Vores ord
Vor Skaber, Forsørger og Herre, den Almægtige Allah, er den, som al lovprisning tilkommer. Hans barmhjertighed og nåde over for os er grænseløs og uophørlig. Velsignelser og fred være over vores leder og vejviser, den sidste profet, Muhammad, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.
Ved den Almægtige Allahs endeløse barmhjertighed er Sayyid Abul A’la Maududis Forskningsakademi nu ved at udgive værket Fiqh us-Sunnah, forfattet af vor tids fremtrædende faqih og shariaekspert, al-Ustadh Sayyid Sabiq, efter at have afsluttet oversættelsen og redigeringen fra arabisk til bengali, til glæde for bengalisktalende læsere. Værket vil, om Allah vil, blive udgivet i tre bind.
Dette værk er en uforgængelig bedrift inden for fiqh-videnskaben. Al-Ustadh Sayyid Sabiq forfattede værket på foranledning af, tilskyndet af og efter råd fra martyr Hasan al-Banna. Værket er en vejledning for lærere og studerende, som følger islam (praktiserende muslimer) i den moderne verden.
Dette værk vil forblive en milepæl i fiqh-videnskabens historie. Hidtil er fiqh-værker som regel blevet skrevet på grundlag af bestemte madhhaber. Men dette værks særpræg adskiller sig fra og overgår disse værker. Kort sagt er værkets særtræk følgende:
01. Det er ikke et fiqh-værk, der er baseret på en bestemt madhhab.
02. Det er et fiqh-værk, der er baseret på beviser.
03. Ved gennemgangen af shariaens regler og bestemmelser er de relevante, selvforklarende vers først blevet nævnt.
04. Dernæst er den relevante sunnah fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blevet nævnt i gennemgangen af bestemmelserne. De hadither, der vedrører emnet, er blevet citeret.
05. Sahabaernes overleverede udsagn og handlinger er blevet nævnt.
06. I forbindelse med ijtihad, qiyas og fortolkningen af vers og hadither, der kræver forklaring, er tabi’in- og tabi’ tabi’in-mujtahidernes forklaringer og synspunkter blevet nævnt.
07. Senere tiders mujtahid-faqihers synspunkter er blevet nævnt.
08. Synspunkterne hos forskellige madhhaber og deres imamer er blevet nævnt.
09. Hvor det har været relevant og muligt, er afgørelser og bemærkninger fra forskellige islamiske domstole blevet nævnt.
10. Nogle steder er der givet anvisninger på de synspunkter og fremgangsmåder, der bør foretrækkes.
Samlet set er dette værk et fremragende værk, som alle kan følge: almindelige muslimer, ahl al-hadith, ahl al-ra’y samt muqallider (tilhængere) af forskellige madhhaber.
Jeg mener, at alle uddannede muslimer bør læse dette værk for at følge den islamiske sharia rent og korrekt, og at det bør findes i ethvert hjem.
Hvis nogen opdager en fejl i oversættelsen eller trykningen af dette værk, vil den blive rettet i den næste udgave, hvis vedkommende meddeler det skriftligt til forlæggerens adresse eller telefonisk, in shā’ Allāh.
Vores tanker, planer og samlede indsats vil have båret frugt, hvis islams tilhængere får gavn af dette værk. Vi beder den Almægtige Allah om at antage denne beskedne indsats fra os.
Abdus Shahid Nasim
Direktør
Sayyid Abul A’la Mawdudi Research Academy, Dhaka
Dato: 19. januar 2010 e.Kr.
Den martyrdøde imam Hasan al-Bannas forord
I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn
Al lovprisning tilkommer Allah. Og velsignelser og fred være over vores leder Muhammad, hans følgere og hans ledsagere.
وَمَا كَانَ الْمُؤْمِنُونَ لِيُنْفِرُوا كَافَّةً، فَلَوْلا نَفَرَ مِن كُلِّ فِرْقَةٍ طَائِفَةٌ مِنْهُمْ لِيَتَفَقَّهُوا فِي الدين، ولِيُنذِرُوا قومه إذا رجعوا إِلَيْهِم لَعَلَّهُم يحذرون.
Betydning: Det var ikke nødvendigt, at alle de troende drog ud på én gang. Men hvor godt ville det ikke have været, hvis en gruppe fra hver af deres folk i det mindste var draget ud, havde opnået dyb indsigt i religionen og var vendt tilbage for at advare deres eget folk, så de kunne blive advaret. (Sura 9, at-Tawba: vers 122)
En af de bedste måder at opnå nærhed til Den Almægtige Allah på er at udbrede kendskabet til islam og dens da’wah samt at udbrede de islamiske lovbestemmelser, især fiqh-bestemmelserne, så mennesker fra alle samfundslag kan opnå klar viden om deres tilbedelse og handlinger. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
“Når Allah ønsker nogen godt, giver Han ham dyb forståelse af religionen. Viden kan kun erhverves gennem læring. Profeterne, fred være med dem, efterlod ikke penge og rigdom i denne verden; de efterlod kun viden. Den, der tilegner sig denne viden, bør tilegne sig den i rigeligt mål.”
Den enkleste, mest nyttige, hjertegribende og sindet mest tiltrækkende metode til at studere islamisk fiqh, især bestemmelserne om tilbedelse, samt de almindelige islamiske emner, der præsenteres for muslimer fra alle samfundslag, er at befri fiqh for bestemte faglige og videnskabelige termer og opdigtede detaljerede bestemmelser. Samtidig bør fiqh så vidt muligt forbindes på en enkel måde med Koranens og Sunnahs kilder, og læseren bør, så ofte lejligheden byder sig, gøres opmærksom på islams fornuftsmæssige og gavnlige sider, så de, der studerer fiqh, kan forstå, at dette studium vil skabe et nært forhold mellem dem og Allah og Hans Sendebud, og at det vil bringe dem stor gavn i denne verden og i det hinsidige. Dette vil i højeste grad opmuntre dem til at tilegne sig mere viden om islam.
Allah den Højeste har givet den fremtrædende ældre lærde al-Ustadh Sayyid Sabiq inspiration og tawfiq til at gå denne vej. Derfor har han forfattet dette værk, som rummer en stor mængde viden og information, med en enkel og flydende henvisning til kilderne, og han har heri analyseret fiqh-bestemmelserne på en særdeles smuk måde. Hvis Allah vil, vil han gennem dette værk både opnå en fremragende belønning fra Allah og kunne begejstre muslimer verden over, som er stolte af islam. Må Allah belønne ham passende for denne storslåede indsats for religionen og ummah samt for hans værdifulde bidrag til religionens da’wah, gøre ham til et middel til menneskers gavn og gennem ham fremme hans egen og folkets velfærd. Amin.
Hasan al-Banna
Forfatterens ord
I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn
Al lovprisning tilkommer Allah, universets Herre. Velsignelser og fred være over vores leder Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, som er leder for hele menneskeheden blandt både tidligere og senere generationer. Og må tilgivelse og fred være over hans følgere og ledsagere samt over alle dem, der følger hans eksempel indtil Opstandelsens Dag.
Dette værk indeholder reglerne for islamisk fiqh. Desuden rummer det de tydelige beviser i Koranen til støtte for disse regler, autentiske hadither samt ummaens enstemmige afgørelser. Samtidig behandles de oplysninger, som er yderst nødvendige for muslimer, på en meget enkel, flydende og udførlig måde. Selvom man som hovedregel har afstået fra at gengive meningsforskelle, er de nævnt dér, hvor det blev anset for letforståeligt.
På denne måde har værket for alle fremstillet den sande karakter af den islamiske fiqh, som Allahs Sendebud bragte, åbnet vejen for menneskene til en korrekt forståelse af Allahs og Hans Sendebuds bestemmelser, afvist den afskyelige bidʿah, der kaldes madhhab-fjendskab og stridigheder, og tilbagevist den absurde teori, at ijtihad (overvejelse og forskning i Koranen og sunnaen) er blevet lukket.
Mit formål med denne indsats er at tjene vores religion og yde vores brødre service og gavn. Jeg beder Allah om, at Han gennem dette værk virkelig må bringe mennesker gavn og velstand, og at Han må acceptere vores arbejde som viet til at opnå Hans tilfredshed. Han alene er tilstrækkelig for os, og Han er den bedste beskytter.
Sayyid Sabiq
Kairo, 15. Shaʿbān 1365 efter hijra
Indholdsfortegnelse
Emne
– Vores ord
– Den martyrdræbte imam Hasan al-Bannas indledning
– Forfatterens ord
– Indledende tekst: Sendebudstjenesten og dens universalitet og formål
Første kapitel: Tahārah (opnåelse af renhed)
1. Anvendelse af vand til opnåelse af renhed og vandets forskellige typer
Første type: Almindeligt vand
Anden type: Anvendt vand
Tredje type: Vand, som er blandet med et rent stof
Fjerde type: Vand, som er blandet med et urent stof
Femte type: Resterende vand eller vand, der er tilovers
2. Urenhed og måderne at opnå renhed fra urenhed på
Typer af urenhed
Regler for rensning af kroppen og tøjet
Måden at rense jorden på
Måden at rense ghee og lignende på
Måden at rense huden fra et dødt dyr på
Rensning af spejle og lignende
Rensning af sko
Nogle nødvendige oplysninger
Regler for udførelse af afføring og vandladning
3. Sunnah-handlinger knyttet til den naturlige disposition
4. Wudu
1. Det shariaretlige bevis for wudu
2. Wudus rang og betydning
3. Wudus obligatoriske elementer
4. Wudus sunnah-handlinger
5. Wudus makruh-handlinger
6. Årsager til, at wudu brydes
7. Forhold, som ikke bryder wudu
8. Handlinger, hvor wudu er nødvendig
9. Situationer, hvor det er mustahabb at udføre wudu
10. Nogle nødvendige oplysninger om wudu
5. Masah over sokkerne
1. Det shariaretlige bevis for det
2. Tilladeligheden af masah over lædersokker
3. Betingelserne for masah over sokker og lignende
4. Hvor masah udføres
5. Varigheden af masah
6. Hvordan masah udføres
7. Hvad der bryder masah
6. Ghusl
1. Forhold, som gør ghusl wajib
2. Handlinger, der er forbudte for den junub
3. Mustahabb-ghusl
4. Ghusls bestanddele
5. Ghusls sunnah-handlinger
6. Kvinders ghusl
7. Nogle spørgsmål vedrørende ghusl
7. Tayammum
1. Definitionen på tayammum
2. Tayammums tilladelighed i sharia
3. Det er en særlig udmærkelse for Muhammeds ummah
4. Årsagen til, at tayammum blev foreskrevet i sharia
5. Forhold, hvor tayammum er tilladt
6. Hvilken jord skal man udføre tayammum med?
7. Hvordan tayammum udføres
8. Hvilke handlinger bliver tilladt gennem tayammum?
9. Årsager til, at tayammum brydes
8. Aftørring over forbinding eller bandage
1. Gyldigheden af aftørring over forbinding eller bandage
2. Reglerne for aftørring
3. Hvornår aftørring er obligatorisk
4. Hvad der ugyldiggør aftørringen
9. Hvordan skal den, der ikke kan finde vand eller jord til at opnå rituel renhed, bede?
10. Hayd (menstruation)
1. Definitionen af hayd
2. Aldersperioden for hayd
3. Menstruationsblodets farve
4. Hayds varighed
5. Varigheden af renhedsperioden mellem to menstruationer
11. Nifas (blødning efter fødsel)
1. Definitionen af nifas
2. Nifas’ varighed
12. Hvad der er forbudt for menstruerende kvinder og kvinder med nifas
13. Istihāda (sygdomsbetinget blødning)
Andet kapitel: Salat (bøn)
1. Salats betydning og status i islam
2. Hvad er afgørelsen vedrørende den, der forsager salat?
3. For hvem er bønnen obligatorisk?
4. Barnets bøn
5. Hvor mange obligatoriske bønner er der?
6. Bønnetider
– Tidspunktet for zuhr-bønnen
– Tidspunktet for asr-bønnen
– Tidspunktet for maghrib-bønnen
– Tidspunktet for isha-bønnen
– Tidspunktet for fajr-bønnen
– Hvis man sover eller glemmer det på tidspunktet for bønnen
– De tidspunkter, hvor det er forbudt at bede
– Faqihers opfattelser af at bede efter fajr og asr
– Opfattelser af at bede ved solopgang, solnedgang og middagstid
– At bede nafl efter fajr-tidspunktet er indtrådt og før fajr-bønnen
7. Adhan
1. Hvad er adhan?
2. Adhans fortrin
3. Årsagen til, at adhan blev indført i shariaen
4. Adhans fremgangsmåde
5. At sige »as-salatu khairum minan-naum« i fajr-adhanen
6. Iqamas fremgangsmåde
7. Hvad tilhørerne bør sige under adhan
8. At fremsige en dua efter adhan
9. Dhikr under iqama
10. Hvad muezzinen bør gøre
11. At fremsige adhan ved det første tidspunkt og før tidspunktet indtræder
12. Intervallet mellem adhan og iqama
13. Den, der fremsiger adhan, skal også fremsige iqama
14. Hvornår skal de, der følger imamen, rejse sig?
15. At forlade moskeen, efter at adhan er fremsagt
16. Adhan og iqama til qada-bønner
17. Kvinders adhan og iqama
18. At gå ind i moskeen, efter at bønnen er blevet udført i jamaat
19. Intervallet mellem iqama og bønnen
20. At fremsige adhan af andre end den udpegede muezzin
21. At føje noget til adhan, som ikke er en del af den
8. Bønnens betingelser
1. At kende bønnens tidspunkt
2. At være ren for mindre og større rituel urenhed
3. At kroppen, tøjet og stedet, hvor bønnen udføres, er rene
4. At dække satr (de intime dele); hvor meget beklædning der er wajib og hvor meget der er mustahabb til bønnen; at have hovedet utildekket under bønnen
5. At vende sig mod qibla
9. Bønnens fremgangsmåde
10. Bønnens fard-handlinger
1. Niyyah
2. Takbirat al-tahrimah
3. Qiyam (at stå)
4. At fremsige surah al-Fatihah i hver rakah af nafl- og fard-bønner
5. At udføre ruku
6. At rejse sig fra ruku og stå lige, roligt og ubevægeligt
7. At udføre sajdah
8. Den sidste siddestilling og at fremsige tashahhud deri
9. At afslutte bønnen med salam
11. Bønnens sunnah-handlinger
1. Rafʿ al-yadayn (at løfte hænderne)
2. At placere højre hånd oven på venstre hånd
3. Bønnen ved begyndelsen af bønnen
4. At fremsige aʿūdhu billāh
5. At sige amīn efter Sūrat al-Fātiḥah
6. Den efterfølgende recitation efter Sūrat al-Fātiḥah
7. Skal der reciteres efter al-Fātiḥah?
– Recitationen i fajr-bønnen
– Recitationen i zuhr-bønnen
– Recitationen i ʿasr-bønnen
– Recitationen i maghrib-bønnen
– Recitationen i ʿishāʾ-bønnen
– Recitationen i fredagsbønnen
– Recitationen i eid-bønnen
– At recitere bestemte sūraer
– At forlænge den første rakʿah i fajr-bønnen
– Profeten ﷺ’s recitationsmåde
– Det anbefalelsesværdige ved recitation
– Hvornår der reciteres højt og sagte under bønnen
– Recitation bag imamen
8. Takbīr ved oprejsning og nedsætning
9. Rukūʿens måde
10. Dhikr i rukūʿ
11. Dhikr ved oprejsning fra rukūʿ og ved at stå ret
12. At bøje sig ned til sujūd
13. Måden at udføre sujūd på
14. Opholdet i sujūd og dhikr deri
15. At sidde mellem de to sujūd og bønnen deri
16. Hvile-siddestillingen
17. Måden at sidde til tashahhud på
18. Det første tashahhud
19. At bede om velsignelse over Profeten ﷺ
20. Bønner efter det sidste tashahhud og før salām
21. Dhikr og bønner efter salām
12. Sunnah- eller nafl-bønner
1. Den sharīʿah-mæssige betydning
2. Det anbefales at udføre de øvrige bønner ud over de obligatoriske i hjemmet
3. Lang recitation og få sujūd i nafl- og sunnah-bønner
4. Det er tilladt at udføre nafl- og sunnah-bønner siddende
5. Nafl-bønnernes forskellige typer
6. Fajr-bønnens sunnah
7. Zuhr-bønnens sunnah
8. Maghrib-bønnens sunnah
9. Sunnah ved ʿishāʾ
10. De ikke-bekræftede sunnah-bønner
11. Witr-bønnen
12. At fremsige qunūt al-nāzilah i de fem daglige bønner
13. At fremsige qunūt i fajr-bønnen
14. Qiyām al-layl eller tahajjud-bønnen
15. At bede om natten i Ramadan
16. Ṣalāt al-ḍuḥā (formiddagsbønnen)
17. Istikhārah-bønnen
18. Ṣalāt al-tasbīḥ
19. Ṣalāt al-ḥājah
20. Ṣalāt al-tawbah
21. Bønnen ved sol- og måneformørkelse
22. Istisqāʾ-bønnen
13. Sujūd al-tilāwah
14. Taknemmeligheds-sujūd
15. Sujūd al-sahw
16. Bøn i menighed
1. Betydningen og værdigheden af bøn i menighed
2. Kvinders deltagelse i menighedsbønnen i moskéen og værdien af at bede hjemme
3. At bede i en relativt fjern moské og i en større menighed
4. Det er mustahabb at gå roligt til moskéen
5. Det er mustahabb for imamen at gøre bønnen kort
6. Imamens forlængelse af den første rakʿah
7. Det er wajib at følge imamen, og det er haram at gå foran ham
8. Menigheden er etableret, så snart én person slutter sig til imamen
9. Tilladelsen til at blive imamens muqtadi
10. Delvis deltagelse i menighedsbønnen
11. De undskyldninger, der tillader, at man forlader menigheden
12. Hvem er bedst kvalificeret til at være imam
13. Hvem det er gyldigt for at lede bønnen
14. Hvem det ikke er gyldigt for at lede bønnen
15. Det er mustahabb for kvinder, at en kvinde leder dem i bøn
16. En mand, der kun leder kvinder i bøn
17. Det er makruh, at en fasiq eller bidʿati leder bønnen
18. Tilladelsen til at forlade imamen af en gyldig grund
19. At bede igen sammen med menigheden
20. At imamen efter salam vender sig og sidder mod højre eller venstre
21. At imamen eller muqtadierne står på et højere sted
22. At følge imamen, når der er en afskærmning mellem imamen og muqtadierne
23. At bede bag en person, der undlader en fard
24. Imamens udpegning af en stedfortræder
25. At lade en person, som folk ikke bryder sig om, være imam
26. Imamens og muqtadiernes pligter
17. Beskrivelse af moskéen
1. Jorden er denne ummahs moské
2. Værdien af at bygge moskéer
3. Duʿaen ved afrejse mod moskéen
4. Duʿaen ved indtræden i og udgang fra moskéen
5. Værdien af at gå til moskéen og sidde indenfor
6. Tahiyyat al-masjid
7. De bedste moskéer
8. At udsmykke moskéen
9. At holde moskéen ren og give den en behagelig duft
10. Vedligeholdelse af moskéen
11. Det er makruh at efterlyse bortkomne ting, handle og recitere digte
12. At tigge i moskéen
13. At hæve stemmen i moskéen
14. At tale i moskéen
15. Det er tilladt at spise, drikke og sove i moskéen
16. At føre fingrene på den ene hånd ind mellem fingrene på den anden hånd
17. At bede mellem søjlerne
18. Steder, hvor det er forbudt at bede
1. Det er forbudt at bede ved grave og på kirkegårde
2. Det er forbudt at bede i jøders og kristnes gudshuse
3. Det er forbudt at bede på lossepladser, i slagterier, på stærkt trafikerede steder på vejene, i stalde, i badehuse og på taget af Kaʿbah Sharif
19. Bøn inde i Kaʿbah Sharif
20. Sutrah eller afskærmningen foran den bedende
1. Bestemmelsen om at placere en afskærmning
2. Hvad der kan fungere som sutrah
3. Imamens sutrah er også muqtadiernes sutrah
4. Man bør stå tæt på afskærmningen
5. Det er haram at gå mellem den bedende og hans sutrah
6. Tilladelsen til at forhindre den, der går foran den bedende
7. Intet ødelægger bønnen
21. Handlinger, der er tilladte under bønnen
1. At græde, hulke og stønne med »uh« og »ah«
2. At se til den ene og den anden side med rank hals, når det er nødvendigt
3. At dræbe skadelige dyr som slanger og skorpioner
4. At gå nogle få skridt af nødvendighed
5. At bære et barn
6. At hilse på den bedende eller besvare hilsenen med en gestus
7. At sige Subhanallah og klappe i hænderne
8. At gøre imamen opmærksom på en fejl
9. At sige alhamdulillah efter et nys eller ved modtagelse af en velsignelse
10. På grund af en undskyldning at udføre sujud på sin turban eller sit tøj
11. Andre handlinger, der er tilladte under bønnen
12. At recitere ved at se i Koranen
13. At rette opmærksomheden mod noget andet end bønnen
22. Handlinger, der er makruh under bønnen
1. Uden behov at lege med sit tøj eller sin krop
2. At holde hænderne på hofterne under bønnen
3. At se op mod himlen
4. At se på noget, der distraherer fra bønnen
5. Uden grund at holde øjnene lukkede
6. At gestikulere med begge hænder ved salam
7. At holde munden lukket og lade tøjet hænge ned
8. At bede, mens maden står foran en
9. At bede, mens man holder urin eller afføring tilbage
10. At bede, mens man er overvældet af søvnighed
11. At reservere en plads i moskéen til andre end imamen
23. Årsager til, at bønnen bliver ugyldig
1. Frivilligt at spise eller drikke noget
2. Bevidst at tale uden at det er nødvendigt for bønnen
3. Bevidst at udføre amal kathir
4. Bevidst at undlade en af bønnens betingelser uden en gyldig undskyldning
5. At le højlydt under bønnen
24. At indhente en udeblevet bøn
25. Den syges bøn
26. Salat al-Khawf, eller bøn under krig, frygt og terror
27. Bønnen for den, der forfølger fjenden, og den, der flygter af frygt for fjenden
28. Bøn under rejse
1. At forkorte bønner med fire rakʿat
2. Afstanden, der berettiger til forkortelse
3. Hvorfra begynder forkortelsen?
4. Hvornår skal den rejsende bede den fulde bøn?
5. At bede frivillige bønner under rejsen
6. At rejse på fredagen
29. At bede to bønner samlet
1. I Arafat og Muzdalifah
2. Under rejse
3. I regnvejr
4. På grund af sygdom eller en gyldig undskyldning
5. At udføre to bønner samlet af almindelige behov
30. Bøn under sejlads, i tog og i fly
31. Rejsens duʿā
32. Jumʿah-bønnen
1. Fredagens fortrin
2. At fremsige duʿā om fredagen
3. At fremsige meget salāt og salām over Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om fredagen og torsdagen
4. Det er mustahabb at læse Sūrat al-Kahf fredag dag og nat
5. Bad, pynt, miswāk og brug af parfume om fredagen
6. At gå tidligt til Jumʿah-bønnen
7. At gå foran ved at trænge sig over de bedendes nakker
8. Er det tilladt at bede nafl-bøn før Jumʿah?
9. Hvis en bedende bliver døsig i moskéen, bør han flytte sig til et andet sted
10. Beviset for, at Jumʿah-bønnen er obligatorisk
11. For hvem er Jumʿah obligatorisk, og for hvem er den ikke obligatorisk?
12. Tidspunktet for Jumʿah-bønnen
13. Antallet af bedende til Jumʿah-fællesbønnen
14. Stedet for Jumʿah-bønnen
15. Gennemgang af de betingelser, som juristerne har fastsat for Jumʿah
16. Jumʿah-khutbaen eller prædikenen
17. Det er forbudt at tale under khutbaen
18. At nå én rakʿah eller mindre af Jumʿah
19. Nafl-bøn før og efter Jumʿah
20. Når Eid og Jumʿah falder på samme dag
33. De to Eid-bønner
1. At tage bad, bruge parfume og iføre sig det smukkeste tøj
2. At spise noget, før man går ud til Eid al-Fitr, og efter Eid al-Adhā
3. At gå til Eid-bønnepladsen
4. Kvinders og børns deltagelse på Eid-bønnepladsen
5. At gå og vende tilbage ad forskellige veje
6. Tidspunktet for Eid-bønnen
7. Der er ingen adhān eller iqāmah til Eid-bønnen
8. Takbīr i Eid-bønnen
9. Bøn før og efter Eid-bønnen
10. For hvem det er tilladt at bede Eid-bønnen
11. Khutbaen ved Eid-bønnen
12. At indhente Eid-bønnen
13. Leg, underholdning, sang samt mad og drikke på Eid
14. Fortrinnet ved at gøre gode gerninger i Dhū al-Hijjahs ti dage
15. Det er mustahabb at udveksle Eid-hilsner og lykønskninger
16. At fremsige takbīr på de fastsatte dage for de to Eid
Tredje kapitel: Zakat
1. Definitionen af zakat
2. Påbuddet om og opmuntringen til at betale zakat
3. Advarsel mod de alvorlige konsekvenser af ikke at betale zakat
4. Shariaens bestemmelse om den, der benægter zakat
5. Hvem zakat er obligatorisk for
6. Zakatens nisāb
7. Zakat af børns og sindssyges formue
8. Zakat for en forgældet person
9. Zakat for en person, der dør uden at have betalt zakat
10. Intentionen (beslutningen) som betingelse for at betale zakat
11. At betale zakat, så snart den bliver obligatorisk
12. Forudbetaling af zakat
13. Det er mustahabb at bede for den, der betaler zakat
14. De former for formue, som zakat er obligatorisk af
15. Zakat af guld og sølv
16. Guldets nisāb og zakatbeløb
17. Sølvets nisāb og zakatbeløb
18. Sammenlægning af guld og sølv
19. Zakat af gæld
20. Zakat af pengesedler, obligationer og certifikater
21. Zakat af smykker
22. Zakat af medgift
23. Zakat af lejeindtægter
24. Zakat af handelsvarer
25. Fremgangsmåden ved betaling af zakat af handelsvarer
26. Zakat af afgrøder og frugter
27. Nisāb for zakat af afgrøder og frugter
28. Zakat af kharāj-jord
29. Zakat af afgrøder fra bortforpagtet jord
30. Fastlæggelse af nisāb for dadler og druer
31. At spise noget af afgrøden før betaling af zakat
32. At sammenlægge afgrøder og frugter med hinanden
33. Hvornår zakat pålægges af afgrøder og frugter
34. At betale zakat af den bedste formue
35. Zakat af honning
36. Zakat af husdyr
1. Betingelserne for zakat af husdyr
2. Zakat af kameler
3. Zakat af kvæg (herunder også bøfler)
4. Zakat af geder og får
5. Tilfælde, hvor man er fritaget for zakat
6. De former for formue, som der ikke skal betales zakat af
7. Zakat af andre dyr end husdyr
8. Zakat af dyr, der er under ét år gamle
9. Bestemmelser vedrørende sammenlægning og adskillelse
10. Har sammenlægning nogen betydning for zakat?
37. Zakat af skjulte skatte og mineraler
38. Zakat af havets ressourcer
39. Zakat af udvundne ressourcer
40. Zakat påhviler den ansvarlige for forpligtelsen, ikke selve formuen i sig selv
41. Hvis formuen går tabt, efter zakat er blevet obligatorisk, men før den er betalt
42. Hvis formuen går tabt, efter zakat er blevet udskilt
43. Zakat bortfalder ikke, fordi betalingen forsinkes
44. At betale formuens værdi i stedet for selve formuen
45. Zakat af fælles ejendele
46. Den, der unddrager sig zakat
47. Formålene, som zakat kan anvendes til
48. Hvem det ikke er tilladt at give eller modtage zakat
49. Hvem der har ansvaret for at opkræve og fordele zakat
50. Overdragelse med henblik på fordeling af zakat
51. Det er mustahabb at give zakat til retskafne mennesker
52. Det er forbudt for den, der betaler zakat, at købe sin zakat-formue tilbage
53. Det er mustahabb at give zakat til ægtemænd og slægtninge
54. Zakat må gives til dem, der søger islamisk viden, men ikke til dem, der er optaget af tilbedelse
55. Overførsel af zakat
56. Hvis der sker en fejl ved fordelingen af zakat
57. At give zakat eller sadaqah offentligt
58. Zakat al-fitr (fitrah)
59. Er det nødvendigt at give nogen anden rettighed ud over formuens zakat?
60. Frivillig sadaqah (almindelig almisse)
– Former for almisse
– Hvem har fortrinsret til at modtage almisse?
– Den almisse, der går til spilde
– At give almisse af haram-formue
– Hustruens almisse fra mandens formue
– At give hele sin formue bort
– At give almisse til dyr
– Sadaqah jāriyah (vedvarende almisse)
– At vise taknemmelighed over for giveren
Fjerde kapitel: Siyam (faste)
1. Siyam: betydning, fortjenester og typer
2. Ramadans faste
3. Ramadanmåneden og fortjenesterne ved gode handlinger i denne måned 3.
4. Advarsel mod at bryde Ramadans faste 8.
5. Hvordan Ramadan fastslås 5.
6. Forskelle i stedet for månens fremkomst
7. Den, der alene ser månen
8. Fastens fard
9. Hvem fasten er fard for
10. Den vantros og den sindsforvirredes faste
11. Barnets faste
12. Hvem der har tilladelse til at bryde fasten, og reglerne om at give fidya
13. Hvem der har tilladelse til at bryde fasten, og for hvem qada er obligatorisk
14. Den, for hvem både det at faste og at bryde fasten er obligatorisk
15. De dage, hvor det er forbudt at faste
16. Forbuddet mod at faste uafbrudt
17. De frivillige faster, som er sunnah
18. Det er tilladt at bryde en frivillig faste
19. Nogle regler, der skal overholdes under fasten
20. Handlinger, der er tilladt under fasten
21. Handlinger, der bryder fasten
22. Qada for Ramadans faste
23. Laylat al-Qadr
24. I’tikaf
Femte kapitel: Omsorg for syge, janazah, begravelse og ligklæde
1. Islams principper vedrørende sygdom og behandling
– Tålmodighed under sygdom
– At den syge fortæller om sin egen sygdom
– At besøge den syge
– Fortjenesten ved at besøge den syge
– Regler for besøg hos den syge
– At kvinder besøger en mandlig patient
– At en muslim besøger en vantro patient
– At besøge en patient med øjensygdom
– At bede den syge om du’a
– Behandling af sygdom
– Behandling med forbudte stoffer
– En ikke-muslimsk læge
– At modtage behandling hos en kvindelig læge
– Behandling gennem ruqyah og du’a
– Nogle berømte du’aer vedrørende behandling
– Forbuddet mod at bruge amuletter
– Er det tilladt at lave de du’aer, der er nævnt i Koranen og hadith, til amuletter og hænge dem op?
2. Islams principper vedrørende den syge
– At den syge ikke må opholde sig blandt de raske
– At gå ind i og forlade et pestinficeret område
– Det er mustahabb at mindes døden og forberede sig gennem gode handlinger
– Det er makruh at ønske sig døden
– Et langt liv sammen med gode handlinger er en velsignelse
– At udføre gode handlinger før døden er et tegn på at dø som troende
– Det er mustahabb, at den syge har gode tanker om Allah
– Det, der er mustahabb at gøre, når man er hos en døende
– Det, der er sunnah at gøre for den døende
3. Hvad der skal gøres ved den afdøde
– Det, der er mustahabb at gøre, når man hører om en muslims død
– Det er mustahabb at underrette den afdødes slægtninge og nærmeste om hans død
– At græde over den afdøde
– At klage højlydt
– At sørge over den afdøde
– Det er mustahabb at sørge for mad til den afdødes familie
– Det er tilladt at forberede ligklæde og grav før døden
– Det er mustahabb at ønske at dø i Makkah eller Madinah
– Pludselig død
– Den, hvis barn dør
– Muslimske ummahs befolknings alder
– Døden er en form for befrielse; den afdødes ligklæde og begravelse
– Den afdødes rituelle vask
– Reglerne for den rituelle vask
– At udføre tayammum på den afdøde, når der mangler vand
– At ægtefæller vasker hinanden rituelt
– At en kvinde vasker en dreng rituelt
8. Janazah, begravelse, ligklæde og gravbesøg
– Kafan
– Den afdødes janazah
– Reglerne for janazah-bønnen
– At bære kisten og begravelsesoptoget
5. Hvad der er makruh ved janazah, begravelse og kafan
6. Begravelse og gravudgravning
7. Om grave
– Det er forbudt at fornærme de døde
– Koranrecitation ved graven
– At grave graven op igen efter begravelsen
– At flytte den døde fra graven
– At trøste de sørgende
8. Gravbesøg
9. Handlinger, der er gavnlige for den afdøde
10. Spørgsmålene i graven
– Hvor befinder ruh sig? Ruhs fire verdener
Sjette kapitel: Dhikr
Syvende kapitel: At fremsige dua
1. Befalingen om at fremsige dua
2. Adab for dua
3. Duaer morgen og aften
8. Duaer til forskellige tidspunkter og lejligheder
5. Nogle duaer med omfattende betydning
6. Fredshilsen til og velsignelser over Profeten ﷺ
7. Rejsens velsignelse og dua
Ottende kapitel: Hajj
1. Hajjens fortjeneste og obligatoriske karakter
2. Betingelserne for, at hajj bliver obligatorisk
3. Allahs Sendebuds, må Allah velsigne ham og give ham fred, hajj
8. Miqat
5. Ihram
6. Talbiya (at sige labbayka)
7. Handlinger, der er tilladte for den, der er i ihram
8. Handlinger, der er forbudte for den, der er i ihram
9. Reglerne for at begå forbudte handlinger under ihram
10. Grænserne for Makkas haram-område
11. Madinas haram-område
12. Makkas forrang frem for Madina
13. Indtræden i Makkah uden ihram
14. Anbefalede handlinger ved indtræden i Makkah og al-Masjid al-Haram
15. Tawaf
16. At drikke Zamzams vand
17. Sa’i mellem Safa og Marwa
18. Rejsen til Mina
19. Rejsen mod Arafah
20. Opholdet ved Arafah
21. Afgangen fra Arafah mod Muzdalifah
22. Handlingerne på Yawm an-Nahr (den 10. Dhul-Hijjah)
23. Kastning af småsten
24. Offerdyret eller hady
25. Barbering eller klipning af håret på hovedet
26. Tawaf al-Ifadah eller Tawaf az-Ziyarah
27. Umrah
28. Afskedstawaf
29. Måden at udføre hajj på
30. Ihsar
31. Haramainens fortjeneste
Indledning: Risalahens universalitet og formål
Den Almægtige Allah sendte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, med et storsindet, ædelt og fuldstændigt monoteistisk livssystem uden nogen form for diskrimination samt en komplet og altomfattende lovgivning, eller sharia, for alle livets områder. Denne sharia garanterer hele menneskeheden et yderst ædelt og civiliseret liv og fører den op til det højeste højdepunkt af fuldkommenhed, udvikling og fremgang.
Han kaldte menneskene til Allah i treogtyve år. Den opgave, han havde påtaget sig: at overbringe Allahs din til menneskene og grundlægge og forene menneskeheden på dens grundlag, fuldførte han på tilfredsstillende vis i løbet af disse treogtyve år.
1. Universaliteten af Muhammads, må Allah velsigne ham og give ham fred, risalah
Muhammads, må Allah velsigne ham og give ham fred, risalah er ikke begrænset til en bestemt afgrænsning, således at den, ligesom de tidligere risalaher, kun skulle være bestemt for en bestemt generation eller et bestemt folk, mens andre generationer og folk skulle være berøvet den. Tværtimod omfatter hans risalah hele menneskeheden og er universel. Ligesom den Almægtige Allahs rige omfatter hele jorden og alt, hvad der findes på den, således gør hans sidste Sendebuds risalah det også. Den er ikke begrænset til nogen bestemt by eller noget bestemt område, og heller ikke til nogen bestemt epoke eller tidsperiode. Allah, den Ophøjede, siger
تبْرَكَ الَّذِي نَزَّلَ الْفُرْقَانَ عَلَى عَبْدِهِ لِيَكُونَ لِلْعَلَمِينَ نَذِيرًا
“Velsignet er den Højeste, som har nedsendt Bogen, der skelner mellem sandhed og falskhed, til Sin tjener, så han kan være en advarer for hele verden.” (Sura 25, Al-Furqān: vers 1)
Han siger endvidere:
وَمَا أَرْسَلْتُكَ إِلَّا كَافَّةً لِلنَّاسِ بَشِيرًا وَنَذِيرًا .
“Vi har sendt dig som glædesbringer og advarer for hele menneskeheden.” (Sura 34, As-Sabaʾ: vers 28)
Han siger endvidere:
قُلْ يَأَيُّهَا النَّاسُ إِنِّي رَسُولُ اللهِ إِلَيْكُم جَمِيعَانِ الَّذِي لَهُ مُلْكُ السَّمَوتِ وَالْأَرْضِ : لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ يُحْيِ وَيُمِيتُ فَآمِنُوا بِاللهِ وَرَسُولِهِ النَّبِيِّ الْأُمِّيِّ الَّذِي يُؤْمِنُ بِاللَّهِ وَكَلِمَتِهِ وَاتَّبِعُوهُ لَعَلَّكُمْ تَهْتَدُونَ
“(O Muhammad.) Sig: O menneskehed, jeg er Allahs Sendebud til jer alle, Ham, som ejer himlene og jorden. Der er ingen anden gud end Ham. Han giver liv og bringer døden. Tro derfor på Allah og på Hans Sendebud, den ulærde profet, som selv tror på Allah og Hans ord. Følg ham, så I måske bliver retledt.” (Sura 7, Al-Aʿrāf: vers 158)
Det er berettet i en sahih-hadith, at Allahs Sendebud, s.a., sagde: Enhver profet blev sendt særligt til sit eget folk. Jeg er blevet sendt til hele menneskeheden, uden forskel på hvide og sorte.”
Omfanget og universaliteten af Muhammads, s.a., sendelse bekræftes yderligere af følgende oplysninger:
1. I den religion, han bragte, findes der intet, som er vanskeligt eller umuligt for mennesker at tro på eller handle efter. Allah den Ophøjede har sagt:
لَا يُكَلِفَ اللَّهُ نَفْسًا إِلَّا وُسْعَهَا
“Allah pålægger ikke noget menneske ansvar for noget, det ikke er i stand til.” (Sura 2, al-Baqara: vers 286)
Han har også sagt:
يُرِيدُ اللهُ بِكُمُ الْيُسْرَ وَلَا يُرِيدُ بِكُمُ الْعُسْرَ .
“Allah ønsker det lette for jer; Han ønsker ikke det vanskelige.” (al-Baqara: vers 185)
Han har også sagt:
وما جعل عليكم في الدين من حرج .
“Han har ikke pålagt jer nogen vanskelighed i religionen.” (Sura 2, al-Hajj: vers 78)
I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Abu Sa’id al-Maqburi, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
هذا الدين يسرا، ولَن يُشَادُ الذِينَ أَحَدٌ إِلَّا غَلَبَهُ
Denne religion er let, og den, der anlægger en streng fremgangsmåde i praktiseringen af religionen, vil ikke lykkes.”
En hadith fra Sahih Muslim lyder således:
احب الدين إلى الله الحنيفية السمحة
“Den rummelige, monoteistiske religion er den, Allah holder mest af.”
2. De af islams grundprincipper, som ikke ændrer sig med tid og sted, såsom troslæren og tilbedelsen, er blevet fremlagt med en fuldstændig og detaljeret redegørelse og belyst gennem vers og hadither med en komplet beskrivelse. Derfor har ingen ret til at føje så meget som det mindste til eller trække så meget som det mindste fra dem. De forhold, som ændrer sig med tid og sted, såsom spørgsmål vedrørende borgernes velfærd samt politiske og militære forhold, er derimod blevet omtalt kortfattet. Formålet er, at disse grundprincipper i enhver tidsalder skal kunne bidrage til menneskers velfærd, og at herskere, samfundsledere og ledere gennem dem skal kunne finde vejledning til at etablere sandhed og retfærdighed.
3. Alt, hvad der er kommet af vejledning i Muhammads, fred være med ham, sendebudskab, det vil sige i de islamiske bestemmelser, han bragte, har udelukkende til formål at beskytte islam, livet, fornuften, slægten samt ejendom og formue. At dette stemmer overens med menneskets medfødte natur og behov, er i harmoni med dets fornuft og samvittighed, bidrager til dets udvikling og fremskridt og er egnet til alle steder og tider, er klart som dagens lys. Allah, den Ophøjede, siger:
قُلْ مَنْ حَرَّمَ زِينَةَ اللَّهِ الَّتِي أَخْرَجَ لِعِبَادِهِ والطَّيِّبَتِ مِنَ الرِّزْقِ قُلْ هِيَ لِلَّذِينَ آمَنُوا فِي الحيوة الدُّنْيَا خَالِصَة يومَ القِيمَةِ ، كَذلِكَ نُفَصِّلُ الأيتِ لِقَوْمٍ يُعْلَمُونَ قُلْ إِنَّمَا حَرَّمَ رَبِّي الْفَوَاحِشَ مَا ظَهَرَ مِنْهَا وَمَا بَطَنَ وَالْإِثْرَ وَالْبَغْى
بِغَيْرِ الْحَقِّ وَأَنْ تُشْرِكُوا بِاللَّهِ مَالَمْ يُنَزِّلُ بِهِ سلطنا وأن تَقُولُوا عَلَى اللَّهِ مَالَا تَعْلَمُونَ
“Sig: Hvem har forbudt Allahs smukke ting og de rene fødevarer, som Han har frembragt til Sine tjenere? Sig: De er for dem, der tror, i det jordiske liv, og især til deres (nydelse) på opstandelsens dag. Således forklarer Vi versene udførligt for de vidende. Sig: Min Herre har kun forbudt alle former for åbenlys og skjult usædelighed, synd, uretmæssig overtrædelse, at sætte noget ved Allahs side, som Han ikke har åbenbaret noget bevis for, og at tillægge Allah noget, som I ikke ved.” (Sura 7, al-A’raf: vers 32-33)
Den Højeste Allah siger også:
ورحمَتِي وَسِعَتْ كُلَّ شَيْءٍ ، فَسَأَكْتُبُهَا لِلَّذِينَ يَتَّقُونَ وَيُؤْتُونَ الزَّكَوةَ وَالَّذِينَ هُم بِايَتِنَا يُؤْمِنُونَ الَّذِين يتبعون الرسول النبى الأمى الَّذِي يَجِدُونَهُ مَكْتُوبًا عِنْدَ هُمْ فِي التورية وَالْإِنْجِيلِ ( يَأْمُرُهُمْ بِالْمَعْرُوفِ وينهمر عَنِ
الْمُنْكَرِ وَيُحِلُّ لَهُرُ الطَّيِّبَاتِ وَيُحَرِّمُ عَلَيْهِمْ الحبيت ويضع عنهم أمرهم والأغلل الَّتِي كَانَتْ عَلَيْهِمْ ، فَالَّذِينَ آمَنُوا بِه وعزروه ونصروه وَاتَّبَعُوا النُّورَ الَّذِي أُنْزِلَ مَعَهُ لَا أُولَئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ
“Min barmhjertighed omfatter alting. Jeg vil nedskrive den for dem, der udviser gudsfrygt og forsigtighed, giver zakat og tror på Vore vers, dem, der følger denne Sendebud, den ulærde profet, som de finder omtalt i den Torah og det Evangelium, de har hos sig. Han påbyder dem det gode og forbyder dem det onde. Han gør alle rene ting tilladte for dem og forbyder dem urene ting, og han løfter den byrde og de lænker, som hvilede på dem, fra dem. Så de, der tror på ham, ærer ham, hjælper ham og følger det lys, der blev sendt ned med ham, er dem, der virkelig vil lykkes.” (al-A’raf: 156-157)
2. Formålet med Muhammads, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendebudskab
Formålet med islams sendebudskab er at kende Allah, erkende Ham og rense sjælen gennem tilbedelsen af Ham, styrke menneskelige relationer og grundlægge dem på hengivenhed, kærlighed, barmhjertighed, broderskab, lighed og retfærdighed. Gennem disse handlinger opnår mennesket lykke og velstand i denne verden og i det hinsidige. Den Højeste Allah har sagt:
هُوَ الَّذِي بَعَثَ فِي الْآمِينَ رَسُولاً منهم يتلوا عليهم ايته ويزكيهم ويعلمهم الكتب والحكمة د وان كانوا مِنْ قَبْلُ لَفِي ضَلَلٍ مُّبِينٍ
“Det er Ham, der blandt de umæskede har sendt et sendebud til dem, som reciterer Hans åbenbaringer for dem, renser dem og lærer dem Skriften og visdommen. Skønt de tidligere befandt sig i åbenlys vildfarelse.” (Sura 62, al-Jumuʿa: vers 2)
Den Mægtige Allah har også sagt:
وَمَا أَرْسَلْنَاكَ إِلَّا رَحْمَةً لِلْعَالَمِينَ
“Vi har kun sendt dig som en nåde for alle verdener.” (Sura 21, al-Anbiyāʾ: vers 107)
Allahs sendebud (fred være med ham) sagde:آنا رحمة م “Jeg er en nåde, der er skænket som en gave.”
3. Islamsk lovgivning eller fiqh
Et vigtigt område inden for den islamiske sendelses rammer er udformningen af islamisk lov. Dette er den teoretiske side af den islamiske sendelse.
Den eneste kilde til den rent religiøse lov er Allahs åbenbaring, som er nedfældet i Koranen og sunnaen, eller det ijtihād fra Allahs sendebud, som åbenbaringen stadfæstede. Denne åbenbaring er bevaret i form af Koranen og sunnaen. Et eksempel på den rent religiøse lov er bestemmelserne eller ahkām vedrørende tilbedelse. Sendebudets opgave på dette område går ikke videre end at overbringe Allahs åbenbaring til menneskene ordret og med forklaring og uddybning. Den Mægtige Allah har sagt:
وما ينطق عن الهوى، إن هو إلا وحي يوحى
“Han taler ikke ud fra sine egne indskydelser; det, han siger, er intet andet end åbenbaring, der er blevet sendt ned.” (Sura 53, an-Najm: vers 3-4)
Men hvad angår de islamiske love, der er knyttet til verdslige forhold såsom retsvæsen, politik og krigsførelse, blev Profeten (sa.) pålagt at rådføre sig med andre. Nogle gange havde han en bestemt opfattelse, men trak sig kort efter fra den og accepterede sine ledsageres mening. Sådan skete det for eksempel under slagene ved Badr og Uhud. Generelt søgte ledsagerne (ra.) imidlertid hans råd i de spørgsmål, som de ikke kendte til. De spurgte ham om dem. De ønskede at få forklaret de betydninger i Koranen og hadith, som var ukendte for dem, og forelagde ham den betydning, de selv havde forstået. Nogle gange lod han deres forståelse stå ved magt. Andre gange påpegede han, hvor deres forståelse var forkert, og korrigerede den.
Islam har fastlagt nogle generelle principper, som muslimer kan følge. De er følgende:
1. Allah den Højeste har sagt, at man skal afholde sig fra at søge en løsning på en hændelse eller et problem, som endnu ikke er opstået, indtil det faktisk opstår:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَسْتَلُوا عَنْ أَحْيَاء إِنْ تُبْدَلَكُم تَمُوكُمْ ، وَإِن تَسْتَلُوْا عَنْهَا مِيْنَ يُنَزِّلُ الْقُرْآنَ تُبْدَلَكُمْ ، عَفَا اللَّهُ عَنْهَا ، وَاللَّهُ غَفُورٌ حَلِيمٌ
“I, der tror! Spørg ikke om ting, som, hvis de bliver gjort kendt for jer, vil volde jer ubehag. Hvis I spørger om den slags, mens Koranen bliver åbenbaret, vil de blive gjort kendt for jer. Allah har tilgivet jer. Allah er tilgivende og overbærende.” (Sura 5, al-Ma’idah: vers 101)
Det findes i hadith: “Allahs Sendebud (sa.) forbød at beskæftige sig med problemer, som endnu ikke var opstået i virkeligheden.”
2. At afstå fra at stille for mange spørgsmål og fra at beskæftige sig med komplicerede emner:
Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Allah bryder sig ikke om, at I taler unødvendigt, stiller overdrevne spørgsmål eller ødsler med penge og ejendele.”
Han sagde også:
إِنَّ اللَّهَ فَرَضَ فَرَائِضَ فَلَا تَضَيْعُوهَا وَمَنْ حَدَوْدًا فَلَا تَعْتَدُوهَا، وَحَرْمَ أَشْيَاءَ فَلَا تَنْتَهِكُوْهَا، وسكت عن أَشْيَاءَ رَحمَةٌ بِكُم مِن غير نسيان فَلا تَبْعَثُوا عنها ، وعنه أيضًا : أَعظَرُ النَّاسِ جزمًا من سالَ عَنْهُ شَيْءٍ لَمْ يَحْرَّمْ فَحَرِمْ مِنْ أَهْلِ مَسْأَلَتِهِ.
“Allah har gjort visse handlinger obligatoriske, så forsøm dem ikke. Han har fastsat visse grænser, så overskrid dem ikke. Han har gjort visse ting forbudte, så overtræd dem ikke. Og Han har tiet om visse ting af barmhjertighed over for jer, ikke af glemsel. Så lad være med at undersøge disse ting.”
Allahs Sendebud ﷺ sagde også: Den største synder er den, der spørger om noget, som ikke var forbudt, men som blev forbudt på grund af hans spørgsmål.”
3. At holde sig borte fra uenighed og fraktionsdannelse i religionen
Allah, den Ophøjede, har sagt:
وأن منه أُمْتَكرَ أُمَّةً وَاحِدَةً
“Dette er jeres umma, én eneste umma.” (Sura 23, Al-Mu’minun: vers 52)
Allah har også sagt:
واعتصموا بِحَبْلِ اللَّهِ جَمِيعًا وَلَا تَفَرَّقُوا
“Hold alle fast i Allahs reb sammen, og vær ikke splittede i grupper.” (Sura 3, Al-i-‘Imran: vers 103)
Allah siger også:
ولا تنازَعُوا فَتَفْعَلُوا وَتَنْمَبْ رِيْعَ
“Strides ikke indbyrdes, for så vil I mislykkes, og jeres mod og indflydelse vil gå tabt.” (Sura 8, Al-Anfal: vers 46)
Allah har også sagt:
إِنَّ الَّذِينَ فَرَّقُوا دِينَهُمْ وَكَانُوا شِيَعًا لَسْتَ مِنْهُمْ فِي شَيْءٍ
“Du har intet med dem at gøre, som har splittet deres religion op og selv er blevet opdelt i grupper.” (Sura 6, al-An’am: vers 159)
Allah siger også:
وَلَا تَكُونُوا كَالَّذِينَ تَفَرَّقُوا وَاخْتَلَفُوا مِنْ بَعْدِ مَا جَاءَهُمُ الْبَيِّنت ها وأُولَئِكَ لَهُمْ عَذَابٌ عَظِيره
“Vær ikke som dem, der blev opdelt i grupper og kom i strid med hinanden, efter at de klare beviser var kommet til dem. For dem er der en frygtelig straf.” (Sura 3, Āl ʿImrān: vers 105)
4. At henvise omstridte spørgsmål til Koranen og sunnaen: Dette skal gøres i lyset af Allahs følgende ord:
فَإِن تَنَازَعَمْتُمْ فِي شَيْ فَرَدُّوهُ إِلَى اللَّهِ وَالرَّسُولِ –
»Hvis I kommer i strid om noget, så overlad det til Allah og dette Sendebud.« (Sura 4, An-Nisā’: vers 59)
– وَمَا اختلفترفيْهِ مِنْ شَيْءٍ فَعْلَمَهُ إِلَى اللَّهِ
»Hvad end I bliver uenige om, så tilkommer afgørelsen Allah.« (Sura 42, Ash-Shūrā: vers 10)
Årsagen er, at Allahs Bog indeholder en detaljeret redegørelse for religionen. Allah siger for eksempel:
ونزلنا عَلَيْكَ الْكِتَبَ تِبْيَانًا لِكُلِّ شَيْءٍ .
»Vi har åbenbaret Bogen for dig, som indeholder en redegørelse for alting.« (Sura 16, An-Nahl: vers 89)
Allah har også sagt:
مَا فَرَّطْنَا فِي الْكِتَبِ مِنْ شَيْءٍ
“Jeg har ikke udeladt noget fra Skriften. (Sura 6, al-An’am: vers 38)
Det er blevet forklaret ikke blot gennem Koranen, men også gennem Sendebuddets praktiske Sunnah. Allah har sagt:
وانزَلْنَا إِلَيْكَ الذِّكْرَ لِتُبَيِّنَ لِلنَّاسِ مَا نُزِّلَ إِلَيْهِم .
“Og Vi har åbenbaret Påmindelsen til dig, for at du tydeligt kan forklare menneskene det, der er blevet åbenbaret til dem.” (Sura 16, an-Nahl: vers 44)
Allah har også sagt:
إِنَّا أَنْزَلْنَا إِلَيْكَ الْكِتَبَ بِالْحَقِّ لِتَحْكُم بَيْنَ النَّاسِ بِما أردكَ الله :
“Sandelig, Vi har åbenbaret Skriften til dig med sandheden, for at du kan dømme mellem menneskene efter det, som Allah har vist dig.” (Sura 4, an-Nisa: vers 105)
Det er i sandhed blevet påbudt at afgøre alle stridigheder i overensstemmelse med Koranen og Sunnah, og al vejledning er blevet gjort tydeligt rede for. Allah den Ophøjede har sagt:
الْيَوْمَ أَكْمَلْتُ لَكُم دينكم واتممت عليكم نعمتي وَرَضِيتُ لَكُمُ الْإِسْلَامَ دِينًا.
“I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldendt Min nåde over jer og valgt islam som religion for jer.”
(Sura 5, al-Māʾida: vers 3)
Så længe religionens regler fortsat analyseres på denne måde, og det er velkendt for alle, at det er nødvendigt at vende tilbage til dens oprindelige kilder for at afgøre uenigheder, er der hverken mulighed for eller mening i uenighed om denne religion.
Den Højeste Allah siger:
وَإِنَّ الَّذِينَ اخْتَلَفُوا فِي الْكِتَبِ لَفِي شِقَاقَ بَعِيدٍ .
“De, der er blevet uenige om Skriften, er sunket ned i vidtrækkende strid og splid.” (Sura 2, al-Baqara: vers 176)
Allah siger også:
فَلَا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّى يُعَلِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا فِي أَنْفُسِهِمْ حَرَجًا مِّمَّا قَضَيْتَ وَيُسَلِّمُوا تَسْلِيمان
“Ved din Herre! De vil ikke være troende, før de gør dig til den endelige afgører i deres stridigheder, derefter ikke føler den mindste modvilje i deres hjerter mod at acceptere den afgørelse, du har truffet, og fuldt ud accepterer den med et fredfyldt sind.” (Sura 4, an-Nisāʾ: vers 65)
Det var i lyset af dette princip, at sahabaerne og muslimerne i de efterfølgende velsignede århundreder levede deres liv. Bortset fra en håndfuld mas’alaer opstod der ikke uenighed blandt dem om noget. De få spørgsmål, som de var uenige om, skyldtes forskelle i deres forståelse af betydningen af de relevante tekster fra Koranen og sunnaen, samt at nogle af disse tekster var kendt af nogle af dem, men ikke af andre.
Da imamerne for de fire madhhabs senere trådte frem, fulgte de deres forgængeres metode. Én gruppe stod dog sunnahen fra Profeten nærmere end de andre, såsom folkene i Hijaz, blandt hvem der var forholdsvis flere, som overleverede Profetens sunnah og sahabaernes athar (udsagn). Den anden gruppe gjorde større brug af deres egen dømmekraft, såsom irakerne, blandt hvem der var forholdsvis færre hadith-hafiz. Årsagen var afstanden mellem deres hjemområder og stedet, hvor åbenbaringen blev nedsendt.
Disse imamer gjorde deres yderste for at berige folket med viden om islam og lede dem på islams vej. De forbød folk blindt at efterligne dem og sagde: Det er ikke tilladt for nogen at antage vores mening og udtale sig i overensstemmelse med den uden at kende det bevis, som vi fremfører til støtte for vores mening. De sagde klart og utvetydigt, at den autentiske hadith var deres madhhab. De ønskede ikke, at folk skulle følge dem blindt, sådan som de følger den syndfri og fejlfri Profet. Deres eneste mål var at hjælpe menneskene med at forstå Allahs befalinger.
Men senere, da menneskenes mod blev svækket og deres beslutsomhed blev mindre, begyndte tendensen til blind efterligning at rejse sig blandt dem. Som følge heraf blev hver gruppe tilfreds med en bestemt madhhab. Deres tænkning, forskning og overvejelser blev begrænset til denne madhhab. De blev afhængige af den og forvandlede sig til fanatiske tilhængere af den. De satte alle kræfter ind for at støtte og hjælpe den. De tillagde deres egen imams udsagn samme status som Allahs og Profetens udsagn. Ingen lærd i denne gruppe anså det for tilladeligt at udstede en fatwa, der gik imod deres imams mening. Deres blinde hengivenhed over for deres respektive madhhab-imam blev så ekstrem, at al-Karkhi sagde: “Ethvert vers eller enhver hadith, der går imod vores imamers mening, må enten fortolkes eller er ophævet.”
På grund af blind efterligning af madhhabs og fanatisk partiskhed begyndte nogle grupper blandt muslimerne at blive berøvet Koranens og sunnahens vejledning. Der begyndte at cirkulere rygter om, at døren til ijtihad var blevet lukket. Det, som faqih’erne sagde, blev til selve shariaen. Shariaen blev begrænset til faqih’ernes udsagn og meninger. Enhver, der antog en mening, som afveg fra faqih’ernes mening, blev betegnet som bid’ati. Hans mening blev anset for uacceptabel, og hans fatwa for upålidelig.
Det, der bidrog til den stadig større udbredelse af denne snæversynethed og fanatisme, var de madrasaer, som herskerne og de velhavende grupper oprettede, samt at undervisningen på disse madrasaer blev begrænset til en bestemt madhhab eller til undervisning i madhhabens lære. Dette blev en effektiv årsag til, at man knyttede sig til disse madhhabs og fjernede sig fra ijtihad, så de levebrød, der var blevet sikret dem, kunne bevares. Det fortælles, at Abu Zur’a spurgte sin lærer al-Bulqini: “Sig mig, hvad er årsagen til, at sheikh Taqi al-Din al-Subki afholder sig fra ijtihad? Han behersker jo alle kvalifikationerne og redskaberne til ijtihad!” Al-Bulqini forblev tavs. Efter et stykke tid sagde Abu Zur’a: “Jeg mener, at den eneste grund til, at han afholder sig fra det, er de embeder, der er forbeholdt faqih’erne fra de fire madhhabs. De, der går uden for disse fire madhhabs, vil ikke få noget embede. Ingen af dem vil kunne blive qadi, og folket vil heller ikke acceptere deres fatwaer; tværtimod vil de blive betegnet som bid’ati.” Da al-Bulqini hørte dette, smilede han diskret og gav ham ret.
Ved således at være fanget i taqlidens, det vil sige den blinde efterlignings, indviklede net, ved at være berøvet Koranens og sunnahens vejledning og ved at acceptere, at døren til ijtihad var blevet lukket, er den muslimske ummah blevet kastet ud i alvorlige vanskeligheder og katastrofer og er gået ind i det samme firbenhul, som Allahs Sendebud, fred være med ham, advarede dem imod.
Resultatet blev, at den muslimske ummah blev splittet i mange grupper og undergrupper. Nogle begyndte endda at strides om, hvorvidt det var tilladt for en pige fra den hanafitiske madhhab at gifte sig med en dreng fra den shafi’itiske madhhab. Nogle sagde: Et sådant ægteskab er ikke tilladt, fordi hanafitterne nærer tvivl om shafi’itternes tro. Andre sagde: Det er tilladt, for når det er tilladt at gifte sig med en jødisk eller kristen kvinde, må det også være tilladt med disse; for det er tilladt ifølge shafi’itterne at sige: “Hvis Allah vil, er jeg troende”.
Som følge heraf har bid‘a også bredt sig voldsomt, mens islams evige tradition og kultur er ved at forsvinde. Intellektuel stræben er næsten gået i stå, aktiviteter inden for tænkning og forskning er blevet lammet, og den videnskabelige frihed og selvstændighed er gået tabt. Alle disse symptomer har tilsammen svækket og udmattet den muslimske nations egenart, berøvet den dens produktive liv og standset dens udvikling og fremgang. Og i denne situation er fjender, der har trængt ind i dens indre, gennem sprækker og åbninger trængt ind i selve islams grundvold.
Således gik mange år. Mange århundreder gik. Det er Allahs evige skik, at Han med mellemrum sender personer til denne umma, som fremstiller dens religion på ny, vækker ummaen af dens søvn og viser den vejen til sandhed og retfærdighed. Men denne umma synes ikke at ville vågne af sin søvn, før den vender tilbage til sin tidligere elendige tilstand eller til en endnu værre tilstand.
Til sidst kom turen til udformningen af islamisk lov, hvorigennem Allah har ordnet og struktureret hele menneskehedens liv og gjort den til deres støtte i denne verden og i det hinsidige. Alligevel blev arbejdet med at udforme denne lov bragt ned på et så lavt niveau, at historien ikke rummer noget sidestykke til det. Det blev kastet ned i en dyb kløft. Tænkning, forskning og stræben omkring det blev til et sindsødelæggende og tidsspildende arbejde, som hverken gavnede Allahs religion eller bidrog til at ordne menneskenes jordiske liv.
Her vil jeg som eksempel fremlægge et citat fra en fiqh-bog skrevet af en jurist fra den senere tid: “Ibn Arafa definerede ijāra (udlejning) som salg af brugsretten til fast ejendom, bortset fra både skibe og dyr, hvis værdi ikke kan realiseres gennem noget vederlag, der frembringes af den, og som, når den opdeles, frembringer dens dele.” Da en af hans studerende hørte denne definition, gjorde han indsigelse mod, at ordet ‘dele’ var i strid med kravet om at gøre definitionen kortfattet. Der var ingen grund til at nævne det. Den pågældende jurist afholdt sig i to dage fra at give et svar. Derefter gav han et svar, der var fuldstændig meningsløst.”
I virkeligheden var arbejdet med at udforme islamisk lov sunket til et så lavt niveau. De lærde tillagde intet andet betydning end bogens oprindelige sprog. Højst læste de dens kommentarer, de oplysninger, indvendinger og spidsfindigheder, der fandtes i kommentarerne, samt de drøftelser, der blev skrevet om dem. Det var under sådanne forhold, at Europa en dag til sidst kastede sig over Orienten. Med sine aggressive kløer rev det alt i stykker og trampede alt ned under fødderne, så det blev til støv. Da Orientens indbyggere en dag, slag efter slag fra aggressionen, vågnede af deres søvn og så sig omkring, opdagede de, at de var langt bagefter verdens folk, hvis liv hastigt bevægede sig fremad. Civilisationens fremadskridende karavane drog videre, mens de sad uanfægtede tilbage. De så, at de stod over for en ny verden, en verden der genlød af livets lovsang, en verden der med ustoppelig fart bevægede sig fremad i styrke og produktivitet. Synet gjorde dem lamslåede. Blandt dem var en gruppe, som havde glemt sin historie, var blevet ulydige efterkommere af sine forfædre og havde glemt sin egen religion og tradition. De begyndte at råbe: »O Orientens folk! Se, hvor meget Europa har udviklet sig! Kom, følg i dets fodspor.« De begyndte uden tøven og blindt at efterligne Europa, hvad enten det stemte overens med troen eller var vantro, hvad enten det var godt eller ondt. De, der var nedsænket i passivitet og fanatisme til halsen, indtog derimod en negativ holdning. Deres handlemåde blev hyppigt at sige »lā ḥawla wa-lā quwwata illā bi-llāh« og »innā li-llāhi wa-innā ilayhi rājiʿūn«, at begrænse sig til deres egen livsførelse, blive selvcentrerede og sætte sig hen i en krog af hjemmet. Denne handlemåde gav islams arrogante fjender endnu et bevis på, at den islamiske sharīʿa ikke kan følge med udvikling og fremskridt og ikke er tidssvarende. Derefter indtraf det uundgåelige resultat. Det var de aggressive fremmede love, der blev herskende og styrende i Orientens folks liv, selv om de var fuldstændig i modstrid med deres religion, kultur og tradition. Selv europæiske skikke og livsformer begyndte at trænge ind i familierne, på gaderne, i forsamlingerne, skolerne og gymnasierne samt i uddannelsens og kulturens centre. Og ikke nok med det: Europas kulturelle strøm blev stadig stærkere og mere dominerende på alle livets områder. Som følge heraf var Orienten nær ved at glemme sin religion og tradition, og forbindelsen mellem dens fortid og nutid var ved at blive brudt. Men det er en af Allahs evige love, at jorden ikke forbliver uden mennesker, som etablerer Hans religion. Derfor blev reformens fortalere aktive. De begyndte at advare dem, som Vesten havde bedraget: »Vær på vagt! Afstå fra at propagandere for den vestlige civilisation. For Vestens moralske forfald vil ikke skåne dem for at blive konfronteret med en yderst sørgelig skæbne. Hvis de ikke korrigerer deres natur gennem oprigtig tro, og hvis de ikke ændrer deres karakter ved at efterligne de højeste og bedste moralske idealer, vil deres videnskab snart blive til et ødelæggende våben, som vil forvandle deres smukke byer til ildovne, der vil opsluge dem og brænde dem til aske.« Som Allah har sagt: »Har du ikke set, hvordan din Herre handlede med dem? De var ʿĀds folk, med høje søjler, hvis lige ikke var blevet skabt i landene. Og hvordan blev der handlet med Thamūd, som huggede boliger ud i klipperne i bjergenes dale, og med Farao, herren over de mange teltpæle, som overskred grænserne i landet og spredte megen fordærv dér? Derfor lod din Herre straffens svøbe ramme dem. Din Herre holder øje.« (Sura 89, al-Fajr: vers 6-14)
Reformens fortalere begyndte at råbe til de hjemsiddende og ubevægelige mennesker: »Hold fast i Koranen og sunnaen, de fejlfri kilder til viden; søg jeres religion fra disse to kilder, og giv også andre det glade budskab gennem dem. Så vil denne vildfarne verden med jeres hjælp finde den lige og rette vej, og denne undertrykte jord vil opnå fred og velstand.« Allah siger:
لَقَدْ كَانَ لَكُمْ فِي رَسُولِ اللَّهِ أَسْوَةٌ حَسَنَةٌ لِمَنْ كَانَ يَرْجُوا اللهَ وَالْيَوْمَ الْآخِرَ وَذَكَرَ اللَّهَ كَثِيران
»I Allahs Sendebud har I et fremragende forbillede for den, der håber på Allah og den yderste dag og ihukommer Allah meget.« (al-Aḥzāb: vers 21)
Ved Allahs grænseløse nåde har nogle få retskafne og ædle mennesker svaret på dette kald. De har taget imod denne daʿwah med et helhjertet sind. En gruppe unge mænd og unge mennesker har taget imod denne daʿwah og viet deres mest værdifulde ejendele og deres liv til dens sag.
Dette storslåede initiativ har vakt nysgerrighed og rørt sindene. I overvældende håb og begejstring er spørgsmålet opstået i deres hjerter: Har Allah nu tilladt jorden at blive oplyst på ny af Hans lys? Har Han besluttet, at menneskene nu skal leve et rent og ubesmittet liv, præget af iman, ihsan, retfærdighed og broderskab? De følgende to vers vidner jo netop om dette:
هُوَ الَّذِي أَرْسَلَ رَسُولَهُ بِالْهُدَى وَدِينِ الحَقِّ لِيُظْهِرَهُ عَلَى الدِّينِ كُلِّهِ ، وَكَفَى بِاللَّهِ حَمِيدَات
“Han er Den, der har sendt Sit sendebud med vejledningen og den sande religion, for at lade den sejre over alle andre anskuelser og veje; og Allah er tilstrækkelig som vidne.” (Sura 48, al-Fath, vers 28)
سَنُرِيهِمْ آيَتِنَا فِي الْآفَاقِ وَفِي أَنْفُسِهِمْ حَتَّى يَتَبَيَّنَ لَهُم أَنَّهُ الْحَقِّ ، أَوَلَمْ يَكْفِ بِرَبِّكَ أَنَّهُ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ عَمِيده
“Jeg vil snart vise dem Mine tegn i horisonten og i dem selv, så det bliver klart for dem, at denne Koran er sand. Er din Herre ikke tilstrækkelig som vidne over alt?” (Sura 41, Hā-Mīm as-Sajdah, vers 59)
Første kapitel: Tahārat (opnåelse af renhed)
Tahārat (opnåelse af renhed)
1. Brug af vand til rituel renhed og vandets forskellige typer
Første type: almindeligt vand
Reglen for almindeligt vand er, at det i sig selv er rent og renser andre. Følgende vandtyper hører under almindeligt vand:
a. Regnvand, smeltevand fra is og vand fra sne: For den Almægtige Allah har sagt:
وينزل عليكم مِنَ السَّمَاءِ مَاءً ليطهركم به .
“Han sender vand ned fra himlen over jer, for at rense jer med det.” (Sura 8, Al-Anfal: vers 11)
Den Almægtige Allah har også sagt:
وَانزَلْنَا مِنَ السَّمَاءِ مَاءً طَهُورًات
»Og Jeg har sendt rent vand ned fra himlen.« (Sura 25, al-Furqan, vers 48)
Abu Hurayra har berettet: Når Allahs Sendebud sagde takbir under bønnen, forblev han stille et kort øjeblik før recitationen. En dag sagde jeg: »O Allahs Sendebud! Måtte mine forældre ofres for dig. Hvad er årsagen til den stilhed, du har mellem takbir og recitation? Hvad siger du på dette tidspunkt?« Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Jeg siger:
اللهم باعد بيني وبين خطاياي كما باعدت بين المشرق والمغرب، اللهم تَقْنِي مِنْ عَطَايَايَ كَهَا ينقى الثوب الأبيض من الدنس، اللهم أَغْسِلْنِي مِن عَطَايَايَ بِالتَّلْمِ وَالْمَاءِ وَالْبَرْد.
»O Allah! Skab lige så stor afstand mellem mig og mine synder, som den afstand Du skaber mellem øst og vest. O Allah! Rens mig for mine synder, ligesom et klæde renses for snavs. O Allah! Vask mine synder bort og tilgiv mig dem med sne, vand og hagl.« – Berettet i alle de sahih-hadithsamlinger undtagen al-Tirmidhi.
b. Havvand: Abu Hurayra har sagt: »En mand spurgte Allahs Sendebud: ’O Allahs Sendebud! Vi rejser på havet. På det tidspunkt har vi kun lidt vand med os. Hvis vi udfører wudu med det, kommer vi til at lide af tørst. Må vi derfor udføre wudu med havvand?’ Allahs Sendebud svarede: ’Havvand er rensende [Allahs Sendebud svarede ikke ’ja’ på spørgsmålet, fordi han ønskede at nævne begrundelsen sammen med reglen. Det er vandets rensende egenskab. Samtidig gjorde han opmærksom på endnu en regel, som der ikke var blevet spurgt om: Døde dyr i vandet er halal. På denne måde blev hans svar fuldstændigt med hensyn til oplysningerne, og en supplerende regel, som der ikke var blevet spurgt om, blev også meddelt. Når der opstår behov for denne regel, kan den anvendes. Dette er en fremragende egenskab ved en fatwa].
Og havets døde dyr (fisk) er halal.« Berettet i de fem sahih-hadithsamlinger. Al-Tirmidhi sagde: »Denne hadith er sahih og god. Jeg spurgte Muhammad ibn Ismail al-Bukhari, hvad han mente om denne hadith. Han sagde: ’Sahih.’«
c. Zamzam-vand: Ali har berettet: »Allahs Sendebud beordrede, at der skulle bringes en spand Zamzam-vand. Derefter drak han noget af vandet og udførte wudu med resten.«
(Musnad Ahmad)
d. Vand, hvis farve har ændret sig: Det vand, hvis egenskaber ændres, fordi det har stået indelukket i lang tid, fordi det befinder sig i en cisterne eller en beholder, eller fordi forskellige stoffer såsom alger, blade og lignende, som ofte blandes med vand, er blevet blandet i det, betragter de lærde også som almindeligt vand.
Grundreglen på dette område er, at vand, der regnes som almindeligt vand og ikke er karakteriseret ved nogen særlig egenskab, kan anvendes til rituel renselse på gyldig og korrekt vis. Allah den Ophøjede har sagt:
فَلَمْ تَعِدُوا مَاءً فَتَيَموا
»Hvis I ikke finder vand, så udfør tayammum.« (Sura 5, al-Mā’ida: vers 6)
Anden type: anvendt vand
Det er det vand, der drypper fra legemsdelene hos den, der udfører wudu eller ghusl. Reglen for det er, at det er rensende ligesom almindeligt vand. Ligesom det oprindelige vand er rensende, er dette vand på nøjagtig samme måde rensende. De to slags vand er ens. Der findes intet bevis for at undtage det fra rensende vand. Dette bekræftes desuden af den hadith, der er overleveret af Rubaiʿ bint Muʿawwidh. Hun beskrev Allahs Sendebuds wudu og sagde: »Derefter strøg han sit hoved med det vand fra sin wudu, som var tilbage på hans hænder.« Overleveret af Ahmad og Abu Dawud.
Abu Dawuds overlevering lyder således: »Allahs Sendebud strøg sit hoved med det resterende vand, der var på hans hænder.«
Det er overleveret fra Abu Hurayra, at han mødte Allahs Sendebud på en af Medinas veje. Abu Hurayra var på det tidspunkt uren på grund af sædafgang, det vil sige junub. Derfor gik han væk fra Allahs Sendebud, tog et bad og vendte derefter tilbage. Allahs Sendebud sagde: »O Abu Hurayra, hvor var du?« Han svarede: »Jeg var uren. Jeg ønskede ikke at sidde sammen med dig, mens jeg var uren.« Allahs Sendebud sagde: »Subhanallah! En troende bliver aldrig uren.« Overleveret i alle de autentiske hadith-samlinger.
Denne hadith beviser, at anvendt vand er rensende. Når en troende ikke bliver uren, er der ingen grund til, at vand skulle miste sin rensende egenskab blot ved at komme i berøring med hans krop. Ved denne berøring kommer højst én ren ting i kontakt med en anden ren ting. Det medfører ingen skade. Ibn al-Mundhir har sagt: Det er overleveret fra Ali, Ibn Umar, Abu Umama, Ata, Hasan, Makhul og al-Nakhaʿi, at de sagde: Hvis en person glemmer at stryge sit hoved og derefter opdager, at hans skæg er vådt, vil det være tilstrækkeligt for ham at stryge sit hoved med vandet fra skægget. Dette beviser, at de anså anvendt vand for at være rensende. Det er også min opfattelse. Der findes en overlevering om, at dette er imam Maliks og imam al-Shafiʿis retsskole. Ibn Hazm har sagt, at dette er Sufyan al-Thawris, Abu Thawrs og alle de zahiritiske lærdes opfattelse.
Den tredje slags: Vand, som er blandet med et rent stof, såsom sæbe, safran, mel og lignende, og som ikke almindeligvis kan adskilles fra disse stoffer. Reglen for det er, at det forbliver rensende, så længe det stadig kan betegnes som almindeligt vand.
Men hvis det ikke længere kan betegnes som almindeligt vand, er reglen, at det selv er rent, men ikke kan rense andre. Det er overleveret fra Umm ʿAtiyya, at hun sagde: »Allahs Sendebud ﷺ kom til os efter sin datter Zaynabs død og sagde: ’Vask hende tre gange, eller fem gange eller endnu flere gange. Hvis I finder det passende, så vask hende med jujubeblade og vand. Brug derefter kamfer eller noget fremstillet af kamfer ved den sidste vask. Når I er færdige med vasken, skal I kalde på mig.’ Da vi var færdige med at vaske hende, underrettede vi ham. Han gav os sit lændeklæde og sagde: ’Dæk hende med det.’« Hadithen er overleveret i alle de autentiske hadithsamlinger.
Det er kun tilladt at vaske den afdøde med det vand, som det er tilladt at opnå rituel renselse med for en levende person.
Ahmad, al-Nasa’i og Ibn Khuzayma overleverer også en hadith fra Umm Hani: Allahs Sendebud ﷺ og hans hustru Maymuna måtte Allah være tilfreds med hende, tog et rituelt bad fra det samme kar. Det var et kar, som hans hustru brugte til at opbevare fødevarer i, og der var spor af mel i det.
Det fremgår, at der i begge hadither var en blanding i vandet, men blandingen var ikke så omfattende, at det ikke længere kunne kaldes vand.
Den fjerde slags: Vand, som blandes med urene stoffer
Blandingen kan være af to slags:
For det første: Vandets smag, farve og lugt ændres på grund af blandingen med et urent stof. Det er enstemmigt ikke tilladt at opnå rituel renselse med sådant vand. Det har Ibn al-Mundhir og Ibn al-Mulaqqin sagt.
For det andet: Vandet forbliver i sin naturlige tilstand, og ingen af dets førnævnte tre egenskaber ændres. Reglen for det er, at dette vand både selv er rent og renser andre, hvad enten der er lidt eller meget af det. Beviset er den hadith, som Abu Hurayra måtte Allah være tilfreds med ham overleverede: »En beduin trådte ind i moskeen og urinerede i den. Folk gik straks imod ham og var lige ved at kaste sig over ham. Da sagde Allahs Sendebud ﷺ: ’Lad ham være, og hæld en spand vand over hans urin. I er blevet sendt for at gøre religionen let for folk, ikke for at gøre den vanskelig for dem.’« Denne hadith er overleveret i alle hadithsamlinger undtagen Muslim.
Dette bevises også af en hadith fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham. Han fortæller: Der blev spurgt: »Allahs Sendebud! Kan vi foretage wudu med vandet fra Budā’a-brønden? [Budā’a er en brønd i Medina. Abu Dawud har sagt: Jeg hørte Qutayba ibn Sa’id sige: Jeg spurgte den, der havde ansvaret for Budā’a-brønden, hvor dyb den var. Han svarede: Når der er mest vand i den, når det til underlivet. Jeg spurgte: Hvad når vandstanden falder? Han svarede: Til under den del af kroppen, som man skal dække. Abu Dawud har sagt: Jeg målte Budā’a-brønden med mit tæppe. Jeg lagde det på langs over brønden og målte det derefter; dens bredde var seks alen. Jeg spurgte den mand, som havde åbnet haveporten for mig og lukket mig ind: Er der blevet foretaget nogen ændring af brønden i forhold til, hvordan den var før? Han svarede: Nej. Jeg så, at vandets farve i brønden var forandret.«]«
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Vand er rensende; intet gør det urent.« Hadithen er overleveret af Ahmad, al-Shafi’i, Abu Dawud, al-Nasa’i og al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi kaldte den en god hadith, og Ahmad kaldte den en autentisk hadith. Yahya ibn Ma’in og Abu Muhammad ibn Hazm har også sagt, at den er autentisk.
Ibn Abbas, Abu Hurayra, al-Hasan al-Basri, Ibn al-Musayyab, Ikrima, Ibn Abi Layla, al-Thawri, Dawud al-Zahiri, al-Nakha’i og Malik blandt andre havde denne opfattelse. Al-Ghazali har sagt: »Efter min mening ville det have været bedre, hvis al-Shafi’is madhhab med hensyn til vand havde været som Maliks madhhab.«
»Allahs Sendebud sagde: Når vandet er på to qullahs størrelse, kan det ikke fjerne urenhed.« Denne hadith, som er overleveret fra Ibn Umar i fem hadithsamlinger, er svag både med hensyn til overleveringskæden og den oprindelige ordlyd. (En stor krukke kaldes en qullah – oversætterens anmærkning.)
Ibn Abd al-Barr har i indledningen sagt: Den hadith om to qullahs, som imam al-Shafi’i fulgte, er lige så svag hvad angår argumentationen, som den er ubegrundet hvad angår overleveringskæden.
Femte slags: Rester eller overskydende vand
Den mængde vand, der er tilbage i et kar, efter at nogen har drukket af det, kaldes rester. Rester er af flere slags:
a. Menneskers rester: De er rene – hvad enten de tilhører en muslim eller en ikke-muslim, en person, der er rituelt uren på grund af sædafgang, eller en menstruerende kvinde. Når Allah siger: »Afgudsdyrkerne er jo urene« (Sura 9, al-Tawba, vers 28), er betydningen dog moralsk og åndelig urenhed. Denne moralske og åndelige urenhed opstår på grund af afgudsdyrkernes ugyldige trosforestillinger og deres manglende beskyttelse af sig selv mod urenhed og snavs. Det betyder ikke, at deres kroppe og ejendele er urene. De omgikkes muslimerne, og deres udsendinge og delegationer kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og de trådte endda ind i Profetens Moské. Han beordrede aldrig, at noget skulle vaskes, blot fordi det havde været i berøring med deres kroppe.
“Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Jeg drak forskellige ting, mens jeg havde menstruation, og derefter gav jeg det til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han drak samme sted på karret, hvor jeg havde sat mine læber.” – Muslim.
b. Rester efter halal-dyr: De er rene. Det skyldes, at disse dyrs spyt er dannet af rent kød. Derfor er det også rent. Abu Bakr ibn al-Mundhir sagde: De lærdes enstemmige opfattelse er, at det er tilladt at drikke det vand, der er tilbage efter et dyr, hvis kød er halal, og at udføre wudu med det er gyldigt.
c. Rester efter æsler, muldyr, rovdyr og rovfugle: De er rene. “Jabir, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt: Kan vi udføre wudu med det vand, der er tilbage efter et æsel? Han svarede: Ja. Ikke blot det, men det er tilladt at udføre wudu med det, der er tilbage efter alle rovdyr.” (al-Shafi’i, al-Daraqutni og al-Bayhaqi). Denne hadith har mange overleveringskæder, og når de sammenholdes, bliver den stærk.
“Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En gang drog Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ud på en rejse om natten. Sammen med sine ledsagere kom han til en mand, der sad foran et vandtrug, som tilhørte ham. Umar, må Allah være tilfreds med ham, spurgte: Har et rovdyr om natten drukket vand fra dit vandtrug? Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde straks til manden: Du, der ejer vandtruget, fortæl ham det ikke. Han er meget sippet. Hvis rovdyret har drukket noget, er det i dets mave, og det, der er tilbage, er drikkeligt og rensende for os.” – al-Daraqutni.
“Det er berettet fra Yahya ibn Sa’id, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, drog ud på en rejse sammen med en karavane. Amr ibn al-As var med i karavanen. Da karavanen nåede frem til en brønd, sagde Amr ibn al-As: Du, der ejer brønden! Kommer der rovdyr til din brønd? Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde straks: Fortæl det ikke. For vi nærmer os også rovdyrene, og de nærmer sig os.” – al-Muwatta af Malik.
d. Rester efter katte: De er også rene. Kabsha bint Ka’b, som opholdt sig i Abu Qatadas hus, sagde: “Abu Qatada kom til mig, og jeg hældte vand op til ham. På det tidspunkt kom en kat for at drikke vand. Abu Qatada rakte vandkarret frem mod den, og katten drak af det. Kabsha sagde: Abu Qatada så, at jeg så på det. Han sagde: Min niece, undrer du dig? Jeg svarede: Ja. Han sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt: En kats rester er ikke urene. Katten færdes jo hele tiden omkring jer.” (Berettet i de fem autentiske hadith-samlinger. al-Tirmidhi sagde: Dette er en autentisk og god hadith, og al-Bukhari og andre erklærede den autentisk.)
e. Rester efter hunde og svin: De er urene, og det er obligatorisk at holde sig fra dem. Grunden til, at rester efter en hund er urene, er, at det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, i al-Bukhari og Muslim: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Når en hund drikker af et af jeres kar, er det obligatorisk at vaske karret syv gange.”
“I Ahmad og Muslim findes også følgende: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Hvis en hund slikker et af jeres kar, bliver det rent, når det vaskes syv gange. Første gang skal det skrubbes og vaskes med jord.”
Rester efter svin er urene på grund af svinets urenhed og snavs.
2. Najasa og måderne at opnå renselse fra najasa på
Najasa eller urenhed er det snavs eller den tilsmudsning, som det er obligatorisk for enhver muslim at rense sig for, og hvis noget af det kommer på hans krop eller tøj, er det nødvendigt at vaske og fjerne det. Allah den Ophøjede har sagt:
وَثِيَابَكَ نطير
“Rens dit tøj.” (Sura 74, al-Muddaththir: vers 4)
Allah den Ophøjede har også sagt:
إن اللهَ يُحِبُّ التوابين ويُحِبُّ المتطهرين
“Sandelig, Allah elsker dem, der angrer, og Han elsker dem, der renser sig.” (Sura 2, al-Baqara, vers 222)
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt:
الطَّمَورُ شَطْرُ الْإِيان
»Renhed er en del af troen.«
Der findes mange andre drøftelser om dette, som jeg vil nævne nedenfor:
– Urenheder er af to slags: Den ene kan erkendes med sanserne, såsom urin, afføring og blod. Den anden kan ikke erkendes med sanserne, såsom den rituelle urenhed, der skyldes sædafgang.
1. Døde dyr:
Døde dyr er sådanne, der dør en naturlig død, det vil sige uden slagtning [her menes slagtning i overensstemmelse med sharīʿa]. Et dyr, hvis legeme eller en del af det skæres af, mens det er levende, hører også til denne kategori. Abū Wāqid al-Laythī sagde: Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Det, der skæres af et firbenet dyr, mens det er levende, er dødt.« (Abū Dāwūd og al-Tirmidhī) Al-Tirmidhī betegnede det som en god hadith og sagde: »De lærde følger denne hadith.«
Selv om følgende hører under døde dyr, er de ikke urene:
a. Døde fisk og græshopper:
Disse er rituelt rene. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: To døde dyr og to slags blod er blevet gjort tilladt for os. De to døde dyr er fisk og græshopper. Og de to slags blod er lever og milt.” (Overleveret af Ahmad, al-Shafiʿi, Ibn Majah, al-Bayhaqi og al-Daraqutni.) Hadithen er svag, men ifølge imam Ahmad er den mawquf, men autentisk. (En hadith, hvis overleveringskæde ender hos en ledsager og ikke når frem til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kaldes mawquf.) Abu Zurʿah og Abu Hatim sagde også, at den er mawquf og autentisk. En sådan hadith hører til kategorien marfuʿ, når overleveringskæden når frem til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Når nogle ledsagere siger: “Dette er blevet gjort tilladt for os, og dette er blevet forbudt os”, svarer det fuldstændigt til at sige: “Vi er blevet befalet at gøre sådan og sådan og blevet forbudt at gøre sådan og sådan.”
Tidligere er Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udtalelse om havet blevet citeret: “Havet er rensende; dets vand er rent, og det, der dør i det, er tilladt at spise.”
b. Døde dyr, som ikke har cirkulerende blod, såsom myrer, bier og lignende. Disse er rituelt rene. Hvis de falder ned i noget og dør, bliver dette ikke urent. Ibn al-Mundhir sagde: Jeg kender ingen, bortset fra imam al-Shafiʿi, der har været uenig i, at det, som disse døde dyr falder ned i, forbliver rent. Den mest berømte opfattelse i hans retsskole er, at det er urent, men hvis det falder i en væske, forbliver væsken ren, så længe dyret ikke forandrer væsken.
c. Knogler, horn, kløer, hår, fjer, skind og alt andet af samme art fra døde dyr er rituelt rent. Grundtilstanden for disse ting er renhed, og der findes intet bevis for, at de er urene. Om knoglerne fra døde dyr som elefanter og lignende sagde han: Jeg har set mange af de tidlige lærde rede deres hår med kamme lavet af dem og bruge deres olie. De så ikke noget problem i det. Overleveret af al-Bukhari.
Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: “En frigiven slavekvinde hos Maymuna fik en ged som almisse. Senere døde geden. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gik forbi dem. Han sagde: Hvorfor tager I ikke skindet fra geden, garver det og gør brug af det? De sagde: Den er jo død. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Det, der er forbudt ved det døde dyr, er kun at spise det.” (Overleveret i alle hadithsamlinger bortset fra Ibn Majah.)
Ibn Majah overleverede denne hadith fra Maymuna. I al-Bukhari og al-Nasaʾi nævnes garvning af skindet ikke. Det er overleveret fra Ibn Abbas, at han reciterede vers 145 i sura al-Anʿam og sagde, at det, der er blevet forbudt, er det, der spises af det, det vil sige kødet. Skindet, det, der udskilles fra skindet, tænderne, hænderne, håret og ulden er alt sammen tilladt. (Overleveret af Ibn al-Mundhir og Ibn Abi Hatim.) (Sura 6, vers 143)
Mælk og den koagulerede mælk, der kommer ud af maven på et dødt gedekid, er rene. Da ledsagerne erobrede Irak, spiste de den ost, som landets zoroastriere fremstillede. Den blev lavet med koaguleret mælk fra maven på døde gedekid, eller deres slagtede dyr blev betragtet som døde dyr. Det er overleveret fra Salman al-Farisi, må Allah være tilfreds med ham, at han blev spurgt om ost, smør og klæder lavet af dyrehår. Han sagde: Det, som Allah har gjort tilladt i Sin Bog, er tilladt, og det, som Han har gjort forbudt i Sin Bog, er forbudt. Hvad angår de ting, som Han har forholdt sig tavs om, har Han givet fritagelse for dem. Da Salman var Umars, må Allah være tilfreds med ham, stedfortræder i al-Madaʾin, blev han i virkeligheden spurgt specifikt om zoroastriernes ost.
2. Blod:
Hvad enten det er flydende blod – såsom blod, der flyder fra et slagtet dyr – eller menstruationsblod. En meget lille mængde af det undtages dog. Om det i det ovenfor nævnte vers hedder „eller flydende blod“, har Ibn Jurayj sagt, at det betyder blod, der tappes. Der er imidlertid ingen indvending mod det blod, som bliver tilbage i blodårerne på et dødt dyr. Overleveret af Ibn al-Mundhir.
Vedrørende blod er det overleveret fra Abū Mijlāz, at han blev spurgt: „Hvad hvis der er blod på det sted, hvor en ged er blevet slagtet, eller hvis det ses oven på gryden?“ Han svarede: „Der er ingen skade i det. Det, der er blevet forbudt, er kun det flydende blod.“ Dette er overleveret fra ʿAbd ibn Ḥumayd og Abū ash-Shaykh.
ʿĀʾishah sagde: „Når der kunne ses blodstriber på grydens øverste kant, spiste vi kødet.“ Og al-Ḥasan sagde: „Muslimerne bad, selv om de havde deres sår.“ – al-Bukhārī.
Det er autentisk overleveret, at ʿUmar bad, mens blodet strømmede fra hans sår. Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar har sagt i Fatḥ al-Bārī: Abū Hurayrah anså det ikke for forkasteligt, selv hvis en eller to dråber blod dryppede under bønnen. Blod fra insekter og blod, der kommer fra bylder, er derfor tilgivet i lyset af disse udtalelser fra ledsagerne. Da Abū Mijlāz blev spurgt om pus på kroppen eller tøjet, sagde han: „Pus er ikke noget forkasteligt. Allah har nævnt blod, men ikke pus.“ Ibn Taymiyyah har sagt: Hvis pus, blodblandet pus eller pus uden blod kommer på tøjet, er det nødvendigt at vaske tøjet. Han sagde dog også, at der ikke findes noget bevis for, at disse ting er urene. Under alle omstændigheder bør man så vidt muligt holde sig fra dem.
3. Svinekød:
Allah den Ophøjede har sagt:
قُلْ لَّا أَجِلٌ فِي مَا أُوحِيَ إِلَى مُحَرَّمًا عَلَى طَاعِي يُطْعَمَهُ إِلَّا أَن يَكُونَ مَيْتَةً أَوْ دَمَا تَسْفُومًا أَوْ لَهُم خِنْزِير فَإِنَّهُ رِجْسٌ .
„Sig: I det, der er blevet åbenbaret for mig, finder jeg intet, som er forbudt for en, der ønsker at spise, bortset fra selvdøde dyr, flydende blod eller svinekød, for det er urent.“ (Sura 6, al-Anʿām, vers 145)
Det vil sige, at alle de tre nævnte ting er urene, hvilket mennesker med et sundt sind ikke bryder sig om.
Ifølge den fremherskende opfattelse blandt de lærde er det tilladt at sy med svinehår.
4–6. Menneskets opkast, urin og afføring:
Det er der enighed om, at disse ting er urene. En lille mængde opkast kan dog undskyldes. Hvad angår urinen fra et barn, som endnu ikke er begyndt at spise fast føde, er det tilstrækkeligt at stænke vand på den. Umm Qays, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: »Jeg kom til Allahs Sendebud med min lille søn, som endnu ikke var gammel nok til at spise fast føde. Min søn urinerede i Allahs Sendebuds skød. Han bad om at få bragt vand og stænkede en hel del af det på sit tøj, men vaskede det ikke.« – Bukhari og Muslim.
Ali, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Allahs Sendebud sagde: »Der skal stænkes vand på en drengs urin, mens en piges urin skal vaskes.« Qatadah siger: Denne regel gælder, så længe de ikke spiser fast føde. Når de begynder at spise fast føde, skal urinen fra dem begge vaskes. – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah. Den citerede hadiths ordlyd er overleveret fra Ahmad.
Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: Denne hadiths overleveringskæde er autentisk. Det er tilstrækkeligt at stænke vand, så længe barnet kun ernæres med mælk. Når det begynder at spise anden føde for at få næring, er det ifølge enighed obligatorisk at vaske det. Grunden til, at det er tilladt blot at stænke vand, er muligvis menneskets stærke tilbøjelighed til at have sit lille barn med sig. Det medfører, at barnet ofte urinerer i ens skød, og at det bliver meget besværligt at vaske tøjet igen og igen. Denne tilladelse blev derfor givet for at lette besværet.
7. Wadi
Wadi er en form for tyk, hvid væske, som kommer ud efter urination. Der er enighed om, at den er uren. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Wadi kommer ud efter urination. Den, der oplever dette, skal vaske sine kønsorganer og foretage rituel afvaskning; der er ikke behov for et rituelt bad. Overleveret af Ibn al-Mundhir. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når mani (sæd) kommer ud, skal man tage et rituelt bad. Når madhi eller wadi kommer ud, skal man foretage rituel afvaskning og opnå fuldstændig rituelle renhed. Overleveret af Ashram og al-Bayhaqi. Al-Bayhaqis ordlyd er: Om wadi og madhi sagde han: Vask jeres kønsorganer, og foretag rituel afvaskning på samme måde som til bønnen.
8. Madhy
En hvidlig, slimet væske, som udskilles, når man tænker på samleje, eller under omgang og kærtegn mellem mænd og kvinder. Man bemærker måske ikke, at den udskilles. Den udskilles fra både mænds og kvinders kønsorganer, dog i større mængde fra kvinders. Den er ifølge enstemmig opfattelse uren. Hvis den rammer kroppen, er det obligatorisk at vaske kroppen. Hvis den rammer tøjet, er det tilstrækkeligt at stænke vand på det. Det skyldes, at det er en urenhed, som er vanskelig at undgå, eftersom den meget ofte rammer ugifte unge mænds og kvinders tøj. Derfor er der større grund til at give lempelse med hensyn til den end med hensyn til urin fra et lille drengebarn. Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg havde meget hyppigt udflåd af madhy. Jeg bad en mand spørge Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om det, fordi jeg ikke selv gjorde det af hensyn til, at han var hans datter.« Da manden spurgte, svarede Allahs Sendebud: »Vask dit kønsorgan og foretag wudu.«« – Al-Bukhari og andre værker.
Sahl ibn Hunayf, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg led meget på grund af madhy, og derfor foretog jeg ghusl ofte. Jeg fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om det. Han sagde: ›Det er tilstrækkeligt for dig at foretage wudu.‹ Jeg sagde: ›Allahs Sendebud! Hvad skal jeg gøre ved den madhy, der rammer mit tøj?‹ Han sagde: ›Det er tilstrækkeligt, at du stænker en håndfuld vand på det sted på dit tøj, hvor du mener, at den har ramt.‹« Overleveret af Abu Dawud, Ibn Majah og at-Tirmidhi. At-Tirmidhi erklærede den for hasan og sahih.
Al-Athram, må Allah være tilfreds med ham, har også overleveret denne hadith. Hans formulering lyder således: »Jeg led meget på grund af madhy, så jeg kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og fortalte ham om det. Han sagde: ›Tag en håndfuld vand og stænk det på stedet; det er tilstrækkeligt for dig.‹
9. Mani (sæd)
Nogle lærde har erklæret sæd for uren. Det mest åbenlyse er dog, at den er ren. Det er imidlertid anbefalet at vaske den, når den er våd, og at tørre eller skrabe den af, når den er tør. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Jeg plejede at skrabe tør sæd af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tøj og vaske våd sæd af.« – Ad-Daraqutni, al-Bazzar og Abu Awanah.
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt om sæd, der sad på tøjet. Han svarede: ›Det er blot som slim og spyt. Det er tilstrækkeligt at tørre det af med et stykke klæde eller idhkhir-græs.‹« – Ad-Daraqutni, al-Bayhaqi og at-Tahawi. Der er uenighed om, hvorvidt hadithen er marfu eller mawquf.
10. Urin og afføring fra de dyr, hvis kød det ikke er tilladt at spise
Begge disse er urene. Ibn Masud, må Gud være tilfreds med ham, sagde: “Guds Sendebud, må Guds fred og velsignelser være med ham, gik på toilettet. Derefter befalede han mig at bringe ham tre sten. Jeg fandt to sten og ledte efter den tredje, men fandt den ikke. Jeg fandt et stykke tørret gødning og kom for at give ham det. Han tog de to sten og kastede gødningen bort. Han sagde: ‘Dette er urent.'” – Bukhari og Ibn Khuzayma.
I nogle overleveringer er der tilføjet: “Dette er urent. Det er æselgødning.” En lille mængde heraf fritages for at blive betragtet som uren, fordi det er vanskeligt helt at undgå det.
Al-Walid ibn Muslim sagde: Jeg spurgte al-Awza’i om urinen fra de firbenede dyr, hvis kød det ikke er tilladt at spise, såsom muldyr, æsler og heste. Han svarede: Muslimerne blev udsat for deres urin under deres krigsførelsen.
Men de vaskede det ikke af deres kroppe eller legemer. Imam Malik, Ahmad og en del af Shafi’i-skolen anser urinen og afføringen fra de dyr, hvis kød er halal, for rene. Ibn Taymiyya sagde: Ingen af Profetens ledsagere erklærede det urent; tværtimod er det en nyskabelse at erklære det urent, som ingen af ledsagerne har sagt. Anas, må Gud være tilfreds med ham, sagde: “En gruppe mennesker fra stammerne Ikl eller Urayna kom til Medina og blev ramt af en langvarig mavesygdom. Guds Sendebud, må Guds fred og velsignelser være med ham, befalede dem at drikke mælken og urinen fra malkekameler.” – Ahmad, Bukhari og Muslim.
Denne hadith er et bevis på, at kamelurin er ren. Det samme må gælde for andre halal-dyr end kamelen. Ibn al-Mundhir siger: De, der hævder, at dette kun gjaldt for Urayna eller Ikl, tager fejl, for en særregel kan ikke accepteres uden bevis. Han siger: Det fremgår af, at lærde både tidligere og i nyere tid ikke har gjort indsigelse mod, at geders og fåres afføring sælges på deres markeder, eller at kamelurin anvendes som medicin, at disse ting er rene. Al-Shawkani sagde: Afføring og urin fra alle halal-dyr er udadtil rene, for det grundlæggende princip er renhed. At noget er urent, er i islamisk lov en bestemmelse, der forandrer det fra dets oprindelige rene tilstand til en anden tilstand.
Derfor kan udsagnet fra dem, der hævder, at det er blevet forandret, ikke accepteres uden et gyldigt bevis for denne forandring. Vi har ikke fundet noget bevis hos dem, der erklærer det urent, til støtte for dette synspunkt.
11. Afføringsspisende dyr
Det er blevet forbudt at ride på afføringsspisende dyr samt at spise deres kød og drikke deres mælk. Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Gud være tilfreds med ham: “Guds Sendebud, må Guds fred og velsignelser være med ham, forbød at drikke mælk fra afføringsspisende dyr.” Denne hadith er overleveret af de øvrige fem af de seks autentiske hadith-samlinger, bortset fra Ibn Majah. Al-Tirmidhi erklærede den autentisk. I en anden overlevering siges det: Guds Sendebud, må Guds fred og velsignelser være med ham, forbød også at ride på afføringsspisende dyr – Abu Dawud. I den hadith, som Amr ibn Shuayb overleverede, forbød Guds Sendebud, må Guds fred og velsignelser være med ham, at spise kød fra tamme æsler samt at ride på afføringsspisende dyr og spise deres kød.” – Ahmad, al-Nasa’i og Abu Dawud.
Med dyr, der lever af ekskrementer, menes der almindeligvis blandt andet kameler, køer, får, ænder og høns, som spiser ekskrementer, så deres lugt ændrer sig. Hvis de holdes indespærret i nogen tid, så de ophører med at spise ekskrementer, og fodres med rene fødevarer, vil kødet blive rent, og dyret ikke længere blive betegnet som et dyr, der lever af ekskrementer; da bliver det halal.
For det var netop den årsag, som medførte forandringen, der gjorde det forbudt. Da denne årsag er fjernet, er det ikke længere forbudt.
12. Vin
Ifølge de fleste lærde er vin uren, for Allah har sagt:
إِنَّا العمر وَالْمَيْسِرُ والأَنْصَابُ وَالْأَزْلَامُ رِجْسٌ مِنْ عَمَلِ الشَّيْطَي .
»Vin, hasardspil, afgudsbilleder og spådomspile – alt dette er urent og en af Satans gerninger.« (Sura 5, al-Mā’idah: vers 90)
En gruppe lærde har afsagt den dom, at vin er ren. Ifølge dem betyder ordet »urent« moralsk urent. Udtrykket »urent« sigter specifikt til vinen. De øvrige ting, der nævnes i verset, betegnes i virkeligheden ikke som fysisk urene. Allah den Ophøjede har et andet sted sagt: »Hold jer fra de urene afgudsbilleder.« Det er tydeligt, at afgudsbilleder er moralsk urene. Ingen bliver uren af at røre ved dem. Det fremgår også af den forklaring, der gives i verset: Det er Satans værk, som skaber fjendskab og had mellem mennesker og hindrer dem i bønnen og i at mindes Allah. Dette beviser ligeledes, at »urent« betyder moralsk urent og fordærveligt. I værket Subul as-Salām står der:
Det egentlige forhold er, at alle substanser og genstande som udgangspunkt er rene. At en genstand er haram, medfører ikke nødvendigvis, at den er uren. For eksempel er visse fødevarer haram, men de er rene. Alt, hvad der er urent, er nødvendigvis haram, men alt, hvad der er haram, er ikke nødvendigvis urent. For reglen om, at noget er urent, er, at man under alle omstændigheder skal holde sig fra at berøre det. Derfor er det at betegne en genstand som uren blot en anden måde at erklære den haram på. Men at erklære en genstand haram indebærer ikke, at man også erklærer den uren. Det er haram for mænd at bære guld og silke, men begge dele er ifølge enstemmig overensstemmelse rene. Derfor beviser de vers og hadither, der erklærer vin haram, ikke, at den er uren. Til dette kræves et andet bevis. Ellers forbliver den ren i overensstemmelse med det enstemmigt anerkendte princip, at alt som udgangspunkt er rent. Den, der hævder det modsatte, må fremlægge bevis for sin påstand.
13. Hunden
Hunden er uren. Hvis en hund slikker på noget med tungen, er det obligatorisk at vaske det syv gange. Første gang skal det vaskes med jord.
“Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis en hund slikker i et af jeres kar, skal det vaskes syv gange for at rense det, og første gang med jord.” – Muslim, Ahmad, Abu Dawud og al-Bayhaqi. At vaske med jord første gang betyder, at man skal blande jord med vand og vaske med det. Hvis hunden slikker i et kar, der indeholder fast føde, skal den slikkede føde og føden omkring den kasseres. Resten forbliver i sin tidligere rene tilstand og kan anvendes. Hundens pels er dog ren, eftersom der ikke findes noget bevis for, at den er uren.
