Forlæggerens forord
Selv om muslimske herskere regerede i Indien i lang tid, og nogle af dem i begrænset omfang bidrog til udbredelsen af islam, gjorde mange af dem ikke den sande islam kendt blandt folket. Det var ikke blot, at de undlod at udbrede den; islam blev også fremstillet fordrejet og fortolket fejlagtigt, og visse herskere skubbede islam ud mod undergang for at styrke deres egne bestående interesser. Midt i denne islams krise trådte Mujaddid Alf-e Sani frem, og han beskyttede islams grundlæggende idealer på subkontinentet mod sammenbrud. Under Mogulrigets fald og efter dets fald blev islam på ny konfronteret med en krise. Den store personlighed, som på dette tidspunkt gennem sit enestående intellekt, sin fremsynethed, visdom og åndelige stræben genoplivede islam og forsøgte at redde muslimerne fra vildfarelse og sammenbrud, var Shah Waliullah Dehlavi (må Allah være barmhjertig mod ham). Maulana Zulfiqar Ahmad Qasmi har i denne bog forsøgt at fremstille denne store personligheds uvurderlige liv og livsideal. Bogen vil hjælpe alle med at lære Shah Waliullahs idealer, tanker og udødelige bidrag til islam at kende; han var ophavsmand til den islamiske genopvækkelse i hele det himalayanske subkontinent efter Mogulstyret. Vores håb er, at læseren gennem dette værk vil iagttage en stor personligheds udødelige bedrifter ved et vendepunkt i historien, selv tilegne sig dette ideal og arbejde for at nå målene for den islamiske renæssance, som udsprang af hans tanker, og som i dag har bredt sig.
Forfatterens forord
I menneskets personlige liv kommer der op- og nedture, og det samme gælder samfundslivet. Forskellen er, at den enes gode eller dårlige konsekvenser er begrænsede, mens den andens konsekvenser påvirker utallige menneskers liv. I et eller andet land eller samfund på jorden er der altid op- og nedture i gang. Nogle nationer bevæger sig hurtigt mod fremskridt, mens man også ser nationer miste deres egenart og synke ned i forfaldets bundløse afgrund. Bag dette forfald og denne fremgang ligger der en række årsager og virkninger. Det er yderst nødvendigt at have kendskab til disse årsager og virkninger. For den nation, som ikke holder fortidens historie om fiaskoer og succeser for øje, kan på ingen måde finde en samlet retning for sin videre vej. Det er imidlertid ikke let at identificere alle disse årsager og virkninger korrekt i rette tid og fremlægge dem for nationen. Selv hvis det er muligt, er det i sandhed en vanskelig opgave at skabe en gunstig reaktion på den viden, der er opnået, i de utallige landsmænds inderste hjerter og derved bringe nationen til genopvækkelse. De, der i forskellige lande har lagt grunden til national genopvækkelse, bliver ikke blot stående som nationens ledestjerner, evigt udødeliggjort i historien; også mennesker i kommende tider henter altid inspiration hos dem.
Efter afslutningen på muslimsk herredømme på dette subkontinent opstod der blandt muslimerne fortvivlelse, måløshed og en sådan stagnation. Det var på dette tidspunkt, at Shah Waliullah Dehlavi lagde grunden til muslimernes nationale genopvækkelse. Andre har også bidraget til den muslimske genopvækkelse på subkontinentet. Men hvad angår varighed, omfang og dybde, er hans liv, lære og idealer ikke blevet diskuteret, udbredt og fremmet så omfattende, som der var behov for. Selv om en håndfuld videbegærlige uddannede personer kender noget til ham, er hans liv og filosofi ikke blevet behandlet her i almindelighed. Man ser også mange moderne, uddannede forfattere videregive fejlagtige oplysninger om ham, fordi de ikke har tilstrækkeligt kendskab til hans virke. I denne forbindelse har jeg efter stort arbejde på side 8–11 i min bog »Alimernes kampberedte rolle i frihedsbevægelsen« (1. udgave) dokumenteret en række faktuelle og teoretiske fejl i en historiebog fra Bangladesh Textbook Board. Jeg har hørt, at den afdøde Maulana Nur Muhammad Azmi, en af Bangladeshs fremmeste lærde forfattere, forfatter til talrige værker, litterat og journalist, samt Maulana Abdur Rahim Sahib har oversat hans verdensberømte »Hujjatullah al-Baligha«. En lokal institution fik dem til at oversætte værket, men på grund af en senere leders forsømmelighed eller af andre årsager er det endnu ikke blevet udgivet. Der er naturligvis ingen mangel på kendskab til Shah Waliullahs navn eller respekt for ham blandt landets lærde. Hans livs side som åndelig lærd og imam, dygtig inden for islamisk viden og videnskab, som en af de største islamiske filosofiske tænkere, der bidrog til uddannelsens udbredelse og bredde, såede frøet til bevægelsen for at etablere »Hukumat-e Ilahiyya« i dette subkontinent, og hvis rationelle filosofi er særligt nyttig til at forklare islamiske forskrifter for det moderne samfund, er imidlertid ikke blevet udførligt behandlet.
I bogen er der gjort et forsøg på at behandle denne store personligheds liv, lære og idealer. Især er det blevet behandlet, hvordan hans særlige indsats udfoldede sig midt under det engelske herredømme, forskellige overtroiske og vildledende tankegange samt det muslimske samfunds sørgelige tilstand, efter at det muslimske herredømme på subkontinentet var ophørt under de sidste mogulherskere. Mit ønske er, at bogen må virke som en inspiration blandt læserne til at bevare den islamiske nationalfølelse og den islamiske kultur og civilisation i dette land.
Filosoffen Shah Waliullah Dehlavi ((må Allah være barmhjertig mod ham)) og hans tanker
Selv om muslimerne frem til det femte århundrede efter hijra indtog den højeste position i hele verden med hensyn til litteratur, kultur, poesi, historie, filosofi, retsvidenskab, matematik, lægevidenskab, kemi, arkitektur, erobring af riger og materiel udvikling, opstod der senere en intellektuel goldhed i hele den muslimske verden. Især inden for den religiøse tænkning blev der iagttaget en sådan stagnation, at døren til islamisk videnskabelig forskning og selvstændig tænkning nærmest blev lukket. Man fulgte ikke blot blindt de tidligere generationer, når det gjaldt tænkning og forskning i Koranen og sunnaen samt fortolkningen af dem; selv i mange komplicerede spørgsmål mente man, at epoken for forskning i Koranen og sunnaen med et innovativt perspektiv var afsluttet med det fjerde århundrede efter hijra, og at de senere generationer ikke havde nogen ret til at tænke selvstændigt over disse spørgsmål.
Desuden ser man, at de hengivne imam-mujtahider fra tiden efter de retledte kaliffer og frem til det fjerde århundrede efter hijra på den ene side beskæftigede sig med islamisk tænkning og forskning uden for statens regi, mens magtbegærlige personer på den anden side på forskellige måder undergravede islamiske værdier. Under umayyadernes og abbasidernes styre (bortset fra Umar ibn Abd al-Aziz) blev islams kulturelle liv konfronteret med en frygtelig krise. Den ukritiske oversættelse og udbredelse af græsk litteratur og filosofi indledte et intellektuelt anarki blandt muslimerne. Herskerklassen sørgede ved hjælp af statsapparatet for at udbrede den førislamiske tids tankegange inden for litteratur, filosofi, politik og civilisation. I sidste halvdel af det femte århundrede efter hijra var situationen nået dertil, at begejstringen for græsk litteratur og forkærligheden for filosofi var blevet overdrevent stærk. De muslimske herskeres og folkets trosforestillinger og moralske karakter forfaldt alvorligt. En gruppe lærde, faqih’er og muftier forsøgte at vurdere den islamiske livsanskuelse efter fremmede filosofiers målestok. Også i den følgende periode ser man, at endnu flere former for overtro og falske tankegange voksede frem i forskellige dele af den muslimske verden. Folk blev i denne periode, under et undertrykkende monarkisk styre, efterhånden fremmede over for selve den rette udformning af den islamiske livsordning. Der blev mærket et særligt behov for forklaringer og analyser af de koraniske og sunnitiske forskrifter, der var fastsat for de forskellige områder af menneskelivet, det vil sige for islams teoretiske og filosofiske grundlag. Forestillingen om, at islam er en fuldkommen og sejrende livsordning, blev i almindelighed fjernet fra det muslimske samfund. I stedet trådte sufismen frem, altså en delvis form af islam—og i visse tilfælde en fordrejet form—hvis eftervirkninger stadig består, således at nogle stadig anser visse formelle gudsdyrkelser for at være hele islam. Selv om enkelte fra tid til anden trådte frem med islams revolutionære idéer under det hårdhændede kongelige styre, blev de hurtigt bragt til tavshed over for hele samfundets samlede ligegyldighed og passivitet. At sige eller skrive noget, der byggede på disse idéer, var også forbundet med en enorm risiko for ens liv. Desuden var en sådan fremgangsmåde i dette miljø i strid med den strategiske politik, der blev fulgt for at bevare islam. Af disse grunde begyndte muslimerne gradvist at afvige fra den gudgivne livsordning, som Profeten (fred være med ham) og hans opofrende ledsagere gennem en yderst møjsommelig kamp og indsats havde præsenteret for menneskeheden efter at have knust alle jahiliyyas uoverstigelige mure.
Situationen på det indiske subkontinent
På den ene side var der mangel på ordentlig viden om og forskning i islam, og på den anden side opstod der stadig nye vildledende tankegange. Da islam gennem disse to forhold mistede sin dynamik og trådte ind i det tolvte århundrede efter hijra, var hele det muslimske samfunds, især muslimerne på det indisk-pakistanske subkontinent, situation med hensyn til tænkning yderst beklagelig. Ingen andre steder blev islam konfronteret med en sådan udfordring fra egeninteresserede muslimske herskere som her. For med undtagelse af et par stykker gjorde de muslimske konger og kejsere i Delhi ikke blot intet for at etablere en fuldstændig islamisk livsordning i Indien; de udførte tværtimod forskellige handlinger i strid med islamiske idealer og fremstillede derved et forvirrende billede af islam for landets almindelige befolkning. Under mogulernes styre, især fra sidste del af det tiende århundrede efter hijra, forværredes situationen alarmerende. Kejser Akbars (964–1064 efter hijra) grænseløse frækhed over for islam skabte en enorm byld i det muslimske samfundsliv. Kejser Akbar var indstillet på at vinde hinduernes gunst for enhver pris. Akbar mente, at mogulstyret i Indien ikke kunne bestå i lang tid alene på grundlag af det muslimske mindretals styrke, uden hinduernes aktive støtte, hvis det blev nødvendigt. Derfor var Akbar, for at bevare sine forfædres trone, parat til at ofre sin egen nationale kultur og civilisation samt sin iman og akida. Under påvirkning af disse tanker antog Akbar mange hinduistiske skikke og afskaffede jizya-skatten for ikke-muslimer. Alt dette gjorde han i den stærkt fordømte religions navn, som han selv havde opfundet som en farce, og som blev kaldt Din-i Ilahi. Det skal nævnes, at denne ondskab satte sig fast i Akbars sind fra år 983 efter hijra. For at fastlægge planer med dette formål indkaldte han til hoffet ikke blot en gruppe lærde, pirer og hinduistiske panditter, men også lærde fra blandt andre shiaer, kristne, jøder og ildtilbedere. Senere gjorde han, på grundlag af alles udsagn, sin egen interessebestemte fornuft gældende og proklamerede i år 990 efter hijra officielt grundlæggelsen af Din-i Ilahi. Bag Akbars vildfarelse virkede, ud over hans uvidenhed om islam, også den dybe indflydelse fra hans ikke-muslimske hustruer. Tilstedeværelsen af hinduistiske kvinder i haremet var tilstrækkelig til at gøre hele miljøet hinduistisk. Der blev opført tilbedelsessteder for forskellige religioner inde i paladserne. Under hinduistiske messer og højtider blev der afholdt offentlige festligheder i kejserens palads. Ved aftenlampens tænding stod Akbar op og modtog hyldest. Adhan og slagtning af køer blev forbudt. Hoffolkets klædedragt og fremtoning var helt hinduistisk. Skæg begyndte at forsvinde fra muslimernes ansigter. Kort sagt bar hele miljøet, alle paladsets aktiviteter, skikke og ceremonier udelukkende den hinduistiske kulturs præg og videreførte den. I tidens klædedragter, arkitektur og billedkunst kunne man overalt iagttage spor af hinduistisk kultur. Moskeen i Fatehpur Sikri og Shaykh Salim Chishtis gravmæle blev ligeledes opført som symboler på hinduistisk arkitektur. Den berømte engelske forfatter Winston Smith siger i en kommentar om Shaykh Salim Chishtis gravmæle: “Jeg er blevet forbavset over at se symboler på hinduistisk kultur og arkitektur på gravmælet for en strålende, stor åndelig helgen i det muslimske samfund. Hele gravmonumentet udtrykker tydeligt hinduistiske idéer.” (Akbar the Great Mughal, s. 442–443). Tilsvarende er Henells kommentar også værd at bemærke. Han siger: “Moskeen i Fatehpur forekommer snarere at være et vaishnava-tempel end en moské.” (A Handbook of Indian Art, s. 65).
En gruppes lærdes rolle
For Akbars vildfarelse var en gruppe medløbende lærde og pīrer i den daværende regering ikke mindre ansvarlige. Deres indbyrdes stridigheder, konflikter og misundelse samt deres mangel på viden eller uvidenhed om islams grundlæggende krav virkede som at hælde olie på ilden. På grund af deres svaghed over for de magthavende, deres fejhed og deres ansvarsløshed over for religionen skammede de sig ikke det mindste over i året 987 efter hijra at udstede en fatwa, hvori de tillagde Akbar egenskaber, der tilkommer Allah, såsom „Zillullāh“ (Allahs skygge eller barmhjertighed), „en retfærdig leder“, „tidens imam“, „hævet over al lydighed“ og „hvis befaling gælder for alle“. De udstedte også en fatwa om, at man skulle udføre en ærbødig prostration for ham. Den afdøde Maulānā Abul Kalām Āzād sagde i den forbindelse: „Under Akbars regeringstid underskrev de korrupte lærde, såsom Makhdūmul-Mulk og Abdun-Nabī, den nævnte fatwa og gjorde sig dermed fortjent til en hård straf; kun Allah ved, hvordan Han vil behandle dem. Der er dog ingen tvivl om, at det er yderst sjældent at finde et eksempel på den ekstreme uvidenhed, som disse lærde viste gennem en så forkastelig handling. Sandheden er, at de slag, der i forskellige tidsaldre er blevet rettet mod islam, netop er kommet på grund af sådanne korrupte lærde. Jeg vil sige, at de, der bærer det største ansvar for at skabe Akbars vildfarelse, ikke var Abul Fazl og Fayzī, men snarere disse ‘verdens hunde’. Det ulykkelige var, at det netop var disse selviske personer, der på det tidspunkt havde iført sig de lærdes kappe.“
Nå, men i det dybe mørke, som Akbar havde skabt, lod Allah senere en vældig sol stå op, nemlig en som Mujaddid Alf-e-Sānī, og under kejser Jahāngīrs regeringstid blev mørket fjernet som følge af hans uimodståelige bevægelse, hans opofrelse og udholdenhed samt hans kraftfulde defensive tiltag. Alf-e-Sānī (må Allah forbarme sig over ham) var ganske vist i stand til at dæmpe vildfarelsen og samtidig de øvrige stærke strømninger af bidʿa og shirk, men arret efter dette onde sår blev ikke helt udslettet. Nogle af dets bakterier fandtes også senere. Det viste sig nemlig, at selv om antallet af tilhængere af Akbars ‘Dīn-e Ilāhī’ var meget lille, var dets generelle indflydelse vidt udbredt. Et eksempel er, at muslimske forfattere normalt begyndte deres skrifter, især deres bøger, med hamd og naat, mens regeringsfolk med en forkvaklet mentalitet og muslimske forfattere ved hoffet begyndte deres værker om hinduisk kultur og sprog med navnene på hinduistiske guder og gudinder som Ganesha eller Saraswati. Desuden fandtes indflydelsen fra og ideen bag ‘Dīn-e Ilāhī’ ikke blot blandt fremtrædende personer under Akbars søn Jahāngīr, men også under hans oldebarns regeringstid; et bevis herpå er Dārā Shikoh. Shahjahāns søn Dārā Shikoh var i begyndelsen påvirket af sufismens ånd, men vendte sig senere gradvist mod hinduistiske religiøse forestillinger. Under hans protektion blev mange hinduistiske religiøse skrifter oversat til persisk. Han skrev afhandlinger, hvori han sammenlignede terminologien i hinduistisk panteisme med terminologien i sin egen religion. Han bestræbte sig på at skabe en forening mellem hinduismen og islam. Denne tankegang trængte, bevidst eller ubevidst, også ind blandt mange oprigtigt hengivne sufier. På denne måde forberedte Dārā Shikoh gennem sufierne et fælles grundlag mellem islam og hinduismen (Islam, den lige vej).
