være i fremtiden.

Det islamiske samfunds kendetegn

Det islamiske samfunds kendetegn er, at alle samfundets forhold udelukkende ledes på grundlag af tilbedelsen af Allah den Ophøjede. Kalimah shahadah er en anerkendelse af netop denne tilbedelse og fastlægger dens vej og metode. Samfundets trosforestillinger, alle former for ibadah, dets love og regler samt dets skikke og sædvaner er blot konkrete eksempler på denne tilbedelse. Den, der ikke tror på Allahs enhed, er i virkeligheden ikke rede til at tilbede den ene og eneste Allah.

——————————————————————————————-

»Og Han har forbudt jer at adlyde to ilāh’er. Der findes kun én ilāh. Frygt derfor kun Mig. Alt, hvad der er i himlene og på jorden, tilhører Ham, og kun Hans dīn er gældende. Vil I alligevel frygte andre end Allah?« — An-Nahl: 51-52

På samme måde kan den, der underkaster sig en anden magt end Allah eller betragter denne magt som Allahs medgud, ikke være tjener for den ene og enestående Allah.

——————————————————————————————-

»Sig: ’Min salāt, mit offer, mit liv og min død er alt sammen for Allah, alverdens Herre. Han har ingen medgud. Det har Han befalet mig, og jeg er den første blandt de underkastede.’« — Al-Anʿām: 162-163

Endvidere er den, der forkaster de love og regler, som Profeten (fred være med ham) har indført, og begynder at udforme love fra en anden kilde, også berøvet oprigtig tilbedelse af Allah.

——————————————————————————————-

»Har de taget andre end Allah som medguder med del i autoriteten? Og har denne magt indført en ordning for dem, der svarer til dīn, uden at Allah har givet tilladelse til det?« — Ash-Shūrā: 21

——————————————————–

“Tag imod det, som Budbringeren giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer.” — Al-Hashr: 7

Dette er kilden til autoritet i det islamiske samfund. I samfundet kommer Allahs tilbedelse til udtryk gennem den enkeltes tro, overbevisning og adfærd. Hvis mennesker på tilsvarende måde gennem deres tilbedelse og religiøse ceremonier, deres kollektive administration, love og samfundsordning forbliver berøvet tilbedelsen af Allah den Ophøjede, bliver dette samfund berøvet islam i sin helhed. For på grund af et sådant tomrum kan samfundet ikke bygges på trosbekendelsen.

Kun på denne måde kan et samfund forvandles til et islamisk samfund. Indtil en holdning præget af fuldstændig oprigtighed og underkastelse er blevet antaget, kan ingen gruppe kaldes en islamisk gruppe, og intet samfund kan kaldes et islamisk samfund. For det islamiske samfunds første grundlag er trosbekendelsen ‘لا-إله إلا الله محمد رسول الله’; uden at den antager form på alle samfundets niveauer, er der ingen mulighed for, at det islamiske samfund kan træde frem.

Det første skridt i bestræbelserne på at etablere et islamisk samfund må derfor være at befri menneskers hjerter fra tilbøjeligheden til at underkaste sig og adlyde alle andre kræfter end Allah. Kun de mennesker, hvis hjerter er blevet befriet fra andre kræfters trældom og har opnået renhed, vil forenes og danne en umma. Kun den umma, hvis tro og overbevisning, tilbedelse, love og alle øvrige forhold er fuldstændig befriet fra lydighed mod alle andre kræfter end Allah, er egnet til at etablere et islamisk samfund. De, der ønsker at leve et islamisk liv, vil frivilligt træde ind i dette samfund, og deres tro og overbevisning, tilbedelse og skikke vil alle blive viet til den Ene og Unikke Allah. Kort sagt vil disse menneskers liv legemliggøre trosbekendelsen ‘لا –إله إلا الله محمد رسول الله’.

Den første muslimske umma blev dannet på denne måde, og som en naturlig følge af dannelsen af denne umma kom det islamiske samfund til at eksistere. Dette er den eneste vej til at danne den muslimske umma og etablere det islamiske samfund.

Måden at danne det islamiske samfund på

Det islamiske samfund kan først etableres, når individet og fællesskabet i forening fuldstændig har forkastet trældommen under alle kræfter bortset fra Allah. Man må frigøre sig fra begge former for underkastelse: enten fuldstændig lydighed mod andre kræfter eller en lydighed, der er blandet sammen med lydigheden mod Allah den Ophøjede. For Allah den Ophøjede har ingen partner. Man må beslutte sig for at lede sit liv på grundlag af en sådan overgivelse til Allah den Ophøjede. Ud fra denne beslutning vil en ny umma blive født. I det gamle samfunds skød, som er grundlagt på jahiliyyah, træder et nyt samfund frem; gennem en ny tro og overbevisning, en ny ideologi og en ny livsform antager dette nye samfund sin fulde form gennem trosbekendelsen ‘لا-إله إلا الله محمد رسول الله’. Det gamle jahiliyyah-samfund kan opsluges af dette nye samfund, det kan indgå et kompromis med det eller også bekæmpe det. Af historien ved vi, at jahiliyyah-samfundet allerede ved det første initiativ til at etablere det islamiske samfund erklærede krig mod bevægelsens grundlæggere. Så snart et lille antal mennesker i begyndelsen besvarede bevægelsens kald, begyndte kampen fra jahiliyyahens side. Da bevægelsen voksede sig stærk, blev deres kamp mere voldsom. Selv efter etableringen af det islamiske samfund fortsatte de grupper, der bar jahiliyyahens banner, kampen. Fra profeten Nuh (a.s.) til profeten Muhammad (s.a.w.) har falskhedens samfund fulgt den samme fremgangsmåde som svar på hver eneste profets kald.

Derfor står det klart, at den muslimske ummah ikke kan dannes, før den har opnået den styrke, der er nødvendig for at modstå jahiliyyas angreb. Og hvis den dannes uden en sådan styrke, vil den på ingen måde kunne bestå. På alle områder er det nødvendigt at opnå styrke: styrken i iman og aqida, uddannelsesmæssig og moralsk styrke, styrken til at organisere en ummah og holde den sammen samt, selv om det ikke er for at opnå overlegenhed over falskheden, den styrke der er nødvendig for at afværge angreb fra falskhedens kræfter.

Jahiliyya og dens afhjælpning

Lad os nu se på, hvad vi mener med et jahiliyya-baseret samfund, og hvordan islam ønsker at konfrontere dette samfund:

Enhver samfundsordning, der står uden for det islamiske samfund, er et jahiliyya-baseret samfund. For at definere dette samfund endnu klarere må man sige, at ethvert samfund, hvis aqida og trosforestillinger, tanker og anskuelser, tilbedelse og religiøse praksis samt skikke ikke er grundlagt på underkastelse under den ene og eneste Allah, er jahiliyyas samfund.

Ifølge denne definition er alle de samfund, der findes i verden i dag, jahiliyyas samfund.

Det kommunistiske samfund er et af disse jahili-samfund. Det første bevis på denne påstand er, at dette samfund benægter Allahs eksistens og tror, at alle menneskers handlinger og deres historie styres af økonomien eller af produktionsmidlerne og produktionsfaktorerne. For det andet er alle dette samfunds skikke grundlagt på underkastelse under kommunistpartiet – ikke under Allah. I alle verdens kommunistiske lande ligger landets fulde kontrol og ledelse i kommunistpartiets hænder. Desuden er den praktiske konsekvens af denne samfundsordning, at menneskets grundlæggende behov betragtes som værende på samme niveau som dyrs behov. I dette samfund tænker man ikke på andre menneskelige behov ud over behovet for mad, drikke, klæder, husly og seksuelle drifter. Det kommunistiske system har fuldstændig forkastet spørgsmålet om menneskets åndelige udvikling. Og det er netop her, forskellen mellem mennesket og dyr viser sig. Det første skridt i den åndelige udvikling er at tro på Allah og have frihed til offentligt at erklære denne tro. Det vigtigste er, at denne samfundsordning berøver mennesket friheden til at udvikle sin personlighed. Menneskets personlighed udvikles gennem de følgende forhold.

Ét: Ejerskab af privat ejendom.

To: Frihed til at vælge erhverv.

Tre: Retten til og muligheden for at opnå særlig dygtighed inden for et hvilket som helst erhverv.

Fire: Retten til at udtrykke sin sindsstemning gennem forskellige kunstarter.

Det er gennem de ovennævnte forhold, at mennesket opnår overlegenhed over dyr og maskiner. Men fordi det kommunistiske system berøver mennesket disse forhold, tvinges det til at synke ned på dyrenes og maskinernes niveau.

Også i det polyteistiske samfund har jahiliyyah samme form. Sådanne samfund findes i Indien, Japan, Filippinerne og Afrika. Den polyteistiske jahiliyyah kendetegnes som følger:

Et: De dyrker andre opdigtede guder sammen med Allah – og i nogle tilfælde antager de andre guder og forkaster Allah.

To: De har udarbejdet udførlige regler og fremgangsmåder for tilbedelsen af forskellige guder og gudinder.

På samme måde er deres love og regler, det vil sige deres livsform, udformet ud fra andre kilder, idet de har forkastet den sharia, som Allah den Ophøjede har givet. Blandt disse kilder er præster, astrologer, troldmænd, samfundsledere samt organer, der har påtaget sig den fulde myndighed til at udforme love i nationens, en gruppes eller noget andet sags navn uden at tillægge den sharia, som Allah har givet, den mindste betydning. Men den uindskrænkede myndighed til at udforme love tilhører Allah den Ophøjede, og disse love kan kun gennemføres efter den fremgangsmåde, som Allahs Sendebud (fred være med ham) fulgte.

Alle samfund, der er blevet dannet af jøder og kristne, er grundlagt på jahiliyyah. De har ændret deres grundlæggende troslære og tro. Og de har tillagt andre kræfter nogle af Allahs egenskaber. De forestiller sig forskellige former for forhold mellem Allah og mennesker. De tror, at visse personer er Allahs sønner. Derefter har de opdelt den ene Allah i tre og skabt treenighedslæren. Til tider beskriver de Allahs væsen på en ejendommelig måde, selv om denne beskrivelse er helt forskellig fra Allahs sande væsen.

——————————————————————————————-

“Jøderne siger: »Uzair er Allahs søn.« Og de kristne siger: »Messias er Allahs søn.« De gentager blot de ord, som deres forgængere sagde, og fremsætter således grundløse påstande. Måtte Allah tilintetgøre dem! Hvor vildledte er de ikke!” — At-Tawba: 30

——————————————————————————————-

“De, der siger, at Allah er én af tre, begår visselig kufr. For der findes ingen guddom undtagen den ene Allah. Hvis de ikke ophører med disse udsagn, vil de blandt dem, der begår kufr, blive ramt af en pinefuld straf.” — Al-Ma’ida: 73

——————————————————————————————-

“Jøderne siger: »Allahs hånd er bundet.« I virkeligheden er deres egne hænder bundne, og de er forbandede på grund af deres upassende udtalelser og handlinger. Allahs hånd er fri, og Han giver ud, som Han vil.”

— Al-Ma’ida: 64

——————————————————————————————-

“Jøderne og de kristne siger, at de er Allahs børn og Hans elskede. Spørg dem: Hvis det virkelig er sådan, hvorfor straffer Han jer da for jeres synder? I er i virkeligheden blot mennesker, ligesom alle andre af Allahs skabninger og tjenere.”

— Al-Mā’idah: 18

Alle disse samfunds former for tilbedelse, skikke, ritualer og sædvaner er udformet på grundlag af deres vildfarne trosforestillinger, og derfor er disse samfund jahili-samfund. De er også jahili-samfund, fordi alle deres institutioner og love ikke er udformet på grundlag af underkastelse for Allah, Den Eneste og Uforlignelige. De følger ikke Allahs lov og er heller ikke villige til at anerkende Allahs påbud som lovgivningens kilde. Derimod har de givet lovgivende forsamlinger, der består af mennesker, fuld myndighed til at fastsætte love. Men denne myndighed tilkommer udelukkende Allah. Koranen betegnede dem, der på Koranens åbenbaringstid havde givet deres religiøse lærde og præster myndighed til at fastsætte love, som mushrikūn.

———————————————————————————–

“De har taget deres lærde og præster som ‘herrer’ i stedet for Allah, og også Messias, Marias søn. Alligevel blev de kun befalet at tilbede én Gud; der er ingen, der er værdig til tilbedelse, bortset fra Ham. Allah er helt fri for deres afgudsdyrkende skikke.” — At-Tawbah: 31

Disse mennesker anså ikke deres lærde og præster for guder, og de tilbad dem heller ikke. Men de fulgte de pågældende religiøse lærdes og præsters bestemmelser. Allah havde imidlertid ikke givet tilladelse til dette. Derfor betegnede Koranen jøderne og de kristne på den tid som mushrikūn. Situationen er den samme i dag; den eneste forskel er, at retten til at udforme love er blevet revet ud af de religiøse lærdes og præsternes hænder og overdraget til valgte lovgivende forsamlinger. Det er overflødigt at nævne, at medlemmerne af de lovgivende forsamlinger blot er mennesker, ligesom de religiøse lærde.

Endelig er det værd at nævne, at også de såkaldte muslimske samfund i vor tid er jahili-samfund. De har ikke troet på andre guder end Allah eller beskæftiget sig med at tilbede dem. Ikke desto mindre er deres samfund jahili-samfund. For de har ikke fastlagt deres livsform på grundlag af underkastelse for Allah, Den Eneste og Uforlignelige. Selv om de tror på Allahs enhed, har de overdraget retten til at udforme og håndhæve Allahs love og bestemmelser til mennesker som dem selv, og ved at følge menneskeskabte skikke, sædvaner, love, regler og livsværdier har de anerkendt menneskets myndighed på næsten alle livets områder.

Om styre og udformning af love har Allah sagt —

———————————————————–

“De, der ikke dømmer og træffer afgørelser i overensstemmelse med de bestemmelser, Allah har åbenbaret, er kafirer.”

— Al-Ma’ida: 44

——————————————————————————————

“(O profet!) Har du set dem, der igen og igen hævder, at de tror fuldt og fast på alt det, der er blevet åbenbaret til dig og til dem, der var før dig? Men når de skal have deres retssager og anliggender afgjort, bringer de dem frem for taghut. Skønt de netop var blevet befalet at fornægte taghut. — An-Nisa: 60

Tidligere erklærede Allah Ta’ala jøderne og nasaræerne skyldige i denne forbrydelse og anklagede dem for at vende sig bort fra tilbedelsen af Allah gennem shirk og kufr samt for at give de religiøse lærde og præster guddommelige rettigheder. I dag har de, der hævder at være muslimer, overdraget disse rettigheder til nogle få mennesker af samme slags som dem. Ligesom Allah Ta’ala betegner det som shirk, at jøderne og de kristne gjorde Isa, Marias søn (a), til ‘Rabb’ og ‘Ilah’ og tilbad ham, har Han også betegnet det som shirk at give de religiøse lærde og præster ret til at udforme love og bestemmelser. Han har ikke gjort nogen forskel mellem disse to former for shirk. Begge handlinger er i strid med at tilbede Allah Ta’ala, den Ene og Eneste, med at holde fast ved Allahs din og med at vidne: ‘La-ilaha illallah’.

Også blandt muslimerne er der mange, der åbent tror på sekularisme. De har overhovedet intet forhold til din. Andre bekender mundtligt, at de tror på din, men forkaster den fuldstændigt i praksis. De siger, at de ikke tror på det usete. De ønsker angiveligt at opbygge deres samfundsliv på videnskabens grundlag. Efter deres opfattelse er videnskab og det usete indbyrdes modstridende. Det siger sig selv, at årsagen til sådanne udtalelser er uvidenhed. Kun uvidende mennesker kan fremsætte den slags udtalelser. Nogle samfund har overdraget retten til at udforme love og bestemmelser til andre end Allah. Disse lovgivere udformer love efter eget forgodtbefindende og siger: “Dette er Allahs sharia.” Selv om disse samfund er forskellige, ligner de hinanden på ét punkt. Det er, at de ikke underkaster sig Allah.

Den foregående gennemgang har tydeliggjort islams syn på alle former for jahili-samfund. Kort sagt betragter islam disse samfund som ikke-islamiske samfund. Uanset hvilke ydre betegnelser de nævnte samfund bærer, er deres indre væsen det samme i denne henseende. Det vil sige, at de ikke har udformet deres livsordning på grundlag af fuld underkastelse under Allah Ta’ala, den Ene og Eneste. I denne henseende følger de kufrens vej efter jahili-samfundets skik.

Nu står vi over for det sidste spørgsmål. Dette emne blev nævnt allerede i begyndelsen af dette kapitel. Spørgsmålet er: På hvilken måde renser islam menneskelig virksomhed og menneskelige handlinger? Hvordan har den gjort det tidligere, og hvilke midler vil den benytte til dette formål i den nærmeste og den fjerne fremtid? I vores behandling af emnet »Det muslimske samfunds natur« belyste vi, at dette samfund træffer beslutninger i alle forhold på grundlag af fuldstændig underkastelse under Allah den Ophøjede.

Efter at have fastslået det muslimske samfunds særpræg bliver det lettere for os at finde svaret på det følgende spørgsmål. Spørgsmålet er: På hvilket grundlag skal menneskets livsform bygges? Skal den religion og livsordning, som Allah den Ophøjede har givet, være praktisk anvendelig for mennesket, eller skal det være et menneskeskabt system?

Islam meddeler os som svar på dette spørgsmål med yderst klare og kraftfulde ord, at det kun er Allahs religion og den livsordning, der udspringer af den, som er den virksomme ordning for mennesket. Uden at antage denne religion kan islams første søjle, »لا إله إلا الله محمد رسول الله«, aldrig etableres, og kalimaens indflydelse kan ikke ses på noget område af livet. Fuld underkastelse under Allah den Ophøjede i overensstemmelse med Profetens lære kan ikke opnås uden at antage dette princip med et sind uden tøven og følge det trofast. Allah den Ophøjede har sagt:

——————————————————

»Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og hold jer fra det, som han forbyder jer.« — Al-Hashr: 7

Desuden har islam også stillet mennesket dette spørgsmål —

—————- »Ved I mere, eller ved Allah mere?« Derefter siger Han selv i forbindelse med at give svaret på dette spørgsmål —

———————————————————-

Det vil sige: »I er kun blevet skænket en meget ringe del af viden.« Det må helt naturligt erkendes, at Han, i hvis hånd kundskabens forråd er, Skaberen og Opretholderen, også er menneskenes Hersker, og at kun den livsordning, Han har givet, kan være den rette livsordning for menneskeheden. Det er på Hans bud, at lovgivningens kilde skal være baseret. Det er fra menneskeskabte livsordninger og love, at sammenbrud og katastrofer opstår. For mennesker udformer love på grundlag af ufuldstændig viden og undertiden også uvidenhed. Derfor bliver disse love efter kort tid inkonsekvente og uegnede. Desuden giver uvidenhed og ufuldstændig viden anledning til mange forskellige komplikationer.

Allahs religion er ikke en samling af midlertidige og vaklende principper. Gennem den sidste del af trosbekendelsen, »Muhammad er Allahs Sendebud« (må Allahs fred og velsignelser være med ham), er grundprincipperne i den islamiske livsordning blevet fastlagt og gjort uforanderlige. Det billede af islam og de grundprincipper, som Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fastlagde, er evigtvarende. På områder, hvor Koranen eller Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) klart har erklæret et princip, skal dette erklærede princip danne grundlag for afgørelsen. Hvis der ikke findes nogen klar anvisning i en sag, skal afgørelsen træffes gennem ijtihad (refleksion og undersøgelse). Det skal dog huskes, at ijtihad kun må udøves inden for de grænser, som Allah den Ophøjede og Hans elskede Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har fastlagt. Ingen afgørelse må træffes efter ens eget forgodtbefindende.

——————————————————————————————

»Hvis I bliver uenige om noget, så bring sagen tilbage til Allah og Sendebudet.« — An-Nisa: 59

Reglerne for at udøve ijtihad og for ved analogislutning at træffe en afgørelse i en anden sag, der stemmer overens med den pågældende sag, er også blevet fastlagt. Disse regler er særdeles klare og almindeligt kendte. Ingen har imidlertid ret til at erklære sine egne, menneskeskabte love for Allahs sharia. Hvis man derimod anerkender Allahs suverænitet, accepterer Ham som den eneste, der med rette kan udforme Allahs love og bestemmelser, og i stedet for at sætte en nation, et parti eller en person på denne ophøjede plads oprigtigt udformer lovene i overensstemmelse med Allahs Bog og Sendebudets (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sunnah, skal disse love og bestemmelser med rette anerkendes som Allahs sharia. Men ingen har ret til, ligesom den europæiske kirke, at bruge Allahs navn som påskud for at udforme love efter eget ønske. Islam har intet gejstligt styre. Intet menneske ud over Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har fået myndighed til at udstede bestemmelser på Allahs vegne.

Islam har opstillet visse betingelser for ijtihad og fastlagt dets grænser. Ingen har myndighed til at overskride disse grænser.

Udtrykket »livsordningen er til for livet« bliver ofte fortolket helt forkert og anvendt på meget uhensigtsmæssige måder. Islam er ganske vist udformet for at gøre menneskets livsførelse lettere. Men hvilken form for livsførelse? Det islamiske livssyn er udformet med det formål, at mennesker skal leve i overensstemmelse med den livsordning og de skikke, der er grundlagt på islams egne principper. Dette livssyn er fuldstændig i harmoni med menneskets natur og i stand til at opfylde alle menneskets behov. For menneskets Skaber ved bedst, hvilke behov Hans skabning har.

——————————————————–

“Skulle Han, der skabte, ikke vide noget om det skabte? Han er Den Subtile, Den Alvidende.” — Al-Mulk: 14

Det er ikke religionens opgave at lade mennesket leve efter eget ønske og samtidig støtte alle dets gode og dårlige handlinger. Dīn er målestokken for godt og ondt. Det, der viser sig at være godt efter denne målestok, er acceptabelt, og det, der viser sig at være ondt, skal forkastes. Hvis hele strukturen i det etablerede samfund er baseret på en ideologi, der strider mod dīn, er Islams mål at ændre hele samfundsstrukturen og opbygge et nyt samfund. Det er den rette forklaring på udsagnet: “Livsordningen er til for livet.” Det vil sige, at formålet med dīn eller livsordningen er at forme livet i overensstemmelse med livsordningen.

Her kan man spørge: Er menneskets velfærd ikke den bedste målestok for at løse problemer? Som svar på dette spørgsmål citerer vi på ny det spørgsmål, Islam har rejst, og det svar, Islam har givet. Spørgsmålet lyder:

 —————————————–

“Hvem besidder mest viden, I eller Allah?” Svaret er

—————————————————-

“Allah alene besidder den sande viden, og I er uvidende.” — Ali Imran: 66

Den sharia, som Allah den Ophøjede har fastlagt, og det, som Sendebudet (fvmh.) har overbragt til os, er blevet foreskrevet netop for at opfylde menneskelige behov. Hvis nogen mener, at der ikke ligger noget godt for mennesket i at følge den livsordning, Allah har givet, men at det gode derimod ligger i ulydighed, er denne person for det første sunket ned i en fejlagtig opfattelse. Allah den Ophøjede har sagt om dem:

—————————————————————————————–

“De følger gætterier og deres egne begær. Samtidig er livsordningen kommet til dem fra deres Herre. Vil de da gøre, hvad menneskene ønsker? Men alt godt i denne verden og i det hinsidige er i Hans hånd.”—An-Najm: 23-25

For det andet bør denne person forstå, at den holdning, han har indtaget over for Allahs sharia, ikke er andet end kufr. Hvordan kan en person, efter at have erklæret, at menneskers velstand og velfærd ligger i at tilsidesætte shariaens påbud og forbud, betegnes som en, der følger din? Efter at have overtrådt sharia har ingen mulighed for at blive regnet som from.

Sjette kapitel

En universel livsideologi

Islam grundlægger menneskets trosbekendelse og tro samt denne livsførelses fundament på fuldstændig underkastelse under Allah. Underkastelsen under Allah kommer til udtryk ved at opretholde en balance mellem dens grundlæggende tanker, tilbedelsens ritualer og alle de regler og love, der er udformet for livsførelsen. Kalimaen ‘la ilaha illallah’ kommer til udtryk i sin praktiske form gennem menneskets adfærd som Allahs tjener. For det andet må man følge den vej, som Muhammad Rasulullah (fred være med ham) har vist, når der skal udformes detaljerede love og regler for alle livets områder.

Disse to dele af kalimaen forenes og fastlægger omridset og kendetegnene ved den samfundsstruktur, der er opbygget på grundlag af den islamiske livsideologi. Naturligt nok frembringer denne samfundsstruktur et enestående samfund, der er helt forskelligt fra alle menneskeskabte samfund. Dette nye og særprægede samfund, som islam har indført, bliver fuldstændig foreneligt med de naturlige love, der hersker i hele universet, inklusive menneskekroppen.

Ifølge det islamiske synspunkt er hele universet Allahs skaberværk. Allah den Ophøjede ønsker at skabe universet, og som følge heraf kommer det vældige univers til eksistens. Derefter fastsætter Han nogle love og regler for skaberværket, som det begynder at følge. Det er bemærkelsesværdigt, at de bestemmelser, der gælder i skaberværkets forskellige dele og er kendt som naturlove, er fuldstændig harmoniske og indbyrdes forenelige.

———————————————————

»Når Vi ønsker at skabe noget, siger Vi blot: Bliv! — og det bliver til.« — An-Nahl: 40

——————————————————

»Han har skabt hver eneste ting og anvist hver af dem deres nøjagtige plads.« — Al-Furqan:

En usynlig vilje styrer det skabte univers. En vældig kraft leder hvert eneste atom og molekyle i skaberværket. En fast lov holder dette vidtstrakte univers bundet i ordenens bånd. Det er denne kraft, der opretholder balancen mellem skaberværkets forskellige dele og styrer det bevægelige univers’ gang. Derfor opstår der aldrig sammenstød mellem skaberværkets forskellige dele. Ingen steder opstår der uorden, og dets naturlige bevægelse standser aldrig pludseligt. Og de kræfter, der findes i universet, bliver aldrig adskilt fra hinanden. Så længe Skaberen leder dem på denne måde, vil de følge Hans vilje. Hele skaberværket er lydigt mod Skaberen. Det skabte univers har ingen mulighed for at overtræde den lov, Han har fastsat, eller være ulydigt mod Ham. Det er som følge af hele skaberværkets urokkelige lydighed mod Skaberen og dets fuldstændige underkastelse for Ham, at det består på bedste vis og fortsætter med at udføre sine respektive opgaver i en ubrudt bevægelse uden den mindste uorden noget sted.

——————————————————————————————

»Sandelig, Allah den Almægtige er jeres Herre, Han, som skabte himlene og jorden på seks dage. Derefter satte Han sig på Tronen. Han lader dagen indhylle i nattens mørke og lader natten følge efter dagen. Det er Ham, der har skabt solen, månen og stjernerne. Alle adlyder Hans befaling. Husk, at skaberværket tilhører Ham; derfor vil dette skaberværk følge Hans anvisning. Han er den Ophøjede, hele verdens Hersker og Herre.«

Den menneskelige krops biologiske del

Mennesket er en del af dette storslåede univers. Den biologiske del af menneskekroppen følger også de love, som den skabte verden følger. Allah den Ophøjede er Skaberen af universet og mennesket. Menneskets krop er skabt af jord. Men Allah den Ophøjede har skænket mennesket visse egenskaber, hvorved mennesket har opnået en langt højere rang end det jordiske grundstof, som det er skabt af. Men hvad angår kroppens biologiske del, følger mennesket ligesom andre levende væsener den skabte verdens love. Mennesket fødes efter Allahs vilje, ikke efter forældrenes vilje. Forældrene kan have samleje med hinanden. Men de har på ingen måde magt til at skabe menneskets skikkelse ud fra en enkelt dråbe sæd. Mennesket fødes ved at overholde de love, som Allah har fastsat for begyndelsen på menneskelivet i moderlivet, varigheden af opholdet dér, fødslen og så videre. Det indånder og udånder i den atmosfære, som Allah har skabt, efter den metode og i det omfang, Han har fastsat. Hvad enten det gælder tilegnelsen af følelser og forståelsesevne, oplevelsen af smerte og lidelse samt sult og tørst eller indtagelse af mad og drikke, er mennesket forpligtet til at følge de love, Allah har fastsat. I denne henseende er der ingen forskel mellem mennesket og andre levende eller livløse skabninger. Alle har uden forbehold underkastet sig Allahs vilje og forordning.

