Vor tale

Vor Skaber, Opdrager og Herre, den Almægtige Allah, ejer al lovprisning. Hans barmhjertighed og nåde over for os er grænseløs og uudtømmelig. Velsignelser og fred være over vores leder og vejleder, den sidste profet, Muhammad, Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være over ham.

Ved den Almægtige Allahs uudtømmelige barmhjertighed udgiver Sayyid Abul A‘la Maududis Research Academy nu, til bengalisktalende læsere, værket Fiqh as-Sunnah, forfattet af den fremtrædende faqih og shariaekspert i moderne tid, al-Ustadh Sayyid Sabiq, efter at have afsluttet oversættelsen og redigeringen fra arabisk til bengali. Værket udgives i tre bind.

Dette værk er en udødelig bedrift inden for fiqh. Al-Ustadh Sayyid Sabiq forfattede værket efter martyr Hasan al-Bannas anmodning, opmuntring og råd. Værket er en vejledning for lærere og studerende, der følger islam (Practicing Muslim), i den moderne verden.

I fiqh-videnskabens historie vil dette værk imidlertid stå som en milepæl. Indtil nu er fiqh-værker sædvanligvis blevet skrevet på grundlag af bestemte madhhabs. Men dette værks særpræg adskiller sig fra disse værker og er mere fremtrædende. Kort sagt er værkets særpræg følgende:

01. Det er ikke et fiqh-værk, der bygger på en bestemt madhhab.
02. Det er et fiqh-værk, der bygger på beviser.
03. Ved behandlingen af shariaens regler og bestemmelser er de relevante, selvforklarende vers nævnt først.
04. Ved behandlingen af bestemmelserne er Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være over ham, relevante sunnah nævnt som det andet. De relevante hadither er citeret.
05. Sahabernes athar er nævnt.
06. Ved ijtihad, qiyas og fortolkningen af vers og hadither, der kræver forklaring, er tabi‘inernes og tabi‘ at-tabi‘in-mujtahidernes fortolkninger og synspunkter nævnt.
07. Senere mujtahid-faqihers synspunkter er nævnt.
08. Synspunkterne hos forskellige madhhabs og madhhab-imamer er nævnt.
09. Hvor det er relevant og muligt, er domme og bemærkninger fra forskellige islamiske domstole nævnt.
10. Nogle steder er der givet vejledning om de synspunkter og fremgangsmåder, der bør foretrækkes.

Alt taget i betragtning er dette værk et fremragende værk, som almindelige muslimer, Ahl al-Hadith, Ahl ar-Ra’y og muqallider (tilhængere) af forskellige madhhabs alle kan følge.
Jeg mener, at det er nødvendigt for alle dannede muslimer at læse værket for at følge den islamiske sharia rent og korrekt, og at det bør findes i ethvert hjem.

Hvis nogen opdager en fejl i oversættelsen eller trykningen af dette værk, vil den blive rettet i næste oplag, in sha Allah, hvis vedkommende meddeler det skriftligt til forlæggerens adresse eller telefonisk.
Vores tanker, planer og samlede indsats vil have været umagen værd, hvis islams tilhængere får gavn af værket. Vi beder den Almægtige Allah om, at Han antager denne ringe indsats fra os.

Abdus Shahid Nasim
Direktør
Sayyid Abul A’la Mawdudi Research Academy, Dhaka

Forord af den martyrdøde imam Hasan al-Banna

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Al lovprisning tilkommer Allah, den Ophøjede. Og velsignelser og fred være over vores leder Muhammad samt over hans følgere og ledsagere.

ومَا كَانَ الْمُؤْمِنُونَ لِيَنْفِرُوا كَافَّةً، فلولا نَفَرَ مِن كُلِّ فِرْقَةٍ مِنْهُم طَائِفَةٌ لِيَتَفَقَّهُوا في الروسي ولِيُنذِرُوا قَوْمَهُمْ إِذَا رَجَعُوا إِلَيْهِمْ لَعَلَّهُمْ يَحل رون.

‘Det var ikke nødvendigt, at alle de troende drog ud på én gang. Men hvor ville det have været godt, hvis en gruppe fra hver af deres samfund var draget ud, så de kunne opnå dyb indsigt i religionen og vende tilbage for at advare deres eget folk, så de kunne tage sig i agt.’ (Sura 9, at-Tawba: vers 122)

En af de bedste måder at opnå nærhed til Allah, den Ophøjede, er at udbrede kendskabet til islam og kaldet til islam, samt at udbrede de islamiske regler, især reglerne inden for fiqh, så mennesker fra alle samfundslag kan opnå klar viden om deres tilbedelse og deres handlinger. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, siger:

“Når Allah, den Ophøjede, ønsker nogen det gode, giver Han ham dyb forståelse af religionen. Man kan kun opnå viden gennem undervisning. Profeterne (fred være med dem) efterlod ikke penge og materielle ejendele i verden; de efterlod kun viden om religionen. Den, der tilegner sig denne viden, bør tilegne sig den i stor mængde.”

Den enkleste, mest nyttige, tiltalende og sindet fængslende metode til at studere islamisk fiqh, især reglerne vedrørende tilbedelse samt de almindelige islamiske emner, der præsenteres for muslimer på alle niveauer, er at frigøre fiqh fra bestemte faglige og videnskabelige termer samt opdigtede detaljerede regler. Samtidig bør fiqh så vidt muligt knyttes på en enkel måde til Koranens og sunnahens kilder, og læseren bør, når lejligheden byder sig, gøres bevidst om islams rationalitet og gavnlige aspekter, så de, der studerer fiqh, kan forstå, at dette studium vil skabe et nært forhold mellem dem og Allah samt Hans Sendebud, og at det vil bringe dem stor gavn i denne verden og i det hinsidige. Dette vil give dem den største opmuntring til at tilegne sig større viden om islam.

Allah den Ophøjede gav den fremtrædende, aldrende lærde al-Ustadh Sayyid Sabiq inspirationen og tawfīq til at begive sig ad denne vej. Derfor skrev han dette værk, som rummer en overflod af teori og information, med en enkel og flydende henvisning til kilderne, og heri analyserede han fiqh-reglerne på en særdeles smuk måde. Hvis Allah vil, vil han gennem det ikke blot opnå en fremragende belønning fra Allah, men også kunne imponere verdens muslimske befolkning, som er stolt af islam. Må Allah belønne ham passende for denne storslåede bedrift over for religionen og ummah samt for hans værdifulde bidrag til religionens da’wah, gøre mennesker gavnlige gennem ham og gennem hans hænder frembringe gavn for ham selv og for folket. Āmīn.

Hasan al-Banna

بسم الله الرحمن الرحيم

Forfatterens ord

Al lovprisning og taknemmelighed tilkommer Allah, som er universets ejer, opretholder og styrer. Salat og salam være over vores vejleder Muhammad (fred og velsignelser være med ham), som er leder for alle mennesker, de tidligere såvel som de senere, og over hans følgere samt over alle dem, der følger hans vej, indtil gengældelsens dag finder sted.

Vi præsenterer hermed den tredje del af værket Fiqhus Sunnah for vores ærede læsere. Vi beder Allah, den Ophøjede og Højlovede, om at gøre værket gavnligt for læserne og gøre det til et middel, der udelukkende fører til Hans tilfredshed. Han er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste beskytter.

Sayyid Sabiq

Indholdsfortegnelse

Indhold

Kapitel tyve: Krig og fred i islam

– Islam, fredens religion
– Islam er fredens ideal, ikke magtens
– Forholdet mellem mennesker
– Muslimernes indbyrdes forhold
– At gribe til våben mod oprørere
– Forholdet mellem muslimer og andre religiøse samfund
– Beskyttelse af ikke-muslimers religionsfrihed
– Forbudte venskaber
– Anerkendelse af individets rettigheder og værdighed
– Straffen for at krænke rettigheder
– Hvornår krig er lovlig

Kapitel enogtyve: Jihad

– Hvordan jihad blev lovlig i islam
– Hvordan og hvornår jihad blev en religiøs pligt
– Hvornår jihad bliver en individuel pligt
– Hvem jihad er en pligt for
– Forældrenes tilladelse
– Kreditorens tilladelse
– At søge hjælp hos vantro og syndere i krig
– At søge hjælp hos svage mennesker
– Jihads og martyrdødens fortrin
– Jihads fortrin
– Mujahiden er det bedste menneske
– Paradiset er for mujahiden
– Mujahiden stiger et hundrede trin i Paradiset
– Martyrdødens fortrin
– Fortrinnet ved at være udstationeret ved grænsen og møde fjenden for Allahs sag
– Fortrinnet ved at skyde pile med intentionen om jihad
– De nødvendige egenskaber hos en hærfører
– Soldaternes ansvar og pligter
– Det er obligatorisk at prædike islam før krigen
– At bede til Allah umiddelbart før krigen

Kapitel toogtyve: Krig og fredsslutning

– Det er obligatorisk at stå fast under krig
– Flugt fra en fjendestyrke, der er dobbelt så stor
– Barmhjertighed og nåde i krig
– Natligt angreb på fjenden
– Krigens afslutning
– Fredsslutning og våbenhvile
– Dhimma-aftalen

Det treogtyvende kapitel: Jizya

– Beviset på, at jizya er foreskrevet i shariaen
– Begrundelsen for indførelsen af jizya i shariaen
– Hvem jizya opkræves fra
– Ibn al-Qayyims opfattelse
– Betingelserne for opkrævning af jizya
– Jizyas størrelse
– Ekstra jizya
– Det er ulovligt at opkræve noget, der er byrdefuldt for Skriftens folk
– Jizya bortfalder, hvis man antager islam
– Det er tilladt at indgå en dhimmi-aftale med både dem, der bor sammen med muslimer, og dem, der bor adskilt fra dem
– Hvornår dhimmi-aftalen ophæves
– Konsekvenserne af at bryde aftalen
– Ikke-muslimers adgang til moskéer og muslimske områder

Det fireogtyvende kapitel: Ghanima eller krigsbytte

– Ghanima er kun tilladt for den sidste profets ummah
– Hvem der har ret til ghanima
– Fremgangsmåden ved fordelingen af ghanima
– Den ekstra del af ghanima er også ghanima
– Det krigsudstyr, som den dræbte soldat havde hos sig, tilkommer den, der dræbte ham
– Hvem der ikke har nogen andel i ghanima
– Lønarbejdere og ikke-muslimer får ingen andel
– Ghulul (at stjæle fra krigsbyttet)
– Ghulul er haram
– At gøre brug af fødevarer og lignende før fordelingen af ghanima
– De ejendele, som en muslim finder hos fjenden, regnes for fjendens ejendom
– Hvis en kæmpende kafir antager islam

Det femogtyvende kapitel: Krigsfanger

– Behandlingen af krigsfanger
– Det seksogtyvende kapitel: At gøre mennesker til slaver og slavekvinder
– Behandlingen af slaver og slavekvinder
– Måder at frigive dem på

Det syvogtyvende kapitel: Krigsbyttejorden, der er erobret fra kæmpende kafirer

– Jord, der er erobret med magt
– Hvis indbyggerne i et område forlader deres hjem af frygt eller efter en aftale
– Hvis man ikke er i stand til at opdyrke jord, der er pålagt jordskat
– Arven efter jord, der er modtaget som ghanima

Det otteogtyvende kapitel: Fay’

– Fordeling og distribution af fay’

Det niogtyvende kapitel: Sikkerhedsaftalen

– Hvem har ret til at give sikkerhed?
– Følgerne af at give sikkerhed
– Hvornår træder retten til at give sikkerhed eller tilflugt i kraft?
– At give sikkerhed kollektivt
– Udsendingen regnes blandt dem, der har fået sikkerhed
– Musta’min (en person, der søger sikkerhed og tilflugt)
– Musta’minens rettigheder
– Musta’minens ansvar og pligter
– Den islamiske lov gælder for musta’minen
– Konfiskation af musta’minens ejendom
– Musta’minens arv

Det tredivte kapitel: Løfter og aftaler

– At overholde løftets betydning
– Løftets betingelser
– At bryde et løfte eller en aftale
– For at undgå forræderi er det nødvendigt at give meddelelse om ophævelsen af en aftale
– Nogle af Allahs Sendebuds aftaler (fred være med ham)

Det enogtredivte kapitel: Eder

– Definitionen på en ed
– En ed kan ikke afsiges uden at nævne Allahs navn eller egenskab
– Forskellige former for eder
– Hvis man aflægger en ed, der indebærer, at man betragter sig selv som ikke-muslim eller uden for islam
– Det er forbudt at sværge ved andre end Allah
– Hvis formålet ikke er at vise hengivenhed over for den, man sværger ved
– At sværge ved skaberværket
– Edens betingelser og bestanddele
– Den islamiske lovs bestemmelser om eder
– Hvor mange slags eder findes der, og hvilke er de?
– En meningsløs ed og dens bestemmelse
– En forsætlig ed og dens bestemmelse
– En falsk ed og dens bestemmelse
– Edens grundlag er hensigten og den gældende skik
– Soningen for en ed

Kapitel 32: Nadhr (religiøse løfter)

– Definition
– Løfter i jahiliyyah-tiden
– Nadhr er tilladt i islam
– Hvornår et nadhr er gyldigt, og hvornår det er ugyldigt
– Det nadhr, som er mubah
– Betingede og ubetingede nadhr
– Nadhr på vegne af de døde
– Nadhr om at udføre tilbedelse et bestemt sted
– Nadhr på vegne af en bestemt from person
– Den, der aflægger nadhr om faste, men ikke er i stand til at opfylde det
– Løfte om at give økonomisk sadaqah
– Soningen for nadhr
– Hvis man dør, før man har opfyldt sit nadhr om faste
– Kapitel 33: Handel
– At gå ud tidligt om morgenen for at søge levebrød
– Halal-indtjening
– Det er obligatorisk at kende shariaens regler om køb og salg
– Definitionen på handel
– Handelens status i sharia
– Begrundelsen for handelens tilladelse
– Følgerne af, at en handel er gennemført på lovlig vis
– Handelens bestanddele
– Betingelserne for tilbud og accept
– Indgåelse af købsaftale skriftligt
– Den stummes køb og salg
– Betingelserne for, at en handel er gyldig
– Betingelser for køber og sælger
– Betingelser vedrørende varen
– Betydningen af at tage varen i besiddelse
– At have vidner ved indgåelse af en salgsaftale
– Salg oven på et andet salg
– Hvis varen sælges til to personer, tilkommer den den første køber
– Kredit- og kontantsalg
– Mægling er tilladt
– Salg under tvang
– Salg foretaget af en nødstedt
– Salg af frygt for undertrykkelse
– Salg af en vare med undtagelse af en bestemt del
– At foretage korrekte vejninger og målinger
– Det er mustahabb at give lidt ekstra ved vejning på vægten
– Velvilje ved køb og salg
– Bedragerisk salg
– Forbud mod salg, hvor jordens areal fastsættes ved at kaste en sten
– Forbud mod salg baseret på en dykkers dyk
– Forbud mod salg af fosteret i et dyrs livmoder
– Forbud mod salg baseret på berøring
– Forbud mod salg baseret på at kaste
– Det er haram at sælge noget, der er frataget, beslaglagt eller stjålet
– Det er ugyldigt at sælge druer til en vinproducent og våben under uroligheder
– Salg af varer blandet med haram-varer
– Forbud mod at aflægge mange eder
– Køb og salg inde i moskeen
– Salg på tidspunktet for fredagsbønnens adhan
– Tilladelsen af tawliyah, murabahah og wadīʿah
– Køb og salg af Koranen
– Salg og udlejning af huse i Mekka
– Salg af vand
– Salg på betingelse af, at varen kan returneres ved tilbagebetaling af prisen
– Køb af varer, der fremstilles efter bestilling
– Betingelserne for en gyldig aftale
– Salg af frugt og afgrøder
– Salg til den oprindelige ejer eller jordejeren
– Hvordan kan modenhed genkendes?
– Salg af frugter, der modnes gradvist
– Salg af hvede, mens den stadig er i akset
– Fritagelse for ansvar for skader forårsaget af naturkatastrofer
– Betingelser for salg
– Den anden type betingelse: ugyldige betingelser
– Bayʿ al-ʿurbūn (salg med håndpenge)
– Salg på betingelse af fritagelse for ansvar for alle mangler
– Uenighed mellem køber og sælger
– Reglerne for ugyldigt salg
– Fortjeneste ved ugyldigt salg
– Hvis varen går til grunde, før den tages i besiddelse
– Hvis den solgte vare går til grunde, efter at den er taget i besiddelse
– Prisregulering
– Forbud mod prisregulering
– Prisregulering er tilladt i nødstilfælde
– Hamstring
– Hvornår hamstring er haram
– Hvornår retten til at annullere bortfalder
– Khiyār ash-shart eller retten til en betænkningstid
– Khiyār al-ʿayb eller retten på grund af en mangel
– Det er haram at skjule en mangel ved varen på salgstidspunktet
– Reglerne for salg af varer med mangler
– Uenighed mellem køber og sælger om en mangel ved varen
– Køb af fordærvede æg
– Indtægt følger ansvar
– Muligheden for at hæve et salg på grund af bedrag
– Retten til at hæve et køb eller salg på grund af at være blevet snydt
– Køb af varer undervejs
– At foregive et køb for at hæve prisen
– Iqālah eller ophævelse af køb og salg
– Bayʿ as-salam
– Gyldigheden af bayʿ as-salam
– Dets overensstemmelse med shariaens regler
– Betingelserne for bayʿ as-salam
– Betingelser vedrørende kapitalen
– Betingelser vedrørende varen
– Betingelsen om en fastsat frist
– Det er ikke en betingelse ved bayʿ as-salam, at varen befinder sig hos sælgeren
– Aftalen bliver ikke ugyldig, hvis stedet for overdragelsen ikke angives
– Bayʿ as-salam med mælk og modne dadler
– Modtagelse af en anden vare i stedet for den specifikke vare i bayʿ as-salam

Kapitel 34: Riba eller rente

– Regler
– Begrundelsen for forbuddet mod rente
– Rentens forskellige former
– Rente på grund af udsættelse
– Rente i form af forøgelse
– Årsagen til forbuddet
– Salg af et dyr i bytte for kød
– Salg af dadler i bytte for tørrede dadler
– Kredit­salg til en højere pris end den faktiske pris
– Kapitel 35: Qarḍ eller lån
– Dets tilladelse i sharia
– Låneaftalen
– Betingelsen om fastsættelse af en frist
– Hvilke ting det er tilladt at låne
– Et lån, der giver fortjeneste, er rente
– At fremskynde tilbagebetalingen af et lån før døden
– Den velhavendes tøven er uretfærdighed
– Det er mustahabb at give den fattige skyldner længere tid
– Eftergivelse af en del af lånet før fristens udløb

Kapitel 36: Rahn eller pant

– Tilladelsen af rahn
– Betingelserne for et gyldigt pant
– Panthaverens udbytte af den pantsatte ejendom
– Udgifter og fordele ved den pantsatte ejendom
– Den pantsatte ejendom som betroet gods
– Pantet forbliver gældende, indtil lånet er tilbagebetalt
– Når pantet går tabt
– At fastsætte som betingelse, at pantet sælges, når fristen udløber
– Hvornår bortfalder pantet?

Kapitel 37: Landbrug

– Landbrugets fortrin
– Fælles landbrug eller forpagtning på delingsbasis
– Tilladelsen af fælles landbrug
– Svar på haditherne om forbuddet mod fælles landbrug
– Forpagtning af jord mod betaling i penge
– Ugyldig forpagtning på delingsbasis
– Dyrkning af uopdyrket jord
– Betingelserne for at opdyrke uopdyrket jord
– Herskerens tilladelse
– Hvornår bortfalder ejendomsretten?
– Den, der opdyrker en anden persons jord uden dennes viden
– Tildeling af jord, vandområder og miner
– At tage jord fra den, der lader den ligge uopdyrket

Afsnit 38: Ijāra eller udlejning

– Definition
– Lovligheden af ijāra eller udlejning
– Begrundelsen for ijāras lovlighed
– De grundlæggende elementer i en ijāra- eller lejeaftale
– Betingelser for udlejer og lejer
– Betingelser for gyldigheden af ijāra eller leje
– At betale vederlag for tilbedelse
– Barberens indkomst
– At fastsætte betingelser for hurtig eller udskudt betaling af vederlaget
– Hvornår vederlaget eller lejen forfalder
– Når den genstand, der vedrører en arbejdsaftale, går til grunde
– At leje en amme
– Lovligheden af ansættelse mod kost og klæder
– At leje jord
– At leje dyr
– At leje et hus til beboelse
– At fremleje en lejet genstand
– Når den lejede genstand går tabt

Afsnit 39: Arbejderen eller tjenestefolk

– Personlig arbejder
– Fælles eller kollektiv arbejder
– Annullering eller ophør af leje eller ansættelse
– Tilbagelevering af den lejede genstand

Afsnit 40: Muḍāraba

– Definition og regler
– Begrundelsen for muḍāraba
– Muḍārabas grundlæggende elementer
– Muḍārabas betingelser
– Den handlende er betroet som forvalter
– Når den handlende overfører kapitalen til en anden
– Den handlendes udgifter
– Annullering af muḍāraba
– Den handlendes pligter, når kapitalejeren dør
– Kravet om kapitalejerens tilstedeværelse ved fordelingen

Afsnit 41: Ḥawāla

– Definition
– Lovligheden af ḥawāla
– Om ordren udtrykker en forpligtelse eller anbefaling
– Betingelser for ḥawālas gyldighed
– Frigøres den overførende part fra sin forpligtelse ved ḥawāla?
– Afsnit 42: Shufʿa
– Definition
– Lovlighed
– Begrundelse
– Shufʿa for ikke-muslimske borgere
– At anmode en partner om tilladelse før salget
– At ty til list og bedrag for at ophæve forkøbsretten
– Betingelser for shufʿa
– Når der er flere, der gør forkøbsretten gældende
– Arv af forkøbsretten
– Køberens indgriben
– Når køberen opfører noget på den købte ejendom, før forkøbsretten gøres gældende
– Forlig for at ophæve forkøbsretten
– Afsnit 43: Wakāla eller repræsentation
– Definition
– Lovligheden af wakāla
– Wakālas grundlæggende elementer
– Betinget og ubetinget wakāla
– Wakālas betingelser
– Betingelser vedrørende muwakkil, det vil sige den, der udpeger repræsentanten
– Betingelser for at være repræsentant
– Betingelser for den sag, som repræsentanten udpeges til
– Hvilke handlinger repræsentation er gyldig i
– Repræsentantens ansvar
– At udpege en repræsentant eller advokat til at inddrive et krav
– Advokatens erkendelse på muwakkilens vegne
– En advokat, der er udpeget til at inddrive et krav, er ikke repræsentant for besiddelse af ejendom
– At udpege en repræsentant til at gennemføre qiṣāṣ
– Salgsrepræsentant
– Når repræsentanten køber til sig selv
– At udpege en repræsentant til køb
– Ophør af repræsentationsaftalen

Kapitel fireogfyrre: Udlån

– Definition
– Hvordan et lån gives
– Betingelser for udlån
– Videreudlån og udlejning af lånte genstande
– Hvornår långiveren kan kræve sin genstand tilbage
– Hvornår tilbagelevering er obligatorisk
– Låntagerens ansvar

Kapitel femogfyrre: Betroede ejendele

– Definition og regler
– Erstatning
– Den betroede persons udsagn accepteres sammen med hans ed
– Hvis den betroede person hævder, at den betroede ejendel er blevet stjålet
– Hvis den betroede person dør

Kapitel seksogfyrre: Uretmæssig besiddelse

– Definition
– Shariaens regler om uretmæssig besiddelse
– Opførelse af bygninger eller dyrkning på uretmæssigt besat jord
– Forbud mod at drage fordel af uretmæssigt beslaglagte genstande
– Vedligeholdelse af ejendom
– Den, som finder sin ejendom hos en anden, har størst ret til den
– At åbne døren til et fuglebur

Kapitel syvogfyrre: Hittebarnet

– Definition og regler
– Hvem er mest berettiget til at tage sig af hittebarnet
– Underhold
– Hittebarnets arv
– At gøre krav på hittebarnets afstamning

Det otteogfyrretyvende kapitel: Herreløs eller efterladt ejendom

– Definition
– Bestemmelse
– Herreløs ejendom i det hellige område
– Efterlysning af herreløs ejendom
– Undtagelser for spiselige og ubetydelige ting
– Mistede geder og får
– Mistede kameler, køer, heste, æsler og muldyr
– Udgifter til mistede dyr

Det niogfyrretyvende kapitel: Tilladt og forbudt inden for fødevarer

– Definition af fødevarer
– Mubah
– Vanddyr
– Saltvandsfisk
– Vand- og landdyr
– Tilladte landdyr
– Firbenede dyr
– Fødevarer, der udtrykkeligt er erklæret forbudte
– Dele, der er skilt fra et levende dyrs krop
– Forbuddet mod æsler og muldyr
– Rovdyr og rovfugle er forbudte
– Dyr, der lever af urenheder, er forbudte
– Urent er forbudt
– Dyr, som shariaen har påbudt at dræbe, er forbudte
– Ting, om hvilke der er forholdt tavshed
– Importeret kød
– Det er tilladt at spise forbudt mad i en nødsituation
– Grænserne for en nødsituation
– Den tilladte mængde forbudt mad
– Man betragtes ikke som værende i en nødsituation, selv om man kan finde en andens mad
– Er alkohol tilladt som behandling?

Det halvtredsindstyvende kapitel: Slagtning tilladt ifølge shariaen

– Det, der skal gøres for at slagtningen er gyldig
– Dyr slagtet af Bogens folk
– Dyr slagtet af ildtilbedere og sabiere
– Det, der er makruh ved slagtning
– Slagtning af et dyr, der står over for døden eller er sygt
– At fjerne hånden, før slagtningen er fuldført
– At såre dyret, når slagtning er blevet umulig
– Slagtning af et foster

Det enoghalvtredsindstyvende kapitel: Jagt

– Definition og bestemmelse
– Jagt, der er forbudt
– At dræbe dyr uden et nyttigt formål
– Betingelser for jægeren
– Jagt med et våben, der forårsager sår, og med et dyr
– Betingelser for jagt med våben
– Betingelser for jagt med et jagtdyr
– Når to jagtdyr medvirker til at fange ét bytte
– Jagt med en jøde eller kristens jagthund
– At finde byttet levende
– Hvis byttet findes dødt efter at være blevet såret

Kapitel 52: Qurbani

– Shariaens bestemmelser om Qurbani
– Definition
– Qurbanis fortjenester
– Bestemmelserne om Qurbani
– Hvornår Qurbani er wajib
– Formålet med Qurbani
– Hvad der gør Qurbani gyldig
– Qurbani med et kastreret dyr
– Dyr, som det ikke er tilladt at bruge til Qurbani
– Slagtetidspunktet
– Én Qurbani er tilstrækkelig for en hel familie
– Det er tilladt, at flere personer deltager i én Qurbani
– Fordeling af Qurbanikødet
– Den, der bringer Qurbani, kan også selv slagte dyret

Kapitel 53: Aqiqah

– Definition og bestemmelser
– Fortjenester
– Hvad skal slagtes på vegne af en dreng og en pige?
– Slagtetidspunktet
– At udføre Aqiqah og Qurbani samtidig
– Navngivning og barbering af håret
– De bedste navne
– Navngivning med visse navne, som er makruh
– At give den nyfødte adhan i øret
– Nogle jahiliyyah-skikke i forbindelse med den nyfødte
– Piercing af barnets ører

Kapitel 54: Kafala (at stille garanti)

– Definition
– Den forpligtede eller skyldneren
– Kafalas eller garantistillelsens gyldighed i Shariaen
– Øjeblikkelig, betinget og tidsbegrænset garanti
– At kræve gælden tilbagebetalt samtidig fra både kautionisten og skyldneren
– Kafalas forskellige kategorier
– Personlig kaution
– Økonomisk kaution
– Kautionistens krav på det tilgodehavende, som skyldneren skylder
– Nogle bestemmelser om Kafala

Kapitel 55: Musaqat

– Definition
– Bestemmelser
– Musaqats grundlæggende elementer
– Betingelser
– Hvad Musaqat er tilladt for
– Musaqis ansvar
– Når Musaqi bliver ude af stand til at udføre arbejdet
– Når en af parterne i Musaqat-aftalen dør

Kapitel 56: Aftale om et usikkert arbejde (juʿālah)

– Gyldighed

Kapitel 57: Partnerskab eller shirkah

– Definition
– Gyldighed
– Forskellige former for shirkah
– Shirkah i ejerskab eller fælleseje
– Bestemmelserne om fælleseje
– Kontraktbaseret shirkah
– Forskellige former for kontraktbaseret shirkah
– Shirkahs grundlæggende elementer
– Bestemmelser
– Shirkah al-ʿinān eller partnerskab med ulige andele
– Shirkah al-mufāwaḍah eller partnerskab med lige andele
– Shirkah al-wujūh eller fælles virksomhed uden kapital
– Shirkah al-abdān eller arbejdsbaseret partnerskab
– Partnerskab inden for husdyravl
– Nogle fremgangsmåder for gyldig shirkah

Kapitel 58: Livsforsikring

Kapitel 59: Forlig og kompromis

– Definition
– Forligets gyldighed
– Forligets grundlæggende elementer
– Forligets betingelser
– Den, der accepterer forliget
– Betingelserne for modydelsen i forliget
– Betingelserne for den omtvistede ret, som der ønskes indgået forlig om
– Forskellige former for kompromisforlig
– Forlig på grundlag af en tilståelse
– Kompromisforlig på grund af benægtelse
– Kompromisforlig baseret på tavshed
– Den islamiske rets bestemmelse om kompromis på grund af benægtelse eller tavshed
– Forlig ved hurtig betaling af en del af en langfristet gæld

Kapitel 60: Retsvæsenet

– Hovedformålet med alle Allahs profeters komme var at etablere retfærdighed
– Islams retssystem
– Hvad der skal lægges til grund for at træffe en dom
– Retfærdighedens betydning
– Kravene til en dommer
– En inkompetent dommers dom
– Den shariaretlige fremgangsmåde ved domsafsigelse
– Mujtahiden vil blive belønnet
– Hvad dommeren skal gøre
– Umars r.a. brev om retslige spørgsmål
– Dommerens anbefaling
– Dommens ydre retsvirkning
– Dommerens dom vedrørende en fraværende person, som ikke har nogen repræsentant
– Dommerens dom mod ikke-muslimer
– Kan kreditor opkræve sit tilgodehavende uden at fremsætte et krav, hvis debitor trækker sagen i langdrag?
– Når en ny afgørelse opstår i dommerens sind
– Et eksempel på domsafsigelse i islams tidlige periode

Kapitel enogtres: Krav og bevis

– Definition
– Hvis krav er gyldigt?
– Et krav uden bevis har ingen værdi
– Det er sagsøgeren, der skal fremlægge beviset
– Betingelsen om, at beviset skal være afgørende
– Fremgangsmåden ved at bevise et krav

Kapitel toogtres: Tilståelse

– Definition
– Tilståelsens gyldighed
– Betingelserne for en gyldig tilståelse
– Tilbagetrækning af en tilståelse
– Tilståelse er et begrænset bevis
– Tilståelsen er udelelig
– Tilståelse af gæld

Kapitel treogtres: Vidneudsagn

– Definition
– Det er ugyldigt at aflægge vidneudsagn uden viden
– Shariaens bestemmelse om vidneudsagn
– Betingelserne for at acceptere et vidneudsagn
– En dhimmis vidneudsagn til fordel for en dhimmi
– Vidneudsagn fra en person med ukendt karakter
– En nomades vidneudsagn vedrørende byboere
– Den blindes vidneudsagn
– Det mindste antal vidner
– Hvor fire vidner er nødvendige
– Kravet om tre vidner
– Vidneudsagn fra kun to mænd
– Vidneudsagn fra to mænd eller fra én mand og to kvinder
– Vidneudsagn fra én mand
– Vidneudsagn vedrørende et barns amning
– Vidneudsagn om et barns gråd ved fødslen

Kapitel fireogtres: Vidneudsagn og ed

– Ed, hvis man ikke er i stand til at fremføre vidnesbyrd
– Kan vidneudsagn modtages efter afgivelse af ed?
– Nægtelse af at aflægge ed
– Eden skal aflægges i overensstemmelse med den edsfordrendes hensigt
– Afgørelse ved at føje en ed til vidnets udsagn
– Uigendrivelige indicier
– Tvist om husets indbo
– Håndskrevne beviser og dokumenter

Det femogtresindstyvende kapitel: Selvmotsigelse

– Selvmotsigelse er af to slags
– Vidnets selvmotsigelse eller tilbagetrækning af vidneudsagnet
– Sagsøgerens selvmotsigelse
– Annullering af sagsøgerens bevis
– Modstridende vidneudsagn fra to vidner
– At lade vidnet aflægge ed
– Afgivelse af falsk vidneudsagn
– Straffen for den, der afgiver falsk vidneudsagn

Det seksogtresindstyvende kapitel: Fængsel og fængselsstraf

– Fængslet er et sted for sikkerhed og velfærd
– Forskellige former for tilbageholdelse
– At slå den anklagede
– Hvordan tilbageholdelsen bør være

Det syvogtresindstyvende kapitel: Tvang

– Definition
– Forskellige former for tvang
– Tvang til at tale
– Årsagen til, at verset blev åbenbaret
– Verset giver også vejledning i andre forhold end kufr
– Når man tvinges til at udtale kufr-ord, er det bedst at holde fast ved grundprincippet
– At blive tvunget til en ulovlig handling
– Hvis man begår en forbrydelse under tvang, pålægges der ikke en sharʿi hadd-straf

Det otteogtresindstyvende kapitel: Beklædning

– Shariaens bestemmelser om beklædning
– Påbudt beklædning
– Anbefalet beklædning
– Forbudt beklædning
– At bære silke og sidde på den
– Ash-Shawkānīs synspunkt
– Det er tilladt for kvinder at bære silke
– At bære blandet silke
– Det er tilladt for børn at bære silke
– At bære ringe af guld og sølv

Det niogtresindstyvende kapitel: Kar af guld og sølv

– Kar af andre metaller end guld og sølv
– At få lavet tænder og næse af guld
– Kvinders efterligning af mænd
– Beklædning, der skaber berømmelse
– At forbinde én kvindes hår med en anden kvindes hår eller sætte en paryk på

Det halvfjerdsindstyvende kapitel: Billeder

– At tage billeder og lave statuer
– Det er tilladt for børn at lege med dukker
– Det er forbudt at have billeder eller statuer i hjemmet
– Billeder, der ikke kaster skygge
– Det enoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Konkurrencer
– Det er tilladt at indgå væddemål med hinanden
– Situationer, hvor væddemål er forbudte
– Det er ikke tilladt at snyde i konkurrencer
– Det er forbudt at mishandle dyr
– At brændemærke dyr og kastrere dem
– At kastrere mennesker
– At anspore dyr til at kæmpe mod hinanden
– At spille kort eller terninger
– At spille skak

Det tooghalvfjerdsindstyvende kapitel: Waqf

– Definition
– Hvor mange typer waqf findes der?
– Waqfens gyldighed
– Hvordan oprettes en waqf?
– Hvornår bliver waqf obligatorisk?
– Hvilke ejendomme det er tilladt og ikke tilladt at gøre til waqf
– Det er tilladt at oprette waqf til fordel for én person
– Hvis waqf oprettes til fordel for ens børn, er børnebørn og oldebørn også omfattet
– At oprette waqf til fordel for dhimmier
– Kollektiv waqf
– At oprette waqf til fordel for sig selv
– Waqf uden et bestemt formål
– At oprette waqf under den sygdom, der fører til døden
– At oprette waqf til fordel for en arving under sygdom
– At oprette waqf til fordel for de rige
– Det er tilladt for forvalteren af waqf-ejendom at modtage betaling fra waqf-ejendommen
– Overskuddet af waqf-ejendommens afgrøder eller indtægter skal anvendes til et tilsvarende formål
– At omdanne løfte- og waqf-ejendom til noget bedre end den
– Waqf, der skader arvingernes interesser, er forbudt

Det treoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Hiba og hadiya

– Definition
– Den islamiske retsregel om hiba
– Hibaens grundbestanddele
– Betingelserne for hiba
– Betingelserne for den, der giver hiba
– Betingelserne for den, der modtager hiba
– Betingelserne for den genstand, der gives som hiba eller gave
– Den syges hiba under den sygdom, som han dør af
– Modtagelse af den genstand, der er givet som hiba
– At give hele sin formue bort
– Gengældelse for en hadiya eller gave
– At give hiba til et af børnene med forrang frem for de andre
– Former for ligelig behandling af børnene
– At tage hiba tilbage
– Hibaer og hadiyaer, som ikke kan tages tilbage
– At rose den, der giver hadiya, og bede for ham

Kapitel 74: Umra

Kapitel 75: Ruqba

Kapitel 76: Underholdsbidrag eller forsørgelse

– Ansvaret for forældrenes underhold og opkrævning heraf fra sønnens formue
– Den velstående far er ansvarlig for den fattige søns underhold
– Forsørgelse af fattige slægtninge
– Forsørgelse af dyr

Kapitel 77: Hijr

– Definition og inddeling
– Hijr over den insolvente
– At trække tiden ud, selv om man er i stand til at betale sin gæld
– Forbud mod transaktioner med den insolvente og salg af hans formue
– Hvis de varer, der er givet på kredit, findes uændret hos den insolvente
– Der pålægges ikke den trængende hijr
– Den nødvendige lempelse, der skal gives skyldneren
– Hijr over den tåbelige
– Den tåbeliges handlinger
– Den tåbeliges anerkendelse imod sig selv
– Offentliggørelse af pålæggelsen af hijr over den tåbelige og den insolvente
– Hijr over den mindreårige
– Tegn på myndighedsalderens indtræden
– Det er nødvendigt, at herskeren befaler, at formue overdrages til den person, der er underlagt forbud
– Hvem skal være værge eller وصي for den mindreårige, den tåbelige og den sindssyge?
– Betingelserne for at være værge eller وصي for en person, der er underlagt hijr
– Man bør afstå fra værgemål, hvis man har svaghed
– Værgen må spise af den forældreløses formue
– Den mindreåriges underhold
– Må en وصي give noget bort uden tilladelse?

Kapitel 78: Wasiyya

– Definition
– Reglerne for testamente
– Sahabernes testamenter
– Begrundelsen for testamentet
– Hvornår et testamente bliver gældende
– Betinget testamente
– Betingelserne for testamentet
– Betingelser for testator
– Betingelser for den, som testamentet oprettes til fordel for
– Betingelserne for den genstand, der testamenteres
– Den formueandel, som det er mustahabb at testamentere
– Testamente på en tredjedel
– En tredjedel beregnes af hele formuen
– Testamente på mere end en tredjedel
– Hvornår et testamente bliver ugyldigt

Det nioghalvfjerdsindstyvende kapitel: Fara’id

– Definition
– Fara’id’s plads i shariaen
– Fara’id-videnskabens betydning
– Rettigheder vedrørende efterladt formue
– Arverettens grundelementer
– Årsager til arv
– Betingelserne for arv
– Hindringer for arv
– Hvem har ret til den efterladte formue?
– Ashab al-furud
– Faderens forskellige situationer
– Den direkte bedstefaders situation
– De uterine brødres forskellige situationer
– Mandens forskellige situationer
– Hustruens situation
– Den fraskilte hustrus situation
– Den biologiske datters situation
– Den helsøsters situation
– De fædrene søstres situation
– Sønnesønnernes døtres situation
– Moderens situation
– Moderens tre situationer
– Bedstemødrenes situation
– Bedstemødrenes faktiske tre situationer
– Asaba
– Definition
– Hvor mange slags asaba findes der, og hvilke er de?
– Den egentlige asaba
– Mandlige asaba
– Kvindelige asaba
– Asaba gennem en anden
– Fremgangsmåden ved at give mandlige asaba arveret
– Den uegentlige asaba
– Delvis og fuldstændig udelukkelse fra arv
– Hvor mange slags hajb findes der?
– Hajb, der udelukker fra arv
– Forskellen mellem mahrum og mahjub
– Awl
– Definition
– Nogle eksempler på awl
– Metoden til at løse awl-problemer
– Radd
– Definition
– Radds grundelementer
– Faqihernes synspunkter på radd
– Metoden til at løse radd-problemer
– Dhawu al-arham
– Det ufødte barn
– Med hensyn til arv
– Når det ufødte barn bliver født
– Barnet i moderens liv
– Den længste og korteste graviditetsvarighed
– Den savnede
– Efter hvor lang tid den savnede skal anses for død
– Den savnedes arv
– Tvekønnet
– Definition
– Hvordan bliver den arving?
– Den frafaldnes arv
– Det uægte barn og det barn, som den retmæssige ægtemand har afvist
– Takharuj
– Definition
– Reglen
– At få ret til efterladt formue uden arv
– Den, der hævdes at være ens efterkommer
– Den, som der testamenteres mere end en tredjedel til
– Bayt al-mal
– Det obligatoriske testamente

Det tyvende kapitel: Krig og fred i islam

Islam, fredens religion: Blandt de principper, som islam har slået dybe rødder for i muslimernes hjerter, er fredsprincippet et af de vigtigste. Derfor er det blevet en del af deres eksistens og tro. Lige fra islams begyndelse og fra starten på udbredelsen af dets lys har islam kaldt menneskeheden til fred i alle verdens egne og fastlagt en korrekt metode, som fører menneskeheden til fred.

Islam elsker livet, gør det rent og helligt og skaber menneskers kærlighed til det. Derfor har islam befriet mennesker fra frygt og anvist dem en fremragende vej til deres underhold, som fører mod livets udvikling og fremgang og er omgivet af den frodige skygge af omfattende tryghed. Ordet »islam« er dannet af ordroden as-salam (fred). For både fred og islam øger stabilitet, sikkerhed og sindsro.

Et af navnene på denne religions ophøjede Herre er as-Salam (Fredsgiveren). For gennem principper og ved at vise veje og fremgangsmåder har Han givet menneskeheden tryghed. Og denne religions sendebud er også fredens bannerfører. For han er et fyrtårn, der viser menneskeheden den sande og rette vej. Han kom med lyset af godhed og viden. Han siger om sig selv:

إِنَّهَا أَنَا رَحْمَةٌ مِّمْدَاةٌ »Jeg er i sandhed en kilde til barmhjertighed og vejledning.

Allah den Højeste siger om Hans sendebudskab:وَمَا أَرْسَلْنَاكَ إِلَّا رَحْيَةٌ »Jeg har kun sendt dig som en nåde for alverden.« (Sura al-Anbiya, vers 107).

Og muslimernes hilsen, salam, skaber samhørighed i hjerterne, styrker de gensidige relationer og knytter mennesket til dets muslimske broder. Det bedste menneske hos Allah og det, der står Ham nærmest, er den, der hilser først. At hilse med salam og udbrede den er en del af den lærdes tro.

Allah den Højeste har fastsat selve ordet salam som muslimernes hilsen for at bekendtgøre, at deres religion i sandhed er fredens og sikkerhedens religion, og at de ønsker og elsker fred. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, siger:

إِنَّ اللَّهَ جَعَلَ السَّلَام تَحِيةٌ لِّأُمْتِنَا وَأَمَادَاً لِأَهْلِ نِمْتِنَا

Allah har visselig foreskrevet udvekslingen af salam som hilsen for mit ummah og gjort den til et middel til sikkerhed for vores ikke-muslimske borgere.« Det er menneskets pligt at udveksle salam med hinanden, før man begynder at tale med nogen. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, siger:السلام قبل الكلام Salam før tale.« (Tirmidhi, kapitlet om al-isti’dhan, kapitel 11). [Imam Tirmidhi, må Allah forbarme sig over ham, siger: Dette er en munkar-hadith (forkastet hadith). Jeg hørte Imam Bukhari sige, at overleveren Anbasa var svag og tilsidesat inden for hadithvidenskaben, og at Muhammad ibn Yazdan var forkastet, tilsidesat og afvist inden for hadithvidenskaben (Tirmidhi).
I Koranen nævnes det, at man før indtræden i en andens hus først skal bede om tilladelse og derefter hilse med salam (se Sura an-Nur, vers 27) – oversætterens bemærkning.]

Grunden er, at salam er sikkerhed, og at samtalen først kan begynde efter opnåelsen af sikkerhed. Enhver myndig og fornuftig muslim beder sin Herre om at skænke fred over Hans Profet, over ham selv og over Allahs retskafne tjenere ved at hilse med salam. Efter sin bøn til Allah tager han fat på sine verdslige gøremål med fred, barmhjertighed og velsignelse.
Hvis en ikke-muslimsk kriger blandt modstanderne på slagmarken fremsiger fredshilsenen (salam), bliver det den muslimske krigers ufravigelige pligt at afstå fra at dræbe ham. Allah den Højeste siger:

وَلَا تَقُوْلُوْا لِمَنْ الْفِي إِلَيْكُمُ السَّلَامَ لَسْتَ مُؤْمِنًا

Når nogen hilser jer med salam, skal I ikke sige til ham: »Du er ikke troende.« (Sura 4 an-Nisa, vers 94).

Guds hilsen til de troende vil være salām.

وَتَعِيتُم يَوْمَ يَلْقُونَهُ سَلَامٌ

‘Den dag, de møder Allah, vil deres hilsen være salām.’ (Sura al-Ahzab: vers 44).

I det hinsidige vil englene hilse menneskene ved at give salām:

وَالْمَلَئِكَةُ بَدخُلُونَ عَلَيْهِم مِن كُلِّ بَابٍ سلم عليكم

Og englene vil komme til dem gennem hver port og sige: ‘Fred være med jer.’ (Sura ar-Ra’d: vers 23-24).

Og de retskafnes boliger vil være fyldt med fred og sikkerhed:

وَاللَّهُ يَدَعُوا إِلى دَارِ السَّلام

‘Allah kalder til straffens bolig. (Sura Yunus: vers 25).

لَمُرْدَارُ السَّلَامِ عِندَ رَبِّهِمْFor dem er der en fredens bolig hos deres Herre.’ (Sura al-An’am: vers 127).

Paradisets beboere vil hverken høre eller tale om andet end fred og sikkerhed.

لا يَسْمَعُونَ فِيهَا لقوا وَلَا تَأْثِيمًا إِلَّا قِيلًا سَلْمًا سَلْمَانِ

Der vil de ikke høre tom snak eller syndig tale, men kun fred og fredens ord. (Sura al-Waqi’a: vers 25-26).

Islam er fredens ideal, ikke magtens: Islam har gjort etableringen af retfærdighed obligatorisk og erklæret undertrykkelse og uretfærdighed for haram. Til gengæld har den gjort oprigtighed, barmhjertighed og omsorg, gensidig hjælp, selvopofrelse og offer til en del af sine ophøjede lærdomme og høje værdier. Dette gør livet smukt, gør hjerterne medfølende og vækker broderskab mellem mennesker. Islam respekterer menneskets samvittighed, anerkender menneskelig tænkning og bevidsthed og betragter fornuft, dømmekraft og tænkning som midler eller metoder til gensidig forståelse og enighed.

Islam tvinger ikke nogen til at antage en bestemt tro. Den anvender ikke tvang for at få nogen til at antage en bestemt opfattelse om skaberværket, naturen eller menneskeheden. Selv hvad angår antagelsen af en religion mener Islam, at der ikke er nogen tvang eller overlast i forbindelse med at antage en religion’. Islams metode er at anvende samvittighed, tænkning og indre indsigt i forhold til Allahs skabelse. Som Allah siger:

. لَا إِكْرَاءَ فِي الدني مَنْ تَبَيْنَ الرَّقْلُ مِنَ الْفِي

Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig fra den vildfarne vej.’ (2: 256).

وَلَوْ شَاءَ رَبِّكَ لَا مَنَ مَنْ فِي الْأَرْضِ كُلُّهُمْ جَمِيعًا أَفَالَسَ تَكْرِهُ النَّاسَ حَتَّى يَكُولُوا مُؤْمِنِينَ

Hvis din Herre havde villet det, ville alle på jorden bestemt have troet. Vil du da tvinge mennesker til at tro?’ (Sura Yunus: vers 99).

وَمَا كَانَ لِنَفْسٍ أَن تُؤْمِنَ إِلَّا بِإِذْنِ اللهِ ، وَيَجْعَلُ الرِّجْسَ عَلَى الَّذِينَ لَا يَعْقِلُونَ

Ingen kan tro uden Allahs tilladelse, og dem, der ikke forstår, tilsmudser Allah.’ (Sura Yunus: vers 100).

قُلِ الْقُرُوْا مَاذَا فِي السَّموسِ وَالْأَرْضِ وَمَا تَغْنى الأمسُ وَالنَّذَرُ عَنْ قَوْمِ لَا يَؤْمِنُونَ

Sig: Betragt det, der findes i himlene og på jorden. Tegnene og advarslerne vil ikke gavne det vantro folk.’ (Sura Yunus: vers 101).

Og Allahs Sendebuds, fred være med ham, eneste opgave var at være en formidler fra Allah og en, der kaldte til Ham. Om dette siger Allah den Ophøjede:

يَايُّهَا النَّبِيُّ إِنَّا أَرْسَلْنَكَ عَامِدًا وَمُبَقِيرًا وَلَذِبْرًا وَدَاعِيًا إِلَى اللَّهِ بِاذْلِهِ وَسِرَاجًا مُنِيرًا

»O Profet! Sandelig, Jeg har sendt dig som vidne, som bringer godt budskab og som advarer, som en, der med Allahs tilladelse kalder til Ham, og som en lysende lampe.« (Sura al-Ahzab: 45-46).

Forholdet mellem mennesker: Islam nøjes ikke med at prise ovenstående principper, men skaber også fredelige og trygge relationer mellem individer, mellem grupper og mellem lande. Derved modnes de indbyrdes relationer mellem muslimer såvel som relationerne mellem muslimer og andre. Dette vil nu blive behandlet nærmere.

Muslimernes indbyrdes relationer: Islam er kommet med det mål at etablere en samlet enhed, knytte hjerte til hjerte og forene mennesker fra forskellige samfundslag. Denne enhed skal holde sig på afstand af splittelse, svaghed, fiasko og nederlag, så sendebudskabets store mål, ophøjede formål og gavnlige målsætninger kan virkeliggøres. Det vil sige: at tilbede Allah, ophøje Hans ord, stadfæste sandheden, gøre det gode og kæmpe for at fastholde de principper, under hvis beskyttelse mennesker kan leve trygt og uforstyrret.

Af disse grunde bestræber islam sig på at skabe gode relationer og tætte bånd mellem samfundets medlemmer. Denne relation er kendetegnet ved, at den er en voksende og varig borgerlig relation. Den er ikke som andre materielle relationer, der ophører, så snart anledningen er forbi, og som brydes, når behovet er opfyldt. Denne relation er stærkere end blods-, race-, sprog- og nationale bånd, materielle interesser og andre menneskelige forbindelser. Denne relation kræver, at der skabes stærke bånd mellem muslimerne, og at der opbygges en sammenhængende og urokkelig struktur blandt dem.

Det første af disse bånd er troen. Den er den akse, omkring hvilken de troende samles. Denne tro skaber et stærkere broderskabsbånd blandt de troende end slægtskabsforhold. Den Almægtige Allah siger:إِنَّمَا الْمُؤْمِنُون الحوةSandelig, de troende er hinandens brødre.« (Sura al-Hujurat: 10).

وَالْمُؤْمِنُونَ وَالْمُؤْمِن بَعْضُهُمْ أَوْلِيَاء بَعْضٍeller allierede.« (Sura al-Tawbah: 71).

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:السيرامو الثلي»En muslim er en muslims bror.«

Troens natur er at samle og forene, ikke at splitte eller adskille. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: الْمُؤْمِنُ الْفِ مَالُوفٌ وَلا خَيْرَ فِي لَا يَأْلِفَ وَلَا يُؤْلَف. منbliver. Der er intet godt i den, der ikke knytter venskaber og ikke selv bliver gjort til ven.«

Den troende er en kilde til styrke for sin troende bror. Profeten, fred og velsignelser være med ham, sagde:

بعضا . الذين لِلْمُؤْمِن كَالْبَنْيَانِ يَعْلُ بَعْضُهُ»Én troende er som en bygning for en anden troende, hvor den ene del styrker den anden.«

Den troende føler med den andens lidelse, vækker hans medfølelse og glæder sig over hans glæde. Han sørger over hans sorg og bedrøves over hans smerte og betragter sig selv som delagtig i den. Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, sagde:

مثل المؤمِن فِي تَوْا بِهِمْ وَتَرَ احْهِمْ وَتَعَاطْفِهِمْ كَمَثَلِ الْجَسَدِ إِذَا اشْتَكَى مِنْهُ عَضُوْ تَدَاعَى لَهُ سَائِرٌ الْجَمَلِ بالعمى والسمر.

»I den gensidige kærlighed, barmhjertighed og medfølelse, som de troende viser hinanden, er de som ét legeme. Når en del af det føler smerte på grund af feber og en søvnløs nat, lider og smerter hele kroppen på dens vegne.« Islam har støttet og styrket dette bånd ved at opfordre til at stå sammen og opretholde disciplin. Samtidig har den forbudt alle midler og metoder, der kan svække dets samlede styrke og formåen. Og den samlede styrke er altid under Allahs beskyttelse og i skyggen af Hans hånd. Profeten, fred og velsignelser være med ham, sagde:

بَنَ اللَّهِ مَعَ الْجَمَاعَةِ وَمَنْ شَنْ قُلْ فِي النَّارِ ‘

»Allahs hjælp er med menigheden (den samlede gruppe). Den, der skiller sig ud fra menigheden, er blevet adskilt og drives mod Helvede.« Et liv i fællesskab er af natur en kilde til ro for mennesket. Dernæst kommer spørgsmålet om barmhjertighed og nåde. Sendebudet sagde:

لْجَمَاعَةُ رَحْمَةٌ وَالْقُرْقَةُ عَذَابٌ“Fællesskab er barmhjertighed, og splittelse er straf.”

Et fællesskab (jama’ah), hvor lille det end er, er under alle omstændigheder bedre end splittelse. Jo flere medlemmer det har, desto bedre er det. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

الا ثنَانِ غير مِن وَاحِدٍ والثلاثة غير من الاثنين والاربعة غير من الثلاثَةِ فَعَلَيْكُمْ بِالْجَمَاعَةِ فَإِنْ الله لَن يَجْمَعَ أُمَّتِي إِلا عَلَى مُدَى.

“En gruppe på to (jama’ah) er bedre end én, en gruppe på tre er bedre end to, og en gruppe på fire er bedre end tre. Derfor skal I holde sammen. Allah, den Ophøjede, vil aldrig samle hele min ummah om noget andet end den rette vej.”

Alle former for tilbedelse i islam skal udføres i fællesskab. Det er for eksempel en meget vigtig sunnah at bede i fællesskab. Det giver syvogtyve gange større belønning end at bede alene. Zakat er desuden en gensidig udveksling mellem de rige og de fattige. Fasten er en fælles deltagelse i afholdenhed i en bestemt måned. Hajj er hvert år en hellig fællesforsamling for muslimerne. Fra forskellige egne af verden samles de om et stort og helligt formål. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:

وما اجتمع قوم في بيت من بيوتِ اللهِ يَقْرَوْنَ الْقُرْآنَ وَيَتَدَا رَسُولَهُ بَيْنَهُمْ إِلَّا تَزَلَ عَلَيْهِمُ السَّكِينَةُ وحفتهم الرحمة وَذَكَرَهُ اللهُ فِي مَلَا عِندَهُ.

“Når en gruppe mennesker samles i en af Allahs huse for at recitere Koranen og undervise hinanden i den, sænkes freden over dem, Allahs barmhjertighed omslutter dem, og Allah omtaler dem over for de engle, der er hos Ham.”

Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ønskede, at muslimerne skulle være samlet, selv i deres ydre, fysiske opstilling. En dag så han nogle muslimer sidde adskilt fra hinanden og sagde: “Saml jer.” Så satte de sig sammen.

Menigheden fungerer på den ene side som en styrke, der beskytter Allahs religion, og som en årvågen vogter af muslimernes verdslige interesser; på den anden side ødelægger splittelse og opdeling både religionen og verden. Islam har strengt forbudt at stå isoleret. For det er den åbne vej til nederlag. Islam har udvist så stor opmærksomhed over for splittelse og opdeling, at den ikke har tillagt noget andet den samme betydning, selv om det ødelægger muslimernes styrke, og den uundgåelige konsekvens er nød, fiasko, ydmygelse og lidelse. Den Almægtige Allah siger:

ووَلَا تَكُونُوا كَالَّلِ مَن تَفَرَّقُوا وَاخْتَلَفُوا مِنْ بَعْدِ مَا جَاءَهُمُ الْبَيني وَأُولَئِكَ لَهُمْ عَلَ ابْ عَظِيمٌ

»Vær ikke som dem, der blev splittede, efter at de havde modtaget de klare beviser, og som skabte uenighed indbyrdes. For dem er der en vældig straf.« (Sura Āl ʿImrān: 105).

وَلَا تَنَازَعُوا فَتَفْعَلُوا وَتَنْ مَبَ رِيحَكُمْ ‘

»I må ikke strides indbyrdes, for så vil I miste modet, og jeres indflydelse og magt vil forsvinde.« (Sura al-Anfāl: vers 46).

واعتصموا يصبْلِ اللَّهِ جَمِيعًا وَلَا تَفَرْقُواس ‘

»Hold alle fast i Allahs reb, og vær ikke splittede indbyrdes.« (Sura Āl ʿImrān: vers 103).

ولا تَكُونُوا مِنَ الْمُشْرِكِينَ مِنَ الَّذِينَ فَرَّقُوا دِينَهُمْ وَكَانُوا شِيَعًا طَ

Og bliv ikke blandt afgudsdyrkerne, dem, der har skabt splittelse i deres religion og opdelt sig i forskellige grupper.” (Sura ar-Rum: 31-32).

نَ إِنَّ الَّذِيْنَ فَرْقُوا دِينَهُمْ وَكَانُوا فِيعًا لَسْتَ مِنْهُرْ فِي غَيْوط

Du er ikke ansvarlig for dem, der har skabt splittelse i deres religion og opdelt sig i forskellige grupper.” (Sura al-An’am: vers 159).

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:وَلَا تَخْتَلِفُوا مَانَ مَنْ كَانَ قَبْلَكُمْ إِخْتَلَفُوا فَمَلَكُوا “Og strides ikke indbyrdes, for de, der levede før jer, blev ødelagt, fordi de lå i strid.”

Ingen gruppe kan nogensinde opnå sand enhed, før hvert af dens medlemmer investerer alle sine kræfter og sin støtte i at opnå den. Denne støtte kan være både materiel og moralsk, såsom rigdom, viden, meninger, råd og så videre.

Menneskeheden er Allahs familie. Den, Allah elsker mest blandt dem, er den, der er mest nyttig for Hans familie. Som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde:

غير الناس الفعمر للناس Den, der er mest nyttig for mennesker, er den bedste blandt dem.” إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ إِلَمَاثَةَ اللُّمْقَانِ “Allah elsker at hjælpe den nødlidende.”

افضوا تؤجروا Fremsæt anbefalinger til gavn for andre, så vil I blive belønnet.”

En muslim er som et spejl for en anden muslim. Han beskytter ham mod undergang og vogter over ham bagfra. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde:
.إِن أَحَلَ كَرِيرًاءٌ أَعَيْهِ فَانْ رَأَى مِنْهُ أَذًى فَلْيَصَلَّهُ عَنْهُ

Enhver af jer er i sandhed som et spejl for sin muslimske bror. Hvis han ser, at han er blevet ramt af noget skadeligt, skal han fjerne det fra ham.’

Således arbejder islam på at styrke og befæste dette forhold, så der kan opbygges et forenet og stærkt samfund, som selv kan håndtere nye problemer og tilintetgøre overtrædernes fjendskab. Hvor er et sådant fællesskab dog nødvendigt for muslimerne i vor tid! Ved hjælp af det kan de opfylde en religiøs pligt i islam, opnå politisk beskyttelse og militær styrke samt sikre deres eksistens og en samlet økonomisk sikkerhed, som vil bringe dem den nødvendige velstand.

De koloniale magter har efterladt mange skadelige virkninger i det muslimske samfund, såsom svaghed i religiøsitet, moralsk forfald og tilbageståenhed inden for videnskab og kundskab. Derfor er det kun muligt at frigøre sig fra virkningerne af disse sociale skader, hvis hele ummaen bevæger sig samlet mod det samme mål og i samme urokkelige takt.

At tage våben mod oprørerne: At tage våben mod oprørerne regnes som et grundprincip til beskyttelse af muslimernes indbyrdes forhold og bånd. Når disse forhold mellem dem brydes, broderskabets bånd svækkes, og en gruppe blandt dem gør væbnet oprør mod en anden gruppe, bliver det nødvendigt at tage våben mod oprørerne, indtil de vender tilbage til retfærdighedens vej og den sociale orden. Den Almægtige Allah siger:

وإِن طَائِفَتِي مِنَ الْمُؤْمِنِينَ اقْتَتَلُوا فَأَصْلِحُوا بَيْنَهُمَا ، فَإِنْ بَلَى إِحْدهُمَا عَلَى الْأَخْرَى فَقَاتِلُوا الَّتِي تَبْغِي حَتَّى تَفِي إِلَى أَمْرِ اللهِ : فَإِنْ فَاءَتْ فَأَصْلِحُوا بَيْنَهُمَا بِالْعَدْلِ وَأَقْسِطُوا ، إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ المقسطين

Hvis to grupper af de troende kæmper mod hinanden, så stift fred mellem dem. Hvis den ene af dem begår overgreb mod den anden, så bekæmp den gruppe, der begår overgreb, indtil den vender tilbage til Allahs befaling. Hvis den vender tilbage, så forson dem med retfærdighed og vær retfærdige. Allah elsker sandelig dem, der handler retfærdigt. (Sura al-Hujurat: vers 9).

Det fremgår af det ovenstående vers, at det bliver nødvendigt for samfundets forstandige og indsigtsfulde personer straks at gribe ind, når de troende kommer i konflikt med hinanden, og at bilægge striden mellem de stridende parter. Hvis den ene part begår overgreb mod den anden og ikke reagerer på initiativet til forsoning, bliver det alle muslimers pligt at forene sig om at bekæmpe denne oprørske gruppe for at undertvinge den.

Hazrat Ali, må Allah være tilfreds med ham, førte krig mod oprørsgruppen. På samme måde førte Hazrat Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, krig mod dem, der nægtede at betale zakat. Juristerne er enige om, at denne oprørsgruppe ikke træder ud af islam på grund af sit oprør. For selv om Den Ædle Koran påbyder, at der skal gøres modstand mod dem, beskriver den dem samtidig som troende. Som det siges i Allahs ord:وَإِن طائِفَتَنِ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ اقْتَتَلُوا»Hvis to grupper af troende kæmper mod hinanden (sura al-Hujurat: 9).

Derfor må de af dem, der flygter, eller som er sårede, ikke dræbes; deres ejendele må ikke betragtes som krigsbytte; deres kvinder og børn må ikke tages til fange; der må ikke kræves erstatning for de liv og ejendele, der er gået tabt under krigen; og de dræbte blandt oprørerne skal vaskes, svøbes, have begravelsesbønnen bedt over sig og begraves.

De blandt retfærdighedens tilhængere, der bliver dræbt, regnes derimod som martyrer. Derfor skal de hverken vaskes eller have begravelsesbønnen bedt over sig. De er nemlig blevet dræbt i en krig, der er foreskrevet af Allah, og de sidestilles med dem, der opnår martyrdøden i krige, der føres mod de vantro.

Den samme bestemmelse gælder også ved et væbnet oprør mod den imam (statsoverhoved), der er valgt af den muslimske befolkning i et land, som styres i overensstemmelse med den islamiske sharia, hvis oprøret har til formål at vælte imamen for at forhindre ham i at arbejde for samfundets og folkets velfærd. Med andre ord skal der være bestemte egenskaber til stede hos dem, for at de kan betragtes som oprørere. De er:

For det første: at unddrage sig lydigheden mod den retfærdige hersker i den islamiske stat. Allah har gjort det obligatorisk for dem at adlyde dem, der leder muslimernes samlede anliggender i overensstemmelse med den islamiske sharia.

For det andet: at oprøret udføres af en tilstrækkeligt stærk gruppe, således at det bliver nødvendigt at gøre tilstrækkelige forberedelser, samle mandskab og føre krig for at underkue dem. Hvis de derimod ikke er tilstrækkeligt stærke, det vil sige hvis de er få, eller hvis de ikke har midler og udstyr til at forsvare sig, regnes de ikke som oprørere. De kan nemlig let kontrolleres og underkues.

For det tredje: at de skal have en acceptabel fortolkning som grundlag for deres opfordring til væbnet oprør mod imamens styre i overensstemmelse med den islamiske sharia. Hvis de ikke har en acceptabel fortolkning, er de krigsførende mod regeringen, ikke oprørere.

For det fjerde: at de skal have en leder, som alle anerkender. For uden en leder kan der ikke skabes en stærk organisation.

For det femte skal dette oprør være væbnet; en ubevæbnet protest er hverken oprør eller krig, og der er ingen straf for den. Dette er oprørernes situation og Allahs bestemmelse vedrørende dem.

Hvis man derimod griber til våben udelukkende af verdslige interesser, for at overtage statsmagten eller på grund af en strid med statsoverhovedet, regnes det som krig. Den Almægtige Allah omtaler de militære bestemmelser som adskilte fra bestemmelserne om oprør og siger:

إنها جزءوا الَّذِينَ يُحَارِبُونَ اللهَ وَرَسُولَهُ وَيَسْعَوْنَ فِي الْأَرْضِ فَسَادًا أَن يَقَتَلُوا أَو يُصَلَّبُوا أَوْ تَقَطَّعَ أَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُم مِن خِلافٍ أَوْ يُنفَوْا مِنَ الْأَرْضِ ، ذَلِكَ لَهُمْ خِزْيٌ فِي الدُّنْيَا وَلَهُمْ فِي الْآخِرَةِ عَذَابٌ عَظِيمٌ إِلَّا الَّذِينَ تَابُوا مِن قَبْلِ أَن تَقْدِرُوا عَلَيْهِمْ فَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيرٌ

‘Straffen for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og søger at sprede fordærv på jorden, er, at de dræbes eller korsfæstes, eller at deres hænder og fødder hugges af på modsatte sider, eller at de forvises fra landet. Dette er en vanære for dem i denne verden, og i det hinsidige venter dem en frygtelig straf. Men de, der angrer, før I får dem under jeres (regeringens) kontrol, skal ikke straffes. I skal vide, at Allah er Tilgivende og Barmhjertig. (Sura al-Ma’idah: vers 33-34).

Afhængigt af forbrydelsens art og i overensstemmelse med dommerens afgørelse er straffen for væbnede oprørere dødsstraf, korsfæstelse, afhugning af hænder og fødder på modsatte sider, fængsling eller forvisning. Den af dem, der bliver dræbt, er skyldig, mens den, der bliver dræbt under kampen mod dem, regnes som martyr. Hvis begge deres parter kæmper af blind stamme- og gruppeloyalitet eller for at overtage statsmagten, regnes begge parter som oprørere, og oprørsstraffen anvendes på dem.

Relationerne mellem muslimer og andre religiøse samfund: Relationerne mellem muslimer og andre religiøse samfund er relationer præget af gensidigt kendskab, humanitært samarbejde, godhed samt opretholdelse af god opførsel og retfærdighed. Den Almægtige Allah siger om gensidigt kendskab:

يَأَيُّهَا النَّاسُ إِنَّا خَلَقْنَكُمْ مِنْ ذَكَرٍ وَأُنثى وَجَعَلْنَكُمْ هُعُوبًا وَقَبَائِلَ لِتَعَارَفُوا مَا إِنْ أَكْرَمَكُمْ عِنْدَ اللَّهِ انْقُكُمْ مَا إِنَّ اللَّهَ عَلِيمٌ خَبِيره

‘O mennesker! Jeg har skabt jer af en mand og en kvinde og opdelt jer i forskellige samfund og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. Den mest gudfrygtige blandt jer er den mest ærefulde hos Allah. Allah ved visselig alt og er fuldt underrettet om alt. (Sura al-Hujurat: vers 13).

Allah, den Højeste, siger, idet Han påbyder godhed og retfærdighed:

لا يَنْمَكُرُ اللَّهُ عَنِ الَّذِينَ لَمْ يُقَاتِلُوكُمْ فِي الدِّينَ وَلَمْ يَخْرِمُوكُم مِّن دِيَارِكُمْ أَنْ تَبَرُوهُمْ وَتَقْسِطُوا النهر ما إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ

‘Allah forbyder jer ikke at vise godhed og handle retfærdigt over for dem, der ikke har bekæmpet jer på grund af religionen og ikke har fordrevet jer fra jeres hjemland. Allah elsker visselig dem, der handler retfærdigt. (Sura al-Mumtahanah: vers 8).

Disse relationer kræver gensidig udveksling af goder, forøgelse af fordelene, samarbejde, udvisning af medfølelse og styrkelse af de menneskelige relationer.

Det ovennævnte falder ikke ind under forbuddet mod at tage de vantro som beskyttere og venner. Formålet med forbuddet mod at tage de vantro som beskyttere og venner er at forbyde indgåelse af alliancer med de vantro mod muslimerne samt deres gensidige samarbejde mod muslimerne. Ligeledes er det formålet at forbyde at udtrykke tilfredshed med deres kufr. For de vantros samarbejde mod muslimerne er yderst skadeligt for islams eksistens og svarer til at svække den muslimske ummahs styrke. På samme måde er det at udtrykke tilfredshed med kufr en form for kufr, som fjerner en muslim fra islam.

På den anden side byder islam det venskab velkommen, som indebærer etablering af fred, opbygning af et godt samfund, god gensidig udveksling og udveksling af goder samt gensidigt samarbejde om gode gerninger og fromhed.

Beskyttelse af ikke-muslimers religionsfrihed: På det religiøse område anerkender islam lighed og lige rettigheder mellem muslimer og mennesker med andre trosretninger. De rettigheder, som muslimske borgere har, har ikke-muslimske borgere også, og de sociale ansvar og pligter, som påhviler muslimerne, påhviler også dem. Blandt den religionsfrihed, der gives dem, er:

For det første: Ingen ikke-muslimsk borger må udsættes for pres eller tvang til at opgive sin religion eller antage en bestemt tro. Allah, den Højeste, siger:

لَا إِكْرَاءَ فِي الرَّيْنِ قَلْ تَبَيِّنَ الرَّقْدَمِنَ الْفَرْعِ

Der er ingen tvang i religionen. Sandhedens vej er tydeligt adskilt fra vildfarelsens vej.’ (Sura al-Baqara, vers 256).

For det andet: Ahl al-Kitāb, det vil sige jøder og kristne, har ret til at følge deres egne religiøse regler. Derfor må deres kirker ikke ødelægges, og deres kors må ikke brydes. Allahs Sendebud (fvmh.) sagde:آترکو می و مایل بنونLad dem følge deres egen religion.

Selv en muslimsk mands jødiske eller kristne hustru har ret til at gå i kirke eller synagoge for at bede. Manden har ikke ret til at forhindre hende i det.

For det tredje: Islam erklærer de fødevarer, som er tilladt for ikke-muslimer i deres religion, for tilladte for dem. Deres svineflokke må ikke slås ihjel, og de må ikke forhindres i at drikke alkohol, så længe det er tilladt i deres religion. På denne måde har islam udvist større tolerance over for dem end over for muslimer. I dette samfund er alkohol og svinekød fuldstændig haram for muslimer og strafbare handlinger.

For det fjerde: Deres religiøse frihed gælder fortsat i forbindelse med ægteskab, skilsmisse og forsørgelsen af familien. De kan frit råde over og benytte deres ejendom efter eget ønske uden nogen form for begrænsning eller tvang.

For det femte: Islam har beskyttet deres værdighed og rettigheder og givet dem frihed til at deltage høfligt, snarere end hårdt, i samvittighedsfulde og fornuftige samtaler og debatter. Allah siger:

ولا تُجَادِلُوا أَهْلَ الْكِتَبِ إِلَّا بِالَّتِي مِنْ أَحْسَنُ إِلَّا الَّذِينَ ظَلَمُوا مِنْهُ وَقُولُوا آمَنَّا بِالَّذِي أَنْزِلَ إِلَيْنَا وَأُنْزِلَ إِلَيْكُمْ وَالْمَنَا وَالْمُكْرَ وَاحِدٌ وَنَحْنُ لَهُ مُسْلِمُونَ

‘I skal kun diskutere med Ahl al-Kitāb på den bedste måde, bortset fra dem blandt dem, der handler uretfærdigt, og sig: Vi tror på det, der er blevet åbenbaret for os, og på det, der er blevet åbenbaret for jer. Vores Gud og jeres Gud er én og samme, og vi underkaster os Ham. (Sura al-Ankabut, vers 46)

Seks. Ifølge nogle madhhabers afgørelser er de og muslimer underlagt samme bestemmelse, når straffe for forbrydelser fuldbyrdes. En muslim og en ikke-muslim kan ganske vist ikke arve hinanden, men med hensyn til arv indbyrdes har de rettigheder svarende til muslimernes. Derfor arver han ikke sin muslimske slægtning, og en muslim arver heller ikke sin ikke-muslimske slægtning.

Syv. Islam har gjort det tilladt for muslimer at spise jødernes og de kristnes fødevarer samt kødet fra deres slagtede dyr, og har også gjort det tilladt at gifte sig med deres kvinder. Den Højeste Allah siger:

الْيَوْمَ أُحِلَّ لَكُم الطيب ، وطَعَامُ الَّذِينَ أوتُوا الْكِتَبَ حِلٌّ لَكُمْ وَطَعَامُكُمْ حِلٌّ لَهُمْ وَالْمُحْصَنَت مِن الْمُؤْمِني والمحصن من الذين أوتوا الكتب مِن قَبْلِكُم إِذا اتيتمو من أجور من محصنين عمير مُسْفِعِينَ وَلَا مُتَّخِلِي أَعْدَانِ مَا

وَمَن يَكْفُرْ بِالْإِيْمَانِ فَقَدْ حَبِطَ عَمَلَهُ وَهُوَ فِي الْأَمِيرَةِ مِنَ الْخَسِرِينَ

‘I dag er alle gode ting gjort tilladte for jer. Og de, som har fået Skriften, deres føde er tilladt for jer, og jeres føde er tilladt for dem [I den islamiske sharialov er kun de fødevarer og drikkevarer, der er tilladte for muslimer, tilladte for muslimer hos jøder og kristne. På samme måde er kun kødet fra tilladte dyr hos dem tilladt for muslimer, hvis dyret er slagtet i Allahs navn. (Oversætterens anmærkning)] samt troende og ærbare kvinder og ærbare kvinder blandt dem, der fik Skriften før jer. Det er tilladt for jer at gifte jer med dem, når I giver dem deres medgift, ikke med henblik på åbenlys utugt eller på at tage hemmelige elskere. Og hvis nogen fornægter troen, er hans gerninger blevet ugyldige, og i det hinsidige vil han være blandt de fortabte’ (sura al-Mā’ida: vers 5).

For det ottende har islam tilladt at mødes med ikke-muslimer, besøge eller pleje deres syge, give dem gaver samt tilsvarende sociale omgangsformer med dem, herunder køb og salg samt handel. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, døde, var hans jernbrynje pantsat hos en jøde som sikkerhed for en gæld. Nogle af Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsagere slagtede geder eller får og sagde til deres tjener: Giv først vores jødiske nabo noget af kødet.

Forfatteren til bogen ‘Al-Badā’i waṣ-Ṣanā’i’ siger: ‘De, der bor i en muslimsk stat, skal købe, sælge og handle med hinanden. Sociale omgangsformer med ikke-muslimske borgere er tilladte, fordi det kan blive en anledning til, at de antager islam. At tillade dem at bo i muslimske områder bidrager endnu mere til at opnå dette formål. Desuden har muslimerne selv mange forskellige fordele ved handel og sociale omgangsformer med dem.’

Forbudt alliance: Dette er grundprincippet for muslimers indbyrdes forhold til ikke-muslimer. Dette princip ændres ikke, før der viser sig en modstående handling fra ikke-muslimernes side. Hvis de i denne sammenhæng begår ødelæggende og splittende handlinger mod muslimerne, behandler muslimerne fjendtligt og erklærer krig mod dem, bliver det ud fra islams synspunkt en bindende og uomgængelig pligt at bryde forbindelserne med dem. Politiske og diplomatiske forbindelser med dem vil dog fortsat gælde på lige fod og på grundlag af retfærdighed. Den ædle Koran har henledt sine tilhængeres opmærksomhed på denne virkelighed og givet dem klare og detaljerede anvisninger herom. Den Almægtige Allahs ord:

لا يَتَّخِلِ الْمُؤْمِنُونَ الْكَفِرِينَ أَوْلِيَاءَ مِن دُونِ الْمُؤْمِنِينَ ، وَمَن يَفْعَلْ ذَلِكَ فَلَيْسَ مِنَ اللَّهِ فِي شَيْءٍ إِلَّا أن تتقوا منهر تقةٌ ، وَيُصَلِّ ركم الله نَفْسَهُ .

‘De troende bør ikke tage de vantro som beskyttere og venner frem for de troende. Enhver, der gør dette, har intet forhold til Allah. Undtagelsen er, hvis I udviser forsigtighed for at beskytte jer mod dem. Allah advarer jer mod sig selv. (Sura Âl Imrân: vers 28).

Følgende forhold kan udledes af ovenstående vers:

1. Man skal anlægge en forsigtig politik med hensyn til venskab og gensidigt samarbejde med ikke-muslimske fjender, fordi der er risiko for skade derved.

2. Den muslim, der bliver ven med dem, er adskilt fra Allah og har intet forhold til Allah.

3. Men i en svag og frygtsom situation er det tilladt at opretholde et ydre venskab med dem for at beskytte sig mod deres forfølgelse og angreb.

Allah, den Ophøjede, siger i den ædle Koran:

بقرِ الْمُنفِقِينَ بِأَنْ لَهُمْ عَذَابًا أَلِيمًا الَّذِينَ يَتَّخِذُونَ الْكَفِرِينَ أَوْلِيَاءَ مِنْ دُونِ الْمُؤْمِنِينَ ايبتغون عِنْدَ هُمُ الْعِزَّةَ فَإِنَّ الْعِزَّةَ لِلَّهِ جَمِيعًا وَقَدْ نَزَّلَ عَلَيْكُمْ فِي الْكِتٰبِ أَنْ إِذَا سَمِعْتُم ايت الله يغْفَرُ بِهَا وَيُسْتَمْرًا بِمَا فَلَا تَقْعُدُوا مَعَهُمْ

حَتَّى يَخُومُوا فِي حَدِيدٍ غَيْرِهِ مِن الكُمْ إِذَا مِثْلَهُمْ إِنَّ اللَّهَ جامِعُ الْمُنْفِقِينَ وَالْكَفِرِينَ فِي جَهَنَّمَ جَمِيعًا الَّذِينَ يَتَر بصونَ بِكُمْ فَإِن كَانَ لَكُمْ فَتْحٌ مِنَ اللَّهِ قَالُوا أَلَمْ تَكُنْ مُعَكُمْ وَإِنْ كَانَ لِلْكُفِرِينَ نَصِيبٌ قَالُوا أَلَمْ تَسْتَحْوِذْ عَلَيْكُمْ

وَتَمْتَعْكُمْ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ فَاللَّهُ يحكم بينكم يَوْمَ الْقِيمَةِ وَلَن يَجْعَلَ اللهُ لِلْكَفِرِينَ عَلَى الْمُؤْمِنِينَ سَبِيلا

‘Forkynd hyklerne det glædelige budskab om, at der venter dem en smertefuld straf. Søger de, der tager de vantro som beskyttere og venner i stedet for de troende, ære hos dem? Al ære tilhører i sandhed Allah. Han har allerede åbenbaret for jer i denne bog, at når I hører, at Allahs vers bliver fornægtet og gjort til spot, skal I ikke sidde sammen med dem, før de skifter emne. Ellers vil I være som dem. Allah vil sandelig samle hyklerne og de vantro i Helvede. De, der afventer, hvad der vil ske med jer, siger, hvis Allah giver jer sejr i krigen: »Var vi ikke sammen med jer?« Men hvis de vantro opnår en sejr, siger de: »Var vi ikke stærkere end jer, og beskyttede vi jer ikke mod de troendes greb?« På Opstandelsens Dag vil Allah dømme mellem jer, og Allah vil aldrig give de vantro nogen vej mod de troende.’ (Sura an-Nisa: vers 138-141).

Følgende forhold kan udledes af de ovenstående vers:

For det første: Hyklerne tager de vantro som venner, knytter venskabelige forbindelser med dem og hjælper i det skjulte de vantro, idet de opgiver venskabet med de troende.

For det andet: Gennem denne handling håber de at opnå ære og magt hos de vantro. Dette er i virkeligheden deres fejltagelse. For al ære og magt tilhører Allah og de troende. Den Almægtige Allah siger:

لِلَّهِ الْعِزَّةُ وَلِرَسُوْلِهِ وَلِلْمُؤْمِنِينَ وَلَكِنَّ الْمُنْفِقِينَ لَا يَعْلَمُونَ»Magt og ære tilhører Allah, Hans Sendebud og de troende, men hyklerne forstår det ikke.« (Sura al-Munafiqun: vers 8).

For det tredje: Disse hyklere afventer det umiddelbart forestående udfald af de troendes situation. Når sejr i krigen og hjælp fra Allah kommer til dem, siger de: »Vi står sammen med jer, hvad angår religionen og jihad.« Men når de ser, at de vantro sejrer, siger de til dem: »Beskyttede vi jer ikke mod deres straf, da vi forlod muslimernes gruppe og underrettede jer om deres hemmelige oplysninger?« Giv os derfor en del af det, I har opnået.

Der var blandt muslimerne nogle, som på grund af slægtskab, naboskab eller en venskabspagt opretholdt venskabelige forbindelser med de vantro. Men dette venskab var skadeligt for muslimernes sikkerhed. Derfor advarede Allah den Almægtige muslimerne mod denne form for skadeligt venskab og sagde:

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَتَّخِذُوا بِطَانَةً مِّن دُونِكُمْ لَا يَأْلُونَكُمْ عَبَالًا ما وَدُّوا مَا عَنِتُرْجَ قُلْ بَدَتِ الْبَغْضَاءُ من أفواههم مدح وَمَا تُغْفى صدورهم أكبر طا قد بينا لكم الأيس إِن كُنتُمْ تَعْقِلُونَ .

»I, der tror! Tag ikke andre end jer selv som fortrolige venner. De vil ikke undlade at skade jer. De ønsker det, der bringer jer ulykke. Hadet er kommet til udtryk på deres tunger, men det, deres hjerter skjuler, er endnu værre. Vi har tydeliggjort tegnene for jer, hvis I blot forstår. (Sura Āl ʿImrān: vers 118).

Det fremgår af ovenstående vers, at muslimerne er blevet forbudt at tage andre end deres egne som fortrolige venner, det vil sige især at afsløre deres hemmeligheder for dem. For denne fortrolighed vil ikke blot begrænse sig til, at de ønsker jer ondt; de glæder sig også over og nyder, at I lider skade. Tegnene på dette er kommet til udtryk i nogle af deres udtalelser om jer. På grund af styrken i deres misundelse og had er det vanskeligt for dem at skjule det. Og det, de skjuler i deres hjerter, er endnu frygteligere end det, der er kommet ud af deres munde.

Et kendetegn ved troen er, at den troende nægter at tage sin fjende som ven, selv om han er blandt hans nærmeste. Den Almægtige Allahs ord:

لا تَجِدُ قَوْمًا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ يُوَادُّونَ مَنْ حَادَ اللهَ وَرَسُولَهُ وَلَوْ كَانُوا أَبَا لَهُمْ أَوْ أَبْنَا لَهُمْ أَوْ إِخْوَانَهُمْ أَوْ عَشِيرَ تمر أولئِكَ كَتَبَ فِي قُلُوبِهِمُ الْإِيمَانَ وَأَيْنَ هُم بِرُوحِ مِنْهُ .

»Du vil ikke finde et folk, der tror på Allah og den yderste dag, som holder af dem, der sætter sig op imod Allah og Hans Sendebud, selv om disse måtte være deres fædre, sønner, brødre eller nære slægtninge. Han har styrket troen i deres hjerter og styrket dem med en ånd fra Sig (vejledningens lys). (Sura al-Mujādilah: vers 22).

Det fremgår klart af ovenstående vers, at det ikke er passende, at der blandt muslimerne findes nogen, som gør deres fjender til venner, selv om disse fjender er nogle af deres fædre, sønner eller nærmeste. Koranens bestemmelse om dem, der støtter imperialismen og arabernes og muslimernes fjender, er klar. Denne støtte er i sandhed ensbetydende med forræderi mod Allah, Hans Bog, Hans Sendebud (fred være med ham), de muslimske ledere og befolkningen. De er aldrig oprigtige med hensyn til islams krav, historiens krav, naboens ret, de undertryktes ret eller muslimernes nuværende og fremtidige rettigheder. Gennem dette forræderi har de solgt sig selv til Satan og registreret århundreders ydmygelse og evig vanære i deres eget navn.

Anerkendelse af individets rettigheder og værdighed: Efter at have virkeliggjort fredens principper og skabt et forhold præget af fred og sikkerhed mellem mennesker har islam æret og hædret mennesket som menneske i stedet for at bedømme det efter dets afstamning, race, religion, sprog, land, nationalitet eller sociale status. Allah, den Ophøjede, siger:

ولَقَدْ كَرَّمْنَا بَنِي آدَمَ وَحَمَلْتُهُمْ فِي الْبَرِّ وَالْبَحْرِ وَرَزَقْنهم من الطيبي وَفَضَّلْتُهُمْ عَلَى كَثِيرٍ مِن خَلَقْنَا تفضيلاً .

‘Sandelig, Jeg har hædret Adams børn, givet dem befordringsmidler på land og hav, forsynet dem med gode livsfornødenheder og begunstiget dem frem for mange af dem, som Jeg har skabt. (Sura Bani Isra’il: vers 70).

Et tegn på denne værdighed er, at Allah har skabt mennesket med Sin egen hånd, indblæst det ånd fra forrådet af den ånd, Han har skabt, ladet Sine engle kaste sig ned for det, underlagt mennesket alt, hvad der er i himlene og på jorden, gjort det til leder på denne planet, jorden, og udnævnt det til Sin stedfortræder, så det kan forskønne og udsmykke jorden.

For at omsætte denne givne værdighed til virkelighed og gøre den til en livsform har islam påtaget sig ansvaret for at beskytte alle menneskets rettigheder og gjort denne beskyttelse obligatorisk, hvad enten der er tale om religiøse, civile eller politiske rettigheder. Blandt disse rettigheder er:

1. Retten til beskyttelse af livet: Enhver person har ret til at få sit liv beskyttet og forsvaret. Derfor er det ikke tilladt at tage nogens liv, medmindre det sker som straf for mord eller for at standse en forbrydelse, der skaber fordærv på jorden. Den Almægtige Allahs ord:

من أَهْلِ ذَلِكَ ، كَتَبْنَا عَلَى بَنِي إِسْرَائِيلَ أَنَّهُ مَنْ قَتَلَ نَفْسًا بِغَيْرِ نَفْسٍ أَوْ فَسَادٍ فِي الْأَرْضِ فَكَأَنَّهَا قَتَلَ النَّاسَ جَمِيعًا ، وَمَنْ أَحْيَاهَا فَكَأَنَّهَا أَحْيَا النَّاسَ جَمِيعًا .

‘Derfor foreskrev Jeg Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det er som straf for mord eller for at standse fordærv på jorden, så er det, som om han har dræbt hele menneskeheden; og hvis nogen redder et menneskes liv, så er det, som om han har reddet hele menneskehedens liv. (Sura al-Ma’idah: vers 32)

Det er berettet i en autentisk hadith: »En muslims blod må ikke udgydes undtagen i ét af tre tilfælde: liv for liv (drab), en gift ægteskabsbryder eller en frafalden, der har løsgjort sig fra det muslimske samfund.«

2. Retten til beskyttelse af ejendom: Ligesom menneskelivet er menneskers ejendom hellig og beskyttet. Derfor er det ikke tilladt at tilegne sig andres ejendom med magt gennem ulovlige midler og metoder. Allah, den Ophøjede, siger:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُرْ بَيْنَكُمْ بِالْبَاطِلِ إِلَّا أَن تَكُونَ تِجَارَةٌ عَنْ تَرَاضٍ مِنْكُر تف

»I, der tror! Fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis. Men handel indbyrdes efter gensidigt samtykke er tilladt.« (Sura an-Nisa, vers 29).

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde:

منْ أَعْمَلَ مَالَ أَخِيهِ بِيَمِينِهِ أَوْجَبَ اللهُ لَهُ النَّارَ وَمَوْمَ عَلَيْهِ الْجَنَّةَ فَقَالَ رَجُلٌ وَإِن كَانَ شَيْئًا يَسِيرًا يَا رَسُولَ اللَّهِ فَقَالَ وَإِنْ عُودًا مِنْ أَرَائِهِ.

»Den, der uretmæssigt tager sin broders ejendom, vil Allah bestemt overlade til Jahannam og gøre Paradiset forbudt for ham.« En mand spurgte: »Allahs Sendebud! Hvad hvis det kun er en lille smule?« Han svarede: »Selv hvis det blot er en gren fra arak-træet.«

Arak er en slags tornet træ, som man fremstiller miswak af.

3. Retten til beskyttelse af ære og værdighed: Det er ikke tilladt at krænke nogens ære og værdighed, selv hvis det blot sker gennem et ord. Den Almægtige Allah siger:

وَيْلٌ لِكُلِّ مَبَرَةٍ لَمَزَةِ Et ve den, der bagtaler og håner folk både i det skjulte og åbenlyst.’ (Sura 104 al-Humaza: vers 1).

4. Retten til personlig frihed: Islam har ikke blot anerkendt retten til beskyttelse af liv, ejendom, formue og ære og værdighed, men har også etableret friheden til tilbedelse og religiøs dyrkelse, tankefrihed, friheden til at vælge et erhverv for at kunne forsørge sig samt friheden til at drage fordel af alle statens institutioner. Islam har gjort det obligatorisk for staten at beskytte alle disse rettigheder. Menneskets rettigheder er imidlertid ikke begrænset hertil.

5. Retten til at vælge bopæl: Mennesket har ret til at bo hvor som helst og i hvilken som helst retning samt til at flytte til ethvert sted på jorden uden nogen form for hindringer eller begrænsninger. Derfor må ingen hindres i dette, bortvises eller fængsles, medmindre vedkommende har gjort andre uret, er blevet udvist eller idømt fængsel i henhold til loven. Sådanne indgreb kan foretages, hvis personen overskrider andres grænser, forstyrrer freden eller udøver terror mod uskyldige mennesker.

إِنَّمَا جَزَاؤُا الَّذِينَ يُحَارِبُونَ اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَيَسْعَوْنَ فِي الْأَرْضِ فَسَادًا أَن يُقَتَلُوا أَوْ يُصَلِّبُوا أَوْ تَقَطَّعَ ايْدِ نمر وارجلهم من خلافٍ أو ينقوا مِنَ الْأَرْضِ، ذَلِكَ لَهُمْ خِزْيٌ فِي الدُّنْيَا وَلَهُمْ فِي الْآخِرَةِ عَذَابٌ عَظِيمٌ إِلَّا الَّذِينَ تَابُوا مِن قَبْلِ

أَن تَقْدِرُوا عَلَيْهِمْ فَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَحِيرٌ

Straffen for dem, der fører krig mod Allah og Hans Sendebud og stræber efter at skabe ødelæggelse på jorden, er, at de dræbes eller korsfæstes, eller at deres hænder og fødder amputeres på modsatte sider, eller at de forvises fra landet. Dette er en ydmygelse for dem i denne verden, og i det hinsidige venter der dem en frygtelig straf. Men de, der angrer, før I får magt over dem, er undtaget fra straffen. I skal vide, at Allah er Tilgivende og Barmhjertig.’ (Sura al-Ma’ida: vers 33-34).

6. Retten til at udtrykke sin mening: Blandt rettighederne er retten til at modtage undervisning. Enhver person har ret til uddannelse, hvorigennem hans samvittighed oplyses, hans personlighed udvikles, og hans værdighedsniveau hæves. Mennesket har ligeledes ret til at udtrykke sin mening, bevise den ved hjælp af argumenter samt fremsætte og bekendtgøre sandheden. Islam hindrer ikke meningsytringer og fri tænkning, så længe de ikke er skadelige for samfundet.

Allahs Sendebud (fred være med ham) lod sine ledsagere aflægge troskabsed på, at de ville fremføre sandheden, selv når den var bitter, og at de ikke ville frygte nogen bebrejdelses bebrejdelse, når det gjaldt Allah. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde også:
.كِتَ عَنِ الْحَقِّ عَيْطَانُ أَعْرَسَ»En stum djævel, der tier om at fremføre sandheden.«

Om dette siges der i Den Ædle Koran:

إن الذِينَ يَكْتُمُونَ مَا أَنْزَلْنَا مِنَ البَيْتِ وَالْهُدَى مِن بَعْدِ مَا بَيْنَهُ لِلنَّاسِ فِي الكُتُبِ لَا أُولَئِكَ يلعنهم الله ويَلْعَتُهُم اللعنونَ إِلَّا الَّذِينَ تَابُوا وَأَسْلَعُوا وَبَيْهُوا مَا وَلَئِكَ أَتُوبَ عَلَيْهِمْ وَأَنَا التَّوَّابُ الرميدة

»Sandelig, dem, der skjuler de klare beviser og den vejledning, som Vi har åbenbaret, efter at Vi tydeligt har forklaret dem for menneskene i Skriften, dem forbander Allah, og de, der forbander, forbander dem også. Men dem, der angrer, forbedrer sig selv og tydeligt erklærer sandheden, deres anger tager Jeg imod. Jeg er Den, der tager imod angeren, Den Barmhjertige.« (Sura 2, al-Baqara: vers 159-160).

Islam anser det for den sultnes ret at få mad, den ubeklædtes ret at få tøj, den syges ret at få den bedst mulige behandling og den skræmtes og rædselsslagnes ret at få sikkerhed. Ved opnåelsen af disse rettigheder er alle lige, uanset religion og race. Dette er Islams lære med hensyn til anerkendelsen af menneskers rettigheder. Det er en lære, som rummer omfattende velfærd for hele verdens befolkning.

Når det gælder anerkendelsen og gennemførelsen af rettigheder, er det vigtigste, at blandt de religioner og ideologier, der holder taler og udsender erklæringer om menneskers rettigheder, indtager Islam den førende plads. Islam har uden tvivl anerkendt læren om rettigheder som en ufravigelig del af religionen. Gennem opfyldelsen af rettigheder kan man opnå nærhed til Allah, ligesom man opnår nærhed til Ham gennem de rituelle tilbedelseshandlinger såsom bøn og faste.

Straffen for at krænke rettigheder: De ovennævnte rettigheder giver mennesket mulighed for at bevæge sig frem mod vide horisonter, så det kan nå fuldkommenhed og opnå den udvikling, der er bestemt for det, hvad enten den er materiel eller uddannelsesmæssig.

Det regnes som en forbrydelse at ødelægge eller ophæve blot én af menneskers rettigheder. Dette er den egentlige grund til, at Islam har forbudt enhver form for konflikt. Ethvert overgreb mod et menneskes liv er forbundet med konflikt; det at leve er en hellig ret. Gennem konflikt ødelægges liv.

Derfor er krige, der føres for at udvide imperiets grænser og øge rigdom og magt, blevet forbudt. Den Almægtige Allahs ord:

تِلْكَ الدَّارَ الْآخِرَةُ نَجْعَلُهَا لِلَّذِينَ لَا يُرِيدُونَ عَلُوا فِي الْأَرْضِ وَلَا فَسَادًا ، وَالْعَاقِبَةُ لِلْمُتَّقِينَ

Dette er det hinsidige hjem, som Jeg bestemmer for dem, der ikke ønsker at være hovmodige og skabe fordærv på jorden. Den gode udgang tilhører de gudfrygtige.’ (Sura al-Qasas: 83).

Den Almægtige Allah siger, idet Han forbyder krige, der udspringer af hævn og fjendskab:

ولَا يَجْرٍ مَنْكُمْ عَنَانُ قَوْمٍ أَن مَدُّوكُمْ عَنِ الْمَسْجِدِ الْحَرَامِ أَن تَعْتَدُوا – وَتَعَاوَلُوا عَلَى الْبِرِّ وَالتَّقْوى وَلَا تَعَاوَلُوْا عَلَى الْإِثْرِ وَالْعَدْوَانِ وَاتَّقُوا اللَّهَ طَ إِنَّ اللَّهَ عَدِيدُ الْعِقَابِ

Lad ikke had til et folk, fordi de forhindrede jer i at få adgang til Den Hellige Moské, nogensinde få jer til at overskride grænserne. Hjælp hinanden i godhed og gudfrygtighed, og hjælp ikke hinanden i synd og overtrædelse. Frygt Allah. Allah er visselig streng i straf.’ (Sura 5, al-Ma’idah: vers 2).

Den Almægtige Allah siger, idet Han forbyder krige, der har til formål at ødelægge og tilintetgøre:

وَلَا تُفْسِدُوا فِي الْأَرْضِ بَعْدَ إِصْلَاحِهَا ‘Skab ikke fordærv på jorden, efter at der er blevet skabt orden på den.’ (Sura al-A’raf: vers 56).

Hvornår er krig legitim?: Eftersom fred er den naturlige tilstand og grundprincippet for livsførelsen, mens krig er undtagelsen og afvigelsen, er krig ifølge islam ikke under nogen omstændigheder legitim, bortset fra to situationer. De to situationer, hvor krig er legitim, er:

Den første situation: Når nogen angriber og udøver aggression, bliver krig uundgåelig for at afværge angrebet og aggressionen og for at forsvare liv, ejendom, ære og hjemland. Allah, den Ophøjede, siger:

وَقَاتِلُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ الَّذِينَ يُقَاتِلُونَكُمْ وَلَا تَعْتَدُوا مَا إِنَّ اللَّهَ لا يُحِبُّ الْمُعْتَدِينَ

Bekæmp dem, der bekæmper jer, på Allahs vej. Men overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne. (Sura al-Baqara: 190).

Det er overleveret fra Sa’d ibn Zayd, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ejendom, er en martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sit liv, er en martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin religion (din), er en martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin familie, er en martyr. (Abu Dawud, at-Tirmidhi).

قَالُوا وَمَا لَنَا أَلَا تُقَاتِلَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ وَقَدْ أَخْرِجْنَا مِنْ دِيَارِنَا وَأَبْنَائِنَا مَا

(Israels børn sagde:) »Hvorfor skulle vi ikke kæmpe på Allahs vej, når vi er blevet fordrevet fra vores egne hjem og fra vores børn?« (Sura al-Baqara: vers 246).

Den anden situation: Når nogen hindrer islams udbredelse og fremgang ved at forfølge dem, der tror på islam, forhindre mennesker, der ønsker at antage islam, eller afholde den, der kalder til islam og prædiker islam, fra at invitere til og prædike islam. Da bliver krig uundgåelig med det formål at opretholde og beskytte retten til at invitere til og prædike på Allahs vej.

Det første bevis findes i sura al-Baqaras vers 190, 191, 192 og 193:

وَقَاتِلُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ الَّذِينَ يُقَاتِلُونَكُمْ وَلَا تَعْتَدُوا مَا إِنَّ اللهَ لا يُحِبُّ الْمُعْتَدِينَ وَاقْتُلُوهُمْ حَيْثُ تقِفْتُمُوهم وأخر موهم من حيث أخرمُوكُمْ وَالْفِتْنَةَ أَهَدَّ مِنَ القَتْلِ : وَلَا تُقْتِلُوهُمْ عِنْدَ الْمَسْجِدِ الْحَرَامِ حَتَّى يَقْتِلُوكُمْ فِيْهِ: فَإِنْ

قَتَلُوكُمْ فَاقْتُلُوهُمْ مَا كَل لكَ جَزَاءُ الْكَفِرِينَ فَإِنِ الْتَمَوْا فَإِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيرُه وَقُتِلُوهُمْ حَتَّى لَا تَكُونَ فِتْنَةٌ و يَكُونَ الدين لله ما فَإِنِ الْتَمَوْا فَلَا عُدْوَانَ إِلَّا عَلَى القلمين

Bekæmp dem på Allahs vej, som bekæmper jer, men overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne. Dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem fra de steder, hvorfra de har fordrevet jer. Forfølgelse er værre end drab. Bekæmp dem ikke nær Den Hellige Moské, før de bekæmper jer dér. Men hvis de bekæmper jer, så dræb dem. Sådan er de vantros løn. Hvis de ophører, er Allah tilgivende og barmhjertig. Bekæmp dem, indtil forfølgelsen er ophørt, og Allahs religion er grundfæstet. Men hvis de ophører, må der ikke begås overgreb mod andre end de uretfærdige.

Læren af de nævnte vers er:

1. Der er kun givet befaling om at bekæmpe dem, der indleder angrebet og overskrider grænserne, for at afværge deres angreb. Krig i selvforsvar er tilladt i alle verdens lovsystemer og i alle religioner. Dette fremgår klart af Allahs ord: »Bekæmp dem på Allahs vej, som bekæmper jer.«

2. Det er ikke tilladt først at angribe dem, der ikke indleder krig eller foretager det første angreb. Det er nemlig at overskride grænserne. Allah har forbudt at overskride grænserne og har gjort uret og aggression haram. Han har sagt: »Overskrid ikke grænserne. Allah elsker ikke dem, der overskrider grænserne.«

3. Forbuddet mod at indlede det første angreb begrundes med, at Allah ikke elsker dem, der overskrider grænserne. Dette beviser, at dette forbud er ubestrideligt og uforanderligt. Her er det nemlig blevet meddelt og fastslået, at Allah ikke elsker overskridelse af grænserne. Ingen af Allahs meddelelser og fastslåede sandheder kan nogensinde ophæves eller ændres. Det første angreb og overskridelsen af grænserne er nemlig uret, som Allah aldrig elsker.

4. Denne tilladte krig har et bestemt mål og en klar grænse. Målet og grænsen er at afværge og standse den uret og forfølgelse, som troende kvinder og mænd udsættes for, og at sikre deres rettigheder og frihed, så de kan tilbede Allah og virkeliggjort Allahs religion i fuld sikkerhed mod enhver form for angreb og aggression.

Det andet bevis, vers 75 i sura An-Nisa:

وَمَا لَكُمْ لَا تُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللهِ وَالْمُسْتَضْعَفِينَ مِنَ الرِّجَالِ وَالنِّسَاءِ وَالْوِلْدَانِ الَّذِينَ يَقُولُونَ ربَّنَا أَعْرِمْنَا مِنْ هَذِهِ الْقَرْيَةِ الظَّالِمِ أَهْلَهَا : وَاجْعَلْ لَّنَا مِن لذلك وَلِيًّا ، وَاجْعَلْ لَنَا مِن لَّدتك تسيرات

‘Hvad er der med jer, at I ikke vil kæmpe på Allahs vej og for de svage mænd, kvinder og børn, som siger: »Vor Herre, før os bort fra denne by, hvis indbyggere er uretfærdige, og giv os fra Dig en beskytter, og giv os fra Dig en hjælper.«’

Dette vers angiver to årsager til krig:

For det første: Kamp på Allahs vej. Dette er i virkeligheden islams endelige mål, så der ikke er nogen hindringer, uret eller forfølgelse tilbage, og lydigheden udelukkende bliver viet til Allah.

For det andet: Kamp for befrielsen af alle de svage mænd og kvinder, som antog islam i Mekka, men ikke var i stand til at udvandre. Derfor udsatte Qurayshs vantro dem for grusom uretfærdighed og forfølgelse. Således bad de Allah om at blive befriet fra denne situation. Der var intet alternativ til at beskytte dem mod de uretfærdiges undertrykkelse og give dem retten og friheden til at følge den religion, de havde valgt.

Det tredje bevis, vers 90 i sura An-Nisa:

فَإِنِ اعْتَرَلُوكُمْ فَلَمْ يُقَاتِلُوكُمْ والقَوْا اليكم السلم لا فَما جَعَلَ اللَّهُ لَكُمْ عَلَيْهِمْ سَبِيلاه

Hvis de holder sig væk fra jer, ikke kæmper mod jer og tilbyder jer fred, har Allah ikke givet jer nogen mulighed for at træffe forholdsregler mod dem.
De muslimer, der ikke har kæmpet mod jer, heller ikke mod dem, der kæmper mod jer, men har holdt sig på afstand af begge parter og i deres søgen efter fred fuldstændigt har holdt sig borte fra kamp, har muslimerne ingen mulighed for at gribe ind over for.

Det fjerde bevis er Sura al-Anfals vers 61 og 62:

وان جَنَعُوا لِلسَّلْمِ فَاجْتَعْ لَهَا وَتَوَكَّلْ عَلَى اللهِ ، اللَّهَ هُوَ السَّمِيعُ الْعَلِيم وَإِن يُرِيدُوا أَن يخدموا فَإِن حَسْبَكَ الله

»Hvis de hælder til fred, så hæld også du til fred, og stol på Allah. Han er den Althørende, den Alvidende. Hvis de ønsker at bedrage dig, er Allah tilstrækkelig for dig.« I dette vers befales det, at man skal hælde til fred, hvis fjenden hælder til fred, selv hvis denne hældning er et udtryk for bedrag og svig.

Det femte bevis er, at alle de krige, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) førte, var defensive. De var på ingen måde aggressive krige. Også krigene mod afgudsdyrkerne i Arabien efter erobringen af Mekka og ophævelsen af deres aftaler fandt sted på grundlag af dette princip. Det fremgår utvetydigt af vers 13, 14 og 15 i Sura al-Tawba:

أَلَا تُقَاتِلُونَ قَوْمًا لَّكَثُوا أَيْمَالَهُمْ وَمَمُوا بِإِعْرَاجِ الرَّسُولِ وَهُمْ بَدَءُ وَكَمْ أَوَّلَ مَرا ، الخَفَوْنَهُرْ فَاللَّهُ أحَقُّ أَن تَغْفُوهُ إِن كُنتُمْ مُؤْمِنِينَ قَاتِلُوهُ يُعَلِّ بَصَرَ اللهُ بِأَيْدِيكُمْ وَيَجْزِي وَيَنْصُرْكُمْ عَلَيْهِمْ وَيَقْفِ

صدور قَوْمٍ مُؤْمِنِينَ وَيُدْعِب غَيْةَ قُلُوبِهِمْ ، وَيَتُوبَ الله عَلَى مَنْ يُشَاءُ ، وَاللَّهُ عَلِيمٌ حَكِيرٌه

»Vil I ikke kæmpe mod det folk, som har brudt deres løfter og besluttet at fordrive Sendebudet? Det var dem, der først brød med jer. Frygter I dem? Hvis I er troende, er det Allah, I med rette bør frygte. Kæmp mod dem. Ved jeres hænder vil Allah straffe dem, ydmyge dem, give jer sejr over dem, bringe de troendes hjerter til ro og fjerne vreden fra deres hjerter. Allah tilgiver, hvem Han vil. Allah er Alvidende og Alvis.«

Da afgudsdyrkerne forenede sig og iværksatte et omfattende angreb på muslimerne, befalede Allah også muslimerne at forene sig og kæmpe mod dem. Han sagde:

وقاتلوا المشركين كَافَّةً كَمَا يُقَاتِلُونَكُمْ كَافَّةً ، وَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ مَعَ الْمُتَّقِينَ

»Kæmp mod afgudsdyrkerne på alle fronter, ligesom de kæmper mod jer på alle fronter. Vid, at Allah er med de gudfrygtige.« (Sura at-Tawba: 36).

Hvad angår årsagen til krigen mod jøderne, var den, at de efter Allahs Sendebud, fred være med ham, var emigreret til Medina og havde indgået en ikke-angrebspagt med ham. Men kort tid efter brød de pagten, sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne og hyklerne, organiserede sig mod muslimerne og kæmpede mod dem i Ahzab-slaget. På denne baggrund åbenbarede Han vers 29 i sura at-Tawba:

قَاتِلُوا الَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَلَا بِالْيَوْمِ الْآخِرِ وَلَا يُحْرِمُونَ مَا حرم اللهَ وَرَسُولَهُ وَلَا يَدِينُونَ بِهِنَ الْحَقِّ من الذين أوتوا الكتب حتى يعطوا الجزية عن يد وهر سفرونه

»Kæmp mod dem blandt dem, der har fået Skriften, som ikke tror på Allah eller den yderste dag, som ikke forbyder det, som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke følger den sande religion, indtil de underkaster sig og betaler jizya med egen hånd.« Han siger også i vers 123 i sura at-Tawba:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا قَاتِلُوا الَّذِينَ يَكونَكُم مِّنَ الْكُفَّارِ وَلْيَجِدُوا فِيكُمْ غِلْقَةٌ ، وَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ مَعَ المتقين

»O I, der tror! Kæmp mod de vantro blandt dem, der er nærmest jer, og lad dem finde hårdhed hos jer. Allah er visselig med de gudfrygtige.«

Det sjette bevis er, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, engang så liget af en dræbt kvinde og sagde: »Denne kvinde deltog jo ikke i kampen.« Heraf blev det klart, at grunden til, at det er forbudt at dræbe kvinder, er, at de ikke deltager i kampen sammen med de øvrige kæmpende. Det var således de vantros krig mod os, der var årsagen til, at vi kæmpede mod dem; deres vantro var ikke årsagen til, at vi kæmpede mod dem. Det syvende bevis er, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forbød drab på munke og børn, og årsagen hertil er nøjagtig den samme som den, på grund af hvilken han forbød drab på kvinder.

Det ottende bevis er, at islam ikke har fastsat tvang som en metode til islams forkyndelse og udbredelse, men har fastsat brugen af fornuften, anvendelsen af tænkeevnen og betragtningen af de forunderlige ting i himlene og på jorden som metoden til islams forkyndelse og udbredelse. Som Allah siger i vers 99, 100 og 101 i Sura Yunus:

وَلَوْ شَاءَ رَبُّكَ لَآمَنَ مَنْ فِي الْأَرْضِ كَلَّمُ جَمِيعًا ، أَفَانتَ تَكْرِهُ النَّاسَ حَتَّى يَكُونُوا مُؤْمِنِينَ وَمَا كَانَ لِنَفْسٍ أَن تُؤْمِنَ إِلَّا بِإِذْنِ اللهِ ، وَيَجْعَلُ الرِّجْسَ عَلَى الَّذِينَ لا يَعْقِلُونَ قُلِ انْظُرُوا مَاذَا فِي السمو وَالْأَرْضِ ، وَمَا تَغْنى الايت

والنذر عَن قَوْمٍ لا يُؤْمِنُونَ

»Hvis din Herre havde villet, ville alle på jorden have troet. Vil du da tvinge mennesker til at blive troende? Ingen kan tro uden Allahs tilladelse. Han gør dem, der ikke forstår, urene. Sig: Betragt det, der er i himlene og på jorden. Tegnene og advarslerne gavner ikke et folk, der er vantro.«

Allah siger i vers 256 i Sura al-Baqara:

لا إكراه في اللون من قُلْ تَبَيَّنَ الرَّهْدُ مِنَ الْغَيِّ :

»Der er ingen tvang i religionen. Den rette vej er blevet tydelig i forhold til vildfarelsens vej.«

Det er også historisk bevist, at Allahs Sendebud (fred være med ham) tog mange mennesker til fange som krigsfanger. Men det vides ikke, at han tvang nogen af dem til at antage islam. Hans ledsagere fulgte også denne fremgangsmåde.

Ahmad beretter fra Abu Hurayrah, at da Sumamah al-Hanafi blev taget til fange, gik Allahs Sendebud (fred være med ham) hver morgen hen til ham og sagde: »Sumamah, hvad har du at tilbyde?« (Det vil sige: Har du noget, du kan betale som løsesum?)

Sumamah svarede: »Hvis du dræber mig, kan du gøre det. For jeg har dræbt nogle af jeres folk. Men hvis du viser mig nåde, vil din nåde blive vist en taknemmelig mand. Og hvis du ønsker rigdom, vil jeg give dig, hvad du ønsker.«

Allahs Sendebuds (fred være med ham) ledsagere foretrak at befri ham mod en løsesum og sagde: »Hvad vil vi få ud af at dræbe ham?« Da Allahs Sendebud (fred være med ham) senere gik hen til ham, antog han islam. Derefter løslod han ham. Han sendte ham til Abu Talhas have og beordrede ham til at bade. Så badede han og bad to rakʿah. Da sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »Jeres brors antagelse af islam er fuldendt på meget smuk vis.«

På den anden side førte Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke krig mod nogen blandt de kristne eller andre trosretninger, før han efter Hudaybiyyah-forliget havde sendt udsendinge til alle konger og herskere for at invitere dem til islam. Han sendte udsendinge til kejseren af Rom og Persiens kejser samt til al-Muqawqis, al-Najashi, herskerne i de østlige arabiske riger og Syriens herskere. Nogle af disse kristne og andre herskere antog islam. Da han overdrog de kristne i Syrien regeringsmagten dér, dræbte de nogle af dem, der netop havde antaget islam. De indledte krig mod muslimerne og dræbte dem uretmæssigt og aggressivt. Da de kristne således først havde dræbt muslimer, sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) en hær dertil. Først udnævnte han Zayd ibn Harithah til hærens leder, derefter Jaʿfar og så ʿAbdullah ibn Rawahah. Dette var muslimernes første krig mod de kristne, kendt som Slaget ved Muʾtah. Et stort antal kristne deltog i krigen mod muslimerne. Alle de tre nævnte ledere blev martyrer dér. Til sidst overtog Khalid ibn al-Walid ledelsen.

Det bliver klart ud fra ovenstående redegørelse, at islam ikke har tilladt krig med noget andet formål end at afværge aggression, styrke islams kaldsarbejde, forhindre uret og undertrykkelse samt beskytte menneskers frihed til at vælge religion. For at føre krig med disse formål er en af de pligter, islam har pålagt, og det kaldes også jihad.

Det enogtyvende kapitel: Jihad

Ordet jihad er i arabiske ordbøger afledt af roden »juhd«. Juhd betyder styrke og hårdt arbejde. Jihad betyder derfor at anvende alle sine kræfter og arbejde hårdt i krig mod fjenden og for at afværge fjenden. I moderne terminologi kaldes det harb eller krig. Krig er væbnet kamp mellem to eller flere lande. Det er et naturligt forhold blandt menneskeheden. Ingen nation og ingen generation kan være fri for krig. I alle de tidligere åbenbaringsbaserede religioner er krig også blevet anerkendt og opretholdt. I den Torah, som jøderne læser, er krig blevet opretholdt med de værst tænkelige former for sabotage, ødelæggelse, drab og tilfangetagelse. Nedenfor følger et citat fra Torahen: »Når du nærmer dig en by for at føre krig mod den, skal du først indbyde byen til fred. Hvis den accepterer fred og åbner sine porte for dig, skal hele dens befolkning blive dine undergivne undersåtter og slaver. Men hvis den ikke accepterer fred, men fører krig mod dig, skal du belejre den. Og når Herren din Gud overgiver dem i din hånd, skal du dræbe alle dens mænd med skarpe sværd. Men kvinderne, børnene, kvæget, alt byens øvrige ejendom og krigsbyttet skal du tage som dit bytte, og du skal nyde fjendens ejendom, som Herren din Gud har givet dig. Sådan skal du også gøre med de fjerne byer, som ikke hører til disse byer. Men hvad angår indbyggerne i disse nærliggende byer, hvis ejendom Herren din Gud giver dig som arv, må du ikke skænke nogen af dem noget, men du skal udrydde dem fuldstændigt. Du må ikke skænke nogen af hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, perizzitterne, hivvitterne eller jebusitterne noget, sådan som Herren din Gud har befalet dig.«

I den Bibel, som de kristne læser, står der:

Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men for at bringe sværdet. Jeg er kommet for at sætte mennesket op imod dets far og datteren imod sin mor. Jeg er kommet for at gøre et menneskes egne familiemedlemmer til dets fjender. Den, der elsker sin far og mor mere end mig, er mig ikke værdig, og den, der elsker sin søn og datter mere end mig, er mig ikke værdig. Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værdig. Den, der elsker sit liv, skal miste det, og den, der opgiver sit liv for min skyld, skal vinde det.

Også folkeretten anerkender de omstændigheder og forhold, under hvilke krig er lovlig, og fastsætter for krigsførelse sådanne principper, som kan begrænse krigens skader og ødelæggelser. I praksis har det imidlertid ikke været muligt at begrænse dem det mindste.

Hvordan jihad blev lovlig i islam: Allah sendte Sin Sendebud til hele menneskeheden. Han befalede ham at kalde til retfærdighedens principper og den sande religion. Under sit ophold i Mekka fremsatte han denne invitation med visdom og omtanke samt gennem milde formaninger.

Eftersom hans folk anså denne invitation for skadelig for deres slægtsmæssige og moralske eksistens, var det uundgåeligt, at Sendebudet blev mødt med modstand fra deres side. Under disse omstændigheder befalede Allah ham at møde deres modstand med tålmodighed og tilgivelse. Han siger:

وَاصْبِرُ الحُكْرِ رَبِّكَ فَانَّكَ بِأَعْيْنِنَاVær tålmodig og afvent din Herres afgørelse. Du er jo under Mine øjne.’ (Sura at-Tur: vers 48)

فَاسْفَع عنهم وقُل سليم ، فسوف يعلمونIgnorér dem og sig: »Salam«, så vil de snart få at vide, hvad det betyder.’ (Sura az-Zukhruf: vers 89).

فَاصْفَعِ الصَّفْحَ الْحَمِيلَTilgiv dem med den største høflighed.’ (Sura al-Hijr: 85).

قُلْ لِلَّذِينَ آمَنُوا يَغْفِرُوا لِلَّذِينَ لَا يَرْجُونَ أَيَّامَ اللَّهِ

Sig til de troende, at de skal tilgive dem, som ikke håber på Allahs dage.’ (Sura al-Jāthiya: vers 14)

På dette tidspunkt havde Allah ikke tilladt, at man imødegik overgreb med overgreb og vold med vold, eller førte krig mod dem, der havde gjort væbnet modstand mod forkyndelsen, eller kæmpede mod dem, der udførte brutale overgreb og forfølgelser mod troende kvinder og mænd.

دفع بالتي هي أحسن السيئة طَلَعَنَ أَعْلَمُ بِمَا يَصِفُون

Afværg det onde med det, der er bedst. Jeg er særdeles velunderrettet om alt, hvad de siger.’ (Sura al-Mu’minun: vers 96)

På dette tidspunkt anvendte han ordet ‘jihad’ om det, han foreskrev, udelukkende i betydningen at modstå med Koranen og rationelle beviser. For eksempel:وَجَامِلٌ مُرْ بِهِ جِهَادًا كَبِيرًا .

‘Kæmp ihærdigt mod dem ved hjælp af Koranen.’ (Sura al-Furqan: vers 52)

Efter at der således var gået tretten år i Mekka, og de vantros voldelige adfærd samt deres brutale overgreb og forfølgelser havde antaget et alvorligt omfang og nået et ekstremt niveau, ja, der blev endog lagt planer om at dræbe Sendebudet, blev han tvunget til at udvandre fra Mekka til Medina og beordrede også sine ledsagere til at udvandre til Medina:

وَإِذْ يَمْكُرُبِكَ الَّذِينَ كَفَرُوا لِيُثْبِتُوكَ أَوْ يَقْتَلُوكَ أَوْ يُخْرِجُوكَ ، وَيَمْكُرُونَ ويمكر الله ، والله غير المكرين

‘Husk, da de vantro lagde planer mod dig for at tage dig til fange, dræbe dig eller forvise dig. De lægger planer, og Allah lægger også planer. Allah er den bedste af dem, der lægger planer.’ (Sura al-Anfal: vers 30)

إِلا تَنْصُرُوهُ فَقَدْ نَصَرَهُ الله Hvis I ikke hjælper ham, vil Allah dog helt sikkert hjælpe ham.’ (Sura at-Tawba: vers 40)

Til sidst, da fjenderne i Medina, islams nye hovedstad, begyndte at angribe muslimerne, og de blev tvunget til at gribe til våben for at beskytte deres liv og ejendom og for at kunne fortsætte med at udbrede islams budskab, blev der givet tilladelse til at kæmpe. På dette tidspunkt blev de første vers, nemlig vers 39, 40 og 41 i Sura al-Hajj, åbenbaret:

أذِنَ لِلَّذِينَ يَقْتَلُونَ بِأَنَّهُمْ ظُلِمُوا ، وَإِنَّ اللهَ عَلَى نَصْرِهِمْ لَقَدِيرُ الَّذِينَ أَخْرِجُوا مِن بِيْرِهِمْ بِغَيْرِ حَق إِلَّا أَن يَقُولُوا رَبُّنَا الله وَلَوْلا دَفْعُ اللَّهِ النَّاسِ بَعْضَهُمْ بِبَعْضِ المُرسَت مَوامِعَ وَبِيَعٌ وَصَلُونَ وَمَسْجِدٌ يذكَرَ فِيهَا اسْم اللهِ كَثِيرًا ،

وَلَيَنْصُون الله من ينصره ، إن اللهَ لَقَوِيٌّ عَزِيزَهُ الَّذِينَ إِن مُكْتَهُمْ فِي الْأَرْضِ أَقَامُوا الصَّلوةَ وَاتُو الزكوة وأمرُوا بِالْمَعْرُوفِ وَلَموا عَنِ الْمُنْكَرِ مَا وَلِلَّهِ عَاقِبَةُ الْأَموره

Der blev givet tilladelse til at kæmpe mod dem, der er blevet angrebet, fordi de er blevet gjort uret imod. Allah er visselig i stand til at hjælpe dem. De er uretmæssigt blevet fordrevet fra deres hjem, blot fordi de siger: »Vores Herre er Allah.« Hvis Allah ikke havde holdt én gruppe af mennesker tilbage ved hjælp af en anden, ville klostre, kirker, jødernes synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet ødelagt. Allah hjælper visselig den, der hjælper Allah. Allah er visselig stærk og mægtig. Hvis Jeg giver dem fast fodfæste på jorden, vil de holde bønnen, give zakat, påbyde det gode og forbyde det onde. Udfaldet af alle sager ligger hos Allah.’ Her er tre grunde nævnt som begrundelse for tilladelsen til at føre krig.

1. De vantro har på fuldstændig aggressiv vis og uden provokation gjort muslimerne uret, fordrevet dem uretmæssigt fra deres hjem, og den eneste grund til dette var, at de havde antaget den sande religion og sagt: Vores Herre er alene Allah.

2. Hvis Allah ikke havde givet menneskeheden tilladelse til et sådant selvforsvar, ville alle de steder for tilbedelse være blevet ødelagt, hvor Allahs navn bestandigt ihukommes. De ville være blevet udslettet under de vantro, som ikke tror på Allah og det hinsidige, og deres undertrykkelse.

3. Det eneste formål med at give mennesker sejr, fast grund, magt og myndighed på jorden er, at de skal opretholde salah, betale zakat, påbyde det gode og forbyde det onde.
Hvordan og hvornår jihad blev gjort obligatorisk: I det andet hijri-år gjorde Allah jihad obligatorisk ved at åbenbare følgende vers:

كتِبَ عَلَيْكُمُ الْقِتَالُ وَهُوَ كَرَهُ لَكُمْ ج وَعَسَى أَن تَكْرَهُوا شَيْئًا وَهُوَ خَيْرٌ لَكَرْجَ وَعَسَى أَن تَحِبُّوا شَيْئًا وهو شر لكمرها واللهُ يَعْلَمُ والتُر لَا تَعْلَمُونَ

‘Kamp er foreskrevet for jer, selv om den er jer imod. Men det kan være, at I hader noget, selv om det er godt for jer, og det kan være, at I elsker noget, selv om det er dårligt for jer. Allah ved, mens I ikke ved.’ (Sura al-Baqara: vers 216)

Jihad er fard kifāya: Der findes nogle obligatoriske handlinger, som det er påbudt enhver person at udføre; de bliver ikke fuldført, blot fordi én eller nogle få udfører dem. Det gælder for eksempel tro, rituel renselse, salah, zakat, faste og hajj. Disse kaldes fard al-ʿayn. Enhver person har ansvaret for at udføre dem. Det er ikke tilladt nogen at undlade dem eller udføre dem ufuldstændigt. (Tilegnelse af den grundlæggende viden om islam hører også under fard al-ʿayn.) Der findes også nogle obligatoriske handlinger, som kun er påbudt visse mennesker og ikke alle. Disse kaldes fard kifāya. (Ansvaret for at udføre disse handlinger påhviler kun dem, der har kvalifikationerne eller mulighed for at udføre dem.)

Fard kifāya er i hovedtræk af fire slags:

1. Religiøse handlinger, såsom at tilegne sig indgående viden om islam og undervise andre i islams bestemmelser; at afgøre spørgsmål, der er behæftet med tvivl og usikkerhed, og afsige kendelser; at fjerne tvivl, der er skabt om islam, og besvare bagvaskelse og fejlagtig propaganda; at sørge for janazah-bøn og for afholdelse af bøn i menighed; at opbygge islamiske organisationer; at kalde til bøn med adhan og lignende.

2. At tage midler, erhverv og lignende i brug for at opnå økonomisk udvikling og velstand, såsom landbrug, industri og lægevidenskab, samt alle de erhverv, som, hvis hele samfundet afholdt sig fra dem, ville skade samfundet både religiøst og verdsligt.

3. De opgaver, hvor det er en betingelse, at der findes en kompetent hersker, såsom at beordre jihad og at håndhæve de straffebestemmelser eller hudud, som er fastsat af shariaen. Dette er udelukkende herskerens ansvar og ret. Almindelige borgere og undersåtter har hverken ret eller myndighed til at straffe hinanden.

4. De opgaver, hvor en hersker ikke er en betingelse (men hvor kvalifikationer, evner, muligheder og frivilligt initiativ er tilstrækkelige), såsom at påbyde det gode, forbyde og forhindre det onde, opmuntre og opfordre til gode og ædle handlinger, tilegnelse af gode egenskaber og samfundsgavnlige aktiviteter samt bekæmpe onde handlinger og dårlige egenskaber.

Disse fard kifaya-forpligtelser er faktisk ikke obligatoriske for alle. Ansvaret for at udføre dem er pålagt nogle bestemte personer. Hvis nogle få udfører dem, og opgaven derved bliver gennemført med succes, eller deres bestræbelser viser sig at være tilstrækkelige, er alles ansvar for at udføre disse opgaver opfyldt. Men hvis ingen udfører dem, vil alle være syndige. Se i denne forbindelse vers 122 i Sura at-Tawbah, vers 71 i Sura an-Nisa og vers 95 i Sura an-Nisa.

Jihad er ikke obligatorisk for alle muslimer. Det er fard kifaya. Hvis nogle få udfører jihad, og fjenden derved bliver besejret, bortfalder denne forpligtelse for de øvrige. Allah siger i vers 122 i Sura at-Tawbah:

وَمَا كَانَ الْمُؤْمِنُونَ لِيَنْفِرُوا كَافَّةً ، فَلَوْلا نَفَرَ مِن كُلِّ فِرْقَةٍ مِنْهُمْ طَائِفَةٌ لِيَتَفَقَّهُوا فِي الدِّينِ وَلِيُنْذِرُوا قوْمَهُمْ إِذَا رَجَعُوا إِلَيْهِمْ لَعَلَّهُمْ يَحْذَرُونَ

‘Det er ikke passende, at de troende drager ud alle sammen (for at føre jihad eller tilegne sig viden om islam). Hvorfor drager ikke en del fra hver gruppe ud, så de kan tilegne sig en dybere forståelse af religionen og advare deres folk, når de vender tilbage til dem, så de kan være på vagt?

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا عَذُوا مِن رَكُمْ فَانْفِرُوا ثَبَاتِ أَوِ الْفِرُوا جَمِيعًانِ

O I troende, vær på vagt. Drag derefter enten frem i grupper eller drag frem samlet.’ (Sura an-Nisa: vers 71)

(Med at rykke frem menes at drage ud på et felttog mod de vantro.) Imam al-Bukhari siger: Fra Ibn Abbas er forklaringen på »at drage ud opdelt i grupper« blevet gengivet som: »at drage ud i form af separate bevæbnede hærafdelinger.«

لا يَسْتَوى الفعِدُونَ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ غَيْر أولى الضرر والمُعْمِدُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ بِأَمْوَالِهِمْ وَانْفُسِهِمْ ط فضل الله المَحمِدِينَ بِأَمْوَالِهِرْ وَالْفِيهِم عَلَى القَعِدين درجة ط وكلا وَعَدَ اللَّهُ الْحُسْنَى طَ وَفَضْلَ الله المحمد بن عَلَى

الْقَعِدِينَ أَجْرًا عَظِيمًا .

»De troende, der ikke er handicappede, men bliver hjemme, og de, der kæmper med deres ejendom og liv på Allahs vej, er ikke lige. Allah har givet dem, der kæmper med deres ejendom og liv, en højere rang end dem, der bliver hjemme. Allah har lovet alle det gode. Allah har givet dem, der kæmper, en forrang frem for dem, der bliver hjemme, hvad angår den store belønning.« (Sura an-Nisa: 95). Imam Muslim beretter fra Abu Sa’id al-Khudri, at Allahs Sendebud ﷺ sendte en gruppe til stammen Banu Lihyan blandt Banu Hudhayl og sagde: »Én ud af hvert par bør drage på ekspedition. Belønningen deles mellem dem begge.«

Hvornår bliver jihad en individuel pligt?: Jihad bliver ikke en individuel pligt undtagen i følgende tilfælde:

1. Når en person, der har kvalifikationerne og evnen til jihad, står i kampens rækker. I en sådan situation bliver jihad en pligt for ham. Allah siger:

يابها الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا لَقِيتُمْ فِلَةٌ فَالْبَتَوانِ

»O I, der tror! Når I møder en gruppe, så stå fast.« (Sura al-Anfal: 45)

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا لَقِيتُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا زَحْفًا فَلَا تُوَلَّوْمَ الْأَدْبَارَه

O troende, når I møder de vantros hære, så flygt ikke fra slagmarken. (Sura al-Anfal, vers 15)

2. Når fjenderne trænger ind i den by eller det område, hvor muslimer bor, bliver det obligatorisk for alle byens indbyggere at gå ud for at bekæmpe fjenden. Selv hvis det ikke er muligt at afværge fjenden uden at alle går sammen om at yde modstand, er det ikke tilladt for nogen at undlade at opfylde pligten til at kæmpe. Allah siger:

يأيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا قَاتِلُوا الَّذِينَ يَلُوْلَكُمْ مِنَ الْكَفَّارِ

O troende, bekæmp dem blandt de vantro, som er nærmest jer. (Sura at-Tawbah, vers 123)

3. Når en hersker befaler eller opfordrer en person, der er egnet og i stand til aktivt at deltage i jihad, til at drage ud for jihad, har han ingen mulighed for at undlade at efterkomme denne befaling eller opfordring. Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede nemlig, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde: »Efter erobringen af Mekka er der ikke længere behov for hijra til Medina. Men hensigten om jihad og om hijra, hvis det bliver nødvendigt, skal fortsat være til stede. Og når I bliver kaldt til jihad, så drag ud.« (Al-Bukhari)

Det skal bemærkes, at det før erobringen af Mekka var obligatorisk for muslimerne at udvandre til Medina. Denne hadith ophævede dette efter erobringen af Mekka. Men hijra fra Dar al-Harb (et land under ikke-muslimsk styre) til et land under muslimsk styre er ikke blevet ophævet. For den, der ikke føler sig sikker på sin frihed til at opfylde sine religiøse forpligtelser, er hijra stadig obligatorisk.

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا مَالَكُمْ إِذَا قِيلَ لَكُمُ الْفِرُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ انَّا قَلْتُمْ إِلَى الْأَرْضِ ، أَرَضِيتُمْ بِالْحَيوا الدُّنْيَا مِنَ الْآخِرَةِ : فَمَا مَتَاعُ العبوة الدُّنْيَا فِي الْآخِرَةِ إِلَّا قَلِيلٌ

‘O I, der tror! Hvad er der sket med jer, siden I, når I bliver bedt om at drage ud på ekspedition for Allahs sag, synker tungt ned mod jorden? Er I tilfredse med det jordiske liv i stedet for det hinsidige? Det jordiske livs nydelser er kun meget ringe sammenlignet med det hinsidige.’ (Sura at-Tawbah, 38)

Hvem jihad er obligatorisk for: Jihad er obligatorisk for en rask, mentalt velfungerende, voksen muslimsk mand, som har økonomisk mulighed for at forsørge sig selv og sin familie, indtil han vender tilbage fra jihad. Jihad er derfor ikke obligatorisk for ikke-muslimer, kvinder, drenge og børn, sindssyge eller syge. Hvis nogen af disse ikke deltager i jihad, er der således ingen skyld i det. Deres svaghed og manglende evne er nemlig en hindring i krig. Der er ikke noget større behov for, at de opholder sig på slagmarken. Deres tilstedeværelse medfører kun ringe gavn og kan desuden være årsag til større skade. Det er i denne forbindelse, Allah siger:

لَيْسَ عَلَى الضُّعَفَاءِ وَلَا عَلَى الْمَرْضَى وَلَا عَلَى الَّذِينَ لَا يَجِدُونَ مَا يُنْفِقُونَ حَرَجٌ إِذَا نَصَعُوْا لِلَّهِ ورسوله

‘Der er ingen skyld på de svage, de syge og dem, der ikke har mulighed for at yde økonomisk støtte (det vil sige ved ikke at deltage i ekspeditionen), hvis de er oprigtigt hengivne over for Allah og Sendebudet. Der er ingen grund til at anklage dem, der handler retfærdigt.’ (Sura at-Tawbah, vers 91)

ليس على الأعمى حرج ولا عَلَى الْأَعْرَجِ حَرَجٌ وَلَا عَلَى الْمَرِيضِ حَرَج

Der er ingen skyld på den blinde, den halte eller den syge.’ (Al-Fath, 17)

Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: ‘På dagen for Uhud fremstillede jeg mig for Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg var da fjorten år. Han gav mig ikke tilladelse.’ (Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim).
Eftersom jihad desuden er en tilbedelseshandling, er det ikke obligatorisk for andre end den, der er myndig. Ahmad og al-Bukhari beretter, at Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: ‘Jeg spurgte: O Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, er jihad pålagt kvinder? Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: Ja, de har en form for jihad, som ikke indebærer krig. Det er hajj og umrah.’ I en anden overlevering hedder det: ‘Men den hajj, hvor ingen syndig handling forekommer, er den bedste jihad.’

Al-Wahidi og as-Suyuti har i ‘ad-Durr al-Manthur’ overleveret fra Mujahid, at Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: ‘O Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, mændene kæmper, mens vi ikke kæmper – hvordan hænger det sammen? Vi får kun halvdelen i arv!’ Da åbenbarede Allah:

ولَا تَتَمَنَّوْا مَا فَضْلَ اللَّهُ بِهِ بَعْضُكُمْ عَلَى بَعْضٍ طَ لِلرِّجَالِ نَصِيبٌ مِّمَّا اخْتَسَبُوا وَلِلنِّسَاءِ نَصِيبٌ مِمَّا التسبن ، وستكوا الله مِن فَضْلِهِ ، إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِكُلِّ شَيْءٍ عَلَيْهَا

Begær ikke det, hvorved Allah har givet nogle af jer forrang frem for andre. Mænd får den del, de har fortjent, og kvinder får den del, de har fortjent. Bed Allah om Hans nåde. Allah er alvidende om alle ting.’ (Sura an-Nisa, vers 32)

As-Suyuti og al-Wahidi beretter fra Ikrima, at kvinderne udtrykte deres ønske om jihad og sagde: »Vi ønskede, at Allah ville give os mulighed for at deltage i jihad, så vi også kunne opnå den belønning, som mændene opnår ved at føre jihad.«’ Derefter blev det nævnte vers åbenbaret.

Dette vers forbyder imidlertid ikke kvinder at tage til slagmarken for blandt andet at pleje de sårede.

Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »På dagen for Uhud blev folk skilt fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg så Aisha, Abu Bakrs datter, må Allah være tilfreds med hende, og Umm Sulaym arbejde utrætteligt. På grund af deres overdrevne løben frem og tilbage kunne jeg endda se deres ankler. De bar begge vandfyldte lædersække på ryggen og hældte derefter vandet i krigernes munde. Så fyldte de igen lædersækkene og hældte vandet i krigernes munde.«’ (Al-Bukhari og Muslim)

Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde desuden: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, førte krig sammen med den nævnte Sulaym og flere andre kvinder fra Ansar. De gav de tørstige vand at drikke og behandlede de sårede.«’ (Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi)

Forældrenes tilladelse: Jihad er obligatorisk, og til dette kræves forældrenes tilladelse ikke. For frivillig jihad kræves derimod tilladelse fra frie forældre eller fra den ene af dem. Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Hvilken handling er den mest elskede hos Allah?« Han svarede: »At bede til tiden.« Jeg spurgte: »Hvad derefter?« Han svarede: »At behandle sine forældre godt.« Jeg spurgte: »Hvad derefter?« Han svarede: »Jihad på Allahs vej.« (Al-Bukhari og Muslim).

Ibn Umar sagde: »En mand kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og bad om tilladelse til at tage af sted på jihad. Han spurgte: ›Er dine forældre i live?‹ Manden svarede: ›Ja.‹ Han sagde: ›Så før jihad ved at blive hos dine forældre.‹« (Al-Bukhari, Abu Dawud, an-Nasa’i og at-Tirmidhi; at-Tirmidhi erklærede den autentisk).

I værket med titlen »Shirʿat al-Islām« siges det: Kun den bør drage ud til jihad, som er fri for ansvaret for sin familie og sine børn samt for pligten til at tjene sine forældre. For dette er vigtigere end jihad; det er faktisk den største jihad.

Kreditors tilladelse: Det er ikke tilladt for en forgældet person at deltage i frivillig jihad uden kreditors tilladelse eller uden at tilbagebetale gælden. Hvis han ikke kan tilbagebetale gælden, er det tilstrækkeligt, at han stiller noget som sikkerhed for gælden, eller at en anden stiller kaution for ham.

Imam Ahmad og Muslim beretter fra Qatāda: En mand sagde til Allahs Sendebud, fred være med ham: »Hvis jeg drager ud i jihad på Allahs vej og bliver dræbt, vil alle mine synder så blive tilgivet?« Han svarede: »Ja, hvis du er tålmodig, kæmper for Allahs tilfredshed og ikke flygter fra slagmarken. Men gælden vil ikke blive eftergivet. Jibrīl har fortalt mig dette.«

At tage imod hjælp fra vantro og syndere i krig: Det er tilladt at tage imod hjælp fra hyklere og syndige mennesker i krig mod de vantro. ʿAbdullah ibn Ubayy og hans hykleriske medfølgere deltog i krige sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Historien om den berusede Abū Mihjan al-Thaqafī under krigen mod Persien er velkendt.

Der er dog uenighed blandt faqīherne om at kæmpe sammen med de vantro som muslimernes medkæmpere. Imam Mālik og imam Ahmad sagde: Det er slet ikke tilladt at tage imod deres hjælp. Ifølge imam Mālik er det dog tilladt, hvis ikke-muslimer tager med til slagmarken som tjenere for de muslimske krigere. Imam Abū Hanīfah sagde: Det er under alle omstændigheder tilladt at tage imod hjælp fra de vantro og at yde hjælp og støtte på de vantros side. I så fald er den islamiske hærs afgørelse bindende for dem. Hvis polyteisternes afgørelse derimod får forrang, er det makrūh. Imam al-Shāfiʿī sagde: Det er tilladt på to betingelser:

a. At muslimerne er i mindretal, mens polyteisterne er i flertal.

b. De polyteister, der yder hjælpen, skal have en god holdning til og tilbøjelighed til islam. Efter at have taget imod deres hjælp skal de have løn for hjælpen. De skal dog ikke have nogen andel i det krigsbytte, som muslimerne har vundet.

At tage imod hjælp fra svage mennesker:

1. Mus’ab, søn af Sa’d ibn Abi Waqqas, fortæller: Min far mente, at han havde forrang frem for dem, der stod under ham. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, fik dette at vide, sagde han til ham: I får kun næring og hjælp gennem jeres svage. (Bukhari og Nasa’i). Nasa’is formulering lyder således: »Allah hjælper dette samfund gennem dets svage, det vil sige i kraft af deres bønner, deres bøn og deres oprigtighed.«

2. Abu al-Darda fortæller: Jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige: »I skal søge mig blandt de svage muslimer. For I får kun hjælp og næring gennem jeres svage.« (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah).

3. Abu Hurayra fortæller: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Der findes mange mennesker med støvet og uredt hår, som bliver afvist ved døren, men som er så højt elskede hos Allah, at hvis de sværger ved Allah, fritager Allah dem selv for at bryde deres ed.« (Det vil sige, at et menneske udadtil kan være så uanseligt klædt og fremtræde så ubetydeligt, at ingen lægger mærke til det. Men hvis det besidder stærk tro og fast overbevisning og beder Allah om noget, bliver dets bøn straks besvaret.)

Jihadens og martyrdødens fortræffelighed

Jihadens fortræffelighed: Jihad betyder at ophøje eller gøre Allahs ord sejrrigt, at etablere Hans vejledning på jorden og at grundfæste den sande religion på et solidt grundlag. Derfor er den bedre end en frivillig pilgrimsfærd, en frivillig umra, frivillig bøn og frivillig faste. Samtidig omfatter jihad alle former for tilbedelse, både de synlige og de skjulte. Blandt de skjulte former for tilbedelse findes askese, det vil sige at afholde sig fra at erhverve verdslig rigdom, midlertidigt eller permanent at forlade sit hjemland og sin fødeegn samt at forsage begær, lyst og ønsket om sanselig tilfredsstillelse. Derfor er jihad blevet kaldt »islams askese«. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Min menigheds askese er jihad på Allahs vej.« Jihad indebærer også en øvelse i at ofre sit liv og sin ejendom på Allahs vej og sælge dem til Allah. Dette er det direkte resultat af kærlighed til Allah, tro, overbevisning og tillid til Allah. Allah siger:

إن الله اشترى مِنَ الْمُؤْمِنِينَ الْفَسَهُم وأَمْوَالَهُرْ بِأَن لَهُمُ الجَنَّةَ ، يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَيَقْتَلُونَ ويقتلون تف وَعْدًا عَلَيْهِ حَقًّا فِي التَّوْرَةِ وَالْإِنْجِيلِ وَالْقُرْآنِ ، وَمَن أولَى بِعَهْدِهِ مِنَ اللَّهِ فَاسْتَبْشِرُوا بِبَيْعِكُمُ الَّذِي بَايَعْتُم بِهِ ،

وَذَلِكَ هُوَ الْفَوْزُ الْعَظِيره

»Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem, mod at de får Paradiset. De kæmper på Allahs vej, dræber og bliver dræbt. Dette er et fast løfte fra Ham i Toraen, Evangeliet og Koranen. Og hvem er bedre til at opfylde sit løfte end Allah? Glæd jer derfor over den handel, I har indgået. Det er den store sejr.« (At-Tawbah: 111)

Islam har tillagt jihad overordentlig stor betydning. I de fleste medinensiske suraer beskrives dets rang, de, der afstår fra jihad, fordømmes, og de betegnes som ramt af hykleri og hjertets sygdom.

Mudjahiden er det bedste menneske: Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Skal jeg fortælle jer, hvem der er det bedste menneske? Det er den, der holder fast i tøjlen på sin hest på Allahs vej. Skal jeg så fortælle jer, hvem der er den næstbedste? Det er den, der trækker sig bort fra samfundet med den beskedne krigsbytte, han har modtaget, og opfylder Allahs ret gennem det.« (Det vil sige, at han fordeler det, han har krav på, i overensstemmelse med Allahs befaling.) »Skal jeg fortælle jer, hvem der er det værste menneske? Det er den, der beder mennesker om noget i Allahs navn, men ikke giver i Allahs navn.«

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt: »Hvem er det bedste menneske?« Han svarede: »Den troende, der fører jihad på Allahs vej med sit liv og sin ejendom.« Folkene sagde: »Hvem er så den næstbedste?« Han svarede: »Den troende, der opholder sig i en bjergdal, frygter Allah og beskytter mennesker mod sin egen skade.«

Udsagnet om at opholde sig i en bjergdal af frygt for Allah og for at beskytte mennesker mod sin egen skade er et bevis for dem, der tror på, at et tilbagetrukket liv er bedre end omgang med folk. Der er dog uenighed om dette spørgsmål.

Ifølge imam ash-Shafi’i og de fleste lærde er omgang med folk bedst, hvis man har håb om at kunne beskytte sig selv mod vildfarelse. Nogle grupper mener derimod, at tilbagetrukkethed er bedst.

De fleste lærde siger i deres forklaring af denne hadith: Den handler om at trække sig tilbage, når vildfarelsen er udbredt i samfundet, og under krige, stridigheder og optøjer; eller den anbefaler tilbagetrukkethed til den, der ikke kan holde sig selv i sikkerhed og ikke kan udvise tålmodighed over for deres opførsel; eller den henviser til en anden lignende undtagelsestilstand.
Profeterne, de fleste ledsagere, tabi’inerne, de lærde og de verdsligt uafhængige vismænd omgikkes folk og drog fordel af at deltage i fredagsbønnen, fællesbønnen, begravelser, besøg hos syge samt islamiske møder og forsamlinger. Omtalen af bjerghuler eller bjergpas skal forstås billedligt som tilbagetrukkethed, eftersom disse steder som regel er øde. Denne hadith ligner en anden hadith, hvori det fortælles, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), da han blev spurgt om vejen til frelse, sagde: »Behersk din tunge, betragt dit hjem som tilstrækkeligt for dig, og græd over din synd.«

Paradis for mudjahiden: Imam at-Tirmidhi beretter, at en mand, som var tilbøjelig til et tilbagetrukket liv, spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om det. Han sagde: »Gør ikke dette. For at en af jer opholder sig på Allahs vej, er bedre end at bede i halvfjerds år siddende hjemme. Ønsker I ikke, at Allah skal tilgive jer og føre jer ind i Paradis? Kæmp på Allahs vej. Den, der kæmper på Allahs vej ridende på en kamelhoppe, har Paradis sikret.«

Mudjahiden opnår hundrede trin i Paradis: Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Abu Sa’id, den, der med et tilfreds hjerte accepterer Allah som Herre, islam som religion og Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) som profet, får Paradis sikret.« Abu Sa’id al-Khudri blev forundret og sagde: »Allahs Sendebud, gentag det for mig.« Allahs Sendebud gentog da ordene. Derefter sagde han: »Der er også en anden handling, hvorved Allah ophøjer en tjener hundrede trin i Paradis; mellem hvert to trin er der en afstand som mellem himlen og jorden.«
Abu Sa’id sagde: »Allahs Sendebud, hvad er denne handling?« Han svarede: »Jihad på Allahs vej … jihad på Allahs vej.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »I Paradis er der hundrede niveauer, som Allah har forberedt til dem, der kæmper jihad på Hans vej. Mellem hvert to niveauer er der en afstand som mellem himlen og jorden. Når I derfor beder Allah om Paradis, skal I bede Ham om al-Firdaws, for det er Paradisets midterste og højeste niveau. Over det er Den Nådiges Trone. Fra al-Firdaws udspringer Paradisets floder.«

Intet kan måle sig med jihad: Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at der blev spurgt Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »O Allahs Sendebud, hvad kan måle sig med jihad på den Almægtige Allahs vej?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Det kan I ikke udføre.« Dette spørgsmål blev stillet to eller tre gange. Hver gang sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Det kan I ikke udføre.« Til sidst sagde han: »Den, der kan måle sig med den, som kæmper jihad på Allahs vej, er den, der uafbrudt faster og beder uafbrudt, mens han reciterer Allahs vers, og derefter fortsætter med at udføre bønner og faste uden ophør, indtil den, der kæmper jihad på Allahs vej, vender hjem.« (Overleveret i de fem hadith-samlinger).

Martyrdødens rang: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Kun Allah ved, hvem der vil blive såret på Allahs vej. Men når den, der bliver såret på Allahs vej, møder frem på Opstandelsens dag, vil blodet stadig strømme fra hans sår. Blodets farve vil være blodets farve, men det vil dufte af moskus.

Muhammad ibn Ibrahim siger: Da Abdullah ibn al-Mubarak drog af sted for at tage til jihadens slagmark, kom jeg for at tage afsked med ham. Han fik mig til at nedskrive følgende digt og sendte det til Fudayl ibn Iyad, som opholdt sig i Mekka: »O du, der tilbeder Allah, mens du sidder i de to hellige moskeer, hvis du så os, ville du forstå, at du blot leger i din tilbedelse. Den, hvis kinder oversvømmes af tårer, skal vide, at vores struber farves med vores blod. Den, hvis hest bliver træt af at løbe omkring i et tomt forehavende, skal vide, at vores heste bliver trætte på kampens dag. Du fortrylles af duften af parfume. Men vores parfume er suset fra sværdets skarpe æg og det rene støv. Vor profets sande og korrekte ord, som aldrig kan erklæres for løgn, er kommet til os: »Støv på Allahs vej og Helvedes ild vil aldrig blive samlet i noget menneskes næse.« Dette ord kan aldrig være løgn. Her er Allahs Bog. Den erklærer blandt os: »Martyrer dør aldrig. Dette er ikke løgn.

Muhammad ibn Ibrahim siger: Jeg mødte Fudayl ibn Iyad i Den Hellige Moské med dette brev fra ham. Da han læste brevet, begyndte tårerne at strømme fra hans øjne. Han sagde: »Abu Abd al-Rahman har talt sandt og givet mig et godt råd.« Derefter sagde han: »Kan du skrive hadith ned?« Jeg sagde: »Ja.« Han sagde: »Så skriv denne hadith som belønning for at have bragt Abu Abd al-Rahmans brev til mig:

Det er overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at en mand sagde: »O Allahs Sendebud! Lær mig en handling, hvorved jeg kan få samme belønning som dem, der kæmper jihad på Allahs vej.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Kan du bede uafbrudt og faste uafbrudt uden at bryde fasten?« Han sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er den mindst i stand af alle til dette.« Derefter sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Selv hvis du kunne gøre dette, ville du ikke kunne blive lig med dem, der kæmper jihad på Allahs vej. Ved du ikke, at en mujahid opnår denne rang gennem det gode, han gør i det omfang, han er i stand til?« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til sine ledsagere: »Da jeres brødre blev martyrer ved Uhud, lod Allah deres sjæle gå ind i grønne fugles kroppe. Derefter begyndte disse fugle at færdes ved Paradisets floder, spise af Paradisets frugter og hvile ved de hængende lamper under Tronen. Da de havde nydt deres mad, drikke og søvn fuldt ud og var blevet tilfredse, sagde de: »Hvem vil bringe dette budskab fra os til vores brødre i verden: Vi lever i Paradiset og får forsørgelse, så de ikke bliver ligeglade med jihad?« Da sagde Allah: »Jeg vil selv bringe dette budskab på jeres vegne.« Derefter åbenbarede Allah:

وَلَا تَحْسَبَنَّ الَّذِينَ قَتِلُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ أَمْوَاتًا بَلْ أَحْيَاءٌ عِنْدَ رَبِّهِمْ يُرْزَقُونَ فَرِحِينَ بِمَا أَتَمْرُ الله من فَضْلِهِ لا وَيَسْتَبْشِرُونَ بِالَّذِينَ لَمْ يَلْحَقُوا بِهِم مِن خَلْفِهِمْ أَلَّا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَا هُمْ يَحْزَلُونَ يَسْتَبْشِرُونَ بِنِعْمَةٍ مِنَ اللهِ وَفَضْلٍ

لا وأن اللَّهَ لَا يُضِيعُ أَجْرَ الْمُؤْمِنِينَ .

»Tro aldrig, at de, der er blevet dræbt på Allahs vej, er døde. Nej, de lever og får deres forsørgelse hos deres Herre. De glæder sig over det, Allah har givet dem af sin nåde, og de glæder sig for dem, der endnu ikke har sluttet sig til dem, fordi der ikke skal være nogen frygt over dem, og de skal ikke sørge. De glæder sig over Allahs gunst og nåde, og det skyldes, at Allah ikke lader de troendes belønning gå til spilde.« (Sura 3, Ali Imran, vers 169-171)

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »De afdødes sjæle befinder sig i grønne fugles maver, og de færdes i Paradiset, hvor de vil.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En martyr føler kun smerten ved at blive dræbt i samme grad, som nogen af jer føler smerten ved et insektbid.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde også: »Den bedste jihad er, at dit blod udgydes, og at din hest bliver dræbt.« Jabir ibn Atik beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ud over den, der bliver dræbt på Allahs vej, er der syv andre, der er martyrer: den, der dør af pest, er martyr; den, der drukner, er martyr; den, der dør af feber, hoste eller lignende, som opstår på grund af et dybt indre sår, et sår eller en byld i kroppen, er martyr; den, der dør af en mavesygdom, er martyr; den, der brænder ihjel, er martyr; den, der omkommer under en sammenstyrtet bygning, er martyr; og den kvinde, der dør under fødslen, er martyr.« (Ahmad, Abu Dawud og an-Nasa’i, med en autentisk overleveringskæde).

Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvem anser I for at være martyr?« Folkene svarede: »Allahs Sendebud, den, der bliver dræbt i jihad på Allahs vej, er martyr.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Så er martyrerne blandt min ummah ganske få.« Folkene sagde: »Hvem er da martyrerne, Allahs Sendebud?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der bliver dræbt i jihad på Allahs vej, er martyr; den, der dør en naturlig død, mens han befinder sig på Allahs vej, er martyr; den, der dør af pest, er martyr; den, der dør af en mavesygdom, er martyr; og den, der drukner, er martyr.« (Muslim).

Det er overleveret fra Sa’id ibn Zayd, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ejendom, er martyr; den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sit liv, er martyr; og den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin familie, er martyr.« (Ahmad og at-Tirmidhi; erklæret autentisk af at-Tirmidhi).

De lærde siger: At disse personer er martyrer, selv om de ikke blev dræbt i jihad på Allahs vej, betyder, at de i det hinsidige vil få martyrens belønning. I denne verden vil deres lig imidlertid blive vasket, og begravelsesbønnen vil blive bedt over dem.

Martyrer er i virkeligheden af tre slags: martyrer både i denne verden og i det hinsidige. Det er den, der bliver dræbt i kamp mod de vantro. Den anden er martyr i det hinsidige, men ikke martyr efter denne verdens regler. Det er dem, der er blevet nævnt her. Den tredje er kun martyr set fra denne verdens perspektiv, men ikke i det hinsidige. Det er den, der dør efter at have stjålet fra krigsbyttet eller efter at være flygtet fra jihadens slagmark.« Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah vil tilgive martyrens alle synder, men Han vil ikke tilgive gæld.« Den uret og undertrykkelse, som mennesker har begået mod andre, såsom at dræbe eller ulovligt tilegne sig folks ejendom, hører ligeledes til den gæld, der ikke vil blive tilgivet.

Jihad med det formål at ophøje Allahs religion: Jihad kan ikke kaldes ægte og virkelig jihad, før dens formål er at opnå Allahs tilfredshed, ophøje og etablere Allahs religion, løfte sandhedens banner højt, besejre falskhedens kræfter og yde den største indsats ved at give afkald på begær og lidenskaber for Allahs tilfredsheds skyld. Hvis jihad udføres med det formål at opnå en verdslig interesse eller et verdsligt mål, uden noget af dette, regnes den ikke for virkelig jihad. Hvis nogen derfor kæmper væbnet med det formål at opnå en position, rigdom, berømmelse som helt eller nogen anden form for anseelse, vil han ikke få nogen belønning eller gengæld i det hinsidige. Det er overleveret fra Abu Musa, at en mand kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »En mand kæmper for at opnå rigdom, en anden kæmper for at opnå berømmelse, og en tredje kæmper for at få betegnelsen helt. Hvem af dem kæmper på Allahs vej?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der kæmper for at ophøje Allahs ord og gøre Allahs religion sejrrig, er den, der kæmper på Allahs vej.« Abu Dawud og an-Nasa’i, må Allah forbarme sig over dem, har overleveret dette. En mand sagde: »Allahs Sendebud, en mand kæmper for både at opnå berømmelse og belønningen i det hinsidige. Hvad får han?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Han får intet.« Manden gentog spørgsmålet tre gange. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede ham hver af de tre gange: »Han får intet.« Allah tager ikke nogen handling imod, som ikke udelukkende udføres for at opnå Hans tilfredshed.

Hensigten eller formålet er i virkeligheden sjælen i enhver handling eller gerning. Den handling, hvis hensigt eller formål ikke er at opnå Allahs tilfredshed og belønningen i det hinsidige, er død og livløs. Den har ingen værdi hos Allah. Imam al-Bukhari overleverer fra Umar ibn al-Khattab, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Handlinger bedømmes kun efter hensigterne. Ethvert menneske får kun det fra sin handling, som han havde til hensigt.«

Det er alene en oprigtig og ren intention, der sikrer enhver handlings sande værdi. Gennem en oprigtig intention kan et menneske opnå martyrens rang, selv om det ikke bliver martyr. Profeten (fred være med ham) sagde: »Den, der med ægte oprigtighed beder Allah om martyrdøden, vil Allah give martyrens rang, selv hvis han dør i sin seng.« Profeten (fred være med ham) sagde også: »I Medina findes der mange grupper, som var med jer på hvert eneste felttog og ved hver eneste strækning, I tilbagelagde. Men de kunne i virkeligheden ikke være sammen med jer på grund af en gyldig undskyldning.« Når en verdslig interesse bliver drivkraften bag jihad i stedet for en oprigtig intention, berøves den, der deltager i jihad, ikke blot belønningen og fortjenesten i det hinsidige; han kaster også sig selv i straffen på opstandelsens dag. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Profeten (fred være med ham) sige: »Den første, hvis sag bliver afgjort på opstandelsens dag, vil være en martyr. Han vil blive ført frem på opstandelsens slette. Derefter vil de velsignelser, han blev skænket, blive nævnt for ham. Manden vil erkende alle velsignelserne. Så vil han blive spurgt: Hvordan gjorde du brug af disse velsignelser? Han vil sige: Jeg kæmpede for Din skyld og blev martyr. Allah vil sige: Du lyver. Du kæmpede, for at folk skulle kalde dig en helt, og det er allerede blevet sagt. Derefter vil han blive kastet i ilden med hovedet nedad. En anden vil være en mand, som tilegnede sig viden om islam, lærte den videre til andre og reciterede Qur’an. Han vil blive ført frem og mindet om de velsignelser, han blev skænket. Han vil erkende dem. Så vil han blive spurgt: Hvordan gjorde du brug af disse velsignelser? Han vil sige: Jeg lærte og underviste i religionens viden og reciterede Qur’an for Din tilfredsheds skyld. Allah vil sige: Du lyver. Du lærte viden, for at folk skulle kalde dig en lærd, og du reciterede Qur’an, for at folk skulle kalde dig en recitator. Det er allerede blevet sagt. Derefter vil han blive kastet med ansigtet nedad i Helvede. En anden vil være en mand, som Allah havde givet rigelig velstand og gjort til ejer af forskellige former for rigdom. Han vil blive ført frem og mindet om disse velsignelser. Han vil erkende dem alle. Så vil Allah spørge: Hvordan gjorde du brug af disse velsignelser? Han vil sige: Jeg brugte alt, hvad Du elsker, at der skal bruges penge på, for Din tilfredsheds skyld. Allah vil sige: Du lyver. Du gav ikke for Min tilfredsheds skyld, men for at folk skulle kalde dig gavmild. Det er allerede blevet sagt. Derefter vil det blive befalet, at han skal kastes med ansigtet nedad i Helvede, og han vil blive kastet deri.« (Sahih Muslim).

Belønningen for handlinger: Uanset hvor oprigtig og ren i sin intention mujahiden er, vil hans belønning blive reduceret, når han tager del i det krigsbytte, der er vundet i krigen. Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde: »Uanset om den krig, der føres, er lille eller stor, modtager de, som deltager i den, vender sikkert tilbage og tager del i krigsbyttet, to tredjedele af belønningen for deres jihad. Men de, som deltager i en krig, lille eller stor, og bliver dræbt eller såret, modtager den fulde belønning for jihad.« (Sahih Muslim).

Imam al-Nawawi siger: Den eneste overordnede betydning af denne hadith er, at belønningen for de krigere, som vender uskadt tilbage eller tager del i krigsbyttet, er mindre end belønningen for dem, som ikke vender uskadt tilbage, eller som vender uskadt tilbage, men ikke tager del i krigsbyttet. Det skyldes, at krigsbyttet udgør en del af belønningen for jihad. De, som tager del i det, regnes derfor for at have modtaget to tredjedele af belønningen for jihad. Krigsbyttet regnes for en del af den samlede belønning. Denne forklaring stemmer overens med de berømte udsagn, der er overleveret fra Profetens ledsagere. En af ledsagerne sagde for eksempel: »Nogle af os døde uden at nyde nogen del af deres belønning. Andre var sådan, at de nød dens udbytte i denne verden.« Den forklaring, vi har givet, er derfor korrekt, og det er hadithens åbenlyse betydning. Der findes ingen klar og autentisk hadith, der modsiger denne forklaring. Derfor må den forklaring, vi har givet, antages at være den rette. Qadi Iyad (må Allah forbarme sig over ham) har også antaget denne forklaring. Imam Abu Dawud har overleveret fra Abu Ayyub (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde:

»Mange områder vil blive erobret af jer, og I vil blive regnet blandt velorganiserede hære. Derefter vil forskellige hærstyrker blive dannet. Nogle vil foretrække at slutte sig til disse hærstyrker og drage i krig. Han vil bryde med sin stamme. Derefter vil han undersøge situationen i alle disse stammer, stille sig foran dem og sige: ›Hvem er der, som jeg kan tage til den og den hærstyrke i stedet for?‹ Han er den sande kriger. Han vil kæmpe til den sidste dråbe blod.«

Dyden ved at være udstationeret ved grænsen for Allahs sag og møde fjenden: Ved grænsen findes der mange steder, hvor fjendens soldater kan trænge ind i muslimernes land. Det er nødvendigt at opbygge det stærkest mulige forsvar på disse steder, så fjenden ikke kan bruge dem som svage punkter og trænge ind gennem dem. Islam har i høj grad opmuntret til at beskytte sådanne mulige åbninger. Den har befalet, at soldater skal stationeres dér, så de kan blive en kilde til styrke for muslimerne. At være udstationeret på sådanne åbne steder med henblik på jihad for Allahs sag og beskytte dem ved hjælp af vagter kaldes »ribat«. Den korteste varighed for ribat er en time eller et kort tidsrum, og den længste er fyrre dage. Den bedste varighed er derimod så lang, at stedet bliver den mest skrækindjagende fæstning i fjendens øjne. De lærde har enstemmigt sagt, at det at være udstationeret ved grænsen eller på slagmarken for at afværge islams og muslimernes fjende er bedre end at opholde sig i Mekka. Følgende hadither er overleveret om denne dyd:

Imam Muslim overleverer fra Salman (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) sagde: »En dags og en nats ribat er bedre end en måneds faste og bøn. Hvis nogen dør i denne tilstand, vil de gode handlinger, han plejede at udføre, fortsætte for hans regning (dette er en særlig dyd ved ribat), og hans forsørgelse vil fortsætte for ham. Desuden vil han være beskyttet mod de uretfærdiges undertrykkelse.« Han sagde også: »Ethvert menneskes handlinger ophører, når det dør. Men den gode gerning hos den, der udfører ribat (deltager i jihad) for Allahs sag, ophører ikke. Hans handlinger fortsætter med at vokse indtil opstandelsens dag, og han er beskyttet mod gravens straf.«

Dyden ved at skyde med pile med intentionen om jihad: Islam har opmuntret til at skyde med pile med intentionen om jihad for Allahs sag, til at lære krigskunst og selvforsvarsteknikker, til at modtage træning i disse områder samt til at lære bueskydning og brydning.

1. Uqbah ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Profeten (fred være med ham) sige, mens han sad på prædikestolen: Allah har sagt: »Forbered så megen styrke som muligt mod fjenden. Vid, at bueskydning er styrke; vid, at bueskydning er styrke; vid, at bueskydning er styrke.« (Muslim)

2. Det er også blevet overleveret fra Uqba ibn Amir, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Snart vil mange lande komme under jeres herredømme. Forsøm derfor ikke spydkastningen. Allah, den Ophøjede, lader tre personer komme i Paradiset på grund af ét spyd: den, der fremstiller det, den, der leverer det, og den, der kaster det på Allahs vej.«

Islam har stærkt fordømt, at man glemmer bueskydning eller spydkastning efter at have lært det. At opgive det uden en gyldig undskyldning er makruh tahrimi.

3. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der lærer bueskydning og derefter opgiver det, er ikke en af os« — eller han sagde: »Han er ulydig mod Allah.«

4. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde også: »Alle menneskers lege er forkerte. Men bueskydning, at ride heste og at fornøje sig med sin hustru er tilladt.«

Al-Qurtubi sagde: »Allah ved bedst, hvad denne hadiths egentlige betydning er. Men efter min viden er betydningen følgende: De måder, hvorpå mennesker underholder sig, giver ingen som helst fordel i denne verden eller i det hinsidige. Derfor er de forkerte, og det er bedre at afholde sig fra dem. Men selv om disse tre handlinger udføres som underholdning og fornøjelse, har de også visse fordele. Øvelse i bueskydning og ridning er nemlig færdigheder, der støtter krigsførelsen. Og fornøjelse med hustruen kan føre til, at den, der udelukkende tilbeder Allah, får mulighed for at få et barn. Derfor er disse tre ting tilladte.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde også: »O Ismails efterkommere, dyrk bueskydning, for jeres far var bueskytte.« At ride og lære at håndtere våben er fard kifaya, men kan undertiden også blive fard ayn.

Søkrig er bedre end landkrig: Eftersom krigsførelse til søs er mere risikabel end krigsførelse til lands, er belønningen for den større.

a. Abu Dawud overleverer fra Umm Haram, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der dør under en søekspedition, og den, der drukner i havet, opnår begge martyrens rang.

b. Ibn Majah overleverer fra Abu Umamah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der bliver martyr på havet, er lig med to martyrer på land. Og den, der rammes af svimmelhedssygdom på havet, er lig med den, der ruller sig i blod på land. Den, der kæmper med henblik på begge former for martyrdom, har samme rang som den, der bryder forbindelsen til denne verden for at tilbringe sit liv i tilbedelse af Allah. Allah betror dødsenglen at tage livet af alle andre end martyren i søkrig. Martyren i søkrig tager Han selv livet af. For landkrigens martyr tilgiver Han alle synder undtagen gæld. Men for søkrigens martyr tilgiver Han alle synder, også gæld.

De egenskaber, en hærfører bør have: Imam Fakhri nævner de egenskaber, som det er nødvendigt, at en hærfører besidder, og siger: »En tyrkisk militærekspert sagde: Det er nødvendigt, at en hærfører samler ti egenskaber, som findes naturligt hos forskellige dyr. De er: løvens mod, grisens hurtighed, rævens list, tranens årvågenhed, hanens selvopofrelse og gavmildhed, hønens omsorg for sine kyllinger, ravnens agtpågivenhed og en fedladen krop som en tayaru. Tagaru er et slags dyr fra Khorasan-provinsen i Iran, som fedes op til hårdt arbejde og rejser.
Jihad under ledelse af både retskafne og uretskafne mennesker: Det er ikke en betingelse for jihad, at lederen eller herskeren er retfærdig eller retskaffen. Tværtimod er jihad obligatorisk under alle omstændigheder. Det er ikke mærkeligt, at selv en synder på jihadens slagmark kan besidde et heltemod og en tapperhed, som andre ikke har.«

Hærførerens ansvar og pligter over for de almindelige soldater: Hærførerens ansvar og pligter over for de almindelige soldater er som følger:

1. At rådføre sig med dem, tage imod deres synspunkter og ikke handle egenmægtigt uden dem. For Allah har sagt: وشاورهم في الأمرع»Rådfør dig med dem i sagen.«
(Surah 3, Al Imran: vers 159)

Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg har ikke set nogen rådføre sig mere med sine ledsagere end Allahs Sendebud.« (Ahmad og al-Shafi’i).

2. At vise dem kærlighed og omsorg og behandle dem mildt og venligt. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde, at Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Allah! Den, som får ansvar for noget vedrørende mit ummah og behandler dem mildt, behandl ham mildt.« (Muslim).

Ma’qil ibn Yasar, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den leder, som får ansvar for muslimerne, men ikke gør sit yderste for deres velfærd og ikke oprigtigt ønsker dem det godt, kommer ikke i Paradis.« (Sahih Muslim).

Abu Dawud beretter fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rejste, blev han tilbage, hjalp de svage frem, tog nogle op bag på sit ridedyr og viste dem dyb kærlighed.

3. At påbyde det gode og forbyde det onde, så de ikke begår syndige handlinger.

4. Hæren skal inspiceres med jævne mellemrum, så hærføreren kan være tilstrækkeligt orienteret om soldaterne, forhindre dem, der er uegnede til kamp, i at drage i krig, sende ubrugeligt udstyr tilbage og udskille dem fra hæren, som tilskynder soldaterne til at trække sig fra kampen eller forholde sig passive, samt dem, der spreder forskellige rygter, såsom: »Deres hær har ikke tilstrækkeligt med mandskab og våben.« Ligeledes skal de, som lækker oplysninger om hærens bevægelser eller forsøger at skabe uro, fjernes fra hæren.

5. Identificere tilsynsførende.

6. Uddele faner.

7. Vælge egnede steder til hvil og sikre skjulestederne.

8. Udsende et stort antal spioner for at holde øje med fjendens bevægelser.

Rasulullahs ﷺ praksis var, at når han havde til hensigt at drage på felttog mod et bestemt sted, lod han, som om han sigtede mod et andet sted. Men i sit hjerte holdt han fast ved målet for det egentlige sted, så fjenden ikke kunne få kendskab til hans hensigt. Han spredte spioner ud overalt, så de kunne bringe oplysninger om fjendens bevægelser. Han gjorde flere hære klar og udvalgte faner til dem. Ibn Abbas رضي الله عنه sagde: Rasulullahs ﷺ fane var sort, og hans banner var hvidt. (Abu Dawud).

Rasulullahs ﷺ afskedsinstrukser til hærførerne: Abu Musa رضي الله عنه berettede: Når Rasulullah ﷺ sendte nogen af sted med en opgave, sagde han: »Giv folk det glædelige budskab, og giv dem ikke nedslående nyheder; gør deres opgaver lette, og gør dem ikke vanskelige.« (Det vil sige: Når han sendte dem af sted med administrative eller ledelsesmæssige opgaver, sagde han, at de skulle give de mennesker, som trods deres dårlige handlinger nærmer sig islam, angrer, tror og ønsker at gå frem på de gode gerningers vej, det glædelige budskab om Allahs nådes vidde og belønningens storhed. De skulle ikke gøre dem fortvivlede ved forskellige skræmmende nyheder. Vær lette og milde over for mennesker, og vær ikke hårde og fanatiske. (Dette er i højere grad nødvendigt for at skabe kærlighed til islam).

Abu Musa رضي الله عنه berettede endvidere: Da Rasulullah ﷺ sendte mig og Muadh til Yemen, sagde han: »Gør det let, og gør det ikke vanskeligt. Giv det glædelige budskab, og gør ikke folk fortvivlede. Indlad jer ikke på uenighed, men arbejd i enighed.« (Bukhari og Muslim).

Overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Drag af sted i Allahs navn, i tillid til Allah og efter Allahs Sendebuds forbillede. Dræb ikke en døende gammel mand, medmindre han deltager i kampen, rådgiver om krig eller er kyndig i krigskunst; i så fald må han dræbes. Allahs Sendebud dræbte nemlig Zayd ibn Samm, som var over hundrede og tyve år gammel og befandt sig blandt Hawazin-styrkerne, fordi han var deres rådgiver i krigsspørgsmål og en erfaren krigskyndig. Dræb ikke mindreårige børn eller kvinder, medmindre de er aktive krigere, fører tilsyn med krigerne eller rådgiver dem; i så fald må de dræbes. Overskrid ikke grænserne, og pas på jeres krigsbytte. Søg forsoning og vis storsind. Allah elsker de storsindede.« (Abu Dawud)

Umars instrukser: Umar, må Allah være tilfreds med ham, sendte følgende skriftlige instrukser til Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, og hans medkæmpere: »Jeg befaler dig og de soldater, der er under din kommando, under alle omstændigheder at frygte Allah og udvise gudsfrygt og selvbeherskelse. For gudsfrygt og selvbeherskelse er det bedste våben til at sejre over fjenden og den stærkeste krigsstrategi. Jeg befaler dig og din hær at være endnu mere på vagt over for syndige handlinger end over for fjenden. For soldaternes syndighed er farligere for dem end deres fjende. Muslimer sejrer kun, fordi deres fjender er ulydige mod Allah; ellers ville de ikke kunne besejre deres fjender. For muslimernes mandskab er ikke lige så stort som deres, og deres våbenstyrke er heller ikke lige så stor som fjendens. Hvis muslimerne og deres fjender derfor bliver lige i syndighed, vil de være stærkere end os med hensyn til magt. Hvis vi ikke kan sejre over dem ved vores moralske overlegenhed, vil vi ikke kunne besejre dem alene med magt. Vid, at Allah under jeres felttog har sat vogtere over jer. De er bekendt med jeres handlinger. Skam jer derfor over for dem. Begå ingen synd, mens I er på Allahs vej. Lad jer ikke forlede af tanken: ’Vores fjender er mere umoralske end os; derfor vil de aldrig sejre over os.’ Mange folk er tidligere blevet besejret og underkuet af mennesker, der var værre end dem, såsom da Israels børn hengav sig til handlinger, der påkaldte Allahs vrede, og Allah lod de vantro ildtilbedere sejre over dem. De angreb endda deres hjem. Allahs løfte til dem blev således opfyldt. Jeg beder Allah om hjælp for jer. Bed også fortsat Allah om hjælp mod fjenden. Denne hjælp beder jeg om for jer og for os.«

Vær mild over for muslimerne under marchen. Tving dem ikke til at marchere på en måde, der gør dem udmattede og syge. Men vær heller ikke så eftergivende, at du standser et sted, før I når fjendens position. Husk, at styrken ikke aftager under en rejse. De skal marchere mod en fjende, der er veletableret og dygtig til at tage vare på sig selv og sine husdyr. Bliv hos dine ledsagere én dag og én nat hver fredag, så de kan hvile sig noget og blive tilfredse. På dette tidspunkt skal de lægge deres våben og udstyr fra sig. Hold deres lejrpladser væk fra landsbyerne tilhørende dem, der har indgået fredsaftaler, og dem, der har fået sikkerhed på grundlag af en pagt. Tillad i denne periode ingen af dine ledsagere at gå ind i disse landsbyer, bortset fra dem, hvis fromhed du er sikker på. Ingen i den muslimske hær må på nogen måde ringeagte eller krænke nogen af landsbyboerne. Husk, at ansvaret for at beskytte deres ære og sikkerhed påhviler jer, ligesom ansvaret for at overholde pagten også påhviler dem. Så længe de overholder den, skal du behandle dem godt. Hvis de, der har indgået fredsaftale, udsættes for uret, må du ikke tage hævn over dem med hjælp fra de vantro, der fører krig. Når du opholder dig på fjendens territorium, skal du sprede spioner mellem jer og dem. Ingen af deres bevægelser må være ukendt for dig. Du bør kun have personer hos dig fra muslimerne eller områdets befolkning, hvis sandfærdighed og gode vilje du er sikker på. Husk, at selv hvis folk, der er vant til at lyve, fortæller sandheden med stor nøjagtighed, vil deres oplysninger ikke være til gavn for dig. En bedrager vil spionere til skade for dig, ikke til din fordel. Når du nærmer dig fjendens område, skal du sende flere forposter ud og sprede talrige små afdelinger, som vil afskære fjendens forsyningslinjer og muligheder, mens forposterne afslører deres hemmelige oplysninger.

Til dannelsen af forposterne skal du udvælge de erfarne krigskyndige og veteraner blandt dine ledsagere. Formér også kavalerienheder med dem. Hvis de møder en fjende, vil det være den første magtanvendelse, der sker efter din vurdering. Overlad udsendelsen af små afdelinger til dem, der er erfarne i jihad. Udvis tålmodighed og tilbageholdenhed med at føre sværdet. Tillad ikke nogen at udføre dette efter eget forgodtbefindende. Ellers vil din holdning og myndighed blive svækket endnu mere, end den svækkes af din eftergivenhed over for dine fremtrædende mænd. Send aldrig forposter eller små afdelinger ud, hvor risikoen for nederlag er stor. Når du er færdig med at overvåge fjendens bevægelser, skal du samle dine fjerntliggende styrker, forposter og små afdelinger hos dig og styrke din krigsplan og din slagkraft. Selv da må du ikke skynde dig at indlede kampen, medmindre krigen bliver påtvunget dig, før du har fået detaljerede oplysninger om fjendens hemmeligheder og hans krigere og opnået et lige så grundigt kendskab til deres område som dets indbyggere. Når du har fået disse oplysninger og denne viden, vil du kunne behandle fjenden på nøjagtig samme måde, som de behandler dig.

Derefter skal du sprede spioner blandt din hær og være vågen om natten for at gøre dit yderste i angreb på fjenden. Hvis du finder en krigsfange, der er bundet af en pagt, uden for lejren (på flugt eller i kamp), skal du straks dræbe ham, så de, der er dine fjender og Allahs fjender, bliver grebet af frygt. Allah er beskytter for dig og de soldater, der er under din kommando. Han alene er i stand til at give jer sejr over jeres fjende. Det er hos Ham, at alle bør søge hjælp.

Soldaternes ansvar og pligter: Soldaternes ansvar og pligter over for hærføreren er uden indvending at adlyde og følge enhver ordre, der ikke indebærer ulydighed mod Allah. Imam al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der adlyder mig, adlyder Allah, og den, der er ulydig mod mig, er ulydig mod Allah. Den, der adlyder amiren, adlyder mig, og den, der er ulydig mod amiren, er ulydig mod mig.«

Det er fuldstændig forbudt at adlyde i syndige handlinger. For man kan ikke adlyde skabningen, når det indebærer ulydighed mod Skaberens befaling. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Ali, må Allah være tilfreds med ham: »En gang sendte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en lille hærstyrke af sted, udnævnte en ansar som dens leder og befalede styrkens medlemmer at lytte til og adlyde hans ordrer. På et tidspunkt adlød soldaterne ikke hans ordre i en bestemt sag. Da sagde lederen: ‘Saml noget brænde til mig.’ De samlede brænde, hvorefter lederen sagde: ‘Tænd et bål.’ De tændte bålet. Så sagde lederen: ‘Befalede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, jer ikke at lytte til og adlyde min ordre?’ De svarede: ‘Jo.’ Lederen sagde: ‘Så gå ind i dette bål.’ Da soldaterne hørte det, så de på hinanden. Derefter sagde de: ‘Vi kom jo netop til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, for at blive reddet fra ilden.’ Efter at der var gået nogen tid, stilnede lederens vrede af, og bålet gik ud.«

Da soldaterne efter hjemkomsten fra ekspeditionen fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om hændelsen, sagde han: »Hvis I var gået ind i den ild, ville I aldrig være kommet ud igen.« Han sagde også: »Man må ikke adlyde skabningens befaling, hvis det indebærer ulydighed mod Skaberens befaling. Man skal kun adlyde i retfærdige og lovlige forhold.«

Det er obligatorisk at tilbyde islam før krig: Før enhver krig begynder, er det muslimernes pligt at tilbyde modparten islam. Muslim beretter fra Burayda, må Allah være tilfreds med ham: »Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udnævnte nogen til leder for en lille eller stor hærstyrke, pålagde han ham især at frygte Allah og at behandle de almindelige muslimske soldater retfærdigt. Derefter sagde han: ‘Drag af sted i Allahs navn og på Allahs vej. Bekæmp dem, der har forkastet troen på Allah. Kæmp, men begå ikke underslæb med krigsbyttet, bryd ikke jeres løfter, skænd ikke de dræbtes lig ved for eksempel at skære næser eller ører af, og dræb ikke børn (heller ikke kvinder og gamle, for de kæmper ikke). Når I møder polyteistiske fjender, skal I tilbyde dem tre muligheder: at acceptere islam, at forlade landet eller at betale jizya. Accepter det, de vælger, og bekæmp dem ikke. Tilbyd dem islam. Hvis de tager imod tilbuddet, så accepter det og bekæmp dem ikke. Befal dem derefter at forlade deres land og udvandre til emigranternes land, og oplys dem om, at hvis de udvandrer, vil de få de samme muligheder og rettigheder som de øvrige emigranter, og de vil få de samme forpligtelser og pligter som dem. Hvis de ikke indvilliger i at udvandre og kæmpe, skal du oplyse dem om, at de vil være som beduinerne i ørkenen. (Det vil sige, at de ifølge Allahs lov ikke vil få nogen del af krigsbyttet eller af de jorder og ejendomme, der er erobret efter krigen.) De af Allahs befalinger, der gælder for de øvrige muslimer, vil også gælde for dem. Hvis de nægter at acceptere islam, skal du bede dem betale jizya-skat. I den senere sura al-Tawba blev jizya begrænset til jøder og kristne. Dette er sandsynligvis en hændelse fra tiden før det. Hvis de indvilliger i at betale jizya, så accepter den og bekæmp dem ikke. Hvis de ikke indvilliger, så søg Allahs hjælp og bekæmp dem. Når I har belejret indbyggerne i en fæstning, og de beder om beskyttelse fra Allah og Hans Sendebud, må du ikke give dem den. Men giv dem beskyttelse på vegne af dig selv og dine ledsagere. For hvis I senere ønsker at bryde denne beskyttelsesaftale, vil det være mindre alvorligt at bryde en aftale, der er givet af dig og dine ledsagere, end at bryde en aftale, der er givet i Allahs og Hans Sendebuds navn. Når I har belejret indbyggerne i en fæstning, og de beder dig om tilladelse til at overgive sig under Allahs løfte og myndighed, må du ikke give dem den. Men lad dem overgive sig under din myndighed. For du ved ikke, om du i deres sag vil overtræde Allahs myndighed. Det vil sige, at man bør undgå at påberåbe sig Allahs beskyttelsesløfte og myndighed, for begge dele er yderst ærefulde, og det er en pligt omhyggeligt at værne om deres ære. (Berettet i de fem øvrige autentiske hadith-samlinger, bortset fra al-Bukhari.)«

En gang belejrede en muslimsk hær under hærføreren Salman al-Farsi et palads i Persien. Soldaterne sagde til hærføreren: »Skal vi angribe dem?« Hærføreren sagde: »Jeg har hørt, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at tilbyde islam før et angreb. Giv derfor også mig mulighed for at tilbyde dem det.« Salman kom derefter hen til indbyggerne i det belejrede palads og sagde: »Jeg er perser ligesom jer. Araberne adlyder mig. Hvis I derfor accepterer islam, vil I få de samme rettigheder og muligheder som os, og I vil blive pålagt de samme forpligtelser og pligter som os. Men hvis I under ingen omstændigheder er rede til at forlade jeres religion, så giv os jizya med egen hånd som tegn på underkastelse. Vi vil lade jer forblive tro mod jeres religion.« Salman sagde på persisk: »I er ikke værdige til ros. Alligevel vil vi lade jer forblive i jeres religion, hvis I betaler jizya. Hvis I ikke vil acceptere nogen af delene, vil vi bekæmpe jer.«

Perserne sagde: »Vi vil ikke betale jizya. Vi vil derimod bekæmpe jer.« Så sagde soldaterne til Salman: »Skal vi nu ikke angribe dem?« Salman gav dem tre dages frist. Derefter sagde han: »Angrib dem.« Så angreb vi dem og indtog paladset.« (Al-Tirmidhi)

Imam Abu Yusuf har sagt: »Så vidt vi har erfaret, gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, aldrig i krig mod et folk, før han havde kaldt dem til Allah og Hans Sendebud.« I bogen al-Ahkam al-Sultaniyya (regeringsregler) står der: »Det er forbudt for os at dræbe dem, der ikke har modtaget islams kald, ved at angribe dem pludseligt og om natten eller at brænde deres ejendele. Det er forbudt for os at indlede et angreb mod dem, før vi har tilbudt dem islam og fremlagt de mirakler og afgørende beviser fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som kan hjælpe dem til at tage imod kaldet.«

Ifølge imam al-Sarakhsi, en af imamene i den hanafitiske madhhab, er det bedst ikke at indlede krigen umiddelbart efter, at islam er blevet tilbudt. De bør have mindst én nat til at overveje det. Ifølge fuqahaerne skal hærføreren betale diya for de dræbte, hvis han indleder krigen og dræber nogle af fjenderne pludseligt og om natten, før han har tilbudt dem de nævnte tre muligheder og advaret dem med argumenter.

I værket »Futuh al-Buldan« siger al-Baladhuri: »Indbyggerne i Samarkand sagde til deres guvernør, Sulayman ibn Abi al-Sura: ‘Qutayba ibn Muslim al-Bahili har brudt den aftale, han indgik med os, begået forræderi og gjort os uret; han har erobret vores land. Men Allah har etableret og gjort retfærdighed og lighed sejrrig. Tillad os derfor at sende en delegation til de troendes leder, så vi kan klage over denne uretfærdighed. Hvis vi har en retmæssig ret, vil den blive givet os.’ Sulayman gav dem tilladelse. De sendte derefter en delegation til Umar ibn Abd al-Aziz. Da Umar blev bekendt med den uret, der var begået mod dem, sendte han følgende afgørelse til Sulayman: ‘Indbyggerne i Samarkand har klaget til mig over den uret, der er begået mod dem. Qutayba gjorde dem uret ved at fordrive dem fra deres land. Så snart du modtager dette brev, skal du udpege en dommer for dem, som skal behandle deres klage. Hvis han dømmer til deres fordel, skal du føre dem tilbage til det sted, hvor de befandt sig, før Qutayba sejrede over dem, og I skal blive dér, hvor I befandt jer.’

Da Sulayman modtog brevet, udnævnte han »Jami ibn Hazir« til dommer. Han afsagde den dom, at araberne, som opholdt sig i Samarkand, skulle vende tilbage til deres lejr. Derefter skulle de fremsætte deres tilbud over for dem fra en ligeværdig position, og sejren skulle opnås enten gennem en ny fredsaftale eller gennem krig.

Efter at denne dom var blevet bekendtgjort, sagde jordejernes ejere: »Vi er snarere tilfredse med det, der allerede er sket. Vi er ikke rede til at føre krig på ny.« For de fornuftige blandt dem sagde: »Muslimerne er blevet fuldstændig integreret med os. Vi har boet sammen med dem; de har ladet os bo i fred og sikkerhed, og vi har også ladet dem bo i fred og sikkerhed. Hvis vi nu vender tilbage til en krigstilstand, ved vi ikke, hvem der vil sejre. Hvis vi ikke sejrer, vil vi allerede have skabt strid og fjendskab. Derfor lod de den eksisterende situation bestå, var tilfredse med den og afstod fra at skabe ny strid. De var allerede blevet dybt imponerede over islams og muslimernes retfærdighed og betragtede den som en stor gevinst. Til sidst blev dette årsag til, at de frivilligt gik ind i islam. Vi kender ingen andre end muslimerne, der nogensinde har kunnet skabe et sådant eksempel på retfærdighed.«

At bede til Allah før slaget: At bede Allah om hjælp og sejr til mujahiderne er et af krigens principper. For hjælp og sejr ligger alene i Allahs hånd. Dette var Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsageres sædvane efter ham.

1. Abu Dawud beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »To bønner bliver aldrig afvist: den bøn, der fremsiges ved bønnekaldet, og den bøn, der fremsiges, når de to parter støder sammen under krig.«

2. Den Almægtige Allah siger:تستفيشون ربَّكر فاستجاب لda I bad Allah om hjælp, og Han straks besvarede jeres bøn.« (Sura al-Anfal: vers 9)

3. Det berettes fra Abdullah ibn Abi Awfa i de tre autentiske hadith-samlinger, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, i et slag ventede, indtil solen var gået ned, før han mødte fjenden. Derefter rejste han sig offentligt og sagde: »O folk! … Ønsk ikke at møde fjenden; bed Allah om sikkerhed og fred. Men når I er nødt til at møde fjenden, så vær tålmodige og standhaftige, og vid, at Paradiset ligger under sværdenes skygge.« Derefter sagde han: »O Allah, som har åbenbaret Skriften, sat skyerne i bevægelse og besejret de vantros hære, besejr dem og giv os sejr over dem.«

4. Når han gik i kamp, plejede han at bede således: »O Allah, Du er min styrke og min støtte. Med Din hjælp finder jeg en måde at imødegå fjendens planer på; med den styrke, Du har givet mig, angriber jeg fjenden, og med Din hjælp kæmper jeg.« – Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah.

5. Bukhari og Muslim beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, på dagen for Ahzab-slaget (skyttegravsslaget) bad således: »O Allah, som åbenbarer Skriften og er hurtig til at gøre regnskab, tilintetgør de vantros hære. O Allah, besejr dem og ryst dem.«

Det toogtyvende kapitel: Krig og fredsaftale

Islam tillægger det største betydning at invitere menneskeheden til at antage Allahs religion, så den gennem denne religion kan opnå lykke og fred i denne verden og i det hinsidige og leve trygt under dens beskyttelse. Allah har overdraget det til det muslimske ummah at gøre Allahs religion sejrrig og udbrede Hans åbenbaring overalt. På samme måde hører det også til det muslimske ummahs ansvar at befri og frigøre alle jordens folk.

I denne henseende er den muslimske nation verdens bedste nation. I forhold til andre nationer svarer dens rang til lærerens rang over for eleven. Så længe denne rang består, påhviler det den også at bevare hele det muslimske ummahs nationale identitet, kæmpe og stræbe efter bedste evne for at sikre dets rettigheder og gøre alt for at indtage og fastholde den rang og position, som Allah har bestemt for det. Enhver form for forsømmelse på dette område vil blive betragtet som en meget stor synd, og Allah har bestemt, at dens følger bliver ydmygelse, vanære og fald, ja endog ødelæggelse og udslettelse. Så længe det muslimske ummah ikke fuldt ud har nået sine ovennævnte mål (at forsvare sig selv og befri alle nationer), har Islam forbudt det at udvise forsømmelighed og ligegyldighed og erklæret fredsaftaler og kompromisforlig ulovlige. Under disse omstændigheder er kompromis og fredsaftale, set fra Islams synspunkt, ikke andet end fejhed og nedværdigelse. Om dette siger Allah:

فَلَا تَمِنُوا وَتَدعوا إلى السلم وانتم الْأَعْلَوْنَ وَاللَّهُ مَعَكُمْ وَلَن يُترَكُمْ أَعْمَالَكُرْه

Så bliv ikke svage, og tilbyd ikke fred. I er de overlegne, og Allah er med jer; Han vil aldrig forringe jeres belønning for jeres handlinger.« (Sura Muhammad: vers 35) Det vil sige, at I med hensyn til troslære og overbevisning, tilbedelse, karakter, skikke og regler samt viden og handling indtager den højeste rang.

I Islam indgås fred og fredsaftaler fra styrkens og magtens position, ikke fra svaghedens position. Derfor har Islam ikke gjort fred og fredsaftaler ubetingede, men knyttet dem til den betingelse, at fjenden for bestandig opgiver aggression og afholder sig fra den, at der ikke længere findes nogen form for uret og undertrykkelse på jorden, og at ingen berøver andre deres religiøse frihed. Hvis blot én af disse årsager er til stede, har Allah tilladt krig. Det er den krig, for hvilken man kan sætte livet ind og villigt ofre sit liv.

Der findes ingen anden religion på jorden end Islam, som har tilskyndet sine tilhængere til at kæmpe udelukkende for Allahs skyld, for sandheden, for de ude af stand til at forsvare sig og de svage samt for et værdigt liv. Enhver kan tydeligt se dette, hvis han gennemgår Koranens vers og Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, samt hans efterfølgende kaliffers praktiske liv. Den Almægtige Allah har pålagt det muslimske ummah ansvaret for at udføre jihad og ofre alt, hvad det ejer, idet Han siger:وَجَاهِدُوا فِي الله حق جهاده»Udfør jihad for Allahs sag, sådan som jihad bør udføres.« (Sura al-Hajj: vers 78)

I dette vers siges det, at denne jihad er tro i praksis, uden hvilken religionen ikke bliver fuldkommen. Allah har et andet sted sagt:

أحسب الناس أن يتركوا أن يقولوا آمنا وهم لا يفتنونَ وَلَقَدْ فَتَنَّا الَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ فَلَيَعْلَمَنَّ الله الدين مَنقُوا وَلَيَعْلَمَنَّ الكلبين

Tror menneskene, at de vil blive ladt i fred, blot fordi de siger: »Vi tror«, uden at blive prøvet? Vi prøvede sandelig også dem, der levede før dem, og Allah vil visselig gøre det klart, hvem der er sandfærdige, og hvem der er løgnere.« (Sura al-Ankabut: vers 2 og 3)

Her er det tydeligt blevet bekendtgjort, at dette er Allahs vedvarende skik med hensyn til de troende, og at der ikke findes nogen anden vej til at opnå Paradiset eller Allahs hjælp. Allah siger også:

أمْ حَسِبْتُمْ أَن تَدْخُلُوا الْجَنَّةَ وَلَمَّا يَأْتِكُمْ مَثَلُ الَّذِينَ عَلَوْا مِن قَبْلِكُمْ ما مستمر البأساء والضراء وزلزِلُوا حَتَّى يَقُولَ الرَّسُولُ وَالَّذِينَ آمَنُوا مَعَهُ مَتى نَصْرُ اللَّهِ مَا أَلَا إِنْ نَصْرَ اللَّهِ قَرِيبٌ

Tror I, at I vil træde ind i Paradiset, selv om I endnu ikke har oplevet det samme, som de før jer oplevede? Fattigdom og lidelse ramte dem, og de blev grebet af frygt og rystede. Endog Sendebudet og de troende, der var med ham, udbrød: »Hvornår kommer Allahs hjælp?« Ja, Allahs hjælp er nær.« (Sura al-Baqara: vers 214)

Og derfor har Allah gjort det obligatorisk at samle våben og udstyr med henblik på jihad:

وَاعِدُوا لَهُمْ مَا اسْتَطَعتم من قوة و من رباط الحبل تُرْهِبُونَ بِهِ عَدُوَّ اللَّهِ وَعَدُوكُمْ .

I skal holde jer rede med al den styrke og det kavalleri, I formår, for derved at skræmme Allahs fjender og jeres fjender. (Sura al-Anfal: vers 60)

Hvornår og hvordan forberedelserne skal træffes, afgøres ud fra situationen og omgivelserne. Under ordet »styrke« falder ethvert middel, der kan bidrage til at nedkæmpe fjenden.

Det er blevet overleveret i en sahih-hadith: »Vid, at bueskydning er styrke; vid, at bueskydning er styrke; vid, at bueskydning er styrke.« At enhver arbejdsdygtig person udviser årvågenhed og organiserer mandskab, hører også med til at være forberedt. Således siger Allah:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا عَدُوا مِنْ رَكُمْ فَالْفِرُوا تَبَابٍ أَوِ الْفِرُوا جَمِيعًا

O I, der tror! Vær årvågne, og ryk derefter frem enten i grupper eller samlet. (Sura an-Nisa: vers 71)

I virkeligheden er det ikke muligt at være årvågen uden at træffe forberedelser til lands, til vands og i luften. Der er blevet befalet at drage ud for at møde fjenden under alle forhold, hvad enten de er vanskelige eller lette, præget af glæde eller konflikt. Således siger Allah: الْفِرُوا مِفَانًاوHvad enten I er lette eller tunge, så drag ud på ekspedition. (Sura at-Tawba: vers 41)

(Det vil sige, at fjenden skal mødes under alle forhold, uanset om krigsudstyret og våbnene er mange eller få.)

Islam stoler mere på åndelig styrke end på materiel styrke. Derfor opmuntrer den moralen og de høje ambitioner på følgende måde:

فَلْيُقَاتِلُ فِي سَبِيلِ اللهِ الَّذِينَ يَقرون الحيوة الدنيا با الأميرة ط ومن يُقَاتِلُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَيُقْتَلْ أَوْ يَقْلِبُ فَسَوْفَ تُؤْتِيهِ أَمْرًا عَظِيمًا وَمَا لَكُمْ لَا تُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ وَالْمُسْتَضْعَفِينَ مِنَ الرِّجَالِ وَالنِّسَاءِ وَالْوِلْدَانِ الَّذِينَ

يَقُولُونَ رَبَّنَا امْرِحْنَا مِنْ هَذِهِ الْقَرْيَةِ الظَّالِي أَمْلَهَا ، وَاجْعَلْ لَّنَا مِن لَّدُنْكَ وليا واجْعَلْ لَنَا مِن لَّدُنْكَ نَصِيرًاه

Derfor skal de, som sælger det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe på Allahs vej. Og den, der kæmper på Allahs vej, vil få en stor belønning, hvad enten han bliver dræbt eller sejrer. Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke vil kæmpe på Allahs vej og for de hjælpeløse mænd, kvinder og børn, som siger: »Vor Herre, før os ud af denne by, hvis indbyggere er uretfærdige, og udpeg for os fra Dig en beskytter, og udpeg for os fra Dig en hjælper.« (Sura an-Nisāʾ: vers 74-75)

Han trøster de troende ved at sige, at selv hvis de har lidt nød og smerte, er de ikke de eneste, der lider under det; deres fjender lider også under det. Men der er en himmelvid forskel på deres endelige udfald. Allah siger:

وَلَا تَمِنُوا فِي ابْتِغَاءِ الْقَوْمِ ، إِن تَكُونُوا تَأْلَمُونَ فَالْهُم بِالْمُونَ كَمَا تَأْلَمُونَ ، وَتَرْجَعُونَ مِنَ اللَّهِ مالا يرجون .

»Vær ikke modløse i jagten på fjendens folk. Hvis I lider, så lider de også ligesom jer, men de håber ikke hos Allah på det samme, som I håber på.« (an-Nisāʾ: 104)

الَّذِينَ آمَنُوا يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ : وَالَّذِينَ كَفَرُوا يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ الطَّاغُوتِ فَقَاتِلُوا أَوْلِيَاءَ الشيطيج إِن كَيْدَ الشَّيْطَنِ كَانَ ضَعِيفًا

De, der tror, kæmper på Allahs vej, mens de vantro kæmper på Taghuts vej. Kæmp derfor mod Satans venner; Satans list er visselig svag.
(Sura an-Nisāʾ, vers 76)

Det vil sige, at de troende har høje og ædle mål. De kæmper for en bestemt mission. Denne mission er sandhedens mission, godhedens mission og missionen om at gøre Allahs religion sejrrig.
Allah siger, idet Han befaler dem at stå faste og urokkelige over for fjenden:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا لَقِيتُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا زَحْفًا فَلَا تُوَلُّوهُمُ الْأَدْبَارَهُ وَمَنْ يُوَلِهِمْ يَوْمَئِلِ دَبَرَهُ إِلَّا مُتَعَرِّنَا لِقِتَالِ أَوْ مُتَعَيْرًا إِلَى فِئَةٍ فَقَدْ بَاءَ بِغَضَبٍ مِّنَ اللهِ وَمَا وَنَهُ جَهَنَّمَ، وَبِئْسَ الْمَصِيرُه

‘I troende! Når I møder de vantros hær, må I ikke vende dem ryggen. Den, der på den dag vender dem ryggen, medmindre det er som et krigslist eller for at slutte sig til en anden gruppe, pådrager sig Allahs vrede, og hans tilflugtssted bliver Helvede. Hvor er det et usselt opholdssted.’ (Sura al-Anfal, vers 15-16)

Idet Allah befaler dem at erhverve moralsk og åndelig styrke, siger Han i sura al-Anfal, vers 45 og 46:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا لَقِيتُمْ فِئَةً فَالْبَتُوا وَاذْكُرُوا اللهَ كَثِيرًا الْعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ وَأَطِيعُوا اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَلَا تَنَازَعُوا فَتَفْعَلُوا وَتَذْهَبَ رِيحُكُمْ وَاصْبِرُوا ، إِنَّ اللهَ مَعَ الصَّبِرِينَ

‘I troende! Når I møder en gruppe, så stå fast og ihukom Allah meget, så I kan få fremgang. Adlyd Allah og Hans Sendebud, og strides ikke indbyrdes, for så vil I miste modet, og jeres styrke vil forsvinde. Vær tålmodige; Allah er med de tålmodige.’

I sura at-Tawbah, vers 111, nævner Allah de troendes ukuelige kampvilje og gør det klart, at de i overensstemmelse med denne ukuelige kampviljes krav i selvforsvarskrigen enten dræber eller bliver dræbt; der findes ingen tredje mulighed for dem ud over disse to. Allah siger:

إن الله اشترى مِنَ الْمُؤْمِنِينَ الْفَسَهُم وأَمْوَالَهُمْ بِأَنَّ لَهُمُ الْجَنَّةَ ، يُقَاتِلُونَ فِي سَبِيلِ اللَّهِ فَيَقْتُلُونَ ويقتلون تف وعدا عَلَيْهِ حَقًّا فِي التورية والإنجيل والقرآن ، ومن أوفى بِعَهْدِهِ مِنَ اللَّهِ فَاسْتَبْشِرُوا بِبَيْعِكُمُ الَّذِي بَايَعْتُم بِهِ ،

وَذَلِكَ هُوَ الْفَوْزُ الْعَظِيره

Allah har købt de troendes liv og ejendom af dem, og til gengæld har Han beredt dem Paradiset. De kæmper på Allahs vej; enten dræber de, eller også bliver de dræbt. I Toraen, Evangeliet og

Koranen findes der et løfte til dem herom. Og hvem er bedre end Allah til at holde sit løfte? Glæd jer derfor over den handel, I har indgået, for dette er den store sejr.’ Hvis de dræber, er de sejrende, og hvis de bliver dræbt, er de martyrer. I sura At-Tawbah, vers 52, siger Han:

قُلْ هَلْ تَرَبَّصُونَ بِنَا إِلَّا إِحْدَى الْحُسْنَيَيْنِ :

Sig: I venter kun på, at ét af to gode udfald skal ramme os.

At blive dræbt på Allahs vej er ikke en evig død; det er derimod betegnelsen for at blive overført til et bedre og evigt liv. At ofre sig fuldstændigt på Allahs vej er det egentlige, varige liv. Det er dette, Allah har sagt i sura Ali Imran, vers 169, 170 og 171:

ولا تَحْسَبَنَّ الَّذِينَ قُتِلُوا فِي سَبِيلِ اللَّهِ أَمْوَاتًا بَلْ أَحْيَاءٌ عِنْدَ رَبِّهِمْ يُرْزَقُونَ فَرِمِينَ بِمَا أَنْهُم اللَّهُ مِنْ فَضْلِهِ وَيَسْتَبْشِرُونَ بِالَّذِينَ لَمْ يَلْحَقُوا بِهِم مِّن خَلْفِهِمْ أَلَّا خَوْفٌ عَلَيْهِمْ وَلَاهُمْ يَحْزَنُونَ يستبشرون بِنِعْمَةٍ مِنَ اللهِ وَفَضْلٍ لا و أن اللَّهَ لَا يُضِيعُ أَمْرَ الْمُؤْمِنِينَ .

‘Tro aldrig, at de, der er blevet dræbt på Allahs vej, er døde. Nej, de er levende og får deres forsørgelse hos deres Herre. De glæder sig over det, Allah af Sin nåde har givet dem, og de glæder sig på vegne af dem, der endnu ikke har sluttet sig til dem, fordi der ikke skal være nogen frygt over dem, og de skal ikke sørge. De glæder sig over Allahs gunst og nåde, og fordi Allah ikke lader de troendes belønning gå tabt.’

I vers 12 i Sura al-Anfal erklærer Allah, at Han er sammen med mujahiderne og aldrig forlader dem:

إِذْ يَوْمِي رَبُّكَ إِلَى الْمَلْئِكَةِ إِنِّي مَعَكَر فَتَيْتوا الَّذِينَ آمَنُوا ، سالْقِي فِي قُلُوبِ الَّذِينَ كَفَرُوا الرَّعْبَ فَاضْرِبُوا فَوْقَ الْأَعْنَاقِ وَاضْرِبُوا مِنْهُمْ كُلَّ بَنَانٍ

‘Husk, da din Herre åbenbarede for englene: Jeg er med jer. Styrk derfor de troende. Jeg vil indgyde frygt i hjerterne på dem, der fornægter troen. Slå dem derfor over nakken og på alle deres lemmer.’

I vers 10, 11, 12 og 13 i Sura as-Saff lover Allah de troende de bedste belønninger både i denne verden og i det hinsidige:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا هَلْ أَدُلُّكُمْ عَلَى تِجَارَةٍ تَنْعِيْكُمْ مِنْ عَذَابِ الَيْهِ تُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَرَسُوْلِهِ وتحمدُونَ فِي سَبِيلِ اللهِ بِأَمُولِكُمْ وَالْفُسِكُم عليكم غير لكم إن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ ، يَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ وَيَدْخِلْكُمْ مَنْ تَجْرِي مِن تَحْتِهَا الأنهر

ومسكن طيبة في جني عَدْنٍ عَذَلِكَ الْفَوْزُ الْعَظِيرَة وأخرى تُحِبُّونَهَا نَصَرٌ مِنَ اللَّهِ وَفَتْحٌ قَرِيبٌ ، وَبَشِّرِ الْمُؤْمِنِينَ

‘I troende, skal jeg vise jer en handel, som vil redde jer fra en smertefuld straf? Det er, at I tror på Allah og Hans Sendebud og kæmper på Allahs vej med jeres formue og jeres liv. Det er bedst for jer, hvis I blot vidste det. Allah vil tilgive jer jeres synder og føre jer ind i Paradisets haver, hvor floder løber nedenunder, og i gode boliger i de evige haver. Dette er den største succes. Og Han vil give jer endnu en gunst, som I ønsker: hjælp fra Allah og en nært forestående sejr. Overbring dette glædelige budskab til de troende.’

Det var på denne måde, at Koranen formede de første generationer af muslimer. Den skabte en urokkelig tro i deres hjerter, som foretog den endelige afgørelse mellem sandhed og falskhed, og på denne måde førte den dem frem mod Allahs hjælp, sejr og herredømme. Allah siger:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِن تَنْصُرُوا اللَّهَ يَنْصُرْكُمْ وَيَثَبِّتْ أَقْدَامَكُرُه

‘O I troende! Hvis I hjælper Allah, vil Allah hjælpe jer og gøre jeres fodfæste fast.’ (Sura Muhammad, vers 7)

وَعَدَ اللهُ الَّذِينَ آمَنُوا مِنْكُمْ وَعَمِلُوا الصَّلعَت لَيَسْتَخْلِفَنَّهُمْ فِي الْأَرْضِ كَمَا اسْتَخْلَفَ الَّذِينَ مِنْ قبلهم من وليكنى لَهُم دينهم الذي ارتضى لَهُمْ وَلَيُبَدِ النَّهُم مِن بَعْدِ خَوْفِهِمْ أَمَنَا يَعْبُدُونَنِي لَا يشركون بي شيئا .

‘Allah lover dem blandt jer, der tror og gør gode gerninger, at Han med sikkerhed vil give dem herredømme på jorden, ligesom Han gav deres forgængere herredømme, og at Han med sikkerhed vil styrke den religion for dem, som Han har udvalgt til dem, og give dem sikkerhed i stedet for deres frygt. De vil tilbede Mig og ikke sætte nogen ved Min side.’ (Sura an-Nur, vers 55)

Det er obligatorisk at stå fast under krig: Det er obligatorisk at stå fast under et direkte møde med fjenden, og det er haram at flygte. Allah siger:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا لَقِيتُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا زَحْفًا فَلَا تُوَلُّوهُمُ الْأَدْبَارَه وَمَنْ يُوَلِهِمْ يَوْمَئِلِ دَبَرَهُ إِلَّا متحرفًا لِقِتَالِ أَوْ مُتَصَيْرًا إِلَى فِئَةٍ فَقَدْ بَاءَ بِغَضَبٍ مِّنَ اللهِ وَمَاونَهُ جَهَنَّمَ مَا وَبِئْسَ الْمَصِيرُه

‘O I troende! Når I møder de vantro styrker, må I ikke vende dem ryggen. Den, der på denne dag vender dem ryggen, undtagen som et krigstrick eller for at slutte sig til en gruppe, pådrager sig Allahs vrede, og hans tilflugtssted er Helvede. Hvilken elendig destination!’ (Sura al-Anfal, vers 15-16)

Begge vers beviser, at det er obligatorisk at stå fast på slagmarken, og at det er haram at flygte, bortset fra i to situationer. I disse to situationer er det tilladt at trække sig fra mødet med fjenden:

Første situation: at foretage en omplacering med henblik på krig. Det vil sige at bevæge sig fra én slagmark til en anden efter krigens behov. Man kan bevæge sig fra et snævert sted til et åbent sted, fra et synligt sted til et skjult sted eller fra et lavt sted til et højt sted. På samme måde er det tilladt at skifte til et sted på slagmarken, som er mere fordelagtigt og gunstigt.

Anden situation: at slutte sig til en gruppe muslimer, hvad enten det sker med henblik på at kæmpe sammen med dem eller for at få hjælp fra dem; dette er tilladt. Det gør ingen forskel, om denne gruppe befinder sig nær eller langt borte.

Sa’id ibn Mansur beretter, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Hvis Abu Ubayda havde sluttet sig til min gruppe, ville jeg have ladet ham slutte sig til den.« På det tidspunkt var Abu Ubayda imidlertid i Irak, mens Umar, må Allah være tilfreds med ham, var i Medina.
Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg er en gruppe for enhver muslim, der skifter gruppe.« (Det vil sige: Jeg er rede til at tage imod ham.)

Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Da Allahs Sendebud, fred være med ham, forlod sit hjem før morgenbønnen, kom en gruppe muslimer, som var flygtet fra mødet med fjenden, hen til Allahs Sendebud, fred være med ham. De sagde: »Vi er flygtet.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Nej, snarere er I blot knyttet til kampen. Jeg er alle muslimers tilflugtssted.«

Det er således kun i disse to situationer, at det er tilladt for en kriger at flygte fra fjenden. Selv om det tilsyneladende ligner flugt, er det i virkeligheden en forberedelse og bestræbelse på at indtage en mere effektiv position over for fjenden.
I alle andre situationer end disse to er flugt fra kampen årsag til en stor synd og en smertefuld straf. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hold jer fra de syv ødelæggende synder.« Folk sagde: »O Allahs Sendebud, hvilke er de?« Han sagde: »At sætte medguder ved Allahs side, at bedrive magi, at dræbe en sjæl, som Allah har forbudt at dræbe, at tilegne sig den forældreløses ejendom, at flygte på kampens dag og at fremsætte en beskyldning om utugt mod en ærbar og uskyldig muslimsk kvinde.«

At lyve og bedrage i krig: Det er tilladt at lyve og bedrage i krig for at vildlede fjenden, så længe det ikke indebærer brud på et løfte eller forstyrrelse af freden. Et eksempel på et sådant bedrag er, at hærføreren giver fjenden det indtryk, at hans hærs soldater er så talrige, og dens våben så stærke, at det er umuligt at besejre den. Al-Bukhari beretter fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Krig er en form for bedrag.«

Muslim beretter fra Umm Kulthum bint Uqbah, må Allah være tilfreds med hende: Jeg har ikke hørt, at Allahs Sendebud, fred være med ham, har tilladt nogen løgn i det, som mennesker normalt siger, undtagen i fire situationer:

1. I krig, 2. ved bilæggelse af stridigheder mellem mennesker, 3. når en mand taler med sin hustru, og 4. når en hustru taler med sin mand.

Flugt fra en fjendestyrke, der er dobbelt så stor: Jeg har tidligere sagt, at det er tilladt at flygte for at bevæge sig fra én slagmark til en anden og for at skifte fra én hær til en anden. Det gælder, når fjenden er mere end dobbelt så talrig. Hvis fjenden er dobbelt så talrig eller mindre, er det haram. Allah siger:

الفن عقفَ اللهُ عَنْكُمْ وَعَلى أَن فِيكُمْ ضَعْفًا مَا فَإِن يكن مِنكُمْ مَالَهُ سَابِرَةٌ يُقْلِبُوا مِالَتَيْنِ : وَإِن يَكُن منكر ألف يُقْلِبُوا الغَيْر بِإِذْنِ اللَّهِ ، وَاللَّهُ مَعَ الصَّبِرِينَ

Nu har Allah lettet jeres byrde, for Han ved, at der er svaghed blandt jer. Hvis der således er et hundrede tålmodige blandt jer, vil de besejre to hundrede, og hvis der er et tusinde blandt jer, vil de med Allahs tilladelse besejre to tusinde. Allah er med de tålmodige. (Sura al-Anfal, vers 66)

I værket al-Muhadhdhab siges det: Det er tilladt at flygte, når fjendens antal overstiger muslimernes antal med det dobbelte. Men hvis muslimernes stærkeste vurdering er, at de ikke vil gå til grunde, er det bedre at blive stående. Hvis den stærkeste vurdering derimod er, at de vil gå til grunde, er der to synspunkter:

For det første er det obligatorisk at trække sig tilbage, for Allah siger:

ولا تُلْقُوا بِأَيْدِيكُمْ إِلَى التَّهْلُكَةِ

Kast ikke jer selv med egne hænder i undergang. (Sura al-Baqarah, vers 195)

For det andet er det mustahabb at trække sig tilbage, men ikke obligatorisk, for hvis de bliver dræbt, vil de være martyrer.

Og hvis de vantros antal ikke er mere end det dobbelte af muslimernes, er det i så fald ikke tilladt at flygte, medmindre frygten for undergang er større; herom findes der to opfattelser: For det første er det tilladt i henhold til det ovenfor nævnte vers 195 i Sura al-Baqara.

For det andet i henhold til den åbenbare betydning af det samme vers. Det sidstnævnte syn er det korrekte ifølge faqīherne.

Al-Hākim har sagt: Hvad der skal gøres i dette tilfælde, afhænger af krigerens stærkeste vurdering og dømmekraft. Hvis hans stærkeste vurdering er, at han vil være i stand til at yde modstand, er det ikke tilladt at flygte. Men hvis hans stærkeste vurdering er, at han vil gå til grunde, er det tilladt at slutte sig til en hvilken som helst anden muslimsk hær, uanset hvor langt borte den befinder sig. Betingelsen er dog, at han ikke har til hensigt at flygte fra jihād. Ifølge Ibn al-Mājishūn og imām Mālik skal svaghed ikke vurderes ud fra antal, men ud fra styrke. Selv hvis fjenden kun er én person, men er dygtigere i krigskunst, stærkere bevæbnet og fysisk stærkere, er det tilladt for den ene muslimske modstander at flygte fra konfrontationen med ham. Dette synspunkt er det mest åbenbare.

Barmhjertighed og hensyn i krig: Islam har på den ene side tilladt krig, når det er tvingende nødvendigt, men har på den anden side også begrænset den til bestemte grænser. Derfor må man under krig kun dræbe dem, der deltager i kamp, og ingen andre. Det er ikke tilladt at dræbe eller på nogen måde chikanere en person, der ikke deltager i krigen. På samme måde har islam forbudt at dræbe passive mennesker som kvinder, børn, syge, gamle, munke, tilbedere og lignende. Den har også forbudt at skamfere de dræbtes lig. Det er endda forbudt at dræbe dyr, ødelægge afgrøder og vand, forurene damme samt ødelægge eller smadre huse. Ligeledes er det forbudt at give en såret person yderligere slag for fuldstændigt at dræbe ham samt at forfølge og gennemsøge en fjende, der flygter. For krig er som et kirurgisk indgreb med henblik på behandling, og det er på ingen måde tilladt at gå uden for grænserne af det sygdomsramte område.

Sulaymān ibn Burayda beretter fra sin far om dette: »Når Allahs Sendebud ﷺ udnævnte nogen til hærfører for en hær, formanede han ham og de muslimer, der fulgte ham, især til at frygte Allah, og derefter sagde han: Drag ud i Allahs navn og på Allahs vej, og bekæmp dem, der fornægter Allah. Men begå ikke overgreb, begå ikke forræderi og bryd ikke løfter, skamfer ikke nogens legeme, og dræb ikke noget barn.«

Nāfiʿ beretter fra ʿAbdullah ibn ʿUmar: I et af de slag, der blev udkæmpet under Allahs Sendebuds ﷺ ledelse, blev en kvinde fundet dræbt. Det viste han sin misbilligelse af og forbød at dræbe kvinder og børn. (Muslim).

I den hadith, der er berettet af Rabāh ibn Rabīʿ, står der, at Allahs Sendebud ﷺ, muligvis efter at have set den kvinde, der blev nævnt i den foregående hadith, sagde: »Denne kvinde havde ikke til hensigt at kæmpe.« Derefter så han på sine ledsagere og sagde til en af dem: »Gå til Khālid ibn al-Walīd. Han må under ingen omstændigheder dræbe noget barn, nogen tjener eller nogen kvinde.«

ʿAbdullah ibn Zayd beretter: Allahs Sendebud ﷺ forbød at dræbe en såret person og at skamfere en døds legeme.

ʿImrān ibn al-Ḥusayn fortæller: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opfordrede os til at give sadaqa og forbød os at lemlæste døde. Da Abū Bakr sendte Usāma til Syrien, gav han ham følgende afskedsinstrukser: »Begå ikke forræderi, overskrid ikke grænserne, bryd ikke jeres løfter, lemlæst ikke lig, og dræb ikke børn, gamle eller kvinder. Fæld eller brænd ikke daddelpalmer, og fæld ikke frugttræer. Slagt ikke geder, køer eller kameler undtagen med henblik på at spise dem. Skån de asketer og munke, som er hengivne til konstant tilbedelse i deres gudshuse, samt deres guddomme.«

ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb (måtte Allah være tilfreds med ham) fulgte også den samme politik. I et brev skrev han:

»Begå ikke overgreb eller underslæb, begå ikke forræderi, dræb ikke børn, og frygt Allah med hensyn til bønderne.« Han forbød hærførerne at dræbe børn, gamle og kvinder. Især beordrede han dem strengt til at afholde sig fra at dræbe dem, når der var udbrudt kamp mellem de to parter, og under angreb.

Natlige angreb på fjenden: I en forsvarskrig er det tilladt at angribe fjenden om natten, når det er uundgåeligt nødvendigt. Imām al-Tirmidhī siger: Nogle lærde har erklæret natlige angreb for tilladte, mens andre har betegnet dem som makrūh. Imām Aḥmad og Isḥāq siger: Det er tilladt. Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt om at angribe polyteisternes boliger om natten, hvorved også deres kvinder og børn kunne blive dræbt eller såret, sagde han: »Disse kvinder og børn hører også til blandt polyteisterne.« (Al-Bukhārī og Muslim).

Imām al-Shāfiʿī siger: Forbuddet mod at dræbe polyteisternes kvinder og børn gælder kun, når de kan identificeres og findes adskilt. Men et natligt angreb er tilladt, selv om der er risiko for, at kvinder og børn bliver dræbt eller såret.

Krigens afslutning: Krigen afsluttes, så snart én af følgende ting finder sted:

1. Hvis alle eller en del af de krigsførende antager islam og træder ind i Allahs religion. I så fald regnes de som muslimer. Deres rettigheder er som andre muslimers, og deres pligter er ligeledes som andre muslimers.

2. Hvis de anmoder om en våbenhvile for en bestemt periode. I så fald er det obligatorisk at imødekomme deres anmodning, sådan som han gjorde ved våbenhvilen i Hudaybiyya.

3. Hvis den ikke-muslimske part ønsker at forblive i sin egen religion mod at betale jizya, vil de derved også opnå retten til at leve fredeligt side om side med muslimerne.

4. Hvis den stridende ikke-muslimske part lider nederlag, og den muslimske part sejrer over dem. De besejrede ikke-muslimer vil derefter blive til ghanima, det vil sige krigsbytte, for muslimerne.

5. Nogle gange kan en del af fjendens part anmode muslimerne om beskyttelse. I så fald skal anmodningen imødekommes. Det samme gælder, når nogen af dem anmoder om tilladelse til at komme ind i et område, der styres eller er beboet af muslimer. Disse forhold er som følger:

1. Fredsaftale. 2. Aftale om sikkerhed og fredelig sameksistens. 3. Ghanima. 4. En del af fjenden anmoder muslimerne om beskyttelse.

Fredsaftale og våbenhvile: En våbenhvileaftale er enighed om at standse konflikten i en bestemt periode. Den kan undertiden også føre til en fredsaftale. Den bliver bindende i to situationer:

Den første situation: Når fjenden anmoder om våbenhvile. Selv hvis fjenden har til hensigt at bedrage ved at fremsætte denne anmodning, er det obligatorisk at imødekomme den. I et sådant tilfælde skal man dog udvise forsigtighed og være forberedt på at håndtere enhver uønsket situation. Allah siger i sura al-Anfal, vers 61 og 62:

وَإِنْ جَنَعُوْا لِلسَّلْمِ فَاجْنَعْ لَهَا وَتَوَكَّلْ عَلَى اللهِ ، اللَّهَ هُوَ السَّمِيعُ العَلِيرُه وَإِن يُرِيدُوا أَن يُخْدَعُوكَ فَإِن حَسْبكَ الله .

Hvis de hælder til fred, så hæld også du til fred, og stol på Allah. Han er Den Althørende, Den Alvidende. Hvis de ønsker at bedrage dig, er Allah tilstrækkelig for dig.’
Under felttoget til Hudaybiyya indgik Allahs Sendebud, fred være med ham, en fredsaftale med afgudsdyrkerne fra Mekka og etablerede en våbenhvile og fredelig sameksistens med dem for ti år. Denne aftale blev indgået for at standse blodsudgydelserne og søge fred.

Al-Barāʾ (må Allah være tilfreds med ham) beretter: »Da de vantro forhindrede Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans ledsagere i at rejse ind i Mekka for at udføre umrah, indgik han en fredsaftale med dem i Hudaybiyyah. Aftalen gik ud på, at Sendebudet (fred være med ham) og muslimerne skulle vende tilbage til Medina det år og komme til Mekka det følgende år for at udføre umrah. Da måtte de ikke medbringe andet end deres sværd i deres skeder. Hvis nogen af Mekkas indbyggere ønskede at rejse med dem til Medina, måtte de ikke tage ham med, men hvis nogen af dem, der var kommet med dem, ønskede at blive i Mekka, måtte de ikke forhindre ham i at blive eller tage ham med til Medina. Desuden måtte de ikke opholde sig i Mekka i mere end tre dage. I fredsaftalen blev der fastsat en våbenhvile på ti år, ikke-angreb samt fuldstændig sikkerhed for folk fra begge sider over for hinanden. Da aftalen blev indgået, sagde Sendebudet (fred være med ham) til ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham): »Skriv betingelserne mellem os to parter, og skriv i begyndelsen: Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm.« Ifølge en anden overlevering sagde de vantro: »Vi kender ikke Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm. Skriv det, vi kender: Bismika Allāhumma.« Derefter sagde Allahs Sendebud: »Skriv: Dette er den aftale, som Muhammad, Allahs Sendebud, har indgået.« Straks sagde afgudsdyrkerne: »Hvis vi anså dig for at være Allahs Sendebud, ville vi jo følge dig. Skriv i stedet: Muhammad, ʿAbdullahs søn.« Da beordrede Allahs Sendebud (fred være med ham) ʿAlī til at slette ordene »Allahs Sendebud«. ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Allah, det kan jeg ikke slette.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Vis mig, hvor ordet står.« Efter at ʿAlī havde vist ham det, slettede Allahs Sendebud (fred være med ham) det, og ʿAlī skrev: »ʿAbdullahs søn.«

Det følgende år opholdt Allahs Sendebud (fred være med ham) sig i Mekka i tre dage. På den tredje dag sagde afgudsdyrkerne til ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham): »I dag er den sidste dag ifølge betingelsen fra jeres leder. Bed ham om at forlade Mekka i dag.« Da ʿAlī fortalte Allahs Sendebud (fred være med ham) det, sagde Sendebudet (fred være med ham): »Det er i orden.« Derefter forlod han stedet.

Al-Miswar ibn Makhramah (må Allah være tilfreds med ham) beretter: De to parter indgik en fredsaftale om, at ingen af parterne skulle føre krig i ti år. Alle mennesker skulle leve i sikkerhed: Der skulle ikke forekomme tyveri, røveri eller forræderi mellem de to parter, og der skulle ikke engang tales om fortiden. Alle skulle have rene hjerter, og fuldstændig fred og sikkerhed skulle herske. (Al-Bukhārī, Muslim og Abū Dāwūd).

Den anden situation: De forbudte måneders indtræden. Det er forbudt at indlede krig i disse måneder. Månederne er Dhū al-Qaʿdah, Dhū al-Ḥijjah, Muḥarram og Rajab. Men hvis fjenden indleder krig, er det ikke blot tilladt, men obligatorisk for muslimerne at kæmpe for at afværge angrebet. Ligeledes er det tilladt at fortsætte krigen, hvis disse måneder indtræffer, mens krigen er i gang, og fjenden ikke er villig til at standse krigen. Allah siger:

ان عِدَّةَ العُمَوْرِ عِنْدَ اللَّهِ النَا عَمَرَ قَمْرًا فِي كِتَبِ اللهِ يَوْمَ خَلَقَ السَّمواتِ وَالْأَرْضِ مِنْهَا أَرْبَعَةٌ حُرم ، ذلك الدين القيْرُ فَلَا تَظْلِمُوا فِيهِنَّ الْفُسَكَر

Antallet af måneder er hos Allah tolv måneder i Allahs bestemmelse fra den dag, Han skabte himlene og jorden. Af dem er fire forbudte; dette er den rette bestemmelse. Så gør ikke uret mod jer selv i disse måneder.« (Sura al-Tawbah, vers 36).

I sin afskedstale sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): »O mennesker! At udskyde en måned er kun en forøgelse af vantro, hvorved de vantro ledes vild. Ét år erklærer de den tilladt og et andet år forbudt, så de kan fuldende antallet af de måneder, som Allah har gjort forbudte. Tiden drejer rundt i den form, den havde den dag, hvor Allah skabte himlene og jorden. Antallet af måneder er hos Allah tolv måneder fra den dag, Han skabte himlene og jorden; af dem er fire forbudte måneder: tre sammenhængende og én alene: Dhū al-Qaʿdah, Dhū al-Ḥijjah, Muḥarram og Rajab. Rajab ligger mellem Jumādā og Shaʿbān. Vær opmærksomme: Jeg har sandelig videregivet budskabet. O Allah, vær vidne!«

I nogle overleveringer er dette blevet sagt at være ophævet. Men den overlevering er svag, for der er intet bevis på, at det er blevet ophævet.

Dhimma-aftalen: Dhimma betyder at give et løfte og at give beskyttelse. Dhimma-aftalen betyder, at herskeren eller den embedsmand, der træder i hans sted, under to betingelser tillader en ikke-muslim eller en af Skriftens folk at forblive i sin vantro.

Første betingelse: At overholde de islamiske forskrifter korrekt.

Anden betingelse: At betale jizya. For den, der indgår aftalen, gælder denne aftale hele livet og derefter for hans efterkommere. Grundlaget for denne aftale er vers 29 i sura at-Tawba:

قَاتِلُوا الَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَلَا بِالْيَوْمِ الْآخِرِ وَلَا يُحْرِمُونَ مَا حرم الله وَرَسُولَهُ وَلا يَدِينُونَ دِينَ الْحَقِّ منَ الَّذِينَ أُوتُوا الْكِتَبَ حَتَّى يَعْفُوا الْجِزْيَةَ عَنْ بَد وَهُمْ سَفِرُونَ

»Bekæmp dem blandt dem, der har fået Skriften, som ikke tror på Allah og den Yderste Dag, som ikke forbyder det, Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke følger den sande religion, indtil de ydmygt betaler jizya med egen hånd.«

Imam al-Bukhari beretter, at al-Mughira under slaget ved Nahavand sagde: »Vores profet har befalet os at bekæmpe jer, indtil I tilbeder den Ene Gud eller betaler jizya.« Dhimma-aftalen vil forblive gældende, så længe der ikke sker noget, som ophæver denne aftale.

Obligatoriske regler for dem, der er underlagt dhimma-aftalen (det vil sige dhimmierne): To slags islamiske regelsæt vil gælde for dhimmierne:

Første slags: Regler vedrørende økonomiske transaktioner. Derfor er det ikke tilladt for dem at indgå nogen transaktion eller aftale, der strider mod islams grundprincipper, såsom aftaler om rente eller andre haram-transaktioner.

Den anden kategori: De straffe, som er fastsat i islam. Hvis de begår nogen af de forbrydelser, som medfører disse straffe, er de forpligtede til at gennemgå dem, og straffene skal fuldbyrdes over for dem. Da to gifte jøder begik ægteskabsbrud, fuldbyrdede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, stening som straf over dem (henrettelse ved stening). Hvad angår regler vedrørende religiøse trosforestillinger, tilbedelse og familielovgivning, såsom ægteskab, skilsmisse og lignende, skal de imidlertid have fuld frihed i overensstemmelse med det retsvidenskabelige princip: »Lad dem og deres religion være i fred.« Hvis de indbringer en klage for vores domstol mod en af deres egne, skal vores domstol enten dømme efter islamisk lov eller afvise sagen. Allah siger:

فَإِنْ جَاءُوكَ فَاحْكُمْ بَيْنَهُمْ أَوْ أَعْرِضْ عَنْهُم وَإِن تَعْرِضْ عَنْهُمْ عَلَى يَضُرُّوكَ شَيْئًا وَإِنْ حَكَمْ فاحكم بينهم بالقسط إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ

Hvis de kommer til dig, skal du dømme mellem dem eller vende dig bort fra dem. Hvis du vender dig bort fra dem, kan de ikke skade dig på nogen måde. Men hvis du dømmer mellem dem, så døm retfærdigt. Allah elsker de retfærdige.

Dette omhandlede den første betingelse. Nu vil vi drøfte betingelsen vedrørende jizya.

Treogtyvende kapitel: Jizya

Definition: Jizya er den skat, der pålægges personer, som tilhører Skriftens folk, og som har opnået beskyttelse og en sikkerhedsgaranti fra muslimerne.

Beviset for, at jizya er foreskrevet i sharia: Grundlaget for indførelsen og opkrævningen af jizya er vers 29 i sura al-Tawba:

قَاتِلُوا الَّذِينَ لَا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَلَا بِالْيَوْمِ الْآخِرِ وَلَا يُحَرِّمُونَ مَا مَوْمَ اللهُ وَرَسُولَهُ وَلَا يَدِينُونَ دِينَ الْحَقِّ من الذين أوتوا الكتب حتى يعطوا الجزية عن يد وهم سفرون

‘Bekæmp dem blandt dem, som har fået Skriften, som ikke tror på Allah og Den Yderste Dag, som ikke anser det for forbudt, som Allah og Hans Sendebud har forbudt, og som ikke følger den sande religion, indtil de ydmygt betaler jizya med egen hånd.

Imam al-Bukhari og al-Tirmidhi overleverer fra Abd ar-Rahman ibn Awf, at Allahs Sendebud modtog jizya fra zoroastrierne i Hijr (en by på Den Arabiske Halvø). Al-Tirmidhi beretter desuden, at han også opkrævede jizya fra zoroastrierne i Bahrain. Umar opkrævede den fra perserne, og Uthman opkrævede den fra perserne eller berberne.
Hvad er begrundelsen for indførelsen af jizya i shariaen? Ud over at pålægge muslimer zakat har islam pålagt dhimmierne jizya, så begge parter stilles lige. Muslimer og dhimmier lever nemlig som borgere i det samme land under det samme flag. De nyder alle rettigheder og statslige fordele på lige fod. Derfor har Allah gjort det til en bindende pligt for dhimmierne at betale jizya til muslimerne som modydelse for at sikre deres liv, ejendom og ære samt for at beskytte dem i det muslimske land, hvor de bor. Derfor bliver det også muslimernes bindende pligt efter betalingen af jizya at beskytte dem og forhindre enhver, der ønsker at chikanere eller skade dem.

Hvem skal betale jizya: Jizya skal opkræves fra alle ikke-muslimske samfund, hvad enten de tilhører ahl al-kitab (jøder og kristne), er zoroastriere eller tilhører et andet samfund, og hvad enten de er arabere eller ikke-arabere. Dette er synspunktet hos imam Malik, al-Awza’i og de syriske fuqahaer. Imam ash-Shafi’i sagde: Jizya skal opkræves fra ahl al-kitab og zoroastrierne, hvad enten de er arabere eller ikke-arabere. Men den skal slet ikke opkræves fra afgudsdyrkere. Imam Abu Hanifa sagde: Der skal ikke opkræves jizya fra arabiske ikke-muslimer; de skal enten antage islam eller møde krig.

Men opkrævningen af jizya fra ahl al-kitab er bevist gennem Koranen, mens opkrævningen af jizya fra zoroastriere og andre ikke-muslimer er bevist gennem sunnaen.

Ibn al-Qayyims synspunkt: Allama Ibn al-Qayyim siger: ‘Eftersom zoroastrierne er et polyteistisk samfund uden nogen bog, beviser opkrævningen af jizya fra dem, at det også er tilladt at opkræve jizya fra alle andre polyteistiske samfund. Grunden til, at Allahs Sendebud ikke opkrævede jizya fra de arabiske afgudsdyrkere, var, at de havde antaget islam, før verset om jizya blev åbenbaret. Verset om jizya blev åbenbaret før ekspeditionen til Tabuk, efter at Allahs Sendebud havde afsluttet krigene med araberne og var blevet sikker på, at de alle havde antaget islam. Af samme grund opkrævede han heller ikke jizya fra de jøder, som tidligere havde ført krig mod ham, eftersom dette vers endnu ikke var blevet åbenbaret. Efter versets åbenbaring opkrævede han jizya fra de arabiske kristne. Han opkrævede den også fra zoroastrierne. Hvis der på det tidspunkt havde været en afgudsdyrker tilbage, som ønskede at betale jizya, ville han også have taget imod den fra ham, ligesom han tog imod den fra andre afgudsdyrkere, zoroastriere og kristne. Der er ingen forskel på den ene vantros kufr og den andens, og der er hverken fordel eller skade ved at anse det ene samfunds kufr for værre end et andet samfunds kufr. Der findes heller ingen rationel eller tekstmæssig begrundelse for at sige, at afgudsdyrkernes kufr er værre end zoroastriernes kufr. Hvilken forskel er der egentlig mellem dem, der tilbeder afguder, og dem, der tilbeder ild? Tværtimod er zoroastriernes kufr mere afskyelig. Afgudsdyrkerne anerkendte jo Allah alene som den øverste Herre og mente ikke, at nogen anden end Allah var skaberen. De sagde, at de kun tilbad deres guder, for at de skulle bringe dem nærmere til Allah. De troede ikke, ligesom zoroastrierne, på to skabere af verden og anså ikke den ene for at være skaberen af det gode og den anden for at være skaberen af det onde. Afgudsdyrkerne anså aldrig, ligesom zoroastrierne, ægteskab med deres egen mor, søster eller datter for tilladt. De troede på resterne af Ibrahims religion. Zoroastrierne var derimod slet ikke tilhængere af nogen bog. De fulgte heller ikke nogen profets religion, hverken i troslæren eller i lovene og reglerne. Denne påstand har intet grundlag. De havde en bog og en sharia, men da en af deres konger voldtog sin egen datter, blev begge dele taget fra dem. Selv hvis man antager, at dette er sandt, beviser det ikke, at de var ahl al-kitab. Deres bog blev nemlig fjernet, og deres sharia blev ophævet. Derfor er intet af de to længere tilbage.’

På den anden side er det velkendt, at araberne holdt fast ved Ibrahims religion (om end i forvansket form). De havde også Ibrahims bog og sharia. Selv hvis det er sandt, at zoroastrierne havde en profet, en religion og en bog, forvanskede de dem ikke mindre, end de arabiske afgudsdyrkere forvanskede Ibrahims religion. Blandt zoroastrierne fandtes der ikke det mindste element af den sharia, som profeterne havde bragt, mens man blandt araberne trods alt kunne finde enkelte rester af den. Der er derfor på ingen måde nogen grund til at anse zoroastrierne, som følger verdens mest usle religion, for bedre end de arabiske polyteister.

Betingelserne for opkrævning af jizya: Ved opkrævningen af jizya skal der udvises frihed, retfærdighed og barmhjertighed. Derfor skal følgende betingelser nødvendigvis være opfyldt hos dem, der skal betale jizya:

1. Den, der betaler jizya, skal være en mand.
2. Den, der betaler jizya, skal være myndig og ved sine fulde fem.
3. Den, der betaler jizya, skal være et frit menneske.

For i vers 29 i sura al-Tawba, som er kendt som jizya-verset, nævnes det, at jizyaen skal betales »med egen hånd«, hvilket indebærer fysisk og økonomisk formåen. Derfor skal kvinder, børn, slaver og sindssyge ikke betale jizya. Ligeledes skal fattige, som modtager almisse og velgørenhed, og som ikke har mulighed for at tjene penge, samt blinde, lamme og asketer, eneboere og lignende ved gudstjenestesteder ikke betale jizya. Hvis de derimod er velhavende, skal de betale den.

Imam Malik, måtte Allah være tilfreds med ham, siger: »Børn og kvinder blandt Ahl al-Kitab skal ikke betale jizya. Kun voksne mænd skal betale jizya.« Aslam beretter, at Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, skrev til hærførerne: »Pålæg ikke andre end voksne mænd jizya.« »Og den sindssyge regnes som et mindreårigt barn.«

Jizyaens størrelse: Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Mu’adh, måtte Allah være tilfreds med ham, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, da han sendte ham til Yemen, beordrede ham til at opkræve én dinar eller et tilsvarende stykke yemenitisk stof kaldet »mayafira« fra hver voksen mand. Senere forhøjede Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, beløbet og fastsatte en årlig jizya på tolv dinarer for de velhavende i guld og fyrre dirham for de velhavende i sølv. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, kendte nemlig til yemenitternes fattigdom, mens Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, kendte til syrernes velstand og formåen.

Imam al-Bukhari beretter, at Mujahid blev spurgt: »Hvilken særlig egenskab har syrerne, siden der blev fastsat fire dinarer for dem og én dinar for yemenitterne?« Mujahid svarede: »Dette blev gjort, før velstanden viste sig.« Imam Abu Hanifa og imam Ahmad fulgte også denne opfattelse. Ahmad siger: »Der blev fastsat otteogfyrre dirham for den velhavende, fireogtyve dirham for den middelbemidlede og tolv dirham for den fattige.« Jizyaen, der blev fastsat for Syrien og Yemen, udgør således henholdsvis den højeste og den laveste. Imam al-Shafi’i og ifølge én overlevering også Ahmad mener, at én dinar blot er den laveste jizya. Der er ingen fastsat størrelse for den højeste jizya; den afhænger af herskernes ijtihad. Imam Malik og ifølge en anden overlevering også imam Ahmad siger, og dette er den foretrukne opfattelse, at der hverken findes en fastsat højeste eller laveste jizya. Det afhænger af herskernes ijtihad og skøn. De fastsætter jizyaen efter hver persons forhold. Ingen må pålægges en jizya, der overstiger hans evne.

Ekstra jizya: Det er tilladt at stille som betingelse for dhimmierne, at Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, pålagde dem at yde gæstfrihed i én dag og én nat, reparere broer og vejbroer samt betale blodpenge, hvis en muslim blev dræbt på deres område. Aslam beretter, at en gruppe dhimmier fra Syrien kom til Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, og klagede over, at muslimerne, når de passerede deres område, tvang dem til at slagte geder og høns for at beværte dem. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »I skal give dem den samme mad, som I selv spiser, og ikke mere end det.«

Det er ulovligt at opkræve noget, der er byrdefuldt for Ahl al-Kitab: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede mildhed og lempelighed over for Ahl al-Kitab og forbød at pålægge dem noget, der oversteg deres formåen. Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, sidste udtalte ord var: »Overhold min pagt med dhimmierne.«

Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: »Hvis nogen begår uret mod en ikke-muslimsk borger, der er under en pagt, eller pålægger ham noget, der overstiger hans formåen, vil jeg selv på Dommedagen kræve retfærdighed over for ham.« Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter: »Fra dhimmiernes ejendom må der kun tages det overskydende.«

Jizya bortfalder ved antagelse af islam: Den dhimmi, der antager islam, skal ikke længere betale jizya. Ibn Abbas beretter nemlig: »Der er ingen jizya på en muslim« (Ahmad, Abu Dawud). Abu Ubayda beretter, at der selv efter en jødes antagelse af islam blev krævet jizya af ham. Man sagde til ham: »Du har jo kun antaget islam for at blive fritaget for jizya.« Han svarede: »I islam er der mulighed for fritagelse.« Da sagen senere blev forelagt Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde han: »I islam er der mulighed for fritagelse.« Derefter skrev han: »Der må ikke opkræves jizya fra denne mand.«

Dhimma-pagten er gyldig både for dem, der bor sammen med muslimer, og for dem, der bor adskilt: Ligesom denne pagt er tilladt for dem, der bor sammen med muslimer under muslimsk styre, er den også tilladt for dem, der bor adskilt fra muslimernes selskab. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, indgik en pagt med de kristne i Najran. På det tidspunkt boede de imidlertid i deres eget hjemland, og der var ingen muslimer iblandt dem. I denne pagt stod der skrevet, at deres liv, ejendom og ære skulle beskyttes, at deres religionsfrihed og personlige frihed skulle beskyttes, at retfærdighed skulle etableres iblandt dem, og at der skulle ydes dem retfærdighed, hvis nogen begik uret mod dem. De senere kaliffer var omhyggelige med at gennemføre denne pagt. Da kaliffen Harun al-Rashid ønskede at bryde denne pagt, forbød imam Muhammad ibn al-Hasan, imam Abu Hanifas discipel, ham det. Pagten lød således:

For Najran og de omkringliggende områder blev der erklæret beskyttelse fra Allahs side og en dhimma-aftale (sikkerhed) fra Allahs Sendebud Muhammeds side. Denne aftale gælder også for de undergivne blandt indbyggerne i disse områder, hvad enten de er få eller mange. Ingen af deres biskopper må fjernes fra sit biskopsembede, ingen munk fra sit munkeliv og ingen præst fra sit præsteembede. Ingen må anses for svag, og ingen må pålægges blodpenge fra uvidenhedens tid. Ingen må påføres skade, og ingen må pålægges noget uoverkommeligt. Ingen hær må marchere gennem deres område. Hvis nogen fremsætter et krav, skal det afgøres retfærdigt. Ingen må være undertrykker, og ingen må være undertrykt. Hvis nogen af dem fremover tager rente, vil han blive berøvet min beskyttelse.

Ibn al-Qayyim har sagt: Heraf fremgår det, at hvis det er fastsat som en betingelse, at nye skikke ikke må indføres, og at man ikke må tage rente, så brydes dhimma-aftalen ved at tage rente og indføre nye skikke. Ingen af dem skal kendes skyldig i en andens undertrykkelse. På grundlag af alt, hvad der er nedskrevet i dette aftaledokument, blev der for bestandig erklæret beskyttelse fra Allahs side og sikkerhed fra Allahs side og fra Hans ulærde profet og Sendebud Muhammeds side, indtil Allah bringer Sin lovgivning.

Hvis en stammeleder derfor ønsker at bruge denne aftale til egen fordel og undertrykker folket, skal det forhindres.

Imam Sarangī har sagt i sit værk al-Mabsūṭ: »Hvis en hersker, der har indgået en dhimma-aftale, ønsker, at han i sit rige skal have lov til at regere, som han vil, herunder at dræbe, hænge folk på en pæl og lignende, hvilket er ulovligt i et land under muslimsk styre, må han ikke få lov til det. For hvor det er muligt at forhindre undertrykkelse, er det haram at lade undertrykkelsen fortsætte. Desuden er det obligatorisk for dhimmier at følge islamiske bestemmelser i gensidige transaktioner. Derfor er en betingelse om at gøre noget, der strider mod dhimma-aftalens krav, ugyldig. Hvis der på dette grundlag indgås en freds- og dhimma-aftale med ham, betragtes alle betingelser i den, som strider mod islam, som ugyldige. For Allahs Sendebud har sagt: »Enhver betingelse, der strider mod Allahs Bog, er ugyldig.«

Hvornår bliver dhimma-aftalen ugyldig: Hvis man ophører med at betale jizya, nægter at rette sig efter en lov eller afgørelse, som den muslimske hersker har indført, uretmæssigt angriber og dræber en muslim, forhindrer en muslim i at udøve sin religion eller får ham til at skifte religion, begår utugt med en muslimsk kvinde, gifter sig med hende og har samleje med hende, begår homoseksuelle handlinger, begår røveri, landevejsrøveri, overfald og bortførelse, spionerer eller hjælper og beskytter nogen, der spionerer, eller fremsætter uanstændige udtalelser om Allah, Hans Sendebud, Hans Bog eller Hans religion, bliver dhimma-aftalen ugyldig. For disse handlinger påfører muslimerne uoprettelig skade fysisk, psykisk, økonomisk, moralsk, religiøst og på deres ære.

Engang blev Ibn Umar informeret om, at en bestemt munk, som var under beskyttelse af dhimma-aftalen, fornærmede Allahs Sendebud. Han sagde: »Hvis jeg havde hørt det, ville jeg have dræbt ham. For vi havde ikke givet ham beskyttelse i denne sag.« På samme måde bliver dhimma-aftalen ugyldig, hvis en dhimmi søger tilflugt i Dar al-Harb (et ikke-muslimsk område, der er i krig med muslimerne eller er erklæret fjendtligt). Men dhimma-aftalen bliver ikke ugyldig, hvis han begår en åbenlys synd eller spreder en falsk anklage eller bagtalelse mod en muslim. Og når en dhimmis dhimma-aftale bliver ugyldig, bliver dhimma-aftalen for kvinderne og børnene i hans familie ikke ugyldig. Det var ham alene, der begik aftalebruddet. Derfor begrænser dets konsekvens sig også til ham alene.

Konsekvensen af aftalebrud: Hvis en dhimmi bryder dhimma-aftalen, bliver han krigsfange. Hvis han derefter antager islam, er det haram at dræbe ham. For islam udsletter alle hans tidligere synder.

Ikke-muslimers adgang til moskeer og muslimske områder: Der er uenighed blandt de islamiske retslærde om ikke-muslimers adgang til al-Masjid al-Haram, andre moskeer og muslimske områder. Med hensyn til de vantros adgang kan muslimske lande og regioner opdeles i tre kategorier:

Første kategori: al-Haram al-Sharif. Ingen vantro, hvad enten han er en dhimmi eller under beskyttelse, må træde ind i al-Haram al-Sharif. For det siges klart i vers 28 i sura al-Tawba:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِنَّمَا الْمُشْرِكُونَ نَجَسٌ فَلَا يَقْرَبُوا الْمَسْجِدَ الْحَرَامَ بَعْدَ عَامِهِمْ هَذَا ج

‘I troende! Polyteisterne er urene; lad dem derfor ikke komme til Den Hellige Moské efter dette år.’

Imam al-Shafi’i, Ahmad og Malik har givet udtryk for denne opfattelse. Hvis en udsending kommer fra de vantros område, mens imamen befinder sig inde i Den Hellige Moské, må denne udsending ikke få adgang til Den Hellige Moské. Imamen skal i stedet selv gå ud af moskéen og møde ham, eller sende en anden uden for helligdommen for at møde ham og høre hans budskab. Imam Abu Hanifa og juristerne i Kufa har derimod afsagt den kendelse, at dhimmier må træde ind i al-Haram al-Sharif. De må dog opholde sig dér som rejsende og må ikke bosætte sig permanent. (Ifølge imam Abu Hanifas opfattelse er dette betinget af tilladelse fra imamen, herskeren eller dennes stedfortræder.) Ifølge ham er det endda tilladt for en dhimmi at træde ind i selve Kaabaen.

Anden kategori: Resten af Arabien: Hijaz ligger mellem Yamama, Yemen og Najd og omfatter Medina. Nogle mener, at halvdelen af Medina hører til Tihama og den anden halvdel til Hijaz. Andre siger, at hele Medina hører til Hijaz. (Dette er den korrekte opfattelse ifølge islamisk terminologi.) Ifølge al-Kalbi er Hijaz området mellem de to bjerge og vejen mod Irak. Ifølge al-Harbi hører Tabuk også til Hijaz. Vantro kan derfor med tilladelse træde ind i Hijaz, men de må ikke opholde sig dér i mere end tre dage. Ifølge imam Abu Hanifa er der heller ingen hindring for, at de bosætter sig permanent dér.

Flertallet af de lærdes bevis er denne hadith i Muslim, overleveret fra Ibn Umar: ‘Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Jeg vil helt sikkert fordrive jøderne og de kristne fra Den Arabiske Halvø. Jeg vil ikke lade andre end muslimer opholde sig dér.’ Abu Bakr nåede ikke at gennemføre denne befaling. Men Umar forviste dem under sit kalifat og tillod dem, der kom som handelsfolk, at opholde sig dér i tre dage. Det er overleveret fra Ibn Shihab, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘To religioner skal ikke være samlet på Den Arabiske Halvø.’ (Muwatta af imam Malik).

I Muslim er det overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Satan har ikke håb om, at de bedende nogensinde igen vil følge hans vej på Den Arabiske Halvø, men han har ikke opgivet håbet om at skabe strid og splid blandt dem.’ Sa’id ibn Abd al-Aziz sagde: ‘Den Arabiske Halvøs grænser strækker sig fra dalen til Yemens yderste grænse, Iraks grænse og havet.’ Ifølge andre går Den Arabiske Halvøs grænser i længden fra den yderste grænse af Aden til Iraks landområder og i bredden fra Jeddah og dens nærliggende områder til kysten og Syrien.

Tredje kategori: Hele den øvrige muslimske verden, bortset fra første og anden kategori. I disse lande og områder er det tilladt for vantro at bo under aftaler, beskyttelse og dhimmi-aftaler. Ifølge imam al-Shafi’i må de dog ikke træde ind i en moské uden tilladelse fra en muslim. Imam Abu Hanifa sagde, at de også må træde ind uden tilladelse. Imam Ahmad og Malik siger, at vantro under ingen omstændigheder må træde ind i en moské, hverken med eller uden tilladelse.

Kapitel 24: Ghanīmah eller krigsbytte

Definition: Ghanīmah betyder sprogligt »det, der opnås gennem anstrengelse og bestræbelse«. En digter siger: »Jeg har rejst rundt i alle verdens egne og er derefter vendt glad tilbage med ghanīmah.« I islamisk terminologi er ghanīmah »ejendom, der opnås fra islams fjender gennem krig.«

Ghanīmah er i grove træk af tre slags: 1. Løsøre 2. Fanger 3. Erobrede landområder.

Ghanīmah kaldes også anfāl, som er flertal af »nafl«. Det betyder noget ekstra. Grunden til dette navn er, at det er muslimernes ekstra ejendom. I den præislamiske jāhiliyyah-tid, når folk gik i krig mod hinanden, og den ene part sejrede over den anden, tog de ghanīmah fra den besejrede part og fordelte den blandt krigerne. En stor del af den blev udlagt til stammehøvdingen. En digter hentyder til dette og siger: »Til dig hører en fjerdedel af krigsbyttet, og hvad du end ønsker og udvælger til dig selv, samt alt hvad krigerne får fat i før fordelingen, og alt hvad der er til overs efter fordelingen.«

Ghanīmah er kun tilladt for den sidste profets ummah: Allah den Ophøjede har kun gjort ghanīmah tilladt for den sidste profets ummah. Om at gøre det tilladt at tage disse ejendele siger Allah:

تكلُوا مِمَّا عَلِمْتُمْ حَللاً طَيِّبًا وَاتَّقُوا اللَّهَ ، إِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيره

»Så spis og nyd det, I har taget som tilladt og godt, og frygt Allah. Allah er Tilgivende og Barmhjertig.« (Al-Anfāl, vers 69)

Det nævnes i autentiske hadither, at ghanīmah udelukkende er forbeholdt den muslimske ummah. Intet af det var tilladt for nogen tidligere profets ummah. Al-Bukhārī og Muslim beretter fra Jābir ibn ʿAbdullāh, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg er blevet givet fem ting, som ingen profet før mig blev givet:

1. Fjenderne frygter mig allerede på en måneds afstand af frygt for mig, og gennem dette er jeg blevet hjulpet.

2. Jorden er blevet gjort til en moské og et middel til renselse for mig. Når bønnetiden indtræffer for enhver i mit samfund, skal han derfor bede dér (idet han renser sig med jord, det vil sige udfører tayammum, og beder på selve jorden).

3. Krigsbytte er blevet gjort tilladt for mig, selv om det ikke var tilladt for nogen før mig.

4. Jeg har fået retten til at gå i forbøn (på Opstandelsens Dag).

5. Jeg er blevet sendt til hele menneskeheden (indtil Opstandelsen).’ Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ’Krigsbytte blev ikke gjort tilladt for nogen af dem, der levede før os. Det skyldes, at Allah så vores svaghed og afmagt. Derfor gjorde Han det tilladt for os.

Modtagere af krigsbyttet: De første sammenstød mellem Allahs Sendebud, fred være med ham, og afgudsdyrkerne fandt sted den 17. Ramadan i det andet hijri-år på Badr-sletten. Dette sammenstød førte til en stor sejr og en usædvanlig succes for Sendebudet, fred være med ham, og muslimerne. Denne gang smagte muslimerne for første gang sejren efter profetskabet, og Allah lod dem besejre de fjender, som i femten lange år havde udsat dem for undertrykkelse og forfølgelse og havde fordrevet dem fra deres hjem og ejendele, blot fordi de havde sagt: »Allah er vores eneste Herre.« De besejrede afgudsdyrkere flygtede fra slagmarken efter at have efterladt store mængder rigdomme, og muslimerne samlede dem op. Senere opstod der uenighed blandt dem om, hvem der skulle have disse ejendele. Skulle de tilfalde dem, der havde forfulgt fjenderne, eller dem, der havde omringet Allahs Sendebud, fred være med ham, og samlet disse ejendele op? Den hellige Koran afgjorde denne strid ved at fastslå, at det alene er Allah og Hans Sendebud, der fastsætter reglerne for krigsbyttet. Allerede i det første vers af sura al-Anfal siger Allah:

يسئلونك في الأنفال ما قُلِ الْأَنْفَالُ لِلَّهِ وَالرَّسُولِ

De spørger dig om krigsbyttet. Sig: »Krigsbyttet tilhører Allah og Sendebudet.«

Metoden til fordeling af krigsbytte: Allah den Ophøjede har også fastlagt, hvordan krigsbytte skal fordeles.

وَاعْلَمُوا أَنَّهَا غَنِمْتُمْ مِنْ شَيْءٍ فَإِنَّ لِلَّهِ عُمسَهُ وَالرَّسُولِ وَلَذِي الْقُرْبَى وَالْيَتَمَى وَالْمَسْكِينِ وَابْي السَّبِيلِ لَا إِن كُنتُر امنتر بِاللَّهِ وَمَا أَنْزَلْنَا عَلَى عَبْدِنَا يَوْمَ الْفُرْقَانِ يَوْمَ الْتَقَى الْجَمْعُنِ، وَاللَّهُ عَلَى كُلِّ شَيءٍ قديره

‘Vid, at en femtedel af det, I vinder i krig, tilkommer Allah, Sendebudet, Sendebudets slægtninge, de faderløse, de fattige og de vejfarende, hvis I tror på Allah og på det, som Vi åbenbarede for Vores tjener på afgørelsens dag, den dag hvor de to hære mødtes. Allah er almægtig over alle ting.’ (Sura al-Anfal, vers 41)

Dette vers fastlægger således en retfærdig fordeling af en femtedel blandt de modtagere, som Allah har nævnt i verset. De er Allah og Hans Sendebud, slægtningene, de faderløse, de fattige og de vejfarende. Allahs navn er nævnt her alene for at opnå velsignelse. Den andel, der tilkommer Allah og Allahs Sendebud, skal anvendes blandt de fattige, på våben og udstyr, jihad og lignende almennyttige formål.
Abu Dawud og an-Nasa’i overleverer fra Amr ibn Aqsa, må Allah være tilfreds med ham: ‘Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad sammen med os ved siden af en kamel fra krigsbyttet. Efter at have afsluttet bønnen tog han et hår fra kamelens side og sagde: Selv et hår som dette vil vende tilbage til jer fra jeres krigsbytte som en femtedel.’ Det vil sige, at den skal anvendes til de fattige, jihad og våben.
Allahs Sendebuds egne udgifter blev dækket af den ejendom i Banu Nadir, som Allah havde givet til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Muslim overleverer fra Umar, må Allah være tilfreds med ham: Allah gav Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, jorden og rigdommene i Banu Nadir. Muslimerne havde ikke erobret dem gennem krig. De var udelukkende bestemt for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Hans årlige udgifter blev dækket derfra. Det, der var tilovers, brugte han på forberedelser til jihad for Allahs sag samt køb af heste og våben.
Med Sendebudets slægtninges andel menes medlemmerne af klanerne Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib, som altid hjalp og støttede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Det gælder ikke de slægtninge, der var fjendtlige over for ham og undertrykte ham.

Imam al-Bukhari og Ahmad overleverer fra Jubayr ibn Mu’im, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fordelte slægtningenes andel af krigsbyttet fra slaget ved Khaybar mellem Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib. Så kom Uthman ibn Affan og jeg og sagde: ‘Allahs Sendebud, vi benægter ikke Banu Hashims forrang, for Allah har udvalgt dig blandt dem. Men hvad med vores brødre fra Banu al-Muttalib? Du gav dem, men udelukkede os, selv om de og vi har samme rang i forhold til dig.’

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Banu al-Muttalib har aldrig, hverken i uvidenhedens tid eller i islam, brudt forbindelsen med mig. Banu al-Muttalib og Banu Hashim er i virkeligheden ét og det samme.’ Mens han sagde dette, flettede han fingrene på sine to hænder ind i hinanden. Han sagde: ‘Både de rige og de fattige blandt dem, de nærmeste og de fjerneste, kvinderne og mændene, får en andel.’ Manden får det dobbelte af kvindens andel.’ Imam Abu Hanifa siger: Hvis de er fattige, gives deres andel på grund af deres fattigdom. Imam ash-Shafi’i siger, at de får den som Sendebudets slægtninge. Det er overleveret fra Ibn Abbas, Imam Zayn al-Abidin og Imam al-Baqir, at alle blandt dem – rige og fattige, kvinder og mænd, børn og voksne – får en lige stor andel. Det skyldes, at de er lige med hensyn til slægtskab. Desuden er zakat forbudt for dem, og derfor gives denne andel til dem som kompensation. Allah har endvidere tildelt dem denne andel, og Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fordelte den blandt dem. Det er ikke nævnt i hadithen, at han gav nogen af dem forrang frem for andre. Imam ash-Shafi’is argument er, at de har fået retten til denne andel på grund af slægtskabet. Derfor er den som arv. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav også sin onkel Abbas, må Allah være tilfreds med ham, en andel, selv om han var rig. Han gav også sin faster Safiyya en andel.
Med hensyn til den andel af de faderløse, som tilkommer muslimske faderløse børn, mener nogle, at den kun tilkommer fattige faderløse. Andre siger, at den tilkommer både fattige og rige faderløse, fordi de tilhører en svag gruppe, selv om de er rige. Al-Bayhaqi har med en autentisk kæde overleveret, at en person sagde:

‘Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sad på en hest i Wadi al-Qura, kom jeg til ham og sagde: Allahs Sendebud, hvad siger vi om krigsbyttet? Han sagde: En femtedel tilhører Allah, og de resterende fire femtedele tilhører soldaterne. Jeg sagde: Så har ingen forrang frem for en anden? Han sagde: Nej, og du tager heller ikke denne andel op af din egen lomme. Du har ikke større ret til den end din muslimske bror.’

Det er også overleveret i en anden hadith: ‘Den landsbyboer, der adlyder Allah og Hans Sendebud, får sin andel fra Allah og Hans Sendebud, og derefter tilhører den jer.’

De resterende fire femtedele skal gives til hæren. Det er kun mandlige, frie, myndige og mentalt raske soldater, der får del i dem. Kvinder, slaver, børn og sindssyge får ingen andel. Grunden er, at det at være mand, myndig og mentalt rask er en betingelse for at få del i krigsbyttet. Stærke og svage, de som deltager i kampen, og de som afholder sig fra at deltage, får alle lige del i krigsbyttet. Imam Ahmad beretter fra Saʿd ibn Mālik: Jeg (Saʿd) sagde: »Allahs Sendebud, en mand har ansvaret for at forsvare muslimerne. Vil hans andel alligevel være den samme som de andres?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Saʿd! Modtager I andet end gennem jeres svages middel forsørgelse og hjælp?«

I bogen Hujjatullah al-Bālighah står der: »Den, som hærføreren sender et sted hen af hensyn til hæren og dens behov, såsom en budbringer, en forpostssoldat eller en spion, får også en andel, selv om han ikke deltager i kampen. Det var eksempelvis tilfældet med kaliffen Uthmān, som fik del i krigsbyttet fra slaget ved Badr. Hans hustru, Ruqayyah, Allahs Sendebuds datter, var efter hans befaling fraværende fra slaget, fordi hun var syg. Derefter sagde Allahs Sendebud til ham: ’Du får samme belønning og samme andel af krigsbyttet som dem, der deltog i slaget ved Badr.’« (Bukhari: Ibn ʿUmar).

En fodsoldat får én andel, og en rytter får tre andele. Flere autentiske hadither viser, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav rytteren tre andele og fodsoldaten én andel. Grunden er, at hesten medfører ekstra udgifter, og at den kræver en oppasser. Desuden kan en rytter i krig yde et tre gange større bidrag end en fodsoldat. Ifølge Imam Abu Hanifah får rytteren det dobbelte af fodsoldatens andel. Denne opfattelse strider imidlertid mod de autentiske hadither. Nogle lærde mener, at ryttere på arabiske og ikke-arabiske heste får lige meget. Andre siger, at de ikke får lige meget, og at den, der rider på en arabisk hest, ikke får en andel, hvis han ikke er rytter, ligesom en ikke-rytter ikke får en andel. En rytter på et andet dyr end en hest får ingen andel af krigsbyttet. Der findes nemlig intet bevis for, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav en rytter på noget andet dyr end en hest en andel. I slaget ved Badr var der halvfjerds kameler, og kameler var ikke fraværende fra noget slag, eftersom de var det foretrukne transportmiddel blandt flertallet af araberne. Hvis han havde givet kamelryttere en andel, ville det være kommet til vores kendskab. Hverken Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, eller hans ledsagere gav senere kamelryttere en andel af krigsbyttet.

Der gives ikke en andel for flere heste. Det er ikke overleveret fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, eller hans ledsagere, at de gav en andel for flere heste. Da fjenderne heller ikke kæmper ridende på flere heste, gives vores krigere derfor kun en andel for højst én hest. Imam Abu Hanifah siger: Den, der har flere heste, får også en andel, fordi han er mere selvhjulpen og mere nyttig end alle andre. Uanset om hesten er lånt, lejet eller er blevet taget med magt, får dens rytter en andel. Den andel af krigsbyttet, som nægtes for den hest, der er taget med magt, tilkommer dens ejer.

En ekstra andel af krigsbyttet: Herskeren kan efter eget ønske give visse krigere en tredjedel eller en fjerdedel mere end deres fastsatte andel. Hvis en sådan ekstra andel gives, kan den også regnes som en del af krigsbyttet. En sådan ekstra andel kan kun gives til den kriger, der viser sig værdig til den. Dette er Imam Ahmads og Abu ʿUbayds opfattelse. Ifølge Imam Mālik skal den ekstra andel gives fra den femtedel, der tilkommer statskassen. Imam al-Shāfiʿī siger, at den skal gives fra en femtedel af en femtedel, og at den er herskerens andel. Beviset er den hadith, som Habīb ibn Muslimah berettede, og som Abu Dawud og al-Tirmidhi har overleveret: »Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav hærene først en femtedel og derefter en ekstra fjerdedel. Efter hjemkomsten gav han efter en femtedel en ekstra tredjedel.« I et slag under Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, ledelse viste Salamah ibn al-Akwaʿ et usædvanligt mod, og derfor gav han ham fem andele ved at sammenlægge fodsoldatens og rytterens andel.
Den dræbte soldats krigsudstyr tilkommer drabsmanden: De våben, det krigsudstyr og det krigstøj, som en dræbt vantro soldat havde på sig, tilkommer udelukkende den, der dræbte ham. Hvis han derimod havde kontanter, ædelstene og lignende, regnes det som krigsbytte og fordeles efter reglerne for krigsbytte. Undertiden opmuntrer hærføreren soldaterne til at tage det udstyr, som de dræbte havde på sig, for at anspore dem til kamp, og giver det kun til drabsmanden, uden at de øvrige soldater får del i det. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, traf afgørelse om at give dette til drabsmanden; han fordelte det ikke som en femtedel. (Abu Dawud).

Ibn Abi Shaybah beretter imidlertid fra Anas ibn Mālik, må Allah være tilfreds med ham: I en ørkenkrig dræbte Barāʾ ibn Mālik Marzubān, mens han sad på sit ridedyr. Værdien af de våben og det udstyr, som han havde hos sig, beløb sig til tredive tusind mønter. Da ʿUmar ibn al-Khattāb, må Allah være tilfreds med ham, fik kendskab til denne begivenhed, sagde han til Abu Talhah: »Indtil nu plejede vi ikke at dele det udstyr, som den dræbte soldat havde hos sig; vi gav det hele til drabsmanden. Men de ting, som Barāʾ har fået i sin besiddelse, er alt for værdifulde. Jeg kan ikke se nogen anden udvej end at fordele dem efter reglerne for khumus (en femtedel).«

Imam Ibn Sirin siger: Anas ibn Mālik fortalte mig, at dette var den første hændelse, hvor man fordelte det krigsudstyr, der var blevet taget fra en dræbt fjendesoldat. Salamah ibn al-Akwaʿ beretter: »En gang kom en spion blandt afgudsdyrkerne til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Han var på rejse på det tidspunkt. Spionen talte et stykke tid med hans ledsagere og sneg sig derefter væk. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: ’Find ham og dræb ham.’ Derefter dræbte jeg ham, og Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav mig det krigsudstyr, som blev fundet hos ham.«

De, som ikke får en andel af krigsbyttet: Det er tidligere blevet nævnt, at betingelserne for at få del i krigsbyttet er at være myndig, mentalt rask, mand og fri. Den, som ikke opfylder alle disse betingelser, får ingen andel af krigsbyttet, selv om han kan få noget uden for den fastsatte andel. Saʿīd ibn al-Musayyab har sagt: I den første tid fik drenge og slaver noget af krigsbyttet, når de var til stede i krigen. Imam Abu Dawud beretter fra ʿUmayr, må Allah være tilfreds med ham: Jeg (ʿUmayr) deltog i slaget ved Khaybar sammen med mine herrer. Da spurgte Allahs Sendebud om mig. Det blev oplyst ham, at jeg var slave. Så gav han mig nogle få ubetydelige ting. Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt, om kvinder og slaver, når de møder frem på slagmarken sammen med de andre, får en fastsat andel. Han svarede: De får ingen fastsat andel. Men de kan få noget fra alles krigsbytte. Umm ʿAtiyyah, må Allah være tilfreds med hende, siger: Vi kvinder drog med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til slagmarken, plejede de sårede og syge, og han gav os noget af krigsbyttet. Imam al-Tirmidhi beretter gennem Imam al-Awzāʿī: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gav drengene en andel af krigsbyttet ved Khaybar. Her betyder »andel« dog, at de fik en mindre gave.

Det er overleveret fra Yazid ibn Harmuz, at Najda al-Haruri skrev til Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, for at få svar på fem spørgsmål: Gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i krig sammen med kvinder? Gav han dem nogen andel? Dræbte han drenge? Hvornår ophører en forældreløses status som forældreløs? Hvem har ret til en femtedel af krigsbyttet?

Ibn Abbas sagde: Hvis jeg havde ønsket at skjule oplysninger, ville jeg ikke have svaret på spørgerens brev. Derefter skrev han som svar på brevet: Du spurgte mig, om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, drog i krig sammen med kvinder. Ja, han drog i krig sammen med dem. De tog sig kun af behandlingen og plejen af de sårede. Derefter gav han dem noget af krigsbyttet, men han gav dem ikke en fastlagt andel. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, dræbte ikke drenge; det gør du vel heller ikke? Du spurgte også, hvornår en forældreløses status som forældreløs ophører. Ved Allah! Der findes mange mænd, som ikke er i stand til at tjene til deres eget underhold, selv efter at de har fået overskæg og skæg. Når han bliver i stand til at tjene til sit underhold, ophører hans status som forældreløs. Du spurgte også, hvem der har ret til khumus (en femtedel). Vi plejede at sige: Det tilkommer os. Men muslimerne gav os det ikke. (De fem autentiske hadithsamlinger bortset fra al-Bukhari)

Lejede arbejdere og ikke-muslimer får ingen andel. De lejede arbejdere, som arbejder sammen med soldaterne for at tjene til livets ophold, får ingen andel af krigsbyttet, selv om de deltager i krigen. For de ønskede ikke at kæmpe og forlod heller ikke deres hjem med det formål at kæmpe. Moderne hære hører også til denne kategori. Det er et erhverv og en teknisk kunnen. Hvad angår de ikke-muslimske dhimmier, når der bedes om deres hjælp, og de deltager i krigen sammen med muslimerne, er de islamiske retslærde uenige om deres status.

Hanafitterne siger, at man kan give dem en mindre gave, men ikke en andel. Ifølge en overlevering er dette også imam ash-Shafi’is opfattelse. En anden opfattelse, der er overleveret fra imam ash-Shafi’i, er, at herskeren skal betale dem løn fra midler, der ikke har nogen bestemt ejer. Hvis han ikke kan give dem det, skal han give dem fra Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, andel. Imam ath-Thawri og al-Awza’i har sagt, at de skal have en andel.

Ghulul (at stjæle fra krigsbyttet)

Ghulul er forbudt: Ghulul er at stjæle fra krigsbyttet. Det er forbudt, fordi ghulul svækker muslimernes kampmoral, skaber splittelse iblandt dem og tiltrækker dem til plyndring i stedet for kamp. Alt dette gør nederlag uundgåeligt. Derfor er muslimerne enige om, at ghulul er en alvorlig synd. Den Almægtige Allah siger:

وَمَا كَانَ لِنَبِي أَن يقل ط وَمَن يُغْلُلْ يَأْتِ بِمَا عَلَّ يَوْمَ الْقِيمَة :

Det er umuligt for en profet uretmæssigt at skjule noget. Den, der uretmæssigt skjuler noget, vil på Genopstandelsens Dag bringe det, han uretmæssigt har skjult, med sig.’ (Sura Ali Imran: 161)

Allahs Sendebud (ﷺ) befalede, at den, der havde begået ghulul, skulle straffes, og han brændte selv hans ejendele og piskede ham, så andre kunne tage ved lære og afholde sig fra den slags handlinger. Imam Abu Dawud og Tirmidhi har overleveret fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »Når I finder noget, som nogen har tilegnet sig gennem ghulul, hos en af jer, så brænd hans ejendele og pisk ham.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Vi fandt et bind af Koranen blandt en mands ejendele og spurgte Salim om det. Han sagde: Sælg det, og giv dets værdi som almisse. Det er overleveret fra Amr ibn Shuayb (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) og Umar (må Allah være tilfreds med ham) brændte den, der havde begået ghululs, ejendele og piskede ham.

Der er imidlertid også overleveret andre hadither fra Allahs Sendebud (ﷺ), hvori det fortælles, at han hverken befalede, at den, der havde begået ghulul, skulle have sine ejendele brændt, eller at han skulle piskes. Dette viser, at herskeren kan træffe den foranstaltning, som han anser for gavnlig. Hvis det vurderes som gavnligt, skal ejendelene brændes, og personen piskes; ellers skal den foranstaltning træffes, som anses for gavnlig.

Al-Bukhari har overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): En mand ved navn Kirkirah var sat til at vogte Allahs Sendebuds (ﷺ) ejendele. Da han døde, sagde Allahs Sendebud: »Han er en af Helvedes beboere.« Folk gik da for at se ham og undersøgte hans ejendele; de fandt, at han havde skjult en skjorte.

Imam Abu Dawud har overleveret: På dagen for slaget ved Khaybar døde en af ledsagerne. Da Allahs Sendebud (ﷺ) hørte dette, sagde han til de tilstedeværende muslimer: »Bed begravelsesbønnen for jeres ledsager.« (Det vil sige, at han selv afstod fra at bede den.) Da folk hørte dette, blev deres ansigter blege. Allahs Sendebud sagde da: »Jeres ledsager har begået ghulul på Allahs vej.« Folk gennemsøgte derefter hans ejendele og fandt en silkeklædning fra jøderne, hvis værdi var mindre end to dirham.

At gøre brug af fødevarer før fordelingen af krigsbyttet: Fødevarer og foder til dyr er undtaget fra de nævnte begrænsninger. Så længe de muslimske krigere opholder sig på fjendens område, kan de gøre brug af disse to slags varer, selv om de endnu ikke er blevet fordelt.

1. Imam al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abdullah ibn Mughaffal (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »På dagen for slaget ved Khaybar fandt jeg en sæk fyldt med fedt. Jeg lagde den til side og sagde: I dag vil jeg ikke give nogen noget af dette. Et øjeblik efter så jeg hen ved siden af mig og opdagede, at Allahs Sendebud (ﷺ) smilede.«

2. Imam Abu Dawud, al-Hakim og al-Bayhaqi har overleveret, at Ibn Abi Awfa sagde: »På dagen for slaget ved Khaybar fandt vi nogle fødevarer. Folk kom én efter én, tog så meget, de havde brug for, af dem, og gik derefter bort.«

3. Imam al-Bukhari har overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Under vores krigstogter fandt vi honning og druer, og vi spiste dem, men vi tog dem ikke med os.« I den samme hadith findes ifølge Imam Abu Dawuds overlevering også følgende: Der blev ikke taget khums af dem.

Imam Malik siger i værket al-Muwattaʾ: Når muslimerne trænger ind i fjendens land, må de spise af fjendens fødevarer, og jeg ser ingen indvending mod dette. De må spise enhver fødevare, de får fat i før fordelingen. Han siger også: »Jeg betragter også kameler, kvæg og geder som fødevarer. Når muslimerne er trængt ind i fjendens land, må de spise disse dyr ligesom andre fødevarer.« Han siger endvidere: Hvis alle disse fødevarer ikke bliver spist, indtil alle er til stede ved fordelingen, og de er blevet fordelt, vil det skade soldaterne. Derfor finder jeg det ikke forkasteligt at spise af disse fødevarer i det nødvendige og rimelige omfang. Det er dog ikke passende at oplagre noget af dem og senere tage noget med, når man vender tilbage til sin familie.

Den ejendom, som en muslim finder hos fjenden, regnes som fjendens ejendom: Når krigerne beder muslimerne om at tilbagegive den ejendom, som befandt sig hos fjenden, har ejendommens oprindelige ejere størst ret til at få den tilbage. Krigerne har ingen andel i denne ejendom, for den er hverken krigsbytte eller bytte taget i krig.

1. Ibn Umar beretter: En af hans kameler blev væk, og en fjende fik fat i den. Senere besejrede muslimerne ham, og i Profetens levetid blev kamelen tilbagegivet til ham.

2. Det er berettet fra Imran ibn Husayn, at han sagde: »Polyteisterne angreb husdyrene i Medina og bortførte Allahs Sendebuds, fred være med ham, kamel al-ʿAdbāʾ samt en muslimsk kvinde. Om natten, mens fjenderne sov, stod kvinden stille op og begyndte at lægge hånden på kamelerne én efter én for at finde ud af, hvilken af dem hun kunne flygte med. Hver kamel, hun rørte ved, brølede. Da hun til sidst kom hen til al-ʿAdbāʾ, fandt hun den meget lydig. Hun steg op på den og satte kurs mod Medina. Undervejs aflagde hun et løfte om, at hun ville ofre kamelen, hvis Allah reddede hende. Da kvinden nåede Medina, genkendte alle kamelen. Folk førte kvinden til Allahs Sendebud, fred være med ham. Kvinden fortalte Allahs Sendebud, fred være med ham, om sit løfte. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ’Du har ønsket at gengælde kamelen på en meget dårlig måde. Et menneskes løfte vedrørende noget, som det ikke ejer, er ikke gyldigt. Et løfte gælder heller ikke, når det vedrører en syndig handling.’« Hvis en krigsførende vantro på samme måde antager islam, og han på det tidspunkt har en muslims ejendom hos sig, skal denne ejendom tilbagegives til dens ejer.

Når en krigsførende vantro antager islam: Når en krigsførende vantro antager islam og udvandrer til den muslimske stat, mens han efterlader sin hustru, sine børn og sin ejendom i dār al-harb (det krigsførende land), får hans børn og ejendom fuld ret til beskyttelse som følge af hans antagelse af islam. Hvis muslimerne besejrer dette land, skal hans hustru, børn og ejendom ikke indgå i krigsbyttet. Profeten, fred være med ham, sagde: Når de vantro antager islam, bliver deres liv og ejendom sikre hos mig.

Det femogtyvende kapitel: Krigsfanger

Krigsfanger er også omfattet af krigsbyttet. Krigsfanger er af to slags: Den første slags er kvinder og børn.

Den anden slags er voksne, krigsførende vantro mænd, når de tages levende til fange af muslimerne.

Når muslimerne besejrer de mandlige vantro, der kæmper, og tager dem til fange, har islam givet herskeren mulighed for at vælge den af følgende tre fremgangsmåder, som han finder mest nyttig og gavnlig: at vise dem nåde og løslade dem, at løslade dem mod løsepenge eller at dræbe dem.

Løsepenge kan betales i form af penge eller gennem udveksling af fanger. I slaget ved Badr blev løsepengene betalt i form af penge. Det fremgår imidlertid af en autentisk overlevering, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, løslod to af sine ledsagere i bytte for en polyteist fra Banu ʿAqīl. (Imam Ahmad og at-Tirmidhi; af at-Tirmidhi betegnet som autentisk). Den Almægtige Allah siger:

فَإِذَا لَقِيتُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا فَضَرَبَ الرِّقَابِ مَا حَتَّى إِذَا أَنْعَمْتُمُوهُمْ فَقَدُّوا الْوَفَاقَ فَإِمَّا مَنَّا بَعْدُ وَإِمَّا فداء حَتَّى تَفَعَ الْحَرْبُ أَوْزَارَمَا : تف

Når I møder de vantro i kamp, så slå dem over nakken, og når I har besejret dem fuldstændigt, så bind dem fast. Derefter enten nåde eller løsepenge. (I skal fortsætte kampen,) indtil krigen lægger sine våben. (Sura Muhammad, 4)

Imam Muslim overleverer fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, løslod dengang firs fanger, som var steget ned fra bjerget Tanʿīm for at dræbe Allahs Sendebud og hans ledsagere under morgenbønnen. Det var i forbindelse med dette, at følgende del af vers 24 i Sura al-Fath blev åbenbaret:

وَهُوَ الَّذِي كَفَّ أَيْدِيَهُم عنكم والديكم عنهم ببطن مكةَ مِنْ بَعْدِ أَنْ أَظْفَرَكُمْ عَلَيْهِمْ

Det var Ham, der i Mekkas dal holdt deres hænder tilbage fra jer og jeres hænder tilbage fra dem, efter at Han havde givet jer sejr over dem.

Og på dagen for erobringen af Mekka sagde han til Mekkas indbyggere: »Spis, I er frie.« Ikke desto mindre er det tilladt for herskeren at dræbe fanger, når større gavn kræver det. Det er også bevist, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, selv gjorde dette. Han dræbte an-Nadr ibn al-Harith og ʿUqbah ibn Muʿayt på dagen for slaget ved Badr og Abu ʿIzzah al-Jumahi på dagen for slaget ved Uhud. Det er om dette, Allah siger:مَا كَانَ لِنَبِي أَن يَكُونَ لَهُ أَسْرَى حَتَّى يُشْفِيَ فِي الْأَرْضِ . »Det sømmer sig ikke for nogen profet at have fanger, før han har overvundet fjenden grundigt i landet.« (Sura al-Anfal: vers 67)

De fleste lærde støtter den opfattelse, at herskeren har ret til at vælge hvilket som helst af de ovennævnte tre tiltag.

Men Hasan og Ata, må Allah forbarme sig over dem, siger: En fange må ikke dræbes; han skal enten benådes og frigives eller frigives mod løsepenge. En gruppe lærde, heriblandt imam az-Zuhri og Mujahid, siger: Det er på ingen måde tilladt at modtage løsepenge fra vantro fanger. Imam Malik siger derimod: Det er ikke tilladt at frigive dem uden løsepenge. Ifølge hanafitterne er det ikke tilladt at frigive krigsfanger, hverken mod løsepenge eller uden løsepenge.

Behandlingen af krigsfanger: Islam har behandlet krigsfanger humant og venligt. Islam har opfordret til, at man viser dem respekt og medfølelse, og den roser dem, der viser dem storsind. Allah siger eksempelvis:

وَيَطْعِمُونَ الطَّعَامَ عَلَى حُبِّهِ مِسْكِينا وبَتِهَا وَأَمِيرَانَ إِنَّمَا نَطْعِمُكُمْ لِوَجْهِ اللَّهِ لَا نُرِينَ مِنْكُمْ جَزَاء ولا شكورات

‘Og de giver, trods deres egen kærlighed til maden, mad til den fattige, den forældreløse og fangen og siger: Vi giver jer kun mad for at opnå Allahs velbehag. Vi ønsker hverken gengældelse eller tak fra jer.’ (Sura ad-Dahr: vers 8-9)

Abu Musa al-Ashari, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Frigiv fangen. Tag imod invitationen fra den, der inviterer, giv den sultne mad, og plej den syge.’

Det er tidligere blevet nævnt, at Sumama ibn Uthal blev taget til fange af muslimerne og ført til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde: ‘Behandl ham høfligt under hans fangenskab, og saml mad ind fra jer alle og send den til ham.’ Derefter sendte sahabaerne morgen og aften mælk fra Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, malkekamel til ham. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, opfordrede ham til at antage islam. Han afviste det og sagde: Hvis du ønsker løsepenge, så kræv den mængde formue, du ønsker. Da viste Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham nåde og frigav ham uden løsepenge. Denne behandling tilskyndede ham senere til at antage islam.

I de autentiske hadithsamlinger berettes der om fangerne fra slaget mod Banu al-Mustaliq: Blandt disse fanger var også Juwayriya bint al-Harith, som senere blev de troendes moder. Hendes far, al-Harith ibn Abu Dirar, kom til Medina med et stort antal kameler for at frigive sin datter mod løsepenge. På vejen gemte han i en bjergdal ved navn al-Aqiq, nogle få mil fra Medina, sine to yndlingskameler. Da han kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde han: ‘Muhammad, I har taget min datter til fange. Her er hendes løsepenge.’ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde straks: Hvor er de to kameler, som du efterlod skjult i dalen ved det og det bjerg i al-Aqiq? Al-Harith udbrød straks: ‘Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at du er Allahs Sendebud.’ Ved Allahs ed! Ingen andre end Allah har underrettet dig om denne hemmelighed. Al-Hariths to sønner antog også islam sammen med ham. Det samme gjorde hans datter. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte straks et frierbud til hendes far og giftede sig med hende. Da sagde muslimerne: Alle disse fanger, som er i vores hænder, er nu slægtninge gennem ægteskab til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Derfor viste man dem nåde og frigav dem uden løsepenge. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, siger: ‘Jeg kender ingen anden kvinde, der har været til større gavn for sit folk end Juwayriya.’ For på grund af hendes ægteskab med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev et hundrede medlemmer af en familie fra Banu al-Mustaliq frigivet. Det var i virkeligheden netop dette ophøjede formål, der fik Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, til at gifte sig med Juwayriya. Han giftede sig ikke med hende blot for at tilfredsstille et biologisk begær, men for at opnå et af shariaens formål. Hvis hans eneste hensigt havde været at tilfredsstille et biologisk begær, kunne han have gjort Juwayriya til slave som krigsfange.

Det seksogtyvende kapitel: At gøre mennesker til slaver og slavinder

Der findes ingen udtalelse i Den Ædle Koran, som gør det tilladt at gøre mennesker til slaver og slavinder; tværtimod opfordrer den til at frigive mennesker. Der findes heller intet bevis på, at Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde nogen krigsfange til slave eller slavinde. Tværtimod frigav han fangerne fra Mekka, fangerne fra Banu al-Mustaliq og fangerne fra Hunayn. Desuden findes der beviser på, at Allahs Sendebud, fred være med ham, frigav alle de slaver og slavinder, som han havde hos sig fra den førislamiske tid, samt dem, der var blevet givet ham som gaver.

Ikke desto mindre gjorde de retledte kaliffer nogle fanger til slaver og slavinder som modforanstaltning, fordi fjenden gjorde muslimske krigsfanger til slaver og slavinder. Men dermed erklærede de det ikke tilladt under alle omstændigheder at gøre mennesker til slaver og slavinder, sådan som det blev gjort i tidligere lovgivninger og i menneskeskabte love. De begrænsede det udelukkende til de krige, som muslimerne af lovlige grunde havde erklæret mod deres fjender. Under alle andre omstændigheder erklærede de det for haram og forbudt at gøre fanger til slaver og slavinder, og det blev under ingen omstændigheder halal. Islam har på den ene side indsnævret slaveriets kilder betydeligt og begrænset det stærkt, mens den på den anden side har behandlet slaver og slavinder med den største velvilje og åbnet vejen for deres frigivelse. Nedenfor følger en kort redegørelse for dette:

Behandlingen af slaver og slavinder: Islam har vist slaver og slavinder tilstrækkelig respekt, behandlet dem med gavmildhed og stor velvilje og rakt dem hånden med kærlighed og omsorg. Den har ikke gjort dem til genstand for ydmygelse, vanære og skændsel og heller ikke gjort dem til mål for bagvaskelse og anklager. Se nogle eksempler på dette:

1. Den har påbudt venlig behandling af slaver og slavinder. Allah siger eksempelvis:

واعْبُدُوا اللهَ وَلَا تُشْرِكُوا بِهِ شَيْئًا وَبِالْوَالِدَيْنِ إِحْسَانًا وَبِذِي الْقُرْبَى وَالْيَتمى وَالْمَسْكِين والحار ذِي الْقُرْبَى وَالْجَارِ الْجُنُبِ وَالصَّاحِبِ بِالجَنبِ وَابْنِ السَّبِيلِ لَا وَمَا مَلَكَتْ أَيْمَالُكُرْه

»Tilbed Allah, og sæt intet ved Hans side. Gør godt mod forældre, slægtninge, forældreløse, trængende, den nære nabo, den fjerne nabo, ledsageren, den vejfarende og dem, som jeres højre hænder besidder.« (Sura an-Nisa: vers 36)

Det er overleveret fra Ali, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Frygt Allah med hensyn til de slaver og slavinder, som jeres højre hænder besidder.

2. Islam har forbudt at tiltale dem på en måde, der udtrykker foragt for dem. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde for eksempel: »Sig ikke: ’Min slave eller min slavinde’, men sig i stedet: ’Min ledsager, min ledsagerinde eller min tjener’.

3. Islam har påbudt, at slaver og slavinder skal have mad og klæder svarende til deres herres. Det er berettet fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeres tjenere er jeres brødre og søstre. Allah har underlagt dem jer. Den, hvis bror er underlagt ham, skal give ham den samme mad, som han selv spiser, og give ham det samme tøj, som han selv bærer. Han må ikke tvinge dem til noget arbejde, der er alt for hårdt. Hvis han nødvendigvis må pålægge dem et sådant arbejde, skal han hjælpe dem med at udføre det.«

4. Islam har forbudt at begå uret og mishandle dem. Det er berettet fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der giver sin slave eller slavinde en lussing eller slår ham eller hende, skal som soning frigive vedkommende.«

Abu Masud al-Ansari, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Mens jeg slog en slave, hørte jeg pludselig en lyd bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, stå der. Han sagde: ’Abu Masud, vær klar over, at selv om du har magt over denne slave, har Allah endnu større magt over dig.’ Da sagde jeg: ’Han er fri for Allahs skyld.’ Han sagde: ’Hvis du ikke havde gjort dette, ville ilden have berørt dig.’« Islam har også givet domstolen ret til at beordre en slaves frigivelse, hvis det bevises, at en herre behandler sin slave eller slavinde grusomt.

5. Islam opfordrer til at lære slaver og slavinder at læse og skrive samt at udvise dannet adfærd. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der har en slavinde, som han derefter underviser i at læse og skrive, behandler med ædelhed (det vil sige frigiver hende) og gifter sig med, vil få to belønninger i denne verden og den hinsidige: én belønning for at undervise hende og gifte sig med hende og en anden belønning for at frigive hende.«
Metoder til frigivelse: Islam har åbnet mange veje til at frigive slaver, for eksempel:

1. Islam har betegnet det som et middel til at opnå Allahs nåde og komme i Paradis. Allah siger:

فلا انتحر العقبة وَمَا أَدْرَكَ مَا الْعَقَبَةُ ، فَكَ رَقَبَةٍ

»Derefter besteg han ikke den stejle vej. Og hvad får dig til at vide, hvad den stejle vej er? Det er at frigive en slave.« (Sura al-Balad, vers 11, 12 og 13)

Engang kom en beduin til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud, vis mig en handling, der vil føre mig ind i Paradiset.« Han sagde: »At frigive en slave og at hjælpe en slave ud af trældom.« Beduinen sagde: »O Allahs Sendebud, er de to ikke én og samme ting?« Han sagde: »Nej. At frigive en slave betyder, at du selv frigiver en slave. At hjælpe en slave ud af trældom betyder at hjælpe med at betale hans løsesum.«

2. At frigive en slave er soningen for strafbart uforsætligt drab. Allah siger:

ومَن قَتَلَ مُؤْمِنًا عَطَا فَتَحْرِيرُ رَقَبَةٍ مُؤْمِنَةٍ .

»Hvis nogen dræber en troende ved en fejltagelse, skal han frigive en troende slave.« (Sura an-Nisa: 92)

3. Det er også soningen for at bryde en ed. Allah siger:

فَكَفَّارَتَهُ إِطْعَامُ عَشَرَةِ مَسْكِينَ مِنْ أَوْسَطِ مَا تُطْعِمُونَ أَهْلِيكُمْ أَوْ نِسْوتُهُمْ أَوْ تَحْرِيرُ رَقَبَةٍ مَا

»Soningen for det er at bespise ti fattige med den middelmådige mad, som I normalt bespiser jeres familier med, eller at give dem klæder, eller at frigive en slave eller slavinde.« (Sura al-Ma’ida: vers 89)

4. Også i tilfælde af ẓihār er frigivelse af en slave eller slavinde en soning. Allah siger:

والذِينَ يُظْهِرُونَ مِن لِسَالِهِمْ ثُمَّ يَعُودُونَ لِمَا قَالُوا فَتَحْرِيرُ رَقَبَةٍ مِنْ قَبْلِ أَن يُتَمَاسًا مَا

De, der erklærer zihār over for deres hustruer (det vil sige siger til deres hustru: »Du er for mig som min mors ryg«; i uvidenhedens tid plejede folk at udtale dette og dermed opløse det ægteskabelige forhold), og derefter tilbagekalder deres udsagn, skal frigive en slave eller slavinde, før de rører hinanden.« (Sura al-Mujādilah: vers 3)

5. Islam har fastlagt frigivelse af slaver og slavinder ved at købe dem fri som en af kategorierne for anvendelse af zakatmidler. Allah siger:

إنها المدفتُ لِلْفُقَرَاءِ وَالْمَسْكِينِ وَالْعَمِلِينَ عَلَيْهَا وَالْمُؤَلَّفَةِ قُلُوبُهُمْ وَفِي الرِّقَابِ

»Zakat er kun for de fattige, de trængende, dem, der arbejder med den, dem hvis hjerter skal vindes, og til frigivelse af slaver og slavinder.« (Sura al-Tawbah: vers 60)

6. Islam har påbudt, at slaver og slavinder skal frigives mod et bestemt beløb. Allah siger:

والذين يبتغون الكتب مِمَّا ملكت المنكر مكاتبوهم إن علمتم فيهِم خَيْرًا وَاتُوهُم مِن مالِ اللَّهِ الذي أنكره

»Hvis nogen af de slaver og slavinder, som I ejer, ønsker en skriftlig kontrakt om deres frigivelse, så indgå en kontrakt med dem, hvis I finder godhed hos dem. Og giv dem af den rigdom, som Allah har givet jer.« (Sura al-Nūr: vers 33)

7. Hvis nogen aflægger et løfte om at frigive slaver, bliver det obligatorisk at opfylde løftet, så snart formålet er opnået.

Det er uden tvivl blevet bevist gennem denne drøftelse, at islam har begrænset slaveriets kilder, behandlet slaverne med storsind, banet vejen til frihed og rakt dem en så omsorgsfuld hånd med det endelige mål at befri dem fra denne ydmygende tilstand, at det vil blive husket i århundreder.

Det syvogtyvende kapitel: Jord fra krigsbytte, der er erobret fra kæmpende vantro

Jord erobret med magt: Når muslimerne får jord som krigsbytte, såsom jord, der er erobret med magt gennem krig, og hvorfra dens indbyggere er blevet fordrevet, har herskeren ret til at vælge en af to ordninger for denne jord:

a. At fordele den blandt de sejrende muslimske krigere. Ifølge imam Malik er det obligatorisk at gøre den til waqf, og fordeling er ikke tilladt.

b. At gøre den til waqf til fordel for alle muslimer. Hvis den gøres til waqf til fordel for alle muslimer, skal der pålægges en permanent jordskat på jorden, hvis den har adgang til vand til kunstvanding, uanset om den dyrkes eller ej. Skatten skal opkræves hos den, der har jorden i sin besiddelse, hvad enten han er muslim eller dhimmi.

Denne jordskat opkræves én gang om året og regnes som jordens leje. Jordskatten blev oprindeligt pålagt af de troendes leder, Umar, må Allah være tilfreds med ham, på de områder, han havde erobret; blandt disse kan især nævnes Syrien, Egypten og Irak.

Hvis indbyggerne forlader et område af frygt eller efter en aftale: Ligesom erobret jord skal fordeles blandt krigerne eller gøres til waqf i alle muslimers navn, er det ligeledes obligatorisk, at den jord, hvis indbyggere har forladt den af frygt for de sejrende muslimer, eller den jord, hvis indbyggere har indgået en aftale med muslimerne om, at ejendomsretten til jorden skal tilhøre muslimerne, mens indbyggerne må blive mod betaling af jordskat, også fordeles blandt de sejrende krigere eller gøres til waqf i alle muslimers navn. Det skal dog bemærkes, at når der indgås en sådan aftale om et landområde, forbliver jorden indbyggernes ejendom, og muslimerne modtager kun jordskat for den. Denne jordskat, som pålægges områdets indbyggere, svarer til jizya. Hvis de antager islam, bortfalder denne jordskat. Da jordskatten hører under leje, har herskeren ret til at fastsætte dens størrelse. Han fastsætter den størrelse, som han finder passende, for denne størrelse kan variere efter sted og tid. Det er ikke nødvendigt at følge nøjagtigt den størrelse, som Umar, må Allah være tilfreds med ham, fastsatte. Den størrelse, som Umar, må Allah være tilfreds med ham, og andre herskere har fastsat for hvert sted, skal dog fortsat gælde dér. Ingen har ret til at ændre den, medmindre årsagen til fastsættelsen ændrer sig. For det, de fastsatte, er deres påbud.

Hvis han er ude af stand til at opdyrke en jord, der er pålagt jordskat; hvis en person ejer en sådan jord, og han er ude af stand til at udnytte den, vil han blive tvunget til at gøre én af to ting:

1. Enten skal han leje jorden ud til en anden (for eksempel til forpagtning på delingsbasis)

2. Eller også skal han give afkald på den.

For jorden er i virkeligheden muslimernes ejendom. Ingen har ret til at lade denne ejendom ligge uopdyrket og dermed berøve dem dens udbytte.
Arven efter jord, der er erhvervet som krigsbytte: Ejendomsretten til denne jord overgår ved arv til ejerens arvinger, ligesom den ved arv var overgået til ejeren.

Det otteogtyvende kapitel: Fay’

Fay’ er den ejendom, som muslimerne erhverver fra deres fjender uden krig. Om dette siger Allah i sura al-Hashrs vers 6, 7, 8, 9 og 10:

وَمَا أَنَاهُ اللهُ عَلَى رَسُولِهِ مِنْهُمْ فَمَا أَوْ مَفْتُمْ عَلَيْهِ مِنْ خَيْلٍ وَلأَرِكَابِ وَلَكِنَّ اللَّهَ يُسْلِمَ رُسُلَهُ عَلَى مَنْ يْمَاءُ ، وَاللَّهُ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرُه مَا آنَاءَ الله عَلَى رَسُولِهِ مِنْ أَهْلِ الْقُرَى فَلِلَّهِ وَالرَّسُوْلِ وَلِذِي القربى وَالْيَتَمَى

وَالْمَسْكِينِ وَابْنِ السَّبِيلِ لا تى لا يكون دولة بَيْنَ الْأَغْنِيَاءِ مِنْكُمْ ، وَمَا الكم الرَّسُولُ فَخُلُوهُ ، وَمَا لَهُمْ عَنْهُ فَانْتَهُوا وَاتَّقُوا اللهَ إِنَّ اللهَ مَدِيدُ الْعِقَابِ لِلْفُقَرَاءِ الْمُمْجِرِينَ الَّذِينَ أَخْرِجُوا مِن دِيَارِهِمْ وَأَمْوَالِهِمْ يَبْتَغُونَ فَضْلاً مِّنَ اللهِ

وَرِضْوَانًا وَيَنْصَرُونَ اللهَ وَرَسُولَهُ ، أُولَئِكَ همُ الصَّدِقُونَ وَالَّذِينَ تَبَورا الدَّارَ وَالْإِيْمَانَ مِن قَبْلِهِمْ يُحِبُّونَ مَنْ هَاجَرَ إِلَيْهِمْ وَلَا يَعِدُونَ فِي صُدُورِهِمْ حَاجَةً مِّمَّا أُوتُوا وَيُؤْثِرُونَ عَلَى أَنْفُسِهِمْ وَلَوْ كَانَ بِهِمْ عَصَاصَةٌ وَمَنْ يُوقَ مُعْ نَفْسِهِ

فَأُولَئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ وَالَّذِينَ مَاءَ وَمِن بَعْدِهِمْ يَقُولُونَ رَبَّنَا اغْفِرْ لَنَا وَلِاعْوَانِنَا الَّذِيْنَ سَبَقُونَا بِالْإِيْمَانِ وَلَا تَجْعَلْ فِي قُلُوبِنَا غِلا لِلَّذِينَ آمَنُوا رَبَّنَا إِنَّكَ رَءُوفٌ رَّحِيره

I har ikke ført krig mod jøderne til hest eller på kameler på grund af den fay’, som Allah har givet Sin Sendebud fra dem. Allah giver jo Sine sendebud myndighed over dem, Han vil, og Allah er almægtig over alt. Det, Allah har givet Sine Sendebud fra indbyggerne i disse byer, tilhører Allah, Hans Sendebud, Sendebuddets slægtninge, de forældreløse, de fattige og de vejfarende, for at rigdommen ikke blot skal cirkulere blandt de velstående af jer.

Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer, og frygt Allah. Allah er streng i sin straf. Denne rigdom er for de fattige muhajirun, som er blevet fordrevet fra deres hjem og ejendele. De søger Allahs gunst og tilfredshed og hjælper Allah og Hans Sendebud; de er sandfærdige. Og de, som boede i denne by og antog troen før muhajirunernes ankomst, elsker muhajirunerne og nærer ikke noget ønske i deres hjerter om det, der er blevet givet til muhajirunerne.

Og de foretrækker dem frem for sig selv, selv om de selv er trængende. De, der er beskyttet mod nærighed, er de succesfulde. Og de, som kom efter dem, siger: »Vor Herre, tilgiv os og vore brødre, som kom før os i troen, og lad ikke vore hjerter rumme had eller fjendskab mod de troende. Vor Herre, Du er visselig nådig, barmhjertig.«

Her omtaler Allah dem, der udvandrede til Medina, som dem, der antog islam før erobringen af Mekka. Og Han omtaler Medinas ansar som dem, der gav muhajirunerne tilflugt. Han omtaler også dem, der kommer efter disse indtil Dommedag.

Fordeling og uddeling af fay’: Imam al-Qurtubi siger med henvisning til Imam Malik: »Dette afhænger af herskerens vurdering og ijtihad. Han kan tage fra det til sig selv uden at fastsætte nogen bestemt andel og kan på grundlag af ijtihad give noget derfra til sine slægtninge. Det, der bliver tilbage, skal han anvende på formål, der tjener muslimernes vel. De fire kaliffer sagde også dette og handlede i overensstemmelse med denne opfattelse. Dette bekræftes også af Allahs Sendebuds følgende udsagn: ›Jeg har ingen ret til noget af den fay’, som Allah har givet jer, bortset fra khums (en femtedel). Og selv denne femtedel vil vende tilbage til jer.«

Sandelig, Allahs Sendebud uddelte ikke fay’ i form af en femtedel eller en tredjedel. I verset nævnes kun dem, hvis forhold kræver særlig opmærksomhed, for de er de vigtigste blandt dem, der har ret til den.

Imam Zujaj siger som bevis til støtte for Imam Maliks udsagn: Allah har sagt:

De spørger dig om, hvad de skal give bort. Sig: Den rigdom, I giver bort, er til forældre, slægtninge, forældreløse, trængende og rejsende.’ (Sura al-Baqara, vers 215)

Hvis nogen imidlertid finder det passende at give til andre end disse grupper, er det enstemmigt tilladt at gøre det. Imam Nasa’i beretter, at Ata sagde: ’Allahs femtedel og Sendebuddets femtedel er én og samme ting. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tog selv derfra, gav til andre, brugte det, hvor han ønskede, opfyldte sine ønsker med det og gjorde med det, hvad han ville.

I værket Hujjat Allah al-Baligha siger Shah Waliullah Muhaddith Dehlawi, må Allah forbarme sig over ham: ’Der findes forskellige hadither om fordelingen af fay’. Når fay’ kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fordelte han det samme dag. Han gav den gifte to andele og den ugifte én andel. Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, fordelte det blandt frie mennesker samt mandlige og kvindelige slaver på en sådan måde, at deres grundlæggende behov blev opfyldt.

Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, gav imidlertid administrationen, kavalerienhederne og andre behov forrang. Han gav den enkelte forrang efter vedkommendes anciennitet, prøvelser og vanskeligheder, familieforhold og behov. Hovedsagen i disse spørgsmål, hvor der er uenighed, er, at han på grundlag af ijtihad gjorde det, han fandt nødvendigt. I hans regeringstid gav han det, der blev anset for rigtigt og gavnligt, forrang.

Det niogtyvende kapitel: Sikkerhedsaftalen

Hvis nogen blandt fjendens stridende anmoder om sikkerhed, skal hans anmodning imødekommes. Derved får han ret til garanteret sikkerhed, og det er på ingen måde tilladt at angribe ham.
Den Højeste Allah siger:

وإِنْ أَحَدٌ مِنَ الْمُشْرِكِينَ اسْتَجَارَكَ تاجرة حَتَّى يَسْمَعَ عَلَى اللهِ ثُمَّ أَبْلِغْهُ مَأْسَنَهُ ، ذَلِكَ بِأَنَّهُمْ قَوْمٌ لا يعلمون

Hvis nogen blandt afgudsdyrkerne søger beskyttelse hos dig, skal du give ham beskyttelse, så han kan høre Allahs ord; derefter skal du føre ham til et sikkert sted. Det skyldes, at de er uvidende mennesker.’ (Sura at-Tawba: 6)

Hvem har ret til at give sikkerhed? Enhver muslimsk borger, hvad enten det er en kvinde eller en mand, en fri eller en slave, har juridisk ret til at give enhver fra fjendens side, der søger sikkerhed, sikkerhed. Ingen muslim må fratages denne ret, bortset fra en mindreårig eller en mentalt forstyrret person. Hvis en mindreårig eller en mentalt forstyrret person giver en fjende sikkerhed, er ingens af de tos sikkerhedsgaranti gyldig. Imam Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i og al-Hakim berettede fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Alle muslimer har samme ret til at give sikkerhed, og selv den ringeste muslimske borger kan udøve denne ret. De har myndighed over alle andre.« Ifølge en overlevering fra imam al-Bukhari, Abu Dawud og at-Tirmidhi sagde Umm Hani bint Abi Talib, må Allah være tilfreds med hende: »Jeg sagde: ‘Allahs Sendebud, jeg har givet en bestemt søn af Hubayra beskyttelse, mens Umm Alis søn siger, at han vil dræbe ham.’ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘O Umm Hani, den, du har givet beskyttelse, har vi også givet beskyttelse.’« (Det vil sige, at han er under statens beskyttelse. Derfor må ingen dræbe ham.)

Virkningen af at give sikkerhed: Når nogen har fået sikkerhed gennem en klar erklæring eller en forståelig antydning, er ethvert angreb på den person, der har fået sikkerhed, ulovligt. Ved at give ham sikkerhed har man nemlig sikret hans liv mod at blive taget og hans frihed mod at blive forvandlet til slaveri.