Dette var grundlæggende årsagen til kejser Aurangzebs (1068–1118 efter hijra) modstand mod Dārā Shikoh og som følge heraf Dārā Shikohs nederlag og drab. Det er på ingen måde rigtigt at betragte deres konflikt som et skænderi mellem to brødre om at bemægtige sig kongemagten. Tværtimod var konflikten mellem to tankeretninger og to idealer. Abul Muzaffar Muhyiddin Alamgir Aurangzeb ønskede at genoplive Den Ædle Profets ideal, altså islam, på det indiske subkontinent, mens Dārā Shikoh ønskede at etablere sin oldefar Akbars lære her. Nogle mener, at hvis Dārā Shikoh var kommet til magten, ville Mogulriget stadig have bestået; og selv hvis det ikke havde bestået, ville islam være blevet udslettet fra det indiske subkontinent. Af disse grunde så man, selv efter at en muslimsk hersker, der fuldt ud fulgte islamiske idealer som Aurangzeb, var gået bort, at den efterfølgende herskers uduelighed gav den hinduistiske tankegang samt shia-læren og forskellige andre ikke-islamiske, splittende strømninger mulighed for igen at rejse hovedet. De ikke-islamiske skikke og tankeretninger, som gennem Mujaddid Alf-e-Sānīs (971–1034 efter hijra) og senere den fromme kejser Aurangzebs indsats var blevet udryddet, genopstod, da den pågældende herskers svaghed gav dem mulighed for det. Dette var den generelle tilstand i Pak-Bharat. Ved siden af dette var forholdene inden for samfundets uddannelsesverden og blandt de dannede, det vil sige de lærde og pīr-mashāyikh, endnu mere forfaldne. Visse personer, der kaldte sig sufier, faqīrer og dervisher, plyndrede almindelige menneskers formuer under dække af faqīrernes maʿrifa. På uddannelsesinstitutionerne foregik der stadig dissektioner af Aristoteles’ teorier over deres rådnende lig. På madrasaerne blev ‘Shams-e Bāzigha’ og ‘Qāḍī Mubārak’ ganske vist studeret med særlig vægt, men ingen bekymrede sig om at tænke over og forske i Koranen og sunnaen. De var i grunden så opslugt af ‘de guddommelige videnskaber’, at de ikke havde tid til at beskæftige sig med ‘Guds tale’. I den daværende almindelige uddannelse, det vil sige Dars-e Nizāmī [uddannelsessystemet på de qawmi-madrasaer, der er almindelige i dag], var Koran Majīd det eneste fag, som ikke indgik i pensum. Selv i de store lærdes undervisningskredse anså man det for tilstrækkeligt kun at undervise i Mishkāt Sharīf og ‘Mashāriq al-Anwār’. Situationen var sådan, at de lærde i Mujaddids (må Allah forbarme sig over ham) og hans samtidige, shaykh Abd al-Haqq Muhaddith Dehlawīs (må Allah forbarme sig over ham) (958–1052 efter hijra) åndelige miljø … Muftiernes situation var den, at de betragtede fatwaerne fra de senere jurister, det vil sige faqīh-mujtahiderne efter det femte århundrede efter hijra, som endelige. Det var umuligt at modsige en hvilken som helst fiqh-opfattelse hos Ibn Najīm (970 efter hijra) og Mullā Alī Qārī (1014 efter hijra). Hvis nogen vovede at udvise frækhed i denne henseende, kunne han blive overøst med religiøse skældsord som wahhābī, ny mubtadiʿ (bidʿa-udøver) eller lā-madhhabī og andre lignende betegnelser.
Ved siden af denne tilstand blandt de lærde og uddannelsesforkæmperne var forholdene blandt almindelige muslimer og middelklassen endnu mere håbløse. Ifølge en ikke-muslimsk forfatter havde islam i almindelighed mistet sin livskraft på det indiske subkontinent. Det eneste fremherskende var tilknytningen til islams formelle ritualer og indbildte mirakler. Hvis profeten Muhammad (fred være med ham) kom til verden endnu en gang, ville han blive yderst utilfreds, når han så irreligiøsitet og afgudsdyrkelse blandt disse af hans følgere. [Stewart har i sit værk gennemgået den muslimske verden i det attende århundrede udførligt og fremstillet et yderst sørgeligt billede. Ifølge Amīr Shakīb Arsalān er Stewart den eneste forfatter, der har skildret den muslimske verden med en sådan indsigt, som selv en velinformeret muslimsk forfatter ikke ville have været i stand til. Sīrat-e Sayyid Ahmad, side 50–51, indeholder hele Stewarts …
Imam Shah Waliullah Dehlawi ((må Allah være barmhjertig mod ham))
I dette særlige øjeblik for muslimerne i Pak- og Britisk Indien og generelt i den muslimske verdens golde religiøse tænkning blev der følt et presserende behov for en vejviser til lyset – en, der ud fra et teoretisk og filosofisk perspektiv klart kunne fremlægge Koranens og Sunnahens påbud i deres rette betydning for den muslimske ummah. Gennem tænkning og forskning skulle vejen til en islamisk renæssance åbnes, så den muslimske ummah ikke blot betragtede islam som en såkaldt religion begrænset til moskeens, madrasaens og khanqahens fire vægge, men accepterede den som en fuldstændig livsordning og organiserede sig for at kæmpe for, at den alene skulle have forrang på alle livets områder. I islam skulle de søge løsninger på deres økonomiske, politiske, kulturelle og åndelige problemer. Ved Allahs grænseløse nåde blev et barn netop på dette tidspunkt født i en fornem og gudfrygtig familie i Delhi for at påtage sig dette store ansvar. Senere blev han i hele verden kendt som Imam Shah Waliullah Dehlawi, den muslimske ummahs – især i Pak- og Britisk Indien og det indiske subkontinent – foregangsmand for den islamiske tænkning og muslimske renæssance.
Hans fars navn var Shah Abdur Rahim (må Allah være barmhjertig mod ham). Abdur Rahim-familien havde allerede tidligere været vidt berømt i Delhi for islamisk lærdom og forskning. Familien havde mange fremtrædende lærde. Med hensyn til slægtskab var Imam Shah Waliullah knyttet til den anden kalif, Hazrat Umar al-Faruq (må Allah være tilfreds med ham). Hans bedstefar, Shah Wajihuddin, var en yderst modig mand. Under kejser Alamgirs regering deltog han i flere kampe og var også med den mogulske hær i krigen mod marathaerne. Shah Waliullahs far, Shah Abdur Rahim, var en samling af islamisk lærdom allerede under kejser Alamgirs regering. Han besad åndelig indsigt og religiøs viden. I overholdelsen af religiøse skikke var han yderst hengiven og gudfrygtig. Da kejser Alamgir i statsligt regi oprettede et højt råd af lærde med speciale i islamisk jura for at sammenstille det verdensberømte islamiske lovværk Fatawa-yi Alamgiri, var hans navn også med. Af natur nærede han modvilje mod ansættelse ved hoffet og afslog derfor, men han fortsatte gentagne gange med at bistå rådet i dette arbejde. Shah Waliullah blev født i 1114 efter hijra, fire år før kejser Alamgirs død, og døde i 1176 efter hijra. Han oplevede således sammen med Alamgir i alt ti mogulske kejsers regeringstid. De var: (1) Alamgir (Aurangzeb), (2) Bahadur Shah, (3) Mu’izzuddin Jahandar Shah, (4) Farrukh Siyar, (5) Rafi ud-Darajat, (6) Rafi ud-Daulah, (7) Muhammad Shah Rangila, (8) Abu Nasr Ahmad Shah, (9) Alamgir II, (10) kejser Shah Alam.
Shah Waliullah var begavet med en usædvanlig intelligens allerede fra barndommen. Da han var syv år gammel, lærte han den ædle Koran udenad, og før han var fyldt femten, havde han under sin dygtige fars vejledning opnået indgående kundskaber i alle religiøse og åndelige spørgsmål. Derfor helligede han sig, da Shah Abdur Rahim døde i 1131 efter hijra, allerede som syttenårig arbejdet med at formidle islamisk viden gennem sin fars undervisningsinstitution. Shah Waliullah underviste uafbrudt på Rahimiyya-madrasaen i Delhi i tolv år. I denne periode opnåede han betydelig fremgang inden for islamisk lærdom og åndelighed. Men det intellektuelle, moralske og politiske forfald i det muslimske samfund – både det åbenlyse og det skjulte – lod ham ikke blive siddende, og især blev han dybt bekymret, da han iagttog udviklingen i samtidens religiøse, politiske og kulturelle bevægelser i Indien. For allerede mens kejser Alamgir levede, rejste to frygtelige bevægelser sig i Indien til skade for islam og muslimerne: den ene var marathabevægelsen under Shivajis ledelse fra Sydindien, den anden sikhbevægelsen. Dertil kom naturligvis andre forhold. Marathabevægelsens mål var at etablere hinduisk civilisation og kultur som den ubestridte magt i Indien. Sikhernes ødelæggende aktiviteter foregik alle med Punjab som centrum. Selv om den i begyndelsen var en religiøs reformbevægelse, antog den senere under Guru Gobind Singhs ledelse en politisk form. Forfatteren til værket Siyar-ul-Muta’akhkhirin nævner, da han kort beskriver deres fjendskab mod muslimerne, at de overalt, hvor de opnåede herredømme over muslimer, ikke blot plyndrede deres ejendom, men også legede holi med muslimernes blod. Selv børn blev ikke skånet. De skar maven op på gravide kvinder, tog børnene ud og dræbte dem foran deres forældre. (S.M., s. 42). En hinduistisk forfatter siger: Sikherne betragtede muslimerne som deres værste fjender. I områder under deres indflydelse tillod de ikke muslimerne at fremsige adhan. De omdannede moskeerne til deres religiøse lære- og tilbedelsessteder og ændrede moskeernes navne; de kaldte dem ‘Mastgarh’. De anså de kar, muslimerne brugte, for urene. Når det var nødvendigt, slog de fem gange på dem med deres sko og brugte derefter det pågældende kar.
Marathabevægelsens ophavsmand, Shivaji, lod marathaerne fremstille sig som efterkommere af ranaerne fra Udaipur, og derfor opnåede bevægelsen let støtte fra de fornemme hinduer og brahminerne. Senere spredte bevægelsen sig over hele Indien. De tab af menneskeliv og ejendom, som muslimerne led under marathadbandernes hænder, er historisk velkendte. I værkerne Khazana-ye Amira og Tabat-i Nasiri siges det, at den plyndring, marathaerne begik i Delhi, og den krænkende behandling, de udsatte den muslimske civilisation og kultur for, vækker sorg hos enhver muslim.
Rejsen til Mekka
Disse bevægelser gjorde et dybt indtryk på Shah Sahib. Gennem sin gudgivne tænkeevne indså Shah Waliullah, at det ikke ville være tilstrækkeligt blot at undervise på traditionel vis, mens man sad i en madrasa, hvis det muslimske samfund skulle reddes fra de mangeartede problemers kvælende greb; heller ikke ville nogle få taler, der blot skabte midlertidig begejstring, kunne vække denne nation. Med et bekymret sind søgte han derfor Allahs hjælp for at finde den rette vejledning. Netop med dette formål afbrød han efter tolv års undervisningsarbejde sit virke og rejste som niogtyveårig, i året 1143 eller 1144 efter hijra, på pilgrimsrejse til det hellige Mekka og Medina. Det skal bemærkes, at det heller ikke på den tid var let at rejse til det hellige Mekka. Netop da nærmede portugiserne og andre vestlige nationer sig den muslimske verden med begærlige blikke, nogle i herskerens rolle og andre forklædt som købmænd. Shah Waliullah var på rejse fra 1143 til 1145 efter hijra (ifølge en anden opfattelse fra 1144 til 1146 efter hijra). Heraf tilbragte han fjorten måneder i Mekka og Medina, mens resten af tiden gik med rejser frem og tilbage. Derved fik han mulighed for at udføre hajj to gange. Den efterfølgende historie beviser, hvilken visdomskraft han modtog fra Allah den Almægtige i de to hellige moskeers nærhed, gennem inderlig bøn og klage for islams og den muslimske nations skyld og med henblik på denne nations befrielse. Det var gennem denne viden, at han fandt vejen til at bevæge sig frem mod sit tilsigtede mål. Den åndelige styrke og berigelse, han opnåede på dette tidspunkt, kan man let fornemme ved at læse hans fremragende værk med titlen ‘Fuyuz al-Haramayn’. På side 89-90 i dette værk nævner han i forbindelse med beskrivelsen af en lang drøm, som han havde natten til fredag den 20. Dhu al-Qa’da 1144 efter hijra, en befaling fra Allah til ham. Selv om dette kan forekomme anderledes for dem, der bedømmer ethvert forhold ud fra et rent verdsligt og materialistisk synspunkt, kan jeg på ingen måde undlade at nævne det, eftersom Shah Sahib selv er fortællingens ophavsmand. På et tidspunkt i drømmen fortælles det, at han så sig selv blandt en oprørt folkemængde. Der var mennesker fra næsten alle muslimske lande, både arabiske og ikke-arabiske. Alle var oprørte af vrede over den voksende fremmede indflydelse på muslimerne. De kom alle hen til ham og spurgte, hvad Allahs befaling var i dette øjeblik. Da kom følgende ord ud af hans mund: ‘Foretag en grundlæggende forandring af det nuværende samfundssystem og grundlæg det islamiske samfundssystem.’ Det var netop, hvad Shah Sahib senere gjorde gennem sine skarpsindige argumenter og sin skarpe pen. På tilsvarende vis fortæller han i forordet til sit verdensberømte værk ‘Hujjat Allah al-Baligha’ en betydningsfuld drøm og siger: ‘En dag sad jeg efter asr-bønnen fordybet i meditation over Allah. Pludselig følte jeg, at den hellige sjæl af den elskede Profet havde omsluttet mig. Det føltes, som om et tæppe var blevet lagt over mig. I denne tilstand blev det indgivet i mit hjerte: “Følg en særlig metode i forklaringen af religionen.” Umiddelbart derefter begyndte jeg i mit hjerte at mærke et sådant lys af viden, at det gradvist blev ved med at udvikle sig.’