Den store Allah den Ophøjede, som har skabt det vældige univers og mennesket, og som har skabt menneskets biologiske krop underlagt naturlovene, har også udformet en sharia for menneskets praktiske liv. Hvis mennesket følger denne sharia, bliver dets praktiske liv afstemt med dets kropslige natur. Betragtet fra dette perspektiv bliver det klart, at den islamiske sharia er en del af de universelle naturlove, og at disse naturlove regulerer menneskets krop og biologiske væsen. Ethvert ord fra Allah, hvad enten det er en befaling eller et forbud, et glædeligt budskab eller en advarsel, en lov eller en vejledning, er blot forskellige dele af Allahs universelle forordning. Disse love og forordninger er kendt som naturlove, og disse altid virksomme love er til enhver tid fuldkomne og effektive. Den sharia, der er udformet for menneskelivet, er på samme måde urokkelig og formålstjenlig som en del af den urokkelige og til alle tider gyldige forordning, hvis dominans vi iagttager i hele universet fra skabelsens begyndelse. Formålet med den sharia, Allah har givet, er at organisere menneskelivet i fuld overensstemmelse med de almindelige naturlove, der hersker i den skabte verden.

Derfor er det uomgængeligt nødvendigt for mennesket at følge Allahs sharia. For kun ved at følge denne sharia kan menneskets livsførelse bringes i overensstemmelse med den skabte verdens gang. Ikke alene det; det er også kun Allahs sharia, der kan bringe de moralske regler for menneskets praktiske liv i harmoni med de naturlige og biologiske regler, der virker i menneskekroppen. Menneskets indre og ydre person kan kun bringes i helhed på denne måde.

Det er ikke muligt for mennesket at erkende den fulde rigtighed af alle skabelsens love. Det er heller ikke i stand til at forstå den fælles sammenhæng mellem disse love. Mennesket kan heller ikke altid forstå det iboende formål med de love og forordninger, der virker i dets krop, og som det ikke kan overtræde selv et øjeblik. Derfor har mennesket ikke evnen til at udforme en livsordning for sig selv, som er i overensstemmelse med den skabte verden. Det er end ikke i stand til at udforme en velafstemt ordning, der passer til dets krops indre og ydre behov. Dette ligger helt og holdent inden for Skaberen af mennesket og universets rækkevidde. Han regulerer ikke blot den naturlige verden, men også alle forhold i menneskets praktiske liv, og efter sin vilje udformer og kundgør Han neutrale og fejlfri love og forordninger for alle.

Derfor er det yderst nødvendigt at underordne sig sharia for at skabe harmoni mellem livets forskellige sider og områder og for at styrke den islamiske aqida og tro. For det er ikke muligt at blive en sand muslim uden fuldt ud at underkaste sig Allah den Ophøjede på den måde, som Hazrat Muhammad (s.a.) har vist. Med andre ord: Hvis islams første søjle, de to dele »La ilaha illallah« og »Muhammadur Rasulullah«, ikke omsættes i menneskets virkelige liv, vil intet område af det individuelle eller kollektive liv blive oplyst af islam.

Det er meget gavnligt for mennesket at skabe harmoni mellem menneskelivet og naturlovene. Denne ordning er yderst nødvendig for at beskytte menneskelivet mod sammenbrud og katastrofe. Det er nødvendigt at udforme en velafstemt ordning i overensstemmelse med den naturlige verden for at opnå fred i sit eget væsen samt de goder og den lykke, der følger af fredelig sameksistens med den naturlige verden. På samme måde vil mennesket også opleve lykke og fred i sit sind. For dets livsførelse vil da kunne opfylde kroppens naturlige krav. Da vil kroppens biologiske behov og menneskets livsordning ikke stå i modsætning til hinanden.

Allah den Ophøjedes sharia skaber meget let harmoni mellem menneskets ydre adfærd og indre behov. Når mennesket lykkes med at etablere et forhold præget af harmoni og samarbejde med naturen, opstår der naturligt samarbejde og gensidigt supplerende relationer mellem mennesker samt i håndteringen af livets almindelige kampe. For når mennesket vænner sig til at leve i harmoni med den naturlige verden, bliver menneskets livsførelse og naturens love underlagt universets samlede styreordning. Som følge heraf fjernes disharmoni og indbyrdes modsætninger fra menneskelivets kollektive side, og der opbygges et sundt og fuldkomment samfundssystem. Menneskeheden opnår velfærd, lykke og fred.

Som følge af denne ordning åbenbares den naturlige verdens skjulte mysterier for mennesket. Det får herredømme over de talrige skjulte kræfter og ressourcer i det ekspanderende univers. Allahs tjenere anvender disse kræfter og ressourcer i naturen til menneskehedens gavn i overensstemmelse med Allahs sharias anvisninger. Ingen konflikt opstår noget sted. Der er heller ingen modsætning mellem mennesket og den naturlige verden. Menneskets personlige begær og grådighed kan ikke rejse sig imod Allahs sharia. Allah den Ophøjede siger:

——————————————————————————————

»Hvis Den store Sandhed var blevet anvendt til at opfylde deres begærs ønsker, ville der være opstået fordærv ved at bryde ordenen blandt alle skabningerne i himlene, på jorden og imellem dem.« — Al-Mu’minun: 71

Den store Sandhed er udelelig — Af den foregående drøftelse fremgår det, at Den store Sandhed er en fuldkommen enhed. Dīnens grundlag er bygget på den. Hele ordningen i himlene og på jorden er grundlagt på Den store Sandhed. Alle forhold i denne verden og i det hinsidige vil blive afgjort efter Den store Sandheds målestok, og mennesket skal stå til regnskab over for Allah netop for denne store Sandhed. Allah den Ophøjede vil straffe den, der overskrider grænserne, med Den store Sandheds retfærdighed, og Han vil bedømme menneskenes handlinger efter Den store Sandheds målestok. Den lov, som det vældige univers styres og reguleres af, er et andet navn for Den store Sandhed. Alle skabninger og alt, hvad der findes i dem, levende såvel som livløst, har underkastet sig denne store Sandhed, og hele skaberværket er bundet af Den store Sandheds strenge bånd.

——————————————————————————————

»I den Bog, som Vi har sendt jer, omtales jeres egne forhold. Vil I da ikke forstå det? Hvor mange uretfærdige byer har Vi ikke ødelagt! Derefter lod Vi et andet folk efterfølge dem. Da straffen fra Os kom over dem, begyndte de at flygte i hast. (Der blev sagt til dem:) Flygt ikke! Vend tilbage til jeres hjem og jeres steder for fornøjelse. Det er dér, I vil blive afkrævet regnskab for jeres gerninger. De sagde: ‘Ve os! Vi var visselig forbrydere.’ De fortsatte med at skrige klagende, indtil Vi havde tilintetgjort og udslettet dem. Vi har ikke skabt himlene, jorden og det, der er imellem dem, for at lege. Hvis Vores hensigt havde været at fremstille legetøj, ville Vi have skabt legetøj på anden vis. Men Vi knuser falskhedens hoved med Den store Sandheds slag. Derefter udslettes falskheden, og i de opdigtede ord, som I fremsætter, findes det, der fører til jeres undergang. Alt, hvad der er skabt i himlene og på jorden, tilhører Allah. Og de engle, der er hos Ham, afholder sig aldrig fra at tjene Allah af stolthed, og de bliver aldrig ydmyget. Nat og dag lovpriser de Ham og afviger aldrig det mindste.« — Al-Anbiya: 10-12

Skaberværket er grundlagt på Den store Sandhed

Dybt inde i menneskets natur findes en fuldkommen fornemmelse af Den store Sandhed. Menneskets kropslige skønhed og opbygning samt skaberværkets kunstfærdighed og bestanddele i den vældige verden omkring det minder mennesket om, at universet er grundlagt på Den store Sandhed. Den store Sandhed er dets grundlæggende bestanddel og antager form af en stærk, central lov, som giver skaberværket bestandighed og fasthed. Derfor ses der ingen uorden noget sted i skaberværket. Ingen del kommer i konflikt med en anden del. Intet sker noget sted uden et formål. Der findes heller ingen rimelig grund til at opfatte noget i hele skaberværket som et rent ulykkestilfælde. Intet i skaberværket er uden plan. Der ses heller ikke det mindste spor af forstyrrede menneskers absurde handlinger her. Tværtimod ser man skaberværket blive ført yderst ubesværet ad en bestemt vej i streng overensstemmelse med lov og orden. Når mennesket afviger fra Den store Sandhed, som er skjult i dets hjertes dybeste indre, begynder at gå imod sin egen natur og under presset fra sine egenrådige tilbøjeligheder giver sine egne meninger forrang frem for Allahs lov, da begynder fordærvet. I stedet for at underkaste sig Verdens Herre i harmoni med hele skaberværket erklærer mennesket oprør; da viser uroen sig overalt.

De skadelige følger af at afvige fra Den store Sandhed

Når der opstår uoverensstemmelse og konflikt mellem mennesket og dets egen natur samt den naturlige verden, breder det sig gradvist og skaber splittelse og strid mellem enkeltpersoner, forskellige grupper af personer eller partier samt forskellige nationer og stammer. Følgen bliver, at verdensaltets kræfter og ressourcer ikke anvendes til menneskets udvikling og velfærd, men i stedet bliver årsag til menneskehedens undergang.

Af den foregående drøftelse fremgår det, at formålet med at etablere Allahs lov i denne verden ikke kun er velfærd i det hinsidige. Denne verden og det hinsidige er ikke to adskilte ting, men gensidigt supplerende. Den sharia, som Allah den Ophøjede har givet, skaber harmoni mellem disse to og forbinder menneskelivet med de faste love og ordninger, der hersker i universet. Når menneskelivet bringes i harmoni med de love og ordninger, der hersker i universet, opnår mennesket evnen til at modtage umådelig lykke og velfærd, og denne frugt udskydes ikke kun til det hinsidige. Den kommer også til udtryk i livet i denne verden. Dog vil frugten af den islamiske livsopfattelse først blive fuldendt i det hinsidige.

Ovenfor blev de grundlæggende punkter i den islamiske opfattelse af den skabte verden og mennesket som en del af denne verden gennemgået. Denne opfattelse adskiller sig fuldstændigt fra alle de opfattelser og trosforestillinger, der er udbredt i verden. Derfor pålægger den islamiske opfattelse af den skabte verden og mennesket ikke mennesket visse forpligtelser og pligter. Ifølge den islamiske opfattelse bør der være fuld harmoni mellem menneskelivet og den skabte verden samt mellem menneskets natur og de love, der hersker i den naturlige verden. Mennesket skal kunne leve som Allahs tjener, og intet menneske skal stræbe efter at etablere herredømme over et andet.

Det, vi har drøftet ovenfor, forstås tydeligt ud fra samtalen mellem muslimernes nations fader, profeten Ibrahim (fred være med ham), og Nimrod. Nimrod var en tyrannisk hersker. Han gjorde krav på guddommelighed. Men han gjorde ikke krav på guddommelig magt over den naturlige verden, verdensrummet, planeterne og stjernerne. Over for ham fremførte profeten Ibrahim (fred være med ham) det argument, at i menneskelivet kan kun den, hvis ubetingede magt er etableret over den naturlige verden, have suverænitet—ingen anden. Nimrod kunne ikke give noget svar på dette argument.

I den hellige Koran har Allah den Ophøjede beskrevet begivenheden med følgende ord—

——————————————————————————————-

»Har du tænkt over den person, der diskuterede med Ibrahim (fred være med ham) om hans ’Herre’, fordi Allah den Ophøjede havde givet ham et kongerige? Da Ibrahim (fred være med ham) sagde: ’Min Herre er den, i hvis hånd liv og død er’; sagde denne person: ’Jeg er den, der har magt over liv og død.’ Da sagde Ibrahim (fred være med ham): ’Godt, Allah lader solen stå op fra øst hver dag; så lad du den stå op fra vest.’ Den, der fornægtede sandheden, blev da målløs. Allah den Ophøjede viser ikke de uretfærdige den lige vej.«

Allah den Ophøjede har endnu en gang sagt det på den sande måde—

——————————————————————————————-

»Ønsker de at følge en anden vej end lydighed mod Allah den Ophøjede? Alt i himlene og på jorden adlyder Ham frivilligt eller uvilligt, og til sidst vil alle vende tilbage til Ham.« — Aal-i Imran: 83

Syvende kapitel

Islam er den sande civilisation

Den grundlæggende forskel mellem det islamiske samfund og jahilijja-samfundet

Islam anerkender kun to slags samfund. Det ene er det islamiske samfund, og det andet er jahilijja-samfundet. Det samfund, hvor den overordnede myndighed ligger hos islam, og hvor islam har forrang i alle spørgsmål, herunder menneskers trosforestillinger, tilbedelse, love og regler, statsforvaltning, moralske karakter og indbyrdes handel og omgang, er det islamiske samfund. Det samfund, hvis trosforestillinger og love samt skikke og sædvaner ikke anerkender den islamiske morals og samhandelsprincippernes overlegenhed, er derimod jahilijja-samfundet.

Et samfund er ikke et islamisk samfund, selv om det består af personer, der bærer navnet »muslimer«, og har givet den islamiske sharia juridisk status. Selv om der findes ordninger for salah, sawm, hajj og zakat, kan dette samfund ikke være et islamisk samfund. Dets ledere har tværtimod frigjort sig fra at følge de love og regler, som Profeten (fred være med ham) har givet, opfundet en ny version af islam efter eget forgodtbefindende og kaldt den »progressiv islam«.

Jahilijja-samfundet antager forskellige former. Men dets egentlige væsen er, at det er berøvet den viden, som Allah har givet. Undertiden benægter det selve Allah den Ophøjedes eksistens og forklarer menneskehedens historie ud fra dialektisk materialisme. Den samfundsorden, der er opbygget på dette grundlag, kaldes »videnskabelig socialisme«. Undertiden antager jahilijja-samfundet en anden form. Det benægter ikke Allahs eksistens, men begrænser Hans myndighed og herredømme til himlene og den højere verden og forviser Hans påbud og forbud fra den jordiske verden. I dette samfund gennemføres Allahs sharia ikke. De evige og uforanderlige værdier, som Allah den Ophøjede selv har fastlagt for menneskelivet, værdsættes heller ikke i dette samfund. Dets embedsmænd tillader mennesker at tilbede Allah den Ophøjede inden for moskeers, templers og kirkers fire vægge. Men de er ikke rede til at anerkende den sharia, Allah har givet, som overordnet i menneskers praktiske liv. I denne henseende er de modstandere af Allahs suverænitet på jorden, fordi de forkaster Allahs sharia i det praktiske liv. Alligevel har Allah den Ophøjede sagt med meget klare ord —

—————————————————-

“Han er Allah, den suveræne Herre over himlene og også over jorden.” Det samfund, som Allah i det følgende vers har betegnet som ‘dīn al-qayyim’, er ikke det hellige samfund, der er nævnt ovenfor.

———————————————————

“Retten til at befale og udstede love tilkommer alene Allah. Han har befalet, at ingen anden end Ham må tilbedes. Og dette er ‘dīn al-qayyim’ (den harmoniske og faste livsordning).” — Yusuf: 40

Selv om et samfund af denne klasse tusind gange erklærer sin tro på Allahs eksistens og giver mennesker ubegrænset ret til at gå i moskeer, templer og kirker for at tilbede, vil det på grund af sin forkastelse af Allahs anvisninger i det praktiske liv alligevel blive betragtet som et jāhilī-samfund.

Kun det islamiske samfund er et civiliseret samfund

På baggrund af den definition af det islamiske samfund, som vi nævnte i begyndelsen af dette kapitel, vil det ikke være urimeligt at sige, at det islamiske samfund er det eneste sande civiliserede samfund. Uanset hvilken form det jāhilī-samfund antager, er det i selve sin grundlæggende tankegang bagudskuende og blottet for civilisation.

Engang, da jeg afleverede en bog, jeg selv havde skrevet, til trykning, bekendtgjorde jeg, at dens titel skulle være ‘Det civiliserede islamiske samfund’. Men i en senere bekendtgørelse fjernede jeg ordet ‘civiliserede’ og gav bogen blot titlen ‘Det islamiske samfund’. En algerisk forfatter, der skrev på fransk, bemærkede denne ændring af titlen på min bog og kommenterede, at denne slags ændring åbenbart var foretaget, fordi jeg under min skrivevirksomhed til fordel for islam havde været drevet af en defensiv holdning. Han udtrykte sin beklagelse og sagde, at det netop var, fordi mine tanker om islam var umodne, at jeg ikke var i stand til at konfrontere virkeligheden. Jeg anser den pågældende algeriske forfatter for at være undskyldelig. Tidligere havde jeg selv samme holdning som ham, og da jeg første gang begyndte at skrive om dette emne, tænkte jeg på samme måde, som han gør i dag. Den vanskelighed, han står over for i dag, oplevede jeg selv i sin tid. Spørgsmålet er: Hvad er civilisationens definition? På det tidspunkt, selv om jeg var tiltrukket af det islamiske ideal, havde jeg endnu ikke formået at fjerne den fejlagtige kulturs indflydelse fra mit sind og min bevidsthed. Vestlige forfatteres litteratur og tankegang havde, selv om de var i modstrid med min islamiske aqīda og tro, lagt beslag på mit sind. Den vestlige definition af civilisation var mit målestok for bedømmelse. Derfor var jeg ikke i stand til at undersøge alle forhold med et sundt og fintfølende blik.

Senere blev mit blik klart, og jeg indså tydeligt, at »det islamiske samfund« netop betyder et civiliseret samfund. Da jeg derfor genovervejede titlen på denne bog, forstod jeg, at ordet »civiliseret« i titlen var overflødigt. Tværtimod ville læsernes tankegang ved brugen af dette ord blive udsat for den samme forvirring som tidligere. Lad os nu se, hvad ordet civilisation betyder.

Hvis suveræniteten i et samfund udelukkende overdrages til Allah, og Allahs sharia anerkendes som den højeste myndighed på alle samfundets niveauer som et praktisk bevis herpå, er det alene i dette samfund, at mennesket opnår virkelig og fuldstændig frihed fra menneskers trældom. Denne virkelige og fuldstændige frihed er et andet navn for »menneskelig civilisation«. For menneskelig civilisation kræver en målestok, inden for hvilken ethvert menneske fuldt ud kan nyde ægte frihed og uden hindringer være i stand til at opnå alle menneskelige rettigheder. I modsætning hertil er der tale om et samfund, hvor nogle få mennesker indtager pladserne som »herrer« og »lovgivere«, mens alle øvrige mennesker bliver deres underordnede og berøves alle grundlæggende menneskelige rettigheder.

I denne forbindelse er det nødvendigt at nævne, at lovgivning ikke blot er begrænset til selve udformningen af love. Mange har i dag en sådan snæver opfattelse af sharia. I virkeligheden påvirkes alle forhold — forestillinger, livsførelse, livets værdimålestok, kriterierne for accept og afvisning, vaner og skikke — af loven. Hvis en bestemt gruppe løsriver disse forhold fra Allahs anvisninger og fængsler samfundets mennesker i et regelsæt for adfærd, som den selv har udformet, kan dette samfund ikke kaldes frit. I et sådant samfund sidder nogle få mennesker på herredømmets eller suverænitetens trone, mens alle øvrige mennesker tvinges til at tjene eller trælle for dem. Derfor vil dette samfund blive betragtet som tilbagestående, og ifølge islamisk terminologi er det netop det egentlige jahilī-samfund.

Det er alene i det islamiske samfund, at Allahs suverænitet bliver etableret, og mennesket bryder trældommens lænker over for sine medmennesker og helliger sig trældommen for Allah. Det er ad denne vej, at mennesket smager den sande frihed og opnår den værdighed og ære, som Allah har skænket det. Det indsættes på jorden som Allahs khalifa og opnår større hæder end selv englene.

Den grundlæggende forskel mellem det islamiske og det jahilī-samfund

I det samfund, hvor alle forhold — forestillinger, trosforestillinger og livsførelse — er grundlagt på den ene Allahs suverænitet, opnår mennesket den højeste værdighed og ære. For dér er intet menneske et andet menneskes slave, og dette samfunds forestillinger, trosforestillinger og livsførelse er ikke frembragt af et eller flere mennesker, der gør krav på herredømme. Det er alene i et sådant samfund, at menneskets væsens og tænknings skjulte evner og egenskaber udfolder sig fuldt ud. I modsætning hertil ifører de ovennævnte bånd i et samfund, hvor race, slægt, sprog og geografisk område accepteres som grundlag for indbyrdes relationer, menneskeheden lænker af forskellige begrænsninger, og menneskets ophøjede egenskaber får derfor ingen mulighed for at udvikle sig. Mennesket kan leve frigjort fra race, sprog og områdets grænser. Når sjælens og tænkningens udvikling hindres, bevarer mennesket ikke sin menneskelige værdighed. Et menneske kan frivilligt ændre sine forestillinger, trosforestillinger og sin livsførelse. Men race, slægt, blod og geografisk nationalitet kan ikke ændres. Mennesket kan ikke frivilligt beslutte at blive født ind i en bestemt slægt eller i et bestemt område. Derfor er det samfund, hvor retten til at vælge anskuelse og vej ved hjælp af en fri samvittighed og fornuft anerkendes, et civiliseret samfund. Men det samfund, hvor der ikke er mulighed for ved hjælp af samvittighed og fornuft at undersøge, vurdere og vælge den sande vej, er tilbagestående og uden civilisation. I islamisk terminologi kaldes dette samfund et jahilī-samfund.

Det er alene det islamiske samfund, der på grundlag af trosforestillinger knytter mennesker sammen i et ubrydeligt broderskabsbånd og gennem dette trosbånd stiller sorte og hvide, arabere og grækere, persere og negre samt de talrige splittede folkeslag, der findes på jorden, på samme række og indlemmer dem i den samme ummah. Den højeste myndighed i dette samfund tilhører alene Allah, og mennesket bøjer kun sit hoved for Ham, ikke for nogen anden. Jo bedre en persons karakter er, desto højere er hans status i dette samfund. Foran den lov, Allah har givet, er alle samfundets mennesker lige.

I det samfund, hvor menneskeheden gives den højeste plads, og hvor udviklingen af menneskets karakter burde have forrang, får materialismen overtaget. Materialismen kommer naturligvis til udtryk i forskellige former på forskellige tidspunkter. Som eksempel kan nævnes den højeste værdi, der ifølge den marxistiske fortolkning af historien tillægges materien, eller USA, Europa og andre samfund, hvor menneskeheden slagtes på materielle goders slagteplads. Et sådant samfund er nødvendigvis et samfund, der bevæger sig baglæns, og i islamisk terminologi et jahilī-samfund.

Det civiliserede samfund, det vil sige det islamiske samfund, ringeagter ikke materielle goder. Islam er heller ikke tilbageholdende med at tillægge materielle ting deres rette værdi. Det benægter heller ikke betydningen af produktionen af materielle goder. Tværtimod anerkender islam, at den verden, vi lever i, som påvirker vores liv, og som vi på mange områder selv påvirker, er sammensat af materielle ting. Islam anerkender også, at produktionen af materielle goder er rygraden i Allahs jordiske kalifat. Forskellen er blot, at det islamiske samfund ikke er tilbøjeligt til at forkaste menneskelige egenskaber som menneskets frihed og værdighed, gensidige skikke, moral og værdier for materiel komforts skyld og tilbede materielle goder. Det jahiliske samfund derimod tøver ikke med at knuse menneskelige værdier og menneskets anseelse for at opnå overflod af materielle goder.

Det samfund, hvor menneskelige værdier og en ophøjet menneskelig karakter har forrang, er et civiliseret samfund. Menneskelige værdier og en ophøjet menneskelig karakter er hverken ubegribelige eller uforklarlige forhold. I modsætning til påstanden fra dem, der giver en materialistisk fortolkning af historien, og fra de såkaldte videnskabelige socialister, er menneskelige værdier og en ophøjet karakter ikke idealer, der ændrer sig sammen med produktionsmidlerne eller er uden forbindelse til noget centrum. I virkeligheden trækker islam en klar grænse mellem værdierne og dyret. Dermed bevæger mennesket sig frem fra dyrets niveau og når menneskelighedens niveau. I modsætning til det jahiliske samfund bringer dette samfunds værdier og karakternormer ikke mennesket ned på dyrets niveau.

Civilisationens egentlige målestok

Hvis vi bedømmer sagen ud fra dette perspektiv, træder der en tydelig grænse frem mellem islam og jahiliyyah, og trods de såkaldte progressive og videnskabelige socialisters vedvarende forgæves bestræbelser mindskes de moralske værdiers betydning ikke det mindste. Det islamiske perspektiv er, at miljøet og skiftende forhold ikke kan ændre de moralske værdier. Tværtimod forbliver de moralske værdier evige, uanset alle forandringer i tid og miljø. Derfor er der ingen grund til at opdele moralen i forskellige former under betegnelser som agrarisk, industriel, kapitalistisk, socialistisk, borgerlig og proletarisk moral. I virkeligheden er moralske værdier fuldstændig frigjort fra påvirkningen fra miljøet, de økonomiske forhold og samfundets udviklingstrin med videre. Disse forandringer er meget midlertidige og kunstige. På den anden side kan vi gennem en yderst realistisk analyse nå frem til den konklusion, at værdier og karakternormer kun er opdelt i to kategorier. Den ene er menneskelige værdier og menneskelige karakternormer, og den anden er dyriske værdier og dyriske karakternormer. Med islamisk terminologi kan vi kalde disse to henholdsvis »islamiske værdier« og »karakternormer« samt »jahiliske værdier« og »jahiliske karakternormer«.

Islam hæver naturligvis mennesket fra det dyriske til en højere værdighed gennem udviklingen af menneskelige værdier og karakternormer. I ethvert samfund, hvor den islamiske livsordning etableres, tager den sig af at vække disse moralske normer og værdier og udvikle og styrke dem. Dette samfund vækker de samme karakternormer og menneskelige værdier til live i alle slags samfund, hvad enten der er tale om bønder, arbejdere, beduiner, kvægavlere, by- eller landboere, rige eller fattige, industrifolk eller kapitalister, og udvikler menneskets menneskelige egenskaber og kvaliteter under alle forhold og i alle miljøer, så dyriske karaktertræk aldrig vækkes til live i mennesket. De menneskelige værdier og den moralske karakter, som vi har nævnt ovenfor, løfter mennesket op over dyrets niveau, og når grænsen for disse værdier og karakternormer udviskes, begynder menneskets fald. Selvom dette samfund, der er sunket ned fra menneskelighedens niveau, har overflod af materielle goder og udvikling, kan det ikke kaldes civilisation. Det vil snarere blive betragtet som et forfaldent, tilbagestående eller jahilisk samfund.

Familielivets betydning for civilisationens udvikling

Hvis familien betragtes som samfundets grundlag, hvis de familiære pligter fordeles mellem ægtefællerne i overensstemmelse med deres medfødte egenskaber og naturlige evner, og hvis børnenes opdragelse og uddannelse er familiens mål, vil dette samfund uden tvivl blive betragtet som et civiliseret samfund. Et sådant familiemiljø under den islamiske livsordning skaber grundlag for at udvikle menneskelige værdier og en ophøjet karakter hos de efterfølgende generationer. Hvis derimod fri seksuel omgang og uægte børn danner samfundets grundlag, og hvis fysiske behov, seksuel lyst og dyrisk ophidselse bestemmer forholdet mellem mænd og kvinder; hvis de familiære pligter ikke fordeles mellem mand og hustru ud fra deres medfødte egenskaber og naturlige evner; hvis kvindens rolle er at gøre sig attraktiv for fremmede mænd med det formål at vække seksuel tiltrækning; hvis kvinder fritages for ansvaret for at opfostre børn og frivilligt eller under indflydelse af de sociale forhold anvender deres evner på at øge de materielle værdier som stewardesser, skibsstewardesser og hotelstuepiger; og hvis en forøgelse af rigdom betragtes som mere indbringende og ærefuld end en forøgelse af menneskeslægten, så er dette samfund et jahilisk samfund.

Det er ud fra familietraditionernes og ægteskabelige relationers karakter, at man kan afgøre, om et bestemt samfund virkelig er civiliseret. Hvis disse relationer i samfundet begrænses til blot at tilfredsstille fysiske behov og den dyriske naturs krav, kan samfundet ikke betragtes som civiliseret, uanset hvor højt det udvikler sig inden for kunst og videnskab. Familielivet giver et præcist billede af ethvert samfund, når dets samlede udvikling eller forfald skal vurderes.