Det er berettet, at Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, erfarede, at en mujahid havde sagt til en persisk kriger: »Du har intet at frygte«, og derefter dræbt ham. Derfor skrev han til den muslimske hærs leder: »Jeg har erfaret, at nogle af jer opsøger fjendens store krigere. Når en sådan person bliver indesluttet i et bjerg, og det er vanskeligt at ramme ham, siger man til ham: ‘Du har intet at frygte.’ Derefter dræber den, der får fat på ham, ham straks. Ved Allahs ed, hvis jeg får at vide, at nogen har gjort dette, vil jeg dræbe ham.«

Imam al-Bukhari berettede i sit værk »Historien«, og imam an-Nasa’i berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der forsikrer en person om, at hans blod ikke vil blive udgydt, og derefter dræber ham, er jeg fri for ansvar for denne drabsmand, selv hvis den dræbte var en ikke-muslim.« Imam al-Bukhari, Muslim og Ahmad berettede fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver forræder vil have sit eget banner, hvorved han vil blive genkendt på opstandelsens dag.«

Hvornår træder retten til at give sikkerhed eller beskyttelse i kraft: Retten til at give sikkerhed eller beskyttelse får juridisk anerkendelse, så snart den er givet, og anses for at være trådt i kraft fra det øjeblik, den bliver udtalt og erklæret. Den opnår dog ikke endelig anerkendelse uden godkendelse fra herskeren eller hærføreren. Når den givne sikkerhed er blevet anerkendt og også godkendt af herskeren eller hærføreren, bliver den person, der har fået sikkerhed, en dhimmi, og muslimernes rettigheder og pligter bliver også hans rettigheder og pligter. Denne sikkerhed må kun annulleres, når det bevises, at denne ret vil blive brugt til at skade muslimerne, for eksempel hvis han er spion for sit eget folk eller sin egen stamme og spionerer på muslimerne.

At give kollektiv sikkerhed: Hvis en muslimsk borger personligt giver én eller to personer sikkerhed, er denne sikkerhed gyldig. Men kollektiv sikkerhed for en gruppe er kun gyldig, når den gives af herskeren. Herskeren skal give sikkerhed ud fra ijtihad eller efter overvejelser om, hvad der er gavnligt eller skadeligt, såsom at tage en ikke-muslimsk gruppe imod som dhimmier. Hvis retten til at give en sådan kollektiv sikkerhed blev overladt til alle muslimske borgere på individuelt niveau, ville det blive et middel til at afskaffe jihad.

En udsending er omfattet af samme beskyttelse som en person, der har fået sikkerhed: Det gælder, hvad enten han kommer som brevbringer, rejser frem og tilbage med det formål at opnå fred mellem de stridende parter eller forsøger at opnå en midlertidig våbenhvile for at lette evakueringen af dræbte og sårede. Til de to udsendinge, som Musaylima (den falske profet) havde sendt, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Hvis udsendinge ikke blev dræbt, ville jeg have dræbt jer to; men jeg dræber jer ikke.« Dette blev berettet af imam Ahmad og imam Abu Dawud fra Nuaym ibn Masud. På det tidspunkt læste Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Musaylimas brev. Han spurgte dem: »Hvad mener I to?« De svarede: »Vi mener det samme som Musaylima.« Det vil sige, at de begge troede, at Musaylima var profet.

En gang sendte Quraysh Abu Rafiʿ som udsending til Allahs Sendebud, fred være med ham. Da han kom dertil, besluttede han sig for at tro. Han sagde: »O Allahs Sendebud, jeg ønsker ikke at vende tilbage til Quraysh; jeg ønsker at blive hos jer som muslim.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg bryder ikke mine løfter og tilbageholder ikke udsendinge. Vend sikkert tilbage, og hvis din nuværende sindstilstand varer ved, så vend tilbage til os.« (Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Hibban)

I Imam Abu Yusuf’s »Kitab al-Kharaj« og Imam Muhammads »al-Siyar al-Kabir« står der: Der er fastsat visse betingelser vedrørende udsendinge, og det er muslimernes pligt at opfylde dem. Selv hvis de vantro dræber de muslimske fanger, som de holder tilbage, er det ikke tilladt at begå forræderi mod deres udsendinge. Vi vil aldrig dræbe deres udsending. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »At holde sit løfte som svar på forræderi er bedre end at gengælde forræderi med forræderi.«

Musta’min (en ikke-muslim, der søger sikkerhedsbeskyttelse)

Definition: En musta’min er en ikke-muslim fra et land i krig, som træder ind i et muslimsk styret område med sikkerhedsgaranti, ikke med hensigt om at bosætte sig permanent eller opholde sig på ubestemt tid, men med hensigt om at blive i en bestemt periode, som ikke overstiger ét år. Når ét år er gået, og han har til hensigt at blive permanent, bliver han en dhimmi, og de regler, der gælder for en dhimmi under det muslimske statsstyres lydighed og underkastelse, kommer også til at gælde for ham. I musta’minens trygge ophold og bopæl kan hans hustru, hans mindreårige sønner, alle hans døtre, hans mor, hans farmor og mormor samt hans mandlige og kvindelige hushjælpere opholde sig sammen med ham, så længe de ønsker det. Når en ikke-muslim fra et land i krig kommer som udsending eller for at høre Allahs ord, opnår han sikkerhed uden nogen aftale eller løfte. Men når han kommer for at handle og modtager sikkerhedsbeskyttelse fra en myndig borger, regnes han som musta’min. Det grundlæggende princip herom er fastlagt i vers 6 i sura al-Tawba:

وان أحد من المُشْرِكِينَ اسْتَجَارَكَ فاجرة حتى يَسْمَعَ كَلْرَ اللَّهِ ثُمَّ أَبْلِقَهُ مَآمَنهُ .

Hvis nogen blandt afgudsdyrkerne søger beskyttelse hos dig, skal du give ham beskyttelse, så han kan høre Allahs ord. Derefter skal du bringe ham til et sikkert sted, for de er uvidende mennesker.

Musta’minens rettigheder: Når en ikke-muslim fra et land i krig træder ind i et muslimsk styret område under sikkerhedsbeskyttelse, har han ret til beskyttelse af sit liv, sin ejendom, sine rettigheder og sine interesser, så længe han overholder sin sikkerhedsaftale og ikke bryder den. Det er på ingen måde tilladt at begrænse hans frihed eller arrestere ham blot fordi han er borger i et fjendtligt land, eller fordi der hersker krig mellem dem og os. Uanset om arrestationen har til formål blot at tilbageholde ham midlertidigt eller at holde ham tilbage permanent som krigsfange.

Imam Sarakhsi siger: »På grund af den opnåede sikkerhedsbeskyttelse er musta’minernes ejendom beskyttet. Derfor er det ikke tilladt for staten at beslaglægge den.« Selv når han vender tilbage til dar al-harb (et fjendtligt ikke-muslimsk land), bortfalder beskyttelsen af hans liv ganske vist, men beskyttelsen af hans ejendom forbliver intakt.

I værket al-Mughnī siges der: »Når en harbī (det modsatte af en mustaʾmin, det vil sige en stridende ikke-muslim) træder ind i Dār al-Islām (et muslimsk regeret land) som mustaʾmin, det vil sige under beskyttelse, og derefter deponerer sin ejendom hos en muslim eller en dhimmī dér eller låner den ud, hvorefter han igen vender tilbage til Dār al-Harb, må vi se på, under hvilken identitet eller med hvilket formål han er vendt tilbage til Dār al-Harb. Hvis det viser sig, at han er rejst som handelsmand eller udsending, for at få lægebehandling, på en rekreativ rejse eller af et særligt behov, og han derefter vender tilbage til Dār al-Islām, vil han nyde fuld sikkerhed for både liv og ejendom. Det skyldes, at denne rejse ikke ophævede formålet med hans ophold i Dār al-Islām. Derfor har han derved opnået samme rettigheder som en dhimmī. Hvis han derimod er rejst til Dār al-Harb med henblik på permanent bosættelse, bortfalder sikkerheden for hans liv, mens sikkerheden for hans ejendom består. Han trådte nemlig ind i Dār al-Islām under beskyttelse, og derfor er hans ejendom fortsat beskyttet. Når sikkerheden for hans liv er bortfaldet ved indrejsen i Dār al-Harb, består sikkerheden for hans ejendom stadig. Det skyldes, at bortfaldet specifikt vedrører livet og derfor er begrænset til dette.«

Mustaʾminens ansvar og pligter: Det er hans pligt at bevare fred og orden i landet og afholde sig fra at gøre oprør mod det. Derfor er det ikke tilladt ham at spionere. Hvis han spionerer for fjenden mod muslimerne, bliver det tilladt at dræbe ham.

Islamisk lov gælder for mustaʾminen: Islamisk lov gælder for mustaʾminen i økonomiske transaktioner. Køb, salg og andre aftaler vedrørende transaktioner skal derfor indgås i overensstemmelse med islamiske regler. Da rentehandel er forbudt i islam, må han ikke bedrive rentehandel. Hvis han ved sådanne overtrædelser krænker en muslims, en dhimmīs eller en anden mustaʾmins rettigheder, skal han straffes i overensstemmelse med den islamiske sharīʿa. Det skyldes, at det er statens ansvar at sikre den forurettedes retfærdighed over for undertrykkeren, og dette ansvar giver ikke tilladelse til nogen form for eftergivenhed. Når en af Allahs rettigheder krænkes, såsom ved at fremsætte en falsk anklage om utugt, skal han straffes på samme måde som en muslim. Det skyldes, at dette hører til de forbrydelser, der fordærver det islamiske samfund. (Imam Abū Ḥanīfa havde en anden opfattelse i dette spørgsmål. Han sagde: Ved de forbrydelser, hvor Allahs rettighed udelukkende eller hovedsageligt krænkes, skal den islamiske straf ikke anvendes på mustaʾminen. Denne opfattelse har imidlertid ikke fået forrang blandt de islamiske jurister.)

Konfiskation af mustaʾminens ejendom: Hvis en mustaʾmin på noget tidspunkt deltager i krig mod muslimerne, derefter bliver taget til fange og gjort til slave, skal hans ejendom konfiskeres. Det skyldes, at hans ejendomsret da ophører. Hans arvinger vil heller ikke få hans ejendom, selv ikke hvis de har en særlig status i Dār al-Islām. De kan nemlig først blive ejere af hans ejendom efter hans død, mens han stadig er i live. I denne situation skal hele hans ejendom deponeres i Bayt al-Māl som krigsbytte. Hvis han har et tilgodehavende hos en muslim eller en dhimmī, bortfalder denne gæld for skyldneren, fordi der ikke findes nogen retmæssig fordringshaver til den.

Mustaʾminens arv: Uanset om mustaʾminen dør i Dār al-Islām eller Dār al-Harb, ophører hans ejendomsret ikke, og ifølge de islamiske jurister med undtagelse af Imam al-Shāfiʿī bliver hans arvinger ejere af den. Det er den islamiske stats pligt at overføre eller sende hans ejendom til hans arvinger. Hvis han ikke har nogen arvinger, bliver ejendommen en fælles ejendom for muslimerne (fayʾ). (Ejendom, der er erhvervet fra ikke-muslimer uden krig, kaldes fayʾ.)

Det tredivte kapitel: Løfter og aftaler

At værne om løfters betydning: Set fra islams synspunkt er det en ufravigelig pligt at værne om løfters og aftalers betydning. Det har nemlig en meget god indvirkning på bevarelsen af freden og spiller en vigtig rolle. Det har også stor betydning for at løse forskellige problemer, bilægge stridigheder og bevare normale relationer. Et arabisk ordsprog siger: »Den, der ikke behandler mennesker uretfærdigt i sine omgangsformer med dem, ikke tyr til løgn i sin tale og ikke bryder sit løfte, når han har afgivet det, fuldkommengør sin menneskelighed, beviser sin retfærdighed, og det bliver uundgåeligt, at der etableres et broderskabsforhold mellem ham og alle andre.« Dette ordsprog er helt sandt og korrekt. At omgås mennesker og handle med dem ærligt, opfylde de løfter, man har givet dem, og tale sandt er nemlig beviser på sand menneskelighed og moden karakter, tegn på retfærdighed samt en garanti for venskab og broderskab. Allah, den Ophøjede, har påbudt opfyldelsen af alle løfter og tilsagn, hvad enten de er afgivet til Allah eller til mennesker. Allah siger i vers 1 i Sūrat al-Māʾida:أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَوْنُوا بِالْعَقَودُ»I troende, opfyld jeres aftaler.« At undlade at følge dette påbud er en stor synd og medfører uundgåeligt Allahs vrede og mishag. I vers 2 og 3 i Sūrat al-Ṣaff siger Allah:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لِمَ تَقُولُونَ مَا لَا تَفْعَلُونَ كَبُرَ مَقْتًا عِندَ اللَّهِ أَنْ تَقُولُوا مَالَا تَفْعَلُونَ

‘O troende! Hvorfor siger I det, som I ikke gør? Det er i sandhed yderst utilfredsstillende hos Allah, at I siger det, som I ikke gør.’

Uanset hvilket løfte eller hvilken forpligtelse et menneske afgiver, skal han stå til ansvar for det og aflægge regnskab. Som Allah siger: وأونُوا بِالْعَمْدِ : إِنَّ الْعَمْنَ كَان مسئولاً Hold løftet. Der vil blive krævet regnskab for løftet. (Israels børn: vers 34) Den ret, der følger af et løfte, har endog forrang frem for religiøse rettigheder. Allah siger:

والَّذِينَ آمَنُوا وَلَمْ يُهَاجِرُوا مَا لَكُم مِّن وَلا يَتِهِم مِن شَيْءٍ حَتَّى يُهَاجِرُوا وَإِنِ اسْتَنْصَرُوكُمْ فِي الدِّينِ فَعَلَيْكُم النصر إلا عَلَى قَوْمِ بَيْنَكُمْ وَبَيْنَهُم مِيثَاقَ .

‘Og de, der har troet, men ikke er udvandret, har du ikke ansvar for at beskytte, før de udvandrer. Hvis de søger jeres hjælp i forbindelse med religionen, er det jeres pligt at hjælpe dem, men ikke mod det folk, som I har en pagt med.’ (Al-Anfal: 72)

At holde løfter er i sandhed en særlig del af troen. Profeten, fred være med ham, sagde: ‘At holde løfter er en del af troen.’ At holde løfter er en sådan from handling, at dens belønning ikke er andet end Paradiset. Den Almægtige Allah siger:

وَالَّذِيْنَهُمْ لِأَمْنَتِهِمْ وَعَهْدِهِمْ رَعَوْنَ وَالدِينَهُمْ عَلَى سَلَوَتِهِمْ يُحَافِظُونَ أُولَئِكَ هُمُ الْوَرِثُونَ الَّذِينَ يَرِثُونَ الْفِرْدَوسَ طَهُمْ فِيهَا خَلِدُونَ

Det er dem, der vil være arvingerne, som vogter over betroede ting og løfter, og som er omhyggelige med deres bønner. De vil arve Firdaus, hvor de skal forblive for evigt.’ (Sura al-Mu’minun; vers 8-11)

At holde løfter var en karakteristisk egenskab hos profeterne. Som Allah siger:

وَاذْكُرْ فِي الْكِتَبِ اسْمَعِيلَ وَ اللَّهَ كَانَ صَادِقَ الْوَعْدِ وَكَانَ رَسُوْلاً نَّبِيَّاه

‘Husk Ismaels omtale, som er nævnt i denne bog. Han var sandfærdig i at holde løfter, og han var et sendebud og en profet.’ (Sura Maryam: vers 54)

I denne ædle moralske egenskab var Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, det bedste eksempel. Abdullah ibn Abu al-Hamsa fortæller: ‘Før Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, blev profet, købte og solgte jeg en vare med ham, og han havde stadig et beløb til gode som en del af prisen. Jeg lovede ham: »Jeg kommer tilbage til dig, mens du stadig opholder dig på dette sted.« Senere sagde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til mig: »Unge mand! Du har voldt mig stor ulejlighed. Jeg har ventet på dig her i tre dage.«

Efter udvandringen indgik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, en aftale med jøderne. I denne aftale lod han dem beholde deres religion og garanterede deres ejendoms sikkerhed, på den ene betingelse, at de ikke ville hjælpe afgudsdyrkerne mod ham. Men de brød denne aftale. Derefter bad de om tilgivelse for det og lovede, at de ikke ville bryde den igen. Så brød de den på ny. På dette tidspunkt åbenbarede Allah vers 55 og 56 i Sura al-Anfal. I disse to vers siger Allah:

إن مَرَّ الدَّوَابِ عِنْدَ اللَّهِ الَّذِينَ كَفَرُوا فَهُمْ لَا يُؤْمِنُونَ الَّذِينَ عَمَدَ مِنْهُمْ ثُمَّ يَنقُضُونَ عَهْدَهُمْ فِي كل مرة وهُمْ لا يَتَّقُونَ

‘De værste af alle skabninger hos Allah er de, der fornægter sandheden og ikke tror. Blandt dem, som du har indgået en pagt med, bryder de pagten hver gang, og de tager ikke ved lære.’

Tha’laba lovede Allah, at hvis Han gjorde hans forsørgelse rigelig og gav ham velstand, ville han give enhver rettighedshaver dennes ret. Da Allah senere gav ham velstand, rigdom og overflod, brød han sit løfte og begyndte at være nærig med at give Allahs tjeneres deres rettigheder. Om ham åbenbarede Allah derefter vers 75, 76 og 77 i Sura al-Tawba:

ومنهم من عهد الله لَئِنْ النَا مِن فَضْلِهِ لَنَصْلُ قَى وَلَنَكُونَنَّ مِنَ الصَّلِحِينَ فَلَمَّا أَتْهُم مِّن فَضْلِهِ بخِلُوا بِهِ وَتَوَلَّوْا وَهُمْ مُعْرِضُونَ فَاعْقَبَهُمْ لِفَاقًا فِي قُلُوبِهِمْ إِلَى يَوْمِ يَلْقَوْنَهُ بِمَا أَعْلَقُوا اللَّهَ مَا وَعَدُوهُ وَبِمَا كَانُوا يَكْلِ بُونَ

»Nogle af dem aflagde en pagt med Allah: Hvis Han af Sin nåde giver os noget, vil vi sandelig give almisse og være blandt de retfærdige. Men da Han af Sin nåde gav dem noget, blev de nærige med det og vendte sig bort i modvilje. Som følge deraf lod Allah hykleri fæstne sig i deres hjerter indtil den dag, hvor de møder Ham, fordi de brød den pagt, de havde indgået med Allah, og fordi de var løgnere.«

Da Abdullah ibn Umar var nær døden, sagde han: »En mand fra Quraysh havde sendt et frieri med henblik på at gifte sig med min datter, og fra min side var han næsten blevet lovet hende. Ved Allahs ed, jeg vil ikke møde Allah med en tredjedel af hykleri. Jeg tager jer alle som vidner på, at jeg gifter min datter med ham.« Med ordene »en tredjedel af hykleri …« hentydede han til dette udsagn fra Allahs Sendebud: Den, som har tre egenskaber, er en hykler, uanset hvor meget han beder og faster, og uanset om han hævder at være muslim: Når han taler, lyver han; når han giver et løfte, bryder han det; og når han får noget betroet, svigter han tilliden.

For at fordømme dem, der bryder deres løfter, siger Allah i vers 91 og 92 i sura An-Nahl:

واونوا بِعَهْدِ اللَّهِ إِذَا عَمَدتُمْ وَلَا تَنْقُضُوا الأيمن بَعْدَ تَوْكِيدِهَا وَقَدْ جَعَلْتُمُ اللَّهَ عَلَيْكُمْ كَفِيلاً مَا إِن الله يَعْلَمُ مَا تَفْعَلُونَ وَلا تَكُونُوا كَالَّتِي نَقَضَتْ غَوْلَهَا مِنْ بَعْدِ قُوا أَنْكَانًا مَا تَتَّخِلُونَ أَيْمَانَكُمْ دَخَلاً بيْنَكُمْ أَن تَكُونَ أُمَّهُ هِي أَربي

مِنْ أُمَّةٍ ، إِنَّهَا يَبْلُوكُرُ الله به ، وليبيني لَكُمْ يَوْمَ الْقِيمَةِ مَا كُنتُمْ فِيهِ تختلفون

‘Opfyld den pagt, I har indgået med Allah, når I indgår pagter med hinanden, og bryd dem ikke, efter at I har bekræftet ederne ved at gøre Allah til jeres garant. Allah ved, hvad I gør. Vær ikke som den kvinde, der opløser og ødelægger sit garn, efter at hun har spundet det stærkt. I bruger jeres eder til at bedrage hinanden, så den ene gruppe opnår større fordel end den anden. Allah prøver jer blot dermed. Det, I er uenige om, vil Allah visselig klargøre for jer på opstandelsens dag.’ Betingelser for løfter: For de løfter, hvis overholdelse og opfyldelse er obligatorisk, gælder følgende betingelser:

a. Det må ikke være i strid med nogen enstemmigt fastslået bestemmelse i sharia. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: ‘Enhver betingelse, som ikke findes i Allahs Bog, er ugyldig, selv om der er hundrede betingelser.’

b. Løftet skal være baseret på begge parters samtykke. For ved tvang og pression forkastes den frie vilje. Ingen nærer respekt eller agtelse for en aftale eller et løfte, hvis grundlag ikke er frihed.

c. Et løfte eller en aftale skal være klar, tydelig, entydig og fri for tvivl og usikkerhed, så der ikke er mulighed for uenighed eller konflikt om fortolkningen, når aftalen skal gennemføres.
At bryde et løfte eller en aftale: Det er ikke tilladt at bryde et løfte under andre omstændigheder end én af følgende:

1. Når det gælder for en bestemt periode, og denne periode er udløbet, eller når det er begrænset til bestemte omstændigheder, og disse omstændigheder ændrer sig.

Imam Abu Dawud og imam at-Tirmidhi beretter, at Amr ibn Abasa sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Den, der har en aftale med en anden gruppe, må ikke bryde eller ophæve den, før dens løbetid er udløbet, eller indtil modparten selv har brudt den.«

I den hellige Koran siger Allah i vers 4 i sura at-Tawbah:

إِلَّا الَّذِينَ عُمَد تَر مِنَ الْمُشْرِكِينَ لَمْ لَمْ يَنْقُصُوكُمْ شَيْئًا وَلَمْ يُظَاهِرُوا عَلَيْكُمْ أَحَدًا فَالِبُوا إِلَيْهِرْ عهدهم إلى من تهم ، إن الله يحب المتقين

Men med de polyteister, som I har indgået en aftale med, og som derefter ikke har svigtet deres aftale med jer på nogen måde og ikke har hjulpet nogen imod jer, skal I overholde aftalen i den fastsatte periode. Allah elsker de gudfrygtige.

2. Når fjendeparten bryder aftalen, siger Allah:

فَمَا اسْتَقَامُوا لَكُمْ فَاسْتَقِيمُوا لَهُمْ إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ الْمُتَّقِينَ

Så længe de holder fast ved deres pagt med jer, skal I også holde fast ved jeres pagt med dem. Allah elsker de gudfrygtige.’ (Sura at-Tawbah: vers 7)

وَإِن تَكَثُوا أَيْمَانَهُمْ مِّنْ بَعْدِ عَهْدِهِمْ وَطَعَنُوا فِي دِينِكُمْ فَقَاتِلُوا آلِمَةَ الْكُفْرِ لَا الْمَرْ لَا أَيْمَانَ لَهُرْ لَعَلَّهُمْ يَنتَهُونَ أَلَّا تُقَاتِلُونَ قَوْمًا تَكَثُوا أَيْمَانَهُمْ وَمَنوا بِإِخْرَاجِ الرَّسُولِ وَهُمْ بَدَءٌ وَ كُمْ أَوَّلَ مَرا .

أَتَخْمُونَهُمْ : فَاللَّهُ أَحَقُّ أَن تَخْشَوهُ إِن كُنتُمْ مُؤْمِنِينَ

Hvis de efter deres pagt bryder deres løfte og håner jeres religion, så kæmp mod de vantros ledere. De er mennesker, hvis løfter ikke er løfter. Måske vil de da afstå. Vil I ikke kæmpe mod det folk, som har brudt deres løfter og besluttet at fordrive Sendebudet? Det var dem, der først gik til angreb på jer. Frygter I dem? Hvis I er troende, er det mere passende for jer at frygte Allah. (Sura at-Tawbah: vers 12-13)

3. Når tydelige tegn på forræderi og brud på løftet bliver synlige.

وَإِمَّا تَخَافَتْ مِن قَوْمٍ عِيَالَةٌ فَالْبِلْ إِلَيْهِمْ عَلَى سَوَاء ، إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ الخَالِنِينَ

‘Hvis du frygter forræderi fra et folk, så opsig din pagt med dem på behørig vis. Allah elsker ikke de forræderiske.’ (Sura al-Anfal: vers 58)

Det er nødvendigt at give meddelelse om ophævelse af en pagt for at undgå forræderi: Hvis den muslimske hersker får at vide, at en pagt, som et folk har indgået med muslimerne, er blevet eller vil blive brudt af dette folk, er det ikke tilladt straks at gå i krig mod dem. Det er først tilladt, når de har fået meddelelse om, at pagten ophæves, og denne meddelelse er blevet kendt af både folk nær og fjern, så de ikke bliver udsat for et overraskelsesangreb. Allah siger i Sura al-Anfal, vers 58:

وَإِمَّا تَخَافَى مِن قَوْمٍ عِبَادَةٌ فَالْبِلْ إِلَيْهِرْ عَلَى سَوَاء ، إِنَّ اللَّهَ لَا يُحِبُّ الخَالِنِينَ

Hvis du frygter forræderi fra et folk, skal du ophæve din pagt med dem på lige vilkår. Allah elsker ikke forræderne.

Islam bygger i sandhed på princippet om, at det er bedre at vise troskab som svar på forræderi end at gengælde forræderi med forræderi.

I værket As-Siyar al-Kabir siger imam Muhammad ibn al-Hasan al-Shaybani: »Hvis muslimernes amir sender en budbringer til fjendens konge og meddeler ham, at pagten er blevet ophævet, fordi den omstændighed, der berettiger til ophævelsen, har fundet sted, er det alligevel ikke passende for muslimerne straks at angribe dem eller områderne omkring deres rige. Vi må vente, så deres konge får tid til at udbrede meddelelsen om pagtens ophævelse i hele riget, og så vi ikke pludselig angriber dem. Hvis muslimerne trods dette med sikkerhed får at vide, at befolkningen i fjendelandet ikke har modtaget nogen meddelelse fra deres konge om hans handling, er det mustahabb for muslimerne ikke at angribe dem, før de har underrettet dem om pagtens ophævelse. For dette ville være skjult bedrag. Muslimerne er forpligtede til at afholde sig både fra åbenlyst og skjult bedrag.«

Imam Muhammad beretter: Under Abd al-Malik ibn Marwans regering begik Cyperns indbyggere en alvorlig handling. Derfor besluttede han at ophæve den fredsaftale, han havde indgået med dem. Da han rådspurgte de daværende faqih’er, Layth ibn Sa’d og Malik ibn Anas, skrev Layth ibn Sa’d: »Cyperns indbyggere er altid blevet beskyldt for at bedrage muslimerne og for at pleje fortrolige forbindelser med fjenderne, det vil sige romerne. Allah har jo sagt: ›Hvis du frygter forræderi fra et folk, skal du ophæve din pagt med dem på lige vilkår.‹ Jeg mener, at De skal ophæve deres pagt og give dem en frist én gang« (det vil sige vente én gang med at angribe dem). Malik ibn Anas skrev i sin fatwa: »Cyperns indbyggeres sikkerhed og beskyttelse går langt tilbage og har bestået under deres herskeres beskyttelse. Jeg ved ikke, at nogen hersker har ophævet deres fredsaftale og fordrevet dem fra deres hjem. Jeg mener, at De skal fremskynde ophævelsen af deres pagt, indtil der forelægges et uigendriveligt bevis imod dem. For Allah har sagt: ›Hold pagten med dem indtil den fastsatte frist.‹« (Sura at-Tawbah: 4)

Hvis de derefter stadig ikke følger den rette vej og ikke opgiver deres bedrag, og du ser, at forræderiet er blevet varigt blandt dem, skal du angribe dem, efter at pagten er ophævet; så vil du kunne sejre.

Nogle af Profetens, fred være med ham, aftaler:

1. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, indgik en aftale med stammen Banu Damrah blandt de arabiske stammer. Aftalen lød således:

Dette er Allahs Sendebud Muhammads, fred være med ham, pagt med Banū Ḍamrah. Det er aftalt, at Banū Ḍamrah skal være i sikkerhed med deres liv og ejendom, og at de skal have ret til hjælp mod dem, der angriber dem. Så længe Banū Ḍamrah ikke fører krig på grund af Allahs religion, og når Allahs Sendebud, fred være med ham, kalder dem til hjælp, skal de svare ham. Til gengæld vil de have Allahs og Hans Sendebuds beskyttelse, og de blandt dem, der er retskafne og gudfrygtige, skal have ret til hjælp.

2. På samme måde indgik han ved begyndelsen af sit ophold i Medina en pagt med jøderne. Dens ordlyd er som følger:

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Dette er fra profeten Muhammad, Allahs Sendebud, fred være med ham, til de troende muslimer af Quraysh-slægten, Medinas indbyggere, deres tilhængere, dem, der senere slutter sig til dem, og de troende og muslimer, der kæmper sammen med dem: De udgør ét selvstændigt ummah, adskilt fra alle andre mennesker.

De udvandrede fra Quraysh-slægten skal forblive i deres nuværende tilstand. De skal indbyrdes betale blodpengene for deres dræbte og indbyrdes frigive fanger på en retfærdig og rimelig måde.

Banū Awf skal også forblive i deres nuværende tilstand. De skal indbyrdes udveksle de tidligere fastsatte blodpenge, og hver gruppe skal frigive fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.

(En gren af Khazraj:) Banū al-Hārith skal forblive i deres nuværende tilstand. De skal indbyrdes gøre regnskab for de tidligere blodpenge, og hver gruppe skal udveksle fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde. Banū Sāʿidah skal forblive i deres nuværende tilstand, gøre regnskab for de tidligere blodpenge, og hver gruppe skal udveksle fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.

Banū Jusham skal forblive i deres nuværende tilstand og gøre regnskab for de tidligere blodpenge. Hver gruppe skal udveksle fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.
Banū Najjār skal forblive i deres nuværende tilstand, gøre regnskab for deres tidligere blodpenge, og hver gruppe skal frigive sine fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.
Banū ʿAmr ibn Awf skal forblive i deres nuværende tilstand, gøre regnskab for deres tidligere blodpenge, og hver gruppe skal frigive fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.
Banū Nabīt skal forblive i deres nuværende tilstand. De skal på sædvanlig vis gøre regnskab for deres tidligere blodpenge, og hver gruppe skal frigive fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.
Banū Aws skal forblive i deres nuværende tilstand, gøre regnskab for deres tidligere blodpenge på sædvanlig vis, og hver gruppe skal frigive fanger blandt de troende på en retfærdig og rimelig måde.

De troende skal ikke efterlade nogen gældsplaget blandt dem hjælpeløs. De skal på rimelig vis give ham noget fra blodpengene eller løsesummen. Ingen troende må mødes med en anden troendes frigivne slave uden dennes herres tilstedeværelse. De gudfrygtige troende skal have fuld myndighed over enhver undertrykker eller forbryder blandt dem, over den, der skaber splittelse blandt de troende eller angriber dem, og over den, der uretmæssigt kræver en gave eller en rettighed. Alle de troende skal i fællesskab have håndhævende og afværgende myndighed over en sådan uretfærdig person, selv om han skulle være barn af en af dem.

Ingen troende må dræbe en troende som gengældelse for en vantro, og ingen må hjælpe en vantro mod en troende. Allahs beskyttelse er den samme for alle. Enhver almindelig muslim har ret til at give hvem som helst beskyttelse. De troende er alle hinandens venner. Den jøde, der følger os, har ret til hjælp og medfølelse. Ingen må begå uret mod ham, og ingen må hjælpes til at begå uret. De troendes fredsaftale gælder lige for alle. I kampen på Allahs vej kan en fredsaftale med én troende ikke indgås på bekostning af en anden troende. En fredsaftale skal udelukkende bygge på lighed og retfærdighed. (Heraf fremgår det, at en krigserklæring mod én muslimsk gruppe svarer til en krigserklæring mod hele det muslimske ummah.)

Hver af vores kæmpende hærafdelinger skal skiftevis kæmpe. De troende vil få gengæld for det blod, de udgyder på Allahs vej. De gudfrygtige troende følger den bedste og mest faste vejledning. Ingen polyteist fra Quraysh må give nogen fra Quraysh beskyttelse for liv eller ejendom eller hjælpe ham mod en troende. Den, der dræber en troende helt uden skyld, skal dræbes som gengældelse. Hvis den dræbtes værge eller arving accepterer blodpenge, kan drabsmanden løslades mod betaling af blodpenge. Alle troende skal stå samlet mod en sådan drabsmand. Intet andet er tilladt for dem end at modsætte sig ham.

Ingen troende, der støtter alt, hvad dette dokument indeholder, og tror på Allah og det hinsidige, må hjælpe eller beskytte nogen forbryder. Den, der hjælper eller beskytter ham, vil på Dommedag blive ramt af Allahs forbandelse og vrede. Der må ikke modtages nogen betaling eller erstatning fra ham for dette; forbuddet mod at hjælpe forbryderen omfatter også dette. Hvis der opstår uenighed blandt jer om noget, skal sagen forelægges Allah og Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, til afgørelse. Så længe jøderne kæmper som muslimernes allierede, skal de selv afholde udgifterne til deres krigere. Jøderne fra Banu Awf

er en gruppe, der er allieret med de troende. Jøderne har deres egen religion, og muslimerne har deres egen religion. De skal også have deres egen religion, både for deres egen skyld og for deres frigivne slavers skyld. Jøderne fra Banu Najjar skal have samme status som jøderne fra Banu Awf. Jøderne fra Banu al-Harith skal have samme status som jøderne fra Banu Awf, og jøderne fra Banu Sa’idah skal have samme status som jøderne fra Banu Awf. Jøderne fra Banu Jusham, jøderne fra Banu Awf og jøderne fra Banu Tha’labah skal nyde de samme rettigheder og fordele som jøderne fra Banu Awf. Men den, der begår uret og synder, ødelægger kun sig selv og sin familie. Jafnah, en gren af Tha’labah, skal have de samme fordele som Tha’labah. Men godhed og synd er to forskellige ting. Tha’labahs frigivne slaver skal have samme status som dem. Deres egne stammefæller skal have samme status som dem. Ingen af dem må forlade deres område uden Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, sin tilladelse.

Ingen skade skal forblive uden gengældelse. Den, der dræber, skal betale for det med sit eget liv eller med sin familie, bortset fra den, der er blevet udsat for uret. Han skal i henhold til denne aftale have erstatning for den uret, der er begået mod ham. Jøderne skal afholde udgifterne til deres krigere. Muslimerne skal afholde udgifterne til deres krigere. De jøder og muslimer, der kæmper mod dem, som overholder denne aftale, skal hjælpe hinanden med at overvinde dem. Der skal herske velvilje, gode råd og gode gerninger blandt dem. Der må ikke være nogen syndige handlinger.

Ingen må begå uret mod sin allierede. Alle former for hjælp skal stå åben for den, der er blevet udsat for uret. Så længe jøderne er i krig, skal de afholde krigsudgifterne sammen med de troende. Medinas centrum skal være sikkert og ukrænkeligt for dem, der overholder denne aftale. Naboen skal behandles som én selv, så længe han ikke forvolder skade eller begår synd. Ingen må gives beskyttelse på et helligt sted uden dets indbyggeres tilladelse.

Når der blandt aftalens parter opstår en hændelse eller tvist, som kan føre til ulykke, skal sagen forelægges Allah og Hans Sendebud Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, til afgørelse. Allah står inde for det mest gudfrygtige og retfærdige i denne aftale. Quraysh og enhver, der hjælper Quraysh, må ikke gives beskyttelse. Medinas indbyggere skal hjælpe hinanden med at afværge enhver, der angriber Medina. Når de bliver opfordret til fred, skal de indgå fred. Og når de opfordrer deres fjender til fred, har de ret til at blive mødt med fred af de troende, bortset fra den, der fører krig på grund af religionen. Hver gruppe skal selv afholde udgifterne fra den del, der ligger nærmest den. Jøderne fra Aws, både de selv og deres frigivne slaver, skal have lige rettigheder med dem, der overholder denne aftale, og skal modtage fuld god behandling fra aftalens parter. God behandling er forskellig fra synd. Enhver, der tjener noget, tjener det for sig selv.

Allah står inde for det, der er mest sandt og gavnligt i denne aftale. Denne aftale er ikke et værn for nogen, der begår uret eller synder. Den, der forlader Medina, er i sikkerhed. Den, der bliver i Medina, er også i sikkerhed, bortset fra den, der begår uret eller synder. Allah hjælper de gudfrygtige og dem, der gør gode gerninger. Allahs Sendebud Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, hjælper de gudfrygtige og dem, der gør gode gerninger.

(Citeret fra Dr. Muhammad Hamidullah Haydarabadis »Ar-Risālat al-Khālida«. Forfatteren var professor i international ret ved Osmania Universitet i Hyderabad i Deccan.)

Det enogtredive kapitel: Oaths

Definitionen på en ed: I islamisk sharīʿahs terminologi kaldes det en ed eller qasam, når man ved at nævne Allahs navn eller en af Hans egenskaber bekræfter en sag eller beviser dens sandhed; eller når den, der aflægger eden, derved styrker sin beslutning om at udføre eller afstå fra en handling.

Der er ingen ed uden omtale af Allahs navn eller egenskaber: En ed eller qasam er ikke gyldig, medmindre Allahs navn eller en af Hans egenskaber nævnes. Eksempler er: »Ved Allah«, »ved Allahs ære«, »ved Allahs storhed eller ophøjethed«, »ved Allahs majestæt, magt, vilje og viden« osv. Tilsvarende gælder en ed ved den ædle Qurʾān eller ved en af dens sūraer eller āyāt. Allah siger i den hellige Qurʾān:

وفِي السَّمَاءِ رِزْقَكُمْ وَمَا تُوعَدُونَ فَوَرَبِّ السَّمَاءِ وَالْأَرْضِ إِنَّهُ لَحَقِّ مِثْلَ مَا أَنَّكُمْ تَنْفِقُونَ

»I himlen findes kilden til jeres forsørgelse og alt, hvad der er blevet lovet jer. Ved Herren over himlen og jorden: Dette er sandt, ligesom det er sandt, at I taler.« (Sūra adh-Dhāriyāt, vers 22–23) Allah siger endvidere:

فَلا أُقْسِمُ بِرَبِّ المفرق وَالْمَغْرِبِ إِنَّا لَقَدِرُونَ عَلَى أَنْ تَبَوَّلَ عَيْرًا مِنْهُمْ لَا وَمَا نَحْنُ بِمَسْبُوقِينَ

»Jeg sværger ved Herren over solopgangens og solnedgangens steder, at Jeg visselig er i stand til at erstatte dem med mennesker, der er bedre end dem, og Jeg er ikke ude af stand til det.« (Sūra al-Maʿārij, vers 40–41)

Ibn ʿUmar sagde: Allahs Sendebud plejede at aflægge denne ed: »Ved ham, der forandrer hjerterne.«

Abū Saʿīd al-Khudrī sagde: Når Allahs Sendebud bad med stor inderlighed, sagde han: »Ved ham, i hvis hånd Abū al-Qāsims (det vil sige Muḥammads) liv er.«

Forskellige former for eder: Hvis man aflægger ed med disse ord: »Ved Allahs dag«, »Ved Allahs liv« og »Ved din ed«, regnes det som en ed. For betydningen er: »Ved Allah« eller »Ved Allahs ret«. Hvis man siger »Ved Allah«, regnes det ifølge hanafitterne og malikitterne som en ed, fordi betydningen er: »Jeg sværger ved Allahs navn.« Ifølge shafiitterne udgør dette ikke en ed uden en hensigt. Hvis den, der aflægger eden, har til hensigt at aflægge en ed med disse ord, er det en ed; ellers er det ikke en ed. Fra Imām Aḥmad kendes der to synspunkter. Det stærkeste synspunkt er, at det er en ed. »Ved Allahs liv« regnes ifølge hanafitterne og malikitterne som en ed, fordi betydningen er: »Ved Allahs levetid og bestandighed.« Imām al-Shāfiʿī, Aḥmad og Isḥāq siger: Uden en hensigt er det ikke en ed. Med ordene »Ved din ed« og »Jeg sværger ved Allahs navn« er eden ifølge nogle jurister aflagt. Flertallet mener imidlertid, at der kun er tale om en ed, hvis man har til hensigt at aflægge en ed.

Ifølge den shafiitiske retsskole er det en ed, så snart Allahs navn nævnes; ellers er det ikke en ed, uanset om man har en hensigt eller ej. Imām Mālik, må Allah forbarme sig over ham, sagde: Hvis den, der aflægger eden, siger: »Jeg sværger ved Allahs navn«, er det en ed. Men hvis han siger: »Jeg sværger« eller »Jeg sværger ved dig«, er det uden en hensigt ikke en ed.

Hvis en person siger: »Hvis jeg gør dette, bliver det obligatorisk for mig at faste i en måned«, eller: »Hvis jeg gør dette, bliver det obligatorisk for mig at tage på pilgrimsfærd til Allahs Hus«, eller: »Hvis jeg gør dette, bliver alt, hvad der er tilladt, forbudt for mig«, eller siger: »Hvis jeg gør dette, skal alt, hvad jeg ejer, gives som almisse«, og derefter bryder eden efter at have sagt disse eller lignende ord, bliver edens bod obligatorisk. Nogle siger dog, at der ikke skal betales bod. Ifølge andre bliver det obligatorisk at udføre det, som eden angår, hvis eden brydes.

Når man aflægger en ed, der regner en selv for ikke-muslim eller uden for islam: Hvis nogen siger: »Hvis jeg gør dette, er jeg jøde eller kristen eller fri for ansvar over for Allah og Hans Sendebud«, og derefter udfører handlingen, mener Imām al-Shāfiʿī og en række andre lærde, at dette ikke er en ed, og at der heller ikke skal betales nogen bod. For i Koranen og hadith er der ikke foreskrevet andet over for den, der aflægger en sådan ed, end irettesættelse og bebrejdelse.
Abū Dāwūd og al-Nasāʾī overleverer fra Burayda, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der aflægger en sådan ed: ‘Hvis jeg gør dette, er jeg uden for islam’, hvis han har løjet, bliver han, som han har sagt; og hvis han har talt sandt, vil han aldrig kunne vende fuldstændigt tilbage til islam.« (Det vil sige: Hvis han kun havde til hensigt at skræmme og advare sig selv, bliver han ikke vantro. Men han skal straks fremsige: »Lā ilāha illā Allāh, Muḥammadur rasūlullāh«, og angre. Hvis han derimod havde til hensigt at blive vantro – Gud forbyde det – vil han blive vantro, hvis han udfører det, som eden angår.) Det er overleveret fra Thābit ibn al-Ḍaḥḥāk, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der aflægger ed ved en anden religion end islam, bliver, som han har sagt.« Ifølge de hanafitiske imamer, Aḥmad, Isḥāq, Sufyān og al-Awzāʿī er dette også en ed, og hvis den brydes, skal der betales bod.

Det er forbudt at aflægge ed ved andre end Allah: Da en ed kun er gyldig, når Allahs navn eller en af Hans egenskaber nævnes, er det haram at aflægge ed ved noget andet. For den, ved hvis navn eden aflægges, skal nødvendigvis vises den højeste ære. Men det er ikke tilladt at vise andre end Allah den højeste ære. Den, der derfor aflægger ed ved andre end Allah, såsom en profet, en wali, sin far, Kaʿbaen eller noget lignende, har ikke aflagt en gyldig ed og skal heller ikke betale bod, hvis en sådan ed brydes. Han vil imidlertid være syndig, fordi han viser andre end Allah den højeste ære.

1. Ibn ʿUmar sagde: På en rejse hørte Allahs Sendebud ʿUmar aflægge ed ved sin far. Han henvendte sig da til hele karavanen og sagde: »Hør! Allah har forbudt jer at aflægge ed ved jeres fædre. Hvis nogen vil aflægge ed, skal han kun aflægge den ved Allah, ellers skal han tie.« ʿUmar sagde: »Ved Allah, efter at have hørt dette forbud fra Allahs Sendebud har jeg aldrig mere aflagt ed ved nogen anden end Allah.«

2. Ibn Umar hørte en mand sværge ved den hellige Kaaba og sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der sværger ved andre end Allah den Ophøjede, er en afgudsdyrker.«

3. Abu Huraira beretter, at Allahs Sendebud sagde: Hvis nogen blandt jer sværger ved al-Lat og al-Uzza, skal han straks sige: »Der er ingen gud ud over Allah.« Og hvis nogen siger til en anden: »Kom, lad os spille hasard sammen«, bør han straks give almisse. (Al-Lat og al-Uzza var navnene på to afguder, som Mekkas indbyggere tilbad. I den førislamiske tid plejede de at sværge ved dem.)

4. Imam Abu Dawud har berettet: »Den, der sværger ved troskaben, er ikke en af os.« Det vil sige, han følger ikke vores lære.

5. Imam Abu Dawud og Imam an-Nasa’i har overleveret fra Abu Huraira, at Allahs Sendebud sagde: Sværg ikke ved jeres fædre eller mødre eller ved afguderne. Sværg ikke ved andre end Allah. Og sværg ikke på noget andet end sandheden.

Hvis der ikke er til hensigt at vise ærbødighed over for den, ved hvem der sværges: Det er kun forbudt at sværge ved andre end Allah, når hensigten er at vise ære og ærbødighed. Hvis det ikke er hensigten at vise ære og ærbødighed, men kun at understrege udsagnets sandhed, er det makruh. For det ligner det forbudte sværgen. Desuden kan det

give indtryk af, at der vises ære over for andre end Allah. Allahs Sendebud sagde om en beduin: »Ved mandens far, han er sandelig lykkedes.« Imam al-Bayhaqi forklarede dette med, at denne form for ed var almindelig blandt araberne og ofte blev sagt spontant uden nogen bestemt hensigt. Imam an-Nawawi støttede denne forklaring og sagde: Forklaringen er tilfredsstillende.

At sværge ved skabninger: Det var arabernes skik at lægge særlig vægt på den sætning, som en ed blev indledt med, og at rette deres opmærksomhed mod den, fordi de blev tiltrukket af udsagnet. De forstod, at talerens ed var et bevis på den særlige betydning af det, han ønskede at sige, og et symbol på udsagnets rigtighed og sandhed. Denne talemåde er også fulgt i Koranen, hvor der sværges ved mange ting. I sura Qaf, vers 1, er en af disse ting Koranen. Der siges eksempelvis: »Ved den storslåede Koran.« Der sværges også ved visse skabninger, eksempelvis: »Ved solen og dens stråleglans.« (Sura ash-Shams, vers 1). I de første to vers i sura al-Layl siges der desuden: »Ved natten, når den indhyller, og ved dagen, når den stråler.« Disse eder rummer mange dybe og ædle formål. Blandt andet henledes opmærksomheden gennem eden på visse lærerige forhold, som findes i disse ting. Mennesket opfordres til at tænke over dem, så det kan afdække den virkelige sandhed gennem dem.

Allah har svoret ved Koranen for at tilkendegive, at den virkelig er Allahs ord, og at den rummer alle midlerne til lykke og fred i denne verden og det hinsidige. Ved at sværge ved englene har Han forklaret, at de er Allahs lydige tjenere, og at de ikke er guddomme, der tilbedes. Ved at sværge ved solen, månen og stjernerne er deres mangfoldige nytte blevet fremhævet. De stadige forandringer, der finder sted i dem, beviser deres forgængelighed og viser, at de har en kunstfærdig Skaber. Derfor er det ikke passende at forsømme at vise taknemmelighed over for den store Skaber og at rette sin opmærksomhed mod Ham.

Nogle steder har Allah svoret ved vinden, bjerget Tur, pennen og himlen med stjernetegnene. Alt dette er nemlig tegn på Allah, og det er menneskets pligt at tænke over dem. Gennem disse eder ønskede Allah at fastslå sandheden om Allahs enhed, Allahs Sendebuds profetskab, menneskets genoplivelse efter døden og opstandelsens dag. Dette er islams grundlæggende troslæresætninger, som det er nødvendigt at forankre dybt i menneskets sind.

Retten til at sværge ved Allahs skabninger er forbeholdt Allah alene. For os er det ikke tilladt at sværge ved andet end Allah eller en af Hans egenskaber.
Betingelser og bestanddele ved en ed: Betingelsen for, at en ed er gyldig, er, at den, der aflægger eden, er ved sin fornufts fulde brug, er myndig, muslim, i stand til at opfylde eden og fri. Hvis nogen således aflægger en ed under tvang fra en anden, er eden ikke gyldig. Edens bestanddel er de ord, der anvendes i eden.

Den islamiske bestemmelse vedrørende eder: Den islamiske bestemmelse vedrørende eder er, at den, der aflægger en ed, skal opfylde det, han har svoret at gøre, så han kan blive fritaget for sin ed. Hvis han ikke opfylder den, er han skyldig i at bryde eden, og han skal betale soning.

Hvor mange slags eder findes der, og hvilke er de? Eder er af tre slags: 1. Meningsløse eder 2. Forsætlige eder 3. Falske eder

Meningsløse eder og bestemmelsen vedrørende dem: En meningsløs ed er en ed, som man i virkeligheden ikke har til hensigt at aflægge. Den udtales blot som en talemåde. For eksempel: »Ved Allah, du skal spise«, »Ved Allah, du skal komme«, og lignende.

De troendes moder, Aisha (må Allah være tilfreds med hende), sagde: Dette vers blev åbenbaret om de udsagn, som folk ofte kommer med, såsom: »Ved Allah, nej«, »Ved Allah, ja«, »Ved Allah, aldrig« og lignende: »Allah vil ikke holde jer til regnskab for jeres meningsløse eder« (Sura al-Baqara, vers 225). Bukhari og Muslim. Imam Malik, de hanafitiske imamer, Imam Laith og Awzai siger: En meningsløs ed er, at man sværger ved noget, idet man anser det for korrekt og sandt, hvorefter det modsatte viser sig at være sandt. Den kan også kaldes en fejlagtig ed. Der er overleveret to synspunkter fra Imam Ahmad (må Allah forbarme sig over ham), som svarer til de to ovennævnte retsskolers synspunkter.

Bestemmelsen vedrørende meningsløse eder: Denne slags ed medfører hverken soning eller noget ansvar.

Forsætlige eder og bestemmelsen vedrørende dem: En forsætlig ed er en ed, som den, der aflægger den, aflægger bevidst og med fuldt overlæg. Denne ed er et udtryk for den edaflæggendes hensigt og løfte. Den er på ingen måde meningsløs eller uden hensigt, således at den blot skulle være blevet udtalt spontant i overensstemmelse med sædvane og skik. Nogle mener, at en forsætlig ed udtrykker en beslutning om at udføre eller undlade at udføre en bestemt handling i fremtiden. Bestemmelsen vedrørende den er: Hvis eden brydes eller overtrædes, skal der uden tvivl betales soning. Bestemmelserne herom findes i de følgende to vers:

لا تَوَاعِدُكُمُ اللَّهُ بِاللَّغْوِ فِي أَيْمَالِكُمْ وَلَكِن يُوَاعِلُ كُم بِمَا كَسَبَتْ قُلُوبُكُمْ ، وَاللَّهُ غَفُورٌ حَلِيرُه

Allah vil ikke holde jer til regnskab for jeres tankeløse eder. Men Han vil holde jer til regnskab for det, jeres hjerter har besluttet. Allah er tilgivende og overbærende.” (Sura al-Baqara: vers 225)

لَا يُوَاعِدُ كُمُ اللَّهَ بِالتَّفْوِ فِي أَيْمَانِكُمْ وَلَكِن يُوَاعِدُكُمْ بِمَا عَقَد تُمُ الْأَيْمَانَ : نَكَفَّارَتَهُ الْعَامِ عَفَرَا مَسْكِينَ مِنْ أَوْسَطِ مَا تُطْعِمُونَ أَهْلِيكُمْ أَوْ كِسْوَتُهُمْ أَوْ تَحْرِيرُ رَقَبَةٍ ، فَمَنْ لَمْ يَجِدْ فَصِيَامُ ثَلْثَةِ أَيَّامٍ . ذَلِكَ كَفَّارَةِ أَيْمَانِكُمْ إِذَا

خَلَقْتُمْ، وَاحْفَظُوا أَيْمَالَكُمْ ، كُلِّ لِكَ يُبَيِّنُ اللَّهُ لَكُمْ ابْتِهِ لَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ

“Allah vil ikke holde jer til regnskab for jeres tankeløse eder. Men Han vil holde jer til regnskab for de eder, som I aflægger med vilje. Soningen for dem er at bespise ti fattige med den mellemste kvalitet af den mad, som I giver jeres familier, eller at give dem klæder, eller at frigive en slave eller slavinde. Men den, der ikke har råd til det, skal faste i tre dage. Dette er soningen for jeres eder, når I aflægger eder. Overhold jeres eder. Således gør Allah Sine åbenbaringer tydelige for jer, for at I må være taknemmelige.” (Sura al-Ma’ida: vers 89).

Den falske ed og dens bestemmelse: En falsk ed er en ed, hvorved en andens rettigheder berøves, eller hvorved man har til hensigt at begå forræderi og syndige handlinger. Den er en af de alvorlige synder. Der er ingen soning for den, for den er alvorligere end de synder, som man kan blive befriet for gennem soning. (Ifølge Imam ash-Shafi’i og én af Imam Ahmad’s opfattelser skal der dog ydes soning for den.) På arabisk kaldes den “ghamus”, det vil sige den, der nedsænker. Grunden til dette navn er, at denne ed nedsænker mennesket i Helvedes ild. Det er obligatorisk for den, der aflægger en sådan ed, at angre; og hvis den har medført, at nogens ret er blevet krænket, skal vedkommendes ret gives tilbage. Allah siger:

ولَا تَتَّخِلُوا أَيْمَانَكُمْ دَفَلا بَيْنَكُمْ فَتَزِلُ قَدَم بَعْدَ تَبَوْتِهَا وَتَل وهو السُّوءَ بِمَا مَن دَتُّمْ عَنْ سَبِيلِ اللَّهِ ج ولكمْ عَذَابٌ عَظِيره

Brug ikke jeres eder til at bedrage hinanden. Ellers vil I snuble, efter at jeres fødder har stået fast, og I vil smage straffen, fordi I har hindret folk på Allahs vej. Der venter jer en vældig straf.” (Sura an-Nahl: vers 94)

1. Imam Ahmad og Abu ash-Shaykh – måtte Allah forbarme sig over dem – beretter fra Abu Hurayra – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde: “Fem synder har ingen soning: at sætte nogen ved Allahs side, at dræbe et menneske uden gyldig grund, at fremsætte en falsk anklage mod en troende og uretmæssigt at tilegne sig en andens ejendom gennem en falsk ed.”

2. Imam al-Bukhari beretter fra Abdullah ibn Amr, at Allahs Sendebud sagde: »De største synder er at sætte nogen ved Allahs side, at være ulydig mod sine forældre, at begå selvmord og at aflægge en falsk ed.«

3. Abu Dawud beretter fra Imran ibn Husayn, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der aflægger en falsk ed, hvorved nogen tvinges til at sidde i fængsel eller på anden måde udsættes for officiel skade, bør gøre sig en plads i Helvede klar.«

Grundlaget for eden, hensigten og den sædvanlige skik: Edens juridiske grundlag er den sædvane og skik, der er udbredt i samfundet, og ikke den leksikalske betydning eller den islamiske terminologi. Hvis nogen for eksempel sværger, at han ikke vil spise kød, og derefter spiser fisk, har han ikke brudt sin ed, selv om Allah også har betegnet fisk som kød. (Se vers 14 i sura an-Nahl.) Men hvis han havde til hensigt, at fisk også skulle være omfattet af det kød, han nævnte, eller hvis fisk i hans folks almindelige sprog regnes som kød, så bryder han eden ved at spise fisk. Den, der sværger ved noget, men i sit hjerte har en anden hensigt, bedømmes efter sin hensigt og ikke efter de ord, han udtalte. Men hvis en anden får ham til at aflægge ed ved en bestemt ting, er hensigten hos den, der krævede eden, afgørende, ikke den edsaflæggendes hensigt. Ellers ville eden ikke have nogen betydning i retssager.

Imam an-Nawawi siger: En ed skal altid bedømmes efter den edsaflæggendes hensigt. Den eneste undtagelse er, når en dommer eller dennes repræsentant beder ham aflægge ed vedrørende en anklage eller et krav, der er rejst mod ham. I så fald er dommerens eller repræsentantens hensigt afgørende. Den edsaflæggendes egen hensigt, hvis den går i en anden retning, er i dette tilfælde ikke gyldig. Bortset fra dette tilfælde er den edsaflæggendes egen hensigt gyldig i alle andre tilfælde. Hvis han bryder den ed, der er aflagt efter dommerens eller dennes repræsentants hensigt, regnes han ikke for at have brudt eden, selv om det er haram at aflægge en ed med et ugyldigt formål.

Beviset for, at det altid er den edsaflæggendes hensigt, der er afgørende, bortset fra når han tvinges til at aflægge ed af en anden, er denne hadith, som Imam Abu Dawud og Ibn Majah beretter fra Suwayd ibn Hanzalah. Suwayd sagde: »Vi drog ud sammen med Wa’il ibn Hujr for at mødes med Allahs Sendebud. Undervejs greb en af Wa’ils fjender ham. Mine ledsagere tøvede med at aflægge en ed for at beskytte Wa’il. Jeg svor derfor og sagde: ‘Han er min bror.’ Så lod han Wa’il gå. Derefter kom vi til Allahs Sendebud. Jeg fortalte ham, at mine ledsagere ikke havde ønsket at aflægge ed på, at Wa’il var min bror, men at jeg havde svoret, at han var min bror. Allahs Sendebud sagde: ‘Du har talt sandt. En muslim er en muslims bror.’«

Når en anden får en person til at aflægge ed, er beviset for, at den førstes hensigt er afgørende, en hadith, som Imam Muslim, Imam Abu Dawud og at-Tirmidhi beretter fra Abu Hurayrah. Allahs Sendebud sagde: »Eden bedømmes efter hensigten hos den, der kræver eden.« Ifølge en anden overlevering: »Din ed er den, som din modpart vil tro på, når han hører dine ord.« Her er modparten den person, der krævede eden i en situation, hvor begge gjorde krav på eden.

Hvis man ved en fejl eller uden at ville det handler i strid med eden, brydes eden ikke: Den, der sværger ikke at udføre en bestemt handling, men derefter udfører den ved en fejl eller uden at ville det, er ikke skyldig i at have brudt eden. Allahs Sendebud sagde nemlig: »Allah har fritaget min ummah for fejl, det, de gør uden at ville det, og det, de tvinges til.« (Fejl: for eksempel ved en fejl at gøre noget, der normalt er syndigt, eller ved en fejl at undlade noget, der er obligatorisk. At gøre noget uden at ville det: for eksempel at gøre noget uretmæssigt eller ulovligt, fordi man anser det for tilladt eller retfærdigt, eller at undlade noget obligatorisk, fordi man anser det for upassende, eller at undlade det på grund af en undskyldning eller manglende evne. Tvang: for eksempel at begå en synd under pres fra en ondskabsfuld magt eller at blive tvunget til at udføre en ulovlig handling på grund af landets uretfærdige lov. Bemærk, at hvis man undlader at udføre den handling, man har svoret at udføre, eller udfører den handling, man har svoret ikke at udføre, har man brudt eller krænket eden. (Oversætterens anmærkning))

Det er ikke nødvendigt at overholde en ed, man aflægger under tvang: Hvis nogen tvinger en person til at aflægge ed på at udføre en bestemt handling, er det ikke nødvendigt for ham at opfylde eden, og hvis han handler i strid med den, regnes han ikke for at have brudt eden. Det første bevis herpå er den ovennævnte hadith. For det andet fratages den tvungne person sin frihed. Den, der ikke har sin frihed, har ikke pligt til at rette sig efter nogen af shariaens bestemmelser. Derfor mener Imam Ahmad, ash-Shafi’i og Malik, at eden hos den, der tvinges, slet ikke er gyldig. Imam Abu Hanifah mener derimod, at eden er gyldig, men at personen ikke er tvunget til at opfylde den.

At sige »in shā’ Allāh« ved en ed: Den, der føjer »in shā’ Allāh« (det vil sige: hvis Allah vil) til sin ed, bryder ikke eden, hvis han handler i strid med den. Ibn ʿUmar har nemlig berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der aflægger en ed og siger: ‘In shā’ Allāh’, kan ikke holdes ansvarlig for at bryde eden.« (Ahmad og Ibn Hibban; Ibn Hibban erklærede hadithen for sahih.)

Gentagelse af eden: Hvis en person gentagne gange aflægger eder om én eller flere ting og bryder dem, siger imam Abu Hanifa, Malik og ifølge én overlevering imam Ahmad, at der skal gives en separat kaffara for hver ed. Ifølge hanbalitterne er det ikke obligatorisk at give en kaffara af samme type for hver af flere eder, som en person aflægger, før han har givet kaffara. Han skal kun give én kaffara. Hvis kaffaraerne derimod er af forskellige typer, såsom zihār og en ed aflagt ved Allahs navn, skal der gives to separate kaffaraer.

Kaffara for en ed: Ordet kaffara betyder bogstaveligt et dække eller et slør, som fuldstændigt skjuler noget. I islamisk terminologi betegner det handlinger, der dækker over og udsletter visse synder på en sådan måde, at den, der har begået dem, herefter ikke længere har noget ansvar for dem, hverken i denne verden eller i det hinsidige. Kaffaraen for bevidst at bryde en ed består først og fremmest i ét af følgende tre forhold:

1. At give mad til ti fattige.
2. At give tøj til ti fattige.
3. At frigive en slave eller slavinde.

Den, der ikke er i stand til at gøre noget af disse tre ting, skal faste i tre dage. De nævnte første tre muligheder er ordnet fra det laveste til det højeste niveau. Det vil sige, at at give mad er det laveste, at give tøj det mellemste, og at frigive en slave eller slavinde det højeste. Allah siger: »Kaffaraen for den er at give ti fattige mad af den mellemste kvalitet af det, I plejer at give jeres familier, eller at give dem tøj, eller at frigive en slave eller slavinde. Men den, der ikke har mulighed for det, skal faste i tre dage. Dette er kaffaraen for jeres eder, når I aflægger eder. Vogt derfor jeres eder. Således gør Allah Sine vers tydelige for jer, for at I skal være taknemmelige.« (Sura al-Mā’ida, vers 89)

Formålet med kaffaraen: At bryde en ed betyder at forsømme og undlade at opfylde et ansvar og en pligt. Derfor er det nødvendigt at fastsætte en kaffara som erstatning for dette. Kaffaraen er:

At give mad: Shariaen har ikke fastsat madens mængde og kvalitet. Når der ikke er givet nogen bestemt anvisning om dette, skal afgørelsen træffes ud fra den gængse skik og praksis. Kaffara-maden skal derfor fastsættes efter den kvalitet og mængde, som en person normalt serverer for sin familie. Den skal hverken svare til den høje kvalitet, der serveres ved særlige højtider eller ceremonier, eller til den lave kvalitet, der undertiden serveres. Hvis det i en persons hjem er skik og vane for det meste at spise kød, grøntsager og hvedebrød, er kaffaraen ikke opfyldt ved at give mad af lavere kvalitet end dette. Man skal uddele mad af samme eller bedre kvalitet. Mad af samme kvalitet er nemlig middelmådig, og hvis man giver mad af bedre kvalitet, har man både givet middelmådig mad og noget mere. Denne middelværdi kan variere fra person til person og fra land til land.

Ifølge imam Maliks opfattelse er én mudd mad tilstrækkeligt i Medina. Han siger desuden: Hvad angår folk i lande, hvor levestandarden er anderledes end vores, mener jeg, at middelkvaliteten skal fastsættes ud fra levestandarden i deres eget land. Allah har nemlig sagt: »Giv mad af middelkvalitet blandt den mad, I giver jeres familier.« Imam Abu Dawud og hans disciples opfattelse er den samme. De øvrige fuqaha, bortset fra imam Abu Hanifa, har stillet som betingelse, at de ti miskiner skal være blandt muslimerne. Ifølge imam Abu Hanifa er det også tilladt at give til fattige dhimmier (ikke-muslimske borgere, der bor i et muslimsk land). Ifølge ham tæller det som at bespise ti miskiner, hvis man bespiser én miskin i ti dage. Andre siger, at det i så fald kun tæller som at bespise én miskin.

Det skal bemærkes, at soning ved at give mad kun gælder for dem, der har økonomisk mulighed for det. Med denne mulighed menes, at man efter at have dækket de nødvendige udgifter for sig selv og sin familie er i stand til at give denne mængde mad af det, der er til overs. Nogle lærde har fastsat det overskydende beløb til halvtreds dirham, mens andre har fastsat det til tyve dirham. Den første opfattelse tilskrives Qatadah, og den anden Ibrāhīm al-Nakhaʿī.

Beklædning: Det er tilstrækkeligt som soning at give den slags tøj, som mennesker normalt bruger som beklædning, og som betegnes som tøj. Den laveste standard er det, som fattige mennesker sædvanligvis bærer. For i verset er kravet om middel kvalitet kun fastsat for maden; der er ikke fastsat et krav om middel kvalitet for beklædningen. Det er også tilstrækkeligt at give tøj af den kvalitet, som den, der yder soningen, normalt giver til sin familie. Ifølge imam Mālik og imam Aḥmad skal hver fattig have tøj, hvormed vedkommende kan udføre bønnen korrekt: for en mand i overensstemmelse med mænds beklædning og for en kvinde i overensstemmelse med kvinders beklædning.
Frigivelse af en slave: Det betyder at frigive en slave, mand eller kvinde, fra slaveriet, uanset om vedkommende er muslim eller ikke-muslim. For i verset nævnes der ikke noget krav om, at vedkommende skal være muslim. Dette er opfattelsen hos imam Abū Ḥanīfah, Abū Thawr og Ibn al-Mundhir. Ifølge de øvrige jurister er det imidlertid et krav, at vedkommende er muslim. Efter deres opfattelse skal den samme regel anvendes ved denne soning som ved soning for drab, hvor der er fastsat et krav om at frigive en muslimsk slave, mand eller kvinde (ifølge vers 92 i Sūrat al-Nisāʾ).

Faste, hvis man ikke har økonomisk mulighed: Den, som ikke har økonomisk mulighed for at udføre nogen af disse tre handlinger, skal faste i tre dage. Hvis han ikke er i stand til at faste på grund af sygdom, skal han faste, når han er blevet rask. Hvis han ikke genvinder evnen til at faste, er Guds tilgivelse tilstrækkelig for ham.

Det er ikke et krav, at denne faste som soning holdes sammenhængende. Man kan derfor faste dagene i træk eller med mellemrum. Det krav om sammenhængende faste, som hanafitterne og hanbalitterne har opstillet, er ikke korrekt.

At betale værdien af mad og beklædning: Ifølge imam al-Shāfiʿī, Aḥmad og Mālik opfyldes soningen ikke ved at betale værdien af maden og beklædningen. Ifølge imam Abū Ḥanīfah opfyldes den.

At yde soningen før og efter edsbruddet: Juristerne er enige om, at soningen ikke bliver obligatorisk, før eden er brudt. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt den må ydes på forhånd. Ifølge flertallet af juristerne er det tilladt at yde soningen på forhånd, før eden brydes, ligesom det er tilladt at udskyde den efter edsbruddet. Det er overleveret i Muslim, Abū Dāwūd og al-Tirmidhī: »Den, der aflægger en ed og senere indser, at det er bedre at gøre noget andet end det, han svor at gøre, skal yde soningen for sin ed og gøre det, han finder bedst.«
Denne hadith viser, at det er tilladt at yde soningen, før eden brydes.

Når man har ydet soningen, før eden brydes, regnes det derfor ikke som begyndelsen på en syndig handling at begynde at bryde eden. For den på forhånd ydede soning har gjort det tilladt at gøre det, som man havde svoret at gøre. Imam Muslim har også overleveret, at Profeten ﷺ sagde: »Den, der aflægger en ed på at gøre noget og senere ser, at en anden handling er bedre, skal gøre den og yde soningen for sin ed.«
De jurister, som mener, at det er tilladt at yde soningen på forhånd, begrunder det med, at den, der bryder eden uden først at have ydet soningen, påbegynder en syndig handling. Han kan imidlertid dø, før han når at yde soningen. Dette er måske grunden til, at Allahs Sendebud tillod, at soningen blev ydet på forhånd.

Imam Abū Ḥanīfah siger derimod, at eftersom årsagen til soningens pligt ikke indtræffer, før eden brydes, er soningen ikke gyldig før efter edsbruddet. Han fortolker Allahs Sendebuds ﷺ ord: »Han skal yde soningen for sin ed og gøre det, der er bedst« således: Det vil sige, at han skal have til hensigt at yde soningen. På samme måde står der i vers 98 i Sūrat al-Naḥl: »Når du reciterer Koranen, skal du søge tilflugt hos Gud mod den forbandede Satan.« Her betyder »når du reciterer Koranen«: »når du har til hensigt at recitere Koranen«. Under alle omstændigheder er flertallet af juristers opfattelse den stærkeste: Soning kan altså ydes på forhånd.

Det er tilladt at bryde en ed af hensyn til et større gode: Grundlæggende er det den edsvornes pligt at opfylde sin ed. Men det er også tilladt ikke at opfylde eden af hensyn til et større gode. Allah siger: »Brug ikke Allahs navn som en undskyldning.« (Sura al-Baqara, vers 224)

Det vil sige: Gør ikke eden i Allahs navn til en hindring for gode gerninger, gudsfrygt og forsoning mellem mennesker.

وَلَا تَجْعَلُوا اللَّهَ عُرْضَةٌ لِإِيمَالِكُمْ أَن تَبَرُوا وَتَتَّقُوا وَتَصْلِحُوا بَيْنَ النَّاسِ مَا وَاللهُ سَمِيعٌ عَلِيمٌه

at sværge, at I vil afholde jer fra gode gerninger, gudsfrygt og forsoning mellem mennesker

siger Allah i vers 2 i Sura at-Tahrim:

قد فرَضَ اللَّهُ لَكُمْ تَحِلَّةَ أَيْمَالِكُمْ

»Allah har fastsat en ordning, hvorved I kan frigøre jer fra jeres eder.« Det vil sige, at Allah i shariaen har fastsat en ordning, hvorved man kan frigøre sig fra sin ed ved at yde kaffara.

Imam Ahmad samt al-Bukhari og Muslim beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når du sværger en ed om at gøre noget og derefter mener, at der ligger et større gode i noget andet end dette, så gør det, der er mest gavnligt, og yd kaffara for din ed.«

Inddeling af eder efter det, som eden aflægges ved: Efter det, som eden aflægges ved, er eder af fem slags.

1. En ed på at udføre en fard- eller wajib-handling og afholde sig fra en haram-handling. Det er haram at bryde en sådan ed, for derved styrkes netop de handlinger, som Allah har påbudt sine tjenere, eller som Han har forbudt dem.

2. En ed på at undlade en fard- eller wajib-handling og udføre en haram-handling. Det er wajib at bryde en sådan ed, for den fører til synd. Sammen med edsbruddet er det også wajib at yde kaffara.

3. En ed på at udføre en tilladt handling. Det er makruh at bryde en sådan ed, og det er mustahabb at opfylde eden.

4. En ed på at undlade en mustahabb-handling og udføre en makruh-handling. I dette tilfælde er det mustahabb at bryde eden, makruh at fortsætte med at overholde den, og wajib at yde kaffara.

5. En ed på at udføre en mustahabb-handling eller undlade en makruh-handling. Dette regnes som en tilbedelseshandling. Det er mustahabb at opfylde denne ed og makruh at bryde den.

Det toogtredivte kapitel: Nadhr

Definition: Nadhr eller mannat er at gøre en god og ædel handling, som i udgangspunktet ikke er obligatorisk ifølge shariaen, obligatorisk for sig selv. Dette kan gøres gennem en erklæring, der udtrykker et løfte, såsom: »Det er obligatorisk for mig for Allahs skyld at give så og så mange penge i sadaqa.« Eller: »Hvis Allah helbreder min pågældende patient, er det obligatorisk for mig at faste i tre dage«, og lignende.

Et løfte er kun gyldigt, hvis det afgives af en fri, myndig og mentalt rask person, også selv om vedkommende er vantro.”

Løftet er en gammel form for tilbedelse: Allah den Ophøjede har nævnt i Koranen, at Maryams mor aflagde et løfte angående barnet i hendes livmoder og sagde:

إِذْ قَالَتِ امرات عمران رَبِّ إِنِّي لَدَرْتُ لَكَ مَا فِي بَطْنِي مُصَرِّرًا فَتَقَبَّلْ مِنِّي ، إِنَّكَ الهَ السميع العليمة

Husk, da Imrans hustru sagde: »Min Herre, det, der er i min livmoder, vier jeg udelukkende til Dig. Tag det derfor imod fra mig; Du er Den Hørende, Den Alvidende.« (Āl ʿImrān: vers 35) Og Allah befalede Maryam således:

فَإِمَّا تَرَينَ مِنَ الْبَقَر أَحَدًا لا تَقُوْلَى إِلى تدري لِلرَّحْمَنِ مَوْمًا عَلَى أَكَلَّمَ الْيَوْمَ الْسِيَّانِ

Hvis du ser et menneske, skal du sige: »Jeg har aflagt et løfte til Den Barmhjertige om at tie. Derfor vil jeg i dag ikke tale med noget menneske overhovedet.

Løfter i den førislamiske uvidenhedsperiode: De mennesker, der levede i den førislamiske uvidenhedsperiode, aflagde forskellige løfter til deres guder og gudinder. Allah har omtalt dem i vers 136 i sura Al-Anʿām. Formålet med disse løfter var at opnå nærhed til disse guder og gudinder, få dem til at gå i forbøn hos Allah og gennem dem opnå nærhed til Allah. Allah siger:

وَجَعَلُوا لِلَّهِ مِمَّا ذَرَا مِنَ الْحَرِيفِ وَالْأَنْعَامِ نَصِيبًا فَقَالُوا مَلَا لِلَّهِ بِزَعْبِهِمْ وَعَلَا لِمُرَكَاتِنَا ، فَمَا كَانَ لهُوَ كَالِهِمْ فَلَا يَصِلُ إِلَى اللَّهِ وَمَا كَانَ لِلَّهِ تَمَوَ يَصِلُ إِلَى هُوَ كَالِهِمْ مَا سَاءَ مَا يَسْكُمُوْنَ

Og de bestemmer en del af den afgrøde og det kvæg, som Allah har skabt, til Allah og siger efter deres egne forestillinger: »Dette er Allahs andel, og dette er vores guders andel.«

Men den del, der er bestemt til deres guder, når ikke frem til Allah, mens den del, der er bestemt til Allah, når frem til deres guder. Hvor usle er de afgørelser, de træffer!

Løftet er tilladt i islam: Koranen og sunnaen beviser, at løftet er foreskrevet i sharia. Allah den Ophøjede siger i Den Ædle Koran:قْتُرُ مِنْ تَفَقَةٍ أَوْلَدَرْتُمْ مِنْ بَدْرٍ فَإِنَّ اللَّهَ يَعْلَهُ»Hvad I end giver ud, og hvad I end aflægger af løfter, ved Allah det.« (Sura al-Baqara, vers 270)

Allah siger også:

تر ليقضوا تفتهم وليونوا لدورهم وليطوامُوا بِالْبَيْتِ العتيق

»Derefter skal de fjerne deres urenhed, opfylde deres løfter og gå rundt om Det Gamle Hus.« (Sura al-Hajj, vers 29)

Allah siger også:يولون بالنذر ويخافون يوما كان هره مستطيران»De opfylder deres løfter og frygter en dag, hvis ulykke vil være vidtrækkende.« (Sura ad-Dahr, vers 7)

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der aflægger et løfte om at adlyde Allah, bør adlyde Allah. Og den, der aflægger et løfte om ulydighed mod Allah, bør ikke være ulydig mod Allah.« (Bukhari og Muslim, fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende).

Selv om islam har gjort løftet tilladt, bryder den sig ikke om det. Det er overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at aflægge løfter og sagde: »Et løfte bringer ingen gavn. Det er blot en måde at finde en vej ud af nærighed på.« (Al-Bukhari og Muslim).

Hvornår et løfte er gyldigt, og hvornår det er ugyldigt: Når et løfte afgives med det formål at opnå nærhed til Allah, er det gyldigt og bindende, og det er obligatorisk at opfylde det. Men når løftet går ud på at begå ulydighed mod Allah og syndige handlinger, er det ikke gyldigt, såsom at aflægge løfte ved en grav, at aflægge løfte til fordel for syndige mennesker, at drikke alkohol, begå drab, forsømme bønnen eller skade sine forældre og lignende. Hvis man aflægger et sådant løfte, er det ikke blot ikke obligatorisk at opfylde det; det er tværtimod forbudt, og man skal heller ikke betale nogen soning for det. For et sådant løfte er slet ikke gyldigt. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Der er intet løfte i forbindelse med en syndig handling.« (Muslim, overleveret fra Imran ibn Husayn).

Ifølge flertallet af juristerne, herunder de shafiitiske og malikitiske jurister, er soning obligatorisk, så den, der aflægger løftet, bliver advaret. Imam Abu Hanifa og imam Ahmad mener, at der ikke kræves nogen soning.

Det tilladte løfte: Som jeg allerede har nævnt, er et løfte gyldigt, når det vedrører en tilbedelseshandling, der kan bringe én nærmere Allah, mens et løfte om en syndig handling ikke er gyldigt. Et eksempel på et tilladt løfte er: »Det er blevet obligatorisk eller bindende for mig over for Allah at køre med dette tog eller iføre mig dette tøj.« Ifølge flertallet af de lærde er dette slet ikke et løfte, og der skal derfor ikke betales nogen soning.

Imam Ahmad har overleveret: Mens Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt en prædiken, så han en beduin stå i solen. Han sagde: »Hvad er der sket med dig?« Han svarede: »Jeg har aflagt løfte om at stå i solen, indtil Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er færdig med sin prædiken.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Dette er ikke et løfte. Man kan kun aflægge løfte om en handling, hvorved Allahs tilfredshed kan opnås.«
Imam Ahmad (må Allah være barmhjertig mod ham) siger: Et sådant løfte er også bindende. Den, der har aflagt løftet, kan dog vælge enten at opfylde det eller lade være. Hvis han ikke opfylder det, er det obligatorisk at betale soning. Forfatteren af værket »Rawdat an-Nadiyya« har foretrukket denne opfattelse og sagt, at et løfte om en tilladt ting også fortjener at blive kaldt et løfte, og at det ligesom alle andre løfter er obligatorisk at opfylde. Denne opfattelse støttes af den hadith, som Abu Dawud har overleveret: En kvinde sagde: »Allahs Sendebud, jeg har aflagt løfte om at slå på en tromme over dit hoved, hvis du vender uskadt tilbage fra krigen.« Han sagde til kvinden: »Opfyld dit løfte.« Hvis det at slå på en tromme ikke er tilladt, må det nødvendigvis være forkasteligt eller endnu værre. Det er under ingen omstændigheder en tilbedelseshandling. Hvis det er tilladt, beviser denne hadith, at det er obligatorisk at opfylde et løfte om en tilladt handling. Og hvis det er forkasteligt, følger det endnu klarere af befalingen om at opfylde et løfte om en forkastelig handling, at det er obligatorisk at opfylde et løfte om en tilladt handling.

Betingede og ubetingede løfter: Et løfte kan være betinget, men det kan også være ubetinget. Et betinget løfte afgives, når noget glædeligt indtræffer, eller når en ulykke opstår, og mennesket bliver ivrigt efter at opnå nærhed til Allah og blive reddet fra ulykken. For eksempel siger man: »Hvis Allah helbreder min syge, vil jeg bespise tre fattige«, eller: »Hvis Allah opfylder dette ønske for mig, vil jeg udføre denne gode handling.« I et sådant tilfælde er det løfte eller den forpligtelse, man har afgivet, obligatorisk at opfylde, hvis ønsket går i opfyldelse.

Et ubetinget løfte er at love at gøre noget uden at knytte det til nogen betingelse. Man siger for eksempel

at jeg har aflagt løfte om at bede to rakʿah for Allah.« I dette tilfælde er det obligatorisk at opfylde det, man har lovet. For det falder ind under Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udsagn: »Den, der aflægger løfte om at adlyde Allah, skal adlyde Allah.

Løfter i de dødes navne: I de hanafitiske juristers bøger står der: De løfter, som uvidende mennesker almindeligvis aflægger i døde personers navne, og hvorved de ønsker at tilfredsstille de ærede awliyaer ved at give kontante penge, stearinlys, parfumevarer og lignende ved deres mausoleer, er ifølge enstemmig opfattelse ugyldige og haram. Et eksempel på et løfte aflagt i disse afdøde awliyaers navne er følgende: »O min herre, den og den! Hvis jeg får den og den tabte ting tilbage, eller hvis det og det formål lykkes for mig, vil jeg aflægge et løfte i dit navn om at give så og så mange kontante penge, fødevarer, stearinlys eller parfumevarer.« Der er tre grunde til, at denne type løfte er haram:

1. Her aflægges et løfte i skabningens navn. Det er imidlertid ikke tilladt at aflægge løfter i skabningens navn, for et løfte er en tilbedelseshandling, og ingen andre end Allah har ret til at modtage tilbedelse.

2. Den, som løftet er aflagt i navnet på, er død. En afdød person har ingen ejendomsret.

3. Hvis den, der aflægger løftet, tror, at en afdød person har evne til at udføre noget uafhængigt af Allah, er denne tro åbenlys kufr. Man bør søge tilflugt hos Allah fra den. Hvis nogen derimod siger: »O Allah! Hvis Du helbreder den og den af mine syge, bringer den og den mistede ting tilbage eller lader det og det formål lykkes for mig, aflægger jeg et løfte i Dit navn om at bespise de fattige, der opholder sig nær den og den wali’s mausoleum, eller om at købe tæpper eller måtter til den og den moské, betale udgifterne til belysning dér eller give penge til dem, der tager sig af moskéens tjeneste«, så er dette tilladt, fordi det gavner de fattige. Her aflægges løftet nemlig udelukkende for Allahs skyld. Waliens eller moskéens navn nævnes kun, fordi de personer, som har ret til de midler, der er omfattet af løftet, er beskæftiget med at betjene og vedligeholde den pågældende institution. Det er ikke tilladt at bruge de penge eller genstande, der er omfattet af løftet, på velhavende personer eller på fornemme, højtstående eller lærde personer, som ikke er fattige. Ifølge shariaen er det ikke foreskrevet at bruge sådanne midler på rige mennesker.

At aflægge løfte om tilbedelse på et bestemt sted: Hvis nogen aflægger løfte om at udføre bøn, faste, recitere Koranen eller foretage iʿtikaf på et bestemt sted, skal man undersøge, om dette sted ifølge shariaen har en særlig rang eller egenskab, såsom bøn i de tre vigtigste hellige moskéer (Masjid al-Haram, Profetens Moské og Masjid al-Aqsa). Hvis stedet har en sådan særlig rang eller egenskab, er det obligatorisk at opfylde løftet. Ellers er det ikke obligatorisk.

Ifølge den shafiitiske madhhab er en person, som aflægger løfte om at give almisse til indbyggerne i en bestemt by, forpligtet til at opfylde løftet i den pågældende by. Hvis han aflægger løfte om at faste i en bestemt by, er han ganske vist forpligtet til at faste som et middel til at nærme sig Allah, men det er ikke obligatorisk at gøre netop denne by til fastested. Han kan faste ethvert andet sted. Hvis han aflægger løfte om at bede i en bestemt by, er han heller ikke bundet til netop denne by. Han kan bede et andet sted, for der er ingen forskel på bønnen alt efter sted. Men hvis nogen aflægger løfte om at bede i én af de tre moskéer, Masjid al-Haram, Profetens Moské eller Masjid al-Aqsa, bliver det på grund af disse moskéers store rang obligatorisk at bede i den moské, som løftet gælder. Hvis løftet gælder Masjid al-Haram, er løftet dog opfyldt, hvis han beder et hvilket som helst sted inden for hele al-Haram-området. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Man må ikke rejse med det formål at besøge noget helligt sted ud over tre moskéer: Masjid al-Haram, denne min moské og Masjid al-Aqsa.«

Shafiiternes bevis for at fastlægge stedet for et løfte om almisse er en overlevering fra ʿAmr ibn Shuʿayb: En kvinde kom til Allahs Sendebud ﷺ og sagde: »Allahs Sendebud! Jeg har aflagt løfte om at slagte et dyr på det sted, hvor folk i uvidenhedstiden plejede at slagte deres husdyr.« Allahs Sendebud ﷺ spurgte: »I en afguds navn?« Kvinden svarede: »Nej.« Han spurgte igen: »For en guddoms skyld?« Kvinden svarede: »Nej.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så opfyld uden tøven dit løfte.«

De hanafitiske jurister har sagt: Hvis en person aflægger løfte om at udføre en bøn på to rakʿah på et bestemt sted eller om at fordele almisse blandt de fattige i en bestemt by, er det ifølge imam Abu Hanifa og hans to disciples opfattelse tilladt at opfylde løftet et andet sted end det angivne sted. Formålet med løftet er nemlig at nærme sig Allah, og et bestemt sted har ingen betydning for at opnå denne nærhed. Hvis nogen aflægger løfte om at udføre en bøn på to rakʿah i Masjid al-Haram og derefter beder et sted med lavere rang end denne moské eller et helt uden særlig rang, er løftet ifølge dem alligevel opfyldt. Det egentlige formål er nemlig at nærme sig Allah, og dette kan opnås ethvert sted.

At aflægge et løfte i en bestemt from persons navn: Hvis en person på grund af en bestemt ædel persons fattigdom og behov i dennes levetid aflægger et løfte om at give ham almisse, er dette løfte gyldigt. Det regnes som en handling til gavn for andre og til tjeneste for samfundet, hvilket islam har opfordret til. Men hvis personen er død, og den, der aflægger løftet, har til hensigt at søge hjælp hos den afdøde og få sine behov opfyldt gennem ham, er det et syndigt løfte, som det ikke er tilladt at opfylde.

Hvis man aflægger et løfte om faste, men ikke er i stand til at opfylde det: Hvis en person aflægger et lovligt løfte om at faste, men ikke er i stand til at opfylde det på grund af meget høj alder eller en sygdom, som der ikke er håb om helbredelse fra, er det tilladt for ham ikke at faste og i stedet yde soningen for en ed eller bespise en fattig for hver fastedag. Nogle har sagt, at det som en forsigtighedsforanstaltning er nødvendigt både at yde soningen og at bespise en fattig.
Ed om at give sin formue i almisse: Hvis en person sværger at give hele sin formue i almisse eller siger: »Min formue er viet til Allahs vej«, regnes han for at have svoret at give størstedelen af sin formue bort, og det er obligatorisk for ham at yde soningen for eden. Dette er også Imam al-Shafi’is syn. Ifølge Imam Malik skal han give en tredjedel af sin formue bort. Imam Abu Hanifa siger: Han skal give alt det bort, som zakat påhviler, med undtagelse af den formue, som der ikke påhviler zakat, såsom jord og husdyr.

Soningen for et løfte: Når den, der har aflagt et løfte, ikke er i stand til at opfylde det eller trækker løftet tilbage, påhviler soningen for en ed ham. Uqba ibn Amir, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når soningen for et løfte ikke er fastsat, er soningen for en ed soningen for løftet.« (Ibn Majah, al-Tirmidhi; ifølge al-Tirmidhi er dette en autentisk hadith).

Hvis man dør, før man har opfyldt løftet om at faste

Ibn Majah beretter, at en kvinde spurgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Min mor havde aflagt et løfte om at faste nogle dage, men hun døde, før hun nåede at opfylde det.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hendes arving bør faste på hendes vegne.«

Det treogtredive kapitel: Handel

At drage ud for at søge sin levevej tidligt om morgenen: Imam al-Tirmidhi beretter fra Sakhr al-Ghamidi, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Åh Allah, velsign min ummah i dens bestræbelser på at tjene sin levevej tidligt om morgenen.« Når han sendte en lille eller stor hærstyrke et sted hen, sendte han den altid i dagens første del. Sakhr var købmand. Når han sendte en handelskaravane et sted hen, sendte han den i dagens første del. Som følge heraf blev han velhavende og erhvervede en stor formue.

At tjene på halal vis: Det berettes fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah elsker at se Sin tjener beskæftiget med at tjene halal-formue.« (al-Tabarani og al-Daylami).

Det er berettet fra Mālik ibn Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Det er obligatorisk for enhver muslim at tjene halal-indkomst. (At-Tabarānī).

Det er berettet fra Rāfiʿ ibn Khadīj, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, blev spurgt: »O Allahs Sendebud, hvilken indtjening er den reneste?« Han svarede: »Det, som et menneske tjener med sine egne hænder, og enhver ærlig handel.« (Aḥmad, al-Bazzār, at-Tabarānī). (Det vil sige en handel, der er fri for haram og bedrag. Landbrug, handel og håndværk er de vigtigste indtægtskilder. Blandt disse er det, man udfører med egne hænder, samt den formue, der erhverves som krigsbytte gennem jihad, den reneste og mest velsignede. Nogle mener også, at handel og købmandskab er den reneste og mest velsignede måde at tjene på.)

Det er obligatorisk at kende shariaens bestemmelser om køb og salg: Enhver, der beskæftiger sig med at tjene til livets ophold, har pligt til at vide, hvordan indtjening og erhvervelse af levebrød bliver korrekte og halal, og hvordan de bliver haram og mangelfulde, så hans transaktioner bliver korrekte, og hans indtægter og udgifter fri for fejl. Det er berettet, at ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, gik rundt på markedet, slog nogle af de handlende med en pisk og sagde: »Ingen må købe eller sælge på vores marked, medmindre han kender shariaens bestemmelser. For den, der ikke kender shariaens bestemmelser, vil spise rente, hvad enten han gør det med vilje eller uvilkårligt.

I dag indser mange muslimer ikke behovet for at kende reglerne for transaktioner og forsømmer dette område. De er kun ivrige efter at opnå større fortjeneste og øge deres indkomst og bekymrer sig ikke om haram-indtjening. Dette er en alvorlig uret. Enhver handlendes pligt er at afholde sig fra denne uretfærdige handling, skelne mellem halal og haram, holde sin indtjening lovlig og halal og så vidt muligt også undgå tvivlsomme transaktioner. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det er en pligt for enhver muslimsk mand og kvinde at tilegne sig viden om islam.« Den, der ønsker at spise halal-mad, tjene halal-formue og opnå menneskers tillid samt Allahs tilfredshed, bør derfor være omhyggelig i denne sag.

Det er berettet fra Nuʿmān ibn Bashīr, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Halal er tydeligt beskrevet, og haram er også tydeligt beskrevet. Mellem disse to findes der nogle tvivlsomme ting. (Det er ting, om hvilke shariaen har beviser både for og imod, og hvor der er uenighed blandt de retslærde.) Den, der afholder sig fra tvivlsomme ting for at undgå synd, vil med større sikkerhed være beskyttet mod det tydelige haram. Den, der derimod dristigt begår tvivlsomme synder, risikerer at falde i tydelig synd. Syndige handlinger er Allahs beskyttede græsgang. Den, der færdes nær denne græsgang, risikerer at træde ind i den.« (Al-Bukhārī og Muslim).

Definitionen på handel: Sprogligt betyder handel udveksling, uanset hvilken form den har. I shariaens terminologi betyder det, at man med begge parters samtykke udveksler én vare med en anden eller på en sharia-kompatibel måde overdrager formue til gengæld for noget.

Handelens status i shariaen: At handel er tilladt ifølge shariaen, er fastslået gennem Koranen, sunnaen og ijmāʿ (hele det muslimske samfunds enstemmige opfattelse). I Koranens sura al-Baqara, vers 275, siger Allah:وَأَمَلَ اللَّهُ الْبَيْعَ وَمَرَّاً الرَّبوا Allah har gjort handel tilladt og rente forbudt.

Og Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den bedste indtjening er den, der kommer gennem menneskets arbejde, og gennem enhver ærlig handel (fri for forfalskning og bedrag).

Fra Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, levede, og frem til vor tid har hele den muslimske nation haft fuldstændig enighed om handelens lovlighed.

Begrundelsen for handelens lovlighed: Den Almægtige Allah har gjort handel, det vil sige køb og salg, lovlig til gavn for sine tjenere. Ethvert menneske har behov for blandt andet mad og tøj. Så længe mennesket lever, er disse ting helt uundværlige for dets livsopholdelse. Det er ikke muligt for et menneske alene at oplagre tilstrækkelige mængder af alle disse nødvendige ting til sig selv. Det er nemlig nødt til at skaffe disse ting fra andre. Derfor findes der ingen mere fuldkommen ordning end byttehandel. Til gengæld for at modtage de ting, som det har brug for, fra en anden, giver det denne person de ting, det selv har, men ikke har brug for. Dette er byttehandelens metode, og dette er handelens grundidé.

Virkningen af en lovligt gennemført handel: Når handelens kontrakt, dens grundelementer og dens betingelser er opfyldt, er sælgeren forpligtet til at overdrage ejendomsretten til varen til køberen, og køberen er forpligtet til at overdrage ejendomsretten til betalingen til sælgeren. Samtidig bliver enhver form for lovlig anvendelse af den ting, hvis ejendomsret er blevet overdraget til henholdsvis køberen og sælgeren, tilladt for dem.

Handelens grundelementer: Handel gennemføres ved ijab (tilbud) og kabul (samtykke eller accept). Ved køb og salg af småting er ijab og kabul ikke nødvendige. Den direkte udveksling af varen og betalingen er tilstrækkelig. Den sædvane og praksis, der er almindeligt udbredt og velkendt i samfundet, fungerer i dette tilfælde som afgørende regel. Der er ikke noget krav om at bruge bestemte ord ved ijab og kabul. For ved kontrakter er begge parters hensigt det afgørende, ikke ordene. (Handel hører under menneskers indbyrdes transaktioner, og oprigtigt samtykke er dens grundlag. Hvis dette samtykke forbliver skjult og uudtrykt, kan den anden part ikke kende det. Derfor anerkender sharia ord eller sætninger, som udtrykker samtykke i hjertet, som symbol på samtykke og har erklæret, at shariaens regler afhænger heraf. Ijab er det først fremsatte tilbud fra en af de to parter, køberen eller sælgeren. Kabul er den efterfølgende udtalelse eller reaktion, som den anden part fremsætter som svar på tilbuddet. Den, der fremsætter tilbuddet, eller den, der afgiver ijab, kan være enten køberen eller sælgeren. Tilsvarende kan den, der afgiver kabul, være hvilken som helst af parterne.) Køb og salg gennemføres også ved ethvert ord eller enhver formulering, der udtrykker samtykke til en transaktion eller udveksling, udtrykker en samtykkende holdning mellem begge parter eller fremviser eller udtaler et tegn, der betyder overdragelse af ejendomsret. Sælgeren kan for eksempel sige: »Jeg har solgt«, »Jeg har overdraget«, »Jeg har overdraget ejendomsretten«, »Dette er dit« eller »Betal«. Køberen kan sige: »Jeg har købt«, »Jeg har accepteret«, »Jeg har samtykket« eller »Tag betalingen«.

Betingelserne for ijab og kabul: Ijab og kabul er midlerne til at indgå en kontrakt. Ijab og kabul er kun gyldige, når tre betingelser er opfyldt:

For det første skal begge parter kommunikere med hinanden, mens de befinder sig i samme møde, uden en skadelig afbrydelse.

For det andet skal parternes ijab og kabul stemme overens med hensyn til den vare og den pris, som begge parter skal være enige om. Hvis de ikke stemmer overens, er køb og salg ikke lovligt. Hvis sælgeren således siger: »Jeg har solgt dig dette stykke stof for fem pund«, og køberen siger: »Jeg er villig til at købe det for fire pund«, er salget mellem de to parter ikke gennemført. Det skyldes, at ijab og kabul ikke stemmer overens. For det tredje skal ijab og kabul gennemføres med sætninger i datid. Sælgeren skal for eksempel sige: »Jeg har solgt«, og køberen skal sige: »Jeg har accepteret«. Hvis ijab og kabul formuleres med ord i fremtid, betragtes det ifølge sharia som et løfte om køb og salg, ikke som en købskontrakt.

Indgåelse af købskontrakt skriftligt: Ligesom køb og salg gennemføres ved mundtligt ijab og kabul, kan det også gennemføres ved skriftligt at fremsætte et tilbud og acceptere det. Betingelsen for at gennemføre køb og salg skriftligt er dog, at den ene part befinder sig langt fra den anden, eller at den person, der indgår kontrakten skriftligt, ikke er i stand til at tale, fordi vedkommende er stum. Hvis køberen og sælgeren begge befinder sig i samme møde, og der ikke er nogen hindring eller gyldig undskyldning for, at de taler med hinanden, gennemføres køb og salg ikke ved skriftligt ijab og kabul. Det skyldes, at skrift ikke er et alternativ til eller ligestillet med tale. Tale er det mest tydelige og klare middel. Hvis der imidlertid er en gyldig grund til at benytte en alternativ kommunikationsform, kan ijab og kabul afgives skriftligt. Betingelsen er i så fald, at den person, som det skriftlige tilbud er rettet til, accepterer det, mens vedkommende stadig befinder sig på det sted, hvor brevet blev læst.

Indgåelse af en aftale gennem en repræsentant: Ligesom køb og salg kan gennemføres gennem en samtale eller et brev, kan det også gennemføres gennem en repræsentant, der er sendt af den ene af de to parter. Betingelsen er dog, at den, som repræsentanten er blevet sendt til, accepterer umiddelbart efter at have modtaget meddelelsen. Så snart tilbuddet accepteres i et af disse to tilfælde, er køb og salg gennemført, uanset om den, der fremsatte tilbuddet, får kendskab til accepten eller ej.
Køb og salg foretaget af en stum: En stum kan gennemføre køb og salg gennem de velkendte tegn, hvormed stumme udtrykker deres tanker, præcis som det gennemføres med mundtlige ord. Hvis den stumme kan skrive, kan han dog gennemføre køb og salg skriftligt i stedet for ved tegn. Selvom nogle jurister har stillet som betingelse for, at ijab og kabul er gyldige, at bestemte ord anvendes, findes der ingen beviser herfor i Koranen og sunnaen.

Betingelser for, at handel er gyldig: Køb og salg, eller handel, har visse betingelser. For at handelen kan være korrekt og lovlig, er det nødvendigt at opfylde disse betingelser. Nogle af disse betingelser vedrører køberen og sælgeren, mens andre vedrører varen eller prisen.
Prisen: Hvis den går tabt eller ødelægges, annulleres købsaftalen ikke. Det er også tilladt at ændre den før overdragelsen.
Varen: Hvis den ødelægges, annulleres købsaftalen ikke, og retten til den bortfalder ikke. Hvis den er behæftet med en mangel, bliver købet ugyldigt. Det er ikke tilladt at ændre den.

Betingelser for køber og sælger: Betingelsen for at være køber eller sælger er at være myndig og ved sine fulde fem. Derfor er køb og salg eller indgåelse af handelsrelaterede aftaler foretaget af en sindssyg, beruset eller mindreårig ikke gyldig. En sindssyg, der undertiden er ved sine fulde fem og undertiden er mentalt syg, indgår gyldige aftaler i sin raske tilstand og ugyldige aftaler i sin syge tilstand. Et barn eller en ung, der kan forstå forskellen mellem godt og ondt, kan dog indgå en aftale, hvis værgen godkender den. Hvis værgen godkender den, er den juridisk gyldig.

Betingelser vedrørende varen: Der er seks betingelser for, at en vare er lovlig: 1. at den er ren, 2. at den er nyttig, 3. at køberen eller sælgeren ejer den, 4. at den kan overdrages, 5. at den er kendt og 6. at den solgte vare overdrages. En detaljeret redegørelse for disse betingelser følger:

Den første betingelse: Det er nødvendigt, at varen er ren. Jābir, må Allah være tilfreds med ham, siger, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah har erklæret salg af vin, selvdøde dyr, svin og afguder for haram.« Folk sagde: »Allahs Sendebud, hvad mener du om fedtet fra selvdøde dyr? Det bruges til at smøre både og læder med, og folk bruger det til at tænde lamper.« Allahs Sendebud sagde: »Nej, det er haram.« Det vil sige, at det er haram at købe og sælge det. For i den samme hadith fordømte Allahs Sendebud, at en jøde solgte det. Derfor er det, bortset fra køb og salg, tilladt at anvende fedt fra selvdøde dyr på en måde, der ikke regnes som føde, og som ikke trænger ind i menneskets krop. Det er således tilladt at bruge det til at farve læder og tænde lamper. I forbindelse med forklaringen af denne hadith siger Allāmah Ibn al-Qayyim i bogen »I‘lām al-Muwaqqi‘īn«:

»Vedrørende Allahs Sendebuds udsagn om fedtet fra selvdøde dyr: »Det er haram«, findes der to opfattelser. Nogle siger, at betydningen er, at alle disse anvendelser er haram. Andre siger, at betydningen er, at det er haram at sælge det, selv om køberen erhverver det netop for at anvende det til disse formål. Disse to opfattelser må vurderes ud fra, om spørgsmålet vedrører salg til de nævnte formål eller selve de nævnte anvendelser. Han informerede dem ikke først om, at disse anvendelser af fedtet var forbudte, hvilket fik dem til at fortælle ham om dette behov. Han informerede dem derimod blot om, at salg af fedtet var forbudt. Derfor fortalte de ham, at de solgte fedtet netop til disse anvendelser. Allahs Sendebud gav dem således ikke tilladelse til at sælge fedtet, men forbød dem heller ikke at anvende det til disse formål. For selv om salg af en ting er ulovligt, kan det være tilladt at drage nytte af den. Derefter sagde Allahs Sendebud: »Må Allah forbande jøderne! Da Allah forbød dem fedtet fra selvdøde dyr, smeltede de det, solgte det og fortærede dets pris.««

Grunden til, at salg af de tre førstnævnte ting, det vil sige vin, selvdøde dyr og svin, er forbudt, er ifølge de fleste lærde, at de er urene. Heraf følger, at det er haram at sælge enhver uren ting. Hanafi- og Zahiri-retningernes jurister har dog ment, at det er tilladt at sælge ting, som har en anvendelse, der er godkendt af shariaen. De siger, at det er tilladt at sælge gødning og affald, som er nødvendigt at anvende på marker og i landbruget, og som er nyttigt som brændsel eller gødning.

På samme måde er det tilladt at sælge andre urene ting, som kan anvendes til andet end at spise og drikke, såsom uren olie, der kan bruges til at tænde lamper og til farvning. Hvis farvestoffet af en eller anden grund bliver urent, kan det sælges til farvning. Al-Bayhaqī har med en sahih-overleveringskæde berettet, at Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt: »Hvad skal man gøre, hvis en mus falder ned i olie?« Han svarede: »Brug den til at tænde lamper og farve læder.« En gang så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en død ged, der tilhørte Maymūnah, må Allah være tilfreds med hende. Da han så den, sagde han: »Kunne I ikke have taget skindet af den, garvet det og gjort brug af det?« Folk sagde: »Allahs Sendebud, den er jo selvdød.« Allahs Sendebud sagde: »Allah har kun forbudt jer at spise den.« Det vil sige, at det er tilladt at drage nytte af den på andre måder end ved at spise den. Så længe det er tilladt at drage nytte af den til andre formål end at spise den, er det også tilladt at sælge den, hvis formålet med salget er at opnå en lovlig nytte.

Svaret på den hadith, som Jābir (må Allah være tilfreds med ham) har berettet, er imidlertid, at dette forbud gjaldt i den første tid. Senere, da islam var blevet solidt forankret i muslimernes hjerter, blev brugen af det til andre formål end at spise det tilladt.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at urenheden ved vin er blevet behandlet udførligt i første bind af Fiqh as-Sunnah. Grunden til, at salg af vin er forbudt, er sandsynligvis, at vin berøver mennesket den fornuft og dømmekraft, som er blandt Allahs største velsignelser, Han har skænket mennesket. Dertil kommer dens øvrige skadelige virkninger, som vi har behandlet i andet bind. Hvad angår svinet, er det for det første urent, og for det andet bærer det sådanne skadelige sygdomsfremkaldende organismer, at de ikke dør, selv om kødet koges over ild. Desuden bærer svinet lange orm, som suger yderst næringsrig føde ud af menneskekroppen. Grunden til, at salg af selvdøde dyr er forbudt, er, at de fleste dyr dør af en eller anden sygdom. Derfor er det skadeligt for helbredet at spise deres kød. Dertil kommer, at alle mennesker naturligt nærer afsky og væmmelse ved dem. De dyr, der dør pludseligt, fordærves desuden meget hurtigt, fordi blodet bliver tilbage i dem. Blod er den bedste grobund for sygdomsfremkaldende organismer, som ikke dør, selv om det koges over ild. Af samme grund er det haram at spise og sælge flydende blod.
Den anden betingelse er, at varen skal være nyttig. Det er ikke tilladt at sælge slanger, rotter og insekter, som ikke har nogen nytte. Derimod er det tilladt at sælge katte, bier, tigre, løver samt dyr, der kan bruges til jagt, og hvis skind kan udnyttes. Det er tilladt at sælge elefanter til transport. Ligeledes er det tilladt at sælge påfugle, papegøjer og smukke fugle, uanset om deres kød er halal eller ej. Det skyldes, at det er glædeligt at høre visse fugles sang. Man kan også glæde sig ved at se andre fugle, og det udgør en tilladt form for underholdning. Det er forbudt at sælge hunde, bortset fra hunde, der er trænet til jagt, eftersom Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød salg af dem. Ifølge imam Abu Hanifa er det dog tilladt at sælge hunde, som kan tæmmes, såsom vagthunde og hunde, der bruges i landbruget. Ifølge Ata og Nakha’i er det derimod ikke tilladt at sælge nogen hunde bortset fra jagthunde. Hvis nogen dræber en hund, som det er ulovligt at sælge, har imam ash-Shawkani sagt, at han ifølge de retslærde, som anser salg af hunde for ulovligt, ikke er forpligtet til at betale dens værdi. Ifølge dem, der anser salg af hunde for tilladt, er han derimod forpligtet til at betale dens værdi. Ifølge imam Malik er salg af hunde ulovligt, men den, der dræber den, er forpligtet til at betale dens værdi. Ifølge nogle overleveringer anså imam Malek salg af hunde for makruh. Imam Abu Hanifa siger: Det er tilladt at sælge hunde, og den, der dræber dem, er forpligtet til at betale deres værdi.

Salg af musikinstrumenter: Musik er under visse omstændigheder tilladt. Den musik, hvis formål er at opnå en tilladt nytte, er halal at synge og halal at lytte til. På denne måde bliver den til en tilladt nytte, og det er også tilladt at købe og sælge dens tilbehør. Den har en specifik funktion. Eksempler på tilladt musik:

1. Mødres sange, som synges for at trøste børn og aflede deres opmærksomhed.

2. Sange, som synges af mennesker i forskellige erhverv, mens de arbejder, så deres arbejdsbyrde lettes, og det gensidige samarbejde og samspil styrkes.

3. Sange, som synges med det formål at fremme udbredelsen af glædelige festligheder.

4. Sange, som synges for at udtrykke glæde ved fester og lignende.

5. Sange, som synges for at øge begejstringen for jihad.

Ligeledes sange, der synges for at skabe motivation og arbejdsvilje til enhver form for tilbedelse. En sang eller musik er ikke andet end sine ord. Hvis musikkens ord er gode, er musikken god. Hvis ordene er dårlige, er musikken dårlig. Hvis musikken indeholder tilskyndelse til uanstændighed, synd og umoralske handlinger, eller ord, der gør én forsømmelig over for tilbedelsen, er denne musik ikke længere halal.

Musik er grundlæggende halal. Det er kun ord, der tilskynder til synd og uanstændighed, som bringer den uden for halalens grænser. De hadither, hvori musik erklæres for forbudt, skal forstås i denne sammenhæng.

Beviset på, at musik grundlæggende er halal, er følgende:

1. Imam al-Bukhari og Muslim beretter fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): En gang på eid-dagen sad to slavepiger hos Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og sang og slog på en tromme. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde dækket sit ansigt med et klæde. På dette tidspunkt kom Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) ind og skældte de to slavepiger ud og fik dem til at standse. Straks afdækkede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sit ansigt og sagde: »Abu Bakr, lad dem synge. Det er eid-dag.«

2. Imam Ahmad og al-Tirmidhi beretter med en autentisk overleveringskæde, at en mørkhudet slavekvinde kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), efter at han var vendt tilbage fra et slag, og sagde: »Allahs Sendebud, jeg har aflagt et løfte om, at hvis Allah bringer dig uskadt tilbage, vil jeg sidde foran dig, slå på en tromme og synge.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis du har aflagt løftet, så gør det.« Straks begyndte hun at slå på trommen.

3. Det er blevet berettet med autentiske overleveringskæder om et stort antal sahabaer og tabi’iner, at de lyttede til sang og musik. Blandt sahabaerne kan Abdullah ibn al-Zubayr og Abdullah ibn Ja’far nævnes, og blandt tabi’inerne Umar ibn Abd al-Aziz, dommeren Shurayh og muftien i Medina, Abd al-Aziz ibn Muslimah.

Den tredje betingelse: Varen skal være sælgerens ejendom eller være solgt med ejerens tilladelse, således at købsaftalen kan indgås vedrørende den. Hvis køb og salg finder sted, før tilladelsen er opnået, er det en »fuduli«-handel.

Fuduli-handel: En fuduli-handel er at købe eller sælge uden tilladelse fra den person, i hvis navn varen købes eller sælges. Det kan for eksempel være at sælge en vare, der tilhører ens hustru, uden hendes tilladelse, eller at købe en vare med hustruens penge uden hendes tilladelse. Det kan også være at sælge noget, der tilhører en fraværende person, uden dennes tilladelse, eller at købe noget til ham uden hans tilladelse, sådan som det ofte sker. En fuduli-handelsaftale er gyldig. Dens ikrafttræden afhænger imidlertid af ejerens, dennes lovlige værges eller arvingens godkendelse og forbliver suspenderet, indtil godkendelsen foreligger. Hvis den godkendes, træder den i kraft; hvis den ikke godkendes, annulleres den. Dette bevises af den hadith, som Imam al-Bukhari beretter fra Urwah al-Bariqi: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte mig af sted med én dinar for at købe en ged til ham. For denne ene dinar købte jeg to geder til ham. Jeg solgte den ene for én dinar og vendte tilbage til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med en ged og én dinar. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah velsigne din handel.«

Imam Abu Dawud og al-Tirmidhi beretter fra Hakim ibn Hizam (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte ham (Hakim) af sted med én dinar for at købe et offerdyr. Hakim købte et offerdyr for én dinar og solgte det for to dinarer. Derefter købte han endnu et dyr for én dinar, vendte tilbage til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med dyret og dinaren og opnåede således én dinar i fortjeneste. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah velsigne din handel.«

I den første hadith fortælles det, at Urwa købte den anden ged til Allahs Sendebud uden hans tilladelse og derefter solgte den igen uden hans tilladelse. Da han senere vendte tilbage til Allahs Sendebud og fortalte ham om sagen, erklærede Allahs Sendebud hans handling for korrekt og bad for ham. Dette beviser, at det var tilladt at købe og sælge den anden ged. Det beviser også, at det er tilladt at købe og sælge en andens ejendom uden dennes tilladelse. Handelens gyldighed afhænger dog af ejerens godkendelse, således at ejeren ikke lider skade som følge af handlingen.

I den anden hadith fortælles det, at Hakim ibn Hizam først købte en ged og solgte den, hvorefter den blev Allahs Sendebuds ejendom. Derefter købte han endnu en ged til Allahs Sendebud uden hans tilladelse. Allahs Sendebud godkendte hans handling, beordrede ham til at ofre den ged, han havde medbragt, og bad for ham. Heraf fremgår det, at salget af den første ged og købet af den anden ged var gyldigt. Hvis det ikke havde været gyldigt, ville han ikke have godkendt hans handling, men have beordret ham til at ophæve aftalen.

Den fjerde betingelse: Den solgte eller købte vare skal både juridisk og faktisk kunne overdrages. Det er ikke tilladt at sælge en vare, som ikke faktisk kan overdrages, såsom fisk, der svømmer i vandet. Imam Ahmad beretter fra Ibn Masʿud: »Køb ikke fisk, der befinder sig i vandet, for det er et bedrag.« Hadithen er også overleveret fra ʿImran ibn Husayn fra Allahs Sendebud.

Det er forbudt at købe det, som en dykker forventes at få. Det vil sige, at en professionel dykker siger: »Det, jeg får, når jeg dykker denne gang, giver jeg dig for så og så mange penge.« Det samme gælder et foster i moderens liv. På tilsvarende måde er det ugyldigt at købe eller sælge en bortfløjet fugl, som ikke plejer at vende tilbage til sit opholdssted. Hvis den derimod plejer at vende tilbage, selv om den først kommer om natten, mener flertallet af de lærde alligevel

at køb og salg af andre fugle end bier ikke er gyldigt. For Allahs Sendebud har forbudt salg af det, som man ikke har. Ifølge de tre imamer ud over Imam Abu Hanifa er det tilladt at købe og sælge silkeorme og bier, der er adskilt fra deres bo, hvis de befinder sig indelukket i deres bo, og køber og sælger kan se dem.

Ifølge hanafitterne er det tilladt at købe og sælge andre fugle end bier, fordi de kan overdrages. Det er også ugyldigt at sælge sæd fra tyre, bukke, kameler, heste og andre handyr. Imam al-Bukhari og andre har berettet, at Allahs Sendebud forbød dette. Grunden er, at dens form, størrelse, mængde og pris ikke kan fastsættes eller kendes, og at den heller ikke kan overdrages. Ifølge flertallet af de lærde er det haram at sælge eller udleje handyr til avlsformål. Der er dog ingen indvending mod frivilligt at give et handyr til avl uden at stille et sådant krav. Imam Malik, en gruppe shafiitter og hanbalitter samt Imam al-Hasan og Ibn Sirin mente, at det er tilladt at udleje en tyr med henblik på parring i en fastsat periode. Derimod er det ikke tilladt at sælge den mælk, der befinder sig i en ko’s yver, før den er blevet malket, på grund af uvidenhed og uklarhed.

Imam al-Shawkani sagde: Hvis man derimod sælger en fastsat mængde, er det gyldigt. Hvis sælgeren for eksempel siger: »Jeg sælger dig én saʿ af mælken fra min ko.« Der findes beviser i hadith for, at denne form for salg er tilladt, fordi der her ikke er mulighed for uvidenhed, uklarhed eller bedrag. På samme måde er det efter behov tilladt at sælge mælk fra en ammes bryst. Det er dog ikke tilladt at sælge uld, mens den stadig sidder på dyrets ryg, fordi den solgte og den usolgte vare er blandet sammen, så varen ikke kan overdrages.

Ifølge en overlevering er det tilladt at sælge uld, der sidder på dyrets ryg, på betingelse af, at den klippes af. For i så fald er mængden af den solgte uld kendt, og den kan også overdrages.

Det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud forbød salg af dadler, før de var blevet smagt eller prøvesmagt, salg af uld, mens den stadig sad på dyrets ryg, samt salg af ghee, mens det stadig befandt sig i mælken. (Darā Qutnī). Et produkt, som ikke lovligt kan overdrages, såsom pantsatte eller waqf-udlagte genstande, må heller ikke sælges. Det er også ikke tilladt at adskille et dyr fra dets unge og sælge det ene af dem, eftersom Allahs Sendebud forbød at mishandle dyr. Nogle lærde mener dog, at dette er tilladt, ligesom det er tilladt at slagte dyret. Dette er den stærkeste opfattelse. Ifølge flertallet af jurister er det tilladt at sælge en gæld, som påhviler en gældsat person. Det er dog ifølge hanafitternes, hanbalitternes og zahiritternes retsskoler ikke tilladt at sælge den til en person, der ikke er gældsat, eftersom sælgeren ikke er i stand til at overdrage den solgte gæld til køberen. Hvis der stilles som betingelse, at den gældstyngede skal overdrage gælden, er det heller ikke tilladt, eftersom det svarer til at stille en betingelse over for en person, der ikke er part i salget. En sådan betingelse er ugyldig, og som følge af dens ugyldighed må salget også være ugyldigt.

Femte betingelse: Varen og dens pris skal være kendte. Hvis begge er ukendte, eller hvis blot den ene af dem er ukendt, er salget ikke gyldigt, eftersom det giver mulighed for uklarhed og bedrag. Det er tilstrækkeligt at se den bestemte vare for at have kendskab til den, uanset om dens mængde er kendt eller ej, som det sker ved salg i bundter eller på auktion. Hvis varen derimod opbevares under en andens ansvar, skal både køberen og sælgeren kende dens kvalitet og mængde. Det er også nødvendigt at kende prisens størrelse, beløb og betalingsfrist. Der findes særskilte regler for handel med varer, som ikke er til stede på tidspunktet for aftalens indgåelse, varer som er vanskelige eller risikable at inspicere, og varer som sælges i bundter. Disse regler nævnes nedenfor:

Varer, som ikke er til stede på tidspunktet for aftalens indgåelse: Salg af en vare, som ikke er til stede på tidspunktet for aftalens indgåelse, er tilladt på betingelse af, at der gives en beskrivelse, som gør det muligt at få tilstrækkeligt kendskab til varen.

Hvis det senere viser sig, at varen stemmer overens med beskrivelsen, bliver købsaftalen bindende. Hvis der derimod konstateres en uoverensstemmelse, har både køberen og sælgeren ret til at godkende eller afvise aftalen. Imām Bukhārī og andre har overleveret, at Ibn Umar sagde: »Jeg solgte til de troendes leder, Uthmān, et stykke land i Wādīen i bytte for et stykke land, han ejede i Khaybar.« Abū Hurayrah berettede, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der køber noget uden at have set det, kan returnere det, når han har set det.« (Darā Qutnī, Bayhaqī).

Salg af varer, hvis inspektion indebærer risiko for skade eller er vanskelig: Det er tilladt at sælge en vare, hvis beskrivelse er angivet, eller hvis dens egenskaber er kendt efter sædvane. Det gælder for eksempel konserverede fødevarer, medicin på flaske, ilt, benzen eller gas i flasker og lignende, som ikke åbnes bortset fra ved brug, eftersom åbning kan medføre risiko for skade eller besvær. Det samme gælder korn eller frugter, der befinder sig skjult under jorden, såsom kartofler, løg og yams. Sådanne varer kan nemlig hverken tages op og sælges samlet eller sælges stykvis. Det er på den ene side besværligt, og på den anden side kan varen blive ødelagt og uegnet til brug. Sædvanligvis sælges disse varer ved at indgå en aftale om en stor mark. For de afgrøder på marken, som befinder sig skjult under jorden, kan ikke sælges på anden måde end sådan, som de står og findes. Hvis det viser sig, at den solgte vare afviger så meget fra prøven, at en af de to parter lider skade, kan den pågældende vælge enten at fastholde aftalen eller at ophæve den. Hvis en person for eksempel køber æg og opdager, at de er fordærvede, kan han enten beholde dem eller returnere dem.

Dette er den malikitiske retsskoles opfattelse. Den lærde Ibn al-Qayyim har i værket »Iʿlām al-Muwaqqiʿīn« givet denne opfattelse forrang. Flertallet af de lærde mener dog, at salget i et sådant tilfælde bliver ugyldigt, fordi det indeholder bedrag og uklarhed, hvilket er forbudt. Ifølge den hanafitiske retsskole er salget gyldigt, men det kan ophæves efter inspektionen.

Salg i bundter: Omtrentlig handel med varer af ukendt mængde var udbredt blandt Profetens ledsagere på Allahs Sendebuds tid. Køberen og sælgeren indgik købsaftalen efter at have set varen med egne øjne. Selv om varens nøjagtige mængde ikke var kendt, foretog erfarne personer så præcise skøn, at de kun sjældent tog fejl. Selvom der var en vis risiko for at blive bedraget, var den så lille, at man normalt udviste overbærenhed over for den. Ibn Umar sagde: »Folk plejede at købe og sælge fødevarer på grundlag af et skøn midt på markedet.« Allahs Sendebud forbød dem at sælge dem, før de havde bragt dem til køberne. Det er således klart, at Allahs Sendebud tillod omtrentligt salg i bundter, men forbød salg, før varerne var bragt ind på markedet. Ifølge Ibn Qudāmah er salg efter kurv enstemmigt tilladt, uanset om mængden er kendt eller ej.

Sjette betingelse: Hvis den solgte vare er kommet i sælgerens besiddelse mod et vederlag, skal den også være kommet under hans faktiske besiddelse. Ellers er salget ikke gyldigt. Dette spørgsmål har en detaljeret redegørelse, som følger:

Det er tilladt at sælge formue, der er erhvervet gennem arv eller testamente, deponerede aktiver samt aktiver, der er erhvervet uden nogen modydelse, både før og efter, at de er kommet i ens besiddelse. På samme måde er det tilladt for den, der har købt en genstand, efter at den er kommet i hans besiddelse, at sælge den, give den bort eller foretage enhver anden lovlig disposition over den. Før den kommer i hans besiddelse, er alle dispositioner bortset fra salg tilladt. Grunden til, at alle dispositioner bortset fra salg er tilladt, er, at køberen alene erhverver ejendomsretten gennem aftalen og kan gøre, hvad han vil, med sin ejendom. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Alt, hvad der omfattes af en købsaftale, tilhører køberen« – sådan er den almindelige praksis. (Al-Bukhari).

Grunden til, at salg før besiddelsen er ugyldigt, er, at varen kan være gået til grunde hos den første sælger. Hvis noget sådant er sket, vil salget være bedragerisk. Og et bedragerisk salg er altid ugyldigt, uanset om varen er fast ejendom eller løsøre, og uanset om dens mængde er bestemt eller ubestemt. Imam Ahmad og al-Bayhaqi har således overleveret, at Hakim ibn Hizam sagde: »Allahs Sendebud, jeg køber mange forskellige ting. Hvad af det er forbudt og hvad er tilladt for mig?« Han svarede: »Når du køber noget, må du ikke sælge det, før du har taget det i besiddelse.« Imam al-Bukhari og Muslim har overleveret: På Allahs Sendebuds tid plejede folk, når de købte fødevarer i partier, at afholde sig fra at sælge dem, før de havde bragt dem til deres karavane. Undtagelsen fra dette princip er tilladeligheden af at sælge guld eller sølv for det andet, før det er kommet i ens besiddelse. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, spurgte Allahs Sendebud, om man måtte sælge en kamel for dinarer og i stedet modtage dirham, og han gav ham tilladelse til det.

Hvad det betyder at tage noget i besiddelse: For fast ejendom er besiddelsen fuldbyrdet, når den person, til hvem ejendomsretten er overdraget, får mulighed for at benytte ejendommen efter eget ønske; hvis han for eksempel ønsker at dyrke jorden, bo i huset eller høste frugterne fra træerne, skal han kunne gøre det. For løsøre såsom fødevarer, tøj og dyr fuldbyrdes besiddelsen på følgende måder:

1. Hvis varen kan måles, fastsættes dens mængde ved at måle eller veje den.

2. Hvis varens mængde er ukendt, skal han kunne flytte den, hvorhen han ønsker, uden først at fastsætte mængden.

3. For andre varer fuldbyrdes besiddelsen i overensstemmelse med den almindelige praksis.

Beviset for, at besiddelsen af løsøre fuldbyrdes ved fastsættelse af dets mængde, findes i en hadith overleveret af al-Bukhari:

Allahs Sendebud sagde til Uthman ibn Affan, må Allah være tilfreds med ham: »Når du har stillet som betingelse, at det skal måles ud, så mål det ud.« Heraf fremgår det, at når der er stillet som betingelse, at mængden skal fastsættes ved måling eller vejning, er det obligatorisk at fastsætte den på denne måde. Derfor er det nødvendigt at etablere besiddelsen gennem fastsættelse af mængden for enhver vare – hvad enten det er fødevarer eller noget andet – hvis mængde kan måles eller vejes, og som er genstand for ejendomsret. Nødvendigheden af at flytte varen fremgår af følgende hadith, overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, af al-Bukhari og Muslim:

Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Vi plejede at købe fødevarer af de rejsende uden at have fastsat deres mængde. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød os at sælge disse fødevarer, før vi havde flyttet dem til et andet sted.« Denne regel er ikke begrænset til fødevarer, men gælder også for alle andre varer, der sælges uden en fastsat mængde. Hvad angår andre varer, om hvilke Koranen og sunnaen ikke indeholder nogen klar anvisning, skal den sædvane, der er gældende i samfundet, følges med hensyn til, hvornår besiddelsen anses for etableret. Hvor der findes en anvisning i Koranen og sunnaen, skal denne anvisning følges. Hvor der ikke findes nogen anvisning i Koranen og sunnaen, er den gældende sædvane afgørende.

Begrundelsen er følgende: Grunden til, at det er forbudt at sælge en vare, før besiddelsen er fuldført, er, at varen efter sælgerens salg forbliver på sælgerens ansvar, indtil køberen har taget den i besiddelse. Hvis varen derefter går til grunde, påhviler tabet sælgeren og ikke køberen. Når køberen i denne situation sælger varen videre til en anden og opnår en fortjeneste, tjener han således på en vare, for hvilken han ikke har båret risikoen for tab. Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød at opnå en fortjeneste, uden at man havde båret risikoen for tabet. Desuden ligner den køber, der sælger sin købte vare, før han har taget den i besiddelse, en person, der overdrager en formue til en anden med det formål senere at modtage en tilsvarende formue i lidt større mængde fra ham. Denne køber lader på snedig vis den samme vare indgå i to kontrakter, hvorved transaktionen kommer til at ligne rente endnu mere. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) gennemskuede dette trick. Da han derfor blev spurgt om grunden til, at det er forbudt at sælge en vare, før man har taget den i besiddelse, svarede han: »Det er dirham for dirham, mens fødevaren først vil blive leveret senere.«

At have vidner ved en salgskontrakt: I vers 282 i suraen al-Baqara har Allah befalet, at der skal være vidner, når en salgskontrakt indgås:

وَاعْمِدُوا إِذَا تَبَايَعْتُر مَن وَلَا يَشَارُ كَاتِبٌ وَلَا عَمِيدٌ

»Når I indgår handel med hinanden, så lad vidner være til stede, og lad hverken skriveren eller vidnet blive skadet.«

Ifølge en række jurister indebærer befalingen om at have vidner her en anbefaling og en tilskyndelse til en gavnlig handling, ikke et krav, der er obligatorisk.

Ata og Ibrahim al-Nakha’i mente imidlertid, at der skulle være vidner ved ethvert salg, uanset hvor lille eller ubetydelig den pågældende vare måtte være. Ifølge Abu Ja’far al-Tabari er dette den stærkeste opfattelse.

Imam al-Jassas skrev i værket Ahkam al-Qur’an: »Der er ingen uenighed blandt juristerne om, at alle de befalinger, der nævnes i dette vers om at nedskrive kontrakten, have vidner og stille sikkerhed, er anbefalinger og formaninger. De er blevet betegnet som gavnlige, forebyggende og velfærdsfremmende for religionens og denne verdens interesser. Ingen af dem er obligatoriske. Det er blevet overleveret, at mange salg, køb og andre handelsaftaler i oldtiden og middelalderen blev indgået i mange muslimsk regerede områder uden vidner. Alligevel protesterede juristerne i disse områder ikke, selv om de kendte denne befaling. Hvis det havde været obligatorisk at have vidner, ville de ikke have undladt at protestere mod dem, der tilsidesatte det. Desuden fremgår det, at de anså det for anbefalet, og at denne praksis har fortsat uafbrudt fra Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tid til vores tid. Hvis der var blevet ført vidner ved sahabaernes og tabi’inernes salg og køb, ville dette nødvendigvis være blevet overleveret bredt og nedskrevet med den højeste grad af styrke og pålidelighed, og de ville have protesteret mod og fordømt salg og køb uden vidner. Når der derfor ikke findes en bred overlevering om, at de havde vidner ved deres transaktioner, og det heller ikke er kendt, at der blev fremsat omfattende protester mod at undlade dette, er det bevist, at det ikke er obligatorisk at have vidner eller at nedskrive handelsaftaler og køb og salg.«

Salg oven på et andet salg: Det er haram at foretage et salg oven på et andet salg. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ingen af jer må sælge oven på sin broders salg.« (Ahmad, Nasai).

Bukhari og Muslim beretter fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ingen må sælge oven på sin broders salg.« Imam Ahmad, Nasai, Abu Dawud og Tirmidhi beretter, og Tirmidhi betegner denne overlevering som hasan: Hvis den samme vare sælges til to personer, tilkommer varen den første af dem.

Ifølge Imam Nawawis analyse er et eksempel på dette følgende: »En person sælger en vare på betingelse af, at køberen har mulighed for at genoverveje købet. Derefter kommer en anden og beder ham om at annullere aftalen, så han kan sælge varen til ham til en lavere pris. Et eksempel på at købe oven på en andens køb er, at sælgeren har mulighed for at genoverveje salget, hvorefter en anden kommer og beder ham annullere aftalen, så han kan købe den solgte vare af ham til en højere pris. Denne adfærd er forbudt og syndig i forbindelse med køb og salg. Hvis nogen alligevel foretager et sådant køb eller salg, er det dog gyldigt. Dette er Hanafi-, Shafi’i- og andre faqihers opfattelse. Ifølge Dawud ibn Ali fra Zahiri-skolen er det derimod ikke gyldigt. Fra Imam Malik er der overleveret to opfattelser: Ifølge den ene er det gyldigt, og ifølge den anden er det ugyldigt. Auktion er dog en undtagelse. I så fald er det tilladt, eftersom salget ikke er bindende. Det er bevist fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at han fremlagde en vare til salg og sagde: »Hvem vil betale mere?«

Hvis en vare sælges til to personer, tilkommer den den første køber: Hvis nogen først sælger en vare til én person og derefter sælger den til en anden, bliver det sidste salg annulleret. Det skyldes, at sælgeren ikke længere ejer den vare, han har solgt. Den er overgået til den første købers ejerskab. I et sådant tilfælde gør det ingen forskel, om det andet salg gennemføres inden for eller efter fristen for genovervejelse. Så snart varen er solgt, er den nemlig ude af sælgerens ejerskab. Samura, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den kvinde, som to værger bortgifter, tilhører den første værge. Og hvis nogen sælger den samme vare til to personer, tilkommer den den første køber.«

Kreditsalg og kontantsalg: Det er tilladt at sælge både mod kontant betaling og mod betaling på et senere tidspunkt. Det er også gyldigt, hvis en del af prisen betales straks og den anden del senere, når begge parter er enige om det. Hvis sælgeren forhøjer prisen ved betaling på et senere tidspunkt, er det gyldigt, eftersom en del af prisen tilkommer ham på grund af betalingsudskydelsen. Dette er Hanafi-, Shafi’i- og flertallet af faqihers opfattelse.

Mægling er tilladt: Imam Bukhari har sagt: Imam Ibn Sirin, Ata, Ibrahim Nakha’i og Hasan fandt ikke mægling forkastelig. Mægling betyder, at en tredje person fungerer som mellemmand mellem køber og sælger med henblik på at lette salget. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis nogen siger til en anden: »Sælg dette stykke tøj for mig; det, der kommer ind ud over hundrede taka, er dit«, er der intet forkert i det. Ibn Sirin sagde: »Sælg denne genstand for halvtreds taka; den fortjeneste, der kommer ud af det, er din eller vores«, så er der intet forkert i det. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Muslimer er bundet af de betingelser, de har fastsat.« (Ahmad, Abu Dawud, Hakim, Bukhari).

Salg under tvang: Flertallet af faqihene har fastsat, at sælgeren skal være fri til at sælge sin egen vare. Hvis nogen tvinges til at sælge den på ulovlig vis, er salget ikke gyldigt. Allah har nemlig sagt:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُمْ بَيْنَكُمْ بِالْبَاطِلِ إِلَّا أَنْ تَكُونَ تِجَارَةٌ عَنْ تَرَاضِ مِنْكُره

O I, der tror! Fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis. Men det er tilladt at drive handel med hinandens gensidige samtykke. (Sura 4, An-Nisa: vers 29).

I shariaens terminologi er handel betegnelsen for enhver kontrakt, der indgås med det formål at opnå fortjeneste, såsom en salgskontrakt, en lejekontrakt og så videre. For normalt er det menneskers mål at opnå fortjeneste gennem sådanne kontrakter. Handel er således mere omfattende end salg.

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Salg må kun finde sted med gensidigt samtykke.« Han sagde også: »Min ummah er blevet fritaget for alle fejl, mangler og handlinger, der er begået under tvang.« (Ibn Majah, Ibn Hibban, ad-Daraqutni, at-Tabarani, al-Bayhaqi og al-Hakim).

Hvis nogen imidlertid på retfærdig vis tvinges til at sælge sin ejendom, vil salget være gyldigt og virksomt, såsom med henblik på at udvide en vej, opføre en moské eller en kirkegård, tilbagebetale gæld eller sørge for hustruens eller forældrenes underhold. I alle disse tilfælde er et salg under tvang gyldigt, og shariaens samtykke regnes som sælgerens samtykke. Abd ar-Rahman ibn Ka’b fortæller: Mu’adh ibn Jabal var en gavmild ung mand. Han lagde ikke noget til side til sig selv. Derfor blev han stadig mere forgældet, indtil hele hans ejendom på et tidspunkt var belastet af gæld. Til sidst kom han til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og bad ham om at overtale sine kreditorer til at fritage ham for gælden. Men Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, solgte hele Mu’adhs ejendom og betalte hans gæld, og Mu’adh blev fuldstændig fattig. Det var ellers muligt, at hans kreditorer ville have eftergivet ham gælden på Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, opfordring.

Den nødstedtes salg: Nogle gange tvinges en person til at sælge det, han har ved hånden, til en pris under den rimelige værdi for at tilbagebetale gæld eller på grund af et økonomisk behov. Et sådant salg er tilladt, men makruh; det skal dog ikke annulleres. Shariaens bestemmelse i sådanne tilfælde er at hjælpe den nødstedte og give ham et lån, så han kan blive fri for den krise, der har ramt ham. Det er berettet i Abu Dawud, at en ældre mand fra Banu Tamim (hvis navn er ukendt) sagde: Ali ibn Abu Talib, må Allah være tilfreds med ham, holdt en tale for os og sagde: »Der vil snart komme en sørgelig tid over menneskene, hvor de rige vil være nærige med den rigdom, de har i deres hænder, selv om de ikke er blevet pålagt at gøre det. Allah har sagt: ›Glem ikke at vise godhed mod hinanden.‹« (Sura 2, Al-Baqarah: vers 237). De nødstedtes ejendele bliver købt. Alligevel forbød Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, salg af den nødstedtes ejendele, salg gennem bedrag og salg af umodne afgrøder.

Salg af frygt for undertrykkelse: Hvis en person sælger sin ejendom af frygt for, at en undertrykker vil tage den fra ham, og indgår kontrakten efter at have opfyldt alle salgets betingelser, vil dette salg ikke være gyldigt. For hverken køberen eller sælgeren ønskede i virkeligheden at købe eller sælge; de foregav blot at gøre det. Imam Abu Hanifa og imam ash-Shafi’i mente, at salget var gyldigt, fordi alle betingelser var opfyldt. Ibn Qudamah siger, at dette salg er ugyldigt.

Salg af en vare med undtagelse af en bestemt del: Hvis nogen sælger en del af en vare med undtagelse af en bestemt del, såsom alle træer undtagen ét træ, hele huset undtagen ét værelse eller hele jorden undtagen et bestemt stykke, er salget gyldigt. Den undtagne del skal dog være identificeret og bestemt. Det er berettet fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud forbød salg af jord, der ejes i fællesskab, salg af frugterne fra træer, der ejes i fællesskab, samt salg af ejendom med undtagelse af en del, uden at den undtagne del var identificeret. Hvis man sælger med undtagelse af en del, og denne del er ukendt, er salget ikke gyldigt. For det indebærer uklarhed og mulighed for bedrag.

Korrekt vejning og måling: Allah har befalet, at mål og vægt skal gives fuldt ud. Han har sagt:واونوا الكَيْلَ وَالْمِيزَانَ بِالْقِسْطِ .

Mål og vej med retfærdighed.” (Sura al-An’am: vers 152) Allah den Højeste siger endvidere:

وأوفُوا الْكَيْلَ إِذَا كِلْتُمْ وَزْنُوا بِالْقِسْطَاسِ المستقيم ، ذلك غير وأحسن تأويلات

Giv fuldt mål, når I måler, og vej med den korrekte vægt; dette er bedre og har det bedste udfald.” (Sura Bani Isra’il: vers 35) Allah den Højeste siger endvidere:

ويل للمطففين الَّذِينَ إِذَا احْتَالُوا عَلَى النَّاسِ يَسْتَوْقُونَ وَإِذَا كَالُوا مَن أَو وَزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ الا ينى أولئِكَ أَنَّهُم مبعوثونَ لِيَوْمٍ عَظِيم يُوْمَ يَقُوْمُ النَّاسُ لِرَبِّ الْعَلَمِينَ

Ve dem, der giver for lidt ved måling, som tager fuldt mål, når de modtager fra folk, men giver mindre, når de måler eller vejer for dem. Tænker de ikke på, at de vil blive genoprejst på den store dag, den dag hvor alle mennesker vil stå foran verdenernes Herre?” (Sura al-Mutaffifin: vers 1-6)

Det er anbefalet at give lidt ekstra ved vejning på vægten: Suwaid ibn Qays, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Makhrafa al-Abdi og jeg kom til Mekka fra Hajr med noget tøj. Så kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gående hen til os og forhandlede med os om et par bukser. Derefter solgte vi dem til ham. Der var en mand, som vejede med en vægt mod betaling. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til ham: “Vej, og giv lidt ekstra.” (At-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah; ifølge at-Tirmidhi er dette en hasan og sahih-hadith).

Godmodighed ved køb og salg: Imam al-Bukhari og at-Tirmidhi beretter fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Må Allah tage imod den person, der udviser godmodighed ved køb og salg og ved at kræve det, han har til gode.

Bedragerisk salg: Bedragerisk salg er ethvert salg, der indebærer usikkerhed, risiko eller en eller anden form for hasardspil. Imam an-Nawawi sagde: Forbuddet mod bedragerisk salg er et af shariaens grundprincipper. Det omfatter et stort antal regler. Der er dog to ting, som ikke falder ind under bedragerisk salg:

For det første det, der indgår i den solgte vare, og som gør salget ugyldigt, hvis det adskilles fra varen, såsom salg af en bygnings fundament sammen med bygningen og salg af mælken i et dyrs yver sammen med dyret.

For det andet det, der normalt ikke anses for at have betydning og derfor overses, enten fordi det er meget lille og ubetydeligt, eller fordi det er vanskeligt at adskille, udvælge eller specificere det fra hovedvaren. Det gælder for eksempel adgang til et offentligt bad mod et fast gebyr, selv om forskellige mennesker bruger forskellig tid og forskellige mængder vand dér (i så fald er det ikke muligt at variere gebyret efter den anvendte tid og vandmængde). Det gælder ligeledes salg af konserveret mad og en jubbah blandet med bomuld. Shariaen har beskrevet nogle af de tilfælde, hvor bedrag forekommer. Her nævnes nogle få skikke fra uvidenhedens tidsalder:

1. Det er forbudt at sælge jord efter at have fastlagt dens areal ved at kaste en sten: I uvidenhedens tidsalder plejede folk at fastlægge arealet af jord, hvis størrelse ikke var bestemt, ved at kaste en sten og derefter sælge den. Det sted, hvor stenen landede, blev markeret som grænsen for den solgte jord. Nogle gange blev en sten kastet for at udpege en vare til køb. Den vare, som stenen landede på, blev købt. Dette blev kaldt stenkastningssalg.

2. Det er forbudt at sælge på grundlag af en dykkers dyk: Folk købte på forhånd af dykkeren det, som man forventede, at han ville hente op fra havbunden efter at have dykket. Køberen og sælgeren var forpligtet til at overholde denne aftale, og køberen skulle betale den fastsatte pris, selv hvis dykkeren ikke fandt noget. Og selv hvis værdien af det, dykkeren hentede op, var mange gange højere end den fastsatte pris, var sælgeren forpligtet til at give det til køberen.

3. Det er forbudt at sælge fosteret i et dyrs bug: Det er forbudt at sælge et ufødt foster i et husdyr, før det er født, og ligeledes at sælge den mælk, der befinder sig i dets yver.

4. Det er forbudt at sælge på grundlag af berøring: Det er forbudt at sælge på betingelse af, at salget bliver bindende, så snart man berører modpartens tøj eller vare, selv om man ikke ved, hvordan varen er, og selv om der ikke foreligger gensidigt samtykke.

5. Det er forbudt at sælge på grundlag af at kaste: Det er forbudt at gennemføre et salg, hvor køberen og sælgeren hver især kaster det, de har hos sig, og hvor salget på dette grundlag bliver bindende for begge parter, selv om ingen af dem har givet sit samtykke.

6. Det er forbudt at sælge markens afgrøde ved at måle den med et bestemt mål, der anvendes til salg af korn.

7. Det er forbudt at sælge dadler, der er blevet afmålt med det målkar, som er fastsat til salg af korn.

8. Det er ligeledes forbudt at sælge umodne frugter, før de er blevet modne.

9. Ligeledes er det forbudt at sælge uld, mens det stadig sidder på dyrets ryg.

10. Det er ligeledes forbudt at sælge det, mens det stadig befinder sig i mælken, og

11. Det er forbudt på forhånd at sælge det afkom, der vil komme ud af kalvens bug. Grunden til, at det er forbudt at sælge alle disse ting, er uvidenhed om varen, uklarhed og risikoen for bedrag.

Det er haram at sælge noget, der er blevet fravristet, beslaglagt med magt eller stjålet: Det er haram for enhver muslim at købe en genstand, selv om vedkommende ved, at den uretmæssigt er blevet taget fra en anden. Sælgeren har nemlig ikke modtaget genstanden fra dens ejer på lovlig vis. Den er derfor ikke blevet overført fra ejerens ejendom til hans besiddelse. At købe genstanden af ham vil således svare til at købe den af en person, der ikke ejer den. Desuden vil et sådant køb være ensbetydende med at bistå synd og overgreb. Imam al-Bayhaqi har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der køber en stjålen genstand, selv om han ved, at varen er stjålet, er medskyldig i dens synd og skændsel.

Det er ulovligt at sælge druer og våben til en producent af vin under uroligheder: Det er forbudt at sælge druer til en person, hvis erhverv er at fremstille vin af druer, at sælge dem til nogen under uro i landet samt under alle omstændigheder at sælge våben til krigsførende personer. På samme måde er det haram at sælge noget, som det er hensigten at bruge til at udføre noget forbudt. Hvis en sådan salgsaftale indgås, betragtes den som ugyldig. Formålet med en aftale er nemlig, at både køber og sælger skal drage fordel af den. Denne fordel kan opnås ved, at det modtagne vederlag overdrages: Sælgeren får gavn af at modtage betalingen, og køberen får gavn af at modtage varen. Den tilsigtede fordel opnås imidlertid ikke her, eftersom der derved udføres en forbudt handling og ydes hjælp til en uretfærdig og kriminel handling, hvilket er ulovligt ifølge sharia. Allah har sagt:

وتعاونوا على البر والتقوى ، ولا تعاونوا على الإثم والعدوان .

Hjælp hinanden med godhed og gudsfrygt, og hjælp ikke hinanden med synd og overtrædelse.’ (Sura 5, al-Ma’idah: vers 2)

Det er berettet fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah har forbandet alkoholen, den, der drikker den, den, der serverer den, den, der køber og sælger den, den, der fremstiller den, den, der sørger for dens fremstilling, den, der sender den, og den, som den sendes til – alle disse personer. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: Den, der tilbageholder druer i druehøstens sæson for at kunne sælge dem til den, der fremstiller alkohol af druerne, har bevidst gjort sig selv klar til at træde ind i Helvede.

Umar ibn al-Husayn siger: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød salg af våben under uroligheder. Ifølge imam Abu Hanifa og imam al-Shafi’i er indgåelsen af en sådan købs- og salgsaftale gyldig. For selv om hensigten med den er ulovlig, er den skjult. I dette tilfælde overlades sagen til Allah. Han alene vil bringe fred.

Ibn Qudamah siger: Det er forbudt at sælge drueekstrakt til en person, om hvem det er sikkert, at han vil fremstille alkohol af det. Hvis køberens skjulte hensigt om at fremstille alkohol kan kendes gennem hans ord eller handlinger, bliver salget ugyldigt og forbudt. Hvis fremstillingen af alkohol derimod kun er en mulighed – som når man ikke kender noget til hans erhverv eller forhold, eller når hans erhverv består i at fremstille både eddike og alkohol, og han ikke siger noget, der udtrykker en hensigt om at fremstille alkohol – er det tilladt at sælge til ham. Denne regel gælder for alle ting, hvorved der kan træffes beslutning om at udføre en forbudt handling, såsom at sælge våben til krigsførende personer, til røvere eller til hvem som helst under uroligheder. Det gælder ligeledes at udleje sit hus med det formål, at der skal sælges alkohol dér, og lignende. Alle sådanne salg er forbudte, og de aftaler, der indgås herom, er ugyldige.

Salg af varer blandet med forbudte varer: Hvis der indgås en salgsaftale om halal- og haramvarer samlet, er der to opfattelser af sagen. Nogle siger, at aftalen vedrørende halalvaren er gyldig, mens aftalen vedrørende haramvaren er ugyldig. Dette er den ene af imam al-Shafi’is to opfattelser samt imam Maliks opfattelse. Andre siger, at aftalerne vedrørende begge varer er ugyldige og annullerede.

Forbud mod at aflægge for mange eder:

1. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød at aflægge for mange eder. Han sagde: ‘Eder får varen solgt, men udsletter dens velsignelse.’ (Bukhari, Abu Hurayrah) Det skyldes, at hengivenheden og ærefrygten over for Allah derved mindskes. Desuden bliver det en metode til at bedrage og snyde køberen.

2. Imam Muslim beretter: ‘Pas på med at aflægge mange eder, når I sælger. Det får ganske vist handelen til at gå frem, men kort efter øges tabene.’

3. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Købmænd er syndere.« Folk spurgte: »Allahs Sendebud, har Allah ikke gjort handel tilladt?« Han svarede: »Jo, det har Han. Men de sværger og synder og lyver, når de taler.« (Ahmad).

4. Det er overleveret fra Ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der sværger falsk om en muslims ejendom, vil møde Allah, mens Han er vred på ham. Derefter reciterede Sendebuddet, Allahs fred og velsignelser være med ham, et vers fra Allahs Bog som bevis for os:

ان الَّذِينَ يَعْتَرُونَ بِعَهْدِ اللَّهِ وَأَيْمَانِهِمْ ثَمَنًا قَلِيلاً أُولَئِكَ الأَعْلَاقَ لَهُمْ فِي الْآخِرَةِ وَلَا يُكَلِّمُمُ اللَّهُ ولا ينظر اليهِ يَوْمَ الْقِيمَةَ وَلَا يُزَكِّهِم مَن وَلَهُمْ عَلَاب اليره

»De, der sælger den pagt, de har indgået med Allah, og deres eder for en ringe pris, får ingen andel i det hinsidige. På Opstandelsens Dag vil Allah hverken tale til dem, se på dem eller rense dem, og de får en smertelig straf.« (Al-i Imran, 77)

5. Imam Bukhari beretter: En beduin kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, hvilke synder er de største?« Han svarede: »At sætte nogen ved Allahs side.« Manden spurgte: »Hvad så?« Han svarede: »At aflægge en falsk ed.« Manden spurgte: »Hvad er en falsk ed?« Han svarede: »At tilegne sig en muslims ejendom gennem en falsk ed.« En falsk ed styrter den, der aflægger den, ned i Helvedes ild. Ifølge nogle retslærde er der ingen soning for den. Det skyldes, at det er en så afskyelig og alvorlig synd, at den ikke kan udslettes gennem soning.

6. Det er overleveret fra Abu Umamah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der ved hjælp af en ed tilegner sig en muslims ejendom, gør Allah Helvede obligatorisk for ham og forbyder ham Paradiset. En mand spurgte: »Allahs Sendebud, selv hvis det blot er noget helt ubetydeligt?« Sendebuddet, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: »Selv hvis det er en død gren fra et træ.« (Muslim).

Handel i moskeer: Imam Abu Hanifa, må Allah forbarme sig over ham, tillod handel i moskeen, men anså det for makruh at bringe varer ind i moskeen under salget af hensyn til moskeens renlighed. Imam Malik og al-Shafi’i anså handel i moskeen for tilladt, men makruh. Imam Ahmad erklærede det for haram. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis I ser nogen købe og sælge i moskeen, så sig: ‘Må Allah ikke gøre din handel indbringende.’

Salg på tidspunktet for fredagsbønens kald: Når tiden for en obligatorisk bøn bliver knap, og når kaldet til fredagsbønnen lyder, er salg haram. Ifølge Imam Ahmad er dette salg ugyldigt. Allah har sagt:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا نُودِيَ لِلصَّلوةِ مِن يَوْمِ الجمعةِ فَاسْعَوْا إِلَى ذِكْرِ اللَّهِ وَذَرُوا الْبَيْعَ ، ذَلِكُمْ غَيْرٌ لكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ

O I, der tror! Når der på fredagens dag kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og opgiv køb og salg. Det er bedre for jer, hvis I blot vidste det.” (Al-Jumuʿah: 9). Det naturlige krav i dette forbud vedrørende fredagsbønnen er, at det salg, der gennemføres i strid med forbuddet, er ugyldigt. De øvrige bønner skal også bedømmes i lyset af dette.

Gyldigheden af tawliyah, murābahah og waḍīʿah: Disse tre former for salg — tawliyah, murābahah og waḍīʿah — er gyldige. Betingelsen er dog, at både køber og sælger kender varens købspris. Tawliyah er at sælge varen til den oprindelige købspris uden fortjeneste eller tab. Murābahah er at sælge varen med en bestemt fortjeneste oven i købsprisen. Waḍīʿah er at sælge varen til en pris, der er lavere end købsprisen.

Køb og salg af den ædle Koran: Alle faqīher er enige om, at det er tilladt at købe den ædle Koran. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt det er tilladt at sælge den. Ifølge hanbalitterne er salg ugyldigt, mens det er tilladt ifølge de tre øvrige madhhabs. Imam Ahmad sagde: »Jeg finder ingen tilladelse til at sælge den ædle Koran.«

Salg og udlejning af huse i Mekka: Ifølge imam Awzāʿī, imam Sufyān al-Thawrī, imam Mālik, imam al-Shāfiʿī og imam Abū Hanīfah er dette tilladt.

Salg af vand: Vandet i floder, havet, kilder og regn er alle menneskers fælles ejendom. Ingen har fortrinsret til noget af dette vand. Så længe dette vand befinder sig i sit naturlige reservoir, er køb og salg af det ikke tilladt. Ifølge en overlevering fra Abū Dāwūd sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »Muslimerne har fælles ejendomsret til tre ting: vand, ild og græs.« Iyās al-Māzinī beretter, at han så en gruppe mennesker sælge vand. Han sagde: »Sælg ikke vand, for jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, forbyde salg af vand.« Når en person derimod opsamler vand, bliver han dets ejer, og da bliver det tilladt at sælge det. Ligeledes er det tilladt for en person at sælge vand, når han graver en dam på sin egen jord eller anvender et redskab til at hente vand op fra undergrunden. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, kom til Medina, var der dér en jødes brønd, som blev kaldt Rūmah-brønden. Han solgte vand fra denne brønd til folk. Allahs Sendebud, fred være med ham, lod både hans salg af vand og muslimernes køb af vand hos ham fortsætte. Dette fortsatte, indtil ʿUthmān, må Allah være tilfreds med ham, købte brønden og gjorde den til waqf for muslimerne. Under sådanne omstændigheder kan salg af vand sammenlignes med at hugge træ i vildmarken og sælge det, efter at man er blevet dets ejer. Før nogen ejer træet i vildmarken, er det tilgængeligt for alle. Når en bestemt person bliver dets ejer, bliver det tilladt at sælge det. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hvis en af jer skaffer sig et reb, binder et bundt brænde med det og sælger det til folk, er det bedre for ham end at tigge. En tigger kan få noget, men kan også blive afvist.«

Ved salg af vand er det religiøst tilladt at bestemme mængden ved hjælp af et måleredskab, såsom en måler, hvis et sådant findes. Hvis der ikke findes noget måleredskab, skal man følge den skik og praksis, der er almindelig i samfundet. Dette er reglen under normale omstændigheder. Hvis der et sted hersker unormale forhold, bliver det obligatorisk for vandets ejer at uddele vand gratis. Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »På Genopstandelsens dag vil Allah ikke tale med tre personer: den, der nægter at give den rejsende sit overskydende vand; den, der sælger en vare ved at lyve; og den, der efter at have svoret troskab til en hersker opfylder sit løfte, hvis herskeren giver ham en belønning, men ellers bryder sit løfte.«

Salg på betingelse af, at varen returneres, når prisen tilbagebetales: For at afhjælpe mangel på kontante midler sælges jord på betingelse af, at sælgeren returnerer jorden, så snart køberen er i stand til at tilbagebetale prisen. Flertallet af faqīher mener, at denne form for salg kan sammenlignes med pant, og at pantets regler derfor skal anvendes her.

