Udgiverens ord

Bogen “Årsagerne til et idealistisk partis undergang: Hvordan man undgår dem”, skrevet af den afdøde Abbas Ali Khan, en pioner inden for den islamiske bevægelse, blev først udgivet i 1998. På grund af bogens stadigt stigende efterspørgsel udgives den nu igen i en helt ny udformning. Den nuværende udgave er blevet nødvendigt revideret og bearbejdet.
For at etablere en islamisk samfundsorden er der brug for en stærk, idealistisk organisation eller et parti. Et sådant parti opstår ikke af sig selv; det kræver selvopofrelse, udholdenhed og ofre. På samme måde afhænger et idealistisk partis bestandighed, når det er grundlagt på et stærkt fundament, af ledernes og aktivisternes mod, tålmodighed, fremsynethed, evne til at træffe de rigtige beslutninger, disciplin, lydighed og så videre.
Disse emner er behandlet udførligt i bogen. Jamaat-e-Islami Bangladesh er et idealistisk parti. Jeg håber, at bogen vil blive betragtet som en vejledning for partiets ledere og aktivister. Hvis organisationens menneskelige ressourcer blot i nogen grad får gavn af bogen, vil vores arbejde have båret frugt.

Kapitel 01: Baggrunden for oprettelsen af Darul Islam Trust og dannelsen af organisationen (Jamaat-e-Islami) med henblik på den islamiske bevægelse

Idealistiskparti

For at udrydde den eksisterende samfundsorden fra grunden og i dens sted etablere en helt anderledes samfundsorden må man vælge et ideal. Dette ideal ledsages også af en særskilt tankegang. De, der på alle områder er enige i denne tankegang og dette ideal, danner et parti. Det kaldes et idealistisk parti. Et sådant parti kan være islamisk, men det kan også være antiislamisk.
Før kampen for en samfundsrevolution må individet nødvendigvis formes efter dette ideals forbillede. De tager gennemførelsen af dette ideal som deres livsmål og mission, og for dets skyld er de endda villige til uden tøven at ofre livet. Modpartens talrige former for forfølgelse og undertrykkelse kan på ingen måde bringe dem til tavshed. Partiets ledere og aktivister må være frygtløse, modige og tålmodige. Især må lederen være dynamisk, fremsynet, fuldt bevidst om alle samtidens problemer og i stand til at træffe de rigtige beslutninger i øjeblikke med den største krise. Lydighed mod partiets ledelse samt dets regler og disciplin skal være ufravigelig for alle.
Ethvert idealistisk parti må nødvendigvis besidde ovennævnte egenskaber. I et islamisk parti er der ud over disse egenskaber også behov for mange andre egenskaber, som Allah ønsker at se hos dem.
Dette partis højeste og endelige mål er at opnå Allahs velbehag. For at gøre dette må man fortsætte den utrættelige kamp for at etablere en islamisk samfundsorden. Derfor skal hvert ord og hver handling hos den enkelte i dette parti være sådan, at Allahs velbehag kan opnås gennem dem. Det vil sige, at ønsket om at opnå Allahs velbehag skal være retningsgivende for alle deres aktiviteter. Yderligere egenskaber ved dette parti vil blive beskrevet senere.
Jamaat-e-Islami Bangladesh er et idealistisk parti. Dette parti blev grundlagt i Britisk Indien i 1941.

Darul Islam Trust dannelsenogislamiskebevægelsemed henblik påpartidannelsen afbaggrundværk

I 1937 opfordrede Allama Iqbal Maulana Maududi til at udvandre fra Hyderabad til Punjab. Allama Iqbal var blevet dybt betaget af Maulana gennem Tarjuman-ul-Qur’an. På grund af sygdom og fysisk svaghed lod han undertiden Sayyid Nazir Niazi og undertiden Mian Muhammad Shafi læse Tarjuman-ul-Qur’an for sig, og han lyttede opmærksomt. Netop på dette tidspunkt havde en pensioneret SDO, Chaudhry Niaz Ali, skænket sine tres til halvfjerds acres jord som waqf til islams tjeneste. Han ønskede at opføre forskellige solide bygninger dér og under en særlig plan yde en større tjeneste for din. Da han bad Allama Iqbal om råd i denne sag, anså denne alene Maulana Maududi for at være den rette person til opgaven. På dr. Iqbals anmodning indvilligede Maulana Maududi efter en detaljeret samtale med ham i at påtage sig ansvaret for opgaven, og den 16. marts 1938 forlod han Hyderabad for bestandig og udvandrede til et sted ved navn Pathankot i det østlige Punjab. Derefter oprettede han en trust ved navn Darul Islam og indledte sit storslåede arbejde.

Efter oprettelsen af Darul Islam-trusten sagde Maulana i en inspirerende tale med jihadisk ånd:

“Nu er tiden kommet, hvor vi endeligt må afgøre, om vi skal forblive muslimer eller ej. Hvis vi ønsker at forblive muslimer, må vi gå ind på arenaen med beslutningen om først at gøre vores eget miljø og derefter hele verden til Darul Islam, og for dette må vi være rede til fuldt ud at risikere at ofre krop og sind. Hvis vi ikke kan udvise blot så megen beslutsomhed og tapperhed, bør vi være rede til for bestandig at holde os borte fra islam. For den demokratiske, religionsløse stat, som er ved at blive født i Indien af det britiske styres skød på grundlag af geografisk nationalisme og udvikler sig ved at drikke af socialistiske idéers mælk, kan enten blive etableret gennem vores egen indsats, eller dens etablering kan blive tålt gennem passivitet. Følgen kan blive, at en muslimsk, altomfattende kultur vil blive ført bort som et strå i denne tankestrøms strømning, og den vil i både troslære og praksis være fuldstændig i strid med islam.”

nogle få “den galnes” (galning) behov

På dette tidspunkt vil den, der efter at have set den overvældende kufriske magts dominans og autoritet træder ind på arenaen for at etablere Darul Islam, naturligvis være en ‘galning’ (en sindssyg), som ønsker at lege med ilden. Tro mig: indsatsen er næsten tabt, og arenaen er gået tabt. Under disse forhold er det kun en galnings værk at stille sig frem til konfrontation. En sådan galning, som bevidst er rede til at springe ind i ilden.

Forstå stadig dette klart: Følgen vil i virkeligheden blive, at hver eneste, selv den mindste, ting på jorden og i himlen bliver jeres fjende, og at alle kufriske kræfter samt hyklerne blandt jeres folk vil forene sig og forsøge at knuse jer. For uanset hvor store uenigheder der måtte være mellem dem, er ordet Darul Islam for dem en lige stor udfordring, og ingen af dem kan tåle denne idé. Efter at have forstået alt dette grundigt, så gransk jeres eget hjerte og se, om ønsket om at forblive muslimer dér er nået til galenskabens niveau. Se derefter, om I, selv om det, I forsøger at opnå, synes åbenlyst umuligt, og selv om et omfattende tab af liv og ejendom med sikkerhed vil følge forsøget, stadig er rede til at ofre dette.

Vi har kun brug for dem, i hvem denne galenskab findes, og som er rede til at foretrække at dø, selv med nederlag på vejen mod at nå deres mål, frem for verdslig succes. Kun de er i stand til at lede Darul Islam-bevægelsen. Darul Islam-trusten fortsatte med at skabe rammerne for dannelsen af en organisation med henblik på den islamiske bevægelse, og i august 1941 blev Jamaat-e-Islami grundlagt med de femoghalvfjerds ‘galninge’, som Maulana havde omtalt. Med tiden blev denne Jamaats efterfølger Jamaat-e-Islami Bangladesh.

Da grundlæggeren af denne organisation, Allama Sayyid Abul A‘la Maududi (rh.), skulle beskrive den, sagde han: “Med hensyn til tro skal medlemmerne af denne organisation være stærke og urokkelige, og med hensyn til handling skal de være rosværdige og af høj standard. For de må i praksis erklære oprør mod civilisationens og kulturens fejlagtige systemer samt mod politikken, og på denne vej kan de blive nødt til at løbe risikoen for alt fra økonomiske ofre og fængsling til endog henrettelse.”

Jamaatensarbejdehvad?

Hvad er Jamaatens arbejde? Om dette siger Maududi (må Allah have barmhjertighed med ham):

“Bevar ikke nogen begrænset forestilling om det arbejde, som Jamaat-e-Islamiyah har at udføre i verden. … Dens arbejdsområde omfatter hele menneskelivet i dets fulde udstrækning. Islam er for alle mennesker, og alt det, som mennesker har et forhold til, har også et forhold til islam. Derfor er den islamiske bevægelse navnet på en altomfattende bevægelse.”

