Forlæggerens ord

De ti år under Muhammadur Rasulullahs (må Allahs fred og velsignelser være med ham) styre og de tredive år med kalifatet efter profetisk metode – disse fyrre år var islams gyldne tidsalder. Derefter begyndte den muslimske ummah lidt efter lidt at bevæge sig ad afvigelsens vej. Men i alle tider har en gruppe kompromisløse og sandfærdige mennesker stået frem for at standse denne afvigelse. Dette hæfte indeholder en meget kort omtale af nogle få af deres bidrag. Jeg håber, at dette hæfte vil bidrage til at vække større interesse for at lære mere om dem, der kæmpede for at genoprette kalifatet efter profetisk metode.

Må Allah være vores hjælper!

A.K.M. Nazir Ahmad

Islamske bevægelser gennem tiderne

Indledning

I år 622 e.Kr. grundlagde Muhammadur Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) en islamisk stat med Al-Madinah Al-Munawwarah som centrum. Som statsoverhoved for denne stat regerede Muhammadur Rasulullah (må Allahs fred og velsignelser være med ham) staten i ti år (622–632 e.Kr.).

Efter hans bortgang regerede Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), som de troendes leder eller kalif, staten som statsoverhoved i to år, tre måneder og ti dage (632–634 e.Kr.).

Efter hans død regerede Umar ibn al-Khattab (ra) (634–644 e.v.t.) staten i ti år, seks måneder og fire dage.

Efter hans martyrdød regerede Uthman ibn Affan (ra) (644–656 e.v.t.) staten i tolv år minus tolv dage.

Efter hans martyrdød regerede Ali ibn Abi Talib (ra) (656–661 e.v.t.) staten i fire år og ni måneder.

Efter hans martyrdød regerede al-Hasan ibn Ali (ra) (611 e.v.t.) staten i seks måneder.

I de ti år under Muhammadur Rasulullahs ledelse og de tredive år med khilafah ala minhajin nabuwat var islamisk styre fuldt etableret; disse fyrre år udgjorde civilisationens gyldne kapitel.

Det er sørgeligt, at den muslimske ummah blev ramt af indre stridigheder på grund af Uthman ibn Affans (ra) martyrdød. Med tiden afløste monarkisk styre kalifatet.

Under Muhammadur Rasulullahs og al-Khulafa ar-Rashiduns styre var ash-shura en af statens vigtigste institutioner.

Efter det monarkiske styres indførelse bevarede ash-shura ikke længere denne status. Gradvist blev den religiøse ledelse og den politiske ledelse adskilt.

Tidens strøm fortsatte med at flyde hastigt. Herskerne fjernede sig stadig mere fra Koranen og Sunnaen. De regerede fulgte samme vej. Ikke-muslimers livssyn og livsform begyndte at påvirke den muslimske umma.

Der opstod forskellige grupper, som fremsatte opdigtede fortolkninger af islam. De begyndte at præsentere forskellige synspunkter og veje for folk. De beskårede selve islam eller blandede den med andre tankeretninger og fremstillede den på en sådan måde, at islams oprindelige form ikke længere var tilbage. I virkeligheden præsenterede de en forvansket udgave af islam for folk.

Samtidig er der i enhver tidsalder fremstået enkelte fremtrædende personer, som var overbeviste om det islamiske livssyns og livsordens overlegenhed, skønhed, fuldkommenhed, evige fornyelse og velsignelser. De troede fast på, at der hverken var mulighed for eller behov for at ændre Koranen og Sunnaen. Det nødvendige var at ændre tankegangen hos tilhængerne af vildledte tankeretninger og rense deres tanker.

For at rense tankerne og etablere islams overhøjhed på alle områder af samfundet og civilisationen arbejdede de utrætteligt.

Mit emne er nogle af disse sandfærdige og kompromisløse personligheders indsats.

1. Al-Husayn ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham), 626–680 e.Kr.

Al-Husayn ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham) var den første til at hæve sin stemme mod afvigelsen fra »Khilafat ala Minhaj an-Nabuwat«.

Folkene i Hijaz var dybt oprørte over denne afvigelse.

En tilsvarende holdning begyndte også at komme til udtryk fra Irak. Hundredvis af fremstående personer blev ved med gennem breve at invitere al-Husain ibn Ali (ra) til at rejse til Kufa.

Han drog af sted mod Kufa.

Al-Husain ibn Ali (ra) stod ved Karbala, et sted ved Eufrats bred i Irak, over for flere tusinde soldater, som var sendt af Ubaidullah ibn Ziyad, guvernøren i Kufa.

Han havde, ud over familiemedlemmerne, 74 ledsagere. Der blev regnet en byge af pile ned over ham og selveste al-Husain ibn Ali (ra).

Med en blodig krop gennemboret af pile styrtede han til jorden.

Heste blev redet hen over hans krop. Hans hoved blev skilt fra kroppen.

Denne hjerteskærende begivenhed fandt sted i år 680 e.v.t., i år 61 efter hijra.

Ved at ofre sit liv lærte al-Husain ibn Ali (ra) dem at stå med løftet hoved imod afvigelse.

2. Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være barmhjertig mod ham) (680–720 e.Kr.)

Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være barmhjertig mod ham) var den ottende kalif fra umayyadernes dynasti.

Umayyadernes syvende kalif, Sulayman ibn Abd al-Malik, blev syg og fik problemer med at udpege den næste kalif. For alle hans sønner var stadig ganske unge. Til sidst skrev han et hemmeligt testamente og deponerede det hos sin førsterådgiver, Raja ibn Haywa. Heri stod der, at Umar ibn Abd al-Aziz skulle blive kalif efter hans død, og at Yazid ibn Abd al-Malik skulle blive kalif efter Umars død.

I år 717 e.Kr. døde Sulayman ibn Abd al-Malik. Ansvaret for at lede staten tilfaldt Umar ibn Abd al-Aziz.

Der blev fastsat en dag til indsættelsesceremonien i hovedstaden Damaskus. Repræsentanter fra alle dele af staten var til stede. Umar ibn Abd al-Aziz holdt en tale til de forsamlede. I talen sagde han: »Jeg er blevet sat på prøve ved at få ansvaret for at lede staten overdraget til mig. Jeg ønskede ikke dette. Jeg blev heller ikke spurgt om min mening. Jeg løsner nu det lydighedsbånd, som er blevet lagt om jeres hals. Nu kan I udnævne hvem som helst, I ønsker, til jeres leder.«

Der lød et kraftigt råb fra forsamlingen: »Vi ønsker dig.«

Nu, efter at have påtaget sig ansvaret for at lede staten, holdt Umar ibn Abd al-Aziz (må Allah være barmhjertig mod ham) endnu en vigtig tale. I talen sagde han: »Denne ummah er i virkeligheden ikke uenig om Herren, profeten eller Skriften. Uenigheden handler kun om dinarer og dirhamer. Ved Allahs ed, jeg vil ikke give nogen noget uretmæssigt, og jeg vil heller ikke hindre nogen i en retmæssig rettighed. O folk, hør efter. Den, der adlyder Allah, skal adlydes. Men den, der ikke adlyder Allah, skal ikke adlydes. Så længe jeg adlyder Allah, skal I adlyde mig. Men hvis jeg er ulydig mod Allah, er det ikke en pligt for jer at adlyde mig.«

Herefter begyndte Umar ibn Abd al-Aziz at gennemføre reformer i regeringen.

Da livvagterne kom for at bevogte ham, sendte han dem tilbage.

Han sørgede for at tilbagegive de ejendomme, som Banu Umayya ulovligt havde tilegnet sig, til deres retmæssige ejere.

Han afskedigede de tyranniske guvernører, der var udnævnt i de forskellige provinser.

Han ophævede de skatter, der uretmæssigt var blevet pålagt folket.

Han ophævede den jizya, der uretmæssigt var blevet pålagt nye muslimer.

Han tilbagegav de gudshuse, som ikke-muslimer havde fået frataget, til dem.

Han adskilte den dømmende magt fra den udøvende magt.

Han iværksatte et folkeoplysningsprogram med henblik på almen uddannelse.

Han udnævnte muballigher overalt i landet for at gøre befolkningen bekendt med islam.

På statens vegne overdrog Muhammad, Allahs sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), en gruppe eksperter ansvaret for at indlede arbejdet med at indsamle og samle haditherne.

Han dannede ash-shura bestående af personer med ekspertise i islam. Og så videre.

Der er ingen tvivl om, at Umar ibn Abdil Aziz var en modig mand, en handlingens mand.

På blot to et halvt år gennemførte han enorme forandringer. Overalt spredte lyset fra kalifatet ala minhajin nabuwat sig.

De oprigtige muslimer blev begejstrede. Men Banu Umayya blev utilfredse.

Nogle onde mennesker blandt Banu Umayya begyndte at lægge planer. De blandede gift i hans mad.

I år 720 e.Kr. døde Umar ibn Abdil Aziz som martyr i Damaskus.

3। Abu Hanifa an- Nu’man ibn Thabit (må Allah forbarme sig over ham) (e.Kr. 699–767)

I 699 e.Kr. blev Abu Hanifa født i Kufa under den umayyadiske kalif Abd al-Malik ibn Marwans styre. Da Abu Hanifa nåede ungdomsalderen, var Umar ibn Abd al-Aziz’ guldalder allerede forbi.

Men den indsamlingskampagne for hadith, der blev iværksat på hans foranledning, fortsatte for fuld kraft.

En gruppe af hadithkyndige var samlere. Den anden gruppe bestod af analytikere. Abu Hanifa var en af den anden gruppes medlemmer.

I 750 e.Kr. ophørte det umayyadiske kalifat. Det abbasidiske kalifat begyndte.

Abu Hanifa levede indtil midten af regeringsperioden for det abbasidiske kalifats anden kalif, Abu Ja’far Abd Allah al-Mansur.

I denne periode begyndte ledere og tilhængere af forskellige tankeretninger, kendt som kharijitterne, mu’tazilitterne og murji’itterne, at udbrede vildledende tanker om iman, kufr, det retledede kalifat og sahabernes status med mere. Abu Hanifa afslørede disse retningers vildfarelser og fremlagde den rette tankegang.

Et af statsfilosofiens grundlæggende spørgsmål er suverænitet. På dette område var Abu Hanifas synspunkt det, der var almindeligt anerkendt i islam. Det vil sige, at suveræniteten alene tilhører Allah.

Han havde også den rette forståelse af lovens kilder. Han siger: »Hvis jeg finder en bestemmelse i Allahs Bog, tager jeg den fast til mig. Hvis jeg ikke finder den pågældende bestemmelse i Allahs Bog, følger jeg Allahs Sendebuds sunna. Hvis jeg hverken finder en bestemmelse i Allahs Bog eller Sendebuddets sunna, følger jeg Allahs Sendebuds ledsageres ijma. Hvis de er uenige om et spørgsmål, tager jeg en af ledsagernes mening til mig, men ikke meningen hos den ledsager, der har en afvigende mening. Jeg tager ikke nogen andens mening uden for dem til mig. Tilbage står de øvriges meninger. De har ret til ijtihad, ligesom jeg også har denne ret.«

Efter det retledte kalifat opstod der som følge af shuraens fravær et tomrum i retssystemet.