Køb af varer fremstillet efter bestilling: Køb af varer, der er fremstillet efter køberens bestilling, har været praktiseret siden før islams fremkomst. Hele den muslimske ummah er enig om, at det er tilladt. Den ene parts tilbud og den anden parts ejendom er de grundlæggende bestanddele og fundamentet for denne type købsaftale. Alle varer, der ifølge sædvane fremstilles og sælges på denne måde efter bestilling og efterspørgsel, er omfattet af gyldige og korrekte aftaler. Som følge af en sådan aftale anses køberen for at være den lovlige ejer af den købte vare, og sælgeren for at være den lovlige ejer af salgsbeløbet.

Betingelser for aftalens gyldighed: Der skal på forhånd gives en så klar beskrivelse af den vare, der bestilles fremstillet, herunder dens art, kategori, kvalitet og mængde, at der ikke er nogen uvidenhed eller uklarhed, og at der ikke er mulighed for tvist eller uenighed. Når den solgte vare modtages, skal køberen have fuld valgfrihed: enten kan han tage imod varen mod betaling af den fulde pris, eller han kan efter at have undersøgt den annullere købet, uanset om varen svarer til den givne beskrivelse eller ej. Dette er imām Abū Ḥanīfas og imām Muḥammads opfattelse. Ifølge imām Abū Yūsufs opfattelse har køberen derimod ingen valgfrihed, hvis varen svarer til den givne beskrivelse; han skal tage imod den, så sælgeren beskyttes mod tab. For en anden end denne køber vil muligvis ikke tage imod varen til den fastsatte pris.

Salg af frugt og afgrøder: Det er ikke tilladt at sælge frugt, før dens modenhed er synlig, eller afgrøder, før kernerne er blevet hårde. Det skyldes, at der i så fald er risiko for, at den pågældende frugt og afgrøde går til grunde.

1. Al-Bukhārī og Muslim beretter fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge frugt, før dens modenhed var synlig.

2. Imām Muslim beretter fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge dadler, før de umodne dadelklasers hvide farve var fremtrådt, og faren for, at de gik til grunde, var forsvundet.

3. Al-Bukhārī beretter fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Hvad mener du, hvis Allah standser frugtproduktionen på grund af, at en af jer griber ind i en andens ejendom?« (Det vil sige, at hvis frugten plukkes, før den er moden, kan den resterende frugt gå til grunde uden at blive moden.)

Hvis frugt sælges, før dens modenhed er synlig, og afgrøder sælges, før kernerne er blevet hårde, på betingelse af, at de straks skæres af, og det er muligt at drage nytte af dem, uden at de samles med andre, er salget gyldigt. Det skyldes, at der i så fald ikke er risiko for, at de går til grunde eller bliver beskadiget. Hvis de derimod sælges på betingelse af, at de skal skæres af, men køberen derefter ikke skærer dem af, før de bliver modne, siger nogle, at salget bliver ugyldigt, mens andre siger, at det ikke bliver ugyldigt; i stedet bliver begge parter medejere af den vækst, der i mellemtiden er kommet til afgrøden. Salg til den oprindelige ejer eller jordejeren: Den ovennævnte regel vedrører salg til andre end den oprindelige ejer eller jordejeren. Hvis frugten sælges til den oprindelige ejer, før dens modenhed er synlig, er salget gyldigt. Ligeledes er det gyldigt at sælge frugten sammen med træet, før dens modenhed er synlig. På samme måde er det gyldigt at sælge afgrøden til jordejeren, før dens modenhed er synlig. Det skyldes, at køberen i dette tilfælde har fået fuld besiddelse af den købte vare. Hvordan genkendes modenhed? Dadlers modenhed genkendes på, at de bliver røde eller gule. Imām al-Bukhārī og Muslim beretter fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge frugt, før den var moden. Anas blev spurgt: »Hvad er frugtens modenhed?« Han svarede: »At den bliver rød eller gul.«

Druers modenhed genkendes på, at de bliver bløde, afgiver sød saft og bliver gule. For sorte druer genkendes den på, at de bliver sorte. Tegnet på modenhed for alle andre frugter er, at de smager godt, og at modenheden er synlig. Imām al-Bukhārī og Muslim beretter fra Jābir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge frugt, før den smagte godt. Afgrøders modenhed genkendes på, at kernerne er blevet hårde.

Salg af frugter, der modnes trinvist: Når en del af frugterne eller afgrøden er modnet, er det gyldigt at sælge de modne og umodne dele samlet, hvis aftalen var at sælge dem samlet. Det er ligeledes tilladt at sælge hele frugten eller afgrøden samlet efter modningen, selv hvis aftalen oprindeligt var at sælge delene hver for sig, når man beslutter sig for dette. Dette kan tænkes at være tilfældet, når træet tilhører en sort, der bærer frugt trinvist, såsom mango blandt frugter, agurk blandt grøntsager og rose blandt blomster. Dette er alle malikitiske retslærdes samt en del af de hanafitiske og hanbalitiske retslærdes opfattelse. Deres argumenter fremlægges nedenfor:

a. Shariaen har fastslået gyldigheden af salg af frugter, hvis modning er blevet synlig. Derfor er det naturligt, at frugter, hvis modning endnu ikke er blevet synlig, henregnes under de modne frugter. På samme måde vil en aftale om det, der allerede findes, også omfatte det, der endnu ikke findes. Denne regel gælder, når aftalen omfatter hele markens eller havens afgrøde. Hvis aftalen kun omfatter en del, gælder reglen særskilt for hver del.

b. Hvis denne form for salg var ugyldig, ville det nødvendiggøre to forbudte forhold: a. at der opstår tvister, og b. at varer bliver liggende ubenyttede. Grunden til, at der opstår tvister, er, at aftaler ofte indgås om store haver eller landbrug. I sådanne tilfælde tvinges køberen til at købe den første høst på et tidspunkt, hvor perioden er blevet så lang, at også den anden høst er blevet salgbar, og det ikke længere er muligt at adskille den fra den første høst. Følgelig opstår der tvister mellem køberen og sælgeren, og den ene af dem tilegner sig den andens varer.

Det andet forbudte forhold opstår på den måde, at sælgeren ikke altid kan finde en køber, der vil købe den første høst. Som følge heraf vil hans varer uundgåeligt gå til grunde. Derfor er salget gyldigt under sådanne omstændigheder. Hvis man kendte det ugyldigt, ville det føre til vanskeligheder og stilstand, som er blevet fjernet gennem det følgende vers:وَمَا جَعَلَ عليكم في الدين من حرج»Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen.« (Sura al-Hajj: 78)

Ibn Abidin har antaget denne opfattelse som den foretrukne og fastlagt shariaens bestemmelse i overensstemmelse hermed. Ifølge flertallet af de retslærde er aftalen i et sådant tilfælde ugyldig, og det er obligatorisk at sælge høsten fra hvert trin separat.

Salg af hvede, mens den stadig står i akset: Det er tilladt at sælge hvede, mens den står i akset, samt grøntsager, der stadig er i deres skal, sennep, ris, kokosnødder, nødder og lignende. Hver af disse er nemlig en særskilt afgrøde. Derfor er det fuldt ud tilladt at sælge dem, mens de stadig står i akset eller befinder sig i deres skal. Man skal dog huske, at Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød salg, indtil akset var modnet og fri for ødelæggelser. Da denne form for handel kun foretages på grund af et uundgåeligt behov, gives der lempelse i den, selv om der forekommer en vis uklarhed. Dette er den hanafitiske og malikitiske madhhabs opfattelse.

Fritagelse for ansvar for tab forårsaget af ulykker: Shariaen indeholder bestemte regler om de ulykker såsom tørke, kulde og vandmangel, som ødelægger afgrøder, og som mennesker ikke har nogen kontrol over. Når frugter eller afgrøder sælges, efter at deres modning er blevet synlig, og sælgeren overdrager dem til køberen på en sådan måde, at afgrøden bliver på marken, mens køberen kan høste eller plukke den, når og som han ønsker, og afgrøden derefter ødelægges af en ulykke, før tiden for høsten eller plukningen indtræffer, regnes tabet som sælgerens ansvar, og køberen er ikke forpligtet til at betale prisen. Dette skyldes, at Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede, at ansvaret for tab forårsaget af ulykker skulle bortfalde. (Overleveret af Muslim fra Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham.) Ifølge en anden overlevering sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »Hvis du sælger en frugt til din broder, og den derefter rammes af en ulykke, er det ikke tilladt for dig at tage noget af dens pris. Hvis du gør det, er du skyldig i uretmæssigt at have taget din broders ejendom.

Man skal dog huske, at denne bestemmelse kun gælder, når sælgeren sælger frugten eller afgrøden uden dens oprindelige kilde, eller sælger den til en anden end ejeren af kilden, eller når køberen forsinker overtagelsen af varen mere end normalt. Ellers skal køberen bære ansvaret for tabet forårsaget af en ulykke i alle disse tilfælde. Hvis afgrødens tab ikke skyldes en ulykke, men er forårsaget af en persons handlinger eller forsømmelse, kan køberen enten ophæve købet og kræve prisen tilbage fra sælgeren eller kræve prisen af den person, hvis handlinger eller forsømmelse forårsagede tabet. Dette er Imam Ahmad ibn Hanbals, Abu Ubayds og en gruppe hadithlærdes opfattelse. Ibn al-Qayyim har antaget denne opfattelse som den foretrukne. I værket Tahdhib Sunan Abi Dawud siger han: »De fleste lærde mener, at befalingen om at fritage for ansvar for tab forårsaget af ulykker skal forstås som anbefalet og udtryk for storsind, ikke som obligatorisk. Imam Malik siger: Hvis tabet udgør en tredjedel eller mere, skal ansvaret bortfalde; hvis det er mindre, skal det ikke bortfalde. Imam Maliks elever siger: Hvis tabet forårsaget af ulykken er mindre end en tredjedel, regnes det som køberens ansvar; hvis det er større, er det sælgerens ansvar.«

Som belæg for at forstå påbuddet i denne hadith som anbefalelsesværdigt er det blevet anført, at skaden indtraf, efter at køberen havde opnået ejendomsretten til varen. For hvis han nu ønsker at sælge eller bortgive varen, vil det være tilladt for ham.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød at opnå fortjeneste fra en vare, hvis ansvar man ikke havde påtaget sig. Når det derfor er gyldigt at sælge denne vare, er det bevist, at ansvaret for den påhviler ham. Det er tidligere blevet nævnt, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød at sælge frugt eller afgrøder, før deres modenhed var synlig. Hvis skader forårsaget af ulykker efter den synlige modenhed havde været sælgerens ansvar, ville dette forbud derfor have været meningsløst.

Betingelserne for salg: Betingelserne for salg er af to slags: For det første gyldige og bindende betingelser, og for det andet betingelser, der annullerer kontrakten. Den første slags er de betingelser, der stemmer overens med kontrakten. Den er igen af tre slags:

1. En betingelse, som salget nødvendigvis indebærer, såsom betingelsen om overdragelse af varen og betaling af prisen.

2. En betingelse, der fastsættes til fordel for salgskontrakten, såsom at lade hele prisen eller en del af prisen stå i restance, eller at stille betingelse om, at den solgte vare skal have en bestemt egenskab, såsom at dyret skal være malkende eller drægtigt, eller at fuglen skal være en rovfugl, og lignende. Når betingelsen er opfyldt, bliver salget bindende. Hvis betingelsen ikke opfyldes, kan køberen ophæve kontrakten på grund af den manglende opfyldelse. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Muslimer skal overholde deres betingelser.« Køberen har også ret til at betale en tilsvarende lavere pris for varen, i det omfang den egenskab, som der blev stillet betingelse om, mangler.

3. At fastsætte en betingelse, som sikrer køberens eller sælgerens fordel eller interesse, såsom ved salg af et hus at fastsætte, at ejeren må drage fordel af det i en bestemt periode, det vil sige bo i det i én eller to måneder. På samme måde kan et dyr sælges på betingelse af, at sælgeren må ride på det indtil et bestemt sted. For al-Bukhari og Muslim har berettet, at Jabir, må Allah være tilfreds med ham, solgte en kamel til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og stillede som betingelse, at han måtte ride på den til Medina. Køberen kan ligeledes stille betingelse over for sælgeren om at få en bestemt fordel, såsom at få den købte vare transporteret på sælgerens transportmiddel til et bestemt sted og lignende. Hvis stedet ikke er bestemt, er betingelsen ikke gyldig, såsom hvis der stilles betingelse om levering af varen til køberens hjem, mens sælgeren ikke kender hans hjem. En sådan betingelse er da ikke gyldig. Muhammad ibn Maslamah købte en favn brænde af en kvinde på betingelse af, at hun skulle bære og levere det. Betingelsen var kendt, og sælgeren gjorde ikke indsigelse mod den. Dette er Imam Ahmads, al-Awza’is, Abu Thawrs, Ishaqs og Ibn al-Mundhirs opfattelse. Ifølge Imam al-Shafi’is og hanafi-skolens opfattelse er dette salg ikke gyldigt, fordi Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød salg med betingelser. Denne opfattelse er imidlertid ikke korrekt, for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød salg med flere betingelser. Den anden slags betingelser: ugyldige betingelser. Denne slags betingelser er igen opdelt i flere kategorier, nemlig:

a. En betingelse, der annullerer hele kontrakten, såsom at den ene part stiller som betingelse over for den anden part, at der skal indgås en anden kontrakt. Som eksempel kan sælgeren sige til køberen: »Jeg sælger dette til dig på betingelse af, at du sælger mig den og den ting eller låner mig den.« Beviset på, at en sådan betingelse er ugyldig, er, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det er ikke tilladt at sælge med en forudgående betingelse eller at sælge med flere betingelser.« (Berettet af al-Tirmidhi, som erklærede den autentisk.) Imam Ahmad sagde: Enhver betingelse med tilsvarende betydning er ugyldig, som når nogen siger: »Jeg sælger dette til dig på betingelse af, at du gifter din datter med mig, eller at jeg gifter min datter med dig.« Alle sådanne betingelser er ugyldige. Dette er Imam Abu Hanifas, Imam al-Shafi’is og flertallet af juristers opfattelse. Imam Malik godkendte et salg med en sådan betingelse, men anså den fastsatte betingelse for ugyldig. Han sagde: Når salget er gyldigt, bekymrer jeg mig ikke om den ugyldige formulering, der blev anvendt.

b. En betingelse, hvor salget forbliver gyldigt trods dens fastsættelse, men selve betingelsen er ugyldig. Det er en betingelse, der strider mod salgskontrakten, såsom at sælgeren stiller som betingelse over for køberen, at han ikke må sælge eller bortgive denne vare til nogen anden. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver betingelse, der strider mod Allahs Bog, er ugyldig, selv hvis det er hundrede betingelser.« (Berettet af al-Bukhari og Muslim.) Dette er Imam Ahmads, al-Hasans, al-Sha’bis, al-Nasa’is, Ibn Abi Laylas og al-Thawris opfattelse. Abu Hanifa og al-Shafi’i siger imidlertid: Salget er ugyldigt.

c. Den betingelse, hvorved salget slet ikke bliver indgået. Det er for eksempel, når sælgeren siger: »Jeg sælger på betingelse af, at den og den giver sit samtykke, eller jeg sælger, hvis du bringer den og den ting.« Ligeledes er ethvert salg, der afhænger af en fremtidig betingelse, ugyldigt og uden retsvirkning.

Bay‘ana-salg: Bay‘ana-salg er, at køberen betaler en del af prisen til sælgeren. Når salget derefter gennemføres, trækkes det betalte beløb fra den samlede pris. Hvis salget ikke gennemføres, beholder sælgeren det betalte beløb som en gave fra køberen. Ifølge flertallet af faqīh’er er denne form for salg ugyldig og uden retsvirkning. Ibn Mājah har nemlig overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød bay‘ana-salg. Imām Aḥmad erklærede denne hadith for svag og afgjorde, at bay‘ana-salg er tilladt. Som bevis overleverede han fra Nāfi‘ ibn ‘Abd al-Ḥārith, at Nāfi‘ købte et fængsel af Ṣafwān ibn Umayyah for ‘Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, for fire tusind dirham. Hvis ‘Umar gav sit samtykke, blev salget gennemført; ellers skulle Ṣafwān have fire hundrede dirham. Ibn Sīrīn og Ibn al-Musayyab siger: Hvis køberen ikke bryder sig om varen og derfor leverer den tilbage sammen med noget yderligere, må han gøre det. Ibn ‘Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, afgjorde, at dette salg var tilladt.

Salg på betingelse af fritagelse for ethvert mangelsansvar: Selv hvis sælgeren sælger på betingelse af, at han er fritaget for ansvar for enhver ukendt mangel, bliver han ikke fritaget for ansvaret. Køberen kan levere varen tilbage, så snart han opdager en mangel. Det skyldes, at det først efter salget kan fastslås, om der findes en mangel eller defekt. Derfor er det ikke muligt på forhånd at give en fritagelse. Sælgeren bliver dog fritaget, hvis han på forhånd oplyser om varens mangler, eller hvis køberen fritager ham for ansvaret efter aftalens indgåelse. ‘Abdullāh ibn ‘Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, solgte en slave til Zayd ibn Thābit for otte hundrede dirham på betingelse af fritagelse for ansvar. Senere opdagede Zayd, at slaven havde en mangel. Derfor ønskede han at levere slaven tilbage til Ibn ‘Umar, men Ibn ‘Umar nægtede at tage ham tilbage. De gik derfor begge til ‘Uthmān, måtte Allah være tilfreds med ham, for at få sagen afgjort. ‘Uthmān sagde til Ibn ‘Umar: »Kan du sværge på, at du ikke kendte til denne mangel?« Han svarede: »Nej.« Så lod han Ibn ‘Umar tage slaven tilbage. Derefter solgte Ibn ‘Umar ham for et tusind dirham. Imām Aḥmad har overleveret denne beretning.

Ibn al-Qayyim siger: Dette viser, at de var enige om dette salgs gyldighed og om gyldigheden af betingelsen om fritagelse for ansvar. ‘Uthmān og Zayd var desuden enige om, at hvis sælgeren på forhånd kendte til manglen, ville betingelsen om fritagelse ikke fritage ham for ansvaret.

Uenighed mellem køber og sælger: Når køber og sælger bliver uenige om prisen, og ingen af dem har vidner eller beviser, er det, sælgeren siger under ed, det, der lægges til grund. Køberen skal enten tage varen til den pris, sælgeren har angivet, eller sværge på, at han ikke købte den til denne pris, men til en lavere pris. Hvis køberen sværger på denne måde, fritages han for pligten til at tage imod varen, og den leveres tilbage til sælgeren, uanset om varen stadig findes eller er gået til grunde. Grundlaget for dette er den hadith, som Imām Abū Dāwūd overleverede fra ‘Abd al-Raḥmān ibn Qays ibn Ashyās: »Ashyās købte nogle slaver blandt de slaver, der var kommet fra Khumus Bābt, af ‘Abdullāh for tyve tusind mønter. Derefter sendte ‘Abdullāh en budbringer til ham for at kræve deres pris. Ashyās sagde da: Jeg købte jo disse slaver for ti tusind mønter. ‘Abdullāh sagde: Så udpeg en voldgiftsmand til at afgøre uenigheden mellem mig og dig. Ammās sagde: Du er voldgiftsmand mellem mig og dig. ‘Abdullāh sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige: Når køber og sælger bliver uenige, og de ikke har noget vidne, lægges det, som varens ejer siger, til grund; ellers ophæves salget.« De lærde har accepteret denne hadith. Al-Shāfi‘ī har, idet han anlægger hadithens generelle betydning, sagt: Der skal træffes afgørelse i overensstemmelse med det, køber og sælger hver især sværger på. Når uenigheden gælder pris, frist, betingelse, pant eller rahn, skal de begge aflægge ed.

Reglerne for et ugyldigt salg: Det salg, der indgås i overensstemmelse med sharī‘ahs bestemmelser og opfylder alle salgets betingelser og bestanddele, er et gyldigt og tilladt salg. Derved bliver ejendomsretten til den solgte vare og dens pris samt retten til at drage nytte af varen tilladt. Men hvis sharī‘ahs bestemmelser overtrædes, er salget ikke gyldigt; det er derimod ugyldigt, ulovligt og annulleret.

Et ugyldigt og ulovligt salg er således et salg, som islam ikke har godkendt. Derfor forbliver dette salg ufuldbyrdet og ugyldigt ifølge sharī‘ah, og det medfører ikke, at ejendomsretten etableres. Det gælder også, selv om køberen har modtaget varen eller taget den i besiddelse. En ulovlig handling kan ikke være et middel til at erhverve ejendomsret.

Imām al-Qurṭubī siger: »Hvad der end gennemføres ved en åbenlyst haram handling, er ugyldigt. I så fald skal køberen levere varen tilbage præcis som den er. Hvis den er gået til grunde, efter at han har fået den i sin besiddelse, skal han betale dens værdi, hvis den har en fastsat værdi, såsom jord, dyr og møbler. Hvis det er en vare, hvis modydelse skal gives i form af noget, der kan vejes eller måles, såsom korn eller en anden tilsvarende vare, skal han betale modydelsen med den pågældende vare.«

Fortjeneste ved et ugyldigt salg: Ifølge hanafitiske retslærde er sælgeren, når han har modtaget betalingen ved et ugyldigt salg og har investeret den i sin forretning for at opnå fortjeneste, forpligtet til at annullere salget, tilbagebetale betalingen til køberen og give den opnåede fortjeneste som sadaqa. Han har nemlig opnået denne fortjeneste på en måde, der er forbudt ved Koranens klare bestemmelser.

Hvis varen går til grunde, før den er blevet overdraget:

1. Hvis den solgte vare helt eller delvist går til grunde, før den er blevet overdraget, som følge af køberens handling eller forsømmelse, annulleres salget ikke, men forbliver gældende, og køberen er forpligtet til at betale den fulde pris. Det skyldes, at han selv er ansvarlig for, at varen gik til grunde.

2. Hvis varen derimod går til grunde som følge af en tredjepersons handling eller forsømmelse, kan køberen enten annullere købet eller kræve erstatning hos den ansvarlige.

3. Hvis varen helt eller delvist beskadiges eller går til grunde, før den kommer i køberens besiddelse, som følge af sælgerens fejl, den solgte vares egen beskaffenhed eller en naturkatastrofe, annulleres salget.

4. Hvis en del af den solgte vare går til grunde på grund af sælgerens fejl, fritages køberen for at betale den del af prisen, der svarer til den ødelagte del. Han kan selv vælge, om han vil tage den resterende del mod betaling eller ikke tage den.

5. Hvis en del af den solgte vare går til grunde på grund af selve den solgte vares beskaffenhed, fritages køberen ikke for nogen del af prisen. Han kan enten annullere hele købet eller tage den resterende del af varen mod betaling af den fulde pris.

6. Hvis varen går til grunde på grund af en naturkatastrofe, fritages køberen for den del af prisen, der svarer til det, som er gået til grunde. Han kan enten tage den resterende del mod betaling af den resterende pris eller annullere købet.

Hvis den solgte vare går til grunde efter overdragelsen: Når den solgte vare går til grunde, efter at den er kommet i køberens besiddelse, er varen på køberens ansvar, medmindre det falder ind under sælgerens indrømmelse af henstand; i så fald er køberen forpligtet til at betale prisen. Hvis det derimod falder ind under sælgerens indrømmelse af henstand, er sælgeren forpligtet til at give køberen prisen eller en tilsvarende vare.

Prisregulering: Med prisregulering menes, at varernes priser holdes inden for en grænse, så sælgeren ikke begår uret, og køberen ikke bliver bedraget.

Forbuddet mod prisregulering: Imam Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah overleverer med en autentisk overleveringskæde fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Folk sagde: »Allahs Sendebud, priserne på varer er steget. Fastlæg derfor priserne for os.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Det er Allah, der fastsætter priserne. Han er den, der skænker forsørgelse, og den, der mindsker og øger forsørgelsen. Jeg ønsker at møde Allah i en sådan tilstand, at ingen kan anklage mig for at have begået uret mod ham ved at skade hans liv eller ejendom.«

Ud fra denne hadith fastslog de lærde den regel, at det er ulovligt at gribe ind for at regulere eller fastsætte priserne på varer. Det skyldes, at det medfører en forestilling om uret. Samtidig er almindelige mennesker frie i deres økonomiske transaktioner. At fastsætte markedspriser er i strid med denne frihed. Det er ikke vigtigere at beskytte køberens interesser end sælgerens. Når de to parters interesser står i modsætning til hinanden, er det nødvendigt at give begge parter mulighed og beføjelse til at overveje, hvordan begges interesser kan beskyttes.

Imam ash-Shawkani siger: Alle mennesker har fuld råderet over deres egen ejendom. At fastsætte priserne på varer for dem svarer til at fratage dem denne råderet. Herskerens pligt er at tage hensyn til alle borgeres interesser. Det er ikke hans pligt ensidigt at beskytte købernes interesser ved at sænke priserne og anse dette for vigtigere end at beskytte sælgernes interesser ved at lade priserne stige. Når begge parters interesser står i modsætning til hinanden, er det hans pligt at give begge parter mulighed for at overveje sagen. At tvinge en køber til at sælge en vare til en pris, som køberen ikke ønsker at sælge den til, er i strid med dette udsagn i Koranens sura an-Nisa, vers 29:

إلَّا أَنْ تَكُونَ تِجَارَةٌ عَنْ تَرَاضٍ مِنكُمْ

»Men handel er tilladt ved gensidigt samtykke mellem jer.« Desuden forsvinder varerne fra markedet som følge af prisfastsættelsen. Derfor stiger priserne. Stigende varepriser er skadelige for de fattige. De bliver ude af stand til at købe varerne. De rige er derimod i stand til at købe varerne på det skjulte marked til stærkt forhøjede priser. Som følge heraf kommer både købere og sælgere i vanskeligheder, og ingen af deres interesser bliver beskyttet.

Prisregulering er tilladt i nødvendige situationer: Når de handlende imidlertid begynder at begå uret og hengiver sig til så overdreven profitjagt, at det skader markedet, bliver det nødvendigt for regeringen at gribe ind og fastsætte varernes priser for at beskytte folkets rettigheder, forhindre hamstring og modvirke den uret, som de handlendes grådighed påfører befolkningen. Derfor anser nogle inden for Malik- og ash-Shafi’is madhhab det for tilladt at fastsætte priserne, når varepriserne stiger. En del af Zaydi-madhhaben, heriblandt Sa’id ibn al-Musayyib, Rabi’a ibn Abd ar-Rahman og Yahya ibn Sa’id al-Ansari, anser også prisfastsættelse for tilladt, når samfundets interesser gør det nødvendigt.

Forfatteren til værket al-Hidaya siger: »Det er ikke ønskværdigt, at herskeren fastsætter priserne på varer. Men hvis fødevarehandlende handler egenrådigt og overskrider alle grænser, og regeringen ikke kan finde nogen anden måde at beskytte folkets rettigheder på end at fastsætte priserne, kan den efter samråd med de kyndige fastsætte priserne.«

Hamstring: Definition: At købe en vare og holde den tilbage eller oplagre den på en sådan måde, at dens udbud på markedet mindskes, så oplagrerne får mulighed for at hæve dens pris, og befolkningen lider skade, kaldes hamstring.

Bestemmelse: Shariaen har erklæret hamstring for haram og forbudt. For derved næres dårlige egenskaber som grådighed, profitjageri, uærlighed og det at påføre folk vanskeligheder.

a. Imam Abu Dawud og Tirmidhi overleverer fra Muʿammar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der beskæftiger sig med hamstring, handler uretfærdigt.

b. Ahmad, Hakim, Abu Shaybah og Bazzar overleverer, at Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der oplagrer en fødevare i fyrre dage, har brudt forbindelsen med Allah, og Allah har frasagt sig ethvert ansvar for ham.

c. Razin overleverer i sin hadithsamling, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den hamstrende tjener er ussel; han bliver bedrøvet, når han hører, at varer er blevet billigere, og glad, når han hører, at priserne er steget.

d. Ibn Majah og Hakim overleverer fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der sørger for forsyninger, får sin forsørgelse, mens hamstreren er forbandet.

e. Med den, der sørger for forsyninger, menes den person, som bringer varer og sælger dem til en lavere pris.

f. Ahmad og Tabarani overleverer fra Maʿqil ibn Yasar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der manipulerer med en vare, som muslimerne har behov for, på en sådan måde, at dens pris stiger, gør det til Allahs ret at anbringe ham i en stor del af Helvede.

Hvornår er hamstring forbudt? Ifølge et stort antal faqih’er er hamstring forbudt under følgende tre betingelser:

1. Når de oplagrede varer overstiger den mængde, som han selv og hans forsørgede har brug for i et helt år. Det er nemlig tilladt at oplagre det, man selv har brug for, for et års tid, sådan som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at gøre.

2. At vente på det tidspunkt, hvor varernes priser normalt stiger, for derefter at kunne sælge dem til en meget høj pris. Det skyldes, at efterspørgslen efter disse varer blandt folk på det tidspunkt bliver større.

3. At oplagre varer på et tidspunkt, hvor folk har et større behov for de oplagrede varer, såsom fødevarer, tøj og lignende. Hvis der er tale om en vare, som kun findes hos nogle få handlende, men som der ikke er efterspørgsel efter blandt folk, er det ikke forbudt at oplagre en sådan vare, eftersom det ikke skader folk.

Nogle lærde anser det kun for haram at oplagre fødevarer. Andre lærde anser oplagring for haram i forbindelse med alle varer. Det skyldes, at oplagring af varer forhindrer prisniveauet i at forblive normalt og afbalanceret. Nogle lærde mener, at der ikke er noget forkert i at oplagre afgrøder fra ens egen jord eller varer, som man selv har fremstillet.

Khiyar: Muligheden for at overveje, hvilken af de to muligheder—at opretholde købsaftalen eller at ophæve den—der vil være bedst, kaldes khiyar. Khiyar er af flere slags. Nedenfor følger en redegørelse for dem:
Khiyar al-majlis: Når både køber og sælger har indgået en aftale, har de begge ret til at opretholde eller ophæve aftalen, så længe de befinder sig i den pågældende majlis, det vil sige på det sted eller ved det møde, hvor aftalen blev indgået. Hvis denne ret imidlertid er blevet ophævet i aftalen med begge parters samtykke, findes denne ret ikke.

Nogle gange afgiver den ene af de to parter et tilbud eller giver sit samtykke i hast. Men umiddelbart efter indser vedkommende, at det ville være bedst ikke at gennemføre aftalen. I et sådant tilfælde har sharia givet ham denne ret, så den skade, som han var ved at påføre sig selv på grund af hastværket, kan afværges. Imam al-Bukhari og Muslim beretter fra Hakim ibn Hizam, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
»Køberen og sælgeren har ret til at trække sig fra aftalen, så længe de ikke er gået hver til sit. Hvis de begge taler sandt og tydeligt giver udtryk for deres forhold, vil de blive velsignet; men hvis de lyver og skjuler sandheden, vil velsignelsen over deres handel blive udslettet.

Det vil sige, at begge har ret til at opretholde eller ophæve aftalen, indtil de fysisk er gået fra hinanden. Hvad der udgør en adskillelse, må vurderes ud fra situationens karakter. Hvis aftalen er indgået i et lille hus, regnes det som en adskillelse, hvis en af de to går ud af huset. Hvis den er indgået i et stort hus, regnes det som en adskillelse, når en af dem er gået to eller tre skridt væk fra møtestedet. Hvis de begge går ud sammen og fortsætter med at gå sammen, anses de ikke for at være gået fra hinanden, og khiyar, det vil sige retten til at ophæve aftalen, forbliver intakt.

Den mest tungtvejende opfattelse i dette spørgsmål er, at det afgøres ud fra den sædvanlige skik, om der har fundet en adskillelse sted eller ej. Det, der efter sædvane regnes som en adskillelse, er også en adskillelse i sharias øjne, og det, der efter sædvane ikke regnes som en adskillelse, er heller ikke en adskillelse i sharias øjne.

Imam al-Bayhaqi beretter fra Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham: Han, Abdullah ibn Umar, siger: Jeg solgte en jordlod i Wadi til de troendes leder, Uthman, må Allah være tilfreds med ham, i bytte for en af hans jordlodder i Khaybar. Efter at salgsaftalen var indgået, vendte jeg mig om og gik bort og forlod hans hus, så han ikke kunne ophæve salget. For skikken var, at køberen og sælgeren havde ret til at ophæve salgsaftalen, indtil de var gået fra hinanden. Dette er flertallet af sahabaernes og tabi’inernes opfattelse. Blandt imamerne har al-Shafi’i og Ahmad også denne opfattelse. De siger: ‘Khiyar al-majlis’ gælder ved køb og salg, forlig, leje og alle aftaler, der vedrører økonomiske transaktioner. Ved ægteskab, khulʿ og lignende, hvor der ikke søges et økonomisk vederlag, findes der ikke khiyar al-majlis. Det gælder heller ikke ved mudaraba, shirkah, wakala og lignende.

Ifølge Imam Abu Hanifa og Imam Malik er ‘khiyar al-majlis’ ugyldig. Det er tilstrækkeligt at indgå aftalen mundtligt, og den bliver bindende. Når køb og salg først er gennemført, kan det ikke ophæves, selv om parterne stadig befinder sig i samme majlis. Ifølge dem henviser omtalen af adskillelse i hadithen til en sproglig adskillelse.

Hvornår retten til at ophæve bortfalder: Hvis begge parter efter aftalens indgåelse giver afkald på retten til at ophæve, bortfalder den. Hvis den ene giver afkald, består den andens ret. Hvis en af de to parter dør, bortfalder denne ret.

Khiyar al-shart eller en tidsbegrænset betænkningstid: Når enten køberen eller sælgeren køber eller sælger på den betingelse, at vedkommende indtil en bestemt frist har frihed eller mulighed for at fastholde eller ophæve det pågældende køb eller salg, kaldes det ‘khiyar al-shart’, uanset hvor lang denne frist eller betænkningstid er. En sådan betingelse kan gælde for både køberen og sælgeren eller for blot én af dem. Grundlaget for gyldigheden af en sådan betingelse er de følgende to hadither:

a. Det berettes fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Et køb eller salg mellem en køber og en sælger er ikke endeligt, før de er gået fra hinanden. Dog gælder dette ikke ved et køb eller salg, hvor der er fastsat en betingelse.’ Det vil sige, at det køb eller salg, de har indgået, ikke bliver bindende for dem, før de er gået fra hinanden. Men selv efter at de er gået fra hinanden, vil købet eller salget ikke være bindende indtil den fastsatte frist, hvis de begge eller den ene af dem har taget en betænkningstid indtil en bestemt frist; de vil i stedet have mulighed for at ophæve det.

b. Det berettes også fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Når to personer indgår et køb eller salg, har begge frihed til at fastholde eller ophæve det, så længe de ikke er gået fra hinanden. På samme måde har de, når de indgår et køb eller salg, hvor begge eller den ene giver den anden en betænkningstid, frihed til at fastholde eller ophæve det.’ Når den fastsatte frist er udløbet, og købet eller salget ikke er blevet ophævet inden for fristen, bliver det bindende. Betingelsen om en tidsbegrænset betænkningstid kan ophæves ved en erklæring, men den kan også automatisk bortfalde gennem køberens handlinger. Hvis han for eksempel giver den købte genstand som waqf eller bortgiver den, eller tilkendegiver, at han vil sælge den, bortfalder den. Det viser nemlig, at han har accepteret salget. Så længe hans betænkningstid består, vil ethvert forsøg fra hans side på at overdrage varen være uden virkning.

Ifølge Imam Ahmad kan betænkningstidens længde forlænges så meget, som de to parter ønsker efter gensidig aftale. Ifølge Imam Abu Hanifa og al-Shafi’i er fristen højst tre dage, mens Imam Malik mener, at fristen kan fastsættes efter behov.

Khiyar al-ʿayb eller betænkningstid på grund af en mangel: Det er haram at skjule en mangel ved varen på salgstidspunktet: Det er haram at sælge varen uden at oplyse køberen om dens mangel.

1. Det er overleveret fra ʿUbbā ibn ʿĀmir, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »En muslim er en muslims bror. Det er ikke tilladt for en muslim at sælge en vare til sin muslimske bror uden at gøre ham opmærksom på den mangel, der findes i den.« (Aḥmad, Ibn Mājah, al-Dāraquṭnī, al-Ḥākim og al-Ṭabarānī)

2. ʿAdī ibn Khālid siger: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, skrev til mig: »Dette er dokumentet for den vare, som ʿAdī ibn Khālid købte af Allahs Sendebud Muḥammad, fred og velsignelser være med ham. Han købte af ham en slave eller slavepige, som hverken havde nogen sygdom, nogen skadelig egenskab eller nogen dårlig karakter. En muslims salg til en muslim.

3. Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der bedrager os, er ikke en af os.« Reglerne for salg med mangler: Når en købsaftale indgås, selv om køberen kender manglen, bliver aftalen bindende, og der er ingen mulighed for at genoverveje den, eftersom han har accepteret den. Hvis køberen derimod ikke kendte manglen, men opdager den efter aftalens indgåelse, er aftalen stadig gyldig og korrekt, men ikke bindende. Køberen har i så fald valget mellem at returnere varen til sælgeren og få den betalte pris tilbage eller beholde varen og få en forholdsmæssig del af prisen tilbage på grund af den eksisterende mangel. Hvis han imidlertid er tilfreds med den eller udviser en handling, der viser hans accept, såsom at tage initiativ til at sælge den købte vare, investere den som kapital eller overdrage den,

Ibn al-Mundhir siger: al-Ḥasan, Shurayḥ, ʿAbdullāh ibn al-Ḥasan, Ibn Abī Laylā, al-Thawrī og andre har sagt: »Når nogen køber en vare og derefter tager initiativ til at sælge den, selv om han ved, at den har en mangel, har han ikke længere ret til at returnere den.« Dette er også imām al-Shāfiʿīs opfattelse.

Uenighed mellem køber og sælger om en mangel ved varen: Hvis der opstår uenighed om, hvorvidt en mangel ved varen opstod, mens den var hos køberen eller sælgeren, og det er muligt, at manglen opstod, mens den var hos en af dem, men ingen af dem har noget bevis, accepteres sælgerens erklæring, når han aflægger ed. ʿUthmān, måtte Allah være tilfreds med ham, afsagde en sådan dom.

Nogle siger: Køberens erklæring accepteres, når han aflægger ed, og han skal returnere varen til sælgeren.

Køb af rådne æg: Hvis en person køber hønseæg og efter at have slået dem ud opdager, at de er rådne, kan han når som helst få hele købesummen tilbage fra sælgeren. Købsaftalen ophæves nemlig i dette tilfælde, fordi den solgte vare er værdiløs og har mistet sin egenskab som formuegode. Køberen er ikke forpligtet til at returnere det rådne æg til sælgeren, eftersom der hverken er nogen fordel eller nytte ved det.

Indtægt som følge af ansvar: Når et salg ophæves, og køberen tidligere har opnået en form for udbytte af varen, mens den var i hans besiddelse, tilkommer dette udbytte køberen. Det er overleveret fra ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Udbyttet tilkommer den, der bærer ansvaret.« (Imām Aḥmad, Abū Dāwūd, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī og Ibn Mājah. Al-Tirmidhī erklærede hadithen autentisk.) Forklaringen på hadithen er, at den fortjeneste eller gevinst, der opnås fra den solgte vare, tilkommer køberen, fordi han ville have været ansvarlig for den, hvis den var gået til grunde, mens den var hos ham. Hvis nogen køber et dyr og gør brug af det i nogle dage, hvorefter en mangel, der allerede var til stede før salget, viser sig, og sagkyndige personer bekræfter, at hans påstand er sand, kan han ophæve salget, og den brug, han har gjort af dyret i de pågældende dage, tilkommer ham. Han er ikke forpligtet til at give sælgeren nogen del af dette. I nogle overleveringer siges det: En mand købte en slave og satte ham derefter til at arbejde for sig. Da han siden opdagede en mangel hos ham, returnerede han ham til sælgeren. Sælgeren sagde: »Hvad med betalingen for det arbejde, du satte min slave til?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Arbejdet var til gengæld for ansvaret for ham.« (Abū Dāwūd)

Muligheden for svig ved salg: Når sælgeren bedrager køberen og snyder ham ved at forhøje prisen gennem bedrag, er det haram for ham. Køberen har tre dages frist til at returnere en sådan købt vare. Nogle siger, at den skal returneres straks. Grunden til, at salget er haram, er svig eller bedrageri. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde: »Den, der bedrager os, er ikke en af os.«

Beviset for retten til at returnere varen er denne hadith, overleveret af Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være over ham, sagde: »Tiltræk ikke folk ved at lade mælk blive tilbage i kamelers og geder og fårs yvere i flere dage, så yveret ser større ud.

Den, der køber et sådant dyr, kan efter at have malket det beholde det, hvis han ønsker det; ellers skal han returnere det og desuden give én sāʿ dadler.« (Al-Bukhari og Muslim)

Det vil sige, at der som erstatning for den ekstra mælk skal gives en vis mængde dadler eller basisfødevarer tilbage. Ibn ʿAbd al-Barr siger: Denne hadith er det grundlæggende bevis på, at bedrageri er forbudt. Den er desuden et bevis på, at bedrageri ikke annullerer det oprindelige salg, at fristen er tre dage, og at det at få yveret til kunstigt at se større ud medfører en sådan frist.

Når bedrageriet kommer fra sælgerens side og sker utilsigtet, er det ikke haram. Køberen beholder dog retten og muligheden for at returnere varen, så han beskyttes mod tab.
Muligheden ved at blive snydt i køb og salg: Det er undertiden sælgeren, der bliver snydt, som når en vare til fem mønter sælges for tre. Det er også undertiden køberen, der bliver snydt, som når en vare til tre mønter købes for fem.

Når nogen bliver snydt ved et køb eller salg, har han ret til at returnere den købte vare og annullere aftalen. Betingelsen er dog, at han ikke kender varens pris og ikke er i stand til at forhandle. For i et sådant tilfælde svarer det til bedrageri at snyde ham, og enhver muslim bør være fri for dette. Når en køber eller sælger udsættes for en sådan handel, bliver det hans valg, om han vil annullere aftalen eller fastholde den. Spørgsmålet er imidlertid, om det alene er tilstrækkeligt at være blevet snydt for at opnå en sådan ret?

Nogle lærde mener, at bedraget skal være usædvanligt og overdrevent. Nogle siger, at det skal udgøre en tredjedel af prisen. Andre mener, at denne ret opnås ved enhver grad af bedrag.

Da intet salg normalt er helt fri for at blive snydt, opstiller mange denne betingelse for bedrag. Desuden anses mindre bedrag som regel for tåleligt og tilgiveligt. Den bedste opfattelse er, at bedragets karakter eller betingelse skal fastlægges ud fra den gængse skik og praksis. Retten til at returnere eller beholde varen fastslås kun i de tilfælde, hvor noget efter den gængse skik og praksis regnes for bedrag. Hvis det derimod ikke regnes for bedrag efter den gængse skik og praksis, fastslås der ingen ret til at returnere eller beholde varen. Dette er imam Ahmad og imam Maliks opfattelse. Som bevis fremfører de den følgende hadith, overleveret af al-Bukhari og Muslim fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham:

Profeten (fred være med ham) blev informeret om en mand ved navn Hibbān ibn Munqidh, som ofte blev bedraget i handel. Profeten (fred være med ham) sagde: »Når du handler med nogen, så sig: Der må ikke være bedrag.« Det vil sige, at den, der siger dette, har ret til at returnere eller tage varen tilbage, uanset om han bliver bedraget eller ej.

Ibn Ishaq tilføjer til denne hadith: »Derefter har du ret til at genoverveje aftalen for hver vare i op til tre dage. Hvis den forekommer dig tilfredsstillende, så fasthold den; hvis den ikke forekommer dig tilfredsstillende, så returnér varen.« Denne mand levede derefter indtil Uthmāns tid og var da blevet et hundrede og tredive år. Under Uthmāns tid voksede befolkningen. Når nogen købte noget og fik at vide, at han ville blive bedraget, gik han da tilbage. En sahabi bevidnede på hans vegne, at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde givet ham ret til at genoverveje handelen i tre dage. Så returnerede han sine penge. Flertallet af de lærde mener, at retten til at genoverveje en handel ikke fastslås blot ved, at køberen er blevet bedraget. For beviserne vedrørende handelens gyldighed er ikke betinget af, om der har fundet bedrag sted eller ej. Som svar på hadithen om Hibbān ibn Munqidh siger de, at manden havde ringe dømmekraft. Hvis en person ikke har så ringe dømmekraft, at han ikke kan skelne mellem godt og ondt, kan hans handel sammenlignes med handelen foretaget af en mindreårig dreng, der kan skelne mellem godt og ondt, og som har fået tilladelse til at drive handel. Derfor fastslås hans ret til at genoverveje handelen i tilfælde af bedrag. Og eftersom Allahs Sendebud (fred være med ham) lærte ham at sige: »Der må ikke være bedrag«, var hans handel betinget af, at den var fri for bedrag; derfor hører dette under khiyār al-shart.

Køb af varer undervejs: At købe en vare undervejs – det vil sige før varen når byen, og før sælgeren kender varens pris – kan være årsag til, at sælgeren bliver bedraget. I denne situation kan køberen købe varen billigere end markedsprisen. Hvis sælgeren senere opdager, at han er blevet bedraget, har han ret til at tage varen tilbage og annullere handelen for at undgå sit tab. Imām Muslim har nemlig overleveret fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at købe varer, før de blev bragt til markedet. Han sagde: »Køb ikke varer undervejs. Hvis nogen gør det, har sælgeren ret til at annullere handelen, efter at varen er kommet på markedet.« Flertallet af de lærde mener, at dette forbud i hadithen betyder, at handlingen er harām.

At lade som om man køber for at hæve prisen: At angive en højere pris i samråd med ejeren for at hæve varens pris, selv om den person, der angiver den højere pris, ikke har til hensigt at købe. En sådan person lader som om han er køber for at tilskynde almindelige købere til at købe til den højere pris.

Det er overleveret i Bukhari og Muslim fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød en tredje person at lade som om han købte til en højere pris for at give sælgeren mulighed for at sælge til en højere pris. Alle de lærde er enige om, at dette er harām.

Hāfiz Ibn Hajar siger i værket Fath al-Bārī: Der er uenighed om, hvorvidt en handel gennem en sådan sælger er gyldig. Ibn al-Mundhir siger: Ifølge en gruppe hadith-lærde er en sådan handel ugyldig. Zāhirī-skolen og en opfattelse hos imām Mālik støtter dette. Hvis handlingen er foretaget i samråd med ejeren eller på ejerens initiativ, vil retten til at genoverveje og annullere købet ifølge den mest udbredte opfattelse i den hanbalitiske madhhab være gældende i dette tilfælde. Shafi’itterne har også en tilsvarende opfattelse. Deres mest korrekte opfattelse er dog, at handelen er gyldig, men at der begås synd. Dette er også den hanafitiske madhhabs opfattelse.

Iqālah, det vil sige tilbagekaldelse af en handel: Hvis en person efter at have købt en ting opdager, at han ikke har brug for den, eller hvis en person efter at have solgt en ting opdager, at han har brug for den, kan han bede om tilladelse til at annullere det pågældende køb eller salg. Islam tilskynder i sådanne tilfælde til at tillade tilbagekaldelse.

Imām Abū Dāwūd og Ibn Mājah har overleveret fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, der tillader en muslim at tilbagekalde en aftale, vil Allah tilgive hans synder.« En sådan tilbagekaldelse af aftalen medfører, at handelen annulleres. Dette er tilladt, før den solgte vare er kommet i køberens besiddelse. Heri indgår hverken khiyār al-majlis eller khiyār al-shart. Deri indgår heller ikke shufʿah, det vil sige den tilstødende jordejers forkøbsret, for dette regnes ikke som et salg. Efter aftalens annullering tager både køber og sælger det, de hver især har krav på. Køberen tager prisen tilbage, og sælgeren tager varen tilbage. Hvis den solgte vare er gået til grunde, hvis en af aftalens underskrivere er død, eller hvis prisen er blevet ændret, vil tilbagekaldelsen af aftalen være ugyldig.

Salam-salg: Definition: At købe en vare ved at betale prisen kontant på grundlag af en aftale om, at varen forbliver på sælgerens ansvar indtil en fastsat frist. Juristerne har også kaldt det »behovets salg«, fordi det er et salg af en vare, der ikke er til stede, og både køber og sælger har et stærkt behov for den. Kapitalens ejer har behov for at købe varen, mens varens ejer har behov for dens pris. Dette behov opstår, når varen endnu ikke er klar hos sin ejer. Han vil bruge pengene til sine egne formål og anvende dem til at producere og levere varen. Det er således et nødvendigt og nyttigt salg.

Salam-salgets gyldighed: Salam-salgets gyldighed er bevist gennem Koranen, sunnaen og konsensus.

1. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg bevidner, at Allah har gjort forudbetaling for en fastsat frist tilladt i Sin Bog.« Derefter reciterede han det følgende vers:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا تَدَايَنتُم بِدَنِي إِلَى أَجَلٍ مُسَمًّى فَاكْتُبُوهُ .

»I, der tror! Når I indgår en gældsaftale med hinanden for en fastsat frist, så skriv den ned.« (Sura al-Baqara: 282)

2. Imam al-Bukhari og Muslim beretter: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Medina, plejede indbyggerne i Medina at betale på forhånd for frugter med en frist på et eller to år. Da Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så dette, sagde han: »Den, der betaler vareprisen på forhånd, skal gøre det med henblik på at modtage varen i et bestemt mål, en bestemt vægt og inden for en bestemt frist.«

Ibn al-Mundhir siger: »Alle de lærde, hvis udtalelser vi har samlet, er enige om, at salam-salg er gyldigt.«

Det er i overensstemmelse med shariaens regler: Salam-salgets gyldighed er i overensstemmelse med shariaens krav og formål, stemmer med shariaens regler og er ikke i modstrid med analogislutning. For ligesom det er tilladt at udskyde betalingen af prisen ved køb og salg, er det tilladt at udskyde leveringen af varen ved salam-salg. Der er ingen forskel mellem de to. Allah har sagt: »Når I indgår en gældsaftale med hinanden for en fastsat frist, så skriv den ned.« Med gæld menes her den formue, hvis levering er garanteret, og som man har påtaget sig ansvaret for. Når varen er præcist beskrevet og velkendt, og dens levering er garanteret, således at man har påtaget sig ansvaret for den, og køberen har tillid til at modtage varen fra sælgeren inden fristens udløb, betragtes den solgte vare som en gæld eller et lån, hvis levering eller overdragelse gerne må udskydes.

I denne forbindelse sagde Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: Det forbud, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har indført mod, at en person sælger en vare, som han ikke har hos sig, omfatter ikke salam-salget. Således sagde han til Hakim ibn Hizam, må Allah være tilfreds med ham: »Sælg ikke det, du ikke har hos dig.« (Overleveret af Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah, at-Tirmidhi og Ibn Hibban, som erklærede den autentisk.) Den egentlige betydning af dette forbud er nemlig, at ingen må sælge noget, som han ikke er i stand til at levere. For den vare, som sælgeren ikke er i stand til at levere, er slet ikke i hans besiddelse. At sælge en sådan vare er derfor ikke andet end bedrag og vildledning. Men en vare, der er beskrevet præcist, som man har påtaget sig ansvaret for at levere med sikkerhed, og som sælgeren har næsten fuld tillid til vil kunne leveres inden for den fastsatte tid, er ikke omfattet af dette forbud.

Betingelserne for salam-salget: Salam-salget har visse betingelser, som skal være opfyldt, for at det er gyldigt. Nogle af disse betingelser vedrører kapitalen, mens andre vedrører varen.

Betingelserne for kapitalen (det vil sige det, der betales forud som pris):

a. Kategorien skal være fastlagt,
b. mængden skal være fastlagt,
c. den skal overdrages i samme møde.

Betingelserne for varen:

1. Man skal påtage sig ansvaret for at levere den med sikkerhed.

2. Den skal beskrives så tydeligt, at dens mængde og egenskaber bliver kendt, og at varen ved disse egenskaber kan skelnes fra andre varer, så muligheden for uenighed, strid og bedrag undgås.

3. Tidspunktet skal være fastlagt. Imam Malik siger: Det er tilladt at fastlægge tidspunktet ved hjælp af høsten, pilgrimmenes ankomst og lignende, forudsat at antallet af år og måneder er kendt.

Betingelsen om en fastlagt frist: Ifølge flertallet af de lærde er fristen et relevant forhold i salam-salget. De siger: Salam-salg er ikke tilladt, medmindre handelen sker med udsættelse. Ifølge den shafiitiske madhhab er det tilladt. Når et salg med udsættelse er tilladt trods usikkerhed, er et kontant salg så meget desto mere tilladt. Den fastlæggelse af fristen, der er nævnt i hadithen, er ikke nævnt med henblik på at gøre den til en betingelse; betydningen er derimod: Hvis dette ikke er øjeblikkeligt og kontant, skal fristen fastlægges.

Imam al-Shawkani siger: Shafi’i-skolens opfattelse er den mest korrekte og rigtige. Det vil sige, at det ikke er nødvendigt, at der fastsættes en leveringstermin. Der findes intet bevis til støtte for dette. Det er ikke nødvendigt at pålægge noget som en forpligtelse uden bevis.

Hvis det hævdes, at salget uden en fastsat termin uundgåeligt bliver til salg af noget, der ikke eksisterer, hvilket ikke er tilladt andre steder end i salam-salg, og at den eneste reelle forskel mellem salam-salg og almindeligt køb og salg i praksis er fastsættelsen af en termin, er svaret, at der allerede i selve naturen af almindeligt salg og salam-salg er en forskel, og denne forskel er tilstrækkelig.

Det er ikke en betingelse, at varen ved salam-salg befinder sig hos sælgeren: Ved salam-salg er det ikke nødvendigt, at man ejer varen; det er derimod nødvendigt, at varen er tilgængelig hos ham ved terminens udløb. Hvis varen ikke kan findes, når terminen udløber, bliver salget annulleret. Hvis den ikke kan findes før terminens udløb, er der ingen skade sket.

Imam al-Bukhari beretter, at Muhammad sagde: Abd Allah ibn Shaddad og Abu Burda sendte mig til Abd Allah ibn Abi Awfa med besked om at spørge, om Profetens ledsagere i Allahs Sendebuds levetid betalte forskud for hvede. Abd Allah svarede: Vi betalte forskud til bønderne i Syrien (ifølge en anden overlevering: til de kristne i Syrien) for hvede, byg og olie efter et bestemt mål og med en bestemt termin. Jeg spurgte: Til dem, som havde adgang til varens oprindelse? Han sagde: Vi spurgte dem ikke om dette. Derefter sendte de mig til Abd al-Rahman ibn Abza. Jeg stillede ham det samme spørgsmål. Han sagde: I Allahs Sendebuds tid betalte ledsagerne forskud. Vi spurgte dem ikke, om de havde marker og gårde.

Aftalen annulleres ikke, hvis leveringsstedet ikke nævnes: Hvis køber og sælger forholder sig tavse om stedet for varens levering, er salam-salget gyldigt, og stedet fastlægges. Det skyldes, at betingelsen om at nævne stedet ikke er omtalt i hadithen. Hvis det havde været en betingelse, ville Allahs Sendebud have nævnt den, ligesom han nævnte mål, vægt og termin.

Salam-salg af mælk og modne dadler: Imam al-Qurtubi siger: »Salam-salg af mælk og modne dadler samt den øjeblikkelige modtagelse af dem er en social skik, som er udbredt blandt hele byens befolkning. Den bygger på principperne om almenvellet. For mennesker har dagligt behov for og er nødt til at skaffe mælk og dadler. Det er vanskeligt hver dag at skaffe dette for kontante penge, for det er ikke sikkert, at de har kontanter til rådighed hver dag. Desuden kan prisen være forskellig fra dag til dag. Ejeren af dadelpalmerne og mælken har imidlertid behov for kontanter. Den, som kun har andre varer og ikke kontanter, vil ikke gå til ejeren af dadlerne og mælken. Når behovet således er lige stort hos både køber og sælger, er denne handel blevet tilladt for dem.«

At modtage en anden vare i salam-salg i stedet for den aftalte vare: Flertallet af de lærde anser det ikke for tilladt, mens salam-aftalen stadig består, at modtage en anden vare i stedet for den vare, som salgsaftalen vedrører. Det skyldes, at han måske har solgt varen som en gæld, før han fik den i sin besiddelse. Desuden sagde Allahs Sendebud: »Den, der har betalt forskud for en bestemt vare, må ikke overføre det betalte forskud til en anden ting.« (al-Daraqutni, fra Ibn Umar). Imam Malik og Ahmad anser det dog for tilladt.

Ibn al-Mundhir siger: Det er overleveret fra Ibn Abbas, at han sagde: »Når du har betalt forskud for en vare med en fastsat termin, er det godt, hvis du modtager den inden for terminen. Ellers skal du modtage noget ringere i stedet for den og ikke opnå fortjeneste to gange.« Shu’ba overleverede dette, og det er en ledsagers udtalelse. En ledsagers udtalelse regnes i virkeligheden som et afgørende bevis, så længe den ikke strider mod et andet vers eller en hadith.

Efter at have gennemgået begge siders beviser udtrykker Ibn al-Qayyim den opfattelse, at dette synspunkt bør foretrækkes, og siger, at det er fastslået, at det ikke er blevet bevist ugyldigt gennem noget vers eller nogen hadith, ijma eller qiyas. Tværtimod kræver Koranen, hadithen og qiyas, at det er gyldigt. Shariaens grundprincip er i virkeligheden, at enhver tvist skal forelægges Allah og Hans Sendebud, så den kan afgøres. Hvis salam-aftalen annulleres på grund af iqalā eller af en anden grund, anser nogle det for ugyldigt at modtage en anden vare i stedet for den aftalte vare, mens andre anser det for gyldigt. Den sidstnævnte opfattelse tilhører Imam al-Shafi’i, qadi Abu Ya’la og Imam Ibn Taymiyya. Ibn al-Qayyim siger, at den sidstnævnte opfattelse er den mest korrekte og rigtige. Det skyldes, at modtagelse af en alternativ vare er den eneste måde at frigøre sig fra forpligtelsen på. Ligesom en alternativ betaling er gyldig ved tilbagebetaling af lån og andre forpligtelser, er den også gyldig her.

Kapitel fireogtredive: Riba eller åger

Det arabiske ord riba betyder sprogligt forøgelse eller overskud. I sharīʿas terminologi betyder det en forøgelse eller et overskud på hovedstolen, uanset om det er stort eller lille. Allah siger i vers 279 i Sura al-Baqara:

وان تبتر فلكم رؤوس أموالكر لا تظلمون ولا تظلمون

Men hvis I angrer, så tilhører jeres hovedstol jer. Derved gør I hverken uret eller bliver udsat for uret.

Bestemmelse: Åger er forbudt i alle de himmelske religioner, især i jødedommen, kristendommen og islam.

I Det Gamle Testamente står der: »Hvis du låner noget ud til et medlem af mit folk, må du ikke behandle ham som en ågerkarl. Du må ikke kræve nogen fortjeneste af ham på det lån, du har givet ham. Når din broder kommer i nød, skal du bære hans byrde; du må ikke kræve nogen fortjeneste eller fordel af ham.

Alligevel ser jøderne ingen hindring i at tage åger fra andre jøder. I Koranen fordømmes denne adfærd i vers 161 i Sura al-Nisa, hvor der siges:

وَاعْنِ مِرَ الرَّبُوا وَقَدْ تَهُوا عَنْهُ

og fordi de tog åger, selv om det var blevet forbudt.

I Det Nye Testamente siges det: »Hvilken fortjeneste er der i, at I låner til dem, som I håber at få noget igen fra? Vis derimod gavmildhed og lån uden at håbe på fortjeneste. Så vil I få en stor belønning.

På baggrund af disse udsagn i Bibelen har kirkens folk afgjort, at åger er fuldstændig forbudt. Sokobar siger: »Den, der siger, at det ikke er synd at tage åger, betragtes som ateist og frafalden.

Fader Buti siger: »Ågerkarle berøves ære i det jordiske liv og er efter døden uværdige til at blive svøbt i et ligklæde.« Den hellige Koran har flere steder og gradvist omtalt åger. I vers 39 i sura ar-Rum, som blev åbenbaret i den mekkaanske periode, siges det:

وما المتر من رنا اليربوا فِي أَمْوَالِ النَّاسِ فَلَا يَرْبُوا عِندَ اللهِ ، وَمَا أَتَيْتُم مِّن زَكُوا تَرِيدُونَ وَمَهُ اللَّهِ فَأُولَئِكَ منَ التَضْعِفُونَ

Den åger, I giver for at den skal vokse i menneskers rigdom, vokser ikke i Guds øjne deres rigdom. Men den zakat, I giver for at opnå Guds velbehag, den vokser.‹ I den medinensiske periode blev åger forbudt i vers 130 i sura Al Imran, hvor det siges:

يأيها الذين امنوا لا تأكلوا الربوا أشعانا مضعفة من وَاتَّقُوا اللَّهَ لَعَلَّكُمْ تُفْلِحُونَ

O I, der tror! Spis ikke åger med renters rente, og frygt Gud, så I kan få fremgang. Til sidst siges det i vers 278 og 279 i sura al-Baqara:

ياتها الَّذِينَ آمَنُوا اتَّقُوا اللهَ وَذَرُوا مَا بَقِي مِن الرِّبوا إن تنصر مُؤْمِنِينَ فَإِنْ لَمْ تَفْعَلُوا فَأْذَنُوا يعرب من الله ورسوله ، وأن تبتر فلكم رؤوس أموالِكُمْ لا تَظْلِمُونَ وَلَا تَعْلَمُونَ

I troende! Frygt Allah, og opgiv det, der endnu skyldes jer i åger, hvis I er troende. Hvis I ikke gør det, så vid, at det er en krig mod Allah og Hans Sendebud. Men hvis I angrer, tilkommer jeres hovedkapital jer. Så gør I hverken uret eller udsættes for uret.

Af det foregående vers fremgår det, at de, der siger, at åger ikke er forbudt, hvis det ikke beregnes med renters rente, tager fejl. For Allah har ikke gjort noget ud over hovedkapitalen tilladt. Dette er det sidste vers om åger. Åger er i sandhed en frygtelig stor synd. Imam al-Bukhari og Muslim beretter fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Undgå de syv ødelæggende handlinger.« Folk spurgte: »O Allahs Sendebud, hvilke?« Han sagde: »At sætte medguder ved Allahs side, trolddom, at dræbe en sjæl, som Allah har gjort ukrænkelig, uden gyldig grund, at fortære åger, at fortære den forældreløses ejendom, at flygte under kamp og at beskylde uskyldige, kyske troende kvinder for utugt.«

Allah har forbandet enhver, der deltager i en ågeraftale. Han har forbandet långiveren, der tager åger, skyldneren, der betaler åger, den, der nedskriver ågeraftalen, og de vidner, der bevidner den; Han har forbandet dem alle.

Al-Bukhari, Muslim, Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi beretter fra Jabir ibn Abdullah, at Allahs Sendebud sagde: »Allah har forbandet den, der tager åger, den, der betaler åger, de to vidner til ågeren og den, der skriver den ned.« Ad-Daraqutni beretter fra Abdullah ibn Hanzala, at Allahs Sendebud sagde: »En dirham åger er i Allahs øjne værre end at begå utugt seksogtredive gange.« Allahs Sendebud sagde også: »Åger består af nioghalvfems synder; den mindste af dem svarer til at begå utugt med sin egen mor.«

Begrundelsen for forbuddet mod åger: Åger er forbudt i alle de himmelske religioner. Det er forbudt på grund af følgende alvorlige skadevirkninger:

1. Det skaber fjendskab mellem mennesker og ødelægger indstillingen til gensidig hjælp og samarbejde. Alle religioner, og især islam, opfordrer imidlertid til gensidigt samarbejde og til at give andre forrang, og de nærer afsky for hovmod, selvtilstrækkelighed og udbytning.

2. Åger skaber en velhavende klasse, som ikke udfører noget arbejde, men ophober enorme formuer, der samles uden nogen anstrengelse. Islam værdsætter derimod arbejde og respekterer arbejderen. Islam gør arbejdet til det bedste middel til at tjene til livets ophold. Derved øges færdighederne, og den enkeltes selvtillid styrkes.

3. Riba er et redskab for kapitalisme og imperialisme. Derfor siges det: Imperialismen følger enten i hælene på en forretningsmand eller på en præst. Gennem den imperialistiske herskende udbytning og undertrykkelse i vores land har vi lært rente og dens skadelige følger at kende. Derfor opfordrer islam til at yde trængende mennesker rentefrie lån og giver en stor belønning herfor. Dette er allerede blevet udtrykt i vers 29 i Sura ar-Rum.

Ribas former: Riba er af to slags: 1. forsinkelsesrente 2. forøgelsesrente.

Forsinkelsesrente: Den ekstra betaling, som långiveren opkræver af låntageren til gengæld for at give ham udsættelse med tilbagebetalingen af lånet, kaldes forsinkelsesrente. Ifølge Koranen, sunnaen og muslimernes enstemmige afgørelse er denne rente haram.

Forøgelsesrente: Forøgelsesrente er en ekstra betaling ved salg af valuta for valuta eller varer for varer. Den er haram ifølge sunnaen og muslimernes enstemmige afgørelse, det vil sige ijma. For den er årsagen til, at forsinkelsesrente opstår.

Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Sælg ikke én dirham for to dirham, for jeg frygter, at dette vil få jer til at begå riba.« Af hadithen fremgår det, at riba er forbudt i seks varer: guld, sølv, hvede, byg, dadler og salt. Det er overleveret fra Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når I handler guld for guld, sølv for sølv, hvede for hvede eller salt for salt, skal handelen ske hånd til hånd (det vil sige kontant) og lige for lige. Den, der giver eller kræver mere, er skyldig i en ribatransaktion. Giveren og modtageren er lige.« (Ahmad, al-Bukhari)

Årsagen til forbuddet: De seks ting, der er nævnt i hadithen, er grundlæggende nødvendigheder i menneskers liv, som alle mennesker har et stærkt behov for, og uden hvilke livet går i stå. Guld og sølv er mønternes grundbestanddele, som er nøglen til handel og bytte. Disse to ting er målestokken for værdifastsættelse og hjælper med at fastsætte værdien af varer. De resterende fire varer er bestanddele og kilder til føde samt leverandører af livsbevarende kraft og næring. Hvis riba bliver udbredt i disse ting, vil det medføre alvorlig skade for mennesker og skabe kaos i handelen. Derfor har Allah, af barmhjertighed med menneskene og af hensyn til deres interesser og velfærd, forbudt denne riba.

Heraf står det klart, at årsagen til, at riba er haram i forbindelse med guld og sølv, er, at de begge er redskaber og midler til køb, mens årsagen til, at riba er haram i forbindelse med andre varer, er, at de hører til fødevarer.

Hvis noget andet end guld og sølv således bliver et middel til køb, gælder de samme regler som for guld og sølv også for det, og det skal handles kontant og i lige mængder. På samme måde skal enhver anden vare end hvede, byg, dadler og salt, som er en fødevare af samme slags som disse fire, handles kontant og i lige mængder.

Imam Muslim beretter på Muʿammar ibn ʿAbdullahs autoritet: Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød byttehandel med fødevarer, medmindre de blev udvekslet lige for lige. Derfor skal enhver genstand, der træder i stedet for en af disse seks, betragtes på samme måde som den og være underlagt de samme regler. Hvis de to varer, der udveksles, tilhører samme kategori og er omfattet af samme årsag, er det derfor både forbudt at give et overskud og at give henstand. Når guld således sælges for guld og hvede for hvede, gælder der to betingelser for, at denne handel eller transaktion er gyldig.

1. Mængden af de to varer skal være ens, uanset om deres kvalitet er ens eller forskellig, hvad enten den er god eller dårlig. Dette fremgår tydeligt af den ovennævnte hadith. Imam Muslim beretter desuden: En mand kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, med nogle dadler. Allahs Sendebud sagde til ham: »Er dette ikke vores dadler?« Manden svarede: »Jo, Allahs Sendebud. Vi sælger to sāʿ af disse dadler for én sāʿ af vores dadler.« Allahs Sendebud sagde: »Det er jo rente. Returnér dem. Sælg derefter vores dadler, og køb så af dem til os.« Imam Abū Dāwūd beretter på Fuḍālas autoritet: En halskæde med perler og guld blev bragt til Allahs Sendebud, fred være med ham. En mand købte halskæden for ni eller syv dinarer. Allahs Sendebud sagde: »Nej«, det vil sige: »Jeg køber den ikke, før de to dele er adskilt.« Han gav dem tilbage, hvorefter de blev adskilt. I Muslims beretning siges det, at han beordrede guldet skilt fra halskæden, og det blev gjort. Derefter sagde han: »Guld skal sælges for guld med samme vægt.« Ibn al-Qayyim siger: Det er tilladt at sælge en genstand, der er blandet med halal-materiale, for en guldgenstand, der vejer mere end den, og en genstand, der er blandet med sølv, for en sølvgenstand, der vejer mere end den.

2. Ingen af de to varer, der udveksles, må overdrages med forsinkelse; begge skal derimod overdrages straks til hinanden. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det skal gives med den ene hånd og modtages med den anden.« Han sagde også: »Når I sælger guld for guld, skal I udveksle dem lige for lige og ikke foretrække den ene frem for den anden. Og når I sælger sølv for sølv, skal I udveksle dem lige for lige og ikke foretrække den ene frem for den anden. Sælg ikke en vare, der er til stede, for en vare, der ikke er til stede.« – Al-Bukhārī og Muslim.

Når de to varer, der udveksles, tilhører forskellige arter, men er omfattet af samme årsag, er det tilladt, at den ene mængde er større end den anden, men en udskudt transaktion er ikke tilladt. Hvis sølv for eksempel sælges for guld, eller hvede for byg, er øjeblikkelig overdragelse en betingelse, men lige store mængder er ikke en betingelse. Der må således være forskel på mængderne.

Imam Abū Dāwūd beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det er tilladt at sælge hvede for byg og byg for mere hvede, men handelen skal foregå hånd til hånd.«

Aḥmad og Muslim beretter på ʿUbādahs autoritet: »Når disse varer tilhører forskellige arter, så sælg, som I ønsker, men handelen skal foregå hånd til hånd.« Når de to varer, der udveksles, både tilhører forskellige arter og er omfattet af forskellige årsager, er ingen af betingelserne nødvendige. Det er da tilladt at handle med forskellige mængder, og en forsinket overdragelse er også tilladt. Hvis fødevarer for eksempel sælges for sølv, er det tilladt både at handle med forskellige mængder og at udveksle dem med forsinkelse. På samme måde kan ét stykke stof sælges for to stykker stof og ét kar for to kar.

Kort sagt er rente tilladt i andre varer end guld, sølv samt mad og drikke. Ved køb og salg af disse øvrige varer er det tilladt at handle med forskellige mængder og med betalingsfrist, og det er også tilladt at gå fra hinanden, før varerne er overdraget. Det er for eksempel tilladt at sælge én ged for to geder, hvad enten betalingen sker kontant eller på kredit. På samme måde er det tilladt at sælge én ged for én ged. ʿAmr ibn al-ʿĀṣ, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter nemlig, at Allahs Sendebud, fred være med ham, beordrede ham til at tage én kamel i stedet for to af zakāt-kamelerne. (Aḥmad, Abū Dāwūd og al-Ḥākim). Ibn al-Mundhir siger: Allahs Sendebud, fred være med ham, købte én slave for to sorte slaver og én slavinde for syv geder. Dette er også Imam al-Shāfiʿīs opfattelse.

Salg af dyr for kød: De fleste imamer siger, at det ikke er tilladt at sælge et halal-dyr for kød fra et dyr af samme art. Det er for eksempel ikke tilladt at sælge en slagtet ko for en levende ko, hvis kød er tilladt at spise. Saʿīd ibn al-Musayyab berettede nemlig, at Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at sælge dyr for kød. (I Imām Māliks al-Muwaṭṭaʾ). Imam al-Shawkānī har sagt: Denne hadith kan med rette godtages som bevis på grundlag af alle de overleveringskæder, hvori den er berettet. Al-Bayhaqī beretter fra en indbygger i Medina, at Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at sælge et levende dyr for et dødt dyr. Ifølge hanbalitterne er det tilladt at sælge kødet af ét dyr for et andet dyr. Det er for eksempel tilladt at sælge en ged for kamelkød.

Salg af dadler mod tørrede dadler: Det er ikke tilladt at sælge dadler mod tørrede dadler. Det er dog tilladt at sælge dem til fattige mennesker, som ikke har dadelpalmer. De kan købe dadler af ejerne af dadelplantagerne ved at beregne mængden ud fra de tørrede dadler.

Imam Malik og Abu Dawud beretter fra Saʿd ibn Abi Waqqas: Da Allahs Sendebud (fred være med ham) blev spurgt om at sælge dadler mod tørrede dadler, sagde han: »Bliver dadlerne ikke mindre, når de tørrer?«

De svarede: »Jo.« Da forbød han salg af dadler mod tørrede dadler.

Al-Bukhari og Muslim beretter fra Ibn Umar: Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge dadlerne på palmerne mod tørrede dadler efter mål. Han forbød også at sælge druerne på vinstokkene mod rosiner efter mål. Og han forbød at sælge korn på marken mod tilberedt mad.

Al-Bukhari beretter fra Zayd ibn Thabit: Allahs Sendebud (fred være med ham) tillod salg af dadlerne på de skænkede palmer efter et skøn over deres mængde.

Salg på kredit til en højere pris end den egentlige værdi: Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at sælge noget på kredit til en pris, der er højere end dets egentlige værdi. Det er nemlig rente, selv om det gennemføres i form af køb og salg. Når en person har brug for penge, køber han en vare til en bestemt pris med en fastsat betalingsfrist og sælger den derefter til en anden køber til en lavere pris med en kortere betalingsfrist. Hans ekstra gevinst i dette tilfælde består i, at han straks får adgang til et pengebeløb, som han kan drage fordel af. Denne form for salg er haram og ugyldig. Dette er Imam Abu Hanifas, Imam Maliks og Imam Ahmads opfattelse. Ifølge Imam al-Shafiʿi og andre er det tilladt, fordi alle salgshandlens bestanddele her er til stede på behørig vis. Hensigten tages ikke i betragtning her, da der ikke er nogen sikkerhed for, at hensigten bliver ført ud i livet.

1. Ibn Umar beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Når mennesker bliver nærige med at bruge rede penge, følger koens hale og opgiver jihad på Allahs vej, vil Allah sende en ulykke over dem, som Han ikke fjerner, før de vender tilbage til religionen.« (Ahmad, Abu Dawud, al-Tabarani, Ibn al-Qattan)

2. ʿAliya, som er hustru til Abu Ishaq al-Hamdani al-Kufi Sabing, datter af ʿAifa ibn Shurahbil, siger: »Jeg gik til Zayd ibn Arqams slavekvinde og hans hustru ʿAisha. Zayd ibn Arqams slavekvinde sagde: Jeg solgte en slave til Zayd ibn Arqam på kredit for otte hundrede dirham. Derefter købte jeg ham tilbage kontant for seks hundrede dirham. ʿAisha sagde: Dit køb og dit salg var begge ugyldige. Du skal meddele Zayd ibn Arqam, at hvis han ikke angrer, vil hans jihad sammen med Allahs Sendebud blive annulleret.« (Malik, al-Daraqutni)

Det femogtredivte kapitel: Qard eller lån

Definition: Qard eller lån er den formue, som långiveren giver låntageren på betingelse af, at denne, når han er i stand til det, tilbagebetaler et tilsvarende beløb.

Dets gyldighed i islamisk lov: Det er en tilbedelseshandling, hvorved man kan komme nærmere Allah. Gennem den udvises barmhjertighed og storsind over for mennesker, deres nød afhjælpes, og deres problemer løses. Islam har gjort det anbefalet for långiveren at yde et lån og tilladt låntageren at tage imod et lån, og det regnes efter islams syn ikke for den foragtede tiggeri. For låntageren tager imod det for at opfylde sit behov, drage fordel af det og tilbagebetale et tilsvarende beløb til rette tid.

1. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der afhjælper en muslims vanskelighed i det jordiske liv, vil Allah afhjælpe hans vanskelighed på Genopstandelsens Dag. Og den, der afhjælper en trængendes nød, vil Allah afhjælpe hans nød i denne verden og i det hinsidige. Så længe en tjener er optaget af at hjælpe sin bror (sin muslimske bror), er Allah optaget af at hjælpe ham.« (Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi)

2. Det er berettet fra Ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis en muslim låner en anden muslim noget to gange, svarer det til at give almisse én gang.« (Ibn Majah, Ibn Hibban)

3. Det er berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »På natten for Mi’raj så jeg skrevet på Paradisets port: Belønningen for almisse er tidobbelt, mens belønningen for at yde lån er attenfoldig. Jeg sagde: ‘O Jibril, hvordan kan det være, at det at yde lån er bedre end almisse?’ Han sagde: ‘For når den, der beder om hjælp, beder om hjælp, har han noget hos sig. Men den, der beder om et lån, gør det ikke uden et presserende behov.’«

Låneaftalen: Låneaftalen er en aftale, hvorved modtageren gøres til ejer. Derfor kan en låneaftale kun indgås af en person, der har den juridiske myndighed og kompetence til at yde lånet, og den indgås gennem tilbud og accept, ligesom aftaler om salg og gave. Aftalen fuldbyrdes med de ord, der udtrykker ydelse af et lån.

Ifølge den malikitiske madhhab etableres modtagerens ejerskab, så snart aftalen er indgået, uanset om det ydede lån er kommet i modtagerens besiddelse eller ej. Modtageren kan tilbagebetale enten noget tilsvarende eller præcis den samme genstand, som han lånte, uanset om noget tilsvarende er tilgængeligt eller ej. Hvis han vil tilbagebetale præcis den samme genstand, kan han dog kun gøre det, så længe den ikke er blevet ændret gennem formindskelse eller forøgelse. Hvis den er blevet ændret, skal han tilbagebetale noget tilsvarende.

Betingelsen om fastsættelse af en løbetid: Ifølge flertallet af fuqaha er det ikke tilladt at fastsætte en løbetid for et lån. Det skyldes, at lånet udelukkende er en frivillig velgerning. Långiveren har ret til straks at kræve det tilbagebetalt. Når lånet derfor udsættes til et bestemt tidspunkt, udsættes det ikke juridisk, men anses for forfaldent med det samme. Imam Malik siger: Det er tilladt at fastsætte en løbetid, og den fastsatte betingelse skal overholdes. Når et lån således udsættes til en bestemt løbetid, forbliver det udsat indtil denne løbetid, og ingen har ret til at kræve det tilbagebetalt før tidspunktet indtræffer. For Allah siger i al-Baqarah, vers 282:

Når I indgår en låneaftale med en fastsat løbetid.’ Desuden beretter Amr ibn Awf, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Muslimerne er bundet af deres betingelser.’ (Abu Dawud, Ahmad, al-Tirmidhi, al-Daraqutni)

Hvilke ting det er tilladt at låne: Det er tilladt at låne tøj og levende dyr. Der findes nemlig belæg for, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, lånte en to år gammel kamel. Ligeledes kan man låne alle ting, der handles efter mål eller vægt, samt alle handelsvarer. Man kan også låne brød og dej.

Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: ‘Jeg sagde: O Allahs Sendebud, naboerne låner brød og dej af hinanden og tilbagebetaler undertiden mindre og undertiden mere. Han sagde: Der er ingen ulempe ved det. Det hører blot til det, der gør livet lettere for mennesker. Der forventes ingen fortjeneste ved det.

Muadh, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt: Hvad mener du om at låne og udlåne brød og mel? Han svarede: Subhanallah, det er jo et kendetegn på ædel karakter. Du kan give mere og tage mindre, eller tage mere og give mindre. Men den, der tilbagebetaler ordentligt, er det bedste menneske. Jeg hørte selv Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sige dette.

Et lån, der giver fortjeneste, er riba: Formålet med enhver låneaftale er at gavne mennesker og hjælpe dem med at få adgang til det, de behøver for at leve. Et lån er ikke et middel til at tjene penge eller et redskab til at udnytte folk. Derfor er det ikke tilladt for låntageren at tilbagebetale mere end det oprindelige lån, han modtog fra långiveren, eller dets tilsvarende værdi. Fiqhens grundprincip er nemlig, at ethvert lån, der medfører fortjeneste, er riba.

Der er dog en betingelse for, at dette er riba og dermed ulovligt. Det er, at denne fordel eller fortjeneste ved lånet skal være fastsat som en betingelse eller være blevet almindelig skik. Hvis ingen af delene er tilfældet, det vil sige, hvis fordelen hverken er fastsat som en betingelse eller er blevet almindelig skik, kan låntageren ved tilbagebetalingen give noget af bedre kvalitet end det, han lånte, give noget mere i mængde eller sælge sit hus til långiveren, hvis det på forhånd var fastsat som en betingelse, at han skulle sælge huset til ham. Det er ikke makruh for långiveren at tage imod dette. Ahmad, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah beretter nemlig fra Abu Rafi:

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, lånte en to år gammel kamel af en mand. Derefter kom zakat-kamelerne til ham. Han beordrede mig så til at tilbagebetale hans lån med en to år gammel kamel fra flokken af zakat-kameler. Jeg sagde: I flokken findes der ingen anden kamel end en smuk kamel, som har afsluttet sit sjette år og er gået ind i sit syvende. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Giv ham den. Den bedste blandt mennesker er nemlig den, der tilbagebetaler et lån på bedste vis.

Jabir ibn Abdullah sagde: »Jeg havde et tilgodehavende hos Allahs Sendebud, fred være med ham. Han betalte mig det, jeg havde til gode, og gav mig desuden lidt ekstra.« (Ahmad, al-Bukhari, Muslim)

At skynde sig med at betale gælden før døden:

1. Imam Ahmad beretter: En mand spurgte om sin bror, som var død, mens han var forgældet. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Han holdes tilbage på grund af sin gæld. Betal gælden på hans vegne.« Han sagde: »Allahs Sendebud, jeg har betalt hele hans gæld. Der mangler kun to dinarer. En kvinde gør krav på disse to dinarer, men hun har intet vidne.« Han sagde: »Giv kvinden det, hun gør krav på, for hendes krav er sandt.«

2. Det berettes, at en mand sagde: »Allahs Sendebud, hvis jeg kæmper jihad med mit liv og min ejendom og derefter bliver dræbt, mens jeg er tålmodig, kæmper for at opnå Allahs tilfredshed og kun bevæger mig fremad uden at vige, kan jeg så komme i Paradis?« Han svarede: »Ja.« Manden gentog sit spørgsmål yderligere to eller tre gange. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Men hvis du dør, mens du er forgældet og ikke har mulighed for at betale gælden, kan du ikke.« Derefter meddelte han, at der var blevet åbenbaret en meget streng advarsel fra Allah om en bestemt sag. Folk spurgte: »Om hvilken sag?« Han sagde: »Om gæld. Ved Den Almægtige Allah, i hvis hånd mit liv er: Hvis en person bliver dræbt på Allahs vej og derefter bliver levende igen, så igen bliver dræbt på Allahs vej og bliver levende igen, og derefter igen bliver dræbt på Allahs vej, vil han ikke desto mindre ikke komme i Paradis, før han har betalt sin gæld.«

3. Det er berettet fra Jabir ibn Abdullah, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ikke bad begravelsesbønnen for nogen, der var død i forgældet tilstand. En dag blev et lig bragt til ham. Han sagde: »Har han nogen gæld?« Folkene svarede: »Ja.« Han sagde: »Bed begravelsesbønnen for jeres ven.« Abu Qatadah al-Ansari sagde: »Jeg påtager mig ansvaret for at betale hans gæld.« Så bad Allahs Sendebud, fred være med ham, begravelsesbønnen for ham.

Senere, da Allah gav sit Sendebud, fred være med ham, sejr, sagde han: »Jeg er for enhver troende en bedre beskytter end han selv. Den, der dør forgældet, hæfter jeg for hans gæld. Og den, der dør og efterlader sig ejendom, hæfter hans arvinger for hans gæld.« (al-Bukhari, Muslim, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah, overleveret fra Abu Hurayrah, måtte Allah være tilfreds med ham)

4. Al-Bukhari beretter fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der tager andres ejendom med hensigt om at betale den tilbage, vil Allah betale hans gæld. Men den, der tager den for at ødelægge den, vil Allah ødelægge ham.«

Den riges tøven er uretfærdighed: Det er berettet fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den riges tøven og undvigelse med at betale det, han skylder, er uretfærdighed. Og når en af jer får overdraget sit tilgodehavende til en velhavende person, bør han acceptere det.« (Abu Dawud)

Det er anbefalelsesværdigt at give den fattige skyldner henstand: Allah den Ophøjede siger:

وَإِن كَانَ ذُو عُسْرَة فنظرة إلى ميسرة ، وأن تصَدِّقُوا عَيْرٌ لَكُمْ إِن كُنتُمْ تَعْلَمُونَ

Hvis skyldneren er i vanskeligheder, skal han gives henstand, indtil han får bedre økonomiske forhold. Men hvis I eftergiver gælden, er det bedre for jer, hvis I blot vidste det. (Al-Baqarah, 280)

a. Det er overleveret fra Abu Qatadah, at han ledte efter en af sine skyldnere. Men denne holdt sig skjult. Derefter fandt han ham. Skyldneren sagde da: »Jeg er fattig.« Han sagde: »Kan du sværge ved Allah?« Han svarede: »Ved Allah!« Qatadah sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der ønsker, at Allah skal befri ham for trængslerne på Opstandelsens Dag, bør give den fattige skyldner henstand eller eftergive gælden.«

b. Ka’b ibn ‘Umar sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der giver en fattig skyldner henstand eller eftergiver gælden, vil Allah give en plads i Sin skygge.«

Eftergivelse af en del af gælden før forfaldstidspunktet: Ifølge flertallet af fuqaha er det ikke tilladt at eftergive skyldneren en del af gælden mod hurtig betaling, før den mellem begge parter aftalte frist er udløbet. Hvis en person låner en anden penge for en bestemt periode og derefter siger til skyldneren: »Jeg eftergiver dig en del af gælden på betingelse af, at du betaler resten før fristens udløb«, er det haram.

Men ifølge Ibn Abbas og Zufar er det tilladt. Ibn Abbas beretter nemlig: Da Allahs Sendebud beordrede Banu Nadir (en jødisk stamme) fordrevet fra Medina, kom en delegation fra dem og sagde: »Allahs Profet, du har beordret os til at blive fordrevet, men folk skylder os stadig mange gældsposter, som de endnu ikke har betalt.« Allahs Sendebud sagde: »Eftergiv noget af gælden, og skynd jer derefter at inddrive resten.«

Det seksogtredivte kapitel: Rahn eller pant

Definition: I shariaens terminologi er rahn eller pant at gøre en genstand med økonomisk værdi, ifølge shariaen, til sikkerhed for en gæld, således at hele gælden eller en del af den kan inddrives eller opfyldes gennem denne genstand.

Når man optager et lån hos en anden person og som sikkerhed for lånet overdrager en jordlod eller et dyr til långiveren som pant, hvor det forbliver tilbageholdt, indtil lånet er tilbagebetalt, betragtes denne tilbageholdte genstand ifølge sharialoven som rāhn eller pant. (På denne måde sikres tilbagebetalingen af lånet. Ellers vil den pantsatte genstand gå tabt helt eller delvist i forhold til lånets størrelse.) Ejeren af den pantsatte genstand, som er låntageren, kaldes pantgiveren, mens den långiver, der holder genstanden tilbage som sikkerhed for lånet, kaldes panthaveren. Den genstand, der stilles som sikkerhed, kaldes rāhn eller pant.

Rāhnets gyldighed: Rāhn eller pant er fastslået som tilladt gennem Koranen, Sunnah og ijmāʿ. Allah siger i Koranen:

وإِن كُنتُمْ عَلَى سَفَرٍ وَلَمْ تَجِدُوا كَاتِبا قومن مقبوضةٌ ، فَإِنْ أَمِن بَعْضُكُمْ بَعْضًا فَلْيَوْتِ الَّذِي اؤْتُمِنَ أمانته وليَتَّقِ الله ربه .

‘Hvis I er på rejse og ikke finder nogen skriver, er det tilladt at tage pant. Hvis nogle af jer stoler på andre, skal den, der er blevet betroet noget, give det betroede tilbage og frygte Allah, sin Herre.’ (Al-Baqarah: vers 283)

Dets gyldighed er også fastslået gennem Sunnah på den måde, at Allahs Sendebud, fred være med ham, stillede sin rustning som pant hos en jøde. Da han bad ham om at låne ham noget byg, sagde jøden: ‘Muhammad vil tilegne sig mine varer.’ Da sagde han: ‘Han lyver. Jeg er troværdig på jorden såvel som troværdig i himlen. Hvis han havde stolet på mig, ville jeg bestemt have tilbagebetalt lånet. Lad min rustning blive hos ham.’ Al-Bukhari og andre overleverer fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Allahs Sendebud, fred være med ham, købte nogle fødevarer hos en jøde og stillede sin rustning som pant hos ham.

De lærde er enige om, at pant er tilladt. Ingen har været uenig om dets gyldighed. Nogle har dog udtrykt uenighed om, hvorvidt det er tilladt uden for en rejsetilstand. Flertallet af de lærde mener imidlertid, at det er tilladt at stille pant både under rejse og i ens hjem, for Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde dette, mens han opholdt sig i Medina. Grunden til, at verset knytter det til rejsetilstanden, er, at det i de fleste tilfælde sker under rejser.

Mujahid, Dahhak og de lærde fra zahirī-skolen siger: Pant er kun tilladt under rejse, for det er dette, der siges i verset. Men hadithen er et afgørende svar til dem.

Betingelser for pantets gyldighed:

1. At være ved sine fulde fem, 2. at være myndig, 3. at den pantsatte genstand er til stede på tidspunktet for aftalen, uanset om den er fælleseje eller ej. 4. At panthaveren eller dennes repræsentant tager den pantsatte genstand i besiddelse.

Imam al-Shafi‘i sagde: Allah den Ophøjede har foreskrevet pant med betingelsen, at det tages i besiddelse. Derfor er pant ikke gyldigt, hvis det ikke er taget i besiddelse. De malikitiske lærde siger: Pant bliver bindende og træder i kraft alene ved aftalens indgåelse. Pantsætteren skal dog tvinges til at overdrage den pantsatte genstand, så panthaveren kan tage den i besiddelse. Når panthaveren har taget den i besiddelse, kan pantsætteren stadig drage fordel af den. Imam al-Shafi‘i er imidlertid uenig i dette synspunkt. Ifølge ham kan pantsætteren kun drage fordel af den, så længe panthaveren ikke lider tab.

Panthaverens udbytte af den pantsatte ejendom: Pantaftalen indgås grundlæggende for at sikre tilbagebetalingen af lånet og skabe tryghed. Det er ikke hensigten, at man skal opnå en fordel gennem den. Derfor er det ikke tilladt for panthaveren at drage fordel af den pantsatte ejendom, heller ikke hvis pantsætteren giver tilladelse til det. Det skyldes, at pantet dermed bliver til et lån, der giver en fordel. Ethvert lån, der giver en fordel, er imidlertid rente. Dette gælder dog kun, når den pantsatte ejendom ikke er et ridedyr eller et malkedyr. Hvis den er et sådant dyr, må panthaveren drage fordel af det og udnytte det til gengæld for at afholde udgifterne til dets pasning.

Hvis det eksempelvis er en hest, et muldyr eller en kamel, må han ride på den til gengæld for at afholde udgifterne til dens pasning, og hvis det er en ko, en ged eller lignende, må han malke og drikke dens mælk til gengæld for at afholde udgifterne til dens pasning. (Dette er Imam Ahmads og Ishaqs synspunkt. Ifølge flertallet af de lærde må panthaveren imidlertid under ingen omstændigheder drage fordel af den. Hadithens beviser taler dog imod dem.) Følgende beviser anføres til støtte for, at det er tilladt at drage fordel af den:

a. Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når et malkedyr er pantsat, må det malkes for panthaverens regning, og når et dyr er pantsat, må man ride på det for panthaverens regning. Den, der rider på dyret eller malker det, skal afholde udgifterne til dets pasning.« Imam Abu Dawud sagde: »Så vidt vi ved, er hadithen autentisk.« Andre har også overleveret denne hadith, blandt dem al-Bukhari, al-Tirmidhi og Ibn Majah.

b. Det er også overleveret fra Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis et dyr er pantsat, må panthaveren ride på det for egen regning, og hvis et malkedyr er pantsat, må panthaveren drikke dets mælk for egen regning. Den, der rider på det eller drikker dets mælk, skal afholde udgifterne.« (Overleveret i alle de autentiske hadithsamlinger undtagen Muslim og al-Nasa’i.) Imam Ahmads ordlyd er følgende: »Hvis et dyr er pantsat, er det panthaverens pligt at fodre det med græs. Man må drikke det pantsatte malkedyrs mælk, og den, der drikker den, skal afholde udgifterne til dyret.«

c. Det er også overleveret fra Abu Huraira, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det er tilladt at malke et pantsat dyr og ride på dets ryg.

Udgifterne til og fordelene ved den pantsatte ejendom: Ejeren skal afholde udgifterne til den pantsatte ejendom, herunder udgifterne til dens vedligeholdelse og til at få den tilbageleveret. Pantsætteren skal drage fordel af den pantsatte ejendom. Dens tilvækst hører til den pantsatte ejendom og føjes også til den oprindelige pantsatte ejendom. Afkom, uld, mælk og afgrøder hører til den pantsatte ejendom. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Alle fordelene ved den pantsatte ejendom tilkommer pantsætteren, og alle dens forpligtelser påhviler også ham.«

Imam al-Shafi’i sagde: Ingen af disse vil indgå i den pantsatte ejendom. Imam Malik sagde: Bortset fra børn og daddeltræets frøplanter vil intet andet indgå i den pantsatte ejendom.
Hvis panthaveren med herskerens tilladelse afholder udgifterne til den pantsatte ejendom, fordi pantsætteren er fraværende eller nægter at gøre det, vil beløbet være en gæld, som pantsætteren skylder den, der har afholdt udgifterne.
Den pantsatte ejendom som betroet gods: Den pantsatte ejendom er betroet gods hos panthaveren. Hvis han ikke begår overgreb eller forsømmelse, skal han ikke yde nogen erstatning. Dette er Imam Ahmad og al-Shafi’is opfattelse.

Pantet består, indtil gælden er betalt: Ibn al-Mundhir sagde: Alle de lærdes opfattelser, som jeg har bevaret, er enige om, at den, der pantsætter noget mod en modydelse og derefter ønsker at frigive en del af det pantsatte mod en del af den erlagte modydelse, ikke har ret til dette. Han kan ikke få det pantsatte tilbage, før han har betalt hele det skyldige beløb eller er blevet frigjort for forpligtelsen.

Når pantet går tabt: Det var skik blandt araberne, at når pantsætteren ikke var i stand til at betale den gæld, der skyldtes panthaveren, ophørte det pantsatte med at tilhøre ham, og panthaveren blev dets ejer. Islam forbød dette og afskaffede denne skik.

Så snart fristen udløber, er pantsætteren forpligtet til at betale gælden. Hvis han imidlertid hverken betaler gælden eller giver tilladelse til at sælge den pantsatte ejendom, vil herskeren tvinge ham til enten at betale gælden eller sælge den pantsatte ejendom. Hvis den sælges, og der er et overskud efter betaling af gælden, tilfalder det ejeren af den pantsatte ejendom. Hvis salgsbeløbet derimod ikke er tilstrækkeligt, vil det resterende beløb fortsat være et krav mod pantsætteren.
Mu’awiya ibn Abdullah ibn Ja’far beretter: En mand pantsatte et hus i Medina for en bestemt periode. Så snart perioden udløb, sagde panthaveren: »Dette er mit hus.« Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den pantsatte ejendom kan ikke gå tabt for pantsætteren. Han har ret til dens udbytte og bærer ansvaret for den.« (Berettet af al-Shafi’i, Ahram og al-Daraqutni.)

Betingelse om salg af pantet ved fristens udløb: Hvis der fastsættes en betingelse om, at pantet skal sælges, når fristen udløber, er det tilladt. I så fald har panthaveren ret til at sælge den pantsatte ejendom. Imam al-Shafi’i er dog uenig i dette. Ifølge ham er en sådan betingelse ugyldig.

Hvornår bortfalder pantet?

Pantet bortfalder, så snart den pantsatte ejendom efter panthaverens eget valg gives tilbage til pantsætteren.

Det syvogtredivte kapitel: Landbrug

Landbrugets fortjenester: Imam al-Qurtubi siger: Landbrug er en kollektiv religiøs pligt. Derfor er det regeringens pligt at tvinge og tilskynde befolkningen til at beskæftige sig med dette. Plantning af træer og planter hører også under landbrug.

1. al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis en muslim planter et træ eller dyrker en afgrøde, og mennesker, dyr eller fugle spiser noget af det, bliver det til en almisse for ham.

2. Imam al-Tirmidhi har overleveret fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Søg jeres udkomme gennem markernes afgrøder.

Fælles landbrug eller delingsforpagtning: Ved fælles landbrug forstås, at jorden overlades til en landmand på betingelse af, at han får en del af den afgrøde, der produceres—for eksempel halvdelen, en tredjedel eller en større eller mindre andel—alt efter hvad parterne bliver enige om.

Det fælles landbrugs lovlighed: Fælles landbrug er en form for gensidigt samarbejde mellem jordejeren og landmanden. Landmanden kan være dygtig til landbrug, men ikke eje jord. Jordejeren kan derimod være ude af stand til at dyrke jorden. Derfor har islam tilladt denne ordning som et udtryk for medfølelse med begge parter.

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere praktiserede fælles landbrug. al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, indgik en landbrugsaftale med indbyggerne i Khaybar mod en andel af de frugter eller afgrøder, der blev produceret dér. Imam Muhammad al-Baqir siger: »Der var ingen muhajir-familie i Medina, som ikke dyrkede jorden mod en tredjedel eller en fjerdedel af afgrøden.« Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, Sa’d ibn Malik, Abdullah ibn Mas’ud, Umar ibn Abd al-Aziz, al-Qasim, Urwah samt efterkommerne af Abu Bakr, Umar, Ali og Ibn Sirin praktiserede fælles landbrug. (al-Bukhari)

I al-Mughni står der: »Dette er en velkendt sag. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, praktiserede dette indtil sin død; derefter gjorde hans retledte kaliffer det indtil deres død, og siden gjorde deres efterkommere det også.« I Medina var der ingen blandt Profetens husstand, som ikke praktiserede dette. Efter Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, død gjorde hans hustruer det også. Det er heller ikke gyldigt at hævde, at denne praksis blev ophævet. For en bestemmelse i shariaen kan kun ophæves i Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, levetid. Hvordan skulle noget, som Allahs Sendebud praktiserede indtil sin død, som hans kaliffer derefter praktiserede, og som ledsagerne var enige om uden at nogen af dem modsatte sig det, kunne ophæves? Hvis det blev ophævet i Allahs Sendebuds levetid, hvordan kunne han så praktisere det efter ophævelsen? Og hvordan kunne denne ophævelse forblive så skjult, at selv hans kaliffer ikke kendte til den, når begivenheden ved Khaybar og deres praksis dér er almindeligt kendt? Hvor var den, der overleverede oplysningerne om ophævelsen, siden han ikke nævnte den og underrettede dem om sagen?«

Svar på hadithen om forbuddet mod fælles landbrug: Zayd ibn Thabit svarede på Rafi ibn Khadijs overlevering om, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød fælles landbrug, ved at sige, at dette forbud kun blev givet med henblik på at bilægge en strid. Han sagde:

Må Allah tilgive Rafi ibn Khadij. Ved Allah, jeg ved mere om denne hadith end han gør. To mænd fra Ansar kom til Allahs Sendebud efter at have skændtes. Han sagde: »Når jeres situation er sådan, skal I ikke bortforpagte marker på andelsbasis.« Rafi hørte kun de sidste ord: »I skal ikke bortforpagte marker på andelsbasis.« (Abu Dawud, an-Nasa’i)

Ibn Abbas tilbageviste også Rafi ibn Khadijs udsagn og forklarede det således, at Sendebuddet kun havde nedlagt dette forbud for at tilskynde dem til at gøre det, der er gavnligt. Ibn Abbas sagde: Allahs Sendebud forbød ikke fælles landbrug eller andelsforpagtning. Han befalede blot, at man skulle vise hinanden medfølelse, og sagde:

Den, der ejer jord, skal selv dyrke den eller lade sin bror dyrke den. Hvis han afslår, skal han selv beholde sin jord.

Amr ibn Dinar sagde: Jeg hørte Ibn Umar sige: »Vi så ikke noget problem i andelsforpagtning, før Rafi ibn Khadij sagde, at Allahs Sendebud havde forbudt det.« Senere nævnte jeg Rafis beretning for Tawus. Tawus sagde: »Den mest vidende blandt dem (nemlig Ibn Abbas) sagde: ’Det er bedre at give sin jord til nogen end at fastsætte en bestemt afgift på jorden eller opkræve jordskat.’« (De fem anerkendte hadithsamlinger)

At forpagte jord mod penge: Fælles landbrug eller andelsforpagtning mod penge, fødevarer eller andre aktiver er tilladt.

Hanzala ibn Qays siger: Jeg spurgte Rafi ibn Khadij om at forpagte jord. Han sagde: Allahs Sendebud forbød det. (Han mente muligvis forpagtning mod en andel af høsten.) Jeg sagde: Mod guld eller sølv? Han sagde: Der er ingen indvendinger, hvis det er mod guld eller sølv. (De resterende fem autentiske hadithsamlinger bortset fra at-Tirmidhi.)

Dette er Imam Ahmads opfattelse samt opfattelsen hos nogle af Malik- og ash-Shafi’is-skolernes lærde. Imam an-Nawawi siger: Dette er den mest tungtvejende opfattelse.

Ugyldig andelsforpagtning: Vi har allerede sagt, at gyldig andelsforpagtning består i at give en person lov til at dyrke jorden på betingelse af, at ejeren får en tredjedel eller en fjerdedel af den høstede afgrøde. Det vil sige, at størrelsen af hans andel forbliver ubestemt. Men hvis størrelsen af hans andel fastsættes, såsom at en bestemt mængde af den høstede afgrøde fastsættes, eller at en bestemt del af jordens areal fastsættes, således at afgrøden fra denne del af jorden tilkommer ejeren, mens resten tilkommer forpagteren, eller de begge skal have andel i den, så er denne form for andelsforpagtning ugyldig. Den indebærer uklarhed og mulighed for bedrag samt risiko for strid og uenighed.

Imam al-Bukhari beretter, at Rafi ibn Khadij sagde: »Vi ejede de fleste landbrugsarealer i Medina. Vi bortforpagtede jorden på vores side, og den del blev fastsat til jordejeren. Nogle gange gav denne del afgrøder, mens resten lå brak. Andre gange lå denne del brak, mens resten gav afgrøder. Til sidst blev vi forbudt at drive denne form for forpagtningslandbrug.« Det er også berettet fra Rafi ibn Khadij, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Hvordan dyrker I jeres marker?« Vi sagde: »Vi bortforpagter markerne mod en fjerdedel af afgrøden samt nogle wasq dadler og byg.« Han sagde: »Gør ikke det.«

Imam Muslim beretter fra Rafi ibn Khadij, må Allah være tilfreds med ham: »På Allahs Sendebuds ﷺ tid bortforpagtede folk jord mod det, der voksede ved grøfterne og vandhullernes bredder. Noget af afgrøden blev ødelagt, mens noget forblev uskadt. Og folk havde ikke andet end denne bortforpagtede jord. Derfor forbød Allahs Sendebud ﷺ dem at gøre dette.«

Dyrkning af øde jord: Forklaring: At dyrke øde jord betyder at gøre jord, som tidligere ikke er blevet dyrket eller anvendt, brugbar og egnet til beboelse eller landbrug.

Tilskyndelse til dette: Islam ønsker, at mennesker udvider den dyrkbare jord, spreder sig over jorden og opdyrker den udyrkede jord. Derved vil deres rigdom vokse, og deres velstand øges. Og

på denne måde vil de blive velhavende og stærke. Derfor tilskynder islam mennesker til at opdyrke øde jord og drage fordel af dens muligheder. Allahs Sendebud ﷺ sagde:

1. »Den, der opdyrker et stykke øde jord, har retten til det.« (Abu Dawud, al-Nasa’i, al-Tirmidhi).

2. Urwah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jorden tilhører Allah, og tjenerne tilhører også Allah. Den, der gør død jord levende, har den første ret til den. Dette har de overbragt til os fra Allahs Sendebud ﷺ, som også overbragte bønnen.«

3. »Den, der gør død jord levende, vil få belønning for dette. Det, som fugle, dyr og insekter spiser derfra, vil blive til en almisse for ham.« (al-Nasa’i).

4. Hasan ibn Samurah, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud ﷺ har sagt: »Den, der opfører en mur omkring et stykke jord, får retten til det.« (Det vil sige: øde jord). Abu Dawud.

5. Asmar ibn Muḍarris fortæller: Jeg kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, og aflagde troskabseden til ham. Han sagde: »Den, der tager et stykke land i besiddelse, som ingen muslim tidligere har taget i besiddelse, tilhører det ham.« Da folk hørte dette, indhegnede de hver især deres jord.

Betingelser for opdyrkning af øde jord: For at jord kan betragtes som øde, skal den ligge langt fra beboede områder, så den ikke regnes som en del af det pågældende beboede område. Afstanden fra det beboede område fastsættes efter gængs skik og sædvane.

Herskerens tilladelse: Juristerne er enige om, at opdyrkning af øde jord er tilstrækkeligt til at blive dens ejer. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt herskerens tilladelse er en betingelse. De fleste lærde siger: Herskerens tilladelse er ikke en betingelse. Så snart nogen opdyrker øde jord, bliver han dens ejer, også uden herskerens tilladelse. Når der opstår en tvist, og herskeren påtager sig at afgøre den, er det hans pligt at sikre, at opdyrkeren får sin ret.

Imam Abu Dawud beretter fra Saʿid ibn Zayd, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der opdyrker øde jord, får ejendomsretten til den.

Imam Abu Hanifa siger: »Man kan opnå ejendomsret ved at opdyrke jorden. Herskerens tilladelse og godkendelse er dog en betingelse.

Ifølge Malik er der forskel på jord, der ligger langt fra et beboet område, og jord, der ligger tæt på et beboet område. Hvis den ligger tæt på, kræves herskerens tilladelse. Hvis den ligger langt væk, kræves tilladelse ikke. Opdyrkeren bliver dens ejer.
Hvornår bortfalder ejendomsretten?: Hvis en person beslutter at opdyrke et stykke jord, markerer det ved at rejse et flag eller indhegner det med en mur, men derefter ikke gør noget for at opdyrke det eller gøre det anvendeligt, bortfalder hans ejendomsret til det efter tre år.

Salim ibn Abd Allah fortæller: En dag holdt Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, en tale i Egypten: »Den, der opdyrker øde jord, får ejendomsretten til den. Men hvis han holder jorden tilbage uden at opdyrke den, har han efter tre år ikke længere ejendomsret til den. For mange holdt jord tilbage uden at opdyrke den.«
Tawus fortæller: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den oprindelige jord tilhører Allah og Hans Sendebud, og derefter jer. Den, der opdyrker øde jord, får ejendomsretten til den. Den, der blot holder jorden tilbage, har efter tre år ikke længere ejendomsret til den.«

Når nogen opdyrker en anden persons jord uden dennes viden: På Umar ibn al-Khattabs og Umar ibn Abd al-Aziz’, må Allah være tilfreds med dem, tid var den gældende praksis, at når en person opdyrkede et stykke jord, som han anså for at være uden ejer, og en anden derefter kom og beviste, at jorden tilhørte ham, fik ejeren valget mellem to muligheder: enten kunne han betale opdyrkeren for hans arbejde og tage jorden tilbage fra ham, eller også kunne han modtage jordens værdi og overlade jorden til ham. Det er om dette, Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der opdyrker øde jord, får ejendomsretten til den. Den uretfærdiges sved giver ingen ret.«

Tildeling af jord, vandreservoirer og miner: En retfærdig hersker kan tildele nogle mennesker jord, miner eller vandreservoirer, hvis han vurderer, at det er til gavn. (Hvis det ikke er til gavn, er det ikke tilladt at gøre det alene af hensyn til nepotisme.)

Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og de efterfølgende kaliffer gjorde dette. Beviset herfor fremgår af følgende hadither:

1. Abd al-Rahman ibn Awf siger: Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, tildelte mig noget jord. Senere gik al-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, til Umars familie og købte deres andel af dem. Derefter sagde han til Uthman, må Allah være tilfreds med ham:

»Abd al-Rahman ibn Awf hævder, at Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og Umar ibn al-Khattab tildelte ham den og den jord. Men jeg har købt Umars efterkommeres andel.« Uthman, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Abd al-Rahmans udsagn er korrekt.« (Ahmad)

2. Alqama ibn Wa’il siger: Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tildelte ham et stykke jord i Hadramawt.

3. Umar ibn Dinar siger: Da Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom til Medina, tildelte han Abu Bakr og Umar, må Allah være tilfreds med dem, jord.

4. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, siger: Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tildelte Bilal ibn al-Harith både lavtliggende og højtliggende jord langs kysten. (Ahmad, Abu Dawud)

Imam Abu Yusuf siger: Disse hadither beviser, at Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tildelte jord til mange mennesker, og at hans efterfølgende kaliffer også gjorde det. Hvis det udtrykte omsorg for islam og bidrog til landets udvikling, anså Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, det for gavnligt. Kalifferne tildelte også jord til den person, om hvem de vidste, at han ville fremme og styrke islam og skade islams fjender. Kalifferne gjorde dette, fordi de anså deres handling for god; ellers ville de ikke have gjort det.

At tage jorden fra den, der lader den ligge udyrket: Herskeren må kun tildele jord med henblik på almenvellet. Når det er bevist, at den, som jorden blev tildelt, har ladet den ligge udyrket i stedet for at opdyrke den, skal den tages fra ham.

a. Amr ibn Shuʿayb beretter fra sin far: Guds Sendebud (fred være med ham) havde tildelt noget jord til nogle personer fra Muzayna- eller Juhayna-stammen. Men de opdyrkede ikke jorden. Senere opdyrkede en anden stamme den. Derfor klagede Juhanitterne eller Muzanitterne over dem til Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham). Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvis det var mig eller Abu Bakr, der havde givet jer jorden, ville jeg give den tilbage til jer. Men det er jord, som Guds Sendebud (fred være med ham) har givet.« Derefter sagde han: »Hvis nogen lader sin jord ligge udyrket i tre år, og en anden derefter opdyrker den, har den sidstnævnte opdyrker større ret til jorden.«

b. Bilal, far til al-Harith ibn Bilal al-Muzani, siger: Guds Sendebud (fred være med ham) tildelte ham hele området al-Aqiq. Da Umars (må Allah være tilfreds med ham) tid kom, sagde han til Bilal: »Guds Sendebud (fred være med ham) tildelte dig ikke denne jord, for at du uden grund skulle holde den tilbage fra folket og beholde den for dig selv. Han tildelte dig den, for at du skulle udnytte den. Tag derfor den del af jorden, som du kan opdyrke, og giv resten tilbage.«

Det otteogtredivte kapitel: Ijara eller udlejning

Definition: I sharīʿahens terminologi betegner ijara eller udlejning en kontrakt, der sikrer adgang til nytten eller tjenesten ved en genstand mod en fastsat leje. Ifølge denne definition er det ikke tilladt at leje et træ for at drage fordel af dets frugter. Et træ er nemlig ikke en tjeneste eller en nytte, men derimod kilden til en tjeneste. På samme måde er ijara af guld, sølv, fødevarer eller genstande, der udleveres eller modtages efter mål eller vægt, ikke tilladt. I sådanne tilfælde vil selve genstanden blive opbrugt, når man benytter dens tjeneste. Af samme grund er det ikke tilladt at udleje eller leje køer, geder og kameler for at drikke deres mælk. Formålet med ijara er nemlig at få ejerskab over en tjeneste eller en nytte. I dette tilfælde opnår man imidlertid ejerskab over mælken, og det er ikke det samme. En tjeneste kan undertiden fås fra en genstand, såsom beboelse fra et hus og transport fra et køretøj. Undertiden fås en tjeneste gennem arbejde, såsom en ingeniørs, en murer eller en malers arbejde. Og undertiden fås den gennem en persons arbejde, såsom tjenestefolks arbejde.

Den, der ejer tjenesten og udlejer den, kaldes ijara-giver eller udlejer, mens den, der modtager tjenesten, kaldes ijara-tager eller lejer. Den genstand, hvis tjeneste lejes, kaldes det udlejede, og modydelsen for tjenesten kaldes lejen.

Når ijara-kontrakten er gyldig, fastslås lejerens ret til at modtage tjenesten eller ejerskab over tjenesten. For udlejeren fastslås ejerskab over lejen eller retten til at modtage lejen. Det skyldes, at dette er en udvekslingsaftale.

Gyldigheden af ijara eller udlejning: Gyldigheden af udlejning er fastslået gennem Koranen, Sunnah og ijma.

a. I den hellige Koran, i vers 32 af sura az-Zukhruf, siger Den Almægtige Allah:

أهم يَقْسِمُون رحمت ربك – لحن قسمنا بينهم معيشتهم في الحيوة الدنيا ورفعنا بَعْضَهُمْ فَوق بعض ترمس ليَأْهِلَ بَعْضُهُمْ بَعْضاً سخريا ، ورحمت ربك غير مما يجمعونه

Er det dem, der fordeler din Herres barmhjertighed? Det er Vi, der fordeler deres underhold blandt dem i det jordiske liv, og Vi ophøjer nogle af dem over andre i rang, så de kan få hinanden til at arbejde. Din Herres nåde er bedre end det, de samler.

b. I vers 233 af sura al-Baqarah siger Allah:

وإِنْ أَرَدْتُمْ أَن تَسْتَرْضِعُوا أَوْلَادَكُمْ فَلَا جُنَاحَ عَلَيْكُمْ إِذَا سَلَّمْتُمْ مَا أَتَيْتُمْ بِالْمَعْرُوفِ ، وَاتَّقُوا اللَّهَ وَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ بِمَا تَعْمَلُونَ بَصِيرَه

Hvis I giver det, som I på behørig vis havde lovet at give, er der ingen synd over jer, hvis I ønsker at lade jeres børn amme af en amme. Frygt Allah, og vid, at Allah ser alt, hvad I gør.

c. Allah siger i vers 26 og 27 af sura al-Qasas:

قَالَتْ إِحْدهُمَا يَأْتِي اسْتَاخِرَهُ وَإِن غَيْرَ مِن اسْتَاجَرْتَ الْقَوِي الْآمِينَ قَالَ إِنِّي أَرِيدَ أَنْ أَنْكِحَلَكَ إِحْدَى ابْنَتَيْ مُتَيْنِ عَلَى أَنْ تَاجَرَ لِي تَمْنِي مِجَعَ : فَإِنْ أَتْمَسَ عَمْرًا فَمِنْ عِنْدِكَ ، وَمَا أَرِيدُ أَنْ احق عَلَيْكَ مَا سَتَجِدُ لِي إِنْ شَاءَ

اللهُ مِنَ الصَّلِحِينَ

En af de to døtre sagde: »Fader, ansæt denne mand som lønarbejder, for den bedste, du kan ansætte som lønarbejder, er den stærke og troværdige.« Han sagde til Musa: »Jeg ønsker at gifte dig med en af disse to døtre på betingelse af, at du arbejder for mig i otte år. Hvis du fuldfører ti år, er det op til dig. Jeg ønsker ikke at gøre det vanskeligt for dig. Hvis Allah vil, vil du finde mig god mod dig.«

Følgende hadither er også værd at bemærke:

1. Imam al-Bukhari beretter: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ansatte en mand ved navn Abdullah ibn al-Ariqit fra Banu Dail som lønarbejder. Han var en dygtig vejviser.

2. Imam Ibn Majah beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Giv arbejderen hans løn, før hans sved er tørret.«

3. Imam Ahmad, Abu Dawud og al-Nasa’i beretter med Sa’d ibn Abi Waqqas som overleveringskæde: »Jeg plejede at leje jord for de afgrøder, der voksede ved kanten af min kanal. Men Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød mig at gøre dette og beordrede mig at leje den for guld eller sølv.«

4. Imam al-Bukhari og Muslim beretter med Ibn Abbas som overleveringskæde, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Lad dig koppe og giv kopperen hans betaling.«

Desuden er hele den muslimske ummah enig om, at ijara er lovlig. Den modstand, som de få lærde, der har afvist denne konsensus, har gjort gældende, kan ikke tages i betragtning.

Begrundelsen for, at ijārah er gyldig: Sharīʿah har gjort ijārah eller leje tilladt, fordi det er meget nødvendigt for mennesker. Mennesker har brug for boliger til at bo i. Til arbejde har de brug for tjenere eller ansatte. Til transport har de brug for lastdyr (eller køretøjer), til landbrug har de brug for jord, og til økonomiske formål har de brug for redskaber. Det er billigere at skaffe alle disse nødvendige ting ved leje end ved køb.
De grundlæggende bestanddele i en ijārah- eller lejeaftale: En ijārah- eller lejeaftale indgås gennem to sætninger med betydningen »jeg har udlejet« og »jeg har taget imod lejemålet« eller tilsvarende formuleringer; den ene udgør ijāb eller tilbuddet, og den anden udgør qabūl eller accepten.

Betingelser for udlejer og lejer: En nødvendig betingelse for både udlejer og lejer er, at de begge skal være ved deres fulde fornuft og have den intelligens, der gør dem i stand til at forstå ret og uret samt fordel og ulempe. Hvis den ene er sindssyg eller et uforstandigt barn, er aftalen ikke gyldig.

Betingelser for, at ijārah eller leje er gyldig: Følgende betingelser er nødvendige for, at ijārah eller leje er gyldig:

1. Frivilligt samtykke fra både udlejer og lejer. Hvis en af de to tvinges til at udleje eller leje, er lejemålet ikke gyldigt. For Allah siger:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُمْ بَيْنَكُرْ بِالْبَاطِلِ إِلَّا أَن تَكُونَ تِجَارَةٌ عَنْ تَرَاضٍ مِنْكُمْ قَفَ وَلَا تقتلوا انفسكُمْ طَ إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِكُمْ رَحِيمًا

»I, der tror! Fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis. Men det er tilladt at handle indbyrdes med gensidigt samtykke.« (Sura 4, an-Nisāʾ, vers 29)

2. At opnå klar viden om den nytte, som aftalen indgås for at opnå, så der ikke opstår nogen form for tvist. Den viden, der forebygger tvister, opnås ved at besigtige den ting, der udlejes, ved at beskrive tingen, hvis en fuldstændig viden kan opnås gennem en beskrivelse, ved at angive lejeperioden, såsom en måned, et år eller kortere eller længere, samt ved at beskrive den aftalte nytte.

3. Den ting, hvis nytte der indgås aftale om, skal både juridisk og faktisk kunne overdrages. Nogle lærde har tilføjet denne betingelse. De mener, at det ifølge denne betingelse ikke er tilladt at udleje en ting, der ejes i fællesskab uden at medejerne deltager, fordi den ikke kan overdrages. Dette er Imām Abū Ḥanīfahs og Imām Zufars opfattelse.

Men ifølge de fleste fuqahaer er det tilladt at udleje og leje noget, der ejes i fællesskab, uden de øvrige medejeres deltagelse. For også noget, der ejes i fællesskab, har nytte og gavn. Det er muligt at overdrage det ved at frigøre genstanden fra medejerne eller gennem en aftale om delvis brug i forhold til den pågældendes andel, sådan som det sker ved køb og salg. I realiteten er ijara også en form for salg. Hvis brugsnytten ikke er kendt og præcist fastlagt, bliver lejeaftalen ugyldig.

4. Det skal være muligt at overdrage det, der udlejes, og at drage nytte af det. Derfor er det ikke gyldigt at udleje et dyr, der er stukket af, eftersom det ikke kan overdrages. Ligeledes er det ikke gyldigt at udleje ufrugtbar jord eller et vanført dyr, eftersom det ikke er muligt at opnå den nytte gennem nogen af disse, som lejeaftalen er indgået med henblik på.

5. Den ønskede nytte skal ifølge shariaen være mubah; den må hverken være haram eller wajib. Derfor er lejeaftaler om syndige handlinger ikke tilladt, eftersom det er wajib at afholde sig fra syndige handlinger.

Hvis nogen lejer en person for uretmæssigt at dræbe en anden, ansætter nogen til at bringe ham alkohol, udlejer et hus til salg af alkohol eller udlejer et hus til hasardspil eller til opførelse af en kirke eller et tempel, er denne lejeaftale ugyldig. Ligeledes er det ikke tilladt at give en astrolog eller spåmand betaling eller drikkepenge for at forudsige fremtiden. Det skyldes, at det er betaling for en haram handling og svarer til ulovligt at tilegne sig andre menneskers ejendom. Det er heller ikke tilladt at leje nogen til at udføre bøn eller faste, eftersom dette er fard, som påhviler enhver muslim, der er i stand til det.

Betaling for tilbedelse: De lærde er uenige om betaling for tilbedelseshandlinger. Den hanafitiske madhhabs synspunkt er, at det ikke er tilladt at betale leje eller vederlag for tilbedelseshandlinger, såsom at nogen på betalerens vegne udfører bøn, faster, udfører hajj eller reciterer Koranen og skænker belønningen for det til ham. Det er haram at modtage betaling for sådanne handlinger. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Recitér Koranen, men spis ikke noget til gengæld for den.« Han sagde til Amr ibn al-As: »Hvis du bliver udnævnt til mu’adhdhin, så tag ikke betaling for adhan.« Desuden udføres en tilbedelseshandling, når den er fuldført, af den, der udfører den. Derfor er det ikke tilladt at modtage betaling fra en anden for den. Sådanne handlinger, som er udbredt i Egypten, såsom at recitere en khatm, tasbih og lignende mod en fastsat betaling, hvorefter recitatoren sender belønningen til den afdødes sjæl, er ikke tilladt ifølge shariaen. Den slags praktiseres også i Bangladesh og andre muslimske lande. De lærde og imamerne bør afholde sig fra dette. Når recitatoren reciterer for pengenes skyld, opnår han nemlig ingen belønning. Hvad skal han så sende til den afdøde?

Fuqahaerne siger utvetydigt: Det er haram at modtage betaling for tilbedelseshandlinger. De senere lærde har dog tilladt betaling for at undervise i Koranen og udbrede kendskabet til shariaen. I den tidlige periode modtog de, der udførte disse opgaver, understøttelse fra Bayt al-Mal og fra de velhavende, men denne understøttelse findes ikke længere. Da de og deres forsørgede ikke har andre midler til at leve af, er det tilladt for dem at modtage betaling for dette arbejde, så de ikke kommer i vanskeligheder. Hvis de ikke blev betalt, ville de være nødt til at beskæftige sig med landbrug, handel, håndværk eller andre erhverv, og dermed ville antallet af dem, der udbreder Koranen og islam, gradvist falde, indtil de forsvandt. Så ville udbredelsen og fremme af kendskabet til Koranen og shariaen blive truet. Derfor må de betales for dette arbejde.

Hanbalitternes synspunkt: Det er ikke tilladt at betale for adhan, iqama, Koranen, hadith- og fiqh-undervisning, at repræsentere nogen ved hajj eller at dømme i en sharia-domstol. Den, der udfører arbejdet, vil selv modtage belønningen for det. Det er også haram at modtage betaling for det. De siger: »Det er dog tilladt at modtage underhold fra Bayt al-Mal eller fra institutioner, der er oprettet som waqf, for samfundstjenester såsom at dømme, undervise i Koranen og hadith, udbrede viden, repræsentere nogen, aflægge vidnesbyrd og kalde til bøn. Det skyldes, at dette er arbejde til gavn for offentligheden. Dette underhold er ikke betaling, men et statsligt underhold som støtte til tilbedelsesarbejde. Det skader ikke oprigtigheden og hengivenheden i tilbedelsen. Hvis det gjorde det, ville det ikke være tilladt at modtage krigsbytte.«

Malikitternes, shafiitternes og imam Ibn Hazms synspunkt: Det er tilladt at modtage betaling for at undervise i Koranen og udbrede kendskabet til shariaen. Det hører under at ansætte en arbejdstager mod en fast betaling for et bestemt arbejde. Ibn Hazm siger: »Det er tilladt at modtage månedlig eller engangsbetaling for at undervise i Koranen, udbrede kendskabet til shariaen, skrive amuletter, skrive Koranen, skrive bøger indeholdende islamisk viden og lignende arbejde. For der er ikke kommet noget klart forbud mod dette i Koranen eller hadith; tværtimod er det blevet tilladt.«

Den følgende hadith, overleveret af imam al-Bukhari fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), styrker Ibn Hazms opfattelse: »En gruppe af Allahs Sendebuds ledsagere var på vej forbi en vandingsplads. En af dem, der opholdt sig ved vandingspladsen, blev bidt af en slange. En af vandingspladsens beboere sagde: ’Er der nogen blandt jer, der kan udføre ruqyah? Der er nemlig en person i området, som er blevet bidt af en slange.’ Straks gik en mand hen og reciterede al-Fatihah mod at få et får. Derefter kom han med fåret til sine ledsagere. De blev utilfredse og sagde: ’Tog du betaling for at recitere Koranen?’ Senere kom de til Medina og sagde: ’Allahs Sendebud, denne mand tog betaling for at recitere Allahs Bog.’ Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ’Af alt det, I tager betaling for, har Allahs Bog den højeste ret til betaling.’«

Ligesom juristerne har forskellige meninger om at tage betaling for at recitere Koranen og undervise i den, har de også forskellige meninger om at tage betaling for hajj, kaldet til bøn og imamvirksomhed.

Imam Abu Hanifah og imam Ahmad siger: Det er ikke tilladt at tage betaling for religiøse handlinger; dette er forbudt i henhold til det grundlæggende princip. Imam Malik siger: Ligesom det er tilladt at tage betaling for at undervise i Koranen, er det også tilladt for hajj og kaldet til bøn. Det er dog ikke tilladt udelukkende at tage betaling for at være imam. Hvis en person både er imam og muezzin, er det tilladt at tage betaling. Denne betaling skal betragtes som betaling for kaldet til bøn og for at passe på eller føre tilsyn med moskeen, ikke som betaling for bønnen.

Imam al-Shafi’i siger: Det er tilladt at tage betaling for hajj, men ikke for at lede de obligatoriske bønner. Det er derimod enstemmigt tilladt at tage betaling for undervisning i regning, kalligrafi, sprog, litteratur, fiqh og hadith samt for opførelse af moskeer og madrasaer.

Ifølge imam al-Shafi’i er det tilladt at tage betaling for at vaske den døde, begrave ham og efter begravelsen stå ved graven og lære ham trosbekendelsen. Imam Abu Hanifah siger: Det er ikke tilladt at betale for at vaske den døde, men det er tilladt for at grave graven og bære liget.

Barberens indtægt: Barberens indtægt er ikke forbudt. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) lod nemlig en barber barbere sig og gav ham hans betaling. Imam al-Bukhari og Muslim overleverer dette fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Hvis det virkelig havde været forbudt, ville han ikke have givet ham den.

Imam al-Nawawi siger: De hadither, hvori forbuddet omtales, skal forstås som en makruh tanzih-handling, og de tilskynder til ikke at tjene penge på lavtstående arbejde, men til at udføre ædle handlinger.

6. Den sidste betingelse er, at betalingen skal være en formuegenstand, der har en markedsværdi, og hvis værdi kan fastsættes ved at se den eller ved en beskrivelse. Den er nemlig betaling for en tjenesteydelse, og enhver betaling skal være fastsat. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) siger: »Den, der ansætter en arbejder, skal fastsætte hans løn og oplyse ham om den.« Det er tilladt at fastsætte lønnen efter den sædvane, der følges. Imam Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah overleverer følgende, og al-Tirmidhi erklærer den sahih. Suwaid ibn Qays siger: »Jeg og Mahramah al-Abdi kom til Mekka fra markedet med et stykke stof. Allahs Sendebud kom hen til os og forhandlede om et par bukser. Vi solgte bukserne til ham. Ved siden af os stod en mand, der vejede varer mod betaling. Han sagde til ham: ’Vej, og lad vægten hælde til hans fordel.’« Her fastsatte han ikke nogen betaling til ham, men gav ham betaling efter den gældende sædvane.

Imam Ibn Taymiyya siger: »Når nogen rider på et ridedyr, der føres af en professionel dyrefører, benytter et offentligt toilet, der drives af en fagmand, overlader sit tøj til en professionel vasker for at få det vasket eller beder en professionel kok om at tilberede mad, er det ikke nødvendigt at spørge om betalingen. Betalingen er nemlig allerede fastsat.

Ved udlejning og ansættelse skal man følge den gængse skik ved fastsættelsen af betalingen. Dette bevises af vers 6 i sura At-Talaq:

فإن أَرْضَعْنَ لَكُمْ لَا تُوَمَنْ أَجُورَهُنَّ

»Hvis de ammer jeres børn, skal I give dem deres betaling.«

I verset påbydes det at betale for amning, så snart den har fundet sted. Det er velkendt, at betalingen fastsættes efter den gængse skik.

Betingelser for hurtig eller udskudt betaling af vederlag: Ifølge den hanafitiske retsskole bliver vederlaget ikke forfaldent alene ved aftalens indgåelse. Hvis begge parter er enige, er det tilladt at betale hele vederlaget eller lejen, eller en del af den, straks eller på et senere tidspunkt. Profeten, fred være med ham, sagde:

»Muslimer skal handle indbyrdes på grundlag af deres gensidige betingelser.« Hvis der ikke er opnået enighed om straksbetaling eller udskudt betaling, er det obligatorisk at betale umiddelbart efter udløbet af den fastsatte periode. Hvis man for eksempel udlejer et hus for én måned, skal lejen betales, så snart måneden er udløbet. Hvis leje eller løn er fastsat for udførelsen af et bestemt arbejde, skal den betales, så snart arbejdet er fuldført. Hvis aftalen er indgået uden nogen fastsatte betingelser, skal lønnen eller lejen ifølge Imam Abu Hanifa betales i rater i takt med, at man drager nytte af tjenesten. Imam ash-Shafi‘i og Ahmad siger: Lejen forfalder straks ved aftalens indgåelse. Når udlejeren overdrager det udlejede til lejeren, har han ret til at modtage hele lejen. Han er nemlig i kraft af lejeaftalen blevet ejer af hele brugsretten, og betalingen er nødvendig for overdragelsen af det lejede til lejeren.
Hvornår forfalder vederlag eller leje?: Leje eller vederlag forfalder på følgende tidspunkter:

1. Så snart arbejdet er fuldført. Profeten, fred være med ham, sagde: »Giv arbejderen hans løn, før hans sved er tørret.« – Ibn Majah.

2. Hvis lejekontrakten indgås vedrørende en bestemt genstand, forfalder lejen først, når man har fået gavn af genstanden. Hvis genstanden går til grunde, før blot en del af den fastsatte lejeperiode er udløbet, ophæves lejekontrakten.

3. Hvis der er forløbet så lang en del af lejeperioden, at det har været muligt at få fuld gavn af den lejede genstand, forfalder den fastsatte leje, uanset om man faktisk har gjort fuld brug af den eller ej.

4. Hvis betalingen faktisk foretages omgående, eller hvis begge parter bliver enige om at foretage betalingen omgående.

Når den pågældende genstand går til grunde under en kontrakt om lejet arbejde: Når arbejderen udfører arbejdet under lejerens ejerskab eller i hans nærvær, har han ret til sin løn, så snart arbejdet er afsluttet. Det skyldes, at han arbejder under lejerens myndighed. Hver gang han fuldfører et arbejde, overdrages det straks til ejeren. Hvis arbejdet derimod befinder sig i arbejderens varetægt, og den pågældende genstand går til grunde, mens den er i hans varetægt, får han ingen betaling, fordi han ikke har overdraget sit arbejde. Dette er ash-Shāfiʿī- og hanbalitternes opfattelse.

At leje en amme: Det er ikke tilladt for en mand at leje sin hustru til at amme det barn, hun selv har født. Det skyldes, at dette er en forpligtelse, som påhviler hustruen over for Allah. (Dette er de tre imamers opfattelse. Imam Mālik har desuden tilføjet, at hustruen kan tvinges til dette arbejde. Det forholder sig dog anderledes, hvis hun tilhører en fornem samfundsklasse, hvis ligestillede kvinder ikke udfører dette arbejde. Ifølge imam Aḥmad er det tilladt at tvinge hende, selv om hun tilhører den fornemme klasse.) Det er tilladt at ansætte en anden amme end moderen til en fastsat løn. Det er også tilladt at ansætte en amme mod fødevarer og klæder. I så fald opstår der tvister og uenighed, hvis lønnens størrelse er ukendt. Efter sædvane behandles ammer gavmildt af hensyn til barnets tarv.

Det er dog en betingelse, at ammeperioden er kendt, at det pågældende barn identificeres ved at se det, og at stedet, hvor amningen skal foregå, fastsættes. Allah siger:

وإِنْ أَرَدْتُمْ أَن تَسْتَرْمِعُوا أَوْلَادَكُر فَلَا جُنَاحَ عَلَيْكُمْ إِذَا سَلمْتُمْ مَا أَتَيْتُرْ بِالْمَعْرُوفِ مَا وَاتَّقُوا اللَّهَ واعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ بِمَا تَعْمَلُونَ بَصِيرٌ

‘Der er ingen synd over jer, hvis I ønsker at lade jeres børn amme ved en amme, når I overdrager det, som I på foreskreven vis har lovet at give. Frygt Allah, og vid, at Allah ser alt, hvad I gør.’ (Sura al-Baqara, vers 233)

En amme regnes som en personlig tjener. Derfor er det ikke tilladt for hende at amme et andet barn.

Det er obligatorisk for ammen at amme barnet og samtidig bade det, vaske dets tøj, tilberede dets mad og sørge for alt, hvad barnet har brug for. Barnets far har imidlertid ansvaret for at afholde alle udgifter til mad, parfume, olie og andre nødvendige ting til barnet. Hvis barnet eller ammen dør, ophæves leje- eller ansættelsesaftalen, for når ammen dør, bortfalder muligheden for at modtage den ønskede tjenesteydelse. Og hvis barnet dør, er det heller ikke muligt at få den ønskede tjenesteydelse udført.

Gyldigheden af ansættelse mod kost og klæder: De lærde er uenige om, hvorvidt det er tilladt at ansætte en tjener udelukkende mod kost og klæder. De, der anser det for tilladt, anfører følgende hadith som bevis: Imam Ahmad og Ibn Maja beretter, at Utba ibn Nudhur sagde: »Vi sad hos Allahs Sendebud. På dette tidspunkt reciterede han sura al-Qasas. Da han nåede beretningen om Musa, sagde han: ‘Musa arbejdede som lønarbejder i otte eller ti år for at skaffe føde til sin mave og bevare sin dyd.’« Denne hadith er også blevet overleveret fra Abu Bakr, Umar og Abu Musa. Det er ligeledes opfattelsen i de malikitisk og hanbalitiske retsskoler. Ifølge Abu Hanifa må man mod kost og klæder kun ansætte en amme, ikke en tjener.

Imam al-Shafi‘i, Abu Yusuf og Muhammad siger, at det ikke er tilladt på grund af uklarhed og manglende sikkerhed. Ifølge den malikitiske retsskole kan man, hvis denne praksis er almindelig, også ansætte en tjener mod kost og klæder. De siger: Hvis arbejdsgiveren siger: »Høst min afgrøde, så giver jeg dig halvdelen af den«, eller: »Bag brød« eller »lav olie«, er det tilladt, hvis han straks giver ham halvdelen. Men hvis det menes, at han skal have halvdelen af den afgrøde, der kommer frem, er det ikke tilladt, fordi mængden er ukendt.

Leje af jord: Det er også tilladt at leje jord. Det er dog en betingelse, at det præciseres, om den lejes til dyrkning af afgrøder, plantning af træer, opførelse af et hus eller et andet formål. Hvis formålet er landbrug, skal det oplyses, hvilken afgrøde der skal dyrkes. Hvis udlejeren derimod tillader lejeren at dyrke, hvad han ønsker, må lejeren dyrke enhver afgrøde. Hvis disse betingelser ikke opfyldes, ophæves lejeaftalen, fordi jordens tjenesteydelse varierer alt efter, hvad der bygges eller dyrkes på den. Afgrøder, der dyrkes på jorden, kan for eksempel være af forskellige slags. Lejeren må dyrke en anden afgrøde end den, som begge parter var enige om, på betingelse af, at den nye afgrøde ikke medfører større skade end den afgrøde, de var enige om, men højst lige så stor eller mindre skade. Imam Dawud siger: Han har ikke ret til at dyrke noget andet end den afgrøde, som begge parter var enige om.

Leje af dyr: Det er også tilladt at leje dyr. Det er dog en betingelse, at tiden, stedet og formålet med lejen, såsom transport eller ridning, oplyses, samt hvem der skal ride, og hvad der skal transporteres. Hvis et dyr, der er lejet til ridning eller transport, dør, og det allerede havde en mangel på tidspunktet for lejen, hvorefter det døde, betragtes lejeaftalen som afsluttet. Hvis det derimod ikke havde en mangel, men døde, ophæves lejeaftalen ikke.

Hvis det dør, skal udlejeren stille et nyt dyr til rådighed og kan ikke ophæve aftalen. Han havde nemlig udlejet det med ansvar for at levere en bestemt tjenesteydelse, og han er endnu ikke ude af stand til at levere den tjenesteydelse, der er fastsat i aftalen. De fire retsskolers jurister er enige om dette.

Leje af et hus til beboelse: Når man lejer et hus til beboelse, bliver det tilladt for lejeren at bo i huset, hvad enten han selv bor der eller lader en anden bo der uden betaling eller mod leje. Det er dog en betingelse, at den person, der bor der, ikke svækker eller beskadiger husets konstruktion, som for eksempel en smed ville kunne gøre. Det er udlejerens pligt at lade lejeren få fuld nytte af huset i overensstemmelse med sædvane.

Genudlejning af det lejede: Det er tilladt for lejeren at genudleje det lejede. Hvis det lejede er et dyr, er betingelsen for genudlejning, at det arbejde, som dyret genudlejes til, skal være det samme som eller næsten det samme som det arbejde, det oprindeligt blev lejet til, så dyret ikke tager skade. Efter at have fået det lejede dyr i sin besiddelse kan han genudleje det til samme, lavere eller højere leje.

Hvis det lejede går tabt: Det lejede er en betroet genstand i lejerens varetægt, eftersom han har lejet det for at modtage den tjeneste, han har krav på. Hvis det går til grunde, er han ikke ansvarlig for tabet, medmindre det skyldes forsømmelse eller overgreb fra hans side i forbindelse med vedligeholdelsen. Hvis nogen lejer et dyr til ridning og derefter styrer det med tøjlen på sædvanlig vis, er han ikke ansvarlig for det.

Det niogtredivte kapitel: Arbejdere eller tjenere

Personlig arbejder: En person, der ansættes til at arbejde inden for et bestemt tidsrum, kaldes en personlig arbejder. Hvis tidsrummet ikke fastsættes, er ansættelsen ugyldig. I så fald har både den ansatte og arbejdsgiveren ret til at ophæve aftalen, når de ønsker det. Hvis en arbejder stiller sig til arbejdsgiverens rådighed for en hvilken som helst periode, skal han for den periode, han arbejder, have den løn, som andre arbejdere på samme niveau får.

En personlig arbejder må i den periode, hvor han har aftalt at arbejde for sin arbejdsgiver, ikke udføre arbejde for andre. Hvis han gør det, fratrækkes hans løn i forhold til det arbejde, han har udført. Når han stiller sig til rådighed for arbejdet og ikke undlader at udføre det arbejde, han er ansat til, har han krav på fuld løn. Tilsvarende har arbejderen krav på fuld løn, hvis arbejdsgiveren afskediger ham før udløbet af den periode, der er fastsat i en aftale indgået med begge parters samtykke, og der ikke foreligger nogen grund til afskedigelsen. Hvis arbejderen for eksempel bliver ude af stand til at arbejde eller rammes af en sygdom, der gør ham ude af stand til at arbejde, kan dette ikke regnes som en gyldig grund til at afskedige ham. Men hvis afskedigelsen skyldes en mangel hos arbejderen eller hans manglende evne, har han kun krav på løn for den tid, han faktisk har arbejdet, og arbejdsgiveren er ikke forpligtet til at betale fuld løn. Den personlige arbejder er som en repræsentant. Det arbejde, der er betroet ham, er en betroet genstand i hans varetægt. Hvis det lider skade som følge af hans overgreb eller forsømmelse, er han ansvarlig for det og forpligtet til at yde erstatning. Hvis han hverken har begået overgreb eller udvist forsømmelse, er han ikke ansvarlig.

Fælles eller kollektiv arbejder: En fælles eller kollektiv arbejder er en person, der arbejder for enhver, der har brug for hans arbejde, således at alle kan drage nytte af hans tjeneste, såsom en maler, skrædder, smed, tømrer og lignende. Hvis en person ansætter en sådan arbejder, har han ikke ret til at forhindre ham i at udføre arbejde for andre. En sådan arbejder har ikke krav på løn, medmindre han udfører arbejdet. Der er uenighed om, hvorvidt en sådan arbejder er forpligtet til at yde erstatning, hvis noget går tabt eller beskadiges, mens det er i hans varetægt.

Ali (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham), dommeren Shurayh, imam Abu Yusuf, imam Muhammad og de malikitisk lærde siger: Selv hvis han ikke har begået overgreb eller udvist forsømmelse, er han forpligtet til at erstatte enhver skade, der forvoldes af ham, for at beskytte og sikre menneskers ejendom og interesser. Imam Bayhaqi beretter, at Ali (må Allah være tilfreds med ham) pålagde bygmestre og malere at yde erstatning og sagde: »Uden dette er det ikke muligt at få folk til at forbedre deres adfærd.« Imam al-Shafi’i (må Allah forbarme sig over ham) beretter, at Shurayh pålagde en maler at yde erstatning, og han havde pålagt en maler, hvis hus var brændt ned, at yde erstatning. Han sagde: »På trods af at mit hus er brændt ned, pålægger du mig at yde erstatning?« Shurayh svarede: »Hvis din modparts hus var brændt ned, ville du så opgive den løn, du havde til gode hos ham?«

Imam Abu Hanifa og Ibn Hazm siger: Hvis han ikke er skyldig i overgreb eller forsømmelse, er han ikke ansvarlig for skaden. Dette er den korrekte opfattelse i hanbali- og shafi’i-skolerne.

Imam Hazm siger: Ingen slags arbejdstager, hverken en individuel eller en kollektiv, er ansvarlig, hvis han ikke har forvoldt skade på grund af forsømmelse eller overdrivelse.

Ophævelse eller udløb af leje- eller ansættelsesforhold: Ingen af parterne har ret til at ophæve leje- eller ansættelseskontrakten, eftersom det er en udvekslingskontrakt. Den kan dog ophæves, hvis der indtræffer noget, som gør ophævelsen nødvendig, f.eks. hvis der opdages en mangel. Hvis den udlejede genstand er intakt, ophører lejemålet ikke, fordi den ene af parterne dør. I så fald træder arvingen i den afdødes sted, hvad enten den afdøde var udlejer eller lejer. Hanafi-teologerne, zahiritterne, al-Sha’bi, al-Thawri og al-Layth ibn Sa’d er imidlertid uenige i dette synspunkt.

Ifølge Imam Malik og Imam Ahmad ophæves lejekontrakten ikke, hvis udlejeren sælger den udlejede genstand til lejeren eller til en anden. Hvis køberen er en anden end lejeren, kan han tage den købte genstand i sin besiddelse, når lejekontraktens løbetid er udløbet. (Imam Abu Hanifa siger: Den må ikke sælges uden lejerens samtykke. Men hvis han er i gæld til nogen, og herskeren har fængslet ham for at inddrive gælden, kan han sælge den for at betale sin gæld.)

Lejekontrakten kan ophæves af følgende grunde:

1. Hvis der opstår en ny mangel ved den udlejede genstand, mens den er i lejerens besiddelse, eller hvis en allerede eksisterende mangel bliver synlig.

2. Hvis den udlejede genstand, såsom et hus eller et dyr, går til grunde.

3. Hvis den, som genstanden blev overladt til, dør, f.eks. hvis skrædderen dør, efter at stoffet er blevet overladt til ham for at sy det. For efter hans død er det ikke muligt at få arbejdet udført.

4. Når den tjeneste, som der blev lejet for at få, er blevet ydet, eller når det arbejde, som arbejdstageren blev ansat til, er afsluttet, eller lejeperioden er udløbet. Hvis der imidlertid foreligger en gyldig undskyldning, som hindrer kontraktens ophævelse, ophæves den ikke. Hvis f.eks. lejeperioden for en jord, der er lejet til landbrugsarbejde, udløber før høsten, forbliver jorden i lejerens besiddelse indtil høsten, og han modtager betaling for den forlængede periode efter den løn, der normalt betales for tilsvarende arbejde. Om nødvendigt kan udlejeren tvinges til at lade jorden forblive i lejerens besiddelse i denne forlængede periode, så lejeren beskyttes mod det tab, han ville have lidt, hvis afgrøden var blevet høstet, før høsttiden var inde.

5. Hanafi-lærde siger: Hvis undskyldningen også opstår på lejerens side, kan lejeaftalen ophæves til hans fordel. Hvis han for eksempel lejede en butik til sin virksomhed, hvorefter hans varer brændte, blev stjålet eller plyndret, eller han gik konkurs, kan lejeaftalen i en sådan situation ophæves.

Tilbagelevering af det lejede: Når lejeperioden udløber, er det lejerens pligt at tilbagelevere det lejede. Hvis genstanden kan flyttes, skal han overdrage den til dens ejer. Hvis det er jord, skal han fjerne sine møbler og andre ejendele fra den og tilbagelevere den tom. Hvis det er landbrugsjord, skal den tilbageleveres uden afgrøder. Hvis der foreligger en undskyldning, gælder der dog en anden ordning, som allerede er omtalt. I så fald forbliver jorden i lejerens besiddelse, indtil afgrøderne er høstet.

Ifølge hanbalitterne skal lejeren ophøre med at bruge det lejede, så snart lejeperioden udløber. Han er ikke forpligtet til at tilbagelevere det til ejeren eller afholde omkostningerne ved tilbageleveringen. For dette er en aftale, der ikke medfører noget ansvar eller krav om erstatning. De siger:

Efter periodens udløb forbliver genstanden som et betroet gode i lejerens varetægt. Hvis den går til grunde uden forsømmelse fra hans side, er han ikke forpligtet til at betale erstatning.

Det fyrretyvende kapitel: Mudāraba

Definition og lovbestemmelse: Det er en aftale mellem to parter, hvor den ene giver den anden penge til at drive handel, og fortjenesten fordeles mellem dem efter en sats, som de har fastlagt ved gensidig overenskomst.
Dette er gyldigt ifølge enstemmig overenskomst. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, drev mudāraba-handel sammen med Khadīja, må Allah være tilfreds med hende, med hendes penge, og rejste før profetskabet til Syrien med disse penge. Det var almindeligt i den førislamiske tid. Islam videreførte denne handelsform. Hafiz Ibn Hajar siger: Vi er sikre på, at denne handelsform var i brug på Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, tid, at han kendte til den og lod den fortsætte, vel vidende om den. Ellers ville den på ingen måde have været tilladt.

Det er berettet, at de to sønner af Umar ibn al-Khattab, Abdullah og Ubaydullah, drog af sted sammen med en ekspeditionsstyrke til Irak. Da de vendte tilbage, mødte de en guvernør, som var udpeget af Umar, må Allah være tilfreds med ham. Han var Abu Musa al-Ash’ari, guvernøren i Basra. Han bød Abdullah og Ubaydullah velkommen og sagde: »Hvis jeg kunne gøre noget fordelagtigt for jer, ville jeg gøre det.« Derefter sagde han igen: »Ja, her er nogle af Allahs midler. Jeg ønsker at sende dem til de troendes leder. Men jeg vil låne dem til jer. Køb varer i Irak for dem, bring dem til Medina og sælg dem dér. Behold kapitalen og giv den til de troendes leder, mens fortjenesten tilfalder jer.« De sagde begge: »Det er i orden; det accepterer vi.« Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham, gjorde derefter, som han havde sagt. Han skrev til Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han skulle modtage de midler, der blev sendt af dem begge. Da de begge ankom til Medina, solgte varerne og opnåede en fortjeneste, sagde Umar, må Allah være tilfreds med ham: »Har Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham, lånt ud til alle de øvrige i hæren på samme måde som til jer?« De svarede: »Nej.« Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »I er de troendes leders sønner. Derfor lånte han jer pengene. Aflever dem; aflever både kapitalen og fortjenesten.«

Abdullah forblev tavs. Men Ubaydullah sagde: »De troendes leder, hvis disse midler var gået tabt, ville vi have været forpligtet til at erstatte dem.« De troendes leder sagde: »Aflever dem.« Også denne gang forblev Abdullah tavs, mens Ubaydullah gentog sine ord. På dette tidspunkt sagde en mand, der sad hos Umar, må Allah være tilfreds med ham: »De troendes leder, du kan gøre dette til en mudāraba.« Umar, må Allah være tilfreds med ham, accepterede det. Han tog halvdelen af kapitalen og fortjenesten og gav den anden halvdel til Abdullah og Ubaydullah.

Begrundelsen for mudaraba: Islam har indført denne ordning for at skabe komfort og velstand i menneskers liv. Nogle mennesker kan have rigdom, men måske ikke være i stand til at investere den og anvende den i rentable foretagender. Der kan også være mennesker, som ikke har nogen rigdom, men som ved, hvordan man ved at investere kapital kan få den til at vokse, og som har evnen til at gøre det. Derfor har shariaen tilladt denne form for handel, så begge parter kan drage fordel af den. Den velhavende kan drage fordel af den handlendes erfaring, og den handlende kan drage fordel af den velhavendes kapital. På denne måde bliver samarbejdet mellem kapital og arbejde virkningsfuldt. Allah har i virkeligheden tilladt forskellige kontrakter med det formål at sikre det almene gode og forhindre det skadelige.

Mudarabaens grundlæggende element: Det grundlæggende element er, at den ene af to personer, som er kvalificerede til at indgå en kontrakt, fremsætter et tilbud, og den anden accepterer det. Det er derfor ikke en betingelse at anvende bestemte ord; mudaraba-kontrakten kan indgås med alle ord, der udtrykker mudarabaens betydning. For i enhver kontrakt er hensigten det afgørende, ikke ordene eller formuleringen.

Betingelserne for mudaraba: Følgende betingelser skal opfyldes i mudaraba:

1. Kapitalen skal være kontante penge. Hvis den består af guld, sølv, smykker eller handelsvarer, er mudarabaen ikke gyldig. Ibn al-Mundhir siger: Alle de lærde, som jeg kender, er enige om, at det ikke er tilladt, at en person i forbindelse med mudaraba pålægger en anden en gæld.

2. Kapitalens størrelse skal være klart fastslået, så den kapital, der skal handles med, kan adskilles fra fortjenesten. Fortjenesten skal nemlig fordeles mellem begge parter i overensstemmelse med aftalen.
3. Fordelingsforholdet for fortjenesten mellem kapitalejeren og den handlende skal være fastlagt, såsom halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, indgik nemlig en aftale med Khaybars befolkning om halvdelen af den høstede afgrøde.

Ibn al-Mundhir siger: Alle de retslærde, som vi har indsamlet oplysninger om shariaen fra, er enige om, at mudarabaen bliver ugyldig, hvis begge parter eller den ene af dem fastsætter en bestemt sum penge som fortjeneste til sig selv.

Årsagen er, at hvis der fastsættes en bestemt fortjeneste til den ene part, kan det ske, at den samlede fortjeneste netop bliver dette beløb. Så vil den part, som beløbet er fastsat til, tage hele fortjenesten, mens den anden part ikke får noget. I så fald vil formålet med mudaraba, nemlig at begge parter skal drage fordel, ikke blive opfyldt.

4. Den, der driver mudarabaen, skal have fuld frihed. Kapitalejeren må ikke tvinge ham til at handle i en bestemt by, med bestemte varer, på et bestemt tidspunkt eller med en bestemt person og heller ikke pålægge ham andre lignende betingelser. For betingelser hindrer ofte mudarabaens formål, nemlig opnåelsen af fortjeneste. Mudarabaen skal derfor være uden betingelser, hindringer og pres. Ellers bliver mudarabaen ugyldig. Dette er Imam Maliks og al-Shafi’is opfattelse.

Imam Abu Hanifa og imam Ahmad er imod at opstille betingelsen om fuld handlefrihed. De siger: Mudaraba kan både være ubetinget og betinget. Hvis der opstilles en betingelse, er det ikke tilladt for forretningsføreren at overtræde den. Hvis han gør det, er han forpligtet til at betale erstatning.

Det er overleveret fra Hakim ibn Hizam (må Allah være tilfreds med ham): Når nogen fik varer overdraget for at handle med dem, blev det betinget, at han ikke måtte opbevare mine varer på et fugtigt sted, føre dem ad søvejen eller opholde sig med dem på et lavtliggende sted, hvor vand kunne samle sig. Hvis du gør noget af dette, er du ansvarlig for mine varer.

