Forlæggerens ord

Ved at følge den islamiske bevægelses udvikling, som de ærede profeter (fred være med dem) ledede, fortsætter Bangladesh Jamaat-e-Islami kampen for at etablere et islamisk samfund på dette land. Denne karavanes vigtigste styrke er medlemmerne (rukn), hvis egentlige formål med livet er at etablere deen. På grund af menneskelig svaghed kan man imidlertid fra tid til anden konstatere passivitet hos nogle. Den daværende amir for Jamaat, professor Ghulam Azam, holdt en tale med vejledning om, hvordan man overvinder denne tilstand, ved den centrale medlemskonference (rukn), som blev afholdt den 25.-27. december 1997 på Jamia Islamia i Tongi (nu Ta’mirul Millat, Tongi-afdelingen). Bogen “Rukniyatens egentlige ånd” er den nuværende udgave af denne tale. Bogen har allerede vakt genklang blandt den islamiske bevægelses menneskelige ressourcer. Jeg håber, at medlemmerne (rukn) og aktivisterne gennem studiet af bogen vil finde ny inspiration på den islamiske bevægelses vej.

Den islamiske bevægelses kernebudskab

»Den islamiske bevægelse« er den præcise bengalske oversættelse af jihad fi sabilillah. Gennem tiderne har det været profeterne og sendebuddene, der har ledet denne bevægelse. De, der ønsker at påtage sig ansvaret for den islamiske bevægelse, må hente deres forbillede og inspiration fra den bevægelse, som profeterne og sendebuddene ledede.

Allah den Ophøjede håndhæver den lov, Han har fastlagt for hver eneste skabning, stor som lille, i Hans vidtstrakte skaberværk. Ud over djinner og mennesker har Allah ikke givet nogen skabning mulighed for at overtræde Hans lov. Selv mennesket har ikke evnen til at overtræde de regler og bestemmelser, Han har fastlagt for menneskets krop. De bestemmelser, der er fastlagt for alle skabninger, herunder menneskekroppen, blev ikke sendt til et sendebud. Disse regler, bestemmelser og love håndhæver Allah selv.

Men den lov, Allah den Ophøjede har fastlagt for alle områder af menneskets liv, fra det personlige liv til det kollektive liv, har Han sendt gennem Sendebudet (fred være med ham). I stedet for selv at håndhæve disse love og bestemmelser har Allah pålagt Sendebudet (fred være med ham) og dem, der tror på ham, ansvaret for at sætte dem i kraft på Allahs vegne. Dette er ansvaret som Allahs repræsentant, eller khilafah. Khalifaens opgave er at bestræbe sig på at etablere Hans bestemmelser på Allahs vegne.

Allahs love og bestemmelser kan ikke fungere under et andet samfundssystem

Fordi Allah ikke tvinger mennesker til at følge Hans lov, tilsidesætter opportunistiske og selviske mennesker Allahs lov og indfører deres egne opdigtede love i samfundet og staten. Derfor er der nødvendigvis en eller anden form for regler og bestemmelser i ethvert menneskeligt samfund. Intet samfund er uden bestemmelser.

Hver gang en profet gennem tiderne har opfordret sit folk til at acceptere Allahs lov, har de egeninteressebaserede kræfter rejst sig mod profeten for at bevare de hidtil gældende love. Således har der til alle tider været en konflikt mellem haqq og batil. Denne kamp kaldes den islamiske bevægelse. Koranen gengiver historien om de konflikter, der fandt sted i mange profeters tid.

Selv om nogle af islams religiøse ritualer kan bestå under et samfundssystem, der er baseret på menneskeskabte love, kan islam som livsordning ikke etableres uden at afskaffe de menneskeskabte bestemmelser. En ændring af samfundssystemet er kun mulig, hvis en betydelig kraft blandt folket aktivt går frem for at indføre islamisk lov og formår at besejre dem, hvis etablerede interesser står i vejen.

Jamaat-e-Islamis bevægelse

Jamaat-e-Islamis karavane arbejder i Bangladesh ved at følge den islamiske bevægelses udvikling under profeternes og sendebudenes ledelse. Ligesom Sendebudet (fred være med ham) først opbyggede en gruppe mennesker, som var rede til at følge islam fuldt ud i deres liv for at virkeliggøre islam i menneskesamfundet, arbejder Jamaat på samme måde med at opbygge mennesker gennem en treleddet da’wah og et fireleddet program. De, der accepterer Jamaats da’wah, føres trin for trin frem gennem forskellige stadier. På et af disse stadier regnes de som rukn. De, der overholder fard og wajib, holder sig fra haram, beslutter at give deres liv og ejendom til Allah for at gøre Allahs religion sejrrig, anerkender, at det egentlige formål med livet er at etablere islam, og med Allah som vidne

إِنَّ صَلَاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَلَمِينَ –

aflægger ed, regnes som rukn i Jamaat-e-Islami. Efter at være blevet rukn får de et bestemt program, så de kan gøre yderligere fremskridt i deres religiøse liv og højne deres niveau. De får ansvaret for at forme sig selv og deres personlighed. Hvis de fortsat opfylder alle de løfter, de afgiver med Allah som vidne ved rukniyat-eden, er det naturligt, at deres niveau stiger.