Staten var i hastig udvidelse. Mange folkeslag blev en del af den muslimske stat sammen med deres egne kulturer og skikke.

Der opstod stadig nye problemer vedrørende landbrug, industri, handel, internationale relationer, internationale transaktioner, told, krig, fredsaftaler og så videre. Der fandtes imidlertid ingen anerkendt institution, hvor muslimske eksperter kunne samles og drøfte disse problemer.

For at udfylde dette tomrum oprettede Abu Hanifa en institution, som kan betegnes som et ikke-statsligt lovråd.

Blandt Abu Hanifas flere tusinde elever opnåede 36 fremtrædende status. Deres majlis samledes hver dag. Et problem blev drøftet i flere dage eller måske flere måneder. Efter drøftelsen blev der truffet en beslutning. Denne majlis var i stand til at finde løsninger på tusindvis af problemer. Med den viden, de havde tilegnet sig fra Abu Hanifas undervisningsmajlis, spredte tusindvis af elever sig over hele staten.

Guvernøren over Irak var Yazid ibn Umar ibn Hubayra, udnævnt af Marwan ibn Muhammad, den sidste kalif fra Banu Umayya. Han tilbød imam Abu Hanifa at påtage sig posten som dommer. Imamen afslog tilbuddet. Det gjorde Yazid ibn Umar rasende. På hans ordre blev imamen pisket ti gange dagligt i 11 dage, i alt 110 slag på ryggen. Selv efter så hård en straf stod imamen fast ved sin beslutning.

Kaliffen al-Mansur fra Banu Abbas ønskede at gøre Abu Hanifa til dommer. Han indvilligede ikke. Derfor blev han fængslet.

I år 767 e.Kr. døde han i Baghdad, mens han sad fængslet.

4। Abu Abdillah Malik ibn Anas (må Allah forbarme sig over ham)  (e.Kr. 714–798)

I år 714 e.Kr., under den umayyadiske kalif al-Walid ibn Abd al-Maliks regeringstid, blev imam Malik ibn Anas født i al-Madina. Han døde under den abbasidiske kalif Harun al-Rashids regeringstid.

Da Umar ibn Abd al-Aziz døde, var han seks år gammel. Da han nåede ungdomsårene, overværede han bestræbelserne på at indsamle al-hadith.

Han var knyttet til både traditionen for indsamling af al-hadith og traditionen for analyse af al-hadith. Hans tilknytning til den anden tradition var dog stærkere. Navnet på hans hadithsamling er al-Muwatta.

Muhammad ibn Abdillah, en efterkommer af al-Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham), som blev kaldt an-Nafs az-Zakiyya, begyndte arbejdet med at etablere kalifatet »ala minhaj an-nubuwwah«. Han blev arresteret på anklage om, at Malik ibn Anas støttede ham, og blev pisket efter ordre fra guvernøren i al-Madina.

Imam Malik gav klart udtryk for den opfattelse, at det ikke er legitimt at tilrane sig magten med tvang. På grund af denne klare udtalelse blev den abbasidiske kalif al-Mansur utilfreds med ham. Han blev arresteret og pisket. Hans hænder blev bundet så stramt bag ryggen, at albueleddene blev løsnet. Derfor led han store smerter resten af sit liv.

I år 798 e.Kr. døde han i al-Madina under kalif Harun al-Rashids regeringstid.

5। Abu Abdillah Ahmad ibn Hanbal (må Allah forbarme sig over ham) (e.Kr. 780–885)

Ahmad ibn Hanbal blev født i Bagdad i 780 e.Kr. under abbasidekaliffen Muhammad al-Mahdis regeringstid.

Under kaliffen al-Mamuns regeringstid trængte græsk filosofi og indisk filosofi med stor kraft ind i den muslimske verden. Al-Mamun hentede filosofiske værker skrevet på græsk fra Grækenlands hovedstad Athen og gav en mand ved navn Kosta Nak ansvaret for at oversætte dem til arabisk. På tilsvarende vis hentede han filosofiske værker om indisk filosofi skrevet på sanskrit og gav en brahmin ved navn Duban ansvaret for at oversætte dem til arabisk.

Under umajjadekalifatet afholdt den berømte tābiʿī al-Hasan al-Basri, må Allah forbarme sig over ham, sin undervisningskreds i Basra. En af de fremtrædende elever i denne kreds var Wasil ibn Ata. Da al-Hasan al-Basri opdagede hans vildledte tanker, bortviste han ham fra sin undervisningskreds. Denne Wasil ibn Ata er grundlæggeren af muʿtazilismen. Muʿtazilismen blev styrket under den abbasidiske kalif al-Mamuns protektion. Muʿtazilitterne blev udnævnt til forskellige statslige embeder. Muʿtazilitiske teoretikere begyndte at udbrede deres vildledte synspunkter gennem foredrag i moskeer og undervisningsinstitutioner.

Muʿtazilitterne sagde, at Koranen er skabt. Der findes ingen evig bestemmelse vedrørende menneskers handlinger. De himmelske forskrifter er også underlagt forandring. De troede ikke på menneskers legemlige genopstandelse i det hinsidige. De troede ikke, at Allah kunne ses med menneskelige øjne i Paradiset. De betragtede næsten hadith og ijma som ugyldige kilder til islamisk lov. Og så videre.

For at standse denne vildledning i tankegangen trådte imam Ahmad ibn Hanbal frem med løftet hoved. Ved at kritisere på den ene side græsk og indisk filosofi og på den anden side muʿtazilismen opfordrede han folk til at følge Koranens og as-Sunnahs klare vej.

Ahmad ibn Hanbal sagde: Den rette kundskab om Allah findes kun i Koranen. At tro på Allah betyder at tro på Ham sådan, som Han har åbenbaret sin egen beskrivelse i Koranen. Det er ikke nok at anerkende Allahs egenskaber og suverænitet som sande; man må også tro på Allahs væsen, Allahs trone, at de troende vil få skue Allah i det hinsidige og så videre. Man må desuden tro, at intet i hele universet ligner Allah.

Ahmad ibn Hanbal fastholdt bestemt det synspunkt, at Koranen ikke er skabt, men er Allahs evige ord.

Han plejede også at sige, at man ikke må forkaste den direkte betydning af al-Koranens ord og antage en indirekte betydning. Al-Hadith skal ligeledes accepteres på denne måde. Derefter skal man acceptere Profetens ledsageres mening. For Profetens ledsagere var langt mere kyndige i al-Koranen og al-Hadith end senere tiders mennesker, og de fulgte med fuld oprigtighed anvisningerne i al-Koranen og al-Hadith.

Muʿtazila-konspirationen, som havde slået sig fast i administrationen, tog til. På det tidspunkt opholdt kaliffen al-Ma’mun sig i Tarsus. Imam Ahmad ibn Hanbal blev arresteret, lagt i lænker og ført frem for ham. Undervejs kom nyheden om, at al-Ma’mun var død. Da blev imam ibn Hanbal løsladt. Den efterfølgende kalif, al-Mu’tasim بالله, fortsatte med at støtte muʿtazilitterne. Imam Ahmad ibn Hanbal blev igen arresteret og sendt i fængsel.

En dag blev imam Ahmad ibn Hanbal efter ordre fra kaliffen al-Mu’tasim بالله bragt til hoffet. Formålet var at få hans støtte til muʿtazilitterne. Han fremlagde sit standpunkt imod muʿtazilitterne. På kaliffens ordre begyndte man at piske ham på ryggen. Derefter blev han sendt i fængsel. Denne gang måtte han tilbringe to år i fængslet. Efter to år blev han løsladt, men holdt under husarrest i sit eget hjem.

Også under den efterfølgende kalif al-Wathiq باللهs regeringstid blev han udsat for fysisk tortur. Men selv efter gentagne overgreb var han ikke parat til at ofre al-Koranens og al-Hadiths lære for de rendyrkede rationalisters urimelige påstande.

I år 848 blev al-Mutawakkil ‘ala Allah kalif. Heldigvis blev han i stand til at forstå muʿtazilitterne vildfarelse og begyndte at støtte salaf al-salihins tankegang. Under hans regeringstid fandt imam Ahmad ibn Hanbal ro.

Han knyttede sig til den strøm af indsamling af al-Hadith, som var blevet indledt på ordre fra den umayyadiske kalif ibn Abd al-Aziz. Han udarbejdede en samling med niogtyve tusind hadither, som fik navnet Musnad Ahmad.

I år 885 døde imam Ahmad ibn Hanbal i Bagdad under al-Mu’tamid ‘ala Allahs regeringstid.

6। Taqi al-Din Abu al-Abbas Ahmad ibn Abd al Halim ibn Taymiyya (må Allah være barmhjertig mod ham) (e.Kr. 1263–1328)

I 1219 e.Kr. erobrede Temüjin eller Djengis Khan alle områder i Mongoliet og Kina og begyndte derefter at angribe forskellige bosættelser i Centralasien.

Efter at have forvandlet Centralasien og Iran til ødemarker vendte Djengis Khan hjem til sit land, hvor han døde.

Hans søn Möngke Khan indledte nye angreb på Iran.

I 1258 e.Kr. erobrede Hülegü Khan, en anden af Djengis Khans sønner, Bagdad, hovedstaden i abbasidekalifatet, og dræbte 1,6 millioner af byens to millioner indbyggere.

Alt blev lagt øde.

Kaliffen al-Mustaʿsim billah, hans søn og fremtrædende personer blev slået ihjel.

Fem år efter Bagdads fald, i 1263 e.Kr., blev imam Ibn Taymiyya født i byen Harran i Syrien.

I 1302 e.Kr. rykkede tatarernes leder Ghazan frem for at angribe Damaskus med det formål at erobre Syrien og Egypten. Det lykkedes imam Ibn Taymiyya at inspirere sultan al-Malik al-Nasir Muhammad ibn Qalawun til jihad. Der blev organiseret modstand mod tatarhæren. Imam Ibn Taymiyya deltog i jihad sammen med sine elever.

Efter at have mødt voldsom modstand trak tatarernes hær sig tilbage. Syrien og Egypten blev reddet. Imam Ibn Taymiyyahs bidrag til at bevare denne frihed var meget stort.

I år 1306 e.Kr. kom imam Ibn Taymiyyah til Egyptens hovedstad, Kairo. Han blev arresteret under anklage for at tillægge Allah menneskelige egenskaber. Han blev idømt fængsel. Han blev holdt indespærret i et underjordisk kammer.