Det er ikke en betingelse for mudaraba, at dens varighed fastsættes. Det skyldes, at den er en gyldig kontrakt, som kan ophæves når som helst. Det er heller ikke en betingelse, at mudaraba indgås mellem to muslimer. Det er også tilladt, at den indgås mellem en muslim og en ikke-muslim.

Forretningsføreren er betroet vogter: Fra det tidspunkt, hvor mudaraba-kontrakten er indgået, og kapitalen eller varerne er blevet overdraget til forretningsføreren, regnes han som betroet vogter af denne kapital eller disse varer. Han er ikke ansvarlig for noget tab eller nogen skade, medmindre det skyldes hans overgreb eller forsømmelse. Den erklæring, han afgiver under ed om årsagen til, at formuen er gået til grunde eller er blevet ødelagt, skal i denne henseende anses for afgørende. Det skyldes, at udgangspunktet er, at han ikke har handlet troløst.

Hvis forretningsføreren overdrager kapitalen til en anden: Forretningsføreren har ikke ret til at tage mudaraba-kapitalen og indgå en mudaraba med en anden. Hvis han gør det, betragtes det som et overgreb eller en handling uden ret. I værket Bidāyat al-Mujtahid står der: »De fremtrædende retslærde er enige om, at hvis forretningsføreren overdrager mudaraba-kapitalen til en anden forretningsfører, er han ansvarlig for den, hvis der opstår et tab, mens fortjenesten fordeles efter den betingelse, han har fastsat. (Abu Qilaba, Nafiʿ, Ahmad og Ishaq siger: Når forretningsføreren overtræder kontrakten, er han ansvarlig, og fortjenesten tilkommer kapitalens ejer. De øvrige retslærde siger: Fortjenesten tilkommer forretningsføreren, og han skal give den som almisse. Hvis der opstår et tab, falder det på ham. Både ved fortjeneste og tab er han ansvarlig for kapitalen.)«

Forretningsførerens udgifter: Alle udgifter, som forretningsføreren har i forbindelse med mudaraba-varerne, skal afholdes af hans egne midler, uanset om han opholder sig hjemme eller rejser for mudarabaens skyld. Det skyldes, at disse udgifter kan komme til at svare til fortjenesten. I så fald vil kapitalens ejer blive berøvet fortjenesten, mens forretningsføreren alene vil have brugt den. Desuden er en andel af fortjenesten allerede fastsat til forretningsføreren. Derfor har han ikke ret til at modtage noget yderligere ud over dette.

Hvis kapitalens ejer derimod giver forretningsføreren tilladelse til at afholde sine udgifter under rejsen af mudaraba-midlerne, eller hvis en sådan ordning er almindelig efter sædvane, må han afholde sine udgifter af mudaraba-midlerne.

Ifølge imam Malik må forretningsføreren afholde sine udgifter af mudaraba-midlerne, når beløbet er så stort, at der er mulighed for at dække udgifterne af det.

Ophævelse af mudaraba: Mudaraba ophæves af følgende grunde:

1. Hvis en af betingelserne for gyldighed ikke er opfyldt. Når en af gyldighedsbetingelserne ikke er opfyldt, og forretningsføreren allerede har modtaget kapitalen og handlet med den, får han den sædvanlige løn for tilsvarende arbejde. Det skyldes, at han kun har disponeret over kapitalen med ejerens tilladelse og derfor har ret til løn for det arbejde, han har udført. Den opnåede fortjeneste tilfalder ejeren, og det samme gør tabet. Forretningsføreren er nemlig ikke andet end en lønarbejder, og en lønarbejder er ikke ansvarlig for tab, medmindre det skyldes hans egen overtrædelse eller forsømmelighed.

2. Hvis forretningsføreren overskrider sine beføjelser, forsømmer at passe på mudarabaens formue eller foretager sig noget, der strider mod aftalens formål, ophæves mudarabaen, og hvis formuen går tabt, er han ansvarlig for det. Årsagen til tabet er nemlig opstået gennem hans handling.

3. Hvis forretningsføreren eller kapitalejeren dør, ophæves mudarabaen.
Hvad forretningsføreren skal gøre, når kapitalejeren dør: Når kapitalejeren dør, ophæves mudarabaen, og forretningsføreren har ikke længere ret til at disponere over mudarabaens formue. Hvis han, efter at have fået kendskab til dødsfaldet, fortsætter med at disponere over den uden arvingernes tilladelse, betragtes han som en uberettiget bruger eller uretmæssig besidder og er ansvarlig for ethvert tab. Hvis der derefter opnås fortjeneste, fordeles fortjenesten mellem de to.

Imam Ibn Taymiyya siger: »Det var denne afgørelse, de troendes leder traf vedrørende den fortjeneste, som den troendes leder Umar ibn al-Khattabs søn havde opnået ved uberettiget at drive handel med kapital fra statskassen.« Når mudarabaen ophæves, og kapitalen består af varer i stedet for kontanter, kan kapitalejeren og forretningsføreren enten sælge varerne eller fordele dem mellem sig. Det har de ret til. Men hvis forretningsføreren ønsker at sælge, mens kapitalejeren ikke ønsker det, skal kapitalejeren tvinges til at sælge. Forretningsføreren har nemlig en andel i fortjenesten, og han kan ikke få den uden et salg. Dette er den shafiitiske og hanbalitiske skoles opfattelse.

Kapitalejerens tilstedeværelse er en betingelse ved fordelingen: De lærde er enige om, at det ikke er tilladt for forretningsføreren at modtage sin andel af fortjenesten uden kapitalejerens tilstedeværelse. Kapitalejerens tilstedeværelse er en betingelse for fordelingen af fortjenesten og for, at forretningsføreren modtager sin andel af den. Det er ikke tilstrækkeligt, at blot et vidne eller en anden person er til stede.

Det enogfyrretyvende kapitel: Hawala

Overførsel af gældsforpligtelsen til en anden ved skyldnerens foranledning: Definition: I shariaens terminologi er »hawala«, at skyldneren overfører sin gældsforpligtelse til en person, som påtager sig ansvaret for at betale gælden. I denne type aftale indgår tre personer: den, der foretager hawalaen (skyldneren), den, som hawalaen foretages til (kreditoren), og den, der accepterer hawalaen, det vil sige den, som påtager sig betalingsansvaret.

Hawala er en transaktion, som ikke kræver et tilbud (ijab) og en accept (qabul). Det er tilstrækkeligt blot at sige: »Jeg overdrager dig til den og den«, eller: »Jeg overdrager ansvaret for at tilbagebetale din gæld til den og den«, eller noget andet med samme betydning.

Hawalas lovlighed: Islam har tilladt denne form for transaktion på grund af behovet for den. Imam al-Bukhari og Muslim beretter fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Det er uretfærdighed, når en velhavende person, der er i stand til at tilbagebetale en gæld, trækker tiden ud. Og når en af jer bliver overdraget til en velhavende person, der er i stand til at betale, bør han acceptere hawalaen.«

I denne hadith befalede Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kreditoren, at når hans skyldner overdrager ham til en velhavende person, der er i stand til at betale gælden og er villig til at gøre det, skal han acceptere denne overdragelse, altså hawalaen, og inddrive gælden hos ham.

Er befalingen obligatorisk eller anbefalelsesværdig? Ifølge mange jurister i hanbalitisk madhhab, Ibn Jarir, Abu Thawr og zahiritisk madhhab er det obligatorisk for kreditoren, i overensstemmelse med denne befaling, at acceptere forslaget om at blive overdraget til en velhavende person, der er i stand til og indvilliger i at betale gælden. Men ifølge flertallet af de lærde er denne befaling anbefalelsesværdig.

Betingelser for en gyldig hawala: Følgende betingelser skal være opfyldt, for at hawalaen er gyldig:

1. Samtykke fra både den, der overdrager hawalaen (skyldneren), og den, som hawalaen overdrages til (kreditoren), er nødvendigt. Samtykke fra den, som hawalaen foretages til, er ikke nødvendigt. Det skyldes, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i den ovennævnte hadith kun nævnte disse to. Desuden er det den, der overdrager hawalaen, som har den ufravigelige pligt at tilbagebetale gælden, uanset hvorfra det er muligt. Og eftersom den person, som hawalaen overdrages til, har et tilgodehavende hos den, der overdrager hawalaen, kan hawalaen ikke være gyldig uden hans samtykke.

Nogle siger: Hans samtykke er ikke en betingelse, fordi det ifølge hadithen er obligatorisk for ham at acceptere hawalaen. Desuden kan han inddrive sit tilgodehavende enten hos den, der overdrager hawalaen, eller hos en anden, der træder i hans sted. Samtykke fra den person, som kreditoren er blevet overdraget til, er ikke nødvendigt, fordi Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke nævnte ham i hadithen. Ifølge Hanafi-madhhab og ifølge al-Asṭakhlīs opfattelse i Shafi’i-madhhab er hans samtykke imidlertid også nødvendigt.

2. De to tilgodehavender skal være ens med hensyn til art, størrelse, om de forfalder straks eller senere, samt om de er af god eller dårlig kvalitet. Hvis gælden består af guld, og hawalaen foretages med henblik på at betale den med sølv, er hawalaen ikke gyldig. Ligeledes er hawalaen ikke gyldig, hvis en gæld, der skal betales straks, overdrages med henblik på betaling senere, eller hvis en gæld, der skal betales senere, overdrages med henblik på øjeblikkelig betaling.

3. Gældens fastslåede eksistens. Hvis hawālaen derfor foretages til en lønmodtager, som endnu ikke har modtaget sin løn, er hawālaen ugyldig.

4. Det er nødvendigt, at begge tilgodehavender er kendt af begge parter.

Frigøres den, der foretager hawālaen, fra sit ansvar gennem hawālaen?: Hvis hawālaen er gyldig, frigøres den, der foretager hawālaen, fra sit ansvar. Men hvis den, som hawālaen er foretaget til, bliver insolvent, benægter hawālaen eller dør, kan kreditor ikke kræve noget af debitor. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.

De mālikitiske jurister siger dog: Hvis debitor bedrager kreditor ved at foretage hawālaen til en insolvent person, har kreditor ret til at inddrive sit tilgodehavende hos debitor. Imām Abū Ḥanīfa, dommeren Shurayḥ og andre siger: Hvis den, som hawālaen er foretaget til, dør som insolvent eller benægter hawālaen, kan kreditor kræve sit tilgodehavende hos debitor. ʿUthmān al-Battī har samme opfattelse.

Kapitel 42: Shufʿa

Definition: I den arabiske jahiliyyah-tid plejede en persons nabo, medejer eller ejeren af den tilstødende grund, hus eller have, når personen ønskede at sælge sit hus eller sin have, at komme til ham og bede ham om at sælge den ting, han var ved at sælge eller ville sælge til en fjern person, til ham i stedet for den fjerne person og give ham fortrinsret. Denne anmodning og anbefaling kaldes på arabisk guwāh, og den, der fremsætter anmodningen, kaldes shāfiʿ. I sharīʿaen består formålet i, at shāfiʿ med tvang overtager den genstand, der er solgt, fra køberen og gør den til sin ejendom mod betaling af den samme pris og de dermed forbundne omkostninger.

Gyldighed: Shufʿa er fastslået som gyldig gennem hadith. Desuden er muslimerne enige om dens gyldighed.

Imām Bukhārī beretter fra Jābir ibn ʿAbdullāh: Allahs Sendebud afsagde dom til fordel for shufʿa i forbindelse med noget, der endnu ikke var blevet opdelt. Men når grænserne er fastlagt, og vejene er omlagt, gives der ikke længere shufʿa.

Begrundelse: Islam har foreskrevet shufʿa-retten for at forhindre skade og modvirke fjendskab. For hvis en relativt nærstående person bliver ejer af den solgte genstand, som en fremmed har købt, vil han være beskyttet mod den skade, han ellers kunne være blevet udsat for fra denne fremmede.

Shufʿa-retten for ikke-muslimske borgere: Ligesom shufʿa-retten tilkommer en muslim, tilkommer den også en ikke-muslimsk borger. Dette er de fleste juristers opfattelse. Imam Ahmad, Hasan og al-Shaʿbi mener, at den ikke tilkommer en ikke-muslim. For det fortælles fra Anas hos al-Daraqutni, at Allahs Sendebud sagde: »En kristen får ikke fordel af shufʿa-retten.«

At indhente partnerens tilladelse før salget: En partner er forpligtet til at indhente den anden partners tilladelse, før han sælger sin ejendom. Hvis han sælger den uden hans tilladelse, har denne selv den stærkeste ret til at købe den pågældende ejendom. Men hvis han giver tilladelse til salget og siger: »Jeg har ingen interesse i denne ejendom«, kan han ikke længere gøre krav på den efter salget. Dette følger af Allahs Sendebuds afgørelse, og der er på ingen måde mulighed for at modsige den.

1. Imam Muslim beretter fra Jābir: »Allahs Sendebud har fastsat shufʿa-retten for ejendom, der ejes af flere personer, så længe den ikke er blevet fordelt, hvad enten det er et hus eller en have. Det er ikke tilladt at sælge den, før partnerens tilladelse er indhentet. Hvis han ønsker det, køber han den; ellers afstår han. Hvis den sælges uden hans tilladelse, har han selv den stærkeste ret til at købe den pågældende ejendom.«

2. Yaḥyā ibn Ādam beretter, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der ejer en andel i et hus eller en have, må ikke sælge sin andel uden partnerens tilladelse. Hvis han ønsker det, køber han den; ellers afstår han.«

Imam Ibn Ḥazm siger: »Den, der ejer en andel i en ejendom, må ikke sælge den uden at underrette sine øvrige partnere. Hvis partneren ønsker at købe den til den pris, en anden har tilbudt, har partneren den stærkeste ret. Hvis han ikke ønsker at købe den, bortfalder hans ret, og uanset hvem han derefter sælger den til, har partneren ingen ret til at gøre krav på den. Hvis han sælger den uden at underrette partnerne, kan partneren vælge enten at godkende salget eller annullere det og selv overtage den til den pris, den blev solgt for.«

Imam Ibn al-Qayyim siger: »Dette er Allahs Sendebuds afgørelse, og ingen har ret til at modsige den. Dette er det ubestridelige, endelige og korrekte.« Nogle lærde, herunder enkelte shafiitiske jurister, siger, at det er mustaḥabb at underrette partnerne om salget. Al-Nawawi siger: Det er mustaḥabb at underrette dem om salget, mens det er makrūh, men ikke haram, at sælge uden at underrette dem.

At anvende juridiske kneb for at ophæve shufʿa-retten: Det er ikke tilladt at anvende juridiske kneb for at ophæve shufʿa-retten, for derved krænkes en muslims ret. Det fortælles fra Abū Hurayra: »Gør ikke det, jøderne gjorde af uret, og gør ikke det, som Allah har gjort haram, halal ved hjælp af juridiske kneb.« Dette er Imam Māliks og Imām Aḥmads opfattelse. Imam Abū Ḥanīfa og al-Shāfiʿī mener derimod, at det er tilladt at anvende juridiske kneb. Et eksempel på juridiske kneb for at berøve en person shufʿa-retten er at anerkende den, som man vil sælge ejendommen til, som ejer af en del af ejendommen. Med denne anerkendelse bliver han partner, hvorefter man sælger eller giver den resterende del til ham.

Betingelserne for shufʿa: Følgende betingelser gælder for at få ejendom i besiddelse ved hjælp af forkøbsretten:

Den første betingelse: Den ejendom, som der gøres krav på shufʿa i, skal være jord, et hus eller anden fast ejendom, der er forbundet dermed. Som tidligere nævnt siger Jābir (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) afsagde kendelse om shufʿa ved enhver udelt fællesejet ejendom, såsom huse og haver. Dette er flertallet af de islamiske juristers opfattelse. Mekkas lærde og de Ẓāhirīske jurister er uenige heri. En af de overleverede opfattelser fra imam Aḥmad er også i modstrid med dette. De siger: Shufʿa gælder for alle former for ejendom. Den skade, som en medejer kan frygte på grund af en anden medejer i jord, kan nemlig også frygtes ved løsøre. I en overlevering siger Jābir (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) afsagde kendelse om shufʿa ved al ejendom. Ibn al-Qayyim har sagt: Fortællerne i den sidstnævnte hadith er troværdige. Det findes også i en hadith overleveret fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Shufʿa gælder ved alle ting.« Ibn Ḥazm støtter denne opfattelse og siger: Shufʿa er obligatorisk ved enhver solgt andel af udelt fællesejet ejendom, uanset om den ejes af to eller flere personer, og uanset om den kan deles eller ej, såsom jord, ét eller flere træer, en slave eller en slavinde, et sværd, fødevarer, dyr eller enhver anden solgt genstand.

Den anden betingelse: Shāfiʿ, altså den, der gør krav på shufʿa, skal allerede før salget af ejendommen have været medejer af den ejendom, som kravet om shufʿa vedrører, og de to medejeres andele skal fortsat være uafmærkede. Jābir (må Allah være tilfreds med ham) siger nemlig: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) afsagde kendelse om shufʿa ved enhver ejendom, der ikke var blevet delt. Når grænserne er fastlagt og vejene ændret, er der ikke længere nogen shufʿa. (Overleveret af de fem kanoniske hadithsamlinger.) Det vil sige, at shufʿa gælder ved al udelt fællesejet ejendom. Når ejendommen er blevet delt, grænserne fastlagt og vejene afmærket, er der ikke længere nogen ret til shufʿa.

Eftersom shufʿa er fastsat for medejeren, gælder den ved enhver ejendom, der kan deles, og medejeren kan tvinges til at foretage delingen. Det er dog en betingelse, at ejendommen også efter delingen kan udnyttes på samme måde, som den kunne før delingen. Derfor gives der ikke shufʿa ved ejendom, hvor nytten går tabt ved en deling. I værket Minhāj står der: »Der er ingen shufʿa ved ejendom, hvor den ønskede nytte ikke kan opnås efter delingen, såsom et badehus, en mølle og lignende.« Imam Mālik overleverer fra Ibn Shihāb og Saʿīd ibn al-Musayyab: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) fastsatte shufʿa for den ejendom, der ikke var blevet delt mellem medejerne. Når grænserne mellem medejerne er fastlagt, er der ikke længere nogen shufʿa.« Dette er opfattelsen hos ʿAlī, ʿUthmān, ʿUmar, Saʿīd ibn al-Musayyab, Sulaymān ibn Yasār, ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz, Rabīʿa, Mālik, ash-Shāfiʿī, Aḥmad, Isḥāq, ʿUbaydullāh ibn al-Ḥasan og juristerne fra imamiyyah-skolen.

I værket Sharḥ as-Sunna står der: »De lærde er enige om, at når en medejer sælger sin andel af en delbar ejendom før delingen, gives der shufʿa, og de andre medejere kan købe den til den pris, som den blev solgt for. Hvis tøj eller lignende løsøre sælges, skal det købes til den samme pris.« Efter deres opfattelse har naboen ikke ret til shufʿa.

De hanafitiske jurister er uenige i denne opfattelse. De siger, at shufʿa tilkommer folk i en bestemt rækkefølge. Først tilkommer den den medejer, der endnu ikke har fået sin andel delt. Derefter tilkommer den den medejer, der har fået sin andel delt, men stadig har en del af vejen eller gårdspladsen til fælles. Derefter tilkommer den den nærmeste nabo.

Nogle lærde har indtaget en mellemvej. De fremfører beviser for, at shufʿa gælder, så længe der er en fælles brugsret til noget, der hører til den ejede ejendom, såsom en vej eller vand. Til gengæld mener de, at der ikke længere er shufʿa, når hver persons andel er blevet afmærket. De støtter dette med den hadith, der er overleveret fra Jābir (må Allah være tilfreds med ham) af Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah, hvori Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) siger: »Når to naboer har en fælles vej, har den ene af dem større ret til shufʿa frem for den anden.« Selv hvis den ene er fraværende, skal den anden vente på ham.

Ibn al-Qayyim siger: De hadither, der er overleveret fra Jābir (må Allah være tilfreds med ham), støtter denne opfattelse. Alle tre nævnte opfattelser findes i imam Aḥmads retsskole. Af dem er den sidstnævnte, den tredje opfattelse, den mest afbalancerede og bedste.

Tredje betingelse: Den ejendom, som der fremsættes krav om forkøbsret til, skal være overgået fra ejerens ejerskab gennem salg, betaling af en bøde eller modtagelse af vederlag på anden måde. Hvis ejendommen overgår fra ejerens ejerskab uden vederlag, såsom gennem gave, arv eller på anden måde, er der uenighed om, hvorvidt forkøbsret er tilladt i dette tilfælde. Der er overleveret tre udtalelser fra imam Malik om dette: Ifølge den ene er det tilladt, ifølge den anden er det ikke tilladt, og ifølge den tredje er der ingen forkøbsret, hvis jorden er blevet byttet mellem medejere, mens der er forkøbsret, hvis byttet er sket mellem ikke-medejere.

Fjerde betingelse: Shafi’en eller den, der gør krav på forkøbsret, skal, hvis det er muligt, fremsætte sit krav om forkøbsret, så snart han får kendskab til salget. Hvis han efter at have fået kendskab til det uden gyldig grund tøver, bortfalder hans forkøbsret. For hvis shafi’en ikke fremsætter kravet om forkøbsret straks, og hans krav forsinkes, vil det skade køberen. Hans ejerskab over den købte ejendom vil nemlig ikke være sikkert, og han vil ikke kunne udnytte den ved at opdyrke den. Hans indsats kan således være forgæves, og han vil frygte, at nogen vil tage ejendommen med henvisning til et krav om forkøbsret.

Dette er imam Abu Hanifas opfattelse, imam al-Shafi’is fremherskende opfattelse og én af imam Ahmads flere overleverede opfattelser. Denne regel gælder dog kun, når den, der gør krav på forkøbsret, hverken er fraværende, uvidende om salget eller uvidende om denne regel. Hvis han er fraværende, er uvidende om salget eller ikke ved, at forkøbsretten bortfalder ved forsinkelse, bevarer han sin ret. (Den mest korrekte af imam Abu Hanifas to overleverede opfattelser er, at det ikke er en betingelse at fremsætte kravet, så snart man får kendskab til salget. Den, der gør krav på forkøbsret, kan nemlig have behov for at overveje sagen. Derfor skal han have mulighed for det. Denne mulighed gives ved, at han får tid til at beslutte, om han vil fremsætte kravet, så længe han bliver i den forsamling, hvor han får kendskab til salget. Hans forkøbsret bortfalder ikke, før han forlader forsamlingen eller begynder at beskæftige sig med noget andet.)

Ibn Hazm og andre mener, at forkøbsretten er en ret, der er givet af Allah. Derfor bortfalder den ikke, selv om han undlader at fremsætte sit krav i firs år eller endnu længere. Den bortfalder kun, hvis han selv giver afkald på den. Han mener, at de, der siger: »Forkøbsretten tilkommer kun den, der straks kaster sig over dette krav«, udtrykker sig meget upassende, og at det ikke er tilladt at betegne en sådan udtalelse som et udsagn fra Allahs Sendebud, fred være med ham. Imam Malik siger: Det er ikke obligatorisk at fremsætte kravet straks; fristen er derimod ganske lang.

Ibn Rushd siger: Der er forskellige opfattelser hos imam Malik om, hvorvidt denne frist er ubegrænset eller begrænset. Nogle gange siger han, at fristen er ubegrænset, og andre gange, at den aldrig udløber. Men hvis køberen begynder at opføre en bygning på jorden eller foretager omfattende istandsættelser, og han, der gør krav på forkøbsret, kender til dette, men forholder sig tavs og passiv, har han ikke længere tid til at gøre sin forkøbsret gældende.

Andre gange fastsætter han denne frist til ét år eller, ifølge en anden opfattelse, til mere end ét år. Det er også blevet sagt om ham, at han har sagt: Forkøbsretten består i op til fem år.
Femte betingelse: Shafi’en eller den, der gør krav på forkøbsret, skal betale køberen nøjagtig den pris, som køberen underskrev aftalen til. I den hadith, der er overleveret af Jabir, står der: »Køberen har størst ret til at modtage prisen.« (al-Jawzjani)

Hvis han ikke er i stand til at betale hele prisen, bortfalder forkøbsretten.

Fakihere i imam Maliks og den hanbalitiske madhhab mener, at hvis hele prisen eller en del af den står tilbage, kan den, der gør krav på forkøbsret, lade beløbet stå som gæld eller betale det i rater, sådan som det er angivet i aftalen. Betingelsen er dog, at han er velstående, eller at han stiller en velstående kautionist. Ellers skal han betale kontant, sådan som køberen kræver det. Ifølge shafi’itterne og hanafitterne står den, der gør krav på forkøbsret, frit. Hvis han ønsker at overtage ejendommen straks, skal han gøre det straks; ellers kan han udsætte det indtil den fastsatte frist.

Sjette betingelse: Den forkøbsberettigede skal overtage hele ejendommen. Hvis han ønsker at overtage en del af den, bortfalder hans ret til hele ejendommen. Hvis der er flere forkøbsberettigede, og en af dem giver afkald på sin andel, skal de resterende forkøbsberettigede overtage det hele, så køberens ret ikke opdeles.

Når der er flere forkøbsberettigede: Når der er flere forkøbsberettigede, og deres andele ikke er lige store, skal hver af dem overtage sin egen andel af den solgte ejendom. Dette er imam Māliks opfattelse. Det er også den stærkeste af de to opfattelser, der er overleveret fra imam al-Shāfiʿī og imam Aḥmad. Det skyldes, at dette er en ret, som man nyder på grund af ejerskab. Derfor skal forkøbsretten svare til hver persons ejerandel.
De hanafitiske jurister og Ibn Ḥazm siger: Ejendommen skal fordeles ligeligt mellem dem alle i forhold til antallet af berettigede, fordi de alle er lige med hensyn til retten.

Arv af forkøbsretten: Imam Mālik og al-Shāfiʿī mener, at forkøbsretten overgår til arvingerne og ikke bortfalder ved dødsfald. Hvis en person opnår forkøbsretten og dør uden at vide det, eller hvis han kendte til den, men døde før han havde taget ejendommen i besiddelse, overgår den til arvingerne ligesom anden ejendom. Imam Aḥmad siger: Den overgår ikke til arvingerne, hvis den afdøde ikke havde fremsat sit krav. De hanafitiske jurister siger: Selv hvis den afdøde havde fremsat sit krav, overgår denne ret ikke til arvingerne, og den kan heller ikke sælges. Hvis en hersker imidlertid havde afsagt dom til fordel for hans forkøbsret, og han derefter døde, overgår den til arvingerne.

Køberens dispositioner: Hvis køberen har foretaget dispositioner over den købte ejendom, før den forkøbsberettigede har taget den i besiddelse, er det gyldigt, eftersom han har disponeret over sin egen ejendom. Selv hvis han sælger den, er salget gyldigt. Den forkøbsberettigede kan i så fald gøre sin ret gældende ved et af de to salg.

Hvis han derimod giver den pågældende ejendom som gave, almisse, waqf, medgift eller lignende, bortfalder forkøbsretten. Det skyldes, at den, som ejendommen blev taget fra, dermed påføres skade, eftersom hans ejendom vil gå tabt uden nogen modydelse. Hvis køberen foretager nogen disposition over ejendommen, efter at den forkøbsberettigede har gjort sin forkøbsret gældende, anses dispositionen for ugyldig, eftersom ejerskabet er overgået til den forkøbsberettigede.

Hvis køberen opfører noget på den købte ejendom før forkøbsretten gøres gældende: Hvis køberen opfører en bygning eller planter træer på den ejendom, som forkøbsretten vedrører, før forkøbsretten gennemføres, og den forkøbsberettigede derefter opnår forkøbsretten, kan den forkøbsberettigede ifølge imam Abū Ḥanīfa og al-Shāfiʿī betale værdien af bygningen i nedrevet stand eller værdien af de plantede træer efter opgravning, eller pålægge køberen at nedrive bygningen og grave træerne op. Imam Mālik siger: Den forkøbsberettigede opnår ikke forkøbsretten, før han betaler køberen værdien af byggeriet eller de plantede træer.

Forlig med henblik på at ophæve forkøbsretten: Hvis den forkøbsberettigede indgår et forlig om at give afkald på sin forkøbsret eller sælger den til køberen, ophæver denne handling hans forkøbsret. Hvis han har modtaget noget fra køberen som modydelse, er han forpligtet til at give det tilbage. Dette er imam al-Shāfiʿīs opfattelse. Ifølge de tre øvrige store imamer er det imidlertid tilladt, og den forkøbsberettigede kan beholde det, som køberen har betalt til ham.

Det treogfyrretyvende kapitel: Wakālah eller repræsentation

Definition: På arabisk betyder ordet wakālah at overdrage et ansvar til nogen. I sharīʿah-terminologien betyder det, at én person udpeger en anden som sin repræsentant i sager, hvor det er tilladt at udpege en repræsentant.

Wakālahs gyldighed: Islam har gjort wakālah, det vil sige udpegning af en repræsentant, tilladt af hensyn til behovet. For ikke alle mennesker er i stand til selv at udføre alle deres opgaver. Derfor er man nødt til at udpege en anden som repræsentant, så denne kan udføre opgaven på ens vegne. I den hellige Koran siger Allah i forbindelse med beretningen om Ashāb al-Kahf:

وكَذَلِكَ بَعَثْنَهُمْ لِيَتَسَاءَلُوا بَيْنَهُمْ ، قَالَ قَائِلٌ مِنْهُمْ كَمْ لَبِثْتُمْ ، قَالُوا لَبِثْنَا يَوْمًا أَوْ بَعْضَ يَوْمٍ ، قَالُوا رَبُّكُمْ أَعْلَمُ بِمَا لَبِثْتُمْ فَابْعَثُوا مَا أَحَدَكُمْ بِوَرِقِكُمْ هَذِهِ إِلَى الْمَدِينَةِ فَلْيَنْظُرْ أَيُّهَا أَزْكَى طَعَامًا فَلْيَأْتِكُمْ يرزق منه وليتَلَطَّفْ وَلَا

يَشْعِرَن بِكُمْ أَحَدًاه

Således vækkede Vi dem, for at de kunne spørge hinanden. En af dem sagde: »Hvor længe har I opholdt jer?« Nogle sagde: »En dag eller en del af en dag.« Andre sagde: »Jeres Herre ved bedst, hvor længe I har opholdt jer. Send nu en af jer til byen med denne mønt, så han kan se, hvilken mad der er bedst, og bringe noget af den med til jer. Han skal handle med omtanke og under ingen omstændigheder lade nogen få kendskab til jer.« (Sūrah al-Kahf, vers 19)

På samme måde har Allah fortalt om Yūsuf, at han sagde til kongen:

اجْعَلْنِي عَلَى مَزَائِنِ الْأَرْضِ : إِنِّي حَقِيق عَلِيمٌ (سورة يوسف : ۵۵)

»Giv mig myndighed over landets forråd; jeg er en troværdig vogter og velvidende.«

Desuden er wakāla, altså udpegning af en repræsentant, blevet erklæret tilladt i talrige hadither. En af dem lyder: Profeten ﷺ udpegede Abū Rāfiʿ og en anṣār som sine repræsentanter, hvorefter de begge viede Maymūna رضي الله عنها til Profeten ﷺ. Det er også blevet overleveret, at han udpegede repræsentanter til tilbagebetaling af gæld, fastslåelse og fuldbyrdelse af hudūd samt andre lignende opgaver. Muslimernes ijmāʿ, altså enstemmige mening, viser desuden, at dette ikke blot er tilladt, men mustaḥabb. Det skyldes, at det er en form for gensidig hjælp til retfærdighed og taqwā, hvilket Koranen opfordrer til, og sunnaen tilskynder til.

وتعاولُوا على البر والتقوى وَلا تَعَاوَلُوا عَلَى الْإِثْرِ وَالْعُدْوَانِ

Hjælp hinanden til retfærdighed og taqwā, og hjælp ikke hinanden til synd og overtrædelse.

Profeten ﷺ sagde: »Så længe en tjener er optaget af at hjælpe sin broder, er Allah optaget af at hjælpe tjeneren.«

I værket al-Baḥr siges det: Der er ijmāʿ om, at wakāla er tilladt. Der er to opfattelser af, om wakāla er repræsentation eller værgemål. Nogle siger, at det er repræsentation, fordi den, der udpeger en repræsentant, ikke må handle imod sin opdragsgivers instrukser. Andre siger, at det er værgemål i den forstand, at det er tilladt at udføre det, der er mere gavnligt, selv om det strider mod opdragsgiverens ordre. Det gælder eksempelvis, at repræsentanten sælger kontant, selv om han er blevet beordret til at sælge på kredit.

Wakālas grundbestanddele: Wakāla er ligesom andre kontrakter en kontrakt. Derfor er den ikke gyldig uden dens grundbestanddele, ijāb og qabūl (tilbud og accept). Det er ikke nødvendigt at anvende bestemte formuleringer; wakāla er gyldig, så snart en hvilken som helst tale eller handling viser, at repræsentation er tilsigtet. Begge kontraktparter har til enhver tid ret til at ophæve wakāla-kontrakten, fordi den ikke er bindende, men tilladt.

Betinget og ubetinget wakāla: Wakāla-kontrakten kan indgås ubetinget, betinget, med virkning afhængig af en fremtidig begivenhed, begrænset til en bestemt periode eller knyttet til en bestemt handling. Et eksempel på ubetinget wakāla er: »Jeg udpeger dig som min repræsentant til at købe den og den ting.« Et eksempel på betinget wakāla er: »Hvis dette sker, er du min repræsentant.« Et eksempel på wakāla, hvis virkning afhænger af en fremtidig begivenhed, er: »Så snart måneden Ramaḍān nærmer sig, vil jeg udpege dig som min repræsentant.« Et eksempel på wakāla, der er begrænset til en bestemt periode, er: »Jeg udpeger dig som min repræsentant i et år til den og den opgave.« Dette er Ḥanafī- og Ḥanbalī-skolernes opfattelse. Ifølge Shāfiʿī-skolen er wakāla ikke tilladt på betingelse af noget.

Wakāla kan være uden vederlag eller mod vederlag. Hvis den sker mod vederlag, kan opdragsgiveren fastsætte som betingelse, at repræsentanten ikke må frasige sig repræsentationen før udløbet af en bestemt periode. Hvis han gør det, er han forpligtet til at betale erstatning. Hvis der i kontrakten fastsættes et vederlag til repræsentanten, betragtes han som ansat eller lønmodtager, og alle regler vedrørende ansatte finder anvendelse på ham. (Hvis nogen siger til en anden: »Sælg dette for ti mønter; hvis du kan sælge det for mere, er det overskydende dit«, er det gyldigt, og han får det overskydende. Dette er Isḥāqs og andres opfattelse, og Ibn ʿAbbās så ingen skade i det.

Betingelserne for fuldmagt: Fuldmagten er ikke gyldig, hvis betingelserne for den ikke er opfyldt. Nogle af disse betingelser vedrører den fuldmægtige, nogle vedrører fuldmagtsgiveren, og nogle vedrører det forhold, som fuldmagten er givet for.

Betingelser vedrørende fuldmagtsgiveren, altså den, der giver fuldmagten: Den, der giver fuldmagten, skal have fuld rådighedsret over det forhold, som fuldmagten gives for. Hvis han ikke har fuld rådighedsret over det, er det ikke gyldigt for ham at give fuldmagt, såsom den sindssyge og det barn, der ikke kan skelne mellem rigtigt og forkert. Det er ikke gyldigt for nogen af disse to at udpege en fuldmægtig, fordi de begge er uegnede til dette. De anses derfor fra begyndelsen for at være uden handleevne. Et barn, der kan skelne mellem godt og ondt, må dog udpeges som fuldmægtig i sager, der udelukkende er til fordel for det, såsom at modtage gaver, almisse og testamentariske dispositioner. Derimod er det ikke gyldigt at udpege et sådant barn som fuldmægtig i handlinger, der udelukkende medfører skade, såsom skilsmisse, at give gaver og at give almisse.

Betingelserne for at være fuldmægtig: Betingelsen for at være fuldmægtig er at være ved sine fulde fem og fornuftig. Det er ikke gyldigt at udpege en sindssyg eller et barn, der ikke kan skelne mellem godt og ondt, som fuldmægtig. Ifølge den hanafitiske madhhab er det gyldigt at udpege et barn, der kan skelne mellem godt og ondt, som fuldmægtig, fordi det har tilegnet sig verdslige forhold på samme måde som en voksen. Profetens ﷺ hustru Umm Salamah blev gift med Profeten ﷺ af sin søn ʿAmr, mens han endnu var mindreårig.

Betingelser vedrørende det forhold, som fuldmagten gives for: Betingelsen for det forhold, som fuldmagten gives for, er, at fuldmægtigen skal have kendskab til det; selv hvis han ikke har kendskab til det, må han dog ikke være helt uvidende om det. Hvis fuldmagtsgiveren derimod giver en ubetinget fuldmagt, er det ikke et problem, at fuldmægtigen er helt uvidende om det. Han kan for eksempel sige: »Køb hvad som helst, du ønsker, til mig.« Desuden er det en betingelse, at forholdet skal være egnet til fuldmagt. Fuldmagt kan gives i alle aftaler om handlinger, som mennesker selv indgår for egen regning, såsom køb, salg, leje eller udlejning, dokumentation af gæld, at føre retssag, at kræve tilgodehavender, at indgå forlig, at gøre krav på forkøbsret, at give gaver, at give almisse, at stille noget som pant, at tage noget i pant, at låne noget ud, at låne noget, ægteskab, skilsmisse, økonomiske transaktioner og lignende, uanset om fuldmagtsgiveren er til stede eller fraværende, og uanset om han er mand eller kvinde.

Imam al-Bukhari beretter fra Abu Hurayrah رضي الله عنه, at en mand havde et kameltilgodehavende hos Profeten ﷺ af en bestemt alder. Han kom for at kræve sit tilgodehavende. Profeten ﷺ beordrede, at han skulle have den kamel, han havde krav på. Men man fandt ingen kamel af den bestemte alder; derimod fandt man en kamel, der var ældre end den. Profeten ﷺ sagde: »Giv ham den.« Manden sagde: »Du har betalt mit tilgodehavende; måtte Allah betale dit tilgodehavende.« Profeten ﷺ sagde: »Den bedste blandt jer er den, der bedst betaler sin gæld.«

Imam al-Qurtubi siger: Denne hadith viser, at også en rask og tilstedeværende person kan udpege en fuldmægtig. Profeten ﷺ beordrede nemlig sine ledsagere at udlevere den kamel, der var til rådighed, på hans vegne. Dette udgør, at han udpegede dem som fuldmægtige på sine vegne. Profeten ﷺ var hverken syg eller rejsende. Hermed bliver Imam Abu Hanifahs og Imam Sahalguns opfattelse, at en rask og tilstedeværende person ikke må udpege en fuldmægtig uden modpartens samtykke, bevist forkert. Den pågældende hadith tilbageviser deres opfattelse.

Hvilke forhold kan der gives fuldmagt i: Om hvilke forhold der kan gives fuldmagt i, har retslærde opstillet en grundregel. Grundreglen er: »Det er tilladt at udpege en fuldmægtig til at indgå en aftale, som det er tilladt for en person selv at indgå. Men fuldmagt er ikke gyldig i en handling, som ikke kan udføres gennem en anden. Det gælder for eksempel bøn, ed og renselse. Det er ikke tilladt at udpege en anden som fuldmægtig i disse handlinger, fordi formålet med dem netop er, at hvert menneske prøves personligt. Hvis en anden udfører dem, opfyldes dette formål ikke.«

Fuldmægtigen er ansvarlig: Når fuldmagten er givet, er fuldmægtigen ansvarlig for det forhold, som han er udpeget til. Han er dog ikke ansvarlig for nogen skade, medmindre den skyldes hans forsømmelse eller overskridelse, og hvis der opstår en skade, skal hans forklaring om den accepteres. (Et eksempel på forsømmelse er at sælge en vare og overlade den til køberen uden at modtage betalingen, eller selv bruge varen til private formål eller opbevare den på et ubeskyttet sted.)

Udpegelse af en repræsentant eller advokat til inddrivelse af krav: Det er tilladt at udpege en repræsentant, det vil sige en advokat, til at inddrive krav vedrørende gæld, ejendomskrav og alle andre tilgodehavender, uanset om muwakkilen (den, der udpeger repræsentanten) er klager eller sagsøgt, mand eller kvinde, og uanset om modparten samtykker eller ej. Det skyldes, at forsøget på at inddrive tilgodehavendet er muwakkilens ubetingede ret. Han eller hun kan vælge selv at gøre forsøget eller vælge at udpege en anden til at handle på sine vegne. Spørgsmålet er nu, om den repræsentant eller advokat, der er udpeget til at inddrive kravet, kan afgive en tilståelseserklæring på sin muwakkils vegne. Og kan advokaten tage den ejendom i besiddelse, som ved domstolens afgørelse er tilkendt muwakkilen? Svaret følger nedenfor:

Advokatens tilståelse på muwakkilens vegne: Hvis advokatens tilståelse på muwakkilens vegne vedrører hudud (de i shariaen fastsatte straffe) eller qisas (dødsstraf), kan den slet ikke accepteres, uanset om den afgives under retsmødet eller uden for det. Hvis den vedrører andre forhold end hudud og qisas, har imamerne enstemmigt sagt, at den ikke kan accepteres uden for retsmødet. Der er uenighed om den tilståelse, der afgives under retsmødet. Imam Abu Hanifa siger: Tilståelsen er gyldig. Men hvis muwakkilen har fastsat som betingelse, at der ikke må afgives nogen tilståelse imod ham, er den ikke gyldig. De tre andre imamer (Shafi‘i, Malik og Ahmad) siger: Den er under ingen omstændigheder gyldig. Det skyldes, at det at afgive en tilståelse ligger uden for hans beføjelse og derfor er en uberettiget handling.

Den advokat, der er udpeget til at inddrive et krav, er ikke en repræsentant med bemyndigelse til at tage ejendom i besiddelse: Den advokat, der er udpeget til at inddrive et krav, er ikke en repræsentant, der er udpeget og bemyndiget til at tage ejendom i besiddelse. Han kan være erfaren og pålidelig med hensyn til at inddrive krav og fremføre argumenter, men han er måske ikke pålidelig, når det gælder at tage ejendom i besiddelse. Dette er opfattelsen hos de tre imamer bortset fra Imam Abu Hanifa. Hanafi-juristerne mener, at advokaten kan tage den ejendom i besiddelse, som ved dom er tilkendt muwakkilen. Det er fuldendelsen af hans bestræbelser på at inddrive kravet, og uden dette afsluttes hans bestræbelser ikke. Derfor kan han også betragtes som repræsentant i denne handling.

Udpegelse af en repræsentant til fuldbyrdelse af qisas: De lærde er uenige om udpegelse af en repræsentant til fuldbyrdelse af qisas. Imam Abu Hanifa siger: Dette er kun gyldigt, når muwakkilen er til stede, og ikke når han er fraværende. Det skyldes, at muwakkilen selv ejer den ret, der tilkommer ham. Hvis han var til stede, kunne han også have tilgivet. Derfor er det, på grund af tvivlen i dette spørgsmål, ikke tilladt for advokaten at fuldbyrde qisas. Imam Malik siger: Det er tilladt at fuldbyrde qisas, selv om muwakkilen er fraværende. Dette er den korrekte af de to overleverede opfattelser fra Imam Shafi‘i og Imam Ahmad.

Repræsentanten ved salg: Når en person udpeger nogen til at sælge en genstand på sine vegne uden at fastsætte en pris og uden at angive, om salget skal ske på kredit eller kontant, kan repræsentanten kun sælge til den gængse pris og kontant. Hvis han sælger til en pris, der normalt ikke anses for urimeligt ugunstig, eller sælger på kredit, er salget ikke gyldigt uden muwakkilens samtykke. Det skyldes, at det strider mod hans interesse. Han kan derfor kræve handlen annulleret. At der ikke er fastsat betingelser, betyder ikke, at repræsentanten har fået frihed til at gøre, hvad han vil; det betyder derimod, at han skal sælge på en måde, der er kendt og accepteret blandt handelsfolk, og som er mest fordelagtig for muwakkilen. Imam Abu Hanifa siger dog, at salget er gyldigt, uanset om det sker kontant eller på kredit, til den gængse pris eller til en urimeligt lav pris, og i den valuta, der er gængs i landet, eller i en anden valuta. Det skyldes, at dette er betydningen af ikke at fastsætte betingelser. Mennesker kan nemlig undertiden være ivrige efter at komme af med visse af deres ejendele, selv om de sælger dem til en meget lav pris. Når udpegelsen af repræsentanten sker uden betingelser, gælder dette imidlertid kun i den situation. Når repræsentanten derimod udpeges med betingelser, er han forpligtet til at udføre sit hverv i overensstemmelse med muwakkilens betingelser. Det er ikke tilladt for ham at handle anderledes. Hvis han imidlertid gør noget, der er mere fordelagtigt for muwakkilen, er det gyldigt. Hvis muwakkilen for eksempel fastsætter en bestemt pris, og han sælger til en højere pris, eller hvis muwakkilen siger til ham: »Sælg dette på kredit«, men han sælger det kontant, er salget gyldigt.

Hvis repræsentanten i strid med betingelsen ikke kan sælge på en måde, der er mere fordelagtig for muwakkilen, er salget ifølge Imam Shafi‘i ugyldigt. Hanafi-juristerne mener, at det bliver gyldigt, hvis muwakkilen samtykker, og ellers er det ugyldigt. Ifølge hanbali-lærde er et køb for muwakkilen gyldigt, hvis repræsentanten køber til en pris, der er så meget højere end den fastsatte eller gængse pris, at det normalt ikke anses for urimeligt ugunstigt for folk; repræsentanten er dog ansvarlig for merprisen. Det samme gælder for gyldigheden af køb og salg. Hvis han sælger til en lavere pris, er repræsentanten også ansvarlig for det, ligesom han er ansvarlig for at opnå en højere pris.

Men repræsentanten er ikke ansvarlig for de varer, som folk normalt bliver snydt i forbindelse med; dette betragtes som tilgiveligt, og han skal derfor heller ikke straffes for det.)

Repræsentantens køb til sig selv: Når en repræsentant udpeges til at sælge en genstand, er det så tilladt for ham at købe den til sig selv? Imam Malik siger: Han kan købe den til sig selv ved at forhøje prisen en smule. Imam Abu Hanifa, Shafi‘i og Ahmad siger: Det er ikke tilladt. Det skyldes, at mennesker af natur er ivrige efter at købe billigt til sig selv, mens muwakkilens formål er at sælge til en højere pris. Disse to formål er imidlertid ikke forenelige.

Udpegning af en repræsentant til køb: Hvis klienten har fastsat betingelser for den repræsentant, der er udpeget til at foretage et køb, skal disse betingelser overholdes, hvad enten de vedrører den købte vare eller prisen. Hvis repræsentanten overtræder betingelserne og køber noget andet end det, han blev bedt om at købe, eller køber til en højere pris end den, klienten har fastsat, bliver købet hans eget og ikke klientens. Hvis han ved at overtræde betingelserne køber noget bedre eller til en mere fordelagtig pris, er det tilladt. Det er overleveret fra ʿUrwah al-Bāriqī – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – gav ham én dinar for at købe en ged eller et andet offerdyr. ʿUrwah købte to geder for én dinar. Han solgte den ene af dem for én dinar og kom til Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – med én ged og én dinar. Allahs Sendebud bad om velsignelse for hans handel. Som følge heraf ville han have opnået fortjeneste, selv hvis han havde købt jord. (Al-Bukhārī, Abū Dāwūd og al-Tirmidhī).

Heraf fremgår det, at hvis klienten beder repræsentanten om at købe en ged af en bestemt type for én dinar, og han køber to geder af denne type for én dinar, er det tilladt. Klientens formål er nemlig opnået, og repræsentanten har gjort noget yderligere, som er til gavn for ham. Tilsvarende gælder det, hvis han får ordre til at sælge en ged for én dirham og sælger den for to dirham, eller hvis han får besked på at købe den for én dirham og bringer den til ham for flere dirham; også dette er tilladt. Imām al-Nawawī har sagt, at dette er den korrekte opfattelse ifølge den shāfiʿitiske madhhab. Hvis repræsentanten derimod er blevet udpeget uden betingelser, er det ikke tilladt for ham at opnå en pris, der overstiger den almindelige markedspris, eller en overdreven fortjeneste. Når repræsentanten overtræder betingelserne, er hans køb ikke gyldigt; det bliver i stedet et køb foretaget for hans egen regning.

Ophør af repræsentationsaftalen: Repræsentationsaftalen ophører af følgende grunde:

1. At en af aftalens to parter dør eller bliver sindssyg. En af betingelserne for repræsentation er nemlig, at man er i live og ved sine fulde sansers brug. Når døden indtræffer, eller personen bliver sindssyg, bortfalder grundlaget for aftalens gyldighed.

2. Afslutningen af den opgave, som repræsentanten blev udpeget til at udføre. Når den opgave, som repræsentationen blev oprettet for, er afsluttet, har repræsentationen ikke længere nogen betydning.

3. At klienten afskediger repræsentanten, selv hvis det sker uden dennes kendskab. (Dette er opfattelsen hos de shāfiʿitiske og hanbalitiske lærde. Efter afskedigelsen betragtes alt, hvad klienten har hos ham, som en betroet genstand.) Ifølge den hanafitiske madhhab er det nødvendigt, at repræsentanten får kendskab til afskedigelsen. Alle handlinger, han foretager før dette kendskab, har samme status som handlinger foretaget før afskedigelsen.

4. Repræsentantens fratræden: I dette tilfælde er det ikke en betingelse, at klienten får kendskab til repræsentantens fratræden. Ifølge hanafitternes opfattelse er et sådant kendskab dog en betingelse, så klienten ikke lider skade.

5. At den genstand, som han blev udpeget som repræsentant for, ikke længere tilhører klienten.

Det fireogfyrretyvende kapitel: Udlån

Definition: At låne ud er en velgørende handling, som islam har opfordret til og tilskyndet til. Allah siger:

وتعاولُوا عَلَى البر والتقوى ، وَلَا تَعَاوَلُوا عَلَى الْإِثْمِ وَالْعُدْوَانِ من

»Hjælp hinanden med godhed og gudsfrygt, og hjælp ikke hinanden med synd og overtrædelse.« (Sura 5, al-Ma’ida: vers 2).

Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En gang bredte der sig panik i Medina. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lånte en hest af Abu Talha og red på den. Hesten blev kaldt »Mandub«. Da han vendte tilbage, sagde han: »Vi så ikke noget, selv om vi havde troet, at det var et hav.«

I terminologisk forstand er det defineret således: »At ejeren tillader en anden at benytte nytten eller tjenesten ved en ting, som han ejer, uden nogen modydelse.«

Hvordan udlån foretages: Udlånet er gennemført, så snart det forstås gennem en hvilken som helst erklæring eller handling, at der lånes ud.

Betingelser for udlån: For at det er gyldigt, skal følgende betingelser være opfyldt:

1. Långiveren skal være berettiget til frivilligt at give.

2. Den genstand, der lånes ud, skal være holdbar og egnet til at yde en tjeneste.

3. Tjenesten eller nyttiggørelsen skal være lovlig.

Videreudlån og udlejning af en lånt genstand: Imam Abu Hanifa og Imam Malik siger: Hvis den udlånte genstand er af en sådan art, at brugerens anvendelse ikke medfører nogen ændring af den, er det efter at have lånt den lovligt at låne den videre til en anden uden långiverens tilladelse.

Ifølge den hanbalitiske madhhab må kun låntageren selv eller den, der træder i hans sted, drage fordel af den lånte genstand. Han må ikke låne den videre eller udleje den til andre uden ejerens tilladelse. Hvis han uden ejerens tilladelse låner den videre til en anden, og genstanden går til grunde hos den anden, kan ejeren holde hvem af de to, han ønsker, ansvarlig. Ansvaret vil dog påhvile den anden. For han tog den i sin besiddelse, idet han påtog sig ansvaret, og det var hos ham, at den gik til grunde. Derfor påhviler ansvaret ham. Når én røver røver noget fra en anden røver, er det den anden røver, der er ansvarlig.

Hvornår kan långiveren kræve sin genstand tilbage: Långiveren kan når som helst kræve sin genstand tilbage på en måde, der ikke skader låntageren. Hvis der ved at kræve den tilbage er risiko for, at låntageren lider skade, skal han udsætte tilbageleveringen for at beskytte ham mod den mulige skade.

Hvornår er tilbagelevering obligatorisk: Efter at brugen af den lånte genstand er afsluttet, er det låntagerens ubetingede pligt at levere den tilbage. For Allah har sagt:

إِنَّ اللَّهَ يَأْمَرَكُمْ أَنْ تُؤْدُّوا لَأَسْنَسِ إِلَى أَهْلِهَا

Allah befaler jer at tilbagegive betroede midler til deres retmæssige ejere.’ (Sura an-Nisa: 58)

Det er berettet fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: ’Giv den, der har betroet dig noget, hans betroede middel tilbage, og vær ikke illoyal over for den, der har været illoyal over for dig.’ (Abu Dawud, at-Tirmidhi).

Abu Dawud og at-Tirmidhi beretter fra Abu Umama, at Allahs Sendebud sagde: ’Et lån skal bestemt tilbagebetales.

At låne noget ud, når det ikke skader långiveren, men gavner låntageren: Hvis en person slår et stykke træ ind i sin nabos mur uden at beskadige muren, har Allahs Sendebud forbudt at hindre naboen i at slå træet ind. Det er berettet fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: ’Forbyd ikke jeres nabo at sætte et stykke træ ind i jeres mur.

Fuqahaerne har fremsat forskellige synspunkter i fortolkningen af denne hadith. Med hensyn til, om denne hadith beviser, at det er mustahabb eller wajib at tillade, at træet sættes ind i muren, er Imam Maliks og Imam ash-Shafi’is mest korrekte opfattelse, at det er mustahabb. Imam Abu Hanifa og fuqahaerne i Kufa har også denne opfattelse. Den anden opfattelse er, at det er wajib. Dette er Imam Ahmads, Abu Thawrs og hadith-lærdes opfattelse. Det er også hadithens umiddelbare betydning. Dette omfatter alle sådanne ting, som låntageren har gavn af, uden at långiveren lider nogen skade. Det er ikke tilladt at nægte at låne sådanne ting ud. Hvis man nægter, skal herskeren træffe afgørelse i sagen.

Imam Malik har nemlig berettet fra Umar ibn al-Khattab: Dahhak ibn Qays gravede en bred kanal og førte den frem. Derefter ønskede han at føre kanalen hen over Muhammad ibn Maslamas jord, men denne gik ikke med til det. Da sagde Dahhak til ham: Du hindrer mig, selv om det er til din fordel. Du vil kunne vande din jord fra begyndelsen til enden gennem denne kanal, uden at du lider nogen skade. Muhammad ville stadig ikke gå med til det. Da talte Dahhak med Umar ibn al-Khattab om ham. Umar tilkaldte Muhammad ibn Maslama og befalede ham at give Dahhak mulighed for at grave kanalen gennem hans jord. Muhammad sagde stadig: Nej. Umar sagde: Tillad din bror at gøre det, som kun vil være til gavn for dig og ikke skade dig. Muhammad sagde stadig: Nej. Da sagde Umar: Ved Allahs ed, han vil føre kanalen igennem, selv om det bliver hen over din mave. Derefter befalede Umar Dahhak at føre kanalen frem, og Dahhak gjorde det. Desuden beretter Amr ibn Yahya al-Mazini fra sin far: I min bedstefars have var der en kilde, som tilhørte Abd ar-Rahman ibn Awf. Abd ar-Rahman ønskede at flytte den til en af havens kanter. Havens ejer gjorde indsigelse mod dette. Umar befalede, at den skulle flyttes. Dette er også Imam ash-Shafi’is, Ahmads, Abu Thawrs, Dawuds og en gruppe hadith-lærdes opfattelse. Imam Abu Hanifa og Imam Malik mener derimod, at der ikke kan træffes en sådan afgørelse, for der kan ikke træffes afgørelse i spørgsmål om lån. Men de tidligere nævnte hadither støtter den første opfattelse.

Låntagerens ansvar: Når låntageren har taget det, han bad om at låne, i sin besiddelse, er han ansvarlig for det, hvis det går til grunde, uanset om han har udvist forsømmelighed eller ej. Dette er Ibn Abbas’, Aishas, Abu Hurayras, Imam ash-Shafi’is og Ishaqs opfattelse. Samura beretter, at Allahs Sendebud sagde: ’Den, der har taget noget fra nogen, er ansvarlig for det, indtil han giver det tilbage til ham.’ Ifølge hanafi- og maliki-skolerne er låntageren derimod ikke ansvarlig, hvis han ikke har udvist forsømmelighed. Deres bevis er Allahs Sendebuds hadith: Den låntager, der ikke er illoyal, er ikke ansvarlig. Den betroede forvalter, der ikke er illoyal, er ikke ansvarlig.’ (ad-Daraqutni)

Femogfyrretyvende kapitel: Betroede midler

Definition og bestemmelser: Betroede midler betegner de midler, som en person afleverer til en anden for at få dem opbevaret.

Det er tilladt både at modtage og at overdrage betroede midler til opbevaring. For den, der er sikker på sin evne til at opbevare dem, er det anbefalet at påtage sig opbevaringen. Det er obligatorisk for den, der opbevarer de betroede midler, at opbevare dem på et sikkert og beskyttet sted. Det er hans pligt at tilbagelevere dem, når ejeren ønsker det. Allah siger: »Hvis I stoler på hinanden, skal den, der er blevet betroet noget, give det betroede tilbage og frygte Allah, sin Herre.« (Sura al-Baqara 2:283).

Denne hadith er også tidligere blevet nævnt: »Giv det betroede tilbage til den, der har vist dig tillid.

Erstatningsansvar: Den, der opbevarer betroede midler, er ikke ansvarlig for at erstatte et tab, hvis han ikke har forsømt opbevaringen eller begået en overtrædelse i forbindelse med de betroede midler. Dette bevises af den hadith, som ad-Dāruqutnī tidligere har overleveret.

Amr ibn Shuʿayb beretter desuden, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der opbevarer betroede midler, er ikke ansvarlig for noget tab.« (Ibn Maja). I en anden hadith, overleveret af al-Bayhaqi, siger Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Den, der vogter det betroede, er ikke ansvarlig for noget tab.

Da betroede midler, som var opbevaret i en pung eller taske, gik tabt, fordi pungen eller tasken gik i stykker, afgjorde Abu Bakr, at der ikke skulle ydes nogen erstatning.

Urwa ibn az-Zubayr havde overladt nogle af Banū Musayʿabs midler til opbevaring hos Abu Bakr ibn Abd ar-Rahman. Hos Abu Bakr blev disse midler helt eller delvist beskadiget. Da sendte Urwa ham en besked: »Du skal ikke betale nogen erstatning. Du er kun den, der vogter det betroede.« Abu Bakr sagde: »Jeg vidste, at jeg ikke var erstatningsansvarlig, men du må ikke lade Quraysh vide, at det betroede hos mig er gået tabt.« Derefter købte han nogle ting og gav dem tilbage.

Den, der opbevarer det betroede, får sin forklaring godtaget med sin ed: Når den, der opbevarer det betroede, hævder, at de betroede midler, som blev opbevaret hos ham, er gået til grunde uden nogen overtrædelse fra hans side, vil hans påstand blive godtaget, hvis han fremsætter den under ed. Ibn al-Mundhir har som støtte for denne opfattelse påberåbt sig enighed blandt de retslærde, som han kendte.

Hvis man hævder, at betroet ejendom er blevet stjålet: I Ibn Taymiyyas værk »Fatawa« står der: »Den, der hævder, at han opbevarede den betroede ejendom sammen med sin egen ejendom, og at kun den betroede ejendom, men ikke hans egen ejendom, blev stjålet, skal erstatte den stjålne betroede ejendom.«

Umar gjorde Anas ansvarlig for at erstatte en betroet ejendom, om hvilken Anas hævdede, at den var blevet stjålet, mens hans egen ejendom ikke var blevet stjålet.

Hvis den, der opbevarer betroet ejendom, dør: Hvis en person dør, og det bevises, at han havde en anden persons ejendom i sin varetægt, men ejeren ikke kan findes, vil den afdøde være ansvarlig for ejendommen som en gæld, og den skal betales af den ejendom, han efterlod sig. Hvis man finder en skriftlig bekendelse fra den afdøde om, at han havde en andens ejendom i sin varetægt, vil han blive gjort ansvarlig. For en bekendelse skrevet med en genkendelig håndskrift har samme status som en mundtlig bekendelse.

Det 46. kapitel: Voldelig tilegnelse

Definition: Voldelig tilegnelse er, når en person med tvang og magtanvendelse tilegner sig og tager en andens ejendom eller rettighed i besiddelse. (Hvis en persons ejendom tages i hemmelighed fra det sted, hvor den opbevares, kaldes det tyveri. Hvis den tages åbenlyst og med overmod, er det røveri; hvis den tages ved at udøve indflydelse, er det underslæb; og hvis man handler sådan med noget, der er betroet ens varetægt, kaldes det troløshed.)

Allah siger i vers 79 i sura al-Kahf:

أَمَّا السَّفِينَة فَكَانَتْ لِمَسْكِينَ يَعْمَلُونَ فِي الْبَحْرِ فَأَرَدْتُ أَنْ أَعِيبَهَا وَكَانَ وَرَاءَهُمْ مُلِكَ يَا عَلَ كُلَّ سفينة غصبان

»Hvad angår skibet, tilhørte det nogle fattige mennesker, som søgte deres udkomme på havet. Jeg ville gøre skibet behæftet med en mangel, for foran dem var der en konge, som med magt tog alle skibe.« (Det vil sige, han tog gode skibe.)

Den islamiske lovs bestemmelse om ulovlig tilegnelse: Det er haram, og den, der udfører en sådan handling, er syndig. Allah siger:

ولا تظلُّوا أَمْوَالَكُمْ بَيْنَكُمْ بِالْبَاطِلِ

»Og fortær ikke hinandens ejendom på uretmæssig vis.« (Sura al-Baqara, vers 188).

1. Bukhari og Muslim beretter i Allahs Sendebuds tale under afskedspilgrimsfærden, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Jeres indbyrdes blod, ejendom og ære er ukrænkelige for jer, ligesom denne dag, denne måned og denne by er ukrænkelige for jer.«

2. Bukhari og Muslim beretter fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en utugtig begår utugt, gør han det ikke som troende. Når en vindrikker drikker vin, gør han det ikke som troende. Når en tyv stjæler, gør han det ikke som troende. Og når en røver plyndrer, mens folk stirrer på ham, gør han det ikke som troende.«

3. Det er overleveret fra Sa’ib ibn Yazid, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ingen af jer må under nogen omstændigheder tage sin broders ejendom, hverken for sjov eller med vilje. Hvis nogen af jer har taget sin broders stav, skal han give den tilbage til ham.« (Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi).

4. Al-Daraqutni beretter fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »En muslims ejendom er ikke tilladt, medmindre han frivilligt giver den bort.«

5. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der tager sin broders ejendom, vil Allah pålægge Helvede og forbyde Paradiset for ham.« En mand spurgte: »O Allahs Sendebud, selv hvis det er noget ubetydeligt?« Han sagde: »Selv hvis det blot er en gren fra et arak-træ.«

6. Bukhari og Muslim beretter fra Aisha, at Allahs Sendebud sagde: Den, der uretmæssigt tilegner sig en alen jord, vil Allah lægge syv jordkloder om hans hals.

Opførelse af bygninger eller dyrkning på en uretmæssigt tilegnet jord: Hvis den uretmæssigt tilegnede jord dyrkes, tilkommer afgrøden jordens ejer, mens den, der uretmæssigt tilegnede sig jorden, kun får dækket udgifterne til dyrkningen. Denne ordning gælder kun, når afgrøden endnu ikke er høstet. Når afgrøden er høstet, får jordejeren kun jordlejen. Hvis der er plantet træer, skal de rykkes op med rode, og hvis der er opført bygninger, skal de rives ned.

Rafi ibn Khadij beretter, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der dyrker en andens jord uden dennes tilladelse, har ingen ret til noget af jordens afgrøde. Men han har ret til at få dækket de udgifter, han har haft.« – Abu Dawud, Ibn Majah, Tirmidhi og Ahmad. (Imam Ahmad sagde: Selv om denne mening strider mod analogisk ræsonnement, følger jeg den udelukkende på grundlag af hadithen.) Abu Dawud og al-Daraqutni beretter fra Urwa ibn al-Zubayr, at Allahs Sendebud sagde: Den, der opdyrker uopdyrket jord, får ejendomsretten til den. Men den, der uretmæssigt tilegner sig den, får ingen ret på grund af sit arbejde og sin sved.

Fortælleren siger: Den, der fortalte mig denne hadith, oplyste, at to mænd kom til Allahs Sendebud for at få deres strid afgjort. Den ene havde plantet daddelpalmer på den andens jord. Allahs Sendebud overdrog jorden til dens ejer og befalede den, der havde plantet daddelpalmerne, at rykke dem op. Fortælleren siger: »Jeg så, hvordan der blev slået med en økse ved træets rod, og det var en høj daddelpalme.«

Det er forbudt at drage fordel af uretmæssigt tilegnede ting: Eftersom uretmæssig tilegnelse er haram, er det også haram at drage fordel af det, der er uretmæssigt tilegnet, uanset hvordan det anvendes. Hvis der er frembragt noget yderligere af genstanden, skal også dette tilbageleveres, hvad enten det stadig er forbundet med genstanden eller er adskilt fra den. Samura beretter, at Allahs Sendebud sagde: »Den hånd, der har taget en andens ejendom, er ansvarlig for den, indtil den tilbageleveres.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Hakim og Ibn Majah. Hvis det nye, der er frembragt, er resultatet af den uretmæssige tilegners indsats, mener nogle lærde, at det bør fordeles mellem den uretmæssige tilegner og ejeren efter reglerne for mudaraba. Hvis den uretmæssigt tilegnede genstand går til grunde, er det obligatorisk for den uretmæssige tilegner at tilbagelevere en genstand af tilsvarende værdi eller dens værdi til ejeren, uanset om den gik til grunde på grund af hans handling eller en naturkatastrofe. Ifølge den malikitisk madhhab er det obligatorisk at tilbagebetale værdien af løsøre, husdyr og lignende, som ikke vejes eller måles, hvis det går til grunde efter at være blevet uretmæssigt tilegnet. Ifølge den hanafitiske og shafiitiske madhhab er den, der ødelægger eller forbruger det, forpligtet til at tilbagelevere en genstand af tilsvarende værdi. Kun når en genstand af tilsvarende værdi ikke kan findes, kan der gøres en undtagelse. Retslærde er enige om, at hvis en genstand, der vejes eller måles, uretmæssigt tilegnes og derefter går til grunde, skal en tilsvarende genstand tilbageleveres, hvis en sådan kan fås. For Allah siger i Koranens sura al-Baqara, vers 194:

فَمَنِ اعْتَدَى عَلَيْكُمْ فَاعْتَدُوا عَلَيْهِ بِمِثْلِ مَا اعْتَدى عَلَيْكُم

Hvis nogen angriber jer, så gengæld angrebet på tilsvarende vis.

Uanset hvor store udgifter og hvor meget arbejde der kræves for at tilbagelevere den uretmæssigt tilegnede genstand, skal den, der tilegnede sig den, selv bære det. Hvis den uretmæssigt tilegnede genstand er blevet forringet, skal der tilbagebetales et beløb svarende til forringelsen, uanset om genstanden er blevet mindre af størrelse eller har mistet noget af sine egenskaber.

Beskyttelse af ejendom: Når nogen forsøger at plyndre en andens ejendom, er det obligatorisk at forhindre forsøget. Det skal først gøres på den mildest mulige måde. Hvis det ikke hjælper, skal forsøget forhindres med strengere midler, selv hvis det fører til slagsmål og drab. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ejendom, er martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sit liv, er martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin religion, er martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin familie, er martyr.« (Bukhari, Muslim, Tirmidhi).

Den, der finder sin ejendom hos en anden, har den stærkeste ret til den: Hvis en person, hvis ejendom er blevet tilranet, finder sin ejendom hos en anden, er han den, der har den stærkeste ret til den, selv hvis den, der tilranede sig den, har solgt den til ham. For da den, der tilranede sig den, solgte den, ejede han ikke denne ejendom. Derfor var salget ikke gyldigt. I et sådant tilfælde kan køberen kræve den betalte pris tilbage fra den, der tilranede sig ejendommen. Abu Dawud og Nasa’i beretter fra Samura, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der finder sin nøjagtig samme ejendom hos en anden, har den stærkeste ret til den. Og køberen skal kræve prisen tilbage fra sælgeren.«

At åbne døren til et fuglebur: Den, der åbner døren til et bur, hvori der er en fugl, og driver den ud, er forpligtet til at betale erstatning. Der er imidlertid uenighed blandt retslærde om, hvad der sker, hvis fuglen flyver væk af sig selv, efter at døren er blevet åbnet. Det samme gælder, hvis man løsner et bundet dyr, og det løber væk. Imam Abu Hanifa siger, at der under ingen omstændigheder skal betales erstatning. Ifølge Imam Malik og Ahmad skal der betales erstatning, uanset om dyret eller fuglen straks kommer ud eller først kommer ud senere. Der overleveres to synspunkter fra Imam al-Shafi’i i denne sag. Det første er hans gamle synspunkt: Der skal ikke betales erstatning. Det andet er hans nye synspunkt: Hvis dyret eller fuglen straks løber væk, skal der betales erstatning, men ikke hvis det løber væk efter nogen tid.

Det syvogfyrretyvende kapitel: Hittebarnet

Definition og bestemmelse: Et mindreårigt barn, som findes på gaden, eller som er faret vild, og hvis slægt og herkomst er ukendt, kaldes et hittebarn.

Ligesom det er en kollektiv pligt at samle enhver anden efterladt og ubeskyttet genstand op, er det også en kollektiv pligt at tage dette barn til sig. Hvis ingen tager det til sig, kan det nemlig komme på afveje eller gå til grunde. Hvis et sådant barn findes i et muslimsk land, skal det regnes for muslim.

Hvem er mest egnet til at tage sig af et hittebarn?: Den, der finder barnet, er den mest egnede til at påtage sig ansvaret for dets opdragelse. Betingelsen er dog, at han er fri, afbalanceret, pålidelig og forstandig, og at han påtager sig ansvaret for barnets opdragelse og undervisning. Sa’id ibn Mansur beretter i sin Sunan, at Sanin ibn Jamila sagde: Jeg fandt et barn og tog det med til Umar ibn al-Khattab. Barnet sagde da: »O de troendes leder, denne mand, som har bragt mig for at præsentere mig for dig, er en retskaffen mand.« Umar sagde: »Er det virkelig sådan?« Barnet svarede: »Ja.« Umar sagde derefter til mig: »Tag ham med dig. Han er fri, og ansvaret for hans værgemål og opdragelse påhviler dig. Vi vil afholde hans udgifter.« Hvis et sådant barn falder i hænderne på en uretfærdig eller usædelig person, skal det tages fra ham, og herskeren skal påtage sig ansvaret for dets opdragelse.

Forsørgelse: Hvis der følger penge eller ejendom med hittebarnet, skal det bruges på barnet. Ellers skal dets udgifter dækkes af Bayt al-mal. Bayt al-mal er nemlig oprettet netop for at opfylde muslimernes behov. Hvis midlerne fra Bayt al-mal ikke er tilstrækkelige, er enhver, der kender barnets situation, forpligtet til at påtage sig dets forsørgelse. Kun på denne måde kan barnet reddes fra undergang. Hvis dommeren giver den, der påtager sig dette ansvar, tilladelse til at påtage sig forsørgelsesforpligtelsen, kan han først da anmode Bayt al-mal om at dække udgifterne. Hvis dommeren ikke giver tilladelse, regnes hans udgifter til barnet som en donation.

Arv efter et herreløst barn: Hvis et herreløst barn dør og efterlader sig noget ejendom, men ingen arvinger har, bliver Bayt al-Māl dets arving. Hvis barnet på tilsvarende vis begår et drab, påhviler ansvaret også Bayt al-Māl. Den, der har fundet barnet, bliver ikke dets arving.

Krav på et herreløst barns afstamning: Hvis en mand eller kvinde gør krav på afstamningen fra et herreløst barn, og det vurderes muligt, at barnet kan være deres, knyttes dets afstamning til vedkommende. Derved varetages barnets interesse uden at nogen lider skade. I så fald fastslås barnets afstamning hos den, der fremsætter kravet, og vedkommende bliver også barnets arving. Hvis der er flere, som fremsætter et sådant krav, fastslås barnets afstamning hos den, der gennem vidnesbyrd og beviser kan underbygge sit krav. Hvis ingen af dem har vidnesbyrd og beviser, eller hvis alle fremlægger vidnesbyrd og beviser, fastslås barnets afstamning efter vurderingen fra en retfærdig, erfaren og myndig mand.

Det er berettet fra Aisha: Ali kom meget glad til Allahs Sendebud og sagde: Mujazzaz al-Mudlijī havde netop set på Zayd og Usāmah. De havde begge dækket deres hoveder, men blottet deres fødder. Mujazzaz sagde: »Disse tos fødder er beslægtede fødder.« (Bukhari og Muslim) Hvis problemet heller ikke kan løses af eksperter, foretages der lodtrækning. Barnet tilfalder den, hvis navn kommer op ved lodtrækningen.

Ifølge den hanafitiske madhhab fastslås afstamningen hverken af eksperter eller ved lodtrækning. Når flere personer gør krav på et barn som deres barn, og de i enhver henseende findes at være lige, bliver de alle dets arvinger, og barnet bliver også arving efter dem alle.

Det 48. kapitel: Herreløs ejendom eller efterladt ejendom

Definition: Enhver ejendom, som er helt uskyldig, men risikerer at gå til grunde, og hvis ejer er ukendt, kaldes herreløs ejendom. Betegnelsen bruges hovedsageligt om ejendom, der består af livløse genstande. Hvis der er tale om et levende væsen, kaldes det et bortløbet dyr.

Bestemmelse: Det er mustahabb at samle herreløs ejendom op. Nogle siger, at det er wajib. Andre siger: Hvis genstanden befinder sig et sted, hvor man med sikkerhed ved, at den vil være i sikkerhed, selv om den bliver liggende, er det mustahabb at samle den op; hvis man ikke er sikker på, at den vil være i sikkerhed, er det wajib at samle den op. Hvis den, der ser den herreløse genstand, imidlertid forstår, at han selv vil blive fristet til at tilegne sig den, hvis han tager den med hjem, er det haram for ham at samle den op. Denne uenighed gælder en person, som er fri, myndig og ved sine fulde fem, uanset om han er muslim eller ikke-muslim. Hvis han ikke er fri, myndig og ved sine fulde fem, er han ikke forpligtet til at samle herreløs ejendom op. En hadith overleveret fra Zayd ibn Khalid angiver grundprincippet i denne sag. Han siger: En mand kom til Allahs Sendebud og spurgte ham om herreløs ejendom. Han sagde: »Bevar både den beholder, som genstanden var i, og det reb, som den var bundet med. Bekendtgør derefter, at den er fundet, i et helt år. Hvis ejeren kommer, skal du give den til ham; ellers må du bruge den.« (Formålet med at bevare beholderen og rebet er, at genstanden ikke skal blandes sammen med den, der har samlet den op, sin ejendom, men forblive adskilt. Desuden kan man, når ejeren kommer, spørge ham om genstandens kendetegn og således kontrollere, om hans krav er sandt eller falsk.) Manden sagde: »Hvad hvis det er en bortløben ged eller et får?« Allahs Sendebud sagde: »Den er din, ellers tilhører den din bror (det vil sige dens ejer eller en anden, der har samlet den op) eller et rovdyr.« Manden sagde: »Hvad hvis det, der er blevet væk, er en kamel?« Allahs Sendebud sagde: »Lad den være. Den har sit vandforråd med sig og sko på sine fødder; den vil drikke vand, spise af træerne og på et tidspunkt møde sin ejer.« (Bukhari).

Herreløs ejendom i al-Haram: Alt det, der hidtil er blevet sagt, handler om herreløse genstande, som findes andre steder end i al-Haram. Herreløs ejendom i al-Haram må kun samles op med henblik på at bekendtgøre den. Allahs Sendebud siger nemlig: »Ingen må samle herreløs ejendom op i Mekka, undtagen den, der vil bekendtgøre den.« (Hvis der det sted, hvor den herreløse ejendom er fundet, findes en pålidelig regering med et velkendt sted og en velorganiseret ordning til opbevaring af den, er det tilladt at overgive den til regeringen. Det er nemlig den letteste og sikreste ordning for befolkningen.)

Bekendtgørelse af hittegods: Den, der finder hittegods, skal nøje gøre sig bekendt med alle de kendetegn ved det, som kan adskille det fra andre ting. Han skal for eksempel vide, hvilken beholder det var opbevaret i, og hvad det var bundet med. Ligeledes skal han nøje kende dets art, beskaffenhed og mængde. Derefter skal han opbevare det på samme måde som sine egne ejendele, uanset hvor værdifuldt eller ubetydeligt det er. Tingen skal være et betroet ansvar hos den, der har fundet den. Hvis den går til grunde af en anden årsag end hans egen forsømmelse eller overtrædelse, er han ikke ansvarlig for den. Han skal bekendtgøre fundet i alle tætbefolkede områder, på markederne og alle andre steder, hvor ejeren kan tænkes at opholde sig. Hvis ejeren kommer og beskriver dens korrekte kendetegn, som adskiller den fra andre ting, kan den udleveres til ham, selv om han ikke fremlægger vidner eller beviser. Hvis ejeren ikke kommer, skal fundet bekendtgøres i et helt år. Hvis ejeren heller ikke findes efter et år, er det tilladt at give tingen bort som almisse eller selv at tage den i brug, hvad enten finderen er rig eller fattig. Han er ikke ansvarlig for tingen. Imamen al-Bukhari og at-Tirmidhi beretter nemlig fra Suwaid ibn Ghafala, at Suwaid sagde: Jeg mødte Aws ibn Kabir, som sagde: Jeg fandt en pung med hundrede dinarer og gik til Allahs Sendebud, fred være med ham. Han sagde: »Bekendtgør fundet i et år.« Jeg bekendtgjorde det i et helt år, men fandt ikke ejeren. Derefter gik jeg for tredje gang til Allahs Sendebud, fred være med ham. Da sagde han: »Husk pungens beholder og snor. Hvis ejeren kommer, så giv den til ham; ellers kan du selv tage den i brug.«

Da Allahs Sendebud, fred være med ham, blev spurgt om hittegods, der var fundet i befolkede områder, sagde han: »Bekendtgør fundet i et år. Hvis du derefter finder den, der søger efter det, skal du give det til ham; ellers tilhører det dig.« Spørgeren sagde: »Hvad med det, der findes på øde steder?« Han sagde: »For det, der findes på øde steder, samt skatte, der er begravet i jorden, skal der betales en femtedel.«

Undtagelsen for fødevarer og ubetydelige ting: Det ovenfor nævnte vedrører andre ting end almindelige fødevarer og ubetydelige ting. Der er ikke behov for at bekendtgøre fødevarer; det er tilladt at spise dem. Det er berettet fra Anas, at Allahs Sendebud, fred være med ham, på sin vej gik forbi nogle frugter og sagde: »Hvis jeg ikke frygtede, at disse frugter kunne være almisse, ville jeg have spist dem.« (Al-Bukhari og Muslim).

Hvis der på tilsvarende måde er tale om en ubetydelig ting, er det heller ikke nødvendigt at bekendtgøre den i et helt år. Det er tilstrækkeligt at bekendtgøre den så længe, at man forventer, at ejeren ikke længere vil gøre krav på den. Hvis ejeren ikke findes, er det tilladt for finderen at tage tingen i brug. Jabir sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, gav os tilladelse til at bruge en stav, en pisk, et reb og lignende, når vi fandt sådanne ting.« (Ahmad og Abu Dawud).

Ali sagde: Da han fandt en dinar på vejen og bragte den til Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde han: »Bekendtgør den i tre dage.« Han bekendtgjorde den i tre dage, men ingen kom. Da sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »Nu kan du tage den i brug.« (Abd ar-Razzaq).

Bortkomne geder og får: Det er tilladt at tage bortkomne geder og får. De er nemlig svage dyr, som er udsatte for at gå til grunde og kan blive angrebet af rovdyr. Fundet skal dog bekendtgøres. Hvis ejeren ikke kommer og gør krav på dyret, kan finderen tage det. Han skal dog betale ejeren en erstatning for det. Ifølge den malikitiske retsskole bliver den, der finder dyret, dets ejer, så snart han tager det i besiddelse, og han skal ikke betale nogen erstatning, selv om ejeren senere kommer. Dette gælder dog kun, hvis ejeren først gør krav på dyret, efter at det er blevet spist. Hvis han kommer, før det er blevet spist, skal det efter enstemmig opfattelse leveres tilbage. Bortkomne kameler, køer, heste, æsler og muldyr: De lærde er enige om, at det ikke er tilladt at tage en bortkommen kamel. Det fremgår af den tidligere nævnte hadith, der er overleveret af Zayd ibn Khalid. En bortkommen kamel er nemlig ikke afhængig af, at den, der finder den, passer på den. Den er af natur i stand til at udholde tørst, og fordi dens hals er lang, kan den let spise blade fra træerne. Den har derfor ikke brug for nogens hjælp. Desuden er det let for ejeren at finde den. Denne ordning gjaldt indtil Uthmans tid. Da Uthman så, at bortkomne kameler blev taget og solgt, tog han kamelens pris, når ejeren kom.

Ibn Shihab az-Zuhri sagde: På Umar ibn al-Khattabs tid var der mange bortkomne kameler, og folk morede sig med dem. På Uthmans tid blev der givet ordre til, at de skulle bekendtgøres. Efter bekendtgørelsen blev de solgt. Når ejeren kom, fik han deres værdi. (Imam Maliks Muwatta).

Efter Uthman beordrede Ali, at der skulle bygges et hus til dem, og at de skulle opbevares dér og fodres med græs på en sådan måde, at de hverken blev for fede eller for magre. Hvis nogen derefter kunne fastslå sit ejerskab ved hjælp af vidner og beviser, blev de udleveret til ham. Ellers blev de beholdt, som de var. De blev ikke solgt. Ibn al-Musayyab foretrak denne fremgangsmåde. Ifølge imam ash-Shafi’i og Ahmad er reglerne for køer, heste, æsler og muldyr de samme som for kameler. (Imam ash-Shafi’i mente dog, at det var tilladt at tage de unge dyr.) Imam Abu Hanifa sagde: Det er tilladt at tage disse dyr. Imam Malik sagde: Hvis man frygter, at rovdyr vil angribe dem, er det tilladt at tage dem; ellers er det ikke tilladt.

Udgifter til bortkomne dyr: Den, der finder et bortkommet dyr, kan få dækket de udgifter, han har haft til det, af dets ejer. Men hvis han har haft udgifterne som vederlag for at malke det eller ride på det, kan han ikke få dem dækket.

Det niogfyrretyvende kapitel: Halal og haram i forbindelse med fødevarer

Definition af fødevarer: Det, som mennesker spiser, og hvorved de opretholder livet og får næring, kaldes fødevarer.

I Den Hellige Koran siger Allah:

قُلْ لا أَجِلٌ فِي مَا أُوحِيَ إِلَى مُحَرَّمًا عَلَى طَاعِ يُطْعَمَهُ

»Sig: I den åbenbaring, der er blevet sendt til mig, finder jeg ingen haram-fødevarer, som det er forbudt for nogen, der spiser, at spise……« (Sura al-An’am, 145).

Kun den føde er halal, som er ren, og som man føler sig tiltrukket af. Allah siger:

يَسْتَلُونَكَ مَاذَا أُحِلَّ لَهُمْ قُلْ أُحِلَّ لَكُم الطيب .

‘Folk spørger dig, hvad der er gjort tilladt for dem. Sig: »For jer er de gode ting gjort tilladt …«’ (Sura al-Mā’ida, vers 4).

Med de gode ting menes her det, som hjertet føler sig tiltrukket af. Som det siges i vers 157 i Sura al-A’rāf:

ويحلُّ لَهُمُ الطَّيِّبِ وَيُحَرِّمُ عَلَيْهِمُ الْخَبِية

Han gør alle gode ting tilladte for dem og forbyder dem urene ting.

Der findes én slags fødevarer, som er ikke-levende, og en anden slags, som stammer fra dyr. Blandt de ikke-levende fødevarer er alt tilladt undtagen det, der er urent, er blevet urent ved at være påvirket af urene ting, er skadeligt eller berusende eller er forbundet med andres rettigheder. Et eksempel på en uren ting er blod. Et eksempel på noget, der er blevet urent ved at være påvirket af en uren ting, er ghee, som en mus er faldet ned i. Imām al-Bukhārī beretter nemlig fra Maymūna, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blev spurgt om, hvad man skulle gøre med ghee, som en mus var faldet ned i. Han sagde: »Fjern musen og den ghee, der er omkring den, og spis derefter jeres ghee.«

Af denne hadith fremgår det, at hvis et dødt dyr falder ned i en ikke-levende fødevare, skal det fjernes, og det, der ligger omkring det, skal også fjernes. Den del, som man er sikker på ikke er blevet ramt af nogen del af det døde dyr, er ren. Flydende stoffer bliver derimod urene, så snart de kommer i kontakt med et urent stof.

Eksempler på skadelige fødevarer er blandt andet gift: gift fra skorpioner, bier og giftslanger samt giftige planter og arsenik. Allah siger nemlig:

ولا تقتلوا انفسكم ، إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِكُمْ رَحِيْمان

Dræb ikke jer selv. Allah er barmhjertig mod jer.’ – (an-Nisā’, 29).

Han siger endvidere:

ولا تلقوا بأيديكم إلى التهلكة

Kast ikke jer selv i undergang med egne hænder. (al-Baqarah, 195).

Det er berettet fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der dræber sig selv ved at kaste sig ned fra et bjerg, vil fortsætte med at falde fra oven ned i Helvedes ild for evigt.« Imām al-Bukhārī beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der dræber sig selv ved at drikke gift, vil i Helvede for evigt fortsætte med at drikke denne gift, mens han holder den i hånden. Og den, der dræber sig selv ved at stikke sig med et jernvåben, vil fortsætte med at stikke sig selv med dette våben og dræbe sig selv for evigt.«

Men den mængde gift, der forårsager skade, er forbudt i samme omfang. Ud over gift er alle andre ting, der er skadelige for mennesker, såsom jord, mudder, sten og kul, forbudt for dem, som de er skadelige for. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det er forbudt at skade sig selv, og det er forbudt at skade andre.« Aḥmad, Ibn Mājah. Rygning og indtagelse af rusmidler er også forbudt i lyset af denne hadith. Alt, hvad der vedrører andres rettigheder, såsom stjålne varer og varer, der er tilranet med magt, er ligeledes forbudt. Alle vanddyr, det vil sige alle dyr, der lever i vand, er tilladte. Hvad angår landdyr, hvad enten det er dyr eller fugle, er nogle af dem tilladte og andre forbudte. Islam har givet en detaljeret redegørelse herfor. Allah siger eksempelvis:

وَتَن نَمَّلَ لَكُرْمًا حَوْا عَلَيْكُمْ إِلا مَا اسْطَرِرْتُمْ إِلَيْهِ

Han har udførligt forklaret, hvad Han har forbudt jer. Men hvis I er nødsaget, gælder det som en undtagelse.’ (al-An‘ām, 119)

Denne detaljerede beskrivelse omfatter tre slags ting: For det første en beskrivelse af de forbudte ting.

For det andet en beskrivelse af de tilladte ting. For det tredje en beskrivelse af alle de ting, som islam har forholdt sig tavs om.

Tilladt: De ting, der er beskrevet som tilladte, nævnes nedenfor:

Vanddyr: Alle vanddyr er halal, bortset fra dem, der bærer skadelig gift, hvad enten det er fisk eller noget andet, hvad enten de er fanget eller fundet døde, og hvad enten de er fanget af en muslim, jøde, kristen eller afgudsdyrker, og uanset om der blandt landdyrene findes et tilsvarende dyr eller ej. Vanddyr behøver ikke at blive slagtet. Beviset herfor er vers 96 i surah al-Ma’idah:

أمل لكر سيد البحر وطعامة متاعا لكم وللسيارة

»Det er jer og de rejsendes tilladte føde at jage i havet og spise derfra.« Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Med »jagt i havet og spise derfra« menes alt, hvad havet kaster op på bredden.
– ad-Daraqutni.

Det er også overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at havets føde betyder døde havdyr. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) beretter nemlig, at en mand spurgte Allahs Sendebud: »Allahs Sendebud, vi rejser på havet og medbringer kun en lille smule vand. Hvis vi bruger det til ablution, bliver vi tørstige. Må vi så foretage ablution med havvand?« Allahs Sendebud sagde: »Havets vand er rent, og dets døde dyr er halal.« Overleveret i de fem bøger med autentiske hadither. At-Tirmidhi erklærede den for hasan og sahih, og al-Bukhari erklærede den for sahih.

Saltet fisk: For at fisken kan holde sig ufordærvet i lang tid, tilsætter man ofte salt til den. Dette kaldes saltet fisk. Alle slags saltet fisk er halal, så længe den ikke er skadelig for helbredet. Hvis den er skadelig for helbredet, er den haram. Den fremtrædende malikitiske jurist ad-Dardir (må Allah være barmhjertig mod ham) siger: »Den bestemmelse fra Allah, som jeg følger, er, at saltet fisk er halal, for den saltes ikke før døden. Det strømmende blod er kun urent, efter at det er strømmet; før det er det ikke urent. Hvis der findes blod i fisken efter dens død, svarer det til det blod, der er tilbage i blodårerne efter slagtning på den islamisk foreskrevne måde. Den fugtige substans, der kommer ud af den efter slagtningen, er uden tvivl ren.« Dette er hanafitternes, hanbalitternes og nogle malikitiske lærdes opfattelse.

Vand- og landlevende dyr: Imam Ibn al-Arabi siger: Den korrekte opfattelse vedrørende vand- og landlevende dyr er, at de er forbudte. For der findes beviser både for, at de er tilladte, og for, at de er forbudte. Af forsigtighedshensyn giver vi dog fortrinsret til beviserne for deres forbudthed. Andre lærde end Ibn al-Arabi mener, at alle vanddyr, der er døde, er tilladte, selv om de er i stand til at leve på land. Kun frøen er forbudt, fordi det er blevet forbudt at dræbe den. Det er overleveret fra Abd al-Rahman ibn Uthman, må Allah være tilfreds med ham, at en læge spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om frøen, som han brugte i medicin. Sendebudet forbød ham da at dræbe frøer. (Abu Dawud, al-Nasa’i, Ahmad). Tilladte landdyr: Vi vil nedenfor nævne de tilladte landdyr, hvis omtale findes i Koranen og sunnaen:

Firbenede dyr: I vers 5 i sura al-Nahl siger Allah:

وَالْأَنْعَامَ خَلَقَهَا ، لَكُمْ فِيهَا دِنى ومعلعُ وَمِنْهَا تَأْكُلُونَ

Han har skabt de firbenede dyr; i dem er der beklædning til jer mod kulden og mange andre fordele, og nogle af dem spiser I også.’ I vers 1 i sura al-Ma’ida siger Allah:

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَوْنُوْا بِالْعُقُودَه أُحِلَّتْ لَكُم بَهِيمَةُ الْأَنْعَامِ إِلَّا مَا يُتْلَى عَلَيْكُمْه

I, der tror! Opfyld forpligtelserne. De firbenede dyr er gjort tilladte for jer, bortset fra det, der bliver nævnt for jer.

De tilladte firbenede dyr er: kameler, kvæg, bøfler, geder, får, vildt kvæg, vilde kameler og hjorte. Alle disse dyr er enstemmigt anerkendt som tilladte. Det fremgår også af hadith, at høns, ænder, heste, vilde æsler, harer, varaner, hyæner, græshopper og spurve er tilladte. (Ifølge imam Malik og imam Abu Hanifa er det makruh at spise hestekød, fordi Allah har nævnt den som et ridedyr og ikke som et spisedyr.)

I Sahih Muslim er det overleveret fra Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, at Abu al-Zubayr siger: Jeg spurgte Jabir om varanen. Han sagde: »Spis den ikke.« Han beskrev den også som uren. På den anden side sagde Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød ikke varanen; Allah gav mange mennesker nytte gennem den. Den indsamles kun som føde for almindelige hyrder. Hvis den var hos mig, ville jeg spise den.

Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, beretter via Khalid ibn al-Walid: Han gik sammen med Allahs Sendebud til hans moster Maymuna bint al-Harith. Maymuna serverede Allahs Sendebud kød af en varan, som en af hendes kvindelige slægtninge havde sendt fra Najd. Allahs Sendebud plejede, når han blev tilbudt noget at spise, ikke at spise det, før han vidste, hvad det var. Kvinderne havde besluttet ikke at fortælle ham, hvilket kød det var. De ville se, hvordan han smagte på det, og om han kunne genkende det efter at have smagt på det.

Men han spurgte: Da han havde fået det at vide, lod han kødet ligge og brød sig ikke om det. Khalid spurgte ham da: »Er det forbudt?« Allahs Sendebud sagde: »Nej, men det er en slags mad, som ikke er almindelig blandt mit folk. Derfor bryder jeg mig ikke om det.« Khalid siger: »Derefter trak jeg fadet med kødet hen til mig, spiste af det, og Allahs Sendebud så på, mens jeg spiste.«

Abd al-Rahman ibn Ammar, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Jeg spurgte Jabir ibn Abd Allah: »Må vi spise hyæne?« Han sagde: »Ja.« Jeg spurgte: »Må den jages?« Han sagde: »Ja.« Jeg spurgte: »Har du hørt dette fra Allahs Sendebud?« Han sagde: »Ja.« (At-Tirmidhi)

Imam ash-Shafi‘i, Abu Yusuf, Muhammad og Ibn Hazm anser det også for tilladt at spise hyæne. Imam ash-Shafi‘i siger om dette: »Araberne holder meget af den og roser den, og den sælges og købes frit mellem as-Safa og al-Marwa. Nogle lærde anser den imidlertid for forbudt at spise, fordi den er et rovdyr. Men den ovennævnte hadith taler imod dem.«

Imam Abu Dawud og Ahmad har nævnt: Da Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt om pindsvinet, reciterede han dette vers fra sura al-An‘am: »Sig: I det, der er blevet åbenbaret for mig, finder jeg intet forbudt for nogen, der vil spise det, undtagen selvdøde dyr, udgydt blod og svinekød …« På dette tidspunkt sagde en ældre mand, som sad hos Ibn Umar: »Jeg hørte Abu Hurayra sige, at da Allahs Sendebud blev spurgt om pindsvinet, sagde han: ’Det er et urent dyr.’« Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde da: »Hvis Allahs Sendebud har sagt dette, så er hans ord afgørende.« Denne hadiths overleveringskæde indeholder imidlertid Isa ibn Namila, som er svag. Derfor siger ash-Shawkani: »Denne hadith er ikke egnet til at gøre pindsvinet til en undtagelse fra det almindelige princip om, hvad der er tilladt.« På baggrund af ash-Shawkanis udsagn er det tilladt at spise pindsvin. Ifølge Imam Malik, Abu Thawr, ash-Shafi‘i og al-Layth er det tilladt at spise pindsvin, fordi araberne holder af det, og den nævnte hadith er svag. Hanafi-lærde anser det dog for makruh. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde om musen: »Den er ikke forbudt.« Derefter reciterede hun det ovennævnte vers fra sura al-An‘am.

Ifølge Imam Malik er det tilladt at spise insekter, skadedyr, smådyr, bi-larver, daddelorme og lignende. Al-Qurtubi siger: Imam Maliks bevis er Ibn Abbas’ og Abu ad-Dardas udsagn: »Det, som Allah har gjort forbudt, er forbudt; det, som Allah har gjort tilladt, er tilladt; og det, som Han har forholdt sig tavs om, er uden skyld.«

Om grøntsager med orme siger Imam Ahmad: »Efter min mening er det bedst at undlade dem. Men hvis man ikke anser dem for urene, kan man spise dem.« Han mente, at det var bedst at udvælge og spise dadler med orme. Det er blevet overleveret, at der blev bragt nogle gamle dadler til Allahs Sendebud, hvorefter han begyndte at sortere dem og fjerne ormene fra dem. Ibn Qudama siger: »Dette er det bedste.«

Ibn Shihab, Urwa, ash-Shafi‘i, hanafitiske jurister og nogle lærde fra Medina siger: Det er ikke tilladt at spise insekter, slanger, mus eller andre dyr, som det er tilladt at dræbe. Det gavner ikke at slagte dem. Om at spise spurve siger Allahs Sendebud: »Den, der dræber en spurv eller et større dyr uden at give det dets ret, vil Allah spørge ham om det.« Der blev spurgt: »O Allahs Sendebud, hvori består spurvens ret?« Han sagde: »Den skal slagtes og spises, og man må ikke skære hovedet af den og derefter kaste den bort.« (An-Nasa’i) Abu Dawud og At-Tirmidhi beretter, at nogle af Profetens ledsagere spiste vildtfuglekød sammen med Allahs Sendebud.

Udtrykkeligt nævnte haram-fødevarer: Antallet af fødevarer, som Koranen har erklæret haram, er begrænset til ti. Allah siger:

مرسم عليكم البيئة والدم ولحم الخنزير وما أمل لغير الله ……

Forbudt for jer er selvdøde dyr, blod, svinekød, dyr, der er slagtet i andres end Allahs navn, dyr, der er døde ved kvælning, dyr, der er døde efter slag, dyr, der er døde ved fald, dyr, der er døde efter at være blevet stanget af horn, og dyr, som rovdyr har ædt af, medmindre I når at slagte dem. Og forbudt er det, der ofres på afgudsdyrkelsens altre, samt at afgøre skæbnen ved hjælp af spådomspile. Alt dette er syndige handlinger.« (Sura al-Ma’idah 5:3)

Med »selvdøde« menes dyr, der er døde en naturlig død. Eftersom et dyr, der er dødt en naturlig død, nødvendigvis er dødt af en eller anden sygdom, er det uundgåeligt skadeligt at spise dets kød. Med blod menes det blod, der flyder. Eftersom flydende blod i særlig grad fremmer udviklingen af sygdomsfremkaldende mikroorganismer, er det forbudt at spise det. Grunden til, at svinekød er forbudt, er, at svinet er et urent dyr, og alle slags urene og urene ting er dets foretrukne føde. Erfaringen har vist, at dets kød er skadeligt på alle verdens kontinenter, især i de varme egne. Dets kød frembringer dødbringende orm. Det er desuden kendt, at det har en skadelig indvirkning på den seksuelle moral. Formålet med at forbyde dyr, der er slagtet i andres end Allahs navn eller på afgudsdyrkelsens altre, er at beskytte tawhid. Hvis et tilladt dyr er blevet såret af et rovdyrs angreb, men man finder det levende og slagter det, er det tilladt at spise det.

Den beskrivelse, der gives i dette vers fra Sura al-Ma’idah, er i virkeligheden en udførlig forklaring af vers 145 i Sura al-An’am, hvori der står: »Sig: I den åbenbaring, der er blevet sendt til mig, finder jeg ingen føde, som er forbudt for den, der vil spise, bortset fra selvdøde dyr, flydende blod, svinekød eller det, der er forbudt, fordi det er blevet ofret i andres end Allahs navn.« I verset fra Sura al-An’am nævnes de fire ting kort, mens alle de forbudte ting nævnes udførligt i dette vers.

En del, der er skåret af et levende dyr: En del, der skæres af et levende dyr, er haram ligesom et selvdødt dyr. Abu Waqid al-Laythi beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den del, der skæres af et dyr, mens det er levende, er et dødt legeme.« (Abu Dawud og al-Tirmidhi). Al-Tirmidhi klassificerede den som hasan og sagde: »De lærde handler i overensstemmelse med denne hadith.« Følgende ting er dog ikke haram:

a. Døde fisk og græshopper. Begge er rene og halal. Ibn Umar beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »To døde dyr og to slags blod er halal for os: De to døde dyr er fisk og græshopper, og de to slags blod er lever og milt.« Berettet af Ahmad, al-Shafi’i, Ibn Majah, al-Bayhaqi og al-Daraqutni. Når et dødt dyr erklæres haram, er formålet at forbyde, at dets kød spises. Bortset fra kødet er dets øvrige dele rene, og det er halal at bruge dem.

b. Knogler, horn, kløer, hår, fjer, skind og lignende fra selvdøde dyr er rene. Der findes intet bevis for, at disse ting er urene. Derfor er de rene. For udgangspunktet for enhver ting er renhed, så længe der ikke foreligger bevis for, at den er uren.

Imam al-Zuhrī siger om knoglerne fra døde elefanter og andre dyr: »Jeg har set mange af fortidens lærde rede deres hår med kamme lavet af knogler fra døde dyr og bruge deres olie. De så ikke noget forkert i det.« (Al-Bukhārī).

Ibn ʿAbbās siger: »En frigiven slavekvinde, der tilhørte Maymūna, fik en ged som almisse. Senere døde geden. Allahs Sendebud ﷺ så den og sagde: ›Hvorfor tager I ikke dens skind, garver det og får nytte af det?‹ Folkene sagde: ›Det er jo et dødt dyr.‹ Allahs Sendebud ﷺ sagde: ›Allah har kun gjort det forbudt at spise dens kød.‹« (Overleveret af alle de øvrige autentiske hadith-samlinger undtagen Ibn Mājah).

Det er overleveret, at Ibn ʿAbbās reciterede verset fra Sūrat al-Anʿām: »Sig: I det, der er blevet åbenbaret for mig, finder jeg ikke noget, der er forbudt at spise …« og sagde: »Allah har kun gjort det forbudt at spise disse dyrs kød. Deres skind, ting fremstillet af deres skind, tænder, knogler, hår og uld er derimod tilladt.« – Ibn al-Mundhir og Ibn Abī Ḥātim. Det koagulerede mælk, der tages ud af bugen på et dødt dyr, er ligeledes tilladt. Da ledsagerne erobrede Irak, spiste de nemlig ost fremstillet af ildtilbederne dér; den blev lavet af koaguleret mælk, der var taget ud af bugen på dyr, som de havde slagtet. Ildtilbederne er imidlertid afgudsdyrkere, og de dyr, de slagter, regnes som døde dyr. Det er overleveret fra Salmān al-Fārisī, at han blev spurgt om ost og smør. Han svarede: »Det, som Allah har gjort forbudt i Sin Bog, er forbudt. Det, som Han ikke har sagt noget om, er tilladt.« Det er velkendt, at spørgsmålet blev stillet til Salmān, da han var repræsentant i al-Madāʾin på vegne af ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb, og at spørgsmålet faktisk gjaldt ildtilbedernes ost.

C. Blod: En lille mængde blod er tilladt. Ibn al-Mundhir overleverer, at Ibn Jurayj, som forklaring på »flydende blod« i koranverset, siger: »Der er ikke noget forkert i det blod, der bliver tilbage i blodårerne på et slagtet dyr.« Abū Mijlāz siger om det blod, der findes på stedet, hvor en ged er blevet slagtet, eller på den øverste kant af gryden: »Der er ingen skade ved det. Det, der er forbudt, er det flydende blod.« Overleveret af Ibn Ḥumayd og Abū al-Shaykh. ʿĀʾisha siger: »Vi spiste kød, mens der stadig var blodstriber på gryden.«

Forbuddet mod æsler og muldyr: Blandt de forbudte fødevarer er tamæsler og muldyr. Allah siger:

والغَيْل وَالْبِغَالَ وَالْعَمِيرَ لِتَرْكَبُوها وزينة .

»Og Han har skabt heste, muldyr og æsler til at bære jer og som prydelse.« (Sūrat al-Naḥl, vers 8).

Det er ikke korrekt at antage, at betydningen af verset, der omtaler de forbudte fødevarer, er, at forbuddet er begrænset til den liste, der nævnes i verset, og at intet andet end dette er forbudt. Al-Qurṭubī afviser denne opfattelse og siger: »Dette vers blev åbenbaret i Mekka. Hvis Allahs Sendebud ﷺ derefter har gjort noget forbudt, eller hvis noget andet er blevet gjort forbudt i Koranen, føjes det også til dette. Det, som Allahs Sendebud gør forbudt, er en yderligere guddommelig bestemmelse, fremsagt gennem Sendebudets mund.« Dette er flertallet af juristers og hadithkyndiges opfattelse.

1. Imam Abu Dawud og imam al-Tirmidhi beretter fra Miqdad ibn Ma’dikarib (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Vid, at jeg har fået Skriften og noget tilsvarende sammen med den. Vid, at der snart vil komme en person, som sidder mæt på sin udsmykkede divan og måske siger: ‘Hold jer til denne Koran; det, I finder tilladt i den, skal I anse for tilladt, og det, I finder forbudt i den, skal I anse for forbudt.’« (Det vil sige, at han forkaster hadith og begrænser sig til Koranen). »Vid, at tamæsler ikke er tilladt for jer, ej heller rovdyr med hugtænder, og heller ikke en beskyttet borgers bortkomne ejendom, medmindre dens ejer opgiver sit krav på den. Hvis en person bliver gæst hos et folk, påhviler det dem at beværte ham. Hvis de ikke gør det, har han ret til at kræve det mest nødvendige af dem, om nødvendigt med magt.«

2. Det er berettet fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) indtog Khaybar, fandt vi nogle æsler. Vi slagtede nogle af dem og tilberedte dem. Da bekendtgjorde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Pas på! Allah og Hans Sendebud har forbudt jer at spise dette, for det er urent og Satans værk.« Straks blev gry­derne væltet, selv om den tilberedte mad stadig kogte i dem. De fem autentiske hadith-samlinger.

3. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: På dagen for slaget ved Khaybar forbød Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) os at spise æsler og muldyr, men han forbød os ikke at spise heste.

Det er berettet fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tillod tamæsler. Den korrekte beretning er dog, at Ibn Abbas forholdt sig tavs i denne sag og sagde: »Jeg ved ikke, om Allahs Sendebud forbød dem, fordi tamæsler bruges som transportmiddel for mennesker, og han frygtede, at de ville forsvinde, eller om han erklærede tamæsler for forbudte på dagen for slaget ved Khaybar.« (Al-Bukhari).

Rovdyr og rovfugle er forbudte: Blandt de dyr, som islam har gjort forbudte, er rovdyr og rovfugle. Imam Muslim beretter fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød ethvert rovdyr med hugtænder og enhver fugl med kløer. Med dyr med hugtænder menes de dyr, som angriber menneskers liv og ejendom med blottede tænder, såsom tigre, løver, hunde, ulve, leoparder og vildkatte. Ifølge flertallet af jurister er alle disse forbudte. Ifølge imam Abu Hanifa er ethvert dyr, der spiser kød, et rovdyr. Elefanter, hyæner, katte og mus er derfor også forbudte ifølge ham. Ifølge imam al-Shafi’i er det kun de dyr, der angriber mennesker, som er forbudte rovdyr, såsom løver og tigre.

Imam Malik beretter i al-Muwatta’ fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Det er forbudt at spise ethvert rovdyr med hugtænder.« Efter at have citeret hadithen sagde imam Malik: »Dette er den opfattelse, vi følger.« Ibn al-Qasim beretter, at det er makruh at spise disse dyr, og at dette er flertallet af ledsagernes opfattelse. Imam al-Shafi’is og imam Abu Hanifas elever tillod at spise ræve. Ibn Hazm tillod at spise elefanter og mungoer. Det er forbudt at spise aber. Abu Umar siger: Muslimerne er enige om, at det ikke er tilladt at spise aber, eftersom Allahs Sendebud forbød at spise dem. Med fugle med kløer menes de fugle, der angriber med deres kløer, såsom glenter, gribbe og ørne. Ifølge flertallet af lærde er disse forbudte, selv om de ikke lever af ådsler og urenheder.

Dyr, der lever af urenheder, er forbudte: Det er forbudt at ride på, spise kødet fra eller drikke mælken fra kameler, kvæg, geder, får, haner, høns, ænder og lignende, som spiser ekskrementer.

1. Det er berettet fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød at drikke mælken fra dyr, der lever af ekskrementer. — De fem autentiske hadith-samlinger, bortset fra Ibn Majah. Ifølge al-Tirmidhi er hadithen autentisk. Ifølge Abu Dawuds beretning forbød Allahs Sendebud at ride på dyr, der lever af ekskrementer.

2. ʿAmr ibn Shuʿayb (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at spise kødet fra dyr, der spiser ekskrementer, og tamæselkød, samt at ride på sådanne dyr. (Ahmad, an-Nasaʾi, Abu Dawud).
Hvis et sådant dyr imidlertid holdes væk fra ekskrementer i nogen tid og fodres med ren føde, hvorved dets kød bliver rent, og betegnelsen som ekskrementædende dyr ophører, bliver det tilladt, fordi årsagen til forbuddet er fjernet.

Urente ting er haram: Ud over denne beskrivelse har den Hellige Koran fastlagt en omfattende grundregel, der viser, hvordan man afgør, hvad der er haram. Den findes i vers 157 i sura al-Aʿraf:

وَيُحِلُ لَهُمُ الطَّيِّبِسِ وَيُحَرِّأُ عَلَيْهِرُ الْخَبَيْنَHan vil gøre de rene ting tilladte for dem og gøre de urene ting haram for dem. Med rene ting menes alle de ting, som mennesker spontant anser for rene og føler sig tiltrukket af, uden at der foreligger en åbenbaring, som forbyder dem. Hvis mennesker spontant anser noget for urent, er det haram.

Ifølge imam ash-Shafiʿis og den hanbalitiske madhhabs opfattelse er rene ting det, som araberne, dvs. beboerne i landsbyer og byer, anser for rent og føler sig tiltrukket af, men ikke landsbyboere og beduiner. I værket Ad-Darari al-Mudiyya er det imidlertid sagt, at det, som almindelige mennesker anser for rent, er rent – ikke kun det, som araberne eller indbyggerne i fornemme områder anser for rent. I det nævnte værk står der:

Det, som almindelige mennesker anser for urent, er urent, ikke på grund af nogen årsag eller uvanthed, men udelukkende fordi de spontant anser det for beskidt og urent. Hvis nogle mennesker anser noget for urent, mens andre ikke gør, er flertallets opfattelse afgørende. Således har folk afstået fra at spise insekter og mange dyr uden noget specifikt bevis. Disse dyr er i virkeligheden hovedsageligt blevet undgået, fordi de anses for beskidte og urene. Blandt disse beskidte og urene ting er også spyt, slim, sæd, gødning, lus og lignende.

Dyr, som shariaen har befalet at dræbe, er haram: De dyr, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede at dræbe, samt de dyr, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at dræbe, er ifølge et stort antal lærde haram.

De fem dyr, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) befalede at dræbe, er: glenten, skorpionen, kragen, musen og den bidske hund. Al-Bukhari, Muslim, at-Tirmidhi og an-Nasaʾi beretter fra ʿAʾisha (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fem dyr er skadelige; de må dræbes selv i det hellige område: kragen, glenten, skorpionen, musen og den bidske hund.«

De dyr, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at dræbe, er: myren, bien, hærfuglen og shrike-fuglen. Abu Dawud beretter fra Ibn ʿAbbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at dræbe myrer, bier, hærfugle og shrike-fugle.

Imam ash-Shawkani gennemgår denne opfattelse og siger: »Det er blevet sagt, at en af grundene til, at visse dyr er forbudte, er, at det er blevet befalet at dræbe nogle dyr, såsom de fem skadelige dyr, og at det er blevet forbudt at dræbe andre dyr, såsom myrer, bier, hærfugle, sarād-fugle og frøer. Men det fremgår ikke af nogen af shariaens tekster, at det er forbudt at spise de dyr, som Profeten (fred være med ham) befalede at dræbe eller forbød at dræbe. Derfor kan et påbud eller et forbud alene ikke tages som bevis for, at noget er haram. Der er ingen rationel eller sædvanebaseret nødvendighed, der forbinder disse to ting. Der er således ingen grund til at gøre påbuddet om at dræbe eller forbuddet mod at dræbe til et princip for, hvad der er haram. Hvis det dyr, som man har fået befaling om at dræbe eller har fået forbud mod at dræbe, derimod er urent, vil det allerede være omfattet af det relevante vers og derfor være forbudt. Ellers er det halal. For som vi allerede har nævnt, er alle ting grundlæggende halal, indtil der foreligger bevis for, at de er haram.« (Ifølge den malikitiske skole er alle fugle, herunder kragen, halal.)

Ting, om hvilke der er blevet forholdt tavshed: De ting, om hvilke shariaen har forholdt sig tavs, og hvis forbud der ikke findes noget bevis for, er halal i henhold til det enstemmigt anerkendte princip: »Alle ting er grundlæggende halal.« Dette er i virkeligheden et af islams grundlæggende principper.

Flere udsagn i Koranen og Sunnah støtter dette princip. Allah siger for eksempel:

مَوَ الَّذِي عَلَقَ لَكُمْ مَّا فِي الْأَرْضِ جَمِيعًا

»Han er Den, som har skabt alt, hvad der er på jorden, til jer.« (Al-Baqarah 2:29).

2. Ad-Daraqutni beretter fra Abu Tha’labah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Allah har pålagt jer visse pligter; forsøm dem ikke. Han har fastsat visse grænser; overskrid dem ikke. Og om visse ting har Han forholdt sig tavs af barmhjertighed mod jer, ikke fordi Han har glemt dem; så bland jer ikke i dem.«

3. Salman al-Farisi (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Allahs Sendebud (fred være med ham) blev spurgt om ost og smør, og han sagde: »Det, som Allah har gjort halal i Sin Bog, er halal, og det, som Allah har gjort haram i Sin Bog, er haram. Og det, om hvilket Han har forholdt sig tavs, er blandt de ting, som Han har givet jer frihed til.« (Ibn Majah og at-Tirmidhi).

4. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Sa’d ibn Abi Waqqas, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den største synder blandt muslimerne er den, der spørger om noget, som ikke tidligere var blevet gjort haram, og som på grund af hans spørgsmål bliver gjort haram.«

5. Abu al-Dardā (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Det, som Allah har gjort tilladt i Sin Bog, er tilladt, og det, som Han har gjort forbudt, er forbudt. Hvad Han har tiet om, har Han fritaget jer for. Så tag imod den fritagelse, Allah har givet jer. Allah kan nemlig ikke glemme noget. Derefter reciterede han denne del af vers 64 i Sura Maryam:وَمَا كَانَ رَبُّكَ نَسِيَّان»Din Herre er ikke glemsom.« (al-Bazzār).

Importeret kød: Kød importeret fra ikke-muslimske lande er tilladt at spise på to betingelser:

1. Det skal være kød fra dyr, som Allah har gjort tilladte.

2. Dyret skal være slagtet på den måde, som sharīʿaen foreskriver.

Hvis disse to betingelser ikke er opfyldt, hvis det er kød fra et svin eller et tilsvarende forbudt dyr, eller hvis dyret er blevet slagtet på en måde, der strider mod sharīʿaen, er det forbudt, og det er ikke tilladt at spise det. Takket være de informationskilder, som den moderne videnskab har gjort udbredte, er det nu blevet let at vide, om disse to betingelser er opfyldt. Der står ofte oplysninger om dette på kødpakkerne, og man kan stole på disse oplysninger, for de er som regel sande.

Også tidligere udstedte faqīherne fatwaer om, hvad man skulle gøre i sådanne tilfælde. Blandt værkerne i den shāfiʿitiske madhhab står der i Niyāʿ »al-Iqnāʿ«:

Hvis en fāsiq eller en jøde eller kristen oplyser, at han har slagtet denne ged, må den spises, for han er kvalificeret til at slagte. Hvis der derimod i et land bor både mushriker og muslimer, og man ikke ved, om dyret blev slagtet af en mushrik eller en muslim, er det ikke tilladt at spise det, fordi der er grund til at tvivle på, om slagtningen er foretaget på en tilladt måde. Hvis muslimerne imidlertid er i flertal i dette land, må det spises.

Det er tilladt at spise forbudt føde i en nødsituation

For den person, som er kommet i en situation, hvor det overhovedet er umuligt at skaffe halal-mad, er det ikke blot tilladt, men obligatorisk at spise ådsler, svinekød, kød fra andre haram-dyr eller anden haram-mad for at redde sig selv og undgå døden. Allah siger nemlig i sura an-Nisa, vers 29:

وَلَا تَقْتُلُوا الْفَسَتَرْطَ إِنَّ اللَّهَ كَانَ بِكُمْ رَحِيمًا»Dræb ikke jer selv. Allah er barmhjertig mod jer.«

Grænsen for den nødstedte tilstand

Et menneske betragtes kun som nødstedt, når sulten driver det mod døden, eller når den truer med at påføre det en sygdom, som kan føre det i døden. Det er uden betydning, om den person, der rammes af en sådan situation, er lydig mod Allah eller ulydig. Allah siger:

في انظُرْ غَيْرَ بَاغ ولا عَادٍ فَلَا إِلى عَلَيْهِ ، إِنَّ اللَّهَ غَفُورٌ رَّحِيمه

»Men den, der er nødstedt, uden at være ulydig eller overskride grænser, vil ikke pådrage sig nogen synd. Allah er Den Tilgivende, Den Barmhjertige.« (Når man spiser haram-mad, hører det under ulydighed at tilegne sig en anden nødstedts ret, spise alene uden at lade den anden spise og derved skubbe ham ud mod døden. Og at spise mere end det, der gør én mæt, eller ifølge en anden opfattelse mere end det, der er nødvendigt for at bevare livet og fjerne helbredsskaden, regnes for at overskride grænser.)

Imam Abu Dawud beretter: Fudjāʾi al-ʿĀmirī, må Allah være tilfreds med ham, kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og spurgte: »Under hvilke omstændigheder bliver ådsler halal for os?« Allahs Sendebud spurgte: »Hvad er jeres føde?« Fudjāʾi svarede: »Kun flydende drikke morgen og aften.« Allahs Sendebud sagde: »Dette er den sult, som gør ådsler halal.« Derefter gav han dem tilladelse til at spise ådsler. Ibn Hazm siger:

Grænsen for den nødstedte tilstand er, at man skal have befundet sig en hel dag og en hel nat i en situation, hvor ingen mad eller drikke er tilgængelig. Hvis man i denne situation frygter en så alvorlig svækkelse, at den, hvis den varer ved, kan føre til døden eller forhindre én i at tjene til livets ophold, er det tilladt at spise og drikke hvad som helst, der kan redde én fra at dø af sult og tørst. Jeg har nævnt grænsen på en dags og en nats faste, fordi Allahs Sendebud erklærede det haram, når man faster, at undlade både mad og drikke uafbrudt en hel dag og en hel nat.

Ifølge den malikitiske madhhab må den, der har været uden mad i tre sammenhængende dage, spise hvad som helst, der er haram, også selv om det tilhører en anden.

Det skal bemærkes, at ifølge shafiitiske og zayditiske opfattelser er det også tilladt at spise menneskekød, hvis der ikke findes andet. De opstiller dog visse betingelser herfor. Ifølge den hanafitiske og zahiritiske madhhab er det derimod under ingen omstændigheder tilladt at spise menneskekød.

Hvor meget haram-mad må man spise: Den nødstedte må højst spise så meget af et dødt dyr eller anden haram-mad, som er tilstrækkeligt til at redde hans liv. Han må også tage så meget med som forsyning til rejsen, som hans behov kræver.

Ifølge en overlevering siger imam Malik og Ahmad, at den nødstedte må spise sig mæt, når han spiser haram-mad. Imam Abu Dawud beretter nemlig på Jabir ibn Samuras autoritet: En mand slog lejr ved at komme til »Harata«. Kort efter døde hans kamelhoppe. Hans hustru sagde da: »Flå dens skind af; vi kan smelte dens fedt og spise kødet.« Han sagde: »Lad mig først spørge Allahs Sendebud.« Derefter gik han til Allahs Sendebud og spurgte ham. Allahs Sendebud sagde: »Har du ingen anden ejendom?« Han svarede: »Nej.« Han sagde: »Så spis den.«

Imam Abu Hanifas disciple siger: I en sådan situation må man ikke spise sig mæt. Fra imam al-Shafi’i er der overleveret to forskellige synspunkter.

Man regnes ikke som nødstedt, selv om man kan finde en andens mad: Man regnes først som nødstedt, når man ikke finder nogen som helst mad, der kan spises, selv hvis det er en andens mad. Når mad, der tilhører en anden, er inden for hans rækkevidde, må han spise den uden ejerens tilladelse. Der er ingen uenighed blandt de lærde om dette. Uenigheden gælder kun, om han skal yde erstatning. Flertallet af de lærde mener, at hvis en person bliver nødstedt på grund af sult og ikke har adgang til andet end mad, der tilhører en anden, mens madens ejer er fraværende, må han tage noget af den, men er forpligtet til at yde erstatning. Nød ophæver nemlig ikke en andens ret.

Imam al-Shafi’i siger: Han er ikke forpligtet til at yde erstatning. Hans nødstedte situation fritager ham nemlig for ansvar. Allah har selv givet ham tilladelse til dette. Og når Allah har givet tilladelse, er der ikke tale om at yde erstatning.

Hvis der findes mad, men dens ejer nægter at give den bort, må den nødstedte, hvis han har mulighed for det, tage den med magt. Ifølge den malikitiske madhhab skal den nødstedte i en sådan situation informere ejeren om sin nødstedte tilstand og advare ham om, at han vil kæmpe mod ham med våben, hvis han ikke giver ham mad. Hvis han stadig ikke giver ham mad, må den nødstedte indlede en væbnet kamp mod ham. Hvis madens ejer bliver dræbt under kampen, er drabsmanden ikke ansvarlig for drabet. Det var nemlig obligatorisk for ejeren at give den nødstedte mad.

Imam Ibn Hazm siger: Den, der ikke er i stand til at skaffe noget andet end forbudt føde, og som heller ikke har adgang til en muslims eller en ikke-muslims ejendom, der er under beskyttelse gennem en pagt (dhimmi), må spise den pågældende forbudte føde, indtil han er mæt, og må også tage noget med som forsyning til at dække sit fremtidige behov. Når han senere får adgang til halal-føde, bliver den forbudte føde igen forbudt for ham som før. Hvis han derimod får adgang til en muslims eller en dhimmis føde, er hans ret til denne føde fastslået. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Giv den sultne mad.« På grund af Allahs Sendebuds, fred være med ham, denne befaling har han ret til den pågældende føde. I en sådan situation er han ikke tvunget til at spise et dødt dyr eller anden forbudt føde. Men hvis fødevarens ejer uretmæssigt nægter ham føde, regnes han som værende i nød.

Er vin halal som lægemiddel?: De lærde er enige om, at det er tilladt at spise forbudt føde for at redde sig fra at dø af sult. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt vin må bruges udelukkende som behandling. Nogle siger, at det er tilladt, mens andre siger, at det ikke er tilladt. I dette spørgsmål er den opfattelse, at det ikke er tilladt, den stærkeste. Før islam kom, plejede folk i uvidenhedens tid at behandle sygdomme med vin. Da islam kom, forbød den dette. Imam Ahmad, Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi overleverer fra Tariq ibn Suwayd al-Ju‘fi: Da Suwayd spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham, om vin, forbød han ham at røre ved vin. Suwayd sagde: »Jeg ønsker at bruge vin som medicin.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Vin er ikke medicin, men en sygdom.«

Abu Dawud overleverer fra Abu ad-Darda, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Allah, den Ophøjede, har sendt både sygdommen og lægemidlet ned. Han har skabt et lægemiddel til enhver sygdom. Behandl derfor sygdomme, men behandl dem ikke med noget forbudt.« Før islam plejede folk at drikke vin for at beskytte sig mod kulde. Islam forbød dem også at drikke vin af denne grund.

Abu Dawud overleverer, at Daylam al-Himyari spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham: »Allahs Sendebud! Vi bor i et meget koldt område, og vi må udføre hårdt arbejde. Vi fremstiller en slags drik af hvede, som vi bruger til at samle kræfter til arbejdet og til at modstå kulden i området.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Gør denne drik jer berusede?« Daylam sagde: »Ja.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Så opgiv den.« Daylam sagde: »Folk vil ikke opgive den.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hvis de ikke opgiver den, så bekæmp dem.«

Nogle retslærde har dog tilladt behandling med vin. De har imidlertid stillet følgende betingelser: Den syge må ikke kunne finde en halal-medicin, der virker som det forbudte middel; han må ikke have til hensigt at blive beruset eller nyde det; og han må ikke bruge mere end den mængde, lægen har foreskrevet. De retslærde har ligeledes tilladt at drikke vin i en nødsituation. Hvis en person for eksempel har slugt et stykke mad, der har sat sig fast i halsen, og der ikke findes andet end vin til at få maden ned, er det tilladt for ham at drikke vin. Eller hvis en person er tæt på at dø på grund af stærk kulde og ikke finder nogen anden måde at redde sig fra døden på end at drikke en slurk eller et glas vin. Eller hvis en person risikerer at dø af en hjertesygdom, og lægerne har fortalt ham, at han ikke kan undslippe denne risiko uden at drikke en bestemt mængde vin. I alle disse situationer bliver det forbudte også tilladt.

Det halvtredsindstyvende kapitel: Slagtning tilladt af sharia

Definition: Sharia-kompatibel slagtning er at dræbe et dyr, der er halal at spise, ved at skære dets luftrør eller spiserør over. Bortset fra fisk og græshopper bliver intet andet halal-dyr halal uden at blive slagtet på denne måde.
Hvad der kræves for en gyldig slagtning: Følgende er nødvendigt for en sharia-kompatibel slagtning:

1. Den, der slagter, skal være ved sine fulde sansers brug, hvad enten han er mand eller kvinde, muslim, jøde eller kristen. Hvis han er beruset, sindssyg eller mindreårig, er han ikke kvalificeret til at slagte, og det dyr, han har slagtet, er ikke halal at spise. På samme måde er dyr, der er slagtet af en polyteist, afgudsdyrker, ateist eller frafalden fra islam, ikke halal.

Slagtede dyr fra Skriftens folk: Imam al-Qurtubi siger, at Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allah den Ophøjede har sagt:

ولا تَأْكُلُوا مِمَّا لَمْ يُذْكَرِ اسْرُ اللَّهِ عَلَيْهِ وَاللَّهُ لَفِسْقٌ

Og spis ikke dyr, over hvilke Allahs navn ikke er blevet nævnt; det er i sandhed syndigt.’ (al-An’am: vers 121).

Derefter sagde han:

وَطَعَامُ الَّذِينَ أُوتُوا الْكِتَبَ حِلٌّ لَكُم من وَطَعَامُكُمْ حِلٌّ لَهُرْه

‘Maden fra dem, der har fået Skriften, er tilladt for jer, og jeres mad er tilladt for dem.’ (sura al-Ma’ida: vers 5).

Det vil sige, at dyr slagtet af jøder og kristne er tilladte, selv om de kristne under slagtningen ofrer dem i Messias’ navn, og jøderne i Uzayrs navn. Ata siger: ‘Selv hvis en kristen slagter i Messias’ navn, må du spise det. For Allah selv har gjort deres slagtning tilladt, selv om Han ved, hvad de siger.

Al-Zuhri, Rabi’a, al-Sha’bi og Makhul samt de to ledsagere Abu al-Darda og ‘Ubada ibn al-Samit havde også denne opfattelse.

En anden gruppe fiqh-lærde siger: Hvis man hører, at en jøde eller kristen har slagtet et dyr i en andens navn end Allahs, må man ikke spise det. Tawus og Hasan samt Ali og Aisha blandt sahabaerne støtter dette synspunkt. Deres bevis er vers 121 i surat al-An’am: »Spis ikke det dyr, over hvilket Allahs navn ikke er blevet nævnt. Det er visselig synd.« Ifølge imam Malik er det makruh, men ikke haram.

Slagtede dyr fra ildtilbedere og sabeere: Fiqh-lærde er uenige om dyr, der er slagtet af ildtilbedere. Årsagen er, at de er uenige om oprindelsen til ildtilbedernes religion. Nogle fiqh-lærde mener, at de følger en himmelsk bog ved navn »Farfa«. Ali havde samme synspunkt. Andre siger, at de er mushriker. De, der anser dem for tilhængere af en himmelsk bog, anser deres slagtede dyr for halal, sådan som det siges i vers 5 i surat al-Ma’ida. Profeten sagde: »Behandl dem som Ahl al-Kitab.«

Ibn Hazm siger om ildtilbederne: »De er Ahl al-Kitab. Derfor er deres regler i alle forhold lig med Ahl al-Kitabs regler.« Abu Thawr og zahiriyyah-skolen har samme synspunkt. Men ifølge de fleste fiqh-lærde er dyr, der er slagtet af dem, haram, fordi de anser dem for mushriker. Hvad angår sabeernes slagtede dyr, anser nogle dem for tilladte, mens andre anser dem for ikke-tilladte. (Sabeernes religion ligger mellem ildtilbedernes og de kristnes. De tror på stjernernes indflydelse.)

2. Det redskab, der bruges til slagtningen, skal være så skarpt, at blodet strømmer kraftigt, og luftrøret skæres over, såsom en kniv, sten, træ, et sværd, glas eller bambus, hvis kant er så skarp, at den skærer som en kniv. Det er også tilladt at slagte med en knogle, men ikke med tænder eller kløer.

a. Imam Malik beretter: En kvinde vogtede geder. En af hendes geder kom til skade. Kvinden slagtede den straks med en sten. Da Profeten blev spurgt om dette, sagde han: »Slagtningen er gyldig.«

b. Det er blevet berettet, at Profeten blev spurgt: »Må vi slagte med en hård sten eller et afbrækket stykke af en stok?« Profeten sagde: »Gør det hurtigt og skær. Spis det, hvis blodet strømmer kraftigt, og Allahs navn er blevet nævnt. Men skær ikke med tænder eller kløer.« – Muslim.

c. Profeten forbød at slagte på samme måde som Satan. Det vil sige kun at skære huden over uden at skære halsens blodkar over og derefter lade dyret ligge og dø langsomt. – Abu Dawud.

3. Det er nødvendigt at skære luftrøret og spiserøret over. Det er dog ikke nødvendigt at adskille dem fuldstændigt. Det er heller ikke nødvendigt at skære de to tykke blodkar på hver side af halsen over, for føde og drikke passerer gennem dem, og de er ikke nødvendige for livet. Formålet med slagtningen er imidlertid at afslutte livet. Hvis hovedet adskilles, bliver det slagtede dyr ikke haram. På samme måde er slagtningen gyldig, hvis dyret slagtes bagfra, så længe redskabet rammer det sted, hvor slagtningen skal foretages.

4. At udtale Allahs navn: Imam Malik siger: Ethvert dyr, der slagtes uden at Allahs navn udtales, er haram, uanset om man forsætligt eller ved en fejltagelse undlader at udtale Allahs navn. Ibn Sirin og en gruppe lærde har samme opfattelse. Imam Abu Hanifa siger: Hvis Allahs navn forsætligt undlades, er kødet haram, men hvis det undlades ved en fejltagelse, er det halal. Imam al-Shafi’i siger: Hvis slagteren er egnet til at foretage slagtningen, er kødet halal, uanset om han forsætligt eller ved en fejltagelse undlader at udtale Allahs navn. Aisha må Allah være tilfreds med hende fortæller: Nogle mennesker sagde: »Allahs Sendebud, mange mennesker kommer til os med kød som gave, men vi ved ikke, om Allahs navn er blevet udtalt over det eller ej.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Udtal Allahs navn over det og spis det.« Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »De var kun blevet muslimer kort tid forinden.« (Al-Bukhari).

Det, der er makruh ved slagtning:

1. At slagte med et sløvt redskab; for Imam Muslim beretter fra Shaddad ibn Aws, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah har påbudt, at alt skal gøres godt. Når I derfor slagter et dyr, skal I slagte det på god vis. I skal slibe kniven godt og skåne det dyr, der slagtes.«

2. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede, at slagteredskabet skulle slibes, og at det skulle slibes uden for dyrets synsfelt. (Ahmad).

3. Det er makruh at brække halsen på det slagtede dyr eller flå det, før dets liv er forsvundet. Dar al-Qutni beretter fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Skynd jer ikke, før livsånden er forladt.« Der findes imidlertid ingen udtalelse i Koranen eller hadith om, at det er mustahabb at vende sig mod qibla før slagtningen.

Slagtning af et dyr på dødens rand eller i sygelig tilstand: Hvis et dyr stadig er i live i det øjeblik, det slagtes, er det halal at spise, selv om det er sikkert, at dets liv kun ville have varet meget kort, og at intet dyr overlever i denne tilstand. På samme måde er det halal at spise et sygt dyr, som der ikke er håb om vil overleve, hvis det slagtes, mens det stadig er i live. At det havde liv i slagteøjeblikket, kan konstateres ved bevægelser i dets ben, fødder og hale, ved dets vejrtrækning og lignende. Men hvis det er nået til det stadium, hvor livsånden er ved at forlade det, og det ikke bevæger sine ben eller fødder, skal det betragtes som et dødt dyr, og det kan ikke gøres halal ved slagtning. For i sura al-Ma’ida, vers 3, siges det:

حرمت عَلَيْكُمُ الْمَيْتَةُ وَالدَّمَ وَلَحْمُ الْخِنْزِيرِ وَمَا أُهِلَّ لِغَيْرِ اللهِ بِهِ وَالْمُنْخَنِقَةُ وَالْمُوْقُونَة والمتربية والنَّطِيعة وما أكل السبع إلا ما ذكيتم .

»Forbudt for jer er døde dyr, blod, svinekød, dyr, der er slagtet i andres end Allahs navn, kvælede dyr, dyr, der er døde efter slag, dyr, der er døde efter fald, dyr, der er døde efter at være blevet stanget af horn, og dyr, som rovdyr har ædt, bortset fra dem, som I når at slagte.«

Det vil sige, at alle disse dyr er forbudte for jer, bortset fra dem blandt dem, som I finder levende og slagter. Denne slagtning gør dem tilladte.

Imam Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, blev spurgt: En tiger har angrebet en ged og revet dens bug op, så dens indvolde kom ud, og netop da blev den slagtet; hvad er dommen over den? Han svarede: Spis den. Men spis ikke den del af dens indvolde, som allerede var kommet ud.

At løfte hånden, før slagtningen er fuldført: Hvis slagteren løfter hånden, før slagtningen er fuldført, men straks fører hånden tilbage og fuldfører slagtningen, er det gyldigt. Han har nemlig såret dyret og derefter slagtet det, mens det stadig var levende. I dette tilfælde er dyret omfattet af Allahs ord: »bortset fra det, som I når at slagte.

At såre dyret, når slagtning er blevet umulig: Et dyr, der bliver tilladt ved slagtning, skal, når det er muligt at slagte det, slagtes på selve slagtestedet. Hvis det ikke er muligt, er slagtningen fuldført, hvis man rammer det hvor som helst på kroppen. Betingelsen er dog, at slaget skal medføre en sådan blødning, at det er muligt at dræbe dyret på denne måde.

Rafi ibn Khadij, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi var på rejse sammen med Allahs Sendebud. En kamel tilhørende en af vores rejsefæller løb pludselig væk. Vi havde ingen heste med os. Så kastede en mand et spyd efter den og standsede den. Sendebudet, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Nogle af disse dyr har en vild natur. Derfor skal I behandle det dyr blandt dem, der gør sådan, på samme måde.« Bukhari og Muslim.

Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah beretter via Abu al-Ashra, at hans far sagde: »Allahs Sendebud, foregår slagtning ikke kun ved halsen eller den øverste del af brystet?« Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, svarede: »Det er også tilstrækkeligt at ramme dens lår.« Imam Abu Dawud siger: »Dette gælder kun dyr, der er døde som følge af et fald, samt vilde dyr.« Imam Tirmidhi siger: Dette gælder kun under unormale omstændigheder, såsom med et ulydigt, ustyrligt eller bortløbet dyr, som man ikke kan få kontrol over, eller et dyr, der er faldet i vand og risikerer at drukne. Hvis man kaster en kniv eller et spyd mod et sådant dyr, og det som følge heraf bløder ihjel, er det tilladt.

Imam Bukhari beretter fra Ali, Ibn Abbas, Ibn Umar og Aisha, måtte Allah være tilfreds med dem: »Det dyr, der undslipper din kontrol, er som et vildt dyr, der jages. Når et dyr falder ned i en brønd, skal det slagtes på den måde, som man kan få kontrol over det på, og når man kan få kontrol over det.

Slagtning af det ufødte foster: Hvis et dyrs ufødte foster kommer ud af moderens bug og stadig er levende, er det obligatorisk at slagte det med det samme. Hvis moderen slagtes, mens fosteret stadig er i bugen, er fosteret slagtet ved moderens slagtning, uanset om det kommer levende eller dødt ud. Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde om fosteret: »Moderens slagtning er slagtningen af fosteret.« (Ahmad, Ibn Majah, Abu Dawud, Tirmidhi, Darqutni og Ibn Hibban).

Ibn al-Mundhir siger: Blandt dem, der mener, at moderens slagtning også fuldender slagtningen af fosteret, og som ikke har fastsat, om fosteret skal være levende eller dødt, er Ali ibn Abi Talib, Sa’id ibn al-Musayyab, Ahmad, Ishaq og al-Shafi’i. Al-Shafi’i siger: Det er ikke kendt, at nogen af profetens ledsagere eller lærde har ment, at fosteret ikke er halal, medmindre det slagtes på ny. Det eneste, der er overleveret fra imam Abu Hanifa, er, at han havde denne opfattelse. Ibn al-Qayyim siger: I hadithen siges det klart og utvetydigt, at slagtningen af fosteret fuldendes ved slagtningen af dets mor. Dette er i modstrid med grundprincippet. Grundprincippet er, at et selvdødt dyr er haram.

Det kan siges om dette: I Allahs Sendebuds ﷺ ord er selvdøde dyr erklæret haram, mens fisk og græshopper er undtaget fra denne bestemmelse. Men hvordan kan dette anvendes på et foster? Fosteret er jo ikke et selvdødt dyr, for det er en del af moderens krop. Ved moderens slagtning er alle dele af dens krop allerede blevet slagtet. Derfor er det ikke nødvendigt at slagte hver enkelt del af det separat. Fosteret er underlagt moderen og er en del af hendes krop. Dette følger af det rette grundprincip. Selv hvis der ikke var blevet sagt noget i hadithen om, at det er halal, ville grundprincippet stadig stemme overens med denne argumentation; og når der desuden foreligger en hadith, hvad er så problemet? Hadithen, grundprincippet og fornuftsargumentet taler alle for, at fosteret bliver halal ved moderens slagtning.

Kapitel 51: Jagt

Definition og bestemmelse: I islam bruges betegnelsen jagt om at fange et halal dyr, som af natur er vildt, uregerligt og uden for kontrol.

Dette er mubah eller halal. Allah har gjort det tilladt med følgende ord fra al-Ma’idah, vers 2:وَإِذَا خَلَلْتُرْ فَاسْطَادُواNår I er trådt ud af ihram-tilstanden, må I jage.’ Al jagt er halal og mubah alle steder bortset fra det hellige område. Jagt i det hellige område er blevet behandlet udførligt i kapitlet om hajj. Jagt i havet er tilladt under alle omstændigheder. På land er al jagt tilladt, undtagen når man er i ihram-tilstand. Allah siger:

أُحِلَّ لَكُمْ مَيْنَ الْبَحْرِ وَطَعَامُهُ مَتَاعًا لكم وللسيارة ، وحرم عَلَيْكُمْ مِينَ الْبَرِ مَا دُمْتُم حرمان

‘Det er tilladt for jer at fange og spise havets vildt, til gavn for jer og de rejsende. Men så længe I er i ihram-tilstand, er det forbudt for jer at jage på land.’ (Al-Ma’idah, vers 96)

Den jagt, der er haram: Den jagt, der foretages med henblik på slagtning, er mubah. Den jagt, hvis formål ikke er slagtning, er haram.

Drab af dyr uden et nyttigt formål: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød at dræbe dyr af andre grunde end for at spise dem. An-Nasa’i og Ibn Hibban beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der uden grund dræber en spurv, vil spurven på Dommedag klage og sige: »O Allah! Den og den dræbte mig uden grund og ikke med henblik på at opnå nogen nytte.« Muslim beretter fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Gør ikke noget dyr til et mål.

En dag var Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på vej et sted hen. Undervejs så han nogle mennesker forsøge at dræbe en fugl ved at bruge den som målskive. Da sagde han: »Må Allah forbande dem, der gør sådan.«

Betingelser for jægeren: De betingelser, der skal være opfyldt hos den, der foretager slagtningen, skal også være opfyldt hos jægeren, for at det jagede dyr er tilladt at spise. Det er en betingelse, at jægeren er muslim eller tilhører Skriftens folk. En jødens eller en kristens jagt er lige så tilladt som det dyr, han har slagtet. Tilsvarende gælder også i dette tilfælde alle de øvrige betingelser, der er nævnt i kapitlet om den islamisk korrekte slagtning.

Jagt med våben og dyr, der forårsager sår: Jagt foregår undertiden med våben, der forårsager sår, såsom spyd, pile, sværd og lignende. Om dette siger Allah i vers 94 i sura al-Ma’ida:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَيَبْلُونَكُمُ اللهُ بِشَيْءٍ مِنَ الصَّيْلِ تَنَالَةٌ أَيْدِيكُمْ وَرِمَا حُكُمْ

O I, der tror! Allah vil bestemt prøve jer med noget vildt, som jeres hænder og spyd let kan nå.

Andre gange foregår jagten ved hjælp af jagtdyr. Som Allah siger i vers 4 i sura al-Ma’ida:

يسْتَلُوْنَكَ مَاذَا أُحِلَّ لَهُمْ ط قُلْ أُحِلَّ لَكم الطيبة لا وما علمتم من الجَوَارِحِ مُكَلِّبِينَ تَعْلَمُونَهُنَّ مِمَّا عَلَيْكُمُ اللهُ وَ فَكُلُوا مِمَّا اسْتَكْنَ عَلَيْكُمْ وَاذْكُرُوا اسْمَ اللهِ عَلَيْهِ مِن وَاتَّقُوا اللَّهَ وَ إِنَّ اللَّهَ سَرِيعُ العنابة

Folk spørger dig, hvad der er gjort halal for dem. Sig: Alle gode ting er gjort halal for jer, og spis det, som de rovfugle og rovdyr, I har trænet til jagt, bringer jer, sådan som Allah har lært jer. Udtal Allahs navn over det, og frygt Allah. Allah er særdeles hurtig til at gøre regnskabet op.

Abu Thaʿlaba al-Khushani sagde: Jeg sagde: »Allahs Sendebud, vi bor i et område, hvor vi jager med buer samt med trænede og utrænede hunde. Hvad skal jeg gøre i dette tilfælde?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Spis det dyr, som du har jaget med din bue, og over hvilket du har udtalt Allahs navn. Og det dyr, som du har jaget med en utrænet hund, må du spise, hvis du når at slagte det.« (Al-Bukhari og Muslim).

Betingelser for jagt med våben: Følgende betingelser gælder for jagt med våben:

1. Våbnet skal trænge ind i byttets krop og forårsage et sår. ʿAdi ibn Hatim sagde: »Allahs Sendebud, vi er vant til at skyde med pile. Hvad er halal for os?« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Spis det, som I har slagtet, og spis det dyr, over hvilket I har udtalt Allahs navn og påført det et sår.« Imam al-Shawkani siger: Denne hadith beviser, at det eneste nødvendige er, at der forårsages et sår, selv hvis det sker med et sløvt våben. Derfor er det også halal at jage med skud fra moderne geværer. Kuglen forårsager nemlig et større sår end andre våben. Ligesom bytte, der er dræbt med andre våben, er halal, er bytte, der er dræbt med et gevær, således også halal; det er blot tilstrækkeligt at udtale Allahs navn, når man skyder. Det gør ingen forskel, hvis man ikke senere får mulighed for at slagte det.

Hvad angår den hadith, hvori det er forbudt at spise et dyr, der er såret med et gevær, men ikke slagtet, og hvori det betragtes som »et dyr, der er dødt af et slag«, så henviser ordet gevær i denne hadith til et gevær, der fremstilles af ler, hvorefter det tørres, og der affyres skud med det, når det er tørt. Dette gevær er ikke som et gevær, der affyrer kugler og krudt. Ligesom islam har forbudt at spise bytte, der er dræbt med et gevær af ler, har den også forbudt at spise dyr, der er dræbt med mursten, sten eller lignende. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forklarede dette med ordene: »Det dræber hverken noget bytte eller nogen fjende, men det knækker et dyrs tænder og river dets øjne ud.«

På samme måde er et dyr, der er blevet slået med en stav eller en anden sløv genstand, haram, hvis det ikke bliver slagtet, mens det stadig er levende. ʿAdi, må Allah være tilfreds med ham, sagde til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Jeg jager ved at skyde med pile.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Spis det, hvis pilen trænger ind i kroppen. Men spis det ikke, hvis pilen passerer forbi det.«

2. Jægeren skal udtale Allahs navn, når han skyder pilen eller kuglen mod byttet. På baggrund af den tidligere nævnte hadith overleveret af Abu Thaʿlaba samt andre hadither og vers er der ingen uenighed blandt imamerne om, at det ifølge shariaen er nødvendigt at udtale Allahs navn. Uenigheden drejer sig alene om, hvorvidt det er en betingelse. Abu Thawr, al-Shaʿbi, Dawud al-Zahiri og en gruppe hadith-lærde mener, at det under alle omstændigheder er en betingelse at udtale Allahs navn. Hvis man undlader at udtale Allahs navn, er det ikke halal, hvad enten det sker med vilje eller ved en fejl. Ifølge den mest kendte overlevering var dette også Imam Ahmad ibn Hanbals mening.

Imam Abu Hanifa siger: Hvis man med vilje undlader at udtale Allahs navn, er det haram, men hvis man undlader det ved en fejl, er det halal. Imam Maliks mening er den samme. Imam al-Shafiʿi og en gruppe malikitiske jurister siger: Det er sunnah at udtale Allahs navn. Hvis nogen derfor undlader dette selv med vilje, bliver byttet ikke haram; det er tværtimod halal at spise. Ifølge dem udtrykker befalingen om at udtale Allahs navn en anbefaling, altså at det er mustahabb.

Betingelserne for jagt med rovdyrede dyr: Følgende betingelser gælder for jagt med falke, leoparder, hunde og andre dyr, der kan oplæres:

a. Dyret skal oplæres til jagt. Det kan konstateres, at oplæringen virker, når det udfører det, det bliver befalet, og afholder sig fra det, det bliver forbudt.

b. Det skal lade det nedlagte bytte være til ejeren uden selv at spise noget af det. Hvis det spiser, må man forstå, at det har fanget byttet for sig selv, og dets bytte er ikke halal. I den hadith, der er overleveret fra Adi ibn Hatim, sagde Profeten til ham: »Når du sender dine oplærte hunde ud for at fange bytte og nævner Allahs navn over det, så spis det, de bringer tilbage til dig. Men hvis hunden selv spiser, så skal du ikke spise det. Jeg frygter nemlig, at den har fanget byttet til sig selv.

c. Rovdyret skal sendes af ejeren, mens Allahs navn nævnes. Reglerne for at nævne Allahs navn er allerede blevet omtalt. At dyret sendes med vilje, er desuden en af betingelserne for, at byttet er lovligt. Hvis rovdyret af sig selv går ud for at fange bytte, uden at ejeren har sendt det eller på nogen måde opmuntret det, er byttet ifølge Imam Malik, al-Shafi’i, Abu Thawr og andre ikke halal. Det skyldes, at det har jaget udelukkende for sig selv, selv om ejeren ikke sendte det, og ejeren af rovdyret ikke har haft nogen rolle i det. Derfor kan man ikke sige, at dette bytte tilhører ham, for hadithen fra Adi ibn Hatim gælder ikke i dette tilfælde. Betingelsens betydning er således, at et dyr, der ikke er blevet sendt ud, ikke er en lovlig jæger. Ata og al-Awza’i siger imidlertid: Når rovdyret er blevet oplært til jagt og holdes klar med henblik på jagt, må man spise dets bytte.

Når to rovdyr medvirker til at fange ét bytte: Når ejeren sender to rovdyr ud for at fange bytte, og de begge fanger det samme bytte, er det halal. Men hvis det ene er blevet sendt ud, mens det andet ikke er blevet sendt ud, må man ikke spise det. Profeten sagde: »Du nævnte Allahs navn, da du sendte din hund ud, men det gjorde du ikke, da du sendte den anden ud.«

Jagt med en jøde eller kristens jagthund: Det er tilladt at jage med en jødes eller kristens oplærte hund eller falk, hvis jægeren er muslim.

Når man finder byttet levende: Hvis jægeren finder byttet levende, men dets strube og luftrør er skåret over, dets indvolde er revet itu, og lever, mavesæk og lignende er kommet ud af bugen, bliver dyret halal uden yderligere slagtning. Men hvis man finder byttet i en tilstand, hvor det stadig har et stabilt liv, skal det slagtes, og det bliver ikke halal uden slagtning.

Når byttet findes dødt efter at være blevet såret: Hvis jægeren rammer og sårer byttet, derefter går væk fra det og senere finder det dødt, er byttet halal på tre betingelser:

1. Det må ikke være sådan, at det er faldet ned fra et bjerg, eller at man har fundet det i vand. I så fald kan det være dødt efter at være faldet ned fra et højt sted eller efter at være druknet. al-Bukhari og Muslim overleverer fra Adi ibn Hatim: Jeg spurgte Allahs Sendebud. Han sagde: »Nævn Allahs navn, når du skyder din pil, og hvis du derefter ser, at byttet er dødt, så spis det. Men hvis du finder det i vandet, skal du ikke spise det, for du ved ikke, om det er din pil eller vandet, der dræbte det.«

2. Jægeren skal være sikker på, at byttet blev dræbt af hans skud, og der må ikke være tegn på, at det blev ramt af en andens skud eller af et andet dyr. Det er overleveret fra Adi (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg sagde: »Allahs Sendebud, jeg skyder på byttet med en pil, og den følgende dag finder jeg min pil i dets krop.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når du er sikker på, at det var din pil, der dræbte det, og du ikke finder tegn på et rovdyrs angreb på dets krop, så spis det.« I en overlevering hos al-Bukhari står der:

»Vi skyder pile mod byttet, hvorefter vi følger efter det i to eller tre dage. Så finder vi det dødt med pilen stadig siddende i dets krop.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis han ønsker det, kan han spise det.«

3. Byttets krop må ikke blive så ødelagt, at den begynder at lugte. I så fald bliver det skadeligt affald, som mennesker væmmes ved at spise. Det er overleveret fra Abu Tha’laba al-Khashani (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis du skyder på byttet med en pil, hvorefter det forsvinder i tre dage, og du derefter finder det, må du spise det, så længe det ikke er begyndt at lugte.« (Muslim).

Det 52. kapitel: Qurbani

Definition: Qurbani er betegnelsen for de kameler, kvæg, geder, får, væddere og søfår, der slagtes på qurbani-dagen, det vil sige i måneden Dhu al-Hijjah og under Ayyam al-Tashriq, med det formål at komme Allah nær.
Den islamiske lovs bestemmelse om qurbani: Allah den Ophøjede har fastsat qurbani som en islamisk lovbestemmelse gennem følgende ord:

إِنَّا أَعْطَيْنَاكَ الْكَوْثَرَةِ فَصَلِّ لِرَبِّكَ وَانْحَرْه إِنْ شَانِئَكَ هُوَ الْأَبْتَره

»Vi har skænket dig al-Kawthar. Bed derfor til din Herres ære, og bring qurbani. Din fjende er visselig den, der er navnløs og uden efterkommere.« (Sura al-Kawthar)

Allah siger: »Kamelerne har Vi gjort til et af Allahs tegn; deri er der godt for jer. Nævn derfor Allahs navn over dem, mens de står på række.«

Desuden bragte Allahs Sendebud, fred være med ham, qurbani-offer, muslimerne bragte også qurbani-offer, og der hersker enstemmighed blandt muslimerne om dette.

Qurbani-offerets fortrin: Imam Tirmidhi beretter fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Intet menneske udfører på offerdagen en handling, der er mere elsket af Allah end at slagte offerdyret. Offerdyret vil på Genopstandelsens Dag komme med sine horn, sin uld og sine klove, og offerdyrets blod når et sted nær Allah, før det falder til jorden.« (Det vil sige, at offeret accepteres straks efter slagtningen.) Glæd jer derfor over qurbani-offeret.

Reglerne for qurbani-offeret: Qurbani-offeret er en sunnah mu’akkadah. Det er makruh at undlade det trods økonomisk mulighed. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Anas, måtte Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, fred være med ham, bragte qurbani-offer ved med egne hænder at slagte to sort-hvide, hornede vædderlam på mellem to og fire år, mens han nævnte Allahs navn og sagde »Allahu akbar«.

Muslim beretter fra Umm Salamah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når I ser månen for måneden Dhu al-Hijjah, og nogen af jer ønsker at bringe qurbani-offer, skal han afholde sig fra at klippe sit hår og sine negle.

