Indledning

Shaykh al-Islam, imam Taqiyuddin Ahmad ibn Taymiyyah, måtte Allah forbarme sig over ham, var en skikkelse, der skabte en epoke. Mere end tusind år efter Profetens hijra rensede han gennem langvarig indsats, kamp og hengivelse den klare strøm fra profetskabets kilde for det snavs og affald, der var blevet blandet i den. Berømmelsen om hans lærdom nåede fra Kairouan i det fjerne Maghreb til Canton i Kina mod øst. Virkningen af hans reformarbejde oversvømmede også disse områder.

I det syvende og ottende århundrede efter hijra var Ibn Taymiyyah navnet på en uafbrudt kamp. Han kæmpede mod shirk og bid‘ah. Han kæmpede mod uretfærdighed og usandhed, mod undertrykkelse og forfølgelse. Selv de mægtigste herskeres hjerter rystede ved hans frygtløse og kraftfulde stemme. På onde menneskers råd kastede den overvældende kongemagt ham bag jernporte. Selv i fængslet fortsatte han med at skrive i et yderst hastigt tempo. Fængselsmurene kunne ikke hindre ham i at give den rene sandhed udtryk. Hans modstandere ønskede at brænde ham til aske i hadets ild. Denne gang beordrede kongen, at alle hans bøger, notesbøger, penne, blæk og blækhus skulle tages fra ham, men han gav ikke op. Han samlede iturevne papirstykker og fortsatte med at skrive på dem med kul. Således blev denne sandhedens frygtløse soldat ved med at kæmpe mod usandheden indtil sin død.

Hans syvogtres år lange liv var en beretning om løgnens og falskhedens, uretfærdighedens og usandhedens skammelige nederlag. Ibn Taymiyyahs skarpe pen skriver stadig fortællingen om løgnens og falskhedens nederlag. Koranen og sunnah er islams to grundlæggende kilder til sand viden. Imam Ibn Taymiyyah knyttede på ny alle grene af den islamiske viden til disse to grundkilder. Til dette formål anvendte han alle sine lærdomsmæssige evner og hele sin intellektuelle begavelse. På denne vej tog han ikke det mindste hensyn til nogen mægtig herskers eller almægtig modstanders truende blik. Hans frygtløse kamp og stræben for sandheden vil tilføre dette ummah livskraft helt frem til opstandelsens dag.

En tænker som Ibn Taymiyyah fødes kun én gang i tusind år, og selv efter tusind år dør hans betydning ikke. Der findes næsten ingen udførlig drøftelse på bengali af denne store tænkers kampfyldte liv. Jeg har derfor her blot samlet mine tidligere offentliggjorte artikler om denne store tænkers liv og virke under titlen »Historien uudslettelig i soldatens kamp«. Imamens tajdid-arbejde fortjener en endnu mere detaljeret behandling. Men af frygt for at gøre bogen for omfangsrig har jeg afstået fra at gå videre i den retning. Alligevel tegnes der her i store træk et billede af imamens liv og hans reformarbejde. Selv hvis læserne kun får en smule gavn af det, mener jeg, at mit arbejde vil være umagen værd.

Jeg vil dog appellere til læserne om, at de ved vurderingen af en islamisk reformators liv og virke fuldt ud lægger vægt på det helhedsorienterede islamiske perspektiv. De bør ikke betragte dette som blot en teoretisk og faktuel gennemgang, men forsøge at identificere sig med imamens arbejde. På denne måde bliver det lettere at drage nytte af denne drøftelse.

Abdul Mannan Talib
180 Shantibag, Dhaka.

Baggrund: Den muslimske verden ødelagt af den tatariske invasion

Tatarernes rædsel blandt muslimerne

I første halvdel af det syvende århundrede efter hijra var ordet »tatar« et symbol på frygt og rædsel for muslimerne. Efter det ene nederlag efter det andet i tatarernes hænder var muslimerne kommet til at tro, at tatarerne var uovervindelige. Der fandtes et arabisk ordsprog: »Iza kila laka innat-tatara inhizamu fala tusaddiqhu« – hvis man siger til dig, at tatarerne er blevet besejret, så tro ikke på det.

Dette slag, som tatarerne påførte muslimerne, var i virkeligheden fastsat for dem af Allah. I flere hundrede år havde de forsømt deres pligt over for religionen. De jagtede blindt nydelse, luksus og verdslig begær. Splittelse, uenighed og indbyrdes strid havde ødelagt sammenholdet i deres religion og ummah, og navnlig var de begyndt at gå i den stik modsatte retning af den opgave, der var blevet pålagt dem: at etablere retfærdighed i verden og udrydde uretfærdighed. Hvad andet kunne man da forvente end en sådan alvorlig straf fra Allah?

Denne straf over muslimerne begyndte i år 616 efter hijra. Den fortsatte uafbrudt i næsten fyrre år. Det var, som om de blev knust til støv under en damptromle.

I år 616 efter hijra angreb Djengis Khan for første gang grænsen til den islamiske stat under sultan Alauddin Khwarazm Shah. Den første by, der blev ramt, var den historiske by Bukhara. Bukhara blev forvandlet til ruiner. Ikke én eneste indbygger kunne flygte derfra med livet i behold. Alle husene blev brændt ned til aske. Derefter blev byen Samarkand lagt i aske. Alle dens indbyggere blev dræbt. Så led store og små byer den samme skæbne. Byerne Hamadan, Qazvin, Rayy, Zanjan, Merv, Nishapur og andre blev den ene efter den anden forvandlet til ruinhobe.

På dette tidspunkt var Khwarazm Shah den eneste stærke hersker i den islamiske verdens østlige områder. Da han havde mistet evnen til at gøre modstand, kunne de øvrige mindre herskere ikke holde stand på slagmarken, ikke engang et kort øjeblik. Alligevel fortsatte hans søn Jalaluddin Khwarazm Shah efter Alauddin Khwarazm Shah med at kæmpe mod tatarerne. Men også hans situation nåede til sidst et yderpunkt. Efter det ene nederlag efter det andet i kampene forlod hæren og hans venner ham. Tatarerne fulgte efter ham som en skygge. Til sidst døde han af frygt for tatarerne på en ukendt ø sammen med blot nogle få trofaste ledsagere.

Tatarernes rædsel havde bredt sig blandt muslimerne i en sådan grad, at en muslim, når han så en tatar, følte, som om Azrail var kommet efter ham. Ofte kunne én tatar gå ind i en gyde og alene dræbe hundrede muslimer. Ingen af dem turde sige så meget som et ord imod tatareren. Engang trængte en tatarisk kvinde forklædt som en mand ind i et hus og begyndte at dræbe alle den ene efter den anden. Det så ud, som om alle hidtil blot havde gjort sig klar til at strække halsen frem og tage imod døden. Pludselig gik det op for én af dem: »Jamen, det er jo en tatarisk pige!« Med ét slag af sit sværd gjorde han det af med hende.

Endnu en hændelse fra en anden by: En tatar trængte ind i et hus og pågreb en muslim. Han havde ikke noget sværd med sig, så han hentede en sten, der lå i huset. Han pressede muslimens hoved mod stenen og beordrede ham: »Jeg går nu straks til markedet for at hente et sværd og dræbe dig. Du skal blive liggende præcis sådan. Pas på, at du ikke bevæger dig det mindste.« Dermed gik tatareren til markedet. Men den halvdøde muslim, der var lammet af rædsel for tatareren, tænkte ikke engang på at flygte. Han blev liggende med hovedet mod stenen på nøjagtig samme måde. Efter et stykke tid kom tatareren tilbage fra markedet med et våben og skar uden bekymring halsen over på muslimen.

Denne utrolige tatarfrygt blandt muslimerne var en levende realitet på den tid. Nutidens muslimer vil naturligvis blive forbavsede, når de hører om det. Men ikke blot nutidens muslimer – selv dengang, efter at tatarernes rædsel var aftaget, tænkte muslimerne med forbløffelse: Hvad var der dog sket med dem? Hvorfor var de blevet levende døde? Sandheden er, at når frygten for Allah forsvinder fra muslimernes hjerter, begynder de at frygte alt i verden. Men når de er fyldt af frygt for Allah, lærer de, selv som almindelige mujahider fra et lille og underudviklet land som Afghanistan, at foragte selv en supermagt i den moderne verden som Rusland.

Tatarerne – et symbol på ødelæggelse

Tatarerne nøjedes ikke med at dræbe muslimer og plyndre deres ejendele; de ødelagde også moskéer, madrasaer og biblioteker. De var barbariske stammer fra Centralasien. De havde intet forhold til uddannelse, civilisation eller kultur. Derfor hengav de sig til et bestialsk vanvid, hvor de ødelagde muslimernes civilisation og kultur. I hele islams historie havde muslimerne aldrig før været udsat for en så vanærende situation. Da muslimske historikere fra denne tid beskrev fortællingen om tatarernes undertrykkelse, grusomheder og ødelæggelser, rystede deres penne. Historikeren Ibn al-Athir skrev:
Der findes ingen parallel til en sådan katastrofe i verdenshistorien. Denne begivenhed vedrører alle mennesker, men den vedrører muslimerne i særdeleshed. Hvis nogen hævder, at der fra Adam, fred være med ham, og frem til i dag ikke har fundet en sådan begivenhed sted i verden, så fremsætter han ikke nogen falsk påstand. —– Denne barbari viste ingen nåde over for nogen. De dræbte kvinder, børn, mænd og gamle. De kløvede gravide kvinders maver med sværd og sønderhuggede endda de underudviklede spædbørn, der kom ud af deres maver.
Den tatariske fitna var på det tidspunkt ikke blot blevet en årsag til frygt for muslimerne, men for mennesker over hele verden. Da Europas indbyggere hørte om tatarernes undertrykkelse og forfølgelse af muslimerne i Asien, skælvede også de af rædsel. Tatarernes barbariske felttog begyndte med Djengis Khan og fortsatte med stormens hastighed i fyrre år, helt frem til hans oldebarn Kublai Khan.

Bagdad, de dødes by

Det er altid hjemmets egne fjender, der har bragt islam og muslimerne til fordærv. De er naturligvis i alle lande kendt som folkets fjender. Men den ødelæggelse, de påfører islam og muslimerne, kan ikke sammenlignes med noget andet. For der findes ingen magt i verden, som kan besejre muslimerne. Det er kun, når deres enhed og sammenhold ødelægges på grund af indre stridigheder og konflikter, at en ydre fjende bliver i stand til at overvinde muslimerne. Og disse hjemmets fjender puster til ilden af muslimernes indre splid.
Disse fjender er af tre slags. Den ene gruppe er islams fjender. Den anden gruppe er muslimernes fjender. Og den tredje gruppe er landets fjender. Selv om de er af tre slags, har de et forbløffende tæt fællesskab. Man kan ikke sige, at de, der er islams fjender, er overstrømmende kærlige over for muslimerne og landet. Islam er centrum for deres angreb. De angriber islam vilkårligt og med alle deres kræfter. Men undertiden retter de også spredte angreb mod de to andre. Det samme gælder forholdet mellem muslimernes og landets fjender. Digteren Allama Iqbal, islams filosofiske fortolker, hentydede også i et af sine digte til disse tre slags hjemlige fjender. Han sagde: „Jafar fra Bengalen, Sadiq fra Dekkan / en skændsel for religionen, en skændsel for ummaen, en skændsel for fædrelandet.“ Bengalerens forræder Mir Jafar og Mir Sadiq fra Dekkan er altså en skamplet på islamisk religion, den islamiske umma og deres fædreland. Det vil sige, at disse hjemmets fjender altid er af tre slags. De er islams fjender, den muslimske ummas fjender og fjender af muslimernes fædreland. Hvordan kan en person, der bor i muslimernes land og blandt den muslimske umma, være lidenskabeligt hengiven til den muslimske umma og muslimernes fædreland, samtidig med at han nærer et ekstremt fjendskab mod islam? Det er på ingen måde forståeligt. I virkeligheden har den muslimske umma og muslimernes fædreland ingen særskilt eksistens eller betydning, hvis islam tages bort.
I islams historie er disse hjemlige fjender aldrig forsvundet. De er dukket op i stadig nye skikkelser. Det sker stadig. Det var disse, der dengang i Bagdad forårsagede en omfattende ødelæggelse. Begivenheden fandt sted i år 656 efter hijra.
Forræderne i Bagdad, islams, den muslimske ummas og den daværende islamiske verdens centrum, blev ledet af Bagdads shiamuslimske premierminister Ibn al-Alqami og tatarernes muslimske rådgiver Nasir al-Din al-Tusi. Disse forrædere udspandt et stort komplot for at ødelægge Bagdad. De troede, at de barbariske tatarer ville angribe Bagdad, dræbe og plyndre og derefter forsvinde, hvorefter de selv ville blive Bagdads eneherskere. Desuden var islams overlegenhed en torn i øjet på dem. Under muslimsk forklædning var de i virkeligheden hyklere. Derfor var ydmygelsen af islam, muslimerne og de muslimske befolkninger tilstrækkelig til at køle deres hjerter.
De barbariske tatariske hære var på det tidspunkt uovervindelige. De ødelagde muslimske bebyggelser og byer den ene efter den anden og spredte rædsel i hele den islamiske verden. På dette tidspunkt rykkede tatarerne mod Bagdad på foranledning af Ibn al-Alqami og Nasir al-Din al-Tusi. Hulagu Khan, Djengis Khans barnebarn, ankom med sin vældige hær til Bagdads udkant.
Premierminister Ibn al-Alqami rådede imidlertid kaliffen al-Musta’sim billah til at slutte fred med Hulagu. Han forsikrede ham om, at Hulagu ville drage bort, hvis han fik en stor mængde guld og gaver. Efter al-Alqamis råd gjorde kaliffen sig klar til at tage til H ulagus lejr for at afslutte fredsbetingelserne med ham. Kaliffens bærestol nåede frem til H ulagus lejr. Derefter blev alle byens ledende personer bragt til tatarernes lejr, efter at man havde presset kaliffen til at underskrive som vidne på fredsaftalen. Så snart de ankom, blev de alle dræbt foran kaliffen. På denne måde blev den ene magtfulde og ansete person efter den anden lokket til tatarernes lejr under påskud af at indhente kaliffens underskrift og derefter brutalt dræbt. Men tatarerne var bange for at dræbe kaliffen, fordi de troede på overtro. De havde hørt, at en enorm ødelæggelse straks ville indtræffe, hvis kaliffens blod faldt på jorden. Derfor tøvede de. Så gav Nasir al-Din dem et råd, som ville få kaliffen til at dø, uden at en eneste dråbe af hans blod faldt på jorden. Efter Nasir al-Dins råd rullede og bandt de kaliffen ind i en stor madras. Derefter gjorde de det af med ham ved at sparke ham og kaste ham mod jorden.
Det, der var skrevet i Bagdads skæbne, skete derefter. Drab og plyndring fortsatte i fyrre dage. Efter fyrre dage syntes Bagdad, samtidens største by, drømmenes by, centrum for viden og lærdom og et hjemsted for civilisation og kultur, at være blevet en spøgelsesby. Byen blev øde og stille. På veje og stræder, i basarer og på markedspladser så man kun enkelte mennesker hist og her.
Når man gik gennem gaderne, så man med mellemrum dynger af lig. Det virkede, som om der var små bjerge af lig. Så kom der regn. Ligene svulmede op. De begyndte at rådne. En stank bredte sig over hele byen. De, der overlevede, blev ramt af epidemier. Stanken bredte sig fra Bagdad helt til Syriens grænse. Ifølge historikerne blev omkring 1,8 millioner mennesker dræbt i Bagdad på dette tidspunkt. Da Hulagu trængte ind i Bagdad, beordrede han de kristne til offentligt at drikke vin og spise svinekød. Det var ramadan. Alligevel blev muslimerne tvunget til at drikke vin. Der blev hældt vin ind i moskéerne. Kaldet til bøn blev forbudt. Bagdad var centrum for den daværende islamiske verden. For første gang siden byens bebyggelse begyndte, var Bagdad kommet i de vantros hænder. En dyb fortvivlelse bredte sig over hele den islamiske verden. Overalt hvor fortællingen om Bagdads ødelæggelse nåede frem, begyndte muslimerne at sørge. Men de kunne ikke gøre noget. Forræderne var aktive, ikke blot i Bagdad, men i alle lande i den islamiske verden. Så længe disse forrædere ikke blev udryddet, var der intet håb om, at den islamiske verden kunne befries fra sin krise.

Tatarerne er ikke uovervindelige

Efter Bagdad erobrede tatarerne Syrien. Syriens veje og stier flød af muslimers blod. Dynger af lig hobede sig op i byerne og landsbyerne. Overalt var situationen den samme: fra Tasjkent til Bukhara, fra Bukhara til Bagdad og fra Bagdad til Damaskus. Ingen steder havde muslimerne et sted, hvor de kunne søge ly. Derefter var det Egyptens tur. Egypterne forstod tydeligt, at deres dage var talte. Allahs vrede nærmede sig dem.

Men egypterne skabte til sidst en overraskelse. De besluttede at rykke frem og møde tatarerne. I året 658 efter hijra drog Egyptens sultan al-Malik al-Muzaffar Saif ad-Din Qutuz frem med sin hær, idet han satte sin lid til Allah. Efter at have krydset Egyptens grænse standsede de tatarerne ved et sted i Syrien, der hedder Ain Jalut. Tatarernes hidtidige rekord blev brudt. De led nederlag. Det første nederlag. Et skammeligt nederlag. På den anden side blev muslimernes mod tusind gange større. Troen og frygten for, at tatarerne var uovervindelige, forsvandt fra deres hjerter. De blev overordentligt modige. De forfulgte tatarerne langt ind i Syriens egne. Tatarernes lig lå spredt langs veje og stier. De døde for muslimernes hænder som ræve og hunde. Et stort antal tatarer blev også taget til fange.

Tatarerne blev ganske vist besejret endnu flere gange af egypterne. Men når man tænker på, hvordan tatarernes sejrstog var rykket frem med stormens fart i alle retninger, hvor stor en hindring havde egypternes modstand så egentlig været i stand til at skabe? Desuden var tatarerne dengang angriberne, mens muslimerne førte en forsvarskrig. Under disse forhold havde angriberne naturligvis en bedre position; det kan der ikke være tvivl om. Hele den islamiske verden var som følge af tatarernes stormende angreb og barbariske overgreb nået til randen af undergang. Det virkede, som om muslimernes levetid snart var forbi. Måske havde Allah besluttet at lade denne nation få straffen for sine synder allerede i denne verden.

Men nej: De sande tilhængere af Allahs sande Din var stadig til stede i stort tal i verden. Som helhed havde muslimerne på det tidspunkt ikke varetaget ansvaret for Allahs Din. Derfor var Allahs vredesild faldet over dem som folk. Men som folk havde de ikke forladt Allahs Din, og en del af dem fortsatte stadig med at varetage Dinens ansvar. Tatarernes rædselsvækkende angreb tilskyndede desuden muslimerne til på ny at tænke over deres egne handlinger og til at leve som oprigtige muslimer og lydige tjenere for Allah. Derfor gav Allah den muslimske umma endnu en mulighed for at overleve på jorden. Ellers har ingen nation indtil da, efter at have været udsat for en sådan ødelæggelse, kunnet rejse sig igen.

En nation, der én gang havde skabt en ny civilisation og markeret og grundfæstet sin overlegenhed på jorden, fik med tidens gang en dag sit navn og sine spor udslettet. Den fik ikke en ny mulighed for endnu en gang at træde frem i samme skikkelse og opnå en position som den fremmeste i verden. Civilisationerne hos grækerne, romerne og egypterne står foran os. Også den ariske civilisations udbredelse og omfang på dette subkontinent var historisk betydningsfuldt. Men efter én gang at være blevet ødelagt har de kun fundet tilflugt på fortidens sider. Deres religion, moral og skikke er alle i dag forældede. Selv om Israels børn efter tusinder af år igen i dag har slået sig ned med en ny stat ved Middelhavets kyst, findes der ikke det mindste spor af Musa, alayhis-salam, og hans Din i deres nuværende samfund og civilisation. Som blinde tilhængere af det vestlige samfund og den vestlige civilisation udfører de i virkeligheden blot rollen som en del af den vestlige civilisations skuespil. Det samme gælder det moderne Indien.

Men islam er den livsordning, Allah har udvalgt. De elementer til samfund og civilisation, som denne livsordning vil levere indtil Dommedag, vil bringe succes og anerkendelse for muslimerne, når som helst de griber fast i den, uanset hvor i verden de befinder sig. De vil kunne leve i verden som den bedste nation, med værdighed. Nutidens muslimer i verden er et bevis på dette. Det er netop fordi muslimerne har forladt islam og forsøgt at tilegne sig vestlig socialitet og vestlige værdier, at de i dag er ydmygede overalt i verden. Og dog er verdens største rigdomme i deres besiddelse. Vestlig tankegang og vestlige værdier har ødelagt deres enhed og sat dem op imod hinanden.

Men lad os lade muslimernes moderne krise ligge og vende tilbage til det syvende århundrede efter hijra. Dengang var det tilbagevenden til islam, der reddede muslimerne. Dette er et bevis på islams uudtømmelige livskraft. Så snart en livløs og næsten uddød nation tager den til sig, vågner en flodbølge af liv i dens bryst. Dens fremmarch fortsætter, indtil den har opnået overlegenhed og værdighedens plads i verden.

Tatarerne i islams skygge

Det er en forbløffende historie, hvordan muslimerne igen rejste sig efter næsten et halvt århundrede med forfølgelse og undertrykkelse fra tatarernes side. De, som havde forsøgt at udrydde muslimerne med hud og hår, kom selv til at stå i muslimernes rækker. De, som havde svoret at udslette islam fra jordens overflade, tog med bøjet hoved islams budskab til sig. Uden betingelser accepterede de islam som deres eneste livsordning. Tatarerne fra Centralasien, som var halvciviliserede og barbariske, bøjede til sidst hovedet for islams overlegenhed. De antog islam.

Tatarernes ødelæggelse af den islamiske verden i det syvende århundrede efter hijra var ikke nær så forbløffende som deres antagelse af islam. For der er ikke noget særligt forbløffende i, at den indre elendighed i det muslimske samfund og den islamiske verden på den tid skulle sikre sejren for en energisk og udholdende nation som tatarerne. Men at komme for at ydmyge og ødelægge islam og så selv blive besejret af islam er virkelig den mest forbløffende begivenhed i historien. Historikeren T. W. Arnold skrev, da han beskrev denne forbløffende begivenhed i sit berømte værk The Preaching of Islam:

»Men islam rejste sig igen fra asken af sin tidligere pragt. De barbariske mongoler, som havde udsat muslimerne for alle former for overgreb, blev omvendt til islam af muslimske missionærer og prædikanter. Dette var yderst vanskeligt for muslimerne. For missionærer fra de to andre religioner havde forsøgt at omvende tatarerne til deres religion. På dette tidspunkt syntes det næsten umuligt for islam at konfrontere kristendommen og buddhismen, få mongolerne til at vende sig bort fra disse to religioner og gøre dem til islams tilhængere. For det var muslimerne, der var blevet hårdest besejret af mongolerne. De store byer, som havde været centre for islamisk videnskab, og hvor muslimske lærde og videnskabsmænd havde deres hjem, var blevet forvandlet til ruinhobe af de tatarisk-mongolske våben. Muslimske lærde og faqih’er var blevet gjort til tjenere eller slaver. Mongol-khanerne var tolerante over for alle religioner undtagen islam. Over for islam nærede de en grænseløs had og fjendskab. — Trods mongolernes sådanne brutale holdning til islam antog de til sidst den religion, der tilhørte det folk, de havde trampet under deres fødder. (Dette blev muligt takket være en gruppe lærdes, fromme ældstes og retskafne muslimske købmænds inderlige indsats. Den største positive rolle i denne sag blev dog spillet af højtuddannede muslimske kvinder, som tatarerne havde plyndret og anbragt i deres haremmer. Disse smukke, veluddannede, kultiverede og troende kvinder gjorde, mens de sad i kvindekamrene, deres mænds indre verden frugtbar for islam og troen.)«

Tatarernes uforandrede ansigt: Ibn Taymiyyas indsats

På forskellige steder arbejdede muslimske hemmelige institutioner for at udbrede islam blandt tatarerne. Derfor ophørte tatarernes overgang til islam aldrig helt. Dens tempo var dog undertiden hurtigt og undertiden langsomt. Tatarernes første angreb på muslimerne fandt sted i år 616 efter hijra. Det blev ledet af tatarernes høvding, Djengis Khan, personligt. Den første tatariske kejser antog islam i år 656 efter hijra. På blot 40 år begyndte tatarerne at tage deres fjenders religion til sig.
Men tatarerne blev ikke forvandlet fra top til tå straks efter, at de havde antaget islam. De glemte ikke al fjendskab mod muslimerne og omfavnede dem ikke straks som venner og brødre. Der forekom naturligvis undtagelser forskellige steder. Den første tatariske kejser, der antog islam, var for eksempel Berke Khan, og efter sin islamantagelse lovede han ikke længere at angribe muslimerne. Men sådan var ikke alle de tatariske kejsere. En revolutionerende forandring begyndte ikke straks i dem, blot fordi de antog islam. Irans og Iraks hersker, Ghazan, antog for eksempel islam i år 694 efter hijra. Selv efter sin islamantagelse fortsatte hans fjendtlighed og felttog mod muslimerne. I år 699 efter hijra forberedte han sig på at angribe Syrien. Deres levevis var faktisk sådan, at det på ingen måde var naturligt at forvente en større forandring i deres liv og karakter blot fire eller fem år efter, at de havde antaget islam. Derfor var det muligt for Ghazan at forberede et angreb på Syrien.