Hvordan kroppen og tøjet renses
Hvis der kommer urenhed på kroppen eller tøjet, og den kan ses, såsom blod, er det obligatorisk at vaske det med vand, indtil urenheden er fjernet. Hvis der efter vasken stadig er nogle spor tilbage, som er vanskelige at fjerne, er det undskyldt. Hvis urenheden ikke kan ses, såsom urin, er det tilstrækkeligt at vaske den; selv hvis den kun vaskes én gang, er det nok. Asma bint Abi Bakr, må Allah være tilfreds med hende, sagde: En kvinde kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: “En af os får menstruationsblod på sit tøj; hvad skal hun gøre?” Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Hun skal skrabe det af med fingrene og gnide det, derefter vaske det med vand. Så kan hun bede iført det.” – al-Bukhari og Muslim.
Når der kommer urenhed på kanten af en kvindes tøj, vil jorden rense den. For i en hadith står der: “En kvinde sagde til Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende: Jeg lader kanten af mit tøj være lang, og jeg går på urene steder. Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt: Når jorden kommer i berøring med tøjet efter at det er blevet urent, vil den rense det.” – Ahmad og Abu Dawud.
Hvordan jorden renses
Hvis der kommer urenhed på jorden, bliver den ren, når man hælder vand over den. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “En beduin gik ind i moskéen og urinerede. Folk skyndte sig straks hen for at angribe ham. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Lad ham være. Hæld en spand vand over hans urin. I er jo blevet sendt for at gøre det let, ikke for at gøre det vanskeligt.”
– Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Muslim.
Jorden og ting, der er fast forbundet med jorden, såsom træer og bygningers fundamenter, bliver rene, så snart de tørrer. Abu Qulaba sagde: »Jordens tørring er dens renhed.« Aisha, ra., sagde: »Jordens renhed er dens tørhed.« Overleveret af Ibn Abi Shayba. Dette gælder, når urenheden er flydende. Når urenheden er fast, fjernes den ikke, før selve urenheden er fjernet og udslettet.
Rensning af ghee og lignende
Overleveret fra Maymuna, ra., af Ibn Abbas. Rasulullah, sa., blev spurgt om en mus, der var faldet ned i ghee. Han svarede: »Fjern musen og det, der er omkring den. Spis derefter jeres ghee.« – Bukhari.
Hafiz har sagt: Ibn Abd al-Barr har citeret den enstemmige opfattelse, at når et dødt dyr falder ned i et fast stof, skal det og det, der er omkring det, kasseres, hvis man er sikker på, at ingen del af det døde dyr er kommet uden for det pågældende område. Der er imidlertid uenighed om flydende stoffer. Ifølge flertallet af de lærde bliver hele stoffet urent, fordi urenheden er blevet blandet deri. En gruppe, heriblandt Zuhri og Awzai, har dog den modsatte opfattelse [ifølge disse to er reglen for flydende stoffer den samme som reglen for vand. Det bliver ikke urent, medmindre der sker en forandring i det på grund af blandingen med urenheden. Hvis det ikke forandres, forbliver det rent. Dette er Ibn Masuds, Ibn Abbas’ og Bukharis opfattelse, og det er den korrekte opfattelse].
Måden at rense huden fra døde dyr på
Huden fra et dødt dyr bliver ren både udvendigt og indvendigt gennem dabāgh, det vil sige garvning eller rensning. For i den hadith, der er overleveret af Ibn Abbas, ra., sagde Rasulullah, sa.: »Når huden er garvet, bliver den ren.« Bukhari og Muslim.
Rensning af spejle og lignende
Spejle, knive, sværd, negle, knogler, glas, fedtede beholdere og metalredskaber til slibning, som ikke har nogen fine porer, hvorigennem urenhed kan trænge ind, bliver rene, blot urenheden tørres af dem. Sahabaerne plejede at bære deres blodige sværd og bede. De tørrede blodet af og anså det for tilstrækkeligt.
Renselse af sko
Sko og sokker, der er blevet ramt af rituel urenhed, bliver rene, når de gnides mod jorden, indtil urenhedens spor er fjernet. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når nogen af jer træder på noget urent med sin sko, renser jorden den.« – Abu Dawud. I en anden overlevering står der: »Når nogen træder på noget urent med sin sok, kan jorden rense sokken.« Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, beretter også, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når nogen af jer kommer til moskeen, skal han vende sin sko om og undersøge den. Hvis han ser noget urent på den, skal han gnide det af mod jorden. Derefter kan han bede iført den.« – Ahmad, Abu Dawud.
En anden grund til, at en sko, der er blevet renset ved at blive gnidet mod jorden, bliver ren, er, at den ofte gentagne gange kommer i kontakt med urenhed. Derfor er det tilstrækkeligt at tørre den af med et fast materiale. Det svarer til det sted, hvor urin og afføring tørres af med rensesten, altså stedet, hvor man besørger. Her kommer urenhed kun ud og sætter sig to eller tre gange, og alligevel bliver stedet rent blot ved at tørre det af med rensesten. Urenhed rammer skoen langt oftere end dette. Derfor er det endnu mere rimeligt, at skoen bliver ren.
Nogle nyttige oplysninger
1. På den snor, hvor vasket tøj hænges til tørre, kan der også hænges urent tøj. Når snoren derefter tørrer i solen eller vinden, er der intet til hinder for at hænge rent tøj på den.
2. Hvis en væske falder på en person, men han ikke ved, om det er vand eller urin, behøver han ikke spørge. Og hvis han spørger, er den adspurgte ikke forpligtet til at svare, selv om han ved, at det er et urent stof. I så fald behøver personen ikke vaske det af.
3. Hvis noget vådt rammer en persons fod eller tøj om natten, og han ikke ved, hvad det er, er det unødvendigt at lugte til det for at identificere det. Det er blevet berettet, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, en dag var på vej et sted hen. Pludselig faldt der noget fra et tagrør ned på ham. En ledsager var sammen med Umar, må Allah være tilfreds med ham. Han spurgte: »Du, som har røret, er dit vand rent eller urent?« Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Du, som har røret, skal du ikke fortælle os det?« Derefter gik han videre.
4. Hvis man får vejsmudder på sig, er det ikke nødvendigt at vaske det af. Kamail ibn Ziyad sagde: »Jeg så Ali, må Allah være tilfreds med ham, gå ind i moskeen efter at have trådt gennem regnens mudder, og han bad uden at vaske sine fødder.«
5. Hvis en person efter at have afsluttet bønnen og forladt stedet opdager urenhed på sin krop eller sit tøj, som var kommet på uden hans kendskab, eller som han kendte til, men havde glemt, eller som han ikke havde glemt, men var ude af stand til at fjerne, er hans bøn gyldig. Han skal ikke bede den igen. For Allah den Ophøjede har sagt: “Der er ingen skyld på jer for det, I begår af fejl.”
(Sura 33, al-Ahzab: vers 5) Mange af sahabaerne og tabi’unerne har afgivet fatwa i overensstemmelse med denne afgørelse.
6. Hvis man ikke ved præcis, hvor på tøjet urenheden kom, er det obligatorisk at vaske hele tøjet. For der er ingen anden måde at være sikker på renheden end at vaske det hele. Dette er derfor omfattet af grundprincippet: “Det, uden hvilket en obligatorisk handling ikke kan opfyldes, er selv obligatorisk.”
7. Der er flere stykker tøj samlet, hvoraf ét er urent, men man er i tvivl om, hvilket. I så fald skal man gøre det samme som når qiblaen er ukendt: Efter nogen overvejelse fastlægger man den retning, som man har den stærkeste formodning om. Det samme skal gøres her. I et sådant tilfælde må man kun bede én gang iført ét af tøjsættene, uanset om antallet af stykker tøj er stort eller lille.
Regler for at forrette sin nødtørft
Der findes nogle regler og forskrifter for at forrette sin nødtørft, som kort kan opsummeres således:
1. Man må ikke tage noget med sig, hvorpå Allahs navn er skrevet, når man går for at forrette sin nødtørft. Det gælder dog ikke, hvis man frygter, at det ellers vil gå tabt, eller hvis man bærer det med sig som noget, der skal opbevares sikkert. Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) bar en ring, hvorpå ordene ‘Muhammad, Allahs Sendebud’ var indgraveret. Hver gang han gik på toilettet, tog han den af og lod den blive udenfor. – Berettet i de fire autentiske hadith-samlinger.
Hafiz har betegnet denne hadith som svag, og Abu Dawud har betegnet den som uacceptabel. Hadithens første del er autentisk.
2. Man bør gå et sted hen, der er langt fra offentlighedens nærhed, eller gå i skjul eller på toilettet, især når man skal have afføring, så ingen hører nogen lyd eller mærker nogen lugt. For Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Vi drog af sted sammen med Allahs Sendebud på en rejse. Hver gang han under rejsen gik for at have afføring, forsvandt han, så man ikke kunne se ham. – Ibn Majah, Abu Dawud.
Abu Dawuds formulering er således: “Når han ville have afføring, gik han til et sted, hvor ingen kunne se ham, og han gik langt væk.”
3. Når man går ind på stedet, hvor man forretter sin nødtørft, og når man løfter tøjet op, skal man hørligt fremsige a’udhu billah og bismillah. For Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Når Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) gik på toilettet eller i latrinen, sagde han: “O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra de urene mænd og de urene kvinder (det vil sige fra de mandlige og kvindelige djævle).” – Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger.
4. Han skal forholde sig fuldstændig tavs. Han skal endda afholde sig fra dhikr, at besvare hilsenen og at besvare adhānen. Det er dog tilladt at sige noget, hvis det er helt nødvendigt. Hvis der for eksempel er en blind person, som risikerer at miste livet, hvis han ikke får vist vej, må man tale med ham om det nødvendige. Hvis man nyser på dette tidspunkt, skal man sige alhamdulillah i sit hjerte uden at bevæge tungen. For i den hadith, som Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret, står der: “Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) urinerede, da en mand gik forbi ham. Manden hilste på Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), men han besvarede ikke hilsenen.” – Overleveret i alle de autentiske hadith-samlinger med undtagelse af Sahih al-Bukhari.
Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) siger: “Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Når to mænd går på toilettet, mens de blotter deres awrah og taler med hinanden, bliver Allah vred.” – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah. Denne hadith synes at forbyde tale. Der er dog enighed om, at det er makruh at tale på dette tidspunkt.
5. Man skal overholde sunnaens respekt for qiblaen. Man må hverken vende ansigtet eller ryggen mod qiblaen. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Når nogen af jer sætter sig for at forrette sin naturlige nødtørft, må han hverken vende ansigtet eller ryggen mod qiblaen.” – Ahmad og Muslim. Denne hadith viser, at handlingen er makruh. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: “En dag gik jeg op på taget af Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) hus. Derfra så jeg Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forrette sin naturlige nødtørft med ansigtet mod Syrien og med Ka’baen bag sig.” – Overleveret i alle de autentiske hadith-samlinger. For at forene de to hadither kan man sige, at det er forbudt at urinere eller have afføring med ansigtet eller ryggen mod qiblaen på åben mark, mens det er tilladt i huse. (Denne opfattelse er faktisk bedre end den tidligere opfattelse, at det er makruh.) Marwan al-Asghar (må Allah være tilfreds med ham) siger: “Jeg så Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) standse sit ridedyr og urinere vendt mod qiblaen. Jeg sagde: ‘Abu Abd al-Rahman, er dette ikke blevet forbudt?’ Han svarede: ‘Jo, det er blevet forbudt på åben mark. Men hvis der mellem dig og qiblaen er noget, der skærmer dig, er der intet galt i at forrette din nødtørft vendt mod qiblaen eller med ryggen mod den.'” – Abu Dawud, Ibn Khuzaymah og al-Hakim.
6. Man skal finde et sted, der er blødt og lavt, så man kan være sikker på, at urenheder ikke sprøjter på ens krop eller tøj. Abu Musa (må Allah være tilfreds med ham) siger: “Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kom hen til et jævnt sted ved siden af en mur og urinerede. Derefter sagde han: Når nogen af jer urinerer, skal han søge et egnet sted at urinere.” – Ahmad og Abu Dawud. Selvom hadithen indeholder en ukendt overlever, er dens indhold korrekt.
7. Man skal afholde sig fra at urinere eller have afføring i huller, så man ikke bliver bidt af et dyr i hullet. I den hadith, som Qatadah har overleveret, siger han: “Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i huller.” Folk spurgte Qatadah: “Hvorfor anses det for forkert at urinere i huller?” Han svarede: “Fordi hullerne er jinnernes boliger.” – Ahmad, al-Nasa’i, Abu Dawud, al-Hakim, al-Bayhaqi, Ibn Khuzaymah og Ibn al-Sakan.
8. Man må ikke urinere eller have afføring under træer, hvis skygge mennesker hviler i, eller på veje, hvor mennesker færdes og taler sammen. Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Pas på dem, der påkalder forbandelse” – det vil sige, årsagerne til forbandelse. Folk spurgte: “Hvad er det, der påkalder forbandelse, Allahs Sendebud?” Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: “At urinere eller have afføring på de veje, hvor mennesker færdes, og under træernes skygge.” – Ahmad, Muslim og Abu Dawud.
9. Man må ikke urinere i badeværelset eller i rindende eller stillestående vand. Abdullah ibn Mughaffal (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Ingen af jer må urinere i sit badeværelse og derefter foretage wudu dér, for det er hovedsageligt af denne grund, at Satans hvisken opstår.” – Overleveret i de fem autentiske hadith-samlinger. Sætningen “og derefter foretage wudu dér” er dog kun overleveret hos Ahmad og Abu Dawud. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) beretter: “Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i stillestående vand.” – Ahmad, Muslim, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Det er også overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød at urinere i rindende vand. I Majma’ al-Zawa’id står der, at al-Tabarani har overleveret den, og at alle dens overleverere er pålidelige. Hvis der imidlertid er et afløbsrør eller en kloak i badeværelset, er det ikke forkert at urinere dér.
10. Man bør ikke lade vandet stående, for det strider mod værdighed, alvor og god karakter. Desuden er der risiko for, at urindråber sprøjter på kroppen. Hvis der ikke er risiko for stænk, er det tilladt. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: „Tro ikke på den, der fortæller jer, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, lod vandet stående. Han gjorde det kun siddende.“ — Berettet i de fem hadith-samlinger, bortset fra Abu Dawud.
Ifølge at-Tirmidhi er dette den smukkeste og mest autentiske hadith om dette emne. Aishas, må Allah være tilfreds med hende, hadith bygger imidlertid på det, hun selv kendte til. Derfor modsiger den ikke den hadith, der er overleveret fra Hudhayfa. Han berettede: „Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, standsede ved et sted, hvor en stamme kastede deres affald, og lod vandet stående. Jeg trak mig væk. Senere sagde han til mig: ‘Kom nærmere.’ Jeg gik hen og stillede mig ved siden af ham. Derefter foretog han ablution og strøg over sine khuffer.“ — Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger.
Imam an-Nawawi sagde: „At lade vandet siddende er mest elsket af mig. Det er også tilladt at lade vandet stående. Begge dele er bevist fra Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred.“
11. Urenheden skal fjernes fra det sted, hvor afføring og urin kommer ud. Det kan gøres med sten eller med et tilsvarende hårdt og rent materiale, som kan fjerne urenheden, og som ikke er noget ærefuldt eller helligt; eller man kan vaske sig udelukkende med vand, eller anvende begge dele. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, berettede, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: „Når nogen af jer går på toilettet, skal han fjerne urenheden fra kroppen med tre sten. Det er tilstrækkeligt for ham.“ — Ahmad, an-Nasa’i, Abu Dawud og ad-Daraqutni.
Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: „Når Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gik på toilettet, bar jeg og en dreng på min alder en vandbeholder og en stav med for ham. Derefter rensede han sig med dette vand.“ — Al-Bukhari og Muslim.
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, da han gik forbi to grave, sagde: „Disse to bliver straffet, men de bliver ikke straffet på grund af noget stort.“ (Det vil sige, at det ikke var vanskeligt for dem at opgive den handling, som de blev straffet for.) „Den ene plejede ikke at rense sig efter vandladning og beskyttede sig ikke mod den. Den anden gik omkring og bragte sladder videre.“ — Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger.
Anas, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: „Pas på med urinen, for gravens straf hovedsageligt skyldes den.“
12. Man må ikke udføre istinja (renselse efter afføring og vandladning) med højre hånd. I den hadith, der er overleveret af Abd ar-Rahman ibn Zayd, står der, at Salman blev spurgt: „Jeres profet har sandelig lært jer alt, selv om afføring og vandladning.“ Salman svarede: „Ja, det har han. Han forbød os at vende ansigtet mod qibla, når vi lod vandet eller havde afføring, at udføre istinja med højre hånd, at udføre istinja med færre end tre sten (kuf), samt at udføre istinja med noget urent eller med knogler.“ — Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi.
Hafsa, må Allah være tilfreds med hende, berettede: „Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, brugte højre hånd til at spise og drikke, tage tøj på, modtage og give, og venstre hånd til alle andre handlinger.“ — Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Ibn Hibban, al-Hakim og al-Bayhaqi.
13. Efter istinja skal man igen tørre hånden med jord eller vaske den med sæbe eller lignende for at fjerne den dårlige lugt, der sidder på hånden. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik på toilettet for at urinere eller besørge, bar jeg vand til ham i et kobberkar eller et læderkar. Derefter udførte han istinja med dette vand og tørrede så sin hånd med jord.« – Abu Dawud, an-Nasa’i, al-Bayhaqi og Ibn Majah.
14. Efter at have urineret skal man stænke vand på kønsdelene og det tøj, man har på. Det fjerner waswasa (Satans onde indskydelser). Når man senere mærker, at det er vådt, skal man sige til sig selv: »Det er vådt på grund af vandstænkene.« Hakim ibn Sufyan eller Sufyan ibn Hakim sagde: »Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, urinerede, udførte han wudu og stænkede vand.« I en anden overlevering hedder det: »Jeg så Allahs Sendebud urinere og derefter stænke vand på sine kønsdele.« Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, stænkede så meget vand på sine kønsdele, at hans bukser blev våde.
15. Når man går ind på toilettet eller i latrinen, skal man sætte venstre fod først. Når man går ud, skal man sætte højre fod først og sige: »Ghufranaka.« Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, når han kom ud fra toilettet eller latrinen, sagde: »Ghufranaka.« Det betyder: »O Allah, jeg beder Dig om tilgivelse.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen an-Nasa’i.
Den nævnte hadith fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, er den mest autentiske hadith, der er overleveret om dette emne. I en hadith med en svag overleveringskæde står der, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Al lovprisning tilkommer Allah, som har fjernet smerte og urenhed fra mig og givet mig styrke.« Eller: »Al lovprisning tilkommer Allah, som lod mig nyde dens smag, bevare dens styrke i mig og fjernede smerte og snavs fra mig.«
3. De naturlige sunnaher
Allah den Ophøjede har udvalgt nogle sunnaher for profeterne, må Allahs fred være med dem, og befalet os at følge dem. Han har etableret dem som skikke, der udføres ofte, hvorved deres tilhængere kan identificeres, og hvorved de kendes som adskilt fra andre. Disse skikke kan kaldes »evige islamiske skikke« eller »Sunan al-fitra – evige skikke«. De beskrives nedenfor:
1. Omskærelse: Omskærelse er at skære den hud bort, der dækker spidsen af mandens kønsorgan. Formålet er at forhindre, at der samler sig snavs under den, lette opnåelsen af renhed efter urinering og gøre det muligt at nyde samlejets glæde fuldt ud. Dette er mandlig omskærelse. Hvad angår kvinder, består kvindelig omskærelse ifølge den gamle skik i at skære den øverste del af kvindens kønsorgan bort. Alle de hadither, der er overleveret om kvindelig omskærelse, er imidlertid svage; ikke én af dem er autentisk.
Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den Barmhjertiges ven, Ibrahim, må Allahs fred være med ham, omskar sig i en alder af firs år i et sted i Syrien ved navn Qadum eller med et redskab ved navn Qadum.« – al-Bukhari.
Ifølge flertallet af de lærde er det wajib. Shafi’itterne anser det for mustahabb hver syvende dag. Ash-Shawkani siger: Der er ikke fastsat noget bestemt tidspunkt for det, og ingen steder er det blevet erklæret wajib.
2-3. Det er også sunnah at barbere hårene under navlen og plukke hårene i armhulerne. Det er tilstrækkeligt at anvende én af følgende metoder: barbere dem, klippe dem, plukke dem eller bruge hårfjerningspulver.
4-5. Der findes hadither til støtte for hver af følgende: at klippe neglene, trimme overskægget eller barbere det.
Ibn Umar r.a. beretter: “Allahs Sendebud s.a.w. sagde: Adskil jer fra afgudsdyrkerne: lad skægget vokse og barber overskægget.” – Bukhari og Muslim.
Abu Huraira r.a. siger: Allahs Sendebud s.a.w. sagde: Fem ting hører til den evige sunnah: at fjerne hårene under navlen, omskærelse, at trimme overskægget, at plukke hårene i armhulerne og at klippe neglene. – Alle de autentiske hadith-samlinger.
Derfor er det tilstrækkeligt enten at trimme eller barbere overskægget. Formålet er, at overskægget ikke skal blive langt, for hvis det bliver langt, kan mad og drikke sætte sig fast i det, og snavs kan samle sig deri. Zayd ibn Arqam r.a. siger: Allahs Sendebud s.a.w. sagde: Den, der ikke gør sit overskæg kort, hører ikke til blandt mine tilhængere. – Ahmad og Nasai; Tirmidhi erklærede den autentisk.
For at opnå den højeste grad af renhed, hygiejne og indre velvære er det bedst hver uge at fjerne hårene under navlen, fjerne hårene i armhulerne, klippe neglene samt trimme eller barbere overskægget. For når der bliver siddende nogle hår på kroppen, føles der en form for ubehag og irritation. Det er tilladt ikke at fjerne disse i op til fyrre dage. Efter fyrre dage kan der ikke gives nogen undskyldning for ikke at fjerne dem. Anas r.a. siger: Allahs Sendebud s.a.w. fastsatte for os, at vi ikke måtte lade trimning af overskægget, klipning af neglene, fjernelse af hårene i armhulerne og barbering af hårene under navlen være uafbrudt i mere end fyrre dage. – Ahmad, Abu Dawud og andre.
6. At lade skægget være, så det kan vokse og blive et symbol på personlighed. Det må derfor ikke trimmes på en måde, der næsten svarer til barbering, og det må heller ikke lades så meget, at det bliver barnligt. Det bedste er snarere at følge en middelvej. I alle ting er middelvejen faktisk den bedste. Man skal huske, at skægget er et symbol på fuldkommen mandighed og tapperhed. Det berettes fra Ibn Umar r.a., at Allahs Sendebud s.a.w. sagde: Adskil jer fra afgudsdyrkerne: lad skægget vokse og barber overskægget. – Bukhari og Muslim.
Bukhari tilføjer: “Når Ibn Umar tog på hajj eller umrah, greb han om sit skæg med en knyttet hånd og klippede det af, der var længere end en håndfuld.”
7. Når håret får lov til at vokse, skal man pleje det, for Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der har hår, skal pleje det.« – Abu Dawud.
Ata ibn Abi Yasar siger: »En mand kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med uredt, fedtfrit og strittende hår og skæg. Allahs Sendebud gjorde en gestus mod ham, som om han befalede ham at ordne sit hår og skæg. Han kom tilbage efter at have ordnet sit hår og skæg. Allahs Sendebud sagde: Er dette ikke bedre end at komme med strittende hår som Satan?« – Malik.
Det er berettet fra Abu Qatada (må Allah være tilfreds med ham), at Abu Qatada havde langt, fyldigt hår. Han spurgte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om det. Han befalede ham at pleje håret og rede det hver dag. – an-Nasa’i.
Imam Malik berettede hadithen således i sin Muwatta: »O Allahs Sendebud, mit hår går helt ned til nakken. Skal jeg rede det?« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ja, og du skal endda pleje det endnu bedre.« Derefter plejede Abu Qatada at smøre olie i håret næsten to gange dagligt, udelukkende tilskyndet af Allahs Sendebuds befaling om at pleje håret. Det er tilladt at barbere håret på hovedet. Den, der er i stand til at pleje sit hår, må også lade det vokse langt. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) berettede nemlig, at Allahs Sendebud sagde: »Enten lader I hele håret være, eller også barberer I hele håret.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud og an-Nasa’i.
Det er makruh tanzih at barbere en del af hovedet og lade en anden del være. Nafi’ berettede fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød qaza’. Nafi’ blev spurgt: »Hvad er qaza’?« Han svarede: »At barbere en del af et barns hoved og lade en anden del være.« – al-Bukhari og Muslim.
Desuden bør den ovennævnte hadith fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) også tages i betragtning.
8. At lade grå hår blive siddende, hvad enten de er på hovedet eller i skægget. Kvinder og mænd er ens i denne henseende. Amr ibn Shuayb berettede nemlig, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Man bør ikke plukke grå hår, for det er muslimens lys. Når en muslim får grå hår, mens han er muslim, vil der for hvert gråt hår blive skrevet en belønning, en forhøjelse af hans rang og en udslettelse af en synd.« – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah. Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: »Vi brød os ikke om at plukke de hvide hår fra hovedet og skægget.« – Muslim.
9. At farve grå hår med henna, rød, gul og andre farver. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jøderne og de kristne farver ikke deres hår, så gør det modsatte af dem.« – Alle de autentiske hadith-samlinger. Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Allahs Sendebud sagde: »Den bedste farve til at forandre jeres ungdoms udseende, det vil sige til at ændre grå hår, er henna og katam.« (Katam er en slags græs, som giver farven et rødligt sort skær.) – Berettet i de fem autentiske hadith-samlinger.
Der findes også hadither med betydningen, at det er makruh at anvende khidab på håret og skægget. Det synes at variere efter alder, skikke og traditioner. Nogle sahaba sagde, at det er bedst at undlade khidab (farvning), mens andre sagde, at det er bedst at anvende khidab. Nogle af dem brugte gul khidab, nogle brugte henna og katam, og nogle brugte safran. En gruppe anvendte også sort khidab. Al-Jahiz har berettet, at Ibn Shihab az-Zuhri sagde: »Når ansigtet stadig var ungdommeligt og friskt, brugte vi sort khidab. Men når glansen i ansigtet og tænderne var forsvundet, undlod vi det.« Der findes dog en hadith berettet af Jabir (må Allah være tilfreds med ham): Da Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham)s far, Abu Quhafa, blev bragt til Allahs Sendebud på dagen for erobringen af Mekka, havde hans hovedhår khidab i farven saghamah (hvid). Allahs Sendebud sagde: »Tag ham med til en af hans hustruer, så hun kan ændre hans hårs farve til en anden farve.« Så anvendte de sort khidab på ham. – Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger undtagen al-Bukhari og at-Tirmidhi.
Denne hadith vedrører en bestemt hændelse, som ikke generelt gælder i alle tilfælde. Desuden er det ikke passende for en person som Abu Quhafa, hvis hår er blevet hvidt på grund af alderdom, at farve sit hår sort. Derfor passer dette ikke på en ældre person.
10. At anvende parfume, som glæder og opliver sindet. Anas, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde:
حيب إِلَى مِنَ الدُّنْيَا النِّسَاء والطَّيِّبُ وَجَعَلَتْ قُرَّةٌ عَيْنِي فِي الصَّلاةِ.
»Kvinder og parfume er blevet gjort elskede for mig i denne verden, mens bønnen er blevet gjort til mine øjnes fryd.« – Ahmad og an-Nasa’i.
Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der får tilbudt parfume, skal ikke afslå den, for den er let at bære og har en god duft.« – Muslim, an-Nasa’i og Abu Dawud.
Abu Sa’id beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Misk er den bedste parfume.« Alle de autentiske hadith-samlinger, bortset fra al-Bukhari og Ibn Majah.
Det er berettet fra Nafi’, at han sagde: Ibn Umar anvendte røgelsesvedet »uluwah« uden at blande det med noget andet og parfumerede sig selv med det. Muslim og an-Nasa’i.
4. Wudu
Wudu er velkendt. Wudu er betegnelsen for den renselse, der opnås ved hjælp af vand. Denne renselse vedrører ansigtet, begge hænder, hovedet og begge fødder. De emner, der hører under dette, gennemgås ét for ét:
1. Det shariaretlige belæg for wudu
Wudus nødvendighed ifølge shariaen er fastslået gennem tre belæg.
Det første belæg: Den hellige Koran. Allah den Højeste har sagt:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذَا تَسْتَر إِلَى الصَّلُوا فَاغْسِلُوا وَمُوْمَكُمْ وَأَيْدِيَكُمْ إِلَى الْمَرَافِقِ وَامْسَحُوا بر وسكُمْ وَأَرْجُلَكُمْ إِلَى الْكَعْبَيين
Betydning: “I, der tror! Når I gør jer klar til at bede, skal I vaske jeres ansigter og jeres hænder til og med albuerne, stryge over jeres hoveder og vaske jeres fødder til og med anklerne.” (Sura 5, al-Ma’ida: vers 6)
Det andet belæg: Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sunna: Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde: “Når en af jer bliver rituelt uren, accepterer Allah ikke hans bøn, før han udfører wudu.” – al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og al-Tirmidhi.
Det tredje belæg: Ijma: Fra Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelse være med ham, tid og frem til vores tid har hele den muslimske umma haft fuld enighed om wudus nødvendighed ifølge shariaen. Wudus nødvendighed i islam er således almindeligt kendt.
2. Wudus værdighed og betydning
Der er overleveret mange hadither om wudus fortræffelighed. Her finder jeg det tilstrækkeligt blot at nævne nogle få:
a. Det er overleveret fra Abd Allah al-Sunabiji, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når en tjener udfører wudu, falder hans synder ud gennem munden, så snart han skyller den. Når han derefter fører vand op i næsen, falder hans synder ud gennem næsen. Når han derefter vasker ansigtet, falder synderne ud fra hans ansigt, ja, selv under øjenvipperne. Når han derefter vasker sine to hænder, falder synderne ud gennem hans hænder, ja, selv gennem neglene på hans hænder. Når han derefter stryger over sit hoved, falder synderne ud fra hans hoved, ja, selv fra hans to ører. Når han derefter vasker sine to fødder, falder synderne ud gennem hans to fødder, ja, selv fra under tåneglene. Derefter er hans gang til moskeen og hans bøn en yderligere velsignelse. (Det vil sige, at der efter wudu ikke er nogen synder tilbage, som det ville være nødvendigt at få tilgivet gennem bønnen.) – Malik, al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim.
b. Det er overleveret fra Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah bringer alle menneskets handlinger i orden gennem enhver god egenskab, der findes i dets indre. Men at opnå renhed til bønnen er en sådan god egenskab, hvorigennem Allah udsletter dets synder. Derefter bevares dets bøn som noget ekstra for det. – Abu Ya’la, al-Bazzar og al-Tabarani.
c. Det er overleveret fra Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Skal jeg fortælle jer, hvad Allah udsletter synder med, og hvad Han ophøjer rang med? Folkene sagde: O Allahs Sendebud, fortæl os det. Han sagde: At udføre wudu grundigt, selv under vanskelige forhold, at gå mange skridt i retning af moskeen og at vente på den næste bøn efter en bøn. Dette er ribat, dette er ribat, dette er ribat. [Ribat betyder jihad på Allahs vej. Det vil sige, at ved til stadighed at være i wudu og opnå renhed er det som at udføre jihad på Allahs vej.] – Malik, Muslim, al-Tirmidhi og al-Nasa’i.
d. Det er overleveret fra Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom til kirkegården og sagde: Fred være med jer, I, der bor blandt de troendes boliger. Hvis Allah vil, vil vi snart slutte os til jer. Jeg ville ønske, at jeg kunne se vores brødre. Folkene sagde: O Allahs Sendebud, er vi ikke dine brødre? Han sagde: I er mine ledsagere. Mine brødre er derimod dem, som endnu ikke er kommet til verden. Folkene sagde: O Allahs Sendebud, hvordan vil du genkende dem blandt din menighed, som endnu ikke er kommet? Han sagde: Hvad mener I: Hvis en person blandt en flok sorte heste havde en flok hvide heste, ville han så ikke kunne genkende sine heste? Folkene sagde: Jo, det ville han. Han sagde: Disse brødre fra min menighed vil komme med strålende lemmer på grund af wudu, og jeg vil komme dem i møde ved Hawd (et bassin med drikkevand). Pas på! Mange mennesker vil blive bortvist fra mit Hawd, ligesom en omstrejfende kamel bliver jaget bort. Jeg vil kalde: Kom her! Da vil der blive sagt til mig: De ændrede din praksis efter dig. Så vil jeg sige: Bort med jer, bort med jer. – Muslim.
3. Wudus obligatoriske handlinger
Wudu har visse obligatoriske handlinger og arkan (uundværlige søjler), som udgør wudus grundstruktur. Hvis blot én af disse obligatoriske handlinger udelades, er wudu ikke gennemført og ikke gyldig ifølge sharia. De er:
Den første obligatoriske handling: Niyyah: Niyyah er ønsket, forsættet og beslutningen om at udføre en handling med det formål at opnå Allahs tilfredshed og efterleve Hans befaling. Det er en handling i hjertet. Tungen har ingen rolle i den. Sharia har ikke foreskrevet nogen regel om, at dette forsæt skal udtales mundtligt. Beviset på, at den er obligatorisk, er hadithen fra Umar, måtte Allah være tilfreds med ham:
إنَّا الْأَعْمَالُ بِالنِّيَّاتِ وَإِنَّمَا لِكُلِّ أَمْرِي مَا تَوى …..
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Handlinger fuldbyrdes alene gennem intentionen. Enhver person vil få det, han har haft til hensigt.« – Sahih al-Bukhari.
Den anden obligatoriske handling: At vaske ansigtet én gang: Det vil sige at lade vandet løbe over hele ansigtet, for med at vaske menes, at vandet skal løbe. Ansigtets grænser går i længden fra den øverste del af panden til den nederste del af kæben og i bredden fra den ene øreflip til den anden.
Den tredje obligatoriske handling: At vaske begge arme op til albuerne: Leddet midt på armen kaldes albuen. Ved wudu omfatter det område, der skal vaskes, også albuen. Dette er en tradition, der er overleveret fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Det er ingen steder blevet overleveret, at han nogensinde udførte wudu uden at vaske albuerne.
Den fjerde obligatoriske handling: At stryge over hovedet, det vil sige at tørre det: Masah betyder at berøre med en våd hånd. Masah kan ikke udføres uden at føre det lem, der udfører masah, hen over det lem, der stryges over, ved at bevæge eller føre hånden hen over det. Derfor kaldes det ikke masah blot at lægge hånden eller fingrene på hovedet eller et andet sted. Allah den Ophøjedes ord »Stryg over hovedet« synes ikke at indebære en pligt til at stryge over hele hovedet; derimod betyder de, at det er tilstrækkeligt at stryge over en del af hovedet for at opfylde påbuddet. Fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er der overleveret tre fremgangsmåder i denne forbindelse:
a. At stryge over hele hovedet: I en hadith overleveret fra Abdullah ibn Zayd står der: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, strøg over sit hoved med begge sine hænder. Han førte dem én gang fremad og én gang bagud. Først begyndte han ved den forreste del af hovedet, førte derefter begge hænder mod baghovedet og førte dem så tilbage til det sted, hvor han var begyndt.« – Overleveret i alle hadithsamlinger.
b. Kun at stryge over turbanen: Amr ibn Umayya siger: »Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, stryge over sin turban og sine lædersokker.« – Ahmad, al-Bukhari og Ibn Majah. Bilal siger: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Stryg over lædersokkerne og over khimaren, der bæres på hovedet (en turban eller et andet klæde).« – Ahmad. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Må Allah ikke rense den, som ikke bliver renset ved at stryge over turbanen.« Al-Bukhari, Muslim og andre imamer har overleveret mange hadither om dette. Det er kendt, at mange lærde har handlet i overensstemmelse hermed.
c. At stryge over panden og turbanen: I en hadith overleveret af al-Mughira ibn Shu’ba, må Allah være tilfreds med ham, står der: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte wudu og strøg over sin pande, sin turban og sine lædersokker.« – Muslim. Dette er det, der er overleveret fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Det er ikke overleveret fra ham, at han strøg over blot en del af hovedet, selv om versets ydre ordlyd synes at kræve dette. Det er ikke tilstrækkeligt at stryge over hår, der hænger uden for hovedets egentlige grænse, ligesom det heller ikke er tilstrækkeligt at stryge over en hårknude.
Den femte obligatoriske handling er at vaske fødderne inklusive anklerne. Dette er bevist gennem Sendebudets, fred være med ham, ord og handlinger, og det er blevet overleveret gennem alle ledsagerne og beretterne.
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »På en rejse kom Allahs Sendebud, fred være med ham, en gang bagefter os. Da han lidt senere nåede frem til os, var tiden for asr-bønnen allerede blevet sen. Derfor begyndte vi at udføre wudu og stryge over vores fødder. Da sagde Sendebudet, fred være med ham, med høj stemme to eller tre gange: ‘Pas på! Red anklerne fra Ilden.’« – Al-Bukhari og Muslim.
Abdur-Rahman ibn Abi Layla sagde: »Allahs Sendebuds, fred være med ham, ledsagere var enige om, at det er obligatorisk at vaske begge ankler.« De ovennævnte obligatoriske handlinger er blevet erklæret entydigt i vers 6 i sura al-Ma’ida. Verset er nævnt ovenfor.
Den sjette obligatoriske handling: Rækkefølgen. Allah den Ophøjede har nævnt wudus obligatoriske handlinger i rækkefølge i det pågældende vers. Det er bemærkelsesværdigt, at det obligatoriske for hænderne og fødderne er at vaske dem. Alligevel nævner Han hovedet mellem disse to, selv om det obligatoriske for hovedet er at stryge over det. Arabernes skik er, at de ikke nævner en tredje ting mellem to ting af samme slags uden et behov eller et formål. Her er formålet ikke andet end rækkefølgen. Versets eneste formål er at beskrive de handlinger, der skal udføres. Og eftersom Allahs Sendebud, fred være med ham, i en autentisk hadith sagde generelt: »Begynd, sådan som Allah begyndte«, er denne faktiske rækkefølge blandt wudus obligatoriske handlinger fortsat blevet fulgt. Ingen har nogensinde sagt, at Sendebudet, fred være med ham, udførte wudu uden denne rækkefølge. Wudu er en tilbedelseshandling. Og accepten af enhver tilbedelseshandling afhænger af, at man følger den med et sind uden tøven.
Derfor har ingen ret til at handle imod den måde, hvorpå Sendebudets, fred være med ham, wudu gennem tiderne enstemmigt er blevet udført og fulgt.
4. Wudus sunnah-handlinger
Sunnah er alle de handlinger, ord og skikke, som gennem pålidelige kilder er bevist som autentiske fra Sendebudet, fred være med ham, men som ikke er obligatoriske, og over for hvis undladelse der ikke er blevet udtrykt nogen utilfredshed. Disse sunnah-handlinger er som følger:
A. At sige Bismillah i begyndelsen. Der er overleveret nogle svage hadither til støtte for at sige Bismillah ved wudu. Men når de samles, bliver de tilstrækkeligt styrket og beviser, at de har et grundlag. Desuden er det grundlæggende en god handling, og betragtet samlet er det en handling, der er foreskrevet i shariaen.
b. At bruge miswak: Dette betyder både at rense tænderne ved hjælp af den gren, som normalt bruges til tandrensning, og at børste tænderne med netop denne gren eller et tilsvarende hårdt redskab, der kan rense tænderne. Den bedste miswak er en gren fra arak-træet, importeret fra Hijaz. Den styrker nemlig tandrødderne, forebygger tandsygdomme, forbedrer fordøjelsen og afhjælper urinvejsblokering. Sunnahen opfyldes dog også ved at bruge ethvert børstelignende redskab, som fjerner tændernes gule belægning og renser munden. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Hvis jeg ikke frygtede, at det ville blive for byrdefuldt for min ummah, ville jeg befale dem at bruge miswak ved hver wudu.« – Malik, al-Shafi‘i, al-Bayhaqi, al-Hakim.
‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Miswak renser munden og opnår Allahs tilfredshed.« – Ahmad, al-Nasa’i, al-Tirmidhi. At bruge miswak er i virkeligheden mustahabb hele tiden, men det er endnu mere anbefalelsesværdigt ved fem lejligheder:
1. Ved wudu
2. Før bønnen
3. Før recitation af Koranen
4. Når man vågner fra søvnen
5. Når mundens tilstand ændrer sig.
Man kan bruge miswak lige meget, hvad enten man faster eller ikke faster, og både i begyndelsen og i slutningen af dagen. ‘Amir ibn Rabi‘a (må Allah være tilfreds med ham) sagde nemlig: »Jeg har utallige gange set Allahs Sendebud (fred være med ham) bruge miswak, mens han fastede.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi.
Af hensyn til renligheden er det sunnah at vaske miswaken efter hver brug. ‘Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde nemlig: »Allahs Sendebud (fred være med ham) brugte miswak. Efter at have brugt den gav han mig miswaken, for at jeg skulle vaske den. Derefter brugte jeg den til at rense mine tænder igen, vaskede den igen og gav den til ham.« – Abu Dawud, al-Bayhaqi.
For den, der ikke har tænder, er det sunnah at rense tænderne blot med fingeren. Det er berettet fra ‘Aisha: »Hun sagde: ’Allahs Sendebud, skal den, hvis tænder er faldet ud, også bruge miswak?’ Han sagde: ’Ja.’ Jeg spurgte: ’Hvordan skal han gøre det?’ Han sagde: ’Ved at føre sin finger ind i munden.’« – al-Tabarani.
c. At vaske håndfladerne tre gange i begyndelsen af wudu: Aws ibn Aws al-Thaqafi sagde: »Jeg så Allahs Sendebud (fred være med ham) udføre wudu og vaske sine håndflader tre gange.« – Ahmad, al-Nasa’i.
Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Når en af jer vågner fra sin søvn, må han ikke dyppe sin hånd i vandbeholderen, før han har vasket den tre gange, for han ved ikke, hvor hans hånd befandt sig om natten.« – Berettet i alle hadith-samlingerne. Al-Bukhari nævner dog ikke antallet af gange, hånden skal vaskes.
d. At skylle munden tre gange: Laqit ibn Sabira (må Allah være tilfreds med ham) sagde: “Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når du udfører wudu, skal du skylle munden.” – Abu Dawud, al-Bayhaqi.
e. At skylle næsen og rense den: I en hadith overleveret af Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) står der: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: “Når nogen af jer udfører wudu, skal han skylle vand ind i næsen og derefter rense den.” – al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud.
Det er sunnah at skylle vand ind i næsen med højre hånd og rense den med venstre hånd. I en hadith fra Ali (må Allah være tilfreds med ham) står der: “Han (Ali) bad om vand til wudu, skyllede derefter munden, skyllede så vand ind i næsen og rensede den med venstre hånd. Han gjorde dette tre gange. Derefter sagde han: Dette er Allahs Profets (må Allahs velsignelser og fred være med ham) måde at opnå renselse på.” – Ahmad, al-Nasa’i.
Hvis vand på nogen måde når både næsen og munden, er skylningen af munden og næsen automatisk udført, og begge sunnah-handlinger er dermed opfyldt. Det er dog autentisk overleveret fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), at han udførte disse to handlinger sammen (det vil sige, at han skyllede næsen umiddelbart efter at have skyllet munden). Således er det overleveret fra Abdullah ibn Zayd: “Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) skyllede munden og næsen med tre håndfulde vand.” – al-Bukhari, Muslim.
For den, der ikke faster, er det sunnah at skylle munden og næsen grundigt. I den hadith, der er overleveret af Laqit (må Allah være tilfreds med ham), står der, at han sagde: Jeg sagde: “O Allahs Sendebud, lær mig, hvordan man udfører wudu.” Han sagde: “Udfør wudu grundigt, før fingrene mellem fingrene (det vil sige, lad vandet nå ind mellem dem), og skyl næsen grundigt. Men hvis du faster, skal du ikke gøre det.” – Overleveret i de fem autentiske hadith-samlinger. Al-Tirmidhi har erklæret den autentisk.
f. At føre fingrene gennem skægget: I en hadith overleveret af Uthman (må Allah være tilfreds med ham) står der: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at føre fingrene gennem skægget. – Ibn Majah, al-Tirmidhi.
Det er også overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at når Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte wudu, tog han en håndfuld vand, førte den ind under sin kæbe og førte fingrene gennem skægget med det. Han sagde: “Min Herre har befalet mig at gøre det på denne måde.” – Abu Dawud, al-Bayhaqi, al-Hakim.
g. At føre fingrene mellem fingrene: Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: “Når du udfører wudu, skal du føre fingrene mellem fingrene på dine hænder og fødder.” (Det vil sige at føre fingrene ind mellem dem og vaske dem ved at gnide.) – Ahmad, al-Tirmidhi, Ibn Majah.
Det er berettet fra al-Mustawrid ibn Shaddad – måtte Allah være tilfreds med ham: »Jeg så Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – føre sin lillefinger mellem tæerne på begge fødder.« – Berettet i de fem hadithsamlinger, bortset fra Ahmad. Nogle hadither synes at vise, at det er anbefalet at bevæge ringe, armbånd og armringe samt lignende. Disse hadither er dog ikke autentiske. Eftersom de ikke desto mindre falder ind under befalingen om at udføre den rituelle afvaskning på bedste vis, er det godt at handle efter dem.
J. At vaske tre gange: Dette er den sunna, som i vid udstrækning er blevet fulgt. De hadither, der synes at være i modstrid med den, er kun blevet overleveret for at bevise, at det er tilladt. Således beretter ʿAmr ibn Shuʿaybs bedstefar: En beduin kom til Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – og spurgte om, hvordan man udfører den rituelle afvaskning. Profeten viste ham det tre gange og sagde: »Dette er den rituelle afvaskning. Den, der gør mere end dette, handler forkert, overskrider grænsen og begår uret.« – Ahmad, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Det er også berettet fra Uthman – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud udførte den rituelle afvaskning tre gange tre gange. – Ahmad, Muslim og al-Tirmidhi.
Det er ligeledes fastslået gennem autentiske hadither, at han udførte den rituelle afvaskning én gang hvert sted og to gange hvert sted. Men han tørrede kun hovedet én gang. Dette er den hyppigst overleverede beretning.
K. At begynde fra højre side, det vil sige ved vask af begge hænder og begge fødder at begynde med højre hånd og højre fod før venstre hånd og venstre fod. Det er berettet fra Aisha – måtte Allah være tilfreds med hende – at Allahs Sendebud foretrak at begynde fra højre side, når han tog sko på, redte sit hår, udførte den rituelle afvaskning og ved alle andre handlinger. – al-Bukhari og Muslim.
Det er berettet fra Abu Hurayra – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud sagde: »Når I udfører den rituelle afvaskning og tager tøj på, så begynd fra højre side.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi og al-Nasa’i.
L. At gnide: At føre hånden over et lem efter at have hældt vand over det eller efter at have brugt vand. Det er berettet fra Abdullah ibn Zayd – måtte Allah være tilfreds med ham – at der blev bragt en tredjedel af en mudd vand til Allahs Sendebud. Han udførte den rituelle afvaskning og begyndte derefter at gnide sine to arme. – Ibn Khuzayma.
I en anden overlevering fra Abdullah ibn Zayd hedder det: »Allahs Sendebud udførte den rituelle afvaskning og sagde derefter: ›Sådan skal man gnide.‹« – Abu Dawud, al-Tayalisi, Ahmad, Ibn Hibban og Abu Ya’la.
T. Kontinuerlig rækkefølge: Det vil sige, at man efter at have vasket én legemsdel uden afbrydelse vasker den næste, således at den, der udfører ablutionen, ikke undervejs foretager en anden handling, som afbryder ablutionen og får det til at anses for, at han har ophævet den. Denne kontinuerlige måde at udføre ablutionen på har været praktiseret siden islams første tid, og muslimerne har fulgt denne fremgangsmåde.
Th. Det er sunnah at tørre begge ører med det vand, der er tilbage efter aftørringen af hovedet: med pegefingrene på indersiden af ørerne og med tommelfingrene på ydersiden. Ørerne er nemlig en del af hovedet. Al-Miqdām ibn Maʿdī Karib (ra) berettede: Allahs Sendebud (sa) tørrede under ablutionen sit hoved samt begge ørers inderside og yderside, og han førte sine to fingre ind i øregangene. – Abu Dawud og al-Tahawi.
Ibn Abbas (ra) sagde, da han beskrev Allahs Sendebuds (sa) ablution: Han tørrede sit hoved og begge ører på én gang. – Ahmad og Abu Dawud.
I en anden overlevering står der: Han tørrede sit hoved med begge pegefingre på indersiden af ørerne og med begge tommelfingre på ydersiden af ørerne.
D. At forlænge lysheden på panden samt hænder og fødder. Måden at forlænge lysheden på panden på er at vaske en del af den forreste del af hovedet, som ligger ud over den obligatoriske del af ansigtet, der skal vaskes. Og måden at forlænge lysheden på hænder og fødder på er at vaske et stykke oven over albuerne og anklerne. For i den hadith, som Abu Hurayrah (ra) berettede, siges det, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Min ummah vil på opstandelsens dag komme med ansigter, hænder og fødder strålende hvide som tegn på ablutionen [At ummahens ansigter, hænder og fødder kommer strålende hvide, betyder, at de vil være oplyste og lysende, og at der vil strømme lys ud fra dem. Dette vil være et særligt tegn og kendetegn for denne ummah].
Abu Hurayrah sagde: Den af jer, der kan forlænge sin lyshed, skal derfor gøre det. – Ahmad, al-Bukhari og Muslim.
Det er overleveret fra Abu Zurʿah: “Abu Hurayrah beordrede, at der skulle bringes vand til ablutionen, hvorefter han udførte ablutionen og vaskede sine hænder, så vasken gik forbi albuerne. Da han derefter vaskede fødderne, vaskede han dem forbi anklerne og op til skinnebenene. Jeg spurgte: Hvad er dette? Han svarede: Dette er lyshedens yderste grænse. – Ahmad.
Dh. Man bør bruge så lidt vand som muligt – selv hvis man henter vand i hånden fra havet: For i den hadith, som Anas (ra) berettede, står der: “Allahs Sendebud (sa) badede med fra én saʿ til fem mudd vand og udførte ablution med én mudd. – al-Bukhari og Muslim.
Det er berettet fra Ubaydullah ibn Abi Yazid: »En mand sagde til Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: Hvor meget vand er tilstrækkeligt til min wudu? Han svarede: En mudd. Manden spurgte: Hvor meget vand er tilstrækkeligt til ghusl? Han svarede: En sāʿ. Manden sagde: Det vil ikke være nok for mig. Ibn Abbas sagde: Du har ingen mor. (Et mildt bebrejdende ordsprog.) Selv for Allahs Sendebud, som er bedre end dig, var det tilstrækkeligt.« – Ahmad, al-Bazzar og al-Tabarani.
Det er berettet fra Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gik forbi Saʿd, mens Saʿd foretog wudu. Han sagde: »Hvad skyldes dette overforbrug, Saʿd?« Saʿd sagde: »Kan der være overforbrug med vand?« Allahs Sendebud sagde: »Ja, selv hvis du foretager wudu i en rindende flod, kan der være overforbrug.« – Ahmad og Ibn Majah.
Det regnes som overforbrug, når man bruger mere vand end nødvendigt ifølge shariaen, såsom at vaske mere end tre gange.
I en hadith berettet af Amr ibn Shuʿayb står der: En beduin kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og spurgte ham om, hvordan man foretager wudu. Han viste ham at vaske tre gange. Derefter sagde han: »Dette er wudu. Den, der gør mere end dette, begår en uret, overskrider grænsen og handler uretfærdigt.« – Ahmad, al-Nasaʾi, Ibn Majah og Ibn Khuzaymah.
Abdullah ibn Mughaffal, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: »Der vil snart fremstå nogle mennesker i denne ummah, som vil overdrive i renselse og bøn.« – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah. Imam al-Bukhari sagde: De lærde har misbilliget, at man overskrider den mængde vand til wudu, som er fastslået gennem Sendebuddets praksis, må Allahs fred og velsignelser være med ham.
n. Bøn under wudu: Bortset fra den hadith, der er berettet af Abu Musa al-Ashʿari, må Allah være tilfreds med ham, er ingen anden bøn under wudu blevet bevist fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg bragte vand til wudu til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han foretog wudu, og da hørte jeg ham bede:
»Åh Allah, tilgiv mine synder, giv mit hjem større rummelighed, og velsign min forsørgelse.« Jeg sagde: »Åh Allahs profet! Jeg hørte dig bede med disse ord.« Han sagde: »Har disse ord udeladt noget?« – al-Nasaʾi og Ibn al-Sunni med en autentisk overleveringskæde. Al-Nasaʾi har dog givet denne hadith overskriften: »Hvad man skal sige ved afslutningen af wudu«. Ibn al-Sunnis overskrift er: »Hvad man skal sige under wudu«. al-Nawawi sagde: Begge overskrifter kan være korrekte.
t. Bønnen efter wudu: Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den af jer, der foretager wudu på bedste vis og derefter siger: ›Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah. Han er Én og har ingen partner. Og jeg bevidner, at Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, er Hans tjener og Sendebud‹, vil få alle Paradisets otte porte åbnet for sig. Han kan gå ind gennem den af dem, han ønsker.« – Muslim.
Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der efter at have udført wudu siger:
سبحانك اللهم وَبِحَمْدِكَ، أَحْمَد أَنْ لا إلهَ إِلَّا أَنْتَ اسْتَغْفِرُكَ وَأَتُوبُ إِلَيْكَ.
“O Allah, jeg erklærer Din renhed og lovpriser Dig. Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom undtagen Dig. Jeg beder Dig om tilgivelse og vender mig angrende til Dig.” Denne bøn vil først blive skrevet på en hvid tavle og derefter forseglet og bevaret. Derefter vil den aldrig blive brudt frem til Opstandelsens Dag. – at-Tabarani, an-Nasa’i. I slutningen af an-Nasa’is overlevering siges det: “Den vil blive forseglet og lagt under Tronen. Derefter vil den aldrig blive brudt frem til Opstandelsens Dag.”
I at-Tirmidhi er denne bøn også overleveret med en noget svag overleveringskæde: “O Allah, lad mig være blandt de angrende og blandt dem, der opnår renhed.”
Th. At bede to rak’ah efter wudu: Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til Bilal: “O Bilal, fortæl mig om den mest håbefulde gode handling, du har udført efter at have antaget islam. Jeg har hørt lyden af dine sko foran mig i Paradiset.” Han sagde: “Når jeg hverken om dagen eller om natten har udført en handling, der indebærer rituel renhed, uden at jeg derefter har bedt så meget, som det blev mig forundt, med denne renhed. Jeg har ikke udført nogen mere håbefuld god handling end denne.” – al-Bukhari, Muslim.
Det er overleveret fra ‘Uqbah ibn ‘Amir, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der efter at have udført wudu på bedste vis beder to rak’ah med fuld koncentration, vil få Paradiset sikret. – Muslim, Abu Dawud, Ibn Majah og Ibn Khuzaymah.
Det er overleveret fra Humran, den frigivne slave af ‘Uthman (må Allah være tilfreds med ham), at han så ‘Uthman (må Allah være tilfreds med ham) bede om at få bragt vand til wudu. Derefter hældte han noget vand fra karret i sin højre hånd og vaskede hånden tre gange. Så stak han sin højre hånd ned i wudu-vandet, skyllede munden tre gange, skyllede næsen, rensede næsen og vaskede ansigtet. Derefter sagde han: Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udføre wudu på samme måde som denne wudu af mig. Den, der udfører wudu som denne wudu af mig og derefter beder to rak’ah uden i dette tidsrum at tale med sig selv om noget, vil få alle sine tidligere synder tilgivet. – al-Bukhari, Muslim og andre.
Desuden har jeg ikke nævnt at gnide øjenlågene og ansigtets folder, bevæge ringen eller tørre halsen, fordi de hadither, der vedrører disse handlinger, ikke er af autentisk grad. Disse handlinger udføres dog for at fuldende renligheden.
5. Det, der er makruh ved wudu
Det er makruh for den, der foretager wudu, at undlade nogen af de ovennævnte sunnah-handlinger. Derved kan han blive berøvet belønningen, for at udføre en makruh-handling er en årsag til at blive berøvet belønning. At undlade sunnah er således ensbetydende med makruh.
6. Det, der ophæver wudu
De ting, der ophæver wudu og gør det forbudt at udføre den handling, som wudu blev foretaget med henblik på, er følgende:
1. Enhver ting, der kommer ud gennem urin- eller afføringsvejen, såsom:
a. urin,
b. afføring.
Allah siger: “Eller hvis nogen af jer kommer fra toilettet.” Med dette menes både urinering og afføring.
c. Luft, der kommer ud fra endetarmen.
Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen af jer er rituelt uren, accepterer Allah ikke hans bøn, før han har foretaget wudu.« En mand, der kom fra Hadramaut, spurgte: »Hvad betyder det at være rituelt uren, Abu Hurayra?« Han svarede: »At lade luft gå.« – Bukhari og Muslim.
Det er også berettet fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen af jer mærker noget i maven, men ikke ved, om noget er kommet ud, skal han under ingen omstændigheder forlade moskéen, før han hører en lyd eller mærker en lugt.« – Muslim.
Det er i virkeligheden ikke en betingelse at høre en lyd eller mærke en lugt. Det betyder, at man skal være sikker på, at noget er kommet ud af maven.
d. e. f. Udledning af mani (sæd), madhi og wadi:
Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde om madhi: »Man skal foretage wudu på grund af det.« Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde om mani: Hvis mani kommer ud, er ghusl obligatorisk. Om madhi og wadi sagde han imidlertid: »Vask dit kønsorgan, og foretag wudu til bønnen.« – Bayhaqi.
2. Søvn, hvor man mister bevidstheden og ikke længere kan sidde på sin plads. Safwan ibn Assal (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede under rejser at befale os ikke at tage vores lædersokker af i tre dage og tre nætter, medmindre det skyldtes janabah (større rituel urenhed). De kunne dog tages af på grund af urinering, afføring eller søvn. Derfor brydes ens wudu ikke, når man sover siddende og stadig er i stand til at blive siddende på sin plads. Det samme fremgår af denne hadith fra Anas (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere ventede i den sidste del af natten på isha-bønnen, indtil deres hoveder begyndte at nikke; derefter bad de uden at foretage wudu. – Shafii, Muslim, Abu Dawud og Tirmidhi.
I den version af hadithen, som Tirmidhi beretter gennem Shu’ba, lyder det: »Jeg så Allahs Sendebuds ledsagere; de blev vækket til bønnen, og jeg hørte endda nogle af dem snorke. Derefter rejste de sig og bad uden at foretage wudu.« Ibn al-Mubarak sagde: »Efter vores opfattelse sad de på det tidspunkt.«
3. Bevidsthedstab: Uanset om det skyldes en forstyrrelse i hjernen, besvimelse, beruselse eller virkningen af medicin, og uanset om det er kortvarigt eller langvarigt, samt uanset om personen kan blive siddende på sin plads eller ej. Den bevidstløshed, der opstår af disse årsager, er nemlig langt mere omfattende end søvn. De lærde er enige om dette.
4. Berøring af kønsdelene uden et mellemstykke: Det er overleveret fra Busra bint Safwan (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Den, der har rørt ved sine kønsdele, må ikke bede, før han har foretaget wudu.« – Overleveret af de fem sahih-hadithsamlinger. At-Tirmidhi erklærede den sahih. Al-Bukhari sagde, at dette er den mest sahih hadith om emnet. Malik, ash-Shafi‘i og Ahmad har også overleveret den. Abu Dawud sagde: »Jeg sagde til imam Ahmad: Busras hadith er ikke sahih.« Han svarede: »Jo, den er bestemt sahih.« Hos Ahmad og an-Nasa’i er det overleveret fra Busra, at hun hørte Allahs Sendebud (sa.) sige: »Den, der rører ved kønsdelene, skal foretage wudu.« Dette omfatter både ens egne og en andens kønsdele. Det er overleveret fra Abu Hurayra (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Den, der med hånden rører ved sine kønsdele uden noget mellemstykke, skal foretage wudu.« – Ahmad, Ibn Hibban og al-Hakim. Al-Hakim og Ibn Abd al-Barr erklærede den sahih. Ibn as-Sakan sagde: »Dette er den mest sahih hadith i dette kapitel.« Imam ash-Shafi‘is formulering af hadithen er: »Når en af jer lægger hånden på sine kønsdele uden noget mellem hånden og kønsdelene, skal han foretage wudu.« Amr ibn Shu‘ayb har overleveret fra sin far og sin bedstefar, at enhver mand, der rører ved sine egne kønsdele, og enhver kvinde, der rører ved sine egne kønsdele, skal foretage wudu. – Ahmad. Ibn al-Qayyim sagde: »Ifølge al-Hazimi er dette en sahih-overlevering.« Hanafitterne mener på grundlag af en autentisk hadith, at berøring af kønsdelene ikke ophæver wudu. Hadithen lyder: »En mand spurgte Allahs Sendebud (sa.): ‘Skal en mand, der har rørt ved sit kønsorgan, foretage wudu?’ Han sagde: ‘Nej. Det er jo blot en del af dig.’« – Overleveret af de fem sahih-hadithsamlinger. Ibn Hibban erklærede den sahih. Ibn al-Madini sagde: »Den er bedre end Busras hadith.«* [Da der findes hadither, som både fastslår og afviser, at berøring af kønsdelene ophæver wudu, er der opstået to synspunkter om dette spørgsmål. Begge synspunkter bygger på sahih-hadither. Den, der følger hadith, kan derfor følge hvilket som helst af de to synspunkter. Redaktøren].
7. Det synes passende at nævne de forhold, som ikke ophæver wudu, men som anses for at ophæve wudu, selv om der ikke findes noget pålideligt bevis til støtte for dette.
De er som følger:
a. Berøring af hustruen uden et mellemstykke: Det er overleveret fra Aisha (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) kyssede hende, mens han fastede, og sagde: »Et kys ophæver hverken wudu eller fasten.« – Overleveret af Ishaq ibn Rahwayh. Al-Bazzar overleverede den med en sahih-isnad. Abd al-Haqq sagde: »Jeg kender ingen fejl ved denne hadith, som skulle gøre det nødvendigt at forkaste den.«
Det er også overleveret fra Aisha (ra.), at hun sagde: »En nat så jeg, at Allahs Sendebud (sa.) ikke var i sengen. Jeg begyndte at lede efter ham. Pludselig faldt min hånd på området mellem hans fødder. Han var i moskeen, og hans fødder var strakt ud. Han sagde: ‘O Allah, jeg søger tilflugt hos Din tilfredshed mod Din vrede. Jeg søger tilflugt hos Din tilgivelse mod Din straf. Jeg søger tilflugt hos Dig mod Dig. Jeg kan ikke lovprise Dig til fulde. Du er, som Du selv har lovprist Dig.’« – Muslim og at-Tirmidhi.
Det er også overleveret fra Aisha (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) kyssede en af sine hustruer og derefter gik til moskeen uden at foretage wudu. – Overleveret af Ahmad og de fire sahih-hadithsamlinger med en sahih-isnad.
Det er også overleveret fra Aisha (ra.), at hun sagde: »Jeg plejede at sove foran Allahs Sendebud (sa.), og mine fødder var foran ham (det vil sige på stedet for sujud). Når han så gik ned i sujud, trykkede han til mig med hånden, og jeg trak straks mine fødder til mig.« En anden overlevering lyder: »Når han ville gå ned i sujud, trykkede han på mine fødder.« – Al-Bukhari og Muslim.
b. Blødning fra andre steder end de normale udskillelsessteder, hvad enten det skyldes et sår, åreladning eller næseblod, og hvad enten blødningen er lille eller stor. Al-Hasan (ra.) sagde: »Muslimerne plejede at bede med deres sår.« – Al-Bukhari.
Bukhari har desuden sagt: Ibn Umar trykkede på en bums eller et udslæt, og straks kom der blod ud af den. Men han foretog ikke wudu. Selv om der kom blod ud sammen med Ibn Abi Awfas spyt, fortsatte han sin bøn. Umar, må Allah være tilfreds med ham, bad også, mens der strømmede blod fra hans sår. Abbad ibn Bishr blev ramt af en pil, mens han bad, men fortsatte sin bøn. – Abu Dawud, Ibn Khuzayma og Bukhari.
c. Opkast: Der findes ingen autentisk hadith, der fastslår, at wudu bliver ugyldig, hvad enten opkastet fylder munden eller er mindre.
d. At spise kamelkød: Ifølge de fire kaliffer samt mange af Profetens ledsagere og tabi’in bliver wudu ikke ugyldig af at spise kamelkød. Det er dog fastslået gennem en autentisk hadith, at man skal foretage wudu af denne grund. Det er overleveret fra Jabir ibn Samura, må Allah være tilfreds med ham: »En mand spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Skal jeg foretage wudu efter at have spist fåre- eller gedekød? Han sagde: Hvis du vil, så gør det; ellers lad være. Han spurgte: Skal jeg foretage wudu efter at have spist kamelkød? Han sagde: Ja. Foretag wudu efter at have spist kamelkød. Han spurgte: Må jeg bede på det sted, hvor får og geder opholder sig? Han sagde: Ja. Han spurgte: Må man bede på det sted, hvor kameler opholder sig? Han sagde: Nej. – Ahmad og Muslim.«
Det er overleveret fra al-Bara ibn Azib: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt: Skal man foretage wudu efter at have spist kamelkød? Han sagde: Foretag wudu. Han blev spurgt: Hvad med efter at have spist gedekød eller fårekød? Han sagde: Foretag ikke wudu. Han blev spurgt: Må man bede på det sted, hvor en flok kameler opholder sig? Han sagde: Bed ikke dér. Det er et sted for Satan. Da han blev spurgt om at bede på det sted, hvor får og geder opholder sig, sagde han: Bed dér, for det er et sted med velsignelse. – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Hibban. Ibn Khuzayma har sagt: På grund af denne hadiths overleveringskædes fortælleres troværdighed har jeg ikke set nogen uenighed blandt hadithlærde om dens autenticitet. Imam al-Nawawi har sagt: Denne opfattelse er bevismæssigt den stærkeste, selv om de fleste lærde er imod den.
e. Tvivl om den rituelt rene persons wudu: Når en rituelt ren person er i tvivl om, hvorvidt hans wudu er blevet ugyldig, skader denne tvivl ham ikke, og hans wudu bliver ikke ugyldig, hvad enten han befinder sig i bønnen eller uden for den. Wudu bliver ikke ugyldig, før man er sikker på, at den er blevet ugyldig. Det er overleveret fra Abbad ibn Tamim gennem hans onkel, at en mand fortalte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at han under bønnen fik den tanke, at der var sket noget med ham (det vil sige, at noget, der ugyldiggør wudu, var sket). Han sagde: Han må ikke forlade bønnen, før han hører en lyd eller mærker en lugt. – Alle de autentiske hadithsamlinger undtagen al-Tirmidhi.
Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Når nogen af jer mærker noget i sin mave, men ikke ved, om der er kommet noget ud af den, skal han ikke forlade moskéen, før han hører en lyd eller mærker en lugt. – Muslim, Abu Dawud og al-Tirmidhi. Det, der menes her, er ikke specifikt at høre en lyd eller mærke en lugt, men at blive sikker på, om der er kommet noget ud af maven. Ibn al-Mubarak har sagt: Hvis man blot er i tvivl om, hvorvidt man er blevet rituelt uren, behøver man ikke at foretage wudu, før man er så sikker, at man kunne sværge på det. Men når man er sikker på, at man er blevet rituelt uren, og er i tvivl om, hvorvidt man stadig er ren, skal han ifølge muslimernes enstemmige opfattelse foretage wudu.
f. Høj latter under bønnen gør ikke wudu ugyldig, for den hadith, der omhandler dette, er ikke autentisk.
g. Det er ikke nødvendigt at foretage wudu efter at have vasket en afdød, fordi beviset for, at dette gør wudu ugyldig, er svagt.
8. De handlinger, hvortil wudu er påkrævet
For det første: Til enhver bøn, hvad enten den er obligatorisk eller frivillig. Selv for at udføre begravelsesbønnen skal man foretage wudu. For Allah har sagt: “I, der tror! Når I vil udføre bønnen, skal I vaske jeres ansigter og jeres hænder op til albuerne, stryge over jeres hoveder og vaske jeres fødder op til anklerne.” Det vil sige: Hvis I er uden wudu og ønsker at bede, skal I vaske jer. Og Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Allah accepterer ikke en bøn uden renselse, og Han accepterer ikke almisse fra det, der er tilegnet sig af krigsbyttet, før det er blevet fordelt.” – Alle de autentiske hadithsamlinger undtagen al-Bukhari.
For det andet: Til at udføre tawaf omkring den hellige Kaba. For det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Tawaf er bøn. Allah har kun tilladt tale deri. Den, der taler, skal derfor tale godt.” – At-Tirmidhi og ad-Daraqutni. Al-Hakim, Ibn as-Sakan og Ibn Khuzayma erklærede den for autentisk.
For det tredje: At berøre Den Hellige Koran. Abu Bakr ibn Muhammad overleverer, at Allahs Sendebud, fred være med ham, skrev i et brev til Yemens indbyggere: “Ingen må berøre Koranen undtagen en ren person.” – An-Nasa’i, ad-Daraqutni, al-Bayhaqi og al-Athram. Ibn Abd al-Barr har sagt: På grund af folkets brede accept er denne hadith kommet tæt på at være mutawatir. Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, siger, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Ingen må berøre Koranen undtagen en ren person.” – Majma’ az-Zawa’id. Det fremgår faktisk af denne hadith, at det ikke er tilladt at berøre Koranen uden at være rituelt ren. Ordet ‘ren’ kan imidlertid have flere betydninger. En person, der er fri for den større rituelle urenhed (udløsning af sæd eller urenhed efter menstruation), en person, der er fri for den mindre rituelle urenhed (urenhed som følge af vandladning, afføring eller afgang af luft), og en troende, hvis krop ikke har nogen urenhed, kan alle betegnes som rene. For at fastslå én bestemt betydning frem for en anden er der behov for en indikator. Derfor er denne hadith ikke et afgørende bevis for, at en person i mindre rituelt uren tilstand ikke må berøre Koranen. Koranens udsagn:لا يمس إلا المطهرون”Den må kun berøres af de rene.” (Sura 5, al-Waqi’a: vers 29)
Det er tydeligt, at der i dette vers menes den skjulte, velbevarede bog, Lawh al-Mahfuz. For det er den nærmeste betydning. Og med de rene menes englene. Således har Allah sagt:
في صحف مكرمة، مرفوعة مطهرة، بايدى سفرة، كرام بررة .
“I ærefulde skrifter, bevaret på ophøjede steder, rene og ærede, i hænderne på ædle, store skrivere.” (Sura 80, Abasa: vers 13-16)
Ifølge Ibn Abbas, ash-Sha’bi, ad-Dahhak, Zayd ibn Ali, al-Mu’ayyad billah, Dawud az-Zahiri, Ibn Hazm og Hammad ibn Abi Sulayman er det tilladt for en person i mindre rituelt uren tilstand at berøre Koranen. At læse Koranen uden at berøre den er enstemmigt tilladt.
9. Situationer, hvor wudu er anbefalet
a. Når man ihukommer Allah eller udtaler Hans navn: Muhajir ibn Qunfudh (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at han hilste på Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), mens han udførte wudu. Han besvarede ikke hilsenen, før han havde afsluttet sin wudu. Derefter besvarede han hilsenen og sagde: »Den eneste grund til, at jeg ikke besvarede din hilsen, var, at jeg ikke kunne lide at nævne Allahs navn uden at være rituelt ren.« Qatadah sagde: Af denne grund brød al-Hasan sig ikke om at recitere Koranen eller nævne Allahs navn, før han havde opnået ritu−el renhed. – Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Abu Juhaim ibn al-Harith (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom fra Bi’r Jamal, et sted i nærheden af Medina. På det tidspunkt mødte en mand ham og hilste på ham. Allahs Sendebud besvarede ikke hans hilsen, men gik hen til en mur. Derefter strøg han over sit ansigt og sine hænder (det vil sige, han udførte tayammum), og så besvarede han hilsenen. – Ahmad, al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og al-Nasa’i. Dette er den anbefalede og bedste handling. Ellers er det tilladt at ihukomme Allah i alle tilstande: under rituel renhed eller urenhed, siddende, stående, liggende eller gående. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allahs Sendebud ihukom altid Allah.« – De fem hadith-samlinger, bortset fra al-Nasa’i. al-Bukhari citerede den uden isnad.
Ali (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom fra toilettet, reciterede Koranen for os og spiste kød sammen med os. Intet afholdt ham fra Koranen, bortset fra janabah, det vil sige større rituel urenhed. – De fem autentiske hadith-samlinger. al-Tirmidhi og Ibn Sakan erklærede den autentisk.
b. Før man går i seng:
al-Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når du går til din seng, skal du udføre wudu på samme måde som til bønnen. Læg dig derefter på din højre side og sig: ›O Allah! Jeg overgiver min sjæl til Dig, vender mit ansigt mod Dig, overlader alle mine anliggender til Dig og støtter min ryg til Dig. Jeg nærer håb til Dig og frygt for Dig. Der er ingen tilflugt eller frelse fra Dig undtagen hos Dig. O Allah, jeg tror på den Bog, som Du har åbenbaret, og jeg tror på den profet, som Du har sendt.‹« Hvis du dør den nat, vil du dø i troen. Men sig ikke noget efter disse ord.« al-Bara sagde: »Jeg gentog disse ord foran Allahs Sendebud. Da jeg nåede til: ›O Allah, jeg tror på den Bog, som Du har åbenbaret‹, sagde jeg: ›og på Din Sendebud‹. Allahs Sendebud sagde: ›Nej, sig: på Din profet, som Du har sendt.‹« – Ahmad, al-Bukhari og al-Tirmidhi.
For en person, der befinder sig i janabah, det vil sige større rituel urenhed, er dette endnu vigtigere. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O Allahs Sendebud, kan nogen af os sove i janabah-tilstand?« Han svarede: »Ja, efter at have udført wudu.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når han ønskede at sove i janabah-tilstand, vaskede sine kønsdele og udførte wudu på samme måde som til bønnen.« – Overleveret i alle hadith-samlingerne.
c. Wudu er anbefalet for den, der er junub:
Det er anbefalet, at den, der er i en tilstand af større rituelt urenhed, udfører wudu, når han ønsker at spise eller have samleje igen. Aisha beretter, at Allahs Sendebud, når han var junub (i en tilstand af større rituelt urenhed) og ønskede at spise eller sove, udførte wudu. – Hadithen er overleveret i flere værker.
Det er overleveret fra Ammar ibn Yasir: Når en junub ønsker at spise eller sove, gav Allahs Sendebud ham tilladelse til at udføre wudu ligesom wudu til bøn. – Ahmad og at-Tirmidhi.
Abu Sa’id beretter også, at Allahs Sendebud sagde: Når en af jer ønsker at have samleje med sin hustru igen efter samleje, bør han udføre wudu. – Overleveret af alle hadith-samlingerne undtagen al-Bukhari.
Ibn Khuzaymah, Ibn Hibban og al-Hakim har også overleveret denne hadith. De tilføjer: “For det gør ham mere energisk til at have samleje igen.”
d. Før den obligatoriske eller anbefalede ghusl:
Aisha sagde: Når Allahs Sendebud udførte ghusl på grund af janabah, vaskede han først begge hænder. Derefter hældte han vand fra sin højre hånd over sin venstre hånd, og så vaskede han kønsdelene. Derefter udførte han wudu som til bøn. – Alle de autentiske hadith-samlinger.
e. Det er anbefalet at udføre wudu efter at have spist mad, som ilden har berørt:
Ibrahim ibn Abdullah ibn Qaris sagde: “Jeg gik forbi Abu Hurayrah, mens han udførte wudu. Han sagde: Ved du, hvorfor jeg udfører wudu? Fordi jeg har spist ost. Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Udfør wudu efter at have spist mad, som ilden har berørt.” – Ahmad, Muslim og de fire hadith-samlinger.
Og det er overleveret fra Aisha (ra.), at Allahs Sendebud sagde: »Spis det, som ilden har berørt, og udfør wudu.« – Ahmad, Muslim, an-Nasa’i og Ibn Majah.
Bemærk, at befalingen om wudu her forstås som en anbefaling. For i den hadith, der er overleveret af Amr ibn Umayya ad-Damri, siger han: »Jeg så Allahs Sendebud skære kød af en tilberedt gedekrans og spise det. Kort efter blev der kaldt til bøn. Han rejste sig, lagde kniven fra sig og bad uden at udføre wudu.« – Bukhari og Muslim. An-Nawawi har bemærket: Denne hadith indeholder bevis for, at det er tilladt at skære kød med en kniv.
f. Det er mustahabb at forny wudu til hver bøn:
Buraida (ra.) har overleveret, at Allahs Sendebud udførte wudu ved hver bøn. Da dagen for erobringen af Mekka kom, udførte han wudu, strøg over sine khuffer og bad flere bønner med én wudu. Umar (ra.) sagde til ham: »O Allahs Sendebud, du plejede ikke at gøre dette tidligere.« Allahs Sendebud sagde: »O Umar, jeg gjorde det med vilje.« – Ahmad, Muslim og andre. Ibn Amr ibn Amir al-Ansari (ra.) har overleveret, at han sagde: Anas ibn Malik plejede at sige: »Allahs Sendebud udførte wudu ved hver bøn.« Jeg spurgte: »Hvordan plejede I at bede?« Han svarede: »Så længe vi ikke blev rituelt urene, bad vi mange bønner med én wudu.« – Ahmad og Bukhari.
Abu Hurayra (ra.) har overleveret, at Allahs Sendebud sagde: »Hvis det ikke ville være en byrde for min menighed, ville jeg befale dem at udføre wudu til hver bøn og at bruge miswak ved hver wudu.« – Ahmad.
Ibn Umar (ra.) har overleveret, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der udfører wudu, selv om han allerede er ren, får skrevet ti belønninger for det.« – Abu Dawud, at-Tirmidhi og Ibn Majah.
10. Nogle vigtige ting at vide om wudu
a. Det er tilladt at føre almindelig samtale under wudu. Der findes intet bevis i hadith for, at det er forbudt.
b. Der er intet grundlag for at fremsige forskellige du’aer, mens man vasker lemmerne. Det er tilstrækkeligt at fremsige de du’aer, som tidligere er blevet nævnt i beskrivelsen af wudus sunnah-handlinger.
c. Hvis man er i tvivl om, hvor mange gange man har vasket, skal man holde sig til det, man er sikker på – altså det laveste antal.
d. Hvis et af wudus lemmer er dækket af voks eller en lignende belægning, bliver wudu ugyldig. Men hvis der kun er farve på, såsom henna, hårfarve og lignende, påvirker det ikke wudu, eftersom det ikke forhindrer vandet i at nå huden.
e. En mustahada-kvinde (hvis menstruation varer mere end ti dage eller mindre end tre dage), en person, der konstant lækker urin eller afgiver luft, eller en anden person med en tilsvarende undskyldning, skal udføre wudu til hver bøn, når denne tilstand varer gennem hele bønnetiden eller er uden for personens kontrol. Deres bøn regnes som gyldig, selv om de har denne undskyldning.
f. Det er tilladt at få hjælp fra en anden under wudu.
g. Det er tilladt at tørre de våde lemmer med et lommetørklæde efter wudu, både om vinteren og om sommeren.
5. Aftørring over sokker
a. Det islamiske bevis herfor:
Det er fastslået gennem sahih-hadither fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at det er tilladt at tørre over sokkerne. An-Nawawi har sagt: De lærde, hvis udtalelser er anerkendte, er enige om, at det er tilladt at tørre over sokkerne, hvad enten man befinder sig hjemme eller er på rejse, og hvad enten det sker af nødvendighed eller uden nødvendighed. Det er endda tilladt for en kvinde, der konstant er beskæftiget med tjenestearbejde, og for en ubevægelig handicappet person. Kun shiaerne og kharijitterne modsætter sig dette. Deres modstand kan ikke godtages. Hafiz Ibn Hajar har sagt i Fath al-Bari: En gruppe hadith-hafizer har klart udtalt, at aftørring over sokkerne er en mutawatir-sag (fastslået gennem overleveringer af almen udbredelse). Nogle har udarbejdet en liste over overlevererne, og den omfatter mere end firs (80) personer. Blandt haditherne om aftørring over sokkerne er den mest autentiske den, som al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi har overleveret fra Imam an-Nakha’i. Hadithen lyder:
Jarir ibn Abdullah urinerede, udførte derefter wudu og tørrede over sine sokker. Man sagde til ham: “Gjorde du dette, selv om du havde urineret?” Jarir svarede: “Ja, jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, urinere, derefter udføre wudu og tørre over sokkerne.” Ibrahim siger: Denne hadith vakte forundring hos dem, fordi Jarir antog islam efter åbenbaringen af sura al-Ma’idah. Det vil sige, at han antog islam i det tiende hijri-år, efter at det vers i sura al-Ma’idah, som indeholder reglerne om wudu og påbyder vask af fødderne, var blevet åbenbaret. Hans hadith beviser således, at påbuddet om vask i verset gælder den, der ikke har sokker på. For den, der har sokker på, er det obligatorisk at tørre over dem. Hadithen kan derfor specificere, hvilket anvendelsesområde verset har.
b. Tilladelsen til at tørre over lædersokker
Det er tilladt at tørre over jawrab eller lædersokker. Dette er overleveret fra et stort antal sahaba. Abu Dawud har sagt: Ali ibn Abu Talib, Ibn Masud, al-Bara ibn Azib, Anas ibn Malik, Abu Umamah, Sahl ibn Sad og Amr ibn Hurayth tørrede over jawrab. Det samme er overleveret fra Umar ibn al-Khattab og Ibn Abbas. Det er også overleveret fra Ammar, Bilal og Ibn Umar. I Ibn al-Qayyims Tahdhib as-Sunan er det overleveret fra Ibn al-Mundhir: Imam Ahmad har klart nævnt, at det er tilladt at tørre over jawrab. Dette er hans korrekte afgørelse. Det stemmer overens med disse sahabas bevidste handlinger og med en klar analogislutning. Der er nemlig ingen nævneværdig reel forskel mellem khuff og jawrab (lædersokker). Derfor kan reglerne for khuff anvendes på jawrab. Flertallet af de lærde mener, at det er tilladt at tørre over dem begge. Blandt dem, der har sagt, at det er tilladt at tørre over begge, er Sufyan ath-Thawri, Ibn al-Mubarak, Ata, al-Hasan al-Basri og Said ibn al-Musayyab. Abu Yusuf og Muhammad har sagt: Hvis sokkerne og lædersokkerne er så tykke, at man ikke kan se, hvad der er under dem, er det tilladt at tørre over dem. Abu Hanifa mente, at det heller ikke var tilladt at tørre over tykke lædersokker. Men tre eller syv dage før sin død ændrede han mening og afsagde en tilladende dom. Da han var syg, tørrede han selv over lædersokkerne og sagde til dem, der kom for at besøge ham: “Det, som jeg plejede at forbyde, har jeg nu selv gjort.” Det er overleveret fra al-Mughira ibn Shuba:
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte wudu og tørrede over skoene og lædersokkerne [ De to centrale ord i denne hadith er na’l (19) og jawrab (ورب). Na’l er det, der beskytter foden mod jorden. Det er ikke en sok. Det kan være en sko, sandal eller træsko. Allahs Sendebuds na’l havde to remme. Den ene rem gik mellem storetåen og tåen ved siden af den, og den anden mellem langfingertåen og tåen ved siden af den. Disse to remme mødtes med den øverste rem over fodryggen, som kaldes shiraak. Jawrab er en lædersok, der dækker hele fodsålen, og som kaldes shiraak ] . -Ahmad, at-Tahawi, Ibn Majah og at-Tirmidhi. At-Tirmidhi erklærede den sahih, mens Abu Dawud erklærede den svag. Det egentlige formål var aftørring over jawrab, altså lædersokkerne. Spørgsmålet om aftørring over na’l eller sko er blot kommet med som en sideordnet del.
Ligesom det er tilladt at tørre over jawrab eller lædersokker, er det også tilladt at tørre over enhver form for beklædning på fødderne, altså sokker, som man tager på af frygt for kulde, af frygt for at komme til skade, af frygt for ubehaget ved bare fødder eller af lignende årsager. Ibn Taymiyyah har sagt: “Det er tilladt at tørre over beklædning på fødderne. Aftørring over sådan beklædning er mere oplagt end aftørring over sokker og lædersokker. For sådan beklædning bæres som regel af nødvendighed, og hvis den tages af, opstår der forskellige skader. Man bliver enten kold, lider under at have bare fødder eller kommer til skade. Når det således er tilladt at tørre over sokker og lædersokker, må det så meget desto mere være tilladt at tørre over beklædning på fødderne. Den, der hævder, at de lærde er enige om nogen af disse spørgsmål, afslører blot sin egen uvidenhed. Man kan ikke engang bevise, at ti fremtrædende lærde har erklæret det for forbudt, endsige hævde enighed. Ibn Taymiyyah siger endvidere: Den, der overvejer og undersøger Allahs Sendebuds udsagn og foretager en korrekt analogislutning, vil forstå, at der her er meget stor frihed. Dette er et af de gavnlige træk ved shariaen samt et udtryk for shariaens rummelighed og barmhjertighed.” Hvis der er huller eller rifter i sokkerne eller jawrab, er der intet til hinder for aftørring, så længe de efter sædvane stadig kan bæres. Ath-Thawri siger: Muhajirunernes og ansarernes sokker var ikke fri for huller og rifter. Hvis aftørring derfor havde været forbudt, ville det bestemt være blevet overleveret fra dem.
c. Betingelserne for aftørring over sokker og lignende
Betingelsen for, at det er tilladt at foretage masah over strømper eller noget tilsvarende, der dækker foden, er, at de tages på, mens man er i wudu. Al-Mughirah ibn Shu’bah beretter: »Jeg var på rejse sammen med Allahs Sendebud ﷺ en nat. Jeg hældte vand fra vandbeholderen over ham. Med det vaskede han sit ansigt og begge hænder og foretog masah over sit hoved. Derefter bøjede jeg mig ned for at tage hans strømper af. Han sagde: “Lad være, tag ikke strømperne af, for jeg tog dem på, mens jeg var i ren tilstand.” Derefter foretog han masah over dem.« – Ahmad, al-Bukhari og Muslim. Al-Humaydi har i sin Musnad berettet fra al-Mughirah, at han sagde: »Vi spurgte: “Allahs Sendebud, må vi foretage masah over strømperne?” Han svarede: “Ja, hvis de blev taget på, mens man var i ren tilstand.”« Nogle faqih’er har stillet som betingelse, at strømperne skal dække det område, der skal vaskes som en obligatorisk del, sidde fast på foden uden at være bundet med snore eller lignende, og samtidig være sådan, at man kan gå omkring uafbrudt iført dem. Ibn Taymiyyah har imidlertid i sin fatwa-samling betegnet disse betingelser som svage.
d. Området, hvor masah foretages
Det område, hvor masah ifølge shariaen skal foretages, er oversiden af strømpen. Al-Mughirah رضي الله عنه sagde: »Jeg så Allahs Sendebud ﷺ foretage masah over strømpens overside.« – Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi.
Ali رضي الله عنه sagde: »Hvis islam var en religion baseret på menneskers meninger, ville det have været mere oplagt at foretage masah over strømpens underside end over dens overside. Jeg så Allahs Sendebud ﷺ foretage masah over strømpens overside.« – Abu Dawud og al-Daraqutni. Det obligatoriske er det, som masah sprogligt og leksikalsk betyder; der er ingen nærmere specifikation af dette. Der er heller ikke nævnt noget autentisk hadith om denne sag.
e. Varigheden af masah
Ved ophold i hjemmet er varigheden for masah over strømperne én dag og én nat, mens den under rejse er tre dage og tre nætter.
Safwan ibn Assal رضي الله عنه sagde: »Allahs Sendebud ﷺ beordrede os til at foretage masah over strømperne, når vi tog dem på i ren tilstand: i tre dage under rejse og én dag og én nat hjemme. Og vi skulle ikke tage dem af, undtagen på grund af janabah (større rituelle urenhed).« – al-Shafi’i, Ahmad, Ibn Khuzaymah, al-Tirmidhi og al-Nasa’i.
Det er berettet fra Shurayh ibn Hani’, at han sagde: »Jeg spurgte Aisha رضي الله عنها om masah over strømperne. Hun sagde: “Spørg Ali, for han ved mere om dette end jeg. Han rejste sammen med Allahs Sendebud ﷺ.”« Derfor spurgte jeg Ali رضي الله عنه, og han svarede: »Allahs Sendebud ﷺ sagde: “For den rejsende er det tre dage og tre nætter, og for den fastboende er det én dag og én nat.”« – Ahmad, Muslim, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Al-Bayhaqi sagde: »Dette er det mest autentiske hadith i dette kapitel.« Varigheden begynder, når masah påbegyndes. Nogle siger: Den begynder, når behovet for wudu opstår efter at have taget strømperne på.
c. Regler for masah
Når en person, der udfører wudu, har afsluttet sin wudu og taget sokker eller lædersokker på, er det derefter tilladt for ham ved hver wudu at udføre masah over sokkerne. Det er ikke nødvendigt at vaske fødderne. Han har fået tilladelse til dette i én dag og én nat, når han opholder sig hjemme, og i tre dage og tre nætter under en rejse. Men hvis han bliver junub, skal sokkerne tages af. Det er nemlig dette, der blev sagt i den tidligere nævnte hadith fra Safwan.
d. Det, der ophæver masah
Masah over sokkerne ophæves (1) når perioden udløber, (2) ved janabah og (3) når sokkerne tages af. Hvis perioden udløber, eller sokkerne tages af, mens man stadig har wudu, skal man blot vaske begge fødder.
6. Ghusl
Ghusl betyder at lade vand strømme over hele kroppen. Det er en handling, der hører under shariaen. Den Almægtige Allah har nemlig sagt:
وإن كنتر جنبا قاظهروا
“Men hvis I er i en tilstand af større urenhed, så skal I rense jer grundigt.” (Sura 5, al-Ma’idah: et uddrag af vers 6)
وَيَسْأَلُونَكَ عَنِ الْمَحِيضِ قُلْ هُوَ أَذًى لا فَاعْتَزِلُوا النِّسَاء فِي الْمَحِيضِ لَا وَلا تَقْرَبُوهُنَّ حَتَّى يَطْهُونَ ، فَإِذَا تَطَهِّرْنَ فَأْتُوهُنَّ من حيث أمركم الله ، إن اللهَ يُحِبُّ التَّوَّابِينَ وَيُحِبُّ المتطهرين
Betydning: “De spørger dig om menstruationen. Sig: Den er en urenhed. Hold jer derfor borte fra kvinderne under menstruationen, og nærm jer dem ikke, før de er blevet rene. Når de har renset sig grundigt, så gå til dem, sådan som Allah har befalet jer. Allah elsker dem, der omvender sig, og Han elsker dem, der renser sig.”
(Sura 2, al-Baqara: vers 222)
Der er nogle vigtige regler forbundet med ghusl, som behandles her:
1. De årsager, der gør ghusl obligatorisk
For det første: Hvis sæd udskilles fra en kvinde eller en mand med ophidselse, enten under søvn eller i vågen tilstand, bliver ghusl obligatorisk. Dette er alle de islamiske retslærdes opfattelse. Abu Sa’id har berettet:
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Vand fra vand.” (Vand, det vil sige: På grund af sædafgang skal man foretage ghusl ved at hælde vand over hele kroppen.) – Muslim.
Det er berettet fra Umm Salama, at Umm Sulaym, må Allah være tilfreds med dem begge, sagde: “O Allahs Sendebud! Allah skammer sig ikke over sandheden. Skal en kvinde foretage ghusl, hvis hun får en erotisk drøm?” Han svarede: “Ja, hvis hun ser vandet.” – Bukhari, Muslim og andre.
Det synes passende her at gøre opmærksom på nogle ofte forekommende situationer, eftersom der kan være behov for at kende dem:
For det første: Hvis sædudløsning sker uden seksuel ophidselse på grund af sygdom eller kulde, bliver ghusl ikke obligatorisk. I den hadith, som Ali har berettet, siges det nemlig, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til ham: “Når du får en kraftig sædudløsning, skal du foretage ghusl.” Abu Dawud.
Mujahid fortæller: Vi, nogle af Ibn Abbas’ elever – Taus, Said ibn Jubayr og Ikrima – var samlet i moskeen, mens Ibn Abbas bad. På dette tidspunkt kom en mand hen og stillede sig foran os. Han sagde: »Er der en mufti her?« Vi sagde: »Spørg om det, du vil.« Han sagde: »Hver gang jeg urinerer, kommer der straks efter urinen en kraftig udledning af væske.« Vi sagde: »Mener du den væske, som et barn bliver til af?« Han sagde: »Ja.« Vi sagde: »Så skal du foretage ghusl.« Da manden hørte dette, gik han bort, mens han gentog: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.« Ibn Abbas afsluttede hurtigt sin bøn. Derefter sagde han til Ikrima: »Jeg vil have denne mand tilbage.« Så vendte han sig mod os og sagde: »Gav I denne mand den fatwa ud fra Allahs Bog?« Vi sagde: »Nej.« Han sagde: »Så ud fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham?« Vi sagde: »Nej.« Han sagde: »Så ud fra Allahs Sendebuds ledsagere, fred og velsignelser være med ham?« Vi sagde: »Nej.« Han sagde: »Hvorfra så?« Vi sagde: »Ud fra vores egen fornuft.« Han sagde: »Det er derfor, Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »En faqih, det vil sige en, der har viden om shariaen, er stærkere over for Satan end tusind fromme tilbeder.« På dette tidspunkt kom manden tilbage. Ibn Abbas vendte sin opmærksomhed mod ham og sagde: »Når det, du nævnte, sker, føler du så nogen ophidselse i dit kønsorgan?« Han sagde: »Nej.« Han sagde: »Mærker du så nogen følelsesløshed i kroppen?« Han sagde: »Nej.« Han sagde: »Det er blot svaghed. Det er tilstrækkeligt for dig at foretage wudu.«
b. Når en person har en våd drøm, men ikke ser sæd, behøver han ikke at foretage ghusl. Ibn al-Mundhir har sagt: Alle de lærde, som jeg har modtaget religiøs undervisning hos, var enige om denne opfattelse. I den tidligere nævnte hadith fra Umm Sulaym står der, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, som svar på spørgsmålet om, hvorvidt en kvinde skal foretage ghusl, hvis hun har en våd drøm, sagde: »Ja, hvis hun ser væsken, det vil sige sæden.« Denne hadith viser også, at ghusl ikke er nødvendig, hvis man ikke ser sæd. Men hvis sæd udskilles efter opvågningen, skal man foretage ghusl.
c. Hvis man efter at være vågnet ser fugtighed, men ikke kan huske at have haft en våd drøm, er ghusl obligatorisk, hvis man er sikker på, at fugtigheden er sæd. Det skyldes, at det dermed tydeligt fremgår, at fugtigheden stammer fra den våde drøm, men at man har glemt den. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt det er sæd, uden at være sikker, er ghusl obligatorisk som en sikkerhedsforanstaltning. Mujahid og Qatada har sagt: Ghusl er ikke obligatorisk, før man er sikker på, at det er sæd. For i udgangspunktet er renhed sikker, og sikkerhed kan ikke ophæves af tvivl.
d. Man mærker, at sæden udstødes under seksuel ophidselse, men klemmer penis sammen, så den ikke kan komme ud. Også dette skyldes den tidligere nævnte hadith, hvori Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har gjort ghusl betinget af, at man ser sæden. Ghusl er derfor ikke obligatorisk, medmindre man ser sæden. Men hvis sæden kommer ud, efter at man slipper penis og begynder at bevæge sig, skal man foretage ghusl.
5. Man ser sæd på sit tøj, men ved ikke, hvornår den kom ud. I mellemtiden har man bedt i denne tilstand. Man skal gentage bønnerne fra efter den seneste søvn. Men hvis man ser et tegn, der viser, at sæden kom ud før den seneste søvn, skal man gentage bønnerne fra den søvn, hvor man antager, at det skete.
To. Samleje mellem de to kønsorganer. Det vil sige, at ghusl bliver obligatorisk, når spidsen af penis trænger ind i hustruens vagina og forsvinder ind i den, også selv om der ikke sker sædafgang. Allah har sagt: »Hvis I er i en tilstand af den største urenhed, så rens jer grundigt.« Imam al-Shafii har sagt: På arabisk betegner »janabah« (den største urenhed) i både den direkte og sproglige betydning samleje, uanset om der sker sædafgang eller ej. Hvis man siger, at en bestemt mand er blevet junub (befinder sig i tilstanden af janabah) gennem en bestemt kvinde, forstår man dermed, at han har haft samleje med hende, selv om der ikke er sket sædafgang. Han har sagt: Den zina, som shariaen har fastsat piskestraf for, er samleje, selv om der ikke sker sædafgang. Abu Hurayra berettede, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en mand sætter sig mellem en kvindes arme og ben og fører sit kønsorgan ind i hende, bliver ghusl obligatorisk, uanset om der sker sædafgang eller ej.« – Ahmad og Muslim.
Det er også overleveret fra Said ibn al-Musayyab: Abu Musa al-Ashari, må Allah være tilfreds med ham, sagde til Aisha, må Allah være tilfreds med hende: »Jeg vil gerne spørge dig om noget, men jeg skammer mig.« Aisha sagde: »Spørg bare, og skam dig ikke. Jeg er jo din mor.« Abu Musa spurgte da: »Hvad er reglen for den, der har samleje, men ikke får sædafgang?« Aisha citerede Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, for at have sagt: »Når de to kønsorganer mødes, bliver ghusl obligatorisk.« – Ahmad og Malik.
Det skal dog bemærkes, at penetration er nødvendig. Hvis der kun sker berøring uden penetration, er ghusl ikke obligatorisk for nogen af dem.
For det tredje: Når menstruationen og barselsblødningen ophører: Allah har sagt: “Gå ikke nær dem, før de er blevet rene. Når de er blevet rene, så gå til dem, sådan som Allah har befalet jer.” Og Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til Fatima bint Abi Hubaysh (må Allah være tilfreds med hende): “I de dage, hvor du har menstruationsblødning, skal du afholde dig fra bønnen. Derefter skal du foretage ghusl og bede.” – Sahih al-Bukhari og Muslim. Selvom denne hadith handler om menstruation, er ledsagernes enstemmige opfattelse, at barselsblødning har samme status som menstruation. Hvis en kvinde føder, men ikke får nogen blødning, siger nogle, at ghusl er obligatorisk, mens andre siger, at det ikke er obligatorisk. Der findes ingen vejledning om dette i Koranen eller hadith.
For det fjerde: Døden: Når en muslim dør, er det ifølge enstemmig opfattelse obligatorisk at vaske ham eller hende. En detaljeret redegørelse vil blive givet på det rette sted.
For det femte: Når en vantro antager islam: Når en vantro antager islam, er ghusl obligatorisk for ham. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter: “Thumama al-Hanafi blev taget til fange. Allahs Sendebud (fred være med ham) gik hver morgen hen til ham og sagde: ‘Hvad siger du, Thumama?’ Thumama svarede: ‘Hvis du dræber mig, dræber du en mand, hvis blod vil blive hævnet, og hvis du viser mig barmhjertighed, viser du barmhjertighed mod en taknemmelig mand. Hvis du kræver løsepenge, vil jeg give dig, hvad du ønsker.’ Allahs Sendebuds ledsagere foretrak løsepenge og sagde: ‘Hvad vil man opnå ved at dræbe ham?’ Derefter gik Allahs Sendebud (fred være med ham) hen til ham, og han antog islam. Allahs Sendebud lod ham gå, sendte ham til Abu Talhas have og befalede ham at foretage ghusl. Han foretog ghusl og bad to rakʿa. Da sagde Allahs Sendebud (fred være med ham): ‘Jeres brors antagelse af islam er fuldendt på rette vis.'” – Ahmad, al-Bukhari og Muslim.
2. Handlinger, som er forbudte for den junub-tilstandige
Følgende handlinger er forbudte for den junub-tilstandige:
a. Bønnen.
b. Tawaf.
Beviserne for disse forhold er nævnt i redegørelsen om de handlinger, der kræver wudu.
c. At røre ved og bære Koranen: Mange imamer er enige om, at dette er forbudt, men imam Dawud og Ibn Hazm mener, at det er tilladt for en junub at røre ved og bære Koranen og anser det ikke for klanderværdigt. Det hadith, som de fremfører fra Bukhari og Muslim som bevis, lyder:
»Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte et brev til Heraklios, hvori der stod: I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn … og til sidst stod også dette vers fra sura Ali Imran:
قُلْ يَأْهْلَ الْكِتَبِ تَعَالَوْ إِلَى كَلِمَةٍ سَوَاءٍ بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمْ إِلَّا تَعْبُدَ إِلَّا اللَّهَ وَلَا نُشْرِكَ بِهِ شَيْئًا وَلَا يَتَّخِلُ بَعْضُنَا بَعْضًا أَرْبَابًا مِن دُونِ اللَّهِ ، فَإِن تَوَلَّوا فَقُولُوا اعْمَدُوا بِأَنَّا مُسْلِمُونَ .
Betydning: »I Skriftens folk! Kom til et ord, der er fælles for os og jer: at vi ikke tilbeder andre end Allah, ikke sætter noget ved siden af Ham og ikke tager hinanden som herrer i stedet for Allah. Hvis de derefter vender sig bort, så sig: Vær vidner på, at vi er muslimer.« (Sura Ali Imran, vers 64)
Ibn Hazm siger: Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte dette brev med verset til de kristne. Han vidste med sikkerhed, at de ville røre ved brevet. Flertallet af imamerne har som svar på dette argument sagt: Det er jo et brev. Der er intet galt i at røre ved breve, tafsirbøger, fiqh-bøger og lignende, selv om de indeholder vers, eftersom de ikke kaldes Koranen og ikke har samme status som Koranen [Der findes dog intet bevis i Koranen eller hadith for, at det er forbudt for en junub at røre ved og bære Koranen. Af hensyn til Koranens værdighed anser imamerne det for ikke-tilladt. De anser det dog for tilladt i undervisningsøjemed. Imam Dawud al-Zahiri og Ibn Hazm anser det for tilladt under alle omstændigheder. – Red.].
d. At læse Koranen: Ifølge mange imamer er det forbudt for en junub at læse nogen del af Koranen.
I et hadith overleveret af Ali står der: »Intet andet end janaba (en rituel urenhed, der gør ghusl obligatorisk – dens beskrivelse er allerede blevet givet) holdt Allahs Sendebud, fred være med ham, fra Koranen.« – Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah. Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: Nogle har betegnet nogle af dette hadiths overleverere som svage. Det er dog et godt hadith, som man kan tage bevis fra. Det er også overleveret fra Ali: Jeg så Allahs Sendebud, fred være med ham, udføre wudu og derefter læse en del af Koranen. Så sagde han: »Dette er tilladt for den, der ikke er junub. For den, der er junub, er det ikke tilladt – ikke engang at læse ét vers.« – Ahmad og Abu Ya’la. Haythami siger: Dette hadiths overleverere er pålidelige. Al-Shawkani siger: »Hvis dette hadith er autentisk, kan det bruges som bevis for, at det er forbudt for en junub at læse Koranen. Men det første hadith indeholder ingen udtalelse, der beviser, at det er forbudt at læse Koranen. Det eneste, man højst kan udlede af det, er, at Allahs Sendebud, fred være med ham, afholdt sig fra at læse Koranen, mens han var i tilstanden janaba. En sådan udtalelse beviser ikke engang, at det er makruh at læse Koranen, så hvordan skulle den kunne bevise, at det er haram?« Ifølge imam Bukhari, al-Tabarani, Dawud al-Zahiri og Ibn Hazm er det tilladt for en junub at læse Koranen. Imam Bukhari siger: Ibrahims udtalelse er, at en menstruerende kvinde må læse koranvers. Ibn Abbas anså det ikke for klanderværdigt, at en junub læser Koranen. Allahs Sendebud, fred være med ham, ihukom altid Allah. Hafiz Ibn Hajar har kommenteret dette således: Imam Bukhari anså ikke noget hadith, der erklærer det forbudt for en junub eller en menstruerende kvinde at læse Koranen, for autentisk. Selv om disse hadither samlet set anses for beviskraftige af andre, er de fleste af dem åbne for fortolkning.
e. At opholde sig i moskeen: Det er forbudt for en junub at opholde sig i moskeen. Aisha siger: En dag kom Allahs Sendebud, fred være med ham. På det tidspunkt havde hans ledsageres huse døre, der vendte mod moskeen. Han sagde: »Vend dørene til alle disse huse væk fra moskeen.« Efter at have sagt dette gik Allahs Sendebud, fred være med ham, ind (i sit hus eller i moskeen). Folkene gjorde ikke noget; de håbede, at der ville blive åbenbaret en lempelse for dem. Kort efter kom Allahs Sendebud, fred være med ham, ud til dem og sagde: »Vend dørene til disse huse væk fra moskeen. For jeg anser ikke moskeen for tilladt for en menstruerende kvinde eller en junub.« – Abu Dawud. Umm Salama siger: Allahs Sendebud, fred være med ham, trådte ind på denne moskeplads og bekendtgjorde: »Moskeen er ikke tilladt for en junub eller en menstruerende kvinde.« – Ibn Majah og al-Tabarani.