Men hvorfor falder ruknernes niveau alligevel?

De, der gennem en længere periode har arbejdet på at danne sig selv for at nå rukn-niveauet fra at være samarbejdende medlemmer, burde naturligvis ikke gå tilbage i stedet for at gøre fremskridt på Allahs vej. Men fordi en hel del rukners niveau faldt, kunne deres rukniyat ikke opretholdes, selv om de fik mulighed for at komme på fode igen. Enten måtte deres rukniyat annulleres, eller også måtte man modtage deres istifa. Af alle de sager af denne type, der er blevet registreret, er det blevet bevist, at der grundlæggende er to årsager til, at rukniyat-niveauet falder:

(1) Første årsag: Selvom man ved aflægningen af eden om rukniyat erklærer: “At opnå Allahs tilfredshed og succes i det hinsidige er det endelige mål med mit liv”, får verdens krav på grund af forskellige svagheder alligevel forrang. For at opfylde verdens krav er vi tvunget til at gøre det, der er nødvendigt for at overleve. Men vi skal kun leve for at opfylde deenens krav. Deen er det egentlige mål i den troendes liv. I bogen »Den islamiske bevægelse: Betingelserne for succes« har Maulana Maududi (må Allah forbarme sig over ham) omtalt fire egenskaber som den islamiske bevægelses arbejderes grundlæggende kapital; denne egenskab står som nummer fire.

Når opnåelsen af økonomisk velstand og forøgelsen af jordiske bekvemmeligheder bliver livets vigtigste mål, mens deenens krav træder i baggrunden, er det naturligt, at ens standard forringes.

(2) Anden årsag: Den erklæring, man afgiver under eden som rukn foran Allahs tjenere med Allah som vidne, er så yderst ansvarsfuld, at Allah den Ophøjede på forskellige tidspunkter og på forskellige måder prøver én for at bevise dens sandhed. Han lader ingen troende være uden prøve.

وَلَنَبْلُوَنَّكُمْ بِشَيْءٍ مِّنَ الْخَوْفِ وَالْجُوعِ وَنَقْصٍ مِنَ الْأَمْوَالِ وَالْأَنْفُسِ وَالثَّمَرَاتِ –

“Jeg vil visselig prøve jer med frygt, sult og tab af ejendom, liv og afgrøder. (Al-Baqarah 155)

I dette vers siger Han med dobbelt eftertryk, at Han visselig vil prøve, og Han har også fortalt, hvordan det vil ske. Den falske side vil true, fattigdom vil indtræffe som følge af at følge den halal vej, og der vil opstå årsager til tab af liv og ejendom. Det vil sige, at prøven sker gennem alle de ulykker og vanskeligheder, der rammer i det jordiske liv. Alle prøves ikke på samme måde. Prøven kommer gennem den side, hvor den pågældende har sin svaghed.

Når prøven kommer, opdager den årvågne rukn det og bliver på vagt. Han betragter ulykker, musibah samt vanskelige hindringer og problemer som en prøve og forsøger med tålmodighed at opretholde rukniyats standard, så han ikke dumper i prøven. Han vender sig ydmygt og inderligt til Allah, så Allah giver ham tawfiq til at bestå prøven.

De, der ikke er opmærksomme på prøven, betragter ulykker og musibah som en undskyldning eller et påskud for ikke at udføre deenens arbejde. De tænker: “Hvordan kan jeg under disse omstændigheder arbejde som før?” Som følge heraf bliver deres standard ved med at falde, og de dumper i prøven. Efterhånden bliver de ude af stand til selv at opretholde rukniyats laveste standard, og derfor træder de enten tilbage, eller også bliver deres rukniyat annulleret.

Hvorfor prøves man af Allah?

De, der med en følelse af ansvar for at etablere Allahs religion har mod til at blive rukn, er i virkeligheden villige til at bære den tunge byrde, det er at lede en islamisk stat. I vers 55 i sura an-Nur har Allah den Højeste lovet at overdrage dette hellige ansvar til dem, der vurderes egnede til at varetage det. Netop for at prøve deres egnethed udsætter Allah dem selv for prøvelser.