Han sad i fængsel i halvandet år. Efter at være blevet løsladt begav han sig mod Damaskus. Efter at have tilbagelagt én manzil kom embedsmænd og arresterede ham igen. Også denne gang måtte han sidde i fængsel i halvandet år.

Derefter kom han til Damaskus.

Han blev arresteret, fordi hans sharʿī synspunkter ikke var acceptable for de herskere, der var tilhængere af bidʿah eller påvirket af bidʿah-tilhængere.

Han tilbragte fem måneder og atten dage som fange i Damaskus-fæstningen. Derefter blev han løsladt.

Denne gang var han i stand til i flere år uden hindringer at udfylde rollen som dāʿī ilā Allāh.

Derefter blev han igen arresteret og anbragt i Damaskus-fæstningen. Ibn Taymiyyah fortsatte med at skrive, mens han sad i fængsel.

Han skrev en tafsir i fyrre bind. Den hed »Al-Bahr al-Muhit«. Det er sørgeligt, at manuskriptet til denne uvurderlige tafsir er gået tabt. Han skrev omkring fem hundrede bøger.

Nasir al-Din Tusi døde ti år før Ibn Taymiyyas fødsel. Men den græske filosofi, som Nasir al-Din Tusi og hans tilhængere studerede, spredte intellektuel vildledning i den muslimske verden. En person ved navn Ibn Arabi vildledte mange muslimer ved at udbrede læren om »wahdat al-wujud«, eller panteisme. Nusayri-shiaerne voldte også store problemer på den tid.

Imam Ibn Taymiyya skrev bøger, der afslørede vildledningen i deres tanker, og fortsatte med at holde foredrag og taler. Hans elever fortsatte med at præsentere islams sande budskab for folket.

Ibn Taymiyya gav Koranens og hadithernes bogstavelige betydning forrang og hadede at presse betydninger frem gennem kunstgreb.

Ibn Taymiyya sagde, at Allah har hånd, fod og så videre. Han er tronende over Tronen. Men de er naturligvis sådan, som det sømmer sig for Ham. De, der forestiller sig Allah som et legemligt væsen ligesom et menneske, eller anser noget skabt for at være Hans lige, taler ikke sandt om Allah.

Ibn Taymiyya siger, at Allah den Ophøjede har en eksistens, der er fuldstændig forskellig fra skaberværket. Ligesom Hans væsen ikke udgør nogen del af skaberværket, indeholder Hans væsen heller ingen del af skaberværket.

Da han forklarede betydningen af at tro på Allahs Sendebud, sagde han, at mennesket skal have en tro på Sendebudet, som ikke er betinget af noget. Man skal tro på hvert eneste af Allahs Sendebuds ord og følge hver eneste af hans anvisninger.

Ethvert udsagn, der strider mod Allahs Sendebuds udsagn, skal betragtes som løgn og ugyldigt. Den, der kun tror på Sendebudets ord med fornuftens og intellektets samtykke, og afviser Sendebudets ord, hvis fornuften og rationaliteten ikke godkender dem – det vil sige den, der sætter fornuften og rationaliteten over Sendebudets udsagn – men samtidig hævder at tro på Sendebudet, udviser den største selvmodsigelse, intellektuelle forvildelse og irreligiøsitet. Tilsvarende er der ingen tvivl om den vantro hos den, der siger, at han ikke vil tro på Sendebudets ord, før han er blevet overbevist gennem fornuft og rationalitet.

Ibn Taymiyya afslørede vildfarelserne hos forskellige grupper såsom kharijitterne, rafiditterne, muʿtazilitterne, jahmiyyah og murjiʾah. Han var en skarp kritiker af de ekstremistiske shiamuslimer. Han var kompromisløs i sin modstand mod bidʿah. Han talte kraftigt imod dans og sang. Han sagde desuden, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og Sendebuddets ledsagere aldrig afholdt sangsamlinger. Ved begivenheder som bryllupper tillod Allahs Sendebud dog, at piger slog på daffen og sang nogle sange.

Alle imam Ibn Taymiyyas bestræbelser havde som omdrejningspunkt at kalde muslimerne til Koranen og Sunnah. Han sagde: »Vend tilbage til Koranen og Sunnah. Uden for dette findes synd, bidʿah, shirk og kufr.«

Imam Ibn Taymiyya siger: »Statens ledelse anerkendes og etableres på grundlag af folkets beslutning. Det vil sige, at når folket overdrager ansvaret for at lede staten til en person, kan han blive statsoverhoved, ikke på grund af en tidligere officiel position.«

Han siger: »At gøre sit yderste efter evne for at etablere religionen er en individuel pligt for enhver muslim. Den, som er blevet betroet statsmagten og regeringsansvaret, har det største ansvar og de største pligter. Lydighed mod Allah, etableringen af religionen og varetagelsen af de regeredes velfærd er formålet med at opnå statsmagten.«

I det kristne år 1328 døde imam Ibn Taymiyya i Damaskus.

7। Abul Barakat Badruddin Ahmad Sirhindi (må Allah forbarme sig over ham) (kristne 1563–1624)

I det kristne år 1563 blev sheikh Ahmad Sirhindi født på et sted ved navn Sirhind i Patiala-staten i det østlige Punjab under den tredje mogulkejser i Indien, Akbars, regeringstid.

På dette tidspunkt vildledte den af Ramananda, Kabir, Chaitanya Deva og andre udbredte »bhaktiisme«, det vil sige »ikke religiøse ritualer, men hengivenhed fører til frelse«, et stort antal mennesker. Mange tilhængere af forskellige religioner hældede til denne lære. På den anden side fortsatte en forvansket sufisme med at føre muslimer på afveje.

På den tid begyndte også en lære kaldet »Alfiyah« at blive udbredt. Denne læres budskab var: Islam blev sendt for tusind år. Tusind år er nu gået. Der er derfor behov for en ny religion.

Kejser Akbar oprettede et ibadatkhana på et sted ved navn Fatehpur Sikri. Lærde fra forskellige religioner blev indbudt til dette ibadatkhana. Han lyttede til deres drøftelser. Han brød sig imidlertid ikke om drøftelser om islam.

I det kristne år 1582 indførte Akbar en ny religion kaldet »Din-i Ilahi«. Bekendelsesformlen i denne religion lød: »Der er ingen guddom foruden Allah; Akbar er Allahs kalif.« Tilhængerne af denne religion blev kaldt chelaer. Akbars portræt prydede chelaernes turbaner. Ved hoffet blev det skik at hilse kejseren med ordene »Dillishwaro eller Jagadishwaro«. Ifølge den nye religion blev vin, rente og hasardspil erklæret tilladt.

Der blev indført ordninger for at fejre Diwali, Dussehra, Purnima og Shivratri. Reglerne om tilsløring blev fordømt. Slagtning af køer blev forbudt. Dans og sang blev udbredt i stor stil.

På dette tidspunkt var Shaykh Ahmad Sirhindi en nittenårig ung mand. Men han besad en klar viden om Koranen og as-Sunnah. Da Din-i Ilahi var i strid med Koranen og as-Sunnah, begyndte han at bekæmpe den. Han tog fat på at rense folks tanker. Han afholdt regelmæssigt undervisningsmajlis. Fra salat al-zuhr til salat al-asr blev der afholdt en almindelig samling. Fra salat al-asr til salat al-maghrib blev der afholdt en særlig samling. På denne måde fortsatte han arbejdet med at opbygge mennesker. Han blev ved med at sende vidende og vejledende breve til personer, der var kendt som lærde i islamiske spørgsmål. Han begyndte at sende de unge mænd, som var blevet dannet under hans vejledning, ud til forskellige egne af landet for at give folk den rette forståelse af islam.

I det kristne år 1605 døde Akbar. Den efterfølgende kejser, Nuruddin Muhammad Jahangir, fortsatte med at udbrede Din-i Ilahi.

Shaykh Ahmad Sirhindi blev ved med at sende dawah-breve til kejseren, til prins Khurram, til kejserens rådgivere og til hærførerne, hvori han fremstillede islams sande form og forklarede nødvendigheden af at følge den. Han skrev næsten fem hundrede breve.

Tilhængerne af bid’ah blev urolige over hans aktiviteter. De begyndte at lægge planer imod ham. På foranledning af den shiamuslimske premierminister Asad Khan fortalte de kejseren, at Shaykh Ahmad Sirhindi havde opbygget et netværk af tilhængere over hele landet. Han anerkender ikke kejseren. Han ønsker selv at blive kejser. Han vil snart gennemføre en revolution.

Kejser Jahangir lod Shaykh Ahmad Sirhindi kalde til det kongelige palads i Agra. Da han nærmede sig kejseren, blev der sagt fra højre og venstre: »Bøj jer for kejseren.«

Han sagde: »En troendes hoved bøjer sig ikke for nogen anden end Allah.«

Jahangir blev rasende. Han beordrede ham arresteret.

Han blev fængslet og sendt til fortet i Gwalior.

Blandt de fanger, der sad fængslet i fortet, begyndte han at udføre da’wah-arbejde. Mange fanger og fængselsvagter aflagde efter at have hørt hans dars løfte om at forme deres liv som oprigtige troende.

Hans fængselsophold varede et helt år.

I mellemtiden ændrede kejser Jahangirs tanker sig betydeligt. Han standsede udbredelsen af Dīn-e-Ilāhī. Han opgav mange af de skikke, som Akbar havde indført. Han beordrede, at der skulle oprettes madrasaher i byer med muslimsk flertal og maktaber i landsbyerne.

Kejseren byggede en moské lige ved siden af det kongelige palads og begyndte at udføre salat i denne moské sammen med medlemmerne af sit råd.

Shaykh Ahmad Sirhindī rejste sin stemme mod ateisme og shirk. Han kritiserede skarpt den dans og lystighed, der foregik under sufismens navn. Han advarede muslimerne mod den fremmede filosofi og devotionalismens skadelige virkninger. Gennem hans indsats blev den shiitiske indflydelse i administrationen fjernet.

I det kristne år 1624 døde Shaykh Ahmad Sirhindī i selve Sirhind.

Det bør nævnes, at prins Khurram blev en beundrer af islam efter at have læst Shaykh Ahmad Sirhindīs breve om daʿwah.

Efter kejser Jahāngīrs død i det kristne år 1627 besteg prins Khurram tronen under navnet Shihābuddīn Muhammad Shāhjahān. Det var denne Shāhjahān, der grundlagde Jama Masjid i Delhi og Jama Masjid i Lahore. For at varetage imamtalen i Jama Masjid i Delhi hentede han en fremtrædende ʿālim fra Bukhara.

I det kristne år 1658 blev Aurangzeb kejser.

Han udnævnte Mulla Jiwan (Ahmad ibn Abi Saʿid ibn Ubaidullah), Shaykh Ahmad Sirhindīs bedste elev, til en af sine lærere.

Det var netop fra Mulla Jiwan, at kejseren fik en klar og korrekt viden om islam.

