Al ros og taknemmelighed tilkommer Allah. Han har skabt os. Han har givet os viden, forstand og evnen til at forstå samt evnen til at skelne mellem godt og ondt. For at vise os den rette vej og lede os har Han sendt sine bedste tjenere. De har lært menneskene menneskelighed, lært dem at leve som retskafne mennesker og gjort dem bekendt med menneskelivets egentlige formål. De har også fortalt og vist, hvilke regler og principper man skal leve efter for at opnå lykke og fred i denne verden og frelse i det hinsidige. Fred være med dem alle.
Ærede forsamling og damer!
Den Allah, som skabte denne verden, gjorde jordens overflade som et leje og indrettede den på bedste måde, så menneskene kunne bo på den, handler ikke på grundlag af blinde gæt og formodninger. Han er ikke en konge, der uden at se eller undersøge noget famler i mørket og ødelægger alting. Han har sine egne love, stærke principper, faste ordninger og veltilrettelagte arbejdsmetoder. I overensstemmelse med disse udøver Han enevældig myndighed over hele universet. Ligesom jorden, solen, månen, stjernerne, vandet, luften, træerne, dyrene og fuglene er hele menneskeheden også underordnet Hans naturlige love og regler. Hans evige naturlove og regler udøver uafbrudt deres myndighed over alt: vores fødsel og død, vores barndom, ungdom og alderdom, vores vejrtrækning, vores mave og blodcirkulation, vores sundhed og sygdom og alt andet. Desuden har Han endnu en lov. Ligesom Hans naturlige love har den myndighed over vores historiske op- og nedture, vores fremgang og tilbagegang, vores udvikling og forfald samt over kontrollen med enkeltpersoners og fællesskabers – det vil sige landes og nationers – skæbne. Hvis det ifølge Allahs naturlov ikke er muligt for mennesket at trække vejret gennem øjnene i stedet for næsen eller fordøje føde i hjertet i stedet for maven, så er det heller ikke muligt for en nation at gøre fremgang ad den vej, som ifølge Allahs lov burde føre til dens forfald. Ligesom ild ikke er varm for én og kold for en anden, kan handlinger, der ifølge Allahs lov er dårlige, heller ikke føre én person ned og en anden op. De regler og principper, som Allah har fastsat for menneskenes gode og onde, kan ikke ændres eller ophæves gennem nogens bestræbelser. De rummer hverken fjendskab mod nogen eller favorisering af nogen. Den første og vigtigste bestemmelse i Allahs lov er, at Han elsker at opbygge og ikke elsker at ødelægge. Som ejer af alt ønsker Han at forvalte sin verden korrekt. Han ønsker at gøre den så velordnet som muligt. Han ønsker at anvende alle sine midler og ressourcer samt sine kræfter og evner på en god måde. Han ødelægger eller skader aldrig sin verden. Det kan aldrig forventes, at Han skulle ønske at forvandle sin verden til en vansiret skabning gennem kaos, onde handlinger, undertrykkelse og uretfærdighed. Blandt dem, der ønsker at få magten til at styre verden, er det kun de mennesker, der i Allahs øjne er kvalificerede, som har større evne end andre til at opbygge denne verden. Det er sådanne kvalificerede mennesker, Han overdrager ansvaret for at styre verden.
Derefter holder Han skarpt øje med, hvor meget disse magthavere ødelægger, og hvor meget de opbygger. Så længe de opbygger mere, end de ødelægger, og der ikke findes nogen i arbejdsfeltet, som opbygger mere og ødelægger mindre end dem, lader Allah dem beholde magten til at styre verden trods alle deres fejl og mangler. Men når de opbygger mindre og ødelægger mere, fratager Allah dem magten og giver den til andre mennesker på nøjagtig samme betingelse.