Eksempel på den vestlige civilisation

I alle jahiliyyah-samfund i vor tid er de moralske egenskaber, der skaber forskel mellem mennesket og dyret, blevet opgivet. I disse samfund betragtes ulovlige seksuelle forhold, ja selv homoseksuelt samliv, ikke som karakterløshed. Moralen er blevet begrænset til økonomiens og politikkens områder, fordi moral anses for nødvendig i disse to områder af hensyn til statens interesser. Som eksempel kan nævnes den seksuelle skandale omkring Christine Keeler og den britiske minister Profumo. Det britiske samfund betragtede ikke sagen som skammelig på grund af en seksualforbrydelse. Da Christine Keeler, ud over den britiske minister Profumo, samtidig havde et seksuelt forhold til en flådeofficer ved den russiske ambassade, blev alene muligheden for, at statshemmeligheder kunne blive afsløret, betragtet som forkastelig. Det seksuelle skandaleaspekt blev overhovedet ikke fastslået som en forbrydelse. Det mest afskyelige var, at ministeren havde afgivet en falsk erklæring i det britiske parlament, og at hans løgn senere blev afsløret. Amerikanske borgere, som bliver indblandet i spionageskandaler af den nævnte art, får politisk asyl i Rusland. Også dér rejses der ingen indvendinger mod at give personer, der har begået seksualforbrydelser, asyl.

Forfattere, journalister, litterater og novelleforfattere i alle jahiliyyah-samfund, nær såvel som fjerne, anbefaler alle, uanset om de er ugifte eller gifte, åbne og frie seksuelle forhold og erklærer, at dette ikke er en moralsk forbrydelse. Ja, efter deres opfattelse er det en forbrydelse, hvis en ung mand eller kvinde har samleje med en anden uden ægte og oprigtig kærlighed. Hvis en hustru, selv om hun ikke nærer nogen kærlighed til sin mand, fortsat værner om sin ære og kyskhed, er denne kvinde forkastelig i samfundets øjne. Tværtimod anses det i denne situation for prisværdigt at finde en anden elsker. Der skrives snesevis af fortællinger til støtte for denne fremgangsmåde. Gennem lederartikler, almindelige artikler, alvorlige og lette featureartikler samt tegninger i aviser opfordres der til en uren og skamløs livsførelse.

Set fra et menneskeligt synspunkt og efter målestokken for menneskehedens fremadskridende udvikling er samfund af den nævnte slags tilbageskuende og blottet for civilisation.

Menneskets højere udviklingsforløb fører det fra dyreinstinkternes niveau opad mod høje værdier. For at tilfredsstille de dyreinstinkter, der findes i menneskets natur, har et samfund i udvikling indført familieordningen. Denne ordning lægger, samtidig med at kroppens biologiske behov opfyldes, vægt på opdragelsen af de kommende generationer og på at forme dem med fuldt menneskelige egenskaber. Kun på denne måde kan den menneskelige civilisation bestå. Det samfund, der naturligt ønsker både at holde menneskets dyreinstinkter under kontrol og at give menneskelige egenskaber fuld mulighed for at udvikle sig, må træffe passende forebyggende foranstaltninger for at bevare familiens renhed, fred og orden. Det er nødvendigt at træffe forebyggende foranstaltninger, så familien får mulighed for at udføre sine grundlæggende pligter fri af fysisk ophidselses indflydelse. Men i et samfund, hvor undervisning i strid med moralen og et giftigt miljø hersker, og hvor seksuel løssluppenhed ikke anses for at høre under moralske værdier, hvor er da muligheden for, at menneskelighed kan udvikle sig?

Derfor er det alene islamiske værdier og islamisk moral samt islamisk undervisning og forsvarssystem, der udgør den rette ordning for det menneskelige samfund. Gennem de varige, uforanderlige og korrekte skridt, der er taget for det menneskelige samfunds udvikling, anerkendes den sandhed, at den islamiske civilisation er den sande civilisation, og at det islamiske samfund er det sande civiliserede samfund.

Den gudscentrerede civilisation og materielle fremskridt

Når mennesket etablerer Allahs khilafah på jorden, overgiver det sig i overensstemmelse med khilafahens krav udelukkende til Allahs tjeneste og frigør sig fra tjenesten for alle andre kræfter end Allah. Det realiserer den livsordning, Allah har givet, forkaster alle menneskeskabte livsideologier, følger Allahs shariah og forkaster alle andre former for lovgivning. Det antager de værdier og den moralske målestok, som Allah har fastlagt, og nægter at acceptere alle andre målestokke. Med etableringen af den guddommelige khilafah sker der på den ene side denne ovennævnte ændring i menneskets adfærd. På den anden side beskæftiger mennesket sig med forskning og overvejelser for at afdække de love og regler, der styrer skaberværket. Det anvender resultaterne af denne forskning til menneskehedens gavn, samtidig med at de holdes inden for de påbud og forbud, som Allah den Ophøjede har fastsat. Som Allahs khalifah indsamler mennesket fødevarer og råmaterialer til industrien fra skaberværket og går gennem anvendelsen af sin tekniske og videnskabelige viden videre med etableringen og udviklingen af forskellige industrier. Når mennesket udfører alt det nødvendige arbejde for materielle fremskridt som Allahs repræsentant med et gudfrygtigt hjerte, og når det i alle moralske og materielle handlinger er opmærksomt på Allah den Ophøjedes påbud og forbud, bliver mennesket først da fuldt ud civiliseret. Deres samfund når civilisationens højeste tinde. Islam betragter ikke blot materielle fremskridt som civilisation, for også jahiliyyah-samfund opnår materielle fremskridt. Mange steder i Koranen er sådanne samfund, trods deres materielle fremskridt, blevet betegnet som jahiliyyah-samfund.

——————————————————————————————

“Hvad fejler jer, at I på hvert højt sted opfører store bygninger blot som mindesmærker? Når man ser de storslåede paladser, I har bygget, skulle man tro, at I vil leve evigt på jorden. Når I rækker hånden ud mod nogen, griber I altid ind som tyranner. Frygt Allah og adlyd mig, Ham, som har givet jer meget, som I kender til. Frygt Ham og lev jeres liv i gudsfrygt. Han har givet jer husdyr, børn, haver og kilder. Jeg frygter, at en frygtelig dags straf vil ramme jer.”

——————————————————————————————-

“Tror I, at I for evigt kan leve lykkeligt med alle disse jordiske goder i disse haver og ved disse kilder? På disse marker med afgrøder og disse dadelpalmer fyldt med saft? I udhugger bjergene og bygger enorme huse som symboler på jeres stolthed. Frygt Allah og adlyd Ham. Lev ikke i lydighed mod dem, der skaber uro og fordærv på jorden og ikke indfører fred og orden.”

“Da de glemte de formaninger, de havde fået, åbnede Jeg overflodens porte for dem. Mens de var opslugte af glæden over den jordiske overflod, Jeg havde givet dem, greb Vi dem pludseligt. Da mistede de håbet i alle henseender. Således udryddede Vi det uretfærdige folk. Al lovprisning tilkommer Allah Ta’ala, verdens Herre.” — Al-An’am: 44-45

——————————————————————————————-

“Da jorden var smykket med blomster og frugter, markerne var tynget af afgrøder, og jordens ejere troede, at de ville få udbytte af afgrøderne, nåede Vor befaling dem pludseligt om natten eller om dagen. Jeg udslettede dem således, at intet spor af deres eksistens blev tilbage.” — Yunus: 24

Vi har allerede nævnt, at islam ikke er imod materiel udvikling eller opdagelsen og indsamlingen af materielle goder; tværtimod er materiel udvikling under den livsordning, Allah har givet, blevet betegnet som en velsignelse fra Allah. Og Allah Ta’ala giver selv menneskene det glædelige budskab om denne velsignelse som belønning for deres lydighed og underkastelse under Ham.

——————————————————————————————-

“(Profeten Nuh sagde:) Jeg sagde til mit folk: ’Bed jeres Herre om tilgivelse – sandelig, Han er Den Tilgivende. Han vil sende jer regn i stride strømme og styrke jer med rigdom og børn. Han vil give jer haver og lade floder strømme for jer.’” — Nuh: 10-12

——————————————————————————————

“Hvis indbyggerne i byerne havde troet og frygtet Allah, ville Vi have åbnet velsignelser fra himlen og jorden for dem. Men de forkastede sandheden, så Vi greb dem på grund af deres onde handlinger som straf.” Al-A’raf: 96

Materiel fremgang alene er ikke målestokken for det menneskelige samfunds niveau. Det er i virkeligheden de forestillinger, på grundlag af hvilke den storslåede bygning af materiel og kunstnerisk udvikling opføres, de livsværdier, som holder samfundet sammen, og det præg af menneskelig civilisation, der kommer til udtryk gennem hele samfundets adfærd og skikke, som fastlægger samfundets egentlige niveau.

Den islamiske samfunds gradvise udvikling

Når det islamiske samfund opstår gennem en bevægelse og antager form af en bedre livsordning, bliver det et samfund med enestående særpræg. Derfor kan den anskuelse, holdning og det program, der kræves for at etablere et jahili-samfund, på ingen måde være virksomt i bevægelsen for at etablere et islamisk samfund. Det islamiske samfund fødes som resultat af en langvarig og udmattende kamp. Også reglerne og metoderne for at føre denne kamp er afgrænset af islams rammer. Det er denne kampbevægelse, der fastlægger hvert enkelt menneskes værdi og status i samfundet og, efter en korrekt vurdering af det, fastsætter dets sociale ansvar og pligter. Den bevægelse, fra hvis skød det islamiske samfund fødes, får sin tankegang og sit program udformet fra en kilde, der befinder sig uden for den jordiske verden og over grænsen for menneskelig formåen. Denne kampbevægelses kilde er den iman eller tro, som er blevet åbenbaret fra Allah til menneskene. Denne iman skaber en særlig opfattelse af den skabte verden, menneskelivet, menneskets historie samt livets værdi og formål, og den giver også en livsordning, der gør det muligt at leve i overensstemmelse med denne opfattelse. Kort sagt ligger kilden til den islamiske bevægelse hverken i menneskets sind og fornuft eller i den materielle verden, men over menneskets erkendelse og den materielle verden. Det islamiske samfunds vigtigste særpræg er netop den iman, der er åbenbaret fra den højere verden.

Den troslære og tro, der er åbenbaret fra den højere verden, kommer ikke som følge af menneskers tænkning, forskning eller bestræbelser. Den iman, der modtages gennem det guddommelige budskab, sår frøet til den islamiske bevægelse og skaber samtidig mennesker, der kan føre kampen. Når det guddommelige budskab om iman når frem til en person, og han tror, at dette budskab er åbenbaret fra Allah, begynder frøsåningen gennem ham. Denne person holder ikke sin iman inde i hjertet og sidder passivt. Tværtimod begynder han at bestræbe sig på at bringe det budskab, som han har troet på, videre til andre. Det ligger i imans natur. En stærk og aktiv bevægelses natur er dynamisk. Den mægtige Skaber fra den højere verden, som tænder troens lys i menneskets hjerte, ved udmærket, at imans lys ikke forbliver begrænset til hjertets grænser, men spreder sine lysstråler over hele den vidstrakte jord.

Når antallet af troende når op på tre, siger denne tro selv til dem: »Nu er I blevet et samfund, og dette samfund er et særegent islamisk samfund. Jeres samfund er helt anderledes end det herskende jahiliyyah-samfund. For jahiliyyah-samfundet ledes ikke i overensstemmelse med jeres tro.« Når tre troende er blevet organiseret, træder et konkret eksempel på det islamiske samfund frem.

Fra tre vokser antallet af troende til ti, fra ti til hundrede, fra hundrede til tusind og fra tusind til flere tusinde; således udvides og styrkes det islamiske samfund gradvist.

Kampen mod jahiliyyah-samfundet begynder allerede. På den ene side af de to stridende parter står den nydannede islamiske organisation. Et lille, nyfødt samfund med egne forestillinger, værdier, civilisationskriterier og organisatoriske struktur adskiller sig fuldstændigt fra jahiliyyah-samfundet og træder frem med sine egne særpræg. På den anden side spærrer jahiliyyah-samfundet vejen for dette nyfødte samfund, og mens konflikten og sammenstødene mellem dem fortsætter, slutter folk sig én eller to ad gangen fra jahiliyyah-samfundet til det islamiske samfund. I den lange periode fra bevægelsens begyndelse, indtil den etablerer sig som den sejrende magt, prøver det islamiske samfund hvert enkelt af sine medlemmer og tildeler gennem prøvelser og undersøgelser hver person den rang og det ansvar, som vedkommende efter islamiske kriterier er egnet til at bære. Det islamiske samfund vurderer menneskers evner, arbejdskraft og rang efter behovets krav. Ingen behøver at træde frem og gøre krav på at få anerkendt sin egen egnethed og rang. Tværtimod får den enkeltes aqidah og værdier ham til at skjule sig for samfundets undersøgende blik. For samfundet søger hele tiden efter egnede mennesker, som det kan overdrage ansvar til. Samtidig betragter den enkelte ikke sig selv som mere egnet end andre. Derfor foretrækker han at holde sig skjult.

Men i det samfund, der fødes som en naturlig følge af den islamiske aqidah, er det umuligt for nogen at skjule sin egnethed. Hvert medlem af dette samfund må være aktivt. Hans tro vil være præget af begejstring og iver. Blodet i hans årer vil være hedt. Derfor vil hver enkelt, drevet af arbejdsvilje og for altid stræbende mod det højeste niveau af aktivitet, kaste alt, hvad han ejer og formår, ind i kampen. Kampen mod den jahiliyyah, der omgiver den islamiske organisation, vil gå fremad i fuldt tempo. Denne kamp har ingen pause, ingen hvile og ingen forsoning eller kompromisaftale med det falske. Derfor har Allahs Sendebud (s.a.) sagt: »Jihad vil fortsætte indtil opstandelsens dag.«

På vejen frem gennem op- og nedture bliver hver persons rang fastlagt, og under kampen opnår bevægelsen succes ved, at enhver udfører de ansvar og pligter, der svarer til hans egen egnethed. Det islamiske samfunds to særtræk, nemlig bevægelsens begyndelse og organisationsmetode, giver dette samfunds opbygning, form og beskaffenhed, skikke og handlingsprogram en helt særskilt status i forhold til alle andre ikke-islamiske samfund. Derfor kan man ikke forstå det islamiske samfunds særpræg ved at bedømme det ud fra andre ideologiers tilblivelsesform; og at drømme om at etablere et islamisk samfund ved at låne metoder fra ikke-islamiske bevægelser er ikke andet end tåbelighed.

Den islamiske civilisation er hele menneskehedens ejendom

Ud fra den definition af den islamiske civilisation, som vi nævnte ovenfor, er islam ikke en ideologi fra en bestemt epoke, nedskrevet på siderne i den forgangne historie. Den islamiske civilisation er derimod et krav fra den moderne tidsalder og et håbets lys for fremtiden. Dette ideal er kommet for alle tider. Ligesom mennesker også i dag kan opnå umådelig gavn ved at komme i kontakt med det islamiske ideal, vil de kunne gøre det i fremtiden. Og det er kun det islamiske ideal, der kan redde nutidens verden ud af jahiliyyahs kompakte, mørke hule. Ligesom nationer, der er udviklede inden for industri, videnskab og økonomi, kan drage fordel af det islamiske ideal, kan svage og fattige nationer det også.

De værdier, som vi nævnte ovenfor, fik kun form i menneskesamfundet i den islamiske civilisations tidsalder. Det er ikke sket i nogen anden periode. Vi kalder den civilisation, hvor menneskelige værdier udfolder sig fuldt ud, for den islamiske civilisation. Men en civilisation, der kun lægger vægt på industriel, videnskabelig og økonomisk udvikling, mens de menneskelige værdier svækkes, kan ikke kaldes islamisk civilisation. Islamiske værdier er ikke noget imaginært, men yderst virkelige. Kun når mennesker oprigtigt bestræber sig på at tilegne sig værdier i lyset af islamisk undervisning, vil de opnå denne rigdom. Uanset miljøet og uanset hvilket udviklingstrin et samfund i industriel og videnskabelig fremgang befinder sig på, mindsker bestræbelsen på at tilegne sig disse værdier ikke dets udviklingstempo det mindste. For menneskelige værdier er ikke i modstrid med udvikling. I virkeligheden tilskynder islam til bestræbelser på materiel udvikling samt videnskabelig tænkning og forskning. For materiel udvikling hjælper med at udføre khilafahs ansvar.

På samme måde accepterer de nævnte værdier i lande, der er tilbagestående inden for industri og videnskab, ikke, at mennesker sidder uvirksomme; de opmuntrer dem tværtimod til at yde en omfattende indsats for at gøre fremskridt inden for industri og videnskab. Den islamiske civilisation kan med sine menneskelige værdier virkeliggøres under alle former for økonomiske forhold.

Den islamiske livsform og det islamiske samfunds handelsmæssige form og struktur ændrer sig efter tid og omgivelser. Men de værdier, som ligger til grund for den islamiske civilisation, er varige, urokkelige og uforanderlige og bygger på en historisk realitet. Når vi betegner værdierne som en »historisk realitet«, betyder det, at der findes et kapitel i historien, hvor man er bekendt med de islamiske værdier. Disse værdier er ikke skabt af historien; tværtimod er historien blevet påvirket af dem. Sagen er, at de islamiske værdier af deres egen natur ikke kan begrænses til en bestemt tid eller bestemte omgivelser. Disse værdinormer og værdier er ikke blevet skabt i menneskets sind og forstand eller i den naturlige verden. De er derimod blevet fastlagt fra den højere verden med det formål at fremme menneskers velbefindende i alle tider og under alle forhold.

Den islamiske civilisation kan i materiel og organisatorisk henseende antage forskellige ydre former. Men dens grundprincipper og værdinormer er evige og tidløse. De består i Allahs tilbedelse, etableringen af indbyrdes relationer på tawhids grundlag, etableringen af menneskehedens forrang over materielle goder, undertrykkelsen af det dyriske gennem udviklingen af menneskelige værdier og den behørige respekt for familiesystemet. Det er også at etablere Allahs kalifat på jorden i overensstemmelse med Allah den Højestes anvisninger og at lede alle kalifatets anliggender i overensstemmelse med Hans sharia.

Det er allerede blevet nævnt, at den islamiske civilisation anvender evner og arbejdskraft til videnskabelig organisering. Derfor er det, selv om de varige og uforanderlige værdinormer opretholdes, helt naturligt, at den islamiske civilisations ydre former ændres noget for at være i overensstemmelse med det etablerede samfunds industri, videnskab og økonomiske forhold. Også denne foranderlighed ligger i islams indre natur. Den er ikke lånt fra nogen ydre ideologi. Men tidssvarende ændringer af civilisationens ydre former betyder ikke en ændring af troslæren eller værdierne. Der er ingen mulighed for at sammenblande ydre ændringer med en ændring af de indre principper.

Da islam trængte ind i Centralafrika, såede den civilisationens frø i et samfund af nøgne mennesker, og overalt hvor den islamiske indflydelse slog igennem, var det befolkningen dér, der dækkede deres nøgne kroppe med tøj; mennesker, som var vant til at færdes nøgne, tog klæder på og trådte ind inden for civilisationens grænser. Det var under indflydelse af den islamiske lære, at de forlod deres tidligere liv, som var adskilt fra menneskesamfundet, og det var inspireret af islam, at mennesker uden civilisation lærte at udføre fysisk arbejde for at finde naturens skjulte rigdomme. Islam trak dem ud af deres snævre stammesamfund og kastede dem ud i det store menneskehav, som det islamiske samfund udgør, og i stedet for at sidde i bjerghuler og tilbede forskellige opdigtede guder lærte den dem at tilbede den ene Allah, verdens skaber og opretholder. Hvis denne enorme forandring ikke er civilisation, hvad er så definitionen på civilisation? Det var en civilisation for et bestemt miljø, og man anvendte dengang netop de midler, der fandtes i dette miljø. På samme måde vil islams virke, hvis den trænger ind i et andet miljø, blive udformet i overensstemmelse med dette miljø, og civilisationen vil komme til udtryk i overensstemmelse med dette samfunds tilstand. Derfor er der ifølge den metode, islam har lært, ikke fastsat noget bestemt niveau inden for industri, videnskab eller økonomi som forudsætning for udviklingen af den islamiske civilisation. Hvor den islamiske civilisation end trænger ind, vil den anvende de materielle bestanddele, der findes dér, og give dem en mere raffineret form. Hvis sådanne materielle bestanddele ikke findes i et samfund, vil den lære samfundet, hvordan de kan erhverves, og føre det frem ad fremskridtets vej.

Men man må huske, at islam altid vil være grundlagt på sine evige og tidløse grundprincipper, og hvor og hvornår den end etableres, vil dens egne særpræg komme til udtryk dér. Der vil også blive opbygget en særlig organisation for at etablere og opretholde den, og med sine særlige kendetegn og sin organisatoriske struktur vil den islamiske civilisation træde frem i en form, der er helt forskellig fra det jahilitiske samfund.

 —————————————————–

»Farv jer med Allahs farve. Og hvem har en bedre farve end Allah?« — Al-Baqarah: 138

Ottende kapitel

Islam og kultur

I det sjette kapitel nævnte vi, at den første del af den første søjle i den islamiske livsopfattelse er at underkaste sig den ene og enestående Allah. Dette er betydningen af trosbekendelsen »lā ilāha illā Allāh«. Den anden del af denne søjle er, at man må hente måden og metoden til at leve et liv underkastet Allah hos Hazrat Muhammad (fvmh.). Den anden del af tawhīd-trosbekendelsen, nemlig Muhammadur Rasulullah (fvmh.), udtrykker netop denne betydning. Den praktiske prøve på underkastelse under Allah og på at tjene Ham er, at man i troslæren, i det praktiske liv samt ved udformningen af love og regler og ved at adlyde loven kun anerkender Allah som den eneste Ma’būd. Ingen muslim kan anse nogen anden magt end Allah for at have ret til Allahs værdighed eller for værdig til tilbedelse. En muslim kan aldrig så meget som overveje at tilbede andre skabninger end Allah eller anerkende dem som suveræn magt.

I det foregående kapitel forklarede vi betydningen af tilbedelse, tro og suverænitet. I dette kapitel vil vi drøfte suverænitetens betydning og dens forbindelse med kulturen.

Grænserne for den guddommelige sharia

Ifølge det islamiske syn er Allahs suverænitet ikke begrænset til blot at anerkende Ham som kilden til lovgivning eller til at afsige dom efter Hans lov. Islamisk sharia betyder heller ikke blot et system af regler. Alle de skikke og normer, der er nødvendige for livet, er omfattet af sharia. Denne snævre opfattelse er ikke en korrekt forståelse af den islamiske sharia. Grundlaget for den islamiske sharia er alle de anvisninger, som Allah den Ophøjede har givet menneskene. Troslæren, principperne for regeringsførelse, retsplejen, den moralske standard, formerne for indbyrdes relationer samt principperne for dyrkningen af viden og videnskab og alle tilsvarende forhold er omfattet af sharia.

Alle forhold vedrørende menneskelivet, såsom menneskets forestillinger om Skaberen og skaberværket, hvad enten det gælder den synlige eller den usynlige verden, menneskets egen natur og dets status i skaberværket, er omfattet af den islamiske sharia. Tilsvarende hører politiske, sociale og økonomiske forhold samt principperne for disse forhold under den islamiske sharia. Målet med den guddommelige sharia er fuldstændig underkastelse under Allah i alle disse forhold. Ud over de ovennævnte forhold hører reguleringen af samfundets lovregulerede anliggender også under sharia. Derfor forstår vi almindeligvis ved sharia kun love og regler eller et regelsystem. I virkeligheden er sharias område imidlertid langt bredere. Moralsk adfærd samt målestokken for vurderingen af samfundets værdier og værdistandarder er også en del af sharia. Alle områder inden for vidensdyrkelse samt principperne for videnskab og kunst er ligeledes en del af sharia. For i alle de nævnte forhold har vi, ligesom i lovgivningsspørgsmål, brug for Allah den Ophøjedes vejledning.

Vi har tidligere drøftet, hvordan Allahs suverænitet skal anerkendes i spørgsmål vedrørende love, regler og regering. På tilsvarende måde er nødvendigheden af at gøre Allahs suverænitet gældende med hensyn til moral, transaktioner, værdistandarder og kriterierne for accept og forkastelse også blevet forklaret klart. Det er vigtigt at bemærke, at værdier, kriterierne for accept og forkastelse, moral og adfærd er følger af samfundets etablerede troslære, og at de nævnte forhold modtages fra den samme guddommelige kilde, som troslæren udspringer fra.

Men når man hører en drøftelse af anvendelsen af islamisk troslære og åbenbaret viden inden for litteratur og kunst, bliver ikke blot almindelige mennesker, men også mange blandt læserne og forfatterne af islamisk litteratur, forbløffede.

I en af mine tidligere udgivne bøger om kunstfag blev det sagt, at alle former for kunst blot er en afspejling af menneskets troslære og forestillinger. De forestillinger og overbevisninger, som mennesket har i sit sind om livet og verden, tager form og kommer til udtryk gennem kunstnerens pensel. Islamiske forestillinger frembringer islamisk kunst. For den islamiske troslære om den skabte verden fastlægger menneskets forhold til skabningen og Skaberen. Den islamiske troslære omfatter navnlig menneskets plads og værdighed i den skabte verden, menneskelivets formål og rolle, menneskets ansvar samt den rette vurdering af dets liv. Den islamiske troslære er nemlig ikke noget, der blot er begrænset til fantasiens og tankens verden; den er derimod en levende, aktiv, indflydelsesrig og bestandigt virkende ideologi, og det er netop denne troslære, der påvirker menneskets følelser og handletrang.

Kort sagt er der behov for en detaljeret drøftelse af anvendelsen af Allahs ord inden for kunst og litteratur. Jeg har allerede nævnt, at ikke blot uddannede mennesker, men også mange muslimer, der tror på Allahs suverænitet, bliver forbløffede over mit synspunkt i denne sag.

Hvad enten det drejer sig om troen, om forestillingerne om livet, om formerne og metoderne for tilbedelse, om moral og indbyrdes omgang, om værdier eller kriterierne for accept og forkastelse, om økonomiens og politikkens grundlinjer eller om fortolkningen af historien, kan en muslim ikke søge vejledning i nogen anden kilde på noget af disse områder og tilsidesætte Allahs åbenbarede ord. Derfor må muslimen altid søge hjælp hos en vidende muslim for at tilegne sig viden om alle de nævnte områder. Den såkaldt videndes ord og handlinger må altid stemme overens. Først da kan han undervise korrekt i islamisk viden og videnskab.

Muslimen har naturligvis tilladelse til at lære specialiserede fag af ikke-muslimer. Som eksempler kan nævnes kemi, fysik, astronomi, lægevidenskab, kunst, landbrug, statsforvaltning (kun hvad angår administrative metoder), tekniske fag, militær uddannelse samt national industri og videnskab. Det er naturligvis sandt, at der efter etableringen af et islamisk samfund må uddannes et tilstrækkeligt antal specialister inden for alle de nævnte områder. For det er en kollektiv pligt for muslimer at tilegne sig viden på disse områder, det vil sige, at et tilstrækkeligt antal mennesker efter samfundets behov skal opnå særlig ekspertise inden for de ovennævnte områder. Ellers vil hele det islamiske samfund blive gjort syndigt. Men indtil der er uddannet tilstrækkeligt mange dygtige mennesker inden for de forskellige videnskabelige områder, kan muslimer, for at opnå ekspertise i særlige fag og videnskaber, henvende sig til specialister, hvad enten de er muslimer eller ikke-muslimer, eller betro dem forskellige opgaver.

Det var om sådanne forhold, at Allahs profet (fred være med ham) sagde:

——————————————————-

Det vil sige: I har større erfaring med verdslige forhold. Disse forhold har ikke forbindelse med spørgsmål som livet, den skabte verden, mennesket og formålet med dets skabelse, menneskets ansvar og pligter samt menneskets forhold til den skabte verden og Skaberen. Disse videnskaber har heller ikke forbindelse med principperne for udformning af love, der regulerer og bestemmer samfundets karakter, eller med moral, adfærd, skikke, sædvaner, vaner, handlemåder, værdier og kriterierne for accept og forkastelse. Derfor er der ingen fare for, at muslimens tro bliver forvansket, eller at han vender tilbage til jahiliyya, som følge af at lære de ovennævnte fag af ikke-muslimer.