Tilbagevenden til hjemlandet og hengivelse til forskningsarbejde
Fra Shah Waliullahs hjemkomst til Indien i 1146 efter hijra og indtil hans død var han i omkring tredive år udelukkende optaget af at skrive bøger. Den tankeretning, som havde gjort hans sind og intellekt uroligt, da han satte foden på indisk jord med en plan fra Mekka al-Mukarrama, fik ham til at tage afstand fra den traditionelle, generationslange undervisningsform. Han havde ikke længere mulighed for at undervise som lærer. Med hans dygtige søn Shah Abd al-Aziz’ ord: »Den ærværdige far havde uddannet én lærer til hvert fag; den elev, der studerede et bestemt fag, gik til læreren i dette fag. Hans opgave var blot at give faktuel viden, skrive og overlevere hadith.« I denne periode skrev han omkring halvtreds bøger på arabisk og persisk. De fleste af dem besidder en enestående værdi med hensyn til islamisk viden og forskning, filosofi og fakta. Det mest forbløffende ved hans forskning i menneskelivet er, at han, selv om han levede i et miljø for to hundrede år siden, fortolkede den islamiske livsordning på en fuldstændig moderne måde, som en person opdraget i den højeste blomstringstid for viden og videnskab i de kommende århundreder. Enhver historielæser kender Indiens urolige tilstand under Farrukh Siyars, Muhammad Shah Rangilas og Shah Alams regeringstid. Shah Sahib var en forsker, som midt i den uhæmmede regeren af luksus, afgudsdyrkelse, drab, undertrykkelse, tortur, uro og kaos omkring sig kastede en dybt undersøgende og mujtahidens blik på hvert problem som en frit tænkende kommentator, frigjort fra alle samtidens bånd og påvirkninger. Den måde, hvorpå Shah Sahib i sine bøger fremlagde oplysninger om islams forskellige emner i en videnskabelig og filosofisk form, gør grundprincipperne i islamisk viden og videnskab samt de islamiske forskrifters filosofiske sider lette at forstå. Hver gang han tog et emne op, synes han at have bragt behandlingen af alle dertil knyttede spørgsmål frem til det endelige stadium. Hans værker på både arabisk og persisk er særprægede med hensyn til tankernes dybde, sprogets klarhed, bevisførelsens filosofiske metode og deres gennemslagskraft. Han bestræbte sig nemlig på at omforme den islamiske viden og videnskab på en så rationel måde, at den islamiske lovordnings grundlæggende hemmeligheder, fakta og filosofiske sider kunne blive tydelige for kommende generationer, og at dette kunne danne grundlag for muslimsk genopvækkelse og islamisk politiks frembrud i den muslimske verden, især på det indiske subkontinent. Set fra denne synsvinkel må hans skriverier kaldes mere revolutionære end mange andres skrifter, selv når disse var præget af revolutionære tanker. Shah Waliullahs tankeverden er en vældig udfordring til fordel for islam. I den islamiske samfundsordning, han fremlagde, findes en klar vejledning om alle de midler, der kræves til politisk, kulturel og økonomisk frigørelse og velstand samt social udvikling. Dens særlige kendetegn er, at den kan gennemføres i enhver stat. Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) beviste på fornuftens prøve, at islam er en evig livsordning for ethvert land og ethvert folk. Shah Waliullah Dehlavi hører til historiens store genier og ædle personligheder, som i hver tidsalder har sønderrevet forvirringens net af ideologier og skabt en ren og lige hovedvej for tanke og forskning. De skaber uro i menneskets åndelige verden over for samtidens forhold og tegner et så gribende billede af en ny skabelse, at en bevægelse uundgåeligt opstår med det formål at ødelægge uretfærdighed og grimhed og genopbygge retfærdighed, sandhed og skønhed. Det er kun sjældent muligt for sådanne tænkere at opbygge en bevægelse efter deres egne tanker og ideologier, og de har kun ringe mulighed for at kaste sig ud på arenaen for med egne hænder at sønderbryde den eksisterende verden og skabe en ny. Sådanne tænkere har først og fremmest til opgave at føre kritikens kniv og sønderrive århundreders forvirring, hvorved de tænder en ny lampe i fornuftens og tankens verden. De nedbryder livets forvrængede, men stærke struktur, skiller den sande og varige sandhed ud fra ruinerne og fremlægger den for verden. Ikke desto mindre kæmpede Shah Waliullah faktisk fra frontlinjen på slagmarken. Men al hans tid gik med tankens genopbygning. Han fik ikke et øjebliks fritid fra dette enorme arbejde. Der var behov for en anden gruppe mennesker, som på grundlag af den vej, han havde vist, kunne iværksætte aktive bestræbelser. Allerede efter halvtreds år trådte de ud på arbejdsområdet, styrket og modnet gennem undervisningen og træningen på Shah Waliullahs egen lære- og øvelsesinstitution.
Waliullahs arbejdsgruppe
Det er nødvendigt her kort at omtale denne gruppe og disse personer samt deres virke. Gennem denne omtale vil det blive klart, at det netop var dem, der spillede hovedrollen som forbindelsesled til de islamiske bevægelser, der i dag ledes i dette land og i andre dele af det indiske subkontinent. Selv om englænderne i 1805 overlod Delhi-herskeren kejser Shah Alam Det Røde Fort samt jagirerne i Allahabad og Ghazipur, havde de allerede etableret uindskrænket herredømme over hele Indien, efter at have frataget ham myndigheden over disse områder og før de helt udslettede det sidste spor af muslimsk herskermagt på subkontinentet. I hele subkontinentet var der blandt de lærde og ikke-lærde dannede kredse ingen, der offentligt havde mod til at erklære, at Indien under fremmed styre var »Dar al-harb«, hvor jihad er enhver ægte muslims pligt. Overalt blev håbløshedens skygge tættere. Muslimer fra alle samfundslag var blevet rådvilde og vidste ikke, hvad de skulle gøre. Englænderne havde lagt en dybtgående plan for at styrke deres politiske magt på subkontinentet, fremme vestlig uddannelse, civilisation, tankegang, kunst og kultur og gøre muslimerne, dette lands traditionelle herskende folk, vestligt orienterede. Denne periode var en hård prøve for muslimerne.
Revolutionær fatwa mod englænderne
Netop på dette tidspunkt gav Shah Abd al-Aziz Dehlavi, Shah Waliullah-bevægelsens leder og Waliullahs ældste søn, denne modløse nation en vejledning ved at offentliggøre en revolutionær fatwa og opfordrede den til at blive inspireret af islams jihadiske kald. Efter sin fader, den store tænker, den islamiske revolutions visionær og den ærværdige Shah Waliullah Dehlavis død (1767 e.Kr.) var Shah Abd al-Aziz gennem formidlingen af Waliullahs tanker, folkelig organisering og lignende, med Delhi Rahimiyya Islamic University som centrum, engageret i den islamiske genopvækkelsesbevægelse, der blev kaldt »Targib-e Muhammadi«. Denne frygtløse mujahid erklærede med utvetydig stemme:
“Her hersker kristne officerer frit, og betydningen af deres styre er, at de har uindskrænket magt over blandt andet landets forsvar, bestemmelser om befolkningskontrol, skatter, kharaj, skat, ushr, handelsvarer, straffelov, retssager og strafferetlige sanktioner. Inderne har ingen rettigheder i nogen af disse forhold. De lægger ganske vist ikke hindringer i vejen for visse af islams bestemmelser, såsom fredagsbønnen, eid-bønnen og slagtning af køer. Men dette er kun de ydre grene; selve grundlaget for de nævnte forhold og friheden, såsom menneskets grundlæggende rettigheder, ytringsfriheden og borgerrettighederne, er blevet frataget og trampet under fode. Moskéerne bliver ødelagt, og hverken hinduer eller muslimer har mulighed for at rejse ind i eller ud af nogen by uden pas og tilladelse. Tilladelsen til, at almindelige udlandsboende og handelsfolk kan rejse til og fra byerne, gives ikke ud fra landets interesser eller på grundlag af borgerrettigheder, men for deres egne interessers skyld. Ganske vist blev den kristne regerings lov ikke direkte indført i Hyderabad, Lucknow og Rampur, fordi herskerne dér havde anerkendt englændernes lydighed, men også i dette tilfælde vil bestemmelsen om Dar al-Harb gælde for hele landet.”
[Fatwa-yi Aziziyah (på persisk, side 17, Mujtabai Press).] På samme måde erklærede han også i en anden fatwa det udelt Indien for »Dar al-Harb«. Der er ingen som helst tvivl om, at denne fatwa udelukkende drejer sig om politik. Dens hovedindhold er, at al magt til at udforme lovene ligger hos de kristne, og at de har berøvet folket dets religiøse værdier. Derfor er det enhver patriotisk persons pligt at kæmpe mod den engelske fremmedmagt på forskellige måder og fortsætte kampen, indtil målet er nået.
Virkningen af fatwaerne mod englænderne
Tidligere følte almindelige muslimer sig hjælpeløse over for englændernes magt og var fanget i tvivl og tøven, men efter offentliggørelsen af denne fatwa fandt muslimerne en vej til at fastlægge deres handlingsprogram. Gennem de aktivister, der var knyttet til Shah Abdul Aziz Dehlavis bevægelse, og hans fremtrædende elever blev budskabet i denne revolutionære fatwa udbredt blandt muslimer fra alle samfundslag i subkontinentet. Således begyndte en jihadisk holdning mod englænderne gradvist at vågne i muslimernes sind.
Senere ser man, at der under ledelse af hans elev Saiyid Ahmad Barelvi og med hans svigersøn Maulana Abdul Hayys og hans nevø Maulana Ismails (shahid) kommando blev dannet en stor mujahid-hær (omkring 1817). Denne mujahid-hærs eneste mål var at oprette en ægte islamisk stat og føre jihad mod dem, der skabte hindringer på dens vej (sikherne og senere englænderne). Med dette formål besluttede de at oprette deres base i Peshawar- og Kashmir-området, enten i det østlige Indien, mod syd eller ved den nordvestlige grænse. Muslimer fra Indiens tidligere grænseområder (distrikterne Comilla, Chittagong, Noakhali, Mymensingh, Sylhet og flere andre) sluttede sig også til denne bevægelse. Der blev også skabt en enorm begejstring i Bangladesh. Som følge heraf opstod der i 1828 under ledelse af Haji Shariatullah fra Faridpur en stærk islamisk bevægelse, kendt som Faraizi-bevægelsen. Omtrent på samme tid deltog den bengalske Maulana Haji Titumir (Nesar Ali), som var knyttet til mujahid-bevægelsen, og hans ledsagere i sammenstød med englænderne mange steder her. Maulana Haji Titumir var en hengiven elev af »Balakots shahid«, den martyrdøde Saiyid Ahmad. I 1831 blev han martyr i et sammenstød med englænderne (samme år som Saiyid Ahmad Barelvi blev martyr i Balakot, i Bangladesh). Saiyid Ahmad Shahids elev, Maulana Keramat Ali Jaunpuri (rah), udførte et stort arbejde med at udbrede islamisk uddannelse, kultur og idealer i Bangladesh. Han fjernede hinduistisk uddannelses og kulturs indflydelse fra de bangladeshiske muslimers liv. Maulana Keramat Ali Jaunpuri vil blive husket for sit arbejde med at udbrede islam blandt befolkningen i denne region. Under alle omstændigheder rejste mujahid-hærens leder, Saiyid Ahmad Barelvi, i 1819 til Mekka for at udføre hajj, for at samle åndelig styrke til jihadens formål og knytte kontakt til muslimske lærde og islamiske kræfter i andre lande. I 1823 vendte han tilbage til Indien. Straks efter sin ankomst begyndte han at forberede jihad for at styrke den islamiske bevægelse. Han forsøgte at forme hver enkelt mujahid i sin gruppe efter idealet fra den islamiske guldalders forkæmpere. Deres dagsprogram omfattede prædikevirksomhed ved daggry, hårdt fysisk arbejde om dagen samt tahajjud og vågenhed i anden tilbedelse om natten; dette var disse gudfrygtige menneskers almindelige daglige program. Efter at have afsluttet forberedelserne til jihad og udbredelsen heraf overalt i det udelte Indien forlod Saiyid Ahmad Barelvi Rae Bareli i 1826. På det tidspunkt var antallet af mujahider, der fulgte ham, et hundrede tusind. De ankom til Nowshera via Ghazni, Kabul og Peshawar. Sikherne havde indgået en hemmelig aftale med englænderne. Under Ranjit Singhs ledelse havde de udvidet deres herredømme i Punjab og udsat muslimerne for ubeskrivelige overgreb. Sikherne mødte mujahid-hæren ved Panjtar med omkring tredive tusind soldater under Sher Singh og en fransk general. Sikherne blev besejret i dette slag og flygtede, og mujahid-hæren erobrede Peshawar (1830). På denne måde kom mujahid-hæren i kamp med sikherne i mange flere slag frem til slaget ved Balakot. Til sidst var mujahid-hæren vokset til tre hundrede tusind mand. Efter at have besejret Ranjit Singhs veltrænede Khalsa-hær erobrede mujahiderne Peshawar og oprettede en islamisk stat dér. I det erobrede område udnævnte de Maulana Saiyid Mazhar Ali til øverste dommer og sultan Muhammad fra Kabul til øverste administrator. I det erobrede område udnævnte de Maulana Saiyid Mazhar Ali til øverste dommer og sultan Muhammad fra Kabul til øverste administrator. Med denne nyoprettede lille islamiske stat som centrum ville han på et senere tidspunkt fortsætte med at genvinde det tidligere »Dar al-Islam«, Indien, som var under engelsk kontrol
Netop som de forberedte sig på at samle yderligere styrke, greb den besejrede Ranjit Singh, støttet af englænderne, til list. Ved at lokke med penge forsøgte han at få pashtunerne og stammefolkene ved grænsen til at forlade hans modstandere. Sayyid Ahmad var modstander af overtro. Derfor kunne mange pashtunere og stammefolk ikke uden videre tilslutte sig denne bevægelse, enten på grund af pengegriskhed eller overtro. Da der i 1831 opstod et voldsomt sammenstød med sikherne ved Balakot, blev Sayyid Ahmad Barelvi og Maulana Ismail Dehlavi martyrer som følge af forræderiet begået af en pashtuner ved navn Khubi Khan. Men de tapre krigere i denne islamiske bevægelse lod sig ikke kue. Ved Sittana i Yagistan på grænsen samledes de under ledelse af Sayyid Sahibers trofaste khalifaer. Før sin martyrdød havde Sayyid Sahib fra slagmarken ved Balakot sendt sin fremtrædende khalifa, Maulana Vilayat Ali Azimabadi, for at arbejde inde i Indien. Efter denne begivenhed styrkede Maulana Vilayat Ali sammen med sin bror Maulana Inayat Ali og en anden fremtrædende leder, Maulana Muhammad Ali, med store anstrengelser den organisatoriske styrke og gik fra Yagistan i krig mod Gulab Singh, sikhernes leder. Denne krig varede i fire et halvt år. Derefter greb den engelske regering direkte ind, arresterede mange mujahider, henrettede nogle som martyrer og udsatte andre for umenneskelig tortur. En gruppe mujahider fortsatte imidlertid hele tiden kampen uden for Indiens grænser. Trods det midlertidige nederlag ved Balakot, ledernes martyrdød og englændernes ubeskrivelige forfølgelse af mujahidstyrkerne i den følgende periode sad denne kampberedte styrkes medlemmer ikke tavse hen. På forskellige måder udbredte de islams lære og idealer blandt muslimerne på det indiske subkontinent og skabte frygt blandt englænderne. Den fatwa om Dar al-Harb, som Shah Abdul Aziz havde udbredt, oprettelsen af en kortvarig islamisk stat af hans tilhængere som en følge heraf, kampen ved Balakot og de efterfølgende aktiviteter, hvorigennem man vækkede modstanden mod englænderne—alt dette skabte baggrunden for den historiske revolution i 1857, som blev indledt af de muslimske soldater i Barrackpur omkring brugen af patroner blandet med svinefedt og lignende. Selv om englænderne kaldte denne revolution sepoyoprøret, var den i virkeligheden det indiske subkontinents første stærke og omfattende frihedsbevægelse samt et voldsomt slag mod englændernes fordrivelse fra det udelte Indien.