Dette er en helt naturlig lov. Jeres sunde fornuft vil også bevise, at loven bør være sådan. Hvis en af jer har en have og ansætter en gartner til at passe den, så sig selv: Hvad kan han først og fremmest forvente af denne gartner? Han vil naturligvis ønske, at hans egen have hele tiden forbedres. Dens forskønnelse og udvikling, renlighed, pragt og skønhed samt øget udbytte vil være hans ønsker. Hvis han ser, at gartneren med stor flid, dygtighed og opmærksomhed passer haven omhyggeligt, lægger særlig vægt på dens udsmykning, og at de gode og nyttige planter gennem hans indsats og omsorg bliver friske og smukke, at han fjerner ukrudt, affald og vildnis og med sin gode smag og kunstneriske kunnen øger produktionen af fremragende og nye frugter og blomster, vil han naturligvis være tilfreds med ham. Han vil elske ham og give ham høj anseelse. Han vil aldrig ønske at afskedige en sådan dygtig, pligtopfyldende, arbejdsom, loyal og kompetent gartner. Men hvis det modsatte sker, det vil sige, hvis han ser, at gartneren er inkompetent, uduelig, doven og forsømmelig, at han med vilje eller af uvidenhed skader haven, at hele haven er blevet fyldt med affald og vildnis, at træernes blade og grene er knækket og faldet ned, at vand nogle steder løber uden grund, mens jord og planter andre steder tørrer ud på grund af mangel på vand, at græs, ukrudt, vildnis og affald dag for dag vokser, at blomster- og frugttræer ubarmhjertigt bliver skåret ned, og at de gode træer dør, så haven fyldes med ukrudt – så sig mig, hvordan kan haveejeren synes om en sådan gartner? Vil ejeren på grund af anbefalinger, bønner, ydmyge henvendelser og bønfaldelser samt arv og opdigtede rettigheder fortsat overlade ansvaret for sin have til en så uduelig gartner? Højst kan han give gartneren en advarsel og én gang til give ham mulighed for at udføre sit ansvar. Men når en gartner ikke kommer til fornuft ved nogen form for irettesættelse og fortsat kun skader haven, hvilken anden løsning har ejeren da end at tage ham ved øret, smide ham ud og ansætte en anden god gartner?
Hvis du følger en tilsvarende fremgangsmåde, selv når det gælder forvaltningen af en lille have, så tænk over dette: Allah har overladt hele denne enorme jordklode med alle dens midler og ressourcer til menneskets myndighed og givet det så stor magt og ret over verden og alt i den. Hvordan skulle Han i dette tilfælde kunne overse, om mennesket opbygger Hans verden smukt eller ødelægger den? Hvis du fortsætter med at opbygge Hans verden smukt, er der ingen grund til, at Han uden årsag skulle fjerne dig fra magten. Men hvis du ikke gør noget opbyggende og fortsætter med fuldstændigt at ødelægge og lægge Allahs store have øde, vil Han ikke anerkende nogen ret for dig i sin have, uanset hvor stærkt du efter din egen fornuft og samvittighed måtte mene, at dit krav er. Først vil Han irettesætte dig, advare dig og give dig et par muligheder for at forbedre dig. Til sidst vil Han helt sikkert fratage dig din stilling som forvalter.
I denne henseende er haveejerens synspunkt og gartnerens synspunkt lige så forskellige som Allahs synspunkt og menneskets synspunkt. Forestil jer, at en familie af gartnere gennem generationer har arbejdet i en mands have. Måske blev en af deres forfædre ansat i haven på grund af sin dygtighed, viden og forstand. Hans børn og efterkommere udførte også havearbejdet godt, og derfor tænkte haveejeren: Hvorfor skulle jeg uden grund fjerne dem og ansætte en anden gartner? Når de også udfører arbejdet godt, har de større ret end andre. Således fortsatte denne familie af gartnere med at arbejde fast i haven. Men efter nogen tid blev gartnerne fra denne familie fuldstændig uduelige, værdiløse, forsømmelige, dovne, lade og ulydige. De havde ikke længere nogen evne til at lede haven. Nu begyndte de at ødelægge hele haven, og alligevel hævdede de, at de havde boet i denne have fra deres bedstefædres tid, generation efter generation, at haven var blevet anlagt af en af deres forfædre, og at de derfor havde en medfødt ret til den; det kunne på ingen måde være rimeligt at fjerne dem og udpege en anden til at lede haven. Dette er de uduelige og værdiløse gartneres synspunkt. Men kan haveejeren have det samme synspunkt? Vil han ikke sige: For mig er havens gode og ordentlige drift det vigtigste?