Men hvis man skal forklare den indre tankegang og betydningen af menneskets aktiviteter (uanset om aktiviteterne er individuelle eller kollektive), må man analysere menneskets individuelle væsen og menneskehedens historie. På tilsvarende vis hører spørgsmål vedrørende skabelsens begyndelse og menneskelivets oprindelse under metafysikken (Metaphysices) (det vil sige, de er ikke forbundet med kemi, fysik, astronomi og lægevidenskab), og derfor regulerer de menneskets livsførelse ligesom lovgivning og systemlæren. Disse spørgsmål påvirker indirekte menneskets aqida og trosforestillinger.

Derfor kan en muslim ikke blive discipel hos en ikke-muslim for at opnå viden om de nævnte spørgsmål. På alle områder, der påvirker menneskets livsførelse, kan man kun modtage viden fra gudfrygtige og fromme muslimer, og man må have den overbevisning om den pågældende lærer, at han udelukkende støtter sig til den viden, som Allah har givet. Kort sagt bør muslimen have en fast overbevisning i sit sind om, at disse spørgsmål er forbundet med aqida. Derfor er det en uundværlig del af tilbedelsen og et ufravigeligt krav i trosbekendelsen at fastlægge sin opfattelse og sin livsvej vedrørende disse spørgsmål i lyset af den guddommelige åbenbaring.

Der er naturligvis ingen hindring for at studere og kritisk analysere deres synspunkter for at få kendskab til, hvor megen vildledende information der er blevet formidlet i værker og bøger af forfattere, der støtter jahiliyyah, og på hvilke måder man kan beskytte mennesker mod disse vildledende ideologier. Tværtimod er det nødvendigt at gøre dette for at gøre mennesker ordentligt bekendt med den islamiske aqida og troslære.

Filosofi, fortolkning og analyse af menneskehedens historie, psykologi (bortset fra resultater opnået gennem erfaring og eksperimenter – for disse er ikke nogens mening, men virkelige resultater af erfaring og eksperimenter), etik, teologi og sammenlignende studier af forskellige religioner, samfundsvidenskab (bortset fra statistik og resultater opnået gennem erfaring) og lignende fag er gennem forskellige perioder i fortiden og nutiden blevet og bliver direkte påvirket af forskellige vildledende ideologier. Ja, hele strukturen i de nævnte fag er blevet opbygget på grundlag af jahili-trosforestillinger og -ideologier. Det er derfor, at de fleste af de ovennævnte videnskaber er i konflikt med din og generelt fjendtligt indstillet over for alle religioner og i særdeleshed over for islam.

Blandt emnerne for menneskets tænkning og forskning er de ovennævnte emner ikke som kemi, fysik, biologi, lægevidenskab og lignende. Hvis disse emner begrænser sig til resultater opnået gennem erfaring og eksperimenter og ikke forsøger at udforme en ideologi på grundlag af gæt og formodninger, er der ingen grund til, at de skulle ødelægge aqida og trosforestillinger. Men hvis de overskrider eksperimenternes grænser og griber til fantasi, vil de naturligvis være vildledende. Darwins biologi kan nævnes som eksempel. Under sine undersøgelser og erfaringer inden for biologien benægtede han uden logisk bevis og uden nødvendighed, at det var nødvendigt at tro på eksistensen af en kraft uden for den materielle verden, når man drøfter livets begyndelse i skaberværket og dets gradvise udvikling.

Den viden, som Allah har givet muslimerne om disse nødvendige spørgsmål, er tilstrækkelig og fuldkommen. Viden om urokkelig tro på Allah og fuldstændig underkastelse under Ham er viden på et meget højt niveau. Alle menneskets fantasifulde ideologier og argumenter er i sammenligning med den viden, Allah har givet, ikke andet end latterlige forsøg.

Nogle mener, at kultur er hele menneskehedens fælles arv. Kultur er ikke begrænset af nogen bestemt nations, folks eller religions grænser. Dette er i vid udstrækning rigtigt, hvad angår videnskab, teknisk kunnen og fortolkningen og analysen heraf. Betingelsen er imidlertid, at man afholder sig fra filosofiske metafysiske fortolkninger, der går ud over forskningens resultater, fra at analysere menneskelivets formål og dets historiske rolle og fra at udforme gæt- og formodningsbaserede ideologier om litteratur og kunst. De, der betegner »kultur« og »civilisation« som hele menneskehedens fælles arv, overtræder imidlertid disse betingelser og tyer til bedrag. Som et raffineret led i den verdensomspændende jødiske sammensværgelse forsøger disse meningsfæller i kulturens navn at svække alle former for moralske bindinger, især religiøse trosforestillinger. Ved at trænge ind i verdenspolitikkens indre forsøger de at befri mennesker fra moralske og religiøse begrænsninger, så jødernes onde hensigter kan gennemføres i hele verden. Det første trin i den jødiske sammensværgelse er ågerforretning. Gennem denne forretning udsuger de menneskehedens blod og fortsætter med at berige pengekasserne i de jødestyrede, rentebaserede institutioner.

Hvis man ser bort fra rene videnskabelige fakta og deres praktiske anvendelse, finder vi efter islams vurdering to former for kultur. Den ene er den islamiske kultur, der er opbygget på den islamiske aqida og troslære. Den anden er den jahilitiske kultur. Den jahilitiske kultur kommer til udtryk gennem forskellige former for livsførelse. Jahiliyyah tager imidlertid alle de livsformer, den har udformet, til sig uden at kontrollere ideologierne efter den målestok, Allah har givet. Den islamiske kultur påvirker alle former for menneskelig tænkning og handlemåde og giver principper og handlingsmetoder, der gør kulturens aktiviteter dynamiske og særprægede.

Europas eksperimentelle videnskab

Det er nødvendigt at huske, at den videnskabelige undersøgelses- og eksperimenteringsmetode er livskraften i det moderne Europas industri og kultur. Denne eksperimenteringsmetode er imidlertid ikke Europas opfindelse. Den blev født på de islamiske universiteter i Spanien og Østen. Islam har med klare ord henvist til den skabte verden, naturlovene og de utallige kræfter og ressourcer, der er skjult i den skabte verden, og netop disse henvisninger tilskyndede muslimerne til at forske i og eksperimentere med den skabte verden. Senere begyndte Europa en særlig bevægelse for videnskabelig forskning og eksperimentering, idet det fulgte den vej, muslimerne havde vist, og nåede gradvist toppen af udviklingen. Samtidig begyndte den muslimske verden at bevæge sig væk fra islam, og som følge heraf gik dyrkelsen af viden og videnskab i deres samfund først i stå og ophørte senere fuldstændigt. En af de mange årsager til denne passivitet var det daværende islamiske samfunds indre svaghed, og en anden var de gentagne væbnede angreb fra kristne og jøder på den muslimske verden. Europa lærte metoden til videnskabelig forskning fra den islamiske verden og rev forbindelsen mellem denne metode og islam over. Senere erklærede de oprør mod kirken, fordi kirken under påberåbelse af Allahs styreordning udøvede undertrykkelse over det almindelige folk. Samtidig med modstanden mod kirken forkastede de også den islamiske metode til videnskabelig forskning. Som følge heraf forkastede Europa også den islamiske metode til tænkning og forskning. Som følge heraf bevægede tænke- og forskningsstrømmen i Europa sig ad jahiliyyahs vej, og den blev ikke blot fuldstændigt adskilt fra islamiske forestillinger i sin natur, men strømmede desuden i en antiislamisk retning. Derfor er det en muslims pligt at gøre islamiske forestillinger og akidah til grundlag for al sin tænkning, forskning og aktivitet. Når hans viden og evner er blevet tilstrækkeligt solide, skal han enten selv begynde at tænke ud fra et islamisk perspektiv eller modtage undervisning hos en gudfrygtig og pålidelig lærd.

Mottoet »Søg viden, hvor end du kan« gælder ikke på alle områder set fra islams perspektiv. Når det gælder viden om troen, livsformen, moral og værdier, vaner og skikke samt menneskers indbyrdes relationer, går det ikke at løbe omkring alle vegne for at søge viden.

Islam tillader naturligvis, at man, hvis man ikke kan finde en gudfrygtig og pålidelig muslimsk lærer, modtager undervisning hos en ikke-muslim eller en muslim, der er ulydig mod Allah, i kemi, fysik, astronomi, medicin, tekniske fag, landbrug, administration og alle tilsvarende tekniske områder. Muslimernes nuværende tilstand er sørgelig. Mange af dem har fjernet sig langt fra deres religion og livsordning. De har glemt, at islam har udnævnt dem til Allahs stedfortrædere på jorden og pålagt dem at tilegne sig færdigheder inden for alle former for viden og videnskab samt at udvikle deres arbejdsevne og kunnen for at kunne varetage kalifatets ansvar. Derfor kan det under de nuværende forhold tillades at tilegne sig rent teknisk og ingeniørmæssig viden hos ikke-muslimske lærde. Men islam tillader ikke, at man lærer grundlaget for akidah, fundamentet for forestillingerne om livet, Koranens tafsir, hadith, fortolkning og analyse af profetens sirah, historiens filosofi, en filosofisk vurdering af menneskelig aktivitet, sociale skikke, metoderne til at danne en regering, politikkens grundlæggende principper og lignende emner hos en ikke-muslim eller en person, der bærer muslimsk navn, men er ulydig mod Allah.

Før jeg fremsatte mine synspunkter om ovenstående emner for jer, forsøgte jeg i fyrre år at tilegne mig kendskab til resultaterne af menneskers tænkning og forskning inden for forskellige videnskabsområder. På de områder, jeg var særligt tiltrukket af, udførte jeg forskning på ekspertniveau. Derefter rettede jeg min opmærksomhed mod kilden til min tro, og med forundring konstaterede jeg, at alt det, jeg tidligere havde lært, var yderst ubetydeligt. Jeg fortryder dog ikke, at jeg tilbragte fyrre år af mit liv med at studere disse kundskaber og videnskaber. For i den periode fik jeg mulighed for at lære jahiliyyahs natur, dens vildfarelser, dens afvigelser fra den rette vej og dens uvidenhed at kende, og samtidig så jeg klart den tomhed, der var skjult bag dens trusler, buldren og højrøstede råben. Det var på det tidspunkt, jeg fuldt ud indså, at en muslim aldrig kan tage jahiliyyahs kilde til sig ved siden af den guddommelige kilde for at tilegne sig viden.

Alligevel er dette ikke blot min personlige mening. Sagen er nemlig meget vigtig, og i så vigtige spørgsmål kan man ikke træffe en beslutning alene på grundlag af et enkelt menneskes eller nogle få menneskers personlige opfattelse. Især når Allah selv har fastsat en målestok, kan der ikke være tale om at give nogle få muslimers mening forrang. Vi må træffe vores beslutning i overensstemmelse med de anvisninger, som Allah og Hans elskede profet (fred være med ham) har givet os om dette spørgsmål. Det er enhver muslims pligt at rette sin opmærksomhed mod Allahs og Sendebudets anvisning i alle omstridte spørgsmål. Med denne pligt i erindring vil vi undersøge, hvad Allah og Sendebudet siger om dette emne. Om jødernes og de kristnes sammensværgelser mod muslimerne siger Allah:

——————————————————————————————

»Mange blandt Skriftens folk ønsker af misundelse at føre jer tilbage til vantroens vej, efter at sandheden er blevet tydelig for dem. Tilgiv dem derfor, og bær over med dem, indtil Allah træffer Sin afgørelse om dem. Allah har visselig magt over alle ting.«

——————————————————————————————–

“De vil aldrig være tilfredse med jer, før I slutter jer til jøderne og de kristne. Sig: Allahs vejledning er den eneste sande vejledning. Hvis I, efter at viden er kommet til jer, følger deres ord, vil ingen kunne beskytte jer mod Allahs straf.”

— Al-Baqara: 120

——————————————————————————————-

“I, der tror! Hvis I følger nogen gruppe blandt Bogens folk, vil de føre jer tilbage til et liv i vantro.” — Aal-e-Imran: 110

Det udsagn fra Allahs Sendebud (sa), som Hafiz Abu Ali Hazrat Jabir (ra), Hammad og Sha’bi har overleveret, lyder således —

——————————————————————————————

“Spørg ikke Bogens folk om noget. De vil aldrig vise dig den rette vej, for de er selv kommet på afveje. Under deres indflydelse vil du enten acceptere en løgn som sandhed eller sandhed som løgn. Ved Allahs ed! Selv hvis Musa (a) stadig var i live i dag, ville ingen anden vej end at følge mig være tilladt for ham.”

Selv efter at Allah den Ophøjede har advaret muslimerne om jødernes og de kristnes ondskabsfulde sammensværgelser, ville det være den største tåbelighed, hvis vi troede, at de ville give os korrekt undervisning i islamisk troslære og islamisk økonomi. For så ville det se ud, som om vi betragtede jøderne og de kristne som vores velønskere, velgørere eller sandhedssøgere. Men Allah den Ophøjede har afsløret deres sande natur. Hvis vi trods denne klare erklæring fra Allah den Ophøjede nærer sådanne forestillinger om dem, vil det kun være et bevis på vores yderste mangel på fornuft og fremsynethed.

Allah den Ophøjede har selv sagt— ——————————— (Sig: »O profet! Allahs vejledning er den sande vejledning«). Med denne erklæring har Han gjort det klart, at muslimen i alle sine anliggender kun skal træffe beslutninger på grundlag af den viden, som Allah den Ophøjede har givet. Ellers findes der ingen korrekt viden noget andet sted, bortset fra vildledning. Derfor er der intet håb om at finde den rette vej gennem andre kilder. I det ovenfor nævnte vers fastslås alt uden for Allahs vejledning som vildledende og ondt. Versets udsagn er særdeles klart og kan ikke fortolkes på nogen anden måde.

I Koranen er det med entydige ord befalet, at muslimer ikke må have noget forhold til dem, der vender sig bort fra ihukommelsen af Allah, og hvis mål alene er verdslige interesser. Da Koranen afslører sådanne menneskers sande natur, siger den, at de kun lader sig lede af formodninger. Den erklærer også, at de ikke besidder nogen viden—

——————————————————————————————-

»Lad være med at give den, der har vendt sig bort fra Min ihukommelse, og hvis eneste mål er denne verden, nogen betydning. Sådanne menneskers viden rækker kun så langt. Allah den Ophøjede ved bedst, hvem der er kommet på afveje, og hvem der har modtaget vejledning.«

——————————————————————————————-

»De kender kun denne verdens ydre forhold, men om det hinsidige er de uvidende.« — Ar-Rum: 7

Disse overfladiske mennesker, som kun retter blikket mod de ydre forhold og er berøvet sand viden, er uopmærksomme på ihukommelsen af Allah og optaget af begæret efter denne verdens forgængelige interesser. Sådan er alle vor tids videnskabsfolks og eksperters situation. Ingen muslim kan oprigtigt basere sig på den viden, de har tilegnet sig, og uden tøven kan man kun modtage undervisning hos dem i tekniske fag, ikke i andre spørgsmål. Det er ikke tilladt nogen muslim at have tillid til dem med hensyn til trosforestillinger om menneskelivet eller skabelsens mysterier. Den viden, som Koranen gentagne gange lovpriser, er ikke denne viden. I den hellige Koran siger Allah den Ophøjede—

—————————————————

“Kan den vidende og den uvidende være lige? — Az-Zumar: 9

De, der fortolker dette vers ved at løsrive det fra sammenhængen før og efter, tager fejl! En klar afgrænsning af viden findes i det følgende vers—

——————————————————————————————-

“(Er de ovenfor omtalte ulydiges adfærd bedre, eller er den bedre,) den, der i lydighed står op om natten, falder ned i sujud, frygter for det hinsidige og håber på Allahs barmhjertighed? Spørg dem: Kan de, der ved, og de, der intet ved, nogensinde være lige? Kun forstandige mennesker tager imod formaningen.” — Az-Zumar: 9

De, hvis hjerter skælver af frygt for det hinsidige, og som i nattens mørke, stående med bøjet hoved eller i sujud, ydmygt bønfalder deres Herre i Allah den Højestes nærvær, er netop de heldige mennesker, som er rige på viden. I Koranens vers er denne viden blevet kaldt den sande viden. Det vil sige, at den viden, som leder mennesket til Allah, og den viden, som skaber gudsfrygt og oprigtighed i menneskets hjerte, er den sande viden. Men den kundskab, som fordrejer menneskets natur og trækker det ad ateismens og vildfarelsens bugtede vej, kan aldrig kaldes viden.

Viden omfatter ikke blot troslæren, religiøse pligter og sharia. Viden har derimod et langt bredere omfang. Ligesom viden har en bestemt forbindelse med troslæren, de religiøse pligter og sharia, har den i samme grad forbindelse med naturlovene og alle forhold vedrørende etableringen og forvaltningen af menneskets kalifat på jorden.

Den viden, hvis kilde ikke er troen — er ifølge Koranens definition ikke blandt den viden, som Koranen lovpriser. De, der besidder viden, men er berøvet troens rigdom, regnes slet ikke blandt de vidende i Koranens øjne.

De videnskaber, der beskæftiger sig med skaberværket og naturlovene (såsom astronomi, biologi, fysik, kemi og geologi), fremmer en fast tro på eksistensen. Men hos dem, hvis tankegang er blevet fordrejet, fjerner disse videnskaber dem fra forestillingen om Allahs eksistens. Det var i Europa, at denne sørgelige holdning først opstod. På et tidspunkt i landets historie opstod der en bitter konflikt mellem videnskabsmændene og de undertrykkende præster, og som følge af denne modstand begyndte hele den videnskabelige forskningsbevægelse i Europa med en anti-Allahsk holdning. Denne bevægelse fik vidtrækkende indflydelse på alle sider og områder af det europæiske liv. Som følge heraf ændrede den europæiske tankegangs retning sig. Fjendtligheden og konflikten forblev derfor ikke begrænset til videnskaben og den europæiske kirke; den vestlige viden og videnskab blev som helhed fjendtligt indstillet over for alle religioner, og alle de ressourcer, Europa indsamlede gennem tænkning og forskning inden for viden og videnskab, blev ført ad ateismens vej. Det samme gælder inden for alle områder, såsom metafysik, filosofi og teknisk videnskab.

Den vestlige tankegang og videnskab blev således formet under den giftige indflydelse af had til religion, især af en endnu mere fjendtlig holdning til islam. Efter denne redegørelse er det ikke vanskeligt at forstå årsagen til den vestlige verdens intense had og modstand mod islam. Fra deres side blev der på planlagt vis ført en skændig propaganda mod islam. Formålet med en sådan propaganda er først at svække den islamiske troslære og derefter at ødelægge hele den islamiske samfundsstruktur.

Hvis vi, selv efter at være blevet bekendt med disse forhold, fortsætter med at være afhængige af den vestlige tankegang i forbindelse med studiet og undervisningen i islamisk viden og videnskab, vil det være en utilgivelig forbrydelse fra vores side. Når det gælder undervisning i rent tekniske videnskaber, har vi naturligvis i vor tid ingen anden mulighed end at søge hjælp hos vestlig viden. Men selv da må vi under studiet af disse fag omhyggeligt undgå fiktive og filosofiske oplysninger. For den vestlige videnskabs filosofi og forestillinger er opstået af en fjendtlig indstilling til islam. Derfor er der fare for, at den hellige kilde til det islamiske livsideal bliver grumset under deres indflydelse.

Kapitel ni

Muslimernes nationalitet

Fra den dag, hvor islam fremlagde nye forestillinger om moral og værdier samt metoderne til at opnå dem, lærte den også menneskene en ny måde at etablere indbyrdes relationer på. Islam kom til verden netop for at etablere forholdet mellem mennesket og dets Herre og for at lære, at kriteriet for, hvad der skal antages eller forkastes, og princippet for vurderingen af alle ting udelukkende må hentes hos Allah den Ophøjede. På samme måde har islam erklæret, at grundprincipperne for menneskenes indbyrdes relationer er fastlagt af Allah den Ophøjede. Vi er født efter Hans vilje, og til Ham skal vi vende tilbage. Islam har med kraftig røst erklæret, at der i Allah den Ophøjedes øjne kun findes ét eneste bånd, som forbinder mennesker med hinanden, og når dette bånd er stærkt, udslettes blodbåndet og alle andre forbindelser.

——————————————————————————————

“Du vil aldrig finde dem, der tror på Allah og Den Sidste Dag, knytte kærlighedsbånd til dem, der er Allahs fjender, selv om disse måtte være deres fædre, sønner, brødre eller nære slægtninge.” — Al-Mudschādila: 22

I verden findes der kun ét parti, som tilhører Allah. Alle andre partier er Satans og taghuts partier.

——————————————————————————————-

“De troende kæmper for Allahs sag. Og de vantro kæmper for taghuts sag. Kæmp derfor mod Satans venner. Alle Satans planer er svage.” — An-Nisa: 76

Der er kun én vej til Allahs nærvær. Og alle andre veje end denne fører bort fra Allah.

——————————————————————————————-

“Dette er Min lige og rette vej; følg den derfor. Følg ikke andre veje, ellers vil I fare vild.” — Al-An’am: 153

For mennesket findes der kun én livsordning. Og den er islam. Alle livsordninger bortset fra islam er jahiliyyah.

——————————————————————————————-

“Ønsker de da at træffe afgørelser efter jahiliyyah? I virkeligheden findes der for dem, der har en fast tro på Allah, ingen afgørelse, der er bedre end Allahs afgørelse.” — al-Ma’idah: 50

Der findes kun én Shariah, som man bør følge, og det er den islamiske Shariah. Alle andre shariaer end den ene Shariah, som Allah har åbenbaret, er udformet efter nafsens begær.

——————————————————————————————-

“(O profet!) Derefter har Jeg sat dig på en klar Shariah. Følg derfor denne Shariah, som Jeg har foreskrevet, og følg ikke de uvidendes begær.” — al-Jathiyah: 18

Der findes kun én sand vej i verden, og den er udelelig. Alle andre veje end denne sande vej er vildfarelsens eller gumrahis veje.

——————————————————————————————-

“Hvad kan vildfarelse være andet end det, der afviger fra sandheden? Hvor strejfer I omkring, efter at I er faret vild?” —

Der findes kun ét område i verden, som er værdigt til at blive kendt som Dar al-Islam, og det er en islamisk stat, hvor Allahs suverænitet anerkendes, Allahs Shariah håndhæves, og alle fælles anliggender styres på grundlag af muslimernes gensidige rådslagning. Alle områder bortset fra denne stat er Dar al-Harb (kufr-stat). En muslim kan have to slags forbindelser med Dar al-Harb: krig eller en fredsaftale, der indgås for en bestemt periode under specificerede betingelser. En sådan traktatbundet stat vil aldrig blive regnet som en del af Dar al-Islam.

——————————————————————————————

“De, der har antaget troen, udvandret og kæmpet med deres ejendom og liv på Allahs vej, samt de, der har givet de udvandrende ly og hjulpet dem, er alle hinandens støtter. Men I har ingen grund til at være venner med dem, der har antaget troen, men ikke er udvandret til (Dar al-Islam), før de udvandrer. Hvis de imidlertid beder jer om hjælp i religiøse spørgsmål, er det jeres pligt at hjælpe dem. Men I må ikke yde hjælp mod de folk, som I har indgået fredsaftale med. Allah Ta’ala ser alt, hvad I gør. Hvis I ikke hjælper hinanden, vil der brede sig splid og fordærv på jorden. De, der har antaget troen, udvandret og kæmpet på Allahs vej, og de, der har givet dem ly og hjulpet dem, er alle sande mu’miner. De vil få tilgivelse og en fremragende forsørgelse. Og de, der senere har antaget troen, udvandret og deltaget i jihad sammen med jer, hører til jeres gruppe.” — Al-Anfal: 72-75

Islam er kommet til verden med fuldkommen vejledning og afgørende anvisninger af ovennævnte art. Den har befriet mennesket fra støvets og kødets og blodets bånd og løftet det til en høj rang. Det land, hvor den af Allah givne sharia er blevet virkeliggjort, og hvor grundlaget for målestokken for indbyggernes indbyrdes forhold vurderes ud fra målestokken for deres forhold til Allah, er muslimernes hjemland. Muslimer har ingen anden nationalitet end troen og troens bånd. Det er alene i kraft af denne tro, at de kan blive medlemmer af Dar al-Islam — ikke på grundlag af nogen anden egenskab. Muslimer har ingen anden form for slægtskab eller nærhed end troens og aqidaens bånd. Broderskabsforholdet, der er knyttet på troens og aqidaens grundlag, bliver yderst dybt og stærkt. Mødre, fædre, brødre, hustruer og andre slægtninge kan ikke regnes som muslimers nærmeste, medmindre de knytter et forhold til Allah.

——————————————————————————————-

“O mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af ét menneske, og af dette ene menneske skabte dets mage, og fra dem begge skabte utallige mænd og kvinder. Frygt Allah, ved hvis navn I kræver jeres indbyrdes rettigheder, og vær opmærksomme på de rettigheder, der tilkommer slægtninge.” — An-Nisa: 1

Det skal bemærkes, at forholdet til Allah ikke forbyder mennesket at behandle forældre med anderledes holdninger venligt og opretholde sociale relationer med dem, så længe de ikke indtager en plads i den forreste række blandt den islamiske bevægelses fjender. Hvis de åbent støtter kufr-kræfterne, brydes muslimernes slægtskabs- og medfølelsesbånd til disse forældre imidlertid. En muslim er ikke forpligtet til at behandle forældre, der er fjendtlige over for Islam, venligt. Hazrat Abdullah (ra), søn af Abdullah ibn Ubayy, lederen af munafiqerne i Medina, har efterladt os et særdeles strålende eksempel.

Ibn Jarir har med henvisning til Ibn Ziyad berettet, at Allahs Profet kaldte Hazrat Abdullah (ra), søn af Abdullah ibn Ubayy, til sig og sagde: “Ved du, hvad din far har sagt?”

Hazrat Abdullah sagde: “Måtte mine forældre ofres for dig — hvad har han sagt?”

Profeten (fred være med ham) sagde: »Han siger, at når vi vender tilbage til Medina, vil de ærefulde fordrive de foragtede.«

Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud! Ved Allah, han har talt sandt. Allah er vidne: Det er dig, der er den ærefulde. Medinas indbyggere ved, at før du ankom til denne by, var jeg min fars mest lydige søn. Ingen var mere lydig end jeg. Men hvis Allah og Allahs Sendebud bliver tilfredse, hvis jeg i dag halshugger min far med egen hånd, er jeg villig til at gøre det straks.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Nej, gør ikke det.«

Da den muslimske hær var på vej ind i Medina, stillede Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham), søn af Abdullah ibn Ubayy, sig med draget sværd og blokerede sin fars vej. Han sagde: »Sagde du, at de ærefulde, når vi denne gang vender tilbage til Medina, vil fordrive de foragtede? Ved Allah, du skal straks forstå, om du er den ærefulde, eller om Allahs Sendebud (fred være med ham) er mere ærefuldt end alle mennesker. Jeg sværger ved Allah, at du ikke må gå ind i Medina, før Allahs Sendebud (fred være med ham) har givet tilladelse. Og du skal heller ikke regne med at slippe fra mig.«

Abdullah ibn Ubayy råbte to gange: »O folk fra Khazraj-stammen! Se, min egen søn lader mig ikke vende tilbage til mit eget hjem.« Trods hans råb blev Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) ved med at sige: »Ved Allah, jeg vil under ingen omstændigheder lade dig gå ind i Medina, før Allahs Sendebud (fred være med ham) har givet tilladelse.« Nogle mennesker forsøgte at få Hazrat Abdullah til at opgive det. Men Hazrat Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) gentog det samme igen og igen. Til sidst underrettede nogle mennesker Profeten (fred være med ham) om sagen. Efter at have hørt det hele sagde han til budbringerne: »Gå hen og sig til Abdullah, at han ikke skal forhindre sin far i at vende hjem.« Da denne besked var blevet bragt til Abdullah, sagde han: »Ja, hvis Allahs Profet har givet tilladelse, kan han gå ind i Medina.«

Når troens bånd først er blevet knyttet, bliver mennesker, selv uden blodsbånd, bundet sammen af et dybt broderskab. Dette forhold bliver så nært, at alle muslimer betragter sig selv som forskellige lemmer og organer på én og samme krop. Allah den Ophøjede siger:

 ———————————————-

»Alle troende er hinandens brødre.« — Al-Hujurat: 10

Selv om dette er kortfattet, har det givet en varig målestok for fastlæggelsen af relationer. Han siger endvidere—

——————————————————————————————-

»De, der har troet, forladt deres hjem for Allahs sag og kæmpet med deres liv og ejendom, samt de, der har givet dem tilflugt og hjælp, er hinandens beskyttere.« — Al-Anfal: 72

Den gensidige beskyttelse, der omtales i det ovenstående vers, er ikke begrænset til samtidens mænd og kvinder; det er tværtimod ønskværdigt, at den også består blandt de efterfølgende generationer. Kort sagt nærer de muslimske ummahs foregangsmænd kærlighed og oprigtig hengivenhed i deres hjerter for dem, der kommer efter dem, og de efterfølgende for dem, der gik forud.