De, som får overdraget dette ansvar for kalifatet, får så stor magt, at de frit kan få mulighed for at begå korruption, favorisere slægtninge, udøve uret, udbytning og undertrykkelse over for folket. Derfor lader Allah den Almægtige dem gennemgå prøvelser for at undersøge dem, før Han overdrager dem dette store ansvar.

Allah den Højeste udvalgte gennem mange hårde prøvelser de af Profetens ﷺ ledsagere, sammen med hvem han oprettede en islamisk stat i Medina.
Deres sidste prøve var hijraen. De, som forlod deres hjem, ejendele, slægtninge og endda deres fædreland for at opfylde religionens krav, fik overdraget statsmagten. Er det naturligt, at disse prøvede mennesker skulle være ulydige mod Allah og begå korruption eller favorisere slægtninge? Kan de, som var i stand til at opgive deres ejendom for religionens skyld, begå korruption? Hvordan skulle de, som forlod deres slægtninge og familie for religionens skyld, kunne favorisere slægtninge?

Allah den Højeste overdrager ikke magten til den, der hævder at ville etablere Hans religion, uden først at sætte ham på prøve. Derfor er denne prøve uundværlig.

Det er gennem prøvelser, at rukuniyats standard hæves

Det er kun de, der består prøvelserne, som anses for egnede til bevægelsen. De, der sorteres fra, er ikke egnede til at følge denne vej. Hvis man hos en rukn finder nogle af de mangler, der gør, at vedkommende ikke bør forblive rukn, suspenderes vedkommendes rukuniyat først, og der gives mulighed for forbedring. Hvis der ikke sker nogen forbedring, rådes vedkommende til at indgive sin इस्तিফa. Ellers annulleres rukuniyaten af nødvendighed. På denne måde tilskyndes rukn-medlemmerne til at forstå betydningen af at holde sig fri for mangler.

De, som har organisationens økonomiske ansvar, udsættes for særlige prøvelser. Selv hvis de ikke er i stand til at opfylde de krav til betroet forvaltning, der gælder for bait al-mal, valgfonden, midlerne i en institution, som organisationen leder, og lignende, sorteres de fra. En sådan organisatorisk disciplin bidrager til at hæve standarden.

Den egentlige ånd i rukniyat

Den egentlige grund til, at rukniyatens niveau falder af de to hovedårsager, er også manglen på rukniyatens egentlige ånd. På rukn-konferencen i 1986 talte jeg om ansvaret ved at være rukn. På konferencen i 1992 sendte jeg, mens jeg sad i fængsel, en tekst med titlen »Rukniyatens værdighed«. Disse to emner er blevet trykt i samme bog af Jamaats publikationsafdeling under titlen »Rukniyatens ansvar og værdighed«.

I dag drøfter jeg især rukniyatens ånd, hvoraf nogle punkter er behandlet fra en anden synsvinkel i den nævnte bog under overskriften »Rukniyatens værdighed«. For at forklare rukniyatens egentlige ånd vil jeg fremlægge fem ting:

1. Hvilken plads har rukniyat på vejen mod fremgang i det religiøse liv?
2. Opmærksomhed på den egentlige årsag til, at niveauet falder.
3. Varsomhed over for Allahs udvælgelses- og frasorteringsprincip.
4. Ansvaret for at bære vidnesbyrd om sandheden over for folket.
5. Bestræbelsen på at øge indeståendet i Allahs bank.

Nu vil jeg kort forklare disse fem ting:

Den første ånd: Hvilken plads har rukniyat på vejen mod fremgang i det religiøse liv?

Som rukn i Jamaat må jeg erkende, at Jamaat har ydet et stort bidrag til opbygningen af mit religiøse liv. Først blev jeg gennem Jamaats afdøde leder, hr. Abdul Khaleq, kaldet til religionen og sluttede mig til Jamaat som associeret medlem. Derefter begyndte jeg gennem hans bestræbelser at arbejde som aktivist. Gennem Jamaats enhedsmøder og studiet af den islamiske litteratur, som Jamaat udgav, fik jeg en så revolutionær forståelse af islam, at den fortsat skærpede min iman, berigede min ilm og styrkede mine amal.