Jeg anlagde ikke denne have for nogen af gartnernes forfædres skyld. Jeg ansatte tværtimod en af deres forfædre til at arbejde i min have. Enhver ret, de har i haven, er betinget af deres dygtighed og arbejde. Hvis de opbygger haven ordentligt, vil alle deres rettigheder blive taget i betragtning. Hvilket fjendskab skulle jeg have over for mine gamle gartnere, så jeg uden grund skulle jage dem bort og ansætte andre, selv om de udførte arbejdet godt? Men hvis I ødelægger og lægger den have øde, som I blev ansat til at lede ordentligt, vil jeg ikke anerkende nogen ret, I måtte have. Andre, som ønsker at udføre dette arbejde ordentligt, vil jeg give ansvaret for og magten over havens ledelse, og I må arbejde under dem. Hvis I heller ikke da forbedrer jer, og hvis I viser jer uduelige selv som underordnede, men blot fortsætter med at ødelægge, vil jeg jage jer bort fra denne have og ansætte andre gartnere her.
Ligesom denne forskel i synspunkt findes mellem en haveejer og en gartner, findes den også mellem verdens Herre og verdens beboere. Forskellige nationer i forskellige egne af verden gør krav på deres egne områder som deres fædreland. De selv og deres forfædre har boet dér gennem generationer. De tror, at de har en medfødt ret til at herske over deres land. Derfor mener de, at magten til at lede landet udelukkende tilkommer dem. Ingen udefrakommende har nogen ret til at herske dér. Dette er verdens beboeres synspunkt. Men dette er ikke synspunktet hos Allah, verdens egentlige Herre. Han har aldrig anerkendt sådanne nationale rettigheder. Han anerkender ikke, at indbyggerne i hvert land har en medfødt ret til det, og at de under ingen omstændigheder må berøves denne ret. Han ser på, hvad hver nation gør i sit land. Hvis en nation er optaget af opbyggende arbejde i sit land, bruger alle sine kræfter på verdens forbedring og udvikling, modarbejder alle former for ondskab og arbejder på at udvide mulighederne for gode handlinger, siger verdens Herre: I har naturligvis ret til at være ved magten i landet. I har boet i dette land fra tidligere tider og har også evnen til at lede det. Derfor vejer jeres ret tungere end andre nationers. Men hvis det forholder sig omvendt, det vil sige, hvis der kun foregår ødelæggelse i stedet for opbygning, hvis landet i stedet for gode handlinger er fyldt med onde og ulovlige handlinger, og hvis det, Allah har skabt i verden, hensynsløst ødelægges uden at blive anvendt til noget godt—kort sagt, hvis landet ødelægges i stedet for at blive opbygget—så tilføjer Allah en sådan nation først nogle lettere og derefter nogle hårdere slag, så den kan blive opmærksom og vælge den rette vej. Hvis nationen heller ikke da forbedrer sig, fratages den magten over landet, og den gives i det mindste til en nation, der er mere kvalificeret end den.
Det er ikke det hele. Hvis den tidligere nations folk, selv efter at være blevet underlagt andre, ikke viser nogen dygtighed eller gode egenskaber og gennem deres handlinger beviser, at de ikke kan gøre andet end at fordreje tingene, udsletter Allah en sådan nation. Derefter bringer Han en anden nation i dens sted. I denne henseende er Allahs synspunkt altid det samme, som en ejers bør være. Når Han styrer sin verden, ser Han ikke på kravstilleres og ansøgeres arv eller medfødte ret. Han ser på, hvem der har størst evne til at opbygge, og hvem der har mindst tilbøjelighed til at ødelægge. Blandt samtidens ansøgere vælges de til at lede landet, som viser sig mest kvalificerede i denne henseende. Så længe deres opbyggende arbejde er større end deres ødelæggende arbejde, eller indtil nogen træder frem, som opbygger bedre end dem og samtidig ødelægger mindre, forbliver magten til at lede landet i deres hænder.