——————————————————————————————-

»De, der allerede før muhajirunernes ankomst boede i Medina og havde antaget troen (det vil sige ansarerne), elskede dem, der var udvandret, og når krigsbyttet blev fordelt blandt muhajirunerne, nærede de ikke noget ønske i deres hjerter om selv at få del i denne rigdom; de gav derimod deres muhajir-brødre fortrinsret, selv om de selv befandt sig i økonomiske vanskeligheder. Og de, der har befriet deres hjerter for gerrighed, vil opnå lykke. De, der kommer efter dem, vil sige: ’Vor Herre! Tilgiv os og vores brødre, som troede før os, og lad ikke nogen ond tanke mod de troende opstå i vores hjerter. Vor Herre! Du er visselig barmhjertig og nådig.’« — Al-Hashr: 9-10

Troen er grundlaget for enheden

Allah den Ophøjede har i sin hellige Bog fortalt om de hellige fællesskaber, der blev dannet af de store profeter, og fremført adskillige eksempler til vejledning for de troende. Disse ædle profeter kom i forskellige tidsaldre og ledede den islamiske karavane i deres respektive tider. I de nævnte eksempler har Allah den Ophøjede sagt, at enhver profet betragtede forholdet gennem troen og troslæren som det eneste sande bånd, og at intet andet slags forhold kan være gavnligt eller lykkebringende, hvis man forkaster dette bånd.

——————————————————————————————-

“Og Nuh sagde til sin Herre: Herre! Min søn hører visselig til min familie, og Dit løfte er sandt, og Du er den Alvidende. Allah svarede: Nuh, han hører ikke til din familie, for hans handlinger er ikke som de retskafnes. Og bed Mig ikke om noget, hvis betydning du ikke har viden om. Nuh sagde: Herre! Jeg søger tilflugt hos Dig fra at fremsætte en anmodning om noget, jeg ikke har viden om. Hvis Du ikke tilgiver mig og viser mig barmhjertighed, vil jeg være blandt de fortabte.” Hud: 45-47

——————————————————————————————-

“Husk, da Ibrahim blev prøvet af sin Herre med nogle ting, og han bestod alle prøverne. Allah sagde: Jeg udnævner dig til imam for menneskeheden. Han spurgte: Og blandt mine efterkommere? Svaret lød: Mit løfte gælder ikke de uretfærdige.” — Al-Baqarah: 124

——————————————————————————————-

“Og da Ibrahim bad: Herre! Gør denne by til en fredens by, og giv de af dens indbyggere, som tror på Allah og det hinsidige, forsørgelse i form af de bedste afgrøder og frugter. Da sagde Allah: Også dem, der er ulydige, vil Jeg give en smule forsørgelse i verden i et kort antal dage. Men til sidst vil Jeg kaste dem i Helvedet, og Helvedet er et yderst ondt opholdssted.” — Al-Baqarah: 126

Da Hazrat Ibrahim (a.s.) så sin fars og sin egen stammes holdning, hvor de fortsatte ad vildfarelsens vej, brød han forbindelsen med dem og sagde —

——————————————————————————————-

“Jeg tager afstand fra jer og også fra dem, som I påkalder ud over Allah. Jeg vil fortsat påkalde min Herre. Jeg håber, at jeg ikke vil blive skuffet, når jeg påkalder min Herre.” — Maryam: 48

Da Allah Ta’ala fortalte de troende om profeten Ibrahim (fred være med ham) og hans folks historie, fremhævede Han især disse forhold for dem. De bør forstå dem.

——————————————————————————————-

Ibrahim og hans ledsagere er et fremragende forbillede for jer. Da de sagde til deres folk: »Vi har intet med jer at gøre eller med dem, som I tilbeder ud over Allah. Vi tror på ingen måde på disse afguder, som I tilbeder, og heller ikke før I tror på Allah, den Ene og Eneste.«

Da de modige unge, der er kendt som Ashab al-Kahf, indså, at der ikke var nogen mulighed for at bo i deres eget land blandt deres slægtninge, stamme og familie, mens de bevarede den uvurderlige skat af din og tro, forlod de deres familier og deres egne slægtninge. De udvandrede fra deres fødeland med troens skat og begav sig mod deres Herre, så de et eller andet sted kunne få mulighed for at bo som Allahs eneste tjenere, i overensstemmelse med troens krav.

——————————————————————————————-

»De var nogle få unge mænd. De troede på deres Herre, og Vi gav dem yderligere vejledning. De stod frem midt i samfundet og erklærede: Den, som har den fulde myndighed over himlene og jorden, er vores Herre. Vi vil ikke påkalde nogen anden guddom end Ham. Hvis vi gjorde det, ville det være yderst urimeligt. Derefter sagde de til hinanden: Vores folk har taget andre guder til sig i stedet for verdens Herrers, selv om de ikke fremlægger noget klart bevis til støtte for deres tro. Hvem er mere uretfærdig end den, der fremsætter løgnagtige udsagn om Allah? Kom, lad os efter at have brudt forbindelsen med dem og deres guder søge tilflugt i en bjerghule. Jeres Herre vil udstrække Sin barmhjertighed over jer og sørge for de nødvendige midler og forsyninger til jer.« — Al-Kahf: 13-16

Koranen nævner også historien om profeten Nuhs (fred være med ham) og profeten Luts (fred være med ham) hustruer. Disse to store profeters hustruer havde en anden troslære og var involveret i shirk. Derfor brød begge profeter forbindelsen med deres hustruer.

——————————————————————————————-

“For at belære de vantro har Allah den Almægtige fremført eksemplet med Noas og Lots hustruer. Disse to kvinder var gift med to af Mine retskafne tjenere. Men de begik forræderi. Derfor kunne deres mænd heller ikke beskytte dem mod Allahs straf. De to kvinder blev befalet: Gå ind i Helvede sammen med de andre.” — At-Tahrim: 10

Samtidig er også beretningen om Faraos hustru, denne tyranniske og gudsfornægtende konge af Egypten, blevet fremført som et eksempel på de troende.

——————————————————————————————-

“For at formane de troende har Allah den Almægtige nævnt Faraos hustru. Hun bad: Min Herre! Byg et hus til mig hos Dig i Paradiset, befri mig fra Farao og følgerne af alle hans onde gerninger, og beskyt mig også mod de uretfærdiges ondskab.”

— At-Tahrim: 11

På denne måde har Koranen fremført eksempler på alle former for slægtskabsforhold. I beretningen om profeten Noah (fred være med ham) findes eksemplet på forholdet mellem far og søn. I beretningen om profeten Ibrahim (fred være med ham) er der igen fremført eksempler på forholdet til sønnen og fødelandet. I beretningen om Hulefolkets ledsagere er der på én gang fremført et fuldstændigt eksempel på forholdet til slægtninge, stamme og afstamning, familie, land og fødested. I beretningerne om profeterne Noah (fred være med ham), Lot (fred være med ham) og Farao er der givet eksempler på ægteskabelige forhold. Ifølge Koranens synspunkt er selv de nærmeste slægtninge ikke længere den troendes slægtninge, når de har forladt troens vej.

Den mellemste ummah

Efter at have drøftet de store profeter samt deres forhold og slægtskabsbånd vil vi undersøge tilstanden hos den gruppe, der kaldes den mellemste ummah. Også blandt denne ummah finder vi utallige eksempler. Vores mellemste ummah begyndte at følge den vej, som Allah den Almægtige siden tidernes begyndelse har åbenbaret som livsordning for menneskene. Når forbindelsen gennem troen til en nær slægtning er blevet brudt — med andre ord når selve det fælles bånd, der knytter mennesker sammen, er blevet brudt — er mennesker fra samme stamme, samme slægt og samme familie blevet adskilt fra hinanden i overensstemmelse med troens krav. Om de troendes egenskaber har Allah den Almægtige sagt —

——————————————————————————————-

“Du vil ikke se dem, der tror på Allah og det hinsidige, slutte venskab med Allahs fjender, selv om disse måtte være deres fædre, brødre, sønner eller nærmeste slægtninge. Det er dem, i hvis hjerter Allah har indplantet troen, og som Han har styrket med sin usete hånd. Han vil føre dem ind i Paradiset, hvor floder løber, og hvor de skal forblive for evigt. Allah er tilfreds med dem, og de er tilfredse med Allah. De er Allahs parti. Og Allahs parti vil opnå fremgang.” — Al-Mujādilah: 22

Vi har set, at alle blodsbånd mellem profeten Muhammad (fvmh) og hans farbror Abu Lahab samt hans stammefrænde Amr ibn Hisham (Abu Jahl) blev brudt. Muhajirunerne, der kom fra Mekka, greb til våben mod deres nærmeste slægtninge og stammefæller, og i slaget ved Badr kæmpede de i forreste række. På den anden side blev der i Medina etableret et stærkt forhold mellem muhajirunerne fra Mekka og ansarerne, baseret på troen. Deres forhold blev som mellem brødre med samme forældre og viste sig stærkere end selv blodets og slægtens bånd. Dette nye forhold vækkede broderskabsfølelsen blandt muslimerne. Alle muslimer, arabere såvel som ikke-arabere, blev bundet sammen af broderskabets bånd. Suhaib ar-Rumi, Bilal al-Habashi (en indbygger i Abessinien) og Salman al-Farisi (fra Persien) glemte forskellene i hjemland, modersmål og stamme og race. Deres stammefejder, slægtsstolthed, tilknytning til fødestedet og nationale stolthed forsvandt sporløst. Allahs elskede profet (fvmh) sagde til dem: “Opgiv alt dette; det er nu blevet til stinkende lig.” Han sagde endvidere —

——————————————————————————————-

“Den, der kalder til had og splittelse fra uvidenhedens tidsalder, hører ikke til vores fællesskab; den, der kæmper på grundlag af had og splittelse, hører heller ikke til vores fællesskab; og den, der dør med den tro, at had og splittelse skal skabes, hører heller ikke til vores fællesskab.”

Dar al-Islam og Dar al-Harb

Kort sagt ophører alle paroler om had og splittelse ved mødet med islam. Nationalitet skabt på grundlag af slægt, stamme og regionale interesser forkastes som et stinkende lig. Når mennesket opgiver snæversynetheden knyttet til land, jord, blod og kød, løfter det blikket opad. Fra den dag, hvor muslimernes syn bryder snæverhedens grænser og udvider horisonten, får deres hjemland navnet Dar al-Islam. For dér etableres troens styre, og den af Allah givne shariahs overhøjhed anerkendes. Det er de, der bor under islams kølige skygge, som sørger for dette lands sikkerhed. De, der giver deres liv i forsvaret af dette land og i bestræbelserne på at udvide grænserne for de områder, der er under islamisk styre, bliver martyrer. Alle, der bærer den islamiske tros ædelstenshalskæde om deres hals og accepterer den islamiske sharia som den lov, der skal regulere deres liv, har Dar al-Islam som deres tilflugtssted. Selv de, der ikke antager den islamiske tro, men accepterer den islamiske sharias styre, kan som dhimmier nyde alle statens goder og fordele. Men det land, hvor islams styres flag ikke er hejst, og hvor den islamiske sharia ikke er blevet gennemført, er Dar al-Harb for både muslimer og dhimmier. En muslim vil altid være rede til at kæmpe mod Dar al-Harb. Selv hvis dette Dar al-Harb er hans fødeland, hvis hans slægtninge bor dér, og hvis han har økonomiske, ejendomsmæssige eller andre verdslige interesser knyttet til det, vil en muslim ikke tøve med at gribe til våben mod landet, når det bliver nødvendigt. Profeten Muhammad (fvmh) greb til våben mod Mekkas indbyggere, selv om Mekka var hans hellige fødeland. Hans slægtninge og medlemmer af hans egen stamme boede dér. Han og hans elskede ledsagere havde deres huse, marker og gårde i Mekka. Da de udvandrede til Medina, efterlod de disse ejendomme. Ikke desto mindre blev selv en verdslig by som Mekka ikke til Dar al-Islam, før den havde underkastet sig islam og accepteret den af Allah givne sharias styre.

Dette er islam. Islam betyder ikke blot at udtale nogle ord med munden, udføre bestemte ritualer eller være født ind i en bestemt slægt eller i et bestemt land.

——————————————————————————————-

»Nej, ved din Herre, (o Muhammad!) de kan aldrig blive troende, før de gør dig til den eneste dommer i alle deres stridsspørgsmål, og ikke nærer nogen tvivl eller betænkelighed ved din afgørelse, men i stedet accepterer den dom, du har afsagt, med tilfredshed i hjertet.« — An-Nisa: 65

Det er dette ideal, der kaldes islam, og den stat, der styres efter dette ideal, er dar al-Islam. Islam eller dar al-Islam er ikke navnet på et lands jord, en bestemt stamme, en bestemt slægt eller en bestemt familie.

Islam har befriet menneskeheden fra alle lænkers bånd. Disse lænker havde bundet mennesket og trukket det nedad. Som følge af befrielsen fra disse bånd har mennesket fået evnen til at stige op over himlen. Islam har befriet menneskeheden fra blodets bånd og de dyriske drifters tilskyndelser og dermed givet den en højere rang end englenes. Islam har lært, at det hjemland, som muslimen vil elske og for hvis forsvar han vil være rede til at ofre sit liv, ikke blot er et stykke land. Den nationalitet, der skal erklære muslimens identitet, er ikke en nation, der er dannet i overensstemmelse med en definition fastlagt af en regering. Muslimernes slægtskab og enhedsbånd bygger ikke på blodforbindelser. Det flag, som muslimen vil føle stolthed over endog at give sit liv for at holde højt, er ikke symbolet på et bestemt land. Den sejr, som muslimen altid vil stræbe efter, og som, når den er opnået, vil få muslimen til at bøje hovedet for Allah, er ikke blot en midlertidig sejr; den vil være den store sandheds sejr. Allah den Højeste har sagt i den hellige Koran —

——————————————————————————————-

»Når Allahs hjælp og sejr kommer, vil du se folk træde ind i Allahs din i store skarer. Da skal du lovprise og prise din Herre og søge Hans tilgivelse. Sandelig, Han tager imod anger.« — An-Nasr

Denne sejr opnås kun under troens banner. Her anvendes ingen fjendtlige slagord fra andre faner. Jihad føres her for at etablere Allahs din og gennemføre Hans sharia, ikke for at opnå nogen anden interesse eller noget andet mål. Jihad er nødvendig for at forsvare det dar al-Islam, hvis kendetegn er blevet fremlagt ovenfor — ikke med det formål at forsvare hjemlandets eller nationens ære. Efter sejren bliver den sejrende hær ikke blot optaget af at få kontrol over krigsbyttet.

Verdslig berømmelse eller fremvisning af tapperhed er heller ikke formålet med denne sejr. Nej, det er at opnå Allahs tilfredshed, der er den troendes højeste ønske. Derfor bliver den sejrende hær yderst ivrig efter at opnå Den Mest Barmhjertige Allahs tilfredshed gennem tasbih og istighfar. Patriotisme eller nationalfølelse vækker ikke motivationen til jihad. At sikre familie og børn er heller ikke jihadens mål. Jihad er imidlertid bestemt nødvendig for at befri landet, nationen, familien og børnene fra angreb fra falske ideologier og for at sikre deres din og tro.

Det er blevet overleveret fra Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) blev spurgt: »En person kæmper for at vise sit mod, en anden kæmper for at opnå anseelse, og endnu en for at blive set af folk. Sig os, hvem af dem kæmper på Allahs vej?« Han svarede: »Den, der kæmper for at ophøje Allahs ord, og kun han, kæmper på Allahs vej.«

Man kan kun opnå martyrdommens rang ved at kæmpe på Allahs vej. Denne rang kan ikke opnås ved at kæmpe med noget andet formål.

Det land, der fører kamp mod muslimernes tro og troslære, forhindrer dem i at overholde religionens påbud og forbud, og hvor Allahs sharia er blevet forladt, er Dar al-Harb.

Selv hvis muslimernes slægtninge, familier og medlemmer af deres slægter bor i dette land, hvis de har handel, forretning eller jord dér, og selv hvis muslimernes økonomiske interesser er knyttet til landets sikkerhed, kan dets karakter som Dar al-Harb ikke ændres. Omvendt vil det land, hvor muslimernes tro og troslære er fri for enhver form for pres, hvor dens overhøjhed anerkendes, og hvor islamisk sharia bliver ført ud i livet, blive betegnet som Dar al-Islam. Selv hvis muslimerne ikke bor dér med deres familier, selv hvis medlemmer af deres slægter og stammer ikke befinder sig dér, og selv hvis de ikke har handel, forretning eller andre økonomiske interesser knyttet til dette land, er det stadig Dar al-Islam.

Det land, hvor den islamiske troslære hersker, hvor islam er anerkendt som livsordning, og hvor Allahs sharia håndhæves, er muslimernes hjemland. Denne betydning af hjemland er fuldstændig i overensstemmelse med menneskeheden. På samme måde opbygges islamisk nationalitet på grundlag af tro og livsordning, og dér bringes menneskets menneskelighed til fuld udfoldelse.

Forsøg på at skabe enhed på grundlag af familie, stamme, folk, slægt, race og geografisk område var tankegangen fra uvidenhedens tidsalder. På et tidspunkt, hvor menneskers åndelighed befandt sig på et meget lavt niveau, betragtede de disse forhold som bånd, der kunne skabe enhed. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) kaldte dem ildelugtende, opløste kadavere. Det jødiske folk fremsatte på grundlag af deres nedarvede nationalitet et krav om at være Allahs mest elskede. Allah den Ophøjede afviste dette krav og kastede det tilbage i ansigtet på dem; Han sagde, at der for alle tider, alle slægter, alle stammer og alle steder kun findes ét kriterium for at opnå nærhed til Allah, rang og ære, nemlig troen på Allah. Han siger: ——————————————————————————————-

»Jøderne og de kristne siger: Bliv jøder eller kristne, så vil I finde den rette vej. Sig til dem: Nej, følg i stedet Abrahams trosretning, og Abraham var ikke afgudsdyrker. Sig: Vi tror på Allah og på det, der er blevet åbenbaret til os fra Ham, og på det, der blev åbenbaret til Abraham, Ismael, Isak, Jakob og deres efterkommere, og på det, der blev givet til Moses, Jesus og de øvrige profeter. Vi gør ingen forskel på nogen af dem, og vi har overgivet os til Allah. Hvis de tror på det samme, som I tror på, vil de være retledte. Men hvis de vender sig bort, er de stædige. Da er Allah tilstrækkelig for jer mod dem. Han er Althørende, Alvidende. Ifør jer Allahs farve. Hvem har en bedre farve end Allah? Og Ham tilbeder vi.«

I virkeligheden er den muslimske umma Allahs elskede tjenere, fordi de har glemt forskellene mellem stammer, racer, folk og geografiske områder og samlet sig under den ene og eneste Allahs banner.

»I er det bedste ummah. I er blevet dannet for at vejlede og lede menneskeheden. I påbyder gode gerninger og fromhed, holder mennesker tilbage fra det onde og syndige og tror selv på Allah.« — Al Imran: 110

I forreste række af denne revolutionære hær, der består af Allahs tjenere, står den arabiske adelsmand Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra). Hazrat Bilal (ra) fra Etiopien, Hazrat Suhayb (ra) fra Rom og Hazrat Salman (ra) fra Persien er alle med i denne gruppe som medlemmer på grundlag af lige værdighed og lige rettigheder. Senere blev dette ummah også opbygget på et forunderligt broderskab, uafhængigt af slægt, stamme, race og region. Deres nationalitet var tawhid. Deres hjemland var Dar al-Islam. Allahs suverænitet var det vigtigste kendetegn ved den stat, de styrede, og Koranen var dens forfatning.

Fjendtlighed mod lande og folk er i strid med tawhid

Det er yderst nødvendigt, at ovenstående opfattelser og trosforestillinger om hjemland, nationalitet og indbyrdes forhold er indprentet i sindet hos dem, der kalder til islam.

De må udrydde alle jahiliyyahs påvirkninger fra deres egne hjerter. Sind og tanker hos medlemmerne af gruppen, der følger den store sandhed, må være fuldstændig befriet for alle former for jahiliyyahs påvirkning og for alle former for shirk, der i nutidens verden kommer til udtryk som dyrkelse af nationen, dyrkelse af hjemlandet, dyrkelse af verdslige interesser og så videre. Allah, den Ophøjede, har samlet alle de mest fremtrædende eksempler på shirk i det samme vers i den ædle Koran. Han har lagt disse på den ene side af vægten og iman samt imans krav på den anden side og givet mennesket frihed til at vælge en af de to.

——————————————————————————————-

»O profet! Sig: Er jeres fædre, jeres sønner, jeres brødre, jeres hustruer og jeres slægtninge, de rigdomme, I har samlet, jeres handel og de boliger, hvori I finder glæde, kærere for jer end Allah, Hans sendebud og jihad på Allahs vej? Hvis det forholder sig sådan, så afvent Allahs afgørelse. Allah vejleder ikke det folk, der er vildfarent.«

Derfor bør de, der kalder til religionen, ikke have den mindste tvivl i deres hjerter om islams og jahiliyyahs natur og kendetegn eller om Dar al-Islam og Dar al-Harb. For vildfarelse opstår netop ad tvivlens vej. Et land, hvor islam ikke har overhøjhed, hvor den islamiske sharia ikke er blevet gennemført, og hvis love ikke er islamiske, er ikke et islamisk land. Alt, hvad der ligger uden for iman, er kufr, alt uden for islam er blot jahiliyyah, og alt, der strider mod sandheden, er intet andet end løgn.

Tiende kapitel

En vidtrækkende forandring er nødvendig

Hvordan islams da‘wah skal fremføres

Når vi kalder mennesker til at antage islam, må vi altid huske én ting, uanset om modparten er muslim eller ikke-muslim. Denne sag ligger skjult i selve islams natur. Man kan også få kendskab til den gennem islams historie. Kort sagt er sagen den, at islam, som en livsordning udsprunget af den opfattelse og tro, der knytter menneskelivet til verdensaltet, er fuldstændig forskellig fra alle andre livsideologier, med alle deres grene og forgreninger. Den islamiske opfattelse og tro vedrørende livet står i modsætning til alle former for jahiliyyah, både de gamle og de moderne. Når der udarbejdes en detaljeret ordning på grundlag af en livsordning, kan enkelte af jahiliyyahs forhold naturligvis ligne enkelte islamiske forhold. Men den grundlæggende opfattelse og tro, som disse detaljerede bestemmelser udformes ud fra, er altid fuldstændig det modsatte af jahiliyyah. Alle de livsideologier, som mennesket kender, er set fra den islamiske livsanskuelses perspektiv jahiliyyah.

Islams første opgave er at forandre menneskets livsførelse på grundlag af sin egen iman og aqidah og forme den efter sin egen model samt anvise det menneskelige samfund vejen frem i overensstemmelse med den praktisk orienterede livsordning, som Allah den Ophøjede har givet. Allah den Ophøjede har fremstillet den muslimske ummah som et praktisk eksempel for menneskesamfundet. Han siger—

——————————————————————————————-

»I er den bedste ummah— I er blevet rejst for at virkeliggøre menneskesamfundets vel. I påbyder det gode og holder mennesker tilbage fra det uretfærdige. Og selv tror I på Allah.«

——————————————————————————————-

(Det er den gruppe), som, hvis Vi giver dem magt på jorden, etablerer salat, betaler zakat, påbyder det gode og forbyder det onde.” — al-Hajj: 41

Islam er ikke rede til at indgå noget som helst kompromis med den jahiliyyah, der er udbredt i verden, eller til at acceptere sameksistens med jahiliyyah. Den dag, den første gang kom til verden, nægtede den at indgå kompromis med jahiliyyah eller sameksistere med den — den er heller ikke rede til det i dagens verden og vil aldrig være det i fremtiden. Uanset hvilken tidsalder jahiliyyah tilhører, er den ikke andet end jahiliyyah. Jahiliyyah betyder at opgive tilbedelsen af Allah den Ophøjede og erklære oprør mod den livsordning, Allah har givet. Det er jahiliyyahs religion at hente livsførelse, love og regler samt samfundsordninger fra en mørk kilde uden kendskab til Allah. Islamens natur er derimod at underkaste sig Allah og kalde mennesker til at forlade jahiliyyah og skynde sig hen imod den livsordning, Allah har givet.

Islam er ikke begrænset til nogen bestemt tidsalder eller periode — tværtimod er denne livsordning til gavn for mennesket i alle tidsaldre og til alle tider. Det er islams formål at føre mennesket dertil. Det må siges klart: Jahiliyyah er at være villig til at tilbede mennesker efter deres egne ønsker. Det vil sige, at nogle få magtfulde mennesker med magt og tvang forkaster den ordning, Allah har givet, udarbejder love og regler efter deres egne lyster og påtvinger samfundet dem, hvorefter samfundet accepterer dem og bliver lovgivernes slaver. Islam siger, at hele menneskeheden skal tilbede den ene og enestående Allah og udelukkende fra Allah modtage alle trosforestillinger, anskuelser, love og regler samt kriterierne for, hvad der skal accepteres og forkastes. Den skal frigøre sig fra underkastelsen under de skabte væsener og leve i oprigtig underkastelse alene under Allah.

Dette er islams natur. Det fremgår tydeligt af den rolle, islam spiller i verden. Også i fremtiden vil den spille den samme rolle. Uanset om de, for hvem vi fremlægger islams budskab, er muslimer eller ikke-muslimer, vil vi også forklare islams ovennævnte rolle for dem i et meget klart sprog.

Hvad enten det gælder trosforestillinger eller livsordningen, er islam ikke rede til at indgå noget kompromis med jahiliyyah. På samme tid og samme sted vil enten islam være til stede, eller jahiliyyah. Islam har ingen ordning, hvor halvdelen er islam og halvdelen jahiliyyah, og hvor de lever blandet sammen. Islams udsagn om dette er helt tydeligt. Den erklærer uden tvetydighed, at den store sandhed er en udelelig enhed. Hvor ingen bærer og opretholder den store sandhed, dér findes løgnen eller jahiliyyah. Der er ikke den mindste plads til at blande sandhed og løgn, eller haqq og batil, eller til kompromis eller sameksistens mellem dem. Man må enten følge Allahs befalinger eller jahiliyyahs — enten vil Allahs sharia blive virkeliggjort i samfundet, eller også vil menneskers lyster og egenmægtighed herske. Dette er blevet belyst i forskellige vers i Koranen.

——————————————————————————————-

“(O profet!) Døm mellem dem i overensstemmelse med den åbenbaring, Allah har sendt ned, og tag ikke hensyn til deres lyster. Vær på vagt over for dem, ellers vil de få dig til at afvige fra noget af det, Allah har sendt ned, og kaste dig ud i vildfarelse.” — al-Ma’idah: 49

———————————————————

“Bliv ved med at kalde dem til denne sandhed, stå fast, sådan som I er blevet befalet, og følg ikke deres egne lyster.” — Ash-Shura: 15

——————————————————————————————-

“Hvis de ikke svarer på din opfordring, så vid, at de blot følger deres egne lyster. Hvem er mere vildfaren end den, der følger sine egne begær uden at tage hensyn til Allahs vejledning? Allah vejleder aldrig de uretfærdige.” — Al-Qasas: 50

“(O Profet!) Jeg har grundlagt dig på en klar sharia. Følg derfor denne sharia, og følg ikke de uvidendes lyster. De vil ikke kunne gavne dig det mindste over for Allahs vrede. De uretfærdige er sandelig hinandens allierede, mens Allah er de gudfrygtiges beskytter.” — Al-Jathiyah: 18-19

——————————————————————————————–

“Ønsker de da jahiliyyahs dom? Men hvem kan være en bedre dommer end Allah for dem, der tror på Allah?” — Al-Ma’idah: 50

Af disse vers blev det klart, at der kun findes to veje. Der findes ingen tredje vej. Enten må man følge Allahs og Sendebuddets (fred være med ham) befalinger, eller også må man leve efter nafsens begær. Enten må man acceptere Allahs afgørelse, eller også må man bøje hovedet for jahiliyyah. Den uundgåelige følge af ikke at gøre den lov, Allah har åbenbaret, til målestok for afgørelsen i alle sager er, at man forkaster og overtræder Allahs befalinger. Eftersom de ovennævnte vers er nævnt i Allahs Bog, er der ikke længere det mindste rum for uenighed om dette spørgsmål.