Ibn Taymiyya står ansigt til ansigt med den tatariske kejser Ghazan

Da nyheden om tatarernes angreb nåede Syrien, bredte der sig stor frygt i Syriens forskellige byer. Muslimerne kendte til ødelæggelserne fra tatarernes angreb. Derfor begyndte folk fra de omkringliggende byer at søge mod hovedstaden Damaskus. Også blandt Damaskus’ muslimer bredte frygten sig. Men på det tidspunkt var en sådan modig mujahid for Allah til stede dér, hvis trosstyrke gav muslimerne mod i deres døde hjerter. Det var tidens største lærde og mujaddid, imam Ibn Taymiyya, rahmatullah alayhi.
Der kom besked om, at Egyptens konge var på vej med sin store hær for at hjælpe muslimerne i Damaskus. Det var, som om byen atter fik liv. Muslimerne begyndte med fornyet energi at gøre sig klar til kampen. Den 27. Rabi al-Awwal i år 699 efter hijra kom det til sammenstød mellem Ghazan og Egyptens sultan. Trods store anstrengelser og kamp med umådeligt mod kunne muslimerne ikke redde situationen. Muslimerne blev besejret. Egyptens sultan begav sig med den besejrede hær mod Kairo.
Damaskus’ indbyggere befandt sig i en alvorlig krise. Nu ville de tatariske styrker træde ind i byen som sejrherrer. Og kun Allah ved, i hvilket mørke indbyggernes fremtid derefter ville forsvinde. Når de tænkte på den tatariske rædsel, begyndte selv de største lærde og fremtrædende personer at forlade byen. Shafi‘i- og Maliki-qadierne samt andre kendte lærde, embedsmænd, store købmænd og endog byens guvernør forlod byen og drog mod Egypten. Blandt embedsmændene var det kun fæstningens vogter, der ikke forlod byen. En del af befolkningen forlod også byen. Samtidig var priserne på varer steget usædvanligt meget. Som om faren ikke var nok, blev Damaskus’ indbyggere ramt af endnu en ulykke. Fangerne brød ud af fængslerne. Dag og nat hærgede de hele byen med plyndringer.
Imens nærmede tidspunktet sig, hvor G​​hazans hær ville trænge ind i Damaskus. Befolkningen var fanget mellem to onder og blev fortvivlet og rådvild. Under disse omstændigheder satte imam Ibn Taymiyya sig sammen med byens fremtrædende mænd og traf en hurtig beslutning. De besluttede, at en delegation af byens indbyggere under imam Ibn Taymiyyas ledelse skulle møde op ved Ghazans hof og bringe et dekret om fred og sikkerhed for byens indbyggere. Den tredje dag i måneden Rabi al-Thani stod islams udsending, imam Ibn Taymiyya, sammen med sit følge foran den mægtige tatariske kejser Ghazan. Imamen citerede Koranen og hadith om retfærdighed, rimelighed og retfærdige principper foran Ghazan. Hans stemme blev gradvist højere og mere myndig. Mens han fremsagde vers og hadither, gik han nærmere og nærmere Ghazan. Til sidst var der ikke engang en håndsbredde mellem ham og Ghazan. Det mest forbløffende var imidlertid, at den mægtige Ghazan på ingen måde udtrykte irritation eller vrede over dette. Tværtimod lyttede han koncentreret til hvert eneste ord. Det virkede, som om imamen havde gjort et stærkt indtryk på ham. Han spurgte folkene: »Hvem er denne lærde? Jeg har aldrig før set en sådan mand. Jeg har aldrig mødt nogen, der var modigere og mere beslutsom end ham. Ingen har nogensinde kunnet påvirke mig på denne måde.«
Folkene fortalte ham om imam Ibn Taymiyya og orienterede ham om imamens lærdom, viden og handlinger.
Imam Ibn Taymiyya sagde til Ghazan: »Du hævder, at du er muslim. Jeg har fået at vide, at du også har qadier, shaykher og muezziner hos dig. På trods af alt dette har du angrebet muslimerne. Selv om dine fædre og bedstefædre var vantro, tøvede de med at gøre den slags. De holdt deres løfter, men du har brudt dit løfte. Du har ikke holdt det, du sagde. Du har gjort Allahs tjenere uret.«
Overdommeren Abu al-Abbas var sammen med imamen. Han har skrevet: »Der blev sat mad frem foran Taymiyya og hans ledsagere ved Ghazans forsamling. Alle begyndte at spise, men Ibn Taymiyya trak hånden til sig. Da man spurgte ham, hvorfor han ikke spiste, svarede han med fast stemme: Denne mad er ikke halal. Den er tilberedt af kød fra får og geder, som er blevet plyndret fra fattige muslimer. Og maden er blevet tilberedt med træ, som med tvang er blevet hentet fra de undertryktes træer.« Ghazan bad ham om at bede en bøn. Han begyndte at bede: »O Allah! Du ved bedst, om Ghazans hensigt med denne krig er at ophøje Dit ord og føre jihad på Allahs vej. Hvis det er hans hensigt, så hjælp ham. Men hvis hans hensigt blot er at opnå verdsligt herredømme og tilfredsstille begær og grådighed, så må Du selv tage dig af ham.« Det mest forunderlige var, at imamen bad, mens Ghazan hele tiden sagde: »Amin.«
Qadi Abu al-Abbas har desuden skrevet: »Da imamen holdt sin tale, blev vi skrækslagne og begyndte at samle vores klæder op, for hvem vidste, hvornår bødlens sværd ville svinge over imamen, så vores tøj blev farvet af hans blod.« Qadien skrev: »Da vi var på vej tilbage fra Ghazans hof, sagde vi til imamen: Vi vil ikke følge Dem. De var jo ved at få os alle dræbt. Imamen svarede: Jeg vil heller ikke følge jer. Derfor forlod vi ham alle. Imamen drog videre alene. Da pigerne hørte, at imamen var alene, kom de ud af husene. Mange fremtrædende mænd sluttede sig til ham. Han vendte tilbage til byen som en konge med tre eller fire hundrede tilhængere. Vi vendte hjem efter på vejen at have mistet alt til en flok røvere.«
Imam Ibn Taymiyya vendte tilbage fra Ghazans hof med stor værdighed. Han fik skrevet et sikkerhedsdekret til byens indbyggere. Han befriede de muslimer, som tatarerne havde taget til fange. Han havde hørt mange beretninger om tatarernes barbariske handlinger og havde også selv set meget med egne øjne. Men intet af dette kunne bringe ham ud af fatning. Han følte ikke den mindste frygt ved at tale ansigt til ansigt med den tatariske kejser eller bevæge sig frit blandt de tatariske soldater. Han plejede at sige: »Kun den, hvis hjerte er sygt, kan frygte andre end Allah.«

Tatarernes løftebrud og overgreb

Selv om imamen havde skaffet et sikkerhedsbrev, følte byens indbyggere sig ikke trygge. Det, de havde frygtet, blev i virkeligheden også til virkelighed. Efter få dage forsvandt freden fra byfolkets hjerter. Tatarerne var ganske vist ikke trængt ind i byen, men de blev liggende i lejr uden for den. Uden for bymuren fortsatte de uhæmmede plyndringer og drab i byens forstæder. Det var blevet en indgroet vane hos tatarernes ledere gennem mange år, som om deres sejr ikke kunne fuldendes uden drab og plyndring. Hele området uden for byen lignede nærmest en slagmark. Bevæbnede tatariske soldater trængte i grupper ind i landsbyerne. De gik ind i muslimernes huse, bandt husfaderen på hænder og fødder og slog ham ubarmhjertigt for at få ham til at udlevere de skjulte værdier. De greb fat i små drenge og piger og kastede dem til jorden. Pigernes øredøvende skrig og bønner blandede sig med alt andet, og det forekom Damaskus’ muslimer, at freden for altid havde forladt dem.
På grund af tatarernes belejring, overgreb og undertrykkelse var forsyningen af dagligvarer fra de omkringliggende områder blevet standset. Derfor var priserne på varerne på markedet nærmest gået i brand. Selv om man lagde penge på disken, kunne man ikke få noget. Som følge af fødevaremanglen begyndte folk også at dø af sult. Oven i dette fremsatte tatarerne endnu et usædvanligt krav over for byens indbyggere. Alle heste og våben i byen skulle afleveres til dem. Alle kontanter og andre penge, som byens indbyggere havde skjult, skulle hentes frem fra deres hemmelige gemmesteder og overgives til dem.
De udnævnte en tyrkiskfødt, nyomvendt tatar ved navn Saif al-Din Kubjuq til byens nye guvernør og sendte ham ind i byen. Kubjuq fortsatte med at lægge det ene pres efter det andet på byens indbyggere. Imens var tatarernes herredømme over byen blevet fuldstændig etableret. Kun fæstningen Arzawash stod stadig selvstændigt med hovedet højt. Fæstningens kommandant var på ingen måde rede til at underkaste sig. Historikeren Ibn Anisr har skrevet: Det var imam Ibn Taymiyyas befaling, der havde givet fæstningens kommandant mod i hjertet. Imamen havde skrevet til ham, at han ikke måtte nedlægge våbnene, så længe blot én sten i fæstningen stadig var uskadt. Han måtte under ingen omstændigheder åbne fæstningens port for tatarerne. Fæstningens kommandant fulgte denne befaling lige til det sidste øjeblik. Derfor lykkedes det ikke tatarerne at erobre fæstningen.
Tatarernes overgreb og undertrykkelse fortsatte uafbrudt. De tog tusindvis af muslimske mænd og kvinder til fange og gjorde dem til mandlige og kvindelige slaver. Alene i kvarteret Salihiyya dræbte de fire hundrede muslimer og arresterede næsten fire tusind, som de gjorde til slaver og slavinder; blandt dem var også mange fra fornemme slægter. De plyndrede mange store biblioteker og solgte bøger for millioner af mønter til en ren symbolsk pris.
Da Ibn Taymiyya så denne situation, besluttede han endnu en gang at mødes med Qazan. Den 25. dag i måneden Rabi al-Thani tog han af sted med sine ledsagere for at mødes med sultan Qazan. Men efter at have ventet i to dage fik han ikke lov til at mødes med sultanen. Imens spredte nyheden sig i Damaskus om, at tatarerne nu ønskede at trænge ind i byen. Indtil da havde de tatariske soldater slået telte op uden for bymuren. Nu ville de trænge ind i byen, og da byens indbyggere hørte dette, blev de grebet af frygt. Hidtil havde de siddet foran tigeren og set på jagten som tilskuere; nu så det ud, som om den ville springe over byttet. Der opstod larm og uro i byen. Folk ønskede at forlade byen og komme ud. Men hvor skulle de tage hen? Tatarerne havde belejret byen fra alle sider. Tatarerne begyndte at forberede erobringen af fæstningen. De gravede en voldgrav rundt om den. De opstillede mangoneller for at kaste sten mod fæstningsmuren og få den til at revne. Folk holdt op med at gå ud af deres huse, for så snart tatarerne så nogen på vejene, greb de ham, tog ham med sig og tvang ham til slavearbejde. De tvang dem til at grave voldgrave. Ibn Kathir skriver i sit værk al-Bidaya wa-l-Nihaya: Veje og stræder blev fuldstændig øde. Kun en eller to personer kunne man af og til se på vejene. Antallet af bedende i den store moské faldt drastisk. Ved fredagsbønnen i den store Umaywi-moské (den centrale stormoské) blev der højst fyldt én række, og måske stod der yderligere to eller fire personer bagved. Den, der af yderste nødvendighed måtte gå ud, tog også tatarernes klæder på. Han ordnede hurtigt sit ærinde og vendte straks hjem. Alligevel forblev en uro hele tiden i hans sind: Hvem ved, måske kan jeg ikke vende hjem igen. Men til sidst angreb tatarerne ikke fæstningen. Qazan drog med sin hær mod Irak. I Syrien efterlod han sin stedfortræder og tres tusind tatariske soldater under dennes kommando. På vejen sagde han: »Jeg efterlader min stedfortræder og min hær. Næste vinter kommer jeg tilbage. På det tidspunkt vil vi også erobre Egypten sammen med Syrien.«
Efter Qazans afrejse begyndte den anden tatariske amir, Bulay Khan, at plyndre omkring Damaskus. Derfor blev de tæt befolkede områder på få dage lagt øde. Mange muslimske drenge og piger blev gjort til slaver og slavinder. Han opkrævede også store summer fra Damaskus. Da situationen nåede et kritisk punkt, mødte imam Ibn Taymiyya op i Bulay Khans militærlejr. Han drøftede frigivelsen af fangerne med ham. Han vendte tilbage med et stort antal frigivne fanger. Blandt dem, der blev løsladt, var ikke kun muslimer, men også mange ikke-muslimer. En dag blev det på vegne af kommandanten for Damaskus’ fæstning bekendtgjort, at den egyptiske hær var på vej mod Damaskus for at hjælpe Syrien. Dagen efter forlod Bulay Khan byen med sin hær. Ikke én eneste tatar var længere at se i byen. På dette tidspunkt havde Damaskus ingen ansvarlig guvernør eller hersker. Tatarernes angreb havde flere steder ødelagt bymuren. Kommandanten for Arzawash-fæstningen beordrede byens indbyggere at holde vagt ved muren om natten i stedet for at sove. Sammen med folket tilbragte Ibn Taymiyya nat efter nat med at bevogte den ødelagte mur.
Selv om en stor del af tatarerne var blevet muslimer inden år 700 efter hijra, var deres krige mod muslimerne ikke ophørt. Det var heller ikke naturligt, at de skulle være ophørt. For efter syv hundrede år fra islams fremkomst var det muslimske samfund nået til en tilstand, hvor islams grundprincipper og de højeste egenskaber i den muslimske karakter var blevet så omfattende forvansket, at det på ingen måde var let for et nyomvendt muslimsk samfund at føle tiltrækning til dem. Derfor anså de sig selv for bedre end muslimerne. De mente, at muslimernes nuværende herskere ikke havde nogen ret til at udøve herskermagt over muslimerne. Tværtimod tilkom herredømmet over hele det muslimske område alene tatarerne. Dette var et bevis på tatarernes religiøse og trosmæssige ufuldstændighed og umodenhed.
Deres kortvarige styre i Syrien åbenbarede også denne religiøse ufuldstændighed og umodenhed. På dette tidspunkt var den nyomvendte tatar Saif al-Din Kubjuq hersker i Damaskus. Han gav fri licens til handel med alkohol i byen. Dette var den største kilde til statens indtægter. Udbredelsen af alkohol i byen voksede voldsomt. Talrige nye værtshuse blev åbnet. Byens ikke-muslimske indbyggere spillede en ledende rolle i dette arbejde.

Ibn Taymiyya i kampen mod gudløshed og fitna

Efter at tatarerne havde forladt byen, følte muslimerne ikke længere noget behov for at lade disse kilder til synd bestå. Samtidig hørtes også nyheden om, at den egyptiske hær var på vej for at hjælpe Damaskus. Under disse omstændigheder voksede muslimernes mod yderligere. De rykkede frem og angreb vinbutikkerne. Imam Ibn Taymiyya ledede dette fremstød. Med en stor skare af sine elever og velvillige tilhængere drog han rundt i hele byen. Så snart han så en vinbutik, trængte han ind i den med sine folk. Alle vinkrukker, kander, lerkar, bægre og tønder smadrede han og kastede udenfor. Al vinen i butikken hældte han ud i rendestenen. De berusede og bølleagtige personer, der opholdt sig i butikkerne, forklarede han islams påbud, fik dem til at angre og straffede dem om nødvendigt også. Imams fremstød skabte stor liv og begejstring i hele byen.

I tatarernes fravær forsøgte Syriens indbyggere at udrydde endnu en fitna. Denne fitna fandtes i grænseområderne. Der var nogle stammer i grænseområderne, som var stærkt fjendtlige over for islam og muslimerne. De var hovedsageligt kristne samt tilhængere af shiaernes batinier, ismailitter, drusere, nusayrier og andre vildfarne sekter. Da tatarerne trængte ind i Syrien i 699 efter hijra, samarbejdede disse vildfarne stammer fuldt ud med dem og formåede at skade muslimerne så meget som muligt. Da den muslimske hær, der var blevet besejret af tatarerne, flygtede over grænsen, forfulgte de de besejrede og modløse muslimske soldater, dræbte mange af dem, tog deres våben og beslaglagde deres heste. Tidligere havde de aldrig underkastet sig den muslimske hær. De havde heller ikke været villige til at antage Allahs sande religion, sådan som den er beskrevet i Koranen og Sunnaen, eller til at leve et islamisk liv.

Efter at Syrien var blevet befriet for fjender, var der ikke længere nogen fare fra den indre side. Under disse omstændigheder mente Imam Ibn Taymiyya, at disse vildfarne grænsestammer, som var islams og muslimernes evige fjender, burde undertvinges og undervises i religionen. På dette tidspunkt fandtes der i praksis ingen statslig administration i Damaskus. Derfor kunne Imam Ibn Taymiyya og hans folk udføre forskellige handlinger efter eget skøn. De hørte, at den egyptiske sultans stedfortræder, Jamaluddin Aqoush, var på vej mod grænseområdets bjerge med et antal soldater. Imamen fandt det ikke rigtigt at lade denne mulighed gå tabt. Med en stor hær af krigeriske indbyggere og frivillige fra Hawran-området sluttede han sig til Jamaluddin. Da de vildfarne stammer hørte, at den egyptiske sultans stedfortræder var ankommet, begyndte de flokkevis at møde frem hos Ibn Taymiyya. Imamen fik dem til at angre og underviste dem i den sande islam. Det gav stor gavn. De lovede at tilbagelevere alt, hvad de tidligere havde frataget de muslimske soldater. På Bayt al-mals vegne blev der pålagt dem et stort pengebeløb, og de påtog sig ansvaret for at betale det.

Den samtidige situation: Ilm og praksis

Imam Taqiuddin Ibn Taymiyya berigede den islamiske verden i det syvende og ottende århundrede efter hijra med en enestående livskraft. Han blev født i år 661 efter hijra og døde i år 728. Hans største bedrift i løbet af sine 67 leveår var at skabe en vellykket og epokegørende revolution i den døende muslimske ummas tænkning og handlinger. I hans levetid ændrede tatarernes angreb karakter, men de blev ikke mindre kraftfulde. Angrebenes ødelæggende virkning fortsatte i samme tempo. Den eneste forskel var, at tatarerne på dette tidspunkt var blevet muslimer.

Han blev født blot fem år efter Bagdads ødelæggelse og tre år efter tatarernes indtog i Damaskus. Derfor kan man naturligt sige, at han, straks efter at hans forstand og erkendelse var begyndt at udvikle sig, så undertrykte familier, der på alle sider var blevet ødelagt af tatarernes angreb. Synet af de lidende og fortvivlede muslimer påvirkede hans følsomme sind dybt. Som syvårig så han med egne øjne rædslerne ved tatarernes angreb. Tatarerne angreb hans egen by Harran. Ligesom utallige andre familier i byen drog hans familie også mod Damaskus for at undslippe tatarerne. På begge sider af vejen så han ødelæggelserne efter tatarernes angreb: mennesker, træer og dyr, der var brændt af ilden. Bebyggelserne var fortæret af flammer. Ingen steder fandtes der arbejdsføre mennesker, kun invalider. Også markerne var ødelagt. Kort sagt var det et gruopvækkende eksempel på ødelæggelse. Hans enestående hukommelse bevarede disse billeder fra barndommen i erindringens inderste kammer. Derfor tøvede han senere ikke det mindste med at protestere mod tatarernes tyranni. Da han stod ansigt til ansigt med den mægtige tatariske sultan Qazan, blev han ikke det mindste rystet, da han fortalte om hans og hans soldaters overgreb. Selv greb han, når det var nødvendigt, sværdet og kastede sig mod de tyranniske tatarer.

Den omfattende uorden og svaghed, som tatarernes angreb havde frembragt i det ydre muslimske samfund, var særdeles alvorlig. Det er blevet tydeligt i den foregående gennemgang. Nu må vi se på, hvordan tilstanden var i det indre muslimske samfund.

Ilm al-kalams elendige tilstand

Ilm al-kalam opstod for at imødegå den græske filosofi. Dets mål var at fjerne den forvirring og svækkelse, som studiet af den græske filosofi havde skabt i muslimernes tro og aqida, og gøre dem friske og stærke igen. Men lidt efter lidt trængte filosofiens væsen og metode ind i ilm al-kalam, og det blev til religiøs filosofi. Dets indhold, drøftelser og måde at anvende argumenter på svarede alle til filosofiens. Dertil kom alle mulige irrelevante drøftelser, hvis løsning lå uden for menneskets intellektuelle rækkevidde. Man forsøgte ved hjælp af fornuften at bevise Allahs væsen, Hans egenskaber og mange andre forhold, som fornuften ikke kan begribe. I stedet for at være tilfreds med profeternes og sendebudenes forklaringer anvendte man sin egen svage og begrænsede intellektuelle formåen på at forklare dem. Dette forsøg gjorde i stedet for at tydeliggøre forholdene blot tingene endnu mere komplicerede. Koranen har beskrevet Allahs væsen og egenskaber i et så enkelt og klart sprog, at det på ingen måde er vanskeligt for et almindeligt menneske at forstå dem. Denne fremstillingsmåde er lettere for enhver tidsalder og ethvert miljø. Mennesker med enhver grad af intellektuel formåen kan gennem Koranens fremstillingsmåde let forstå dens egentlige budskab.

Men under filosofiens indflydelse havde ilm al-kalam gjort dette enkle emne vanskeligt. Det havde gjort det klare kompliceret. Det havde søgt at fjerne tvivl, men havde kun øget den. Derfor havde en stor del af den muslimske umma aldrig set positivt på ilm al-kalams bestræbelser. Den havde fortsat med at modsætte sig dem. Der var derfor behov for en korrekt og klar forklaring af Koranen og Sunnaen for at ændre denne tilstand. En forklaring, som kunne forstås af mennesker fra alle samfundslag, både almindelige mennesker og intellektuelle, og som kunne påvirke dem alle. Samtidig med at hans iman på Koranen og Sunnaen var urokkelig som et bjerg, måtte hans forklaring og argumentation om Koranen, Sunnaen samt Allahs væsen og egenskaber være hjertegribende og fuldstændig. Den skulle allerede ved første møde kunne vinde tilhørernes og læsernes hjerter.

De kristnes frækhed

På den anden side havde kristendommen også indledt et nyt felttog mod islam. De kristne begyndte at føre en kampagne for at bevise deres religions overlegenhed og sandhed samt sprede falske anklager mod islam. Deres dristighed over for muslimerne og islam blev styrket af deres gentagne korstog samt af det store antal kristne af europæisk oprindelse, der boede i Syrien, Palæstina og på Cypern. For at tage en teoretisk kamp op med muslimerne skrev de bøger, hvori de angreb Muhammads profetskab for at hævde deres egen religions overlegenhed.
Der var også behov for en stærk lærd og en rationel forfatter til at besvare de kristnes antiislamiske propaganda, frækhed og falske anklager. Han måtte have omfattende studier og stor lærdom om kristendommen og andre religioner. Han måtte besidde så klart et kendskab til sammenligningen mellem religionerne og historien og udviklingen i forvanskningen af de himmelske skrifter, at han kunne bevise islams overlegenhed og sandhed og fremlægge islams budskab for tilhængere af andre religioner. I den tid, hvor Imam Ibn Taymiyyah blev født, stod muslimerne over for utallige ydre og indre kriser over hele verden. Det var ikke let for et folk at holde fast ved sandheden i seks hundrede eller seks hundrede og halvtreds år. Derfor anses selv en periode på hundrede år for meget lang. Efter seks hundrede og halvtreds år var alle de årsager, som tidligere havde ført til profeters og sendebuds fremkomst blandt tidligere folk, blevet til stede blandt muslimerne. Men profetskabsrækken var blevet afsluttet. Under disse forhold påtager fornyere som Ibn Taymiyyah sig ansvaret for at genoplive religionen.

Den batiniske fitna

I anden halvdel af det syvende hijri-århundrede blev batinernes aktiviteter omfattende blandt muslimerne. Denne fitna opstod under den græske filosofis beskyttelse i det fjerde hijri-århundrede. I det femte århundrede bekæmpede Imam al-Ghazali – måtte Allah være ham nådig – den med alle sine kræfter. Men det lykkedes ham ikke at udrydde fitnaen. Inden for halvandet århundrede begyndte fitnaen igen at skade den islamiske umma med en voldsom og frygtindgydende kraft. Batinernes religiøse overbevisninger og lære rummede en skadelig blanding af trosforestillinger fra Irans ildtilbedere, Platons tankegang og en frygtelig politisk egoisme. Deres forskellige grene, såsom ismailitterne, hashashinerne, druzerne og nusayrierne, var altid aktive mod muslimerne. De har altid hjulpet enhver ydre fjende, der angreb muslimerne og muslimske stater. Ja, ofte var det netop deres aktiviteter og sammensværgelser, der gav de ydre fjender mod til at angribe muslimerne.
Under de europæiske kristnes korstog i Syrien og Palæstina hjalp de korsfarerne. Efter korsfarernes erobring af Syrien gav de netop batinerne plads som deres trofaste håndlangere og venner. De gengældte også deres hjælp på statsligt niveau. Senere, under de krigeriske sultaners generobring af Syrien og også under de ayyubidiske sultaners regeringstid, var de bestandigt involveret i sammensværgelser og oprør. Da tatarerne angreb Syrien i det ottende århundrede, hjalp de åbent tatarerne. Som følge heraf blev muslimerne udsat for frygtelige tab.
Ved en gennemgang af islams historie ser man, at batinerne altid har beskæftiget sig med at skabe religiøst kaos og uorden blandt muslimerne, svække muslimernes tillid til islam, gøre muslimernes sind oprørske mod islam og udbrede antiislamiske trosforestillinger blandt dem. De har altid spioneret for at overgive muslimernes religiøse fæstning til fjenden.
I det femte hijri-århundrede havde Imam al-Ghazali – måtte Allah være ham nådig – bekæmpet denne fitna teoretisk. Da man nåede det ottende århundrede, var en rent teoretisk bekæmpelse ikke længere tilstrækkelig; det var nødvendigt også i praksis at udrydde og tilintetgøre den, så den islamiske umma for altid kunne befries fra dens greb.

Udbredelsen af vildledt tasawwuf og shirk

I denne tid bredte endnu en fitna sig blandt tasawwuf-tilhængerne. Gennem forskellige historiske perioder var muslimerne kommet i berøring med forskellige folks tankegang og praksis, og samtidig havde de fjernet sig fra den oprindelige islamiske tankegang og praksis. Derfor trængte græsk, ishrāqīsk, vedantisk og buddhistisk mahānirvāṇistisk filosofi ind blandt muslimerne. Som følge af flere århundreders forkyndelse og udbredelse trængte disse ideer subtilt ind på forskellige områder af den islamiske aqida. Det var på ingen måde let at identificere disse ikke-islamiske trosforestillinger og filtrere dem ud. Nyplatonisme, yogalære, advaita, panteisme, fastlæggelsen af grænsen mellem åbenlys og skjult viden, hemmelig overførsel af viden fra ét menneskes bryst til et andet, forestillingen om, at en fuldkommen pir og murshid samt en majdhub, der er besat af kærlighed til Allah, ikke behøver at overholde shariaens formaliteter, og forskellige polyteistiske tanker og trosforestillinger var trængt ind blandt en stor del af ahl al-tasawwuf. En strømning af ren islamisk tasawwuf havde fortsat eksisteret siden sahabaernes og tabi’inernes praksis. Men da man nåede det ottende hijri-århundrede, var der blandet så meget snavs ind i dens rene praksis, at en stor gruppe af de lærde endog begyndte at anse det for en ære at drikke det vand, som dette snavs var blevet vasket i. Der er derfor ingen tvivl om, at en stor del af den muslimske befolkning gennem deres efterfølgelse også var blevet indviklet i denne vildfarelse.
Desuden havde langvarig omgang med ikke-muslimer, ajami-indflydelse og de lærdes forsømmelighed medført, at mange former for polyteistiske trosforestillinger og praksisser bredte sig blandt den muslimske befolkning. Den rene tawhid var på forskellige områder ved at blive dækket til. Muslimerne var begyndt at overdrive med hensyn til Allahs wali’er og Hans fromme tjenere på samme måde som ikke-muslimerne. Ikke blot almindelige muslimer, men også mange lærde tøvede ikke det mindste med at appellere til Allahs afdøde fromme tjenere, søge tilflugt ved deres gravmæler for at få deres hjertes ønsker opfyldt og bede til dem. Muslimer deltog i ikke-muslimers fester og religiøse ceremonier, tog del i dem og afholdt selv mange af deres skikke.
For at føre jihad mod al denne polyteistiske jahiliyya og med fuld kraft kalde muslimerne til ren tawhid var der behov for en lærd mujahid, en mand af kamp, som havde et klart kendskab til forskellen mellem tawhid og shirk, som var fuldt fortrolig med jahiliyyaens former, og som ikke ville bruge et øjeblik på at genkende den, uanset hvilket ansigt eller hvilken dragt jahiliyya viste sig i. Han måtte have lært og taget den rene tawhid til sig ikke fra de lærdes bøger, de uvidende muslimers praksis eller tidens etablerede skikke og traditioner, men direkte fra Koranen og sunnaen samt fra sahabaernes og tabi’inernes praksis og livsførelse. Efter at have erkendt den korrekte aqida og praksis frygtede han hverken en herskers truende blik eller en enorm folkemængdes bjergstore modstand, når han skulle forkynde den.

De lærdes svaghed

Samtidig viste ummaens største svaghed på det tidspunkt, hvor imam Ibn Taymiyyah trådte frem, sig blandt de lærde. Blandt de lærde og på de religiøse undervisningsinstitutioner havde en form for sløvhed og stagnation slået rod. De anså det for haram at gøre noget, der gik ud over deres egen fiqh-metode, madhhab og deres egen imams fiqh-tænkning. I stedet for at bedømme fiqh i lyset af Koranen og hadith bedømte og analyserede de Koranen og hadith ud fra deres egen fiqh. Når der var uenighed om fiqh, forsøgte man i alle tilfælde at tilpasse Koranen og hadith til den pågældende fiqh, i stedet for at ophøje Koranen og hadith til dommer over uenigheden. (Selv om det tydeligt siges i Koranen:*******Arabisk******Det vil sige: Hvis I er uenige om noget, så henvis det til Allahs Bog og ???) I det islamiske samfund var der opstået mange nye problemer, som krævede ny ijtihad for at blive løst. Men de havde ikke deres opmærksomhed rettet mod dette. De betragtede sig selv som ude af stand til det. Der var behov for en lærd, som havde dyb indsigt i Koranen, hadith og fiqh samt evnen til ijtihad.

Vidensdyrkelse og begrænsninger inden for madhhab

Islam nøjedes ikke med blot at tillade og opmuntre til vidensdyrkelse; den gjorde tværtimod tilegnelsen af viden obligatorisk for muslimer. Selv midt i dynastiernes op- og nedgang, den politiske magts omvæltninger, store politiske revolutioner og krige ophørte muslimernes vidensdyrkelse aldrig. Selv under det omfattende anarki og de krige, der fandt sted i hele den islamiske verden fra slutningen af det retledte kalifat og indtil umayyadernes dynasti havde opnået stabilitet, helligede en gruppe mennesker sig stadig vidensdyrkelse. Indsamling af hadith, undervisning i hadith, drøftelser af fiqh, udarbejdelse af værker om hadith og fiqh, arabisk grammatik, sira, historie og andre videnskaber samt affattelse af bøger fortsatte på normal vis.

Da man nåede det syvende århundrede efter hijra, havde vidensdyrkelsen opnået et betydeligt omfang. Herskerne støttede altid tilegnelsen af viden. De ayyubidiske og mamlukkiske sultaner oprettede store jami‘aer og dar al-hadith-institutioner i Egypten og Syrien. Talrige studerende kom fra forskellige dele af den islamiske verden for at studere på disse undervisningssteder og universiteter. Sammen med disse institutioner blev der også oprettet store biblioteker. Disse biblioteker rummede et enormt antal værker inden for alle videnskaber og kundskabsområder. De lærde, både studerende og lærere, kunne i lige høj grad drage nytte af disse biblioteker. Nogle af dem var så store, at man mente, at bøger fra hele verden var samlet dér. Alene biblioteket ved Jami‘ Kameliyyah, som blev grundlagt af al-Kamil Muhammad al-Ayyubi i 621 efter hijra, rummede et hundrede tusind bøger.