Begge de nævnte hadither beviser, at moskeen ikke er tilladt for den, der er i janābah, eller for en menstruerende kvinde. Det er dog tilladt for begge at gå gennem moskeen. For Allah har sagt: “I, der tror! Kom ikke nær til bønnen, mens I er berusede, før I forstår, hvad I siger; heller ikke i tilstanden af janābah, før I har foretaget den rituelle badning, medmindre I blot er på gennemrejse. Der er ingen skyld i det.” (Sura 4, an-Nisāʾ, vers 43)
Jābir, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Nogle af os plejede at gå gennem moskeen, mens de var i janābah.” – Ibn Abī Shaybah og Saʿīd ibn Manṣūr.
Zayd ibn Aslam sagde også: “Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere plejede at færdes gennem moskeen, mens de var i janābah.” (Ibn al-Mundhir). Det er overleveret fra Yazīd ibn Ḥabīb, måtte Allah være tilfreds med ham: Nogle af anṣārernes huse havde døre, der vendte ud mod moskeen. De blev ramt af janābah, men kunne ikke gå til vandet for at hente vand uden at gå gennem moskeen. Derfor åbenbarede Allah dette vers: “Kom ikke nær til bønnen, mens I er i janābah, medmindre I blot er på gennemrejse.” – Ibn Jarīr.
Al-Shawkānī siger derefter: “Dette beviser uden nogen som helst tvivl det omhandlede spørgsmål.” ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: “Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til mig: ’Hent lommetørklædet til mig fra moskeen.’ Jeg sagde: ’Jeg menstruerer.’ Han sagde: ’Din menstruation er ikke i din hånd.’” – Alle hadithsamlinger undtagen al-Bukhārī.
Det er overleveret fra Maymūnah, måtte Allah være tilfreds med hende: “Allahs Sendebud plejede at komme til nogle af os, mens vi menstruerede, og læse Koranen med hovedet hvilende i hendes skød, selv om hun menstruerede. Derefter plejede en af os at tage hans lommetørklæde og lægge det i moskeen, mens hun menstruerede.” – Aḥmad og an-Nasāʾī. Der findes flere hadither med dette indhold.
3. Den anbefalede rituelle badning
Det vil sige den rituelle badning, som prises, og som belønnes, men hvis udeladelse hverken medfører bebrejdelse eller synd. Der er seks former for denne rituelle badning:
a. Den rituelle badning før fredagsbønnen. Da fredagen er dagen, hvor muslimer samles til tilbedelse og bøn, har Lovgiveren, Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalet og fremhævet den rituelle badning denne dag, så muslimerne kan møde op til deres samling i den bedst mulige renhed og hygiejne. Det er overleveret fra Abū Saʿīd, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: “Det er påbudt for enhver myndig person at foretage den rituelle badning om fredagen og at anvende parfume efter bedste evne.” – al-Bukhārī og Muslim.
»Wajib« betyder et vigtigt mustahabb. Beviset herpå er denne hadith fra Bukhari, overleveret fra Ibn Umar: På fredagen stod Umar ibn al-Khattab og holdt prædiken. Pludselig kom en ældre muhajir blandt Allahs Sendebuds ledsagere til stede. Det var Uthman. Umar kaldte på ham og sagde: »Hvad er klokken nu?« Han svarede: »Jeg var optaget af arbejde. Før jeg nåede hjem, hørte jeg kaldet til bøn. Derfor nåede jeg ikke mere end at udføre wudu.« Umar sagde: »Kun wudu? Selvom du ved, at Allahs Sendebud befalede at tage et bad.«
Imam al-Shafi‘i siger: Da Uthman ikke forlod bønnen, fordi han ikke havde taget et bad, og Umar heller ikke bad ham forlade moskéen for at tage et bad, blev det fastslået, at de begge vidste, at badet var valgfrit. At badet er mustahabb, fremgår også af denne hadith fra Muslim, overleveret fra Abu Hurayra. Allahs Sendebud sagde: »Den, der udfører wudu grundigt, kommer til fredagsbønnen og lytter tavst, vil få alle sine synder tilgivet fra den ene fredag til den næste og i yderligere tre dage.«
Om hvordan denne hadith beviser, at det er mustahabb, siger al-Qurtubi: Omtalen af wudu og de øvrige dermed forbundne handlinger samt beskrivelsen af belønningen for dem, selv om dette egentlig kræver bønnenes gyldighed, viser, at wudu er tilstrækkeligt. Hafiz Ibn Hajar skriver i sit værk »Talkhis«: Denne hadith er det stærkeste bevis på, at fredagsbadet ikke er fard. Eftersom der ikke sker nogen skade ved at undlade badet, er det blevet betegnet som mustahabb. Men hvis undladelsen af badet medfører, at mennesker generes af sved og dårlig lugt eller af noget tilsvarende ubehageligt, bliver badet wajib, og det er haram at undlade det. En gruppe lærde har dog afsagt den kendelse, at fredagsbadet er wajib, selv hvis ingen generes af, at nogen undlader det. De fører følgende hadith fra Abu Hurayra som bevis. Allahs Sendebud sagde: »Det er nødvendigt for enhver muslim at tage et bad én gang om ugen. Han skal vaske sit hoved og sin krop.« – Bukhari og Muslim.
De tager de hadither, der er overleveret om dette emne, efter deres ydre betydning, det vil sige som en forpligtelse, og afviser den modsatte betydning.
Tiden for badet strækker sig fra fajr til fredagsbønnen. Det er dog mustahabb at gå til bønnen umiddelbart efter at have taget badet. Hvis der efter badet indtræffer noget, der bryder wudu, er det tilstrækkeligt at udføre wudu. al-Athram siger: »Jeg har hørt, at Imam Ahmad blev spurgt: Er wudu tilstrækkeligt for den, der har taget bad, men derefter mistet sin wudu?« Han svarede: »Ja.« Om dette har jeg ikke hørt noget bedre end hadithen fra Abd al-Rahman ibn Abza. Ibn Abza overleverer fra sin ledsager og far: »Han plejede at tage bad om fredagen. Hvis hans wudu blev brudt efter badet, udførte han kun wudu. Han tog ikke bad igen.« Tiden for badet udløber, når fredagsbønnen er afsluttet. Den, der tager bad efter fredagsbønnen, har derfor ikke taget fredagsbadet, og mustahabb-handlingen er heller ikke opfyldt med dette bad. Ibn Umar overleverer nemlig, at Allahs Sendebud sagde: »Når nogen af jer ønsker at komme til fredagsbønnen, skal han tage et bad.« – Alle de autentiske hadithsamlinger.
Ibn Abd al-Barr siger, at muslimerne er enige om dette.
b. Badet på eid-dagen: De lærde har betegnet badet på eid-dagen som mustahabb. Der findes ingen autentisk hadith om dette. I værket Badr al-Munir siges det, at haditherne om badet på eid-dagen er svage. Der findes dog nogle gode udsagn fra ledsagerne om dette emne.
c. Badet for den, der har vasket en afdød: Ifølge mange lærde er det mustahabb for den, der har vasket en afdød, at tage et bad. Abu Hurayra overleverer, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der vasker en afdød, skal tage et bad, og den, der bærer ham, skal udføre wudu.« – Ahmad og Sunan-samlingerne.
Imamerne har imidlertid kritiseret denne hadith. Ali ibn al-Madini, Ahmad, Ibn al-Mundhir, al-Rafi‘i og andre har sagt, at hadith-eksperterne ikke har erklæret nogen hadith om dette emne for autentisk. Hafiz Ibn Hajar har dog sagt om denne hadith: Al-Tirmidhi har betegnet den som god, og Ibn Hibban som autentisk. Da den er overleveret gennem talrige kæder, kan den i det mindste være god. Al-Dhahabi har sagt: Denne hadiths overleveringskæde er stærkere end mange hadither, som juristerne har accepteret som bevis. Den imperativiske verbalform, der er anvendt i den nævnte hadith, angiver, at det er anbefalet. For det er overleveret fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Vi plejede at foretage rituelt bad af den døde. Derefter foretog nogle af os rituelt bad, mens andre ikke gjorde det. Hadithen er overleveret med en autentisk overleveringskæde af al-Khatib. Efter Abu Bakr al-Siddiqs (må Allah være tilfreds med ham) død foretog hans hustru Asma bint Umays det rituelle bad af ham. Da hun kom ud efter badet, spurgte hun de muhajirun, der var til stede: I dag er det en meget kold dag. Jeg faster. Er det nødvendigt for mig at foretage rituelt bad? De svarede: Nej. – Malik.
d. Rituelt bad ved indtrædelse i ihram: Ifølge flertallet af de lærde er det anbefalet at foretage rituelt bad, når man beslutter sig for at træde ind i ihram med henblik på hajj eller umrah. Zayd ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) sagde nemlig: Han så Allahs Sendebud (fred være med ham) tage sit tøj af og foretage rituelt bad for at træde ind i ihram. – Al-Daraqutni, al-Bayhaqi og al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi betegnede denne hadith som god, mens al-Uqayli betegnede den som svag.
e. Rituelt bad ved indtrædelse i Mekka: Det er anbefalet at foretage rituelt bad for den, der ønsker at træde ind i den ædle by Mekka. Det er nemlig overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham), når han rejste til Mekka, plejede at opholde sig ved Dhu Tuwa indtil morgenen den følgende dag og derefter træde ind i Mekka om dagen. Han overleverede fra Allahs Sendebud, at han plejede at foretage rituelt bad. – Al-Bukhari og Muslim.
Ibn al-Mundhir har sagt: Ifølge alle de lærde er det anbefalet at foretage rituelt bad, før man træder ind i Mekka. Hvis man undlader det, skal man dog ikke betale nogen fidyah. Flertallet af de lærde har sagt: Det er tilstrækkeligt at foretage wudu.
f. Rituelt bad med henblik på opholdet på Arafat: Det er anbefalet at foretage rituelt bad for den, der ønsker at opholde sig på Arafat med henblik på hajj. Malik har nemlig overleveret fra Nafi‘, at Abd Allah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at foretage rituelt bad for at træde ind i ihram, før han trådte ind i ihram, ved indtrædelse i Mekka og om eftermiddagen med henblik på opholdet på Arafat.
4. Det rituelle bads integrerende bestanddele
Det rituelle bad, som foreskrives af shariaen, er ikke fuldstændigt uden to ting:
a. Niyyah:
Det er dette, der skelner mellem menneskets naturlige og instinktive handlinger og tilbedelse. Niyyah er udelukkende en handling i hjertet. Den skik, som folk har lært, indført og vænnet sig til, at udtale niyyah med munden, er en nyopfundet og sharia-stridig handling. Denne skik bør opgives. Tidligere har jeg i forbindelse med omtalen af wudu behandlet niyyahs væsen og betydning.
b. At vaske alle legemsdele:
Allah den Ophøjede har sagt: “Og hvis I er i en tilstand af janābah, så rens jer grundigt.” (Sura 5, al-Mā’idah: vers 6) Det vil sige: foretag ghusl. Allah har også sagt: “De spørger dig om menstruationsblod. Sig: Det er en uren og generende tilstand. Hold jer derfor på afstand af kvinderne under menstruationen, og nærm jer dem ikke, før de har opnået renhed.” (Sura al-Baqarah: vers 222)
At opnå renhed i begge vers betyder ghusl, hvilket tydeligt fremgår af følgende vers: “I, der tror! Kom ikke nær til bønnen, mens I er berusede, før I ved, hvad I siger. Heller ikke i en tilstand af janābah, undtagen når I blot passerer forbi, før I har foretaget ghusl.” (Sura 4, al-Nisā’: vers 43) Ghusl betyder i virkeligheden at vaske alle legemsdele.
5. Ghusls sunnah-handlinger
Det er sunnah for enhver, der foretager ghusl, at gøre det på den måde, som Allahs Sendebud ﷺ plejede at gøre. Først:
(1) vaske begge hænder tre gange,
(2) derefter vaske kønsdelene,
(3) derefter foretage en fuldstændig wudū’, som ved bønnen. Når man foretager ghusl med vand fra et lille kar, kan man udsætte vasken af fødderne til sidst i ghusl.
(4) Derefter hælder man vand over hovedet tre gange og fører fingrene gennem håret, så vandet når hårrødderne.
(5) Derefter hælder man vand over hele kroppen, først den højre side og derefter den venstre. Samtidig skal man så vidt muligt gnide armhulerne, inden i ørerne, navlen, mellem tæerne og hele kroppen. Der findes en detaljeret beskrivelse af dette i hadithen fra ‘Ā’ishah, som sagde: “Når Allahs Sendebud ﷺ foretog ghusl for at rense sig fra janābah, vaskede han først sine hænder. Derefter hældte han med sin højre hånd vand over sin venstre hånd og vaskede sine kønsdele med den. Så foretog han wudū’ som til bønnen. Derefter tog han vand og førte fingrene ind til hårrødderne, så vandet nåede dem. Når han var sikker på, at vandet havde nået hårrødderne, hældte han stadig vand over hovedet tre gange med håndfulde. Derefter hældte han vand over hele kroppen.” – al-Bukhārī og Muslim.
I en anden overlevering hos al-Bukhārī og Muslim står der: Derefter førte han begge hænder gennem håret og redte det med fingrene. Da han på denne måde forstod, at hovedbunden var blevet fugtet med vand, hældte han vand over hovedet tre gange. I en anden hadith fra ‘Ā’ishah hos al-Bukhārī og Muslim siges det: Når Allahs Sendebud ﷺ foretog ghusl efter janābah, fik han vand bragt, hældte det i sine håndflader, hældte det først over højre side af hovedet og derefter over venstre side, og førte så begge håndflader rundt over hovedet.
Det er overleveret fra Maymūnah, må Allah være tilfreds med hende: “Jeg gjorde vand klar til ghusl for Allahs Sendebud ﷺ. Han hældte vand over sine hænder og vaskede dem to eller tre gange. Derefter hældte han med sin højre hånd vand over sin venstre hånd og vaskede sine kønsdele med dette vand. Så gned han sine hænder mod jorden. Derefter skyllede han munden, skyllede næsen, vaskede ansigtet og hænderne, vaskede hovedet tre gange og hældte derefter vand over hele kroppen. Så flyttede han sig fra det sted, hvor han havde stået, og vaskede fødderne. Derefter gav jeg ham et stykke klæde, men han tog det ikke. (Ifølge al-Bukhārīs overlevering afviste han det.) I stedet begyndte han at ryste vandet af med hånden.” – alle de autentiske hadith-samlinger.
6. Kvinders ghusl
En kvindes ghusl er ligesom en mands ghusl. Men for kvinden er det tilstrækkeligt, at vandet når hårrødderne under hårknuden; hun behøver ikke at løse den op. Umm Salamah, må Allah være tilfreds med hende, siger: Det er ikke nødvendigt at løse den op. En kvinde spurgte: “Allahs Sendebud! Jeg binder mit hår op i en knude. Skal jeg løse den op, når jeg foretager ghusl efter janābah?” Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Du skal hælde vand over hovedet tre gange med håndfulde og derefter hælde vand over hele kroppen; det er tilstrækkeligt for dig. Derved bliver du ren.” – Ahmad, Muslim og al-Tirmidhī.
At-Tirmidhi har erklæret den for god og autentisk. Det er overleveret fra ʿUbayd ibn ʿUmayr, må Allah være tilfreds med ham: ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende, erfarede, at ʿAbdullah ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, beordrede kvinder til at løsne deres hårknuder under ghusl. ʿAisha sagde: »Jeg undrer mig over Ibn ʿUmar. Han beordrer kvinder til at løsne deres hårknuder under ghusl, men hvorfor beordrer han dem ikke også til at barbere håret af? Jeg og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at tage ghusl fra det samme kar. Vi gjorde ikke mere end at hælde vand over hovedet tre gange.« – Ahmad og Muslim.
Når en kvinde tager ghusl efter menstruation eller barselsblødning, er det anbefalet, at hun tager et stykke vat eller noget tilsvarende, påfører det moskus eller en anden duft, og derefter tørrer blodsporene væk med det. På den måde bliver området velduftende, og den dårlige lugt fjernes. Det er overleveret fra ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende: »Asmāʾ bint Yazīd, må Allah være tilfreds med hende, spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om ghusl efter menstruation. Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘En af jer skal under ghusl tage det nødvendige vand og jujubblade og derefter udføre wudu grundigt. Så skal hun hælde vand over hovedet og gnubbe hovedet kraftigt, så vandet når hårrødderne. Derefter skal hun hælde vand over sig. Så skal hun tage et stykke klæde med moskus og rense sig med det.’ Asmāʾ sagde: ‘Hvordan renser jeg mig med et klæde med moskus?’ Han sagde: ‘Ære være Allah! Rens dig med det!’ ʿAisha sagde: ‘Hun skjulte muligvis sagen’ (det vil sige, hun lod som om hun ikke forstod, selv om hun forstod det). ‘Tør blodsporene væk.’ Derefter spurgte hun om ghusl på grund af janabah. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Du skal tage det nødvendige vand, derefter rense dig grundigt, så hælde vand over hovedet og gnubbe hovedet, så vandet når huden. Derefter skal du hælde vand over dig ovenfra.’ ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: ‘Hvor er kvinderne fra Ansar dog gode! Blufærdighed forhindrer dem ikke i at tilegne sig grundig viden om religionen.’ – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen at-Tirmidhi.
7. Forskellige spørgsmål vedrørende ghusl
a. Ét ghusl er tilstrækkeligt til både menstruation og janabah, til fredagsbønnen og eidbønnen eller til janabah og fredagsbønnen, hvis man har intention om alle de pågældende handlinger. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver får efter sin intention.«
b. Når man tager ghusl på grund af janabah, er ghusl også tilstrækkeligt som wudu, selv om man ikke udfører wudu før det. ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede ikke at udføre wudu efter ghusl.« Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »En mand sagde til ham: ‘Jeg udfører wudu efter ghusl.’« Ibn ʿUmar sagde til ham: »Du overdriver.« Abu Bakr ibn al-ʿArabi sagde: »De lærde er enige om, at wudu er omfattet af ghusl. Intentionen om at opnå renhed fra janabah medfører også renhed fra den mindre urenhed og fjerner den, eftersom hindringen ved janabah er langt større end hindringen ved hadath (den mindre urenhed). Derfor bliver intentionen om at blive fri for den mindre urenhed omfattet af intentionen om at blive fri for den større urenhed, og intentionen om den større urenhed er tilstrækkelig.«
c. Det er tilladt for den, der er junub, og for en menstruerende kvinde at fjerne hår, klippe negle og gå på markedet. Det er heller ikke makruh. ʿAtaʾ sagde: »Den, der er junub, kan barbere sig, klippe sine negle og barbere håret af hovedet. Det gør ingen forskel, om han udfører wudu eller ej.« – al-Bukhari.
d. Der er intet galt i at gå ind i et badehus, hvis den, der går ind, afholder sig fra at se på andres intime dele, og ingen andre ser på hans intime dele. Ahmad sagde: »Hvis du ved, at de, der befinder sig i det offentlige badehus, bærer lændeklæde eller bukser, så gå ind; ellers skal du ikke gå ind.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ingen mand må se på en anden mands intime dele, og ingen kvinde må se på en anden kvindes intime dele.« Der er intet til hinder for at nævne Allahs navn i badehuset. Ihukommelse af Allah er godt under alle omstændigheder, så længe der ikke foreligger et forbud. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ihukom altid Allah.
e. Det er tilladt at tørre kropsdelene med et lommetørklæde, et håndklæde eller lignende under wudu og ghusl, både om vinteren og om sommeren. 6. Det er tilladt for en mand at tage ghusl med det vand, der er tilovers efter en kvindes ghusl, og for en kvinde at tage ghusl med det vand, der er tilovers efter en mands ghusl. På samme måde er det tilladt for ægtefæller at tage ghusl sammen fra det samme kar. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbas, må Allah være tilfreds med ham, at en af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hustruer tog ghusl fra et kar. Derefter kom Allahs Sendebud for at udføre wudu eller ghusl fra det samme kar. Hustruen sagde: »Allahs Sendebud, jeg var junub.« Allahs Sendebud sagde: »Vand bliver aldrig junub.« – Ahmad, Abu Dawud, an-Nasaʾi og at-Tirmidhi.
ʿAisha, må Allah være tilfreds med hende, tog ghusl sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fra det samme kar, og de sagde til hinanden: »Lad lidt vand blive tilbage til mig.«
c. Det er ikke tilladt at bade nøgen offentligt. Det er haram at blotlægge awrah. Der er intet til hinder for at skjule sig med tøj eller lignende. Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) plejede at afskærme Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) med et klæde, mens han badede. Hvis man derimod bader nøgen uden for folks syn, er der ingen fejl ved det. Musa (fred være med ham) badede nøgen, som det er berettet i Sahih al-Bukhari.
Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Da Ayyub (fred være med ham) badede nøgen, faldt der pludselig en pose med guldmønter ned over ham. Ayyub (fred være med ham) begyndte at skjule dem i sit klæde. Allah sagde til ham: »Har Jeg ikke gjort dig uafhængig af det, du ser?« Ayyub sagde: »O Allah, ved Din ære, jo, det har Du. Jeg er aldrig uden behov for Din velsignelse.« – Ahmad, al-Bukhari og al-Nasa’i.
7. Tayammum
1. Definitionen af tayammum
Den sproglige betydning af tayammum er at have en hensigt eller beslutning. Som fagterm betyder tayammum at have til hensigt at tørre eller stryge begge hænder og ansigtet med jord med det formål, at bønnen bliver gyldig.
2. Tayammums gyldighed i sharia
Behovet for og gyldigheden af tayammum i sharia er fastslået og etableret gennem Koranen, sunnah og ijma (muslimernes enighed).
Den Mægtige Allah siger i den hellige Koran:
وَإِن كُنتم مرضى أَوْ عَلَى سَفَرٍ أَوْ جَاءَ أَحَدٌ مِنْكُم مِنَ الْقَائِطِ أَوْ لَيَسْتُمُ النِّسَاءَ فَلَمْ تَجِدُوا مَاءً فتيمموا سعيدا طيبا فامسحوا بوجوهكم وأيدِيكُمْ ، إِنَّ اللَّهَ كَانَ عَلُوا غَفُورًا .
»Hvis I er syge eller på rejse, eller nogen af jer kommer fra et sted, hvor han har forrettet sin nødtørft, eller I har haft samleje med kvinder, og I ikke finder vand, så søg ren jord og stryg jeres ansigter og hænder med den. Allah er visselig Den, der udsletter synder, Den, der er meget tilgivende.« (Sura 4, al-Nisa: vers 43)
Beviset fra sunnah eller hadith: Abu Umamah beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:
جَعِلَتِ الْأَرْضِ كُلَّهَا لِي وَلِأُمَّتِي مَسْجِدًا وَطَهُورًا، فَأَيْنَهَا أَدركت رَجُلاً مِنْ أُمَّتِي الصَّلاةُ فعند ظهوره.
“Hele jorden er blevet gjort til en moské og et rensende middel for mig og min ummah. Så når tiden for bønnen indtræffer for enhver fra min ummah, hvor han end befinder sig, har han et rensende middel hos sig.” – Ahmad.
Ijma: Muslimerne er enige om, at tayammum er gjort tilladt i sharialoven som alternativ til wudu og ghusl under særlige omstændigheder.
3. Dette er en særlig egenskab ved Muhammads ummah
Tayammum er i virkeligheden en egenskab, hvormed Allah særligt har kendetegnet og udmærket denne ummah. Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud sagde: “Jeg har fået givet fem ting, som ingen før mig har fået: (1) Mennesker er blevet fyldt med frygt for mig på en afstand af en måneds rejse, og derved er jeg blevet hjulpet. (2) Jorden er blevet gjort til en moské og et rensende middel for mig. Så når tiden for bønnen indtræffer for enhver fra min ummah, skal han bede. (3) Krigsbytte er blevet gjort tilladt for mig, hvilket ikke blev gjort tilladt for nogen før mig. (4) Jeg har fået retten til at gå i forbøn. (5) Tidligere blev enhver profet kun sendt til sit eget folk, men jeg er blevet sendt til hele menneskeheden.” – Bukhari og Muslim.
4. Årsagen til, at tayammum blev foreskrevet i sharialoven
Aisha fortæller: “En dag drog vi af sted sammen med Allahs Sendebud på en rejse. I et øde område mistede jeg min halskæde. Allahs Sendebud gjorde holdt for at lede efter den, og folkene (sahabaerne) gjorde også holdt sammen med ham. Der var imidlertid intet vand dér, og sahabaerne havde heller ikke vand. Til sidst kom folkene til Abu Bakr og sagde: Kan du ikke se, hvad Aisha (din datter) har gjort? (Hun har mistet halskæden og tvunget alle til at gøre holdt.) Abu Bakr kom hen til mig, mens Allahs Sendebud sov på mit lår. Abu Bakr bebrejdede mig og skældte mig ud, sådan som Allah havde bestemt. Derefter begyndte han gentagne gange at støde mig i siden (for at få mig til at rejse mig og fortsætte), men fordi Allahs Sendebud sov på mit lår, kunne jeg ikke bevæge mig. Til sidst sov han således uden vand helt til morgenen. Da åbenbarede Allah verset med befalingen: ‘Foretag tayammum.’
Usayd ibn Hudayr sagde: ‘O Abu Bakrs efterkommere! Dette er ikke jeres eneste velsignelse (I har mange andre velsignelser).’ Aisha siger: ‘Pludselig rejste jeg den kamel, som jeg sad på, og fandt halskæden under den.’” – Alle hadithsamlinger undtagen al-Tirmidhi.
5. De tilfælde, hvor tayammum er tilladt
Tayammum er tilladt ved mindre rituell urenhed, som kræver wudu, og ved større rituell urenhed, som kræver ghusl. Hvad enten man befinder sig fast bopæl eller på rejse, er tayammum tilladt, hvis blot én af følgende omstændigheder foreligger:
a. Hvis der ikke kan findes vand, eller hvis der ikke findes tilstrækkeligt vand til at opnå rituel renhed. Imran ibn Husayn sagde: “Vi var på en rejse sammen med Allahs Sendebud. Han bad sammen med de tilstedeværende. Han så, at en mand stod adskilt fra menigheden. Han sagde til ham: Hvorfor sluttede du dig ikke til bønnen? Manden svarede: Jeg er i janabah (større rituell urenhed), men der er ikke noget vand. Han sagde: Brug jord; det er tilstrækkeligt for dig.” – Bukhari og Muslim. Det er overleveret fra Abu Dharr, at Allahs Sendebud sagde: “For den, der ikke finder vand, er jorden et rensende middel, selv hvis det varer i ti år.” – Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Al-Tirmidhi erklærede denne hadith for autentisk og god. En sådan person skal dog før tayammum undersøge, om hans karavane, det vil sige hans rejsefæller, har vand, og forsøge at få noget af dem. Hvis det ikke findes hos rejsefællerne, skal han undersøge, om der findes noget i nærheden. Når han er sikker på, at der ikke findes vand noget sted, eller får at vide, at det befinder sig langt borte, behøver han ikke længere at lede.
b. Hvis man har et sår eller en sygdom på kroppen, og der er risiko for, at brugen af vand vil forværre sygdommen eller forsinke helbredelsen – uanset om dette erfaringsmæssigt er kendt, eller er blevet oplyst af en pålidelig læge. Jabir sagde: “Vi drog på en rejse. En af vores rejsefæller blev såret af et stenslag, så hans hoved blev flænset. Derefter fik han en våd drøm i denne tilstand. Han spurgte sine ledsagere: Mener I, at det er tilladt for mig at foretage tayammum? De svarede: Vi mener ikke, at det er tilladt for dig. Du er jo i stand til at bruge vand. Derefter foretog han ghusl og døde. Da vi senere kom til Allahs Sendebud og fortalte ham om sagen, sagde han: De har dræbt ham. Hvorfor spurgte de ham ikke, da de ikke vidste det? Uvidenhed kan jo kun afhjælpes ved at spørge. Det havde været tilstrækkeligt for ham at foretage tayammum, fugte et stykke klæde, tørre og vride det, eller binde et stykke stof som forbinding over såret og tørre hen over det, og derefter vaske resten af kroppen.” – Abu Dawud, Ibn Majah og al-Daraqutni.
c. Når vandet er ekstremt koldt, og der er alvorlig frygt for, at det vil være skadeligt at bruge det, og det ikke er muligt at få vandet opvarmet, selv mod betaling, eller det ikke er muligt at få adgang til et badehus. I så fald er det tilladt at udføre tayammum. I den hadith, som ‘Amr ibn al-‘As, må Allah være tilfreds med ham, berettede, fortæller han om dengang, han blev sendt på ekspeditionen til Dhāt as-Salāsil: En nat med streng kulde fik jeg en natlig sædafgang. Jeg frygtede, at jeg kunne dø, hvis jeg foretog ghusl. Derfor udførte jeg tayammum og ledte mine ledsagere i fajr-bønnen. Senere, da jeg kom til Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, fortalte ledsagerne ham om hændelsen. Allahs Sendebud sagde: »O ‘Amr, har du ledet dine ledsagere i bøn, mens du var uren?« Jeg svarede: »Jeg kom i tanke om Allahs ord: ‘Dræb ikke jer selv. Allah er visselig barmhjertig mod jer.’« (Sura 4, an-Nisā’, vers 29). Derfor ledte jeg dem i bøn efter at have udført tayammum. Så lo Allahs Sendebud og sagde ikke mere. – Ahmad, Abū Dāwūd, al-Hākim, ad-Dāraqutnī, Ibn Hibbān og al-Bukhārī.
d. Selv når vandet er i nærheden, men der ved indsamling af det er frygt for tab af liv, ære, ejendom eller ledsagere, eller når der mellem vandet og den pågældende person befinder sig en fjende, som man frygter vil skade ham, hvad enten det er et menneske eller noget andet, eller når den pågældende er ude af stand til at bruge vand på grund af fængsling eller ikke kan skaffe vand på grund af mangel på redskaber til at få fat i det, såsom en spand og et reb – i sådanne tilfælde sidestilles vandets tilstedeværelse med dets fravær. På samme måde er tayammum tilladt for den, der frygter at blive udsat for en falsk beskyldning og lide skade, hvis han foretager ghusl [Et eksempel på frygt for en sådan beskyldning er, at en ugift ven overnatter som gæst hos sin gifte ven, der bor dér med sin familie, og bliver uren på grund af sædafgang. Hvis han i denne situation foretog ghusl, kunne der opstå mistanke mod ham eller blive fremsat en beskyldning].
e. Når der er behov for at gemme vand til ens eget eller ens ledsagers nuværende eller fremtidige drikkevand. Selv hvis ledsageren er en hund, der ikke er vant til at bide, eller hvis det er nødvendigt at gemme vandet til at ælte dej, lave mad eller fjerne urenhed, der ikke kan fjernes uden vand, skal man udføre tayammum og gemme det vand, man har til rådighed. Imām Ahmad, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Mange af Profetens ledsagere gemte vand og udførte tayammum udelukkende for at have vand til at drikke. ‘Alī, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis en rejsende bliver ramt af den store rituelle urenhed (janābah), kun har en lille mængde vand og frygter at blive tørstig, skal han udføre tayammum og ikke foretage ghusl. – ad-Dāraqutnī.
Imām Ibn Taymiyyah sagde: Den, der på grund af mangel på vand holder sig for at skulle urinere eller have afføring, bør lade være med at holde sig, udføre tayammum og bede; det er bedre for ham end at holde sig for at bevare sin wudu.
f. Hvis man er i stand til at bruge vand, men frygter, at bønnetiden vil udløbe, hvis man udfører wudu eller ghusl med vand, skal man i denne situation udføre tayammum og bede. Denne bøn skal ikke gentages.
6. Hvilken jord udfører man tayammum med?
Tayammum er tilladt med ren jord og med alt, der stammer fra jorden, såsom sand, sten og kalk. For Allah den Ophøjede har sagt: »Udfør tayammum med den rene saʿīd.« Arabiske sprogeksperter er enige om, at saʿīd betegner jordens overflade, hvad enten det er jord eller noget andet.
7. Fremgangsmåden ved tayammum
Den, der udfører tayammum, bør først have intentionen (intentionen ved tayammum er obligatorisk; dette er blevet behandlet i kapitlet om wudu). Derefter skal han nævne Allahs navn. Han skal slå begge hænder mod den rene jord og med dem tørre ansigtet og hænderne op til albuerne. Der er ikke overleveret nogen hadith, der er mere autentisk og tydelig om dette end ‘Ammārs hadith.
‘Ammār sagde: »Jeg blev ramt af janābah, det vil sige den store rituelle urenhed. Derefter fandt jeg ikke noget vand. Derfor rullede jeg mig i jorden og bad. Så fortalte jeg Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, om dette. Han sagde: ‘Det havde været tilstrækkeligt for jer blot at gøre sådan her’ – og Allahs Sendebud slog sine håndflader mod jorden, pustede på sine hænder (for at fjerne støvet) og tørrede derefter sit ansigt og sine hænder med dem. – al-Bukhārī og Muslim. En anden overlevering lyder: ‘Det er tilstrækkeligt for dig at slå dine håndflader mod jorden, puste på håndfladerne og derefter tørre eller stryge dit ansigt og dine hænder op til albuerne med dem.’ – ad-Dāraqutnī. Af denne hadith fremgår det, at ét slag med hænderne er tilstrækkeligt, og at det ved strygningen af begge hænder er tilstrækkeligt at stryge håndfladerne. Når man udfører tayammum med jord, er det sunnah at puste på hænderne for at fjerne støvet og ikke få støv i ansigtet.«
8. Hvilke handlinger bliver tilladt gennem tayammum?
Tayammum er et alternativ til wudu og ghusl, når der ikke er vand. Derfor bliver alle de handlinger, som bliver tilladt gennem wudu og ghusl, også tilladt gennem tayammum, såsom at bede og røre ved Koranen. Det er ikke en betingelse, at bønnetiden er begyndt, for at tayammum er gyldigt. Den, der udfører tayammum, kan bede så mange obligatoriske og frivillige bønner, som han ønsker, med ét tayammum. Reglerne for tayammum er nøjagtig de samme som reglerne for wudu. Det er overleveret fra Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: “Jorden er et middel til renselse for muslimen, selv hvis han ikke finder vand i ti år. Når han derefter finder vand, skal han straks lade det berøre sin hud, for det er bedre.” – Ahmad og at-Tirmidhi.
9. Hvad ophæver tayammum?
Tayammum ophæves af nøjagtig de samme ting, som ophæver wudu, for tayammum træder i stedet for wudu. På samme måde ophæves tayammum straks, når den, der udførte tayammum, fordi han ikke fandt vand, finder vand. Og den, der ikke var i stand til at bruge vand, får sit tayammum ophævet, så snart han bliver i stand til det. Men hvis man finder vand efter at have udført tayammum og bedt, eller bliver i stand til at bruge vand efter bønnen, skal bønnen ikke gentages, selv om bønnetiden endnu ikke er udløbet. Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham): “To mænd begav sig ud på en rejse. Pludselig indtrådte bønnetiden, men de havde intet vand. Derfor udførte de tayammum med ren jord og bad. Derefter fandt de vand inden for bønnetiden. Den ene udførte wudu og gentog bønnen, mens den anden ikke gentog den. Derefter kom de begge til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og fortalte ham, hvad der var sket. Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde til den, der ikke havde gentaget wudu og bønnen: ‘Du har fulgt sunnaen korrekt, og din bøn er tilstrækkelig for dig.’ Og han sagde til den, der havde gentaget bønnen og udført wudu: ‘Du får dobbelt belønning.’” – Abu Dawud og an-Nasa’i. Men hvis man finder vand og bliver i stand til at bruge det efter at have påbegyndt bønnen, men før den er afsluttet, ophæves ens wudu, og man skal opnå renselse med vand. Beviset for dette er den førnævnte hadith overleveret fra Abu Dharr. Når en person, der er i janabah, det vil sige i en tilstand af større rituel urenhed, eller en menstruerende kvinde udfører tayammum og beder på grund af en af de årsager, der gør tayammum tilladt, skal bønnen ikke gentages. Men når vedkommende bliver i stand til at bruge vand, bliver ghusl obligatorisk. For i den hadith, der er overleveret fra ‘Imran (må Allah være tilfreds med ham), står der: “Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) ledte bønnen. Da han var færdig med bønnen, så han en mand sidde for sig selv et sted uden at have bedt sammen med menigheden. Han sagde til ham: ‘O du og du, hvorfor bad du ikke sammen med menigheden?’ Han svarede: ‘Jeg blev ramt af større rituel urenhed, men fandt ikke vand.’ Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: ‘Du burde have brugt jord; det er tilstrækkeligt for dig.’ Derefter siger ‘Imran (må Allah være tilfreds med ham): Da der blev fundet vand, gav Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) den, der var i janabah, et kar fyldt med vand og sagde: ‘Gå og hæld det over din krop.’” – al-Bukhari.
8. At tørre over en forbinding eller bandage
a. Tilladelsen til at tørre over en forbinding eller bandage
Det er tilladt at tørre over en forbinding, bandage eller lignende, som er bundet omkring en syg legemsdel. Der findes flere hadither om dette. Selv om disse hadither er svage, styrker de hinanden indbyrdes og gør dem egnede som bevis for tilladelsen. Blandt dem er den hadith, der er overleveret af Jabir (må Allah være tilfreds med ham). Han siger:
“En mand blev såret af et slag fra en sten, og hans hoved blev flænset. Derefter fik han en våd drøm. Han spurgte sine ledsagere: ‘Mener I, at jeg har tilladelse til at udføre tayammum?’ De sagde: ‘Vi ser ingen mulighed for tayammum for dig. Du er jo i stand til at bruge vand.’ Manden foretog derefter ghusl og døde kort efter. Da vi senere kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og fortalte ham om hændelsen, sagde han: ‘De dræbte ham. Må Allah dræbe dem! Hvorfor spurgte de ikke, når de ikke vidste det? Uvidenhedens kur er jo at spørge. Det ville have været tilstrækkeligt for ham at udføre tayammum, tørre over såret med en våd klud eller lægge en forbinding over såret og tørre over den, og derefter vaske resten af kroppen. –”
Abu Dawud, Ibn Majah og ad-Daraqutni. Det er overleveret med en autentisk kæde fra Ibn Umar, at han tørrede over forbindinger og bandager.
b. Reglerne for at tørre over
Reglen for at tørre over en forbinding eller bandage er, at det er obligatorisk at tørre over forbindingen eller bandagen i stedet for at vaske eller tørre over den syge legemsdel under wudu og ghusl.
c. Hvornår er masah obligatorisk?
Hvis en person har et sår eller et brud på en del af kroppen og ønsker at foretage wudu eller ghusl, er det obligatorisk for ham at vaske sine legemsdele. Hvis det er nødvendigt at opvarme vandet til dette, skal han opvarme det. Men hvis der er frygt for, at vask af den syge legemsdel vil medføre skade, for eksempel at der opstår en sygdom, at den eksisterende smerte forværres, eller at helingen af den eksisterende sygdom forsinkes, erstattes pligten til at vaske den syge legemsdel af masah. Hvis der også er frygt for skade ved at udføre masah, er det obligatorisk at binde et plaster over såret eller en bandage over bruddet. Plasteret eller bandagen skal bindes på en sådan måde, at den ikke overskrider den syge legemsdels område mere end nødvendigt for at fastholde den. Derefter skal man udføre masah over hele plasteret eller bandagen på en sådan måde, at ikke engang et lille område lades urørt. Det er ikke en betingelse, at kroppen skal have været ren, før plasteret eller bandagen blev bundet, og der er heller ingen bestemt tidsgrænse for det. Så længe undskyldningen består, skal man fortsat udføre masah over plasteret eller bandagen ved wudu og ghusl.
d. Hvad ophæver masah?
Masah ophæves, hvis plasteret eller bandagen fjernes, fordi sygdommen på det berørte sted er helbredt, eller hvis den falder af af sig selv. Selv hvis bandagen ikke fjernes, ophæves masah alene ved, at sygdommen er helbredt.
Taharah (opnåelse af renhed)
9. Hvordan skal den, der hverken finder vand eller jord til at opnå renhed, bede?
Når både vand og jord er uden for ens rådighed og rækkevidde, skal man bede uden wudu og tayammum. Denne bøn skal aldrig gentages. Muslim har berettet fra Aisha, at hun havde lånt en halskæde af Asma, men den blev væk. Profeten sendte da nogle af sine ledsagere ud for at lede efter halskæden. Da bønnetiden indtrådte, bad de uden wudu. Senere kom de til Profeten og forelagde ham sagen. Kort efter blev verset om tayammum åbenbaret. Umayd ibn Hudayr sagde: »O Aisha! Må Allah belønne dig godt. Hver gang en ulykke har ramt dig, har Allah sørget for at redde dig fra den og derved skænket muslimerne noget godt.« Disse ledsagere bad, selv om de var berøvet alle midler til at opnå renhed. Da sagen senere blev forelagt Profeten, udtrykte han hverken vrede eller utilfredshed og bad dem heller ikke om at bede igen. Imam an-Nawawi har sagt: »Dette er det mest afgørende bevis i denne sag.«
10. Hayd (menstruation)
1. Definitionen på hayd
Ordet hayd betyder på arabisk bogstaveligt strømning eller udflåd. Det blod, der udskilles fra en kvindes vagina i sund tilstand, uden fødsel eller skade, er hayd.
2. Aldersgrænsen for hayd
De fleste lærde mener, at hayd ikke begynder hos piger, før de er fyldt ni år [det vil sige måneår, som består af 354 dage]. Hvis der udskilles blod, før denne alder er nået, er det ikke menstruation, men sygdomsbetinget og unormalt udflåd.
Dette kan fortsætte helt frem til livets afslutning. Der findes intet bevis for, at der er fastsat en bestemt øvre aldersgrænse. Når en ældre kvinde derfor ser blod, skal det regnes som menstruation.
3. Menstruationsblodets farve
Menstruationsblodets farve skal være en af følgende:
a. Sort: For i hadithen om Fatima bint Abi Hubaysh er det overleveret: “Fatima bint Abi Hubaysh led af istihada (sygdomsbetinget blødning). Allahs Sendebud sagde til hende: Hvis det er menstruationsblod, er det sort, og kvinder kan genkende det [en anden mulig betydning er, at det har en særlig lugt].
Når det er sådan, skal du holde op med at bede; men hvis det er anderledes, skal du fortsætte med at udføre wudu og bede som vanligt. Det skyldes nemlig sygdom. – Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Hibban, ad-Daraqutni.
b. Rød: For dette er blodets egentlige farve.
c. Gul: Det er en slags væske, der ser ud som pus. Den er gul øverst.
d. Grå: En farve mellem hvid og sort. Den ligner urent vand. Marjana, Aishas frigivne slavekvinde, siger nemlig: “Kvinder sendte Aisha det vat med gule pletter, som de førte ind i skeden for at se, om der stadig var tegn på menstruation. Aisha sagde: Skynd jer ikke med at bede, før I ser rent, hvidt vat uden gule pletter. – Malik, Muhammad ibn al-Hasan, al-Bukhari.
Hvis den gule eller grå farve viser sig inden for menstruationsperioden, regnes den som menstruation; ellers regnes den ikke som menstruation. Umm Atiyya siger nemlig: “Efter at have opnået renhed regnede vi ikke noget gult eller gråt for noget.” – Abu Dawud, al-Bukhari. I al-Bukharis overlevering står ordene »efter at have opnået renhed« ikke.
4. Menstruationens varighed
[De lærde er uenige om menstruationens varighed. Nogle siger, at der ikke findes nogen minimumsvarighed. Andre siger, at minimumsvarigheden er én dag og én nat. Andre igen siger tre dage. Nogle mener, at maksimumsvarigheden er ti dage, mens andre mener, at den er femten dage].
Menstruation har ingen bestemt maksimums- eller minimumsvarighed. Der findes intet autoritativt bevis for at fastsætte varigheden. Hvis en kvinde imidlertid har en bestemt vane, kan hun handle i overensstemmelse med den. I hadithen om Umm Salama fortælles det, at hun spurgte Allahs Sendebud om en kvinde, som blødte hele tiden. Allahs Sendebud sagde: Hun skal holde øje med, hvor mange dage om måneden hun normalt har menstruation. I disse dage skal hun undlade at bede; derefter skal hun foretage ghusl og binde et stykke stof omkring skeden. Så skal hun bede. – De fem hadithsamlinger bortset fra at-Tirmidhi.
Hvis hun ikke har nogen bestemt regelmæssighed, skal begyndelsen og afslutningen fastlægges ud fra blodets kendetegn. Beviset herfor er den tidligere nævnte hadith om Fatima bint Abi Hubaysh. I denne hadith sagde Allahs Sendebud: “Hvis det er menstruationsblod, vil det have den velkendte sorte farve.” Denne hadith beviser, at menstruationsblod adskiller sig fra andet blod, og at kvinder kan genkende det.
5. Varigheden af renhedstilstanden mellem to menstruationer
De lærde er enige om, at der ikke findes nogen bestemt grænse for renhedstilstanden mellem to menstruationer. Der er uenighed om dens minimumsvarighed. Nogle har anslået den til femten dage, mens andre mener, at den er tretten dage. Det rette er, at der ikke findes noget afgørende bevis, som kan bruges til at fastsætte en minimumsvarighed.
11. Nifās (barselblødning)
a. Definitionen på nifās
Nifās er det blod, der kommer ud af kvindens kønsorgan efter fødslen, uanset om det skyldes en abort.
b. Nifās’ varighed
Nifās har ingen minimumsvarighed. Det kan endda vare blot et øjeblik. Hvis en kvindes blødning efter fødslen stopper efter kort tid, eller hvis hun føder uden nogen blødning overhovedet, og nifās dermed ophører, skal hun udføre bøn, faste og lignende, ligesom de kvinder, der har opnået renhed. Den maksimale varighed af nifās er fyrre dage. Dette fremgår af den hadith, som Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, overleverede:
Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »På Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid plejede kvinder med nifās at afholde sig i fyrre dage.« (Det vil sige, de udførte ikke bøn, faste og lignende). – Alle hadith-samlinger undtagen an-Nasa’is. Efter at have citeret denne hadith sagde at-Tirmidhi: Alle lærde blandt ledsagerne, tābiʿūn og dem, der kom efter dem, er enige om, at kvinder med nifās skal afholde sig fra bøn i fyrre dage. Hvis hun opnår renhed før dette, skal hun dog udføre bøn og faste efter at have foretaget ghusl. Hvis der ses blod efter fyrre dage, må hun ifølge flertallet af de lærde ikke afholde sig fra bøn.
12. Det, der er forbudt for kvinder med menstruation og nifās
De handlinger, som tidligere er blevet nævnt som forbudte for en junub (en person, der er rituelt uren på grund af sædafgang), er også forbudte for kvinder med menstruation og nifās. Desuden betegnes alle disse tre som personer, der befinder sig i »stor rituel urenhed«. Ud over det, der tidligere er blevet nævnt som forbudt for kvinder med menstruation og nifās, er følgende handlinger også forbudte:
1. Faste
Det er ikke tilladt for kvinder med menstruation og nifās at faste. Hvis de faster, er fasten ugyldig. De fastedage, der ikke blev fastet i Ramadanen på grund af menstruation eller barselblødning, skal indhentes efter Ramadanen. Bønnerne skal derimod ikke indhentes. Denne lempelse er givet for at mindske den overdrevne belastning for kvinder, eftersom bønnen skal udføres hyppigt, mens fasten ikke skal udføres nær så hyppigt. Dette fremgår af hadithen fra Abu Saʿīd al-Khudrī:
Abu Saʿīd al-Khudrī, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, gik forbi nogle kvinder på vej til bønnepladsen på Eid al-Fitr eller Eid al-Adha. Da sagde han: »Kvinder! Giv almisse, for jeg har set, at de fleste af jer vil være blandt Helvedes beboere.« De sagde: »Hvorfor, Allahs Sendebud?« Allahs Sendebud sagde: »I forbander meget og viser utaknemmelighed over for jeres slægtninge. Jeg har ikke set nogen, der på trods af ufuldstændighed i forstand og religiøs praksis kan berøve selv en meget beslutsom mand hans fornuft, sådan som I kan.« Kvinderne sagde: »Hvori består vores ufuldstændighed i forstand og religiøs praksis?« Han sagde: »Er en kvindes vidnesbyrd ikke lig med halvdelen af en mands vidnesbyrd?« De sagde: »Jo.« Han sagde: »Dette er ufuldstændigheden i forstand. Når en kvinde har menstruation, afholder hun sig så ikke fra bøn og faste?« De sagde: »Jo.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Dette er ufuldstændigheden i religiøs praksis.« – al-Bukhari og Muslim.
Muʿādhah (ra.) sagde: Jeg spurgte ʿĀʾishah (ra.): »Hvorfor skal en menstruerende kvinde indhente de fastedage, hun har mistet, mens hun ikke skal indhente de bønner, hun har mistet?« ʿĀʾishah (ra.) svarede: »På Allahs Sendebuds (sa.) tid, når vi menstruerede, blev vi befalet at indhente fasten, men vi blev ikke befalet at indhente bønnen.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
2. Samleje under menstruation og nifās
Dette er forbudt ved muslimernes enstemmige opfattelse, i overensstemmelse med Koranens og sunnahens entydige anvisninger. Derfor er samleje med en menstruerende eller en kvinde med fødselsblødning ikke tilladt, før hun er blevet ren. Det er berettet i Anas’ (ra.) hadith: Når jødernes hustruer menstruerede, spiste og drak de ikke sammen med dem og havde heller ikke samleje med dem. Da sahābaherne spurgte Allahs Sendebud (sa.) om dette, åbenbarede Allah vers 222 i Sūrah al-Baqarah: »De spørger dig om menstruation. Sig: Den er en lidelse. Hold jer derfor fra kvinderne under menstruationen, og nærm jer dem ikke, før de er blevet rene. Når de er blevet rene, så gå til dem, som Allah har befalet jer. Sandelig, Allah elsker dem, der omvender sig, og dem, der renser sig.« Allahs Sendebud (sa.) sagde derefter: »I må gøre alt bortset fra samleje.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen al-Bukhārī.
Imām al-Nawawī har sagt: Hvis en muslim tror, at det er tilladt at have samleje med en menstruerende kvinde i hendes kønsorgan, bliver han en kāfir og frafalden fra islam. Hvis han derimod har samleje ved en fejl, uden at tro, at det er tilladt, eller uden at vide, at det er forbudt, eller uden at vide, at hun menstruerer, begår han ingen synd og skal heller ikke betale kaffārah. Men hvis han med vilje og frivilligt har samleje, selv om han ved, at hun menstruerer, og ved, at det er forbudt, regnes han som en, der har begået en stor synd, og det bliver obligatorisk for ham at omvende sig. Der er to synspunkter om, hvorvidt kaffārah er obligatorisk. Det mest korrekte synspunkt er, at kaffārah ikke er obligatorisk. Han har også sagt: Den anden form er samleje over navlen og under knæene. Dette er enstemmigt tilladt. Den tredje form er at have samleje mellem navlen og knæene, bortset fra kønsorganet og anus, og at søge nydelse dér efter eget ønske. Flertallet af de lærde anser dette for forbudt. Ifølge al-Nawawī er det dog makrūh, men tilladt, fordi dette synspunkt er det stærkeste med hensyn til beviserne.
Det bevis, han nævnte, er beretningen fra Allahs Sendebuds (sa.) hustruer: Når Allahs Sendebud (sa.) ønskede noget fra en menstruerende hustru, lagde han først noget over hendes kønsorgan. – Abū Dāwūd. Det er også berettet fra Masrūq ibn al-Ajdaʿ, at han sagde: Jeg spurgte ʿĀʾishah: »Hvor meget kan en ægtemand forvente af sin hustru, når hun menstruerer?« Hun svarede: »Alt bortset fra kønsorganet.« – Al-Bukhārīs historiske værk.
13. Istihādah (sygdomsbetinget blødning)
1. Definition: Uregelmæssig og vedvarende blødning uden for det sædvanlige tidspunkt kaldes istihādah.
2. Den mustahādahs (kvinden med sygdomsbetinget blødning) tilstand
En mustahādah kan befinde sig i én af tre tilstande:
a. Før istihādah havde hun kendskab til en bestemt varighed af sin menstruation. I så fald regnes netop denne kendte varighed som hendes menstruationsperiode. Den resterende tid regnes som istihādah. Det fremgår af Umm Salamahs hadith, at hun spurgte Allahs Sendebud (sa.) om en kvinde, der led af uregelmæssig blødning. Han svarede: »Hun skal tælle, hvor mange dage hun plejede at menstruere, beregne, hvor mange dage det udgør af måneden, og derefter foretage ghusl. Hun skal binde et stykke stof omkring kønsorganet og så bede.« – Berettet i de fem autentiske hadith-samlinger med undtagelse af Mālik, al-Shāfiʿī og al-Tirmidhī. Al-Khattābī har sagt: Dette er reglen for den kvinde, hvis antal menstruationsdage i rask tilstand var kendt før sygdommens indtræden. Derefter blev hun syg og begyndte at bløde uafbrudt. Derfor befalede Allahs Sendebud (sa.) hende at undlade bønnen i lige så mange dage, som hun plejede at menstruere, mens hun var rask. Når disse dage var gået, skulle hun foretage ghusl én gang, hvorefter hun blev regnet for ren.
b. Hun har vedvarende blødning, men antallet af dage i hendes tidligere menstruation var ikke fastlagt. Det skyldes, at hun har glemt sin sædvanlige cyklus, eller at hun trådte ind i puberteten, mens hun allerede havde istihada. Derfor kan hun ikke skelne mellem menstruationsblod og istihadablod. I denne situation skal hun regne sin menstruation for at vare seks eller syv dage, hvilket er det, der er sædvanligt for de fleste kvinder. Det er blevet berettet i hadithen om Hamna bint Jahsh, at hun sagde: »Jeg havde meget kraftig istihada. Derfor kom jeg til Allahs Sendebud for at få vejledning fra ham og fortælle ham om min tilstand. Jeg fandt ham i min søster Zaynab bint Jahshs hus. Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, jeg har meget kraftig istihada. Hvad mener du om dette? På grund af det er jeg ophørt med at bede og faste.’ Han sagde: ’Jeg foreslår, at du bruger bomuld. Det vil standse dit blod.’ Hamna sagde: ’Blodstrømmen er stærkere end det.’ Allahs Sendebud sagde: ’Så bind et stykke klæde på blødningsstedet som en tømme.’ Hamna sagde: ’Blodstrømmen er stærkere end det.’ Allahs Sendebud sagde: ’Jeg vil pålægge dig to ting; det vil være tilstrækkeligt for dig at udføre én af dem. Hvis du er i stand til at udføre begge, ved du selv bedst.’ Allahs Sendebud sagde til hende: ’Dette er et stød fra Satan. Regn derfor seks eller syv dage som menstruation, og overlad det præcise antal til Allahs viden. Bad derefter det rituelle bad. Når du ser, at du er blevet ren og renset, skal du bede og faste i treogtyve eller fireogtyve dage. Det vil være tilstrækkeligt for dig. Gør således hver måned, ligesom kvinder normalt har menstruation og er rene i overensstemmelse med deres menstruations- og renhedsperioder. Hvis du er i stand til at udskyde dhuhr og fremskynde asr, så bad det rituelle bad og bed dhuhr og asr samlet. Udskyd derefter maghrib og fremskynd isha, bad det rituelle bad og bed maghrib og isha samlet. Bad det rituelle bad sammen med fajr og bed derefter. Fortsæt således, bed og fast, hvis du er i stand til det.’ Allahs Sendebud sagde: ’Dette er det, jeg foretrækker af de to muligheder.« – Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi. At-Tirmidhi erklærede den for god og sahih. Al-Bukhari erklærede den også for god. Ahmad ibn Hanbal erklærede den for en god og sahih hadith. Al-Khattabi sagde i sin forklaring af denne hadith: Denne kvinde havde sin første menstruation; ingen af hendes tidligere menstruationsdage var gået, og hun var heller ikke i stand til at genkende menstruationsblodet. Da hendes blødning fortsatte, havde hun det meste af tiden udflåd. Derfor vurderede Allahs Sendebud hendes situation ud fra den sædvanlige praksis og den tilstand, som de fleste kvinder oftest befinder sig i. På samme måde fastsatte han, ud fra kvinders sædvanlige praksis og det, der oftest forekommer, at hun skulle have menstruation én gang om måneden. Det bekræftes af Allahs Sendebuds ord: ’Ligesom kvinder normalt har menstruation og er rene i overensstemmelse med deres menstruations- og renhedsperioder.’ Al-Khattabi siger: Dette er grundreglen for at vurdere én kvindes tilstand ud fra en anden kvindes tilstand i spørgsmål om menstruation, graviditet, pubertet og lignende forhold.
3. Reglerne for istihada
De islamiske regler, der specifikt gælder for en kvinde, som har istihada, kan kort sammenfattes således:
a. Hun behøver ikke at tage det rituelle bad for hver bøn eller for hver bønnetid. Hun skal kun tage det rituelle bad én gang, når menstruationsblødningen er ophørt. Dette er den opfattelse, som flertallet af de tidligere og senere lærde har.
b. Hun skal forny sin wudu til hver bøn. Ifølge al-Bukhari berettede Allahs Sendebud: »Foretag wudu til hver bøn.« Ifølge imam Malik er det anbefalet for hende at foretage wudu til hver bøn. Wudu er kun obligatorisk, hvis der indtræffer noget, der ophæver den.
c. Hun skal vaske kønsdelene før wudu. For at forhindre og begrænse udtrængningen af urenhed skal hun føre et stykke bomuld eller klæde ind i kønsdelene. Hvis det ikke standser blødningen, skal hun desuden binde det fast over kønsdelene som en tømme og anbringe en klædeforbinding. Det er ikke obligatorisk at træffe disse forholdsregler; de er anbefalede.
d. Ifølge flertallet af de lærde må hun ikke foretage wudu, før bønnetiden er begyndt. Det skyldes, at hendes renselse er en nødvendig handling. Derfor er det ikke tilladt at udføre den, før behovets tidspunkt er indtrådt.
e. Ifølge flertallet er det tilladt for hendes mand at have samleje med hende, mens hun bløder på grund af istihada. Der findes intet bevis for, at det er forbudt. Ibn Abbas sagde: Når en kvinde med istihada beder, må hendes mand også have samleje med hende, for bønnen er endnu vigtigere. Denne hadith er berettet af al-Bukhari. Det vil sige: Hvis hun kan bede under blødningen, selv om bønnen har de strengeste krav til renselse, er samleje også tilladt.
Det er overleveret fra Ikrama bin Hamna: »Hun led af istihada. I denne tilstand havde hendes mand samleje med hende.« – Abu Dawud og al-Bayhaqi. al-Nawawi sagde: Denne hadiths overleveringskæde er god.
ch. En kvinde, der lider af istihada, er som udgangspunkt omfattet af reglerne for en rituel ren kvinde. Hun må udføre bøn, faste, i’tikaf, recitere Koranen, røre ved og bære Koranen samt udføre alle former for tilbedelse. Der er enighed blandt muslimerne om dette [ Blodet ved hayd eller menstruation er urent blod. Blodet ved istihada er derimod normalt blod. Derfor er kvindens tilbedelse forbudt i det første tilfælde, men ikke i det andet ] .
Kapitel to: Salat (bøn)
Salat (bøn)
Salat er en form for tilbedelse. Den udføres ved at fremsige bestemte ord og formuleringer samt udføre bestemte handlinger. Denne tilbedelse skal indledes med »Allahu akbar« og afsluttes med »Assalamu alaikum wa rahmatullah«.
1. Salats betydning og status i islam
I islam har salat den største betydning sammenlignet med alle andre former for tilbedelse. Dens status er den højeste. Salat er søjlen i islams religion. Uden denne søjle kan religionen ikke stå. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde:
رأس الأمر الإسلام، وعمودة الصلاة ذروة سَنَامِهِ الْعِمَادُ فِي سَبِيلِ اللَّهِ .
Betydning: »Grundlaget for hele sagen er islam. Islams søjle er salat, og dens højdepunkt er jihad på Allahs vej.« – Ahmad, at-Tirmidhi.
Blandt alle de formelle former for tilbedelse foreskrev Allah Ta’ala først salat som en pligt. På Mi’raj-natten talte Allah Ta’ala direkte til sin Sendebud uden noget mellemled og foreskrev salat. Det er overleveret fra Anas r.a., at han sagde: På Laylat al-Mi’raj blev der først foreskrevet halvtreds daglige salatbønner for Profeten s.a.w. Derefter blev antallet reduceret til fem daglige bønner, og der blev sagt: »O Muhammad! Der sker ingen ændring i Mine ord; disse fem daglige salatbønner for dig svarer til halvtreds.« Hadithen er overleveret af imam Ahmad og an-Nasa’i. At-Tirmidhi sagde, at det er en sahih-hadith. På Dommens dag vil det første regnskab, der aflægges, være over salat. Abdullah ibn Qurt beretter, at Allahs Sendebud s.a.w. sagde: »På Dommens dag vil det første, en tjener skal stå til regnskab for, være salat. Hvis hans salat findes korrekt og fuldkommen, vil alle hans gerninger også blive fundet korrekte og fuldkomne. Men hvis der findes mangler i hans salat, vil alle hans gerninger blive fundet ugyldige og gået til grunde.« Hadithen er overleveret af at-Tabarani.
Den sidste formaning, som Allahs Sendebud s.a.w. gav, før han forlod denne verden, handlede om salat. I det øjeblik han udåndede sit sidste åndedrag, gentog han: »Salat, salat, og dem, der er under jeres myndighed…
Det sidste, der vil forsvinde fra islam på jorden, er salat. Når salat forsvinder, vil islam blive udslettet fra jorden. Det er overleveret fra Ibn Hibban, at Allahs Sendebud s.a.w. sagde: »I vil blive ved med at løsne islams bånd ét efter ét. Hver gang ét bånd bliver løsnet, vil det næste blive løsnet. Det første, der bliver løsnet, vil være den islamiske statsordning, og det sidste vil være salat.«
I Den Ædle Koran har Allah Ta’ala gentagne gange nævnt salat. Nogle gange har Han knyttet dhikr sammen med salat:
إن الصلوة تَنْهَى عَنِ الْفَحْقَاءِ وَالْمُنْكَرِ، وَلَذِكْرُ اللَّهِ اكْبَرُ
Betydning: »Salat hindrer sandelig uanstændige og forkastelige handlinger, og det er Allahs ihukommelse (salat), der er størst.« (Sura al-Ankabut: vers 45)
من افلح من تزكى وذكر اسْمَ رَبِّهِ فصلى.
Betydning: Den er lykkedes, som har renset sig og stræbt efter åndelig udvikling, ihukommet sin Herre og udført salat. (Sura al-A‘la: vers 14-15)
واتي الصلاة للتحرى .
Betydning: Oprethold salat for at ihukomme Mig. (Sura Taha: vers 14)
Nogle gange nævner Allah zakat sammen med salat. Han har sagt:
وَأَقِيمُوا الصَّلاةَ وَآتُوا الزَّكَاةَ .
Betydning: Oprethold salat, og betal zakat. (Sura 2, al-Baqara: vers 110)
Nogle gange har Han knyttet tålmodighed sammen med salat. Han har sagt:
وَاسْتَعِينُوا بالصبر والصَّلاةِ .
Betydning: Og søg hjælp gennem tålmodighed og bøn. (Al-Baqara: vers 45)
Nogle gange nævnte Han offer og ofring sammen med bønnen. Han sagde:
فصل لربك وانحر.
Betydning: Så bed til din Herre og bring et offer. (Sura al-Kawthar: vers 2)
قُلْ إِن صَلَاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَلَمِينَ، لَا غَرِيكَ لَهُ وَبِذَلِكَ أُمِرْتُ وَأَنَا أول المسلمين .
Betydning: Sig: »Min bøn, mit offer, mit liv og min død er udelukkende viet til Allah, al-ʿAlamīns Herre. Han har ingen meddelagtig. Jeg er den første, der underkastede mig Ham.« (Sura 6, al-Anʿam: vers 163)
Nogle gange nævnte Allah, da Han omtalte midlerne til menneskelivets velfærd og succes, bønnen både i begyndelsen og i slutningen. Således siger Han i de første og andet vers af sura al-Mu’minun: »Lykkelige er de troende, som er ydmyge i deres bøn.« Efter at have nævnt yderligere nogle af deres egenskaber undervejs afslutter Han denne omtale i vers 9 til 11 således: »og som vogter over deres bønner. Det er netop dem, der bliver arvinger til al-Firdaws, og dér skal de forblive for evigt.«
Hvad enten man opholder sig hjemme eller er på rejse, og hvad enten det er fredstid eller frygtens tid, har islam pålagt, at man under alle omstændigheder værner om bønnen og er omhyggelig med den. Den Almægtige Allah siger:
حفِظُوا عَلَى الصَّلَوسِ وَالصَّلوة الوسطى ق وَقَوْمُوا لِلَّهِ فَيَتَى فَإِن خِفْتُمْ فَرِجَالاً أَوْ رَكْبَانًا جَ فَإِذَا اسنتر فَاذْكُرُوا اللهَ كَمَا عَلَيْكُمْ مَا لَمْ تَكُونُوا تَعْلَمُونَ
Betydning: »Vær omhyggelige med bønnen, især den midterste bøn, og stå ydmygt foran Allah. Hvis I frygter noget, så bed gående eller ridende. Men når I føler jer trygge, så ihukom Allah (det vil sige: udfør bønnen) på den måde, Han har lært jer, og som I ikke kendte før Han lærte jer den.« (Sura 2, al-Baqarah: vers 238-239)
Hvordan bønnen skal udføres under rejse, i krigstilstand og i trygge forhold, er også blevet tydeligt forklaret i Koranen. Den Almægtige Allah siger:
وَإِذَا ضَرَبْتُمْ فِي الْأَرْضِ فَلَيْسَ عَلَيْكُم جناح أن تَقْصُرُوا من الصلوةِ إِنْ خِفْتُمْ أَن يُفْتِنَكُمُ الَّذِينَ كَفَرُوا ، إِنَّ الْكَفِرِينَ كَانُوا لَكُمْ عَدُوٌّ مُبِينًا وَإِذَا كُنْتَ فِيهِمْ فَأَقَمْتَ لَهُمُ الصَّلوةَ فَلْتَقَرْ طَائِفَةٌ ينهم معكَ وَلْيَأْخُذُوا أَسْلِحَتَهُ لا فَإِذَ
ا سَجَدُوا فَلْيَكُونُوا مِن وَرَائِكُمْ من وَلَيَأْتِ طَائِفَةٌ أخرى لم يُصَلُّوْا فَلْيَصَلُّوا مَعَكَ وَلَيَ أَعْدُوا حِلْ رَهُمْ وَأَسْلِحَتَهُمْ ، وَ الَّذِينَ كَفَرُوا لَوْ تَقْتُلُونَ عَنْ أَسْلِحَتَكُمْ وامتعتكم فيميلون عليكم ميلة واحِدَةً ، وَلَا جُنَاحَ عَلَيْكُمْ إِن كَانَ بِكَر
أَذًى من مطر أو كنتم مرضى أن تَفَعُوا أَسْلِحَتِكُمْ وَعَدُوا مِنْ رَكُمْ ، إِنَّ اللَّهَ أَعَنْ لِلْكَفِرِينَ عَذَابًا مُّهِينَانَ فَإِذَا قَضَيْتُمُ الصَّلوةَ فاذْكُرُوا اللَّهَ فِيهَا وَقُعُودًا وَعَلَى جُنُوبِكُمْ، فَإِذَا اطمأننتى فَأَقِيمُوا الصلوة : إِن الصَّلوةَ كَانَتْ عَلَى
المؤمنين كتبا موقوتا .
Betydning: »Når I rejser rundt i landet, så vil der ikke være nogen skyld over jer, hvis I forkorter bønnen, hvis I frygter, at de vantro vil udsætte jer for prøvelser. De vantro er i sandhed jeres åbenlyse fjender. Når du er iblandt dem og leder bønnen for dem, skal en gruppe af dem stå sammen med dig og være bevæbnet. Når de har fuldført deres nedkastning, skal de gå om bag jer, og de andre, som ikke deltog i bønnen sammen med dig i første omgang, skal komme og deltage i bønnen. De skal også være på vagt og bevæbnede. De vantro ønsker, at I skal være uopmærksomme på jeres våben og bagage, så de kan overfalde jer på én gang. Hvis I er generet af regnen eller er syge, er der ingen skyld i, at I lægger våbnene fra jer, men I skal naturligvis være på vagt. Allah har beredt en ydmygende straf for de vantro. Når I så har afsluttet bønnen, skal I ihukomme Allah stående, siddende og liggende under alle forhold. Når I føler jer trygge, skal I udføre bønnen på behørig vis. Bønnen er for de troende en pligt, der skal udføres på bestemte tidspunkter.« (Sura 4, an-Nisa: vers 101-103)
Den Almægtige Allah har irettesat dem, der er uregelmæssige i salat, ikke værner om salat og ødelægger salat, med strenge ord og nævnt deres dårlige endeligt. Han siger:
فَخَلَفَ مِن بَعْدِهِمْ خَلْفٌ أَضَاعُوا الصَّلوةَ وَاتَّبَعُوا الثَّمَوتِ فَسَوْفَ يَلْقَوْنَ عَيًّا
Betydning: »Efter dem kom nogle værdiløse efterfølgere, som ødelagde salat og lod sig beherske af lyster og begær. Snart vil de opleve straffen for deres onde gerninger.«
(Surah 19, Maryam: vers 59)
Den Almægtige Allah siger endvidere:
فويل للمصلين، الَّذِينَ هُمْ عَنْ مَلَاتِهِمْ سَامُونَ .
Betydning: »Derfor er der ve for dem, der udfører salat, men er uopmærksomme på deres salat.« (Surah 107, al-Ma’un: vers 4-5)
Salat hører til islams yderst vigtige anliggender. Derfor er særlig vejledning nødvendig. Ibrahim, fred være med ham, bad Allah om at gøre ham selv og hans børn til mennesker, der opretholder salat:
ربِّ اجْعَلْنِي مُغير الصلوةِ وَمِنْ ذُرِّيَّتِي رَبَّنَا وَتَقَبَّلْ دُعَاءِ
Betydning: Herre! Gør mig til en, der opretholder salat, og også mine efterkommere. Herre! Acceptér min bøn. (Sura 14, Ibrahim: vers 40)
2. Hvad er afgørelsen vedrørende den, der opgiver salat?
Den muslimske ummas ijma (konsensus) er, at det at opgive salat betyder at fornægte salat. Og at fornægte salat er kufr og at træde ud af islams millat. Men hvis en troende, trods fast overbevisning om, at salat er obligatorisk, tvinges til at opgive salat på grund af en ’uzr, er sagen anderledes.
Men hvis nogen opgiver salat af dovenskab eller med travlhed som undskyldning, regnes det ikke som en ’uzr i sharia. I mange hadither findes der en klar erklæring om, at en sådan person begår kufr. For eksempel:
1. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:
بين الرجل وبين الكفر ترك الصلاة.
Betydning: Mellem tjeneren og kufr er det at opgive salat. – Musnad Ahmad, Sahih Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah.
2. Burayda (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde:
العهد الذي بيننا وبينمر الصَّلاةُ فَمَن تَرَكَهَا فَقَدْ كَفَرَ
»Den pagt, der er mellem os og dem, er salat. Den, der derfor opgiver salat, har begået kufr.« – Musnad Ahmad, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah.
3. Det er overleveret fra Abdullah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: En dag talte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om salat. I den forbindelse sagde han: »Den, der passer på salat, vil på opstandelsens dag have den som lys, bevis og frelsesbrev. Men den, der ikke passer på salat, vil på opstandelsens dag hverken have lys, bevis eller frelsesbrev. Ikke nok med det; den dag vil han være i selskab med Qarun, Farao, Haman og Ubayy ibn Khalaf.« – Musnad Ahmad, at-Tabarani, Ibn Hibban.
Hadithens overleveringskæde er god. At den, der opgiver salat, på opstandelsens dag vil være i selskab med vantro ledere, beviser hans kufr.
Imam Ibn al-Qayyim sagde, at den, der ikke passer på salat, det vil sige opgiver salat, er optaget af sin formue, sit kongedømme, sit statslige arbejde eller sin handel og forretning. Den, der således opgiver salat på grund af sin optagethed af sin formue (at tjene og bevare den), vil være Qaruns ledsager. Den, der opgiver salat på grund af sin optagethed af at styre landet og kongedømmet, vil være Faraos ledsager. Den, der opgiver salat på grund af sit statslige arbejde, vil være Hamans ledsager. Og den, der opgiver salat på grund af sin optagethed af handel og forretning (samt ansættelse og arbejde), vil være Ubayy ibn Khalafs ledsager.
4. Det er overleveret fra Abdullah ibn Shaqiq al-Uqayli, at han sagde: »Muhammeds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ledsagere anså ikke opgivelsen af nogen anden handling end salat for kufr.« – at-Tirmidhi, al-Hakim. Al-Hakim sagde, at dette er en autentisk hadith efter de betingelser, som Imam al-Bukhari og Muslim har fastlagt.
5. Muhammad ibn Nasr al-Marwazi sagde: Jeg hørte Ishaq sige: »Det er overleveret gennem en autentisk overleveringskæde fra den ædle Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at den, der opgiver salat, er kafir.« De lærdes opfattelse, som erhvervede viden hos selveste Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), var ligeledes: »Den, der forsætligt opgiver salat uden en gyldig undskyldning, og den, der forsætligt lader salattiden udløbe uden en gyldig undskyldning, er kafir.«
6. Ibn Hazm sagde: »Det er overleveret fra ledsagere som Umar, Abd ar-Rahman ibn Awf, Muadh ibn Jabal og Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med dem), at den, der forsætligt opgiver én obligatorisk bøn, indtil bønnens tid udløber, er kafir og en frafalden, der har forladt islam.« Vi kender ikke til nogen, der var uenig med disse ledsageres opfattelse. Imam al-Mundhiri nævnte dette i at-Targhib wa at-Tarhib. Derefter sagde han: En gruppe blandt ledsagerne og deres efterfølgere mente, at den, der frivilligt opgiver bønnen og lader hele bønnens tid passere, er kafir. Blandt denne gruppe var Umar ibn al-Khattab, Abdullah ibn Masud, Abdullah ibn Abbas, Muadh ibn Jabal, Jabir ibn Abdullah og Abu ad-Darda (må Allah være tilfreds med dem). Blandt dem uden for ledsagerne, som havde denne opfattelse, var Ahmad ibn Hanbal, Ishaq ibn Rahawayh, Abdullah ibn al-Mubarak, an-Nakha’i, al-Hakam ibn Utaybah, Abu Ayyub as-Sakhtiyani, Abu Dawud at-Tayalisi, Abu Bakr ibn Abi Shaybah, Zuhayr ibn Harb og andre (må Allah være dem nådig).
Følgende hadither erklærer, at den, der opgiver bønnen, skal dræbes:
a. Det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Islams håndtag og religionens grundlag består af tre ting. Islams fundament er grundlagt på disse tre. Den, der opgiver blot én af dem, er vantro over for den og hans blod er lovligt: at bevidne, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, de obligatoriske bønner og fasten i Ramadan. – Abu Ya’la.
I en anden overlevering hedder det: Den, der opgiver blot én af dem, er vantro. Hans obligatoriske og frivillige handlinger vil ikke blive accepteret, og hans liv og ejendom bliver lovlige.
b. Det er overleveret fra Ibn Umar رضي الله عنه, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Jeg er blevet befalet at kæmpe mod menneskene, indtil de bevidner, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, og at Muhammad ﷺ er Allahs Sendebud, opretter bønnen og betaler zakat. Når de har udført disse handlinger, er deres liv og ejendom sikret mod mig, bortset fra hvad Islams rettigheder kræver. Og deres regnskab påhviler Allah. – Al-Bukhari og Muslim.
c. Det er overleveret fra Umm Salama رضي الله عنها, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Der vil blive indsat forskellige herskere over jer; nogle af dem vil I kunne lide, og andre vil I ikke kunne lide. Den, der ikke bryder sig om dem, er fri for skyld. Og den, der forkaster dem, er i sikkerhed. Men den, der er tilfreds med dem og følger dem, har en anden sag. Folk sagde: Allahs Sendebud, skal vi bekæmpe sådanne herskere? Han sagde: Nej, så længe de beder. – Muslim. Det vil sige, at bønnen er gjort til den eneste hindring for at bekæmpe de tyranniske herskere.
d. Det er overleveret fra Abu Sa’id رضي الله عنه, at da Ali رضي الله عنه var i Yemen, sendte han et lille stykke guld til Allahs Sendebud ﷺ. Allahs Sendebud ﷺ fordelte det mellem fire personer. Da sagde en mand: Allahs Sendebud, frygt Allah! Allahs Sendebud ﷺ sagde: Ve dig! Er jeg ikke blandt alle verdens mennesker den, der i højeste grad bør frygte Allah? Derefter gik manden bort. Khalid ibn al-Walid sagde: Allahs Sendebud, skal jeg ikke hugge hovedet af ham? Sendebudet ﷺ sagde: Hug ikke hovedet af ham. Måske beder han. Khalid sagde: Der er mange mennesker, hvis hjerter ikke rummer det, de siger med deres mund. Allahs Sendebud ﷺ sagde: Jeg er ikke blevet pålagt at undersøge, hvad der findes i menneskers hjerter, eller at kløve deres maver for at se derind. – Forkortet fra en hadith overleveret af al-Bukhari og Muslim. Også i denne hadith er bønnen gjort til en hindring for drab. Det vil sige, at den, der forlader bønnen, uundgåeligt skal dræbes.
Nogle andre lærde mener: De ovennævnte hadither betegner tydeligt den, der forlader bønnen, som vantro og erklærer det lovligt at dræbe ham. Men en betydelig gruppe af tidligere og senere lærde mener, at han ikke må erklæres vantro. Blandt dem er imam Abu Hanifa, Malik og al-Shafi’i. Ifølge dem er han en synder, og han skal tvinges til at angre. Hvis han ikke angrer, skal han ifølge imam Malik, al-Shafi’i og andre dræbes som straf. Abu Hanifa siger: Han skal ikke dræbes. Han skal idømmes en anden straf og fængsles, indtil han beder. De mener, at de hadither, hvori han kaldes vantro, sigter til dem, der benægter bønnen og anser det for tilladt at forlade den. De modsiger denne opfattelse med henvisning til flere udsagn i Koranen og hadith. For eksempel vers 116 i Sura al-Nisa: “Allah tilgiver visselig ikke, at der sættes medguder ved Hans side, men Han tilgiver, hvem Han vil, alt, der er mindre end dette.” Og det er overleveret fra Abu Hurayra hos Ahmad og Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Hver profet har én bøn, der bliver besvaret. Derfor fremsatte enhver profet sin bøn skyndsomt. Men jeg har gemt min bøn, så jeg på Opstandelsens Dag kan gå i forbøn for mit folk. Hvis Allah vil, vil den, der dør uden at sætte nogen ved Allahs side, få del i min forbøn. Abu Hurayra رضي الله عنه har overleveret i Sahih al-Bukhari, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den lykkeligste af dem, der opnår min forbøn, er den, der oprigtigt siger: Der findes ingen anden hersker og frelser end Allah.
En debat om den, der forlader bønnen: I værket Tabaqat al-Shafi’iyya nævner al-Subki, at imam al-Shafi’i og imam Ahmad en gang førte en debat om den, der forlader bønnen. Al-Shafi’i sagde: Ahmad, du siger, at han er vantro.
Ahmad: Ja.
Al-Shafi’i: Når han er vantro, hvordan bliver han så muslim?
Ahmad ville sige: La ilaha illallah, Muhammadur Rasulullah.
Ash-Shafiʿī: Manden holder jo stadig fast ved denne trosbekendelse. Han har jo ikke forladt den.
Ahmad: Han bliver muslim ved at bede.
Ash-Shafiʿī: En kafirs bøn er jo ikke gyldig. Og han beordres ikke til at antage islam ved at bede.
Imam Ahmad kunne ikke give noget yderligere svar.
Al-Shawkānīs synspunkt: Al-Shawkānī siger: Den egentlige sandhed er, at den, der ikke beder, er kafir. I den islamiske stat skal han dræbes. Grunden til, at han er kafir, er for det første, at han i autentiske hadither er blevet betegnet som kafir. Desuden er det kun bønnen, der er blevet betegnet som det, der forhindrer, at han erklæres kafir. Når han derfor forsætligt undlader bønnen, er der ikke længere nogen hindring for at erklære ham kafir. Vi er ikke forpligtede til at anerkende de beviser, som modstanderne har fremført. For vores synspunkt er, at der kan findes former for kufr, som kan tilgives, og som ikke er en hindring for Profetens, fred være med ham, forbøn. Eksempelvis er visse syndere i shariaen blevet betegnet som kafirer, selv om de retter sig mod qiblaen. Der er således ingen grund til at ty til sådanne snævre argumentationer og stridigheder.
3. Hvem er bønnen obligatorisk for?
Bønnen er obligatorisk for enhver myndig muslim med sund fornuft. ʿĀʾisha beretter: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Tre personer er fritaget for ansvar: den sovende, indtil han vågner; barnet, indtil det bliver myndigt; og den sindssyge, indtil han bliver forstandig. – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasaʾi og Ibn Majah.
4. Barnets bøn
Selv om bønnen ikke er obligatorisk for en mindreårig dreng, er det hans værges pligt at beordre ham til at bede, når han fylder syv år. Når han fylder ti år, skal han straffes for ikke at bede, så han vænner sig til det og oplæres i det, således at han beder, når han bliver myndig. Det er overleveret fra Amr ibn Shuayb, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Befal jeres børn at bede, når de fylder syv år. Og når de fylder ti år, skal I slå dem for det og adskille deres senge.« – Ahmad, Abu Dawud og al-Hakim.
5. Hvor mange obligatoriske bønner er der?
Allah den Ophøjede har gjort fem bønner obligatoriske om dagen og natten. Det er overleveret fra Ibn Muhayriz: En mand fra Banu Kinana ved navn Mukhdaji hørte, at en mand ved navn Abu Muhammad i Syrien sagde, at witr-bønnen er obligatorisk. Han sagde: »Jeg gik til Ubada ibn al-Samit og fortalte ham om sagen. Ubada sagde: Abu Muhammad har løjet. Jeg hørte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sige: Allah har gjort fem bønner obligatoriske for sine tjenere. Den, der udfører disse bønner og ikke forsætligt undlader nogen af dem, er blevet lovet, at Allah vil føre ham ind i Paradiset. Men den, der ikke udfører dem korrekt, har Allah ikke givet noget løfte til. Hvis Han vil, straffer Han ham, og hvis Han vil, tilgiver Han ham.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Det er overleveret fra Talha ibn Ubaydullah: En beduin kom til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, med uredt hår. Han sagde: »O Allahs Sendebud! Fortæl mig, hvilke bønner Allah har gjort obligatoriske for mig.« Han sagde: »Han har gjort fem bønner obligatoriske. Men hvis du frivilligt ønsker at bede nogle ekstra bønner, kan du gøre det.« Han sagde: »Hvor mange fastedage har Han gjort obligatoriske?« Han sagde: »Fasten i Ramadan-måneden. Hvis du ønsker at faste nogle frivillige dage ud over det, kan du gøre det.« Han sagde: »Hvor meget zakat har Han gjort obligatorisk?« Allahs Sendebud forklarede ham alle islams forskrifter. Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg vil ikke undlade noget af disse obligatoriske pligter, og jeg vil heller ikke udføre nogen yderligere frivillige handlinger.« Allahs Sendebud sagde: »Hvis han holder sit løfte, vil han lykkes.« Ifølge en anden overlevering: »Han vil komme i Paradiset.« – al-Bukhari og Muslim.
6. Bønnens tid
Bønnen har en fastsat tid eller et fastsat tidspunkt. Det er nødvendigt at udføre bønnen inden for dette tidsrum. Allah siger:
إن الصلوة كانت عَلَى الْمُؤْمِنِينَ كِتَبا موقوتا .
»Bønnen er foreskrevet for de troende på fastsatte tidspunkter.« Det vil sige en sikker og i Skriften bevist obligatorisk pligt.
Der hentydes til alle disse bønnetider i Koranen. Allah siger:
وَاقِرِ الصَّلاةَ طَرَفَي النَّهَارِ وَزُلَفًا مِنَ اللَّيْلِ إِنَّ الْحَسَنَاتِ يُذْ مِبْنَ السَّيِّئَاتِ، ذَلِكَ ذكرى للذاكرين.
“Oprethold bønnen ved dagens to yderpunkter og i nattens to dele. Sandelig, gode gerninger udsletter onde gerninger. Dette er en påmindelse for dem, der ihukommer.” (Sura Hud: vers 114)
Hasan sagde: Bønnerne ved dagens to yderpunkter er fajr og asr, og bønnerne i nattens to dele er maghrib og isha.
Og i sura Isra står der:
أخير الصلاة لدلوك الفيس إلى عمق الليل، وترأن الفَجْرِ إِن قُرْآنَ الْفَجْرِ كَانَ مَشْهُودًا.
“Oprethold bønnen fra solens hældning, indtil nattens mørke begynder, og recitationen ved fajr. Sandelig, ved fajr-recitationen er der vidner til stede.”
Det vil sige: Bed zuhr-bønnen ved den første bønnetid efter solens hældning. Dette tidsrum varer, indtil nattens mørke begynder. Asr, maghrib og isha er inkluderet i dette tidsrum. Fajr-recitationen betyder fajr-bønnen. At vidner er til stede betyder, at nattens og dagens engle er til stede som vidner.
Og i sura Taha står der:
وَسَبِّحْ بِحَمْدِ رَبِّكَ قَبْلَ طُلُوعِ الشَّمْسِ وَقَبْلَ غُرُوبِهَا ، وَمِنْ أَنَاءِ الَّيْلِ فَسَبِّحُ وَامْرَانَ النَّمَارِ تعلق ترفيه
»Forkynd din Herres hellighed med lovprisning før solopgang og før solnedgang. Og forkynd hans hellighed på forskellige tidspunkter om natten og ved dagens yderpunkter, så du måske bliver tilfreds.« At forkynde Guds hellighed før solopgang betyder fajr-bønnen. Og at forkynde Guds hellighed eller fremsige tasbih før solnedgang betyder asr-bønnen. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Jarir, at Jarir sagde: Vi sad hos Allahs Sendebud. Pludselig så han på månen en fuldmånenat. Derefter sagde han: »I vil visselig se jeres Herre på samme måde, som I nu ser denne måne. I vil ikke have vanskeligt ved at se Ham. Hvis I derfor kan afslutte en bøn før solopgang og en bøn før solnedgang, så gør det.« Derefter reciterede han dette vers. Dette var en henvisning til bønnetiderne i den hellige Koran. I haditherne er disse tider imidlertid fastlagt, og deres tegn er beskrevet. Haditherne nævnes nedenfor:
1. Det er overleveret fra Abdullah ibn Amr, at Allahs Sendebud sagde: Når solen hælder mod vest, og en persons skygge bliver lige så lang som personen selv, begynder zuhr-tiden, og den varer indtil asr-tiden. Asr-tiden varer, så længe solen ikke er blevet gul. Maghrib-tiden varer, så længe det røde skær er synligt på den vestlige himmel efter solnedgang. Isha-tiden varer indtil midt på natten. Fajr-tiden varer fra daggryet indtil solopgang. Når solen er stået op, skal du ophøre med at bede, for solen står op mellem Satans to horn. Overleveret af Muslim.
2. Det er overleveret fra Jabir ibn Abdullah: Jibril kom til Allahs Sendebud og sagde til ham: »Rejs dig og bed.« Så bad han, efter at solen havde hældt mod vest. Derefter kom Jibril igen til ham ved asr-tiden. Jibril sagde til ham: »Rejs dig og bed.« Så bad han asr-bønnen, efter at alle tings skygge var blevet dobbelt så lang som tingen. Derefter kom Jibril til ham ved maghrib-tiden og sagde: »Rejs dig og bed.« Så bad han efter solnedgang. Derefter kom Jibril til ham ved isha-tiden og sagde: »Rejs dig og bed.« Så bad han isha-bønnen, efter at det røde skær på den vestlige himmel var forsvundet. Derefter kom Jibril til ham, da det blev morgen. Den følgende dag kom Jibril igen til ham ved zuhr-tiden og sagde: »Rejs dig og bed.« Så bad han zuhr-bønnen, da enhver tings skygge var lige så lang som tingen. Derefter kom Jibril til ham ved asr-tiden og sagde: »Rejs dig og bed.« Da var enhver tings skygge blevet dobbelt så lang, og han bad asr-bønnen. Igen kom han til ham ved maghrib-tiden på samme tidspunkt som før. Derefter kom han ved isha-tiden, efter at halvdelen af natten eller en tredjedel af natten var gået, og han bad isha-bønnen. Da morgenen derefter var blevet meget lys, kom han til ham og sagde: »Rejs dig og bed.« Så bad han fajr-bønnen. Derefter sagde han: »Tiden mellem disse to tidspunkter er også en bedetid.« Overleveret af Ahmad, al-Nasa’i og al-Tirmidhi. Al-Bukhari sagde: Dette er den mest autentiske hadith om bønnetiderne, det vil sige om Jibrils ledelse af bønnen.
– Tiden for zuhr-bønnen
Det er blevet klart ud fra de to ovenstående hadither. Zuhr-tiden begynder, når solen hælder fra zenit, og varer indtil det tidspunkt, hvor en genstands skygge, ud over den skygge genstanden havde, da solen begyndte at hælde, bliver lige så lang som genstanden. I perioder med stærk varme er det dog mustahabb at udsætte zuhr-bønnen fra dens begyndelse, så koncentrationen ikke forstyrres. På andre tidspunkter end ved stærk varme er det mustahabb at bede ved tidens begyndelse. Anas har overleveret: Når kulden var streng, fremskyndede Allahs Sendebud bønnen, og når varmen var stærk, udsatte han bønnen. – Al-Bukhari. Abu Dharr sagde: Vi var på en rejse sammen med Allahs Sendebud. Mu’adhdhin ville da kalde til zuhr-bønnen. Allahs Sendebud sagde: »Vent,« det vil sige: udsæt den. Mu’adhdhin ville igen kalde til bønnen, men han sagde: »Vent.« Sådan sagde han det to eller tre gange. På et tidspunkt så vi skyggerne fra de små høje. Han sagde: »Den intense varme er en del af Helvedes kogende hede. Når varmen derfor bliver intens, så bed efter at have ventet, til det er køligere.« – Al-Bukhari og Muslim.
Grænsen for at vente, til det bliver køligere: Hafiz Ibn Hajar skriver i Fath al-Bari: De lærde er uenige om, hvor langt man skal vente, til det bliver køligere. Nogle har sagt: indtil skyggen bliver yderligere en alen længere efter den skygge, der var umiddelbart efter solens hældning. Nogle siger: en fjerdedel af en persons højde, andre siger: en tredjedel, og andre siger: halvdelen. Der findes desuden mange andre meninger. Den almindelige regel er imidlertid, at dette varierer efter omstændighederne. Betingelsen er dog, at man under ingen omstændigheder må overskride den sidste tid for bønnen.
– Tidspunktet for asr-bønnen
Asr-bønnen begynder, når en genstands skygge, ud over den skygge der opstår efter solens zenit, bliver lige så lang som genstanden. Asr-bønnens tid varer indtil solnedgang. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der når én rakʿah af asr-bønnen før solnedgang, har så godt som nået hele asr-bønnens tid.
Al-Bayhaqis formulering er: Den, der beder én rakʿah af asr-bønnen før solnedgang og derefter beder resten af bønnen efter solnedgang, har ikke mistet sin asr-bøn.
Den anbefalede tid og den makruh-tid: Den anbefalede tid ophører, så snart solen bliver gul. Dette er, hvad de to tidligere nævnte hadither fra Abdullah ibn Amr også viser. Det er tilladt at udsætte bønnen indtil efter, at solen er blevet gul, men hvis det sker uden en gyldig grund, er det makruh. Anas, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Dette er hyklerens bøn; han sidder og venter. Når solen kommer mellem Satans to horn, rejser han sig og udfører fire rakʿah hurtigt. Han mindes kun Allah meget lidt derved. – Alle hadithsamlinger undtagen al-Bukhari og Ibn Majah.
An-Nawawi siger i sin kommentar til Muslim: Vores imamer har sagt, at asr-bønnens tid er af fem slags:
1. Den bedste tid;
2. Den anbefalede tid;
3. Den tilladte tid, som ikke er makruh;
4. Den tilladte, men makruh tid;
5. Tiden med en gyldig undskyldning.
Den bedste tid er den første tid. Den anbefalede tid varer indtil skyggen bliver dobbelt så lang. Indtil solen bliver gul, er bønnen tilladt og ikke makruh. Fra det tidspunkt, hvor solen bliver gul, indtil den går ned, er bønnen tilladt, men makruh. Den, der på grund af en rejse eller regn samler dhuhr- og asr-bønnen på dhuhrs tid, har tiden for dhuhr som en tid med en gyldig undskyldning. Asr-bønnen kan bedes i alle disse fem tidsrum, og ingen af dem regnes som indhentning af en forpasset bøn. Men når solen er gået ned, regnes den som indhentet.
Det er nødvendigt at fremskynde bønnen på en overskyet dag: Burayda al-Aslami, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi var sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, under et slag. Han sagde: Fremskynd bønnen på en overskyet dag, for den, hvis asr-bøn bliver forsømt, får alle sine gode gerninger gjort ugyldige. – Ahmad og Ibn Majah. Ibn al-Qayyim siger: At forsømme den er af to slags: at forsømme den fuldstændigt og aldrig bede den bøn, man har forsømt. Derved bliver alle gode gerninger ugyldige. Hvis man derimod kun forsømmer den på en bestemt dag på en bestemt måde, bliver denne dags gode gerninger ugyldige.
Asr-bønnen er middagsbønnen. Allah den Ophøjede har sagt: “Vogt alle bønnerne og vogt middagsbønnen.” Det er klart nævnt i flere autentiske hadither, at Asr-bønnen er middagsbønnen.
a. Det er overleveret fra Ali, at Allahs Sendebud på dagen for Slaget ved Grøften sagde: “Må Allah fylde de vantros grave og huse med ild, fordi de holdt os beskæftiget i kampen indtil solnedgang og forhindrede os i at bede middagsbønnen.” – Bukhari, Muslim.
b. Det er overleveret fra Ibn Masud: “Polyteisterne forhindrede Allahs Sendebud i at bede Asr-bønnen, indtil solen blev rød og derefter gul. Da sagde Allahs Sendebud: De forhindrede os i at bede middagsbønnen, Asr-bønnen. Må Allah fylde deres maver og grave med ild.” – Ahmad, Muslim, Ibn Majah.
– Tiden for Maghrib-bønnen
Når solen forsvinder og går ned, begynder tiden for Maghrib-bønnen, og den fortsætter, indtil det røde skær forsvinder fra den vestlige himmel. Abdullah ibn Amr har sagt: “Allahs Sendebud sagde: Tiden for Maghrib-bønnen begynder ved solnedgang og fortsætter, indtil det røde skær forsvinder.” – Muslim. Noget tilsvarende er overleveret fra Abu Musa. En spørger spurgte Allahs Sendebud om bønnetiderne og nævnte derefter hele hadithen. Heri står også: Derefter befalede Gabriel ham, og han bad Maghrib-bønnen, da solen var gået ned. Da den anden dag kom, sagde han: Derefter udsatte han den, indtil det røde skær var forsvundet. Så sagde han: Tiden for Maghrib-bønnen ligger mellem disse to tidspunkter.
An-Nawawi har sagt i Muslims kommentar: De mest lærde blandt vores imamer foretrækker den opfattelse, at det er tilladt at udsætte bønnen, indtil det røde skær er forsvundet. Det er tilladt at begynde bønnen på ethvert tidspunkt inden for denne periode. Man synder ikke, hvis man udsætter den fra begyndelsen af tiden. Dette er den korrekte og præcise opfattelse. Intet andet er tilladt. Hvad angår den tidligere nævnte hadith om Gabriels ledelse af bønnen, hvor det siges, at han begge dage bad Maghrib-bønnen på samme tidspunkt, umiddelbart efter solnedgang, viser den, at det er anbefalet at fremskynde Maghrib-bønnen. Dette er tydeligt påbudt i flere hadither. For eksempel:
1. Det er overleveret fra Sa’ib ibn Yazid, at Allahs Sendebud sagde: “Så længe min ummah beder Maghrib-bønnen, før stjernerne står frem, vil den forblive på islam.”
2. Det er overleveret i Musnad fra Abu Ayyub al-Ansari, at Allahs Sendebud sagde: “Bed Maghrib-bønnen, når den fastende bryder fasten, og fremskynd bønnen, før stjernerne står frem.”
3. I Sahih Muslim er det overleveret fra Rafiʿ ibn Khadij: Vi bad maghrib-bønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Da hver af os bagefter gik hjem, kunne han stadig se stedet, hvor han havde lagt sine pile.
4. I Sahih Muslim er det overleveret fra Salama ibn al-Akwaʿ: Allahs Sendebud, fred være med ham, bad maghrib-bønnen umiddelbart efter solnedgang, da solen var forsvundet.
– Tiden for isha-bønnen
Tiden for isha-bønnen begynder, efter det røde skær på den vestlige himmel er forsvundet, og fortsætter indtil midnat. Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at folk plejede at bede isha-bønnen fra det tidspunkt, hvor det røde skær på den vestlige himmel forsvandt, indtil den første tredjedel af natten. Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hvis jeg ikke frygtede, at det ville være besværligt for min ummah, ville jeg befale dem at udsætte isha-bønnen til den første tredjedel af natten eller til midnat.« Det er også overleveret fra Abu Saʿid: En nat ventede vi på Allahs Sendebud, fred være med ham, for at bede isha-bønnen. Næsten halvdelen af natten var gået, før han omsider kom og ledte os i bønnen. Derefter sagde han: »Sæt jer ned. På dette tidspunkt er de andre mennesker allerede gået i seng. I vil blive regnet for at have været i bøn, så længe I har ventet på mig. Hvis ikke de svages svaghed, de syges sygdom og de nødstedtes nød havde været til stede, ville jeg have udsat denne bøn til midnat. Dette er den foretrukne tid. Den tilladte tid og tiden ved uundgåeligt behov strækker sig indtil fajr.« Qatada overleverer, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Vær opmærksomme: At en bøn går tabt på grund af søvn er ikke forsømmelighed. Kun den, der ikke beder, før tiden for den næste bøn indtræder, er skyldig i forsømmelighed.«
De tidligere hadither, der beskriver bønnetiderne, beviser, at tiden for hver bøn strækker sig, indtil tiden for den efterfølgende bøn indtræder. Fajr-bønnen er dog anderledes. Denne bøn fortsætter ikke indtil dhuhr. De lærde er enige om, at dens tid slutter ved solopgang. Det er mustahabb at udsætte isha-bønnen fra dens første tid. Det er bedre at udsætte isha-bønnen til slutningen af dens mustahabb-tid, det vil sige til midnat. For i Aishas hadith står der: »En nat gik Allahs Sendebud, fred være med ham, først ud, efter at en stor del af natten var gået, og folkene i moskéen var faldet i søvn, og han ledte dem derefter i isha-bønnen. Han sagde: Hvis jeg ikke ønskede at gøre det besværligt for min ummah, ville dette være isha-bønnens tid.« (An-Nawawi sagde: Dette betyder ikke tiden efter midnat, for ingen af de lærde har sagt, at det er bedre at udsætte den til efter midnat.) – Muslim, an-Nasa’i.
Tidligere er Abu Hurayras og Abu Saʿids hadither blevet overleveret. Begge disse hadither støtter Aishas hadith. Hver af dem beviser, at det er bedre og mustahabb at udsætte bønnen. Men han afstod fra at gøre princippet om at bede sent til en fast praksis, fordi det ville være besværligt for de bedende. Allahs Sendebud, fred være med ham, tog hensyn til de bedendes bekvemmelighed, når de bad i fællesskab; nogle gange fremskyndede han bønnen og andre gange udsatte han den. Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, bad dhuhr, når den stærke varme indtrådte efter solens zenit, asr, mens solen stadig var klar (det vil sige før den blev gul), maghrib efter solnedgang, og isha nogle gange tidligt og andre gange sent. Når han så, at de bedende var mødt op, fremskyndede han bønnen. Og når han så, at de drøjede, udsatte han bønnen. Fajr-bønnen plejede han – eller de – at bede, mens der stadig var mørkt sidst på natten.
At sove før isha-bønnen og tale bagefter Det er makruh at sove før isha-bønnen og tale bagefter. Abu Barza al-Aslami overleverer nemlig: Allahs Sendebud, fred være med ham, holdt af at udsætte isha-bønnen, som I kalder atama, og han brød sig ikke om at sove før den eller tale bagefter. Ibn Masʿud overleverer også: Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød os strengt at føre lange samtaler efter isha-bønnen.
Grunden til, at det er makruh at sove før isha-bønnen og føre lange samtaler bagefter, er, at man på grund af søvnen kan gå glip af muligheden for at bede på det mustahabb-tidspunkt eller sammen med menigheden. Hvis man fører lange samtaler efter isha-bønnen, kan det desuden blive nødvendigt at holde sig vågen til langt ud på natten. At være vågen om natten er årsag til stor skade. Hvis nogen imidlertid ønsker at sove lidt før isha-bønnen, og der er nogen, som kan vække ham, eller hvis han taler om noget nyttigt efter isha-bønnen, er det ikke makruh. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde nemlig: Allahs Sendebud, fred være med ham, talte sent om natten med Abu Bakr om forskellige problemer blandt muslimerne, og jeg var også hos ham. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En nat, da Allahs Sendebud, fred være med ham, opholdt sig i Maymunas hus, lå jeg også der for at se, hvordan Allahs Sendebud, fred være med ham, bad om natten. Jeg så, at Allahs Sendebud, fred være med ham, talte lidt med sin familie og derefter faldt i søvn.
– Tidspunktet for fajr-bønnen
Fajr-bønnens tid strækker sig fra det sande daggry til solopgang. Dette er blevet nævnt i den tidligere citerede hadith.
Det er anbefalet at fremskynde fajr-bønnen. Det er anbefalet at fremskynde fajr-bønnen og bede den i dens første tid. Abu Masud al-Ansari siger: Allahs Sendebud, fred være med ham, bad en gang fajr-bønnen i mørket. En anden gang bad han den, efter at morgenen var blevet lys. Derefter bad han den i mørket indtil sin død og bad aldrig igen efter morgenens frembrud. – Abu Dawud og al-Bayhaqi – overleveringskæden er autentisk. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, siger: De troendes hustruer plejede at bede fajr-bønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, indhyllet i deres klæder. Når de derefter vendte hjem efter bønnen, var det stadig så mørkt, at ingen kunne genkende dem. – De seks autentiske hadith-samlinger.
I den hadith, som Rafi ibn Khadij har overleveret, siges det imidlertid, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Bed fajr, når det er lyst; derved bliver jeres belønning større.« – De fem autentiske hadith-samlinger. Denne hadith betyder, at man skal gøre det lyst og klart, når man vender tilbage efter at have afsluttet fajr-bønnen, ikke at man skal begynde den på dette tidspunkt. Det vil sige, at Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede en lang recitation i bønnen, så morgenen skulle være blevet lys, når man gik derfra. Det gjorde Allahs Sendebud, fred være med ham, også selv. Han reciterede faktisk op mod hundrede vers i bønnen. Hadithen kan også forstås sådan, at man skal sikre sig grundigt, om det sande daggry er indtrådt. Man må ikke bede blot på grundlag af en antagelse.
Hvis bønnetiden udløber efter, at en rakʿah er blevet bedt, vil den, der når at fuldføre blot én rakʿah før tidens udløb, blive anset for at have udført hele sin bøn inden for tiden. Abu Hurayrah overleverer nemlig, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der når at bede én rakʿah inden for tiden, har så godt som bedt hele bønnen.« – Alle de autentiske hadith-samlinger. Dette gælder for alle bønner. I al-Bukhari lyder overleveringen: »Når nogen af jer når at udføre blot én prostration af asr-bønnen før solnedgang, skal han fuldføre sin bøn. Og når han når at udføre én prostration af fajr-bønnen før solopgang, skal han fuldføre sin bøn.« Her betyder prostration en rakʿah. Hadithens åbenlyse betydning er, at hvis en person fuldfører én rakʿah af fajr- eller asr-bønnen inden for tiden, bliver hans bøn ikke anset for forkastelig ved solopgang eller solnedgang, selv om disse er to forkastelige tidspunkter. Da han nåede at bede en hel rakʿah inden for tiden, regnes hans bøn som udført i den aktuelle bønnetid. Han behøver ikke gøre den om som en forsinket bøn. Det er dog ikke tilladt med vilje at udsætte bønnen helt til dette sene tidspunkt.
