Oversætterens forord

På det tidspunkt foregik der i Egypten et skændigt forsøg på at genoplive den faraoniske civilisation. Man var i alle henseender i færd med at udslette islams tegn. Det var i et sådant krisepræget øjeblik, at Ikhwan al-Muslimun trådte frem i 1928. Med bevægelsens fane i hånden trådte århundredets største prædikant, imam Hasan al-Banna, frem.

Det er af største betydning for de helhjertede arbejdere, der er viet til bevægelsen for at etablere dīn, at kende den historie, som Ikhwan al-Muslimun begyndte sin rejse med i form af et program og en strategi for at etablere islam i den moderne tid. Den undertrykkelse og forfølgelse, som er blevet rullet hen over Ikhwan al-Muslimun som en damptromle, har man ikke set magen til i nogen anden islamisk bevægelse i den moderne tid. Ved siden af mændene blev også kvindelige ledere udsat for historiens mest skændige undertrykkelse og brutalitet. Tusinder af mennesker blev uden at have begået nogen forbrydelse idømt de strengeste straffe, alene fordi de var slægtninge til medlemmer af Ikhwan. Alligevel bestod de troens ildprøve. Denne historie om den undertrykkelse og forfølgelse, Ikhwan blev udsat for, vil inspirere os til at forny og styrke vores tro.

Frem for alt er grunden til, at jeg har følt behov for at oversætte denne lille bog, at finde frem til en sammenlignende vurdering af vores bevægelse i forhold til Ikhwans indsats og rolle i arbejdet for at etablere dīn. De skridt, som Ikhwan tog og gennemførte med henblik på social reform, vil virkelig forbløffe os.

Vi bør også overveje, hvor langt vi er kommet sammenlignet med den fremdrift og accept, som Ikhwans bevægelse havde i første halvdel af det tyvende århundrede, det vil sige for omkring halvfjerds år siden, eller om vi tværtimod er langt bagefter. Desuden er det nødvendigt at være fuldt bekendt med, hvilke hindringer, forhindringer, undertrykkelse og forfølgelse den islamiske bevægelse kan møde i den moderne tid, og hvilke midler, hvor stærk en tro og hvilken indsigt der er nødvendige for at håndtere dem.

Den afdøde Khalil Ahmad Hamidi har inden for et meget begrænset omfang tegnet et klart billede af Ikhwans bevægelse. Det har af gode grunde været nødvendigt at ændre bogens oprindelige titel en smule. Hvis læserne får blot en smule gavn af den, vil vores arbejde være lykkedes. Må den være en inspirationskilde for enhver, der er involveret i bevægelsen for at etablere dīn. Amin.

–Oversætteren

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Situationen før bevægelsen

Kort efter Første Verdenskrigs afslutning blev Egypten kastet ud i en alvorlig politisk krise. Forskellige nationale og stammemæssige problemer begyndte at dukke op i landet. Da tyrkerne, der bar nationalismens fane i Tyrkiet, bekendtgjorde afskaffelsen af kalifatet, blev arabernes begejstring for nationalisme og patriotisme stærkere som følge af denne reform. På grund af sin egen historie, politiske anseelse, al-Azhars nationale position og mange andre forhold havde Egypten opnået lederskabet i den arabiske verden. Derfor gav nationalismens og patriotismens slagord, da de blev rejst i Egypten, straks genlyd i alle de arabiske lande. Forskellige nationale bevægelser begyndte at udfolde sig. Saad Zaghlouls (død 1927) slagord—

(**********************Arabisk**********************)

(Religionen tilhører Allah, og landet tilhører os alle) blev ophøjet. Wafd-partiet begyndte sin virksomhed under ledelse af Mustafa an-Nahhas Pasha (død 1964). Under dække af den nationale bevægelse og med tyrkernes afskaffelse af kalifatet som påskud blev ateisme, zarathustriske og obskøne tanker samt dyrkelsen af Vesten fremmet; som en langvarig og vidtrækkende følge heraf opstod en ideologisk konflikt. Reformtilhængernes position var ganske stærk, fordi de havde magten samt nyheds- og mediekanalerne under deres kontrol. Over for dem var de, der bar den islamiske ideologis fane, ikke blot svage; selv den smule, de havde, var uden selvstændighed. Desuden forurenede de politiske partiers indbyrdes konflikter og fjendskab landets atmosfære. Når Wafd-partiet kom til magten, begyndte det at arbejde på at skade Dastur-partiets omdømme. Omvendt skabte Dastur-partiet, når det kom til magten, et spørgsmål om at rense landet for Wafd-partiets indflydelse.

På dette tidspunkt blev Ali Abd ar-Raziqs skandaløse bog Al-Islam wa usul al-hukm (Islam og regeringsførelsens grundprincipper) udgivet. Bogens centrale tese var, at religion ikke havde nogen forbindelse med politiske og statslige anliggender, og at islam ikke gav nogen mulighed for at tildele kalifatsystemet politisk myndighed. Taha Husayns bog Fi ash-Shi’r al-Jahili var også et produkt af denne konfliktfyldte tid. Heri blev der skabt tvivl og usikkerhed om selve Koranen. I Qasim Amins Tahrir al-Mar’a blev der krævet en sådan kvindefrihed, som vestlige kvinder frit nyder. Under påskud af frihed til at tænke og udtrykke sine meninger blev der rettet angreb mod islam og alle andre religioner. Ugebladet As-Siyasa var reformtilhængernes talerør. Det fremførte upartisk en opfordring til reformer, genoplivning af den faraoniske civilisation og opbygning af forbindelser med Vesten. De indflydelsesrige ledere af Dastur-partiet, Adli Yakan, Abd al-Khaliq Tharwat, Ismail Sidqi, Muhammad Mahmud og Lutfi as-Sayyid, var dets beskyttere og tilskyndede dets angreb på islam. Men efter dets stærke redaktørs død (1926) blev det også lukket for altid. Derefter var kun Muhibbuddin al-Khatibs ugeblad Al-Fatah tilbage i avisverdenen. Men dets situation var sådan, at hvem ville kunne høre en sangfugls stemme inde i en musikhal?

Som jeg har nævnt, var religionens position svag og negativ. Under disse omstændigheder havde Muhammad Abduh efter Sayyid Jamaluddin Afghani (1897) konsolideret sin mission. Men Sheikh Muhammad Abduh var fuldstændig mislykket på den politiske arena. Ligeledes var han, i modsætning til sin lærer Jamaluddin Afghani, bange for Europa. Blandt hans elever trådte der ingen anden ihærdig kæmper frem end Sayyid Rashid Rida (1933). Rashid Ridas virkeområde var ganske vist begrænset, og i konflikten mellem tyrkere og arabere støttede han den arabiske nationalisme. Men efter ham forstummede også den nødvendige røst, og bortset fra Mustafa Sadiq ar-Rafi’i var der ingen, som med selvstændighed kunne træde frem og tage kampen op mod denne storm af materialisme og vildfarelse.

Situationen blev så elendig, at man ikke blot i Egypten, men i de fleste arabiske lande begyndte at undervise i faraoniske og nimrodiske læresætninger. Den fornemste personlighed af profetens slægt, Faisal ibn Hussein, siger:

(*******************Arabisk**********************)

Det vil sige, at Arabien var blevet til det Arabien, der fandtes før Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og før Moses, fred være med ham.

På Damaskus Universitet blev Guds begravelsesoptog offentligt ført ud. På colleges og universiteter fortsatte hån og spot af islam og Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, uhindret. Ved politiske møder blev det at nævne islams navn nærmest ensbetydende med at blive ydmyget. I parker og haver skammede fromme muslimer sig endda over at bede. Da situationen var nået så langt, vågnede sandhedens værdighedssans en dag i al sin storhed, og gennem en ung mand fra Mahmoudiyya lod Allah noget blive udført, som selv store lærde og shaykher ikke havde været i stand til. Han var imam Hasan al-Banna, grundlæggeren af Ikhwan al-Muslimun.

Hasan al-Banna: personlighed og væsen

Hasan al-Banna blev født i 1906 i en islamisk familie i Mahmoudiyya. Hans far, shaykh Ahmad Abd al-Rahman al-Banna, var urmager af profession, men samtidig en stor lærd. Han havde dyb viden om hadith og fiqh og var desuden hafiz af Koranen. [Shaykh Ahmad Abd al-Rahman al-Banna skrev mange værker med forklaringer til hadith. Han udgav mange ældre værker efter at have revideret og korrigeret dem ud fra et nyt perspektiv. Han redigerede imam Ahmad ibn Hanbals Musnad efter fiqh-kapitlernes opbygning. Han angav kilden til hver hadith samt rijal og isnad og skrev forklarende fodnoter til haditherne. Værket hedder Al-Fath al-Rabbani fi Tartib Musnad al-Imam Ahmad al-Shaybani, og dets kommentar hedder Bulugh al-Amadi min Asrar al-Fath al-Rabbani. Tilsvarende skrev han et klassificerende og forklarende værk om Abu Dawud al-Tayalisis Musnad med titlen Manhat al-Ma’bud. Imam al-Shafi’is Musnad og Sunan blev gjort letforståelige gennem en samling og redigering ud fra et nyt perspektiv under titlen Bada’i al-Musnad. Abd al-Rahman al-Banna fuldførte dette akademiske arbejde helt gennem en personlig og individuel indsats. Han døde i 1960.]

Abd al-Rahman al-Banna sørgede for, at hans lovende søn lærte Koranen udenad allerede i barndommen, og vakte hans interesse for studiet af religiøs viden. Ud over hjemmeundervisningen blev Hasan al-Banna optaget på al-Diniyya-skolen i Ismailia. Selvom skolen blev drevet under statsligt tilsyn, blev der lagt særlig vægt på religiøs undervisning og tarbiyya. Som fjortenårig i 1920 blev Hasan al-Banna optaget på lærerseminariet i Manhur, hvor han levede et yderst fromt islamisk liv, i modsætning til sine medstuderende. Derefter blev han betroet undervisningen på et uddannelsescenter. Men med henblik på at tage en videregående uddannelse rejste han til Kairo og blev optaget på Dar al-Ulum, det nuværende Kairo Universitet. På det tidspunkt blev Dar al-Ulum kaldt »det lille al-Azhar«. Ud over moderne videnskab, psykologi, filosofi, logik, statskundskab, sociologi og matematik lagde han særlig vægt på lingvistik. Hans måde at tilegne sig uddannelse på var bemærkelsesværdig. I 1927 fik Hasan al-Banna sin eksamen fra Dar al-Ulum. Derefter blev han af undervisningsministeriet ansat som lærer ved Amiriya-madrasahen i Ismailia, en offentlig skole, og han tiltrådte stillingen. Han var da enogtyve år. I 1933 blev han overført fra Ismailia til Kairo. Fra da af boede han i Kairo. I 1946 fratrådte han sin stilling i undervisningsministeriet og helligede sig med fuld koncentration udbredelsen af da’waen og opbygningen af en organisation.

Hasan al-Banna var en større da’i end lærd. Det familiemæssige miljø og den uddannelse, han fik, hjalp ham med at udvikle sig netop sådan, at Allah kunne modtage den tjeneste, Han ønskede gennem ham. Ud over al-Azhars uddannelse var Dar al-Ulums uddannelsessystem en særlig hjælp til at oplyse hans egenskaber som da’i. Det fordærvede miljø, ateismens storm og de azharitiske intellektuelles mislykkede forsøg skabte stærke bølger af uro og bekymring i ham. Allah havde skænket ham en særdeles stærk og frygtløs personlighed, som bevarede sin naturlighed selv i de hårdeste tider. Han var ikke blot begavet med politisk og social dømmekraft. Han besad også alle de fuldkomne egenskaber og kvalifikationer, der kendetegner en da’i. Selvom han begyndte sin rejse alene, gjorde han på kort tid islams bladløse have grøn og frodig og blev en nations livskraft. I stedet for at gøre haven frugtbar ved vanding genoplivede han sunnahen med at vande den med blod. Desuden grundlagde han med mennesker, der elskede en ren og hellig livsførelse, en jama’ah, som bevægede sig med fuld kraft ad den Rah-e Junun, han havde anvist.

Den inspiration til da’wa og reform samt jihad og godhed, som Allah havde velsignet Hasan al-Banna med, kom til udtryk på alle områder af hans liv. I marts 1928 blev strukturen til en systematisk organisation under navnet Ikhwan al-Muslimun (Muslim Brotherhood) opbygget i Ismailia. Men allerede før dette havde Hasan al-Bannas liv bevist, at denne personlighed ikke blot havde indflydelse i Egypten, men over hele den arabiske verden.

Forholdet til den islamiske da’wa

Da Hasan al-Banna var elev på al-Rashad al-Diniyya, så han en dag, da han passerede langs floden i Mahmudiya, en sejlbar båd ligge ved flodbredden, med en nøgen træstatue hængende på den. Synet gjorde Hasan al-Banna meget oprørt. Han gik straks til den lokale politistation og indgav en klage over statuen til politibetjenten. Politibetjenten blev påvirket af den unge elevs trosmæssige bevidsthed og gik straks hen til bådføreren, som tog den nøgne statue ned fra masten. På det tidspunkt dannede eleverne på madrasaen al-Rashad al-Diniyya en organisation kaldet Jamʿiyyat Akhlaq al-Adabiyya, og Hasan al-Banna blev valgt som dens formand. Men hvordan kunne denne forsamling opfylde den unge daʿis høje ambitioner? Han grundlagde derfor endnu en organisation uden for madrasaen. Den hed Jamʿiyyat Manʿ al-Muharramat (Foreningen til Bekæmpelse af Uretfærdighed). Denne organisation lærte folk gode handlinger gennem breve. Hvis organisationen fik at vide, at nogen var optaget af forbudte og uretmæssige handlinger eller forsømte en obligatorisk religiøs pligt, sendte den ham et anonymt brev, hvori han blev advaret gennem frygt for Gud og det hinsidige.

Da Hasan al-Banna ankom til lærerseminariet i Damanhur, stiftede han bekendtskab med shaykhen for Tariqa Hisafiyya. Tilhængerne af Tariqa Hisafiyya samledes til dhikr efter isha-bønnen. Hasan al-Banna blev påvirket af denne åndelige forsamling, og hans iver efter at påbyde det rette og forbyde det forkastelige blev derved yderligere styrket. Således sørgede Forsynet for en særlig åndelig oplæring af ham. Selv om Tariqa Hisafiyya var en sufiorden, tog Hasan al-Banna fra denne praksis kun næring til sjælen. Efter hans opfattelse burde kaldet til religionen ikke begrænses til en bestemt metode, men være omfattende og vidtrækkende. Dette kald burde danne grundlag for tilegnelse af viden, oplæring og jihad. På dette tidspunkt kom han også tættere på en anden sufi, som var købmand. Denne købmand tog skolens elever med på gravbesøg én gang hver tiende dag og fortalte dem dér historier om fromme menneskers liv. Deres hjerter blev rørt, og deres øjne fyldtes med tårer. En stærk iver og inspiration til lydighed mod Allah og Hans Sendebud strømmede op i dem. Hasan al-Bannas forhold til Hisafi-brødrene blev gradvist dybere. Han samlede dem og oprettede en forsamling, som fik navnet Jamʿiyyat Hisafiyya Khayriyya (Foreningen til Hisafi-brødrenes Tjeneste). Hasan al-Banna blev valgt som foreningens sekretær. Den havde to formål: For det første at kalde til opbygning af en høj moralsk karakter og at skabe modstand mod forbudte og forkastelige handlinger. For det andet at modarbejde de kristne missionærer, som under dække af lægebehandling, udviklingsundervisning og børnehjem udbredte kristendommen. Hasan al-Banna var på det tidspunkt kun fjorten år gammel.

De første bestræbelser i Kairo

Efter at være blevet optaget på Dar al-Ulum i Kairo blev han på den ene side urolig over omgivelserne udenfor og på den anden side over sine indre følelser. Derefter sluttede han sig som medlem til Jamʿiyyat Makarim al-Akhlaq, som var den eneste reformerende organisation i Kairos katastrofale miljø på den tid. Han deltog regelmæssigt i organisationens møder. Men Kairo var hastigt ved at synke ned i moralsk forfald og vestliggørelse, efter at have slået ind på en vildfaren vej, og efter Hasan al-Bannas opfattelse kunne dette ikke afhjælpes alene gennem prædikener i moskeerne. Han tænkte: Det er i virkeligheden netop den person, som ikke kommer i moskeen, der har størst behov for prædiken og formaning. Hos ham må der skabes tanker om religiøs og moralsk reform. Med dette formål dannede Hasan al-Banna en gruppe bestående af studerende fra Dar al-Ulum og al-Azhar og vakte deres interesse for undervisning, oplæring, prædikener og formaninger på kaffehuse og ved offentlige forsamlinger. Som medlem af denne gruppe gik Hasan al-Banna selv til kaffehusene, hvor han underviste i Koranen og hadith, og shaykherne blev gentagne gange udsat for hån og bagvaskelse på grund af deres holdning til hasardspil, afhængighed af forskellige drikkevarer og tom snak. Men dette arbejde overskred med succes byernes grænser og blev også sat i gang på landet. Blandt gruppens medlemmer blev der dannet en komité, som fik til opgave at føre tilsyn med udbredelsen og fremme af kaldet til islam. I sommerferien blev gruppen usædvanligt aktiv. Byer og landsbyer blev dens arbejdsområder. Hasan al-Banna og hans ledsagere opnåede to ting gennem denne metode til daʿwa: selvhjulpenhed og øvelse i at holde taler for folk.

Men efter den endelige revolution, da en bølge af ateisme begyndte i Egypten, og enhver lydig ung mand blev tiltrukket af den, blev disse begrænsede og svage protester virkningsløse. Under dække af frihed og demokrati begyndte man at importere aviser, tidsskrifter, litteratur og bøger af en sådan art, at deres formål netop var at svække den religiøse bevidsthed og udrydde respekten for og kærligheden til religionen i folkets hjerter. Det skulle efter frihedsaktivisternes krav få landet til i sandhed at blive fyldt med frihed til at tænke og handle. Efter Hasan al-Bannas opfattelse krævede situationen en stor og omfattende indsats. Derfor opfordrede han ulama og mashayikh til at rette deres opmærksomhed mod denne opgave og til at træde ind på arenaen organiseret og samlet. Han mødtes med redaktøren af avisen al-Manar, Sayyid Rashid Rida, og knyttede forbindelse til ejeren af al-Maktaba al-Salafiyya, Muhibb al-Din al-Khatib. Han fortalte den fremtrædende al-Azhar-lærde shaykh Uzayri om sin indre smerte og uro. Shaykh Muhammad Khadr Husayn klagede over situationen over for shaykh al-Azhar. Han udvekslede synspunkter med Farid Wajdi, som på det tidspunkt var en af Egyptens førende lærde. Hasan al-Banna mødtes med dem alle og opfordrede dem til at arbejde inderligt og oprigtigt for islam. Hans indsats skabte stor bevægelse i disse kredse, og først blev ugebladet al-Fath udgivet, hvorefter Jamʿiyyat al-Shubban al-Muslimin blev grundlagt. Under Muhibb al-Din al-Khatibs ledelse lod al-Fath jihadens råb gjalde i ateistiske idéers tempel, mens Jamʿiyyat al-Shubban al-Muslimin under dr. Abd al-Hamid Saids ledelse erklærede sin faste beslutning om at redde den nye generation fra vildfarelse. Hasan al-Banna sluttede sig ikke blot til Jamʿiyyat al-Shubban al-Muslimin, men regnes også som en af dens grundlæggere. På det tidspunkt var Hasan al-Banna sidsteårselev på Dar al-Ulum. Dar al-Ulum havde fastsat følgende emne for hans afhandling: Hvad ønsker han at gøre efter afslutningen af sin uddannelse, og hvilke foranstaltninger vil han træffe for at gøre det? Hasan al-Banna skrev som svar:

Jeg ønsker at blive da’i og underviser. Om dagen vil jeg bruge det meste af året på at uddanne Egyptens nye generation, og om natten samt på fridagene vil jeg forsøge at forklare deres forældre religionens formål. Jeg vil fortælle dem, hvor fredens og lykkens kilde findes, og hvordan livets lykke og glæde kan opnås. Til dette formål vil jeg benytte enhver vej, der ikke ligger uden for mine evner: gennem foredrag, diskussioner og indbyrdes samtaler, gennem forfatning af bøger og pjecer og ved at rejse omkring på kryds og tværs. Kort sagt vil jeg søge hjælp i ethvert tiltrækkende middel.

Dette er den unge mands glød, som på det dybe hav ikke blot havde et stærkt ønske om at redde sit eget tøj, men samtidig også tænkte på at beskytte andres tøj.

 Opholdet i Ismailia og grundlæggelsen af organisationen

I 1927 modtog Hasan al-Banna et diplom fra Dar al-Ulum. Derefter blev han ansat som lærer ved Amiriya-madrasaen i Ismailia. Ismailia var en britisk base, og Suezkanalen var under de britiske styrkers kontrol. Suezkanalen-kompagniet, som var blevet givet i koncession til englænderne og franskmændene, holdt Egyptens økonomiske livsnerve under sin kontrol. Muslimerne var opdelt i religiøse grupper. Befolkningen, som var blevet utilfreds med de religiøse stridigheder og debatter, søgte i stedet for moskéerne mod værtshusene. Under disse forhold udvalgte Hasan al-Banna tre kaffehuse i Ismailia og oplivede folk gennem foredrag og samtaler. Han vakte også en ansvarsfølelse for ikamat al-din hos dem.

I marts 1928 samledes en gruppe fremtrædende og bevidste mænd fra Ismailia i Hasan al-Bannas hjem. De seks medlemmer af gruppen hed henholdsvis Hafiz Abd al-Hamid, Ahmad al-Hasri, Fuad Ibrahim, Abd al-Rahman Hasabullah, Ismail Izz og Zaki al-Maghribi. Disse mænd var kommet med en fast beslutning om at arbejde. Efter samtale og gensidig udveksling af synspunkter overdrog de Hasan al-Banna ansvaret for tilsynet med arbejdet, ledelsen og vejledningen. Desuden aflagde de en bay’a, hvori de lovede at bringe ethvert muligt offer og yde enhver mulig opofrelse for at beskytte muslimerne. Da spørgsmålet om navnet på denne lille organisation blev rejst, sagde Hasan al-Banna straks: »Vi er alle Ikhwanul Muslimun (muslimske brødre).« Sådan kom dette navn ganske enkelt ud af hans mund, og derfra blev organisationen kendt som Ikhwanul Muslimun.

Efter grundlæggelsen af organisationen blev Hasan al-Banna boende i Ismailia i fem år. Derefter flyttede han i 1933 til Kairo. I de fem år i Ismailia arbejdede organisationen meget stille og forsigtigt. Moskéen var organisationens hovedcenter, og »Gør hele livet farvet af islam« var organisationens mission.

Ud over Ismailia drog Hasan al-Banna og hans ledsagere også ud for at udbrede da’wa blandt indbyggerne i de omkringliggende områder. På de ugentlige fridage var deres mål de nærliggende områder. Desuden spredte de sig på de årlige fridage til forskellige fjerntliggende egne. Dars, undervisning, samtaler og foredrag var midlerne til at udbrede da’wa. Nogle af mashaikhene og misundelige personer gjorde Hasan al-Banna til mål for fordømmelse og kritik. Alligevel fortsatte denne stille oversvømmelse med at brede sig under disse vanskelige forhold. Organisationens folk holdt dars ved folkeforsamlinger. Tawhid og det hinsidige var deres emner. Med udgangspunkt i omstridte spørgsmål blev landets generelle tilstand gennemgået. Befolkningen blev gjort bevidst om indre og ydre onder. De fleste af dem, der besvarede deres da’wa, tilhørte de arbejdende klasser. Med Hasan al-Bannas ord findes der ingen landsby eller bydel, som organisationens arbejdere ikke har nået. De har udbredt da’wa fra moské til moské, fra hjem til hjem og ved at besøge rastehuse.

Resultatet af disse fem års arbejde var, at der inden for to år blev oprettet afdelinger i Abu Sabir, Port Said og Bilah. I det tredje år blev der også oprettet en stærk afdeling i Suez. I det fjerde år blev ti afdelinger oprettet. I Ismailia blev der åbnet en skole for piger.

Da imam Hasan al-Banna flyttede til Kairo, trådte da’wa-aktiviteterne ind i en ny fase. Indtil da havde det været et indledende forsøg. Men derefter udviklede det sig til en større organisation i landet. Med andre ord antog Ikhwan al-Muslimuns tilstedeværelse i Kairo form af en fuldendt bevægelse.

