Forlæggerens ord

Den ærede Abbas Ali Khan er en af Bangladeshs fremmeste islamiske tænkere. Hans indsats for udbredelsen og etableringen af islam er særligt bemærkelsesværdig. Også inden for forfatterskab og oversættelse af islamisk litteratur er hans pen utrættelig. Blandt hans værker er Islam og jahiliyyaens evige konflikt. I dette værk har forfatteren med stor dygtighed skildret den konflikt med jahiliyya, som islam har været og stadig er udsat for, både tidligere og i nutiden. Samtidig har han på smuk vis anvist, hvad de, der ønsker at etablere islam, bør gøre. Vi tror, at hans værk vil blive betragtet som et værdifuldt udstyr for dem, der ønsker at etablere islam.

Islamogjahiliyya

Islam og jahiliyya er to modsatrettede trosretninger, ideologier og handlingsmåder. Deres veje, mål og bestemmelsessteder er forskellige – ja, direkte modsatrettede. Derfor er konflikt og sammenstød mellem dem naturlige og uundgåelige. Denne konflikt og kamp har stået på siden menneskehedens begyndelse, og så længe menneskeheden eksisterer, vil denne konflikt fortsætte.

Den ene af disse to er god, den anden ond. Den ene er sandhed og retfærdighed, den anden løgn og uretfærdighed. Den ene er gavnlig, den anden skadelig. Den ene er lys, den anden mørke. Den ene er skabende, den anden ødelæggende. Den ene er den vej, som verdens Skaber, Allah den Højeste, har udvalgt, den anden er den vej, Han ikke ønsker og har forbudt. Af disse to veje og ideologier er den første islam, den anden jahiliyya. Det, der er islam, er ikke jahiliyya, og det, der er jahiliyya, er ikke islam.

Ordet »jahiliyya« anvendes i betydningen det modsatte af islam. Alle islams veje og metoder er baseret på viden. For Gud selv har undervist i disse veje og metoder, og Han alene besidder viden om alle skjulte mysterier. Omvendt regnes enhver vej og metode, der adskiller sig fra islam, for jahiliyyas vej og metode. Den førislamiske periode i Arabien blev i denne betydning kaldt jahiliyyas tidsalder, fordi menneskene i den periode havde fastlagt deres egen livsform udelukkende på grundlag af overtro, gæt og formodninger samt begær og lyster, uden viden. Uanset hvor og hvornår mennesker følger denne metode, må den nødvendigvis kaldes jahiliyyas handlemåde.

Kort sagt betegner jahiliyya i islams terminologi de handlemåder, som strider mod islamisk civilisation og kultur, principper og moral, god opførsel samt sind og mentalitet. »Han er Den Store, som har skabt jer. Derefter er nogle blandt jer vantro, og nogle troende, og Allah ser alt, hvad I gør« – (at-Taghabun: 2).

Kommentatorerne har forklaret fire betydninger af dette, og alle fire er korrekte.

For det første er Han jeres Skaber. Men nogle benægter, at Han er Skaberen, mens andre accepterer denne store sandhed. Derfor kaldes de henholdsvis kafirer og troende.

For det andet har Han skabt jer, vist jer både den gode og den onde vej og fortalt jer, hvad resultatet af hver af dem bliver. Derefter har Han givet jer fuld frihed til at vælge en af disse to veje og følge den. Hvis I ønsker at vælge kufr, det vil sige at nægte at følge Allahs vej, kan I gøre det, og hvis I ønsker at tro og følge Hans vej, kan I også gøre det. Han tvinger jer ikke til at vælge hverken tro eller kufr. Derfor er I selv ansvarlige for både tro og kufr, det vil sige for at acceptere eller ikke acceptere Allahs herredømme, myndighed og befalinger. Ved at give jer friheden til at vælge en af disse to har Han udsat jer for en frygtelig prøve. Han holder øje med, hvordan I bruger jeres valgfrihed. Ordene »Han holder øje med, hvad I gør« rummer en advarsel. Ligesom I har frihed til at følge en af de to modsatte veje, må I også nødvendigvis opleve to modsatrettede resultater. Resultatet af den gode og den onde vej kan aldrig være det samme. Det er ikke nødvendigt at sige, at man må følge den gode vej for at opleve et godt resultat. Det er netop her, mennesket prøves. Man prøves med henblik på belønning og straf; ellers ville prøven være meningsløs.

For det tredje har Han skabt jer med en sund og naturlig disposition, og dens krav er, at I følger troens vej. Men efter at være blevet skabt med en sund og naturlig disposition har nogle af jer valgt kufr, hvilket strider mod det, Han har skabt jer til. Andre af jer har valgt troens vej, som er i overensstemmelse med jeres naturlige disposition.

Man må huske, at mennesket er skabt med et naturligt sind og en naturlig psyke, der ikke er tilbøjelig til synd. Derefter vælger det enten den rette eller den forkerte vej.

Det bør bemærkes, at ingen af de profeter og sendebude, der er kommet til verden, eller de himmelske bøger, der blev givet til dem, har omtalt mennesket som født syndigt. Alligevel har den kristne verden i halvandet århundrede holdt fast i den religiøse tro, at mennesket er syndigt af natur. Ifølge deres tro er en nedarvet tilbøjelighed til synd kommet ind i mennesket som følge af Adam og Hawwas synd. I stedet for at tænke over og forsøge at undertrykke denne syndige tilbøjelighed har de lagt hele ansvaret på Adam og fru Hawwa og fundet en undskyldning for at leve et syndigt liv. Dette er en alvorligt fejlagtig tankegang og filosofi, og det er selve jahiliyyah.

I dag er katolske lærde imidlertid begyndt at sige, at denne opfattelse og tro ikke har noget grundlag i Bibelen. Den berømte bibelforsker pastor Habat Hag siger i sin bog »Is Original Sin in Scripture?«, at der blandt de kristne indtil det tredje århundrede ikke fandtes en sådan tro, at mennesket er født syndigt. Da denne opfattelse og tro begyndte at brede sig gennem nogle menneskers propaganda, fortsatte kristne lærde i to århundreder med at protestere imod den. Men til sidst indlemmede Sankt Augustin i det femte århundrede ved hjælp af sit sofistiske argumentationsnetværk denne lære i kristendommens grundlæggende trosforestillinger: at menneskeheden har arvet forbandelsen over Adams synd. Og fordi Jesus Kristus gav sit liv på korset som sonoffer, er der blevet tilvejebragt en måde, hvorpå mennesket kan opnå frelse – der findes ingen anden vej. Dette er en fejlagtig, opdigtet og irrationel blind tro og et farligt våben for jahiliyyah.

For det fjerde er det Allah, der har bragt jer fra ikke-eksistens til eksistens. I var ikke til, men blev derefter til. Hvis I tænkte over dette med et enkelt, oprigtigt og fordomsfrit sind, ville I helt sikkert forstå, at selve jeres eksistens er en særlig gave fra Gud, som gør det muligt for jer at nyde de utallige velsignelser, der er skabt til jer. Men mange af jer tænker ikke over dette. Derfor har de valgt oprørets og syndens vej. Nogle få har derimod valgt troens vej og dermed vist, at de tænker rigtigt og fejlfrit.

Det, der siges i Koranens sura ar-Rum, er også særligt værd at bemærke: »Vend derfor, o profet og profetens følgere, ensidigt al jeres opmærksomhed mod denne religion. Stå fast på den naturlige disposition, som Allah har skabt mennesket med. Allahs skabte orden kan ikke ændres. Dette er den helt sande og rette religion eller livsordning« (ar-Rum: 30).

I den ovenfor nævnte åbenbaringstext tiltales profeten Muhammad (fred være med ham) og muslimerne således: Når det står klart for jer, at der ikke findes nogen anden skaber og ejer af dette univers end Allah alene, må jeres handlemåde nødvendigvis være, at I udelukkende retter jeres mål mod denne dīn. Denne dīn er den, som Koranen fremlægger. Ifølge denne dīn er der ingen anden end Allah, den Ene og Udelelige, som har ret til at modtage tilbedelse, hengivelse, underkastelse og lydighed. Vend jer ikke bort fra denne dīn for at rette jer mod noget andet. Når I har valgt denne vej for livet, så se ikke mod nogen anden vej. Hele menneskeheden er skabt med den naturlige tilbøjelighed, at den ikke har nogen anden skaber, herre, guddom eller væsen, hvis lydighed i egentlig forstand kan kræves, end Allah alene. Mennesket må grundfæstes på denne naturlige tilbøjelighed.

Udsagnet »Allahs skabte struktur kan ikke ændres« betyder, at Gud har skabt mennesket som sin tjener, så mennesket kun tilbeder Ham. Ingen kan ændre denne naturlige orden og beskaffenhed i skaberværket. Det er ikke muligt at forvandle denne tilstand til tilstanden »ikke Guds tjener«. Hvis man regner nogen, der ikke er Gud, for at være Gud, kan vedkommende ikke derved blive Gud i egentlig forstand. Uanset hvor mange guder mennesket måtte skabe for sig selv, er og kan mennesket ikke være tjener for nogen anden end den ene Gud.

Sammenfattende kan det siges, at Allah på den ene side har givet mennesket fuld frihed til selvstændigt at vælge sin livsvej og handle i overensstemmelse med den. På den anden side gør Han den virkelige sandhed klar for mennesket og kalder det til at tage imod denne sandhed.

Allah elsker mennesket højt, fordi Han har skabt det. For at opfylde alle dets behov i livet har Han spredt utallige ting og ressourcer ud over jorden omkring det. Månen, solen og stjernerne, dag og nat, lys og luft, skyerne på himlen og regnen, bakker og bjerge, floder og vandløb, planter, dyr og fugle samt forskellige former for føde har Han skabt for menneskets skyld. Alt dette er tegn på, at Han elsker mennesket. Og netop fordi Han elsker mennesket, vil Han naturligvis vise det den rette vej gennem livet. Det er helt naturligt. Det er umuligt at forestille sig, at Han ikke skulle fortælle mennesket de regler, bestemmelser og handlingsprogrammer, der kan gøre dets kortvarige liv i denne verden lykkeligt og smukt, og det evige liv efter døden meningsfuldt og vellykket. I virkeligheden har Han også fortalt mennesket dette. Gennem profeterne og sendebuddene har Han meddelt mennesket den fuldstændige livsordning. Det er denne, der kaldes den naturlige dīn, som blev omtalt ovenfor.

Mennesket er blevet udstyret med viden, fornuft og samvittighed og derefter sat frit for at blive prøvet; det har fået mulighed for at vælge hvilken som helst vej for sit liv og handle frit i overensstemmelse med den. Hvis det ønsker det, kan det følge den vej, som Gud har anvist, og høste dens gode resultater, eller det kan forlade denne vej og følge en vildledt vej, som det selv har opdigtet. Det kan anse Allah for sin eneste skaber, opretholder, herre og hersker og adlyde Ham fuldstændigt, eller det kan tilbede talrige opdigtede og vildledte guder. Selvom mennesket har frihed til at vælge en af disse to veje, har Allah gennem tiderne sendt profeter og sendebud til hvert folk og hver nation for igen og igen at minde mennesket om den rette vej for dets liv. Han ønskede ikke at begrænse den frihed, det havde fået til at følge den rette vej; derimod blev det forsøgt overbevist og tilskyndet ved at beskrive fordelene ved at følge den rette vej. Samtidig blev det forsøgt afholdt fra den vildledte vej ved at informere det om de frygtelige konsekvenser af at følge den.

Der er ikke gået nogen epoke eller tidsperiode i menneskehedens historie, hvor der ikke har eksisteret en profet eller en stedfortræder for ham til at kalde menneskene til Guds vej. Denne ubrudte række og fortsatte kaldelse af menneskene til Guds vej var nødvendig og er det stadig. Årsagen er, at hvis man forlader Guds vej og vælger en hvilken som helst anden vej, er det i virkeligheden det samme som at kæmpe mod sin egen natur. Det fører til forskellige ulykker og katastrofer i menneskenes liv. Menneskers herredømme og magt over andre mennesker bliver etableret. Den stærke sætter sig som gud over den svage. Utallige mennesker bindes i slaveriets lænker under andre mennesker. Himlen og luften fyldes af menneskenes klager og skrig under grusomme og tyranniske herskeres forfølgelse og undertrykkelse. Behovet for at kalde menneskene til Guds vej for at bringe denne forfølgelse og undertrykkelse til ophør og sikre dem frihed, lykke, fred samt sikkerhed for liv og ejendom fandtes i fortiden, findes stadig og vil også findes i fremtiden. Dette er Allah den Ophøjedes urokkelige princip. At følge dette princip kaldes islam, mens helheden af alt, der står i modsætning til det, kaldes jahiliyyah. Det, der er sandt, er islam, mens det falske og vildledte er jahiliyyah.

Sandhed og falskhed – kræfter i indbyrdes modsætning

Det er blevet klart af den foregående drøftelse, at islam og jahiliyyah er hinandens modsætninger, ligesom tro og kufr er hinandens modsætninger. Islam er den vej og metode, som Allah den Ophøjede har anvist, samt et livsprogram, der sigter mod menneskets velbefindende. Dets udspring er den fejlfri viden, som Gud har givet. Menneskets viden, fornuft og samvittighed støtter også dette, og det stemmer overens med dets naturlige tilbøjelighed. Jahiliyyah udspringer derimod af kufr, det vil sige uvidenhedens mørke, gætteri og indbildte forestillinger. Derfor er det første sandt og smukt, mens det andet er falsk og hæsligt. Det første er lys, det andet mørke. Ingen af de to kan nogensinde tåle den anden. Derfor er de hinandens konkurrerende kræfter. Deres indbyrdes konflikt og sammenstød er også evigt.

Viden–Fornuft–Samvittighed

Det er i kraft af den viden, fornuft og samvittighed, som Allah den Almægtige har skænket mennesket, at det er kendt som det ypperste blandt levende væsener. Denne særlige egenskab har skabt en enorm forskel mellem mennesket og andre levende væsener. Fornuften skaber i mennesket bevidstheden om, at det selv er ansvarligt for enhver af sine handlinger. Denne regel gælder derimod ikke for den, der ikke er blevet skænket fornuft. Forestil Dem for eksempel, at en tung sten pludselig løsriver sig ovenfra, falder ned og dræber en person. Stenen kan på ingen måde betragtes som skyldig, for den er blot en livløs og bevidstløs genstand. På samme måde kan et dyr, der trænger ind på en andens kornmark og ødelægger afgrøden ved at æde den, ikke kaldes skyldigt. For selv om det har bevidsthed og sanser, er det blottet for fornuft. Men hvis et menneske begår en sådan handling, vil det naturligvis blive anset for skyldigt og blive straffet efter loven. Det skyldes, at mennesket ud over bevidsthed og sanser er blevet udstyret med viden, fornuft og samvittighed. Derved kan det erkende ret og uret. Livløse, uorganiske og bevidstløse genstande samt andre levende væsener end mennesket er berøvet disse egenskaber og evnen til at skelne mellem godt og ondt; derfor skal de ikke stå til ansvar for deres handlinger. Mennesket er selv ansvarligt for sine handlinger, fordi det er blevet udstyret med viden og fornuft.

Viden–Fornuftens rette brug

Selv om mennesket gennem tildelingen af viden og fornuft er blevet ophøjet til den højeste værdighed, misbruger det sin viden. Selv efter at det er blevet udstyret med fornuft og samvittighed og dermed gjort i stand til at kende godt og ondt samt ret og uret, kan man ikke sige, at enhver af dets handlinger vil være samvittighedsfuld. Der mangler ikke eksempler på dette. Tværtimod ser vi utallige eksempler omkring os. Tag for eksempel eleverne. Forældre sender deres børn til uddannelsesinstitutioner for at tilegne sig viden og menneskelige egenskaber. De bærer alle udgifterne til deres uddannelse. Samvittigheden tilsagde, at hver elev skulle studere regelmæssigt, opnå så gode resultater som muligt ved eksamenerne i overensstemmelse med sine evner og sit talent og høste ros som en god elev. Hvad ser vi imidlertid, selv om denne viden, overbevisning og følelse findes i enhver elev? Nogle elever forsøger fuldt ud at opfylde deres ansvar. Andre forsømmer derimod deres ansvar og pligter og spilder tiden på forskellige forkastelige aktiviteter, som på ingen måde er ønskværdige. Som mennesker besidder begge slags elever viden, fornuft og samvittighed. Men man ser ikke begge slags elever anvende deres fornuft og samvittighed på samme måde. Heraf kan man forstå, at ikke alle er i stand til at gøre god brug af deres samvittighed.

En gruppe magtsyge mennesker tøver heller ikke med at anvende hvilke som helst nedrige metoder for at opnå magten. Mange af dem er højtuddannede og har høje akademiske grader. Men gennem korruption, magtanvendelse, drab, terror og lignende bemægtiger de sig magten og gør sig til herre over mennesker. Derefter tvinger de i stedet for at opfylde menneskenes grundlæggende rettigheder dem til at leve et umenneskeligt liv, bundet i slaveriets lænker. Dette billede har man tidligere set mange steder i verden, og man ser det stadig. Plyndring, drab, underslæb af statens ejendom, tyveri og røveri samt lignende hændelser finder sted i samfundet hele tiden. Alle dem, der begår disse handlinger, er mennesker og anses for at være uddannede. De må naturligvis også have viden, fornuft og samvittighed. Men hvor gør de brug af dem?

Der findes stadig i verden nogle lande, som kaldes underudviklede. De er tilbagestående med hensyn til uddannelse og præget af fattigdom. I sådanne lande anser nogle mennesker ikke en sådan tilstand for særlig forkastelig. Selv om der ikke er nogen grund til at være enige med dem, hvad foregår der så i de lande, der på alle områder anses for udviklede og højt civiliserede? I dag betragtes England og USA som lande, der har nået udviklingens og civilisationens højeste tinder. Mennesker strømmer konstant til disse to lande for at modtage undervisning i viden og civilisation. Selv om disse to lande indtager førerpositioner inden for videnskab og teknologi, har de vist sig fuldstændig ude af stand til at gøre god brug af viden, fornuft og samvittighed. De er særdeles dygtige til at undertrykke og behandle andre nationer uretfærdigt. Også i deres egne samfund er de sunket ned i den moralske forfalds bundløse dyb. En nyhed offentliggjort i Newsweek den 27. juni 1988 giver indblik i deres ekstreme moralske forfald og voksende forkærlighed for kriminalitet. Det blev oplyst, at der sidste år (1987) i London, en by med syv millioner indbyggere, blev begået 194 drab og 22.626 alvorlige voldelige forbrydelser. I New York blev der derimod begået 1.672 drab og 148.313 voldelige forbrydelser. Dette er blot situationen i to byer i to lande. Hvor blev disse forbryderes viden, fornuft og samvittighed af?

Det er ikke nok at have viden, fornuft og samvittighed; det er menneskets egentlige opgave at gøre god brug af dem. Af eksemplerne ovenfor kunne vi forstå, at ikke alle er i stand til at gøre god brug af deres viden og samvittighed. Nogle er i stand til at gøre god brug af dem, mens andre viser sig ude af stand til det.

Hvad er årsagen til denne fiasko??

Hvorfor begår mennesket så alvorlige fejl? Hvorfor begår det så stor en uret mod sin uvurderlige ressource, fornuften og dømmekraften? Før vi går videre, må vi nødvendigvis finde svaret på dette.

For det første har mennesket to medfødte, modsatrettede tilbøjeligheder. Den ene er gudsfrygtens eller det gode sinds tilbøjelighed, og den anden er tilbøjeligheden til det onde. Der består til enhver tid en konflikt og kamp mellem disse to. Begge tilskynder, ophidser og frister mennesket til at opfylde deres krav. Når tilbøjeligheden til det gode sejrer, gør mennesket god brug af sin fornuft og dømmekraft og udfører gode gerninger. Men når tilbøjeligheden til det onde sejrer, får den mennesket til at hengive sig til forskellige synder.

Tilbøjeligheden til det onde sejrer af flere grunde. Dens grundlæggende årsager er som følger.

Den første er menneskets stærke onde begær og dets lidenskaber. Disse begær er så stærke, at mennesket som regel bliver hjælpeløst over for dem. Når det mister styrken til at undertrykke dem, bliver det begærets slave. Da tøver det ikke det mindste med at begå nogen form for uret, overgreb, synd eller bestialsk handling. Det gør sit eget begær til sin ‘ilah’ og bliver selv fuldstændig begærets slave. Efter at være blevet begærets slave mister det sin forståelse af godt og ondt. Mange gange har det, selv efter at have erkendt en synd som synd, ikke styrken til at holde sig fra den. Selv om mennesket anser tyveri, røveri, mord, utugt og lignende for ondt, kan det således ikke afholde sig fra disse synder, når det underkaster sig begæret.

Det onde begær trænger sig frem og gør mennesket til en tilbeder af denne verden. Verdens nydelser og luksus bliver da målet med dets liv. Det siges, at menneskets stærkeste tilknytning gælder tre ting: penge, kvinder og rusmidler. Historien er fuld af eksempler på de utallige ulykker og skandaler, der er blevet forårsaget i verden på grund af disse tre. Begærets slaver kaster sig ud i en konkurrence om, hvem der kan blive størst og mægtigst i verden, hvem der kan opbygge de største bjerge af rigdom, hvem der kan gøre flest mennesker til sine slaver, og hvem der kan nyde flest kvinders ungdom og skønhed. For at frygten for Gud og det hinsidige ikke et øjeblik skulle forurolige deres sind, er der blevet skabt selvopfundne filosofier og ideologier. Der findes ingen magt, som kan kaldes Gud eller Skaberen. Det hinsidige er et uvirkeligt produkt af en tåbelig og indbildsk tanke. Denne verden og livet i denne verden er alt. Livet er en kamp for at leve og overleve – STRUGGLE FOR EXISTENCE.

Her har den stærke alene ret til at overleve, udøve myndighed og herredømme og nyde livet fuldt ud. Den svage har ingen ret til at overleve – SURVIVAL OF THE FITTEST.

Når man tror på denne filosofi, bør der ikke opstå spørgsmål i sindet om ret og uret, lovligt og ulovligt, godt og ondt eller barmhjertighed og grusomhed. Alt, hvad der er nødvendigt for at nå målet, bliver gjort. Man benytter sig af løgn, bedrag, forræderi, løftebrud, mord, plyndring, terror, magtanvendelse, falske og opdigtede beskyldninger og lignende. Dette er ikke opdigtede fortællinger. Det er virkelige begivenheder fra fortidens og nutidens historie. Dette er en frygtelig form for jahiliyyah.

Den anden grundlæggende årsag er national, partimæssig og slægtsmæssig stolthed og arrogance samt blind hengivenhed over for dette. Blind efterfølgelse af forfædrenes og de religiøse lederes tanker og skikke, af nedarvede ideer og traditioner samt af forskellige overtroiske forestillinger. Denne blinde hengivenhed og efterfølgelse berøver mennesket evnen til at skelne mellem godt og ondt, mellem ret og uret. Hvad der er godt og fordelagtigt for ens egen nation, parti og slægt, gør mennesket alt for at gennemføre, uanset hvor skadeligt det måtte være for andre, og det indlader sig på krig og strid. I Englands historie omtales krige, der varede syv år, tredive år og hundrede år. Dette er følgerne af national og slægtsmæssig stolthed, arrogance og blind hengivenhed. I den førislamiske tid førtes også sådanne blodige krige i det arabiske land gennem generationer. For at tilfredsstille begær og lyster blev menneskeblod udgydt som en flod.

Den umættelige lyst til med magt at erobre andres territorier og undertvinge svage nationer udløste de to verdenskrige. Den første verdenskrig, ført af jahiliyyahens dæmoner, bredte sine voldsomme og brutale kløer ud over otteogtyve lande og seks kontinenter. I denne krig mistede ti millioner soldater og ti millioner civile livet. På grund af hungersnød, epidemier og politisk uro forårsaget af krigen forlod yderligere tyve millioner mennesker for altid jordens overflade.

Enogtyve år senere bragte den anden verdenskrig endnu større brutalitet, drab og ødelæggelser for at tilfredsstille jahiliyyahens dæmoners umættelige magtbegær. Denne store krig involverede hvert eneste land og enhver nation på jorden i krigen på den ene eller anden måde. Sytten millioner soldater og enogfyrre millioner civile bukkede under for dødens ubarmhjertige greb. Millioner af mennesker i Japans Hiroshima og Nagasaki blev dræbt af de umenneskelige atomvåben, som USA anvendte, og millioner blev lemlæstet og invalideret. Millioner af mennesker døde langsomt under store lidelser. Aldrig i jahiliyyahens tidligere tidsalder er der blevet begået større barbari og bestialitet end dette. Videnskab og teknologi har gjort den moderne jahiliyyah mere brutal end den tidligere jahiliyyah.

Nedarvede forestillinger og trosopfattelser, skikke og traditioner samt blind efterligning af religiøse ledere er en alvorlig psykisk sygdom, bag hvilken begærets stærke tilskyndelser virker. Islams historie vidner om, at da profeterne og sendebuddene fremsatte Islams kald for mennesker, afviste de det med den begrundelse, at profeten talte imod den religiøse tro, som de og deres forfædre gennem generationer havde holdt fast i, imod de skikke og traditioner, som de havde fulgt fra tidernes morgen, og imod alt det, deres religiøse ledere sagde. Derfor kunne det på ingen måde accepteres. Disse emner vil blive behandlet på deres rette sted.

Grænseløs hengivenhed og ærbødighed over for religiøse ledere og pīrer og præster sætter dem på Guds plads. De anses for syndfri, og alt, hvad der kommer fra deres mund, tros uden at undersøge, om det er sandt eller falsk, som en uomstødelig sandhed lig med et helligt skriftord eller Guds åbenbaring. Allah siger selv:

»Disse mennesker har taget deres lærde, pīrer og dervisher til guder ved siden af Allah« (at-Tawbah: 31).

Det står i hadith, at Hazrat Adi ibn Hatim var kristen. Senere kom han til Profeten og antog Islam. Han spurgte Profeten (saw) om det ovennævnte vers og sagde: Hvad betyder den anklage, der rettes mod os, at vi har taget de lærde, pīrerne og dervisherne til guder? Profeten (saw) sagde: Er det ikke rigtigt, at I accepterede som haram, hvad disse mennesker erklærede for haram, og accepterede som halal, hvad de erklærede for halal? Hazrat Adi (ra) sagde: Jo, det gjorde vi bestemt.

Profeten (saw) sagde: Det er netop sådan, de bliver taget til guder.

Heraf står det klart, at de, som uden Allahs bemyndigelse fastsætter grænserne for, hvad der er halal og haram i menneskelivet, i virkeligheden selv sætter sig på Guds trone. De, som accepterer deres fastsættelse af sharia, gør dem til guder.

Uanset hvor stor en person måtte være, er Allah og Hans Sendebud målestokken for at bedømme enhver af hans udtalelser eller beslutninger. Det, der strider mod Allahs og Hans Sendebuds ord eller ikke stemmer overens med deres grundlæggende ånd, skal forkastes. Denne opfattelse og tro har splittet menneskesamfundet i talrige grupper og undergrupper og skabt fitna og ufred.

Den tredje grundlæggende årsag er et ekstremt anti-islamisk miljø. Hvis miljøet i et land, et område eller endog på en uddannelsesinstitution eller i et kollegium er sådan, at alle dér er imod islam, at der kun distribueres anti-islamisk litteratur og presse, og at man oplæres i at udvikle anti-islamiske holdninger, kan ingen forblive standhaftig i islam i et sådant miljø. For at svække troen på religionen, Gud og det hinsides i de unges sind forsynes de dér med alle former for midler til fri omgang med det modsatte køn, omfavnelser og intim omgang. På denne måde knuses deres moralske rygrad fuldstændigt i den indledende fase. Som følge heraf kan de let og med interesse tage de efterfølgende aktiviteter til sig. Dette er ikke blot en opdigtet fortælling fra fantasiens verden. Det er netop sådanne aktiviteter, der iværksættes i kommunistiske lande som Rusland.

Derefter iværksættes den samme slags aktiviteter, om end i begrænset omfang, i de ikke-kommunistiske lande uden for Rusland, hvortil kommunismens ideologi og bevægelse eksporteres. Nogle steder åbent, andre steder i det skjulte. Men arbejdsmetoderne, rekrutteringen af aktivister og deres oplæring fortsætter som sædvanligt. Man forsøger med forskellige kneb og metoder at få ungdommen under sin kontrol. Til dette ydes al slags hjælp og støtte fra Rusland. På denne måde indføres kommunistisk styre gradvist i nye lande. Afghanistan er det seneste offer for deres fælde.

Når kommunistisk styre først er etableret et sted, afskaffes ytringsfriheden og tankefriheden. Viden, fornuft og samvittighed lammes. Selv hvis nogen ønsker at bruge sin fornuft rigtigt, har han ingen mulighed for det. Frivilligt eller ufrivilligt må man acceptere kommunistiske herskeres mentale slaveri.

profeternesædlekald

Det er blevet tydeligt af den ovenstående redegørelse, at ikke alle gør god brug af den viden, fornuft og samvittighed, som Allah den Almægtige har givet mennesket, og at de heller ikke ved, hvordan de skal gøre det. Derfor må mennesket lide under de frygtelige følger. Mennesket rummer også naturligt forskellige menneskelige svagheder. Allah den Almægtige kan ikke forholde sig tavs, når Han ser mennesket i en hjælpeløs tilstand. Det forholder sig ikke sådan, at ansvaret for alle de bestræbelser og foranstaltninger, der kan føre til sandhedens sejr i denne konflikt mellem islam og jahiliyya, udelukkende er overladt til menneskets fornuft, samvittighed og naturlige evner. Mennesket kan ikke altid nå frem til den rigtige beslutning gennem sine intellektuelle overvejelser. For dets viden og tankeverden er yderst lille og begrænset. På et vist punkt i tænkningen bliver dets vej spærret. Da føler det sig hjælpeløst og træffer en forkert beslutning. Mange af menneskehedens tænkere har trods gode intentioner nået frem til forkerte beslutninger og opfundet nye filosofier og ideologier, som ikke har bragt andet end ulykke til menneskelivet. Derfor har Allah den Nådige, af sin store barmhjertighed med mennesket, sørget for at formidle fejlfri viden fra Sig. Denne kaldes åbenbaringens viden eller guddommelig viden. Han formidler ikke denne viden direkte til menneskene; Han udvælger det bedste menneske i samfundet og giver ham gennem åbenbaringen al nødvendig viden. Efter at have givet mennesket en sund natur samt viden og fornuft er dette en yderligere viden. Når mange tanker og forestillinger, frygt, fristelser og påvirkningen fra dets seks drifter, både indefra og udefra, forsøger at lede mennesket på afveje, kommer denne yderligere viden det til hjælp og viser det den rette vej. Selv om det er yderst ulykkeligt for mennesket at forkaste denne yderligere viden, er det også blevet givet frihed til at gøre det. Allah den Almægtige sætter på denne måde mennesket på prøve og giver det samtidig midlerne til at bestå prøven, så det kan opnå menneskets højeste værdighed.

Denne ovenfor beskrevne yderligere viden er blevet kaldt åbenbaringens viden. Sammen med den har Han også sendt åbenbaringens bærer, som er et menneske ligesom andre mennesker. Han skal formidle åbenbaringens viden til menneskene, forklare og fortolke den og gennem sit eget liv vise, hvordan denne viden omsættes i praksis. Denne person, som bærer åbenbaringen, kaldes en profet eller et sendebud. For at vejlede menneskene, forme deres sande menneskelige karakter og gøre deres liv lykkeligt og smukt er profeter og sendebud gennem tiderne blevet sendt til verden.

Profeternes kald og konflikten med jahiliyyah

Islam og jahiliyyah er blevet sammenlignet med henholdsvis sandhed og løgn samt lys og mørke. Ligesom sandhed og løgn, lys og mørke ikke kan eksistere sammen så meget som et eneste øjeblik, er sameksistens mellem islam og jahiliyyah på ingen måde mulig. Derfor kunne jahiliyyah, hver gang islams kald og sandhedens kald gennem profeterne nåede menneskene gennem tiderne, ikke tåle det. Hele menneskehedens historie er derfor historien om konflikten mellem islam og jahiliyyah, altså mellem sandhed og løgn.

Det er Allahs ophøjede profeter, der bringer sandhedens og den rette vejs lys til den menneskehed, som er vildledt, faret vild og nedsunket i uvidenhedens mørke. Derfor skaber jahiliyyah alvorlige hindringer på deres vej. Ikke nok med det: Profeterne bliver brutalt forfulgt af jahiliyyahs fanebærere, og mange mister også livet. Nedenfor gives kort nogle beretninger om profeternes kald, det vil sige konflikten og sammenstødet mellem islam og jahiliyyah.

Hazrat Nuh (a.s.)

Fra Hazrat Nuhs (a.s.) tid kan vi få en vis viden om menneskehedens historie. Der findes ingen menneskeskrevet historie om en meget lang periode af menneskehedens fortid. Denne lange periode kaldes den forhistoriske tid. Profeternes historie fra denne tid er imidlertid beskrevet i de himmelske bøger, og den mest pålidelige beskrivelse findes i Koranen. Hazrat Nuh (a.s.) talte til sit folk og sagde:

“Han (Nuh) sagde: O mit folk! Jeg er en klar advarer for jer. (Jeg advarer jer ved at sige:) Tilbed Allah, frygt Ham, og følg mig. Allah vil tilgive jer jeres synder og lade jer leve indtil en fastsat tid. Når Allahs fastsatte tid virkelig kommer, kan den ikke længere afværges. Hvis blot I vidste det, hvor godt ville det så ikke være for jer!” – (Nuh: 2-4).

Hans kald er klart og retfærdigt. Det er helt naturligt og retfærdigt at adlyde den Allahs befalinger og styre, som har skabt mennesket og opfylder ethvert af dets behov fra dets fødsel til det sidste øjeblik før døden. Men hans folks ledere og almindelige mennesker afviste dette kald. Hazrat Nuh (a.s.) fortsatte imidlertid sit arbejde med at kalde dem med en enestående tålmodighed. I en meget lang periode, nemlig i 950 år, blev han ved med at kalde dem til sandheden.

Han lovede dem ikke kun sikkerhed for velfærd i en fjern fremtid, det vil sige livet efter døden; han talte også om velfærd i det jordiske liv.

»Jeg har sagt: Bed jeres Herre om tilgivelse. Han er visselig meget tilgivende. Han vil sende jer regn fra himlen. Han vil berige jer med rigdom og børn. Han vil anlægge haver for jer og lade kilder strømme« – (Nuh: 10-14).

For at opnå velstand i denne verden og i det hinsidige siger han dette: Forkast jeres falske og selvopfundne guder, og tilbed den ene Allah. Folkets ledere afviste hans kald og udstedte strenge ordrer til folket,

»I må under ingen omstændigheder forlade jeres guder. I må ikke forlade Wad, Suwa, Yaghuth, Ya’uq og Nasr« – (Nuh: 23).

Som svar sagde de til Hadrat Nuh (a):

»Vi ser dig sandelig hengivet til åbenlys vildfarelse« – (Al-A’raf: 60).

Ifølge folkets såkaldte intellektuelle var det en alvorlig fejl og vildfarelse at tro på én gud. De sagde:

Selv om dette univers er skabt af én gud, er det mange guder, der styrer det. Derfor har de andre guder også ret til at blive tilbedt. Deres intellektuelle og ledere – som nægtede at følge Nuh (a) – sagde: »I vores øjne er du ikke andet end et menneske som os. Vi ser også, at de ringeste og mest foragtelige blandt os følger din vej uden nogen form for overvejelse. Vi kan ikke se, at I er bedre eller mere fremstående end os. Vi anser jer tværtimod for løgnere« – (Hud: 22).

På den tid var det disse høvdinge og ledere, der herskede over og udbyttede folket. Også nøglen til menneskenes levebrød var i deres hænder. De ejede også haverne, markerne og forretningerne. De var opslugt af denne verdens nydelser og luksus. Ingen turde tage imod profetens kald på grund af deres magt. Hvis nogen gjorde det, styrtede forskellige former for tyranni og undertrykkelse ned over dem. Nogle få undertrykte og forfulgte mennesker – meget få i antal – tog imod Hadrat Nuhs kald. Lederne så på dem med foragt. Hadrat Nuh (a) fortsatte imidlertid med på forskellig vis, med milde ord og argumenter, at forsøge at overbevise dem.

‘Han sagde: O mit folk! Tænk jer nu om: Hvis jeg står på et klart bevis fra min Herre, og Han derefter har begunstiget mig med Sin særlige nåde, men I ikke kan se det, hvilken mulighed har jeg så for at få jer til at acceptere det? Skal jeg tvinge det ned over jer? O mit folk! Jeg beder jer ikke om nogen formue for dette. Min belønning påhviler Allah. Jeg er heller ikke rede til at skubbe dem bort, som har antaget min tale. De skal selv møde deres Herre. Men jeg ser, at I er helt opslugt af jahiliyya’ – (Hud 28-29).

Selv efter at sandhedens kald i en meget lang periode igen og igen og på forskellige måder var blevet fremsat for dem, kunne deres stædighed, deres arrogance over deres rang og deres indflydelse og magt over samfundet på ingen måde drage dem mod sandheden. Da profeten Nuh opfordrede dem til at anerkende hans sendelse, afviste de den med stor forundring. De sagde: Hvis man antager, at der kun findes én guddom, og hvis man også antager, at Han ønsker at sende en profet til menneskene, hvordan kan det så være, at Han sender et menneske som os selv som profet? Hvis Han ville sende nogen, kunne Han da ikke have sendt en engel fra Sin nærhed som profet?

De af hans folks ledende mænd, som nægtede at acceptere hans kald, sagde: ‘Denne mand er ikke andet end et menneske som jer. Han ønsker at hævde sin myndighed over jer. Hvis Allah skulle sende nogen, ville Han have sendt en engel. Vi har aldrig hørt om dette fra vore forfædres tid – at et menneske skulle blive sendt som sendebud. Nej, denne mand er blot blevet ramt af en form for vanvid. Vent endnu nogle dage; måske går hans vanvid over’ – (Al-Mu’minun 23-24).

Med dette argument afviste de ikke blot profeten Nuhs profetskab, men afviste hele rækken af profeter. For alle de profeter og sendebud, som Allah den Ophøjede havde sendt, var mennesker.

På et tidspunkt truede de profeten Nuh på frygtelig vis.

‘O Nuh! Hvis du ikke holder op med disse handlinger, vil vi slå dig ihjel ved at stene dig’ – (Ash-Shu‘ara 116).

Man kan derfor let forestille sig den forfølgelse, der derefter blev rettet mod profeten Nuh og hans få følgere. For blandt et helt folk havde ikke engang halvtreds mennesker taget imod islams kald.

Til sidst nåede konflikten og sammenstødet mellem islam og jahiliyya et sådant punkt, at profeten Nuh blev nødt til at søge tilflugt hos Gud.