Derfor viser Allahs Sendebuds, fred være med ham, udsagn »og nogen af jer ønsker at bringe qurbani-offer«, at qurbani-offeret ikke er obligatorisk, men en sunnah. Det er berettet fra Abu Bakr og Umar, måtte Allah være tilfreds med dem begge, at de ikke bragte qurbani-offer på vegne af deres familier, for at det ikke skulle blive opfattet som obligatorisk.

Ibn Hazm siger: Det er ikke blevet overleveret med en autentisk kæde fra nogen af ledsagerne, at qurbani-offeret er obligatorisk. Imam Abu Hanifah mener derimod, at qurbani-offeret er obligatorisk for en velhavende person, der ejer nisab, og som ikke er rejsende. For Imam Ahmad og Ibn Majah beretter, og al-Hakim erklærede som autentisk, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der har mulighed for det, men ikke bringer qurbani-offer, skal ikke komme til vores eid-bøn.« Imamerne anser imidlertid den opfattelse for stærkest, at denne hadith er mawquf.

Hvornår bliver qurbani-offeret obligatorisk: Qurbani-offeret bliver kun obligatorisk i to tilfælde:

a. Når nogen aflægger et løfte om at bringe qurbani-offer. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der aflægger et løfte om at adlyde Allah, skal adlyde Ham.« Selv hvis den, der har aflagt løftet, dør, er det tilladt, at en anden på hans vegne opfylder det, han lovede før sin død.

b. Hvis nogen siger: »Dette dyr er for Allah«, eller: »Dette er et offerdyr.« Ifølge Imam Malik bliver det obligatorisk at bringe et offer, hvis man køber et dyr med intentionen om at bringe det som offer.

Formålet med offeret: Allah har foreskrevet offeret som en del af shariaen for at genoplive mindet om Ibrahim (fred være med ham) og forlænge festlighederne for Eid for menneskene. Som Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Disse dage er dage for at spise, drikke og ihukomme Allah.

Hvilke dyr er gyldige som offerdyr: Det er kun gyldigt at bringe kameler, kvæg, geder, får, væddere og fedthalefår som offer; intet andet dyr er gyldigt. Allah siger i vers 34 i sura al-Hajj:

ليل كرو اسم الله على مَا رَزَقَهُم مِّن بَهِيمَةِ الْأَنْعَامِ .

»For hvert samfund har Vi fastsat en offerhandling, så de kan nævne Allahs navn over de firfodede dyr, som Vi har skænket dem som livsunderhold.

Et får på seks måneder, en ged på ét år, kvæg på to år og en kamel på fem år er tilstrækkelige til offeret, hvad enten dyret er han- eller hunkøn.

1. Imam Ahmad og Imam at-Tirmidhi beretter fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Et jazaʿ-får er et fremragende offerdyr.« (Et jazaʿ-får er ifølge den hanafitiske madhhab et får på seks måneder og ifølge den shafiitiske madhhab et får på ét år.

2. ʿUqbah ibn ʿAmir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg sagde: ›Allahs Sendebud, jeg har skaffet et jazaʿ-får.‹ Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: ›Bring det som offer.‹« (al-Bukhari og Muslim)

3. Imam Muslim overleverer fra Jabir, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Of ikke offerdyr bortset fra en musinna. Hvis dette er vanskeligt for dig, så ofr et jazaʿ-får.«

En musinna er en fem år gammel kamel, et to år gammelt stykke kvæg, en et år gammel ged samt et et år eller seks måneder gammelt får. Den tidligere nævnte uenighed blandt imamerne vedrører det sidstnævnte.

Offer med en kastreret vædder: Det er tilladt at ofre en kastreret vædder. Imam Ahmad overleverer fra Abu Rafiʿ, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ofrede to sortbrogede, kastrerede vædderlam, fordi deres kød er mere velsmagende og bedre.

Dyr, som det ikke er tilladt at ofre: At dyret er fri for fejl, er en af betingelserne for offeret. Derfor er det ikke tilladt at ofre et fejlbehæftet dyr. (Med et fejlbehæftet dyr menes et dyr med en tydelig fejl, som medfører, at det har mindre kød. Mindre fejl er uden betydning.) For eksempel: 1. Et tydeligt sygt dyr 2. Et dyr, der er blindt på det ene øje 3. Et tydeligt halt dyr,

4. Et dyr, der er så afmagret, at dets hjerne er blevet beskadiget. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Fire slags dyr gør offeret ugyldigt, når de slagtes: det, der tydeligt er blindt på det ene øje, det, der tydeligt er sygt, det, der tydeligt er halt, og det, der er så afmagret, at der ikke er marv i knoglerne.« – Tirmidhi.

5. Et dyr, hvor størstedelen af ørerne eller hornene mangler, såsom et ørekuperet eller hornbrækket dyr. Det er heller ikke tilladt at ofre et dyr, hvis fire fortænder er revet ud ved roden, hvis hornets hylster er brækket, som er fuldstændig blindt, eller som vandrer omkring på marken uden at spise græs. Offeret er heller ikke gyldigt, hvis dyret lider af en meget alvorlig hudsygdom.

Men det er tilladt at ofre et dyr, der har fået tungen eller halen skåret af, er drægtigt, er født uden ører, mangler halvdelen af et øre eller mangler halvdelen af krydset. Imam al-Shafiʿis stærkeste opfattelse er, at det ikke er tilladt at ofre et dyr, hvis kryds eller yver er skåret af, fordi det har mistet en del, der kan spises. På samme måde er det ikke tilladt at slagte et dyr med afskåret hale som offer. Imam al-Shafiʿi siger: »Vi har ikke modtaget noget fra Allahs Sendebud, fred være med ham, om tænderne.«

Tidspunktet for slagtningen: Betingelsen for offeret er, at slagtningen foretages på festdagen efter solopgang, når det tidsrum, der er passende til at bede festbønnen, er gået; ikke før. Derefter kan dyret slagtes når som helst i løbet af de følgende tre dage, dag eller nat. Når disse tre dage er gået, udløber tiden for offeret. Det er overleveret fra al-Baraʾ, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det første, vi gør på festdagen, er at bede, derefter vender vi hjem og ofrer. Den, der gør dette, følger vores sunna. Den, der slagter før dette, kan ganske vist skaffe noget kød til sin familie, men hans offer bliver ikke godkendt.«

Abu Burda (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde i den prædiken, han holdt for os den tiende dag af Dhu al-Hijjah: »Den, der beder vores bøn, vender sig mod vores qibla og foretager vores offer, må ikke slagte, før han har bedt eid-bønnen.« Al-Bukhari og Muslim beretter fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Den, der slagter før bønnen, slagter kun for sig selv. Men den, der slagter efter bønnen og efter de to prædikener, har fuldendt sit offer og fulgt muslimernes sunnah.«

Ét offer er tilstrækkeligt for én familie: Hvis nogen bringer et offer af en ged eller et får, er det tilstrækkeligt for ham og hans husstand. En af Profetens ledsagere plejede også at bringe et offer af én ged på egne og hele sin families vegne, for dette er sunnah fra Profeten. Ibn Majah og al-Tirmidhi beretter, at Abu Ayyub (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »På Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tid slagtede en mand en ged som offer på egne og sin families vegne. De spiste selv af den, gav andre at spise, og folk plejede at være stolte over for hinanden. Denne skik er fortsat, som du kan se.«

Det er tilladt, at flere personer deltager i ét offer: Hvis offeret er en kamel eller en ko, er det tilladt for flere personer at deltage i det. Hvis alle oprigtigt har til hensigt at bringe et offer og søge nærhed til Allah, kan op til syv personer deltage i én ko eller én kamel. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ved Hudaybiyyah bragte vi sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) et offer af én kamel på vegne af syv personer og én ko på vegne af syv personer.« Berettet af Muslim, Abu Dawud og al-Tirmidhi.

Fordeling af offerkødet: Det er sunnah, at den, der bringer offeret, selv spiser af offerkødet, giver gaver til slægtninge og giver de fattige det som almisse. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Spis af offerkødet, giv andre at spise af det, og gem noget af det.« De lærde siger, at det bedste er at spise en tredjedel, fordele en tredjedel og gemme en tredjedel. Det er tilladt at sende dette kød andre steder hen, selv uden for landet. Det er dog ikke tilladt at sælge kødet eller skindet. (Det er ikke tilladt at give slagteren nogen del af dyret som betaling. Det er dog tilladt at betale ham særskilt for hans arbejde.) Den, der bringer offeret, kan give offerdyrets skind som almisse og selv drage nytte af det. Ifølge imam Abu Hanifah er det tilladt at sælge dyrets skind og give salgsbeløbet som almisse samt selv købe det og bruge det i hjemmet.

Den, der bringer offeret, kan også selv slagte: For den, der er dygtig til at slagte, er det sunnah selv at slagte sit offerdyr. Under slagtningen skal han sige:

الله اللَّهُ أَكْبَرُ الأَمُرْ هَذَا عَنْ فُلَانٌ»Bismillah, Allahu akbar, Allahumma hadha ‘an fulan« (I Allahs navn, Allah er størst. O Allah, dette er på vegne af den og den; i stedet for »den og den« nævner man sit eget navn.) Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) slagtede et får og sagde: »Bismillah, Allahu akbar. O Allah, dette offer er fra mig og på vegne af de medlemmer af min ummah, som ikke bringer offer.« (Abu Dawud og al-Tirmidhi).

Hvis man ikke selv er dygtig til at slagte, bør man være til stede og se på, når dyret slagtes. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til Fatimah (må Allah være tilfreds med hende): »Fatimah, rejs dig og se på dit offer, for så snart den første dråbe af dets blod falder, vil alle dine tidligere synder blive tilgivet. Sig:

إن مَلَاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ لأَشَرِيكَ لَهُ وَ بِذلِكَ أَمِرْتُ وَأَنَا أَولُ المسلمين

‘Min bøn, mit offer, mit liv og min død er for Allah, verdens Herre. Han har ingen partner. Det er dette, jeg er blevet befalet, og jeg er den første blandt dem, der underkaster sig.’ En sahabi spurgte: Gælder dette kun for Dem og Deres familie eller for alle muslimer? Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: Nej, for alle muslimer.

Det treoghalvtredsindstyvende kapitel: Aqiqah

Definition og bestemmelse: Det dyr, der slagtes på vegne af den nyfødte, kaldes aqiqah.

Aqiqah er sunnah mu’akkadah, selv hvis faderen er fattig. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans sahaba praktiserede den. Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, udførte aqiqah med ét får for hver af Hasan og Husayn. Ifølge imam al-Layth og Dawud az-Zahiri er den obligatorisk. Alle andre bestemmelser for aqiqah er som bestemmelserne for qurbani. Kun i aqiqah kan flere personer ikke deltage sammen.

Fortjeneste: Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Samurah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:

1. ‘Ethvert nyfødt barn er holdt i pant ved sin aqiqah. (Det vil sige, at dets sunde opvækst og fuldstændige beskyttelse afhænger af aqiqah.) På den syvende dag efter fødslen skal aqiqah-dyret slagtes, barnets hår skal barberes, og det skal navngives.

2. Det berettes fra Salman ibn Amr ad-Dabbi, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Sammen med den nyfødte skal der være en aqiqah. Slagt derfor et dyr for ham, og fjern fra ham al urenhed og alt snavs.’ (Berettet af de fem autentiske hadith-samlinger.)

Hvad skal slagtes på vegne af en dreng og en pige: Det er bedst at slagte to geder af omtrent samme alder og samme type på vegne af en dreng og én ged på vegne af en pige.

Umm Karz al-Ka’biyya (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »For en dreng to geder, der er omtrent lige gamle og omtrent lige store, og for en pige én ged.« Det er dog også tilladt at give én ged for en dreng, for Sendebudet (ﷺ) slagtede én ged hver på Hasans og Husayns vegne, som tidligere nævnt i hadithen.
Tidspunktet for slagtningen: Hvis det er let at gøre det, bør dyret slagtes på den syvende dag efter fødslen, ellers på den fjortende dag, og ellers på den enogtyvende dag. Hvis dette heller ikke er muligt, kan det gøres på en hvilken som helst dag. I en hadith overleveret af al-Bayhaqi står der: Det skal slagtes på den syvende, fjortende eller enogtyvende dag.

At udføre aqiqah og offer på samme tid: Hanbalitterne siger: Hvis aqiqah-dagen falder sammen med offerdagen, kan man ved at udføre den ene af de to handlinger opnå belønningen for at have udført dem begge, ligesom ghusl på enten eid-dagen eller jumu’ah-dagen, når de falder sammen, er tilstrækkeligt for begge.

At give navn og barbere håret: Det er sunnah at vælge et godt navn til den nyfødte, barbere hans eller hendes hår og, hvis det er muligt, give almisse i sølv svarende til hårets vægt. Imam Ahmad og al-Tirmidhi overleverer nemlig fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (ﷺ) udførte aqiqah for Hasan med én ged og sagde: »Fatimah, barber hans hoved og giv almisse til de fattige i sølv svarende til hårets vægt.« Derefter vejede vi håret og fandt, at det vejede én dirham eller lidt mindre.

De bedste navne: Ifølge en hadith overleveret af Muslim er Abdullah og Abd ar-Rahman de bedste navne, mens Hammam og Harith ifølge autentiske hadither er de mest sandfærdige navne. Det er også tilladt at opkalde efter engle og profeter samt at give navnene Taha og Yasin.

Imam Ibn Hazm siger: Det er haram at give navne, der er knyttet til andre guder, guddomme eller steder for tilbedelse end Allah, såsom Abd al-Uzza, Abd Hubal og Abd Umar. Abd al-Muttalib er dog tilladt.
Det er makruh at give visse navne: Allahs Sendebud (ﷺ) forbød navnene Yasar (velstand), Rabah (fortjeneste), Najih

(succesfuld) og Aflah (mest succesfuld), fordi de i visse situationer kan give anledning til at opfatte noget som et dårligt varsel. I en hadith overleveret af Samurah siger Allahs Sendebud (ﷺ): »Giv ikke jeres sønner navnene Yasar, Rabah, Najih eller Aflah. For du vil måske en dag spørge: Er han dér? og få svaret: Nej, fordi han ikke er dér.« (Muslim)

At fremsige adhan i den nyfødtes øre: Det er sunnah at fremsige adhan i den nyfødtes højre øre og iqamah i det venstre, så Allahs navn er det første, der når hans eller hendes ører. Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi overleverer fra Abu Rafi’ (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg så Allahs Sendebud (ﷺ) fremsige bønnekaldet i Hasans øre, efter at Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham) var blevet født.« Ibn as-Sunni overleverer fra Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Den, der fremsiger adhan i sit barns højre øre og iqamah i det venstre, når barnet er født, vil ikke få et barn, der rammes af børnesygdom.«

Nogle jahiliyyah-skikke i forbindelse med den nyfødte: Araberne slagtede den første unge af en kamelhoppe i deres guders og gudinders navn, og dette blev kaldt fara. De slagtede også et dyr for at ære måneden Rajab og kaldte det atirah. Islam forbød slagtning af dyr til ære for guder og gudinder, ændrede jahiliyyah-skikkene og gjorde det tilladt at slagte dyr i Allahs navn for at opnå nærhed til Ham. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Fara og atirah er ikke tilladt.« Nubayshah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at en mand sagde til Allahs Sendebud (ﷺ): »I jahiliyyah-tiden plejede vi at slagte atirah i måneden Rajab. Hvad er din befaling om dette?« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Slagt i Allahs navn i hvilken som helst måned, giv i Allahs navn og bespis andre dermed.« Manden spurgte igen: »I jahiliyyah-tiden plejede vi at slagte fara. Hvad er din befaling om dette?« Allahs Sendebud (ﷺ) sagde: »Ethvert græssende dyr får en unge, som jeres husdyr opfostrer. Når denne unge er blevet til en kamel, og du slagter den og giver dens kød til vejfarende, er det en god handling.« (Abu Dawud, an-Nasa’i).

Abū Rabīʿ siger: Jeg sagde: »Guds Sendebud, vi plejede at slagte dyr i rajab-måneden, spise af dem selv og bespise gæsten.« Guds Sendebud, fred være med ham, sagde: »Der er intet forkert i det.« Imām Aḥmad og al-Nasāʾī overleverer fra ʿUmar ibn al-Ḥārith, at han mødte Guds Sendebud under afskedspilgrimsfærden. Da sagde en mand: »Guds Sendebud, fortæl os om farāʿ og ʿatīra.« Han sagde: »Den, der vil, kan slagte farāʿ, og den, der vil, kan lade være; den, der vil, kan slagte ʿatīra, og den, der vil, kan lade være. Men der er ofring i geder og får.«

At gennembore barnets øre: I de hanbalitiske værker står der, at det er tilladt at gennembore en piges øre til smykker, men at det er misbilligt for drenge. I Fatāwā Qāḍī Khān står der: Der er intet forkert i at gennembore en piges øre, for folk gjorde det i uvidenhedstiden, og Guds Sendebud, fred være med ham, misbilligede det ikke senere.

Det fireoghalvtredsindstyvende kapitel: Kafāla (at stille kaution)

Definition: Sprogligt betyder kafāla at knytte noget til sig selv og tage det ind til sig. I Sura Āl ʿImrān, vers 37, står der: كَفَّلَمًا زكريا»Han overlod hende (Maryam) til Zakarias’ varetægt.« Her er udtrykket »at overlade hende til varetægt« afledt af betydningen »at knytte hende til sig og tage hende ind til sig«.

I sharīʿaen, eller i juridisk terminologi, betyder kafāla, at den forpligtelse, som påhviler en person med hensyn til et krav vedrørende et dyr, en gæld, en person eller et arbejde, knyttes til en anden persons egen forpligtelse eller overtages som dennes egen forpligtelse. Denne person, som er hans værge eller formynder, har indvilliget i at påtage sig ansvaret som kautionist. Dette er definitionen på kafāla ifølge den hanafitiske madhhab. Ifølge de øvrige imamer er kafāla betegnelsen for at sammenknytte to forpligtelser med hensyn til en gæld og et krav.

Ifølge begge definitioner er fire parter knyttet til denne handling: kāfilen eller værgen (det vil sige den, der påtager sig ansvaret), den forpligtede, det vil sige debitoren, den, for hvis skyld ansvaret er påtaget, det vil sige kreditoren, samt det, som ansvaret er påtaget for at levere, nemlig det dyr, den gæld, den genstand eller det arbejde, som debitoren er forpligtet til at levere.

Kāfilen, værgen eller den, der påtager sig ansvaret: (kautionisten) er den, der påtager sig ansvaret for at betale den gæld, som kreditoren har til gode. En sådan person skal være myndig, mentalt tilregnelig, have fuld rådighed over sin egen ejendom og frivilligt have påtaget sig at indkræve eller betale en andens tilgodehavende. (For dette ansvar påhviler ham egentlig ikke; det pålægges ham alene, fordi han frivilligt har påtaget sig det.)

Derfor kan en sindssyg eller mindreårig ikke være værge, heller ikke hvis han er i stand til at skelne mellem godt og ondt.

Den forpligtede eller debitoren: Det er ikke en betingelse, at denne person er myndig, ved sine fulde fem, til stede eller har givet sit samtykke til kafāla. Det er tværtimod tilladt at være kafīl eller værge på vegne af en mindreårig, en sindssyg eller en fraværende person. Men når kafīlen har betalt gælden på debitorens vegne, kan han ikke kræve den tilbage hos ham. Den betragtes derimod som en frivillig gave fra ham. Hvis kafālaen imidlertid indgås på vegne af en mindreårig, som har fået tilladelse til at drive handel, og kafīlen er blevet kafīl efter hans ordre, kan han kræve beløbet tilbage.

Den, for hvem en anden person er blevet kautionist, det vil sige kreditoren: Betingelsen for denne person er, at kafīlen eller kautionisten skal kende ham. Mennesker er nemlig forskellige med hensyn til, hvor strenge eller eftergivende de er, når de fremsætter krav. Tilsvarende varierer formålet med kafāla. At stille kaution for en ukendt person kan derfor føre til bedrag. Det er derimod ikke en betingelse, at kreditoren kender den person, der har stillet kaution for ham.
Den genstand, gæld, handling eller det dyr, som der er stillet kaution for: Det, som debitoren er forpligtet til at udlevere eller betale. Der gælder nogle betingelser for dette, som vil blive behandlet på deres rette sted.

Kafālas eller kautionens gyldighed i sharīʿaen: Kafāla eller kaution er gyldig ifølge Koranen, sunnaen og enighed blandt de lærde. I Koranen siger Allah i henholdsvis vers 66 og 72 i sūra Yūsuf:

قَالَ لَنْ أُرْسِلْهُ مَعَكُمْ حَتَّى تُؤْتُونِ مَوْثِقًا مِّنَ اللهِ لَتَأْتَننِي بِهِ . وَلِمَنْ جَاءَ بِهِ مِيْلٌ بَعِيرٍ وَأَنَا بِهِ زميره

(Yaʿqūb) sagde: »Jeg vil aldrig sende ham med jer, før I sværger ved Allah, at I med sikkerhed vil bringe ham tilbage til mig.«

Og: »Den, der bringer det tilbage, får en kamellast, og jeg er hans kautionist.« Imām Abū Dāwūd og al-Tirmidhī beretter fra Abū Umāma (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Kautionisten er ansvarlig.«
De lærde er enige om, at kafāla eller kaution er gyldig. Fra profetens tid og frem til i dag har muslimer stillet kaution for hinanden, og ingen af de lærde har taget afstand fra det.

Øjeblikkelig, betinget og tidsbestemt kaution: Kafāla eller kaution kan være af disse tre typer: øjeblikkelig, betinget og tidsbestemt. Et eksempel på øjeblikkelig kafāla er, at kafīlen eller kautionisten siger: »Fra dette øjeblik stiller jeg kaution for den og den og påtager mig ansvaret for ham.« Hvis nogen desuden siger: »Jeg har påtaget mig ansvaret, jeg er blevet kafīl, jeg er blevet kautionist, jeg er blevet værge, jeg er blevet beskytter,« eller »han er under mit ansvar« eller »han er blevet overdraget til mig«, er alt dette kafāla eller kaution.

Når kafālaen således er indgået, er kafīlen eller kautionisten forpligtet til at betale den pågældende gæld på den måde, som aftalen fastsætter, hvad enten den skal betales straks, efter en bestemt frist eller i rater. Hvis gælden imidlertid oprindeligt skulle betales straks, men kafīlen stiller som betingelse, at betalingen udsættes til en bestemt frist, er denne betingelse gyldig. Ibn Māja beretter nemlig fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud (s.a.w.) påtog sig ansvaret for en mands gæld på ti dinarer, som hans debitor havde lovet at betale, og at han betalte den efter en måned. Denne hadith viser, at selv hvis gælden forfalder straks, er det gyldigt, at kafīlen påtager sig ansvaret på betingelse af, at den betales efter en bestemt frist; før denne frist er udløbet, kan man ikke kræve betaling hos kafīlen.

Et eksempel på kafāla med betingelse er: »Hvis du låner den og den person penge, er jeg ansvarlig for ham.« Det, der siges i Sūra Yūsuf, vers 72: »Den, der bringer det, skal få en kamellast som belønning, og jeg er hans garant«, er også et eksempel på garanti med betingelse.

Et eksempel på tidsbestemt garanti er: »Når ramadanmåneden kommer, vil jeg være din garant.«

Dette er imām Abū Ḥanīfas og nogle få hanbalitiske juristers opfattelse. Ifølge imām al-Shāfiʿī kan kafāla ikke gøres betinget.

At kræve tilbagebetaling af gælden fra både kautionisten og skyldneren samtidig: Når aftalen om kafāla er indgået, er det tilladt at kræve det skyldige beløb betalt af både kautionisten, altså garanten, og skyldneren. Det er ligeledes tilladt at kræve det af en hvilken som helst af de to. Dette er de fleste lærdes opfattelse.

Kafālas kategorier: Kafāla er af to slags: personlig kafāla og økonomisk kafāla.

Personlig kafāla: Personlig kafāla består i, at kautionisten påtager sig ansvaret for personligt at bringe den person, hvis ansvar han har påtaget sig, til den, som han har påtaget sig ansvaret over for. Personlig kafāla indgås gennem formuleringer som: »Jeg er garant for den og den person« eller »Jeg er garant for den og dens persons person«. Denne form for kafāla er tilladt, når en anden person har et tilgodehavende hos den person, hvis ansvar er blevet påtaget. Det er ikke en betingelse at kende tilgodehavendets størrelse, for han har påtaget sig ansvaret for personen, ikke for formuen.

Hvis kafāla derimod vedrører en af de straffe, som Allah har fastsat, eller ḥudūd, er kafāla, det vil sige garanti, ikke tilladt, hvad enten straffen vedrører Allahs rettigheder, såsom straffen for at drikke alkohol, eller menneskers rettigheder, såsom straffen for bagvaskelse. Dette er de fleste lærdes opfattelse. Beviset er den hadith, som ʿAmr ibn Shuʿayb har overleveret, hvori Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Der er ingen kafāla i forbindelse med en straf, der er fastsat af sharīʿa.« (Al-Bayhaqī). Begrundelsen er, at denne straf bortfalder ved enhver tvivl. Det har ingen betydning, at nogen stiller garanti for ham, for straffen kan kun fuldbyrdes over for gerningsmanden og ingen anden.

Ifølge imām al-Shāfiʿī er det tilladt at stille garanti for personligt at bringe en person, som er underlagt en straf, der vedrører et menneskes rettighed, såsom qiṣāṣ eller straffen for bagvaskelse, til stede. Det skyldes, at dette er en sikker og ubestridelig rettighed. Kafāla er dog ikke tilladt i tilfælde af straffe, der vedrører Allahs rettigheder. Ifølge Ibn Ḥazm er personlig kafāla ugyldig. Han siger: »Det er ikke tilladt at påtage sig ansvaret for at bringe en person til stede, hvad enten det gælder formue, straf eller noget andet. Enhver betingelse, som ikke findes i Allahs Bog, er ugyldig. Den, der mener, at personlig kafāla er tilladt, bør spørges: Hvis den person, for hvem garantien er stillet, forsvinder, hvad skal der så gøres med garanten? Skal han gøres ansvarlig for det, som den forsvundne person skyldte? Hvis han gøres ansvarlig for det, vil det være uretfærdighed og uberettiget tilegnelse af andres ejendom, for han har aldrig påtaget sig dette ansvar. Eller skal han fritages? Hvis han fritages, ophæves den personlige garanti. Eller skal han gøres ansvarlig for at opfylde kravet? I så fald pålægges han ansvaret for noget umuligt og uigennemførligt, et ansvar som Allah aldrig har pålagt ham.«

Nogle lærde har dog afsagt den kendelse, at personlig kefala er tilladt. De begrundede det med, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, havde påtaget sig kaution i en tvivlsom sag. Denne beretning bygger imidlertid på en så svag hadith, at den ikke kan accepteres.

Under alle omstændigheder skal han udleveres, når kefilen har påtaget sig ansvaret for at bringe ham personligt frem. Men hvis det er umuligt at bringe ham frem, mens han er i live, eller hvis kefilen undlader at bringe ham frem, skal kefilen betale det beløb, der skyldes ham. For Sendebudet, fred være med ham, siger: »Kefilen er ansvarlig.« Hvis kefilen derimod har stillet som betingelse, at han vil bringe debitoren personligt frem, men ikke påtage sig ansvaret for pengene, er han ikke forpligtet til at betale det skyldige beløb. Dette er malikiernes og Medinas juristers opfattelse. Hanafitterne siger: Kefilen skal tilbageholdes, indtil han har bragt den person, for hvem han er blevet kautionist, frem, eller indtil man får kendskab til hans død. De har endvidere sagt: Når den oprindeligt ansvarlige person, det vil sige debitoren, dør, er kefilen ikke ansvarlig for det, der skyldtes den afdøde. Han havde nemlig påtaget sig ansvaret for at bringe ham personligt frem, ikke for at betale det beløb, der skyldtes ham. Derfor er han ikke ansvarlig for noget, som han ikke havde påtaget sig ansvaret for. Dette er den mest berømte af imam ash-Shafi’is flere opfattelser. Hvis den oprindeligt ansvarlige person selv overgiver sig, har kefilen ikke længere noget ansvar. Hvis den person, hvis gæld kefilen har påtaget sig at betale, dør, frigøres kefilen ikke fra sit ansvar; den afdødes arvinger har derimod ret til at kræve, at debitoren udleveres personligt.

Økonomisk kefala: Økonomisk kefala består i, at kefilen påtager sig et økonomisk ansvar. Den er af tre slags:

1. Kaution for tilbagebetaling af gæld: Det vil sige at påtage sig en anden persons gældsbyrde. Salama ibn al-Akwa’ beretter: Allahs Sendebud, fred være med ham, nægtede at bede begravelsesbønnen for en gældsat person. Da sagde Abu Qatada: »O Allahs Sendebud, bed begravelsesbønnen for ham; jeg påtager mig ansvaret for hans gæld.« Derefter bad Allahs Sendebud, fred være med ham, begravelsesbønnen for ham. (Al-Bukhari og Ahmad).

Ifølge flertallet af de lærde er det tilladt at stille kaution for en afdød, og den, der stiller kaution, kan ikke gøre noget krav gældende mod den afdødes bo. For at stille kaution for tilbagebetaling af gæld kræves to betingelser:

a. At gælden består på det tidspunkt, hvor kautionen stilles: Det gælder eksempelvis gæld opstået ved lån, gæld som følge af en ubetalt købesum, ubetalt løn for arbejde og ubetalt medgift. Hvis disse gældsforpligtelser ikke består, er kefala ikke gyldig. Det er nemlig ugyldigt at stille kaution for en gæld, der ikke skyldes. Et eksempel er, at man siger til nogen: »Sælg varen til den og den, så er jeg ansvarlig for dens pris«, eller: »Lån penge til den og den; jeg påtager mig ansvaret for tilbagebetalingen.« Ifølge imam ash-Shafi’is, imam Muhammads og zahiritternes madhhab er dette ikke tilladt. Abu Hanifa, imam Malik og imam Abu Yusuf anser det derimod for tilladt. Ifølge dem er det også tilladt at stille kaution for noget, der endnu ikke er forfaldet til betaling.

b. Den genstand eller det beløb, der stilles kaution for, skal være kendt og præcist angivet. Det er ikke gyldigt at stille kaution for noget ukendt, fordi det giver mulighed for bedrag. Hvis en person eksempelvis siger: »Jeg er kautionist for alt det, du har til gode hos den og den«, mens ingen af de to kender beløbets størrelse, er det ikke tilladt. Dette er imam ash-Shafi’is og Ibn Hazms opfattelse. Imam Abu Hanifa, imam Malik og imam Ahmad anser det derimod for tilladt at stille kaution for noget ukendt.

2. Kaution for en bestemt genstand: Det vil sige at påtage sig ansvaret for at overdrage en bestemt genstand, som befinder sig hos en anden. Det kan for eksempel være at tilbagelevere en uretmæssigt besiddet genstand til den, der har beslaglagt den, eller at overdrage en solgt vare til køberen. Betingelsen er her, at den genstand, der stilles kaution for, skal være dækket af en erstatningsgaranti til fordel for den, for hvem kautionen stilles, det vil sige debitoren. Dette gælder for en uretmæssigt besiddet genstand. Hvis der ikke foreligger en erstatningsgaranti, som ved en lånt genstand eller en genstand, der opbevares som betroet gods, er kefala ikke tilladt.

3. Kaution for at afværge risiko: Det vil sige at stille kaution for en solgt vare, hvis der på grund af en omstændighed fra før salget er forbundet risiko med den. Med andre ord: Når en anden rettighedshaver til den solgte vare viser sig efter salget, gives der garanti for at beskytte køberen mod den risiko, som hans erhvervelse udsættes for, og for at sikre køberens rettigheder over for sælgeren. Det kan for eksempel efter salget vise sig, at varen ikke ejes af sælgeren, men af en anden, eller at den er pantsat.

Kautionistens krav på betaling fra debitor: Når kautionisten har betalt debitorens gæld, kan han kræve beløbet hos debitor, hvis han havde stillet kaution og foretaget betalingen med debitorens tilladelse eller på dennes anmodning. Han har nemlig med den pågældendes tilladelse gavnet ham ved at anvende sine egne midler. De fire imamer er enige om dette. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt han kan kræve beløbet, hvis han stillede kaution og betalte uden dennes tilladelse eller påbud. Imam al-Shafi‘i og imam Abu Hanifa siger: Han anvendte frivilligt sine midler og kan derfor ikke kræve dem tilbage. Ifølge imam Malik kan han kræve dem tilbage. Der er overleveret to synspunkter fra imam Ahmad: Ifølge det ene kan han kræve dem tilbage, og ifølge det andet kan han ikke. Imam Ibn Hazm siger: Uanset om han stillede kaution og betalte på anmodning eller med tilladelse, eller stillede kaution og betalte uden tilladelse og anmodning, kan han ikke kræve det, han har betalt, tilbage. Hvis debitor derimod havde bedt ham om et lån, kan han kræve det tilbage. Ibn Hazm siger: Ibn Abi Layla, Ibn Shubrumah, Abu Nur og Abu Sulayman har givet udtryk for et synspunkt, der svarer til vores.

Nogle regler om kaution:

1. Når en person stiller kaution for en anden, er kautionisten ansvarlig for ham, hvis den person, der er stillet kaution for, forsvinder eller dør. Han kan ikke undgå dette ansvar, medmindre han betaler det skyldige af egne midler eller opkræver det hos den, der er stillet kaution for, medmindre kreditor fritager ham for at betale gælden, eller han selv frigøres fra kautionen. Han kan frigøre sig fra kautionen, for det er hans ret.

2. Kreditor har ret til at ophæve kautionsaftalen, uanset om debitor eller kautionisten samtykker eller ej. Debitor eller kautionisten har derimod ikke denne ret.

Det 55. kapitel: Musaqat

Definition: I shariaens terminologi kaldes det musaqat, når et træ vandes og passes, så det vokser og bærer frugt, mod at en bestemt del af træets frugter deles mellem ejeren og den, der vander det. Det er i virkeligheden et fælles landbrugsarbejde, der udføres med henblik på at frembringe frugt fra træet. Træet tilhører den ene part, mens den anden arbejder med det, og den frugt, der frembringes fra træet, fordeles mellem begge parter efter den aftalte andel, for eksempel halvdelen eller en tredjedel. Den person, der vander træet, kaldes en musaqi. Ordningen omfatter træer, der bliver stående på jorden i mindst ét år, og som ikke har en fastsat hugstfrist eller -tid, uanset om de er frugttræer eller skovtræer. Hvis træet er et skovtræ, får musaqien eller den, der vander det, som betaling for sit arbejde en andel af det brænde, tømmer og lignende, der fås fra træet.

Bestemmelse: Musaqat er fastslået som tilladt i Koranen og sunnaen. Det er også tilladt ifølge alle fuqaha bortset fra imam Abu Hanifa. Deres beviser for, at det er tilladt, er som følger:

a. Imam Muslim beretter fra Ibn Umar, ra.: Allahs Sendebud, sa., indgik en aftale med indbyggerne i Khaybar om at dyrke jorden mod halvdelen af det høstudbytte, der blev frembragt dér.

b. Imam Bukhari beretter, at ansarerne sagde til Allahs Sendebud, sa.: »Fordel dadelpalmeplantagerne mellem vores brødre (muhajirun) og os.« Allahs Sendebud, sa., sagde: »Nej.« Da sagde de: »Så påtager I jer arbejdet, og vi giver jer en andel af frugten?« Sendebudet, sa., sagde: »Det har jeg hørt og accepteret.«

Ansarerne ønskede at gøre muhajirunerne til medejere af dadelpalmeplantagerne og foreslog derfor dette for Allahs Sendebud, sa. Men han afslog det. Da foreslog de, at han skulle påtage sig det fulde ansvar for dadelpalmeplantagerne, og at de til gengæld skulle have halvdelen af frugten. Dette forslag accepterede han.

I værket Nayl al-Awtar står der, at al-Hazimi siger: Ali ibn Abi Talib, ra., Abdullah ibn Masud, ra., Ammar ibn Yasir, ra., Sa’id ibn al-Musayyab, Muhammad ibn Sirin, Umar ibn Abd al-Aziz, Ibn Abi Layla, Ibn Shihab al-Zuhri, dommerne Abu Yusuf og Muhammad ibn al-Hasan siger: Fælles jordbrug mod en andel af afgrøden eller frugten er tilladt, sådan som det skete i Khaybar.

Musaqatens grundelementer: Musaqqatens grundelementer er to: 1. ijab (at fremsætte tilbuddet) og 2. kabul (at acceptere tilbuddet). Hvis en person, der ifølge shariaen er kvalificeret til at indgå en aftale, fremsætter ijab og kabul mundtligt, skriftligt eller ved en gestus, er musaqat-aftalen indgået.

Betingelser: Betingelserne for musaqat er som følger:

1. Det træ, som musaqat-aftalen er eller vil blive indgået om, skal være kendt enten ved besigtigelse eller gennem en beskrivelse. Det er nemlig ikke tilladt at indgå en aftale om noget ukendt.

2. Aftalens varighed skal være kendt, så der ikke er mulighed for usikkerhed, uklarhed eller bedrag. Imam Abu Yusuf og imam Muhammad siger: Det er ikke en betingelse for musaqat, at varigheden angives tydeligt. For næsten alle ved, hvornår frugten eller afgrøden modnes, og variationen er kun ringe. Ifølge zahirī-skolen er dette slet ikke en betingelse. Deres bevis er den hadith, som imam Malik beretter, hvori Allahs Sendebud, sa., sagde til jøderne: »Jeg fastsætter for jer den samme bestemmelse, som Allah har fastsat for jer.« Hanafi-skolens opfattelse er, at hvis musaqat-aftalen udløber, før frugten modnes, skal træerne forblive under musaqi’ens tilsyn, og han skal fortsætte arbejdet uden løn, indtil frugten er moden.

3. Musaqat-aftalen skal indgås, før frugten når modningsstadiet. For mens den befinder sig på dette stadium, er hans arbejde nødvendigt. Ifølge nogle jurister er musaqat ikke tilladt, efter at frugten er modnet. For da er der ikke længere behov for hans arbejde, og hvis arbejdet udføres derefter, vil det være ijara, ikke musaqat. Ifølge andre jurister er musaqat også tilladt efter modningen. For når Allah har tilladt musaqat, før Han skabte frugten, er det endnu mere passende, at det er tilladt efter frugtens skabelse.

4. En andel af frugten, hvad enten det er halvdelen eller en tredjedel, skal på forhånd fastsættes til fordel for musāqien. Det er ikke tilladt at udpege bestemte træer eller fastsætte en bestemt mængde for musāqien eller ejeren. I værket »Bidāyat al-Mujtahid« siges det: »De, der anerkender musāqats gyldighed, er enige om, at alle udgifter til kunstvanding påhviler ejeren, og at musāqien ikke har andre forpligtelser end at udføre arbejdet. Musāqat er ikke gyldig på dette grundlag, for en sådan aftale indgås til gengæld for noget, der endnu ikke er blevet til.

Hvis blot én af de nævnte betingelser mangler, er musāqat ugyldig. Hvis musāqien alligevel arbejder på grundlag af en sådan aftale, og træerne bærer frugt som følge af hans arbejde, får han den sædvanlige løn, mens frugten tilhører ejeren.

Hvilke planter musāqat er tilladt for: Juristerne er uenige om, for hvilke planter musāqat er tilladt. Ifølge imam Dāwūd er det kun tilladt for daddelpalmer; ifølge al-Shāfiʿī for daddelpalmer og vindruer; og ifølge hanafitterne for alle planter, hvis rødder er fast forankret i jorden, og som, selv om man spiser dem, igen kan vokse frem fra deres rødder, såsom sukkerrør. Hvis musāqatens varighed ikke fastsættes, gælder aftalen indtil det første tidspunkt for høst efter aftalens indgåelse.

Ifølge imam Mālik er musāqat uden nødvendighed tilladt for alle planter med permanente rødder, såsom granatæbler, vindruer, oliven og lignende. For planter, hvis rødder ikke skyder nye planter, såsom vandmeloner og lignende, er musāqat tilladt, hvis ejeren ikke er i stand til at dyrke dem. Tilsvarende er musāqat tilladt ved dyrkning af korn. I den hanbalitiske madhhab er musāqat tilladt for enhver frugt, som mennesker spiser. I værket »al-Mughnī« siges det: Musāqat er tilladt både for træer, der kræver kunstvanding, og for træer, der ikke kræver kunstvanding. Dette er også imam Māliks opfattelse, og der er ingen uenighed om dette.

Musāqiens ansvar: Imam al-Nawawī siger: Det påhviler musāqien at udføre alt, hvad der er nødvendigt for at øge og forbedre produktionen af afgrøder og frugt, også selv om det er nødvendigt at gøre det flere gange om året, såsom at vande, vedligeholde kanaler, rense omkring træernes rødder, bestøve træerne, fjerne ukrudt, beskære grene samt beskytte frugten og dens planter og lignende. Men arbejde, der beskytter træets stamme og rødder, og som ikke skal udføres flere gange om året, såsom opførelse af mure og gravning af kanaler, påhviler ejeren.

Når musāqien bliver ude af stand til at arbejde: Hvis musāqien på grund af en ulykke eller en uundgåelig rejse bliver ude af stand til at varetage sit ansvar, betragtes musāqat-aftalen som ophævet. Hvis ejeren imidlertid ikke har stillet som betingelse, at musāqien selv skal udføre arbejdet, ophæves aftalen ikke; han kan i stedet lade en anden træde i hans sted. Dette er hanafitternes opfattelse. Imam Mālik siger derimod: Hvis musāqien bliver ude af stand til at arbejde, når tiden for salg af frugten nærmer sig, er det ikke tilladt for ham at udpege en anden musāqi. Han skal i stedet ansætte en anden arbejder, og hvis han ikke er i stand til at betale hans løn, skal han betale ham med sin andel af høsten. Ifølge al-Shāfiʿī ophæves musāqat-aftalen, hvis musāqien bliver ude af stand til at arbejde.

Hvis en af parterne i musāqat-aftalen dør: Når den ene af de to parter dør, og frugten på træerne endnu ikke er moden, skal musāqien eller hans arving fortsætte arbejdet af hensyn til begge parters interesser, indtil frugten er moden. Om nødvendigt skal ejeren eller hans arvinger tvinges til dette. Ingen af parterne lider derved skade. Musāqien får ingen løn for perioden fra aftalens ophævelse, indtil frugten er moden. Hvis musāqien eller hans arvinger efter periodens udløb eller aftalens ophævelse afholder sig fra at arbejde, må de ikke tvinges til det. Hvis de ønsker at høste frugten, før den er moden, må de imidlertid ikke få lov til det. I så fald kan ejeren eller hans arvinger vælge en af følgende tre fremgangsmåder:

1. At høste frugten og dele den på grundlag af begge parters enighed.

2. At betale musaqien eller dennes arvinger værdien af den del, der tilkommer dem, og som er klar til at blive høstet, i form af penge.

3. At fortsætte med at afholde udgifterne til træerne, indtil frugten er moden, og derefter kræve disse udgifter hos musaqien eller dennes arvinger eller tage frugten som betaling for dem. Den sidstnævnte fremgangsmåde er den hanafitiske madhhabs opfattelse.

Kapitel 56: Kontrakten om usikkert arbejde (juʿāla)

Det er af hensyn til behovet tilladt at indgå en kontrakt med betaling for et arbejde, hvor der er mulighed for succes, men hvor udfaldet er usikkert. Det kan for eksempel være, at nogen bekendtgør: »Den, der finder eller bringer min bortkomne ejendel eller mit bortløbne dyr tilbage, bygger en mur for mig, graver en brønd for mig, indtil der findes vand, gør min søn til en, der har lært Koranen udenad, behandler en syg og gør ham rask eller vinder en bestemt konkurrence, vil få en bestemt præmie eller belønning.«

Beviset for dens gyldighed: I den hellige Koran står der i vers 72 i Sura Yusuf:

ولمن جَاءَ بِهِ حِيْلٌ بَعِيرٍ وَأَنَا بِهِ زَعِيْره

»Den, der bringer kongens bortkomne bæger tilbage, vil få en kamellast varer, og jeg er garant for det.«

Desuden er det tidligere i kapitlet om ijāra blevet nævnt, at Allahs Sendebud ﷺ tillod at modtage betaling for behandling med Sura al-Fātiha. Disse to beviser fastslår, at det er gyldigt. Det er tilladt af hensyn til behovet, og den uvidenhed, som ikke er tilladt i andre kontrakter, er tilladt her. Det er ukendt, om dette arbejde vil lykkes.

I en sådan aftale om udførelse af en opgave er det ikke nødvendigt, at begge aftalens parter er til stede, sådan som det er nødvendigt ved andre aftaler. Det er en gyldig aftale, som hver af de to parter ensidigt har ret til at ophæve. Selv den part, der har indvilliget i at udføre den annoncerede opgave, kan ophæve aftalen, hvis han ønsker det, før arbejdet påbegyndes, og efter arbejdets påbegyndelse kan han også ophæve den, hvis han er villig til at give afkald på sit vederlag. Initiativtagerparten har derimod ikke ret til ensidigt at ophæve aftalen, efter at den anden part har påbegyndt arbejdet.

Nogle fuqaha har givet udtryk for, at denne type aftale slet ikke er gyldig. Ibn Hazm er en af dem. Han siger:

Det er ikke tilladt at indgå en aftale om en uspecificeret og ukendt opgave. Hvis nogen siger: »Hvis du bringer min bortløbne hest tilbage, giver jeg dig en dinar«, eller: »Hvis du udfører den og den opgave, giver jeg dig en dirham«, og han derefter bringer den tilbage eller udfører opgaven, skal han ikke pålægges at give ham noget. Hvis han imidlertid opfylder sit løfte, regnes det som mustahabb. Men hvis han til dette formål ansætter eller hyrer nogen for en bestemt periode, eller beder ham bringe den fra et kendt sted, skal han betale ham den løn, der er fastsat for ham. En anden gruppe fuqaha har afsagt den kendelse, at det er wajib at opfylde en sådan aftale, når den først er indgået. Deres bevis er ordene i det første vers af sura al-Ma’ida: »I, der tror, opfyld aftalerne.« Desuden er det tidligere nævnte vers 72 i sura Yusuf også et bevis herpå.

Kapitel 57: Partnerskab eller shirkah

Definition: I fiqh-terminologien er shirkah eller partnerskab en aftale mellem to personer, som deltager i kapitalen og fortjenesten. (Dette er den godkendte definition i den hanafitiske madhhab.)

Gyldighed: Dets gyldighed er fastslået gennem Koranen, Sunnah og ijma. I vers 12 i sura al-Nisa siger Allah:نمر فرَكَاءُ فِي الثَّلْفِ»De skal være partnere i en tredjedel.« Og i vers 24 i sura Sad siges det:

وَإِنْ كَثِيرًا مِنَ الْخَلَطَاءِ لَيَبْغِي بَعْضُهُمْ عَلَى بَعْضٍ إِلَّا الَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّلِحْتِ وَقَلِيلٌ مَا هُره

»Mange af partnerne begår uret mod hinanden.« Undtaget herfra er naturligvis dem, der tror og udfører gode handlinger, men de er meget få.

I en hadith siger Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: Allah siger: »Så længe den ene af to partnere ikke bedrager den anden, er Jeg deres tredje partner. Men hvis den ene bedrager sin ledsager, træder Jeg ud af deres fællesskab.« – Abu Dawud. Det vil sige, at Allah velsigner de to partneres ejendom og beskytter den, så længe de ikke svigter eller bedrager hinanden. Når den ene af dem begår et svigt, trækker Allah velsignelsen tilbage.

Zayd sagde: »Jeg og al-Barāʾ var begge partnere.« (Al-Bukhari) Ibn al-Mundhir sagde: »De lærde er enige om, at shirkah er tilladt.«

Typer af shirkah: Shirkah er af to typer: ejerskabssameje og kontraktbaseret shirkah.

Shirkah i ejerskab eller sameje: Når flere personer uden en kontrakt bliver ejere af den samme ting, kaldes det shirkah i ejerskab. Dette er igen af to typer: frivilligt og tvungent. Et eksempel på frivilligt sameje er, at en ting gives som gave eller testamenteres til flere personer, og at disse personer modtager den. I så fald bliver den ting, de har modtaget som gave eller gennem testamentet, deres fælles eller samlede ejendom. Tilsvarende gælder det, at når to eller flere personer køber en genstand til fælles brug, er den købte genstand underlagt deres fælles ejerskab. Tvungent sameje er derimod det sameje, der ufrivilligt etableres for flere personer, som det sker ved arv. Arvingerne bliver her ejere af en ejendom uden deres eget valg, og deres ejerskab er et shirkah-ejerskab eller fælles ejerskab.

Reglerne for fælles ejerskab: Reglen for denne form for shirkah er, at det ikke er tilladt for en partner at råde over den anden partners andel uden dennes tilladelse. Den ene partner har nemlig ingen ret til den anden partners andel. I denne henseende er han for ham som en fremmed.

Kontraktbaseret shirkah: Når to eller flere personer indgår en kontrakt om at være partnere i en ejendom og i den fortjeneste, der opnås fra den, kaldes det kontraktbaseret shirkah.

Typer af kontraktbaseret shirkah: Kontraktbaseret shirkah eller fælles ejerskab er af fire typer:

1. Fælles ejerskab baseret på ulige partnerskabsandele (shirkah al-ʿinān)

2. Fælles ejerskab med lige store andele (shirkat al-mufāwaḍa)

3. Fælles virksomhed uden kapital (shirkat al-wujūh)

4. Fælles virksomhed baseret på arbejdsindsats (shirkat al-abdān)

Shirkahens grundlæggende bestanddel: Shirkahens grundlæggende bestanddel er tilbuddet eller accepten. Den ene siger: »Jeg gør dig til partner i det og det arbejde«, og den anden siger: »Jeg accepterer.«

Bestemmelse: Ifølge den hanafitiske madhhab er alle de ovennævnte former for shirkah gyldige, hvis bestemte betingelser opfyldes. Ifølge den malikitiske madhhab er alle former gyldige bortset fra »shirkat al-wujūh«, det vil sige fælles virksomhed uden kapital. I den shafiitiske madhhab er alle former ugyldige bortset fra »shirkat al-inān«, det vil sige shirkah med ulige andele. I den hanbalitiske madhhab er alle former gyldige bortset fra »shirkat al-mufāwaḍa«, det vil sige shirkah med lige store andele.

Shirkat al-inān eller shirkah med ulige andele: Shirkat al-inān eller shirkah med ulige andele er, at to personer indgår aftale om at drive virksomhed med noget af deres ejendom på den betingelse, at fortjenesten fordeles mellem dem. Der stilles ikke krav om lige store andele i ejendom, myndighed eller fortjeneste. Den ene partners ejendom kan være større end den andens, og den ene partner kan være ansvarlig, mens den anden ikke er ansvarlig. Det er tilladt at blive enige om, at de har lige eller ulige rettigheder til fortjenesten. Hvis virksomheden giver tab, fordeles det i forhold til den investerede kapital.

Shirkat al-mufāwaḍa eller shirkah med lige store andele: Det er, at to eller flere personer indgår aftale om at deltage i en aktivitet under følgende betingelser:

1. Hver partners investerede ejendom skal være af samme størrelse. Hvis en partners ejendom er større, er shirkahen ikke gyldig. (I denne shirkah er partnernes kapital, fortjeneste og myndighed lige store. Hvis den ene partners kapital er hundrede taka, og den anden partners kapital er mindre end dette, er shirkahen ikke gyldig.)

2. Lighed i retten til at udøve myndighed. Derfor er shirkah mellem to personer, hvor den ene er myndig og den anden umyndig, ikke gyldig.

3. Lighed i religion. Derfor er shirkah mellem en muslim og en vantro ikke gyldig.

4. Når der opstår behov for køb og salg, skal hver partner være garant og repræsentant for de andre partnere i dette. Ingen partner må derfor have større myndighed end de øvrige partnere.

Når ligheden således er etableret på alle disse områder, er shirkah gyldig og retskraftig, og hver partner er repræsentant og garant for de andre partnere. De kan gensidigt spørge hinanden om alle deres aktiviteter og udøvelsen af deres myndighed. Denne shirkah er gyldig ifølge hanafi- og maliki-madhhab, men ikke ifølge shafi‘i-madhhab. Imam al-Shafi‘i siger: »Hvis en shirkah baseret på lighed ikke er ugyldig, kender jeg ikke noget andet i verden, der er ugyldigt. For dette er en kontrakt, som ikke har noget sidestykke i shariaen. Det er vanskeligt at opretholde lighed i denne shirkah, fordi den giver plads til uvidenhed og bedrag. Og ingen af de hadither, der er overleveret med betydningen: ‘Indgå mufawadah, for deri er den største velsignelse, og når I indgår mufawadah med hinanden, så gør det på bedste vis’, er autentiske hadither.«

Ifølge Imam Malik er beskrivelsen af mufawadah, eller en lighedsbaseret shirkah, som følger: »Den ene partner skal overdrage alle sine beføjelser til den anden partner, uanset om han selv er til stede eller ej, og begges beføjelser og myndighed skal være helt lige. I mufawadah er det ikke en betingelse, at alle partnernes formuer er lige store, eller at alle deres aktiver investeres.«

Shirkat al-wujuh eller fælles virksomhed uden kapital: Når to eller flere personer indgår partnerskab uden nogen kapital, udelukkende på grundlag af deres indflydelse, anseelse og den tillid, som købmænd har til dem, kaldes det shirkat al-wujuh eller shirkah uden kapital. I dette tilfælde er den eneste betingelse, at de deler overskuddet. Kort sagt er det en shirkah, der udelukkende er baseret på indflydelse og myndighed, uden noget håndværk eller nogen ejendom. Det er tilladt ifølge hanafi- og hanbali-madhhab. For det er en form for arbejde. Derfor er shirkah på dette grundlag gyldig, og det er også gyldigt, at partnernes ejerandele i de købte varer er forskellige. Overskuddet skal dog fordeles mellem dem i forhold til deres ejerandele. Ifølge shafi‘i- og maliki-madhhab er det ikke tilladt, fordi shirkah skal være baseret på ejendom eller arbejde, mens ingen af delene findes her.

Shirkat al-abdan eller fælles virksomhed baseret på arbejdsdeling: Det er, når to personer påtager sig et hvilket som helst arbejde på den betingelse, at betalingen for arbejdet fordeles mellem dem efter fælles aftale. Denne type shirkah forekommer sædvanligvis blandt faglærte håndværkere som murere, smede og skræddere. Det er gyldigt, uanset om deres fag er det samme eller forskellige. Desuden er shirkah gyldig, hvad enten begge arbejder eller kun den ene arbejder, og hvad enten de arbejder sammen eller hver for sig. En hadith overleveret af Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah beviser dens gyldighed. Abu Ubaydah overleverer fra Abdullah: »Jeg, Abdullah, Ammar og Sa‘d indgik på dagen for slaget ved Badr en aftale om, at vi alle skulle være partnere i det, vi fik. Men Sa‘d tog to fanger med sig, mens Ammar og jeg ikke fik noget.«

Ifølge al-Shafi‘i er denne shirkah ugyldig, fordi shirkah efter hans opfattelse kun vedrører ejendom og ikke arbejde. I værket Rawdat al-Nadiyyah findes der en god behandling af dette emne. Den lyder således:

I de omfattende værker om fiqh, som indeholder detaljerede juridiske bestemmelser, findes forskellige betegnelser for shirkah, såsom mufāwaḍah, ʿinān, wujūh og abdān. Disse betegnelser er hverken fastsat af sharīʿa eller hentet fra ordbøger; de er nyere, senere opfundne fagudtryk. At to personer samler deres formuer og driver handel med dem, er grundlæggende ikke forbudt i sharīʿa, og det er dette, betegnelsen mufāwaḍah betyder. Ejeren af en formue kan nemlig anvende den på enhver måde, som sharīʿa ikke har erklæret forbudt. Spørgsmålet her drejer sig blot om, hvorvidt deres formuer skal være lige store, om begge formuer skal samles i form af kontanter, og om disse forhold skal være betingelser for kontrakten. Der findes intet bevis for, at sådanne betingelser er nødvendige. Tværtimod er begge parters samtykke til at samle deres kapital og drive handel med den tilstrækkeligt.

På samme måde er der heller ingen hindring i sharīʿa for, at to personer i fællesskab køber en genstand på den betingelse, at hver af dem får en andel af genstanden svarende til vedkommendes andel af købsprisen. Det er betydningen af ʿinān. Denne form for shirkah fandtes på Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid, og en gruppe af ledsagerne deltog i sådanne partnerskaber. De købte en genstand i fællesskab, hvor hver af dem betalte en del af prisen, hvorefter den ene af de to eller begge i fællesskab gennemførte købet. Der findes intet bevis for, at det er obligatorisk at opstille en betingelse om at indgå en kontrakt eller sammenblande begge parters kapital. På samme måde er der intet til hinder for, at den ene af to personer køber en vare på kredit for den anden og giver ham mulighed for at handle med den, hvorefter de deler fortjenesten; dette er det, der i fagterminologien betegnes som shirkah al-wujūh. Der findes imidlertid intet bevis til støtte for de betingelser, der er nævnt i denne forbindelse. Ligeledes er der ingen hindring i sharīʿa for, at den ene af to personer ansætter den anden til handelsarbejde mod løn på sine vegne; terminologisk betegnes dette som shirkah al-abdān. Også her er det meningsløst at opstille betingelser.

Kort sagt er begge parters samtykke alene tilstrækkeligt til at deltage i alle disse former for shirkah. I alle disse tilfælde afhænger hver partners anvendelse af det, han selv ejer, af gensidigt samtykke. Intet andet end det gensidige samtykke er nødvendigt. I de tilfælde, hvor shirkah hører under ijārah eller wakālah, er bestemmelserne for shirkah og wakālah også tilstrækkelige. Under disse omstændigheder er der ingen rimelig grund til jurist lærdnes klassifikationer og opstilling af betingelser for disse former. Der findes heller intet bevis herfor. I virkeligheden er dette hverken vanskeligt eller omstændeligt. Kernen i shirkah er, uanset om den kaldes mufāwaḍah, ʿinān eller wujūh, at flere personer frit kan deltage i køb og salg af enhver tilladt genstand, og at enhver får så stor en del af fortjenesten, som vedkommendes andel af prisen udgør. Det er en enkel sag, som enhver almindelig person forstår, for ikke at tale om en lærd eller en faqīh. Generelt afgives der en fatwa om dens tilladelighed, uanset om hver partner ejer en lige stor andel af

prisen eller forskellige andele, om prisen betales kontant eller i form af varer, om den kapital, der anvendes i handelen, udgør hele deres formue eller blot en del af den, og om begge eller blot den ene gennemfører køb og salg. Selv hvis man medgiver, at de har givet disse former for shirkah forskellige navne, er der ikke noget galt i at fastlægge terminologi. Spørgsmålet er imidlertid: Hvad var behovet for at opstille alle disse betingelser og gøre sagen så kompliceret? Hvis du spørger en bonde eller en grøntsagshandler, om det er tilladt at deltage i køb og salg af en genstand og i dens fortjeneste, vil han meget enkelt svare, at det er tilladt og let. Men hvis du spørger ham, om shirkah al-mufāwaḍah, ʿinān og wujūh er tilladt, vil han ikke engang forstå disse ord. Hvis han ganske vist har studeret noget fiqh og husker det, vil han måske kunne forstå noget af det. Det kan ikke være en virkelig mujtahids opgave unødigt at gøre spørgsmål uden beviser lange og indviklede. Den virkelige mujtahids opgave er åbent at erklære sandheden for sandhed og falskheden for falskhed og ikke bekymre sig om nogens modstand i denne sag.

Partnerskab om husdyrhold: Ifølge Ibn al-Qayyim er shirkah eller partnerskab også tilladt ved opdræt af levende dyr. Dyret forbliver den enes ejendom, mens den anden passer og opdrætter det, og fortjenesten fordeles efter begge parters samtykke. I værket ʿAlām al-Muwaqqiʿīn siger han: »Efter vores opfattelse kan kokos- og andre træer dyrkes som et fælles foretagende. Ejeren kan give sin jord til en bonde og sige: ‘Plant sådanne og sådanne træer her; vi deler træerne ligeligt mellem os.’ Det er lige så tilladt som at give nogen kapital til handel og dele fortjenesten ligeligt. På samme måde kan man give jord til dyrkning og dele afgrøden ligeligt, lade nogen passe træer og dele frugten ligeligt mellem dem, lade nogen passe køer, geder eller kameler og dele mælk og afkom ligeligt, eller overlade et transportdyr til nogen til kommerciel transport og dele den modtagne transportbetaling mellem sig, og så videre. Alt dette er gyldige former for shirkah. Koranen, sunnah, qiyās, ledsagernes enighed og hensynet til almenvellet taler for dens tilladelighed. Der er intet i den, som gør den forbudt. De, der har kendt den ugyldig, begrunder det med, at de anser alt dette for at høre under ijārah. Da ijārah ikke er gyldig, hvis vederlaget er ukendt, og vederlaget her er ukendt, mener de derfor, at den ikke er gyldig. Nogle jurister har ved direkte hadith-bevis kendt musāqāt og muzāraʿah tilladt og ved ijmāʿ kendt muḍārabah tilladt. Andre har kun kendt muḍārabah tilladt, mens nogle har kendt visse former for musāqāt og muzāraʿah tilladt. Nogle siger, at det arbejde er ugyldigt, hvor arbejderen får betaling for sit arbejde i form af en del af den genstand, han arbejder med; men hvis selve grundgenstanden forbliver hos ejeren, og arbejderen får en del af dens udbytte, såsom mælk og kalve fra en ko, er det tilladt.«

Det rette forhold er, at alle de nævnte aktiviteter er tilladte, og at dette er, hvad sharīʿas grundprincipper og bestemmelser kræver. De hører nemlig alle under shirkah, og arbejderen er her partner med ejeren. Den ene er partner gennem sin formue, og den anden gennem sit arbejde. Den fortjeneste, Allah giver, fordeles mellem dem. Ifølge nogle jurister hører dette under ijārah og er tilladt. Shaykh al-Islām Ibn Taymiyyah siger endda, at alle disse former for shirkah er en bedre form for tilladt samarbejde end ijārah. Den, der forpagter jord, investerer nemlig sin kapital, men hans forehavende kan lykkes eller mislykkes. Den, der bortforpagter jorden, er derimod sikker, fordi han modtager den investerede kapital i hånden. Forpagteren befinder sig imidlertid i usikkerhed, da høsten kan blive god, men også kan slå fejl. Risikoen for gevinst og tab er dog lige stor. Hvis Allah giver fortjeneste, deler de den mellem sig, og hvis han ikke giver fortjeneste, berøves begge lige meget. Dette sikrer den bedst mulige retfærdighed. Derfor siger sharīʿa

Det kan ikke være sådan, at man erklærer ijāra gyldig, men shirkah ugyldig. Profeten ﷺ lod muḍārabah fortsætte på samme måde, som den havde været praktiseret før islam. Derfor indgik sahābah muḍārabah både i Profetens ﷺ levetid og efter hans død. Hele ummah var enig om dens tilladelighed. Khaybar blev overdraget til jøderne. De dyrkede jorden dér mod at afgive halvdelen af dens afgrøder. Dette skete for Profeten ﷺs øjne. Derefter ophævede eller forbød han ikke denne praksis. Efter ham standsede sahābah og de retledte kaliffer den heller ikke. Tværtimod investerede de jord hos andre til dyrkning og kapital til handel mod en andel af fortjenesten og afgrøderne. For de kunne ikke selv udføre disse opgaver, eftersom de var optaget af jihād og andre forhold. De forbød ikke noget, som Profeten ﷺ ikke havde forbudt. Ibn al-Qayyim siger derefter: Intet er forbudt, som Allah og Hans Sendebud ikke har forbudt. Hverken den nævnte shirkah, muḍārabah eller noget tilsvarende er blevet forbudt af Allah og Hans Sendebud. Alligevel forbyder nogle jurister folk at benytte disse former. Hvis nogen derfor bliver nødt til at benytte dem og finder det gavnligt at gøre det, kan han gøre det på enhver måde. For Allah og Hans Sendebud har ikke gjort det forbudt.

Nogle former for tilladt shirkah: Imām Ibn Qudāmah har nævnt nogle former for tilladt shirkah. Han siger i sit værk al-Mughnī: »Hvis en vasker ejer et redskab, og en anden ejer et lokale, og de indgår en shirkah-aftale om, at de begge skal arbejde i lokalet med redskabet, hvorefter de deler den indtjening, der kommer ind, vil det være tilladt, og vederlaget fastsættes efter deres aftalte betingelse. Det skyldes, at shirkah-aftalen er baseret på deres arbejde. I en shirkah opnås fortjenesten på grundlag af arbejdet; man opnår ikke noget blot gennem redskabet og lokalet, eftersom redskabet og lokalet kun benyttes i fællesskab. Når to personer derfor lejer to dyr til at transportere de ting, de ønsker, er situationen for den vasker, der benytter redskabet og lokalet, og hans partner den samme. Hvis shirkah-aftalen af en eller anden grund bliver ugyldig, fordeles den indtjening, de har opnået, efter forholdet mellem vederlaget for deres begges arbejde og lejen for lokalet og redskabet. Hvis den ene af dem ejer redskabet, mens den anden ikke ejer noget, eller hvis den ene ejer lokalet, mens den anden ikke ejer noget, og de derefter bliver enige om at udføre et arbejde med det nævnte redskab eller i lokalet og om at dele vederlaget, vil det også være tilladt.«

Ibn Qudāmah siger endvidere: Hvis nogen overlader sit dyr til en anden på betingelse af, at denne benytter dyret til arbejde, og at den indtjening, der opnås derved, skal deles ligeligt mellem dem eller på en anden måde, vil det være gyldigt. Dette er al-Asrams, Muhammad ibn Abī Harbs, Ahmad ibn Saʿīds og al-Awzāʿīs opfattelse. Al-Nakhaʿī og al-Hasan anser det imidlertid for makrūh, mens Imām al-Shāfiʿī, Abū Thawr, Ibn al-Mundhir og de rationalistiske jurister anser det for ugyldigt. Ifølge dem tilkommer hele fortjenesten dyrets ejer, fordi transporten her er det eneste arbejde, der berettiger til fortjeneste. Den person, der benytter dyret til arbejde, skal dog have det almindelige vederlag for det, eftersom dette ikke falder ind under shirkah. Hvis der derimod var tale om muḍārabah, ville han have ret til en andel af fortjenesten. Abū Dāwūd beretter fra Ahmad: Hvis nogen overlader sin hest til en anden, så han kan bruge den i krig, på betingelse af at halvdelen af krigsbyttet skal tilfalde ham, hestens ejer, vil det ikke være forkasteligt. Abū ʿAbd Allāh siger imidlertid: Det vil være tilladt, hvis han accepterer at give ejeren tre fjerdedele. Al-Awzāʿīs opfattelse er den samme. Nogle jurister siger: Hvis nogen giver en fisker et net på betingelse af, at halvdelen af de fisk, han fanger, skal tilfalde ham, nettes ejer, vil shirkah-aftalen være gyldig og virkningsfuld, men alle fiskene vil tilkomme fiskeren, mens nettejerens eneste ret er den almindelige leje for nettet. Det er også blevet overleveret, at Imām Ahmad havde denne opfattelse.

Kapitel 58: Livsforsikring

Shaykh Ahmad Ibrāhīm har udstedt en fatwa, hvori han erklærer livsforsikring ugyldig. Han siger: Når den person, der har indgået en forsikringsaftale med et livsforsikringsselskab, i sin levetid har betalt alle sine præmier, har han ret til fra selskabet at få alle de indbetalte præmier tilbage sammen med den fortjeneste, der er fastsat efter aftale med selskabet. Spørgsmålet er: Hvordan stemmer dette overens med den muḍārabah-aftale, som er tilladt i sharīʿah?

Et eksempel på muḍārabah er, at Zayd giver Bakr hundrede pund til handel på betingelse af, at fortjenesten fordeles mellem dem efter et forhold, som de begge er enige om. Lad os antage, at kapitalejeren får halvdelen af fortjenesten, mens muḍārib, den handlende, får den anden halvdel. Den første får sin andel for sin kapital, og den anden får sin andel for sit arbejde. I nogle tilfælde kan det fastsættes, at kapitalejeren får to tredjedele og muḍārib en tredjedel, eller omvendt.

Den grundlæggende betingelse for muḍārabahs gyldighed er, at kapitalejeren får sin fastsatte andel af den fortjeneste, som virksomheden opnår gennem kapitalejerens kapital og muḍāribs forretningsmæssige indsats. Hvis virksomheden imidlertid ikke opnår nogen fortjeneste, får hverken kapitalejeren eller muḍārib noget. Kapitalejerens kapital forbliver dog intakt. Når virksomheden lider et tab, bæres tabet af kapitalejerens kapital. Muḍārib lider ikke noget tab, men han har heller ikke krav på noget vederlag, eftersom han ikke er lønmodtager, men partner.

Hvis kapitalejeren stiller den betingelse, at han uanset om virksomheden giver overskud eller lider tab, skal modtage et bestemt beløb i fortjeneste ud over sin kapital, er denne betingelse ugyldig. Den blokerer nemlig for deltagelse i fortjenesten og strider også mod muḍārabahs regler. Hvis kapitalejerens sådan en betingelse skal opfyldes, må muḍārib betale et beløb af sin egen lomme, hvilket svarer til en uretmæssig tilegnelse af andres penge.

På grund af denne betingelse fra kapitalinvestoren bliver mudarabaen ugyldig, og den fortjeneste, der kommer fra virksomheden, går fuldstændigt i kapitalgiverens lomme. Det er netop denne betingelse, der findes i livsforsikring. Kapitalens ejer skal dog betale mudariben et rimeligt vederlag, uanset hvor stort beløbet måtte være. For da mudarabaen blev ugyldig, blev han forvandlet fra partner til lønarbejder. Dette er imam Muhammads opfattelse. Ifølge imam Abu Yusuf skal mudariben have et rimeligt vederlag, men det må ikke overstige det vederlag, som parterne enstemmigt har fastsat i aftalen. (Dette vederlag bør fastsættes af en gruppe upartiske, uselviske og erfarne personer, som udpeges med begge parters samtykke eller efter herskerens valg.) For selv hvis mudarabaen var gyldig, ville mudariben ikke have fået en større andel af fortjenesten end den, som var fastsat efter begge parters enighed. Når mudarabaen således bliver ugyldig, er det derfor ikke rimeligt, at mudariben får en fortjeneste, der er større end fortjenesten ved en gyldig mudaraba. Dette er den islamisk retligt godkendte mudarabas egentlige form, og dette er dens bestemmelse. Hvis man nu spørger, om forsikringsaftalen falder ind under en ægte mudaraba, er svaret, at det gør den ikke. Forsikringsaftalen er derfor en ugyldig mudaraba. Ifølge sharia er den fuldstændig ugyldig. Man kan ikke sige, at det, som selskabet gør obligatorisk for sig selv, lader det være valgfrit for den forsikrede. Eftersom forsikringsaftalens egentlige karakter er, at den er en aftale om en mulig og usikker gevinst ved en modydelse, kan dette argument ikke anvendes.

Det siges, at det, den forsikrede giver forsikringsselskabet, gives som et lån, og at han kan få det tilbage med fortjeneste, mens han stadig er i live. Hvis vi antager, at dette er korrekt, betyder det, at der er tale om et lån, som giver fortjeneste. Men det er haram, for det er forbudt rente.

Kort sagt: Uanset hvordan man vender og drejer sagen, vil man ikke kunne finde nogen overensstemmelse mellem den og den islamiske sharia.

Det, jeg har sagt ovenfor, gælder i det tilfælde, hvor den forsikrede overlever efter at have betalt alle sine præmierater. Hvis han derimod dør, før han har betalt alle raterne, ja, han kan endda dø efter kun at have betalt én rate, kan der stadig være et stort beløb tilbage. Hvor stort forsikringsbeløbet bliver, afhænger nemlig af det beløb, som er fastsat i den aftale, parterne har indgået. Når forsikringsselskabet derfor udbetaler det fastsatte beløb til hans arvinger eller til den person, som den forsikrede har udpeget til efter hans død at modtage det beløb, selskabet skal betale, hvad yder selskabet så dette beløb til gengæld for? Er dette ikke gensidig risikotagning og et hensynsløst spil? Kan den sharia, som har erklæret det haram at tilegne sig og beslaglægge menneskers ejendom på ulovlig vis, gøre et menneskes død til en kilde til ulovlig fortjeneste for hans arvinger? Kan denne ulovlige fortjeneste blive tilladt, blot fordi den afdøde før sin død har indgået en aftale med en anden person om, at en spekulativ fortjeneste efter hans død skal gives til hans arving eller den udpegede person, når den under alle omstændigheder er ulovlig både på grund af usikkerhed og rente?

I virkeligheden er det kun, når menneskers liv og død bliver gjort til en handelsvare, at der kan opstå mulighed for så overdådige fortjenester. Der findes mange ting i verden, hvis økonomiske værdi ikke standser ved en bestemt grænse, men afhænger af den værdiansættelse, som begge parter fastsætter. Forsikringshandel hører imidlertid ikke til denne kategori. For her er forsikringsbeløbet ikke begrænset til de beløb, som de to parter har fastsat.

Også i denne henseende er der i virkeligheden tale om en usikker risiko. Hvis den forsikrede betaler alle raterne, mens han lever, er det ene beløb, han har krav på; hvis han dør, før han har betalt dem, er det et andet beløb, hans arvinger har krav på. Er dette ikke risikotagning og hasardspil? Eftersom hverken den forsikrede eller forsikringsselskabet ved, hvor stort det beløb, der skal udbetales, bliver, er det uden tvivl hasardspil.

Kapitel 59: Forlig og kompromis

Definition: I sproglig betydning kaldes afgørelsen af en tvist for forlig eller kompromis. I sharias terminologi er det imidlertid betegnelsen for en aftale, der bringer en tvist og uenighed mellem to stridende parter til ophør. De to aftaleparter kaldes forligets modtagere, det omstridte spørgsmål kaldes den forligte sag, og den ting, som den ene part giver den anden for at indgå forlig, kaldes forligets modydelse.
Forligets gyldighed: Med det formål at forvandle menneskers indbyrdes uoverensstemmelser, konflikter og stridigheder til venskab og sammenhold og at bringe sagsøgerens og den sagsøgtes had og fjendtlighed til ophør er det gennem Koranen, sunnaen og ijma fastslået, at forlig og kompromis er foreskrevet af sharia. I vers 9 i surat al-Hujurat står der:

وَإِنْ طَائِفَتِي مِنَ الْمُؤْمِنِينَ اقْتَتَلُوا فَأَصْلِحُوا بَيْنَهُمَا ، فَإِنْ بَغَتْ إِحْدَاهُمَا عَلَى الْأَمْرَى فَقَاتِلُوا الَّتِي تَبْغِي حَتَّى تَفِيءَ إِلَى أَمْرِ الله ج فَإِن فَاء فَأَصْلِحُوا بَيْنَهُمَا بِالْعَدْلِ وَأَقْسِطُوا مَا إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ المقسطين

‘Hvis to grupper blandt de troende kommer i konflikt, så forlig dem imellem dem. Hvis den ene af dem derefter angriber den anden, så kæmp mod den gruppe, der angriber, indtil den vender tilbage til Allahs befaling. Hvis den vender tilbage, så afgør sagen mellem dem med retfærdighed og vær upartisk. Allah elsker de upartiske.’ Abu Dawud, at-Tirmidhi, Ibn Majah, al-Hakim og Ibn Hibban overleverer fra Amr ibn Awf, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:

Alle forlig og aftaler, der indgås mellem muslimer, er gyldige, undtagen det forlig, der gør det tilladte forbudt eller det forbudte tilladt.’ At-Tirmidhi har tilføjet: ‘Muslimer skal overholde alle de betingelser, de har pålagt sig selv.’

Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ‘Send sagsøgeren og den sagsøgte tilbage, så de selv kan indgå et forlig. For dommerens forlig skaber had og fjendskab mellem dem.’ Muslimerne er enige om, at det er gyldigt, at sagsøgeren og den sagsøgte indgår et forlig.

Forligets grundbestanddele: Forligets to grundbestanddele er tilbud og accept udtrykt med ord, der viser, at der indgås et forlig. Den sagsøgte kan for eksempel sige: ‘Vedrørende de hundrede mønter, som du har til gode hos mig, indgår jeg et forlig med dig for halvtreds mønter.’ Den anden siger: ‘Jeg accepterer.’

Når forliget således er indgået, bliver det bindende for både sagsøgeren og den sagsøgte. Ingen af parterne kan derefter ensidigt ophæve det uden den anden parts samtykke. Sagsøgeren bliver ejer af det, han har krav på som modydelse for forliget i henhold til aftalen, og den sagsøgte kan ikke kræve det tilbage fra ham. Dermed bliver tvisten endeligt afgjort, og sagsøgerens nye krav vil herefter ikke blive behandlet.

Forligets betingelser: Forligets betingelser er af tre slags: betingelser vedrørende den, der indgår forliget; betingelser vedrørende det, gennem hvilket forliget ønskes opnået; og betingelser vedrørende den genstand eller rettighed, som forliget ønskes indgået om.

Den, der modtager forliget: Det er en betingelse, at vedkommende er en person, der har retsevne til frivilligt at give noget til andre. Hvis han er en person, der ikke har retsevne til frivilligt at give noget — det vil sige juridisk handleevne — såsom en sindssyg, en mindreårig, en værge for en forældreløs eller en administrator af waqf-ejendom, er det ikke gyldigt, at en sådan person accepterer forliget. Det skyldes, at der er tale om en frivillig gave, og disse personer har ikke retsevne til at give en sådan.

Det er dog gyldigt, at en mindreårig, der er bevidst om godt og ondt samt ret og uret, en værge for en forældreløs eller en administrator af waqf-ejendom accepterer forliget, når forliget er til gavn og fordel for den pågældende mindreårige, den forældreløse eller waqf-ejendommen. Hvis man har penge til gode hos nogen som et lån, men ikke har noget bevis for det, er det tilladt at indgå et forlig, hvor man tager en del af gælden og fritager skyldneren for resten, selv om den, der accepterer forliget, er mindreårig.

Betingelser for modydelsen i forliget:

1. Modydelsen skal være en formue, hvis værdi kan fastsættes, og som kan overdrages, eller den skal bestå i en tjenesteydelse eller noget til gavn.

2. Når modydelsen skal overdrages og modtages, skal den være velkendt og præcist bestemt, og der må ikke være nogen uklarhed i den, som kan give anledning til en tvist. Hanafi-faqih’erne siger: I tilfælde, hvor modydelsen ikke behøver at blive overdraget og modtaget, er det ikke en betingelse, at den er velkendt og præcist bestemt. Hvis to personer eksempelvis fremsætter krav på noget over for deres modpart, og de derefter begge forliger sagen ved at opgive deres egen andel mod det, som den anden har til gode. Ifølge Imam al-Shawkani er det tilladt at forlige en kendt genstand med en ukendt genstand. Som bevis herfor anfører han denne hadith, overleveret fra Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende:

To personer kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, for at få afgjort en gammel strid mellem dem om en arv. De havde ingen vidner eller beviser i sagen. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, sagde: »I er kommet til Allahs Sendebud for at få afgjort en strid, men jeg er kun et menneske. Måske er den ene af jer mere overbevisende i sit krav end den anden. Jeg træffer kun afgørelse mellem jer på grundlag af det, jeg hører. Hvis jeg således giver nogen det, som tilkommer hans bror, må han ikke tage imod det. For ved en sådan afgørelse giver jeg ham blot et stykke ild, som han på Opstandelsens Dag vil bære på en jernstang og lade brænde over sin hals.« Da de hørte dette, begyndte begge mænd at græde, og de sagde begge: »Jeg giver min ret til min bror.«

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, sagde: »Når I har sagt dette, så gå og fordel det, som tilkommer jer. Kast derefter lod for at afgøre, hvem der får hvilken del. Derefter skal I begge give jeres del til den anden bror.« Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah har overleveret det, og i en anden overlevering fra Abu Dawud hedder det: »I de spørgsmål, som jeg ikke har modtaget nogen åbenbaring om, træffer jeg kun afgørelse efter min egen mening.« Imam al-Shawkani siger: Denne hadith viser, at det er tilladt at opgive kravet på en ukendt rettighed, eftersom begges rettigheder her var ukendte. Den viser også, at det er tilladt at forlige en ukendt fordring med noget kendt. Alligevel er det nødvendigt, at begge opgiver deres eget krav til fordel for den anden part. I værket al-Lahr er det overleveret fra al-Shafi‘i og al-Nasir, at det ikke er tilladt at forlige en ukendt fordring med noget kendt.

Betingelser for den omtvistede ret, hvis forlig tilstræbes: Følgende betingelser gælder for den omtvistede ret, hvis forlig tilstræbes:

1. Den skal enten være en formue, hvis værdi kan fastsættes, eller noget, der består i en tjenesteydelse.

Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at hans far blev martyr i slaget ved Uhud, mens han var forgældet. Derefter begyndte kreditorerne at presse på for at få deres tilgodehavender. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: I denne situation kom jeg til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, bad dem om at tage frugterne fra min have som betaling og dermed frigive min far fra gælden. Men de afslog hans anmodning. Så gav Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, dem ikke frugterne fra min have, men sagde til mig: »Jeg kommer til dig i morgen tidlig.« Den følgende morgen kom han til mig. Han gik rundt i min have og bad om velsignelse over havens frugter. Derefter plukkede jeg frugterne og betalte deres gæld. Selv efter betalingen havde jeg stadig frugter tilbage.

Ordlyden i en anden overlevering er således: »Jabirs far døde og efterlod en gæld på tredive wasaq til en jøde, som Jabir hæftede for. Jabir bad jøden om lidt tid, men jøden ville ikke give ham udsættelse. Derefter bad Jabir Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, om at gå i forbøn for ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, gik til jøden og bad ham tage dadlerne fra Jabirs have som betaling for det, han havde til gode. Men han afviste hans ord. Derefter gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelse og fred være med ham, ind i Jabirs have og gik rundt i den et stykke tid. Så sagde han til Jabir, må Allah være tilfreds med ham: »Pluk frugterne til jøden, og giv ham det, han har til gode.««

Efter at Allahs Sendebud ﷺ var gået, betalte Jābir tredive wasaq til jøden, og han havde stadig sytten wasaq til overs hos ham.« (Al-Bukhari) Imam al-Shawkani siger: Dette viser, at det er tilladt at indgå forlig om noget kendt til gengæld for noget ukendt.

2. Det skal være en ret, der tilhører et menneske, og som det er tilladt at give et alternativ for. Det behøver ikke være ejendom, såsom qiṣāṣ. Hvad angår Allahs rettigheder, er forlig imidlertid ikke tilladt. Hvis en tyv, en ægteskabsbryder eller en dranker indgår forlig med den, der har pågrebet ham for at overgive ham til retten, mod betaling af ejendom, så han løslader ham, er dette forlig ugyldigt. Det skyldes, at det ikke er tilladt at modtage nogen modydelse i dette tilfælde. At modtage en modydelse i en sådan situation betragtes som bestikkelse. Ligeledes er forlig ikke tilladt i forbindelse med straffen for falsk anklage. Denne straf er nemlig indført for at advare mennesker mod at krænke andres ære. Selv om dette vedrører et menneskes ret, vejer Allahs ret her tungest. Hvis et vidne indgår forlig mod betaling af ejendom med det formål at skjule sit vidnesbyrd om Allahs eller et menneskes ret, er det ugyldigt, for det er haram at skjule vidnesbyrd. Allah siger:

ولا تَكْتُمُوا الشَّهَادَةَ ، وَمَنْ يَكْتُمْهَا فَاللَّهُ أَثِيرٌ قَلْبَهُ .

»Skjul ikke vidnesbyrdet. Den, der skjuler det, har et syndigt hjerte.« (Sura al-Baqara 2:283).

Allah siger endvidere:وَأَقِيمُوا العمادة ا»Aflæg et retfærdigt vidnesbyrd for Allah.« (Sura al-Ṭalāq 65:2).

Det er heller ikke tilladt at indgå forlig om at opgive forkøbsretten. Hvis køberen af en jord indgår forlig med den, der gør forkøbsretten gældende, om at opgive denne ret, er forliget ugyldigt. Forkøbsretten er nemlig indført for at afværge skade for en medejer, ikke for at opnå økonomisk fordel gennem den. Ligeledes er forlig ikke tilladt ved krav på ægteskabeligt samliv.

Forligets forskellige former: Et forlig kan indgås på grundlag af en indrømmelse, på grundlag af en benægtelse eller på grundlag af tavshed.

Forlig på grundlag af en indrømmelse: Et forlig på grundlag af en indrømmelse er, når en person gør krav på en gæld, som en anden har pådraget sig over for ham, eller på en anden fordring, og den, som kravet rettes mod, anerkender det. Derefter indgår de et forlig på grundlag af delvis betaling af fordringen. Dette er tilladt, for man kan ikke forbyde en person at fritage skyldneren for en del af fordringen, selv om han ikke fritager ham for det hele.

Imam Ahmad siger: Hvis nogen i dette tilfælde går i forbøn, er der ingen synd i det. For Allahs Sendebud ﷺ gik i forbøn hos Jabirs kreditorer, så halvdelen af gælden blev eftergivet, og han gik i forbøn for Ka’b ibn Malik, så halvdelen af hans skyldneres gæld blev eftergivet. Imam Ahmad henviste til denne hadith, som Imam an-Nasa’i har overleveret fra Ka’b ibn Malik. Ka’b krævede sin tilgodehavende hos Ibn Abi Hadrad i Profetens Moské. De to begyndte at diskutere højlydt om sagen. Allahs Sendebud ﷺ hørte det, mens han sad i sit hus. Han kom straks ud, gik hen imod dem og råbte: »O Ka’b.« Ka’b svarede: »O Allahs Sendebud ﷺ, jeg er her.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Eftergiv halvdelen af din gæld.« Ka’b sagde: »O Allahs Sendebud ﷺ, jeg har eftergivet den.« Da sagde Allahs Sendebud ﷺ til Ibn Abi Hadrad: »Rejs dig og betal.«

Hvis den sagsøgte anerkender en kontant gæld og indgår forlig ved at betale kontant, er det en kontant transaktion, og reglerne for kontante transaktioner finder anvendelse. Hvis han derimod anerkender en kontant gæld, men indgår forlig ved at betale varer, eller anerkender en gæld i varer og betaler med kontanter, er det et salg. Alle salgsregler finder da anvendelse. Hvis han anerkender en gæld i kontanter eller varer og indgår forlig ved at yde en tjeneste, såsom bolig i et hus eller en anden tjeneste, er det leje, og reglerne for leje finder anvendelse. Når det ved forliget fastslås, at den omtvistede ret tilkommer sagsøgeren, kan den sagsøgte kræve det, han gav som modydelse for forliget, tilbage. Han gav det nemlig netop for at beskytte denne ret. Og når modydelsen tilkommer den sagsøgte, kan sagsøgeren kræve den genstand, han havde gjort krav på, tilbage fra den sagsøgte. Han havde nemlig kun opgivet den krævede genstand for at sikre modydelsen.

Forlig efter benægtelse: Et forlig efter benægtelse er, at en person gør krav på en fordring hos en anden person, hvorefter denne benægter den krævede ret, og de derefter indgår forlig.

Forlig baseret på tavshed: Et forlig baseret på tavshed er, at en person gør krav på en fordring hos en anden person, hvorefter den sagsøgte forholder sig tavs og hverken anerkender eller benægter kravet.

Den islamiske retsregel om forlig efter benægtelse og tavshed: De fleste lærde mener, at forlig efter benægtelse og tavshed er gyldigt. Imam ash-Shafi’i siger imidlertid, at intet forlig er tilladt bortset fra et forlig baseret på en anerkendelse. Forudsætningen for et forlig er nemlig, at der findes en fastslået ret. Men dette mangler ved benægtelse og tavshed. Når den sagsøgte benægter kravet, bliver retten ikke fastslået. En ret fastslås nemlig gennem et krav, mens benægtelsen afkræfter kravet. Når kravet afkræftes, kan retten ikke fastslås.

Derimod er et forlig baseret på tavshed ikke gyldigt, fordi den, der forholder sig tavs, i praksis betragtes som en, der benægter, indtil der foreligger vidnesbyrd og beviser imod ham. Det er ugyldigt for enhver af parterne at bruge penge for at få kravet gennemført. Kravet er nemlig ugyldigt, og penge, der bruges her, er derfor ensbetydende med bestikkelse. Allah siger i vers 188 i surah al-Baqarah:

وَلَا تَأْكُلُوا أَمْوَالَكُمْ بَيْنَكُمْ بِالْبَاطِلِ وَتَدلُّوا بِهَا إِلَى الحَلامِ لِتَأْكُلُوا فَرِيقًا مِنْ أَمْوَالِ النَّاسِ بِالْإِثْرِ وانتم تعلمون

»Fortær ikke uretmæssigt hinandens ejendom, og bring den ikke til dommerne for på uretmæssig vis, med fuldt overlæg, at fortære en del af menneskers ejendom.«
Nogle lærde har indtaget en mellemposition. De har hverken erklæret det helt forbudt eller helt tilladt. Ifølge dem er den bedste fremgangsmåde, at hvis sagsøgeren med sikkerhed ved, at hans modpart skylder ham noget, er det tilladt for ham at tage det, som forliget er indgået om, i besiddelse, selv om modparten benægter det. Men hvis han fremsætter et uretmæssigt krav, er det forbudt for ham både at fremsætte kravet og at tage det, som forliget er indgået om, i besiddelse.

Hvis den sagsøgte derimod har en ret, som han med sikkerhed kender til, men benægter den af et egeninteresseret formål, er det hans pligt at overdrage det, som forliget omfatter. Hvis han ved, at han ikke skylder nogen nogen ret, er det tilladt for ham at give en del af sin formue til den, der gør krav på den, for at bilægge striden med ham og lindre hans sorg og lidelse. Men det er forbudt for den, der gør krav på den, at tage imod det.

Derfor kan man hverken sige, at et forlig som følge af benægtelse altid er ugyldigt, eller at det altid er gyldigt; man må derimod fremlægge begge muligheder med deres nærmere detaljer.

De, der har erklæret forlig som følge af benægtelse eller tavshed for gyldigt, begrunder det med, at det for sagsøgeren svarer til at få sin fordring dækket, mens det for den sagsøgte er en modydelse for at aflægge ed og et skridt fra hans side til at bilægge striden. Hvis det vederlag, der modtages ved forliget, er en genstand eller en vare, hører det under salg, og alle salgets regler finder anvendelse på det. Hvis vederlaget er en tjenesteydelse, er det leje, og i så fald finder alle reglerne for leje anvendelse. Det, som forliget vedrører, vil imidlertid ikke være af denne art, for det vil være vederlaget for at bilægge striden; det er ikke en erstatning for en formuegenstand. Når det fastslås, at forligets vederlag tilkommer nogen, vil sagsøgeren kræve, at den sagsøgte opfylder hans krav, fordi han kun havde opgivet sit krav i håb om, at vederlaget ville være sikret. Når det fastslås, at den genstand, som forliget vedrører, tilkommer nogen, vil den sagsøgte kræve sit vederlag tilbage fra sagsøgeren, for han havde kun givet vederlaget, for at den genstand, der blev gjort krav på, skulle forblive intakt. Da det nu er fastslået, at den tilkommer ham, er hans formål ikke blevet opfyldt. Derfor kan han kræve den tilbage fra sagsøgeren.

Forlig ved at betale en del af et langfristet lån tilbage før forfald: Hvis man indgår forlig ved at betale en del af et langfristet lån tilbage før forfald, er det ikke gyldigt ifølge den hanbalitiske madhhab og hos imam Ibn Hayra. Ibn Hazm siger i værket al-Muhalla: »Det er på ingen måde tilladt at betinge en udsættelse i et forlig, hvor en del af gælden eftergives. En sådan betingelse er ugyldig, fordi den strider mod Allahs Bog. Forliget skal derimod gennemføres straks, og man kan uden betingelser give så meget ekstra tid, som man ønsker, for det er en god handling.« Ibn al-Musayyab, Malik, al-Shafi‘i og imam Abu Hanifa anser det for makruh, mens Ibn Abbas, Ibn Sirin og al-Nakha‘i anser det for tilladt.

Det tresindstyvende kapitel: Retsvæsenet

Det primære formål med alle Allahs profeters komme var at etablere retfærdighed: Der er ikke den mindste tvivl om, at retfærdighed er en af islams ophøjede værdier. Etableringen af sandhed, retfærdighed og rettigheder spreder nemlig ro, fred og sikkerhed i verden, styrker forholdet mellem mennesker, styrker tilliden mellem hersker og undersåt, øger rigdom, lykke og velstand og gør forholdene og omgivelserne stærke og rene. Som følge heraf frigøres samfundet fra uro, usikkerhed og konflikter. Både hersker og undersåt bliver orienteret mod arbejde, produktion og tjeneste for landet, og de forhold, der forstyrrer arbejdsmiljøet eller hindrer udviklingen, kan ikke standse landets og nationens fremgang.

Retfærdighed etableres og gennemføres først, når enhver skabning får sin fulde og passende ret tilbage. Landet styres i overensstemmelse med Allahs lov, og vilkårlighed og dyrkelse af begær udryddes ved at sikre en retfærdig fordeling af rigdommen i det menneskelige samfund.

Det var netop den korrekte og fuldstændige gennemførelse og realisering af dette arbejde, der var formålet og målet med Allahs sendebudes komme til jorden. At fortsætte dette arbejde er den eneste vej og metode til at følge sendebudene, så profetskabet for altid kan give menneskeheden ly under sin lykkebringende skygge. Allah siger:

لَقَدْ أَرْسَلْنَا رُسُلَنَا بِالْبَين والزلنا معهم الكتب والمِيزَانَ لِيَقُوْمَ النَّاسُ بِالْقِسْطَانِ

‘Jeg har sendt Mine sendebud med klare beviser og givet dem Skriften og retfærdighedens målestok, for at menneskene kan opretholde retfærdighed. (Sura al-Hadid, 24).

Islams retsvæsen: I islamisk terminologi består dom i at afgøre folkets indbyrdes konflikter, stridigheder og uenigheder i overensstemmelse med de love og regler, som Allah har foreskrevet. Etableringen og gennemførelsen af det retsvæsen, som Allah har foreskrevet, gjort til en af sine vigtigste lærdomme og betegnet som en af sine mest nødvendige og betydningsfulde grundbestemmelser, er et af de vigtigste midler til at etablere retfærdighed, beskytte rettigheder og sikre menneskers liv, ejendom og ære. Den første, der påtog sig dette store ansvar i islam, var selv Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. I den aftale, der efter hijraen blev indgået mellem muslimerne, jøderne og andre samfund, stod der: ‘Enhver hændelse eller konflikt, der måtte opstå mellem aftalens parter, og som kan skabe uro og ustabilitet i samfundet, skal bringes for Allah, den Ophøjede, og Allahs Sendebud Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham.’

Allah befalede Sit Sendebud at dømme og afgøre sager i overensstemmelse med det, Han havde åbenbaret. Han siger:

إِنَّا أَنزَلْنَا إِلَيْكَ الْكِتَبَ بِالْحَقِّ لِتَحْكم بَيْنَ النَّاسِ بِما أراك اللهُ طَ وَلَا تَكُن لِلْخَالِنِينَ عَصِيْمان واستغفر الله ط إِنَّ اللَّهَ كَانَ غَفُورًا رَّحِيمًا .

‘Vi har åbenbaret Skriften for dig med sandheden, for at du kan dømme mellem menneskene i overensstemmelse med det, Allah har lært dig; og strid ikke til fordel for dem, der bryder deres troskab. Og bed Allah om tilgivelse. Allah er tilgivende og barmhjertig.’ (Se sura an-Nisa, vers 105, 106 og 107-113). I Allahs Sendebuds levetid var Attab ibn Usaid ansvarlig for retsvæsenet i Mekka, mens Ali, må Allah være tilfreds med ham, var ansvarlig for retsvæsenet i Yemen. Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah og andre beretter, at da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte Ali, må Allah være tilfreds med ham, til Yemen som dommer, sagde Ali: ‘Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sender dig mig til Yemen, selv om jeg blot er en ung mand og ikke ved, hvad dom er.’ Ali siger: ‘Straks slog Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, mig på brystet og sagde: O Allah, led ham til den rette vej, og gør hans tunge behersket og fast.’ Ali siger: ‘Ved Allah, den Ophøjede, har jeg derefter aldrig været i tvivl, når jeg skulle bilægge en strid mellem to personer.’ Ali, må Allah være tilfreds med ham, siger: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘O Ali, når to stridende parter sidder foran dig, må du ikke træffe en afgørelse mellem dem, før du har hørt den andens udsagn, ligesom du har hørt den enes. Når du har hørt begges udsagn, vil det blive klart for dig, hvordan du skal dømme retfærdigt.’

Hvilke sager der skal afgøres: Der er behov for dom og afgørelse i alle spørgsmål, der vedrører rettigheder, hvad enten det drejer sig om Allahs rettigheder eller menneskers rettigheder. Ibn Khaldun siger: ‘Dommerembedet har til sidst fået denne form: Ud over at bilægge stridigheder mellem sagsøgere og sagsøgte omfatter det også at give folket nogle af deres almindelige rettigheder tilbage, beskytte interesserne og rettighederne for de udsatte grupper såsom sindssyge, forældreløse, yderst fattige og tåbelige, sørge for en god forvaltning af muslimernes testamenter og waqf-ejendomme, bortgifte ugifte unge kvinder uden værge, udvikle og vedligeholde veje og bygninger, føre tilsyn med vidner, fromme mænd og folkets repræsentanter samt give dem viden om og erfaring med retfærdig dom, så de får tillid til dommeren. Alt dette hører til dommerens ansvar.’ Retfærdighedens værdighed: At forhindre de stærke i at undertrykke de svage og bilægge indbyrdes konflikter og uenigheder er fard kifaya. Det er herskerens ansvar at udnævne dommere for folket. Hvis en kvalificeret person nægter at påtage sig dette ansvar, kan herskeren tvinge ham til at påtage sig det. Når en person befinder sig i en situation, hvor ingen andre end ham er kvalificerede til at være dommer, bliver det obligatorisk for ham at påtage sig dette ansvar. Islam har opmuntret til at træffe afgørelser på grundlag af sandhed og retfærdighed og har betegnet dette som en ærefuld opgave.’

Imam al-Bukhari beretter fra Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Kun to personer er værd at misunde: den, som Allah har givet visdom og dømmekraft, og som bruger det til at bilægge menneskers stridigheder og lære det videre til dem; og den, som Allah har givet rigdom og sat i stand til at bruge den på den rette vej.’ Islam har lovet den retfærdige dommer Paradiset. Det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Den, der ønsker at påtage sig dommeransvaret for muslimerne og får det, hvorefter hans retfærdighed vejer tungere end hans uretfærdighed, får Paradiset. Men den, hvis uretfærdighed vejer tungere end hans retfærdighed, får Helvede.’ (Abu Dawud). Det er berettet fra Abdullah ibn Abi Awfa, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Så længe dommeren dømmer retfærdigt, er Allah med ham. Når han handler uretfærdigt, forlader Allah ham, og Satan bliver hans ledsager.’ (Ibn Majah, at-Tirmidhi).

Den advarsel mod at påtage sig embedet som dommer, som findes i nogle hadither, gælder kun personer, der ikke er udstyret med fuld egnethed og dygtighed til dette arbejde eller med den nødvendige moralske mod, uselviskhed og selvbeherskelse. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde for eksempel: »Den, der har opnået embedet som dommer, er blevet slagtet uden en kniv.« – Abu Dawud, at-Tirmidhi.

Imam Muslim beretter, at Abu Dharr, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, vil du ikke ansætte mig?« (Det vil sige: Vil du ikke udnævne mig til et offentligt embede?) Da lagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sin hånd på hans nakke og sagde: »O Abu Dharr, du er svag. Dette er en amanah, (det vil sige et tungt ansvar. Det indebærer nødvendigvis, at folkets rettigheder og krav opfyldes). På Opstandelsens Dag vil det blive en årsag til ydmygelse og anger. Undtaget er den, der kan opfylde dets rettigheder.«

Abu Musa al-Ash’ari, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg og mine to fætre kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Den ene af dem sagde: ’O Allahs Sendebud, måtte Allahs fred og velsignelser være med dig, overdrag os noget af det ansvar, som Allah har betroet dig.’ Den anden sagde det samme. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, svarede: ’Ved Allahs ed, jeg overdrager ikke dette ansvar til nogen, der beder om det, eller som begærer det.’« Det er berettet fra Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der ønsker embedet som dommer og søger hjælp hos anbefalere til at opnå det, vil Allah overlade til sig selv. (Det vil sige, Han vil ikke hjælpe ham.) Men den, der tvinges til det, vil Allah sende en engel ned over, som leder ham til sandheden og retfærdigheden.« – at-Tirmidhi, Abu Dawud.

Nogle imamer påtog sig ikke dommerembedet af frygt for ikke at kunne varetage ansvaret korrekt og på behørig vis. Der berettes en interessant hændelse om dette: Da Haywah ibn Shurayh blev opfordret til at påtage sig embedet som dommer i Egypten, nægtede han. Da befalede herskeren, at man skulle hente et sværd. Da Haywah så dette, tog han sit bundt husnøgler op af lommen og sagde: »Her er nøglerne til mit hus. Jeg længes efter at møde min Herre.« Da herskeren så hans urokkelighed, lod han ham gå.

Dommerens kvalifikationer: Dommerembedet kan kun varetages af en person, der er velbevandret i Koranen og Sunnah, besidder dyb og detaljeret viden om Allahs religion, er i stand til at skelne mellem ret og uret, er fri for tilbøjeligheden til at begå uretfærdighed og er i stand til at beherske sine lyster. Faqih’erne har stillet som betingelse for dommeren, at han har opnået evnen til ijtihad. Derfor skal han især kende de vers og hadither, der indeholder ahkam (love og bestemmelser), kende de tidlige faqih’ers synspunkter samt de spørgsmål, de var enige og uenige om, og være dygtig i ordbogskundskab og qiyas. Desuden har de stillet betingelser om, at han skal være myndig, afbalanceret, retskaffen, en god lytter, have et godt syn, være en god taler og være mand. (Ifølge Imam ash-Shafi’i og Imam Malik er det en betingelse, at dommeren er mujtahid. Ifølge Imam Abu Hanifah er det ikke en betingelse, at han er mujtahid.)

I virkeligheden er det ønskeligt, at disse betingelser opfyldes så fuldstændigt som muligt. Den, der i højere grad besidder dem, skal udnævnes. En blind efterfølger, en ikke-muslim, en mindreårig, en sindssyg, en fasiq og en kvinde er ikke kvalificeret til dommerembedet. Abu Bakrah, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter: Da Profeten fik at vide, at perserne havde gjort den persiske kejsers datter til kejserinde, sagde Allahs Profet: »Et folk vil aldrig få succes, som overdrager ledelsen af deres anliggender til en kvinde.« – al-Bukhari, an-Nasa’i, at-Tirmidhi, Ahmad.

Ifølge Imam Abu Hanifah kan en kvinde være dommer i økonomiske sager. Imam at-Tabari siger: En kvinde kan være dommer i alle sager. I værket Nail al-Awtar er det med henvisning til Fath al-Bari blevet sagt: Alle andre end hanafitterne har stillet det som betingelse for en dommer, at han er mand. Hvad angår shariaens hudud (strafferetlige bestemmelser), er det dog heller ikke tilladt ifølge hanafitterne, at en kvinde er dommer. De fleste faqih’er siger, at dommeren skal have moden forstand. Kvindens forstand er imidlertid umoden, især hvor mænd også er aktive. Ud over disse betingelser har faqih’erne også stillet som betingelse, at dommeren skal være udnævnt af regeringen. Dette er en betingelse for dommens gyldighed. Hvis sagsøgeren og den sagsøgte derimod frivilligt bliver enige om at udpege nogen til at afgøre deres strid, er dette ikke en betingelse. Ifølge Imam Malik og Ahmad kan han dømme, selv om han ikke er udnævnt af regeringen. Ifølge Imam Abu Hanifah er hans dom imidlertid kun gyldig, hvis den stemmer overens med dommen fra landets officielle dommer; ellers er den ikke gyldig.

Ifølge Imam Ahmad og Imam Malik bliver det obligatorisk for begge parter at følge den dom, som den af sagsøgeren og den sagsøgte udpegede dommer afsiger. Deres samtykke til hans dom tages ikke i betragtning. Det er heller ikke tilladt for regeringen at annullere denne dommers afgørelse. Om dette er der overleveret to synspunkter fra Imam ash-Shafi’i: Det ene er, at begge parter skal følge hans dom. Det andet er, at de ikke er forpligtede til at følge den, hvis den ikke er efter deres ønske. De kan følge den, hvis de vil, ligesom en fatwa, og lade være, hvis de ikke vil. Den voldgift, der udpeges med sagsøgerens og den sagsøgtes samtykke, er begrænset til afgørelse af økonomiske stridigheder. Det er enstemmigt ugyldigt at benytte voldgift i hudud-sager, ægteskabssager og li’an.

Om den højeste standard og det bedste ideal for en dommer siger Allah:

يَدَاوُدَ إِنَّا جَعَلَتُكَ خَلِيفَةً فِي الْأَرْضِ فَاحْكُمْ بَيْنَ النَّاسِ بِالْحَقِّ وَلَا تَتَّبِعِ الْهَوَى فَيُضِلُّكَ عَنْ سَبِيلِ الله ط إِنَّ الَّذِينَ يَضِلُّونَ عَنْ سَبِيلِ اللَّهِ لَهُمْ عَذَابٌ شَدِيدٌ بِمَا نَسُوا يَوْمَ الْحِسَابِ

‘David! Vi har gjort dig til stedfortræder på jorden. Døm derfor retfærdigt blandt folk, og følg ikke dine egne lyster, for de vil føre dig bort fra Allahs vej. De, der forlader Allahs vej, har en hård straf i vente, fordi de har glemt Dommens Dag.’ (Sura Sad, vers 26)

Selv om denne tiltale er rettet til David, fred være med ham, er den i virkeligheden rettet til alle herskere. Allah har nemlig kun nævnt dette for at fremholde den højeste standard og det bedste ideal for regeringsførelse for os. På trods af at David, fred være med ham, var en ufejlbarlig profet, sagde Allah til ham: ‘Følg ikke dine egne lyster, for de vil føre dig bort fra Allahs vej.’ Hvis der kunne være frygt for, at en ufejlbarlig profet ville følge sine lyster, må frygten for, at de, der hverken er profeter eller ufejlbarlige, følger deres lyster, være endnu større.

Det er overleveret fra Abu Burayda, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ‘Der findes tre slags dommere: Den ene slags hører til i Paradiset, mens de to andre hører til i Helvede. Dommeren, der hører til i Paradiset, er den, som kender og forstår, hvad der er sandt og retfærdigt, og som dømmer i overensstemmelse hermed. Den anden dommer er den, som ved og forstår, hvad der er sandt og retfærdigt, men dømmer uretfærdigt og derfor hører til i Helvede. Den tredje dommer er den, som ikke ved, hvad der er sandt og retfærdigt, og som derfor dømmer blandt mennesker på grundlag af uvidenhed og hører til i Helvede.’ (Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim) Selv om en dommer var velbevandret i Koranen og Sunnaen, plejede han efter ijtihadens æra at være forbi, når han afsagde sin dom, at undersøge imamernes holdninger og følge den af dem, der var stærkest og bedst stemte overens med sandheden.

Muhammad ibn Yusuf al-Kindi nævner: Ibrahim ibn al-Jarrah overtog embedet som dommer i år 204 efter hijra. Umar ibn Khalid siger om ham: Jeg har aldrig haft en dommers selskab, der var som Ibrahim ibn al-Jarrah. Når jeg udarbejdede en sagmappe til ham og læste den op for ham, blev han siddende med den, så længe han ønskede, og dannede sig sin egen mening om sagen. Når han derefter besluttede, at han ville afsige sin dom i sagen, gav han den til mig, så jeg kunne udarbejde en redegørelse på grundlag af den. Derefter så jeg, at han på bagsiden af redegørelsen skrev: ‘Imam Abu Hanifa har sagt …’ På en anden linje skrev han: ‘Ibn Abi Layla har sagt.’ Og på endnu en linje skrev han: ‘Abu Yusuf og Malik har sagt.’

Derefter satte han på en anden linje et tegn, der lignede en streg, hvoraf jeg kunne forstå, at hans dom var blevet fastlagt i overensstemmelse med den pågældende holdning. Så skrev jeg dommen i overensstemmelse hermed. Nogle lærde mener, at det for at undgå forvirring i tankegangen bør være obligatorisk for en dommer at følge en bestemt madhhab. Muhaddithen al-Dehlawi har sagt: Når en dommer dømte uretfærdigt i sine afgørelser, gjorde herskerne det obligatorisk for dommerne at afsige domme inden for en bestemt madhhab og ikke overskride dens grænser. De tog kun imod sådanne domme, som allerede tidligere var blevet fremsat af nogen med en tilsvarende holdning, uden at skabe tvivl eller uro blandt folket.

At dømme som en ukvalificeret dommer: De lærde siger: Det er ulovligt for en person, der ikke er kvalificeret til at dømme, at afsige domme. Hvis han alligevel gør det, er han syndig, og hans dom er ikke gyldig, hvad enten den stemmer overens med sandhed og retfærdighed eller ej. For selv hvis den er retfærdig, er det blot et tilfælde. Hans dom bygger ikke på principper, der er fastlagt af shariaen. En sådan dommer er syndig i alle sine domme, hvad enten de er retfærdige eller ej. Alle hans domme er ugyldige. Ingen af hans undskyldninger eller indvendinger kan accepteres.

Den shariaretlige metode for at afsige dom: Da Allahs Sendebud ﷺ sendte Muʿadh رضي الله عنه til Yemen, forklarede han ham, hvilken fremgangsmåde en dommer bør følge. Han spurgte Muʿadh: »Hvad vil du afsige dom efter?« Muʿadh svarede: »Efter Allahs Bog.« Han spurgte: »Hvad hvis du ikke finder det deri?« Muʿadh svarede: »Så efter Sendebuddets sunnah.« Sendebuddet ﷺ spurgte igen: »Hvad hvis du heller ikke finder det dér?« Da svarede Muʿadh: »Så efter min egen dømmekraft.«

Det er dommerens pligt at foretage en grundig undersøgelse for at finde sandheden og holde sig borte fra alt, der kan forstyrre og forvirre hans tankegang. Derfor bør han afholde sig fra at dømme, når han er stærkt vred, sulten, bekymret, bange, søvnig, plaget af varme, ramt af kulde eller så optaget af sine tanker, at det står i vejen for at afdække sandheden og opnå en fin forståelse.

Det er overleveret fra Abu Bakka رضي الله عنه i al-Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Ingen hersker eller dommer må afgøre en strid mellem to personer, mens han selv er vred.«

Hvis en dommer alligevel afsiger dom, mens han befinder sig i en af disse tilstande, vil dommen ifølge de fleste lærde være gyldig og acceptabel, hvis den er retfærdig.

Mujtahiden får belønning: Jo mere dommeren tænker, undersøger og udøver ijtihad i sin søgen efter sandheden og den rette afgørelse, desto større belønning får han, selv hvis han i sidste ende ikke finder sandheden. Det er overleveret fra ʿAmr ibn al-ʿAs, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når herskeren eller dommeren udøver ijtihad og træffer den rette afgørelse, får han to belønninger; når han udøver ijtihad og træffer en forkert afgørelse, får han én belønning.« (Al-Bukhari og Muslim).

Imam al-Khattabi siger: Mujtahiden får belønning, når han når frem til den rette afgørelse, for hans ijtihad er en tilbedelseshandling. Han får ikke belønning for den forkerte afgørelse, men fritages blot for synd.

Dette siges om den person, som besidder alle de kvalifikationer og redskaber, der er nødvendige for ijtihad, har kendskab til de grundlæggende principper og er erfaren i qiyas. Men den, der ikke har kvalifikationerne til ijtihad og alligevel udøver ijtihad, er en selvbestaltet mujtahid. Hvis han gennem ijtihad afgiver en forkert dom, kan han ikke undskyldes; tværtimod er der frygt for, at han har begået en meget stor synd. Det er overleveret fra Umm Salama رضي الله عنها, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Jeg er kun et menneske. I kommer til mig med jeres krav og modkrav. Måske er den ene af jer bedre til at fremlægge sine argumenter end den anden, og jeg afgør sagen på grundlag af det, jeg hører fra jer. Hvis jeg derfor giver nogen hans broders ret, må han ikke tage imod den, for jeg giver ham dermed blot et stykke af Helvede.« (Det vil sige, at jeg på grund af en mere veltalende persons argumenter kan blive påvirket og gennem en forkert afgørelse give den enes ret til den anden). (Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah).

Abu Hurayra رضي الله عنه beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »To kvinder havde hver sin søn. Pludselig kom en tiger og tog den ene kvindes søn. Da sagde den ene kvinde til den anden: ›Tigeren har taget din søn.‹ Den anden kvinde sagde til den første: ›Den har taget din søn.‹ Derefter gik de begge til Dawud عليه السلام for at få deres strid afgjort. Dawud afsagde dom til fordel for den ældre af kvinderne. Så gik de begge til Dawuds søn Sulayman عليه السلام og fortalte ham om Dawuds afgørelse. Sulayman sagde: ›Bring mig en kniv, så deler jeg drengen i to og fordeler ham mellem dem.‹ Straks sagde den yngre kvinde: ›Gør ikke dette! Drengen tilhører hende. Giv ham til hende.‹« Sulayman gav drengen til den yngre kvinde.

Dette er Sulaymans skarpsindighed og retfærdige dom. Han benyttede denne fremgangsmåde for at finde frem til den virkelige mor. Så snart han sagde: »Hent en kniv, så vi kan dele drengen i to«, vældede den virkelige mors moderlige kærlighed frem. Hun ville under ingen omstændigheder tillade, at han blev dræbt; i stedet foretrak hun, at han holdt sig væk fra hende og levede, frem for at han blev dræbt. Ud fra denne reaktion forstod Sulayman, at drengen var hendes søn. Allah, Den Ophøjede, har i vers 78 og 79 i sura al-Anbiya også fortalt en anden sag, hvor Dawud og Sulayman afsagde dom:

وَدَاوُدَ وَسَلَيْمَنَ إِذْ يَحْكُمْ فِي الْعَرْمِ إِذْ نَقَضَتْ فِيْهِ غَيْرُ القَوْمِ، وَكُنَّا لِعَليهِمْ عَمِدِينَ ، فَقَمِّنَهَا سلیمن : وكلا أَتَيْنَا حُكْمًا وعلما ز

»Og husk Dawud og Sulayman, da de afgjorde en sag om en kornmark, som en nations får var trængt ind på om natten. Jeg var vidne til deres dom. Og Vi lod Sulayman forstå den rette afgørelse, og Vi gav dem begge visdom og viden.«

Mufassirun nævner, at fåreflokken var trængt ind på marken og havde ødelagt afgrøderne. Derfor kom markens ejer i strid med fårenes ejere. Til sidst blev sagen bragt for Dawud, så han kunne afgøre den. Dawud afsagde dom til fordel for, at markens ejer skulle have fårene.

Da sagsøgeren og den sagsøgte derefter forlod Dawuds domstol, mødte de Sulayman. Sulayman spurgte: »Hvordan blev jeres strid afgjort?« De fortalte ham om afgørelsen. Da sagde Sulayman: »Hvis jeres sag var blevet forelagt mig, ville jeg have truffet en afgørelse, der var mere lempelig for begge parter.« Da Dawud hørte dette, tilkaldte han ham og spurgte: »Hvordan ville du have afsagt dom?« Sulayman svarede: »Giv foreløbig fårene til markens ejer, så han kan drage fordel af deres mælk, uld, lam og andre ydelser. Imens skal fårenes ejer dyrke en mark for markens ejer, som var det hans egen mark. Når afgrøderne er vokset til samme størrelse som den dag, hvor fårene åd afgrøderne, skal markens

ejer overtage marken, og fårenes ejer skal tage sine får tilbage.« Da Dawud hørte dette, sagde han: »Din afgørelse er den rette.« Han gjorde denne afgørelse til sin egen dom.
Dommerens pligter: Det er dommerens pligt at behandle sagsøgeren og den sagsøgte ens på fem områder:

1. At give dem adgang til dommeren.

2. At give dem plads til at sidde foran dommeren.

3. Dommerens opmærksomhed på begge parter.

4. At høre begge parters udsagn.

5. At behandle begge parter retfærdigt.

Det skal bemærkes, at det kun er i ydre handlinger, at det er nødvendigt at behandle begge parter ens, ikke hvad angår hjertets tilbøjelighed. Hvis hans hjerte hælder til den ene af de to, og han ønsker, at denne skal besejre modparten gennem sine argumenter, vil han ikke være syndig af den grund, eftersom det ikke er muligt at afholde sig fra dette. Det er imidlertid upassende for ham at lære den ene af parterne sine argumenter eller at lære et vidne, hvad det skal vidne. For derved vil den ene af sagsøgeren og den sagsøgte blive skadet. Dommeren må heller ikke lære sagsøgeren, hvordan han skal fremsætte sit krav eller aflægge ed, og han må ikke lære den sagsøgte, hvordan han skal indrømme eller benægte noget. Han må heller ikke sige til vidnerne, at de skal vidne eller afholde sig fra at vidne, og han må ikke være vært for den ene af sagsøgeren og den sagsøgte uden den anden. For derved vil den anden blive såret på sindet. Dommeren må heller ikke selv tage imod gæstfrihed fra sagsøgeren eller den sagsøgte, eller fra en af dem, så længe de er modparter i sagen.

Det er blevet overleveret, at Allahs Sendebud ikke var vært for nogen af sagsøgeren og den sagsøgte uden dennes modpart, og at han ikke tog imod en gave fra nogen af dem. Hvis en person imidlertid plejede at give dommeren en gave, allerede før han tiltrådte dommerembedet, er det tilladt at tage imod hans gave. Hvis han ikke havde en sådan vane, betragtes hans gave som bestikkelse. Det er overleveret fra Burayda, at Allahs Sendebud sagde: »Den, som vi udnævner til et embede og giver et udkomme for det, det han derefter tager imod, er forræderi.« (Abu Dawud)

Allahs Sendebud sagde også: »Allahs forbandelse er over både den, der giver bestikkelse, og den, der tager imod den i forbindelse med doms- og regeringsanliggender.«

Al-Khattabi siger: Forbandelsen gælder i samme grad for begge parter, kun når begge frivilligt og på samme måde udveksler bestikkelse. Når bestikkeren giver bestikkelsen med et ulovligt formål og i den hensigt at begå uret mod nogen, er han også forbandet ligesom den, der modtager bestikkelsen. Men hvis han giver den for at opnå sin retmæssige andel eller for at afværge uret mod sig selv, er han ikke omfattet af denne trussel. Det er blevet overleveret, at Ibn Mas’ud blev uretmæssigt taget til fange som krigsfange, mens han opholdt sig i Abessinien. Da købte han sig fri af fangenskabet for to dinarer. Al-Hasan, al-Sha’bi, Jabir og ‘Ata siger: Hvis nogen indgår et kompromis for at beskytte sit liv og sin ejendom af frygt for uret, er der ingen synd i det. Tilsvarende gælder truslen om denne forbandelse over den, der modtager bestikkelse, kun når han tager imod noget til gengæld for at udføre en opgave, der er blevet pålagt ham, og ikke udfører den, før han får bestikkelse, eller når han undlader at afstå fra en ulovlig handling, som han burde afstå fra, men ikke afstår fra den, før han får bestikkelse. I bogen »Fath al-‘Allam« siges det: De midler, som dommere modtager, er af fire slags: bestikkelse, gave, betaling og løn.

1. Bestikkelse: Hvis den gives, for at dommeren skal afsige en uretfærdig dom til giverens fordel, er den forbudt for både giveren og modtageren. Hvis den derimod gives, for at dommeren skal sikre giveren hans retmæssige krav, er den forbudt for dommeren, men ikke for giveren. For giveren har givet den for at opnå sin retmæssige andel. Nogle mener dog, at den også er forbudt for giveren, fordi den får dommeren til at begå synd.

2. Gaver: Hvis gaven allerede blev givet, før dommeren blev udnævnt til dommer, er det ikke haram at fortsætte med at give den, efter at han har tiltrådt embedet. Hvis man først begyndte at give den, efter at dommeren var blevet udnævnt, skal man undersøge, om giveren har en strid eller retssag med nogen. Hvis ikke, er gaven tilladt, men makruh. Hvis der derimod foreligger en strid, er denne gave haram for både dommeren og giveren.

3. Vederlag: Hvis dommeren får løn eller godtgørelse fra staten, er det enstemmigt haram. Det skyldes, at han får løn og ydelser netop for sit dommerembede. Under sådanne omstændigheder er der ingen grund til at modtage noget som vederlag. Hvis han ikke får nogen løn eller godtgørelse fra staten, er det tilladt at modtage vederlag i forhold til arbejdets omfang i andre embeder end dommerembedet. Modtager han mere end dette, er det haram. Det er enstemmigt haram at modtage vederlag som dommer. Derfor er det blevet sagt, at det er bedre at udnævne en fattig person end en rig person til dommer. For noget, som ikke var tilladt for ham at modtage, hvis han var offentligt lønnet, bliver tilladt for ham på grund af hans fattigdom. Dette gælder sharia-domstole eller det islamiske retssystem. Den gældende lovgivning og det eksisterende retssystem er fuldstændig uretfærdigt, undertrykkende og overdreven. Islamiske domstole og sharia-baseret retshåndhævelse kan ikke etableres uden at oprette en islamisk stat. Derfor kan man ikke isoleret straffe nogen for utroskab eller tyveri. Først må samfundet ændres. Derefter skal de islamiske straffebestemmelser anvendes.

Umar r.a.s. brev om retssager: I det brev, som Umar r.a.s. skrev til Abu Musa al-Ash’ari r.a.s., fastlagde Umar r.a.s. varige grundprincipper for domsafsigelse. Brevet lyder således:

I Allahs, Den Mest Nådiges, Den Mest Barmhjertiges navn,

Fra Allahs tjener, de troendes leder Umar ibn al-Khattab, til Abdullah ibn Qays: Fred være med dig.

At dømme retfærdigt er en ufravigelig pligt og en sunnah, som er blevet fulgt siden tidernes begyndelse. Forstå dette: Når en retssag bliver overdraget til dig, er det nytteløst at tale vidt og bredt om noget, der ikke kan gøres gældende. Behandl alle ens i din tilstedeværelse, i din dom og i din forsamling, så ingen fornem person ikke begærer din særlige gunst, og ingen svag person ikke fortvivler over din retfærdige behandling. Det er sagsøgerens pligt at fremlægge bevis for sit krav, mens den, der benægter kravet, har pligt til at aflægge ed. Forlig mellem muslimer er tilladt, bortset fra et forlig, der gør det haram halal eller det halal haram. Du kan genoverveje den dom, du har afsagt i dag, og vende tilbage til det, du mener er sandt og rigtigt. Sandheden er nemlig evig, og det er bedre at vende tilbage til sandheden end at klamre sig til det falske. Hvis du bliver involveret i tvivl og uenighed om et spørgsmål, der ikke findes belæg for i Koranen og sunnah, så forsøg gentagne gange at forstå spørgsmålet. Sæt dig ind i fortilfælde, og sammenlign derefter det nye spørgsmål med dem. Søg det, der er Allah nærmest og mest i overensstemmelse med sandheden. Fastlæg en sidste frist for den, der gør krav på noget, han har ret til, og ønsker at fremlægge vidnesbyrd og beviser. Hvis han fremlægger beviserne inden for fristen, så giv ham det, han har krav på. Ellers skal du afvise hans krav. Dette er nemlig den mest effektive måde at fjerne tvivl på. Muslimer er egnede til at være vidner for hinanden, bortset fra den, der er kendt som ægteskabsbryder, har modtaget piskestraf, er blevet bevist at have afgivet falsk vidnesbyrd eller er blevet anklaget i spørgsmål om afstamning eller arv. Allah har gennem vidnesbyrd, beviser og eder sørget for at beskytte jeres hemmeligheder. Lad ikke modpartens behandling under strid og retssager gøre dig utålmodig eller forvirret. Sandheden forbliver nemlig på sin rette plads, og gennem lidelse og besvær øger Allah belønningen og rang. Den, hvis hensigt er oprigtig, og som øver sig i selvbeherskelse, har Allah som tilstrækkelig hjælp i alle forhold, der vedrører Allah og mennesker. Den, der kunstigt behandler mennesker på en måde, der strider mod hans hensigt, og om hvem Allah ved, at denne adfærd ikke er spontan, vil Allah ydmyge. Hvad mener du derfor om Allahs hurtige forsørgelse og Hans barmhjertigheds skatte? Er der nogen anden end Allah, der kan give dig dette?

Dommerens anbefaling: Dommeren kan fremsætte en anbefaling, hvis han finder det godt. Han kan for eksempel opfordre sagsøgeren og sagsøgte til at indgå forlig eller til at frafalde en del af det, de har krav på. Det er tidligere blevet nævnt i en hadith, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, rådede Ka’b ibn Malik til at eftergive halvdelen af sin gæld, og Ka’b fulgte rådet og indgik forlig.

Dommerens doms ydre retsvirkning: Dommerens dom gør ikke noget halal haram og gør ikke noget haram halal. Om dette er der tidligere nævnt en hadith overleveret af Umm Salamah, hvori Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg er kun et menneske. I kommer til mig med jeres stridigheder. Måske er en af jer bedre til at tale end den anden og bedre i stand til at fremføre sine argumenter. Derfor træffer jeg min afgørelse på grundlag af det, jeg hører. Hvis jeg således giver nogen hans broders ret, skal han ikke tage den, for jeg giver ham blot et stykke af Ilden.« (Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah). Imam al-Shafi’i siger, at en dommers dom ikke kan gøre det haram halal; dette er en enstemmig opfattelse. Når en person derfor fremsætter et krav mod en anden, fører vidner for kravet, og dommeren afsiger dom til fordel for den, der fremsatte kravet, er det tilladt for ham at modtage den ret, han har fået gennem dommerens afgørelse, hvis vidnesbyrdene og beviserne er sande. Hvis vidnesbyrdene og beviserne derimod er falske, og dommeren har afsagt dom på grundlag af det falske vidnesbyrd og de falske beviser, gør dommen det ikke tilladt for sagsøgeren at tage den krævede ret; den forbliver tværtimod under dens rette ejers ejendomsret. Ingen faqih har bestridt denne opfattelse bortset fra Imam Abu Hanifa. Imam Abu Hanifa siger: En dommers dom har både udadtil og indadtil fuld virkning med hensyn til aftalers fortsatte gyldighed eller ophævelse.

Hvis et falsk vidne derfor vidner over for dommeren til fordel for en kvindes skilsmisse, og dommeren derefter afsiger dom om skilsmissen på grundlag af dette vidnesbyrd, vil hendes ægteskabsbånd med hendes mand blive opløst, og hun vil kunne indgå ægteskab med en anden mand. Hun vil endda kunne indgå ægteskab med den person, der falsk vidnede til fordel for hendes skilsmisse. På samme måde, hvis nogen afgiver falsk vidnesbyrd om en kvinde og siger, at hun er den og dens hustru, selv om hun ikke er hans hustru, og dommeren derefter afsiger dom på grundlag af dette vidnesbyrd, vil kvinden ifølge denne dom være lovlig for ham. Imam Abu Hanifa gjorde imidlertid en forskel mellem sager, der vedrører, om en kontrakt består eller ophæves, og sager, der vedrører drab og ejendom. Men denne forskel er ikke korrekt, for der er ingen forskel mellem disse to slags sager. Imam Abu Hanifas disciple var uenige med ham i dette spørgsmål.

Dommerens dom vedrørende en fraværende person, som ikke har nogen repræsentant: En person, der er fraværende og ikke har nogen repræsentant (fuldmægtig), kan sagsøges af sagsøgeren, som kan fremsætte et krav mod ham og anlægge sag. Hvis kravet bevises, kan dommeren også afsige dom mod den pågældende fraværende person.

Det første bevis: Sura Sad, vers 26: »David, døm derfor mellem menneskene med sandheden.« Eftersom det, der bevises gennem vidnesbyrd, er sandt, er det obligatorisk at afsige dom på dette grundlag.

Det andet bevis: Hind, Abu Sufyans hustru, fortalte Allahs Sendebud, at Abu Sufyan var en nærig mand, og spurgte derfor, om hun måtte tage noget af hans ejendom uden hans tilladelse. Sendebuddet sagde til hende: »Tag så meget, som er tilstrækkeligt for dig og dit barn.« Dette er en dom afsagt mod en fraværende person.

Det tredje bevis: Imam Malik nævner i al-Muwatta, at Umar sagde: »Den, som har et tilgodehavende hos nogen, skal komme til mig i morgen. Jeg vil sælge skyldnerens ejendom og fordele den blandt hans kreditorer.« Den person, hvis ejendom det blev besluttet at sælge, var fraværende.

Det fjerde bevis: Hvis dommeren afholder sig fra at afsige dom mod en fraværende person, vil den berettigedes ret gå tabt; derfor er det ikke ugyldigt at afsige en sådan dom. Fravær er heller ikke en tilstrækkelig undskyldning for at undlade at betale en gæld. Dette er Imam Maliks, al-Shafi’is og Ahmads synspunkt. De siger: »Den fraværende persons rettigheder bliver ikke krænket. Når han møder op, høres hans argumenter, og der træffes foranstaltninger i overensstemmelse hermed; dommen kan endda blive omstødt som følge heraf. For det er en betingelse, at hans udsagn høres.« Dommerne Quraih, Umar ibn Abd al-Aziz, Ibn Abi Layla og Imam Abu Hanifa siger:

Dommeren kan ikke afsige nogen dom mod en fraværende person uden tilstedeværelse af en repræsentant for denne. Det er muligt, at han har vidnesbyrd eller beviser, som afviser sagsøgerens krav. Desuden er det tidligere blevet berettet i en hadith, at Allahs Sendebud sagde til Ali: »O Ali, når sagsøgeren og den sagsøgte sidder foran dig, må du ikke afsige nogen dom, før du har hørt begge parters udsagn. Når du har hørt begge parters udsagn, vil det blive klart for dig, hvordan sagen bør afgøres.«

Al-Khattabi siger: Nogle faqih’er går ind for at afsige dom mod en fraværende person i visse sager. Blandt disse er sager, der vedrører døde personer og børn. De siger også: Hvis en person overlader sin ejendom i andres varetægt og rejser til udlandet, og hans hustru derefter kræver underholdsbidrag og får den person, som ejendommen blev overladt til, bragt for dommeren, kan dommeren tvinge ham til at betale hustruens underhold.

Han siger endvidere: Når en person, der gør krav på forkøbsretten, fremsætter sit krav om forkøbsret over for dommeren mod en fraværende person og beviser, at denne har solgt sin ejendom og modtaget betalingen, skal dommeren afsige kendelse til fordel for hans forkøbsret. Alle disse kendelser er kendelser afsagt mod en fraværende person.

Dommerens kendelser i sager mod ikke-muslimer: Det er tilladt for ikke-muslimer at indbringe deres tvister for muslimske dommere. Dommeren skal afgøre deres sager i overensstemmelse med islams bestemmelser.

فَإِنْ جَاءَ وَلَكَ فَاحْكُمْ بَيْنَهُمْ أَوْ أَعْرِضْ عَنْهُمْ وَإِن تَعْرِضْ عَنْهُمْ عَلَى يُشَرُوكَ هَيْئًا وَإِن حَكَمْتَ فَاحْكُمْ بَيْنَهُم بِالْقِسْطِ إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ

»Hvis de kommer til dig, så døm mellem dem eller vend dig bort fra dem. Hvis du vender dig bort fra dem, kan de ikke skade dig det mindste. Men hvis du dømmer, så døm retfærdigt. Gud elsker de retfærdige.« (Sura al-Māʾida, 42).

Kan en kreditor inddrive sin fordring uden at fremsætte et krav, hvis debitor trækker sagen i langdrag?: De shafiitiske retslærde siger: Hvis en person har et tilgodehavende hos nogen, men hverken har bevis eller vidner, og debitor benægter gælden, må han tage netop den genstand fra debitors ejendom, hvis han er i stand til det. Selvom han er i stand til at tage netop den genstand, må han ikke tage sin fordring i form af en anden genstand. Hvis der ikke er nogen anden mulighed end at tage en anden genstand, må han tage den derfra.

Men hvis det er muligt at inddrive fordringen ved dommerens hjælp – for eksempel hvis debitor erkender gælden, men trækker sagen i langdrag, eller hvis han benægter den, men kreditor har vidner og beviser – eller hvis kreditor forventer, at debitor vil erkende gælden, hvis han bliver bragt for dommeren og bedt om at aflægge ed, må kreditor da stadig inddrive den direkte efter eget ønske, eller er det obligatorisk at bringe sagen for dommeren? Der er uenighed om dette spørgsmål. Den mest fremtrædende opfattelse er, at det er tilladt at inddrive fordringen direkte. Beviset herfor er beretningen om Hind, Abu Sufyans hustru. Desuden er det ikke obligatorisk at gå rettens vej, eftersom en retlig afgørelse er besværlig, bekostelig og tidskrævende.

De shafiitiske retslærde siger endvidere: Når det er tilladt at inddrive sin fordring direkte, er det også tilladt at bryde hans dør op eller lave et hul i hans mur, hvis det er den eneste måde at inddrive den på. Kreditor er i så fald ikke forpligtet til at erstatte den skade, der derved påføres ham. Det svarer til, at hvis der ikke er nogen anden mulighed for at forsvare sig mod en angriber end at ødelægge noget af hans ejendom, er det også tilladt, og man er ikke forpligtet til at betale erstatning.

Denne opfattelse hos de shafiitiske retslærde er ikke i strid med dette hadith fra Allahs Sendebud ﷺ: »Beskyt den, der beskytter det, du har betroet ham, og begå ikke troløshed mod den, der har begået troløshed mod det, du har betroet ham.« Den troløse er nemlig den, der gennem uret og overgreb tilegner sig noget, som han ikke har ret til at tage. Den, der har ret til at inddrive sin retmæssige fordring hos sin modpart og har tilladelse til at råde bod på den uret, der er begået mod ham, er ikke troløs. Hadithens egentlige betydning er: »Begå ikke troløshed mod den, der har begået troløshed mod dig, på samme måde som han har begået troløshed mod dig.« Den person, der omtales her, har ikke begået troløshed; han har blot inddrevet sin retmæssige fordring. Den troløse, der omtales i hadithen, tilraner sig derimod andres rettigheder.

Når dommeren kommer frem til en ny afgørelse: Når dommeren efter sin egen ijtihad, det vil sige grundige og omfattende overvejelser, afsiger en dom i en sag, og derpå kommer frem til en ny afgørelse, som er modsat den første, skal han ikke annullere den nævnte afgørelse. Ligeledes skal han ikke annullere en anden dommers afgørelse, når den forelægges ham, blot fordi han ikke bryder sig om den. Beviset herfor er den afgørelse vedrørende en kvinde, som Abd al-Razzaq har overleveret fra Umar ibn al-Khattab (ra.). Kvinden døde og efterlod sig en ægtemand, en mor, en far, to halvsøskende på faderens side og to halvsøskende på moderens side. Umar (ra.) gav halvsøskendene på faderens og moderens side samt de to halvsøskende på moderens side del i en tredjedel af arven. Da en mand så dette, sagde han til ham: »Det år, hvor De afgjorde en arvestrid, gav De dem ikke en sådan del.« Umar (ra.) sagde: »Den dag traf jeg afgørelse ud fra den dags omstændigheder, og i dag har jeg truffet afgørelse ud fra dagens omstændigheder.« Ibn al-Qayyim siger: Kaliffen traf i begge tilfælde afgørelse i overensstemmelse med det, han selvstændigt gennem sin ijtihad anså for sandt og rigtigt.

Et eksempel på domsafgørelser i islams tidlige periode: Abu Nu’aim nævner i sit værk Hilya: Ali ibn Abu Talib (ra.) fandt sin rustning hos en jøde. Jøden havde fundet den på vejen. Ali (ra.) genkendte straks rustningen. Han sagde: »Det er min rustning. Den faldt ned fra en askegrå kamel, som jeg havde.« Jøden sagde: »Rustningen er min, og den er i min besiddelse.« Derefter sagde jøden: »Lad os gå til en muslimsk dommer, så han kan afgøre striden mellem dig og mig.« De gik begge til dommeren Shurayh. Da Shurayh så Ali (ra.) komme, rejste han sig fra sin plads, og Ali (ra.) satte sig der. Derefter sagde Ali (ra.): »Hvis min modpart havde været muslim, ville jeg have sørget for, at han fik en plads på samme niveau som min. Men jeg har hørt Allahs Sendebud (sa.) sige: ’Lad ikke ikke-muslimer sidde på samme plads«

Da sagde Shurayh: »O de troendes leder, hvad ønsker De?« Ali (ra.) sagde: »Min rustning faldt ned fra en askegrå kamel, som jeg havde. Denne jøde fandt den derefter.« Shurayh sagde: »O jøde, hvad er din forklaring?«

Han sagde: »Den er min rustning, og den er i min besiddelse.«

Shurayh sagde: »O de troendes leder, De har talt sandt. Det er Deres rustning. Men der kræves to vidner i denne sag.«

Straks tilkaldte han Qanbar og Hasan, Alis søn, og de vidnede begge om, at rustningen tilhørte Ali (ra.).

Shurayh sagde: »Jeg godkender vidnesbyrdet fra Deres frigivne slave Qanbar. Men jeg kan ikke godkende, at Deres søn vidner til Deres fordel.« Ali (ra.) sagde: »Har De ikke hørt Umar ibn al-Khattab (ra.) sige, at Allahs Sendebud (sa.) har sagt: ’Hasan og Husayn er lederne for Paradisets unge’?«

Shurayh sagde: »Jo, det har jeg hørt.«

Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Vil I stadig ikke godkende vidnesbyrdet fra lederen af Paradisets unge mænd?« Derefter sagde han til jøden: »Værsgo, tag selv rustningen.«

Jøden sagde: »De troendes leder kom sammen med mig til muslimernes dommer, og dommeren afsagde dom til min fordel, og de troendes leder accepterede den. O de troendes leder, ved Allah, De er sandfærdig; dette er Deres rustning. Den var faldet fra en af Deres kameler, og jeg fandt den. Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Hans Sendebud.« Derefter forærede Ali (må Allah være tilfreds med ham) rustningen til jøden. Desuden gav han ham ni hundrede mønter. Senere kæmpede han på Alis (må Allah være tilfreds med ham) side i slaget ved Siffin og døde som martyr.

Det enogtresindstyvende kapitel: Krav og beviser

Definition: I shariaens terminologi betyder det at gøre krav på noget, der er i en andens besiddelse eller varetægt, som noget man selv har ret til. Den, der fremsætter kravet, kaldes sagsøger eller klager, mens den, som kravet rettes imod, kaldes sagsøgte eller anklagede. Hvis sagsøgeren forholder sig tavs om sit krav, regnes han ikke som kravstiller, og kravet opgives. Hvis den sagsøgte forholder sig tavs, opnår han ikke frifindelse.

Hvis krav er gyldige: Kun krav fremsat af en fri, mentalt rask, myndig person, som kan skelne mellem godt og ondt, er gyldige og kan tages i betragtning. Krav fra slaver, sindssyge, mentalt syge, børn og tåber kan ikke tages i betragtning. Disse betingelser er lige så nødvendige for den, der fremsætter kravet, som for den, der afviser kravet.

Et krav uden bevis har ingen værdi: For at underbygge et krav kræves der et bevis, som tydeliggør sandheden. Det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Hvis mennesker blot ved at fremsætte et krav fik det, de gjorde krav på, ville mange mennesker gøre krav på andre menneskers liv og ejendom – ja, på alt. Men den, som kravet rettes imod, har pligt til at aflægge ed.« (Ahmad, Muslim).

Det er sagsøgeren, der skal fremlægge beviset: Ansvaret for at bevise kravets berettigelse og sandhed påhviler sagsøgeren. Den sagsøgte eller anklagede er nemlig som udgangspunkt fri for ansvar og uskyldig. Det er udelukkende sagsøgerens ansvar at bevise hans skyld.

Al-Bayhaqi og al-Tabarani overleverer med en autentisk overleveringskæde, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Det er sagsøgerens ansvar at fremlægge bevis, mens det er den, der afviser kravet, der har ansvaret for at aflægge ed.

Betingelsen for, at beviset er afgørende: Betingelsen for et bevis er, at det skal være afgørende, sikkert og frit for tvivl. For et bevis, der bygger på formodninger, giver ingen sikkerhed. Allah siger:

وإِن الظَّي لا يُغْنِي مِنَ الْحَقِّ شَيْئًا»Formodninger har ingen værdi over for sandheden.« (Sura an-Najm, 28).

Det er berettet fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til en mand: »Kan du se solen?« Han svarede: »Ja.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Så aflæg vidnesbyrd som solen, ellers skal du lade være.«
Metoder til at bevise et krav: Der er fire metoder til at bevise et krav: 1. Tilståelse 2. Vidnesbyrd 3. Ed 4. Formelle bekræftede dokumenter. Hver af disse fire metoder har sine egne regler, som vi vil gennemgå udførligt én efter én.

Det 62. kapitel: Tilståelse

Definition: Tilståelse er, når den sagsøgte eller anklagede accepterer det krav eller den anklage, der er fremsat mod en person. Det er det stærkeste bevis for at bevise sagsøgerens krav som sandt. Derfor kaldes det »det bedste bevis«. Det kaldes også at vidne imod sig selv.

Tilståelsens gyldighed: De lærde er enige om, at tilståelse er fastslået som islamisk lovlig gennem Koranen og sunnaen. Den Højeste Allah siger i sura an-Nisa, vers 135:

يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُونُوا قَوْمِينَ بِالْقِسْطِ عُمَدَاءَ لِلَّهِ وَلَوْ عَلَى الْفُسِكُرْه

»I, der tror! Stå fast på retfærdighed som vidner for Allah, selv om det er imod jer selv eller imod jeres forældre og slægtninge.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til sin ledsager Unais (må Allah være tilfreds med ham): »O Unais, gå hen til denne mands hustru. Hvis hun tilstår, så sten hende.

Han sagde også: »Opret forbindelsen til den, der bryder forbindelsen med dig; behandl den, der behandler dig dårligt, godt; og tal retfærdigt, selv om det er imod dig.« (Al-Jami‘ as-Saghir, 5004).

Det er overleveret fra Abu Dharr, at han sagde: »Min ven, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rådede mig til at se på dem, der står under mig, og ikke på dem, der står over mig; at elske de fattige og holde mig nær til dem; at bevare stærke bånd til mine blodsbeslægtede, selv om de bryder forbindelsen med mig og påfører mig smerte; at tale sandt, selv om det er bittert; ikke at frygte nogens bebrejdelse på Allahs vej; ikke at bede nogen om noget; og ofte at sige لَا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِ»Der er ingen magt eller styrke undtagen ved Allah«, for det er en af Paradisets skatte.

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, afgjorde sager om drab, hudud-straffe og økonomiske tvister gennem bekendelser.

Betingelser for en gyldig bekendelse: Følgende betingelser er nødvendige for, at en bekendelse er gyldig: Den bekendende skal være ved sin fornuft, være myndig og afgive bekendelsen frivilligt. Han skal lovligt kunne disponere frit over sin egen ejendom, ikke afgive bekendelsen for sjov og ikke bekende noget umuligt. Derfor er en bekendelse fra en sindssyg, en mindreårig, en person, der er blevet tvunget til at bekende, en mentalt handicappet, en spøgefugl eller en person, der bekender noget, som er umuligt af natur eller ifølge fornuften, ikke gyldig. I sådanne tilfælde kan alle forstå, at hans bekendelse er falsk. Det er imidlertid ikke tilladt for dommeren at afsige dom eller træffe afgørelse på grundlag af en falsk forklaring.

Tilbagetrækning af en bekendelse: Når en bekendelse er gyldig, fordi alle betingelserne er opfyldt, bliver den bindende for den bekendende, og når den vedrører en persons interesse eller rettighed, er det ikke tilladt for ham at trække den tilbage. Hvis bekendelsen derimod vedrører en af Allahs rettigheder, såsom straffen for utugt eller alkoholindtagelse, er det tilladt at trække den tilbage. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Afskaff hudud-straffe på grund af tvivl.« Hadithen om Ma‘iz er tidligere blevet nævnt i kapitlet om hudud. Zahirī-skolen er imidlertid uenig i denne opfattelse. Ifølge dem er det under ingen omstændigheder tilladt at trække en bekendelse tilbage, uanset om den vedrører Allahs rettighed eller menneskers rettighed.

En bekendelse er et begrænset bevis: En bekendelse er et begrænset bevis. Den beviser ikke nogen andens involvering end den bekendendes egen. Hvis man ved sin bekendelse involverer en anden, godtages bekendelsen ikke imod denne anden. Vidneudsagn er derimod anderledes. Ved vidneudsagn kan en andens forbrydelse også bevises. Hvis en sagsøger gør krav gældende mod flere personer og siger, at de skylder ham et bestemt beløb, og nogle af disse personer erkender kravet, mens andre benægter det, er kravet kun bevist mod dem, der har bekendt, og ikke mod de øvrige. Hvis sagsøgeren derimod beviser sit krav gennem vidner, bliver kravet fastslået mod dem alle.

En bekendelse er udelelig: En bekendelse er en samlet erklæring. Det er ikke tilladt at acceptere en del af den og afvise en anden del.

Bekendelse af gæld: Når en person erkender, at han skylder en af sine arvinger noget, er bekendelsen, hvis den blev afgivet under den sygdom, som han lå på sit dødsleje med, ikke gyldig, før de øvrige arvinger bekræfter den. Hans sygdomstilstand kan nemlig tyde på, at han med denne bekendelse har ønsket at berøve sine arvinger deres rettigheder. Hvis han derimod afgav bekendelsen, mens han var rask, er den gyldig. I så fald er muligheden for, at han har ønsket at berøve arvingerne deres rettigheder, kun en fjern mulighed og ren indbildning, som ikke kan forhindre bekendelsens retsvirkning.

Ifølge den shafiitiske madhhab er en rask persons bekendelse gyldig, eftersom der ikke er nogen hindring, når betingelserne for gyldighed er fuldt ud til stede. Hvis en person under sygdommen før sin død bekender noget til fordel for en ikke-arving, er bekendelsen gyldig. Nogle siger, at det skal gives fra en tredjedel. Hvis han derimod har afgivet en bekendelse til fordel for en arving, er bekendelsen gyldig; dette er den fremherskende opfattelse i den shafiitiske madhhab. Det skyldes, at bekendelsen er afgivet på et tidspunkt i hans liv, hvor selv løgneren taler sandt, og synderen angrer. I denne ekstreme situation synes det umiddelbart klart, at den bekendende har afgivet bekendelsen oprigtigt og ikke har til hensigt at berøve nogen deres ret. Nogle shafiitiske lærde anser den dog for ugyldig, fordi han muligvis kan have til hensigt at berøve nogle af arvingerne deres ret. De siger også, at hvis han i rask tilstand afgiver en bekendelse til fordel for én person og under sygdommen til fordel for en anden, skal de to fordele de respektive andele mellem sig; den første skal ikke gives forrang. Imam Ahmad siger: Det er ikke tilladt for en syg person at afgive en bekendelse til fordel for en arving. Imam al-Awza‘i og en gruppe lærde anser det for tilladt for en syg person at afgive en bekendelse til fordel for en arving vedrørende en del af ejendommen. Det skyldes, at det ligger meget fjernt at nære en dårlig mistanke til en person, hvis død er nær. Shariaens bestemmelser bygger på de ydre omstændigheder. Derfor bør hans bekendelse ikke tilsidesættes med henvisning til en mulig antagelse. Hans sag overlades til Allah.

Det tresogtresindstyvende kapitel: Vidnesbyrd

Definition: Vidnesbyrd er synonymt med det arabiske ord ‘shahadah’. Dets sproglige betydning er at se. Eftersom et vidne viderebringer til andre, hvad han ser eller ved, kaldes hans udsagn et vidnesbyrd. I shariaens terminologi er vidnesbyrd derfor at fremsætte det, en person har fået kendskab til, gennem formuleringer som ‘jeg vidner’ eller ‘jeg har vidnet’ og lignende. Et vidne er den, der bærer eller fremsætter et vidnesbyrd, fordi han fremsætter og meddeler det, som andre ikke ved.

Det er ugyldigt at vidne uden viden: Det er ikke tilladt for en person at vidne om noget uden at have viden om det. Et vidne kan få viden om det, han skal vidne om, gennem at have set det med egne øjne, hørt det eller gennem en så udbredt berømmelse, at den frembringer viden eller en stærk antagelse.

Ifølge den shafiitiske madhhab er det tilladt at afgive vidnesbyrd på grundlag af udbredt berømmelse i følgende tilfælde: slægt, fødsel, død, frigivelse, arv, værgemål, waqf, al, ægteskab, andre forhold vedrørende ægteskab, hvorvidt en person anses for retskaffen eller uretfærdig, testamente, forstand, åndssvaghed og ejerskab. Ifølge Imam Abu Hanifah er det kun tilladt at afgive vidnesbyrd på grundlag af udbredt berømmelse i disse fem forhold: ægteskab, ægtefællernes afsondrede samvær efter ægteskabet, slægt, død og tildeling af domsmyndighed. Ifølge Imam Ahmad og nogle shafiitiske faqih er det tilladt at afgive vidnesbyrd på grundlag af udbredt berømmelse i syv tilfælde: ægteskab, slægt, død, frigivelse, arv, waqf og ejerskab.

Shariaens bestemmelse om vidnesbyrd: Når en person, der har oplysninger, som kan tjene som vidnesbyrd, bliver kaldt til at vidne, og der er risiko for, at en persons ret går tabt, hvis han ikke vidner, er det en individuel pligt (fard ayn) at vidne. Selv hvis han ikke bliver kaldt, er det obligatorisk (wajib) at vidne, når der er risiko for, at en ret går tabt. Allah siger i al-Baqarah, vers 283: ‘Skjul ikke vidnesbyrdet. Den, der skjuler det, har et syndigt hjerte.’ Han siger i al-Talaq, vers 2: ‘Aflæg vidnesbyrd for Allah.’ I en sahih-hadith står der: ‘Hjælp din bror, hvad enten han er undertrykker eller undertrykt.’ Ved at vidne hjælper man ham.
Zayd ibn Khalid beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: ‘Skal jeg fortælle jer, hvem der er det bedste vidne? … Den, der afgiver vidnesbyrd, før han bliver bedt om det.’

Det er dog kun obligatorisk at vidne, når han er i stand til at gøre det uden at skade sin egen krop, ære, ejendom eller familie. Allah siger i al-Baqarah, vers 282: ‘Ingen skriver eller vidner må skades.’

Når der er mange vidner, og der ikke er risiko for, at nogens ret går tabt, er det anbefalelsesværdigt (mustahabb) at aflægge vidnesbyrd. I så fald er der ingen synd i ikke at vidne. Når hele retssagen afhænger af en persons vidnesbyrd, er det forbudt (haram) at tage betaling for at vidne. Hvis det imidlertid er vanskeligt at gå til fods, er det tilladt at tage betaling for transporten. Når retssagen ikke afhænger af en persons vidnesbyrd, er det tilladt at tage betaling.
Betingelserne for at antage vidnesbyrd: De nødvendige betingelser for at antage et vidnesbyrd er:

1. At vidnet er muslim: Derfor accepteres en ikke-muslims vidnesbyrd mod en muslim ikke, undtagen ved et testamente under en rejse. I dette tilfælde anser imam Abū Ḥanīfa, dommeren Shurayḥ, Ibrāhīm al-Nakhaʿī og al-Awzāʿī en ikke-muslims vidnesbyrd mod en muslim for tilladt. For Allah siger i sūra al-Māʾida, vers 106 og 107:

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا شَهَادَةً بَيْنِكُمْ إِذَا حَضَرَ أَحَدَكُمُ الْمَوْتِ مِيْنَ الْوَمِيَّةِ الَّتِي ذَوَا عَدْلٍ مِّنْكُمْ أَوْ أَمَانِ من غَيْرِكُمْ إِنْ أَنْتُمْ ضَرَبْتُمْ فِي الْأَرْضِ فَأَصَابَتْكُمْ مُّصِيبَةُ الْمَوْسِ ، تَحْبِسُولَهُمَا مِنْ بَعْدِ الصَّلوة فَيُقْسِي بِاللَّهِ إِنِ ارْتَبْتُمْ لَا

تَشْتَرِى بِهِ ثَمَنًا وَلَوْ كَانَ ذَاقْرَبَى لَا وَلَا نَكْتُمُ شَهَادَةَ اللَّهِ إِنَّا إِذَا لَمِنَ الألمين، فَإِن عَشرَ عَلَى أَنَّهُمَا اسْتَعَقَّا إِنَّمَا فَاعَونِ يَقُوْمِي مَقَامَهُمَا مِنَ الَّذِينَ اسْتَحَقُّ عَلَيْهِمُ الْأَوْلَيْنِ فَيُقْسِي بِاللَّهِ لَشَهَادَتَ

ا أَحَقُّ مِنْ شَهَادَتِهِمَا وَمَا اعْتَدَيْنَا إِنَّا إِذًا لَمِنَ الظَّلِمِ

»O I, der tror! Når døden nærmer sig en af jer, skal to retfærdige mænd blandt jer være vidner til testamentet. Hvis I er på rejse, og dødens ulykke rammer jer, skal I tage to andre vidner end jer selv. Hvis I er i tvivl, skal I holde dem begge tilbage efter bønnen, og de skal sværge ved Allah og sige: Vi ønsker ikke at modtage nogen betaling for dette, selv om det skulle være en slægtning, og vi vil ikke skjule Allahs vidnesbyrd. Hvis vi gjorde det, ville vi være blandt synderne. Men hvis det bliver kendt, at de to har gjort sig skyldige i en synd, skal to andre, de nærmeste blandt dem, hvis interesser er blevet skadet, træde i deres sted, og de skal sværge ved Allah og sige: Vores vidnesbyrd er sandere end deres vidnesbyrd, og vi har ikke overskredet grænsen. Hvis vi gjorde det, ville vi sandelig være blandt de uretfærdige.«

På samme måde accepterer hanafitterne ikke-muslimers vidnesbyrd mod ikke-muslimer. For Allahs Sendebud, fred være med ham, lod to jøder stene, fordi to jøder havde vidnet om utugt.