I det syvende og ottende århundrede efter hijra trådte mange store og verdensberømte lærde frem. Allamah Taqi al-Din Abu ‘Amr Ibn al-Salah (577–634 efter hijra), Shaykh al-Islam ‘Izz al-Din ibn ‘Abd al-Salam (578–660 efter hijra), imam Muhyi al-Din al-Nawawi (631–676 efter hijra), Shaykh al-Islam Taqi al-Din ibn Daqiq al-‘Id (625–702 efter hijra), allamah ‘Ala al-Din al-Baji (631–712 efter hijra), allamah Jamal al-Din Abu al-Hajjaj al-Mizzi (654–742), hafiz ‘Ilm al-Din al-Barzali (665–739 efter hijra) og allamah Shams al-Din al-Dhahabi (673–748 efter hijra) samt andre verdensberømte lærde, faqih’er, hadithlærde, filosoffer og teologer gav denne periode dens særpræg. Periodens bedste værker blev skrevet af disse lærde og deres samtidige fremtrædende videnskabsmænd.

Blandt periodens mest populære værker var allamah Taqi al-Din Ibn al-Salahs Muqaddimah, Shaykh ‘Izz al-Din ibn ‘Abd al-Salams al-Qawa‘id al-Kubra, imam al-Nawawis al-Majmu‘ og Sharh Muslim, Ibn Daqiq al-‘Ids Kitab al-Imam og Ihkam al-Ahkam, kommentaren til ‘Umdat al-Ahkam, Abu al-Hajjaj al-Mizzis Tahdhib al-Kamal samt allamah al-Dhahabis Mizan al-I‘tidal og Tarikh al-Islam.

Om datidens viden kan man dog sige én ting helt klart: Vidensdyrkelsen havde stor bredde, men dens dybde var langt mindre. I stedet for dyb tænkning og forskning var tilbøjeligheden til at samle de tidligere generationers viden og forklare den større. De var ikke i stand til at træde uden for de fire mure i det stærke palads, som fiqh-madhhaberne allerede havde opført. De fire madhhabs blev tilsyneladende anerkendt som den fuldstændige sandhed, men i praksis betragtede tilhængeren af hver madhhab kun sin egen madhhab som ufejlbarlig sandhed. De tøvede med at indrømme, at en anden madhhab kunne indeholde ren sandhed. Højst mente de: Den ijtihad, som vores imam har udøvet, er fuldstændig sand og fejlfri, men der er mulighed for fejl i den.

Dette var madhhab-tilhængernes syn på deres egen og andres madhhabs. De mente, at deres egen madhhab var bedre end alle andre fiqh-madhhabs, og at den havde Allahs støtte bag sig. For at bevise deres egen madhhabs sandhed og overlegenhed anvendte de alle deres evner, kræfter, intellektuelle ressourcer og skrivefærdigheder. Hvilket syn madhhab-tilhængerne havde på deres egen madhhab, hvor højt de placerede den, og hvilke forestillinger de nærede om den, kan let udledes af en administrativ reform foretaget af sultan al-Malik al-Zahir Baybars. Efter de tidligere administrative bestemmelser var der i Egypten og Syrien kun blevet udnævnt en shafi‘itisk qadi al-qudat (øverste dommer). Sultan Baybars udnævnte i stedet også qadi al-qudat fra de tre andre madhhabs, hvilket gjorde de shafi‘itiske lærde voldsomt oprørte. De gav udtryk for deres utilfredshed. De ønskede at se Egypten underlagt udelukkende en shafi‘itisk qadi al-qudat. De mente, at den shafi‘itiske madhhab var den ældste i Egypten, og at imam al-Shafi‘is grav også fandtes på landets jord. Derfor mente de, at kun den shafi‘itiske madhhab med rette havde krav på dette land. Da regeringsmagten efter Baybars’ død blev overført fra hans slægt, beskrev de shafi‘itiske lærde derfor dette som Allahs straf for hans uretfærdighed og uretfærdige behandling af den shafi‘itiske madhhab.

Samtidig med denne overdrivelse inden for fiqh-madhhabs fortsatte også striden mellem teologerne. Her nåede striden mellem hanbalitterne og ash‘aritterne sit højdepunkt. Trods de mange uenigheder mellem tilhængerne af fiqh-madhhabs blev deres indbyrdes omgang og udveksling af viden ikke mindre. Tværtimod var der endda lærer-elev-forhold mellem mange af dem. Derfor var der mulighed for gensidig respekt. De debatterede med hinanden, men deres debatter var begrænset til at bevise deres egen madhhabs overlegenhed og sandhed. Striden mellem hanbalitterne og ash‘aritterne gik derimod helt til grænsen mellem vantro og islam. De satte alle kræfter ind på at forsøge at erklære hinanden for udelukket af islam. Når man begynder at debattere troslæren med den oppustede terminologi fra logik og teologi, er der ingen anden udvej end at nå grænsen mellem islam og vantro. Gradvist blev både herskerne og befolkningen inddraget i denne strid og begyndte at finde stor fornøjelse i den.

Tasawwufs tilstand var på den anden side endnu alvorligere. Mange ikke-islamiske tanker, strømninger og metoder trængte ind i den. Talrige professionelle, uvidende og bid‘ah-prægede sufier slog sig ned i denne bevægelse. Sammen med almindelige mennesker faldt også en stor del af den såkaldt uddannede klasse i hænderne på hykleriske og ikke-islamiske sufier. På denne måde blev muslimernes din og iman udsat for stor fare. En gruppe filosoffer overskred åbenbaringens og profetskabets lære og grænser og hengav sig til fri tænkning. Nogle forsøgte ligefrem at gøre religionen til et vedhæng til filosofien. Begge disse filosofgrupper var blinde tilhængere af Platon og Aristoteles. Under disse forhold trådte imam Ibn Taymiyyah frem med en strålende fakkel af iman, ilm og ‘amal i hånden.

Politiske og sociale forhold

I det ottende hijri-århundrede var det muslimske samfund plaget af så mange problemer både indadtil og udadtil, at der var behov for en stærk reformator, en mujaddid og en mand af jihad for at redde det fra dem. Allah den Ophøjede sendte imam Ibn Taymiyya, må Allahs barmhjertighed være med ham, med alle de nødvendige kvalifikationer til at lede dette forvirrede muslimske samfund, der var plaget af problemer, tilbage til den sande islams vej.

For at forstå Ibn Taymiyyas religiøse reformarbejde er det helt nødvendigt at gennemgå de politiske forhold i hans tid. I denne forbindelse er tatarernes invasioner og ødelæggelser allerede blevet beskrevet i nogen grad. Nu er det nødvendigt at få et vist kendskab til de politiske forhold i den del af den islamiske verden, hvor han blev født, og hvor hans virkefelt lå. Tretten år før Ibn Taymiyyas fødsel begyndte mamluksultanerne at herske over Egypten og Syrien. Disse mamluksultaner var tyrkiske slaver under al-Malik al-Salih Najm al-Din Ayyub (død 647 hijri), den sidste sultan af sultan Salah al-Din Ayyubis dynasti. Efter at sultan Najm al-Din Ayyub havde prøvet deres tapperhed og loyalitet, sørgede han for, at de kunne bosætte sig i Egypten. Efter al-Malik al-Salihs død i 647 hijri dræbte Turan Shah ham, besteg selv tronen og antog navnet al-Malik al-Mu’izz. I 657 hijri erobrede Sayf al-Din Qutuz, som havde været slave under Izz al-Din Aybak, tronen. Denne muslimske sultan var den første til at besejre tatarerne, der blev anset for uovervindelige. Året efter dræbte Rukn al-Din Baybars, sultan Najm al-Din Ayyubs anden slave, Sayf al-Din Qutuz og overtog tronen. Han antog titlen al-Malik al-Zahir. Baybars var en særdeles stærk sultan. Han kæmpede samtidig mod tatarerne og korsfarerne og besejrede dem begge. Han besejrede dem gang på gang. Sejren over den islamiske verdens to mægtige fjender styrkede samtidig hans autoritet blandt muslimerne.

Det var under hans regeringstid, at imam Ibn Taymiyya blev født i Syrien. Da imamen var femten år gammel, døde al-Malik al-Zahir Rukn al-Din Baybars. Imamen var da på vej fra ungdomsårene ind i manddommen. I barndommen havde han overalt set håbløshed og nederlagets skam; da han nåede ungdommen, begyndte håbløshedens skyer imidlertid at lette. Ligesom den store sultan Salah al-Din Ayyubi brød det håbløse samfunds stagnation, førte muslimerne ind i en omfattende jihad mod korsfarerne og skabte en ny bølge af liv i den islamiske verden, således pustede al-Malik al-Zahir Baybars endnu en gang liv i det stagnerede og udmattede samfund. Overalt blev der skabt en atmosfære af jihad mod tatarerne og korsfarerne. Historikeren Ibn Kathir skrev om sultanen: Baybars var en skarpsindig, ophøjet og modig konge med stærk og høj beslutsomhed. Han var aldrig uagtsom med hensyn til fjenderne. Han var altid optaget af krig mod dem. Han organiserede og samlede de splittede og uordnede muslimer. Sandelig, Allah den Ophøjede havde sendt ham i denne sene tid for at hjælpe og støtte islam og muslimerne og gøre dem stærke. Han var som en torn i øjnene på frankerne, tatarerne og afgudsdyrkerne. Han forbød alkohol. Han fordrev de ugudelige, lastefulde, banditterne og skurkene fra landet. Hvis han så nogen ulykke eller uorden noget sted i landet, kunne han ikke være rolig, før den var fjernet.

Al-Malik al-Zahir Baybars’ rige var meget omfattende. Dets grænse strakte sig i øst fra Eufratfloden og mod syd helt til Sudan. Egypten var rigets centrale område, og Kairo var hovedstad. Kairos betydning var på dette tidspunkt blevet endnu større, fordi de abbasidiske kaliffer, der var blevet fordrevet fra Bagdad, opholdt sig dér. Bagdad var stadig under tatarernes herredømme. Det forblev under ikke-muslimsk styre, indtil den tatariske konge i Bagdad tog islam. På den anden side havde de abbasidiske kaliffer, selv om de på det tidspunkt havde mistet deres statslige autoritet, stadig deres åndelige autoritet over muslimerne. Fra Kairo fortsatte de med at udøve denne åndelige autoritet over den islamiske verden.

Der er ingen tvivl om, at Baybars var en stor konge. Men trods tusindvis af egenskaber og gode gerninger var han en enevældig konge. Da han på den ene side genoplivede jihadånden blandt muslimerne og tvang islams fjender til at lide et skammeligt nederlag, udførte han således en stor opgave; på den anden side fandt der under hans regering som følge af det enevældige styre også tilfælde af undertrykkelse og tyranni sted. Ikke desto mindre kan hans regeringstid som helhed kaldes en tid, hvor muslimerne vågnede.

Efter at have regeret i atten år døde kong Baybars i 676 hijri. Efter hans død begyndte muslimernes vanskelige tider igen. I løbet af de treogtredive år efter hans død besteg ni sultaner Egyptens trone. Den eneste blandt dem, der viste nogen styrke, var al-Malik al-Mansur Sayf al-Din Qalawun. I 678 hijri angreb han tatarerne og tvang dem til at lide et skammeligt nederlag. Samtidig førte han også jihad mod korsfarerne. Efter 185 år befriede han Tarabilas fra korsfarernes hænder. Han regerede med stor pragt i tolv år. Efter hans død i 689 hijri blev Egyptens trone et legetøj i de magtbegærliges hænder, og kongerne blev udskiftet den ene efter den anden fra år til år. Til sidst besteg al-Malik al-Mansurs søn, al-Malik al-Nasir Qalawun, tronen for tredje gang i 709 hijri. Denne gang blev hans position varig. Han regerede med overvældende magt i toogtredive år.

Imam Ibn Taymiyya var i virkeligheden samtidig med denne al-Malik al-Nasir Qalawun. Det var under hans regeringstid, at imamen begyndte sit teoretiske og reformerende arbejde. Denne sultan genoplivede i høj grad al-Malik al-Zahir Baybars’ tidsalder. Ligesom Baybars besad han mange fremragende egenskaber. Han skabte igen en jihadisk inspiration blandt muslimerne. Han besejrede tatarerne på skammelig vis for dem og føjede dermed et glorværdigt kapitel til islams historie.

Tyrkernes og tatarernes indflydelse på samfundet

I det ottende hijri-århundrede havde det samfund, hvor imam Taqiuddin ibn Taymiyya – måtte Allahs barmhjertighed være over ham – begyndte sit reformarbejde, gennemgået mange karakteristiske forandringer. Det herskende samfund bestod af tyrkere. Tyrkerne anså sig selv for bedre end araberne. På alle områder fremstillede de sig som en særskilt gruppe i forhold til almindelige mennesker. Deres sprog var tyrkisk. Kun i forbindelse med tilbedelse og kommunikation med de lærde og almindelige mennesker brugte de arabisk.

De tyrkiske herskere respekterede imidlertid de lærde og sufierne og fulgte deres råd. De opmuntrede til opførelsen af moskéer og madrasaer. Ved besættelsen af statslige embeder gav de ikke nogen bestemt slægt eller klasse forrang. Men eftersom herskerklassen var tyrkisk, blev tyrkere naturligvis udnævnt til de største militære og administrative poster. Tyrkere og tatarer var de største jordejere og indehavere af len.

Samtidig var en stor del af byernes indbyggere af tatarisk oprindelse. I de krige, som de tyrkiske konger Saifuddin Tatar, Zahir Baybars, Nasiruddin Qalawun og andre førte mod tatarerne, blev utallige tatarer taget til fange. Disse tatarer antog senere islam og slog sig permanent ned i Syrien og Egypten. Ifølge egyptiske historiske beretninger var der på Zahir Baybars’ tid et stort antal tatarer i Egypten og Syrien. Deres skikke og sædvaner spredte sig over hele landet. Selv om de antog islam, bevarede de mange af deres egne skikke og sædvaner. De fastholdt deres nationale særpræg.

Det er i virkeligheden sjældent i historien, at nye muslimer efter at have antaget islam fuldstændigt har opgivet deres tidligere skikke, kulturelle særpræg og endog deres jahilitiske trosforestillinger og har taget islam hundrede procent til sig efter at have forkastet alt fra jahiliyya. Dette var imidlertid et særkende ved Allahs Sendebuds – Allahs velsignelser og fred være med ham – ædle ledsagere. Efter at de havde antaget islam, omformede de hele deres livsførelse, tænkning, trosopfattelse og adfærd i overensstemmelse med Allahs og Sendebudets anvisninger. De tog ikke det mindste hensyn til nationale eller stammemæssige særpræg. De gjorde, hvad Allah og Sendebudet befalede dem. De levede, sådan som Allah og Sendebudet havde befalet dem at leve. I deres liv eksisterede islam og jahiliyya ikke side om side. Der var kun islam. Jahiliyya havde for evigt forladt dem. Når man så deres tilstand, kunne man tro, at de var blevet genfødt i islam.

Det er imidlertid ikke vores hensigt at bebrejde disse tatarer og tyrkere. For på det tidspunkt, hvor de trådte ind i islam, fandtes der ikke en fuldkommen islam i det samfund, de trådte ind i. I et samfund, hvor der ikke var etableret et fuldstændigt system for islamisk undervisning og praksis, kan man kun forestille sig, at de nyankomne skulle blive modtaget, få deres livsførelse fuldstændigt forandret, opgive alle deres trosforestillinger, overbevisninger, nationale særpræg og skikke og spontant blive rene muslimer. I virkeligheden er det på ingen måde muligt at finde et eksempel på dette. Derfor ser man, at islam og jahiliyya levede side om side i disse muslimer af tyrkisk og tatarisk oprindelse. Senere blev deres skadelige indflydelse og ødelæggende virkninger tydelige i den islamiske verdens historie.

Historikeren al-Maqrizi skrev om de tatariske muslimer: Disse tatarer var blevet uddannet i Dar al-Islam. De havde lært Koranen grundigt, og de havde også tilegnet sig de islamiske bestemmelser og love på solid vis. Men deres liv var en blanding af sandhed og falskhed. Ligesom der fandtes gode ting hos dem, fandtes der også dårlige ting ved siden af. De overlod deres religiøse anliggender – såsom bøn, faste, zakat, hajj, awqaf, sager vedrørende forældreløse, uenigheder mellem ægtefæller, gældstvister og lignende – til qadi’en. Men i deres personlige og private anliggender fulgte de Djengis’ skikke og traditioner samt al-siyasa (tatarisk lov). De udnævnte en hersker, som de kaldte hajib. Disse hajiber afgjorde deres dagligdags sager, holdt de stærke under disciplin og lov og gav efter al-siyasa de svage deres rettigheder. På samme måde blev de store tatariske købmænds sager afgjort efter al-siyasa. I tvister om len og jord traf de afgørelser gennem denne type lov.

Det var helt naturligt, at karakteren, adfærden, kulturen og livsførelsen hos disse ajamiske muslimer af tyrkisk oprindelse og hos de tatariske konvertitter fik indflydelse på de gamle muslimske befolkninger af arabisk oprindelse og på andre muslimske bosættelser. Ligesom korstogene førte til et møde og en blanding af asiatisk og europæisk civilisation og kultur, åbnede tatarernes både sejre og nederlag vejen for en blanding af muslimsk og tatarisk kultur. Ligesom der sker sejr og nederlag på slagmarken, sker der også sejr og nederlag på det kulturelle område, og parterne optager indflydelse fra hinanden.

Denne tatariske indflydelse var på ingen måde gavnlig for det muslimske samfund. Især deres forsøg på gennem al-siyasa at holde personlige anliggender uden for de islamiske bestemmelser havde blot øget det daværende muslimske samfunds skade. For efter den retledte kalifats ophør forsøgte den grundlæggende statslige administration at frigøre sig fra religionens bånd. Syv hundrede års eneherredømmende monarkisk styre havde bragt adskillelsen mellem religion og stat langt frem. På dette tidspunkt fremskyndede tatarernes system af al-siyasa yderligere denne adskillelse mellem muslimernes religion og stat. Tatarernes indlemmelse i det muslimske samfund styrkede således på den ene side muslimernes politiske magt, men øgede på den anden side deres skade på det religiøse område. Vildfarelsen voksede i det islamiske samfund. For at befri det islamiske samfund fra denne vildfarelse blev behovet for en mujaddid som imam Taqiuddin ibn Taymiyya uomgængeligt.

Det første kapitel i imamens kampfyldte liv

Den lærde tradition

I det ottende hijri-århundrede var Imam Taqiuddin Ibn Taymiyyahs fremtrædende rolle i den islamiske genoplivning i hele den islamiske verden heller ikke uden et betydeligt bidrag fra hans familie. Hele familien kan beskrives som en lærdomstradition. Hans tipoldefar var Muhammad ibn al-Khizir. Muhammads mor hed Taymiyyah. Han var en usædvanlig veltaler. Hans enestående berømmelse som taler gjorde på kort tid familien kendt overalt som Taymiyyah-familien.
Shaykh al-Islam Taqiuddin Ahmad ibn Taymiyyahs bedstefar, den lærde Abu al-Barakat Majduddin ibn Taymiyyah, blev regnet blandt de fremmeste lærde i den hanbalitiske madhhab. Nogle har også omtalt ham som mujtahid. Imam Hafiz al-Dhahabi, der var kyndig i hadithens rijal-videnskab, skriver i sit værk Bila: Majduddin ibn Taymiyyah blev født i år 590 hijri. Først studerede han hos sin farbror, den berømte khatib og taler Fakhruddin ibn Taymiyyah. Derefter fik han videregående undervisning hos lærde og muhaddither i Harran og Bagdad. Han opnåede fuldstændig viden om fiqh. På dette område kan man sige, at han indtog en imams rang. Hans usædvanlige intelligens og dybe lærdom i fiqh var blevet til et almindeligt mundheld overalt. En gang stillede en lærd ham et spørgsmål om et lærdomsemne. Han sagde, at spørgsmålet kunne besvares på tres måder. Derefter gav han tres svar, det ene efter det andet. Han døde i år 652 hijri. Hans fremmeste værk er Muntagi al-Akhbar. I dette værk nævnte han de hadither, der vedrører hvert enkelt fiqh-kapitel, og på hvilke madhhabens grundlag er blevet bygget. Den fremmeste lærde og muhaddith i det trettende hijri-århundrede, Allamah Muhammad ibn Ali al-Shawkani, skrev en kommentar til dette værk på tolv bind under titlen Nayl al-Awtar og fastslog dermed værkets dybde og fortrinlighed.
Shaykh al-Islam Imam Ibn Taymiyyahs far, Shihabuddin Abd al-Halim ibn Taymiyyah, var også en fremragende lærd, muhaddith og kender af hanbalitisk fiqh. Kort efter at han var flyttet fra Harran til Damaskus, fortsatte han undervisningen i Damaskus’ Jami Umari. Denne centrale moské i Damaskus var samlingssted for landets fremmeste ulama, fuqaha og muhaddither. Det var derfor ikke nogen enkel sag at undervise i nærværelse af landets største lærde. Det særlige ved hans undervisning var, at han underviste mundtligt. Der lå ingen bøger eller bogbunker foran ham. Han stolede fuldstændigt på sin hukommelse og henviste løbende til store værker. Hans tillid til sin hukommelse var meget stor. Samtidig blev han udnævnt til shaykh al-hadith ved Damaskus’ Dar al-Hadith al-Sukkariyyah. Han døde i år 682 hijri.

Barndom og ungdom

Dajla- og Eufratregionen er opdelt i to dele. Områderne i den sydlige del kaldes i arabisk terminologi Irak al-Arab. Byer som Bagdad og Basra hører til dette område. Den nordlige del blev i den klassiske arabiske litteratur omtalt som Diyār Bakr, Diyār Rabīʿa og Diyār Muḍar. Arabiske geografer kalder området al-Jazirah. Mod nord ligger Armenien, mod syd Irak al-Arab, mod øst Kurdistan og mod vest Lilleasien og den syriske ørken. Byen al-Ruha ligger i dette område. Efter omkring otte timers rejse syd for al-Ruha kommer man til byen Harran. Imam Ibn Taymiyyahs forfædre var indbyggere i denne by. Imam Ibn Taymiyyah blev født her den 10. Rabi al-Awwal i år 661 hijri. Vi har tidligere beskrevet Imam Taqiuddin Ibn Taymiyyahs fødsel og familiens migration til Damaskus for at undslippe tatarernes angreb, mens han endnu var barn. Imamen var dengang blot syv år gammel. Dagene under tatarernes angreb var fyldt med frygt, bekymring og rædsel. Man kan sælge alt, hvad man ejer, men de var ikke villige til at sælge familiens bibliotek, deres lærdomsarv, som var blevet samlet gennem flere generationer. Det fortælles, at hvert eneste familiemedlem var fast besluttet på at tilbagelægge vejen med dette enorme bibliotek på hovedet, om det så skulle være. Derfor begyndte denne lærde familie at læsse bøgerne på vogne, mens de lod mange af deres andre nødvendige ejendele blive tilbage. Flere vogne blev fyldt udelukkende med bøger. Så opstod der endnu et problem oven i alle de andre: Der var mangel på æsler og heste til at trække vognene. Næsten alle forlod landet. Alle havde derfor brug for æsler og heste til at transportere deres ejendele. At der ville opstå en alvorlig mangel på dem, var således ikke svært at forstå.
Til sidst blev situationen sådan, at familiens unge drenge måtte trække mange af bogvognene i stedet for æsler og heste. Af og til begyndte også de midaldrende og gamle at hjælpe dem. Karavanen bevægede sig langsomt. Derfor kom de til at ligge bagerst af alle. Et sted hørte de, at tatarerne var ankommet. Karavanen måtte sætte farten op. Men nu opstod et nyt problem. Hjulene på bogvognene standsede pludselig. De ville ikke længere bevæge sig. Vognhjulene var meget gamle. De havde heller ikke kræfter til at fortsætte så langt. Alligevel var de ved Allahs nåde kommet så langt. Men nu ville hjulene ikke dreje, trods tusind skub og hundrede træk. Hele familien begyndte at græde og bede til Allah. Allah tog imod deres bøn. Vognene begyndte igen at bevæge sig. Karavanen skyndte sig videre.
Da de nåede Damaskus, tog indbyggerne imod dem med varm velkomst. Damaskus’ lærde samfund kendte til Abu al-Barakat Majduddin ibn Taymiyyahs lærde virke. Også berømmelsen af Shihabuddin Abd al-Halim ibn Taymiyyahs viden og lærdom var stor i Damaskus. Efter kort tid fik faderen Abd al-Halim ansvaret for undervisningen i Jami Umubi og for undervisningen ved Dar al-Hadith al-Sukkariyyah. Taymiyyah-familien følte sig derfor på ingen måde som fremmede i den nye bys nye omgivelser. Snart blev deres liv normalt igen. Den unge Ibn Taymiyyah færdiggjorde snart memoreringen af den ædle Koran og kastede sig over studiet af hadith, fiqh og det arabiske sprog. Samtidig begyndte han at deltage sammen med sin far i forskellige lærde forsamlinger. Derfor gik hans kundskabstilegnelse, lærdomsudøvelse og intellektuelle udvikling hurtigt fremad.
Alle i imamens familie var begavet med en usædvanlig hukommelse. Jeg har allerede nævnt hans far og bedstefar. Men sammenlignet med dem var Imam Taqiuddin Ibn Taymiyyahs hukommelse enestående. Fra barndommen havde hans mærkværdige hukommelse forbløffet lærerne. Også i Damaskus gik fortællingerne om hans hukommelse fra mund til mund.
En dag kom en berømt lærd fra Aleppo til Damaskus. Han hørte om den usædvanlige hukommelse hos en dreng ved navn Taqiuddin Ahmad ibn Taymiyyah. For at undersøge, om det var sandt, satte han sig i en skrædderbutik på vejen til madrasaen. Efter et stykke tid så man mange drenge komme gående ad vejen. Skrædderen viste ham den dreng, der bar den store tavle under armen, og sagde, at det var Ibn Taymiyyah. Han kaldte på drengen. Han skrev tretten eller fjorten hadith-tekster, altså selve overleveringerne, på drengens tavle og sagde: »Læs.« Den unge Ibn Taymiyyah læste dem én gang med dyb koncentration. Den lærde tog tavlen væk og sagde: »Fremsig dem udenad.« Ibn Taymiyyah fremsagde dem flydende. Den lærde viskede tavlen ren, skrev derefter en hel række isnad’er på den og sagde: »Læs.« Da drengen havde læst dem, bad han ham fremsige dem udenad. Denne gang fremsagde han også isnad’erne flydende. Den lærde fra Aleppo blev forbløffet. Han sagde: »Denne dreng vil udrette det umulige. For i den tidsalder, han er født i, kan en sådan hukommelse ikke engang forestilles.«

Tilegnelse og udøvelse af viden

I det ottende hijri-århundrede byggede den indsats, som imam Taqī al-Dīn Aḥmad ibn Taymiyya udførte for den islamiske genopvækkelse, først og fremmest på hans dybe lærdom og enestående beherskelse af religiøs viden. Blandt samtidens lærde og intellektuelle kan han på dette område kaldes uden sidestykke. Denne enestående viden opnåede han gennem uddannelse, øvelse og studium. Profeterne og sendebuddene modtager viden direkte fra Allah. Derfor behøvede de ikke at søge hjælp hos verdslige bøger eller lærere. Alle andre mennesker må derimod erhverve viden i denne verden gennem uddannelse og øvelse. Den hukommelse og intelligens, som Allah har skænket, hjælper kun med at fylde kundskabens kar.
Imam ibn Taymiyya begyndte sin undervisning som syvårig og havde allerede som toogtyveårig fyldt sit kundskabslager. Ud over Koranen, hadith, fiqh og uṣūl lagde han særlig vægt på også at opnå dygtighed i det arabiske sprog og den arabiske litteratur. Han lærte hadith hos mere end to hundrede lærere. Hans største interesse var koraneksegese, tafsīr. Han har selv sagt, at han for at beherske Koranens viden studerede mere end hundrede tafsīr-værker, både store og små. På grund af sit studium af den ophøjede Koran og sin intense eftertanke og forskning i den åbnede Allah den dybe forståelses døre for ham. Han begrænsede ikke sin søgen efter viden til at læse tafsīr-værker, men opsøgte også deres forfattere. Gennem direkte samtaler med dem udvidede han ligeledes sin viden.
Om sit studium af Koranen har han selv sagt: »Nogle gange har jeg studeret hundrede tafsīr-værker for at forstå den indre betydning af et enkelt vers.« Efter at have studeret tafsīr bad jeg til Allah: »O Allah, giv mig fuld viden om betydningen af dette vers.« Jeg sagde: »O lærer for Adam og Ibrahim, lær mig!« Jeg gik ud i øde egne og til moskeer, lagde min pande mod jorden og sagde: »O Ibrahims kundskabsgiver, giv mig viden.« Ud over Koranen, hadith og fiqh opnåede han også dyb lærdom i kalām-teologien. På den tid var imam Abū al-Ḥasan al-Ashʿarīs filosofi og teologiske lære den mest udbredte inden for kalām. Imam ibn Taymiyya og hans familie fulgte den hanbalitiske madhhab. Hanbalitterne og ashʿaritterne stod i skarp konflikt med hinanden. Han studerede i virkeligheden kalām grundigt for at opnå korrekt viden om modpartens filosofi og argumentationsmetoder. Derved kunne han nøjagtigt forstå svaghederne i kalām, dens forfatteres svage argumentationsmetoder og endog de græske filosoffers fejlslutninger. Efter et dybtgående studium af kalām rettede han sin pen mod alle dens fejl og skrev flere værker, hvori han fremlagde stærke argumenter og beviser, som samtidens forfattere og filosoffer ikke var i stand til at besvare.
Kort sagt er vores pointe, at ibn Taymiyya i sin tid, samtidig med at han repræsenterede Koranen og sunnaen på rette vis og påviste Allahs religions overlegenhed og sandhed, opbyggede så omfattende en beredskab for at beskytte mennesker mod vildfarelse i viden og handling, som netop var nødvendig på dette historiske tidspunkt. Han opnåede fuld evne til at imødegå det kaos, der på hans tid havde bredt sig i menneskers tænkning og kundskabens verden. Der fandtes ingen stivhed eller urenhed i hans viden og handling; alt var klart og rent. Det var almindeligt at se, at en person, som var særligt dygtig inden for en bestemt disciplin, efter en diskussion med ham om denne disciplin vendte hjem med ny viden fra ham. Hans berømte modstander, den lærde Kamāl al-Dīn al-Zamalkānī, sagde i en kommentar til hans beherskelse af forskellige vidensgrene: »Man så aldrig, at han tabte en diskussion med nogen. Når han indlod sig i en diskussion om et emne, viste det sig, at han overvandt selv eksperterne på dette område.«
Efter at have studeret i toogtyve år viet han sig til at udbrede viden. Da han var toogtyve år, døde hans højt ansete far, Shihāb al-Dīn ʿAbd al-Ḥalīm ibn Taymiyya (682 hijri). Han var den ledende muḥaddith ved Damaskus’ vigtigste dār al-ḥadīth, al-Sukkariyya. Ved hans død blev stillingen ledig. Året efter overtog hans dygtige søn, imam Taqī al-Dīn ibn Taymiyya, denne stilling. Som toogtyveårig holdt han sin første hadith-lektion. Landets fremmeste muḥaddither og lærde var til stede ved denne lektion. Den unge lærdes viden og lærdom imponerede og forbløffede alle. En måned senere, på fredagen, blev han i byens hovedmoské, Jāmiʿ Ummuwī, udnævnt til at varetage koraneksegesen på sin fars plads. En minbar blev fremstillet særligt til ham. Uge for uge voksede hans tafsīr-undervisnings popularitet. I sin koraneksegese beskrev han alle samtidens problemer og deres koranske løsninger. Samtidig påvirkede hans personlige gudsfrygt, stærke tro og fromme handlinger folket dybt. På dette tidspunkt begyndte hans berømmelse at brede sig i alle retninger.