Det bør nævnes, at Mulla Jiwan opholdt sig sammen med kejseren i seks år og deltog i krigene mod de oprørske stater i Dekkan.

Under Aurangzebs protektion vandt islamiske tanker og forestillinger stor udbredelse blandt muslimerne på det indiske subkontinent. På hans foranledning udarbejdede en gruppe fremtrædende islamiske eksperter værket »Fatawa-i-Alamgiri«, hvorved de gjorde muslimerne stor gavn.

Aurangzeb udstedte et dekret, der forbød indtagelse af alkohol. Han forbød hasardspil. Han afskaffede skikken med at fejre Nowruz (nytårsfesten), fejre kejserens fødselsdag og overrække kejseren gaver. Han forbød musikoptrædener i det kongelige palads og sendte tusind sangere og sangerinder på pension med pension.

Af hensyn til folkets velfærd afskaffede han firs former for skatter. Kejser Aurangzeb levede et yderst enkelt liv. Hans indflydelse begyndte også at gøre sig gældende på andre.

8। Abul Fayyad Ahmad Qut‌buddin (Shah Waliullah) (må Allah forbarme sig over ham) (Kristen 1703–1763)

I år 1703 e.Kr. blev Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) født i Delhi helt hen imod slutningen af den sjette mogulkejser Muhyiddin Muhammad Aurangzeb Alamgirs regeringstid.

Efter Shah Alam II’s død i 1763 e.Kr. blev han leder af Madrasa Rahimiyya.

Shah Waliullah var en person med et skarpt blik. Allah, Herren over alle verdener, skænkede ham en enestående evne til at analysere samfundet og identificere vildfarelser i tænkning og bevidsthed.

Hovedårsagen til den muslimske ummahs generelle forfald var afvigelsen fra »kalifatet efter den profetiske metode«. Det voldte ham ikke den mindste vanskelighed at forstå dette grundlæggende forhold.

På grund af fraværet af ash-Shura henvendte den muslimske befolkning sig med forskellige problemer til forskellige lærde personer. Disse personer traf hver især afgørelser ud fra deres egen forståelse. På denne måde opstod der forskellige meninger om det samme spørgsmål. Dette var et problem for muslimerne.

En gruppe muslimske intellektuelle havde vendt sig mod den græske filosofi, det vil sige den europæiske filosofi. De var involveret i forskellige former for sofisteri.

Shah Waliullah tog til orde for at rense den muslimske ummahs tænkning. Han fortsatte med at vejlede herskerklassen, rådene, hærførerne, de lærde, sufierne og befolkningen på grundlag af al-Koranen og as-Sunnah.

Shah Waliullah (må Allah forbarme sig over ham) uddannede en gruppe mennesker, der var kvalificerede til at give den muslimske ummah intellektuelt lederskab.

Da Shah Waliullah Dehlavi døde i 1763 e.Kr., fortsatte hans begavede søn Shah Abdul Aziz med at virke både som leder af Madrasa Rahimiyya og som leder for de mennesker, Shah Waliullah havde oplært.

I 1818 e.Kr. grundlagde Shah Abdul Aziz Dehlavi en organisation ved navn Targib-e-Muhammadiyya. Han var selv organisationens leder.

Da Shah Abdul Aziz Dehlavi døde i 1824 e.Kr., blev ledelsen af Targib-e-Muhammadiyya overdraget til Sayyid Ahmad Barelvi.

Han rejste rundt i hele Indien og rekrutterede medlemmer til denne organisation. Derefter nåede han via Baluchistan frem til Afghanistan. Derfra fortsatte han til de afsidesliggende bjergområder i Nordvestgrænseprovinsen. Han fortsatte med at udføre omfattende dawah-aktiviteter.

På dette tidspunkt grundlagde sikhlederen Ranjit Singh en sikh-stat, der omfattede hele Punjab, en stor del af Den Nordvestlige Grænseprovins og en stor del af Kashmir. Statens første hovedstad var Lahore, og den anden var Peshawar.

Og siden 1757 e.Kr. havde Det Engelske Ostindiske Kompagni haft magten i Bengalen, Bihar og Orissa.

Sayed Ahmad Barelvi valgte et svært tilgængeligt bjergområde som base for sit arbejde. Området var meget sikkert set fra et forsvarsmæssigt synspunkt.

Hundrede procent af befolkningen dér var muslimer.

Den 11. januar 1827 e.Kr. blev der afholdt en stor forsamling af høvdingene fra alim-stammerne på et sted ved navn Samah. Ved denne forsamling blev Sayed Ahmad Barelvi valgt til amir. Med Samah som centrum opstod en stat. Han begyndte at styre staten i overensstemmelse med islamisk sharia.

Sikh-statens leder, Ranjit Singh, kunne ikke acceptere eksistensen af den islamiske stat. Snart begyndte sikherne at angribe denne nyoprettede stat. I krigen vekslede sejre og nederlag.

Fredag den 6. maj 1831 e.Kr. havde Sayed Ahmad Barelvi sammen med Shah Ismail og andre mujahider taget ophold på et bjergomkranset sted ved navn Balakot nær Kunar-floden i den nordøstlige del af Hazara-distriktet.

Med hjælp fra den forræderiske pashtunske høvding Khadi Khan ankom general Sher Singh dertil med en stor sikhisk hær og indledte et angreb.

Sayyid Ahmad Barelvi og et stort antal mujahider led martyrdøden.

I 1831 blev Maulvi Vilayat Ali amir for Targib-e Muhammadiya. Hovedkvarteret blev oprettet i Patna i provinsen Bihar.

Da Ranjit Singh døde i 1839, blev sikh-staten svækket. Englænderne indtog en stadig mere offensiv rolle.

I 1845 grundlagde Maulvi Vilayat Alis bror, Maulvi Inayat Ali, en stat med udgangspunkt i et sted ved navn Fatehgarh i grænseprovinsen. Fatehgarh fik navnet Islamgarh.

Da Maulvi Vilayat Ali ankom dertil den 9. oktober 1846, blev han valgt til Amir al-Mu’minin. Nu brød der en direkte krig ud mellem englænderne og de muslimske mujahider. Kampene fortsatte på forskellige slagmarker.

I 1851 opholdt Maulvi Inayat Ali sig i Delhi i to måneder. Det siges, at han i denne periode i hemmelighed mødtes med den sidste mogulkejser, Bahadur Shah Zafar.

Den 5. november 1852 døde Maulvi Vilayat Ali i Sittana. Maulvi Inayat Ali blev Amir al-Mu’minin.

I 1857 begyndte soldaterne i militærlejren i Meerut et oprør. Oprørets ild spredte sig overalt. I forskellige byer i Nordindien gik almindelige mennesker også ud på gaderne med grønne flag i hænderne.

Fra Sittana fortsatte maulvi Inayat Ali med at kæmpe mod englænderne. Under en fase af krigen blev han indesluttet på et sted ved navn Narinji. Vejen til at skaffe mad og nødvendige forsyninger blev afskåret. I denne periode måtte de i flere dage overleve ved at spise træblade, bark og rødder. En søn og en datter af maulvi Inayat Ali blev alvorligt syge. Han blev selv ramt af feber. Senere fik han dysenteri.

I marts 1858 døde maulvi Inayat Ali. Englænderne indtog Sittana efter at have gennemført et voldsomt angreb.

I 1858 lykkedes det englænderne, med hjælp fra sikher og gurkha-soldater fra Nepal, at standse Indiens frihedskamp. Tusinder af soldater blev hængt.

Efter en eftersøgning begyndte man at arrestere fremtrædende personer fra Targib-e Muhammadiya.

Am(b)ala-processen blev afholdt i 1846.

Den 2. maj blev maulvi Yahya Ali, Muhammad Jafar Thaneshwari og Muhammad Shafi dømt til døden for forbrydelsen at have ført krig mod dronningen. Løjtnantguvernøren ændrede straffen og besluttede at sende dem i livsvarigt eksil på Andamanøerne.

De blev iført lænker og ført til fods fra Ambala til Lahore. Derfra blev de sendt til Karachi, fra Karachi til Bombay og derefter til Andamanøerne.

Patna-processen blev afholdt i 1865.

En af de fremmeste organisatorer, maulvi Ahmadullah, blev arresteret og stillet for retten den 16. januar. Han blev dømt til døden for forbrydelsen at have ført krig mod dronningen. Højesteret ændrede imidlertid straffen til livsvarigt eksil på Andamanøerne.

I juni 1865 e.Kr. blev maulvi Ahmadullah bragt til Andamanøerne.

Derefter fortsatte denne bevægelse under ledelse af haji Mubarak Ali.

9। Shaykh Muhammad ibn Abdil Wahhab (rahimahullah) (e.Kr. 1704–1792)

Shaykh Muhammad ibn Abdil Wahhab blev født i år 1704 e.Kr. på et sted ved navn Uyayna i Arabien.

Efter at have afsluttet sin grunduddannelse i Uyayna rejste han til Medina. Derefter begyndte han at besøge uddannelsescentre i forskellige lande for at opnå videregående uddannelse. Til sidst vendte han tilbage til Uyayna med alsidige erfaringer og stor viden.

Da han undersøgte det muslimske samfund i lyset af Koranen og Sunnaen, blev han dybt bedrøvet. Overalt så han ligegyldighed over for islam, afvigelse fra islam samt udbredt shirk og bidʿa. En stor del af samfundets ledere var vant til at drikke alkohol og begå uanstændige handlinger. De velhavende var opslugt af luksus.

Opførelsen af mausoleer over grave, ofringer og votivgaver i afdøde fromme personers navne og endda gravdyrkelse havde antaget et alvorligt omfang.

Shaykh Muhammad ibn Abdil Wahhab forfattede et vigtigt værk med titlen »Kitab at-Tawhid«. Efter sin ankomst til Uyayna tilbragte han otte måneder i stilhed. Derefter begyndte han at undervise i Kitab at-Tawhid. Nogle sandhedssøgende mennesker blev hans støtter. De mennesker, der var sunket ned i shirk og bidʿa, blev urolige. De blev hans fjender. Selv hans egen bror Sulayman og hans fætter Abdullah ibn al-Husayn kunne ikke holde ud, at han fremstillede islams rene lære. De sluttede sig sammen med shaykhens fjender.

Modstanderne begyndte at behandle ham dårligt. Han blev stærkt plaget. På et tidspunkt forlod Shaykh Muhammad ibn Abdil Wahhab bedrøvet Uyayna og efterlod sit hjem og sin ejendom. På det tidspunkt blev de forskellige områder i Arabien regeret af emirer. Han opsøgte emirer i de forskellige områder og forsøgte at fremstille islams sande form for dem. De egenrådige emirer var ude af stand til at tage imod hans daʿwa. Efter at have mislykkedes flere steder nåede han frem til Dirʿiyya.