Før jeg kom til Jamaat, havde jeg ingen forestilling om, at islam er den eneste fuldstændige livsordning, at man på alle livets områder må følge Allahs befalinger og Profetens vej, og at alle verdenslige handlinger skal omdannes til tilbedelse. For at opnå Allahs tilfredshed og succes i det hinsidige må man, efter Profetens (saw) og de ædle sahabaers (ra) eksempel, bringe ofre af liv og ejendom for at etablere Allahs lov. Efter at jeg kom til Jamaat, lærte jeg desuden, at man ikke kan få mulighed for at leve som en fuldkommen muslim, hvis islam ikke etableres i samfundet og staten; islam blev ikke sendt for blot på en eller anden måde at overleve under en anden samfundsordning. Ummah’en efter Muhammad blev skabt for at påtage sig ansvaret for at lede menneskeheden, og islam kom for at befri mennesker fra menneskers slaveri. Kort sagt vil jeg sige, at den beskedne fremgang på imanens, ilmens og amalens område, som jeg har været så heldig at opnå, på ingen måde ville have været mulig, hvis jeg ikke havde taget del i Jamaat-e-Islamis bevægelse.

Alle mine Rukn-brødre og -søstre er nødt til at anerkende, at alt dette, jeg siger, også er sandt i deres eget liv. Før jeg kom til Jamaat-e-Islami, så jeg forskellige former for islam. Fordi jeg nåede gennem alle disse vanskeligheder og fandt Jamaat, er denne organisation af stor værdi for mig. De, der blev Rukn’er, efter at Jamaats dawah blev udbredt, har måske ikke en høj forestilling om Jamaats betydning. I denne tid, hvor tusinder af fitnaer udføres i islams navn, kan kun de forstå, hvor stor en barmhjertighed fra Allah den Almægtige Jamaat-e-Islami er, som har fået tawfiq til at bryde ud af kredsløbet af forskellige opfattelser og veje i islams navn og følge denne vej. Når vi tænker på, hvordan vores liv hver især ville være forløbet, hvis vi ikke havde fundet denne vej, bøjer vores hoveder sig i taknemmelighed over for Allah.

Når vi tænker på, hvilket stade i det religiøse liv vi ville have befundet os på, og hvor vores niveau ville have været inden for iman, ilm og amal, hvis vi ikke havde sluttet os til denne Jamaat, vil jeg sige med de ord, Allah Ta’ala har lært os:

الْحَمْدُ للهِ الَّذِي هَدَانَا لِهذَا وَمَا كُنَّا لِتَهْتَدِي لَوْ لَا أَنْ هَدَانَا اللَّهُ.

“Al lovprisning tilkommer Allah, som har vejledt os til denne vej. Hvis Allah ikke havde vejledt os, ville vi ikke være blevet vejledt.” (Surah al-A’raf 43)

Man må forstå, hvilket stade i det religiøse liv Jamaat-e-Islami bringer den person til, som den gradvist gør til Rukn. Dette stade kan kaldes det laveste niveau for en kamil mumin. For betingelsen for at blive Rukn er kun at overholde fard og wajib og afholde sig fra haram. Det er ikke fastsat som en betingelse, at man først bliver Rukn efter at have overholdt sunnah og nafl og afholdt sig fra makruh. En person, der ikke overholder fard og wajib korrekt eller er forsømmelig med at undgå haram, kan ikke engang siges at befinde sig på det laveste niveau af en kamil mumin. En kamil mumin er noget stort. Ruknens niveau kan højst kaldes det laveste niveau for en kamil mumin.

I det nuværende fordærvede miljø i landet og samfundet har mange oprigtige troende ikke mod til at opfylde blot betingelserne for at blive Rukn. Mange, som er helhjertet aktive i den islamiske bevægelse og spiller en stærk rolle i organisationens forskellige aktiviteter, tør ikke påtage sig Rukniyats ansvar. Selv om det for mange synes at være meget vanskeligt at blive Rukn, er det i virkeligheden blot det laveste niveau for en kamil mumin.

Hvis man sammenligner fremgangen og udviklingen i det religiøse liv med en trappe, er det højeste trin på denne trappe Sahaba-e-Kirams niveau. Der er en enorm afstand mellem det laveste og det højeste niveau. Derfor må denne trappe naturligvis være meget lang. Den, som Jamaat gjorde til Rukn, blev ført blot til det første trin på denne lange trappe. Nu er det Ruknens eget ansvar at stræbe efter at udvikle sit religiøse liv ved at bevæge sig op ad denne trappe.

Det er naturligt, at det religiøse liv udvikler sig hos dem, der af egen indre tilskyndelse fortsætter med at øge deres ilm gennem studiet af Koranen, hadith og islamisk litteratur, vænner sig til sunnah og nafl sammen med fard og wajib, bliver ved med at henvende sig til Allah Ta’ala i ydmyg bøn i Hans ophøjede nærvær sent om natten for at styrke forbindelsen til Ham, holder deres løfter i handel og omgang, behandler alle godt og så videre.