Det første felttog mod uretfærdighed

I 693 hijri måtte han for første gang træde frem på den offentlige scene på grund af en ubehagelig hændelse. På dette tidspunkt vidnede folk om en kristen ved navn ʿAssāf, at han havde udtalt fornærmende ord om Allahs sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter denne uretfærdige handling havde han søgt tilflugt hos en araber. Da imam ibn Taymiyya og shaykh Zayn al-Dīn al-Fāriqī fra dār al-ḥadīth fik dette at vide, gik de til guvernør ʿIzz al-Dīn Ayyūb, undersøgte sagen og krævede, at forbryderen blev straffet. Guvernøren sendte bud efter forbryderen. Da folk så en araber komme sammen med ʿAssāf, begyndte de at fornærme araberen. Araberen sagde: »Denne kristne er bedre end jer.« Da folkemængden hørte dette, blev den rasende og begyndte at kaste sten efter dem. På et øjeblik opstod der et voldsomt tumult. Guvernøren mente, at imamen og hans ledsager var skyld i dette, og kastede dem i fængsel.
Påvirket af hændelsens pludselighed og den dramatiske vending i situationen antog den kristne islam. Guvernøren garanterede hans liv og indså senere sin fejl; derefter løslod han imamen og hans ledsager fra fængslet og bad dem om tilgivelse. Imamens popularitet voksede yderligere.

En oppositionskoalition mod den egeninteresserede gruppe

Mod slutningen af det syvende hijri-århundrede begyndte den reformerende virksomhed, som imam Taqi al-Din Ahmad ibn Taymiyya havde indledt, gradvist at vække modstand blandt de etablerede interessegrupper. Imamen kaldte folk direkte til Koranen, sunnaen samt sahabaernes og tabi’inernes praksis. Disse etablerede interessegrupper ledte derimod folk hen imod deres egne opdigtede tanker og interesserelaterede handlinger. Imamens popularitet voksede hurtigt blandt både almindelige mennesker og de lærde. I de etablerede interessegruppers øjne føltes dette som en torn. I 698 hijri begyndte den første modstand mod imamen fra denne kreds. Modstanderne angreb ikke blot hans tankegang, men også hans personlighed.
Ibn Taymiyyas familie var på ingen måde ukendt i Syrien. Som vi tidligere har redegjort udførligt for, havde hans familie i tre eller fire generationer været velkendt i Syriens lærde kredse. Hans far havde etableret sin fremtrædende position i hele Syrien, især i Damaskus. Imamen selv var også blevet anerkendt som en fremragende lærd. Alligevel angreb modparten hans lærdom, viden, troslære og virksomhed. Imamen skrev et skrift med titlen al-‘Aqida al-Hamawiyya al-Kubra og besvarede alle deres spørgsmål. I dette skrift på halvtreds sider fremlagde han direkte argumenter og beviser fra Koranen, sunnaen samt sahabaernes og tabi’inernes udsagn og praksis. Han pegede på de muslimske filosoffers og mutakallimunernes vildfarelser, som var påvirket af græsk, romersk og indisk filosofi. Han foretog en grundig gennemgang af deres tanker og udtalelser, der stred mod Koranen og sunnaen. Med hårde ord kritiserede han deres udtalelser, der stred mod shariaen.
Dette skrift syntes at have udløst den undertrykte vrede hos modstanderne med stor kraft. De kunne ikke tåle denne frygtløse offentliggørelse af sandheden. Modstanderne forenede sig og rejste anklager mod ham. De krævede, at han skulle møde i den hanafitiske qadi Shaykh Jalal al-Dins forsamling og forsvare sit værk. Ibn Taymiyya afviste deres forslag. Under denne strid tog byens guvernør, amir Sayf al-Din, imamens parti og indkaldte modparten. Men mange af dem gik i skjul. Om fredagen afsluttede imamen som sædvanlig sin tafsir i Jami’ Umavi og gik til qadi Imam al-Din al-Shafi’is forsamling. En gruppe af byens fremmeste lærde sluttede sig også til ham. De stillede alle forskellige spørgsmål om skriftet al-‘Aqida al-Hamawiyya. Imamen besvarede deres spørgsmål. Hans velbegrundede svar gjorde alle målløse. Imamen vendte tilbage som en sejrherre. Dermed var alle modpartens intriger tilintetgjort, og modstanden ophørte foreløbig.
Men kun få blandt dem, der rejser sig mod sandhed og retfærdighed, er oprigtige. De, der i oprigtig hensigt og udelukkende for religionens skyld går imod noget retmæssigt, kan på et tidspunkt indse deres fejl. Men de egeninteresserede og indflydelsesrige grupper har bind for øjnene; deres hjerter og hjerner er nedsunket i en dam fuld af råddent mudder. Allah den Ophøjede giver dem aldrig evnen til at forstå og tage imod sandheden. Derfor kan de egeninteresserede aldrig erkende den, selv om sandheden bliver åbenbaret tusind gange og, som dagens lys, fuldstændigt fordriver mørket omkring dem. Så selv om modstanden mod Ibn Taymiyya midlertidigt ophørte, begyndte den igen at samle sig under overfladen. Netop på dette tidspunkt gjorde den tatariske fitna i Syrien imidlertid, at ingen modpart i lang tid fik mulighed for at træde frem imod ham.

At danne en gruppe til bekæmpelse af uret

Efter at Syrien i 702 hijri var blevet befriet fra det tatariske angreb, genoptog imam Ibn Taymiyya sin reformerende virksomhed. Han fortsatte som sædvanlig med undervisning, tafsir og dars. Han genoptog sin kampagne mod shirk, bid’a og jahiliyya. I denne periode bredte mange trosforestillinger og lærdomme, der stred mod islam, sig blandt muslimerne på grund af deres samliv med kristne og jøder. Muslimerne gav sig af med mange handlinger, som genoplivede minderne om jahiliyya og lignede de vantro og polyteistiske folks handlinger—ja, som i virkeligheden udsprang af deres traditioner og kultur. Ved bredden af Nahr Fulut i Damaskus stod et alter. Der gik mærkelige overnaturlige fortællinger om dette alter. Det var blevet en fitna for uvidende og overtroiske muslimer. Muslimer plejede at aflægge løfter dér. I 704 hijri mødte Ibn Taymiyya op dér sammen med en gruppe arbejdere og stenhuggere. Med deres hjælp huggede han alteret i stykker og kastede delene i floden; således ødelagde han dette centrum for shirk og bid’a. På den måde blev muslimerne befriet for en stor fitna.
Han begyndte fuldt ud at efterleve hadithen om Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, jihad mod uret. I denne hadith siges det: »Hvis nogen af jer ser en handling, der strider mod shariaen, skal han ændre den med sin magt. Den, der ikke kan gøre det med sin magt, skal modsætte sig den og reformere den med sin tale. Og den, der heller ikke kan det, skal nære modstand og had mod den i sit hjerte. Og dette er den svageste iman.« I overensstemmelse med denne hadith tog han, hver gang han så en handling, der stred mod shariaen, skridt imod den efter sin styrke og evne. Han opbyggede en stærk modstand mod uretfærdighed. Han bestræbte sig på at rette den og ordne forholdene i overensstemmelse med shariaen.
Herskerne var optaget af at varetage deres administrative ansvar. De følte ikke noget ansvar for at reformere og pleje folkets praksis og troslære. De lærde tøvede ofte med at træde frem mod klart sharia-stridige handlinger. Derfor fortsatte Ibn Taymiyya med at kæmpe imod dem alene. Af denne grund dannede han en jama’a af sine elever og tilhængere. Denne jama’a var altid sammen med ham og hjalp ham i hans forskellige opgaver. Ved hjælp af denne jama’a forsøgte han at regulere folkets religiøse liv.
På dette tidspunkt blev en gammel mand ved navn al-Mujahid Ibrahim ibn al-Qattan bragt til ham. Den gamle mand var kendt som en stor sufi-darwish. Han bar en lang, flerfarvet, lappet kappe som en fattigmand. På hovedet havde han en lang, sammenfiltret asketisk frisure. Neglene på hans hænder var flere tommer lange. Hans overskæg var så langt, at det dækkede hele ansigtet. Han bandede ved enhver lejlighed. Rusmidlet bhang var blevet en fast del af hans daglige vane. På Ibn Taymiyyas befaling blev hans kappe skåret i stykker. Hans hår blev klippet kort, og overskægget blev trimmet. Hans negle blev klippet, og han blev bragt til tawba, så han aldrig mere skulle tage rusmidler. På denne måde reformerede han også personligt mange andre vildledte mennesker og førte dem tilbage til religionens vej.

Kampen mod to vildledende trosretninger

I det ottende hijri-århundrede blev to filosofiske læresætninger stærkt udbredt blandt muslimske sufier og filosoffer. Imam Ibn Taymiyya måtte føre en omfattende kamp mod disse to vildledende læresætninger. De to læresætninger er wahdat al-wujud og hulul wa ittihad. I den filosofiske terminologi på det indiske subkontinent kaldes disse to læresætninger advaita og panteisme. Senere blev disse to læresætninger også stærkt udbredt blandt sufierne på subkontinentet. Mujaddid Alf-e Sani, Hazrat Sayyid Ahmad Sirhindi, måtte her føre en voldsom kamp imod dem. I denne forbindelse skrev Imam Ibn Taymiyya med henvisning til værket Fusus al-Hikam af Muhyiddin Ibn Arabi, den fremmeste fortaler for panteisme og advaita (død 638 hijri), at der ifølge Ibn Arabi og hans tilhængere kun findes én eksistens i hele verden. Skabningens eksistens er Skaberens eksistens. De anerkender ikke skabningen og Skaberen som to adskilte væsener i dette univers. De er ikke villige til at acceptere, at den ene er den andens Skaber. Tværtimod mener de, at Skaberen er skabningen, og at skabningen er Skaberen. Derfor mener de, at de af Israels børn, som tilbad kalven, i virkeligheden tilbad Allah. Ifølge dem var Faraos påstand, »Jeg er jeres højeste herre«, sand. Ibn Arabi kritiserede Hazrat Nuh, fred være med ham, og sagde, at hans vantro folk i virkeligheden tilbad Allah gennem deres afgudsdyrkelse, og at syndfloden på hans tid i virkeligheden var en syndflod af maʿrifat al-ilahi. De druknede i denne syndflod. Umiddelbart efter Ibn Arabi fremstod flere store fortalere for denne filosofi. Blandt de mest fremtrædende var Ibn Sab’in, Sadr al-Din Qunawi, Balayani og Tilmisanī. Tilmisanī nøjedes ikke med blot at fremsætte denne lære; han levede også i praksis efter dette filosofiske princip. Derfor drak han og hans tilhængere vin og begik forbudte handlinger. For ifølge deres opfattelse: Når eksistensen er samlet i ét eneste væsen, hvorfor skulle der så være forskel på det tilladte og det forbudte? Man sagde til Tilmisanī: »Jeres udsagn er fuldstændig i strid med Koranen.« Han svarede: »Koranen er jo fuld af egentlig shirk, for Koranen skelner mellem Herren og tjenerne. I modsætning hertil rummer vores udsagn den egentlige tawhid.« Han sagde også, at deres udsagn var blevet bevist gennem kashf.
Imam Ibn Taymiyya anså det for lige så vigtigt åbent at modsætte sig denne wahdat al-wujud- og hulul-lære, som var påvirket af indisk vedanta og buddhistisk mahānirvāṇa, som at føre væbnet krig mod tatarerne. I denne forbindelse foretog han en detaljeret teoretisk gennemgang af forskellige kristne samfunds panteistiske læresætninger og af alle tilsvarende vildfarelser blandt tidligere ummaer. Derefter foretog han på grundlag af Koranen og hadith en minutiøs gennemgang af Ibn Arabi og hans disciples lære.
Den hårde kritik, som Ibn Taymiyya rettede mod disse vildledende læresætninger, der blev udbredt i islams navn, gjorde ham til en torn i øjet på de etablerede interessegrupper. En gruppe såkaldte teoretikere begyndte også at konspirere imod ham. På et tidspunkt lykkedes det dem at få regeringens støtte. De ophidsede Egyptens daværende hersker imod Ibn Taymiyya. På den tid var Syrien og Egypten en del af den samme stat. Hovedstaden var Cairo i Egypten. Syrien var en provins under Egypten. Imam Ibn Taymiyyas indflydelse i Syriens lærde miljø var ubestridt. Selv provinsregeringen værdsatte hans synspunkter og arbejde. Han var den syriske muslimske befolknings øjesten. Derfor trådte han mange gange, når regeringen forholdt sig passiv og ligeglad over for offentlige handlinger i strid med islam og sharia, frem med hjælp fra sine disciple og folkets styrker for at forhindre dem. Han standsede med magt handlinger, der var i strid med sharia.

I et egyptisk fængsel

Dette var hans situation i Syrien. Men hans indflydelse af denne art havde endnu ikke bredt sig blandt Egyptens befolkning. Centralregeringen var heller ikke fuldt ud informeret om ham. Derfor lykkedes det let sammensværgerne at påvirke denne regering. I en måned i år 705 efter hijra blev imam Ibn Taymiyya ved en særlig kongelig befaling fra Egypten beordret til at rejse til Kairo. Imams elever og venner blev grebet af stor bekymring. Guvernøren forsøgte at hindre ham. Han påtog sig at drøfte sagen udførligt med sultanen gennem breve og udsendinge og at rette hans fejlagtige opfattelse. Men imamen ønskede ikke at tage imod nogen gunst. Trods alles grænseløse frygt og bekymring begav han sig af sted mod Kairo. Han ankom til Egypten fredag den 22. ramadan. Efter bønnen i fæstningens fredagsmoské ønskede han at begynde en samtale, men han fik ikke tilladelse. Netop dér blev folkemængden ophidset imod ham. Man sagde, at hans tanker og troslære var i strid med islam. Derfor var folket ikke parat til at lytte til noget af det, han sagde. Efter ordre fra qadi Ibn Makhluf al-Maliki blev han tilbageholdt i fæstningens tårn i nogle dage og derefter, på festnatten, sendt til Egyptens berømte Jubb-fængsel (brøndfængslet).

Året efter, på festnatten i 706 efter hijra, blev der fra guvernørens og nogle qadier og faqihers side gjort forsøg på at få imamen løsladt. Nogle af dem stillede som betingelse, at imamen skulle angre sin troslære. Ibn Taymiyya nægtede dette fuldstændigt. I denne forbindelse blev han seks gange indkaldt til at komme personligt og tale, men han svarede ikke på indkaldelserne. Hver gang sagde han ligesom profeten Yusuf:*********Arabisk**************
Dette fængsel er mig langt kærere end det, de kalder mig til.
Det var ikke imamens mål at etablere sin egen overlegenhed og storhed; på samme måde var det et af hans vigtigste mål at befri regeringen fra uærlige lærdes indflydelse. Hans livsopgave var at rense muslimernes tanker, troslære, tro og handlinger for alle former for shirk og gøre dem strålende som morgensolens lys samt at befri Allahs religion for enhver form for stagnation og vildfarelse og gøre den levende og virksom. Derfor betragtede han det som det samme som at sætte en plet på religionen at blive løsladt fra fængslet med nogen form for skamplet på sig.

Der er ingen tvivl om, at dette træk i imam Ibn Taymiyyas karakter vil give vore dages lærde samfund rigeligt stof til eftertanke. For at forhindre enhver form for vildfarelse i religionsspørgsmål gav han selv afkald på personlig lykke, bekvemmelighed og komfort. Han var parat til at udholde fysisk og psykisk mishandling i fængslets mørke kammer, men han var ikke et eneste øjeblik parat til at tåle nogen form for overgreb mod religionen.

Imam Ibn Taymiyyas fængselskammerat var hans egen bror, shaykh Sharafuddin Ibn Taymiyya. Shaykh Sharafuddin nedskrev fængslets begivenheder udførligt i værket Majmūʿa ʿIlmiyya. Herigennem kan man lære om imamens fasthed, tålmodighed og urokkelige kamp for sandhed og retfærdighed.

En dag kom fængselsinspektøren til ham på vegne af Egyptens stedfortræder for sultanatet. Han ønskede at tale med imamen om hans løsladelse fra fængslet. Imamen sagde til ham, at han havde siddet fængslet i lang tid, uden overhovedet at vide, hvad anklagen mod ham var, eller hvilken forbrydelse han havde begået. Hvis der skulle drøftes noget om sagen, måtte en delegation på mindst fire ansvarlige, lærde og ansete personer fra regeringens øverste niveau derfor komme. Foran dem ville han fremlægge sin erklæring. Så ville sandsynligheden være mindre for, at hans udtalelse blev fordrejet, når den nåede sultanen.

Efter disse ord gik inspektøren. Men selv derefter kom ingen delegation. Inspektøren kom igen, denne gang med en mand ved navn Alauddin Tabrizi. Alauddin Tabrizi ønskede at få imamen til at erkende, at han havde taget fejl. Han havde selv skrevet et memorandum og begyndte at presse imamen til at underskrive det. Det indeholdt mange falske anklager mod imamen og mange udsagn, som han hverken havde sagt eller troede på. Imamen svarede: »Jeg har ingen ret til at træffe en afgørelse i denne sag. Dette vedrører Allah, Hans Sendebud og hele det muslimske samfund. Jeg har ingen myndighed til at ændre noget i Allahs religion. Jeg kan heller ikke på grund af jer eller nogen anden vige bort fra Allahs religion. Jeg er ikke i stand til at begå den ugerning at tillægge Allahs religion nogen form for løgn.

Da den statslige repræsentant pressede ham endnu mere, tog imamen sig yderligere sammen. Han advarede repræsentanten om, at det ikke nyttede noget at presse ham på denne måde. Han rådede ham i stedet til at opgive dette tåbelige forehavende og tage sig af et nyttigt arbejde, hvis han havde et sådant. Han sagde: »Jeg har ikke bedt nogen om at få mig løsladt fra fængslet.« På dette tidspunkt var døren ovenpå lukket. Imamen bad dem åbne døren ovenpå og gjorde sig klar til at gå. Derefter sagde han til den statslige repræsentant: »Jeg har ikke selv taget initiativ til at sige noget. Jeg har modtaget spørgsmål om religiøse afgørelser, og folk har spurgt mig, så jeg har svaret dem. Har jeg ifølge religionens og shariaens synspunkt nogen ret til at skjule sandheden? Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt:*************Arabisk*************
Det vil sige: Den, der bliver spurgt om noget vedrørende religionen, som han kender til, men skjuler det, vil Allah på opstandelsens dag sætte en tøjle af ild i hans mund. Skal jeg da efter jeres ord ikke give den sandhedssøgendes spørgsmål et korrekt svar?

Efter at Tabrizi var gået, kom inspektøren igen. Denne gang sagde han til imamen, at stedfortræderen for sultanatet ønskede at få skriftlig besked om hans troslære. Han bad imamen skrive sine troslærepunkter ned på et stykke papir. Imam Ibn Taymiyya nægtede at give noget skriftligt og sagde: »Hvis jeg skriver noget nu, vil folk sige, at Ibn Taymiyya har ændret sin tidligere troslære.« Imamen sagde: »På samme måde blev jeg også i Damaskus bedt om skriftligt at redegøre for min troslære. Men heller ikke dér gav jeg dem noget. Jeg fremlagde i stedet mine egne skriftlige værker. Mine tanker og udtalelser fremgår entydigt af dem. Syriens guvernør har også sendt disse af mine udtalelser til sultanen med posten. Jeg ved, at de er hos sultanen. Troslære er ikke noget, man opfinder efter eget forgodtbefindende. Skal jeg hver dag blive ved med at fremstille en ny troslære? Min troslære er den, jeg tidligere har erklæret, og som findes i mine skrifter og værker. De har dem hos jer. Se i dem.«

Inspektøren gik igen og kom derefter tilbage. Denne gang sagde han til imamen: »Giv i det mindste noget skriftligt. For eksempel et benådningsbrev eller en erklæring om, at De ikke vil komme i konflikt med nogen.« Imamen svarede: »Ja, det kan jeg godt. Det er ikke mit mål at skade nogen eller tage hævn over nogen. Jeg vil gerne skrive et benådningsbrev til dem, der har gjort mig uret, mishandlet mig og behandlet mig uretfærdigt og dårligt. Men der er i virkeligheden ingen skik for at give sådanne ting skriftligt. Derfor mener jeg, at det er tilstrækkeligt at sige dette mundtligt.«

Efter samtalen med inspektøren gik imamen tilbage ind i fængslet. Her så han, at fangerne var optaget af alle slags meningsløse lege for at fordrive tiden. Nogle spillede kort, andre skak. De tænkte ikke på bønnen. På grund af deres optagethed af legene lod de bønner gå tabt. Imamen gjorde indsigelse mod dette. Han vakte fangernes interesse for bønnen, fremlagde Allahs klare påbud for dem, tilskyndede dem til gode gerninger, gjorde dem opmærksomme på deres syndige handlinger og rådede dem til bestandigt at søge tilgivelse hos Allah for disse handlinger. På denne måde begyndte der efter kort tid en sådan udfoldelse af religiøs lærdom blandt fængslets fanger, at hele fængslet blev forvandlet til en madrasa. Fængslets ansatte og fanger kom til at elske imam Ibn Taymiyya af hele deres hjerte. Fængslets lærde og sunde miljø lagde et nådens slør over fangernes øjne. Situationen blev sådan, at mange fanger på dette tidspunkt ikke ønskede at forlade fængslet, selv efter at de havde fået besked om deres løsladelse. De bad om at blive endnu nogle dage i Shaykh al-Islams tjeneste.

Fire måneder senere, i safar i år 707 efter hijra, blev der igen gjort forsøg på at få ham løsladt. Qadi Badruddin Ibn Jamaa besøgte imamen i fængslet. Trods en lang samtale lykkedes det ham ikke at få imamen til at acceptere regeringens betingelser for løsladelse. Til sidst, i måneden rabi al-awwal, førte amir Husamuddin ham på eget ansvar og under ed til stedfortræderen for sultanen. Amir Husamuddin bad ham blive i Egypten i nogen tid. Han påtog sig at gøre alt, hvad han kunne, for at Egyptens folk kunne få et korrekt kendskab til hans lærdom og gudsfrygt og berige deres liv gennem hans velsignelsesrige virke.

Efter løsladelsen

Efter sin løsladelse fra fængslet begyndte Imam Ibn Taymiyya, må Allahs barmhjertighed være over ham, at omgås mere med den almindelige befolkning i Egypten. Sultanen sendte ham værdifulde gaver og tildelte ham en titel for at hædre ham med kongelig rang. Men han tog ikke imod noget af dette. Han indså, at han på forskellige niveauer måtte komme i konflikt med regeringen og administrationen. Det var på ingen måde rigtigt at knytte sig til nogen form for gunst fra deres side. Derfor holdt han sig så vidt muligt også uden for administrationsapparatets indflydelse. For det andet tilgav han alle dem, der hidtil havde været involveret i sammensværgelser mod ham. Han erklærede klart, at han ikke havde nogen klage mod nogen.

I disse dage voksede den monistiske filosofis indflydelse i Egypten. Især var Egyptens berømte sufi-digter Abul Farez (død 632 efter hijra) en stærk fortaler for denne lære. Gennem hans bestræbelser og poesiens skønhed bredte denne lære sig vidt blandt almindelige mennesker og sufier. Et stort antal sufier og mashayikh i Egypten var påvirket af denne lære. Imam Ibn Taymiyya begyndte åbent at bekæmpe denne lære, mens han opholdt sig i Egypten. Han betegnede den monistiske filosofiske retning som fuldstændig i modstrid med Koranen og hadith, som en nyskabelse fra senere sufier og som tankeløs indførelse i religionen. Han roste sufiernes troslære og handlinger, sådan som de kom til udtryk hos Hazrat Shaykh Abd al-Qadir al-Jilani, må Allah forbarme sig over ham, og Shaykh Adi ibn Musafir al-Umuwi, må Allah forbarme sig over ham, men fortsatte med at rette skarp kritik mod samtidens sufier og mashayikh. Ifølge ham var disse sufier og mashayikh stærkt påvirket af græske, egyptiske og indiske materialistiske og tawhid-fjendtlige filosofier.

Imam Ibn Taymiyyas, må Allah forbarme sig over ham, kraftige og omfattende kritik af disse vildledte mashayikh og sufier vakte stor vrede blandt sufierne. Egyptens berømte tariqa-shaykh, Ibn Ataullah al-Iskandari, gik som sufiernes repræsentant til borgen og klagede til sultanen over imamen. Sultanen lod en forsamling indkalde i Dar al-Adl og beordrede en grundig undersøgelse af anklagen. Ibn Taymiyya blev indkaldt til mødet. Styrken i hans tale, hans rationelle argumentation, de klare beviser fra Koranen og hadith samt hans fortryllende talekunst betog tilhørerne. Alle på mødet blev bragt til tavshed. Derfor blev bestræbelserne på at træffe enhver form for statslig foranstaltning mod ham indstillet.

Selv om bestræbelserne på at træffe en straffende foranstaltning mod ham på statsligt niveau var ophørt, blussede modstandernes bagvaskelse og undertrykte vrede fra tid til anden op. Modstanderne fandt nu en anden vej til at føre kampagne mod ham. De hævdede, at imamen prædikede: Det er ikke tilladt at påkalde nogen anden end Allah. Alt, hvad man ønsker, skal man kun bede Allah om. Man må ikke engang rette sin bøn om hjælp til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Som svar på denne bagvaskelse bemærkede nogle lærde, at en sådan tankegang ikke var særlig forkert, men at den måtte betragtes som en form for mangel på høflighed. De var imidlertid ikke rede til at erklære denne tankegang for kufr. Derfor slap imamen også denne gang fri.