“Enhver, der slutter sig til Jamaat-e-Islamiyah, må gøre sig klart, at det arbejde, der ligger foran Jamaat-e-Islamiyah, ikke er noget almindeligt arbejde. Hvert eneste område—verdens etik og moral, politik, civilisation og kultur, økonomi og samfundsforhold—skal forandres. Det system, der er etableret i verden på grundlag af oprør mod Gud, skal ændres og etableres på grundlag af lydighed mod Gud. Før hvert skridt i dens kamp mod alle sataniske kræfter i dette arbejde må enhver grundigt forstå, hvilken tornestrøet vej han begiver sig ud på.”

Disse ord fremsatte han i den tale, han holdt på dagen for Jamaatens grundlæggelse. Ved talens afslutning sagde han:

“For mig er denne bevægelse formålet med mit liv. Mit liv og min død er for den. Hvis ingen går fremad, vil jeg gøre det. Hvis ingen hjælper, vil jeg gå denne vej alene. Hvis hele verden forener sig i modstand, vil jeg ikke være bange for at kæmpe alene imod den.

Blandt de særligt bemærkelsesværdige punkter i den afskedstale, som Jamaatens grundlægger holdt til sine ledsagere efter at være blevet valgt til amir, var følgende:

1. Det er helt nødvendigt, at Jamaatens medlemmer har en særlig kærlighed til Koranen, Sira al-Nabi og Sahabaernes sira. Disse skal læses igen og igen og med dyb opmærksomhed.

2. Denne bevægelses livsnerve er i virkeligheden ta’alluq billah (forholdet til Allah). Hvis jeres forhold til Allah er svagt, vil I ikke kunne etablere en islamisk stat og lede den med succes. Sørg derfor for regelmæssig udførelse af frivillige former for tilbedelse ud over de obligatoriske bønner. Frivillige bønner, frivillig faste og sadaqa er sådanne ting, der skaber ikhlas og oprigtighed i mennesket.

3. Jamaatens medlemmer bør fuldt ud forstå, at de går ind på arenaen for et stort arbejde med et stort krav. Hvis deres karakter og adfærd er så ringe sammenlignet med dette krav, at det bliver tydeligt, vil de gøre sig selv og deres krav til grin. Derfor må enhver, der er knyttet til denne gruppe, føle et dobbelt ansvar. Han vil naturligvis være ansvarlig over for Gud, men hans ansvar over for Guds skabninger er også meget tungt.

4. Uanset hvilken lokalitet I bor i, bør jeres karakter være bedre end den almindelige befolknings dér. I skal tværtimod være eksemplariske i karakter, amanah og diyanah. Jeres mindste fejltrin vil ikke blot kaste en skygge over Jamaaten, men også over islam, og I vil blive årsag til, at mange bliver vildledt.

5. Jamaatens medlemmer bør holde sig fra sådanne handlinger, som skaber sekteriske splittelser blandt muslimer.

(a) Bed ikke jeres bønner adskilt fra de almindelige muslimer.
(b) Opret ikke jeres egen separate menighed under bønnen.
(c) Indlad jer ikke i nogen strid.

Med disse mål og denne hensigt begyndte denne idealistiske gruppe sin rejse i den sidste uge af august 1941. Fra da og indtil i dag har gruppen uafbrudt kæmpet for at føre sit ideal ud i livet. For at opnå en korrekt forståelse af denne gruppe er det nødvendigt at læse Jamaat-e-Islamiyahs historie.

Kapitel 02: Årsagerne til en idealistisk gruppes forfald og midlerne til at afhjælpe dem

Årsagerne til en idealistisk gruppes forfald: Hvordan man undgår det

Det er dette, der skal drøftes: Om en sådan idealistisk gruppe kan blive fordrejet og gå til grunde, og i så fald hvordan det kan ske. Ligesom en gruppes udvikling, fremgang og succes har visse årsager, vil dens fordrejning og forfald naturligvis også have nogle årsager. Ingen gruppe ønsker, at den skal blive fordrejet og gå til grunde. Derfor kan gruppen beskyttes mod fordrejning og forfald, hvis man grundigt sætter sig ind i de forhold, som menes at kunne føre til fordrejning og forfald, og på forhånd kan forebygge dem.

Årsagerne til forvanskning og sammenbrud er som følger:
1। Ikke at antage partiets mål og formål som livets mål og formål.Hvis nogen ikke fuldt ud kan gøre denne partis, det vil sige den islamiske bevægelses, mål og formål til målet og formålet med sit liv, hvis nogen slutter sig til Jamaat udelukkende af følelsesmæssige årsager uden at forstå Jamaat korrekt, eller med den forestilling, at man kan opnå frelse blot ved at blive medlem af Jamaat uden at ofre liv og ejendom, skaber sådanne mennesker enorme problemer, og Jamaats fremgang hindres af dem. Hvis denne form for mentalitet breder sig for meget, åbnes vejen for Jamaats forvanskning og sammenbrud. Hvis man ikke prioriterer bevægelsens arbejde over alle former for aktiviteter i livet, men prioriterer personlige, familiemæssige eller materielle interesser over bevægelsen, ødelægges bevægelsens livskraft, og det bliver meget vanskeligt at forhindre dens sammenbrud.2। Ikke at studere Koranen, hadith og islamisk litteratur.Den stærkeste fremgangsmåde for den islamiske bevægelse og kamp er islamisk viden og karakter. Derfor er det nødvendigt regelmæssigt hver dag at læse Koranen, især Tafhim al-Qur’an med noter, hadith, profetens sira, sahabaernes sira, islamisk litteratur og historie. Samtidig må man også holde sig orienteret om den aktuelle verdenssituation og de aktuelle forhold. Gennem disse studier opnår man ikke blot viden, men kan også holde jihadens inspiration levende i sig selv til enhver tid. Hvis dette studie eller denne læsning ophører, vil passivitet og modvilje mod at handle opstå, hvilket bliver en af de vigtigste årsager til forvanskning.3। Ligegyldighed over for ofringen af tid og økonomiske midler.Den islamiske bevægelse kræver mere tid og stadig større økonomiske ofre. I Koranen siges det: Kæmp med jeres liv og jeres ejendom. Hvis dette offer ikke findes, eller hvis motivationen til at ofre bliver mindre, vil bevægelsens fremgang standse. Når dette offer ophører, ophører Allahs hjælp også.4। Ikke at følge partiets grundprincipper.Et idealistisk parti har naturligvis visse grundprincipper, som partiets medlemmer skal følge. Hvis disse grundprincipper fortsat overtrædes, ødelægges partiets særpræg, og dets forvanskning begynder. Hvis man får at vide, at grundprincipperne er blevet overtrådt et sted, skal det straks bringes til ophør.5। Ikke at etablere retfærdighed.Når mange mennesker lever sammen, er det naturligt, at der opstår uenighed om forskellige forhold. Som følge heraf kan den ene behandle den anden uretfærdigt. I en sådan situation er islams princip, at man efter at have hørt begge parters udsagn skal afsige en retfærdig dom og træffe en afgørelse. En sådan situation kan også opstå blandt medlemmerne af en islamisk organisation. Desuden bliver det uundgåeligt at etablere retfærdighed i forskellige forhold i dette parti. Hvis man på grund af nepotisme, partiskhed eller regionalisme ikke formår at handle retfærdigt, ødelægges partiets særpræg, og vejen til sammenbrud åbnes.