Bevægelsens forskellige faser

Den første fase strakte sig fra 1933 til 1939. I denne fase trådte bevægelsen frem i en fuldendt form. Den anden fase varede fra 1939 til 1945. I denne fase trådte da’waen åbent ind på den politiske arena. Som en velorganiseret magt blev den en årsag til bekymring for regeringen. Derfor samlede prøvelsernes skyer sig over dens hoved. Den tredje fase omfattede de ni år fra 1945 til juli 1954. I denne fase bredte Ikhwan-bevægelsen sig på den ene side til alle afkroge af Egypten. På den anden side blev den udsat for en ekstrem undertrykkelsespolitik. Det var i denne fase, at imam Hasan al-Banna led martyrdøden. Professor Hasan al-Hudaybi blev valgt til bevægelsens nye øverste leder. Derefter fandt en militærrevolution sted i landet. Herefter sluttede denne fase med, at Ikhwan blev erklæret ulovlig af den revolutionære regering, og at dens ledere blev dømt til hængning. En kort redegørelse for disse tre faser følger:

Første fase:: 1933 – 1939 e.Kr.

Stille reform

I de første år i Kairo fortsatte denne da’wa lige så stille og diskret som tidligere. Der blev holdt foredrag og diskussioner i moské efter moské, tilhængere og støtter blev organiseret, forskellige afdelinger oprettet, og der blev foretaget rejser til byer og landsbyer. Et år senere (1934) sagde Imam Hasan al-Banna i en artikel, hvor han aflagde rapport om årets aktiviteter: Ikhwan-bevægelsens da’wa samt dens mål og formål havde bredt sig til mere end halvtreds byer og landsbyer i Egypten. Hvert sted var der iværksat en eller anden form for velfærdsprojekt. I Ismailia havde Ikhwan for eksempel bygget en moské og oprettet en klub. Der var åbnet en skole ved navn Hira til undervisning af drenge og en skole ved navn Umm al-Mu’minin for piger. I Shibrakhia var der blevet oprettet en moské og en klub, en skole for børn samt en teknisk institution. Drenge, der ikke fuldførte deres skolegang, skulle optages her. I Mahmudiyya var der således blevet åbnet fabrikker til fremstilling af tekstiler og tæpper. Desuden var der blevet oprettet skoler, hvor man kunne lære at memorere og læse den hellige Koran. Også i Kahliyya var der blevet åbnet madraser for koranmemorering og recitation. Kort sagt havde hver afdeling fra Awfu til Alexandria iværksat et eller andet velfærdsprojekt.

Uddannelse på området bidrag og regeringens til reformer krav

Selve da’waens karakter og landets nye problemer udvidede bevægelsens virkefelt. Kulturelle og politiske spørgsmål blev også integreret i dens formål. På det kulturelle område vandt de undervisnings- og træningsprojekter, som Ikhwan iværksatte, ikke blot accept blandt folket; også regeringen kunne på statsligt plan ikke undgå at blive tiltrukket af dem. Premierminister Muhammad Mahmud Pasha rådede Ikhwan til også at åbne skoler i de områder, hvor regeringen ikke havde nogen skoler. Hasan al-Banna henledte hans opmærksomhed på dette i et langt brev:

 Moralen i det egyptiske samfund står over for ødelæggelse. Den moralske storhed, skønhed og værdighed er på sørgelig vis blevet knust. Fra alle sider forsøges det at svække dens grundlag. De unge og ungdommen, ja så godt som enhver enkeltperson og enhver familie, er blevet mål for ødelæggelse og er blevet modne til en hurtig reform. Det er også nødvendigt at anvende forskellige midler til reformen. Den grundlæggende og fundamentale metode er at reformere uddannelsessystemet, foretage de nødvendige ændringer i statsordningen, skabe gode muligheder og områder, hvor de unge kan anvende deres fritid nyttigt, samt med hård hånd bekæmpe uretfærdighed.

Fra Mahmud Pasha og frem til begyndelsen af Anden Verdenskrig skrev Imam Hasan al-Banna på partiets vegne til alle de ministre, hvis regeringer blev dannet i landet. I disse breve blev der fremsat forslag om interne reformer. Der blev givet råd om at forbedre landets tilstand socialt, økonomisk og kulturelt. Desuden blev der krævet indførelse af den islamiske sharia. I det brev, han skrev til Mahmud Pasha, beskrev han i detaljer den egyptiske nations tilstand og nævnte også, at Egypten var tilbagestående med hensyn til uvidenhed, fattigdom, sygdom, moralsk forfald og uddannelse. I det opmærksomhedsskabende brev, som blev sendt fra hans side til premierministeren, skrev han:

Midlet mod og løsningen på disse problemer findes i undervisningen fra Allahs Bog. Hvis man fremfører som undskyldning, at englænderne har magten i landet, vil det være en fuldstændig grundløs undskyldning. Englænderne har ingen forbindelse med vores indre anliggender. Og hvis man hævder, at millioner af udlændinge bor her, vil også dette vise sig at være uden betydning. Vi kan overbevise dem gennem samtale. De vil selv se, hvordan Islams bestemmelser og lære beskytter deres rettigheder og sikrer deres liv og ejendom. Det vil vi også sige til de ikke-muslimer. De bør studere vores historie for at se, hvordan vi opretholder retfærdighed og rimelighed over for dem. Det egentlige problem er selve den egyptiske ledelse. Den er uvidende om Islams da’wa og ånd. Det er nødvendigt, at de selv vender tilbage til Islams troslære og sharia. Ateismens sygdom kom til Egypten fra Tyrkiet. Derfor rådgiver vi Muhammad Mahmud Pashas regering til at løfte Islams ord højt som modvægt hertil og gøre det til grundlaget for sin politik.

Den muslimske verdens ledere til da’wa

Det vigtigste brev fra Muslimbrødrene var det, som de i 1936 skrev til Egyptens præsident Farouk, premierminister Mustafa Nahas Pasha samt lederne af de arabiske og muslimske lande. Brevets titel var »Kaldet til lyset«. Brevet findes stadig foran os i form af en lille pjece på femogtredive sider. På én gang og med stor sproglig elegance redegør de først meget kortfattet for Islams grundlæggende og indledende begreber samt for den islamiske civilisation. Desuden fastslår de klart, at det, selv med en sådan fremragende livsanskuelse til rådighed, er yderst skadeligt at antage den vestlige livsform, kultur og samfundsordning. Efter denne indledende drøftelse fremlægges en sammenlignende gennemgang af den islamiske og den vestlige livsanskuelse. Begge systemers særpræg beskrives. Derfor drages den konklusion, at Islam på ethvert område – hvad enten det gælder militær administration, uddannelse og sundhed, økonomiske og sociale reformer eller statens love og regler – sikrer den muslimske ummahs fremgang og et fredeligt miljø. Til sidst fremlægges reformforslag på halvtreds områder. Ti af dem vedrører politik, retsvæsen og statslige principper og ordninger. Tredive vedrører sociale forhold og uddannelse, mens ti angår økonomiske spørgsmål. I virkeligheden blev disse forslag udarbejdet med stor møje og anstrengelse. Et enkelt blik på dem viser, at deres forfattere ikke blot besad boglig viden, men også havde praktisk erfaring og var direkte engageret i landets problemer. Selv efter mere end tredive år vil forslagene stadig synes lige så relevante og friske som i dag. Brevets afsluttende ord lød således:

Vi er rede til at anvende al vores arbejdskraft, kunnen og ressourcer til gavn for enhver regering, der beslutter sig for helhjertet at vie sig til den muslimske ummahs fremgang og velfærd. Vi vil spontant besvare ethvert af deres kald og være rede til at bringe ethvert offer og yde enhver form for opofrelse.

I 1938 blev der skrevet et brev til Egyptens præsident. Heri blev anklagen fremsat, at de politiske partier havde skabt uro og kaos i landet. Emir Umar Tusun og Emir Muhammad Ali Tawfiq blev også skrevet til om samme emne.

Brødrenes opfattelse var, at alle de politiske partier, der fandtes på det tidspunkt, var selvbestaltede og ikke repræsentative for folket. Og netop dette var det gyldne tidspunkt, hvor alle patriotiske personer skulle forene sig om et korrekt islamisk mål og gennemføre det med alle kræfter og oprigtig indsats. I 1938 blev der også indleveret et langt memorandum til justitsminister Ahmad Khasaba Pasha. Heri blev det krævet af justitsministeren, at man i halvtreds år havde afprøvet ikke-islamiske love og regler, men at de havde vist sig at være fuldstændig mislykkede. Nu burde Islams sharia sættes på prøve. I dette brev blev der også fremlagt anerkendte vidnesbyrd fra vesterlændinge selv om den islamiske lovs anvendelighed og overlegenhed.

Da Mustafa Nahhas Pasha i 1938 tiltrådte som premierminister, overrakte Ikhwan ham også et memorandum. Det blev krævet af ham, at Egyptens udenrigspolitik skulle være grundfæstet på princippet om venskab med de islamiske lande, og at dens mål skulle være oprettelsen af islamisk enhed. I 1939 blev der skrevet endnu et brev til Nahhas Pasha, hvori det blev anbefalet, at medlemmerne af Wafd-partiet, som var under Nahhas Pashas ledelse, skulle lade deres liv oplyse af islams sande idealer. Desuden skulle Wafd-partiet udforme sine mål og formål i overensstemmelse med islamiske grundprincipper. Dette manifest indeholdt forslag om reform af lovgivernes principper, afskaffelse af forskellen mellem de almindelige domstole og sharia-domstolene samt indførelse af islamisk sharia ved alle domstole. Der blev også fremlagt en plan for reform af uddannelsessystemet. Blandt forslagene var militærtræning af enhver rask borger, bekæmpelse af uretfærdighed, ændring af den økonomiske politik, modvirkning af tendensen til europæisk efterligning samt afhjælpning af forfaldet i de offentlige skikke og regler. Det centrale indhold i alle disse breve var oprettelsen af et islamisk samfund og en islamisk regering i Egypten. I de arabiske lande var disse breve til stor hjælp med hensyn til at vække følelserne hos mennesker med islamiske værdier.

Ikhwan begrænsede sig ikke blot til at skrive breve. De benyttede tværtimod alle de bedste metoder og midler til at rådgive og overbevise den egyptiske herskende gruppe. I 1963 mødtes Hasan al-Banna med Nahhas Pasha. På det tidspunkt var Nasim Pasha premierminister. Ikhwan havde krævet, at der blev indført religiøs undervisning blandt de egyptiske lærere, af Nasim Pashas regering. Hasan al-Banna orienterede også Nahhas Pasha udførligt om dette krav og opnåede på grund af hans status som landets fremtrædende politiker også hans støtte til kravet. Nahhas Pasha var så påvirket af Hasan al-Banna, at han ligefrem betragtede ham, altså Hasan al-Banna, som en vejledende rådgiver for Wafd-partiet.

Ikke-muslimske staters forhold Ikhwans principielle holdning

I forlængelse af Ikhwans bestræbelser på at lede staten ad den rette vej er det nødvendigt at vide, at ingen af de regeringer, der indtil nu er kommet til magten i Egypten den ene efter den anden, hvad enten de har tilhørt Dastur-partiet, Wafd-partiet eller Azad, har fået Ikhwans støtte. Tværtimod har Ikhwan altid holdt sig på afstand af dem alle. Formålet med denne politik fra Ikhwans side var:

“Man kan aldrig forvente noget godt af en regering, der direkte er grundlagt på ikke-islamiske principper. De er ikke værdige til nogen form for samarbejde eller støtte.”

Selv om den herskende gruppe er muslimsk og ikke åbent fornægter islam, kræver Ikhwan derfor reformer og ændringer af enhver regering og fortsætter med at appellere om, at et fuldstændigt islamisk regelsæt indføres i landet. Samtidig følger de selv dette regelsæt. De har aldrig benyttet sig af terror eller magtanvendelse. Tværtimod ser man, at hvis en regering på noget tidspunkt oprigtigt erklærer, at den vil imødekomme deres krav, så er de heller ikke tilbageholdende med at give den deres støtte.

Kollektiv forkyndelse

På dette stadium var den sidste og vigtigste aktivitet, at Ikhwanens mission trådte frem som en omfattende, vidtrækkende og fuldstændig da’wah. I 1938 blev den femte konference afholdt i Kairo, hvor imam Hasan al-Banna holdt en lang tale. Heri fremlagde han med fuld forklaring og detaljeret analyse Ikhwanens mål og program. Som en hentydning til da’waens omfattende karakter sagde han:

Ikhwan al-Muslimun er en gammel da’wah, fordi Ikhwanen kalder til en tilbagevenden til islams rødder og til Koranens og Profetens sunnahs oprindelige kilder. Den er en sunnitisk tariqa, fordi Ikhwanen bestræber sig på at følge den rene sunnah i alle skikke, handlinger og former for tilbedelse. Den er tasawwuf, fordi grundlaget for fromhed ifølge Ikhwanens tankegang er sjælens renselse, hjertets renhed, vedvarende gode gerninger, uafhængighed af skabningerne, kærlighed til Allah og samarbejde på godhedens vej. Den er et politisk parti, fordi Ikhwanen på den ene side kræver reformer af regeringen i indre og udenrigspolitiske spørgsmål og på den anden side opdrager nationen til selvstændighed og selvrespekt. Den er en militær organisation, fordi Ikhwanen lægger stor vægt på fysisk træning og opretter sportshold. Den er en kulturel forening, fordi Ikhwanens klub i praksis er en skole for undervisning og dannelse samt en institution, der oplyser fornuften, intellektet og ånden. Den er en økonomisk virksomhed, fordi islam foreskriver erhvervelse af rigdom inden for et særligt perspektiv, og Ikhwanen opretter handelsmæssige og økonomiske virksomheder for at styrke den nationale økonomi i overensstemmelse med islams lære. Den er en social filosofi, fordi Ikhwanen retter sin opmærksomhed mod alle samfundets sygdomme, overvejer deres helbredelse og arbejder for at befri nationen fra dem. (Forkortet)

Islam om Ikhwanens tankegang

I denne tale redegjorde Hasan al-Banna udførligt for sit partis mål, principper og program, partiets syn på nationale problemer samt dets politik over for andre muslimske stater. Talen blev senere vedtaget som partiets grundprincipper. Derfor finder jeg det nødvendigt at beskrive nogle af talens vigtigste aspekter.

“Nogle mennesker mener, at islam udelukkende er begrænset til ydre former for tilbedelse. Hvis de selv udfører dem, eller en anden gør det, føler de sig dermed tilfredse. Nogle mener ikke, at islam er andet end forædlede sæder og fuldkommen åndelighed. For dem er islam ensbetydende med fuldstændig afstandtagen fra hele det materielle livs grimhed. Visse mennesker kommer ikke videre end velklingende fraser om islams praktiske og kampprægede side. Nogle betragter islam som noget, man har arvet, og som bør efterlignes; deres liv rummer hverken noget offer eller nogen nytte i kampen. Derfor blander de sig ikke det mindste i islam eller i de forhold, der har forbindelse med islam. Den slags udtalelser kan I høre fra mennesker, der er farvet af den fremmede civilisations og kulturs farver. Der findes også flere andre grupper af samme slags, som har deres eget særlige syn på islam. Vores overbevisning er, at islams lære og bestemmelser vedrører både det verdslige og det evige liv. De, der mener, at islams lære er begrænset til livets åndelige side eller til personlig tilbedelse og ikke har nogen forbindelse med livets øvrige områder, er sunket ned i en alvorlig vildfarelse. Islam er såvel troens og trosbekendelsens navn som tilbedelsens navn. Den er navnet på land, nation, religion, statsordning, åndelighed og praktisk handling. Islam er på den ene side Koranens og på den anden side sværdets navn. Koranen behandler alle disse emner og anerkender dem som islams grundlæggende indhold.” (Forkortet)

Da Hasan al-Banna fremhævede Ikhwanens da’wahs særlige kendetegn, nævnte han, at disse kendetegn ikke findes blandt dens samtidige grupper. Nogle af dem er:

1. Fri for fiqh-mæssige uoverensstemmelser

2. Uafhængighed af indflydelsesrige kredse

3. At holde sig på afstand af politiske partier

4. At følge princippet om gradvis fremgang i arbejdsmetoden

5. Frugtbart praktisk arbejde uden offentlig omtale

6. Da’waens hurtige udbredelse i byer og landsbyer

Formål og arbejdsprincipper

Formålet og arbejdsprincipperne er kort blevet beskrevet således: Målet med Ikhwans bestræbelser og kamp og dets eneste krav er at gøre den nye generation af muslimer så bekendt med islams sande og korrekte lære, at de fuldt ud følger islam på alle livets områder. For at opfylde dette formål har de vedtaget følgende arbejdsprincipper, kort fortalt:

At ændre den offentlige mening og oplære da’waens fanebærere og støtter i overensstemmelse med islamisk lære, så de kan forblive nært knyttet til islam og blive forbilleder for andre i lydighed mod og efterfølgelse af islam.

Da Hasan al-Banna skulle præsentere egenskaberne og kendetegnene ved den ideelle da’i for organisationens medlemmer, sagde han:

Når der blandt jer er blevet skabt tre hundrede sådanne mænd, hvoraf enhver åndeligt er blevet styrket i tro og troslære, intellektuelt er blevet udsmykket med kundskab samt civilisationens og kulturens prydelser, og fysisk har opnået et sundt legeme og fuldkommenhed gennem militær træning, kan I kræve af mig, at jeg med jer krydser havets enorme vidder, svæver gennem himlens tomhed og kæmper mod alle falske kræfter. Når den tid kommer, vil jeg, om Allah vil, ikke være det mindste tøvende med at udføre dette.

Anklagen om terrorisme og magtbegær – og svaret på den

Som svar på nogle af modstandernes indvendinger, tvivl og betænkeligheder nævner han: En gruppe spørger os, om stat og magt også indgår i Det Muslimske Broderskabs aktiviteter. I mener jo, at Det Muslimske Broderskab i alle sine skridt og planer fuldt ud følger islams grænser. Det, som tror på islam, anerkender også staten som lige så nødvendig som forkyndelse og formaning. Islams tredje kalif, Hazrat Uthman (må Allah være tilfreds med ham), siger:

**************Arabisk***************

“Allah modvirker gennem statsstyre og magt de forhold, som ikke kan modvirkes gennem Koranen alene.”

Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, betragtede magt som en af islams søjler, og i fiqh-litteraturen regnes magt også blandt troslæren og grundprincipperne, ikke blandt grenene.

De fleste spørger, om Det Muslimske Broderskab bruger magt for at nå sine mål. Men Det Muslimske Broderskab ønsker ikke engang at tænke på det, man forstår ved en terroristisk revolution. De stoler under ingen omstændigheder på denne metode, og de ønsker heller ikke at drage fordel af den eller få udbytte af den. Derfor siger de tydeligt til enhver egyptisk regering, at hvis situationen fortsætter sådan, og de sagkyndige ikke overvejer nogen metode til at afhjælpe den, vil den uundgåelige følge vise sig i form af en ekstremistisk revolution. Det betyder imidlertid ikke, at Det Muslimske Broderskab vil udløse en revolution af denne art, eller at deres kald vil skabe et sådant resultat. Den vil derimod opstå som følge af presset fra forholdene, begivenhedernes krav og konsekvensen af at vende sig bort fra reform. (Forkortet)

I denne periode udgav Det Muslimske Broderskab også flere uge- og månedsblade. Ugebladene At-Ta’aruf og Ash-Shi’a samt månedsbladet Al-Manar blev udgivet netop på dette tidspunkt. Efter nogen tid blev der, sideløbende med den islamiske journalistik på egyptisk jord, indført en praksis med at sende forkyndende hold til udlandet, og der blev etableret kontakt til andre arabiske lande. Derefter blev der i disse lande, på grundlag af mulighederne og de gensidige forbindelser, oprettet afdelinger af Det Muslimske Broderskab, som opnåede status som permanente centre.

Anden fase (1939 – 1945)

Prøvelsens begyndelse

Denne fase omfattede seks år. I disse år var verden indhyllet i verdenskrigens krudtrøg. På det tidspunkt blev Ikhwans bevægelse udsat for ekstrem undertrykkelse og forfølgelse. Tidligere blev denne bevægelse ignoreret, fordi man betragtede den som et reformistisk og religiøst forsøg. Men da dens da’wa begyndte at tage alle livets områder op til drøftelse og samtidig med en intellektuel og kollektiv revolution fremsatte krav om politiske og forfatningsmæssige reformer, rynkede herskerklassen bekymret panden. Trods utallige ildprøver på dette trin opnåede bevægelsens to retninger en usædvanlig fremgang.

Årsagen til dens fremgang og vækst i den følgende fase var, at universitetslærere og studerende, inspireret af Ikhwans bestræbelser, kamp og konstruktive arbejde, blev påvirket og begyndte at deltage i dens møder. Især begyndte også folk fra forskellige erhverv med tilknytning til Fouad al-Awwal- og al-Azhar-universiteterne at slutte sig til bevægelsen i stort antal. Forretningsfolk, industrifolk, ingeniører, læger, lærere, advokater—kort sagt mennesker fra alle samfundslag—sluttede sig til den. På den ene side blev gruppens økonomiske aktiviteter stadig mere omfattende, mens der på den anden side også blev gjort forskellige fremskridt inden for uddannelse, kultur og fysisk træning. Der blev oprettet afdelinger i landets fjerneste egne, og en velordnet planlægning blev indført blandt dem. Kort sagt trådte denne gruppe frem som en stærk organisation i landet og blev ved med at være en torn i modstandernes øjne.

Det var verdenskrigens tid. De lokale regeringer begyndte på eget initiativ og efter de imperialistiske magters anvisninger at følge de politiske partier. Uordnede love og regler blev indført i landet, og sammenstød mellem regeringen og partierne tog sin begyndelse. På dette trin blev der dannet otte regeringer efter hinanden i landet: regeringerne under Ali Maher, Hussein Sabri, Hussein Sirri, Mustafa Nahhas, Ahmad Maher, Nakrashi Pasha, Ismail Sidqi og igen Nakrashi Pasha. Under Ali Mahers og Hussein Sabrīs styre fortsatte Ikhwan som sædvanlig sit da’wa-arbejde samt arbejdet med at påbyde det gode og forbyde det onde gennem aviser og tidsskrifter. Da Ali Maher fremsatte et forslag om at holde Egypten uden for krigen, støttede Ikhwan tværtimod dette forslag ubetinget.

Prøvelsens ophavsmand

Efter at Hussein Sirri Pasha kom til magten, blev Ikhwan udsat for ekstrem undertrykkelse og forfølgelse. Den hastige fremgang, som al-Ikhwans da’wa havde opnået, var til skade for briternes indflydelse. Den politik, Hasan al-Banna nævnte på den femte kongres (som er blevet beskrevet tidligere), var tilstrækkelig til at overbevise briterne om, at denne bevægelse ville blive en uoverstigelig hindring for dem i hele den arabiske verden.

Adli Yakans Konstitutionelle Parti eller Mustafa Nahhas’ Wafd-parti var uden tvivl tilhængere af Egyptens uafhængighed. Men begge disse partier var nationalistiske, og deres tiltalende horisont var begrænset til Nildalen. Ikhwans kald var derimod renset for alle disse bindinger. Ikhwan har altid båret den nationale enheds fane. Den støttede også den arabiske enhed, og den islamiske enhed var ligeledes dens mission. De vurderede ikke den nationale eller arabiske enhed ud fra det perspektiv, som nationalister eller nationaldyrkere anlægger. Tværtimod bar de kun enhedens fane med henblik på islams fremgang og udbredelse. Hasan al-Banna forklarede på den nævnte kongres, at islam ikke går ind for geografiske grænser eller bånd baseret på blod og afstamning. Islam betragter alle muslimer som ét folk og alle islamiske lande som ét land, selv om afstanden mellem dem geografisk set kan være stor. De islamiske landes enhed kan ikke opdeles. Undertrykkelse af én del af den medfører, at undertrykkelsen breder sig til hele dens eksistens. Derfor anser Ikhwan al-Muslimun den islamiske enhed for yderst hellig og værdig til respekt. Hvad angår kalifatet, beskrev han Ikhwans synspunkt således: Ikhwan al-Muslimun betragter kalifatet som et symbol på den islamiske enhed og et fyrtårn for venskab og dybe forbindelser mellem de forskellige muslimske folk. Desuden tillægger den kalifatets idé og bestræbelserne på at genoprette det den største betydning.

Henvendt til de europæiske stater siger han: Ikhwan al-Muslimun anser de regeringer for undertrykkende, som undertrykker eller har undertrykt de islamiske stater; denne aggressive magt må imødegås med magt.