Men modstanderne tav stadig ikke. Hver dag satte de nye bagvaskelser i omløb. Efter dag efter dag at være blevet plaget af en uafbrudt strøm af anklager, klager og beskyldninger fremsatte regeringen tre forslag for imamen. Han skulle vælge ét af de tre og overholde visse betingelser. Ellers var det tredje forslag, at han skulle opholde sig i fængsel. Imamen foretrak at opholde sig i fængsel. Men hans elever og venner pressede ham til at vende tilbage til Damaskus. På deres indtrængende opfordring begyndte han til sidst at forberede sig på at rejse til Damaskus. Den 8. Shawwal i 707 efter hijra forlod han byen sammen med sine ledsagere. Men samme dag blev han igen bragt tilbage til Egypten fra vejen. Han fik at vide, at regeringen mente, det var bedst at holde ham i fængsel. Men qadierne og de lærde kunne denne gang ikke fremsætte nogen klar anklage mod ham. Derfor vaklede de i tvivlens dilemma. Da imamen så ulamaernes og qadiernes indre konflikt, besluttede han, at han frivilligt selv ville gå i fængsel. Qadierne ønskede imidlertid ikke at sende ham i fængsel. Derfor blev han holdt under bevogtning. Elever og lærde kunne besøge ham. De studerede sammen med ham og drøftede vigtige religiøse spørgsmål. I særlige sager indhentede man også fatwaer fra ham. Efter nogen tid vedtog en forsamling af ulamaer og faqih’er en enstemmig resolution om at løslade imamen. På baggrund af denne resolution løslod regeringen ham. Befolkningen modtog ham med en storslået hyldest. Hans popularitet voksede betydeligt sammenlignet med tidligere. Efterhånden som hans navn blev mere kendt blandt folket, voksede også hans indflydelse. Og hans voksende indflydelse betød, at trosforestillinger i strid med islam og sharia, bid‘ah og islamstridige handlinger ville forsvinde fra folket. Den muslimske befolkning ville kunne bevæge sig korrekt frem ad Koranens og sunnahens vej. Således fortsatte imamen med at udføre sit arbejde på rette vis under vanskelige forhold.

På dette tidspunkt skabte en pludselig ændring i den politiske situation endnu flere hindringer på Imam Ibn Taymiyyas vej. Hans modstandere blev mere aggressive over for ham. Nasir al-Din Qalawun var på dette tidspunkt sultan over Egypten og Syrien. Han var fuldt ud bekendt med Imam Ibn Taymiyyas lærdom, viden, gudsfrygt, oprigtighed og mod. Det var imamen, der havde opmuntret ham til krigen mod tatarerne. På dette tidspunkt havde han med egne øjne set imamens mod, intelligens og oprigtighed. Derfor var han i det store og hele ikke imamens modstander. Men i 708 efter hijra trådte han af som hersker af forskellige årsager. Rukn al-Din Baybars overtog derfor magten. Sultan Baybars’ åndelige vejleder og rådgiver i religiøse spørgsmål var Shaykh Nasr al-Munbaji. Imam Ibn Taymiyya var denne shaykhs vigtigste kritiker med hensyn til hans troslære, overbevisninger og handlinger. På den anden side blev imamen også betragtet som den tidligere sultans yndling. Modstanderne fik derfor nu en fuldkommen mulighed for at gribe ind mod ham. De tøvede ikke et øjeblik med at udnytte denne mulighed. Så snart Baybars kom til magten, blev det derfor beordret, at Imam Ibn Taymiyya skulle sendes til Alexandria og holdes under bevogtning dér. Hen imod slutningen af Safar i 709 efter hijra blev han sendt til Alexandria. Alexandria var et gammelt centrum for sufier og sufisme. Det fortælles, at regeringen også havde til hensigt, at en fanatisk og handlekraftig sufi i dette gamle sufi-centrum skulle gøre det af med ham, så regeringen kunne slippe for ansvaret for hans blod. Men regeringens håb blev ikke opfyldt.

Imamens aktiviteter i Alexandria

Alexandria var en gammel, historisk havneby ved Middelhavets kyst og havde tidligere været Egyptens hovedstad. I denne by var der flest sufier, som var tilhængere af den monistiske filosofi. Sufiernes vildledte filosofi havde også bredt sig kraftigt blandt befolkningen. Byen havde nogle af de største fortalere for denne filosofi. De nøjedes ikke med at føre shirk og bidʿa ind i menneskenes trosforestillinger og tanker; de påvirkede også menneskenes karakter og handlinger på en måde, der var i strid med islam. Som følge heraf blev almindelige menneskers modvilje mod og ringeagt for den islamiske sharia og dens forskrifter stadig tydeligere.

Da Imam Ibn Taymiyya nåede frem til Alexandria, besluttede han at fjerne denne fejl fra sufiernes og folkets tanker og handlinger. Først dannede han gennem undervisning i Koranen og hadith en gruppe af elever og tilhængere omkring sig. Gradvist voksede denne gruppe i omfang. Almindelige mennesker begyndte at komme til ham i store skarer. Imamen gik med stor iver i gang med at rense folkets tanker. Samtidig begyndte han at forme deres handlinger og karakter i overensstemmelse med shariaens forskrifter. Han opholdt sig kun otte måneder i byen. På denne korte tid blev alle modstandernes kræfter splittet og knust. En stor del af både almindelige mennesker og den uddannede, indflydelsesrige klasse slap ud af kløerne på sufier, der fulgte en filosofi i strid med islam. Imamen fik dem til at angre. Selv en indflydelsesrig ledende sufi angrede ved hans hånd.

Om Imamens succes i Alexandria skrev hans lillebror, Sharaf al-Din Ibn Taymiyya, som opholdt sig sammen med ham, i et brev til Damaskus’ indbyggere: »Alexandrinerne er i stor udstrækning blevet tiltrukket af vores bror og har vist ham høj agtelse. Han er til enhver tid optaget af at udbrede Koranen og sunnaen. Shaykhens kærlighed og agtelse har fået en varig plads i alles hjerter, almindelige såvel som fremstående. Næsten alle grupper — herskere, dommere, faqih’er, muftier, shaykher og mujahider — er blevet hans beundrere og hengivne tilhængere. Kun uvidende og tåbelige mennesker holder sig fra ham.«

Samtidig nærmede Sultan Rukn al-Dins fald sig. Den tidligere sultan, Nasir al-Din Qalawun, som frivilligt havde levet i eksil, vendte efter blot elleve måneder tilbage til den politiske scene. Rukn al-Din trådte tilbage fra regeringen og forlod landet. Samtidig faldt hans rådgiver, Shaykh Nasr al-Mumbadji, også. Derfor begyndte de mørke ulykkesskyer, der havde samlet sig over Imam Ibn Taymiyyas skæbne, at sprede sig. Efter at Sultan Nasir al-Din Qalawun var trådt ind i Egypten, tænkte han som det første på at befri Imam Ibn Taymiyya. Han sendte straks folk af sted for at hente imamen fra Alexandria. Nyheden om Imamens afrejse fra Alexandria spredte sig på et øjeblik i byen. Folk kom i store skarer for at tage afsked med ham. Foran tusindvis af elevers og taleres tårevædede øjne drog Imamens karavane mod Kairo. Da han nåede Kairo, modtog sultanen og byens begejstrede indbyggere ham med en storslået hyldest.

At tale sandt ved det kongelige hof

Tidligere havde de lærde i Egypten og Syrien udstedt en særlig bestemmelse om ikke-muslimske dhimmiers beklædning. Især efter korstogene havde kristne familier, som var kommet fra Europa, boet i de muslimske lande. Mange af dem var involveret i spionage til fordel for Europas kristne lande. Engang udbrød der endda en voldsom brand i Kairo. Mange muslimer blev dræbt, og muslimernes ejendom for milliarder blev ødelagt. Senere viste en undersøgelse, at en gruppe kristne på veloverlagt vis havde stået bag denne ødelæggelse. Derefter opstod spørgsmålet om at gøre dhimmiers beklædning anderledes, så de ikke kunne trænge ind blandt muslimerne og skade dem. I overensstemmelse med de lærdes fatwa beordrede regeringen dhimmierne til at bære blå turbaner. Indtil da havde dhimmierne fulgt denne bestemmelse. I dag fremsatte premierministeren ved hoffet et forslag for sultanen om at vedtage en ny lov for dhimmierne.

Ibn Taymiyya sad også ved siden af sultanen ved hoffet. Egyptens fremmeste qadier, lærde og faqih’er var ligeledes til stede. Hoffet var i virkeligheden blevet indkaldt for at vise Ibn Taymiyya ære. I sit forslag sagde premierministeren, at dhimmierne fra nu af skulle have lov til at bære hvide turbaner ligesom muslimerne, og tilføjede, at dhimmierne til gengæld havde lovet at betale regeringen en årlig skat på 700.000 dinarer. De skatter, som dhimmierne allerede betalte, skulle de fortsat betale som hidtil.

Efter at forslaget var blevet fremsat, så sultanen på de lærde og faqih’erne og bad om deres mening. Fremstående faqih’er som Allama al-Zamalkani og de øvrige qadier forblev tavse. Da Imam Ibn Taymiyya så situationen ved hoffet, blev han rasende. Han henvendte sig til premierministeren og begyndte at udspørge ham. Han kritiserede regeringens politik hårdt. Sultanen bad ham gentagne gange om ikke at blive vred, men han lod sig ikke påvirke af sultanens bønner. De tilstedeværende lærde blev skræmte af hans store mod. Hvem vidste, hvilken ulykke der nu kunne ske ved hoffet?

Imamen vendte sig fra premierministeren og henvendte sig nu til sultanen: »Det er i sandhed beklageligt, at dagens hofhandlinger er blevet indledt med en sag, der er ødelæggende for islam og muslimerne. Det er meget sørgeligt, at De for denne verdslige verdens kortvarige og ubetydelige gevinsts skyld går dhimmiernes interesser i møde. Der er ellers ingen gevinst i det, kun skade for islam og islams folk. Tænk engang over, hvor stor en gunst Allah har vist Dem. For kort tid siden havde De mistet Deres rige. Al Deres ære og indflydelse var blevet lagt i støvet. Ved Allahs nåde har De fået det hele tilbage. Allah har ydmyget Deres fjender, og De har sejret over modparten. Nu bør De vise Allah taknemmelighed.«

Sultanen blev meget tilfreds med Imamens sande ord. Han forkastede premierministerens forslag. Dhimmierne fortsatte derfor med at færdes udenfor iført blå turbaner, som de hidtil havde gjort.

Han tilgav sine fjender

Imam Taqi al-Din Ahmad ibn Taymiyya havde aldrig af frygt for magtens rynkede pande vovet at tage hensyn til den, når det gjaldt sandheden. Han var sandhedens åbenhjertige forkæmper. Han fulgte bogstaveligt Profetens ord: »Den bedste jihad er at sige sandheden foran en uretfærdig hersker.« I sine syvogtres leveår bøjede han aldrig hovedet for uretfærdighed. Han satte sit liv ind på at ophøje og etablere det, han havde erkendt som sandt. Derfor så han ikke engang efter, om nogen stod ved hans side, hvem der støttede ham, og hvem der ikke gjorde. Gennem hele sit liv måtte han næsten alene kæmpe for sandhed og retfærdighed.

Efter sin hjemkomst fra Alexandria indtraf en lignende begivenhed helt uventet ved sultanens hof. Jeg har allerede nævnt denne begivenhed. Sultan Nasir al-Din Qalawun befandt sig den dag moralsk på et sådant stade, at han var nødt til at acceptere imamens uforfærdede åbenbaring af sandheden. Ellers var statsordenen på det tidspunkt ikke sådan, at den let kunne acceptere en beslutning, der var i modstrid med regeringens beslutning. Men på grund af imamens mod og ærlighed blev det muligt den dag. Landets fremmeste ulema og de fornemste qadier fra de fire madhhabs var til stede ved hoffet. Men ingen åbnede munden. Netop dér, hvor det var mest nødvendigt at fremlægge sandheden klart, forholdt de sig tavse. Ikke nok med det: En stor del af disse lærde var involveret i en sammensværgelse mod ham. De havde deltaget i planen om at forvise ham fra Cairo og internere ham i Alexandria. Deres sammensværgelse havde også tidligere stået bag Sultan Nasir al-Dins afsættelse. Sultanen kunne ikke glemme dette. Han begyndte at overveje strenge straffeforanstaltninger mod de lærde og qadierne.

Sultanen ønskede at indhente en fatwa fra imamen, som kunne legitimere drabet på disse forræderiske qadier og lærde. Sultanen sagde: »De har udstedt en fatwa til fordel for den tidligere, flygtede sultan og imod mig.« Han tog denne fatwa frem og viste den til imamen. Samtidig sagde han: »Det er de samme mennesker, der har udstedt fatwaer imod Dem og på forskellige måder plaget Dem ved at væve sammensværgelser.« Sultanens hensigt var at ophidse imamen. Men imamen forstod hans hensigt og begyndte i stedet at nævne forskellige forhold ved qadierne og de fremstående lærde og rose dem. Han modsatte sig kraftigt sultanens forslag. Han blev ved med at forklare sultanen: »Når De har dræbt landets fremmeste lærde, vil De ikke kunne finde nogen, der kan erstatte dem. Så vil landet og folket stå over for en yderst alvorlig krise.«

»De har igen og igen lagt planer om at dræbe Dem. De har plaget Dem på mange måder.« Sultanen forsøgte at ophidse imamen.

Imamen svarede med fast stemme: »Hvad mig selv angår, kan jeg blot sige så meget: Jeg har ingen anklage mod dem, der har plaget mig. Jeg har tilgivet dem. Hvad angår dem, der har syndet mod Allah og Hans Sendebud, er Allah selv tilstrækkelig til at gengælde deres handlinger. Jeg tager aldrig hævn for min egen skyld.«

Således blev imamen ved med at forklare sultanen dette. Til sidst måtte sultanen lade sig berolige. Han undertrykte sin vrede mod de fremstående lærde. Ved denne lejlighed blev Egypten reddet fra et stort blodbad.

Historikeren Ibn Kathir har citeret en erklæring fra Ibn Makhluf, den fornemste malikitiske qadi i Egypten. Qadien sagde: »Jeg har aldrig tidligere set en så storsindet person som Ibn Taymiyya. Vi havde ophidset regeringen imod ham. Men da han fik magt til at gøre os noget, tilgav han os. Ikke alene det, han talte også vores sag over for sultanen.«

Da imamen var vendt tilbage fra sultanens hof, genoptog han sit tidligere arbejde. I Cairo bestod hans første opgaver af undervisning, foredrag, udstedelse af fatwaer og forfatterskab. Ligesom i Damaskus havde han også her fået en stor kreds af elever og tilhængere. Da de hørte om imamens ankomst, samledes de igen omkring ham. Selv mange fra de oppositionelle og sammensvorne grupper kom til ham for at bede om tilgivelse. Imamen sagde til alle: »Fra min side har jeg tilgivet alle. Jeg har ingen anklage mod nogen.«

»Alle kan være tilfredse, men Allahs fjender kan aldrig være tilfredse.« En gruppe af imamens hårdnakkede modstandere kunne på ingen måde forsone sig med, at hans anseelse voksede hos sultanen og landets fremstående lærde. De brændte og fortærede sig i det skjulte. De begyndte at ophidse folket for at ydmyge imamen. Imamen havde endnu ikke opnået den samme anseelse blandt Cairos indbyggere, som han havde haft blandt Damaskus’ indbyggere. Derfor var det ikke vanskeligt at ophidse byens muslimske befolkning mod imamen ved at rejse spørgsmål om tro, troslære og madhhab. Modstanderne tog dette våben i brug. Den 4. Rajab i år 711 efter hijra angreb nogle forbrydere ham. De sårede ham. Indbyggerne i Husainiyya-kvarteret gjorde sig straks klar til at tage hævn. Men imamen standsede dem.

Imamen sagde til de fremmødte: »For det første er det min ret at tage hævn over dem. Jeg giver offentligt afkald på denne ret. Jeg har ingen anklage mod dem. For det andet kan det være jeres ret. Hvis I i denne sag ønsker at tage imod mit råd, men ikke er rede til at følge mine ord, kan I naturligvis gøre, hvad I vil. Jeg har intet mere at sige. For det tredje er dette Allahs ret, og Allah vil selv kræve den opfyldt, hvis Han vil.« På dette tidspunkt blev der kaldt til asr-bønnen. Imamen begav sig af sted til kvarterets moské, Jamiʿ Husainiyya. Folk forsøgte at forhindre ham, men han lyttede ikke til nogen hindring. Derfor fulgte en stor skare ham. Han bad med værdighed i moskéen og vendte derefter tilbage.

Det sidste kapitel i imamens kampfyldte liv

I år 712 efter hijra begyndte man igen at høre nyheder om et tatarsk angreb. De var på vej mod Damaskus med en stor hær. Sultan Nasir al-Din Qalawun besluttede at modstå det tatarske angreb. Han drog med hæren mod Syrien med hensigt om jihad. Imam Ibn Taymiyya sluttede sig også til hæren som dens støtte. Men da de nåede Syrien, hørte de, at tatarerne var vendt tilbage. Hæren vendte tilbage til Egypten, men Imam Ibn Taymiyya blev i Damaskus.

Striden om skilsmisse

Efter syv lange år vendte imamen tilbage til Damaskus. Damaskus’ indbyggere tog varmt imod ham. Tusinder af mennesker kom ud uden for byen for at byde ham velkommen. Et stort antal kvinder deltog også i denne velkomst. Da imamen ikke havde fået mulighed for at deltage i jihad, besluttede han at besøge Bayt al-Maqdis. Efter at have opholdt sig i Bayt al-Maqdis i nogen tid rejste han rundt i flere andre områder og vendte derefter tilbage til Damaskus. Her helligede han sig igen undervisning, videnskabeligt arbejde og reformarbejde. På dette tidspunkt rettede han særlig opmærksomhed mod studiet af fiqh og analysen af forskellige juridiske spørgsmål. Imamen og hans forfædre var tilhængere af den hanbalitiske madhhab. Ikke desto mindre drøftede han juridiske spørgsmål uafhængigt og tog ved afgørelsen af forskellige spørgsmål hensyn til autentiske hadither. Derfor kom han i strid med både den hanbalitiske og andre madhhabs vedrørende forskellige spørgsmål. Et sådant omstridt spørgsmål var, om tre udtalte talaq’er ved én lejlighed skulle regnes som tre skilsmisser. De fire madhhabs og mange andre imamer var enige om dette spørgsmål. Imamen modsatte sig imidlertid denne opfattelse. Han havde støtte i autentiske hadither samt i meninger fra nogle fremtrædende sahaba. Grundlæggende var dette en uenighed inden for fiqh. Og i islamisk fiqh er der plads til denne slags uenighed. Men modpartens snæversyn kunne ikke tåle det mindste af dette. En bølge af bagvaskelse rejste sig mod imamen. Imamen fortsatte imidlertid koncentreret sit arbejde.

Islamisk fiqh er en levende og dynamisk institution. Islam er et fuldstændigt livssystem. Dette livssystem vil indtil Dommedag bevare sig selv i sin særlige livsform. Grundlaget for denne varige beståen er fiqhens dynamik. Imam Ibn Taymiyya arbejdede på at bevare denne dynamik i islamisk fiqh uforandret. Hvis islamisk fiqh når et stillestående punkt, hvis strømmen af ijtihad og istinbat tørrer ud, og hvis den ikke længere er i stand til at give islamiske løsninger på nye problemer, vil det på ingen måde være muligt at bevare islam i sin fulde form indtil Dommedag. Derfor er imamens bidrag på dette område enestående og uden sidestykke.

Men hvordan skulle de, der er vant til at leve i mørke, kunne tåle det strålende lys midt på dagen? Modparten kunne derfor ikke acceptere hans frie meningsytringer, selv om de holdt sig inden for det tilladtes grænser. På dette tidspunkt blev spørgsmålet om halaf bi’t-talaq, en ed ved skilsmisse, ivrigt debatteret. Folk brugte meget ofte ordet talaq i forskellige sammenhænge, især i forbindelse med økonomiske transaktioner. For at understrege noget eller bevise oprigtigheden af deres faste beslutning, gode hensigt og løfte sagde folk: »Jeg vil bestemt gøre dette, ellers er min kone skilt.« »Jeg vil bestemt give dig pengene på den og den dato, ellers er min kone skilt.« Eller: »Hvis jeg ikke har købt denne vare for så og så mange penge, er min kone skilt.« Ved sådanne forskellige udsagn og løfter blev folks ord anset for betinget skilsmisse eller skilsmisse under en betingelse, selv om de slet ikke havde til hensigt at skille sig, og skilsmissens juridiske bestemmelse blev anvendt på dem. På denne måde blev hundredvis af hjem og familier ødelagt. Også på det politiske område blev dette ord brugt i vid udstrækning. Siden Hajjaj ibn Yusufs tid havde det været skik at bruge ordet talaq sammen med troskabseden for at styrke lydigheden over for regeringen. Folk sagde: »Hvis jeg ophører med at adlyde den og den hersker, er min kone skilt.«

Dette spørgsmål havde skabt stor uorden og komplicerede forhold i samfundet. Imam Ibn Taymiyya foretog omfattende overvejelser og undersøgelser af sagen. Til sidst anså han det blot for en ed og et løfte. Han erklærede, at hvis løftet blev brudt, skulle man kun betale kaffara for den brudte ed; konen ville under ingen omstændigheder blive skilt som følge heraf. Også denne fatwa var i strid med den gældende lov. Derfor vendte ulamaer og qadier fra forskellige madhhabs sig imod ham. Han blev presset til at trække denne fatwa tilbage. Overdommeren Shamsuddin ibn Muslim opsøgte ham og bad ham om fremover ikke at udstede fatwaer om halaf bi’t-talaq. Han indvilligede. I mellemtiden ankom også sultanens dekret fra Egypten om, at han skulle afholde sig fra at udstede denne fatwa. Da der var fare for tumult, uro og uorden, imødekom han deres ønske. Men efter kort tid ændrede imamen sin beslutning. Det synes, som om han senere kom til den tanke, at det i spørgsmål vedrørende sharia ikke er tilladt at skjule den sande afgørelse, som han havde erkendt i lyset af Koranen og sunnaen, efter regeringens påbud, og at det i denne sag er forkert at følge en sådan regerings ordre, som ikke er et kalifat efter profetdømmets metode. Derfor begyndte imamen efter nogen tid igen at udstede fatwaer om dette spørgsmål som svar på folks spørgsmål.

Som følge heraf vendte ulamaerne og qadierne sig igen imod ham. Efter deres fælles anmodning beordrede guvernøren, at han skulle holdes under bevogtning i citadellet. I henhold til denne ordre blev han fængslet i år 720 efter hijra. Men dette fængselsophold varede kun fem måneder. Da sultanens ordre ankom fra Egypten, blev han løsladt fem måneder efter, at han var blevet ført i fængsel.

Derefter mødte han i næsten fem et halvt år ingen særlige hindringer for sit videnskabelige arbejde. I disse fem et halvt år var han gennem undervisning, forfatterskab og taler optaget af at danne den muslimske befolknings tro, aqida og karakter. I denne periode skrev han flere nye værker.

Tilbageholdt i Damaskus’ citadel

Imam Ibn Taymiyya var nået frem til den sidste fase af sit liv. Det er sandt, at han var blevet løsladt fra fængslet og var beskæftiget med at forfatte bøger, men hans fjender lod ham ikke leve i fred. De sørgede igen for, at han blev sendt i fængsel. Hvordan skulle en mand, hvis liv var fyldt med kamp og strid, kunne leve et ubekymret liv? Hvordan skulle han kunne tilbringe sine sidste dage i ro under uretfærdighedens og løgnens herredømme? Endnu vigtigere var det, at den fremtrædende position, han havde opnået på sin tids videnskabelige område, havde skabt ham en gruppe permanente fjender. De var hele tiden optaget af at lægge planer imod ham. Deres opgave var at finde ud af, hvordan de kunne ydmyge ham, hvordan de kunne skade ham, og ved at fordreje hans udtalelser fremstille ham som en, der indførte en ny islam, modarbejdede den vej, som de fromme lærde havde fulgt, og fremsatte en nyskabende og forvansket fortolkning af islam. Desværre samler der sig ofte mange af den slags egeninteresserede lærde omkring statsapparatet. En gruppe lærde sælger deres dīn og tro for statens interesser og forsøger at beskære islam efter regeringens behov; samtidig fortsætter de med at beskære selve den gudgivne natur i dem. Så når de et punkt, hvor de ikke længere kan opretholde en normal menneskelig tilstand; selv om de har menneskelig skikkelse, bliver de umenneskelige. Misundelse, had, hårdhed, brutalitet og ubarmhjertighedens vilde egenskaber begynder at komme til udtryk i dem. De nøjes ikke med at udspy deres voldsomme vrede mod deres modstander. De kan ikke finde fred, før de har bragt ham til den yderste grad af ydmygelse.

Hvis modstanderen derimod, samtidig med at han fortolker islam korrekt, kun befinder sig på det teoretiske plan, blusser deres vrede ikke helt så kraftigt op. Det kan de på en eller anden måde fordøje. Men så snart modstanderen overskrider det teoretiske plan og begynder at kæmpe og arbejde for at etablere den sande islam i praksis, eller blot tager et program op med dette formål, begynder det at brænde i dem. De bliver aggressive. For de mener, at deres interessepalads først vil styrte sammen under dette angreb. Over for det muslimske folk vil deres kunstige fromhed og falske islam blive afsløret. De har ikke mulighed for at tænke på noget større ud over deres egne interesser.

Syv hundrede år efter profetens tid nøjedes Imam Ibn Taymiyya, rahmatullāhi ʿalayh, ikke med blot at fremstille islams sande form på det teoretiske plan, skrive nogle få bøger og udstede fatwaer. Samtidig arbejdede han også på at genopbygge de muslimske menneskers ʿaqīda og tro på grundlag af denne sande islam. Sammen med sine elever og den befolkningsgruppe, der støttede ham, opbyggede han også en uovervindelig folkebevægelse. Ved hjælp af denne folkebevægelse forsøgte han at befri samfundet for giftige dampe af shirk, bidʿa og fordærv. Gennem den øvede han endda indflydelse på regeringen. Hvis han imidlertid havde haft en plan eller et program om at ændre regeringen, tror vi, at ingen regering ville have været sympatisk indstillet over for ham eller være blevet påvirket af ham. Regeringen ville da også være blevet aggressiv over for ham. På de lærdes råd ville regeringen ikke blot have kastet ham i fængsel; under regeringens tilskyndelse og efter dens ordre ville de lærde have rådet regeringen til at fængsle ham. Vores grundlæggende pointe er, at egeninteresserede lærde og regeringer, der har fjernet sig fra den islamiske kalifats ideal, altid har sammensvoret sig mod den sande islam. Den sande islams fortalere er altid blevet ydmyget af dem. Imam Ibn Taymiyya blev hele sit liv ydmyget og undertrykt af dem. Derfor blev han for sidste gang den 7. shaʿbān i år 726 efter hijra tilbageholdt i Damaskus’ citadel. Imamen tog imod ordren om tilbageholdelsen med et smil. Han udbrød spontant: »Ana kuntu muntaziran dhālika, wa hādhā fīhi khayrun kathīrun wa maṣāliḥatun kabīrah.« Det vil sige: »Jeg ventede faktisk på dette; deri ligger der megen godhed, og det er straks nødvendigt.«

For at tjene imamen fik hans lillebror Zaynuddīn Ibn Taymiyya også lov til at opholde sig sammen med ham i fængslet med guvernørens tilladelse.

Efter at imamen var blevet fængslet, angreb fjenderne også imamens tilhængere. De udførte angreb forskellige steder. De arresterede en gruppe af imamens støtter, lod dem ride på æsler og førte dem rundt i byen. Til sidst indhentede de en ordre fra overdommeren, arresterede en gruppe tilhængere og kastede dem i fængsel. Efter nogle dage blev de igen løsladt. Men imamens fremmeste elev, ʿAllāma Ḥāfiẓ Ibn Qayyim, blev hos ham.

Selv om imamens fængsling sendte en bølge af glæde gennem en gruppe forkvaklede islamshandleres hjerter, blev de retskafne lærde og almindelige muslimer dybt bedrøvede og oprørte over begivenheden. De betragtede den som bidʿas sejr over sunnaen og falskhedens sejr over sandheden. Fra forskellige dele af landet begyndte fremtrædende lærde at sende breve til sultanen i Kairo. De gav udtryk for deres oprigtige harme over, at tidens fremmeste lærde og islams stærke stemme blev holdt fængslet på denne måde.