»Og Nuh sagde: Min Herre! Efterlad ikke én eneste af disse vantro, som bor på jorden. Hvis Du lader dem blive, vil de føre Dine tjenere på vildspor, og alle, der fødes i deres efterkommere, vil være hårdnakkede, syndige vantro« (Nuh: 26-27).

Allah den Almægtige bønhørte sin elskede, forfulgte profets bøn og druknede og tilintetgjorde hele folket i en frygtelig oversvømmelse.

»Da Vor befaling endelig kom, og ovnen begyndte at syde, sagde Jeg: Tag et par af alle slags dyr med om bord i arken. Tag også din familie med om bord, bortset fra dem, der allerede er blevet udpeget. Tag også dem med, der har troet. Men antallet af de troende, der var med Nuh, var meget ringe« (Hud: 40).

Beretningen om Nuhs store oversvømmelse er almindeligt kendt. Det siges, at i alt fyrre personer – med eller uden hans familiemedlemmer – blev reddet fra Allahs straf. Efter næsten tusind års konflikt mellem islam og jahiliyyah blev jahiliyyah udryddet.

I den hellige Koran findes en detaljeret beretning om Hazrat Nuhs (fred være med ham) bevægelse. Her gives kun et kort sammendrag.

Ad-folket

Historikere siger, at Hazrat Nuh (fred være med ham) udførte sit dawah-arbejde i en egn, der i dag kaldes Irak. Efter hans bortgang voksede menneskeantallet, og de spredte sig i alle retninger. De glemte profetens undervisning og hengav sig igen til vildfarelse. Det folk, der efter Nuhs folk blev meget stærkt og indflydelsesrigt, var Ad-folket. Både unge og gamle blandt araberne kendte til Ad-folket. Araberne kendte såvel til deres tapperhed og bedrifter som til beretningen om deres undergang. Efter at de havde nået fremskridtets højeste tinder, blev de igen kastet i undergangens afgrund sammen med deres civilisation og kultur. De boede i Ahqaf-egnen, som lå sydvest for »Rub al-Khali« mellem Hijaz, Yemen og Yamama. Koranens beskrivelse af dem er som følger.

Allah den Almægtige sendte Hazrat Hud (fred være med ham) for at vejlede Ad-folket. Dette folk var nedsunket i jahiliyyahs sorte mørke. Da Hazrat Hud (fred være med ham) fremsatte islams dawah, begyndte konflikten og striden mellem dem; ethvert ord om den sande religion, som blev sagt til dem, blev mødt med hån og latterliggørelse og fejet til side. Ligesom Nuhs folk rejste indvendinger, spandt et net af sofistiske argumenter og forkastede profetens dawah, gjorde Ad-folket det samme.

»Er du kommet til os, for at vi skal tilbede én Gud og forkaste alle disse guder, som vore forfædre har tilbedt?« – (Al-A’raf: 70).

Denne konflikt og strid mellem Ad-folket og profeten Hud (a.s.) fortsatte. Allahs profet Hud (a.s.) blev ved med at kalde dem til varig velsignelse med stor omsorg. Til sidst krævede de, at han skulle bevise, at Allahs elskede profet virkelig var en sand profet.

»Godt så, hvis du taler sandt, så bring den straf over os, som du truer os med!« – (Al-Ahqaf: 22).

Da de igen og igen krævede straffen, blev netop dette deres skæbne.

»Ad blev tilintetgjort af en voldsom cyklon eller hvirvelvind. Allah lod den hærge over dem uafbrudt i syv nætter og otte dage. Hvis du havde været der, ville du have set dem ligge spredt omkring dér som stammerne af gamle, tørre daddelpalmer. Kan du se nogen af dem tilbage?« – (Al-Haqqah: 6-8).

Således forsvandt Ad-folkets eksistens fra jordens overflade. Men sammen med profeten Hud (a.s.) var der naturligvis nogle retskafne mennesker, som havde taget imod hans kald og levede som retskafne tjenere for Allah. Allah reddede dem på forskellige måder fra denne frygtelige naturkatastrofe.

»Og til Ad sendte Vi deres broder Hud. Han sagde: ’Mit folk! Tilbed Allah; I har ingen anden gud end Ham. I har blot opdigtet løgne. Mit folk! Jeg beder jer ikke om nogen belønning for dette. Min belønning påhviler Ham, som skabte mig. Vil I da ikke bruge jeres forstand? Mit folk! Bed jeres Herre om tilgivelse! Vend derefter tilbage til Ham, så vil Han sende jer rigelig regn fra himlen og give jer endnu større styrke end den, I nu har. Vend ikke ryggen til tilbedelsen som skyldige.’«

»De svarede: ’Hud! Du er ikke kommet til os med noget klart bevis, og vi kan ikke forlade vore guder blot på grund af dine ord, og vi vil heller ikke tro på dig. Vi mener, at en af vore guder har lagt en forbandelse over dig.’«

‘Hud siger: Jeg tager Allah til vidne, og I skal være vidner på, at jeg tager afstand fra, at I sætter andre ved siden af Allah som guddomme. Læg ikke fingrene imellem i det, I alle sammen vil gøre mod mig, og giv mig ikke den mindste udsættelse. Jeg stoler på Allah, som er min Herre og også jeres. Der findes intet levende væsen, hvis pandehår ikke er i Hans hånd. Min Gud er visselig på den rette vej. Hvis I ønsker at vende jer bort, så vend jer bort. Jeg har overbragt jer det budskab, som jeg er blevet sendt til jer med. Nu vil min Herre lade et andet folk træde i jeres sted, og I vil ikke kunne skade Ham det mindste. Min Gud har fuld kontrol over alt. Da Vores befaling kom, frelste Vi ved Vor barmhjertighed os selv og dem, der havde troet sammen med ham, og Vi reddede dem fra en hård straf.’

Dette var Ad. De fornægtede deres Herres tegn og adlød ikke profetens og sendebudets ord. De fulgte den mægtige fjende af den sande religion. Til sidst blev de forbandet både i denne verden og på opstandelsens dag. Vid, at Ad var ulydige mod deres Herre, og at Ad, det vil sige Huds folk, blev fjernet og forkastet.’ (Hud 54-60).

Efter at Noahs folk var blevet tilintetgjort, gav Allah den Ophøjede Huds folk mulighed for at nå udviklingens højeste tinder. På den tid kunne ingen måle sig med dem i mod og tapperhed. Udelukkende på grund af deres forbrydelse, nemlig oprør mod Gud, blev de udslettet fra jordens overflade.

Thamud-folket

Efter Ad-folkets undergang fortsatte de, som Allah den Ophøjede havde skånet på grund af deres gode gerninger, med at leve i overensstemmelse med Huds (fred være med ham) lære og vejledning. Men efter nogen tid faldt de i uvidenhedens greb og fór vild. For at vejlede dem sendte Allah den Ophøjede Salih (fred være med ham) til dem. Igen begyndte konflikten og kampen mellem islam og uvidenheden.

Blandt de ældste folk i Arabien var Thamud det næstældste, og efter Ad var de de mest berømte. Før Koranen blev åbenbaret, blev deres historier fortalt af både unge og gamle, mænd og kvinder i Arabien. De blev omtalt i digte og taler fra uvidenhedens tidsalder. Der findes omtale af dem i assyriske indskrifter samt i Grækenlands, Alexandrias og Roms gamle historie. De af Ad-folket, som overlevede deres undergang, og deres efterkommere levede indtil kort før Jesu (fred være med ham) fødsel. Romerske historikere fortæller, at disse mennesker, efter at være blevet optaget i den romerske hær, kæmpede mod nabatæerne, som de havde et gammelt fjendskab med. Deres bopæl lå i de områder i det nordvestlige Arabien, som stadig er berømte under navnet al-Hijr. I dag findes der en station på Hejaz-jernbanen mellem Medina og Tabuk, som kaldes Mada’in Salih. Dette sted var Thamud-folkets centrale bopæl. Der kan man stadig se ruiner af bjergbygninger, der strækker sig over tusindvis af acres, og som de havde skabt ved at udhugge bjergene. Når man ser dette, får man indtryk af, at byens indbyggertal ikke har været under fire-fem hundrede tusind. På den tid, hvor Koranen blev åbenbaret, passerede handelskaravanerne fra Hejaz forbi disse ruiner. Under Tabuk-ekspeditionen viste Den Ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) disse lærerige ruiner, da han rejste forbi området, og han bad folk tage ved lære af dem. Et sted udpegede han en brønd og sagde: ‘Det var fra denne brønd, at Salihs (fred være med ham) kamelhoppe drak vand.’ Han befalede muslimerne ikke at drikke vand fra andre brønde, men at drikke fra netop denne brønd. Profeten (fred og velsignelser være med ham) pegede på en dal og sagde, at kamelhoppen plejede at komme for at drikke vand herfra. Dette sted er stadig kendt som ‘Fajjunnāqah’.

Salih (fred være med ham) fremsatte over for dem det samme budskab, som var alle profeters og sendebuds grundlæggende budskab.

‘Og til Thamud-folket sendte Vi deres broder Salih. Han sagde: “Mit folk! Tjen kun Allah. I har ingen anden gud end Ham.”’ (A’raf 73).

Det skal bemærkes, at profeten Salih (fred være med ham) før sin profetgerning var højt elsket af sit folk, og alle havde knyttet alle deres håb og forventninger til ham. Efter at han havde fremført islams kald, blev han genstand for deres had. Som svar på hans kald sagde de:

»Åh Salih! Indtil i går havde vi de største forhåbninger til dig. (Men hvad er der sket i dag, siden) du forbyder os at tilbede disse guddomme, som vores forfædre tilbad?« – (Hud: 63).

De betragtede også kaldet til tawhid som et bedrag og kommenterede det således:

»Du er blot påvirket af magi. Du er ikke andet end et menneske ligesom os« – (Ash-Shu’ara: 154).

De fremførte de samme undskyldninger og anklager, som Nuhs og Huds folk havde fremført. Profeten Salih (fred være med ham) formanede dem på mange måder og advarede dem mod de frygtelige konsekvenser. Men de afviste hvert eneste af hans ord. Til sidst blev de konfronteret med en frygtelig skæbne:

»Thamud-folket afviste advarslen som løgn. De sagde: Skal vi følge et menneske, som blot er et menneske ligesom os? Hvis vi følger ham, betyder det, at vi er faret vild og har mistet forstanden. Er det kun denne ene blandt os, som Guds formaning er blevet åbenbaret for? Nej, han er snarere en uhyrlig løgner og selvforvildet. (Vi sagde til vores profet:) I morgen vil de få at vide, hvem der er den uhyrlige løgner og den selvforvildede. Vi sender kamelhoppen som en prøvelse for dem. Vent lidt og se, hvad deres skæbne bliver. Informér og advar dem om, at vandet skal deles mellem dem og kamelhoppen, og at enhver skal komme for at drikke på sin fastsatte dag. Til sidst tilkaldte de en af deres forbrydere. Han påtog sig opgaven og dræbte kamelhoppen. Se derefter, hvor frygtelig Min straf og Min advarsel var. Vi sendte over dem ét eneste voldsomt skrig, og de blev som knust og søndertrampet tørt græs i en indhegning« – (Al-Qasas: 23-31).

Andre steder i den hellige Koran siges det:

»Derefter dræbte de kamelhoppen og overtrådte med fuld arrogance deres Herres befaling. Så sagde de til Salih: Bring den straf over os, som du truer os med, hvis du virkelig er en af profeterne. Til sidst opslugte en ødelæggende katastrofe dem, og de lå døde med ansigtet nedad i deres hjem. Salih forlod deres by og sagde: Mit folk! Jeg har overbragt min Herres budskab til jer og oprigtigt ønsket jer det bedste. Men hvad kan jeg gøre? I brød jer ikke om min formaning og mit oprigtige ønske om jeres vel« – (Al-A’raf: 77-78).

Luts folk

Efter profeten Salihs (a.s.) komme ankom endnu nogle profeter, og deres folk behandlede hver enkelt af dem på samme måde. Det vil sige, de afviste sandhedens kald. De tøvede ikke med at ydmyge og vanære profeterne eller på forskellige måder at forfølge dem. Til sidst kom profeten Lut (a.s.). Ligesom de tidligere profeter havde mødt hindringer, vanskeligheder, modstand, spot og hån, måtte profeten Lut (a.s.) også møde alt dette. Desuden måtte han konfrontere en ny, forbløffende og afskyelig moralsk doktrin. Det var den udbredte homoseksualitet, som var blevet almindelig i samfundet. Kernen i deres doktrin var, at handlefriheden ikke kunne bindes af moralske begrænsninger. Luts folk antog med fast overbevisning denne bestialske frihedsdoktrin, hvilket fik dem til at synke ned i afskyelig moralsk fordærvelse. Samtidig med at profeten Lut (a.s.) tilbageviste shirk og kufr, kritiserede han også skarpt deres afskyelige smag. Men de lyttede overhovedet ikke til hans ord.

“Og Vi sendte Lut som profet. Husk så, da han sagde til sit folk: Er I blevet så skamløse, at I begår sådanne skamløse handlinger, som ingen før jer på jorden har begået? I tilfredsstiller jeres seksuelle begær med mænd i stedet for kvinder. I er i sandhed grænseoverskridende. Men hans folks svar var ikke andet end: Driv disse mennesker ud af jeres by; de foregiver sandelig at være rene og hellige!” – (al-A’raf: 80-82).

Det var, som om de sagde: Hvis Lut og hans tilhængere ikke bryder sig om det, vi gør, så lad dem om det. Men hvilken ret har de til at hindre os i vores handlinger?

De kunne på ingen måde tåle den formaning, som profeten Lut (a.s.) gav dem om at leve et dydigt og anstændigt liv, og derfor besluttede de at fordrive ham fra deres by. Jahiliyyas vildledte tanker og doktriner havde kastet dette ulykkelige folk så langt bort fra sandhedens lys og havde lammet og fordrejet deres viden, forstand og samvittighed så grundigt, at hvordan skulle de kunne reagere på kaldet til tawhid, risalat og akhirat? I stedet betragtede de sandhedens kaldende som en fjende af deres liv. Da de trods alle bestræbelser ikke ændrede sind, greb Allah dem i overensstemmelse med Sin evige lov og udslettede dem fra jordens overflade.

Beretningen om dette folks undergang er optaget i den ædle Koran.

“(O profeten Muhammad!) Er beretningen om Ibrahims ærede gæster nået til dig? De gik ind til ham og sagde: Fred være med dig. Han sagde: Og med jer være fred. De forekom ham at være fremmede. Så gik han stille hen til sin hustru, hentede en fed og friskstegt kalv og satte den foran gæsterne (for at de skulle spise). Så sagde han: Hvorfor spiser I ikke? (Da han så, at de ikke spiste,) blev han i sit stille sind bange på grund af dem. De sagde: Vær ikke bange; og de gav ham det glædelige budskab om en vidende søn. Da hans hustru hørte dette, kom hun frem med et skrig, slog sig på kinderne og sagde: Skal denne gamle, ufrugtbare kvinde få en søn?”

De sagde: Således har din Herre sagt. Han er alvidende og ved alt.

Ibrahim sagde: »O Guds udsendte engle, hvilket ærinde er I kommet i?«

De sagde: »Vi er blevet sendt til et syndefuldt folk for at lade sten af brændt ler regne ned over dem, mærket til de overtrædere af din Gud« (adh-Dhariyat: 24-34).

Andre steder i Koranen siges det:

»Og Vi sendte Lut, da han sagde til sit folk: I begår sandelig en så skamløs og forkastelig handling, som ingen før jer har begået i verden. Er det sådan, at I opsøger mænd (til seksuelt samkvem), begår røveri og begår onde handlinger i jeres forsamlinger (for alles øjne).

Hans folk havde intet andet svar end: »Bring os Guds straf, hvis du er sandfærdig.«

Lut sagde: »Min Gud! Hjælp mig mod disse forbryderiske mennesker.«

Da Vore udsendte engle derefter nåede frem til Ibrahim med det gode budskab, sagde de: »Vi vil udslette indbyggerne i denne by. De er blevet store uretfærdige.«

Ibrahim sagde: »Men Lut er jo dér.« De sagde: »Vi ved udmærket, hvem der er dér. Vi vil redde ham og de øvrige medlemmer af hans familie, bortset fra hans hustru. Hun var blandt dem, der blev tilbage (og derfor blev hun ikke reddet).« Da Mine engle senere nåede frem til Lut, blev han meget bekymret og bedrøvet over deres ankomst. De sagde: »Vær ikke bange, og sørg ikke. Vi vil redde dig og din familie, bortset fra din hustru, som regnes blandt dem, der blev tilbage. Vi vil sende straf ned over disse mennesker fra himlen på grund af al den synd, de begår« (al-ʿAnkabut: 28-30).

Allahs engle tog skikkelse af smukke og velansete unge mænd og blev gæster hos profeten Lut. Profeten Lut (fred være med ham) forstod ikke, at de var engle. Byens syndige mænd blev begejstrede, da de hørte, at nogle smukke unge mænd var ankommet, og begyndte at stimle sammen ved profeten Luts hus. I Koranen beskrives det således:

»Imidlertid kom byens indbyggere, henrykte af glæde, stormende til Luts hus. Lut sagde: Brødre, disse er mine gæster; vanær mig ikke. Frygt Allah, og ydmyg mig ikke. De sagde: Har vi ikke igen og igen forbudt dig at blande dig i hele verdens anliggender? Til sidst ramte et voldsomt brag dem tidligt om morgenen. Vi lagde hele byen øde og vendte den på hovedet. Vi lod sten af brændt ler regne ned over dem« (al-Hijr: 67-74).

Det kan også være, at disse sten blev slynget op fra jordens indre ved et vulkanudbrud og ødelagde byen. Eller det kan være, at en voldsom storm lod sten regne ned.

Profeten Luts virkeområde

Profeten Lut (fred være med ham) var profeten Ibrahims (fred være med ham) nevø. Hans virkeområde var den region, der i dag kaldes Transjordanien (Trans Jordan), og som ligger mellem Irak og Palæstina. Navnet på regionens hovedby og centrum angives i Bibelen som Sodoma (SODOM). Eftersom Sodomas indbyggere, Luts folk, var optaget af homoseksuel synd, kaldes seksuelle handlinger mellem mænd også i dag sodomi. Denne by lå et sted nær Luthavet (DEAD SEA), men blev senere opslugt af havet.

Den modbydelige og skændige last, som Luts folk er berygtet for, har karakterløse mennesker endnu ikke opgivet. Græske filosoffer kaldte denne afskyelige forbrydelse en moralsk dyd, og i forskellige vestlige lande, heriblandt Tyskland, er den blevet legaliseret. Den afskyelige forbrydelse fra den tidligere uvidenheds tidsalder, som mennesker ikke betragtede som en forbrydelse, bliver i den nuværende vestlige civilisation, det vil sige den moderne uvidenheds tidsalder, nu fremstillet som retfærdig og legitim.

Homoseksualitet er en handling, der strider mod naturen. Bortset fra mennesket ses homoseksualitet ikke blandt nogen andre levende væsener. Mennesket er blevet givet frihed til at handle for at blive prøvet. Mennesket har misbrugt denne frihed og indladt sig på en kamp mod naturen.

Allah har skabt en forskel mellem hunner og hanner hos alle levende væsener med henblik på formering. For menneskets vedkommende ligger der desuden et stort formål bag: mand og kvinde skal danne en familie sammen, hvorfra samfund og civilisation skal vokse frem. Til dette formål er deres køn blevet gjort forskellige. Deres kropsform, bygning, individuelle evner og måde at udføre deres opgaver på er også blevet gjort forskellige. Den ene er blevet givet evnen til at handle, mens den anden har fået ansvaret for at modtage virkningen af denne handling. I deres gensidige forening og samleje er der lagt en vidunderlig nydelse, som tiltrækker dem til hinanden. Det menneske, som (i modsætning til alle andre dyr) tilfredsstiller sin seksuelle lyst gennem homoseksualitet, der strider mod naturen, begår flere slags forbrydelser på én gang.

For det første kæmper han selv med sine handlingers karakter og struktur samt med sin psykologiske natur, og dette skaber en ekstrem forvrængning og ødelæggelse, som får stor indflydelse på hans krop, sind og moral.

For det andet begår han et groft svigt over for naturen. Den seksuelle nydelse er blevet betragtet som vederlaget for at tjene samfundet og civilisationen, og for at modtage dette vederlag er der blevet pålagt visse ansvar og pligter. Men han ønsker at opnå det uden at udføre nogen form for ansvar eller pligt.

For det tredje svigter han også samfundet. Han drager fordel af de forskellige civilisatoriske institutioner, der er etableret i samfundet. Men uden selv at yde nogen tjeneste til disse bruger han af ren egoisme sin fysiske styrke og sin tid på sådanne handlinger, som er yderst skadelige for samfundet, civilisationen og moralen. Han gør sig selv fuldstændig uegnet til at tjene sin slægt og familie. Han engagerer mindst én mand sammen med sig i unaturlige, kvindagtige handlinger og åbner for mindst to kvinder døren til seksuel løssluppenhed, moralsk forfald og ødelæggelse. Derfor udslettede Allah Lots folk fra jordens overflade, så fornuftige mennesker kunne lære en lektie af det.

Shu’aibs folk

Madyans og Aykahs indbyggere er blevet betegnet som Shu’aibs folk. Allah sendte profeten Shu’aib til dem for at vejlede dem. Der er uenighed om, hvorvidt Madyans og Aykahs indbyggere var ét og samme folk eller to forskellige folk. Nogle har sagt, at de var to forskellige folk, mens andre har ment, at de var ét og samme folk. Ved nærmere undersøgelse viser det sig, at begge synspunkter er korrekte. Selv om Madyans og Aykahs indbyggere var to forskellige folk, var de to grene af samme slægt. De af profeten Ibrahims børn, som blev født af hans hustru Qaturah, er kendt som Banu Qaturah. Blandt dem var den mest berømte stamme kendt som Ashab Madyan efter Madyan ibn Ibrahim. Deres bopælsområde strakte sig fra det nordlige Hijaz gennem den sydlige del af Palæstina og derfra til den yderste del af Sinai-dalen, langs kysten af Det Røde Hav og Aqaba-bugten. Deres centrale hovedby var byen Madyan. Blandt de øvrige stammer i Banu Qaturah var dedanitterne (Dedanites) forholdsvis mere berømte. De boede i området mellem Tayma i det nordlige Arabien og Tabuk og al-Ula. Deres centrale by var Tabuk, som i oldtiden blev kaldt Aykah. Grunden til, at den samme profet muligvis blev sendt til Madyans og Aykahs indbyggere, var, at de begge nedstammede fra samme slægt og talte samme sprog. Deres områder lå op til hinanden. Måske var ægteskab også udbredt mellem dem, og begge folks erhverv var handel. Deres moralske og religiøse tilstand var den samme. De var yderst fordærvede i deres handel. De var også sunket ned i afguderi og vantro.

“Og til Madyans indbyggere sendte Vi deres broder Shu’aib. Han sagde: ‘Mit folk! Tilbed og adlyd Allah. I har ingen gud ud over Ham. Og giv ikke mindre i vægt og mål. Jeg ser jer i dag i en god tilstand, men jeg frygter, at der i morgen vil komme en dag over jer, hvis straf vil omgive jer alle. Mit folk! Giv fuldt mål og vægt med retfærdighed, og påfør ikke mennesker nogen skade på deres ejendele (ved at give dem forfalskede eller dårlige varer). Og spred ikke fordærv på jorden’” (Hud 84-85).

Fordi de havde glemt de tidligere profeters lære og vejledning, var de blevet naturens slaver. I stedet for Gud tilbad de guder, som de selv havde opdigtet. De fornægtede tawhid, profetskabets sendelse og det hinsidige. Derfor blev de fordærvede, uretfærdige og syndige. Ligesom Lots folk blev de berygtede for moralsk forfald, uredelighed og korruption i handelen, foruden deres trosmæssige vildfarelse. Profeten Shu’aib inviterede dem til islam og opfordrede dem også til bøn for at reformere deres karakter. Men de var på ingen måde villige til at acceptere det.

Shu’aibs folk svarede:

“O Shu’aib! Er det din bøn, der påbyder os at forlade de guder, som vore forfædre tilbad?” – (Hud: 87).

I ordene »som vore forfædre tilbad« skjuler der sig et haltende argument for jahiliyyas blinde efterlignelsesprincip. Deres ord er: Hvilken værdi har dine ord sammenlignet med vore lærde, fremtrædende tænkere? Var det forkert, at de anerkendte den og den som guder, mens det er dine ord, der er rigtige?

De hånede hans krav på profetskab og sagde: Det er løgn, at du er sendt af Allah. Hvordan kan du, som blot er et menneske ligesom os, være sendt af verdensherre? Du er jo sindssyg. Ved trolddom er din forstand og dømmekraft blevet sat ud af funktion og fordrejet.

“Du er en forhekset mand og ikke andet end et menneske ligesom os. Vi anser dig bestemt for at være en løgner.” – (ash-Shu’ara: 186).

Der var intet nyt i den måde, hvorpå de forkastede الدعوة’s grundlæggende budskab, eller i de tåbelige argumenter, de fremførte. Shu’aibs folk gjorde det samme som tidligere profeters folk: de forkastede deres budskab med de samme haltende undskyldninger og indvendinger, som jahiliyyas slaver og lidenskabernes trælle havde fremført. Da profeten Shu’aib (fred være med ham) skarpt kritiserede korruption, bedrageri og uredelighed i deres handel, kom et nyt synspunkt i jahiliyya til udtryk. Deres argument var: Hvad har moral at gøre med at tjene til føden? De sagde lige op i profetens ansigt: Skal vi ofre vore økonomiske interesser på grund af dine tåbelige ord? Skal vi opgive de fordele, vi får i handelen ved at snyde med mål og vægt, blot fordi vi vil lide tab i det hinsidige? Og hvad det hinsidige overhovedet er, forstår vi ikke. Og selv hvis det en dag skulle indtræffe, skal vi så ødelægge vort jordiske liv for dets skyld? Vi anser det for den største dumhed at opgive kontante fordele for et håb om noget, der først kommer senere. Gør, hvad du vil. Hvorfor vil du påtvinge os det?

Folkets ledere talte sammen og advarede hinanden.

“De ledere, som nægtede at følge ham, begyndte at sige til hinanden: Hvis I følger Shu’aib, vil I gå til grunde (økonomisk).” – (al-A’raf: 90).

Betydningen af denne korte udtalelse er langt større. Lederne og de fremtrædende mænd i Midjan sagde i realiteten: Hvordan kan vi acceptere det, som Hazrat Shu’aib (fred være med ham) siger, den trofasthed og ærlighed, han kalder til, og de varige moralske principper, som han vil binde os til? Vi kontrollerer verdens to største handelsveje. Vi bor ved grænserne til to udviklede stater som Egypten og Irak. Hvis vi ikke udøver vores indflydelse og pres over handelskaravanerne og opfører os som ærlige og gode mennesker, vil alle de fordele, vi nyder på grund af vores geografiske placering, gå tabt. Derefter vil også den indflydelse og anseelse, vi har over for nabofolkene, forsvinde.

Denne frygt for at miste verdslige interesser var ikke begrænset til samfundets ledere blandt Shuʿaybs folk; i enhver tidsalder har mennesker med fordrejede sind og karakterer følt den samme frygt over for ærlig og troværdig adfærd. I enhver tidsalder har de mennesker, der skaber fordærv, ment, at handel, politik og andre verdslige gøremål ikke kan fungere uden løgn, troløshed samt list og bedrag. Blandt de frygtelige undskyldninger og indvendinger, der i enhver tidsalder og på ethvert sted er blevet fremsat mod sandhedens daʿwah, var også denne: Hvis man forkaster verdens gængse veje og metoder og tager imod denne daʿwah, er folkets undergang uundgåelig. Også jahiliyyah-tilhængerne i vor tid nærer den samme opfattelse.

Madyans folk afviste ikke blot profetens daʿwah, men truede også med at fordrive ham og hans følgere fra landet.

“Hans folks hovmodige, arrogante og berusede samfundsledere sagde: ‘Shuʿayb! Vi vil helt sikkert fordrive dig og dem, der har troet sammen med dig, fra vores by; ellers må I vende tilbage til vores millat’” – (al-Aʿrāf: 88).

Da der ikke længere var nogen mulighed for, at de ville vende tilbage til den rette vej, tilintetgjorde Allah den.

“Så ramte en ødelæggende katastrofe dem. Derefter lå de døde med ansigtet nedad i deres egne hjem” – (al-Aʿrāf: 91).

Deres undergang er blevet beskrevet således:

“De, der afviste Shuʿaybs daʿwah som løgn, blev udslettet på en sådan måde, at det var, som om de aldrig havde boet dér” – (al-Aʿrāf: 92).

Madyans folks ødelæggelse forblev i lang tid et mindeværdigt eksempel for befolkningen i de omkringliggende områder. Sådan går det med dem, der følger falskheden.

Faraos folk

Tidens hjul bliver ved med at dreje, og konflikten mellem islam og jahiliyyah fortsætter også. Til sidst, flere hundrede år efter bortgangen af Allahs elskede profet, Hazrat Yusuf (a.s.), steg det koptiske folk til civilisationens højeste tinder i Egypten, og det faraoniske dynastis styre blev etableret. Under det faraoniske styre var hele folket nedsunket i jahiliyyahs mørke. Der begyndte en ekstrem forfølgelse og undertrykkelse af Israels børn, som troede på islam. På grund af indflydelsen fra kopternes vildledte civilisation og kultur blev Israels børn også ramt af fordærv. Da Hazrat Musa (a.s.) blev sendt til dette land for at reformere, forbedre og vejlede dem samt befri dem fra det faraoniske styres blæksprutteagtige greb, blev han også pålagt ansvaret for at fremføre den islamiske da‘wah blandt det koptiske folk. I overensstemmelse med profeternes metode for da‘wah valgte Hazrat Musa (a.s.) som folkets hersker Farao og hans hofmænd som det første mål for sin da‘wah. Det var netop den befaling, han havde fået fra Allah.

“Gå til Farao. Han er blevet oprørsk. Sig til ham: Er du rede til at rense dig selv, og at jeg kan vejlede dig til din Herre, så gudsfrygt kan opstå i dig?” – (an-Nazi‘at: 17-19).

“Gå til det uretfærdige folk – Faraos folk. Ønsker de ikke at beskytte sig mod en frygtelig konsekvens?” – (ash-Shu‘ara: 11).

Hazrat Musa (a.s.) og Farao nævnes i mange passager i Den Hellige Koran i forskellige sammenhænge. Hvis man samlede disse omtaler, ville det blive en lang historie. I stedet for at gengive denne sammenhængende historie fremhæves her de grundlæggende sider af jahiliyyahs vedvarende sofisteri, halsstarrighed, blinde efterfølgelse og overtro. Først gives der en kort omtale af deres overtro og blinde tro.

Betydningen af navnet Farao

Ordet Farao betyder solgudens søn. De gamle egypteres største gud var solen, og de kaldte solen Ra. Med Farao mente man solgudens børn. Egypterne troede, at den, der ville herske over landet, måtte være den, der antog guden Ras skikkelse og kom som hans inkarnation. I overensstemmelse med denne tro blev ethvert dynasti, der blev grundlagt i Egypten, fremstillet som efterkommere af solguden. Enhver, der satte sig på herskertronen, omtalte sig selv som Farao. Det er i virkeligheden ikke et egennavn, men blot en kongelig titel. Dermed blev det også antydet, at eftersom han var gudens inkarnation, var han landets højeste guddom eller største gud.

Det skal bemærkes, at Koranen i forbindelse med beretningen om Hazrat Musa (a.s.) omtaler to faraoer. Den ene var den farao, under hvis styre Hazrat Musa (a.s.) blev født og af hvem han blev opfostret. Ifølge forskerne hed han den anden Amis. Den farao, til hvem Hazrat Musa (a.s.) blev sendt med islams da‘wah og kravet om Israels børns befrielse, var den anden farao; hans navn var Munfata eller Minfata.

Allah den Ophøjede betegner selv Faraos folk som et uretfærdigt folk. Hele folket var uretfærdigt, og Faraon var de uretfærdiges leder. Heraf kan man forstå, hvor grusom, djævelsk og hårrejsende hans undertrykkelse og forfølgelse var. Derfor reagerede de på det islamiske kald på samme måde som tidligere oprørere mod Gud. De sagde:

“Vi har aldrig hørt noget sådant på vore forfædres tid” – (Al-Qasas: 36).

Begrundelsen for at afvise profetens kald var den samme: blind efterligning af forfædrene. Deres grundlæggende argument var: Vore forfædre var naturligvis vise og velbegavede. Når de ikke anerkendte Gud som én og uden nogen medgud, ikke havde nogen forestilling om det hinsidige og heller ikke troede, at et almindeligt menneske kunne være sendt af Gud, hvordan kan man så tro på denne mands ord?

Om denne holdning, som har eksisteret i alle tider, siges der klart i Koranen:

“Når det siges til dem: ‘Følg de befalinger, som Allah har åbenbaret,’ svarer de: ‘Vi vil også kun følge de skikke, som vi har set vore forfædre følge.’”

“Hvad så, hvis deres forfædre ikke havde brugt deres forstand og dømmekraft i noget og ikke havde fundet den lige og rette vej? Vil disse da stadig følge dem?” – (Al-Baqarah: 170).

“Tilstanden hos dem, der har nægtet at følge Allahs vej, er som den hos en hyrde, der råber til sine dyr, men de hører intet andet end lyden af hans råb. De er døve, stumme og blinde. Derfor forstår de ikke noget” – (Al-Baqarah: 171).

Frygten for Gud og det hinsidige, fromhed og forestillingen om storslåede moralske egenskaber er det, som et sundt sind begærer. Gennem dette kan sjælen opnå den højeste fred. Men de fleste mennesker afviser det. Årsagen til denne tåbelige adfærd er den samme i alle tider. Menneskets glemsel af sig selv, glemslen af sind, mentalitet, tanker og bevidsthed, dyrkelsen af sine lyster, den blinde trang til at efterligne forfædrene samt magtberuset stolthed og arrogance fungerer som et så hårdt tæppe eller en jernmur, at vejledningens lys ikke kan trænge gennem den ind i menneskets hjerte. Derfor sammenlignes de med døve, stumme og blinde.

I alle tider, både i fortiden og i den moderne tid, ser man den samme situation. Det var netop, hvad man så blandt Farao og hans embedsmænd. Beruset af magt fornægtede Farao alt: Allah den Højestes enhed, herredømme, myndighed og suverænitet samt Hans enevældige herredømme over hele skaberværket. På Allahs befaling erklærede profeten Moses (fred være med ham) og hans bror profeten Aron (fred være med ham) i utvetydige ord foran alle ved Faraos ministerrådsmøde:

“Vi er uden tvivl udsendt fra Rabb al-‘Alamin” – (Ash-Shu‘ara: 16).

“De udbrød straks: ‘Og hvad er denne Rabb al-‘Alamin for noget?’” – (Ash-Shu‘ara: 23).

Deres spørgsmål rummede både undren og en vis hån. Det betød ikke, at de var fuldstændig ateister eller fornægtede Guds eksistens. Tværtimod troede de på Allah, verdens Skaber, og endda på eksistensen af Hans engle.

“En dag kaldte Farao sit folks mennesker sammen og sagde: ‘Mit folk! Er kongedømmet over Egypten ikke mit? Og løber disse floder ikke under min kontrol? Ser I det ikke? Er jeg ikke bedre end denne mand, som er ringe og foragtet, og som knap nok kan udtrykke sig klart? Hvorfor er der ikke blevet kastet guldarmbånd over ham? Eller hvorfor er der ikke kommet en hær af engle foran ham og bag ham for at vogte ham, hvis han er sendt af Allah?’” – (Az-Zukhruf: 51-53).

Hans vildfarne og snæversynede tankegang og synspunkt var dette: Allah er universets Skaber, og Hans myndighed og herredømme gælder i den enorme naturverden – lad det da være sådan. Men eftersom jeg er konge over Egyptens land, og eftersom jeg ejer dette lands bjerge, floder, planter, mennesker og alle levende væsener, kan ingen andens herredømme og lovgivning gælde i mit land end min. Han var overordentligt stolt af sin magt. Derfor betragtede han hele folket som sine lydige slaver og slavers slaver. Han anså alle for ringe, ubetydelige, foragtelige og ydmygede. Hans magtfuldkommenhed, stolthed og arrogance tillod ham ikke at anerkende profeten Moses’ (fred være med ham) profetskab. Desuden var han fast overbevist om, at et menneske aldrig kunne være en udsendt profet fra Allah. Og hvis Allah ønskede at udpege nogen til profet, ville det kun være passende at gøre den, der besad rigdom, status og magt i samfundet, til profet. Profeten Moses (fred være med ham) var ikke en etableret, indflydelsesrig eller velhavende person i samfundet. Han havde heller ikke guldarmbånd på hænderne, og hvis han virkelig var Allahs udsendte repræsentant, måtte der naturligvis være en enorm hær af engle foran og bag ham; han måtte færdes med den pragt og pomp, som konger og herskere gør. Da intet af dette fandtes, var alle hans påstande løgn.

Selv efter at have fremlagt mange uigendrivelige argumenter, tydelige tegn og mirakuløse handlinger afstod han ikke fra sin blinde stædighed, arrogance og trodsighed, men blev stadig hårdere over for Allahs profet. Med en hård, truende stemme sagde han til Moses (fred være med ham):

“Farao sagde: ‘Hvis du anerkender nogen anden som gud end mig, vil du blive blandt dem, der langsomt dør i fængslets mørke celler.’” – (Ash-Shu‘ara: 29).

»Vi sendte Moses til Farao, Haman og Karon med Vore tegn og et klart bevis på, at han var udvalgt som profet. Men de sagde: Han er en troldmand, en løgner. Da han så bragte dem sandheden fra Os, sagde de: Dræb ham og også hans sønner, som har troet sammen med ham, men lad kvinderne leve. Men deres list mislykkedes. Og Farao sagde: Lad mig være, så dræber jeg ham. Lad ham påkalde sin Herre. Jeg frygter, at han vil ændre jeres religion eller skabe fordærv i landet. Moses sagde: Jeg søger tilflugt hos min og jeres Herre mod enhver hovmodig og arrogant, som ikke tror på Regnskabets Dag.« (Den troende: 23-27).

Det vil sige, at profeternes mission havde som mål at bryde alle former for menneskelig lydigheds og trældoms lænker og alene underordne sig Allahs tjeneste eller Hans befaling og styre. Autokratiske herskere i alle tider, som Farao og Nimrod, ønsker at være enevældige herrer over alle mennesker i deres land. Deres befalinger og styre skal gælde over alle, og folket skal være underlagt deres love. Som følge af Hazrat Moses’ (fred være med ham) islamiske mission frygtede Farao netop, at hans enevældige herredømme og magt ikke længere ville bestå. Moses’ mission ville udløse en mental revolution blandt mennesker, så de kunne befri sig selv fra menneskers trældom. Med denne frygt sagde Farao til sine rådgivere: Jeg frygter, at Moses vil gennemføre en revolution. Selv hvis han ikke kan gennemføre en revolution, er der i det mindste en klar fare for, at hans propaganda vil skabe uro og anarki i landet og forstyrre menneskers fred og sikkerhed. Derfor bør han dræbes, selv om han ikke er skyldig i nogen forbrydelse, alene af hensyn til den offentlige sikkerhed (Maintenance of Public Order).