Imam al-Shaʿbī fortæller: En muslims død nærmede sig i Daqūqā. Der fandtes ingen muslim, som kunne være vidne til hans testamente, så han tog derfor to bogfolk som vidner. Senere kom disse to vidner til Kūfa og gik til Abū Mūsā al-Ashʿarī. De fortalte ham om hans testamente og afleverede hans efterladte ejendele til ham. Al-Ashʿarī sagde: Dette er en sag, som ikke er hændt siden den begivenhed, der fandt sted på Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid. Derefter lod han dem aflægge ed efter ʿaṣr-bønnen på, at de hverken havde begået noget tillidsbrud, løjet, ændret noget eller skjult noget, og at dette var den afdødes testamente og efterladte ejendele. Derefter accepterede han deres vidnesbyrd.

Al-Khaṭṭābī siger: Dette viser, at dhimmīers vidnesbyrd om en muslims testamente, især under en rejse, accepteres. Imam Aḥmad siger: Dhimmīers vidnesbyrd accepteres kun i et sådant tilfælde på grund af tvingende nødvendighed, og ikke i andre tilfælde. Imam al-Shāfiʿī og Mālik siger: Uanset om det drejer sig om et testamente under en rejse eller noget andet, accepteres en ikke-muslims vidnesbyrd mod en muslim under ingen omstændigheder. Ifølge dem er disse to vers — det vil sige versenes bestemmelse — ophævet.

Vidnesbyrd fra en dhimmī for en dhimmī: Der er uenighed om vidnesbyrd fra en dhimmī for en dhimmī (en ikke-muslims vidnesbyrd for en anden ikke-muslim). Imam al-Shāfiʿī og imam Mālik siger: En ikke-muslims vidnesbyrd accepteres hverken i en sag vedrørende en muslim eller en vantro. Imam Aḥmad siger: Indbyrdes vidnesbyrd blandt Skriftens folk accepteres ikke i sager, der vedrører hinanden. Hanafitterne siger: Deres indbyrdes vidnesbyrd er gyldigt, og alle vantro tilhører samme fællesskab.

Imam al-Shaʿbī, Ibn Abī Laylā og Isḥāq siger: En jødes vidnesbyrd i en sag vedrørende en jøde er gyldigt. Men det er ikke gyldigt i en sag vedrørende en kristen eller en ildtilbeder. Det skyldes, at disse er forskellige religioner. En tilhænger af én religion kan ikke aflægge gyldigt vidnesbyrd i en sag vedrørende en tilhænger af en anden religion.

2. Redelighed: Dette er en yderligere egenskab ud over islam, som vidnerne nødvendigvis må besidde, så redelige vidner får forrang frem for uærlige vidner, og mennesker, der er vant til at lyve, ikke kan aflægge vidnesbyrd. For Allah siger:

وَاحْمِدُوا نَوَى عَدْلٍ مِنْكُمْ وَأَقِيمُوا الشَّهَادَةَ لِلَّهِ.

»Tag to retfærdige mænd blandt jer som vidner. Og vær retfærdige i vidnesbyrdet for Allah.« (Sura al-Ṭalāq, vers 2)

ل مين ترضون من الشهداء»blandt vidnerne, som I er tilfredse med« (Sura al-Baqara, 282).

يَأْيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِنْ جَاءَكُمْ فَاسِقٌ بِنَبًا فَتَبِينُوا»O I, der tror! Hvis en synder kommer til jer med en meddelelse, så undersøg den grundigt …« (Sura al-Ḥujurāt, 6)

Abū Dāwūd beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »En forræders og en forræderindes samt en utugtigs og en utugtigkvindes vidnesbyrd er ikke gyldigt.« Derfor accepteres vidnesbyrdet fra en løgner, en person, der er kendt for umoralsk og dårlig opførsel, eller en synder ikke. Denne betydning af redelighed er den bredt accepterede. Imam Abū Ḥanīfa siger: For at et vidne kan anses for redeligt, er det tilstrækkeligt, at han udadtil er muslim, og at der ikke viser sig noget, som strider mod hans anstændighed og gode omdømme. Dette gælder dog ved afgørelse af økonomiske tvister og er ikke tilstrækkeligt i sager om ḥudūd, det vil sige straffesager. Hvad angår ægteskab, tillader han en fāsiqs vidnesbyrd og siger: Et ægteskab kan indgås på grundlag af to fāsiqers vidnesbyrd. Ifølge den malikitiske retsskole kan der i nødstilfælde også dømmes på grundlag af uærlige menneskers vidnesbyrd, og i mindre sager accepteres vidnesbyrdet fra personer, hvis redelighed eller uærlighed ikke er kendt. Juristerne siger: Det er nødvendigt, at et vidne reelt følger islam og er anstændigt. For reelt at følge islam er det tilstrækkeligt at udføre de obligatoriske og frivillige handlinger, afholde sig fra det forbudte og hverken begå store synder eller gentage små synder. Anstændighed betyder, at man i ord og handling gør det, der er passende, og afholder sig fra det, der er upassende. En synders vidnesbyrd accepteres, hvis han angrer. Alle jurister er enige om dette. Imam Abū Ḥanīfa siger dog: Hvis grunden til, at han er kendt som en synder, er, at han har fremsat en falsk anklage mod nogen, accepteres hans vidnesbyrd ikke. For Allah siger …

وَالَّذِينَ يَرْمُونَ الْمُحْصَنَسِ لَمْ لَمْ يَأْتُوا بِأَرْبَعَةِ شُهَدَاءَ فَاجْلِلٌ وَهُمْ لَيْنِيْنَ جَلْدَةٌ وَلَا تَقْبَلُوا لَهُمْ شَهَادَةً أَبَدًا وَأُولَئِكَ هُمُ الْفَسِقُونَ

De, der beskylder kyske kvinder uden at føre fire vidner, skal piskes firs gange, og deres vidnesbyrd skal aldrig accepteres. Det er dem, der er ulydige. (Sura an-Nur, 4).

3, 4. At være myndig og ved sine fulde fem: Ligesom ærlighed og retskaffenhed er betingelser for, at et vidnesbyrd kan accepteres, er myndighed og sund fornuft ligeledes betingelser for ærlighed. Derfor accepteres et barns vidnesbyrd ikke, selv om det vidner om et andet barn som sig selv. På samme måde accepteres en sindssyg eller mentalt handicappet persons vidnesbyrd ikke, for deres vidnesbyrd kan ikke frembringe den overbevisning, på grundlag af hvilken der kan afsiges dom. Imam Malik tillod, at børns vidnesbyrd blev accepteret i sager om tilskadekomst, så længe de ikke var gået hver til sit og ikke afgav modstridende forklaringer. Abdullah ibn az-Zubair tillod ligeledes børns vidnesbyrd under tilsvarende betingelser. På samme måde accepterede sahabaerne og Medinas fuqaha børns vidnesbyrd i tilfælde, hvor de havde såret hinanden under leg, og dette er den stærkeste opfattelse. For voksne er sædvanligvis ikke til stede, når børn leger. Hvis deres vidnesbyrd i sådanne tilfælde ikke blev accepteret, og kvinders vidnesbyrd alene heller ikke blev accepteret, ville mange menneskers rettigheder og retmæssige krav gå tabt og blive tilsidesat. Almindelige mennesker nærer imidlertid en stærk formodning eller fast overbevisning om deres sandfærdighed. Især når børnene kommer samlet, før de spredes og vender tilbage til deres hjem, og alle afgiver den samme forklaring om en hændelse; den overbevisning, deres vidnesbyrd da frembringer, er langt stærkere end den, der frembringes af to mænds vidnesbyrd. Dette kan ikke benægtes. Den islamiske sharia er et fuldkomment og ærefuldt regelsæt, der sikrer menneskers interesser og velbefindende i denne verden og i det hinsidige. Derfor kan man ikke forestille sig, at den skulle tilsidesætte og ødelægge en så ubestridelig ret, selv om der foreligger klare og ubestridelige beviser.

5. Taleevne: Et vidne skal nødvendigvis være i stand til at tale. Hvis han er stum, accepteres hans vidnesbyrd ikke, selv om han udtrykker sin mening med tegn, og tegnene er forståelige. Men hvis han afgiver sit vidnesbyrd skriftligt med egen hånd, accepteres det ifølge Imam Ahmad og Imam Abu Hanifa samt ifølge den pålidelige overleverede opfattelse fra Imam ash-Shafi’i.

6. Hukommelse: Vidnesbyrdet fra en person, hvis hukommelse er kendt for at være svag, og som begår mange fejl, accepteres ikke. Det samme gælder en uopmærksom person.

7. Ikke at være anklaget eller under mistanke: Et vidnesbyrd fra en person, der er anklaget eller under mistanke på grund af fjendskab eller kærlighed, accepteres ikke. Umar ibn al-Khattab, dommeren Shurayh, Umar ibn Abd al-Aziz, Abu Thawr, Ibn al-Mundhir og én af de to overleverede opfattelser fra Imam ash-Shafi’i mener imidlertid, at en fars vidnesbyrd for sit barn og et barns vidnesbyrd for sin far accepteres, så længe de begge er ærlige, retskafne og egnede som vidner. Et fjendes vidnesbyrd mod en fjende accepteres derimod ikke, når deres fjendskab er verdsligt, for i så fald er vidnet anklaget og under mistanke. Hvis fjendskabet derimod er religiøst, giver det ikke anledning til mistanke, eftersom islam forbyder falsk vidnesbyrd. Der er derfor ingen grund til mistanke i dette tilfælde. På samme måde er en fars vidnesbyrd til fordel for sit barn og et barns vidnesbyrd til fordel for sin far ikke gyldigt. Vidnesbyrd afgivet imod dem accepteres imidlertid. Det samme gælder en mors vidnesbyrd for sin søn og en søns vidnesbyrd for sin mor. Det samme gælder også en husstands tjeners vidnesbyrd, når husstandens overhoved sørger for hans underhold. Disse vidnesbyrd accepteres ikke, fordi vidnerne er under mistanke. Aisha beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ‘Vidnesbyrd fra en troløs mand eller kvinde og fra en, der nærer had, mod hans muslimske bror accepteres ikke. På samme måde accepteres en fars vidnesbyrd for sit barn eller et barns vidnesbyrd for sin far ikke.’

Fjendskab kommer til udtryk gennem ord og handlinger. Et af fjendskabets tegn er at glæde sig over fjendens ulykker, at blive bedrøvet over fjendens glæde og at ønske alt muligt ondt for fjenden. Faqiherne nævner falske beskyldninger, tvungen tilegnelse og ulovlig besættelse af ejendom, drab og røveri som nogle af fjendskabets årsager. Derfor accepteres det ikke, hvis ejeren af en ulovligt besat ejendom vidner mod den, der har besat den, hvis den person, der er blevet udsat for en falsk beskyldning, vidner mod den, der fremsatte beskyldningen, hvis ejeren af stjålne ejendele vidner mod tyven, eller hvis den dræbtes arvinger vidner mod drabsmanden.

Ahmad og Abu Dawud beretter fra Amr ibn Shuayb, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ‘Vidnesbyrd fra en troløs mand, en troløs kvinde eller en, der nærer had, mod en muslim accepteres ikke, og en husstands tjeners vidnesbyrd til fordel for husstandens overhoved accepteres ikke.’ Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde også: ‘Ingen sagsøgers eller sagsøgtes vidnesbyrd mod hans modpart accepteres.’

En mands og en hustrus vidnesbyrd accepteres ikke til fordel for hinanden, eftersom der her er mulighed for mistanke om partiskhed. For i sådanne tilfælde forekommer nepotisme ofte. Imam Malik, Ahmad og Abu Hanifa følger denne opfattelse. Imam al-Shafi‘i, Abu Thawr og Hasan mener derimod, at ægtefællers vidnesbyrd til fordel for hinanden kan accepteres. Slægtninges vidnesbyrd til fordel for hinanden, såsom en brors vidnesbyrd for en bror, er gyldigt. På samme måde er en vens vidnesbyrd for en ven gyldigt. Ifølge imam al-Tirmidhi er den hadith, hvori det siges, at en slægtnings vidnesbyrd for en slægtning er ugyldigt, ikke sahih. Imam Malik siger: En adskilt brors vidnesbyrd for sin bror og en vens vidnesbyrd for sin ven accepteres ikke.

Vidnesbyrd fra en person med ukendt karakter: Vidnesbyrdet fra en person, hvis karakter ikke er kendt, accepteres ikke. En mand afgav vidnesbyrd hos Umar (må Allah være tilfreds med ham), og han sagde til ham: »Jeg kender dig ikke.« Manden sagde: »Det skader dig ikke, at du ikke kender mig. Tag en, der kender dig, med.«

En blandt de tilstedeværende sagde: »Jeg kender ham.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvordan kender du ham?«

Han sagde: »Gennem hans ærlighed og ædelhed.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Er han din nærmeste nabo, så du kender ham dag og nat og ved, hvor han går hen, og hvorfra han kommer?« Han sagde: »Nej.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Har du da haft nogen økonomiske transaktioner med ham, hvorigennem hans gudsfrygt kunne konstateres?« Han sagde: »Nej.«

Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Har han da nogensinde rejst sammen med dig, så du kunne lære hans gode karakter at kende?«

Han sagde: Nej.

Umar sagde: Så kender du ham slet ikke.

Derefter sagde han til vidnet: Gå hen og tag en person med, som kender dig.

Ibn Kathir siger, at imam al-Baghawi overleverer hadithen med en hasan-isnad.

Nomadens vidnesbyrd vedrørende byboen: Imam Ahmad, en gruppe af hans elever, Abu Ubayd og ifølge en overlevering imam Malik er af den opfattelse, at en nomades vidnesbyrd vedrørende en bybo ikke kan godtages. Abu Hurayra overleverer, at Allahs Sendebud sagde: »En nomades vidnesbyrd vedrørende en bybo kan ikke godtages.« (Abu Dawud, Ibn Majah).

Grunden til, at nomadens vidnesbyrd afvises, er, at han lever under yderst vanskelige forhold, er uvidende og kun sjældent bevidner, hvad der foregår i bebyggelserne. Derfor er hans vidnesbyrd ikke pålideligt.

Men den korrekte opfattelse er, at hvis han er ærlig og retskaffen samt muslim, skal hans vidnesbyrd godtages. Koranen skelner ikke mellem byboen og nomaden, når det gælder godtagelsen af en retskaffen persons vidnesbyrd. At han er nomade, svarer til at være indbygger i en anden by. Dette er imam al-Shafi’is og flertallet af juristers opfattelse.

Den hadith, som Abu Hurayra har overleveret, handler om en uvidende person, og ikke alle nomader er omfattet af den. Allahs Sendebud godtog nemlig en nomades vidnesbyrd om observationen af nymånen.

Den blindes vidnesbyrd: Hvis en blind kan genkende mennesker ved at høre deres stemmer, er den blindes vidnesbyrd ifølge imam Malik og imam Ahmad gyldigt i forbindelse med ægteskab, skilsmisse, salg, leje, slægtskab, waqf, ejerskab, bekendelser og lignende, uanset om hændelsen blev ham bekendt, efter at han var blevet blind, eller før.

Ibn al-Qasim siger: Jeg spurgte imam Malik om en person, der fra bag en mur hører sin nabos tale, men ikke kan se ham, og hører ham skille sig fra sin hustru og kan genkende hans stemme: Vil hans vidnesbyrd i denne sag være gyldigt? Imam Malik svarede: Det vil være gyldigt.

Ifølge den shafiitiske madhhab accepteres den blindes vidnesbyrd ikke, bortset fra i fem tilfælde: slægtskab, dødsfald, ejerskab, oversættelse og det, som han blev bekendt med før sin blindhed.

Imam Abu Hanifa siger: Den blindes vidnesbyrd accepteres slet ikke.

Det mindste antal vidner: Vidnesbyrd kan vedrøre økonomiske rettigheder, legemlige rettigheder eller hudud og qisas. For hvert af disse områder har sharia fastlagt, hvor mange vidner der som minimum er nødvendige for at bevise et krav. Nedenfor omtales hvert af dem:

Hvor fire vidner er nødvendige: For straffen for utugt er mindst fire mandlige vidner nødvendige.

Ifølge den zahiriske madhhab kan to kvinders vidnesbyrd træde i stedet for hver enkelt mands vidnesbyrd. Ifølge deres opfattelse accepteres også udelukkende otte kvinders vidnesbyrd.
Allah siger:

وَالَّتِي يَأْتِينَ الْفَاحِشَةَ مِنْ تَسَادِكُمْ فَاسْتَحْمِلُوا عَلَيْهِنَّ أَرْبَعَةٌ مِنْكُمْ

Blandt jeres kvinder, som begår utugt, skal I indkalde fire vidner blandt jer imod dem.’ (Sura an-Nisa, 15).

وَالَّذِينَ يَرْمُونَ الْمُحْصَنَتِ ثُمَّ لَمْ يَأْتُوا بِارْبَعَةِ عُمَدَاءَ فَاجْلِدُ وَهُمْ تَمِنِينَ جَلْدَةٌ

De, der beskylder kyske kvinder og ikke fremfører fire vidner, skal piskes firs slag.’ (Sura an-Nur, 4).

ا لَوْلَا جَاءَ وَ عَلَيْهِ بِأَرْبَعَةِ عُمَدَاءَHvorfor fremførte de ikke fire vidner i denne sag?’ (Sura an-Nur, 13).

Nødvendigheden af tre vidner: Hanbali-juristerne siger: Hvis en person, der er kendt for at være velstående, hævder at være ubemidlet for at modtage zakat, accepteres hans påstand ikke uden tre vidner. Til støtte for deres synspunkt fremfører de denne hadith fra Qubaysah ibn Mukhariq: Qubaysah ibn Mukhariq al-Hilali, må Allah være tilfreds med ham, siger: Jeg havde påtaget mig ansvaret for at betale blodpenge. Derfor kom jeg til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, og bad ham om hjælp til dette. Han sagde: Vent lidt, indtil der kommer zakat til os; så vil jeg bede om, at der gives dig noget af den.’ Derefter sagde han: O Qubaysah, det er kun tilladt at bede om hjælp for en af tre personer: Den første er den, der er blevet pålagt at betale blodpenge eller en bøde. Det er tilladt for ham at bede om hjælp, så han kan frigøre sig fra denne forpligtelse og derefter leve afholdende. Den anden er den, hvis ejendom er blevet ødelagt, fordi en ulykke har ramt ham. Det er tilladt for ham at bede om hjælp, så han kan skaffe sig et levebrød eller mulighed for at tjene til livets ophold. Den tredje er den, der er så plaget af mangel på mad, at tre fornuftige mænd fra hans stamme vidner om, at den pågældende lider af fødevaremangel. Også denne person må bede om hjælp, så han kan skaffe sig et levebrød eller mulighed for at tjene til livets ophold. O Qubaysah, al anden form for hjælp, der søges eller modtages, er ulovlig.’ (Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i).

Vidnesbyrd fra kun to mænd: I alle sager vedrørende rettigheder og hudud accepteres kun vidnesbyrd fra to mænd. Ingen kvindes vidnesbyrd accepteres. Kun i tilfælde af utugt kræves fire vidner. Med hensyn til hudud er kvinders vidnesbyrd ugyldigt ifølge alle madhhabers jurister undtagen den zahiriske madhhab. Allah siger om skilsmisse: ‘Tag to retfærdige mænd blandt jer som vidner.’ (Sura at-Talaq, 2).

Bukhari og Muslim beretter, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde til Aisha: ‘Enten har du to vidner, eller også må han aflægge ed…..’

Vidnesbyrd fra to mænd eller én mand og to kvinder: Den Mægtige og Ophøjede Allah siger i Sura al-Baqara, vers 282:

واسْتَشْهِدُوا عَمِيدَ بْنِ مِنْ رِجَالِكُمْ فَإِن لَّمْ يَكُونَا رَجُلَيْنِ فَرَجَلٌ و امراتي مِينَ تَرْضَوْنَ مِنَ السَّمَدَاءِ أَن تَضِلُّ إِحْدَاهُمَا فَتُلَ كَرَ إِحْدهُمَا الأخرى

‘Blandt de vidner, som I godkender, skal I udvælge to mandlige vidner. Hvis der ikke findes to mænd, så én mand og to kvinder. Hvis den ene af kvinderne tager fejl, skal den anden minde hende om det.

Denne ordning gælder for alle økonomiske transaktioner, såsom handel, lån, leje, pant, erkendelser og uretmæssig tilegnelse. Ifølge den hanafitiske madhhab kan en kvindes vidnesbyrd sammen med en mands vidnesbyrd godtages i alle økonomiske transaktioner, i ægteskab, skilsmisse og alle andre forhold, bortset fra hudud og qisas. Imam Ibn al-Qayyim gav denne opfattelse forrang og sagde: ‘Når shariaen har gjort det tilladt at godtage kvinders vidnesbyrd ved gældsdokumenter, der er udfærdiget af mænd, og som hovedsageligt udfærdiges i mænds forsamlinger, så er det endnu mere passende og tilladeligt at godtage kvinders vidnesbyrd ved de forsamlinger, hvor mange kvinder samles, såsom ved testamenter og ceremonier i forbindelse med tilbagekaldelig skilsmisse.’

Ifølge Imam Malik, Imam al-Shafi’is og mange andre faqihers opfattelse kan kvinders vidnesbyrd godtages, især i økonomiske forhold og transaktioner. Men ved begivenheder som hudud, qisas, ægteskab og skilsmisse, der har forbindelse til legemlige forhold, godtages kvinders vidnesbyrd ikke. Hvad angår legemlige forhold, der udelukkende regnes for økonomiske forhold, såsom fuldmagt og testamente, er der uenighed. Nogle siger, at der i sådanne tilfælde skal godtages én mand og to kvinders vidnesbyrd. Andre siger, at ingen kvindes vidnesbyrd godtages, men kun to mænds vidnesbyrd. Om årsagen til, at kvinders vidnesbyrd godtages i udelukkende økonomiske forhold, men ikke i andre forhold, siger Imam al-Qurtubi: ‘Da antallet af måder og kilder til at erhverve rigdom er stort, og uregelmæssigheder og uærlighed ofte forekommer i dem, har Allah udvidet midlerne til at styrke økonomiske forhold. Han har undertiden styrket og konsolideret deres grundlag ved at få transaktioner nedskrevet, undertiden ved at have vidner til dem og undertiden ved at stille krav om pant og erstatning; og i alle disse forhold har Han givet kvinder adgang sammen med mænd.’

En enkelt mands vidnesbyrd: Vidnesbyrdet fra én retskaffen og retfærdig mand godtages i tilbedelseshandlinger såsom adhan, bøn og faste. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ‘Jeg meddelte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at jeg alene havde set nymånen. Derfor fastede han og befalede folk at faste.’

Desuden har hanafitiske faqihs fastslået, at én mands vidnesbyrd godtages i nogle andre særlige tilfælde, såsom en lærers vidnesbyrd i spørgsmål vedrørende børn, enhver retskaffen mands vidnesbyrd i en tvist om fødsel, en eksperts vidnesbyrd om en ødelagt genstand, en retskaffen mands vidnesbyrd ved udvælgelse og afhøring af vidner samt en retskaffen mands vidnesbyrd om fjernelse af en repræsentant og om en mangel ved en solgt genstand. Der er uenighed blandt faqihs om oversættelsen foretaget af én retskaffen oversætter.

Imam Malik, Imam Abu Hanifa og Imam Abu Yusuf støtter, at hans oversættelse godtages. Men de øvrige imamer samt Muhammad ibn al-Hasan siger: ‘Oversættelse er som vidnesbyrd. Én oversætter er ikke tilstrækkelig.’ Nogle faqihs har godtaget én sandfærdig mands vidnesbyrd, blandt dem Ibn al-Qayyim. Han siger: ‘Sagen er, at alt, der tydeligt fremlægger sandheden, regnes som vidnesbyrd og bevis. Når sandheden først er blevet åbenbaret, uanset gennem hvilket middel, har Allah ikke gjort den ugyldig. Tværtimod er Allahs og Sendebuddets afgørelse, hvis afgørelse ingen andens afgørelse har nogen værdi ved siden af, at sandheden skal gennemføres, når den end afsløres gennem et hvilket som helst middel, og at det er haram at gøre den ugyldig og tilsidesætte den.’

Imam Ibn al-Qayyim siger videre: ‘Når dommeren er overbevist om sandfærdigheden hos et mandligt vidne, kan han afsige dom på grundlag af hans vidnesbyrd i alle sager bortset fra hudud. Allah har på ingen måde gjort det obligatorisk for dommere, at de kun må afsige dom på grundlag af to vidner. Han har blot befalet den, der har et krav, at fremskaffe to mandlige vidner eller én mand og to kvindelige vidner for at sikre sig sin ret. Dette beviser ikke, at dommeren ikke må afsige dom på grundlag af færre vidner. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har tværtimod selv undertiden afsagt dom på grundlag af en enkelt vidnes ed og undertiden alene på grundlag af ét vidnes vidnesbyrd.’

Derfor er den vej, som dommeren kan følge i sin domsafsigelse, bredere end de veje, som Allah har pålagt at tage i brug for at sikre den rettighedshavende hans ret. Eksempelvis godtog Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – vidnesbyrdet fra blot én beduin om nymånens fremkomst, han godtog vidnesbyrdet fra én vidne i sager om plyndrede ejendele, og i spørgsmål, hvor ingen mænd kendte de korrekte oplysninger bortset fra kvinder, godtog han vidnesbyrdet fra én pålidelig kvinde. Han godtog Khuzaymas ene vidnesbyrd som svarende til to mænds vidnesbyrd og sagde: »Den, for hvem Khuzayma vidner, har ikke brug for mere end det.«

Dette var ikke begrænset til Khuzayma; blandt ledsagerne var situationen den samme for dem, der stod på niveau med ham eller var bedre end ham. Hvis Abu Bakr, Umar, Uthman, Ali eller Ubayy ibn Kaʿb – må Allah være tilfreds med dem – havde aflagt vidnesbyrd, ville det have haft større vægt end Khuzaymas ene vidnesbyrd. Imam Abu Dawud gav et kapitel i sin hadith-samling titlen: »Når dommeren er overbevist om sandfærdigheden hos ét eneste vidne, kan han dømme på grundlag af det.«

Vidnesbyrd om et barns amning: Ifølge Ibn Abbas og Ahmad godtages ammens ene vidnesbyrd. Imam al-Bukhari beretter nemlig, at da Uqba ibn al-Harith giftede sig med Umm Yahya, kom en kvinde og sagde: »Jeg har ammet jer begge.« Da Uqba spurgte Sendebudet – Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde han: »Hvordan kan ægteskabet fortsætte, når dette er blevet sagt?« Straks skilte Uqba sig fra kvinden, og hun giftede sig med en anden mand. Hanafi-juristerne siger, at der også ved amning kræves to vidner, og at ammens ene vidnesbyrd ikke er tilstrækkeligt. Ifølge Imam Malik kræves to kvinders vidnesbyrd. Imam al-Shafiʿi siger, at ammens vidnesbyrd sammen med tre andre kvinders vidnesbyrd kan godtages på betingelse af, at hun ikke må kræve betaling. Deres forklaring af Uqbas hadith er, at det er anbefalelsesværdigt, og at den tilskynder til at holde sig fra tvivlsomme forhold.

Vidnesbyrd om, at barnet græd ved fødslen: Ibn Abbas – må Allah være tilfreds med ham – godkendte, at jordemoderens ene vidnesbyrd om, hvorvidt barnet havde grædt ved fødslen, blev godtaget. al-Shaʿbi og Ali – må Allah være tilfreds med ham – godkendte det også, og Ali samt Shurayh afsagde domme i overensstemmelse hermed. Ifølge Imam Malik kræves der også i dette tilfælde to kvinders vidnesbyrd. Imam al-Shafiʿi godtager kvinders vidnesbyrd i denne sag, men stiller krav om vidnesbyrd fra fire kvinder. Imam Abu Hanifa – må Allah forbarme sig over ham – siger, at der kræves vidnesbyrd fra to mænd eller fra én mand og to kvinder, fordi dette fastslår arveretten. Hvis barnet derimod dør efter at have grædt, er én kvindes vidnesbyrd tilstrækkeligt med hensyn til begravelsesbønnen og vaskningen af liget. Ifølge hanbalitterne kan én retskaffen kvindes vidnesbyrd godtages i spørgsmål, som mænd normalt ikke har kendskab til. Det er berettet fra Hudhayfa, at Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – kun godtog jordemoderens vidnesbyrd.

Derimod siger juristerne, at hvad angår de forhold hos kvinder, som er private, og som mænd ofte ikke kender til – såsom jomfruelighed, menstruation, fødsel, barnets gråd ved fødslen, amning og lignende – og hvor mænd normalt ikke er til stede, er en mands vidnesbyrd lig med en kvindes. Men fordi mænd er mere modne i forstanden end kvinder, tillægges deres vidnesbyrd større vægt.

64. kapitel: Vidnesbyrd og ed

Eden, når man ikke er i stand til at fremlægge vidnesbyrd: Når en sagsøger kræver en ret af nogen, men ikke er i stand til at fremlægge bevis for sit krav, og sagsøgte – den, som retten kræves af – benægter det, har sagsøgeren ingen anden mulighed end at acceptere det, som sagsøgte siger under ed. Sagen bliver afgjort ved denne ed. Dette gælder dog kun krav vedrørende fast og løs ejendom. Denne fremgangsmåde gælder ikke i sager om hudud eller strafferetlige forhold. al-Bayhaqi og al-Tabarani beretter med en autentisk overleveringskæde: »Det er sagsøgerens ansvar at fremlægge bevis, mens det er sagsøgtes ansvar at aflægge ed.«

Imam al-Bukhari og Muslim beretter gennem Iyas ibn Qays, at Iyas sagde: »Jeg havde en strid med en mand om en dam. Vi forelagde sagen for Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde til mig: ›Enten fremlægger du to vidner, eller også aflægger din modpart ed.‹ Jeg sagde: ›Han er en meget hensynsløs mand; han vil aflægge ed.‹ Allahs Sendebud sagde: ›Den, der gennem en ed tilegner sig en muslims ejendom uretmæssigt, vil møde Allah, mens Han er vred på ham.‹«

Muslim beretter fra Wā’il ibn Ḥujr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til al-Kindī: »Har du noget vidne eller bevis?« Han svarede: »Nej.« Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Så har du ret til din modparts ed.« Han sagde: »Allahs Sendebud, manden er en synder. Han vil ikke tøve med at sværge en hvilken som helst ed. Han skelner ikke mellem ret og uret.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Alligevel er det det eneste, du har krav på fra ham.« En ed må kun aflægges i Allahs navn eller i et andet af Allahs navne. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der aflægger en ed, skal enten sværge ved Allah eller tie.« Ibn Abbās (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) beordrede en mand til at aflægge en ed og sagde: »Sværg ved Allah, ud over hvem der ingen anden gud er, at du ikke skylder ham noget.« (Abū Dāwūd, an-Nasā’ī).

Kan bevismateriale fremlægges efter afgivelsen af en ed? Hvis den indstævnte aflægger en ed, afvises sagsøgerens krav. Der er ingen uenighed om dette. Men hvis sagsøgeren derefter igen møder frem med vidner og beviser, er de lærde uenige om, hvad der skal gøres. Nogle siger, at det ikke skal accepteres. Andre siger, at det skal accepteres. Atter andre siger, at det skal accepteres på bestemte betingelser. De, der siger, at det ikke skal accepteres, er tilhængerne af den Ẓāhirī-ske retsskole, Ibn Abī Laylā, Abū ʿUbayd og imām ash-Shawkānī. Ash-Shawkānī siger: »Eftersom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) siger: ’Enten bringer du to vidner, eller også aflægger han en ed’, kan bevismateriale ikke accepteres efter afgivelsen af eden. Når den indstævnte bliver bedt om at aflægge en ed, sker det på grundlag af en endelig og klar afgørelse. Det bevis, der fremlægges i modstrid med eden efter dens afgivelse, kan ikke accepteres. For da skaber både eden og beviset blot en formodning. Ingen af dem giver sikker overbevisning. Og én formodning kan ikke tilbagevise en anden formodning.«

De, der siger, at bevismateriale skal accepteres, hvis det fremlægges efter eden, er hanafitterne, shafiitterne, hanbalitterne, Tāwūs, Ibrāhīm an-Nakhaʿī og dommeren Shurayḥ. De siger: Et sandfærdigt vidnes vidneudsagn vejer tungere end en synders ed. Dette var også ʿUmar ibn al-Khaṭṭābs (må Allah være tilfreds med ham) opfattelse. Deres argument er, at eden er et svagt bevis, som ikke kan afgøre en tvist. Derfor skal bevismateriale accepteres efter eden, eftersom vidneudsagnet og beviset er det oprindelige. Eden træder i stedet for vidneudsagnet og beviset. Når det oprindelige foreligger, har stedfortræderen ikke længere nogen virkning.

Imām al-Ghazālī siger på vegne af imām Māliks og ash-Shāfiʿīs retsskoler, at bevismateriale efter eden kan accepteres på bestemte betingelser. Betingelsen er, at hvis han ikke vidste, at bevismaterialet forelå, før eden blev fremsat, må han efter eden fremlægge bevismateriale for, at hans krav er berettiget. Men hvis denne betingelse ikke er opfyldt, og han vidste, at han havde bevismateriale, men alligevel indvilligede i, at den indstævnte aflagde eden og derefter besluttede at fremlægge bevismaterialet, skal det ikke accepteres. For ved at aflægge eden har han mistet muligheden for at fremlægge sit bevismateriale.

Afvisning af at aflægge en ed: Når den indstævnte, fordi sagsøgeren ikke har fremlagt vidner eller beviser, bliver bedt om at aflægge en ed, men nægter at gøre det, skal hans afvisning betragtes som en anerkendelse af sagsøgerens krav. For hvis han oprigtigt ønskede at afvise kravet, ville han ikke have nægtet at aflægge eden. Afvisningen af at aflægge eden kan udtrykkes direkte eller komme til udtryk gennem tavshed.

I en sådan situation skal sagsøgeren ikke pålægges at aflægge en ed på, at hans krav er sandt. For eden aflægges altid af den, der afviser. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) siger: »Den, der fremsætter et krav, har pligt til at fremlægge bevis, mens den, der afviser det, har pligt til at aflægge en ed.« Dette er hanafitternes opfattelse. Imām Mālik, ash-Shāfiʿī og imām Aḥmads anden opfattelse er, at en afvisning af eden alene er tilstrækkelig til at afsige dom imod den indstævnte. Det er imidlertid et svagt bevis. For at styrke det er det nødvendigt, at sagsøgeren aflægger en ed på, at hans krav er sandt, hvad enten den indstævnte ønsker det eller ej. Hvis sagsøgeren aflægger eden, afsiges dom til fordel for hans krav; ellers afvises det. Som bevis herfor nævnes, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bad en sagsøger om at aflægge en ed. Men denne hadiths overleveringskæde er svag af flere grunde. Ifølge imām Mālik er denne regel begrænset til økonomiske krav. Imām ash-Shāfiʿī siger derimod, at den gælder alle slags krav.

Den Ẓāhirī-ske retsskole og Ibn Abī Laylā anser ikke den indstævntes afvisning af at aflægge eden for relevant og mener, at ingen sag kan afgøres på dette grundlag. De siger, at sagsøgeren ikke skal bedes om at aflægge en ed. Den indstævnte skal enten acceptere sagsøgerens krav eller afvise det og aflægge en ed på, at han er uden ansvar.

Ifølge imām ash-Shawkānī er den sidstnævnte opfattelse den stærkeste. Han siger: Det er ikke tilladt at afgøre en sag på grundlag af en afvisning af at aflægge eden. For det beviser højst, at den, som ifølge shariaens bestemmelser havde pligt til at aflægge eden, ikke gjorde det og ikke opfyldte denne pligt. At han ikke gjorde det, betyder ikke, at han har accepteret sagsøgerens krav. Det betyder blot, at han har opgivet den pligt, som shariaen pålagde ham. Dommeren skal derfor, efter at den indstævnte har nægtet at aflægge eden, tvinge ham til at gøre én af to ting: Enten aflægger han den ed, som han skulle aflægge, eller også accepterer han det, som sagsøgeren har krævet. Sagen kan afgøres på grundlag af, hvad han vælger at gøre.

Eden aflægges i overensstemmelse med den parts hensigt, der kræver eden: Når enten sagsøgeren eller sagsøgte aflægger ed, skal eden aflægges i overensstemmelse med dommerens hensigt og den hensigt, som den part, hvis krav afhænger af eden, har, og ikke i overensstemmelse med den edsaflæggendes hensigt. For Profetens hadith er allerede blevet overleveret: »Eden aflægges i overensstemmelse med den hensigt, som den, der kræver eden, har.« Når den edsaflæggende derfor skjuler sin hensigt i eden, det vil sige skjuler en betydning, der adskiller sig fra det, hans anvendte ord tilsyneladende betyder, er det ikke tilladt. Ifølge nogle er det dog tilladt for en person, hvis han tvinges til det, fordi han er blevet udsat for uret.

At afsige dom på grundlag af en ed sammen med et vidnes vidneudsagn: Når sagsøgeren ikke har andet bevis end ét vidne, skal der afsiges dom på grundlag af dette vidnes udsagn sammen med sagsøgerens ed. Daruqutni overleverer nemlig fra ʿAmr ibn Shuʿayb: Allahs Sendebud afsagde dom ved hjælp af to vidner. Hvis sagsøgeren kunne fremføre to vidner, fik han sin ret. Hvis han derimod kun fremførte ét vidne, aflagde sagsøgeren også ed sammen med vidnets udsagn. I alle sager bortset fra hudud og qisas kan der afsiges dom på grundlag af ét vidnes udsagn sammen med sagsøgerens ed. Nogle lærde har dog begrænset afgørelser på grundlag af vidneudsagn og ed til økonomiske forhold og forhold, der har tilknytning dertil. Haditherne om at afgøre sager ved hjælp af ét vidne og en ed er blevet overleveret af mere end tyve overleverere. Al-Shafiʿi siger: At afgøre en sag ved hjælp af ét vidne og en ed er ikke i modstrid med Koranens klare ord. Den ordning tilsidesætter ikke det antal vidner, som Koranen udtrykkeligt har angivet som nødvendigt.

Abu Bakr, ʿAli, ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAziz og størstedelen af de tidlige og senere fuqaha har givet deres tilslutning til denne fremgangsmåde. Blandt dem er imam Malik og hans elever, imam al-Shafiʿi og hans tilhængere, imam Ahmad, Ishaq, Abu ʿUbayd, Abu Thawr og Dawud. De hanafitiske fuqaha, al-Awzaʿi, Zayd ibn ʿAli, al-Zuhri, al-Nasaʾi og Ibn Shubruma har derimod modsat sig den og sagt: En sag kan aldrig afgøres ved hjælp af ét vidne og en ed. Men de hadither, der er overleveret om dette spørgsmål, taler imod dem.

Uigendriveligt indiciebevis: Et indiciebevis er et tegn, der skaber sikker overbevisning. Et eksempel er, at en person kommer rædselsslagen ud fra et afsidesliggende rum med en blodig kniv i hånden, og at man straks efter at være trådt ind i rummet finder et menneske liggende dér med halsen skåret over. Under sådanne omstændigheder er der ingen mulighed for at tvivle på, at denne person er morderen, der dræbte den afdøde. Der er i dette tilfælde ingen anledning til at overveje fantasifulde muligheder, såsom at personen kunne have begået selvmord. Når dommeren er sikker på, at dette er det faktiske hændelsesforløb, vil han anholde ham på denne anklage.

De hanafitiske fuqaha har også givet andre eksempler. For eksempel befinder der sig to personer i en båd lastet med mel: Den ene er købmand, og den anden er bådens fører. Der opstår en strid mellem dem om ejerskabet til melet og båden, selv om ingen af dem har noget vidnesbyrd eller bevis. I så fald regnes købmanden for ejer af melet, og bådføreren for ejer af båden. På samme måde, hvis der opstår en strid om faderskabet til et ægtepars nyfødte barn, regnes ægtemanden for barnets far. For Allahs Sendebud siger: »Barnet tilhører den, hvis leje det er født i.«

Strid om husets indbo: Når to personer ligger i strid, men de ydre omstændigheder taler til fordel for den ene af dem, skal der tages hensyn til dette. Det er de hanbalitiske fuqahas opfattelse. Hvis for eksempel en mand og hans hustru ligger i strid om husets indbo, skal de genstande, der egner sig til mænd, gives til manden, og de genstande, der egner sig til kvinder, gives til hustruen. De genstande, der egner sig til dem begge, skal fordeles ligeligt mellem dem. Hvis der er lighed og fælles besiddelse mellem dem, men den ene har større overhøjhed, skal dommen falde til hans eller hendes fordel. Hvis for eksempel den ene trækker et dyr i tøjlen, mens den anden rider på det, skal dyret regnes for at tilhøre rytteren, fordi han har større forrang og kontrol end den anden.

Håndskrevne beviser og dokumenter: Siden folk lærte at foretage transaktioner med checks og fik tillid til dem, har nogle lærde udstedt fatwaer til fordel for at acceptere håndskrevne beviser og handle i overensstemmelse med dem. De accepteres ved domstolene, og checks på lån, veksler og kommercielle dokumenter godkendes, når de er fri for manipulation og forfalskning. Håndskrevne bekendelser og erklæringer regnes for at være på linje med mundtlige bekendelser og erklæringer. På samme måde accepteres offentlige dokumenter, hvis de ikke er forfalskede.

Kapitel 65: Selvmodsigelse

Selvmodsigelse er af to slags: 1. vidnernes selvmodsigelse, 2. sagsøgerens selvmodsigelse.

Vidnets selvmodsigelse eller tilbagekaldelse af vidneudsagnet: Hvis vidnerne efter at have afgivet deres vidneudsagn tilbagekalder det i dommerens nærvær, men før dommen afsiges, bliver deres afgivne vidneudsagn ugyldigt, og de vil blive straffet. Dette er flertallet af fiqh-juristernes opfattelse. Men hvis de tilbagekalder vidneudsagnet i dommerens nærvær efter dommens afsigelse, bliver dommen ikke ugyldig, men vidnet er forpligtet til at betale erstatning til den modpart, der er blevet skadet af dommen. To personer afgav hos Ali, må Allah være tilfreds med ham, vidneudsagn mod en anden person om, at han havde begået tyveri. Som følge heraf blev hans hånd hugget af. Derefter bragte de begge en anden person med sig og sagde: »I virkeligheden er denne mand tyven.« Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg anerkender ikke, at I taler sandt om den anden person. Men jeg vil tvinge jer til at betale diyah for, at den første mands hånd blev hugget af. Hvis jeg finder ud af, at I gjorde dette med vilje, vil jeg hugge hænderne af jer begge.«

Som en analyse af årsagen til dette synspunkt, der er fremsat af flertallet af fiqh-juristerne, siger Shihabuddin al-Qarafi: »Dommen blev afsagt på grundlag af retfærdige vidners vidneudsagn og af en lovlig grund. Derefter afgav vidnerne en erklæring, hvori de ved at bekende deres løgn erkendte, at de selv var fasiq. Eftersom en dom ikke kan gøres ugyldig på grund af en fasiqs udsagn, skal dommen forblive, som den var.« Men Ibn al-Musayyab, al-Awza’i og juristerne inden for zahiri-skolen har givet udtryk for det synspunkt, at dommen i alle tilfælde bliver ugyldig, hvis vidnet tilbagekalder sit vidneudsagn. For dommen blev afsagt på grundlag af vidneudsagnet. Da vidnerne tilbagekaldte vidneudsagnet, var der ikke længere noget grundlag for dommen. Ifølge nogle jurister gælder det samme også i sager om hudud og qisas. Hvis vidnerne tilbagekalder deres vidneudsagn, før dommen fuldbyrdes, skal dommen ikke fuldbyrdes. For hudud frafaldes på grund af enhver tvivl.

Sagsøgerens selvmodsigelse: Hvis sagsøgeren fremsætter en udtalelse, der strider mod hans krav, bliver hans krav ugyldigt. Hvis han erkender, at en ejendom tilkommer en anden, og derefter hævder, at den tilhører ham, vil dette krav, som strider mod hans erkendelse, gøre hans krav ugyldigt og forhindre, at det tages til følge. Og når nogen fritager en anden for alle krav, er det efter denne fritagelse ikke længere lovligt for ham at fremsætte noget krav på egne vegne over for denne person.

Tilintetgørelse af sagsøgerens beviser: Hvis sagsøgte har vidneudsagn eller beviser, hvorved han kan bevise, at sagsøgerens krav er fejlagtigt og uretmæssigt, og dermed frigøre sig selv for ansvar, er det lovligt for ham at fremlægge disse vidneudsagn eller beviser. Hvis han ikke har sådanne vidneudsagn eller beviser, kan han, hvis han ønsker det, fremlægge vidneudsagn eller beviser, der tilbageviser sagsøgerens vidners troværdighed.

Modstridende vidneudsagn fra to vidner: Når to vidneudsagn er indbyrdes modstridende, og der ikke findes noget, der kan give det ene forrang frem for det andet, skal den omtvistede genstand fordeles mellem sagsøgeren og sagsøgte. Det er overleveret fra Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham: På Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, tid gjorde to personer krav på en kamel. De fremlagde hver to vidner til støtte for deres krav. Derfor fordelte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kamelen ligeligt mellem dem. (Abu Dawud, al-Bayhaqi, al-Hakim).

Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah og al-Nasa’i overleverer fra Abu Musa: »To personer kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, med krav på et dyr. Ingen af dem havde vidneudsagn eller beviser. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fordelte dyret ligeligt mellem dem.« Dette er Imam Abu Hanifas synspunkt. Hvis den omtvistede genstand er i den enes besiddelse, påhviler det modparten at fremlægge vidneudsagn eller beviser. Hvis han ikke kan fremlægge dem, accepteres det, som den, der har genstanden i sin besiddelse, siger under ed. På samme måde vil besiddelsen give vidneudsagnene eller beviserne forrang, hvis begge fremlægger vidneudsagn eller beviser. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, beretter: Der opstod en tvist mellem to personer om en kamel. Begge sagde, at den var født hos dem, og de fremlagde vidner. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afsagde dom til fordel for den, der havde kamelen i sin besiddelse. (Al-Bayhaqi; Imam al-Shafi’i overleverer ligeledes dette).

At lade vidnet aflægge ed: I denne tid er vidnernes troværdighed blevet usikker. Derfor er det nødvendigt at styrke vidnets troværdighed ved hjælp af en ed. I »Majallat al-Ahkam al-‘Adliyyah« står der: »Når sagsøgte anmoder dommeren om, at vidnerne før dommens afsigelse skal aflægge ed på, at de ikke har løjet i deres vidneudsagn, kan dommeren lade vidnerne aflægge ed og sige: Hvis I aflægger ed, vil jeres vidneudsagn blive accepteret, ellers vil det ikke blive accepteret.

Ibn Abi Layla, Ibn al-Qayyim, Cordobas dommer Muhammad ibn Bashir og Ibn Nujaym støtter denne opfattelse. Hanafi-juristerne mener derimod, at det ikke er nødvendigt at aflægge ed for et vidne. For betydningen af ed ligger implicit i selve ordet shahada eller vidnesbyrd. Ifølge den hanbalitiske madhhab skal et vidne, som ikke er villigt til at påtage sig ansvar og forpligtelser, ikke aflægge ed; en dommer, som benægter dommen, skal ikke aflægge ed; og en testamentarisk forvalter skal ikke aflægge ed på, at han benægter testatorens gæld.

Den, der benægter et ægteskab, en skilsmisse, tilbagekaldelse af en skilsmisse, ila, slægtskab, qisas eller en anklage om ærekrænkelse, skal ikke aflægge ed. For disse spørgsmål vedrører ikke formue, og formueerhvervelse er ikke deres formål; og hvis han afholder sig fra at aflægge ed, skal der ikke afsiges dom på dette grundlag.

At aflægge falsk vidnesbyrd: At aflægge falsk vidnesbyrd er en af de alvorligste store synder. Det indebærer nemlig at støtte undertrykkeren, berøve den undertrykte hans ret, lede dommeren på afveje, påføre dem, der er berøvet deres rettigheder, psykisk smerte samt sprede fjendskab og had i menneskesamfundet. Allah den Ophøjede siger i vers 30 i sura al-Hajj:فَاجْتَنِبُوا الرِّجْسَ مِنَ الْأَوْلَانِ وَاجْتَنِبُوا قَوْلَ الزَّوْرِه»Afhold jer fra afgudsdyrkelsens urenhed, og hold jer borte fra falsk tale.«

Det er overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der aflægger falsk vidnesbyrd, vil ikke kunne bevæge sine fødder, før Allah har fastsat Helvedet for ham.« (Ibn Majah).

Imam al-Bukhari og Muslim overleverer fra Anas: Allahs Sendebud blev spurgt, hvad de store synder er. Han sagde: At sætte nogen ved Allahs side, at dræbe og ulydighed mod forældrene. Derefter sagde han: Skal jeg fortælle jer, hvilken den største af de store synder er? Det er at lyve eller aflægge falsk vidnesbyrd.

Det er overleveret fra Abu Bakr, at Allahs Sendebud sagde: »Skal jeg fortælle jer, hvilken den største af de store synder er?« Vi sagde: »Ja, Allahs Sendebud.« Han sagde: »At sætte nogen ved Allahs side og ulydighed mod forældrene.« Han sad lænet tilbage. Pludselig satte han sig ret op og sagde: »Pas på med falsk tale og falsk vidnesbyrd.« Han gentog dette så mange gange, at vi sagde: »Bare han dog ville tie stille nu.« (At aflægge falsk vidnesbyrd er en større forbrydelse end utugt og tyveri. Derfor tillagde Allahs Sendebud det så stor betydning at advare imod det. Falsk vidnesbyrd er nemlig forholdsvis let at fremsige. Folk betragter det ofte som noget uvæsentligt. Som følge heraf antager misundelse og fjendskab et omfattende omfang, og derfor var det nødvendigt at tillægge det så stor betydning.)

Straffen for den, der aflægger falsk vidnesbyrd: Ifølge imam Malik, imam al-Shafi’i og imam Ahmad skal den, der aflægger falsk vidnesbyrd, straffes, og det skal offentligt bekendtgøres, at han har aflagt falsk vidnesbyrd. Imam Malik siger desuden: På alle markeder, i fredagsmoskéen og ved offentlige sammenkomster skal han udpeges og omtales som en, der har aflagt falsk vidnesbyrd, så han bliver straffet, og andre bliver advaret.

Det seksogtresindstyvende kapitel: Fængsel og fængselsstraf

Fængsler og fængselsstraffe er en gammel praksis. I den hellige Koran står der, at Yusuf, fred være med ham, sagde:

قَالَ رَبِّ السجن أَحَبُّ إِلَى مِمَّا يَدْعُونَنِي إِلَيْهِ

»Yusuf sagde: Min Herre! Fængslet er mig kærere end det, som disse kvinder kalder mig til.« (Sura Yusuf, 33).

Koranen nævner også, at han blev ført i fængsel og forblev der i flere år. På Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid, på ledsagernes tid og også i tiden derefter fandtes der fængsler, og de findes stadig.

Imam Ibn al-Qayyim siger: Set fra lovens synspunkt betyder fængsling ikke nødvendigvis at holde en person indespærret på et snævert sted; det betyder derimod at forhindre en person i frit at arbejde og bevæge sig omkring, uanset om han opholder sig i et hus eller i en moské, eller om han holdes under modpartens eller dennes repræsentants opsyn. Derfor kaldte Allahs Sendebud, fred være med ham, en sådan tilbageholdt person for en fange. Imam Abu Dawud og Ibn Majah beretter fra Hirmas ibn Habib, at Hirmas’ far sagde: Jeg gik til Allahs Sendebud, fred være med ham, sammen med en af mine skyldnere. Sendebudet sagde da til mig: »Hold ham tilbage.« Derefter sagde han: »O du, der tilhører Banu Tamim, hvad vil du gøre med din fange?« I Ibn Majahs beretning står der, at han senere, hen mod aften, spurgte mig igen: »O du, der tilhører Banu Tamim, hvad gør din fange?« Imam Ibn al-Qayyim siger endvidere: Således blev personer tilbageholdt på Allahs Sendebuds, fred være med ham, og Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, tid. Der var ikke udpeget noget bestemt fængsel til at tilbageholde de anklagede. Men under Umar ibn al-Khattabs, må Allah være tilfreds med ham, tid, da befolkningen voksede betydeligt, købte han et hus i Mekka og gjorde det til et fængsel for de anklagede. Derfor har de lærde diskuteret, om det er herskerens ansvar at oprette fængsler. Der er to synspunkter herom. De, der siger, at det ikke er herskerens ansvar at oprette fængsler, siger: Allahs Sendebud, fred være med ham, og de retledte kaliffer havde ikke noget fængsel. Han skulle imidlertid anbringe den anklagede et sted, udpege en vagt til ham eller beordre modparten til hele tiden at have ham hos sig, sådan som Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde. Den, der siger, at det er herskerens opgave at oprette fængsler, anfører som bevis, at Umar ibn al-Khattab købte et hus af Safwan ibn Umayya for fire tusind mønter og omdannede det til et fængsel.

Fængslet som et sted for sikkerhed og samfundets velfærd: Imam al-Shawkani siger: »Det kan ikke benægtes, at fængsling har været praktiseret på Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid, på ledsagernes og tabi’inernes tid samt i alle efterfølgende tider og i alle lande. Fængslet tjener samfundets almene interesse og beskytter det, fordi det sikrer samfundet mod og befrier det for overgrebene fra de grupper af forbrydere, der uophørligt beskæftiger sig med at skade befolkningen. Disse forbryderes karakter og handlinger er sådan, at de som regel ikke begår forbrydelser, som medfører hudud- eller qisas-straffe. Hvis de gjorde det, kunne hudud- eller qisas-straffen fuldbyrdes over dem, og de kunne fjernes fra samfundet og landet. Selv om de forbrydelser, de begår, er mindre alvorlige end de forbrydelser, der medfører hudud og qisas, ville uorden og fordærv i samfundet antage ekstreme former, hvis man lod dem gå fri. Og hvis man dræbte dem for sådanne forbrydelser, ville det være uretmæssigt blodsudgydelse. Den eneste tilbageværende måde at beskytte sig mod deres overgreb på var derfor at holde dem fængslet, så samfundet midlertidigt kunne befries for og beskyttes mod deres forbrydelser, så de kunne få mulighed for omvendelse og moralsk forbedring, eller så Allahs beslutning vedrørende dem kunne gennemføres.«

Vedrørende sådanne fordærvede og kriminalitetstruede mennesker har Allah pålagt os at påbyde det gode og forbyde det onde. Men for at udføre dette er det nødvendigt midlertidigt at tilbageholde dem og skabe en barriere mellem dem og befolkningen. De, der kender denne gruppes natur og karakter, forstår nødvendigheden heraf.

Former for tilbageholdelse: Imam al-Khattabi siger: »Der er to former for tilbageholdelse: straffende og efterforskende.«

Straffende frihedsberøvelse gives som straf efter afslutningen af retssagen om en forbrydelse. Den anklagede for en forbrydelse tilbageholdes derimod for at undersøge, om anklagen er sand, og for at føre sagen. Det er berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter at have tilbageholdt en person i nogle timer på en dag på grund af en anklage, løslod ham.

At slå den anklagede: Det er ikke tilladt at tilbageholde nogen uden grund. Når nogen tilbageholdes på grund af en anklage, er det nødvendigt at undersøge sagen. Hvis han ved undersøgelsen findes skyldig, skal han tilbageholdes for netop denne specifikke anklage. Ellers skal han løslades. Det er haram at slå den anklagede, for derved ydmyges han. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød muslimer at slå og tæve hinanden. Der findes dog to forskellige syn på at slå en person, der er tilbageholdt på grund af en anklage om tyveri.

Imam al-Ghazālīs mening, blandt hanafitterne og shafiitterne, er, at en person, der er anholdt på grund af en tyverianklage, ikke må slås. For der er også mulighed for, at han er uskyldig. Det er bedre at afstå fra at slå en forbryder end at slå en uskyldig. I hadithen står der: »En herskers fejlagtige tilgivelse er bedre end hans fejlagtige straf.«

Imam Mālik, må Allah være tilfreds med ham, tillod, at en person, der var anklaget for tyveri, blev tilbageholdt i fængsel. Ifølge Imam Māliks disciple er det også tilladt at slå ham, fordi det kan få ham til at levere de stjålne ejendele tilbage og tjene som en lærestreg for andre. Hvis han under disse omstændigheder afgiver en tilståelse, har tilståelsen ingen gyldighed, for en betingelse for en tilståelse er, at den afgives frivilligt og af egen drift. Han har afgivet tilståelsen under tvang som følge af mishandling.

Hvordan frihedsberøvelsen bør være: Det sted, hvor den anklagede eller forbryderen tilbageholdes, bør være rummeligt. Udgifterne til mad og opfyldelse af alle grundlæggende behov for den tilbageholdte skal dækkes af statskassen. Det er uretfærdighed at berøve den tilbageholdte grundlæggende behov som mad, tøj og lægehjælp, og Allahs straf for dette er uundgåelig. Det er berettet fra Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »En kvinde holdt en kat indespærret, så den døde. Derfor kom kvinden i Helvede. Mens katten var indespærret, gav kvinden den hverken mad eller drikke, og hun lod den heller ikke gå fri, så den kunne spise af de uhumskheder, der lå på jorden.« (al-Bukhārī og Muslim).

Det syvogtresindstyvende kapitel: Tvang

Definition: I sproglig betydning er »tvang« at tvinge et menneske til at udføre en handling, som han ikke frivilligt eller lovligt ønsker at udføre. I shariaens eller fiqhens terminologi betyder det at tvinge nogen til at gøre noget, som han ikke er villig til at gøre frivilligt, ved at true ham med drab, slag, fængsling, ødelæggelse af ejendom, alvorlig lidelse eller hård fysisk mishandling.

I dette tilfælde er det en betingelse, at den, der udsættes for tvang, får en stærk formodning om, at det, som den tvangsanvendende har truet ham med, med sikkerhed vil blive gennemført. Det gør ingen forskel, om tvangen udøves af en hersker, en røver eller en anden. ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når du truer nogen, binder ham eller slår ham, er han ikke i sikkerhed.« Ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Hvis en magtfuld person tvinger mig til at sige noget ved at true mig med at slå mig med en pisk, så vil jeg sige det.« Ibn Hazm sagde: »Ingen af ledsagerne sagde noget, der var i modstrid med Ibn Masʿūds, må Allah være tilfreds med ham, udtalelse.«

Former for tvang: Tvang er af to slags: 1. Tvang til at sige noget. 2. Tvang til at gøre noget.

Tvang til at sige noget: Hvis nogen tvinges til at sige noget, påhviler der ikke den, som tvinges, noget ansvar for det. Han er ikke ansvarlig for det. Hvis han under tvang siger noget, som ville gøre en person til kafir, hvis det blev sagt under normale omstændigheder, vil han ikke blive holdt ansvarlig for det. Hvis han under tvang fremsætter en injurierende beskyldning mod nogen, vil straffen for injurier ikke blive fuldbyrdet over ham. Og hvis han under tvang afgiver en tilståelse, pålægges der ham heller ikke noget ansvar på grund af den. Hvis han under tvang indgår en ægteskabs-, gave- eller salgsaftale, vil aftalen ikke være gyldig eller træde i kraft. Og hvis han under tvang aflægger en ed eller aflægger et løfte, påhviler der ham heller ikke noget. Hvis han under tvang erklærer skilsmisse eller tilbagekalder skilsmissen, får det heller ingen virkning. Grundlaget for dette findes i vers 106 i Sura an-Nahl:

منْ كَفَرَ بِاللَّهِ مِنْ بَعْدِ إِيْمَالِهِ إِلَّا مَنْ أكْرِهَ وَقَلْبَهُ مُطْمَئِن بِالْإِيمَانِ وَلَكِن مِّن فَرَحَ بِالْكُفْرِ مَدْرًا فَعَلَيْهِمْ غَضَبٌ مِنَ اللهِ : وَلَهُمْ عَذَابٌ عَظِيره

»Hvis nogen fornægter Allah efter at have antaget troen og åbner sit hjerte for kufr, vil Allahs vrede ramme ham, og for ham er der en vældig straf. Dog ikke den, som tvinges til kufr, mens hans hjerte forbliver fast i troen.«

At åbne hjertet betyder, at hvis nogen frivilligt fornægter Allah ved at foretrække denne verden, med dens glæder, frem for det evige liv i det hinsides, er Allahs vrede og den vældige straf uundgåelige for ham.

Årsagen til åbenbaringen af verset: Allamah Ibn Kathir beretter i sin tafsir, med Muhammad, søn af Ammar ibn Yasir, som kilde, om årsagen til dette vers’ åbenbaring. Han siger: Polyteisterne tog Ammar ibn Yasir til fange og torturerede ham. Som følge heraf indvilligede han i at sige næsten alt det, de ønskede, at han skulle sige. Senere fortalte han Profeten, fred og velsignelser være med ham, om hændelsen, og han spurgte ham: »Hvordan føler du dig indeni?« Ammar svarede: »Fast og urokkelig i troen.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis de gør det samme mod dig igen, så sig det samme igen.« Imam al-Bayhaqi beretter denne hadith mere udførligt og siger: Ammar fornærmede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og roste deres afguder. Senere fortalte han Profeten, fred og velsignelser være med ham, om hændelsen og sagde: »O Allahs Sendebud! De slap mig ikke, før jeg fornærmede dig og roste deres afguder.«

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvordan følte du dig indeni på det tidspunkt?« Ammar svarede: »Fast og urokkelig i troen.« Profeten, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis de gør det samme igen, så sig det samme igen.« Det var i anledning af denne hændelse, at Allah åbenbarede dette vers.

Verset giver også vejledning i andre forhold end kufr: Selvom verset vedrører udtalelsen af kufr, kan man også hente vejledning heri om andre forhold. Imam al-Qurtubi siger: Da Allah tillod den, der under tvang blev nødt til det, også at begå kufr mod Ham, og ikke bebrejdede den, der mundtligt udtalte kufr af denne grund, skønt dette vedrører grundlaget for sharia, har de lærde derfor også inddraget alle shariaens grene og undergrene under dette. Hvis nogen således under tvang overtræder en hvilken som helst bestemmelse i sharia, vil han ikke være ansvarlig for det og skal ikke bære nogen juridiske konsekvenser af det. I denne forbindelse er denne berømte hadith blevet overleveret fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham: »Min ummah er blevet fritaget for alle deres fejl og for det, de gør under tvang.« Selvom denne hadith ikke er sahih med hensyn til overleveringskæden, er de lærde enige om, at dens betydning er korrekt. Imam Abu Bakr Ibn al-Arabi og Abu Muhammad Abd al-Haqq har dog sagt, at hadithen er sahih. Abu Bakr al-Usayli citerede den i sit værk »Fawa’id«, og Ibn al-Mundhir citerede den i værket »Al-Iqna«.

Det er bedre at holde fast ved grundsætningen, når man under tvang presses til at udtale vantroens ord: Selv om det er tilladt at udtale vantroens ord under tvang, er det bedre at holde fast ved grundsætningen og udvise tålmodighed under overgreb og tortur, selv hvis det fører til døden. Derved vil islams ære og værdighed forblive ophøjet. Yāsir og Sumayya gjorde netop dette. Det er ikke at kaste sig selv i undergangens malstrøm, men svarer til at kæmpe jihad og blive martyr.

Ibn Abī Shayba overleverer fra al-Hasan, og ʿAbd al-Razzāq overleverer i sit tafsīr-værk fra Muʿammar: »Musaylima tog to mænd til fange og spurgte den ene af dem: Hvad mener du om Muhammad? Han svarede: Han er jo Allahs sendebud. Musaylima sagde: Hvad med mig? Han svarede: Det er du også. Så løslod han ham.

Derefter spurgte han den anden: Hvad mener du om Muhammad? Han svarede: Allahs sendebud. Musaylima sagde: Hvad med mig? Han svarede: Jeg kan ikke høre. Musaylima stillede ham det samme spørgsmål tre gange. Hver gang svarede han: Jeg kan ikke høre. Så dræbte Musaylima ham.

Da Allahs Sendebud ﷺ hørte dette, sagde han: »Den første benyttede sig af den tilladelse, Allah havde givet. Den anden erklærede sandheden med en tordnende stemme. Der er godt nyt for ham.«

At blive tvunget til en forbudt handling: Den anden form for tvang er at blive tvunget til en forbudt handling. Denne er igen af to slags: 1. Det, der bliver tilladt i en nødsituation. 2. Det, der ikke bliver tilladt i en nødsituation.

Et eksempel på den første slags er at blive tvunget til at drikke alkohol, spise et dødt dyr, spise svinekød, tilegne sig andres ejendom eller indtage noget andet forbudt. I denne situation er det tilladt at spise disse ting. Ifølge nogle jurister er det endda obligatorisk at spise. For der er ingen anden mulighed end at spise, og ingen bliver skadet derved. Ingen af Allahs rettigheder bliver heller krænket derved. For Allah siger:

: تقُوا بِأَيْدِيكُمْ إِلَى التَّهْلَكَةِ»Kast ikke jer selv i undergang.« (Sura 2, al-Baqara: vers 195)

På samme måde er det tilladt for den, der tvinges til at bryde fasten i Ramadan, bede vendt i en anden retning end qiblaen eller kaste sig ned foran en afgud eller et kors, at bryde fasten, bede vendt i en hvilken som helst retning og kaste sig ned foran en hvilken som helst genstand. Han skal dog i sit hjerte have til hensigt at kaste sig ned foran Allah.

Et eksempel på den anden type er at tvinge nogen til at dræbe, såre eller slå, begå utroskab eller ødelægge ejendom. Imam al-Qurtubi siger: »De lærde er enige om, at den, der tvinges til at dræbe nogen, ikke må gå videre med drabet; det er heller ikke tilladt at ydmyge ham ved at slå ham med en pisk eller lignende. Han skal udvise tålmodighed over for den ulykke, der har ramt ham. Det er ikke tilladt at redde sit eget liv ved at dræbe en anden. Han skal håbe på Allahs nåde i denne verden og i det hinsidige.«

Der pålægges ikke en sharīʿa-baseret hadd-straf for en forbrydelse begået under tvang: Hvis det antages, at en person begår utroskab, fordi han eller hun er blevet tvunget til det, skal den foreskrevne straf for utroskab ikke fuldbyrdes på vedkommende, uanset om personen er mand eller kvinde. For Profeten, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Min ummats synder begået ved en fejltagelse, obligatoriske handlinger, der er udeladt ved en fejltagelse, samt forbudte handlinger, som de er blevet tvunget til, er blevet tilgivet.« Ifølge Imam Malik, al-Shafi’i, Ahmad, Ishaq, Abu Thawr, ‘Ata’ og al-Zuhri skal en kvinde, der tvinges til at begå utroskab, have den tilsvarende medgift.

Det otteogtresindstyvende kapitel: Klædedragt

Klædedragten er en af de velsignelser, som Den Almægtige Allah har skænket sine tjenere.

يُبَنِي آدَمَ قَدْ الْوَلْنَا عَلَيْكُمْ لِبَاسِ يُوَارِي سَوَاتِكُمْ وَرَيْشًا وَلِبَاسُ التَّقْوى لَا ذَلِكَ خَيْرٌ ذَلِكَ مِنْ أَيْتِ اللهِ لَعَلَّهُمْ يَن كرون

»O Adams børn! Vi har givet jer klæder til at dække jeres blufærdige dele og som udsmykning, men gudfrygtighedens klædning er den bedste. Dette er et af Allahs tegn, så de må lade sig påminde.« (Sura al-A’raf, 26).

Det er ønskværdigt, at klædedragten er smuk, præsentabel og ren. Allah siger:

يُبَنِي آدَمَ عَلُوا زِينَتَكُمْ عِنْدَ كُلِّ مَسْجِرٍ وَكُلُوا وَاشْرَبُوا وَلَا تُسْرِفُوا إِنَّهُ لَا يُحِبُّ الْمُسْرِفِينَ قُلْ مَنْ حَوْمَ زِينَةَ اللَّهِ الَّتِي أَعْرَجَ لِعِبَادِهِ والطيب من الرزق ط قُلْ هِيَ لِلَّذِينَ آمَنُوا فِي الْحَيَوةِ الدُّنْيَا خَالِصَةٌ يوْمَ الْقِيمَةِ ، كل لكَ

نُفَصِّلُ الْأَمْسِ لِقَوْمٍ يُعْلَمُونَ

O Adams børn, ifør jer smukke klæder ved hver bøn. Spis og drik, men ød ikke. Han bryder sig ikke om de ødsle. Sig: »Hvem har forbudt den udsmykning og den rene forsørgelse, som Allah har skabt til Sine tjenere?« Sig: »Dette er for dem, der tror, i det jordiske liv, og især på Opstandelsens Dag.« Således gør Vi tegnene tydelige for et folk, der har viden.« (Sura al-A’raf, 31-32)

Det er berettet fra Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der har blot et fnug af hovmod i sit hjerte, kommer ikke i Paradis.« En mand sagde: »Mennesker holder jo af smukke klæder og smukke sko.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah er smuk, og Han elsker skønhed. Hovmod er at afvise sandheden og retten samt at ringeagte mennesker.« (Muslim, Tirmidhi).

Imam Tirmidhi beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah er ren, og Han elsker renhed. Han er renlig, og Han elsker renlighed. Han er godgørende, og Han elsker godgørenhed. Han er gavmild, og Han elsker gavmildhed. Hold derfor jeres gårde rene, og vær ikke som jøderne.«

Den islamiske lovs bestemmelser om klædedragt: Klædedragt er af tre slags: wajib, mustahabb og haram.

Wajib-klædedragt: Den klædedragt, der dækker awrah, beskytter kroppen mod varme og kulde og afværger skade, er wajib. Hakim ibn Hizams far siger: »Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, hvor meget af vores awrah skal vi dække, og hvor meget skal vi ikke dække?’ Han sagde: ’Dæk hele din awrah foran alle andre end din hustru og din slavekvinde.’ Jeg sagde: ’Hvad så, når alle opholder sig på samme sted?’ Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ’Hvis du kan, så lad ingen se din awrah.’ Jeg sagde: ’Hvad hvis en af os er alene?’ Han sagde: ’Så bør man skamme sig mest over for Allah.’« (Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Tirmidhi, Hakim. Tirmidhi og Hakim har betegnet den som hasan).

Mustahabb-klædedragt: Den klædedragt, der indeholder skønhed, er mustahabb. Det er berettet fra Abu ad-Darda, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »I kommer til at være sammen med jeres brødre. Gør derfor jeres boliger og jeres klæder smukke og rene, så I kan fremstå som fornemme blandt folk. (Husk,) Allah bryder sig ikke om uanstændighed og det uanstændige.« (Abu Dawud).

Abu al-Ahwass’ far siger: »Jeg kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, iført tarvelige klæder. Da han så det, sagde han: ’Har du nogen formue?’ Jeg sagde: ’Ja.’ Han sagde: ’Hvilken slags formue?’ Jeg sagde: ’Allah har givet mig kameler, får, heste og slaver.’ Han sagde: ’Når Allah altså har givet dig rigdom, bør tegnene på Allahs nåde og værdighed komme til udtryk i din påklædning og dit udseende.’« (Abu Dawud). Dens betydning bliver endnu større under forskellige former for tilbedelse, ved fredagsbønnen, de to eid-fester og på steder, hvor folk samles.

Muhammad ibn Yahya ibn Hibbān siger, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis nogen af jer har mulighed for det, så lad ham anskaffe et sæt tøj til fredagen ud over det tøj, han bruger i sit arbejde.« (Abu Dāwūd).

Forbudt beklædning: Forbudt beklædning omfatter silkeklæder og guld for mænd, mænds iførelse af tøj, der er bestemt for kvinder, kvinders iførelse af tøj, der er bestemt for mænd, samt beklædning, der bæres for berømmelse, hovmod eller ødselhed.

At iføre sig silke og sidde på den: I haditherne er det klart forbudt mænd at iføre sig silkestof og sidde på det. Nedenfor nævner vi nogle hadither om dette:

1. ʿUmar beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ifør jer ikke silke. Den, der ifører sig silke i denne verden, vil ikke kunne iføre sig det i det hinsidige.«

2. Det er berettet fra ʿAbdullah ibn ʿUmar, at ʿUmar så et sæt tykt silkestof blive solgt. Han tog det med til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og sagde: »Allahs Sendebud, køb dette, så du kan være velklædt til eid og ved modtagelsen af delegationer.« Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Dette er kun beklædning for den, der ikke har nogen andel i den i det hinsidige.« Der gik derefter nogle dage for ʿUmar. Pludselig sendte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, en anden silkekåbe til ham. ʿUmar kom da til Allahs Sendebud og sagde: »Allahs Sendebud, du har sagt: ›Dette er beklædningen for den, der ikke har nogen andel i den i det hinsidige.‹ Hvorfor har du så sendt den igen?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg har ikke sendt den til dig, for at du skulle iføre dig den; jeg har sendt den, for at du kunne sælge den og dække dine behov.« (Bukhari, Muslim, Nasāʾī, Abu Dāwūd, Ibn Mājah).

3. Det er berettet fra Hudhayfa, at han sagde: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forbød os at spise og drikke af kar af guld og sølv samt at iføre os silkestof og sidde på det. Han sagde: »Det er for dem i denne verden, det vil sige for dem, der er ulydige mod Allah, og for os i det hinsidige.« (Bukhari).

På grundlag af disse hadither er flertallet af de lærdes opfattelse, at det er forbudt at iføre sig silke og at lægge den som underlag. Mahdi har i »Bahr« nævnt, at dette er den enstemmige opfattelse.

Qadi Iyad siger imidlertid: Ifølge nogle lærde, heriblandt Ibn ʿUlayya, er det tilladt. De fremlægger følgende hadither som bevis til støtte for deres opfattelse:

1. Ubba, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fik foræret en silkekappe, der var åben bagtil, og han tog den på og bad i den. Derefter tog han den af med stor kraft, som om han ikke kunne lide den. Så sagde han: »Det sømmer sig ikke for de gudfrygtige.« (Al-Bukhari og Muslim).

2. Det er berettet fra al-Miswar ibn Makhrama: Nogle qubāʾ-kapper blev foræret til Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Miswar og hans far gik da til Profeten for at få noget af dem. Profeten kom ud iført en silkekappe og sagde: »Makhrama, jeg har gemt denne til dig.« Derefter begyndte han at vise kappens udsmykning frem. Så sagde han: »Er Makhrama tilfreds?«

3. Det er berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, iførte sig et meget fornemt silkeklæde, som Romerrigets kejser havde givet ham som gave. Derefter sendte han det til Ja’far. Da Ja’far kom til Profeten iført det, sagde han: »Jeg gav dig det ikke, for at du skulle bære det.« Ja’far spurgte: »Hvad skal jeg så gøre med det?« Han sagde: »Send det til din bror an-Najashi.« (Abu Dawud).

4. Mere end tyve sahaba bar silke. Blandt dem var Anas, må Allah være tilfreds med ham, og al-Bara ibn Azib. (Abu Dawud).

Imam Abu Hanifa, den malikitiske jurist Ibn Majishun og nogle af de shafiitiske jurister anser det for tilladt at lægge silkestof ud og sidde på det. De siger: Det er kun forbudt at bære silke. Men denne holdning strider mod de autentiske hadither.

De fleste lærde, som anser silke for forbudt for mænd, fremlægger som svar til dem, der anser det for tilladt, de hadither, der indeholder et forbud, og siger:

I den hadith, der er berettet af Uqba, findes også Profetens, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udsagn: »Det sømmer sig ikke for de gudfrygtige.« Det, der ikke sømmer sig for de gudfrygtige, bør i virkeligheden være forbudt. I haditherne om al-Miswar og Anas beskrives handlinger udført af Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, men hans handlinger kan ikke ophæve hans udsagn, der indeholder et forbud. Der er dog ingen tvivl om, at Profeten bar silke, hvorefter det til sidst blev forbudt. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: Profeten tog en qubāʾ-kappe på, som var blevet sendt til ham som gave. Derefter tog han den straks af og sendte den til Umar ibn al-Khattab. Da blev der sagt: »Allahs Sendebud, De tog den af.« Profeten sagde: »Jibril har forbudt mig det.« Kort efter gik Umar, må Allah være tilfreds med ham, hen til ham og begyndte at græde. Han sagde: »Allahs Sendebud, De kunne ikke lide en ting, og alligevel gav De den til mig. Hvad skal jeg nu gøre?« Profeten sagde: »Jeg gav dig den ikke, for at du skulle bære den. Jeg gav dig den, for at du skulle sælge den.« Derefter solgte han den for to tusind dirham.

Ash-Shawkānis opfattelse: Imam ash-Shawkani siger: Når man sammenholder haditherne om forbud og tilladelse, synes det, at haditherne om forbud kun beviser, at det er makruh at bære silke. I værket Nayl al-Awtar siger han: »Der findes intet bevis for, om Profetens egen brug af silke og hans uddeling af det til sahaba fandt sted før eller efter haditherne med forbuddet. Det viser, at forbuddet i disse hadither betyder makruh. Dette er resultatet af at forene de to slags hadither. Denne opfattelse styrkes yderligere af udsagnet om, at tyve sahaba bar silke. Det er meget usandsynligt, at disse sahaba skulle have gjort noget, som er haram i shariaen. Det er ligeledes meget usandsynligt, at de øvrige sahaba, selv om de vidste, at det var haram, skulle have forholdt sig tavse over for de tyves handlinger. For de plejede at kritisere hinandens handlinger selv i mindre betydningsfulde sager.«

Silke er tilladt for kvinder: Uanset om det at bære silke er haram eller makruh, gælder dette kun mænd. For kvinder er det fuldt ud halal både at bære silke og at lægge det ud. Hvis mænd har en tilsvarende gyldig undskyldning, er det også halal for dem. Følgende hadither bør bemærkes i denne forbindelse:

1. Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Et silkeklæde blev sendt som gave til Allahs Sendebud (fred være med ham). Derefter sendte han det til mig. Jeg tog det på, og jeg så tegn på utilfredshed i hans ansigt. Han sagde: »Jeg sendte det ikke til dig, for at du skulle bære det. Jeg sendte det til dig, for at du skulle skære det i stykker, lave tørklæder af det og uddele dem blandt kvinderne.« (Al-Bukhari og Muslim).

2. Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (fred være med ham) tillod Abd ar-Rahman ibn Awf og az-Zubayr at bære silkeklæder på grund af deres hudsygdom. I værket »Hujjat Allah al-Baligha« siges det: Sendebudet (fred være med ham) gav dem ikke denne tilladelse for at give dem mulighed for luksus, men for at behandle deres sygdom.

3. Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød at bære silke, bortset fra et område på to, tre eller fire fingres størrelse. (Al-Bukhari og Muslim).

At bære blandet silke: Alt det, der hidtil er blevet sagt, handler om ren silke. Hvad angår blandet silke, er Shafi’itternes opfattelse, at det er haram, hvis silken udgør den største del, men ikke haram, hvis den udgør halvdelen eller mindre. Imam an-Nawawi siger: Blandet silke er ikke haram. Men hvis silken vejer mest, er det haram.

Det er tilladt for børn at bære silke: Ifølge de fleste fuqaha er det også haram for drenge at bære silke, fordi forbuddet også omfatter dem. Imam ash-Shafi’i anser det dog for tilladt for børn. Forbuddet gælder værgerne, ikke børnene, fordi børn ikke er religiøst ansvarlige for at overholde sharia. Imam an-Nawawi siger: Det er tilladt at iføre dem smykker og silke på eid-dagen. Også på andre tidspunkter af året mener nogle, at det er tilladt, andre, at det er haram, og atter andre, at det først bliver haram, når de har lært at skelne mellem rigtigt og forkert. Den stærkeste opfattelse er dog, at det også er tilladt på andre tidspunkter af året.

At bære guld- og sølvringe: Ifølge de fleste lærde er det kun haram for mænd at bære guldringe, ikke for kvinder. (Ringe fremstillet af ethvert andet metal end guld er tilladt for både mænd og kvinder, selv hvis metallet skulle være mere værdifuldt end guld.) Dette fremgår af følgende hadither:

1. Al-Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (fred være med ham) befalede os syv ting og forbød os syv ting. Han befalede os at følge den døde (til graven), besøge den syge, tage imod invitationer, hjælpe den forurettede, opfylde eder og besvare salam; ifølge en anden overlevering at sprede salam vidt og bredt og at bede for den, der nyser, med ordene: »yarhamukallahيَرْكَ اللَّ(må Allah vise dig barmhjertighed).« Og han forbød os at bruge sølvkar, guldringe, silkeklæder, klæder med silkefrynser, bomuldsklæder blandet med silke, grov silke og røde silkebetræk på hestes rygge.

2. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (fred være med ham) fik fremstillet en guldring og lod ordene »Muhammad er Allahs Sendebud« indgravere i dens sten. Derefter fik andre også fremstillet lignende ringe. Da han så det, kastede han sin egen ring bort og sagde: »Jeg vil aldrig mere bære den.« Så fik han fremstillet en sølvring, og derefter begyndte folk at bruge sølvringe. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Efter Allahs Sendebud (fred være med ham) bar Abu Bakr, Umar og Uthman (må Allah være tilfreds med dem) denne ring. Til sidst faldt den ud af Uthmans hånd ned i brønden Aris, som ligger ved siden af Quba-moskeen.

3. Allahs Sendebud ﷺ så en guldring på en mands hånd, tog den af, kastede den væk og sagde: »Nogle af jer går hen og henter et stykke af Ilden og anbringer det derefter på sin egen hånd.« Efter at Allahs Sendebud ﷺ var gået, blev manden sagt: »Saml din ring op og få gavn af den.« Han sagde: »Nej, ved Allah! Jeg vil aldrig tage det, som Allahs Sendebud ﷺ har kastet væk.« (Muslim).

4. Det er overleveret fra Abu Musa رضي الله عنه, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Guld og silke er gjort tilladt for kvinderne i min ummah og forbudt for mændene.« (Ahmad, an-Nasa’i og at-Tirmidhi. Hadith-eksperterne siger, at hadithens overleveringskæde er mangelfuld).

5. Imam Muslim overleverer, at Ali رضي الله عنه sagde: »Allahs Sendebud ﷺ forbød mig at bære en guldring, at iføre mig et klæde blandet med silke, at recitere Koranen under rukūʿ og sujūd samt at bære rødt tøj.« Flertallet af sahaba, tabi’in og fuqaha anser det for tilladt at bære rødt tøj. Imam Ahmad anser det imidlertid for makruh tanzih.

Dette er beviserne for flertallet af de lærdes opfattelse vedrørende forbuddet mod at bære guldring. Imam an-Nawawi siger: Den samme regel gælder, selv om kun en del er af guld og en del af sølv. Nogle lærde anser det for makruh tanzih for mænd at bære guldring. Nogle få sahaba bar guldringe. Blandt dem var Sa’d ibn Abi Waqqas, Talha ibn Ubaydullah, Suhayb, Hudhayfa, Jabir ibn Samura og al-Bara ibn Azib. Det er muligt, at de anså Allahs Sendebuds ﷺ forbud for makruh tanzih.

Kapitel 69: Kar og beholdere af guld og sølv

Det er forbudt for både mænd og kvinder at spise og drikke af kar af guld og sølv. Kvinder må anvende smykker af guld og sølv udelukkende som udsmykning og forskønnelse. Allah har ikke gjort det tilladt for dem at spise og drikke af kar af guld og sølv. Følgende hadither er beviset herpå:

1. Al-Bukhari og Muslim overleverer fra Hudhayfa رضي الله عنه, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Bær hverken tynd eller grov silke. Drik ikke af kar af guld og sølv, og spis heller ikke af dem. For disse tilhører de vantro i denne verden, men jer i det hinsidige.

2. Al-Bukhari og Muslim overleverer fra Umm Salama رضي الله عنها, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der drikker af et sølvkar, fylder kun Helvedes ild i sin mave.« I en anden overlevering hos Muslim hedder det: »Den, der spiser eller drikker af et kar af guld eller sølv …« Nogle fuqaha anser dette for makruh og ikke haram og siger: De hadither, der er kommet om dette emne, har kun til formål at få folk til at afholde sig fra luksus. Men den alvorlige trussel i den ovenfor nævnte hadith overleveret fra Umm Salama tilbageviser disse fuqahaers opfattelse. Nogle fuqaha anser det ligeledes for haram eller makruh at anvende duftende stoffer og kohl i kar af guld og sølv, på samme måde som at spise og drikke af dem. De indsigtsfulde fuqaha er imidlertid ikke enige med dem. I en hadith hos Ahmad og Abu Dawud hedder det: »I kan forskønne jer med sølv.« Dette støtter netop de indsigtsfulde fuqahaers opfattelse.

I værket Fathul-Allam står der: »Det rette forhold er, at intet andet end mad og drikke er forbudt. Den påstand om konsensus, der fremsættes i denne sag, er ikke korrekt. Det skyldes i virkeligheden, at Sendebudets ord er blevet ændret. Han talte om forbuddet mod mad og drikke, men folk ændrede det og anvendte ordet ‚brug‘. På den måde fjernede de Sendebudets ord og satte deres eget opdigtede ord i stedet.« De fleste faqih’er anser det også for forbudt at fremstille forskellige kar udelukkende af guld og sølv, selv om de ikke bruges. En gruppe faqih’er anser det imidlertid for tilladt.

Kar af andre metaller end guld og sølv: Det er tilladt at fremstille kar af andre værdifulde materialer, selv hvis de er dyrere end guld og sølv. For udgangspunktet for enhver ting er, at den er halal, så længe der ikke foreligger bevis for, at den er haram. Der findes intet bevis for, at noget andet metal eller materiale end guld og sølv er haram.

At fremstille tænder og næse af guld: Det er tilladt at fremstille tænder og næse af guld, når der er behov for det. At-Tirmidhi beretter via Arfaja ibn Iyad: »Min næse blev såret under slaget ved Kulab. Jeg fik fremstillet en næse af sølv, men min næse hævede på grund af den. Da beordrede Allahs Sendebud mig til at få fremstillet en næse af guld.«

Imam at-Tirmidhi siger: Det er blevet overleveret, at flere lærde lod deres tænder fastgøre med guld. An-Nasa’i beretter: Mens Muawiya sad omgivet af nogle ansarer og muhajirun, sagde han: »Ved I, at Allahs Sendebud forbød at bære silke?« De sagde: »Ja.« »Ved I også, at han forbød at anvende guld, bortset fra i form af små stykker?« De sagde: »Ja.«

Kvinders efterligning af mænd: Islam ønsker, at kvinder bevarer deres egen naturlige beskaffenhed, og at denne særprægede natur afspejles i deres klædedragt og fremtoning. Islam ønsker det samme for mænd. Derfor har den forbudt begge køn at efterligne hinanden og erklæret dette haram, hvad enten efterligningen gælder klædedragt, tale, adfærd eller noget andet. Det er berettet fra Ibn Abbas: Allahs Sendebud forbandede de mænd, der efterligner kvinder, og de kvinder, der efterligner mænd.« (Al-Bukhari)

Det er berettet fra Abu Huraira, at Allahs Sendebud forbandede mænd, der bærer kvindelignende klæder, og kvinder, der bærer mandelignende klæder.« (Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah)
Tøj, der skaber berømmelse: Det tøj, som gør en person mere berømt end andre mennesker, er haram.

1. Ibn Umar beretter, at Allahs Sendebud sagde: Den, der ifører sig berømmelsens tøj i denne verden, vil Allah på Genopstandelsens Dag iføre ham ydmygelsens tøj.

2. Ibn Umar beretter, at Allahs Sendebud sagde: Den, der går med sit tøj slæbende hen ad jorden af stolthed, vil Allah ikke se til.« (Al-Bukhari, Muslim)

3. Amr ibn Shuʿayb beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:

»Spis, drik, klæd jer og giv almisse, men vær ikke ødsle og hovmodige.« (Abu Dawud, Ahmad, al-Bukhari)

At forbinde en kvindes hår med en anden kvindes hår eller at sætte en paryk på

1. Det er berettet fra Abu Hurayra, at en kvinde kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg har en nygift datter. Hendes hår er faldet af på grund af en sygdom. Må jeg forbinde hendes hår med andet hår?« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Forbandelsen hviler over den kvinde, der sætter en paryk på en andens hoved, den kvinde, der lader en paryk sætte på sit eget hoved, den kvinde, der tatoverer en anden, og dem, der lader sig tatovere.«

2. Det er berettet fra ʿAbdullah ibn Masʿud, at han sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, forbandede de kvinder, der tatoverer, de kvinder, der lader sig tatovere, de kvinder, der plukker håret på den øverste del af panden, de kvinder, der af skønhedshensyn filer deres tænder med metal, så de bliver spidse, eller indsætter metalplader mellem tænderne for at gøre mellemrummene større, og som på forskellige måder forvansker Allahs skaberværk.« Da ʿAbdullah ibn Masʿud hørte dette udsagn af en kvinde ved navn Umm Yaʿqub fra Banu Asad, som var dygtig til at recitere Koranen, kom hun til ham og spurgte ham om det. ʿAbdullah sagde: »Hvorfor skulle jeg ikke forbande dem, som Allahs Sendebud har forbandet? Det står jo også i Koranen.« Kvinden sagde: »Jeg har læst Koranen, men jeg har ikke fundet noget om dette deri.« Han sagde: »Hvis du havde læst den grundigt, ville du bestemt have fundet det.«

Allah har sagt:

ومَا أَنكُمُ الرَّسُولُ فَخُلُوهُ ، وَمَا لَهُكُمْ عَنْهُ فَالْتَهَواه

»Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer.« (Sura al-Hashr, 7)

Denne hadith er overleveret i de fem øvrige autentiske hadith-samlinger, bortset fra Tirmidhi.

3. Det er overleveret fra Abdullah ibn Mas’ud, at Allahs Sendebud forbød at fjerne hår fra ansigtet, medmindre det skyldes sygdom, at slibe tænderne, så de bliver tynde og spidse, at sætte paryk på og at tatovere sig.

I værket Nayl al-Awtar hedder det: Det fremgår af, at der er udtalt en forbandelse, at det er haram at sætte paryk på. For der udtales ikke en forbandelse over noget, som ikke er haram. Imam al-Nawawi siger: Dette er den bredt accepterede opfattelse. Der findes dog nogle detaljer i denne sag. En gruppe lærde siger: Hvis parykken er lavet af menneskehår, er den enstemmigt haram, hvad enten håret er fra en mand eller en kvinde, fra ægtefællen, en mahram eller en anden person; det gør ingen forskel. Da menneskehåret og enhver anden del af menneskets krop har samme status, er det haram at bruge det. Menneskehår, negle og alle andre kropsdele skal derimod begraves i jorden. Hvis parykken er lavet af et andet dyr end et menneske, må man se, om det er urent hår, det vil sige hår, der er skåret af kroppen, mens dyret var levende, eller om det er hår fra et dødt dyr eller fra et dyr, hvis kød er haram. Hvis det forholder sig sådan, er det også haram ifølge hadithen, fordi personen med vilje vil bære urenhed med sig under bønnen og på andre tidspunkter. I begge tilfælde er det uden forskel, om personen er kvinde eller mand, gift eller ugift. Hvis en kvinde, der bærer rent hår fra et andet dyr end et menneske, ikke har en ægtemand eller herre, er det derimod også haram. Hvis hun har en ægtemand eller herre, findes der tre opfattelser: Den første er, at det er forbudt ud fra hadithens bogstavelige betydning. Den anden er, at det er tilladt. Den tredje og mest korrekte opfattelse er, at det er tilladt at bruge paryk, hvis ægtemanden eller herren har givet sin tilladelse; ellers er det haram. Hvis parykken fremstilles af andet end menneskehår, såsom silke, uld og lignende, anser Sa’id ibn Jubayr, Ahmad og al-Layth det for tilladt.

Qadi Iyad siger: Farvede silketråde og lignende, som ikke ligner hår, er ikke forbudte, fordi de ikke falder under kategorien parykker. De hører snarere under almindelig forskønnelse.
Ligesom det er forbudt at sætte paryk på, er det også forbudt at fjerne hår fra en kvindes ansigt. Hvis der derimod vokser skæg eller anden ansigtsbehåring på en person, er det ikke blot tilladt at fjerne det; det er tværtimod anbefalet. Dette er Imam al-Nawawis opfattelse. Det er haram både for den, der sliber tænderne, så de bliver tynde, eller kunstigt skaber mellemrum mellem tænderne eller gør dem større, og for den, der udfører det.

I værket Nayl al-Awtar hedder det, at denne handling kun er haram, hvis den udføres udelukkende med henblik på forskønnelse og udsmykning; hvis den udføres som behandling af en sygdom, er den ikke haram. I hadithen tales der om at »forandre Allahs skabelse«. At ændre et af Allah skabt organ eller en kropsdel fra den form, den er skabt i, er en sådan forandring, og det er netop det, der er forbudt. Abu Ja’far al-Tabari siger:

Denne hadith viser, at det er ulovligt at foretage nogen form for ændring af den måde, Allah har skabt kvinden på, hvad enten ændringen består i at formindske eller forøge noget, og hvad enten den foretages for at forskønne sig for sin ægtemand eller en anden eller af et andet formål. Hvis hun for eksempel har en ekstra tand eller en anden ekstra kropsdel, er det ikke tilladt at skære den bort eller trække den ud, for det ville svare til at forandre Allahs skabelse. Hvis en persons tand på tilsvarende måde er for lang, er det heller ikke tilladt at skære spidsen af den, så den bliver jævn. Qadi Iyad siger: Hvis denne ekstra del er smertefuld eller skadelig, er der intet galt i at få den fjernet.

Halvfjerdsindstyvende kapitel: Billeder

At fremstille billeder og statuer: Et stort antal autentiske hadither forbyder utvetydigt at fremstille billeder af levende væsener og statuer, hvad enten det drejer sig om mennesker, dyr eller fugle. Det er tilladt at fremstille billeder af ting uden liv, såsom træer, blomster og lignende.

1. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der fremstiller et billede i denne verden, vil på Opstandelsens Dag blive befalet at give det liv. Men han vil ikke være i stand til at give det liv.« (Al-Bukhari).

2. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »De, der fremstiller billeder, vil på Opstandelsens Dag være blandt dem, der får den hårdeste straf.«

3. Imam Muslim beretter: En mand kom til Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og sagde: »Jeg fremstiller disse billeder, og jeg er knyttet til dem.« Ibn Abbas sagde til ham: »Kom nærmere til mig.« Han kom nærmere og gentog derefter det, han havde sagt, og kom endnu nærmere. Så lagde han sin hånd på hans hoved og sagde: »Jeg fortæller dig, hvad jeg har hørt. Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sige: »Enhver billedmager vil komme i Helvede. For hvert billede, han har fremstillet, vil der blive skabt et levende væsen til ham, og hvert af disse væsener vil straffe ham.« Derefter sagde han (Ibn Abbas): »Hvis du absolut vil fremstille billeder, så fremstil billeder af træer og andre ting, der ikke har liv.«

4. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) var til stede ved en begravelsesbøn. Derefter sagde han: »Hvem af jer vil tage til Medina, ødelægge alle afguderne dér, jævne alle gravene med jorden og tilintetgøre alle billederne?« En mand sagde: »Allahs Sendebud, jeg er parat.« Derefter sagde han: »Allahs Sendebud, jeg er vendt tilbage efter at have tilintetgjort hvert eneste billede.« Så sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Den, der genskaber blot én af disse ting, fornægter det, der blev åbenbaret til Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham).« (Ahmad).

Legetøjsdukker til børn er tilladt: Billeder eller dukker, der bruges af børn til leg, ved bryllupsfester og lignende, er undtaget. Det er tilladt at fremstille og sælge sådanne dukker eller billeder. Dette bevises af følgende hadither:

a. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Jeg plejede at lege med nogle unge piger. Nogle gange kom Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ind i huset, mens de var der. Så snart han trådte ind, gik de ud, og så snart han gik ud, kom de ind igen.« (Al-Bukhari, Abu Dawud).

b. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde også: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vendte tilbage fra Khaybar eller Tabuk og gik ind i Aishas værelse. På Aishas hylde hang der et gardin. Pludselig kom en vind og afslørede dukkerne, som Aishas unge legekammerater havde. Allahs Sendebud sagde: »Aisha, hvad er dette?« Aisha svarede: »Mine piger.« Blandt dem så han en hest med vinger lavet af læder. Allahs Sendebud sagde: »Hvad er det, jeg ser blandt dem?« Aisha svarede: »En hest.« Allahs Sendebud sagde: »Hvad er det på den?« Aisha svarede: »To vinger.« Allahs Sendebud sagde: »Har heste også vinger?« Aisha svarede: »Har du ikke hørt, at Sulaymans heste havde vinger?« Da Aisha sagde dette, lo Allahs Sendebud så meget, at hans kindtænder blev synlige.« (Abu Dawud, An-Nasa’i).

Det er forbudt at have billeder eller statuer i hjemmet: Ligesom det er haram at fremstille statuer eller skulpturer, er det også forbudt at have dem i hjemmet. Statuer eller billeder bør ødelægges på en sådan måde, at deres oprindelige form ikke bevares.

1. Imam al-Bukhari beretter: Allahs Sendebud ﷺ havde ikke noget korsbillede i sit hus.

2. Al-Bukhari og Muslim beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Englene træder ikke ind i et hus, hvor der er billeder eller statuer.

Billeder uden skygge: Alt det, der hidtil er blevet omtalt, vedrører billeder og statuer, som har krop og skygge. Men alle billeder uden skygge, såsom mønstre tegnet på vægge og papir samt billeder på tøj, gardiner og fotografier, er tilladte. I begyndelsen var disse også forbudte, men senere blev de tilladt. At de oprindeligt var forbudte, fremgår af følgende hadith, overleveret af Aisha:

Allahs Sendebud ﷺ trådte en dag ind i mit værelse. Jeg havde dækket en hylde med et tyndt gardin, hvorpå der var nogle billeder. Da han så dem, viste han sin vrede over dem, og hans ansigtsfarve ændrede sig. Han sagde: »Åh Aisha, de mennesker, der forsøger at efterligne Allahs skaberværk, vil på opstandelsens dag få den hårdeste straf.« Aisha siger: Da jeg hørte dette, skar jeg gardinet i stykker og lavede nogle puder af det. Følgende hadith beviser desuden, at dette er tilladt:

a. Abu Talha beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Englene træder ikke ind i huse, hvor der er billeder. Senere, da Zayd ibn Khalid blev syg, tog vi hen for at besøge ham. Vi så, at der hang et gardin med billeder over hans dør. Da sagde vi til Ubaydullah, Maymuna, Allahs Sendebuds ﷺ hustrus, plejebarn: »Var det ikke Zayd, der fortalte os om billeder dagen før?« Ubaydullah sagde: »Hørte du ikke, at Zayd sagde: Undtagelsen er mønstre på stof?« (Overleveret i de fem hadithsamlinger med autentiske hadither).

b. Aisha siger: »Vi havde et gardin med et billede af en fugl på. Hver gang nogen ville træde ind i huset, kom det foran ham. Derfor sagde Allahs Sendebud ﷺ: Vend det om, for hver gang jeg træder ind i huset og ser det, kommer jeg til at tænke på det jordiske liv.« (Muslim).

Denne hadith beviser, at det ikke er haram. Hvis det havde været haram, ville han have beordret, at det blev ødelagt, og ikke nøjes med at vende det om. Desuden nævnte han, at grunden til at vende gardinet om var, at det mindede ham om det jordiske liv. Blandt de hanafitiske imamer støtter al-Tahawi denne opfattelse og siger: »Shariaen forbød i begyndelsen alle former for afbildninger, selv hvis de blot var mønstre. Muslimernes befrielse fra afgudsdyrkelsen lå nemlig kun kort tid tilbage. Da dette forbud var blevet overholdt, blev billeder i begrænset omfang tilladt som mønstre på stof, når der var et presserende behov. Et billede i begrænset omfang er nemlig også ufarligt for den uvidende. Men forbuddet mod billeder i større omfang blev opretholdt.

Ibn Hazm siger: Det er tilladt for mindreårige piger at lege med dukker og billeder, men ikke for andre. Bortset fra mønstre på stof er alle andre billeder og afbildninger desuden haram. Derefter nævner Ibn Hazm Abu Talhas hadith.

Kapitel 71: Konkurrencer

Konkurrencer er tilladte og en prisværdig form for motion. Afhængigt af hensigten og formålet kan de undertiden være tilladte og undertiden anbefalelsesværdige. Konkurrencer kan også bestå i, at flere personer kappes i løb. De kan desuden foregå med pile, våben, heste, æsler og muldyr. Beviset for løbekonkurrencer findes i følgende hadith, overleveret af Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: »Jeg konkurrerede i løb med Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), og jeg vandt over ham. Senere, da jeg var blevet tykkere, vandt Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) over mig i konkurrencen. Da sagde jeg: Dette er gengældelsen for den tidligere sejr.« (Al-Bukhari). Det er tilladt at konkurrere med pile, spyd og alle former for våben, der kan kastes.
Allah den Ophøjede siger i sura al-Anfal, vers 60:

الخ واعدوا لهم ما استطعتم من قوة ومن رباط الخيل

»Og bered så meget styrke og kavaleristyrker, som I formår, til kampen mod de vantro.«

1. Det er overleveret fra Uqba ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), mens han talte fra prædikestolen, reciterede verset: »Og bered så meget styrke, som I formår, til kampen mod de vantro«, og sagde: »Vid, at det at skyde med pile og kaste med spyd er styrke; det at skyde med pile og kaste med spyd er styrke.« (Sahih Muslim)

2. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Lær at skyde med pile og kaste med spyd. Det hører til jeres bedste sportsgrene.«

3. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Alle former for leg er forbudte, bortset fra tre: mandens underholdning med sin hustru, at skyde pile med en bue og at træne en hest i at løbe.«

Det er forbudt at sigte på et levende væsen, når man skyder med pile eller kaster med spyd. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) så engang en gruppe mennesker skyde på en høne. Da sagde han: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) har forbandet den, der skyder på et levende væsen som mål.« (Al-Bukhari og Muslim). Tilladeligheden af at afholde konkurrencer mellem dyr er bevist gennem hadith:

a. Abu Huraira fortæller, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det er kun tilladt at konkurrere med kameler, heste eller pile og spyd.« (Ahmad).

b. Ibn Umar fortæller, at Allahs Sendebud, fred være med ham, konkurrerede med heste, der var blevet fedet ved at få græs efter særlige regler i fyrre dage, fra Hayya til »Saniyya«, og med heste, der ikke var blevet fedet, fra »Saiya« til moskéen tilhørende Banu Zurayq. Ibn Umar var blandt deltagerne. (Bukhari, Muslim). Imam Bukhari siger, at Sufyan har sagt: Afstanden fra Hayya til Sannuya er fem eller seks mil, og afstanden fra Saniyya til moskéen tilhørende Banu Zurayq er én mil. (Hayya er et sted uden for Medina.)

Tilladeligheden af at indgå væddemål med hinanden: Det er enstemmigt tilladt at konkurrere uden væddemål. Konkurrence baseret på væddemål er tilladt under følgende omstændigheder:

1. Hvis en hersker eller en anden person ønsker at uddele en præmie, er det tilladt at modtage den. For eksempel at der siges: »Den af jer, der vinder, får dette beløb som præmie.«

2. Eller en af deltagerne viser en genstand og siger til sin modstander: »Hvis du vinder, er den din, og hvis jeg vinder, får ingen af os noget.«

3. En af deltagerne stiller præmien til rådighed, men en tredje person deltager sammen med dem; denne lader vinderen modtage præmien og pålægger ikke taberen nogen bøde.

Anas blev spurgt: »Væddede I på Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid? Væddede Allahs Sendebud, fred være med ham, også?« Anas svarede: »Ja, han væddede på en hest ved navn Subha. Den besejrede alle, og det glædede Allahs Sendebud, fred være med ham, meget.« (Ahmad).

Omstændigheder, hvor det er forbudt at vædde: Det er forbudt at indgå et væddemål, hvor den af deltagerne, der vinder, får præmien, og den, der taber, skal betale en bøde. Det er nemlig hasardspil og forbudt. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Heste er af tre slags: Allahs hest, menneskets hest og Satans hest. Allahs hest er den hest, der bruges i jihad på Allahs vej. Der er belønning i alt, hvad den gør, i dens urin, dens afføring og dens græsning. Satans hest er den, der bruges til hasardspil eller væddemål. Menneskets hest er den, der er knyttet til mennesket; mennesket ønsker dens føl og beskyttes gennem den mod fattigdom.«
Det er ikke tilladt at snyde i konkurrencer: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Metoderne jalb og jan er ikke tilladt i væddemål.« (Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah)

»Jalb« er at udpege en rytter, som tvinger hesten til at løbe hurtigt. »Jan« er at støde ind i en anden hest, så den falder bagud.
Det er haram at påføre dyr skade: Det er haram at skade dyr eller belaste dem ud over deres evne. Hvis nogen tvinger et dyr til at bære mere, end det kan klare, kan herskeren pålægge ham at ophøre med dette. Hvis et dyr er malkende, er det ikke tilladt at malke så meget fra det, at dets unge tager skade. For i islam er det ikke tilladt at skade nogen eller selv blive skadet, hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr.

Brændemærkning og kastration af dyr: Det er tilladt at brændemærke et dyr på alle andre steder på kroppen end ansigtet. Allahs Sendebud, fred være med ham, så et æsel, hvis ansigt var blevet brændemærket. Da sagde han: »Ved I ikke, at jeg har forbandet den, der brændemærker et dyrs ansigt eller slår det?« (Abu Dawud)

Jabir beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Allahs Sendebud har forbudt at slå i ansigtet og at brændemærke det.« (Muslim, al-Tirmidhi).

Da denne hadith ikke nævner mennesker eller dyr, har de islamiske retslærde udledt, at det hverken er tilladt at slå mennesker eller dyr i ansigtet eller at brændemærke deres ansigt. Ansigtet er nemlig skønhedens centrum, og Allah har æret det. For at gøre det lettere at kende et dyr er det ikke blot tilladt, men også mustahabb, at brændemærke det et andet sted end i ansigtet. Det er berettet i Muslim, at Allahs Sendebud, fred være med ham, brændemærkede zakat-kamelerne.

Ifølge Abu Hanifa er dette makruh, fordi dyret derved påføres smerte og dets krop vansires, hvilket Allahs Sendebud, fred være med ham, har forbudt. Svaret på Abu Hanifas udtalelse er, at dette er et særtilfælde, og at denne undtagelse er bevist fra selve Allahs Sendebud, fred være med ham. Det vil sige, at det er forbudt at påføre et dyr smerte og vansire det, medmindre der er behov for at mærke det. Kastration af dyr er også tilladt ifølge en gruppe islamiske retslærde, så dyret kan blive federe, og ejeren kan få gavn af det. Urwa ibn al-Zubayr kastrerede et af sine muldyr. Umar ibn Abd al-Aziz tillod kastration af heste, og imam Malik tillod kastration af geder og får.

Kastration af mennesker: Det er ikke tilladt at kastrere mennesker, da dette hører under vansiring af kroppen. Desuden medfører det tab af forplantningsevnen. Den, der kastreres, kan endda dø.
At anspore dyr til at kæmpe: Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at få dyr til at kæmpe mod hinanden. Ibn Abbas beretter: »Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at anspore dyr til at kæmpe mod hinanden.« (Abu Dawud, al-Tirmidhi)

a. Anas ibn Malik gik ind i Hakam ibn Ayyubs hus og så flere personer, der havde bundet en høne for at skyde pile efter den. Da sagde han: »Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at binde et levende væsen og dræbe det.« (Muslim)

b. Jabir sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød at binde et dyr og dræbe det.« (Muslim) Grunden til dette forbud er, at dyret derved påføres smerte, dets liv tages, og dets værdi går til spilde.

At spille kort eller terninger: Ifølge flertallet af de lærde er det haram at spille kort eller terninger. De fører følgende hadither som bevis:

1. Burayda beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der spiller kort eller terninger, er som én, der har dyppet sin hånd i svinekød og svineblod.« (Muslim, Ahmad, Abu Dawud)

2. Det er berettet fra Abu Musa رضي الله عنه, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der spiller kort eller terninger, har været ulydig mod Allah og Hans Sendebud.« (Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Malik)

Sa’id ibn Jubayr plejede ikke at hilse på folk, når han gik forbi dem, mens de spillede terninger. Imam al-Shawkani siger: Hvis terninger eller kort ikke spilles om penge, er det tilladt ifølge Ibn al-Musayyab og Ibn Mughaffal. Det synes, som om de har forstået hadithen som et forbud mod hasardspil.

At spille skak: I haditherne er det blevet forbudt at spille skak. Ingen af disse hadither er imidlertid sahih. Hafiz Ibn Hajar al-‘Asqalani siger: Der findes ingen sahih- eller hasan-hadith om, at det er haram at spille skak. Derfor er der uenighed blandt faqih’erne om dets tilladelighed. Nogle siger, at det er haram. Andre siger, at det er halal. Ifølge imam Abu Hanifa, imam Malik og imam Ahmad er det haram. Ifølge imam al-Shafi’i og nogle tabi’iner er det ikke haram, men makruh. Nogle af sahabaerne og tabi’inerne har spillet det.

I værket al-Mughni siger Ibn Qudamah: »Skak er forbudt ligesom terninger. Terninger er imidlertid strengere forbudt end skak, fordi der findes hadither om dem. Skak ligner dog terninger. Derfor gælder terningernes regler for skak på grundlag af qiyas.«

Ifølge Abu Hurayrah, Sa’id ibn al-Musayyab og Sa’id ibn Jubayr er det mubah. Deres bevis er, at alle ting i udgangspunktet er halal, så længe der ikke findes bevis for, at de er haram. Eftersom der hverken findes en hadith eller et vers om skak, forbliver det derfor halal. De, der siger, at det er halal, gør det på tre betingelser:

1. Det må ikke forhindre spilleren i nogen islamisk pligt.
2. Det må ikke involvere hasardspil.
3. Der må ikke forekomme handlinger, som strider mod sharia, mens spillet foregår.

Kapitel 72: Waqf

Definition: I sproglig betydning betyder waqf at standse eller tilbageholde. I shariaens terminologi betyder waqf, at man bevarer selve ejendommen og donerer dens udbytte. Det vil sige at bevare ejendommen og anvende dens afkast eller høst på Allahs vej.

Hvor mange former for waqf findes der? Waqf kan oprettes til fordel for børnebørn, oldebørn, slægtninge og almindelige fattige mennesker. Dette kaldes familiær eller arvelig waqf. Undertiden oprettes waqf til alle former for velgørende formål. Dette kaldes velgørende eller almennyttig waqf.

Waqfens gyldighed: Den Almægtige Allah har foreskrevet waqf som en anbefalet handling og fastlagt den som et middel til at opnå nærhed til Allah. Araberne i uvidenhedens tid kendte ikke til den. Allahs Sendebud, fred være med ham, indførte den først, opfordrede alle til den og gjorde den udbredt, så fattige og nødlidende mennesker kunne få gavn af den.

Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Når et menneske dør, ophører alle dets handlinger undtagen tre: en vedvarende almisse eller sadaqa jariya, nyttig viden og et fromt barn, som bliver ved med at bede for den afdøde. Sadaqa jariyas andet navn er waqf. Hadithens betydning er, at uanset hvor mange gode gerninger den afdøde har udført, ophører de med hans død. Men disse tre handlinger er sådan, at belønningen for dem fortsætter, og de vedbliver med at være virksomme. Hans fromme barn, den nyttige viden, han efterlod og lærte videre, samt sadaqa jariya er resultater af hans egen indsats. Alligevel ophører deres gavnlige virkninger ikke efter hans død.

Ibn Majah overleverer, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »De gode gerninger, som fortsat når den troende efter hans død, er: 1. nyttig viden, som han har udbredt, 2. et fromt barn, som han har efterladt, 3. en Koran, som han har efterladt, 4. en moské, som han har bygget, 5. et herberg for rejsende, som han har bygget, 6. en vanddam, som han har gravet, 7. en almisse, som han i sin levetid har doneret fra sin ejendom, og som fortsat når ham efter hans død.«

Ud over disse syv er yderligere tre ting blevet nævnt. Ifølge imam al-Suyutis formulering er de tre: 8. at efterlade et frugttræ, 9. at holde vagt ved en grænse, 10. at efterlade et hus, der er bygget til ihukommelse af Allah (afholdelse af islamiske ceremonier).

Allahs Sendebud, fred være med ham, og hans ledsagere oprettede waqf af moskéer, jord, damme, haver og heste. I deres følge har folk senere oprettet waqf af meget ejendom, og det gør de stadig. Nogle eksempler på waqf fra Allahs Sendebuds tid, fred være med ham, er som følger:

1. Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ankom til Medina, beordrede han opførelsen af en moské og sagde: »Banu Najjar, vil I sælge mig denne jeres have for en pris?« De sagde: »Vi ønsker kun dens pris hos Allah.« Derefter gav de den bort uden betaling, og Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) byggede en moské på den. (De tre sahih-hadithsamlinger.)

2. Det er overleveret fra Uthman (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der graver Ruma-brønden, får Paradiset.« Uthman (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Så gravede jeg brønden.« (Al-Bukhari, at-Tirmidhi og an-Nasa’i.) I al-Baghawis overlevering hedder det: »Ruma-brønden tilhørte en mand fra Banu Ghifar. Han solgte et læderskind fuldt af vand for et mudd hvede. Da sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til ham: Vil du sælge den til mig for en kilde i Paradiset? Han sagde: Allahs Sendebud, jeg og min familie ejer ikke andet end den. Da Uthman (må Allah være tilfreds med ham) fik dette at vide, købte han den for femogtredive tusind dirham. Derefter kom han til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: Vil du også bevilge mig det, du bevilgede denne mand (det vil sige kilden i Paradiset)? Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Ja. Da sagde Uthman (må Allah være tilfreds med ham): Jeg giver den som sadaqa til muslimerne.«

3. Sa’d ibn Ubada (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud, Sa’ds mor er død. Hvilken sadaqa er bedst?« Han sagde: »Vand.« Så gravede han en dam og sagde: »Dette er for Sa’ds mor.«

4. Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: I Medina var Abu Talha den rigeste af ansarerne. »Bayruha« (en daddelpalmehave ved siden af Profetens Moské) var hans mest elskede ejendom. Den lå lige foran moskeen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at gå ind i haven og drikke vand fra en brønd med velsmagende vand dér. Da dette vers blev åbenbaret:

کی تتلو الْبِرْ حَتَّى تَنْفِقُوا مِمَّا تُحِبُّونَ»I vil aldrig opnå fromhed, før I giver ud af det, I elsker.« (Sura Al ‘Imran, vers 92). Talha gik til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Allah har sagt i Sin Bog: I vil aldrig opnå fromhed, før I giver ud af det, I elsker. Min mest elskede ejendom er Bayruha. Jeg giver den som sadaqa for Allahs skyld. Jeg håber, at jeg får dens belønning hos Allah. Allahs Sendebud, anvend den, som du ønsker.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fremragende! Dette er en indbringende ejendom. Jeg har hørt, hvad du har sagt om den. Jeg mener, at du bør fordele den blandt dine slægtninge og fætre.« Derefter fordelte Abu Talha den blandt sine slægtninge og fætre.« (Al-Bukhari, Muslim og at-Tirmidhi.)

Imam ash-Shawkani siger: Hvis en levende person giver mere end en tredjedel af sin ejendom bort på et andet tidspunkt end under en sygdom, der går forud for døden, er det tilladt. For Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte ikke Abu Talha, hvor stor den ejendom var, som han havde givet bort. Da Sa’d ibn Abi Waqqas var syg, sagde han til ham: »En tredjedel er meget.«

5. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Umar (må Allah være tilfreds med ham) fik noget jord i Khaybar. Han gik til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for at få en afgørelse og råd om den. Han sagde til ham: »Allahs Sendebud, jeg har fået noget jord i Khaybar. Jeg har aldrig før fået en så god ejendom. Hvad befaler du mig angående den?« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis du ønsker det, kan du beholde selve jorden og give dens afgrøde bort.« Derefter gav Umar (må Allah være tilfreds med ham) afgrøden som sadaqa. En ejendom, der er gjort til waqf, må hverken sælges, gives bort eller overgå til arvinger. Afgrøden fra denne jord kan gives til de fattige, slægtninge, frigivelse af slaver, jihad på Allahs vej, rejsende og gæster. Den, der fører tilsyn med den, må spise af den på rimelig vis og også bespise andre, men må ikke gøre den til sin egen ejendom.

Imam at-Tirmidhi siger: Sahabaerne og andre lærde går ind for at administrere waqf-ejendom i overensstemmelse med denne hadith. Man ved ikke, at nogen har fremsat en uenighed om dette. Dette var det første waqf i islam.

6. Imam Ahmad og al-Bukhari overleverer fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der hengiver en hest som waqf på Allahs vej, i tro og med ønsket om Allahs tilfredshed, vil på Opstandelsens Dag få alt, hvad hesten har spist, samt dens afføring og urin, vejet på vægtskålen som gode gerninger.

7. I den hadith, der er overleveret fra Khalid ibn al-Walid, siger Allahs Sendebud, fred være med ham: Khalid har hengivet alt sit krigsudstyr som waqf på Allahs vej.

Hvordan en waqf gennemføres: En waqf træder i kraft på to måder:

1. Ved en handling, der viser, at der er tale om en waqf, såsom at opføre en moské og kalde til bøn i den. Hertil kræves ingen afgørelse fra en hersker. Eller 2. ved ord. Ord er af to slags: tydelige ord eller antydende ord. Eksempler på tydelige ord er: »Jeg har gjort det til waqf«, »Jeg har givet det for Allahs skyld«, »Jeg har givet det for evigt« og lignende.

Et eksempel på antydende ord er: »Jeg har givet det som almisse.« Det er dog nødvendigt, at hensigten med dette er at oprette en waqf. Hvis nogen derimod opretter en waqf med forbehold om sin egen død, for eksempel ved at sige: »Mit hus skal være waqf efter min død«, er en sådan waqf ifølge Imam Ahmad tilladt. Det skyldes, at den er en form for testamente, som først træder i kraft efter døden.

Hvornår en waqf bliver bindende: Når en person udfører den handling eller siger de ord, der viser, at der er tale om en waqf, og han er myndig, ved sine fulde fem, fri og ikke udsat for tvang, bliver waqfen bindende. Det er ikke en betingelse, at den person eller institution, hvis navn waqfen er oprettet til fordel for, accepterer den. Når waqfen bliver bindende, er det ikke tilladt for den, der oprettede den, at sælge eller bortgive den waqf-ejendom eller anvende den på en måde, der medfører, at den ikke længere kan bestå som waqf-ejendom. Når den, der oprettede waqfen, dør, skal den waqf-ejendom ikke fordeles som arv efter ham. Det er nemlig, hvad waqfens karakter kræver. Det fremgår også af den tidligere nævnte hadith overleveret af Ibn Umar, at en waqf-ejendom ikke kan sælges, bortgives eller overføres som arv.

Ifølge Imam Abu Hanifa er det tilladt at sælge waqf-ejendom. Imam Abu Yusuf siger: Hvis den nævnte hadith fra Ibn Umar var nået Abu Hanifa, ville han have afsagt dom i overensstemmelse med den. Den fremherskende opfattelse i Imam al-Shafi’is madhhab er, at ejendomsretten til waqf-ejendommen overgår til Allah. Derfor forbliver den hverken den, der oprettede waqfens, ejendom, eller ejendom tilhørende den, som waqfen er oprettet til fordel for. Imam Malik og Ahmad siger: Ejendomsretten overgår til den, som waqfen er oprettet til fordel for.

Hvilken ejendom det er tilladt og ikke tilladt at oprette waqf over: Ifølge flertallet af de lærde er det tilladt at oprette waqf over jord og al løsøre, såsom møbler, Koraner, bøger, våben og husdyr med videre. (Imam Abu Hanifa, Imam Abu Yusuf og ifølge en overlevering Imam Malik mener dog, at det ikke er tilladt at oprette waqf over dyr.) Tilsvarende er det tilladt at oprette waqf over enhver genstand, som det er tilladt at sælge, og hvis nytte kan udnyttes, mens selve genstanden forbliver intakt. Dette er blevet behandlet tidligere. Det er ikke tilladt at oprette waqf over noget, hvis grundgenstand bliver ødelagt eller opbrugt, når man udnytter dens nytte, såsom mønter, stearinlys, mad og drikkevarer. Ligeledes er det ikke tilladt at oprette waqf over noget, der hurtigt forgår, såsom parfume. Det er heller ikke tilladt at oprette waqf over ting, som det ikke er tilladt at sælge, såsom pantsatte genstande, hunde, svin, rovdyr og rovfugle, der ikke er egnede til jagt.

I hvis navn er det tilladt at oprette et waqf: Det er kun tilladt at oprette et waqf i ens egne børns, slægtninges eller en velkendt persons navn samt til fromme formål såsom moskeer, broer, islamiske bøger eller Koranen. Det er ikke tilladt at oprette et waqf i en ukendt mands eller kvindes navn. Ligeledes er det ikke tilladt at oprette et waqf til et syndigt formål, såsom at oprette et waqf til fordel for en kirke.

Hvis et waqf oprettes i børnenes navn, omfatter det også børnebørn og oldebørn: Den, der opretter et waqf i sine børns navn, inkluderer dermed også sine børnebørn og oldebørn. Tilsvarende omfattes døtrenes børn også. Det er overleveret fra Abu Musa al-Ashʿari, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »En stammes søstersønner hører også til denne stamme.« (Bukhari, Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i, at-Tirmidhi)

Oprettelse af waqf til fordel for dhimmier: Det er også gyldigt at oprette et waqf til fordel for dhimmier, såsom kristne dhimmier. Det er også tilladt at give dem sadaqa. Profetens, fred være med ham, hustru Safiyya bint Huyayy oprettede et waqf af ejendom til fordel for sin jødiske bror.

Fælles waqf: Det er også gyldigt, at flere personer i fællesskab opretter et waqf af deres ejendom. Imam ash-Shafi’i, imam Malik og imam Abu Yusuf siger nemlig: Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, oprettede et waqf af hundrede dele af sin ejendom i Khaybar. Denne ejendom var ikke opdelt. Ifølge nogle lærde er et fælles waqf ugyldigt, fordi det er en betingelse for et waqf, at den pågældende ejendom er specifikt identificeret. Dette er imam Muhammads synspunkt.

Waqf i eget navn: Nogle lærde mener, at det er tilladt at oprette waqf også i sit eget navn. En mand sagde nemlig: »Jeg har en dinar.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til ham: »Giv den i sadaqa til dig selv.« Desuden er formålet med waqf at opnå nærhed til Allah og Hans tilfredshed, og man kan også opnå Allahs tilfredshed ved at bruge midler på sig selv. Dette er imam Abu Hanifas, Ibn Abi Laylas, imam Abu Yusufs og imam Ahmads opfattelse. Ibn Shaban fra den malikitiske retsskole, Ibn Surayj fra den shafiʿitiske retsskole, Ibn Sharuma og Ibnus-Sabbagh har ligeledes denne opfattelse. Nogle af dem mener også, at det er tilladt, hvis en person, der på grund af uforstand er blevet erklæret ude af stand til at disponere over sin ejendom, opretter waqf i eget navn og i sine børns navne. Han er nemlig blevet erklæret ude af stand til at disponere over sin ejendom med det formål at beskytte hans midler, og en sådan waqf bidrager til at opfylde dette formål. Andre anser det for ugyldigt, fordi waqf i eget navn svarer til at gøre sig selv til ejer. Ejeren af den ejendom, der er gjort til waqf, kan imidlertid ikke være waqif. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Giv udbyttet af waqf-ejendommen i sadaqa.« Denne hadith viser tydeligt, at ejeren skal være en anden end waqif. Dette er opfattelsen i den shafiʿitiske retsskole og hos flertallet af de malikitiske jurister.

Waqf uden angivet formål: Når en person gør sin ejendom til waqf uden at angive formålet med waqf, for eksempel blot siger: »Jeg gør dette hus til waqf«, uden at nævne, til hvilket formål, i hvis navn eller til hvilken form for arbejde waqf er oprettet, er der uenighed om, hvorvidt waqf er gyldig. Ifølge imam Malik er den gyldig, mens den ifølge den shafiʿitiske retsskole er ugyldig.

Oprettelse af waqf under den sygdom, der går forud for døden: Hvis en syg person under den sygdom, der går forud for døden, opretter waqf til fordel for en person, der ikke er arving, træder waqf i kraft inden for en tredjedel af hans ejendom, sådan som det sker med et testamente. Det afhænger ikke af arvingernes samtykke. Hvis waqf imidlertid overstiger en tredjedel, er det ikke gyldigt uden deres tilladelse.

Oprettelse af waqf til fordel for en arving under sygdom: Ifølge imam ash-Shafi’i og ifølge en overlevering fra imam Ahmad er det ugyldigt at oprette waqf til fordel for en arving under den sygdom, der går forud for døden. Ifølge andre end imam ash-Shafi’i og ifølge den anden overlevering fra imam Ahmad er det tilladt at oprette waqf til fordel for arvingerne inden for en tredjedel. Da imam Ahmad blev spurgt: »Mener du ikke, at man ikke kan testamentere til en arving?«, svarede han: »Jo.« Men waqf er noget andet end et testamente. Waqf kan nemlig hverken sælges, gives bort eller fordeles mellem arvingerne, og den bliver heller ikke arvingernes ejendom, så de kan få gavn af dens udbytte.

Waqf til fordel for de velhavende: Waqf er en form for tilbedelse, der hjælper med at opnå nærhed til Allah. Hvis man i forbindelse hermed fastsætter en betingelse, som ikke er en belønningsværdig handling eller ikke hjælper med at opnå nærhed til Allah – for eksempel at man kun vil give noget til de velhavende og ikke til andre – er der uenighed blandt de islamiske retslærde om et sådant waqf. Nogle mener, at det er tilladt, fordi det ikke er en syndig handling. Andre siger, at det ikke er tilladt, fordi det er en ugyldig betingelse. Desuden begrænser denne betingelse anvendelsen af waqf-ejendommen på en sådan måde, at waqf-stifteren ikke får nogen fordel af den, hverken i denne verden eller i det hinsidige.
Imam Ibn Taymiyya støtter den sidstnævnte opfattelse og siger: »Dette er ødselhed og spild, hvilket er forbudt. Eftersom Allah ikke bryder sig om, at rigdommens cirkulation begrænses til de velhavende, er det desuden ugyldigt. Allah siger i vers 7 i sura al-Hashr:

تى لا يكون دولة بين الْأَغْنِيَاء مِنكرن

»så det ikke blot cirkulerer blandt de velhavende blandt jer«. Den, der derfor i sit waqf eller testamente fastsætter, at de waqf-givne eller testamenterede midler kun skal cirkulere blandt de velhavende, fastsætter en betingelse, der strider mod Koranen. En betingelse, der strider mod Koranen, er nødvendigvis ugyldig, selv hvis der var tale om hundrede betingelser. For Allahs Bog har forrang, og Allahs betingelse er mere pålidelig.

Imam Ibn Taymiyya siger endvidere: »Hvis waqf-stifteren eller testator fastsætter en betingelse, som hverken er obligatorisk eller anbefalet i sharia, er en sådan betingelse ugyldig og i strid med Koranen. For det, som hverken er obligatorisk eller anbefalet, er forbudt som ødselhed, når man uden grund gør det bindende for sig selv.«

Det er tilladt for den, der fører tilsyn med waqf-ejendom, at modtage betaling fra waqf-ejendommen: Det er tilladt for den ansvarlige for pasning og tilsyn med waqf-ejendom at modtage betaling fra den. For den hadith, som tidligere er overleveret af Ibn Umar, siger: »Den, der fører tilsyn med waqf-ejendom, må tage en rimelig betaling fra den.« Med »rimelig« menes her det, som er acceptabelt efter den gængse skik. Imam al-Qurtubi siger: »Det er den gængse skik, at tilsynsføreren tager sin betaling fra udbyttet af waqf-ejendommen. Hvis waqf-stifteren ligefrem fastsætter den betingelse, at tilsynsføreren ikke må tage noget, er det en uretfærdig betingelse.«

Overskuddet af udbyttet eller afkastet fra waqf-ejendom skal anvendes til tilsvarende formål: Imam Ibn Taymiyya siger: »Det, der bliver tilovers fra udbyttet af waqf-ejendom, og som anses for ikke at være nødvendigt, skal anvendes til andre tilsvarende formål. Hvis en ejendom for eksempel er gjort til waqf til en moské, skal det overskud, der er tilbage, efter at moskéens behov er dækket, anvendes til en anden moské. For waqf-stifterens hensigt er et tilsvarende formål. Hvis det vurderes, at den første moské er blevet øde, og ingen længere kan drage fordel af den, skal dens udbytte eller indtægter anvendes til opførelse eller reparation af en anden moské. Når dens behov er dækket, skal et eventuelt overskud på samme måde anvendes til en anden tilsvarende moské. Det må ikke ligge ubenyttet hen.«

At omdanne noget, der er gjort til waqf eller viet ved et løfte, til noget bedre: Imam Ibn Taymiyya siger endvidere: At ændre det, der er gjort til waqf eller viet ved et løfte, og i stedet gøre noget bedre til waqf eller vie noget bedre ved et løfte, kan ske på to måder:

1. Ændring på grund af uundgåelig nødvendighed. Hvis det for eksempel bliver uegnet til brug, kan det sælges, og pengene bruges til at købe en erstatning. Et eksempel er en hest, der er gjort klar til krig. Hvis hesten ikke længere er egnet til at blive brugt i krig, skal den sælges, og en erstatning skal købes. På samme måde kan en moské flyttes til et andet sted eller sælges, hvis moskeens omgivelser bliver så dårlige, at den bliver uegnet til brug; for pengene opføres da en erstatningsmoské. Hvis der ikke længere er mulighed for at opfylde waqf-stifterens hensigt ved at anvende den waqf-givne ejendom, skal den sælges, og en erstatning skal købes for pengene. Når en waqf-given bygning bliver ødelagt, skal den sælges, og en erstatning skal købes for beløbet. Alt dette er tilladt.

2. At foretage en ændring af hensyn til en prioriteret eller større interesse, som når man udskifter offerdyret med et bedre dyr. På samme måde kan man i stedet for en moské opføre en anden moské, der er mere nyttig for områdets beboere, og sælge den første. Imam Ahmad anser denne handling og lignende handlinger for tilladte. Som bevis siger Imam Ahmad, at Umar ibn al-Khattab, må Allah være tilfreds med ham, flyttede Kufas gamle moské til et andet sted. Derefter blev den første moské omdannet til et marked for dadelhandlere. Da Umar, må Allah være tilfreds med ham, erfarede, at der var blevet lavet en åbning i Kufas bayt al-mal, skrev han til Sa’d, må Allah være tilfreds med ham: Flyt den moské, der ligger hos dadelhandlerne, og indlem bayt al-mal i moskeen. For der er altid en eller anden, der beder i moskeen. Dette hører under at ændre moskeens placering. Moskeens fundament kan også udskiftes med et andet fundament. Umar og Uthman, må Allah være tilfreds med dem, opførte nemlig Profetens Moské på et andet fundament end det tidligere og udvidede den desuden.

Det samme er sket med Den Hellige Moské. Det berettes i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til Aisha, må Allah være tilfreds med hende: »Hvis dit folk ikke netop var blevet reddet ud af uvidenhedstiden, ville jeg have revet Kabaen ned, lagt den i niveau med jorden og lavet to døre i den, hvoraf folk kunne gå ind gennem den ene og ud gennem den anden.« Hvis der altså ikke havde været en modstående overvejelse af større prioritet, ville Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, også have ændret Kabaens fundament. Derfor er det tilladt at ændre formen på et waqf-ejendoms fundament. Det kan gøres af hensyn til en større interesse. Imam Ahmad og andre anser det også for tilladt at ændre jorden eller grunden. For ledsagerne, især Umar, må Allah være tilfreds med ham, gjorde dette, og det blev almindeligt kendt uden at nogen modsagde det. Hvis jord, der er gjort til waqf med henblik på afgrøder og lignende, erstattes med bedre alternativ jord, er det ligeledes tilladt. På samme måde kan et hus, en butik, en have eller en landsby, der er gjort til waqf, udskiftes med et mere indbringende hus, en butik eller lignende, hvis afkastet er meget ringe. Blandt imam­erne har Abu Thawr og Egyptens dommer Abu Ubayd afsagt kendelse om, at dette er tilladt. Abu Thawr og Abu Ubayd nåede frem til denne opfattelse ved analogislutning på grundlag af Imam Ahmads udtalelse om, at det er tilladt at ændre moskejord med henblik på større gavn. Nogle af Imam Ahmads elever er dog imod at ændre moskéer, offerdyr og waqf-jord. Imam al-Shafi’i og Imam Malik er også imod det. Men hadith, overleveringerne fra ledsagerne og fornuften beviser, at det er tilladt. Allah ved bedst.

Waqf, der skader arvingernes interesser, er haram: Det er haram for en person at oprette et waqf, som skader arvingerne. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde nemlig: »I islam er der hverken adgang til at skade andre eller mulighed for at blive skadet.« Hvis et sådant waqf derfor oprettes, er det ugyldigt. I værket Rawdat al-Nadiyya står der:

Kort sagt er et waqf, hvis formål er at bryde de slægtskabsbånd, som Allah har befalet, at man skal opretholde, og at modsætte sig de obligatoriske pligter, som Allah har fastsat, ugyldigt og under ingen omstændigheder acceptabelt. Hvis nogen for eksempel opretter et waqf til fordel for sine sønner alene og udelukker sine døtre, er det ugyldigt. Formålet med et sådant waqf er nemlig ikke at opnå nærhed til Allah, men at overtræde Allahs befaling og berøve Hans tjenere de rettigheder, Han har fastsat for dem. Det er i virkeligheden et tyrannisk waqf, der hjælper Satan med at gennemføre sit formål. Læser, du bør derfor huske, at sådanne waqf i stor udstrækning er blevet udbredt i vores tid. På samme måde modsætter den person sig Allahs lov, som begrænser sin ejendom til sine efterkommere og opretter waqf udelukkende til fordel for dem med det formål at forhindre den i at gå videre end dem. Allahs lov er, at ejendomsretten overføres gennem arv, og at arvingen frit kan overdrage eller disponere over den ejendom, han har arvet, som han ønsker. Det tilkommer ikke waqf-opretteren at afgøre, om arvingerne er rige eller fattige; det tilkommer Allah. Det er meget sjældent, at en person opretter waqf til fordel for sine børn og efterkommere med det formål at opnå nærhed til Allah. Enhver, der opretter waqf, bør derfor overveje dette nøje. Samtidig skal man huske, at det er retfærdigt at oprette waqf for en del af ejendommen til fordel for de efterkommere, der er fromme og retfærdige eller beskæftiger sig med at tilegne sig og udbrede islamisk viden; gennem dette kan man opnå nærhed til Allah. Men kun få mennesker opretter waqf med dette formål. Derfor er den bedste fremgangsmåde at gennemføre den ordning for fordeling af rigdom, som Allah har fastsat for Sine tjenere, og som Han har valgt.

Det treoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Hiba og hadiya

Definition: I den hellige Koran står der i sura Ali Imran, vers 38:

قَالَ رَبِّ هَبْ لِي مِن لَّدُنْكَ ذُرِّيَّةً طَيِّبَةٌ : إِنَّكَ سَمِيعُ الدُّعَاءِ

»Han sagde: ‘Min Herre, skænk mig fra Dig et godt afkom. Du er den, der hører bønnen.’« Ordet hiba betyder at give eller vise nogen gunst, hvad enten det sker gennem penge og rigdom eller gennem noget andet. I den islamiske rets terminologi betegner det en aftale, hvis formål er, at en person i sin levetid uden nogen modydelse gør en anden person til ejer af noget af sin ejendom eller en af sine ejendele. Hvis man giver nogen sin ejendel udelukkende til brug uden at gøre ham til ejer, er det ikke hiba, men lån. Når man giver nogen noget, der ikke regnes som ejendom, såsom vin eller et dødt dyr, er det heller ikke hiba eller hadiya. Når ejerskabsoverdragelsen ikke sker i giverens levetid, men efter hans død, kaldes det et testamente. Når handlingen sker mod en modydelse, kaldes det et salg, og salgsreglerne finder anvendelse på den. Ifølge Imam Abu Hanifa er en hiba, der gives på betingelse af en modydelse, først en hiba, men bliver i sidste ende til et salg. I så fald bliver modtageren ikke ejer, før han har modtaget modydelsen og taget den pågældende genstand i besiddelse. Den, der har fået en hiba, kan ikke disponere over den, før han har taget den i besiddelse.

Giveren kan indgå aftalen.

Det er en betingelse, at modydelsen er fastlagt og kendt. Ellers anses gaven for ugyldig.

En ubetinget gave indebærer ingen modydelse, uanset om den gives til en person på samme niveau som giveren eller til en person, der står lavere eller højere end ham.

Dette er hibaens betydning i den snævre forstand. I bredere forstand omfatter »hiba« tre ting:

1. At eftergive eller annullere en gæld, som nogen skylder.
2. Sadaqa, det vil sige en almisse eller gave, hvorved man søger belønning i det hinsidige.
3. Hadia eller gave: Det vil sige, at den, der modtager hadiaen eller gaven, skal give en modydelse for den. Dette kaldes hiba bil-‘iwad.

Den islamiske lovs bestemmelse om hiba: Allah har gjort hiba lovlig i den islamiske lov, fordi den fremmer medfølelse og hengivenhed mellem mennesker og styrker kærlighedens bånd. Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Udveksl gaver med hinanden, så vil I komme til at elske hinanden.« (Bukhari, al-Adab al-Mufrad, Bayhaqi). Allahs Sendebud plejede at modtage gaver og gengælde dem. Han opfordrede til og tilskyndede til at modtage gaver. Imam Ahmad overleverer fra Khalid ibn Adi, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der modtager en gave fra sin broder uden nogen form for anmodning eller krav fra hans side, bør tage imod den og ikke give den tilbage. For den er en velsignelse fra Allah, som Han har sendt til ham uden at han havde bedt om den.« Det er overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud sagde: »Hvis den nederste del af benet på et dyr blev sendt til mig som gave, ville jeg tage imod den; og hvis jeg blev inviteret til at spise den, ville jeg også acceptere invitationen.« (Ahmad, Tirmidhi)

Det er overleveret fra Aisha, at hun sagde: »Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, jeg har to naboer. Hvem af dem skal jeg sende en hadia (gave) til?’ Allahs Sendebud sagde: ’Den, hvis dør er nærmest din.’« Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Udveksl gaver med hinanden. Det fjerner had og fjendskab fra hjertet. Ingen kvindelig nabo bør ringeagte sin anden nabos gave, selv om det blot er et stykke af en gedefod.« Allahs Sendebud modtog også gaver fra de vantro. Han modtog gaver fra den romerske kejser, den persiske kejser og al-Muqawqis. På samme måde sendte han gaver og gavegenstande til de vantro.

Imam Ahmad, Abu Dawud og Tirmidhi overleverer imidlertid: Iyaz sendte en gave til Allahs Sendebud. Allahs Sendebud sagde til ham: »Har du antaget islam?« Han svarede: »Nej.« Han sagde: »Jeg er blevet forbudt at modtage gaver fra polyteister.« Om denne hadith siger al-Khattabi: »Hadithen er muligvis blevet ophævet, for Allahs Sendebud har modtaget gaver fra flere polyteister.«

Imam al-Shawkani siger: Imam al-Bukhari har i sin samling af autentiske hadither overleveret en hadith, som beviser, at det er tilladt at modtage gaver fra polyteister. Hafiz Ibn Hajar al-Asqalani siger i værket »Fath al-Bari«: »Giveren af den gave, der omtales i den nævnte hadith, var polyteist. Derfor er der ingen mulighed for at hævde, at hændelsen, hvor gaven blev returneret, fandt sted med en af Skriftens folk.

Hibaens grundbestanddele: Hibaen er gyldig, så snart ijab og kabul er gennemført ved brug af enhver formulering, der viser, at ejendomsretten til den givne genstand overdrages uden nogen modydelse. Giveren kan for eksempel sige: »Jeg giver dig den«, »Jeg forærer dig den« eller »Jeg skænker dig den« og lignende. Den anden siger så: »Jeg modtager den.« Imam Malik og Imam al-Shafi‘i mener, at det er vigtigt at udtrykke kabul ved hiba. Ifølge nogle hanafitiske faqih­er er alene giverens ijab (tilbud) dog tilstrækkelig. I virkeligheden er sidstnævnte opfattelse den mest korrekte. Hanbalitiske faqih­er siger: Hiba bliver kun gyldig gennem gensidig overdragelse. Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte og modtog gaver. Sahaba gjorde ligeledes. Man har ikke hørt, at de stillede noget krav om ijab og kabul.

Hibaens betingelser: Hiba kræver en hiba-giver, en hiba-modtager og en genstand, der gives som hiba.

Der gælder visse betingelser for hver af disse tre.

Betingelser for hiba-giveren: Hiba-giveren skal opfylde følgende betingelser:

1. Han skal eje den givne genstand.
2. Han må ikke være en person, som det af en eller anden grund er forbudt ved lov at foretage retshandler.
3. Han skal være myndig, for en mindreårig er ikke berettiget til at foretage retshandler.
4. Han skal give hiba frivilligt, af egen fri vilje og uden tvang, for hiba-aftalen skal indgås frivilligt.

Betingelser for den, der modtager hiba: Den, der modtager hiba, skal opfylde følgende betingelser: Han skal være fysisk til stede på tidspunktet for overdragelsen. Hvis han er fraværende eller befinder sig i moderens liv, er hibaen ikke gyldig. Hvis modtageren er til stede på tidspunktet for overdragelsen, men er mindreårig eller sindssyg, modtager hans værge, omsorgsperson eller testamentarisk udpegede person den på hans vegne, også selv om denne ikke er en slægtning.

Betingelser for genstanden, der gives som hiba eller gave: Betingelsen for genstanden, der gives som gave eller hiba, er:

1. Den skal faktisk være til stede.

2. Det skal være noget, der har en værdi (og som kan købes og sælges). Ifølge de hanbalitiske fuqahaer er det tilladt at give tamme hunde og urene ting, som det er tilladt for mennesker at drage nytte af, som hiba.

3. Genstanden skal være giverens ejendom, det vil sige noget, hvis handel og overdragelse er tilladt. Derfor kan flodvand, fisk i havet, fugle på himlen samt moskeer og bedehuse ikke gives som hiba. Det skyldes, at disse ting ikke ejes af nogen og ikke kan handles med eller overdrages.

4. Genstanden må ikke være permanent forbundet med giverens øvrige ejendom, såsom afgrøder, træer og bygninger. Det er nødvendigt at udskille genstanden og overdrage den til den, der skal have den, så vedkommende bliver dens ejer.

5. Genstanden må ikke være fællesejet. Besiddelsen af den er ikke gyldig uden en særskilt besiddelse, sådan som det er tilfældet med en bue. Ifølge imam Malik, imam al-Shafi‘i og imam Ahmad er dette ikke en betingelse. De siger, at det er tilladt at give en fællesejet genstand som gave, selv om den ikke er udskilt. I den malikitiske madhhab er det tilladt at give noget som hiba, selv om det ikke er tilladt at sælge det, såsom en bortløben kamel, umodne frugter og afgrøder samt beslaglagte genstande.

Hiba under den sygdom, som medfører patientens død: Hvis nogen giver noget bort, mens han lider af den sygdom, som han dør af, er reglerne for dette som reglerne for et testamente. Det vil sige, at gaven ikke gives, før arvingerne har givet deres tilladelse. Hvis nogen giver en af arvingerne noget som hiba og derefter dør, og de øvrige arvinger hævder, at han gav det som hiba, mens han led af den sygdom, der gik forud for hans død, mens den, der modtog hibaen, hævder, at den blev givet, mens han var rask, påhviler det modtageren at bevise sandheden i sin påstand. Hvis han ikke gør det, antages det, at hibaen blev givet under den dødelige sygdom, og reglerne for et testamente finder anvendelse. Hvis arvingerne ikke giver deres tilladelse, anses hibaen for ugyldig og uden virkning. Hvis giveren derimod bliver rask efter at have givet hiba under den dødelige sygdom, er hibaen gyldig.

Besiddelse af den genstand, der er givet som hiba: Nogle fuqahaer mener, at den, der har fået noget som hiba, bliver berettiget til genstanden alene ved hiba-aftalen, og at besiddelse slet ikke er en betingelse. Grundprincippet for alle aftaler er nemlig, at de er gyldige uden krav om besiddelse, sådan som det er tilfældet ved salg. Dette er imam Maliks, imam Ahmads, Abu Thawrs og zahiritternes madhhabs opfattelse. På grundlag af dette princip bliver hibaen ikke ugyldig, hvis giveren eller modtageren dør, før genstanden er taget i besiddelse, for vedkommende er blevet ejer af genstanden alene gennem aftalen. Imam Abu Hanifa, imam al-Shafi‘i og al-Thawri siger, at det er en betingelse for hibaens gyldighed, at den givne genstand tages i besiddelse. Så længe modtageren ikke har taget den i besiddelse, er hibaen ikke bindende for giveren. Hvis giveren eller modtageren derfor dør, før genstanden er taget i besiddelse, bliver hibaen ugyldig.

At give hele sin ejendom bort: Ifølge flertallet af de lærde er det gyldigt, at en person giver hele sin ejendom til en anden. Imam Muhammad og nogle hanafitiske fuqahaer siger imidlertid, at det ikke er gyldigt at give hele sin ejendom bort, uanset hvor stor en god gerning det måtte være. De har betegnet den, der gør dette, som tåbelig og ment, at det er obligatorisk at nedlægge forbud mod alle hans dispositioner.

Forfatteren til værket ar-Rawdat an-Nadiyya siger om dette:

Det er tilladt for den, der kan udvise tålmodighed under fattigdom, nød og økonomiske vanskeligheder, at give størstedelen eller hele sin ejendom bort. Men for den, der rækker hånden frem og tigger hos andre, når han bliver fattig, er det ikke tilladt at give størstedelen eller hele sin ejendom bort.” Denne opfattelse kan anses for at forene de hadither, der beviser, at det er tilladt at give mere end en tredjedel af sin ejendom bort, med dem, der beviser, at det ikke er tilladt.
Gengældelse for en hadiya eller gave: Det er mustahab at gengælde en gave, uanset om den gives af en person af høj rang til en person af lavere rang. Imam Ahmad, al-Bukhari, Abu Dawud og at-Tirmidhi beretter nemlig fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende: »Allahs Sendebud tog imod gaver og gengældte dem.« Ifølge Ibn Abi Shaybas beretning gav han en bedre gave tilbage end den, han havde modtaget, så han også kunne tage lige del i den høflighed og storsindethed, som nogen havde vist ham, og så ingen fik anledning til at bebrejde ham dette.

Imam al-Khattabi siger: Nogle jurister inddeler mennesker i tre kategorier med hensyn til at give gaver:

1. En gave, som en herre eller en person med tilsvarende høj rang giver til en slave eller en anden person af lavere rang. Dette er et tegn på hengivenhed. Det er ikke nødvendigt at gengælde den.

2. En person af lavere rang giver en hiba eller gave til en person af højere rang. Dette sker som regel med det formål at opnå medfølelse og gunst. I dette tilfælde er det nødvendigt at gengælde den.

3. At give en hiba eller gave til en person af samme rang. Her er det først og fremmest hengivenhed og nærhed, man ønsker at opnå. Nogle siger, at den kan gengældes. Men når det er en betingelse for hibaen, at den gengældes, er det nødvendigt at gengælde den.

At give et af børnene en hiba med forrang: Det er ikke tilladt at give et af børnene en hiba eller gave frem for de andre børn. Det sår nemlig splittelse, had og fjendskab i familien og afbryder de gensidige bånd, som Allah har befalet, at man skal styrke. Dette er opfattelsen hos Imam Ahmad, Ishaq, ath-Thawri, Tawus og nogle malikitiske jurister. De siger: »At gøre forskel mellem børnene og give det ene forrang frem for det andet er ugyldigt og uretfærdigt, og den, der gør dette, er selv forpligtet til at tilbagekalde det.« Imam al-Bukhari har udtrykt denne opfattelse eftertrykkeligt og som bevis citeret den hadith, som Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede: »Vær lige, når I giver gaver til børnene. Hvis jeg skulle give nogen forrang, ville jeg give pigerne forrang.« (At-Tabarani, al-Bayhaqi)

Imam Ahmads opfattelse er, at det er haram at give et af børnene forrang frem for et andet, hvis der ikke foreligger en særlig grund. Men hvis der er en grund eller et behov for at give forrang, er det ikke forkasteligt. I værket al-Mughni står der: Hvis faderen giver et barn forrang af en grund, der berettiger til forrang, såsom at barnet er afhængigt af andre, er vansiret eller handicappet, blindt, har mange børn, er optaget af at søge viden eller besidder en tilsvarende god egenskab, eller hvis et barn er en synder eller tilhænger af innovation, så fremgår det af nogle overleveringer, at Imam Ahmad tillader, at dette barn berøves en gave, fordi det vil bruge eller anvende den hiba eller gave, faderen har givet, til syndige formål.

Det er overleveret fra ash-Shaʿbī, at Nuʿmān ibn Bashīr sagde: »Min far gav mig en gave.« En af denne hadiths overleverere, Ismāʿīl ibn Sālim, siger: »Nuʿmān ibn Bashīrs far gav ham en slave. Da sagde hans mor, ʿAmrah bint Rawāhah, til hans far: ›Gå til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og bed ham være vidne.‹ Han gik til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og fortalte ham om sagen. Han sagde: ›Jeg har givet min søn Nuʿmān en gave, og ʿAmrah rådede mig til at bede dig være vidne til dette.‹ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ›Har du andre børn end Nuʿmān?‹ Han svarede: ›Ja.‹ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: ›Har du givet dem alle en tilsvarende gave som den, du gav Nuʿmān?‹ Han svarede: ›Nej.‹ Nogle af disse overleverere sagde da til Nuʿmāns far: ›Dette er uretfærdigt.‹ Andre sagde: ›Dette er åbenlys uretfærdighed.‹ Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde derfor: ›Lad en anden end mig være vidne til dette.‹ Al-Mughīrah sagde: ›Ønsker du ikke, at alle dine børn skal være lige kære for dig og vise dig den samme omsorg?‹ Han svarede: ›Jo.‹ Da sagde al-Mughīrah: ›Så lad en anden end mig være vidne til dette.‹ Mujāhid sagde til ham: ›Dine børn har ret til at modtage retfærdighed fra dig. På samme måde har du ret til at modtage god behandling og omsorg fra dem.‹

Allāmah Ibn al-Qayyim siger: »I denne hadith findes en detaljeret redegørelse for den retfærdighed, som Allah har påbudt i Sin Bog, som himlene og jorden er grundlagt på, og som den islamiske sharīʿah hviler på. Denne hadith stemmer bedre overens med Koranen end alle de former for argumentation, der findes i verden, og den er et afgørende bevis.« Hanafitterne, shafiitterne, malikit­terne og flertallet af de retslærde mener, at det er mustahabb at behandle børnene lige, og at det ikke er haram, men makruh, at give et af dem forrang frem for et andet. Hvis nogen giver et barn forrang, er det gyldigt. De har givet ti svar på hadithen om Nuʿmān ibn Bashīr.

Men alle disse ti svar er fejlagtige. Hāfiz Ibn Hajar har citeret disse svar i værket »Fath al-Bārī«. Ash-Shawkānī har også citeret dem i »Nayl al-Awtār«:

For det første: Ibn ʿAbd al-Barr overleverer, at den gave, som Nuʿmān ibn Bashīrs far gav ham, var hele hans ejendom. Men sådan som hadithen er overleveret gennem flere kæder, fremgår det tydeligt, at det ikke var hele ejendommen, men kun en del af den. I Imām Muslims overlevering siges det også: »Min far gav mig en del af sin ejendom.« I en anden hadith siges det, at han gav ham en slave.