På dette grundlag har Ikhwan hævet sin stemme for Palæstinas uafhængighed, Algeriets uafhængighed og uafhængigheden for alle de islamiske lande, over hvilke imperialismens modbydelige skygge har bredt sig. Og netop med dette formål opfordrer de det muslimske folk til jihad.

Ikhwan al-Muslimuns synspunkt var uudholdeligt for englænderne. Den engelske ambassade og den engelske øverstbefalende lagde pres på Hussein Sirri Pasha. Som følge heraf lukkede Hussein Sirris regering først Ikhwans talerør, ugebladene At-Ta’aruf og Ash-Shi’a, samt månedsbladet Al-Manar. Derefter forbød den offentliggørelsen af enhver form for litteratur. Ikhwans trykkeri blev forseglet. Bevægelsens ledere blev sendt til forskellige steder. Imam Hasan al-Banna blev sendt fra Kairo til Qena, og hans assistent Ahmad as-Sukkari blev sendt til Damietta. Da der i Egyptens parlament blev rejst spørgsmål om regeringens afskyelige skridt, blev regeringen tvunget til at tillade, at disse to ærede personer vendte tilbage. Men efter endnu et voldsomt angreb arresterede regeringen for anden gang Imam Hasan al-Banna og Ikhwans sekretær, hvorefter den løslod dem. Denne forfølgelse og undertrykkelse vakte almindelige menneskers interesse for bevægelsen, og antallet af dens medlemmer og støtter steg usædvanligt meget.

Nahhas Pashas dobbelt politik

Efter Hussein Sirri Pasha blev Mustafa Nahhas Pashas ministerium dannet. Mustafa Nahhas Pasha førte en dobbeltpolitik over for Ikhwan. Imam Hasan al-Banna ønskede at stille op til parlamentsvalget i valgkredsen Ismailia. Men da Nahhas Pasha så, at situationen var vanskelig, bad han Hasan al-Banna om at afstå fra dette valg. Imam Banna imødekom Nahhas Pashas anmodning, og ved at indtage en forsonende holdning over for Ikhwan gav han ham tilladelse til at afholde kongressen. Han genindsatte aviserne og ophævede forbuddet mod pressen. Men dette var blot et midlertidigt træk. Få dage senere satte Nahhas Pasha også de demokratisksindedes krav til side og besluttede at slå ned på Ikhwan. Alle Ikhwans afdelinger og underafdelinger, bortset fra hovedkontoret, blev lukket. Der blev indført restriktioner på kongresser, møder, oplysningsarbejde og alle former for aktiviteter. Med Ikhwans historiker Muhammad Shawqi Zakis ord:

Ikhwan mødte regeringens forfølgelse og undertrykkelse med den største tålmodighed og fasthed. Selv Nahhas Pashas regering blev tvunget til at konfrontere en vanskelig situation. Så snart forholdet mellem Ikhwan og Nahhas’ regering begyndte at normalisere sig, løslod regeringen dem, og de blev igen aktive. Men derefter berøvede regeringen dem deres ytringsfrihed. Herefter gjorde de tålmodighed, overbærenhed og håb til deres vane.

Kort sagt fortsatte Ikhwan trods disse store hindringer og vanskeligheder på forskellige måder med at opfylde sin pligt til at rådgive og vejlede regeringen. Endelig blev Nahhas’ ministerium opløst i 1944.

Ikhwanets deltagelse i valget

Efter Nahas Pasha kom Ahmed Maher. Også han gjorde undertrykkelse til sin politik i overensstemmelse med sine egne tanker og synspunkter. På kongressen i 1941 besluttede Ikhwan, at organisationen ville deltage i valget og opstille sine mest kvalificerede medlemmer for at etablere de islamiske idealers overlegenhed.

Under Nahas-regeringens ministerperiode havde Hasan al-Banna ønsket at deltage i valget, men Nahas Pashas dobbeltspil blev en hindring, og Imam al-Banna afstod derfor med god grund fra valget. På Ahmed Mahers tid erklærede Ikhwan, at de ville deltage i valget for enhver pris. Men hverken Ahmed Mahers regering eller lederne af den engelske hær var tilfredse med dette.

Hasan al-Banna blev opstillet som kandidat i valgkredsen Ismailia. Dermed fik almindelige mennesker for første gang i Egyptens valghistorie mulighed for at arbejde for en kandidat efter deres eget hjerte. Der blev oprettet omkring tres valgkampcentre i byområdet. Plakater på murene, folkemarcher og skole- og universitetsstuderende – alle fanebærere for islams genoplivning – gjorde valgkampen for Hasan al-Banna levende. Hasan al-Bannas sejr var sikker. Men den egyptiske regering tog alle midler i brug mod Hasan al-Banna for at tilfredsstille englænderne og sikre sejr til kandidaten fra Dastur-partiet, mens den engelske hærs køretøjer åbenlyst arbejdede til fordel for modkandidaten. Hærens officerer overførte i stort antal de egyptiske ansatte på militærlejrene til forskellige steder uden for valgkredsen. Alle former for bedrag, svig, pres, fortvivlelse og terror blev taget i brug. Alligevel vandt Hasan al-Banna en overvældende sejr.

Til sidst blev valget erklæret ugyldigt på grundlag af fabrikerede indsigelser og klager, og et nyt valg blev arrangeret. Denne gang mangedoblede hæren sin aktivitet. Den engelske guvernør i Sinai, Hamrasyli Pasha, fordrev Hasan al-Bannas medlemmer fra valgkredsene i Sinai og al-Arish og bragte arbejdere fra andre lejre ind for at afgive et tilstrækkeligt antal falske stemmer, hvorved Hasan al-Bannas sikre sejr blev forvandlet til et nederlag. Selv om dette skete for Hasan al-Banna, blev de øvrige kandidater fra Ikhwan behandlet på samme måde. Ingen af kandidaterne fik lov til at opleve sejrens dag.

Nakrashi Pashas første ministerielle periode

Ahmad Maher Pasha sluttede sig til de allierede og erklærede krig mod Tyskland og Italien. Ikhwan modsatte sig kraftigt denne beslutning. Og i et skriftligt brev til Ahmad Maher blev argumenterne til støtte for denne beslutning fremlagt, mens det egyptiske folk også udtrykte stærk vrede over erklæringen, og landets situation blev mere og mere kaotisk. Under disse omstændigheder blev Ahmad Maher dræbt af en kristens skud, hvorefter Mahmoud Fahmi al-Naqraschi Pasha blev udnævnt til premierminister. Hasan al-Banna, Ikhwans generalsekretær og flere centrale ledere blev imidlertid arresteret, anklaget for mordet på Ahmad Maher. Som bevis for anklagen blev det fremført, at den kristne gerningsmand under efterforskningen havde sagt, at Ahmad Maher før sin krigserklæring burde have rådført sig med landets intellektuelle og tænkende kredse. Blandt disse nævnte den kristne også Hasan al-Bannas navn. Ikhwan anfægtede arrestationerne ved domstolen, som beordrede dem løsladt. Så snart Hasan al-Banna var blevet løsladt, mødtes han med al-Naqraschi Pasha og udtrykte sin dybe sorg over mordet på Ahmad Maher. Han anmodede også al-Naqraschi Pasha om tilladelse til at arbejde frit. Men denne afviste det. Indtil verdenskrigens afslutning (1945) var al-Naqraschi Pashas politik over for Ikhwan blandet. Der var strenghed, men mange ting blev også behandlet lempeligt. Hvis der blev givet tilladelse til en forsamling, blev den næste dag krævet fuldt betalt, inklusive renter. Midt i denne tovtrækning sluttede verdenskrigen pludselig, og situationen antog en anden karakter.

Tredje fase(1945–1948)

Bevægelsens fremkomst og udvikling

Denne fase var den mest betydningsfulde fase i Ikhwans bevægelse. I denne periode trådte bevægelsen fuldt frem og stod over for en udvikling, der blev anset for at være et uudtømmeligt anliggende til eftertanke for alle islamiske bevægelser i verden. Først vil vi give en kort redegørelse for de aktiviteter i denne periode, som Ikhwan-bevægelsen udførte på forskellige områder.

Den 8. september 1945 blev Ikhwans generalrådsmøde afholdt, og alle Ikhwans medlemmer deltog. På dette møde blev der foretaget omfattende ændringer i Ikhwans vedtægter (forfatning), og vedtægterne blev udformet mere fuldstændigt og udvidet som organisationens formål og arbejdsprincipper. De fleste af disse ændringer var i overensstemmelse med intentionerne i imam Hasan al-Bannas tale ved det femte møde i 1938. Gennem bay’a (troskabsed) blev løftet om lydighed mod organisationens amir og murshid al-amm fornyet. At lytte og adlyde i gode gerninger blev anset for nødvendigt under alle omstændigheder. Man nærede fuld tillid til Hasan al-Banna på alle områder. Han blev valgt til murshid al-amm på livstid. Retten til afsættelse og ændringer blev alene givet til grundlæggernes råd.

Indre styrke og fast moral udvidede bevægelsens indflydelse yderligere. I løbet af få år nåede bevægelsen et højt udviklingsniveau med hensyn til åndelig, materiel og militær træning. Ifølge en rapport fra The Times of London steg antallet af Ikhwans medlemmer blandt arbejderne alene fra tre til seks hundrede tusind. Ifølge Hasan al-Bannas beskrivelse var fem hundrede tusind af dem, som Times rapporterede om, repræsentanter for Ikhwan. Disse fem hundrede tusind repræsentanter afspejlede tankerne og håbene hos halvfjerds millioner arabere og tre hundrede millioner muslimer i hele verden. Ifølge et memorandum fra Ikhwans vice-murshid al-amm, som blev forelagt Statsrådet, var antallet af aktive medlemmer af Ikhwan i 1948 alene i Egypten fem hundrede tusind. Desuden var antallet af sympatisører flere gange så stort. Alene i Egypten havde bevægelsen næsten seks tusind afdelinger.

Ikhwanens afdelinger blev også oprettet uden for Egypten. I Syrien blev en afdeling af Ikhwan oprettet i 1937 under ledelse af Mustafa al-Siba’i (må Allah forbarme sig over ham). I andre lande blev der ligeledes oprettet afdelinger under hovedorganisationen. I 1946 blev Ikhwan-konferencer afholdt i Palæstina, omtrent samtidig i Jordan og samme år i Sudan, hvor repræsentanter fra Libanon, Jordan og Palæstina deltog. I oktober 1946 rejste en delegation under Hasan al-Bannas ledelse til Mekka under pilgrimsfærden og mødtes med fremtrædende pilgrimme og islamiske tænkere fra hele verden. I 1947 blev frøet til denne da’wa også sået i Irak, hvor den trådte frem under forskellige navne. Dens hovedstrøm blev ledet af sheikh Muhammad Mahmud al-Sawwaf. Ikhwans delegationer deltog også i konferencer i vestlige lande og i internationale konferencer.

Daglig avis lanceres

Den 5. maj 1946 lancerede Ikhwan en daglig avis under navnet Ikhwan al-Muslimun. Det var første gang, at en modig islamisk avis trådte frem på dagspressens område. Ellers havde jahiliyyaen i tyve år bevaret sit enevældige herredømme over den egyptiske journalistik. Denne daglige avis spredte sig ikke blot i Egypten, men også i andre arabiske lande, og blev efterhånden populær. Med stor frygtløshed afslørede den den engelske kolonimagts hemmeligheder og indgød frygt blandt de koloniale kredse.

Ordningen med kommercielle virksomheder

Ikhwan udvidede også ordningen med økonomiske virksomheder til forskellige steder, og der begyndte at blive opnået usædvanligt store fortjenester herfra. Dens accept blandt arbejderklassen voksede. Den militære træning blev konsolideret på et solidt grundlag. Desuden blev forskellige militærgrupper dannet. I denne periode skete der også betydelige fremskridt inden for uddannelse og kultur.

Konfrontation med englænderne

På den ene side blev organisationen styrket og nåede frem til dette stadium i sin udvikling, hvis hovedtræk vi ovenfor har skitseret. På den anden side trådte gruppen modigt ind på den politiske arena. Så snart verdenskrigen var forbi, fremsatte Ikhwan kravet om, at englænderne skulle holde det løfte, de havde givet egypterne under krigen. Dette løfte bestod i at give Egypten uafhængighed. Hassan al-Banna mødtes med Mahmoud Fahmi al-Nuqrashi Pasha og appellerede til ham om, at regeringen enten skulle etablere de nationale rettigheder og være rede til at gøre drømmen om Nil-dalens stabilitet og enhed meningsfuld, eller overlade sagen til nationen, så den gennem jihad kunne opfylde sine håb og ønsker. På dette tidspunkt var den egyptiske nation nedsunket i en vanskelig situation. I dens øjne var dette det rette tidspunkt til at befri sig fra det britiske imperiums lænker. Hassan al-Banna var nationens fører. Han fremførte kravet om uafhængighed med fuld kraft og ledede uafhængighedsbevægelsen. I panik sendte al-Nuqrashi Pasha et memorandum til den britiske regering. Men i stedet for en åben anerkendelse af kravet om uafhængighed sendte den britiske regering et diplomatisk svar. Dette svar kunne ikke få Ikhwan til at indstille sin agitation. Befolkningen og de studerende sluttede sig til Ikhwans bevægelse og afholdt massive demonstrationer mod englænderne, og den blodige hændelse fandt sted, som i Egyptens historie er kendt som den voldelige hændelse. På grund af disse protestdemonstrationer og deres følger måtte al-Nuqrashi Pasha træde tilbage som ministerpræsident. Ismail Sidqi Pasha overtog regeringsmagten. Ikhwan fortsatte kravet om englændernes tilbagetrækning, og møder og demonstrationer fortsatte. Ikhwans repræsentanter spredte sig over Egyptens landsbyer og egne og hævede uafhængighedens røst. Ikhwans aviser pustede yderligere liv i denne flamme. Fra alle sider lød erklæringer om jihad mod englænderne. Med Ismail Sidqi Pashas tiltræden blev protestdemonstrationerne endnu mere intense. Alle Ikhwans kræfter blev sat ind i kampen for at opnå uafhængighed.

Under disse omstændigheder indkaldte Hassan al-Banna til et møde for alle partier, så der kunne dannes et nationalt råd. Det skulle forene og organisere folket, så hele nationen med én stemme kunne bevæge sig frem mod målet om at opnå uafhængighed. Men desværre lod de politiske partier, som om de ikke havde hørt det, selv om de havde hørt det. Der opstod ingen bevægelse i Nasad-partiets nationalisme, hverken Saad Zaghloul Pashas slogan »Watan lil-jamiʿ« førte til noget, eller Wafd-partiets demokratiske krav blev fremført til folkets tjeneste.

Da Hassan al-Banna så de politiske modstanderes sløve holdning, tog han selv initiativet og rådede Sidqi Pasha til at opgive debatter og forhandlinger med den britiske regering og vælge jihadens vej direkte. Men Ikhwan så regeringen som briternes håndlanger og udsatte den for hård kritik og fordømmelse. Regeringen blev også beskyldt for forræderi mod landet og for venskab med imperialisterne. Ikhwans aviser skrev klart, at regeringen havde indtaget en eftergivende politik over for de koloniale selskaber, var blevet ude af stand til at løse arbejdsløshedsproblemet og havde vendt sig bort fra jihad under englændernes pres. Aviserne fordømte også skarpt forhandlingerne med englænderne, brugte et aggressivt sprog om Sidqi Pasha og bragte flammende reportager om den britiske kolonimagt, så folkets følelser blev pisket voldsomt op. På dette tidspunkt overrakte Ikhwan et memorandum til kong Farouk. Heri blev det sagt, at Sidqi Pashas regering var ude af stand til at opfylde nationens krav. Ikhwans hovedkontor udstedte en ordre til alle afdelinger om at afbryde alle økonomiske, kulturelle og sociale forbindelser med englænderne.

Sidqi Pashas undertrykkelses aktion

Sidqi Pasha gik desorienteret til angreb på Ikhwan. Talrige mennesker blev arresteret. Udgivelsen af dagbladet Ikhwan al-Muslimun blev standset. Også vicegeneraldirektøren blev arresteret. (Generaldirektøren, Hassan al-Banna, var på det tidspunkt rejst på hajj sammen med en delegation.) Ikhwan svarede på denne undertrykkelsespolitik ved at fremsætte protester og fordømmelser over hele landet. Der opstod sammenstød i Kairo og Alexandria. Dette blev brugt som påskud til at omringe Ikhwans aktivisters hjem og foretage yderst nådesløse ransagninger. Selv husenes kvinder blev ikke skånet for ydmygelser. Der blev udøvet omfattende chikane og intimidering. Nogle af de Ikhwan-aktivister, der arbejdede på offentlige kontorer, blev afskediget, og mange andre blev forflyttet til fjerne egne. Dette udløste et voldsomt ramaskrig i hele Egypten, og Sidqi Pasha blev tvunget til at træde tilbage fra magten.

Nokrashi Pashas ministeriums anden periode

Den 10. december 1946 blev Nokrashi Pasha for anden gang overdraget posten som premierminister. Situationen krævede, at man denne gang gav en velhavende mand tøjlerne på denne krigsskueplads. Mahmoud Fahmi Nokrashi Pasha, formanden for Saad-partiet, havde undersøgt ham i denne forbindelse og benyttede det tilsyneladende lejligheden på det rette tidspunkt. Den dag, hvor Nokrashi Pasha overtog dette store ansvar, blev en artikel af imam Hasan al-Banna offentliggjort i avisen. Hovedbudskabet var, at den nye regering burde vælge den korteste vej. Den burde respektere folkets håb og ønsker, afslutte skuespillet med forhandlinger med briterne og løse landets uafhængighedsproblem gennem jihad. Gennem en lang række artikler henledte Hasan al-Banna opmærksomheden på regeringens forkerte politik. At chikanere landets loyale borgere, låse deres uddannelsesinstitutioner, kaste dem i fængsel og forfølge dem på forskellige måder — og det ovenikøbet på et tidspunkt, hvor undertrykkelsen fra de fjender, der med magt udøvede dominans over landet, blev øget flere gange — hvad var det andet end dumhed! Men i stedet for at lade denne kritik vække Nokrashi Pashas samvittighed forvandlede han den til en borgerkrig med Ikhwan. I denne krig skabte Palæstina-spørgsmålet yderligere bitterhed. Ikhwan var tæt involveret i denne kampagne. På den ene side blev dette spørgsmål en prøvesten for deres fremgang og indflydelse, og på den anden side blev det årsag til deres popularitet og berømmelse i og uden for Egypten. Den 12. december 1947 gennemførte Ikhwan en enorm demonstrationsmarch, som udgik fra al-Azhar. Hasan al-Banna selv førte den. Han kørte i en bil og gav anvisninger til marchen over en højttaler. Den 6. maj 1948 blev mødet i Ikhwans stiftelsesråd afholdt. Her blev der fremsat et krav til Egyptens regering og alle arabiske stater om at erklære jihad mod Israel og gøre alt, hvad der var muligt, for at beskytte Palæstina.

Undertrykkelsens og forfølgelsens yderste grænse

Den 15. maj 1948 landede arabiske hære i Palæstina under Den Arabiske Ligas opsyn, og krigen mod jøderne begyndte. Den tapperhed, det mod og det selvopofrelse, som Ikhwans frivillige udviste i denne krig, fortjener en særskilt og detaljeret beskrivelse. Jødiske aviser i Amerika og Storbritannien blev højlydte i sagen og betragtede det som en omstyrtelse af Israels nationalhjem.

Under disse omstændigheder blev Nokrashi Pasha slået tilbage. Farouk blev urolig over disse mullahers voksende indflydelse. Nogle udenlandske ambassader holdt en konference i Fayid (den egyptiske base for de britiske styrker) og fremsatte enstemmigt krav om, at Ikhwan skulle erklæres ulovlig af Nokrashi Pasha. På den anden side var Nokrashi Pasha bekymret over sagen. For også at opnå sine herrers tilfredshed erklærede han den 8. december 1948 Ikhwan ulovlig i henhold til paragraf 63 i den militære bekendtgørelse.

Det var en af de største tåbeligheder i hans liv. Derefter opstod der en så unormal situation, at han endda glemte at angre. Undertrykkelsen bredte sig over hele Egypten. Alle organisationens centre og kontorer blev lagt under regeringens kontrol. Tusinder af uddannede unge blev kastet i fængsel og udsat for så forskellige former for tortur, at man gyser ved at høre om det. Selv Nokrashi Pasja blev dræbt af en ung mand. Derefter indtog Ibrahim Abdul Hadi Pasja posten som premierminister. Han udfyldte i sandhed hans plads. Over for religionens bannerførere lod han intet være uprøvet, som selv en ikke-muslim ville have haft svært ved at gøre.

Hasanul Bannas forudsigelse

Allah havde velsignet Imam Hasanul Banna med troendes skarpsindighed. Han var en da’i. Han kendte til hver eneste etape af da’wahen. Han måtte konfrontere alle hindringer på denne vej.

Han havde et dybt blik for Profetens lære: »Vejen til Paradis går gennem smerte og lidelse.« Længe før Anden Verdenskrig, da der ikke fandtes det fjerneste tegn på forfølgelse og prøvelser, skrev han i en artikel:

Jeg vil sige jer, at jeres da’wah endnu ikke er nået ud til de fleste mennesker. Når denne da’wah og dens mål bliver tydelige for dem, vil de forfølge jer. De vil angribe jer med voldsom fjendtlighed. På det tidspunkt må I bevæge jer frem gennem meget vanskelige forhold. Forskellige slags hindringer vil stille sig i vejen for jer. Først da vil I i egentlig forstand blive regnet blandt da’wahens bannerførere. Folkets uvidenhed om den sande islam vil blive en torn på jeres vej. Regeringsvenlige ulamaer og shaykher vil pege fingre ad jeres islam. Og de vil stille spørgsmål ved jeres jihad. Samfundets ledere og magtfulde personer vil ikke kunne tåle jer. Alle regeringer vil uden tøven gøre modstand. De vil indføre begrænsninger på jeres aktiviteter. Banditterne vil modsætte sig jer med hvert eneste spyd. Lampen for jeres da’wah vil blive slukket. Moralsk fordærvede og svage regeringer vil hjælpe disse banditter mod jer, og den samme magt vil udgive sig for at være deres beskytter, som vil gå frem mod jer for at udsætte jer for undertrykkelse og overgreb. En anden gruppe vil skabe en storm af tvivl, mistanke og falske beskyldninger mod jer og lede efter alle slags fejl hos jer. Desuden vil den fremstille jeres aktiviteter fordrejet over for folket. Den vil gøre det til et udtryk for stolthed over sin egen styrke og myndighed. Den vil række hånden ud efter rigdommens magt. Uden tvivl vil alt dette opstå som prøvelser for jer. I vil blive fordrevet fra jeres hjem. I vil blive berøvet miljøet i jeres fødeland. Jeres kontorer vil blive konfiskeret. Jeres hjem kan blive ransaget. Men Allah har lovet jer, at Han til sidst vil hjælpe mujahiderne og velsigne de retskafne ved at belønne dem.

Imam Bannas martyrdød

Efter at Ikhwan al-Muslimun var blevet forbudt, blev tusindvis af organisationens medlemmer arresteret. Men deres leder, imam Hasan al-Banna, blev ikke arresteret. Tyrannerne havde lagt andre planer mod ham. Han blev administrativt forhindret i at forlade Egypten. Selv inden for landets grænser blev der indført begrænsninger på hans bevægelsesfrihed uden regeringens tilladelse. Da han bad om tilladelse til at flytte til en sukkerrørsfarm, blev også denne mark sat under overvågning. Derefter, om aftenen den 12. februar 1949, blev dette billede på sandhed og skønhed, dette bjerg af tro og selvtillid, denne bærer af religionens fakkel og denne, der kaldte mennesker til troens vej, offentligt martyrdræbt foran Shubban al-Muslimuns hovedkontor. På den anden side strømmede glæden gennem englændernes hjem. Ansvaret for mordet blev lagt på Saad-partiet, som bar Al-Watanu lil-Jami-banneret. Øjenvidnerne angav imidlertid endda bilens nummer (1979), som angriberne var kommet i, og som de flygtede i efter at have skudt. Senere blev det afsløret, at bilen tilhørte løjtnant Mahmud Abd al-Majid, lederen af afdelingen for kriminalforbrydelser. Trods at et så offentligt martyrdrab havde fundet sted, blev gerningsmændene bag dette hellige mord ikke pågrebet i tre år. Efter militærrevolutionen den 23. juli 1952 blev elleve tiltalte, der var involveret i sammensværgelsen, arresteret. Blandt dem var også Mahmud Abd al-Majid, som senere blev forfremmet fra løjtnant til oberstløjtnant. Major Muhammad al-Jazzar var den, der sagde til vidnet, som havde identificeret bilens nummer, at Banna-morderen var fri og skulle forblive fri. Enhver, der stillede sig i vejen for ham, kunne blot måle sin hals. »I har hustruer og familier; hvorfor er I så ivrige efter at gøre dem til forældreløse?« Kong Faruks personlige tjener Muhammad Hasan og chaufføren for sergentmajor Muhammad Mahfuz var også blandt dem.