Farao talte om revolution i den forstand, at Moses (fred være med ham) ville ændre den herskende religion.

»Jeg frygter, at han vil ændre jeres religion.«

Med religion menes her styreordningen. Den ordning inden for religion, politik, økonomi og kultur, som herskede i Egypten på grundlag af Faraos og hans families suverænitet, var landets »religion«. Som følge af Hazrat Moses’ (fred være med ham) mission opstod der en frygt for, at denne religion ville blive ændret, og at hans eget kongedømme samt hans herredømme og magt ville blive bragt til ophør. Derfor måtte den, der ændrede religionen, nødvendigvis dræbes. I enhver tidsalder, også i den moderne, har diktatoriske faraoer, når de har indset, at den islamiske bevægelse har rystet grundlaget for deres diktatur, enten rejst falske og opdigtede anklager mod aktivisterne, gennemført skinprocesser og idømt bevægelsens ledere dødsstraf, fængslet mange og udsat mange for bestialsk tortur. Men i sidste ende er det altid de gudsfornægtende diktatoriske kræfter, der er blevet ødelagt. Selv ved at bruge hele sin statsmagt kunne Farao ikke udslette Hazrat Moses (fred være med ham), hans islamiske bevægelse eller dens styrke. Han selv blev udslettet og tilintetgjort fra jordens overflade.

Da Farao havde truffet alle forberedelser til at dræbe Hazrat Moses (fred være med ham), kom der fra Allah en befaling til ham om at forlade Egyptens land sammen med hele den islamiske folkestyrke.

»Drag om natten af sted med Mine tjenere. I vil blive forfulgt. Lad havet forblive i sin egen (flydende) tilstand. Hele denne hær vil blive druknet og dø. Hvor mange haver, kilder, marker og storslåede paladser efterlod de ikke bag sig! Hvor mange luksusgoder, som de nød, blev ikke liggende tilbage! Således blev deres endeligt, og Vi gjorde andre mennesker til arvinger efter dem. Hverken himlen eller jorden fældede tårer for dem, og de fik ikke nogen frist.« (Røgen: 23-29).

Så snart Hazrat Moses (fred være med ham) efter Allahs befaling slog med sin mirakuløse stav på Det Røde Hav, blev der skabt en smuk og tør vej fra den ene bred til den anden. Hele den islamiske folkestyrke kom sikkert over havet. Da Farao derefter begyndte at marchere ad vejen med sin enorme hær, antog havet pludselig sin naturlige form igen, og hele hæren druknede og mistede livet. Hvor meget sådanne diktatoriske herskere end lader sejrstrompeterne gjalde, og hvor meget deres smigrere end lovpriser dem, er der efter deres død ingen, der sørger over dem eller fælder tårer for dem. Tværtimod ånder alle lettet op.

I hvert kapitel af historien ser vi denne konflikt og konfrontation mellem islam og jahiliyyah, mellem sandhed og falskhed. Selvom sandhedens bannerførere er blevet forfulgt og undertrykt af islamfjendtlige, gudsoprørske kræfter, er det i sidste ende falskhedens kræfter, der er blevet tilintetgjort.

Verdensprofetens komme

På et tidspunkt i konflikten og konfrontationen mellem islam og jahiliyyah, ved begyndelsen af det syvende århundrede, trådte Verdensprofeten Muhammad Mustafa, fred og velsignelser være med ham, frem i byen Mekka med islams budskab. På det tidspunkt var hele verden, inklusive Arabien, nedsænket i jahiliyyahs tætte mørke.

Allah den Højeste sendte profeten Mustafa, fred og velsignelser være med ham, som den sidste profet til menneskeheden og sendte hans endelige vejledning til menneskeheden. Den sidste profet og den endelige vejledning beviser netop, at en fuldkommen din eller livsordning er blevet fremlagt for menneskehedens samlede velfærd. Derfor blev religionen kaldt al-Islam, hvis ene vigtige særkende er den letforståelige og klare fremstillingsform, hvormed budskabet fra den store bog, al-Koranen, der blev åbenbaret til den, fremlægges.

Selvom Koranen bruger et formanende sprog frem for et befalende sprog, når den fremlægger sit budskab, præsenterer den samtidig stærke argumenter og beviser. For at bevise sandheden af den tro, som Koranen ønsker at skabe i menneskers hjerter, fremlægger den den i et gribende sprog sammen med stærke argumenter. Disse argumenter og beviser er af forskellige slags: intellektuelle, naturlige, intuitive og historiske. Det, at budskabet fremlægges med stærke argumenter og beviser, viser netop, at Koranen appellerer til menneskets fornuft og samvittighed. For eksempel:

“Sandelig, i skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der talrige tegn for de forstandige” – (Al-i Imran: 190).

Der findes mange sådanne vers i den hellige Koran, hvoraf det klart fremgår, at mennesket netop fordi det er et væsen med fornuft og samvittighed, er blevet anset for egnet til at modtage budskabet. Med andre ord: Enhver, der bruger sin viden, fornuft og samvittighed korrekt, vil få dette budskabs sandhed klart for sig. Hvis man tænker efter med oprigtig søgen efter sandheden og hengivenhed, kan ingen forblive berøvet sandhedens lys.

Et miljø indhyllet i jahiliyyahs mørke

Trods at den islamiske da‘wa blev fremlagt i et gribende sprog med argumenter, historiske vidnesbyrd og forskellige tegn, afviste Arabien under jahiliyyaen ligesom tidligere denne da‘wa. Årsagen var, at samfundet manglede viden, fornuft, samvittighed og indre indsigt. Når solen står op, spreder dens lys sig overalt. Kun de, der har syn, kan drage fordel af dette lys. For den blinde eller den, der har mistet synet, synes alt at være indhyllet i tæt mørke. Sådan forholder det sig også med den indre indsigt. Hvis hjertets øje mister synet, eller hvis et tykt slør som grå stær lægger sig over det, kan det ikke se sandheden. På tidspunktet for den sidste profets komme var samfundet fuldt af den slags blinde og døve mennesker. Koranen beskriver tilstanden på den tid med følgende ord:

“De har hjerter, men de tænker ikke med dem. De har øjne, men de ser ikke med dem. De har ører, men de hører ikke med dem. De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne og forvirrede. De er nedsunket i dyb uagtsomhed” – (Al-A‘raf: 179).

Det betyder, at disse mennesker – som profeten Muhammad (fred være med ham) fremlagde islams da‘wa for – havde mistet evnen til overhovedet at tænke over sandhedens da‘wa. Ved hjælp af de midler og redskaber, som Allah den Højeste havde givet dem for at erkende sandheden og opnå den rette indsigt i alle ting, foretog de sig alt muligt andet, men ikke det egentlige, som de burde have gjort: nemlig at erkende sandheden. De havde fået øjne, altså syn, for med dem at iagttage universets virkelige forhold. De havde fået hørelse for opmærksomt at lytte til sandhedens da‘wa og tænke over den. De havde fået sindet eller fornuftsevnen for med ansvarsfølelse at vurdere korrekt det, de havde iagttaget med øjnene og hørt med ørerne, og nå frem til den rette konklusion. Men de spillede kun rollen som firbenede dyr. De gjorde kun brug af deres evner i samme omfang, som et dyr opnår viden gennem sine øjne og ører. Sådanne firbenede dyrs tilstand er, at når hyrden eller ejeren råber noget til dem, forstår de ikke, hvad der egentlig bliver sagt. De fornemmer dog, at nogen råber. Det samme var tilfældet med de arabiske afgudsdyrkere og vantro, når det gjaldt islams da‘wa. De havde fuldstændig mistet evnen til at se og tænke over dens beviser. Den kaldendes ords betydning forsvinder i luften. Den Ædle Koran har tegnet et billede af deres mentale tilstand således:

“Tilstanden hos dem, der nægter at følge Guds vej, er som følger: Hyrden råber til dyrene, men de hører intet ud over lyden af hans råb. De er døve, stumme og blinde. Derfor forstår de ingenting” – (Al-Baqarah: 171).

Et andet sted siges det:

“Tænker de da ikke over Koranen? Eller er der blevet sat låse på deres hjerter?” – (Muhammad: 24).

Meningen med det ovennævnte vers er, at de slet ikke tænker over Koranen. Og selv hvis de en sjælden gang gør det, trænger dens mening og betydning ikke ind i deres hjerters dyb. Årsagen er, at de ikke ønsker at tage imod sandheden. Indgangene til deres hjerter er låst. Derefter har de ingen evne tilbage til at skelne mellem godt og ondt. Og dette er hjertets blindhed.

Årsagerne til blindheden

Den første årsag til denne blindhed er national og familiær fanatisme. Deres holdning var, at de religiøse trosforestillinger, skikke og traditioner, som var blevet overleveret fra deres forfædre, måtte være korrekte. For det kunne jo ikke være sådan, at deres forfædre havde taget fejl. Hvis vi derfor afviser profeten Muhammads (sa) kald til den nye dīn, vil det være til vores eget held, og ved ikke at forlade vores forfædres religion vil vi også undgå deres forbandelse.

»Vi fandt vores fædre og forfædre følge en bestemt skik, og vi følger i sandhed deres fodspor« – (az-Zukhruf: 23).

De har ingen guddommelig autoritet fra nogen bog til støtte for sig. Deres eneste argument er, at alt dette har været praktiseret siden deres fædres og forfædres tid. Derfor vil vi gøre alt det samme, som de gjorde. Det er værd at bemærke, at det i enhver tidsalder netop var samfundets velhavende, der løftede fanen for blind efterligning af forfædrene og stillede sig over for profeterne. En årsag var, at de var så opslugt af verdslig nydelse og luksus, at de på ingen måde var villige til at beskæftige sig med striden mellem sandhed og falskhed – af frygt for, at deres luksuriøse liv skulle blive forstyrret. Den anden årsag var, at deres interesser var tæt forbundet med den ordning, der var gældende i samfundet. Så snart de så den ordning, profeterne fremlagde, forstod de, at deres lederskab, indflydelse og anseelse ville ophøre under den, og at alle veje til de goder, de uretmæssigt nød, ville blive lukket.

Det var ikke kun den blinde lydighed mod forfædrene, der hindrede dem i at tage imod sandheden; slægtsmæssig fanatisme og slægtsinteresser forhindrede dem også i at tage imod det islamiske kald. Profetens familie var knyttet til grenen Banū Qusayy i Quraysh-stammen. Derfor blev de andre ophidset mod Banū Qusayy. De øvrige nægtede at anerkende profeten Muhammads (sa) profetskab, fordi det ville føre til, at Banū Qusayys overlegenhed blev etableret.

Under slaget ved Badr spurgte en af Abu Jahl’s ledsagere, al-Akhnas ibn Shurayq, Abu Jahl i enrum: »Sig mig ærligt: anser du Muhammad for sandfærdig eller løgnagtig?«

Han svarede klart: »Ved Gud, Muhammad er en sandfærdig mand, som aldrig har løjet i sit liv. Men hvis både liwāʾ, siqāyah, hijābah og profetskabet alle tilfaldt Banū Qusayy, så sig mig: hvad ville der så være tilbage til de øvrige Quraysh?«

Selv en mand som profetens (sa) onkel Abu Talib kunne ikke tage islam til sig, ene og alene fordi hans blinde tro på fædrenes og forfædrenes religion ikke tillod ham at antage islam. Alligevel var hans kærlighed og hengivenhed for profeten uden lige. Over for fjenderne var han som et skjold for ham. Men trods den ædle profets gentagne bønner fremsagde han ikke trosbekendelsen. Profeten (sa) sagde til ham med stor respekt og inderlighed: »Kære onkel, sig blot én gang: lā ilāha illā Allāh. Så vil jeg på opstandelsens dag vidne for dig og bede om tilgivelse for dig.«

Abu Jahl og andre ledere blandt afgudsdyrkerne var til stede dér. De sagde: »Abu Talib, vil du af frygt for døden forlade din ædle far Abd al-Muttalibs religion?«

Deres jahiliyyahs pil nåede sit mål. En stærk følelse af forfædredyrkelse blev vakt i Abu Talib, og han sagde: »Jeg vil dø på Abd al-Muttalibs din.« Ibn Hisham har berettet denne hændelse i sin historie.

Af de to ovennævnte hændelser bliver det helt klart, hvor fremtrædende national, partimæssig, stammemæssig og familiemæssig fanatisme og blind efterligning var i det arabiske samfund, og hvordan de uden tøven forkastede sandheden, profetens kald og vejen til velfærd for at beskytte deres bestående interesser.

Den anden årsag var intellektuel blindhed og dyrkelse af begæret. Tendensen til at dyrke begæret gennemsyrede deres årer. For at tilfredsstille begærets ønsker opfandt de forskellige fremgangsmåder, metoder og skikke og iførte dem en fortryllende klædedragt. Der blev fremlagt argumenter og beviser for at legitimere dem. Alkohol, hasardspil, åger, nøgenhed, uanstændighed, dans og sang, seksuelt anarki, drab og mord, drab på børn og lignende blev nogle steder iklædt naturens krav, andre steder økonomisk velfærd, andre steder kunstens skønhed og atter andre steder religiøs fromheds klædedragt. På denne måde var menneskets natur blevet så knust under vægten af sataniske begær og afskyelige handlinger, at den ikke kunne komme med så meget som en lyd imod dem. Eftersom islam ikke kan give tilladelse til disse ting, men tværtimod rejser sig imod dem, anså de islam for en fare for sig selv. De anså det for en frygtelig uret og vold imod dem. For i virkeligheden havde de gjort deres eget begær til gud. Da barmhjertighedens profet begyndte at føle smerte i sit hjerte over deres indstilling og adfærd, sagde Allah den Højeste:

»Har du nogensinde overvejet tilstanden hos den, der har taget sit eget begær som sin gud? Kan du påtage dig ansvaret for at lede et sådant menneske til den rette vej?« – (al-Furqan: 43).

At gøre begæret til sin gud betyder at tilbede og underkaste sig det, og i praksis er dette også shirk ligesom afgudsdyrkelse. I en hadith, som Hazrat Abu Umama (ra) har overleveret, siger profeten (saw): »Blandt alle de guder, der dyrkes under denne himmel ud over Allah, er det værste guddommelige væsen det begær, hvis befalinger man adlyder« – (al-Tabarani).

Den person, der holder sit begær under fornuftens kontrol og træffer fornuftige afgørelser, kan, hvis han bliver involveret i en eller anden form for shirk eller kufr, bringes tilbage til den rette vej gennem forklaring og vejledning. Men begærets slave er som en tøjlesløs kamel og kan på ingen måde bringes på ret køl. Han går den vej, som begæret leder ham ad.

Det tredje er de skikke og traditioner, der har været gængse fra gammel tid. De er ikke villige til at høre noget imod dem, og de er heller ikke rede til blot at overveje at opgive de skikke, der har været fulgt så længe.

De tre ovennævnte ting holder deres sind og tanker ramt, som af en uhelbredelig sygdom. De afviser ikke blot sandhedens kald; sandhedens stemme øger tværtimod deres vrede.

»Vi har på mange forskellige måder forklaret religionens kerne i denne Koran, så de kunne forstå den og blive bevidste, men de flygter blot endnu længere bort fra den sande virkelighed« – (Bani Isra’il: 41).

Sådanne mennesker, Jahiliyyahs åndelige sønner, vil findes i enhver tidsalder.

Jahiliyyah-tilhængernes reaktion

Så snart profeten Muhammad, sallallahu alaihi wa sallam, bekendtgjorde sit profetskab, blev reaktionen blandt Mekkas polyteister og vantro gradvist stadig mere voldsom. Først forekom denne bekendtgørelse dem som noget yderst forbløffende. Efter deres opfattelse var han det bedste menneske i samfundet: sandfærdig, yderst troværdig og pålidelig samt i besiddelse af en enestående karakter. Hvorfor kom der da sådanne uvirkelige og meningsløse ord fra hans mund?

»Har Allah sendt et menneske som sin sendebud?« – (Bani Isra’il: 14).

»Det var for dem en forbløffende sag, at en advarer var kommet til dem fra deres egen midte (fra menneskenes midte). Derfor sagde de vantro: Dette er virkelig noget højst mærkværdigt« – (Qaf: 2).

Som mennesker blottet for viden og fornuft begyndte de overalt at udbrede den opsigtsvækkende påstand, at Gud angiveligt aldrig sender et menneske som sit sendebud. De sagde: Når man hører den slags meningsløse ord fra vores allesammens elskede, sandfærdige og troværdige mand, må hans forstand være blevet forstyrret. Eller også er han blevet besat af en jinn. Således blev der indledt en kampagne for at vække afsky i folks sind mod profeten Muhammad (sallallahu alaihi wa sallam).

Derefter kom talen om livet efter døden, om Akhirah. Det var for dem endnu mere latterligt og utroligt.

Deres udsagn lød således: „Skal vi fortælle jer om en mand, som hævder, at når I er blevet opløst og gået i forrådnelse efter døden, vil I blive skabt på ny?“ – (Saba: 7).

Således afviste jahiliyyahens bannerførere først islams kald med latterliggørelse, hån og spot. Senere afviste de også tawhid og det hinsidige som meningsløst, fordi de aldrig havde hørt deres forfædre tale om sådanne uvirkelige ting. Derefter begyndte modstanden mod Profeten (fred være med ham), og den antog efterhånden form af forfølgelse og undertrykkelse. Så snart nogen antog islam, styrtede et bjerg af ulykker ned over ham. Da muslimernes liv under deres ophold i Mekka på denne måde blev uudholdeligt, advarede Allah Profetens og islams fjender med disse ord: „Tror de, der begår misgerninger, at de kan undslippe Mig? Hvor fejlagtigt har de dog besluttet!“ – (Al-Ankabut: 4).

Dette kan have to betydninger. For det første: De har besluttet, at det ikke vil lykkes Allah at gøre den islamiske bevægelse sejrrig. Tværtimod vil det lykkes dem at udslette den. For det andet: De vil undslippe den straf, som Allah ønsker at påføre dem på grund af deres overgreb.

Islams fjender nærer altid den forestilling, at de vil udslette den islamiske bevægelse og dens tilhængere fra jordens overflade. De tror slet ikke på, at Den Almægtige Allah kan give dem en passende straf for deres modstand mod islam og for den uret og forfølgelse, de udsætter islams tilhængere for.

Men trods al deres modstand, undertrykkelse og forfølgelse fortsatte antallet af muslimer med at vokse. Den vigtigste årsag var Allahs ord, Koranen, som blev åbenbaret på arabisk. Koranen har en række generelle egenskaber. For det første er den litteratur af meget høj kvalitet; selv at skrive blot et par linjer, der kan måle sig med den, ligger uden for menneskets evner. For det andet er dens sprog klart, forståeligt, yderst tiltalende og gribende. Den øver en enorm indflydelse på tilhørerens sind. Dens betydning og indre mening trænger dybt ind i tilhørerens hjerte og skaber en revolution i hans eller hendes tankeverden. Hvert ord i Koranen er både yderst sandt og uangribeligt logisk. Sandheden har sin egen særlige smag, som let tiltrækker og betager dem, der søger den. Koranens ord stemmer overens med menneskets natur, dets intelligens samt naturens rige og den måde, det er indrettet på. Derfor sker der en revolution i sindets verden hos dem, der lytter opmærksomt til Koranen og tænker over den, og de svarer spontant på Koranens kald.

Hindring af oplæsningen af Koranen

Da jahiliyyahens bærere, det vil sige islams fjender, indså, at folk lyttede til ord fra munden på en af samfundets bedste og mest respekterede mænd – ord, som påvirkede dem sådan, at de forlod deres forfædres religion og blev lede ved det nuværende samfund og dets ledelse – blev de fortvivlede og forenede sig mod Allahs ord, Koranen. Derefter udstedte de et forbud mod at lytte til Koranen. Om dem siger Koranen:

„De, der fornægter sandheden, siger: ‚Lyt ikke til Koranen!‘ Og når den bliver reciteret, så larmer og råber I for at skabe modstand. Så vil I måske sejre i denne sag.“

Allah siger:

»Vi vil lade disse fornægtere af sandheden smage en hård straf. Og Vi vil give dem fuld gengældelse for den værste gerning, de begår. Gengældelsen for Allahs fjender er Jahannam. I den skal de forblive for evigt. Denne straf skyldes, at de fornægtede Mine tegn.

Disse kafirer, som fornægtede sandheden, vil, når de kommer i Jahannam, sige: »Vor Herre, vis os de jinner og mennesker, som vildledte os, så vi kan træde dem under vores fødder, så de virkelig bliver ydmyget og vanæret« – (sura Ha-Mim as-Sajdah: 27-29).

Ligesom den gamle jahiliyyahs bærere og forsvarere ikke kunne tåle, at Koranen blev forkyndt og udbredt, og ikke lod noget forsøg eller nogen list være uprøvet for at standse den, kunne den moderne jahiliyyahs bærere, det vil sige islams fjender, heller ikke på nogen måde se positivt på Koranen. Men forsøgene på at standse Koranens forkyndelse er aldrig lykkedes; tværtimod har resultatet været det modsatte. Hazrat Umar (ra), der engang var islams værste fjende, var på vej med draget sværd for at dræbe profeten Muhammad (sa), men kom tilfældigvis til at læse nogle vers fra Koranen undervejs og blev tiltrukket af den; sandheden blev åbenbaret i hans hjerte. Således blev profetens fjende vanvittigt forelsket i profeten. Den kristne kejser af Abessinien kunne ikke holde glædestårerne tilbage, da han hørte Koranen blive reciteret. De kristne udsendinge fra Najran blev betaget, da de hørte Koranen reciteret fra profeten Muhammads (sa) hellige mund, og søgte tilflugt under islams kølige skygge. På den britiske regerings vegne blev der fremsat trusler om at standse Koranens forkyndelse og udbredelse. Men resultatet blev det modsatte. Engelske oversættelser af den ædle Koran er blevet spredt i utallige eksemplarer over hele verden, og mange berømte personer i selve England har antaget islam efter at have læst Koranen, og gør det stadig. Den samme tilstand ses overalt på jorden. Også fra Indien blev der gjort forsøg på at erklære Koranen forbudt. Men dette forsøg mislykkedes. Koranen er blevet oversat til flere af Indiens sprog. Også blandt ikke-muslimer vokser interessen for at læse Koranen. Mange højtuddannede og lærde personer i Indien forlader hinduismen og antager islam. Også de falske muslimer, som bærer muslimske navne, har imidlertid efter de vantros eksempel forsøgt at standse Koranens forkyndelse og udbredelse. Dette begyndte først i Tyrkiet under Kemal Pashas styre. Det arabiske alfabet blev erklæret forbudt i Tyrkiet. Formålet var at standse forkyndelsen af Koranen, som er åbenbaret på arabisk. Men dette formål blev ikke nået.

Når nogen efter at have antaget et muslimsk navn bliver en falsk muslim, bliver han mere højtråbende imod islam end en ikke-muslimsk kafir. Derfor ser man ved at studere historien, at de falske muslimer og falske lærde har skadet islam langt mere, end de ikke-muslimske kafirer har gjort.

Hvad enten de er kafirer, der ikke tror på islam, eller falske muslimer, der er mentalt slavebundne af de vantro, bør de vide, at Koranen er Allahs evige ord, og at Allah selv har påtaget sig ansvaret for at bevare den i dens oprindelige form for evigt. Ingen er i stand til at standse dens forkyndelse og udbredelse eller fordreje den så meget som det mindste. Jeg ønsker at minde dem, der befaler, at Koranens forkyndelse skal standses, og dem, der blindt adlyder denne befaling og derfor danser og springer omkring på gader og marker, taler på fascistisk vis og skaber modstand, om de ovenfor nævnte koranvers. Det vil være til deres eget bedste oprigtigt at vende tilbage til Koranen og tage ved lære af disse fascistiske falske muslimske lederes og deres blinde følgeres skæbne i akhiraen.

Måder, hvorpåmanforbliverstandhaftigover for jahiliyyah

Nogle af de vigtigste metoder, som verdensprofeten Muhammad Mustafa, sallallahu alayhi wa sallam, har anvist for at forblive standhaftig på islams vej i konfrontationen med jahiliyyah, omtales nedenfor.

For det første: Sand intelligens

I ethvert område af menneskelivet er intelligens uundværlig for at indtage den rette holdning ud fra islams synspunkt og opnå succes i livet. Denne intelligens må være baseret på sund og korrekt tænkning. Det, der i islam forstås ved sand intelligens, er, at menneskets opmærksomhed hvert øjeblik er rettet mod at opnå Allahs tilfredshed. Mennesket bør ikke udføre nogen handling, der gør det uopmærksomt på eller vender det bort fra ønsket om at opnå Allahs tilfredshed, eller som bliver årsag til Hans utilfredshed. Derfor har Allah den Almægtige gentagne gange henledt menneskenes opmærksomhed ved at sige:

“O I, der er fornuftige! Frygt Mig og hold jer på rette vej” – (Al-Baqarah: 197).

Man skal frygte Ham, for at Han ikke skal blive utilfreds. At huske hele tiden, at Han aldrig må blive utilfreds, og gennem sin adfærd at holde Ham tilfreds – det er sand intelligens.

“I skabelsen af himlene og jorden og i nattens og dagens skiften er der talrige tegn for de forstandige, som mindes Allah, når de går omkring, når de sidder, og når de ligger ned” – (Aal-Imran: 190).

Når et menneske med fornuft tænker rigtigt over skabelsens mysterier i himlene og på jorden, samtidig med at erindringen om Allah er levende i dets hjerte, og det ikke betragter skaberværkets tegn som dyr, men undersøger og iagttager dem med eftertanke, erklærer det spontant, at hele dette skaberværk er underlagt en visdomsfuld ordning.

Denne måde at tænke og handle på beskrev Den Ædle Profet (fred være med ham) med sine egne ord således: “Den intelligente er den, der holder sin begærlyst under kontrol og arbejder for livet efter døden” – (At-Tirmidhi, Ibn Majah).

Hvis den stærke bevidsthed om, at man i akhirat skal stå til regnskab over for Allah den Almægtige for enhver handling, altid er levende i hjertet, kan man undgå handlinger og adfærd, der pådrager sig Allahs utilfredshed. Dette er blevet kaldt intelligens. Den Ædle Profet (fred være med ham) har tydeliggjort intelligensens fulde betydning. At arbejde for livet efter døden betyder, at hvis din og imanens krav er, at man skal afvise verdens umiddelbare gevinster, interesser og bekvemmeligheder, så skal dette krav naturligvis opfyldes; og hvis Allahs tilfredshed kræver, at man ofrer sit liv, sin ejendom og sin magelighed, skal man gøre det med et urokkeligt sind.

To: Det rette syn på rigdom og status

Islam siger, at det at eje rigdom og besidde en høj position ikke er det samme som at være Allahs yndling. Det er ikke rigtigt, at Allah er tilfreds med dem, som besidder disse to ting. Allahs tilfredshed afhænger udelukkende af tro og gode gerninger. En person kan, selv om han er berøvet rigdom og status, takket være sin tro og sine gerninger blive regnet for æret i Allahs øjne og blive Hans yndling. Omvendt kan en person, selv efter at have opnået enorme rigdomme og høj status, blive forbandet af Ham. For denne verden er menneskets arbejdssted, ikke stedet for belønning. Her skal han fortsætte med at handle. Den fulde belønning vil han modtage i det hinsidige. At nogen her i verden lever i velstand, beviser ikke, at Allah er tilfreds med hans handlinger, og at han derfor er Hans yndling. At nogen lider under nød og fattigdom, beviser ikke, at Allah er utilfreds med ham. Hvad enten det er overflod eller fattigdom, politisk og social høj status eller ydmygelse og vanære, er disse to forhold forbundet med Allahs lov, hvis særlige formål er at prøve mennesket. At prøve mennesket på forskellige måder i det jordiske liv er det primære formål med dets skabelse. Hele verdensordenen vidner om denne sandhed. Eftersom dette var det vigtigste og mest grundlæggende spørgsmål i menneskelivet, har Koranen, den vise, gentagne gange mindet om det. Formålet med menneskets skabelse og Allahs lov om at prøve det er blevet belyst udførligt og på mange forskellige måder. Men den mentalitet, som jahiliyyaen havde skabt, kunne ikke acceptere dette. I jahiliyyaens syn fastholdes den opfattelse, at rigdom og status er uløseligt forbundet med Allahs velbehag og kærlighed. Jo større rigdom og status en person ejer, desto mere vil han være Allahs yndling. Fattigdom og mangel på status er tegn på, at man er berøvet Allahs nåde. Ud fra dette syn vil man i stedet for at bedømme sandheden efter sandhedens målestok bedømme den efter rigdommens og statusens målestok. Da profeten Muhammad (saw) erklærede sit profetskab, udtrykte jahiliyyaens tilhængere deres forundring og sagde, at hans status ikke svarede til deres selvopfundne målestok. Igen og igen sagde de, først og fremmest, at Allahs sendebud nødvendigvis måtte være en engel. Og hvis et menneske skulle være sendebud, kunne han under ingen omstændigheder være et almindeligt menneske. Han måtte derimod have en så usædvanlig status, at den stemte overens med hans store forbindelse til Allah. Hvis et menneske for eksempel skulle være sendebud, måtte engle være steget synligt ned til ham (sura al-An’am: 8); i det mindste måtte en skat være blevet sendt ned til ham fra himlen, eller han måtte have haft en have med frugttræer, hvorfra han kunne få rigelig næring (al-Furqan: 8). Og hvis han ikke var et så usædvanligt menneske, måtte han i det mindste være en velhavende person, leder af et folk, høvding for en berømt stamme og ejer af rigdom og status. Men her var sagen anderledes. Et helt almindeligt menneske hævdede, at han var sendt af Allah, den Majestætiske, selv om han ikke besad nogen af de egenskaber, der kunne berettige et sådant krav. På den ene side hævdede han at være en nåde for hele verden, mens han på den anden side selv gik på markedet for at købe varer. Han havde heller ingen tjenere, hvorfor han selv måtte udføre alt arbejdet.

De siger også: Hvorfor blev denne Koran ikke åbenbaret for en fremtrædende leder blandt de to berømte byer, Mekka og Taif? (al-Zukhruf: 31).

De blev ved med at sige alle mulige meningsløse ting om profeten Muhammad (saw) af denne slags. Deres faste overbevisning var, at den, der skulle være Allahs yndling, nødvendigvis måtte have alle livets fornødenheder, rigdom og høj status. Derefter fjernede den revolution, som fandt sted på den lykkelige dag, hvor Mekka blev erobret, fejlen i deres tanker og syn.

Tre: At følge islam gennem hele livet

Islam har mindet verden om, at Skaberen af universet ikke skabte mennesket uden et formål. Han skabte det derimod netop for, at det skulle tilbede og adlyde Ham, hvilket i islamisk terminologi kaldes ibadat og tilbedelse. Denne tilbedelse betyder, at hele livet skal ledes i overensstemmelse med Allahs vejledning og vilje. Tilbedelse betyder ikke blot, at man i et bedehus udfører en vis tilbedelse af Allah og nogle religiøse ritualer og derefter tilbringer resten af livet, som man selv ønsker. Denne delvise tilbedelse stemmer ikke overens med selve betydningen af at være underlagt Allahs totale og ubetingede lydighed. Den er heller ikke i overensstemmelse med den religion og vejledning, Han har åbenbaret. Da islam derfor krævede, at gudsdyrkelsen skulle afspejles praktisk på alle livets områder, og begyndte at lægge sandhedens og ærlighedens bånd på alle menneskets tanker og handlinger, begyndte jahiliyyaens forkæmpere at udtrykke forundring og skyde hånende bemærkninger af. De så, at denne nye religion, i modsætning til den jahiliyyiske opfattelse af religion, som havde fyldt deres sind og hjerter, og deres forestilling om religion som en ekstra del af livet, satte vagter ved frihedens vejkryds, lod dem høre om belønning og straf ved hvert skridt, bandt livets forskellige problemer sammen i en velordnet og solid ordning og ønskede at kontrollere ethvert område af livet. Derfor forekom alt dette dem barbarisk. I generationer havde deres religiøse praksis bestået i fra tid til anden at kaste sig ned for afguder, som de selv havde fremstillet, ofre kameler, får og geder til dem, smøre blodet fra de ofrede dyr på helligdommens vægge, gå hen ved Kabaen og fløjte og klappe i hænderne samt holde religiøse markeder, fester og fornøjelser. Alt dette var deres religiøse ceremonier. Resten af livet var de derefter optaget af fordømmelige handlinger som plyndring, drab, utugt, drikkeri og ågerhandel.

Dette var den gængse opfattelse af religionen i jahiliyyah. Inden for livets meget snævre område fandtes nogle religiøse ritualer og ceremonier (selv om de hverken byggede på sund, kultiveret tænkning eller fornuft), mens der inden for livets bredere område herskede irreligiøsitet samt ubegrænset frihed til uretfærdighed og synd. Dette kaldes med moderne terminologi sekularisme, altså verdslighed; denne tankegang og filosofi tilhører jahiliyyah, ikke islam. Den sidste af profeterne i profeternes rækkefølge og hele verdens profet, Muhammad Mustafa (fred være med ham), fremsatte den revolutionære erklæring, at islam er et fuldstændigt livssystem for menneskeheden. Det vil sige, at man i enhver situation og hvert øjeblik i livet skal underordne sig Allahs lydighed. Samfund, stat, uddannelse, civilisation, kultur, kunst og så videre skal opbygges under ubetinget lydighed mod Allah den Almægtige, menneskets Skaber og Herre. Jahiliyyahs blinde afgudsdyrkere kunne ikke acceptere dette. Det kunne Iblis, Satan, heller ikke være tilfreds med. For han ønsker menneskers lydighed på nogle områder, selv om det ikke gælder alle livets områder. På de områder, hvor Allahs lydighed forkastes, vil der ikke være nogen anden mulighed end at adlyde Satan, eller også må man adlyde en anden i stedet for Allah. Lydighed mod andre end Allah er blevet kaldt den største synd (shirk). Jahiliyyah tillader ikke mennesket at afholde sig fra shirk.

Fire: Menneskehedens enhed

Islam siger, at alle mennesker er børn af de samme forældre. Allah siger: »O menneskehed! Frygt jeres Herre, som skabte jer af én sjæl. Af den skabte Han dens mage, og fra dem begge spredte Han talrige mænd og kvinder ud over verden« (sura an-Nisa, 3).

Eftersom alle mennesker har samme oprindelse og alle er som medlemmer af den samme familie, kan ingen blandt dem være højere eller lavere, adelig eller uadelig på grundlag af afstamning, stamme, race eller sprog. Når dette er den virkelige sag, kan ingen have overlegenhed over andre på grundlag af race, afstamning, land eller nationalitet. Intet af dette kan være nogen grund til stolthed eller hovmod. For at tilbagevise denne fejlagtige opfattelse erklærede profeten Muhammad (fred være med ham): »Alle mennesker er Adams børn, og Adam blev skabt af jord« (Tirmidhi).

Han sagde også: »O menneskehed! I har kun én Herre. Ingen araber har nogen overlegenhed over en ikke-araber af nogen anden grund end gudsfrygt, og ingen ikke-araber har overlegenhed over en araber. Ingen sort er heller bedre end en hvid, og ingen hvid er bedre end en sort« (Bayhaqi).

Profetens revolutionære erklæring var ikke en fantasifuld doktrin eller et produkt af opportunisme. Den var tværtimod en erklæring om tro og troslære, fremsat med stærk og selvsikker stemme. Det var en erklæring fra en tid, hvor mennesker, arabere såvel som ikke-arabere, var blevet opdelt i forskellige klasser på grundlag af race, afstamning og stamme. Mange blandt dem betragtede sig selv som langt højere og mere fornemme end andre, og andres liv og ejendom havde ingen som helst værdi for dem. Hvordan skulle de, som var stolte af deres adelige afstamning, og som havde skabt deres egen lykke ved at gøre andre til slaver og lade dem slide blodet ud af kroppen, kunne acceptere denne revolutionære erklæring? Men de, som ikke altid var vildledt af jahiliyyahs blinde lidenskab, og som havde blot en smule samvittighed og fornuft, indså i denne revolutionære erklæring menneskehedens enhed og menneskeværdighedens sande status. Og islam er den eneste bærer og vogter af denne menneskeværdighed.

Bilal fra Abessinien var lænket i slaveri hos en afgudsdyrkende qurayshit. Han tog islams revolutionære trosbekendelse til sig af hele sit hjerte og blev muslim. Hans herre Umayya udsatte ham dag efter dag for umenneskelig og gruopvækkende tortur. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), som tilhørte den fornemme qurayshitiske slægt, købte Bilal fri for en uventet høj pris. En mand uden fornem afstamning, en slave, en mørkhudet mand, opnåede menneskehedens høje værdighed, brød igennem den ulighedens mur, der var blevet opbygget gennem lang tid, og blev ligeværdig med alle andre. Hazrat Bilal (må Allah være tilfreds med ham) var ikke blot en af islams søjler; han har tværtimod været og vil for altid være en højt æret og uforglemmelig person i det muslimske samfund. Mange andre overskred på samme måde slaveriets lænker og opnåede samme værdighed som andre ved den hellige profets (fred være med ham) hof.

Fem: Alle er lige for loven

Det naturlige krav, som menneskehedens enhed og lighed stiller, er, at alle mennesker også har samme retslige status. I lovens øjne er ingen større eller mindre end andre. Islams erklæring er, at alles liv, ejendom, ære og anseelse er lige værdige til respekt. Guds lov gælder lige for alle. Denne lov fjerner den undertrykte menneskeheds langvarige klage og fortvivlede råb og sikrer dens menneskelige rettigheder. Men jahiliyyahens børn blev rådvilde over for dette revolutionære system. For deres etablerede interesser blev hindret, og deres paladser af stolthed og arrogance over deres falske adel blev knust. Den skik, der havde været gældende i mange århundreder, var, at menneskers værdighed skulle måles efter deres slægt, stamme, rigdom og rang. Én persons liv fra en fornem stamme var lig med tyve liv fra en lavere stamme. Hvis en fornem person blev dræbt, blev hele hans familie dræbt sammen med drabsmanden som gengældelse. Dette uretfærdige system fandtes ikke kun i de vantro og polyteistiske samfund; det var også almindeligt blandt ahl al-kitāb, som hævdede at følge Guds sharīʿah. En af deres bestemmelser var, at hvis en fornem person stjal, blev han løsladt. Men hvis en almindelig person stjal, blev sharīʿahens straf håndhævet over for ham (Bukhari, andet bind, Kitab al-Hudud).