Hvis man med henblik på personlighedsopbygning fortsætter med at bruge den nødvendige tid på at bringe deenens dawah til alle, man får mulighed for at møde og tale med – herunder slægtninge, naboer og kolleger – at blive ved med at støtte dem, der tager imod dawahen, så de kan gøre fremskridt på deenens vej, og at optage lovende og kvalificerede mennesker i organisationen, kan man håbe på Allahs tilfredshed. Det er gennem arbejdet med deenens dawah, at Allah Pak bliver allermest tilfreds, og Han skænker en Ansarullahs rang.

Hvis man oprigtigt fortsætter med disse to former for arbejde, nemlig selvudvikling og personlighedsopbygning, vil følelsen af ens forbindelse med Allah vokse. Med det formål at styrke forbindelsen med Allah må man tage Maulana Maududis (må Allah forbarme sig over ham) hæfte Hidayat som vejleder. I denne bog læres en yderst praktisk og fremragende metode til at styrke forbindelsen med Allah. Maulana Matiur Rahman Nizamis bog “Vejen til at opnå nærhed til Allah” er også til stor hjælp i denne forbindelse.

Den anden bevidsthed: Vær på vagt over for, at ens standard forringes

Man må være på vagt over for de to hovedårsager, der får Rukniyats standard til at falde. Under den daglige selvransagelse må man hver dag minde sig selv om, hvorvidt man i alle sine handlinger giver deen forrang frem for verden. Og hver gang en prøve kommer fra Allah, må man tage imod den med sabr og bede ved Allahs egen domstol om at bestå prøven. Man må underrette organisationens ansvarlige og sine deen-relaterede brødre om sin situation og bede dem om dua. Og man må forsøge at varetage sit ansvar for deen med endnu større ikhlas.

Den tredje bevidsthed: Vær på vagt over for at blive frasorteret

Allah Ta’ala har ikke givet nogen garanti for, at den, der én gang har fået hidayat, aldrig mere vil blive vildledt. Tværtimod lærer Koranen os både at bestræbe os på at forblive på hidayat indtil døden og at bede om dette.

رَبَّنَا لَا تُزِغْ قُلُوبَنَا بَعْدَ اذْهَدَيْتَنَا وَهَبْ لَنَا مِن لَّدُنْكَ رَحْمَةً إِنَّكَ أَنْتَ الْوَهَّابُ .

“Vor Herre! Efter at Du har givet os hidayat, så lad ikke vore hjerter blive gjort skæve. Skænk os nåde fra Din barmhjertigheds skatkammer. Du alene er den sande Giver.” (Ali Imran, 8).

Vejledning er en så stor velsignelse, at der er alvorlig fare for at fare vild, hvis man forsømmer den. I Allahs princip om udvælgelse og frasortering findes der ingen partiskhed. Når Han giver nogen tawfīq til at overvinde alle hindringer på vejen til dīn og gå fremad, må man forstå, at Allah har udvalgt ham. Når nogen dumper i den prøve, Allah har givet ham, og på grund af mangel på tålmodighed og mod mister evnen til at fortsætte ad dīns vanskelige vej, må man forstå, at han er blevet frasorteret. Dette fremgår klart af den sidste āyah i Sūrah al-Hajj.

وَجَاهِدُوا فِي اللهِ حَقَّ جِهَادِمٍ هُوَ اجْتَبُكُمْ وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُمْ فِي الدين من حرج مِلَّةَ أَبِيكُمْ إِبْرَاهِيمَ –

“Kæmp for Allah med den jihad, der tilkommer Ham. Han har udvalgt jer og ikke lagt nogen hindring på jeres vej i dīn. Dette er jeres fader Ibrāhīms tarīqah.”
– (Sūrah al-Hajj – den sidste āyah)

Den første del af Sūrah al-Hajj blev åbenbaret umiddelbart før hijrah, og den sidste del blev åbenbaret lige efter hijrah. Hvad er meningen med den befaling om at udføre jihad på behørig vis, som blev givet i denne āyah til dem, der forlod alt og foretog hijrah for dīns skyld? Her er det værd at bemærke, at der mange steder i hele Qur’anen står “wa jāhidū fī sabīlillāh”, men at ordet »sabīl« ikke findes i denne āyah. Ordet »sabīl« er naturligvis ikke udeladt ved en fejl eller uden grund. Jeg vil her nævne eksemplet fra āyah 59 i Sūrah an-Nisā:

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَطِيعُوا اللَّهَ وَأَطِيعُوا الرَّسُولَ وَأُولِي الأمر منكم –

I denne āyah er ordet »atīʿū« nævnt sammen med Allah og Hans Rasūl, men det er udeladt sammen med »ulī al-amr«. Ligesom ordet »atīʿū« ikke blev udeladt uden grund her, har udeladelsen af ordet »sabīl« i den pågældende āyah også en betydning. Den sande betydning kender kun Allah. Den følgende forklaring kan dog med rimelighed anses for plausibel.