Hør den korte beskrivelse af det skuespil, der blev arrangeret for at martyrdræbe denne sandhedsstrålende mand:

Den 12. februar 1949 sendte professor Nagi, medlem af eksekutivrådet for Jamiyyat Shubban al-Muslimin, professor Muhammad al-Laysi, formand for foreningens ungdomsafdeling, til Hasan al-Banna med besked om, at Hasan al-Banna skulle møde mig på foreningens kontor i aften, hvor han kunne blive underrettet om regeringens nye beslutning vedrørende Ikhwan al-Muslimun, en beslutning, der var yderst vigtig og tilfredsstillende. Beskeden indeholdt også, at min slægtning Ibrahim Abd al-Hadi Pasja, premierministeren, havde givet mig til opgave at underrette Hasan al-Banna om disse beslutninger. Professor Muhammad al-Laysi tog derfor hjem til imam Hasan al-Banna og forelagde ham beskedens detaljer. Men den troendes fremsyn blev ikke vildledt eller bedraget af denne forførende besked. Tværtimod gennemskuede han straks sagens dybde. Efter at have hørt beskeden sagde Hasan al-Banna:

»Deres hensigter er onde. De ønskede ikke nogen form for forståelse med mig; tværtimod har jeg netop fået at vide, at også den mand, hvis landbrugsfarm jeg ønskede at tage ophold på, er blevet arresteret. Der blev end ikke vist den mindste menneskelighed over for hans høje alder. Alligevel vil jeg møde op for at glæde professor Nagi.«

Imam Hasan al-Banna ankom på det fastsatte tidspunkt til kontoret for Jamiyyat Shubban al-Muslimin. Han talte med professor Nagi, men Hasan al-Banna sagde, at der ikke var blevet sagt noget af betydning. Efter samtalen tilkaldte Hasan al-Banna en taxa. Under dette møde var hans svigersøn, advokat Abd al-Karim Mansur, også sammen med ham (han bor nu i Saudi-Arabien). Professor Muhammad al-Laysi gik ud for at følge Hasan al-Banna hen til taxaen. Men bagfra kaldte en tjener på professor al-Laysi og sagde, at en person ønskede at tale med ham i telefonen. Efter at professor al-Laysi havde hjulpet Hasan al-Banna og hans ledsager ind i taxaen og var vendt tilbage, hørte han, før han nåede hen til telefonen, lyden af skud udenfor. Uden at tage telefonen gik han straks ud for at finde lydens oprindelse. Han så en ung mand stå på vejen foran kontoret. Den unge mand var høj og spinkel af bygning. Han bar en lang frakke, havde bundet et hvidt lommetørklæde om ansigtet og holdt en pistol i hånden. Professor al-Laysi råbte for at pågribe ham. Men den unge mand skød også mod professor al-Laysi. Heldigvis ramte skuddet ved siden af. Da Laysi satte efter ham for at pågribe ham, skød han igen, og begge gange slap Laysi med nød og næppe. Imens steg den unge mand ned fra vejen og bevægede sig væk i en anden retning. En anden mand stod og ventede på ham. De flygtede begge på en sort motorcykel. Så snart imam Hasan al-Banna blev ramt af skuddene, steg han hurtigt ud af taxaen og gik ind på kontoret for Jamiyyat Shubban al-Muslimin, mens han gentog: »Jeg er blevet myrdet, jeg er blevet myrdet.« Laysi ankom straks efter. Telefonen ventede stadig på ham. Major Muhammad al-Jazzar, en officer i den politiske afdeling af efterretningspolitiet, talte med ham. Så snart Laysi tog telefonen, fortalte han ham, at der netop var blevet skudt morderisk mod Hasan al-Banna foran foreningens kontor. Derefter spurgte al-Jazzar, om han var død eller stadig var i live. Netop da var Hasan al-Banna allerede blevet bragt til hospitalet. Senere kom Laysi også til ham på hospitalet. Mens Hasan al-Banna lå på sit dødsleje, blev trosbekendelsen ved med at lyde fra hans læber. Efter nogen tid kom en ung mand til hospitalet og sagde: »Jeg stod lige ved siden af det sted, hvor angribernes bil var parkeret. Bilens nummer var 9979.« Det var den unge mand, som senere blev truet med, at hans børn ville blive gjort forældreløse.

Efter Hasan al-Bannas martyrdød herskede der panik og trykkende stilhed i byen. Men hævnens ild var endnu ikke brudt ud. Hospitalet blev omringet. Den ensomme martyrs gamle far, Shaykh Abd al-Rahman Ahmad Banna, bad begravelsesbønnen alene. Kvinderne i hans hjem, som levede afskærmet, bar liget til dets sidste hvilested, og ingen af Allahs tjenere fik lov til at sørge eller holde klage.

Efter imam Hasan al-Bannas martyrdød blev hele Nil-dalen rystet af uro, masseanholdelser og kaos. Overalt blev medlemmer af Ikhwan udsat for chikane og tortur. Ved at iscenesætte en langvarig retssagsfarce blev de erklæret for oprørere.

Fjerde fase: 1949 –1954 e.Kr.

Ny murshid ny energi

Situationen ændrede sig endnu en gang. Syv måneder senere, den 25. juli 1949, blev Ibrahim Abdul Hadi Pasha tvunget til at træde tilbage. Hussein Sirri Pasha dannede en koalitionsregering. Dens opgave var at føre tilsyn med valget. Dette gav Ikhwan en vis lettelse. Wafd-partiet vandt valget. Ikhwans støtte var også medvirkende til denne sejr. Den 12. februar 1950 overtog Nahas Pasha tøjlerne i regeringen. På dette tidspunkt opnåede Ikhwan en delvis frihed. De, hvis historie man havde troet var afsluttet, rystede støvet af sig og rejste sig igen med løftet hoved. Deres penne blev atter aktive, og deres aviser udkom igen. Hasan ibn Ismail al-Hudaybi blev valgt som deres nye murshid al-amm. Tidligere havde han været juridisk rådgiver ved Højesteret. Under ledelse af deres nye murshid al-amm gik Ikhwanul Muslimun i gang med at oprette og styrke nye organisationer i deres forskellige afdelinger. Den 15. december 1950 genoprettede regeringen nogle af Ikhwans ejendomsrettigheder. Beslutningen blev truffet på grundlag af en kendelse fra Statsrådet, som fastslog, at beslutningen om at erklære Ikhwanul Muslimun ulovlig var helt fejlagtig. Denne beslutning hørte ikke under krigsretsadministratoren. Herefter genoprettede Ikhwan på et øjeblik sin position, indtog atter sin plads på historiens scene og blev en betydningsfuld magt.

Paladsets sammensværgelses begyndelse

Mustafa Nahas Pasjas regering holdt sig ved magten indtil oktober 1951. Efter Nahas Pasjas afsættelse førte de indbyrdes rådslagninger mellem Kasr al-Abidin-paladset og englænderne til paladsintriger, og i løbet af ni måneder blev regeringen udskiftet fire gange. Folket krævede, at forbindelserne med englænderne blev afbrudt ubetinget. Dette krav blev dag for dag stærkere, men de britiske styrker var ikke rede til at trække sig tilbage – ikke blot ubetinget, men heller ikke på betingelser. Der blev rejst en mur mellem folket, paladset og de britiske styrker. Hver gang en regering blev dannet og bøjede sig for folkets krav, væltede paladset den med de britiske kampvognes magt. Og hvis paladsets ønsker blev opfyldt, blev folkets protester og demonstrationer til et varsel om regeringens fald. Således fandt der fra den 23. til den 26. maj 1952 et militærkup sted i landet, og landets historiske udvikling ændrede retning. Dets nærmere forløb er allerede blevet beskrevet tidligere.

Briternes traktatbrud — bekendtgørelse

Mustafa Nahas Pasjas regering bestod indtil oktober 1951. Højdepunktet i Nahas Pasjas regeringsperiode var, at han på folkets krav gennem parlamentet bekendtgjorde ophævelsen af den traktat, som var blevet indgået mellem Egypten og Storbritannien i 1936. På grundlag af denne traktat havde Egypten tilladt opførelsen af britiske militærlejre, og Storbritannien og Frankrig havde etableret et fælles monopol over Suez. Nahas Pasja erklærede i parlamentet, at Egypten selv havde indgået denne traktat med Storbritannien i 1936, og at det nu var Egypten, der havde erklæret den ophævet. Denne erklæring vakte begejstring i folkets livløse hjerter, men uro bredte sig mellem paladset og de britiske styrker.

Uafhængigheds krigens Ikhwanernes deltagelse

Pasha Nahas ønskede at indlede en strid med den britiske ledelse, så der kunne skabes en historisk præcedens for tilbagetrækningen af tropperne. Men den britiske ledelse undveg dette. Folket blev tvunget til at handle, og frihedskrigen begyndte. Også Nahas-regeringen sluttede sig til folket. Mujahiderne kastede sig ind i kampen for det elskede fædrelands frihed. Suez-området blev forvandlet til en slagmark. Frivillige fra Ikhwan al-Muslimun deltog i stor stil i krigen og viste en forbløffende tapperhed og selvopofrelse. Ikhwan oprettede militære træningslejre på colleges, og studerende fra alle partier begyndte uhindret at modtage militær træning under Ikhwans ledelse. Dette gjorde de engelske styrker lamslåede. Den engelske overkommandos radiostation udsendte endda uafbrudt en meddelelse om, at den, der bragte Sheikh Muhammad Fargalis afhuggede hoved, ville få en belønning på fem tusind pund. Sheikh Fargali var medlem af Ikhwans shura-råd. Under denne krig tilintetgjorde han med hjælp fra guerillastyrkerne de engelske styrker (Sheikh Muhammad Fargali var blandt de Ikhwan-ledere, som Jamal Abdun Nasir dømte til døden i slutningen af 1954). Wafd-regeringen blev så stærkt påvirket af Ikhwan-mujahidernes tapperhed, strategi, selvopofrelse og jihadbegejstring, at den indkaldte Ikhwan-lederne til drøftelser om, hvorvidt krigens kommando fuldstændigt skulle overdrages til Ikhwans frivillige. Men dagen før dette forslag blev fremsat, afsatte paladset Wafd-regeringen. Wafd-regeringen havde indgået en aftale med Ikhwan om, at regeringen ikke ville indføre begrænsninger på Ikhwans politiske aktiviteter. Tidligere havde netop denne regering forsøgt at forhindre Ikhwan i at deltage i politik, og indenrigsminister Fuad Sirajuddin (som også var Wafds generalsekretær) havde i 1950 fået en lov vedtaget i parlamentet med dette formål. Men Ikhwan nægtede at acceptere denne lov. Til sidst måtte selv Wafd-regeringen bøje sig.

Formålet med at fjerne Wafd-regeringen var at dæmpe frihedsbevægelsen. Derefter blev Ali Maher opfordret til at danne en regering. Men også denne regering blev kun siddende i nogle få dage. Efter Ali Maher blev Najib Hilali hentet ind. Han kunne heller ikke holde sig ved magten længe. Disse to anvendte, i modsætning til de tidligere herskere, en ny metode. De mødtes med lederne af Ikhwan al-Muslimun og andre politiske partier og rådførte sig med dem. Under Najib Hilalis regeringstid meddelte Ikhwan, på grund af de usædvanlige forhold, midlertidigt, at bevægelsen ikke ville deltage i valget. Efter Najib Hilali indtog Hussein Sirri og for anden gang Najib Hilali premierministerposten. Disse regeringers status var ikke større end trædukker. Det eneste formål var at bedøve den ophidsede folkemængde med et skuespil, der skulle formilde den som et barn.

1952 års militær kup

I juli 1952 blev Egyptens territorium vidne til endnu et kup. Allah tog hævn over Egyptens konge Farouk, og på et øjeblik blev hans faraoniske pragt og storhed forvandlet til et gammelt sagn. Hvordan fandt dette kup sted, hvad var årsagerne til dets succes, og hvorfor blev det overhovedet anset for nødvendigt? Det er ikke muligt at forstå den efterfølgende situation uden at undersøge svarene på disse spørgsmål. Derfor finder jeg det nødvendigt kort at belyse dette spørgsmål.

Ved slutningen af det nittende århundrede begyndte den britiske kolonimagt at udvide sin dominans i Egypten, og snart havde den puttet det egyptiske kongerige i sin egen lomme. Patriotiske personligheder som Ahmad Urabi Pasha og Mustafa Kamel forsøgte at standse denne indtrængen. Men stormen blev dag for dag mere voldsom. Frihedsorienterede kræfter grundlagde den ene organisation efter den anden, men ingen af dem overlevede. Da det britiske kolonistyre over Egypten formelt blev proklameret den 18. december 1914, rejste egypterne sig mod kolonistyret. Den 28. februar 1922 blev Storbritannien tvunget til at ophæve sit kolonistyre. Samtidig lagde man imidlertid under påskud af tilsyn sådanne lænker om Egyptens fødder, at selv om det britiske kolonistyre var ophørt, fortsatte dette dæmoniske diktatur med at være aktivt under forskellige betegnelser, såsom Egyptens forsvar og udlændinges sikkerhed. Den 19. april 1923 blev en forfatning for første gang indført i Egypten, og Egypten fik status som en selvstændig stat. Islam blev erklæret for statsreligion. Men hvordan kunne denne ordning være acceptabel i et land, hvor imperialismen havde trængt sig ind? Derfor blev der den 26. august 1936 underskrevet en aftale mellem Egypten og Storbritannien, som blev kaldt venskabstraktaten. I henhold til denne aftale gav Egypten Storbritannien tilladelse til at etablere britiske militærlejre ved Suez’ bredder, hvilket skulle garantere Suez’ sikkerhed. På denne måde landede briterne udspekuleret i Egypten med forberedelser til krig, og Egyptens ulykkelige dage begyndte. Derefter faldt den konstitutionelle regering i Egypten, og englænderne, den egyptiske konge og deres marionetkabinet kom til magten i landet. Ved at tage kontrollen over Suez’ sikkerhed bemægtigede de britiske styrker sig Egyptens økonomiske centrum, og jo mere den britiske indflydelse voksede, desto mere voksede Egyptens underkastelse. Briterne fik dominerende indflydelse over hele Egyptens forvaltningssystem. Det kom så vidt, at britisk diplomatis blod strømmede gennem hver eneste åre i Egyptens økonomi, uddannelse og kultur samt indenrigs- og udenrigspolitik. De fleste skoler og colleges kom under kristnes kontrol. Lærerne var kristne. Europæiske virksomheder fik kontrol over handel og erhvervsliv, og det egyptiske folk blev knust under deres undertrykkelses møllesten. Under kong Fuad I havde det egyptiske folk i det mindste en vis frihed til at give sin mening til kende. Men Farouks tid var for det egyptiske folk en tid med dobbelt slaveri. Det ene var briternes enevældige dominans, og det andet var Farouks diktatoriske styre.

Det første, Hasan al-Banna gjorde efter grundlæggelsen af Ikhwan al-Muslimun, var at vække jihadens iver blandt Egyptens livløse og fortvivlede folk. Hans berømte hæfte om jihad var Ikhwans stærke røst i den tidlige periode. I dette hæfte tiltrak Imam al-Banna, med sproglige virkemidler, det egyptiske folk til jihad, som han fremstillede som det virkelige middel mod den muslimske nations tilbageståenhed og fald. I hæftet citerede Imam al-Banna først de koranvers, hvori jihadens klare religiøse pligt er nævnt. Derefter fremlagde han udførlige beviser fra hadith. Et vigtigt kapitel i hans bog omhandlede alle de islamiske retslærdes synspunkter vedrørende jihad i den muslimske umma. I denne forbindelse gengav han Ibn Qudamas synspunkt: Når en kafir-hær angriber en by, bliver det en individuel pligt for byens indbyggere at kæmpe mod dem og drive dem ud af byen. Azhar-ulamaernes kraftfulde udsagn er: Hvem kunne være større lærd end Imam Badr al-Din al-Ayni, kommentatoren til Sahih al-Bukhari? Hans vane var at bruge ét år på undervisning og uddannelse og det næste år på hajj. Til sidst kritiserer han også dem, som betegner kampen som den mindre jihad og kampen mod nafs som den større jihad og under påskud af åndelig selvforædling gør folk uengagerede. Om dette skriver han:

“Nogle mennesker bestræber sig på at holde offentligheden væk fra krigens betydning og forberedelsen til jihad. De fremfører som argument, at det i hadith er blevet berettet, at den større jihad består i, at mennesket kæmper mod sit eget nafs. Men dette bevis er grundløst. Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani skriver i sit værk Tasdid al-Qaws, at dette hører til de udsagn, der går fra mund til mund, og at det ikke er Profetens (fred være med ham) ord. Det er derimod Ibrahim ibn Ablah al-Raqis ord.”

Derfor erklærede Ikhwan al-Muslimun, at de havde dette som deres grundlæggende mål:

***************Arabisk****************

Det vil sige, martyrdøden på Allahs vej er vores højeste ønske. Dette var ikke blot deres mundtlige slogan; i praksis begyndte de også at give deres medlemmer træning i jihad. I stedet for at spilde tiden på nytteløse aktiviteter modtog unge fra colleges og universiteter militær træning og pustede liv i jihadens ånd blandt nationen. Denne jihadiske iver kom til sit sande udtryk, da den arabiske befolkning i 1948 kastede sig ud i krig mod jøderne. Anwar Sadat (som var Gamal Abdel Nassers højre hånd og senere demokratisk præsident) skriver på side 177 i sin dagbog, Safahat Majhula:

“I disse dage (det vil sige under krigen i Palæstina i 1948) var den gruppe, der i krigen og jihad viste den største bedrift sammenlignet med de andre grupper, Ikhwan al-Muslimun. Den dag, hvor de skulle rejse til Palæstina, kom Hasan al-Banna og Shaykh Farghali og holdt en flammende tale til mujahid-gruppen, hvorved de skabte stærke følelser og begejstring blandt dem.”

Efter at have vakt inspirationen til jihad var den anden store opgave, Ikhwan al-Muslimun tog op, at fremsætte kravet om at etablere en islamisk regering i landet. I 1938 skrev Hasan al-Banna et langt brev til justitsminister Ahmad Khushbu Pasha, hvori det blev krævet, at ikke-islamiske systemer var blevet afprøvet i halvtreds år og på det kraftigste havde vist sig at være mislykkede. Nu burde den islamiske lov prøves. I dette brev fremhævede Imam Hasan al-Banna først den islamiske lovs betydning set fra Koranens perspektiv. Derefter nævnte han, at hvis De ser på dette lands forfatning og lovgivning, vil De kunne konstatere, at dens kilde ikke er Koranen og sunnaen, men snarere svarer til forfatningerne og lovene i europæiske lande som Belgien, Frankrig og Italien.

Vores forfatning er åbenlyst i konflikt med islam, både hvad angår dens helhed og dens enkelte dele. Tænk nu over, hvis en muslim står over for en sag, hvis afgørelse er én i islams perspektiv og en anden efter den gældende lov, hvilken fremgangsmåde vil denne muslim da vælge? Tænk også over, hvordan det kan være tilladt for dette lands magistrater, dommere, højesteretspræsident og justitsminister at handle imod Allahs, den højeste dommers, bestemmelser?

Efter denne skarpe kritik besvarer imam Hasan al-Banna anklagerne fra dem, der anser det for umuligt at indføre islamisk lov i den moderne tid, og afslutter til sidst brevet med følgende krav:

“Ikhwan al-Muslimuns krav er, at vores regering vender tilbage til den islamiske sharia, og at Egyptens retssystem hurtigst muligt omformes på shariaens grundlag. Vi er en muslimsk nation, og vi forpligter os til kun at følge Allahs lov samt Koranens og sunnaens styre og bestemmelser, selv om det kræver, at vi betaler en høj pris og bringer stadig større ofre. Som en fri og muslimsk nation er dette vores naturlige ret. Ingen anden form for politisk og social værdighed og tålmodighed kan træde i stedet for den. De vil også hjælpe os med at opnå denne ret. De vil forsøge at ændre denne situation og ikke tvinge nationen ind på en vej, hvor størstedelen af folket synker ned i fortvivlelse og hjælpeløshed.”

På den ene side havde Ikhwan dette krav, og på den anden side begyndte en strid om, hvem der ejede magten i Egypten. Khediven Tawfiq Pasha sagde til Arabi Pasha: »Jeg har arvet dette land fra mine forfædre.« Denne tankegang havde også slået rod hos Tawfiq Pashas efterfølgere. Ikke desto mindre var Fuad I’s periode (1936) mere velstående. Farouks periode var derimod præget af politisk kaos og englændernes intriger. I denne periode var Hasan al-Banna den eneste, der holdt sig borte fra det kongelige hof. Det var desuden et badehus, hvor uafhængige mænd som Nahhas Pasha, fritænkere som Taha Hussein, berømte litterater som Ahmad Hasan al-Zayyat og fanebærere for sunnaen som Muhammad Faqir også var blevet set nøgne. Selv Farouk hadede Hasan al-Banna. I begyndelsen tog han overhovedet ikke notits af Ikhwans bevægelse. Men efterhånden som kravet om at indføre islamisk sharia blev styrket, begyndte hans øjne at blive åbnet. Anwar Sadat fortæller i sin bog, at han i 1944 mødte Hasan al-Banna. På det tidspunkt sagde Hasan al-Banna, med henvisning til visse iagttagere, følgende om nogle bekymrende forhold ved kong Farouk:

“Kongen har følt en alvorlig fare i Ikhwans da’wa. Det er endda nået hans ører, at der ifølge grundlaget for Ikhwans da’wa ikke findes nogen mulighed for at arve kongemagten i islam … Derfor tænker kongen på, hvordan han kan slå ned på Ikhwan. (Safahat-e Majhula, side 19)

Konflikten mellem Ikhwan og Farouk udviklede sig så langt, at Farouk og Abd al-Hadi Pasha til sidst fik Hasan al-Banna martyrdræbt. Senere blev det gennem en domstolsundersøgelse bevist, at også en af Farouks personlige tjenere var blandt morderne. Ikke desto mindre gjorde Ikhwans bevægelse denne evige sandhed tydelig for det egyptiske folk: Så længe grundlaget for monarkiet ikke ændres i landet, kan intet reformprogram gennemføres her. Det afgørende er imidlertid ikke blot monarkiets afskaffelse; det vigtigste er at etablere en islamisk regering. Farouks undertrykkelsespolitik, hans moralske anarki, hans venskabelige forhold til englænderne og hans embedsmænds vilkårlige tyranni og mishandling af bønderne gav Ikhwans da’wa en magisk gennemslagskraft, og der kom en tid, hvor selv Egyptens uvidende børn blev lede og kede af Farouk.

Det ministerråd, der blev dannet under Farouks styre, var enten uden selvstændighed eller blev oprettet efter Farouks forgodtbefindende, og dets status var ikke højere end en trædukke. Og bag det stod den engelske hær. Således blev Wafd-partiets regering etableret i februar 1942 takket være Storbritanniens kampvogne.

Derfor erklærede Ikhwan deres utilfredshed med og manglende samarbejde med alle disse regeringer.

Det fjerde særpræg ved denne fortælling er den egyptiske hær. Den egyptiske hær blev uden tvivl på det tidspunkt anset for at være den stærkeste og bedst trænede hær blandt de arabiske lande. Men den britiske hærs tilstedeværelse havde holdt den nede. Størstedelen af officererne i den egyptiske hær var ramt af sygdommen med kongedyrkelse. Kun et begrænset antal personer var sådan, at de græd blodige tårer over den alvorlige situation og katastrofen. Men for at reformarbejdet skulle lykkes, var det nødvendigt at skabe en forandring i tankeverdenen hos dem, der sad inde med landets egentlige magt og styrke. Egyptens nuværende præsident, Anwar Sadat (på det tidspunkt), tilhørte de hærofficerer, der først blev bekendt med Hasan al-Bannas daʿwa. Derfor skrev Anwar Sadat i sin bog:

“Mange hærofficerer mødtes med Hasan al-Banna. Hasan al-Bannas eneste mål var på en eller anden måde at skabe religiøs fromhed blandt de egyptiske hærofficerer.” (S afh at-e Majhūla – side 349)

Hasan al-Bannas hengivne personlighed og hans himmelske daʿwa havde en så forbløffende virkning, at den vandt ubegrænset accept i hæren. Anwar Sadat skrev: “Befolkningen ønskede for enhver pris at blive befriet fra det britiske herredømme. På grundlag af denne inspiration opstod der et nært forhold mellem en gruppe frihedselskende officerer i den egyptiske hær og Hasan al-Banna.