Revolutionen mislykkedes på grund af moderne våben, manglende indbyrdes enhed og andre forhold. Revolutionens helte var de lærde, som arbejdede i Waliullah-bevægelsen. Da mange af de lærdes navne, som førte an af forskellige taktiske årsager, på den tid blev holdt skjult, kan Maulana Yahya Alis navn især nævnes blandt dem i mange historikeres skrifter. Som en af lederne af Balakots mujahidstyrke indtog han indirekte en ledende position i den islamiske revolution i 1857. Inde i Indien blev revolutionens forløb i den periode i vid udstrækning styret af ham. Selv om nogle i vores land af uvidenhed eller misundelse tilsidesatte Waliullah-bevægelsens folks indsats, kunne mange hinduistiske forfattere og heller ikke den berømte engelske forfatter Hunter benægte den. Efter revolutionens nederlag i 1857 sænkede den mørkeste nød sig over muslimerne på det indiske subkontinent. Hinduerne havde allerede sluttet sig til englændernes samarbejde mod muslimerne. Derfor blev muslimernes uddannelsesmæssige, kulturelle, sociale og økonomiske liv, ligesom deres politiske liv, indsnævret og gjort uudholdeligt, og de blev berøvet alle rettigheder. Englænderne gjorde alene muslimerne ansvarlige for revolutionen og lod undertrykkelsens og forfølgelsens damptromle rulle hen over dem. På grund af dette faldt revolutionens helte, hundredvis af lærde og tusindvis af almindelige muslimer, for englændernes vrede: nogle blev hængt, nogle blev landsforvist til Malta eller Andamanøerne, og andre henslæbte i lange perioder deres liv i mørke celler bag fængslernes mure. Ifølge en beretning blev 28.000 muslimer hængt på ét sted efter revolutionen, og hundredvis af lærde led martyrdøden. Under sådanne forhold opgav Balakot-bevægelsens mujahider og deres åndelige disciple ikke kampen. På den ene side fortsatte de krigen i Yagistan ved grænsen, mens de på den anden side under ledelse af Maulana Shah Ishaq Sahib, den fremtrædende efterkommer af Shah Waliullah og Sayyid Sahibs åndelige discipel, forsigtigt arbejdede inde i Indien til fordel for uddannelse, kultur og jihad, uden at englænderne opdagede det. Frihedskæmperne gjorde en yderste indsats for at oprette madrasaer forskellige steder og gennem religiøse møder og foreninger udbrede islamisk uddannelse, kultur og værdier samt holde jihadisk agitation og vækkelse i live. Det er i virkeligheden som følge af disse bestræbelser og planer, at vi ser institutioner som Darul Uloom Deoband-universitetet. Omkring disse institutioner blev der senere oprettet utallige yderligere uddannelses- og jihadiske institutioner, og vejen blev åbnet for en islamisk genvækkelse på det indiske subkontinent. Den genklang, som senere opstod blandt muslimerne for frihedsbevægelsen under påskud af Ikke-samarbejdsbevægelsen og Khilafat-bevægelsen, og det Pakistan, som vi i 1947 opnåede i islams navn—alt dette var intet andet end de uundgåelige resultater af disse arbejder. Den voldsomme bevægelse, som i den følgende periode i det udelte Pakistan gennem 25 år på forskellige måder blev ført for at etablere islamisk khilafat og en islamisk stat, må siges at være blevet ledet af de åndelige disciple af mujahiderne fra 1857. Kort sagt var enhver samtidig islamisk bevægelse og aktivitet på det indiske subkontinent en fortsættelse af den kompromisløse kamp, som utallige tapre soldater i den islamiske bevægelse—med udgangspunkt i Shah Waliullah Dehlavis tænkning, herunder hans værdige søn Shah Abdul Aziz Dehlavi, Sayyid Ahmad Shahid, Maulana Ismail Shahid Dehlavi og Maulana Abdul Hai—havde ført.
Shah Waliullah ((må Allah være barmhjertig mod ham)) –s arbejder og tænkning
Under sit ophold i det hellige Mekka blev Shah Waliullah gennem sine erfaringer fra beretningerne om religiøse, politiske, kulturelle, økonomiske og sociale op- og nedture i forskellige muslimske og ikke-muslimske stater samt gennem den viden, Allah havde skænket ham, klar over, at alene statsmagten ikke kan holde en nation i live uden den indre kraft i dens livsideologi. Ellers: Hvorfor befinder den muslimske ummah sig da i denne elendige tilstand efter i flere hundrede år at have udøvet herskermagt med overvældende styrke? Han var fast overbevist om, at det alene var islams indre kraft, der havde gjort muslimerne i stand til at hejse sejrens banner overalt i verden. Derfor var det absolut nødvendigt, at man samtidig med fremlæggelsen af en statsplan, der var egnet for den muslimske nation, også fremlagde en fornuftig forklaring på grundlaget for islams styrke. Hvis muslimerne kunne opbygge deres personlige og sociale liv, ville de genvinde deres glorværdige fortid og tilegne sig deres ideale liv; således ville de også kunne overleve som nation. Som følge af den gradvise udvikling af en særlig form for sufisk tænkning, der var opstået under ugunstige monarkiske forhold, og som havde fået islam til at fremtræde ufuldstændigt blandt den muslimske befolkning, var den opfattelse hos de fleste ved at blive fast forankret, at statslige forhold, det vil sige politik, var noget adskilt fra religionen; at mennesket kunne opnå frelse i det hinsidige blot ved personligt at overholde nogle få af islams rituelle bestemmelser; og at politik var et verdsligt anliggende, som kun passede for verdslige mennesker. Shah Waliullah Dehlawi rettede et hårdt angreb mod dette synspunkt. Ifølge ham er fremme af menneskets liv både i denne verden og i det hinsidige profetdommens formål. Han siger: Vi kan se i Den Ædle Koran, at når en nations moral er forfaldet, er det netop da, at profeter og sendebude er kommet til den, og at nationens økonomiske, det vil sige verdslige, udvikling er blevet opnået samtidig med dens moralske udvikling, fordi den fulgte den livsordning, de havde anvist. Ifølge ham er der fra religionens synspunkt ingen forskel mellem åndelig og statslig udvikling. Ved national udvikling må man forstå både moralsk og verdslig udvikling. Historien om den muslimske nations fremgang vidner herom. Derfor er det netop med Den Hellige Korans ord, at muslimerne er blevet pålagt at bede således: »Vor Herre! Skænk os det gode i denne verden og i det hinsidige.«
Under alle omstændigheder skrev denne fremragende tænker og filosof i det attende århundrede efter Kristus, efter sin hjemkomst fra hajj, i overensstemmelse med en ny plan en række udødelige værker om islam for at fremstille islam som et fuldkomment, sejrrigt og stærkt ideal for menneskelivets samlede udvikling. I disse værker kan man iagttage tre emner: (1) kritik og reform, (2) opbyggende arbejde og (3) folkelig organisering på grundlag af disse. Som det allerede er blevet sagt, nåede han imidlertid ikke at tage fat på det tredje emne, selv om hans skrifter indeholder antydninger i den retning. Derfor vil der her blive gjort et forsøg på at behandle de to første emner i hans arbejde og tænkning.
Efter Shah Waliullahs hjemkomst fra Mekka kan hans reformarbejde i overensstemmelse med den nye plan hovedsageligt opdeles i to dele: (1) kritik og reform samt (2) opbyggende arbejde. Ifølge eksperterne var Shah Waliullah den første person, hvis blik nåede frem til den fine og grundlæggende forskel mellem islams historie og muslimernes historie; den første, der kritiserede og gennemgik muslimernes historie ud fra den islamiske histories synsvinkel; og den første, der forsøgte at forstå, hvilken tilstand islam faktisk befandt sig i blandt de nationer, der tog islam til sig i forskellige århundreder. Dette er et yderst komplekst emne. Også tidligere blev nogle mennesker vildledt i denne sag, og det bliver de stadig. I denne forbindelse behandler han fortløbende muslimernes historie på side 122–158 i kapitel seks af værket »Izalatul Khifa« [udgaven udgivet i Bareilly i 1286 hijri]. I forbindelse med redegørelsen for de enkelte epokers særegenheder og de opståede fitnaer citerer han med stor dygtighed Profetens forudsigelser, som indeholder klare henvisninger til dette. Her peger han i store træk på alle former for jahiliyyah, der havde blandet sig med muslimernes aqidah, tro, uddannelse, kultur, moral og politik. Derefter peger han blandt alle manglerne på to, som er grundlæggende og ophav til alle de øvrige: For det første den politiske myndigheds bevægelse fra kalifatet efter profetdommens metode til monarkiet. For det andet døden af ijtihadens livskraft og den blinde efterlignings dominans over sind og fornuft. Hvad angår det første, fremstiller han i det nævnte værk forskellen mellem monarkiets principper og dets terminologi så klart og giver ved hjælp af hadith en så fornuftig forklaring, at tilsvarende eksempler er sjældne i tidligere forfatteres værker. På samme måde beskriver han den islamiske revolutions resultater så klart, som det ikke findes tilsvarende i de tidligere forfatteres skrifter. Et sted skriver han: »Der er blevet konstateret en stor mangel i etableringen af islams grundpiller. Efter Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham) blev det at etablere hajj for enhver hersker regnet blandt islams nødvendige anliggender. Ligesom det at bestige tronen, iføre sig kongekronen og tage plads på tidligere kongers og herskeres sæder, såsom kejserens og Kisras, blev betragtet som et symbol på kongemagt, blev det på samme måde kendt som et symbol på kalifatet i islam, at man etablerede hajj som sin myndighed.« (Izalatul Khifa, bind 1, side 123–124)
Derefter siger han på side 157 i værket »Izala«: »Deres regering er ligesom ildtilbederes regering. Den eneste forskel er, at de udfører bønnen og fremsiger trosbekendelsen med deres mund. Vi blev født midt i denne forandring. Jeg ved ikke, hvad mere Allah vil vise senere. Dette emne behandles i »Hujjatullah al-Baligha«, »Badur-e Bazighah«, »Tafhimat«, »Musaffa« og hans øvrige værker.«
Den anden mangel består altså i blindt at følge andre i en sag uden at søge efter Koranens og sunnahens rette vejledning eller efter en bestemmelse i overensstemmelse med den, idet man ikke anvender selvstændig og fri tænkning. Om dette siger Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) på side 157 i det omtalte værk:
Indtil de syriske herskeres (umayyadernes regerings) fald gjorde ingen krav på at være hanafit eller shafiit. Alle udledte derimod beviserne for shariaen efter deres imamers og læreres metoder. Under de irakiske herskere (abbasiderne) fastsatte enhver et særskilt navn for sig selv. Situationen nåede dertil, at de ikke traf nogen afgørelse på grundlag af Koranen og sunnaen, før de havde fundet en klar afgørelse hos lederne af deres respektive madhhabs. På denne måde blev de uundgåelige meningsforskelle, der var opstået angående Koranen og sunnaen, grundfæstet på varige fundamenter. Senere, efter de arabiske herskere, da folk under det tyrkiske styre spredte sig til forskellige lande, gjorde enhver det, som han var i stand til at huske fra den fiqh-baserede madhhab, til sin egentlige religion. Det, der tidligere havde været madhhabs udsprunget af Koranens og hadiths kilder, blev nu til faste skikke. Han skriver på side 11 i første bind af al-Musaffa: „Vores tids enfoldige mennesker vender sig bort fra ijtihad. Hvad disse angår, er sagen en helt anden; de er slet ikke i stand til at forstå disse spørgsmål.“ Om at søge løsninger på problemer ud fra Koranen og sunnaen med en selvstændig og fri dømmekraft i stedet for blind efterfølgelse har Shah Waliullah udførligt skrevet i det syvende kapitel af Hujjat Allah al-Baligha og i værket al-Insaf. Hele historien om den blinde efterfølgelse og dens sygdom er blevet beskrevet dér, og han har påpeget alle de mangler, der er opstået som følge af den; det vil blive omtalt senere.
En gennemgang af den samtidige situation
Efter ovenstående citater om de to vigtige områder inden for kritikken følger nedenfor kort nogle kritiske citater om forholdene i hans samtid:
1. Kritik af en mangel ved sufismen
„Dyrkelsen af følelser er opstået på grund af sufiernes popularitet og deres optagelse blandt deres tilhængere. Dette har bredt sig over hele Mashriq og Maghrib. Sufiernes ord og handlinger har endda større indflydelse på almindelige menneskers sind end Koranen og sunnaen, ja end alt andet. Deres teorier og antydninger har vundet så stor anerkendelse, at ingen kan opnå popularitet eller blive regnet blandt de fromme og gudfrygtige, hvis han afviser dem eller undlader at handle efter dem. Der findes ingen, som står på prædikestolen, uden at holde en tale, der indeholder sufiernes tegn og antydninger. Der findes heller ingen lærd, der underviser på en madrasa, uden at nære tro på deres ord og fast overbevisning om dem. Ellers bliver han betragtet som tåbelig.“
2. Skarp kritik af inkompetente pirer og pirzadaer
„Til de pirzadaer, som uden nogen kvalifikation har overtaget deres fædres og bedstefædres sæde, siger jeg: Hvorfor har I dannet alle disse særskilte grupper? Hvorfor følger I hver især jeres egen vej (tariqa)? Hvorfor har I forladt den vej, som Allah den Højeste anviste Muhammad (fvmh.)? Hver af jer er blevet en imam og kalder folk til jer selv. I anser jer selv for at være vejledere og dem, der giver vejledning, mens I i virkeligheden selv leder folk vild. Vi er ikke det mindste tilfredse med dem, der får folk til at aflægge bay’a af verdslige interesser. Vi er heller ikke tilfredse med dem, der tilegner sig viden for verdens skyld eller opfylder deres egne formål gennem mennesker, som de kalder til sig selv. De er alle røvere, Dajjal’er, løgnere, bedragere og bedragede.“ (Tafhimat).
Det er netop derfor, at nogle siger, at Shah Waliullah var den første i Indien, der hævede oprørets røst mod tasawwuf. Men den virkelige sag er det modsatte. Han rensede i virkeligheden islams rene tasawwuf, som i Koranens sprog kaldes tazkiya al-nafs, for udefrakommende urenheder og fremlagde den tasawwuf, der er ren og ægte i islams perspektiv. Det siger sig selv, at hvis Shah Waliullah ikke havde kritiseret den såkaldte tasawwuf på denne måde og fremlagt dens rette omrids, ville den måske ikke have eksisteret i dag som følge af de vestlige forfatteres forsøg på at bagatellisere den ved at hævde, at den var „lånt fra forskellige lande og religioner, ja endog fra de indiske yogiers tankeverden“.
3. Påpegning af manglerne ved undervisningsmetoden
Jeg siger til de lærde, der kalder sig selv ulama (uddannede): “I dåres flok, I er blevet fanget i grækernes videnskabers og filosofis samt mantik-balaghats, det vil sige logikkens og retorikkens, labyrint. Og I har antaget, at viden kun findes i disse ting. Men den sande viden findes i de klare vers i Allahs Bog og i den sunna, der er bevist gennem Hans Sendebud. I er sunket ned i de tidligere faqihers detaljer og udførlige beskrivelser. Ved I ikke, at det, Allah og Hans Sendebud har sagt, er den eneste hukm? De fleste af jer er således, at når en hadith fra Profeten når jer, handler I ikke efter den.”
Med henblik på de lærde sagde han: “I har indsnævret livets rammer for Allahs tjenere. I tilsidesætter Islams fleksibilitet.”
4. Stærk betoning af undervisningen i Koranen og hadith
Imam Shah Waliullah var fast overbevist om, at nationens fremgang fuldstændigt afhænger af en bred udbredelse af Koranens og sunnahens sande lære. Derfor viet han dette område særlig opmærksomhed og oversatte Koranen og ‘Muwatta af Imam Malik’ til datidens officielle sprog, persisk. Senere udarbejdede han også en oversættelse og tafsir af Koranen på urdu.
Han indrettede undervisningen sådan, at man efter studiet af Koranen kunne tilegne sig viden om hadith. Det var udelukkende gennem Shah Waliullahs, hans sønners og deres elevers indsats, at ‘ilm al-hadith blev udbredt bredt på det indiske subkontinent.
Den berømte egyptiske lærde Allama Rashid Rida siger om dette: “I Egypten, Syrien, Irak, Hijaz og andre lande begyndte udbredelsen af ‘ilm al-hadith at aftage allerede fra det tiende hijri-århundrede. Men vore indiske brødre holdt denne videnskab i live gennem store anstrengelser.”
5. De konservative religiøse erhvervsdrivendes angreb på Imam Sahib
Bærerne af sandheden er i enhver tidsalder blevet udsat for forfølgelse fra egoistiske eller konservative kræfter. Imam Shah Waliullah Dehlavi blev heller ikke forskånet for dette. Af frygt for, at deres egne interesser i fremtiden skulle lide skade, ophidsede en gruppe beregnende, religiøse forretningsmænd blandt de lærde og pīrer almindelige muslimer mod ham med spørgsmålet om, at imamen havde oversat Koranen. På sædvanlig vis begyndte de at udstede fatwaer imod ham. En gang, mens han opholdt sig i Fatehpur-moskéen, angreb disse fundamentalistiske religiøse forretningsmænd ham endda med våben i samlet flok. På det tidspunkt havde han kun et stykke træ hos sig. Han tog det i hånden, råbte »Allahu akbar« og bragte dem alle til tavshed; derefter lykkedes det ham sikkert at vende hjem gennem deres midte.