Islams egentlige mål

Af den ovenstående drøftelse blev det klart, at islams vigtigste opgave i verden er at fjerne jahiliyyaen fra ledelsen af det menneskelige samfund, selv tage ledelsens tøjler i hånden og gradvist gennemføre sin egen livsorden, som har en særegen og selvstændig karakter. Formålet med at etablere dette retfærdige lederskab er at sikre menneskehedens velfærd og udvikling. Dette mål kan kun nås gennem underkastelse for Skaberen og ved at skabe harmoni mellem menneskene og skaberværket. Denne religions mål er at føre mennesket frem til den høje værdighed, som Allah den Ophøjede ønsker for det, og befri det fra underkastelse under nafs. Hazrat Rabi ibn Amr (ra) henviste til netop dette mål, da han svarede på den persiske hærfører Rustams spørgsmål. Rustam spurgte: »Hvorfor er I kommet hertil?« Rabi (ra) svarede: »Allah den Ophøjede har pålagt os denne opgave, så vi kan befri mennesker fra menneskers trældom og vie dem til tilbedelse af Allah; føre dem ud af slaveriet under verdens snævre interesser og vise dem vejen til verdens og det hinsidiges vidtstrakte områder; og bryde de hårde lænker fra de livsordener, som mennesker har skabt, så vi kan give dem mulighed for at nyde frugterne af islams retfærdige principper.«

Mennesker giver på forskellige tidspunkter deres begær form i forskellige ideologier og tankestrømninger. Islam er ikke blevet åbenbaret for at støtte disse uvidenhedsbaserede ideologier og tankestrømninger. Allerede ved begyndelsen af islams dawah fandtes sådanne ideologier og synspunkter. I vor tids verden findes der både i øst og vest ideologier, som er skabt af menneskets begær, og det vil også være tilfældet i fremtiden. Islam er kommet for at skabe en ny verden på grundlag af fuldstændig underkastelse for Allah den Ophøjede, ved at udrydde de forestillinger, love og skikke, som selviske mennesker har skabt, og ved at opbygge en ny akida og tro om menneskelivet. Undertiden kan en bestemt del af islam synes at stemme overens med jahiliyyaen. Men i virkeligheden er disse dele hverken jahiliyya eller dele af jahiliyyaen. Sådanne ligheder i mindre detaljer er helt tilfældige. I virkeligheden har de to ideologier rødder, der er indbyrdes modstridende. Det vældige træ, som er islam, er gennem såning af frøet, spiring og gradvis vækst blevet fuldkomment fra kundskabens kilde hos Allah. Jahiliyyaen derimod er født på det affaldsfyldte sted, som udgøres af menneskets selviske mentalitet.

——————————————————————————————-

»God jord frembringer en god afgrøde med Allahs tilladelse. Hvad angår dårlig jord, frembringer den kun meget lidt.« — al-A’raf: 58

Uanset om jahiliyyaen er moderne eller gammel, er den uren og vildledende. Selv om dens form og ydre skikkelse har ændret sig gennem forskellige tidsaldre, er dens rod altid fæstnet i affaldet fra selviske menneskers luner. Jahiliyyaen kan aldrig komme ud over uvidenhedens og de personlige interessers grænser. I bedste fald er den tvunget til at kredse rundt om beskyttelsen af en lille gruppes, en særlig klasses, en særlig stammes eller en særlig nations interesser. Derfor får selviskhed forrang over sandhed og retfærdighed, upartiskhed og velvilje. Men den lov, som Allah har givet, river disse selviskhedens rødder over og indfører en upartisk orden. Menneskelig uvidenhed, selviskhed og begær har ingen adgang dér. Ingen gruppes, klasses eller stammes interessebegær kan komme i nærheden af den islamiske lov.

Her ligger den grundlæggende forskel mellem den livsorden, Allah har givet, og de bestemmelser, mennesker har skabt. Derfor er det fuldstændig umuligt, at disse to indbyrdes modstridende ideologier kan eksistere sammen. Forsøget på at skabe en ny ideologi ved at blande delvis islam med delvis jahiliyya er derfor ren dårskab. Ligesom Allah ikke er villig til at tilgive synden at sætte medguder ved siden af Ham, bryder Han sig heller ikke om, at en anden menneskeskabt ordning blandes med den livsorden, Han har givet. I Hans øjne er disse to synder lige alvorlige. Sandheden er, at begge former for sindelag udspringer af den samme kilde.

Når vi kalder mennesker til islam, skal de ovenfor nævnte forestillinger og den nævnte tro på islam være solidt forankret i vores sind og hjerte. For når vi fremfører islams dawah, må der ikke være plads til nogen tvivl eller usikkerhed på vores tunge. Tværtimod skal vi med fast beslutsomhed få modparten til at erkende, at menneskelivet vil antage en ny form, efter at den islamiske livsorden er blevet taget til sig. Islam ændrer grundlæggende deres akida og tro, deres adfærd, skikke, omgangsformer og måde at tænke på. Som følge af denne forandring vil de opnå umådelig velfærd. Det skal forklares mennesker, at islam vil forfine deres forestillinger og omgangsformer og give dem en høj, menneskelig værdighed. Når islam er blevet etableret, er der intet tilbage af jahiliyyaen bortset fra en eller to mindre detaljer. Kun de få ubetydelige forhold, som tilfældigvis anses for at være i overensstemmelse med det islamiske ideal, vil bestå. Men heller ikke disse vil forblive præcis som før. Tværtimod vil deres natur ændre sig, fordi de knyttes til det islamiske ideal. Derefter vil disse forhold ikke bidrage til at udbrede jahiliyya i samfundet. Islam vil ikke forkaste det, som mennesker har opnået gennem tænkning, forskning og eksperimenter inden for videnskab og kundskab. Tværtimod vil den forsøge at skabe yderligere fremskridt på disse områder. Når islams budskabsbærere taler offentligt, skal de udvise forsigtighed, så mennesker ikke synker ned i den fejlagtige forestilling, at islam også er en menneskeskabt livsorden. De må ikke tro, at islam blot er endnu en menneskeskabt ideologi ligesom de menneskeskabte livsordener, der gennem forskellige tidsaldre har vist sig i forskellige former. Tværtimod skal det tydeligt fremhæves, at islam er en selvstændig livsorden med varige særpræg. Denne livsorden har sin egen akida, tro og sine egne forestillinger, og den har sin egen livsførelse. Den velfærd, som islam ønsker at give menneskeheden, er langt mere værdifuld end den, som menneskets selvopfundne livsordener kan tilbyde. Islam er en ophøjet, strålende, ren og retfærdighedsbaseret livsorden. Dens kilde er den Almægtige Allahs uendelige skatkammer af viden.

Når vi forstår islams kerne korrekt, vil denne forståelse skabe fuld selvtillid og tålmodighed i vores sind. Når vi kalder mennesker til islam, vil vi kunne møde dem med den største medfølelse. Vores selvtillid vil være som selvtilliden hos en person, der har en fast overbevisning om, at islam alene er sandheden, og at alt uden for islam er vildfarelse. Når vi ser mennesker i vildfarelse og en elendig situation, vil der i os opstå medfølelse og barmhjertighed med dem. Når vi ser mennesker leve deres liv på den forkerte vej, vil der vækkes medlidenhed med dem i os. For vi kender midlet til at redde dem.

Efter at have opnået en korrekt forståelse af islams væsen er det ikke nødvendigt at ændre noget i de islamiske principper for at tilpasse dem til de vildledte menneskers smag og opfattelser. Vi vil sige til mennesker med meget klare ord: »Den jahiliyya, som I er nedsunket i, er uren. Allah den Ophøjede ønsker at redde jer fra denne tilstand. Det miljø, som I indånder luft i, er yderst giftigt; Allah ønsker at rense dette miljø. Jeres nuværende liv er optaget af jordisk begær efter nydelse. Det er et yderst fornedret liv. Allah den Ophøjede ønsker at skænke jer en meget høj værdighed. I tilbringer dag og nat i en ydmygende og vanærende tilstand. Allah den Ophøjede ønsker at gøre jeres livsførelse enkel, ligetil og lykkebringende. Islam vil ændre jeres ideologi og jeres synsmåde og også skabe forandring i jeres virkelige liv. I vil gennem kontakten med islam få nye værdier. Jeres levestandard vil nå et så højt niveau, at I selv vil kunne indse det nuværende livs tomhed og usselhed. Når der er indtrådt en revolutionerende forandring i jeres dagligliv, vil der i jeres hjerter opstå afsky for verdens virkelige tilstand. Efter at være kommet i kontakt med den civilisation, som islam vil introducere jer til, vil I anse det for yderst skamfuldt at opretholde den såkaldte civilisation, der er udbredt i den nuværende verden, i menneskesamfundet. Af beklagelige årsager kan I ikke se islams sande skikkelse med egne øjne. For islams fjender har forenet sig og står i vejen for at gennemføre det islamiske ideal i samfundet. Kom, lad os gøre jer bekendt med det islamiske ideals sande skikkelse. Ved Allah den Ophøjedes nåde er det fulde billede af det islamiske ideal indtegnet i vores indre. Gennem Koranen, shariaen og historiens vindue har vi fået øje på islams fuldstændige billede. Vi nærer ingen tvivl om den lysende fremtid.«

Når vi fremlægger islams budskab, må vi sige den slags ting, som er nævnt ovenfor. Islams væsen og udviklingsretning er netop sådan. Sådan kom islam først frem for menneskene. Overalt, hvor islam trængte ind – på Den Arabiske Halvø, i Persien, Romerriget og andre lande – blev dens da’wa fremlagt på ovennævnte måde.

Islam betragter menneskesamfundet fra et meget højt sted. For dens plads er i sandhed høj. Islam talte til menneskene med en stemme fuld af medfølelse, for medfølelse med menneskeheden ligger i dens natur. Islam forklarede alle forhold for menneskene i et meget klart sprog. Der var ingen uklarhed i det budskab, den fremlagde. Den gav aldrig mennesker det falske løfte, at deres liv ikke ville ændre sig, efter at de havde antaget islam. Den sagde aldrig, at det ville være tilstrækkeligt blot at foretage mindre ændringer, mens deres adfærd, omgangsformer, skikke, forestillinger, tro og værdier forblev som før. Islam foreslog aldrig at tilpasse sig andre ideologier, der var udbredt i samfundet. De, der i dag under navne som »islamisk demokrati« og »islamisk socialisme« eller ved at lade den gængse økonomi, politik og lovgivning forblive uændret gør sig til talsmænd for at indføre islam, siger i virkeligheden, at islam skal forsones med de luner og ønsker, som mennesker med vildledte ideologier har.

I virkeligheden er islam et helt anderledes ideal. For at etablere islam ved at udrydde den jahiliyya, der findes overalt i verden, er der behov for gennemgribende og vidtrækkende forandringer. Alle former for jahiliyya, som har været udbredt i oldtiden og i moderne tid, er helt forskellige fra det islamiske ideal. Det er ikke nogen let opgave at redde mennesker fra den elendige tilstand, de lever i i dag. Målet kan ikke nås gennem mindre ændringer i det nuværende samfundssystem. For at befri menneskeheden fra dens ydmygede og nødlidende tilstand er der behov for en omfattende og vidtrækkende revolution. Alle livsideologier, som mennesker har skabt, må rykkes op med rode, og den ordning, som Allah har åbenbaret, må gennemføres på jorden. Mennesket må befries fra menneskers herredømme og bringes under verdens Skabers herredømme. Dette er den rette vej til frelse, og det må i dag erklæres med klare ord. Der må ikke være den mindste rest af tvivl eller usikkerhed i menneskers sind om dette.

Som følge af en sådan klar erklæring i begyndelsen kan mennesker blive noget utilfredse – det er heller ikke mærkeligt, hvis de bliver noget bange for islam og derfor holder sig noget på afstand. Sådan var det i virkeligheden på Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) tid. Folk blev bange, da de hørte islams budskab. For han kritiserede deres trosforestillinger, modsatte sig deres guder, forkastede deres skikke, og efter at have forladt deres sociale skikke og omgangsformer fastlagde han for sig selv og sine følgere nye former for skikke, adfærd og værdier, i modsætning til de skikke, der var udbredt i samfundet.

Hvad blev resultatet? De, der først havde trukket sig bort efter at have hørt den store sandheds budskab, vendte selv tilbage og fandt ly i fredens rede. Deres flugt var som det æsels flugt af frygt for løven, der er beskrevet i Koranen.

—————————————————–

»Som om de var skræmte æsler, der flygtede hurtigt af frygt for en løve.« — al-Muddaththir: 50–51

De satte alle kræfter ind på at bekæmpe denne dawah. De gjorde det umuligt for dem, der havde accepteret islam, at bo i Mekka. Gennem den ene nye forfølgelse og grusomme behandling efter den anden gjorde de deres liv uudholdeligt, og efter hijraen til Medina, da modstanderne så muslimerne blive stadig stærkere, iværksatte de det ene angreb efter det andet for at chikanere dem.

Nøglen til succes

De vanskelige forhold, som den islamiske bevægelse måtte møde på Allahs Sendebuds (fred være med ham) tid, var på ingen måde mindre end dem, vi står over for i dag. Islams budskab forekom datidens mennesker mærkeligt. Derfor afviste de straks denne ideologi. Islam blev indesluttet i bjergdalene omkring Mekka. Indflydelsesrige personer begyndte at bekæmpe bevægelsen voldsomt. Tyranniske herskere, der var stærkt fjendtlige over for den islamiske troslære, havde slået sig ned overalt på Den Arabiske Halvø. Alligevel rummede den islamiske bevægelse en tiltrækkende kraft. Den er stadig lige så stærk i dag, som den var tidligere, og den vil også forblive sådan i fremtiden. Denne dawahs grundlæggende styrke ligger skjult i dens iman. Derfor bevæger denne religions dawah sig stadig fremad uden ophør, selv under den voldsomste modstand og fjendskab. Islams enkle, ligefremme og lysende budskab er kilden til dens styrke.

En troslære, der er fuldt ud i overensstemmelse med menneskets natur, er nøglen til dens succes. Uanset hvor tilbagestående mennesker måtte være økonomisk, socialt, videnskabeligt og intellektuelt, viser islam dem vejen til gradvis udvikling fra deres eget udgangspunkt og fører dem til fremskridtets højeste tinder. I kraft af sin mirakuløse styrke afviser islam fuldstændigt jahiliyyahs vildledende ideologi og dens materielle magt, og den er ikke villig til at ændre så meget som ét bogstav i sin egen livsordning. Den indgår aldrig noget kompromis med jahiliyyah og anlægger ikke en sameksistenspolitik med det falske ved at ty til haltende argumenter. Den fremlægger hele sit budskab for samfundet på én gang og i et entydigt sprog og gør det klart for mennesker, at denne religions budskab rummer velstand, barmhjertighed og velsignelse.

Allah Ta’ala er menneskets Skaber. Derfor er Han fuldt ud bekendt med deres sind, tanker og hjerters bevægelser og natur. Han ved, at dette store sandhedsbudskab, når det uden tøven, i et klart sprog og på en kraftfuld måde fremlægges for menneskesamfundet, straks finder en plads i deres hjerter.

Mennesket er skabt med evnen til at forlade én livsform og antage en anden, og i mange tilfælde er det lettere for det at ændre hele sin livsform end blot at foretage delvise ændringer. Derfor er det fuldt ud i overensstemmelse med menneskets natur at bevæge sig fra den tidligere livsform hen imod en mere fuldkommen og ren livsordning. Men hvis islam blot er tilfreds med at ændre en eller to mindre ting i jahiliyyah, har mennesket ingen rimelig grund til at forlade jahiliyyah og skynde sig hen imod islam. I så fald er det snarere mest fornuftigt at være tilfreds med den gamle ordning. Den gamle ordning er nemlig etableret i samfundet, og mennesker er særdeles fortrolige med den. Hvis det bliver nødvendigt, er det heller ikke vanskeligt at foretage visse ændringer i den gamle ordning. Hvis der under disse omstændigheder ikke er nogen grundlæggende forskel mellem den gamle og den nye livsordning, er der ingen mening i at forlade den etablerede samfundsorden og antage en ny samfundsorden.

Der er ingen grund til at føre en forsvarstale

Når man hører de udtalelser, som nogle islamvenlige mennesker fremsætter til støtte for religionen, får man indtryk af, at islam står anklaget i tiltaleboksen, mens taleren optræder som advokat og bliver ved med at føre forsvar for den anklagede. Den fremstillingsmåde, de anvender, når de forsvarer islam og argumenterer for dens sag, er som følger:

„I dag hævdes det, at den moderne livsanskuelse har udført dit og dat, mens islam ikke har udrettet noget i sammenligning hermed. Mine brødre! Islam har udført alt dette for længe siden. Den moderne ideologi kom først fjorten hundrede år efter islam og gentog disse gamle bedrifter.“

Hvilken skammelig forsvarstale! Islam kan aldrig gøre det jahiliske system og dets fejlagtige handlinger til sin egen ære. Den såkaldte civilisation i den moderne tidsalder har blændet mange mennesker og lagt deres sind og tanker i lænker. I virkeligheden er denne rene jahiliyyah, sammenlignet med islam, yderst ringe, indholdsløs og fejlagtig. Det argument, at levestandarden blandt dem, der lever under den moderne livsanskuelses beskyttelse, er højere end blandt indbyggerne i visse såkaldte islamiske stater eller i den såkaldte islamiske verden, er på ingen måde et gyldigt argument. Indbyggerne i disse områder er ikke blevet ramt af elendighed, fordi de er muslimer, men fordi de har vendt sig bort fra islam. Islam hævder, at den på alle områder står over jahiliyyah. Den er ikke blevet åbenbaret for at bevare jahiliyyah, men for at udrydde den og befri mennesket fra at blive knust under den moderne civilisations møllesten.

Det er på ingen måde passende for os at anlægge den besejrede indstilling, at vi skal lede efter ligheder mellem islam og de fremherskende ideologier og tankeretninger i den moderne tidsalder. Uanset om jahiliyyahs idealer kommer fra Østen eller Vesten, vil vi direkte erklære dem for ugyldige. For sammenlignet med islam er disse ideologier tilbageskuende og står i direkte modsætning til den værdighed, som islam ønsker at skænke mennesket.

Når vi på ovennævnte måde fremlægger islams budskab for menneskesamfundet og forklarer islam i dens fuldstændige form for dem, vil der fra deres egne hjerter rejse sig en stemme til støtte for livsanskuelsens berettigelse, og de vil kunne forstå meningen med at forkaste én trosopfattelse og antage en anden samt forkaste én livsordning og tage en ny livsførelse til sig. Men vi vil aldrig kunne tiltrække mennesker med følgende argumentation: „Forkast den etablerede gamle ordning og antag en ny ordning. Den nye ordning har ganske vist endnu ikke taget form i noget land. Men den nye ordning vil blot gennemføre nogle nødvendige ændringer i samfundsordningen; I bør ikke have noget imod disse små ændringer. I vil fortsætte med at gøre alt det samme i det nye samfund, som I gør i det nuværende samfund. Det nye ideal vil kun kræve nogle få, ubetydelige ændringer i jeres natur, adfærd og smag.“

Ved første øjekast synes det let at arbejde ved hjælp af denne taktik. Men den rummer ingen tiltrækkende kraft. Desuden er den nævnte da‘wah ikke sand. Islam har i virkeligheden uden tøven erklæret, at den ikke blot ændrer menneskets trosopfattelse og syn på livet; den ændrer ikke blot det kollektive liv, lovene og retssystemet, men forandrer også følelser og sindsbevægelser på en sådan måde, at der ikke er nogen som helst lighed med jahiliyyah. Kort sagt kan det siges, at islams mål er at befri mennesket fra menneskers underkastelse på alle livets små og store områder og føre det over til tilbedelsen af den Eneste Allah.

————————————————–

„Den, der vil, kan tro, og den, der vil, kan være vantro.“ — Al-Kahf: 29

————————————————-

»Men de, der fornægter troen, bør vide, at Allah ikke er afhængig af verdenerne.« Al Imran: 97

Det er nødvendigt at have en klar forståelse af, at dette i virkeligheden er et spørgsmål om iman og kufr, tawhid og shirk samt islam og jahiliyya. De, der lever et liv i jahiliyya, er ikke muslimer, selv om de tusind gange hævder at være muslimer. Hvis de vil bedrage sig selv eller andre ved at hævde, at muslimer kan bringes ned på jahiliyyas niveau, er der intet, nogen kan gøre ved det. Men deres selvbedrag eller bedrag af andre kan ikke ændre den virkelige sandhed. Deres islam er ikke den sande islam, og de er heller ikke selv muslimer. Hvis den islamiske bevægelse begyndte i dag, ville det først og fremmest være nødvendigt at kalde disse vildledte muslimer til islam og gøre dem til muslimer på ny.

Vi kalder ikke mennesker til at antage det islamiske ideal i håb om at få en belønning fra dem. Vi ønsker heller ikke at gribe magten eller skabe kaos i landet. Vi er ikke blevet blændet af begær efter verdslige interesser. Belønningen for vores regnskab og vores gerninger tilkommer ikke mennesker, men Allah. Vi elsker mennesker og ønsker dem det gode. Derfor kalder vi dem til at antage islam. Selv hvis de kaster bjerge af undertrykkelse over os, vil vi ikke afvige fra vores pligt. Dette er kendetegnet ved dem, der kalder til dinens vej – og netop dette kendetegn hjælper dem i deres arbejde. Folk bør gennem vores livsførelse få en korrekt forståelse af islam. På samme måde vil folk gennem vores adfærd kunne lære, hvilke pligter islam pålægger muslimer, og hvilke goder man kan håbe på som belønning for at opfylde disse pligter. Det må gøres klart for folk, at det herskende samfundssystem set fra islams synspunkt er ren jahiliyya, fordi det ikke stammer fra shariaens kilder, men er et resultat af menneskers egeninteresse og uvidende luner. Og eftersom det ikke har nogen forbindelse med »al-Haqq«, den store sandhed, er jahiliyya intet andet end forkastelig. ———————————–

»Hvad kan der være andet end vildfarelse uden for sandheden?«

Der er intet i, at vi tror på islam, som bør få os til at føle skam eller indtage en besejret holdning. Der er heller ikke det mindste behov for at føre sag til forsvar for at skjule en fejl ved islam. For islam har ingen sådan fejl. I stedet for at præsentere det islamiske livsideal for mennesker er der heller ingen grund til at smugle det ind i et bestemt samfund. Og i stedet for at forkynde islam åbent og fuldstændigt er det blot tåbeligt at forsøge at sætte forskellige mærkater på det.

Efter at have erkendt et åndeligt og intellektuelt nederlag over for den jahiliyya, der hersker i Østen og Vesten, er nogle »muslimers« hjerter blevet ramt af forskellige sygdomme af den ovennævnte slags. Som følge heraf leder de med deres syge sind efter indhold i menneskeskabte livssystemer, der kan støtte islam, eller de peger på bestemte bedrifter blandt jahiliyyas gerninger og siger: »Islam har også engang udført den slags gerninger.« Den, der føler behov for at forsvare islam og den islamiske lære, eller som med en svag holdning fører sag til forsvar for islam, kan aldrig repræsentere denne din korrekt. For han er en tåbelig forsvarer af islam. Hans sind og hjerne er besejret af jahiliyya og påvirket af dens indflydelse. Jahiliyya er i virkeligheden ikke andet end en samling af indbyrdes modstridende tanker og utallige fejl og vildfarelser. Alligevel hjælper de nævnte personer på grund af deres uvidenhed jahiliyya, når de søger støtte for islam i jahiliyya. De er islams fjender – de skader islam; gennem dem kommer der ingen som helst gavn for dinen. Tværtimod vildleder de mennesker. Af deres argumenter og drøftelser får man indtryk af, at islam står i tiltaleboksen og har udnævnt disse herrer til advokater for at blive fritaget for dommerens straf.

Mens jeg opholdt mig i Amerika, plejede nogle mennesker at fremsætte ovenstående argumenter over for mig og indlede diskussioner. Der var også nogle få mennesker sammen med mig, som var kendt som tilhængere af islam. Under diskussionerne indtog de en defensiv rolle ved at fremføre argumenter til fordel for islam. Jeg angreb derimod den vestlige jahiliyya, deres vaklende holdning til religion, deres sociale og økonomiske systemer samt det vestlige samfund. Jeg sagde til dem: »Se på de kristnes treenighed. Ingen af deres teorier om syndens definition, syndens kaffara (soning) og så videre er hverken fornuftige eller samvittighedsmæssigt acceptable. Den kapitalistiske økonomi, forpagtningsvæsenet, princippet om at opkræve renter og de øvrige undertrykkende ordninger i det økonomiske system, princippet om at opkræve renter og de øvrige undertrykkende ordninger i det økonomiske system er umenneskelige. I dette samfunds såkaldte individuelle frihed findes der ikke det mindste spor af kollektiv ansvarsfølelse eller gensidig medfølelse. Her har intet anden indflydelse end lovens stok. På grund af dette samfunds materialistiske syn er sjælen død; under påskud af fri omgang mellem mænd og kvinder forekommer seksuel adfærd som hos dyr; under påskud af kvindefrihed breder uanstændighed og skamløshed sig; dets love om ægteskab og skilsmisse strider mod virkeligheden og er som urimelig leg; og intet ved den urene, følelsesladede racisme og så videre er et tegn på menneskelighed. Se derimod på det islamiske livssystem. Hvor findes noget, der kan sammenlignes med den indre velgørenhed, lykke, velstand og høje synsvinkel i dets praktisk orienterede ordninger? Det høje menneskelige niveau, som dette livsideal præsenterer, er alles ønske – enhver bestræber sig på at nå dette høje sted, selv om det ikke lykkes ham at nå så højt. Islam er idealet for det virkelige liv. Derfor løser det problemerne i overensstemmelse med menneskets samlede natur.«

Vi fik mulighed for med egne øjne at se de virkelige problemer i den vestlige livsførelse. Når vi analyserede dette samfundssystem i islams lys, blev selv de mest indædte tilhængere af det vestlige livsideal tvunget til at bøje hovedet i skam. Alligevel findes der nogle, som føler med islam, men som har accepteret nederlaget over for det vestlige, fordærvede samfund og går rundt og leder efter ligheder med det islamiske ideal i Vestens ildelugtende affaldsbunker og Østens beskidte materialisme.

De, der kalder til troens vej, må indtage den rette rolle

Efter denne gennemgang behøver jeg ikke længere at påpege, at de, der kalder til troens vej, på ingen måde kan antage en politik, hvor de tilpasser sig jahiliyya. Det er umuligt for os at indgå kompromis med blot én af jahiliyyas ideologier, skikke eller dele af dens samfundsstruktur. Derfor er vi, selv hvis jahiliyyas forkæmpere skulle køre undertrykkelsens damptromle hen over os, ikke villige til at bøje os det mindste.

Vores vigtigste ansvar er at afskaffe jahiliyya og indføre islamiske værdier og islamiske skikke. Dette mål kan ikke nås gennem en samarbejdende holdning til jahiliyya eller ved i begyndelsen at bevare en vis overensstemmelse med jahiliyya. Nogle af vores velmenende støtter overvejer at gå frem ad denne vej. Men hvis vi virkelig gør det, vil det blot betyde, at vi allerede ved det første skridt erkender vores nederlag.

Det er naturligvis også rigtigt, at de ideologier og skikke, der er udbredt i det nuværende samfund, gennem et stærkt pres forsøger at knække vores rygrad. Dette pres bliver især stærkt, når det gælder kvinder. Det ulykkelige muslimske kvindesamfund tvinges til at hvirvle rundt, når det møder jahiliyyas voldsomme orkan. Men vi kan ikke undslippe den nøgne virkelighed. Dette er reelle hindringer på vores vej fremad. Vi må med fasthed og mod møde de ugunstige forhold og overvinde dem. Derefter må vi med fingeren vise jahiliyya, hvor den står, at den sammenlignet med islams høje værdier er nedsunket i et dybt mørke af uvidenhed.