I 1745 e.Kr. mødtes han med Dirʿiyyas emir, Muhammad ibn Saud, og de førte en lang samtale. Han fremlagde islams overlegenhed og skønhed for emiren. Især præsenterede han på meget tydelig vis sin forståelse af tawhid for emiren. Emir Muhammad ibn Saud blev inspireret og erklærede, at han ville opbygge det område, han regerede over, i overensstemmelse med den sande islam. Han tog Muhammad ibn Abdil Wahhab som sin rådgiver.

En ny moské blev opført i Dirʿiyya. Den blev et centrum for udbredelsen af islamisk viden. Shaykh Muhammad ibn Abdil Wahhab underviste regelmæssigt i denne moské. Gradvist blev en gruppe oprigtige muslimer dannet; deres tanker og bevidsthed var fri for shirk og bidʿa.

Tilhængere af bidʿa spredte opdigtede historier om ham og forsøgte at ophidse fremtrædende lærde imod ham. Efter at have hørt denne smædekampagne stillede flere lærde fra Qasim-området ham forskellige spørgsmål. Han besvarede deres spørgsmål i et langt brev.

Han skrev: »Jeg tager Allah til vidne på, at min overbevisning er den samme som den, Ahl as-Sunna wa al-Jamaʿa bekender sig til.

Jeg tror på Allah, Hans Sendebud, Hans engle, Hans Bog, opstandelsen og al-qadar.

Jeg bekræfter Allahs egenskaber, som er nævnt i Koranen og hadith, sådan som de er blevet overleveret, uden anstrengte fortolkninger. Jeg benægter ikke, at Allah har egenskaber; tværtimod anser jeg Hans egenskaber for enestående og uden sammenligning med skabningerne. Koranen er Allahs ord og qadim, uden begyndelse. Allah åbenbarede Koranen for Sit Sendebud Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Jeg tror, at intet kan ske uden for Allahs vilje og bestemmelse. Alle handlinger finder sted under Allahs forvaltning, og ingen kan overskride grænserne for Hans qadar.«

Jeg tror på forbønnen ved Allahs Sendebud (må Allahs velsignelse og fred være med ham). Jeg tror, at de troende vil blive benådet med synet af deres Herre. Jeg tror, at Muhammad (må Allahs velsignelse og fred være med ham) er den bedste af alle profeter. Den, der ikke anerkender dette, anerkender jeg ikke som troende. Jeg anerkender Allahs venners mirakler og åndelige åbenbaringer. Men jeg anser ikke nogen af dem for at besidde guddommelig herredømme eller for at være værdig til tilbedelse.

Jeg erklærer ikke nogen muslim for vantro og anser ikke nogen af dem for at stå uden for islam.

Jeg anser det for tilladt at samles under en syndig leders banner for at føre jihad og at bede i deres fællesbøn. Jeg anser bestemmelsen om væbnet jihad for at være gældende og obligatorisk, indtil Dajjals fald.

Jeg anser disse tre ting for at være dele af troen: oprigtig tro, mundtlig bekendelse og praktisk adfærd. Jeg tror, at troen øges gennem gode gerninger og svækkes gennem onde gerninger.

Jeg anser det for enhver muslims ubetingede pligt at påbyde retfærdighed og forhindre uretfærdighed i overensstemmelse med shariaens anvisninger.”

[Tarikh Najd, side 57-59]

Sheikh Muhammad ibn Abdil Wahhab skrev i et brev til den daværende berømte lærde Abdur Rahman ibn Abdillah al-Baghdadi: “Jeg har undervist folk i tawhid. Jeg har forbudt dem at påkalde afdøde fromme mennesker og Allahs venner i tider med nød og ulykke og at søge hjælp hos dem. Jeg har forhindret dem i at bringe offergaver og aflægge løfter ved deres grave samt i at kaste sig ned for gravene…..

Jeg har lært mine tilhængere at udføre de obligatoriske handlinger, såsom at bede de fem daglige bønner i fællesskab og betale zakat, at afholde sig fra alle former for synd, at undgå rusmidler og at hade hykleri. Da landets magthavere ikke kunne sige noget imod disse ting, begyndte de på forskellige måder at fordreje den tawhid, jeg prædikede, og med løgne at sværte mit navn.

Jeg kalder kun den, der bevidst og velvidende forlader islam eller taler nedsættende om Allahs Sendebud (sallallahu alaihi wa sallam) og hindrer folk i at følge ham, for kafir. Men ved Allahs nåde er størstedelen af ummah ikke sådan.”

[Tarikh Najd, side 54–56].

Amir Muhammad ibn Saud styrede staten, mens shaykh Muhammad ibn Abd al-Wahhab arbejdede med at forme mennesker.

I år 1765 e.Kr. døde amir Muhammad ibn Saud. Hans søn, Abdul Aziz ibn Muhammad ibn Saud, blev den nye amir. Den nye amir beholdt også Muhammad ibn Abd al-Wahhab som rådgiver.

Han forblev i dette vigtige embede indtil sin død i år 1792 e.Kr.

I år 1803 e.Kr. blev amir Abdul Aziz ibn Muhammad ibn Saud martyrdræbt i et overraskelsesangreb udført af en shiamuslimsk attentatmand.

I år 1884 e.Kr. blev amir Abdur Rahman ibn al-Faisal af Diriyah besejret af amiren fra Hail og flygtede til Kuwait.

I år 1901 e.Kr. indtog Abdul Aziz ibn Abd al-Rahman (den anden Abdul Aziz) Riyadh efter et overraskelsesangreb med 40 modige kamelryttere. Derefter blev forskellige områder af Arabien underlagt hans stat under hans dygtige ledelse som hærfører.

I 1926 e.Kr. grundlagde Abd al-Aziz ibn Abd al-Rahman ibn al-Faisal ibn Saud »al-Mamlakat al-Arabiyyah as-Su’udiyyah«. Denne emir Abd al-Aziz var den moderne saudiarabiske stats grundlægger. Som tidligere regerede medlemmer af Saud-slægten staten. Uddannelses- og retsvæsenet blev derimod ledet af efterkommerne af sheikh Muhammad ibn Abd al-Wahhab.

Selv om »kalifatet efter profetiets metode« ikke blev etableret i Saudi-Arabien, opnåede landet berømmelse som et land med fred og sikkerhed, fordi flere vigtige islamiske bestemmelser blev indført på statsligt plan. Efterkommerne af sheikh Muhammad Abd al-Wahhab og tilhængerne af hans tankegang spiller stadig en vigtig rolle i opretholdelsen af det religiøse miljø.

10। Sheikh Hasanul Banna (må Allah forbarme sig over ham) (e.Kr. 1906–1949)

Sheikh Hasanul Banna blev født i byen Mahmudiyya i 1906 e.Kr. under den egyptiske hersker Abbas Hilmi Pashas regeringstid.

Efter at have afsluttet sin uddannelse begyndte han at undervise. Sheikh Hasanul Banna bemærkede, at europæisk tankegang var ved at opsluge muslimernes tanker og bevidsthed. Han blev ivrig efter at inspirere muslimerne til kampen for at etablere den islamiske livsordning.

Han arbejdede i Ismailia.

I 1928 e.Kr. inviterede han seks islamiske personligheder til sit hjem. Der blev ført en lang samtale om religiøse spørgsmål. Sheikh Hasanul Banna fremlagde sine tanker for dem og holdt en tale, hvori han forklarede betydningen af en organiseret indsats for at etablere islams overherredømme i samfundet. De tilstedeværende var enige med ham. De syv grundlagde sammen en organisation. De kaldte den »al-Ikhwan al-Muslimun«.

De stiftende medlemmer var sheikh Hasanul Banna, Hafiz Abd al-Hamid, Ahmad al-Hasri, Fuad Ibrahim, Abd al-Rahman Hasbullah Ismail Izz og Zaki al-Maghribi.

Hasan al-Banna vidste udmærket, at al-jihads vigtigste opgave, indtil en islamisk regering var blevet dannet, var ad-da’wa ila Allah. Han kastede sig over da’wa-arbejdet og engagerede også andre i dette arbejde.

Hasan al-Banna gik fra hus til hus i byen Ismailia, talte med folk og holdt taler, hvori han forklarede islams overlegenhed og skønhed. På denne måde arbejdede han i tre år. En hel del mennesker besvarede hans kald.

Ikhwan-medlemmerne besøgte forskellige menneskers hjem, holdt taler i moskéer og talte også til arbejderne på kaffehusene i industriområderne.

Afdelinger begyndte at blive oprettet forskellige steder i landet. Egne moskéer og uddannelsesinstitutioner begyndte at blive etableret.

I 1932 e.Kr. blev Shaykh Hasan al-Banna overført til Kairo. Hovedkvarteret blev flyttet fra Ismailia til Kairo.

Denne gang blev også kvindeafdelingen dannet. Den fik navnet »al-Akhawat al-Muslimat«.

I 1939 e.Kr. begyndte Anden Verdenskrig. England ønskede, at Egypten skulle gå ind i krigen på dets side. Men at gå ind i krigen på Englands side betød at gå i krig mod tyrkerne. Det betød med andre ord, at muslimske soldater på slagmarken skulle dræbe muslimske soldater. Shaykh Hasan al-Banna udstedte en advarsel. Den daværende premierminister, Ali Mahir Pasha, og den øverstkommanderende, Aziz Ali al-Misri, var naturligvis heller ikke indstillet på at efterkomme englændernes krav.

Englænderne udøvede et voldsomt pres. Kong Farouk bøjede sig for englændernes pres. Han sendte den øverstkommanderende, Aziz Ali al-Misri, på langvarig orlov. Nogen tid senere tvang han premierminister Ali Mahir Pasha til at træde tilbage.

I 1940 gik Egypten ind i krigen på englændernes side.

Shaykh Hasan al-Banna og generalsekretær Abdul Hakim Abedin blev arresteret. Al-Ikhwans aviser blev lukket. Der blev udstedt ordre om, at nyheder om Al-Ikhwan heller ikke måtte bringes i andre aviser. Optog og offentlige møder blev forbudt.

Efter nogen tid blev Shaykh Hasan al-Banna og Abdul Hakim Abedin løsladt.

I begyndelsen af 1943 brød nogle medlemmer med Al-Ikhwan og dannede en hemmelig væbnet styrke. Denne styrke kom flere steder i sammenstød med politiet. Regeringen lagde alligevel hele skylden på Al-Ikhwan. Om dem sagde Shaykh Hasan al-Banna i et cirkulærebrev: »De er hverken Al-Ikhwan eller Al-Muslimun.«

I november 1947 vedtog FN’s Sikkerhedsråd forslaget om at dele Palæstina. Det vil sige, at beslutningen om at oprette en jødisk stat i Palæstina blev truffet.