“Forholdet blev så dybt, at en gruppe i den egyptiske hær betragtede Ikhwan som det eneste håb for Egyptens befrielse.”

Således forberedte Ikhwan på enhver kampfront arenaen for at befri det egyptiske folk fra briternes besættelse og sultanatets undertrykkelse og tyranni. Endelig fandt revolutionen sted i juli 1952. Derefter ophørte monarkiet i Egypten. Det var ikke kun hæren, der fortjente æren for revolutionens succes. For den egyptiske hær havde så meget mod, at den vovede noget dristigt, hvor det var uundgåeligt at gå i konfrontation med dens tre frygtelige modstandere. Den første var den britiske hær, den anden Farouk, og den tredje var regeringen af Egyptens opportunistiske politikere. Revolutionens første skud blev uden tvivl affyret af hæren. Men Ikhwan havde sået frøene til utilfredshed blandt det egyptiske folk mod den britiske indflydelse og Farouk, at hele nationen, så snart revolutionens kanontorden blev hørt, begyndte at lykønske dem og kaste blomster. Med general Najibs ord: “I lang tid efter revolutionen bestod der et dybt samarbejdsforhold mellem Ikhwan og de revolutionære myndigheder.” Hasan al-Bannas morder blev arresteret. Ikhwans politiske fanger blev løsladt. Ikhwan var heller ikke tilbageholdende med at støtte de revolutionære. Tværtimod var en gruppe så ivrig efter at hjælpe dem, at denne adfærd virkede mistænkelig for mange af Ikhwans sympatisører. Derfor opstod der også nogen uenighed om dette spørgsmål mellem Hasan al-Hudaybi og de følelsesladede unge i gruppen.

Uenighed mellem Ikhwan og Det Revolutionære Råd

Til sidst kom uenighederne mellem Ikhwan og den revolutionære regering til overfladen. I stedet for at aftage voksede de gradvist, og situationen udviklede sig til en stor tragedie. Den korte sammenfatning af disse uenigheder er:

For det første: Uenigheden begyndte omkring dannelsen af det revolutionære ministerråd. Den 9. december 1952 afsatte Det Revolutionære Råd Ali Maher (som var blevet udnævnt til premierminister efter revolutionen), og Muhammad Najib dannede ministerrådet. Det Revolutionære Råd foreslog at tilbyde Ikhwan tre ministerposter, men Maktab al-Irshad (Ikhwans shuraråd) accepterede ikke forslaget. Hasan al-Hudaybi var på ingen måde parat til at lade gruppen indgå i en sådan regering, hvor den egentlige selvstændighed ikke ville ligge hos regeringen, men hos den revolutionære ledelse. Hasan al-Hudaybi sagde: Vi er regeringens oprigtige velvillige; hvis lederne gør det godt, vil de få vores støtte. Hvis de begår fejl, vil vi kritisere dem for det. Et medlem af shurarådet, Ahmad Hasan al-Baquri, accepterede en ministerpost imod gruppens beslutning og måtte træde ud af gruppen.

To: Ikhwan begyndte igen at rejse kravet om genoplivning af den islamiske livsform. Tidsskriftet Al-Muslimun (august 1951) skrev med fokus på revolutionen: »Revolutionen har fuldført opgaven med at befri nationen fra kolonialismens og slaveriets hænder. Men den egentlige opgave er at forme en nation, der er fuldstændig muslimsk i tanke og viden, i følelse og inspiration samt i handling og moral, og som man kan have tillid til vil gennemføre de islamiske bestemmelser. Denne opgave kan kun udføres af dem, der har tydelig viden om islam, og hvis fødder under kampen mellem sandhed og falskhed under ingen omstændigheder vakler.« Ikhwan krævede af Det Revolutionære Råd, at indtagelse af alkohol og hasardspil skulle forbydes i landet. Rådet fastsatte imidlertid kun nogle få grundlæggende restriktioner, hvilket ikke tilfredsstillede Ikhwan.

Tre: Den 10. december blev Egyptens forfatning erklæret ophævet. Der blev dannet en komité på et hundrede medlemmer til at udarbejde en ny forfatning. Hasan al-Hudaybi, som bemærkede medlemmernes tilbøjelighed, krævede, at spørgsmålet skulle afgøres ved en folkeafstemning: Skulle Egypten have islamisk sharia eller det vestlige system? Men dette krav blev bittert modtaget af Det Revolutionære Råd.

Fire: Den 16. januar 1953 forbød Det Revolutionære Råd ved lov alle politiske partier. På dette tidspunkt kom Hasan al-Hudaybis erfaring og fremsynethed i høj grad til sin ret. Ikhwan ønskede at knytte sin skæbne til hæren, men Hasan al-Hudaybi mente, at det var nødvendigt at bevare sin særstilling, selv om det medførte, at man måtte holde sig fra mindre politiske tiltrækninger. Derfor sendte han et memorandum til Det Revolutionære Råd, hvori han protesterede mod at regne Ikhwan blandt de eksisterende politiske partier og erklærede: »Ikhwan er en universel religiøs sammenslutning; politik udgør kun en del af dens program. Ikhwan søger ikke magten og vil heller ikke deltage i parlamentsvalg.« På denne måde reddede murshiden organisationen fra en alvorlig katastrofe.

Fem : Den 23. januar 1953 bekendtgjorde regeringspartiet oprettelsen af »Sathut-Tahrir«. Medlemmer af Ikhwan og andre politiske partier blev også inviteret til at tilslutte sig. Ikhwan afslog. Hasan al-Hudaybi mødtes med Gamal Abdel Nasser og sagde til ham: »Revolutionen« er et spejlbillede af hele nationens håb og ønsker. Derfor bør nationen ikke knyttes til noget bestemt parti. Følgen vil blive, at opportunister trænger ind i den, bruger organisationen til egne interesser og skader regeringens og revolutionens omdømme.

Seks: Den 22. februar 1953 begyndte forhandlingerne med Storbritannien for anden gang. På baggrund af tidligere erfaringer betragtede Ikhwan forhandlingerne som ren tidsudtrækning. Desuden var Ikhwan ikke rede til at acceptere nogen betingelse, der på nogen måde ville give englænderne mulighed for igen at sætte foden på egyptisk jord.

Syv: Der blev forhandlet om traktatens betingelser, og en embedsmand fra den britiske ambassade, hr. Evengz, skulle mødes med murshid al-amm, Hasan al-Hudaybi, så han kunne få Ikhwans syn på traktatens betingelser at vide. Både hr. Evengz og Ikhwan var enige om dette. Under mødet støttede murshiden fuldt ud regeringens standpunkt og tilkaldte straks major Salah Salem, minister for national vejledning, hvorefter han redegjorde detaljeret for samtalen og drøftelserne. Alligevel blev Ikhwan af Det Revolutionære Råd beskyldt for at konspirere med englænderne.

Dette var hovedårsagen til uenigheden mellem Ikhwan og Det Revolutionære Råd. Men den 12. januar 1954 fandt en begivenhed sted, som blev brugt som grundlag for at erklære Ikhwan ulovlig. Denne dag fejrede Ikhwans studerende Martyrernes Dag på universitetsområdet. Pludselig ankom nogle bevæbnede mænd i en jeep tilhørende Hay’at at-Tahrir, mens de råbte »Allahu akbar« og »Leve Egypten«. Så snart de blev standset, begyndte de imidlertid at skyde med revolvere. Ikhwans studerende svarede straks igen. Den revolutionære regering brugte denne begivenhed som påskud til at forbyde Ikhwan og arrestere talrige ledere. Samtidig afsatte Det Revolutionære Råd general Naguib. Dette førte til stor uro i landet, og der opstod voldsom røre i hæren. Den modsatrettede ledelse blev til sidst tvunget til at genindsætte Naguib. Den bekendtgjorde endda, at forbuddet mod Ikhwan og de øvrige politiske partier blev ophævet. Tre dage efter denne bekendtgørelse begyndte Hay’at at-Tahrir at skabe voldsom uro, og situationen i landet blev så ugunstig, at Naguib måtte træde tilbage. Alle politiske partier undtagen Ikhwan blev opløst. Og Gamal Abdel Nasser overtog selv posten som premierminister.

Den 1. september 1953 blev der undertegnet en aftale med Storbritannien om tilbagetrækning af tropperne. Ikhwan afviste aftalen, og der begyndte en ophedet debat mellem Ikhwan og de revolutionære ledere. Den 26. oktober 1954 blev der foretaget et attentat mod Gamal Abdel Nasser, og Ikhwan blev beskyldt for at stå bag. Således endte denne lange fortælling med, at seks af Ikhwans ledere blev dømt til døden. Tusinder af mennesker blev fængslet, og en så ekstrem damptromle af undertrykkelse og tortur blev kørt hen over dem, at selv den mørke side af menneskehedens historie skælvede ved synet. På den ene side genoplivede den revolutionære regering mindet om Farao, Nimrod, Djengis og Hulagu Khan; på den anden side levendegjorde Ikhwans fanger forbillederne hos islams store mænd som Bilal, Khubayb og Sa’id ibn Jubayr, må Allah være tilfreds med dem.

Martyriet blandt Ikhwan-lederne

På dette tidspunkt vil jeg bringe et uddrag fra bogen ‘Gamal Abdel Nasser’, skrevet af Ahmad Abu al-Fatah, redaktør for Egyptens berømte dagblad Al-Misri. Heraf kan man til en vis grad danne sig et indtryk af den situation, hvori henrettelsen af seks af Ikhwans ledere og fængslingen af tusindvis af deres medlemmer fandt sted. Ahmad Abu al-Fatah skriver:

“Retssagen mod de arresterede medlemmer af Ikhwan blev ført ved den domstol, som Gamal Abdel Nasser kaldte Folkedomstolen (Mahkamat al-Sha’b). Denne domstol bestod af tre dommere. Alle tre var kolleger til Gamal Nasser og medlemmer af Det Revolutionære Råd. Det skal bemærkes, at sådanne retssager ikke var andet end skammelige skuespil. De anklagede blev pålagt utallige anklager. Men når de trådte ind i retssalen, var sporene efter bestialsk tortur tydelige på deres kroppe og ansigter. Alligevel nævnte dommerne ikke én eneste gang denne brutale straf og tortur under retssagen.”

Her bliver det tydeligt, at denne domstol var blevet oprettet netop for at hænge fremtrædende medlemmer af Ikhwan i galgen og fængsle almindelige mennesker. I praksis førte domstolen derfor en undertrykkelseskampagne under Abdel Nassers luner. Domstolen idømte syv personer dødsstraf. En af dem var Ikhwan al-Muslimuns øverste murshid, Hasan al-Hudaybi, mens de øvrige seks var organisationens ledende skikkelser. De var advokaten Abd al-Qadir, Ikhwan al-Muslimuns generalsekretær, shaykh Muhammad Farghali, Yusuf al-Atat, Ibrahim al-Tayib og Hindawi Dawir. Abd al-Qadir Awda hørte til blandt Ikhwan al-Muslimuns fremtrædende ledere. Under kong Farouks styre var han dommer ved de egyptiske domstole. Men fordi han som muslim ikke mente, at det var tilladt at afsige domme efter ikke-islamiske love, fratrådte han dette høje embede. Derefter sluttede han sig til Ikhwan og blev udnævnt til vice-murshid. Han skrev flere bøger. Den af hans bøger, der vakte størst opsigt, var Islams strafferet (al-Tashri’ al-Jina’i al-Islami). Værket blev afsluttet i to store bind. Det blev højt værdsat blandt jurister verden over. Han skrev bogen i 1951. På grund af værkets fremragende kvalitet og særlige bidrag besluttede regeringen at tildele forfatteren Fuad al-Awwal-prisen. Der blev imidlertid stillet som betingelse, at to sætninger skulle fjernes fra bogen. Den ene var, at den islamiske arvefølge ikke er fortaler for monarki. Den anden var, at ingen dommer i islam står over loven. Professor Abd al-Qadir Awda afviste at slette disse sætninger og afslog også prisen, hvis værdi var tusind egyptiske pund. Desuden pådrog han sig kong Farouks vrede, fordi disse sætninger direkte ramte kong Farouk. Ud over dette værk skrev Abd al-Qadir Awda flere andre bøger, blandt andre Islam og vores retssystem, Islam og vores politik samt Islams lære om styre og ledelse.

‘Retssagen var berygtet for undertrykkelse, tortur, hævn, for trampling på sandheden og foragt for retfærdighed og rimelighed. Befolkningen i Egypten og de øvrige arabiske lande udtrykte deres afsky for denne politik, og protester mod denne åbenlyse undertrykkelse lød fra forskellige dele af den arabiske og islamiske verden. Der blev afholdt massive protestmarcher i de største byer i Syrien, Libanon, Libyen, Jordan og Irak. Her blev der råbt slagord om militærdiktaturets fald. Alle lederne i den arabiske og islamiske verden ønskede indgriben i sagen og appellerede til Gamal Abdel Nasser om på enhver måde at bringe dette sørgelige kapitel til ophør. De arabiske landes aviser angreb også denne dom, domstolens handlinger og militærregeringen med yderst skarpe formuleringer. Men Gamal Abdel Nasser viste overhovedet ingen opmærksomhed over for disse appeller. Tværtimod viste han en usædvanlig iver efter at få Ikhwan-lederne henrettet. Ikhwans øverste murshid, Hasan al-Hudaybi, blev dog undtaget fra denne straf.’

Repræsentanter for verdens nyhedsbureauer overværede henrettelserne og så med egne øjne de anklagedes forbløffende mod og åndsstyrke, som ikke ændrede sig det mindste, selv da de stod ved galgen. John Lacouture, korrespondent for Frankrigs mest ansete avis, France-Soir, var til stede. Han offentliggjorde en detaljeret beretning om begivenheden i sin avis. Overskriften lød: »Et syn af modet og overmodet hos mænd, der går mod galgen.« Han skrev, at et sort flag vajede over hovedindgangen til Kairos fængsel og bekendtgjorde den sørgelige begivenhed, at seks ledere af Ikhwan al-Muslimun var blevet hængt. I selve henrettelsesøjeblikket takkede de Allah, som havde skænket dem martyrdødens rang.

Disse mænd gik mod døden med et usædvanligt mod. Ved ottetiden blev et sort flag hejst foran appelretten, hvortil de anklagede var blevet flyttet natten før. Som skik og brug var der en kold vind uden for fængslet. Inde i fængslets centrale indhegning stod to djævlelignende bødler som sædvanlig klar. De havde uredte overskæg og var iført sort tøj. De stod ved siden af en halvt åben dør og ventede. Det var døren til henrettelsesrummet. Fem minutter over otte blev den første, som sikkerhedspolitiet førte hen til galgen, Abd al-Latif. Han bar en rød hue på hovedet, en sort skjorte og røde bukser. Hans fødder var bare. Han bevægede læberne i bøn. På hans ansigt strålede den samme munterhed, som jeg havde bemærket den dag, retssagen blev behandlet i retten. Efter oplæsningen af anklagen, hvori Ikhwan blev bebrejdet at have forsøgt at dræbe oberst Nasser og gennemføre revolutionen med magt, reciterede to lærde et afsnit af Koranen. En tredje lærd, som var blind og blev kaldt shaykh Saadi, holdt en tale, hvori han vidnede om, at Abd al-Latif ved at sigte mod oberst Nasser ikke blot havde planlagt at dræbe én person, men toogtyve millioner egyptere. Men Allah beskyttede obersten til det egyptiske folks bedste. Distriktsadministratoren beordrede den dømte til at fremsige trosbekendelsen. Men han begyndte at sige: »Jeg takker Allah, som har skænket mig martyrdødens rang. Martyriet er Ikhwan al-Muslimuns dyrebare ønske.« Abd al-Latif nægtede også at tage imod noget som helst. I mellemtiden hørte jeg et skrig. Træstykket blev trukket væk under den dømtes fødder. Hans hjerte slog i tre et halvt minut, hvorefter han for altid blev stille.

Efter hver henrettelse måtte jeg vente i en halv time. Ifølge egyptisk lov skulle den dødsdømtes legeme nemlig hænge i en halv time, så der ikke skulle være nogen som helst tvivl om, at han var død.

Nu blev Yusuf al-At ført ind. Han var organisatorisk sekretær i Syrien. Ligesom den foregående var han iført rødt og sort tøj. Mellem de to enorme, kæmpelignende bødler så han ganske lille ud. Hans krop var blålig, og ansigtet var hævet. Mens han gik forbi os, så han sig omkring med begge øjne. Da han nåede hen til galgen, gav han udtryk for, at han ønskede at bede to rakʿah. Men bødlerne svarede: »Bed dem inde i dig selv.« Derfor fremsagde han denne bøn med høj røst –

(*************Arabisk*********************)

(Tilgiv mig og også alle dem, der har behandlet mig uretfærdigt.) Yusuf al-Ats hjerte holdt op med at slå efter blot to minutter.

Den tredje anklagede, Ibrahim Tayyir, var leder af den hemmelige organisation i Cairo-zonen. Ingen vil kunne glemme det mod, han udviste her. På hans læber sad et lille smil blandet med en svag foragt. Desuden gik han langs den ene side i stedet for midt imellem. Han så på de tilstedeværende med et frygtløst blik og sagde med en meget klar stemme: »Lovet være Allah, at vores fjender har gjort sig selv til vores dommere. Men på Dommedag vil både den uretfærdige og den forurettede stå foran en retfærdig dommer, og denne dommer vil afsige sin dom med sandhed og retfærdighed.« På et tidspunkt sagde han til bødlen: »Bind mig ikke så stramt; kæden flår mine arme.« Med sit meningsfulde, lille smil gik han ind gennem den sidste dør.

Den fjerde anklagede var advokat. Hans navn var Handabi Dabir. Anklagen mod ham var, at han havde forsynet morderen med våben og tilskyndet ham til at begå mordet. Da han blev spurgt, om han havde et sidste ønske, svarede han: »Jeg beder Jamal Abdun Nasir om nåde.« Fængselsinspektøren svarede: »Dit ønske er allerede blevet overbragt til ham.« Derefter blev også han ført ind i det sorte rum.

Derefter kom turen til en smuk og ærværdig shaykh. Det var Muhammad Farghali, Ikhwans berømte prædikant. Han trådte frem med et sødt smil på læben. Disse ord lød fra hans mund: »Allahu akbar, jeg har fået den lykke at møde Allah.« Han hviskede noget sagte i øret på en af fængslets maulavier og gik derefter hen mod galgen.

Den sjette og sidste anklagede, som blev ført hen mod henrettelsespodiet, var shaykh Abd al-Qadir Awda. Han var den åndelige leder af Ikhwans bevægelse. Det var ham, der fungerede som mellemled mellem Naguib og Ikhwan. Inde i retten holdt han en yderst kyndig tale om rettens afgørelse, og da dødsdommen blev læst op for ham, tog han imod den med et lille smil og et taknemmeligt hjerte. Vi så ham passere foran os med løftet hoved og rolige skridt; hans øjne strålede af et lille smil. Han reciterede Koranen med alvorlig stemme. Til sidst fremsagde han nogle arabiske digte, hvis betydning var: »Hvis jeg kan give mit liv på Allahs vej, er der intet, jeg bekymrer mig om.« Han løftede hovedet højt og sagde: »Mit blod vil blive en forbandelse over den nuværende regering.« Han nægtede at modtage noget som helst. På vej hen mod galgen lod han de udpegede bødler bag sig og gik selv frem.

(Kilde: avisen France Soir, Paris, 8. december 1954)

Disse seks personer var dem, som Abdun Nasir havde dømt til døden ved hængning. Der var også et stort antal mennesker, som stille bukkede under for døden inde i fængslet, uden at nogen overhovedet fik kendskab til deres død. I denne forbindelse blev begivenheden i Tora-fængslet særdeles berømt. Den fandt sted den 1. juni 1957. Den dag blev enogtyve personer på én gang skudt og revet i stykker inde i fængslet. De havde nemlig indkaldt til strejke i protest mod regeringens ordre, som havde berøvet disse fanger muligheden for at få besøg af deres slægtninge.

Abdun Nasir holdt halvtreds tusind egyptere fængslet, og de blev behandlet med grænseløs brutalitet. Selv fangernes familier blev behandlet på det mest umenneskelige og bestialske vis. Historien om disse halvtreds tusind fanger og deres slægtninge er yderst smertefuld og uden ende. Selv nu tilbringer tusinder af Ikhwan et uudholdeligt liv i fængslerne, og de fleste af dem kæmper for livet i lejre på åbne vidder.

Jeg har samlet dette lange citat fra bogen Jamal Abdun Nasir af Ahmad Abu al-Fatah, en nær ven af Jamal Nasir og redaktør for al-Misri. Ahmad Fatah var Jamal Abdun Nasirs højre hånd indtil 1956. Men til sidst blev også han genstand for Jamal Nasirs vrede og måtte vælge at flygte fra ham.

Størstedelen af det citerede materiale i Ahmad Abu al-Fatahs bog bygger på en beretning i den parisiske avis France Soir. Jeg har kun medtaget den direkte iagttagelse, som avisens korrespondent nedskrev, for at vise, hvordan denne store begivenhed – Ikhwan-ledernes martyrdød – tager sig ud med en udenlandsk journalists ord. Ellers er det, der skete med Ikhwan-lederne i fængslet, den ydmygelse, som en domstol uden andet end navnet påførte dem, og den enestående personlighed, de viste på skafottet, en meget omfattende og lang historie.

Bidrag

Tidligere har jeg kort belyst Ikhwan al-Muslimuns historie og da’wa. Jeg ønsker, at det skal stå klart for læserne, hvor ren og hellig historien er om den bevægelse, som uafbrudt er blevet udsat for undertrykkelse og forfølgelse, og som man ikke har anset nogen anden metode end kugler og henrettelser for tilstrækkelig til at bekæmpe. Det skal også stå klart, hvordan de oprigtigt var knyttet til islam i hvert eneste vanskelige kapitel, og hvordan de beviste deres sande omsorg for landets og folkets velfærd. Fremover vil jeg omtale, hvilken reaktion Ikhwans bevægelse skabte i det egyptiske samfund, og hvilke skridt de tog for en omfattende reform af det egyptiske samfund.

Jeg har allerede nævnt, at Ikhwan al-Muslimun blev grundlagt på et tidspunkt, hvor det osmanniske kalifats trone på den ene side blev væltet, og den tyrkiske nationalisme rejste hovedet. På den anden side blev den arabiske nationalisme forvandlet til et rivaliserende slagord. Libanons kristne samfund og Egyptens ateister gjorde under den arabiske nationalismes dække ateismen, dens propaganda og dyrkelsen af Vesten særdeles fremtrædende i Egypten, og store muslimske intellektuelle lod sig rive med af denne strøm. Darul Ulum-klubben, som blev grundlagt under Hefni Nasif Beys protektion, og som mange fremtrædende lærde var knyttet til, var, for at sige det ligeud—

Egypten var bannerfører for en politik, der holdt landets døre åbne for enhver ideologi og enhver civilisation og kultur. En gruppe litterater og lærde akademikere betragtede Egypten som en del af Europa snarere end af Orienten og knyttede sig til Middelhavet i stedet for Det Røde Hav. Selv en så erfaren og eftertænksom person som Musa Salam erklærede, at tysk og kinesisk litteratur stod egypterne nærmere end arabisk litteratur. Situationen inden for journalistikken var sådan, at Muhibuddin al-Khatib efter at have undersøgt den egyptiske presse i 1934 nåede frem til den konklusion, at vores muslimske aviser synes at være kopier af Hollywood. Handel og erhvervsliv var ikke blot fuldstændig underlagt europæerne; også hotellerne og kaffehusene var under deres kontrol. Blandt disse europæiske købmænd var omkring et hundrede tusinde italienere. Det eneste, de egyptiske intellektuelle gjorde for at befri sig fra disse udenlandske købmænds greb, var at grundlægge Misr Bank. Banken blev grundlagt af Tal’at Harb Pasha. Desuden blev Egyptens bevægelse for økonomisk selvstændighed fremmet gennem udviklingen af egyptisk film og teater. Uddannelsessystemets tilstand var endnu mere sørgelig. På dette område havde udlændinge etableret et fuldstændigt herredømme.