– Hvis man sover eller glemmer det, når det er tid til bøn
Den, der sover, når tiden for en bøn indtræffer, eller glemmer bønnen, har sin bønnetid, så snart han vågner eller kommer i tanke om den. Abu Qatadah overleverer nemlig: Folk meddelte Allahs Sendebud, fred være med ham, at de undertiden gik glip af deres bøn på grund af søvn. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hvis en bøn går tabt på grund af søvn, regnes det ikke som forsømmelse. Forsømmelse er, når den går tabt, mens man er vågen. Når nogen af jer derfor glemmer bønnen eller ikke er i stand til at bede den på grund af søvn, skal han bede den, så snart han kommer i tanke om den.« – al-Nasa’i; al-Tirmidhi har sagt, at dette er en autentisk hadith. Anas, må Allah være tilfreds med ham, overleverer, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der glemmer bønnen, skal bede den, så snart han kommer i tanke om den. Dette er den eneste soning for den.« – al-Bukhari og Muslim. Imran ibn Husayn overleverer: Vi rejste en gang sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Ved slutningen af natten gjorde vi holdt for at hvile. Vi sov så tungt, at kun solens varme kunne vække os. Vi var da i en sådan forvirret tilstand, at nogle af os begyndte at løbe omkring og lede efter midler til renselse. Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede dem alle at falde til ro. Derefter tog vi af sted og fortsatte rejsen. Da solen omsider var steget højt, udførte Allahs Sendebud, fred være med ham, wudu og befalede derefter Bilal at kalde til bøn. Bilal kaldte til bøn. Derefter bad han de to rakʿah før fajr-bønnen, og så ledte han bønnen. Vi bad sammen med ham. Derefter sagde alle: »Allahs Sendebud, skal vi ikke bede denne bøn igen i morgen på det fastsatte tidspunkt?« Det vil sige ved fajr-tid. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Vil jeres Herre, efter at have forbudt jer åger, selv tage imod åger?« Det vil sige, at hvis fajr-bønnen blev bedt igen på det fastsatte tidspunkt næste dag, ville det være et ekstra pålæg, ligesom åger.
– De tidspunkter, hvor bøn er forbudt
Fra efter fajr-bønnen indtil solopgang, og fra solopgang indtil solen er steget omtrent en spydlængde over horisonten, samt fra det præcise middagstidspunkt indtil solen begynder at hælde mod vest og fra asr-bønnen indtil solnedgang, er det forbudt at bede nogen form for bøn. Abu Saʿid beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Der er ingen bøn efter asr-bønnen indtil solnedgang, og der er ingen bøn efter fajr-bønnen indtil solopgang.« Bukhari og Muslim. ʿAmr ibn ʿAbasa, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg sagde: »Allahs profet, oplys mig om bønnen.« Han sagde: »Bed fajr-bønnen. Hold derefter op med at bede, indtil solen står op, for solen står op mellem Satans to horn.« Profeten an-Nawawi har sagt: Satan bringer på disse tidspunkter sit hoved tæt på solen, så de vantro, der tilbeder solen, bliver Satans tilbedere. Derved opnår han og hans tilhængere en vis indflydelse, magt og myndighed, så de kan få de bedende til at tvivle på deres bøn. Derfor er det makruh at bede på dette tidspunkt for at beskytte bønnen mod denne tvivl, som Satan har frembragt, ligesom det er makruh at bede på steder, der tjener som Satans tilholdssteder.
På dette tidspunkt tilbeder de vantro solen. Bed derefter, for englene er til stede ved denne bøn og bevidner den. Når skyggen derefter bliver lige så lang som et spyd, det vil sige, når skyggen stadig ligger ved genstanden og ikke falder ud på jorden, hvilket sker ved det præcise middagstidspunkt, så bed. Hold derefter op med at bede, for på det tidspunkt, det vil sige ved middagstid, flammer Jahannam voldsomt. Når skyggen begynder at bevæge sig lidt frem, så bed, for englene er da til stede og bevidner det. På denne måde er alle former for bøn tilladt indtil asr-bønnen. Efter asr-bønnen skal I igen holde op med at bede, indtil solen går ned, for solen går ned mellem Satans to horn, og de vantro tilbeder den.« Ahmad og Muslim.
ʿUqba ibn ʿAmir beretter: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød os at bede og begrave de døde på tre tidspunkter, det vil sige med vilje at begrave dem. Hvis begravelsen sker utilsigtet, er den ikke forbudt. Disse tidspunkter er ved solopgang, indtil solen er steget op, ved det præcise middagstidspunkt og ved solnedgang. Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Bukhari.
De lærdes syn på bøn efter fajr og asr
De fleste lærde mener, at det er tilladt efter fajr- og asr-bønnen at indhente tidligere forsømte bønner. For Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der ved en fejl har mistet en bøn, skal bede den, så snart han kommer i tanke om den.« Bukhari og Muslim. Blandt sahabaerne anså ʿAli, Ibn Masʿud, Zayd ibn Thabit, Abu Hurayra og Ibn ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med dem, det imidlertid for uønsket at bede frivillige bønner efter fajr og asr. Blandt tabiʿinerne havde Hasan og Saʿid ibn al-Musayyab denne holdning, og blandt madhhab-imamerne Abu Hanifa og Malik. På grund af at nogle bad to rakʿa efter asr, slog ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, dem foran flere sahabaer, men ingen af dem fordømte det. Khalid ibn al-Walid plejede også at slå folk. Ifølge ash-Shafiʿi er en bøn, der har en grund, tilladt, såsom tahiyyat al-masjid og sunnat al-wudu. Disse to slags bønner må bedes umiddelbart efter fajr og asr, for Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad zuhr-sunnah efter asr-bønnen. Ifølge hanbalitterne er alle frivillige bønner efter asr og fajr haram, uanset hvilken grund der måtte være, bortset fra de to rakʿa ved tawaf. Jubayr ibn Mutʿim beretter, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Efterkommere af ʿAbd Manaf, forhindre ikke nogen, der på noget tidspunkt af dagen eller natten foretager tawaf omkring dette hus eller beder i det.« Sunan al-arbaʿa, Ibn…
Synspunkter om bøn ved solopgang, solnedgang og middagstid
Hanafitterne anser det generelt ikke for tilladt at bede på de nævnte tre tidspunkter, hvad enten det drejer sig om en fard-, wajib-, nafl-, qada- eller igangværende bøn. Den igangværende asr-bøn og janaza-bønnen er dog undtaget. Hvis et lig ankommer på et af disse tre tidspunkter, er det således ikke makruh at bede janaza-bønnen. Hvis et vers, der kræver sujud, reciteres på disse tre tidspunkter, er sujud at-tilawa også tilladt. Ifølge Abu Yusuf er det heller ikke makruh at bede frivillig bøn ved middagstid om fredagen. I Shafiʿi-madhhaben er det makruh at bede frivillige bønner på disse tre tidspunkter uden en grund. Fard-bønner, frivillige bønner med en grund, frivillig bøn ved middagstid om fredagen samt frivillige bønner i al-Masjid al-Haram i Mekka er dog alle tilladte og ikke makruh. Ifølge malekitterne er frivillig bøn, løftebøn, sujud at-tilawa og janaza-bønnen haram ved solopgang og solnedgang, uanset om der er en grund. Hvis man frygter, at liget vil gå i forrådnelse, er janaza-bønnen dog tilladt. På disse to tidspunkter er både qada-bønner og igangværende fard-bønner tilladt, og ved middagstid er alle fard- og frivillige bønner tilladt. Al-Baji beretter i kommentaren til al-Muwatta, og Ibn Wahab beretter i al-Mabsut: Da Malik, må Allah forbarme sig over ham, blev spurgt om at bede ved middagstid, sagde han: »Jeg har selv bedt fredagsbøn sammen med en gruppe, der bad fredagsbøn netop ved middagstid. Nogle hadither indeholder et forbud mod dette. Jeg forbyder dog ikke den bøn, som jeg har bedt sammen med folk. Men fordi der findes et forbud, bryder jeg mig heller ikke om den.« Hanbalitterne mener, at frivillige bønner på disse tre tidspunkter under ingen omstændigheder er gyldige, uanset om der er en grund eller ej, og uanset om det er i al-Masjid al-Haram i Mekka eller et andet sted, eller om det er fredag eller en anden dag. De anser dog tahiyyat al-masjid på fredage for tilladt ved middagstid og under khutbaen. Ifølge dem er janaza-bønnen haram på alle tre tidspunkter, men tilladt, hvis man frygter, at liget vil gå i forrådnelse. Qada-bønner, løftebønner og de to rakʿa ved tawaf er efter deres mening tilladt på disse tre tidspunkter, selv om de er frivillige bønner. Grunden til, at de forskellige imamers synspunkter nævnes her, er, at der findes stærke beviser for dem alle.
At bede frivillige bønner efter fajr-tidens begyndelse og før fajr-bønnen
Yasar, den frigivne slave til Ibn Ammar, fortæller: Da tiden for fajr var begyndt, så Ibn Umar mig bede nafl-bøn, og han sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, kom til os, mens vi bad på dette tidspunkt, og sagde: De af jer, der er til stede, skal meddele dem, der er fraværende, at der efter fajr-tidens begyndelse ikke er nogen bøn ud over fajr-bønnen.« – Ahmad, Abu Dawud. Selvom hadithen er svag, har den flere overleveringskæder, hvoraf den ene understøtter den anden. Derfor kan den fremlægges som bevis for, at enhver nafl-bøn i fajr-tiden er makruh, bortset fra de to rak‘at før fajr. Denne fortolkning er fremsat af Shawkani. Ifølge Hasan, Shafii og Ibn Hazm kan enhver nafl-bøn bedes uden betingelser, og den er ikke makruh. Ifølge Malik er det kun tilladt at bede nafl-bøn på dette tidspunkt for den person, hvis nafl-bøn fra den pågældende nat er blevet forsømt af en rimelig grund. Det er nævnt, at Ibn Abbas, Qasim og Ibn Amir bad witr, efter at fajr-tiden var begyndt. Ibn Masud sagde: Hvis fajr-bønnens fællesbøn begynder, mens jeg er i gang med at bede witr, bekymrer jeg mig ikke om det. Yahya fortæller: Ubada ledede en gruppe mennesker i bøn. En dag gik han ud tidligt om morgenen. Da mu’adhdhin begyndte at kalde til fajr, standsede Ubada ham, bad witr og bad derefter fajr sammen med alle. Said fortæller: Ibn Abbas sov. Da han vågnede, sagde han til sin tjener: Gå ud og se, hvad folk gør. På det tidspunkt var Ibn Abbas blind. Tjeneren gik ud og kom tilbage. Han fortalte, at folk var vendt tilbage efter at have bedt fajr-bønnen. Så stod Ibn Abbas op, bad witr og bad derefter fajr-bønnen.
– At bede nafl-bøn, mens iqamaen lyder
Når fællesbønnen er begyndt, er det makruh at bede nafl-bøn. Abu Hurayra fortæller nemlig, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når fællesbønnen er begyndt, er der ingen bøn ud over den obligatoriske bøn.« Ifølge en anden overlevering: »Der er ingen bøn ud over den bøn, der er begyndt.« – Ahmad, Muslim og de fire Sunan-værker. Abdullah fortæller: En mand gik ind i moskéen, mens Allahs Sendebud, fred være med ham, var i gang med fajr-bønnen. Han bad de to rak‘at sunnah-bønner i en side af moskéen. Derefter sluttede han sig til fællesbønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, havde afsluttet bønnen med salam, sagde han til manden: »O du og du, kom du med forberedelse til to bønner? Til din bøn alene eller til bønnen sammen med os?« – Muslim, Abu Dawud og Nasa’i. Allahs Sendebud, fred være med ham, udtrykte således sin utilfredshed med den bøn, der blev bedt alene, men beordrede ham ikke til at gentage den. Dette viser, at bønnen, selv om den er makruh, stadig er gyldig.
Ibn Abbas fortæller, at han sagde: Jeg var i gang med at bede, da mu’adhdhin begyndte at fremsige iqamaen. Så trak Allahs Profet, fred være med ham, mig til sig og sagde: »Beder du fajr-bønnen med fire rak‘at?« – Bayhaqi. Abu Musa fortæller også: Allahs Sendebud, fred være med ham, så en mand bede de to rak‘at før fajr. Da mu’adhdhin begyndte at kalde til bøn, tog han fat om hans nakke og sagde: »Denne skulle have været før denne.« (Det vil sige: Denne bøn burde være blevet bedt før iqamaen.)
7. Adhan
A. Hvad er adhan?
Adhan er betegnelsen for at meddele folk ved bestemte formuleringer, at tiden for bønnen er begyndt. Den tjener også til at kalde folk til at komme og bede fællesbøn samt til at udbrede islams bestemmelser og kendetegn. Den er enten wajib eller mustahabb. Al-Qurtubi og andre har sagt: Selvom adhan består af ganske få ord, indeholder den troslærens bestemmelser. Den begynder nemlig med grundsætningen om, at Allah er den største og den højeste. Heri ligger en bekræftelse af Allahs ophøjede eksistens og overlegenhed. Derefter lovprises Han som Én, uden nogen partner. Så erklæres Muhammads, fred være med ham, sendebud. Umiddelbart efter vidnesbyrdet om sendebuddet kaldes der til den bestemte tilbedelse, for det er gennem Sendebudet, at man kan få kendskab til tilbedelsen. Derefter kaldes der til succes. Denne succes er det evige liv. Her hentydes der til det evige liv i det hinsides. Derefter gentages det samme udsagn for at understrege det.
B. Adhans fortrin
Der er overleveret talrige hadither om adhanens og mu’adhdinens fortrin. Nedenfor citerer jeg nogle af dem:
1. Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis folk vidste, hvad der er i adhanen og på den første række (det vil sige, hvor megen belønning og værdighed der er deri), og hvis de ikke kunne få mulighed for det uden at trække lod, ville de bestemt trække lod. Hvis de vidste, hvad der er i at gå til moskeen ved zuhr-bønnen midt på dagen, ville de bestemt konkurrere om det. Hvis de vidste, hvad der er i isha- og fajr-bønnen, ville de bestemt møde op til fællesbønnen på disse to tidspunkter, selv om de måtte kravle. – Bukhari og andre.
2. Muawiya (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Mu’adhdinerne vil på opstandelsens dag have de længste halse. – Ahmad, Muslim og Ibn Majah.
3. Al-Bara ibn Azib berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah sender sin barmhjertighed over den forreste række, og Hans engle beder for den. Og så langt mu’adhdinens stemme når, bliver han tilgivet, og de, der hører hans adhan, hvad enten de er våde eller tørre, erklærer deres støtte til ham; og han får samme belønning som alle dem, der beder sammen med ham. – Ahmad og Nasa’i.
4. Abu al-Darda sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Hvis tre mennesker opholder sig samme sted uden at kalde til adhan og uden at bede i fællesskab, vil Satan få magt over dem. – Ahmad.
5. Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Imamen er ansvarlig, og mu’adhdinen er betroet en tillid. O Allah, led imamernes vej, og tilgiv mu’adhdinerne.
6. Uqba ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Når en hyrde, der vogter får på en afsides bjergside, kalder til bøn og beder, behager Allah sig over ham. Da siger Allah: Se på denne Min tjener! Af frygt for Mig kalder han til bøn og beder. Jeg har tilgivet denne Min tjener og lukket ham ind i Paradiset. – Ahmad, Abu Dawud og Nasa’i.
3. Årsagen til indførelsen af adhan i shariaen
Adhan blev indført i det første hijri-år. Årsagen til dens indførelse fremgår af følgende hadither:
a. Det er overleveret fra Nafiʿ, at Ibn Umar sagde: Muslimerne samledes ét sted og kom undertiden til menighedsbønnen efter at have beregnet bønnens tidspunkt. Der var ingen bestemt person, som kaldte dem sammen. En dag drøftede de dette. Én sagde: »Lad os anskaffe en klokke som de kristnes.« En anden sagde: »Lad os snarere anskaffe et horn som jødernes shofar.« Umar sagde: »Kan I ikke sende en mand, som kalder til bøn?« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Bilal, rejs dig og kald til bøn.« – Ahmad, al-Bukhari.
b. Det er overleveret fra Abdullah ibn Zayd ibn Abd Rabbihi, at han sagde: Allahs Sendebud ﷺ beordrede, at der skulle ringes med en klokke for at kalde folk til bøn, men han brød sig ikke om det, fordi det lignede de kristnes skik. På dette tidspunkt så jeg i en drøm en mand gå forbi mig med en klokke i hånden. Jeg sagde: »Guds tjener, vil du sælge denne klokke?« Han sagde: »Hvad vil du bruge den til?« Jeg sagde: »Jeg vil kalde folk til bøn med den.« Han sagde: »Skal jeg lære dig en bedre metode end dette?« Jeg sagde: »Ja, lær mig den.« Han sagde: »Du skal sige: “Allahu akbar, Allahu akbar, Allahu akbar, Allahu akbar. Ashhadu alla ilaha illallah, ashhadu alla ilaha illallah. Ashhadu anna Muhammadar rasulullah, ashhadu anna Muhammadar rasulullah. Hayya alas-salah, hayya alas-salah. Hayya alal-falah, hayya alal-falah. Allahu akbar, Allahu akbar. La ilaha illallah.”« Derefter sagde manden efter en kort pause: »Når menigheden skal begynde, skal du sige: “Allahu akbar, Allahu akbar. Ashhadu alla ilaha illallah. Ashhadu anna Muhammadar rasulullah. Hayya alas-salah. Hayya alal-falah. Qad qamatis-salatu, qad qamatis-salah. Allahu akbar, Allahu akbar. La ilaha illallah.”« Da morgenen kom, gik jeg til Allahs Sendebud ﷺ og fortalte ham, hvad jeg havde set i drømmen. Han sagde: »Om Allah vil, er denne drøm sand. Gå til Bilal og fortæl ham, hvad du har set, så han kan fremsige adhan med disse ord, for han har en højere og sødere stemme end dig.« [Denne hadith viser, at det er mustahabb, at mu’adhdhin har en forholdsvis høj og smuk stemme. Abu Mahdhura fortæller, at Allahs Sendebud ﷺ blev betaget, da han hørte Bilals stemme, og lærte ham derfor adhan. Ibn Khuzayma.]
Derefter gik jeg til Bilal, begyndte at lære ham adhan, og han begyndte at fremsige den. Umar, må Allah være tilfreds med ham, hørte adhan, mens han sad i sit hus. Straks kom han løbende, mens han trak sin kappe efter sig, og sagde: »Allah er mit vidne, den som sendte dig med sandheden: Jeg har også fået vist nøjagtig det samme, som Abdullah fik vist.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Al lovprisning tilkommer Allah.« – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Ibn Khuzayma, at-Tirmidhi.
4. Adhans fremgangsmåde
Følgende tre fremgangsmåder for adhan kendes fra forskellige hadither:
a. Allahu akbar siges fire gange i begyndelsen, og alle de øvrige formuleringer i adhan siges to gange. Man gentager ikke shahadaens ord med lav stemme før den høje fremsigelse. På denne måde består adhan ifølge den ovenfor nævnte hadith overleveret af Abdullah af femten formuleringer.
b. Takbir siges fire gange, og begge shahadaer fremsiges med tarjiʿ. Tarjiʿ betyder, at man først siger »Ashhadu alla ilaha illallah« og »Ashhadu anna Muhammadar rasulullah« to gange med lav stemme og derefter gentager dem med høj stemme. Abu Mahdhura sagde: »Allahs Sendebud ﷺ lærte mig adhan på denne måde«, og på denne måde består den af nitten formuleringer. De fem hadith-samlinger. At-Tirmidhi sagde, at den er hasan sahih.
g. Den første takbīr fremsiges to gange, og begge shahādaer fremsiges med tarjīʿ. På denne måde består adhān af sytten formuleringer. I Muslim er det overleveret fra Abū Maḥdhūrah: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lærte ham adhān således: Allāhu akbar, Allāhu akbar. Ashhadu allā ilāha illā Allāh, ashhadu allā ilāha illā Allāh. Ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh, ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh. Derefter skal han igen sige: ashhadu allā ilāha illā Allāh to gange. Ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh to gange. Ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh to gange. Ḥayya ʿalal-falāḥ to gange. Allāhu akbar, Allāhu akbar, lā ilāha illā Allāh.
5. At sige «aṣ-ṣalātu khayrun minan-nawm» i fajr-adhān. I fajr-adhān er det nødvendigt for muʾadhdhin at sige «aṣ-ṣalātu khayrun minan-nawm» efter «ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh» og «ḥayya ʿalal-falāḥ». Abū Maḥdhūrah sagde: «Allahs Sendebud, lær mig reglerne for adhān.» Han lærte ham dem og sagde: «Når det er fajr-bønnen, skal du sige: aṣ-ṣalātu khayrun minan-nawm, aṣ-ṣalātu khayrun minan-nawm, Allāhu akbar, Allāhu akbar, lā ilāha illā Allāh.» – Aḥmad, Abū Dāwūd.
6. Fremgangsmåderne for iqāmah
Man kender tre fremgangsmåder for iqāmah fra forskellige overleveringer. For det første: Den begynder med at sige Allāhu akbar gentagne gange, hvorefter alle adhāns formuleringer siges to gange uden tarjīʿ, mens lā ilāha illā Allāh kun siges én gang til sidst. Det er overleveret i Abū Maḥdhūra, må Allah være tilfreds med ham, sin hadith, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lærte ham en iqāmah bestående af sytten formuleringer: Allāhu akbar fire gange, ashhadu allā ilāha illā Allāh to gange, ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh to gange, ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh to gange, ḥayya ʿalal-falāḥ to gange, qad qāmatiṣ-ṣalāh to gange, Allāhu akbar to gange og lā ilāha illā Allāh én gang. Det er overleveret i de fem autentiske hadithsamlinger.
For det tredje: Denne fremgangsmåde er som den foregående. Kun formuleringen «qad qāmatiṣ-ṣalāh» skal siges én gang. Med denne fremgangsmåde består iqāmah af ti formuleringer. Imām Mālik valgte denne fremgangsmåde, fordi det er den, som Medinas indbyggere følger. Ibn al-Qayyim har imidlertid sagt: «Det er aldrig autentisk overleveret fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at formuleringen “qad qāmatiṣ-ṣalāh” blev sagt én gang.» Ibn ʿAbd al-Barr har sagt: «Den siges altid to gange.»
7. Hvad tilhørerne bør sige under adhān
a. Tilhøreren skal gentage hvert ord, som muʾadhdhin udtaler, ordret, bortset fra «ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh» og «ḥayya ʿalal-falāḥ». Efter disse to skal han sige: «Lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh.» Det er overleveret fra Abū Saʿīd al-Khudrī, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: «Når I hører adhān, skal I sige det samme, som muʾadhdhin siger.» Overleveret i alle de autentiske hadithsamlinger. Det er overleveret fra ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: «Når muʾadhdhin siger: Allāhu akbar, Allāhu akbar, skal I også sige: Allāhu akbar, Allāhu akbar. Når muʾadhdhin siger: ashhadu allā ilāha illā Allāh, skal I også sige: ashhadu allā ilāha illā Allāh. Når muʾadhdhin siger: ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh, skal I også sige: ashhadu anna Muḥammadan rasūlullāh. Når muʾadhdhin siger: ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh, skal I sige: lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh. Når muʾadhdhin derefter siger: ḥayya ʿalal-falāḥ, skal I sige: lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh. Når muʾadhdhin derefter siger: Allāhu akbar, Allāhu akbar, skal I også sige: Allāhu akbar, Allāhu akbar. Når muʾadhdhin derefter siger: lā ilāha illā Allāh, skal I også sige: lā ilāha illā Allāh. Den, der oprigtigt siger disse ord sammen med muʾadhdhin, vil komme i Paradis.» – Muslim, Abū Dāwūd.
Imām an-Nawawī siger: Vores imāmer har sagt, at det er anbefalet for tilhørerne at sige det samme, som muʾadhdhin siger, bortset fra ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh og ḥayya ʿalal-falāḥ. Derved tilkendegiver tilhøreren sin støtte til og enighed med muʾadhdhins ord. Men ḥayya ʿalaṣ-ṣalāh og ḥayya ʿalal-falāḥ («Kom til bønnen, kom til det gode») er en opfordring til bøn. Denne opfordring passer kun til muʾadhdhin. Derfor er det anbefalet, at tilhøreren fremsiger en anden duʿā på dette tidspunkt. Det er derfor, at «lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh», det vil sige «Der findes ingen anden kilde til styrke end Allah», er blevet almindeligt. For dette er et udtryk for fuldstændig overgivelse til Allah. Det er overleveret fra Abū Mūsā al-Ashʿarī i Bukhārī og Muslim, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: «Lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh er en af skattene blandt Paradisets skatte.»
Vore imamer har sagt: Det er mustahabb for enhver, der hører mu’adhdhinens ord, at gentage dem, uanset om vedkommende er ren eller uren, har menstruation eller er uren på grund af sædafgang, er voksen eller barn. Det skyldes, at dette er en form for dhikr eller du‘a, og alle disse mennesker er egnede til at udføre dhikr. Den eneste undtagelse er den bedende, den person, der befinder sig på toilettet, og den, der har samleje; for dem er det ikke tilladt at fremsige nogen du‘a eller udføre dhikr. Når man er færdig med at urinere eller have afføring, skal man gentage adhanens ord. Hvis du hører adhan, mens du er optaget af at læse noget, udføre dhikr, tilegne dig viden eller lignende, skal du afbryde dette og gentage mu’adhdhinens ord. Derefter kan du, hvis du ønsker det, vende tilbage til det, du var optaget af. Hvis man hører adhan, mens man er optaget af en fard- eller nafl-bøn, skal man ifølge imam ash-Shafi‘i og hans disciples opfattelse ikke gentage adhanens ord. Man skal gentage dem efter bønnen. I værket al-Mughni står der: Den, der går ind i moskeen og hører adhan, bør vente, indtil adhan er afsluttet, og gentage mu’adhdhinens ord, så han kan opnå de to ærefulde handlinger. Hvis han begynder bønnen uden at gentage mu’adhdhinens ord, gør det imidlertid ingen skade. Dette er også imam Ahmads opfattelse.
b. Umiddelbart efter adhan skal man fremsige salat for Allahs Sendebud ﷺ ved at følge en af de formuleringer, der er overleveret i forskellige hadither. Derefter skal man bede Allah om wasila for Allahs Sendebud ﷺ. ‘Abdullah ibn ‘Amr beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Når I hører adhan, skal I gentage mu’adhdhinens ord og derefter fremsige salat for mig. Den, der fremsiger salat for mig én gang, vil Allah til gengæld fremsige salat for ham ti gange. Bed derefter Allah om wasila for mig. Wasila er et hus i Paradis, som kun er bestemt for én af Allahs særligt udvalgte tjenere. Jeg håber, at denne tjener er mig. Den, der beder om wasila for mig, vil have krav på min forbøn. – Muslim. Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der efter at have hørt adhan siger: »O Allah, denne fuldkomne kaldelse og den forestående bønners Herre, giv Muhammad ﷺ wasila og den høje rang, og rejs ham til den lovpriste station, som Du har lovet ham«, for ham vil min forbøn være tilladt på Opstandelsens Dag. – Bukhari.
8. Du‘a efter adhan
Tiden mellem adhan og iqamah er et tidspunkt, hvor du‘a forventes at blive besvaret. Derfor er det mustahabb at fremsige mange du‘aer på dette tidspunkt. Det er overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Du‘a mellem adhan og iqamah afvises ikke.« – Abu Dawud, Nasa’i, Tirmidhi. Tirmidhi sagde, at hadithen er hasan-sahih. Hos Tirmidhi findes også følgende: Folk spurgte: »O Allahs Sendebud ﷺ, hvad skal vi sige i vores du‘a?« Han svarede: »Bed Allah om tilgivelse for synder og om sikkerhed i denne verden og i det hinsidige.« Det er overleveret fra ‘Abdullah ibn ‘Amr, at en mand sagde: »O Allahs Sendebud ﷺ, mu’adhdhinerne opnår større rang end os.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Sig også alt det, de siger. Og når du har afsluttet adhan, så fremsig du‘a; Allah vil give dig.« – Ahmad, Abu Dawud. Det er overleveret fra Sahl ibn Sa‘d, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »To du‘aer afvises ikke: den ene er du‘a på tidspunktet for adhan, og den anden er du‘a under jihad, når de kæmper mod hinanden.« – Abu Dawud med en sahih-kæde. Umm Salamah sagde desuden: Allahs Sendebud ﷺ lærte mig denne du‘a ved maghrib-adhan: »O Allah, Din nat nærmer sig, Din dag går bort, og kaldendes stemmer høres mod Dig. Tilgiv derfor mine synder.«
9. Dhikr ved iqamah
Den, der hører iqamah, bør gentage alt det, som den, der fremsiger iqamah, siger. Når han hører ordene »qad qamatis-salah«, skal han dog sige: »Aqamahallahu wa adamaha«, det vil sige: »Må Allah opretholde og bevare bønnen.« Det er overleveret fra nogle sahabah, at Bilal begyndte at fremsige iqamah. Hver gang han sagde »qad qamatis-salah«, sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Må Allah opretholde og bevare bønnen.« Når man derimod siger »hayya ‘alas-salah« og »hayya ‘alal-falah«, skal man sige: »La hawla wa la quwwata illa billah.«
10. Hvad mu’adhdhin skal gøre
a. Han skal gennem adhan alene søge Allahs velbehag og må derfor ikke modtage betaling for den. Det er overleveret fra ‘Uthman رضي الله عنه, at han sagde: Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, udnævn mig til imam for mit folk.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Du er deres imam. Men led bønnen for dem så let, som det er passende for den svageste blandt dem. Og udnævn en mu’adhdhin, som ikke modtager betaling for sin adhan.« – Abu Dawud, Nasa’i, Ibn Majah, Tirmidhi. Tirmidhis overlevering lyder: »Den sidste befaling, Allahs Sendebud ﷺ gav mig, var: Vælg en mu’adhdhin, som ikke modtager betaling for adhan.« Denne hadith viser, at det er tilladt at søge lederskab i gode handlinger. Det er mustahabb, at mu’adhdhinnen alene søger Allahs velbehag gennem sin adhan uden at modtage betaling for den.
b. Mu’adhdhinen skal være fri for både mindre og større rituel urenhed. Muhajir ibn Qunfudh, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til ham: »Den eneste grund til, at jeg ikke besvarede hans hilsen, var, at jeg ikke var rituelt ren, og jeg bryder mig ikke om at ihukomme Allah i en uren tilstand.« – Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah. Hvis man imidlertid fremsiger adhan i en uren tilstand, er den gyldig, men makruh. Dette er ash-Shafi’iyyas opfattelse. Ifølge hanbalitterne og hanafitterne er det ikke makruh.
c. Han skal stå vendt mod qibla, når han fremsiger adhan. Ibn al-Mundhir har sagt: Der er enighed om, at det er sunnah at fremsige adhan stående. Derved udføres opgaven med at lade adhanen høres mere effektivt. Det er også sunnah at vende sig mod qibla under adhan. Alle de mu’adhdhiner, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udpegede, fremsagde adhan vendt mod qibla. Hvis det på grund af en hindring ikke er muligt at vende sig mod qibla, er adhan stadig gyldig, selv om det er makruh.
d. Når han siger »Hayya ‘ala s-salah, hayya ‘ala s-salah«, skal han dreje hoved, hals og bryst mod højre, og når han siger »Hayya ‘ala l-falah, hayya ‘ala l-falah«, skal han dreje sig mod venstre. Imam an-Nawawi har sagt, at dette er den korrekte måde at fremsige adhan på. Det er berettet i al-Bukhari, Muslim og Ahmad, at Bilal fremsagde adhan på denne måde. Al-Bayhaqi siger: Det er ikke berettet i nogen autentisk hadith, at mu’adhdhinnen skal dreje sig. I al-Mughni er Imam Ahmads opfattelse nævnt: Han skal kun dreje sig, når han fremsiger adhan fra toppen af en minaret, så folk på både højre og venstre side kan høre den.
e. Han skal stikke fingrene ind i begge ører, når han fremsiger adhan. Bilal har sagt: »Jeg stak mine fingre ind i mine ører og fremsagde adhan.« Abu Dawud, Ibn Hibban. Ifølge at-Tirmidhi er det mustahabb at stikke fingrene ind i ørerne, når man fremsiger adhan.
f. Han skal fremsige adhan med høj stemme, selv når han er alene i ørkenen. Det er berettet fra Abdullah ibn Abd ar-Rahman, at Abu Sa’id al-Khudri sagde: »Jeg kan se, at du holder af ørkenen og geder og får. Når du derfor befinder dig i ørkenen eller blandt en fåreflok, skal du fremsige adhan med høj stemme. For ethvert menneske, enhver jinn eller enhver anden skabning, der hører adhan, vil på Opstandelsens Dag vidne til hans fordel.« Abu Sa’id sagde: »Dette hørte jeg fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« – Ahmad, al-Bukhari, an-Nasa’i, Ibn Majah.
g. Han skal holde en kort pause efter hvert andet udsagn i adhan. Iqama skal derimod fremsiges hurtigt. Dette er berettet som mustahabb i hadither fra forskellige kilder.
h. Man må ikke tale under iqama. Mange har sagt, at det er makruh at tale under adhan, men ifølge al-Hasan, ‘Ata og Qatada er det ikke makruh. Abu Dawud siger: Jeg spurgte Imam Ahmad: »Må man tale under adhan?« Han svarede: »Ja.« Jeg sagde: »Må man også tale under iqama?« Han svarede: »Nej.« For det er mustahabb, at iqama fremsiges hurtigt.
11. At fremsige adhan ved bønnens begyndelse og før bønnens tid indtræder
Adhān skal gives ved bønnens begyndelse. Ikke før tiden og ikke efter den. Kun ved fajr må adhān gives før tiden begynder, når det er muligt at skelne mellem den første og den anden adhān, så der ikke opstår tvivl eller uklarhed.
Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bilāl kalder til adhān om natten. Spis og drik derfor, indtil Ibn Umm Maktūm kalder til adhān.« – Bukhārī og Muslim. Beviset for, at det er tilladt at kalde til fajr-adhān før tiden begynder, findes i den hadith, som Ibn Masʿūd har overleveret, og som Aḥmad har gengivet. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ingen af jer skal ophøre med at spise suḥūr, blot fordi han hører Bilāls adhān. Han kalder nemlig til adhān for at få den, der er optaget af nattebønnen, til at vende tilbage til mad og drikke og for at vække den sovende.« Bilāl kaldte til adhān med de fastsatte ord. Al-Ṭaḥāwī og al-Nasāʾī har overleveret, at den eneste forskel mellem Bilāls adhān og Ibn Umm Maktūms adhān var, at den ene blev fremsagt med højere stemme og den anden med lavere stemme.
12. Tidsrummet mellem adhān og iqāmah
Der bør være så lang tid mellem adhān og iqāmah, at det er muligt at forberede sig til bønnen og møde op til fællesbønnen. Adhānens formål er nemlig netop at samle folk til fællesbøn. Hvis der ikke er noget tidsrum, kan dette formål ikke opfyldes. I Bukhārī findes overskriften: »Hvor langt bør tidsrummet mellem adhān og iqāmah være?« Men der er ikke fastlagt noget bestemt tidsrum. Ibn Baṭṭāl har sagt: Der er ingen bestemt grænse for det. Der skal blot gives tid og mulighed for, at de bedende kan samles. Det er overleveret fra Jābir ibn Samurah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebuds muʾadhdhin holdt en kort pause efter at have kaldt til adhān og før iqāmah. Når han så Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, komme ud, fremsagde han iqāmah, så snart han så ham. – Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd og al-Tirmidhī.
13. Den, der kalder til adhān, skal også fremsige iqāmah
Ifølge de lærdes enstemmige opfattelse er iqāmah gyldig, selv om en anden end muʾadhdhin fremsiger den. Det er dog bedst, at muʾadhdhin selv fremsiger iqāmah. Al-Shāfiʿī sagde: Jeg foretrækker, at den, der kalder til adhān, også får ansvaret for at fremsige iqāmah. Al-Tirmidhī har sagt: Hos de fleste lærde er den gældende praksis, at den, der kalder til adhān, også fremsiger iqāmah.
14. Hvornår skal de, der følger imamen, rejse sig?
Imam Mālik sagde i al-Muwaṭṭaʾ: Jeg har ikke hørt, at der er fastsat et bestemt tidspunkt for, hvornår de, der følger imamen, skal rejse sig, når iqāmah begynder. Jeg mener, at det bør afgøres ud fra menneskers evner. Nogle af dem bevæger sig hurtigt, mens andre bevæger sig langsomt. Ibn al-Mundhir har overleveret, at Anas plejede at rejse sig, netop når muʾadhdhin sagde: »Qad qāmatiṣ-ṣalāh.«
15. At forlade moskéen efter adhan
I hadith er der udstedt et forbud mod at undlade at svare på muezzinens adhan og mod at forlade moskéen efter adhan. Hvis man imidlertid har en gyldig undskyldning eller er fast besluttet på hurtigt at vende tilbage og nå den fælles bøn, er det ikke forkasteligt at forlade moskéen efter adhan. Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede os, at når adhanen bliver fremsagt, mens I opholder jer i moskéen, må ingen af jer forlade den, før han har bedt.« – Ahmad. Det er også overleveret fra Abu Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham: En mand forlod moskéen efter muezzinen havde fremsagt adhan. Da sagde han: »Denne mand har været ulydig mod Abu al-Qasim Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham.« – Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Det er desuden overleveret fra Mu’adh al-Juhani, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det er uretfærdighed, stor uretfærdighed, vantro og hykleri, når en person hører Allahs kaldende kalde til det gode, men ikke svarer ham.« – Ahmad og al-Tabarani.
Al-Tirmidhi har sagt, at det er overleveret fra flere sahaba, at den, der hører adhan uden at svare på den, ikke har nogen bøn. Nogle lærde har sagt: Disse ord blev sagt for at understrege strengheden med hensyn til den fælles bøn og svaret på adhan. Hovedsagen er, at det ikke er tilladt at undlade den fælles bøn uden en gyldig undskyldning.
16. Adhan og iqama til den forsømte bøn
Den, hvis bøn er blevet forsømt på grund af søvn eller glemsel, skal fremsige adhan og iqama, når han ønsker at bede den; dette er fastsat i sharia. I Abu Dawuds overlevering om Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsageres opvågning fra søvnen efter solopgang nævnes det, at han befalede Bilal at fremsige adhan og iqama, hvorefter han bad. Hvis flere bønner er blevet forsømt, skal adhan til den første fremsiges på en sådan måde, at der ikke opstår misforståelser blandt folk, mens iqama skal fremsiges for hver bøn. Asram har sagt: Da en mand spurgte, hvordan han skulle fremsige adhan, når han skulle indhente sin forsømte bøn, nævnte Abu Abdallah en hadith, hvori det siges: På dagen for Slaget ved Khandaq forhindrede polyteisterne Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i at bede fire obligatoriske bønner. Efter at en del af natten var gået, befalede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Bilal at fremsige adhan og iqama. Først bad han zuhr-bønnen, derefter asr-bønnen med kun iqama, derefter maghrib-bønnen med kun iqama og til sidst isha-bønnen, også med kun iqama.
17. Kvinders adhan og iqama
Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Kvinder har hverken adhan eller iqama.« Al-Bayhaqi. Dette er opfattelsen hos Anas, al-Hasan, Ibn Sirin, al-Nasa’i, al-Thawri, Malik, Abu Thawr og ashab al-ra’y (de frit tænkende lærde, hvis synspunkter bygger på ijtihad). Al-Shafi’i og Ishaq siger: Hvis de fremsiger adhan og iqama, er der heller ikke noget forkert i det. Ahmad siger: Det er tilladt både at fremsige adhan og iqama og at lade være. Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, fremsagde adhan og iqama, ledte kvinderne i bøn og stod imellem dem. Al-Bayhaqi.
18. At gå ind i moskéen efter den fælles bøn er blevet afholdt
I værket al-Mughnī er det sagt: Den, der træder ind i moskeen, efter at fællesbønnen er blevet afholdt, kan, hvis han ønsker det, både fremsige adhan og iqama. Dette har imam Ahmad sagt. Aṣram har overleveret om Anas, må Allah være tilfreds med ham: Anas trådte ind i en moské. Før han trådte ind, var fællesbønnen dér allerede blevet afholdt. Han bad en mand om at fremsige adhan. Adhan og iqama blev fremsagt, og han ledte dem i bøn. Hvis han ønsker det, kan han også bede uden at fremsige hverken adhan eller iqama. Urwa sagde: Når du kommer til en sådan moské, hvor en gruppe mennesker allerede har fremsagt adhan og iqama og bedt, er deres adhan og iqama tilstrækkelig for dem, der kommer efter dem. Dette er Hasan al-Basrīs, al-Shaʿbīs og al-Nasāʾīs opfattelse. Hasan al-Basrī sagde dog, at alle foretrak at fremsige iqama. Hvis adhan fremsiges, skal den fremsiges med lav stemme, så folk ikke misforstår det, når de hører adhan på et uventet tidspunkt.
19. Tidsrummet mellem iqama og bønnen
Det er tilladt, at der opstår et kort mellemrum mellem iqama og bønnen på grund af samtale eller andet. Selv hvis dette mellemrum bliver langt, er det ikke nødvendigt at fremsige iqama igen. Det er overleveret fra Anas: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik hen til et hjørne af moskeen og talte sagte med en mand, blev iqama fremsagt. Derefter, da folkene blev søvnige, kom han til bønnen. al-Bukhari.
En anden dag, efter at iqama til bønnen var blevet fremsagt, kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i tanke om, at den rituelle helkropsafvaskning var obligatorisk for ham. Han vendte straks hjem, foretog den rituelle helkropsafvaskning, vendte derefter tilbage og bad sammen med ledsagerne uden at fremsige iqama på ny.
20. At fremsige adhan uden den udpegede muezzin
Det er ikke tilladt for andre at fremsige adhan uden tilladelse fra den udpegede muezzin. Men hvis muezzinen ikke kommer til tiden, og der er fare for, at tidspunktet for adhan overskrides, kan en anden fremsige adhan.
21. At føje noget til adhan, som ikke er en del af den
Adhan er en tilbedelseshandling. Og alle tilbedelseshandlinger afhænger af, at man følger sunnaen nøjagtigt. Det er ikke tilladt for os at føje noget til eller trække noget fra i vores religion. I en sahih-hadith står der: Hvis nogen indfører noget nyt i vores religion, som ikke er en del af den, bliver det afvist. Det vil sige, det er ugyldigt og værdiløst. Her nævner vi nogle få ting, som er blevet almindelige i samfundet, så de for mange fremstår som en del af islam. Men de er på ingen måde en del af islam. Blandt de vigtigste er:
a. At mu’adhdhinen under adhanen eller iqamahen siger: »Ashhadu anna sayyidana Muhammadan rasulullah.« Hafiz Ibn Hajar mener, at det ikke er tilladt at føje noget sådant til den sunnah, der er overleveret og blevet praktiseret gennem generationer. Det er dog ikke forkert at føje noget til uden for sunnahens rammer.
b. Shaykh Isma‘il al-‘Ajluni har i sit værk Kashf al-Khafa sagt: Når mu’adhdhinen siger: »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah«, skal den, der hører det, kysse midten mellem de to pegefingre på sine hænder, stryge sine øjne med dem og samtidig sige: »Ashhadu anna Muhammadan ‘abduhu wa rasuluhu, raditu billahi rabban wa bil-islami dinan wa bi-Muhammadin nabiyyan« (Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs tjener og sendebud. Jeg er tilfreds med Allah som Herre, islam som religion og Muhammad som profet.) Al-Daylami har overleveret fra Abu Bakr, at da Abu Bakr hørte mu’adhdhinen sige »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah«, sagde han det samme, kyssede midten mellem sine to pegefingre og strøg sine to øjne med dem. Da sagde Allahs Sendebud: »Den, der gør det, som min ven gjorde, vil jeg have ret til at gå i forbøn for.« Men i værket al-Maqasid siges det, at al-Daylamis overlevering ikke er autentisk. På samme måde er denne overlevering i Abu al-‘Abbas’ værk Mujibat al-Rahmah wa ‘Aza’im al-Maghfirah ikke autentisk: Det siges, at al-Khidr (fred være med ham) sagde: »Den, der hører mu’adhdhinen sige »Ashhadu anna Muhammadan rasulullah« og siger »Marhaban bi-habibi wa qurratu ‘ayni Muhammad ibn ‘Abdullah sallallahu ‘alayhi wa sallam« (Velkommen til min elskede og mine øjnes glæde, Muhammad, søn af ‘Abdullah, Allahs velsignelser og fred være med ham), derefter kysser sine to tommelfingre og stryger sine to øjne med dem, vil aldrig blive blind og vil aldrig få øjenbetændelse.« Der findes mange andre udsagn af denne art. Shaykh Isma‘il siger: Disse udsagn har intet grundlag i de autentiske hadither.
c. Det er makruh at melodisere adhanen ved at tilføje eller forlænge bogstaver, vokaltegn eller vokallyde. Hvis denne melodisering forvrænger betydningen eller frembringer en uklar betydning, er det haram. Yahya al-Bakka sagde: »Jeg så Ibn ‘Umar sige til en mand: Jeg er vred på dig for Allahs skyld.« Derefter sagde han til sine ledsagere: »Denne mand melodiserer adhanen og tager betaling for det.«
d. I al-Iqna‘ og dets kommentar, som er blandt hanbalitternes værker, siges det: Det er ikke sunnah at bekendtgøre andet end adhanen fra stedet, hvor adhanen fremsiges før fajr, såsom tasbih, sang og højlydt du‘a. Ingen lærd har erklæret dette for mustahabb. Tværtimod er det uønsket, fordi det ikke fandtes på Allahs Sendebuds og hans ledsageres tid. Det havde end ikke noget grundlag blandt de skikke, der fandtes på deres tid. Ingen har ret til at påbyde dette, vise utilfredshed med den, der ikke gør det, eller gøre retten til eller fratagelsen af et levebrød afhængig af det. Det svarer til at hjælpe bid‘ah. Det er heller ikke tilladt at tvinge nogen til en sådan handling, selv hvis den, der oprettede moskéens waqf, har fastsat det som en betingelse, for det strider mod sunnah. Ibn al-Jawzi siger i sit værk Talbis Iblis: »Jeg har set nogle mennesker stige op på minareten sent om natten for at holde prædikener og formaninger, lave dhikr og recitere forskellige suraer fra Koranen med høj stemme. På denne måde forstyrrer de menneskers søvn og tahajjud. Alt dette er uretfærdigt og forbudt.« Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: »De nye ting, der er blevet indført før fajr og før jumu‘ah under betegnelserne salat og tasbih, er slet ikke adhan – hverken sprogligt eller terminologisk.«
e. Der findes ingen forskrift i sharia om at fremsige salat og salam højt over Allahs Sendebud efter adhanen. Det er bid‘ah og makruh. Ibn Hajar siger i Fatawa Kubra: »Vore imamer og andre er i nyere tid blevet spurgt om den måde, hvorpå mu’adhdhiner fremsiger salat og salam over Allahs Sendebud efter adhanen. De svarede i deres fatwaer, at salat og salam ganske vist er sunnah, men denne fremgangsmåde er bid‘ah.« Da Egyptens mufti, Shaykh Muhammad ‘Abduh, blev spurgt om at fremsige salat over Allahs Sendebud efter adhanen, svarede han: »I Fatawa Khaniah står der, at adhanen ikke er indført ved nogen anledning bortset fra de obligatoriske bønner. Adhanen består af femten udsagn, hvoraf det sidste er la ilaha illallah. Alt, hvad der føjes til før eller efter den, er bid‘ah. Det er kun blevet indført med det formål at skabe en melodisk lyd. Ingen har erklæret dette for tilladt. Der er ingen gyldighed i udsagnet fra dem, der betegner noget af dette som bid‘ah hasanah (god bid‘ah). Enhver sådan bid‘ah i forbindelse med en tilbedelseshandling er dårlig og forkert. Den, der hævder, at der ikke forsøges skabt en melodi med dette, er en løgner.«
8. Betingelserne for bønnen
En betingelse er noget, hvis fravær nødvendigvis medfører fraværet af det, som afhænger af det, mens dets tilstedeværelse ikke nødvendigvis medfører tilstedeværelsen af det forbundne. Et eksempel er wudu. Hvis wudu mangler, kan bønnen nødvendigvis ikke være til stede. Men selv hvis wudu er til stede, er bønnen ikke nødvendigvis til stede eller obligatorisk, for det er ikke obligatorisk at bede blot fordi man har udført wudu. De betingelser, der skal være opfyldt før bønnen, og hvis udeladelse medfører, at den bedendes bøn bliver ugyldig, er følgende:
1. At kende bønnens tid
Det er tilstrækkeligt, at man har en stærk formodning om, at bønnetiden er begyndt. Den, der med sikkerhed ved, at bønnetiden er begyndt, eller har en stærk formodning herom, må udføre bønnen. Denne sikkerhed eller stærke formodning kan opnås gennem oplysninger fra en pålidelig person, adhanen fra den udpegede muezzin, ens egen personlige ijtihad, det vil sige overvejelse, undersøgelse og informationssøgning, eller gennem en anden kilde eller metode, der anvendes til at opnå viden.
2. Renselse fra mindre og større rituel urenhed
Allah, den Ophøjede, har sagt:
يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا إِذا قمتم إلى الصَّلاةِ فَاغْسِلُوا وُجُوهَكُمْ، وَأَيْدِيكُمْ إِلَى الْمَرَافِقِ، وَامْسَحُوا بِرُوسِكُمْ وارجلكم إلى الكعبينِ وَإِن كُنتُم جنبًا فَاظْهرُوا
Betydning: O I troende, når I vil rejse jer til bøn, så vask jeres ansigter, vask jeres hænder til albuerne, stryg over jeres hoveder, og vask jeres fødder til anklerne. Og hvis I er urene på grund af sædafgang, så rens jer fuldstændigt.”
Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Allah accepterer ikke bøn uden renselse og heller ikke almisse af underslået ejendom.” Alle de autentiske hadithsamlinger bortset fra al-Bukhari.
3. At kroppen, tøjet og stedet, hvor bønnen udføres, er rene
Denne betingelse skal opfyldes, når det er muligt; ellers skal man udføre bønnen trods urenheden, og det er ikke nødvendigt at gentage denne bøn. Kroppens renhed er bevist gennem en hadith fra Anas, måtte Allah være tilfreds med ham.
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Rens jer for urin, for gravens straf skyldes som regel skødesløshed i denne henseende.« – ad-Dāraqutnī. Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg fik meget hyppigt udflåd af madhy. Derfor bad jeg en mand om at spørge Allahs Sendebud, fred være med ham, på mine vegne.« Han spurgte, og Allahs Sendebud, fred være med ham, svarede: »Man skal vaske kønsorganet og udføre wudu.« – al-Bukhari og andre værker. I disse værker berettes det fra Aisha, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde til en kvinde, hvis blødning fortsatte efter hendes menstruationsperiode: »Vask blodet af din krop og bed.«« Om tøjets renhed har Allah sagt:
وَثِيَابَكَ نطور
»Rens dit tøj.« (Sura al-Muddaththir, vers 4)
Jabir ibn Samura, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg hørte en mand spørge Allahs Sendebud, fred være med ham: ›Må jeg bede i det tøj, som jeg har samleje med min hustru i?‹ Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ›Ja, men hvis du ser noget på det, skal du vaske det.‹« – Ahmad, Ibn Majah. Muawiya sagde: »Jeg spurgte Umm Habiba: ›Bad Allahs Sendebud, fred være med ham, i det samme tøj, som han havde samleje med sin hustru i?‹ Hun svarede: ›Ja, når der ikke var nogen urenhed på det.‹« – Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah. Det er berettet fra Abu Said, måtte Allah være tilfreds med ham: »Allahs Sendebud, fred være med ham, tog en gang sine sandaler af under bønnen. Da de tilstedeværende så ham gøre det, tog de også deres sandaler af. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, vendte sig mod dem, spurgte han: ›Hvorfor tog I jeres sandaler af?‹ De svarede: ›Vi så dig tage dine af, så vi gjorde det samme.‹ Han sagde: ›Jibril kom til mig og meddelte, at der var urenhed på sandalerne. Når nogen af jer derfor kommer til moskeen, skal han vende sine sandaler om og se efter. Hvis han ser nogen urenhed på dem, skal han gnide den mod jorden og derefter bede.‹« – Ahmad, Abu Dawud.
Denne hadith beviser, at hvis en person begynder bønnen med urenhed på sig uden at vide det eller ved en fejltagelse og opdager det under bønnen, må han straks rense den og fortsætte bønnen; han skal fortsætte fra det sted, hvortil han var nået. Bønnen skal ikke gentages. Betingelsen om, at bønneområdet skal være rent, bevises af den hadith, der er berettet af Abu Hurayra. En beduin gik ind i moskeen og urinerede. Folk løb hen imod ham for at straffe ham. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Sig ikke noget til ham. Hæld en spand vand over hans urin. I er nemlig blevet sendt for at vise mildhed, ikke for at vise strenghed.« – alle de autentiske hadithsamlinger bortset fra Muslim.
Efter at have gennemgået argumenterne og beviserne fra dem, der hævder, at tøjets renhed er en betingelse, siger ash-Shawkani: »Når de argumenter og beviser, som jeg har fremlagt sammen med deres underliggende betydninger, er blevet fastslået som gyldige, skal du vide, at de fastslår, at det er obligatorisk at rense tøjet. Den, der derfor beder med urenhed på sit tøj, undlader en obligatorisk handling. Men ligesom bønnen bliver ugyldig, når en betingelse for dens gyldighed ikke er opfyldt, bliver bønnen ikke ugyldig på grund af urenhed på tøjet.« I værket Rawdat an-Nadiyya står der: »Ifølge flertallet af de lærde er renhed af kroppen, tøjet og stedet obligatorisk for bønnen. En gruppe anser dette for en betingelse for bønnens gyldighed. Andre siger, at det er sunna. Den rette opfattelse er imidlertid, at det er obligatorisk. Hvis nogen med vilje beder med urenhed på sig, har han undladt en obligatorisk handling, men bønnen er gyldig.«
4. At dække awrah (de intime kropsdele)
Allah har sagt:
يبَنِي آدَمَ خُذُوا زِينَتَكُمْ عِنْدَ كُلِّ مَسْجِرٍ .
“Adams børn, tag jeres klæder med til hvert sted, hvor I bøjer jer i prostration (ved hver bøn).”
Med klæder menes her sådanne klæder, som dækker awrah. Stedet, hvor man bøjer sig i prostration, er bønnen. Det vil sige: Dæk jeres awrah ved hver bøn. Salama ibn al-Akwaʿ, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg spurgte: “Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skal jeg bede kun iført en skjorte?” Han svarede: “Ja, men knap skjorten, selv hvis det kun er med en torn.” -Bukhari og andre.
Grænsen for mandens awrah. Det, som en mand er forpligtet til at dække under bønnen, er de private dele foran og bagpå. Der er imidlertid uenighed om lårene, navlen og knæene. Nogle siger, at disse også er awrah, mens andre siger, at de ikke er det. De, som siger, at disse ikke er awrah, anfører følgende hadither som bevis for deres synspunkt:
a. Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sad med sit lår blottet. På det tidspunkt bad Abu Bakr om tilladelse til at komme ind. Han gav ham tilladelse og blev siddende, som han sad. Derefter bad Umar om tilladelse. Han gav også ham tilladelse og blev stadig siddende på samme måde. Derefter bad Uthman om tilladelse. Da dækkede han sit lår til. Da de tre var gået, sagde jeg: “Allahs Sendebud! Abu Bakr og Umar bad om tilladelse, og du gav dem tilladelse, men blev siddende, som du sad. Hvad er grunden til det?” Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Skulle jeg ikke skamme mig over en mand, som selv englene skammer sig over?” -Ahmad, Bukhari.
b. Det er overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: På dagen for Khaybar løftede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sin lændeklædning op fra låret. Jeg så endda hans knæs hvide farve. -Ahmad, Bukhari. Ibn Hazm sagde: Dette beviser, at låret ikke er awrah. Hvis det havde været awrah, ville Allah ikke have blottet låret på Sin rene, hellige og uskyldige Sendebud efter hans kaldelse som profet og have ladet Anas og andre se det, når Allah endog beskyttede ham mod at blotte sin awrah som barn, længe før profetkaldelsen. Bukhari og Muslim har overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham: Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sammen med dem flyttede sten for at reparere den hellige Kaaba, bar han stadig sin lændeklædning. Hans onkel Abbas sagde til ham: “Min nevø, hvorfor tager du ikke lændeklædningen af, lægger den over nakken og bærer stenene på den?” Da han tog lændeklædningen af og lagde den over nakken, besvimede han straks og faldt om. Efter dette blev han aldrig set nøgen.
c. Det er overleveret fra al-Bara: Abdullah slog mig på låret med hånden og sagde: Jeg spurgte Abu Dharr, og han slog mig på låret, ligesom jeg slog dig på låret. Han sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ligesom du har spurgt mig. Så slog han mig på låret, ligesom jeg slog dig på låret, og sagde: Bed bønnen til tiden.
Ibn Hazm sagde: Hvis låret havde været awrah, ville Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke have berørt Abu Dharrs lår med sin rene hånd. Og hvis låret havde været awrah for Abu Dharr, ville han ikke have berørt det med hånden. Det samme gælder Abdullah og al-Bara. Det er under ingen omstændigheder tilladt for en muslim at lægge hånden på et menneskes kønsdele eller balder eller på nogen kvinders krop, selv ikke gennem tøjet.
d. Ibn Hazm nævner igen, at Zubayr ibn Huwayris så på Abu Bakrs blottede lår, og at Anas kom til Qasssa ibn Shamas, mens hans lår var blottet.
Beviserne for dem, der anser låret for at være awrah:
1. Muhammad ibn Jahsh beretter, at Allahs Sendebud gik forbi Muʿammar. Muʿammars lår var på det tidspunkt blottet. Da sagde han: »O Muʿammar, dæk dit lår, for låret er awrah.« – Ahmad, al-Hakim, al-Bukhari.
2. Jarhad sagde: »Allahs Sendebud gik forbi mig, mens jeg havde et tæppe over mig, men mit lår var blottet. Han sagde: Dæk dit lår, for låret er en intim kropsdel.« Malik, Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi. Al-Bukhari nævnte det i sit historiske værk.
Begge parters beviser er blevet fremlagt. Enhver muslim har ret til at følge en af disse to opfattelser. For den bedende er det dog, set fra islams synspunkt, mere forsigtigt at dække området fra navlen til knæene så meget som muligt. Al-Bukhari sagde: Anas’ hadith er stærkere som bevis, mens Jarhads hadith er mere forsigtig.
Grænsen for kvindens awrah:
Hele kvindens krop er awrah. Det er obligatorisk for hende at dække hele kroppen bortset fra ansigtet og hænderne. Den Almægtige Allah har sagt: »Kvinderne må ikke vise nogen af deres prydelser, bortset fra det, der normalt er synligt af dem.« Det vil sige, at de ikke må vise nogen pyntet kropsdel bortset fra ansigtet og hænderne. Dette fremgår af autentiske hadither overleveret fra Ibn Abbas, Ibn Umar og Aisha. Aisha berettede, at Allahs Sendebud sagde: »Allah accepterer ikke bønnen fra en kvinde, der er kommet i puberteten, medmindre hendes hoved er dækket.« – Alle de autentiske hadithsamlinger undtagen an-Nasa’i. Umm Salama berettede, at hun spurgte Allahs Sendebud: »Kan en kvinde bede iført én kjole og et hovedtørklæde uden en underkjole?« Allahs Sendebud svarede: »Ja, hvis kjolen er så lang, at den dækker oversiden af fødderne.« – Abu Dawud. Aisha blev også spurgt, hvor mange klædningsstykker kvinder skulle bære under bønnen. Aisha sagde til spørgeren: »Spørg Ali, kom derefter tilbage til mig og fortæl mig det.« Manden gik så til Ali og spurgte ham. Ali svarede: »Et hovedtørklæde og en lang kjole.« Derefter vendte manden tilbage til Aisha og fortalte hende det. Aisha sagde: »Ali har svaret korrekt.«
Hvor meget tøj er obligatorisk, og hvor meget er anbefalet til bønnen:
Det, der er obligatorisk, er at dække så meget af awrah med tøjet, som tøjet kan dække, selv om det er så snævert og stramt, at awrahens grænser bliver tydeligt markeret. Men hvis tøjet er så tyndt, at hudens farve kan ses, så man kan se, om den er hvid eller rød, er bønnen ikke gyldig i dette tøj. Det er gyldigt at bede iført ét stykke tøj. Abu Hurayrah berettede: Profeten blev spurgt om at bede iført ét stykke tøj. Han svarede: »Har I da alle to stykker tøj?« Muslim, Malik m.fl.
Det er anbefalelsesværdigt at bruge to eller flere stykker tøj og at pynte sig. Ibn Umar berettede, at Allahs Sendebud sagde: »Når en af jer beder, skal han iføre sig to stykker tøj, for at pynte sig for Allah er mere passende end at pynte sig for andre. Hvis han ikke har to stykker tøj, skal han iføre sig en izar under bønnen. Ingen af jer skal under bønnen vikle tøjet rundt om sig og omslutte hele kroppen, sådan som jøderne gør.« – Tabarani, Bayhaqi.
Abd al-Razzaq berettede også, at Ubayy ibn Ka’b og Abdullah ibn Masud fremsatte modstridende synspunkter. Ubayy sagde: »Det er ikke makruh at bede iført ét stykke tøj.« Ibn Masud sagde: »Man kunne kun bede iført ét stykke tøj, når der var mangel på tøj.« Straks steg Umar op på minbaren og sagde: »Det, Ubayy har sagt, er det rigtige. Men Ibn Masud har heller ikke sagt noget forkert. Når Allah giver overflod, skal I også gøre brug af overfloden.« En mand skaffede sig mange stykker tøj. Nogle bad iført blot en izar og en rida, andre iført en izar og en skjorte, andre iført en izar og en lang skjorte, andre iført bukser og en rida, andre iført bukser og en skjorte, andre iført bukser og en lang skjorte, andre iført læderbukser uden ben og en lang skjorte, og andre iført læderbukser uden ben og en skjorte. Alt dette anser jeg for tilstrækkeligt. Han sagde også: »Man kan også bede iført læderbukser uden ben og en rida.« Dette er nævnt i Sahih al-Bukhari uden angivelse af årsagen. Buraydah sagde: »Allahs Sendebud forbød at bede iført et enkelt omviklet stykke tøj uden bælte. Han forbød også at bære bukser uden en rida.« Abu Dawud,
Bayhaqi. Det er også berettet fra Hasan, Alis søn, at han, når han ville bede, iførte sig sit fineste tøj. Da han blev spurgt om dette, sagde han: »Allah er smuk, og Han elsker skønhed. Jeg ifører mig smukt tøj for min Herre. Allah har sagt: Ifør jer jeres smukke klæder ved hver bøn.«
– At bede med utildækket hoved
Ibn Asakir berettede fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud undertiden tog sin kulunsuwa (en slags hue, der dækker hovedet) af og stillede den foran sig under bønnen som en afskærmning. Ifølge hanafitterne er der intet forkert i at bede med utildækket hoved. Men hvis man bærer hovedbeklædning under bønnen for at opnå større koncentration, er det foretrukket. Der er imidlertid intet bevis for, at det er bedre at dække hovedet under bønnen.
5. At vende sig mod qibla
Det er lærdes enstemmige opfattelse, at det er obligatorisk under bønnen at vende ansigtet mod al-Masjid al-Haram. Allah har sagt:
قول وجمك عطر المسجد الحرام وحيث ما كنتي قولوا وجومكم شطره.
»Vend derfor dit ansigt mod al-Masjid al-Haram. Og hvor end I befinder jer, skal I vende jeres ansigter i den retning.« (Sura al-Baqara, vers 144). Det er berettet fra al-Bara’, må Allah være tilfreds med ham: Vi bad sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vendt mod Bayt al-Maqdis i seksten eller sytten måneder. Derefter blev vi vendt mod Kabaen. Sahih Muslim
Reglen for den, der ser Kabaen, og den, der ikke ser den: Den, der kan se Kabaen, er forpligtet til at vende sig direkte mod Kabaen. Den, der ikke befinder sig et sted, hvorfra han kan se Kabaen, er forpligtet til at vende sig mod Kabaens retning. For han er ikke i stand til mere end dette. Allah pålægger ikke mennesket noget, der ligger ud over dets evne. Det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Kiblaen ligger mellem øst og vest.« Ibn Majah, al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi sagde, at hadithen er hasan sahih. Dette gælder for Medina, Syrien, Den Arabiske Halvø og Irak. For Egyptens indbyggere ligger kiblaen derimod mellem øst og syd. I Yemen er øst til højre for den bedende og vest til venstre. På det indiske subkontinent er øst bagved og vest foran.
Måder at finde kiblaen på: Hver region har sine særlige tegn, som kan bruges til at finde kiblaen. Den mihrab, som muslimer bygger i moskeerne, er et af disse tegn. Kiblaen kan ligeledes findes ved hjælp af et kompas.
Hvad man skal gøre, hvis man ikke kan finde kiblaen: Hvis en person på grund af skyer, mørke eller lignende ikke kan finde kiblaen, skal han spørge en lokal person og søge at finde kiblaen. Hvis han ikke finder nogen, skal han overveje sagen. Han skal bede i den retning, som efter hans overvejelse synes at være kiblaens retning. Denne bøn er gyldig og skal aldrig gentages, heller ikke hvis han efter bønnen finder ud af, at retningen var forkert. Hvis han opdager det under bønnen, skal han vende sig uden at afbryde bønnen.
Det er berettet fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at mens folk i Quba bad fajr-bønnen, kom en budbringer og bekendtgjorde: »I nat er et afsnit af Koranen blevet åbenbaret for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. I dette afsnit befales det at vende sig mod Kabaen. Vend jer derfor mod Kabaen.« De bedende havde vendt sig mod Syrien (Bayt al-Maqdis), men de vendte sig straks mod Kabaen. Al-Bukhari og Muslim.
Når en person har bedt vendt mod en bestemt retning på grundlag af sine overvejelser, skal han foretage en ny vurdering ved den næste bøn. Hvis resultatet af denne vurdering er anderledes, skal han bede efter den nye vurdering. Den bøn, han bad første gang, skal dog ikke gentages.
Hvornår det ikke er nødvendigt at vende sig mod kiblaen: Det er obligatorisk at vende sig mod kiblaen. Denne forpligtelse bortfalder ikke, bortset fra i følgende situationer:
a. Det er tilladt for den, der rider på et transportmiddel, at bede en frivillig bøn på det. Han skal udføre rukūʿ og sujūd ved tegn; ved sujūd skal han bøje sig lidt mere ned end ved rukūʿ. Hans kibla er den retning, som transportmidlet bevæger sig i.
Det er berettet fra Amir ibn Rabi’a, at han sagde: »Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bede på ryggen af sit ridedyr. Han vendte sig i den retning, som dyret bevægede sig i.« Al-Bukhari og Muslim. I al-Bukhari findes tilføjelsen: »Han bad ved at give tegn med hovedet. Det gjorde han ikke under de obligatoriske bønner.« I overleveringerne fra Ahmad, Muslim og al-Tirmidhi står der: »På vej fra Mekka til Medina bad Allahs Sendebud på ryggen af sin kamel og vendte sig i den retning, som den bevægede sig i.« Det var i denne forbindelse, at følgende blev åbenbaret: »Hvor end I vender jer, dér er Allah.« Ibrahim al-Nakha’i sagde: »Profetens ledsagere bad på ryggen af deres ridedyr vendt i den retning, som dyret bevægede sig i.« Ibn Hazm siger: »Profetens ledsagere og tabi’un bad generelt på denne måde, både hjemme og på rejse.«
b. Den, der frygter fare, den syge og den, der ikke selv er i stand til at gøre noget, skal bede i den retning, det er muligt, når han ikke er i stand til at vende sig mod qibla. For Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når jeg befaler jer noget, så udfør det i det omfang, I er i stand til.« Allah har sagt: »Hvis I befinder jer i en frygtelig situation, så bed, mens I går eller rider – på den måde, I kan.« Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, forklarede det således: Det vil sige, vendt mod qibla eller ikke vendt mod den. – Bukhari
9. Sådan udføres bønnen
Der er overleveret en række hadither fra Allahs Sendebud, fred være med ham, som beskriver, hvordan bønnen udføres. Her nøjes vi med at citere to hadither. Den første indeholder en beskrivelse af hans handlinger, og den anden hans ord:
a. Abdullah ibn Ghanam berettede: »Abu Malik al-Ashari samlede folkene fra sin stamme og sagde: ›O Ashari-stamme, saml jer, og saml også jeres hustruer og børn. Jeg vil lære jer, hvordan Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at lede os i bøn i Medina.‹ Alle samledes efter hans opfordring, og deres hustruer og børn blev også samlet. Derefter foretog Abu Malik al-Ashari wudu og viste dem, hvordan man foretager wudu. Han vaskede alle de foreskrevne legemsdele. Da solen derefter var gået ned fra zenit, og skyggerne havde bredt sig, rejste han sig og kaldte til bøn. Så stillede han mændene i den forreste række, drengene bag dem og kvinderne bag drengene. Derefter fremsagde han iqamaen til bønnen. Så trådte han frem og blev imam. Derefter løftede han begge hænder og sagde: Allahu akbar. Han reciterede al-Fatiha og en sura, som var let for ham. Så sagde han Allahu akbar, gik ned i rukū og sagde tre gange: Subhanallahi wa bihamdihi. Derefter rejste han sig lige og sagde: Sami Allahu liman hamidah. Så sagde han Allahu akbar og kastede sig ned i sujūd. Derefter sagde han Allahu akbar og løftede hovedet. Så sagde han igen Allahu akbar og gik ned i sujūd. Igen sagde han Allahu akbar, rejste sig og stod lige. På denne måde blev der sagt seks takbīrer, det vil sige Allahu akbar seks gange, i den første rakah. Da han rejste sig i den anden rakah, sagde han Allahu akbar. Da han havde afsluttet bønnen, vendte han sig mod sin stammes folk og sagde: ›Husk denne takbīr fra mig, og lær min rukū og sujūd, for dette er Allahs Sendebuds, fred være med ham, bøn. Sådan plejede han at lede os i bøn.‹ En dag, da Allahs Sendebud, fred være med ham, på denne måde havde afsluttet bønnen, vendte han sig mod folkemængden og sagde: ›O folk! Lyt, forstå og vid, at der blandt Allahs tjenere findes nogle, som hverken er profeter eller martyrer. Men på grund af deres nære rang og nærhed hos Allah vil selv profeterne og martyrerne ønske sig en tilsvarende rang og nærhed.‹ Pludselig trådte en beduin frem fra den bagerste del af den samlede folkemængde. Han vinkede med hånden mod Allahs Profet og sagde: ›O Allahs Profet! Fortæl os nogle kendetegn ved disse særlige mennesker blandt folk, som hverken er profeter eller martyrer, men hvis nærhed og rang hos Allah får profeterne og martyrerne til at ønske sig en tilsvarende nærhed og rang.‹ Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ›De er en gruppe blandt almindelige mennesker og en gruppe fremmede fra forskellige stammer. De er ikke bundet sammen af nære blods- eller slægtskabsbånd. De har kun elsket hinanden for Allahs skyld og stillet sig på række med hinanden. På Opstandelsens Dag vil Allah opstille lysende prædikestole til dem og sætte dem på dem. Derefter vil Han gøre deres ansigter og deres klæder lysende. På Opstandelsens Dag, når alle andre mennesker er grebet af frygt, vil de ikke være grebet af frygt. De er Allahs venner; der skal ikke være nogen frygt over dem, og de skal heller ikke være bedrøvede.‹ – Ahmad, Abu Yala, med en hasan-overleveringskæde. Al-Hakim sagde, at denne hadiths overleveringskæde er sahih.
b. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at en mand trådte ind i moskeen og bad. Derefter gik han hen til Allahs Sendebud, fred være med ham, og hilste på ham. Han gengældte hans hilsen og sagde: »Gå tilbage og bed, for du har ikke bedt.« Manden gik tilbage og gjorde det samme tre gange. Så sagde han: »Ved Allah, som har sendt dig med sandheden, jeg kan ikke bede bedre end dette. Lær mig det.«
Han sagde: »Når du rejser dig til bøn, så sig takbīr. Recitér derefter det, du kan, fra Koranen. Gå så ned i rukū og forbliv roligt i rukū. Rejs dig derefter og stå helt lige. Kast dig så ned i sujūd og forbliv roligt i sujūd. Rejs dig derefter og sæt dig roligt. Kast dig så ned i sujūd og forbliv roligt i sujūd. Gør således under hele din bøn.« – Ahmad, Bukhari og Muslim.
Dette er en kort beskrivelse af den måde at udføre bønnen på, som er kendt gennem Allahs Sendebuds, fred være med ham, ord og handlinger. Vi udfører disse handlinger under hensyntagen til forskellen mellem det obligatoriske og sunnah.
10. Det obligatoriske i bønnen
Bønnen har flere obligatoriske bestanddele og søjler, som den er opbygget af. Hvis blot én af disse obligatoriske bestanddele udelades, er bønnen ikke gyldig ifølge sharialoven. De obligatoriske bestanddele beskrives nedenfor:
1. Niyyah
(Nogle anser den ikke for en søjle, men for en betingelse), for Allah har sagt: “De er kun blevet pålagt at tilbede Allah med oprigtig hengivenhed og lydighed udelukkende for Ham.”
(Surah al-Bayyinah: vers 5)
Og Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har sagt: Handlinger bedømmes kun efter intentionerne. Enhver får det, som han har til hensigt. Den, hvis hijrah er for Allah og Hans Sendebud, vil hans hijrah være for Allah og Hans Sendebud. Men den, hvis hijrah er for at opnå en verdslig fordel eller for at gifte sig med en kvinde, vil hans hijrah kun være for det formål, som han foretog hijrah for. Al-Bukhari. Det vil sige: Hans hijrah vil være af den ringeste slags. Dens dybere betydning er allerede blevet behandlet i den tidligere beskrivelse af wudu.
At udtale niyyah mundtligt: Ibn al-Qayyim har sagt i sit værk »Ighathat al-Lahfan«: Niyyah er at ville og beslutte sig for at udføre en handling. Dens plads er i hjertet. Den har ingen forbindelse med tungen. Derfor er der overhovedet ikke overleveret nogen mundtlig niyyah fra Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, eller fra sahabah. De mundtlige formuleringer af niyyah, som i dag er blevet opfundet til at blive fremsagt ved begyndelsen af wudu, ghusl og bønnen, er særligt et område, som de, der plages af onde indskydelser, beskæftiger sig med, et slagfelt skabt af Satan. Her holder han dem fast, plager dem og beskæftiger dem med at rette disse formuleringer. Derfor ser du hver enkelt af dem gentage dem igen og igen og gøre sig store anstrengelser med at fremsige dem. Alligevel har de overhovedet ingen forbindelse med bønnen.
2. Takbirat al-tahrimah
Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, har overleveret, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Bønnens nøgle er renselse, takbir gør alle tilladte handlinger forbudte i bønnen, og salam gør alle handlinger tilladte igen. – Al-Shafi’i, Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi sagde: Dette er den mest autentiske hadith om dette emne. Desuden er formuleringen Allahu akbar allerede blevet fastlagt til takbir for ihram eller tahrim gennem Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, ord og handlinger, som er dokumenteret i de to tidligere citerede hadither. For det er overleveret fra Abu Humayd i Ibn Majah: “Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ville bede, stod han rank, løftede begge hænder og sagde Allahu akbar.
3. Qiyam (at stå)
Ifølge Koranen, sunnaen og ijmāʿ er det obligatorisk at stå under den obligatoriske bøn for den, der er i stand til at stå. Allah siger: »Varet##ag alle bønnerne, især den mellemste bøn, og stå ydmygt foran Allah.«
Det er berettet fra ʿImrān ibn Husayn, må Allah være tilfreds med ham: »Han sagde: Jeg led af hæmorider, så jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om bønnen. Han sagde: ’Bed stående. Hvis du ikke kan det, så bed siddende; og hvis du ikke kan det, så bed liggende.’« – Bukhari. Alle lærde er enige om denne opfattelse. De er også enige om, at det er bedst at holde en vis afstand mellem fødderne, når man står.
Qiyām i nafl-bønnen: Det er tilladt at bede siddende under nafl-bønnen, selv om man er i stand til at stå. Belønningen for at bede stående er dog større end belønningen for at bede siddende. ʿAbdullah ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den bøn, der bedes siddende, er halvdelen af en bøn.« – Bukhari og Muslim.
Hvis en person ikke er i stand til at stå under den obligatoriske bøn, skal han bede på den måde, han er i stand til. Allah pålægger ikke nogen en opgave, der overstiger hans evner. Han vil derfor få den fulde belønning, uden at noget bliver trukket fra. Abū Mūsā, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en tjener bliver syg eller er på rejse, får han den samme belønning, som han ville have fået for de handlinger, han udførte, mens han var rask og hjemme.« – Bukhari.
4. Recitation af Sūrat al-Fātiḥah i hver rakʿah af nafl- og fard-bønnen
At recitere Sūrat al-Fātiḥah i hver rakʿah er blevet fastslået som obligatorisk gennem talrige autentiske hadither. Da haditherne om dette emne er entydige og autentiske, er der ingen mulighed for uenighed om spørgsmålet. Vi nævner disse hadither nedenfor:
a. Det er berettet fra ʿUbādah ibn al-Sāmit, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der ikke reciterer Sūrat al-Fātiḥah, har ingen bøn.« – Alle autentiske hadithsamlinger.
b. Det er berettet fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der beder, men ikke reciterer Umm al-Kitāb (det vil sige Koranens moder eller Sūrat al-Fātiḥah) i sin bøn – i en anden overlevering står der: ikke reciterer Sūrat al-Fātiḥah – hans bøn er ufuldstændig og ugyldig.« – Aḥmad, Bukhari og Muslim.
c. Det er berettet fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den bøn, hvori Sūrat al-Fātiḥah ikke reciteres, er ikke tilstrækkelig.« – Ibn Khuzaymah, Ibn Ḥibbān og Abū Ḥātim.
d. Al-Dāraqutnī har med en autentisk overleveringskæde berettet: »Den, der beder uden Sūrat al-Fātiḥah, har ikke en tilstrækkelig bøn.«
e. Abū Saʿīd sagde: »Vi blev pålagt at bede med Sūrat al-Fātiḥah og det, vi ellers er i stand til at recitere.« – Abū Dāwūd.
f. I en anden overleveringskæde af hadithen om den mand, der bad forkert, står der: »Derefter reciterer du Umm al-Qurʾān (Sūrat al-Fātiḥah).« Til sidst sagde Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Derefter gør du således i hver rakʿah.«
g. Det er fastslået gennem praksis, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, reciterede Sūrat al-Fātiḥah i hver rakʿah af både nafl- og fard-bønnerne. Det modsatte er ikke blevet fastslået. Alle handlinger i tilbedelsen bygger på ubetinget efterfølgelse. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bed, sådan som I har set mig bede.« – Bukhari.
At sige basmalah i begyndelsen af Sūrat al-Fātiḥah: »Bismillāh al-Raḥmān al-Raḥīm« er en del af et vers i Sūrat al-Naml. Men med hensyn til den »Bismillāh al-Raḥmān al-Raḥīm«, der står i begyndelsen af suraerne, findes der tre opfattelser:
Den første opfattelse: Den er et vers i både Sūrat al-Fātiḥah og hver anden sura. Derfor er det obligatorisk at recitere den i al-Fātiḥah. I den bøn, hvor Sūrat al-Fātiḥah reciteres stille, skal basmalah også reciteres stille, og i den bøn, hvor Sūrat al-Fātiḥah reciteres højt, skal basmalah reciteres højt. Det stærkeste bevis for denne opfattelse er hadithen fra Nuʿaym al-Mujammir. Han sagde: »Jeg bad bag Abū Hurayrah. Han reciterede ’Bismillāh al-Raḥmān al-Raḥīm’ og reciterede derefter Umm al-Qurʾān (Sūrat al-Fātiḥah). … Til sidst sagde han: Ved Allahs ed, jeg ledte bønnen på den måde, der i højeste grad lignede Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bøn.« – al-Nasāʾī, Ibn Khuzaymah og Ibn Ḥibbān. Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar har i Fatḥ al-Bārī sagt: »Dette er den mest autentiske hadith om højtlæsning og recitation af basmalah.«
Den anden opfattelse: »Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm« er et selvstændigt vers, som blev åbenbaret for at bringe velsignelse og for at gøre det lettere at skelne mellem suraerne. Det er ikke blot tilladt, men anbefalet at recitere det i Sūrat al-Fātiḥah. Det er ikke sunnah at recitere det højt. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde nemlig: »Jeg bad bag Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og bag Abū Bakr, ʿUmar og ʿUthmān. Ingen af dem reciterede »Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm« højt.« – an-Nasāʾī, Ibn Ḥibbān, aṭ-Ṭaḥāwī.
Den tredje opfattelse: Det er hverken et vers i Sūrat al-Fātiḥah eller i nogen anden sura. Det er makrūh at recitere det højt eller stille i de obligatoriske bønner, bortset fra de frivillige bønner. Denne opfattelse er ikke særlig stærk.
Ibn al-Qayyim forenede den første og den anden opfattelse ved at sige, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, undertiden reciterede »Bismillāhir-Raḥmānir-Raḥīm« højt, men oftere reciterede det stille. Det er sikkert, at han ikke altid reciterede det højt i de fem daglige bønner, hverken under rejse eller hjemme. Efter ham reciterede kalifferne, de fleste af ledsagerne og byboerne det også stille.
Den, der ikke kan recitere den obligatoriske recitation korrekt: al-Khaṭṭābī sagde: Grundreglen er, at bønnen ikke er gyldig uden recitation af Sūrat al-Fātiḥah. Det er også rimeligt, at recitationen kun er påkrævet for den, der kan recitere Sūrat al-Fātiḥah korrekt, og ikke for den, der ikke kan. Hvis en bedende ikke kan recitere Sūrat al-Fātiḥah korrekt, men kan recitere fra et andet sted i Koranen, skal han recitere, hvad der svarer til syv vers derfra. For efter Sūrat al-Fātiḥah er den bedste recitation en del af Koranen, der svarer til Sūrat al-Fātiḥah. Hvis han ikke er i stand til at lære nogen del af Koranen, hvad enten det skyldes medfødt manglende evne, utilstrækkelig hukommelse, vanskeligheder med udtalen eller en legemlig defekt eller funktionsnedsættelse, er den bedste recitation for ham efter Koranen de formuleringer, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lærte: Subḥānallāh, al-ḥamdulillāh og lā ilāha illallāh. Det er blevet overleveret fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Den bedste dhikr efter Allahs ord er Subḥānallāh, al-ḥamdulillāh, lā ilāha illallāhu og Allāhu akbar.« En hadith overleveret af Rifāʿah ibn Rāfiʿ støtter al-Khaṭṭābīs udsagn: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lærte en mand at bede. Derefter sagde han: Hvis du kan noget af Koranen udenad, så recitér det; ellers sig al-ḥamdulillāh, Allāhu akbar og lā ilāha illallāh.« – Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī, al-Bayhaqī.
5. At foretage rukūʿ
Det er der enighed om, at rukūʿ er obligatorisk. Allah den Ophøjede har nemlig sagt:
بابها الَّذِينَ آمَنُوا ارْكَعُوا وَاسْجَدُوا
»I, der tror! Foretag rukūʿ og fald ned i sujūd …« (Sūrat al-Ḥajj: vers 77)
Reglerne for rukūʿ: Det er ikke tilstrækkeligt til at udføre rukūʿ blot at bøje kroppen og lægge begge hænder på knæene; i rukūʿ er det nødvendigt at stå stille et øjeblik. Det er tidligere blevet nævnt i en hadith, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bøj dig derefter i rukūʿ, og forbliv roligt i rukūʿ.« Det er overleveret fra Abū Qatādah, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der stjæler fra sin bøn, er den største tyv.« Folk spurgte: »O Allahs Sendebud, hvordan stjæler nogen fra sin bøn?« Han sagde: »Han fuldender hverken rukūʿ eller sujūd.« I en anden overlevering står der, at han ikke holder ryggen ret under rukūʿ og sujūd. – Ahmad, al-Tabarānī, Ibn Khuzaymah og al-Hākim. Abū Mūsā al-Badrī sagde desuden: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der ikke holder ryggen ret under rukūʿ og sujūd i sin bøn, har ikke udført sin bøn korrekt.« – De fem autentiske hadithsamlinger, Ibn Khuzaymah, Ibn Hibbān, al-Tabarānī og al-Bayhaqī. Al-Tirmidhī sagde: »Hadithen er god og autentisk.« Allahs Sendebuds ledsagere og de lærde efter dem har fulgt denne hadith. De mener, at ryggen skal holdes ret under rukūʿ og sujūd samt mellem rukūʿ og sujūd.
Det er overleveret fra Hudhayfah, må Allah være tilfreds med ham, at han så en mand, som ikke udførte rukūʿ og sujūd fuldstændigt. Hudhayfah sagde til ham: »Du har ikke bedt. Hvis du dør i denne tilstand, dør du uden for den religion, som Allah gav Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham.« – al-Bukhārī.
6. At rejse sig fra rukūʿ og stå helt ret, stabilt og roligt
Abū Humayd beskrev Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, måde at bede på således: »Når han løftede hovedet, stod han så ret, at alle knoglerne i hans ryg vendte tilbage til deres rette plads og faldt til ro.« – al-Bukhārī og Muslim. ʿĀʾishah, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Når han rejste sig fra rukūʿ, gik han ikke ned i sujūd, før han havde stået helt ret.« – Muslim. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: »Løft derefter hovedet og stå helt ret.« – al-Bukhārī og Muslim. Det er overleveret fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham: »Den, der ikke strækker ryggen helt ud mellem sin rukūʿ og sujūd, får ikke sin bøn betragtet af Allah.« – Ahmad.
7. At udføre sujūd
Vers fra Koranen, der beviser nødvendigheden af sujūd, er allerede blevet citeret. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Gå derefter ned i sujūd og forbliv roligt i sujūd. Rejs dig så og sæt dig, og forbliv roligt siddende. Gå derefter igen ned i sujūd, og forbliv stabilt i sujūd.« Derfor er den første sujūd, det at rejse sig fra den første sujūd, det igen at gå ned i den anden sujūd samt at udføre alt dette stabilt og roligt obligatorisk i hver rakʿah af både de obligatoriske og de frivillige bønner.
Tidsgrænsen for at forblive stabilt og roligt: At forblive roligt betyder at blive stående eller siddende et øjeblik, efter at legemsdelene er faldet til ro. De lærde har fastsat den korteste varighed til den tid, det tager at sige »subhān Allāh« én gang.
Sujūds legemsdele: Sujūds legemsdele er ansigtet, begge hænder, begge knæ og begge fødder. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, at han hørte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: »Når tjeneren udfører sujūd, udfører syv legemsdele sujūd sammen med ham: hans ansigt, begge hænder, begge knæ og begge fødder.« – Alle de autentiske hadithsamlinger undtagen al-Bukhārī. Ibn ʿAbbās sagde: »Allahs Sendebud blev pålagt at udføre sujūd på syv legemsdele, og han blev forbudt at samle hår eller klæder op, når han gik ned i sujūd under bønnen.« De syv legemsdele er panden, begge hænder, begge knæ og begge fødder. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde også: »Jeg er blevet pålagt at udføre sujūd på syv knogler« – og han pegede med hånden på sin næse – »panden, begge hænder, begge knæ og begge fødder.« – al-Bukhārī og Muslim. I en anden overlevering står der: »Jeg er blevet pålagt at udføre sujūd på syv legemsdele. Jeg er blevet forbudt at samle klæder eller hår op, når jeg går ned i sujūd. De syv legemsdele er panden, næsen, begge hænder, begge knæ og begge fødder.« – Muslim og al-Nasāʾī. Det er overleveret fra Abū Humayd, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, når han gik ned i sujūd, lod sin næse og pande berøre jorden. – Abū Dāwūd og al-Tirmidhī. Al-Tirmidhī sagde: »Den praksis, som de lærde følger, er at udføre sujūd på panden og næsen. Hvis man kun lader panden berøre jorden og ikke næsen, siger en gruppe lærde, at bønnen er gyldig, mens en anden gruppe siger, at bønnen ikke er gyldig, før både panden og næsen berører jorden.«
8. Den afsluttende siddestilling og recitationen af tashahhud
Det er fastslået, at Allahs Sendebud, fred være med ham, indtog den afsluttende siddestilling under bønnen og reciterede tashahhud dér. Han sagde til en mand, der havde bedt forkert: »Når du rejser dig efter den sidste sujud og sidder så længe, som det tager at recitere tashahhud, er din bøn afsluttet.« Ibn Qudamah har sagt, at Ibn Abbas sagde: »Før tashahhud blev gjort obligatorisk for os, plejede vi at sige: “Assalamu alallahi qabla ibadihi, assalamu ala Jibril, assalamu ala Mikail.”« Allahs Sendebud sagde: »Sig ikke “Assalamu alallah”, men sig “Attahiyyatu lillahi”.« Heraf fremgår det, at recitationen af attahiyyat ikke var obligatorisk tidligere, men blev obligatorisk senere.
Den mest autentiske formulering af tashahhud Den mest autentiske formulering af tashahhud er Ibn Masuds tashahhud. Ibn Masud sagde: »Når vi sad sammen med Allahs Sendebud under bønnen, plejede vi at sige: “Assalamu alallahi qabla ibadihi, assalamu ala fulan wa fulan.”« Allahs Sendebud sagde: »“Assalamu alallahi”« (sig ikke fredshilsen til Allah, for Allah er selv fred). »Når I derimod sidder i bønnen, skal I sige: “Attahiyyatu lillahi wassalawatu wattayyibat, assalamu alaika ayyuhan-nabiyyu wa rahmatullahi wa barakatuhu. Assalamu alaina wa ala ibadillahis-salihin. Ashhadu alla ilaha illallah, wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.” Derefter skal I bede med den påkaldelse, som I bedst kan lide.« Alle de autentiske hadith-samlinger. Muslim sagde: »Muslimerne er enige om Ibn Masuds tashahhud, fordi Ibn Masuds elever ikke var uenige med hinanden i overleveringen af denne tashahhud, mens andres elever var uenige med hinanden.« Tirmidhi. Al-Khattabi, Ibn Abd al-Barr og Ibn al-Mundhir har betegnet Ibn Masuds hadith som den mest autentiske hadith om tashahhud. Efter Ibn Masuds tashahhud er Ibn Abbas’ tashahhud den mest autentiske. Ibn Abbas sagde: »Allahs Sendebud lærte os tashahhud, ligesom han lærte os Koranen. Han sagde: “Attahiyyatul-mubarakatu, assalawatut-tayyibatu lillah, assalamu alaika ayyuhan-nabiyyu wa rahmatullahi wa barakatuhu, assalamu alaina wa ala ibadillahis-salihin, ashhadu alla ilaha illallah wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.”« Muslim, Abu Dawud, Nasa’i og al-Shafi‘i. Al-Shafi‘i sagde: »Der er overleveret forskellige hadith om tashahhud, men denne er den, jeg holder mest af, fordi den er mere fuldstændig.« Hafiz siger: Da al-Shafi‘i blev spurgt, hvorfor han valgte Ibn Abbas’ tashahhud, svarede han: »Fordi jeg fandt den omfattende og bred, og fordi jeg modtog den fra Ibn Abbas gennem en autentisk overleveringskæde. Også sprogligt er den efter min opfattelse større og mere omfattende end de andre. Selvom jeg har valgt den, bebrejder jeg ikke dem, der har valgt andre autentiske tashahhud.« Der findes også en anden tashahhud, som imam Malik valgte og citerede i al-Muwatta. Umar ibn al-Khattab lærte folket denne tashahhud, mens han sad på moskeens prædikestol. Den lyder: »Attahiyyatu lillah, az-zakiyatu lillah wassalawatu lillah, assalamu alaika ayyuhan-nabiyyu wa rahmatullahi wa barakatuhu, assalamu alaina wa ala ibadillahis-salihin, ashhadu alla ilaha illallah wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu.« Al-Nawawi har sagt, at alle disse hadith om tashahhud er meget autentiske. Efter hadith-eksperternes principper er Ibn Masuds hadith den mest autentiske, derefter Ibn Abbas’. Al-Shafi‘i siger: »Det er tilstrækkeligt at recitere en hvilken som helst af disse tashahhud. De lærde er enige om, at hver af dem er tilladt.«
9. At afslutte med salam
Gennem Allahs Sendebuds ord og handlinger er det fastslået, at salam ved bønnens afslutning er obligatorisk. Ali overleverede, at Allahs Sendebud sagde: »Bønnens nøgle er renselse; takbir (den første takbir) gør mange ellers tilladte handlinger forbudte for den bedende, mens salam gør dem tilladte igen.« Ahmad, al-Shafi‘i, Abu Dawud, Ibn Majah og Tirmidhi. Ifølge Tirmidhi er denne hadith den mest autentiske og bedste om emnet. Amir ibn Sa‘d overleverede fra sin far, som sagde: »Jeg så Allahs Sendebud fremsige salam mod højre og venstre på en sådan måde, at den hvide del af hans kinder kunne ses.« Ahmad, Muslim, Nasa’i og Ibn Majah. Det er overleveret fra Wa’il ibn Hujr, at han sagde: »Jeg bad sammen med Allahs Sendebud. Han sagde mod højre: “Assalamu alaikum wa rahmatullah”, og mod venstre: “Assalamu alaikum wa rahmatullah”.« Abu Dawud.
Den første salam er obligatorisk, og den anden er anbefalet Ifølge de fleste lærde er den første salam obligatorisk, mens den anden er anbefalet. Ibn al-Mundhir sagde: »De lærde er enige om, at en persons bøn er afsluttet, hvis han kun fremsiger salam én gang.« Ibn Qudamah sagde i al-Mughni: »Ahmads udtalelse om de to salam fastslår ikke entydigt, at begge salam er obligatoriske. Ahmad sagde blot: “De to salam er autentisk overleveret fra Allahs Sendebud.” Med dette kan han også have ment, at de to salam er foreskrevet, men ikke obligatoriske. Andre har også udtrykt denne holdning. I en overlevering gengives Ahmads udtalelse således: “For mig er de to salam mest elskede.” Heller ikke dette beviser, at de er obligatoriske; det beviser kun, at de foretrækkes.« Desuden har Aisha, Salamah ibn al-Akwa‘ og Sahl overleveret, at Allahs Sendebud fremsagde salam én gang, og at emigranterne også fremsagde salam én gang.
På baggrund af det, vi har nævnt ovenfor, og ved at sammenholde hadithene med ledsagernes udsagn, er de to salam blevet fastslået som foreskrevne og sunnah, mens ét salam er blevet fastslået som obligatorisk. Den enighed, som Ibn al-Mundhir har overleveret, bekræfter, at denne opfattelse er korrekt. Derfor er denne opfattelse afgørende. Al-Nawawi sagde: »Al-Shafi‘i, flertallet af de tidlige lærde og flertallet af de senere lærde anser de to salam for sunnah. Malik og en gruppe lærde har sagt: “Kun ét salam er sunnah.” De, der siger dette, har støttet sig til nogle få svage hadith. Over for de autentiske hadith, der er nævnt ovenfor, kan de ikke holde. Selv hvis blot én af dem var autentisk, ville den kun vise, at Allahs Sendebud fremsagde salam én gang for at fastslå, at det er tilladt at begrænse sig til ét salam. De lærde, hvis udtalelser tillægges størst vægt, er enige om, at det ikke er obligatorisk at fremsige salam mere end én gang. Hvis man fremsiger salam én gang, anbefales det at vende sig lige frem. Hvis man fremsiger salam to gange, vender man sig først mod højre og anden gang mod venstre. Ved hvert salam skal man dreje ansigtet så meget, at kinden kan ses fra siden.” Dette er den korrekte opfattelse.
11. Bønnens sunnah-handlinger
Der findes visse sunnah-handlinger i bønnen, og det er anbefalet for den bedende at følge dem, hvis han ønsker at opnå den fulde belønning. Sunnah-handlingerne nævnes nedenfor:
1. Rafʿ al-yadayn (at løfte hænderne)
Det er anbefalet at løfte hænderne fire steder. For det første ved takbīrat al-taḥrīma. Ibn al-Mundhir har sagt: Der er ingen uenighed blandt de lærde om, at Allahs Sendebud, fred være med ham, løftede hænderne ved bønnens begyndelse. Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar har sagt, at halvtreds sahābah har overleveret spørgsmålet om at løfte hænderne ved bønnens begyndelse. Blandt dem var de ti sahābah, som i deres levetid fik det glade budskab om Paradiset, de såkaldte ʿashara mubashshara. Al-Bayhaqī har desuden overleveret fra al-Ḥākim: »Bortset fra denne sunnah kender vi ingen anden sunnah, som de fire kaliffer, derefter de ti sahābah, der fik det glade budskab om Paradiset, og de senere sahābah, der spredte sig over hele verden, var enige om blev overleveret fra Allahs Sendebud, fred være med ham.«
Måden at løfte hænderne på: Der findes flere overleveringer om måden at løfte hænderne på. Den måde, som de fleste lærde er enige om, er, at begge hænder skal løftes til nakkens højde; fingerspidserne skal nå op til den øverste del af ørerne, tommelfingrene på begge hænder skal nå øreflipperne, og håndfladerne skal løftes til nakkens højde. Imām al-Nawawī siger: På denne måde har al-Shāfiʿī forenet de hadither, der omhandler dette spørgsmål. Folk har også foretrukket denne forening. Det er anbefalet at sprede fingrene, når hænderne løftes. I de fem øvrige autentiske hadithsamlinger, bortset fra Ibn Mājahs, er det overleveret fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, hver gang han rejste sig til bønnen, løftede begge hænder med spredte fingre.
Når hænderne løftes, bør det ske samtidig med takbīrat al-taḥrīma eller før den. Ibn ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, plejede, hver gang han begyndte bønnen, at sige takbīr og løfte hænderne. Han overleverede, at Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde det samme. – al-Bukhārī, al-Nasāʾī og Abū Dāwūd. Det er desuden overleveret fra Ibn ʿUmar, at Allahs Sendebud, fred være med ham, løftede hænderne, mens han sagde takbīr. Han løftede begge hænder til nakkens højde eller omtrent dertil. – Aḥmad og andre. Der er også overleveret en hadith fra Ibn ʿUmar om, at hænderne blev løftet før takbīrat al-taḥrīma.
Han siger: »Når Allahs Sendebud, fred være med ham, rejste sig til bønnen, løftede han hænderne til nakkens højde og sagde derefter takbīr.« – al-Bukhārī og Muslim. Formuleringen i Mālik ibn al-Ḥuwayriths hadith er følgende: »Han sagde takbīr og løftede derefter hænderne.« – Muslim. Denne hadith gør takbīrat al-taḥrīma obligatorisk før håndløftningen. Men Ḥāfiẓ siger: Jeg har ikke set nogen sige, at takbīr skulle komme før håndløftningen.
Det er også anbefalet at løfte hænderne anden og tredje gang, når man går ned i rukūʿ og rejser sig fra rukūʿ. Toogtyve sahābah har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde dette. Det er overleveret fra Ibn ʿUmar:
»Når Allahs Sendebud, fred være med ham, rejste sig til bønnen, løftede han begge hænder til nakkens højde og sagde derefter takbīr. Når han så ville gå ned i rukūʿ, løftede han igen hænderne på samme måde, og når han rejste sig fra rukūʿ, løftede han ligeledes hænderne og sagde: “Samiʿa Allāhu liman ḥamidah, rabbanā wa laka al-ḥamd.”« – al-Bukhārī, Muslim og al-Bayhaqī. I al-Bukhārī findes desuden: »Han gjorde ikke dette, når han gik ned i sujūd eller rejste sig fra sujūd.« I Muslim findes også: »Han gjorde ikke dette, når han rejste sig fra sujūd eller mellem de to sujūd.« Al-Bayhaqī har desuden overleveret, at hans bøn fortsatte på denne måde indtil hans død. Ibn al-Madāʾinī har sagt: Denne hadith er et bevis for hele verden; den, der hører den, har pligt til at følge den, for dens isnād er uden fejl. Al-Bukhārī har skrevet et særskilt kapitel om dette spørgsmål og deri overleveret fra al-Ḥasan og Ḥumayd ibn Hilāl, at sahābah gjorde dette. Det vil sige, at de løftede hænderne på de nævnte tre steder. Al-Ḥasan undlod ikke nogen af de tre. I den hanafitiske madhhab er synspunktet, at det ikke er foreskrevet at løfte hænderne noget andet sted end ved takbīrat al-taḥrīma. Deres bevis er Ibn Masʿūds hadith. Han sagde: »Jeg vil vise jer, hvordan Allahs Sendebud bad.« Derefter bad han og løftede kun hænderne én gang. Hanafitternes synspunkt er svagt, for et stort antal hadithkyndige har kritiseret denne hadith. Ibn Ḥibbān har dog kaldt den en god overlevering. Den hadith, som kufanerne har overleveret som bevis for ikke at løfte hænderne under rukūʿ og ved oprejsningen fra rukūʿ, er i virkeligheden den svageste hadith. Den indeholder nemlig mange fejl, som gør den ugyldig. Selv hvis man antager, at hadithen er autentisk, sådan som al-Tirmidhī har sagt, modsiger den dog ikke de berømte autentiske hadither. Forfatteren til værket al-Tanqīḥ mener, at Ibn Masʿūd, ligesom han glemte andre ting, også kan have glemt håndløftningen. Al-Zaylaʿī citerer i sit værk Naṣb al-Rāya fra al-Tanqīḥ: Der er intet mærkeligt i, at Ibn Masʿūd glemte. Hele verdens muslimer glemte ikke Koranens sūra al-Nās og sūra al-Falaq, mens Ibn Masʿūd glemte dem! Han glemte det, som alle de lærde var enige om. Han glemte også, hvordan to personer skal stå bag imamen. Når han således havde glemt flere ting, hvorfor skulle det da være umuligt, at han glemte håndløftningen i bønnen? At glemme er nemlig ikke noget usædvanligt.
Den fjerde håndløftning: Nafiʿ har overleveret fra Ibn ʿUmar, at han, når han rejste sig fra siddestillingen efter den anden rakʿah, løftede hænderne. Han nævnte, at Ibn ʿUmar havde fået dette fra Profeten, fred være med ham. – Bukhari, Abu Dawud og Nasa’i. ʿAli, må Allah være tilfreds med ham, sagde i sin beskrivelse af Allahs Sendebuds, fred være med ham, bøn: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, rejste sig efter to sujud, det vil sige fra den anden rakʿah, løftede han hænderne til nakken og sagde takbir. – Abu Dawud, Ahmad og Tirmidhi.
Ligestilling mellem kvinder og mænd i denne sunnah: Ash-Shawkani sagde: Vid, at kvinder og mænd er lige i denne sunnah. Der findes intet bevis for, at der er forskel på kvinder og mænd i dette spørgsmål. Hvad angår, hvor højt hænderne skal løftes, findes der heller intet bevis for en forskel mellem kvinder og mænd.
2. At lægge højre hånd over venstre hånd
Det er mustahabb at lægge højre hånd over venstre hånd under bønnen. Der findes tyve hadither om dette, overleveret fra otteogtyve sahabaer og tabiʿiner. Det er overleveret fra Sahl ibn Saʿd, at han sagde: Folk blev befalet, at mænd under bønnen skulle lægge højre hånd over venstre hånd. Abu Hazim sagde: Jeg ved, at denne hadith er overleveret fra Profeten, fred være med ham. – Bukhari, Ahmad og Malik. Hafiz sagde: Det bør antages, at denne hadith er overleveret fra Profeten, fred være med ham, eftersom den, der nævnes som den, der gav denne befaling, må antages at være Allahs Sendebud, fred være med ham. Profeten, fred være med ham, sagde også: »Vi profeter er blevet befalet at fremskynde iftar og udsætte sahur samt at lægge højre hånd over venstre hånd under bønnen.«
Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at en mand bad, mens Allahs Sendebud, fred være med ham, gik forbi ham. Han bad med venstre hånd lagt over højre hånd. Allahs Sendebud, fred være med ham, fjernede hans hænder og lagde højre hånd over venstre hånd. – Ahmad og andre. An-Nawawi sagde: Denne hadiths overleveringskæde er autentisk. Ibn ʿAbd al-Barr sagde: Der er ikke overleveret noget fra Allahs Sendebud, fred være med ham, som strider imod dette. De fleste sahabaer og tabiʿiner havde denne opfattelse. Imam Malik, må Allah have barmhjertighed med ham, nævnte også dette i al-Muwatta. Malik praktiserede også selv dette hele sit liv.