Hvis en indflydelsesrig og magtfuld person begik utugt, blev han således straffet med piskning og med at få sit ansigt sværtet. Men hvis en almindelig person begik denne forbrydelse, blev han ifølge sharīʿahens forskrift dræbt ved stening. (Tafsīr al-Qurṭubī)

Ingen kunne hæve sig over den retsorden, som islam etablerede. En qadi (dommer) tøvede ikke engang med at afsige dom imod selve kaliffen. Denne lighed for loven og retfærdighed kunne de vantro og polyteister, der fulgte jahiliyyah, ahl al-kitāb samt mange nye muslimer, som ikke havde kunnet frigøre sig fra jahiliyyahens indflydelse, ikke acceptere. Deres stolthed og arrogance over deres adel tillod dem ikke at bøje hovedet for denne retfærdige guddommelige lov. Under den anden kalifs regering kom en velhavende og indflydelsesrig ny muslim ved navn Jabala ibn Ayham al-Ghassani til hajj. Under tawaf trådte en mand fra Taif på hans kappe. I vrede slog han ham så hårdt i ansigtet, at hans næse blev skåret op og begyndte at bløde. Den ulykkelige mand fra Taif klagede til kaliffen Umar (ra) i hans hof. Kaliffen sagde til Jabala: „Bed den undertrykte mand inderligt om tilgivelse. Ellers må du gøre dig klar til gengældelse.“ Jabala var grænseløst forbavset. Hans adelige arrogance tillod ham ikke at acceptere islams lighed og retfærdighed. Han mente, at en lov, der ikke gjorde forskel på fornemme og ufine, krænkede fornuften, samvittigheden og menneskeheden. Derefter forlod han islam og blev apostat.

Seks: Jihads formål er at ophøje Allahs ord

Verden kendte ikke til det ophøjede formål med krig, som islam beskriver. Overalt, blandt både arabere og ikke-arabere, var den almindelige opfattelse af krig, at dens formål var at grundlægge og udvide riger samt at vinde krigsbytte. Men da islam kom, ændrede den fuldstændigt dette formål med krig. Krig skal ikke føres for personlige eller nationale interesser, men for menneskehedens velfærd; på den måde hæves krig fra den forkastelige handling, det er at udgyde blod uretmæssigt, til tilbedelsens rang. Islam erklærede, at brugen af sværdet for at erobre lande og vinde rigdom er zulm, fasad og en stor synd. Det er som gift for karakteren og menneskeheden. Sværdet skal ikke bruges til sådanne forkastelige handlinger, men til menneskehedens velfærd, dens beskyttelse og fremgang. Den, der bærer sværdet, skal have til formål at opnå Guds velbehag, for Han bryder sig ikke om ondskab og uret. Han ønsker, at fitnah og fasad, uret og uro, skal fjernes fra jordens overflade. Kun med dette formål er brugen af sværdet retfærdig. Det er ikke tilladt at bruge det for nogen verdslig interesse. Det er rigtigt og retfærdigt, hvis det ikke sker for at opnå verdslige interesser, men for det hinsidige livs velfærd. Selv om man i krig ser dyrebare liv gå tabt, giver den krig, der føres for at etablere sandheden, menneskeheden liv. I overensstemmelse med dette ophøjede og velsignelsesrige formål, som islam har beskrevet for krig, er den blevet kaldt ‘jihad fi sabilillah’.

Sahabah (ra) trådte ind i islams idealistiske miljø fra et miljø, hvor de gennem en revolutionær forandring i tanke og bevidsthed havde forstået dette ophøjede formål med krig af hele deres hjerte. Det kan let udledes af et eksempel. En gang kastede Ali (ra), da han stod over for en fjende af islam, ham til jorden og satte sig på hans bryst, idet han gjorde sig klar til at svinge sværdet. Netop da spyttede manden Ali i ansigtet. Ali (ra) beherskede straks sin hånd og rejste sig fra hans bryst. Da manden forbløffet spurgte om årsagen til Alis handling, sagde han: „Jeg ønskede at dræbe dig for sandhedens skyld. Men da du spyttede mig i ansigtet, ophidsede det mine personlige interesser til at søge hævn. Hvis jeg havde dræbt dig i denne situation, ville det ikke have været for sandhedens skyld, men for mine personlige interesser, og det ville have medført en dårlig konsekvens for mig. Derfor har jeg frigivet dig.“ Denne ene begivenhed tydeliggør islams opfattelse af krig, og ud fra dette menneskelige psykologiske perspektiv kan man let forestille sig de almindelige sahabahs sindelag. Denne gruppe af sahabah var prydet med de højeste menneskelige egenskaber, og hver eneste af deres handlinger stod over personlige interesser og havde til formål at opnå Allahs velbehag. De var levende symboler på uselviskhed og hengivenhed til Allah. Disse egenskaber blev skabt i dem gennem deres nærhed til den hellige Profet og hans vedvarende træning af dem. Den hellige Profet sagde igen og igen til dem, at hvis nogen deltog i krig i håb om at vinde krigsbytte, havde han ingen belønning hos Allah. Hvordan kunne disse gudelskende mennesker da, i håb om personlig fordel eller krigsbytte, berøve sig selv Hans velbehag?

Er der i nogen tid eller noget land, tidligere eller nu, blevet udkæmpet en krig for et andet ophøjet formål end personlige, gruppebaserede eller nationale interesser? Det er kun islam, der har fremlagt dette ophøjede formål med krig og denne opfattelse for menneskeheden.

Tab af liv og ejendom på Allahs vej er en virkelig gevinst

Ifølge jahiliyyahs syns- og tankegang blev tabet af liv og ejendom i krig i egentlig forstand betragtet som skade, tab og et reelt underskud. Islam fremsætter en modsat opfattelse heraf, hvilket forbløffer og lammer jahiliyyahs tilhængere. De, der giver deres liv i krig eller kamp på Allahs vej, får ikke deres liv ødelagt. Tværtimod opnår deres sjæle, efter at de har forladt kroppen, et nyt og evigt liv. Den rigdom, der bruges i krig, kan set med et overfladisk blik synes at gå til spilde, men den opbevares til livet efter døden.

Da sagen ikke var let at forstå, stod den også uklar for nogle af sahabaerne. Efter at mange sahabaer var blevet martyrer i slaget ved Uhud, begyndte en sørgesang blandt muslimerne. For at trøste dem blev der sagt:

“Betragt ikke dem, der er blevet dræbt på Allahs vej, som døde; tværtimod er de levende. De modtager forsørgelse fra Allah” – (Āl ʿImrān: 169).

Livets længde kan ikke måles med nogen målestok i denne verden. Livet har intet endepunkt. Det, man kalder døden, er i virkeligheden ikke livets afslutning, men en proces, hvor man flyttes fra ét trin af livet til et andet. De troende bør tænke sådan: Hvis denne overgangsproces i stedet for at finde sted på ens eget leje finder sted på jihadens slagmark, giver den ikke ødelæggelse, men et evigt og ubeskriveligt skønt liv. Derefter bliver man ejer af et så storslået og lykkeligt liv og en sådan forsørgelse, at det ligger uden for forestillingsevnen.

Sagen er blevet analyseret smukt i en hadith fra Profeten. Hadithen er overleveret i Musnad Ahmad. Dens indhold er, at den, der forlader denne verden med gode gerninger, får mulighed for at nyde et så glædesfyldt liv, at han ikke længere vil ønske at vende tilbage til denne verden. Martyrerne er dog en undtagelse. De ønsker at blive sendt tilbage til denne verden, så de kan opleve den højeste glæde ved at give deres liv på Allahs vej. Når en sand troende med hjertet har forstået denne store sandhed, anser han det for det højeste og mest eftertragtede at give sit liv på Allahs vej. De, der ikke tror på det hinsidige, men hvis mål i livet er nydelse og luksus i denne verden, og som tror på livssynet EAT, DRINK AND BE MERRY, frygter døden mest af alle. Derimod længes de troende, der har viet sig helt til Allah, altid efter frivilligt og tilfreds at give deres liv på Allahs vej og drikke martyrskabets livseliksir. Jahiliyyah og Islam har fremlagt disse to modsatrettede opfattelser af livet. Sahabaerne, som Profeten (fred være med ham) selv havde formet, holdt fast i netop denne islamiske opfattelse af liv og død. Bortset fra en lille gruppe hyklere længtes alle sahabaer efter at drikke martyrskabets nektar. Et eksempel viser, hvor oprigtigt de ønskede dette.

Efter erobringen af Mekka blev en uuddannet beduinsk dreng fra en afsides landsby tiltrukket af Islam og forlod den store formue, som hans onkel havde givet ham. Derefter rev han et tæppe, som hans mor havde givet ham, i to stykker og begav sig til Medina for at møde Islams Profet, mens han så godt som muligt dækkede sine intime dele og sin krop. Efter at have vandret hele natten ad ukendte og øde veje nåede han ved daggry frem til Profetens Moské. Han var udmattet, og hele hans krop var dækket af støv. Han så ud som en forvirret galning. Og gal var han virkelig. Han var blevet gal af kærlighed til Islam og Islams Profet, havde givet afkald på verden og var kommet til Medina. På marker og sletter, i bjergpas og ødemarker, under himmel og vind havde Islams søde toner skænket hans ører honning; han var blevet bevæget, når han hørte profeten Muhammads navn. Men han havde aldrig set den, han elskede så højt. Derfor havde han krydset ørkenvejene hele natten for at se sin elskede.

Bilals højlydte kald – ‘Bønnen er bedre end søvnen’ – rungede og gav genlyd mellem Medinas huse, træer, bakker og bjerge. Det gav også genlyd i den fremmedes hjertes inderste kammer.

Kort efter kom Barmhjertighedens Profet ud og så en fremmed stå der. Han var ivrig efter at få noget, som han håbede på. I hans øjne og ansigt syntes der at være uendelige spørgsmål, og hans hjerte tørstede efter sandheden.

Profeten (sa) sagde med en kærlig og medfølende stemme: »Hvem er du, og hvor kommer du fra?«

Den fremmede: »Jeg hedder Abdul Wazza. Jeg har hørt, at en ny profet er kommet. Jeg er blevet så vanvittigt forelsket i ham, at jeg er kommet helt hertil.« Derefter fortalte han om hele sin familiemæssige og materielle situation.

Den hellige Profet sagde: »Det er meget godt. Fra nu af er du min personlige gæst. Du er en af ahl al-suffa. Men fra i dag hedder du Abdullah.«

Profeten (sa) sagde med særlig eftertryk til de ædle sahaba: »Jeg påtager mig ansvaret for hans underhold. Giv ham undervisning og opdragelse i Koranen og islam.«

Engang lærte Abdullah Koranen højt i moskéen, mens nogle mennesker var i gang med at bede. Hazrat Umar (ra) skældte ham strengt ud og sagde: »Læs sagte! Kan du ikke se, at der bliver bedt?«

Da Profeten (sa), barmhjertighedens profet, hørte Hazrat Umars stemme, skyndte han sig ud af huset og sagde: »Umar! Sig ikke noget til ham. Han har ofret alt for Allah og Hans Sendebud.«

Kort tid efter begyndte forberedelserne til ekspeditionen til Tabuk. På profetens opfordring begyndte de ædle sahaba at konkurrere om at give bidrag på Allahs vej. Hazrat Siddiq-e-Akbar (ra) kom til profetens hof med hele sin formue.

Abdullah så denne konkurrence om at give bidrag. Men han var bedrøvet over ikke at kunne deltage i den. For han var fattig og blev forsørget af den hellige Profet.

Abdullah kunne ikke forblive tavs. Han sagde til Profeten: »Allahs sendebud! Du ved jo, at jeg intet har at give. Jeg har kun denne krop og dette liv. Dem overgiver jeg til Allah. Bed om, at jeg må blive martyr.«

Profeten Muhammad (sa) drog af sted mod Tabuk med en hær på tredive tusind mujahider. Abdullah var også med. Men han var blevet så rastløs og ivrig efter martyrdøden, at han et sted undervejs trådte frem for Profeten og sagde: »Allahs sendebud! Ræk dine hænder op og bed en lille bøn om, at jeg må blive martyr i denne krig.«

Da Profeten forstod hans oprigtige iver, sagde han: »Se, om du kan hente noget bark fra et træ et sted i nærheden.«

Abdullah samlede barken og bragte den til ham. Profeten (sa) bandt den om Abdullahs hånd og bad: »O Allah! Gør Abdullahs blod forbudt for de vantro.«

Da Abdullah hørte denne bøn, sagde han med fortvivlet stemme: »Allahs sendebud! Jeg ønsker jo at blive martyr. Hvorfor bad du denne bøn?«

Profeten sagde: »Abdullah! Hvis du herefter dør, selv af feber, vil du være en sand martyr.«

Mujahid-hæren nåede frem til et sted ved navn Tabuk og slog lejr. Pludselig spredtes efter aftenens frembrud nyheden om, at Abdullah var død efter at være blevet ramt af feber. Så snart nyheden nåede Profeten, beordrede han, at begravelsen skulle forberedes.

Tabuks slagmark. En mørk nat. En grav er gjort klar til Hazrat Abdullah. Hazrat Bilal (ra) står med en fakkel i hånden og oplyser graven og området omkring den. En mand er steget ned i graven for at tage imod den afdøde og lægge ham ned. To mænd sænker den afdøde ned i graven. Manden, der står nede i graven, siger med en irettesættende stemme til de to: »Adaban ila akhakuma – Sænk jeres bror ned i graven med hengivenhed og respekt.«

De to fremmeste mænd i ummaen efter Profeten, Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham), sænker den afdøde ned i graven. Stående inde i graven taler selve barmhjertighedens profet, den martyrdøde sahabi Hazrat Abdullahs kærlige værge, i en irettesættende tone.

Efter at have lagt den afdøde til rette som foreskrevet steg den hellige Profet op og sagde til alle: »Gå alle væk.«

Sahabaerne trak sig skræmte og forfærdede til alle sider. Den hellige Profet dækkede selv graven til med sand, sten og jord fra alle sider med sine velsignede hænder. Derefter løftede han hænderne og bad: »O Forsørger! Jeg var tilfreds med Abdullah indtil denne aften. Vær også tilfreds med ham.«

Hadith-fortælleren Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: »Disse ord sprang spontant ud af min mund: Hvis det blot var mig, der lå i denne grav i stedet for Abdullah.«

Sådan erkendte sahabaerne martyrdommens værdighed med deres hjerter. Denne værdighed er aldrig blevet svækket. Gennem tiderne har denne inspiration til martyrdom tilskyndet Allahs soldater til villigt at ofre deres liv for Allah. Islams historie rummer utallige eksempler på dette.

Selv i nutiden, i en tid med muslimernes dybeste forfald, anser mujahiderne for islamisk religion det for deres største og højeste opnåelse villigt at ofre livet på Allahs vej. Stillet over for den store supermagt Ruslands topmoderne våben giver de afghanske mujahider frivilligt deres liv med tilfredse hjerter i håb om at drikke martyrdommens nektar. Alle mener, at de ikke blot vil modtage gengældelsen for deres martyrdom i livet efter døden; også her synes deres udsigt til sejr at være lys.

Også når det gælder brugen af penge og rigdom, er islams og jahiliyyas forestillinger fuldstændig forskellige. Jahiliyyas tankegang, synsvinkel, bestræbelser, håb og ønsker kredser udelukkende om livet i denne verden. Jahiliyya anerkender ikke, at der findes et andet liv efter livet i denne verden. Derfor holder jahiliyya mennesket konstant aktivt for at gøre livet i denne verden lykkeligt og smukt, for at nyde livet fuldt ud og for at opnå ære, berømmelse, magt, rang, myndighed og herredømme. Der er naturligvis heller ingen tvivl om, at disse ting efter deres natur er genstande for menneskets begær. Men der findes ting, der er større end disse, og som mennesket bør stræbe efter. Som Koranen siger:

»For menneskene er det gjort tiltalende og begærligt at få det, de ønsker: kvinder, børn, dynger af guld og sølv, udsøgte heste, husdyr og marker. Men alt dette er i virkeligheden blot ejendele fra det jordiske liv, som er midlertidigt og forgængeligt« (Ali Imran: 14).

På grund af den overdrevne tiltrækning til alle disse begærlige goder i denne verden glemmer Jahiliyyahs bannerførere og deres tilhængere det evige liv efter døden.

Allah siger: »Sandelig, Allahs løfte om det hinsides er fuldstændig sandt. Lad derfor ikke livet i denne verden bedrage jer, og lad ikke bedrageren (Satan) bedrage jer med hensyn til Allah« – (Luqman: 33).

De begærlige goder, som er nævnt ovenfor i sura Al Imran, vers 14, er blevet givet som en prøve for alle mennesker. De er blot bedragende midler. Disse midler får mennesker med et overfladisk blik til at hengive sig til forskellige vildfarelser. Som følge af denne vildfarelse tror nogle, at der ikke findes noget liv efter livet i denne verden. Derfor mener de, at man skal nyde verden så meget og på den måde, man kan. Man skal ikke stå til regnskab over for nogen nogetsteds for det. Nogle, der er berusede af magt, tror, at deres magt, herredømme, myndighed, luksuriøse livsførelse og uhæmmede fornøjelser aldrig vil få ende. Andre tilsidesætter de moralske og åndelige aspekter og gør det til livets mål udelukkende at leve et liv i materielle bekvemmeligheder og munter nydelse. Der findes ikke noget andet formål med livet end at forbedre levestandarden. Derfor bekymrer de sig ikke det mindste om, hvor lavt og modbydeligt menneskelighedens niveau end måtte blive. Nogle tror, at livets lykke og bekvemmelighed er det egentlige mål for, hvad der er sandt og falsk, ret og uret. Den principielle linje og de metoder, hvorved man kan opnå det ønskede, er sandheden; alt, der er modsat, er falsk. Andre anser igen lykke, bekvemmelighed og et lykkeligt liv for et tegn på at være Guds yndling. De tror, at den, hvis liv er mest behageligt – uanset om indkomsten er ulovlig – er Guds yndling. Og hvis en persons liv i denne verden er præget af stor sorg og lidelse – selv om det skyldes, at han holder fast ved retfærdighed og sandhed – så er Allah utilfreds med ham, og hans endelige skæbne må også blive dårlig. Alle sådanne fejlagtige forestillinger har Allah betegnet som den materielle tilværelses bedrag.

Det skal bemærkes, at det bedrag, som mennesker i det ovennævnte vers fra sura Luqman bliver befalet at beskytte sig imod, kommer fra denne verdens strålende liv og fra Satan. Et andet sted bruger Koranen ordet »garur«. Med »garur« menes ikke kun Iblis, Satan, men også de jinner og mennesker, der følger Iblis. Der menes de personer, grupper, samfund og stammer, som bærer Jahiliyyah videre; Jahiliyyahs uddannelsessystem, samfund, kunst, kultur og miljø. Alt dette trækker mennesker fra islam ind i Jahiliyyahs mørke. Forskellige fejlagtige ideologier og filosofier, som mennesker har skabt, vildleder mennesker. De udsletter troen på Gud og det hinsides fra deres hjerter. Retfærdighed, ærlighed, sandfærdighed, barmhjertighed, hengivenhed, kærlighed, gensidig sympati og medfølelse, retfærdig behandling samt respekt for menneskers liv, ejendom, ære og værdighed forsvinder fra samfundet. Da er menneskenes samfund ikke længere et menneskeligt samfund; det forvandles til et samfund af vilde dyr.

De ovennævnte fejlagtige forestillinger og syn på verden og livet holder mennesker beskæftiget i konkurrencen om at øge deres rigdom og forbedre deres levestandard. Deres princip for at bruge penge bliver, at de kun vil bruge penge på de områder og ad de veje, hvor der kan opnås kontant fortjeneste. De bryder sig ikke om at bruge penge på Allahs vej af to grunde. For det første giver denne udgift ingen sikkerhed for nogen kontant eller øjeblikkelig fortjeneste. For det andet tror de slet ikke på det hinsides. Derfor anser de det for tåbelighed og spild at bruge penge på det hinsides, som de ikke tror på og betragter som uvirkeligt. Denne forestilling og tro er et rent produkt af Jahiliyyahs tankegang. Selv efter at have fået troen på islam er de, hvis tro endnu ikke er tilstrækkeligt stærk, eller som endnu ikke helt har frigjort sig fra Jahiliyyahs tankegangs indflydelse, tilbageholdende med at bruge penge på Allahs vej. Om dem siger Allah: »Bliv ved med at bruge rigdom på Guds vej, og kast ikke jer selv i undergang med egne hænder« – (Al-Baqarah: 195).

Meningen med dette er, at hvis I ikke bruger jeres rigdom på Allahs religions sejr, men gemmer den som det mest elskede i livet, vil den blive årsag til jeres undergang både i denne verden og i det hinsides. I denne verden vil I leve som slaver, og i det hinsides vil I lide Jahannams smertefulde straf.

Syv: At bruge penge på Allahs vej

Allah den Ophøjede har gentagne gange opfordret mennesker til at bruge penge og rigdom på Allahs vej, det vil sige med det formål at etablere Allahs deen som en sejrende kraft. Ikke nok med det: Der er blevet givet en ny forståelse af denne udgift. Den er, at de penge og den rigdom, der bruges på Hans vej for at opnå Allahs tilfredshed, ganske vist tilsyneladende bliver brugt, men i virkeligheden hverken bruges op eller forsvinder. Tværtimod bliver de sat ind på den udgørendes opsparingskonto (Saving Account) til det kommende liv og vil blive givet tilbage mangefold, det vil sige, at han vil modtage en tilsvarende belønning til gengæld. Netop dette er blevet sagt mange steder i den Hellige Koran.

“Og opret bønnen. Giv zakat. Og bliv ved med at give Allah et godt lån. Hvad end af godt og velgørende, I sender i forvejen for jer selv, vil I finde hos Allah som et oplagret forråd. Dette er langt bedre, og dets gode belønning er meget stor” – (Al-Muzzammil: 20).

“Og kæmp på Guds vej, og vid med sikkerhed, at Allah hører alt og ved alt. Hvem blandt jer er villig til at give Allah et qard hasan (godt lån)? Så vil Han give ham mange gange mere tilbage” – (Al-Baqarah: 244-245).

Meningen med qard hasan eller at give et godt lån i de ovenstående vers er at bruge sine økonomiske midler på Hans vej udelukkende for at opnå Allahs tilfredshed. Før dette nævnes også kampen på Guds vej. Til den kamp, der er nødvendig for at etablere Allahs religion, må man naturligvis indsamle de nødvendige økonomiske midler. Allah tager imod de midler, som de bruger til dette formål, som et qard hasan til Ham selv, og Han lover at give dem mange gange mere tilbage. Det er rigtigt, at Allah den Højeste ikke har noget som helst behov for penge. Han er ikke afhængig af nogen eller noget. Tværtimod er enhver skabning hvert øjeblik afhængig af Hans nåde. Formålet med at etablere Allahs religion er at fremme menneskers velfærd. At bruge økonomiske midler til dette ophøjede formål sker i virkeligheden netop for menneskehedens velbefindende. For at give denne handling den højeste værdighed har Allah betegnet den som et qard hasan til Ham.

I Koranen siges der endvidere:

»Hvem er den, der vil give Allah et qard hasan (godt lån)? Allah kan give det mangefold tilbage, og for ham (långiveren) er der en særdeles god belønning« – (Al-Hadid: 11).

I forbindelse med dette lån har Allah den Almægtige givet to løfter. Det ene er, at Han vil give det mangefold tilbage. Det andet er, at Han fra Sin egen side også vil give en yderligere, særdeles god belønning.

Hvor hjertevarmende og tiltalende er ikke Allah den Almægtiges løfte. Og enhver troende nærer bestemt den faste overbevisning, at Han fuldt ud vil holde Sine løfter.

I denne forbindelse er der overleveret en hadith fra den ærværdige Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Da ledsagerne efter åbenbaringen af det ovennævnte vers hørte det fra Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) velsignede mund, spurgte ledsageren Abu Dahdah al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham): »Allahs sendebud! Beder Allah os om et lån?«

Profeten (fred være med ham) svarede: »Abu ad-Dahdah, ja, Han beder om et lån.«

Abu ad-Dahdah sagde: »Ræk mig lige Deres hånd.«

Den hellige Profet (fred være med ham) rakte sin hånd frem mod denne sahabi. Sahabien tog Profetens velsignede hånd i sin og sagde: »Jeg låner min have til min Herre.« Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at der var seks hundrede fremragende daddelpalmer i denne have. Sahabiens hus lå også i haven, og dér boede han sammen med sin familie. Efter denne samtale med Profeten (fred være med ham) gik Hazrat Abu ad-Dahdah (må Allah være tilfreds med ham) direkte hjem. Han kaldte på sin hustru og sagde: »Dahdahs mor, kom ud af huset! Jeg har lånt denne have til min Herre.«

Hans hustru sagde: »Dahdahs far, du har gjort en særdeles indbringende handel.« Derefter forlod de haven med alle deres ejendele, bagage og børn – (Ibn Abi Hatim).

Findes der uden for islam noget andet eksempel på en sådan fuldstændig opofrelse på Allahs vej? Jahiliyyah har netop det modsatte syn. Jahiliyyahs vigtigste talsmand og øverstbefalende, Iblis, Satan, og hans håndlangere siger, at denne slags gavmildhed fører til dumhed og fattigdom, og de afholder mennesker fra den.

Når Allah den Almægtige opmuntrer de troende tjenere til denne form for opofrelse, siger Satan og hans følgere: »Påfør jer ikke fattigdommens forbandelse ved at ødsle jeres rigdom på uvirkelige og falske håb. Brug i stedet jeres penge på at nyde livet, for efter døden får I ingen mulighed for at nyde det længere.«

»Satan skræmmer jer med fattigdom og tilskynder jer til skamløse handlinger. Men Allah lover jer tilgivelse og gunst« – (al-Baqarah: 268).

Når man beder dem, der ejer enorme formuer, erhvervet på lovlig eller ulovlig vis, om økonomisk hjælp til ædle formål, til islams ophøjelse, til prædikensamlinger, samlinger om Profetens liv, islamiske konferencer eller til at standse synd og uretfærdighed, erklærer de sig ude af stand til at hjælpe. Alligevel tøver de ikke med at bruge millioner af taka på deres børns bryllupper, på udbredelse og fremme af dans, musik og forskellige former for fordærvet kultur eller på uanstændige og seksuelt ophidsende film, der ødelægger den moralske rygrad. Alt dette er et resultat af jahiliyyahs tankegang og mentalitet. Alle deres bestræbelser, anstrengelser, ønsker og forhåbninger drejer sig udelukkende om livet i denne verden. Allah giver dem meget af det, de ønsker at opnå i verden, om end ikke det hele. Men i det hinsidige har de intet til gode. Det har Allah den Almægtige selv erklæret i Koranen.

På den anden side ændrer islam fuldstændigt opfattelsen af og synet på livet i konfrontationen med jahiliyyah. Menneskets fulde liv består af både livet i denne verden og livet i det hinsidige. Livet i denne verden er arbejdsfeltet for livet i det hinsidige. Det er frugterne af menneskets handlinger i denne verden, som det vil høste i det hinsidige. For at gøre livet i det hinsidige lykkeligt og smukt har islam fremlagt et fuldstændigt program, og det hinsidige skal prioriteres i enhver handling. Den, hvis tro på dette er fast forankret, vil for det hinsidiges skyld give sit liv i denne verden, sin rigdom og alt andet bort. Denne tro samt den sindstilstand og karakter, der byggede på den, var blevet dannet blandt de ædle sahaba. Når islam havde brug for et hvilket som helst offer, satte de uden tøven eksempler på sådanne ofre. I det niende hijri-år, da man fik meddelelse om, at over hundrede tusinde romerske soldater ville angribe den nyligt grundlagte islamiske stat, forberedte Profeten (fred være med ham) sig på krig. Det blev besluttet at møde fjenden ved Tabuk.

Der var brug for mange penge til krigen. Profeten opfordrede derfor til bidrag. For at styrke inspirationen til jihad blev en del af en koranisk sura åbenbaret. Blandt sahaba begyndte en konkurrence om at levere penge og krigsudstyr. Umar (må Allah være tilfreds med ham) delte hele sin formue i to og donerede den ene halvdel til jihad-fonden. Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) kom med alt, hvad han ejede. Da Profeten (fred være med ham) så det, sagde han: »Hvad har du så efterladt til din familie, Abu Bakr?«

»Jeg har intet andet til min familie end Allah og Hans Sendebud,« svarede as-Siddiq al-Akbar (må Allah være tilfreds med ham) med et ubekymret ansigt.

Dette er islams storslåede lære, karakter og opofrelse. De gav også livet i denne verden fuldstændigt bort for livets skyld i det hinsidige.

Islamsensartethedogentydige retning

Islams væsen og karakter er helt entydig. Islams krav er at vende sig bort fra alle retninger, idealer, ideologier og synspunkter og alene vende sig mod Allah. Islam ønsker at se den samme farve og lighed i islams og dens tilhængeres tanker, bevidsthed og handlinger, så der skabes en særlig særpræg og egenart hos dem. Islam tolererer ikke den mindste sammenblanding med nogen ydre trosforestilling, tankegang eller opfattelse. Den anser det for nødvendigt at udvise så stor forsigtighed, at den ikke engang tillader tilhængerne af jahiliyyah at antage og praktisere sådanne skikke, sædvaner og ceremonier, hvori der ikke kan ses noget af afgudsdyrkelse, vantro eller syndighed, men som blot følger en traditionel eller almindeligt udbredt skik. Denne forsigtighed skyldes ikke, at noget tilhører en fremmed nation, eller at man udviser stædighed. Tværtimod bliver den nødvendig på grund af religionens særlige betydning, formål og fremsynethed. Betydningen er, at tendensen hos islams tilhængere til i tanke og handling udelukkende at vende sig mod Allah skal bevares. Det må ikke ske, at man efterligner en lille, tilsyneladende uskyldig ting fra jahiliyyah, hvorefter denne efterligning senere baner vej for jahiliyyahs tankegang og vildfarelse. Denne frygt er ikke indbildt, men virkelig. Menneskelig psykologi og erfaring har tidligere fremvist mange eksempler på den.

Dette er en så dybtliggende sandhed, at menneskets almindelige indsigt normalt ikke når frem til den. Der findes endda eksempler på, at nogle af de ædle sahaba udviste forsigtighed i denne sag. Abu Waqid al-Laythi (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at da den ædle Profet (fred være med ham) rykkede frem mod Hunayn, måtte den muslimske hær passere forbi et bestemt træ, som blev kaldt »Dhat Anwāt«. Det var almindeligt kendt, at polyteisterne hang deres våben op i dette træ. Da nogle muslimer så det, sagde de: »Allahs Sendebud! Ligesom polyteisterne har en Dhat Anwāt, så bestem også en Dhat Anwāt til os.«

Nogle af Profetens ledsagere blandt de ædle sahaba tænkte, at hvis Profeten (fred være med ham) udpegede et hvilket som helst træ til dem, ville de hænge deres krigsudstyr og våben på det. De anså ikke dette for forkasteligt. Der var heller ikke den mindste antydning af afgudsdyrkelse eller vantro i denne handling. Det var med disse overvejelser, at de fremsatte den nævnte anmodning til Profeten. Man kan heller ikke mene, at der var en fejl i deres måde at tænke på. Men Profetens fine indsigt så muligheden for, at der på denne måde kunne opstå en sådan mentalitet blandt muslimerne, at de ikke længere ville forblive så rene fra jahiliyyahs fejlagtige tankegang, som det er nødvendigt at være. En sådan anmodning stemmer ikke overens med religionens karakter, der vender sig mod Allah. Derfor sagde den ædle Profet (fred være med ham) som svar på deres anmodning: »Subhanallah! Det er præcis den slags ord, som Musas (fred være med ham) folk sagde til ham: Lav også en afgud til os, ligesom de har mange afguder.« Denne begivenhed er berettet i Tirmidhi Sharif.

Der er en grundlæggende forskel mellem den ovennævnte anmodning fra Israels Børn og Profetens ledsageres anmodning. Ikke desto mindre var den eneste grund til, at deres anmodning blev anset for at være den samme som disses, at den mentalitet, der lå bag denne anmodning, gradvist kunne føre til trosmæssige og praktiske skadelige følger, og at efterligningen af en tilsyneladende uskyldig og enkel skik blandt jahiliyyah-tilhængerne kunne skabe en tilbøjelighed til at følge jahiliyyahs tankegang og handlinger. Derfor fremsatte den fremsynede og skarpsindige Profet, efter at have sagt ovenstående, også en profeti af frygt for dette. Han sagde:

“Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vil I følge jeres forgængeres adfærd” – (Tirmidhi).

I denne profeti fra Profeten henviser “I” ikke til de ædle ledsagere, men til muslimerne i senere tider. Med “forgængerne” menes jøderne og de kristne. Det var dette, den hellige Profet (fvmh.) ville sige: I dag vil jeg beskytte jer mod denne tankes vildfarelse og dens frygtelige følger. Men i fremtiden, når muslimernes trosmæssige følelse bliver svækket, vil jahiliyyahs indflydelse fortsætte med at vokse. Derfor vil muslimerne gøre det samme, som jøderne og de kristne fortsat gør: åbne vejen for jahiliyyahs indtrængen.

Muslimernes enhed og konsultationsbaseret beslutningstagning

For at beskytte sig mod jahiliyyahs angreb og følge islams vej fuldt ud er enhed blandt muslimerne uundværlig. Jahiliyyah må bekæmpes i fællesskab. Derfor er det blevet gjort obligatorisk for muslimerne at leve som en jamaat. Koranen og hadith indeholder klare anvisninger herom.

Allah siger: “Hold alle fast i Allahs reb sammen, og hengiv jer ikke til splittelse” – (Ali Imran: 103).

Her betyder reb Allahs deen. Deen beskrives som et reb, fordi dette deens reb på den ene side binder de troende til Allah, det vil sige skaber et dybt og nært forhold mellem dem og Allah, og på den anden side forener alle troende med hinanden og knytter dem sammen i et dybt broderskabsbånd. Det forener dem og gør dem til én jamaat. Da målet med muslimernes liv er iqamat al-din, det vil sige at etablere og opretholde deen, kan dette kun opnås gennem en samlet indsats og kamp. Og dette arbejde må udføres ved at bekæmpe jahiliyyah og udrydde den fra alle livets områder. Derfor er en samlet kamp som en jamaat uundværlig.

At holde fast i deen eller deens reb betyder, at deen har den egentlige betydning i muslimens øjne. Han skal yde en helhjertet indsats for at etablere deen og efter etableringen bevare den intakt og uplettet. Til dette arbejde skal de hjælpe hinanden. Men hvis muslimerne viger fra deens grundlæggende lære og målet med dens etablering og skaber uenighed om små og unødvendige spørgsmål, vil de, ligesom de tidligere ummah’er, blive splittet i grupper og undergrupper, afvige fra livets egentlige mål og blive udsat for den yderste fornedrelse i denne verden og i det hinsides. Når enheden ødelægges, og man splittes i grupper og undergrupper, bliver jahiliyyah, det vil sige falskheden, i stand til at udvide sin indflydelse og autoritet. Derfor har Allah befalet en samlet kamp mod falskheden.

Selv om islams statsbygning blev grundfæstet gennem den forenede kamp under profeten Muhammads (fred være med ham) ledelse, blev den senere splittet og ødelagt på grund af muslimernes indbyrdes uenigheder og meningsforskelle – det vil blive behandlet senere.

I hadith findes der en udførlig beskrivelse af dannelsen af det islamiske fællesskab, fællesskabets formål og mål samt de alvorlige konsekvenser af at forlade fællesskabet.

For at beskytte det islamiske fællesskab, samfundet og staten mod sammenbrud er der sammen med mange andre trosmæssige egenskaber hos muslimerne lagt særlig vægt på endnu et forhold, nemlig beslutningstagning på grundlag af rådslagning. Koranen giver en klar anvisning herom.

Hvis der ikke træffes beslutninger efter rådslagning om spørgsmål vedrørende fællesskabet, samfundet og staten, opstår der mistillid til ledelsen, og vejen til splittelse og fraktionsdannelse banes. Derfor er der lagt særlig vægt på beslutningstagning på grundlag af rådslagning.

Koranen siger: “O profet! Overse deres fejl og forsømmelser, bed om tilgivelse for dem, og rådfør dig med dem om religionens anliggender” – (Aal Imran: 189).

Et andet sted i Koranen siges det: “Og de, som svarer deres Herres kald (adlyder hvert af deres Herrens påbud), opretholder bønnen og udfører deres anliggender på grundlag af gensidig rådslagning” – (Ash-Shura: 38).

At handle efter gensidig drøftelse og rådslagning regnes her blandt troens fornemste egenskaber. Der gives også en anvisning herom i den ovenfor nævnte sura Aal Imran. Derfor beskrives beslutningstagning på grundlag af rådslagning som en vigtig søjle i den islamiske livsform. At handle uden rådslagning efter en enkelt persons eller en bestemt gruppes og fraktions forgodtbefindende er ikke blot jahiliyyas skik og praksis; det er også direkte i strid med den skik og praksis, som Allah den Almægtige har fastlagt.

Hvis man tænker grundigt over, hvorfor der er lagt så stor vægt på handlinger, der bygger på rådslagning, bliver tre forhold tydelige.

For det første er det utvivlsomt uretfærdigt og overdreven egenrådighed at træffe en beslutning efter én persons forgodtbefindende i en sag, der berører to eller flere personers interesser, og se bort fra de øvrige berørte personer. Ingen kan have ret til egenrådighed i kollektive anliggender og aktiviteter, der vedrører mange mennesker. Når en sag berører mange menneskers interesser, bør alles uafhængige mening indhentes, og det er dette, retfærdigheden kræver. Hvis antallet af berørte personer er meget stort, bør deres betroede repræsentanter inddrages i rådføringen.

For det andet er det kun den, der ønsker at fremtvinge sin egenrådighed i overordnede kollektive anliggender uden at rådføre sig med andre, som blot ønsker at fremme sine egne interesser. Bag hans manglende rådføring ligger den indstilling, at han anser sig selv for større og klogere end alle andre og betragter andre som ubetydelige og uværdige til at blive rådspurgt. Dette er den indstilling, Jahiliyya har skabt, nemlig den sataniske indstilling. En troende kan ikke være så egoistisk, at han griber ind i andres rettigheder for at fremme sine egne interesser, og han kan heller ikke være så stolt og hovmodig at mene, at netop han er den eneste fornuftige og alvidende. Og hvad med alle de åndssvage og æselagtige? En mu’min kan ikke engang tænke på den måde.

For det tredje er det et meget stort ansvar at træffe afgørelser i sager, der vedrører andres rettigheder og interesser. Islams klare erklæring er, at den, som har fået et ansvar betroet, på Dommens Dag nødvendigvis skal stå til regnskab over for Allah for, om han har varetaget sit ansvar korrekt. Den, der derfor frygter Allah og inderst inde tror på, hvor hårdt han vil blive holdt til regnskab foran Allah, kan ikke dristigt frivilligt tage en så tung byrde på sine skuldre. En sådan handling kan kun udføres af den, som hverken frygter Allah eller bekymrer sig om at skulle stå til regnskab på Dommens Dag. Den, der har gudsfrygt og en bevidsthed om regnskabet på Dommens Dag, vil naturligvis bestræbe sig på at inddrage alle, hvis interesser er berørt af en sag, eller deres udpegede repræsentanter, i drøftelsen af afgørelsen, så man kan nå frem til en korrekt og retfærdig beslutning.