Programmet for en intellektuel revolution

Under disse omstændigheder indledte Ikhwan sin omfattende reformbevægelse og begyndte reformarbejdet i hvert eneste hjørne af det egyptiske samfund. På den ene side gjorde de de uddannede kredse til centrum for deres indsats og kamp, mens de på den anden side fortsatte deres aktiviteter blandt arbejderne og bønderne. De uddannede kredse blev revet med af en stærk strøm af indfødthedsdyrkelse, nationsdyrkelse, nationalisme og ateisme, mens arbejder- og bondeklassen blev brutalt knust under monarkiets og kolonialismens møllesten. De havde endog ingen fornemmelse for livet eller livets behov.

Derfor hævede Ikhwan sin stemme mod frafald, ateisme, snæver nationalisme og dyrkelsen af Vesten. Ikhwans ledere fremlagde gennem deres taler og skrifter en klar kritik af disse skadelige fænomener og forklarede deres skadelige konsekvenser. De afslørede den egentlige hemmelighed bag de splittende slagord, der adskiller religionen fra den verdslige verden, og fremstillede islam som et fuldstændigt livssystem. Ved at modvirke strømmen af vestlig civilisation og kultur skabte de den islamiske civilisations harmoni. Uddannelsesinstitutionerne var store centre for udbredelsen af vestlig civilisation, kultur og tankegang. Ikhwan rettede sin fulde opmærksomhed mod dette område, pustede liv i islams religion blandt elever og lærere og gav dem træning i jihad i stedet for at lade dem spilde tiden på nytteløse ting. Fuad al-Awwal Universitet (nu Cairo Universitet) blev betragtet som Egyptens fornemste læreanstalt. Der var engang, hvor islam blev gjort til genstand for spot og hån på dette universitet. Men som følge af Ikhwans da’wa skete der en så gennemgribende forandring, at Ikhwan-støttede studerende opnåede flertal i universitetets studenterråd. Med den palæstinensiske forfatter dr. Ishaq Musa al-Husaynis ord kan man snarere sige, at resultatet af valget til studenterrådet på Fuad Universitet var som følger:

Landbrugshøjskolen: Ikhwan vandt samtlige elleve pladser.

Naturvidenskabelige Fakultet: Det samlede antal pladser var elleve. Ikhwan vandt dem alle.

Ingeniørhøjskolen: Ikhwan vandt syv af de ti pladser.

Kunsthøjskolen: Ikhwan vandt syv af de ti pladser.

Jura-college: ni ud af ti.

Handelshøjskolen: Ikhwan vandt ni af tretten pladser.

Jura-college var engang en højborg for de studerende, der støttede Wafd-partiet. Men Ikhwans studerende vandt ni ud af de ti pladser dér. Da Ikhwan bekendtgjorde, at de ville deltage i jihad i Palæstina, var det netop disse studerende, der sluttede sig til mujahidinerne i forreste række, og det var dem, der tog til Ikhwans lejre for at modtage militær træning. De britiske aviser måtte også erkende, at den organisation, der havde størst indflydelse blandt de studerende, var Ikhwanul Muslimun.

Da islams og den islamiske livsordens røst lød fra disse uddannelsesinstitutioner, skabte den en omfattende indflydelse på alle livets områder. Akademikere og litterater blev påvirket af den. Den fik indflydelse blandt juristerne, og i løbet af tyve eller femogtyve år ændrede det egyptiske samfunds udseende sig. De mennesker, hvis skrifter var viet til vestlig tænkning og filosofi, og hvis kritik altid rettede sig mod islam, ændrede sig fuldstændigt, da de mærkede, hvilken vej vinden blæste. Deres gudsfornægtende penne blev til lovprisere af islamisk historie, civilisation og kultur samt den islamiske stats- og samfundsorden. Muhammad Husayn Haykal, den afdøde forfatter til Hayat Muhammad, er et strålende eksempel på denne forandring. Efterspørgslen efter islamisk litteratur voksede så meget, at selv professionelle forfattere oplevede islamiske emner som et krav fra tiden.

Fra de stemmer, der havde råbt slagord om at skelne mellem religion og politik, havde kaldt islam gammel og forældet og ikke havde andet mål end at dyrke landets herskere, begyndte nu en anden tone at lyde: Islam er navnet på troens trosbekendelse og tilbedelsen, navnet på landet og nationen; islam er både religionens navn og navnet på statsordenen, navnet på åndelighed og handling, navnet på Koranen og sværdet. Dette kald nåede alle nationens samfundslag. Dets lys bredte sig fra byerne til landsbyerne og afsides egne. Hvert eneste menneske i nationen blev på den ene eller anden måde påvirket af det. Egyptens berømte litterat Ahmad Zayyat skrev om dette vendepunkt:

Alene Ikhwanul Muslimun repræsenterer den rene islamiske troslære og islamiske tankegang i dette forstyrrede samfund. De betragter ikke religionen som et særskilt center for tilbedelse, og de forestiller sig heller ikke verden som et tøjlesløst og evigt marked. Efter deres opfattelse er moskeen markedets høje søjle, og markedet er en del af moskeen. De har et sprog for foredrag og analyse. På det økonomiske område kommer deres hensigters realitet til udtryk. De gennemgår militær træning til jihad. På det politiske område har de et selvstændigt synspunkt. De har tilhængere i hver eneste by. De har indflydelse i alle arabiske lande. Den nationale opvågnen, som i dag kan iagttages i Egypten, Sudan, Irak og Syrien, Yemen og Hijaz samt Algeriet og Marokko, vil få en usædvanlig betydning gennem dem. (Risalah, 7. januar 1952).

Den berømte palæstinensiske filosof dr. Ishaq Musa al-Husayni skrev om Ikhwans bevægelse: De officielle lærde nøjedes med sproglige formaliteter. Sufi-samfundet var begrænset til dyrkelsen af et snævert spirituelt perspektiv. Hver af de grupper, der var ramt af den alvorlige sygdom, behandlede kun en del af den. Til sidst trådte Ikhwanul Muslimun frem, og de udfyldte alle tomrummene.

Hvilke midler og metoder valgte Ikhwan med henblik på denne intellektuelle og praktiske revolution? Med andre ord: Hvilken tjeneste ydede Ikhwan det egyptiske imperium? En kort beskrivelse følger:

I det brev, som imam Hasan al-Banna skrev til Muhammad Mahmud Pasja, blev alle samfundets onder og umoral identificeret, hvorefter det klart blev fastslået, at forskellige reformtiltag kunne iværksættes for at fjerne dem. Det grundlæggende tiltag skulle være en grundig reorganisering af uddannelsessystemets rødder, reform af lovgivningen, bekæmpelse af uretfærdighed og anvendelse af fritiden til nyttige formål. Derfor indledte Ikhwan reformarbejdet i overensstemmelse med den plan, der var nævnt i imam Hasan al-Bannas erklæring. Ikhwans aktiviteter kunne først og fremmest udfoldes gennem foredrag, diskussioner samt intellektuel og moralsk reform.

Dette arbejde bredte sig især blandt arbejderne og de fattige, og de strømmede flokvis til denne da’wa. Gennem denne da’wa fandt de stor ro og tilfredshed. Ikhwans undervisende foredrag byggede på nogle grundlæggende principper: at oplære den uuddannede befolkning i salat og sawm og få dem til at lære nogle suraer fra Koranen udenad; at forklare betydningen af den islamiske da’wa, nemlig at islam ikke blot er navnet på tilbedelse, men et fuldstændigt regelsæt for den islamiske livsordning; at vænne befolkningen til civilisation og moral; at forklare dem shariaens påbud og forbud og tilskynde dem til at følge dem; at modvirke materialismens strøm og gøre det klart, at det er islam, den østlige genopvækkelses islam, der bør etableres som vejleder på alle livets områder; samt gennem praktisk samarbejde med mennesker i alle livets forhold at forelægge dem et enestående forbillede for livet. I begyndelsen var Ikhwans missionsarbejde og undervisning centreret omkring moskéerne. Men da deres afdelinger blev åbnet i forskellige byer, omdannede de hver afdeling til et træningscenter, hvor befolkningen blev oplært i den islamiske livsform. Denne træningsfase fortsatte i flere år.

Islams da’wa til de styrende

Et andet middel, de valgte for at udbrede deres da’wa, var at sende da’wa-breve til landets ledende og ansvarlige personer. Muhammad Mahmud Pasja fik tilsendt et langt brev, hvori han blev opfordret til at genoplive den islamiske livsordning, og hans opmærksomhed blev henledt på forskellige reformtiltag, såsom at forbyde blandede forsamlinger eller fester, uanset om de var statslige eller private. Ministre og administrative embedsmænd skulle afholde sig fra at deltage i hasardspil, væddeløb og underholdningsarrangementer samt fra at få deres hustruers billeder offentliggjort i aviserne. Kontorer og domstole skulle holde fri ved bønnetiderne, og alle skulle udføre bønnen. Islamisk undervisning skulle have forrang i højtstående embedsmænds hjem; det vil sige, at de i samtaler skulle bruge arabisk i stedet for engelsk eller fransk og ansætte egyptiske undervisere til deres børn i stedet for udenlandske. Der skulle træffes strenge disciplinære foranstaltninger mod uærlige offentligt ansatte.

I dette brev blev Muhammad Mahmud Pasja også opfordret til at gennemføre juridiske reformer, og der blev krævet, at lovene skulle omformes efter islamisk forbillede. Der blev blandt andet fremsat forslag om at nedsætte en komité, som skulle overveje, hvordan den gældende lovgivning kunne harmoniseres med islamisk lov. I et brev til Egyptens konge, Nahhas Pasja og de arabiske myndigheder blev det anført, at de skulle knytte den muslimske umma til en ægte islamisk udvikling; vi vil følge alle deres anvisninger og vil ikke tøve med at bringe noget som helst offer. Der blev skrevet breve til Umar Tusun og Muhammad Ali Tawfiq, hvori opmærksomheden blev henledt på den uro, som de politiske partier havde skabt i landet. Nationen blev opfordret til at forene sig. Der blev skrevet et brev til justitsminister Ahmad Khashba Pasja, hvori han blev opfordret til at indføre islamisk lov. I et brev til Nahhas Pasja blev der talt for at etablere venskabelige forbindelser med de muslimske lande og bane vejen for at etablere islamisk broderskab og det islamiske kalifat. I et andet brev blev Nahhas Pasja opfordret til at udforme Wafd-partiets manifest i overensstemmelse med islamiske principper. Det centrale synspunkt i alle Ikhwans breve var at omdanne landet til en islamisk stat og gennemføre en omfattende reform af samfundet efter islamiske principper. For at udbrede brevene vidt og bredt oprettede Ikhwan en komité på sit hovedkontor, som sørgede for en omfattende offentliggørelse og spredning af dem.

På journalistikkens område

Ikhwan ydede også et betydeligt bidrag på journalistikkens område. Ifølge den egyptiske journalist Muhib al-Din al-Khatib blev der indledt en forandring inden for den hollywoodske journalistik. I begyndelsen af det tyvende århundrede fandtes der ganske vist enkelte aviser, som nævnte islams navn, såsom Sheikh Ali Yusufs avis al-Mu’ayyad, Mustafa Kamils al-Liwa, al-Shafi’is al-Akhbar og Sheikh Abd al-Aziz Jawishs al-Ilm. Alligevel var den rene jahiliyya fortsat dominerende i den egyptiske journalistik. Til sidst kom Ikhwan og lod tawhids kald lyde i dette tempel. Først udgav de deres berømte månedsblad. Senere, i 1946, lancerede de et dagblad under navnet Ikhwan al-Muslimun. Det blev meget populært i Egypten og andre arabiske lande. Gennem sin modige redaktionelle linje og upartiske kritik skabte avisen rystelser i regeringskredse. Den engelske kolonimagt blev rasende og kogte af vrede over dens popularitet. Derfor blev den lukket flere gange. Desuden udgav Ikhwan flere ugeblade: al-Ta’aruf, al-Shi’a, al-Nadhir og al-Shihab. Efter den hårde prøvelse i 1948 lancerede Ikhwan al-Mabahith, al-Da’wa og al-Muslimun. Kort sagt gennemførte Ikhwan en revolution på Egyptens journalistiske område gennem sin stærke journalistik. I stedet for at lade sig tilfredsstille af uanstændige historier og pirrende nyheder begyndte befolkningen at finde selvtilfredsstillelse i dybdegående og konstruktivt indhold.

På uddannelsesområdet

Inden for uddannelsesområdet er Ikhwanens bidrag blandt alle deres aktiviteter det mest fremtrædende. Ikhwanen henledte ved forskellige lejligheder regeringens opmærksomhed på det islamiske uddannelsessystem. De beskrev uddannelsens fire formål:

1. At udtrykke et sandhedstro synspunkt.

2. At udvikle en høj moralsk karakter.

3. At drage nytte af tidligere erfaringer.

4. At uddanne dygtige mennesker inden for forskellige områder på grundlag af viden og videnskab.

Ikhwanens uddannelsesplan i detaljer er som følger:

For det første : at vedtage en varig og solid politik, som vil højne uddannelsens standard og skabe enhed blandt de klasser, der er ligeværdige med hensyn til formål og mål. At bringe nationens forskellige kulturer tættere på hinanden og afsætte uddannelsens indledende trin til moralsk træning og skabelsen af en patriotisk ånd.

For det andet : at lægge særlig vægt på islams historie samt den islamiske civilisations og kulturs historie.

For det tredje : at undervise i religiøs uddannelse som et grundlæggende fag på alle uddannelsestrin.

For det fjerde : at genoverveje pigernes uddannelsessystem og pensum samt skabe forskel mellem drenges og pigers pensum på hvert trin.

For det femte : at holde personer, der er sunket ned i skadelige trosforestillinger og umoral, borte fra uddannelsesinstitutionerne.

For det sjette : at rette fuld opmærksomhed mod videnskaben og fastslå forskellen mellem vestlig filosofi og vestlig videnskab.

I begyndelsen nøjedes Ikhwan med at forelægge deres uddannelsesplaner for regeringen. Senere bestræbte de sig på at gennemføre dem efter bedste evne. Til dette formål dannede de et råd og oprettede separate grundskoler, mellemskoler og tekniske skoler for drenge og piger. For at udrydde analfabetismen og udbrede religiøs uddannelse blandt befolkningen blev der oprettet madraser og koranmemoreringsskoler samt aftenskoler for bønder og arbejdere. Der blev åbnet flere uddannelsescentre for elever, der havde bestået eksamenerne, hvor der blev arrangeret undervisning under universitetets ledelse. Der blev oprettet afdelinger for undervisning af børn i forskellige aldre, som på grund af arbejde var blevet berøvet muligheden for at gå i skole. Der blev åbnet privatskoler for drengeundervisning. For piger blev der oprettet særskilte uddannelsesinstitutioner under navnet Ummahat al-Mu’minin-skoler. Desuden blev der oprettet centre for teknisk uddannelse. Kort sagt gennemførte Ikhwan en omfattende uddannelseskampagne på grundlag af en bred plan. Ingen af Ikhwans afdelinger noget sted i landet var uden en uddannelsesinstitution under sig. Folkets store interesse for disse uddannelsesinstitutioner fremgår blandt andet af et voksenuddannelsescenter, hvor 173 arbejdere modtog undervisning samtidig. Det er særdeles vanskeligt at give et fuldstændigt overblik over disse uddannelsesinstitutioner. Alene i Kairo var der 31 uddannelsesinstitutioner, hvoraf 11 var colleges.

Samfundets velfærd

Ikhwan deltog i samfundsgavnlige aktiviteter gennem en række forskellige programmer. For at gennemføre disse programmer oprettede de en selvstændig afdeling med navnet Samfundets Velfærd. Ikhwan begyndte dette arbejde allerede i bevægelsens tidlige fase. Da Ikhwan under Nakrashi Pashas regering blev erklæret ulovlig, fandtes der i Egypten fem hundrede samfundsgavnlige centre, som Ikhwan havde oprettet. I 1945 overtog Ministeriet for Sociale Anliggender i henhold til loven tilsynet med disse centre. Centrene hjalp egnede personer med materielle goder og penge. De dækkede de trængendes behov med midler indsamlet gennem zakat, sadaqa og skindene fra offerdyrene. De skaffede arbejdsløse mulighed for at tjene til livets ophold og satte dem undertiden i virksomhed ved at stille tilstrækkelig kapital til rådighed. Patienter blev behandlet gratis. De fattige fik leveret fødevarer til lave priser. Der blev sørget for undervisning blandt arbejderne. Ikhwan nedsatte en særlig komité til reformering og udvikling af landbefolkningen. I landsbyområderne blev fattige og trængende hjulpet på forskellige måder, og lokale stridigheder blev bilagt gennem landsbyrådene.

Da Ikhwan blev fuldt genindsat under Nahaṣ Pasjas tid, udarbejdede de i forbindelse med forskellige programmer omfattende planer til gavn for befolkningen. Det begyndte med opførelsen af en moské, et behandlingscenter, et bibliotek og en forsamlingssal i Kairo. Som led i denne plan blev der sørget for opsyn med de moskéer, der stod ubenyttede hen. Alene i Kairo blev 25 moskéer drevet under Ikhwans tilsyn; for nogle af dem dækkede Ikhwan selv alle udgifter, mens de i andre kun varetog imamens og prædikantens opgaver, helt uden vederlag.

På Ikhwans hovedkvarter fandtes en særskilt afdeling til gavn for bønder og arbejdere, som løste deres forskellige problemer. Der blev åbnet et arbejdercenter, hvor arbejderne blev undervist i deres rettigheder og pligter samt i arbejdsmarkedslovgivning. Et team af advokater med speciale i arbejdsret arbejdede i denne afdeling. Ikhwan ydede også et stort bidrag på landbrugsområdet. Dets landbrugsafdeling orienterede bønderne om nye landbrugsmetoder og underviste dem i, hvordan afgrøderne kunne beskyttes mod alle farer fra himmel og jord. Ikhwan var nødt til at udføre alle disse opgaver, fordi staten slet ikke beskæftigede sig med dette område. Samtidig fik den religiøse bevægelse gennem den religiøse mission en dyb og omfattende indflydelse, som den ikke kunne have opnået gennem taler og foredrag alene.

Også inden for social velfærd arbejdede der en særskilt bestyrelse. Denne afdeling bestod af personer med erfaring inden for sociale forhold samt professorer. De gennemførte og førte tilsyn med planer for social udvikling. I sine sidste dage arbejdede Ikhwan på at realisere en plan om at opføre en idealby i det område af Kairo, der blev kaldt det gamle Egypten. Med dette formål købte organisationen jord og ønskede at etablere en ren og ordentlig bebyggelse for mennesker fra middel- og underklassen.

På det økonomiske område

Ikhwans bidrag på det økonomiske område var altomfattende. For at styrke nationaløkonomien oprettede de forskellige selskaber. Deres overskud blev fordelt på grundlag af mudaraba, og arbejderne havde også del i dette overskud.

1. Det islamiske selskab: Det begyndte sin virksomhed i 1939 med en kapital på fire tusind pund. Også folk uden for Ikhwan blev meget interesserede i det, og kapitalen voksede fra fire tusind pund til tyve tusind pund. Selskabet satte flere offentlige busser i drift. Det oprettede en fabrik, der fremstillede komfurer til brændselsolie, hvis produkter blev efterspurgt ikke blot i Egypten, men også uden for Egypten. Selskabet oprettede desuden en cementfabrik.

2. Det arabiske selskab: Det begyndte sin virksomhed i 1947 med en kapital på tres tusind pund. Selskabet importerede moderne maskiner til stenskæring til en værdi af tusindvis af pund. Men da organisationen blev erklæret ulovlig, blev selskabets aktiver efterladt uden ejer, og selskabet led tab på tusindvis af pund.

3. Tekstilselskabet: I 1948 oprettede dette selskab med otte tusind pund en fabrik til fremstilling af tekstiler. Tres håndværkere arbejdede på fabrikken. Den fremstillede poplin, silke, gabardine og andre førsteklasses tekstiler, som blev solgt til rimelige priser.

4. Det Islamiske Publikationsselskab: Det blev grundlagt med en investering på halvfjerds tusind pund.

5. Dagbladsfirmaet: Dets oprindelige kapital var halvtreds tusind pund. Den 5. maj 1946 lancerede dette selskab et dagblad, som spillede en betydelig rolle i frihedskampen og udbredelsen af islamisk civilisation og kultur.

6. Handels- og ingeniørfirmaet: Det begyndte sin virksomhed med en kapital på fjorten tusind pund. Dette selskab opnåede et fremragende ry inden for ingeniørarbejde og boligbyggeri.

7. Handelsfirmaet: Det havde sit hovedsæde i Kairo og filialer forskellige steder i landet. Dette selskab arbejdede ud fra princippet om gensidigt samarbejde og leverede nødvendige husholdningsartikler til lave priser.

Desuden bestod Ikhwans bidrag på det medicinske område i, at der alene i Kairo fandtes sytten velgørende klinikker og et hospital. Patienter blev indlagt på dette hospital. Millioner af mennesker modtog gratis lægehjælp på disse klinikker. Læger med speciale i forskellige sygdomme arbejdede dér enten uden betaling eller mod et beskedent honorar.

Dette er en kort beskrivelse af den store religiøse bevægelses bidrag i den islamiske verden. Egyptens præsident Nasser brugte i tolv år alle sine kræfter på at udrydde denne bevægelse. Desuden var den en stor hindring for Vesten, den kapitalistiske imperialisme og Israel.

Egypten og Ikhwan

[Denne artikel blev skrevet i september 1966 i anledning af Sayyid Qutubs martyrdød. Det billede af Egypten, der tegnes heri, vedrører den pågældende tid.]

Den konflikt mellem Nasser og Ikhwan, som har stået på siden 1945, er nu igen nået til et yderst sørgeligt stadium. I 1954 blev seks fremtrædende ledere af Ikhwan henrettet ved hængning. Og nu er tre andre igen blevet hængt, blandt dem den berømte personlighed Sayyid Qutb. En lang række anklager er blevet rettet mod dem. Men den største og mest skræmmende anklage er, at de ønskede at myrde præsident Nasser. Desuden skulle de have lagt planer om at gennemføre en blodig revolution i landet med våbenmagt. Før man kaster lys over mysteriet bag disse anklager og Ikhwans svar på dem, er det nødvendigt at undersøge de årsager, som i virkeligheden har virket i konfliktens dyb.

I de seneste år havde Egyptens tænkende og patriotiske kredse ikke været tilfredse med den måde, den egyptiske regering førte sin udenrigspolitik på, og denne utilfredshed begyndte at udvikle sig til voldsom vrede, irritation og spænding. Det egyptiske folk er grundlæggende islamelskende og har en dybtgående forbindelse til den islamiske historie. I århundreder har man dér dyrket islamisk viden og videnskab. De har altid haft forbindelse med den islamiske verden. I den nære fortid har mange reformatorer, lærde og stærke daʿwa-menigheder virket iblandt dem. Bortset fra særlige kredse blandt byboerne var den almindelige befolkning, hvoraf de fleste var bønder fra landet, dybt knyttet til islam, og det islamiske liv og den islamiske adfærd havde en tydelig indflydelse på deres sociale liv. Det følgende viser, hvordan dette muslimske folk blev offer for international politik:

Egyptens udenrigspolitik betragtede ikke den islamiske verdens problemer og kriser som islamiske eller muslimske problemer. Den vurderede dem derimod gennem den fremsynede optik hos de grupper, hvis underdanighed den havde gjort til en æressag. Eller også var den underlagt de egyptiske herskeres personlige interesser og hensyn. Det var netop dette fejlagtige syn, der holdt Egyptens udenrigspolitik grundløs og opportunistisk. På den ene side betragtede den egyptiske regering fjendskabet med Israel som sit vigtigste og endelige mål, men på den anden side havde den dybe forbindelser til de lande, som ikke blot støttede Israel, men også var viet til dets udvikling og fremgang. Den havde et venskabeligt forhold til Jugoslavien. Den stod i et meget nært forhold til Abessinien og Haile Selassie. Og dog var denne mand en morder af muslimer og ryddede det afrikanske kontinent for hindringer for Israel. I Eritreas muslimsk befolkede områder gav han flere israelske virksomheder tilladelse til at drive handel og forretning. Engang sagde han under en tale i den amerikanske kongres:

Jeg vil gøre alle disse abessiniske muslimer, som bor i mit rige, til kristne inden for de næste tyve år.

Makarios var så afholdt af den egyptiske regering, at han endda fik leveret våben til brug mod Tyrkiet. For nylig blev det desuden fra Nicosia erklæret, at hvis Tyrkiet angreb Cypern, ville egyptiske raketter blive sendt dertil som svar. Makarios var ikke nogen ukendt eller ubetydelig personlighed. Han myrdede tyrkisk-cyprioter hensynsløst, hvilket i virkeligheden var en tjeneste for den britiske imperialisme under dække af den ortodokse kirke. Da Makarios besøgte Egypten, sagde han i forbindelse med sin ros af præsident Nasser:

Han var vores meget nære ven; han nævnte ikke engang Palæstina under vores samtaler.