6. Til herskerne
»I hengiver jer til komfort og fornøjelser og giver dermed den brede befolkning mulighed for at komme i indbyrdes strid. Alkohol bliver drukket åbenlyst, uden at I griber ind. Ægteskabsbrud, hasardspil og steder, hvor der drikkes alkohol, bliver åbent etableret, uden at I standser det. I dette vidtstrakte land er ingen blevet straffet efter shariaens lov. I fortærer den, som I anser for svag, men lader den, som I anser for stærk, gå fri. I er sunket ned i at nyde forskellige slags mad, jeres hustruers luner og luksus i hjem og klæder. Frygt dog Allah blot én gang. I amirer og omarer har fuldstændig glemt jeres pligter. I tager overhovedet ikke hensyn til det folk, hvis beskyttelse og forvaltning er blevet betroet jer. Som følge af jeres ansvarsløshed udøver den ene samfundsgruppe hensynsløs undertrykkelse af den anden.«
7. Opfordring til jihad og vejledning om dens hovedmål
»Under de nuværende forhold bør de muslimske statsoverhoveder med urokkelig beslutsomhed gå ind i jihad i overensstemmelse med Allahs befaling for at etablere fred og retfærdighed. Det er deres pligt at fortsætte kampen, indtil undertrykkerne er besejret. Når kampen mod uretten er lykkedes, skal de være opmærksomme på deres pligter og efter bedste evne kæmpe for at etablere Allahs lov i verden; først da vil der opstå virkelig fred overalt i landet. Som følge heraf vil vores liv blive fyldt med glæde og kronet med succes.«
8. Til soldaterne
»Allah har gjort jer til soldater for at udføre jihad, ophøje sandhedens storslåede budskab og udslette shirkens og polyteisternes magt. I har forsømt denne pligt og gjort blot ridekunst og våbenudsmykning til jeres erhverv. I har taget tjeneste i hæren for at tjene penge.«
9. Kritik af den arbejdende befolknings og den almindelige befolknings moralske tilstand
“Troværdighed og redelighed har forladt jer. I er uopmærksomme på Skaberen og hengiver jer samtidig til shirk. Den af jer, hvis forhold er nogenlunde velstående, bruger for meget på sin mad og beklædning. Da indkomsten er mindre end udgifterne, krænker han andres rettigheder.”
10. Til de religiøse lærde
“I har gjort Guds tjeneres livsrum snævert. I er blevet pålagt rummelighed – ikke snæverhed.”
På denne måde kritiserede han også skarpt mange af de overtroiske forestillinger, der var udbredt i det muslimske samfund, samt talrige skikke og sædvaner uden forbindelse til islam. Han fremhævede især, at de, som går til en afdød from mands helligdom for at få deres ønsker opfyldt og beder ham om noget, er skyldige i en større synd end utroskab. Ud fra disse citater kan man let forstå, hvor dybtgående han havde undersøgt muslimernes fortid og nutid.
Konstruktivt arbejde
Blandt hans konstruktive arbejder var hans første betydningsfulde indsats, at han fremlagde en rationel mellemvej inden for fiqh, det vil sige islamisk retsvidenskab. Her blev der ikke, som det ellers var almindeligt, udvist partiskhed til fordel for én bestemt opfattelse og fremsat kritik af en anden. Som en dybtgående forsker studerede han principperne og metoderne i alle fiqh-baserede madhhaber og afsagde domme med fuld uafhængighed. Shah Waliullah arbejdede på at mindske tendensen til madhhab-konflikter og åbne vejen for undersøgelse og ijtihad blandt madhhabernes tilhængere. Han stræbte efter forsoning mellem alle madhhaber, især efter at forme de to madhhaber, shafi’itterne og hanafitterne, til én madhhab. I Tafhimat, Hujjatullah al-Baligha og Al-Insaf har han givet en detaljeret fremstilling af dette. Faktisk førte antagelsen af denne mellemvej til, at fjendtlighed, snæversynethed, blind efterligning og tidsspilde på unødvendigt lange diskussioner ophørte. Gennem denne vej blev det muligt for muslimer med forskellige opfattelser at træde frem i verden som en dynamisk og levende nation. Derfor understregede Shah Waliullah nødvendigheden af ijtihad.
Ijtihad
I forordet til værket Musaffa siger han om nødvendigheden af ijtihad: “Ijtihad er i enhver tidsalder fard kifaya. Her betyder ijtihad at opnå fuldstændig viden om shariaens bestemmelser, forstå forklaringen af deres detaljer og enkeltheder og på passende vis sammenføje og ordne shariaens love og regler; den, der gør dette, kan også være tilhænger af en bestemt madhhabs grundlægger. Når jeg siger, at ijtihad i enhver tidsalder er fard kifaya, skyldes det, at der i enhver tidsalder opstår talrige selvstændige problemer. Det bliver obligatorisk at kende Guds vejledning om dem. De spørgsmål, der tidligere er blevet nedskrevet og samlet, er ikke tilstrækkelige i denne henseende; tværtimod findes der også mange uenigheder blandt dem. Disse uenigheder kan ikke fjernes uden at vende tilbage til shariaens grundlæggende bestemmelser. Den metode, som mujtahiderne havde fastlagt i denne forbindelse, er også næsten blevet afbrudt undervejs. Derfor er der på dette område ingen anden udvej end ijtihad.”
Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) nøjedes ikke med at lægge vægt på ijtihad, men beskrev også i detaljer ijtihads regler og metoder, grundlag og betingelser. I værker som ’Izālat al-Khafā’, ’Hujjat Allah al-Bāligha’, ’‘Iqd al-Jīd’, ’al-Insāf’, ’Badūr al-Bāzigha’ og ’Musaffā’ findes der nogle steder blot antydninger og andre steder detaljerede beskrivelser af dette. Ved at læse hans værker kan man ikke blot lære ijtihads regler og metoder, men også opnå undervisning i dette emne.
De to nævnte arbejder blev også udført af folk før Shah Waliullah. Men det, ingen før ham havde gjort, var, at han forsøgte at fremlægge hele islams tankeverden samt dets moralske, kulturelle og sharia-baserede system i skriftlig form. På dette område overgik han sine forgængere. Selv om der i de første tre-fire århundreder fremstod mange imamer, og det ved en gennemgang af deres virke tydeligt ses, at deres tankeverden indeholdt et fuldstændigt billede af islams livsordning, og man tilsvarende også i de følgende århundreder møder mange undersøgende forskere, om hvem man ikke kan antage, at deres tankeverden var blottet for disse tanker, gav ingen af dem sig desto mindre hen til at nedskrive det islamiske system som en livsordning på en velordnet og rationel måde.
Han er grundlæggeren af islamisk filosofi
Ifølge eksperterne var han den første person i historien, der lagde grundlaget for og skrev om nedskrivningen af islamisk filosofi; folk har fejlagtigt kaldt den islamisk filosofi. I virkeligheden var det muslimsk filosofi. Disse filosofiers slægtslinjer er forbundet med Grækenland, Rom, Iran og Hindustan. Selv om man i Shah Sahibens terminologi kan se spor af den gamle filosofi, kalām-videnskaben og mange tanker og forestillinger derfra, blev dette naturligt nødvendigt i begyndelsen for dem, der opdagede nye veje.
Shah Waliullahs samfundsfilosofi
Han forsøgte at skabe en filosofi om verden og dens mennesker, som kunne være i overensstemmelse med islams moralske og kulturelle system og have en natur, der svarede dertil.
På grundlag af det moralske system opførte han en samfundsfilosofi. Han beskrev irtifāqāt — menneskers daglige organisering, sociale skikke, politik, retssystem, skattesystem (beskatning), landets styre, militær organisering og meget andet — udførligt. Samtidig belyste han årsagerne til samfundets og civilisationens sammenbrud og fordrejning. Derefter fremlagde han et fuldstændigt system for sharia, tilbedelse, ahkām samt regler og love, og han fortsatte med at forklare hver enkelt tings dybere betydning. På dette område overgik han også Imam al-Ghazali. Til sidst rettede han opmærksomheden mod forskellige nationers historie og love.
Blandt de ovennævnte emner belyses her kun to af hans vigtige områder. Det ene er økonomisk, det andet politisk.
Økonomisk tænkning
Kernen i imam Shah Waliullahs økonomiske filosofi er, at den samlede rigdom i landet, som frembringes gennem en befolknings fælles eller individuelle indsats, må være underlagt en så retfærdig fordelings- eller decentraliseringsordning, at rigdommen ikke ophobes hos en enkelt person eller en bestemt gruppe. Han er imod monopolistisk ejerskab såvel som ejerskab uden nogen form for fysisk eller mental arbejdsindsats. Ifølge ham er gensidigt samarbejde selve livsnerven i medborgerskabet, og dette samarbejde afhænger fuldstændigt af, at den ene gør gavn for den anden, hvilket kun kan ske gennem arbejde. Det skal bemærkes, at han også regner kapital og mental indsats som arbejde. Derfor kan ingen ifølge ham i samfundet nyde godt af rigdom uden at arbejde eller få rådighed over større rigdom gennem en ringe arbejdsindsats. For hvis sådanne personer bliver velhavende, selv om de ikke opfylder denne grundlæggende betingelse for medborgerskab, vil rettighederne blive krænket for dem, der udgør rigdommens egentlige produktive kraft, nemlig bønder, arbejdere samt dem, der yder kapitalmæssig og mental arbejdsindsats. Den uundgåelige følge vil være, at antallet af udbyttede og berøvede i samfundet på den ene side vokser; byrden af deres borgerlige ansvar øges, de tynges af skatter og møder ved manglende betaling undertrykkelse og hårdhed. På den anden side vil markedet for luksus, overflod og sansedyrkelse blive ophedet af en anden klasse, hvorved den nationale rigdom under ingen omstændigheder vil vokse, men tværtimod, efter at have tømt mange menneskers lommer, blive samlet og koncentreret ét sted.
Kort sagt er det ifølge hans tankegang bønder, arbejdere og andre personer, der yder arbejde og er beskæftiget med konstruktivt arbejde for landet og nationen, som er rigdommens egentlige ejere (de ude af stand til at arbejde og de handicappede udgør naturligvis et særskilt tilfælde). Det er i første række disse personers fremgang og velstand, der udgør nationens fremgang og velstand. Hvis en hvilken som helst ordning, hvad enten den er monarkisk eller af en anden art, bestræber sig på at undertrykke disse kræfter, er den nødvendigvis ødelæggende for ethvert land og enhver nation. En sådan ondskabsfuld kraft bør tilintetgøres (Hujjatullah al-Baligha). Et samfundssystem, der ikke anerkender arbejdets sande værdi, må afskaffes (Hujjatullah al-Baligha, kapitlet om al-Siyasat al-Madaniyya). Ifølge ham kan en nødlidende arbejders samtykke ikke betragtes som tilfredshed, før han har modtaget sin retmæssige løn, hvilket anses for nødvendigt på grundlag af princippet om gensidigt samarbejde (Hujjat). Arbejderens arbejdstid skal være fastlagt. Han skal nødvendigvis have ekstra tid til moralsk og åndelig forbedring samt til eftertanke over og beskæftigelse med det hinsidige. Det er uretfærdigt at pålægge folket en overdreven skattebyrde (Hujjat). Inden for handel og næringsvirksomhed er en enkelt persons eller gruppes monopolistiske ret eller indflydelse ødelæggende for landet (Hujjat). Under et monarkisk livssystem, hvor bestemte gruppers eller familiers ødselhed, luksus, luner og overdrevne forbrug hindrer decentraliseringen af rigdom i samfundet, er det absolut nødvendigt at afskaffe dette system for at afhjælpe almindelige borgeres lidelser (Hujjat).
Heraf bliver det også tydeligt, at monarkiets skadelige virkninger stod klart for ham, og at han så menneskehedens befrielse netop i det islamiske kalifatsystem. I denne forbindelse kan det nævnes, at selv om disse spørgsmål i moderne tid drøftes dag og nat, må man virkelig undre sig, når man betænker den tidsperiode og de omstændigheder, hvorunder han fremsatte disse tanker. Den Franske Revolution lå nemlig stadig et halvt århundrede ude i fremtiden. Det var et århundrede før kommunismens fader Karl Marx og hans medarbejder Engels blev født. Europas mekaniske tidsalder var dengang kun fyrre år gammel. Derfor kan det uden tvivl siges, at hvis det mekaniske system havde udviklet sig på det indiske subkontinent i den tid, hvor en tænker og filosof som Shah Waliullah fremstod, eller hvis han var blevet født i et land med trykkepresse ligesom Karl Marx eller Engels – hvorfra man på kort tid kan sprede sine teorier og tanker vidt omkring – ville hans samfundsfilosofiske, politiske og økonomiske synspunkter sandsynligvis før alle andres have skabt en verdensomspændende bevægelse.
Politisk tænkning
1. Den absolutte ejer af suveræniteten er Allah den Højeste. Enhver form for partnerskab med Ham er fuldstændig forbudt. Mennesket, der bevæger sig omkring på jordens overflade, er som en udlænding.
2. Ethvert Adams barn har som menneske samme værdighed. Ingen har ret til at gøre krav på herredømme over en anden – ét menneske kan ikke gøre et andet menneske til slave. Ingen enkeltperson kan eje en stat eller en nation. Det er heller ikke tilladt noget menneske at nære en sådan forestilling om selv en magtfuld hersker.
3. Statsoverhovedets status svarer til en mutawallīs. Hvis mutawallīen finder det nødvendigt, må han af statskassen kun modtage det beløb, som er tilstrækkeligt til at opretholde en almindelig borger i staten.
For det fjerde er det alene Allahs religion, der har forrang på alle niveauer i staten.
Grundlæggende rettigheder
Det, der udførligt er beskrevet om dette i kapitlet om »Irtifaqat«—samfundets velfærd—i værker som »Hujjatullah al-Baligha« og »Al-Budur al-Bazigha«, er følgende: Mad, beklædning, bolig, ægteskab, sundhed, børn og efterkommere samt adgang til uddannelse og oplæring er alle menneskers medfødte rettigheder, uanset etnicitet, religion, race eller sprog. På samme måde omfatter de medfødte rettigheder retfærdig behandling af alle mennesker i staten uden forskel på høj og lav og uden diskrimination, beskyttelse af deres liv, ejendom og ære, bevarelse af enhver borgers personlige frihed samt retten til lige borgerskab. Ligeledes hører enhver befolkningsgruppes ret til at bevare sit eget sprog og sin egen kultur til de grundlæggende rettigheder.
Islam er en revolutionær religion—et revolutionært livssystem
Shah Waliullah kaldte islam en revolutionær samfundsordning. Ifølge ham er islam en religion for fornuft og styrke. Islam blev åbenbaret med det formål at samle alle mennesker i verden under den samme ideals banner til gavn for hele menneskehedens frihed og velfærd. I overensstemmelse med Koranens anvisninger skal mennesker kaldes til islam ad fornuftens og den sunde fornufts vej. Fred, lighed og broderskab er islams grundlæggende budskab. Men selv om islams kald alene har til formål at skabe en fred, der er fuldt ud begrundet, kan ugunstige omgivelser, løgn, en uberettiget følelse af overlegenhed og egoisme stå i vejen for islams lære. Derfor troede Shah Waliullah, må det ikke anses for umuligt, at der opstår en verdensomspændende revolution til gavn for det større menneskelige fællesskab og for at etablere dette sande og fredelige livssystem. Hvis en sådan revolution nogensinde opstår, bør alle mennesker støtte den netop for hele menneskehedens velfærds skyld. Ifølge ham er det aldrig fornuftigt at bekymre sig om mindre tab og skader, når det sker for det størst mulige gode. Det er blevet sagt i Koranen: »Allah den Almægtige sendte kun Sit Sendebud med vejledende befalinger og det rette livssystem med det formål, at Han skulle lade det—det rette livssystem—sejre over alle andre menneskeskabte livssystemer og ordninger, selv om de vantro og ulydige derved ville brænde op.« Af dette vers bliver det klart, at selv om islam er menneskenes vejledning og det sande livssystem, er en velordnet organisation nødvendig for at etablere det fast i verden. Ifølge Imam Shah Waliullah kan dette kun gennemføres ved hjælp af en selvopofrende, oprigtig, velorganiseret og forenet gruppe under en central myndighed. En sådan opgave kan ikke udføres af en lejet eller professionel hær.