Hvis man tænker dybt over de tre ovenstående forhold, bliver det klart, at beslutningstagning på grundlag af gensidig rådføring er et helt uomgængeligt krav for den type karakterfaste mennesker, som Islam ønsker at skabe, og for den retfærdighed, som Islam ønsker at etablere i samfundet gennem dem. At undlade at opfylde dette krav er selve Jahiliyyas karakter. Den islamiske livsordens krav er, at alle kollektive anliggender, store som små, skal løses på grundlag af gensidig drøftelse. Dette princip skal følges på alle samfundets niveauer. Når det drejer sig om et familieanliggende, skal ægtefællerne drøfte det og træffe beslutning sammen, og når sønnerne bliver voksne, skal de også inddrages i drøftelsen. Hvis det drejer sig om en stamme eller et lokalområde, og fælles drøftelse med alle ikke er mulig, skal sagen løses gennem et pålideligt råd eller repræsentanter, valgt efter en af alle i fællesskab accepteret fremgangsmåde. Hvis det drejer sig om et samfund, skal ansvaret for at lede det overdrages til en person på grundlag af alles eller de ledende personers frie mening. Denne person skal derefter træffe beslutninger gennem drøftelse med alle eller, hvis det ikke er muligt, med deres valgte repræsentanter. Hans lederskab eller det ansvar, der er betroet ham, skal fortsætte, så længe folk har tillid til ham. Hvis tilliden går tabt, kan han også fjernes fra lederskabet. En troende kan ikke forsøge at blive leder eller forblive leder ved magtanvendelse. Han kan heller ikke bedrage på en sådan måde, at han bemægtiger sig nationens ledelse med magt og tvinger nationen til at støtte ham gennem undertrykkelse. Han kan heller ikke benytte den slags list, hvor folket ikke frit kan vælge medlemmerne af rådføringsforsamlingen (shura eller parlamentet) efter eget ønske, men må vælge dem efter den magtovertagende persons behag. Det er kun den, som ikke har gudsfrygt eller nogen følelse af at skulle stå til regnskab på Dommens Dag, der kan tilsidesætte Islams fastlagte fremgangsmåde og ty til magt, bedrag og svig.

Profeten, fred være med ham, fulgte selv dette princip. Der kom klare instruktioner til ham gennem Allahs åbenbaring. Allahs klare instruktion er naturligvis hævet over enhver diskussion. Der er ikke behov for nogen rådføring eller drøftelse om den. Men der kan opstå behov for drøftelse og rådføring om, hvordan, på hvilken måde og under hvilke forhold en instruktion skal gennemføres, og i sådanne tilfælde gjorde Profeten Mustafa det. Også i de retledte kaliffers periode efter Profeten blev dette princip fulgt fuldt ud.

Jahiliyyasgenopståen

Eftersom konflikten og striden mellem Islam og Jahiliyya er varig og evig, bliver Jahiliyya ved med uophørligt at forsøge langsomt at rejse hovedet igen, efter at den er blevet besejret og overvundet af Islam. Allah den Ophøjede har gennem tiderne sendt profeter og sendebud for at befri menneskene fra Jahiliyyas indflydelse og føre dem ad livets rette vej. De renser menneskenes tanker, trosforestillinger, sindelag, karakter og adfærd for Jahiliyyas indflydelse, leder dem ad den vej, Allah har udvalgt, og gør livet lykkeligt og smukt. Under deres ledelse lever menneskene et renset liv. Men efter deres bortgang begynder menneskene lidt efter lidt at fjerne sig fra deres idealer og lære, og Jahiliyya får mulighed for at vildlede dem ved at indespærre dem i forskellige vildfarelsers net. Derefter bliver hele menneskesamfundet fanget i Jahiliyyas blækspruttearme. Så længe menneskene holder fast i profeternes idealer og principper, skjuler Jahiliyya sig og afventer en mulighed, samtidig med at den igen og igen indgyder waswasa (tilskyndelse) i de sandfærdiges og sandhedens tilhængeres sind. Den, der skaber denne tilskyndelse, er Iblis, Satan selv, hans utallige følgere blandt djinner og mennesker samt menneskets eget nafs eller onde begær. Tilskyndelsens pile bliver ved med at blive affyret igen og igen; efter flere gange at have forfejlet målet rammer de det rette sted, og Jahiliyyas genopståen begynder.

Allah har naturligvis befalet menneskene at søge tilflugt hos Ham mod disse tilskyndernes tilskyndelser. Fordi dette bud tilsidesættes, og på grund af forskellige verdslige interesser, bliver mennesket offer for tilskyndelsen. På denne måde rykker Jahiliyya frem med alle sine vildledende våben.

Historien vidner om, at islams samlede sejr ikke for første gang begyndte i det syvende århundredes første halvdel. Tværtimod er islams guldalder kommet igen og igen allerede før dette. For det er en historisk kendsgerning, at profeter og sendebud gentagne gange er kommet til verden for at vise Guds tjenere den sande vej. De forlod verden i en situation, hvor jahiliyya havde bøjet sig for sandheden. Men efter nogen tid begyndte jahiliyya sine ondsindede aktiviteter, og menneskene blev gradvist vildledt og forledt, indtil de hengav sig til shirk og kufr. Også i Israels Børns historie finder man et eksempel på dette. Efter Musa, fred være med ham, var Allahs religion etableret på alle områder af menneskelivet under hans dygtige og sanddru efterfølger Yusha ibn Nun og i nogen tid derefter; derfor blev deres overlegenhed over verdens folk fastslået. Med henvisning til dette siges der i Koranen: “Israels Børn! Husk den gunst, Vi har skænket jer. Og husk også, at Jeg har begunstiget jer frem for verdens folk” (sura al-Baqara 47, 122).

Men senere, da deres religiøse livskraft blev svækket, og forvanskning begyndte at vise sig i deres tænkning, karakter og adfærd, kastede jahiliyya sig over dem med alle sine kræfter. Situationen udviklede sig derefter sådan, at Israels Børn blev helt opslugt af jahiliyya. Det kan ikke benægtes, at selv om jahiliyya i en given situation forholder sig tavs, er det kun midlertidigt; den forlader ikke slagmarken, men venter blot på en mulighed. Eftersom jahiliyyas ophav er selve Iblis, Satan, og fordi det som følge af verdensskaberen Allah den Højestes særlige visdom og vilje er blevet besluttet, at Satan skal leve indtil Dommedag, vil kampen og konflikten mellem sandhed og løgn, mellem det gode og det onde, fortsætte for evigt. Denne kamp og konflikt er i virkeligheden til for at prøve mennesket, og det er netop derfor, den er skabt.

Derfor er det helt naturligt, at Iblis Satans behandling af islam og det muslimske umma senere bliver den samme som den behandling, han har udsat alle tidligere profeters ummaer for, eftersom Iblis Satan vil leve evigt indtil Dommedag.

Profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) forudsagde også dette. Han sagde: “I vil følge og efterligne dem, der levede før jer, skridt for skridt. Selv hvis de gik ind i en varans hul, vil I også gøre det.” Sahabaerne spurgte: “Allahs Sendebud! Mener du med dem, der levede før, jøderne og de kristne?” Han sagde: “Hvem ellers?” (Bukhari).

Betydningen af den ædle Profets ovenstående forudsigelse var, at I naturligt ville få forbindelser og relationer til de folk, som er betydningsfulde på verdens religiøse og kulturelle scene. Så længe jeres iman forblev urokkelig, ville I imidlertid fortsætte med at påvirke dem i stedet for selv at blive påvirket af dem. Som følge heraf vil muslimerne begynde at følge dem skridt for skridt. I vil tage deres skikke, tankemåder, sædvaner og ritualer til jer. I vil ikke tøve med at adlyde vildledte folk og syndige samfund. Når dette er sket, vil de naturligvis ikke længere kunne bevare deres særpræg og religiøse selvbevidsthed. Derefter vil den uigennemtrængelige mur mellem islam og jahiliyya, som var blevet opført med hensyn til tænkning, adfærd og alle former for handling, og hvis bevarelse var lige så nødvendig som bevarelsen af religionen og iman, begynde at bryde sammen forskellige steder, og muslimerne vil miste deres nationale særpræg og identitet.

Jahiliyyas angreb fra alle fire sider

Jahiliyya rystede skammen over sit nederlag af sig og rejste sig igen. Ikke blot det: Den iværksatte et angreb på islam fra alle fire sider med hele sin styrke. Dens angreb var rettet mod den religiøse aqida og tro, mod den islamiske sharia, mod islams grundprincipper og forestillinger samt mod muslimernes nationale enhed. Dens første mål var islams grundlæggende aqida og tro. Hvis man kan ødelægge det fundament, som hele religionens bygning er rejst på, kan de øvrige forestillinger, den rette vejledning samt påbud og regler let udryddes. Den intensiverede sit angreb på islams grundlæggende områder ét efter ét.

Troen på profetskabet

Troen på tawhid var fuldstændig uudholdelig for jahiliyyah. Men i begyndelsen havde den ingen mulighed for at angribe den direkte. Derfor begyndte dens angreb med aqidahen om Muhammads profetskab. Det vil sige, at hvis troen på Muhammads profetskab kunne svækkes eller ødelægges, ville det være let at udslette islams øvrige grundlæggende troslærdomme fra menneskers hjerter. Med dette formål skabte jahiliyyah flere slagmarker.

Den første slagmark var frembringelsen af falske profeter. Det vil sige, at der også efter den sidste profet, Muhammad (sa), ville blive ved med at dukke personer op, som gjorde krav på falsk profetskab. Forberedelserne hertil var ganske vist allerede i gang, mens profeten Muhammad (sa) levede, men efter hans bortgang blev denne aktivitet intensiveret, og to personer ved navn Musaylima og Aswad al-Ansi blev præsenteret som kravstillere på profetskab. Nogle mennesker, heriblandt medlemmer af stammen Banu Hanifa, støttede Musaylima, mens jemenitterne støttede Aswad al-Ansi. Men den første kalif, Hazrat Abu Bakr as-Siddiq (ra), udryddede denne fitnah med alle til rådighed stående midler.

Derefter opstod shia-sekten hen imod slutningen af det retledte kalifat, og da den senere blev splittet i talrige grupper og undergrupper, begyndte falske profeter at dukke op blandt dem. Således erklærede Abu Mansur, grundlæggeren af Mansuriyya-sekten: »Hazrat Ali (ra) var Allahs sendebud og profet. Derefter var Hazrat Hasan (ra), Husayn (ra), Ali ibn Husayn og Muhammad ibn Ali alle sendebud og profeter. Jeg er også et sendebud og en profet, og efter mig vil profetskabet fortsætte gennem seks generationer.«

Han sagde endvidere, at profetskabet aldrig ville ophøre – (Al-Milal wa an-Nihal, ash-Shahrastani).

Abu Khattab, grundlæggeren af Khattabiyya-sekten, sagde, at alle shiaernes imamer var profeter. Mughirah, grundlæggeren af Mughiriyya-sekten, gjorde selv krav på profetskab. Muhammad ibn Nusayr an-Nusayri, lederen af Nusayriyya-sekten, gjorde også krav på profetskab – (samme værk). Der var ingen argumenter, ingen beviser og ingen gudgiven autorisation til støtte for disse krav. Hvorfor skulle det være nødvendigt? Så snart man rejser spørgsmålet om argumenter og beviser, opstår der jo uro, og det hele risikerer at bryde sammen. Det eneste, der behøves, er at skabe religiøs fanatisme blandt muslimer med svag iman og et fordrejet sind. Og bag det hele vil Satans stærke tilskyndelse og bedrag stå.

Selv om disse kravstillere på falsk profetskab generelt blev forkastet, blev en lille gruppe mennesker naturligvis vildledt. De blev vildledt og ført på afveje, fordi de faldt i den fælde, som jahiliyyah havde lagt.

Dette er beretningen om jahiliyyahs nye offensiv gennem et hundrede til et hundrede og halvtreds år. Det er muligt, at lignende begivenheder også har fundet sted andre steder i den muslimske verden. Især i muslimernes forfaldsperioder er det helt naturligt, at sådanne begivenheder finder sted, og det er de også kommet til. Når muslimerne viger blot en smule fra de grundlæggende trosforestillinger om tawhid, risalah og akhirah, forkaster Allahs lydighed og Sendebuddets lederskab på alle livets områder og bøjer sig for taghutiske kræfter, angriber jahiliyyah muslimernes aqidah og tro med hele sin styrke og opnår en delvis, om end ikke fuldstændig, sejr.

Indførelsen af en ny religion

Indiens kejser Akbar forsøgte med det formål at udrydde islam at indføre en særpræget religion kaldet »Dīn-e Ilāhī«. Akbars hensigt var netop at udbrede denne nye religion som et alternativ til islam. Den tankegang, der lå bag indførelsen af denne religion, var, at han for at gøre sit styre varigt og stærkt over et så stort område som Indien nødvendigvis måtte vinde flertallets hinduer og de øvrige samfunds gunst. Han anså det for passende at vinde deres hjerter ved hjælp af religion. Derfor bestræbte han sig på at indføre en ny religion, der skulle være en sammensmeltning af alle religioner. I denne nye religion blev islams grundlæggende forhold tilsidesat, mens mange hinduistiske ritualer og ceremonier blev gjort obligatoriske for muslimer. Muslimer måtte for eksempel ikke længere bære deres traditionelle muslimske navne, de måtte ikke omskære deres sønner, de måtte ikke anlægge skæg, og de måtte ikke spise oksekød. Muslimer og ikke-muslimer skulle frit kunne indgå ægteskab med hinanden, uden at den ikke-muslimske part behøvede at antage islam.

Det bemærkelsesværdige er, at hinduer, jainer, buddhister og tilhængere af alle andre religioner under denne religion kunne praktisere deres respektive trosretninger fuldt ud. Det var kun mange af den islamiske sharias regler og bestemmelser, der blev ophævet. Det er helt tydeligt, at denne religion blev opfundet med det formål at afskaffe islam.

Den ikke-muslimske befolkning var ganske vist overordentligt tilfreds med Akbar, men heller ikke de var villige til at antage denne religion. En lille gruppe opportunistiske og vildledte muslimer blev dog tiltrukket af den. Det store flertal af muslimer afviste denne religion. Den berømte lærde og asket fra den tid, shaykh Ahmad Sirhindī Mujaddid Alf-e Sānī (må Allah forbarme sig over ham), erklærede jihad mod udbredelsen af denne nye religion. Efter Akbars død gjorde hans søn Jahangir en ihærdig indsats for at indføre den, idet han optrådte som bærer og forkæmper for religionen »Dīn-e Ilāhī«. Selv efter at have fængslet Alf-e Sānī i Gwalior-fortet og anvendt hele sin statsmagt kunne han ikke forhindre denne besynderlige religions endelige undergang. Til sidst løslod han Alf-e Sānī for at redde sin trone, angrede over for ham og blev muslim på ny. Den taktik, Akbar anvendte for at gøre sit eget og dermed mogulstyret varigt og stærkt, lagde kimen til Mogulrigets fald.

Falske profeters genkomst

Under det britiske styre i Indien blev der udspundet et konspiratorisk net omkring Mirza Ghulam Ahmads falske profetkrav. Den britiske regering hjalp denne sammensværgelse på alle måder. Lokkemidler som høje statslige embeder, forfremmelser og forskellige økonomiske fordele bedragede og vildledte mange muslimer, der var uvidende om islam. De kristne missionærers omfattende virksomhed under statens beskyttelse formåede kun at omvende en lille gruppe muslimer til kristendommen. Men ved at få folk til at tro på det falske profetkrav blev der på den ene side opfundet en ny profet og et nyt muslimsk samfund, hvorved Koranens sandhed blev fornægtet, og enhver, der ikke troede på denne nye profet, blev erklæret kafir. Dette var uden tvivl en midlertidig triumf for jahiliyyah. Men selv om næsten alle verdens muslimske lande blev forvandlet til kolonier under fremmede og ikke-muslimske magter, og selv om et stort antal muslimer fjernede sig fra islamiske skikke og handlinger, afviste den muslimske ummah som helhed med afsky Mirza Ghulam Ahmad Qadianis krav på falsk profetskab.

Mirza Ghulam Ahmad blev født på et sted kaldet Qadian i det østlige Punjab, og derfor kaldes hans tilhængere qadianier. De kaldes også ahmadiyyaer. Allerede i det første kvartal af dette århundrede erklærede verdens lærde qadianierne eller ahmadiyya-samfundet for ikke-muslimer eller kafirer. Der blev også skrevet mange autoritative værker, som påviste, at dette profetskab var falsk og bedragerisk. Efter at den selvstændige stat Pakistan var blevet oprettet som følge af Indiens deling i 1947, begyndte en kraftig bevægelse mod dette falske profetskab. Deres propaganda blev forbudt i de arabiske lande. Endelig blev der i 1974 vedtaget en lov i Pakistans nationalforsamling, som erklærede qadiani-samfundet for ikke-muslimsk.

Shirk fi nubuwwah

Jahiliyyahs første front mod islam blev åbnet med påstanden om falsk profetskab. Denne påstand er blevet fremsat i forskellige tidsaldre. Jahiliyyahs anden front er shirk fi nubuwwah. Det vil sige, at man opfandt en besynderlig trosforestilling om delagtighed i profetskabet. Til dette formål blev Hazrat Alis person først og fremmest brugt som et dække. Det var en yderst smertefuld begivenhed i islams historie, at uønskede stridigheder om kalifatet splittede den muslimske ummah i to og førte til fremkomsten af en permanent sekt kaldet shia. Medlemmerne af denne sekt antog som en del af deres iman den forestilling og tro, at profeten Muhammad Mustafa (fred og velsignelser være med ham) havde udpeget Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) som sin stedfortræder og kalif. Endnu mere smertefuldt er det, at de tror, at deres imamer, herunder Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), var syndfri. Muslimernes grundlæggende trosopfattelse hidtil havde været, at kun profeterne blandt menneskeheden er syndfri, og at denne syndfrihed ikke skyldes dem selv. Allah udvalgte dem derimod blandt menneskene til profetskabet store opgave og bevarede dem gennem sin særlige nåde fra synd. Hvis man nu anser andre end profeter for syndfri, forsvinder den grundlæggende forskel mellem en profet og en ikke-profet.

Denne tro blev fast forankret i shiitternes sind: at ikke blot hadrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), men også alle imamer af hans efterkommere var lige så syndfri, som Muhammad ar-Rasulullah (fred og velsignelser være med ham) var syndfri. Dette er jahiliyyahs store bedrift, som strider mod den islamiske troslære om profetskab. For overdrivelsen i hengivenheden og ærbødigheden over for Ahl al-Bayt, Profetens familie, når et niveau, hvor den bliver til shirk fi nubuwwah. At anse en ikke-profet for syndfri betyder i virkeligheden at tildele ham samme rang og samme rettigheder som profeten. Herefter forbliver troen på Muhammads sendebudsskik ikke længere islamisk tro. Derfor kan man ikke håbe på at opnå det store formål, for hvilket Allah, verdens Herre, etablerede denne universelle og evige sendebudsskiks værdighed og sendte profeten Muhammad (fred og velsignelser være med ham) som den sidste profet. For under disse omstændigheder var han, den udvalgte Profet, ikke længere den eneste kilde til vejledning og den eneste anerkendte målestok for sandheden. Retten til ubetinget lydighed var heller ikke længere forbeholdt ham. Tværtimod havde de, som blev anset for syndfri, opnået samme rang som Profeten i disse spørgsmål.

Fra kalifat til monarki

Ophævelsen af det retledte kalifat og oprettelsen af monarkiet var jahiliyyahs store sejr. Efter den fjerde kalif, hadrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), blev martyr, blev vejen banet for monarkiet, og da hadrat Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) overtog magten i den islamiske stat, faldt det retledte kalifat.

Det retledte kalifats fald kaldes jahiliyyahs store sejr, fordi det retledte kalifat ikke blot var en politisk magt eller en regering; det var derimod en fuldstændig repræsentation af Muhammads profetskab. Dets opgave bestod ikke alene i at administrere landets lov og orden, etablere fred og sikkerhed samt forsvare grænserne. Det varetog også i muslimernes fælles liv de opgaver som lærer, opdrager og vejleder, som Den Ærværdige Profet (fred og velsignelser være med ham) selv havde varetaget i sin levetid. Det var også kalifatets ansvar at holde hele systemet for den sande religion levende i Dar al-Islam med dets rette form, natur og livskraft og at holde verdens muslimers samlede styrke beskæftiget med at ophøje Allahs ord. Der er ikke her anledning til at gengive den lange historie om, hvordan processen mod det retledte kalifats fald begyndte under hadrat Uthman Dhu an-Nurayns, må Allah være tilfreds med ham, kalifat, og hvordan det efter hadrat Alis (må Allah være tilfreds med ham) kalifat blev forvandlet til et monarki. Enhver historiestuderende bør kende den. Men efter det retledte kalifats ophør blev det lettere for jahiliyyah at skabe endnu flere slagmarker mod islam.

Efter det retledte kalifat

Efter det retledte kalifats ophør blev monarkiet etableret, selv om det fortsat blev kaldt et kalifat, og de islamiske idealer og grundprincipper blev tilsidesat. Den fuldstændige, retfærdighedsbaserede samfundsordning, som profeten Muhammad Mustafa (fred og velsignelser være med ham) havde grundlagt, forblev uforandret og intakt under det retledte kalifat, men under monarkiet havde den ikke længere nogen eksistens. I stedet for islams velfærdsorienterede styre blev lydighed fremtvunget gennem magtanvendelse. Der var ikke længere nogen mulighed for, at mennesker frit kunne udtrykke deres meninger, og mange måtte endda betale med livet for at udtrykke en fri mening.

Det er sandt, at land efter land blev erobret under monarkiet, og at statens område blev udvidet. Men fordi beslutningerne blev truffet efter én persons vilje i stedet for gennem islams rådslagende beslutningsproces, blev enheden i muslimernes tænkning ødelagt, og de begyndte at blive splittet i talrige partier og fraktioner. Islamfjendtlige idealer og tankeretninger begyndte at påvirke dem.

Efter det retledte kalifat, det vil sige Koranens og sunnahens styre, blev ophævet, begyndte forvrængningen i det muslimske samfund, i muslimernes sind, tænkning og karakter. Personer, der besad islamisk viden og islamisk karakter, viste modvilje mod at varetage offentlige embeder under monarkiet og trak sig bort fra samfundets offentlige liv.

Det skal bemærkes, at så snart den fuldkomne islamiske stat blev etableret af profeten Mustafa, søgte folk i store skarer tilflugt under islams banner. Derefter fik mange af dem ikke engang mulighed for at lutre deres liv. Mange fik heller ikke den lykke at møde den hellige profet.

Efter den hellige profets død fortsatte den islamiske da’wa og erobringerne under kalifaterne tilhørende Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Uthman (ra). I denne periode forlod utallige mennesker fra forskellige lande, områder, folkeslag og samfundslag deres forfædres religioner og søgte tilflugt i islams kølige skygge. Som regel accepterede de islam af hele deres hjerte som den sande din. Men blandt dem var der også mange, som ikke havde nogen god hensigt med at antage islam. I deres hjerter led de under en brændende smerte på grund af islam og nærede had og fjendskab mod islam. De ventede på en mulighed for at rette et voldsomt slag mod islam. For at opfylde dette onde formål sluttede de sig til muslimernes rækker. I virkeligheden var de munafiqer. En jødisk lærd ved navn Abdullah ibn Saba var særlig bemærkelsesværdig blandt dem. I islams navn lykkedes det ham at splitte den muslimske millat i to og indføre en særskilt trosopfattelse, tankegang og adfærd blandt dem.

Efter monarkiets etablering gik magtens nøgler fra islam over i jahiliyyas hænder. Og efter at have mistet statsmagten havde islam ikke styrken til at standse jahiliyyas fremgang. Desuden var det meget vanskeligt for islam at bekæmpe jahiliyya, fordi jahiliyya ikke trådte frem på skuepladsen i sin egentlige skikkelse, men netop i skikkelse af en „muslim“. Hvis jahiliyya var kommet for at angribe islam som islams åbenlyse fjende i form af en ateist, kafir eller mushrik, ville hele den muslimske millat have forenet sig for at bekæmpe den. Men jahiliyya bekendte sig til tawhid og risala, og alt, hvad den gjorde, skete i islams navn. Det var under islams dække, at jahiliyya fortsatte med at styrke sine rødder.

Jahiliyya overtog staten og rigdommene og kaldte det et kalifat. Men i virkeligheden var det et monarki, som det var islams mål at afskaffe. Under dette monarkis beskyttelse bredte jahiliyyas tankegang og synspunkter sig i herskerklassens liv, såvel som i de underordnede amirers og embedsmænds, guvernørernes, hærens og samfundets indflydelsesrige personers liv. Samtidig begyndte jahiliyyas filosofi, litteratur og kunst også at brede sig.

Da jahiliyya fik statsmagten, øvede den også indflydelse på de lærde, sufierne og de gudfrygtige mennesker. Som følge heraf bredte Platons filosofi, et asketisk moralsk ideal og et pessimistisk syn på alle livets områder sig i det muslimske samfund.

Ved at bruge taqwa og gudfrygtighed som påskud fjernede den samfundets retskafne mennesker fra magt og lederskab og overgav magten til jahiliyyas bannerførere.

Ikke-islamisk tasawwuf

Det er tidligere blevet beskrevet, at jahiliyyas første og anden front mod islam blev skabt gennem krav om falsk profetdømme og delagtighed i profetdømmet. Selv om jahiliyya ikke kunne sejre på den første af disse to fronter, vandt den overtaget på den anden, ødelagde den muslimske millats enhed og knuste det islamiske kalifats palads. Derefter begyndte jahiliyya under det etablerede monarkis beskyttelse at brede sin sorte hånd ud. Også dér, hvor de retskafne og gudfrygtige mennesker, som under omstændighedernes pres havde trukket sig fra den politiske arena og helliget sig tasawwuf, det vil sige selvets lutring, dhikr og adhkar samt studiet og undervisningen i religiøs viden, holdt til, fortsatte jahiliyya med at øve sin indflydelse. Som følge heraf opstod jahili-tasawwuf som modstykke til den islamisk baserede tasawwuf. Dette var jahiliyyas tredje WAR FRONT eller slagmark mod islam.

Denne jahiliyyah-prægede tasawwuf ønskede at udslette selve troen på profetskabet fra menneskers hjerter. Den grundlæggende tanke i denne tasawwuf var, at den tilbedelse, hvis mål er at nå frem til Gud, hverken kræver en profets mellemkomst eller lydighed mod ham. Mennesket kan også nå dette ønskede mål på egen hånd. Disse tilhængere af den falske tasawwuf har muligvis hentet denne tanke fra en shiamuslimsk sekt. Grundlæggeren af den shiamuslimske sekt Qayyaliyya, Ahmad ibn al-Qayyal, hævdede, at det kun er mennesker, der mangler indre indsigt, som blindt følger profeterne.

Denne tankegang formuleres, efter at den er blevet en smule poleret, således: Ligesom en advokats mellemkomst er uundværlig, når man vil fremlægge sin sag for en hersker, er en pirs mellemkomst på samme måde uundværlig, når man vil fremlægge noget på tjenerens vegne for Gud. På denne måde opfattes profetens mellemkomst mellem tjeneren og Gud, det vil sige lydigheden mod profeten som vejen til lydighed mod Gud og til at nå Gud – den enkle og lige vej, som profeten har vist – som noget, man kan frakoble sig profeten for i stedet at betragte lydigheden mod piren som den eneste vej til at nå Gud. Men i virkeligheden begrænses tjenerens lydighed fuldstændigt til piren, og hans lydighedsbegreb kan ikke hæve sig over ham. Derfor bliver piren den eneste målestok for halal og haram, godt og ondt samt tilbedelse og ulydighed. På denne måde afbrydes tjenerens forbindelse med Gud og profeten.

Hvis denne tankegang og filosofi accepteres, bliver så ikke »Muhammads profetskab« og dermed også »troen på sendebuddet« overflødig? Kan nogen, der tror på islam, Koranen og profeten, nære den slags tanker? Men det dybt sørgelige er, at jahiliyyah har smittet en del muslimer med denne alvorlige sygdom af en fejlagtig tankegang, og at nogle mennesker under islams navn har gjort sig til dens bærere, fortalere og propagandister.

Det skal bemærkes, at selv om islamisk tasawwuf og dens tilhængere findes i samfundet, er deres antal yderst ringe. Da det under de falske tasawwuf-retninger ikke er nødvendigt at overholde shariaens forskrifter, hælder opportunisterne i større antal til denne side. Jahiliyyahs propaganda er også særdeles stærk til støtte for den.

Jahiliyyahsdødbringendevåben

Der er ingen tvivl om, at den jahiliyyah-prægede tasawwuf har vildledt nogle muslimer og ført dem bort fra islams sande, rette og enkle vej, Sirat al-Mustaqim. Men senere har jahiliyyahs tre yderst dødbringende våben rystet selve islams grundvold. De tre er: (1) et gudløst eller gudsoprørsk livssystem (SEKULARISME), (2) dyrkelsen af nationen, det vil sige nationalisme (NATIONALISME), og (3) demokrati, der gør krav på suverænitet (DEMOKRATI). En gennemgang af disse tre dødbringende våben vil vise, hvor stærkt de har påvirket islamisk tro, tænkning og bevidsthed, og i hvilken grad livsanskuelser og ideologier, der strider mod islam, er blevet etableret.

Sekularisme

Lad os først drøfte SEKULARISME (sekularisme). Dets væsen er at afvise Verdensskaberens bestemmelser og vejledning på alle livets områder og leve efter bestemmelser og retningslinjer, som mennesket selv har udformet. Men det siges med stor snedighed, at hvis et menneskes samvittighed bevidner, at der findes en Gud, og at Han bør lovprises og tilbedes, kan det gøre dette i sit privatliv. Men hvad angår verden, samfundet og alt, hvad der vedrører dem, har Gud og religion ingen forbindelse med sagen. I det livssystem, hvis palads er blevet opført på grundlag af denne teori, er alle niveauer af forholdet mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og verden fuldstændig uafhængige af Gud og religion. Hele samfundssystemet er uafhængigt af religion, uddannelsessystemet er uafhængigt, lovene er uafhængige, landets parlament er uafhængigt, og politik, økonomi, hele landets administration samt internationale forbindelser er alt sammen uafhængigt af Gud og religion. Uanset hvilke beslutninger der træffes inden for disse forskellige sider og områder af menneskelivet, anses spørgsmålet om, hvorvidt Gud har fastlagt grundprincipper og anvisninger for os på disse områder, for irrelevant, i grunden meningsløst og udsprunget af blind, overtroisk tænkning. Og selv hvis Han har gjort det, er det ikke muligt at følge dem under hensyn til forholdene og omstændighederne. Tilbage står så privatlivet. Men som følge af den religionsløse uddannelse og samfundsform er også privatlivet i de fleste tilfælde blevet og bliver stadig tømt for religion. For nu er det kun meget få menneskers sind, der bevidner, at der findes en Gud, og at man må følge Hans befalinger. Især for dem, der leder det samfund og den civilisation, som er bygget på grundlag af denne sekularisme, er religion nu ikke længere engang et spørgsmål om privatlivet. Deres personlige forbindelse med Gud er også blevet brudt.

Dette sekularisme, det vil sige religionsløshed eller oprør mod Gud, opstod i Europa og har også en historisk baggrund. Selv om den kun gennemgås kort, synes det vanskeligt at forstå emnet uden denne gennemgang.

De kristne præster udformede på grundlag af en forvansket kristendom deres egne selvopfundne shariaregler eller religiøse bestemmelser og begyndte at regere i religionens navn. Torahen indeholdt shariaregler, der var egnede til at lede samfundet. Selv om de jødiske lærde i videst muligt omfang forvanskede Torahen, forkastede de kristne selve den oprindelige Torah. Der blev ikke åbenbaret nogen ny sharia gennem Bibelen. Derfor fortsatte de kristne præster med at forvanske religionen for deres egne interessers skyld og administrere styret i religionens navn. Det var på ingen måde muligt at skabe fred, sikkerhed og retfærdighed i samfundet gennem menneskeskabte love i stedet for de love, Gud havde åbenbaret. Selv om overgreb, uretfærdighed, undertrykkelse og forfølgelse fortsatte under dette styre, accepterede almindelige mennesker det modvilligt og stiltiende, fordi det bar religionens præg. Overalt i Europa fandtes der mange små og store riger, som blev styret af præster, og som blev kaldt PAPAL STATES. Over disse blev der oprettet et kristent imperium, som blev kaldt HOLY ROMAN EMPIRE.

Det bør bemærkes, at muslimsk styre blev etableret i Spanien i begyndelsen af det ottende århundrede og bestod i flere hundrede år (711–1492 e.Kr.). Under det muslimske styre blev de to største universiteter grundlagt i Córdoba og Granada, og kundskabstørstige mennesker fra forskellige dele af Europa begyndte i flok at strømme til disse højt ansete læreanstalter for at tilegne sig viden. Gennem den højere uddannelse tændte disse institutioner et fyrlys for viden og videnskab i Europa. I datidens verden var Baghdad, Córdoba og Konstantinopel centre for uddannelse, civilisation og kultur i hele verden. Men Córdoba indtog den højeste plads af dem alle. Córdobas ry for dyrkelsen af viden og videnskab var berømt over hele verden. Som følge af den omfattende dyrkelse af viden og videnskab begyndte fri og selvstændig tænkning at spire frem blandt de uddannede. Samtidig blev der gjort stadig nye videnskabelige opdagelser. En voldsom konflikt begyndte mellem præsternes forældede, udslidte og overtroiske tankegang og den videnskabelige tænkning. Der blev vedtaget nye love for at standse den videnskabelige tænkning og dens opdagelser. Der blev indført strenge og grusomme straffe mod dem, der overtrådte lovene. Eftersom alt dette blev gjort med henvisning til religionen, begyndte de uddannede samfundslag at få lede ved selve religionen.

De kristne lærde og filosoffer i oldtiden byggede hele deres religiøse tros og deres forestillinger om mennesket og verdensnaturen op på den græske filosofis og videnskabs begreber, teorier, argumenter, beviser og oplysninger. De mente også, at hvis blot ét af de fundamenter, som deres tankebygning var opført på, blev angrebet, ville hele bygningen blive knust. Samtidig ville kristendommen også gå til grunde. De var på ingen måde villige til at tolerere kritik eller forskning, der kunne skabe tvivl om de alment anerkendte sandheder i græsk filosofi og videnskab. De var heller ikke rede til at acceptere nogen filosofisk tankegang, som forkastede disse alment anerkendte sandheder og fremsatte andre tanker, der kunne få præstestanden til at føle behov for at genoverveje sin filosofi. Man kunne heller ikke tillade noget forskningsarbejde, som kunne bevise, at nogen del af de forestillinger og teorier om mennesket og verdensnaturen, der blev fremlagt i Bibelen og antaget af filosofferne, var forkert. De betragtede hvert sådant forhold som en direkte fare for religionen og for hele det kulturelle, politiske og økonomiske system, der var bygget på den. På den anden side blev svaghederne i netop de filosofier og den videnskab, som hele den religiøse trosbygning var opført på, tydelige ved hvert skridt for dem, der i overensstemmelse med renæssancebevægelsen og dens krav arbejdede med kritik, forskning og undersøgelse af kendsgerninger. Men jo længere de nåede i deres forskning, desto hårdere forsøgte præstestanden eller de kristne ved hjælp af deres religiøse eller politiske magt dag for dag at blokere deres vej. Mange ting, der var i modstrid med tidligere alment anerkendte sandheder, trådte tydeligt frem som dagens lys. Præstestanden sagde, at man i stedet for at genoverveje de alment anerkendte sandheder skulle stikke kritikernes øjne ud. Forskerne mente, at der fandtes talrige fejl i de teorier, som man anså for uigendrivelige beviser for den religiøse tro. Præstestanden sagde, at man skulle knuse selve hjernen på dem, hvis sind og tanker frembragte den slags forestillinger. Resultatet af denne konflikt og strid blev, at der allerede ved den første morgenrøde af den videnskabelige og intellektuelle renæssance opstod en stædig holdning mod religionen og de religiøse, og at en mentalitet præget af afstandtagen fra Gud og religionsløshed blev ført ind i den nye civilisations årer og blodkar. Herefter kunne man ikke forvente, at disse fortalere for den frie tænkning ville skelne andre religioner fra kirkens kristendom. Derfor forblev deres stædighed naturligt nok ikke begrænset til kristendommen og dens kirke. Tværtimod blev alt, hvad man forstår ved religion, offer for deres stædighed. Da denne psykologiske tilstand af stædighed mod religion sammen med denne konflikt og strid bevægede sig fra kundskabens område ind på forskellige områder af politik, økonomi og samfundsordning, blev der efter kirkemyndighedernes nederlag under ledelse af den nye civilisations bannerførere opført en ny religiøs livsbygning med en varig livsanskuelse; den fik navnet »sekularisme«. Dens grundprincip er, at religionen ikke skal have nogen ret til at blande sig i nogen del af politik, økonomi, moral eller lovgivning – kort sagt i nogen del af det sociale liv. Religion er udelukkende en privatsag. Hvis nogen ønsker at tro på Gud og profeterne i sit privatliv, kan vedkommende gøre det. Men når hele det sociale livs regler og bestemmelser skal udformes, er spørgsmålet om, hvilken vejledning Gud giver om dette, irrelevant.

Sekularisme er det grundlæggende fundament for den moderne verdens nye civilisations intellektuelle, sociale, politiske og økonomiske system. Fascisme, kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, nationalisme, demokrati, der gør krav på suverænitet, hedonisme (EPICURIANISM), utilitarisme (UTILITARIANISM), ateisme, darwinisme (DARWINISM) og lignende ideologier er blot grene og kviste på sekularismen, og sekularismens livskraft gennemstrømmer dem alle.