6। Mangel på broderskabsfølelse.
Det særlige ved et islamisk idealistisk parti er, at dets medlemmer er forbundet gennem islams dybe broderskabsbånd, og at de på denne måde bliver som en mur støbt af bly, så de kan stå imod de falske kræfter. Hvis de indbyrdes relationer forværres eller svækkes på grund af mangel på denne broderskabsfølelse, kan også partiets bygning bryde sammen.
7। De indbyrdes relationer ødelægges af følgende årsager:
(a) gensidig misundelse og fjendskab;
(b) bagtalelse, ondskabsfuld omtale og sladder;
(c) misundelse over for andres fremgang;
(d) at betragte hinanden med mistro;
(e) ikke at spørge til nogen, når vedkommende er i vanskeligheder eller nød;
(f) at indlade sig på strid og konflikter med hinanden på grund af materielle interesser;
(g) uden grund at nære onde forestillinger om nogen.
I Koranen og hadith er der blevet talt om de frygtelige konsekvenser af disse handlinger. På grund af dette bliver ikke blot et parti, men også grundlaget for den muslimske nationale identitet, rystet.
8। Et islamisk parti mister sin sande identitet og bliver inaktivt og livløst af følgende årsager:
(a) ikke at opfylde de aflagte eder. Eder aflagt over for Allah og eder aflagt over for mennesker. Især den ed, man aflægger, når man træder ind i Jamaat. Når en ed brydes, er der ingen overensstemmelse mellem ord og handling. Det kaldes forræderi. I Koranen og hadith er det nævnt, at konsekvenserne heraf er meget alvorlige. Den, der bryder sit løfte, er også blevet betegnet som en, der står uden for religionen.
(b) ikke regelmæssigt at udføre dawah-arbejde. Formålet med dawah-arbejdet er at få stadig flere mennesker til at slutte sig til det islamiske parti. Jo flere mennesker der slutter sig til det islamiske parti, desto større vil den offentlige opbakning til islam blive. Hvordan kan et islamisk samfund etableres, hvis der ikke skabes bred offentlig opbakning til islam? Hvis dawah-arbejdet ikke fortsætter uafbrudt, mister også de personer, der er knyttet til Jamaat, modet, og mange trækker sig fra Jamaat.
(c) ikke regelmæssigt at yde det månedlige bidrag. Hvis man efter at have sluttet sig til det islamiske parti under ed på at ofre liv og ejendom ikke bringer dette offer, hvordan skal partiet så kunne fungere?
(d) ikke på Jamaats opfordring at lægge alle personlige og materielle gøremål til side og møde op på det fastsatte tidspunkt og det rette sted. Et parti vil først kunne kaldes et idealistisk og revolutionært parti, når de personer, der er indkaldt af partiets leder, møder op på den fastsatte dato, på det fastsatte sted og til det rette tidspunkt. Når deres ideologiske og moralske standard således er blevet bevist, er der måske ikke behov for at gøre mere. Til dem vil man sige: “I har ved rettidigt at svare på lederens opfordring vist fuldstændig lydighed. Kun gennem et sådant parti er revolution mulig. Nu kan I vende tilbage til hver jeres sted.”
Jamaats grundlægger, Sayyid Abul A‘la Maududi (rahimahullah), sagde netop disse ord på en konference.
(e) ikke til enhver tid at have følelsen af gudsfrygt og ansvarlighed over for det hinsidige levende i sit hjerte. Hvis denne følelse forsvinder, er det ikke muligt at leve som muslim.

9। Når modløshed og fortvivlelse opstår blandt organisationens medlemmer.
Hvis modløshed og fortvivlelse opstår blandt organisationens medlemmer, bliver det årsag til dens forvanskning og fald. Det er også nødvendigt at fastslå årsagen til denne fortvivlelse. Denne fortvivlelse opstår på grund af fejlagtige tankegange og mangel på ren islamisk tænkning. Hvis den tanke får overtaget blandt medlemmerne, at man har kæmpet for bevægelsen i så lang tid uden at se noget tegn på sejr, at man ikke blot ikke kan danne regering, men heller ikke opnå flere pladser i parlamentet, og at man ikke kan vinde folkelig popularitet i landet, så må der nødvendigvis være begået fejl i Jamaats fastlæggelse af politikken, og disse må rettes. Sådanne tanker udtrykker indirekte mistillid til ledelsen. Det er et forvarsel om Jamaats fald.

Hvad er målestokken for sejr og nederlag hos dem, der tænker på denne måde? De mener, at hvis frugten af vedvarende kamp og bestræbelser ikke opnås straks eller i dette liv, så er det uden tvivl et nederlag. Dette udspringer helt og holdent af en materialistisk tankegang.

Jamaats grundlægger, Allama Maududi, fremlagde i ni år før Jamaats dannelse islam i dens sande form og skikkelse og arbejdede på at skabe islamisk tænkning og bevidsthed i stedet for Vestens materialistiske ideologier og tankegange. Dette gjorde han gennem sit månedlige tidsskrift Tarjuman al-Quran. Af hensyn til betydningen af de værdifulde ord, han på den tid skrev i en leder i sit tidsskrift, citeres de nedenfor:

»Den muslimske nations tilstand er i øjeblikket blevet som et ufrugtbart jordstykke. De ringeste slags træer vokser og blomstrer frodigt på det. Men træer af den bedste slags kan ikke vokse og udvikle sig. For øjnene af os er mange frø til velfærd og reform blevet ødelagt i selve jorden. Selv når et af dem spirede, kunne dets rødder ikke brede sig.«

»Jeg var selv fuldt bekendt med denne tilstand. Da jeg begyndte dette arbejde, rådede mine velønskere mig således: ’Spild ikke frøene ved at så dem i ufrugtbar jord.’ Men efter min opfattelse er det ikke en troende mands opgave at miste modet, fordi jorden er i dårlig stand, årstiden uegnet og vandet knapt. Det er hans lod, skrevet for ham siden tidernes begyndelse, at pløje den ufrugtbare jord og kæmpe mod dens ufrugtbarhed og uegnethed til dyrkning. Han må vande den med sin egen sved og, om muligt, med frisk blod, og så frøene uden at bekymre sig om resultatet. Hvis jorden gennem hans bestræbelser bliver vandet og frugtbar, er succesen naturligvis sikker. Men hvis han hele sit liv fortsætter med at arbejde forgæves på denne uproduktive jord og til sidst en dag giver sit liv for dette arbejde, er han i virkeligheden ikke mislykket. Er det ikke en tilstrækkelig succes for ham, at han forblev standhaftig indtil sit livs sidste øjeblik i den sag, han anså for en religiøs pligt, og at fiasko ikke kunne afholde ham fra at udføre sin pligt?« (Tarjuman al-Quran, Muharram 1936)

Selv hvis han efter forgæves anstrengelser forbliver standhaftig i sin pligt uden at blive fortvivlet, vil han få sin fulde belønning i det hinsides.

Maulana siger endvidere:

»Det er enhver sandhedssøgende persons uomgængelige pligt at skabe en stærk inspiration i sig selv til ’Iqamat-e-Din’. Hvad resultatet af denne indsats vil blive, ligger uden for vores overvejelser. Det kan endda ske, at vi bliver slæbt hen over jorden med lænker, kastet på glødende kul, og at vores døde kroppe bliver føde for krager og gribbe. Men dette er ikke noget nederlag. Ingen frygt for eller vished om nederlag kan fritage os for det krav, som vi skal opfylde for enhver pris og under alle omstændigheder.«

(Jamaat-e-Islamis forhandlingsreferat, bind 3)

Vores egentlige ansvar er at gøre en allsidig indsats og kæmpe for den islamiske revolution, ikke nødvendigvis at gennemføre revolutionen. Hvis vi begår ideologiske fejl under kampen, må vi naturligvis holdes ansvarlige for dem. Først efter at have kæmpet hele livet med den rette ofring af liv og ejendom opstår spørgsmålet om at høste frugterne. Men hvis Allah vil det, kan man også få smag for succes i det jordiske liv.

De, der bliver fortvivlede, fordi de ikke ser frugterne af deres indsats i deres eget liv, har en mangelfuld tankegang. Sådanne tanker og en sådan fortvivlelse fører til organisationens forvanskning og fald.