Frugterne af Waliullahs tænkning
Når et sådant fornuftigt og velorganiseret udkast til et islamisk livssystem er blevet fremlagt, betyder det, at det vil blive et mål i livet for alle mennesker med en sund natur samt samvittighed og fornuft, og at de blandt dem, der har større evner, vil træde frem for at nå dette mål. Shah Sahib nøjedes ikke med klart at fremstille kendetegnene ved den jahilitiske stat og den islamiske stat; han beskrev også sagen igen og igen på en sådan måde, at det blev umuligt for de troende blot at sidde uvirksomme uden at bestræbe sig på at afskaffe den jahilitiske stat og etablere en islamisk stat i dens sted. I »Hujjatullah al-Baligha« og »Izalat al-Khafa« lægges der størst vægt på dette spørgsmål. I dette værk beviser han ved hjælp af hadither, at det islamiske kalifat og monarkiet er to helt forskellige ting. Derefter fremstiller han på den ene side monarkiet og de forskellige onder, der i historiens forskellige perioder trængte ind i muslimernes kollektive liv gennem monarkiet, og på den anden side det islamiske kalifats kendetegn og betingelser samt de bidrag, der faktisk blev fulgt blandt muslimerne under det islamiske kalifat. Hvordan skulle muslimerne efter dette stadig kunne sidde sorgløse? Netop fordi de ikke kunne det, opstod der mindre end et halvt århundrede efter Shah Waliullahs død (1786–1831) i Indien en bevægelse for etableringen af en islamisk stat under ledelse af Sayyid Ahmad Barelvi og Ismail Shahid Dehlavi. De oprettede en midlertidig islamisk stat. Selv om den på grund af visse materielle forhold midlertidigt mislykkedes, eksisterer dens indflydelse stadig på det indiske subkontinent. Denne bevægelse havde indflydelse på den senere bevægelse for et udelt Pakistan, og den bevægelse for etableringen af en ægte islamisk stat, som tydeligt viser sig i denne region, er i grunden også et resultat af Waliullahs tænkning og mujahidernes yderste selvopofrelse i Balakot. For efter Balakots nederlag, da fremmed herredømme fik overtaget over muslimerne på det indiske subkontinent, sad de lærde heller ikke uvirksomme. Selv midt i det dybeste mørke gjorde de alt, hvad de kunne, for at holde islams svagt flakkende lys levende. Gennem planlægning oprettede de et netværk af religiøse uddannelsesinstitutioner—madrasaer—på det indiske subkontinent og bevarede gennem dem islamisk undervisning og kultur. Blandt disse madrasaer var Darul Uloom Deoband i Indien den vigtigste. Gennem Darul Uloom Deoband, der blev grundlagt som et centrum for friheds- og islamiske bevægelser, og gennem lignende uddannelsesinstitutioner opstod der gradvist en islamisk vækkelse blandt muslimerne på det indiske subkontinent; i den senere fase kom den til udtryk i Khilafat-bevægelsen. Derfor må den muslimske vækkelse på det indiske subkontinent, den senere Pakistan-bevægelse og det forvarsel om en islamisk genvækkelse, der i nyere tid kan iagttages i hele den muslimske verden, herunder dette land, uden tøven betegnes som resultatet af Waliullahs tænkning og bevægelserne blandt hans efterkommere og tilhængere.
Det er værd at bemærke, at den store personlighed, gennem hvem Shah Sahibs tanker virkede ved skabelsen af baggrunden for alle de nationale vækkelser på subkontinentet – den første islamiske bevægelse (Balakot) med henblik på at skabe den islamiske revolution, som Shah Waliullah ønskede, og senere sepoy-oprøret, Faraizi-bevægelsen i Bangladesh, Haji Titumir og Munshi Meherullahs bevægelser med flere – var hans egen værdige ældste søn, Shah Abdul Aziz (rah.) (1747–1824 e.Kr.). Efter faderens død planlagde han, under hensyntagen til den samtidige situation og med henblik på at skabe et miljø, der kunne fremme dette store mål, først en omfattende udbredelse af religiøs undervisning gennem faderens uddannelsesinstitution (note: Det er værd at bemærke, at den enorme bygning, som kejser Muhammad Shah havde skænket til madrasaen på grund af det store antal elever i den gamle Rahimiyya-madrasah, efter Imam Sahibs hjemkomst fra hajj, blev ødelagt under urolighederne i 1857). I dag findes der utallige islamiske uddannelsescentre på subkontinentet. Hvert af dem er direkte eller indirekte forbundet med denne institution. Gennem Shah Abdul Aziz blev talrige mennesker inspireret af revolutionære tanker. Blandt dem nævnes nedenfor navnene på hans fire brødre samt nogle fremtrædende elever, heriblandt Sayyid Ahmad Shahid og Ismail Shahid Dehlavi, der var foregangsmænd i subkontinentets frihedsbevægelse: (1) Maulana Shah Rafiuddin, (2) Maulana Shah Abdul Qadir, (3) Maulana Shah Abdur Ghani, (4) Maulana Shah Muhammad Ishaq, (5) Shah Muhammad Yaqub, (6) Maulana Shah Muhammad Abdul Hayy, (7) Maulana Shah Muhammad Ismail, (8) Sayyid Ahmad Shahid, (9) Maulana Rashiduddin, (10) Maulana Mufti Sadruddin, (11) Mufti Elahi Bakhsh, (12) Hazrat Shah Ghulam Ali, (13) Maulana Makhsullah, (14) Maulana Karimullah, (15) Maulana Mir Mahbub Ali, (16) Maulana Abdul Khaleq, (17) Maulana Hasan Ali Lakhnavi, (18) Maulana Husain Ahmad Malihabadi og andre.
Blandt emnerne i Shah Abdul Aziz’ (rah.) undervisning var:
(1) at forstå Imam Shah Waliullahs tanker med hjerte og sind, (2) at opnå gudsfrygt og inspiration til at forme et ideelt liv, (3) at fjerne holdninger til fordel for monarki og regeringssmiger fra hjerte og sind, (4) at skabe en vilje til selvopofrelse for at føre den islamiske revolution til fuld sejr, (5) at fremme samfundstjeneste og medfølelse med den nødlidende menneskehed, (6) at undgå kongelig luksus og leve et enkelt og beskedent liv, (7) at skabe en jihადisk tankegang og øve tålmodighed og udholdenhed i enhver katastrofesituation, (8) at forsøge at udrydde alle former for misbrug, overtro og skikke, der ødelægger samfundet, (9) at bringe de luksuriøse samlingssteder til ophør, eftersom de gør samfundet mageligt og svagt. Desuden holdt Shah Abdul Aziz (rah.) regelmæssigt offentlige taler to gange om ugen med henblik på at udbrede islamiske idealer, uddannelse og kultur samt ovennævnte emner bredt blandt muslimer.
Shah Waliullahs tankers indflydelse i Bangladesh
Selv om hele subkontinentet i almindelighed har haft gavn af Shah Waliullahs tanker og skrifter, var blandt årsagerne til, at hans tanker bredte sig i Bangladesh, ikke blot de lærde, der havde studeret i Deoband, men også i høj grad personligheden og undervisningen hos Shah Waliullahs elev, Mawlawi Majduddin, også kendt som Molla Madan, allerede i 1781. Han kom fra Delhi til Kolkata i 1764. Her levede han et helt ubemærket liv. Men ild kan aldrig forblive indpakket i et klæde. Det var ikke muligt for ham at forblive skjult for offentligheden. Lokale muslimske intellektuelle, som kendte hans lærdom og gudsfrygt, overvejede, hvordan de kunne drage nytte af ham. De tænkte på at oprette en islamisk uddannelsesinstitution. Da de i den forbindelse henvendte sig til den daværende generalguvernør, Lord Warren Hastings, gav han bevidst sin tilslutning til deres forslag. Han bemærkede: Ja, regeringen har også planer om at oprette en sådan madrasa for at uddanne en klasse af embedsmænd, der kan hjælpe i statens arbejde. Derefter blev der i oktober 1781 oprettet en madrasa i Baithakkhana-kvarteret i Kolkata. Molla Madan fungerede som dens første lærer.
Denne madrasa blev senere i virkeligheden kendt som Kolkata Aliya-madrasahen. Det er naturligvis et særskilt spørgsmål, i hvor høj grad Shah Waliullahs tanker under disse forhold kunne udvikle sig som ønsket fra den nævnte madrasa i Kolkata. Men ud fra det, vi kan se i dag, må vi beklageligt sige, at Deoband Darul Uloom engang blev grundlagt af de personer, der arbejdede for at etablere en islamisk stat og for frihedsbevægelsen på grundlag af Shah Waliullahs tanker, og at arbejdet ved Kolkata Aliya-madrasahen oprindeligt blev påbegyndt under ansvar af en stor personlighed; som et resultat af det lys, der senere blev spredt fra disse institutioner, opstod der på subkontinentet en islamisk stat som Pakistan. I dag kan man imidlertid ikke se denne revolutionære tankegang og dette perspektiv hos mange af de lærde, bortset fra nogle få blandt de alim-ulama, der er uddannet ved disse institutioners mange afdelinger og forgreninger? De pågældende uddannelsesinstitutioner er ikke i stand til at levere den type og det antal kompetente lærde, der var nødvendige for at imødegå tidens problemer, tidens spørgsmål og udfordringen fra moderne, mangfoldige falske ideologier og tankeretninger; man kan ikke se denne revolutionære tankegang og dette perspektiv hos mange af de lærde, bortset fra nogle få blandt de alim-ulama, der er uddannet ved disse institutioners mange afdelinger og forgreninger? De pågældende uddannelsesinstitutioner er ikke i stand til at levere den type og det antal kompetente lærde, der var nødvendige for at imødegå tidens problemer, tidens spørgsmål og udfordringen fra moderne, mangfoldige falske ideologier og tankeretninger. Måske er det som følge heraf, at der på grund af manglen på kompetent islamisk lederskab, selv om dette land blev vundet i islams navn, endnu ikke har kunnet etableres islam her; tværtimod forværres situationen dag for dag. Det sker muligvis på grund af en afvigelse i de religiøse uddannelsesinstitutioners undervisningsmetode og fastsættelsen af denne undervisnings hovedmål eller på grund af en uoverensstemmelse i den religiøse tænkning. Tiden er kommet, hvor ulama-lederne må tænke over dette på ny.
| Slægtstavlen for Shah Waliullahs familie |
I
| Shaykh Shamsuddin Mufti |
I
| Shah Wajihuddin |
I
| Shah Abd al-Rahim |
I
| Shah Abdullah | Shah Waliullah |
| 3. Shah Abdul Qadir | 4. Shah Abdul Ghani |
I I
| 1. Shah Abdul Aziz | 2. Shah Rafiuddin |
| Maulana Mukhsullah |
| Maulana Abdul Hai (svigersøn) |
I I
| Shah Ismail Shahid |
I
| Maulana Muhammad Ishaq | Maulana Muhammad Yaqub |
Værker
Hans værker kan opdeles i seks kategorier. Den første kategori omfatter værker om Koranen. Her er hans oversættelse af Den Ædle Koran, Fathur Rahman, bemærkelsesværdig. Det er en kortfattet, men lærdomsrig oversættelse af Koranen. Blandt hans værker på dette område findes også Muqaddimah fi Tarjumatil Quran, Al-Fawzul Kabir og Al-Fathul Kabir. I disse værker beskrives grundprincipperne for oversættelse og fortolkning af Koranen.
Den anden kategori af værker vedrører hadith. Blandt disse er Musawwa og Musaffa, de berømte arabiske kommentarer til Imam Maliks verdensberømte Muwatta. Blandt hans værker om hadith er også An-Nawadir minal Hadith, Ad-Durrish-Samin og Sharh-e Tarjuma-e Abwabe Bukhari berømte.
Den tredje kategori af værker omhandler fiqh. Den omfatter (a) Al-Insaf og (b) Iqdul-Jid fi Ahkamil-Ijtihad wat-Taqlid. I disse værker har han vist, at uenigheden blandt faqihene ikke er en modsætning, men en forskel i opfattelse.
Den fjerde kategori af værker omhandler tasawwuf. Blandt dem er (a) Faysalatu Wahdatil Wujud wash-Shuhud, (b) Al-Qawl al-Jamil, (c) Tafhimat-i-Ilahiyyah, (d) Altaf al-Qudus, (e) Anfās al-ʿĀrifīn, (f) Fuyūḍ al-Ḥaramayn, (g) Al-Khayr al-Kathir, (h) Saʿāt og (i) Lumʿāt, som er berømte.
Blandt værkerne i den femte kategori er Al-Hujjatullah al-Balighah. Dette verdensberømte værk kan kaldes en fortolkning af islam. Med Maulana Manazir Ahsan Gilanis ord: »Jeg har ikke set noget menneskeskabt værk som dette, hvori islam på sammenhængende vis er blevet fremstillet som en fuldstændig livsordning.«
Om dette udødelige værk skrev Hazrat Maulana Nur Muhammad Azmi Sahib, Bengalis største islamiske tænker med en sufisk personlighed og forfatter til mange værdifulde værker præget af både klassisk og moderne viden, for omkring 43 år siden på side 16 i sin på urdu skrevne bog Nizam-e Ta’lim: »Efter Allahs Bog og Rasulullahs (s) Sunnah er dette efter min mening den bedste bog. For den indeholder så mange kundskabsrige emner, som ikke findes i noget andet værk, og som intet øje har set, intet øre har hørt og ingen endog har erkendt med sit hjerte. I virkeligheden er den en forklaring af Koranen og Sunnah, og den er fuldt ud pålidelig—ja, man kan snarere sige, at den er essensen af den muhammedanske sharia.«
Den ledende leder af Waliullah-bevægelsen, Shah Abdul Aziz Dehlawi (rah)
Den første, der udstedte en fatwa mod det engelske styre
Det er som regel ikke muligt for ophavsmanden til en stor tanke, tankeretning eller ideologi at fuldbyrde sin egen tankeretning i samfundet eller udbrede den bredt i sin egen levetid. I en senere tid træder en af hans følgere frem for at udføre dette store arbejde. Sådan gik det også med den store tænker, imam Shah Waliullah Dehlawi (rah) (1703–1767), foregangsmanden for den islamiske renæssancebevægelse på det indiske subkontinent, og med den drøm om en islamisk revolution, som han havde næret. Han fremlagde som resultat af mange års tænkning og forskning en revolutionær fortolkning af islam for den overtroiske, stivnede og svækkede muslimske nation, og den, der først trådte frem for at virkeliggøre dette store mål, var Shah Abdul Aziz Dehlawi (rah). Shah Abdul Aziz var den ældste søn af imam og filosof Shah Waliullah Dehlawi (rah).