For det andet: Den nævnte gave blev ikke faktisk givet; den blev blot foreslået. Bashīr kom for at rådføre sig med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om sagen. Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, rådede ham til ikke at gøre det, afstod han fra det. Dette er at-Tabarīs overlevering.

Svaret på dette er, at Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, befaling om at tage gaven tilbage viser, at gaven var blevet givet. Det samme fremgår af ʿAmrahs anmodning om, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, skulle være vidne. For det tredje: Nuʿmān var myndig, og han havde endnu ikke taget gaven i besiddelse. Derfor kunne hans far tage den tilbage. Dette er Imām at-Tahāwīs overlevering. Hāfiz Ibn Hajar siger: Dette strider mod flertallet af overleveringerne. Især Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ord: »Tag den tilbage« beviser, at gaven allerede var blevet taget i besiddelse. Desuden fremgår det af flertallet af overleveringerne, at Nuʿmān på det tidspunkt var mindreårig, og derfor blev den opbevaret hos hans far. Derfor befalede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham at tage den nævnte gave tilbage. For selv om den befandt sig hos faderen, svarede det til, at den var i barnets besiddelse.

For det fjerde: Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ord: »Tag gaven tilbage« beviser, at det er tilladt at give gaver. Hvis det ikke havde været tilladt, ville det heller ikke have været tilladt at tage den tilbage. Han befalede, at den skulle tages tilbage, fordi en far har ret til at tage det tilbage, som han giver sit barn. Det bedste er dog ikke at gøre det. Men fordi det er mustahabb at behandle børnene lige, blev dette barn givet forrang. Hāfiz Ibn Hajar siger: Dette argument er fejlagtigt. Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, ord »Tag den tilbage« betyder: »Gør ikke gaven gældende.« Det beviser ikke, at gaven tidligere havde været tilladt.

For det femte: Ordene »Lad en anden end mig være vidne til dette« viser, at det er tilladt at have et vidne til denne handling. Grunden til, at han ikke selv ønskede at være vidne, var, at han var den øverste hersker. Det sømmer sig ikke for den øverste hersker at være vidne; han er jo den, der træffer afgørelserne. Dette er at-Tahāwīs overlevering.

Svaret er, at eftersom det ikke sømmer sig for en hersker at være vidne, er det, når han først er blevet vidne, ikke nødvendigt for ham at afstå fra at være vidne. Det fremgår af den resterende del af hadithen, at tilladelsen til at gøre andre til vidner i virkeligheden er ensbetydende med at udtrykke sin vrede. Ibn Hajar siger: Dette er flertallet af de retslærdes mening.

Seks: Af Profetens udsagn: »Har du ikke behandlet alle børn lige?« fremgår det, at befalingen om lige behandling i den hadith, hvori den forekommer, betyder mustahabb, mens forbuddet betyder makruh tanzihi. Men Ibn Hajar siger i sin gengivelse: Dette svar ville have været korrekt, hvis der ikke i en anden overlevering direkte havde stået: »Behandl børnene lige.«

Syv: I den hadith, der er overleveret af Nu’man, står der: »Oprethold nærhed blandt børnene«, ikke: »Oprethold lighed«. Svaret lyder imidlertid, at I jo hverken anser lighed eller nærhed for obligatorisk.

Otte: Sammenligningen mellem retfærdighed og lige behandling af børnene og børnenes omsorg for og respekt over for faderen viser, at befalingen om lige behandling betyder mustahabb. Dette svar er forkert, fordi det, at manglende lige behandling betegnes som uretfærdighed, og at det forbydes at give nogen forrang, beviser, at lige behandling er wajib.

Ni: Det fremgår af en anden hadith, at Abu Bakr gav Aisha en gave, og det fremgår af al-Tahawis overlevering, at Umar gav Asim en gave, men ikke de øvrige børn. Hvis det var forbudt at give nogen forrang, ville de to kaliffer ikke have gjort det. Svaret er, at de øvrige børn i begge tilfælde havde deres egen formue. Desuden kan det, som Abu Bakr eller Umar måtte have gjort, ikke accepteres, hvis det er i direkte modstrid med Profetens udsagn.

Ti: Det er enstemmig opfattelse, at det er tilladt at give sin ejendom til andre end sine børn. Når det er tilladt at give den til en anden og dermed berøve alle sine børn den, må det naturligvis også være tilladt at berøve nogle af børnene den. Ibn Hajar siger: Dette udsagn er forkert, for analogislutning kan ikke accepteres, når der foreligger en klar tekst fra Koranen eller hadithen. Derfor er lige behandling af børnene wajib, og forskelsbehandling er haram.

Former for lige behandling af børnene: De, som anser lige behandling for wajib, har udtrykt forskellige meninger om, hvordan den skal udformes. Muhammad, Ahmad, Ishaq og nogle af de shafiitiske og malikitiske retslærde siger: Retfærdighed består i at give en søn det dobbelte af en datter, ligesom ved arv. Deres argument er, at børnene ville have modtaget det på denne måde, hvis faderen var død. Andre mener, at der ikke er nogen forskel på sønner og døtre. Eftersom hadithen udtrykkeligt nævner lighed, er lighed det afgørende.

At tage en hibah tilbage: Ifølge flertallet af de lærde er det haram at tage en hibah tilbage, uanset om den er givet mellem søskende eller mellem ægtefæller. Faderen må dog tage den hibah, han har givet sit barn, tilbage.

Imam Malik siger: Faderen kan tage den genstand, han har givet sit barn, tilbage, så længe den ikke er blevet ændret. Når den først er blevet ændret, kan han ikke tage den tilbage. Imam Abu Hanifa siger: En genstand, der er givet til en person, som ikke er en blodbeslægtet slægtning, kan ikke tages tilbage. Imam Abu Hanifas synspunkt er ikke stærkt, fordi det strider mod hadithen.

Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Ibn Abbas og Ibn Umar, må Allah være tilfreds med dem, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Det er ikke tilladt for en person at tage en genstand tilbage, efter at han har givet den til nogen. Kun en far kan tage den genstand, han har givet sit barn, tilbage. Den, der tager noget tilbage, efter at have givet det til nogen, er som den hund, der kaster op efter at have spist sig mæt og derefter æder sit eget opkast.” (Tirmidhi erklærer denne hadith for sahih.) Denne hadith beviser endnu stærkere, at det ikke er halal at tage en given genstand tilbage fra nogen anden end ens barn.

En gave, der gives i forventning om en tilsvarende modydelse, kan tages tilbage, hvis modydelsen ikke modtages. Salim beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den, der giver en genstand til nogen, har større ret til at få den tilbage, så længe han ikke har modtaget en modydelse.” Ibn al-Qayyim foretrækker dette synspunkt i værket ‘Ilam al-Muwaqqi’in og siger: “Det er kun forbudt for den giver at tage den givne genstand tilbage, når han har givet den uden at håbe på nogen form for modydelse. Den giver, som giver noget i håb om en modydelse, men ikke modtager den, kan tage sin givne genstand tilbage. Allahs Sendebuds sunnah bør følges fuldstændigt, ikke kun delvist.”

Gaver, der ikke kan tages tilbage:

1. Det berettes fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Tre gaver kan ikke tages tilbage: en pude, parfume og mælk.” (Tirmidhi).

2. Det berettes fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den, der får en blomst, bør ikke give den tilbage, for den er let at bære og velduftende.” – Muslim.

3. Anas siger: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afviste aldrig parfume.

At prise gavegiveren og bede for ham: 1. Det berettes fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den, der ikke takker mennesker, takker heller ikke Allah.” (Ahmad, Tirmidhi).

2. Det er overleveret fra Jābir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når en person får en gave, bør han give noget til gengæld, hvis han er i stand til det. Hvis han ikke er i stand til det, bør han prise og takke giveren. Den, der priser, udtrykker taknemmelighed, mens den, der skjuler sin ros, er utaknemmelig. Den, der smykker sig med noget, han ikke har fået, er som en, der ifører sig bedragets klædning.« (Abū Dāwūd, at-Tirmidhī).

3. Det er overleveret fra Usāmah ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der modtager en venlighed, og siger til den, der viste ham venlighed: ‘Må Allah belønne dig med det bedste’, har lovprist ham rigeligt.« (at-Tirmidhī).

4. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Medina, og emigranterne kom til ham og sagde: »O Allahs Sendebud! Vi har ikke set mennesker, der er mere rundhåndede med deres rigdom og mere medfølende end dem, vi er kommet til her. De anstrenger sig meget for vores skyld og deler deres overflod med os. Derfor frygter vi, at de vil få hele belønningen i det hinsidige.« Han sagde: »Nej, så længe I priser dem og beder for dem, vil I også have del i belønningen.« (at-Tirmidhī).

Det 74. kapitel: ʿUmrā

Definition: ʿUmrā er en form for hiba, som en person giver til en anden, så denne kan have brugsretten i hele sin levetid, hvorefter den vender tilbage til giveren efter hans død. Der anvendes forskellige formuleringer om dette, såsom: »Jeg giver dig denne ting for hele dit liv« eller »Jeg giver dig dette hus, så du kan have brugsretten til det hele livet«. Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, afviste forestillingen om, at det skulle vende tilbage til giverens ejerskab. Efter modtagerens død bliver den givne genstand hans arvingers ejendom. Hvis han ikke har nogen arvinger, går den til Bayt al-Māl. Den vender dog under ingen omstændigheder tilbage til giveren eller den, der har givet hiba.

1. Det er overleveret fra ʿUrwah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »ʿUmrā tilhører den, som den er givet til.« (al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd og an-Nasāʾī).

3. Det er overleveret fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »ʿUmrā er tilladt.« (al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd og an-Nasāʾī).

4. Det er overleveret fra Abū Salamah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »ʿUmrā tilhører den, den er givet til, og derefter tilhører den hans arvinger. Den vender aldrig tilbage til giveren. Han har givet noget, som arveretten er blevet gældende for.« (Muslim, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah).

5. Abu Dawud beretter fra Tariq al-Makki, at Jabir ibn Abd Allah sagde: En kvinde fra ansarerne fik en daddelplantage foræret af sin søn. Derefter døde kvinden. Sønnen sagde da: »Jeg gav jo min mor plantagen, så hun kunne have glæde af den hele sit liv.« Hun havde flere brødre. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Denne plantage er til kvindens brug hele hendes liv og også efter hendes død.« Han sagde: »Jeg gav hende den som sadaqa.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så er den endnu længere fra at kunne vende tilbage til dig.« (Hvis man giver noget som sadaqa, er der slet ikke tale om, at man kan få det tilbage.) Dette er Hanafi-skolens, Shafi’i-skolens og imam Ahmads opfattelse. Imam Malik siger: »Umra gives kun med henblik på, at en person får brugsretten og rådigheden over en ting; ejendomsretten til selve tingen gives ikke. Hvis nogen giver en anden en umra, er det kun til brug og rådighed hele hans liv; den overgår ikke som arv. Hvis giveren imidlertid nævner, at den er til ham og hans efterkommere, overgår den som arv.« Men imam Maliks opfattelse strider mod den ovenfor nævnte hadith.

Det femoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Ruqba

Definition: Ruqba er, når en person fremsætter følgende tilbud til en anden: »Jeg giver dig mit hus som ruqba; jeg giver dig det, så du kan bruge det og råde over det hele dit liv. Hvis du dør før mig, vender det tilbage til mig. Og hvis jeg dør før dig, skal det tilhøre dig og dine efterkommere.« Huset tilhører den af de to, der dør sidst. Mujahid siger: Hvis nogen siger til en anden: »Denne ting er din, så længe du lever«, er det umra; og hvis han siger: »Den tilhører den af mig og dig, der dør sidst«, er det ruqba.

Gyldighed: Ruqba er gyldig i sharia.

Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Umra er gyldig for den, som den gives til. Ruqba er også gyldig for den, som den gives til.« (Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah).

Bestemmelse: Ifølge imam al-Shafi’i og imam Ahmad er ruqba ligesom umra.

Ifølge imam Abu Hanifa overgår umra som arv, mens ruqba gives på lånt tid.

Det seksoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Underholdsbidrag eller forsørgelse

Vi har tidligere drøftet mandens ansvar for at forsørge sin hustru. Det, der mangler, er spørgsmålet om sønnens ansvar for at forsørge sine forældre, faderens ansvar for at forsørge sin søn samt ansvaret for at afholde udgifter til slægtninge og dyr.

Forældrenes forsørgelse og opkrævning heraf fra sønnens formue: Når sønnen er velstående, og forældrene er ubemidlede, påhviler ansvaret for forældrenes forsørgelse sønnen. ‘Ā’ishah, må Allah være tilfreds med hende, blev spurgt af sin tante, som var ‘Ammārah ibn ‘Umayrs tante: »Jeg tager mig af et forældreløst barn. Må jeg tage den nødvendige forsørgelse fra dette barns formue?« ‘Ā’ishah, må Allah være tilfreds med hende, svarede: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver persons bedste forsørgelse er det, han tager fra sin egen indtægt; tilsvarende er hans barns bedste forsørgelse det, han tager fra sin indtægt.« (Abū Dāwūd, al-Nasā’ī, Ibn Mājah og al-Tirmidhī). På den anden side er det tilladt for forældrene at tage deres forsørgelse fra sønnens formue, uanset om sønnen giver dem tilladelse eller ej. Det er også tilladt for forældrene at bruge af sønnens formue, så længe de ikke ødsler, bruger overdrevent eller spenderer tåbeligt. Det første bevis herfor er den førnævnte hadith, og det andet er den hadith, som Jābir, må Allah være tilfreds med ham, berettede: En mand sagde: »O Allahs Sendebud, jeg har formue og børn, men min far ønsker at opbruge min formue.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Du og din formue tilhører din far.« – Ibn Mājah. Det skal bemærkes, at ordene »Din formue tilhører din far« ikke betyder, at faderen er ejer af sønnens formue. Sønnen er nemlig ejer af den formue, han har tjent, det er også hans ansvar at betale dens zakāt, og hans børn er hans arvinger.

Imām Abū Hanīfah, Imām al-Shāfi‘ī og Imām Mālik mener, at faderen ikke må tage mere fra sønnens formue end det, der er nødvendigt. Ifølge Imām Ahmad må han derimod tage så meget, han ønsker, uanset om det er nødvendigt eller ej.

Den velstående fader er ansvarlig for at forsørge det ubemidlede barn: Ligesom det velstående barn er ansvarligt for at forsørge den ubemidlede fader, er den velstående fader på samme måde ansvarlig for at forsørge det ubemidlede barn. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Hind (Abū Sufyāns hustru): »Tag fra hans (din mands) formue, hvad der er tilstrækkeligt til dig og din søn.« Imām Ahmad siger: Hvis barnet bliver myndigt, mens det er ubemidlet eller arbejdsløst, og det ikke har nogen formue eller indtægt, fritages faderen ikke for ansvaret for at forsørge det.

Forsørgelse af ubemidlede slægtninge: Der er stor uenighed blandt de islamiske retslærde om, hvorvidt velstående slægtninge er ansvarlige for at forsørge ubemidlede slægtninge. Nogle siger: Det er ikke obligatorisk, men man bør gøre, hvad der er nødvendigt, som et middel til at bevare blodbåndene og udvise godhed. Imām al-Shawkānī siger: En slægtning har ikke noget ansvar over for en anden slægtning ud over det, der er nødvendigt for at bevare blodbåndene. Grunden til, at det ikke er nødvendigt at forsørge andre kategorier af slægtninge end blodbeslægtede, er, at der ikke findes noget bevis herfor i Koranen eller hadith. Der findes derimod nogle hadither, som blot påbyder, at man opretholder slægtskabsbåndene. Disse er imidlertid af generel karakter. Den blodbeslægtede, hvis forsørgelse afhænger af andre, har størst ret til, at slægtskabsbåndet styrkes med ham. Allah har sagt i Sūrat al-Talāqs vers 7:

لِيُنْفِقُ نَوْسَعَةٍ مِّن سَعَتِهِ ومَن قَدِرَ عَلَيْهِ رِزْقَهُ فَلْيُنْفِقْ مِمَّا انه الله ، لا يُكَلِّفُ اللَّهُ نَفْسًا إِلَّا مَا أَنَّهَا سَيَجْعَلُ اللَّهُ بَعْدَ عَسْرِ يُسْرًا.

»Den velstående skal give ud fra sin formåen, og den, hvis livsfornødenheder er begrænsede, skal give ud fra det, som Allah har skænket ham. Allah pålægger ingen en byrde, der er større end den formåen, Han har givet ham. Allah vil skænke lettelse efter vanskelighed.« Og Han siger i Sūrat al-Baqarahs vers 236:

على الموسع قدرة وعلى المقتر قدرة

Den velstående skal sørge for udgifterne efter sin evne, og den ubemidlede efter sine muligheder, på behørig vis.

Den shafiitiske madhhabs opfattelse er, at det er wajib for en velstående slægtning, uanset om han er muslim eller ikke-muslim, at forsørge sine forældre og alle forfædre derover samt sine børn og alle efterkommere derunder. Bortset fra disse to grupper er det ikke wajib at forsørge andre slægtninge.

Den malikitiske madhhabs opfattelse er, at det kun er wajib at forsørge far, mor, søn og datter. Det er ikke wajib at forsørge bedsteforældre, børnebørn eller andre slægtninge. Forskellen i religion er ikke en hindring for forsørgelsespligten. Den hanbalitiske madhhabs opfattelse er, at den velstående slægtning, som efter den fattige slægtningens død arver dennes efterladte ejendom, har pligt til at forsørge den fattige slægtning. Denne pligt følger arveretten uden afbrydelse. For det er indtægten, der dækker udgifterne. Desuden er rettigheder gensidige forhold og ikke ensidige forhold. Forsørgelse er nødvendig for forældrene og alle derover samt for børnene og alle derunder. Ifølge dem vil blodsbeslægtede, som ikke har nogen arveandel, og som ikke er slægtninge på faderens side, ikke modtage forsørgelse og heller ikke være forpligtet til at yde den, hvis de ikke hører til blandt de højere eller lavere slægtninge. For det første er deres slægtskabsbånd svagt, og derudover findes der ingen klar befaling om dem i Koranen og sunnaen. Ibn Hazm udvider dette spørgsmål og siger:

Den, der har mulighed for at yde forsørgelse, skal forsørge sine afhængige og ubemidlede forældre, bedsteforældre og alle forfædre derover samt sine sønner, døtre, børnebørn og alle efterkommere derunder. Ligeledes skal han forsørge sine brødre, søstre og hustruer. Det er wajib at forsørge alle disse personer lige. Ingen af dem skal gives forrang frem for en anden. Hvis der efter deres forsørgelse er noget tilovers, skal han pålægges at forsørge sine blodsbeslægtede mahram-slægtninge samt dem, hvis arving han vil være efter deres død, hvis de nævnte slægtninge er mindreårige og uden indtægt. Disse slægtninge omfatter onkler på faderens side og deres forfædre, tanter på faderens side og deres forfædre, onkler på moderens side og deres forfædre, tanter på moderens side og deres forfædre samt brødrenes børn og efterkommere derunder. De blandt dem, der er i stand til at tjene en indkomst, uanset hvor lille den måtte være, har ikke længere ret til forsørgelse. Forældre, bedsteforældre og hustruer har dog under alle omstændigheder ret til forsørgelse. Hvis han ikke er i stand til at beskytte disse slægtninge mod afhængighed af en utilstrækkelig indkomst, skal han pålægges at gøre det. Om nødvendigt skal hans overskydende faste og løse ejendom sælges.

Forsørgelse af dyr: Det er wajib for dyrets ejer at sørge for den mad og drikke, der er nødvendig for dyrets overlevelse. Hvis han ikke gør det, skal myndighederne tvinge ham til at sørge for det eller til at sælge eller slagte dyrene. Ellers skal myndighederne gøre det, der er mest gavnligt.

1. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: En kvinde blev straffet, fordi hun havde holdt en kat indespærret. Til sidst døde katten. Mens den var indespærret, gav hun den hverken noget at spise eller drikke, og hun slap den heller ikke fri, så den kunne spise af det skidt, der lå på jorden. Derfor kom kvinden i Helvede.

2. Abu Hurayra har overleveret, at Allahs Sendebud sagde: En mand gik ad en vej og blev meget tørstig. Ved siden af vejen så han en brønd, gik ned i den og drak vand. Da han kom op igen efter at have drukket, så han en hund, der vred sig af tørst og slikkede på den fugtige jord. Manden sagde til sig selv: Hunden er i samme elendige tilstand på grund af tørst, som jeg selv var i. Så gik han igen ned i brønden, fyldte sin sok med vand, holdt den fast med munden, bragte vandet op og gav hunden det at drikke. Allah takkede ham for dette og tilgav ham hans synder. Folk sagde: Allahs Sendebud, vil vi også få belønning for at tage os af dyr? Allahs Sendebud sagde: Der er belønning for at tage sig af ethvert levende væsen.

Det syvoghalvfjerdsindstyvende kapitel: Hajr

Definition og typer: I shariaens eller fiqhens terminologi kaldes det hajr at pålægge nogen et forbud mod at disponere over og foretage transaktioner med sin ejendom. Hajr er af to typer:

1. Hajr for at beskytte andres rettigheder. Det gælder for eksempel en insolvent person, hvis samlede ejendom er bundet i gæld. En sådan person forhindres i at disponere over sin ejendom, så hans kreditorers rettigheder beskyttes, det vil sige, så tilbagebetalingen af deres tilgodehavender sikres. Allahs Sendebud, fred være med ham, pålagde Muʿādh hajr (forbud) og solgte hans ejendom for at betale hans gæld. (Overleveret af Saʿīd ibn Manṣūr.)

2. Hajr for at beskytte personens egne interesser: Det gælder for eksempel en mindreårig, en åndssvag eller en sindssyg person. Derved beskyttes deres ejendom.

Hajr over en insolvent person: En insolvent person er en, der ikke har aktiver, som er tilstrækkelige til at dække hans grundlæggende behov. Selv hvis han ejer noget, tilkommer hans ejendom i praksis kreditorerne, eftersom hele ejendommen må anvendes til at betale gælden. Han er derfor reelt uformuende. Ifølge fuqaha er han en person, hvis gæld er blevet så stor, at han ikke kan tilbagebetale den. Derfor har myndigheden erklæret ham insolvent.

At trække tiden ud, selv om man er i stand til at betale sin gæld: Den, der er i stand til at betale sin gæld, og hvis betalingstidspunkt er indtrådt, men alligevel ikke betaler, anses for uretfærdig. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den velhavendes trækkeri med betalingen af sin gæld er uret.« På baggrund af denne hadith siger flertallet af de lærde, at det er en stor synd at forsinke tilbagebetalingen af en velhavendes gæld. Det påhviler myndigheden at beordre ham til at betale gælden. Hvis han trods dette ikke betaler, og kreditoren fremsætter et krav, skal han arresteres. Sendebudet, fred være med ham, sagde: »Den velhavendes trækkeri vanærer ham og gør straf tilladt for ham.«
Ibn al-Mundhir siger: Ifølge flertallet af de lærde og dommerne skal skyldneren tilbageholdes på grund af sin gæld. ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz plejede at fordele den gældsplagedes ejendom blandt kreditorerne; han arresterede ham ikke.

Også al-Layth havde denne opfattelse og sagde: Hvis han derefter stadig ikke betaler gælden og ikke sælger sin ejendom, skal myndigheden sælge den og betale kreditorens tilgodehavende, så kreditoren beskyttes mod økonomisk tab.

Forbud mod transaktioner for en insolvent person og salg af hans ejendom: Hvis en person har formue, men ikke betaler sin gæld, skal myndigheden, hvis alle eller nogle af hans kreditorer anmoder om det, pålægge ham et forbud mod at foretage transaktioner, så de beskyttes mod tab. Hvis han desuden, selv efter at have fået tilladelse, ikke sælger sin ejendom, kan myndigheden sælge den, og salget er gyldigt. Det skyldes, at myndigheden træder i hans sted. Beviset er den følgende hadith, overleveret af Saʿīd ibn Manṣūr, Abū Dāwūd og ʿAbd al-Razzāq via ʿAbd al-Raḥmān ibn Kaʿb:

Muʿādh ibn Jabal var en gavmild ung mand. Han gemte ikke noget til sig selv. Som følge heraf blev han mere og mere forgældet, indtil hele hans ejendom på et tidspunkt var opslugt af gæld. Så kom han til Allahs Sendebud, fred være med ham, og bad ham om at overtale sine kreditorer til at give ham henstand. For hvis kreditorerne gav nogen henstand, ville de gøre det for Muʿādh af hensyn til Allahs Sendebud, fred være med ham. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, solgte Muʿādhʿs ejendom. Muʿādh blev derfor fuldstændig uformuende.

I værket Nayl al-Awtār står der: »Det fremgår af, at der blev indført et forbud mod Muʿādh mod at foretage dispositioner, at det er tilladt at indføre et sådant forbud mod enhver gældsplaget person. Desuden er det tilladt for myndigheden at sælge den gældsplagede persons ejendom for at betale hans gæld, uanset om gælden beslaglægger hele hans ejendom eller ej.« Når der således er indført et forbud mod den insolvente gældsplagede person, bliver enhver disposition, han foretager over sin grundlæggende ejendom, ugyldig og uden virkning. Dette følger nemlig af ḥijr. Dette er Māliks opfattelse og den fremherskende af al-Shāfiʿīs to opfattelser.

Kun de fordringshaveres gæld vil blive betalt forholdsmæssigt, som er mødt frem med krav om betaling, og hvis gæld er forfalden. Den fordringshaver, som er til stede, men ikke kræver betaling, den fordringshaver, som er fraværende og ikke har udpeget en repræsentant, samt den fordringshaver, der er til stede eller fraværende, og hvis gæld – uanset om han kræver betaling eller ej – endnu ikke er forfalden, er ikke omfattet, og hans gæld vil ikke blive betalt. Dette er Aḥmads opfattelse og den mest korrekte af al-Shāfiʿīs to opfattelser.

Imām Māliks opfattelse er derimod, at hvis gælden er umiddelbart forfalden, skal den betales straks, når forbuddet er indført. Hvad angår den insolvente, som er død, skal alle fordringshaveres gæld betales, uanset om fordringshaveren er til stede eller fraværende, kræver betaling eller ej, og uanset om gælden er langfristet eller umiddelbart forfalden.

Ved betaling af gæld skal først Allahs rettighed og derefter menneskenes rettigheder opfyldes. For Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Allahs gæld er den, der først skal betales.«

Imām Abū Ḥanīfa siger: Det er hverken tilladt at indføre et forbud mod den gældsplagede eller at sælge hans ejendom. Myndigheden skal holde ham tilbage, indtil gælden er betalt. Den førstnævnte opfattelse er dog at foretrække, fordi den stemmer overens med hadithen.

Hvis de varer, der blev givet på kredit, findes uændrede hos den insolvente: Når en person finder de varer, han gav på kredit, fuldstændig uændrede hos den person, der er blevet insolvent, foreligger der flere mulige situationer, som nævnes nedenfor.

1. Den, der finder de varer, han gav, fuldstændig intakte og uændrede hos den insolvente, har større ret til at få dem tilbage end alle de øvrige fordringshavere. For Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der finder den vare, han gav på kredit, hos den insolvente i nøjagtig samme uændrede stand – uden at den er blevet større eller mindre – har større ret til den end de øvrige fordringshavere.« (Al-Bukhārī og Muslim).

2. Hvis den fundne vare er blevet ændret, således at den er blevet større eller mindre, har dens ejer ikke forrang frem for de øvrige fordringshavere; han regnes derimod som en fordringshaver på lige fod med dem.

3. Hvis han har solgt varen og kun modtaget en del af betalingen, skal han alligevel betragtes på lige fod med de øvrige kreditorer, og ifølge flertallet af de lærde har han ikke ret til at få den solgte vare tilbage. Blandt imam ash-Shāfiʿīs to synspunkter er det dog det stærkeste, at sælgeren har fortrinsret.

4. Hvis køberen er død, uden at sælgeren har modtaget betalingen, og sælgeren derefter finder den vare, han solgte, er han ifølge den ovennævnte hadith mere berettiget til at få den tilbage. Dette begrundes også med, at der ikke er nogen forskel mellem dødsfald og insolvens. Dette er imam ash-Shāfiʿīs synspunkt.

Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg vil helt sikkert dømme mellem jer i overensstemmelse med Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, dom: Den, der er blevet insolvent eller er død, og en person finder sin vare hos ham i uændret stand, har størst ret til den.

Der pålægges ikke en trængende person hijr: Hijr pålægges kun den insolvente, når det ikke er tydeligt, at han er trængende. Hvis det bliver tydeligt, at han er trængende, må han heller ikke tilbageholdes. Der pålægges ham heller ikke hijr (forbud mod økonomiske dispositioner), og kreditorerne må ikke blive ved med at presse ham, men man skal vente og give ham tid, indtil han igen bliver velstående. Allah siger nemlig: »Hvis skyldneren er trængende, skal han have udsættelse, indtil han bliver velstående.« Imam Muslim beretter: En mand købte noget frugt, men blev ramt af en ulykke. Hans gæld voksede derfor så meget, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opfordrede folk til at give ham almisse. Folk gav almisse, men der blev alligevel ikke samlet nok ind til at betale gælden. Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, til hans kreditorer: »Tag det, I har fået. I får ikke mere end det.«

Belønningen for at give en trængende person udsættelse er mange gange større. Det er berettet fra Buraydah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der giver en trængende person udsættelse, får dobbelt belønning for almisse for hver dag.«
Hvor meget lempelse der skal gives skyldneren: Når herskeren sælger den insolventes ejendom for at betale kreditorernes gæld, er det obligatorisk at lade ham beholde det mindste, han har brug for til at leve. Hans hus må eksempelvis ikke sælges, for uden et hus har han intet sted at bo. På samme måde er det nødvendigt at lade ham beholde så meget af sin ejendom, at han kan have en tjener, der passer til en person af hans stand. Hvis skyldneren er handelsmand, skal det mindste nødvendige handelskapitalgrundlag efterlades til ham. Hvis han har et håndværk eller et erhverv, skal det nødvendige udstyr og de nødvendige redskaber til hans erhverv efterlades til ham. Det er også nødvendigt at sikre ham og de personer, der er afhængige af ham, den mindste mængde mad og beklædning, som passer til personer af hans stand.

Imam ash-Shawkānī siger: Det er tilladt for kreditorerne at tage alt, hvad der findes hos skyldneren, bortset fra den nødvendige bolig for ham og de personer, der er afhængige af ham, det tøj, han har brug for at bære og beskytte sig mod kulde, samt den mindst nødvendige mad og drikke. Som forklaring på dette udsagn nævner han hadithen om Muʿādh, må Allah være tilfreds med ham, og siger: Der findes intet bevis for, at kreditorerne tog Muʿādh’ tøj, at de fordrev ham fra hans hus, eller at han og de personer, der var afhængige af ham, blev tvunget til at opgive det mindste, de behøvede for at leve. Derfor har jeg sagt, at disse ting under ingen omstændigheder må fratages skyldneren. Dette er imam Abū Hanīfahs og imam Aḥmads synspunkt. Ifølge imam ash-Shāfiʿī må hans hus sælges i en sådan situation.

Hijr for den tåbelige: Selv hvis den tåbelige person er myndig, skal der pålægges ham hijr på grund af hans tåbelighed og ufornuftige handlemåde. Den Almægtige Allah siger:

وَلَا تُؤْتُوا السَّفَهَاء أَمْوا لَكُمُ الَّتِي جَعَلَ اللَّهُ لَكُمْ فِيهَا .

‘Overlad ikke jeres ejendom, som Allah har gjort til et middel til jeres underhold, til de tåbelige.’ (Sura an-Nisa: vers 5).

Dette vers beviser, at det er legitimt at pålægge den tåbelige hajr.

Allama Ibn al-Mundhir siger: ‘Ifølge de fleste lærde skal den, der ødsler sin ejendom, pålægges hajr, uanset om han er myndig eller ej.’

Imam Abu Hanifa siger: Hvis en person havde normal dømmekraft, da han nåede myndighedsalderen, skal han ikke pålægges hajr, selv om han senere bliver tåbelig. Men hvis det viser sig, at han ødsler sin ejendom, skal han pålægges hajr. I så fald skal hans ejendom ikke overlades til ham, før han er fyldt femogtyve år. Når han er fyldt femogtyve, skal hans ejendom overlades til ham, uanset om han ødsler den eller ej. Imam Malik siger: Hvis en person, selv efter at være blevet myndig, ikke opnår normal dømmekraft, skal han forblive under hajr, selv efter at han er blevet gammel.

I værket Nail al-Awtar er følgende citeret fra al-Bahr: ‘Den tåbelighed, der berettiger til hajr, er at bruge penge på syndige handlinger eller på noget, der ikke rummer nogen gavn i denne verden eller i det hinsidige, såsom at købe en genstand til én dirham for et hundrede dirham. Det er ikke tåbelighed at købe god mad, godt tøj og god parfume og lignende. Allah siger i vers 32 i sura al-A’raf:

قُلْ مَنْ حَرَّمَ زِينَةَ اللَّهِ الَّتِي أَخْرَجَ لِعِبَادِهِ والطيب من الرزق ط قُلْ فِي لِلَّذِينَ آمَنُوا فِي الْحَيَوة الدُّنْيَا خَالِصَةٌ يَوْمَ الْقِيمَةِ

Sig: Hvem har forbudt Allahs prydelse, som Han har frembragt for Sine tjenere, og de gode ting fra forsørgelsen? Sig: De er for dem, der tror, i det jordiske liv, og især på Opstandelsens Dag. Således forklarer Vi tegnene udførligt for de vidende.

På samme måde er det heller ikke et tegn på tåbelighed at bruge penge på den velhavendes gøremål.

Den tåbeliges handlinger: Alle handlinger, som den tåbelige foretager, før der pålægges ham hijr, er gyldige og retskraftige. Efter at hijr er pålagt ham, er ingen disposition over hans egen ejendom gyldig. Hans køb, salg, waqf eller bekendelse er hverken gyldige eller retskraftige.

Den tåbeliges bekendelse mod sig selv: Ibn al-Mundhir siger: Alle de lærdes udtalelser, som jeg husker, er enige om, at hvis den tåbelige bekender sig skyldig i utugt, tyveri, indtagelse af alkohol, falsk anklage eller drab, er bekendelsen gyldig, og hadd-straffen skal fuldbyrdes over ham. Hvis han derimod bekender, at han skylder nogen noget, kan det ikke kræves af ham, før hijr over ham er ophævet.

Offentliggørelse af, at hijr er pålagt den tåbelige og den insolvente: Hvis hijr er blevet pålagt den tåbelige og den insolvente, er det anbefalelsesværdigt at offentliggøre det bredt, så folk kender til det, ikke bliver bedraget med hensyn til dem, og enhver, der ønsker at handle med dem, gør det med fuldt kendskab til forholdene.

Hijr over den mindreårige: Ligesom hijr pålægges den tåbelige på grund af hans tåbelighed, pålægges hijr også den mindreårige, og han forhindres i at disponere over sin formue, så hans ejendom beskyttes mod at gå til grunde. Han kan kun få tilladelse til at disponere over sin ejendom på to betingelser.

For det første: at blive myndig; for det andet: at opnå forstand.

Allah siger i sura an-Nisā’, vers 6:

وَابْتَلُوا اليَتمى حَتَّى إِذَا بَلَغُوا النِّكَاحَ : فَإِن الستر مِنْهُمْ رَهْدًا فَادْفَعُوا إِلَيْهِمْ أَمْوَالَهُمْ .

»Undersøg de forældreløse, indtil de når den alder, hvor de er egnede til ægteskab. Hvis I finder, at de har evnen til at skelne mellem godt og ondt, så giv dem deres ejendom tilbage.« Dette vers blev åbenbaret om Thābit ibn Rifāʿa og hans farbror. Da Rifāʿa døde og efterlod sin mindreårige søn Thābit, kom Thābits farbror til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sagde: »Min nevø er forældreløs og bliver opfostret hos mig. Hvor meget af hans ejendom er tilladt for mig, og hvornår skal jeg overdrage hans ejendom til ham?« Da åbenbarede Allah dette vers.

Tegn på pubertet: Når et af følgende tegn viser sig, er puberteten indtrådt:

1. Udløsning, hvad enten den sker under søvn eller i vågen tilstand. Allah siger i sura an-Nurs vers 59:

وَإِذَا بَلَغَ الْأَطْفَالُ مِنكم العلم فَلْيَسْتَأْذِنُوا كَمَا اسْتَأْذَنَ الَّذِينَ مِن قَبْلِهِمْ –

Når jeres børn når puberteten, skal de også bede om tilladelse, ligesom de ældre blandt dem plejer at bede om tilladelse.

Abu Dawud beretter fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Tre personer er fritaget for ansvar: barnet, indtil det får sædafgang; den sovende, indtil han vågner; og den sindssyge, indtil hans fornuft vender tilbage.

Ali, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Efter sædafgang er ingen længere forældreløs, det vil sige mindreårig.« (Abu Dawud).

2. At fylde femten år. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Da jeg var fjorten år, fremstillede jeg mig for Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, for at få tilladelse til at deltage i slaget ved Uhud. Men han gav mig ikke tilladelse. På dagen for slaget ved Khandaq, da jeg fremstillede mig for ham, var jeg femten år. Da gav Allahs Sendebud mig tilladelse.

Da Umar ibn Abd al-Aziz hørte denne hadith, skrev han til sine embedsmænd, at de ikke måtte give nogen under femten år nogen ordre.« Imam Malik og Imam Abu Hanifa siger: Den, der ikke har fået sædafgang, regnes ikke for pubertetsmoden, før han har fyldt sytten år. Ifølge den mest berømte overlevering mener Imam Abu Hanifa, at grænsen er nitten år. Om en pige sagde han, at hun bliver pubertetsmoden som syttenårig. Dawud siger: Ingen regnes for pubertetsmoden alene på grund af sin alder, så længe han ikke har fået sædafgang, selv hvis han er fyrre år.

3. At der vokser hår omkring kønsdelene, det vil sige tæt, sort hår. Det er ikke nok, at der blot vokser hår, for det vokser hos alle børn. Under slaget ved Banū Qurayẓa blev man ud fra dette hår identificeret som tilhørende krigerne.

Imam Abū Ḥanīfa siger: Man kan ikke træffe en afgørelse ud fra hårvækst. Det er heller ikke et tegn på myndighedsalder.

4. Menstruation og graviditet: Alle de ovennævnte tegn beviser, at både mænd og kvinder har nået myndighedsalderen. For kvinder er der yderligere to tegn: menstruation og graviditet. For Imam al-Bukhārī og andre overleverer fra ʿĀʾisha, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah accepterer ikke en menstruerende kvindes bøn uden et hovedtørklæde.« Udtrykket »evnen til at skelne mellem godt og ondt« betyder evnen til at beskytte formuen mod at gå til grunde og øge den, således at personen ikke bliver groft bedraget og ikke anvender formuen til forbudte formål. Når en person har nået myndighedsalderen, men ikke besidder denne evne, forbliver han under en andens økonomiske værgemål, indtil evnen viser sig hos ham. Der fastsættes derfor ingen bestemt alder, sådan som det tilsyneladende fremgår af Koranens ord. Dette strider imidlertid mod Imam Abū Ḥanīfas opfattelse. Hvis en person, efter at evnen til at skelne mellem godt og ondt har vist sig, igen udviser dårskab, pålægges han på ny ḥijr, det vil sige et forbud mod at disponere over sine økonomiske transaktioner. For al-Jaṣṣāṣ siger, at skadevirkningerne af dårskab rammer alle. Når han ødsler sin formue bort, bliver han en fare og en byrde for samfundet og statskassen. På grund af denne dårskab ophører hans værgemål over sin formue. Andres værgemål over ham ophører derimod først, når han har nået myndighedsalderen med forstanden i behold og er blevet juridisk ansvarlig. Ibn ʿAbbās blev spurgt: Hvornår ophører en forældreløses status som forældreløs? Han svarede: »Ved Allahs ed, selv efter at skægget er vokset frem, er mange svage i at tjene penge og i at give til andre. Når en person har lært at tjene godt til sig selv, ophører hans status som forældreløs.« Saʿīd ibn Manṣūr overleverer ifølge Mujāhid, at Mujāhid i sin forklaring af verset »Hvis I finder, at de har evnen til at skelne mellem godt og ondt« sagde: »En person får ikke rådighed over sin formue blot ved at nå myndighedsalderen og være forstandig, før evnen til at skelne mellem godt og ondt viser sig hos ham.«

En herskers ordre er nødvendig for at overdrage formuen til en person, der er pålagt et rådighedsforbud: Ifølge nogle jurister er det en betingelse, at man får en ordre fra herskeren om at overdrage formuen til den person, der er pålagt et rådighedsforbud, og at hans evne til at skelne mellem godt og ondt er blevet fastslået hos herskeren. Ifølge andre jurister er det tilstrækkeligt, at det efter værgens vurdering er fastslået, at en sådan person har opnået evnen til at skelne mellem godt og ondt.

Hvem skal være værge eller waṣī for en mindreårig, en tåbe eller en sindssyg?: Værgen for en mindreårig, en tåbe eller en sindssyg er hans far. Hvis faderen ikke er til stede, er det en slægtning eller en værge udpeget af herskeren, for han er hans repræsentant. Hvis der ikke findes en udpeget repræsentant, er herskeren hans værge. Hvis værgen ikke er udpeget af herskeren eller slægtningene, kan bedstefaderen, moderen eller andre slægtninge på fædrene side ikke være hans værge. I vores tid er det bedst at følge den førstnævnte opfattelse.

Betingelserne for at være værge eller waṣī for en person, der er pålagt ḥijr: En waṣī er den person, som får ansvaret for at føre tilsyn med en person, der er pålagt ḥijr, uanset om ansvaret gives af slægtningene eller af herskeren. Uanset om waṣīen er en kvinde eller en mand, er det nødvendigt, at han eller hun er kendt for religiøs fromhed, ærlighed og visdom. ʿUmar udnævnte Ḥaṣṣa til waṣī. Waṣīens opgave er at forvalte den forældreløses eller den person, der er pålagt ḥijrs, formue på en måde, der får den til at vokse. Ifølge Imam Mālik kan waṣīen eller faderen, så længe han undgår favorisering, købe noget af den forældreløses ejendom eller sælge sin egen ejendom i bytte for hans formue.

Man bør afstå fra værgemål, hvis man er svag: Det er overleveret fra Abū Dharr, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Abū Dharr! Jeg anser dig for svag. Derfor ønsker jeg for dig det samme, som jeg ønsker for mig selv. Du skal aldrig være leder for to personer og heller ikke være værge for en forældreløses formue.«

Værgen må tage fra den forældreløses formue: I Sura al-Nisāʾ, vers 6, siger Allah: »Den, der er velstående, skal afholde sig, og den, der er fattig, må forbruge deraf på passende vis.« Dette vers beviser, at en velstående eller økonomisk selvstændig værge ikke har nogen ret til den forældreløses ejendom. Han vil få sin belønning for værgemålet hos Allah. Hvis herskeren imidlertid fastsætter et vederlag til ham, er det tilladt for ham at tage imod det. Hvis han er fattig, må han tage et passende beløb fra formuen. Det vil sige, at han må modtage den løn, der efter sædvane svarer til det arbejde, han udfører.

ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) siger om dette vers: Det blev åbenbaret om den, der har ansvaret for et forældreløst barn, og som fører tilsyn med og beskytter dets ejendom. Hvis han er fattig, må han forbruge en passende del af den. Det er overleveret fra ʿAmr ibn Shuʿayb, at en mand kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Jeg er fattig og ejer intet. Jeg har ansvaret for et forældreløst barn.« Sendebudet sagde: »Du må spise noget af det forældreløse barns ejendom, men du må ikke ødsle eller være ekstravagant. Når barnet bliver myndigt, må du ikke længere være dets værge og heller ikke opspare dets ejendom til dig selv.« Med andre ord er det forbudt at tage mere i betaling end den sædvanlige løn for det samme arbejde.

Forsørgelse af den mindreårige: Allah siger i Sura an-Nisāʾ, vers 5:

وَلَا تُؤْتُوا السُّفَهَاء أَمْرًا لَكْرَ الَّتِي جَعَلَ اللهُ لَكُمْ فِيهَا وَ ارْزُقُوهُ فِيهَا وَاخْسُوهُمْ وَقُولُوا لَهُمْ قَوْلاً معروفان

Overlad ikke jeres ejendom, som Allah har gjort til jeres forsørgelsesgrundlag, til de uforstandige. Forsørg og beklæd dem med den, og tal venligt til dem.« Imām al-Qurṭubī siger: »Værgen skal afholde udgifterne til det forældreløse barn i forhold til dets behov og formue. Hvis det er mindreårigt og ejer megen ejendom, skal han ansætte en amme til det og være gavmild med dets underhold. Hvis det er myndigt, skal han sørge for godt tøj, velsmagende mad og en tjener til det. Hvis formuen er mindre, skal han afholde udgifterne tilsvarende. Hvis den er endnu mindre, skal han sørge for almindelig mad og det nødvendige almindelige tøj. Hvis det forældreløse barn er så fattigt, at det intet ejer, er det herskerens pligt at tildele det en ydelse fra Bayt al-Māl. Hvis herskeren ikke gør det, påhviler ansvaret muslimerne: først de fremtrædende blandt dem og derefter hele befolkningen. Dets datter er den nærmeste til at tage sig af det. Det er hendes pligt at amme det og føre tilsyn med det. Derfor kan hun ikke kræve betaling af nogen.«

Kan værgen give noget bort uden tilladelse?: Værgen, hustruen og statskassens vogter må ikke give noget af en andens ejendom til nogen uden ejerens tilladelse. De må dog give en lille mængde bort, hvis det ikke skader ejendommen.

ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når hustruen giver noget bort af sin mands ejendom uden at skade den, vil både hun og hendes mand blive belønnet, og statskassens vogter vil ligeledes blive belønnet. Ingen af dem vil få sin belønning formindsket på grund af den andens belønning.«

Kapitel 78: Testamentet

Definition: Ordet testament betyder sprogligt at skabe forbindelse, det vil sige at forbinde tiden før døden med tiden efter døden.

I shariaens terminologi er det, når en person giver en anden person en genstand, et lån eller en tjeneste på den betingelse, at den, der modtager gaven, først opnår ejendomsretten til det givne efter giverens død og ikke før. Nogle har også defineret det således, at wasiyyah er at give nogen ejendomsretten til noget som en frivillig gave efter døden. Denne definition gør forskellen mellem hiba (gave) og wasiyyah tydelig. Den ejendomsret, der opstår gennem hiba, træder i kraft øjeblikkeligt. Men den ejendomsret, der opstår gennem wasiyyah, træder ikke i kraft før efter døden. Desuden kan hiba kun gives i form af en genstand eller en ting. Wasiyyah kan derimod gives i form af en genstand, et lån eller en tjeneste.

Bestemmelserne om wasiyyah: Wasiyyah er gennem Koranen, Sunnah og ijma bevist som værende foreskrevet af shariaen. I Koranen står der:

كتِبَ عَلَيْكُم إِذا حَضَرَ أَحدكم الموت إن ترك غيران ، الوَصِيَّةُ لِلْوَالِدَين والأقربين بالمعروف : ممَّا عَلَى الْمُتَّقِينَ

Når døden nærmer sig en af jer (det vil sige, når dødsårsagen og -tegnene viser sig), og han efterlader sig noget ejendom, er det foreskrevet jer at oprette et testamente til fordel for hans forældre og slægtninge på en retfærdig og skikmæssig måde (det vil sige uden at skade arvingerne). Dette er en pligt for de gudfrygtige. (Sura al-Baqarah, vers 180)

دين مِن بَعْدِ وَمِيةٍ يُوْمِي بِمَا أَوْدَefter at det, han har testamenteret, er blevet udleveret, og gælden er blevet betalt … (Sura an-Nisa, vers 11)

يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا عَهَادَةُ بَيْنِكُمْ إِذَا حَضَرَ أَحَدَكُمُ الْمَوْتَ مِينَ الْوَمِيَّةِ التي ذَوَا عَدْلٍ منكم ………

O I, der tror! Når døden nærmer sig en af jer, skal to retfærdige mænd blandt jer være vidner, når testamentet oprettes. (Sura al-Ma’idah, vers 106)
Følgende hadither beviser også bestemmelserne om wasiyyah:

1. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud sagde: »Hvis en muslim ejer blot den mindste smule, som han bør testamentere, er det ikke passende for ham at tilbringe to nætter uden at have sit testamente skrevet hos sig.« Ibn Umar sagde: »Efter at have hørt Allahs Sendebud sige dette, har jeg ikke tilbragt en eneste nat uden at have mit testamente skrevet hos mig.«

Hadithens betydning er, at det er klogt altid at have et testamente klar, for døden kan komme pludseligt.

Imam ash-Shafi‘i, må Allah forbarme sig over ham, siger: Det er forsigtighed og visdom for en muslim altid at have sit testamente nedskrevet, når han ejer noget, som han kan testamentere. For han ved ikke, hvornår døden indtræffer og forhindrer ham i at få sit ønske opfyldt.

2. Imam Ahmad, at-Tirmidhi, Abu Dawud og Ibn Majah beretter fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis en mand eller kvinde efter at have adlydt Allahs befalinger i tres år dør, og de ved hjælp af et testamente skader en arving, bliver Ilden obligatorisk for dem begge. Derefter reciterede Abu Hurayrah dette versudsnit:

مِن بَعْدِ وَصِيَّةٍ يَوْمَى بِمَا أَو دَيْنِ لا غَيْرَ مُضَارِ ، وَصِيَّةً مِنَ اللَّهِ مَا وَاللَّهُ عَلِيمٌ حَلِيمٌ

‘efter opfyldelsen af det testamente, han har oprettet, og efter betaling af gælden, uden at nogen derved skades. Dette er Allahs befaling. Allah er Alvidende og Overbærende.’ (Sura an-Nisa 4:12).

3. Ibn Majah beretter fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Den, der dør efter at have oprettet et testamente, dør som om han døde på Allahs vej og i overensstemmelse med Allahs lov, en død i fromhed og martyrdom, og han dør som en, der har fået tilgivelse. Der er enighed blandt det muslimske samfund om, at testamentet er foreskrevet i islamisk lov.

Sahabernes testamenter: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efterlod sig ikke noget testamente ved sin død, fordi han ikke efterlod nogen ejendom, som kunne testamenteres. Imam al-Bukhari beretter fra Ibn Abi Awfa, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efterlod sig ikke noget testamente. De lærde forklarer årsagen således: Han efterlod ingen ejendom efter sig. Den jord, han ejede, gav han bort på Allahs vej. Om våbnene og muldyret oplyste han, at disse to ikke overgår ved arv. Dette er Imam an-Nawawis beretning.

Sahaberne testamenterede en del af deres ejendom for at opnå nærhed til Allah. De efterlod skriftlige råd til deres arvinger.

ʿAbd al-Razzāq beretter med en autentisk overleveringskæde, at Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Sahābaherne plejede i begyndelsen af deres wasiyyah at skrive:

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn,

Den og dens søn den og den testamenterer, at han bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Allahs Sendebud, at Opstandelsens Dag med sikkerhed vil indtræffe uden nogen tvivl, og at Allah vil genoplive dem, der befinder sig i gravene. Han testamenterer til sin efterladte familie, at de skal frygte Allah, forbedre de indbyrdes relationer og, hvis de er troende, adlyde Allah og Hans Sendebud. Han testamenterer det samme, som Ibrahim og Yaʿqub, må freden være med dem, testamenterede til deres børn: Allah har udvalgt denne religion til jer. Dø derfor ikke, medmindre I er underkastede denne religion.

Begrundelsen for wasiyyah: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah har givet jer en tredjedel af jeres formue som sadaqah, så jeres gode gerninger kan øges. Brug derfor denne formue, hvor I ønsker eller foretrækker.«

Hadithen er svag. Dens betydning er, at wasiyyah er en måde, hvorpå mennesket ved slutningen af sit liv kan komme nærmere Allah, så dets belønning øges eller dets mangler opvejes. Desuden gavner man mennesker gennem den og udtrykker medfølelse med dem.

Reglerne for wasiyyah: De lærde er uenige om reglerne for wasiyyah set ud fra sharīʿahs perspektiv. Jeg gengiver her en sammenfatning af uenigheden:

Den første opfattelse: Ifølge Imam al-Zuhrī, Abū Mijlāz, Ibn Hazm, Ibn ʿUmar, Talhah, al-Zubayr, ʿAbdullah, Ibn Abī Awfā, Talhah ibn Muṭarrif, Ṭāwūs og al-Shaʿbī er det obligatorisk at oprette en wasiyyah for enhver, der dør og efterlader sig noget ejendom, hvad enten den er lille eller stor. De henviser som bevis i denne sag til det tidligere nævnte vers 180 i Sūrah al-Baqarah.

Den anden opfattelse: Ifølge denne opfattelse er det obligatorisk at oprette en wasiyyah til forældre og slægtninge, som ikke arver. Dette er opfattelsen hos Masrūq, Ilyās, Qatādah, Ibn Jarīr og al-Zuhrī.

Den tredje opfattelse: Dette er opfattelsen hos de fire store imamer og zaydiyya-skolen. Opfattelsen er, at det ikke er obligatorisk for alle at oprette et testamente, selv hvis de efterlader sig ejendom. Det er heller ikke obligatorisk at oprette et testamente til fordel for forældre og ikke-arveberettigede slægtninge. Bestemmelsen ændrer sig alt efter omstændighederne. Det er i nogle tilfælde obligatorisk, i andre anbefalet, i andre forbudt, i andre forkasteligt og i andre tilladt.

Obligatorisk: Det er obligatorisk at oprette et testamente, når en person har en pligt ifølge sharīʿaens bestemmelser, og der er risiko for, at den går tabt, hvis han ikke opretter et testamente. Det gælder eksempelvis, hvis zakāt var obligatorisk for ham, men han ikke havde betalt den, eller hvis han skyldte pilgrimsfærden, men ikke havde udført den. Han kan have haft noget betroet hos sig, som han ikke havde givet tilbage, eller en gæld, som han ikke havde betalt, og som ingen andre end ham kendte til; eller en andens ejendom kan have været deponeret hos ham uden vidner.

Anbefalet: Det er anbefalet at oprette et testamente for at opnå nærhed til Allah og Hans tilfredshed, til gavn for fattige slægtninge og for at gavne retskafne mennesker.

Forbudt: Det er forbudt at oprette et testamente, hvis det skader arvingerne. ʿAbd al-Razzāq beretter fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis en person udfører gode gerninger i halvfjerds år, men derefter opretter et testamente, hvorved han begår uret mod nogen, og hans sidste handling i livet således bliver en ond handling, vil denne person komme i Helvede. Hvis en person derimod udfører dårlige gerninger i halvfjerds år, men derefter opretter et retfærdigt testamente, således at hans sidste handling i livet bliver en god handling, vil han komme i Paradis. Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis I ønsker det, kan I læse dette vers:

كَ حُدُودُ اللَّهِ فَلَا تَعْتَدُومًا»Dette er Allahs grænser. Så overskrid dem ikke.« (Sura al-Baqara 2, vers 229).

Saʿīd ibn Manṣūr beretter med en autentisk overleveringskæde, at Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »At skade nogen gennem et testamente er en stor synd.« An-Nasāʾī har også berettet hadithen. Et testamente, hvis formål er at skade nogen, er ugyldigt, selv hvis det udgør mindre end en tredjedel af ejendommen.)

På samme måde er det forbudt at oprette et testamente med henblik på at bygge en kirke eller et sted for fornøjelser.

Forkasteligt: Det er forkasteligt at oprette et testamente, når testator har begrænsede midler og har arvinger, som er afhængige af ham. På samme måde er det forkasteligt at oprette et testamente til fordel for en syndig person, når man med stærk sandsynlighed antager, at vedkommende derved vil få større mulighed for at begå syndige handlinger. Men hvis man mener, at den, som testamentet er til fordel for, derved vil blive tilskyndet og opmuntret til gode gerninger, er det anbefalet.

Mubah: Et testamente er mubah, når det oprettes til fordel for en velhavende person.

Testamentets væsentlige bestanddel: Testamentets væsentlige bestanddel er ijab, det vil sige testatorens initiativ eller forslag. Ijab er fuldført, når der anvendes et hvilket som helst udtryk, hvorved ejendomsretten til noget overdrages uden vederlag efter døden. For eksempel: »Jeg testamenterer, at den og den skal have den og den ting efter min død.« Eller: »Jeg giver den til den og den efter min død« eller »Jeg gør den og den til dens ejer.«

Et testamente kan oprettes gennem ord, men også skriftligt eller ved et forståeligt tegn, når testator ikke er i stand til at tale. Når testamentet er ubestemt, dvs. ikke er bestemt til en bestemt person, men for eksempel er til en moské, en karavanserai, en skole eller et hospital, er det ikke nødvendigt, at nogen accepterer det. Testamentet fuldføres tværtimod alene ved en gyldig ijab. Det skyldes, at det i dette tilfælde bliver til sadaqah. Men når det er bestemt til en bestemt person, er det nødvendigt, at den, som testamentet er oprettet til fordel for, accepterer det efter testators død, enten selv eller, hvis vedkommende er åndssvag, gennem sin værge. Hvis han accepterer det, er testamentet fuldført. Hvis han afslår det, bortfalder det, og testators arvingers ejendomsret forbliver gældende.

Når der oprettes et testamente vedrørende noget, som det er gyldigt at indgå en handel om, er det tilladt for testator at ændre det eller tilbagekalde det helt eller delvist. Tilbagekaldelsen kan ske direkte med ord, for eksempel: »Jeg tilbagekalder mit testamente.« Den kan også ske gennem en handling, for eksempel ved at han sælger det, som han havde testamenteret.

Hvornår testamentet bliver tilgængeligt: Den, som testamentet er oprettet til fordel for, får først ret til det efter testators død og efter betaling af hans gæld. Hvis hele den efterladte formue opbruges ved betaling af gælden, får den, som testamentet er oprettet til fordel for, ikke noget. For Allah siger: »efter opfyldelsen af testamentet eller betaling af gælden« (arven fordeles til arvingerne).

Betingede testamenter: Hvis betingelsen er gyldig, er det betingede testamente gyldigt. Med en gyldig betingelse menes en betingelse, som er til gavn for testator eller den, som testamentet er oprettet til fordel for, eller som er til gavn for en anden, og som hverken er forbudt eller strider mod shariaens formål. Når betingelsen er korrekt og gyldig, er det nødvendigt at overholde den, så længe dens nytte og gavnlige virkning består. Hvis betingelsen ikke er gyldig, eller dens nytte ikke længere består, er det ikke nødvendigt at overholde den.

Betingelserne for et testamente: For at et testamente kan oprettes, skal der være en testator, en person, som testamentet oprettes til fordel for, og noget, som testamenteres. Der er fastsat bestemte betingelser for hver af de tre. Betingelserne nævnes nedenfor:

Betingelsen for testator: Betingelsen for testator er, at han skal have fuld retlig kompetence til at give. En person har fuld kompetence til at give eller oprette et testamente, hvis han er ved sine fulde fem, myndig, fri, handler frivilligt og ikke er underlagt et forbud mod at foretage dispositioner på grund af åndssvaghed. Hvis han er mindreårig, sindssyg, slave, handler under tvang eller er en person, der er underlagt et forbud mod at foretage dispositioner, er hans testamente ikke gyldigt. Det skyldes, at han ikke har fuld kompetence til at give eller oprette et testamente.

Der er kun to undtagelser:

1. Når et mindreårigt barn, der er i stand til at skelne mellem godt og ondt, opretter et testamente om sin egen ligfærd og begravelse, er testamentet gyldigt, så længe det holder sig inden for det, der er til barnets bedste.

2. Hvis en person, der på grund af åndssvaghed er blevet underlagt hijr (retslig begrænsning), opretter et testamente til gode formål og til gavn for almenvellet, såsom undervisning i Koranen, opførelse af moskeer og etablering af hospitaler, er testamentet gyldigt og retskraftigt.

Hvis arvingerne efter en sådan testator giver deres tilladelse, skal testamentet gennemføres af hele hans formue. Det samme gælder, hvis han slet ingen arvinger har; også da skal det gennemføres af hele hans formue. Men hvis han har arvinger, og de ikke godkender testamentet, skal det gennemføres af en tredjedel af hans formue. Dette er den hanafitiske madhhabs opfattelse. Imam Malik var uenig i denne opfattelse og erklærede testamentet gyldigt, når det blev oprettet af en person med svag forstand, samt af et mindreårigt barn, hvis hensigt var at opnå nærhed til Allah. Han sagde: »Det er en enig opfattelse hos os, at hvis en person med nedsat forstand, en tåbe eller en sindssyg person, som fra tid til anden bliver rask i sindet, forstår betydningen af det testamente, de har oprettet, er deres testamente gyldigt. På samme måde er et mindreårigt barns eller en drengs testamente gyldigt og retskraftigt, når han forstår betydningen af sit testamente og ikke fremsætter vrøvleagtige eller uanstændige ytringer.« Efter egyptisk lov er også en tåbes testamente gyldigt, hvis den kompetente domstol giver tilladelse.

Betingelser for den, til hvis fordel testamentet oprettes: Den, til hvis fordel testamentet oprettes, skal opfylde følgende betingelser:

1. Han må ikke være arving efter testatoren. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, erklærede i året for erobringen af Mekka: »Der gælder intet testamente til fordel for en arving.« (Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi).

Denne hadith er accepteret af alle lærde, og der er opnået ijma om den.

Hvad angår befalingen i sura al-Baqara, vers 180, om at oprette testamente til fordel for forældre og slægtninge, er flertallet af de lærdes opfattelse, at versets bestemmelse er ophævet. Imam ash-Shafi’i siger derimod: Allah den Ophøjede har åbenbaret både verset om testamentet og versene om arv. Testamentets vers kan derfor fortsat være gældende ved siden af arveversene, ligesom arveversene kan have ophævet testamentets vers. I denne situation undersøgte de lærde, om der fandtes et egnet bevis, der kunne give den ene af disse to muligheder forrang. Ved deres undersøgelse fandt de, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, i året for erobringen af Mekka sagde: »Der gælder intet testamente til fordel for en arving.«

De lærde er enige om, at den, til hvis fordel testamentet oprettes, skal kunne være arving på testatorens dødsdag. Hvis testator således ikke har nogen søn og opretter testamente til fordel for sin arveberettigede bror, men inden sin død får en søn, vil testamentet til fordel for den pågældende bror være gyldigt. Hvis han derimod opretter testamente til fordel for sin bror, mens han har en søn, og sønnen derefter dør før testatorens død, vil testamentet til fordel for den arveberettigede bror i dette tilfælde fortsat være gældende.

2. Den hanafitiske skoles opfattelse er, at hvis den, til hvis fordel testamentet oprettes, er en bestemt person eller institution, er betingelsen for testamentets gyldighed, at denne skal være til stede på det tidspunkt, hvor testamentet oprettes. Det vil sige, at vedkommende enten skal være fysisk til stede på dette tidspunkt eller anses for faktisk at være til stede. Hvis der for eksempel oprettes testamente til fordel for et ufødt barn, og barnet befinder sig i moderens liv på det tidspunkt, hvor testamentet oprettes, er denne betingelse opfyldt. Hvis den, til hvis fordel testamentet oprettes, derimod ikke er knyttet til en bestemt person, skal vedkommende være fysisk eller faktisk til stede på testatorens dødstidspunkt.

Hvis testator siger: »Jeg testamenterer mit hus til den og dens børn«, men ikke identificerer børnene nærmere, og derefter dør uden at tilbagekalde testamentet, vil alle de børn, der eksisterer på testatorens dødstidspunkt, arve huset, uanset om de alle er fysisk til stede eller anses for faktisk at være til stede, såsom et ufødt barn, hvad enten det eksisterede på tidspunktet for testamentets oprettelse eller ej. Et ufødt barn anses for at have eksisteret på tidspunktet for testamentets oprettelse eller på testatorens dødstidspunkt, hvis barnet fødes inden for seks måneder fra tidspunktet for testamentets oprettelse eller testatorens død. De fleste lærde siger: Hvis testator testamenterer en tredjedel af sin formue til værgen for en person, der er underlagt en formueforvaltningsmæssig begrænsning, så denne kan give den bort dér, hvor han finder det bedst, er testamentet gyldigt. Værgen skal bruge den til gode og almennyttige formål, ikke selv nyde så meget som en eneste mønt af den og ikke give noget til nogen af arvingerne.

Abu Thawr var uenig i denne opfattelse. Al-Shawkani fremsatte hans opfattelse i værket »Nayl al-Awtar«.

3. Den, til hvis fordel testamentet er oprettet, må ikke direkte og uretmæssigt dræbe testator. Hvis han gør det, bliver testamentet ugyldigt. For den, der skynder sig at få noget, han har ret til, før det naturligt er blevet tilgængeligt på det rette tidspunkt, fratages det som straf. Dette er Abu Yusuf’s opfattelse. Abu Hanifa og imam Muhammad siger, at testamentet ikke bliver ugyldigt, men forbliver afhængigt af arvingernes godkendelse.

Betingelserne for det, der testamenteres: Det, der testamenteres, skal være af en sådan art, at man efter testatorens død kan gøre nogen til ejer af det, uanset hvordan dette sker. Derfor er det tilladt at testamentere enhver genstand, der har økonomisk værdi, eller som kan yde en tjeneste eller medføre en fordel. Man kan testamentere de frugter, der vokser på en andens træ, eller den kalv, der befinder sig i en andens ko. Det skyldes, at ejendomsretten til begge dele kan erhverves gennem arv. Den, til hvis fordel testamentet oprettes, kan således blive ejer af noget, hvis eksistens med sikkerhed er til stede på testatorens dødstidspunkt. Men et testamente vedrørende noget, der ikke eksisterer, er ugyldigt og uden retsvirkning. Det er gyldigt at testamentere, at en gæld skal eftergives, eller at nogen skal have lov til at bo i et hus. Det er ugyldigt at testamentere noget, der ikke betegnes som formue, såsom et lig. På samme måde er det ikke gyldigt for muslimer at testamentere vin, eftersom det ikke er formue for nogen af de to parter.

Den formuemængde, som det er anbefalelsesværdigt at testamentere: Ibn Abd al-Barr siger: Blandt de tidlige lærde var der uenighed om, hvor stor en formue der gør et testamente obligatorisk for dem, der anser testamentet for obligatorisk, og hvor stor en formue der gør det anbefalelsesværdigt for dem, der anser det for anbefalelsesværdigt. Nogle beretter fra Ali, at han sagde: Der kan ikke oprettes testamente vedrørende en formue på seks hundrede eller syv hundrede dirham. Andre beretter, at Ali sagde: Der kan oprettes testamente vedrørende en formue på tusind dirham. Ibn Abbas siger: Der kan ikke oprettes testamente vedrørende otte hundrede dirham. Aisha siger: Hvis en person har fire børn og tre tusind dirham, er der ingen anledning til at oprette testamente vedrørende hans formue. Ibrahim al-Nakha’i siger: Der kan ikke oprettes testamente vedrørende mellem tusind og femten hundrede dirham. Ifølge Qatada kan der oprettes testamente vedrørende tusind dirham eller mere. Ali siger: Den, der efterlader sig en lille formue, gør bedst i at lade denne formue blive hos arvingerne. Aisha siger: Der kan ikke oprettes testamente vedrørende otte hundrede dirham.

Testamente vedrørende en tredjedel: Det er gyldigt at testamentere en tredjedel af formuen. Det er ikke gyldigt at testamentere mere end dette. Det er bedre at testamentere mindre. Dette er den enstemmige opfattelse. Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Sa’d ibn Abi Waqqas, at han sagde: »Mens jeg var syg i Mekka, kom Allahs Sendebud, fred være med ham, for at besøge mig. Jeg brød mig ikke om at dø på det sted, hvorfra jeg var udvandret. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ’Må Allah vise Ibn Afra barmhjertighed.’ Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, må jeg testamentere hele min formue?’ Han sagde: ’Nej.’ Jeg sagde: ’Så halvdelen?’ Han sagde: ’Nej.’ Jeg sagde: ’Så en tredjedel?’ Han sagde: ’Det er i orden. Testamentér en tredjedel. Selv en tredjedel er meget. Det er bedre at efterlade dine arvinger uafhængige af andre end at efterlade dem afhængige af andre. Det er ikke ønskværdigt, at de skal forblive fattige og række hånden ud til andre. Hvad du end bruger på din familie, er almisse, selv den mundfuld mad, du fører op til din hustrus mund, er almisse. Snart vil der komme en dag, hvor Allah vil berige dig, og da vil mange få gavn af dig, mens andre vil lide skade på grund af dig.’« På dette tidspunkt havde Sa’d ingen børn bortset fra én datter. (Ifølge al-Waqidi fik Sa’d senere fire sønner.)

En tredjedel beregnes af hele boet: Ifølge flertallet af de lærde beregnes en tredjedel af hele det bo, testator efterlader sig. Imam Malik siger: En tredjedel beregnes af den ejendom, testator kendte til. Testamentet udfærdiges med undtagelse af den ejendom, han ikke kendte til, eller som var nyerhvervet uden hans kendskab.

Ifølge Malik, Nakhaʿī og ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz beregnes en tredjedel af det efterladte bo på tidspunktet for testamentets udfærdigelse. Men blandt Imam Abū Ḥanīfas, Aḥmads og Imam al-Shāfiʿīs to synspunkter er det mest korrekte, at en tredjedel beregnes af det bo, der efterlades på dødstidspunktet. Dette var også ʿAlīs (må Allah være tilfreds med ham) og nogle tābiʿīners synspunkt.

Testamentering af mere end en tredjedel: Hvis testator har arvinger, er det ikke tilladt for ham at testamentere mere end en tredjedel af sin ejendom. Hvis han gør det, træder det ikke i kraft, før arvingerne har givet deres samtykke. Der er to betingelser for, at det træder i kraft:

1. Testamentet skal træde i kraft efter døden. For før testators død har arvingen ingen myndighed, der er etableret, og derfor har hans samtykke ingen gyldighed. Hvis han giver sit samtykke i testators levetid, kan testator tilbagekalde testamentet, når han ønsker det. Hvis samtykket gives efter døden, træder testamentet i kraft. al-Zuhrī og Rabīʿa siger: Testator kan aldrig tilbagekalde det.

2. Den arving, der giver samtykke, skal på tidspunktet for samtykket have fuld retlig handleevne. Han må ikke være underlagt en begrænsning på grund af åndssvaghed. Selv hvis der ikke findes nogen arvinger, er det ifølge flertallet af de lærde ikke tilladt at testamentere mere end en tredjedel.

Ifølge den hanafitiske madhhab, Isḥāq, Shurayḥ og én overlevering fra Imam Aḥmad er det tilladt at testamentere mere end en tredjedel. Dette var også ʿAlīs (må Allah være tilfreds med ham) og Ibn Masʿūds synspunkt. Det skyldes, at testator i denne situation ikke efterlader nogen, hvis fravær der er frygt for vil føre til nød. Desuden er testamentering nævnt ubetinget i verset, og derfor er det ikke gyldigt at begrænse testamentet til en tredjedel. Denne grænse er i hadithen fastsat for den, der har arvinger. Derfor er det ikke gyldigt at fastsætte nogen grænse for den, der ikke har arvinger.

Hvornår bliver et testamente ugyldigt?: Hvis en af de tidligere nævnte betingelser ikke er opfyldt, samt i følgende situationer, bliver testamentet ugyldigt:

1. Hvis testator er sindssyg, og hans sind ikke bliver raskt før døden.
2. Hvis den, til hvem testamentet er oprettet, dør før testator.
3. Hvis testamentets genstand er bestemt, og den går til grunde, før den kommer i besiddelse af den, til hvem testamentet er oprettet.

Det 89. kapitel: Fara’id

Definition: I shariaens terminologi er fara’id den andel af ejendommen, der er fastsat til arvingen. Den viden, der vedrører dette, kaldes ilm al-miras eller ilm al-fara’id.

Fara’ids plads i shariaen: I den førislamske jahiliyyah-tid gav araberne kun mænd arv, ikke kvinder, og kun voksne, ikke mindreårige. Man gjorde hinanden til arvinger gennem eder. Allah afskaffede alle disse skikke og åbenbarede:

يَوْمِيكُمُ اللَّهُ فِي أَوْلَدِكُمْ قِ لِذَّكَرِ مِثْلُ حَنَا الْأَنْثَيَيْنِ : فَإِنْ كُنْ نِسَاءً فَوْقَ اثْنَتَيْنِ فَلَهُنَّ ثَلَثَا مَا ترك : وإِن كَانَت وَاحِدَةٌ فَلَهَا النِّصْفُ ، وَلابَوَيْهِ لِكُلِّ وَاحِلٍ مِنْهَا السُّدُسُ مِمَّا تَرَكَ إِنْ كَانَ لَهُ وَلَدْ جَ فَإِنْ لَمْ يَكُنْ لَهُ وَلَدْ وَ وَرِثَهُ أَبَوهُ

فَلِأُمِّهِ التكيف فَإِنْ كَانَ لَهُ إِخْوَةٌ فَلَامِهِ السُّدُسُ مِنْ بَعْدِ وَصِيَّةٍ يُوسِي بِمَا أَوْ دَيْنِ ، آبَاؤُكُمْ وَابْنَاؤُكُمْ لَا تَدْرُونَ أَيْمَر أَقْرَبُ لَكُمْ نَفْعًا ، فَرِيضَةً مِّنَ اللَّهِ مَا إِنَّ اللَّهَ كَانَ عليها حكيمان

‘Allah giver jer påbud vedrørende jeres børn: En søns andel svarer til to døtres andel. Men hvis der kun er døtre, og de er flere end to, tilkommer der dem to tredjedele af det efterladte, og hvis der kun er én datter, tilkommer der hende halvdelen. Hvis den afdøde har børn, tilkommer der hver af hans forældre en sjettedel af det efterladte. Hvis han er barnløs, og forældrene er arvingerne, tilkommer der hans mor en tredjedel. Hvis han har søskende, tilkommer der hans mor en sjettedel. Alt dette er efter opfyldelsen af det, han har testamenteret, og efter betaling af gælden. I ved ikke, hvem af jeres fædre og jeres børn der er jer nærmest med hensyn til nytte. Dette er Allahs bestemmelse. Allah er alvidende og alvis.’ (Sura al-Nisa, vers 11).

Årsagen til åbenbaringen af verset: Det er overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at årsagen til åbenbaringen af dette vers omtales i følgende hadith: Jabir fortæller: Sa’d ibn al-Rabi’s hustru kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) med sine to døtre, som var Sa’ds døtre, og sagde: »O Allahs Sendebud! Disse to er Sa’d ibn al-Rabis døtre. Deres far blev martyr ved Uhud, mens han kæmpede sammen med dig. Deres onkel har taget deres ejendom og ikke efterladt dem noget. Men uden ejendom er det ikke muligt at gifte disse to piger bort.« Allahs Sendebud sagde: »Allah vil afgøre denne sag.« Derefter blev verset om arv åbenbaret. Så sendte Allahs Sendebud bud efter deres onkel og sagde til ham: »Giv hver af Sa’ds to døtre en tredjedel og giv deres mor en ottendedel. Det, der derefter er tilbage, tilhører dig.« (De fem øvrige autentiske hadith-samlinger, bortset fra al-Nasa’i).

Fara’id-videnskabens fortrin:

1. Det er overleveret fra Ibn Mastrud (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Lær Koranen, og lær den videre. Og lær faraid, og lær det videre. For jeg er et dødeligt menneske, og viden vil også en dag forsvinde. Snart kan der komme en dag, hvor to personer vil være uenige om faraid og juridiske spørgsmål, uden at der vil være nogen, som kan afgøre det for dem.« (Ahmad).

2. Det er overleveret fra Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Viden er af tre slags. Alt andet er overflødigt: vers med klare bestemmelser, en praktiseret sunnah og en retfærdig arvefordeling.« (Abu Dawud, Ibn Majah).

3. Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Lær faraid, og lær det videre. For det er halvdelen af viden. Det vil en dag blive glemt, og det vil være det første, der bliver taget fra min ummah.« (Ibn Majah, ad-Daraqutni).

Den efterladte formue: Definitionen på den efterladte formue ifølge hanafi-madhhaben er: Hele den formue, som den afdøde efterlader. Imam Ibn Hazm siger til støtte for denne definition: »Allah har fastsat arv i det, som et menneske efterlader sig efter sin død, og Han har ikke fastsat arv i det, som ikke er formue. Han har ikke fastsat arv i andre rettigheder end dem, der indgår i formuen eller har samme status som formue, såsom retten til at drage fordel af noget, retten til at opnå magt og myndighed samt retten til at opholde sig på jord, der er bestemt til byggeri og dyrkning.« I maliki-, shafi‘i- og hanbali-madhhaben indgår disse rettigheder i den afdødes samlede efterladte formue, hvad enten rettighederne er økonomiske eller ikke-økonomiske.

Rettigheder knyttet til den efterladte formue: Der er fire slags rettigheder knyttet til den efterladte formue.

De er ikke alle lige, men nogle har forrang frem for andre, og udgifterne skal først afholdes til det, der har forrang. For eksempel:

1. Den første rettighed: Først skal der af den efterladte formue afholdes udgifter til den afdødes kafan og begravelse, såsom det tidligere er blevet forklaret i gennemgangen af janazah samt kafan og begravelse.

2. Den anden rettighed: At betale den afdødes gæld. I denne forbindelse anser Imam ash-Shafi‘i og Ibn Hazm gæld til Allah, såsom zakat og kaffarah, for at have forrang frem for gæld til mennesker. Hanafi-lærde mener derimod, at Allahs rettighed bortfalder ved døden. Derfor påhviler det ikke arvingerne at betale den. De kan dog betale den frivilligt, eller de kan betale den, hvis den afdøde før sin død testamenterede, at den skulle betales. Hvis han har testamenteret det, behandles det som et testamente til en ukendt eller ikke-beslægtet person. Arvingen eller den, testamentet er givet til, skal betale den af den fjerdedel af den formue, der er tilbage efter udgifterne til kafan og begravelse samt betaling af gæld til mennesker. Denne ordning gælder, når afdøde har en arving. Hvis der ikke er nogen arving, betales den af hele formuen. Hanbali-juristerne foretrækker i alle tilfælde, at den betales af hele formuen. Desuden er de enige om, at gæld vedrørende bestemte genstande, som tilhører andre mennesker, skal betales før almindelig gæld.

3. Den tredje rettighed: At opfylde testamentet af en tredjedel af den formue, der er tilbage efter betaling af gælden.

4. Den fjerde ret: Fordeling af den resterende efterladte formue blandt arvingerne.

Arvens grundelementer: Arv forudsætter tilstedeværelsen af tre elementer:

a. Arvingen: Det vil sige en person, der er knyttet til den afdøde gennem en af arvegrundene.

b. Den afdøde eller en savnet person, som er blevet anset for at være død.

c. Arven eller den efterladte formue: Den formue eller rettighed, der overføres fra den afdødes ejerskab til arvingens ejerskab.

Arvegrundene: Arv tilkommer én af tre grunde:

1. Ægte slægtskab eller direkte slægtskab:

Allah siger i sura al-Anfal:

وأولُوا الْأَرْحَامِ بَعْضُهُم أَولَى بِبَعْضٍ فِي كِتَبِ اللهِ

‘De slægtninge, der står hinanden nærmest, har ifølge Allahs lov større ret til hinanden.’ (Al-Anfal: 75)

2. Indirekte slægtskab: Som Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Slægtskabet, der opstår ved frigivelse af en slave, er som det egentlige slægtskab. (Ibn Hibban og al-Hakim). [Når en person, der ikke har nogen egentlige slægtninge som arvinger, indgår en pagt om venskab eller broderskab med en anden, således at de efter deres død gør hinanden til arvinger til deres ejendom, og han påtager sig ansvaret for at betale den nødvendige diya eller blodpenge, hvis han ved en fejl dræber eller sårer nogen, og den anden frivilligt accepterer dette, anses det forhold, der derved opstår, ifølge imam Abu Hanifa for at være en af grundene til arv. Det gør det ikke ifølge de øvrige lærde. Den sidstnævnte opfattelse afspejles i den gældende lovgivning.

3. Et gyldigt ægteskabeligt bånd: Allah siger: ‘I har ret til halvdelen af det, som jeres hustruer efterlader, hvis de ikke har noget barn.’
Betingelserne for arv: Der er tre betingelser for arv:

1. Den pågældende persons død eller hans forsvinden på en sådan måde, at han ved en domstolsafgørelse erklæres død. En sådan afgørelse fastslår, at han er død. Hvis nogen derimod overfalder en gravid kvinde, og hun som følge heraf føder et dødt barn, betragtes barnet som levende, selv om det på det tidspunkt er dødt.

2. Det er en betingelse, at den afdødes arving faktisk er i live, såsom et foster. For det er faktisk levende. Det er ikke umuligt, at der endnu ikke er blevet pustet liv i dets krop. Hvis det er ukendt, om den afdødes arving er i live eller ej, som i tilfældet med personer, der er druknet, er brændt inde eller befinder sig under en sammenstyrtet bygning, regnes disse personer ikke for at arve hinanden, selv hvis de efter reglerne skulle være hinandens arvinger; deres ejendom fordeles i stedet blandt deres levende arvinger.

3. At ingen af følgende hindringer for, at arven træder i kraft, er til stede.

Hindringer for arv: En person vil blive udelukket fra arv, hvis han besidder alle kvalifikationer for at arve, men disse kvalifikationer er blevet sat ud af kraft på grund af en eller anden hindring. Der er fire sådanne hindringer:

1. Slaveri, hvad enten det er fuldstændigt eller delvist.

2. At begå et forsætligt og ulovligt drab. Hvis en arving uretmæssigt dræber den person, som han skulle arve efter, berøves han efter enstemmig opfattelse sin arv. An-Nasa’i beretter, at Profeten ﷺ sagde: »Drabsmanden har ingen arveret.«

De lærde er uenige om forsætlige og uretmæssige drab. Imam ash-Shafi‘i siger: Ethvert drab medfører tab af arveretten, hvad enten det begås af en sindssyg eller en mindreårig, eller det begås under en lovlig procedure såsom håndhævelse af en ret, qiṣāṣ eller noget tilsvarende. De malikitiske jurister siger: Det er kun et forsætligt og ulovligt drab, der medfører tab af arveretten, hvad enten det begås direkte eller indirekte. Denne opfattelse er fulgt i den egyptiske lovs § 5. Heri hedder det: En af grundene til at miste arveretten er forsætligt drab på den person, man skulle arve efter, hvad enten drabsmanden selv er hovedgerningsmanden eller medvirkende, eller er et falsk vidne, hvis vidneudsagn fører til, at dødsstraffen idømmes og fuldbyrdes, når drabet er ulovligt og begået uden nogen gyldig undskyldning, og drabsmanden er myndig, ved sine fulde fem og fyldt femogtyve år. Det regnes som en gyldig undskyldning, hvis retten til et lovligt forsvar er blevet frataget.

3. Forskellig religion: En muslim arver ikke efter en kafir, og en kafir arver ikke efter en muslim. De fire autentiske hadith-samlinger beretter fra Usama ibn Zayd – må Allah være tilfreds med ham – at Profeten ﷺ sagde: »En muslim arver ikke efter en kafir, og en kafir arver ikke efter en muslim.« På den anden side er det overleveret fra Mu‘adh, Mu‘awiya, Ibn al-Musayyab, Masruq og an-Nasa’i, at en muslim arver efter en kafir, men at en kafir ikke arver efter en muslim, ligesom en muslim kan gifte sig med en kafir-kvinde, mens en kafir ikke kan gifte sig med en muslimsk kvinde. Ikke-muslimer arver derimod efter hinanden, fordi de ifølge islam alle tilhører samme religion.

4. Forskelligt land: Det vil sige forskel i nationalitet og statsborgerskab. Forskelle i nationalitet og statsborgerskab er ikke til hinder for, at muslimer arver efter hinanden, uanset hvor stor forskellen og afstanden mellem de to lande måtte være. De lærde er imidlertid uenige om betydningen af forskelle i land, nationalitet og statsborgerskab blandt ikke-muslimer. Ifølge flertallet af de lærde er dette ikke til hinder for, at de arver efter hinanden, ligesom det heller ikke er tilfældet blandt muslimer. I værket al-Mughnī siges det: Tilhængere af én religion arver efter hinanden, selv om deres nationaliteter er forskellige, fordi Koranens og sunnahens udsagns omfattende og

ubetingede karakter kræver, at de arver efter hinanden. Der findes hverken noget udsagn i Koranen eller sunnahen eller nogen ijmāʿ, der fastslår, at de ikke kan arve efter hinanden. Der er heller ikke plads til qiyās i dette spørgsmål. Det er også den opfattelse, der er fulgt i den gældende lov, bortset fra ét tilfælde. Imam Abu Hanifa siger, at det gælder, når et andet lands lov nægter dets udenlandske statsborgere arveret. Lovens § 6 fastslår:

Bortset fra at den lov, som en udenlandsk regering følger, nægter udlændinge arveret, udgør forskel i nationalitet ikke af nogen anden grund en hindring for arv mellem muslimer eller mellem ikke-muslimer.

Hvem har ret til den efterladte formue?: Ifølge den hanafitiske madhhab er de berettigede til den efterladte formue:

1. Ashāb al-furūḍ.
2. Slægtninge som ‘asabah eller ægte ‘asabah.
3. Ikke-beslægtede som ‘asabah eller uægte ‘asabah.
4. Det overskydende, der tilkommer ashāb al-furūḍ.
5. Sabīl al-arḥām, det vil sige slægtninge på moderens side.
6. Mawlā al-muwālāt, det vil sige den tidligere herre.
7. Anerkendelse af en anden som slægtning.
8. Et testamente på mere end en tredjedel.
9. Bayt al-māl.

Ifølge egyptisk lov er rækkefølgen blandt de berettigede til den efterladte formue følgende:

1. Ashāb al-furūḍ.
2. Slægtninge som ‘asabah eller ægte ‘asabah.
3. Det overskydende, der tilkommer ashāb al-furūḍ.
4. Dhawū al-arḥām.
5. Det overskydende, der tilkommer den ene af ægtefællerne.
6. Ikke-beslægtede som ‘asabah eller uægte ‘asabah.
7. Anerkendelse af en anden som slægtning.
8. Den, til hvem hele formuen testamenteres.
9. Bayt al-māl.

1. Ashāb al-furūḍ: Ashāb al-furūḍ er de arvinger, for hvem seks bestemte andele er fastsat, nemlig: halvdelen, en fjerdedel, en ottendedel, to tredjedele, en tredjedel og en sjettedel.
De, der har ret til disse andele, er ashāb al-furūḍ, og de er i alt tolv: fire mænd og otte kvinder. De fire mænd er: faderen, den direkte bedstefar, uanset hvor højt op i slægten, moderens halvbror og ægtemanden. De otte kvinder er: hustruen, datteren, helsøsteren, faderens halvsøster, moderens halvsøster, sønnens datter, moderen og den direkte farmor, uanset hvor højt op i slægten. Nedenfor gives en detaljeret redegørelse for hver af disse:

Faderens forskellige situationer: Allah siger: »Hvis han har børn, tilkommer der hver af hans forældre en sjettedel af den efterladte formue. Hvis han er barnløs, og kun forældrene arver, tilkommer der hans moder en tredjedel.« (Det skal bemærkes, at ordet »børn« i dette vers omfatter både sønner og døtre. Når moderens andel nævnes, men faderens andel ikke nævnes, hvis den afdøde er barnløs, forstås det heraf, at resten tilkommer faderen.)

Faderen har tre situationer: I én situation modtager han kun en bestemt andel; i en anden modtager han sin andel sammen med andre arvinger; og i en tredje modtager han både en bestemt andel og sin andel sammen med andre arvinger.

Første situation: Hvis den afdøde har blot én eller flere sønner, er faderens andel en sjettedel.

Anden situation: Hvis den afdøde ikke efterlader nogen søn eller datter som arving, og faderen er den eneste arving, modtager han hele formuen. Hvis den afdøde har et barn, modtager faderen sin andel sammen med det, der er tilbage efter ashāb al-furūḍ.

Den tredje situation: Hvis den afdøde har en datter, mens faderen er i live, får faderen ikke blot den fastsatte sjettedel, men også den andel, der tilkommer ham sammen med asḥāb al-furūḍ. Den direkte bedstefaders situation: Bedstefædre er af to slags: den direkte bedstefar og den indirekte bedstefar.

Den direkte bedstefar er den bedstefar, hvis slægtskabsforbindelse til den afdøde kan føres direkte uden en kvindelig mellemled, såsom faderens far. Den indirekte bedstefar er derimod den, hvis forbindelse til den afdøde går gennem en kvinde, såsom moderens far (morfar). Arveretten for den direkte bedstefar, altså faderens far, er enstemmigt fastslået. Det er overleveret fra Imrān ibn Ḥusayn, må Allah være tilfreds med ham, at en mand kom til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: »Min søns søn er død. Hvor meget får jeg af hans efterladte ejendom?« Han sagde: »Du får en sjettedel.« Da manden derefter gik, kaldte han ham straks tilbage og sagde: »Du får en sjettedel.« Da manden igen gik, kaldte han ham atter tilbage og sagde: »Du får endnu en sjettedel.« Da han så var på vej til at gå, kaldte han ham og sagde: »Den sidste sjettedel som underhold.« (Aḥmad, Abū Dāwūd og at-Tirmidhī).

Når den afdødes far er i live, bortfalder den direkte bedstefaders andel. Hvis faderen ikke er i live, træder bedstefaderen i faderens sted, bortset fra fire situationer. Disse fire situationer er:

1. Hvis faderen er i live, arver faderens mor (den farmoderlige bedstemor) ikke, fordi hun er knyttet til faderen. Hun arver kun sammen med bedstefaderen, når han er i live.

2. Når den afdøde efterlader sine forældre og den ene af ægtefællerne, får moderen en tredjedel af den resterende ejendom, efter at den ene ægtefælle har fået sin fastsatte andel. Men når bedstefaderen er til stede i stedet for faderen, får moderen en tredjedel af hele ejendommen. ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, afsagde denne afgørelse.

3. Når faderen er til stede, arver helsøskende og fædrene halvsøskende ikke. Men når bedstefaderen er til stede, bliver helsøskende og fædrene halvsøskende ikke udelukket fra arven på grund af ham. Dette er Imam ash-Shāfiʿīs, Imam Abū Yūsufs, Imam Muḥammads og Imam Māliks opfattelse. Imam Abū Ḥanīfah siger: Ligesom de udelukkes på grund af faderen, udelukkes de også på grund af bedstefaderen. Der er ingen forskel mellem de to. Den førstnævnte opfattelse følges i den egyptiske arvelov.

De forskellige situationer for en uterin bror: Allah siger:

فَإِنْ كَانُوا أَكْثَرَ وَإِنْ كَانَ رَجُلٌ يُورَه كَللَهُ أَوِ امْرَاةٌ و لَهُ احْ أَوْ أَعْت فَلِكُلِّ وَاحِدٍ مِنْهُمَا السُّدُسُ : مِنْ ذَلِكَ فَهُمْ شُرَكَاهُ فِي التَّلْفِ

Hvis en mand eller kvinde uden forældre og børn efterlader sig en halvbror eller halvsøster på mors side, får hver af dem en sjettedel. Hvis de er flere end dette, deler de alle lige en tredjedel. (Sura an-Nisā’, vers 12).

Det med »kalāla«, som er nævnt i verset, betyder en person, der ikke har nogen far eller børn. Og med bror og søster menes halvbror og halvsøster på mors side. Af verset fremgår det, at de har tre situationer:

1. Én person får en sjettedel, hvad enten det er en mand eller en kvinde.
2. To eller flere personer får en tredjedel, og her er mænd og kvinder lige.
3. Hvis der findes arveberettigede børn, det vil sige børn eller sønnernes børn, eller hvis faderen eller bedstefaderen er i live, får disse brødre og søstre ingen arv. Men hvis moderen eller bedstemoderen er i live, får de arv.

Mandens forskellige situationer: Allah siger:

ولكم نِصْفُ مَا تَرَكَ أَزْوَاجُكُمْ إِن لم يكن لهن ولد ج فَإِن كَانَ لَمَن وَلَد فَلَكُم الربع مما تركن

»I får halvdelen af det, jeres hustruer efterlader, hvis de ikke har børn. Men hvis de har børn, får I en fjerdedel af det, de efterlader.« (Sura an-Nisā’, 12).

Det fremgår af dette vers, at manden har to situationer:

Første situation: Hvis der ikke findes arveberettigede børn, får han halvdelen af arven. Det er uden betydning, om dette barn er et biologisk barn af den pågældende mand eller af en anden mand. Med barn menes en søn, en datter eller en sønnedatter.

Anden situation: Hvis der findes et arveberettiget barn, får ægtemanden en fjerdedel af boet.

Hustruens situation: Allah siger:

ولمن الربع مِمَّا تَرَكْتُمْ إِن لَّمْ يَكُن لَّكُمْ وَلَدْ ، فَإِن كَانَ لَكُمْ وَلَن فَلَهن الثمن ما تركترHvis I ikke har børn, tilkommer der jeres hustruer en fjerdedel af det, I efterlader jer; men hvis I har børn, tilkommer der dem en ottendedel af det, I efterlader jer.« (Sura an-Nisā’, 12) Af dette vers fremgår det, at hustruen har to situationer:

Første situation: Hvis ægtemanden ikke efterlader sig et arveberettiget barn, får hun en fjerdedel. Det er ligegyldigt, om dette barn er hendes eget eller en anden kvindes barn.

Anden situation: Hvis ægtemanden efterlader sig et arveberettiget barn, får hustruen en ottendedel. Hvis der er flere hustruer, deler de i den første situation en fjerdedel og i den anden situation en ottendedel mellem sig.

Den fraskilte hustru: Hvis en kvindes ægtemand dør, før hendes iddah efter en rajʿī-skilsmisse (en tilbagekaldelig skilsmisse) er udløbet, arver hun efter sin ægtemand. Ifølge hanbalitiske jurister vil en hustru, som er blevet skilt før samleje og afsondret samvær, arve, hvis hendes ægtemand skilte sig fra hende under en dødelig sygdom og døde af den samme sygdom, så længe hun ikke gifter sig med en anden. Hun skal dog overholde iddah efter ægtemandens død.

Moderne lovgivning anser en hustru, der er blevet definitivt skilt under en dødelig sygdom, for at være hustru, hvis hun ikke har accepteret skilsmissen, og hendes ægtemand dør af den samme sygdom, mens hun overholder sin iddah. Den biologiske datters situation: Den Ophøjede Allah siger: »Allah påbyder jer angående jeres børn: En søns andel svarer til to døtres andele. Hvis der imidlertid kun er døtre, og de er flere end to, tilkommer der dem to tredjedele af det, der efterlades. Hvis der kun er én datter, tilkommer der hende halvdelen.«

Af dette vers fremgår det, at den biologiske datter har tre forskellige situationer.

Første situation: Hvis der kun er én datter, får hun halvdelen af den efterladte ejendom.

Anden situation: Hvis der er to eller flere døtre, og der ikke sammen med dem er én eller flere sønner, får disse to eller flere døtre to tredjedele. Ibn Qudāmah siger: Hele lærdommens folk er enige om, at to døtre får to tredjedele, bortset fra en sjælden overlevering fra Ibn ʿAbbās. Ibn Rushd siger: Ibn ʿAbbās’ velkendte mening er den samme som alle andres mening.

Tredje situation: Når der sammen med en eller flere døtre er en eller flere sønner, får døtrene sammen med alle de øvrige en arv efter princippet, at én søn svarer til to døtre. Det samme gælder, hvis der er flere døtre eller sønner. Situationen for helsøstre: Allah siger i den sidste vers i Sura an-Nisāʾ:

يَسْتَفْتُونَكَ وَ قُلِ اللَّهُ يُفْتِيكُمْ فِي الْكَلَلَةِ وَ إِنِ امْرُوا مَلَكَ لَيْسَ لَهُ وَلَنْ وَلَهُ أَمْ فَلَهَا نِصْفُ مَا ترك ج وَهُوَ يَرِثُهَا إِن لَّمْ يَكُن لَهَا وَلَنْ طَ فَإِنْ كَالَتَا اثْنَتَيْنِ فَلَهُمَا التَّلْني مِمَّا تَرَكَ طَ وَإِنْ كَانُوا إِمْوَةً رجالاً وَنِسَاءً فَلِلذَّكَرِ مِثْلُ حَمَّا

الْأَنْثَيَيْنِ.

Folk spørger dig om afgørelsen. Sig: Allah giver jer afgørelsen om en person uden forældre og børn: Hvis en mand dør og ikke har noget barn, men har en søster, tilkommer halvdelen af den efterladte ejendom hende. Og hvis hun ikke har noget barn, arver hendes bror hende. Hvis der er to søstre, tilkommer dem to tredjedele af det, han efterlader. Og hvis der er både brødre og søstre, svarer én mands andel til to kvinders andele.

Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Lad søstrene blive gjort til asaba sammen med døtrene.«

Helsøsterens fem situationer:

1. Hvis der kun er én søster, og der sammen med hende ikke er noget barn, nogen sønnesøn, en far, en bedstefar eller en helbror, arver hun halvdelen af boet.

2. Hvis der er to eller flere helsøstre, arver de to tredjedele, hvis der ikke er nogen mandlig arving.

3. Hvis der sammen med to eller flere helsøstre er én helbror, arver denne bror sammen med søstrene efter princippet: én mand svarer til to kvinder.

4. Søstrene arver sammen med døtre og sønnedøtre; de tager det, der er tilbage af boet, efter at døtrene eller sønnedøtrene har modtaget deres andele.

5. Hvis helsøstrene arver sammen med en søn eller en sønnesøn samt faderen, får de intet. Dette er alle de retslærdes enstemmige opfattelse. Selv hvis der er en bedstefar, får helsøstrene ifølge imam Abu Hanifa intet. Imam Abu Yusuf og imam Muhammad er uenige i dette spørgsmål, sådan som det allerede er nævnt.

Forholdene for faderlige halvsøstre: De faderlige halvsøstre har seks mulige forhold:

1. Hvis der ikke er nogen anden faderlig halvbror, nogen anden faderlig halvsøster eller nogen helsøster, arver den eneste faderlige halvsøster halvdelen af boet.

2. To eller flere faderlige halvsøstre arver to tredjedele.

3. Sammen med den eneste helsøster får hun en sjettedel, så de to tredjedele bliver fuldendt.

4. Når der sammen med én eller flere halvsøstre på faderens side er en halvbror på faderens side, arver han efter princippet: »Én mand svarer til to kvinder«.

5. Når der sammen med én eller flere halvsøstre på faderens side er en datter eller en sønnedatter, tilfalder det, der er tilbage efter datterens eller sønnedatterens andel, dem.

6. Halvsøstrene på faderens side arver intet, hvis følgende personer er til stede:

1. En søn, der er arving, eller faderen.

2. En helbror.

3. En helsøster, når hun er til stede sammen med en datter eller en sønnedatter. For i denne situation sidestilles hun med en helbror. Derfor gives hun forrang frem for en halvbror og en halvsøster på faderens side, når hun er til stede sammen med andre.

4. Sammen med to helsøstre. Hvis der imidlertid er en halvbror på faderens side på samme niveau som dem, fordeles den resterende arv efter princippet: »Én mand svarer til to kvinder«. Hvis den afdøde således efterlader sig to helsøstre, mere end to halvsøstre på faderens side og en halvbror på faderens side, tilfalder to tredjedele de to helsøstre. Den resterende arv fordeles mellem halvsøstrene og halvbroren på faderens side efter princippet: »Én mand svarer til to kvinder«.

Den sønnes datters (barnebarns) stilling: Sønnernes døtres fem situationer:

1. Den eneste datter af en søn arver halvdelen af boet, når der ikke er noget andet biologisk barn sammen med hende.

2. To eller flere døtre af en søn arver to tredjedele af boet, når der ikke er noget andet biologisk barn sammen med dem.

3. En eller flere døtre af en søn arver en sjettedel, når der sammen med dem er en biologisk datter, således at de to tredjedele fuldendes. Men hvis der er en søn på samme trin som dem, arver han sammen med dem efter princippet: »Én søn svarer til to døtre.«

4. Hvis der er en søn, arver sønnernes døtre ikke.

5. Hvis der er to eller flere biologiske døtre, arver sønnernes døtre ikke. Men hvis der sammen med dem er en søn af en søn (et barnebarn) på samme eller et lavere trin, fordeles arven efter princippet: »Én søn svarer til to døtre.«

Moderens stilling: Allah siger i sura an-Nisa, vers 11: »Hvis han har børn, tilfalder der hver af hans forældre en sjettedel af det, han efterlader sig. Hvis han er barnløs, og hans forældre er hans arvinger, tilfalder der hans mor en tredjedel. Hvis han har søskende, tilfalder der hans mor en sjettedel.«

Moderens tre situationer: 1. Hun arver en sjettedel, hvis der sammen med afdøde er et barn, et barnebarn gennem en søn eller to søskende, hvad enten de er helsøskende, halvsøskende med samme far eller halvsøskende med samme mor.

2. Hvis ingen af de ovennævnte findes, tilfalder der vedkommende en tredjedel af hele arven.

3. Hvis ingen af de ovennævnte findes, får den efterlevende ægtefælle i følgende to tilfælde

en tredjedel af den resterende arv:

1. Når den afdøde hustru efterlader sig en ægtemand og begge forældre.

2. Når den afdøde ægtemand efterlader sig en hustru og begge forældre.

Bedstemødres forhold:

1. Det er berettet fra Qubaysah ibn Dhu’ayb: En bedstemor kom til Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, og bad ham om sin arveandel. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Der er ikke fastsat noget til dig i Allahs Bog, og jeg kender heller ikke til noget i Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sunnah. Gå derfor nu, så vil jeg rådføre mig med folk.« Derefter rådførte han sig. Al-Mughirah ibn Shu‘bah sagde: »En bedstemor kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og han gav hende en sjettedel.« Abu Bakr sagde til al-Mughirah: »Er der nogen anden sammen med dig?« Da rejste Muhammad ibn Maslamah al-Ansari sig og bekræftede det, al-Mughirah havde sagt. Abu Bakr gav da den bedstemor, der var kommet, en sjettedel. Derefter kom en anden bedstemor til Umar, må Allah være tilfreds med ham, og bad ham om sin arveandel. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Der er ikke noget til dig i Allahs Bog, men den sjettedel består. Hvis I begge kommer sammen, vil jeg fordele denne sjettedel mellem jer, og hvis den ene af jer kommer alene, får hun den alene.« – De fem øvrige autentiske hadithsamlinger, bortset fra an-Nasa’i; at-Tirmidhi har betegnet den som autentisk.

Bedstemødre har faktisk tre forhold:

1. Hvis der kun er én, får hun alene en sjettedel. Hvis der er flere, får de den samlet. Det er dog en betingelse, at de er på samme trin, det vil sige, at de alle skal være farmødre eller mormødre.

2. Hvis den nærmeste bedstemor er til stede, får den fjernere bedstemor ingen andel. Hvis mormoderen for eksempel er til stede, får hverken mormoderens mor eller farfaderens mor nogen andel.

3. Hvis moderen er til stede, får farmoderen eller mormoderen ingen andel. På samme måde får den farmoder, der hører til faderens slægt, ingen andel, hvis faderen er til stede. Hvis faderen er til stede, får mormoderen en andel. Hvis farfaderen er til stede, får farfaderens mor ingen andel, fordi hun er omfattet af farfaderen.

ʿAsaba

Definition: ʿasaba er flertalsformen af ʿasib, det vil sige slægtninge på faderens side. De, der modtager det, der er tilbage, efter at indehaverne af de fastsatte andele (ashab al-furud) har modtaget deres andele, kaldes ʿasaba. Hvis der ikke er noget tilbage, får de ingenting. Hvis sønnen derimod er ʿasib, bliver han under ingen omstændigheder udelukket.

Tilsvarende arver ʿasaba hele den efterladte ejendom, hvis der ikke er nogen indehavere af de fastsatte andele, for al-Bukhari og Muslim overleverer fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud sagde:

»Giv de fastsatte andele til dem, der har ret til dem. Derefter skal det, der er tilbage, gives til den afdødes nærmeste mandlige slægtning.« (Ifølge Ibn Abbas får datteren halvdelen og broderen halvdelen, mens søsteren intet får, når den afdøde efterlader sig én datter, én bror og én søster.)

Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: »Jeg står enhver troende nærmere end nogen anden, både i denne verden og i det hinsidige. Hvis du ønsker det, så recitér dette vers: ›Profeten står de troende nærmere end de selv.‹ Hvis en troende dør og efterlader sig noget ejendom, er hans eksisterende ʿasaba hans arving. Men den, der efterlader gæld eller fattige arvinger, skal komme til mig. Jeg er hans værge.«

Hvor mange typer asaba findes der, og hvilke er de? Asaba er af to typer: 1. egentlig asaba 2. uegentlig asaba.

Egentlig asaba: Egentlig asaba er af tre typer: 1. mandlig asaba 2. kvindelig asaba 3. afhængig asaba.

Mandlig asaba: Mandlig asaba omfatter de mænd, hvis slægtskabsforbindelse til den afdøde ikke går gennem nogen kvinde. Denne type asaba er af fire slags:

1. Sønner, det vil sige den afdødes efterkommere.

2. Fædrene, det vil sige den afdødes forfædre.

3. Brødre, det vil sige faderens efterkommere.

4. Farbrødre, det vil sige bedstefaderens efterkommere.

Kvindelig asaba: Kvindelig asaba er den kvindelige arving, som får halvdelen af arven, når hun er alene, og to tredjedele, når hun har én eller flere søstre sammen med sig. Hvis der sammen med hende eller dem er en bror, bliver de alle til fælles asaba. De er fire klasser:

1. En eller flere døtre.

2. En eller flere søstre.

3. En eller flere helsøstre.

4. En eller flere halvsøstre på fædrene side.

Hver af disse fire kategorier bliver sammen med en bror til asabah. Derfor vil deres arveandel blive fastlagt efter princippet: »En mand svarer til to kvinder.« (En kvinde, som ikke arver nogen andel, når der ikke findes en arveberettiget bror, bliver ikke en del af asabah, når broderen er til stede. Hvis en person derfor dør og efterlader sig en farbror eller en faster, vil farbroren modtage hele boet. Fasteren vil intet modtage; hun bliver ikke asabah sammen med sin bror, eftersom hun ikke ville have arvet noget, hvis broderen ikke var til stede. Det samme gælder en brors søn og en søsterdatter.)

Afhængig asabah: Afhængig asabah betegner en kvinde, som er afhængig af en anden kvinde for at blive asabah. Afhængig asabah er kun af to slags:

1. Sammen med en helsøster, en helsøsters datter eller en sønnedatter.

2. En eller flere halvsøstre på fædrene side sammen med en datter eller en sønnedatter. De modtager den resterende ejendom, efter at de fastsatte andele er blevet fordelt.

Metoden til at give mandlige asabaer arv: Hvordan kvindelige asabaer og afhængige asabaer skal gives arv, er allerede blevet gennemgået. Nu gennemgår vi, hvordan mandlige asabaer skal gives arv: Mandlige asabaer er af fire slags, og de arver i følgende rækkefølge:

1. Sønnen og sønnens søn, uanset hvor langt ned i rækken det går.

2. Hvis ingen fra sønnens eller sønnens søns linje findes, overgår restboet til de mandlige forfædre, herunder faderen, bedstefaderen og de højere oppe i rækken.

3. Hvis ingen af de mandlige forfædre er i live, arver brødrene restboet eller dets resterende del. Blandt brødrene medregnes helbrødre, brødre fra faderen, helbrødres sønner, sønner af brødre fra faderen samt dem, der står længere nede i rækken.

4. Hvis ingen fra denne gruppe er i live, overgår restboet eller dets resterende del til onklerne, hvad enten de er den afdødes egne onkler eller onkler til hans far eller bedstefar. Den afdødes egne onkler har dog altid forrang frem for faderens onkler, og faderens onkler har forrang frem for bedstefaderens onkler. Hvis der findes flere personer på samme niveau, har den af dem, der står den afdøde nærmest, forrang til at arve. Hvis deres slægtskabsforhold til den afdøde er lige nært, har den, hvis slægtskab er stærkest, forrang til arven. Hvis alles slægtskabsforhold er lige stærkt, arver de alle lige, og arven fordeles mellem dem efter deres antal.

Den ikke-egentlige asaba: Den ikke-egentlige asaba er den tidligere herre, hvad enten det er en mand eller en kvinde. Hvis der ikke findes en tidligere herre, fordeles arven blandt den afdødes mandlige asabaer.

Delvis og fuldstændig udelukkelse fra arv: Hvis en person på grund af en anden persons tilstedeværelse helt eller delvist udelukkes fra arven, kaldes det »hajb«, og den udelukkede kaldes »mahjub«. At udelukke nogen fra hele arven på grund af en retlig hindring for at modtage arv kaldes »hirmān«, og den udelukkede kaldes »mahrum«. Hvor mange slags hajb findes der? Hajb er af to slags: 1. Den, der mindsker arven. 2. Den, der udelukker fra arven.

Den arvereducerende hajb er, at arven bliver mindre på grund af en anden persons tilstedeværelse. Dette sker på grund af fem personer:

1. Et barn, hvis tilstedeværelse får mandens arveandel til at falde fra halvdelen til en fjerdedel.

2. Et barn, hvis tilstedeværelse får hustruens arveandel til at falde fra en fjerdedel til en ottendedel.

3. Tilstedeværelsen af et arveberettiget barn får moderens arveandel til at falde fra en tredjedel til en sjettedel.
4. Sønnens datter.

5. En halvsøster fra faderens side.

Hujub, der udelukker fra arv: Når en person på grund af en anden persons tilstedeværelse udelukkes helt fra arven, kaldes det hujub, der udelukker fra arv. Et eksempel er, at en bror udelukkes fra arven på grund af en søns tilstedeværelse. De seks arvingers arv er beskyttet mod denne form for fuldstændig udelukkelse, selv om de kan udsættes for delvis udelukkelse. Disse seks er:

1–2. Faderen og moderen

3–4. Sønnen og datteren

5–6. Ægtemanden og hustruen.

Bortset fra disse seks arvinger kan de øvrige arvinger blive fuldstændigt udelukket fra arven. Denne fuldstændige udelukkelse, ḥajb, har to grundlag:

1. Den, hvis forbindelse til den afdøde går gennem en anden person, arver ikke, når denne person er til stede, såsom en søns søn. Han arver nemlig kun, når sønnen ikke er til stede, selv om de er knyttet til den afdøde gennem ham.

2. Den nærmere beslægtede skal gives forrang frem for den fjernere beslægtede. Derfor udelukkes en brors søn af sønnen. Hvis alle er lige nær i slægtskabet, gives den med den stærkere slægtskabsforbindelse forrang. Således udelukker en helbror en halvbror fra faderens side.

Forskellen mellem maḥrūm og maḥjūb: Maḥrūm og maḥjūb adskiller sig fra hinanden i følgende to tilfælde:

1. Maḥrūm har slet ingen ret til arv, såsom en morder. Maḥjūb har derimod ret til arv, men udelukkes, fordi en person, der har forrang frem for ham med hensyn til at modtage arven, er til stede.

2. Den, der er maḥrūm eller udelukket fra arven, kan ikke have indflydelse på noget andet. Han udelukker derfor ikke den anden fra arven, men får ham snarere til at være som ikke-eksisterende. Hvis en person for eksempel dør og efterlader en vantro søn og en muslimsk bror, tilfalder hele arven broderen. Sønnen får intet.

Maḥjūb kan derimod have indflydelse på andre. Han kan derfor udelukke nogen helt eller delvist fra arven. To eller flere brødre arver ikke, når både faderen og moderen er til stede, fordi faderen er til stede. De kan dog tilsammen reducere moderens andel fra en tredjedel til en sjettedel.

ʿAwl

Definition: I sproglig betydning betyder ʿawl at være højere, at være mere eller at udvise partiskhed. I Koranen siges det: ذلك أدنى ألا تعولُوا»I dette er der større sandsynlighed for, at I ikke udviser partiskhed.« (Sura an-Nisāʾ: 3).

I fiqh-terminologien kaldes det ʿawl, når arvingernes fastsatte andele øges, og størrelsen af deres arveandele dermed reduceres. Det er overleveret, at den første sag om ʿawl i islam fandt sted under ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham. Han traf afgørelse om ʿawl i en sag vedrørende en ægtemand og to søstre. Han sagde til de ledsagere, der var sammen med ham: »Hvis jeg først giver ægtemanden eller de to søstre deres andel, vil der ikke være nogen andel tilbage til den anden part. Giv mig derfor jeres råd: Hvad skal jeg gøre?« Da rådede ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muṭṭalib ham til at anvende ʿawl. Nogle siger, at det var ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, mens andre siger, at det var Zayd ibn Thābit, må Allah være tilfreds med ham, der gav dette råd.

Nogle eksempler på ʿawl:

1. En kvinde døde og efterlod sig en ægtemand, to helsøstre og to søstre på moderens side. Denne sag kaldes Shurayḥ-sagen. Det skyldes, at den berømte dommer Shurayḥ gav ægtemanden tre tiendedele af boet i stedet for den halvdel, han havde krav på. Derfor gik han rundt fra stamme til stamme og sagde: »Shurayḥ gav mig hverken halvdelen eller en tredjedel.« Da Shurayḥ hørte dette, kom han til ham, straffede ham og sagde: »Du spreder bagvaskelse og skjuler ʿawl.«

2. En mand døde og efterlod sig en hustru, to døtre, en far og en mor. Da ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, holdt prædiken i moskeen i Kufa, sagde han: »Al lovprisning tilkommer Allah, Den, som træffer en uigendrivelig retfærdig afgørelse, belønner ethvert menneske for dets bestræbelser, og til Ham skal alle vende tilbage.« Da man underrettede ham om arvesagen for den pågældende mand, svarede han: »Kvindens en ottendedel er blevet til en niendedel.« Derefter fuldførte han sin resterende prædiken.

Grundtallene i de sager, hvor der forekommer ʿawl, er 6, 12 og 24. Det vil sige, at seks kan omdannes til syv, otte, ni eller ti. Tolv kan omdannes til tretten, femten eller sytten. Fireogtyve kan derimod kun omdannes til syvogtyve. De sager, hvor der slet ikke forekommer ʿawl, er de sager, hvis grundtal er 2, 3, 4 eller 8. I arvelovens paragraf 15 er princippet om ʿawl blevet fastlagt. Heri hedder det: »Når asḥāb al-furūḍs andele bliver større end hele det efterladte bo, skal det fordeles mellem dem i forhold til deres arveandele.«

Metoden til at løse ʿawl-sager: Du skal forstå den grundlæggende arvesag og vide, hvor stor en andel hver berettiget har krav på. Derefter lægger du deres andele sammen og tager summen som grundtal; så dividerer du hele det efterladte bo med grundtallet. På den måde kan man se, hvor meget der mangler i hver persons andel. Der vil således ikke ske nogen uret eller berøvelse. Tag for eksempel sagen med en ægtemand og to helsøstre. Hvis vi sætter boets grundtal til seks, er ægtemandens andel halvdelen, det vil sige tre, mens de to søstres andel er to tredjedele, det vil sige fire. Summen bliver således syv. Derfor skal det efterladte bo opdeles i syv dele. (Grundtallet var seks, men det blev ved ʿawl forhøjet til syv.)

Radd

Definition: På arabisk betyder radّ sprogligt at give tilbage. Nogle steder bruges det også i betydningen at afværge. I fiqh-terminologien betyder radd, at de dele, der bliver tilovers, fordi der ikke er tilstrækkeligt med berettigede til de faste andele, gives tilbage til dem i forhold til deres respektive andele.

De grundlæggende elementer ved radd: Radd kan ikke gennemføres, medmindre de tre vigtigste elementer er til stede. De tre elementer er:

1. Tilstedeværelsen af en berettiget til en fast andel (det vil sige tilstedeværelsen af arvinger med faste andele).

2. At der er noget tilovers af boet.

3. At der ikke findes arveberettigede eller andre berettigede.

Fakihernes synspunkter om radd: Der findes ingen udtalelse om radd i Koranen eller hadith. Derfor er fakihernes synspunkter forskellige i dette spørgsmål. Nogle siger: Ingen af arvingerne med faste andele må få nogen del af det overskydende tilbageført eller givet tilbage. Det, der er tilovers, efter at arvingerne med faste andele har modtaget deres respektive andele, og der ikke findes nogen arving, skal i stedet indsættes i Bayt al-Mal. (Dette er Zayd ibn Thabits, Urwas, al-Zuhri, imam Maliks og imam al-Shafi’is synspunkt). Andre siger: Det overskydende skal gives tilbage til alle arvingerne med faste andele i forhold til deres andele, også til ægtefællen. Dette er Uthmans synspunkt.

Nogle har den opfattelse, at det overskydende skal gives til alle arvinger med faste andele bortset fra ægtemanden, hustruen, faderen og bedstefaderen. Det overskydende skal således gives til i alt otte kategorier:

1. Datteren
2. Sønnesønnen gennem sønnen
3. Helsøsteren
4. Halvsøsteren gennem faderen
5. Moderen
6. Farmoderen eller mormoderen
7. Halvbroderen gennem moderen
8. Halvsøsteren gennem moderen. Dette er i virkeligheden den alment accepterede opfattelse.

Dette er meningen hos Umar, Ali, de fleste af Profetens ledsagere og de fleste af tabiʿinerne. Det er desuden meningen hos imam Abu Hanifa, imam Ahmad, imam al-Shafiʿi, den pålidelige opfattelse i madhhab’en samt nogle af imam Maliks disciple, når der opstår vanskeligheder i Bayt al-mal. De siger: Ægtefællen skal ikke have den overskydende arv, fordi den overskydende arv alene opnås på grundlag af blods-slægtskab. Her foreligger der imidlertid ikke blods-slægtskab på grund af ægteskabsforholdet. Faderen og bedstefaderen skal heller ikke have den overskydende arv, for den opnås kun, når der ikke findes nogen arving. Faderen og bedstefaderen er imidlertid arvinger. Derfor modtager de den resterende del i kraft af deres arveret og ikke som en overskydende del. Den moderne lov følger denne opfattelse overalt med undtagelse af ét spørgsmål. I dette spørgsmål er Umars opfattelse blevet fulgt. Her er der taget stilling for, at den ene af ægtefællerne skal have den overskydende del. Spørgsmålet er følgende: Når den ene af ægtefællerne dør og ikke efterlader sig nogen anden arving end den anden ægtefælle, modtager den længstlevende ægtefælle hele den efterladte formue, både som arv og som overskydende arv. Loven bestemmer dog, at når den ene ægtefælle får den overskydende del, skal den altid gives efter de beslægtede på moderens side. I paragraf 30 hedder det: »Hvis de fastsatte arveandele ikke opbruger hele den efterladte formue, og ingen direkte ʿasabah findes, skal den resterende efterladte formue gives til andre end ægtefællerne blandt ashab al-furud i forhold til deres respektive andele. Derefter gives det, der måtte være tilbage, kun til den ene af ægtefællerne, når ingen direkte ʿasabah findes, ingen agnatisk arving findes, og ingen slægtning på moderens side findes.«

Fremgangsmåden ved løsning af spørgsmål om radd: Når en af ægtefællerne findes sammen med ashab al-furud, og ægtefællen ikke kan få den overskydende efterladte formue, modtager denne sin fastsatte andel af den oprindelige efterladte formue.

Den del, der derefter er tilbage, tilfalder ashab al-furud. Hvis de tilhører samme klasse, fordeles den mellem dem efter deres antal, hvad enten der kun er én fra den pågældende klasse, såsom én datter, eller flere, såsom tre døtre. Hvis der derimod er flere klasser, såsom en mor og en datter, fordeles den resterende efterladte formue mellem dem i forhold til deres respektive andele, og den overskydende del fordeles ligeledes efter dette forhold gennem radd. Hvis ingen af ægtefællerne findes sammen med ashab al-furud, gives det, der er tilbage efter udbetalingen af deres andele, til dem efter deres antal, hvis de tilhører samme klasse, hvad enten der kun er én eller flere fra den pågældende klasse. Hvis der findes personer fra flere klasser, gives den resterende del til dem i forhold til deres andele. På denne måde øges hver arvings andel proportionalt, og vedkommende arver både som følge af sin andel og gennem radd.

Dhawu al-arham: Dhawu al-arham betegner en slægtning, som hverken har en fastsat andel (ashab al-furud) eller er ʿasabah. Juristerne har forskellige meninger om, hvorvidt de skal arve.

Ifølge imam Malik og imam al-Shafiʿi har de ikke ret til eller krav på arv. Den efterladte formue skal i stedet indgå i Bayt al-mal. Dette er også opfattelsen hos Abu Bakr, Umar, Uthman, Zayd, al-Zuhri, al-Awzaʿi og Dawud. Ifølge imam Abu Hanifa og imam Ahmad har de ret til arv. Det er også opfattelsen hos Ali, Ibn Abbas og Ibn Masʿud, når der hverken findes ashab al-furud eller ʿasabah. Saʿid ibn al-Musayyab siger: »En morbror arver sammen med en datter.« Denne opfattelse afspejles i den moderne lov. Paragraf 31-38 beskriver fremgangsmåden for at give dem arv således: Paragraf 31: Når der hverken findes nogen blandt de direkte ʿasabah eller blandt de direkte ashab al-furud, skal den efterladte formue eller den del, der er tilbage af den, tilfalde dhawu al-arham.

Dhawu al-arham er opdelt i fire klasser, hvor nogle har forrang frem for andre i arveretten efter følgende rækkefølge:

Første klasse: Datterens efterkommere samt efterkommerne af sønnens datters efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de befinder sig.

Anden klasse: Morfar, uanset hvor højt oppe i slægten han befinder sig, og mormor, uanset hvor højt oppe i slægten hun befinder sig.

Tredje klasse: Sønner af halvbrødre på moderens side og deres efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er; døtre af fulde søstre eller halvsøstre, uanset hvor langt nede i slægten de er; døtre af fulde søstre eller halvsøstre, uanset hvor langt nede i slægten de er; døtre af sønner af fulde brødre eller halvbrødre på faderens side, uanset hvor langt nede i slægten de er, samt deres efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er.

Fjerde klasse: Den fjerde klasse omfatter seks grupper, hvoraf den ene har forrang frem for den anden i arveretten. Deres rækkefølge efter forrang er som følger:

1. Den afdødes halvbrødre på moderens side blandt farens brødre, hans fulde søstre, mostre og morbrødre eller hans halvsøstre og halvbrødre på enten moderens eller faderens side blandt mostre, morbrødre og mostre.

2. De ovennævntes efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er; den afdødes fulde kusiner eller kusiner, der er døtre af halvbrødre på faderens side, samt deres sønners døtre, uanset hvor langt nede i slægten de er, og de ovennævntes efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er.

3. Den afdødes fars halvbrødre på moderens side, hans fulde søstre, morbrødre og mostre eller hans halvsøstre og halvbrødre på enten moderens eller faderens side blandt søstre, morbrødre og mostre; den afdødes fulde brødre, søstre, morbrødre og mostre eller den afdødes mors halvsøstre og halvbrødre på enten moderens eller faderens side blandt brødre, søstre, morbrødre og mostre.

4. De ovennævntes efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er; den afdødes fars fulde kusiner eller kusiner, der er døtre af halvbrødre på faderens side, og deres barnebarnsdøtre, uanset hvor langt nede i slægten de er, samt deres efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er.

5. Den afdødes farfars halvbrødre på moderens side; den afdødes morfars fulde eller halvsøskende på faderens side; samt den afdødes forældres fulde, maternelle eller paternelle halvsøstre, morbrødre og mostre. Den afdødes mormors morbrødre, farmors morbrødre samt begge forældres fulde, maternelle eller paternelle halvsøstre, mostre og morbrødre.

6. De ovennævntes efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er. Den afdødes farfars fulde kusiner eller kusiner, der er halvsøstre på faderens side, samt deres efterkommere på moderens side, uanset hvor langt nede i slægten de er, og de ovennævntes efterkommere, uanset hvor langt nede i slægten de er.

Afsnit 32: Blandt den første klasse af Zawil arham er de, der står den afdøde nærmest, mest berettigede til arv. Hvis de alle står lige nær, har efterkommere af Ashab al-furud forrang frem for efterkommere af Zawil arham. Hvis de står lige nær, og der blandt dem ikke findes nogen efterkommer af Ashab al-furud, eller hvis de alle er knyttet til den samme af Ashab al-furud, får de alle del i arven.

Afsnit 33: Blandt den anden klasse af Zawil arham er de, der står den afdøde nærmest, mest berettigede til arv. Hvis de alle står lige nær, har den, der er knyttet til Zawil furud, forrang. Hvis de også her står lige, det vil sige, hvis de alle er knyttet til Zawil furud, eller ingen af dem er det, skal det undersøges, om de står på samme niveau med hensyn til slægtskabets nærhed. Hvis de gør, får de lige store andele af arven. Hvis de ikke gør, får slægtningene på faderens side to tredjedele, og slægtningene på moderens side en tredjedel.

Afsnit 34: Blandt den tredje klasse af Zawil arham er de, der står den afdøde nærmest, mest berettigede til arv. Hvis de alle står lige nær, og der blandt dem findes en efterkommer af ʿasabah, har denne forrang frem for efterkommere af Zawil arham. Den, der står den afdøde nærmest, gives forrang. Den, der er barn af både faderen og moderen, har forrang frem for et barn af samme fader, og et barn af samme fader har forrang frem for et barn af samme moder. Hvis de alle står lige med hensyn til slægtskabets nærhed, får de alle lige store andele af arven.

Afsnit 35: I den første gruppe blandt grupperne i den fjerde klasse, der er nævnt i afsnit 31, gælder følgende: Når faderens gruppe står alene, det vil sige den afdødes morbrødre og mostre, eller moderens gruppe står alene, det vil sige den afdødes morbrødre og mostre, gives forrang til den af dem, der står nærmest i slægtskab. Den, der er barn af både faderen og moderen, har forrang frem for barnet af samme fader. Barnet af samme fader har igen forrang frem for barnet af samme moder. Hvis de alle står lige med hensyn til slægtskab, får de alle lige store andele af arven. Når begge grupper er til stede, gives to tredjedele til slægtningene på faderens side og en tredjedel til slægtningene på moderens side. Hver gruppes andel fordeles på den måde, der tidligere er beskrevet, og bestemmelserne i de to foregående afsnit finder anvendelse på den tredje og den femte gruppe.

Afsnit 36: For den tredje gruppe gives den nærmeste forrang frem for den fjerneste. Når alle står lige, og kredsen er den samme, gives der, hvis de enten er efterkommere af ʿasabah eller efterkommere af Zawil arham, forrang til den nærmere slægtning. Hvis de tilhører forskellige niveauer, gives efterkommere af ʿasabah forrang frem for efterkommere af Zawil arham. Når kredsene er forskellige, gives to tredjedele til slægtningene på faderens side og en tredjedel til slægtningene på moderens side. Den andel, hver side får, fordeles på den tidligere nævnte måde, og bestemmelserne i de to ovenstående afsnit finder anvendelse på den fjerde og den sjette gruppe.

Afsnit 37: Der tages ikke hensyn til flere slægtskabsforbindelser hos nogen arving blandt Zawil arham, medmindre kredsene er forskellige.

Afsnit 38: Arven efter Zawil arham fordeles efter princippet: »Én mand svarer til to kvinder.«

Det ufødte barn: Her drøftes kun det ufødte barn med hensyn til arv og graviditetens varighed.

Med hensyn til arv: Hvis det ufødte barn befinder sig i moderens liv, gælder én bestemmelse for det, mens en anden bestemmelse gælder, hvis det bliver født.

Når det ufødte barn bliver født: Hvis barnet bliver født fuldt levende, arver det andre, og andre arver også det. For det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når det nyfødte barn giver lyd fra sig, træder arvebestemmelserne i kraft for det.« Her betyder det at give lyd fra sig et tegn på, at barnet er i live. Tegn på liv er enhver lyd, vejrtrækning, nysen og lignende. Dette er Imam al-Thawris, al-Awzais, al-Shafi’is og de hanafitiske juristers opfattelse. Hvis barnet derimod bliver født dødt, uden at det skyldes et slag mod dets mor, vil det ifølge enstemmig opfattelse hverken arve eller blive arvet af andre. Hvis barnet bliver født dødt som følge af et strafbart slag mod dets mor, vil det ifølge den hanafitiske madhhab arve, og andre vil også arve det.

De shafiitiske, malikitiske og hanbalitiske jurister siger: Det har ingen ret til arv. Det vil kun modtage en tiendedel af diyaen. Bortset fra denne tiendedel af diyaen vil ingen andre arve noget fra det. Enhver, som kan tænkes at være dets arving, vil arve det.

Al-Layth ibn Sa’d og Rabi’a ibn Abd al-Rahman siger: Hvis fosteret bliver født dødt som følge af et slag mod dets mor, vil det hverken arve nogen eller blive arvet af andre. Kun dets mor vil modtage en tiendedel af diyaen. Det er kun moderen, der modtager den. For fosteret er en del af hendes krop. Når slaget kun har ramt hende, vil hun alene modtage erstatningen. Denne ordning findes også i moderne lovgivning.

Barnet i moderens liv:

1. Når barnet i moderens liv ikke er arveberettiget eller er udelukket fra arv på grund af en anden, skal der ikke tilbageholdes noget til det fra dødsboet. Hvis en person dør og efterlader en hustru, sin far og sin mor, som er gravid med et barn avlet af en anden end hans far, vil det ufødte barn ikke modtage nogen arv. For barnet kan ikke være andet end en maternel halvbror eller halvsøster. En maternel halvbror eller halvsøster arver ikke sammen med den egentlige arving, faderen.

2. Hvis barnet i livmoderen er arveberettiget, og der ikke overhovedet er nogen anden arving sammen med det, eller hvis der sammen med det er en arving, som er udelukket fra arv, skal fordelingen af dødsboet udsættes, indtil barnet bliver født. Det samme gælder, når der sammen med det er arvinger, som ikke er udelukket fra arv, og de alle udtrykkeligt, stiltiende eller ved ikke at kræve fordelingen samtykker i at udsætte fordelingen.

3. Den arving, hvis andel ikke ændres, når det ufødte barn bliver født, skal have udbetalt hele sin andel, mens fordelingen af de andres arv skal udsættes. Hvis en person for eksempel dør og efterlader sin farmor og en gravid hustru, skal farmoren have en sjettedel. For farmorens andel forbliver uændret, uanset om barnet er en dreng eller en pige.

4. Den arving, hvis arveret bortfalder i den ene af de to situationer for det ufødte barn, men ikke i den anden, skal ikke tildeles nogen andel, eftersom der er tvivl om den andel, vedkommende har krav på. Hvis en mand for eksempel dør og efterlader sig en bror og en gravid hustru, får broderen foreløbig ingenting, fordi det ufødte barn kan være en dreng. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.

5. Den blandt ashab al-furud, hvis andel ændrer sig alt efter det ufødte barns køn, skal tildeles den mindste af de to andele, mens den større andel tilbageholdes, indtil barnet er født. Hvis barnet fødes levende, og det har krav på den større andel, tager det den større andel. Hvis det derimod ikke har krav på den større, men på den mindre andel, tager det den mindre andel og returnerer resten til arvingerne. Hvis barnet fødes dødt, får det ingenting, og hele den efterladte ejendom fordeles mellem arvingerne uden hensyn til det nyfødte barn.

Den længste og korteste graviditetsperiode: Den korteste periode, der kræves for, at det ufødte barn bliver fuldbårent og fødes levende, er seks måneder. For Gud har sagt: وَحَيْلَ وَفَضْلَ تلقون عمراًdet tager tredive måneder at bære ham og fravænne ham’. (Sura al-Ahqaf, vers 15) Og ونِضْلَهُ فِي عامينhan fravænnes på to år’ (Sura Luqman, vers 14). Når fravænningen tager to år, er der ikke mere end seks måneder tilbage. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.

Den hanafitiske jurist Kamal ibn Humam siger: Normalt varer graviditeten længere end seks måneder. At et barn fødes præcis efter seks måneder, er kun sjældent blevet hørt om, selv efter mange generationer. Ifølge nogle hanbalitiske jurister er den korteste graviditetsperiode ni måneder.

I den moderne lov er den korteste graviditetsperiode, i modsætning til flertallet af de lærdes opfattelse og i overensstemmelse med nogle hanbalitiske juristers og sharia-konforme lægers opfattelse, fastsat til ni månemåneder, det vil sige 270 dage. Dette er i overensstemmelse med flertallets opfattelse. Ligesom med den korteste graviditetsperiode er der også uenighed blandt juristerne om den længste periode. Ifølge de hanafitiske jurister er den to år, ifølge den malikitiske jurist Muhammad ibn al-Hakam ni måneder, og ifølge nogle andre ét måneår, det vil sige 354 dage. Den moderne lov har i overensstemmelse med den sharia-konforme lægevidenskabs opfattelse fastsat ét solår (365 dage) og gjort det til grundlag for fastsættelsen af barnets afstamning, arveret, waqf og testamente.

Grundlaget for fatwaen i den hanafitiske madhhab er Imam Abu Yusufals opfattelse. Den moderne lov har antaget netop hans opfattelse. Den går ud på, at den af de to koranvers, hvori den længere periode nævnes, fastlægger den længste graviditetsperiode. Den moderne lov har også fulgt de tre imamers opfattelse, at barnets levende fødsel er en betingelse for, at arveloven finder anvendelse på det, og at dets fødsel inden for ét år efter den afdødes død eller ægtefællernes skilsmisse er en betingelse for, at det arver … Også Muhammad ibn al-Hakams opfattelse er blevet optaget i den moderne lov. Det er fastslået i paragraf 42, 43 og 44.

Paragraf 42: Af den afdødes efterladte ejendom skal den største andel, som det ufødte barn ville få som henholdsvis pige eller dreng, hensættes til barnet.

Paragraf 43: Når en mand dør og efterlader sig sin hustru eller en hustru, der overholder sin iddah, bliver det ufødte barn kun hans arving, hvis det fødes levende inden for 365 dage fra døds- eller skilsmissedagen. Dette barn arver ikke efter andre end faderen, bortset fra i de følgende to situationer.

1. Hvis hans mor befinder sig i ’iddah efter dødsfald eller skilsmisse, og den person, der efterlod arven, dør under denne ’iddah, hvorefter barnet fødes levende senest tre hundrede og femogtres dage efter dødsfaldet eller skilsmissen.

2. Hvis ægteskabet stadig bestod på dødstidspunktet, og barnet fødes levende senest to hundrede og halvfjerds dage efter dødsdagen.

Paragraf 44: Den, som i påvente af barnets fødsel har fået mindre end sin retmæssige andel, skal kræve det resterende beløb tilbage fra den arving, som har modtaget mere end sin andel. Hvis han derimod har fået mere end sin retmæssige andel, skal han tilbagebetale det til den arving, hvis andel han har modtaget for meget af.

Den savnede: En person kaldes savnet, når han forsvinder, der ikke foreligger oplysninger om ham, man ikke ved, hvor han opholder sig eller om han er levende eller død, og dommeren anser ham for død. Dommerens afgørelse: Dommerens afgørelse vedrørende en sådan person træffes på grundlag af beviser, såsom vidneudsagn fra retfærdige vidner, eller efter et langt tidsrum på grundlag af omstændigheder, der kan godtages som bevis. I det første tilfælde anses han for med sikkerhed at være død fra det tidspunkt, hvor beviset på hans død foreligger. I det andet tilfælde anses han reelt for død, når dommeren efter et langt tidsrum afsiger kendelse om, at han er død, eftersom der stadig er mulighed for, at han er i live.

Hvornår anses den savnede for død: Der er uenighed blandt de islamiske retslærde om, hvor lang tid der skal gå, før en savnet person anses for død. Imam Malik siger: Efter fire år. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde nemlig: En kvinde, hvis mand er forsvundet, og hvis opholdssted er ukendt, skal vente i fire år. Derefter skal hun overholde ’iddah i fire måneder og ti dage, hvorefter hun kan gifte sig med en anden mand. – Bukhari, Shafi‘i.

Den velkendte opfattelse hos imam Abu Hanifa, imam Shafi‘i og imam Malik er, at der ikke fastsættes nogen bestemt frist i denne forbindelse, men at sagen overlades til dommernes vurdering i hver tidsalder. I værket Al-Mughni siges der om den savnede, hvis død ikke er blevet overvejende sandsynlig: »Hans ejendom skal ikke fordeles, før man med sikkerhed ved, at han er død, og hans hustru må ikke gifte sig med en anden. Ligeledes skal hans ejendom ikke fordeles, og hans hustru må ikke gifte sig med en anden, før der er gået så lang tid, at det ikke længere normalt kan forventes, at han er i live. Dommeren afgør, hvor lang denne periode skal være.« Dette er opfattelsen hos imam Shafi‘i, imam Muhammad ibn al-Hasan, imam Malik, imam Abu Hanifa og imam Abu Yusuf, eftersom det normale udgangspunkt er, at han er i live. Imam Ahmad siger: Hvis en person forsvinder på en sådan måde, at det bliver mere sandsynligt, at han er død, skal hans død fastslås efter fire års forløb gennem omhyggelig overvejelse og undersøgelse. Det gælder eksempelvis en person, der forsvinder på en slagmark eller efter adskillige militære ekspeditioner, eller en person, der, mens han opholdt sig hjemme, gik ud til ‘isha-bønnen eller i et andet ærinde og ikke vendte tilbage, uden at man siden har hørt noget om ham. Hvis en person derimod befinder sig på en rejse, hvor det er mest sandsynligt, at han er i sikkerhed, såsom en pilgrimsrejse, en handelsrejse eller en studierejse, overlades sagen også til dommeren. Han vil fastslå hans død efter den periode, han finder passende, og efter at have undersøgt, om han er levende eller død, med alle tilgængelige midler.

I de tilfælde, hvor det er blevet mere sandsynligt, at personen er død, er Ahmads opfattelse blevet indarbejdet i den moderne lovgivning. Her er der i overensstemmelse med hans opfattelse fastsat en frist på fire år. I de tilfælde, hvor det ikke er blevet mere sandsynligt, at personen er død, overlades sagen til dommerens vurdering.

Paragraf 21 i lov nr. 25 af 1929 fastslår: I dette tilfælde skal en savnet person, hvis død anses for overvejende sandsynlig, erklæres død fire år efter den dato, hvor han forsvandt. I andre tilfælde afgør dommeren, hvor lang tid der skal gå, før han anses for død. Dommeren træffer først denne afgørelse efter at have foretaget en omfattende undersøgelse med alle tilgængelige midler for at fastslå, om den savnede er levende eller død.

Arv efter en savnet person: Hvis en person forsvinder og efterlader sig ejendom, forbliver den efterladte ejendom i hans eje og fordeles ikke mellem arvingerne, før man har fået sikker viden om hans død, eller dommeren har erklæret ham død. Når man har fået sikker viden om hans død, eller dommeren erklærer ham død, har de, der er arvinger, ret til arven fra tidspunktet for hans død eller fra tidspunktet for døds­erklæringen. Den, der døde før dette tidspunkt, eller blev arving efter dette tidspunkt, modtager ikke arv.

Hvis han derimod skal arve efter en anden, tilbageholdes hans andel af den afdødes efterladte ejendom. Når han erklæres død, bliver hans tilbageholdte andel tilgængelig for de øvrige arvinger. Det er også dette, der er fastsat i den moderne lovgivning. I paragraf 45 hedder det:

Den savnede persons andel af arven efter den afdøde tilbageholdes, indtil hans situation er blevet afklaret. Hvis det bliver kendt, at han er i live, modtager han sin andel. Hvis det bliver kendt, at han er død, gives denne andel til dem, der var hans arvinger på tidspunktet for den afdødes død. Hvis det efter døds­erklæringen bevises, at han er i live, tager han den del af hans andel, der stadig er i de øvrige arvingers besiddelse, tilbage fra dem. (Dette er den bestemmelse, der vedrører arven. Hvis han har en hustru, er dette fastsat i paragraf 22 i lov nr. 25 fra 1929:

Efter at den savnede er blevet erklæret død i overensstemmelse med det, der er beskrevet i den foregående paragraf, skal hans hustru overholde idda på samme måde, som en hustru skal overholde idda efter sin mands død, og hans efterladte ejendom skal fordeles mellem de arvinger, der var til stede på det tidspunkt, hvor dommeren afsagde sin kendelse. I paragraf 7 i lov nr. 25 fra 1920 hedder det: Når den savnede vender tilbage, eller det bliver kendt, at han er i live, skal hans hustru vende tilbage til ham, hvis hendes anden mand ikke har haft samleje med hende. Hvis den anden mand har haft samleje med hende uden at vide, at den første mand var i live, forbliver hustruen hos den anden mand, hvis hendes ægteskab med ham ikke blev indgået inden for idda efter den første mands død.)

Interkønnede

Definition: Khuntha eller interkønnet betegner en person, hvis køn som mand eller kvinde er usikkert. Det skyldes enten, at personen hverken har mandlige eller kvindelige kønsorganer, eller at personen har begge dele.

Hvordan personen arver: Hvis det er klart, at personen er mand, arver han det samme som en mand, og hvis det er klart, at personen er kvinde, arver hun det samme som en kvinde.

Kønnet kan fastslås ud fra tegn på mandligt eller kvindeligt køn. Før puberteten kan det fastslås ud fra vandladningen. Hvis personen urinerer gennem det mandlige kønsorgan, er personen mand, og hvis personen urinerer gennem det kvindelige kønsorgan, er personen kvinde. Hvis personen urinerer gennem begge, bestemmes kønnet efter det organ, som urinen først kommer ud gennem. Efter puberteten er personen mand, hvis der vokser skæg på ham, hvis han opsøger kvinder med henblik på samleje, eller hvis han får sædafgang i søvne som en mand. Hvis personen derimod får bryster som kvinder, hvis der løber mælk fra dem, hvis hun får menstruation eller bliver gravid, er personen kvinde. I alle disse tilfælde kaldes personen en almindelig interkønnet.

Men hvis det ikke kan afgøres, om personen er mand eller kvinde, hvis vedkommendes køn ikke tydeligt kan fastslås ud fra noget kendetegn, eller hvis kendetegnene er indbyrdes modstridende, betegnes personen som en tvetydig intersexuel.

Fakihene er uenige om vedkommendes arv. Imam Abu Hanifa siger: Personen skal først betragtes som mand og derefter som kvinde. Derefter skal han behandles efter den af de to situationer, der er mindst gunstig. Hvis personen i den ene egenskab er arving, men ikke i den anden, skal han ikke have noget. Hvis personen er arving i begge egenskaber, men arvelodderne er forskellige, skal han have den mindre arvelod. Imam Malik, Imam Abu Yusuf og imamitterne siger: Personen skal have den mellemliggende arvelod mellem mandens og kvindens lod. Imam al-Shafi’i siger: Alle arvinger og den tvetydige intersexuelle skal have den mindste af de to arvelodder, for det er det, der er tilbage til dem begge. Imam Ahmad siger: Hvis det forventes, at personens egentlige tilstand snart vil blive klarlagt, skal hver arving og den tvetydige intersexuelle have den mindre arvelod, mens resten tilbageholdes. Hvis der ikke er et sådant håb, skal personen have den mellemliggende arvelod mellem mandens og kvindens lod. Denne sidste opfattelse er den stærkeste. Den moderne lovgivning har imidlertid antaget Imam Abu Hanifas opfattelse. I artikel 46 hedder det: »Den tvetydige intersexuelle, hvis køn ikke kan fastslås som mandligt eller kvindeligt, skal have den mindre arvelod. Resten af boet skal gives til de øvrige arvinger.«

Arv efter en apostat: En apostat arver ingen, og ingen arver efter ham. Hans bo skal tilfalde muslimernes bayt al-mal. Dette er den mest fremtrædende opfattelse hos Imam al-Shafi’i, Imam Malik og Imam Ahmad. Hanafi-lærde siger: Det, han tjente før apostasieringen, skal arves af hans muslimske slægtninge. Det, han tjente derefter, tilfalder bayt al-mal. Dette er behandlet udførligt i kapitlet om hudud.

Barn født uden for ægteskab og barn, hvis faderskab afvises af den retmæssige ægtemand: Et barn, der fødes uden for et gyldigt ægteskab, er et barn født uden for ægteskab. Et barn, hvis faderskab afvises af den retmæssige ægtemand, er et barn, hvis faderskab den retmæssige ægtemand ikke anerkender.
På grund af manglende sharia-anerkendt faderskab er der ifølge enstemmig opfattelse intet arveretligt forhold mellem disse to børn og deres forældre. Der består kun et arveretligt forhold mellem dem og deres mor. Det er berettet fra Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham: En mand anklagede på Allahs Sendebuds tid sin hustru for utroskab, gennemførte li’an og afviste faderskabet til hendes barn. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, adskilte derefter ægtefællerne og knyttede barnet til moderen. – Bukhari og Abu Dawud. Abu Dawuds ordlyd er: »Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav arven efter et barn født gennem li’an til dets mor og derefter til moderens arvinger.« I artikel 47 hedder det: »Et barn født uden for ægteskab og et barn født gennem li’an arver efter sin mor og moderens slægtninge, og moderen og hendes slægtninge arver efter dem.«

Takharuj

Definition: Takharuj er, at en arving udelukkes fra arven i det indbyrdes ejerskab mellem arvingerne, mod eller uden modydelse i form af en del af boet. Takharuj kan også indgås mellem to arvinger på den betingelse, at den ene overtager den andens andel mod et bestemt pengebeløb.

Bestemmelse: Takharuj er gyldig, når den vedrører arvingernes indbyrdes ejendom. Abd al-Rahman ibn Awf skilte sig under sin dødelige sygdom fra sin hustru Tamadur og døde derefter, mens hun stadig overholdt sin iddah. Uthman, måtte Allah være tilfreds med ham, gjorde hende derefter til arving sammen med tre andre kvinder. De øvrige arvinger indgik derefter forlig med hende ved at betale 83.000 mønter for værdien af en fjerdedel af hendes arv.

I artikel 48 hedder det: »At en af arvingerne udelukker en anden arving fra arven mod en bestemt modydelse, kaldes takharuj. Når en arving på denne måde gennem gensidig enighed foretager takharuj med en anden arving, erhverver han den andens andel og træder i hans sted i boet. Når en af arvingerne foretager takharuj med alle de øvrige, og den ejendom, der gives som modydelse, er en del af boet, skal den udelukkede arvings andel fordeles mellem dem alle i forhold til hver enkelts arvelod. Hvis modydelsen derimod gives af deres egne ejendele, og aftalen om takharuj ikke angiver, hvordan den udelukkede arvings andel skal fordeles, skal den fordeles ligeligt mellem dem.«

6, 7, 8. At få ejendomsret til efterladt ejendom uden arv: I arvelovens § 4 hedder det:

Når en afdød slet ingen arvinger efterlader sig, skal den efterladte ejendom fordeles i følgende rækkefølge:

For det første: Den person, som den afdøde har anerkendt som sin efterkommer.

For det andet: Den, som der er oprettet et testamente til fordel for, der overstiger den del af ejendommen, inden for hvilken testamentet kan gøres gældende.

`***** Når ingen fra nogen af de to kategorier findes, skal den efterladte ejendom eller resten heraf tilfalde statskassen. Det betyder, at når en afdød dør uden at efterlade sig nogen arving, er der tre, som får del i ejendommen, når ******
*****en anden person anerkendes som hans efterkommer.
*****/den, som der er oprettet testamente til fordel for, der overstiger en tredjedel af ejendommen.

4. Bayt al-Mal eller statskassen.

Disse tre behandles nedenfor med lidt større detaljer:

Den, som anerkendes som ens efterkommer: Den lov, der gælder i Egypten, er følgende: Når en afdød anerkender en anden person som sin efterkommer, og denne persons afstamning er ukendt, det ikke er bevist, at vedkommende har et slægtskabsforhold til en anden, og anerkendelsen ikke tilbagekaldes efter, at vedkommende er blevet anerkendt som ens efterkommer, får den, der er blevet anerkendt som efterkommer, ret til den efterladte ejendom. I en sådan situation er det en betingelse, at den anerkendte person er i live på tidspunktet for anerkenderens død, eller på det tidspunkt, hvor anerkenderen erklæres død, og at der ikke findes nogen hindring for, at vedkommende kan arve. I analysen af denne lov hedder det: ‘Den, der er blevet anerkendt som efterkommer, er ikke arving. Arv afhænger nemlig af, at et virkeligt slægtskabsforhold bevises. Men en efterkommer bevises ikke alene ved en anerkendelse. Ikke desto mindre har faqih’erne i visse tilfælde anvendt arvereglerne på vedkommende; eksempelvis har de givet ham forrang til den del, der overstiger den tredjedel, som der er oprettet testamente til fordel for. De har betragtet ham som den afdødes stedfortræder, ligesom han bevarer retten til at returnere en vare, han har købt, ved at påberåbe sig, at den er behæftet med en mangel. Selv om han faktisk ikke er arving, er det blevet anset for gavnligt, alene ud fra hensynet til realiteten, at betragte ham som berettiget til den efterladte ejendom.’

Testamentarisk disposition til mere end en tredjedel: Når en afdød dør uden at efterlade sig nogen arving og heller ikke har anerkendt en anden person som sin efterkommer, er det tilladt at testamentere hele den efterladte formue eller en del af den til en ikke-slægtning. Begrænsningen af testamentariske dispositioner til en tredjedel blev nemlig fastsat af hensyn til arvingerne. Når ingen af dem findes, er der ikke længere nogen forpligtelse til at opretholde denne begrænsning.

Bayt al-Mal: Når en afdød dør uden at efterlade sig nogen arving, og heller ikke har anerkendt nogen som sin efterkommer, og heller ikke har testamenteret mere end en tredjedel til nogen, skal hans formue indgå i muslimernes Bayt al-Mal, så den kan anvendes til almennyttige formål.

Obligatorisk testamente: I hijri-året 1365 og i 1946 blev lov nr. 71 om obligatoriske testamenter indført,

hvis vigtigste bestemmelser er som følger:

1. Hvis et barn af den afdøde er døde i den afdødes levetid eller reelt anses for at være døde samtidig med ham, og den afdøde ikke har testamenteret til dette barns barn en formue svarende til det, som barnet ville have modtaget, hvis det havde været i live ved sin død, er det obligatorisk at testamentere til dette barn en andel svarende til dette beløb, dog højst inden for en tredjedel af den samlede formue. Betingelsen er imidlertid, at barnet ikke selv er arving, og at den afdøde ikke tidligere på anden måde har givet det en formue svarende til det beløb, som det er obligatorisk at testamentere til det. Hvis han tidligere har givet det et mindre beløb, er det obligatorisk at testamentere det så meget, at det beløb, som det er obligatorisk at give det, bliver fuldstændiggjort.

Dette testamente skal oprettes til børn af døtre i første led og også til børn i første led af den afdødes børn, som ikke er forbundet med den afdøde gennem en kvinde, uanset hvor langt nede i rækken de befinder sig. Betingelsen er, at hver overordnet udelukker sin egen underordnede fra arv, men ikke en andens underordnede. Desuden skal hver overordnets andel fordeles mellem hans underordnede, selv om det medfører, at arveandelene bliver mindre ned gennem generationerne. Det er som om de overordnede, der er forbundet med den afdøde, var døde efter ham, og deres død var indtruffet fortløbende på samme måde som generationernes død.

2. Når den afdøde testamenterer mere til en person, for hvem testamentet er obligatorisk, end dennes berettigede andel, er det overskydende en frivillig testamentarisk disposition. Hvis han testamenterer mindre, er det obligatorisk at testamentere så meget, at personens berettigede andel bliver fuldstændiggjort. Hvis han testamenterer til nogle af dem, for hvem testamentet er obligatorisk, men ikke til andre, er det obligatorisk at testamentere til dem, hvis berettigede andel ikke er blevet testamenteret fuldt ud. Den andel, der tilkommer den, som ikke har fået noget testamente, samt den resterende del for den, som har fået mindre end det beløb, der er obligatorisk at testamentere, skal tages fra resten af den ene tredjedel. Hvis der ikke er tilstrækkeligt dér, skal det også tages fra de frivilligt testamenterede andele.

3. Det obligatoriske testamente har forrang frem for alle andre former for testamentariske dispositioner. Når den afdøde ikke har testamenteret til dem, for hvem testamentet er obligatorisk, men har testamenteret til andre, skal hver af dem, for hvem testamentet er obligatorisk, modtage sin berettigede andel fra resten af den ene tredjedel af den efterladte formue, hvis der er tilstrækkeligt til at dække den. Ellers skal den modtage den fra denne andel og fra den del, der er testamenteret til andre.

Løsning på problemerne med det obligatoriske testamente;

1. Et barn, der er døde, mens en af forældrene stadig var i live, skal betragtes som levende og som arving, og den andel, som barnet ville have haft krav på, hvis det havde været i live, skal beregnes.

2. Den afdøde søns eller datters andel skal udtages af boet og gives til hans eller hendes børn, for hvem testamentet er obligatorisk, hvis deres andel svarer til en tredjedel eller mindre. Hvis den er større, begrænses den til en tredjedel, hvorefter den fordeles blandt børnene efter princippet: »Én mand svarer til to kvinder«.

3. Resten af boet skal fordeles blandt de faktiske arvinger i forhold til de andele, som shariaen har fastsat.