10। Ønsket om lederskab.Man skal tilslutte sig den islamiske bevægelse, det vil sige organisationen, helt uselvisk og udelukkende med det formål at opnå Allahs velbehag. Hvis man tilslutter sig med et ønske om lederskab, sker det af personlige interesser. Derefter er ingen tjeneste for religionen mulig. Derfor er det også forbudt i islam at stille op til et embede. Ingen kan stille op ved Jamaats interne valg. Hvis der viser sig en tilbøjelighed til at stille op hos nogen, og vedkommende på direkte eller indirekte måde forsøger at påvirke valget af en leder eller fører en hemmelig kampagne til fordel for sig selv, anses vedkommende for uegnet til lederskab. Hvis denne tilbøjelighed ikke udryddes i sin vorden, opstår der alvorlige organisatoriske problemer. Dette åbner vejen for Jamaats forfald.11। Penge–og ejendele. Grådighed.En materialistisk tankegang eller begær efter penge er ødelæggende for en islamisk organisation. Begær efter penge styrter mennesket ned i det dybeste moralske forfald. Hvis en person med ansvar i bevægelsen især underslår Bayt al-mals midler, har han stukket enhver bevægelse i hjertet.
Ud over underslæb tvinger pengebegær også mennesket til at benytte forskellige ulovlige metoder. Da findes der ikke længere nogen følelse af gudsfrygt eller ansvarlighed over for det hinsidige. Hvis følelsen af ansvarlighed over for det hinsidige i forbindelse med det betroede og bevidstheden om de frygtelige følger af troløshed altid er vågen, er det ikke muligt at svigte det betroede. Når troløshed begynder i en islamisk organisation, kan organisationen ikke længere bestå. Derfor bør regnskabet for hver måneds Bayt al-mal fremlægges på det månedlige møde.12। Tilbøjeligheden til at forbedre levestandarden.Tilbøjeligheden til at forbedre levestandarden strider mod den islamiske Jamaats idealer. For at hæve livets standard må man benytte ulovlige metoder, og målet bliver at vende sig mod denne verden i stedet for det hinsidige og Gud. Dette er den største hindring på den islamiske bevægelses vej.13। Ikke at leve et enkelt og beskedent liv.Et luksuriøst liv i stedet for et enkelt, beskedent og nøjsomt liv er i konflikt med et liv i kamp. Derfor er det blevet frarådet. Det betyder ikke, at man, selv om man har råd, skal gå i laset og lappet tøj eller spise meget enkel kost. Man bør være sparsommelig og ikke bruge mere end nødvendigt på at leve. De islamiske lærde i den første tid levede eksemplarisk enkle og beskedne liv.
Det ses, at en fattig persons levestandard pludselig stiger mange gange, hvis han af lykkelige omstændigheder får et offentligt embede eller mulighed for at blive parlamentsmedlem eller minister. Som følge heraf benytter han forskellige ulovlige metoder. Hvis et medlem af den islamiske bevægelse får en sådan mulighed, bør han fremstille sig selv som et forbillede på islam. At dette også er muligt i vor tid, kan ses i den malaysiske delstat Kelantan. I denne delstat har et islamisk parti ved navn ’PAS’ i nogen tid stået for regeringen. Kelantans førsteminister, Nik Abdul Aziz, er en berømt lærd i religionen. Regeringen har stillet en kongelig residens til rådighed for førsteministeren. I stedet for at bo dér bor han i sit fædrene hus, som er meget beskedent og gammeldags. Han har ingen sikkerhedsforanstaltninger, og ingen protokol følges. I dagligstuen er der hverken tæppe eller sofagruppe. I august 1991 mødtes jeg med ham her. Af den løn, han modtager som førsteminister, indbetaler han tres procent til delstatens indtægter. Tyve procent donerer han til den islamiske organisations Bayt al-mal, og tyve procent bruger han på sig selv. Selvom han ikke bor i førsteministerens kongelige residens, får gæster som os lov til at bo dér. Hans adfærd og livsførelse minder om guldalderen under de retledte kaliffer.
Hvis de ansvarlige i den islamiske bevægelse ikke kan fremstille sig selv som forbilleder på islam i sådanne forhold, skader det bevægelsens omdømme.

14। At skabe et dybt forhold til Allah gennem bønnen.
Det er tidligere blevet sagt, at den islamiske bevægelses livsnerve er ‘ta’alluq billah’, det vil sige at skabe et forhold til Allah. Den måde, hvorpå man skaber et forhold til Allah, selv når man under udførelsen af en opgave måske på hvert eneste skridt må risikere sit liv, er at huske Ham hvert øjeblik. At huske Ham som Herre og adlyde Hans befalinger som tjener. Den bedste måde at huske Ham, bevare erindringen om Ham og uddybe forholdet til Ham på er bønnen. Denne bøn skal være en sand bøn. Den skal være velbehagelig for Allah. Den bedende siger med munden ‘Allahu akbar’ seks gange i hver rak’ah: Allah er størst. Hvis dette virkelig er den bedendes hjertes ord, må det naturligvis være hjertets ord. Når forholdet til den største og mægtigste af alle store væsener således bliver nært, vil han blive regnet blandt Allahs elskede tjenere, og Allah vil kalde på ham og sige: “Slut dig til Mine elskede tjenere, og træd derefter ind i Paradiset.”
Hvis en persons bøn ikke er en rigtig bøn, kan han ikke udfylde sin rette rolle i den islamiske bevægelse. Hvis den islamiske bevægelse skal beskyttes mod forvanskning, må man bestræbe sig på at gøre bønnen fuldkommen og smuk på alle måder. I denne forbindelse kan man lære af Maulana Maududis bog ‘Hidayat’. Hvis en persons bøn er korrekt, vil al hans adfærd være korrekt. Han må vide, hvordan Profeten (fvmh.) og hans ledsagere bad.
En muslim skal blandt alle former for tilbedelse lægge størst vægt på bønnen. For bønnen bliver obligatorisk straks efter troen på Allah. Bønnen blev gjort obligatorisk allerede ved begyndelsen af livet i Mekka.
Hvis nogen siger, at bønnen først blev obligatorisk ved slutningen af livet i Mekka, og at den største af alle forpligtelser nu er iqamat ad-din, fremsætter man en fejlagtig opfattelse og nedtoner bønnens betydning kraftigt. I det hinsidige vil den første prøve imidlertid blive aflagt med hensyn til bønnen.
Ved at læse Tafhim al-Qur’an og Sirat-e Sarwar-e Alam vil ovenstående fejlagtige opfattelse blive fjernet. Se betydningen og noterne til vers 25-26 i sura ad-Dahr i Tafhim al-Qur’an.
På side 143 i andet bind af Sirat-e Sarwar-e Alam står der under overskriften ‘Den første obligatoriske bøn efter profetskabets begyndelse’: Tabari siger:
“Det første, der blev gjort obligatorisk i islams sharia, var bønnen. Ibn Hisham gengiver med henvisning til Muhammad ibn Ishaq Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beretning om, at det første, der blev gjort obligatorisk for Sendebudet (fvmh.), var bønnen. Ifølge Ibn Hisham opholdt Profeten (fvmh.) sig på et tidspunkt i den højtliggende del af Mekka. På dette tidspunkt viste Hazrat Jibril (fred være med ham) sig foran ham i en meget smuk skikkelse og med en vellugtende krop og sagde: ‘O Muhammad (fvmh.), Allah sender dig sin fred og siger, at du er Mit sendebud til jinnerne og menneskene. Kald dem derfor til la ilaha illallah.’
Derefter slog Hazrat Jibril jorden med sin fod, og en kilde sprang frem. Han udførte wudu, så Profeten (fvmh.) kunne lære, hvordan man renser sig til bønnen. Han sagde: ‘Udfør wudu.’ Derefter bad Jibril to rak’ah sammen med Sendebudet, med fire sujud. Så hentede Sendebudet (fvmh.) Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) dertil. Han lod hende udføre wudu og bad to rak’ah sammen med hende. Ibn Hisham, Ibn Jarir og Ibn Kathir har også overleveret denne begivenhed.
Imam Ahmad, Ibn Majah og at-Tabarani (i al-Awsat) gengiver fra Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham), som gengiver fra sin far Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham), at det første, der skete efter åbenbaringen kom til Sendebudet (fvmh.), var, at Jibril (fred være med ham) lærte ham, hvordan man udfører wudu. Derefter rejste han sig til bøn og sagde til Sendebudet (fvmh.): ‘Bed sammen med mig.’ Da Sendebudet (fvmh.) kom hjem, fortalte han Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) om begivenheden. Hun blev overvældet af glæde. Derefter bad Sendebudet (fvmh.) hende om at udføre wudu på samme måde og bad hende bede sammen med ham, sådan som han havde bedt sammen med Jibril. Dette var således den første forpligtelse, der blev fastlagt efter åbenbaringen af Iqra.
Kampen for iqamat ad-din er naturligvis et krav, som troen stiller. Bønnen skaber den sindstilstand, karakter og de egenskaber, der er nødvendige for dette arbejde, i den bedende. Derfor skal hans bøn være en sand bøn. Den bedende må lære alle bønnens regler og spørgsmål at kende. Udtalen af de vers fra den hellige Koran, som reciteres i bønnen, herunder sura al-Fatiha, skal være korrekt.
Hvis bønnen ikke udføres korrekt og til tiden i fællesskab, hvis den ikke udføres med koncentration, ydmyghed og beskedenhed, men i hast, hvis man kommer ind i moskeen efter alle andre og går ud før alle andre, skader det et islamisk partis omdømme, og almindelige muslimer tøver med at anerkende partiet som et religiøst parti eller en jamaat. Bønnen skal udføres med fuld koncentration, langsomt og med pauser, idet kroppens stillinger udføres korrekt. Ruku og sujud skal også udføres på denne måde. En bøn, der udføres i hast, vil ikke være en rigtig bøn. Klædedragten bør også være sådan, at den bærer præg af fromhed. Uden at gå ind i diskussionen om, hvorvidt det er tilladt eller forbudt for en ansvarlig i den islamiske bevægelse at vise sig offentligt eller holde tale ved et offentligt møde iført slips, kan man blot sige, at påvirkningen fra den vestlige civilisation og kultur er tydelig her. Jamaatens grundlægger har givet netop dette indtryk.
I forbindelse med bønnen bør man også huske, at selv om tahajjud-bønnen ikke er gjort obligatorisk, er det umuligt uden tahajjud at styrke et dybt og nært forhold til Allah. I alle tider har dem, der kæmpede på Allahs vej, regelmæssigt praktiseret tahajjud. Allahs hjælp er også kommet over dem. Hvordan skal de, som ikke ønsker at forlade den bløde, varme og behagelige seng i nattens sidste del for at søge tilflugt ved Guds dør, kunne ofre liv og ejendom, når de følger den islamiske bevægelses vanskelige vej?
Der er lagt særlig vægt på tahajjud-bønnen i den hellige Koran. Koranen kalder dem, der regelmæssigt praktiserer tahajjud, ‘muhsinin’ og ‘muttaqin’ og har betegnet dem som modtagere af Allahs barmhjertighed og evig lykke og fred i det hinsidige.
I Koranen siges det:
Sandelig, de gudfrygtige vil fortsat nyde glæden ved haver og kilder, og de vil modtage de velsignelser, som deres Herre fortsat giver dem. For de var uden tvivl muhsinin (store velgørere) før dette, i det jordiske liv. De sov kun en lille del af natten og bad om tilgivelse i nattens sidste del. (De græd og bad Allah om tilgivelse.) (adh-Dhariyat: 16-18)
Allah har kaldt disse mennesker sine elskede tjenere og bevidnet deres godhed og tro. (Subhanallah.)
Allahs elskede tjenere er de, der bøjer sig i sujud foran deres Herre og tilbringer natten stående. (al-Furqan: 63-64)
Disse er standhaftige under prøvelser, følger sandheden, er fuldstændig lydige, ofrer deres ejendom på Allahs vej og beder Allah om tilgivelse for deres fejl i nattens sidste del. (Al Imran: 17)
Der findes mange udsagn i hadith om tahajjuds fortrin. Hazrat Abdullah ibn Salam (må Allah være tilfreds med ham) siger, at da Profeten (fvmh.) kom til Medina, var noget af det første, han hørte fra hans rene mund: ‘O mennesker! Forkynd islam, giv mennesker mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, mens folk sover. Så vil I komme sikkert i Paradiset.’ (Hakim, Tirmidhi, Ibn Majah)
Hazrat Salman al-Farsi (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Profeten (fvmh.) sagde:
‘Gør tahajjud-bønnen til en fast vane. Det er de retskafnes skik. Den vil bringe jer nærmere Allah, udslette synderne, beskytte jer mod synd og fjerne sygdom fra kroppen.’
Ved en anden lejlighed sagde Profeten (fvmh.):
‘Den bedste bøn efter de obligatoriske bønner er tahajjud-bønnen, der bedes om natten.’ (Muslim, Ahmad)
Der nævnes også mange andre frivillige bønner og faster i hadith. Sendebudet (fvmh.) udførte dem og opmuntrede andre til at udføre dem. Den, der faster Ramadan og derefter faster seks dage i Shawwal, får belønningen for at faste hele denne periode. (Muslim)
To rak’ah af duha-bønnen er bedre end verden og alt, hvad der findes i den. (Muslim)