Grundstenen i dette livssystem er gudløshed, oprør mod Gud eller ren verdslighed. Den opfattelse, at forholdet mellem Gud og religion udelukkende er begrænset til menneskets privatliv, er en meningsløs og irrelevant opfattelse, som ikke har den fjerneste forbindelse med viden og samvittighed. Hvad angår Gud og mennesket, må én af følgende to muligheder være den rette: Enten er Han menneskets og hele universets Skaber, Herre, Hersker og Lovgiver, eller også er Han ingen af delene. Hvis Han ikke er Skaberen, Herren og Herskeren, er der heller intet behov for at have et personligt forhold til Ham. Og at tilbede et væsen, som man ikke har noget forhold til, er fuldstændig meningsløst. Det er endog et tegn på mangel på samvittighed at tænke, at Gud ganske vist er Skaberen, men at Han ikke har fortalt, hvordan mennesket skal leve sit liv i verden, eller hvordan dets politiske, økonomiske, kulturelle og sociale system skal være, eller – Gud forbyde det – at Han ikke var i stand til at fortælle det. Er der noget behov for at tro på en sådan Gud? Men hvis Han er vores og hele universets Skaber, Herre og Hersker, så er det ikke andet end den yderste tåbelighed at forestille sig, at Hans herredømme kun skal være begrænset til privatlivet, eller at det ikke skal være herredømme, men blot begrænset til tilbedelse. Når den sociale relation begynder, efter at det ene menneske er blevet forbundet med det andet, kan det kun være et samvittighedsløst menneskes udsagn, at Skaberens herredømme og kontrol ikke længere skal gælde dér. Hvis mennesket i det sociale liv bliver selvstændigt og egenrådigt i stedet for at være afhængigt af Skaberen, er det et yderste oprør mod sin Skaber, Herre og Hersker. Efter dette oprør må den, der siger: »Jeg adlyder Gud i mit privatliv«, erklæres for mentalt forstyrret. Dette kan ikke være andet end bedrag, svig og hykleri over for Skaberen.

Er det ikke en udtalelse uden fornuft, at hvert enkelt menneske for sig er Guds tjener og forpligtet til at adlyde Hans befalinger, men at disse individuelle personer, når de forenes og danner et samfund, ikke længere er Guds tjenere? Hver enkelt del er en tjener, men helheden af delene er ikke en tjener. Kun en vanvittig uden fornuft og dømmekraft kunne fremsætte en sådan påstand. Hvordan kan man acceptere, at hvis vi ikke har brug for Gud og Hans vejledning i vores familieliv, i vores slumkvarterer og byer, på vores uddannelsesinstitutioner, på vores markedspladser, i vores parlamenter og regeringsbygninger, i administrationen, i højesteretten, på militærforlægningerne, på politistationerne, i krig og i fredsslutninger, hvor skulle vi så have brug for Ham? Hvad er nytten ved at tro på en Gud, der er så svag og uduelig (må Gud forbyde det), at Han ikke kan give vejledning på noget område af livet, ikke kan fortælle os, hvad der er gavnligt eller skadeligt for os, og ikke kan anvise løsninger på vores livsproblemer? Men hvis Han virkelig er kvalificeret til alt dette og har givet os en livsordning, betyder det at forkaste den, at man erklærer oprør mod Ham. Derfor kan den præcise bengalske oversættelse af det engelske ord SECULARISM ikke være andet end oprør mod Gud. I det virkelige liv er denne ideologis følger yderst alvorlige. Hvis man gør noget område eller nogen side af livet fri for Gud eller religion, må det nødvendigvis komme under Satans indflydelse. Der findes ikke noget, der kan kaldes menneskets privatliv. Fra det øjeblik et menneskebarn fødes fra moderens liv, begynder dets sociale liv. Det ser sin mor, far, søskende, bedstefar og bedstemor, morbrødre, mostre, fastre og mange andre slægtninge omkring sig. Når dets fornuft åbnes, bliver det knyttet til et samfund, en slægtsgruppe, et slumkvarter, en nation og et kulturelt, økonomisk og politisk system. Mange sådanne relationer knytter det til andre mennesker og andre mennesker til det. Kun når disse relationer er rigtige, smukke og retfærdige, er det muligt at skabe velfærd og fremgang for hvert enkelt menneske og for alle mennesker som helhed. På dette område er Allah den Almægtige den eneste alvidende Væsen, som har anvist menneskene retfærdige og varige grundprincipper og grænser for disse relationer. Hvis man på noget område eller i nogen del af livet forkaster Allah den Almægtiges vejledning og handler efter eget ønske og selvstændigt, er der ikke længere plads til faste principper, retfærdighed eller ærlighed. Når mennesket således er blevet berøvet Guds vejledning, har det, bortset fra begær, overtro samt mangelfuld og ufuldstændig viden og erfaring, intet andet at søge vejledning hos. Følgerne kan ses i ethvert samfund, der styres efter gudløshedens eller den rene verdsligheds (SECULARISM) princip. Her ser man, at der hver dag formuleres og ophæves nye grundprincipper for at tilfredsstille begærets ønsker. Det er klart for hele verden, hvor stærkt de enkelte områder og sider af menneskelige relationer er blevet fordærvet af uretfærdighed, overgreb, undertrykkelse og gensidig mistillid. I alle menneskelige forhold gør personlig, gruppebaseret, national og slægtsmæssig egoisme sig stærkt gældende. Hver nation og hvert land har inden for sit eget myndighedsområde udformet grundprincipper, love, regler, skikke og fremgangsmåder for at tilfredsstille sine egne ønsker med så megen egoisme som muligt. De bekymrer sig ikke om, hvilken virkning dette kan have på andre personer, grupper og nationer. Derfor kan det uden tøven siges, at konsekvensen af sekularisme, det vil sige oprør mod Gud eller verdslighed, ganske enkelt er, at enhver, der indretter sin handlemåde efter denne ideologi, bliver tøjlesløs, ansvarsløs og begærets slave, hvad enten det er et individ, en gruppe, et land, en nation eller en sammenslutning af nationer.

Af den foregående drøftelse blev det klart, at sekularismen opstod i Europa under jødedommens og kristendommens dybeste forfaldsperiode, og at den fordriver Gud og religionen fra alle områder af menneskelivet og kun tillader, at religionen praktiseres inden for det meget snævre område af privatlivet. Kort sagt består sekularismen i at træffe afgørelser om alle menneskelivets forhold uden hensyn til Guds suverænitet og vejledning og i stedet for at gøre succes i det hinsidige (livet efter døden) til livets mål at gøre livet i denne verden og succes heri til livets mål. Sekularismen har med denne betydning og fortolkning bredt sine fangarme ud over hele verden som en blæksprutte. Selv om antallet af mennesker, der tror på Gud og religionen, stadig er størst i verden, er denne religiøsitet imidlertid begrænset til det meget snævre område af individets liv, der er adskilt fra samfundet, og selv inden for dette område er størstedelen af dem, der betegner sig selv som troende på religionen, ikke oprigtigt hengivne til religiøsiteten. Påvirket af de ydre omgivelser bliver de gradvist mere mistroiske over for religionen og Gud. I Europa og Amerika ser man, at kirker og synagoger bliver forladt. Den jødiske og kristne ungdom hælder mod ateisme. Uden for privatlivets meget snævre område udøves herredømme og magt over hele livet af sekularismen i stedet for Gud, og man kan så godt som sige, at det ikke er religionen, men sekularismen, der hersker over hele menneskeheden. De andre ideologier, der er udsprunget af den, såsom fascisme, socialisme, nazisme, kommunisme, nationalisme og lignende, som tidligere er blevet nævnt, har alle dette til fælles som en universel værdi: De er ikke grundlagt på Allah den Ophøjedes tilfredshed, men derimod på menneskelige tilbøjeligheder. Alle disse ideologier og systemer er ikke antaget på grundlag af Allah den Ophøjedes vejledning, men er frugten af oprørske tanker og synspunkter over for Gud. Derfor kan det uden tøven siges, at sekularisme er et andet navn for gudløshed og oprør mod Gud.

‘Sekularisme’ er blevet kaldt jahiliyyahs farlige våben mod islam, fordi selv det muslimske folk, der tror på tawhid, risalat og akhirah, uden tøven har accepteret ‘sekularisme’ som den bestemmende ideologi i deres sociale og statslige liv. Denne ideologi opstod gennem moderne tænkeres og videnskabsfolks oprørserklæring mod de kristne religiøse lærdes egenmægtige styre og overtro, der blev udøvet i religionens navn. Toraen og Injil (Bibelen) er så forvanskede og ændrede, at man kun kan finde en ganske lille del af det oprindelige budskab, der blev åbenbaret fra Gud. Desuden indeholder Bibelen ingen principper om politik, økonomi, retsvæsen, krig, fredsaftaler og lignende. Derfor var det ikke muligt at følge en afbalanceret og retfærdig politik i landets styre eller i de politiske og økonomiske aktiviteter i almindelighed. De religiøse lærde, det vil sige præsterne, havde i deres egen interesse opretholdt et gudløst og udbyttende styre i religionens navn, og som en reaktion herpå opstod ‘sekularismen’. Men muslimernes situation er helt anderledes. De havde Koranen og sunnah foran sig, og det har de stadig. De havde også eksemplet på en enestående islamisk velfærdsstat, som havde bestået uændret i næsten et halvt århundrede. Trods dette må det siges at være jahiliyyahs store bedrift, at de afviste Allahs suverænitet, det vil sige Hans herredømme og myndighed på alle livets områder, og underkastede sig menneskeskabte ideologier og love.

Det er imidlertid rigtigt, at da muslimerne efter deres moralske forfald blev fjernet fra den politiske magt og levede som slaver, påvirkede de sejrende magters tankegang, livssyn og livsværdier dem. Til sidst blev de så mentalt slavebundne af de sejrende magter, at de begyndte at tænke over alt med deres sind og se alt gennem deres øjne.

Sekularisme under europæisk kolonistyre

I den østlige del af dette subkontinent, det vil sige Bengalen, Bihar og Orissa, begyndte det engelske folks kolonistyre i 1757. Gennem list, bedrag, bestikkelse og forræderi besejrede og dræbte de Siraj ud-Daulah, den uafhængige hersker over Bengalen, Bihar og Orissa, uden krig og etablerede engelsk styre i dette område og inden for det følgende århundrede over hele subkontinentet. Før det engelske styre havde muslimsk styre bestået over hele subkontinentet i flere hundrede år. Det bør bemærkes, at islamisk lov var blevet indført overalt i landet under det muslimske styre, og at fuld retfærdighed var blevet etableret blandt alle nationer og tilhængere af alle religioner. Efter at muslimerne var blevet frataget magten, overtog englænderne styret, ophævede derefter den gældende islamiske lov i landet og satte menneskeskabte love i stedet.

Det muslimske styres ophør skyldtes de muslimske herskeres ekstreme moralske forfald, luksusliv og ansvarsløshed. Men muslimerne kunne ikke acceptere de fremmedes og ikke-muslimernes styre af to grunde. For det første måtte de, som herskerfolket, bære underkastelsens, det vil sige slaveriets, lænker, hvilket var yderst skamfuldt og uudholdeligt for dem. For det andet blev gudløse, det vil sige sekulære, menneskeskabte love påtvunget dem i stedet for islamisk lov. Det var i strid med deres iman og aqidah.

Ifølge islams grundlæggende tro er Allah ikke blot skaberen af universet, herunder menneskeheden; Han er også alle skabningers forsørger, opretholder, Herre, Konge og lovgiver. I Koranens sura An-Nas omtales Allah som menneskehedens Konge, og det befales, at man søger tilflugt hos Ham. Allah er menneskehedens Konge, og menneskene er Hans undersåtter. En konge må nødvendigvis fastsætte de nødvendige love og regler for sine undersåtter, og disse er bindende for dem. Ellers må overtræderen nødvendigvis være strafværdig for lovbrud.

For muslimerne på dette subkontinent blev spørgsmålet tydeligt: Hvordan kan man acceptere menneskeskabte love i stedet for Allahs lov? De, der ophæver Allahs lovstyre og ønsker at gennemføre deres eget lovstyre i menneskesamfundet, er ugyldige kræfter, der gør krav på guddommelighed, og som i Koranens sprog kaldes taghut. Man må tro på Allah ved samtidig at forkaste taghuts befalinger, styre, herredømme og myndighed. At adlyde både Allah og taghut samtidig er urimeligt og i strid med islams grundlæggende tro. Det er ganske vist rigtigt, at den britiske regering under sit næsten to hundrede år lange styre på dette subkontinent ikke forhindrede muslimerne i deres religiøse handlinger såsom salah, sawm, hajj og zakat. Dens erklæring var, at enhver skulle have fuld frihed til at udføre sine egne religiøse handlinger. Men religionen skulle ikke have nogen forskrifter for landets love og regler, retsvæsen, politik, økonomi, civilisation og kultur, uddannelse og så videre. I moderne terminologi kaldes dette ‘sekularisme’. Dermed fornægtes Allahs love, herredømme og myndighed fuldstændigt på alle livets områder uden for privatlivet. Hvad kan dette ellers kaldes end ekstremt oprør mod Allah?

Muslimerne kunne ikke acceptere denne filosofi og samfundsordning, der var i strid med islam, og derfor indledte Sayyid Ahmad Shahid Barelvi (må Allah forbarme sig over ham) i egentlig forstand en islamisk bevægelse kaldet Tahreek-e-Mujahideen. Tusinder af muslimer fra alle egne af subkontinentet sluttede sig spontant til denne bevægelse. Derefter førte de væbnet kamp på Allahs vej og oprettede endda en ren islamisk stat. Selv om den af forskellige årsager ikke kunne bestå, opfyldte Allahs sande tjenere deres trosmæssige pligt ved at omstyrte taghutlovens styre og, om så kun for en kort tid, etablere Allahs lovstyre.

Det må siges at være en stor bedrift for jahiliyyah, det vil sige Satan, at han i sin helhed har formået at påvirke og anspore den muslimske nation til denne gudsfjendske filosofi (sekularisme). De, som ikke tror på Guds eksistens, eller som tror på eksistensen af tre guder eller mange guder, har ingen vanskeligheder med at acceptere denne filosofi. For de, der tror på andre religioner end islam, er der fra deres religion ikke blevet bekendtgjort nogen livsordning. Bortset fra udførelsen af enkelte former for tilbedelse og religiøse ceremonier er der ikke givet nogen vejledning om livets forskellige sider og områder. Selv i den himmelske bog Injil er der ikke sagt noget om samfunds- og statsordningen. I Allahs sidste åbenbarede bog, al-Qur’an, er der givet en fuldstændig ordning for hele menneskets liv. Når noget skal afgøres på et hvilket som helst område af livet, skal det ske i overensstemmelse med de love og bestemmelser, som Allah har åbenbaret. De, der ikke gør dette, betegnes klart som kafirer, zalimer og fasiqer. Men personer og grupper, der er kendt som muslimer, fortsætter uden tøven med at overtræde denne klare anvisning. Hvad kan ellers være den eneste årsag hertil, hvis ikke at disse ulykkelige muslimer lever et politisk slaveliv under islamfjendtlige kræfter og har accepteret den uddannelse, som disse har indført? Dette er ikke andet end deres yderste mindreværdskompleks og mentale slaveri.

Det er dybt beklageligt, at Tyrkiet var det første blandt den muslimske verdens lande til at gøre sekularismen til grundlag for genopbygningen af samfundet, staten samt civilisationen og kulturen. Arkitekten bag denne gudsfjendske stats- og samfundsordning var Mustafa Kemal Pasha.

Kemal Pasha blev født i 1881 i en forfalden hytte i Saloniki. Hans far, Ali Rıza, arbejdede som skriver på et regeringskontor. Da han ikke kunne holde fattigdommens trængsler ud, forlod han sit arbejde og begyndte at handle i håb om at ændre sin skæbne. Men han gjorde ingen fremgang i forretningen. Tværtimod blev han efterhånden konfronteret med stadig større fattigdom. Til sidst kastede en dyb fortvivlelse over livet ham ud i stofmisbrug, og han døde af tuberkulose. Hans hustru, det vil sige Mustafa Kemals mor, var en meget gudfrygtig muslimsk kvinde, som levede tilsløret. Hun ønskede at gøre sin søn til en from lærd. Men Kemal havde siden barndommen været trodsig og af en uregerlig karakter. Det var hans vane offentligt at ydmyge og skælde lærerne ud. Derfor fik han ikke nogen skoleuddannelse. Senere indskrev hans onkel ham på en militærskole. På denne måde fik han mulighed for at slutte sig til hæren.

Kemal Pasha havde helt fra sin barndom været yderst afvisende over for islam og islamiske skikke og ceremonier. I disse spørgsmål afviste han ikke blot sin mors råd og formaninger, men behandlede hende også meget hårdt. Hans vantro over for Gud, åbenbaringen, profetskabets institution, det hinsidige liv og lignende begyndte også at slå rod, og som voksen trådte han frem som ateist.

Den Første Verdenskrig

I den forløbne Første Verdenskrig kæmpede Tyrkiet, »Europas syge mand« (The Sick Man of Europe), på Tysklands side mod englænderne. Indtil da blev Det Osmanniske Rige i Tyrkiet betragtet som kalifatets beskytter. For at påføre modstanderen et afgørende slag og knuse den muslimske enhed sendte englænderne »Lawrence of Arabia« til de arabiske lande som propagandist for arabisk nationalisme. Den daværende hersker over Mekka, Sharif Hussein Hashmi, blev så påvirket af denne nationalistiske propaganda, at han omkring midten af 1915 greb til våben mod muslimerne for arabernes nationale uafhængighed og stak Tyrkiet i ryggen. I Første Verdenskrig sejrede englænderne, det vil sige de allierede styrker (Allied Force). Allerede ved krigens begyndelse havde de gennem en hemmelig aftale fordelt Det Osmanniske Rige mellem sig. Efter krigens afslutning i 1919 blev det tyrkiske rige splittet i stykker. Den europæiske del gik tabt. Som følge af den arabiske nationalismes giftvirkning blev de arabiske lande ganske vist revet løs fra Det Osmanniske Rige, men de blev fordelt mellem England, Frankrig og Grækenland. Til sidst blev Det Osmanniske Rige begrænset til det gamle Anatolien (Istanbul). I maj 1919 var der i den osmanniske hovedstad kun en sultan tilbage af navn. Men selv her var hans uafhængighed truet.

Samtidig havde de muslimske ledere i Britisk Indien, det vil sige på dette subkontinent, skabt den overbevisning hos muslimerne, at kaliffen for muslimerne og kalifatsystemet var en integreret del af deres sande tro. Da Det Osmanniske Rige derefter faldt og blev splittet i stykker, opstod der hos muslimerne på subkontinentet en mistanke om, at briterne måske ville ødelægge selve kalifatets centrum, som muslimerne betragtede som deres religiøse og åndelige centrum.

Derefter mødtes de muslimske ledere med Indiens vicekonge og gav udtryk for deres holdning. Mødet var ikke tilfredsstillende. Derefter rejste en delegation under ledelse af ledere som Maulana Muhammad Ali Jauhar og Maulana Sayyid Sulayman Nadwi til London, hvor de mødtes med de britiske myndigheder og fremlagde deres synspunkter. Som svar fik de at vide, at områderne uden for det egentlige tyrkiske territorium ikke kunne gives tilbage til dem.

Denne form for muslimfjendtlig adfærd fra den britiske regerings side gjorde muslimerne på det indiske subkontinent yderst vrede, og for at bevare kalifatets eksistens begyndte en voldsom kalifatbevægelse i Indien. Den 10. august samme år (1919) blev kalifatdagen fejret overalt på subkontinentet. Fra dette tidspunkt blev der afholdt strejker forskellige steder. Kort sagt begyndte en voldsom eksplosion mod briterne på subkontinentet. Inden for en måned meldte næsten tyve tusind muslimer sig frivilligt til fængsling. Bevægelsen fortsatte indtil 1922. Men det er dybt beklageligt, at denne så omfattende bevægelse og alle protesterne og oprørene mod briterne endte i fiasko.

Årsagen var, at Mustafa Kemal Pasja udnyttede de tyrkiske muslimers jihadiske inspiration og førte krigen med enestående tapperhed og kløgt, hvorved han generobrede mange områder fra englænderne. Han samlede tyrkerne og formåede at genoprette deres tabte værdighed og ære. Efter således at have opnået enevældig magt afsatte Mustafa Kemal Pasja i november 1922 sultan Muhammed Hashim fra Det Osmanniske Kalifat, og i marts 1924 fordrev han den marionetlignende sidste sultan, Abdul Majid, fra landet og afskaffede kalifatet.

Straks efter magtovertagelsen erklærede Mustafa Kemal Pasja, at han ville udslette alle spor af islam fra det tyrkiske folks liv. Tyrkerne kunne først gøre fremskridt og blive en respekteret moderne nation, når islams autoritet var udryddet. På denne måde holdt han offentligt den ene tale efter den anden imod islam og alle islams aspekter.

Den 3. marts 1924 fremsatte han et lovforslag i forsamlingen med henblik på at grundlægge en fuldstændig sekulær tyrkisk nation. Han sagde, at religion og stat måtte adskilles. Den tyrkiske republik måtte i sandhed omdannes til en sekulær stat.

Han erklærede modstand mod lovforslaget for en alvorlig forbrydelse og advarede alle om de frygtelige konsekvenser. På et senere tidspunkt blev lovforslaget vedtaget uden nogen debat.

At ordet sekulær i sin inderste betydning indebærer gudløshed eller oprør mod Gud, blev bevist gennem statens handlinger. I efterligning af den gudløse, materialistiske vestlige civilisation blev mad og drikke, beklædning, adfærd, uanstændig dans og sang, alkohol og andre islamfjendtlige kulturelle udtryk erklæret for Tyrkiets nationale symboler. Islamisk undervisning blev fjernet fra de islamiske uddannelsesinstitutioner. Som følge heraf blev talrige madrasaer og maktaber ødelagt. Det gamle alfabet i Tyrkiets eget sprog blev ændret, og det latinske alfabet blev indført. Kaldet til bøn på arabisk blev forbudt. Pludselig blev et muslimsk folk alene gennem magtens overlegenhed forvandlet til et folk, der vendte sig bort fra islam.

Nogen tid senere ankom en tyrkisk delegation til Delhi. De var gentagne gange stolte af at præsentere sig selv som en europæisk nation. Muslimerne i Delhi inviterede dem til at udføre fredagsbønnen i Delhi Jama Masjid. Men de afslog invitationen. De afslog også invitationen fra Aligarh Muslim University. Derimod besøgte de med glæde Banaras Hindu University, selv om der ikke på forhånd var planlagt noget program. Med andre ord var de ikke villige til at identificere sig som muslimer. Dette er sekularismens praktiske resultat.

Sekularismens bannerførere siger, at sekularisme ikke er religionsfjendtligt, men blot betragter religion og stat som adskilte. Dette er ikke andet end et bedragerisk forsøg på at forføre folk. Arkitekten bag sekularismen i Tyrkiet havde ingen tro på religion og ønskede at udrydde islam. Han sagde, at islam var en død ting, udbredt af en teologisk principløs araber. Der er ingen tvivl om, at han her hentydede til profeten Muhammed (fred være med ham).

Han siger videre, at det muligvis var egnet for ørkenstammerne. For den moderne og progressive stat i dag har det ikke megen værdi. Guds åbenbaring? Der findes jo ingen Gud! Dette er lænker, hvormed mullaer og uærlige herskere tvinger folket til at bøje hovedet.

Den, der ikke tror på Gud og religionen, får også en karakter derefter. Han bliver yderst despotisk, grusom, moralsk fordærvet og selvglad. Kamal Pasha havde også denne karakter. Han giftede sig med en smuk, veluddannet kvinde ved navn Latifa. Han opmuntrede hende til at iføre sig mandetøj og kræve fuldstændig ligestilling for kvinder. Men da hun, som en kvinde med selvrespekt, krævede at blive behandlet som en respektabel hustru, blev Kamal vred og skilte sig fra hende. Efter skilsmissen overskred hans skamløshed alle grænser. Han begyndte at drikke så meget, at han blev en voldsom alkoholiker og ofte var næsten beruset. Smukke unge mænd blev målet for hans seksuelle begær. Hans opførsel over for hustruerne og døtrene til hans politiske støtter blev så uanstændig, at de forsøgte at holde deres kvinder så langt væk fra ham som muligt. Hans helbred brød sammen på grund af en seksuel sygdom.

Han stolede ikke på nogen. Han lyttede ikke til nogen holdning, der var i modstrid med hans egen. Han vurderede alle handlinger ud fra egeninteressens målestok.

Ingen despotisk hersker kan på nogen måde tåle en rival. Kamal Pasha lod heller ingen lejlighed til at tilintetgøre sine politiske rivaler gå til spilde. Der blev oprettet en despotisk domstol for at dømme dem. De blev dømt til døden uden nogen rettergang eller vidnebeviser.

Det tyrkiske folk kunne ikke acceptere Kamals reformkampagne mod islam. Deres protester begyndte at samle styrke. I 1926 erklærede kurdiske stammer i bjergområderne åbent oprør mod Kamals administration. Kamal Pasha indledte barbariske overgreb i det tyrkiske Kurdistan. Han brændte landsby efter landsby ned. Han ødelagde husdyr og marker. Kvinder og børn blev voldtaget og dræbt i massevis. Mange kurdiske ledere blev hængt offentligt. Gennem skrig, klageråb og sørgesang konsoliderede Kamal sit despotiske og islamfjendtlige sekulære styre.

Men islam kunne ikke udryddes fra Tyrkiet. Kamalismen er begyndt at falde, og islams genopvækkelse er begyndt. Blandt ungdommen, på uddannelsesinstitutionerne og i militærforlægningerne. Kamalismen, Jahiliyyahs våben, er nu svækket. Den har ikke længere magt til at standse islams genopvækkelse.

Den livsanskuelse, der var blevet udformet på grundlag af »sekularisme«, de målestokke, der var blevet fastlagt for ret og uret, godt og ondt, gevinst og tab, sejr og nederlag samt synd og fromhed, og det palads af civilisation og kultur, der var blevet opført, bredte gradvist sin indflydelse og prestige over hele verden. Gennem fremskridtene inden for videnskab og teknologi skabte denne nye civilisation en forbløffelse og tiltrækning i menneskenes sind. Nye tanker fra tænkende lærde som Francis Bacon, Voltaire, Darwin, Hegel, Karl Marx og Freud gjorde denne civilisation og kultur til bannerfører for ateisme og materialisme. De muslimske lande bøjede sig ét efter ét for denne civilisation og kultur samt dens politiske dominans. Livet i trældom medførte en mental forandring hos dem. De mistede den islamiske aqidah og tro, den islamiske karakter, samt det ukuelige mod, den store moralske styrke og tapperhed, der følger af troen på tawhid. Det sekulære, det vil sige gudløse, uddannelsessystem under den sejrende civilisation gjorde dem fuldstændig gudsfjerne. Af navn forblev de ganske vist muslimer, men der var ikke længere nogen følelse i deres hjerter af, at de skulle stå til regnskab over for Gud i akhirah.

Men hele det muslimske samfunds tilstand var ikke den samme. Flertallet blandt folket var sådanne, at selv om de til en vis grad var blevet forvanskede, fandtes der stadig islamisk bevidsthed og livskraft i dem. Men de var ikke forenede, og der var også stor mangel på mennesker, som kunne lede dem ad den rette vej. Ulama gjorde kun dette for at holde islam i live: De opretholdt på eget initiativ madrasaer og maktaber samt dar al-ulum til islamisk undervisning og videreførte studiet af Koranen og hadith. Forskellige steder blev der også oprettet khanqaher, hvor man underviste i ilm al-tasawwuf. Men gennem dette kunne de ikke standse Jahiliyyahs fremmarch. Jahiliyyah havde etableret sin fuldstændige myndighed og dominans overalt i menneskelivet – fra uddannelsesinstitutionerne til den offentlige administration og domstolene, fra de forskellige nyhedsmedier til internationale forbindelser og relationer, i mad og drikke, sport, fornøjelser og gæstebud, ægteskaber, forskellige ceremonier og højtider. De taghutiske regeringer blev gennem deres indførte uddannelsessystem ved med at skabe mennesker, som skulle hjælpe dem i administrationen, og som, når tiden kom, selv skulle overlades landets styre. Disse mennesker, der var blottet for islamisk viden og karakter, fortsatte med blindt at efterligne deres vestlige herrer for at behage dem. De havde fjernet islam fra deres hjerter. For de troede, at islam var en stor hindring på vejen til den muslimske nations udvikling og fremskridt.

På et tidspunkt blev disse fordrejede og vildledte børn af den vestlige civilisation og kultur meddelt en glædelig nyhed på den britiske regerings vegne. Lord Cromer siger som den britiske regerings talsmand i sit værk ‘History of Modern Egypt’:

England er rede til med tiden at give alle sine kolonibesiddelser politisk frihed, så snart en generation af intellektuelle og politikere, som gennem engelsk uddannelse er blevet præget af vore idealer og vor kultur, er klar til at overtage magten. Men vi vil ikke et eneste øjeblik tolerere oprettelsen af en uafhængig islamisk stat nogetsteds i verden.

Det vil sige, at England er rede til endeligt at give de lande, der er under dets kolonistyre, politisk frihed, så snart en generation af politikere og intellektuelle, som gennem engelsk uddannelse er blevet indpodet vore idealer og vor kultur, er rede til at overtage magten. Men vi vil ikke et eneste øjeblik tolerere en uafhængig islamisk stat nogetsteds i verden.

Lord Cromer udtalte ikke blot de britiske herskeres inderste tanker; det var også de europæiske imperialistiske magters fælles holdning. Vi ser, at da frihedsbevægelserne begyndte i de muslimske lande efter Anden Verdenskrig, kastede den muslimske befolkning sig, inspireret af islamisk jihad, ud i frihedskampen. Men overalt så man det samme syn. Efter uafhængigheden greb en bestemt kreds, blinde tilhængere af den vestlige civilisation, magten og knuste muslimernes håb og ønsker, hvorefter den taghutiske styreform blev etableret i stedet for islamisk styre. Således sejrede jahiliyya. Den samme situation kan ses i næsten hvert eneste muslimske land, der for nylig har opnået uafhængighed.

Frihedsbevægelsen begyndte på subkontinentet straks efter Første Verdenskrig. I 1930’erne tog denne bevægelse til i styrke. Selvom hinduer og muslimer, to forskellige nationer, havde levet side om side på subkontinentet i flere århundreder, havde de bevaret deres respektive nationale særpræg og identitet. Hinduerne var landets flertalsbefolkning. De fremsatte kravet om et geografisk baseret nationalt fællesskab og sagde: I dette land udgør alle, uanset nation og religion, tilsammen én nation; der findes ikke nogen særskilt nation her, der kaldes muslimer. Dette krav var latterligt, urealistisk og i strid med sandheden.

På vegne af de hundrede millioner muslimer på subkontinentet blev hinduisternes krav afvist med følgende erklæring: Muslimerne udgør på grundlag af deres religiøse tro en helt særskilt nation. Muslimer og ikke-muslimer har aldrig på noget tidspunkt udgjort én nation sammen, og det kan de heller aldrig gøre.

Hinduisternes politiske organisation, Den Indiske Nationalkongres, krævede oprettelsen af en sekulær stat her på grundlag af én fælles nationalitet.

Muslimernes krav var: Eftersom muslimerne er en særskilt nation, og eftersom deres tro og troslære kræver, at der indføres et fuldstændigt styre efter Islam, det vil sige Koranen, er et særskilt hjemland for muslimerne absolut nødvendigt for dette islamiske styre. Der skulle oprettes en separat stat for muslimerne bestående af subkontinentets muslimsk dominerede områder — en stat, der skulle hedde Pakistan.

Efter næsten otte års voldsom agitation og kamp blev der den 14. august 1947 født en særskilt stat for muslimerne under navnet Pakistan. Millioner af mennesker på subkontinentet gav uden tøven deres liv i kravet om Pakistan og islamisk styre dér. Jorden blev farvet af millioner af kvinders og børns friske blod – efter den 14. august satte millioner af mennesker, efter at have svømmet gennem et hav af blod, deres fødder på det nyfødte Pakistans jord.

Alle havde hjertet fuldt af håb – den islamiske stat, som man havde længtes efter i århundreder, var ved at blive etableret. Al uretfærdighed, undertrykkelse, smerte og klage ville blive gjort op. Et samfund grundlagt på fuldkommen sandhed og retfærdighed ville blive etableret. Murene af ulighed og splittelse mellem mennesker ville blive brudt fuldstændigt ned – plyndring, udbytning og berøvelse ville ophøre. Under Koranens og sunnaens love ville et nyt, himmelsk samfund blive opbygget på jorden.

Men det modsatte skete. Lord Cromers ord blev til punkt og prikke til virkelighed. For det første var ingen mennesker blevet uddannet til at lede en islamisk stat, og der fandtes heller ingen plan for det. Mange havde næret den alvorlige fejlopfattelse, at det var tilstrækkeligt blot at være muslim for at lede en islamisk stat. Der var ikke behov for nogen andre kvalifikationer. Denne tankegang viste sig at være helt forkert.

Årsagen var, at det uddannelsessystem, som briterne havde indført på subkontinentet, havde drevet muslimerne i en retning, der var fuldstændig modsat islams evige forskrifter. En nations moralske rygrad kan aldrig blive stærk, når dens uddannelsespolitik består i blot at lade sig rive med af strømmen. Islam lærer os netop, at uanset hvilken retning strømmen bevæger sig i, og uanset hvor stærk den er, skal vi under alle forhold med stor fasthed kun følge den vej, som Allah har fastlagt. Selv efter at have opnået myndigheden over en uafhængig stat er det på ingen måde muligt for ledere, der er blevet dannet under et sekulært eller religionsløst uddannelsessystem, at lede den i overensstemmelse med islams idealer. For der var ikke blevet truffet nogen foranstaltninger til at uddanne mennesker med den mentale indstilling og karakterstyrke, der kræves til at lede politi, domstole, hær, administrative og uddannelsesmæssige afdelinger samt økonomi og udenrigspolitik i en islamisk stat. Det er rigtigt, at den uddannelse, der blev givet under det eksisterende uddannelsessystem, kunne levere ansvarlige personer på alle niveauer – fra statsoverhovedet og nedefter – til en ikke-islamisk eller taghutisk stat. Men den kunne ikke uddanne så meget som en eneste kontorbetjent til en islamisk stat eller en almindelig menig i den islamiske politiafdeling.

Det sørgelige er, at der fandtes talrige madrasaer, Dar al-Ulum-institutioner og lignende på subkontinentet. Men i den moderne tidsalder kunne vores gamle madrasauddannelsessystem ikke uddanne en eneste person af den slags dommere, sekretærer for forskellige afdelinger og ambassadører, som en islamisk stat har brug for. Dermed blev det bevist, hvor fejlagtig den tankegang var hos dem, der mente, at en islamisk stat ville blive etableret, blot den statslige magt kom i hænderne på mennesker kaldet »muslimer«.

Der blev hverken uddannet mennesker på subkontinentets skoler, colleges og universiteter til at lede et islamisk styre, og madrasaerne og Dar al-Ulum-institutionerne gjorde heller ikke dette. Som følge heraf tilfaldt ansvaret for at lede landet de mennesker, som var blevet skabt af Cromer-herrerne. Med alle deres kræfter blokerede de alle veje for islams indtræden i Pakistan, som var blevet skabt i islams navn.

Hr. Altaf Gauhar har givet en fremragende beskrivelse af, hvordan regeringsansvaret efter Pakistans oprettelse kom i hænderne på de lokale mennesker, der bar muslimske navne, men var skabt af briterne. Han trådte ind i statstjenesten allerede under det britiske styre og beklædte senere meget vigtige poster i Pakistans regering frem til 1960’erne. Han siger:

Briterne lærte vores herskende kredse at beskytte koloniale interesser og at drive særlige institutioner. De lokale herskere (bureaukrater) havde antaget, at deres egen eksistens var knyttet til de tidligere herskeres institutioners fortsatte eksistens. Uafhængigheden flyttede dem fra status som indirekte magthavere til direkte herskerposter. Efter deres opfattelse kunne der ikke findes nogen bedre ordning til at beskytte landets interesser end de tidligere institutioner og systemet (det britiske styre).

Altaf Gauhar siger desuden, at det på det tidspunkt var rigtige englændere, der var dommere og magistrater ved vores domstole. Se blot vores nye herskeres blinde forkærlighed for efterligning: Selv om de ikke havde mulighed for at gifte sig ind i disse dommeres familier eller deltage i deres begravelser, fulgte de blindt deres og angelsaksernes (Anglo-saxons) skikke og metoder. På samme måde var de ikke parate til at afvige så meget som en tomme fra briternes gængse styreform og økonomiske system.

Folket ofrede villigt alt, hvad det ejede, for at opnå Pakistan, fordi det ville virkeliggøre sin egen tro og livsform i sit eget hjemland. Men det blev oprørt, dybt såret og fortvivlet. Dets moral blev fuldstændig knust, da det så, at Pakistan blot var blevet en fortsættelse af det engelske styre.

Vi hørte fra Lord Cromers egne læber, at Storbritannien, det vil sige jahiliyyah, ikke ville tolerere en selvstændig islamisk stat noget sted i verden, ikke engang et øjeblik. Alle verdens anti-islamiske kræfter er modstandere af islamisk styre, og de, der kom til magten i det nye Pakistan, var også modstandere af islamisk styre. Men landets almindelige befolkning og de lærde fortsatte bevægelsen for at udforme en islamisk forfatning og indføre islamisk styre. Denne bevægelse blev ledet af Jamaat-e-Islami Pakistan, som var grundlagt af Maulana Sayyid Abul A’la Maududi. Denne Jamaat blev dannet i 1941. På dette tidspunkt rasede Anden Verdenskrig over hele Asien og Europa. På subkontinentet førte den Indiske Nationalkongres på den ene side en bevægelse for at tage magten fra briterne med det mål at oprette en sekulær stat på grundlag af én nation, mens muslimerne på den anden side kæmpede for at udpege et særskilt hjemland til dem og dér oprette Hukumat-e-Ilahiya, det vil sige en islamisk stat. På et sådant tidspunkt spurgte mange sig selv, hvorfor det var nødvendigt at danne et parti ved navn Jamaat-e-Islami. For at få det rette svar på dette spørgsmål må man først opnå en korrekt forståelse af den Pakistan-bevægelse, der arbejdede for at oprette Hukumat-e-Ilahiya, det vil sige en islamisk stat.

Hele strukturen i Hukumat-e-Ilahiya, det vil sige den islamiske stat, er grundlagt på Allah den Almægtiges herredømme og myndighed. Skaberen, Herren og Kongen samt den eneste Lovgiver for universet er Allah den Almægtige. Dette er den grundlæggende opfattelse i islamisk politik. Intet individ, ingen familie, gruppe eller nation har ret til at herske over eller regere andre mennesker. Eftersom hele skaberværket tilhører Allah den Almægtige, tilkommer retten til at befale og regere det alene Ham. Mennesket skal derimod virke som Hans khalifa eller stedfortræder. Mennesket må altid huske, at det ansvar for Allahs khilafah eller stedfortræderskab, som er blevet pålagt det, ikke er givet for at det skal sætte sig som herre over andre mennesker, gøre dem til sine trælle, optræde som deres herre og tilfredsstille sine lyster og dyriske tilbøjeligheder. Tværtimod er ansvaret for khilafah i virkeligheden blevet overdraget det, for at alle i fællesskab kan håndhæve Allahs lov over Allahs tjenere. De skal også selv følge denne lov fuldt ud. De skal altid have en levende tro på, at hvis de forsømmer eller fejler i at håndhæve Allahs lov over andre, eller udviser blot en smule egoisme, vilkårlighed, had, fordomsfuldhed eller forræderi, vil de nødvendigvis blive straffet i det hinsidige ved Allahs domstol, selv om de ikke bliver stillet til ansvar for det i dette liv.