Fødsel og uddannelse
Shah Abdul Aziz Dehlawi (rah) blev født i Delhi omkring 1747 e.Kr. under kejser Alamgir II’s regeringstid. I overensstemmelse med familiens sædvane begyndte han sin grundlæggende uddannelse i hjemmet. Maulana Shah Muhammad Ashiq og Maulana Khwaja Muhammad Amin blev udpeget til at undervise ham. Hos dem lærte han først persisk og arabisk grammatik. Senere tilegnede han sig viden om arabisk fiqh, usul, mantiq, kalam, akaid, matematik, astronomi og andre fag. Efter at have lært disse nødvendige fag modtog Shah Abdul Aziz (rah) som trettenårig avanceret undervisning i hadith og tafsir hos sin far, og blot to år senere fik han et bevis på sin succes. Allerede i hans ungdom overvejede centralorganisationen for Shah Waliullahs (rah) islamiske bevægelses aktivister, efter at have iagttaget Abdul Aziz’ (rah) karakteregenskaber, gudsfrygt og arbejdsdygtighed, at indsætte ham som sin fars efterfølger. Med dette mål for øje gjorde de ledende blandt den islamiske bevægelses aktivister, som var blevet uddannet i Waliullahs nærhed, en særlig indsats for at forme ham efter den højtærede Waliullahs (rah) idealer. De to nævnte lærere gjorde ham dybt fortrolig med hadith-videnskaben og Waliullah-bevægelsens grundprincipper. Den, der påtog sig ansvaret for at give Shah Abdul Aziz (rah) grundig viden om islamisk retslære, det vil sige fiqh, var Maulana Nurullah. Det var disse tre store mænd—Shah Waliullahs (rah) elev og Abdul Aziz’ (rah) lærer—der udbredte Waliullahs (rah) undervisning og idealer. Ved siden af dem var der blandt Waliullahs (rah) disciple opstået en anden, forholdsvis yngre gruppe. Waliullahs (rah) børn fik også deres undervisning sammen med denne gruppe. Efter hans fars bortgang i 1763 blev han som syttenårig med støtte fra begge grupper udnævnt til leder af den islamiske bevægelse i sin fars sted. I betragtning af landets daværende økonomiske, politiske, sociale, kulturelle og religiøse katastrofer, og af den vidtgående udbredelse og indflydelse, som islamisk uddannelse og studiet af islam fik på det indiske subkontinent takket være det program, denne værdige arving fulgte, kan man med rette sige, at Shah Abdul Aziz (rah) blev sat i dette høje embede på grund af sine egne evner—ikke på grund af den ære, det var at være Shah Waliullahs (rah) søn. Gennem ham blev Koranen, hadith og den islamiske undervisning så vidt udbredt på det indiske subkontinent, at der ikke findes noget religiøst uddannelsescenter dér, som ikke direkte eller indirekte er knyttet til hans undervisningscenter. Selv i andre muslimske stater i Asien spredte hans undervisning sit lys.
Shah Abd al-Aziz’ (rah.) virke
Eftersom Shah Abd al-Aziz (rah.) blev født netop under Mughalstyrets nedgangsperiode, havde det sammenhængende billede af dette muslimske kongeriges forfald og overvejelserne over hovedårsagen til, at det muslimske herredømme i Indien blev svækket, fra begyndelsen fyldt hans sind og tanker. Han søgte en vej til muslimernes befrielse. Han overvejede, hvilket tidssvarende program der kunne iværksættes for at bevare islam og den islamiske kultur og civilisation på subkontinentet og på dette grundlag på ny tænde den islamiske bevægelses fakkel her. Til sidst valgte Shah Abd al-Aziz (rah.) en fremgangsmåde, som gjorde, at han for altid ville forblive en udødelig og æret skikkelse i subkontinentets muslimers hjerter. Med dette mål for øje tog han først initiativ til at få muslimerne til at forstå den rette betydning af den islamiske livsopfattelse som en forudsætning for at skabe en islamisk revolution i overensstemmelse med sin fars filosofi. Han begyndte dette arbejde gennem familiens undervisningscenter i Delhi. Det var i sandhed et islamisk universitet for Shah Waliullahs (rah.) filosofi og undervisning. Da der ikke længere var plads til alle eleverne på Shah Abd al-Aziz’ (rah.) farfar Shah Abd al-Rahims Rahimiyya-madrasa, testamenterede kejser Muhammad Shah denne offentlige bygning til den lærde Waliullah som et center for religiøs undervisning.
Uddannelsens grundprincipper
På denne centrale institution for den kommende islamiske renæssance blev følgende forhold vedtaget som uddannelsens grundprincipper: (1) at udbrede undervisningen i Koranen og sunnaen bredt og med sind og tanke at forstå imam Shah Waliullahs tankegang; (2) at skabe gudsfrygt og inspiration til at forme et idealisk liv; (3) at fjerne monarkistiske og regeringsvenlige holdninger fra sind og tanker og skabe en offerberedskab blandt mennesker for at bringe den islamiske revolution til fuld sejr; (4) at fremkalde engagement i samfundstjeneste og medfølelse med den nødlidende menneskehed; (5) at forkaste kongelig luksus og leve et enkelt og ukompliceret liv; (6) at skabe en selvopofrende indstilling og øve tålmodighed og udholdenhed i enhver katastrofesituation; (7) at forsøge at udrydde alle former for uret, overtro og skikke, der ødelægger samfundet, og afskaffe luksusens tilholdssteder, som gør samfundet mageligt og svagt. Desuden holdt Shah Abd al-Aziz (rah.) regelmæssigt foredrag to gange om ugen ved offentlige møder om islamiske idealer, uddannelse og kultur samt særdeles komplicerede problemer.
Nogle berømte elever
Listen over de kampberedte elever, der blev uddannet hos ham og siden spredte sig over hele subkontinentet, er lang. Her nævnes navnene på nogle få berømte elever. De fleste af dem gik senere, under Sayyid Ahmad Shahids (rah.) ledelse, i 1828 ud på slagmarken med livet som indsats for at befri subkontinentets muslimer fra sikherne og englænderne. Det skal bemærkes, at Shah Abd al-Aziz (rah.) i de år, han endnu levede, trods alderdommens sygdom fortsatte med at inspirere denne kampstyrke gennem råd, planlægning og taler. Hans berømte elevers navne er: (1) Maulana Rif‘uddin, (2) Maulana Shah Abd al-Qadir, (3) Maulana Abd al-Ghani (Abd al-Aziz’ brødre), (4) Maulana Abd al-Hayy (svigersøn), (5) Maulana Muhammad Ishaq, (6) Maulana Muhammad Yaqub (hans to børnebørn), (7) Maulana Makhsusullah (nevø), (8) Maulana Ismail Shahid Dehlavi (nevø), (9) Sayyid Ahmad Shahid Barelvi, (10) Maulana Rashid al-Din, (11) Maulana Mufti Sadr al-Din, (12) Hazrat Shah Ghulam Ali, (13) Maulana Karimullah, (14) Maulana Mir Mahbub Ali, (15) Maulana Abd al-Khaliq, (16) Maulana Hasan Ali Lakhnavi og (17) Maulana Husayn Ahmad Malihabadi.
(Det skal bemærkes, at ledelsen indtil efter Sayyid Ahmad Shahids (rah.) sejr over sikherne i slaget ved Akora i 1826 og frem til det tidspunkt, hvor han modtog titlen “Amir al-Mu’minin” for gruppen, lå i Maulana Ishaqs hænder).
Den samtidige politiske situation
Året 1747 e.Kr. Kejser Alamgir II’s tid. Mogulernes styre er blevet svækket. Den magt, som mogulherskerne tidligere havde haft fra det fjerne Kabul til Arakan, er nu forsvundet, og kejser Alamgir II er på tronen i Delhi blevet en marionet i hænderne på indflydelsesrige amirer. De forskellige provinser er én efter én gledet ud af centralregeringens hænder i Delhi. Det storrige, som mogulkejserne i løbet af to hundrede år havde grundlagt ved at samle forskellige egne af Indien, er gået i opløsning, og adskillige uafhængige stater er opstået på subkontinentet. Mogulriget begyndte at slå revner allerede efter den retfærdige og fromme kejser Alamgir Aurangzebs regeringstid (1658-1707 e.Kr.). Efter Aurangzebs død sejrede prins Muazzam, det vil sige Bahadur Shah I, i mogulernes traditionelle arvefølgekamp. Han regerede i fem år. De prinser, som efter kejser Alamgir Aurangzeb indtil 1857 e.Kr. i kortere eller længere tid sad på den kejserlige trone i Delhi, var: (1) Bahadur Shah I, (2) Mu’izzuddin, (3) Farrukh Siyar, (4) Rafi ud-Darajat, (5) Rafi ud-Daulah, (6) Muhammad Shah, (7) Ahmad Shah, (8) Alamgir II, (9) Shah Alam, (10) Akbar II og (11) den sidste kejser, Bahadur Shah Zafar. Blandt dem var kejserperioderne for Muhammad Shah, Alamgir II og Shah Alam de længste. Alle var de svage og uduelige kejsere, når det gjaldt regeringsførelsen, og de var marionetter for de vezirer og amir al-umaraer, der lå i magtkamp med hinanden.
Shah Abdul Aziz Dehlavi (rah.) var fra Alamgir II’s tid (1741-1759 e.Kr.) og i endnu seks år efter kejser Shah Alams tid (1759-1806) øjenvidne til dette ulykkelige muslimske kongeriges skæbne. Under deres regeringstid herskede guvernørerne i Bengalen (under nawab Alivardis regering), Ayodhya og Hyderabad i Deccan i praksis selvstændigt over deres lande. De muslimske amirer var nogle indiske, nogle iranske og nogle turanske moguler. Modsætningen mellem shiamuslimer og sunnimuslimer var også tydelig blandt dem. Deres indbyrdes kappestrid om at opnå overhøjhed svækkede riget yderligere. Marathaernes opstand samt sikhernes og jatternes styrke bragte mogulrigets eksistens endnu mere i fare. Da guvernøren i Deccan, Nizam-ul-Mulk Asaf Jah, med marathaernes hjælp formåede at få indflydelse hos centralherskeren, kejser Muhammad Shah, efter at have tilsidesat Ayodhyas hersker, Mir Muhammad Amin Burhan-ul-Mulk Nawab Sa’adat Khan, inviterede Sa’adat Khan og andre shiamuslimske embedsmænd Nadir Shah fra Iran til at angribe Delhi for at tage hævn. I 1739 e.Kr. besejrede og dræbte Nadir Shah nawab Siraj ud-Daulah og overtog Bengalen, Bihar og Orissa.
På grund af sikhernes og marathaernes ubeskrivelige undertrykkelse og overgreb blev muslimernes liv, ejendom, ære og anseelse i stigende grad alvorligt skadet. Marionetkejseren havde ingen mulighed for at gribe ind. Tanken om at beskytte muslimerne mod deres overgreb optog alle. Selv amir al-umaraerne var urolige. Najib ud-Daulah, den øverste embedsmand ved hoffet, var en fremtrædende elev af Hazrat Shah Waliullah (rah.). På Shah Sahib’s foranledning inviterede Najib ud-Daulah og hans ledsagere Ahmad Shah Abdali fra Kandahar til Delhi for at beskytte muslimerne mod marathaerne. Ahmad Shah Durrani, det vil sige Abdali, besejrede marathaerne grundigt i det sidste slag ved Panipat i 1761 e.Kr., fire et halvt år efter slaget ved Plassey. Nogle historikere har kritiseret Ahmad Shahs ankomst til Delhi på foranledning af Shah Waliullah (rah.). Den største dokumentation for, at denne kritik er fejlagtig, findes i begivenhederne efter Ahmad Shah Abdalıs sejr i slaget ved Panipat. Efter slaget ved Panipat blev han ikke siddende efter at have erobret Delhi; tværtimod indsatte han kejser Shah Alam på tronen, udnævnte Suja ud-Daulah til vezir og Najib ud-Daulah til amir al-umara og vendte tilbage til sit hjemland. (Tazkirah-ye Shah Waliullah). Ghazi Abdali havde besejret maratha-fjenderne og overdraget Mogulriget til de islamisk sindede rohilapatanske ledere, men den tids uduelige mogulkejser formåede ikke at drage nogen fordel af det. På tidspunktet for det sidste slag ved Panipat trådte Shah Abdul Aziz ind i ungdomsalderen. Imam Shah Waliullah Dehlavi (rah.) døde seks år efter slaget ved Panipat. Det er værd at bemærke, at marathaerne senere samlede kræfter og efter den shiamuslimske amir al-umara Najaf Ali Khans død (embedsperiode 1773-1782 e.Kr.) var herrer over Delhi i tyve år. Kejseren gjorde kun, hvad de sagde.
Ved at udnytte centralregeringens svaghed blev der i forskellige dele af Indien oprettet mange uafhængige stater under indfødte og fremmede herskere, og man viste kun på papiret respekt for og lydighed mod regeringen i Delhi. Kejserne mistede i praksis deres status som herskere på grund af deres egen uduelighed. Ligesom forskellige regionale herskere under det abbasidiske kalifats forfaldstid kun mundtligt erklærede deres lydighed over for kalifferne i Bagdad, viste de regionale herskere på samme måde kun grundlæggende lydighed og respekt over for mogulkejserne i deres forfaldstid. Fra blot et par områder kom der til centralregeringen kun den fastsatte årlige skat eller en gave som betaling for et officielt tilladelsesdokument til at regere de erobrede områder. Den eneste grund til dette var folkets frygt. For ligesom i et religiøst trosanliggende var folket fast overbevist om, at landets virkelige ejere var disse langvarige konger og kejsere i Delhi. Derfor måtte enhver, der kom til magten som regional hersker, nødvendigvis anerkende mogulkejserne som sine overordnede. Selv oprørske herskere forsøgte at få et dokument fra kejseren, der bekræftede deres legitime styre over de erobrede områder. Selv englænderne måtte gøre dette i lang tid. Da englænderne i 1803 e.Kr. på kejser Shah Alams vegne afsatte marathamagten og fuldt ud etablerede deres myndighed i Delhi, og kejser Shah Alam kom til at bo under englændernes beskyttelse, måtte de, selv om det engelske Ostindiske Kompagni i praksis herskede over hele Indien, åbent vise lydighed mod kejseren. Det skal bemærkes, at englænderne ved en aftale med kejser Shah Alam i 1805 e.Kr. fik enerådende magt over hele Indien, mens de gav ham Det Røde Fort i Delhi, byområdet samt jagir-områderne Allahabad og Ghazipur.
Shah Abdul Aziz (rah.) havde også set, hvordan englænderne efter sejren i slaget ved Plassey i 1757 og frem til erobringen af Delhi i 1803 e.Kr. én efter én havde ødelagt de muslimske og ikke-muslimske uafhængige magter, der var løsrevet fra Delhi som centrum, eller tvunget dem til at underkaste sig. Han havde set, hvordan de med en enorm magtanvendelse i 1799 e.Kr. besejrede, nedkæmpede og dræbte den tapre sultan Tipu af Mysore, som var inspireret af Shah Waliullahs (rah.) tanker, og etablerede deres uindskrænkede herredømme over hele Indien. Derefter så han også, hvilke sammensværgelser der blev indledt i landet for at konsolidere englændernes politiske magt, udbrede vestlig uddannelse og vestlige sandheder, tanker, kultur og civilisation samt forme dette lands traditionelle herskerfolk, muslimerne, efter vestligt forbillede og gøre dem mindreværdige. I disse ulykkelige tider var denne ene fromme tænker, Shah Abdul Aziz, uafbrudt optaget af at give liv til det indiske muslimske folk, der var nær døden, og igen gøre det til et folk, der med styrke og tapperhed kunne indtage en hæderfuld plads blandt verdens nationer.
Regeringens dårlige behandling og dens baggrund
I det kejserlige hof havde Waliullah-familien lige siden kejser Alamgir Aurangzebs tid en anerkendt særstilling, selv om hverken talrige bønner og indtrængende anmodninger eller udsigten til en enorm pension nogensinde kunne bringe dem i kontakt med hoffet. Kejser Alamgirs anmodning til Waliullahs far, Shah Abd al-Rahim, om at medvirke til udarbejdelsen af det verdensberømte værk om islamisk retslære, Fatwa-ye Alamgiri (note: Han afslog, fordi han nærede stærk modvilje mod offentligt arbejde. Han bistod dog på mange måder det pågældende råd udefra), kejser Muhammad Shahs overladelse af en stor regeringsbygning til Waliullah (må Allah have barmhjertighed med ham) til hans undervisningsinstitution, fordi der ikke var plads til eleverne på den gamle Rahimiyya-madrasa, samt Amir al-Umara Najibuddaulas invitation til Ghazi Ahmad Shah Abdali med det formål at bekæmpe marathaerne, skete alt sammen efter Waliullahs ønske og er klare beviser herpå. På denne måde betragtede mange sunnitiske ministre, amirer og umaraer samt deres sønner Waliullahs (må Allah have barmhjertighed med ham) familie med stor respekt. Men efter at kejser Humayun én gang havde hentet militær hjælp fra Iran for at bekæmpe Sher Shah, voksede shiaernes indflydelse i mogulernes statsapparat støt. Som følge af denne langsigtede indflydelse blev en stor shia-gruppe også dominerende blandt ministre, embedsmænd, amirer og umaraer i hæren og statsapparatet. Da Amir al-Umara Najibuddaula døde i 1770 under kejser Shah Alams regeringstid, blev hans søn, den englænderfjendtlige Zabta Khan, udnævnt til Amir al-Umara. Men da englændernes marionet, Najaf Ali Khan, gennem Sujauddaulas bestræbelser overtog posten i stedet for Zabta (1773–1781), blev Shah Abd al-Aziz og dermed Waliullah-familien udsat for ubeskrivelig forfølgelse. De shiamuslimske embedsmænd brød sig nemlig slet ikke om deres religiøse bevægelse.