Alt det, jeg siger, har levende beviser i historien. Allah har altid organiseret styringen af sin verden efter dette princip. Lad os se bort fra fjerne landes historie. Gennemgå blot vores eget lands historie. Da de nationer, som oprindeligt boede i dette land, havde mistet deres opbyggende evner og arbejdskraft, gav Allah den ariske nation mulighed for at lede landet. På det tidspunkt var den ariske nation den mest kvalificerede blandt de øvrige nationer. De kom hertil og opbyggede en højtudviklet kultur og civilisation. De opdagede megen viden og mange kunstarter. De hentede jordens skjulte rigdomme frem og anvendte dem til gode formål. Deres opbyggende arbejde var langt større end deres ødelæggende arbejde. Så længe de besad disse kvalifikationer, var det dem, der ledede landet trods alle historiens op- og nedture. Andre nationer forsøgte igen og igen at erobre magten, men blev slået tilbage. For så længe en så kvalificeret nation som arierne sad ved magten, var der ikke brug for nogen anden hersker. Da arierne blev tøjlesløse og begyndte at gå vild, kan de udenlandske angreb, som ramte dem, betragtes som advarende sendebud fra Allah til dem. Men i stedet for at tage advarslen alvorligt fortsatte de med at beskæftige sig med ødelæggende arbejde. De udførte langt mere ødelæggende end opbyggende arbejde. Deres moralske forfald nåede et sådant højdepunkt, at I stadig tydeligt kan se sporene af det i venstrehåndsbevægelsen. Ved at opdele menneskeheden splittede de deres eget samfund i kaster og klaner. De opbyggede samfundslivet som en trappe. Folk på hvert trin gjorde folkene på trinnet over dem til deres tjenere eller slaver og blev guder for folkene på trinnet under dem. De begyndte at udøve grusom undertrykkelse og tortur mod millioner og atter millioner af Allahs tjenere. Denne undertrykkelse eksisterer stadig i form af den kasteløse klasse.
De lukkede vejen til viden og videnskab for almindelige mennesker. Deres lærde og præster sad som slanger omkring kundskabens skatkammer og vogtede det fra alle sider. Deres overklasseledere påtvang landets befolkning talrige uretmæssige privilegier. Deres eneste tilbageværende opgave var at kræve disse privilegier og føre et luksuriøst liv, mens de sad behageligt i lænestole og levede af andres arbejde. Under sådanne forhold fratog Allah dem magten til at styre landet og gav nogle folk fra Centralasien mulighed for at regere her. Disse folk havde på det tidspunkt gennem kontakt med den islamiske bevægelse opnået større evner til livets kamp.
I flere hundrede år havde de ansvaret for at styre dette land. Mange mennesker i landet antog også islam og sluttede sig til dem. Naturligvis ødelagde de også meget. Men de skabte mere, end de ødelagde. Alt det opbyggende arbejde, der blev udført i Indien gennem flere hundrede år, blev udført af dem eller under deres indflydelse. De spredte kundskabens lys i landet. De rensede tanker og idéstrømninger. De reformerede meget i samfundet, kulturen og civilisationen og anvendte landets ressourcer på en måde, der passede til den tidsalder, til gavn for folket. Frem for alt etablerede de et så velordnet system af fred og retfærdighed, som, selv om det lå langt under islams sande fred og retfærdighed, var langt højere end forholdene hos deres forgængere og i de omkringliggende lande. Derefter begyndte også de, ligesom deres forgængere, at fare vild, og deres evne til opbyggende arbejde blev stadig mindre, mens tilbøjeligheden til destruktive handlinger voksede. De skabte også klasseskel mellem høj og lav og på grundlag af afstamning og rang og splittede derved deres eget samfund og folk i stykker. Dette medførte grænseløs skade på det moralske, politiske og kulturelle område. De begyndte også at begå langt mere uret og undertrykkelse end retfærdighed. De glemte statens ansvar og pligter og kastede sig kun ud i at drage fordel af den, i de fleste tilfælde til ulovlig egen fordel. De opgav fremskridt og reformer og begyndte også at ødelægge de kræfter og ressourcer, Allah havde givet dem, og anvende dem til destruktive handlinger. De blev så opslugt af fysisk komfort og nydelsestrang, at da deres herskere måtte flygte fra Det Røde Fort i Delhi, kunne deres prinser – som indtil dagen før havde gjort krav på tronen – ikke engang flygte for at redde livet. For de havde opgivet vanen med at bevæge sig til fods på jorden. Muslimernes almindelige moralske karakter var sunket til et yderpunkt. Fra de helt almindelige mennesker til de højeste og mest indflydelsesrige ansvarlige personer bekymrede ingen sig om andet end egne interesser. Derfor var der ikke længere noget, der kunne forhindre dem i at sælge religionen, folket og landet til andre. Blandt dem opstod hundredtusinder af professionelle soldater. Deres moralske karakter var som tamme hundes. Enhver kunne fodre og holde dem og derefter få dem til at jage, hvad han ønskede. De havde ingen fornemmelse af, at der i det forhold, at fjenderne ved hjælp af dem havde besejret dem, var en af de mest modbydelige sider ved denne foragtelige profession. Selv en digter som Ghalib talte stolt om dette: »I hundrede slægtled har mine fædres og forfædres erhverv været soldatergerningen.« Når en så stor digter sagde dette, faldt det ham ikke det mindste ind, at professionel soldatervirksomhed ikke er noget at være stolt af, men noget, man burde dø af skam over.