Hvor hænderne skal placeres: Ibn al-Humam sagde, at spørgsmålet om, hvorvidt hænderne skal placeres under brystet eller under navlen, ikke er fastslået gennem nogen sahih-hadith. Hos hanafitterne skal de placeres under navlen, mens de hos shafiʿitterne skal placeres under brystet. Der er overleveret to opfattelser fra Ahmad, og begge svarer til disse to madhhabs. Den korrekte fremgangsmåde er imidlertid at finde en middelvej mellem de to. At-Tirmidhi sagde: De dygtige lærde blandt sahabaerne, tabiʿinerne og dem, der kom efter dem, mener, at mænd skal lægge højre hånd over venstre hånd. Nogle af dem foretrækker at placere dem under navlen, mens andre foretrækker at placere dem under brystet. Begge dele er tilladt ifølge dem. Nogle overleveringer viser imidlertid, at Allahs Sendebud, fred være med ham, placerede sine to hænder under brystet. I den hadith, som Ahmad har overleveret, sagde Hulb at-Ta’i: Jeg så Allahs Sendebud, fred være med ham, lægge højre hånd over venstre hånd og placere dem på brystet over samlingen af de to knogler. Wa’il ibn Hujr sagde: Jeg bad sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Han lagde højre hånd over venstre hånd og placerede dem på brystet. Ibn Khuzaymah, Abu Dawud og Nasa’i. I Abu Dawuds og Nasa’is overlevering er det yderligere præciseret, at han lagde sin højre hånd over bagsiden af venstre håndflade samt over håndleddet og underarmen.
3. Bønnen ved bønnens begyndelse
Efter takbirat al-ihram og før recitationen er det mustahabb for den bedende at fremsige en af de bønner, som Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at bede med og begynde bønnen med. Vi gengiver nogle af dem nedenfor:
a. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Når Allahs Sendebud sagde takbir i bønnen, forblev han tavs et øjeblik efter takbir og før recitationen. Jeg sagde: »Må mine forældre ofres for dig! Hvad siger du i den tid, hvor du er tavs mellem takbir og recitation?« Han sagde: »Jeg siger:
اللَّهم بَاعِل بَيْنِي وَبَيْنَ عَطَايَايَ كَمَا بَاعَل بَيْنَ الْمَشْرِقِ وَالْمَغْرِبِ اللَّهُ نَقْنِي مِنْ عَطَايَايَ كَمَا ينقى الثوب الأبيض من الدنس، اللهم اغْسِلْنِي مِن عَطَايَايَ بِالتَّلْمِ وَالْمَاءِ وَالْبَرَدِ .
Åh Allah, skab lige så stor afstand mellem mig og mine synder, som der er mellem øst og vest. Åh Allah, rens mig for mine synder, sådan som snavs renses af hvidt tøj. Åh Allah, vask og rens mig for mine synder med sne og vand.« – Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Nasa’i og Ibn Majah.
b. Ali (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Når Allahs Sendebud rejste sig for bønnen, sagde han takbir. Derefter sagde han:
وَجَمْت وَجْهِي لِلَّذِي فَطَرَ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ حَنِيفًا مُسْلِمًا وَمَا أَنَا مِنَ الْمُشْرِكِينَ، إِن صَلَاتِي ونَسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ ، لأمْرِيكَ لَهُ، وَبِلْ لِك أمرت وأنا من المعلمين ، اللهم أنت الملك لا إله إلا أنت،
أنت رَبِّي وَأَنا عَبْدُكَ ظَلَمْتُ نَفْسِي وَاعْتَرَفْتُ بِذَنْبِي فَاغْفِرْ لِي ذُنُوبِي جَمِيعًا ، إِنَّهُ لَا يَغْفِرُ الذُّنُوبَ إِلَّا أَنْتَ، وَاهْدِنِي لَأَحْسَنِ الْأَخْلَاقِ، لَا يَهْدِي لاحْسَنِهَا إِلَّا أَنْتَ، وَأَسْرِى عَلَى سَيْنهَا لا يَصْرِفُ عَلَى سَيْنَهَا إِلَّا أَنسَ، لَبَيكَ
وَسَعْدَيْكَ، وَالْخَيْرُ كُلَّهُ فِي بَدَيْكَ، وَالشَّرُّ لَيْسَ إِلَيْكَ، وَآتَابِكَ وَإِلَيْكَ، تَبَارَكْتَ وَتَعَالَيْسَ، اسْتَغْفِرُكَ وَأَتُوبُ إليك
Jeg vender mit ansigt mod Ham, der har skabt himlene og jorden, som en oprigtigt troende og underkastet mig, og jeg er ikke blandt afgudsdyrkerne. Min bøn, mit offer, mit liv og min død tilhører Allah, alle verdeners Herre. Han har ingen partner. Det er jeg blevet befalet, og jeg er den første blandt dem, der underkaster sig. Åh Allah, Du er den eneste Konge. Der findes ingen anden frelser end Dig. Du er min Herre, og jeg er Din tjener. Jeg har gjort mig selv uret. Jeg bekender mine synder. Tilgiv mig derfor alle mine synder; ingen kan tilgive synder undtagen Dig. Led mig til den bedste karakter; ingen kan lede til den bedste karakter undtagen Dig. Hold den dårlige karakter borte fra mig; ingen kan holde den dårlige karakter borte fra mig undtagen Dig. Jeg besvarer igen og igen Dit kald. Jeg er rede til igen og igen at adlyde Din religion og igen og igen at hjælpe den. Alt godt er i Din hånd. Du er fri for alt ondt. Jeg holder mig kun til Dig, og kun til Dig vender jeg tilbage. Du er velsignet og ophøjet. Jeg beder Dig om tilgivelse og angrer over for Dig.« – Ahmad, Muslim, Tirmidhi, Abu Dawud og andre.
ج. Det er overleveret fra ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at han efter takbīrat al-iḥrām sagde: “Subhanaka Allahumma wa bihamdika wa tabarakasmuka wa ta’ala jadduka, wa la ilaha ghayruka.” (O Allah, jeg lovpriser Din renhed og priser Dig. Dit navn er velsignet, Din storhed er ophøjet, og der er ingen gud ud over Dig.) – Muslim, ad-Dāraquṭnī. Ibn al-Qayyim har sagt: Det er med en autentisk overleveringskæde fra ʿUmar blevet fastslået, at han med denne påkaldelse bad om hjælp og sejr fra det sted, hvor Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stod. Han fremsagde den højt og lærte den til folk. Imām Aḥmad har sagt: Jeg følger netop denne påkaldelse, som er overleveret fra ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham).
ح. ʿĀṣim (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg spurgte ʿĀʾishah, hvad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begyndte nattebønnen med. Hun svarede: Ingen før dig har spurgt mig om dette. Hver gang han rejste sig til bøn om natten, sagde han efter takbīrat al-iḥrām ti gange Allahu akbar, ti gange al-hamdu lillah, ti gange lā ilāha illallāh og bad ti gange om Allahs tilgivelse. Og han sagde:
اللهم اغْفِرْ لِي وَاهْدِنِي وَارْزُقْنِي وَعَافِنِي –
“O Allah, tilgiv, vejled, giv næring og giv sikkerhed.” Derefter søgte han tilflugt fra den trange plads på Opstandelsens Dag. Abū Dāwūd, an-Nasāʾī og Ibn Mājah.
ن. Det er overleveret fra ʿAbd ar-Raḥmān ibn ʿAwf (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg spurgte ʿĀʾishah, hvad Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) begyndte nattebønnen med. ʿĀʾishah (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Han begyndte nattebønnen med denne påkaldelse: O Allah, Gabriels, Mikaʾīls og Isrāfīls Herre, himlenes og jordens Skaber, Den, der kender det synlige og det usynlige. Du afgør det, som Dine tjenere strides om. Vis mig sandheden i den sag, hvor der med Din tilladelse er blevet gjort uenighed. Du vejleder sandelig den, Du vil, til den lige og rette vej. – Muslim, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah.
س. Det er overleveret fra Nāfiʿ, at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsige i den frivillige bøn: Allahu akbar kabīran, tre gange. Al-hamdu lillāhi hamdan kathīran, tre gange. Subḥānallāhi bukratan wa aṣīlan, tre gange. “O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra Satan, den bortviste, fra de tilskyndelser til strid og ufred, som Satan giver menneskene, fra de onde handlinger og trolddom, som han tilskynder til, og fra den hovmodighed, som han tilskynder til.” Aḥmad, Abū Dāwūd, Ibn Mājah og Ibn Ḥibbān.
ع. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), når han rejste sig om natten til tahajjud-bønnen, sagde:
اللهم لك الحمد أنت قير السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ وَمَن فِيهِن ولله الْحَمْدُ أَنتَ نُورُ السَّمَوَاتِ والأرض ومن يمون، ولك الحمد أن مالك السموات والأرض ومن فيهن، ولك الحمد أنت
الْحَقِّ وَوَعْدَكَ الْحَقِّ، وَلِقَاؤُكَ حَقٌّ، وَقَوْلكَ حَقٌّ، وَالْجَنَّة حق والنار حق، والنبيون حق ومحمد حقٌّ وَالسَّاعَة حق، اللهم لك أسلمت، وبك آمنت، وعليك توكلت وَإِلَيْكَ أتيت، وبك عَامَت، وَإِلَيْكَ حَاكَيْتُ فَاغْفِرْ لِي مَا قَدَّمْت
وَمَا أَمْرُ وَمَا أَسْوَرْت وَمَا أَعْلَيْت أَنت المقدم وانت التوتر، لا إله إلا أنت، أو لا إله غَيْرُكَ، وَلا حَوْلَ وَلا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ
O Allah, al lovprisning tilkommer Dig. Du er den, der opretholder himlene, jorden og alt, hvad der findes i himlene og på jorden. Al lovprisning tilkommer Dig. Du er lyset i himlene, på jorden og i alt, hvad der findes i himlene og på jorden. Al lovprisning tilkommer Dig. Du er herskeren over himlene, jorden og alt, hvad der findes i himlene og på jorden. Al lovprisning tilkommer Dig. Du er sandheden, Dit løfte er sandt, mødet med Dig er sandt, Dit ord er sandt, Paradiset er sandt, Helvedet er sandt, profeterne er sande, Muhammad er sand, og Timen er sand. O Allah! Jeg har overgivet mig til Dig, jeg har troet på Dig, jeg har sat min lid til Dig, jeg er vendt til Dig, til Dig fremfører jeg alle mine klager, og til Dig overgiver jeg afgørelsen. Tilgiv derfor alle mine tidligere og senere synder, både de skjulte og de åbenlyse. Du er den, der bringer frem, og Du er den, der holder tilbage. Der er ingen gud undtagen Dig. Der er ingen anden end Allah, der besidder styrke og kraft.« – Bukhari, Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah, Malik.
Det er overleveret fra Ibn Abbas hos Abu Dawud: Allahs Sendebud ﷺ reciterede den nævnte bøn under tahajjud efter at have sagt »Allahu akbar«.
4. At fremsige istiʿadha
Det er mustahabb at søge Allahs beskyttelse mod Satan efter bønnen ved bønnen begyndelse og før recitationen (det vil sige at sige »Aʿudhu billahi min ash-shaytan ir-rajim«). Allah den Ophøjede har nemlig sagt: »Når du vil recitere Koranen, så søg beskyttelse hos Allah mod den forbandede Satan.« I den tidligere nævnte hadith, overleveret af Nafiʿ, siges det, at Allahs Sendebud ﷺ under tahajjud sagde: »Allahumma inni aʿudhu bika min ash-shaytan ir-rajim.« Ibn al-Mundhir har sagt: Allahs Sendebud ﷺ sagde før recitationen: »Aʿudhu billahi min ash-shaytan ir-rajim.«
Det er sunnah at søge beskyttelse i stilhed. I al-Mughni står der: At søge beskyttelse mod Satan skal ske i stilhed, ikke højt. Jeg kender ikke til nogen uenighed om dette. Ifølge ash-Shafiʿi må »Aʿudhu billahi min ash-shaytan ir-rajim« imidlertid fremsiges både højt og sagte i de bønner, hvor recitationen foregår højt. I en hadith med en svag overleveringskæde fra Abu Hurayrah siges det, at den skal fremsiges højt.
»Aʿudhu billahi min ash-shaytan ir-rajim« fremsiges kun i den første rakʿah. Abu Hurayrah رضي الله عنه sagde: Når Allahs Sendebud ﷺ rejste sig til den anden rakʿah, begyndte han recitationen med »Al-hamdu lillahi rabbil-ʿalamin« uden nogen pause. – Muslim. Ibn al-Qayyim har sagt: De lærde er uenige om, hvorvidt istiʿadha (»Aʿudhu billah …«) skal fremsiges i begyndelsen af den anden rakʿah eller ej. De er dog enige om, at bønnen ved bønnen begyndelse ikke skal fremsiges på dette tidspunkt. Der findes to synspunkter om dette, og begge er overleveret fra imam Ahmad. Nogle af Ahmads elever har sagt, at grundlaget for de to synspunkter er spørgsmålet om, hvorvidt recitationen i alle bønnen rakʿah’er skal betragtes som én samlet recitation, eller om recitationen i hver rakʿah er selvstændig.
Hvis recitationen i alle rakʿah’er er én samlet recitation, vil det være tilstrækkeligt at fremsige istiʿadha én gang under hele bønnen. Der er naturligvis ingen uenighed om, at bønnen ved bønnen begyndelse gælder for hele bønnen. Ifølge den tilsyneladende betydning af de autentiske hadither er det også tilstrækkeligt at fremsige istiʿadha én gang. Ibn al-Qayyim nævnte derefter hadithen fra Abu Hurayrah og sagde: Det er tilstrækkeligt at fremsige bønnen ved bønnen begyndelse én gang, fordi der ikke blev holdt stilhed eller pause mellem recitationen i én rakʿah og recitationen i den næste; der blev derimod fremsagt visse bønner og lovprisninger imellem dem. Derfor er recitationen i alle rakʿah’er som én recitation. Det, der blev fremsagt mellem recitationerne, var ikke andet end »al-hamdu lillah«, »subhanallah«, »la ilaha illallah«, velsignelser over Allahs Sendebud ﷺ og lignende. Ash-Shawkani har sagt: I overensstemmelse med det, der er nævnt i hadithen, er det mest forsigtige kun at fremsige »Aʿudhu billah …« før recitationen i den første rakʿah.
5. At sige amen efter sura al-Fatiha
Det er sunnah for enhver, der beder, at sige amen efter recitationen af sura al-Fatiha, hvad enten han er imam, følger imamen eller beder alene. I de bønner, hvor recitationen normalt foregår sagte, siges amen sagte, og i de bønner, hvor recitationen normalt foregår højt, siges amen højt. Det er overleveret fra Nuʿaym al-Mujammir, at han sagde: »Jeg bad bag Abu Hurayra. Han reciterede: Bismillahi r-rahmani r-rahim. Derefter reciterede han Umm al-Qur’an (sura al-Fatiha). Da han nåede ‘ghayril-maghḍubi ʿalayhim wa laḍ-ḍallin’, sagde han amen, og folkene sagde også amen. Efter bønnen sagde Abu Hurayra: ‘Min bøn ligner mest Allahs Sendebuds bøn.’« Al-Bukhari, an-Nasa’i, Ibn Khuzayma, Ibn Hibban og Ibn Siraj. I al-Bukhari står der desuden: Ibn Shihab sagde: »Allahs Sendebud sagde amen.« ʿAta sagde: »Amen er en bøn.« Ibn az-Zubayr sagde amen, og menigheden bag ham sagde også amen. Så opstod der en vældig lyd i moskeen. Nafiʿ sagde: »Ibn ʿUmar undlod aldrig at sige amen. Desuden opfordrede han folk til at sige amen. Jeg hørte en hadith om dette fra ham.« Det er også overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, når han sagde »ghayril-maghḍubi ʿalayhim wa laḍ-ḍallin«, straks sagde amen. Den, der stod ved siden af ham i den forreste række, kunne høre det. Abu Dawud og Ibn Majah. Hos Ibn Majah står der desuden, at folkene i den forreste række også kunne høre det, og at hele moskeen rystede. Al-Hakim, al-Bayhaqi og ad-Daraqutni.
Det er overleveret fra Wa’il ibn Hujr: »Jeg hørte Allahs Sendebud recitere: ‘ghayril-maghḍubi ʿalayhim wa laḍ-ḍallin’, og derefter sagde han amen med høj stemme.« Ahmad og Abu Dawud. At-Tirmidhi vurderede denne hadith som god og sagde: »Mange blandt sahabaerne, tabiʿinerne og de lærde, der fulgte efter dem, tilsluttede sig denne opfattelse. De mente, at amen skulle siges højt og ikke sagte.« Hafiz sagde: »Denne hadiths kæde er autentisk.« ʿAta sagde: »Jeg mødte to hundrede sahabaer i denne moské. Når imamen sagde ‘wa laḍ-ḍallin’, hørte jeg dem sige amen med en gennemtrængende lyd.«
Det er overleveret fra ʿAisha, at Allahs Sendebud sagde: »Jøderne misunder jer ikke noget så meget som jeres hilsen og jeres amen bag imamen.« Ahmad og Ibn Majah.
Det er anbefalet, at den, der følger imamen, siger amen samtidig med imamens stemme. Han skal ikke sige det før imamen og heller ikke efter ham. Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Når imamen siger ‘ghayril-maghḍubi ʿalayhim wa laḍ-ḍallin’, skal I sige amen. Den, hvis amen falder sammen med englenes amen, får alle sine tidligere synder tilgivet.« Al-Bukhari. I en anden hadith sagde Allahs Sendebud: »Når imamen siger ‘ghayril-maghḍubi ʿalayhim wa laḍ-ḍallin’, skal I også sige amen, for englene siger amen på det tidspunkt, og imamen siger også amen. Den, hvis amen falder sammen med englenes amen, får sine tidligere synder tilgivet.« Al-Bukhari. I en anden hadith sagde Allahs Sendebud: »Når imamen siger amen, skal I sige amen, for den, hvis amen falder sammen med englenes amen, får sine tidligere synder tilgivet.« Alle de autentiske hadith-samlinger. [Al-Khattabi siger: Når imamen siger ‘wa laḍ-ḍallin’, skal I sige amen. Det betyder, at I skal sige det samtidig med imamen, så jeres og imamens amen udtales på samme tid. Udsagnet »Når imamen siger amen, skal I sige amen« er ikke i modstrid med den foregående hadith og betyder ikke, at det er tilladt at sige det efter en forsinkelse i forhold til imamens amen. Det svarer snarere til at sige: »Når hærføreren drager af sted, skal I også drage af sted.« Det vil sige, at jeres afrejse og hærførerens afrejse skal finde sted samtidig.]
Forklaring af ordet amen: Ordet »amen« er ikke en del af sura al-Fatiha. Det er en selvstændig bøn. Det betyder: »O Allah, tag imod den.«
6. Recitation efter sura al-Fatiha
Det er sunnah at recitere en anden sura eller et andet stykke af Koranen efter sura al-Fatiha. I begge rakʿaer af fajr- og fredagsbønnen, i de første to rakʿaer af zuhr-, asr-, maghrib- og isha-bønnen samt i alle rakʿaer af de frivillige bønner skal man recitere et andet stykke af Koranen efter al-Fatiha. Det er overleveret fra Abu Qatada:
»Allahs Sendebud læste i de første to rakʿat af middagsbønnen al-Fātiha og en anden sura, og i de sidste to rakʿat al-Fātiha. Undertiden reciterede han vers, så vi kunne høre dem. Han læste en længere sura eller recitation i den første rakʿa end i den anden. Det samme gjorde han i asr-bønnen og i fajr-bønnen.« – al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud. I Abu Dawuds overlevering tilføjes: Vi mente, at han gjorde den første rakʿa længere, så folk kunne nå at komme med i den. Jabir ibn Samura fortæller: Kufas indbyggere klagede til ʿUmar over Saʿd. Derfor afsatte ʿUmar midlertidigt Saʿd og udnævnte ʿAmmar til deres guvernør. De klagede over ham, og de påstod endda, at han ikke ledte bønnen ordentligt. ʿUmar sendte bud efter Saʿd. Da han kom til Medina, sagde han til ham: »Abu Ishaq, de siger, at du ikke leder bønnen ordentligt.« Abu Ishaq sagde: »Ved Allah, jeg ledte dem i bøn på samme måde, som Allahs Sendebud bad. Jeg gjorde ikke det mindste mindre end det. Når jeg ledte isha-bønnen, gjorde jeg de første to rakʿat lange og de sidste to korte.« Han sagde: »Abu Ishaq, det er altså det, de mener om dig.« Derefter sendte han en eller flere mænd med ham til Kufa. De spurgte Kufas indbyggere om ham. De undlod ikke at spørge i en eneste moské i Kufa. Alle roste Saʿd. Til sidst gik de til Banu ʿAbds moské. Der rejste en mand sig og sagde: »Når I nu spørger os under ed ved Allah, vil jeg fortælle jer, at Saʿd hverken drog ud med nogen hærstyrke, fordelte byttet ligeligt eller dømte retfærdigt i særlige tvister.«
Saʿd sagde: »Vid, at jeg vil fremsige tre bønner: O Allah, hvis denne Din tjener er en løgner og har rejst sig for at blive set af folk og opnå berømmelse, så giv ham et langt liv og langvarig fattigdom, og udsæt ham for prøvelser.« Senere plejede denne mand at sige: »Jeg er en prøvet gammel mand; jeg er ramt af Saʿds forbandelse.« ʿAbd al-Malik sagde: »Jeg så ham senere; på grund af den fremskredne alder var hans øjenbryn faldet ned over øjnene, og han blinkede til byens kvinder, når han så dem på gaden.« – al-Bukhari. Abu Hurayra sagde: »Der skal reciteres i hver bøn. Men det, Allahs Sendebud lod os høre, vil vi lade jer høre, og det, han skjulte for os, vil vi skjule for jer. Hvis I ikke reciterer mere end al-Fātiha, er det tilstrækkeligt; men hvis I reciterer mere end det, er det bedre.« – al-Bukhari.
7. Hvordan recitationen efter al-Fātiha skal foretages
Enhver fremgangsmåde kan anvendes ved recitation efter al-Fātiha. Husayn sagde: Vi drog på felttog til Khurasan sammen med tre hundrede sahaba. Nogle af dem ledte os i bøn; de reciterede mange vers fra en sura og gik derefter ned i rukūʿ. Det er blevet overleveret, at Ibn ʿAbbas reciterede al-Fātiha og ét vers fra al-Baqara i hver rakʿa. – al-Daraqutni. I sin Sahih al-Bukhari gav al-Bukhari et afsnit overskriften: »At recitere to suraer i samme rakʿa, at recitere suraerne fra Koranens sidste del og at recitere en sura før en anden sura.« Derefter omtaler han ʿAbdullah ibn Saʿib og fortæller, at Allahs Sendebud reciterede al-Muʾminun i fajr-bønnen. Da han nåede beretningen om Musa og Harun, eller omtalen af ʿIsa, fik han hoste og gik ned i rukūʿ. ʿUmar reciterede et hundrede og tyve vers fra al-Baqara i den første rakʿa og en af de suraer, der ofte reciteres, i den anden rakʿa. Ahnaf reciterede al-Kahf i den første rakʿa og Yunus eller Yusuf i den anden. Han nævnte også, at han havde bedt bag ʿUmar med disse to suraer. Ibn Masʿud ledte bønnen med fyrre vers fra al-Anfal i den første rakʿa og med en kort sura i den anden. Om den, der reciterer én sura i begge rakʿat eller gentager den samme sura i begge rakʿat, sagde Qatada: »Det hele er en del af Allahs Bog.«
ʿUbaydullah ibn Thabit har overleveret fra Anas, at en af ansarerne plejede at lede dem i bøn i Quba-moskeen. Hver gang han reciterede en sura, reciterede han først al-Ikhlas, og når han var færdig med al-Ikhlas, reciterede han endnu en sura sammen med den. Sådan gjorde han i hver rakʿa. Hans fæller talte med ham om dette. De sagde: »Du begynder bønnen med denne sura, men du anser den ikke for tilstrækkelig; i stedet reciterer du en anden sura. Enten skal du lede os i bøn med kun denne sura (al-Ikhlas), eller også skal du lade den være og recitere en anden.« Han sagde: »Jeg kan ikke opgive al-Ikhlas. Hvis I ønsker det, vil jeg lede jer i bøn på denne måde; og hvis I ikke ønsker det, vil jeg opgive at lede jer.« Folk mente, at han var den bedste blandt dem, og de ønskede ikke, at nogen anden skulle lede dem. Da Allahs Sendebud kom til dem, fortalte de ham om sagen. Han sagde til manden: »O du og du, hvad hindrer dig i at gøre det, dine fæller siger? Hvorfor mener du, at denne sura skal reciteres i hver rakʿa?« Han svarede: »Jeg elsker denne sura.« Allahs Sendebud sagde: »Din kærlighed til denne sura vil føre dig ind i Paradiset.« En mand fra Juhayna sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud recitere sura al-Zalzala i begge fajr-bønnens rakʿat. Jeg ved ikke, om Allahs Sendebud gjorde det ved en fejltagelse eller med vilje.« – Abu Dawud. Ibn al-Qayyim sagde: »Når Allahs Sendebud var færdig med at recitere al-Fātiha, begyndte han på en anden sura. Undertiden gjorde han den længere, og undertiden forkortede han den på grund af en rejse eller noget andet. Det meste af tiden reciterede han suraer af middel længde.«
– Recitationen i fajr-bønnen
I fajr-bønnen reciterede han omkring tres til hundrede vers. Han reciterede sura Qaf, sura Qamar, sura al-Takwir, og undertiden sura al-Zalzala i begge rakʿat. På rejser reciterede han al-Nas og al-Falaq. I den første rakʿa reciterede han fra begyndelsen af al-Muʾminun til beretningen om Musa og Harun, hvorefter han gik ned i rukūʿ på grund af hoste. Om fredagen reciterede han hele sura alif-lam-mim al-Sajda og sura al-Dahr. I modsætning til hvad mange gør i dag, reciterede Allahs Sendebud ikke et stykke fra én sura og et stykke fra en anden. Nogle uvidende mennesker tror, at fredagens fajr-bøn er blevet særskilt ophøjet med en ekstra prostration; det er en alvorlig vildfarelse. Nogle imamer har på grund af denne fejlagtige opfattelse betegnet recitationen af al-Sajda som makruh. Allahs Sendebud reciterede al-Sajda og al-Dahr, fordi disse to suraer indeholder en beskrivelse af menneskets skabelses begyndelse, denne verden, det hinsidige, Paradiset, Helvedet og så videre. Derfor reciterede han dem i fredagens fajr-bøn for at minde muslimerne om det, der var sket og ville ske på denne dag. På de store festdage, såsom eid og fredag, reciterede han på samme måde Qaf, al-Qamar, Sabbihisma og al-Ghashiya.
– Recitationen i middagsbønnen
Ved dhuhr-bønnen reciterede Allahs Sendebud ﷺ undertiden så lange passager, at Abu Sa’id har sagt: Efter at dhuhr-bønnen var begyndt, gik nogle til Jannatul Baqi for at forrette deres nødtørft, vendte hjem, udførte wudu og nåede derefter at deltage i bønnen i den første rak’ah. – Muslim. Undertiden reciterede han surah as-Sajdah, undertiden surah al-A’la, undertiden surah al-Layl, undertiden surah al-Buruj og undertiden surah at-Tariq.
Recitationen i asr-bønnen
Når der reciteres lange passager i dhuhr-bønnen, reciteres halvt så lange passager i asr-bønnen; og når der reciteres korte passager i dhuhr-bønnen, reciteres passager af tilsvarende længde i asr-bønnen.
– Recitationen i maghrib-bønnen
Allahs Sendebuds ﷺ praksis i maghrib-bønnen var det modsatte af den praksis, der følges i dag. En gang reciterede han surah al-A’raf i de to rak’ah af maghrib-bønnen, en anden gang surah at-Tur og en tredje gang surah al-Mursalat.
Ibn Abd al-Barr har sagt: Det er blevet overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ i maghrib-bønnen reciterede surah al-A’raf, surah as-Saffat, ad-Dukhan, al-A’la, at-Tin, an-Nas og al-Falaq, al-Mursalat samt qisār al-mufassal (de korteste surah’er mod slutningen af Juz’ Amma). Alle disse er berømte og autentiske hadither. Det var imidlertid Marwan ibn al-Hakam, der indførte praksissen med altid at recitere de korteste surah’er i maghrib-bønnen. Derfor misbilligede Zayd ibn Thabit dette. Han sagde til ham: »Hvad er der med dig? Du reciterer de korteste surah’er i maghrib-bønnen, selv om jeg så Allahs Sendebud ﷺ recitere en af de to længste surah’er.« Jeg spurgte: »Hvilken er en af de to længste surah’er?« Han svarede: »Al-A’raf.« – Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah. An-Nasa’i har overleveret fra A’ishah, må Allah være tilfreds med hende: Allahs Sendebud ﷺ reciterede surah al-A’raf i maghrib-bønnen, fordelt over de to rak’ah. Derfor er det i strid med sunnah altid at recitere de korteste vers og surah’er. Dette var Marwan ibn al-Hakams praksis.
– Recitationen i isha-bønnen
I isha-bønnen reciterede Allahs Sendebud ﷺ surah at-Tin og bad Mu’adh om at recitere surah ash-Shams, al-A’la, al-Layl og lignende. Han brød sig ikke om, at al-Baqarah blev reciteret.
– Recitationen i jumu’ah-bønnen
I jumu’ah-bønnen reciterede Allahs Sendebud ﷺ fuldstændigt surah al-Jumu’ah, al-Munafiqun, al-Ghashiyah, al-A’la og al-Ghashiyah. Allahs Sendebud ﷺ reciterede aldrig kun afslutningerne af forskellige surah’er. Dette var i strid med hans fulgte praksis.
– Koranrecitationen i eid-bønnen
I eid-bønnen reciterede Allahs Sendebud ﷺ nogle gange hele sura Qaf og sura al-Qamar, og nogle gange sura al-A’la og al-Ghashiya.
Allahs Sendebud ﷺ fulgte denne fremgangsmåde i bønnernes koranrecitation indtil sin død. Senere blev den hverken ændret eller ophævet på nogen måde. De retledte kaliffer fulgte også denne fremgangsmåde. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) reciterede sura al-Baqara i fajr-bønnen og afsluttede derfor bønnen med salam, da solen næsten var stået op. Folk sagde: »O Allahs Sendebuds kalif! Solen er jo næsten stået op.« Han sagde: »Hvis solen var stået op, ville den ikke have fundet os uopmærksomme.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) reciterede sura Yusuf, al-Nahl, Hud, Banu Isra’il og andre suraer i fajr-bønnen. Hvis forlængelsen af Allahs Sendebuds ﷺ recitation var blevet ophævet, ville det ikke have været ukendt for de retledte kaliffer. Kritikerne ville også have været bekendt med det. Hvad angår den hadith, som Muslim har overleveret fra Jabir, nemlig at Allahs Sendebud ﷺ reciterede sura Qaf i fajr-bønnen, men senere reciterede kortere, betyder det, at han reciterede længere i fajr-bønnen end i de øvrige bønner og kortere i de bønner, der fulgte efter fajr. Dette bekræftes af en overlevering fra Umm al-Fadl. Hun hørte sin søn Ibn Abbas recitere sura al-Mursalat i bønnen og sagde: »Min søn, du har ved at recitere denne sura mindet mig om fortiden. Det er den sidste sura, jeg hørte Allahs Sendebud ﷺ recitere i maghrib-bønnen.« Dette var den sidste hændelse. Allahs Sendebud ﷺ sagde også: »Når nogen af jer leder menigheden i bøn, skal han gøre den let og kort.« Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Når Allahs Sendebud ﷺ bad med menigheden, bad han den allerkorteste og letteste bøn.« I virkeligheden er spørgsmålet om at gøre bønnen let og kort relativt. Grundlaget for det var Allahs Sendebuds ﷺ vedvarende praksis, ikke de bedendes ønsker. Han gav ikke en befaling for senere at handle imod den. Han vidste, at der bag ham var mange ældre, svage og belastede mennesker. Derfor var det, han gjorde, netop den lette og korte bøn, som han var blevet pålagt at lede dem i. Den bøn, han ledte dem i, kunne have været mange gange længere. I sammenligning med en endnu længere bøn var den derfor kort og let. Alle diskussioner må afsluttes ved at se på den fremgangsmåde, han altid fulgte. Dette bekræftes også af den hadith, som al-Nasa’i har overleveret fra Ibn Umar: »Allahs Sendebud ﷺ befalede os at bede en kort og let bøn, mens han selv ledte bønnen med sura al-Saffat.« At lede bønnen med al-Saffat var altså den korte og lette bøn, som han befalede.
– At recitere bestemte suraer
Bortset fra fredagsbønnen og de to eid-bønner fastsatte Allahs Sendebud ﷺ ikke nogen bestemt sura i en bøn på en sådan måde, at han kun ville lede bønnen med denne sura. Om de øvrige bønner beretter Abu Dawud, at Amr ibn Shu’aibs bedstefar sagde: »Jeg har hørt Allahs Sendebud ﷺ, mens han ledte den obligatoriske bøn, recitere alle slags suraer, både korte og lange. Hans sædvane var dog at recitere en hel sura. Nogle gange delte han en sura mellem to rakaat, og nogle gange reciterede han den første del af en sura. Jeg kan dog ikke huske, at han nogensinde reciterede fra midten eller den sidste del af en sura.« Det er velkendt fra mange eksempler, at han i én rakaat reciterede to suraer i den frivillige bøn: i én rakaat sura al-Rahman og al-Najm, i en anden sura al-Qamar og al-Haqqa, i en anden al-Tur og al-Dhariyat og i endnu en al-Waqi’a og al-Qalam, altså surapar parvis. Det vides dog ikke med sikkerhed, om han gjorde dette i den obligatoriske eller den frivillige bøn. Begge muligheder foreligger. Allahs Sendebud ﷺ reciterede dog kun sjældent den samme sura i begge rakaat i den samme bøn. Abu Dawud har overleveret fra en mand fra Juhayna-stammen, at han hørte Allahs Sendebud ﷺ recitere sura al-Zalzala i begge rakaat af fajr-bønnen. Men han sagde: »Jeg ved ikke, om Allahs Sendebud ﷺ reciterede den ved en fejltagelse eller med vilje.«
– At gøre den første rakaat i fajr-bønnen lang
I fajr-bønnen og alle andre bønner gjorde Allahs Sendebud ﷺ den første rakaat længere end den anden. Undertiden gjorde han den så lang, at man ikke kunne høre nogen persons fodtrin. Han gjorde fajr-bønnen længere end de øvrige bønner. Årsagen er, at Allah og englene bevidner koranrecitationen ved fajr. Nogle siger, at både nattens og dagens engle deltager. Grundlaget for de to udsagn er spørgsmålet om, hvorvidt Allahs nedstigen til den første himmel fortsætter indtil fajr-bønnen er afsluttet eller indtil fajr-bønnen begynder. Der findes hadither til støtte for begge synspunkter. En anden mulig årsag er, at eftersom antallet af rakaat i fajr-bønnen er blevet begrænset, er manglen på rakaat blevet opvejet ved at forlænge bønnen. Det kan også skyldes, at denne bøn finder sted efter menneskets lange søvn og hvile. Desuden er menneskets arbejde med at tjene til livets ophold og skaffe midlerne til det jordiske liv endnu ikke begyndt, når denne bøn bedes. Ydermere finder bønnen sted på et tidspunkt, hvor menneskets ører, tunge og sind er helt fri for beskæftigelse, så der opstår fuld koncentration i bønnen. Derfor er det muligt at forstå Koranen og reflektere over den. Desuden er denne bøn dagens første handling og grundlaget for alle dagens handlinger; derfor er den blevet gjort længere for at give den større betydning og værdighed.
Det er kun de, der retter opmærksomheden mod shariaens bestemmelsers visdom, rationalitet og dybere formål, som kan forstå dem.
– Allahs Sendebuds recitationsmåde
Allahs Sendebud reciterede langsomt og med forlængede toner, idet han standsede efter hvert vers og forlængede stemmen.
– Det anbefalelsesværdige ved recitation
Det er mustahabb at recitere med en smuk og melodisk stemme. Allahs Sendebud sagde: “Gør jeres stemmer smukke og melodiske for Koranens skyld.” Han sagde også: “Den, der ikke reciterer Koranen med en smuk stemme, er ikke en af os.” Han sagde også: “Den, hvis koranrecitation får jer til at tro, at han frygter Allah, reciterer Koranen med den bedste stemme.” Han sagde også: “Allah lytter ikke til noget på samme måde, som Han lytter til en melodisk profets recitation af Koranen, når han reciterer med en smuk stemme.” An-Nawawi har sagt, at sunnah for den, der reciterer Koranen under bøn eller uden for den, er, at han, når han reciterer vers om barmhjertighed, skal bede Allah om Hans barmhjertighed og nåde. Når han reciterer vers om straf, skal han søge tilflugt hos Allah mod straffen, Ilden, det onde og det uønskede. Eller han kan sige: “O Allah, jeg søger beskyttelse hos Dig” og lignende. Når han reciterer vers, der lovpriser Allahs hellighed, skal han sige: “Subhan Allah wa ta’ala” (Allah er hellig og ophøjet), eller: “Velsignet være Allah, alverdens Herre”, eller: “Vores Herre er den største i majestæt” og lignende. Hudhayfah sagde: “En nat bad jeg sammen med Allahs Sendebud. Han begyndte at recitere surah al-Baqarah. Jeg tænkte, at han ville bøje sig efter hundrede vers. Men han fortsatte efter de hundrede vers. Jeg tænkte, at han ville afslutte rak’ahen med denne surah. Men han fortsatte endnu længere. Jeg tænkte, at han nu ville bøje sig. Derefter begyndte han på surah Aal ‘Imran. Han reciterede den færdig. Derefter begyndte han på surah an-Nisa. Den reciterede han meget langsomt. Hver gang han reciterede et vers om lovprisning, sagde han straks: ‘Subhan Allah’; hver gang han reciterede et vers om en bøn, bad han straks; og hver gang han reciterede et vers om at søge tilflugt hos Allah, søgte han straks tilflugt og bad.” – Muslim.
Vore imamer har sagt: Uanset om Koranen reciteres under bønnen eller uden for den, er det mustahabb for recitatoren at gøre dette samt at fremsige tasbih, bede om noget og søge tilflugt; og under bønnen er det mustahabb for imamen, den bedende bag imamen og den, der beder alene. Dette er jo bøn, og derfor er alle lige i dette, ligesom alle bedende er lige med hensyn til at sige amin. Den, der reciterer: “Er Allah ikke den bedste af alle dommere?” (det sidste vers i surah at-Tin), bør da sige: “Ja, jeg bevidner dette.” Når han reciterer det sidste vers i surah al-Qiyamah: “Har Han ikke magt til at give de døde liv?”, skal han sige: “Ja, det bevidner jeg.” Og når han reciterer det sidste vers i surah al-Mursalat: “Hvilket budskab vil de da tro på?”, skal han sige: “Jeg tror på Allah.” Og når han siger: “Sabbihisma rabbikal-a’la” (Lovpris din Højeste Herres navn), skal han sige: “Subhana rabbiyal-a’la” (Ære være min Højeste Herre). Således skal han sige det både under bønnen og uden for den.
– Stederne, hvor der reciteres højt og sagte under bønnen
Det er sunnah at recitere højt og hørbart i begge rak’aher af fajr- og fredagsbønnen, i de første to rak’aher af maghrib- og isha-bønnen samt i begge rak’aher af de to eid-bønner, solformørkelsesbønnen og istisqa-bønnen. Det er sunnah at recitere sagte i zuhr- og asr-bønnen, i den tredje rak’ah af maghrib-bønnen og i de to sidste rak’aher af isha-bønnen. Hvad angår andre nafl-bønner, skal de reciteres sagte om dagen. Om natten kan de reciteres enten sagte eller højt. Den mellemste måde er dog den bedste.
“En nat gik Allahs Sendebud hen til Abu Bakr. Han så, at Abu Bakr bad med meget lav stemme. Han gik hen til Umar og så, at han bad med høj stemme. Senere, da de begge var samlet hos Allahs Sendebud, sagde han: ‘O Abu Bakr, jeg gik hen til dig og så, at du bad med meget lav stemme.’ Abu Bakr svarede: ‘O Allahs Sendebud, jeg kunne lade Den, jeg havde en fortrolig samtale med, høre mig.’ Han sagde til Umar: ‘O Umar, jeg gik hen til dig og så, at du bad med høj stemme.’ Han svarede: ‘O Allahs Sendebud, jeg vækkede de sovende og drev Satan bort.’ Han sagde: ‘O Abu Bakr, hæv din stemme en smule.’ Og han sagde til Umar: ‘Sænk din stemme en smule.'” – Ahmad, Abu Dawud. Hvis man ved en fejl reciterer højt dér, hvor man skulle recitere sagte, eller sagte dér, hvor man skulle recitere højt, gør det ingen skade. Hvis man kommer i tanke om det under recitationen, skal man fortsætte resten på den foreskrevne måde.
– Recitationen bag imamen
Grundreglen er, at ingen bøn er gyldig uden sura al-Fatiha. Jeg har tidligere nævnt i redegørelsen for bønnens obligatoriske bestanddele, at sura al-Fatiha skal reciteres i hver rakʿat af både de obligatoriske og de frivillige bønner. I de bønner, hvor recitationen foregår højt, er de troende, der følger imamen, dog fritaget for recitationen. De skal blot lytte stille, hvilket er obligatorisk for dem. For Allah den Ophøjede har sagt: “Når Koranen bliver reciteret, så lyt til den og vær stille, så I kan opnå Allahs barmhjertighed.” Og Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: “Når imamen siger takbir, skal I sige takbir, og når imamen reciterer, skal I være stille.” – Muslim. Udsagnet i hadithen: “Den, der har en imam, har imamens recitation som sin recitation”, har samme betydning. Det vil sige, at imamens recitation er tilstrækkelig for den, der følger ham, i de bønner, hvor recitationen foregår højt. Men i de bønner, hvor recitationen foregår sagte, er det obligatorisk for den, der følger imamen, selv at recitere. Ligeledes er det obligatorisk for ham at recitere i en bøn, hvor recitationen foregår højt, hvis han ikke kan høre imamens recitation. Ifølge Abu Bakr ibn al-ʿArabi er det også vores foretrukne opfattelse, at recitation er obligatorisk i de bønner, hvor recitationen foregår sagte. For haditherne om recitationens obligatoriske status gælder for alle. I de bønner, hvor recitationen foregår højt, er det imidlertid ikke korrekt at recitere af tre grunde:
For det første er dette den praksis, som Medinas indbyggere følger.
For det andet er det Koranens påbud: “Vær stille og lyt.”
For det tredje er det den stærkeste opfattelse. Det er umuligt at recitere sammen med imamen. Hvornår skulle man så recitere? Hvis det siges, at man skal recitere under imamens pause, svarer vi, at stilhed ikke er obligatorisk for imamen. Hvordan kan han så gøre noget, der ikke er obligatorisk, obligatorisk for andre? Især når vi har fundet en måde at recitere i de bønner, hvor recitationen foregår højt: at recitere lydløst med eftertanke og overvejelse. Dette er i overensstemmelse med Koranen, hadithen og tilbedelsens metode, en efterligning af sunnaen og en virkeliggjort prioritering af den stærkeste opfattelse. Dette er også al-Zuhri, Ibn al-Mubarak, Malik, Ahmad, Ishaq og Ibn Taymiyyas opfattelse.
8. Takbir ved oprejsning og nedsætning
I bønnen skal man sige »Allāhu akbar« hver gang man bevæger sig op eller ned samt rejser sig og sætter sig. Kun når man rejser sig fra rukūʿ, skal man sige: »Samiʿa Allāhu liman ḥamidah«. Ibn Masʿūd sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sige Allāhu akbar hver gang han bevægede sig op eller ned samt rejste sig og satte sig.« – Ahmad, al-Nasāʾī, al-Tirmidhī. Allahs Sendebuds ledsagere, heriblandt Abū Bakr, ʿUmar, ʿUthmān og ʿAlī, deres efterfølgende tābiʿūn, juristerne og de lærde fulgte alle denne opfattelse. Abū Hurayra – må Allah være tilfreds med ham – sagde: »Når Allahs Sendebud ville bede, rejste han sig og sagde: ›Allāhu akbar‹. Når han igen gik ned i rukūʿ, sagde han: ›Allāhu akbar‹. Når han derefter løftede ryggen fra rukūʿ, sagde han: ›Samiʿa Allāhu liman ḥamidah‹. Når han derefter gik ned i sujūd, sagde han igen: ›Allāhu akbar‹. Når han igen løftede hovedet fra sujūd, sagde han: ›Allāhu akbar‹. Når han igen rejste sig til den anden rakʿat, sagde han: ›Allāhu akbar‹. Sådan gjorde han i hver rakʿat, indtil bønnen var afsluttet. Sådan var Allahs Sendebuds bøn indtil hans bortgang fra denne verden.« – Ahmad, al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd. ʿIkrima sagde: »Jeg sagde til Ibn ʿAbbās: ›Jeg bad zuhr-bønnen bag en tåbelig gammel mand i dalen. Han sagde takbīr toogtyve gange under bønnen. Han sagde takbīr, da han gik ned i sujūd, og da han rejste sig fra sujūd.‹ Ibn ʿAbbās sagde: ›Det var Abū al-Qāsim, Allahs Sendebuds bøn.‹« – Ahmad, al-Bukhārī. Det er mustaḥabb at begynde takbīr, når man begynder at gå fra én position til en anden.
9. Fremgangsmåden ved rukūʿ
Det er obligatorisk at bøje sig så langt ned i rukūʿ, at man kan nå knæene med hænderne. Sunna er dog at holde hovedet og den bageste del af kroppen på samme niveau, holde begge arme væk fra siderne og støtte sig med begge hænder på knæene. Fingrene skal spredes over knæene og skinnebenene, og ryggen skal holdes udstrakt. Det er overleveret fra ʿUqba ibn ʿĀmir – må Allah være tilfreds med ham –:
Han holdt sine to hænder væk fra siderne, placerede dem på knæene og spredte fingrene over knæene, hvorefter han gik ned i rukūʿ. Så sagde han: »Jeg så Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – bede på denne måde.« – Ahmad, Abū Dāwūd, al-Nasāʾī. Abū Ḥumayd sagde: »Når Allahs Sendebud gik ned i rukūʿ, holdt han kroppen lige. Han bøjede ikke hovedet nedad og løftede det heller ikke opad, men holdt det mellem disse to positioner. Han placerede begge hænder på knæene, som om han greb fat om dem.« – al-Nasāʾī. I Ṣaḥīḥ Muslim er det overleveret fra ʿĀʾisha – må Allah være tilfreds med hende –: »Når Allahs Sendebud gik ned i rukūʿ, løftede han ikke hovedet og bøjede det heller ikke nedad, men holdt det mellem disse to positioner.« ʿAlī – må Allah være tilfreds med ham – sagde: »Når Allahs Sendebud gik ned i rukūʿ, ville en skål med vand, hvis den blev placeret på hans ryg, ikke falde ned.« (Hans ryg var så lige.) Musʿab ibn Saʿd sagde: »Jeg bad ved siden af min far. Under rukūʿ placerede jeg mine to hænder mellem mine lår, men han forbød mig at gøre det.«
Derefter sagde han: »Vi plejede at gøre sådan, og vi blev befalet at lægge vores hænder på knæene.« – Alle samlinger af autentiske hadither.
10. Dhikr under rukūʿ
Det er mustahabb at sige »Subḥāna rabbiyal-ʿaẓīm« under rukūʿ. ʿUqba ibn ʿĀmir siger: Da dette vers blev åbenbaret: »Fasabbih bismi rabbikal-ʿaẓīm« (den sidste āya i Sūra al-Wāqiʿa) (det vil sige: »Lovpris din store Herres navn«), sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Fremsig denne lovprisning under jeres rukūʿ.« – Aḥmad, Abū Dāwūd. Ḥudhayfa siger: Jeg bad sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Under rukūʿ sagde han: »Subḥāna rabbiyal-ʿaẓīm.« – Muslim, Abū Dāwūd, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī, Ibn Mājah. Gennem nogle svage overleveringskæder kendes også denne duʿāʾ: »Subḥāna rabbiyal-ʿaẓīm wa biḥamdih.« Al-Shawkānī siger: Selvom overleveringskæderne til denne hadith er svage, styrker de hinanden indbyrdes. Den bedende kan afslutte med denne duʿāʾ under rukūʿ eller føje en af de følgende duʿāʾer til den:
a. Det er overleveret fra ʿAlī – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud ﷺ, når han gik ned i rukūʿ, sagde:
اللَّه لَكَ رَكَعَت، وَبِكَ أمَنتُ، ولك أسلمت، أنت رَبِّي مَفَعَ سَبْعِي وَبَصَرِى وَمُعِى وَعَثْى وعَصَى وَمَا اسْتَقَلبَ بِهِ قَدَمِي لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ.
Betydning: »O Allah, jeg bøjer mig for Dig i rukūʿ, jeg tror på Dig og overgiver mig til Dig. Du er min Herre. Mine ører, mine øjne, min hjerne, mine knogler, mine årer, mine nerver og mine muskler adlyder alle Dig. Og det, mine fødder bevæger sig med, er for Allah, alle verdeners Herre.« – Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd.
b. Det er overleveret fra ʿĀʾisha – måtte Allah være tilfreds med hende – at Allahs Sendebud ﷺ, når han gik ned i rukūʿ og sujūd, sagde:
سبوح قدوس رَبِّ الْمَلَائِكَةِ وَالرُّوح
Betydning: Du er fuldstændig fri for alt, der er upassende og uværdigt for Dig; Du er alle engles og åndens (Jibrīls) Herre.”
c. Det er overleveret fra ʿAwf ibn Mālik al-Ashjaʿī: Jeg bad sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, en nat. Han stod under bønnen og reciterede Sura al-Baqara. I rukūʿ sagde han:
سبْحَانَ ذِي الْجَبَرُوتِ وَالْمَلَكُوفِ وَالْكِبْرِيَاءِ وَالْعَظَمَةِ
.
Betydning: Jeg erklærer Dig, ejeren af al magt, herredømme, storhed og majestæt, hellig.” – Abū Dāwūd, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī.
d. Det er overleveret fra ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ofte reciterede i rukūʿ og sujūd:
سبحانك اللهم رَبَّنَا وَبِحَمْدِكَ اللَّه اغْفِرْ لِي.
Betydning: O Allah, jeg erklærer Dig hellig og lovpriser Dig. O Allah, tilgiv mig.” Han reciterede dette i overensstemmelse med Allahs ord: “Lovpris din Herre og erklær Hans hellighed, og bed Ham om tilgivelse.” – Aḥmad, al-Bukhārī, Muslim og andre.
11. Dhikr ved oprejsning fra rukūʿ og ved at stå helt oprejst
Den bedende – hvad enten han er imam, følger imamens bøn eller beder alene – siger, når han rejser sig fra rukūʿ,سمع الله لمن حيدة »Samiʿallāhu liman ḥamidah« (Den, der lovpriser Allah, bliver hørt af Ham). Når han derefter står helt oprejst, siger han:
رَبَّنَا وَلَكَ الْحَمْدُ„Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“ (O vores Herre, al lovprisning tilkommer dig), ellerالمربَّنا ولك الحمد„Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“. Abu Hurayra r.a. berettede: Når Allahs Sendebud s.a.w. rejste sig fra rukūʿ, sagde han:سمع الله لمن„Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“, og derefter sagde han igen, mens han stod:ربنا ولك الحمل„Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“. – Ahmad, al-Bukhari og Muslim. I Anas’ r.a. hadith i al-Bukhari står der: Når imamen siger:مع الله لمن حمدهsagde:سمع الله لمن حيلة„Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“, så skal I sige:اللمُ رَبَّنَا وَلَكَ الْحَمْدُ„Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen.“ Derfor mener mange lærde, at den, der følger imamen, ikke skal sige „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“. Når han derimod hører imamen sige dette, skal han sige:الأمر رَبَّنَا وَلَكَ الْحَمد„Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen.“ I den hadith, som Abu Hurayra har berettet, og som findes i Musnad Ahmad og andre værker, siger Allahs Sendebud s.a.w.: Når imamen siger „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“, skal I sige:اللهم ربنا ولك الحين„Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“, for den, hvis ord stemmer overens med englenes ord, får alle sine tidligere synder tilgivet. Men ud fra Allahs Sendebuds s.a.w. ord: „Bed, sådan som I har set mig bede“, kan man forstå, at både „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“ og „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“ skal siges af enhver, der beder, også hvis han følger imamen. Imam an-Nawawis svar på vegne af dem, der siger, at den, der følger imamen, ikke skal sige begge dele, men kun „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“, er som følger: „Vores imamer har sagt: Hadithen ‚Når imamen siger: Samiʿa Allāhu liman ḥamidah, så skal I sige‘اللَّمَرْ رَبَّنَا وَلَكَ الْحَمْدُ„Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“ betyder: Sig „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“, og sig samtidig også „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“, som I kender. Grunden til, at kun „Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“ nævnes, er, at de, der fulgte imamen, kunne høre Allahs Sendebud s.a.w. sige „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“ højt, for det er sunnah at sige det højt. De kunne ikke høre ham sige „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“, fordi han sagde det sagte. Folk kendte Allahs Sendebuds s.a.w. ord: „Bed, sådan som I har set mig bede“, og de kendte også princippet om fuld lydighed mod ham og var vant til at følge det. Derfor fremsagde de straks ordene „Samiʿa Allāhu liman ḥamidah“, og det var ikke nødvendigt at befale dem dette. De kendte ikke „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“, og derfor blev de befalet at sige dette. Når man rejser sig fra rukūʿ og står helt op, er det mindste, man skal sige, „Vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“ eller „Allahumma, vores Herre, dig tilkommer lovprisningen“. Ifølge de følgende hadither er det mustahabb at sige lidt mere:
a. Rifāʿah ibn Rāfiʿ sagde: „En dag bad vi bag Allahs Sendebud s.a.w. Da han løftede hovedet fra rukūʿ og sagde ‚Samiʿa Allāhu liman ḥamidah‘, sagde en mand bagved:
رَبَّنَا لَكَ الْحَمْدُ حَمْداً كَثِيرًا طَيِّبًا مُبَارَكًا فِيهِ.
Betydning: O vores Herre, dig tilkommer al lovprisning, en rigelig, ren og velsignet lovprisning.
Da Allahs Sendebud havde afsluttet bønnen og vendt sig om, sagde han: »Hvem sagde netop disse ord under bønnen?« Manden sagde: »Allahs Sendebud, det var mig.« Da sagde Allahs Sendebud: »Jeg så tredive til fyrre engle konkurrere om, hvem der først skulle skrive dem ned.« – Aḥmad, al-Bukhari, Mālik, Abū Dāwūd.
b. ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud plejede at sige, når han løftede hovedet fra rukūʿ:
سمع الله لمن حمدة ربنا لك الحمد ملء السمواتِ وَالأَرْضِ وَمَا بينهما .
Betydning: Allah hører den, der lovpriser Ham: »Vores Herre, dig tilkommer al lovprisning, en lovprisning svarende til himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem, og svarende til hvad som helst andet, Du måtte ønske derefter.« – Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd, at-Tirmidhi.
c. Abdullah ibn Abi Awfa sagde: Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, løftede hovedet fra rukūʿ, sagde han:
اللهم لَكَ الْحَمْدُ مِلْءَ السَّمَاءِ وَمِلْءَ الْأَرْضِ وَمِلهُ مَا عِلْت مِن شَيْءٍ بَعْد اللَّهُمَّ طَهِّرْنِي بِالتَّلْمِ والْبَرْدِ وَالْمَاءِ الْبَارِدِ اللهُم طَهِّرْلِي مِن الذُّنوبِ وَتَقنِي مِنْهَا كَمَا يُنقى الثوب الأبيض مِنَ الْوَسَمِ.
Betydning: O Allah, Dig tilkommer lovprisning svarende til himlenes omfang, svarende til jordens omfang og svarende til omfanget af alt det, Du derefter ønsker. O Allah, rens mig med sne, frost og koldt vand. O Allah, rens mig for synder, ligesom en hvid klædning renses for snavs. — Ahmad, Muslim, Abu Dawud, Ibn Majah. Denne bøn betyder, at man beder om fuldkommen renhed og renselse.
d. Abu Saʿīd al-Khudrī fortæller, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hver gang han sagde: „Samiʿa Allahu liman hamidah“, sagde han:
اللَّهُ رَبَّنَا لَكَ الْحَمْدُ مِلْءَ السَّمَوَاتِ وَمِلْءَ الْأَرْضِ وَمِلْءَ مَا هِنْتَ مِنْ هَيْءٍ بَعْدُ أَهْلَ الثَّنَاءِ وَالْمَجْدِ أَحَقُّ مَا قَالَ الْعَبْدُ، وَكُلْنَا لَكَ عَبْدٌ، لَا مَانِعَ لِمَا أَعْطَيْنَ، وَلَا مُعْطِيَ لِمَا مَنَعْتَ، وَلَا يَنْفَعُ ذَا الْجَلِّ مِنْكَ الْجَنَّ.
Betydning: O Allah, vor Herre, Dig tilkommer lovprisning svarende til hele himlen, svarende til hele jorden og svarende til alt det, Du derefter ønsker. O Du, der ejer lovprisning og herlighed, Du er den, der i højeste grad fortjener det, som tjeneren siger, og vi er alle Dine tjenere. Ingen kan forhindre det, Du giver, og ingen kan give det, Du tilbageholder. En lykkelig, ærefuld og velhavende persons lykke, ære og rigdom kan ikke gavne ham; kun gode handlinger kan gavne ham. — Muslim, Ahmad, Abu Dawud.
d. Det er også overleveret med en autentisk isnād, at han efter „Samiʿa Allahu liman hamidah“, mens han stod helt oprejst, sagde: يربى الحمد لربي الحمد„Li-rabbil-hamd, li-rabbil-hamd“. Ligesom hans rukūʿ var lang, var hans stående stilling helt oprejst lige så lang.
12. At bøje sig ned i sujūd
Ifølge flertallet af de lærde er det mustahabb at sætte knæene på jorden før hænderne. Ibn al-Mundhir sagde: Dette er Umar al-Nakha’is, Muslim ibn Yasars, Sufyan al-Thawris, Ahmads, Ishaqs og ashab al-ra’ys – det vil sige de mujtahid-lærdes, der følger selvstændig vurdering – opfattelse. Ibn al-Mundhir selv havde også denne opfattelse. Abu al-Tayyib sagde: Dette er flertallet af faqihernes opfattelse. Ibn al-Qayyim sagde:
Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, satte knæene før hænderne, derefter satte han begge hænder og så panden og næsen. Dette er det korrekte. Wa’il ibn Hujr sagde: “Jeg så Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og når han gik ned i sujud, satte han først knæene og derefter hænderne. Når han rejste sig, løftede han først hænderne og derefter knæene. Ingen har set ham gøre det modsatte. Malik, al-Awza’i og Ibn Hazm anser det for mustahabb at sætte hænderne før knæene. En overlevering fra Ahmad lyder ligeledes. Al-Awza’i sagde: Jeg så folk sætte hænderne først og derefter knæene. Ibn Abi Dawud sagde: Dette er hadith-eksperternes opfattelse. Metoden til at rejse sig fra sujud for at stå op til den anden rak’ah er ligeledes omvendt. Ifølge flertallet skal man først løfte hænderne og derefter knæene. Ifølge andre skal man først løfte knæene og derefter hænderne.
13. Reglerne for sujud
Den, der udfører sujud, bør udføre sujud i overensstemmelse med følgende regler:
a. Næsen, panden og begge hænder skal placeres på jorden, og begge hænder skal holdes væk fra ribbenene. Wa’il ibn Hujr sagde: “Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, udførte sujud, placerede han panden mellem begge håndflader. Han holdt også armhulerne blottede.” Abu Dawud. Abu Humayd sagde desuden: “Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, udførte sujud, placerede han næsen og panden på jorden, holdt begge hænder væk fra ribbenene og placerede håndfladerne ud for skuldrene.” – Ibn Khuzaymah, al-Tirmidhi.
b. Håndfladerne skal placeres ud for ørerne eller nakken. Nogle lærde har forenet disse to overleveringer ved at mene, at tommelfingrenes spidser skal være ud for ørerne, mens håndfladerne skal være ud for nakken.
c. Fingrene skal holdes samlet og strakt. Al-Hakim og Ibn Hibban har overleveret: Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gik i ruku’, holdt han afstand mellem fingrene, og når han udførte sujud, holdt han fingrene samlet.
d. Tæernes spidser skal vende mod qiblaen. Al-Bukhari har overleveret fra Abu Humayd: Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, udførte sujud, bredte han ikke hænderne ud på jorden og knyttede dem heller ikke sammen, men lod tæernes spidser vende mod qiblaen.
14. Varigheden af suǧūd og dhikr
For den, der foretager suǧūd, er det anbefalet, når han går ned i suǧūd, at recitere بحان ربى الأعلى (Jeg lovpriser og erklærer min højeste Herres renhed) . ʿUqbah ibn ʿĀmir beretter: Da dette vers blev åbenbaret: “Lovpris din højeste Herres navn” (Erklær din højeste Herres renhed), sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: “Fremsig dette i jeres suǧūd.” – Aḥmad, Abū Dāwūd, Ibn Mājah og al-Ḥākim. Det er berettet fra Ḥudhayfah, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde i suǧūd: “Subḥāna rabbiyal-aʿlā.” Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah. Det er ikke passende at fremsige tasbīḥ i rukūʿ og suǧūd færre end tre gange. At-Tirmidhī siger: Dette er den opfattelse, som de lærde følger. De anser det for anbefalet som minimum at fremsige tasbīḥ tre gange. Ifølge flertallet af de lærde er det dog tilstrækkeligt at fremsige tasbīḥ én gang for at rukūʿ og suǧūd er gyldige. Som jeg allerede har nævnt, er det obligatorisk at forblive roligt, stabilt og med sindsro i suǧūd. Det antages, at dette er muligt, når tasbīḥ fremsiges mindst én gang.
Nogle lærde mener imidlertid, at den fuldstændige tasbīḥ opnås ved at fremsige tasbīḥ ti gange. Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger nemlig: “Jeg har ikke set nogen bede mere lig Allahs Sendebuds bøn end denne unge mand, det vil sige ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz. Vi antager, at han fremsiger tasbīḥ ti gange i rukūʿ og ti gange i suǧūd.” – Aḥmad, Abū Dāwūd og an-Nasāʾī. Ash-Shawkānī siger: “Denne hadith er et bevis for dem, der siger, at den fuldstændige tasbīḥ opnås ved at fremsige den ti gange.” Den mest korrekte opfattelse er imidlertid, at den, der beder alene, kan fremsige tasbīḥ så mange gange, som han ønsker, og at jo mere han fremsiger den, desto bedre er det. Mange autentiske hadither taler for at forlænge bønnen for en sådan bedende. Imamen kan også gøre dette, hvis det ikke volder de bedende bag ham vanskeligheder. Ibn ʿAbd al-Barr siger: “Enhver imam bør forkorte bønnen, for Allahs Sendebud, fred være med ham, har befalet dette. Den bør forkortes, selv hvis de bedende bag ham er tilstrækkeligt friske og stærke. Ingen ved nemlig, hvilke problemer der kan opstå for hvem og hvornår. Under en lang bøn kan nogen få behov for at urinere eller have afføring eller blive ramt af et andet pludseligt problem.” Ibn al-Mubārak siger: “Det er anbefalet, at imamen fremsiger tasbīḥ fem gange, så de, der står bag ham, i det mindste får mulighed for at fremsige den tre gange.” Det er anbefalet for den bedende ikke blot at nøjes med tasbīḥ, men også at fremsige andre bønner efter bedste evne. I en autentisk hadith står der:
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “I er nærmest Allah, når I er i suǧūd. Fremsig derfor mange bønner i suǧūd.” Han sagde også: “Vid, at jeg er blevet forbudt at recitere Koranen i rukūʿ og suǧūd. Lovpris Allahs storhed i rukūʿ, og fremsig mange bønner i suǧūd. Det håbes, at de vil blive accepteret.” – Aḥmad og Muslim. Der findes mange hadither om dette emne, hvoraf jeg citerer nogle her:
a. Det er berettet fra ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde, når han gik ned i suǧūd:
الأمر لَكَ سَجَدت، وبك آمنت، وَلَكَ أَسْلَمْتُ، سَجَدَ وَجْهِي لِلَّذِي خَلَقَهُ فَصَورَهُ فَأَحْسَنَ صُورَهُ نشق سمعه وبصره، فَتَبَارَكَ اللهُ أَحْسَنَ الْخَالِقِينَ.
Betydning: O Allah, jeg har prostreret mig for Dig, troet på Dig og underkastet mig Dig. Mit ansigt har prostreret sig for dets Skaber, som har forskønnet det og skabt dets ører og øjne. Allah, den bedste af skabere, er fuld af velsignelse.” – Aḥmad og Muslim.
b. Ibn ʿAbbās beretter, da han beskrev Allahs Sendebuds tahajjud-bøn, at han gik for at bede. Han bad og begyndte under bønnen eller i suǧūd at sige:
اللَّهُ أَجْعَلْ فِي قَلْبِي نَوْرًا وَفِي سَبْعِي نُورًا، وَفِي بَصَرِي نُورًا، وَعَن يَمِينِي لَوْرًا، وَتَحْتِي نُورًا واجعلني نورا .
Betydning: O Allah, giv lys i mit hjerte, giv lys i mine ører, giv lys i mine øjne, giv lys til min højre side, giv lys under mig, og skab lys for mig. – Muslim, Ahmad. An-Nawawi siger, at han bad om lys i alle sine lemmer og fra alle sider, hvilket betyder vejledning til sandheden og den rette vej. Han bad om lys i alle sine lemmer, i sin krop, i alle sine handlinger og sin adfærd, i alle sine tilstande og fra alle sider, så intet kunne forblive skjult for hans blik.
C. Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: En dag så hun, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ikke lå på sengen. Hun søgte efter ham med hånden og fandt ham i prostration. I prostrationen sagde han:
ربِّ أَعْطِ نَفْسِي تَقْوَامًا ، وَزَكَهَا ، أَنْتَ خَيْرٌ مَنْ زَكَامًا ، أَنْتَ وَلِيُّهَا وَمَوْلَاهَا .
Betydning: Min Herre, giv mig afholdenhed, og rens mig. Du er den bedste af dem, der renser, og Du er min beskytter og min Herre.” – Ahmad
D. Abu Huraira sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at sige i prostrationen:
اللهم المغولي ذنبي كله، دقه وجله وأولهُ وَآخِرَهُ، وَعَلَانِيَتَهُ وَسرة.
Betydning: O Allah, tilgiv alle mine synder, de små og de store, de tidligere og de senere, de skjulte og de åbenlyse. – Muslim, Abu Dawud, al-Hakim.
e. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: En nat kunne jeg ikke finde Allahs Sendebud (fred være med ham), men senere fandt jeg ham i moskeen. Jeg så, at han lå i sujūd, og han sagde:
اللهم إني أعوذ برضاك من سخطك، وأعوذ بمعافاتك من عقوبَتِكَ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْكَ لَا أَحْصِي تَنَاءَ علَيْكَ أَنتَ كَمَا اثْنَيْسَ عَلَى نَفْسِكَ.
Betydning: O Allah, jeg søger tilflugt hos Din tilfredshed mod Din vrede, hos Din tilgivelse mod Din straf og hos Dig mod Dig. Jeg kan ikke lovprise Dig til ende. Du er, som Du har lovprist Dig selv. – Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah.
f. Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): En nat kunne hun ikke finde Allahs Sendebud (fred være med ham). Hun tænkte, at han var gået til en af sine andre hustruer. Senere fandt hun ham. Hun så, at han var i rukū eller sujūd. Han sagde:
سبحانك الله وَبِحَمْدِكَ، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنتَ
Betydning: O Allah! Jeg erklærer Dig hellig og lovpriser Dig. Der er ingen gud ud over Dig.” Da sagde hun til Allahs Sendebud (fred være med ham): Måtte min far og mor ofres for dig. Du var i én tilstand, mens jeg var i en anden. (Det vil sige: Du gjorde én ting, mens jeg tænkte noget andet). – Ahmad, Muslim, al-Nasa’i.
g. I sujūd sagde han:
اللَّهمَّ اغْفِرْ لِي عَطِينَتِي وَجَمْلِي ، وَإِسْرَانِي فِي أَمْرِي وَمَا أَنتَ أَلَمُ بِهِ مِنَى اللَّهُمَّ اغْفِرْ لِي جَدِي ومَزْلِي، وَعَطَنِي وَعَمْدِي، وَكُلُّ ذَلِكَ عِنْدِي اللَّهمَّ اغْفِرْ لِي مَا قَدَّمْتَ وَمَا أَمْرُ، وَمَا أَسْرَرْت وَمَا أعلنت أنتَ إِلهِي لَا إِلَهَ إِلَّا أَنتَ.
Betydning: O Allah, tilgiv mine fejl, mangler og min uvidenhed. Tilgiv mine uovervejede handlinger. Og tilgiv også det, Du ved bedre end jeg. O Allah, tilgiv mine synder, som jeg begår i min normale tilstand eller for sjov, både de forsætlige og de uforsætlige. Alt dette findes hos mig. O Allah, tilgiv de synder, jeg har begået før eller senere, i det skjulte eller offentligt. Du er min Gud. Der er ingen anden gud end Dig.
15. At sidde og fremsige bønner mellem de to sujūd
Sunnah ved at sidde mellem de to sujūd er at lægge venstre fod fladt ud og sidde på den, mens højre fod holdes oprejst, og tæerne på højre fod vendes mod qiblah. Det er overleveret fra ʿĀʾishah: Allahs Sendebud lagde sin venstre fod fladt ud og holdt sin højre fod oprejst. – Bukhārī, Muslim. Det er også overleveret fra Ibn ʿUmar: Sunnah i bønnen er at holde højre fod oprejst med tæerne vendt mod qiblah og sidde på venstre fod. – Nasāʾī. Nāfiʿ siger: Når Ibn ʿUmar bad, vendte alt ved ham sig mod qiblah, selv hans sandaler. Abū Ḥumayd siger: Allahs Sendebud lagde sin venstre fod fladt ud og sad på den, hvorefter han samlede alle sine lemmer, så hver knogle kom på sin rette plads. Derefter gik han ned i sujūd. – Aḥmad, Abū Dāwūd, Tirmidhī.
I nogle hadither er også iqʿāʾ blevet betegnet som mustaḥabb. Iqʿāʾ (den sidste) er at lægge begge fødder fladt på jorden og sidde på hælene. Abū ʿUbaydah siger: Dette er ahl al-ḥadīths (hadith-eksperternes) opfattelse. Abū az-Zubayr siger, at han hørte Ṭāwūs sige: Vi spurgte Ibn ʿAbbās om at lægge begge fødder fladt og sidde på dem. Han sagde: Det er sunnah. Vi sagde: Vi anser det jo for belastende for fødderne. Ibn ʿAbbās sagde: Det er sunnah fra jeres Profet. – Muslim.
Det er også overleveret fra Ibn ʿUmar, at han, når han løftede hovedet fra den første sujūd, sad på tæerne på begge fødder og sagde: Dette er sunnah. Ṭāwūs sagde: Jeg så ʿAbdullāh ibn ʿAbbās, ʿAbdullāh ibn ʿUmar og ʿAbdullāh ibn az-Zubayr udføre iqʿāʾ. – Bayhaqī. Der findes en form for iqʿāʾ, hvor man lader begge balder være på jorden og holder begge lår oprejst. Dette er ifølge enighed makrūh. Abū Hurayrah siger: Allahs Sendebud forbød mig tre ting: at hakke som en hane, når man udfører sujūd; at sidde på balderne med fødderne oprejst som en hund; og at se fra side til side som en ræv. – Aḥmad, Bayhaqī, Ṭabarānī, Abū Yaʿlā. Den mustaḥabb-måde at sidde mellem de to sujūd på er at lægge højre hånd på højre lår og venstre hånd på venstre lår, sprede fingrene mod vest, holde en lille afstand mellem dem og lade dem strække sig til knæene.
Det er mustaḥabb at fremsige en af de følgende to bønner så mange gange, man ønsker, mellem de to sujūd. An-Nasāʾī og Ibn Mājah har overleveret fra Ḥudhayfah, at Allahs Sendebud plejede at sige mellem de to sujūd:
رَبِّ اغْفِرْ لِي رَبِّ اغْفِرْ لِي.
Betydning: Min Herre, tilgiv mig. Min Herre, tilgiv mig. Abū Dāwūd har overleveret fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud plejede at sige mellem de to sujūd:
اللهم اغفر لي وارحمني وعَافِنِي وَاهْدِنِي وارزقني .
Betydning: O Allah! Tilgiv mig, forbarm dig over mig, led mig til den rette vej, og giv mig forsørgelse.
16. Hvile-siddestillingen
Dette er en kort siddestilling efter den anden suǧūd i den første rakʿah og før man rejser sig til den anden rakʿah, samt efter den anden suǧūd i den tredje rakʿah og før man rejser sig til den fjerde rakʿah. De lærde er også uenige om dette på grund af forskellene mellem de relevante hadither. Her gengiver jeg den korte redegørelse, som Ibn al-Qayyim har givet om emnet: »Der er uenighed blandt fuqahāʾ om, hvorvidt dette er en sunnah i bønnen, og om det er mustahabb for enhver at gøre det, eller om det kun må gøres, når der er behov for det. Der er overleveret to synspunkter fra imam Aḥmad. Al-Khallāl har sagt, at Aḥmad, hvad angår hvile-siddestillingen, henholdt sig til den hadith, som Mālik ibn al-Ḥuwayrith har overleveret, og han har sagt: Yūsuf ibn Mūsā har meddelt, at Abū Umāmah, da han blev spurgt om den, sagde: Siddestillingen på oversiden af begge fødder er nævnt i Rifāʿahs hadith. I Ibn ʿAǧlāns hadith står der, at han plejede at sidde på oversiden af begge sine fødder. Flere ṣaḥābah og andre, som har beskrevet Allahs Sendebuds – Allahs velsignelser og fred være med ham – bøn, nævner ikke denne siddestilling. Den er kun nævnt i haditherne fra Abū Ḥumayd og Mālik ibn al-Ḥuwayrith. Hvis dette havde været Allahs Sendebuds – Allahs velsignelser og fred være med ham – sædvane, ville han altid have gjort det, og de, der beskrev hans bøn, ville have nævnt det. Det, at det blot nævnes, at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – gjorde dette, beviser ikke, at det er en sunnah i bønnen. En handling regnes kun som sunnah og noget, der skal efterlignes, når det er kendt, at han selv plejede at gøre den, og at ṣaḥābah gjorde den, fordi de vidste, at den var sunnah. Når det derimod antages, at han gjorde det, fordi han havde behov for det, er det ikke bevist, at det er sunnah.«
17. Siddestillingen under tashahhud
Når man sidder til tashahhud, skal man følge følgende sunnah-handlinger:
Hænderne skal placeres på den måde, som det er beskrevet i de følgende hadither:
a. Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sad til tashahhud, placerede han sin venstre hånd på sit venstre knæ og sin højre hånd på sit højre knæ, knyttede hånden og gjorde tegn med pegefingeren. – Muslim. (Han knyttede hånden og placerede tommelfingeren under pegefingeren ved det midterste led.)
b. Wā’il ibn Hudjr sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, lagde venstre håndflade på sit venstre knæ og sin venstre lår. Han placerede spidsen af højre albue på sit højre lår, bøjede fingrene sammen og dannede en ring. I en anden overlevering står der, at han dannede en ring med tommelfingeren og langfingeren og gjorde tegn med pegefingeren. Derefter løftede han fingeren. Jeg så ham bevæge fingeren og kalde med den. – Ahmad. Al-Bayhaqī sagde: At bevæge fingeren kan også betyde at gøre tegn med den; det betyder ikke at bevæge den gentagne gange, så det stemmer overens med Ibn az-Zubayrs overlevering. Ibn az-Zubayr beretter: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, bad, gjorde han tegn med fingeren, men bevægede den ikke. – Abū Dāwūd.
c. Az-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, sad i tashahhud, lagde han sin højre hånd på sit højre lår og sin venstre hånd på sit venstre lår. Han gjorde tegn med højre hånds pegefinger, og hans blik gik ikke forbi hans tegn. – Ahmad, Muslim og an-Nasā’ī. Af denne hadith fremgår det, at det er tilstrækkeligt blot at lægge højre hånd på låret; det er ikke nødvendigt at holde fingrene bøjede sammen. Man skal gøre tegn med højre hånds pegefinger. Det er også sunnah, at den bedendes blik ikke går forbi pegefingerens tegn. Dette er tre autentiske fremgangsmåder, og det er tilladt at følge hvilken som helst af dem.
Man skal gøre tegn med højre pegefinger ved at bøje den let, indtil man afslutter med salām. Numayr al-Khuzāʿī sagde: Jeg så Allahs Sendebud, fred være med ham, sidde i bøn. Han havde lagt højre hånd på højre lår og holdt pegefingeren løftet. Han bøjede den let, mens han fremsagde supplicationer. – Ahmad, Abū Dāwūd, an-Nasā’ī, Ibn Mājah og Ibn Khuzaymah. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, så Saʿd fremsige en supplication med to fingre og sagde: »Saʿd, med én finger!« Det vil sige: Gør tegn med én finger. – Ahmad, Abū Dāwūd, an-Nasā’ī og al-Hākim.
Da Ibn ʿAbbās blev spurgt om at gøre tegn med den løftede finger, sagde han: »Det er en erklæring af Allahs enhed.« Anas sagde: »Det er et udtryk for ydmyghed.« Mujāhid sagde: »Derved afvises Satan.« Ifølge den shāfiʿitiske madhhab skal man gøre tegn én gang med pegefingeren, når man siger »illā Allāh«. Ifølge hanafitterne skal pegefingeren løftes, når man siger »ashhadu an lā ilāha«, og sænkes, når man siger »illā Allāh«. Ifølge mālikitterne skal man bevæge pegefingeren fra side til side indtil bønnen er afsluttet. Ifølge hanbalitterne skal man, hver gang Allahs navn nævnes, løfte pegefingeren og dermed gøre tegn til Allahs enhed. Den skal hverken vugges eller bevæges.
Ved det første tashahhud sidder man med begge ben strakt ud. Ved det sidste tashahhud sidder man med venstre ben strakt ud, højre fod oprejst med tæerne vendt mod qiblah og bagdelen hvilende på venstre fod. Abū Humayd sagde: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, sad efter de to rakʿah, sad han på sit venstre ben og holdt højre fod oprejst. Når han sad i den sidste rakʿah, strakte han venstre ben ud og lod det komme frem fra under højre ben. Han holdt højre fod oprejst og sad på sin bagdel. – Al-Bukhārī.
18. Det første tashahhud
Ifølge de fleste lærde er det første tashahhud sunnah. ʿAbdullah ibn Buhaynah sagde nemlig: Allahs Sendebud, fred være med ham, rejste sig under middagsbønnen, selv om han skulle have siddet. Da han havde afsluttet bønnen, udførte han to prostrationer for glemsel. Han sagde »Allāhu akbar« ved hver prostration og udførte dem begge siddende lige før salām. Menigheden prostrerede sammen med ham. Disse to prostrationer var i stedet for den siddestilling, han havde glemt. – Alle de autentiske hadith-samlinger. I værket Subul as-Salām står der: Denne hadith viser, at hvis man ved en fejltagelse undlader det første tashahhud, kan man gøre det godt igen ved at udføre prostrationerne for glemsel. Profetens, fred være med ham, udsagn: »Bed, som I har set mig bede«, viser, at det første tashahhud er wajib. At det kan erstattes af prostrationerne for glemsel, når det er blevet undladt, viser her, at selv om det er wajib, kan det godt erstattes af disse prostrationer. Heraf kan man ikke bevise, at det ikke er wajib, medmindre det først bevises, at prostrationerne for glemsel er tilstrækkelige som erstatning, hver gang en wajib-handling ved en fejltagelse bliver udeladt.
Hāfiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bārī: Ibn al-Battāl sagde: Beviset på, at prostrationerne for glemsel ikke træder i stedet for en wajib-handling, er, at hvis nogen glemmer takbīrat al-ihrām, kan prostrationerne for glemsel ikke erstatte den. Det samme gælder tashahhud. Desuden er dette en supplication, som ikke fremsiges højt under nogen omstændighed, og derfor er den ikke wajib. Den ligner den indledende supplication, der fremsiges før Sūrat al-Fātiḥah. Andre fremlægger som bevis, at Allahs Sendebud, fred være med ham, fortsatte med at udføre den, selv om folket med vilje havde undladt den. Dette kan dog diskuteres. Blandt dem, der anser det første tashahhud for wajib, er Layth ibn Saʿd, Isḥāq og ifølge den berømte opfattelse Ahmad. Ash-Shāfiʿīs opfattelse er også sådan. Ifølge en overlevering er hanafitternes opfattelse den samme. Som bevis på, at det er wajib, siger at-Tabarī: Bønnen blev først gjort obligatorisk som to rakʿah. I denne bøn var tashahhud wajib. Senere, da bønnen blev udvidet, blev denne wajib-forpligtelse ikke ophævet på grund af udvidelsen.
Det er mustahabb at afslutte det første møde hurtigt. Ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sad efter de første to rakʿah, føltes det, som om han sad på en glødende sten. (Det vil sige, at han afsluttede det meget hurtigt.) – Ahmad, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah. At-Tirmidhī sagde: De lærde handler i overensstemmelse med denne opfattelse. De foretrækker, at man ikke forlænger mødet efter den anden rakʿah, og at man ikke læser noget ud over tashahhud. Ibn al-Qayyim sagde, at det ikke er blevet overleveret i nogen beretning, at han fremsagde durūd i den første tashahhud. Det er heller ikke kendt, at han i dette møde søgte beskyttelse mod gravens straf, Helvedes straf, prøvelserne i livet og døden samt Dajjāls fitnah. De, der anså dette for mustahabb, gjorde det kun på grund af deres forståelse af dets generelle nødvendighed. Ellers er det blevet overleveret med en autentisk kæde, at det specifikke sted for at fremsige disse bønner er det sidste møde.
19. At fremsige salāt for Allahs Sendebud
Det er mustahabb at fremsige salāt (durūd) over Allahs Sendebud i det sidste tashahhuds møde. Som durūd kan man fremsige en af følgende:
1. Abū Masʿūd al-Badrī sagde, at Bashīr ibn Saʿd sagde: »Allahs Sendebud! Allah har befalet os at fremsige durūd over dig. Hvordan skal vi fremsige durūd?« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forholdt sig tavs. Derefter sagde han: »I skal sige:
اللَّه صَلِّ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى الوِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ وَبَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ محَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيرَ فِي الْعَالَمِينَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ.
Betydning: O Allah, send velsignelser over Muhammad og Muhammads familie og tilhængere, ligesom Du sendte velsignelser over Ibrāhīms familie og tilhængere. Og send velsignelser over Muhammad og Muhammads familie og tilhængere, ligesom Du sendte velsignelser over Ibrāhīms familie og tilhængere blandt alle verdener. Du er sandelig Den Evigt Lovpriste, Den Herlige.« Og fremsig salām, som I allerede kender. Muslim, Ahmad.
2. Kaʿb ibn ʿUjrah sagde: »Vi sagde: Allahs Sendebud, vi ved, hvordan man fremsiger salām over dig. Men hvordan skal vi fremsige durūd over dig?« Han sagde: »I skal sige:
اللهم صل على محمدٍ وَعَلَى آلِ مُحملٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ، اللهم بارك على محمدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ.
Alle samlinger med autentiske hadither. At det ikke er obligatorisk, men anbefalet, at sende duruud over Rasulullah (s.a.), bevises af en hadith overleveret fra Fudalah i Tirmidhi, Ahmad og Abu Dawud.
Rasulullah (s.a.) hørte en mand fremsige en bøn under bønnen. Men han havde ikke sendt duruud over Rasulullah (s.a.). Rasulullah (s.a.) bemærkede, at denne mand havde afsluttet bønnen meget hurtigt. Derefter kaldte han på ham. Så sagde han til ham eller til en anden: »Når nogen af jer beder, skal han først lovprise Allah, derefter sende duruud over Profeten og så bede Allah om, hvad han ønsker.« Forfatteren til al-Muntaqā siger: Denne hadith viser, at duruud ikke er obligatorisk. For Rasulullah (s.a.) befalede ikke den, der havde undladt duruud, at bede på ny. Dette støttes yderligere af Ibn Masuds hadith, hvori der efter beskrivelsen af tashahhud siges: »Derefter kan du bede Allah om, hvad du ønsker.« Al-Shawkani siger: Jeg har ikke fundet noget bevis for dem, der anser duruud for obligatorisk. (Det arabiske ord for duruud er »salat«. Når Allah sender salat over Rasulullah (s.a.), betyder det, at Allah lovpriser og ærer Rasulullah (s.a.). Når englene sender salat over ham, betyder det, at de beder om, at Allahs barmhjertighed sendes over ham. Det oprindelige ord »āl« (JI) betyder familie og slægtninge. Nogle siger, at det her betegner Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib, for hvem det er forbudt at modtage zakat og almisse. Ifølge andre betyder det hans efterkommere. Andre igen siger, at det betyder hans ummah og tilhængere indtil opstandelsens dag. Mange mener, at det betyder de retskafne blandt ummah. Men betydningen »hele ummah« er den mest fremherskende.)
20. Bønnen efter det sidste tashahhud og før salam
Det er anbefalet at bede om alt godt i denne verden og i det hinsidige efter tashahhud og før salam. Abdullah ibn Masud sagde: Rasulullah (s.a.) lærte os tashahhud. Derefter sagde han ved tashahhuds afslutning: »Så kan vi bede om, hvad vi ønsker.« – Muslim.
Det er ubetinget anbefalet at bede før salam. Man opfylder anbefalingen, hvad enten man fremsiger en bøn, der er overleveret i hadith, eller en selvstændigt formuleret bøn. Det er dog bedre at fremsige en bøn, der er overleveret i hadith. Jeg nævner her nogle af de bønner, der er overleveret i hadith:
1. Abu Hurayrah har overleveret, at Rasulullah (s.a.) sagde: Efter at I har fremsagt det sidste tashahhud, skal I søge Allahs beskyttelse mod fire ting og sige:
اللهم إني أعوذ بك من عَلَابِ جَهَنر، ومن عذاب القبر ومن فتنة المعيَا وَالْمَمَاتِ، وَمِنْ قَرْ فِتْنَةِ المسيح الدجال.
Betydning: O Allah, jeg søger Din beskyttelse mod Helvedes straf, gravens straf, prøvelserne i livet og ved døden samt Dajjalens ondskab. – Muslim.
2. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, plejede at bede således under bønnen:
اللَّهُ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ عَذَابِ الْقَبْرِ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ فِتْنَةِ الرِّجالِ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ فِتْنَةِ الْمَحْيَا والماس، اللهم إنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ الْمَارِ وَالْمَفْرَمِ .
Betydning: O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra gravens straf, fra Dajjals fristelse og fra alle livets og dødens fristelser. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra synd og gæld. – Al-Bukhari og Muslim.
3. Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, bad, var hans sidste påkaldelse mellem tashahhud og afslutningen af bønnen:
اللَّهُمَّ اغْفِرْ لِي مَا قَدَّمْتَ وَمَا أَعْرَت، وَمَا أَسْرَرْتُ وَمَا أَعْلَنْتُ وَمَا أَسْرَرْتُ وَمَا أَنْتَ أَعْلَمُ بِهِ مِنِي انت المقدم وأنت المؤخر، لا إله إلا أنت .
Betydning: O Allah, tilgiv mig alle mine tidligere og senere, skjulte og åbenbare synder, mine overtrædelser og det, Du ved mere om end jeg. Du bringer frem, og Du lader tilbage. Der er ingen gud ud over Dig. – Muslim.
4. Abdullah ibn Umar fortæller: Abu Bakr sagde til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham: “Lær mig en påkaldelse, som jeg kan fremsige under bønnen.” Han sagde: “Sig:
اللَّهُ إِنِّي ظَلَمْتُ نَفْسِي ظُلْمًا كَثِيرًا وَلَا يَغْفِرُ الذُّلُّوبَ إِلَّا أَنْتَ فَاغْفِرْ لِي مَغْفِرَةً مِنْ عِنْدِي وارحمني إنك أنت الغفور الرحيم .
Betydning: O Allah, jeg har gjort stor uret mod mig selv (det vil sige begået mange synder), og ingen kan tilgive synder undtagen Du. Så tilgiv mig med en tilgivelse fra Dig, og forbarm Dig over mig. Sandelig, Du er Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige. Bukhari, Muslim.
5. Det er overleveret fra Hanzala ibn Ali: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik ind i moskeen og så en mand, som var nået til den sidste del af bønnen, sige efter tashahhud:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ يَا اللَّهُ الْوَاحِدُ الْأَحَدُ الصَّمَدُ الَّذِي لَرْيَان وَلَمْ يُولَدْ وَلَمْ يَكُن لَهُ كُفُوًا أَحَدٌ أَن تَغْفِرَ لِي ذُنُوبِي إِنَّكَ أَنتَ الغَفور الرحيم .
Betydning: O Allah, Du Ene og Eneste, Den Uafhængige, som ingen børn har, som ikke er nogens far, og som ingen har lige med. Jeg beder Dig om at tilgive mine synder. Sandelig, Du er Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.” Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Han er blevet tilgivet.” Det sagde han tre gange. – Ahmad, Abu Dawud.
6. Shaddad ibn Aws (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at sige i sin bøn:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلَكَ الثَّبَاتِ فِي الْأَمْرِ، وَالْعَزِيمَة عَلَى الرَّهْدِ، وَأَسْأَلُكَ فَذَرَ نِعْمَتِكَ، وَحُسَنٌ عِبَادَتِكَ، وَأَسْأَلُكَ قَلْبًا سَلِيْمًا، وَلِسَانًا صَادِقًا، وَأَسْأَلُكَ مِنْ غَيْرِ مَا تَعْلَى، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِّ مَا تَعْلَى وَاسْتَغْفِرُكَ لِمَا تَعْلَمُ .
Betydning: O Allah, jeg beder Dig om at forblive standhaftig i religionen, være fast i sandfærdighed, takke for Dine velsignelser og få nåde til at tilbede Dig på bedste vis. Jeg beder Dig også om et rent hjerte og en sandfærdig tunge. Jeg beder Dig om det, som Du ved er godt, og søger tilflugt hos Dig fra det, som Du ved er dårligt. Du kender mine synder, og hos Dig beder jeg om tilgivelse for dem. – an-Nasa’i
7. Abu Mizlay siger: Ma’n ibn Yasar ledte os i bønnen, men han bad den meget kort. Folkene udtrykte deres utilfredshed med dette. Han sagde: Udførte jeg ikke rukū‘ og sujūd fuldt ud? Folkene svarede: Jo, det gjorde du. Han sagde: Hør her, jeg fremsagde i bønnen en påkaldelse, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at fremsige:
الله يعليك الْغَيْبِ وَقُدْرَتِكَ عَلَى الْخَلْقِ أَحْيِنِي مَا عَلِيْ الْحَيَاةَ خَيْرًا لِي، وَتَوَفَّنِي إِذَا كَانَتِ الْوَقَاةُ خَيْرًا لِي، أَسْأَلُكَ عَفيتَكَ فِي الْغَيْبِ وَالشَّهَادَةِ وكلمة الحق في القضب والرضا وَالْقَصْنَ فِي الْفَقْرِ وَالْفِني، ولذة النظر إلى
وجهك ، والشوق إلَى لِقَائِكَ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ مَرَاء مكبرة، ومن فتنة مصيلة، اللهم زينا بزينة الإِيمَانِ، وَاجْعَلْنَا هداة مهربين.
Betydning: O Allah, ved Din viden om det usete og Din magt over skaberværket, lad mig leve, så længe Du ved, at det er godt for mig at leve. Og lad mig dø, når Du ved, at døden er bedre for mig. Giv mig tawfīq til at frygte Dig i det skjulte og åbenlyst, til altid at tale retfærdigt, både i vrede og tilfredshed, til at holde en moderat udgiftsvej både i fattigdom og velstand, og lad glæden ved at se på Dit ansigt samt længslen efter at møde Dig blive fuldendt for mig. Jeg søger tilflugt hos Dig fra skadelige ulykker og prøvelser samt fra lidelse og smerte, der fører vild. O Allah, forskøn os med tro, og gør os til vejledere og vejledte. – Ahmad, an-Nasāʾī
8. Det er overleveret fra Abū Ṣāliḥ: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde til en mand: Hvad reciterer du i bønnen? Han svarede: Jeg reciterer tashahhud og siger derefter:
اللهم إني أسألك الجنة وأعوذ بك من النار .
Betydning: O Allah, jeg beder Dig om Paradiset og søger tilflugt hos Dig fra Helvede.” Derefter sagde manden: Jeg kan ikke recitere de andre vanskelige bønner, som De reciterer, særlig godt. Sendebuddet, fred være med ham, sagde: Bliv ved med at recitere disse to. – Ahmad, Abū Dāwūd. 9. Ibn Masʿūd har berettet: Allahs Sendebud lærte ham denne bøn:
اللهم الف بين قلوبنا، وأصلح بَيْنَنَا، وَاهْدِنَا سُبُلَ السَّلام وَنَحنَا مِنَ الظُّلُمَاتِ إلى النور. وَحَيْنَا الْفَوَاحِشَ مَا ظَهَرَ مِنْهَا وَمَا بَطَلَى، وَبَارِك لَنَا فِي أَسْمَاعِنَا وَأَبْصَارِنَا وَقُلُوْبِنَا وَأَزْوَاجِنَا وَذُرِّيَاتِنَا وَتَب عَلَيْنَا إِنَّكَ أَنتَ التواب الرحيم
، واجعلنا شاكرين لنعمتك، مثنين بما وقابليها وأنها علي
Betydning: O Allah, skænk kærlighed til hinanden i vores hjerter, forbedr vores indbyrdes forhold, og led os til fredens vej. Befri os fra mørket, og før os ind i lyset. Beskyt os mod det uanstændige, både det skjulte og det åbenlyse. Skænk velsignelse i vores øjne, ører og hjerter samt i vores ægtefæller og børn. Tilgiv vores synder; Du er visselig den Tilgivende, den Barmhjertige. Gør os taknemmelige for Dine velsignelser, lovprisende og værdige til velsignelserne, og fuldkommengør Dine velsignelser over os.» – Ahmad, Abu Dawud.
10. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg sad sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). En mand var i gang med at bede. Da han havde bukket sig og afsluttet tashahhud, fremsagde han denne bøn:
اللهمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ بِأَنَّ لَكَ الْحَمْدِ لا إله إلا أنت المنان، بَدِيعُ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ بَاذَا الهلال والإكْرَا يَا حَيُّ يَا قَيُّومُ إِنِّي أَسْأَلُكَ .
Betydning: O Allah, al lovprisning tilkommer Dig – med dette påkalder jeg Dig. Der findes ingen gud ud over Dig. Du er den Gavmilde, o Skaberen af himlene og jorden, o Du, der besidder majestæt og ære, o Evigtlevende og Selvbestående; Dig påkalder jeg. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til ledsagerne: »Ved I, hvad han påkaldte Allah gennem i sin bøn?« De sagde: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Han sagde: »Ved Ham, i hvis hånd Muhammads sjæl er, han påkaldte Allah gennem Hans mægtige navn – det navn, som Han besvarer, når Han påkaldes gennem det, og som Han giver, når Han bedes gennem det.« – Nasa’i.
11. Umayr ibn Sa’d sagde: Ibn Mas’ud lærte os tashahhud i bønnen og sagde: Efter tashahhud bør man fremsige denne bøn:
اللهم إلى أمالك من الخير كله ما علمت منه وما لم أعلى، وأعوذ بلكَ مِنَ الشَّرْكُلِهِ مَا عَلَيْتُ مِنْهُ وَمَا لَمْ أعلى اللهم إلى أسالك من غير ما سألك مِنْهُ عِبادك الصالحون، وأعوذُ بِكَ مِنْ شَرِّ مَا اسْتَعَاذَكَ مِنْهُ عبادك
الصالحون، رَبَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةٌ وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّارِ.
Betydning: O Allah, jeg beder Dig om alt godt, både det, jeg kender, og det, jeg ikke kender. Og jeg søger tilflugt hos Dig fra alt ondt, både det, jeg kender, og det, jeg ikke kender. O Allah, jeg beder Dig om det bedste af det, som Dine retskafne tjenere har bedt Dig om. Og jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde i det, som Dine retskafne tjenere har søgt tilflugt hos Dig fra. O vores Herre, giv os godt i denne verden og godt i det hinsidige, og beskyt os mod Helvedes straf.« Han sagde: »Hvad end en profet eller en retskaffen person har bedt om, er omfattet af denne bøn.« – Ibn Abi Shaybah, Sa’id ibn Mansur.
21. Dhikr og dua efter salamen
Der er overleveret adskillige former for dhikr og dua fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter salamen. Det er sunnah for dem, der har bedt, at fremsige dem. Disse duaer nævner vi nedenfor:
1. Det er overleveret fra Thawban, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, når han havde afsluttet bønnen og vendte sig om for at sidde, bad Allah om tilgivelse tre gange og sagde:
اللهم أنت السلام ومنك السلام تباركت بَاذَا الْجَلالِ وَالْإِكْرَام
Betydning: O Allah, Du er fred, og fra Dig kommer freden. O Du, som ejer storhed og ære, Du er velsignet.” – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Bukhari.
Al-Walid siger: Jeg spurgte al-Awza’i, hvordan man beder om tilgivelse. Han svarede, at man skal sige: Astaghfirullah, Astaghfirullah, Astaghfirullah (Jeg beder Allah om tilgivelse, jeg beder Allah om tilgivelse, jeg beder Allah om tilgivelse).
2. Mu’adh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til mig: O Mu’adh, glem ikke at fremsige denne dua efter hver bøn:
اللهم أعني على ذِكْرِكَ وَعُكْرِكَ وَحُسْنِ عِبَادَتِكَ.
Betydning: O Allah, hjælp mig med at ihukomme Dig, takke Dig og tilbede Dig på rette vis. Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i.
3. Abdullah ibn az-Zubayr sagde: Når Allahs Sendebud efter bønnen fremsagde salam, sagde han:
لا إله إلا الله وحده لا قَرِيك له، له الملك وله الحمد، وهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ لَا حَوْلَ وَلَا قُوَّة إلا بِاللَّهِ، وَلَا تَعْبُدُ إِلَّا إِيَّاهُ، أَهْلُ النِّعْمَةِ وَالفَضْلِ وَالثَّنَاءِ وَالْحُسَ، لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ مُخْلِصِينَ لَهُ الدين ولو كره الكافرون.
Betydning: Der findes ingen anden gud end Allah. Han er Én, og Han har ingen partner. Al
suverænitet og magt tilhører Ham. Al lovprisning tilhører Ham. Han har magt over alt. Der findes ingen magt hos nogen anden end Allah. Jeg tilbeder ingen anden end Ham. Han alene er værdig til alle velsignelser, al fortræffelighed, lovprisning og skønhed. Der findes ingen anden gud end Allah; lydighed tilkommer alene Ham, selv om de vantro hader det.” Ahmad, Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i. 4. al-Mughira ibn Shu‘ba sagde: Allahs Sendebud plejede efter hver obligatorisk bøn at sige:
لا إله إلا الله وحدَهُ لا عَرِيكَ لَهُ، لَهُ الملك وله الحمد، وهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ اللَّهِ لَا مَانِعَ لِمَا أَعْطَيْتَ وَلَا تَعْطَى لِمَا مَنَعْ وَلَا يَنْفَعُ ذَالْحَقِّ مِنكَ الْجَن .
Betydning: Der findes ingen anden gud end Allah. Han er Én, og Han har ingen partner. Al magt og suverænitet tilhører Ham. Lovprisningen tilhører Ham. Han har magt over alt. O Allah, ingen kan forhindre det, Du giver, og ingen kan give det, Du tilbageholder. Ingen formue kan gavne den, hvis skæbne Du har afgjort. Ahmad, al-Bukhari, Muslim.
5. ‘Uqba ibn ‘Amir, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud befalede mig at recitere suraerne an-Nas og al-Falaq efter hver obligatorisk bøn. Ahmad, al-Bukhari, Muslim.
6. Abū Umāma, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der reciterer Āyat al-Kursī efter hver bøn, har kun døden som hindring på vejen til Paradis. – an-Nasāʾī, at-Tabarānī. Alī, må Allah være tilfreds med ham, har desuden sagt, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der reciterer Āyat al-Kursī efter hver obligatorisk bøn, vil være under Allahs beskyttelse indtil den næste bøn. – at-Tabarānī.
7. Det er berettet fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der efter hver obligatorisk bøn siger Subḥānallāh treogtredive gange, al-ḥamdu lillāh treogtredive gange og Allāhu akbar treogtredive gange – disse tre tilsammen nioghalvfems gange – skal derefter fuldende tallet hundrede med denne påkaldelse:
لا إله إلا الله وحدَهُ لا شَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ .
Alle hans synder vil blive tilgivet, selv om de var lige så mange som havets skum. (Det vil sige mindre synder. Ingen større synd tilgives uden anger.) – Aḥmad, al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd.
8. Kaʿb ibn ʿUjra har sagt: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Der findes nogle påkaldelser efter bønnen, hvis recitator aldrig vil gå fortabt. De er: Subḥānallāh treogtredive gange, al-ḥamdu lillāh treogtredive gange og Allāhu akbar treogtredive gange. – Muslim.
9. Sumayy, fra Abū Ṣāliḥ, har berettet fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: De fattige muhājirūn kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: De velhavende vil opnå Paradisets evige velsignelser og høje rang. Allahs Sendebud sagde: Hvordan det? De sagde: De er vores ligemænd i bøn og faste, men de overgår os i almisse, velgørenhed og frigivelse af slaver. Allahs Sendebud sagde: Skal jeg da ikke lære jer noget, hvorved I kan indhente dem, der er gået forud for jer, og overgå dem, der kommer efter jer? Ingen vil være bedre end jer, undtagen den, der gør det samme som jer. De sagde: Jo, lær os det. Allahs Sendebud sagde: Efter hver obligatorisk bøn skal I sige Subḥānallāh treogtredive gange, al-ḥamdu lillāh treogtredive gange og Allāhu akbar treogtredive gange. De fattige muhājirūn gik igen til Allahs Sendebud og sagde: Vores velhavende brødre har hørt, hvad vi gør, og derfor gør de også det, vi gør. Allahs Sendebud sagde: Det er Allahs gunst; Han giver den til den, Han vil. Al-Bukhārī og Muslim.
10. Det er også berettet med en autentisk overleveringskæde, at man skal sige Subḥānallāh femogtyve gange, al-ḥamdu lillāh femogtyve gange og Allāhu akbar femogtyve gange. Derefter skal man sige femogtyve gange:
لا إله إلا الله وحدَهُ لا فَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْككَ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ عَلَى قَدِيرٌ .
11. Abdullah ibn Amr fortæller, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der udfører to handlinger, vil de føre ind i Paradiset. De to handlinger er lette, men kun meget få mennesker udfører dem. Folk spurgte: »O Allahs Sendebud, hvilke to handlinger er det?« Han sagde: »Efter hver obligatorisk bøn skal du sige Subhanallah, Alhamdulillah og Allahu Akbar ti gange hver. Og ved sengetid skal du sige Subhanallah, Alhamdulillah og Allahu Akbar hundrede gange. På den måde bliver de sagt 250 gange i løbet af dagen. Men på vægten vil de tælle som 2.500, fordi man får ti gange belønning for hver god handling. Hvem af jer begår 2.500 synder hver dag?« Folk spurgte: »Hvorfor er det så, at kun meget få mennesker udfører dem?« Han sagde: »Satan kommer til jer under bønnen og minder jer om forskellige behov, så I ikke siger dem efter bønnen. Han kommer også ved sengetid, så mennesket falder i søvn uden at sige dem.« Fortælleren siger: »Jeg så Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sige dem, mens han talte på fingrene.« Abu Dawud, Tirmidhi.