Sabīl betyder vej. I mange āyāt findes der tale om at udføre jihad på Allahs vej med liv og ejendom. I denne āyah nævnes der heller ikke jihad med liv og ejendom. Sahābah al-kirām udførte i tretten år jihad på Allahs vej med deres liv og ejendom, hvorefter de forlod alt og foretog hijrah. De havde allerede tilbagelagt alle veje. De adlød Allahs befaling, idet de kun tog deres liv med sig og gav afkald på hjemlandets tiltrækning og deres slægtninges tiltrækning. Nu blev de befalet at udføre jihad i Allah. Det vil sige: I har for Allahs tilfredshed og på Hans befaling ofret alt og er kommet hertil. I har intet mere at ønske eller opnå i verden. Bliv derfor helt gennemtrængt af Allah, og opløs jeres ønsker og begær i Allahs vilje. Bliv fanā fī Allāh.

For Allah har udvalgt jer til at fuldbyrde Hans vilje. Og fordi Han anså jer for værdige til at blive udvalgt, gav Han jer tawfīq til at foretage hijrah. Han lod ingen hindring standse jer fra at opfylde dīns krav. Mange troende var på grund af deres svaghed ikke i stand til at foretage hijrah. I blev i stand til det, fordi I blev regnet blandt Allahs udvalgte.

Dette offer og denne opofrelse, som I bringer, er selve idealet fra jeres åndelige far Ibrahim (a.s.). Også I har ved hans eksempel været i stand til at ofre alt i denne verden for at adlyde Allahs befaling.

Herfra får vi den forståelse, at de, som tilsidesætter frygt, begær, prøvelser og farer og står fast på den vanskelige vej i den islamiske bevægelse, regnes blandt Allah den Almægtiges udvalgte. Og de, som bukker under for svaghed og falder fra, hører til blandt dem, der er blevet sorteret fra.

Blandt Bangladeshs 120 millioner mennesker er 110 millioner muslimer. Blandt muslimerne findes der hundredtusinder, som med hensyn til kundskab om Koranen og hadith, viden om verdslige forhold, høje uddannelser, rigdom, anseelse, autoritet, lederskab og lignende er langt mere fremragende end medlemmer som os. Over for de enorme kræfter, der bekæmper det falske, skal et så lille antal mennesker som os

إِنَّ صَلَاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ –

gav muligheden for at aflægge troskabsed til Allah. Hvis bevidstheden om at være blandt Allahs udvalgte holdes levende, vil vi aldrig være villige til at blive berøvet denne ære. Vi må inderligt bede om, at Allah den Almægtige beskytter os mod at blive sorteret fra.

Den fjerde bevidsthed: At vidne om sandheden

Vi må tage det alvorligt, at folket skal kunne se et eksempel på vores virkelige liv i det store banner med trosbekendelsen, som vi har taget i vores hænder, mens vi proklamerer Allahs lov og fromme menneskers styre. Gennem mange års åndelig stræben og ved hjælp af en organisatorisk metode har vi kunnet tilegne os så meget af Allahs religions lys, tro, viden og praksis, at kun et lille antal blandt den brede befolkning ville kunne opnå det samme. Hvordan skal folket da få del i religionens lys?

Når Koranen i forskellige suraer beskriver de egenskaber, som de troende, de retfærdige og Allahs tjenere besidder, er det på den ene side for at opmuntre de ædle ledsagere, og på den anden side for at opfordre almindelige mennesker til at tænke over, at nogle mennesker ligesom dem, nogle fra deres eget samfund, blandt deres slægtninge og naboer, fulgte Profetens kald og opnåede sådanne egenskaber, at de er nødt til at prise dem. Hvor dårligt et menneske end er, er det nødt til at prise den, der besidder gode egenskaber. Det er helt naturligt at føle sig tiltrukket af mennesker, der besidder menneskelige dyder.

Hvis vores virkelige liv bærer et sandt vidnesbyrd om den store sandhed, som vi er bannerførere for, vil folket naturligvis blive tiltrukket. Hvis de ikke kan se islams sande skikkelse i vores liv, vil de ikke reagere blot på vores ord.

Vores status som Rukn vil først være meningsfuld den dag, hvor vores bekendtskabskreds taler om os på denne måde: “En vil sige: Jeg har aldrig set et bedre menneske end ham. Det er virkelig svært at finde et så ærligt menneske. En anden vil sige: Hvordan skulle det kunne være anderledes? Han er jo Rukn i Jamaat-e-Islami. Ville Jamaat gøre en person til Rukn, hvis han ikke var så ærlig?”