Da muslimerne var nået til denne tilstand, besluttede Allah at fratage dem magten, og muligheden opstod igen for, at styret over hele Indien kunne gå over til nye kandidater. På dette tidspunkt så man fire kandidater i landet: marathaer, sikher, englændere og nogle muslimske ledere. Hvis De, befriet for nationalismens rus og uretfærdige partiskhed over for Deres eget folk, med et rent sind gennemgår datidens historie og den efterfølgende udvikling på retfærdig vis, vil Deres samvittighed erkende, at englænderne dengang havde en evne til opbyggende arbejde, som ingen af de andre kandidater havde, og at marathaerne, sikherne og de muslimske kandidater havde langt større destruktive kræfter end englænderne. Det opbyggende arbejde, som englænderne udførte, ville de andre folk ikke have udført. Det, som de ødelagde, ville de andre have ødelagt i langt større omfang. Ser man generelt på det, vil man finde utallige fejl og uretfærdigheder hos englænderne på mange områder. Men bedømmer man dem sammenlignende, vil man finde, at deres uret og undertrykkelse var langt mindre, og deres fortrin og værdighed større, end hos deres samtidige rivaler. Derfor ryddede Allahs lov endnu en gang menneskenes selvopfundne princip af vejen. Menneskene havde uden ret opstillet dette princip: »Indbyggerne i hvert land er dets ejere; de kan efter eget ønske både opbygge og ødelægge landet.« Allahs lov har gennem historiens evige afgørelse bevist, at nej, landet tilhører alene Allah; det er Ham, der afgør, hvem der skal have ansvaret for at styre det. Denne afgørelse træffes ikke på grundlag af en slægts, et folks eller fædres og forfædres rettigheder. Den træffes derimod med blik for, under hvilken form for styre det samlede vel vil være til stede.
قُلِ اللَّهُمَّ مَالِكَ الْمُلْكِ تُؤْتِي الْمُلْكَ مَن تَشَاء وَتَنزِعُ الْمُلْكَ مِمَّن تَشَاء وَتُعِزُّ مَن تَشَاء وَتُذِلُّ مَن تَشَاء بِيَدِكَ الْخَيْرُ إِنَّكَ عَلَىَ كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ. – سورة آل عمران26
»Sig: O Allah, rigets Hersker! Du giver riget til den, Du vil, og Du tager riget fra den, Du vil. Du ærer den, Du vil, og Du ydmyger den, Du vil. I Din hånd er alt godt. Du har visselig magt over alting.« [Suraen Āl ʿImrān: 26]
Således bragte Allah et folk hertil fra tusinder af kilometers afstand. De var aldrig mere end tre eller fire hundrede tusinde i antal her i landet. Men ved hjælp af landets ressourcer og dets mennesker besejrede de alle kræfterne her – hinduer, muslimer, sikher og andre – og overtog landets styre. Landets titusinder af millioner indbyggere forblev under disse få englænderes herredømme. Én englænder kunne alene styre et helt distrikt. Og det skete under sådanne forhold, at der ikke var nogen fra hans eget folk her til at styrke hans hånd i dette arbejde. På det tidspunkt udførte landets folk alt, hvad de gjorde, som tjenere – ikke som de handlende parter. Vi må alle erkende, at det opbyggende og udviklende arbejde, der blev udført i landet under englændernes styre, blev udført af dem og under deres indflydelse. Hvis man benægter det, gør man sandheden til løgn. Når man sammenligner nutidens forhold med den tilstand, hvori de overtog styret over landet, kan man ikke nægte, at der trods deres skadelige virkninger blev udført meget opbyggende og udviklende arbejde. Der var ikke noget håb om, at landets egne indbyggere ville have kunnet udføre dette arbejde. Derfor var Allahs beslutning om landets skæbne midt i det attende århundrede slet ikke forkert.