Dette store arbejde kan ikke fuldføres ved at antage et program, hvor man bevarer en vis overensstemmelse med jahiliyya og følger den et stykke af vejen. Det er heller aldrig muligt at nå målet ved straks at bryde alle forbindelser med jahiliyya og skjule sig i et mørkt kammer. Vi må omgås jahiliyya, men uden at give afkald på vores særpræg. Vi må handle med dem, men bevare vores selvrespekt. Vi vil uden tøven forkynde det store sandhedsbudskab, men i en tone præget af kærlighed og hengivenhed. Vi vil bevise troens overlegenhed, men gennem god opførsel. Vi må huske, at vi lever i jahiliyyas omgivelser. Vores vej er enkel og lige sammenlignet med jahiliyya. Alligevel er det at forandre jahiliyya og indføre det islamiske system et meget vidtrækkende og langsigtet arbejde. Vi ønsker at redde menneskeheden fra jahiliyyas mørke og føre den ind på islams lysende vej. Mellem jahiliyya og islam ligger der en bred og dyb dal. Det er ikke muligt at bygge en bro midt imellem dem for at forene dem. Men vi må forsøge at bygge en sådan bro, at mennesker fra den anden side kan forlade jahiliyya og finde ly i islams kølige skygge. Uanset om den, der kommer, er muslimsk indbygger i en islamisk region eller ikke-muslim i en ikke-islamisk region, må vejen åbnes for alle, så de kan forlade mørket og komme til det oplyste sted, undslippe den tilstand, hvor de er nedsunket fra top til tå i elendighed, og skynde sig for at opnå de lovede frugter af islam. De, der virkelig forstår islam og ønsker at leve under islams beskyttelse, må bryde jahiliyyas lænker og skynde sig mod islam. Hvis nogen ikke bryder sig om vores da’wa, vil vi også erklære det, som Allah Ta’ala befalede Sin Sendebud at erklære —

————————————————-

“I har jeres religion, og jeg har min religion.” – al-Kafirun: 6

Det ellevte kapitel

Īmāns overlegenhed

Allah den Ophøjedes erklæring

——————————————————

»Mist ikke modet, og sørg ikke. I vil være de sejrende, hvis I er muʾminer.«

— Āl ʿImrān: 139

Når man læser det ovenstående vers, opstår først den forestilling, at Allah den Ophøjede har lovet hjælp og sejr i forbindelse med væbnet jihād. Men versets underliggende betydning er langt mere omfattende og vidtrækkende end væbnet jihād. I verset fremstilles et billede af muʾminens mentale tilstand. Hans altid vågne samvittighed kommer til udtryk gennem hans tankegang, værdier, vurdering og analyse af begivenheder samt hans måde at gøre sine beregninger på. Hans sind vil under alle forhold, i alle omgivelser og i alle spørgsmål fastholde īmāns overlegenhed. Hver gang han møder begivenheder og spørgsmål, vil han vurdere dem alle ud fra īmān og fastlægge sin handlemåde derefter. Uden tøven vil han forkaste de værdier for accept og afvisning, som er udbredt i verden, når de ser bort fra īmāns kilde, og han vil give īmān forrang. På samme måde har de verdslige kræfter, som ikke er styrket af īmān, ingen betydning i muʾminens øjne. Det vil være muʾminens ansvar uden tøven at forkaste de skikke, love, uddannelse, kultur og livsordener, som er berøvet īmāns rigdom, og at etablere īmāns overlegenhed.

Īmānens styrke er muʾminens egentlige rigdom og grundlæggende styrke. Selv over for en mægtig og magtfuld hersker bøjer īmānens styrke sig ikke. Īmān bøjer sig ikke for nogen social skik eller ugyldig lov. Uanset hvor stor popularitet et styre, der er berøvet īmāns lys, måtte opnå, kan muʾminen aldrig acceptere dette īmānsløse system. Kort sagt er muʾminens liv et levende eksempel på en vedvarende og total jihād mod vantro. At møde fjenden med fasthed og mod i væbnet kamp er blot et praktisk skridt til at etablere īmāns overlegenhed. Uanset om muʾminerne er svage eller stærke med hensyn til verdslige midler, uanset om de er få eller mange, og uanset om de er fattige eller rige, vil de under alle forhold fastholde īmāns overlegenhed.

Den sindsro, der skabes af īmān, er ikke en midlertidig følelsesreaktion eller en kortvarig gnist. Følelsen af den store sandhed og den urokkelige tro på denne sandhed føder en varig følelse af overlegenhed i muʾminens hjerte. Denne sandhedsbevidsthed er langt stærkere og mere bestandig end gængse argumenter og diskussioner, omgivelsernes pres, sociale vaner og traditioner, der er nedarvet gennem generationer, fordi troen på Allah, Den Evige, skaber en varig styrke i muʾminens hjerte.

I samfundet bliver bestemte tankesæt og ideologier dominerende. Sociale bånd og strenge love og regler tvinger hvert enkelt menneske til at følge de herskende tankesæt og ideologier. Uden støtte fra en magtfuld gruppe i samfundet eller hjælp fra en ydre magt er det umuligt for nogen at trodse de etablerede ideologier og tankesæt. På den anden side gør de etablerede ideologier sig stærkt gældende i samfundet. Først når mennesket bliver tiltrukket af en bedre ideologi og et bedre tankesæt, erkender det tomheden i den tidligere ideologi og det tidligere tankesæt og bliver rede til at forkaste dem. Ellers er der ingen vej ud af de herskende ideologiers og tankesæts indflydelse. Det er heller ikke muligt at frigøre sig fra de etablerede ideologiers indflydelse uden støtte fra en større, stærkere og bedre magt end de kræfter, ved hvis hjælp de herskende ideologier og tankesæt opretholdes i samfundet.

Den, der rejser sig med løftet hoved imod samfundets fremherskende strømning, modsætter sig den opfattelse, som støttes af de herskende kræfter, og erklærer oprør mod fejlene, manglerne og skadeligheden ved de gængse skikke, traditioner, tankesæt og ideologier, har brug for et eller andet holdepunkt, der er mægtigere end mennesker, stærkere end bjerge og kærere end livet. Ellers vil han i dette samfund ikke blot erkende sin egen hjælpeløshed, men heller ikke kunne finde så meget som et lille sted at søge tilflugt i den vide verden. Under sådanne omstændigheder kan Den Nådige, Den Barmhjertige ikke lade den troende alene i det undertrykkende samfund for at møde sorg, lidelse og forfølgelse. Derfor har Han åbenbaret denne forsikring til de troende—

————————————————–

Det er naturligt, at menneskets entusiasme svækkes og dets mod tager af under den endeløse undertrykkelse i et ugunstigt miljø. Netop i det øjeblik fylder denne forsikring fra Allah Ta’ala den troendes hjerte med styrke og inspiration. Den troende sejrer ikke over alle vanskeligheder blot ved hjælp af tålmodighed og standhaftighed, men ved at have blik for sin følelse af overlegenhed og sit store mål. Den troende hæver sig så højt i tro og tænkning, at alle verdens tyranniske kræfter, mægtige herskere, tankesæt, love og skikke, der støttes af den herskende magt, derfra betragtes som yderst ringe og ubetydelige.

Den troende er i sandhed overlegen. For ligesom han selv er overlegen, er også kilden til hans troslære overlegen. Selv et vidtstrakt imperium er i hans øjne ubetydeligt. Mennesker, der besidder vældig magt, er for ham ringe. Den troende bliver ikke tiltrukket af noget blot ved at se, at et stort antal populære mennesker i samfundet foretrækker det. I denne henseende står den troende øverst af alle. Han har fundet vejledning fra Allah Ta’ala alene, som er kilden til al viden. I enhver sag ønsker han at kende Den Almægtige Allahs befaling, og den vejledning, han dérfra modtager om en given sag, følger han.

Den troendes troslære er også den højeste og bedste med hensyn til universets skabelse og opretholdelse. For gennem den opfattelse af tawhid, som islam har lært ham gennem troen på Allah, er han blevet i stand til fuldt ud at erkende den fuldstændige sandhed. Det billede af universet, som tawhid-læren fremstiller, står langt over alle verdens gamle og moderne ideologier. Når man undersøger tomheden, selvmodsigelserne og uvirkeligheden i de religioner, der bygger på shirk, de vildledte ahl al-kitabs troslære og alle de ideologier, som den foragtelige materialisme har skabt, bliver man fast overbevist om, at de, der har den rette forståelse af universet, uden tvivl er samfundets bedste mennesker.

Den opfattelse, den troende har af livets værdier og af kriterierne for at vurdere og bedømme ting, materie og mennesker, er bedre og højere end andres forestillinger. Den indsigt, der opstår ved troen på Allah Ta’ala, som besidder de egenskaber, islam har beskrevet, afdækker ikke blot den begrænsede jordiske verdens, men også det grænseløse univers’ mysterier. Den giver den troendes hjerte en livsværdi og et kriterium for at acceptere eller forkaste, som er bedre, renere og mere realistisk end de almindeligt udbredte, inkonsekvente og mangelfulde kriterier. Menneskets viden er meget begrænset. Derfor tvinges mennesker til igen og igen gennem tiderne at ændre kriterierne for godt og ondt. Selv inden for den samme nation findes der forskellige kriterier. Det er undertiden hændt, at den samme person om et bestemt emne har udtrykt én holdning om formiddagen og afgivet den stik modsatte dom om eftermiddagen.

Som følge af troen på Allah opnår den troende de bedste egenskaber i samvittighed, forståelse, karakter og adfærd. For Allah Ta’ala selv besidder de smukkeste navne og de bedste egenskaber. Den troendes troslære skaber i hans sind en følelse af selvværd, renhed og ordentlighed, høflighed og god opførsel, en lyst til at gøre gode gerninger samt motivation til at kvalificere sig til at varetage ansvaret som Allahs khalifa på jorden. Desuden indgyder denne troslære den troende en fast overbevisning om, at det rette sted at modtage belønningen for sine gerninger er i akhirah, og at den belønning, man dér vil få for gode gerninger og et rent liv, gør det jordiske livs lidelser og vanskeligheder yderst ubetydelige. Når en sådan følelse opstår, finder en dyb ro sted i den troendes hjerte. Derfor klager han ikke, selv om han hele livet er berøvet jordisk lykke og velstand.

Den lov og livsordning, som den troende følger, er den bedste og mest fremragende. Efter at have undersøgt og vurderet alle menneskeskabte love fra oldtiden til den moderne tidsalder bliver den troende fast overbevist om, at alt det, menneskene hidtil har opnået gennem store anstrengelser, ikke er andet end barnlig leg sammenlignet med den islamiske livsordning og dens love. Han bliver desuden overbevist om, at menneskenes hidtidige bestræbelser på at udforme love og regler kan sammenlignes med en blind persons forsøg på at finde vej. Når den troende derfor fra sit ophøjede ståsted ser de vildfarne menneskers længsel, uro og hjælpeløshed, føler han medlidenhed med dem, og han forstår sig selv som sejrherre over det vildledte menneskelige samfund.

I jahiliyyahs tidsalder var menneskene opslugt af et tomt magtbegærs hovmod samt af beruselsen over den jordiske rigdoms glans og pragt. Takket være den islamiske troslære indser den troende tomheden i denne afgudsdyrkelse og bliver indehaver af de ovennævnte egenskaber og karaktertræk. Jahiliyyah er ikke begrænset til en bestemt tidsperiode. Hver gang menneskene forlader islams lysende vej, bliver de omgivet af jahiliyyah. Det samme gælder for alle tider og alle tidsaldre, fortid, nutid og fremtid. Jeg vil nu med Abu Uthman al-Nahdis ord gengive den holdning, som Hazrat Mughirah ibn Shubah (ra) udtrykte, da han så jahiliyyahs mangfoldige skikkelser i den berømte persiske hærfører Rustams prægtige lejr:

“Via flodbroen nåede Mughirah ibn Shubah (ra) frem til den persiske hærs lejr. De lod ham sidde og bad derefter om tilladelse til, at han kunne få foretræde hos Rustam. Selvom de havde lidt nederlag i krigen, havde de ikke mindsket deres pragt det mindste. Da Mughirah havde fået tilladelse, gik han frem. Alle i lejren bar bestemte klædedragter. Nogle havde guldkroner på hovedet og bar klæder med guldudsmykning. Et område på over hundrede alen var dækket af tunge og kostbare tæpper. Mughirah trådte ind i teltet. Han gik lige op på den høje platform og satte sig ved siden af Rustam. Hofmændene skyndte sig hen, tog ham i hånden og førte ham ned derfra. Hazrat Mughirah begyndte at sige: ‘Vi har hidtil hørt meget om jeres intelligens. Men i dag har vi set, at I er et tåbeligt folk. I vores samfund er alle mennesker lige – ingen er nogens slave. Krigsfanger er dog en undtagelse. Jeg troede, at I ligesom os gav hinanden lige værdighed. Det ville have været bedre, hvis I på forhånd havde fortalt mig, at nogle få mennesker i jeres samfund har etableret guddommeligt herredømme over de andre, før I behandlede mig, som I gjorde. Jeg er kommet hertil på jeres invitation – jeg er ikke kommet frivilligt. Derfor er den behandling, I gav mig, på ingen måde god behandling. Jeg har forstået, at jeres samfundsstruktur er yderst svag. Derfor er jeres nederlag uundgåeligt. Intet imperium kan bestå med en sådan karakter og mentalitet.’”

På tærsklen til slaget ved al-Qadisiyyah udviste Rabi ibn Amir (ra) den samme holdning over for Rustam og hans hofmænd. Begivenheden forløb således: Før slaget ved al-Qadisiyyah sendte Hazrat سعد ibn Abi Waqqas Rabi ibn Amir (ra) som udsending til Rustam, den persiske kejsers hærfører. Da Rabi ibn Amir (ra) trådte ind i lejren, så han, at audienssalen var udsmykket med kostbare tæpper. Rustam, iført en guldkronet og juvelbesat dragt, sad på en gylden trone oven på en høj platform. Rabi (ra), iført laset tøj og med et lille skjold og et spyd i hånden, red ind i audienssalen på en mager hest. Han bandt hesten til en kostbar bolsterpude og gik hen imod Rustam. Han bar stadig sin krigsdragt. Da han gik frem med jernhjelm og rustning på, bad hofmændene ham tage krigsdragten af. Rabi ibn Amir (ra) sagde: ‘Jeg er ikke kommet hertil af egen vilje. I har inviteret mig og bragt mig hertil. Hvis I ikke bryder jer om denne dragt, så går jeg igen.’ Rustam sagde: ‘Lad ham komme.’ Han gik frem, støttende sig til sit spyd. Spyddets stød rev tæppet i stykker flere steder. Rustam spurgte: ‘Hvorfor er I kommet?’ Han svarede: ‘Allah har sendt os for at befri mennesker fra menneskers slaveri og føre dem til at tjene den ene og enestående Allah. Vores mål er at føre dem, der ønsker at befri sig fra denne verdens snæverhed og opnå det hinsidige grænseløse vel, ud på dette vide område, samt at befri menneskene fra de menneskeskabte religioners undertrykkelse og bringe dem under den retfærdighed og de principper, som islam har givet.’ (Al-Bidaya wa al-Nihaya, Ibn Kathir)

Med tiden indtraf en revolution, som svækkede muslimernes synsmåde, og de blev tiltrukket af jordisk rigdom. Alligevel bestod deres forestilling om deres egen overlegenhed. Hvis troens lampe fortsat brænder i deres hjerter, vil de, selv om de selv er blevet besejret, anse den sejrende nation for underlegen og ringere end dem selv. De har en fast tro på, at jordisk overhøjhed blot er midlertidig. Før eller siden er den vildfarne sejrende nations undergang uundgåelig. Selv når den troende står ansigt til ansigt med døden, vil han trods mangel på jordisk rigdom ikke bøje knæ for falskhedens kræfter. Den troende tror, at modstanderens død er en ganske ubetydelig sag. For ham selv er der derimod martyrdommens værdighed. Så snart den troende forlader denne verden, vil han træde ind i Paradiset, mens den stærke og sejrende gruppe i dag vil blive kastet i et hårdt og smertefuldt Helvede i det hinsidige – det er han sikker på. For den troende har hørt Allahs klare erklæring om både sin egen og modstanderens skæbne. Han har sagt –

——————————————————————————————-

“Lad jer ikke bedrage af de gudsfornægtendes magt over landet. Det er kun en smule materiel fordel, blot for nogle få dage. Til sidst vil de træde ind i Helvede, det værste sted at vende tilbage til. Men for dem, der lever i gudsfrygt over for deres Herre, er der haver, hvor de skal bo for evigt. Dette er en gæstfri modtagelse fra Allah til dem. Og det, der findes hos Allah, er bedre for de retskafne.” — Ali Imran: 196-198

I samfundet kan trosforestillinger, værdier og målestokke, der strider mod den troendes iman, troslære, værdier og målestokke, brede sig og blive dominerende. Alligevel kan den troendes bevidsthed ikke et eneste øjeblik glemme hans egen høje rang og alle andres lave niveau. Fra sit ophøjede ståsted betragter han samfundet med tålmodighed og medfølelse, mens han bevarer sin selvrespekt og værdighed, og i hans hjerte vokser et ukueligt ønske om at vise dem den rette vej og trække dem fra deres forfaldne sted op til højderne.

Batil skaber en mærkværdig form for larm, får hele området til at skælve med brøl og skrig, bryster sig, stryger sit overskæg og samler en vældig skare af smigrere omkring sig for at forvirre andres ydre blik og indre indsigt. Samfundets mennesker kan ikke se batils frygtelige ansigt og afskyelige, hæslige skikkelse, som er skjult bag den blændende pragt, der forvirrer synet. Den troende sidder på en ophøjet plads, iagttager batils tomme trusler og brøl og ser de vildledte menneskers bedragede tilstand, men tillader ikke nogen svaghed at få plads i sit hjerte — han føler ingen sorg, og hans urokkelige tro på den store sandhed svækkes ikke det mindste. Hans fødder vakler ikke så meget som et hårsbredde fra Sirat al-Mustaqim. Tværtimod bliver hans ønske og motivation til at vise de vildledte og bedragede mennesker vej til hidayah endnu stærkere i hans hjerte.

Det jahiliiske samfund synker ned i begær og lidenskaber. Lave drifter skyller hen som en flodbølge. Overalt nyder uanstændighed og urenhed trygt deres glæder, befriet for alle regler og begrænsninger. Til sidst bliver et rent miljø og halal-mad så sjældne i dette samfund — ja, de bliver helt umulige at finde. Den troende ser på dette samfund, der flyder med strømmen af affald og urenhed, fra en ophøjet position. Selv om han er alene, bliver han hverken fortvivlet eller bedrøvet, når han ser samfundets udvikling og tilstand. Ikke et øjeblik opstår der i ham et ønske om at kaste renhedens og anstændighedens klædning bort og lade sig føre med af uanstændighedens strømmende flod. Takket være troens smag og den lykkefølelse, som troslæren giver, ser han sig selv som langt hævet over dette affaldsfyldte samfund.

I et samfund, der gør oprør mod din, som har mistet sin ære og værdighed og er sunket i fordærv, som mangler høje værdier, høflighed og god opførsel — kort sagt, i et samfund, der har forkastet alle renhedens og anstændighedens egenskaber — holder den troende fast i din og islam, som om han holdt et glødende stykke kul i sin hånd. De, der er vant til at lade sig rive med af strømmen, gør nar af den troendes standhaftighed, kalder hans tankegang vanvittig og sønderlemmer hans kære værdier med kritikkens slag. Men den troende ser og hører alt. Alligevel viser der sig ingen svaghed i hans hjerte. Med sit åbne og tålmodige blik ser han på spotterne og kritikerne, og fra hans mund kommer netop de ord, som profeten Nuh (a.s.) udtalte. Mens han tilbagelagde den lange, tornede vej, sagde Nuh (a.s.), et levende symbol på tålmodighed og standhaftighed, til den hånende folkemængde —

————————————————–

“I dag håner I os. En dag vil vi også gøre nar af jer, sådan som I nu gør nar af os.” — Hud 38

I lyset af Allah den Højestes hellige ord kan den troende klart se udfaldet for både sig selv og den modsatte lejr. Allah den Almægtige har sagt —

——————————————————————————————-

“Syndere plejede sandelig at gøre nar af de troende i verden. Når de gik forbi dem, hånede de dem med tegn fra deres øjne. Når de vendte tilbage til deres familier, morede de sig med at kritisere dem. Og så snart de så muslimerne, sagde de: ‘Disse er sandelig vildledte.’ Men de var ikke sendt for at være vogtere over muslimerne. I dag, på den yderste dag, vil muslimerne le ad de vantro og sidde på deres troner og se på dem. Har de vantro i dag ikke fået lønnen for deres gerninger?” — Al-Mutaffifin 29-36

Den Hellige Koran har også gengivet de vantros hånende udsagn om de troende og gjort os bekendt med dem:

——————————————————————————————-

»Når vores vers bliver fremsagt for dem med al tydelighed, siger de vantro til de troende: Sig os, hvem af vores to grupper står bedst, og hvilken gruppes samlingssted er mest prægtigt?«

Det vil sige: Hvilken af de to grupper er bedst? Den ene gruppe bestod af stammehøvdinge, samfundsledere og velhavende mennesker, som ikke havde antaget troen på Hazrat Muhammad (fred være med ham), mens den anden bestod af fattige og hjælpeløse mennesker, som havde antaget troen. Det var dette, de spurgte om: Hvem af de to grupper var bedst? Nasr ibn Harith, Umar ibn Hisham, Walid ibn Mughirah og Abu Sufyan ibn Harb var etablerede ledere og ansete mænd i samfundet. Derimod var Hazrat Bilal, Hazrat Ammar, Hazrat Khabbab (må Allah være tilfreds med dem) og andre som dem uden hjælp og støtte. De vantro plejede at sige: Hvis Muhammad (fred være med ham) virkelig var Allahs profet, hvorfor skulle disse mennesker fra de laveste lag i Quraysh-stammen så slutte sig til hans gruppe? Fandtes der ikke mere ansete mennesker end dem i samfundet? De havde end ikke et ordentligt sted at samles, bortset fra en almindelig mands hus (Hazrat Ikrimas hus). Den islamfjendtlige gruppe var derimod herre over et rummeligt samlingssted som an-Nadwa. De havde pragt og rigdom, og de førte nationen an.

Sådan er de verdslige egeninteresse-dyrkeres synsmåde. Til alle tider og i alle epoker, overalt i verden, har deres blik altid været rettet nedad. De har aldrig løftet blikket mod den høje horisont.

Den Almægtige Allah har fastsat, at de mennesker, der er rige på troens og aqidas skat, skal hæve sig over den verdslige pragt og den forgængelige glans’ fortryllelse. De skal ikke længes efter herskernes nærhed, regeringens gunst, billig popularitet eller tilfredsstillelsen af deres begær og lidenskaber. Han har fastsat, at den troendes vej er hård selvopofrelse og at fortsætte jihad helt til martyrdøden. Når man træder frem ad islams vej, må enhver klart forstå, at man kun har antaget din på grund af troens og aqidas overlegenhed. Her findes ingen verdslig interesse ud over Allahs tilfredshed. Denne vej er lukket for dem, der er knyttet til begær, grådighed og pragt. Kun de, der søger Allahs tilfredshed, kan gå frem ad denne vej; ingen andre.

Den troende er ikke afhængig af noget menneske, når han skal fastlægge sine værdier, forestillinger eller kriterier for, hvad han accepterer og forkaster. I alle spørgsmål modtager han fra den mægtige Allah, verdens Herre, og det mål, Allah har givet ham, er tilstrækkeligt for ham. Han er ikke afhængig af menneskers forgodtbefindende. Derfor behøver hans synspunkter ikke at ændre sig, når menneskers ønsker ændrer sig. For den troende har antaget troen på den store sandhed. Sandheden står fast og er uforanderlig; den vakler aldrig. Den troende henter ingen inspiration fra den begrænsede og forgængelige verden. Kilden til al hans inspiration er Skaberen, Styreren og Opretholderen af den enorme skabning. Derfor kan den troendes hjerte ikke blive svagt. Han bliver aldrig offer for fortvivlelse. Efter at være blevet forbundet med menneskenes Herre, sandhedens ophøjede kilde og centrum for al styrke, kan der da være nogen grund til frygt og bekymring?

Den troende står fast på sandheden. Hvis man afviger fra sandheden, opnår man intet andet end falskhed og usandhed. Lad falskheden have sine trommer og pauker, lad folkemængderne stimle sammen omkring den; sandheden kan ikke derfor ændre sig. Den vil aldrig forlade haqqets, sandhedens, vej for at indgå noget kompromis med falskheden. At forvente noget sådant af den er ren absurditet.

——————————————————————————————-

“Herre! Lad ikke vores hjerter blive afvigende, efter at Du har vist os vej. Og skænk os barmhjertighed fra Din barmhjertigheds skatkammer. Sandelig, Du er gavmild og givende. Vor Herre! Du vil visselig samle alle mennesker på én dag. Der er ikke den mindste tvivl om denne dags komme. Allah Ta‘ala bryder aldrig sit løfte.” — Al-Imran: 8-9

Tolvte kapitel

Den blodbestænkede vej

——————————————————————————————

“Ved himlen med dens stærke borge og ved den lovede dag. Ved vidnet og det, der bevidnes. Tilintetgjort er hulgraverne, de, som havde gravet grøfter, hvori der brændte en voldsom ild. Da de sad ved grøfternes åbninger og så på det, der blev gjort mod de troende, som en underholdning. Grunden til deres fjendskab mod de troende var, at de troende havde troet på Allah, den Almægtige, som altid prises, Han, der ejer himlene og jorden, og Allah er vidne til alt. De, som har forfulgt og pint troende mænd og kvinder og derefter ikke har angret denne handling, får visselig Helvedes straf, og en brændende straf er beredt til dem. For dem, der tror og gør gode gerninger, er der som en sikker belønning haver, hvorunder floder flyder. Dette er den sande sejr. Sandelig, din Herres greb er meget hårdt. Det er Ham, der har skabt for første gang, og Han vil skabe igen. Og Han er den Tilgivende, den Kærlige, Tronens Herre og den Herlige. Han gør alt, hvad Han vil.” — Al-Buruj: 1-16

Historien om hulgraverne, som er nævnt i Koranen, vækker eftertanke hos enhver troende. Denne sura (Sura al-Buruj) er af stor betydning for dem, der ønsker at udføre arbejdet med da‘wa til religionen i verden.

I den måde, hvorpå den hellige Koran har fremlagt historiens indledning, beretning, kommentarer og lærdomme, træder der en klar skitse frem af de kaldendes rejse på Allahs vej. Der er givet en tydelig forståelse af den religiøse bevægelses natur, menneskegruppernes reaktioner og alt det, der kan ske, mens denne da‘wa udbredes på den vidtstrakte jord. Gennem beretningen har Allah Ta‘ala nævnt de hindringer og vanskeligheder, der kan opstå på de troendes vej, og opmuntret dem til at tage imod alle mulige former for farer, prøvelser, sorger og lidelser.

Dette er fortællingen om en gruppe troende. De troede på deres Herre og bekendtgjorde åbent, hvad deres tro indebar. Men samfundets tyranniske og mægtige fjender var ikke villige til at give disse mennesker ret til at tro på den højt lovpriste og almægtige Allah. Derfor blev de troende udsat for den grusomste tortur. I deres forsøg på at berøve dem den værdighed, Allah havde skænket dem, og gøre dem til marionetter i herskerklassens hænder, udøvede fjenderne brutal fysisk tortur og viste dermed deres perverse smag.

Men de rene hjerter, styrket af iman, bestod fuldt ud den prøve, der blev pålagt dem. De sejrede over deres dødelige kroppe. Derfor blev de ikke det mindste rystet af tyrannens trusler, frygt og terror, men blev kastet i et flammende bål og døde lidt efter lidt. Alligevel ville de ikke vige så meget som et hårsbred fra deres din. De var fri for det jordiske livs illusioner og tiltrækninger. Derfor kunne de, selv da deres nådesløse mord blev planlagt og forberedt som slagtningen af dyr, ikke få sig selv til at opgive deres aqida i bytte for livet. De forlod denne verden og steg op til den højere verden med frygtløse hjerter, efter at have frigjort sig fra dens glæder og rigdomme. Hvilken vidunderlig overlegenhed har imans styrke over det kortvarige liv.

Over for de fuldt troende, højt karakterfaste, retskafne og velopdragne mennesker stod mennesker, der gjorde oprør mod Allah, var trodsige, umoralske, forbryderiske og af ondskabsfuld natur. De sad ved kanten af den brændende ildgrav og nød synet af de troendes smertefulde og ynkelige død. De havde samlet sig ved graven, drevet af nysgerrighed efter at se, hvordan den brændende ild fortærede levende mennesker og brændte dem til aske.