Det er først meningsfuldt at være Rukn, når vores adfærd og omgang, vores økonomiske transaktioner, opfyldelse af løfter, ønsker, temperament og medfølende sind anses for værdige til slægtninges og naboers ros. Når Ruknernes moralske standard når dette niveau, vil der opstå tillid og håb i folkets hjerter om, at deres velfærd vil være sikret, hvis Jamaat-e-Islami får ansvaret for at lede landet. Dette emne er blevet behandlet udførligt i bogen “Vidnesbyrd om sandheden”.

Femte bevidsthed: Stræben efter at øge indeståendet i Allahs bank

I en hadith qudsi siger Allah: Adams søn gør krav på tingene ved at sige: ‘Mit, mit.’ Men hans er kun det, han har spist og fordøjet, det tøj, han har båret, indtil det blev slidt i stykker, og det, han har brugt på Allahs vej. Alt det øvrige vil efter hans død tilfalde andre.

Selv det, han har spist, men ikke fordøjet, er ikke hans. Hvis han kaster op eller får diarré, vil hunde, katte, høns eller krager spise det. Tøjet kan også komme i en andens hænder, før det bliver slidt i stykker. Det eneste, der med sikkerhed er hans, er det, der er indsat i hans navn i Allahs bank.

Derfor bør Ruknerne have som mål, at indeståendet på deres konto i Allahs bank hele tiden øges. Allerede før man bliver Rukn, opfordres man til at give fem procent af sin indkomst. Derfor er det nødvendigt at forstå betydningen af at øge bidraget. Ud over den regelmæssige indkomst bør man give på Allahs vej, så snart man har mulighed for det.

Vi bør vænne os til at give et sådant beløb til Baitulmal ud af de penge, vi hver måned er nødt til at bruge på familiens underhold, at vi kan mærke følelsen af at bringe et offer. Jeg vil gerne komme med et forslag til dette.

Antag, at en familie består af 7 medlemmer. Hvis Jamaat-e-Islami regnes som ét medlem af familien, vil familien således blive regnet for at have 8 medlemmer. Hvis man deler det månedlige beløb, der bruges alene på mad og tøj, i 8 dele og yder én sådan del som iyanat, vil man kunne mærke, at den byrde, det lægger på familiens udgifter, er et offer, man har bragt for Allahs skyld.

Når en ny måned begynder, er det godt at gøre det til en vane at betale månedens iyanat, før man begynder at dække husholdningens udgifter. Det kan man gøre med den indstilling: »Jeg har først betalt det, jeg skylder Allah, i håb om at Han vil skænke velsignelse i min indkomst og i min husholdning.« Hvis Allah beskytter mod sygdom, ulykker og prøvelser, er det i sig selv en stor velsignelse for husholdningen. Og denne magt ligger alene hos Allah.

Fordelene ved alle disse bevidstheder

Hvis vi altid kan holde disse fem bevidstheder levende, vil vi, insha Allah, være i stand til at bevæge os fremad ad den religiøse fremgangs trappe. Denne fremgang har ingen ende.

Denne stræben efter at blive en fuldkommen troende skal fortsættes uden ophør. Under ingen omstændigheder må man tænke: »Jeg er blevet fuldkommen.« At få denne tanke betyder, at tilbagegangen er begyndt. For når man tænker sådan, ophører bestræbelserne på at gå fremad, og man begynder at gå tilbage.

Når det gælder erhvervelsen af viden, ser man, at man ikke bliver et hav af lærdom blot ved at bestå B.A., M.A. eller Fazil og Kamil. Gennem uddannelsesinstitutionen tilegner man sig dog så megen viden, at man på dette grundlag får mod til at springe ud i kundskabens hav. Det er ikke uddannelsesinstitutionens ansvar; dette ansvar påhviler personen selv.

På samme måde får man gennem Jamaats organisatoriske metode, efter at have opnået rukniyat-graden, mod til at stræbe efter at blive en fuldkommen troende. Hvis vi gør brug af dette mod, vil fremgangen, insha Allah, fortsætte. Det er ikke organisationens ansvar; dette ansvar påhviler ruknen selv.

At blive rukn betyder at blive forvandlet til en automatisk maskine. Jamaat har gjort ham til en selvkørende motor og sendt ham af sted. Hvis han stadig skal trækkes frem som en jernbanevogn, må man forstå, at han ikke længere er en motor, men er blevet en vogn. Ruknens ansvar er ved egen indsats fortsat at stræbe efter at forbedre sit religiøse liv og som motor på denne vej at føre mange andre mennesker fremad som vogne. Hvis bevidstheden om rukniyat holdes levende, er det muligt at varetage begge disse ansvar på kvalificeret vis.