12. Ali og Fatima kom til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, for at bede om en tjener, så det blev lettere for dem at udføre deres daglige arbejde. Allahs Sendebud nægtede at give dem en tjener og sagde: »Skal jeg ikke give jer noget, der er bedre end det, I har bedt om?« De sagde: »Jo, giv os det.« Allahs Sendebud sagde: »Det er nogle ord, som Jibril har lært mig. Efter hver bøn skal I sige Subhanallah ti gange, Alhamdulillah ti gange og Allahu Akbar ti gange. Og før I går i seng skal I sige Subhanallah 33 gange, Alhamdulillah 33 gange og Allahu Akbar 33 gange.« Ali sagde: »Lige siden Allahs Sendebud lærte mig dem, har jeg aldrig undladt at sige dem.«
13. Abdur-Rahman ibn Ghanm fortæller, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der efter maghrib- og fajr-bønnen siger dette ti gange, før han vender hjem:
لا إله إلا الله وحدَهُ لا شَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ بَيْنِهِ الْخَيْرَ يُحْيِي وَيُمِيتُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ غير قدير
For hver af dem vil der blive skrevet ti belønninger. Ti af hans synder vil blive slettet, og han vil blive løftet ti grader i rang. Det vil være en beskyttelse for ham mod alle synder og en beskyttelse mod den forbandede Satan. Ingen synd ud over shirk vil kunne ødelægge denne beskyttelse. Derfor vil han blive regnet blandt de bedste mennesker med hensyn til handlinger. Kun den, der fremsiger en bedre bøn end dette, vil være bedre end ham. Ahmad, Tirmidhi.
14. Muslim ibn al-Harith har overleveret fra sin far, at han sagde: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde til mig: »Efter fajr-bønnen, før du taler med nogen, skal du syv gange sige:اللَّمُرْ أَجِرْنِي مِن النَّارِO Allah, beskyt mig mod Helvede. Hvis du derefter dør den dag, vil Allah skrive for dig, at du er fri for Helvede. Og efter maghrib-bønnen, før du taler med nogen, skal du syv gange sige:
اللهم إني أسالك الْجَنَّةَ اللَّهم أَورَنِي مِنَ النَّار.
(O Allah, jeg beder Dig om Paradiset og søger tilflugt hos Dig fra Helvede.) Hvis du derefter dør i løbet af denne nat, vil Allah skrive for dig, at du er fri for Helvede. Ahmad, Abu Dawud.
15. Abu Hatim berettede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) efter bønnen plejede at sige:
الأَمر أَصْلِحْ لِي دِينِي الَّذِي مُوَعِصَةٌ أَمْرِي، وَأَصْلِعْ دُنْيَايَ الَّتِي جَعَلْتَ فِيهَا مَعَاشِي اللَّمَ إِنِّي أَعُوذُ بِرِضَاكَ مِن سَخَطِكَ، وَأَعُوذُ بِعفُوكَ مِن نِقْمَتِكَ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْكَ، لَا مَانِعَ لِمَا أَعْطَيْنَ، وَلَا معطي لما منعت، ولا يَنفَعُ ذَا
الْجَنِ، مِنْكَ الْجَل.
Betydning: O Allah, bring min religion i orden for mig, som beskytter alle mine handlinger mod synd, og bring min verden i orden for mig, hvor jeg søger mit levebrød. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra Din vrede i Din tilfredshed, fra Din straf i Din tilgivelse, og hos Dig søger jeg tilflugt fra Dig. Ingen kan holde tilbage, hvad Du giver, og ingen kan give, hvad Du tilbageholder. Ingen søn kan gavne den, hvis skæbne er blevet afgjort af Dig. Abu Hatim.
16. Al-Bukhari og al-Tirmidhi berettede: Sa’d ibn Abi Waqqas lærte sine børn følgende bøn og sagde, at Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at søge tilflugt hos Allah efter bønnen ved hjælp af denne bøn:
الله إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ البغل، وأعوذ بله من الجبن، وأعُوذُ بِكَ أَنْ أَرَدَّ إِلَى أَرْذَلِ الْعُمْرِ وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ فَتْنَةِ الدُّنْيَا وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ عَذَابِ الْقَبْرِ.
Betydning: O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra nærighed, jeg søger tilflugt hos Dig fra fejhed, fra en alderdom, der gør én uvirksom, fra verdens prøvelser og fra gravens straf.”
17. Abu Dawud og al-Hakim berettede: Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede efter hver bøn at sige:
اللَّهُ عَافِنِي فِي بَدَنِي اللهُ عَافِنِي فِي سَعِي، اللَّهُ عَافِنِي فِي بَصَرِي اللَّهُ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ من الكفر والفقر، اللهم إنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ عَذَابِ الْقَبْرِ، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنسَ.
Betydning: O Allah, giv min krop sundhed, giv mine ører sundhed, og giv mine øjne sundhed. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra vantro og fattigdom, og jeg søger tilflugt hos Dig fra gravens straf. Der findes ingen guddom undtagen Dig.”
18. Imam Ahmad, Abu Dawud og al-Nasa’i har overleveret, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde umiddelbart efter bønnen:
اللَّهم رَبَّنَا وَرَبِّ كُلِّ شَيْءٍ أَنَا عَمِيلٌ أَنَّكَ الرَّبِّ وَحْدَكَ لا شَرِيكَ لَكَ. اللَّهم رَبَّنَا وَرَبُّ كُلِّ شَيْءٍ أَنَا شَهِيدٌ أَن محمدا عبدك ورسولك اللهم رَبَّنَا وَرَبُّ كُلِّ شَيْءٍ، أَنَا شَهِيدٌ أَنَّ الْعِبَادَ كَلَّمَ إِغوة. اللَّهُم رَبَّنَا وَرَبِّ كُلِّ شَيْءٍ، أَجْعَلْنِي مُخْلِصًا لَكَ وَأَهْلِي فِي كُلِّ سَاعَةِ مِنَ الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ، بَاذَا الْجَلَالِ وَالْإِكْرَامِ، إِسْمَعَ وَاسْتَعِب الله الأكبر الأكبر، نور السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ، الله الأكبر الأكبر، حسبي الله ونعم الوكيل الله الأكبر الأكبر
Betydning: O Allah, vor Herre og alle tings Herre, jeg bevidner, at Du alene er Herren, og at Du ingen medpartner har. O Allah, vor Herre og alle tings Herre, jeg bevidner, at Muhammad er Din tjener og Dit Sendebud. O Allah, vor Herre og alle tings Herre, jeg bevidner, at alle tjenere er hinandens brødre. O Allah, vor Herre og alle tings Herre, gør mig og min familie oprigtigt hengivne til Dig. I hvert øjeblik i denne verden og i det hinsidige, Du, som er indehaver af ære og værdighed, hør og acceptér. Allah er den største, den største. Allah er himlenes og jordens lys, den største, den største. Allah er tilstrækkelig for mig, og hvor god en beskytter Han er. Allah er den største, den største.”
19. Ahmad ibn Abi Shaybah og Ibn Majah har overleveret fra Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde efter at have afsluttet fajr-bønnen:
الأمر إنِّي أَسْأَلُكَ عِلْمًا نَافِعًا، وَرِزْقًا وَاسِعًا، وَعَمَلاً متقبلاً.
“O Allah, jeg beder Dig om gavnlig viden, rigelig forsørgelse og gerninger, der bliver accepteret.
12. Sunnah- eller frivillige bønner
1. Den religiøse betydning
Sunnah- og frivillige bønner er blevet inkluderet i den islamiske lov, for at mangler og fejl i de obligatoriske bønner kan blive gjort gode igen gennem dem; og ingen anden tilbedelseshandling har samme rang som bønnen. Det er overleveret fra Abu Hurayra:
Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Den første af menneskets handlinger, der vil blive gjort regnskab for på opstandelsens dag, er bønnen. Allah vil sige til sine engle, selv om Han ved det bedre end alle: Undersøg min tjeners bøn. Har han fuldført den eller ladet den være ufuldstændig? Hvis han har fuldført den, bliver den nedskrevet som fuldført; men hvis han har efterladt fejl eller mangler i den, vil Allah sige: Se, om min tjener har nogen frivillige tilbedelseshandlinger. Hvis han har nogen frivillige tilbedelseshandlinger, så fuldend min tjeners obligatoriske bøn med hans frivillige bønner. Derefter vil handlingerne blive behandlet på samme måde. Abu Dawud. Abu Umama sagde også: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah har ikke givet nogen tjener en bedre handling end to rakʿah bøn. Så længe tjeneren står i bøn, bliver belønning spredt over hans hoved. Ahmad og al-Tirmidhi. Imam Malik sagde i al-Muwattaʾ: Jeg har fået at vide, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Vær standhaftig. I vil aldrig kunne tælle det hele og blive færdige. Og vid, at jeres bedste handling er bønnen. Ingen andre end den troende udfører ablution korrekt. Muslim overleverede, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde til Rabiʿa: Hvad ønsker du? Han svarede: Jeg ønsker at være sammen med dig i Paradiset. Han sagde: Er der andet? Han svarede: Det er alt. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Så hjælp mig med hensyn til dig selv ved at udføre mange sujud (det vil sige bønner).
2. Det er anbefalet at udføre alle andre bønner end de obligatoriske bønner derhjemme
a. Ahmad og Muslim overleverede fra Jabir, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Når nogen af jer beder i moskeen, skal han lade en del af sin bøn være til sit hjem. For Allah bringer velsignelse over hans hjem gennem hans bøn.
b. Ahmad og Abu Dawud overleverede fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Bed en del af jeres bønner i jeres hjem. Gør ikke jeres hjem til grave.
c. Ahmad overleverede fra Umar: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: De frivillige og sunnah-bønner, der udføres i hjemmet, er som lys. Den, der ønsker det, kan oplyse sit hjem.
d. Abu Dawud har overleveret fra Zayd ibn Thabit, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Det er bedre at bede enhver anden bøn end den obligatoriske bøn hjemme end at bede den i denne min moské (Profetens Moské).« Disse hadither beviser, at det er mustahabb at bede nafl- og sunnah-bønner hjemme, og at det er bedre at bede disse bønner hjemme end i moskéen. An-Nawawi sagde: Grunden til, at der opfordres til at bede nafl- og sunnah-bønner hjemme, er, at disse bønner derved i højere grad holdes skjult og beskyttes mod riya. Derfor er de bedre beskyttet mod de ting, der ødelægger belønningen for tilbedelsen. Desuden bringer dette velsignelse og barmhjertighed til hjemmet, englene kommer til det, og Satan flygter.
3. At recitere lange passager og udføre få sujud i nafl- og sunnah-bønner
Alle de sahih-hadither, bortset fra Abu Dawud, er overleveret fra al-Mughira رضي الله عنه: Allahs Sendebud ﷺ stod så længe i bøn, at hans fødder hævede. Man sagde til ham: »Allahs Sendebud, dine tidligere og senere synder er jo blevet tilgivet.« Han svarede: »Skal jeg da ikke være en taknemmelig tjener over for Allah?« Abu Dawud har overleveret fra Abdullah, at Allahs Sendebud ﷺ blev spurgt: »Hvilken tilbedelse er bedst?« Han svarede: »At stå længe i bøn.« Han blev spurgt: »Hvilken sadaqa er bedst?« Han svarede: »Den fattiges arbejde« (det vil sige at give sin arbejdskraft i stedet for penge). Derefter blev han spurgt: »Hvilken hijra er bedst?« Han svarede: »At udvandre fra det, Allah har gjort haram« (det vil sige at afholde sig fra det). Han blev spurgt: »Hvilken jihad er bedst?« Han svarede: »At kæmpe mod polyteisterne med sit liv og sin ejendom.« Han blev spurgt: »Hvilken martyrdød er bedst?« Han svarede: »Den, hvor både personen selv bliver dræbt, og hans hest bliver dræbt.«
4. Det er tilladt at bede nafl- og sunnah-bønner siddende
Det er tilladt at bede nafl- og sunnah-bønner siddende, selv om man er i stand til at bede stående. På samme måde er det tilladt at bede en del af den samme rak‘ah stående og en del siddende, uanset om man står først eller senere. Det er heller ikke makruh. Man kan sidde, som man ønsker, men det er bedst at sidde med benene foldet. Muslim har overleveret fra alqama رضي الله عنه, at alqama sagde: Jeg spurgte Aisha رضي الله عنها: »Hvordan bad Allahs Sendebud ﷺ, når han bad to rak‘ah siddende?« Hun svarede: »Han reciterede i begge rak‘ah. Når han ville gå ned i ruku, rejste han sig og udførte ruku stående.« Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Aisha, at hun sagde: »Jeg så ikke Allahs Sendebud ﷺ recitere siddende i nogen af nattens bønner. Men da han blev gammel, reciterede han siddende. Når der kun var tredive eller fyrre vers tilbage, rejste han sig, reciterede de resterende vers stående og gik derefter ned i sujud.«
5. Nafl-bønnernes forskellige typer
Nafl er af to slags: almindelig nafl og særlig nafl. Ved almindelig nafl er det tilstrækkeligt blot at have intentionen om at bede. Imam an-Nawawi sagde: Når man begynder en nafl-bøn uden at have fastlagt, hvor mange rak‘ah man vil bede, kan man afslutte med salam efter én rak‘ah, eller man kan bede to, tre, et hundrede eller et tusind rak‘ah. Hvis man ikke husker, hvor mange rak‘ah man har bedt, og afslutter med salam, er det også gyldigt. Der er ingen uenighed om dette. Det er overleveret i al-Bayhaqi, at Abu Dharr bad mange rak‘ah. Da han afsluttede med salam, sagde Ahnaf ibn Qays رضي الله عنه til ham: »Ved du, om du har bedt et ulige eller et lige antal?« Han svarede: »Selv om jeg ikke ved det, ved Allah det.« Jeg hørte min ven Muhammad ﷺ sige — og da han sagde dette, begyndte han at græde: »Når en tjener udfører én sujud for Allah, hæver Allah hans rang ét trin og tilgiver ham én synd.« — ad-Darimi.
Den særlige nafl er den regelmæssige sunnah, som bedes sammen med de obligatoriske bønner. Den omfatter sunnah-bønnerne ved fajr, zuhr, asr, maghrib og isha. Der findes også den uregelmæssige sunnah. Nedenfor følger en beskrivelse af begge slags sunnah:
6. Fajr-sunnah
a. Dens fortjeneste:
Der findes mange hadither om fortjenesten ved regelmæssigt at bede sunnah-bønnen ved fajr. Her nævner jeg nogle af dem:
1. Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: De to rakʿah før fajr-bønnen er mere elskede for mig end hele verden. Ahmad, Muslim, Tirmidhi.
2. Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Selv hvis fjendernes kavaleristyrker forfølger jer, må I ikke opgive de to rakʿah sunnah før fajr. – Ahmad, Abu Dawud, Bayhaqi, Tahawi. Det vil sige, at man ikke bør undlade disse to rakʿah, uanset hvor tung en undskyldning man måtte have.
3. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) overholdt ingen anden bøn så regelmæssigt som de to rakʿah sunnah før fajr-bønnen.
– Bukhari, Muslim, Ahmad, Abu Dawud.
4. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde desuden, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: De to rakʿah sunnah før fajr er bedre end jorden og alt, hvad den rummer af rigdomme. Ahmad, Muslim, Tirmidhi, Nasa’i.
5. Ahmad og Muslim har overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Blandt alle gode gerninger så jeg ikke Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) være mere ivrig efter noget end at bede de to rakʿah sunnah før fajr.
b. Det er ønskeligt, at de to rakʿah sunnah før fajr er korte
Allahs Sendebuds praksis var at læse en kort recitation i fajrs sunnah-bøn.
1. Hafsa sagde: »Allahs Sendebud plejede at bede de to rakʿah før fajr-bønnen meget kort i mit hus.« Nafiʿ sagde: »Også Abdullah ibn Umar plejede at bede disse to rakʿah kort.«
2. Aisha sagde: »Allahs Sendebud gjorde de to rakʿah før fajr så korte, at jeg tvivlede på, om han overhovedet læste al-Fatiha.« – Ahmad og andre.
3. Aisha sagde også: »Allahs Sendebud gjorde de to rakʿah før fajr lige så lange som al-Fatiha.« Ahmad, al-Nasa’i, al-Bayhaqi, Malik og al-Tahawi.
C. Hvad bør man læse i de to sunnah-rakʿah?
Det er anbefalet at læse de suraer i fajrs to sunnah-rakʿah, som er blevet overleveret fra Allahs Sendebud. Disse suraer fremgår af følgende hadither:
1. Aisha sagde: »Allahs Sendebud plejede i fajrs to sunnah-rakʿah at læse al-Kafirun og al-Ikhlas sagte.« Ahmad og al-Tahawi. Naturligvis plejede han at læse disse to suraer efter al-Fatiha, for det er allerede blevet nævnt, at bønnen ikke er gyldig uden al-Fatiha.
2. Det er også overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud plejede at læse al-Kafirun og al-Ikhlas i de to sunnah-rakʿah før fajr og sagde: »Hvor smukke disse to suraer er!« Ahmad og Ibn Majah.
3. Det er overleveret fra Jābir: En mand bad de to sunnah-rakʿat før fajr. I den første rakʿat reciterede han Sūrat al-Kāfirūn. Da han var færdig med recitationen, sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Denne tjener har erkendt sin Herre.« Derefter reciterede han Sūrat al-Ikhlās i den anden rakʿat. Da han var færdig med recitationen, sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Denne tjener har troet på sin Herre.« Ṭalḥah رضي الله عنه sagde: »Derfor holder jeg af at bede disse to rakʿat med disse to suraer.« Ibn Ḥibbān, al-Ṭaḥāwī.
4. Ibn ʿAbbās رضي الله عنه sagde: Allahs Sendebud ﷺ reciterede vers 136 fra Sūrat al-Baqarah i de to sunnah-rakʿat før fajr og vers 64 fra Sūrat Āl ʿImrān i den anden rakʿat. Muslim.
5. Abū Dāwūd beretter fra Ibn ʿAbbās: Allahs Sendebud ﷺ reciterede vers 136 fra Sūrat al-Baqarah i den første rakʿat og vers 52 fra Sūrat Āl ʿImrān i den anden rakʿat. – Muslim. 6. Bønnen er gyldig, selv hvis man kun reciterer Sūrat al-Fātiḥah. For det er tidligere blevet nævnt i en hadith overleveret af ʿĀʾishah رضي الله عنها, at Allahs Sendebud ﷺ stod lige så længe i denne bøn som den tid, det tager at recitere Sūrat al-Fātiḥah.
D. De bønner, der bør reciteres efter sunnah-bønnen
Imām al-Nawawī sagde: Han berettede gennem Abū Mulayth. Allahs Sendebud ﷺ bad fajrs sunnah-bøn på to korte rakʿat og sagde derefter, mens han sad: »O Allah, Herre over Jibrīl, Mīkāʾīl, Isrāfīl og Muḥammad ﷺ, jeg søger tilflugt hos Dig fra Helvede.« (al-Tirmidhī). Det er også overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der om fredagen før fajr-bønnen siger tre gange: »Jeg beder den Evigtlevende, den Evigtbestående Gud, ud over hvem der ingen anden guddom findes, om tilgivelse og omvender mig til Ham«, vil Allah tilgive alle hans synder, selv hvis de var lige så mange som skummet på havet.
E. At lægge sig ned et stykke tid efter sunnah-bønnen
ʿĀʾishah رضي الله عنها sagde: Allahs Sendebud ﷺ plejede efter at have bedt de to sunnah-rakʿat før fajr at lægge sig på sin højre side. – Alle de autentiske hadith-samlinger. Alle de autentiske hadith-samlinger beretter også fra ʿĀʾishah: Efter at Allahs Sendebud ﷺ havde bedt de to sunnah-rakʿat før fajr, lagde han sig ned, hvis jeg sov, og talte med mig, hvis jeg var vågen. Der er stor uenighed om bestemmelsen vedrørende at lægge sig ned. Den kendte opfattelse er, at det er mustaḥabb for den, der beder sunnah-bønnen hjemme i stedet for i moskeen. Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar siger i Fatḥ al-Bārī: Nogle af de tidlige lærde mente, at det er mustaḥabb at gøre dette hjemme, men ikke i moskeen. Det er også blevet overleveret fra Ibn ʿUmar. Nogle af vores imamer har sagt, at det ikke er kendt, at Allahs Sendebud ﷺ gjorde dette i moskeen. Det er også blevet overleveret, at Ibn ʿUmar plejede at undgå den, der gjorde dette i moskeen. Da Imām Aḥmad blev spurgt om dette, sagde han: »Jeg gør det ikke. Men hvis nogen gør det, gør han det godt.«
F. Om indhentning af fajrs sunnah-bøn
Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der ikke har bedt de to rakʿa sunna, skal bede dem senere. Den, der ikke har bedt fajrs to rakʿa, skal bede dem efter solopgang. – al-Bayhaqī. Qays ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Han gik ud for at bede fajr-bønnen. Han så, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var i gang med at bede fajr-bønnen. Derfor sluttede han sig til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i menighedsbønnen uden først at bede fajrs sunna, og han bad den obligatoriske bøn. Efter den obligatoriske bøn rejste han sig og bad sunna-bønnen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så ham og sagde: »Hvilken bøn er dette?« Qays forklarede ham det. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) forblev tavs og sagde intet. – Aḥmad, Ibn Khuzayma, Ibn Ḥibbān, Abū Dāwūd, al-Tirmidhī, Ibn Mājah. Aḥmad, al-Bukhārī og Muslim har også berettet fra ʿImrān ibn Ḥusayn: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var på en rejse. Ved fajr-tid kunne de ikke vågne. De vågnede på grund af solens varme. De ventede et stykke tid. Da solen var kommet lidt højere op, beordrede han muʾadhdhin til at kalde til bøn. Efter kaldet bad de de to rakʿa sunna. Derefter bad de fajr-bønnen. Disse hadither viser tydeligt, at fajrs sunna skal indhentes, hvad enten det sker før eller efter solopgang, og uanset om den blev forsømt på grund af en gyldig undskyldning eller uden undskyldning, samt uanset om både fajrs obligatoriske bøn og sunna-bønnen blev forsømt, eller kun sunna-bønnen blev forsømt.
7. Zuhrs sunna
Af haditherne om zuhrs sunna fremgår det, at den består af fire, seks eller otte rakʿa. Detaljerne er som følger:
Hadither om fire rakʿa
1. Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg husker fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at han bad ti rakʿa sunna: to rakʿa før zuhr, to rakʿa efter zuhr, to rakʿa efter maghrib hjemme, to rakʿa efter ʿishāʾ hjemme og to rakʿa før fajr. – al-Bukhārī.
2. Mughīra ibn Sulaymān sagde: Jeg hørte Ibn ʿUmar sige: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) undlod aldrig to rakʿa før zuhr, to rakʿa efter zuhr, to rakʿa efter maghrib, to rakʿa efter ʿishāʾ og to rakʿa før fajr. – Aḥmad.
Hadither om seks rakʿa
1. ʿAbdullāh ibn Shaqīq sagde: Jeg spurgte ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) om Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bønner. Hun sagde: Han bad fire rakʿa før zuhr og to rakʿa efter den. – Aḥmad, Muslim med flere.
2. Det berettes fra de troendes moder, Umm Habiba: Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der beder tolv rakʿat om dagen og natten, vil få bygget et hus til sig i Paradiset: fire rakʿat før dhuhr, to rakʿat efter dhuhr, to rakʿat efter maghrib, to rakʿat efter isha og to rakʿat før fajr. – Tirmidhi, Muslim.
Hadith om otte rakʿat
Det berettes fra Umm Habiba, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der beder fire rakʿat før dhuhr og fire efter den, forbyder Allah hans kød for Helvedesilden. – Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah.
Dyden ved de fire rakʿat før dhuhr
1. Abu Ayyub al-Ansari plejede at bede fire rakʿat før dhuhr. Man spurgte ham: Beder du altid denne bøn? Han svarede: Jeg så Allahs Sendebud ﷺ bede den, så jeg spurgte ham om den. Han sagde: Dette er et tidspunkt, hvor himlens porte åbnes. Derfor ønskede jeg, at nogle af mine gode gerninger skulle stige op på dette tidspunkt. – Ahmad.
2. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud ﷺ undlod aldrig de fire rakʿat før dhuhr og de to rakʿat før fajr. – Ahmad, Bukhari. Det berettes også fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Når Allahs Sendebud ﷺ bad de fire rakʿat før dhuhr, forlængede han ståen og udførte rukūʿ og sujud grundigt.
Der er ingen modstrid mellem den hadith fra Ibn Umar, hvori det nævnes, at man bad to rakʿat før dhuhr, og de øvrige hadither, hvori det nævnes, at man bad fire rakʿat. Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: Det er bedst at antage, at han bad på forskellige måder under forskellige omstændigheder. Nogle gange bad han to rakʿat og andre gange fire. Nogle siger, at han bad to rakʿat i moskeen og fire derhjemme. Eller at han bad to rakʿat derhjemme og derefter gik til moskeen og bad yderligere to rakʿat. Ibn Umar så de to rakʿat i moskeen, men så ikke de to derhjemme. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, kendte til begge dele. Abu Jaʿfar al-Tabari sagde: Som regel bad han fire rakʿat og kun sjældent to. Når man beder fire rakʿat før eller efter dhuhr, er det bedst at afslutte med salam efter hver to rakʿat. Det er også tilladt at bede dem med én salam. Allahs Sendebud ﷺ sagde: Nattens og dagens bønner bedes parvis. – Abu Dawud.
Om indhentning af begge sunnah-bønner omkring dhuhr
ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke kunne bede de fire rakʿah før zuhr-bønnen, bad han dem bagefter. – Tirmidhī. Ibn Mājah har også overleveret fra ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende: Når Allahs Sendebuds fire rakʿah før zuhr-bønnen var gået tabt, indhentede han dem efter de to rakʿah efter zuhr-bønnen. (Tiden for den foregående sunnah strækker sig indtil afslutningen af tiden for den obligatoriske bøn.)
Dette var bestemmelsen om at indhente den regelmæssige sunnah før den obligatoriske bøn. Hvad angår at indhente sunnah-bønnen efter den obligatoriske bøn, har Aḥmad overleveret fra Umm Salamah, må Allah være tilfreds med hende: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad zuhr-bønnen. På det tidspunkt kom der nogle midler til ham, og han gav sig til at fordele dem. Mens han fordelte dem, blev der kaldt til ʿaṣr-bønnen. Han bad ʿaṣr-bønnen og kom derefter til mit værelse, fordi det var min dag. Han bad to rakʿah meget kort. Vi sagde: ’Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hvilken bøn er disse to rakʿah? Er du blevet befalet at bede dem?’ Han sagde: ’Nej, det er de to rakʿah efter zuhr, som jeg plejer at bede, men i dag kunne jeg ikke bede dem på grund af fordelingen af midlerne. Imidlertid blev der kaldt til ʿaṣr-bønnen, og derfor ønskede jeg ikke at lade sunnah-bønnen efter zuhr være ubønhørt.’« Bukhārī, Muslim og Abū Dāwūd. (I en overlevering siges det, at Umm Salamah sagde: »Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, skal jeg indhente denne bøn, hvis jeg går glip af den?’ Han sagde: ’Nej.’« Al-Bayhaqī har dog sagt, at denne overlevering er svag.)
8. Sunnah-bønnen ved maghrib
Det er sunnah at bede to rakʿah efter maghrib-bønnen. Af den tidligere nævnte hadith overleveret fra Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, fremgår det, at dette er blandt de bønner, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, aldrig forsømte.
Det anbefalede at recitere: I sunnah-bønnen ved maghrib er det anbefalet efter Sūrat al-Fātiḥah at recitere Sūrat al-Kāfirūn og Sūrat al-Ikhlāṣ. Ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg har hørt Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, recitere Sūrat al-Kāfirūn og Sūrat Qul huwa Allāhu aḥad i de to rakʿah sunnah ved maghrib og i de to rakʿah sunnah ved fajr, men jeg kan ikke fastslå det nøjagtige antal gange. Ibn Mājah og Tirmidhī.
Det er anbefalet at bede denne bøn hjemme. Det er overleveret fra Maḥmūd ibn Nabīḍ, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom en gang til Banū ʿAbd al-Ashhals område og ledte dem i maghrib-bønnen. Efter at have afsluttet bønnen med salām sagde han: »Gå hjem og bed de resterende to rakʿah dér.« – Aḥmad, Abū Dāwūd, Tirmidhī og Nasāʾī. Som jeg allerede har nævnt, plejede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at bede disse to rakʿah hjemme.
9. Sunnah-bønnen ved ʿishāʾ
Det er tidligere blevet nævnt i flere hadither, at det er sunnah at bede to rakʿah efter ʿishāʾ-bønnen.
10. Ikke-bekræftede sunnah-bønner
Der er tidligere blevet givet en beskrivelse af de regelmæssige sunnah-bønner, og det er blevet understreget, at de bør udføres. Nedenfor følger en beskrivelse af nogle flere sunnah-bønner, som er regelmæssige og daglige, men ikke obligatoriske; de hører også til det anbefalede.
1. To eller fire rakʿat før ʿasr: Der er overleveret en række hadither om dette. Selvom der er en vis uenighed om dem, støtter og supplerer de hinanden, fordi de er overleveret gennem mange kæder. Blandt dem siger Ibn ʿUmar: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Må Allah lade sin barmhjertighed komme over den, der beder fire rakʿat før ʿasr.« – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, Ibn Hibban og Ibn Khuzaymah. Ibn Hibban og Ibn Khuzaymah har sagt: »Dette er en sahih-hadith.«
På samme måde siger ʿAli, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at bede fire rakʿat før ʿasr og holde en pause mellem hvert par rakʿat ved at fremsige fredshilsenen over Allahs nærmeste engle, over profeterne og over de troende og muslimer, der følger dem. – Ahmad, an-Nasa’i, Ibn Majah og at-Tirmidhi. Der findes en generel hadith til støtte for kun at bede to rakʿat, og den gælder ved hver bønnetid. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Mellem hver adhan og iqamah er der en bøn.«
2. To rakʿat før maghrib: Al-Bukhari har overleveret fra ʿAbdullah ibn Mughaffal, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bed før maghrib, bed før maghrib«, og derefter tredje gang sagde han: »Hvis I ønsker det.« Dermed viste han, at han ikke ønskede, at folk skulle tage det som en regelmæssig sunnah. I Ibn Hibbans overlevering står der, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad to rakʿat før maghrib. Muslim har overleveret fra Ibn ʿAbbas: »Vi plejede at bede to rakʿat kort før solnedgang. Allahs Sendebud så os, men hverken beordrede eller forbød os det.« Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: »Samlet set synes alle beviserne at vise, at det er anbefalet at bede denne bøn meget kort, ligesom fajrs sunnah.«
To rakʿat før isha: I alle de autentiske hadith-samlinger er det overleveret fra ʿAbdullah ibn Mughaffal, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Mellem hver adhan og iqamah er der en bøn; mellem hver adhan og iqamah er der en bøn.« Derefter sagde han tredje gang: »For den, der ønsker det.« Ibn Hibban har desuden overleveret fra Ibn az-Zubayr, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Før hver obligatorisk bøn er der to rakʿat.«
Det er bedst at holde en pause mellem den obligatoriske bøn og den frivillige bøn, så den obligatoriske bøn afsluttes helt.
Det er overleveret fra en af Allahs Sendebuds ledsagere, må Allahs fred og velsignelser være med ham, at Allahs Sendebud en dag bad ʿasr. Straks rejste en mand sig for at bede. ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, så ham og sagde: »Sæt dig.« Folkene fra Skriftens folk blev kun ødelagt, fordi der ikke var nogen pause i deres bønner. Allahs Sendebud sagde: »ʿUmar har sagt noget godt.« – Ahmad.
11. Witr-bønnen
1. Fortjeneste og regler: Witr-bønnen er sunnah mu’akkadah, det vil sige en sunnah, der er stærkt understreget. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opmuntrede og tilskyndede til at bede den. ʿAli, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Witr er ikke obligatorisk for jer på samme måde som jeres obligatoriske bønner, men Allahs Sendebud bad witr. Derefter sagde han: O I, der følger Koranen, bed witr. Allah er ulig. Han elsker det ulige (witr-bønnen).« – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim [det vil sige: Allah er én. Han elsker witr, som består af et ulige antal rakʿat, og giver belønning for den. Ibn ʿUmar udførte alt i et ulige antal].
Ifølge imam Abu Hanifa er witr wajib, men denne opfattelse er svag. Ibn al-Mundhir sagde: »Jeg kender ingen, der er enig med imam Abu Hanifa i dette spørgsmål.« Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret, at en ansar ved navn Abu Muhammad fortalte en mand fra Banu Kinana ved navn al-Mikhdāji, at witr var wajib. Al-Mikhdāji gik straks til ‘Ubada ibn al-Samit og fortalte ham, at Abu Muhammad havde sagt: »Witr er wajib.« ‘Ubada sagde omgående: »Abu Muhammad tager fejl. Jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.w.) sige: Allah har foreskrevet Sine tjenere fem daglige bønner. Den, der udfører disse bønner, ikke udelader noget af dem og ikke viser ringeagt for dem, har Allah forpligtet Sig til at føre ind i Paradiset. Men den, der ikke udfører disse bønner, har ingen garanti hos Allah. Hvis Han vil, straffer Han ham, og hvis Han vil, tilgiver Han ham.« I en hadith overleveret fra Talha i al-Bukhari og Muslim sagde Allahs Sendebud (s.a.w.): »Allah har foreskrevet fem bønner i løbet af dagen og natten.« En beduin spurgte: »Skal jeg gøre noget andet end dette?« Allahs Sendebud (s.a.w.) svarede: »Nej, men du kan bede yderligere bønner (nafl-bønner).«
2. Tidspunktet for witr: Alle lærde er enige om, at tiden for witr-bønnen begynder umiddelbart efter isha-bønnen og varer indtil fajr. Abu Tamim al-Jayshani (ra) fortæller: ‘Amr ibn al-‘As sagde i en tale til folket på fredagen, at Abu Basra havde fortalt ham, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Allah den Ophøjede har givet jer en ekstra bøn, og det er witr. Bed den mellem isha og fajr.« Abu Tamim sagde: »Straks tog Abu Dharr mig ved hånden og førte mig til Abu Basra i moskeen. Han sagde til ham: Hørte du virkelig Allahs Sendebud (s.a.w.) sige det, som ‘Amr har fortalt?« Abu Basra svarede: »Ja, jeg hørte dette fra Allahs Sendebud (s.a.w.) selv.« – Ahmad.
Abu Mas’ud al-Ansari (ra) sagde: »Allahs Sendebud (s.a.w.) bad witr nogle gange i nattens begyndelse, nogle gange midt på natten og nogle gange sidst på natten.« – Ahmad. ‘Abdullah ibn Abi Qays sagde: »Jeg spurgte ‘Aisha (ra) om Allahs Sendebuds (s.a.w.) witr. Hun sagde: Han bad witr nogle gange i nattens begyndelse og nogle gange sidst på natten. Jeg spurgte: Hvordan var hans recitation – højt eller sagte? ‘Aisha (ra) sagde: Han gjorde begge dele; nogle gange sagte og nogle gange højt. Han sov nogle gange efter at have foretaget ghusl og nogle gange efter wudu (det vil sige på grund af sædafgang).« – Abu Dawud, Ahmad, Muslim og al-Tirmidhi.
3. Det er mustahabb at bede witr i nattens begyndelse, hvis man ikke har tillid til at kunne stå op sidst på natten, og sidst på natten, hvis man har tillid til det: Den, der frygter, at han ikke vil kunne stå op sidst på natten, bør bede witr i nattens begyndelse, mens den, der er sikker på, at han vil kunne stå op sidst på natten, bør bede witr sidst på natten. Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Den af jer, der mener, at han ikke vil kunne stå op sidst på natten, skal bede witr i nattens begyndelse. Og den, der mener, at han vil kunne stå op sidst på natten, skal bede den sidst på natten. Englene er til stede ved witr sidst på natten, og det er bedre.« – Ahmad, Muslim, al-Tirmidhi og Ibn Majah. Det er også overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde til Abu Bakr (ra): »Hvornår beder du witr?« Abu Bakr (ra) svarede: »I nattens begyndelse efter isha.« Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Og du, ‘Umar, hvornår beder du den?« Han svarede: »Sidst på natten.« Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Abu Bakr, du har valgt forsigtighedens princip. Og ‘Umar, du har valgt fasthedens princip« – det vil sige princippet om en fast beslutning om at stå op sidst på natten. – Ahmad, Abu Dawud og al-Hakim.
Allahs Sendebud (s.a.w.) plejede at afslutte natten med at bede witr sidst på natten. Det er allerede nævnt, at dette er det bedste. ‘Aisha (ra) sagde: »Som regel bad Allahs Sendebud (s.a.w.) witr i nattens begyndelse, midt på natten og sidst på natten. Men hans sidste witr var altid sidst på natten.« – Alle de autentiske hadith-samlinger. På trods af dette anbefalede nogle sahaba af forsigtighedshensyn, at man sov efter at have bedt witr. Sa’d ibn Abi Waqqas bad isha-bønnen i Allahs Sendebuds (s.a.w.) moské. Derefter bad han én rak’at witr og bad ikke mere end dette. Man sagde til ham: »Abu Ishaq, du har kun bedt én rak’at witr.« Han svarede: »Ja … jeg hørte Allahs Sendebud (s.a.w.) sige: Den, der ikke sover uden at have bedt witr, er en forstandig person.« – Ahmad.
4. Hvor mange rak’at består witr af? Al-Tirmidhi har sagt: Fra Allahs Sendebud (s.a.w.) er der overleveret forskellige hadither om witr på tretten, elleve, ni, syv, fem, tre og én rak’at. Ishaq ibn Ibrahim har sagt: Den hadith, hvori det er overleveret, at Allahs Sendebud (s.a.w.) bad tretten rak’at witr, betyder, at han bad tretten rak’at nattebøn inklusive witr. Witr udgjorde altså en del af den samlede bøn; nattebønnen blev således forbundet med witr. Witr kan bedes som to rak’at ad gangen, efterfulgt af salam, og derefter én rak’at med én tashahhud og salam. Alle bønnerne kan også bedes med to tashahhud og én salam. På denne måde kan rak’atene forbindes med hinanden, og efter tashahhud i rak’aten før den sidste kan man bede den sidste rak’at og afslutte bønnen med tashahhud og salam. Man kan også udføre hele bønnen med tashahhud og salam udelukkende i den sidste rak’at. Alle disse fremgangsmåder er tilladte og overleveret fra Allahs Sendebud (s.a.w.). Ibn al-Qayyim har sagt: Witr på fem og syv rak’at med én salam er overleveret i autentiske hadither med klare og utvetydige formuleringer. I hadithen fra Umm Salama står der eksempelvis, at Allahs Sendebud (s.a.w.) bad witr på syv og fem rak’at uden at adskille dem med salam eller samtale. – Ahmad, al-Nasa’i og Ibn Majah. På samme måde sagde ‘Aisha (ra): »Allahs Sendebud (s.a.w.) bad ni rak’at om natten og satte sig ikke undervejs bortset fra i den ottende rak’at. Ved afslutningen af den ottende rak’at satte han sig, lovpriste Allah og nævnte Ham, og bad til Ham. Derefter rejste han sig uden at sige salam og bad den niende rak’at. Så satte han sig, reciterede tashahhud og sagde derefter salam, så vi kunne høre det. Efter salam satte han sig og bad yderligere to rak’at. Således blev det elleve rak’at. Senere, da Allahs Sendebud (s.a.w.) blev ældre og hans krop blev tungere, bad han witr på syv rak’at og bad derefter to rak’at som tidligere.« I en anden overlevering står der: »Da han blev endnu ældre og hans krop blev tungere, bad han witr på syv rak’at, satte sig kun i den sjette og syvende rak’at og sagde kun salam i den syvende rak’at.« I en anden overlevering står der, at han bad syv rak’at og kun satte sig ved afslutningen. – Alle disse hadither er autentiske.
I en anden hadith, overleveret af Aisha, hedder det: »Allahs Sendebud bad tretten rakʿat om natten, hvoraf han bad fem rakʿat som witr, og han satte sig først ved afslutningen.« Bukhari og Muslim. Alle disse hadither er autentiske og entydige, og der er ingen modsigelse mellem dem. Der er kun en tilsyneladende modsigelse i én hadith. Det er den, hvor Sendebudet sagde: »Nattebønnen bedes to rakʿat ad gangen.« Denne hadith er også autentisk. Men haditherne om syv og fem rakʿat er ligeledes sande og bekræfter hinanden. I hadithen »Nattebønnen bedes to rakʿat ad gangen« besvarede Sendebudet spørgerens spørgsmål om nattebønnen ved at sige, at denne bøn bedes to rakʿat ad gangen. Manden spurgte ham ikke om witr. Bønnerne på syv, fem, ni og én rakʿat er alle witr-bønner. Witr er betegnelsen for den ene rakʿat, som er adskilt fra de bønner, der går forud for den. Når fem, syv eller ni rakʿat bedes sammen, kaldes de tre sammenhængende rakʿat, ligesom i maghrib, for witr. Hvis fem eller syv rakʿat adskilles med to taslīm, sådan som elleve rakʿat gør, er det kun den adskilte rakʿat, der kaldes witr. Sendebudet sagde eksempelvis: »Nattebønnen bedes to rakʿat ad gangen. Når man frygter, at daggryet vil indtræffe, skal man afslutte med én rakʿat som witr.« Den vil således udgøre witr for ham blandt de bønner, han allerede har bedt. Derfor stemmer Sendebudets ord og handlinger fuldstændigt overens og støtter hinanden.
5. Recitationen i witr: Efter al-Fātiha kan man recitere fra hvor som helst i Koranen
er tilladt. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Ingen del af Koranen er uanvendelig. Recitér derfor witr med hvilken som helst del, du ønsker.« Når man derimod beder witr med tre rakʿat, er det anbefalet i den første rakʿat efter al-Fātiha at recitere suraen »Sabbihisma«, i den anden rakʿat »Qul yā ayyuhal-kāfirūn« og i den tredje rakʿat »Qul huwa Allāhu« samt suraerne an-Nās og al-Falaq. For Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi har overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud i den første rakʿat reciterede »Sabbihisma«, i den anden »al-Kāfirūn« og i den tredje »Qul huwa Allāhu« samt an-Nās og al-Falaq.
6. Qunūt-bønnen i witr
Det er foreskrevet at fremsige qunūt-bønnen i witr hele året. Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra al-Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Allahs Sendebud lærte mig denne bøn, som skal fremsiges i witr:«
اللهم اهدني فيمن مديت، وَعَافِنِي فيمن عافيت، وتولَّني فيمن توليت، وبارك لي فيها أعطيت وَقِنِي عَوْ مَا قَضَيْنَ، فَإِنَّكَ تَقْضِي وَلَا يُقْضِي عَلَيْكَ، وَإِنَّهُ لَا يَذِلُّ مَنْ وَالَيْتَ، وَلا يَعِزُّ مَنْ عَادَهُ
تباركت ربنا وتعاليت، وصلى الله على النبي محمد .
Betydning: O Allah, lad mig være blandt dem, som Du har vejledt, ved også at vejlede mig. Lad mig være blandt dem, som Du har tilgivet og skænket velbefindende, ved også at tilgive mig og skænke mig velbefindende. Lad mig være blandt dem, hvis beskytter Du er blevet! Velsign det, Du har skænket mig, og giv mig overflod i det. Beskyt mig mod Din dårlige afgørelse. Du er den sande afgører, og ingen kan afgøre noget over Dig. Den, hvis beskytter Du er blevet, kan ingen ydmyge. Den, der er blevet Din fjende, kan ingen give ære. Vor Herre, Du er den store overflods giver, Du er den Højeste og Mest Ophøjede.
At-Tirmidhi sagde: »Ingen bedre qunūt-bøn end denne er blevet overleveret fra Allahs Sendebud.« Ibn Hanbal, Ibn Masud, Abu Musa, Ibn Abbas, al-Barrā, Anas, al-Hasan al-Basri, Umar ibn Abd al-Aziz, ath-Thawri, Ibn al-Mubarak og hanafi-skolen støtter denne opfattelse.
Ifølge ash-Shafi’i og andre skal qunūt-bønnen i witr kun fremsiges i den sidste halvdel af Ramadan. For det er overleveret i Abu Dawud: »Umar (må Allah være tilfreds med ham) samlede folk hos Ubayy ibn Ka’b. Han ledte dem i bøn i tyve nætter, men fremsagde ikke qunūt-bønnen undtagen i den sidste halvdel af Ramadan.« Muhammad ibn Nasr spurgte Sa’id ibn Jubayr, hvordan qunūt i witr blev indført. Han svarede: »Umar (må Allah være tilfreds med ham) sendte en hær ud. Hæren kom ud i en alvorlig krise, og derfor blev han bekymret for dens skæbne. Da de sidste ti dage af Ramadan nærmede sig, fremsagde han qunūt-bønnen for at bede om, at deres nød måtte blive fjernet.«
7. Tidspunktet for qunūt: Du kan fremsige qunūt-bønnen efter recitationen og før du går ned i rukūʿ, eller efter du rejser dig fra rukūʿ. Humayd fortæller: Jeg spurgte Anas, om qunūt skulle fremsiges efter eller før rukūʿ. Anas svarede: »Vi plejede at fremsige den både før og efter.« Ibn Mājah.
Hvis qunūt fremsiges før rukūʿ, skal man efter recitationen løfte hænderne og sige »Allāhu akbar«, og igen sige »Allāhu akbar« efter qunūt. Dette er overleveret fra nogle af Profetens ledsagere. Nogle lærde anser det for anbefalet at løfte hænderne under qunūt, mens andre ikke gør det.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt man skal stryge ansigtet med begge hænder, siger al-Bayhaqī, at det ikke er nødvendigt. De tidlige lærde plejede blot at løfte hænderne. Derfor bør man anse det for tilstrækkeligt kun at løfte hænderne.
8. Bønnen efter witr: Efter witr-salāmen er det anbefalet tre gange at sige »Subḥānal-malikil-quddūs«, således at man siger det højt tredje gang, og derefter siger »Rabbul-malā’ikati war-rūḥ«. Ubayy ibn Kaʿb har sagt, at Allahs Sendebud under witr reciterede de tre sūraer »Sabbihisma rabbika …«, »Qul yā ayyuhal-kāfirūn« og »Qul huw Allāhu aḥad«. Efter salāmen sagde han tre gange: »Subḥānal-malikil-quddūs«, hvoraf han fremsagde den tredje gang højt og langstrakt. – an-Nasāʾī. ad-Dāraqutnī har desuden tilføjet, at han også sagde: »Rabbul-malā’ikati war-rūḥ«. Det er overleveret fra ʿAlī af Aḥmad, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah, at Allahs Sendebud fremsagde følgende bøn ved afslutningen af witr:
اللهمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِرِضَاكَ من سخطك، وأعوذ بمعافاتك من عقوبَتِكَ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْكَ، لَا أَحْمِي تَنَاءُ عليك، أنتَ كَمَا اثْنَيْتَ عَلَى نَفْسِكَ .
9. Witr må ikke bedes to gange på én nat: Den, der allerede har bedt witr og derefter ønsker at bede mere, må gerne bede. Han skal ikke gentage witr. Abū Dāwūd, an-Nasāʾī og at-Tirmidhī har overleveret fra ʿAlī, at ʿAlī sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Der er ingen witr to gange på én nat.« ʿĀʾishah har sagt, at Allahs Sendebud lod os høre sin salām. Efter salāmen sad han og bad yderligere to rakʿah. Umm Salamah har sagt: Allahs Sendebud bad to rakʿah siddende efter witr. – Aḥmad, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī m.fl.
10. Genbedelse af witr: Ifølge flertallet af de lærde er det foreskrevet i sharīʿah at genbede witr.
Al-Bayhaqī og al-Ḥākim har overleveret fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: Hvis morgenen gryr for nogen, uden at han har bedt witr, bør han bede den. Abū Dāwūd har overleveret fra Abū Saʿīd al-Khudrī, at Allahs Sendebud sagde: Hvis nogen glemmer at bede witr eller falder i søvn uden at have bedt witr, skal han bede den, så snart han kommer i tanke om det. Aḥmad og at-Tabarānī har overleveret med en autentisk overleveringskæde, at Allahs Sendebud også plejede at bede witr efter daggry. Der er uenighed om tidspunktet for genbedelse af witr. Ifølge den hanafitiske madhhab skal den genbedes, bortset fra de tidspunkter, hvor bøn er forbudt. Ifølge den shafiitiske madhhab kan den genbedes når som helst på dagen eller natten. Ifølge Mālik og Aḥmad skal den genbedes, efter at tiden for fajr er indtrådt, men før fajr-bønnen bedes.
12. Qunut al-Nazila i de fem daglige bønner
Under alvorlige katastrofer og ulykker er det foreskrevet at fremsige Qunut al-Nazila hørligt i de fem daglige bønner. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsagde qunut uafbrudt i en måned under zuhr-, asr-, maghrib-, isha- og fajr-bønnen. I den anden rak‘ah, umiddelbart efter at have sagt ‘Sami‘a Allahu liman hamidah’, bad han mod Ral-, Dhakwan- og Usayya-grenene af Banu Sulaym-stammen, og menigheden sagde: ‘Amin’.« Abu Dawud og Ahmad. Ahmad tilføjede: »Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde sendt udsendinge til disse tre stammegrene for at invitere dem til islam, men de dræbte udsendingene.« Ral, Dhakwan og Usayya – disse tre grene af Banu Sulaym-stammen – sendte i hemmelighed en besked til Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hvori de sagde: »Vi har antaget islam. Send derfor nogle mennesker til os, så de kan lære os islams regler.« Han sendte halvfjerds veluddannede sahaba til dem, men de dræbte dem alle. I historien kaldes denne begivenhed massakren ved Bir Ma‘una. Dette var begyndelsen på qunut. Ikrimah sagde: »Dette var begyndelsen på qunut.« Det er overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, når han ønskede at bede for eller imod nogen
fremsagde qunut efter rukū‘. Efter at have sagt ‘Sami‘a Allahu liman hamidah’ og ‘Rabbana laka al-hamd’ sagde han: »O Allah, beskyt al-Walid ibn al-Walid, Salamah ibn Hisham, ‘Ayyash og de svage muslimer. O Allah, gør din fred over Mudar-stammen strengere, og påfør dem en hungersnød som den hungersnød, der ramte Yusuf.«« Han fremsagde disse ord hørligt. Under sine forskellige bønner, især fajr-bønnen, sagde han: »O Allah, forband den og den«, og nævnte navnene på to arabiske stammer. Til sidst åbenbarede Allah: »Du har ingen myndighed over denne sag. Enten vil Allah tilgive dem, eller også vil Han straffe dem, for de er uretfærdige.« – Ahmad, al-Bukhari.
13. Qunut i fajr-bønnen
Bortset fra under alvorlige katastrofer, ulykker og trængsler er det ikke foreskrevet at fremsige qunut i fajr-bønnen. Under katastrofer, ulykker og trængsler er det foreskrevet at fremsige qunut i fajr-bønnen og i alle andre bønner, som tidligere nævnt. Ahmad, al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Tirmidhi har overleveret: Abu Malik al-Ash‘ari sagde: »Min far bad bag Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, i seksten år og bag Abu Bakr og Umar, må Allah være tilfreds med dem. Jeg spurgte ham: ‘Fremsagde de qunut?’ Han sagde: ‘Nej, min lille søn.’«
Ibn Hibban, al-Khatib og Ibn Khuzaymah har overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke fremsagde qunut i fajr-bønnen, medmindre han bad for eller imod en bestemt gruppe. al-Zubayr og de tre kaliffer overleverede, at de ikke fremsagde qunut i fajr-bønnen. Dette er Hanafi-, Hanbali-, Ibn al-Mubarak-, al-Thawri- og Ishaqs opfattelse. Ifølge Shafi‘i-skolen er det sunnah at fremsige qunut efter rukū‘ i fajr-bønnens anden rak‘ah. Det er overleveret i alle de kanoniske hadithsamlinger bortset fra al-Tirmidhi, at Ibn Sirin sagde: »Anas, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt: ‘Fremsagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, qunut i fajr-bønnen?’ Han svarede: ‘Ja.’ Han blev spurgt: ‘Før eller efter rukū‘?’ Han sagde: ‘Efter rukū‘.’« Ahmad, al-Bazzar, al-Daraqutni, al-Bayhaqi og al-Hakim har desuden overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsagde qunut i fajr-bønnen indtil sin bortgang fra denne verden.
Der er dog uenighed om fortolkningen af dette bevis. Den qunut, der blev spurgt om, var Qunut al-Nazila, det vil sige qunut under katastrofer. Dette er tydeligt nævnt i al-Bukharis og Muslims overleveringer. Det er ikke rimeligt at antage, at Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsagde qunut i fajr-bønnen hele sit liv, mens kalifferne efter ham opgav det. Det er endda bevist, at Anas selv ikke fremsagde qunut i fajr-bønnen. Selv hvis man accepterer hadithens autenticitet, kan den forstås sådan, at han, så længe han levede, stod i lang tid efter rukū‘ for at fremsige en bøn. Dette er også en betydning af qunut, og denne betydning passer bedre her. Uanset hvad den faktiske sag er, er dette en fuldt ud legitim meningsforskel, hvor det at gøre det og at lade være er lige acceptabelt, og det ideal, som Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har fremstillet, er det bedste ideal.
14. Qiyam al-layl eller tahajjud-bønnen
Fortjenester:
a. Allah den Ophøjede befalede Sin Profet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) at udføre qiyam al-layl og sagde: “Stå op om natten og udfør tahajjud som en ekstra (frivillig) bøn for dig. Måske vil din Herre give dig en prisværdig rang.” (Sura al-Muzzammil)
Selv om denne befaling var specifik for Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham), er almindelige muslimer også omfattet af den, eftersom de er blevet befalet at følge Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham).
b. Andre steder har Allah erklæret, at de, der regelmæssigt udfører nattebønnen eller tahajjud, er de retskafne og har ret til Allahs barmhjertighed og velvilje. Allah siger: “De, der frygter Allah, vil være i haver og ved kilder. De vil modtage det, som deres Herre skænker dem. Sandelig, de gjorde godt før dette (det vil sige i det jordiske liv). De sov kun lidt om natten, og ved nattens afslutning bad de om tilgivelse.”
c. Han har rost dem, der udfører nattebønnen, og gjort dem til en del af gruppen af Sine retskafne og fromme tjenere. Han har sagt: “Den Barmhjertiges tjenere vandrer ydmygt på jorden, og når de uvidende henvender sig til dem, siger de: ‘Fred.’ De tilbringer natten i sujud og stående.”
d. Allah har bevidnet, at de, der udfører tahajjud, tror på Hans vers. Han har sagt: “Kun de tror på Vore vers, som, når de bliver mindet om dem, falder ned i sujud, lovpriser deres Herre og erklærer Ham hellig, og ikke optræder hovmodigt. Deres rygge holder sig adskilt fra sengene. De påkalder deres Herre med håb og frygt og giver ud af det, Vi har skænket dem. Ingen ved, hvilke glæder for øjnene der er skjult for dem som belønning for deres gode gerninger.”
e. Allah har selv erklæret, at de, der ikke besidder de egenskaber, som disse mennesker er udsmykket med, ikke kan sammenlignes med dem. Allah har sagt: “Er den, der tilbringer nattens timer stående og i sujud, hengiven i bøn, frygter det hinsidige og håber på sin Herres barmhjertighed, lig med den uvidende? Sig: ‘Er de vidende lig med de uvidende?’ Det er kun de forstandige, der tager ved lære.” Dette var nogle citater fra Allahs Bog.
Nu vil jeg fremlægge nogle citater fra Sendebudet Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hadith:
1. Abdullah ibn Muslim sagde: Da Allahs Sendebud ﷺ for første gang ankom til Medina, begyndte folk at samles hos ham i flokke. Jeg var også blandt dem, der kom til ham. Da jeg så nøje på hans ansigt, forstod jeg tydeligt, at det ikke var en løgners ansigt. De første ord, jeg hørte fra ham, var: “O mennesker, udbred salamen vidt mellem jer, giv folk mad, bevar slægtskabsbåndene, og bed om natten, mens folk sover. Så vil I kunne træde ind i Paradiset i fred.” – al-Hakim, Ibn Majah og at-Tirmidhi. At-Tirmidhi sagde: Dette er en hasan sahih-hadith.
2. Salman al-Farisi, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Bed om natten, for dette var skikken blandt de ædle mennesker før jer. Natbønnen bringer jer nærmere jeres Herre, udsletter synder, afholder fra onde handlinger og driver sygdomme bort fra kroppen.”
3. Sahl ibn Sa’d sagde: Jibril kom til Allahs Sendebud ﷺ og sagde: “O Muhammad, lev så længe du ønsker; men en dag må du dø. Gør, hvad du ønsker; men du må høste følgerne af dine handlinger. Elsk, hvem du ønsker; men husk, at du en dag må forlade denne person. Og vid, at den troendes ære ligger i hans nattebøn, og at hans værdighed ligger i, at han ikke er afhængig af mennesker.”
4. Det er overleveret fra Allahs Sendebud ﷺ gennem Abu ad-Darda, at han sagde: “Allah elsker tre personer, ler, når Han ser på dem, og giver dem det glædelige budskab: Den, foran hvem en hær viser sig, og som kæmper imod den for Allahs skyld med sit liv som indsats. Enten bliver han martyr, eller også hjælper Allah ham og er tilstrækkelig til at beskytte ham, og Han siger: Se på denne Min tjener, hvordan han viste fasthed for Min skyld. Og den, der trods en smuk hustru og en blød seng rejser sig om natten for at bede; Allah siger om ham: Han mindes Mig og behersker sit begær. Hvis han ville, kunne han være blevet liggende. Og den, der rejser med en karavane, hvor karavanen er vågen nogle nætter og derefter falder i søvn, mens han under alle forhold, i medgang og modgang, står op sidst på natten og rejser sig for at bede.”
– Reglerne for qiyam al-layl
Følgende handlinger er sunnah for den, der ønsker at bede om natten:
1. Når man går i seng, skal man have til hensigt at stå op om natten og bede. Det er overleveret fra Abu ad-Darda, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Den, der går i seng med den hensigt at stå op om natten og bede, men søvnen overvinder ham, så morgenen gryr, vil få skrevet det, han havde til hensigt, og hans søvn bliver en sadaqah, som hans Herre har skænket ham.” An-Nasa’i og Ibn Majah.
2. Når man vågner fra søvnen, skal man fjerne søvnens sløvhed fra ansigtet, rense tænderne, derefter se op mod himlen og fremsige den du’a, der er overleveret fra Allahs Sendebud ﷺ. Man skal sige:
لا إلهَ إِلَّا أَنْتَ سُبْحَانَكَ، أَسْتَغْفِرُكَ لِذَنْبِي وَأَسْأَلُكَ رَحْمَتَكَ، اللَّهُ زِدْنِي عِلْمًا وَلَا تُزِعَ قَلْبِي بَعْدَ إِذْ هَدَيْتَنِي وَهَبْ لِي مِنْ لَدُنْكَ رَحْمَةً إِنَّكَ أَنْتَ الْوَهَّابُ، وَالْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي أَحْيَانَا بَعْدَ مَا أمَاتَنَا وَإِلَيْهِ النشور .
“Der findes ingen guddom bortset fra Dig. Vi priser Din hellighed, og jeg beder Dig om tilgivelse for mine synder og om Din barmhjertighed. O Allah, giv mig større viden, og lad mig ikke fare vild, efter at Du har vejledt mig, og skænk mig barmhjertighed fra Dig. Du er den sande Giver. Lovprisning tilkommer den Almægtige Allah, som gav mig liv efter at have ladet mig dø, og til Ham skal jeg genopstå.” Derefter skal man recitere de sidste ti vers af sura Āl ʿImrān, begyndende med „Inna fī khalqis-samāwāti wal-arḍ“. Derefter skal man sige:
الله لَكَ الْحَمْدَ، أَنْتَ نُورُ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ وَمَن فِيهِنَّ، وَلَكَ الْحَمْدُ، أَنْتَ قَيرُ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ وَمَن فِيهِ، وَلَكَ الْحَمْدُ، أَنْتَ الْحَقِّ، وَوَعَدَكَ الْحَقِّ، وَلِقَاؤُكَ حَقٌّ، وَالْجَنَّةَ حَى وَالنَّارَ حَقِ، وَالنَّبِيُّونَ حَقٌّ، وَمُحَمَّدٌ حَقٌّ، وَالسَّاعَةُ حَى اللَّهم لَكَ أَسْلَمْ، وَبِكَ أمَنتُ، وَعَلَيْكَ توكلت، وإلَيْكَ البت، وبك خاصمت، وَإِلَيْكَ حَاكَمَت، فَاغْفِرْ لِي مَا قَدَّمْتَ وَمَا أَخْرَتُ، وَمَا أسررت وما أعلنت، أَنْتَ اللهُ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ.
“O Allah, al lovprisning tilkommer Dig. Du er lyset i himlene, på jorden og i alt, hvad der er deri. Lovprisning tilkommer Dig. Du er himlenes og jordens Vogter. Al lovprisning tilkommer Dig. Du er sandheden, Dit løfte er sandt, mødet med Dig er sandt, Paradiset er sandt, Helvedet er sandt, profeterne er sande, Muhammad er sand, og Genopstandelsens Dag er sand. O Allah, jeg har overgivet mig til Dig, jeg tror på Dig, jeg stoler på Dig, jeg har underkastet mig Dig, og hos Dig søger jeg dom. Tilgiv mig alle mine tidligere og senere, skjulte og åbenlyse synder. Du er Allah; der findes ingen guddom bortset fra Dig.”
3. Man skal begynde med to korte rakʿah og derefter bede så meget, man ønsker. ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: “Når Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, begyndte nattebønnen, begyndte han med to korte rakʿah.” Abū Hurayrah sagde, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Når nogen af jer ønsker at bede om natten, skal han begynde med to lette rakʿah.” – Muslim.
4. At vække familien. Abū Hurayrah sagde, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Må Allah vise barmhjertighed mod den mand, der vågner om natten og beder, og som vækker sin hustru. Hvis hun ikke vil stå op, stænker han vand i hendes ansigt.” Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde også: “Når en mand vækker sin hustru om natten, hvorefter de begge beder, eller de begge beder to rakʿah sammen, bliver de skrevet blandt de mænd og kvinder, der ihukommer Allah.” – Abū Dāwūd. Umm Salamah, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: “En nat vågnede Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: ‘Subḥānallāh! Hvilke vidunderlige ting er blevet sendt ned i denne nat! Hvilke skatte er blevet sendt ned! Hvem vil vække dem, der bor i huset? Mange, der er klædt på i denne verden, vil være nøgne på Opstandelsens Dag.’” – al-Bukhārī. ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, bankede på døren til ham og Fāṭimah og sagde: ‘Beder I ikke?’ Jeg sagde: ‘O Allahs Sendebud, vores sjæle er i Allahs hånd. Hvis Han ønsker at vække os, vil Han vække os.’ Så snart jeg havde sagt dette, gik han bort. Derefter hørte jeg ham gå bort, mens han slog sig på låret og sagde: ‘Mennesket er det mest stridslystne væsen.’” – al-Bukhārī og Muslim.
5. Hvis søvnen bliver overvældende, mens man beder, skal man afbryde bønnen og lægge sig, indtil søvnen er forsvundet. Det er overleveret fra ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende: “Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: ‘Når nogen af jer står op om natten for at bede, men Koranen begynder at komme forkert ud af hans mund, og han ikke forstår, hvad han læser, bør han lægge sig ned.’” – Muslim. Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, gik ind i moskéen og så et reb bundet mellem to søjler. Han sagde: ‘Hvad er dette?’ Folkene sagde: ‘Det har Zaynab hængt op. Når hun bliver slap og træt, holder hun fast i det.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Tag det ned. I skal bede, så længe I kan bede spontant og ubesværet. Når I bliver trætte og sløve, skal I lægge jer.’” – al-Bukhārī og Muslim.
6. Man skal ikke anstrenge sig over evne, men bede om natten i overensstemmelse med sin fysiske styrke og formåen og fortsætte med det hele tiden. Man skal aldrig undlade det uden en tvingende grund. ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: “Gør den handling til en fast praksis, som I har styrke til at fortsætte med. Ved Allah, Allah bliver ikke træt, før I selv bliver trætte. (Det vil sige: Så længe I ikke ophører med tilbedelsen, ophører Allah ikke med at give belønning.)” – al-Bukhārī og Muslim. Det er også overleveret fra ʿĀʾishah i al-Bukhārī og Muslim, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt, hvilken handling der er Allah mest kær. Han sagde: “Den handling, der udføres regelmæssigt, selv om den er lille.” I Muslim er det overleveret fra ʿĀʾishah:
Allahs Sendebud (fred være med ham) udførte altid de handlinger, han gjorde, regelmæssigt og vedvarende. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »O Abdullah, vær ikke som den og den, der plejede at stå op om natten og bede, men senere opgav det.« Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abdullah ibn Masud, at en mand blev omtalt over for Allahs Sendebud; han havde sovet til morgenen. Allahs Sendebud sagde: »Satan har urineret i denne mands øre.« Det er også overleveret hos al-Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud sagde: »Abdullah er sandelig en god mand, hvis blot han bad om natten.« Salim siger: Fra da af sov Abdullah kun meget lidt om natten.
Tidspunktet for qiyam al-layl: Natbønnen kan bedes i nattens første, midterste eller sidste del, hvis den bedes efter isha-bønnen. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde i sin beskrivelse af Allahs Sendebuds bøn: Når vi ønskede at se Allahs Sendebud bede om natten, så vi ham bede, og når vi ønskede at se ham sove, så vi ham sove. Han fastede også hele måneden, indtil vi sagde: »Allahs Sendebud bryder ikke fasten.« Så snart vi sagde det, brød han fasten. Og han fortsatte med at bryde fasten, indtil vi sagde: »Han faster ikke.« – Ahmad, al-Bukhari og al-Nasa’i. Hafiz Ibn Hajar har sagt: Allahs Sendebud havde ikke et bestemt tidspunkt for tahajjud; han bad derimod tahajjud, når det var muligt.
Hvilket tidspunkt er bedst til tahajjud?
a. Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »Hver nat, når den sidste tredjedel af natten er tilbage, stiger vores Herre ned til den laveste himmel og siger: Hvem vil påkalde Mig, så Jeg kan besvare ham? Hvem vil bede Mig om tilgivelse for sine synder, så Jeg kan tilgive ham?« Alle de autentiske hadith-samlinger.
b. Det er overleveret fra Amr ibn Abasa (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: »Tjeneren er nærmest sin Herre i nattens sidste halvdel. Hvis du kan være blandt dem, der ihukommer Allah på dette tidspunkt, så vær det.« – al-Hakim, al-Tirmidhi og al-Nasa’i.
c. Abu Muslim spurgte Abu Dharr: »På hvilken del af natten er det bedst at bede?« Han svarede: »Jeg spurgte Allahs Sendebud om det samme som dig. Han sagde: Den sidste del af natten eller midnat. Men meget få gør det.« – Ahmad.
d. Det er overleveret fra Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »Den faste, som Allah elsker mest, er Dawuds faste, og den bøn, som Allah elsker mest, er Dawuds bøn. Han sov halvdelen af natten, bad i en tredjedel af den og sov i en sjettedel af den. Han fastede én dag og spiste den næste.« Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen al-Tirmidhi.
Hvor mange rakʿat består natbønnen af? Natbønnen har hverken et bestemt antal eller en bestemt grænse. Ved at bede witr efter isha-bønnen har man opfyldt natbønnen.
1. Samurah ibn Jundub (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud befalede os at bede lidt eller meget om natten og at bede witr som afslutning på alle bønnerne. – al-Tabarani og al-Bazzar.
2. Anas (ra.) sagde: Allahs Sendebud (sa.) sagde: Bønnen i min moské svarer til ti tusind bønner. Bønnen i Den Hellige Moské svarer til et hundrede tusind bønner. Bønnen på jihadens slagmark svarer til to hundrede tusind bønner. Men nattebønnen midt om natten er mere fortjenstfuld end alle disse bønner. – Abū ash-Shaykh, Ibn Ḥibbān, at-Targhīb wa at-Tarhīb.
3. Yās (ra.) sagde, at Allahs Sendebud (sa.) sagde: Man skal bede noget af nattebønnen, selv hvis det kun er så længe, som det tager at malke en ged. Tiden for nattebønnen begynder umiddelbart efter isha-bønnen. – aṭ-Ṭabarānī.
4. Ibn ʿAbbās (ra.) sagde: Jeg talte engang om nattebønnen. Nogle sagde da: Allahs Sendebud (sa.) sagde, at den kunne vare halvdelen af natten, en tredjedel af natten, en fjerdedel af natten, ja endda så længe som det tager at malke en kamel eller så længe som det tager at malke en ged.
5. Ibn ʿAbbās (ra.) sagde: Allahs Sendebud (sa.) befalede os at bede nattebønnen og opmuntrede os til det. Han sagde endda: Bed nattebønnen, selv hvis det kun er én rakʿah. – aṭ-Ṭabarānī.
Det bedste er altid at bede elleve eller tretten rakʿah (inklusive witr). Denne bøn kan bedes sammenhængende eller med pauser imellem. ʿĀʾishah (ra.) sagde: Allahs Sendebud (sa.) bad aldrig mere end elleve rakʿah i Ramadan eller på noget andet tidspunkt. Han bad fire rakʿah; spørg ikke, hvor smukke eller lange de var. Derefter bad han igen fire rakʿah; spørg ikke, hvor smukke eller lange de var. Derefter bad han tre rakʿah. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, sover du før witr?« Han sagde: »O ʿĀʾishah, mine øjne sover, men mit hjerte sover ikke.« al-Bukhārī, Muslim. Al-Bukhārī og Muslim har også overleveret fra al-Qāsim ibn Muḥammad, at han hørte ʿĀʾishah (ra.) sige: Allahs Sendebuds (sa.) nattebøn bestod af ti rakʿah ad gangen, og han bad witr med én sujūd.
6. At indhente nattebønnen. Muslim har overleveret fra ʿĀʾishah (ra.): Hvis Allahs Sendebud (sa.) på grund af sygdom eller noget andet gik glip af nattebønnen, bad han tolv rakʿah om dagen. Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen al-Bukhārī har overleveret fra ʿUmar (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: Den, der ikke om natten har kunnet udføre sin dhikr eller duʿāʾ, det vil sige den nattebøn, som han plejer at bede regelmæssigt, eller en del af den, og derefter udfører den mellem fajr og dhuhr, vil blive skrevet som en, der udførte den om natten.
15. Bøn om natten i Ramadan
1. Den islamiske bestemmelse vedrørende dette: Natbønnen i Ramadan, eller Tarāwīḥ-bønnen [Tarāwīḥتراویح er flertalsformen af Tarwīḥahتو. Det betyder hvile. Da man tager en kort hvile efter hver fjerde rakʿah, har denne bøn fået navnet Tarāwīḥ].
Det er sunnah for både kvinder og mænd [ʿArfajah (ra.) sagde: ʿAlī (ra.) beordrede, at tarāwīḥ skulle bedes, og udpegede separate imamer for mændene og kvinderne. Jeg var imam for kvinderne]. Denne bøn bedes med to rakʿah ad gangen efter isha-bønnen og før witr. Det er også tilladt at bede den efter witr, men det er ikke det bedste. Tiden for tarāwīḥ varer indtil nattens slutning. I alle de autentiske hadith-samlinger er det overleveret fra Abū Hurayrah (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) opmuntrede til nattebønnen (tarāwīḥ) i Ramadan, men uden at påbyde den strengt. Han sagde: »Den, der beder om natten i Ramadan med tro og med ønsket om Allahs tilfredshed, får sine tidligere synder tilgivet.« Alle de autentiske hadith-samlinger med undtagelse af Tirmidhī har overleveret fra ʿĀʾishah (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) bad nattebønnen i moskéen. Mange mennesker bad sammen med ham. Den følgende nat bad han igen, og denne gang var der endnu flere mennesker. Den tredje nat samledes folk. Men Sendebudet (sa.) kom ikke ud til dem. Næste morgen sagde han: »Jeg har set, hvad I gjorde, dvs. at I samledes. Men jeg kom ikke ud af frygt for, at denne bøn skulle blive gjort obligatorisk for jer.« Dette fandt sted i Ramadan.
2. Antallet af rakʿah: Det er overleveret fra ʿĀʾishah (ra.) i alle de autentiske hadith-samlinger, at Allahs Sendebud (sa.) hverken i Ramadan eller på andre tidspunkter bad mere end elleve rakʿah. Ibn Khuzaymah og Ibn Ḥibbān har overleveret fra Jābir (ra.): »Allahs Sendebud (sa.) ledte menigheden i otte rakʿah og witr. Den følgende nat ventede folk også på ham, men han kom ikke til dem.« Abū Yaʿlā og Ṭabarānī har overleveret fra Jābir (ra.), at Ubayy ibn Kaʿb kom til Allahs Sendebud (sa.) og sagde: »Allahs Sendebud, jeg gjorde noget i går aftes«, dvs. i Ramadan. Sendebudet (sa.) sagde: »Hvad var det, Ubayy?« Ubayy sagde: »Nogle kvinder fra min husstand sagde: “Vi kan ikke recitere Koranen, så vi vil bede sammen med dig.” Derefter bad jeg otte rakʿah og witr med dem.« Sendebudet (sa.) sagde ikke noget. Dette var hans stiltiende godkendelse som sunnah. Dette er alt, hvad der er overleveret fra Allahs Sendebud (sa.) som sunnah. Der er ikke kendskab til andet med en autentisk overleveringskæde. Det er også kendt fra autentiske hadith, at folk under ʿUmar, ʿUthmān og ʿAlīs (ra.) styre bad tyve rakʿah tarāwīḥ. Dette er flertallet af de hanafitiske, hanbalitiske og Dāwūds efterfølgeres juristers opfattelse. Tirmidhī sagde: De fleste lærde foretrækker tyve rakʿah i overensstemmelse med ʿUmar, ʿAlī og andre ledsageres opfattelse. Al-Thawrīs, Ibn al-Mubāraks og al-Shāfiʿīs opfattelse er den samme. Al-Shāfiʿī sagde: »Jeg så Mekkas indbyggere bede tyve rakʿah på denne måde« [Ifølge imam Mālik er tarāwīḥ, uden witr, seksogtredive rakʿah. Zarkashī siger: Ifølge Ibn Ḥibbāns overlevering bestod tarāwīḥ oprindeligt af elleve rakʿah. Men fordi de bed en lang recitation, blev de bedende udmattede. Derfor blev recitationen forkortet, antallet af rakʿah øget, og det blev til tyve rakʿah, ud over witr-bønnens tre rakʿah. Recitationen var af middel længde. Derefter blev recitationen igen forkortet, og antallet blev uden witr øget til seksogtredive rakʿah, hvorefter denne ordning blev fastholdt].
Nogle lærde mener, at elleve rakʿah inklusive witr er sunnah, mens de ekstra rakʿah er mustaḥabb. Ibn al-Humām sagde: Beviserne viser, at det, Allahs Sendebud (sa.) bad af de tyve rakʿah, samt det, han undlod af frygt for, at det skulle blive gjort obligatorisk for os, udgør sunnah. Resten er mustaḥabb. Det fremgår af al-Bukhārī og Muslim, at dette var elleve rakʿah inklusive witr. Ifølge vores imamers opfattelse er derfor otte af de tyve rakʿah sunnah, mens tolv er mustaḥabb.
3. Menigheden ved tarāwīḥ: Ramadans nattebøn kan bedes i menighed eller alene. Ifølge flertallet er det dog bedre at bede den i menighed og i moskéen. Det er allerede blevet nævnt, at Allahs Sendebud (sa.) bad den i menighed sammen med muslimerne, men ikke deltog regelmæssigt af frygt for, at den skulle blive gjort obligatorisk. Derefter organiserede ʿUmar bønnen i menighed. ʿAbd al-Raḥmān sagde: »En nat i Ramadan gik jeg til moskéen sammen med ʿUmar (ra.). Jeg så, at folk bad på forskellige måder. Nogle bad alene, mens en gruppe bad i menighed bag en anden. ʿUmar (ra.) sagde: “Jeg mener, at det ville være bedre at samle disse mennesker bag en person, der er kyndig i Koranen.” Derefter fastholdt han denne beslutning, udpegede Ubayy ibn Kaʿb til imam og samlede folk i menighed. En anden nat gik jeg ud sammen med ham. Jeg så folk bede bag imamen. Da ʿUmar så det, sagde han: “Dette er en fremragende ny ordning. Men de, der nu so med henblik på at bede sidst på natten, er bedre.”« Men folk bad i den første del af natten. – al-Bukhārī, Ibn Khuzaymah, al-Bayhaqī.
4. Recitationen ved tarāwīḥ:
Det er ikke sunnah at recitere en bestemt recitation under Ramadans nattebøn eller tarāwīḥ. Det er overleveret fra de tidlige lærde, at de reciterede suraer på to hundrede vers. På grund af den lange recitation måtte de støtte sig til stave. De gik ikke hjem før daggryets frembrud. Derefter bad de deres tjenere om hurtigt at bringe maden, så solen ikke skulle stå op. De reciterede Sūrat al-Baqarah i otte rakʿah. De mente, at det var meget lettere, hvis denne sura blev reciteret i tolv rakʿah. Ibn Qudāmah sagde: Ifølge imam Aḥmad bør man i Ramadan recitere på en måde, der ikke besværliggør det for folk, men snarere føles let for dem, især på årets korte nætter, dvs. om sommeren. Qāḍī sagde: Det anses ikke for mustaḥabb at recitere mindre end hele Koranen én gang i Ramadan, så folk får mulighed for at høre hele Koranen. Man bør dog ikke recitere mere end én fuld gennemlæsning, så det ikke bliver besværligt for dem, der følger imamen. Det er bedst at tilpasse ordningen efter menneskenes situation. Hvis en menighed foretrækker en lang recitation og er enige om det, er det bedre at gøre det. Abū Dharr sagde eksempelvis: »Vi bad Ramadans nattebøn bag Allahs Sendebud (sa.). Den var så lang, at vi frygtede at gå glip af suḥūr.« Imamen reciterede en sura på to hundrede vers.
16. Ṣalāt al-Ḍuḥā (formiddagsbønnen)
Dyd: Der findes mange hadith om formiddagsbønnens fortræffelighed. Her nævner jeg nogle af dem:
1. Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Der skyldes sadaqa for hvert eneste knogleled i jeres kroppe. Hver gang man siger ‘Subhanallah’, er det sadaqa. Hver gang man siger ‘Alhamdulillah’, er det sadaqa. At påbyde enhver god handling er sadaqa, og at forbyde enhver ond handling er sadaqa. Men hvis man beder to rakʿat duha-bøn, er det tilstrækkeligt som sadaqa for alt dette.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud.
2. Ahmad og Abu Dawud berettede fra Burayda (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Mennesket har tre hundrede og tres led, og det er dets pligt at give sadaqa for hvert af dem.« Folkene sagde: »Allahs Sendebud, hvem har råd til at give så meget sadaqa?« Han sagde: »Man bør begrave det snavs, der ligger i moskeen, og fjerne det affald, der ligger på vejen. Hvis I heller ikke kan det, er det tilstrækkeligt at bede to rakʿat duha-bøn.«
Al-Shawkani sagde: De to nævnte hadither rummer bevis for duha-bønnens store fortrinlighed og for, at den uden tvivl er foreskrevet i shariaen. Det fremgår af haditherne, at to rakʿat duha-bøn er tilstrækkeligt som erstatning for sadaqa for de tre hundrede og tres led. Derfor bør man regelmæssigt bede denne bøn. De to hadither viser desuden, at det er shariaens krav og påbud at sige så meget som muligt ‘Subhanallah’, ‘Alhamdulillah’ og ‘La ilaha illallah’, at påbyde gode handlinger og forbyde onde handlinger, at begrave snavs og affald i jorden, at fjerne skadelige genstande fra vejen og at udføre alle andre former for tilbedelse. På denne måde opfyldes det ansvar for løbende sadaqa, som er pålagt mennesket.
3. Nawwas ibn Samʿan (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah den Ophøjede har sagt: »Adams søn, forsøm ikke at bede fire rakʿat i dagens første stund; Jeg vil være tilstrækkelig for dig i den sidste del af din dag.« Al-Hakim, al-Tabarani, Ahmad, al-Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasaʾi.
4. Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte en hærstyrke af sted. De sejrede, erhvervede sig noget rigdom og skyndte sig at vende tilbage. På dette tidspunkt talte folk om, hvor hurtigt deres ekspedition var blevet afsluttet, hvor meget krigsbytte de havde opnået, og hvor hurtigt de var vendt tilbage. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte dette, sagde han: »Skal jeg ikke fortælle jer, hvad der vil få deres ekspedition til at ende endnu mere fordelagtigt, give dem endnu mere krigsbytte og få dem til at vende endnu hurtigere tilbage? Den, der udfører wudu og går til moskeen for duha-bønnen, får sin ekspedition afsluttet mere fordelagtigt. Han vil få endnu mere krigsbytte og vende endnu hurtigere tilbage.« – Ahmad, al-Tabarani, Abu Yaʿla.
5. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Min ven Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav mig tre råd: at faste tre dage hver måned, at bede to rakʿat duha-bøn og at bede witr-bønnen før sengetid. – al-Bukhari og Muslim.
6. Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: På en rejse så jeg Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bede otte rakʿat duha-bøn. Efter bønnen sagde han: »Jeg har bedt en bøn, som var blandet med gode og dårlige nyheder. Jeg bad min Herre om tre ting; Han gav mig to af dem og afslog at give mig den ene. Jeg bad om, at Han ikke skulle ramme mit samfund med en langvarig hungersnød. Det imødekom Han. Jeg bad om, at Han ikke skulle lade deres fjende sejre over dem. Det imødekom Han også. Jeg bad om, at Han ikke skulle splitte mit samfund i grupper og fraktioner. Men denne bøn afviste Han.« – Ahmad, al-Nasaʾi, al-Hakim, Ibn Khuzayma.
Reglerne for duha-bønnen
Duha-bønnen er en anbefalet tilbedelseshandling. Den, der ønsker dens belønning, bør bede den. Hvis man ikke beder den, er der ingen synd i det. Abu Saʿid (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fortsatte med at bede duha-bønnen, indtil vi sagde, at Allahs Sendebud ikke ville opgive denne bøn. Og han afholdt sig fra den, indtil vi sagde, at Allahs Sendebud ikke bad duha-bønnen. (Det vil sige, at han tog hensyn til folkets reaktioner. Når folk begyndte at sige, at Allahs Sendebud fortsatte med denne bøn, ophørte han med den. Ellers var der fare for, at folk ville anse den for obligatorisk eller påbudt. Når folk, efter at han havde undladt denne bøn i lang tid, begyndte at sige, at han ikke længere bad den, bad han den igen. Ellers kunne de tro, at denne bøn var blevet ophævet. Oversætterens bemærkning.)
Tidspunkt: Tiden for denne bøn begynder, når solen er steget omtrent en spydlængde over horisonten, og slutter, så snart den hælder mod vest. Det er dog anbefalet at udsætte bønnen, indtil solen er steget højere, og varmen er tiltaget. Zayd ibn Arqam, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “Da folkene i Quba bad formiddagsbønnen, gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hen til dem. Han sagde da: De angrendes bøn er, når de unge kameler mærker den intense varme. Dette tidspunkt er formiddagen, det vil sige tiden før middag. – Ahmad, Muslim, at-Tirmidhi.”
Hvor mange rakʿat: Som det tidligere er nævnt i Abu Dharrs hadith, er det mindste antal to rakʿat. Det er bevist gennem Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, handlinger, at det højeste antal er otte rakʿat. Men ud fra Allahs Sendebuds ord fremgår det, at det højeste antal er tolv rakʿat. En gruppe, heriblandt Abu Jaʿfar at-Tabari, mener, at der ikke findes noget højeste antal rakʿat. Al-Iraqi siger i sin kommentar til at-Tirmidhi: Jeg har ikke fundet en eneste hadith fra nogen sahabi eller tabiʿi, der begrænser denne bøn til tolv rakʿat. As-Suyutis udsagn er tilsvarende. Saʿid har sagt: Al-Hasan blev spurgt: Bad Allahs Sendebuds ledsagere denne bøn? Han svarede: Ja, nogle bad to rakʿat, andre fire rakʿat, og nogle bad uafbrudt indtil middag. Ibrahim har sagt: En mand spurgte al-Aswad: Hvor mange rakʿat skal jeg bede i formiddagsbønnen? Han svarede: Så mange du ønsker. Umm Hani, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud bad otte rakʿat i formiddagsbønnen og afsluttede med salam for hver to rakʿat. – Abu Dawud. Det er også overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: Allahs Sendebud bad fire rakʿat om formiddagen og øgede derefter, så meget han ønskede. – Ahmad, Muslim, Ibn Majah.
17. Bønnen om istikhara
Den, der ønsker at gøre noget mubah, det vil sige noget, der er tilladt ifølge sharia, men ikke ved, om udfaldet bliver godt, bør bede to rakʿat som sunnah. Denne bøn skal være en anden bøn end en obligatorisk bøn. Det er tilladt at bede to rakʿat med intentionen om istikhara som en del af en regelmæssig sunnah-bøn på et hvilket som helst tidspunkt af dagen eller natten eller som tahiyyat al-masjid-bønnen. Efter al-Fatiha kan man recitere en hvilken som helst sura eller et hvilket som helst vers. Efter bønnen skal man lovprise Allah og sende salawat over Allahs Sendebud. Derefter skal man fremsige den dua, som al-Bukhari har overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud lærte os at søge istikhara i “alle anliggender”, ligesom han lærte os en sura fra Koranen. Han sagde: Når nogen af jer beslutter sig for at gøre noget, bør han bede to rakʿat, som ikke er en obligatorisk bøn. Derefter bør han fremsige denne dua:
اللهم اسْتَغِيرُ بِعِلْمِكَ وَاسْتَقْدِرُكَ بِقُدْرَتِكَ وَأَسْأَلُكَ مِنْ فَضْلِكَ الْعَظِيمِ فَإِنَّكَ تَقْدِيرُ وَلَا أَقْدِرُ وتَعْلَمُ وَلَا أَعْلَمُ وَأَنت علام الغيوب. اللهم إن كنت تعلم أن هذا الْأَمْرَ خَيْرٌ لِي فِي دِينِي وَمَعَاشِي وَعَاقِبَةِ أَمْرِي، أَوْ قَالَ : عَامِل أَمْرِي وَأَجَلِهِ فَاقْدَرْهُ لِي وَبَسِرْهُ لِي ثُمَّ بَارِكَ لِي فِيهِ وَإِن كنتَ تَعْلَمُ أَن هَذا الأَمْرَ عَرْ لِي فِي دِينِي وَمَعَاشِي وَعَاقِبَةِ أَمْرِى، أَوْ قَالَ: عَاجِلِ أَمْرِي وَاجِلِهِ فاصرفه عنى وَاصْرِفْنِي عَنْهُ وَاقْدَرْ لِي الْغَيْرَ حَيْثُ كَانَ، ثُمَّ أَرْضِنِي بِهِ .
“O Allah, jeg søger det gode og gavnlige gennem Din viden, jeg søger styrke gennem Din grænseløse magt, og jeg søger af Din overvældende nådes skatte. Du har magt over alt, mens jeg ingen magt har. Du ved alt, mens jeg intet ved. Du er den, der har fuldkommen viden om alle usete ting. O Allah, hvis Du ved, at denne sag er god og gavnlig for mig med hensyn til min religion, mit liv og mit udkomme samt sagens endelige udfald – ifølge en anden overlevering: med hensyn til mit liv i denne verden og det hinsidige – så bestem den for mig, gør den let for mig, og læg derefter velstand og velsignelse i den for mig. Og hvis Du ved, at denne sag er dårlig for mig med hensyn til min religion, mit liv og mit udkomme samt det endelige udfald – ifølge en anden overlevering: med hensyn til mit liv i denne verden og det hinsidige – så fjern denne sag fra mig, og fjern mig fra den. Bestem derefter det gode for mig, hvor det end måtte være, og gør mig siden tilfreds med det.” Når man siger “denne sag”, skal man nævne det, man ønsker. (Ash-Shawkani har sagt: Jabirs udtalelse om, at han lærte dem istikhara i ‘alle anliggender’, viser, at man ikke bør afstå fra istikhara, fordi man anser en sag for lille eller uvigtig. Mange sager, som man anser for uvigtige, kan medføre stor skade, hvis man gør dem eller afstår fra dem. Derfor sagde Allahs Sendebud: I bør bede jeres Herre om alt, selv om det blot er en skorem. – Kommentar)
Der findes ingen autentisk hadith om, at en bestemt ayah eller sura skal reciteres i denne bøn. Ligeledes nævnes det ikke i nogen hadith, at en bestemt ayah eller sura skal reciteres gentagne gange. An-Nawawi har sagt: Efter istikhara bør man gøre det, som hjertet hælder til. Man bør ikke holde fast i det, som man hældte til før istikhara; den, der søger istikhara, bør tværtimod helt opgive sin egen vilje. Ellers kan han ikke være en, der søger den bedste vej fra Allah. Han vil heller ikke være oprigtig i sin bøn om godhed og det bedste fra Allah eller i sin bekendelse af, at han ingen viden eller magt har. Han vil heller ikke være oprigtig i sin erklæring om, at Allah alene ejer al viden og al magt. Hvis han var oprigtig i dette, ville han afvise sin egen magt, viden og tidligere vilje og ikke efter istikhara holde fast i sin tidligere tilbøjelighed.
18. Salat at-Tasbih
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Abbas ibn Abd al-Muttalib, må Allah være tilfreds med ham: »Min onkel Abbas, skal jeg ikke give dig noget? Skal jeg ikke give dig noget særligt? … Hvis du gør det, vil Allah tilgive dig alle dine tidligere synder, dine gamle synder, dine nye synder, dine forsætlige synder, dine uforsætlige synder, dine små synder, dine store synder, dine skjulte synder og dine åbenlyse synder – alle dine synder. Du skal bede fire rakʿat, og i hver rakʿat skal du efter al-Fatiha læse en hvilken som helst sura. Når du i den første rakʿat er færdig med recitationen, skal du sige »Subhanallah wal-hamdulillah wa la ilaha illallah wallahu akbar« femten gange; derefter skal du i rukūʿ sige denne lovprisning ti gange, efter at du har rejst dig fra rukūʿ ti gange, derefter i sujūd ti gange, mens du sidder mellem de to sujūd ti gange, i det andet sujūd ti gange og efter at du har rejst dig fra det andet sujūd ti gange. Således bliver det femoghalvfjerds gange i hver rakʿat. Gør det samme i hver rakʿat. Hvis du er i stand til det, så bed denne bøn én gang hver dag; ellers én gang hver fredag; ellers én gang om året; og ellers én gang i dit liv.« Abu Dawud, Ibn Majah, Ibn Khuzaymah og al-Tabarani. Hafiz Ibn Hajar sagde: »Denne hadith er overleveret gennem mange kæder og fra mange sahaba.« Ibn al-Mubarak sagde: »Alle bør være ivrige efter at bede Salat al-Tasbih, vænne sig til at bede den ofte og ikke vise forsømmelighed.«
19. Salat al-Hajah
Ahmad har overleveret fra Abu al-Darda, må Allah være tilfreds med ham, at den, der foretager en fuldkommen wudu og derefter beder to rakʿat på fuldkommen vis, vil få det, han beder om, af Allah – hvad enten det sker straks eller senere.
20. Salat al-Tawbah
Det er overleveret fra Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »Hvis nogen begår en syndig handling og derefter renser sig grundigt og beder to rakʿat (ifølge overleveringerne hos Ibn Hibban, al-Bayhaqi og Ibn Khuzaymah) og derefter beder Allah om tilgivelse, vil Allah tilgive ham.« Derefter reciterede Allahs Sendebud dette vers: »Og de, der, når de har begået en skamløs handling eller gjort sig selv uret (det vil sige begået en forbrydelse eller synd), kommer Allah i hu og beder om tilgivelse for deres synder – og hvem kan tilgive synder ud over Allah? – og som ikke bevidst fortsætter med at gentage det, de har gjort, deres belønning er tilgivelse fra deres Herre og haver, hvorunder floder løber.« (Sura Ali Imran, vers 135-136). Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, al-Bayhaqi og al-Tirmidhi. Al-Tabarani har overleveret fra Abu al-Darda, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der foretager wudu korrekt og beder to eller fire rakʿat med en god udførelse af rukūʿ og sujūd – hvad enten det er den obligatoriske bøn eller en anden bøn – og derefter beder Allah om tilgivelse, vil Allah tilgive ham.«
21. Bønnen ved sol- og måneformørkelse
De lærde er enige om, at bønnen ved sol- og måneformørkelse er en bekræftet sunnah. Det er bedst at bede den i fællesskab, men fællesskab er ikke en betingelse. Derfor skal der råbes højt: »Bønnen vil blive holdt i fællesskab.« De fleste lærde mener, at den består af to rakʿat. I hver rakʿat skal der udføres to rukūʿ.
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Under Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, levetid indtraf der en solformørkelse. Allahs Sendebud gik ud mod moskeen. Han begyndte bønnen med at sige »Allahu akbar«, og folk stillede sig i rækker bag ham. Han reciterede en lang recitation. Derefter sagde han »Allahu akbar« og gik ned i rukūʿ, og han udførte en så lang rukūʿ, at den næsten var lige så lang som den første recitation. Så løftede han hovedet og sagde: »Samiʿa Allahu liman hamidah« og »Rabbana wa lakal-hamd«. Derefter rejste han sig til den anden rakʿat og reciterede noget kortere end i den første rakʿat. Så sagde han »Allahu akbar« og udførte rukūʿ, som var noget kortere end den første rukūʿ. Derefter rejste han sig fra rukūʿ og sagde: »Samiʿa Allahu liman hamidah« og »Rabbana lakal-hamd«. Så udførte han sujūd. Derefter udførte han den følgende rukūʿ på samme måde som før og fuldførte fire rukūʿ og fire sujūd. Solen kom fri af formørkelsen, før han vendte sig om og rejste sig. Derefter stillede han sig op og holdt en tale for folket. Først lovpriste han Allah på behørig vis. Så sagde han: »Solen og månen er to af Allahs tegn. De formørkes ikke på grund af nogens liv eller død. Når I ser det, skal I straks skynde jer til bønnen.« – al-Bukhari og Muslim. Al-Bukhari og Muslim har også overleveret en hadith fra Ibn Abbas: Der indtraf en solformørkelse, hvorefter Allahs Sendebud stod i bøn i lang tid, omtrent så længe som Sura al-Baqarah. Derefter udførte han en lang rukūʿ. Så rejste han sig fra rukūʿ og stod i lang tid, dog noget kortere end første gang. Derefter udførte han sujūd. Så stod han igen i lang tid, dog noget kortere end første gang. Derefter udførte han en lang rukūʿ, men den var kortere end den første rukūʿ. Så rejste han sig fra rukūʿ og stod i lang tid, men i kortere tid end første gang. Derefter udførte han igen en lang rukūʿ, som dog var kortere end den første rukūʿ. Så udførte han sujūd. Derefter vendte han sig om og rejste sig. På det tidspunkt var solen kommet fri af formørkelsen. Allahs Sendebud sagde: »Solen og månen er blandt Allahs tegn. De formørkes ikke på grund af nogens liv eller død. Når I ser en formørkelse, skal I ihukomme Allah.« (På grundlag af denne hadith har imam al-Shafiʿi bevist, at det er en betingelse for denne bøn at holde en khutbah. Abu Hanifa og Malik sagde: Der er ingen khutbah ved bønnen ved sol- og måneformørkelse. Allahs Sendebud holdt kun khutbahen for at afvise folkets fejlagtige opfattelse af, at solformørkelsen skyldtes hans søn Ibrahims død.)
Ibn ʿAbd al-Barr har sagt: Disse to hadither er de mest autentiske hadither i dette kapitel. Ibn al-Qayyim har sagt: Den sunnah, der er klart og uigendriveligt bevist i bønnen under sol- og måneformørkelse, er at udføre rukūʿ to gange i hver rakʿah. Dette findes i haditherne fra ʿĀʾishah, Ibn ʿAbbās, Jābir, Ubayy ibn Kaʿb, ʿAbdullāh ibn ʿAmr og Abū Mūsā. Alle nævner to rukūʿ fra Allahs Sendebud ﷺ. De lærde, som har nævnt flere end ét rukūʿ, er flere i antal, større i rang og tættere på Allahs Sendebud ﷺ end dem, der ikke har nævnt flere end ét rukūʿ.
Dette er Māliks, Aḥmads og al-Shāfiʿīs madhhab. Abū Ḥanīfas madhhab er derimod, at bønnen under sol- og måneformørkelse udføres ligesom ʿĪd- og fredagsbønnen. Nuʿmān ibn Bashīr har sagt: Allahs Sendebud ﷺ ledte os i bøn med rukūʿ og sujūd ligesom i jeres bøn, to rakʿah ad gangen, og han bad, indtil solen igen var fri af formørkelsen. I hadithen fra Kusayfah al-Hilālī sagde Allahs Sendebud ﷺ: Når I ser en formørkelse, så bed på samme måde, som I bad den senest obligatoriske bøn. – Aḥmad, al-Nasāʾī.
Det er obligatorisk at recitere Sūrat al-Fātiḥah i begge rakʿah. Efter al-Fātiḥah kan man recitere hvilken som helst sūrah eller et hvilket som helst vers. Recitationen kan ske sagte eller højt. al-Bukhārī siger dog, at høj recitation er det mest korrekte.
Tidspunktet for denne bøn er fra formørkelsens begyndelse til dens afslutning. Bønnen under måneformørkelse er den samme som bønnen under solformørkelse. al-Ḥasan al-Baṣrī har sagt: Da Ibn ʿAbbās var guvernør i Basra, indtraf der en måneformørkelse. Han ledte os i en bøn på to rakʿah, med to rukūʿ i hver rakʿah. Derefter steg han op på sit ridedyr og sagde: Jeg ledte jer i bøn på samme måde, som jeg så Allahs Sendebud ﷺ bede under en formørkelse. – Musnad al-Shāfiʿī.
Det er anbefalet under en formørkelse at sige Allāhu akbar, bede, give sadaqah og bede om tilgivelse for synder. Det er overleveret fra ʿĀʾishah i al-Bukhārī og Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Solen og månen er blandt Allahs særlige tegn. De formørkes ikke på grund af nogens fødsel eller død. Når I ser en formørkelse, så bed til Allah, sig Allāhu akbar, giv sadaqah og bed. Abū Mūsā har desuden overleveret: En gang indtraf der en solformørkelse. Allahs Sendebud ﷺ bad, og derefter sagde han: Når I ser noget sådant, så skynd jer til at ihukomme Allah, bede og søge Hans tilgivelse.
22. Ṣalāt al-istisqāʾ (bønnen om regn)
Istisqāʾ betyder sprogligt at bede om vand. Terminologisk betyder det at bede Allah om vand, når der opstår hungersnød og tørke, ved at følge en af de følgende fremgangsmåder:
1. Imamen skal på et hvilket som helst tidspunkt, bortset fra de forbudte tidspunkter, lede de bedende i en bøn på to rakʿah uden adhān og iqāmah. I den første rakʿah reciteres Sūrat al-Fātiḥah og Sabbihisma (Sūrat al-Aʿlā), og i den anden rakʿah reciteres al-Fātiḥah efterfulgt af Sūrat al-Ghāshiyah, højt. Derefter holder han khutbah før eller efter bønnen. Når khutbahen er afsluttet, vender alle de bedende deres kapper om: den side, der var over højre skulder, lægges over venstre skulder, og den side, der var over venstre skulder, lægges over højre skulder. Derefter vender han sig mod qiblah, løfter hænderne højt og beder. Ibn ʿAbbās har sagt:
Allahs Sendebud ﷺ gik ydmygt ud på pladsen iført almindeligt arbejdstøj, i langsomt tempo og med et bedrøvet udtryk. Han bad to rakʿah ligesom ved ʿĪd-bønnen, men holdt ikke en sådan khutbah. De fem autentiske hadithsamlinger. al-Tirmidhī, Abū ʿAwānah og Ibn Ḥibbān har erklæret denne hadith autentisk. ʿĀʾishah har sagt: Folkene klagede til Allahs Sendebud ﷺ over manglen på regn. Han beordrede, at der skulle bringes en minbar, som derefter blev stillet frem til ham på pladsen, hvor ʿĪd-bønnen blev bedt. Så fastsatte han en dag for folkene og beordrede dem til at samles på denne dag. Da solens stråler blev stærke, gik han ud. Han satte sig på minbaren, sagde Allāhu akbar og lovpriste Allah. Derefter sagde han: I har klaget over manglen på regn i jeres område. Allah har befalet jer at bede til Ham og har lovet at besvare jeres bøn. Så sagde han:
الْحَمْدُ لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ، الرحمن الرحيم، مَالِكِ يَوْمِ الدِّين، لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهَ يَفْعَلُ مَا يُرِيدُ اللَّهُ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ أَنْتَ الْغَنِيُّ وَنَحْنُ الْفُقَرَاهُ، أَنْزِلَ عَلَيْنَا الْفَيْتَ، وَاجْعَلْ مَا أَنْزَلْتَ عَلَيْنَا قوة وبلاغا إلى حين .
“Al lovprisning tilhører Allah, universets Herre. Den Mest Gavmilde og Den Mest Barmhjertige, Herskeren på Dommens dag. Der er ingen gud ud over Allah. Han giver, hvad Han vil. O Allah! Der er ingen gud ud over Dig. Du er Selvtilstrækkelig, og vi er afhængige af Dig; lad regnen falde over os. Og gør det, Du lader nedsende over os, til styrke og fremdrift for os indtil en fastsat tid.” Derefter fortsatte han med at bede med hænderne løftet så højt, at det hvide under hans armhuler kunne ses. Så vendte han ryggen til folkemængden og vendte sin kappe. Han holdt stadig hænderne løftet. Derefter vendte han sig mod folket og steg ned fra prædikestolen. Så bad han to rakʿat. Straks skabte Allah et stykke sky. Der blinkede lyn i skyen, og det tordnede; derefter kom regnen ved Allahs vilje. Før han nåede at komme tilbage til moskéen, strømmede vandet allerede. Da Profeten ﷺ så folket skynde sig hjem, lo han så meget, at hans kindtænder blev synlige. Han sagde: Jeg bevidner, at Allah har magt over alle ting, og jeg bevidner, at jeg er Hans tjener og sendebud. Al-Hakim, Abu Dawud.
ʿUbbad ibn Tamim berettede fra sin far, at Allahs Sendebud ﷺ gik ud sammen med folket for at bede istisqa, hvorefter han ledte dem i to rakʿat og reciterede højt i begge rakʿat. Alle de autentiske hadith-samlinger.
Abu Hurayra sagde: Allahs Profet gik en dag ud for at bede istisqa og bad to rakʿat sammen med os uden adhan eller iqama. Derefter holdt han en prædiken for os, bad til Allah, vendte sig mod qiblaen og løftede hænderne i bøn. Så lagde han kappens højre side over sin venstre skulder og den venstre side over sin højre. – Ahmad, Ibn Majah, al-Bayhaqi.
2. Imamen kan også kun bede om regn under fredagsprædikenen. De bedende skal sige »amin, amin« sammen med hans bøn. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: En mand trådte ind i moskéen på en fredag. Allahs Sendebud ﷺ stod og holdt prædiken. Manden sagde: O Allahs Sendebud! Alle vores varer er gået til grunde, og der er ingen mulighed for at bringe dem til markedet. Bed derfor Allah om at hjælpe os. Allahs Sendebud ﷺ løftede begge hænder og sagde: O Allah, hjælp os! Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Ved Allah, vi kunne ikke se en eneste sky på himlen, og vi kunne heller ikke se noget hus mellem os og Sala-bjerget. Pludselig kom et lille stykke sky, der lignede et skjold. Så snart skyen nåede midten af himlen, bredte den sig ud, og regnen begyndte at falde. Ved Allah, vi så ikke solen i en hel uge. Den følgende fredag trådte den samme mand, som havde bedt om regn, igen ind i moskéen. Allahs Sendebud ﷺ stod og holdt prædiken. Han stillede sig foran Allahs Sendebud ﷺ og sagde: O Allahs Sendebud! Vores ejendom er ved at blive ødelagt, og alle veje er ved at blive blokeret. Bed derfor Allah om, at regnen må standse. Allahs Sendebud ﷺ løftede straks hænderne og sagde: O Allah, lad det ikke regne over os, men over dem omkring os. O Allah, lad regnen falde over bjerge, højder og ujævne områder. Lad den ligeledes falde over fladt land og ved træernes rødder.” Straks standsede regnen, og vi gik ud og vandrede i solskinnet.