Her citerer jeg et uddrag af det memorandum, som Bagdads lærde i fællesskab sendte til sultanen: »Da de fromme mennesker, som elsker islam, i landene mod øst og i Irak hørte, at Shaykh al-Islām Taqī al-Dīn Aḥmad Ibn Taymiyya blev udsat for uret, blev de dybt bedrøvede, mens islams modstandere på den anden side begyndte at danse af glæde. De egeninteresserede og bidʿa-prægede grupper blev også glade over dette. Da de lærde i disse områder så, at tilhængere af bidʿa og falskhed gik rundt og klappede i hænderne af glæde over de lærdes ydmygelse og lidelser, fandt de det nødvendigt at underrette regeringen om denne uønskede begivenhed. Samtidig sender de også deres eget svar til støtte for shaykhens fatwa. Ved at anerkende shaykhens lærdom, viden og lærde kunnen har de også her givet udtryk for deres holdning. Bag alt dette ligger der ikke andet end ønsket om at se dīn æret og at ville sultanen det gode.«

Imamens aktiviteter i fængslet

Den, der har gjort etableringen af sandhed og retfærdighed til målet for sit liv, betragter ingen hindring i verden som en virkelig hindring. Under både gunstige og ugunstige forhold fortsætter sådanne mennesker med at udføre deres ansvar. De suspenderer ikke deres arbejde og programmer og sidder passivt og venter på gunstige omgivelser. Ingen fængselsmur kan standse sådanne mujahiders virketrang. Når én vej lukkes, åbner de døren til en anden.
I Damaskus’ fængsel fulgte imam Ibn Taymiyya den samme vej. Uden for fængslet havde han arbejdet for udbredelsen af viden, reform og karakterdannelse; dette arbejde blev ganske vist standset, fordi han var fængslet, men det tog ikke modet fra ham. I fængslet helligede han sig på den ene side sin tilbedelse og recitation af Koranen, mens han på den anden side i endnu højere grad gav sig til personlige studier og forfatterskab. Især gik han i gang med at revidere og redigere sine tidligere skrevne bøger. På dette tidspunkt blev han særligt interesseret i koranforskning og i at afdække Koranens vanskelige tekster. Sandsynligvis havde den modenhed, han havde opnået inden for viden, sammen med fængslets uforstyrrede miljø og muligheden for koncentreret studium og forskning i Koranen, gjort ham dygtig på dette område.
Efterhånden blev fængslets miljø tåleligt og naturligt for ham. Alt, hvad han skrev, mens han sad dér, blev efter kort tid spredt uden for fængslet. På blot nogle få dage nåede det ud over hele landet. Folk uden for fængslet skrev breve til ham for at spørge om fatwaer. Han skrev svarene inde fra fængslet og sendte dem ud. Derfor blev fængslets indre og ydre i denne situation ét for ham. Tværtimod fortsatte han med ro i sindet at fremsætte sine synspunkter, mens han sad i fængslet.
På dette tidspunkt kritiserede han hårdt en udtalelse af qadi Abdullah ibn al-Akhnai, som tilhørte Egyptens malikit-madhhab. I forbindelse med kritikken kommenterede han også qadiens utilstrækkelige kundskaber i sharia og fiqh. Denne bemærkning vakte qadiens vrede. Han blev rasende, klagede til sultanens hof og fik afløb for sit nag ved at udtrykke sin vrede mod imamen.

Bøger og skriveredskaber blev taget fra ham

Sultanen udstedte en befaling: Alt skriveudstyr hos imamen, såsom papir, pen, blækhus og andet, skulle tages fra ham. Alle hans bøger skulle også fjernes. Han skulle ikke længere kunne studere eller skrive. Hans synspunkter måtte under ingen omstændigheder længere udbredes offentligt.
For en forfatter, kritiker og samfundsreformator findes der formentlig ingen større straf end denne. Måske ville dødsstraf for ham have været hundrede gange lettere. I overensstemmelse med en officiel befaling på den 9. Jumada al-Thani i år 728 efter hijra blev alle hans papirer og skriveredskaber konfiskeret. De blev afleveret til domstolens bibliotek. Her fandtes manuskripterne til omkring 60 af hans værker.
Imamen blev ikke det mindste slået ud af regeringens undertrykkelse. Han fremsatte ingen klage eller bebrejdelse over for regeringen. Han udholdt alt i stilhed. Efter at blækhus, pen, notesbøger og papir var blevet taget fra ham, samlede han løse og iturevne papirstykker op. På dem begyndte han at skrive med kul. Senere fandt man flere af hans små skrifter, som var skrevet på denne måde. De forblev uændrede i mange år. Selv under disse omstændigheder i sit liv mente han, at han stadig var engageret i jihad. Den egyptiske forfatter shaykh Abu Zahra har i sit værk om Ibn Taymiyya citeret et brev, som imamen skrev på dette tidspunkt. I brevet sagde han:
Alhamdulillah! Jeg er engageret i en meget stor jihad på Allahs vej. Den jihad, vi fører her, er på ingen måde ringere end vores tidligere jihad mod den tatariske kejser Qazan eller mod jahmiyyaerne og panteisterne. Dette er en stor gunst fra Allah over os og folket. Men de fleste mennesker er ude af stand til at forstå dens betydning.

Rejsen mod det hinsidige

Imamens tid var også ved at rinde ud. Mens han lå på sit dødsleje, kom Damaskus’ guvernør for at besøge ham. Guvernøren bad ham om tilgivelse med sorg i stemmen. Imamen svarede: »Jeg har ingen klage mod dig. Jeg har tilgivet dig. Jeg har også tilgivet dem, der var fjendtligt indstillet over for mig. De havde ingen tvivl om sandheden i mine udsagn og handlinger, og det har de heller ikke nu. Jeg har også tilgivet sultanen, for sultanen kastede mig ikke i fængsel af egen vilje, men på grund af de lærdes fatwa. Jeg har tilgivet alle i denne sag. Men jeg kan aldrig tilgive den person, der er fjende af Allah og Hans Sendebud, og som af fjendskab mod Allah og Hans Sendebud blev ved med at være fjendtligt indstillet over for mig, kastede mig i fængsel og fandt selvtilfredshed deri.«
Den 22. Dhu al-Qadah i år 728 efter hijra døde han i en alder af 67 år. Fæstningens muezzin steg op i moskeens minaret og bekendtgjorde hans død. Fra de høje tårne rundt om fæstningen lød bekendtgørelsen samstemmende i alle retninger. Straks begyndte sørgebudskabet fra byens moskeer at genlyde og give ekko overalt. På et øjeblik forstummede al glæde og larm i byen. Sorgens skygge sænkede sig over gyder og stræder, hovedveje, forstuer, hjemmets kroge og menneskers ansigter og øjne. Sørgende mennesker strømmede mod fæstningen. Selv fjender glemte deres fjendskab. Også de var overvældede og sønderknuste.
Fæstningens hovedport blev åbnet. Folk begyndte i flokke at komme for blot et øjeblik at se imamens lig og om muligt dæmpe hjertets sorg et kort stykke tid. Efter vaskningen blev hans janazah bragt til byens største moske, Umayyad-moskeen. Den lange hovedvej mellem fæstningen og Umayyad-moskeen blev fyldt med mennesker. For at beskytte janazahen mod trængslen sørgede soldater for, at liget blev bragt til moskeen. Umayyad-moskeen var på det tidspunkt den største moske i den islamiske verden. Da moskeen var fyldt, blev også pladsen foran den, hovedvejene, de omkringliggende gyder og markedet fyldt med mennesker. Ifølge historikerne havde der aldrig tidligere noget sted i den islamiske verden været en så stor janazah.
Alle byens butikker var lukkede denne dag. Mange fastede, og mange glemte at spise. Selv da janazahen blev ført mod kirkegården, var det vanskeligt at komme frem på grund af menneskemængden. Janazahen blev bragt ud fra fæstningen efter fajr. Janazah-bønnen blev holdt efter dhuhr, og da man banede sig vej gennem folkemængden til den nærliggende kirkegård, var det blevet tid til asr.
På meget kort tid spredtes nyheden om imamens død over hele den islamiske verden, og der blev overalt holdt janazah-bøn for den fraværende.

Imamens fornyende indsats

Allah har gjort sin religion kendt og etableret blandt menneskene gennem profeterne. Derfor er den ene profet kommet efter den anden. Hver epoke er blevet afgrænset, og i den er en profet kommet. I én og samme epoke er flere profeter også kommet samtidig. I forskellige lande i verden har flere profeter på samme tid fortsat arbejdet med at forkynde og etablere Allahs religion. Ja, i det samme land har Allah sendt flere profeter på én gang. Han gjorde den ene af dem til den andens hjælper. Således ser man, at profeternes kæde i menneskehedens historie aldrig er blevet afbrudt eller standset, selv ikke for en kort tid. Allah den Højeste lod ikke menneskene blive i mørket uden at give nogen vejledning om dem. Derfor er profeternes historie løbet parallelt med menneskehedens historie. Ja, det kan snarere siges, at det er profeterne, der har ført menneskehedens historie fremad.
Men efter den sidste profet, Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, er der ingen profet. Uanset hvor lang en tid der går, og hvor mange tusinde år der forløber, har Allah den Højeste erklæret, at Han ikke vil sende nogen profet mere. I denne periode vil Han fra Muhammads ummah føre sådanne sandfærdige, modige mujahid-mænd frem, som har fejlfri kundskab om religionen og shariaen, og som i sandhed vil påtage sig ansvaret for at genoplive religionen. Om dette har imam Abu Dawud i sit værk overleveret en hadith med henvisning til Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham. Heri siges der:
*************Arabisk*************Det vil sige: Ved begyndelsen af hvert århundrede vil Allah skabe en person for denne ummah, som vil styrke og forny dens religion. Det er, fordi disse sandfærdige tjenere af Allah arbejder på at forny og genoplive Den Ædle Profets religion og sharia, at de kaldes mujahider. Imam Ibn Taymiyya, må Allah forbarme sig over ham, var en sådan mujaddid. I det syvende og ottende hijri-århundrede skrabede han med skarpe våben det lag af snavs og affald af, som i løbet af syv- eller otte hundrede år siden profetskabets tid havde samlet sig over religionen og shariaen. Islam strålede igen i sin indre glans. Før ham havde mange andre mujaddider på samme måde befriet islam for dens ydre affald. Men hans arbejde var tilsyneladende langt mere omfattende, klart og skarpsindigt end deres allesammen.
Imam Ibn Taymiyyas fornyelsesarbejde kan grundlæggende opdeles i fire dele: (1) Genoplivning af den tawhid-baserede troslære og modstand mod polyteistiske trosforestillinger, skikke, normer og ritualer. (2) Kritik af filosofi, logik og kalam samt prioritering af Koranens og sunnas synspunkter og argumentationsmetoder. (3) Kritik af de islamfjendtlige religioner, sekter, samfund og grupper samt bekæmpelse af deres tanker, handlinger og adfærd. (4) Genoplivning af kundskaben om shariaen og den islamiske tænkning.
På imamens tid var der ikke få lærde, hverken i hjemlandet eller i udlandet. Der var også tilstrækkeligt mange lærde med stor og verdensomspændende berømmelse. Deres omfattende bøger var tilstrækkelige beviser på deres enorme lærdom. Deres kundskaber inden for hadith, fiqh, tafsir, usul og kalam var skyhøje. Måske var de bekendt med tidens splittelser og prøvelser. Men ingen så ud til at træde frem for at møde dem. Datidens historie nævner ingen lærd, som havde benyttet blot én af de tre kræfter: tale, skrift og organisering. Alle lod sig tilsyneladende overgive til tidens strøm og flød med som en flok i en blind strøm. Denne ære tilkommer alene imam Ibn Taymiyya. Han forstod tidens prøvelser korrekt og bekæmpede dem med alle sine kræfter; han genoprettede islam i dens sande skikkelse. Han befriede det islamiske samfund for shirkens og bid’as stank og lod den rene strøm af sand tawhid og risala flyde frit og naturligt dér. Det er netop profeternes, fred være med dem alle, opgave. På dette område repræsenterede han profeterne. Religionens mujaddider udfører i virkeligheden profeternes ansvar.
Hvilken slags samfund var det, som imamen havde viet sig til at reformere? Hvor meget forbindelse havde det med det sande islamiske samfund? Dette er noget, der må forstås rigtigt. På grund af omgang med ikke-muslimer og forskellige ikke-arabiske folkeslag, Ismaili- og batiniske herskeres indflydelse samt en gruppe uvidende og vildledte sufiders lære og handlinger begyndte trosforestillinger, tanker og handlinger blandet med shirk at brede sig blandt almindelige muslimer. Ligesom jøderne og de kristne blev muslimerne også involveret i åbenlys shirk. Det, som ikke-muslimerne gjorde ved deres store mænds grave, gentog muslimerne ved deres egne religiøse ældstes mausoleer. De påkaldte de døde i gravene og bad dem om hjælp, sådan som man beder Allah. Ibn Taymiyya skrev i sit værk Ar-Radd ‘ala al-Bakri om disse menneskers handlinger: Mange af dem ophøjede den, der lå begravet i graven, til Allahs rang og satte den levende helgen, som var gravens vogter, på profetens plads. De bad den døde om hjælp til at fuldføre deres egne ønskede forehavender. De satte denne levende helgen og vogter på så høj en plads, at det, han erklærede tilladt, blev tilladt, og det, han erklærede forbudt, blev forbudt. De havde i virkeligheden fjernet Allah fra Hans plads som Gud.
Om disse tilhængere af shirk og bid’a skrev han i sit værk Ar-Radd ‘ala al-Akhna’i: Mange tror, at indbyggerne i det kvarter eller den by, hvor en helgens mausoleum findes, får deres forsørgelse, modtager hjælp og beskyttes mod fjenders angreb på grund af hans velsignelse. På grund af hans velsignelse undgår landet også fjendernes angreb. Om den person, som de har denne trosforestilling om, siger de, at han er beskytter af den og den by. For eksempel er Sayyida Nafisa beskytter af Egypten og Kairo. Den og den helgen er beskytter af Damaskus. Den og den helgen står vagt i Bagdad og andre byer. Deres trosforestilling er, at de pågældende byer og landsbyer er beskyttet mod ulykker og prøvelser gennem velsignelsen fra disse profeters og retfærdige menneskers grave.
Da fjenderne angreb Bagdad og Damaskus, gik de til helgenernes og de religiøse ældstes mausoleer for at søge tilflugt dér; de følte ikke behov for at henvende sig til Allah.

Bestræbelser på at befri muslimernes troslære for shirk

Skaberen af menneskets krop af blod og kød er Allah. Han har også skabt alle de abstrakte egenskaber, der findes i den. Derfor tilkommer ingen fortjeneste for disse ting mennesket; den tilkommer alene Allah. Derfor er Allah allerede i begyndelsen af Koranen blevet fremstillet som den eneste, der med rette ejer al lovprisning, som den egentlige indehaver af fortjenesten for alt i universet. Det er blevet sagt: Alhamdulillah. Hvad enten mennesket er levende eller dødt, har det ingen overlegenhed. Den eneste ophøjede er Allah. Allahu akbar.
Men hvis man ser på historien om menneskets vildfarelse, vil man opdage, at mennesket helt fra begyndelsen har dyrket mennesker. Dette har fundet sted både blandt levende og døde. Heltedyrkelse, dyrkelse af awliya, pirdyrkelse, gravdyrkelse, mazar-dyrkelse og lignende har bredt sig i forskellige former. Rasulullah, sallallahu alaihi wa sallam, har sagt, at muslimer aldrig vil give sig hen til åbenlys shirk eller afgudsdyrkelse. Muslimer har ganske vist aldrig hengivet sig til åbenlys shirk. Men handlinger blandet med shirk har bredt sig vidt blandt dem. I stedet for afgudsdyrkelse har en gruppe muslimer hengivet sig til dyrkelse af awliya og grave. Blandt gravene har martyrernes mazarer fået en særlig betydning. Disse kaldes mashhad eller shashahid. På grund af dyrkelsen af awliya og mashhad blev mashhadens anseelse og betydning større end moskeens. Folk blev opslugt af besøg ved mazarer og mashhad. Disse blev de almindelige og uvidende muslimers qibla. Et netværk af sådanne mazarer og mashhad bredte sig i byer og havne over hele den islamiske verden. Tusinder af mashhad og mazarer blev opført nærmest fra den ene dag til den anden. Sultaner, konger og amirer brugte rundhåndet store summer på dem. Mange ejendomme blev også gjort til waqf i deres navn. Der blev bygget store bygninger og kupler over dem. En stor gruppe af tjenere, fejemænd og andre ansatte blev dannet for at føre tilsyn med dem. Folk begyndte at rejse for at besøge dem med stor pomp og pragt. Deres karavaner lignede karavanerne af pilgrimme, der besøger Allahs Hus. Undertiden var de endda større. På denne måde blev almindelige muslimers opmærksomhed vendt fra moskeerne mod mashhad. I det syvende og ottende århundrede efter hijra blev mazarer og mashhad således i stedet for Kabaen centrum for muslimernes religiøse liv.
En stor del af imam Ibn Taymiyyahs skrifter omhandler datidens muslimers vildfarelse. Imamen viste, at de batiniske, det vil sige fatimidiske, herskere i Egypten havde ydet det største bidrag til at befæste denne fitna blandt uvidende og egeninteresserede muslimer. Han viste også, at rafiditterne og shiaerne fra begyndelsen havde tillagt mashhad større betydning end moskeerne. Deres åndelige tilknytning til Najaf og Karbala var stærkere end til al-Haramayn (Mekka og Medina).
Ganske vist var de fatimidiske herskeres tid i Egypten afsluttet allerede før imam Ibn Taymiyyahs fødsel. Men deres mentale, kulturelle og civilisatoriske indflydelse var stadig aktiv i det muslimske samfund. Især i Syrien var antallet af shiaer og ismailitter stort. Fordi de boede i det samme samfund, påvirkede de de almindelige muslimer. Samtidig var den islamfjendtlige retning inden for sufismen heller ikke uden betydning. I denne vildfarne sufi-filosofi blev der tillagt mazarer og mashhad særlig betydning og hellighed. De afholdt årlige sammenkomster eller urs ved disse mazarer og mashhad. Om disse mazarer og mashhad skrev imamen i sit værk al-Radd ʿala al-Bakri: Nogle udfører hajj ved grave. Andre har skrevet særlige bøger om reglerne og etiketten for denne rejse. De gav deres bøger navne som for eksempel al-Manasik al-Hajj ilal-Mashahid, det vil sige reglerne for at udføre hajj ved mashhad. En shiamuslimsk lærd ved navn Abu Abdallah Muhammad ibn al-Numan skrev også en bog med dette navn. I dette værk overleverede han i ahl al-bayts navn mange hadither, som i virkeligheden var grundløse. Et andet sted i værket skrev imamen: Mange mennesker foretrækker at udføre hajj ved disse grave og mashhad frem for at udføre hajj ved Kabaen. De siger, at hvis man besøger en bestemt from mands mazar tre gange, bliver det til én hajj ved Kabaen.
Således begyndte moskeerne i hele den islamiske verden i det syvende og ottende århundrede efter hijra at blive øde, mens mazarernes og mashhadens glans og pragt voksede i sammenligning hermed. Deres gårde var altid fulde af liv. Ofte lå moskeerne om natten omgivet af mørke. I mazarer og mashhad brændte smørlamper og lysekroner hele natten. Undertiden havde de fattige muslimer i kvarteret måske ikke tid til at rette deres opmærksomhed mod moskeerne. Deres penge blev brugt på mazarerne.
På dette tidspunkt var store og stærke islamiske regeringer etableret i forskellige lande. Store faqih’er og muhaddith’er underviste på forskellige madrasaer og islamiske uddannelsescentre. Men de følte ikke behov for at indlede en modstandsbevægelse mod de almindelige muslimers trosmæssige og handlingsmæssige vildfarelser. Tværtimod befandt mange af dem sig selv i tvivl om disse trosforestillinger og handlinger. Hvis man studerer deres skrifter og fatwaer, vil man få et indtryk af denne tvivl. At imam Ibn Taymiyyah skrev to særlige værker som kritik af de vildfarne tanker hos to af denne tids største lærde, Ibrahim al-Akhna’i og Ya’qub al-Bakri, er et bevis på det. Grundlæggende gik de ikke i gang med at analysere de gængse tanker, trosforestillinger og handlinger direkte i lyset af Koranen og sunnaen. Og dog er islams grundkilder netop Koranen og sunnaen. Imam Ibn Taymiyyah opfordrede de lærde til at vende tilbage til disse kilder.

Afdækning af fejlene i filosofi og kalam

Imam Ibn Taymiyya, må Allah være ham nådig, befriede den islamiske troslære for indflydelsen fra de polyteistiske trosforestillinger og genopbyggede og genindførte den islamiske troslære. Dette var hans første reformarbejde. Det har vi tidligere behandlet. Nu ønsker jeg at behandle hans andet reformarbejde. Imamens andet reformarbejde bestod i kritikken af filosofi, logik og kalām samt i at indføre Koranens og sunnaens metode til argumentation i stedet for disse. For at forstå betydningen og omfanget af dette arbejde må man kende filosofiens og logikkens position blandt datidens muslimske uddannede samfund. Først må man vide, hvilken høj status muslimske tænkere og lærde havde tildelt filosofien og logikken.

Selv om oversættelsen af græsk videnskab og lærdom til arabisk begyndte under umayyaderne, fik den først et omfattende omfang under abbasiderne. Fra abbasidekongen al-Mansurs regeringstid (formentlig 136 hijra) begyndte oversættelsen af græsk filosofi og logik til arabisk i stor skala. Under kong al-Ma’mun voksede dette omfang imidlertid så meget, at det nærmest antog form af en bevægelse. Al-Ma’mun var selv så stærkt interesseret i sagen, at han anmodede den romerske konge om at sende ham de bedste værker om græsk filosofi. Den romerske kejser sendte også værker af filosofferne Aflaṭun (Platon), Aristu Talis (Aristoteles), Suqrat (Sokrates), Galen, Euklid og Ptolemæus. Al-Ma’mun lod dem oversætte med stor pragt. Udgivelsen blev organiseret under kongelig protektion. Folk blev opmuntret til at læse disse værker.

Som følge heraf spredte de græske filosoffers tanker sig på kort tid i det muslimske samfund. Af historien fremgår det, at næsten alle de store værker af de græske filosoffer ved slutningen af det fjerde hijri-århundrede var blevet oversat til arabisk. Blandt de muslimske filosoffer var det imidlertid Aristoteles’ værker, der fik størst udbredelse. Aristoteles blev deres midtpunkt. Hvad andet kan dette kaldes end muslimernes ulykke: Ingen af de græske filosoffer, hvis tanker, herunder Aristoteles’, havde spredt sig i det muslimske samfund, havde kendskab til den guddommeligt åbenbarede religion og profetskabet. Deres tanker stod i klar modsætning til den religion, der var sendt af Allah, og til de himmelske skrifter. De bar i grunden materialistiske tanker og en materialistisk livsfilosofi.

I begyndelsen accepterede filosofferne og tænkerne i den islamiske verden ikke Aristoteles’ tanker og filosofi blindt. De kritiserede dem. De anså dem ikke for hævet over fejl. Mange skrev bøger som kritik af dem. Overalt hvor de fik øje på svagheder i den græske tænkning, kritiserede de den hårdt. De mu’tazilitter, som havde taget mest imod den græske filosofis indflydelse, var også dens største kritikere. Blandt dem kan Nizam og Abu Ali al-Jubba’i nævnes først. I det tredje hijri-århundrede kritiserede Hasan ibn Musa en række vigtige aspekter af Aristoteles’ logik i sit værk Kitāb al-Ārāʾ wa-d-Diyānāt. I det fjerde hijri-århundrede skrev imam Abu Bakr al-Baqillani et værk ved navn ad-Daqāʾiq. I dette værk kritiserede han den græske filosofi hårdt og påviste den arabiske filosofis overlegenhed over den græske. I det femte hijri-århundrede skrev al-‘Allama ‘Abd al-Karim ash-Shahrastani, forfatteren til værket al-Milal wa-n-Nihal, en bog som kritik af Aristoteles’ og andre græske filosoffers tanker, og han kritiserede deres argumenter hårdt i overensstemmelse med logikkens regler. Hen imod slutningen af dette århundrede tydeliggjorde imam al-Ghazali, må Allah være ham nådig, gennem sit værk Tahāfut al-Falāsifa de græske filosoffers tankers mangler på en sådan måde, at der i hundrede år fortsat kunne mærkes rystelser i den græske filosofis høje palads. I det sjette århundrede førte Abu al-Barakat al-Baghdadi og imam Fakhr ad-Din ar-Razi også en omfattende kampagne mod denne græske filosofi.

Trods alt dette var den del af det muslimske lærde samfund, som bar den græske filosofi, og som anså oversættelsen, forklaringen, analysen og udbredelsen af den græske filosofi for sit ansvar, tilbedere af Aristoteles’ personlighed og filosofi. De anså Aristoteles’ tanker og filosofi for hævet over al kritik. Med tiden voksede deres kærlighed, respekt og loyalitet over for Aristoteles stadig. I denne forbindelse kan navnene på de muslimske filosoffer Abu Nasr al-Farabi (339 hijra–950 e.Kr.), Abu Ali ibn Sina (428 hijra) og Ibn Rushd i Spanien (595 hijra) nævnes særligt. Ibn Sina var så besat af kærlighed til Aristoteles, at han mente, at selv om hundreder af år var gået siden Aristoteles, havde ingen kunnet skrive noget mere omfattende eller nyt om logikken end det, Aristoteles havde skrevet, og ingen argumentation kunne måle sig med hans. Han var så at sige den eneste målestok for sandheden. Ibn Rushd gik endnu et skridt videre end Abu Ali ibn Sina. Med sufiernes terminologi kan man sige, at han med hensyn til Aristoteles befandt sig på stadiet fanā fi-sh-shaykh. Den berømte forfatter Lutfi Jum’a skriver i sit værk Tārīkh Falāsifat al-Islām fi-l-Mashriq wa-l-Maghrib, med henvisning til en af Ibn Rushds biografer: Med hensyn til Aristoteles’ overlegenhed og hellighed nåede Ibn Rushd til det yderste. Han var endda rede til at gøre ham til en gud. Han mente, at Aristoteles var nået langt højere end menneskets niveau med hensyn til fornuft og overlegenhed. Hvis Ibn Rushd endda havde været tilhænger af læren om flere guder, ville han have anerkendt Aristoteles som Rabb al-Arbāb, det vil sige den største gud blandt alle guder.

I det syvende hijri-århundrede var Nasir ad-Din at-Tusi den største fortaler for den græske filosofi. Han kaldes også al-Muhaqqiq at-Tusi. Det var invasionernes tidsalder, hvor tatarerne angreb. Den største del af den islamiske verden blev ødelagt under dette angreb. Samtidig befandt muslimerne sig også i en alvorlig krise på det intellektuelle område. Tusi var en betroet ledsager af den muslimske fjende, den tatariske kejser Hulagu Khan. Tusis elever begyndte på dette tidspunkt og i den efterfølgende periode at undervise forskellige steder og skrive bøger. Det var gennem deres indsats, at grundlaget blev lagt for et uddannelsessystem i Iran, hvis centrum var filosofi og mantiq, det vil sige logik. Nogle har givet udtryk for, at en forfinet version af dette senere blev indført på Hindustans madrasaer under navnet dars-e nizami. Nasir ad-Din Tusi og hans elever anså Aristoteles for ‘aql-e kull, det vil sige den altomfattende eller fuldkomne vidende entitet, og kaldte hans forskning og undersøgelser endelige. I opposition til imam ar-Razi støttede de kraftigt Aristoteles’ filosofi, og på denne måde gav de Aristoteles’ filosofi nyt liv.

Imam Ibn Taymiyya blev født ti år før Nasir ad-Din Tusis død. Da Ibn Taymiyya trådte ind i lærdommens verden, herskede filosofien og mantiq overalt. Nasir ad-Din Tusi og hans elever var dens vigtigste bærere. Mantiqens og falsafaens (filosofiens) sprog var dengang lærdommens sprog. Jo mere dygtig man var i mantiq og falsafa, desto større lærd og videnskabsmand blev man anset for at være. Muhaddithun og faqihs havde ingen betydning på dette område. Næsten alle havde accepteret denne situation. På de områder, hvor filosofien og logikken tydeligt var i færd med at benægte sandheden, anså de det for en garanti for at bevare deres værdighed at gå med bøjet hoved. Under disse forhold blev et hårdt og frygtløst opgør med filosofien og logikken uomgængeligt nødvendigt. Det var i høj grad nødvendigt at bevise, at Aristoteles ikke var overmenneskelig, og at hans forskning og undersøgelser ikke var endelige, men kunne indeholde fejl.

Det var et ansvar, imam Ibn Taymiyya påtog sig. Han udførte dette ansvar så fremragende, at virkningen stadig er bevaret i hele den islamiske verden efter syv hundrede år. Grundlaget for nutidens vestlige filosofi er også denne græske filosofi. Ved at afsløre den græske filosofis fejltagelser åbnede han også vejen for at påpege manglerne i nutidens vestlige filosofi. Samtidig viste han vejen til at forstå den koraniske rationalismes enkelhed, appel til hjertet og overlegenhed.