Når en troende ung mand, en ung kvinde, et barn, en ældre kvinde eller en gammel mand blev kastet i ilden, forvandlede deres glæde sig til vanvittig begejstring. Og ved synet af blodsprøjt og brændende kødstykker dansede de af fryd. Denne hårrejsende fortælling viser, at tyrannerne fuldstændig havde mistet deres samvittighed og fornuft og var sunket lavere end dyr. For vilde dyr jager for at stille deres sult. De dræber ikke levende væsener for at more sig.

Den samme begivenhed giver et klart indtryk af de troendes høje rang. De havde besteget spiritualitetens højeste tinder. Deres urokkelige tillid til Allah havde nået sin fuldkommenhed. For mennesker i alle tider og epoker har dette niveau af iman altid været betragtet som det højeste eftertragtelige.

Set overfladisk synes undertrykkelsen og torturen at have sejret over iman og aqida. Selvom disse retskafne, tålmodige og gudfrygtige menneskers imanstyrke havde nået sit højdepunkt, synes det, når man ser på begivenhedernes udfald, som om deres imanstyrke havde lidt nederlag i styrkeprøven mod batil. Det vides hverken fra Koranen eller nogen anden bog, om gravgraverne blev straffet for denne slags afskyelige forbrydelse, sådan som Noahs (a.s.), Huds (a.s.), Salihs (a.s.), Shuaybs (a.s.) og Luts (a.s.) folk blev straffet. Det er heller ikke muligt at vide, om de blev straffet på samme hårde måde, som Allah straffede Farao og hans folk. Set ud fra et materialistisk synspunkt var de troendes skæbne derfor meget tragisk i denne begivenhed.

Men ender sagen her? Blev den gudfrygtige og retskafne gruppe, som havde nået imans højere niveauer, virkelig tilintetgjort ved at brænde og blive til aske i gravens ild under undertrykkelsens og torturens hvirvel? Og slap de tyranniske, dyrelignende mennesker helt for straf? Fra et jordisk perspektiv opstår der mange spørgsmål i sindet om dette. Men Koranen giver de troende en anden lære og åbner døren til en anden hemmelighed for dem. Koranen fremlægger en ny målestok til at skelne mellem godt og ondt, en målestok, der hjælper med at fastlægge de troendes vej i kampen mellem haq og batil.

Det jordiske liv med dets bekvemmeligheder, nydelser og afsavn er ikke det afgørende i menneskelivet. Det er heller ikke alene disse ting, der afgør regnskabet over gevinst og tab. Midlertidig dominans er ikke det samme som sejr, selv om dominans er en af sejrens forskellige veje og metoder. Efter Allahs målestok er det kun iman, der vejer tungt. På Allahs marked er der kun efterspørgsel efter imans vare. Det ypperste eksempel på sejr er imans overlegenhed over materielle ting. Den nævnte begivenhed gør det klart, at de troendes ruh sejrede fuldstændigt over frygt, sorg, lidelse samt det jordiske livs bekvemmeligheder og begær efter nydelse. Den sejr og ære, som de troende opnåede under den mest ekstreme tortur, skrev et storslået kapitel i menneskehedens historie. Og netop denne sejr er den sande sejr.

Alle mennesker dør. Men omstændighederne omkring døden er forskellige. Ikke alle får den samme succes som de nævnte troende. Det er heller ikke muligt for mange at opnå et så højt niveau af iman. Ikke alle kan nyde en sådan fuldkommen frihed. Det er Allah Ta’ala, der i Sin umådelige nåde udvælger en gruppe mennesker, som dør ligesom alle andre, men hvis dødsomstændigheder er yderst lykkebringende. Ingen andre kan opnå denne lykke. De opnår en højere rang og større ære end selv de ophøjede engle. Efter den nævnte målestok for ære og rang bliver de indehavere af den højeste rang i menneskehedens historie.

De nævnte mu’miner havde mulighed for at opgive deres iman og redde livet. Men hvor meget ville de selv og hele menneskeheden være blevet skadet, hvis de havde gjort det? Hvis den store sandhed, at »et liv uden iman ikke er en øres værdi værd«, var blevet forkastet for at redde livet, ville menneskeheden være blevet alvorligt skadet. Når mennesket mister friheden til sin aqidah og tro, bliver det fattigt og berøvet alt. Hvis den tyranniske herskergruppe ved at torturere kroppen også formår at etablere sit herredømme over sjælen, forfalder mennesket dybt. De nævnte troende var nået til et sådant niveau af iman, at de selv mens ildens brændende kraft virkede på deres levende kroppe, stod fast på den store sandhed og renheden. Mens deres forgængelige kroppe brændte i ilden, steg deres store og ophøjede ideal op ad succesens trin. Tværtimod gav ilden deres troskab mod idealet endnu større glans.

Denne kamp mellem sandhed og løgn (haq og batil) er ikke begrænset til jordens scene. Det jordiske liv alene udgør heller ikke det fuldkomne menneskeliv. I kampen deltager kun mennesker fra den samtidige tidsalder ikke. Englene tager også del i kampen mellem haq og batil, følger kampens forløb og bevidner alt, hvad der sker. Ikke nok med det: De vejer begivenhederne på en vægt. Denne vægt er helt forskellig fra alle menneskelige vægte i alle tidsaldre og af enhver art. Englenes vægt har snarere en særskilt karakter, der adskiller den fra hele menneskehedens vægt. Englene er Allahs mægtige skabninger. På et givet tidspunkt er englenes antal flere gange større end antallet af mennesker, der bor i hele verden. Derfor kan det uden tvivl siges, at englenes ros og respekt for tilhængerne af haq er langt mere værdifuld end verdens beboeres respekt og ros.

Efter alle disse stadier kommer akhirah. Det er det egentlige sted, hvor resultatet bliver gjort kendt. Denne verdens scene er forbundet med akhirah — den er ikke adskilt fra den. Dette er den virkelige sandhed, og det er også den urokkelige tro hos en mu’min. Kampen mellem haq og batil afsluttes ikke på denne verdens slagmark. Det egentlige afslutningsstadium er endnu ikke kommet. Det er hverken korrekt eller retfærdigt at drage en konklusion på grundlag af den del af kampen, der har fundet sted på denne verdens scene. For så ville konklusionen være begrænset til nogle få almindelige sammenstød og modstød i kampen.

De, der anser det jordiske liv for at være det eneste liv, har et meget snævert og begrænset syn. Det er mennesker med et ustadigt sind, der har et sådant syn. Det andet syn (det vil sige synet rettet mod akhirah) er vidtrækkende, realistisk og omfattende. Koranen opbygger dette andet syn i de troendes hjerter. Og det er netop det virkelighedsnære syn. På dette syn grundlægges den enorme bygning af den imanbaserede tankegang. Den belønning, som Allah Ta’ala har lovet de troende for deres faste iman og lydighed samt deres urokkelige tålmodighed under imans prøvelse, er hjertets fred. Det lyder således:

——————————————————————————————-

»De, der har fået iman, opnår fred i deres hjerter gennem Allahs dhikr. Vid, at det kun er Allahs dhikr, der bringer fred i hjertet.« — Ar-Ra’d: 28

Sammen med dette følger også løftet om Allahs tilfredshed og kærlighed.

————————————————-

“Sandelig, de, som har antaget troen og levet deres liv med gode gerninger, vil Allah den Ophøjede skabe kærlighed til i menneskers hjerter.” — Maryam: 96

Desuden er der også løfte om, at der vil blive talt om dem i den højere verden.

Allahs Sendebud (s.a.v.) siger: “Når et af Allahs tjeneres børn dør, kalder Allah den Ophøjede englene til sig og spørger: Har I taget sjælen fra min og hin tjeners barn?”

Englene svarer: ‘Ja, det har vi!’

Allah den Ophøjede spørger igen: “Har I taget min tjeners hjertebarn?”

De svarer: “Ja, vor Herre!”

Allah siger: “Hvad sagde min tjener på det tidspunkt?”

Englene siger: »Han har lovprist dig« og ————————————– »Vi tilhører visselig Allah, og til Ham skal vi vende tilbage« — det sagde han.

Allah den Ophøjede befaler da: »Byg et palads i Paradiset til denne Min tjener, og kald det Bayt al-Hamd (Lovprisningens hus).« — (Tirmidhi)

Det er også blevet overleveret fra den ædle Profet (fred være med ham), at Allah siger: »Jeg er nøjagtig sådan, som Min tjener forestiller sig Mig. Når han ihukommer Mig, er Jeg sammen med ham. Hvis han ihukommer Mig i sit indre, ihukommer Jeg ham også i Mit indre. Hvis han ihukommer Mig blandt folk, ihukommer Jeg ham i en endnu større forsamling. Hvis han nærmer sig Mig en håndsbredde, nærmer Jeg Mig ham en alen. Hvis han nærmer sig Mig en alen, nærmer Jeg Mig ham med flere alen. Hvis han kommer gående til Mig, løber Jeg ham i møde.« — (Bukhari og Muslim)

Der er også et løfte om, at der i den øvre verden bedes for de troende, og at der dér findes dyb kærlighed og medfølelse for dem.

——————————————————————————————–

»De engle, som bærer Tronen, og de, som er omkring Allah, lovpriser alle deres Herre med tasbih og tror på Allah. Og de beder Allah om tilgivelse for de troende og siger: ‘Vor Herre! Vor Forsørger! Din barmhjertighed og viden omfatter alt. Tilgiv derfor dem, der angrer og lever efter den vej, Du har vist, deres fejl, og fri dem fra Helvedes ild.’« — (Al-Mu’min: 7)

Allah den Ophøjede har lovet martyrerne evigt liv —

——————————————————————————————-

“Sig ikke, at de, der er blevet dræbt på Allahs vej, er døde; nej, de er levende, og de får deres forsørgelse hos deres Herre. De er meget glade og tilfredse over det, som Allah har givet dem af Sin nåde. De er forvissede om, at der heller ikke er nogen frygt eller sorg for de troende, som endnu befinder sig i denne verden og endnu ikke er nået frem til det hinsidige. De er tilfredse med at have modtaget Allahs belønning og nåde, og de har forstået, at Allah ikke lader de troendes belønning gå til spilde.” — (Sura Āl ʿImrān: 169-171)

På samme måde findes der en advarsel fra Allah mod dem, der fornægter sandheden, de uretfærdige og forbryderne. Han siger, at Han i nogen tid giver dem en vis frist ved at løsne deres tøjler i det jordiske liv, og at de vil blive dømt i det hinsidige. Undertiden griber Allah dem dog også i denne verden. Den egentlige straf er imidlertid fastsat til det hinsidige.

——————————————————————————————–

“Lad jer ikke bedrage af de Allah-trodsiges foretagsomhed i landet. Dette er blot det jordiske livs midlertidige besiddelser, som kun varer kort. Til sidst vil deres opholdssted være Jahannam, og det er et yderst usselt sted.”

——————————————————————————————-

“Tro ikke, at Allah er uvidende om, hvad de uretfærdige gør. Han giver dem en frist indtil den dag, hvor deres øjne vil stå vidt åbne, og de vil løbe med strakte hoveder. Den dag vil deres blikke være rettet opad, og deres sjæle vil flakse i angst for at flyve bort.” — Ibrahim: 42-43

——————————————————————————————–

“Lad dem være optaget af tom snak og leg, indtil den lovede dag kommer. Den dag vil de komme ud af gravene og begynde at løbe, som om de hurtigt bevæger sig mod et bestemt mål. Deres blikke vil være sænkede, og deres ansigter vil bære tegn på ydmygelse og skam. Dette er den lovede dag.”

— Al-Ma’arij: 42-44

Således er menneskelivet forbundet med englenes liv, og livet i denne verden med livet i det hinsidige. Kampen mellem sandhed og falskhed, godt og ondt samt tro og oprør mod Allah afsluttes ikke på denne verdens forgængelige scene, og dens resultat viser sig heller ikke her. Denne verdens bekvemmeligheder og lidelser, nydelse og afsavn er ikke afgørende efter Allahs målestok. I den henseende er prøvelsens felt for det gode og det onde vidtstrakt og langvarigt. Målestokken for succes og fiasko samt deres rækkevidde er langt mere omfattende. Denne stræben rækker meget højt. Derfor betragter den troende denne verden og dens udstyr, dette liv og dets nødvendige fornødenheder, som uvæsentlige. Efterhånden som hans udsyn og vurdering udvides, hæves hans livs formål og mål stadig højere i overensstemmelse hermed. Historien om dem, der gravede grøfter, er i høj grad nyttig til at skabe sådanne ædelmodige og storsindede hjerter samt oprigtig tro.

Gennem beretningen om dem, der gravede grøfter, og omtalen af sura al-Buruj er der også blevet kastet lys over endnu et aspekt af forkyndernes rolle, når de møder da’wat al-dins natur og de mulige reaktioner på denne vej. Da’wat al-dins bevægelse har i verdenshistorien oplevet, at de kampe, der er blevet ført mod andre bevægelser, er blevet afsluttet på forskellige måder.

Denne bevægelse har været vidne til, at profeten Nuhs (a.s.), profeten Huds (a.s.), profeten Shu’aybs (a.s.) og profeten Luts (a.s.) respektive folk blev tilintetgjort, mens et lille antal troende blev reddet. Men Koranen har ikke fortalt os, hvilken rolle de, der blev reddet fra undergangen, senere spillede. Disse eksempler viser, at Allah til tider lader de oprørske mod Allah smage en del af straffen allerede i det jordiske liv for at råde bod på deres overtrædelser. Den fulde og passende straf vil blive givet i det hinsidige efter den endelige dom.

Den islamiske da’wa-bevægelse har været vidne til Faraos ødelæggelse med hans hære, profeten Musas (a.s.) redning sammen med hans ledsagere og hans senere erhvervelse af kongedømmet. I den tids historie var Israels børn mennesker med god karakter. Selv om de aldrig kunne udvise fuldstændig standhaftighed og aldrig fuldt ud etablerede Allahs din som en komplet livsordning på jorden, var deres eksempel alligevel anderledes end de tidligere folks. Historien har også set ligbunker af de mushriker, som ikke troede på profeten Muhammad (s.a.w.) og vendte sig bort fra den livsordning, han bragte. Historien har desuden set, hvordan Allahs hjælp kom og kronede de troendes halse med sejr, efter at troens herredømme var blevet fuldstændigt etableret i deres hjerter. Og verden så for første gang et eksempel på, at Allahs ordning blev gennemført fuldstændigt i menneskelivet. Hverken før eller siden har man set noget lignende.

Historien har været vidne til begivenheden om dem, der gravede grøfter. Det har vi også set. Derudover har historien set mange gamle og nye begivenheder finde sted. Disse har dog ikke indtaget nogen vigtig plads i historien. Også i dag ser historien utallige begivenheder, som på den ene eller anden måde ligner begivenheder fra flere hundrede år af den islamiske historie.

Det er naturligvis nødvendigt at gennemgå andre begivenheder. Men begivenheden om dem, der gravede grøfter, er særlig bemærkelsesværdig, fordi den giver et strålende eksempel på troens ildprøve. Under denne prøve kom ingen verdslig hjælp de sandhedsorienterede til undsætning, og de falskhedsorienterede blev heller ikke straffet i det jordiske liv. For at fæstne denne tro i de troendes og Allahs vej-forkynderes hjerter kan sådanne begivenheder gentage sig, når de går frem ad den vej, de ønsker. I sådanne begivenheder vil ingen magt komme dem til hjælp. De og alt, hvad der vedrører deres tro, er helt i Allahs hånd. I denne situation er de troendes ansvar at forblive standhaftige i deres pligt og forlade denne verden. Deres pligt er at tage Allah alene som det højeste og yderste mål, anse troslæren og overbevisningen for mere værdifuld end livet selv og, når de kastes ind i en ildprøve, lade troens styrke bestå prøven. Under sådanne forhold skal de troende med deres hjerte, deres tunge og deres handlinger vidne om sandheden i Allahs din. Hvad angår, hvad der vil blive de fjender af din, og hvordan arbejdet med da’wat al-din vil skride frem, er det bedst at overlade disse forhold til Allah. Allah kan føre dem mod den slags udfald, der har fortilfælde i islams tidligere historie, eller fastsætte et nyt udfald for dem, der bærer sandhedens dins banner, og for de falskhedsorienterede.

De sandhedsorienterede er Allahs dins tjenere. Når Allah vil have dem til at udføre en bestemt slags arbejde, og lader dem arbejde på et bestemt tidspunkt, et bestemt sted og efter en bestemt metode, er det de troendes ansvar at fuldføre pligten netop sådan og modtage den fastsatte belønning. Den islamiske bevægelses fremtid ligger ikke i deres egne hænder, og de har heller ingen mulighed for at træffe nogen beslutning om den. Det er udelukkende den sande Ejers sag. Tjenerne behøver ikke bekymre sig om dette.

De troende modtager allerede i denne verden den første del af belønningen for deres gerninger. Denne belønning består i hjertets ro, et højt niveau af tænkning og erkendelse, ædle forestillinger samt befrielse fra følelsen af verdslig begær, frygt og sorg. Også den anden del modtager de allerede i denne verden. Denne belønning består i, at deres anseelse blandt englene øges, og at der tales om dem. Mennesker på jorden, som værdsætter gode egenskaber, lovpriser dem jo allerede. At der tales om dem blandt englene, er et tegn på, at deres rang i den højere verden er blevet hævet. Den største del af belønningen gives dog først i det hinsidige. Dér vil deres regnskab blive gjort let og enkelt, og de vil opnå umådelig gevinst. Men den bedste af alle de belønninger, der gives i disse dele, er at opnå Allahs tilfredshed i hver eneste del. I Sin grænseløse nåde har Han udvalgt de troende til at udføre Hans arbejde og udpeget dem til, som Allahs soldater i verden, at blive anvendt i alle opgaver efter Hans vilje. Også dette er en usigelig lykke.

Som følge af den undervisning, Koranen gav, nåede denne form for karakter et højt niveau blandt den første store karavane i den islamiske bevægelse. De havde glemt deres eget væsen og deres personlighed i deres iver efter at tjene som Allahs soldater, og under alle forhold og til enhver tid var de tilfredse med Allahs beslutning.

Ved siden af Koranen førte Profeten, fred være med ham, gennem sin opdragelse deres blik mod Paradiset og udviklede hos dem en indstilling, der gjorde dem standhaftige i udførelsen af deres ansvar, indtil Allahs afgørelse forelå. Allahs afgørelse var for dem det højeste og mest eftertragtede mål for velfærd i denne verden og i det hinsidige. Da de ugudelige i Mekka udsatte den ærede Ammar, Allah være tilfreds med ham, og hans mor og far for den værste fysiske tortur, så Profeten, fred være med ham, selv deres tilstand og udtalte blot disse få ord:

———————————————-

“Yasirs folk, vær tålmodige; løftet om Paradiset til jer er blevet stadfæstet.”

Khattab bin Arat, Allah være tilfreds med ham, fortæller: “Vi klagede til Profeten, fred være med ham, mens han hvilede i skyggen af Kabaens mur. Vi spurgte: Hvorfor beder du ikke Allah om hjælp? Hvorfor beder du ikke for os? Han svarede: Blandt jeres forgængere blev mennesker grebet og begravet levende. Desuden blev de skåret levende i to med en sav. Alligevel kunne de ikke fås til at vende sig bort fra sandhedens religion. Ved Allahs ed! Han vil fuldkomment grundfæste Sin religion. Der vil komme en tid, hvor en rytter rejser alene fra Sana’a til Hadramaut, uden undervejs at frygte nogen anden end Allah. Han vil heller ikke have nogen grund til at frygte anden fare for sin fåreflok end et muligt angreb fra en ulv. Men I er meget utålmodige.”

Allah har et gavnligt formål skjult i enhver handling. Han styrer hele skaberværket. Fra begyndelse til ende er Han altid fuldt ud bekendt med alt, hvad der foregår i hele skabningen. Alt, hvad der sker i verden, sker under Hans ledelse. Kun Han kender den gavn, der er skjult i den usynlige verden. Den skjulte gavn skriver historie under Allahs vilje, og efter Hans behag bliver begivenhedernes hemmeligheder med tiden afsløret.

Undertiden bliver de underliggende hemmeligheder i tidligere begivenheder først afsløret flere århundreder senere. Menneskene på den tid, hvor begivenhederne fandt sted, kunne imidlertid ikke forstå deres betydning. I deres egen tid spurgte de blot: ‘Hvad er dette? O Du, som opretholder verden! Hvad sker der, og hvorfor sker det?’ og lignende. Sådanne spørgsmål er et tegn på uvidenhed. Derfor stiller den troende heller ikke den slags spørgsmål. For han tror fuldt og fast på, at der i alle Allahs handlinger er visdom og gavn. Den troendes vidtgående syn, hans forståelse af tid, sted og omstændigheder samt hans fremsyn holder ham borte fra sådanne overvejelser. Med fuld indre tilfredshed og lydighed fortsætter han uophørligt fremad sammen med den religiøse karavane ad den vej, Allah har fastlagt.

Koranen var i færd med at forme hjerter, der var værdige til at bære ansvaret for Allahs kalifat på jorden. Derfor var der behov for hjerter, som var stærke, rene og oprigtige. På deres vej ad religionens sti var disse hjerter rede til at ofre alt. De var ivrige efter modigt at møde enhver prøvelse. Samtidig var deres blik rettet mod det hinsidige livs lykke og velstand i stedet for jordisk rigdom, og deres hjertes højeste ønske var alene at opnå Allahs tilfredshed. Det vil sige, at der skulle formes hjerter, som hele livet igennem ville udvise opofrelse og standhaftighed over for fattigdom, lidelser og fysisk tortur, og som ikke ville håbe på hurtigt at høste frugterne af deres indsats. De ville heller ikke være utålmodige efter hurtigt at fremskynde udbredelsen af kaldet til religionen, islams sejr, muslimernes magt og overhøjhed eller de samtidige tyranners og gudsfornægtende gruppers undergang og nederlag, sådan som Allah tidligere havde grebet religionens fjender og tilintetgjort dem.

Når hjerter af den nævnte art er blevet formet, og de fortsætter med at udføre religionens ansvar i det jordiske liv uden at håbe på nogen belønning dér, idet de betragter det hinsidige liv som det egentlige sted, hvor sandhed og falskhed afgøres, og når Allah er tilfreds med deres oprigtighed, standhaftighed, opofrelse og hengivenhed, hjælper Han dem allerede i denne verden. Han overdrager dem det hellige betroede ansvar at forvalte kalifatet på jorden. Dette ansvar betros dem ikke for at tjene de troendes interesser, men udelukkende for sandhedens religions skyld.

De opnåede retten og værdigheden til at bære dette store ansvar den dag, de begav sig ad denne vej uden noget løfte om en mulig belønning i denne verden, og deres blik blev rettet mod det hinsidige livs interesser i stedet for jordiske interesser. Fra den dag, hvor de opgav ønsket om enhver anden belønning end Allahs tilfredshed, blev de regnet blandt Allahs særligt begunstigede tjenere.

De vers i Den Hellige Koran, hvori Allah lover de troende sin hjælp, omtaler krigsbyttet og advarer om, at de vantro vil blive tilintetgjort allerede i denne verden, blev alle åbenbaret i Medina.

Efter at alle ønsker om jordiske interesser var blevet fjernet fra de troendes hjerter, trådte Allah selv frem og gav dem det glædelige budskab om sin hjælp. Allah lovede at yde en sådan hjælp med det formål at etablere sin rene religion som livsordningen for menneskesamfundet. Hjælpen blev ikke sendt til dem i det jordiske liv som belønning for de troendes hårde arbejde, opofrelse og mod; den var derimod Allahs egen beslutning. Og i dag kan vi forstå den indre visdom og gavn, der lå i denne beslutning.

Alle personer fra forskellige lande, folk og slægter, som interesserer sig for arbejdet med kaldet til religionen, bør tænke grundigt over dette. Netop dette fine punkt tydeliggør hele vejen for kaldet til religionen og hver af dens etaper og vendepunkter, og det giver urokkelig tålmodighed til dem, der er fast besluttede på at nå vejens ende uden at bekymre sig om resultatet. De mener, at ethvert udfald, Allah har fastlagt for kaldet til religionen og dem, der kalder til denne vej, er det rette. Når de bevæger sig ad den yderst farefulde vej, over deres medkæmperes lig, vil de ikke være utålmodige efter en hurtig sejr. Hvis Allah selv beslutter at fuldende bevægelsen for kaldet til religionen og etablere sin religion gennem de troendes bestræbelser, er det naturligvis godt. Men hvis en sådan beslutning træffes, må den udelukkende tilskrives Allahs vilje – ikke være en belønning for de troendes tålmodighed under lidelser og deres opofrelse. For denne verden er ikke stedet, hvor gerningernes belønning modtages.

I forbindelse med kommentaren til fortællingen om dem, der gravede grøfterne, henviste Koranen også til endnu en oplysning. Det bør vi alle være opmærksomme på. Koranen siger:

————————————————————

“Og den eneste grund til deres fjendskab over for disse troende var, at de troede på Allah, den Almægtige og Højpriste.” — Buruj: 8

Mennesker fra alle tider og alle slægter bør med dyb opmærksomhed tænke over de oplysninger, der er nævnt i verset. Kampen mellem de troende og modstanderne finder udelukkende sted på grund af forskelle i tro, troslære og tankegang — ikke på grund af nogen anden verdslig interesse. Modparten kan ikke udholde de troendes tro. Hele deres vrede og fjendskab udspringer af de troendes troslære og overbevisning. Kampens mål er aldrig politiske formål, økonomiske interesser eller opnåelse af overlegenhed for en slægt. Sådanne konflikter kan let bilægges eller kontrolleres. Men her foregår en kamp om et rent ideal. Konfliktens indhold er: “Skal kufr-systemet bestå, eller troen? Skal jahiliyya bestå, eller islam?”

I Mekka fremsatte polyteisterne over for Profeten (fred være med ham) tilbud om rigdom, regeringsmagt og andre verdslige fordele. De havde kun én betingelse: at den ædle Profet (fred være med ham) skulle standse striden om troslære og tro og til gengæld opnå andre fordele og interesser fra dem. Hvis Profeten (fred være med ham) havde indvilget i at opfylde deres ønske, ville han ikke have haft nogen konflikt med polyteisterne. Heraf forstår man, at man må være opmærksom på stridens egentlige kerne. For årsagen til fjendepartens fjendskab og vrede er, at de troende tror på Allah, den Almægtige, og kun adlyder Allah — de bøjer sig kun for Ham.

Modparten kan forsøge at fremstille kampen om troslære og tro som en politisk, økonomisk eller stammemæssig konflikt for at forvirre de troende om kampens egentlige mål og slukke troens flammende ild i deres hjerter. Derfor må de troende aldrig lade sig bedrage. De må forstå, at der gennem planlagte sammensværgelser gøres forsøg på at fortrænge dem fra deres position. De, der i denne krig rejser sådanne påskud, ønsker i virkeligheden at berøve de troende det uvurderlige våben, der fører til den endelige sejr. Denne sejr kan også opnås i form af åndelig overlegenhed, politisk uafhængighed eller verdslige gevinster, der udspringer af urokkelig moralsk oprejsning, ligesom hos de troende, der var spredt i grøften.

I vor tids verden, især gennem de kristnes bedrageriske propaganda og forsøg på at fordreje historien, er vi vidne til forsøg på at skabe forvirring. De går rundt og hævder, at korskrigenes egentlige formål var at opnå et imperium. Denne påstand er fuldstændig falsk! Sandheden er, at korsfarergruppen først længe efter korskrigene antog imperialismens maske. For korsets troslære kunne ikke i dag træde frem på slagmarken på nøjagtig samme måde, som den kunne i middelalderen.

Derfor var de nødt til at iføre sig en ny maske. For korsets troslære var blevet knust i sammenstødet med den mur af smeltet metal, som var dannet af alle muslimers forenede styrke, uden forskel på slægt, race eller stamme. Blandt de nævnte muslimer var personer som Salahuddin fra den kurdiske stamme og Turan Shah fra mamlukkerne. De glemte deres stamme- og slægtsmæssige forskelle, tog kun den islamiske tros kraft som støtte og vandt sejren med islams banner i hånden.

——————————————————

“Den eneste grund til deres fjendskab over for de troende var, at de troede på Allah, den Almægtige og bestandigt Højpriste.” — Buruj: 8

Allah Ta‘alas ord er sande til mindste bogstav, mens den bedrageriske, charlatanagtige og tyranniske gruppe er løgnere og på afveje.

— Slut —-