3. På enhver anden dag end fredag er det også tilladt blot at bede, uden nogen bøn, i moskéen eller et andet sted. Ibn Majah og Abu ʿUyayna berettede: Ibn ʿAbbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En beduin kom til Allahs Sendebud ﷺ. Han sagde: O Allahs Sendebud ﷺ! Jeg kommer fra en stamme, hvis hyrder på grund af mangel på forsyninger ikke kan gå ud på marken for at græsse dyrene, og hvis tyre på grund af svaghed ikke kan bevæge deres haler (det vil sige en stamme, der er ramt af hungersnød). Allahs Sendebud ﷺ steg straks op på prædikestolen, lovpriste Allah og sagde derefter: O Allah, giv os regn, som befrier os fra hungersnøden, hvis resultat er prisværdigt, som gør jorden frugtbar, som falder bredt og i strømmende mængder, og som kommer snart uden forsinkelse. Derefter kom der så megen regn, at enhver, der kom til Allahs Sendebud ﷺ fra et hvilket som helst sted, sagde: Vores liv er blevet reddet.”
Shurahbil sagde en gang til Kaʿb ibn Murra: O Kaʿb, fortæl os en hadith fra Allahs Sendebud ﷺ. Han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud ﷺ sige, at da en mand kom til ham og sagde: Bed Allah om regn for Muzar-stammen, sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Du er sandelig ikke beskeden. Kun for Muzar?« Manden sagde: O Allahs Sendebud ﷺ! Når du bad Allah om hjælp, hjalp Han dig, og når du bad Ham om noget, besvarede Han din bøn. Allahs Sendebud ﷺ løftede straks begge hænder og sagde: O Allah, giv os regn, som befrier os fra hungersnøden, hvis resultat er prisværdigt, som gør jorden frugtbar, som falder overalt, som kommer straks uden forsinkelse, og som er gavnlig og ikke skadelig.” Bønnen blev straks besvaret, og der kom en voldsom regn. Derefter kom folk og klagede over den overdrevne regn. De meddelte, at mange menneskers huse var styrtet sammen på grund af den kraftige regn. Allahs Sendebud ﷺ løftede straks begge hænder og sagde: O Allah, ikke mere over os; lad den denne gang falde over dem omkring os.” Straks blev skyerne revet fra hinanden og bevægede sig til højre og venstre.” Ahmad, Ibn Majah, al-Bayhaqi, Ibn Abi Shayba og al-Hakim.
Og al-Shaʿbi, må Allah være tilfreds med ham, sagde: ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, gik ud for at bede istisqa. Han nøjedes med at søge tilgivelse, det vil sige at bede om syndernes tilgivelse. Folk sagde: Vi så dig ikke bede istisqa. Han sagde: Jeg bad om regn ved de stjerner på himlen, som man søger regn gennem, det vil sige ved at søge tilgivelse. Derefter reciterede han disse to vers fra sura Nuh: »Bed jeres Herre om tilgivelse. Han er visselig Den Mest Tilgivende. Så vil Han sende regn over jer i rigelige strømme.« Og han reciterede også dette vers fra sura Hud: »Bed jeres Herre om tilgivelse og omvend jer til Ham …« – al-Bayhaqi og Ibn Shayba.
Nedenfor følger nogle bønner om istisqa, som findes i forskellige hadither:
1. Al-Shafi’i siger: Salim berettede fra sin far, Abdullah: Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad om regn, sagde han altid:
اللَّهُمَّ أَسْقِنَا غَيْئًا، مَغِيثًا، مَرِيعًا ، عَدَنَا ، مُجَلَّلاً ، عَامًا، طبقًا، سَمَّا، دَانِيَا اللَّهُ أَسْقِنَا الْغَيْت ولا تَجْعَلْنَا مِنَ الْقَانِطين، اللهم إن بِالْعِبَادِ وَالْبِلادِ وَالْبَهَانِي، وَالْخَلْقِ مِنَ الْأَوَاءِ وَالْحَمْدِ والضَّنَكِ مَا لَا تَشْكُوهُ إِلَّا إِلَيْكَ، الأمر الب
ت لنا الزرع، وأدر لَنَا الشَّرْعَ، وَاسْقِنَا مِنْ بَرَكَاتِ السَّمَاءِ وَأَنْبِتَ لَنَا مِنْ بَرَكَاتِ الْأَرْضِ، اللهم ارفع عنا الْجَمْدَ، وَالْجُوْعَ وَالْعَرَى وَأَكْشِفَ عَنَّا مِنَ البَلَاءِ مَا لَا يَكْشِفُهُ غَيْرِكَ، الأمر إِنَّا نَسْتَغْفِرُكَ إِنَّكَ كُنتَ غَفَّارًا، فَأَرْسِلِ السَّمَاءَ
عَلَيْنَا مِن رَارًا.
»O Allah, giv os regn, der beskytter os mod tørke, som giver frugtbarhed, som når overalt, som falder i strie strømme, og som varer længe. O Allah, hjælp os med regn, og gør os ikke fortvivlede. O Allah! Dine tjenere, landets dyr og alle skabninger lider så meget nød og skade, at vi ikke kan klage over det til nogen anden end Dig. O Allah, lad afgrøder gro for os, giv mælk i yverne, lad himlens velsignelser regne ned over os, og lad jordens velsignelser spire frem for os. O Allah, fjern vores nød, vores mangel på klæder og vores mangel på føde, og fjern de ulykker fra os, som ingen andre end Du kan fjerne. O Allah, vi beder Dig om tilgivelse. Du er visselig Den Tilgivende. Giv os derfor regn i rigelige strømme.« Al-Shafi’i siger: »Imamerne bør bede med denne bøn. Det er det, jeg foretrækker.«
2. Sa’d siger, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad således under istisqa: »O Allah, giv os rigelig regn fra de tætte skyer, hvori lynene glimter, og hvorfra den lette regn falder. O Du, der er fuld af majestæt.« – Abu ‘Awana.
3. ‘Amr ibn Shu’ayb berettede gennem sin far og sin bedstefar, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde under istisqa: »O Allah, giv Dine tjenere og Dine dyr vand, udbred Din barmhjertighed, og gør Dine døde egne levende igen.« – Abu Dawud.
Det er mustahabb under istisqa-bønnen at vende håndryggene opad. Muslim beretter fra Anas: Da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad om regn, vendte han sine hænder med håndryggene mod himlen (Denne hadith viser, at når man beder om at blive reddet fra en ulykke, skal håndryggene vendes mod himlen. Men når man beder om at få noget, skal håndfladerne vendes mod himlen). Når du ser, at det regner, er det mustahabb at bede således: »O Allah, giv nyttig regn.« Man bør også lade regnen ramme en del af kroppen ved at holde den fri. Hvis regnen bliver for voldsom, skal man sige: »O Allah, vi beder om en regn af barmhjertighed. Vi beder ikke om en regn af straf, ulykke, ødelæggelse eller oversvømmelse. O Allah, lad den falde over højene og på steder, hvor træer og planter spirer. O Allah, det er nok for os; lad den nu ikke falde over os, men omkring os.« Alt dette er overleveret fra Allahs Sendebud med autentiske overleveringskæder.
13. Sujud ved recitation
For den, der læser eller hører et vers om sujud, er det anbefalet at udføre ét sujud, mens man siger »Allahu akbar«, og derefter løfte hovedet igen, mens man siger »Allahu akbar«. Dette kaldes sujud ved recitation. Det indebærer hverken tashahhud eller salam. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, reciterede Koranen foran os. Når han passerede et vers om sujud, sagde han »Allahu akbar« og udførte sujud, og vi udførte også sujud.« Abu Dawud, al-Bayhaqi, al-Hakim. Abdullah ibn Masud sagde: »Når du læser et vers om sujud, skal du sige Allahu akbar og udføre sujud. Og når du løfter hovedet, skal du sige Allahu akbar.«
1. Fortjenesten: Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når Adams søn læser et vers om sujud og udfører sujud, flygter Satan grædende langt bort. Han siger: ’Ve mig, min brændte pande! Så snart Adams søn blev befalet at udføre sujud, gjorde han det og blev berettiget til Paradiset. Men da jeg blev befalet at udføre sujud, adlød jeg ikke. Derfor blev jeg blandt Helvedes beboere.’«
2. Bestemmelsen: Ifølge flertallet af de lærde er sujud ved recitation sunnah for både recitatoren og tilhøreren. Det er berettet i al-Bukhari, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, på fredagen reciterede sura al-Nahl fra prædikestolen. På et tidspunkt kom han til et vers om sujud. Han steg straks ned og udførte sujud, og folket udførte sujud sammen med ham. Den følgende fredag reciterede han den samme sura igen, og da han kom til verset om sujud, sagde han: »O folk! Vi er ikke blevet befalet at udføre sujud. Men den, der udfører sujud, gør det rigtige, og den, der ikke gør det, har ingen synd.« Ifølge en anden overlevering sagde han: »Allah har ikke befalet os at udføre sujud, men vi kan gøre det, hvis vi ønsker.« – al-Daraqutni. Og i alle de autentiske hadith-samlinger med undtagelse af Ibn Majah er det berettet: Zayd ibn Thabit sagde: »Jeg reciterede sura al-Najm foran Allahs Sendebud, men han udførte ikke sujud, og derfor udførte ingen anden heller sujud.«
Al-Daraqutni. Hafiz Ibn Hajar sagde i Fath al-Bari: »Formålet med at undlade sujud var at fastslå, at det er tilladt at undlade det.« Imam al-Shafii havde samme opfattelse. Denne opfattelse støttes af den overlevering fra Abu Hurayra, som al-Bazzar og al-Daraqutni har citeret: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte sujud i sura al-Najm, og vi udførte sujud sammen med ham. Ibn Masud sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, reciterede sura al-Najm og udførte sujud i den, og de, der var sammen med ham, udførte også sujud. Men en ældre mand fra Quraysh tog en håndfuld jord eller et stykke sten, holdt det mod sin pande og sagde: ’Dette er tilstrækkeligt for mig.’ Abdullah sagde: »Senere så jeg ham blive dræbt, mens han var vantro.« – al-Bukhari, Muslim.
3. Stederne for sujud: I Koranen findes der femten steder med sujud. Amr ibn al-As sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lærte mig femten vers om sujud i Koranen. Blandt dem findes tre i de korte suraer, og to suraer er.« – Abu Dawud, Ibn Majah, al-Hakim, al-Daraqutni.
De 15 steder med sujud er:
1. De, der er nær din Herre, afholder sig ikke af hovmod fra at tilbede Ham; de lovpriser Ham tværtimod og udfører sujud for Ham alene. (Sura 7, al-A’raf: vers 206)
2. Alt i himlene og på jorden og deres skygger kaster sig kun ned i prostration for Allah om morgenen og om aftenen, hvad enten det sker frivilligt eller ufrivilligt. (Sura ar-Ra’d: vers 15)
3. Alt, hvad der befinder sig i himlene og på jorden, herunder levende væsener og engle, kaster sig kun ned i prostration for Allah. De er ikke hovmodige. (Sura an-Nahl: vers 49)
4. Sig: »Tro på ham eller tro ikke! De, som tidligere blev givet viden om de himmelske Skrifter, falder visselig ned i prostration, når versene bliver reciteret for dem.« (Sura 17, Bani Isra’il: vers 107)
5. Når den Nådiges vers bliver reciteret for dem, falder de grædende ned i prostration. (Sura Maryam: vers 58)
6. Har du ikke set, at alle, der befinder sig i himlene og på jorden, samt solen, månen, stjernerne, bjergene, træerne, de levende væsener, mange mennesker og mange af dem, for hvem straffen er blevet fastsat, kaster sig ned i prostration for Allah? Den, som Allah ydmyger, kan ingen ære. Allah gør, hvad Han vil. (Sura al-Hajj: vers 18)
7. O I, der tror! Bøj jer, kast jer ned i prostration, tilbed jeres Herre, og gør gode gerninger. Måske vil I få fremgang. (Sura al-Hajj: vers 77)
8. Når der siges til dem: »Kast jer ned i prostration for den Nådige«, siger de: »Og hvem er den Nådige? Skal vi kaste os ned i prostration for den, som du befaler os at kaste os ned for?« Derved bliver deres modvilje blot større. (Sura al-Furqan: vers 60)
9. (På Satans tilskyndelse) kaster de sig ikke ned i prostration for Allah, som sender regn ned fra himlen, får planter til at vokse frem fra jorden og ved, hvad I skjuler, og hvad I åbenbarer. (Sura an-Naml: vers 25)
10. Det er kun dem, der tror på Mine åbenbaringer, som, når de bliver mindet om dem, falder ned i prostration, lovpriser deres Herre og erklærer Ham ren for alle mangler uden at være hovmodige.
(Surah as-Sajdah, vers 15)
11. Dawud indså, at Vi havde prøvet ham. Derfor bad han sin Herre om tilgivelse, faldt ned i knæbøjning og bøjede sig ydmygt. (Surah Sad, vers 24) [Abu Sa’id fortæller: Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, steg op på prædikestolen og reciterede Surah Sad. Da han nåede verset om prostration, steg han ned, udførte prostrationen, og de tilstedeværende udførte også prostrationen sammen med ham. En anden dag reciterede han den samme surah. Så snart han nåede verset om prostration, gjorde alle sig klar til at udføre prostrationen. Sendebudet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde da: Dette er beretningen om en profets anger. Men jeg kan se, at I har gjort jer klar til at udføre prostrationen. Herefter steg han ned og udførte prostrationen, og alle udførte prostrationen. Abu Dawud].
12. Blandt Allahs tegn er natten, dagen, solen og månen. Kast jer ikke ned i prostration for solen eller månen. Kast jer ned i prostration for Ham, der har skabt dem, hvis det virkelig er Ham alene, I tilbeder. (Surah Fussilat, vers 37)
13. Kast jer derfor ned i prostration for Allah og tilbed Ham. (Surah an-Najm, vers 62)
14. Og når Koranen bliver reciteret for dem, kaster de sig ikke ned i prostration. (Surah 84, al-Inshiqaq, vers 21)
15. Kast dig ned i prostration og søg nærhed. (Surah 96, al-‘Alaq, vers 19)
4. Betingelser: Ifølge de fleste islamiske retslærde er det også nødvendigt at opfylde betingelserne for prostration under recitation, nemlig de samme betingelser, som er nødvendige for bønnen, såsom rituelt renhed, at vende sig mod qiblah og at dække awrah. Ash-Shawkani sagde: I haditherne om prostration under recitation findes der intet, som beviser, at den, der udfører prostrationen, skal have udført wudu. De, der var til stede, når Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, reciterede, udførte prostrationen sammen med ham. Men der er ikke overleveret noget om, at han beordrede nogen af dem til at udføre wudu. Det er desuden vanskeligt at sige, at de alle havde wudu. Undertiden udførte afgudsdyrkere endda prostrationen sammen med ham, selv om de var urene; deres wudu er ikke gyldig. Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Umar, at han udførte prostrationen uden wudu. Ibn Hajar erklærede imidlertid også denne overlevering fra al-Bayhaqi for autentisk, hvori Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, siger: Det er ikke tilladt at udføre prostrationen uden wudu. For at forlige denne modstrid kaldte Hafiz Ibn Hajar den renhed, der er nødvendig for prostration under recitation, for større renhed. Eller han mente, at renhed skal forstås som noget anbefalet og ikke obligatorisk. På tilsvarende vis findes der heller ikke i denne hadith nogen udsagn om, at tøjets og stedets renhed er nødvendig. Det er enstemmigt nødvendigt at dække awrah og vende sig mod qiblah, når det er muligt. I Fath al-Bari er det sagt: Ingen andre end ash-Sha’bi støttede Ibn Umars opfattelse af, at det ikke er tilladt at udføre prostration under recitation uden wudu. Ibn Abi Shaybah siger: Ibn Abi Abd ar-Rahman as-Sulami reciterede prostrationsverset og udførte prostrationen uden wudu og uden at vende sig mod qiblah. Han udførte endda prostrationen ved at gestikulere, mens han gik og talte. Fra Ahl al-Bayt støttede Abu Talib og al-Mansur Billah Ibn Umar.
5. Bøn under prostration ved recitation. Den, der udfører prostration under recitation, kan fremsige hvilken som helst bøn. Om dette findes der ingen anden autentisk hadith end den følgende hadith fra Aishah. “Når Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte prostration på grund af Koranen, sagde han:
سَجَدَ وَجْهِي لِلَّذِي خَلَقَهُ وَشَقَ سَمِعَهُ وَبَصَرَهُ بِحَوْلِهِ وَقُوتِهِ فَتَبَارَكَ اللَّهُ أَحْسَنَ الْخَالِقِينَ .
»Mit ansigt kaster sig ned i prostration for Den Mægtige, som skabte det, og som gennemborede dets øjne og ører. Jeg kaster mig kun ned i prostration ved den styrke og inspiration, som Han har givet. Allah, den bedste Skaber, er den mest velsignede.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Ibn Majah. Bemærk: Hvis prostrationen ved recitation finder sted under bønnen, skal man sige »Subhana Rabbiyal-A’la« under prostrationen.
6. Det er tilladt under bønnen at recitere et vers, der kræver prostration, og straks efter recitationen at kaste sig ned i prostration, både for imamen og den, der beder alene, uanset om den pågældende bøn bedes stille eller højt. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Rafi’:
Abu Rafi’ siger: »Jeg bad aftenbønnen sammen med Abu Hurayrah. Han reciterede surah Al-Inshiqaq under bønnen og kastede sig ned i prostration. Jeg sagde: ‘O Abu Hurayrah, hvad er dette for en prostration?’ Han svarede: ‘Jeg kastede mig ned i prostration, da jeg bad denne surah bag Allahs Sendebud. Derfor vil jeg fortsat kaste mig ned i prostration.’« Al-Hakim har også overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud kastede sig ned i prostration under den første rak’ah i middagsbønnen. Hans ledsagere antog, at han under bønnen havde reciteret surah Alif Lam Mim Sajdah. An-Nawawi har sagt: Uanset om bønnen bedes stille eller højt, er det ikke makruh for imamen eller den, der beder alene, at recitere et vers, der kræver prostration, og hvis han reciterer det, skal han straks kaste sig ned i prostration. Malik har sagt: Det er makruh under alle omstændigheder. Ifølge Abu Hanifah er det ikke makruh i en højtlæst bøn, men makruh i en stille bøn. Forfatteren til Al-Bahr har sagt: Efter vores opfattelse bør prostrationen udsættes, indtil man har afsluttet bønnen med salam, så der ikke opstår forvirring blandt de bedende [Den, der følger imamen, skal kaste sig ned i prostration sammen med imamen, når imamen går ned i prostration, selv om han ikke har hørt imamen recitere verset, der kræver prostration. Hvis imamen reciterer verset, men ikke kaster sig ned i prostration, skal den, der følger ham, ikke selv kaste sig ned, men følge sin imam. Hvis den, der følger imamen, selv reciterer et vers, der kræver prostration, eller hører en person uden for bønnen recitere det, skal han ikke kaste sig ned i prostration under bønnen, men gøre det efter bønnen].
7. Det er tilladt at recitere flere vers, der kræver prostration, og at kaste sig ned i prostration flere gange under den samme bøn. Hvis man gentager det samme vers, der kræver prostration, eller hører det flere gange i den samme moské, skal man dog kun kaste sig ned én gang. Betingelsen er, at prostrationen udføres efter den sidste recitation. Hvis man har kastet sig ned efter den første recitation, behøver man ifølge den hanafitiske madhhab ikke at gentage prostrationen for de efterfølgende recitationer. Ahmad, Malik og ash-Shafi’i mener derimod, at man skal gøre det, fordi årsagen til prostrationen er opstået på ny.
8. At indhente prostrationen ved recitation: Ifølge de fleste lærde er det mustahabb at kaste sig ned i prostration straks efter at have reciteret eller hørt et vers, der kræver prostration. Hvis man udsætter prostrationen, bortfalder forpligtelsen ikke, medmindre der går meget lang tid. Hvis der går lang tid, går muligheden for at opfylde forpligtelsen tabt. Den skal dog ikke indhentes senere.
14. Taknemmelighedsprostration
Ifølge de fleste lærde er det mustahabb at udføre taknemmelighedsprostrationen, når man opnår noget nyt og glædeligt, eller når man bliver reddet fra en mulig fare eller ulykke. Denne prostration udføres for at takke Den Ophøjede Allah.
Det er overleveret fra Abu Bakr: Hver gang der skete noget glædeligt, eller han modtog gode nyheder, kastede Allahs Sendebud sig ned i prostration for at takke Allah. – Abu Dawud, Ibn Majah og At-Tirmidhi. Al-Bayhaqi har overleveret: Da Ali skriftligt meddelte Allahs Sendebud nyheden om, at indbyggerne i Hamadan havde antaget islam, kastede han sig ned i prostration. Derefter løftede han hovedet og sagde: »Fred over Hamadan. Fred over Hamadan.« Abd ar-Rahman ibn Awf fortæller: En dag gik Allahs Sendebud ud, og jeg fulgte efter ham. Han gik ind i en daddelhave og forblev liggende i langvarig prostration. Da han lod vente på sig med at rejse sig, blev jeg bange for, at Allah havde taget ham bort. Jeg gik hen til ham og så på ham. Da løftede Allahs Sendebud hovedet og sagde: »O Abd ar-Rahman, hvad er der sket med dig?« Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det. Han sagde: »Jibril sagde til mig: Skal jeg ikke give dig gode nyheder? Allah den Ophøjede har sagt: Den, der sender salat over dig, over ham sender Jeg barmhjertighed. Den, der sender salam over dig, over ham sender Jeg salam.« Straks kastede jeg mig ned i prostration for at vise taknemmelighed. – Ahmad. Al-Bukhari har overleveret: Da Ka’b ibn Malik modtog den gode nyhed om, at Allah havde accepteret hans anger, kastede han sig ned i prostration. Ahmad har overleveret, at Ali kastede sig ned i prostration, da han blandt de dræbte kharijitiske oprørere så liget af oprøreren ved navn Dhuth-Thudayyah. Sa’id har nævnt, at Abu Bakr kastede sig ned i prostration, da han hørte nyheden om Musaylimahs død. Nogle har ment, at betingelserne for prostrationen i bøn også kræves ved taknemmelighedsprostrationen. Andre har sagt, at prostrationen i bøn ikke er en betingelse, eftersom dette ikke er en bøn. Forfatteren til Fath al-‘Allam har foretrukket denne opfattelse. Ash-Shawkani har sagt: Der findes ikke i de hadither, der omhandler dette, noget, som beviser, at rituelt afvaskning, rene klæder og et rent sted er betingelser for taknemmelighedsprostrationen. Ligeledes findes der ingen hadith, hvoraf det fremgår, at det er nødvendigt at sige »Allahu akbar« under taknemmelighedsprostrationen. I Al-Bahr står der dog, at man skal sige »Allahu akbar«. Imam Yahya har sagt: Man må ikke udføre taknemmelighedsprostrationen under bønnen, fordi den ikke er en del af bønnen.
15. Sahw-sujud
Det er fastslået, at Profeten, fred være med ham, begik fejl under bønnen. Han plejede at sige: »Jeg er kun et menneske. Jeg begår fejl, ligesom I gør. Når jeg derfor begår en fejl, skal I gøre mig opmærksom på det.« I denne forbindelse har han fastlagt nogle regler for sit samfund. Nedenfor nævner jeg kort disse regler:
1. Fremgangsmåden ved sahw-sujud: Sahw-sujud består af to sujud. Den bedende skal udføre disse sujud før eller efter den afsluttende fredshilsen. Begge fremgangsmåder er autentisk overleveret fra Profeten, fred være med ham. I al-Bukhari er det overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når en af jer bliver i tvivl under bønnen og ikke kan afgøre, om han har bedt tre eller fire rakʿah, skal han afvise tvivlen og fuldføre bønnen på grundlag af det, han er sikker på. Derefter skal han udføre to sujud før fredshilsenen.« I en anden overlevering hos Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, i forbindelse med beretningen om Dhu al-Yadayn, nævnes det, at Allahs Sendebud, fred være med ham, udførte sujud efter fredshilsenen.
Den bedste fremgangsmåde er imidlertid at følge hadithen i denne sag. Når hadithen foreskriver sujud før fredshilsenen, skal man udføre sujud før fredshilsenen. Og når den nævner sujud efter fredshilsenen, skal man udføre sujud efter fredshilsenen. al-Shawkani siger: Den bedste fremgangsmåde i denne sag er, at når Profetens, fred være med ham, ord og handlinger kræver sujud før fredshilsenen, skal man udføre sujud før fredshilsenen, og når de kræver sujud efter fredshilsenen, skal man udføre sujud efter fredshilsenen. Hvis årsagen til sahw-sujud vedrører tiden før fredshilsenen, skal sujud udføres før fredshilsenen. Og hvis årsagen vedrører tiden efter fredshilsenen, skal sujud udføres efter fredshilsenen. Hvis årsagen til sujud ikke er knyttet til nogen af disse to tidspunkter, har den bedende valget mellem at udføre sujud før eller efter fredshilsenen. Det gør ingen forskel, om der er gjort noget mindre eller noget ekstra i bønnen. Imam Muslim har overleveret fra Ibn Mas’ud, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når en person udelader noget eller gør noget ekstra under bønnen, skal han udføre to sujud.«
2. Situationer, hvor sahw-sujud er foreskrevet i den islamiske lov: Den islamiske lov foreskriver sahw-sujud i følgende situationer:
1. Når man afslutter bønnen med fredshilsenen før bønnen er færdig. Abu Hurayrah, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, ledte os i middagsbønnen eller eftermiddagsbønnen. Han fremsagde fredshilsenen efter to rakʿah. Derefter gik han hen til et stykke træ, der stod i moskeen, stillede sig ved det og lænede sig op ad det, som om han var vred. Han lagde sin højre hånd over sin venstre hånd, flettede fingrene som et gitter og lagde kinden på håndryggen af sin venstre hånd. De, der først forlod moskeen, gik ud. Folk sagde: »Er bønnen blevet forkortet?« Abu Bakr, måtte Allah være tilfreds med ham, og Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, var blandt menigheden. De turde ikke tale med Allahs Sendebud, fred være med ham. Blandt menigheden var en mand ved navn Dhu al-Yadayn. Han gik hen til ham og sagde: »Allahs Sendebud! Har du forkortet bønnen, eller har du begået en fejl?« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg har hverken glemt det eller forkortet den.« Derefter sagde han: »Vil I også sige det samme, som Dhu al-Yadayn har sagt?« Folkene svarede: »Ja.« Straks vendte Allahs Sendebud, fred være med ham, tilbage, bad den del af bønnen, der manglede, og fremsagde derefter fredshilsenen (heraf fremgår det, at hvis en person ved en fejl fremsiger fredshilsenen, før bønnen er afsluttet, er det tilstrækkeligt blot at bede den resterende del af bønnen, uanset om han fremsagde fredshilsenen efter to rakʿah eller tidligere).
Derefter sagde han »Allahu akbar« og udførte et sujud, der varede lige så længe som hans normale sujud eller længere. Så løftede han hovedet. — al-Bukhari og Muslim.
Ahmad, al-Bazzar og al-Tabarani har overleveret, at Ibn al-Zubayr ledte maghribbønnen og fremsagde fredshilsenen efter to rakʿah. Derefter rejste han sig for at tage fat i den sorte sten. Menighedens folk udbrød forbløffet »Subhanallah« og sagde: »Hvad er der sket med dig?« Derefter bad han den resterende del af bønnen og udførte to sujud. Da denne hændelse blev fortalt Ibn Abbas, sagde han: »Ibn al-Zubayr afveg ikke det mindste fra Allahs Sendebuds, fred være med ham, sunnah.«
2. Hvis man tilføjer noget ekstra i bønnen: Alle de autentiske hadith-samlinger har overleveret fra Ibn Mas’ud: Allahs Sendebud ledte bønnen, hvor han bad fem rakʿat. Han blev spurgt: »Er der blevet tilføjet noget i bønnen?« Han sagde: »Hvad er det for noget?« Folkene sagde: »Du har jo bedt fem rakʿat.« Straks udførte Allahs Sendebud to sujud as-sahw efter at have afsluttet bønnen med salam.
Denne hadith beviser, at hvis en person ved en fejltagelse beder en ekstra rakʿah uden at sætte sig i den fjerde rakʿah, vil hans bøn være gyldig, hvis han udfører sujud as-sahw.
3. Hvis man glemmer at sidde til den første tashahhud, eller hvis en af bønnens sunnah-handlinger udelades: Det er overleveret i alle de autentiske hadith-samlinger: Allahs Sendebud ledte bønnen og rejste sig uden at sætte sig i den anden rakʿah. Folkene mindede ham om det ved at sige »Subhanallah«, men han fortsatte fremad. Efter bønnen udførte han to sujud as-sahw. Derefter afsluttede han bønnen med salam [Det er nævnt i hadith, at når imamen udfører sujud as-sahw på grund af sin fejl, skal den, der følger imamen, også udføre sujud as-sahw. Hanafi- og shafiʿi-skolernes opfattelse er, at den, der følger imamen, udfører sujud as-sahw på grund af imamens fejl, men ikke udfører sujud as-sahw på grund af sin egen fejl].
Det er blevet sagt i hadith: Hvis en person ved en fejltagelse udelader den første siddestilling og under oprejsningen kommer i tanke om det, før han er helt oprejst, skal han vende tilbage og sætte sig. Men hvis han kommer i tanke om det efter at være blevet helt oprejst, skal han ikke vende tilbage til siddestillingen. Dette støttes af den hadith, som Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah har overleveret fra al-Mughira:
Allahs Sendebud sagde: »Når nogen af jer rejser sig efter den anden rakʿah, men endnu ikke er helt oprejst, skal han sætte sig ned. Når han er blevet helt oprejst, skal han ikke sætte sig, men skal udføre to sujud as-sahw.«
4. Hvis der opstår tvivl under bønnen: Abd ar-Rahman ibn Awf siger: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: »Når en af jer bliver i tvivl om sin bøn og ikke ved, om han har bedt én eller to rakʿat, skal han regne sin bøn for at være én rakʿah. Og når han bliver i tvivl om, hvorvidt han har bedt to eller tre rakʿat, skal han regne den for at være to rakʿat. Og når han ikke kan afgøre, om han har bedt tre eller fire rakʿat, skal han regne den for at være tre rakʿat. Derefter skal han efter bønnen og før salam udføre to sujud as-sahw.« – Ahmad, Ibn Majah, at-Tirmidhi. I en anden overlevering fra Abd ar-Rahman står der: »Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Den, der under bønnen bliver i tvivl om, hvorvidt han har bedt færre rakʿat, skal fortsætte med at bede, indtil han bliver i tvivl om, hvorvidt han har bedt flere rakʿat.« Abu Saʿid al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud sagde: »Når en af jer bliver i tvivl om sin bøn og ikke ved, hvor mange rakʿat han har bedt – tre eller fire – skal han kaste tvivlen bort og fuldføre bønnen på grundlag af det antal rakʿat, han er sikker på. Derefter skal han udføre to sujud as-sahw før salam. Hvis han faktisk har bedt fem rakʿat, vil bønnen gå i forbøn for ham. Og hvis han har bedt for at fuldføre de fire rakʿat, vil de to sujud as-sahw være et middel til at straffe Satan.« Ahmad og Muslim. Disse to hadither beviser den opfattelse, som flertallet af de lærde har: Når den bedende bliver i tvivl om antallet af rakʿat i sin bøn, skal han lægge det laveste sikre antal til grund og udføre sujud as-sahw.
16. Bøn i fællesskab
1. Bønnens betydning og fortræffelighed i fællesskab
At bede i fællesskab er en stærkt bekræftet sunnah [Dette gælder de obligatoriske bønner. Ved frivillige bønner er bøn i fællesskab tilladt, hvad enten fællesskabet er lille eller stort. Det er overleveret i hadith, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad to rakʿah frivillig bøn. Anas stod ved hans højre side, mens Umm Sulaym og Umm Haram stod bag ham. En sådan hændelse fandt sted flere gange].
Der findes et stort antal hadither om dens fortjeneste.
Her nævner jeg nogle af dem:
1. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Belønningen for at bede i fællesskab er syvogtyve gange større end for at bede alene. – Bukhari og Muslim.
2. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, overleverede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Belønningen for den bøn, der bedes sammen med fællesskabet, er femogtyve gange større end for den bøn, der bedes hjemme eller på markedet. Når han udfører wudu grundigt og derefter går til moskéen udelukkende med det formål at bede, vil hans rang blive hævet ét trin for hvert skridt, og én synd vil blive tilgivet. Når han derefter har bedt, fortsætter englene med at bede om barmhjertighed for ham, så længe han bliver på sit bedested, indtil han bryder sin rituelle renhed. De siger: »O Allah, forbarm Dig over ham! Skænk ham godhed!« Og så længe han venter på den næste bøn, regnes han for at være i bøn. Bukhari og Muslim.
3. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter også: En blind mand kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde: »O Allahs Sendebud, der er ingen, som kan føre mig til moskéen.« Derefter bad han Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, om tilladelse til at bede hjemme. Han gav ham tilladelse. Da manden så gjorde sig klar til at gå, sagde han: »Kan du høre kaldet til bøn?« Han svarede: »Ja.« Han sagde: »Så besvar det.« – Muslim.
4. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter også, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ved Allah, jeg får lyst til at befale nogen at samle brænde, og efter at brændet er samlet, at befale en anden at lede bønnen i moskéen. Derefter ville jeg gå til nogle menneskers huse og sætte ild til dem.« (Det vil sige deres huse, fordi de uden gyldig grund ikke var kommet til fællesbønnen). Bukhari og Muslim.
5. Ibn Masʿud, må Allah være tilfreds med ham, siger: Den, der glæder sig over at møde Allah som muslim på den kommende dag, bør regelmæssigt bede disse bønner dér, hvor der kaldes til bøn. Allah har fastlagt vejledningens sunnah (en evig regel) for jeres profet. At bede disse bønner dér, hvor der kaldes til bøn, er blandt vejledningens evige regler. Hvis I bad hjemme, sådan som den, der er fraværende fra fællesskabet, gør, ville I have forladt jeres profets sunnah. Og hvis I forlader jeres profets sunnah, vil I fare vild. På vores tid så vi, at ingen var fraværende fra fællesskabet undtagen den, der var kendt som hykler. Nogle kom endda støttende sig til to mænds skuldre og stillede sig i rækken. Muslim. I en anden overlevering fra Ibn Masʿud hedder det: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, lærte os, at vejledningens sunnah er at bede i den moské, hvor der kaldes til bøn.
6. Abu Darda, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: Hvis bønnen ikke etableres i en landsby eller en nomadebebyggelse, det vil sige i fællesskab, vil Satan få magt over dem. Derfor skal I bestemt etablere fællesbønnen. For ulven æder kun den ged, der har forladt flokken. – Abu Dawud.
2. Kvinders deltagelse i fællesbønnen i moskeen og værdien af at bede hjemme. Det er tilladt for kvinder at gå i moskeen og bede i fællesskab, hvis de ikke gør noget, der vækker mænds begær, og ikke bruger noget, der kan føre mennesker på afveje, såsom pynt og parfume. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Forhindr ikke kvinderne i at gå til moskeen. Men deres hjem er bedre for dem. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Forbyd ikke Allahs tjenestekvinder at gå til Allahs moskeer. Men de skal gå til moskeen uden at bruge parfume. – Ahmad, Abu Dawud. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde endvidere: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Ingen kvinde må komme og bede isha-bønnen sammen med os, mens hun har påført sig parfume. – Muslim, Abu Dawud og al-Nasa’i.
Det er dog bedre for kvinder at bede hjemme. Ahmad og al-Tabarani har overleveret, at Umm Humayd al-Sa’idiyya kom til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og sagde: Allahs Sendebud, jeg ønsker at bede sammen med dig. Allahs Sendebud sagde: Jeg ved det. Men det er bedre for dig at bede i dit eget hjem end at bede i moskeen i dit kvarter. Og det er bedre for dig at bede i moskeen i dit kvarter end at bede i den centrale fredagsmoské i dit område.
3. At bede i en noget fjernere moské og i en større fællesbøn
Det er anbefalelsesværdigt at bede i den moské, der ligger relativt langt væk, men hvor et større antal bedende samles. Muslim har nemlig berettet fra Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der går længere for at bede, får større belønning.« Jabir fortæller også: Da området omkring moskéen blev tømt, ønskede Banu Salama at flytte tættere på moskéen. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fik kendskab til dette, sagde han: »O Banu Salama, jeg har fået at vide, at I ønsker at flytte tættere på moskéen.« De sagde: »Ja, Allahs Sendebud! Det ønsker vi.« Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Bliv hellere ved jeres boliger. Jeres fodspor bliver nedskrevet.« Desuden er den hadith, som Abu Hurayra tidligere har berettet, blevet citeret i Bukhari og Muslim om samme emne. Ubayy ibn Ka’b berettede: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En persons bøn sammen med én anden er mere belønnende end hans bøn alene, og en persons bøn sammen med to andre er mere belønnende end hans bøn sammen med én anden; den er også mere effektiv til at befri ham fra synd og rense ham. Den fællesbøn, hvor flere mennesker samles, er mere elsket af Allah.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Majah, Ibn Hibban.
4. Det er anbefalelsesværdigt at gå roligt til moskéen
Det er anbefalelsesværdigt at gå til moskéen roligt og med værdighed. Det er makruh at gå hurtigt eller løbe. Fra det øjeblik en person forlader sit hjem med det formål at bede, regnes han som bedende. Abu Qatada sagde: En dag bad vi sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Pludselig hørte han nogle menneskers larm. Efter bønnen spurgte han: »Hvad er der sket med jer?« De svarede: »Vi skyndte os for at nå bønnen.« Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Gør ikke sådan. Når I kommer til bønnen, skal I komme roligt og fredfyldt. Bed den del af bønnen, som I når sammen med fællesbønnen, og bed senere det, I er gået glip af.« – Bukhari, Muslim [»Roligt« og »fredfyldt« har samme betydning. Imam al-Nawawi har skelnet noget mellem dem. Efter hans opfattelse betyder »roligt«, at man går langsomt og afholder sig fra unødvendige handlinger, mens »fredfyldt« betyder at udvise værdighed.]
Som at sænke blikket, tale med dæmpet stemme og ikke se sig omkring.
Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når I hører iqamaen, skal I gå til moskeen. Gå dog roligt og værdigt, og skynd jer ikke. Bed det, I når at få med, og fuldfør senere det, I gik glip af. – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen at-Tirmidhi. [Denne hadith viser, at den del af bønnen, man når sammen med imamen, regnes som bønnen første del, mens den resterende del regnes som den efterfølgende del].
5. Det er mustahabb for imamen at forkorte bønnen
Det er mustahabb for imamen at forkorte menighedsbønnen. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når nogen af jer leder menigheden i bøn, bør han forkorte den, for blandt dem er der syge, gamle og svage. Når han beder alene, kan han forlænge den så meget, han ønsker. – Alle de autentiske hadith-samlinger.
Abbas fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når jeg begynder bønnen, har jeg lyst til at gøre den lang. Så hører jeg pludselig et barn græde, og derfor afslutter jeg bønnen hurtigt. Jeg ved, hvor meget barnets gråd plager dets mor. Al-Bukhari og Muslim har berettet, at Anas sagde: Jeg har aldrig bedt bag nogen imam en bøn, der var kortere og samtidig mere fuldkommen end Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham). Abu Umar ibn Abd al-Barr sagde: Hos de lærde er der enighed om, at det er mustahabb for enhver imam at forkorte bønnen. Den skal dog være så lang, at hver af bønnens handlinger svarer til at sige »subhanallah« tre gange. Ingen handling må udelades eller forkortes. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) forbød at hakke som en krage. Da han så en mand afslutte bønnen uden at udføre rukūʿ fuldstændigt, sagde han: »Gå og bed igen. Du har ikke bedt.« Han sagde også: »Den, der ikke retter ryggen efter rukūʿ og sujūd, vil Allah ikke se på.« Derefter sagde Abu Umar: Jeg kender ingen uenighed om, at det er mustahabb for den, der er imam, at forkorte bønnen. Det er dog en betingelse, at hver handling, såsom rukūʿ og sujūd, udføres fuldstændigt. Ifølge en overlevering sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Gør ikke Allah forhadt blandt Allahs tjenere. Nogle af jer bliver imam og gør bønnen lang, så de, der står bag ham, bliver besværet.«
6. Imamen bør forlænge den første rakʿah
Det er tilladt for imamen ifølge shariaen at forlænge den første rakʿah, mens han venter på den, der forsøger at slutte sig til menighedsbønnen for at opnå menighedsbønnens fortjeneste. På samme måde kan han vente på den, der ønsker at slutte sig til menigheden under rukūʿ. Han kan også vente under den sidste siddestilling. I Abu Qatadas hadith står der, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) plejede at forlænge den første rakʿah. Abu Saʿid sagde, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) stadig var i den første rakʿah, når nogle efter bønnens begyndelse gik til Jannat al-Baqi for at forrette deres naturlige behov og derefter kom tilbage efter at have udført wudu. Han plejede at gøre den første rakʿah lang. – Ahmad, Muslim, Ibn Majah og an-Nasaʾi.
7. Det er obligatorisk at følge imamen, og det er forbudt at gå foran ham
Det er obligatorisk at følge imamen, og det er forbudt at gå foran ham [Alle de lærde er enige om, at bønnen bliver ugyldig, hvis man går foran imamen ved takbirat at-tahrima eller ved at afslutte bønnen med salam. Ifølge Ahmad bliver bønnen ugyldig, hvis man går foran imamen i andre handlinger. Hvis man udfører handlingerne samtidig med imamen, er det makruh. Imamen skal følges].
Abu Hurayra beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Imamen er blevet udpeget for at blive adlydt. Gå derfor ikke foran ham. Når han siger takbir, skal I også sige takbir. Når han siger: »Samiʿa Allahu liman hamidah«, skal I sige: »Allahumma rabbana laka al-hamd.« Når han bukker sig, skal I også bukke jer. Og når han sidder og fremsiger salawat, skal I alle også sidde og fremsige salawat. – Bukhari og Muslim. Ahmad og Abu Dawud beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Imamen er der for at blive fulgt. Når han siger takbir, skal I derfor også sige takbir, men I må ikke sige takbir, før imamen har sagt takbir. Når han bukker sig, skal I også bukke jer, og I må ikke bukke jer, før han har bukket sig. Når imamen går ned i sujud, skal I også gå ned i sujud. I må ikke gå ned i sujud, før imamen har gjort det. Abu Hurayra رضي الله عنه beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Frygter den af jer, der løfter hovedet før imamen, ikke, at Allah kan forvandle hans hoved til et æsels hoved eller hans ansigt til et æsels ansigt?« Alle autentiske hadith-samlinger. Anas رضي الله عنه beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »O folk, jeg er jeres imam. Gå derfor ikke foran mig i bukningen, i sujud, når I står, sidder eller afslutter bønnen med salam.« – Ahmad og Muslim. Baraʾ beretter: Vi bad sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Da Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Samiʿa Allahu liman hamidah«, bøjede ingen af os ryggen, før Allahs Sendebud ﷺ havde lagt sit ansigt på jorden. Alle autentiske hadith-samlinger.
8. Menigheden opstår, så snart én person slutter sig til imamen
Menigheden opstår, så snart én person slutter sig til imamen, hvad enten personen er et barn eller en kvinde. Ibn Abbas رضي الله عنه sagde: Jeg overnattede hos min moster Maymuna. Om natten rejste Allahs Sendebud ﷺ sig for at bede. Jeg rejste mig også sammen med ham. Jeg stod til venstre for ham. Ifølge alle autentiske hadith-samlinger [denne hadith viser, at hvis en person rejser sig for at bede alene uden at have til hensigt at være imam, er det tilladt at bede bag ham som makmum, og at han dermed bliver imam. Dette gælder både obligatoriske og frivillige bønner. Bukhari beretter fra Aisha رضي الله عنها, at Allahs Sendebud ﷺ bad i sit værelse. Værelsets væg var meget lav, så folk kunne se Allahs Sendebud ﷺ. Da de så ham, rejste en gruppe sig for at bede sammen med ham. Næste morgen talte folk om dette. Den følgende nat rejste Allahs Sendebud ﷺ sig igen for at bede, og også denne nat bad nogle mennesker under Allahs Sendebud ﷺ som imam] tog han fat i mit hoved og førte mig over til sin højre side.
Abu Saʿid og Abu Hurayra رضي الله عنهما sagde, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der vågner om natten, vækker sin hustru, og de to sammen beder to rakʿat, bliver skrevet blandt de mænd og kvinder, der ihukommer Allah. Abu Dawud. Abu Saʿid beretter: En mand trådte ind i moskeen. Allahs Sendebud ﷺ havde allerede bedt sammen med sine ledsagere. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Hvem vil bede sammen med denne mand og dermed give ham sadaqa?« En af de tilstedeværende rejste sig og bad sammen med ham. – Ahmad, Abu Dawud og Tirmidhi. Ibn Abi Shayba har berettet, at Abu Bakr as-Siddiq رضي الله عنه bad sammen med denne mand. Tirmidhi har udledt af denne hadith, at det er tilladt at bede i menighed igen i en moské, hvor der allerede én gang er blevet bedt i menighed. Dette er også Ahmads og Ishaqs opfattelse. Ifølge andre lærde skal man bede alene. Dette er Sufyans, Maliks, Shafiʿis og Ibn al-Mubaraks opfattelse.
Det er imidlertid enstemmigt ugyldigt at afholde flere menighedsbønner på samme sted på samme tid. Det strider nemlig mod det formål, for hvilket islam har foreskrevet menighedsbønnen. Det strider mod shariaens bestemmelser.
9. Det er tilladt at blive makmum efter imamen
Når en person udpeges som imam i den udpegede imams fravær, er det tilladt for den pågældende person at blive makmum, når den udpegede imam er til stede. Bukhari og Muslim beretter fra Sahl ibn Saʿd: Da Allahs Sendebud ﷺ tog til Banu Amr for at bilægge en strid mellem dem, og tiden for bønnen indtraf, kom muezzinen til Abu Bakr og sagde: »Vil du lede bønnen? Skal jeg så fremsige iqama?« Han sagde: »Ja.« Abu Bakr begyndte derefter at lede bønnen. Efter et stykke tid kom Allahs Sendebud ﷺ. Folk var i gang med at bede. Allahs Sendebud ﷺ stillede sig i rækken. Folk klappede med hænderne. Mens Abu Bakr var i bøn, plejede han ikke at se til nogen anden side. Men da folk begyndte at klappe endnu mere, så han til siden og fik øje på Allahs Sendebud ﷺ. Allahs Sendebud ﷺ gjorde tegn til ham: »Bliv på din plads og fortsæt med at lede bønnen.« Abu Bakr løftede begge hænder og lovpriste Allah for den befaling, Allahs Sendebud ﷺ havde givet ham angående ledelsen af bønnen. Derefter trådte Abu Bakr tilbage og stillede sig i rækken, mens Allahs Sendebud ﷺ gik frem, ledte bønnen og satte sig efter at have vendt sig om. Derefter sagde han: »O Abu Bakr, hvorfor fortsatte du ikke med at lede bønnen, efter at jeg havde befalet dig det?« Abu Bakr رضي الله عنه sagde: »Abu Quhafas søn kunne ikke lede bønnen, mens Allahs Sendebud ﷺ var til stede.« Allahs Sendebud ﷺ spurgte folk: »Hvad var der i vejen? Hvorfor så jeg jer klappe så meget med hænderne? Hvis der sker noget uventet for nogen under bønnen, bør han sige: Subhanallah. Det er kun kvinder, der skal klappe med hænderne.«
Shawkani har sagt: Denne hadith beviser, at bønnen ikke bliver ugyldig, hvis man under bønnen går fra én række til den tilstødende række. Den viser desuden, at det er tilladt at lovprise Allah og advare ved at sige »Subhanallah« i forbindelse med en hændelse. Det er også tilladt at lade en anden træde i imamens sted på grund af en gyldig undskyldning. Der er intet forkasteligt i, at bønnen ledes af to imamer. Heraf fremgår det, at det er tilladt for en person at være imam under en del af bønnen og makmum under en anden del. Det fremgår også, at det er tilladt at løfte hænderne under bønnen, når man fremsiger dua og lovpriser Allah. Det er ligeledes tilladt at se til siden efter behov. Det er også tilladt efter behov at henvende sig til en bedende ved hjælp af tegn. Det fremgår, at det er tilladt at lovprise og takke Allah for at være blevet æret i religionen, at en mindre kvalificeret person kan være imam for en mere kvalificeret person, og at udføre mindre bevægelser under bønnen.
10. Delvis deltagelse i menighedsbønnen
Den, der træder ind i menighedsbønnen, efter at den er begyndt, skal stå op og fremsige takbīrat al-iḥrām og følge imamen i den stilling, han end befinder sig i. (Hvis man tilslutter sig menigheden ved at fremsige takbīrat al-iḥrām, før imamen afslutter bønnen med salām, opnår man hele menighedsbønnens belønning. En rakʿah regnes ikke for opnået i menigheden, før man har nået dens rukūʿ. Selv hvis man ikke når hele rukūʿ sammen med imamen, eller man bøjer hovedet og rører knæene med hænderne, før imamen løfter hovedet, regnes rakʿahen dog som opnået.
Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når I kommer til bønnen, skal I også gå ned i sujūd, hvis vi befinder os i sujūd. Men regn ikke dette som en rakʿah. Den, der når rukūʿ, har opnået bønnerakʿahen.« – Abū Dāwūd, Ibn Khuzaymah og al-Ḥākim.
Masbūq (den, der kun har nået en del af menighedsbønnen) gør nøjagtigt det samme, som imamen gør. Han sidder sammen med ham i den afsluttende siddestilling. Han må ikke rejse sig, før imamen har afsluttet bønnen med salām. Når han rejser sig, skal han sige Allāhu akbar og rejse sig for at fuldføre den resterende del af bønnen.
11. Undskyldninger, der tillader, at man undlader menighedsbønnen
Hvis en af følgende omstændigheder opstår, er det tilladt at undlade menighedsbønnen:
1 og 2. Regn eller sne: Det er overleveret fra Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at befale kaldemanden at kalde til bøn og sige: »Bed i jeres egne hjem på en mørk og regnfuld nat.« – al-Bukhārī og Muslim. Jābir, må Allah være tilfreds med ham, beretter: »Vi begav os ud på en rejse sammen med Allahs Sendebud. Det regnede under rejsen, og Allahs Sendebud sagde: ›Den af jer, der ønsker det, kan bede på sit opholdssted.‹« – Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd og al-Tirmidhī. En dag, hvor det regnede, sagde Ibn ʿAbbās til sin mu’adhdhin: »Når du har sagt: ›Jeg bevidner, at Muḥammad er Allahs Sendebud‹, skal du ikke sige: ›Kom til bønnen‹. Sig i stedet: ›Bed i jeres egne hjem‹.« Det lod til, at folk ikke brød sig om dette. Derfor sagde Ibn ʿAbbās: »Undrer I jer over dette? Den, der var bedre end jeg – Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham – gjorde det også. Menighedsbønnen er ganske vist obligatorisk, men jeg ønskede ikke at få jer ud af jeres hjem for at gå gennem mudder og glatte veje.« – al-Bukhārī og Muslim. Muslims version lyder således: En regnfuld fredag befalede Ibn ʿAbbās sin mu’adhdhin … Det er også tilladt at undlade menighedsbønnen på grund af ekstrem varme, voldsom kulde, tæt mørke og frygt for en tyran. Ibn Baṭṭāl har sagt: »De lærde er enige om dette.« Han har også medtaget styrtregn, storme og lignende naturkatastrofer.
3. Når maden er serveret Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis nogen af jer er i færd med at spise, bør han ikke skynde sig, før han har spist, hvad han har brug for – heller ikke selv om menighedsbønnen er begyndt.« – al-Bukhārī.
4. Når man føler trang til at urinere eller have afføring, har Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagt: Jeg hørte Allahs Sendebud ﷺ sige: Man bør ikke bede, når maden er serveret, eller når man føler trang til at urinere eller have afføring. – Ahmad, Muslim og Abu Dawud.
5. Abu ad-Darda, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Det er klogt først at få sine behov tilfredsstillet, så man kan bede med et sind uden bekymringer. – Bukhari.
12. Hvem er mest berettiget til at lede bønnen?
Den, der har størst kendskab til Allahs Bog, er mest berettiget til at lede bønnen. Hvis flere er lige kvalificerede med hensyn til recitationen af Koranen, er den af dem, der har størst viden om sunnaen, mest berettiget til at lede bønnen. Hvis flere også her står lige, er den, der har længst anciennitet i hijraen, mest berettiget til at lede bønnen. Hvis flere også her står lige, er den ældste af dem mest berettiget til at lede bønnen.
a. Abu Sa’id beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Når tre mennesker samles, bør én af dem lede dem i bønnen. Den, der har størst kendskab til Koranen, er mest berettiget til at lede bønnen. – Ahmad, Muslim og Nasa’i. Udtrykket »har størst kendskab til Koranen« betyder, at han har mest viden om Koranen og kan den bedst udenad. For i beretningen fra Amr ibn Salama står der: »Den af jer, der har mest af Koranen, bør lede jer i bønnen.«
b. Ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der blandt menighedens medlemmer har størst kendskab til Koranen, skal lede menigheden i bønnen. Hvis alle er lige kvalificerede med hensyn til kendskabet til Koranen, er den, der har størst viden om sunnaen, mest berettiget til at lede bønnen. Hvis alle også er lige med hensyn til kendskabet til sunnaen, er den, der har længst anciennitet i hijraen, mest berettiget til at lede bønnen. Hvis alle også står lige med hensyn til hijraen, er den ældste mest berettiget til at lede bønnen. Ingen må under nogen omstændigheder lede bønnen på en andens myndighedsområde uden dennes tilladelse. Og ingen må uden tilladelse sætte sig på den plads, der er forbeholdt husets herre. – Ahmad og Muslim.
Det betyder, at herskeren, husets herre og forsamlingens formand er mere berettigede til at lede bønnen end andre, så længe ingen af disse myndighedspersoner giver en anden tilladelse.
Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Det er ikke tilladt for en person, der tror på Allah og den Yderste Dag, at blive imam eller leder for et samfund eller en gruppe uden deres tilladelse. Og han må ikke udelukke alle andre og alene udvælge sig selv som gæst ved en invitation. Hvis han gør det, svarer det til at svigte dem. – Abu Dawud.
13. Dem, hvis imam-ledelse er gyldig
Det er gyldigt for en dreng, der forstår forskellen mellem halal og haram, at lede bønnen. Det er også gyldigt for en blind at lede bønnen; for en person, der beder stående, at lede en person, der beder siddende; for en person, der beder siddende, at lede en person, der beder stående; for en, der udfører en obligatorisk bøn, at lede en, der udfører en frivillig bøn; for en, der udfører en frivillig bøn, at lede en, der udfører en obligatorisk bøn; for en, der har foretaget tayammum, at lede en, der har udført wudu; for en, der har udført wudu, at lede en, der har foretaget tayammum; for en fastboende at lede en rejsende; for en rejsende at lede en fastboende; og for en person med særlige egenskaber at lede almindelige mennesker. Amr ibn Salama ledede sit folks bøn, da han kun var seks eller syv år gammel. Allahs Sendebud, fred være med ham, udnævnte Ibn Umm Maktum to gange til stedfortrædende guvernør og imam i Medina, skønt han var blind. Under sin sidste sygdom bad Abu Bakr siddende i sit hjem, mens en gruppe mennesker bad stående bag ham. Da befalede han dem med en gestus at bede siddende. Efter bønnen vendte han sig mod dem og sagde: Imamen er kun blevet udnævnt, for at man skal følge ham. Når han bøjer sig, skal I derfor bøje jer, og når han rejser sig fra bøjningen, skal I rejse jer. Hvis imamen beder siddende, skal I også bede siddende bag ham [Ifølge Ishaq, al-Awza’i, Ibn al-Mundhir og zahiritterne er det ugyldigt for en person, der er i stand til at bede stående, at bede bag en person, der på grund af en undskyldning beder siddende. Han bør bede siddende i efterligning af imamen. Nogle anser dog denne hadith for at være ophævet].
Muadh plejede at bede isha-bønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Derefter vendte han tilbage til sit folk og bad den samme bøn med dem igen. Hans bøn blev således frivillig, mens isha-bønnen blev opfyldt som obligatorisk for hans folk. Mihjan ibn Adra siger: Jeg gik hen til Allahs Sendebud, fred være med ham. Han var i moskeen. Bønnen blev kaldt til fællesbøn, og han bad. Men jeg bad ikke. Han sagde til mig: Hvorfor bad du ikke? Jeg svarede: Allahs Sendebud, jeg har bedt hjemme og er derefter kommet til dig. Han sagde: Når du nu er kommet, så bed sammen med dem og betragt den som en frivillig bøn. Allahs Sendebud, fred være med ham, så en mand bede alene og sagde: Er der ingen, som vil give denne mand almisse, det vil sige bede sammen med ham? Amr ibn al-As ledede bønnen efter at have foretaget tayammum. Allahs Sendebud, fred være med ham, godkendte hans bøn. Under erobringen af Mekka ledede Allahs Sendebud alle bønner i Mekka, bortset fra maghrib, med to rak’ah ad gangen. Han sagde: O Mekkas indbyggere, rejs jer og bed yderligere to rak’ah, for vi er rejsende. Når en rejsende beder bag en fastboende, skal han nemlig bede fire rak’ah. Selv hvis han når mindre end én rak’ah sammen med ham, skal han bede fire rak’ah.
Ibn Abbas blev spurgt: Når en rejsende beder alene, beder han to rak’ah, men når han beder bag en fastboende, beder han fire rak’ah. Hvad er årsagen til det? Han svarede: Det er sunnah. – Ahmad
14. Dem, hvis imam-ledelse ikke er gyldig
Det er ikke gyldigt for en syg person at lede en rask person eller en person, der lider af en anden sygdom, i bønnen (for eksempel en person, der ufrivilligt kommer til at lade vand, afføring eller luft gå). Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Ifølge den malikitiske madhhab er sådan imam-ledelse gyldig, men makruh.
15. Det anbefales, at en kvinde leder kvinder i bønnen
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, ledede kvinder i bønnen og stod sammen med dem i rækken. Umm Salama gjorde ligeledes. Allahs Sendebud, fred være med ham, udnævnte en muezzin for Umm Waraqa. Han befalede Umm Waraqa at lede de obligatoriske bønner for kvinderne i hendes hus.
16. Mænds ledelse af udelukkende kvinder i bøn
Abu Ya’la og at-Tabarani har overleveret, at Ubayy ibn Ka’b kom til Allahs Sendebud ﷺ og sagde: »Allahs Sendebud, i går aftes gjorde jeg noget.« Han spurgte: »Hvad gjorde du?« Ubayy sagde: »Der er nogle kvinder i mit hus. De sagde til mig: Du kan læse Koranen, men det kan vi ikke. Led os derfor i bønnen. Så jeg led dem i otte rakʿat og witr-bønnen.« Da Allahs Sendebud hørte dette, forblev han tavs. Vi tog hans tavshed som et samtykke.
17. Det er makruh at lade en fasiq eller en tilhænger af bidʿah lede bønnen
Al-Bukhari har overleveret, at Ibn Umar bad bag al-Hajjaj. Muslim har overleveret, at Abu Sa’id al-Khudri bad eid-bønnen bag Marwan. Ibn Mas’ud bad bag al-Walid ibn Uqbah, selv om han drak vin. En dag ledede han fajr-bønnen med fire rakʿat. Uthman lod ham piske på grund af dette. Sahabaerne og tabiʿinerne bad bag Ibn Abi Ubayd. Det blev hævdet, at han var ateist og opfordrede til vildfarelse. Det princip, som de lærde fulgte i denne sag, var, at den, hvis bøn er gyldig for ham selv, også kan lede andres gyldige bøn. Ikke desto mindre erklærede de det for makruh at bede bag en fasiq eller en tilhænger af bidʿah. Abu Dawud og Ibn Hibban har nemlig overleveret: En mand ledede en gruppe mennesker i bøn. Derefter spyttede han i qiblahs retning. Allahs Sendebud så det. Så sagde Allahs Sendebud: »Denne mand må ikke længere lede jer i bøn.« Senere ville han lede dem i bøn, men folkene forhindrede ham og fortalte ham, hvad Allahs Sendebud havde sagt. Han nævnte sagen for Allahs Sendebud, som sagde: »Ja, du har såret Allah og Hans Sendebud.«
18. Tilladelsen til at forlade imamen af en gyldig grund
En person, der har sluttet sig til bønnen sammen med imamen, må forlade bønnen med hensigt om at adskille sig fra imamen og fuldføre resten af bønnen alene, hvis imamen gør bønnen langvarig, og personen i en sådan situation bliver ramt af sygdom, eller frygter, at ejendom vil gå tabt, eller bliver bekymret for sine rejsefæller, eller overvældes af søvn, og lignende.
For alle de sahih-hadithsamlinger har overleveret fra Jabir, at Mu’adh plejede at bede isha-bønnen sammen med Allahs Sendebud og derefter vende tilbage til sin stamme og lede dem i bønnen. En dag udsatte Allahs Sendebud isha-bønnen. Mu’adh bad isha-bønnen sammen med ham. Derefter vendte han tilbage til sin stamme og begyndte at recitere surah al-Baqarah. En mand bad da for sig selv. Der blev sagt til ham: »Du, den og den, du har handlet hyklerisk.« Han sagde: »Jeg har ikke handlet hyklerisk. Men jeg vil helt sikkert gå til Allahs Sendebud og fortælle ham om sagen.« Senere fortalte han Allahs Sendebud hele hændelsen. Allahs Sendebud sagde: »Mu’adh, er du en, der skaber fitnah? Mu’adh, vil du føre folk på vildspor? Recitér den og den surah.«
19. At bede bønnen igen sammen med menigheden
Yazid ibn al-Aswad, må Allah være tilfreds med ham, beretter: I Mina bad vi fajr-bønnen sammen med Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham. På dette tidspunkt kom to mænd. De gjorde holdt, mens de stadig sad på deres kameler. På Allahs Sendebuds befaling blev de ført hen til ham. Deres kroppe rystede af frygt. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, spurgte dem: »Hvad var der sket med jer, siden I ikke bad sammen med menigheden? Er I to ikke muslimer?« De svarede: »Jo, Allahs Sendebud, vi er bestemt muslimer. Vi havde allerede bedt på det sted, hvor vi opholdt os.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til dem: »Når I har bedt dér, hvor I opholder jer, og derefter finder menighedsbønnen, så bed den igen sammen med menigheden. Denne bøn vil være frivillig for jer.« — Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi og Nasa’i.
Denne hadith beviser, at den, der allerede har bedt en bøn i menighed eller alene, og senere ser, at den samme bøn bliver bedt igen i menighed i moskeen, opmuntres i shariaen til at slutte sig til den senere menighed med intentionen om, at det er en frivillig bøn, og bede den samme bøn igen. Det er blevet berettet, at Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, bad zuhr-, asr- og maghrib-bønnen igen efter først at have bedt dem i menighed. Det er også blevet berettet, at Anas, efter at have bedt fajr-bønnen sammen med Abu Musa på en plads, hvor dadler og andre fødevarer blev tørret, igen nåede frem til den store moské og så, at bønnen blev bedt; der bad de begge den samme bøn igen, med Mughira som imam. I en sahih-hadith har Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, imidlertid sagt: »Bed ikke den samme bøn to gange på én dag.« Om dette siger Ibn Abd al-Barr: Ahmad og Ishaq er enige om, at betydningen er, at man efter at have udført den obligatoriske bøn ikke gentager den samme bøn igen som en obligatorisk bøn. Men den, der finder en menighed for anden gang og efter Allahs Sendebuds befaling gentager den samme bøn med intentionen om, at den er frivillig, gentager ikke den samme bøn på samme dag. Den første bøn var nemlig obligatorisk, og den anden var frivillig. Derfor er der her ikke tale om en gentagelse af den samme bøn.
20. At imamen efter salam vender sig og sidder til højre eller venstre
Quraisa ibn Halab beretter fra sin far: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ledte os i bønnen og sad derefter vendt både mod sin højre og sin venstre side. — Abu Dawud, Ibn Majah og Tirmidhi. De lærde følger den praksis, at man kan vende sig til begge sider. Begge fremgangsmåder er overleveret fra Allahs Sendebud med autentiske overleveringskæder.
Det er berettet fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter salam kun sad, indtil han havde fremsagt denne dua: »Allahumma antas-salam wa minkas-salam tabarakta ya dhal-jalali wal-ikram.« — Ahmad, Muslim, Tirmidhi og Ibn Majah. [Efter maghrib- og fajr-bønnen forlod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke stedet, før han havde fremsagt denne dua ti gange: »La ilaha illallahu wahdahu la sharika lahu lahul-mulku wa lahul-hamdu yuhyi wa yumitu wa huwa ala kulli shay’in qadir.« For belønningen for denne dua opnås kun, når den fremsiges, før man sætter sig med begge ben strakt ud.]
Ahmad og Bukhari har desuden overleveret fra Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, at når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, afsluttede bønnen med salam, rejste kvinderne sig og gik straks efter hans salam. Han blev selv siddende et kort øjeblik på sin plads, før han rejste sig. Umm Salama siger: Den egentlige sag ved Allah bedst. Men vi mener, at kvinderne gik på forhånd, for at mændene ikke skulle komme til at stå ansigt til ansigt med dem.
21. At imamen eller de bedende står på et højere sted
Det er makruh, at imamen beder på et højere sted end de bedende bag ham.
Abu Masʿūd al-Anṣārī har sagt: Profeten – Allahs fred og velsignelser være med ham – forbød, at imamen står på noget ophøjet, mens de bedende bag ham – det vil sige på et lavere niveau end ham – står nedenfor. – Ad-Dāraqutnī. Hammām har sagt: Hudhayfa ledede fællesbønnen fra et højt sted i Madāʾin, en gammel by i Irak. Derefter tog Abu Masʿūd fat i hans klædning og trak kraftigt i den. Efter bønnen sagde Abu Masʿūd til ham: Vidste du ikke, at Profetens ledsagere forbød at lede bønnen fra et højt sted? Hudhayfa svarede: Jo, det vidste jeg. Men jeg kom i tanke om det, efter at du havde taget fat i min klædning og trukket i den. – Abū Dāwūd, ash-Shāfiʿī og al-Bayhaqī.
Hvis imamen har en særlig grund til at stå på et højere sted end den, der følger ham, er det imidlertid ikke makruh.
Sahl ibn Saʿd as-Sāʿidī har sagt: Jeg så Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – den dag, hvor prædikestolen for første gang blev opstillet. Han satte sig på den, sagde Allāhu akbar fra den, bøjede sig derefter i rukūʿ, gik så bagud og kastede sig ned i sujūd ved prædikestolens fod. Derefter vendte han tilbage til prædikestolen. Efter bønnen vendte han sig mod folkene og sagde: »O folk, jeg gjorde dette, for at I kunne bede ved at efterligne mig og lære min bøn.« – Aḥmad, al-Bukhārī og Muslim.
Det er dog tilladt for den, der følger imamen, at bede et sted, der ligger højere end imamen. Det er nemlig overleveret, at Abū Hurayra bad på moskéens tag bag imamen. Det er også overleveret fra Anas, at han i Basra plejede at deltage i fællesbønnen i et rum i Abū Nāfiʿs hus, der lå til højre for moskéen, og som var hævet over moskéen med en menneskehøjde. Anas deltog dér i fællesbønnen og bad bag imamen. Ledsagerne gjorde ingen indsigelse mod dette. – Sunan Saʿīd ibn Manṣūr.
Ash-Shawkānī har sagt: Hvis den, der følger imamen, befinder sig så meget højere end imamen, at højdeforskellen overstiger tre hundrede alen, og han derfor ikke kan opfatte imamens bevægelser korrekt, er det ugyldigt ifølge enighed, hvad enten det er i en moské eller et andet sted. Er højdeforskellen mindre, er det som udgangspunkt gyldigt, så længe der ikke findes bevis for, at det er forbudt. Denne regel fremgår af det ovennævnte eksempel med Abū Hurayra, og der er ikke blevet rejst nogen indsigelse imod den.
22. At følge imamen, når der er en afskærmning mellem imamen og den, der følger ham
Det er gyldigt at bede bag imamen, selv om der er en afskærmning mellem imamen og den, der følger ham, hvis man gennem syn eller hørelse kan kende imamens bevægelser. Al-Bukhārī har sagt: Al-Hasan har sagt: Hvis man hører takbīrat al-iḥrām, er bønnen gyldig som følge af imamen, selv om der er en mur eller en vej mellem imamen og den, der følger ham.
Det er tidligere blevet citeret en hadith med dette indhold: Folk plejede at bede bag Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – selv fra den anden side af husenes afskærmninger.
23. At bede bag en, der undlader en farḍ-forpligtelse
Hvis imamen undlader en af bønnens betingelser eller søjler, vil muqtadiens bøn bag denne imam være gyldig, hvis muqtadien opfylder alle søjler og betingelser og ikke ved, at imamen har undladt noget. Abu Hurayra berettede, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Imamerne leder jeres bøn. Hvis de leder den korrekt, er det til gavn for både jer og imamen. Hvis de begår en fejl, er det til gavn for jer, men til skade for dem.« – Ahmad, al-Bukhari. Sahl sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »Imamen er ansvarlig. Hvis han udfører sin opgave korrekt, er det til gavn for både ham og menigheden. Hvis han ikke udfører den korrekt, er det ham, der lider tab, ikke menigheden.« – Ibn Majah. Det er desuden fastslået gennem autentiske hadither, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, ledte bønnen, mens han uden selv at vide det var junub (i en tilstand af større rituel urenhed). Senere bad han selv bønnen om, men folket gentog den ikke.
24. Når imamen udpeger en stedfortræder
Hvis der, mens imamen er i gang med bønnen, sker noget, som gør det umuligt for ham at fortsætte som imam – for eksempel at han kommer i tanke om, at han er uren, eller at hans wudu er blevet ophævet – kan imamen udpege en anden til at træde i hans sted. Denne person fuldfører den resterende bøn med muqtadierne. Amr ibn Maymun, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Den dag Umar, må Allah være tilfreds med ham, blev såret ved fajr-bønnen, stod jeg i bønnen. Der var ingen mellem mig og Umar bortset fra Abdullah ibn Abbas. Pludselig hørte jeg ham sige »Allahu Akbar«. Derefter sagde han: »Må en hund have dræbt mig eller fortæret mig!« Da angriberen ramte ham, sagde han dette, greb Abd ar-Rahman ibn Awfs hånd og førte ham frem. Derefter ledte han en kort bøn. – al-Bukhari. Abu Rafiʿ sagde: En dag ledte Ali bønnen. Pludselig begyndte hans næse at bløde voldsomt. Han tog en mands hånd, førte ham frem og gik selv ud. – Saʿid ibn Mansur. Ahmad sagde: Umar og Ali har begge udpeget stedfortrædere som imam. Et eksempel på, at muqtadierne hver for sig fuldførte bønnen, fandt sted, da Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, blev såret. Efter hans tilskadekomst fuldførte folk derfor bønnen hver for sig.
25. At lede bønnen for mennesker, der ikke kan lide imamen
I adskillige hadither er det blevet forbudt, at en person, som menigheden ikke bryder sig om, leder bønnen. Modviljen tages dog kun i betragtning, når den er acceptabel ifølge shariaen, og der ligger en shariaretlig grund bag den.
Ibn Abbas berettede, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Tre personers bøn bliver ikke accepteret: den, der leder en menighed, selv om folk ikke kan lide ham; den hustru, der tilbringer natten, mens hendes mand er utilfreds med hende; og de to brødre, der har afbrudt forbindelsen med hinanden.« – Ibn Majah. Abdullah ibn Amr berettede: Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at sige: »Allah accepterer ikke tre personers bøn: den, der leder en menighed, selv om folk ikke kan lide ham; den, der beder efter bønnetidens udløb; og den, der gør en fri person til slave.« – Abu Dawud, Ibn Majah. At-Tirmidhi siger, at det er makruh, at nogen er imam, selv om folket ikke bryder sig om ham. Hvis imamen ikke er en synder, vil den eller de, der ikke kan lide ham, være syndige.
26. Imamens pligter over for muqtadierne
1. Hvis en makmum er alene, skal han stå på imamens højre side, og hvis de er to eller flere, skal de stå bag ham. Jabir (ra.) sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) stillede sig til bøn. Derefter kom jeg og stillede mig på hans venstre side. Han tog mig i hånden, vendte mig om og placerede mig på sin højre side. Så kom Jabir ibn Sakhr og stillede sig på Allahs Sendebuds venstre side. Da tog Allahs Sendebud os alle i hånden og skubbede os, så vi stod bag ham. – Muslim, Abu Dawud.
Når en kvinde deltager i fællesbønnen, skal hun stå alene bag mændene og ikke stå på samme række som dem. Hvis hun gør det modsatte, er hendes bøn dog gyldig ifølge flertallet. Anas (ra.) sagde: I vores hjem bad jeg og en forældreløs dreng bag Allahs Sendebud (s.a.w.). Min mor stillede sig bag os. Jeg og den forældreløse blev taget i hånden og placeret bag ham, og den ældre kvinde stod bag os. – Bukhari, Muslim.
2. Det er mustahabb, at imamen står midt på rækken og tæt på de forstandige mennesker. Det er overleveret fra Abu Hurayra (ra.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: “Placér imamen i midten, og luk hullerne.” – Abu Dawud.
Det er overleveret fra Ibn Masud (ra.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: “De forstandige og voksne blandt jer skal stå nærmest mig, derefter de, der kommer efter dem, og derefter de, der kommer efter dem. Pas på, at der ikke bliver uro i fællesbønnen som på et marked.” – Ahmad, Muslim, Abu Dawud, Tirmidhi. Det er overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud (s.a.w.) ønskede, at muhajirun og ansar skulle stå nær ham, så han kunne udvælge folk blandt dem. – Ahmad, Abu Dawud. Formålet med at placere dem foran er, at de kan rette imamens fejl, advare ham og træde i hans sted, hvis imamen ønsker at udpege en stedfortræder.
3. Kvinders og børns placering. Allahs Sendebud (s.a.w.) placerede mændene foran børnene, børnene bag mændene og kvinderne bag børnene. (Hvis der kun er ét barn, skal han stå på mændenes række.) – Ahmad, Abu Dawud. I alle de øvrige sahih-hadithsamlinger end Bukhari er det overleveret fra Abu Hurayra (ra.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: “Mændenes bedste række er den første række, og den dårligste er den sidste række. Kvindernes bedste række er den sidste række, og den dårligste er den første række.”
Den bagerste række blandt kvinderne er den bedste, fordi den er længst væk fra mændene. Den forreste række indebærer derimod mulighed for kontakt med mændene.
4. Den, der beder alene bag rækken. Hvis en person siger takbir al-tahrimah for at bede alene bag rækken, derefter træder ind på rækken og går i rukūʿ sammen med imamen, er hans bøn gyldig.
Abu Bakrah (ra.) nåede frem til fællesbønnen, mens Allahs Sendebud (s.a.w.) var i rukūʿ, men han gik i rukūʿ, før han nåede rækken. Senere fortalte han Allahs Sendebud (s.a.w.) om det. Allahs Sendebud sagde: “Må Allah øge din iver efter at nå fællesbønnen. Men gør aldrig dette igen.” (Det vil sige: Begiv dig ikke så sent til moskeen, gå ikke på denne måde ind på rækken efter at være gået i rukūʿ, og skynd dig heller aldrig så voldsomt for at nå fællesbønnen.) – Ahmad, Bukhari, Abu Dawud, Nasa’i. Hvis en person derimod gennemfører hele bønnen adskilt fra rækken, er hans bøn ifølge flertallet af de lærde gyldig, men makruh. Ifølge Ahmad, Ishaq, Hammad, Ibn Abi Layla, Waki’, Hasan ibn Salih, Nasa’i og Ibn al-Mundhir bliver bønnen ugyldig, hvis han blot beder én hel rak’ah alene bag rækken.
Warithah sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) så en mand bede alene bag rækken og befalede ham at bede bønnen igen. De fem sahih-hadithsamlinger, bortset fra Nasa’i. Ahmads formulering er således: Allahs Sendebud (s.a.w.) blev spurgt om en mand, der havde bedt alene bag rækken. Han sagde: “Han skal bede bønnen igen.” Ali ibn Shayban sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) så en mand bede alene bag rækken og rejste sig. Da manden havde afsluttet bønnen og ville gå, sagde han til ham: “Vær opmærksom på din bøn, for der er ingen bøn alene bag rækken.” – Ahmad, Ibn Majah, Bayhaqi.
De fleste lærde følger imidlertid Abu Bakras hadith. For selv om han nåede at udføre en del af bønnen bag rækken, beordrede Allahs Sendebud ﷺ ham ikke til at bede den igen. Derfor skal befalingen i de øvrige hadither om at bede den igen forstås således: Det er blevet anbefalet som mustahabb og som en opfordring til at udføre det bedste. Kamal ibn al-Humam siger: Vore imamer har på grundlag af Wabisas hadith fastslået, at det er anbefalet at bede den igen, og på grundlag af Ali ibn Shaibans hadith, at der vil være en mangel i bønnen, hvis den ikke bedes igen – således at disse to hadither stemmer overens med Abu Bakras hadith. For Abu Bakras hadith synes åbenlyst at vise, at det ikke er obligatorisk at bede bønnen igen. Allahs Sendebud ﷺ beordrede ham ikke til at bede den igen. Hvad angår den, der kommer til fællesbønnen og ser, at der ikke er plads i rækken, og at der heller ikke er nogen åbning noget sted, findes der to forskellige synspunkter. Nogle siger, at han skal stille sig alene og bede, og at det vil være makruh for ham at trække nogen ud af rækken. Andre siger, at han efter takbirat al-ihram skal trække en person ud af rækken, som kender denne regel. Det er anbefalet, at den, der bliver trukket ud, imødekommer denne persons opfordring.
5. At rette rækkerne og lukke åbningerne: Det er anbefalet for imamen, før bønnen begynder, at beordre muslimerne til at rette rækkerne og lukke åbningerne imellem dem.
Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud ﷺ kom hen til os, før han sagde takbirat al-ihram, og sagde: “Stå tæt sammen og ret jer ind.” – al-Bukhari og Muslim. I en anden beretning hos al-Bukhari og Muslim sagde Allahs Sendebud ﷺ: “Ret rækkerne, for når rækkerne rettes, fuldkommengøres bønnen.” Nu’man ibn Bashir sagde: Allahs Sendebud ﷺ plejede at stille os lige i rækken, ligesom et drikkekar stilles, når det sættes helt tæt op ad et andet. Da han til sidst mente, at vi havde forstået og lært af ham, hvordan rækkerne skulle rettes, vendte han sig en dag om og så en mand stå med brystet skudt frem. Da sagde han: “I skal helt sikkert rette jeres rækker. Ellers vil Allah skabe fjendskab, had og ond vilje iblandt jer.” – de fem øvrige af de seks hadith-samlinger, bortset fra al-Tirmidhi. Ahmad og al-Tabarani berettede, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Ret jeres rækker, stå skulder ved skulder, vær milde i armene over for jeres brødre, og luk åbningerne. For Satan trænger ind iblandt jer som et gedekid.” Abu Dawud, al-Nasa’i og al-Bayhaqi berettede: Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Fyld først den forreste række, derefter den næste række. Den mangel, der måtte være, skal være i den sidste række.” Al-Bazzar berettede fra Ibn Umar: “Når en person går for at lukke en åbning i rækken, giver hvert skridt, han tager, større belønning end noget andet skridt.” Al-Nasa’i, al-Hakim og Ibn Khuzaymah berettede fra den samme overlever, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Den, der forbinder en række, vil Allah forbinde, og den, der bryder en række, vil Allah bryde.” I alle de øvrige hadith-samlinger bortset fra al-Bukhari og al-Tirmidhi berettes det fra Jabir ibn Samurah, at han sagde: Allahs Sendebud ﷺ kom engang til os og sagde: “Kan I ikke stille jer i rækker, sådan som englene stiller sig i rækker hos deres Herre?” Vi sagde: “Allahs Sendebud ﷺ, hvordan stiller englene sig i rækker hos deres Herre?” Han sagde: “De fylder først den forreste række og står tæt sammen i rækken.”
6. Tilskyndelse til at stå i højre side af rækken: Tidligere er Allahs Sendebuds ﷺ udsagn blevet citeret: “Hvis folk vidste, hvilken belønning der er ved at kalde til bøn og ved den første række, og hvis den eneste måde at få denne mulighed på var at trække lod, ville de helt sikkert trække lod.
Det er berettet fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud ﷺ bemærkede, at hans ledsagere havde en tendens til at holde sig tilbage fra den første række. Derfor sagde han til dem: “Kom frem og bed bag mig. Og de, der kommer efter jer, skal bede bag jer. De, der altid bliver tilbage, vil Allah lade blive tilbage.” – Muslim, al-Nasa’i, Abu Dawud og Ibn Majah.
I en anden beretning hos Abu Dawud og Ibn Majah sagde Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Allah sender sin nåde over dem, der beder på højre side af rækken, og englene beder om nåde for dem.” Folkene sagde: “Allahs Sendebud ﷺ, også over den første række?” Han sagde: “Allah sender sin nåde, og englene beder om nåde for den første række.” Folkene sagde igen: “Allahs Sendebud ﷺ, og den anden række?” Denne gang sagde han: “Ja, også over den anden række.”
7. At viderebringe imamens stemme: Det er anbefalet at sørge for, at imamens stemme når alle de bedende bag ham, når stemmen ikke når frem, og der er behov for at viderebringe den. Men når imamens stemme når hele menigheden, er det en stærkt forkastelig innovation at forsøge at viderebringe stemmen yderligere. Dette er alle imamers enstemmige opfattelse.
17. Beskrivelse af moskéen
1. Jorden er denne ummahs moské
Det, der kendetegner Muhammads umma, er, at Allah har gjort hele jordens overflade ren og til en moské for den. Når bønnetiden indtræffer for en muslim, uanset hvor han befinder sig, skal han derfor bede dér. Abū Dharr fortæller: Vi sagde: »Allahs Sendebud, hvilken moské blev først grundlagt på jorden?« Han sagde: »Al-Masjid al-Harām.« Jeg sagde: »Hvilken kom derefter?« Han sagde: »Al-Masjid al-Aqsā.« Jeg sagde: »Hvor lang tid var der mellem grundlæggelsen af disse to moskéer?« Han sagde: »Fyrre år.« Derefter sagde han: »Bed dér, hvor bønnetiden indtræffer for dig, for dette sted er en moské.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
2. Dyden ved at bygge moskéer
a. Det er overleveret fra ʿUthmān, at Allahs Sendebud sagde:مَن بَنِي لِلَّهِ مَسْجِدًا يَبْتَغِي بِهِ وَجْهَ الله بَنَى اللهُ لَهُ بَيْتًا فِي الْجَنَّةِ . مُتَّفَقٌ عَلَيْهِAllahs Sendebud sagde: »Den, der bygger en moské for Allah for at søge Hans velbehag, for ham vil Allah bygge et hus i Paradis.« – Al-Bukhārī og Muslim.
b. Aḥmad, Ibn Ḥibbān og al-Bazzār overleverer fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der bygger en moské for Allah, selv om den er så lille som det sted, hvor en fugl lægger sine æg, vil Allah bygge et hus til ham i Paradis.«
3. Bønnen ved afrejse mod moskéen
a. Umm Salamah sagde: Når Allahs Sendebud gik ud af huset, sagde han:
تَوَكَّلْتُ عَلَى اللَّهِ اللَّمَ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ أَنْ أَسِلٌ أَوْ أَضَلَّ أَوْ أَزِلَ أَوْ أَزَلَ أَوْ أَظْلِمَ أَوْ أَظْلَرَ أَوْ اجْعَلَ أَوْ يُعْمَلْ عَلَيَّ. رواه اصحاب السنن وسععه الترمذي .
»Jeg drager af sted i Allahs navn og stoler på Allah. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig, så jeg ikke vildledes, og så ingen kan vildlede mig; så jeg ikke snubler, og så ingen kan få mig til at snuble; så jeg ikke begår uret mod nogen, og så ingen begår uret mod mig; og så jeg ikke opfører mig tåbeligt, og så ingen opfører sig tåbeligt over for mig.« – Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah.
b. Abu Dawud, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud, fred være med ham,
sagde: »Den, der siger, når han går ud af sit hus:
بِاسْرِ اللَّهِ تَوَكَّلْتُ عَلَى اللَّهِ، وَلَا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ.
Der vil blive sagt til ham: »Dette er tilstrækkeligt for dig. Du er blevet retledt, du er blevet beskyttet, og Satan flygter fra ham.«
c. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, fred være med ham, drog mod moskeen og sagde:
اللَّهُ أَجْعَلْ فِي قَلْبِي نُورًا وَفِي بَصَرِي نَوْرًا، وَفِي سَبْعِي نُورًا، وَعَنْ يَمِينِي نُورًا، وَخَلْفِي نَوْرًا، وفي عصبي نورا، وفي لحمي نورا، وفي دمعي نورا، وفِي شَعْرِي نُورًا، وَفِي بَكْرِي نُورًا.
I en anden overlevering hos Sahih Muslim står der, at han sagde således:
اللَّهم أَجْعَلْ فِي قَلْبِي نُورًا، وَفِي لِسَانِي لَوْرًا، وَاجْعَلْ فِي سَبْعِي لَوْرًا وَفِي بَصَرِي نَوْرًا، وَاجْعَلْ مِن خَلْفِي نورا، وَمِن أَمَا مِي نُورًا، واجعل من فوقي نورا، ومن تَحْتِي نُورًا، اللهم أعطني نورا.
Betydning: O Allah, giv mit hjerte lys, giv mine øjne lys, giv mine ører lys, giv lys på min højre side. Giv lys bag mig. Giv lys i mine nerver, giv lys i mit kød, giv lys i mine tårer, giv lys i mit hår, giv lys i min hud. En tilføjelse i Muslims beretning: Giv lys på min tunge, giv lys foran mig, giv lys over mig, giv lys under mig, O Allah! Giv mig lys.”
d. Ahmad, Ibn Khuzaymah og Ibn Mājah har overleveret fra Abū Saʿīd: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Når nogen forlader sit hus for at bede og siger:
اللهم إني أسألك بحق السائلين عَلَيْكَ وَبِحَقِّ مَنْشَايَ مَلا فَإِنِّي لَمْ أَخْرُجْ أَمْرًا وَلَا بَطَرًا وَلَا رِيَاهُ وَلَا سَمِعَةً، خَرَجْتُ أَنْقَاء سَخَطِكَ، وَابْتِغَاءَ مَرْضَاتِكَ، أَسْأَلُكَ أَنْ تُنْقِذَنِي مِنَ النَّارِ، وَأَنْ تَغْفِرَ لِي ذُنُوبِي إِنَّهُ لا يَغْفِرُ الذُّنُوبَ إِلَّا
أَنْتَ .
“O Allah, jeg beder Dig ved retten hos dem, der beder Dig, og ved retten af denne min rejse. For jeg fornægter ikke Din velsignelse og er ikke utaknemmelig for den, og jeg tilbeder ikke med det formål at blive set eller hørt af mennesker. Jeg er gået ud af mit hus for at blive beskyttet mod Din vrede og for at opnå Din tilfredshed. Jeg beder Dig om at beskytte mig mod Helvedesilden og tilgive mine synder. Ingen kan tilgive synder bortset fra Dig.” Allah udpeger halvfjerds tusind engle til at bede om tilgivelse for ham, og Allah ser til ham, indtil han har afsluttet sin bøn.
4. Påkaldelsen ved indtræden i og udtræden af moskéen
For den, der ønsker at træde ind i moskéen, er det Sunnah at træde ind med højre fod og sige:
أَعُوذُ بِاللَّهِ الْعَظِيمُ وَيَوَجهِ الكَرِيرِ، وَسُلْطَانِهِ الْقَدِيرِ، مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّحِيمِ، بِسْمِ اللهِ اللَّهُ مَل عَلَى مُحَمَّدٍ اللَّه اغْفِرْ لِي ذُنُوبِي وَافْتَحْ لِي أَبْوَابَ رَحْمَتِكَ .
»Jeg søger tilflugt hos Allah den Almægtige, tilflugt i Hans store velbehag og tilflugt i Hans evige herredømme fra den forbandede Satan. I Allahs navn. O Allah, send velsignelser over Muhammad. O Allah, tilgiv mine synder, og åbn for mig dørene til Din barmhjertighed.« Når han går ud, skal han træde ud med venstre fod og sige:
بِسْمِ اللهِ اللَّه صَلِّ عَلَى مُحَمد الله اغْفِرْ لِي ذُنُوبِي وَافْتَحْ لِي أَبْوَابَ فَضْلِكَ اللَّهُ أَعْصِنِي من الشيطان الرجيم .
»I Allahs navn. O Allah, send velsignelser over Muhammad. O Allah, tilgiv mine synder, åbn for mig dørene til Din nåde, og beskyt mig mod Satan.«
5. Dyderne ved at gå til moskéen og sidde i den
a. Ahmad, al-Bukhari og Muslim beretter fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der går til moskéen om morgenen og om aftenen, forbereder Allah et gæstebud i Paradiset for ham for hver gang, han går derhen om morgenen og om aftenen.«
b. Ahmad, Ibn Majah, Ibn Khuzaymah, Ibn Hibban og al-Tirmidhi beretter fra Abu Sa’id, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når I ser en person gå meget ofte til moskéen, så vidn om hans tro. For Allah har sagt: Det er kun den, der tror på Allah og den Sidste Dag, som vedligeholder moskéerne.«
c. Muslim beretter fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der udfører renselse i sit hjem og derefter begiver sig mod Allahs hus for at udføre en af Allahs obligatoriske pligter, får med det ene skridt sine synder udslettet, og med det andet skridt bliver hans rang ophøjet.«
d. Al-Tabarānī og al-Bazzār beretter fra Abū al-Dardāʾ, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Moskeen er enhver gudfrygtig persons hjem. Og den, hvis hjem er moskeen, får af Allah en garanti for barmhjertighed og beskyttelse mod straf samt en garanti for, at Han vil føre ham ad vejen til Paradiset og bringe ham til målet, som er Allahs tilfredshed. Målet for Allahs tilfredshed er Paradiset.
6. Tahiyyat al-masjid
Det er berettet fra Abū Qatādah i alle de autentiske hadithsamlinger, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når en af jer kommer til moskeen, skal han, før han sætter sig, bede to rakʿah med to sujūd.
7. Den bedste moské
a. Al-Bayhaqī beretter fra Jābir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Én rakʿah i al-Masjid al-Harām svarer til et hundrede tusind rakʿah, én rakʿah i min moské svarer til tusind rakʿah, og én rakʿah i Bayt al-Maqdis svarer til fem hundrede rakʿah.
b. Ahmad beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: En bøn i denne min moské er bedre end tusind rakʿah i alle andre moskeer bortset fra al-Masjid al-Harām. Og en bøn i al-Masjid al-Harām er hundrede gange bedre end en bøn i denne min moské.
c. Alle de autentiske hadithsamlinger beretter, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Det er ikke tilladt at rejse med noget andet sted som mål end tre moskeer: al-Masjid al-Harām, denne min moské og al-Masjid al-Aqsā.
8. Udsmykning af moskeen
a. Ahmad, Abū Dāwūd, al-Nasāʾī og Ibn Mājah beretter fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Timen vil ikke indtræffe, før folk begynder at prale af moskeerne. I Ibn Khuzaymahs beretning lyder det således: Der vil komme en tid over folk, hvor de vil prale af moskeerne, men derefter vil de kun i ringe grad befolke dem, det vil sige kun i ringe grad søge moskeerne.
b. Abu Dawud og Ibn Hibban har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg er ikke blevet pålagt at gøre moskéen højere end nødvendigt.« Abu Dawuds tilføjelse: Ibn Abbas sagde: »I skal udsmykke moskéerne på samme måde, som jøderne og de kristne udsmykkede deres bedehuse.«
c. Ibn Khuzaymah har overleveret, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) beordrede, at moskéerne skulle bygges, og sagde: »Jeg beskytter de bedende mod regnen. Du skal ikke male moskéerne røde eller gule, for disse farver vil gøre folk uopmærksomme på tilbedelsen.« – Bukhari.
9. At holde moskéen ren og velduftende
a. Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Ibn Majah og Ibn Hibban har overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) beordrede, at der skulle bygges moskéer i byerne, og påbød, at de skulle holdes rene og gøres velduftende. Abu Dawuds formulering er således: »Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) plejede at befale os at bygge moskéer i vores boligområder, istandsætte dem og rense dem.« Og når Abdullah satte sig på prædikestolen, gjorde han moskéen velduftende.
b. Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg er blevet vist den belønning, som min ummah vil modtage, endda for at fjerne affald fra moskéen.« – Abu Dawud og Tirmidhi.
10. Vedligeholdelse af moskéen
Moskéen er et sted for tilbedelse. Det er nødvendigt at beskytte den mod alle former for snavs, affald og dårlig lugt.
Muslim har overleveret, at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Moskéen er ikke et sted for snavs, affald og urin. Den er kun til ihukommelse af Allah og studium af Koranen.« Ahmad har overleveret, at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen af jer hoster eller pudser næse, skal han fjerne sit slim, så det ikke rammer en troendes krop eller tøj og generer ham.« Ahmad og Bukhari har overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Guds fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen af jer står i bøn, skal han ikke spytte foran sig.«
For så længe han er i bøn, er han i samtale med Allah, og heller ikke til højre, for dér er englen. Han skal spytte til venstre eller begrave spyttet i jorden under sin fod. Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Ingen må nærme sig vores moské efter at have spist løg, hvidløg eller kurrath (en særlig ildelugtende grøntsag). For det, der volder mennesker ubehag, volder også englene ubehag.« En dag sagde Umar i fredagsprædikenen: »Folk, I spiser frugterne af to træer, som jeg anser for forkastelige: løg og hvidløg. Jeg har set Allahs Sendebud ﷺ, og når han mærkede lugten af disse to ting fra nogen, lod han ham gå ud til Baqi. Hvis nogen af jer spiser dem, skal han tilberede dem og spise dem, efter at den dårlige lugt er fjernet.« – Ahmad, Muslim, an-Nasa’i. [Det er tilladt at spise rå løg og hvidløg. Men efter at have spist dem må man ikke gå ind i moskéer eller steder, hvor mennesker samles, før lugten er forsvundet. Andre dårlige lugte er også omfattet, såsom tobaksrøg, bøvser og dårlig ånde.]
11. Det er makruh at bekendtgøre bortkomne genstande, handle og recitere digte
Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der hører nogen bekendtgøre i moskéen, at han har mistet noget, skal sige: Må Allah ikke give dig det tilbage. Moskéen blev ikke bygget til dette.« – Muslim. Det er også overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når du ser nogen handle i moskéen, så sig til ham: Må Allah ikke gøre din handel indbringende.« – an-Nasa’i, at-Tirmidhi. Abdullah ibn Umar sagde: »Allahs Sendebud ﷺ forbød handel i moskéen, recitation af digte og bekendtgørelse af bortkomne genstande; og han forbød på fredagen at sidde i en rundkreds før bønnen (det vil sige at holde møder eller forsamlinger).« – de fem autentiske hadithsamlinger
De digte, som det er forbudt at recitere i moskéen, er digte, der indeholder fordømmelse og bagvaskelse af en muslim, lovprisning af en uretfærdig person, uanstændige ord og lignende. Digte, der indeholder visdom, lovprisning af islam eller opmuntring til gode gerninger, er ikke forbudte.
Det er overleveret fra Abu Hurayra: Umar så Hassan recitere digte i moskéen. Han så på ham og sagde: »Jeg plejede også at recitere digte i moskéen. Der er en, som er bedre end dig, dér.« Derefter vendte han sig mod Abu Hurayra og sagde: »Jeg besværger dig ved Allah: Hørte du Allahs Sendebud ﷺ sige: ›Svar på mine vegne. O Allah, styrk ham (Hassan) med Jibril‹?« Abu Hurayra sagde: »Ja, det hørte jeg.« – al-Bukhari, Muslim
12. At tigge i moskéen
Shaykh al-Islam Ibn Taymiyyah har sagt, at tiggeri i sig selv er haram, hvad enten det foregår i moskéen eller et andet sted. Det er dog tilladt af nødvendighed. Hvis der opstår et presserende behov, kan man tigge inde i moskéen, hvis det kan gøres uden at genere nogen, såsom ved at klatre over de bedendes skuldre, give falske oplysninger eller tale højt på en måde, der er generende for folk. Hvis prædikanten for eksempel holder en tale, som de bedende lytter til og opnår viden gennem, og tiggeriet ikke forstyrrer dette, er det tilladt at tigge.
13. At hæve stemmen i moskéen
Det er forbudt at hæve stemmen i moskeen, og selv højtlæsning af Koranen er forbudt, hvis det generer de bedende. Undtagelsen er studiet af islamisk viden.
Det er overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud en dag kom ud blandt folk. På det tidspunkt bad de, mens de reciterede Koranen højt. Allahs Sendebud sagde da: „Den bedende taler med sin Herre. Derfor bør han overveje, hvad han siger. Ingen af jer bør hæve sin stemme over en andens stemme.“ – Ahmad. Abu Sa’id beretter: Allahs Sendebud udførte i’tikaf i moskeen. Da han hørte de bedende recitere Koranen højt, åbnede han forhænget og sagde: „Hør efter! I taler alle med jeres Herre. Derfor må ingen af jer genere den anden, og ingen må recitere Koranen højt og derved forstyrre andre.“ – Abu Dawud, al-Nasa’i, al-Bayhaqi og al-Hakim.
14. At tale i moskeen
Imam al-Nawawi har sagt: Det er tilladt at føre lovlige samtaler i moskeen, hvad enten de handler om verdslige forhold eller andre lovlige emner. Selv hvis de fremkalder latter eller har karakter af underholdning, er de tilladte, så længe de holder sig inden for det lovlige. Jabir ibn Samura sagde nemlig: Allahs Sendebud forlod ikke det sted, hvor han havde bedt morgenbønnen, før solen stod op. Når solen var stået op, gik han. I dette tidsrum talte folk om forskellige ting. Selv samtaler fra den førislamiske tid blev bragt på bane. Så lo de, og Allahs Sendebud smilede. – Muslim.
15. Det er tilladt at spise, drikke og sove i moskeen
Ibn Umar sagde: „Vi sov i moskeen på Allahs Sendebuds tid, og somme tider rullede vi blot rundt, mens vi lå ned. Det var, selv om vi dengang var unge.“ Imam al-Nawawi siger, at det er fastslået, at beboerne på Suffa, folk fra Urayna-stammen, Ali, Safwan ibn Umayya og mange af Profetens ledsagere sov i Profetens Moské. Thumama tilbragte nætter i moskeen, før han antog islam. Alt dette fandt sted, mens Allahs Sendebud var i live. Imam al-Shafi’i har sagt i værket al-Umm: „Når en polyteist har kunnet sove i moskeen, kan en muslim også gøre det.“ I værket Mukhtasar står der: „En polyteist kan tilbringe natten i enhver moské bortset fra al-Masjid al-Haram.“ Abdullah ibn al-Harith sagde: „Mens Allahs Sendebud var i live, plejede vi at sidde i moskeen og spise kød og brød.“ – Ibn Majah.
16. At flette fingrene på den ene hånd ind mellem fingrene på den anden
Det er makruh at flette fingrene, når man går til moskeen for at bede, og når man sidder i moskeen og venter på bønnen. På andre tidspunkter er det ikke makruh – heller ikke i moskeen. Det er overleveret fra Ka’b, at Allahs Sendebud sagde: „Når nogen af jer har udført wudu korrekt og derefter går til moskeen med hensigten at bede, skal han ikke flette sine fingre, for på dette tidspunkt regnes han for at være i bøn.“ – Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi. Abu Sa’id sagde: „Jeg gik ind i moskeen sammen med Allahs Sendebud. Jeg så en mand sidde midt i moskeen. Fingrene på hans hænder var flettet ind i hinanden, og hans krop var dækket af et klæde. Allahs Sendebud gjorde tegn til manden, men han forstod ikke hans tegn. Så så Allahs Sendebud på ham og sagde: ‚Når nogen af jer opholder sig i moskeen, skal han ikke flette fingrene ind i hinanden, for det er Satans værk. Og så længe nogen af jer opholder sig i moskeen, er han i bøn, indtil han går ud.‘“ – Ahmad.
17. At bede mellem søjlerne
Det er tilladt for imamen og den, der beder alene, at bede mellem søjlerne. Bukhari og Muslim har overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), da han trådte ind i Kabaen, bad mellem to søjler. Sa’id ibn Jubayr, Ibrahim al-Taymi og Suwayd ibn Ghafala ledede hver deres stamme i bøn mellem søjlerne. For de, der følger imamen, er det dog makruh at bede mellem søjlerne, når trængslen er ringe, men ikke makruh, når trængslen er stor. Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Vi blev forbudt at bede mellem søjlerne, og vi blev fjernet derfra.« – Hakim. Mu’awiya siger: »På Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tid blev vi forbudt at stille os på rækker mellem søjlerne, og vi blev jaget væk.« – Ibn Majah. Sa’id ibn Mansur har overleveret, at Ibn Mas’ud, Ibn Abbas og Hudhayfa forbød dette. Ibn Sayyid al-Nas siger: »Det er ikke kendt, at nogen af profetens ledsagere var uenige i dette.«
18. Steder, hvor det er forbudt at bede
1. Det er forbudt at bede ved grave og på gravpladser [Formålet med forbuddet mod at tage grave som moskéer er at forhindre overdreven ære for den døde og frygten for at falde i vildfarelse].
Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i Bukhari, Muslim, Ahmad og Nasa’i, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah forbande jøderne og de kristne, for de har gjort deres profeters grave til moskéer.« Ahmad og Muslim overleverer fra Abu Mirsad, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Bed ikke vendt mod grave, og sæt jer ikke på dem.« Jundub (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg hørte Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige fem dage før sin død: Jeres forgængere gjorde deres profeters og frommes grave til moskéer. Pas på, at I ikke gør gravene til moskéer. Jeg forbyder jer at gøre dette.« Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Umm Salama fortalte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at hun under sit ophold i Abessinien havde set en kristen kirke ved navn Maria. Hun nævnte de billeder, hun havde set deri. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Det er et folk, hvis fromme person, når han døde, blev begravet, hvorefter de byggede en moské over hans grav og fremstillede disse billeder, som de anbragte i den. De er de værste af Allahs skabninger.« – Bukhari, Muslim og Nasa’i [Der findes »mange utvetydige og entydige hadither, som udtrykker forbuddet mod at bede nær grave, uanset om der kun er én grav eller flere. Dette forbud er derfor klart og åbenlyst, og det er på ingen måde ønskværdigt at overtræde det].
Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde også: »Allahs forbandelse er over de kvinder, der besøger grave, og over dem, der omdanner gravene til moskéer og tænder lamper i dem.« Mange lærde har fortolket dette forbud som en angivelse af, at handlingen er makruh, uanset om man beder med gravpladsen foran sig eller bag sig. Ifølge den zahiriske madhhab betyder dette forbud imidlertid, at handlingen er haram, og bøn på en gravplads er ugyldig. Hvis antallet af grave er tre eller flere, er det også hanbalitternes opfattelse. Hvis der er én eller to grave, er bønnen gyldig. Det er dog makruh at bede vendt mod gravene; ellers er det ikke makruh.
2. Det er forbudt at bede i jødernes og de kristnes gudshuse
Abu Musa al-Ash’ari og Umar ibn Abd al-Aziz bad i de kristnes gudshuse.
Ifølge al-Shaʿbī, ʿAtāʾ og Ibn Sīrīn er der intet forkert i dette. Al-Bukhārī har sagt: Ibn ʿAbbās plejede at bede i jødernes synagoger. Men han bad ikke i en af deres synagoger, fordi der var afgudsbilleder i den. ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) blev underrettet fra Najrān om, at jødernes synagoge dér var det smukkeste og reneste sted. ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) svarede: „Vask den med vand og jujubablade, og bed derefter dér.“ Ifølge hanafitterne og shafiitterne er det under alle omstændigheder makruh at bede i jøders og kristnes gudshuse.
3. Det er forbudt at bede på lossepladser, i slagterier, på stærkt trafikerede steder på vejene, i stalde, i badehuse og på taget af Kabaen
Det er overleveret fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud forbød at bede syv steder: på lossepladser, i slagterier, på kirkegårde, på stærkt trafikerede steder på vejene, i badehuse, i kamelstalde og på taget af Kabaen. – Ibn Mājah, ʿAbd ibn Ḥumayd og al-Tirmidhī.