Den egyptiske regerings og de egyptiske herskeres uberettigede magtanvendelse kastede Syrien ned i en afgrund med en mørk fremtid for altid. Det følelsesladede venskab, som Syrien havde indgået med Egypten, byggede på, at syrernes store historiske offer skulle anerkendes, og at Egypten skulle hjælpe med at løse den indre krise, som havde fået dem til at søge ly under Egyptens vinger. Alle vidste, at Syrien havde knyttet sig til Egypten, fordi det var blevet skræmt af kommunisternes intriger. Men på grund af det plyndringsmarked, som de egyptiske myndigheder satte i kog i Syrien, blev det nødvendigt for Syrien at løsrive sig fra Egypten, og situationen kom nu dertil, at de var faldet ned fra himlen og sad fast i en palme. Tidligere havde Egypten gjort Sudan udueligt. Nilenes dal-unions fælde nåede knap at blive skabt, før den blev revet itu. Den egyptiske regerings diktatoriske behandling af Naguib gjorde det sudanesiske folk fjendtligt indstillet over for Egypten. Og nu begår den egyptiske regering den forbrydelse at begå endnu større fejl i stedet for at rette sine tidligere fejl. Da Sudans nuværende regering ikke går ind for at opbygge en union med Egypten, ophidser de egyptiske herskere kommunisterne i Sydsudan mod Sudans regering for at sværte den til og bringe den i vanskeligheder. Sudans regering fandt også frem til kilden til de egyptiske våben, som var blevet ført fra Egypten ind i Sydsudan.

Lad os nu rette blikket mod problemet i Yemen. Den faktiske situation er, at problemet i Yemen på grund af den egyptiske regerings ulovlige politik ikke blot er blevet en skamplet for Egypten. Det har, med den israelske radios ord, også plettet hele den islamiske verdens pande. Egyptiske soldater har været stationeret i Yemen i tre år. Den undertrykkelse og mishandling, de i disse tre år har udsat de yemenitiske stammer for, fortjener en særskilt og detaljeret beskrivelse. I løbet af disse tre år brugte Egypten en milliard pund på sine soldater, og der bruges stadig fem hundrede tusind pund dagligt. Næsten et hundrede tusind mennesker mistede livet i krigen, heraf ti tusind egyptiske soldater og resten indbyggere i Yemen. På den ene side stod de arabiske nationalisters krav, og på den anden side gjorde dette massedrab på arabiske brødre krigen til en kilde til bekymring for enhver patriotisk borger. Især egyptere, hvis sønner blev dræbt i bjergene ved Sana’a og Taiz, udtrykte stærk utilfredshed med krigen. Den egyptiske regering førte den propaganda, at de, der blev dræbt i krigen i Yemen, var martyrer for friheden. Men hvordan kan en muslims samvittighed acceptere, at muslimer skærer struben over på muslimer og samtidig opnår martyrstatus? Under disse forhold blev hele den arabiske verden, det yemenitiske folk og den egyptiske nation forvirrede. Selv den egyptiske hær var utilfreds med dette. Blandt andet udtrykte Abd al-Latif al-Baghdadi og Kamal al-Din Hussein, der var nære venner af præsident Nasser og blev betragtet som hans højre hånd, deres utilfredshed med krigen. Som gengældelse blev de udsat for irettesættelser.

Egyptens forbindelse med Palæstina-problemet er yderst tæt. Efterhånden som dette problem har udviklet sig, bevæger det sig på baggrund af omstændighederne længere og længere væk fra alle mulige løsninger, og den arabiske befolkning tvinges nu til at tro, at Egyptens regering ikke oprigtigt ønsker at gøre en seriøs indsats for at løse problemet, samtidig med at Israels indflydelse dag for dag vokser. For det første har Egyptens regering etableret venskabelige forbindelser med lande, som ikke blot støtter Israel. Over for de lande, der kunne samarbejde om at bekæmpe Israel, har Egyptens regering derimod ført en umenneskelig politik. Den er endda nået til et åbent konfliktstadium. De tydelige mangler ved Egyptens politik i Palæstina-spørgsmålet var, at regeringen støttede FN’s nødberedskabs uberettigede indtrængen i Gaza og derved reelt åbnede området for Israels uhindrede bevægelser. Det var netop fra dette område, at arabiske frivillige i hemmelighed trængte ind i Israel og gennemførte guerillaoperationer. FN-politiet tillader nu ikke længere arabiske frivillige at trænge ind i området, mens Israel uhindret gennemfører sine økonomiske planer dér. På samme måde overlod Egyptens regering reelt Vestbredden til jøderne ved at støtte FN’s kontrol dér. Før FN’s kontrol blev etableret, havde jøderne ikke turdet gøre noget krav på dette område, men nu har de opført en stor havn i Eilat-området, og deres skibe sejler stolt til de afrikanske lande. Alle begrænsninger for åbningen af denne bugt er dermed blevet fjernet. Det var netop dette, Israel havde været stærkt bekymret over og havde lidt under en alvorlig økonomisk depression på grund af. Nu etablerer de uhindret deres egne handelsmarkeder i de afrikanske lande, og størstedelen af disse lande bliver fanget i deres bedrag.

Disse forandringer fandt sted lige for øjnene af Egyptens regering på grund af dens egne fejl. Det fik den arabiske befolknings hjerter til at brænde. Men i stedet for at tage passende skridt til at råde bod på dette erklærer Egyptens regering tværtimod, at den eneste løsning på Palæstina-problemet er, at de socialistiske og revolutionære regeringer i de arabiske lande forenes. Det vil sige, at verdens muslimer skal forenes i denne sag som bannerførere for socialismen. Ved en samling i Palæstinas Befrielsesorganisation holdt præsident Nasser en tale og sagde:

Jeg siger klart, at vi ikke engang har styrke til selvforsvar, selv om vi befinder os i en position, hvor vi kan angribe. Problemet med at ændre Jordans flodløb bør udsættes på nuværende tidspunkt.

Under Abd al-Hakim Amers besøg i Frankrig sagde han i en tale i Paris: Den Forenede Arabiske Republik har hverken ønske eller hensigt om at føre krig mod Israel.

Under dette besøg modtog Egyptens regering mange tusinde dollar fra Frankrig. En egyptisk hærofficer, brigadegeneral Muhammad Fawzi, nævner det på side 131 i sin bog med titlen Jødedom og Israel.

Nogle anerkender krig som en løsning på Palæstina-problemet. Det er fuldstændig urimeligt. Denne løsning strider imod den FN-aftale, som de arabiske lande har underskrevet. Den strider endda imod princippet om varig fred, hvis bannerfører Egypten er.

Denne bog var en del af pensum på Military Training College i Kairo. Er det virkelig så kompliceret, at Egyptens muslimske befolkning ikke kan forstå, at Egyptens regering kan bruge en milliard pund og indsætte tres tusind soldater i Yemen, men ikke har nogen midler eller muligheder til at løse Palæstina-problemet?

Det spørgsmål, der nu går fra mund til mund i den arabiske verden, ja i hele den islamiske verden, er islamisk enhed. På deres seneste møde vedtog de arabiske lederes konference et forslag om, at Palæstina-problemet ikke bør begrænses til araberne alene, men bør fastslås som et problem for alle muslimer, og at det derfor er nødvendigt at opnå hjælp og støtte fra de muslimske regeringer. Lederen af Sonali Land fremsatte et forslag om, at muslimske lande burde forenes om nogle af de muslimske landes problemer. Med dette formål burde der afholdes en konference for de muslimske ledere. Saudi-Arabiens kong Faisal støttede forslaget og begyndte i praksis at arbejde aktivt for denne opfordring. Det, som samvittigheden krævede, var, at Egyptens regering skulle træde frem og støtte denne opfordring, ja ikke blot det, men også slutte sig til dens fortrop. Men i stedet blev Egyptens regering den første til at modsætte sig denne opfordring. Den var hverken selv rede til at deltage i planen eller villig til at tillade andre lande under dens indflydelse at slutte sig til den. I stedet for at besvare planen med argumenter slog den ind på fornærmelsernes vej. Spørgsmålet er: Hvis de socialistiske og revolutionære regeringer i de arabiske lande kan forenes og gøre revolutionens og socialismens ideologi til grundlag for enhed, hvorfor skulle det så være forbudt at forenes på islams grundlæggende fundament? Desuden var det sprog og de metoder, som Egyptens regering anvendte i kritikken af sine modstandere (hvis de arabiske ledere regnes blandt modstanderne), hverken i overensstemmelse med islamisk karakter eller arabiske normer. Nej, selv dæmoniske principper og en dæmonisk moral kan ikke tåle det. Eksempelvis: »Den og den er ikke af sayyid-slægt, men af Satans slægt«, »Den og den er en jødes barn« og så videre. Kan dette være et høfligt og civiliseret regerings sprog i propagandaen mod andre? Egyptens befolkning er heller ikke så uvidende, at den ikke ville blive bekymret over at se en sådan brug af sproget fra sit eget lands talsperson.

Egyptens indre forhold er også værd at nævne. Som jeg allerede nævnte i begyndelsen, er størstedelen af den egyptiske befolkning uskyldige og enfoldige bønder. Bøndernes forhold til islam er så stærkt, som en gammel kvindes tro kan være fast. Ligesom muslimer i andre lande har de kun ét ønske: at islam må brede sig i Egypten, at den islamiske undervisning må udvikles, at den islamiske lov må få anerkendelse, og at deres ledere må følge den islamiske sharia og gå i de tidligere generationers fodspor. Men situationen opfylder ikke blot folkets ønsker; den tramper dem også ned.

Det egyptiske charter, som havde fået forfatningsmæssig myndighed, erklærede tydeligt, at et socialistisk system skulle indføres i landet. Præsident Nasser forklarede dette socialistiske system med den ideologiske socialismes begreber, mens den egyptiske presse forklarede det som marxisme. Indtil Farouks regeringstid indeholdt forfatningen i det mindste denne sætning: Statens religion skal være islam. Men det egyptiske charter var fuldstændig fri for denne konservatisme. Det socialistiske system blev ikke blot indført i ord, men også i praksis. Egyptens eneste parti, Det Arabiske Socialistparti, påtog sig selv ansvaret for at gennemføre det. Egyptens Socialistparti erklærede, at det ville opløse sig selv og blive opslugt i Det Arabiske Socialistparti. Efter socialismens indtrængen etablerede den egyptiske regering en omfattende kontrol over privat ejendom og virksomheder på en sådan måde, at det tændte frygt og hævntørst blandt befolkningen. Egyptens økonomi nåede randen af sammenbrud. Ifølge selv Al-Ahrams beskrivelse blev Kairo forvandlet til tiggernes by. Det var i virkeligheden ikke bønderne og arbejderne, men lederne af Det Arabiske Socialistparti, der drog fordel af denne socialisme; ingen hæderlig person undslap deres bedrag og plyndring. Set fra et moralsk synspunkt blev Egyptens store byer, Kairo og Alexandria, forvandlet til tilholdssteder for uanstændighed og synd. Kommunister og ateister samledes i pressens verden. De fortsatte efter behag med at fremme materialisme og moralsk forfald. I deres øjne var de mennesker, der regelmæssigt bad, drak kaffe og holdt sig fra teatre og biografer, konservative, imperialismens agenter og værdige til dødsstraf.

Den største fare, der ramte Egypten, var genoplivningen af den faraoniske civilisation. Det egyptiske charter erklærede: Vi vil hente udkastet til vores udvikling fra civilisationen i den faraoniske æra. Ramses’ statue blev flyttet fra området med den oprindelige arkitektur og opstillet i Kairos centrum, og det kostede fem hundrede tusind pund at opstille den. I en tale til folket sagde præsident Nasser: »O I Tutankhamons og Ramses’ efterkommere!« Ved en anden lejlighed sagde han i en tale: »Efter to tusind år er det i dag for første gang, at egypterne selv har fået mulighed for at styre Egyptens stat.« Det vil sige, at han betragtede alle ikke-egyptiske muslimske herskeres regeringstid fra den hellige Omars tid og frem til da som imperialismens tidsalder. Og efter den faraoniske æra havde Egypten for første gang opnået uafhængighed fra imperialismens greb. Denne dristighed voksede så meget, at det egyptiske charter lod to eksemplarer af Injil og to eksemplarer af den ædle Koran begrave ved fundamentet til templet og statuerne i Abu Simbel. Kan man forvente, selv af en uuddannet muslim, at han vil tie om at lægge Koranen under en faraonisk statue og lade sin tros ære og værdighed acceptere det?

Alt dette foregik under forhold, hvor borgerlige frihedsrettigheder blev frataget, aviserne var under regeringens kontrol, og pressefriheden var afskaffet. Redaktøren for Egyptens berømte avis Al-Misri, Abul Fahat, levede i eksil. Redaktøren for en anden berømt avis, Mustafa Amin, som havde været fuld af lovprisning af den egyptiske regering, sad i husarrest i fængslet og blev derefter anklaget for spionage til fordel for Amerika. Kommunistiske aviser strømmede ud på markedet som vand. Redaktøren for avisen Al-Ahram, Muhammad Hasnain Haykal, og oplæseren på Radio Kairo, Asad Ahmad, forklarede regelmæssigt socialismen for folket. En gruppe fik også al-Azhars lærde på sin side; de beviste, at islam var socialistisk. Egyptens atmosfære skælvede, og himlen syntes at revne under ekkoet af socialismens lovprisning og hyldest. Ifølge de egyptiske avisers beskrivelser blev der dagligt lagt planer om at myrde præsident Nasser. Man mente, at en eller anden konservativ gruppe stod bag. Situationen var i virkeligheden sådan, at da forskellige fabrikker samt kontorer og myndigheder i Egypten blev nationaliseret, eller med andre ord lagt under Socialistpartiets kontrol, faldt disse institutioners produktion og indtægter til nul, mens udgifterne blev fordoblet sammenlignet med tidligere.

Dette er den ene side af det samlede billede. Nu skal den anden side nævnes: Det bitre åg, som Det Arabiske Socialistparti og den egyptiske herskerklasse ønskede at tvinge ned gennem folkets struber, lykkedes det dem ikke at få folket til at sluge. Millioner af pund blev brugt på at gøre lovprisningen af og fordelene ved charteret acceptable for det egyptiske folk. Men folket nægtede at acceptere det. De betragtede det ikke blot som et bedrag, men også som et fint slør over en kommunistisk forfatning. Hele statsapparatet var viet til aktivt at genoplive den faraoniske civilisation. Faraos billede blev trykt på egyptiske pundsedler. Faraos portræt blev også trykt på frimærkerne. En ørn, et symbol fra den faraoniske æra, blev afbildet på den egyptiske valuta. Veje blev kaldt Ramses-vejen, parker Ramses-haver, og biografer Ramses-biografer. De motorkøretøjer, der blev fremstillet i Egypten, blev kaldt Ramses. Men Egyptens muslimske folk nedkalder tusind forbandelser over denne civilisation og ser Farao fra det samme perspektiv, som tilhængere af Moses og Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, bør se ham. På samme måde blev der gjort grænseløse bestræbelser på at skjule regeringens vedvarende fejl og forsømmelser i Yemen. Soldater, der døde i Yemen, fik martyrtitlen på grund af deres underkastelse. Man forsøgte på forskellige måder at tilfredsstille deres pårørende. Trods dette blev en del af den egyptiske hær og det egyptiske folk stærkt utilfredse med denne smiger.

På den anden side blev alt, hvad enhver islamist sagde, hvad enten han var tilhænger af Ikhwan eller tilhørte oppositionen, hørt vidt og bredt blandt folket. Lederne og aktivisterne i Ikhwan al-Muslimun havde levet som fanger i fængslerne siden slutningen af 1954. Det var umuligt for dem overhovedet at tænke på politisk aktivitet. Alligevel ydede deres lærde, i fængslet eller uden for det, den tjeneste for islams beskyttelse i landet, som det var muligt for dem at yde intellektuelt og ideologisk. De skrev om forskellige emner inden for islam. I Egypten blev der i løbet af de foregående ti år skrevet en omfattende litteratur om tafsir, hadith, fiqh, islamisk historie og den islamiske livsordning. Den var så omfattende på forskellige områder, at folk ikke kunne undlade at opmuntre forfatterne og rose forlæggerne. I dag kan vi, ud over de to bind af den berømte bog om islams strafferet af martyren Abd al-Qadir Awda, se seks store værker om dette emne af den berømte egyptiske forsker og filosof Fathi Vasdhi. Om islams internationale ret findes en sjælden samling af en dommer ved Lintars appelret. Om filosofiske drøftelser af den islamiske livsordning findes samlede værker af Muhammad Qutb, Abdullah al-Samman og Muhammad Husayn. En lang række biografier om jurister, koraneksegeter, hadithlærde, ledere, lingvister og historikere i den islamiske historie, udgivet af egyptiske forlæggere under titlen Berømte islamiske personligheder, står til vores rådighed. Kort sagt skrev lærde og vidende personer i denne periode tusindvis af bøger på denne måde, og de førte en ihærdig kamp for intellektuelt og åndeligt at bevise islams overlegenhed. Denne konservative litteratur opnåede stor accept blandt Egyptens folk. Egyptens biblioteker var fyldt med denne litteratur, og de fleste købere sås med netop disse bøger under armen.

Denne situation var som hjerteskærende for Egyptens Kommunistiske Parti, der i dag er kendt under navnet Det Arabiske Socialistiske Parti. For at forandre det egyptiske socialistiske samfund – kort sagt det kommunistiske samfund – var det yderst nødvendigt fuldstændigt at udrydde disse konservative tankegange og de konservative forfattere. Så vidt vi ved, udarbejdede de kommunistiske ledere en lang rapport, som de sendte til Moskva, og hvori det klart blev fastslået, at Egypten aldrig ville blive et fædreland for os, så længe blot én person fra den konservative gruppe stadig eksisterede i Egypten.

At dømme efter Egyptens politiske situation kan man også forstå, hvordan den var: På grund af de egyptiske herskeres urimelige udgifter blev syrerne oprørske på blot tre år, og de sikrede Syriens selvstændighed. Men hvor denne urimelige politik havde været ført i tolv år, er det let at forestille sig, hvor langt bitterheden og utilfredsheden havde nået deres yderste grænse. Det egyptiske folks åbne udtryk for utilfredshed med Egyptens herskere kom, da Mustafa Nahhas Pasha døde i 1964, og millioner deltog i hans begravelsesbøn; under denne begravelse opstod der sammenstød mellem politiet og folket. For at forhindre denne utilfredshed blev der den 11. oktober 1965 vedtaget en lov, som gav præsidenten magt til at arrestere enhver af politiske grunde uden at rejse sag mod vedkommende, og der kunne ikke appelleres mod ham noget sted.

På den anden side nåede Yemen-problemet et sådant stadium, at det ikke ville være nok, selv hvis Egyptens folk i deres ophidselse rev hovedet af sig selv. I tre år lod den egyptiske hær Yemen gå ad helvede til. Ti millioner pund blev brugt. Ti tusind egyptiske unge – ifølge en anden beretning femogtyve tusind – blev ofret i denne krig. Egyptens økonomiske rygrad brød sammen. Selv den sidste tilbageværende styrke til konfrontationen med Israel blev ødelagt, og de forskellige yemenitiske personer, blandt hvilke der var tilhængere af Sallal og medhjælpere til Badr, måtte alle sætte sig sammen og løse dette problem. Om det skulle ske i dag eller i morgen, direkte og umiddelbart eller gennem andres mægling, var underordnet. Hvad blev i sidste ende resultatet af denne enorme fejl? Den førte til mental uro og til, at der opstod alvorlig uro i den egyptiske hær. Som løsning på denne uro blev det også besluttet at skabe frygt og rædsel i landet. Og hvis der noget sted viste sig kritik eller en skarp holdning, skulle den bringes til ophør før tiden var inde.

Den kommunistiske forsamling, der blev afholdt i Sudan, var yderst farlig. De egyptiske kommunister gjorde et desperat forsøg på at give de sudanesiske kommunister husly. Oprørerne i Sydsudan blev ophidset, så der kunne skabes kaos i Sudan, og muslimernes opmærksomhed kunne fjernes fra kommunisterne. Men gennem den samlede indsats fra alle islamister i Sudans Ikhwan al-Muslimun blev kommunisterne holdt nede i Sudan. De egyptiske kommunister og det russiske kommunistparti besluttede at tage hævn over Egyptens Ikhwan al-Muslimun. For dem var Ikhwan-medlemmerne de samme, hvad enten de var egyptiske, sudanesiske, jordanske, syriske, irakiske eller saudiske. Deres daʿwa og organisation var også den samme.

På baggrund af disse årsager og synspunkter sagde præsident Nasser, da han i august 1965 besøgte Moskva og holdt tale ved en konference dér: »Ikhwan planlagde at myrde mig. Men det blev afsløret. Tidligere har jeg tilgivet dem, men nu vil jeg ikke tilgive dem længere.«

På den ene side afslørede han i Moskva planen om dette mord, mens masseanholdelser på den anden side begyndte i Egypten. Ved at slå ned på Ikhwan vandt præsident Nasser tilfredshed i flere kredse og opnåede forskellige mål: Han gjorde russerne tilfredse og gjorde Egyptens kommunistparti, som var prorussisk, tilfreds. Ved at tilfredsstille russerne blev den udenlandske bistand øget, og kommunistpartiets dårlige ry blev også fjernet, det ry, som var blevet fast forankret på grund af den omfattende offentliggørelse af konservative tanker om partiet i landet. På samme måde blev Amerika gjort tilfreds. For efter Amerikas opfattelse var det tusind gange bedre og mere gavnligt at undertrykke islamisterne end at undertrykke kommunisterne. Også jødernes tilfredshed blev opnået. Ikhwan støttede nemlig de muslimske oprørere i Eritrea, og deres velvilje over for dem var blevet et problem for de salemitiske herskere. En stærk hånd blev skabt for at fremkalde frygt og rædsel i Egypten. Det skyldtes, at hvis djævelen skulle sætte sig på en andens hoved, ville han lære af Ikhwans skæbne og ikke gøre socialismen og Yemen-problemet til genstand for kritik.

Efter afsløringen af det såkaldte komplot er det umuligt at beskrive til ende, hvordan det egyptiske efterretningspoliti hensynsløst arresterede Ikhwan-aktivister, og hvilken bestialsk behandling de udsatte kvinderne for under påskud af husundersøgelser i Ikhwans hjem. Der findes også eksempler på, at både manden og hustruen blev arresteret, mens deres uskyldige barn blev efterladt alene i huset. Forældrene insisterede på, at selv deres spædbarn skulle arresteres, så det ikke skulle dø af sult og tørst alene i huset, men kunne tilbringe dagene i fængslet sammen med dem. Det egyptiske politi afviste imidlertid deres anmodning, og ingen andre var villige til at tage sig af barnet, for hvis nogen gav udtryk for et ønske om at passe det, ville vedkommende selv blive betragtet med mistænksomhed. Denne bølge af arrestationer skabte en skræmmende situation overalt i Egypten. Eftersom Ikhwan havde stor indflydelse blandt bønderne, blev denne fattige befolkningsgruppe det egyptiske politis primære mål for hævn. To hændelser fandt sted, som gjorde situationen ekstremt vanskelig; den ene var hændelsen i Kardasa og den anden i Miyat.

Kardasa er en landsby ved havet. Nogle medlemmer af efterretningspolitiet tog til landsbyen for at lede efter Ikhwan-aktivister, og under denne eftersøgningsaktion trængte de ind i et hus. Da de erfarede, at der ikke var nogen fra Ikhwan dér, arresterede de en kvinde fra huset og slæbte hende med sig. Da landsbyens bønder fik dette at vide, forlod de deres arbejde, skyndte sig ind i landsbyen og angreb politistationen. Der blev udvekslet stokke og sten mellem de to parter. Under hændelsen blev et politimedlem dræbt, og resten flygtede. Bøndernes sejrende gruppe vendte tilbage til landsbyen, mens de råbte slagordet »Ned med dem!«. Senere erfarede de, at politiet havde tilkaldt militær hjælp, og at hele landsbyen blev omringet med kanoner. Bønderne traf derfor også defensive foranstaltninger i deres omgivelser. Men hele landsbyen blev ødelagt af hærens beskydning. Utallige mennesker blev dræbt, og de overlevende blev arresteret, mens deres huse blev plyndret. Den schweiziske avis Eliberte rapporterede i sin udgave af 10. december 1965, at indbyggerne i Kardasa med våben havde gjort modstand mod Abdun Nassers soldater, som havde angrebet landsbyen for at arrestere et medlem af Ikhwanul Muslimun.