Den statsordning, der etableres på grundlag af ovenstående idealer, tro og tankegang, kaldes en islamisk stat, og hver eneste del af den, fra grundlaget til grenene og undergrenene, er helt forskellig fra en religionsløs stat (Secular State). Den kan på ingen måde sammenlignes med nogen anden statsordning. Dens hær, politi, domstole, politik, økonomi, krig og fred samt de dertil hørende principper og aktiviteter er helt forskellige fra den religionsløse stats. Den højeste ansvarlige i en sekulær stat ville ikke engang være værdig til at beklæde den mindste post i en islamisk stat. Til hver afdeling og post i en islamisk stat kræves sådanne uselviske mennesker, som ikke har nogen begærlighed efter rigdom eller lyst til luksus og nydelse. De skal være yderst troværdige og samvittighedsfulde. De skal udføre enhver opgave med en fuld ansvarsfølelse. Selv hvis de får adgang til enorme skatte, vil de ikke tilegne sig en eneste mønt. De har altid en levende bevidsthed om, at de på Dommens Dag skal stå til regnskab over for Allah for, om de har udført deres ansvar korrekt og ærligt. Ingen jahiliyyah-tanker eller -forestillinger kan få deres sind og hjerte til at miste klarheden.

Men er der blevet uddannet en sådan arbejdsstyrke til den foreslåede eller ønskede islamiske stat, eller findes der nogen plan om at uddanne en?

Før Jamaat-e-Islami blev dannet, skildrede dens grundlægger, Maulana Sayyid Abul A’la Maududi, den muslimske samfunds tragiske moralske og religiøse tilstand og sagde:

»Alle slags mennesker, gode som dårlige, findes i dette samfund. Hvad karakter angår, findes der blandt denne nation, der kalder sig muslimsk, netop lige så mange slags mennesker, som man finder blandt de ikke-muslimske nationer i verden. En muslim er ikke på nogen måde mindre i stand til at aflægge falsk vidne i retten end en ikke-muslim. Muslimer begår ikke i mindste måde færre af alle former for forbrydelser – åger og bestikkelse, tyveri og røveri, utugt, løgn, bedrag og svindel – end ikke-muslimer. De metoder, som de vantro benytter for at opnå særskilte fordele og tjene penge, tøver muslimer heller ikke med at benytte. Den muslimske advokat fører bevidst sag imod den virkelige sandhed. I det øjeblik en ikke-muslim glemmer Allah, glemmer en muslimsk advokat Ham i samme grad. … Hvis man samler denne moralsk så lave og fordærvede nations store skare af mennesker med forskellige holdninger og forskellige karakterer og danner en hær af dem, eller gennem politisk uddannelse og oplæring gør dem snu som ræve, eller gør dem dygtige i krigskunst og indgyder dem tigres vildskab, kan det måske blive let at herske over junglens verden. Men ved deres hjælp er det på ingen måde muligt at etablere islamisk styre. For under sådanne omstændigheder vil ingen anerkende deres moralske overlegenhed, og ingens blik vil bøje sig for dem i respekt. Når nogen ser dem, vil de ikke i deres hjerte føle Islams følelsesladede ånd og inspiration, og netop derfor vil de aldrig få den lykke at opleve det betagende syn, at mennesker fra hele verden i flokke træder ind inden for Islams grænser.«

Maulanaen siger videre: »Når statsmagten overlades til sådanne mennesker, vil vi selv efter at have opnået en uafhængig stat være tvunget til at leve under nøjagtig de samme forhold, som vi levede under før uafhængigheden, under en ikke-muslimsk stats herredømme. Ja, der kan opstå en endnu værre og farligere situation. For en stat, der bærer mærkatet ’islamisk stat’, vil være endnu mere modig og frygtløs end en ikke-muslimsk stat, når det gælder om at blokere vejen for en islamisk revolution. Selv i tilfælde, hvor en ikke-muslimsk stat ville idømme fængselsstraf for bestemte forbrydelser, vil denne ’muslimske nationalstat’ idømme dødsstraf eller landsforvisning.«

Disse forudsigelser fra den skarpsindige og fremsynede Maulana er blevet virkelighed i Pakistan, ord for ord. Siden 1947 og frem til i dag har der dér fortsat været en voldsom konflikt og kamp mellem islam og jahiliyya. Islam har endnu ikke kunnet etablere sig som den sejrende kraft.

Nu er svaret på spørgsmålet om, hvorfor Jamaat-e-Islami blev grundlagt, meget let at finde. Som følge af bevægelsen kunne man måske opnå et land ved navn Pakistan. For at beskytte dette land mod at blive et nyt Tyrkiet og for at beskytte de fire-fem crore muslimer, som uundgåeligt blev tilbage i Indien efter delingen af landet, var det nødvendigt at danne en stærk, idealistisk islamisk jamaat. Gruppen blev grundlagt med dette formål, og fra 1941 til 1947 vendte den sig bort fra alle andre former for aktiviteter og trænede i ro og mag sine medlemmer, så de kunne imødegå alle anti-islamiske aktiviteter og kæmpe med alle kræfter for at gøre det ønskede Pakistan til en virkelig islamisk stat.

Pakistans historie gennem de seneste årtier vidner om, at Jamaat-e-Islami siden Pakistans fødsel har kæmpet, og stadig kæmper, netop for det formål, som den blev grundlagt med.

Efter staten Pakistans fødsel begyndte jahiliyya at træde frem i hele sin fulde form og skikkelse. Det arbejde, som Jamaat havde trænet sig i gennem de foregående syv år, men som den ikke havde behøvet at udføre, helligede den sig nu. Jamaat-e-Islami indledte med alle kræfter den islamiske bevægelse for at undertrykke jahiliyya-slangens løftede hætte og standse dens fremmarch. Jahiliyyas fanebærere var fast besluttede på at gøre Pakistan til en sekulær eller religionsløs stat som Tyrkiet, men under det stærke pres fra den islamiske bevægelse blev de den 12. februar 1949 tvunget til at vedtage den historiske Målsætningserklæring som grundlag for islamisk styre. Dette måtte de gøre mod deres vilje under presset fra en folkelig bevægelse. Derfor blev den islamiske bevægelses leder, Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi, udsat for hele herskerklassens vrede og fjendskab. Gennem en sammensværgelse blev der rejst grundløse anklager mod ham, hvorefter der blev afholdt en skueproces ved en militærdomstol, som idømte ham dødsstraf. Jahiliyya troede, at ingen længere ville være i stand til at hindre dens vej, hvis det lykkedes at fjerne islams store leder fra jordens overflade. Men jahiliyya måtte besejres og ydmyges. Maulanaens dødsdom kunne ikke fuldbyrdes. Tværtimod måtte jahiliyyas fanebærere dø en yderst vanærende død længe før hans naturlige død. Men ikke desto mindre fortsætter konflikten mellem islam og jahiliyya, med skiftende sejre og nederlag, og den fortsætter stadig.

Et andet smertefuldt billede, der træder frem i denne konflikt og kamp mellem islam og jahiliyya, er, at nogle personer, der var kendt og anerkendt som religiøse lærde, gennem deres handlinger i stedet for islam styrkede jahiliyyas hånd. Der blev fortsat fabrikeret forskellige grundløse og ubegrundede anklager mod den islamiske bevægelses leder, og fra fatwa-udstedernes maskingevær blev der med korte mellemrum affyret salver af fatwaer. Blandt de mange anklager var også, at lederen af den islamiske bevægelse og hans gruppe ikke troede på sufismens lære. De havde angiveligt ikke det mindste, der kunne kaldes åndelighed, og samtidig en skræmmende mangel på gudsfrygt. Bevægelsens leder blev endda kaldt vildledt og værre end jøder og qadianier. Men ikke ét eneste ord mod jahiliyya kom over deres læber.

Mange af de islamisk orienterede mennesker, især muslimer med tilknytning til sufismen, blev vildledt af ovennævnte propaganda og fik afsmag for den islamiske bevægelse. Der blev også ført forskellige samtaler og spekulationer om dette i forskellige kredse. Mange følte, at emnet havde brug for en islamisk og intellektuel forklaring og analyse. Man kunne derfor håbe, at den sande virkelighed ville blive afdækket, og at al forvirring ville forsvinde. Lad os nu se, om lederen af den islamiske bevægelse har kastet noget lys over dette spørgsmål.

Tazkiya-e-nafs (sufisme) og åndelighed

En af århundredets fremtrædende islamiske tænkere og mujahider, Sayyid Abul A’la Maududi, foretog en grundig analyse af spørgsmålet og fremsatte en kyndig vurdering, som utvivlsomt fortjener opmærksomhed. Han siger:

»Som følge af flere århundreders forfald og forvrængning er der opstået mange forandringer blandt muslimerne, og også deres opfattelse af tazkiya-e nafs (åndelig selvrenselse) er blevet ganske forskellig fra den sande islamiske opfattelse. Deres mål har ændret sig, deres perspektiv er blevet begrænset, og metoderne til tazkiya-e nafs er også blevet anderledes end de metoder, der blev anvendt på Profetens tid. Resultatet er, at der gennem de store institutioner og de århundredelange kæder af undervisning og opdragelse under de fromme lærde er blevet skabt mennesker med stor personlighed. Men der er endnu ikke blevet skabt mennesker af den slags, som vil rejse sig mod de store kræfter, der styrer verden ad jahiliyyas vej, og indlede en styrkeprøve med dem for at forsøge at etablere islam i verden som den ledende og herskende religion. Det er en vældig opgave. Her er der ikke engang blevet skabt én person, som i det mindste kunne have gjort så meget som at standse jahiliyyas fremmarch i den sfære, der står under islams indflydelse. Der har været, og findes stadig, store personligheder med ren karakter. For deres viden og praksis, deres gudsfrygt, fromhed og pletfri liv er de naturligvis værdige til ros. Men selv mens disse store mænd var til stede, besejrede jahiliyya, ved hjælp af sit sværd, sin pen, sin videnskab og kunst samt sin civilisation og kultur, ikke blot verden, men også de muslimske lande og folk; og det gør den stadig. Denne svaghed må naturligvis have en årsag. Og uanset hvilken årsagen måtte være, bør en overdreven og urimelig respekt for nogen ikke forhindre os i at finde den.«

Hos en bestemt gruppe blandt os var formålet med tazkiya-e nafs, at man allerede i dette liv skulle få del i den direkte iagttagelse af sandheden. Man skulle overskride troens stade på det usete og opnå den kostbare tro gennem vidnesbyrd. Tilsyneladende er dette et meget ophøjet og helligt mål. Men Koranen har ingen steder lært os, at vi skal gøre dette til vores mål og fortsætte vores anstrengelser på denne vej. Tværtimod forsikrer Koranen os om, at selv hvis vi gjorde det til vores mål, vil ingen andre end en profet kunne opnå denne gave i dette liv.

Koranen siger:

»Han (Allah) har viden om det usete. Han åbenbarer ikke sit usete for nogen, undtagen for den sendebud, som Han har udvalgt (til at modtage en eller anden viden om det usete). Da udpeger Han engle til at vogte ham foran og bagved, for at fastslå, at de har overbragt deres Herres budskaber.« (Sura al-Jinn 26-28).

Heraf fremgår det, at forsøget på at iagttage de virkelige oplysninger, der er skjult bag det usetes slør, med andre ord de overnaturlige oplysninger, både er unødvendigt og forkert. Der er ingen udsigt til, at det lykkes. Den viden om disse forhold, som mennesket havde brug for, og i det omfang det havde brug for den, har Allah den Ophøjede givet gennem sine sendebude. Og det er en stor nåde fra Allah den Ophøjede, at Han på denne måde har skånet mennesket for besværet med sådanne undersøgelser. Menneskets opgave er nu blot at tro på det usete på grundlag af den viden, som sendebudene har givet, og gå i gang med med tilfredshed at udføre det ansvar, der er blevet pålagt det.

Det formål med tazkiya-e nafs, som betegnes som et lavere niveau, er »åndelig« udvikling. Men denne »åndelige udvikling« er så tvetydig og mystisk, at mennesket, selv efter at have jagtet et fatamorganas lys hele livet, ikke kan vide noget om, hvilket stade det har nået. Dens terminologi, dens stadier og dens resultater er alle omgivet af mystik og uforståelige for almindelige mennesker som os. Det eneste, vi kan se, er, at blandt de stadier, man gennemløber på denne vej, findes aldrig det stade, som Bilal (må Allah være tilfreds med ham), Ammar (må Allah være tilfreds med ham) og Suhayb (må Allah være tilfreds med ham) gennemløb. Og man kan heller ikke håbe, at det stade, som Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham) gennemløb, nogensinde vil komme.

De, der ønsker at opnå taqwa gennem tazkiya-e nafs, har et mål, der ligger nærmest islams formål. Men faren her er, at menneskers syn på taqwa som regel er forblevet meget begrænset. Hos de fleste fromme lærde betyder taqwa, at man former sit liv efter en ydre model med hensyn til klædedragt, særlige former for påklædning, omgang, mad og drikke og så videre, hvis detaljer er beskrevet i haditherne. Desuden kan man opnå fuldkommen taqwa ved regelmæssigt at udføre visse madhhab-relaterede handlinger og dyrke mere ibadah og tilbedelse end det sædvanlige. Resultatet er, at de, der har antaget denne ydre form for taqwa, kaldes og anses for muttaqi. De bliver også selv trygge i bevidstheden om, at de har frembragt taqwa i sig. I virkeligheden er der en alvorlig mangel på taqwa hos dem, og ofte begår de under forskellige ildprøver i det virkelige liv handlinger, der strider mod taqwa, så selv værdigheden af dens ydre form ødelægges.

Den højere og bredere opfattelse, som findes hos særligt udvalgte mennesker, er heller ikke meget mere end, at mennesket i sit personlige liv skal være gudfrygtigt, fromt, ihukommende og taknemmeligt. Det skal være troværdigt og ærligt i sine forretninger og holde sig til Allahs grænser. Samtidig skal det i samfundet omgås andre mennesker med godhed, medfølelse, broderskab og retfærdighed og følge de rette fremgangsmåder for at sikre dem deres rettigheder. Men i denne begrænsede opfattelse er der ingen mulighed for at forstå bredere sociale og kollektive problemer.

Derfor bliver resultatet af den tazkiya-e nafs, der praktiseres selv blandt vores meget fromme mennesker, ikke mere end, at gudfrygtige undersåtter og religiøse embedsmænd leveres til gudsoprørske regeringer. De undersåtter og embedsmænd, som disse regeringer selv uddanner og leverer, har ganske vist andre kvalifikationer, men de mangler trofasthed og ærlighed. Derfor volder de også regeringen stor skade. Denne mangel udfyldes af vores institutioner for tazkiya-e nafs. Disse institutioner skaber oprigtige mennesker til kampen for at etablere de vantros magtherredømme og til at føre vantro styre, og de skaber til det vantro styre sådanne undersåtter, som kun i ringe grad giver det anledning til bekymring.

Selv hvis en person iblandt os åbent helliger sig etableringen af et gudløst system, forbliver han ikke desto mindre en fuldkommen muttaqi. Betingelsen er blot, at de ovenfor beskrevne detaljer i taqwa findes i hans liv. Dette er det uundgåelige resultat af den begrænsede opfattelse af taqwa og tazkiya-e nafs, som er udbredt blandt alle i vores religiøse kredse, både blandt almindelige mennesker og de særligt lærde.« (Tarjuman al-Qur’an, juli-august 1953).

Sekularismens indflydelse på menneskelivet

Selv om »sekularisme« tilsyneladende blot er en enkel idé eller lære, er den nu blevet til et omfattende livssyn, som har vidtrækkende indflydelse på menneskelivet og omformer hele livet efter en ny skabelon. Lad os se på nogle af dens grundlæggende virkninger og konsekvenser. Den første uundgåelige skadevirkning ved »sekularisme«, det vil sige gudløshed, er, at den giver mennesket ubegrænset frihed og udsletter følelsen af ansvarlighed over for en højere magt. Denne ansvarsløse mentalitet gælder både individer og nationer. Hvis en magtfuld person eller nation skaber undertrykkelse og uretfærdighed i menneskesamfundet og gør menneskers liv uudholdeligt, hvilken magt kan da hindre dem i det? Visse personer og nationer, beruset af magt, farver som regel deres hænder med svage menneskers og nationers blod. For den forestilling har slået rod i deres hjerter, at de ikke skal stå til regnskab over for nogen for dette. Hvis man må anerkende den Almægtige Guds eksistens, som vil afkræve hvert menneske og hver nation et detaljeret regnskab for deres handlinger og belønne eller straffe dem, så bryder selve grundlaget for sekularismens filosofi sammen. Det er netop sekularismens opgave at gøre mennesket ligeglad med Gud og det hinsidige. Derfor er dette livssyns kerne: (MIGHT IS RIGHT, SURVIVAL OF THE FITTEST), det vil sige, den stærkeste bestemmer. Det er retfærdigt at tilegne sig hvad som helst med magt. Man behøver ikke stå til regnskab over for nogen for det. Spørgsmålet om ret og uret er irrelevant. Den stærkeste vil få magten, selv hvis det sker uretmæssigt. Og hvor retfærdig den svage end er, har han ingen ret til at overleve.

I den moderne verden ser man dette sekularistiske livssyn virke overalt. Trods den enorme udvikling og fremgang inden for videnskab, viden, kultur og civilisation er det gudløse menneske (SECULAR MAN) blevet magtbegærligt og blodtørstigt. Derfor holdes krigens uudslukkelige flammer mellem mennesker, mellem nationer og mellem folk brændende, og verden har endnu ikke kunnet frigøre sig fra dem. Både Folkeforbundet og FN har fuldstændig mislykkedes med at standse krigens vanvid. For de berørte nationer, især de stærke nationer, føler sig ikke ansvarlige. De tror ikke på, at de skal stå til regnskab over for en mægtig instans. Derfor kan de undertrykte menneskers og nationers skrig og klager aldrig bringes til ophør på denne jord.

Sekularismens anden skadevirkning er trældom under drifterne. Trældom under drifterne eller driftsdyrkelse er selve grundlaget for karakterløshed og den egentlige årsag til al fordærv. Menneskets umættelige begær og lyster leder det på afveje, hvis der ikke findes nogen hindrende kraft på denne vej. Så begynder forskellige former for uro og uretfærdighed at tage form i samfundet.

Dette umættelige begær og disse lyster driver mennesket ned på dyrets laveste niveau, og i forsøget på at tilfredsstille dem må det farve sine hænder med enkeltpersoners og nationers blod; himmel og jord gennemtrænges af børns samt kvinders og mænds skrig. Den eneste hindrende kraft på vejen til at tilfredsstille drifternes begær og lyster er frygten for Gud og den stærke følelse af at skulle stå til regnskab over for Ham i det hinsidige. Denne gudsfrygt og følelse af ansvarlighed træder hvert øjeblik frem som en usynlig politimand og afholder mennesket fra onde handlinger. Men eftersom sekularismen har fjernet troen fra menneskets sind på, at Gud overalt og hvert øjeblik er »Hadir og Nazir« (til stede som Den, der ser alt), at Han har direkte viden om enhver af menneskets skjulte og åbenlyse handlinger, samt frygten for Ham og følelsen af at skulle stå til regnskab over for Ham, findes der ingen anden måde at fjerne uretfærdighed, overgreb, korruption, nepotisme, drab, plyndring og andre sådanne synder fra menneskesamfundet.

Det bør bemærkes, at afskaffelsen af Gud og religion fra alle livets områder, især fra uddannelsessystemets grundtrin og gennem alle dets niveauer, og indførelsen af et sekulært uddannelsessystem har medført en unormal stigning i kriminaliteten blandt ungdommen. Der begås så alvorlige forbrydelser, at kroppen gyser ved tanken om dem, og menneskesamfundet bliver grebet af rædsel. Allerede i en alt for ung alder vænner unge piger og drenge samt unge kvinder og mænd sig til seksualforbrydelser og drab i forbindelse hermed, tyveri, røveri, overfald og plyndring. Af samme grund antager sygdommen med tendensen til snyd ved eksamener et tydeligt omfang blandt dem. Alt dette er sekularismens frygtelige skadevirkninger.

Sekularismens tredje skadevirkning er egoisme og opportunisme. Det er en ubestridelig sandhed, at menneskets arbejde, stræben og indsats i livet nødvendigvis må have et formål og et mål. For dem, der tror på Gud og det hinsidige, er livets formål Allah den Ophøjedes tilfredshed, og målet for al deres stræben er succes og frelse i det hinsidige. Alle deres tanker er rettet mod disse to ting: Allahs tilfredshed og succes i det hinsidige. I stedet for verdens ubetydelige og forgængelige interesser knytter de sig til den store og evige succes i det hinsidige. De opretholder kun den forbindelse med verden, som er til gavn for deres succes i det hinsidige. De holder sig fra alle former for konflikt og kamp for at opnå verdens fordele og interesser. De er sandfærdige og iværksætter bestræbelser på at etablere retfærdighed, fred og sikkerhed, og de betragter netop disse som hovedvejen til at nå målet.

Helt modsat er målet for alle bestræbelser i livet hos dem, der ikke har en fast overbevisning om Gud og det hinsidige, at opnå verdens lave interesser. Derfor bliver konflikt, strid og krig uundgåelige for at opnå jordiske interesser. I den nuværende verden, som i virkeligheden er en sekulær verden (SECULAR WORLD), ser man krigens flammer brænde mellem mennesker, mellem lande og mellem nationer. Hvad andet er dette et udtryk for end denne egoisme og opportunisme? I dag har de endeløse konflikter og sammenstød blandt de såkaldte intellektuelle, der higer efter fordele og forfølger egne interesser, igen og igen skubbet og skubber menneskeheden mod frygtelige, blodige krige. Hvem er disse interessevaretagende intellektuelle? De er netop sekularismens bærere og videreførere.

Opportunismen korrumperer også politikken og skaber i nogle lande, i stedet for at etablere et gavnligt og stabilt politisk system, anarki og kaos, som giver plyndrere mulighed for at bemægtige sig nationens ressourcer. Den nedbryder menneskers respekt for loven og spærrer vejen for etableringen af retsstaten i landet. Det regerende parti etablerer opportunismen i nationens liv ved at købe og sælge politiske ledere og aktivister i bytte for penge og embeder og knuser dermed nationens moralske rygrad. Personlige interesser og opportunisme er to særdeles tiltrækkende elementer i sekularismen, som det er meget vanskeligt at holde sig fra uden en højt udviklet menneskelig karakter. Det er kun muligt for dem at undgå disse to som noget urørligt, der bestræber sig på at forme deres liv på grundlag af islams lære.

Sekularismens fjerde skadevirkning er et totalt moralsk forfald. Eftersom grundlaget for de moralske værdier findes i menneskets natur og væsen, er det ikke særlig vanskeligt at kende og forstå dem. Det er derimod uden tvivl vanskeligt virkelig at følge de moralske værdier og forme livet efter deres bestemte mønster. Disse værdier kræver ved hvert skridt, at mennesket accepterer visse begrænsninger og forbud. Og for mennesket findes der intet vanskeligere end disse begrænsninger og forbud. Det bliver yderst vanskeligt at følge disse værdier, når de kommer i konflikt med menneskets umættelige begær og ønsker samt dets kæreste ting. De moralske værdier kræver netop, at man med afsky afviser disse begær og ønsker, lave interesser og verdslige muligheder og bekvemmeligheder. For at højne menneskeheden moralsk er det derfor ikke tilstrækkeligt blot at fremlægge de moralske værdier for den. Det vigtigste er derimod en stærk, motiverende handlingsproces, som kan berede menneskets sind på at acceptere moralske begrænsninger og forbud. Sekularismen har ikke opfyldt dette behov. Tværtimod har den, i stedet for at mindske begærenes krav, mangedoblet dem og gjort mennesket til deres slave. Som sekularismens naturlige og uundgåelige følge har et tomrum af ansvarsfølelse, slaveri under begærene samt konflikter og sammenstød for at opnå egne interesser og fordele medført menneskets moralske og åndelige forfald. Når man ser de umenneskelige handlinger, såsom ubeskrivelig djævelsk tortur af mennesker uden hensyn til køn eller alder, årelangt fængselsophold uden rettergang – i nogle tilfælde gennem det meste af livet –, massakrer og voldtægt af kvinder samt tvang gennem imperialisme og kolonialisme til at iføre svage lande og nationer politiske og økonomiske slaveris lænker, synes det, som om menneskeligheden er død, og at et rige af rovdyr i menneskeskikkelse hersker over hele verden. Menneskeheden må lide under skadevirkningerne af det totale forfald, som sekularismen har frembragt inden for tænkning, moral og åndelighed. Der findes kun én løsning: Sekularismen må udryddes fra sind, tanker og alle livets områder, menneskeheden må ydmygt underkaste sig den barmhjertige Skabers lov, som er givet til den, og hele livet må formes på grundlag af en stærk følelse af ansvarlighed over for det hinsidige. Grundlaget for denne livsformning må være det nationale uddannelsessystem.

Nationalisme

Efter gennemgangen af Jahiliyyahens første våben, sekularismen, lad os nu se nærmere på det andet våben, nationalismen, og på hvor farlig den er for hele menneskeheden.

Nationalismen, det vil sige nationstilbedelsen, opstod som følge af den reaktion, der eksploderede mod de kristne pavers og de romerske kejseres verdensomspændende enevælde. I begyndelsen betød den blot, at forskellige nationer skulle have ubetinget ret til selv at bestemme deres politik og foretage deres egne overvejelser og vurderinger. De skulle ikke bruges som brikker i et universelt åndeligt eller politisk magtspils skakspil. Men da denne tanke udviklede sig videre fra sin uskyldige begyndelse, nåede den til et punkt, hvor nationalismen blev indsat på den plads, hvor bevægelsen for religionsløshed, altså sekularismen, havde fjernet Gud. Efterhånden er hver nations største moralske værdi blevet dens nationale interesser, nationale håb, ønsker og ambitioner. En god gerning er nu blevet alt, hvad der gavner nationen – hvad enten det er løgn, forræderi, undertrykkelse og tyranni eller en anden handling, som efter den gamle religions og morals opfattelse måtte regnes for en meget stor synd. Og en syndig handling anses for at være alt, hvad der skader de nationale interesser – hvad enten det er sandfærdighed, retfærdighed, opfyldelse af rettigheder eller en handling, som engang blev regnet for karakterens skønhed. Målestokken for nationens medlemmers egenskaber, liv og virke er, at de ikke vil tøve med at bringe det offer, som de nationale interesser kræver af dem, hvad enten det er et offer af liv og ejendom eller et offer af moral, menneskelighed og selvrespekt, og at de forenede vil være fast besluttede på at opfylde nationens voksende ambitioner. Målet for alle bestræbelser er nu, at hver nation skal skabe enhed og disciplin blandt sine medlemmer, så den kan holde sit nationale flag højt over for andre nationer.

Ingen bør naturligvis have nogen indvendinger mod nationalitet (NATIONALITY). For det er en naturlig realitet. Derfor kan man ikke modsætte sig omsorgen for ens nation, så længe den ikke rummer misundelse, had eller fjendtlighed over for andre nationer. Kærlighed og hengivenhed over for ens nation kan aldrig være fordømmeligt, forudsat at denne kærlighed og hengivenhed ikke fører til uretfærdig partiskhed til fordel for ens egen nation og til misundelse og fjendtlighed over for andre nationer. Enhver nations frihed må naturligvis også støttes. For det er enhver nations ret selv at afgøre sine egne anliggender og selv varetage sin indre administration, og ingen nations herredømme over en anden nation kan på nogen måde være retfærdigt. Det, der er uretfærdigt og bør undgås, er nationalisme (NATIONALISM) eller nationstilbedelse. Nationalisme er blot et andet navn for blind national egoisme. Dens grundprincip er, at det alene er sandt og rigtigt, som tjener de nationale interesser, mens det alene er falsk og uretfærdigt, som ikke tjener dem. At drikke andre nationers blod i blind lidenskab for nationale interesser, at erobre andre lande med magt, at plyndre andre landes og nationers rigdomme og at etablere en ubegrænset ret til at nyde alle de besejrede landes ressourcer og kvinder anses ikke for uret, men derimod for national ære. At erobre det ene landområde efter det andet for at bevise ens egen nations overlegenhed og større styrke sammenlignet med andre er netop nationalismens krav. Derfor er nationalisme blevet anset for en stor forbandelse for menneskeheden i verden. Hvis eksistensen af en person i et samfund er en forbandelse, når han er blevet slave af sine drifter og interesser og er rede til at gøre alt for sin egen fordel; hvis en familie i et lokalsamfund er en forbandelse, når dens medlemmer bliver blinde tilbedere af familiens interesser og er fast besluttede på at opnå familiens fordele med ethvert middel, retfærdigt eller uretfærdigt; hvis en klasse i et land er en forbandelse, når den blindt tilbeder sine klasseinteresser og uden hensyn til andres vel eller ve søger at fremme sine egne interesser ved at være engageret i antisociale aktiviteter som tyveri, røveri, overfald, sortbørshandel og smugling, hvorfor skulle da en sådan selvinteresseret nation ikke være en forbandelse i den enorme og vidtstrakte sammenhæng, når dens adfærd er som beskrevet ovenfor? Denne blinde nationstilbedelses lidenskab og begejstring har antændt ilden i talrige store og små krige, herunder to verdenskrige; den har lagt hvor mange nationer og lande øde, sendt hvor mange millioner menneskebørn i døden og gjort hvor mange millioner mennesker lamme og invalide.

Det var ikke nationalisme, men verdensbroderskab, der kunne have reddet menneskeheden fra ødelæggelse, og det var islam, der fremsatte den generøse opfordring til dette verdensbroderskab. Men det sørgelige er, at den muslimske nation, som var bærer af islams budskab, i dag har ophøjet nationalismen til Guds plads. I dag er denne nationalisme over hele verden – geografisk nationalisme, sprogbaseret nationalisme eller nationalisme baseret på afstamning, stamme og race – blevet en vældig forbandelse for menneskeheden. Nationalismens, det vil sige nationstilbedelsens, princip er, at det alene er sandt og rigtigt, som er til gavn for de nationale interesser, mens det alene er falsk og uretfærdigt, som ikke er til gavn for de nationale interesser. Enhver samvittighed vil nødvendigvis bevidne, at ligesom al anden interesseegoisme og selvtilbedelse er også denne nationale egoisme og nationstilbedelse en vældig forbandelse. Hele verden lider i dag under denne forbandelse.

Det er dybt beklageligt, at de muslimer, blandt hvem Allahs hellige Ord og Profetens (sa) sunnah findes helt uforvansket, og som har islams budskab om verdensbroderskab, i dag lider under forbandelsen fra geografisk og sprogbaseret nationalisme; og dette er jahiliyyahs sejr eller bedrift.

I den gamle jahiliyyahs tidsalder havde der mellem slægter, mellem stammer og mellem regioner hersket gensidigt fjendskab samt strid og konflikt i tidsalder efter tidsalder og århundrede efter århundrede. Islam kom og gjorde en ende på dette, samlede alle i broderskabets bånd og gjorde alle grupper og fællesskaber til ét og samme fællesskab på grundlag af det islamiske ideal. Dette islamiske fællesskab og verdensbroderskabet skabte en glorværdig historie for muslimerne og lod islams sejrende banner vaje over næsten halvdelen af jorden. Derefter tilskyndede jahiliyyah dem til nationstilbedelse. Muslimens eneste mål i livet er at opnå Allah den Almægtiges tilfredshed, og for dette mål bringer de alle deres anstrengelser, bestræbelser samt liv og ejendom som offer. Nu er alle deres anstrengelser og bestræbelser blevet rettet mod at opnå nationsgudens tilfredshed. For at opnå denne tilfredshed anses ingen uret mod andre nationer, ikke engang aggression mod et broderligt muslimsk land, på nogen måde for forkastelig. For at opnå nationens interesser anses det for en god gerning at besætte ethvert land med magt, hvad enten det er muslimsk eller ikke-muslimsk. De, der ikke tror på Gud og det hinsides, kan indvies i nationalismens lære, plyndre andre nationers liv, ejendom, ære og anseelse for de nationale interessers skyld, og deres nationale ambitioner og begær har udløst to verdenskrige. Da de ikke har nogen følelse af at skulle stå til regnskab over for et højeste, mægtigt væsen, har de gjort de nationale interesser til livets mål. Men at trække muslimerne ind på denne vej må ganske afgjort kaldes jahiliyyahs bedrift.

Demokrati

Jahiliyyahs tredje farlige våben er demokrati, det vil sige folkets suverænitet. Begrebet demokrati blev fremsat for at gøre en ende på kongers, monarkers og andre enevældige herskeres enestående dominans, når de besidder ubegrænset regeringsmagt. Det vil sige, at styret skal føres på grundlag af folkets mening under hensyntagen til folkets fordele, behov og klager. Det er et yderst retfærdigt synspunkt, at én person, en familie eller en gruppe ikke kan have nogen ret til at påtvinge millioner af mennesker sine luner og ønsker eller bruge dem til at opfylde egne interesser og ønsker. Men sammen med dette negative aspekt var der et positivt aspekt, nemlig at indbyggerne i hvert land og hver region selv var herskere og selv var ejere. Da demokratiet udviklede sig videre på grundlag af dette positive aspekt, antog det den form, at enhver nation har ubegrænset ret til at få sine ønsker og sin vilje opfyldt. Ingen har længere magt til at undertrykke dens samlede ønsker og begær eller flertallets ønsker og begær. Hvad enten det gælder etik og moral, civilisation og kultur, sociale forhold eller politik, vil den rette politik på hvert område være den, der fastsættes på grundlag af de nationale forhåbninger. Den politik, som den offentlige mening forkaster, er fejlagtig og uretfærdig. Loven afhænger af nationens vilje. Hvis den ønsker det, vil den vedtage enhver lov, og hvis den ønsker det, vil den ophæve enhver lov. Regeringen vil blive dannet i overensstemmelse med nationens vilje, og regeringen vil være forpligtet til at opfylde nationens vilje. Regeringen vil anvende alle sine kræfter på at opfylde nationens vilje.

De tre ovenfor nævnte ideologier, som jahiliyyah har opfundet – sekularisme, det vil sige gudløshed eller oprør mod Gud, nationalisme og demokrati – har forkastet Guds herredømme, myndighed og lydighed i alle livets afdelinger og på alle områder af samfundet og staten. De har ophøjet nationen og folket til Guds plads.

Islams klare erklæring er, at suveræniteten alene tilkommer Allah (SOVEREIGNTY BELONGS TO ALLAH ALONE). Og dette er en del af den islamiske trosbekendelse og troslære. Skaberen af himlene og jorden samt ethvert levende væsen og dyr, inklusive mennesket, er alene Allah. Han er alles Herre og Forsørger. Han er også menneskehedens konge. Menneskene er Hans undersåtter. At Skaberens og Kongens lov, styre og herredømme skal gælde over skabningen og undersåtterne – det er det mest naturlige og retfærdige. Denne naturlige og retfærdige ret til lovgivning og styre, som kaldes suverænitet, bliver taget fra Allah og givet til folket. Demokrati betyder først og fremmest – SOVEREIGNTY BELONGS TO THE PEOPLE – suveræniteten tilhører folket. De skal vedtage love for landet og nationen, som de ønsker, og ophæve enhver lov, når de ønsker det. Når folket får ret til at udforme love, ser man, at den samme ting på et tidspunkt erklæres lovlig og på et andet tidspunkt ulovlig. I Amerika blev alkoholforbrug engang, efter at dets ødelæggende konsekvenser var blevet konstateret, forbudt ved lov. Men fordi folket har ret til at udforme lovene, blev alkoholforbrug igen erklæret lovligt på grund af pres fra folket. Abort eller drab på fosteret er forbudt i alle religioner, og samvittigheden siger det samme. Men når den offentlige mening som følge af ekstremt moralsk forfald og seksuelt fordærv kræver abort, bliver det erklæret lovligt ved lov. Homoseksualitet (HOMO SEXUALITY) er en yderst afskyelig og skammelig handling. Da homoseksualitetens sygdom spredte sig blandt folket som en epidemi, blev denne yderst forkastelige syndige handling erklæret lovlig ved lov. Hvis man giver et menneske, der aldrig kan hæve sig over fejl og mangler, og hvis viden er yderst begrænset, fuld frihed til at udforme love, kan det menneskelige samfund blive fyldt med kaos, uretfærdighed og synd.

Sagen er i virkeligheden den, at den fulde viden om, hvad der er godt og ondt, hvad der er gavnligt og skadeligt, alene findes hos Allah. Derfor har Han fastlagt for menneskene, hvad der er godt og ondt, halal og haram, og den lov eller de grundprincipper for loven, som Han har bekendtgjort, er fejlfri og til menneskenes eneste bedste. Han, som er skaberen og forvalteren af hele verdensordenen, er hævet over alle fejl. Derfor må Hans lov også nødvendigvis være fejlfri. Ingen person, gruppe eller noget lands parlament har ret til at ændre Hans lov eller Hans afgørelse i nogen sag. Hvis nogen gør det, vil det på den ene side være oprør mod Gud, og på den anden side vil det medføre skade for menneskene.

»Allah siger: Ingen troende mand eller troende kvinde har ret til selv at træffe en afgørelse i en sag, når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse i den« – (Sura al-Ahzab: 36).

Som Skaberen, Herren og Kongen over hele naturen og mennesket kan alene Allah udforme velordnede og gavnlige love for menneskene, og Hans Sendebud kunne også udforme love efter Hans befaling. Men jahiliyyah har ubetinget overdraget retten til at udforme disse love til folket, det vil sige folkets repræsentanter. Dette er i strid med den islamiske troslære, med samvittigheden og med menneskehedens velfærd.

Som svar på de tre farlige ideologier eller grundprincipper i jahiliyyah, der blev behandlet ovenfor, har islam fremlagt tre andre grundprincipper. Vi vil naturligvis appellere til menneskenes samvittighed om at undersøge og efterprøve disse tre for at se, i hvilke af de to sæt på tre menneskehedens velfærd i virkeligheden ligger. Islams tre grundprincipper er:

1. I modsætning til sekularisme, det vil sige religionsløshed: Guds trældom og lydighed på alle livets områder.

2. I modsætning til nationstilbedelse: menneskelighed.

3. I modsætning til folkets suverænitet: Guds suverænitet og folkets kalifat.

Kernen i det første grundprincip er, at vi alle vil anerkende den Gud som vores Herre, der er Skaberen, Ejeren og Herskeren over os og hele verdensaltet. Vi vil ikke leve uafhængigt af ham og uden hensyn til ham, men som hans lydige tjenere og ved at følge hans vejledning. Vi vil ikke blot tilbede ham, men også adlyde ham og tjene ham. Vi vil ikke blot følge hans bud og vejledning i vores personlige liv, men også være lydige mod ham på alle områder og i alle sektorer af vores fælles og sociale liv. Vores samfund, civilisation og kultur, politik, økonomi, uddannelsessystem, vores styre- og retssystem, vores krig og fred, vores internationale relationer – kort sagt alt – skal foregå inden for de grundprincipper og grænser, som Gud har fastlagt. Når det gælder afgørelser vedrørende jordiske forhold, vil vi ikke være fuldstændig frie; vores frihed vil tværtimod være begrænset til de grænser, som Guds fastlagte grundprincipper har trukket. Disse grundprincipper og grænser ligger under alle omstændigheder uden for vores myndighed.