15। Overdreven dhikr og adhkār.
Nogle mennesker mener, at det er islam at udføre visse former for dhikr og adhkār sammen med islams fem søjler. Dette skyldes ganske vist en fejlagtig opfattelse, men det er heller ikke rigtigt helt at forsømme dhikr og adhkār. De masnūn-dhikr og adhkār, som er overleveret fra Den Hellige Profets hadith, kan ikke ignoreres. De hjælper også med at styrke forbindelsen til Allah.
16। At opnå Allahs velbehag.
Den islamiske bevægelses højeste mål er at opnå Allahs velbehag. Hvis motivationen til at opnå dette velbehag svækkes, vil det fremskynde bevægelsens fald, fordi bevægelsen derved forvandles til et legeme uden sjæl. Derfor er det ikke tilstrækkeligt blot at bevare denne motivation; den må tværtimod stadig styrkes. Man må undersøge, om hvert ord og hver handling, alle aktiviteter, ens færden, venskab eller fjendskab med andre, transaktioner, erhvervelse af levebrød og alle bevægelsens aktiviteter udelukkende udføres for at opnå Allahs velbehag, og gøre alt, hvad man kan, for at øge denne motivation. I denne forbindelse må man med klagende stemme bede Allah om hjælp. Hvis motivationen til at opnå Allahs velbehag forvandles til kærlighed til denne verden, bliver bevægelsens fald uundgåeligt.
17। Selvkritik.
Selvkritik (muḥāsaba al-nafs) og kollektiv kritik hjælper en idealistisk gruppe med at beskytte sig mod forvanskning og fald.
Der findes naturligvis islamiske principper og metoder for at kritisere andre eller påpege deres fejl med henblik på at rette dem. Kritikken skal udføres i overensstemmelse med disse principper og metoder. Hensigten med kritikken skal også være ren. Formålet er ikke at nedværdige eller ydmyge den kritiserede person, men derimod at hjælpe ham med at rette sine fejl og følge Allahs vej. Hvis det ikke sker i overensstemmelse med islamiske principper og metoder og med en oprigtig hensigt, er der stor risiko for, at forvanskning begynder i personens karakter.
Satan følger altid mennesket for at føre det vild. Man må hver dag foretage regelmæssig selvkritik for at undersøge, om man er ved at komme på afveje ved at falde i Satans fælde. Hvis man opdager en fejl hos sig selv set fra islams synspunkt, bør man straks angre og rette fejlen. Ofte kan man ikke selv opdage sine egne fejl og mangler. Derfor bør man bede en anden religiøs bror om at påpege ens fejl.
18। At beherske vreden.
Hvis man ikke kan beherske sin vrede, skaber den uorden i organisationen. Det er naturligt at blive vred over nogens adfærd. Men taqwā kræver, at man ikke viser vreden, men holder den tilbage. Hvis man ikke kan beherske sin vrede, kan der komme uanstændige ord, skældsord eller hårde ord ud af ens mund. Som følge heraf forværres relationerne, der opstår fjendskab, og den, som vreden rettes mod, begynder at lede efter en mulighed for hævn. Denne adfærd er yderst skadelig for den islamiske jamaat.
Det siges i Koranen:
De gudfrygtiges egenskab er, at de behersker vreden og tilgiver andres (medarbejderes) overtrædelser. Allah elsker disse retskafne mennesker. (Āl ʿImrān: 134)
Hvis man bliver vred på sine medarbejdere og behandler dem hårdt, trækker de sig væk, og på denne måde opstår der splittelse i organisationen. Om dette siger Allah:
»Profet! Det er en stor nåde fra Allah, at du er blevet så mild over for disse mennesker. Hvis du derimod havde været barsk og hårdhjertet, ville disse mennesker (sahabaerne) have fjernet sig fra dig. Tilgiv dem derfor deres fejl og overtrædelser, bed om maghfirah for dem, og rådfør dig med dem om arbejdet i den religiøse bevægelse.« (Āl ʿImrān: 159)
De ansvarliges opgave i den islamiske bevægelse er at vinde menneskenes hjerter og bringe dem nær, ikke at skubbe dem væk. Hvis man ikke formår at gøre dette, er der risiko for, at der opstår splittelse i gruppen. Hvis alle, der er knyttet til bevægelsen, og især dens ledere og ansvarlige, ikke er milde, høflige, storsindede og tilgivende, skaber det alvorlige problemer for bevægelsen. Dette kan kaldes moralsk forvanskning.