Beviset for Koranens overlegenhed i argumentationsmetode

Den viden, som profeterne, fred være med dem, modtog fra Allah, kan mennesket under ingen omstændigheder opnå gennem egen indsats. Selv hvis det mest intelligente menneske i hele verden tænkte og forskede over dette i hundrede år, ville man efter hundrede år se, at han stadig stod på samme sted som hundrede år tidligere. Han ville ikke være kommet et eneste skridt fremad. Det er ikke mere end dette, den græske filosofi har givet verdens kundskabsforråd. Grækenlands videnskab, matematik, geografi, astronomi, litteratur og så videre har bidraget til den menneskelige civilisations fremskridt. Imam Ibn Taymiyya, må Allah forbarme sig over ham, erkendte også dette. Han erkendte, at araberne og den islamiske verden ved at dyrke disse fag havde bidraget til civilisationens fortsatte udvikling. Men han blev forbløffet, da han så de græske filosoffers bjergstore uvidenhed om Allah, englene og det hinsidige. I værket Ar-Radd ʿala al-Mantiqiyyin skrev han:
Når man grundigt analyserer den første lærers, Aristoteles’, værker om Allah, må selv et almindeligt dannet menneske blive forbløffet. Til sidst må han nå frem til den konklusion, at der vist ikke findes nogen på jorden, som er mere uvidende om Verdens Herre end disse græske filosoffer. Når folk sammenligner disse græske filosoffers skrifter om Allah med profeternes og sendebudenes lære, synes det virkelig, som om de sammenligner smede med engle og landsbyens godsejer med ejeren og Herren over hele universet. Her kan der trods alt være et eller andet grundlag for sammenligning. Men de, der sammenligner filosofferne med profeterne, er både uretfærdige og tåbelige. For landsbyens godsejer varetager trods alt opgaven med at opretholde orden og disciplin i landsbyen. I denne henseende har han en vis lighed med den Almægtige og universets konge. Men sagen med filosofferne og profeterne er fuldstændig uden sammenligning. Filosofferne kan ikke engang nærme sig den viden, profeterne opnår. Man kan tværtimod sige, at de vantro, afgudsdyrkerne og jøderne ved langt mere om Allah end disse filosoffer.
Hvad er årsagen til de græske filosoffers uvidenhed? For at analysere årsagen må man gennemgå Grækenlands oldtidshistorie. I det meste af historien ser man det græske folk som dyrkere af afgudsbilleder og stjerner. På dette tidspunkt var deres nationale tankegang gennemsyret af overdreven idealisme, spiritualisme og mytologisme. Moderne historisk analyse har bevist, at afgudsdyrkelse og stjernedyrkelse var udbredt overalt i det gamle Grækenland. Templer for guder og gudinder blev opført overalt i landet. Tusindvis af guders navne gik fra mund til mund. Den græske filosofi, som blev oversat og prydede bibliotekerne i den islamiske verden og derefter nåede Europa gennem muslimerne, var i virkeligheden gennemsyret fra top til tå af denne afguds- og stjernedyrkelse. De græske filosoffer udsmykkede deres afgudsdyrkende tankegang med filosofiens tiltalende fagudtryk. Fordi muslimske lærde og lærde mænd ikke kendte Grækenlands oldtidshistorie og de græske filosoffers religiøse tænkning, begyndte de selv at forske ivrigt i disse filosofiske drøftelser, idet de anså dem for dyb visdom. De anvendte alle deres kræfter, evner og kvalifikationer på at bevise, at de var sande og korrekte. Imam Ibn Taymiyya formåede imidlertid at nå frem til den græske filosofis rødder. I forbindelse med sin tafsir af sura al-Ikhlas skrev han: Så vidt man ved om Grækenlands gamle filosoffer, var de hårdnakkede afgudsdyrkere. De var også stærkt tiltrukket af magi. De dyrkede stjerner og afgudsbilleder. Dette lå også til grund for deres dybe interesse for astronomi og stjernehvælvingen.
Selv de muslimer, der blev tilhængere af deres filosofi, forhindrede ikke folk i at begå shirk og anså ikke tawhid for nødvendigt. Tværtimod betragtede de shirk som tilladt.
Ifølge Imam Ibn Taymiyya havde de filosoffer, der levede før Aristoteles blandt Grækenlands gamle filosoffer, stor viden om det usete, såsom Allah, englene og det hinsidige, samt om religiøse sandheder, og de stod nær islam og Allahs sande religion. I den forbindelse sagde han, at filosoffer før Aristoteles, såsom Pythagoras, Sokrates og Platon, havde forladt Grækenland og rejst til lande som Syrien og Egypten, hvor forskellige profeter var blevet født. De havde mødt profeten Davids og profeten Salomons, fred være med dem, ledsagere og følgere og modtaget viden om den usete verden fra dem. Men dette var ikke muligt for Aristoteles. Han havde aldrig rejst til disse lande. Han havde ingen del af profeternes lære. Hans folk dyrkede stjernerne. Han havde en vis viden om dette, og på dette grundlag byggede han sin egen tænkning og forskning. Senere fulgte hans tilhængere blindt hans vej.
Desværre blev det netop Aristoteles’ filosofi, der blev udbredt i den islamiske verden. Muslimske filosoffer som al-Farabi, Ibn Sina, Ibn Rushd og Suhrawardi dyrkede denne filosofi. De kaldte Aristoteles Muʿallim al-Awwal, den første lærer.
Som svar på de muslimske filosoffers vildfarelser opstod ilm al-kalam, men Imam Ibn Taymiyya var heller ikke tilfreds med den måde, hvorpå dens argumenter blev fremlagt. Ifølge imamen havde kalam-lærde overtaget filosofiens terminologi og filosofiens metode til at bevise påstande for at bevise religiøse og usete sandheder. Denne metode viste sig i vidt omfang at være mislykket. I mange tilfælde virkede den tværtimod som en boomerang og skadede islam. Han påpegede mange mutakallimuns, det vil sige kalam-lærdes, svagheder: De rejste ofte store spørgsmål mod islam og fremlagde de tvivlsspørgsmål, der blev rettet mod islam, på en meget overbevisende måde. Men deres svar var forholdsvis meget svagere og mere afdæmpede. Med henvisning til Imam ar-Razi, må Allah forbarme sig over ham, skrev han i værket an-Nubuwwat: Imam ar-Razi indrømmede klart mod slutningen af sit liv, at han havde tænkt meget over den karimiske metode og den filosofiske fremstillingsproces. Til sidst nåede han frem til den konklusion, at dette hverken helbreder en syg eller slukker en tørstig persons tørst. Han sagde: »Jeg har fundet Koranens metode nærmere.«
Imam Ibn Taymiyya skrev, at Koranens argumenter for Allahs eksistens samt Hans væsen og egenskaber er langt klarere, renere, entydigere og mere overbevisende end de intellektuelle beviser, som kalam-lærde og muslimske filosoffer har fremlagt. Desuden er der i den koraniske metode heller ikke plads til de nye komplikationer og tvivlsspørgsmål, som filosofferne og kalam-lærde skaber gennem deres fremstillinger.

De kristnes svar

Imam Ibn Taymiyya var i det ottende århundrede efter hijra i færd med at udføre opgaven med at genoplive islam. Den nervøse svaghed, der syv hundrede år efter profetgerningen havde vist sig blandt islams bannerførere, var ikke ubetydelig. To hundrede års korstogskrige og derefter tatarernes angreb havde fuldstændig udmattet dem. I denne situation og på muslimernes svage tidspunkt indledte andre religioner og ideologier et voldsomt angreb på dem. Især begyndte kristendommen og kristne ideologier at fremstille tatarernes sejre som deres egne sejre. Vi har tidligere nævnt den jubel, som de kristne indbyggere i en by udviste, da byen faldt i tatarernes hænder, samt deres aktiviteter mod islam og muslimer. Af disse grunde blev kristen ideologi på dette tidspunkt fremført med stor styrke over for muslimerne. Som følge heraf begyndte der at opstå revner i mange muslimers mure af tro og praksis.

Imam Ibn Taymiyya begyndte på rette tidspunkt en kampagne for at helbrede muslimerne for denne sygdom. Hans skrifter indeholder utallige afsnit om dette emne. Han skrev endda et værk på fire bind og 1.395 sider om det. Værket hedder Al-Jawab al-Sahih li-man baddala din al-Masih (Det rette svar til dem, der har forvansket profeten Isas religion).

På dette tidspunkt boede der faktisk et stort antal kristne i de islamiske lande, især i Egypten og Syrien. Og lige efter Syrien lå en række kristne lande. Det Byzantinske Riges grænse lå op til Syrien. Fra slutningen af det femte århundrede efter hijra begyndte europæerne en række angreb på Syrien og Palæstina, som fortsatte i de følgende to hundrede år; som følge heraf blev en del af Syrien revet ud af muslimernes hænder. Samtidig var Bayt al-Maqdis i halvfems år under de kristnes kontrol. Senere besejrede sultan Salahuddin Ayyubi imidlertid korsfarerhæren eftertrykkeligt i slaget ved Hittin og befriede Bayt al-Maqdis. Men selv efter dette, da de kristne havde oprettet en selvstændig stat ved Syriens kyst, voksede de kristne missionærers og herskeres mod betydeligt. De drømte om at bringe hele Syrien under kristendommens banner og udbrede kristendommen i hele området. Netop på dette tidspunkt begyndte de at betragte muslimernes ynkelige nederlag for tatarernes hænder som en stor mulighed, Gud havde skabt for dem. De så det som et varsel om deres egen sejr og lod overalt råbet lyde, at Jesu religion var den sande religion, og at denne sande religion nu havde sejret.

På dette tidspunkt begyndte islamfjendtlige bøger fra den kristne verden at blive importeret i stor mængde. Gennem disse bøger forsøgte man at sprede forvirring blandt muslimerne om islam og bevise, at kristendommen var Guds eneste religion. Imam Ibn Taymiyya bekæmpede denne fitna i stort omfang. Mange muslimske lærde, forskere og kritikere havde tidligere kritiseret kristendommen. Men de fleste af dem kendte ikke kristendommens historie tilstrækkeligt. De betragtede kristendommen som en samling af profeten Isas ord og de begivenheder, der var knyttet til ham, og ophøjede den derfor til en himmelsk eller guddommelig religions status. Som følge heraf fik kristendommen langt større betydning blandt muslimerne, end den havde ret til. Denne tilstand viste sig at være yderst skadelig for de muslimer, der var plaget af en åndelig sygdom.

Imam Ibn Taymiyya var derimod fuldt bekendt med kristendommens historie, de omfattende forandringer og omdannelser, der fandt sted i dens religiøse institutioner i Rom og Grækenland, samt dens tidlige udvikling dér. Han var fuldt klar over, at den samtidige kristendom i virkeligheden ikke var andet end en blanding af profeten Isas lære og romernes og grækernes polyteistiske trosforestillinger, overbevisninger, skikke og ceremonier samt deres mytologiske gudinders og guders handlinger. Han skrev i værket Al-Jawab al-Sahih:

Indbyggerne i Rom, Grækenland og andre sådanne lande var i virkeligheden polyteister og afgudsdyrkere. De fremstillede statuer af templer og afguder og tilbad dem. De kristne har blandet to religioner sammen og skabt én religion. Den ene er de monoteistiske profeters religion, og den anden er polyteisternes religion. En del af deres religion består af profeternes lære, mens en anden del består af ord og handlinger, der er hentet fra polyteisternes religion. På denne måde har de skabt en ny religion, som der ikke findes noget spor af i profeternes ord.

På denne måde angav han de forskellige tidsaldre og stadier i kristendommens udvikling og forvanskning. Samtidig tydeliggjorde han muslimernes opfattelse af Injil. Mange muslimske lærde begår den fejl at betragte Injil som en bog fra Gud på samme niveau som den ærede Koran. Derfor bliver de let påvirket af de kristne missionærers propaganda. Også om dette gav han en klar redegørelse. Han siger, at de kristne selv indrømmer, at den Injil, som i dag findes hos dem, ikke blev skrevet på profeten Isas tid eller efter hans anvisning. Efter at profeten Isa var steget op til himlen, skrev to af hans hawarier (disciple), Matthæus og Johannes, sammen med yderligere to kristne, som ikke havde set profeten Isa, Markus og Lukas, denne bog. (1. Der er også i dag rejst spørgsmål om, hvorvidt Matthæus og Johannes var profeten Isas disciple. Se værket Koranen, Bibelen og videnskaben af den franske ny-muslim dr. Maurice Bucaille.) Han siger også, at Injils og Toraens ord ikke kan placeres på samme niveau som den måde, hvorpå muslimernes Sendebuds ord, handlinger, religion og troslære er blevet bevaret gennem kæder af pålidelige overleverere.

Da han beskrev forskellen mellem den ærede Koran og Toraen og Injil, sagde han: Koranens ordlyd og betydning er kommet videre fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gennem en pålidelig kæde af overleveringer. Der er opnået enighed om dette, ligesom der er opnået enighed om Sendebuddets sunna samt hans tilstande og begivenheder. Deres nøjagtighed er blevet bevist på forskellige måder.

…Den ærede Koran er bevaret i muslimernes hjerter. Det er ikke en betingelse at læse en skrevet eller trykt bog for at lære Koranen udenad. Selv hvis disse bøger, Gud forbyde det, en dag skulle blive ødelagt, ville det ikke medføre nogen vanskelighed ved at lære Koranen udenad. Hvis Bibelen derimod i dag af en eller anden grund blev ødelagt, ville de kristne ikke have noget alternativt lager af dens ord. Derfor er sådanne bøger gennem tiderne blevet underkastet forskellige ændringer, både sproglige og betydningsmæssige.

Som en væsentlig årsag til den forvanskning, som de kristne har foretaget i deres religion, nævner Imam Ibn Taymiyya også, at de kristne ikke forstod den korrekte betydning af mange af profeternes ord, fred være med dem. Derfor forvanskede de den oprindelige betydning af mange ord. På dette område er jøderne gået endnu et skridt længere end de kristne. Han understregede kraftigt, at det er helt afgørende at forstå profeternes ord, hentydninger og terminologi, hvis man korrekt skal forstå de himmelske bøger og hente sand lære fra dem. Et eksempel er spørgsmålet om at kalde Isa, fred være med ham, Guds søn. Disciplene siger, at Messias fortalte dem: »Sandelig, Allah er min og jeres fader og min og jeres herre.« I Toraen kaldes hele Israels børn Guds sønner. Egypterne kaldes Faraos sønner. Endnu længere er man gået ved at kalde dyrenes unger for deres ejers børn. Betyder det så, at de virkelig er blevet født af dyreejerens hustru? Imam Ibn Taymiyya påviste disse kristne vildfarelser tydeligt.

Kampen mod shia-ideologien

Efter de kristne var blandt de ekstremistiske grupper inden for den muslimske verden, som imam Ibn Taymiyya førte kamp imod, shiaerne dem, hvis navn med rette kan sættes øverst. Han skrev en særskilt bog imod shiaernes ekstremistiske trosforestillinger og handlinger. Faktisk var de ekstremistiske shiaers aggressive propaganda i den muslimske ummah, som var blevet ødelagt af samtidens tatariske invasioner og korstogene, i stand til at skabe et omfattende anarki. Det var imam Ibn Taymiyyas mål at redde den muslimske ummah fra dette anarki.

Før vi her drøfter imam Ibn Taymiyyas indsats i forbindelse med shiaerne, er det nødvendigt at orientere læserne lidt om shia-sektens oprindelse og dens trosforestillinger. Efter afslutningen på kalifatet efter profetisk forbillede opstod der blandt muslimerne uenigheder, uro, krige og kampe, hvis eftervirkninger fortsatte i stor stil gennem umayyadernes og abbasidernes lange regeringsperioder. Heraf opstod utallige fitnaer. Fire store fitnaer lå til grund for disse: shiaerne, kharijitterne, murji’aerne og mu’tazilaerne. Alle senere fitnaer udsprang af disse fire grundlæggende fitnaer.

Shia betyder en gruppe eller et parti. Flertalsformen af shia er shiya‘an. I begyndelsen blev profeten Alis, må Allah være tilfreds med ham, tilhængere kaldt Shi‘at Ali. Senere blev de i teknisk betydning kaldt shiaer. Efter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, døde, mente nogle medlemmer af Banu Hashim og enkelte andre sahaba, at Ali, må Allah være tilfreds med ham, var den mest værdige til kalifatet. Nogle mente også, at han var mere værdig end de øvrige sahaba, især Uthman, må Allah være tilfreds med ham. Mange anså ham alene på grund af hans slægtskabsforbindelse med den ædle Profet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for at være den retmæssige indehaver af kalifatet. Men indtil Uthmans kalifat var disse tanker kun tanker og forestillinger. De havde endnu ikke antaget form af en lære eller en trosopfattelse.

Alle de mennesker, som nærede sådanne tanker og forestillinger, anerkendte kalifatet for de tre foregående kaliffer, herunder Uthman, må Allah være tilfreds med ham, og aflagde troskabsed til dem. De protesterede heller ikke mod nogen af deres handlinger.

Alle de mennesker, som nærede sådanne tanker og forestillinger, anerkendte kalifatet for de tre foregående kaliffer, herunder Uthman, må Allah være tilfreds med ham, og aflagde troskabsed til dem. De protesterede heller ikke mod nogen af deres handlinger.

Men disse særlige tanker antog form af en lære og trosopfattelse under og efter slaget ved Jamal mellem Ali, må Allah være tilfreds med ham, og Talha, må Allah være tilfreds med ham, samt Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, slaget ved Siffin mellem Ali og Muawiya, må Allah være tilfreds med dem, og kharijitternes slag ved Nahrawan. Derefter hjalp imam Husayns, må Allah være tilfreds med ham, smertefulde martyrdød på Karbalas slette disse tankers tilhængere med at samle sig og træde frem som en særskilt gruppe. Samtidig begyndte almindelige muslimer at nære et brændende had til umayyaderne, fordi de straks efter kalifatets begyndelse indførte en særlig form for monarkisk styre og tyranni. Da umayyaderne senere blev efterfulgt af abbasiderne, blev Alis, må Allah være tilfreds med ham, efterkommere og hans tilhængere udsat for umenneskelig undertrykkelse og forfølgelse. Dette vakte sympati og støtte for dem blandt almindelige muslimer. Alt dette gav den tidligere nævnte gruppe mulighed for at slå dybe rødder og blive stærk som organisation. Kufa var denne gruppes stærke centrum. Allama Ibn Khaldun har i sin Muqaddima, og Abd al-Karim al-Shahrastani i sin bog al-Milal wa al-Nihal, beskrevet shiaernes særlige lære. Sammenfattet er den som følger:

For det første: Almindelige mennesker har ingen ret til at træffe afgørelse om imamatet (shiaerne anerkender ikke kalifatet, men har i stedet antaget betegnelsen imamat). Derfor kan ansvaret for at vælge en imam ikke overlades til almindelige muslimer. Og selv hvis almindelige muslimer vælger nogen til imam, bliver han ikke imam af den grund. Imamatet er en søjle i religionen og islams egentlige grundvold. Profeten kan ikke have forsømt dette på nogen måde. Han kan ikke forlade denne verden efter at have overdraget ansvaret for at vælge en imam til ummah. Han må selv have udpeget en imam.

For det andet: Imamen skal være ma’sum, det vil sige fri for synd og fejl. Han skal være beskyttet mod alle synder, store som små. Han kan ikke begå fejl. Alt, hvad han siger og gør, skal være ren og ublandet sandhed.

For det tredje: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte Ali til imam efter sig.

For det fjerde: Den næste imam efter hver imam skal udpeges gennem en klar instruktion fra den foregående imam. Dette skyldes, at ansvaret er blevet taget fra hele ummah og lagt alene på imamens skuldre.

For det femte: Alle shiaernes sekter var enige om, at Alis, må Allah være tilfreds med ham, efterkommere og slægt alene havde retten til imamatet.

For at formulere disse læresætninger tog shiaerne tilflugt til en bestemt type hadith, hvis ophavsmænd de selv var. De overleverede selv disse hadither og fortolkede dem efter deres egen madhhab. Almindelige Ahl al-Sunna wa al-Jama‘a kendte ikke det mindste til disse hadither. Tværtimod kan man med Ibn Khalduns ord sige, at de fleste af dem var mawdu‘, det vil sige løgnagtige, opdigtede og fabrikerede. Overlevererne af disse hadither var ikke fejlfri. Men lad os vende tilbage til vores tidligere diskussion. Selv om flertallet af shiaerne var enige om den ovennævnte lære, blev de på grund af uenighed om mange andre spørgsmål igen opdelt i forskellige sekter. Blandt dem var der dog to store grupper: imamiyyaerne og zaydiyyaerne. De, som tror på Alis imamat efter Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og på rækken af hans efterkommeres imamat efter ham, hører til imamiyya-sekten. De, som begrænser imamatet til Fatimas, må Allah være tilfreds med hende, efterkommere, kaldes zaydiyyaer. De knytter sig således til Zayd ibn Ali ibn Husayn, grundlæggeren af denne madhhab.

Shiaernes forskellige grupper har forskellige holdninger til almindelige muslimer. Ifølge den mest moderate shia-opfattelse blandt dem er Ali den bedste af hele skabningen. De, som kæmpede imod ham, og de, som nærer fjendskab og had til ham, skal opholde sig for evigt i Jahannam. De vil blive genoprejst sammen med de vantro og hyklerne. Før Ali blev Abu Bakr, Umar og Uthman, må Allah være tilfreds med dem, gjort til kaliffer. Hvis Ali, må Allah være tilfreds med ham, havde nægtet at anerkende deres kalifat og havde udtrykt sin indre utilfredshed med dem, ville de ifølge denne opfattelse også have opholdt sig i Jahannam — Allah forbyde det. Men eftersom Ali, må Allah være tilfreds med ham, accepterede deres lederskab, aflagde troskabsed til dem og bad bag dem, accepterede shiaerne også dem i overensstemmelse med Alis handlinger. De er ikke villige til at anerkende nogen forskel mellem Ali og Profeten bortset fra profetværdigheden. På alle andre områder har Ali og Profeten samme rang.

Dette var de moderate shiaers opfattelse. Over for den stod de ekstremistiske shiaers synspunkt: De kaliffer, som havde overtaget kalifatet før Ali, var usurpatorer, tilegnere og forrædere. De, som havde gjort dem til kaliffer, var vildledte og uretfærdige, fordi de havde afvist Profetens testamente og frataget den sande og retmæssige imam hans ret. En gruppe blandt dem gik endnu længere og erklærede de tre første kaliffer og dem, som havde valgt dem, for vantro. De mest moderate blandt disse er zaydiyyaerne. De anser Ali for den bedste. Men ifølge dem kan mindre værdige også blive imamer, selv når den bedste er til stede. De mener desuden, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke gav nogen klar instruktion til fordel for Alis imamat. Derfor anerkender de Abu Bakrs og Umars kalifat. Alligevel mener de, at imamen skal udpeges blandt Fatimas efterkommere.

Imam Ibn Taymiyya, må Allah have barmhjertighed med ham, har forskellige steder i sine værker tilbagevist alle disse shiaers trosforestillinger og handlinger. Samtidig udførte han opgaven med at forsvare sunnahens og Ahl al-Sunnas trosopfattelse samt de retledte kaliffers og de ædle sahabas sag. Men den måde, hvorpå shiismen voksede sig stærk i hans tid, og den storm af skandaløs protest mod muslimernes grundlæggende trosopfattelse og mod den bedste gruppe af muslimer, som Profeten selv havde oplært — Profetens sahaba — samt den måde, hvorpå deres karakter blev besudlet og de blev skældt ud, gjorde imamen dybt bekymret. Han mente, at hvis den bedste gruppe af muslimer, som Profeten havde oplært, blev fordømt, ville muslimerne ikke længere have noget forbillede. Som følge heraf ville de nå den yderste grænse af moralsk anarki.

Særligt den store bog Minhaj al-Karama fi Ma‘rifat al-Imama, som den shiamuslimske lærde Ibn al-Mutahhar — begunstiget af den daværende tatariske hersker Öljaitü Khudabanda Khan — skrev til støtte for shiismen og imamatet og imod kalifatet og Ahl al-Sunna, begyndte hurtigt at sprede sig blandt muslimerne. Shiaerne skabte stor opmærksomhed omkring bogen og hævdede, at ingen kunne besvare dens hovedargumenter. I bogen blev der fremlagt beviser for Alis, må Allah være tilfreds med ham, og Ahl al-Bayts imamat og ismat, det vil sige ma’sumiyya — at de pågældende personer er fri for alle former for fejl og synd — og den indeholdt protester mod de tre kaliffers kalifat samt fordømmelse af de ædle sahaba. Der blev afholdt omfattende diskussioner om dette. Man forsøgte at bevise disse påstande ud fra Koranens vers og hadith. Hele bogen var så fuld af teoretiske drøftelser og argumenter, at det for en almindelig læser på ingen måde var muligt at indtage et standpunkt, der modsagde dens udsagn.

Ligesom de shiamuslimske lærde i det ottende århundrede tilhørte bogens forfatter også mu’tazilaerne med hensyn til usul og troslære. Derfor blev hans angreb på Ahl al-Sunnas trosopfattelse ført på helt filosofisk vis og efter mutakallimunernes metode. Af denne grund påvirkede bogen også de muslimske intellektuelle. Det var ikke muligt for en almindelig lærd eller forfatter at skrive et svar på en sådan bog.

Desværre havde shiamuslimske lærde generelt vist sig yderst frygtløse, når det gjaldt at fremstille hadither og henvise til disse fremstillede hadither. Samtidig havde hadithvidenskaben på den tid nået et meget stort omfang. Millioner af hadither var blevet nedskrevet i bøger. Forskellige samlinger af dem var spredt i biblioteker i forskellige byer i den islamiske verden. Videnskaben om jarh wa ta‘dil og asma al-rijal, det vil sige læren om at kontrollere hadithernes pålidelighed og autenticitet, havde også bredt sig. Disse værker var ikke samlet i ét bibliotek i én bestemt by. Derfor var det på ingen måde let for en enkelt person at kontrollere ægtheden af de hadither, der blev citeret i den nævnte bog. Dette kunne kun udføres af en, som var hafiz inden for hadith- og rijalvidenskaben, som kendte enhver hadithbog og overleverernes navne og forhold ud og ind, og som modparten ikke på nogen måde kunne bedrage gennem falske henvisninger. Samtidig måtte islams historie ligge åben foran ham som en åben bog, så han heller ikke kunne bringes til fald ved at blive ført vild i historiens labyrinter.

Som en sådan lærdommens altomfattende lærde kunne man i den tid kun nævne imam Ibn Taymiyya. Han var lige så lærdomsrig inden for filosofi og kalam, og lige så i stand til at afsløre fejlene i modpartens filosofiske og rationelle argumentation, som han var dybt kyndig inden for hadithvidenskaben. I hans samtid blev han sammenlignet med et enormt hadithbibliotek. Det var ligefrem almindeligt sagt blandt de lærde, at hvis imam Ibn Taymiyya sagde om en hadith, at han ikke kendte den, så var den i virkeligheden slet ikke en hadith.

Han beviste gennem Ibn al-Mutahhars bog, at når den shiamuslimske lærde Ibn al-Mutahhar havde skældt ud på Profetens sahaba — de bedste blandt hele menneskeheden efter profeterne, afzal al-khala’iq ba‘d al-anbiya’ — og fremstillet dem som Allahs værste skabninger, havde han i virkeligheden slået med en økse mod islams grundvold. Derved blev døren åbnet for angreb på, kritik af og fornægtelse af Muhammads profetskab. Et sted i bogens første bind skrev han: »Disse shiaer har fremstillet dem, som blandt alle tidligere og senere nationer var de bedste og mest retskafne efter profeterne og sendebuddene, som de værste og mindst retskafne blandt hele menneskeheden. De har beskrevet deres store fejl og forvandlet deres gode egenskaber til fejl. På den anden side har de fremstillet mennesker, som af rent egeninteresse havde knyttet sig til islam, og som var større syndere, løgnere, troløse, uretfærdige og mere involverede i synd og vantro end nogen andre, som retskafne og som de bedste af skabningerne. På denne måde har de erklæret hele ummah for vantro eller bevist, at den var vildledt, med undtagelse af deres egen lille gruppe, om hvilken de mener, at kun den følger sandheden.«

Et sted i bogens andet bind citerede han en udtalelse af imam al-Sha‘bi. Imam al-Sha‘bi sagde: »Jøderne og de kristne viser deres profeter større respekt end shiaerne viser deres. Jøderne blev spurgt: Hvem er de bedste blandt jeres nation? De svarede: Moses’ ledsagere. De kristne blev spurgt: Hvem er de bedste blandt jeres nation? De svarede: Jesu hawariyyun, det vil sige hans ledsagere. Shiaerne blev spurgt: Hvem er de værste blandt jeres nation? De svarede: Muhammads, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sahaba.« Således havde de skældt disse retskafne mennesker ud.

Et andet sted i andet bind skrev han, da han beskrev en af shiaernes vaner: »Shiaernes evige vane er at forlade muslimernes fællesskab, altid samarbejde med jøder, kristne og afgudsdyrkere og kun tale venskabeligt med dem. Hvem kan være mere vildledt end de, som nærer fjendskab til de forreste blandt muhajirun og ansar, men holder venskab med hyklere og vantro?«

Derefter beskrev han shiaernes rolle i forskellige nationale spørgsmål. Han nævnte især begivenheder, hvor de havde samarbejdet med de vantro under nationale kriser, og skrev, at de fleste af dem inderst inde nærede et langt stærkere venskab med de vantro end med muslimerne. Da tatarerne derfor trængte ind i den islamiske verden fra øst og dræbte muslimer, hjalp de shiaer, som befandt sig i områder som Khurasan, Syrien og Halab (Aleppo), fjenderne. På samme måde hjalp shiaerne de kristne, da de kæmpede mod muslimerne i Syrien. Således kan man se, at hvis der blev oprettet en jødisk regering i Irak eller et andet sted, ville shiaerne vise sig at være dens største støtte. Derfor står de altid rede til at hjælpe de vantro, afgudsdyrkerne, jøderne og de kristne og til at støtte dem i kampen mod muslimerne.