Kernen i det andet grundprincip er, at der i den livsordning, som er opbygget på grundlag af gudsdyrkelse, ikke vil være plads til nogen form for partiskhed eller egoisme baseret på forskelle i nation, slægt, hjemland, race eller sprog. I stedet for en national ordning bør det være en principbaseret ordning, hvis dør står åben for ethvert menneske, der accepterer dens grundprincipper. Enhver, der accepterer dem, skal kunne deltage i den på grundlag af lige rettigheder og uden nogen form for forskelsbehandling. Under denne ordning vil statsborgerskab (CITIZENSHIP) ikke blot være begrænset til en stats geografiske grænser, men vil være universelt på grundlag af principperne. De, der ikke er enige i disse grundprincipper eller af en eller anden grund ikke er villige til at acceptere dem, må ikke undertrykkes eller udryddes. De skal tværtimod kunne leve trygt under denne ordning med bestemte rettigheder, og der skal altid stå dem den mulighed åben, at de, så snart de har anerkendt sandheden i disse grundprincipper og er blevet overbevist om dem, på lige vilkår og efter eget frie ønske kan få en myndig og indflydelsesrig position i denne ordning.

Dette kalder vi menneskehedens princip, og det er ikke i modstrid med nationalitet. Tværtimod ønsker vi at holde nationaliteten inden for dens naturlige og rette grænser. Her er der plads til kærlighed til nationen, men ikke til national partiskhed. Velvilje over for nationen er tilladt, men national egoisme er haram. National uafhængighed anerkendes af alle, og en nations herredømme over en anden nation kan heller ikke accepteres – for det splitter menneskeheden i uoverstigelige grænser. Menneskehedens princip kræver, at selv om enhver nation selv skal forvalte sine indre anliggender, og ingen nation som nation skal være underlagt en anden nation, skal de nationer, der er enige i menneskehedens grundlæggende civilisatoriske principper, samarbejde fuldt ud om menneskehedens velfærd og fremskridt. I stedet for konkurrence (COMPETETION) skal der være samarbejde. Der skal ikke være gensidige forskelle, fjendskab eller splittelse. Civilisation, kultur og livets midler og ressourcer skal frit kunne udveksles. Og ethvert menneske i verden, der lever under denne civiliserede livsordning, skal ikke blot være borger i én nation og ét land, men borger i hele verden, så det kan sige: Eftersom alle lande tilhører min Gud, tilhører ethvert land også mig. I dag hersker der en sådan uønsket tilstand, at et menneske ikke kan være trofast over for nogen anden nation eller noget andet land end sin egen nation og sit eget land. Og ingen nation kan have tillid til mennesker fra andre nationer end sin egen. Så snart et menneske krydser sit lands grænse, føler det, at der overalt i Guds verden kun findes hindringer for det. Overalt bliver det betragtet med mistro, som var det en tyv eller røver. Overalt bliver det udspurgt og kropsvisiteret. Dets tale og færden begrænses. Ingen steder har det hverken frihed eller rettigheder. I modsætning hertil ønsker vi at se en verdensomspændende ordning, hvor nationerne danner en føderation på grundlag af enhed i principperne, og hvor der inden for denne føderation indføres lige og universelt statsborgerskab (COMMON CITIZENSHIP) samt fri bevægelighed. Måtte vores øjne endnu en gang få lov at se det syn, at en nutidig ‘Ibn Battuta’ rejser fra Atlanterhavets kyst til Sortehavets kyst på en sådan måde, at han ingen steder betragtes som udlænding (FOREIGNER).

Lad os nu se på det tredje grundprincip. I stedet for folkets suverænitet eller kongedømme (SOVEREIGNTY) ønsker vi folkets kalifat. Vi er lige så meget imod individuelt monarki eller kongedømme (MONARCHY), amirers og embedsmænds regeringsmagt samt klassernes monopol på rettigheder, som en moderne, yderligtgående demokrat ville være. Ligesom de overbegejstrede tilhængere af det vestlige demokrati kræver vi også lige rettigheder og muligheder for alle i samfundslivet. Vi er også af den opfattelse, at forvaltningen af regeringen og valget af herskere skal ske på grundlag af folkets frie mening. Samtidig er vi stærkt imod en livsorden, hvor der ikke findes frihed til at afholde møder og forsamlinger eller frihed til at føre bevægelser og kampe. Eller hvor særlige rettigheder er forbeholdt nogle mennesker på grund af fødsel, slægt eller klasse, mens andre pålægges særlige hindringer. Dette er demokratiets grundlæggende kerne, og på dette punkt er der ingen forskel mellem vores demokrati og det vestlige demokrati. Der er ikke ét eneste element i det, som Vesten har lært os. Vi kendte dette demokrati allerede dengang og viste verden lysende eksempler på det, mange århundreder før det moderne vestlige demokrati opstod. Det, vi i virkeligheden er uenige med dette nyfødte demokrati om, er, at det fremsætter princippet om folkets absolutte suverænitet eller kongedømme, hvilket er fejlagtigt i realitetens lys og yderst farligt i sine konsekvenser. Retten til suverænitet tilkommer i virkeligheden alene Ham, som har skabt menneskeheden, som tilvejebringer midlerne til dens opretholdelse og udvikling, ved hvis vilje menneskehedens og hele skaberværkets eksistens består, og hvis stærke lov binder hvert eneste væsen i skaberværket. Uanset hvilken suverænitet der hævdes under Hans virkelige og sande suverænitet — hvad enten det er et enkelt menneskes eller en families suverænitet eller en nations og dens folks — er den under alle omstændigheder ikke andet end en vildfarelse. Denne vildfarelse rammer ikke den sande Suveræns værdighed, men derimod den tåbelige, som gør krav på suverænitet uden at kende sin egen status. I lyset af denne sandhed er det rigtigt at anerkende Gud som Gud og grundlægge styret af menneskelivet på kalifatets idé og doktrin. Dette kalifat må uden tvivl være demokratisk. Regeringschefen skal vælges på grundlag af den frie folkemenings vilje. Parlamentets (shuraens) medlemmer skal vælges på grundlag af folkets mening. Hele regeringens forvaltning skal foregå efter deres råd. De skal have fuld ret til at kritisere og udspørge regeringen. Men alt dette skal ske med bevidstheden om, at landet tilhører Gud. Vi er ikke ejere, men Hans stedfortrædere. Vi skal aflægge regnskab for hver eneste af vores handlinger over for den sande Ejer. De moralske principper, juridiske anvisninger og grænser, som Allah den Ophøjede har fastlagt for vores liv, skal forblive gældende og urokkelige på deres rette steder. Vores parlaments grundlæggende synspunkt må være, at Allahs Koran og Hans Sendebuds sunnah skal være kilden til alle love. På de områder, hvor Allah og Hans Sendebud har givet vejledning og juridiske anvisninger, skal vi ikke udforme nye love, men iværksætte detaljerede foranstaltninger til at gennemføre deres anvisninger. På de områder, hvor de ikke har givet nogen vejledning, må vi mene, at vi er blevet givet handlefrihed. Derfor kan vi kun på disse områder udforme love på grundlag af rådslagning. Men disse love skal naturligvis være i overensstemmelse med den overordnede strukturs ånd og natur, som Guds grundlæggende vejledning har fastlagt for os.

Dernæst er det allermest nødvendigt, at ansvaret for ledelsen og forvaltningen af hele denne politiske og kulturelle virksomhed overlades til mennesker, som altid frygter Gud, adlyder Ham og i enhver af deres handlinger ønsker at opnå Guds tilfredshed. Deres liv vidner netop om, at de har en fast tro på at skulle træde frem for Gud og stå til regnskab.

På de foregående sider er tre farlige doktriner og filosofier i jahiliyyah blevet drøftet, og samtidig er den islamiske troslære, doktrin og synsmåde blevet fremlagt. Ethvert fornuftigt menneske bør spørge, om det palads af politiske, økonomiske og civilisationsmæssige-kulturelle systemer, som på grundlag af disse tre doktriner i jahiliyyah er blevet opført i næsten alle lande i verden, har kunnet skabe nogen lykke og fred, sikkerhed for menneskers liv og ejendom, retfærdighed samt fred og orden i menneskenes liv. Er krige og konflikter mellem mennesker og mellem nationer, uoprettelige tab af liv og ejendom, hungersnød, sult og fattigdom, epidemier, uhelbredelige seksuelt overførte sygdomme, ekstremt moralsk forfald, had og fjendskab, vold, brutalitet og misundelse over for andre — alt det, der er hovedårsager til uro i menneskesamfundet — blevet standset, eller er der nogen udsigt til, at det vil ske? Hvis ikke, er tiden nu kommet til at træffe en beslutning: Skal vi klamre os til jahiliyyahs doktrin og føre vores egen undergang i møde, eller skal vi forme hele vores liv i overensstemmelse med den lov, som Allah den Ophøjede, verdens Skaber, har sendt? Og skal vi opbygge fred i denne verden, frelse i det hinsidige og et evigt lykkeligt hjem?

Jahiliyyahs nye strategi

I den lange drøftelse med titlen »Islams og jahiliyyahs evige konflikt« mener jeg, at det er blevet klart, at denne konflikt gennem alle tider har stået mellem jahiliyyah og islam – det vil sige mellem de islamfjendtlige kræfter og islams tilhængere og fanebærere. Grunden til, at islam og jahiliyyah er to modsatrettede kræfter, er, at den enes eksistens og dominans er uudholdelig for den anden. Jahiliyyah har trods anvendelsen af alle sine kræfter ikke kunnet udslette islam, fordi islam er den højeste sandhed og den højeste skønhed. Menneskets sind drages naturligt og medfødt mod sandhed og skønhed. Men fordi islams genoplivning er uudholdelig for jahiliyyah, har jahiliyyah ved at anvende en ny strategi eller krigsliste opnået i det mindste midlertidig succes. Den har anvendt denne krigslist i alle tider. Islams og muslimernes historie beviser, at jahiliyyah ikke kan komme muslimerne nær, når de samlet holder fast i islams reb med et stærkt greb. Derfor har jahiliyyah lagt denne strategi: Islam skal angribes af muslimer selv. Hvis jahiliyyah angriber islam under sit eget navn, er der mulighed for, at muslimerne samler sig og afviser angrebet. Men hvis en muslim under islams navn ønsker at skade islam, må der nødvendigvis opstå en splittelse i den muslimske enhed. Jahiliyyah skabte i det skjulte opmuntringen og inspirationen bag afskaffelsen af det islamiske kalifatsystem, mens navnemuslimer handlede åbent. Efter at kalifatet blev omdannet til et monarki, kunne de, der havde regeringsmagten, ikke rette deres opmærksomhed mod at etablere islamisk retfærdighed, retfærdige principper og sikkerhed for liv og ejendom. De forsøgte dog at holde islams livskraft levende og bevare dens grundlæggende lære intakt.

I forskellige tidsaldre har jahiliyyahs tilhængere lokket visse muslimer med penge og embeder og brugt dem mod islam og muslimerne. Islams fjender har endda været i stand til at bruge visse personer, der kaldte sig lærde, mod den muslimske ummah og islam.

Jahiliyyahs sejrshymne begyndte at gjalde over hele verden, da alle muslimske lande bortset fra to eller tre underkastede sig de europæiske kolonimagter. Herskerne indførte et sekulært livssyn og et sekulært uddannelsessystem i de erobrede muslimske lande og skabte blandt muslimerne en generation af islamfjendtlige politikere og intellektuelle. De vestlige herskere afholdt sig selv fra at gribe ind i det, der var tilbage af islamiske skikke og værdier. Efter deres afrejse begyndte de muslimer, der overtog deres plads, at stikke islam i ryggen. Den vestlige kolonistyreform og det uddannelsessystem, de indførte, frembragte mange små og store Kamal Atatürk’er, oberst Nasser’er, Ayub Khan’er og Sukarno’er.

Disse vildledte politikere og intellektuelle fra den nye generation påtog sig at reformere islam. Personer som sheikh Muhammad Abduh, Sir Syed Ahmad og Ghulam Ahmad Parvez førte kampagne for at støbe islam om i en ny form ved at forene den med vestlig tankegang. Mirza Ghulam Ahmad gik så langt som til at opfinde en helt ny islam. Når man imidlertid tilsidesætter islams grundlæggende bestemmelser, bliver moderne uddannede muslimer tiltrukket af og påvirket af blandede forsamlinger for mænd og kvinder, fællesundervisning, dans og musik, alkoholforbrug og bevægelsen for kvinders frihed. Hvis der noget sted viser sig mulighed for en islamisk genopvækkelse, eller hvis en islamisk bevægelse fortsætter et sted, skaber muslimer fra den nævnte gruppe de første hindringer. Ikke nok med det: De gør alle forsøg på at udrydde den islamiske bevægelse ved magtanvendelse, ved at benytte fascistiske metoder og endda gennem drab. Derfor kan bevægelsen for at etablere den sande islamiske livsordning ikke opnå succes noget sted i verden.

Det, der er mest uudholdeligt for jahiliyyah, det vil sige Iblis, er etableringen af en fuldstændig islamisk livsordning på alle livets områder og i alle dets afdelinger. Iblis har dog ingen indvendinger mod, at man inden for livets meget snævre rammer på særlige områder tilbeder Gud på forskellige måder, såsom bøn, faste, ihukommelse af trosbekendelsen og visse former for almisse og velgørenhed. Han finder det tilstrækkeligt, hvis man i livets større områder – i samfundet, staten og uddannelsessystemet, i civilisation og kultur, i økonomi og politik – accepterer hans dominans. Ligesom Iblis ikke vil tolerere, at islam etableres noget sted som en fuldstændig livsordning, vil hans helt lydige slaver, den vestlige civilisations og kulturs fanebærere, heller ikke tolerere det. Jahiliyyahs tilsyneladende succes består imidlertid i, at den har været i stand til at placere visse såkaldte navnemuslimer i forreste række i den åbne kamp mod islam. De islamfjendtlige statsmagter yder dem i det skjulte penge, midler, inspiration og mod. Trods alt dette er der imidlertid opstået stærke muligheder for en islamisk genopvækkelse. Overalt erkender uddannede og tænkende mennesker den sandhed, at løsningen på alle problemerne i det problemfyldte menneskesamfund alene findes i islam. Uden islam findes der ingen anden vej til menneskets fuldstændige velfærd og frelse.

Samtidig er det nødvendigt at indse denne sandhed: Det, der anerkendes som den eneste effektive medicin mod en sygdom, må naturligvis være ægte og fri for forfalskning. Selv gentagen brug af forfalsket medicin lindrer ikke sygdommen; tværtimod bliver den årsag til, at sygdommen forværres. Derfor må man vælge den rene islam, som den sidste profet forkyndte og etablerede. Selv den mindste ændring eller udvidelse af dens grundlæggende lære kan ikke accepteres. I denne henseende må man følge og efterligne Verdensprofeten Muhammad Mustafa (fred være med ham) fuldstændigt.

Det interessante er, at jahiliyyah eller islammodstanderne ikke har nogen grund til at gøre indsigelse mod den forfalskede islam. Det er netop islammodstandernes ønske at ignorere den forklaring af tawhid, der findes i Koranen og hadith, udføre shirk-handlinger såsom gravdyrkelse, anse mennesker for at besidde suveræn myndighed og magt, efterligne den vestlige materialistiske civilisation, give plads til åger, bestikkelse, utugt, uretfærdighed og overgreb og iklæde alt dette islams klædning. Jahiliyyahs opgave er at opdele menneskeheden i forskellige grupper og undergrupper på grundlag af regionalisme, nepotisme, partiskhed, sprog, race, stamme og adel. Det er netop forsøget på at opbygge samfundet på grundlag af troen på tawhid, risalah og akhirah, i modsætning til alt dette, der er årsag til de islamfjendtlige kræfters stærkeste indsigelse. Jahiliyyah kalder dette fundamentalisme og har erklæret krig imod det. De muslimske herskere og deres begunstigede grupper, som anser den rene islam for at være i strid med deres interesser, har erklæret deres solidaritet med denne krig. Islams sande soldater befinder sig også på slagmarken og giver villigt deres liv. Denne krig er ikke ny, for konflikten mellem islam og jahiliyyah er heller ikke ny. Denne konflikt har stået på gennem en lang periode, fra Karbala til Balakot. Den fortsatte også efter Balakot og vil fortsætte, indtil den rene og uforfalskede islam opnår den fuldstændige sejr.

Hvad der kræves for den endelige sejr

Det, der først og fremmest er nødvendigt, er, at der blandt dem, som længes efter islams genopblomstring, og som ønsker, at Allahs fuldstændige lov og herredømme alene skal etableres på den jord, Allah har skabt, og i det menneskelige samfund, oprettes enhed udelukkende med det formål at opnå Allahs tilfredshed. Enhedens kilde skal være Koranen og Sunnaen, og sahabernes indbyrdes broderlige forhold skal være forbilledet og inspirationskilden for denne enhed. Jahiliyyah må ikke være i stand til at splitte islamstilhængerne i hundredvis af fraktioner og holde dem adskilt og spredt under betegnelser som hanafitter–ahl al-hadith, shafiitter–hanbalitter, deobandier–barelvier og lignende.

For det andet skal islam og dens velsignelser tydeligt fremstilles for mennesker i alle samfundslag på et fængslende sprog. De fejlagtige forestillinger om islam, som er blevet skabt gennem det moderne gudløse uddannelsessystem, må fjernes. Den islamiske undervisning skal udbredes og fremmes i vidt omfang.

For det tredje skal der føres en omfattende og forenet kamp for at fjerne de diktaturer, som udgør de største hindringer for islams etablering. I denne forbindelse må man følge profeternes og sendebudenes program.

Endelig er dette arbejde på ingen måde muligt uden Allah den Almægtiges hjælp, og derfor må man knytte et meget dybt og nært forhold til Ham. Man må udvikle en indstilling, der er rede til at ofre hele livet for Hans tilfredshed. Det var således, at grundlaget for den islamiske velfærdsstat blev lagt i Medina under Verdensprofetens ledelse. Hvis man også i dag følger det program og de metoder, der blev anvendt dengang, er det helt naturligt, at man opnår det samme gode resultat.

Konklusion

I denne bog er der gjort et forsøg på at tydeliggøre den sandhed, at Jahiliyyahs mål er at udslette islam, forvanske den eller etablere herredømme over den. Den har aldrig afveget fra dette mål. Derfor ser man, at Jahiliyyah lige siden menneskehedens begyndelse i alle tidsaldre har fortsat sine angreb på islam. Man kan sågar sige, at hele menneskehedens historie er historien om konflikten, kampen, sejrene og nederlagene mellem islam og Jahiliyyah. Til tider har islam sejret, og til andre tider Jahiliyyah.

Nu er spørgsmålet dette: Kan islam besejres? Selvfølgelig ikke. Islam er aldrig noget, der kan besejres, udslettes eller tilintetgøres. Islam er den evigt sande, smukke og gavnlige, fuldstændige livsordning, som Allah, verdens Skaber, har givet menneskeheden. De, som tror på den, betegnes som muslimer. Når muslimen fuldt ud følger de islamiske forskrifter på ethvert område af livet og lader det islamiske ideal afspejle sig i sit sind og sin hjerne, sin tankegang, sin smag og intellektuelle dannelse, sin karakter og adfærd samt sin civilisation og kultur, og når mennesker på alle niveauer fortsætter med at følge islams påbud, så der opbygges en ren, retfærdig og velordnet samfundsstruktur, er dette muslimernes, det vil sige islams, sejr. Når muslimer derimod glemmer eller forlader det islamiske ideal og de islamiske forskrifter, eller når et lands og en befolknings mennesker forkaster islam, er det ikke islam, sandheden og det skønne, der besejres; det er de muslimer, som har glemt islam, eller de mennesker, som har forkastet islam, der besejres. Nu er spørgsmålet dette: Hvordan kan Jahiliyyah få adgang til islam, selv om islams bånd og sammenføjning er så stærk? Bogen har antydet noget om dette. Jahiliyyah ligger altid på lur for at slå til mod islam. Derfor trænger den, når lejligheden byder sig, selv i islams sejrrige tilstand ind i islams område: nogle steder som uskyldige og harmløse skikke og ceremonier, andre steder ved at antage islams form og atter andre steder ved at fremkalde overdrevne følelser af hengivenhed og ærbødighed over for en personlighed. Derefter breder den langsomt sin indflydelse i menneskets sind og får det lidt efter lidt til at afvige fra islams grundlæggende tanker og bevidsthed, fra dets grundprincipper og den sande, rette vej (Sirat al-Mustaqim). Til sidst skubber den mennesket langt bort fra islam, hvorefter Jahiliyyah råber sit sejrsslogan. Således ser man Jahiliyyah trænge ind i islams område hen mod slutningen af det retledte kalifat.

Senere ser man på denne måde Jahiliyyah trænge ind i islams krop som et forrådnende sår (CANCER), ubemærket af alle. På tasawwufs område tog sufi-asketiske fromme, med gode hensigter og med ønsket om at opnå kærlighed til Gud, visse ekstra handlinger (amal) i brug, som Profeten, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, og de ædle sahaber, måtte Allah være tilfreds med dem, ikke udførte, men som ikke desto mindre ikke blev anset for forkastelige set fra islams synspunkt. Men med tidens gang blev de udsat for forvanskning og antog i islams kropsstruktur form af et forrådnende sår.

Lederen af subkontinentets første jihadbevægelse blev, mens han førte jihad for at fjerne al jahiliyyahs urenheder og grundlægge et sandt og rent islamisk samfund og en islamisk stat, martyr i Balakot og steg ind i martyrdommens paradis.

Det skal bemærkes, at islam lærer mennesket at elske. Eftersom Skaberen, Allah den Ophøjede, selv elsker de mennesker, Han har skabt, skal mennesker også elske hinanden. Men der er fastsat en grænse for menneskers kærlighed og respekt for hinanden, og denne grænse må aldrig overskrides. Den højeste genstand for kærlighed er Allah den Ophøjede selv. Menneskets kærlighed til Ham skal være bestemmende for al anden kærlighed. Allah skal elskes mere end ens eget liv og ejendom, og alle andre skal elskes for Hans kærligheds skyld. Efter kærligheden til Allah er Allahs elskede profet, Muhammad Mustafa, må Allahs velsignelser og fred være med ham, den højeste genstand for kærlighed. Kærligheden til Allah skal være grænseløs. Men der er fastsat en grænse for kærligheden til profeten. Den må ikke overskride grænsen og tillægge ham Allahs egenskaber, det vil sige ophøje ham til uluhiyyahs, guddommelighedens, rang. Tidligere ummaher kom helt på afveje ved at begå denne fejl og overskride denne grænse. Intet almindeligt menneske er værdigt til at blive elsket som profeten. Ligeledes kan den kærlighed, et barn nærer til sine forældre, ikke gives til andre mennesker. Men grænsen for kærligheden til alle andre skal fastsættes efter kærligheden til Allah som målestok.

Når kærligheden til og respekten for en personlighed overskrider grænsen, træder den ind på persondyrkelsens område, og det er netop jahiliyyahs mål. Lederen af en islamisk bevægelse skal naturligvis gives den respekt, kærlighed og anseelse, han fortjener. Men overdreven kærlighed til ham strider mod islamiske idealer og grundlæggende trosopfattelser. Jihad eller den islamiske bevægelse ledes uden tvivl af en amir eller leder. Men overdreven respekt og kærlighed til lederen kan skade bevægelsen, hvilket på ingen måde er ønskeligt.

Selv om lederen af subkontinentets første jihadbevægelse, Hazrat Sayyid Ahmad Barelvi, og hans ledsagere, mujahiderne, alle fulgte sufismen, bar deres adfærd på slagmarken og i krigslejren tydeligt præg af sahabernes adfærd. Men blandt mujahiderne var der, om end kun få, nogle, hvis hengivenhed og ærbødighed over for amiren var overdreven. Derfor kunne de ikke tro på Sayyid Sahibs martyrdød. De troede, at han befandt sig skjult for menneskers øjne, og at han helt sikkert ville vise sig igen en dag. De, som nærede sådanne forestillinger og overbevisninger, trak sig fra jihad.

Nogle af fortidens fromme sufier indførte skikken med sama ved deres hoff. »Sama« er et arabisk ord, der betyder at lytte eller noget, der er værd at lytte til og fordybe sig i. Der blev skrevet digte til lovprisning af Allah og Hans Sendebud på grundlag af tawhid og risalah, og de blev sunget med en behagelig stemme ved sufiernes hoff. På det sted, hvor de blev sunget, var der ingen drenge, piger eller kvinder til stede. Der blev heller ikke brugt musikinstrumenter. I en yderst højtidelig atmosfære blev sama, fyldt med kærlighedens rus til Gud, sunget med en sød stemme, og tilhørerne blev hensat i henført bevægelse. Selv om denne sama hverken tilsyneladende eller indholdsmæssigt var i strid med islam, kunne mange sufier ikke acceptere den, fordi den ikke var blevet godkendt eller praktiseret af Allahs sidste profet. Det synes, at den forvanskede form af sama er den qawwali, der praktiseres i dag.

Qawwali synges som en sang med musikinstrumenter ved blandede forsamlinger af mænd og kvinder. Disse qawwali-arrangementer varer hele natten. Qawwali-sangeren, qawwali-sangeren, er en professionel kunstner. Qawwali-sangerne og tilhørerne har kun ringe forbindelse med islam. Ved gæstebeværtningen overskrides islams grænser også.

Mange sådanne skikke og ceremonier ifører sig islams klædedragt og bliver optaget på listen over islamiske skikke og ceremonier. Alt dette er jahiliyyahs foretagender. Hvis islam og den islamiske kultur skal bevares uforandret og fri for urenheder, må der opføres en stærk mur mellem islam og jahiliyyah, og man må altid være årvågen og opmærksom, så jahiliyyah ikke kan trænge ind gennem selv den mindste sprække i muren.

Følgende hører til jahiliyyah: regionalisme; islamfjendtlige skikke, som er fulgt af forfædrene; at fortolke Allahs og Hans Sendebuds anvisninger efter eget forgodtbefindende; at sørge over ikke-muslimers lykkelige og velstående liv og betragte islam som en hindring for det; gravdyrkelse; at aflægge løfter og bringe offergaver i gravens navn; respektfuldt at have et billede af en pir eller et hvilket som helst menneske hængende i hjemmet; at hænge kranse på en grav eller en søjle af mursten eller sten; at give ikke-islamiske navne; at betragte et sted som lige så helligt som Baytullah; og at være afhængig af et menneske for frelse i det hinsidige samt tilsvarende ting. Alt dette hører til jahiliyyah. Det er unødvendigt at forklare disse ting nærmere.

Muslimerne på det indiske subkontinent

Bortset fra en kort periode har muslimsk styre hersket på dette subkontinent i otte-ni hundrede år, fra Muhammed ibn Qasims erobring af Sindh i 711 e.Kr. indtil det britiske styre var fuldt etableret i 1865. Alle de, der kom til dette subkontinent som sejrherrer, var udefrakommende. Men de kom ikke med hensigt om at vende tilbage fra dette subkontinent, heller ikke drevet af en trang til at udvide et imperium eller for at etablere et kolonistyre. De kom for at etablere et godt og velfungerende styre i dette land og sikre fuldstændig fred, orden og sikkerhed. De mange mennesker, der kom sammen med dem – militærfolk, forretningsfolk, digtere, kunstnere, forfattere og lærde – kom alle til at elske dette land og betragte det som deres eget, og de udåndede her. Også deres efterkommere fulgte i deres fodspor. Selv om de alle var muslimer og tilhørte den herskende klasse, forsøgte de ikke på nogen måde at tvangsomvende landets ikke-muslimske indbyggere. Tværtimod levede de side om side i århundreder gennem etableringen af indbyrdes hjertelige relationer. Trods et langvarigt samliv blev de muslimske og ikke-muslimske samfund ikke blandet sammen ved at miste deres respektive nationale særpræg.

Men de tog naturligvis imod påvirkning fra hinanden. Mange havde ikke den islamiske viden og træning, der kræves for at leve et fuldt islamisk liv, og de havde heller ikke noget program for at forme et islamisk sind, en islamisk tankegang og karakter. Derfor fik den lokale kultur indflydelse på mange af dem, og mange hedenske skikke og ceremonier iførte sig islamisk klædedragt og blev en del af den muslimske kultur. På denne måde lykkedes det jahiliyyaen, om end kun delvist, at udvide sit herredømme over det muslimske samfund. Som følge heraf levede mange muslimer i flere århundreder et halvt muslimsk og halvt hinduistisk liv.

Virkningen af europæisk styre i muslimske lande

Fra det attende århundrede begyndte europæisk kolonistyre af forskellige årsager at blive etableret over de muslimske lande. Jahiliyyaen etablerede sit overherredømme over muslimerne med statsmagten i ryggen. Europæiske tanker, livssyn, værdier og livsfilosofi begyndte alt sammen at påvirke muslimernes sind og tankegang. Det uddannelsessystem, som de sejrrige herskere indførte, fjernede de besejrede muslimer fra islam. Grundlaget for denne uddannelse var materialisme, ateisme, religionsløshed (SECULARISM) og nationalisme. Den vestlige civilisation blev opbygget på dette grundlag. Videnskab og teknologi gjorde denne civilisation stærkere.

Videnskab og teknologi kan anvendes til både gode og dårlige formål. Hvis verdens muslimer havde dyrket videnskab og teknologi, mens de forblev standhaftige i det islamiske ideal, kunne de have taget dem i menneskehedens tjeneste. Men de fjernede sig både fra islam og undlod at vie videnskaben og teknologien opmærksomhed. Ved at udnytte denne dobbelte svaghed blev de vestlige magter, som bar jahiliyyas banner, deres politiske, økonomiske og kulturelle herrer. Muslimerne blev ofre for en ekstrem mindreværdsfølelse. Muslimerne tog den vestlige civilisation, dens uddannelse og dens politiske filosofi (sekularisme) til sig som nøglen til udvikling og fremskridt.

Efter Anden Verdenskrig begyndte de muslimske lande ét efter ét at bryde slaveriets lænker og opnå uafhængighed. Det ulykkelige var, at regeringsmagten efter uafhængigheden tilfaldt dem, der betragtede islam som en hindring for udvikling og fremskridt. Som følge heraf blev jahiliyyas styre etableret med fuld styrke. Den muslimske befolkning i intet land kunne imidlertid acceptere dette styre. Bortset fra herskerklassen, der var åndeligt slavisk under den vestlige civilisation, kræver det store flertal af landets befolkning en islamisk livsorden. Derfor fortsætter konflikten og sammenstødene mellem herskere og undersåtter næsten overalt; de er endnu ikke bragt til ophør.

Det glædelige er, at en ny bølge af islamisk inspiration overalt er begyndt blandt muslimerne, især blandt den uddannede ungdom. Der pågår også en bevægelse for at etablere islam som en fuldstændig livsorden. På ungdommens bølge af islamisk jihad-inspiration blev Ruslands militære styrke i Afghanistan skyllet bort i nederlag. I Palæstinas befrielsesbevægelse har intifadaen løftet jihadens banner. Også de frihedselskende muslimer i Kashmir kæmper for at blive befriet fra den indiske stats al dens dårlige styre og undertrykkelse. Jahiliyyaen sidder ikke stille. For at tilintetgøre disse tre kampe besatte Iraks Saddam Hussein, som et redskab for Indien, Rusland og Amerika, den uafhængige muslimske stat Kuwait. På den ene side ødelagde han den muslimske enhed i verden, og på den anden side stak han en kniv i ryggen på befrielsesbevægelserne i Palæstina, Afghanistan og Kashmir. I den evige konflikt mellem islam og jahiliyya spillede en muslimsk stats statsoverhoved rollen som jahiliyyas redskab. Dette er en af de mest skammelige begivenheder i islams historie.

Det er et spørgsmål til eftertanke, hvordan en muslimsk hær fra et muslimsk land kan besætte en anden uskyldig muslimsk stat med magt, hvordan den kan dræbe utallige uskyldige muslimske borgere, plyndre deres ejendele og begå bestialske overgreb mod muslimske, tilslørede og gudfrygtige kvinder og røve deres uvurderlige ejendom, ære og anstændighed! Bekender disse menneskelige rovdyr, selv om de kalder sig muslimer, sig overhovedet til troen på Gud og det hinsidige? Dette er i sandhed jahiliyyas, det vil sige vantroens, historiske sejr over muslimerne. Vil islams tilhængere kunne lære af dette? For jahiliyyas angreb på islam vil fortsætte på denne måde.

Håbets lys

I det indiske subkontinent vakte Sayyid Ahmad Shahid Barelvis (r) Taẖrīk-i Mujāhidīn i det forgangne århundrede en ukuelig jihadisk ånd blandt muslimerne. De britiske herskeres umenneskelige og hårrejsende forfølgelse og undertrykkelse kunne ikke udrydde den jihadiske ånd fra muslimernes hjerter. Et hundrede år efter Sayyid Ahmad Shahids martyrdød i Balakot i 1831 begyndte jihad fi sabilillah, det vil sige den islamiske bevægelse, på ny. I 1941 blev denne bevægelse omdannet til en stærk organisation under navnet Jamaat-e-Islami. Grundlæggeren og formgiveren af denne bevægelse og organisation var en af den moderne verdens fremmeste islamiske tænkere og lærde, Maulana Sayyid Abul Ala Maududi (r). Tretten år tidligere, i 1928, opstod der i Egypten en islamisk bevægelse ved navn Ikhwan al-Muslimun. Dens grundlægger var Shaykh Hasan al-Banna Shahid (r). Disse to er i dag den moderne verdens eneste stærke, disciplineret ledede og velintegrerede organisationer, som i egentlig forstand fører en bevægelse for opbygningen af et islamisk samfund og en islamisk stat.

Egyptens anti-islamiske herskere har ikke blot hængt mange af Ikhwan al-Muslimuns ledere og aktivister på galgen, tvunget dem til langsomt at dø under fysisk og psykisk tortur inden for fængselsmurene og tvunget hundredvis af ledere og aktivister i eksil; de erklærede også organisationen forbudt, og dette forbud er stadig gældende.

Jamaat-e-Islami har på den anden side ikke begrænset sine aktiviteter til Pakistan, Indien, Bangladesh, Sri Lanka og Jammu og Kashmir. Mange ansvarlige aktivister fra denne bevægelse har spredt sig over hele verden, og overalt leder de islamiske bevægelser under forskellige navne.

Det er et håbefuldt tegn, at der i dag ikke findes noget land i verden, hvor en islamisk bevægelse og en islamisk organisation ikke arbejder under en eller anden form og et eller andet navn. Aktivister, der er uddannet af Ikhwan al-Muslimun og Jamaat-e-Islami, leder disse bevægelser. Der er opbygget en omfattende litteratur om islam på verdens mange vigtigste sprog, og islamisk viden formidles overalt til alle, muslimer såvel som ikke-muslimer.

Uddannede unge og lærde fra forskellige religioner, især kristendommen, jødedommen og hinduismen, drages af islam og søger tilflugt under dens kølige og velgørende skygge.

Man kan næsten sige, at islams genopvækkelse er begyndt overalt i verden. Der kan også mærkes en forandring i Vestens materialistiske menneskesamfund. Ubegrænset nydelsessyge, dag og nat at bade i et hav af alkohol og seksuel kærlighed samt seksuel umoral giver ingen tilfredshed, ingen glæde og ingen ro i sindet. Den utilfredsstillede lyst og begær efter nydelse gør mennesket rastløst og uroligt efter endnu mere nydelse. I rusen efter nydelse glemmer det livets mål og formål. I stedet for noget varigt og stabilt klamrer det sig til det forgængelige. Til sidst bliver livet for det selv en enorm byrde. Den brændende flamme af en kortvarig nydelsessyge forvandles til en brændende flamme af håbløshed og falske forhåbninger. Selv den familieordning, der skulle sikre lykke og fred i livet, bryder sammen og går i stykker. I sin søgen efter indre ro farer mennesket da omkring i alle retninger. Efter mange undersøgelser og prøvelser vælger dets vågnede samvittighed islam som den sidste tilflugt. Det indser, at troen på islam betyder at holde fast i et stærkt reb, som aldrig vil blive skåret over. I det findes intet nederlag og ingen fortvivlelse. Der findes fuldkommen succes og løsningen på alle livets problemer. Islams sikre budskab er: Alt ophører ikke med døden; tværtimod åbnes døren til et nyt liv med evig glæde og lykke eller med sorg og lidelse.

De, hvis sind i lang tid har været præget af ophobet had og fejlagtige forestillinger om islam, har ikke andet end skuffelse i vente. Men de, der med et upartisk og sundt sind forsøger at lære noget om islam, bliver netop tiltrukket af dens universelle idealer og lære. De tøver ikke med at acceptere islam som en dynamisk, evig og fuldkommen smuk livsordning. Dette er et tydeligt tegn på islams lysende fremtid.

At en stor supermagt som Rusland for nylig blev tvunget til at vende ryggen til efter at have lidt et alvorligt nederlag til den lille gruppe mujahidiner i Afghanistan, bekendtgør islams sejr. Under de voldsomme bølger af islamisk bevidsthed og inspiration er Ruslands jernmur ved at blive vaklende. Islams genopvækkelse er i dag det, der skræmmer Rusland mest.

Arbejdet for den islamiske bevægelse er begyndt i næsten alle byer i de vestlige lande. Også i Spanien, hvor muslimerne engang blev udryddet, er islams genopvækkelse begyndt. I de europæiske lande samt i Amerika, Canada, Australien, Japan, Singapore, Sydkorea, Filippinerne, Thailand og Taiwan har islamiske organisationer arbejdet i nogen tid. For nylig er der blevet etableret egentlige islamiske organisationer i Mexico, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Nicaragua og på de caribiske øer. Islamiske centre er blevet oprettet alle steder, og arbejdet med islamisk da’wah bliver bredt udbredt. Alhamdulillah. Initiativtagerne til disse bevægelser er medlemmer af Ikhwan og Jamaat-e-Islami fra forskellige lande. Overalt bærer disse bevægelser tegn på islams lysende fremtid.

Jahiliyyah forsøger med al sin styrke og alle sine våben at standse islams fremgang. Nu afhænger islams sejr af muslimernes standhaftighed over for islam; af en vedvarende kamp med enhed, selvopofrelse og tålmodighed. Ingen sejr er mulig uden Allah den Almægtiges hjælp. Derfor vil Hans hjælp være sikker, og sejren meget nær, hvis man til enhver tid gennem fuld lydighed kan opnå Hans tilfredshed.

Måtte Allah den Almægtige vække muslimernes tro og samvittighed, beskytte deres tro og give dem evnen til at afværge jahiliyyahs modangreb, så islam igen kan etableres på jorden som en sejrende kraft.

Slut.