19। Enighed om grundlæggende spørgsmål.
Hvis der i en gruppe mangler enighed om principielle spørgsmål, og man ikke formår at afhjælpe det, vil gruppen stå over for splittelse. Selvfølgelig har enhver person fuld ret til at tænke selvstændigt og udtrykke sin egen mening. Men ingen gruppe kan dannes, hvis alle ikke er enige om de grundlæggende spørgsmål. Der opstår også uenighed i sekulære, islamfjendtlige eller ikke-islamiske grupper. Bag denne uenighed ligger personlige interesser.
Men en islamisk gruppes ideologiske og åndelige side er præget af en sådan særpræg og egenart, at der ikke burde være nogen grund til uenighed om de grundlæggende spørgsmål. For her kan der ikke være tale om nogens personlige interesser. Denne gruppes tanker, bevidsthed og følelsesliv har Koranen og Sunnaen som eneste kilde. Det er naturligt, at der er lighed og enighed mellem tanker, der udspringer af den samme kilde. Ikke desto mindre er midlertidige meningsforskelle ikke noget usædvanligt.
For at opnå enhed i tankegangen bør vi foretage en korrekt vurdering af situationen og altid holde blikket rettet mod enhedens grundkilde. Ellers vil en gruppe blive sønderrevet og gå til grunde under uenighedens slag.
For at blive ét med den korrekte islamiske tankegang, som Jamaatens grundlægger formidlede, og som den islamiske bevægelse på subkontinentet er et resultat af, bør man omhyggeligt læse hans månedsskrift Tarjuman-ul-Qur’an, skrevet i trediverne, igen og igen. Hans Rasail-o-Masail bør også optages på pensumlisten.
Det skal bemærkes, at der ikke findes nogen tafsir, der kan erstatte Tafhim-ul-Qur’an, hvis man vil forstå den islamiske bevægelse korrekt og tilegne sig dens livskraft. Tafhim skal læses sammen med dens noter. Fordi man ikke læser Maulanaens ovennævnte værker igen og igen, opstår der sterilitet i tænkningen, hvilket bliver årsag til uenighed i tankegangen.
20। Ikke at lade sig påvirke af et fjendtligt miljø og fjendtlige forhold.
Når man påvirkes af et islamfjendtligt miljø og islamfjendtlige forhold, begynder en islamisk gruppe at blive forvansket. Når islams særpræg påvirkes, begynder en islamisk gruppe at blive forvansket. Islams særpræg skal påvirke omgivelserne; man skal ikke selv påvirkes, ikke lade sig føre med strømmen, men i stedet stå urokkeligt på sin plads og forsøge at bevæge sig mod strømmen.
Det islamfjendtlige miljø, der i dag findes overalt, gør det meget vanskeligt at forblive urokkelig på islams vej, hvis man påvirkes af det. Dette miljø påvirker menneskers sind og hjerne, deres tanker og bevidsthed samt deres handlinger. Hvis man påvirkes af dette jahiliyyah-miljø, opstår der tvivl og splittelse på tankernes område, og tanker udvikler sig, som kommer i konflikt med islamisk tænkning. Derefter kan man se det afspejlet i tale og omgangsformer, politiske aktiviteter, møder, demonstrationer og slagord. Når der holdes taler, bruges uanstændigt og vulgært sprog. Eller man kaster mursten, sten eller bomber mod modstanderne, eller bruger endda skydevåben. Så bliver det vanskeligt at skelne mellem en sekulær gruppe og en islamisk gruppe. En islamisk gruppe må hæve sig langt over alt dette. Ellers vil påvirkningen fra det eksisterende giftige miljø skabe forskelle og uoverensstemmelser i tanker og handlinger, og det vil gradvist bane vejen for forvanskningen og opløsningen af en idealistisk islamisk gruppe. Derfor er det nødvendigt at have en klar forståelse af islam og jahiliyyah. Bogen Islams og jahiliyyahs evige konflikt kan læses.
Den moderne materialistiske civilisation har stillet kvinden ved siden af manden på alle livets områder. Det er blevet gjort for at opfylde kravet om kvindefrigørelse. Som følge heraf har kvinden ganske vist opnået visse økonomiske fordele, men kvindelighedens værdighed er blevet ødelagt. Ud over at varetage sine naturlige egne opgaver har hun taget byrden af yderligere mandlige ansvar på sine skuldre. Desuden er hun blevet gjort til et objekt for mandens nydelse og luksus. Samfundets moralske miljø er blevet ødelagt. Ved at give mænd og kvinder fuld mulighed for fri omgang er utroskab blevet betragtet ikke som en forbrydelse, men som underholdning. Ægteskabet er blevet anset for en ussel, gammel skik, opfyldelsen af ægteskabelige pligter for et uudholdeligt bånd, at få børn og føre slægten videre for tåbelighed, lydighed mod ægtemanden for en form for slaveri, det at være hustru for en fare og det at spille rollen som kærestepar for et opdigtet paradis.
De skadelige følger af mænds og kvinders frie omgang kan iagttages overalt i verden. Som følge heraf er familiestrukturen og den mentale fred blevet ødelagt. De tiltrækkende slagord om den såkaldte kvindefrigørelse påvirker også muslimer.
Det er beklageligt, at visse organisationer i den muslimske verden, som er kendt under navnet islamiske grupper, anser det for nødvendigt, at kvinder varetager alle slags opgaver på alle områder i samfundet, og i den forbindelse overskrider islams grænser for principper og moral. Eksempelvis blandede forsamlinger af mænd og kvinder, en ung kvinde som kontorsekretær, en ung kvinde i receptionen, håndtryk mellem mænd og kvinder ved møder og lignende.
Det synes, som om deres tanker og bevidsthed er påvirket af materialistisk tankegang og bevidsthed. I virkeligheden er den islamiske bevægelse ikke noget, der skal påvirkes af jahiliyyah.
En sand islamisk bevægelse kan på ingen måde acceptere blandede forsamlinger af mænd og kvinder eller, at de to køn har samme arbejdsområde. Hvis det desværre skulle ske, kan den ikke kaldes en islamisk bevægelse. Og en islamisk revolution vil aldrig kunne gennemføres gennem den. Man må være fuldt årvågen og bevidst om dette.
Det skal bemærkes, at der af naturen findes en stærk tiltrækning mellem kvinder og mænd. Derfor ønsker de at komme tæt på hinanden og forenes. Denne forening er kun blevet gjort lovlig gennem ægteskab. Forening uden for ægteskab plager samfundet med megen uorden og synd. For at beskytte samfundet mod denne uorden må mænds og kvinders arbejdsområder være adskilte. Blandede forsamlinger må undgås. Ellers er der stor risiko for, at man ved at efterligne den vestlige kvindeverdens overdrevne modernitet afviger fra islams grundlæggende idealer.
Den islamiske bevægelse vil fortsætte på sin naturlige kurs. Når bevægelsens tilhængeres sind, tanker, natur og karakter er fuldt islamiske, og man kan have fast tillid til, at de, hvis ansvaret for at styre landet bliver lagt på dem, ikke vil misbruge magten og ikke vil begynde at tjene sig selv samtidig med, at de tjener religionen, vil Allah give dem ansvaret for at styre landet. Før dette må de gennem prøvelser bevise, at de er pålidelige.
Allah lader ikke nogens gode gerninger gå til spilde. Når de har opnået evnen og egenskaberne til at styre landet, tøver Allah ikke med at overdrage dem dette ansvar.

21। Lederskabets svaghed
En anden væsentlig årsag til en gruppes forvanskning og fald er lederskabets svaghed. Et svagt lederskab kan ikke holde en gruppe stabil på dens rette niveau. Denne svaghed kan have flere former, såsom svaghed i islamisk viden og moralsk karakter, svaghed i personligheden, mangel på evne til at arbejde sammen med alle samt manglende evne til at træffe de rette beslutninger på det rette tidspunkt. Kort sagt: Hvis de egenskaber, der er absolut nødvendige for at lede, mangler, kan gruppen ikke følge den rette vej.

Jamaat-e-Islamis lederskab er opdelt i flere niveauer: centralt niveau, distrikter, kommuner, thanaer og unioner. På hvert niveau skal lederskabet svare til niveauets krav. Hvis lederskabet på alle niveauer er af høj kvalitet, vil gruppens standard også blive højere.

Lederskabets vigtigste egenskab er at se alle med samme blik og behandle alle lige retfærdigt. Det består ikke i at betragte nogle som nærstående og andre som fremmede. Det er ikke lederens opgave at anse nogle for mere tillidsværdige og andre for mindre tillidsværdige og derefter behandle dem derefter.

Jeg har mødt den afdøde Sayyid Maududi mange gange under fire øjne. Hver gang fik jeg gennem hans måde at behandle mig på indtryk af, at han vist holdt mest af mig. Enhver, der på denne måde mødte ham alene, havde samme indtryk. Dette var et særkende ved hans storslåede lederskab. Lederskabet bør være sådan, at ingen bliver utilfreds med lederens måde at behandle dem på.