Palæstinas stormufti, Amin al-Husayni, opfordrede til dannelsen af en frivilligstyrke for at bekæmpe jøderne. Ligesom andre besvarede Al-Ikhwan også denne opfordring. Hasan al-Banna sendte den pensionerede officer Mahmud Labib til Palæstina. Han begyndte at træne unge palæstinensiske muslimer. Men englænderne tvang ham til at forlade Palæstina.

I 1948 slog jøderne sig fast i Palæstina. Islamske tænkere opfordrede til jihad. Shaykh Hasan al-Banna sendte en gruppe frivillige til Palæstina under ledelse af Ahmad Abd al-Aziz. På slagmarken standsede de jødernes fremmarch.

Deres succes vakte frygt hos Mahmoud Fahmi al-Nuqrashi Pasha, premierminister under den englændervenlige kong Farouk. Efter regeringens ordre opløste øverstbefalende Fuad Sadiq Al-Ikhwans frivilligstyrke.

Den 8. december 1948 blev Al-Ikhwan al-Muslimun erklæret ulovlig.

Alle lederne undtagen Sheikh Hasan al-Banna blev arresteret. Alle aktiver blev beslaglagt. Kontorerne blev forseglet. Alle Al-Ikhwan al-Muslimuns institutioner blev lukket. I en omfattende razzia blev tusindvis af medlemmer arresteret over hele landet. I fængslet blev de udsat for frygtelig tortur.

Sheikh Hasan al-Banna blev ikke arresteret. Han sagde, at det, at han ikke blev arresteret, betød, at hans dødsdom var blevet udstedt.

Den 12. februar 1949 havde Sheikh Hasan al-Banna holdt en tale ved et møde i Young Muslim Association og var gået ud på gaden for at stige ind i en taxi. På dette tidspunkt ramte en attentatmænds kugle ham i brystet. Hans blodige krop faldt til jorden. Nogle mennesker bragte ham til hospitalet. Kort efter nåede denne mand, der elskede Allah, frem til Allahs nære nærvær.

Sheikh Hasan al-Bannas lig blev bragt hjem. Regeringsstyrker omringede huset. Kun nogle få slægtninge fik lov til at deltage i hans ligklædning, begravelsesbøn og begravelse.

Efter Sheikh Hasan al-Bannas martyrdød blev Hasan al-Hudaybi Al-Ikhwan al-Muslimuns Murshid ‘Am.

I begyndelsen af 1950 vendte Sayyid Qutb hjem efter at have afsluttet sine studier i Amerika og blev udnævnt til chefredaktør for Al-Ikhwan al-Muslimun.

Efter det militærkup, der fandt sted i 1952, blev Jamal Abd al-Nasser præsident i Egypten.

Al-Ikhwan håbede, at han ville arbejde for islam. Desværre blev præsident Nasser en fortaler for sekularisme og arabisk nationalisme. Derfor kritiserede Al-Ikhwan ham skarpt.

I 1954 e.Kr. forsøgte nogen at myrde præsident Nasser. Ved at lægge skylden på de uskyldige blev tusindvis af Ikhwan-medlemmer fængslet og tortureret.

Sayyid Qutb og yderligere seks fremtrædende personer blev arresteret.

Den 28. august 1965 e.Kr. blev Sayyid Qutb, Muhammad Hawwash og Abd al-Fattah Ismail hængt og gjort til martyrer.

Trods alt dette fortsatte Ikhwan al-Muslimun med at bevæge sig fremad, idet de overvandt den ene etape efter den anden.

11। Bediuzzaman Said Nursi (må Allah forbarme sig over ham) (e.Kr. 1877–1960)

Said Nursi blev født i 1877 e.Kr. i landsbyen Nurs i Bitlis-området i Tyrkiet, under den osmanniske kalif, sultan Abdulhamid II.

I 1892 e.Kr. begyndte han at holde politiske taler.

Han blev arresteret i Mardin og sendt til Bitlis. Men Bitlis’ guvernør blev så imponeret over dybden af hans viden, at han lod ham bo som gæst i sit hjem.

Efter nogen tid begyndte han at bo hos guvernøren over provinsen Van, Tahir Pasha. På dette tidspunkt blev hans opmærksomhed henledt på en nyhed, der var offentliggjort i avisen. Det var en rapport om en tale, som koloniminister George Gladstone havde holdt i det britiske parlament. I talen sagde han: »Så længe muslimerne har Koranen, vil vi ikke kunne beherske dem. Vi må enten tage den fra dem eller få dem til at miste deres kærlighed til den.«

Det vil sige: »Så længe Koranen er i muslimernes hænder, vil vi ikke kunne underlægge os dem. Vi må enten rive den fra dem eller sørge for, at de mister deres kærlighed til den.«

I denne tale blev den britiske regerings holdning til Koranen og den politik, der skulle følges, klart udtrykt.

Hr. Gladstones tale gjorde Said Nursi endnu mere årvågen. Han erklærede beslutsomt: »Jeg vil bevise og vise verden, at Koranen er en udødelig og uudslukkelig sol.«

Det vil sige: »Jeg vil bevise og vise verden, at Koranen er en dødsløs sol, som ikke kan slukkes.«

På dette tidspunkt var Komitéen for Union og Fremskridt, som var inspireret af europæiske idéer, ved magten i Tyrkiet. Der udbrød et militæroprør i hovedstaden Konstantinopel. Oprøret blev slået ned, efter at man havde hentet soldater fra Salonika. Regeringen antog, at İttihad-i-Muhammadi-selskabet stod bag oprøret. Omkring to hundrede personer, heriblandt denne organisations leder Hafiz Darwish, blev hængt.

Said Nursi blev arresteret og stillet for en militærdomstol, fordi man mistænkte ham for at have støttet oprørerne. Gennem vinduet i det rum, hvor hans retssag blev holdt, kunne man se ligene af femten hængte personer.

Tribunalets formand siger til Said Nursi: „Beder De om sharia? De, der beder om sharia, bliver hængt ligesom de mennesker dér.“

Said Nursi siger: „Hvis jeg havde tusind liv, ville jeg ofre hvert eneste af dem for hver enkelt del af sharia. For sharia er vejen til velstand, velfærd, retfærdighed og ærlighed.“

Han siger videre: „Modige mennesker begår ikke forbrydelser. Hvis de bliver anklaget, frygter de ikke straffen. Hvis jeg bliver dømt uretfærdigt, vil jeg modtage belønningen for to martyrer. Hvis jeg sidder i fængsel, er fængslet måske det mest behagelige sted under en despotisk hersker. Det er bedre at dø som undertrykt end at leve som undertrykker.“

Da det ikke blev bevist, at Said Nursi havde forbindelse til oprøret, løslod tribunalet ham.

I det kristne år 1914 begyndte Første Verdenskrig. På den ene side stod Storbritannien, Frankrig og Rusland. På den anden side stod Tyskland og Tyrkiet. På et tidspunkt under krigen angreb russiske soldater Tyrkiets Bitlis-region. I denne kritiske situation dannede Said Nursi med regeringens tilladelse en militsstyrke og kastede sig ud i kampen. På et tidspunkt under krigen blev han taget til fange af russiske soldater. Efter at have været fange i to år lykkedes det ham at flygte fra fangenskabet.

I det kristne år 1918 nåede han frem til Konstantinopel. Han blev modtaget med heltehyldest. Han blev hædret med en krigsmedalje af guld.

Da Første Verdenskrig begyndte, var den osmanniske kalif Muhammad V Mahmud Reshad. Efter krigen blev Muhammad VI Wahiduddin kalif.

I det kristne år 1919 blev Ungtyrkerne stærke i Anatolien. For at nedkæmpe dem blev hærens fremtrædende officer Mustafa Kemal Pasha sendt dertil. Han sluttede sig til oprørerne.

I september samme år dannede Ungtyrkerne et eksekutivråd. Kemal Pasha blev formand. Dette eksekutivråd fortsatte med at styre Anatolien med Ankara som hovedstad.

I 1922 blev Ankararegeringens kontrol etableret i Konstantinopel. Den osmanniske kalif, Muhammad VI Vahdeddin, forlod landet og rejste til Storbritannien.

I 1922 grundlagde Mustafa Kemal Pasha Det Republikanske Folkeparti. Indtil 1946 (i 24 år) var det Tyrkiets eneste lovlige politiske parti.

I 1923 erklærede Kemal Pasha Tyrkiet for en republik. Han blev Tyrkiets præsident. İsmet İnönü blev udnævnt til premierminister.

I 1924 erklærede Mustafa Kemal Pasha det osmanniske kalifats afskaffelse.

Kemal Pasha var en hårdnakket fjende af islam. Han afskaffede de islamiske love, der stadig var i kraft, og indførte den schweiziske lovbog. Han afskaffede slørskikken. Han indførte fællesundervisning. Han lukkede de islamiske undervisningsinstitutioner. Han forbød, at adhan blev fremsagt på arabisk. Han indførte det latinske alfabet i stedet for det arabiske alfabet. Han forbød at bære turban og fez. Han gjorde det obligatorisk at bære hat. Han forbød at hilse med salam.

Dette oprør mod islam bedrøvede Said Nursi dybt. Han besluttede gennem en serie hæfter med titlen »Risale-i-Nur« at vise andre mennesker Al-Koranens overlegenhed, styrke og velsignelse.

Han kom til et sted ved navn Mount Erek, byggede en hytte tæt på Zarnabad-flodens udspring og slog sig ned dér. Om fredagen kom han til Nursin-moskéen, hvor han holdt taler på et klart sprog om grundlæggende emner som at-tawhid, risalat og akhirah.

Han plejede at sige: »Mit mål er at opbygge troens grundvold solidt. Hvis grundvolden er solid, vil den ikke bryde sammen i nogen storm.«

I 1925 e.Kr. kom en gruppe soldater og bortførte Said Nursi fra hans hjem.

Først blev han sendt i eksil til Izmir, derefter til Antalya og senere til et sted ved navn Burdur.

I 1926 e.Kr. sendte regeringen Said Nursi til Isparta. Tyve dage senere sendte den ham derfra i eksil til en lille landsby ved navn Barla.

Regeringen lod ham blive i denne landsby i otte år. I denne landsby grundlagde Said Nursi den første Nur-madrasa. Under sit ophold her var han i stand til at skrive et hundrede og tredive hæfter med titlen Risale-i-Nur.

Under den islamfjendtlige regerings styre var der ingen mulighed for at trykke hans hæfter. Han fremsagde dem mundtligt, og nogle få studerende skrev dem ned. De første, der skrev dem, lavede kopier og bragte dem videre til endnu flere mennesker. På denne måde blev de overdraget fra den ene gruppe til den anden. Til sidst oversteg antallet af disse kopier seks hundrede tusind. Risale-i-Nurs indflydelse begyndte at kunne mærkes blandt folk. En islamisk vækkelse begyndte stille at tage form.

Den 12. maj 1935 e.Kr. blev Said Nursi og hans 31 medarbejdere lagt i håndjern, sat ind i en lastbil og ført til fængslet i Eskişehir.