Det var heller ikke mærkeligt, at en så snedig nation som englænderne, efter at have lagt mærke til de vidtrækkende følger af den udbredelse af Waliullahs revolutionære filosofi og det organisationsarbejde blandt folket, som Shah Abd al-Aziz gennemførte fra Delhi, havde fået deres marionet Najaf Ali Khan til at handle på denne måde. I en senere fase vidnede englændernes fremstilling af deres islamiske bevægelse offentligt som en wahhabitisk bevægelse, udført gennem en bestemt gruppe propagandister, om det samme. Under alle omstændigheder er det et sørgeligt og mærkværdigt sammentræf, at de personer, som hen imod slutningen af mogulstyret hjalp englænderne med at etablere deres herredømme på subkontinentet, idet de besad vigtige regionale og centrale poster i mogulernes statsapparat, alle var shiamuslimer. Det gjaldt for eksempel Mir Jafar i Bengalen, Mir Sadiq, den tapre Tipu Sultans premierminister i Mysore, Nawab Sujauddaula i Lucknow og Najaf Ali Khan, den sidste shiamuslimske Amir al-Umara i Delhi (Ulama-e Hind ka Shandar Mazi, s. 78).
Konfronteret med bølleoptøjer
Hazrat Shah Abd al-Aziz (må Allah have barmhjertighed med ham) siger: »Mens vi boede i Delhi, måtte jeg selv udholde uudsigelige lidelser og plager fra (engelske sykofanter og shiamuslimer). Bøller, løsgængere og forbrydere blev sluppet løs på os. De anbragte ta’ziyaer på taget af vores hus. Under den hellige ramadan, mens tarawih-bønnen blev holdt, blev en beruset og umoralsk kvinde pludselig ført ind i moskéen, hvor hun dansede rundt, mens hun reciterede Hafiz Shirazis digte. Bøllerne stod udenfor og slog på trommer, mens de råbte uanstændige ord og frembragte modbydelige lyde. Hvis man havde givet disse bøller et passende svar, kunne det have skadet den egentlige bevægelse.« (Note: Malfuzat, s. 54)
Konfiskation af ejendom
»Da bøllemetoderne ikke førte til noget resultat, blev Hazrat Shah Abd al-Azizs (må Allah have barmhjertighed med ham) ejendom konfiskeret. Senere blev denne ordre dog ophævet efter indgriben fra andre indflydelsesrige personer. (Note: Manaqib-e Faridi)
Landforvisning
Så snart den ene sag mod ham var afsluttet, blev en ny sag rejst. Efter at sagen om konfiskationen af hans ejendom var blevet trukket tilbage, blev der udstedt en ordre om, at han skulle forlade landet sammen med hele sin familie. Denne gang hjalp ingen indflydelse. Shah Abd al-Aziz (må Allah have barmhjertighed med ham) forlod til fods Delhi sammen med sine brødre, andre familiemedlemmer og tilhængere og drog til Shahedrah. Derfra sørgede Hazrat Shah Fakhruddin (må Allah have barmhjertighed med ham), som havde fået konfiskationsordren ophævet, for transport til dem.« (Note: Ulama-e Hind ka Shandar Mazi).
Sammensværgelsen om at tage livet af ham
Det var ikke det hele. De sammensvorne forsøgte endda to gange at dræbe Shah Abd al-Aziz (rahimahullah) ved at forgifte ham. Men ved Allahs nåde blev deres sammensværgelse tilintetgjort. Den havde dog en skadelig virkning på hans krop. Det fortælles, at han en gang fik en hudsygdom, efter at man havde smurt øgleekskrementer på hans krop. Som følge af disse lidelser og overgreb mistede han synet, fik forhøjet blodtryk og blev ramt af mange forskellige sygdomme, herunder hudsygdommen. (Note: Anwār-e Salāsa.)
Baggrunden for revolutionen i 1857
Det er beklageligt, men sandt, at de fleste af vores historikere helt frem til den historiske revolution mod den engelske magt i 1857 og senere Pakistans og Indiens opnåelse af uafhængighed har udvist en sådan tilbageholdenhed med at give de lærdes rolle den behørige betydning; på samme måde har de udvist den samme snæversynethed, når det gælder den ene afgørende indflydelse, som de lærde havde på skabelsen af baggrunden for revolutionen i 1857. Det fremgår tydeligt af de faktiske begivenheder og af mange pålidelige urdu- og persiske historieskrivninger, at den ild imod englænderne, som blev tændt i de besejrede og modløse muslimers hjerter på det indiske subkontinent, først og fremmest skyldtes en modig og revolutionær fatwa. Den, der udstedte denne fatwa, var det daværende, af alle anerkendte, store åndelige overhoved og den største alim på det indiske subkontinent, Shah Abd al-Aziz Dehlawi (rahimahullah). Først efter offentliggørelsen af denne fatwa fandt det rådvilde muslimske folk vejen til modstand. Fatwaen inspirerede mennesker fra alle samfundslag til frihedsbevægelsen. Historien fortæller, at da Suja ud-Daulah (Ayodhya) og Shah Alam blev besejret i slagene ved Patna og Buxar i 1765, ville det ikke have været særlig vanskeligt for englænderne straks at erobre Delhi. Men de snedige englændere anvendte deres købmandskløgt og ventede nogle år for ikke straks at skabe misforståelser blandt folket; derefter erobrede de Delhi i 1803. Også her benyttede de sig imidlertid af list. I stedet for først at afsætte kejseren og fratage ham den kejserlige krone lod de ham, ligesom Englands konge, forblive som et af parlamentet anerkendt, men magtesløst overhoved. Fra da af overgik al magt til East India Company. Det kan forklares således: Folket tilhører Allah, landet tilhører kejseren, og kommandoen tilhører Company Bahadur.
Situationen var yderst prekær. På den ene side anerkendte de Allah og Hans grænseløse suverænitet, men overtog selv den religiøse myndighed, mens de på den anden side lovede at bevare mogulkejserens rige og Timurid-dynastiets ære. Den statslige administration, som hidtil havde været overdraget til hinduistiske og muslimske vesirer samt amirer og umaraer, blev fra da af lagt i East India Companys hænder. De lovede ikke blot at bevare deres religion og kultur; afgørelser i muslimernes sociale og religiøse spørgsmål blev også overladt til muslimske qazier, og afgørelser i hinduernes spørgsmål til hinduistiske panditter. På denne måde gav de inderne den såkaldte »kulturelle autonomi«. Almindelige mennesker er altid uopmærksomme, og selv samfundets intellektuelle kunne på det tidspunkt ikke gennemskue denne forskel eller denne sammensværgelse. De tænkte: Når vores religiøse og kulturelle rettigheder bevares, og kejseren heller ikke afsættes, hvad er der så at gøre indsigelse imod?
Det indviklede spørgsmål
Skulle denne indviklede situation kaldes »frihed« eller »slaveri«? Fra et islamisk synspunkt blev det et indviklet spørgsmål, om Indien i denne situation fortsat skulle betegnes som »dār al-islām« som tidligere, eller om det skulle kaldes »dār al-harb« (i islamisk terminologi kaldes det land dār al-harb, hvor man fører jihad mod en anti-islamisk regering, eller hvorfra man må udvandre i overensstemmelse med de religiøse forskrifter), eller om Indien under disse forhold skulle kaldes »dār al-amān«, hvor muslimernes liv og ejendom er sikre, og hvor de har religionsfrihed, selv om regeringen er ikke-muslimsk? Ud fra dette synspunkt ville det også være ulovligt at kæmpe mod den etablerede regering dér.
I begyndelsen af det nittende århundrede blev dette emne et indviklet spørgsmål for datidens politiske tænkere og de fremtrædende ulamaer i Indien.
Det var et spørgsmål, hvor der var rigelig plads til meningsforskelle, og for en snu nation som englænderne var der rig mulighed for at udnytte denne uenighed til at vildlede folket. Det gjorde de naturligvis også, og det lykkedes dem. Det var imidlertid ikke let at gøre nogen medarbejder i den islamiske bevægelse, der var uddannet på Shah Waliullahs (rh) læreanstalt, til offer for et sådant bedrag. Derfor åbnede Hazrat Shah Abdul Aziz Dehlavi (rh) i 1803, ved at offentliggøre den førnævnte fatwa, en ny dør for den islamiske bevægelse. (Se fatwaen på side ……….)
I 1857
Almindelige muslimer følte sig hjælpeløse over for englændernes magt og prestige. De havde ikke den nødvendige kapacitet til under disse omstændigheder at træffe en fjendtlig handlingsplan eller beslutning over for den engelske magt. Som følge af denne fatwa fandt de en vej til at vælge deres handlingspolitik.
Jihad med pennen
Shah Abdul Aziz (rh) begrænsede sig ikke, i bestræbelserne på muslimsk genopvækkelse i subkontinentet, til at udstede revolutionære fatwaer mod englænderne, give undervisning, holde taler og organisere folket; han greb også til pennens våben for varigt at indprente budskabet om Waliullahs (rh) islamiske renæssance i menneskers dybeste tanker. Hans vigtigste skrevne værker er: (1) Tafsir-e Azizi, (2) Tuhfa-ye Ithna Ashariyya (dette værk, skrevet som tilbagevisning af shiaernes fejlagtige lære, har de endnu ikke kunnet besvare), (3) Bustan al-Muhaddithin, (4) Aziz al-Iqtibas, (5) Siyar ash-Shahadatayn, (6) Fatawa-ye Azizi, (7) Fath al-Aziz (en kommenterende bog til Waliullahs (rh) Fath ar-Rahman). Desuden skrev han adskillige pjecer og hashiyaer, blandt andet “Hawashi bar Sharh-e Aqaid” og Ijaz al-Balagha.
Indflydelsen af Abdul Aziz (rh)-bevægelsen i andre muslimske stater
Indflydelsen af Shah Abdul Aziz’ (rh) undervisning nåede gennem Hijaz også uden for Indien. I Istanbul blev hans lære studeret under Sheikh Khaled Kurdî. Han havde modtaget undervisning hos Maulana Ghulam Ali, en af den kurdiske islamiske revolutions fremtrædende mujahider. Han var blevet inspireret af Shah Abdul Aziz’ (rh) lære gennem Shah Ismail Shaheed. Desuden var Maulana Ghulam Ali også en af Shah Sahibs fremtrædende disciple. De lærde i Istanbul skrev til Shah Abdul Aziz (rh) og inviterede ham til at komme dertil: “Kom til Istanbul; de veluddannede her er rede til at arbejde under Deres ledelse.” Shah Abdul Aziz fandt det ikke passende at rejse til udlandet. Det, at han i stedet for at rejse udenlands uddannede Sayyid Ahmad Barelvi, Shah Ismail Shaheed, Maulana Abdul Hayy og andre i islam, resulterede i et så stort arbejde for islam i subkontinentet på et senere tidspunkt, at værdien af det er mange gange større. Hans bidrag er allerede blevet behandlet udførligt i det tidligere afsnit med titlen “Waliullahs arbejdsgruppe”.
Død
Den store mand Shah Abdul Aziz Dehlavi (rah) forlod denne dødelige verden i 1828 e.Kr., svarende til 1139 hijri, og lod muslimerne på subkontinentet flyde i sorgens hav. Før sin død skænkede han sit eget bibliotek til Maulana Shah Muhammad Ishaq. Ligesom andre af familiens ældre blev han begravet på Delhis berømte kirkegård Lehendi. Derefter varetog hans brødre efter tur forstanderens ansvar på den nævnte madrasa. Madrasaen blev ødelagt under revolutionen i 1857. Ikke desto mindre er området stadig kendt som Madrasa-kvarteret. I “Tabaqat-e Naseriya” og “Fawaid-ul-Fawaid” nævnes det, at der på den tid i Delhi for statens regning også blev drevet flere madrasaer, blandt andre Madrasa-e-Muawiya, ‘Madrasa-e-Naseriya’ og ‘Madrasa-e-Firoziya’.
Abdul Aziz (rah) –s liv – nogle begivenheder
Han var ikke blot en dygtig alim inden for islamiske studier; han havde også betydelig beherskelse af arabisk litteratur og poesi. Et eksempel på det brev, han skrev til sin onkel i arabisk poesi, hvor han med et hjerte tungt af sorg beskrev sikhernes og marathaernes overgreb og forfølgelser, er følgende:
“Må Allah på vores vegne
tage hævn over sikherne og marathaerne.
Give dem en yderst frygtelig straf”.
“Sikherne og marathaerne har dræbt utallige menneskebørn,
de torturerer uskyldige mennesker”–[Maktubat]
Desuden er mange dybsindige og poetiske digte, som han skrev på arabisk, blevet fundet. Engang skrev han et vers til lovprisning af Delhi, hovedstaden i det muslimsk regerede Indien.
Regelfasthed
Han holdt to faste ugentlige foredrag for den islamiske bevægelses medarbejdere, og trods alderdom og fysisk sygdom holdt han sine værdifulde taler for dem til tiden. Han plejede at sige til tilhørerne: »I to skal holde mig og sætte mig ned, og når jeg begynder foredraget, skal I give slip på mig.« Det blev bemærket, at han i begyndelsen ikke kunne rejse kroppen på grund af svaghed, men senere holdt foredrag helt naturligt. Mange ikke-muslimer blev også tiltrukket af hans foredrag. Hans kritik var så høflig, at ingen kunne føle sig såret over hans ord. – [Hayat-e Wali]
Åndsnærværelse
Engang var nogle lærde på vej til Delhi i en hestevogn. Kusken var af brahminsk kaste. Han stillede de lærde et spørgsmål: »Hør, ærede herrer, vil I svare på et spørgsmål fra mig? Sig mig, er Allah hindu eller muslim?« De svarede hver især på spørgsmålet på forskellige måder, men intet svar behagede kusken. Til sidst lovede de ham, at de ville tage til Delhi, få svaret fra Shah Sahib og give ham det. Da de nåede Delhi, gik kusken selv til Shah Sahib og stillede ham spørgsmålet. De lærde bad ham også om at besvare det. Shah Abdul Aziz Dehlavi (må Allah forbarme sig over ham) sagde til kusken: »Lyt opmærksomt til det, jeg siger. Sagen er den, at hvis Allah var hindu, ville ingen kunne slagte en ko. Er du enig i det?« Kusken blev straks målløs og antog frivilligt islam.
-(Shah Abdul Aziz og hans lære).
Religiøs debat med en præst
Engang kom en præst til Delhi for at føre en religiøs debat. Betingelsen var, at den, der tabte debatten, skulle betale to tusind taka til modparten. Den lokale administrator sagde, at hvis Shah Sahib tabte, ville han betale pengene. Præsten sagde: »Det spørgsmål, jeg stiller, skal besvares gennem logik – ikke ved citater fra religiøse skrifter.« Efter at dette var blevet fastslået, spurgte præsten: »Er jeres profet Habibullah, det vil sige Allahs ven?« »Ja, han er bestemt Allahs ven,« svarede Shah Sahib. Præsten sagde: »Jeres profet bad ikke Allah om hjælp, da imam Husayn blev dræbt. Men venner holder jo deres kæreste højere end alt andet. Hvis han havde bedt, ville Allah bestemt have hørt ham.«
Shah Sahib svarede: »Ja, han var jo på vej for at indgive en klage. Men i det øjeblik kom der en usynlig røst, som sagde: ’Dit barnebarn er blevet uretmæssigt dræbt af folk fra nationen – derfor er du på vej for at indgive en klage, men netop nu kommer jeg til at tænke på, at “min søn” Isak blev korsfæstet og dræbt.«
Præsten blev gjort fuldstændig tavs af dette knusende svar og måtte betale sine to tusind taka. Der findes talrige andre hændelser af denne art i Shah Abdul Aziz Dehlavis (må Allah være ham nådig) liv, og de vidner om hans umådelige, gudgivne åndsfriskhed.
— Slut —