Det er Jamaat-e-Islamis tradition at holde et skarpt øje med hvert eneste medlem af organisationen. Hvis der viser sig moralsk, ideologisk eller organisatorisk forvanskning hos nogen, får vedkommende først mulighed for at blive korrigeret inden for en fastsat frist; hvis vedkommende ikke retter sig, udelukkes han eller hun fra organisationen. Den samme fremgangsmåde anvendes på både medlemmer og ledere. Dette er et fremragende middel til at beskytte gruppen mod forvanskning.

I virkeligheden består en gruppe af individer. Når individerne er gode, bliver gruppen god, og når individerne er dårlige, bliver gruppen dårlig. Derfor lægges der størst vægt på at opbygge gruppens individer. I det hinsidige skal hvert menneske personligt stå til regnskab over for Allah for sine egne handlinger. Hvis individerne i en gruppe derfor kan holde sig fri af forvanskning, vil gruppen også blive beskyttet mod forvanskning og fald.

Hvis man uden grundig kontrol optager en person som medlem af gruppen, selv om vedkommende endnu ikke har udviklet en karakter af den ønskede standard, eller hvis nogen fra en kreds, der skaber splittelse, får mulighed for at infiltrere Jamaat-e-Islami ved tilsyneladende at spille en god person, vil de forsøge at skade Jamaat-e-Islamis omdømme. Derfor er det nødvendigt at udvise streng forsigtighed i denne sag.

For at opbygge en sådan persons karakter bør man forsøge at gøre følgende:

(a) Tilegnelse af viden om Koranen og hadith samt opbygning af karakter i overensstemmelse hermed. Desuden bør man studere Siratun Nabi og Sirate Sahaba. Tafhimul Quran skal være en obligatorisk del af pensum.

(b) Til enhver tid at have Allah i erindring og frygte Ham samt bevare følelsen af at skulle stå til regnskab i det hinsidige.

Det er ikke muligt at følge Allahs vej udelukkende ved egen indsats. Hvis man vil følge Hans vej, er det på ingen måde muligt at gøre det uden Hans hjælp. Derfor må man med grådkvalt stemme tigge om Hans nåde. Der findes ingen bedre metode end namaz til at blive udstyret med alle menneskelige egenskaber på grundlag af frygten for Allah, erindringen om Ham og bevidstheden om at skulle stå til regnskab i det hinsidige. Namaz er også en grådfyldt, ydmyg bøn fra Allahs tjener ved Hans åsyn. Dette er blevet nævnt tidligere.

22। Mistillid til ledelsen fører til bevægelsens sammenbrud.
Lederen af gruppen vælges på grundlag af folkets frie mening, og dette er den rette fremgangsmåde. Enhver skal uselvisk, ud fra sin viden og fornuft, ved en hemmelig afstemning stemme på den person, som han på alle måder finder bedst kvalificeret til ledelse. Den person, der får flest stemmer, erklæres valgt. Selv hvis nogen har stemt imod ham, skal man derefter i overensstemmelse med islamiske principper anerkende netop ham som leder. Hvis nogen i stedet fører hemmelige aktiviteter til fordel for den person, han støttede, er det et forræderi mod bevægelsen. En sådan person har ikke længere nogen ret til at være tilknyttet bevægelsen. Hvis en sådan person kan findes og afsløres med beviser, bliver det nødvendigt at udelukke ham fra gruppen. Sådanne mennesker skaber en gruppe inden i gruppen og forårsager splittelse i gruppen. Denne person begik forræderi. Hvis man ikke kan udrydde denne form for mentalitet i opløbet, vil det ikke være muligt at forhindre Jamaats sammenbrud.
23। Hurtig og korrekt løsning af problemer.
En anden årsag til gruppens forvanskning og sammenbrud er, at man ikke straks løser et problem, når det opstår i organisationen. Hvis der for eksempel opstår uenighed på grund af en af medarbejdernes uretfærdige adfærd, og Jamaat som følge heraf bliver delt i to modstridende grupper, skal problemet løses så hurtigt som muligt.
Om nødvendigt bør et team på to eller tre personer sendes til stedet. Begge parter skal have lov til frit at fremlægge deres synspunkter. Efterforskningsholdets eller gruppens leders optræden bør på ingen måde være som politifolks. De ønsker at undertrykke sandheden ved at skælde ud og skræmme folk. Men en islamisk gruppe bør afdække den virkelige sandhed. Derefter skal der, hævet over partiskhed, findes en retfærdig løsning. Hvis en politibetjent eller en person ansat i statstjenesten begår en forbrydelse, forsøger man ofte ved en tjenstlig undersøgelse at bevise, at han er uskyldig. Noget sådant bør under ingen omstændigheder finde sted i en islamisk gruppe.
O I, som tror! Stå fast på sandheden og bliv vidner for retfærdigheden. (Al-Ma’idah: 8)
Profeterne kom, og islam blev åbenbaret, netop med det formål at etablere fuld retfærdighed. Uanset hvor kvalificeret en person, der leder bevægelsen, måtte være, kan det på et tidspunkt føre til en eksplosion og større skade for gruppen, hvis han bryder islams grundprincipper og anklages for korruption og underslæb, men tilgives, eller hvis sagen dækkes over. Hvis man lader et problem bestå uden at løse det ordentligt, er der stor risiko for, at gruppen forvanskes og bryder sammen. Endnu en ting: Man kan ikke forvente, at en person, der ikke kan tåle berettiget kritik, vil kunne opretholde retfærdigheden. Derfor må disse problemer mødes med uendelig tålmodighed, overbærenhed og gudsfrygt.

24। Opofrelse og kurban
Der har aldrig fundet nogen revolution sted uden opofrelse og kurban; der findes intet eksempel på det i historien. Det er udelukkende gennem opofrelse og kurban, at den ønskede karakter til revolutionen skabes. Efter at have antaget troen udsætter Allah personen for forskellige prøvelser, og gennem disse prøvelser bliver hans tro bevist sand eller falsk. Disse prøvelser kræver endeløse ofre af liv og ejendom. Hvis han ikke kan opgive kærligheden til verden og dyrkelsen af verden og spontant bringe ofre, kan den revolutionære karakter, som islam kræver, aldrig udvikles i ham.
Selv efter at have tilsluttet sig den islamiske bevægelse gennem opofrelse og kurban i den indledende fase, kan kærligheden til verden på et tidspunkt få indflydelse på ham og skubbe ham væk fra bevægelsen. For at blive beskyttet mod dette bør man altid bede til Allah med den bøn, som Han har lært os:
„Vor Herre! Efter at Du har ført os ad den rette vej, lad da ikke vore hjerter blive opslugt af vildfarelse, men skænk os barmhjertighed fra Din nådes skatkammer. Du er jo den sande Giver. Vor Herre! Du vil visselig samle hele menneskeheden på en dag, om hvis komme der ingen tvivl er. Du bryder aldrig Dit løfte.” (Sura Āl ʿImrān: 8)
Hvis der for at opnå økonomisk velstand oprettes en forening, sammenslutning, NGO eller noget lignende som en sideorganisation til bevægelsen, vil dette skabe en materialistisk mentalitet. Mennesker vil i flok slutte sig til disse ting på grund af pengenes tiltrækning. Der vil ikke blive skabt nogen iver efter opofrelse og kurban i dem. Disse organisationer vil i stedet for at støtte bevægelsen blive skadelige. Til sidst vil de medføre bevægelsens fald.
Forslaget om at gøre bevægelsen til en indtægtsskabende institution er tidligere blevet afvist flere gange på den centrale rukn-konference. Man skal tilslutte sig den islamiske bevægelse med motivation til opofrelse og kurban, ikke for at opnå økonomiske fordele. Efter at mange forretningsfolk sluttede sig til bevægelsen, blev deres virksomheder alvorligt skadet. Mange fik deres forretninger ødelagt. De tog dette imod med et smil og er fortsat nært knyttet til bevægelsen. Det er sådanne mennesker, der kan opnå Allahs tilfredshed.
De, der har mulighed for det, skal naturligvis drive handel og virksomhed på halal-vis. Men efter at have tilsluttet sig bevægelsen skal man yde det ønskede økonomiske offer og afsætte sin tid. Bevægelsens interesser skal prioriteres over forretningens interesser. Hvis nogen ønsker verdens rigdom og fred og lykke, giver Allah ham noget af det. Men i det hinsidige har han intet til gode. De, der ønsker et lykkeligt liv i det hinsidige, får det af Allah, og de får også noget af det i denne verden. De, der ønsker at tilslutte sig den islamiske bevægelse med ikhlas, bør tænke grundigt over sagen og fastlægge livets rette mål.
Der er ikke noget forkert i, at nogle få personer med tilknytning til bevægelsen opretter en virksomhed sammen, hvis de regelmæssigt udfører da’wa-arbejde, overholder Jamaats disciplin samt dens regler og principper, og samtidig fortsætter med rundhåndet at bruge penge på Allahs vej. Men hvis de opgiver en holdning præget af gavmildhed og tilgivelse, behandler medarbejderne dårligt, pålægger dem en arbejdsbyrde, der overstiger deres evner, og ikke behandler dem retfærdigt, vil den islamiske bevægelses omdømme blive ødelagt. Folk vil trække sig fra den islamiske bevægelse.
Dette vil bevise, at de ikke engang besidder evnen til at lede en beskeden verdslig administration. Hvordan skulle sådanne mennesker kunne lede en islamisk stat?
Jamaats grundlægger har sagt: „Vi ønsker i virkeligheden at skabe en sådan gruppe, hvis medlemmer på den ene side i fromhed og gudsfrygt vil være mere avancerede end de såkaldte fromme og muttaqī, og på den anden side med hensyn til at lede verdens anliggender vil være mere kompetente og i besiddelse af større evner end almindelige verdslige mennesker.”