Den anden hændelse fandt sted i Miyat, som ligger ved Middelhavets kyst, 130 miles øst for Kairo. En gruppe politifolk trængte ind i landsbyen på jagt efter Ikhwan. Politiet ønskede at ransage en fiskers båd, men han trak tiden ud af frygt for, at politiet ville tage alle de fisk, han havde fanget. Denne fiskers dristighed var i strid med politiets magt og værdighed. Derfor skød og dræbte politiet ham uden tøven. Hans fiskervenner skreg, da de så dette brutale overgreb, og folk fra området skyndte sig de hjælpeløse fiskere til undsætning. På et øjeblik samledes tusinder af mennesker. Berørt af de fattige fiskeres hjælpeløshed begyndte de at demonstrere mod politiet i Miyat og mod regeringen, og de råbte slagord mod Egyptens hersker. De trampede i ophidselse på billederne af den syriske leder, som hang i butikkerne. Den lokale administration kontaktede de højere myndigheder og tilkaldte militær hjælp for at slå demonstrationen ned. Derefter kom de egyptiske styrker og omringede Miyat. Det, der derefter skete, er næsten umuligt at forestille sig. Kairos aviser rapporterede i deres udgave af 4. december 1965 om hændelsen som et sammenstød mellem en smugler og politiet. Ifølge en rapport fra Joint Press News of America blev mindst seksten landsbyboere imidlertid dræbt, og marskal Abdul Hakim Amer nød det på helt naturlig vis. United Press of America oplyste, at de døde blev begravet uden rituel vask og ligklæde. Desuden bortførte soldaterne tusinder af mennesker som fanger. Reuters og Agence France Presse offentliggjorde denne hændelse med stor vægt.

Ifølge de seneste oplysninger var mere end fyrre tusind Ikhwan-aktivister blevet arresteret ved udgangen af december 1965. London-avisen Daily Telegraph skrev den 11. oktober 1965, at tyve tusind mennesker indtil da var blevet arresteret, og at arrestationerne stadig fortsatte over hele landet.

Blandt de arresterede var omkring otteogtyve kvinder. Desuden blev de arresteredes familier deporteret til landets fjerneste egne. Derfor kunne den jødiske avis i London, Jewish Observer, med glæde meddele i sin udgave af 28. november 1965 denne gode nyhed: Ugens nyheder bekræftede, at fire tusind fem hundrede familier tilhørende de arresterede Ikhwan-medlemmer var blevet deporteret til fjerntliggende, øde områder.

Ifølge opfattelsen i egyptiske regeringskredse var de arresterede opdelt i to grupper. Nogle af dem var personer, som den egyptiske regering havde rejst anklager mod; deres antal var under fire hundrede, mens flertallet var personer, mod hvem der ikke var rejst nogen anklage.

Blandt de arresterede var følgende fremtrædende personer:

1. Hasan Ismail al-Hudaybi: Han var omkring fireoghalvfjerds år gammel. Før han etablerede et formelt forhold til Ikhwan, var han juridisk rådgiver ved Kairos højesteret. Efter Hasan al-Bannas martyrdød i 1948 blev han valgt til Ikhwans murshid al-amm (øverste leder). Eftersom han var jurist, gjorde han i sin embedsperiode en omfattende indsats for at få organisationen til at overholde lovene. I visse kredse i Ikhwan blev han imidlertid kritiseret for sin juridiske strenghed og sin uforsonlighed i små spørgsmål. Da Ikhwan i 1954 for anden gang blev ramt af en katastrofe, blev han også arresteret og dømt til døden. Senere blev dommen dog ændret på grund af hans alder. I fængslet blev han udsat for grænseløs tortur. Som følge heraf blev hans fysiske tilstand så kritisk, at regeringen blev tvunget til at løslade ham. Derefter tilbragte han dagene i sit eget hjem under husarrest. Senere blev han igen arresteret, anklaget for at have planlagt et attentat, og idømt tre års straffearbejde.

2. Mamun al-Hudaybi: Han var søn af Hasan al-Hudaybi og var også juridisk rådgiver ved Kairos højesteret. Han blev idømt tre års fængsel.

3. Ismail al-Hudaybi: Han var endnu en søn af Hasan al-Hudaybi. Han var advokat af profession. Han blev idømt ét års straffearbejde.

4. Sayyid Qutb: Han var omkring tres år gammel. Før han sluttede sig til Ikhwan, havde han stillingen som skoleinspektør i Egyptens undervisningsministerium. I 1953 blev han medlem af Ikhwan. I 1954 blev han også arresteret, og Folkedomstolen erklærede ham skyldig og idømte ham dødsstraf, men straffen blev ændret på grund af hans alder. I august 1964 løslod den egyptiske regering ham på anbefaling af den afdøde Abdus Salam Arif. Men allerede et år senere, i august 1965, blev han arresteret igen og hængt.

5. Muhammad Qutb: Han var Sayyid Qutbs ældre bror. Han var forfatter til adskillige bøger. Han havde ingen organisatorisk forbindelse til Ikhwan. Hans berømte værker er:

1. Mennesket set fra materialismens og islams synspunkt,

2. Islam i vildfarelsens net,

3. Det tyvende århundredes jahiliyya,

Disse bøgers enorme popularitet blev årsagen til hans arrestation. Han grundlagde også sit eget forlag, som udgav hans egne værker samt bøger af Sayyid Qutb og andre islamiske forfattere. Da han blev arresteret, konfiskerede regeringen også hans forlag. Muhammad Qutb blev udsat for umenneskelig tortur i fængslet, og hans søster Amina Qutb blev også udsat for den samme tortur.

6. Professor Saleh Abu Raqiq: Han var Den Arabiske Ligas centrale juridiske rådgiver.

7. Muhammad Farid Abd al-Khaleq: Han var en af Egyptens berømte undervisere.

8. Professor Munir Walla: Under Farouks styre var han juridisk rådgiver for Statsrådet.

Blandt de bemærkelsesværdige kvinder, der blev arresteret, var:

1. Sayyida Zaynab al-Ghazali. Hun var over tres år gammel. Hun var leder af kvindeorganisationen. Da hun afgav forklaring foran tribunalet, sagde hun: »Hvorfor var det nødvendigt at fremsætte falske anklager mod mig? Og hvis mit liv var det, man havde brug for, så er det jo lige her.« Hun blev idømt ti års straffearbejde.

2. Hasanul Hozaybis hustru, lederen af Ikhwan.

3. Sayyida Khaleda, Hasanul Hozaybis datter.

4. Ismail Hozaybis hustru (Hasanul Hozaybis svigerdatter).

5. Sayyida Hamida Qutb. Sayyid Qutbs søster. Hun blev idømt tre års straffearbejde.

6. Professor Abd al-Halim Oshahis hustru.

Det er også nødvendigt at nævne, hvordan de arresterede blev behandlet i fængslet, og hvad der overgik deres familier. Jeg har ovenfor beskrevet, at de fleste af de arresteredes familier blev sendt til fjerne, øde egne, så de ikke kunne få nogen form for hjælp eller gøre forsøg på at få sagen bragt frem, og så de også blev berøvet folkets medfølelse. De arresteredes familiemedlemmer fik heller ikke tilladelse til at besøge deres slægtninge og venner eller udveksle breve med dem. De fleste mennesker blev arresteret, eller med andre ord bortført, under sådanne omstændigheder, at deres familier intet vidste om dem. Der var tusindvis af familier, som hverken havde nogen forsørger eller nogen, der kunne give dem husly.

Desuden blev de arresterede, som var offentligt ansatte, på grundlag af en statslig lov frataget deres løn, tillæg og øvrige lovmæssige rettigheder. Hvis en af de arresterede for eksempel var offentligt ansat, ville han blive afskediget, hans løn blive standset, og ingen af hans nærmeste slægtninge ville få økonomisk hjælp. Almindelige mennesker blev også instrueret i, at de ikke måtte give kontanter eller nogen anden form for hjælp til de arresteredes slægtninge. Det blev meddelt, at enhver, der begik denne forbrydelse, ville blive behørigt straffet. Alle de arresteredes faste og løse ejendele blev konfiskeret. Den parisiske avis Ravmændi skrev i sit nummer 65 af 23. december, at den lov, som den egyptiske regering havde udstedt, gav regeringen ret til at konfiskere politiske interneredes ejendom. De familier, der boede til leje eller i statslige boliger, blev på politiets foranledning smidt ud af disse boliger og efterladt hjælpeløse under åben himmel.

Eftersom kommunistiske rådgiveres hensigter lå bag disse arrestationer, var arrestationerne ikke begrænset til Ikhwan. I virkeligheden havde disse forfølgelser og undertrykkelsesaktioner to mål: For det første de konservative forfatteres og daʿiers eksistens, og for det andet den konservative tankegang og det konservative synspunkt. Og det er klart, at kommunismen ikke vil blive en velsignelse for dette land, så længe landet ikke er blevet renset for disse to ting.

For at udrydde konservative forfattere og daʿier blev det første angreb rettet mod Ikhwan. Derefter vendte man blikket mod Egyptens øvrige religiøse organisationer. Hver enkelt af dem blev på den ene eller anden måde påvist at være involveret i attentatplanen. Muhammads ungdomsorganisation, Jamʿiyyat al-Sharīʿa, Tablighi Jamaat og Ansar al-Sunnah al-Muhammadiyyah havde stærke meningsforskelle med Ikhwan og anså politik for arveligt forbudt. Ikke desto mindre blev disse organisationer forfulgt, deres tilhængere arresteret, og de blev beskyldt for, at Ikhwans medlemmer udnyttede disse unges religiøse følelser og bragte dem ind i deres indflydelsessfære. Flertallet af indbyggerne i Asyut var kristne. Jamʿiyyat al-Sharīʿa havde bygget en moské for byens muslimske mindretal, og i tilknytning til den blev der oprettet en klub til ungdommens underholdning. Anledningen var, at han kom i en sådan klub, hvis administration lå hos en religiøs organisation.

For at befri sig for den konservative tankegang blev maktaberne forseglet, og de bøger, hvori man havde fundet dens kim, blev konfiskeret. Vi har en lang liste over de bøger, der i løbet af de seneste måneder er blevet erklæret ulovlige i Egypten. Blandt dem er der, foruden bøger af Ikhwan-forfattere, også bøger af andre forfattere, som var udpeget af en sådan regering. De trykkerier, der normalt trykte islamisk litteratur, blev forseglet. Jeg mødte i Kairo ejeren af det berømte Al-Madani-trykkeri, Muhammad al-Madani. Da han selv fortalte mig om ødelæggelsen af sit trykkeri, sagde han, at denne ødelæggelse udelukkende var sket, fordi trykkeriet trykte islamisk litteratur i stedet for kommunistisk litteratur. Derfor vil jeg uden tøven sige, at denne konflikt i virkeligheden er en konflikt mellem islam og kommunisme samt mellem troende og ateister. Det er ikke en korrekt vurdering af situationen kun at betragte den som et resultat af enkelte personers vanvid og forestille sig, at den afsluttes med deres henrettelse.

Nu følger de anklager mod Ikhwan, som blev fremsat i den officielle pressemeddelelse:

Den første anklage lød, at Ikhwan havde oprettet en hemmelig organisation, hvis leder var Sayyid Qutb. Organisationen indsamlede økonomisk hjælp og andre fornødenheder til de anklagede. De gav træning i planlægningen af mordet på præsident Nasser og i ødelæggelsen af særlige tog, og de fik også hjælp fra nogle kvinder til denne træning.

I grunden var dette ikke nogen ny anklage. Det var heller ikke nogen særlig anklage mod den egyptiske regering eller Ikhwan al-Muslimun. Enhver magthaver har i alle tider fremsat den slags anklager mod sine modstandere; især de kommunistiske lande og stater under deres indflydelse har vist sig særdeles dygtige til at opdigte sådanne anklager. Kan en officiel pressemeddelelse alene være grund nok til at støtte denne anklage? Selv et menneske med almindelig fornuft ville spørge, hvordan tusindvis af Ikhwans medlemmer blev fængslet i 1954. Deres familier levede i grænseløs nød og fattigdom. Sayyid Qutb blev selv løsladt efter ti år, men blev arresteret igen, før der var gået et år. Selv efter løsladelsen blev han holdt under streng overvågning. Hvordan kan samvittigheden acceptere, at han på så kort tid skulle have udtænkt en så omfattende sammensværgelse og samlet så store mængder våben, at de kunne vælte regeringen? Kan nogen overhovedet forestille sig en sådan sammensværgelse, mens politiet i en regering, der kunne få mistænkte personer pakket i kasser og transporteret fra Rom til Kairo, var til stede? Det er også bemærkelsesværdigt, at anklageskriftet hævdede, at de anklagede uafbrudt fortsatte med at planlægge regeringens omstyrtelse frem til 1959. Sad Sayyid Qutb da i fængslet og overvågede denne plan og fik hjælp af sin egen søster og den tresårige kvinde Zaynab al-Ghazali til at uddele retningslinjerne for planens gennemførelse? Hvad var da beviset for denne anklage? Radioprogrammernes og aviser­nes propaganda er i sig selv ikke noget bevis, og den internationale, uafhængige organisation Amnesty International afslørede selv den skjulte sandhed om den måde, hvorpå denne anklage blev fremsat ved den slags domstole.

Det vigtigste, Ikhwan havde gjort i de foregående år, var imidlertid at yde økonomisk hjælp til de forladte og hjælpeløse familier tilhørende de tusindvis af mennesker, der var blevet fængslet i 1954. Den egyptiske regering øste uden tøven penge og ressourcer ud over sit efterretningspoliti, sine medier, Det Arabiske Socialistiske Parti og andre lignende institutioner, men fandt aldrig behov for at afsætte en eneste øre til de fængsledes familiers livsophold. Det var ellers dens ansvar at yde økonomisk hjælp til de uskyldige børn, hustruer og gamle mødre til dem, der af politiske grunde var blevet fængslet i lange perioder, så de kunne opretholde det mest elementære livsgrundlag. Har marxismen ikke engang et grundprincip om at beskytte disse menneskers familier mod sult? Tillader marxismen kun, at det regerende parti fylder sine lommer med penge og ressourcer, mens ingen andre har ret til dem? Er det kun de egyptiske børn af Lumumba, der blev martyr for landet, som skal have alle muligheder for uddannelse og oplæring gennem tilskud fra den egyptiske regering? Men har Abd al-Qadir Aw das hjælpeløse og fattige børn ingen ret til dette? Der findes ellers en lang liste over nære familiemedlemmer, som bor i tusindvis af fangers hjem. Har nogen tænkt over, om deres mødre, hustruer, døtre og spædbørn får noget at spise to gange om dagen?

Men Egypten var ikke helt uden medfølende og omsorgsfulde mennesker. En gruppe skole-, college- og universitetsstuderende gik fra hus til hus hos velvillige mennesker, indsamlede bidrag fra dem og afleverede dem efter behov til hver fanges hjælpeløse familie. Den egyptiske regering betragtede også denne gruppe som en hemmelig organisation. Den var ikke uden for det egyptiske efterretningspolitis synsfelt. De var heller ikke medlemmer af Ikhwan; mange unge udførte blot dette arbejde, fordi de var drevet af menneskelighed og betragtede det som samfundstjeneste. Desuden ydede mange retskafne mennesker, som ikke havde den fjerneste forbindelse til Ikhwan, økonomisk støtte til dette velgørende arbejde, udelukkende på grundlag af gudsfrygt og menneskelig medfølelse. Ingen respektabel person havde forestillet sig, at dette også kunne betragtes som politisk aktivitet. Derfor følte de hverken behov for at skjule det eller for at oprette en hemmelig organisation til formålet. De, der forstod den egyptiske regerings sindelag, rådede disse unge mennesker med det gode hjerte til at holde op med dette arbejde. De vidste, at dette samfundsgavnlige arbejde en dag ville vise sig ødelæggende for dem. Men rådet gjorde ikke noget indtryk på deres hjerter. Tværtimod fortsatte de uophørligt med deres arbejde. Til sidst blev deres frygtløse natur en fare for dem. På den ene side var de optaget af deres arbejde, mens det egyptiske efterretningspoliti på den anden side stille begyndte at udarbejde en liste over dem. På et tidspunkt blev de selv erklæret for medlemmer af Ikhwans hemmelige organisation, og mange af disse retskafne mennesker, som havde ydet økonomisk hjælp til de sultende familier, blev arresteret under anklage for sammensværgelse.

Den anden anklage var, at der var blevet fundet et våbenlager hos Ikhwan. Med disse våben skulle de have planlagt at vælte den egyptiske regering, dræbe fremtrædende personer og jævne store bygninger med jorden. Men de billeder af våbnene, som blev trykt i aviserne, viste kun almindelige knive og kæppe. Hvis politiet virkelig havde fundet våben, ville det naturligvis have arrangeret en udstilling og sendt den i fjernsynet for at få hele verden til at tro, at de havde samlet det nødvendige udstyr til en væbnet revolution. Er det ikke mærkeligt, at aviserne, for at vise verden de beslaglagte våben, kun skulle trykke billeder af knive og kæppe, mens de skjulte de øvrige våben? Var den egyptiske regering et ufornuftigt barn, som efter at have beslaglagt det våbenlager, de havde fundet, ville gemme det og i stedet vise verden disse latterlige genstande ved en udstilling? Ifølge en fremtrædende journalist, der besøgte Egypten, inviterede regeringen en gruppe journalister til landsbyen Kardasa for at besigtige våbenlageret. På den ene side blev journalistgruppen transporteret til Kardasa, og på den anden side blev en militær lastbil fyldt med våben sendt af sted mod Kardasa. Men da bilen ved et tilfælde gik i stykker på vejen, kunne den ikke nå frem til det fastsatte tidspunkt. Derfor fik politiet ikke mulighed for at opstille et våbenlager. Da journalisterne krævede at se våbenlageret, blev politiet tvunget til at fremvise selve militærkøretøjet og meddele, at dette køretøj var det, der mentes med våbenlageret. Selv om der ud over billederne af dette militærkøretøj også kunne ses billeder af andre våben i aviserne, blev der hverken fremvist prøver på disse våben noget sted eller vist dem til offentligheden. Efter disse to grundlæggende anklager voksede anklagernes antal dag for dag, og de lød således:

1. Sayyid Qutb, Muhammad Qutb, Amina Qutb og Hamida Qutbs søskende var ledere af en terroristisk hemmelig organisation. Under deres ledelse blev der udarbejdet en plan, som ville have ført til en katastrofe i Egypten, hvis den ikke var blevet afsløret. At søskende fra samme familie udarbejdede så omfattende en plan, kan måske være tilfældet, hvis familien var uforstandig og dum, men det kan ikke være tilfældet for familien til forfatterne af bøger om koranfortolkning, islams sociale retfærdighed, materialisme og mennesket som leder set fra islams synspunkt. Det kan heller ikke være tilfældet for en familie, hvis hvert medlem har afsonet ti års straffearbejde, og hvis ene kvindelige medlem i ti lange år har ventet på sin mand, der afsonede livsvarigt fængsel.

2. Afsløringen af en sammensværgelse udført af en mand ved navn Hussein Tawfiq. Selv om politirapporten betragtede den som forskellig fra Ikhwans sammensværgelse, fastslog de egyptiske nyhedsbureauer og aviser, at den var en del af netop Ikhwans sammensværgelse. I politirapporten blev Hussein Tawfiq betegnet som agent for den saudiske regering. Men hvis man antog, at denne sammensværgelse havde forbindelse til Saudi-Arabien, kunne det skabe hindringer for løsningen af Yemen-problemet. Den egyptiske regering ønskede på dette tidspunkt stærkt, at problemet skulle løses fredeligt. Derfor blev sammensværgelsen ikke forbundet med Saudi-Arabien, men i stedet lagt Ikhwan til last. For de var så egnede syndebukke, at de før eller siden alligevel ville blive slagtet.

3. Nogle dage senere blev det påstået bevist, at Ikhwans terroristiske organisation ikke blot havde planlagt at myrde præsident Nasser, men også sangerinden og dronningen Umm Kulthum, den berømte musiker Abdel Wahab, den kendte filmskuespiller Abdel Halim Hafez og den strålende stjerne fra filmverdenen Fayza Shadya. Politiets formål med at offentliggøre disse navne var, at hvis folket ikke blev ophidset ved at høre om planen om at myrde deres elskede præsident, ville det i det mindste uundgåeligt blive fyldt med vrede og had mod deres elskede helte. Det interessante ved denne begivenhed var, at når navnene på de nævnte fremtrædende musik- og dansekunstnere blev offentliggjort i aviserne, ville andre kunstnere fra samme kreds protestere over, at de ikke blev regnet blandt heltene. Som svar på dette krav ville politiet fremskaffe endnu flere dokumenter, der skulle bevise, at listen over Ikhwans mål omfattede langt flere personer end de nævnte. Også deres navne ville blive offentliggjort i aviserne.

Det siges, at de, der idømmes dødsstraf eller en anden hård straf, frivilligt har tilstået deres forbrydelser. Men i et diktatorisk styre er fortællingen om en frivillig tilståelse ikke afhængig af nogen uafhængige beviser eller forklarende analyser. Verden kender historierne om dem, der tilstod forbrydelser i Stalins tid. Ethvert menneskes udholdenhed har en grænse. Ved at udsætte en person for overdreven undertrykkelse og tortur ud over denne grænse kan man få hvem som helst til at tilstå enhver forbrydelse, som vedkommende ikke har begået. Men hvad er svaret på, at retssagen mod disse forbrydere blev sendt i fjernsynet, da den blev behandlet ved den domstol, de blev ført for? Da fangerne begyndte at fortælle om deres lidelser, blev udsendelsen straks afbrudt, og fangen blev ført ind i et lukket rum. Egyptiske og udenlandske journalister fik ikke tilladelse til at overvære høringerne. Da en repræsentant for Amnesty International ønskede at komme ind i retten, blev han også nægtet adgang. Derefter blev kun den del af retsforhandlingerne offentliggjort i aviserne, som de officielle medier havde udsendt. Selv hvis man antager, at Ikhwans fanger havde tilstået deres forbrydelser, er det ikke noget, der overrasker os. På baggrund af den behandling, de blev udsat for i fængslet, kunne enhver fange have erklæret sig enig i alle de anklager, der blev offentliggjort i regeringens pressemeddelelse og i andre landes aviser. Det blev offentliggjort af Røde Kors’ kontor i Genève. Rapporten fra Amnesty Internationals repræsentant bekræftede dette. Og vigtigst af alt: Sandheden gav genlyd selv fra små børns munde i de arabiske lande.

Jeg vil her kun beskrive forholdene i Egyptens militærfængsel, hvor kun de, der skulle afhøres, blev holdt. Følgende beskrivelse af den behandling, Ikhwan blev udsat for dér, blev offentliggjort i dagbladet Al-Misāq al-Islāmī, Khartoum, Sudan, nummeret af 2.-3. februar 1966, i dagbladet Al-Ilm, Rabat, Marokko, nummeret fra marts 1966, og i Ukaz, Jeddah, Saudi-Arabien, nummeret af 1. maj 1966. Det følgende er en beskrivelse fra fanger, som på den ene eller anden måde lykkedes med at bringe oplysninger om deres kammeraters behandling ud; derefter nåede beskrivelsen frem til aviserne i Sudan, Marokko og Saudi-Arabien:

En gruppe på næsten tredive Ikhwan-medlemmer blev ført ind. De blev delt i tre grupper. Hver persons ben blev bundet til en anden persons arm, hvorefter de blev lagt på ryggen på jorden. Derefter blev ti kraner bragt ind. Den første persons to arme blev bundet til kran nummer ét. Den tredje persons to ben blev bundet til kran nummer to. På denne måde hang de ti kraner alle tredive personer op i luften. Kranerne stod i fem rækker. På denne og mange andre måder blev de tortureret. Deres tortur overgik selv Stalins tortur. Her slutter beretningen om torturen af Ikhwan.

I dag er en islamisk genopvækkelse begyndt mange steder, og Ikhwan al-Muslimuns rolle bag den er fremtrædende. Selv om de ikke formåede at etablere det ønskede samfund, var deres indsats ikke forgæves. Martyrernes blod har aldrig været spildt og vil heller aldrig blive det. En dag vil et islamisk samfund helt sikkert blive etableret på det blod, de udgød, insha’Allah.

Det er ikke kun i Egypten; det brændende blod fra de monoteistiske folk i Palæstina, Bosnien, Kashmir, Irak og Afghanistan vidner om det samme.

Slut