Rekonstruktionen af islamisk viden og tænkning

Imam Ibn Taymiyya, må Allah forbarme sig over ham, er en af de mest omvæltende personligheder i islams historie. I historiens strøm har han efterladt et strålende gyldent vidnesbyrd om sandhed, retfærdighed, viden og åndelig skarpsindighed, som vil fortsætte med at inspirere ummaen til sandhedens og retfærdighedens vej indtil Dommedag. Seks hundrede og halvtreds år efter profetskabets og kalifatet ala minhaj al-nubuwwahs ophør berigede han på ny islam og den islamiske umma med nyt liv. Når profeten forkynder islam, er der hverken uklarhed eller ufuldstændighed i den. Efter profetens bortgang omgiver verdens snavs og urenhed islam, og islam begynder gradvist at blive uklar; tilsyneladende begynder man også at opfatte den som ufuldstændig. På dette tidspunkt er det de sande lærde og religionens mujaddider, som fjerner snavset fra islams legeme, tydeliggør den sande islam på ny og udrydder forestillingen om, at islam er ufuldstændig. For dem står sandt og falsk klart som middagssolen. Derfor taler vi ikke om nogen direkte forbindelse til Allah eller nogen direkte vidensrørledning. Koranen og sunnaen er tilstrækkelige. Hvad angår sandhed og viden, er disse to de eneste kanaler til forbindelsen med Allah.
Imam Ibn Taymiyya var netop en sådan sand lærd og mujaddid for religionen. Syv hundrede år efter profetskabets ophør grundfæstede han islam på ny i dens sande skikkelse. Derfor befriede han den for al indre og ydre urenhed. I denne forbindelse har vi tidligere behandlet imamens tre fornyelsesarbejder. Hans fornyelsesarbejde bestod i at genopbygge den shariarelaterede viden og den islamiske tænkning.
På imamens tid havde den shariarelaterede viden opnået en betydelig omfattendehed. Især var der blevet oprettet enorme biblioteker baseret på tafsir, hadith, fiqh, usul al-fiqh og kalam. At opnå dygtighed i blot ét af disse områder var tilstrækkeligt til, at en almindelig studerende på den tid kunne blive berømt. Alligevel var der også mange, som var lærde inden for flere discipliner. Blot ved at læse værket Tabaqat al-Shafi’iyya al-Kubra vil man finde utallige lærde, som samtidig beherskede hele den shariarelaterede viden. Man kan kalde dem den tids encyklopædier over shariaens viden. Men trods den store udbredelse og omfattende dyrkelse af shariaens viden var det kun meget få lærde, der havde dyb indsigt. Blandt disse få stod Imam Ibn Taymiyyas navn øverst.
Imamens hukommelse var uden sidestykke. Derfor var det særdeles let for ham at opnå dygtighed inden for alle former for viden. Samtidig trængte han, på grund af den skarpe begavelse Allah havde skænket ham, ind i dybden af enhver kundskabsgren. Hver gang han skrev om et emne, åbnede han en eller anden ny horisont inden for det. Især åbnede han en ny vej til at opnå viden om Den Ædle Koran og shariaen. Koranens tafsir var et af hans særlige og mest elskede emner. Der findes ikke et eneste af hans værker, som ikke indeholder noget om Koranens tafsir. Man vil ikke finde noget værk af ham, hvor han efter en udførlig behandling af koranversene ikke har hentet argumenter og beviser derfra. Ifølge hans disciple kunne man, hvis man samlede alle de tafsir-relaterede drøftelser, han efterlod, færdiggøre en tafsir af Koranen i tredive bind. Men på grund af hans begivenhedsrige, kampfyldte og konstant jihad-prægede liv var det ikke muligt at bevare alle hans manuskripter på behørig vis. Takket være lærdes bestræbelser er en hel del af hans tafsirværker dog blevet bevaret. Blandt dem er tafsir over sura al-Nur, sura al-Ikhlas og al-Mu’awwidhatayn blevet trykt i Egypten. I nyere tid er der fra Bombay udkommet en bog med titlen Tafsir Ibn Taymiyya, hvori man har samlet tafsir-drøftelser fra forskellige af hans værker. Man har også et af hans værker om tafsirens grundprincipper, med titlen Usul al-Tafsir. På hadith-området blev Imam Ibn Taymiyya betragtet som et forbillede på sin tid. Alligevel har han ikke noget særskilt værk om hadith. Men drøftelser af usul al-hadith, asma al-rijal, jarh wa ta’dil, hadithkritik, fiqh al-hadith og lignende er blevet så omfattende i hans skrifter, at de, hvis de blev samlet, kunne udgøre et stort værk i flere bind. Især findes der ingen andre steder en tilsvarende forskningsmæssig behandling af mawdu’, falske, forfalskede og opdigtede hadither som i hans bøger. Den største behandling af dette emne findes i hans værk Minhaj al-Sunna, som blev skrevet mod shiiterne.
Hans drøftelser af usul al-fiqh er heller ikke få. På dette område havde han en mujtahids rang. Grundlæggende fulgte han selv hanbalitisk fiqh, men han var på ingen måde tilbageholdende med at fremsætte selvstændige vurderinger. I denne forbindelse kan værkerne Fatawa-yi Ibn Taymiyya og Iqtida al-Sirat al-Mustaqim nævnes. Hans særskilte værk om usul al-fiqh hedder Minhaj al-Usul ila Ilm al-Usul.
Hvis man samler imamens skrifter om ilm al-kalam, vil man se, at ilm al-kalam og aqida fylder fyrre procent af hele hans forfatterskab. Der er et særligt kendetegn ved navnene på hans bøger om dette emne. Bøgernes titler er knyttet til forskellige byer; det vil sige, at de blev opkaldt efter de byer, hvorfra spørgsmålene var kommet. Eksempler er Sharh Isbahaniyya (Isfahan), Risala Hamawiyya, Tadmuriyya, Wasitiyya, Kaylamiyya, Baghdadiyya, Azharaiyya og andre. Ved at læse imamens værker om ilm al-kalam får man et indtryk af bredden og omfanget af hans viden.
Hans bidrag inden for fiqh var ikke mindre end en mujtahids. Selv om arbejdet med at samle og systematisere alle madhhabers fiqh var fuldstændig afsluttet på hans tid, ydede han stadig et fremragende bidrag på dette område. Fra en mujtahids perspektiv gennemgik han forskellige fiqh-spørgsmål og retsregler; han analyserede reglerne i lyset af Allahs Bog, Profetens sunna, ijma, qiyas og usul al-fiqh og foretog også ijtihad og istinbat. Han forsøgte at bringe fiqhs vurderinger og detaljerede spørgsmål i overensstemmelse med autentiske hadither. På dette område findes der store samlinger af hans fatwaer. Disse værker er blevet trykt i mange bind. For nylig er et værk med titlen Fatawa Shaykh al-Islam Ibn Taymiyya, på 1.586 sider i fire bind, blevet udgivet i Egypten. Den saudiske regering har på den anden side udgivet den største samling af hans fatwaer i tredive bind.
I flere hundrede år derefter øvede imamens viden en magisk indflydelse i hele den islamiske verden. Selv i vor tid er det vanskeligt at finde nogen fremragende lærd eller islamisk tænker, der er uberørt af hans videns indflydelse.
Der findes mange udbredte tanker og ideologier i verden. De er opstået på grundlag af forskellige forestillinger, fantasier, argumenter, gæt, formodninger, erfaringer, viden opnået gennem undersøgelser og eksperimenter, samtaler og debatter. I modsætning hertil er grundlaget for islamisk tænkning og islamiske ideologier åbenbaringen og den Muhammadske profetisme. Det, som Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham, har meddelt om Allahs væsen og egenskaber, Hans handlinger, universets begyndelse og afslutning, menneskets første indtræden i verden og dets endelige skæbne, Dommedag, opstandelsen, menneskenes gerningers resultater og andre overnaturlige forhold, der vedrører det religiøse liv, udgør den islamiske aqida, tro, tænkning og ideologi. Der findes ingen anden vej til at kende disse forhold end Allahs åbenbaring til profeten. Det er på ingen måde muligt at kende dem gennem tænkning, forskning, gæt eller formodninger. Menneskets intellekt kan ikke engang nærme sig Allahs væsen og egenskaber. Mennesket har heller ingen erfaring på dette område. Disse ting kan ikke ses med øjnene. I Koranen er det klart blevet sagt: Laysa kamithlihi shay’un — intet ligner Ham. Derfor må man på dette område udelukkende støtte sig til den viden, Allah har skænket. Og denne viden findes kun hos profeterne. Profeternes hjerter er oplyst af denne viden, som om de har bevidnet alt med egne øjne. Der er ikke det mindste gran af tvivl i deres viden. Derfor er der heller ikke plads til den mindste tvivl om profeternes viden. Koranen har tydeligt omtalt dette og sagt:*************Arabisk*************Han sagde: »Diskuterer I med mig om Allah, selv om Han har vejledt mig i denne sag?«
Det er noget, der er sandt og klart som middagssolen. Når sådanne strålende sandheder foreligger, er der ikke behov for nogen anden filosofi eller noget intellektuelt argument for at bevise Allahs væsen og egenskaber. Alligevel vil man, hvis man gennemgår den menneskelige intellektuelle histories udvikling, se, at mennesket i tusinder af år har forsøgt at undersøge og analysere disse ting ved hjælp af fornuften. Samtidig har mennesket selv erkendt sin afmagt på dette område. Til drøftelsen af disse emner har filosofferne selv skabt en række tekniske begreber. De har selv fastlagt deres betydning. Senere brugte de muslimske mutakallimun disse filosoffers begreber, da de forsøgte at besvare filosoffernes vildfarelser. Som følge heraf accepterede de i mange tilfælde også begrebernes begrænsede betydning. I mange tilfælde drøftede de endda Allahs væsen og egenskaber med en sådan sikkerhed, at det syntes, som om dette var opnået gennem deres egen direkte erfaring, iagttagelse og følelse. De drog ud med protestens fane mod filosofien, men sluttede sig ubevidst til filosoffernes gruppe og gentog alle filosoffernes diskussioner og debatter. Hvor vidunderligt henvender Den Ædle Koran sig ikke til filosofferne, når den siger:
Har I hørt? I har jo allerede diskuteret ting, som I kun havde ringe viden om. Hvorfor diskuterer I nu igen ting, som I ingen viden har om? Allah ved, men I ved ikke. (Al Imran 3:66)
Som følge af den stagnation, der havde vist sig inden for islamisk tænkning og forskning på Imam Ibn Taymiyyas tid og i de flere hundrede år forud, begyndte man at betragte det aqida-palads, som mutakallimun havde bygget på filosoffernes grundlag for at bevise Allahs væsen, tawhid, det hinsidige og andre usynlige og overnaturlige sandheder, som religionens egentlige fundament. Bortset fra en lille gruppe muhaddithun og fuqaha betragtede alle mutakallimuns intellektuelle konklusioner som målestokken for islamisk aqida. I stedet for at gøre Allahs Bog og Profetens sunna til målestokken for aqida gjorde de mutakallimuns bøger til målestokken. For at undgå spørgsmål og indvendinger foretog de ta’wil, det vil sige opdigtede fortolkninger, af vers og hadither. Filosofiens og ilm al-kalams indflydelse havde grebet dem så stærkt, at de ikke engang kunne forestille sig, at der var fejl i den; tværtimod forsøgte de at tilskære Koranen og haditherne, så de passede til den.
Imam Ibn Taymiyya kritiserede denne mentalitet skarpt. I stedet for filosofi, ilm al-kalam og intellektualisme grundlagde han islamisk aqida, tænkning og ideologi på Koranen og hadith. (I nyere tid er den mest vellykkede bog om islamisk aqida ud fra dette perspektiv skrevet af egypteren Muhammad al-Ghazali. Hans værk hedder Aqidat al-Muslim. Bogen er udgivet på bengali af Bangladesh Islamic Foundation under titlen Islamsk Aqida.)
Imam Ibn Taymiyya, må Allah forbarme sig over ham, protesterede kraftigt mod at give fornuften ubegrænset og endeløs magt og anerkende den som den afgørende instans i spørgsmål om Allah, Hans sendebud og det hinsidige. I egentlig forstand var han den første, der med held rejste denne protest. Han var den succesrige oprører mod fornuftens hensynsløshed.
Tidligere havde Imam al-Ghazali, må Allah forbarme sig over ham, skrevet mod de forestillinger om Allah, der fandtes i filosofien, kritiseret dem skarpt og gjort munter nar af filosoffernes intellektuelle rækkevidde. Men han rejste ikke nogen stærk protest mod troen på fornuftens ubegrænsede magt eller mod at indlade sig på dybe teoretiske drøftelser af forhold, som fornuften ikke har korrekt viden om.
Imam Ibn Taymiyya forsøgte med hele sin lærdoms og autoritets styrke at bevise, at den grundlæggende kilde til aqida, tro og de usynlige sandheder er Allahs Bog og Profetens sunna. Fornuften kan hjælpe med at styrke den og bevise dens sandhed, men den kan ikke være grundlaget for dens bevis. I første bind af værket Sarim al-Maql li-Sahih al-Manqul skriver han:
»Fornuften kan i virkeligheden ikke fungere som grundlag for at bevise shariaen. Den er ikke blevet udstyret med nogen egenskab, som den ikke allerede besad, og den er heller ikke blevet udstyret med fuldkommenhedens egenskab.«
Hans synspunkt er, at fornuften kun kan spille rollen som den, der afdækker en erkendelse og viser vejen. Den kan kun føre mennesket så langt som til at anerkende Sendebudets sandhed og renhed. Derefter har den ingen yderligere magt. Fornuften kan bevise, at de ting, Sendebudet fortæller om, er sande, og at de påbud, han har givet, skal adlydes. Lad os tage et eksempel: En fremmed kommer til en by og spørger efter byens mufti. En almindelig indbygger viser ham vejen til muftiens hus og siger, mens han peger på muftien: »Dette er byens mufti og lærde.« Hvis denne almindelige indbygger derefter bliver uenig med muftien om noget, bør den fremmede følge muftiens ord og afgørelse. Indbyggeren har ingen ret til at presse ham ved at sige: »Hvis jeg ikke havde ført dig til muftien, ville du ikke have fundet ham; derfor skal du følge min afgørelse.«
Imamen skriver, at fornuftens opgave efter erkendelsen af profetskabets budskab er at tro på Sendebudet, adlyde ham og følge hvert eneste af hans påbud uden at vikle sig ind i spørgsmål. Man skal betragte hans ord som endelige. På samme måde skal man også betragte Sendebudets ord som endelige i spørgsmål om det usete og det overnaturlige. Ifølge ham har almindelige mennesker ingen status over for Allahs Sendebud. Sendebudene er sandfærdige. De modtager altid fejlfri meddelelser. Det kan ikke forestilles, at deres meddelelser og viden skulle være i modstrid med sandheden. De mennesker, som blot for at vise deres egen intellektuelle kunnen sætter deres viden og meddelelser op imod Sendebudenes, har en endeløs mængde af dumhed og fejl.
Den mentale opbygning hos mennesker, der var påvirket af filosofi og rationalisme, var nået dertil, at de let accepterede det i shariaen, som kunne accepteres ud fra fornuftens og filosofiens synspunkt. Men det, der syntes at være i modstrid med deres egne argumenter og rationalisme, kunne de ikke acceptere. De modigste blandt dem nægtede direkte at acceptere det. De erklærede åbent: »Shariaen må nødvendigvis følge fornuften. Dette strider mod fornuften; derfor kan det ikke accepteres.« De, der ikke var så modige, fortsatte med fortolkning efter fortolkning af shariaens udsagn. De fremsatte fortolkninger, som ikke havde den mindste lighed med det pågældende udsagn i shariaen. Med disse menneskers mentalitet for øje gjorde Imam Ibn Taymiyya det klart, at det er obligatorisk for muslimen at tro ubetinget på Sendebudet. Tro på Sendebudet på betingelse af, at ens egen fornuft accepterer det, kan på ingen måde kaldes tro. Han skrev: »Det er endeligt fastslået i islam, at det er obligatorisk at anerkende Sendebudets sandhed og tro på ham med en tro, der er endelig og altomfattende, uden nogen betingelse. Man må anse hver eneste af hans meddelelser for sand og adlyde hvert eneste af hans påbud. Ethvert udsagn, der strider mod dette, er ugyldigt. Den, der anser de af Sendebudets ord for sande, som ligger inden for hans egen fornufts grænser, men afviser de ord, der strider mod hans egne meninger og hans egen fornuft, prioriterer sin egen fornuft over Sendebudets meddelelse og samtidig fortsætter med at påstå, at han tror på Sendebudet, er i virkeligheden selvmodsigende. Og den, der siger: ›Jeg vil ikke erklære et af Sendebudets ord for sandt, før jeg har bedømt det med min egen viden og fornuft og forstået det,‹ har en kufr, som der ikke er nogen tvivl om.«*************Arabisk*************Imam Ibn Taymiyya gennemgik rationalisternes påstande og beviste, at de intellektuelle konklusioner, der opstilles mod profeternes og sendebudenes ord og over for Koranens og sunnahens strålende sandhed, i de fleste tilfælde blot er fantasier og drømmerier; ved grundig eftertanke viser de sig at være rene luftkasteller i fornuftens himmel. Han siger, at filosofferne har givet de store konklusioner, som de er stolte af, navnet »viden om Gud«, og at de ting, som de fremfører mod profeternes tale, ved en upartisk bedømmelse ikke adskiller sig fra en gal mands vrøvl.
Men imamen var på ingen måde tilbageholdende med at give fornuften dens rette rang. Ifølge ham tilskyndes man mange steder i Den Ædle Koran til at bruge fornuften og anvende den. Efter hans opfattelse kan der ikke være nogen modsætning mellem en fejlfri og afbalanceret fornuft og profeternes fejlfri ord. Han beskrev resultatet af sine dybe og omfattende studier således: »Jeg har ikke set nogen modsætning mellem fornuften og Sendebudets ord.« Betingelsen er dog, at fornuften skal være afbalanceret — det, Koranen kalder aql salim — og at profetens ord skal være korrekt bevaret uden nogen forvanskning. Om dette emne skrev han et værk i fire bind. Det hedder Bayan Muwaffaqat Sarih al-Ma’qul li-Sahih al-Manqul. I dette værk forsøgte han at bevise, at der ikke er nogen modsætning mellem en fornuftsmæssigt korrekt intellektuel erkendelse og profeternes uforvanskede ord. En fejlfri intellektuel erkendelse har altid hjulpet med at bevise sandheden i sådanne ord.
Han erklærede med dyb overbevisning, at ingen hadith er i strid med fornuften. Hvis der findes en sådan hadith, vil det vise sig, at hadithkyndige allerede har betegnet den som da’if (svag) og mawdu’ (opdigtet). Han nægtede at acceptere filosoffernes og mutakallimuns påstand om, at Koranens grundlag blot består i overlevering og det hørte. Han beviste, at Koranen indeholder de bedste argumenter og intellektuelle beviser. Koranens argumentation er så uigendrivelig, at den ikke kan tilbagevises, selv om man fremsætter tusind argumenter imod den.
Kort sagt fastholdt Imam Ibn Taymiyya altid, at åbenbaringen og profetskabets budskab — ikke fornuft og rationelle argumenter — er grundlaget for aqida og tro. I sine forskellige værker forsøgte han at bevise dette. Der findes sandsynligvis ikke en eneste af hans bøger, hvor han ikke fremsætter dette synspunkt eller i det mindste antyder det. På denne måde forsøgte han at bringe sin samtids intellektualisme under Koranens og sunnahens kontrol. Gennem hans bestræbelser blev den islamiske tænkning og åndsretning styrket, og i flere hundrede år derefter fortsatte den med at give ummaen styrke.

Afsluttende bemærkninger

Ethvert geni er enestående. Alligevel kalder vi nogle genier tidløse. De har overskredet deres egen tid. Selv på de efterfølgende tider har deres aftryk forblevet uudsletteligt. Et sådant geni var Imam Ibn Taymiyya, måtte Allah forbarme sig over ham.
Fra ungdommens første sitren til alderdommens stivhed og helt frem til livets sidste øjeblik opfyldte han sit ansvar. Han anerkendte aldrig nederlag eller afmagt. Han var som et uudgrundeligt hav. Bølge efter bølge slog ind. Så kom endnu en bølge. I hans bryst fandtes en uudtømmelig livskraft. Det er forbløffende at tænke på, at imamen også var som et hav. Hans hjerte havde en uudtømmelig styrke; den syntes ikke at have nogen ende. Hjemme og i udlandet, på rejser, under ophold forskellige steder på vejen og selv som fange i fængslet havde hans åndelige styrke og uudtømmelige arbejdskraft forbløffet datidens verden. Almindelige mennesker fandt vejen til hans hjerte. Han var herskeren over deres hjerterige.
Hvor meget var han i stand til at ændre tidens udvikling? Hvor stor var hans succes med at grundfæste islam i dens rette form? Var han i stand til at gennemføre nogen ændring i statsstrukturen? Disse spørgsmål opstår naturligt, når man ser på imamens bestræbelser på islams genoplivning. Disse spørgsmål vil hjælpe os med at fastslå imamens plads i islams historie.
Før den detaljerede gennemgang vil jeg i denne forbindelse citere en hadith fra Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde:*************Arabisk*************
Det vil sige: »Min ummah er som regnen; man kan ikke sige, om dens første del er bedre eller dens sidste del er bedre.« Imam Tirmidhi overleverede denne hadith fra Anas ibn Malik, måtte Allah være tilfreds med ham. På baggrund af hadithen kan man sige, at alle de personer fra ummah, som har ført an i islams genoplivning, har samme fortjeneste. Men på grund af omgivelserne og omstændighederne var nogle af deres opgaver vanskeligere end andres. Hvilke omgivelser og omstændigheder trådte Imam Ibn Taymiyya frem for at konfrontere? I første halvdel af det syvende århundrede efter hijra, før imamen blev født, var hele den islamiske verdens landmasse fra Indusfloden til Eufrat, bortset fra Egypten og Syrien, blevet ødelagt af tatarenes angreb. De muslimer, der overlevede i dette område, var gennem deres gentagne flytninger næsten blevet et nomadefolk. Sammen med den økonomiske tilbagegang var også deres ære og anseelse forfaldet. På grund af ødelæggelsen af centrene for viden, uddannelse og kultur var de i sandhed blevet kastet ud i ødelæggelse. Uophørlig rædsel, uro og kaos havde gjort deres nationale identitet rådvilde. Selv om forholdene mod slutningen så småt begyndte at ændre sig, idet tatarerne var begyndt at tage imod islam, hvor meget havde det så mindsket muslimernes nød? Disse nyligt muslimske tatariske herskere stod ikke tilbage for de ikke-muslimske herskere, når det gjaldt uvidenhedens tidsalder. Under deres herredømme blev den moralske karakter hos den muslimske befolkning, de lærde, faqih’er, qadier og shaykher i endnu højere grad forringet. En del af de lærde havde overgivet sig selv til de undertrykkendes tjeneste. (Alligevel har Allah i Koranens sura al-Qasas udtrykt dette gennem profeten Moses, måtte Allahs fred være med ham:
*************Arabisk*************
»Min Herre! På grund af den gunst, Du har vist mig, vil jeg aldrig blive medhjælper for nogen forbryder, det vil sige en undertrykker.«) Ijtihad var fuldstændig ophørt; ja, i én forstand kan man sige, at det var blevet til en synd. De fiqh-baserede madhhab’er var hver især blevet til selvstændige religioner. Ifølge Allama Abul A’la Maududi, måtte Allah forbarme sig over ham, var treenigheden bestående af uuddannede og vildledte almindelige mennesker, verdsligt orienterede og snæversynede lærde samt en uvidende og undertrykkende herskerklasse på den tid blevet så stærk, at det ikke var meget anderledes end at stikke sin hals frem under denne samlede alliances kniv. (Tajdid-e Ihya-e Din, s. 81, sjette udgave, 1955, Lahore.) På denne baggrund kan vi bedømme, hvor stort og vanskeligt et arbejde imamen havde påtaget sig. Han genoplivede ikke blot studiet af den sande og korrekte viden, der udsprang af Koranen og hadith, men tog også ijtihads vej i brug for at løse nye problemer. Hans reformarbejde kan opdeles i flere dele.
For det første kritiserede han den græske filosofi hårdt. Som følge af hans kritik faldt masken af viden og ufejlbarlighed fra den græske filosofis ansigt, og alle dens svagheder trådte tydeligt frem. Det var i høj grad på grund af virkningen af hans kritik, at mørket også begyndte at vige fra vesterlændingenes synsfelt, og at de også blev kritikere af denne filosofi, om end først meget senere end ham.
For det andet fremførte han stærke argumenter til forsvar for islamisk aqidah, tro, regler, bestemmelser og lov. Hans argumenter og udtalelser bar islams sande livskraft. Han forkastede den græske metode og grundlagde en argumentationsmetode, der byggede på den almindelige fornuft. Dette var den metode, der lå nærmest Koranen og sunnah.
For det tredje nøjedes han ikke med at protestere mod blind taqlid af en imam; han praktiserede selv ijtihad og viste, hvordan det skulle gøres. Han indsamlede forskellige beviser fra Koranen, sunnah og sahabernes liv og foretog en uafhængig og retfærdig gennemgang af meningsforskellene mellem de forskellige fiqh-baserede madhhab’er, hvorved han frembragte talrige nye spørgsmål. Som følge heraf blev en ny vej til ijtihad opdaget. Samtidig udførte han en finfaldende undersøgelse af shariaens visdom og profeten, måtte Allahs fred og velsignelser være med ham, i lovgivningsmetode. Hans fatwaer er i denne henseende en uvurderlig skat for ummah. For dem, der har udført ijtihad efter ham, og for dem, der vil gøre det i fremtiden, vil hans litteratur fungere som en vejviser.
For det fjerde førte han nærmest en egentlig jihad mod bid’a og polyteistiske skikke. På grund af dette blev han udsat for alvorlige farer. Men han lod sig ikke bekymre af dem. I denne forbindelse har Allama Abul A’la Maududi, måtte Allah være tilfreds med ham, sagt det på en fremragende måde: »Af alle de uklare strømme, der indtil da var løbet sammen med islams klare kildevæld, lod Imam Ibn Taymiyya ikke én eneste slippe. Han førte en hård kamp mod hver af dem og skilte dem alle fra, hvorefter han præsenterede den rene islams vej særskilt for verden.« Modstanderne holdt sig ikke tilbage fra at bruge noget våben mod ham. Alt blev brugt imod ham: fra falske retssager og væbnede angreb med henblik på at dræbe ham til at kaste ham i kongelig unåde og sende ham i fængsel. Men han bestod alle prøver med tålmodighed. Han stillede sig frygtløst under den undertrykkende herskers nøgne sværd. Herskerens blodskudte blik kunne ikke et eneste øjeblik forhindre ham i at sige sandheden.
Kan man så uden tøven sige, at han ikke kunne ændre tidens udvikling? Slet ikke. Muslimerne bevægede sig uden tvivl ikke på samme måde i første halvdel af det ottende århundrede, som de havde gjort indtil første halvdel af det syvende århundrede. Der var sket mange ændringer i muslimernes måde at leve på. Nu havde de lært at gå med løftet hoved og værdighed. De havde fundet formålet med deres liv. Nu var forskellen mellem islam og kufr blevet tydelig for dem.
Alt dette var i særdeleshed fortjenesten hos én af Allahs tjenere, en mujahidisk mand. Efter hans død beviser de fraværende begravelsesbønner, der blev holdt over hele den muslimsk beboede verden, fra Egypten til det fjerne Kina, hans enorme popularitet blandt muslimerne. Han kæmpede heller ikke lidt for at grundfæste islam korrekt. Han forsøgte at gennemføre så meget reform af den eksisterende statsstruktur, som det var muligt. Derfor rejste han sig, når det var nødvendigt, med sværdet mod kongemagten, mens han andre gange samarbejdede med den. Det var dog ikke muligt for ham at forsøge at gennemføre en revolutionær ændring af statsstrukturen. Han kunne end ikke tage skridt i den retning.

Bibliografi
1. Tarikh-e Da‘wat wa ‘Azimat, bind 1 og bind 2 – Maulana Abul Hasan Ali Nadwi
2. Imam Ibn Taymiyya – Shaykh Abu Zuhra (Egypten)
3. Tarikh-e Islam – Maulana Akbar Shah Najibabadi
4. Prædiken om islam – T. W. Arnold
5. Månedligt Urdu Digest, Lahore – februar 1968
6. Månedligt Tarjuman al-Qur’an, Lahore – april 1938
7. Fatāwā af Imam Ibn Taymiyya
8. Tajdid wa Ihya-e Din – Maulana Sayyid Abul Ala Maududi
9. Khilafat wa Mulukiyyat – Maulana Sayyid Abul Ala Maududi