25। Mangel på tillidsværdighed med hensyn til Bayt al-Mal og mangel på ærlighed i økonomiske transaktioner.
Den ædle Profet (fred være med ham) har erklæret, at mangel på tillidsværdighed er mangel på tro. Kun den, der prioriterer verdslige interesser over det hinsidige, kan bedrage med et betroet ansvar. Den, der har ansvaret for en islamisk organisations Bayt al-Mal, bør i højeste grad være fuldstændig tillidsværdig. Han skal være fuldt pålidelig i denne henseende. Hvis nogen desværre misbruger Bayt al-Mal, mister han sin pålidelighed og mister også retten til at være medlem af den islamiske organisation.
Efter Jamaats dannelse sagde Maulana også i sin første tale til rukn-medlemmerne, at man altid skal føre tilsyn med Bayt al-Mal. Uden tilsyn er der risiko for, at det bliver misbrugt. Selv om der i Jamaat-e-Islami er strenge regler på dette område, bliver de ofte ikke overholdt.
Det er nævnt i hadith, at underslæb fra Bayt al-Mal er en forbrydelse, hvis hårde straf vil blive givet i det hinsidige.
I hadithen i Sahih Muslim fortæller Hazrat Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): (Beretningen om slaget ved Khaybar, hvor muslimerne sejrede, og fjenden flygtede fra slagmarken) Profeten (fred være med ham) gik rundt på slagmarken sammen med nogle af ledsagerne. De sagde til Profeten (fred være med ham): „Den og den er martyr, den og den er martyr.” Da de var gået videre, så de en død person. De sagde: „Den og den er martyr.” Profeten (fred være med ham) sagde: „Nej, aldrig! Jeg så ham i Helvede, fordi han havde stjålet en kappe eller en skjorte.”
Derefter sagde Profeten (fred være med ham): „O Ibn Umar! Gå og bekendtgør blandt folk, at ingen andre end en troende kan komme ind i Paradiset.” Han (Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Derefter gik jeg ud og bekendtgjorde, at ingen andre end en troende kan komme ind i Paradiset.” (Muslim)
Vi bør tage ved lære af dette, så vi ikke ved at bedrage med betroede midler, mens vi arbejder for at gøre islam sejrende, vælger vejen til Helvede. En person kunne ikke opnå Paradiset, selv om han gav sit liv i kampen mod Allahs fjender. Grunden var, at han ikke kunne opnå Paradiset, selv om han havde givet afkald på krigsbyttet eller det betroede gods. Grunden var, at han havde bedraget med krigsbyttet eller det betroede gods. Hvis vi – Allah forbyde det – bedrager med betroede midler, kan vi så bagefter opnå frelse med den begrundelse, at vi var knyttet til den islamiske bevægelse?
Bedrag med betroede midler, uigennemsigtighed i transaktioner og begæret efter at erhverve rigdom gennem ulovlige midler bliver årsager til den islamiske bevægelses fald. Det er helt afgørende for bevægelsens sundhed at holde et skarpt øje med dette.

Kapitel 03: Da’wa og tabligh samt tarbiyat-systemet

Da‘wah, tabligh og tarbiyat-systemet

Det allerførste arbejde for en islamisk gruppe er at formidle islams budskab til mennesker. Det skal fremlægges på en intelligent og hjertegribende måde. Alle Allahs profeter udførte dette arbejde.

Da‘wah-arbejdet har to fordele, hvis det udføres korrekt.

For det første: Jo flere mennesker der gennem korrekt da‘wah kan knyttes til bevægelsen, desto større bliver den offentlige opbakning til islam. Det er uundværligt at skabe offentlig opbakning til den islamiske revolution.

For det andet: Den, der fremlægger da‘wah, må fremstille sig selv som et eksempel på islam. Dermed opstår der hos ham en motivation til at efterleve islams forskrifter.

Hvis en islamisk gruppes da‘wah-arbejde ophører, bliver den til en livløs og meningsløs organisation. Der bør føres grundigt tilsyn med, om hvert enkelt medlem af gruppen regelmæssigt udfører da‘wah-arbejde.

Tarbiyat-systemet

For at opnå de kvalifikationer og egenskaber, som en, der udfører da‘wah, har brug for, er det nødvendigt at have et tarbiyat-system eller en uddannelsesordning. Det findes i Jamaat-e-Islami Bangladesh. Det bør undersøges, om det giver de ønskede resultater.

Her nævnes nogle af de værdifulde taler om tarbiyat og tazkiya, som Maulana Maududi på forskellige tidspunkter holdt ved forskellige sammenkomster for arbejdere og rukn-medlemmer.

Maulana anser det for yderst nødvendigt, at arbejderne først og fremmest, skal være i besiddelse af fire egenskaber:
1. En korrekt forståelse af islam,
2. En urokkelig tro på islam,
3. Fuld overensstemmelse mellem ord og handling,
4. At gøre dīn til livets formål.

De sociale egenskaber, der er nødvendige blandt arbejderne, er:
1. Broderskab og kærlighed,
2. At arbejde på grundlag af gensidig rådgivning,
3. Fuldstændig overholdelse af regler og disciplin,
4. At kritisere med henblik på forbedring.

Fuldkommengørende egenskaber, som er nøglen til succes:
1. Et dybt forhold til Allah og at arbejde for Hans tilfredshed.
2. At huske regnskabets dag i det hinsidige.
3. En ædel karakter.
4. Tålmodighed.
5. Visdom.

Arbejderne bør studere følgende litteratur om tarbiyat og tazkiya:
1. Taharik Aur Karkun – Maulana Maududi.
2. Intekhab-o-Tarteeb – Maulana Khalil Ahmad Hamidi.
(Denne bog er en samling af taler, som Maulana Maududi holdt på forskellige tidspunkter.)
3. Ta’mir-e-Sirat Ke Lawazim – Naeem Siddiqi.
4. Tazkiya-e-Nafs – Maulana Amin Ahsan Islahi.
5. Islam Aapse Kya Chahta Hai – Syed Hamed Ali.
6. Apni Islah Aap – Naeem Siddiqi.
7. Islam Ek Nizami Tarbiyat – Maulana Inamur Rahman Khan.
8. Tehrik-e-Islami Mein – Khurram Murad.
9. Bahami Ta’alluqaat – Khurram Murad.

Den første og den ottende bog er blevet oversat til bengali. De øvrige bør også være på arbejdernes pensumliste. På de afholdte uddannelseslejre bør arbejderne øve sig i at omsætte dette til praksis.

Alt det, der er blevet sagt i denne artikel, er nogle råd til at beskytte en idealistisk islamisk bevægelse mod mulig forvanskning og undergang. Disse råd er fremsat på baggrund af erfaringerne med de årsager, der tidligere har ført til sådanne gruppers undergang. En af de vigtigste årsager til undergang er, at det regelmæssige studium af religiøs litteratur ophører. På grund af manglende læsning af Tafhim-ul-Quran, Sirat-e-Sarwar-e-Alam, Rasail-o-Masail og Maulana Maududis litteratur opstår der intellektuel goldhed, mangel på enhed blandt bevægelsens medlemmer samt håbløshed, nedtrykthed, træthed, afstandtagen fra bevægelsen og passivitet. Sådan bliver det, når studiet ophører.

Må Allah den Ophøjede give alle, der deltager i bevægelsen med det formål at etablere Allahs dīn, evnen til at forblive standhaftige på Sirat-ul-Mustaqim og udføre deres ansvar korrekt. Amin.

— Slut —–

Årsagerne til et idealistisk partis sammenbrud – og hvordan man undgår det