Se nu, englænderne har bygget alt det, de kunne bygge, og der kan ikke længere bygges meget mere gennem dem. Det, de nu kan bygge, kan også bygges af andre. Til gengæld er omfanget af deres ødelæggelser vokset stærkt. Og så længe de sidder ved magten i dette land, vil de nedbryde mere, end de bygger. Listen over deres uretfærdigheder og forbrydelser er blevet så lang, at det er vanskeligt at beskrive den på én gang. Der er heller ikke noget behov for at beskrive dem, for de ligger åbent for alles øjne. Det er nu Allahs beslutning at fratage dem regeringsmagten i dette land. De har selv gjort klogt i at være rede til på ordentlig vis at forlade landet.
Hvis de ikke var gået frivilligt, ville de være blevet drevet bort på anden vis. For Allahs evige lov begunstiger ikke længere, at landets regeringsmagt forbliver i deres hænder.
Vi står nu på tærsklen til den situation, der opstår, når verdens sande Herre beslutter at afslutte én form for styre i et land og indføre en anden. Dette er et af historiens vigtigste kapitler. Ud fra den måde, magtoverdragelsen tilsyneladende foregår på i dette land, må ingen lade sig bedrage til at tro, at beslutningen om at give landets regeringsmagt til landets indbyggere er endelig og evig. I kan måske uden vanskelighed forstå den nuværende situation i dens enkleste form: De, der kom fra udlandet og styrede dette land, vender nu tilbage til deres eget land. Derfor burde magten naturligvis nu komme på landets indbyggeres hænder. Men sådan forholder det sig faktisk ikke. Allahs beslutninger er ikke sådan. Han bragte ikke tidligere disse udlændinge hertil uden grund, og nu fjerner Han dem heller ikke uden grund. Ligesom Han tidligere ikke vilkårligt fratog jer regeringsmagten, vil Han heller ikke nu vilkårligt give jer denne magt. Det egentlige forhold er, at Indiens indbyggere nu står som kandidater til magten; hinduer, muslimer og sikher er alle kandidater. Eftersom det er dem, der fra begyndelsen har boet i landet, får de først mulighed for at opnå magten. Men dette er ikke en permanent udnævnelse; muligheden gives dem for at sætte dem på prøve. Hvis de gennem deres handlinger beviser, at de har større evne til at bygge end til at nedbryde, vil de blive permanent udnævnt til at styre dette land. Men hvis de udfører mere ødelæggende end opbyggende arbejde, vil de meget snart komme til at mærke konsekvenserne. I så fald vil regeringsmagten i dette land blive taget fra dem, og en anden nation vil blive udvalgt til denne opgave. Derefter vil de ikke længere kunne fremsætte nogen klage over denne beslutning. Når de har givet hele verden et klart bevis på deres uduelighed, med hvilken ret skulle de så klage? Selv hvis de stædigt bønfalder og trygler, hvem vil så lytte til dem?
Se nu efter og overvej, hvilken kvalifikation, dygtighed, fortjeneste og hvilke handlinger hinduerne, muslimerne og sikherne i dette land har fremlagt for Allah under denne prøve, så de kan håbe, at Allah derfor igen vil overdrage sit lands regeringsmagt til dem. Hvis hinduerne, muslimerne og sikhernes forbrydelser forelægges moralens domstol, bliver de alle kendt skyldige. Hvis jeg nu fremlægger dem klart og upartisk, håber jeg, at I ikke vil tage det ilde op. Jeg bryder mig heller ikke om at beskrive fejlene hos mit eget folk og mine landsmænd. Mit hjerte græder faktisk over det. For jeg synes, at jeg med egne øjne kan se de frygtelige følger af alle disse fejl og forbrydelser. De vil snart blive konfronteret med disse følger og må udholde de største lidelser. Jeg frygter, at disse fejl og forbrydelser vil ødelægge dem. Hverken jeg eller I vil kunne undslippe disse frygtelige følger. Derfor fremlægger jeg dette med smerte i hjertet. Så kan den, der har ører at høre med, lytte og i det mindste overveje at forbedre sig.