Retssagen begyndte. De blev anklaget for at bruge folkets religiøse følelser til at bringe statens sikkerhed i fare og for at oprette en politisk organisation på grundlag af religion.

Said Nursi blev idømt elleve måneders fængsel, og femten af hans medarbejdere blev idømt seks måneders fængsel. De øvrige blev løsladt.

Efter at have afsonet sin fængselsstraf blev han sendt i eksil til Kastamonu.

I 1938 døde Mustafa Kemal Pasha. İsmet İnönü blev præsident. Modstanden mod islam fortsatte som før.

I 1943 blev Said Nursi arresteret og sendt til Denizli.

Han blev fremstillet for retten.

Said Nursi holdt en stærk tale til sit eget forsvar. Retten beordrede ham og hans medfanger løsladt.

I 1944 blev han efter ordre fra centralregeringen sendt i eksil til Afyon. Tre uger senere blev han sendt i eksil til Emirdağ.

I begyndelsen af 1948 blev Said Nursi gentagne gange varetægtsfængslet og afhørt. På det tidspunkt var han over halvfjerds år. Denne ældre mand blev ved en lejlighed tvunget til at stå i fire timer, mens han blev stillet irrelevante spørgsmål.

Samme år idømte Afyon-domstolen ham tyve måneders fængsel og hans medkæmpere fængselsstraffe af forskellig varighed.

I 1946 blev flerpartipolitik indført i Tyrkiet.

Ved parlamentsvalget i 1950 led Det Republikanske Folkeparti, som var grundlagt af Mustafa Kemal Pasha og ledet af İsmet İnönü, et knusende nederlag. Det nydannede Demokratiske Parti opnåede flertal og dannede regering.

I 1957 blev Risale-i Nur trykt på trykkerier i Ankara og Konstantinopel og udgivet. Risale-i Nur blev spredt blandt folket i stort antal.

I 1960 kom Said Nursi til Urfa. Han var da alvorligt syg. Om natten fik han meget høj feber. Han mistede også evnen til at tale.

Omkring klokken tre om natten den 23. marts døde han. Han blev begravet i Urfa.

Den 12. juli kom en gruppe fra den kemalistiske hær til Urfa og fjernede Said Nursis lig fra graven.

Bediüzzaman Said Nursi kæmpede frygtløst for at forsvare Tyrkiets uafhængighed, blev taget til fange og gennemled to års ubærlige lidelser i et russisk fængsel. Efter at være flygtet og kommet til Konstantinopel blev han hyldet heroisk og tildelt en krigsmedalje. Da denne samme Said Nursi begyndte at stræbe efter at holde islams flag højt, blev han i kemalisternes øjne den farligste person af alle. Af frygt for, at hans grav kunne blive en kilde til inspiration for muslimer, fjernede man omkring fire måneder senere hans lig fra graven og begravede det igen på et ukendt sted.

Den moderne tyrkiske islamiske vækkelses vigtigste pioner var Bediüzzaman Said Nursi.

Det bør nævnes, at Grækenland i 1919 landsatte tropper i Smyrna-området (Izmir) i Tyrkiet og indledte en militær aktion. Grækenland ønskede at erobre det vestlige Anatolien, og derfor begyndte krigen mellem Grækenland og Tyrkiet. Den unge Adnan Menderes sluttede sig til hæren og spillede en tapper rolle i krigen for at forsvare Tyrkiets uafhængighed. Efter krigen blev han hædret med en krigsmedalje.

Da flerpartidemokratiet blev indført i Tyrkiet i 1946, dannede flere fremtrædende politiske personligheder, heriblandt Celâl Bayar og Adnan Menderes, Det Demokratiske Parti.

Ved valget i 1950 opnåede Det Demokratiske Parti flertal, og Adnan Menderes blev premierminister.

Dette parti vandt også valgene i 1954 og 1957. Celâl Bayar blev præsident, og Adnan Menderes blev premierminister. Adnan Menderes’ regering tillod, at adhan blev fremsagt på arabisk i stedet for tyrkisk. Den genåbnede flere tusinde moskeer, som havde været aflåst, for salat. I en tale sagde Adnan Menderes engang, at sharia kunne indføres i landet, hvis parlamentets medlemmer ønskede det. Hans imødekommenhed over for islam bragte ham i fare.

I 1960 gennemførte det ‘kemalistiske’ militær under general Cemal Gürsels ledelse et kup.

Sekularismen var anerkendt som statens officielle ideologi i forfatningen. Nogle fremtrædende personer blev stillet for en militærdomstol, anklaget for, at Adnan Menderes’ regering havde handlet i strid med forfatningen ved at hælde mod islam.

Militærdomstolen idømte præsident Celâl Bayar livsvarigt fængsel og premierminister Adnan Menderes, udenrigsminister Fatin Rüştü Zorlu samt finansminister Hasan Polatkan dødsstraf.

I 1961, den 17. september blev Adnan Menderes og to andre ministre hængt til martyrdøden i İmralı-fængslet.

Trods alt dette var islamfjenderne ikke i stand til at rykke islams rødder op, som var dybt forankret i det tyrkiske folks hjerter.

12। Sayyid Abul A’la Maududi (må Allah forbarme sig over ham) (Kristusæraen 1903–1979)

Sayyid Abul A’la Maududi blev født i byen Aurangabad i staten Hyderabad i det britiskstyrede Indien (det nuværende Andhra Pradesh), under den ellevte vicekonge, Lord Curzons, styre i 1903.

Han døde i 1079 under Pakistans præsident, general Muhammad Zia-ul-Haqs, styre.

I 1918, som femtenårig, begyndte han sit arbejdsliv som medlem af redaktionen på avisen Al Madina, der blev udgivet fra Bijnor.

Derefter fungerede han som redaktør for ugebladet Taj og som redaktør for avisen Muslim.

I 1925 begyndte Jamiat Ulema-e-Hind (grundlagt i 1919) at udgive en avis ved navn Jamiat Al. Sayyid Abul A’la Maududi blev udnævnt til redaktør.

I det kristne år 1925 begyndte Swami Shraddhanand, en af lederne af en ortodoks hinduorganisation ved navn »Arya Samaj«, en bevægelse kaldet »shuddhi-bevægelsen«. Hans påstand var: Forfædrene til muslimerne på det indiske subkontinent var hinduer. Under pres fra muslimske herskere forlod de hinduismen og blev muslimer. Nu burde muslimerne vende tilbage til hinduismen.

Denne bevægelse var smertefuld for muslimerne. Ophidset af Swami Shraddhanands propaganda stak en muslim ham ihjel i 1926. Som følge heraf begyndte anti-muslimske optøjer i hele Indien. Hinduernes ledere fortsatte med at fremsætte giftige angreb mod muslimerne, mod Koranen og mod al-jihad, et af Koranens grundlæggende begreber.

I løbet af i alt fireogtyve numre i 1926 og 1927 offentliggjorde Sayyid Abul A’la Mawdudi en artikelserie med titlen »Al-Jihad fi Islam« i avisen Al Jamiat, hvori han fremlagde jihadens sande natur.

I det kristne år 1928 erklærede Jamiat Ulema-e-Hind sin støtte til »teorien om én nation« fremsat af All India National Congress (grundlagt i 1885). Sayyid Abul A’la Mawdudi kunne ikke acceptere Jamiat Ulema-e-Hinds holdning som korrekt. Derfor trådte han tilbage som redaktør for Al Jamiat.

I det kristne år 1932 tog Abu Muhammad Muslih i Hyderabad initiativ til at udgive et islamisk tidsskrift med navnet »Tarjuman al-Qur’an«, et månedsskrift. Sayyid Abul A’la Mawdudi blev udnævnt til redaktør.

Et år senere blev ejerskabet af dette tidsskrift også overdraget til ham.

I den første lederartikel i Tarjuman al-Qur’an skrev Sayyid Abul A’la Mawdudi: »Formålet med dette tidsskrift er at ophøje Allahs ord og opfordre mennesker til at yde en helhjertet indsats på Allahs vej. Det særlige formål er, ud fra Koranen, at kommentere de principper for tanker og idéer samt civilisation og kultur, der breder sig i verden, og at anvise metoder til at anvende Koranens og as-Sunnahs bestemmelser på baggrund af den moderne filosofi, videnskab, politik, økonomi, kultur og sociologi. Dette tidsskrift kalder muslimerne til et nyt liv.«

Siden sin grundlæggelse har dette tidsskrift ydet et værdifuldt bidrag ved at give muslimerne på det indiske subkontinent vigtig vejledning om forskellige emner.

Den 22., 23. og 24. marts 1940 e.Kr. blev All-India Muslim Leagues (grundlagt i 190) konference afholdt i Minto Park i Lahore. På denne konference holdt Muslim Leagues præsident, Muhammad Ali Jinnah, en vigtig tale. Der skulle dannes en uafhængig stat for muslimerne bestående af disse flertalsområder i nordvest og øst. Dette forslag blev kendt som Lahore-resolutionen eller Pakistan-resolutionen.

Muslim League-lederne gav den muslimske befolkning den forestilling, at Pakistan ville blive en islamisk stat. Men Muslim League iværksatte ikke et program for at danne islamiske individer, hvilket var en nødvendig forudsætning for oprettelsen af en islamisk stat. Med hensyn til dette henledte Sayyid Abul A’la Maududi ledernes opmærksomhed på sagen. Men de lyttede ikke til ham.

Den 12. september 1940 e.Kr. holdt han en vejledende tale ved et diskussionsmøde, der blev arrangeret i Strachey Hall på Aligarh Universitet på initiativ af organisationen Anjuman-e Tarikh wa Tamaddun.

Emnet var: “Hvordan etableres islamisk regering?” Den bengalske oversættelse af denne tale er “Vejen til den islamiske revolution”. I en del af talen sagde han: “For at lede denne stat er der behov for mennesker, hvis hjerter rummer frygt for Allah; mennesker, som føler, at de skal stå til regnskab over for Allah for udførelsen af deres ansvar; mennesker, som prioriterer det hinsidige over verden; mennesker, i hvis øjne moralsk gevinst og tab er vigtigere end verdslig gevinst og tab; mennesker, som under alle forhold følger de love, regler, bestemmelser og arbejdsmetoder, der er blevet udformet specifikt til dem; mennesker, hvis eneste mål med deres bestræbelser er at opnå Allahs tilfredshed. Mennesker, hvis nakker er fuldstændig fri for slaveriet under personlige og nationale interesser og begærets trældom; mennesker, hvis sind og mentalitet er fuldstændig renset for had, fjendskab og snæversynethed; mennesker, som ikke bliver vanvittige af rigdommens og magtens rus; mennesker, som ikke plages af begæret efter rigdom eller trangen til magt. For at lede denne stat er der behov for en gruppe mennesker med en sådan moralsk styrke, at de, selv hvis verdens skatte blev lagt i deres hænder, ville vise sig at være fuldstændig pålidelige vogtere. Når de får magten i hænde, vil de tilbringe nætterne vågne i omsorg for folkets velfærd. Og under deres intenst ansvarlige tilsyn vil folket være trygt og ubekymret med hensyn til alle forhold vedrørende deres liv, ejendom og ære. For at lede en islamisk stat er der behov for en gruppe mennesker, således at indbyggerne i et land ikke vil frygte massakrer, ødelæggelse af bebyggelser, undertrykkelse og forfølgelse, banditvæsen, skamløshed og utugt, når disse mennesker træder ind i landet som sejrende. Tværtimod vil indbyggerne i det besejrede land finde hver eneste af deres soldater som beskytter af deres liv, ejendom og ære samt kvindernes kyskhed. I international politik vil de opnå så stort et ry og så høj en anseelse, at hele verden vil have tillid til deres ærlighed, sanddruelighed, retfærdighed, moralske og karaktermæssige fortræffelighed samt deres overholdelse af løfter og tilsagn. En islamisk stat kan kun etableres af mennesker af denne slags, og kun af mennesker af denne slags.”