Skal være et forbillede for medarbejderne

Hvis vores standard er høj, vil medarbejderne betragte os som forbilleder, og deres interesse og begejstring for at blive rukn vil vokse. Hvis ikke, vil vi selv blive betragtet som en hindring på deres vej til at blive rukn. Når vi tager dette i betragtning, må vores forståelse af vores ansvar være yderst dybtgående. Hvis vi ikke bliver en ressource for bevægelsen, bliver vi en byrde. Bevægelsens fremgang afhænger af os.

Derfor retter jeg en inderlig appel til jer: Lad os træffe en fast beslutning i denne sag. Så vil den tid, de kræfter og de penge, vi har ofret på denne konference, virkelig have båret frugt.

Netop fordi rukniyat har så stor betydning, har jeg ved tre forskellige rukn-konferencer følt det som min pligt at holde tre taler om dette emne. I 1986 blev der talt om “Rukniyats ansvar”, i 1992 om “Rukniyats værdighed”, som blev sendt fra fængslet, og på denne konference i 1997 om “Rukniyats ånd”. Hvis vi regelmæssigt studerer og praktiserer alt det, der er blevet sagt herom, vil Allah, in-sha-Allah, give os tawfiq til at etablere Hans store din.

Eksempler på mangel på ansvarsfølelse, værdighedsfølelse og bevidsthed om rukniyat

De, der skriver og sender en istifa-anmodning med ønske om at blive fritaget for rukniyat, afslører gennem det sprog, de bruger, at de er berøvet forståelsen af dens ansvar, værdighed og ånd. Ingen bliver pludselig rukn, drevet af følelser. Først efter lang tids overvejelse bevæger man sig trin for trin frem som medarbejder og bliver rukn. Alligevel beder de, når de indgiver istifa, om at blive fritaget med henvisning til, at personlige vanskeligheder gør dem ude af stand til at varetage ansvaret.

I virkeligheden ender de med at blive sorteret fra, fordi de har mistet den sindstilstand, de havde, da de blev rukn, eller fordi de ikke bestod den prøve, Allah havde sendt dem.

Blandt dem, der indgiver istifa, vil de, som trods deres erklærede manglende evne til at varetage rukniyats ansvar fortsat regelmæssigt deltager i Jamaat som medarbejdere, måske på et tidspunkt igen få modet til at blive rukn. Men for dem, der indgiver istifa med det formål at forlade Jamaat, er risikoen for åndeligt forfald særlig stor. Efter at have forstået din og erkendt, at det er en fard at tilslutte sig en islamisk organisation, er det kun af én grund, at det er tilladt at forlade Jamaat efter at være blevet rukn dér. Hvis en person, for at virkeliggøre det formål med iqamat-e-din, som han sluttede sig til Jamaat-e-Islami for at tjene, fratræder for at tilslutte sig en organisation, der er bedre end denne Jamaat, er der intet forkert i det. Men hvis nogen forlader en religiøs organisation på grund af personlig svaghed, har han ifølge hadith handlet som en, der kaster islams reb fra sin hals.

Og blandt dem, hvis rukniyat bliver ophævet, fordi de overtræder betingelserne for rukniyat, bliver de, der angrer og fortsætter med at arbejde oprigtigt som arbejdere, på et tidspunkt rukn igen. Derfor er det vores pligt at have de fratagne rukn som mål og forsøge at gøre dem til rukn igen. Det er vores religiøse ansvar med et medfølende hjerte at forsøge at hjælpe den af vores brødre, der har mistet sin rukniyat på grund af en forseelse, med at forbedre sig.

At bønfalde Allah

Vi bør altid huske, hvor stor en nåde vores Ma’bud har vist os ved at skænke syndige og ubetydelige mennesker som os tawfiq til at udføre det store ansvar, som Allah den Almægtige sendte profeterne og sendebudene med, og derfor fortsætte med at takke Ham i Hans nærvær.

Vi bør fortsætte med at bede og bestræbe os på, at Han gennem den samme nåde, som bragte os ind på denne vej, må skænke os evnen til at være værdige til den.

Vi må blive ved med at bønfalde Ham i Hans ophøjede nærvær, så vi ikke bliver skåret fra den lykke, som den barmhjertige Herre har skænket os ved at føre os et stykke frem på deenens vej, men i stedet kan fortsætte fremad hele livet ad den religiøse livsførelses trappe. På denne vej er der ingen ende på fremgangen. Derfor er der heller ikke anledning til at tro, at vores fremgang er fuldendt.

Må Ar-Rahman Ar-Rahim antage os alle til værdig tjeneste for Hans deen, skænke denne Jamaat evnen til at etablere deen og udvælge vores elskede hjemland Bangladesh til islams sejr. Amin. Thumma amin.

Afslutning