Se efter ud fra jeres personlige erfaring og viden, hvordan den almindelige moralske karakter hos vores landsmænd er blevet. Hvor mange virkelig karakterfaste mennesker findes der iblandt os? Hvor mange afholder sig fra at krænke andres rettigheder, tilfredsstille ulovlige interesser, fortælle en »fordelagtig« løgn eller begå et »fordelagtigt« forræderi, alene fordi disse handlinger er moralsk forkerte? Hvor mange afholder sig alene på grund af deres moralske følelse fra uret og forbrydelser dér, hvor lovens bånd ikke findes, eller hvor der er håb og mulighed for at undgå lovens rækkevidde? Hvor mange behandler andre godt, når de ikke har håb om personlig fordel? Hvor mange føler i sådanne tilfælde smerte over andres nød og elendighed og giver afkald på egne interesser? Hvor mange sørger uselvisk for, at andre får deres ret? Hvor mange forretningsfolk afholder sig fra bedrag, snyd, løgn, åger og uretmæssig fortjeneste? Hvor mange industrifolk tager, ud over deres egne interesser, hensyn til kundernes interesser og deres folks og lands interesser? Hvor mange jordejere tænker sig om, når de oplagrer fødevarer og sælger dem til urimeligt høje priser, og indser, at de gennem denne profitjagt holder millioner og atter millioner af mennesker sultne og påfører dem uudholdelige lidelser? Hvor mange rige mennesker er fri for uret, undertrykkelse, krænkelse af rettigheder og forræderi, når de tjener deres rigdom? Hvor mange blandt landets arbejdere udfører deres pligt ordentligt og modtager deres løn og vederlag? Hvor mange offentligt ansatte afholder sig fra bestikkelse, misbrug af betroede midler, tyranni, chikane, forsømmelse af pligten, indtjening gennem det forbudte og misbrug af magt? Hvor mange af advokaterne, lægerne, journalisterne, forfatterne, udgiverne, de nationale frivillige og lederne undlader at anvende uærlige og afskyelige midler for at fremme deres egne interesser? Hvor mange af dem føler blot en smule skam over at påføre mennesker fysisk, psykisk, moralsk og økonomisk skade? Højst fem procent af landets befolkning er fri for disse moralske sygdomme; jeg mener ikke, at det på nogen måde er en overdrivelse. De resterende femoghalvfems procent er ramt af denne smitsomme sygdom. I denne henseende er der ingen forskel mellem hinduer, muslimer, sikher, kristne og andre. Alle er lige syge. Alles moralske tilstand er blevet alvorligt og frygteligt forringet. Ingen nations tilstand er bedre end en anden nations.
Da flertallet af mennesker var blevet ramt af et sådant moralsk forfald, var det naturligt, at denne moralske sygdom bredte sig vidt omkring i samfundet. Da togene under den sidste store krig begyndte at blive overfyldt med passagerer, viste det første tegn på den forestående storm sig. Den egoisme, grusomhed og hårdhed, som mennesker af samme nation og fra samme land udviste over for hinanden dér, viste, at vores almindelige moralske karakter blot var blevet hastigt forringet. Derefter begyndte oplagringen af varer og det omfattende sortbørssalg, da der var mangel på nødvendigheder og høje priser. Så kom den frygtelige kunstige hungersnød i Bangladesh. Under denne elendighed lod en del af landets befolkning, for at fremme egne interesser, hundredtusinder af deres egne landsmænd gå sultne mod døden lidt efter lidt. Dette var de første tegn; derefter brød en brand af snavs, barbari, usselhed og dyrisk adfærd pludselig ud. Den havde længe ulmet dybt her. I øjeblikket brænder den som en kommunal strid alt fra den ene ende af landet til den anden og lægger det i aske. Siden urolighederne i Kolkata er et nyt kapitel i hinduer, muslimers og sikhers nationale strid begyndt. Gennem den viser alle tre nationer deres afskyelige karakter frem.