Med det formål at skabe mennesker af denne slags og oprette en organisation indkaldte Sayyid Abul A’la Maududi gennem en bekendtgørelse i månedsbladet Tarjuman-ul-Quran til en konference den 25. og 26. august 1941 e.Kr. Omkring halvandet hundrede mennesker kom. Efter drøftelserne stod 75 tilbage. Jamaat-e-Islami blev dannet den 26. august med disse 75 mennesker.

Han fremlagde et udkast til en forfatning. Den blev godkendt. På dette grundlag blev der afholdt valg. Sayyid Abul A’la Maududi blev valgt til amir.

I en del af den tale, han holdt ved den første medlemskonference, sagde han: “De, der tilslutter sig Jamaat-e-Islami, må forstå dette fuldt ud: Den opgave, der ligger foran Jamaat-e-Islami, er ikke nogen almindelig opgave. De skal ændre hele verdensordenen.

Hvert eneste aspekt af verdens etik og moral, politik, økonomi, samfundsforhold, civilisation og kultur skal ændres. Den orden, der er blevet etableret i verden på grundlag af oprør mod Allah, skal ændres og etableres på grundlag af lydighed mod Allah. Deres kamp skal føres mod alle sataniske kræfter.”

At Sayyid Abul A’la Maududi, stående foran 75 medlemmer, gav udtryk for sin beslutning om at ændre hele verdensordenen, beviser, at han var en skarpsindig og fremsynet person.

Gennem Tarjuman-ul-Qur’an og ved at skrive det ene værk efter det andet fremstillede Sayyid Abul A’la Maududi islams rette form for menneskene. Hans indsats var meget omfattende. Tre af hans bidrag var dog særligt betydningsfulde.

Det første var grundlæggelsen af Jamaat-e-Islami den 26. august 1941 e.Kr.

Det andet var, at han i 1942 e.Kr. begyndte at skrive tafsir-værket Tafhim-ul-Qur’an, som blev afsluttet i 1972 e.Kr.

Det tredje var beslutningen i 1946 e.Kr. om at oprette en selvstændig studenterorganisation for at udbrede islams da’wa blandt de studerende.

Den 14. august 1947 e.Kr. opstod staten Pakistan.

Den 23. december 1947 e.Kr. blev der dannet en studenterorganisation ved navn Islami Jamiat-e-Talaba.

Da subkontinentet blev delt, og staterne Pakistan og Hindustan blev oprettet, var antallet af rukn i Jamaat-e-Islami 625. På grund af delingen af landet blev Jamaat-e-Islami opdelt i to organisationer, Jamaat-e-Islami Hind og Jamaat-e-Islami Pakistan.

Jamaat-e-Islami Hind begyndte sit arbejde med 240 rukn, og Jamaat-e-Islami Pakistan med 385 rukn.

Under kampen for Pakistans oprettelse havde lederne lovet, at de ville opbygge Pakistan som en islamisk stat. Efter Pakistans oprettelse glemte de fuldstændigt deres løfte. De begyndte at overveje at udarbejde en forfatning efter britisk eller amerikansk model.

Sayyid Abul A‘la Maududi satte sig imod dette forsøg.

I marts 1948, ved Jamaat-e-Islamis første politiske folkemøde i Jahangir Park i Karachi, erklærede Sayyid Abul A‘la Maududi, at den grundlovgivende forsamling, som havde fået til opgave at udarbejde forfatningen, måtte erklære:

1. Suveræniteten tilhører udelukkende Allah. Regeringen skal regere landet som Allahs stedfortræder.

2. Islamisk sharia skal være landets grundlæggende lov.

3. Love, der er i strid med islam, skal ændres og bringes i overensstemmelse med islam.

4. Staten må under ingen omstændigheder overskride shariaens grænser, når den udøver sin magt.

Således blev bevægelsen for en islamisk forfatning indledt.

Det skal bemærkes, at der i 1948 blev dannet en afdeling af Jamaat-e-Islami i Dhaka med Rafi Ahmad Indori, Qari Jalil Ashraf Nadwi, Khurshid Ahmad Butt og Maulana Abdur Rahim.

Den 11. september 1948 døde Pakistans grundlægger, den afdøde Muhammad Ali Jinnah.

Den 4. oktober 1948 blev Sayyid Abul A’la Maududi og flere andre centrale ledere arresteret i henhold til loven om den offentlige sikkerhed.

Målet var at bringe stemmen fra bevægelsen for en islamisk forfatning til tavshed.

Efter at have siddet tyve måneder i fængsel blev han og hans ledsagere løsladt.

Den 21. januar 1951 blev der på Sayyid Abul A’la Maududis initiativ afholdt en vigtig konference for landets ulama i Karachi. Et værdifuldt dokument med titlen »22 grundprincipper for en islamisk forfatning« blev udarbejdet.

I februar 1953 blev der afholdt et møde med deltagelse af alle partier i Karachi for at drøfte spørgsmålet om qadიანierne. På mødet blev der på mystisk vis truffet en beslutning om at iværksætte direkte aktioner mod qadიანierne. Jamaat-e-Islami havde helt fra begyndelsen troet på fredelige aktiviteter. Derfor afbrød Jamaat-e-Islami forbindelsen med komitéen for alle partier. Imens begyndte optøjer og uroligheder at bryde ud forskellige steder.

Den 6. marts 1953 blev der indført militærstyre i Lahore. Situationen faldt til ro i løbet af få timer.

Den 28. marts blev Sayyid Abul A’la Maududi, Mian Tufail Muhammad, Malik Nasrullah Khan Aziz, Chaudhry Muhammad Akbar og Sayyid Naqi Ali arresteret på baggrund af opdigtede anklager.

Retssagen mod Sayyid Abul A’la Maududi begyndte ved en militærdomstol. Den 8. maj, altså blot ti dage efter arrestationen, dømte militærdomstolen ham til døden.

Til sin grædende søn i dødsfløjens celle sagde han: »Barn, hvorfor græder du? Afgørelsen om liv og død træffes i himlen, ikke på jorden.« (Søn, hvorfor græder du? Afgørelsen om liv og død træffes i himlen, ikke på jorden.)

En storm af protester rejste sig i landet og i udlandet. Regeringen blev tvunget til at ændre sin beslutning.

Den 29. april 1955 blev Sayyid Abul A’la Maududi løsladt efter to år og en måneds fængsling.

I 1961 ankom han til Riyadh på invitation af kong Saud. På kongens anmodning udarbejdede han en plan for et universitet. Planen blev vedtaget efter nogle ændringer. Det var på dette grundlag, at Det Islamiske Universitet i Medina blev grundlagt.

Trods regeringens mange former for modarbejdelse blev Jamaat-e Islami’s konference afholdt i Lahore den 25., 26. og 27. oktober 1963. Mens Sayyid Abul A’la Maududi holdt åbningstalen, angreb en bøllebande, som regeringen havde sluppet løs, konferencen. De satte ild til teltdugene, raserede boderne med islamiske bøger, skød med våben og kastede flasker mod kvindernes lejr. Ved skudepisoden blev en Jamaat-e Islami-aktivist ved navn Allah Bakhsh martyr.

Den 6. januar 1964 blev Jamaat-e-Islami erklæret ulovlig efter ordre fra præsident Ayub Khan. Tredive ledere, heriblandt Sayyid Abul A’la Maududi, blev arresteret. Denne gang måtte de tilbringe ni måneder i fængsel. Derefter blev de ved Allahs nåde løsladt på grundlag af Højesterets dom.

Den 11. januar 1967 var det den 29. Ramadan. Månens segl blev ikke set nogen steder. Men om aftenen bekendtgjorde regeringen via radioen: I morgen er det Eid.

Sayyid Abul A’la Maududi og flere andre fremtrædende ulema protesterede mod denne grundløse bekendtgørelse. Derfor blev Eid fejret på to forskellige dage. Det gjorde præsident Ayub Khan meget vred.

Den 29. januar 1967 blev Sayyid Abul A’la Maududi og flere andre fremtrædende ulema arresteret. Den 15. marts blev de imidlertid løsladt.

I adskillige år havde Sayyid Abul A’la Maududi lidt af flere alvorlige sygdomme.

Midt i 1979 tog hans ældste søn, dr. Umar Farooq Maududi, ham med til Amerika for at få behandling.

Den 22. september 1979 døde Sayyid Abul A’la Maududi i byen Buffalo.

På vejen med hans jordiske rester til hjemlandet blev der afholdt janazah-bøn flere forskellige steder. Den sidste janazah-bøn blev afholdt på Gaddafi Stadion i Lahore. Omkring tre hundrede tusinde mennesker deltog.

Jamaat-e-Islami, grundlagt af Sayyid Abul A‘la Mawdudi, bevæger sig fremad gennem flere lande på det sydasiatiske subkontinent. Den overvinder forskellige hindringer og passerer den ene milepæl efter den anden.

Afsluttende ord

Disse sandhedselskende og kompromisløse personligheder bestræbte sig på at rense menneskers tanker ved at fremlægge al-Qur’ans og as-Sunnahs rene lære for dem. De gjorde en helhjertet indsats for at gøre netop al-Qur’ans og as-Sunnahs lære til hovedstrømmen i samfundslivet. De var ikke villige til at blande så meget som en smule urenhed i det rene guld. De tolererede ingen afvigelse eller forvanskning. Det var deres ønske, at islams overhøjhed skulle etableres i både privatlivet og samfundslivet. De drømte om Khilafah ala Minhajin Nubuwwah. På deres vej mod dette mål forblev de standhaftige, selv efter at have været udsat for modgangens voldsomme slag. De vidste, at den islamiske bevægelses vej ikke er bestrøet med blomster. Deres livshistorier vil fortsat inspirere dem, der ønsker at etablere islam, gennem den ene generation efter den anden.