De handlinger, som man aldrig havde kunnet forestille sig, at noget menneske kunne udføre, begår vores landsmænd i dag åbent. Næsten hele befolkningen i store områder er blevet forvandlet til bøller. Selv de handlinger, som bøllerne aldrig havde forestillet sig at udføre, begår de nu. Spædbørn er blevet slagtet, mens de lå ved deres mødres bryst, og levende mennesker er blevet brændt. Anstændige kvinder er blevet klædt nøgne foran tusinder af mennesker og offentligt udsat for bestialske overgreb. Foran fædre, brødre og ægtemænd er deres døtre, søstre og hustruers ære blevet krænket. I deres vrede mod moskeer, templer og religiøse skrifter er der blevet anvendt yderst djævelske metoder. Syge, sårede og gamle kvinder er blevet dræbt med den største grusomhed. Rejsende er blevet kastet ud af kørende køretøjer. Levende menneskers lemmer er blevet skåret af. Uskyldige og forsvarsløse mennesker er blevet jaget som dyr. Naboer har plyndret naboer og deres hjem. Venner har forrådt venner. De, der gav husly, har efter at have givet husly gjort de huslyssøgende hjemløse. Fredens og sikkerhedens vogtere (politiet, soldaterne og magistraterne) har åbent deltaget i optøjer; de har endda selv gjort oprør og har med deres egen hjælp, sympati og overvågning fremprovokeret optøjer. Kort sagt er der ikke længere nogen form for undertrykkelse, lovløshed, grusom og nådesløs behandling, barbari eller skændig handling tilbage, som vores landsmænd ikke samlet har begået i løbet af disse få måneder. Alligevel er deres indre vrede ikke blevet stillet tilfreds. Ud fra de tegn, man kan se, synes det, at optøjer i en langt mere frygtelig og omfattende skala nu vil bryde ud.
Tror I, at alt dette blot er resultatet af en pludselig ophidselse? Hvis I har en sådan opfattelse, må det siges, at I tager grundigt fejl. Jeg har netop sagt til jer, at femoghalvfems procent af dette lands befolkning er blevet moralsk syge. Hvis en så stor del af landets befolkning bliver umoralsk, hvordan kan nationens samlede karakter så forblive sund? Det er derfor, at sandfærdighed, retfærdighed og ærlighed nu ikke har nogen værdi for hinduerne, muslimerne og sikherne. De sandhedstro, ærlige og velopdragne mennesker er blevet trængt op i en krog og svækket iblandt dem. I deres samfund er det blevet en uudholdelig forbrydelse at forhindre onde handlinger og opfordre til gode handlinger; de er ikke villige til at høre sandhedens og retfærdighedens ord.
Én af disse nationer foretrækker mennesker, som forsvarer dens grænseløse grådighed, begær og interesser, og som ophidser den mod andre og er rede til at kæmpe for at fremme alle dens interesser, både retmæssige og uretmæssige. Derfor har de blandt sig omhyggeligt udvalgt de mennesker med den mest onde natur og valgt dem som deres ledere. De har opsporet deres værste forbrydere og hædret dem ved at indsætte dem i ledende stillinger. I deres samfund er de mest lastefulde, korrupte og samvittighedsløse mennesker blevet særdeles ansete inden for journalistikken, hvor de optræder som deres talsmænd. Derefter bevæger disse mennesker sig hurtigt mod undergang sammen med deres respektive vildledte nationer. I stedet for at samle nationernes indbyrdes modstridende håb og ønsker omkring et retfærdigt midtpunkt har de forstørret dem så meget, at de til sidst er nået til grænsen for sammenstød. De har blandet vrede, had og fjendskabets gift ind i sammenstødet mellem økonomiske og politiske interesser og således hele tiden drevet det fremad. I mange år har de med ophidsende taler og skrifter indsprøjtet så megen ophidselse i de nationer, der stod under deres indflydelse, at de nu i deres ophidselse står med sværdet løftet, rede til at kæmpe som hunde og vilde dyr. De har forvandlet både folkets og det uddannede samfunds sind til en ildovn, der stinker af djævelske følelser og begejstring samt blindt fjendskab. Den storm, der nu raser foran jer, er på ingen måde midlertidig eller pludselig. Den er den naturlige følge af de utallige årsager til fordærv, som i lang tid har været aktive iblandt os. Den vil ikke ophøre, blot fordi den én gang har vist sig; så længe disse årsager er aktive, vil dette fordærv tværtimod fortsætte med at vokse. Det er som en frugtbar mark. Efter mange års såning og vanding er denne afgrøde blevet moden til at blive høstet. Hvor længe De og Deres efterkommere vil være nødt til at høste denne afgrøde, kan ikke siges.
— Slut —