Grunden til, at det er forbudt at bede på lossepladser og i slagterier, er, at disse to steder som regel er snavsede. Derfor er det forbudt at bede uden at være afskærmet fra dem. Hvis man er afskærmet, er bønnen ifølge flertallet makruh, mens den ifølge Aḥmad og zahiritterne er haram. Grunden til, at det er forbudt at bede i kamelstalde, er, at kamelerne er skabt af jinner. Nogle har også nævnt andre grunde. Reglen for at bede i kamelstalde er den samme som reglen for at bede på lossepladser og i slagterier. Grunden til, at det er forbudt at bede på stærkt trafikerede steder på vejene, er, at der på vejene som regel er meget menneskemylder og trafik samt meget støj, der forstyrrer koncentrationen. Grunden til, at det er forbudt at bede på taget af Kabaen, er, at den, der beder på taget, beder over Kabaen – ikke i retning af Kabaen – hvilket er i strid med det ønskede. Derfor anser mange bøn på Kabaens tag for ugyldig. Ifølge den hanafitiske madhhab er det derimod tilladt. Men fordi man derved ikke viser Kabaen den fornødne respekt, er det makruh. Grunden til, at det er forbudt at bede i badehuse, er, at de er steder med urenhed. Når der ikke er urenhed til stede, er det ifølge flertallet af de lærde tilladt, men makruh. Ifølge imam Aḥmad og zahiritternes madhhab er bøn i badehuse fuldstændig ugyldig.
19. Bøn inde i Kabaen
Bøn inde i Kabaen er gyldig og tilladt, hvad enten det er en obligatorisk eller en frivillig bøn.
Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud gik sammen med Usāmah, Bilāl og ʿUthmān ibn Ṭalḥah ind i Kabaen, hvorefter de lukkede døren. Da de åbnede døren, var jeg den første, der gik ind. Da jeg fik øje på Bilāl, spurgte jeg ham: „Bad Allahs Sendebud inde i den?“ Bilāl svarede: „Ja, mellem de to jemenitiske søjler.“ – Aḥmad, al-Bukhārī og Muslim.
20. Sutrah, eller afskærmningen foran den bedende
1. Bestemmelsen om at have en sutra
Det er mustahabb, at den bedende anbringer en form for afskærmning foran sig, som kan forhindre nogen i at gå foran ham og forhindre hans blik i at nå genstande på den anden side. Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham) berettede nemlig, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en af jer beder, skal han anbringe en afskærmning foran sig og stå tæt på den.« – Abu Dawud, Ibn Majah. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik ud for at bede på eid-dagen, beordrede han, at hans lanse skulle anbringes foran ham. Han bad vendt mod den. Folk stod bag ham. Han gjorde det samme under rejser, og hærførere og herskere fulgte hans eksempel.« – al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud. Hanafi- og maliki-lærde mener, at det er mustahabb at have en afskærmning, når der er mulighed for, at folk vil gå foran den bedende. Ellers er det ikke mustahabb. Ibn Abbas sagde nemlig: »Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad på et åbent sted, og der var intet foran ham.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Bayhaqi.
2. Hvad kan fungere som sutra
Hvad end den bedende anbringer foran sig som afskærmning, kan fungere som sutra, selv hvis det blot er kanten af hans leje.
Det er overleveret fra Sabra ibn Ma’bad, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en af jer beder, bør han have en afskærmning foran sig, selv om det blot er en pil.« – Ahmad, al-Hakim. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en af jer beder, bør han anbringe noget foran sig. Hvis han ikke finder noget, bør han stille en stav op. Hvis han ikke har en stav, bør han tegne en linje. Derefter vil det ikke skade ham, at nogen går foran ham.« – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Hibban. Det er også overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad bag en søjle i sin moské. Han bad bag et træ. Han bad også med det leje foran sig, hvor Aisha (må Allah være tilfreds med hende) lå. (Dette viser, at det er tilladt at bede med en sovende person foran sig. Nogle har sagt, at det er forbudt at bede med en sovende eller talende person foran sig, men denne opfattelse er ikke korrekt.) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad også med sin kamelhoppe og træstykket bag på kamelhoppen foran sig. Talha (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Vi plejede at bede, mens dyr gik foran os. Da dette blev meddelt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), sagde han: Hvis det træstykke, der sidder bag på kamelens sadel, er foran den bedende, vil det ikke skade, hvad der end går foran ham.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud, Ibn Majah, al-Tirmidhi.
3. Imamens sutra er tilstrækkelig som sutra for dem, der følger ham
Den afskærmning, der er foran imamen, er også tilstrækkelig for dem, der følger ham. Amr ibn Shu’aybs bedstefar sagde: »Da vi steg ned sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fra bjergvejen ved Adhakhir i udkanten af Mekka, var tiden for bønnen kommet. Han bad med en mur foran sig, og vi stillede os op bag ham til bøn. Pludselig kom et gedekid og begyndte at gå foran ham. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik frem for at forhindre kidet, indtil hans mave berørte muren, og kidet gik forbi bag ham.« – Ahmad, Abu Dawud. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg tog til Mina ridende på ryggen af et hunæsel, og jeg var da nær den alder, hvor man bliver voksen. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledede bønnen i Mina. Jeg gik foran en del af rækkerne. Derefter lod jeg æslet græsse og sluttede mig til rækken. Ingen fandt dette forkert.« – alle de autentiske hadith-samlinger. Disse hadither viser, at det er tilladt at gå foran dem, der følger imamens bøn. Det er kun imamen og den, der beder alene, der behøver en afskærmning.
4. Man bør stå tæt på afskærmningen
Al-Baghawī siger: De lærde anser det for anbefalelsesværdigt at stå så tæt på afskærmningen, at der er plads til at udføre sujūd. Tilsvarende bør der også være plads svarende til en sujūd mellem rækkerne. Bilāl, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud bad med en afstand på tre alen mellem sig og muren.« – Aḥmad, an-Nasāʾī, al-Bukhārī. Sahl sagde: »Mellem Allahs Sendebuds bedested og væggen var der plads nok til, at en ged kunne passere.« – al-Bukhārī, Muslim.
5. Det er forbudt at passere mellem den bedende og hans afskærmning
Det fremgår af de omtalte hadither, at det er forbudt at passere mellem den bedende og hans afskærmning, og at det er en stor synd. Desuden berettes det fra Busr ibn Saʿīd, at Zayd ibn Khālid sendte en mand til Abū Juḥaym for at spørge ham, hvad han havde hørt fra Allahs Sendebud om den, der passerer foran den bedende. Abū Juḥaym oplyste, at Allahs Sendebud sagde: »Hvis den, der passerer, vidste, hvilken straf der venter ham, ville det være bedre for ham at stå i fyrre tidsenheder end at passere.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
(ʿArūn Nāṣir, som overleverer fra Busr, siger: Jeg husker ikke, om han sagde fyrre dage, måneder eller år. I Fatḥ al-Bārī siges det: Hadithens umiddelbare betydning viser, at det er fuldstændig forbudt at passere foran den bedende. Selv hvis der ikke er nogen anden vej, skal man stå, indtil den bedende er færdig med sin bøn. Hadithens betydning er, at hvis den, der passerer foran den bedende, vidste, hvor stor en synd det er, ville han stå i den nævnte periode for at undgå denne synd.)
Det berettes fra Zāʾid ibn Khālid, at Allahs Sendebud sagde: »Hvis den, der passerer foran den bedende, vidste, hvor stor en synd denne handling medfører, ville det være bedre for ham at stå fyrre efterår (dvs. fyrre år) end at passere foran ham.« – al-Bazzār. Ibn al-Qayyim sagde: Det forbud, der nævnes i hadithen, gælder kun, når den bedende beder med en afskærmning foran sig. Hvis han beder uden en afskærmning, er det ikke forbudt at passere foran ham. Ibn Ḥibbān har som støtte for dette synspunkt overleveret fra al-Muṭṭalib ibn Abī Wadāʿah, at al-Muṭṭalib sagde: »Jeg så Allahs Sendebud bede to rakʿah ved siden af maṭāf efter at have afsluttet ṭawāf. Der var ingen mellem ham og dem, der foretog ṭawāf.« Abū Ḥātim sagde: Denne hadith viser, at når den bedende beder uden en afskærmning foran sig, er det tilladt at passere foran ham. Den indeholder et klart bevis på, at den strenge straf, der er blevet omtalt for den, som passerer foran en bedende, kun gælder den, der passerer foran en person, som beder med en afskærmning foran sig. Den gælder ikke den, der passerer foran en bedende, som beder uden en afskærmning. Abū Ḥātim sagde: Det er blevet nævnt i beretningen, at der under denne bøn ikke var nogen afskærmning mellem Allahs Sendebud og dem, der foretog ṭawāf. Derefter citerede han al-Muṭṭalibs hadith: »Jeg så Allahs Sendebud bede ud for al-Ḥajar al-Aswad, mens mænd og kvinder passerede foran ham, uden at der var nogen afskærmning mellem dem og Allahs Sendebud.« I Rawḍah siges det: Hvis en person beder uden en sutrah eller afskærmning foran sig, eller hvis der er en afskærmning, men den bedende har fjernet sig fra den, er den korrekte opfattelse, at den bedende selv har forsømt at træffe foranstaltninger til at forhindre det; derfor er det i dette tilfælde ikke forbudt at passere foran ham. Ikke desto mindre er det bedst at undlade at passere.
6. Tilladelsen til at forhindre den, der passerer foran den bedende
Når den bedende har en afskærmning foran sig, er det tilladt for ham at forhindre et menneske eller et andet dyr, hvis det forsøger at passere foran ham. Men hvis passagen sker uden for afskærmningen, er det ikke tilladt at forhindre den, og ingen vil blive generet af passagen.
Ḥumayd ibn Hilāl siger: Mens jeg og en af mine ledsagere drøftede en hadith, sagde Abū Ṣāliḥ as-Sammān: »Jeg vil fortælle dig, hvad jeg hørte fra Abū Saʿīd, og hvad jeg så ham gøre. Jeg bad fredagsbøn sammen med Abū Saʿīd al-Khudrī med en afskærmning foran os. Da trådte en ung mand fra Banū Abū Muʿayṭ ind i moskeen og forsøgte at passere foran Abū Saʿīd. Han lagde hånden på hans bryst og forhindrede ham. Derefter så den unge mand sig omkring og indså, at der ikke var nogen anden vej end at passere foran Abū Saʿīd. Derfor forsøgte han igen at passere foran ham. Abū Saʿīd holdt ham tilbage ved brystet med større kraft end før. Så blev han stående og irettesatte Abū Saʿīd. Derefter samledes en stor menneskemængde dér. Den unge mand gik så til Marwān og indgav en klage over det, der var sket. Abū Saʿīd gik også til Marwān. Marwān sagde: ›Hvad er der sket mellem dig og din nevø? Han er kommet med en klage over dig.‹ Abū Saʿīd sagde: ›Jeg hørte Allahs Sendebud sige: Når nogen af jer stiller sig til bøn med en afskærmning foran sig, og nogen derefter forsøger at passere foran ham, skal han forhindre ham. For han er ikke andet end en satan.‹« – al-Bukhārī og Muslim.
7. Intet gør bønnen ugyldig
Ali, Uthman, Sa’id ibn al-Musayyab, al-Sha’bi, Malik, al-Shafi’i, Sufyan al-Thawri og hanafitterne har sagt: Intet gør bønnen ugyldig. For i Abu Dawud er det overleveret fra Abu al-Wassaq, at en ung mand fra Quraysh gik foran Abu Sa’id, mens han bad. Han forhindrede ham. Den unge forsøgte igen at gå forbi, og han forhindrede ham på ny. Da han endnu en gang forsøgte at gå forbi, forhindrede han ham igen. Efter at dette var sket tre gange, gik den unge bort, og Abu Sa’id sagde: Intet gør bønnen ugyldig. Allahs Sendebud har sagt: Forhindr så vidt muligt den, der går foran den bedende, i at passere. For han er en satan.
21. Handlinger, der er tilladte under bønnen
Det er tilladt at udføre følgende handlinger under bønnen:
1. At græde, hulke, sige »uh« og »ah« og stønne
Disse handlinger er tilladte under bønnen, hvad enten det skyldes frygt for Allah eller en anden årsag, såsom forskellige ulykker og prøvelser eller fysisk smerte og lidelse. Det er dog kun tilladt, så længe det er noget, der overmander personen, og han ikke er i stand til at undertrykke det. Allah har nemlig sagt: »Når Allahs vers bliver reciteret for dem, falder de grædende ned på deres ansigter i prostration.« Dette vers omfatter både dem, der beder, og dem, der ikke beder.
Abdullah ibn Shikhkhir sagde: Jeg så Allahs Sendebud i en sådan tilstand, at man kunne høre lyden af hans gråd af frygt for Allah i hans bryst, som lyden af kogende vand i en gryde. – Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i og al-Tirmidhi. Ali sagde: På dagen for Badr var der blandt os ikke en eneste rytter bortset fra Miqdad ibn al-Aswad. Vi så på vores situation. Ingen blandt os, bortset fra Allahs Sendebud, stod op om natten for at bede. Han stod under et træ, bad hele natten og græd. Sådan fortsatte han, indtil morgenen kom. – Ibn Hibban. Det er overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud under den sygdom, som han døde af, sagde: Bed Abu Bakr om at lede bønnen. Aisha sagde: Allahs Sendebud, Abu Bakr er et følsomt menneske; han kan ikke holde sine tårer tilbage, og når han reciterer Koranen, begynder han at græde. Aisha sagde: Jeg sagde kun dette, fordi jeg frygtede, at folk ville opfatte Abu Bakr som et dårligt varsel og fremover undgå ham, ligesom man undgår synd. Da han som imam skulle være den første til at efterfølge Allahs Sendebud, kunne en sådan negativ reaktion fra folk over for ham opstå. Allahs Sendebud sagde: Bed Abu Bakr om at lede bønnen. I kvinder er som kvinderne omkring Yusuf [det vil sige: Herskerinden i det hus, hvor Yusuf blev opfostret, gav udtryk for noget, der var det modsatte af det, hun havde i sit hjerte; på samme måde gjorde Aisha. Selv om denne kvinde inviterede de andre kvinder til et festmåltid, var hendes egentlige formål at vise dem Yusufs skønhed, så de kunne finde hendes svaghed for Yusuf forståelig. På samme måde angav Aisha som grund til at forhindre sin far i at lede bønnen, at han var følsom, og at de bedende ikke ville kunne høre hans recitation på grund af hans gråd. Den egentlige årsag var, at folk ikke skulle opfatte ham som et dårligt eller ulykkeligt varsel.] – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Hibban og al-Tirmidhi.
Selv om Allahs Sendebud vidste, at Abu Bakr græd, hver gang han begyndte at recitere Koranen, var han urokkelig i sin befaling om, at Abu Bakr skulle lede bønnen. Dette beviser, at det er tilladt for en sådan person at lede bønnen og at bede, mens han græder på denne måde.
Umar, må Allah være tilfreds med ham, reciterede sura Yusuf under fajr-bønnen. Da han nåede dette vers: “Jeg klager kun over min bekymring og min sorg til Allah”, kunne man høre lyden af hans gråd. – Bukhari. Umars gråd tilbageviser påstanden fra dem, der siger, at bønnen bliver ugyldig, hvis man græder under den, hvad enten det skyldes frygt for Allah eller noget andet, selv hvis der kun udtales to ord sammen med gråden. Deres argument om, at selv to ord udtalt sammen med gråd bliver til en sætning, kan ikke accepteres. For gråd er én ting, og en sætning noget andet.
2. At se til højre og venstre uden at dreje nakken, når det er nødvendigt
Det er berettet fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så til højre og venstre under bønnen, men han drejede ikke nakken bagud. – Ahmad. Abu Dawud har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så i retning af bjergvejen, mens han bad. – Abu Dawud sagde: Han havde sendt en rytter ud for at holde vagt ved bjergvejen om natten. Anas ibn Sirin sagde: Jeg så Anas ibn Malik se hen imod noget under bønnen. – Ahmad. At se til højre og venstre uden nødvendighed er dog makruh tanzihi, altså mildt forkasteligt. For det forstyrrer opmærksomheden på og koncentrationen om Allah.
Det er berettet fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om at se til højre og venstre under bønnen. Han svarede, at det er Satans plan for at berøve den troende en del af hans bøn. – Ahmad, Bukhari, Nasa’i, Abu Dawud. Abu ad-Darda berettede fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: “I mennesker, afhold jer fra at se til højre og venstre under bønnen. For at se til højre og venstre er ikke passende i en menneskes bøn. Hvis I ikke kan beherske jer under nafl-bønnen, så må I under ingen omstændigheder være ubeherskede under fard-bønnen.” – Ahmad. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til mig: “Pas på, at du ikke ser til højre og venstre under bønnen. For at se til højre og venstre er ødelæggende. Hvis det er helt nødvendigt, kan det tillades under nafl-bønnen – men ikke under fard-bønnen.” – Tirmidhi. I den hadith, som Harith al-Ash’ari berettede, sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Allah den Ophøjede gav Yahya, Zakariyyas søn, må Allahs fred være med ham, fem befalinger, så han selv kunne efterleve dem og beordre Israels børn til at efterleve dem. En af dem var: Allah har befalet jer at bede. Når I beder, må I ikke se til højre og venstre. For så længe den troende ikke ser til højre og venstre, retter Allah sit blik mod den troendes ansigt. – Ahmad, Nasa’i. Det er berettet fra Abu Dharr, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Så længe den troende ikke ser bort under bønnen, ser Allah på ham. Men så snart den troende ser bort, vender Han sit blik væk. – Ahmad, Abu Dawud.
Dette vedrører kun det at dreje ansigtet. Men at dreje hele kroppen og vende kroppen væk fra qiblaen gør efter enstemmig opfattelse bønnen ugyldig. For derved overtrædes pligten til at vende sig mod qiblaen.
3. At dræbe skadelige dyr som slanger, skorpioner og lignende
Dette er tilladt, selv om det indebærer ‘amal kathir’, det vil sige mange bevægelser. Det er berettet fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Dræb slanger og skorpioner, selv hvis I finder dem under bønnen.” – Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah.
4. At gå nogle få skridt af nødvendighed
Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, berettede: En dag bad Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, i huset, og døren var lukket. På det tidspunkt kom jeg og bad ham om at åbne døren. Allahs Sendebud gik et lille stykke, åbnede døren for mig og vendte derefter tilbage til sin plads under bønnen. Imens vendte hans ansigt sig ikke bort fra qibla. – Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i og at-Tirmidhi.
Det vil sige, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke vendte ansigtet bort fra qibla, hverken da han gik hen for at åbne døren eller da han vendte tilbage efter at have åbnet den. Dette understøttes af en hadith hos ad-Daraqutni. Den lyder: Når Allahs Sendebud bad, og nogen bad ham om at åbne døren, åbnede han den, hvis den var i retning af qibla eller til højre eller venstre for ham, uden at vende ansigtet bort fra qibla. Azraq ibn Qays sagde: Abu Barza al-Aslami befandt sig ved en flodbred i byen Ahwaz i Irak. Han begyndte at bede, mens han holdt tøjlen i hånden. Hans ridedyr begyndte at gå tilbage, og han fulgte det og forsinkede dermed sin bøn. Da en mand fra kharijitternes gruppe så dette, sagde han: “Åh Allah, ydmyg denne gamle mand! Hvordan beder han?” Efter bønnen sagde Abu Barza: “Jeg hørte, hvad du sagde. Jeg deltog sammen med Allahs Sendebud i seks, syv eller otte slag. Jeg så, hvordan han håndterede alle sager og gjorde dem lette. For mig var det lettere at følge mit ridedyr end at forlade det. Hvis jeg havde forladt det, ville det være vendt tilbage til det sted, det kendte, og så ville jeg være kommet i vanskeligheder.” Da Abu Barza var på rejse, bad han asr-bønnen forkortet til to rakʿah. – Ahmad, al-Bukhari og al-Bayhaqi. Om at gå en længere strækning har hafiz Ibn Hajar sagt i Fath al-Bari: Juristerne er enige om, at en person, der går meget under den obligatoriske bøn, får sin bøn ugyldiggjort. Forklaringen på Abu Barzas hadith må derfor være, at han kun gik en kort strækning.
5. At bære et barn
Det er berettet fra Abu Qatada, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, bad, mens han bar Umama, sin datter Zaynabs lille datter, på sine skuldre. Når han bøjede sig i rukūʿ, satte han barnet ned, og når han derefter rejste sig fra sujūd, løftede han hende igen op på sine skuldre. Selv om jeg ikke havde spurgt om noget, sagde Amir: “Hvilken bøn var det?” Ibn Juwayz sagde: “Jeg har fået at vide, at det var fajr-bønnen.” – Ahmad og an-Nasa’i. Abdullah ibn Ahmad ibn Hanbal sagde: “Dette er en god hadith.” Al-Fakihani sagde: Grunden til, at Allahs Sendebud bar Umama under bønnen, var muligvis, at han ønskede at modvirke arabernes traditionelle kvindefjendske holdning. Derfor forsøgte han, selv under bønnen, at imødegå deres sædvaner og skikke endnu mere eftertrykkeligt ved at løfte den lille pige op på sine skuldre. Da handlinger taler stærkere end ord, viste han gennem sin handling, hvor medfølende islam er over for kvinder.
Abdullah ibn Shaddad sagde: En dag kom Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ud til os for at lede enten zuhr- eller asr-bønnen. Han bar Hasan eller Husayn. Lige før Allahs Sendebud gik frem for at begynde imamledelsen, satte han barnet ned. Derefter sagde han Allahu akbar for at begynde bønnen. Under bønnen udførte han en meget lang sujūd. Abdullah sagde: Jeg løftede hovedet fra sujūd og så, at barnet var klatret op på Allahs Sendebuds ryg, mens han stadig var i sujūd. Da jeg så dette, gik jeg igen ned i sujūd. Efter bønnen sagde folk: “Allahs Sendebud, du gjorde den sujūd, som du udførte under bønnen, så lang, at vi troede, der var sket dig noget, eller at du havde modtaget en åbenbaring.” Han sagde: “Ingen af delene er sket. Drengen, det vil sige mit barnebarn, var klatret op på mig. Jeg ønskede ikke at skynde på ham for at få ham ned, før han havde fået nok.” – Ahmad, an-Nasa’i og al-Hakim.
Imam an-Nawawi sagde: Denne hadith viser for ash-Shafiʿis madhhab og dens tilhængere, at det er tilladt at bære en dreng, en pige eller et andet rent dyr under både den obligatoriske og den frivillige bøn, og at dette er tilladt for både imamen og den, der følger ham. Imam Malik og hans disciple har derimod ment, at dette kun gælder den frivillige bøn og er forbudt under den obligatoriske bøn. Denne fortolkning af hadithen holder imidlertid ikke. Det fremgår klart af hadithen, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledede bønnen, og at hændelsen fandt sted under den obligatoriske bøn. En tidligere beretning viser desuden, at det skete under fajr-bønnen. An-Nawawi siger: Nogle malikitter hævder, at dette er blevet ophævet. Andre har sagt, at det var særligt for Allahs Sendebud. Atter andre mener, at det skete på grund af et uundgåeligt behov. Alle disse påstande er fejlagtige og må afvises, for der findes ingen beviser for dem, og der er heller ingen grund til at antage dem. Hadithen er tværtimod autentisk og beviser utvetydigt, at handlingen er tilladt; den strider ikke mod shariaens principper. Mennesket er nemlig rent, og hvad der end befinder sig i dets mave, kan undskyldes, fordi disse ting er inde i dets mavesæk. Et barns tøj regnes også for rent. Shariaens beviser er entydige med hensyn til, at handlinger under bønnen, når de er få eller afbrudte, ikke ugyldiggør bønnen. Allahs Sendebud udførte denne handling netop for at bevise, at den er tilladt. Denne hadith afviser også imam al-Khattabis påstand om, at Allahs Sendebuds handling tilsyneladende var ufrivillig, fordi han bar barnet under bønnen, blot fordi det havde holdt fast i ham. Han løftede hende ikke; da han rejste sig til bøn, var hun allerede hos ham. Al-Khattabi sagde: Det kan ikke antages, at Allahs Sendebud frivilligt bar Umama endnu en gang, for det ville være en ekstra handling, der forstyrrer koncentrationen. Dette er al-Khattabis udtalelse, men den er uacceptabel og uden grundlag. I Sahih Muslim står der: “Da han rejste sig, bar han Umama” og “Da han rejste sig fra sujūd, bar han igen Umama.” Beretningen fra andre end Muslim lyder: “Han kom til os bærende på Umama og ledte bønnen.” Alle disse formuleringer tilbageviser al-Khattabis udsagn. Vi kender heller ikke noget grundlag for påstanden om, at det at bære Umama skulle forstyrre koncentrationen under bønnen. Og selv hvis det i nogen grad tog koncentrationen, havde det mange fordele, og gennem det blev nogle af shariaens principper fastslået, som allerede er nævnt. Det kan derfor siges, at denne afbrydelse af koncentrationen skete på grund af disse fordele [hvis barnet ikke var blevet båret eller løftet op på skuldrene igen, kunne hun have grædt eller lavet uro, hvilket ville have forstyrret koncentrationen under bønnen endnu mere].
Det er således uigendriveligt og uden mulighed for modbevisning fastslået, at hadithen netop er relevant og meningsfuld, fordi den beviser, at den pågældende handling er tilladt, og henleder opmærksomheden på disse fordele. Derfor er denne handling tilladt for os og udgør en gældende bestemmelse for muslimer indtil Dommedag.
6. At overbringe den bedende en hilsen eller en besked på en andens vegne og at svare den, der hilser eller henvender sig, med en gestus. Det er overleveret fra Jabir ibn Abdullah (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.), da han drog ud på ekspeditionen til Banu al-Mustaliq, sendte mig et bud. Jeg kom til ham, mens han bad på sin kamel. Jeg talte til ham, og han svarede med en håndbevægelse. Jeg talte igen, og han svarede igen med en håndbevægelse. Jeg lyttede til hans recitation af Koranen, og han gjorde tegn med hovedet. Da han havde afsluttet bønnen, sagde han: »Hvad gjorde du med det, jeg sendte bud efter dig angående?« Jeg kunne ikke svare dig, fordi jeg var i bøn. – Ahmad og Muslim. Suhayb (r.a.) sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) bad, og jeg gik forbi ham. Jeg hilste på ham, og han svarede med en gestus. Han har sagt, at han kun talte ved at gøre tegn med fingeren. – Ahmad og Tirmidhi. Suhayb sagde desuden: Jeg spurgte Bilal: »Hvordan svarede folk, når de hilste på Allahs Sendebud (s.a.w.), mens han var i bøn?« Bilal sagde: »Han gjorde tegn med hånden.« – Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah. Anas (r.a.) sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) gjorde tegn under bønnen. – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Khuzaymah. I denne forbindelse er det det samme, om man gør tegn med fingeren, med hele hånden eller med hovedet; alle disse former er overleveret fra Allahs Sendebud (s.a.w.).
7. At sige »Subhanallah« og klappe i hænderne
Hvis der under bønnen opstår et særligt behov, hvis imamen begår en fejl, som han skal gøres opmærksom på, hvis en blind skal vises den rette vej, eller hvis en, der kommer ind, skal gives tilladelse, er det tilladt for mænd at sige »Subhanallah« og for kvinder at klappe i hænderne. Det er overleveret fra Sahl ibn Sa’d as-Sa’idi, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Hvis der sker noget uventet for en under bønnen, skal han sige: Subhanallah. At klappe i hænderne er kun for kvinder, og at sige Subhanallah er for mænd.« – Ahmad, Abu Dawud og Nasa’i.
8. At gøre imamen opmærksom på hans fejl
Når imamen glemmer et vers, skal den, der følger ham i bønnen, rette ham og minde ham om det glemte vers, uanset om han allerede har reciteret den nødvendige mængde eller ej. Det er overleveret fra Ibn Umar (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) en dag blev usikker under recitationen i bønnen. Efter bønnen sagde han til min far: »Deltog du i vores fællesbøn?« Han svarede: »Ja.« Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Hvorfor gjorde du mig så ikke opmærksom på det?« – Abu Dawud og andre.
9. At sige »Alhamdulillah«, når man nyser eller modtager en velsignelse [Det er anbefalet at undertrykke et gab. Al-Bukhari har overleveret fra Abu Hurayrah (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »Når en af jer får trang til at gabe under bønnen, skal han så vidt muligt undertrykke det og ikke sige: ‘Aaah.’ Det er nemlig Satans værk, og han ler, når han ser det.«].
Det er overleveret fra Rifa’ah ibn Rafi’ (r.a.), at han sagde: Jeg bad bag Allahs Sendebud (s.a.w.), nøs pludselig og sagde: »Alhamdulillah hamdan kathiran, tayyiban mubaarakan fihi kama yuhibbu rabbuna wa yarda.« Da bønnen var afsluttet, sagde Allahs Sendebud (s.a.w.): »Hvem talte under bønnen?« Ingen svarede. Han spurgte igen, men ingen svarede heller denne gang. Da han spurgte for tredje gang, sagde Rifa’ah: »O Allahs Sendebud! Det var mig.« Han sagde: »Ved Allah, mere end tredive engle konkurrerede om, hvem af dem der skulle bringe denne bøn op.« – Nasa’i, Tirmidhi og Bukhari.
10. At falde ned i sujud på sin egen turban eller sit tøj på grund af en gyldig undskyldning
Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad iført ét eneste klæde og beskyttede sig mod jordens kulde og varme med den overskydende del af det. – Ahmad. Men uden en gyldig grund er det makruh.
11. Andre tilladte handlinger under bønnen
Ibn al-Qayyim har givet en kort beskrivelse af nogle mubah-handlinger, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte under bønnen. Han sagde: Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad undertiden, mens Aisha lå med benene strakt på tværs mellem ham og qiblaen. Når Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) derefter gik ned i sujud, trykkede han til hende med hånden, så Aisha trak benene til sig. Når han igen rejste sig, strakte Aisha benene ud. Undertiden kom Satan, mens han bad, og forsøgte at ødelægge hans bøn. Da greb Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ham og klemte hans hals, så Satans spyt kom på hans hånd. Han bad på minbaren. (Hans minbar havde tre trin. Han bad på minbaren, så folk kunne se ham bagfra og lære bønnen af ham.) Han udførte også rukūʿ på minbaren. Når tiden for sujud kom, steg han ned, gik bagud og udførte sujud på gulvet. Derefter steg han igen op på minbaren. Han bad med en mur foran sig. Hvis et dyr var på vej til at passere foran ham under bønnen, gik han hen mod muren og forsøgte at forhindre det. Til sidst rørte hans mave muren, og dyret passerede bag ham. En dag bad han, da to slavinder fra Banu Abd al-Muttalib kom hen til ham, mens de sloges. Han greb fat i dem begge og skilte den ene fra den anden, samtidig med at han fortsatte sin bøn. I Ahmads beretning lyder det således: De to slavinder satte sig og holdt fast i Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) knæ. Han skilte dem ad, men vendte sig ikke selv. (Det vil sige, han vendte ikke kroppen bort fra qiblaen.) En anden dag bad han, da en dreng ville gå foran ham. Han beordrede ham med en håndbevægelse at gå tilbage, og drengen gik tilbage. En anden dag gik en slavinde foran ham under hans bøn. Han bad hende med en håndbevægelse om at gå tilbage, men alligevel gik hun foran ham. Efter bønnen sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Ahmad. Han pustede under bønnen; i Ibn Abbas’ Sunan står der, at han græd under bønnen og hostede, og han sagde: »Kvinder er mere trodsige af natur.« Denne hadith har dog intet grundlag. Said har berettet hadithen. Han har også berettet: Han plejede at gøre det.
Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg havde et fast tidspunkt, hvor jeg plejede at komme til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Når jeg kom, bad jeg om tilladelse til at komme ind hos ham. Hvis han var i bøn, rømmede han sig, og jeg gik ind. Hvis jeg fandt ham fri, gav han mig tilladelse. – al-Nasa’i, Ahmad. Ahmads formulering af beretningen er: Jeg havde et tidspunkt på dagen og natten, hvor jeg plejede at komme til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Når jeg kom, og han var i bøn, rømmede han sig. Imam Ahmad berettede denne hadith og handlede også efter den. Han rømmede sig under bønnen og anså det ikke for noget, der ophævede bønnen. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad undertiden barfodet og undertiden iført fodtøj. Abdullah ibn Umar sagde: For at adskille sig fra jøderne beordrede han, at man skulle bede iført fodtøj. Han bad undertiden i ét klæde og undertiden i to klæder. Det meste af tiden bad han i to klæder.
12. At læse Koranen ved at se i den
Malik har berettet, at Aishas frigivne slave Dhakwan ledte bønnen i Ramadan, mens han læste Koranen ved at se i den. Dette er den shafiitiske skoles opfattelse. Imam al-Nawawi sagde: Selv hvis man fra tid til anden vender siderne i Koranen under bønnen, bliver bønnen ikke ugyldig. Og hvis man ser på en anden tekst end Koranen og fremsiger den for sig selv i tankerne, bliver bønnen ikke ugyldig, uanset hvor lang teksten er. Det er dog makruh. Dette har Imam al-Shafi’i sagt i sit værk al-Imla.
13. At rette sin opmærksomhed mod andet end bønnen
Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når der kaldes til bøn, flygter Satan, mens han slipper luft, så han ikke skal høre kaldet. Når kaldet er afsluttet, kommer han igen. Når iqamaen til bønnen fremsiges, flygter han igen. Når iqamaen er afsluttet, kommer han igen og forstyrrer menneskets koncentration. Han siger til ham: Husk det og det. Når mennesket ikke husker denne sag, får han ham til at glemme, hvor mange rakʿah han har bedt. Hvis nogen af jer ikke ved, om han har bedt tre eller fire rakʿah, skal han udføre to sujud, mens han sidder. – al-Bukhari og Muslim. al-Bukhari sagde: Umar (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg gør min hær klar, mens jeg er i bøn.
Selv om bønnen er gyldig under disse omstændigheder, bør den bedendes sind være rettet mod Allah. Man bør fjerne alle verdslige tanker fra sindet ved at tænke over versenes betydning og forsøge at forstå betydningen og visdommen i hver enkelt handling under bønnen. For kun den del af bønnen, som man har bedt med forståelse, bliver nedskrevet i ens regnskab over handlinger.
Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Hibban beretter fra Ammar ibn Yasir: Jeg hørte Allahs Sendebud sige, at en person afslutter sin bøn og går bort, mens kun en tiendedel af den enes bøn, en niendedel af en andens, en ottendedel af en andens, en syvendedel af en andens, en sjettedel af en andens, en femtedel af en andens, en fjerdedel af en andens, en tredjedel af en andens eller kun halvdelen af en andens bøn bliver nedskrevet. Al-Bazzar beretter fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud sagde: Allah siger: Jeg accepterer kun bønnen fra den, der gennem bønnen ydmyger sig over for Min storhed og ophøjethed, ikke viser overmod og hovmod over for skabningerne, ikke stædigt fortsætter i ulydighed mod Mig, tilbringer dagen med at ihukomme Mig og viser barmhjertighed mod de fattige, de rejsende, enkerne og de nødstedte. En sådan tjeners lys er som solens stråler. Jeg beskytter ham med Min magt og befaler Mine engle at beskytte ham. Jeg giver ham lys i mørket og tålmodighed i uvidenhed. Blandt Mine skabninger er han som Firdaus blandt paradisets haver. Abu Dawud beretter fra Zayd ibn Khalid, at Allahs Sendebud sagde: Den, der udfører wudu omhyggeligt og derefter beder to rak’a korrekt, vil få alle sine tidligere synder tilgivet. Muslim beretter fra Uthman ibn Abi al-As: Jeg sagde: O Allahs Sendebud! Satan forstyrrer min bøn og forvirrer min recitation af Koranen. Allahs Sendebud sagde: Det er en satan, der kaldes Khanzab. Når du mærker hans tilstedeværelse, så søg tilflugt hos Allah og spyt tre gange til venstre for dig. Uthman sagde: Jeg gjorde det, og Allah fjernede Satan fra mig. Abu Hurayra beretter, at Allahs Sendebud sagde: Allah siger: Jeg har delt bønnen, det vil sige al-Fatiha, ligeligt mellem Mig og Min tjener. Min tjener får det, han beder om. Når han siger: Al-hamdu lillahi rabbil-‘alamin, siger Allah: Min tjener har lovprist Mig. Når han siger: al-Rahman al-Rahim, siger Allah: Min tjener har prist Mig. Når han siger: Maliki yawmi al-din, siger Allah: Min tjener har beskrevet Min storhed og underkastet sig Mig. Når han siger: Iyyaka na’budu wa iyyaka nasta’in, siger Allah: Dette er delt mellem Mig og Min tjener, og Min tjener får det, han beder om. Når han siger: Ihdina al-sirat al-mustaqim, sirat al-ladhina an’amta ‘alayhim, ghayr al-maghdubi ‘alayhim wa la al-dallin, siger Allah: Dette er bestemt til Min tjener, og Min tjener får også det, han beder om derudover.
22. Handlinger, der er makruh under bønnen
Det er makruh at undlade nogen af de sunnah-handlinger, der tidligere er blevet nævnt. Desuden er følgende handlinger makruh.
1. Uden grund at lege med sit tøj eller sin krop
Mu’ayqib sagde: Jeg spurgte Allahs Sendebud, om man måtte berøre småstenene med hånden under bønnen. Han sagde: Berør ikke småstenene, mens du beder. Hvis du absolut må gøre det, kan du nøjes med at berøre én gang for at udjævne dem. Alle de autentiske hadith-samlinger. Abu Dharr beretter, at Allahs Sendebud sagde: Når en af jer rejser sig til bøn, kommer Allahs barmhjertighed ned over ham. Derfor er det upassende, at han tager fat i småstenene. – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Umm Salama beretter, at Allahs Sendebud så sin tjener ved navn Yasar puste under bønnen. Han sagde til ham: Må Allah køle dit ansigt. – Ahmad.
2. At lægge hænderne på hofterne under bønnen
Abu Hurayra sagde: Allahs Sendebud forbød at lægge hænderne på hofterne under bønnen. – Abu Dawud.
3. At se op mod himlen
Abu Huraira sagde: De, der ser op mod himlen under bønnen, bør helt sikkert afholde sig fra det; ellers vil Allah tage deres syn fra dem. Ahmad, Muslim og an-Nasa’i.
4. At se på noget, der distraherer fra bønnen
Det er berettet fra Aisha, at Allahs Sendebud bad på et tæppe med mønstre. Bagefter sagde han: »Tæppets mønstre distraherede mig. Bring det til Abu Juham, og hent det tykke tæppe uden mønstre, som han har.« Muslim og al-Bukhari. (Abu Juham havde givet dette mønstrede tæppe til Allahs Sendebud som gave. Han gav det tilbage og bad om hans tæppe uden mønstre, så Abu Juham ikke skulle blive såret.) Al-Bukhari beretter fra Anas, at Allahs Sendebud sagde til ham: »Fjern dit tynde forhæng, for billederne på det bliver hele tiden synlige for mig under bønnen.« Denne hadith viser, at bønnen ikke bliver ugyldig, hvis blikket falder på de afbildede linjer under bønnen.
5. At lukke øjnene uden grund
Nogle mener, at det er makruh, mens andre mener, at det ikke er makruh. Den hadith, hvori det betegnes som makruh, er ikke sahih. Ibn al-Qayyim sagde: Det korrekte synspunkt er, at hvis det ikke forstyrrer koncentrationen at holde øjnene åbne, er det bedst at holde dem åbne. Men hvis koncentrationen forstyrres, fordi der foran en er mønstre, udsmykning eller lignende, er det på ingen måde makruh at lukke øjnene. I en sådan situation ligger det tættere på shariaens formål og hensigt at betegne det som mustahabb end at betegne det som makruh.
6. At gøre tegn med begge hænder, når man fremsiger salam
Jabir ibn Samura sagde: Vi bad bag Allahs Sendebud. Han sagde: »Hvad er der med disse mennesker, at de fremsiger salam med hænderne på en sådan måde, at de ligner halen på en løbsk hest? Det er tilstrækkeligt at lægge hænderne på lårene og sige: as-salamu alaykum.« – an-Nasa’i.
7. At dække munden og lade tøjet hænge ned
Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød at lade tøjet hænge ned og at holde munden lukket under bønnen. De fem autentiske hadith-samlinger og al-Hakim.
Al-Khattabi sagde: At lade tøjet hænge ned betyder at lade det hænge så langt, at det berører jorden. Ibn Humam sagde: Det omfatter også at tage en kjortel på uden at føre hænderne ind i ærmerne.
8. At bede med maden foran sig
Aisha (må Allah være tilfreds med hende) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når aftensmaden bliver serveret, og menigheden er klar til bønnen, så spis først. Ahmad og Muslim. Ifølge de fleste lærde er det anbefalet at spise først, når tiden for bønnen (iqamaen) nærmer sig. Ellers skal man bede først. Ifølge Ibn Hazm og nogle af de shafiitiske lærde skal man spise færdig først, selv om tiden er knap.
Nafiʿ sagde: Der blev serveret mad for Ibn Umar, og samtidig blev bønnen påbegyndt. Han deltog ikke i bønnen, før han havde spist færdig. Han kunne endda høre imamens recitation, mens han sad og spiste. Bukhari.
Al-Khattabi sagde: Formålet med, at Allahs Sendebud bad folk om at spise først, er, at de skal få dækket deres behov for mad og derefter begynde bønnen med et tilfreds sind. Så vil de ikke være plaget af sult og vil hverken skynde sig gennem bukūʿ og sujūd eller være forsømmelige med at udføre bønnen ordentligt.
9. At bede, mens man holder på urin eller afføring
Ahmad, Abu Dawud og Tirmidhi har overleveret fra Thawban, at Allahs Sendebud sagde: Det er ikke tilladt nogen at gøre tre ting: (1) En person leder en menighed i bøn, men beder kun for sig selv og udelukker menighedens medlemmer. Det vil være et svigt af hans tillid til dem. (2) At se ind i en andens hus uden tilladelse. Det svarer til at træde ind i huset uden tilladelse. (3) At bede, mens man holder sig, indtil man er blevet lettet for trangen. [Det er makruh for imamen i en offentlig duʿa at bede kun for sig selv og udelukke dem, der følger ham. Det er ikke makruh i en skjult duʿa. Ahmad, Muslim og Abu Dawud har overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud sagde: Ingen bør bede, når maden er serveret, eller mens han holder sig for urin eller afføring.
10. At bede med uimodståelig søvnighed
Det er overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud sagde: Når nogen bliver søvnig, bør han lægge sig og sove, så han kan få søvnen ud af kroppen. For hvis han beder, mens han er søvnig, kan det ske, at han, mens han søger tilgivelse, kommer til at forbande sig selv. – Alle de autentiske hadith-samlinger. Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Når nogen står op om natten for at bede, men på grund af stærk søvnighed ikke kan udtale noget ordentligt og ikke selv ved, hvad han siger, bør han lægge sig ned. – Ahmad, Muslim.
11. At reservere en plads i moskeen til andre end imamen
Abdur-Rahman ibn Shibl sagde: Allahs Sendebud forbød at hakke som en krage, at udføre rukūʿ og sujūd i hast, at sidde med benene spredt som et rovdyr og at reservere en bestemt plads i moskeen til en bedende, ligesom kamelen reserverer en bestemt plads til sig selv. – Ahmad ibn Khuzayma, al-Hakim.
23. Det, der ugyldiggør bønnen
Bønnen bliver ugyldig ved følgende handlinger, og dens formål bliver dermed forfejlet:
1. Frivilligt at spise eller drikke noget
Ibn al-Mundhir har sagt: De lærde er enige om, at den, der med vilje spiser eller drikker under den obligatoriske bøn, skal bede den igen. Ifølge flertallet gælder det samme for den frivillige bøn. For de forhold, der ugyldiggør den obligatoriske bøn, ugyldiggør også den frivillige bøn. (Ifølge shafiitisk og hanbalitisk retsskole bliver bønnen ikke ugyldig, hvis man spiser eller drikker af glemsel eller uvidenhed, eller hvis man under bønnen sluger en mængde mad, der sidder fast mellem tænderne og højst svarer til størrelsen af et bygkorn. Tawus og Ishaq siger: Det skader ikke at drikke vand, for det er en lille handling. Det er blevet overleveret, at Sa’id og Ibn al-Zubayr drak under den frivillige bøn.
2. At tale med vilje uden behov i bønnen
Det er overleveret fra Zayd ibn Arqam: Vi plejede at tale under bønnen. En af os talte med en anden under bønnen. Til sidst blev dette åbenbaret: »Stå ydmygt for Allah i bøn.« Gennem dette vers blev vi beordret til at tie, og det blev forbudt os at tale. – Alle de autentiske hadithsamlinger. Ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, siger: Mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var i bøn, plejede vi at hilse på ham, og han plejede at besvare hilsenen. Da vi vendte tilbage fra Negus, hilste vi på ham under bønnen, men han besvarede den ikke. Så sagde vi: »Allahs Sendebud, tidligere plejede vi at hilse på dig, og du plejede at besvare vores hilsen.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Der er så meget at gøre i bønnen, at der ikke er plads til at tale.« Al-Bukhari og Muslim. Hvis nogen imidlertid taler af uvidenhed om reglen eller af glemsel, er bønnen gyldig.
Mu’awiyah ibn al-Hakam, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: Da jeg bad sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nøs en mand. Jeg sagde: »Må Allah forbarme sig over dig.« Folkene i menigheden stirrede vredt på mig. Jeg sagde: »Hvad er der med jer, siden I ser sådan på mig?« Som svar begyndte de at slå sig på lårene med hænderne. Da jeg forstod, at de ville have mig til at tie, tav jeg. Da Allahs Sendebud havde afsluttet bønnen, så jeg hverken før eller siden en bedre lærer end ham. Han skældte mig ikke ud, bebrejdede mig ikke og slog mig ikke. Han sagde: »I bønnen må man ikke føre den slags samtaler, som mennesker normalt fører med hinanden. I bønnen skal man kun sige: Subhan Allah og Allahu akbar og recitere Koranen.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud og al-Nasa’i.
Heraf fremgår det, at Mu’awiyah ibn al-Hakam talte, fordi han ikke kendte den religiøse regel. Derfor befalede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ham ikke at bede bønnen igen. At bønnen ikke bliver ugyldig, hvis man under den fører den slags samtaler, som mennesker normalt fører med hinanden, bevises imidlertid af denne hadith, som Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, har overleveret. Han sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledte os i middagsbønnen eller eftermiddagsbønnen og afsluttede bønnen med salam. Straks efter sagde en sahabi ved navn Dhu al-Yadayn (»den med de to hænder«; han blev kendt under dette navn, fordi hans hænder var usædvanligt lange): »Allahs Sendebud, forkortede du bønnen, eller glemte du noget?« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Jeg har hverken forkortet den eller glemt noget.« Dhu al-Yadayn sagde: »Jo, du har taget fejl, Allahs Sendebud.« Allahs Sendebud spurgte folkene i menigheden: »Er det, Dhu al-Yadayn siger, sandt?« De svarede: »Ja.« Så bad Allahs Sendebud yderligere to rak’ah og udførte derefter to sujud as-sahw. – Al-Bukhari og Muslim. Den malikitisk retsskole har afsagt den kendelse, at det er tilladt at tale for at rette en fejl i bønnen, men på to betingelser: For det første må det efter sædvanens målestok ikke fremstå som overdrevent. For det andet skal det være på en sådan måde, at formålet ikke ville være forståeligt, hvis man blot havde sagt »Subhan Allah«. Imam al-Awza’i har sagt: Den, der med vilje taler for at rette en fejl i bønnen, får ikke sin bøn gjort ugyldig. Hvis en person reciterede højt under eftermiddagsbønnen, og en anden bag ham sagde: »Dette er eftermiddagsbønnen«, sagde al-Awza’i om ham, at hans bøn ikke var ugyldig.
3. Forsætlig udførelse af mange handlinger
De lærde har været uenige om, hvad der regnes som en overdreven handling (ʿamal kathir), og hvad der ikke gør. Nogle mener, at en handling er overdreven, hvis en person på afstand, efter at have set den, med sikkerhed kan fastslå, at den pågældende ikke beder; ellers er den ikke overdreven. Andre mener, at enhver handling, som for en iagttager giver indtryk af, at den, der udfører den, ikke beder, er overdreven (det er ikke nødvendigt med sikkerhed). Al-Nawawi har sagt: Hvis en handling, der ikke hører til bønnen, er overdreven, bliver bønnen ifølge enstemmig overenskomst ugyldig; hvis den ikke er overdreven, bliver den ifølge enstemmig overenskomst ikke ugyldig. Dette er reglen. Derefter opstod der på ny fire forskellige synspunkter blandt dem om, hvordan man skulle skelne mellem overdrevne og ikke-overdrevne handlinger. Til sidst blev det fjerde synspunkt antaget. Al-Nawawi har sagt: Dette er det korrekte og berømte synspunkt. Denne bogs forfatter og flertallet af de lærde har fastholdt, at den almindelige opfattelse skal være målestokken i dette spørgsmål. En handling, som folk anser for ubetydelig og ikke overdreven, skader derfor ikke bønnen, såsom at besvare salam med en gestus, tage skoene af, tage turbanen af eller sætte den på, tage et let stykke tøj på eller tage det af, løfte et lille barn op på armen eller skulderen og sætte det ned igen, forhindre nogen i at gå forbi foran én, tørre spyt af med et stykke stof og lignende. Det er tidligere nævnt, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte sådanne handlinger som at dræbe en slange eller en skorpion under bønnen og befalede, at det skulle gøres. Men en handling, som almindelige mennesker anser for overdreven, såsom at gå et langt stykke uden ophør eller udføre mange handlinger i træk, gør naturligvis bønnen ugyldig. De lærde er også enige om, at bønnen bliver ugyldig, hvis den overdrevne handling udføres uden afbrydelse. Hvis man derimod gør det med pauser, f.eks. tager ét skridt og holder pause et stykke tid, derefter endnu ét eller to skridt, eller efter hvert andet skridt holder pause et stykke tid og derefter tager yderligere to skridt, så skader det ifølge enstemmig overenskomst ikke bønnen, selv hvis man på denne måde går hundrede skridt eller mere. Meget lette handlinger, såsom at bevæge rosenkransens perler med hånden, klø sig eller binde eller løsne en knude, gør ikke bønnen ugyldig, uanset hvor længe eller hvor meget man gør det i træk. Dette er det korrekte og berømte synspunkt. Al-Shafi’i, må Allah forbarme sig over ham, har sagt: Hvis man tæller versene ved at føre hånden over en rosenkrans med perler, bliver bønnen ikke ugyldig. Det er dog bedre ikke at tælle på denne måde.
4. At undlade en af bønnens betingelser forsætligt og uden en gyldig undskyldning
Al-Bukhari og Muslim har berettet, at Allahs Sendebud ﷺ sagde til en beduin, som ikke havde udført bønnen korrekt: »Gå tilbage og bed igen, for du har ikke bedt.« Denne hadith er allerede blevet nævnt. Ibn Rushd sagde: Juristerne er enige om, at den, der beder uden at have opnået rituel renhed, skal gentage bønnen, hvad enten det sker med vilje eller ved en fejl. På samme måde skal den, der beder uden at vende sig mod qiblaen, gentage bønnen, hvad enten det sker med vilje eller uforsætligt. Kort sagt: Hvis blot én af betingelserne for en gyldig bøn ikke er opfyldt, skal bønnen gentages [Bemærk: Det er forbudt for den bedende uden gyldig grund at gøre noget, der ugyldiggør bønnen. Hvis der opstår en uundgåelig årsag, såsom at hjælpe en hjælpeløs person i nød eller redde en druknende, bliver det obligatorisk at afbryde bønnen. Ifølge de hanafitiske og hanbalitiske retsskoler er det tilladt at afbryde bønnen, hvis der er frygt for større eller mindre skade på den bedendes eller en andens ejendom, hvis en bedende mor hører sit lille barn græde og frygter, at barnet lider, hvis en gryde eller kasserolle på komfuret koger over, eller hvis et dyr løber væk og lignende].
5. At le eller fnise under bønnen
Ibn al-Mundhir har nævnt, at det er enstemmigt fastslået, at latter ugyldiggør bønnen. An-Nawawi siger: Dette gælder den person, hvis mundvige bevæger sig synligt. De fleste lærde har sagt: Der er ingen skade ved et smil. Hvis latteren bliver kraftig og ikke kan holdes tilbage, ugyldiggør den ikke bønnen, hvis den er begrænset. Men hvis den er omfattende, ugyldiggør den bønnen. Hvad der anses for lidt eller meget, afgøres efter den almindelige skik.
24. Indhentning af bønner
De lærde er enige om, at den, der ikke når at bede inden for bønnetiden, skal indhente bønnen, hvad enten det skyldes en fejl eller søvn. Det er allerede blevet nævnt, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Der er ingen forsømmelse i søvnen. Forsømmelse gælder kun i vågen tilstand. Hvis nogen glemmer en bøn eller går glip af den på grund af søvn, skal han derfor bede den, så snart han kommer i tanke om den.« Den bevidstløse skal ikke indhente nogen bøn. Men hvis han genvinder bevidstheden på et tidspunkt, hvor det er muligt at opnå rituel renhed og begynde bønnen, skal han indhente den. Det er berettet fra Nafiʿ, at Ibn Umar engang blev mentalt forstyrret og derfor undlod at bede. Da han senere kom til sig selv, indhentede han ikke de bønner, han havde mistet. Det er berettet fra Ibn Jurayj, at en syg person, som har mistet bevidstheden, ikke skal gentage bønnen, når han genvinder bevidstheden. Az-Zuhri blev spurgt: Hvad skal den bevidstløse gøre? Han svarede: Han skal ikke indhente bønnen. Al-Hasan al-Basri og Muhammad ibn Sirin sagde om den bevidstløse, at den, der mister bevidstheden under bønnetiden, ikke skal gentage bønnen, hvis han genvinder bevidstheden efter bønnetiden.
Hvad angår den, der med vilje undlader bønnen, er de fleste lærde af den opfattelse, at han har syndet, og at det er obligatorisk for ham at indhente den. Ibn Taymiyyah sagde: Den, der med vilje undlader en bøn, har ikke tilladelse til at indhente den, og hans indhentning er ikke gyldig. Han bør derimod bede flere frivillige bønner. Ibn Hazm har behandlet dette spørgsmål udførligt. Jeg gengiver et sammendrag af hans drøftelse:
»Den, der med vilje undlader en bøn, og hvis bønnetid derefter udløber, vil aldrig kunne indhente den. Han bør udføre flere gode gerninger og frivillige bønner, så hans vægtskål bliver tung på opstandelsens dag. Han bør også angre over for Allah og bede Ham om tilgivelse. Abu Hanifah, Malik og ash-Shafiʿi har sagt: Han skal indhente bønnen efter dens tid. Malik og Abu Hanifah har endda sagt: Den, der har undladt én eller flere bønner, skal indhente dem, før han beder den næste obligatoriske bøn, hvis antallet af bønner, han frivilligt har undladt, er fem eller færre, hvad enten tiden for den næste bøn stadig varer eller er udløbet. Hvis der er mere end fem bønner, skal han først bede bønnen for den aktuelle tid. Beviset for dette udsagn er Allahs ord: »Ve de bedende, som er uopmærksomme på deres bøn.« Allah har også sagt: »Efter dem kom der mennesker, som forlod bønnen og fulgte deres lyster. De vil visselig blive ført ind i vildfarelse.« Hvis den, der frivilligt undlader bønnen, kunne indhente den efter bønnetidens udløb, og det dermed blev anset for, at han havde bedt, ville der ikke være blevet udtalt ve over ham, og det ville heller ikke være blevet sagt, at han ville blive ført ind i vildfarelse, ligesom der ikke er blevet udtalt ve eller tale om vildfarelse for den, der blot udsætter bønnen til den sidste del af dens tid. Desuden har Allah fastsat en bestemt tid for hver obligatorisk bøn, hvis begyndelse og afslutning er tydeligt markeret og kendt. Den begynder på et bestemt tidspunkt og slutter på et bestemt tidspunkt. Derfor er der ingen forskel mellem den, der beder før bønnetiden begynder, og den, der beder efter dens udløb. Begge har bedt uden for den fastsatte tid, og begge er lige ansvarlige for at overskride Allahs grænser. Allah har sagt: »Den, der overskrider Allahs grænser, gør uret mod sig selv.« Desuden er indhentning af en bøn en handling, hvis bestemmelse må komme fra den islamiske lov. Den islamiske lovs bestemmelser skal komme fra Allah gennem Hans Sendebuds ﷺ mund. Ingen undtagelse kan accepteres. Derfor spørger vi: Hvem har befalet den, der frivilligt undlader bønnen, at indhente den undladte bøn, det vil sige at bede den efter den fastsatte tid? Hvis man siger, at Allah har befalet det, spørger vi igen: Gjorde den, der besluttede at undlade bønnen efter bønnetidens udløb, en god gerning eller en syndig gerning? Hvis de siger: En god gerning, vil vi svare: Dette strider mod hele den muslimske ummas sikre enighed samt mod Koranen og sunnaen. Hvis de siger: En syndig gerning, vil vi svare: Det har I sagt sandt. Men samtidig siger vi, at en syndig gerning ikke kan træde i stedet for en god gerning. Desuden har Allah gennem Sit Sendebud fastlagt tiden for hver bøn. Han har fastsat en begyndelse og en afslutning for hver bøn. Før begyndelsen har Han ikke givet mulighed for at bede den, og efter afslutningen har Han heller ikke givet mulighed for at bede den. Ingen i hele den muslimske umma har været uenig i dette. Hvis det var tilladt at bede den pågældende bøn efter dette tidsrum var udløbet, ville fastsættelsen af bønnetidens afslutning være fuldstændig meningsløs. Og Allah gør ikke noget meningsløst. I denne forbindelse«
Det skal også bemærkes, at der er fastsat et tidspunkt for enhver handling. Hvis handlingen udføres uden for dette tidspunkt, er den ikke gyldig. Hvis den var gyldig, ville dette tidspunkt ikke være blevet fastsat som handlingens tid. Dette er en urokkelig kendsgerning. Efter en lang drøftelse sagde Ibn Hazm: Hvis det var obligatorisk for den, der med vilje opgiver bønnen inden for dens fastsatte tid, at indhente den, ville Allah og Hans Sendebud ikke have undladt at befale det, glemt det eller bevidst have udsat os for vanskeligheder ved ikke at nævne det. Han har jo selv sagt: »Din Herre glemmer ikke.« En bestemmelse i den islamiske lov, som ikke findes i Koranen og sunnaen, er ugyldig.
Det er blevet overleveret fra Allahs Sendebud, fred være med ham, i en autentisk hadith: Den, hvis asr-bøn er gået tabt, er som en, der har mistet hele sin støtte, ejendom og familie. Derfor er det korrekt, at det, som man forsætligt lader gå tabt, ikke kan genvindes. Hvis der havde været mulighed og håb om at genvinde det, ville det ikke være gået tabt, ligesom en bøn, der er gået tabt på grund af en fejl, ikke er uigenkaldeligt tabt. Der er ingen vanskelighed i denne sag. Hele ummaen er enig om, at når bønnens fastsatte tid er udløbet, er bønnen gået tabt. Der er fuldstændig enighed om, at den er gået tabt. Hvis det var muligt at indhente en bøn, der var gået tabt, kunne man hævde, at udsagnet om, at den nævnte bøn er gået tabt, er helt falsk og ugyldigt. Derfor er det uden nogen tvivl bevist, at det aldrig er muligt at indhente en bøn, der forsætligt er blevet forsømt. Til støtte for denne opfattelse har vi Umar og hans søn Abdullah, Sa’d, Salman al-Farisi, Ibn Mas’ud, al-Qasim, Budayl al-Uqayli, Ibn Sirin, Mutarrif og Umar ibn Abd al-Aziz. Allah har under ingen omstændigheder givet den, som er pålagt bønnen, mulighed for at udsætte den ud over dens fastsatte tid – heller ikke på grund af kamp, krig, frygt, alvorlig sygdom eller rejse. Allah den Ophøjede har beskrevet frygtens bøn, eller salat al-khawf, således:
»Når du er iblandt dem og leder dem i bøn, skal en gruppe af de troende stå sammen med dig i bøn.« Han har også sagt: Hvis I befinder jer i frygt, så bed, mens I rider eller går. Allah den Ophøjede har ikke givet selv den nødstedte eller døende syge tilladelse til at udsætte bønnen ud over dens fastsatte tid. Tværtimod har Han befalet, at den, der ikke kan bede stående, skal bede siddende; den, der ikke kan bede siddende, skal bede liggende; den, der ikke finder vand, skal udføre tayammum; og den, der ikke finder jord, skal bede uden tayammum. Hvorfra har de så fået tilladelse til at lade dem, der forsætligt ønsker at forsømme bønnen indtil udløbet af dens tid, gøre det? Derefter befalede de dem at bede den efter tidens udløb og sagde, at det ville være tilstrækkeligt for dem. Men dette findes hverken i Koranen, i nogen autentisk eller svag hadith, i nogen ledsagers udsagn eller i analogisk slutning. Når vi derimod har sagt, at den, der forsætligt forsømmer bønnen og ikke udfører den inden for dens tid, skal omvende sig, bede om tilgivelse og udføre mange frivillige bønner, har vi sagt det på grundlag af de følgende vers:
»Efter dem kom der efterfølgere, som forsømte bønnen og fulgte deres egne lyster. De vil snart blive kastet ud i vildfarelse. Dog ikke de, som omvender sig, tror og gør gode gerninger. De vil træde ind i Paradiset, og de vil ikke blive gjort den mindste uret.« Desuden: »De, som efter at have begået en skamløs handling eller gjort sig selv uret, ihukommer Allah og beder om tilgivelse for deres synder.« Og: »Den, der gør så meget som et støvfnug godt, vil se det, og den, der gør så meget som et støvfnug ondt, vil få det at se.« »Den Dag opstiller Jeg retfærdighedens vægte, og ingen vil blive gjort den mindste uret.«
Det fremgår af hele ummaens enighed og af talrige vers og hadither, at de frivillige bønner har en meget fornem betydning, hvis omfang kun Allah kender. De obligatoriske bønner har ligeledes en meget fornem betydning, hvis omfang kun Allah kender. Når der derfor er en mangel i de obligatoriske bønner, vil den blive udfyldt fra de frivillige bønner, hvis de frivillige bønners mængde er tilstrækkelig. Allah den Ophøjede har sagt: »Allah lader ikke en godgørers gode gerning gå til spilde, og gode gerninger udsletter onde gerninger.«
25. Den syges bøn
Hvis man på grund af sygdom eller en anden tilsvarende gyldig undskyldning eller manglende evne ikke kan stå under den obligatoriske bøn, må man bede siddende. Hvis man ikke kan sidde, skal man bede liggende og udføre rukūʿ og sujūd med tegn; sujūd skal udføres lavere end rukūʿ. Allah har sagt: »Ihukom Allah stående, siddende og liggende.« Imran ibn Husayn sagde: Jeg led af hæmorider og spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham, om bønnen. Han sagde til mig: »Bed stående. Hvis du ikke kan, så bed siddende. Hvis du ikke kan, så bed liggende på siden.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Muslim. Al-Nasa’i har tilføjet: »Hvis du ikke kan, så bed liggende på ryggen.« Allah pålægger ingen en byrde, som ligger uden for hans evne.
Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, besøgte en syg person og så, at han bad på en pude. Han kastede puden bort og sagde: »Hvis du kan, så bed på jorden. Hvis du ikke kan, så bed med tegn, og gør din sujūd lavere end din rukūʿ.« – Al-Bayhaqi. Ved vurderingen af manglende evne skal man tage hensyn til, om det medfører ekstrem vanskelighed, risiko for forværring af sygdommen, forsinket helbredelse eller risiko for svimmelhed. Når man i stedet for at stå beder siddende, skal man sidde med benene foldet under sig.
Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: »Jeg så Allahs Sendebud, fred være med ham, bede siddende med benene foldet under sig.« – Al-Nasa’i. Man kan også sidde på samme måde som under tashahhud. Hvordan skal den, der hverken kan stå eller sidde, bede? Nogle siger, at han skal bede liggende på siden. Hvis han ikke kan det, skal han bede liggende på ryggen, vende sig mod qibla og strække benene så meget som muligt i retning af qibla.
ʿAlī berettede, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis den syge er i stand til at bede stående, skal han bede stående; ellers skal han bede siddende. Hvis han ikke er i stand til at udføre sujūd, skal han signalere med hovedet og gøre sujūd lavere end rukūʿ. Hvis han ikke er i stand til at bede siddende, skal han ligge på sin højre side vendt mod qibla og bede; hvis han heller ikke kan det, skal han ligge på ryggen med fødderne vendt mod qibla og bede. – Dāraqutnī. En anden gruppe har sagt, at han skal bede på den måde, han er i stand til. Disse hadither viser klart, at hvis han ikke er i stand til at signalere, mens han ligger på ryggen, har han ikke længere nogen pligt.
26. Ṣalāt al-khawf, det vil sige bøn under krig, frygt og terror
De lærde er enige om, at Ṣalāt al-khawf, det vil sige frygtens bøn, er foreskrevet i sharīʿa [Denne frygt kan være af enhver art, såsom frygt for fjendens angreb, frygt for brand osv. Det kan forekomme overalt, både hjemme og på rejse].
For Allah har sagt: »Når du er iblandt dem og vil lede dem i bønnen, skal en gruppe af dem stå sammen med dig, og de skal tage deres våben med sig. Når de har udført sujūd, skal de tage plads bag jer. Og den anden gruppe, som endnu ikke har bedt, skal bede sammen med dig, og de skal være på vagt og bevæbnede. De vantro ønsker, at I skal være uopmærksomme på jeres våben og udstyr, så de kan kaste sig over jer på én gang. Hvis I plages af regn, eller hvis I er syge, er der ingen synd over jer, hvis I lægger jeres våben fra jer. Men I skal alligevel tage jeres forholdsregler. Allah har beredt en ydmygende straf for de vantro.« [Ifølge flertallet af de lærde er det mustaḥabb at bære våben under bøn i en situation præget af frygt; ifølge nogle er det obligatorisk].
Imam Aḥmad sagde: Der findes seks eller syv hadither om frygtens bøn, og det er tilladt at følge enhver af dem. Ibn al-Qayyim sagde: Metoderne til frygtens bøn er grundlæggende seks. Nogle har dog berettet om flere. Afhængigt af forskellene i overlevernes beretninger er disse metoder nået op på sytten. Det kan imidlertid være, at nogle af Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, handlinger faldt sammen med hinanden, mens der er forskelle i overlevernes beretninger om dem.
Her følger de seks metoder til Ṣalāt al-khawf:
1. Hvis fjenden befinder sig i en anden retning end qibla, skal imamen lede den to-rakʿah-bøn på følgende måde: Imamen beder én rakʿah sammen med én gruppe. Derefter venter han, indtil de selvstændigt har bedt endnu en rakʿah, hvorefter de går bort og indtager deres position over for fjenden. Så kommer den anden gruppe, og imamen beder den anden rakʿah sammen med dem. Han venter, indtil de selvstændigt har bedt deres resterende rakʿah, og derefter fremsiger han salām sammen med dem.
Sahl ibn Khaythama berettede: En gruppe stillede sig på række i bøn sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, mens den anden gruppe indtog sin position over for fjenden. Han bad én rakʿah sammen med gruppen, der var med ham. Derefter blev han stående, mens gruppen selvstændigt fuldførte den resterende rakʿah af bønnen. Så gik de bort for at indtage deres position over for fjenden. Derefter kom den anden gruppe, og han bad den resterende rakʿah sammen med dem. Så satte han sig, mens de selvstændigt bad deres resterende rakʿah. Derefter fremsagde han salām sammen med dem. Alle de autentiske hadith-samlinger bortset fra Ibn Mājah.
2. Hvis fjenden befinder sig i en anden retning end qiblaen, skal imamen bede én rakʿah sammen med den ene hærgruppe, mens den anden hærgruppe holder vagt over for fjenden. Derefter skal den gruppe, der har bedt én rakʿah sammen med imamen, gå bort og tage opstilling over for fjenden, hvorefter den anden hærgruppe kommer og beder én rakʿah. Derefter skal begge hærgrupper fuldføre deres resterende rakʿah hver for sig.
Det er overleveret fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad én rakʿah sammen med den ene gruppe, mens den anden gruppe stod over for fjenden. Derefter gik de bort og tog deres kammeraters plads, hvor de stillede sig over for fjenden. Så kom den anden gruppe. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad én rakʿah sammen med dem og afsluttede derefter bønnen med salam. Herefter bad begge grupper hver for sig én rakʿah. – Ahmad, al-Bukhari og Muslim.
Det er tydeligt, at den anden gruppe skal fuldføre sin bøn, efter at imamen har afsluttet bønnen med salam. Deres bøn bliver derfor ikke afbrudt af vagttjenesten undervejs. De fuldfører deres to rakʿah i ét sammenhængende forløb. Den første gruppe kan derimod ikke bede sin anden rakʿah, før den anden gruppe har bedt og er vendt tilbage til sin position over for fjenden. Ibn Masʿud (må Allah være tilfreds med ham) siger: Derefter afsluttede han bønnen med salam, hvorefter denne gruppe rejste sig, bad sin resterende rakʿah og afsluttede bønnen med salam [I Fath al-Bari står der: Med denne gruppe menes både en lille og en stor gruppe; det kan endda være én person. Hvis gruppen består af tre personer, fungerer den ene som imam og beder sammen med én af dem, mens den tredje holder vagt. Derefter beder den resterende person].
3. Imamen skal bede to rakʿah sammen med hver gruppe. De første to rakʿah er obligatoriske for imamen, mens de næste to rakʿah er frivillige for ham. Dette gør ikke de bedendes obligatoriske bøn ugyldig, eftersom det er tilladt for en person, der udfører den obligatoriske bøn, at bede den obligatoriske bøn bag en imam, der udfører en frivillig bøn.
Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad to rakʿah sammen med en gruppe af sine ledsagere. Derefter bad han to rakʿah sammen med de andre og afsluttede bønnen med salam. – al-Shafiʿi og al-Nasaʾi. Ifølge overleveringer fra Ahmad, Abu Dawud og al-Nasaʾi sagde Jabir (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad salat al-khawf sammen med os. Først bad han to rakʿah sammen med nogle af ledsagerne og afsluttede bønnen med salam. Derefter gik denne gruppe bort, og den anden gruppe kom. De stillede sig på den første gruppes plads, og Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bad to rakʿah sammen med dem og afsluttede bønnen med salam. På denne måde blev det fire rakʿah for Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham), mens det blev to rakʿah for ledsagerne. Ifølge overleveringer fra Ahmad, al-Bukhari og Muslim fandt denne hændelse sted ved Dhat al-Riqaʿ.
4. Når fjenden befinder sig i retning mod qiblaen, skal imamen bede sammen med begge grupper. Indtil sujud skal alle imidlertid samlet holde vagt mod fjenden og fortsat holde øje med ham. Kun under sujud deles de i to grupper. Den ene gruppe udfører sujud sammen med imamen, mens den anden gruppe venter. Når den første gruppe har afsluttet sujud, udfører den anden gruppe sujud. Når den første rakʿah således er afsluttet, skal den gruppe, der var bagest, rykke frem, mens den første gruppe går om bagved.
Jabir (må Allah være tilfreds med ham) siger: Vi bad salat al-khawf sammen med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Han stillede os op i to rækker bag sig. Fjenden befandt sig mellem os og qiblaen. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde takbir, og vi sagde alle takbir. Da han bøjede sig i ruku, bøjede vi os alle i ruku. Da han løftede hovedet fra ruku, løftede vi alle hovedet. Derefter udførte han og den række, der var nærmest ham, sujud, mens den anden række blev stående vendt mod fjenden. Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og den nærmeste række havde afsluttet sujud, udførte den næste række sujud og rejste sig. Derefter rykkede den bageste række frem, og den forreste række gik om bagved. Så bøjede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig i ruku, og vi bøjede os alle i ruku. Derefter løftede han hovedet, og vi løftede alle hovedet. Så gik Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og den række, der var nærmest ham, og som havde været bagest under den første rakʿah, ned i sujud, mens den bageste række stod vendt mod fjenden. Da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte sujud sammen med den nærmeste række, udførte den bageste række også sujud. På dette tidspunkt gik hele menigheden samlet ned i sujud. Derefter afsluttede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bønnen med salam, og vi afsluttede alle bønnen med salam. – Ahmad, Muslim, al-Nasaʾi, Ibn Majah og al-Bayhaqi.
5. Begge grupper skal begynde bønnen samtidig bag imamen. Derefter skal den ene gruppe gå bort for at tage opstilling over for fjenden, mens den anden gruppe fuldfører én rakʿah bag imamen. Så skal også denne gruppe gå bort og stille sig over for fjenden. Derefter skal den anden gruppe, altså den gruppe, der gik bort straks efter bønnen begyndte, vende tilbage. De skal hver for sig bede én rakʿah, mens imamen, der står op, skal bede den anden rakʿah sammen med dem. Derefter skal den gruppe, der stod over for fjenden, komme og hver for sig bede én rakʿah. På dette tidspunkt skal imamen og den anden gruppe sidde. Derefter afslutter imamen bønnen med salam, og alle afslutter bønnen med salam.
Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: I året for Najd-ekspeditionen bad jeg salat al-khawf sammen med Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham). Han stillede sig op til ʿasr-bønnen, og en gruppe stillede sig op sammen med ham. Den anden gruppe stillede sig over for fjenden, med qiblaen bag sig. Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde takbir, og alle sagde takbir sammen med ham (det vil sige både dem, der stod sammen med ham, og dem, der stod over for fjenden). Derefter udførte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ruku i den første rakʿah, og de, der stod sammen med ham, udførte også ruku. Så udførte han sujud, og den gruppe, der var nærmest ham, udførte også sujud, mens de andre blev stående over for fjenden. Derefter rejste Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sig, og gruppen sammen med ham rejste sig også. De skyndte sig straks hen mod fjenden og tog opstilling over for ham. Den gruppe, der hidtil havde stået over for fjenden, vendte så tilbage, udførte ruku og sujud, mens Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) stadig stod i bøn som før. Derefter rejste de sig fra sujud. Så udførte Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) ruku i endnu en rakʿah, og de udførte også ruku sammen med ham. Han udførte sujud, og de udførte også sujud sammen med ham. Derefter kom den gruppe, der havde stået over for fjenden, og de udførte selv ruku og sujud, mens Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og gruppen sammen med ham stadig sad. Så afsluttede Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) bønnen med salam, og alle afsluttede bønnen med salam sammen med ham. Allahs Sendebuds (Allahs velsignelser og fred være med ham) bøn blev to rakʿah, og hver af de to grupper bad også to rakʿah. – Ahmad, Abu Dawud og al-Nasaʾi.
6. Hver af de to grupper skal kun bede én rakʿah sammen med imamen. Imamen skal bede to rakʿah, mens hver gruppe skal bede én rakʿah.
Ibn ʿAbbās berettede: Allahs Sendebud ledte bønnen ved Dhū Qirad. Folkene stillede sig i to rækker bag ham: den ene række bag ham og den anden parallelt med fjenden. Han bad én rakʿah sammen med dem, der stod bag ham. Derefter gik de over til den anden række, og folkene i denne række kom hen bag ham. Han bad så én rakʿah sammen med dem, og de havde således én rakʿah tilbage. – an-Nasāʾī, Ibn Ḥibbān. Ibn ʿAbbās sagde også: Allah har pålagt jer fire rakʿah under ophold, to rakʿah under rejse og én rakʿah i frygtens stund. – Aḥmad, Muslim, Abū Dāwūd, an-Nasāʾī. Thaʿlaba ibn Zahdam sagde: Vi var sammen med Saʿīd ibn al-ʿĀṣ i Tabaristān. Han sagde: Hvem af jer vil bede frygtens bøn sammen med Allahs Sendebud? Ḥudhayfa sagde: Jeg. Han bad én rakʿah sammen med den ene gruppe og endnu én rakʿah sammen med den anden gruppe, og ingen af grupperne fuldførte den resterende rakʿah. – Abū Dāwūd, an-Nasāʾī.
Maghrib-bønnen som frygtens bøn. Det er velkendt, at der ikke foretages nogen forkortelse af Maghrib-bønnen. Men der findes ingen hadith om, hvordan ṣalāt al-khawf skal udføres ved Maghrib. Derfor har imamerne været uenige om dette. Hanafi- og maliki-skolens opfattelse er, at imamen skal bede to rakʿah sammen med den første gruppe og én rakʿah sammen med den anden gruppe. ash-Shāfiʿī og Aḥmad har erklæret det tilladt at bede én rakʿah sammen med den første gruppe og to rakʿah sammen med den anden, eftersom det er blevet berettet, at ʿAlī gjorde sådan.
Bønnen, når frygten bliver mere intens. Når frygten bliver endnu stærkere, og der bryder voldsom kamp ud mellem de to parter, skal enhver bede efter bedste evne, gående eller ridende, hvad enten han kan vende sig mod qibla eller ej, og udføre rukūʿ og sujūd med tegn på den måde, han kan. Når bønnen udføres med tegn, skal sujūd udføres lavere end rukūʿ. De dele af bønnen, som det ikke er muligt at udføre, kan udelades. Ibn ʿUmar sagde: Da Allahs Sendebud beskrev frygtens bøn, sagde han: Hvis frygten bliver endnu større, så bed, som I kan, gående eller ridende. Det er ligegyldigt, om I vender jer mod qibla eller ej. I en beretning hos Muslim siger Ibn ʿUmar: Hvis frygten og rædslen bliver endnu større, er det tilladt at bede gående, ridende eller med tegn.
27. Bønnen for den, der forfølger fjenden, og den, der flygter af frygt for fjenden
Den, der forfølger fjenden og frygter, at bønnetiden udløber, hvis han standser, skal bede med tegn, hvad enten han er på vej i qiblas retning eller ej. Det samme gælder den, der flygter af frygt for fjenden. Det gælder også den, som en fjende forhindrer i at udføre rukūʿ og sujūd, eller hvis liv, ejendom eller familie er truet af en fjende, en tyv, en røver eller et vildt dyr. En sådan person kan bede med tegn, mens han bevæger sig i den retning, han end befinder sig på vej i. al-ʿIrāqī sagde: Det gælder også den, der flygter af en legitim grund, såsom oversvømmelse eller brand, når han ikke kan finde et sikkert tilflugtssted; den forgældede, der er kommet i økonomiske vanskeligheder, når han ikke kan fremlægge bevis på sin situation, og kreditoren vil pågribe ham, så snart han finder ham, uden at tro på eller acceptere nogen undskyldning; samt den, over hvis hoved dødsstraf hænger, og som håber, at modpartens vrede vil lægge sig, og at han vil blive benådet, hvis han holder sig skjult nogle dage. En sådan person kan bede med tegn, mens han er i bevægelse, og vende sig i den retning, han bevæger sig.
ʿAbdullah sagde: Allahs Sendebud sendte mig til Khālid ibn Sufyān og sagde:
»Gå hen og dræb ham.« Jeg så ham, men det var blevet tid til ʿaṣr-bønnen. Jeg tænkte, at der kunne ske noget mellem ham og mig, som ville forsinke bønnen. Derfor begyndte jeg at bede med tegn, mens jeg gik, og fortsatte med at løbe efter ham. Da jeg kom tæt på ham, sagde han: »Hvem er du?« Jeg svarede: »En mand fra Arabien. Jeg har fået at vide, at du samler folk til denne mand. Derfor er jeg kommet til dig angående dette.« Han sagde: »Det er netop det, jeg er optaget af.« Derefter fulgtes jeg med ham et stykke tid. Da jeg fik lejlighed, slog jeg ham med mit sværd, og han blev liggende livløs (han døde). Aḥmad, Abū Dāwūd.
28. Bønnen under rejsen
Der er nogle regler for bønnen under ophold uden for hjemmet. Dem nævner jeg nedenfor:
1. At forkorte bønner med fire rakʿat (qasr)
Allah den Ophøjede har sagt: »Når I rejser omkring på jorden, begår I ingen synd ved at forkorte bønnen, hvis I frygter, at de vantro vil udsætte jer for overgreb.« Betingelsen om frygt er ikke gældende her.
Yaʿla ibn Umayya, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg spurgte Umar, må Allah være tilfreds med ham: »Har du overvejet spørgsmålet om forkortelse? Allah har jo sagt: Hvis I frygter, at de vantro vil udsætte jer for overgreb. Men den tid er forbi nu.« Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Det, der undrede dig, undrede også mig. Jeg nævnte det for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og han sagde: Det er en gave, som Allah har skænket jer. Tag derfor imod Hans gave.« Alle de sahih-hadithsamlinger. Ibn Jarir overleverer fra Abu Munir al-Jarshi. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, blev spurgt: »I dette vers siges det, at man skal forkorte bønnen på grund af frygt: Når I rejser ud på jorden … I dag er vi trygge og frygter intet. Skal vi alligevel forkorte bønnen?« Han svarede: »I Allahs Sendebud har I et fremragende eksempel.« Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »I Mekka blev bønnen pålagt med to rakʿat. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, senere kom til Medina, blev der føjet to rakʿat til hver bøn på to rakʿat. Maghrib var dog en undtagelse, for den er dagens witr. Det samme gælder fajr-bønnen, fordi der i denne bøn læses lange recitationer. Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, rejste, bad han den tidligere bøn med de rakʿat, der var blevet pålagt i Mekka.« Ahmad, al-Bayhaqi, Ibn Hibban og Ibn Khuzayma.
Ibn al-Qayyim sagde: »Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, drog ud som rejsende og vendte tilbage til Medina
forkortede han bønnerne med fire rakʿat til to rakʿat. Der findes intet bevis for, at han nogensinde bad fire fulde rakʿat under en rejse. Ingen af imamerne var uenige om dette. De var dog meget uenige om, hvorvidt forkortelse er obligatorisk. Ifølge ʿUmar, Ali, Ibn Masud, Ibn Abbas, Ibn Umar, Jabir og andre er forkortelse obligatorisk. Det er også den hanafitiske skoles opfattelse.
Ifølge hanafitterne vil en rejsendes obligatoriske bøn på fire rakʿat være gyldig, men makruh, hvis han efter tashahhud i den anden rakʿat sætter sig og derefter fuldfører fire rakʿat. Det skyldes, at han har forsinket den afsluttende salam. Det, han har bedt efter de to rakʿat, regnes som nafl. Hvis han ikke sætter sig efter de to rakʿat, er hans bøn ikke gyldig, fordi dette er den sidste siddestilling for den rejsende, og den er obligatorisk. Hvis en obligatorisk del udelades, bliver bønnen ugyldig.
Ifølge den malikitiske madhhab er forkortelse af bønnen (qasr) en sunnah mu’akkadah. Der lægges endnu større vægt på den end på at bede i fællesskab. Derfor skal den rejsende, når han ikke finder en rejsende imam, bede alene i stedet for at bede i fællesskab. Det er makruh for ham at bede i fællesskab bag en imam, der ikke er rejsende. Ifølge hanbalitterne er qasr ikke obligatorisk, men tilladt. Det er dog bedre end at bede hele bønnen. Når man rejser en strækning, der berettiger til qasr, er den shafiitiske madhhabs holdning den samme.
2. Afstanden, der berettiger til qasr
Det, der fremgår af de koranvers, der omhandler dette emne, er, at bønnen skal forkortes under enhver rejse, hvad enten den er kortvarig eller langvarig, og at det i så fald er tilladt at bryde fasten. Der findes ingen belæg i hadith for at gøre denne tilladelse betinget. Ibn al-Mundhir har citeret mere end tyve synspunkter om dette emne; her nævnes nogle af de mest pålidelige:
Ahmad, Muslim, Abu Dawud og al-Bayhaqi har overleveret fra Yahya ibn Yazid: Jeg spurgte Anas, må Allah være tilfreds med ham, om at forkorte bønnen. Anas sagde: Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste en strækning på tre mil eller tre farsakh, forkortede han de obligatoriske bønner og bad to rak‘ah. Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: Dette er den mest autentiske og klare hadith om den afstand, der berettiger til qasr. Den tvivl, der er opstået med hensyn til mil eller farsakh, fjernes af den hadith, som Abu Sa‘id al-Khudri har overleveret. Han siger: Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, rejste én farsakh, forkortede han bønnen.
Det er velkendt, at én farsakh udgør tre mil. Den tvivl, der derfor bliver tilbage ved Anas’ hadith, fjernes af Abu Sa‘ids hadith. Heraf bliver det klart, at den korteste afstand, hvor Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forkortede bønnen, var tre mil. Én farsakh er 5.541 meter, og én mil er 1.748 meter. Den korteste afstand, der er nævnt i hadith med hensyn til qasr, er én mil. Dette har Ibn Abi Shaybah overleveret fra Ibn Umar, og Ibn Hazm antog dette synspunkt. Som belæg for ikke at forkorte bønnen ved en afstand på under én mil siger han: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik til Baqi‘ for at begrave de døde og ud på landet for at forrette sin nødtørft, men han forkortede ikke bønnen.
De svar, som juristerne har givet på kravet om en lang rejse, hvor nogle mener, at den korteste afstand er to dages rejse og andre tre dages rejse, er blevet fyldestgørende fremsat af imam Abu al-Qasim al-Khiraqi i al-Mughni. Han siger: Jeg finder intet belæg for imamernes synspunkt. Det skyldes, at ledsagernes synspunkter indbyrdes er modstridende og fulde af uenighed. På grund af denne modstrid og uenighed kan de ikke tjene som belæg hverken for eller imod nogen. De hadither, som vore imamer har fremført som belæg, er blevet overleveret fra Ibn Umar og Ibn Abbas med det modsatte indhold. Og selv hvis dette heller ikke fandtes, ville muligheden for at tage de afstande, de har nævnt, i betragtning være bortfaldet, eftersom de ikke er blevet fastslået i lyset af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, handlinger og ord. Der er to grunde til dette. For det første strider det imod den sunnah, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fulgte, og som vi har overleveret, og det strider også imod Koranversets klare ordlyd. Det er den, der begiver sig ud på en rejse, som Koranen giver tilladelse til at forkorte bønnen. Allah siger: »Når I rejser rundt på jorden, er der ingen synd over jer, hvis I forkorter bønnen.« Betingelsen om frygt for de vantros forfølgelse er allerede blevet ophævet af den tidligere nævnte hadith. Desuden omfatter versets ydre ordlyd enhver rejse. Og Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udsagn: »Den rejsende kan udføre masah i tre dage« har kun til formål at angive varigheden af masah. Derfor kan det ikke accepteres som belæg i denne sag. Da det er muligt at tilbagelægge korte afstande på tre dage, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kaldte det en rejse, sagde han: Hvis en kvinde tror på Allah og Den Sidste Dag, er det ikke tilladt for hende at rejse en dagsrejse uden at have en mahram med sig.
For det andet er den afstand, der er fastsat for qasr, baseret på åbenbaringen og afhængig af åbenbaringen. Derfor er det ikke rigtigt at inddrage noget under denne bestemmelse alene på grundlag af menneskelige overvejelser, undersøgelser og meninger, især når der ikke findes noget grundprincip, som det kan henføres til, eller nogen præcedens, som noget kan analogiseres med. Der er et afgørende belæg til fordel for dem, der tillader qasr for enhver rejsende. Denne tilladelse kan kun ophæves, hvis der foreligger konsensus imod den. Qasr gælder ved alle rejser, hvad enten de foregår med fly, tog, på en religiøs rejse eller på anden måde. Også for dem, hvis erhverv kræver, at de hele tiden er på rejse, såsom skibsførere, besætningsmedlemmer og lignende, er qasr og at bryde fasten tilladt. De er nemlig reelt rejsende.
3. Hvorfra begynder man at forkorte bønnen?
De fleste lærde mener, at det er tilladt at forkorte bønnen fra det øjeblik, man forlader sin bolig og begiver sig ud af sin hjemby, og at dette også er en betingelse. Ved hjemkomsten skal man ikke bede hele bønnen, før man er kommet ind i det første hus i sin by. Ibn al-Mundhir sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forkortede bønnen, så snart han forlod Medina. Jeg kender ikke til nogen rejse, hvor han gjorde en undtagelse fra dette. Anas sagde: Jeg bad middagsbønnen sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fire rak‘ah i Medina og to rak‘ah i Dhu al-Hulayfah. Dette findes i alle de autentiske hadith-samlinger. Nogle mener, at den, der har til hensigt at rejse, skal forkorte bønnen, selv mens han stadig er i sit hjem.
4. Hvornår skal den rejsende bede den fulde bøn?
Den rejsende skal forkorte bønnen, så længe han er på rejse. Hvis han på grund af et behov begynder at opholde sig et sted, mens han venter på, at dette behov bliver opfyldt, skal han fortsat forkorte bønnen. For selv hvis han bor der i mange år, betragtes han stadig som udlænding. Hvis han har til hensigt at bo der i en bestemt periode, vil han ifølge Ibn al-Qayyim stadig blive betragtet som rejsende, så længe han ikke tager opholdsstedet til sig som permanent bopæl, uanset om opholdet bliver langvarigt eller kortvarigt. De lærde har mange forskellige synspunkter i denne sag. Ibn al-Qayyim har nævnt en kort sammenfatning af dem og til sidst underbygget sit eget synspunkt: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig tyve dage i Tabuk, men sagde ikke til sit samfund, at de ikke skulle forkorte bønnen, hvis de opholdt sig et sted længere end dette. Denne opholdsperiode var dog tilfældig.« Et sådant ophold under en rejse gør ikke rejsen til permanent bopæl, uanset om opholdet er langvarigt eller kortvarigt. Betingelsen er imidlertid, at den rejsende ikke har til hensigt at blive fastboende eller borger dér. Der er stor uenighed blandt de lærde om dette spørgsmål.
I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig nitten dage under en af sine rejser, og i denne periode bad han to rakʿah ad gangen. Derfor vil vi bede to rakʿah, når vi opholder os et sted i nitten dage, og hvis vi bliver der længere, vil vi bede den fulde bøn.« Imam Ahmad sagde: »Med dette mente Ibn Abbas den periode, hvor han opholdt sig i Mekka under erobringen af Mekka.« Han sagde nemlig: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig atten dage i Mekka under erobringen af Mekka. På det tidspunkt havde han også til hensigt at erobre Hunayn, men det skete ikke da. Derefter besluttede han sig for at blive.« Dette er det ophold, som Ibn Abbas har overleveret. Andre har sagt, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, var tyve dage i Tabuk og forkortede bønnen i denne periode. – Ahmad. Miswar ibn Makhrama sagde: »Vi opholdt os sammen med Saʿd i en landsby i Syrien i fyrre dage. Saʿd forkortede bønnen, mens vi bad den fulde bøn.« Nafiʿ sagde: »Ibn Umar opholdt sig seks måneder i Adhra Bayzan. I denne periode bad han to rakʿah, men han kunne ikke rejse derfra på grund af snefaldet.« Haks sagde: »Anas opholdt sig i Syrien i to år og bad som en rejsende.« Anas sagde: »Allahs Sendebuds ledsagere opholdt sig ved Hormuz-reservoiret i syv måneder og forkortede bønnen i hele perioden.« Hasan sagde: »Jeg opholdt mig i udlændighed sammen med Abd al-Rahman i hele to år. Han forkortede bønnen og bad ikke fredagsbønnen.« Ibrahim sagde: »De opholdt sig et helt år eller længere i Rayy, og de opholdt sig også to år i Sijistan, mens de forkortede bønnen.« Dette er eksemplerne fra Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere, og dette er det korrekte synspunkt. Hvis man derimod undersøger de forskellige madhhabers synspunkter, ser man, at Imam Ahmad mente, at den, som har til hensigt at opholde sig i fire dage, skal bede den fulde bøn, mens den, som vil opholde sig kortere tid, skal forkorte bønnen. Han forklarede de nævnte eksempler således, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere ikke havde besluttet sig med sikkerhed for at blive. De blev snarere ved med at sige: »Jeg rejser i dag, jeg rejser i morgen«, og blev dermed der i lang tid. Men denne forklaring kan betvivles, og det er ikke ukendt for nogen. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, erobrede nemlig Mekka. Betydningen af denne begivenhed er velkendt. Han blev der for at grundfæste islams fundament og udrydde afgudsdyrkelsen. Han arbejdede på at skabe et gunstigt miljø for islam blandt araberne omkring ham. Alle ved, at dette ikke kan gøres på én eller to dage; det kræver lang tid. Hans ophold i Tabuk var tilsvarende. Han opholdt sig dér og ventede på fjenden. Det var med sikkerhed kendt, at det ville tage lang tid, før en afgørelse kunne træffes mellem ham og hans fjender. Han vidste, at de ikke ville nå til enighed med ham på blot fire dage. På samme måde opholdt Ibn Umar sig seks måneder i Adhra Bayzan og tilbragte denne tid med at forkorte bønnen på grund af snefaldet. Det er velkendt, at sådan sne ikke smelter og gør vejen farbar på fire dage. Det samme gælder Anas’ to år i Syrien og ledsagernes seks måneder ved Hormuz-reservoiret, hvor de forkortede bønnen. Det er indlysende, at en sådan jihad og belejring ikke afsluttes på fire dage. Imam Ahmads elever har sagt, at man skal forkorte bønnen, hvis man opholder sig et sted på grund af kamp mod fjenden, en belejring fra herskerens side eller sygdom, uanset om man har en stærk formodning om, at situationen vil ophøre efter kort eller lang tid. De opstillede dog en betingelse for dette, som der ikke findes noget bevis for i Koranen, hadith, enighed eller ledsagernes praksis. Deres betingelse er, at der skal være mulighed for, at behovet bliver opfyldt inden for mindre end fire dage. Man må spørge dem: Hvor har I denne betingelse fra? Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, opholdt sig i Mekka og Tabuk i langt mere end fire dage, mens han forkortede bønnen, sagde han ikke noget til nogen. Han meddelte ikke, at han ikke havde til hensigt at blive længere end fire dage. Han vidste ellers, at muslimerne ville følge ham i bønnen og følge hans eksempel med hensyn til at forkorte bønnen under hans ophold. Alligevel sagde han ikke et ord til dem. Han sagde ikke: »Hvis I opholder jer længere end fire dage, må I ikke forkorte bønnen.« Det var ellers meget nødvendigt at sige dette klart. Senere fulgte ledsagerne også hans eksempel. De sagde heller ikke noget til dem, der bad sammen med dem.
Malik og al-Shafiʿi sagde: Hvis man har til hensigt at opholde sig længere end fire dage, skal man bede den fulde bøn. Hvis man har til hensigt at blive kortere tid, skal man forkorte bønnen. Imam Abu Hanifa sagde: Hvis man har til hensigt at blive i femten dage, skal man bede den fulde bøn, og hvis man har til hensigt at blive kortere tid, skal man forkorte bønnen. Dette var også al-Layth ibn Saʿds synspunkt. Det er ligeledes blevet overleveret, at de tre ledsagere Umar, Ibn Umar og Ibn Abbas havde dette synspunkt. Saʿid ibn al-Musayyib sagde: »Hvis du bliver i fire dage, skal du bede fire rakʿah.« Det fremgår af en anden overlevering, at han havde samme synspunkt som Abu Hanifa. Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvis man opholder sig i ti dage, skal man bede den fulde bøn.« Dette er også blevet overleveret fra Ibn Abbas. Hasan sagde: »Man skal forkorte bønnen, indtil man når frem til en by.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Man skal forkorte bønnen, indtil ens proviant slipper op, eller indtil man mister sit bestemmelsessted af syne.« De fire imamer er enige om én ting: Når man opholder sig et sted på grund af et behov og venter på, at behovet bliver opfyldt, og man bliver ved med at sige: »Jeg rejser i dag, jeg rejser i morgen«, således at opholdet fortsætter på ubestemt tid, skal man forkorte bønnen i hele denne ubestemte periode. Ifølge en overlevering havde al-Shafiʿi dog et andet synspunkt. Han sagde, at det er tilladt at forkorte bønnen i sytten eller atten dage, men ikke derefter. Ibn al-Mundhir sagde: »Den rejsende skal forkorte bønnen, så længe han ikke er sikker på opholdets varighed, selv hvis det varer år efter år.«
5. At bede frivillige bønner under en rejse
Ifølge de fleste lærde er det ikke makruh for den, der forkorter bønnen under en rejse, at bede frivillige bønner, hvad enten det drejer sig om de regelmæssige sunnah-bønner eller andre bønner.
Al-Bukhari og Muslim har overleveret, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, på dagen for erobringen af Mekka tog et bad i Umm Hanis hus og bad otte rakʿah. Ibn Umar plejede også at bede frivillige bønner siddende på sit ridedyrs ryg, idet han signalerede med hovedet. Hasan sagde: „Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, ledsagere plejede under rejser at bede frivillige bønner før og efter de obligatoriske bønner.“ Ibn Umar og andre mente, at det ikke er tilladt at bede frivillige bønner før eller efter de obligatoriske bønner, undtagen sent om natten. Da han så nogle mennesker bede frivillige bønner, sagde han: „Hvis jeg havde bedt frivillige bønner, ville jeg have bedt den fulde bøn i stedet for at forkorte den. Min nevø, jeg fulgte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Han bad aldrig mere end to rakʿah, heller ikke indtil sin død (det vil sige under en rejse). Jeg fulgte også Abu Bakr, og han bad heller aldrig mere end to rakʿah. Hvad angår Umar og Uthman, så siger Allah: I har i Allahs Sendebud et godt forbillede.“ – Al-Bukhari.
Ibn Qudamah har forenet Hasans og Ibn Umars udsagn ved at sige: Hasans udsagn viser, at der ikke er noget skadeligt ved at bede frivillige bønner. Ibn Umars udsagn viser derimod, at der heller ikke er noget skadeligt ved at undlade dem.
6. At rejse på en fredag
Der er intet galt i at rejse på en fredag, medmindre tiden for bønnen er indtrådt. Umar hørte en mand sige: „Hvis det ikke var fredag, ville jeg tage af sted.“ Umar sagde straks til ham: „Så tag af sted. Fredagsbønnen forhindrer ikke nogen i at rejse.“ Abu Ubaydah rejste på en fredag og ventede ikke på bønnen. Al-Zuhri havde til hensigt at rejse før middag. Da man sagde til ham: „Men i dag er det fredag,“ svarede han: „Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, plejede at rejse om fredagen.“
29. At kombinere to bønner
I ethvert af de følgende tilfælde er det tilladt at bede zuhr- og asr-bønnen sammen på enten zuhrs eller asrs tid, og maghrib- og isha-bønnen sammen på enten maghribs eller ishas tid. (Der er imidlertid enighed om, at ingen andre bønner end zuhr og asr samt maghrib og isha må bedes sammen.)
1. På Arafah og Muzdalifah
De lærde er enige om, at det er sunnah at bede zuhr- og asr-bønnen sammen på zuhrs tid i Arafah og maghrib- og isha-bønnen sammen på ishas tid i Muzdalifah. For Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gjorde dette.
2. Under rejsen
Ifølge flertallet af de lærde er det tilladt at bede de to nævnte bønner samlet inden for tidspunktet for den ene af dem under en rejse, hvad enten man er undervejs eller har gjort holdt. Muʿādh, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, var på ekspeditionen til Tabuk, bad han zuhr- og asr-bønnen samlet, hvis solen var begyndt at hælde mod vest, før han drog af sted. Hvis han drog af sted, før solen var begyndt at hælde mod vest, udsatte han zuhr-bønnen, indtil han gjorde holdt for asr-bønnen. Det samme gjorde han med maghrib-bønnen. Hvis solen gik ned, før han drog af sted, bad han maghrib- og isha-bønnen samlet. Hvis han derimod drog af sted før solnedgang, udsatte han maghrib-bønnen, indtil han gjorde holdt for isha-bønnen. Derefter gjorde han holdt og bad de to bønner samlet.« Abu Dawud og at-Tirmidhi.
Kuraib fortæller, at Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Skal jeg ikke fortælle jer, hvordan Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad under en rejse?« Vi sagde: »Jo, fortæl!« Han sagde: »Når solen begyndte at hælde mod vest, før han drog af sted, bad han zuhr- og asr-bønnen samlet på det sted, hvor han havde gjort holdt. Hvis solen ikke var begyndt at hælde mod vest på stedet, hvor han havde gjort holdt, drog han af sted. Når tiden for asr nærmede sig, gjorde han holdt og bad zuhr og asr samlet. Hvis solnedgangen indtraf, mens han havde gjort holdt, bad han maghrib og isha samlet. Hvis tidspunktet for maghrib endnu ikke var indtruffet, drog han af sted, gjorde holdt ved tidspunktet for isha og bad maghrib og isha samlet.« Ahmad og ash-Shafiʿi støtter denne opfattelse. Ash-Shafiʿi sagde: »Hvis han drog af sted på rejsen, før solen begyndte at hælde mod vest, udsatte han zuhr-bønnen og bad den samlet med asr-bønnen.« Al-Bayhaqi. Han sagde også: »At bede to bønner samlet på grund af en rejse var udbredt blandt sahabaerne og tabiʿinerne.«
Malik har overleveret i al-Muwattaʾ, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, en dag i Tabuk udsatte bønnen. Derefter gik han ud og bad zuhr og asr samlet. Så gik han ind igen. Derefter gik han ud på ny og bad maghrib og isha samlet. Ash-Shafiʿi sagde: »Ordene ’så gik han ind igen, derefter gik han ud på ny’ gælder kun, når han havde gjort holdt.« Efter at Ibn Qudama havde nævnt denne hadith i al-Mughni, sagde han: »Ibn Abd al-Barr har erklæret denne hadith for autentisk.«
Biografiforfatterne har sagt, at ekspeditionen til Tabuk fandt sted i det niende hijri-år. Denne hadith er et afgørende bevis mod dem, der siger, at det kun er tilladt at bede to bønner samlet, når man bliver udmattet under rejsen. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad de to bønner samlet, mens han havde gjort holdt. Han var ikke undervejs på det tidspunkt, men opholdt sig i teltet. Han gik ud derfra og bad de to bønner samlet og vendte derefter tilbage til teltet. Muslim har overleveret denne hadith og sagt, at han bad zuhr og asr samlet samt maghrib og isha samlet. Denne hadith beviser klart, at det er tilladt at bede to bønner samlet. Den er entydig og klar, og der findes ingen hadith, der modsiger den. Eftersom det at bede to bønner samlet er en lettelse under rejsen, er det ikke begrænset til, at man er undervejs, ligesom forkortelse af bønnen og at tørre over sokkerne ikke er begrænset til, at man er undervejs. Det er dog bedre at udsætte bønnen.
Det er ikke en betingelse at have intentionen om at bede to bønner samlet eller at forkorte bønnen. Ibn Taymiyya har sagt: »Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.« Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad to bønner samlet sammen med sine ledsagere, beordrede han ikke nogen af dem til at have intentionen om at bede samlet eller forkorte bønnen. Han drog derimod fra Medina mod Mekka og forkortede bønnen undervejs. Han bad ikke to bønner samlet. Derefter ledede han zuhr-bønnen i Arafat uden at fortælle nogen, at han havde til hensigt derefter at bede asr-bønnen. Så bad han asr-bønnen, selv om de ikke havde haft intentionen om at bede de to bønner samlet. Dette er et eksempel på at bede samlet inden for den tidligere bøns tidspunkt. På samme måde, da han drog fra Medina, ledede han asr-bønnen på to rakʿaer i Dhu al-Hulayfa. Han beordrede dem ikke til at have intentionen om at forkorte bønnen. Om at bede de to bønner samlet efter hinanden sagde han: »Her er intentionen under ingen omstændigheder en betingelse. Hverken for den første bøn eller for den anden bøn. Der er faktisk ingen fastsat grænse eller bindende regel for dette i shariaen, eftersom en sådan regel ville ødelægge formålet med lempelsen.« Ash-Shafiʿi sagde: »Hvis en person beder maghrib i sit hjem med intentionen om at bede den samlet og derefter går til moskéen og beder isha, er det gyldigt.« Det samme er overleveret fra Ahmad.
3. Under regnvejr
Al-Athram har overleveret fra Abu Salama, at han sagde: »Det er sunna at bede maghrib og isha samlet på regnvejrsdage.« Al-Bukhari har også overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad maghrib og isha samlet på en regnfuld nat.
Meningerne hos madhhaberne om dette kan kort sammenfattes således: Shafi’i-madhhaben tillader, at en fastboende (muqīm) kombinerer zuhr og asr samt maghrib og isha og udfører dem i den første af de to bønnetider. Betingelsen er dog, at det regner på tidspunktet for den første bøns takbīrat al-iḥrām, ved afslutningen af den første bøn og ved begyndelsen af den anden bøn. Malikī-madhhabens opfattelse er, at det er tilladt at udføre maghrib og isha samlet i den første tid i moskeen, hvis det regner eller forventes at regne, eller hvis der udenfor er mudder og tæt mørke. Mudderet skal være så omfattende, at det bliver vanskeligt for en person fra middelklassen at gå til moskeen iført sko. Det er makruh at kombinere zuhr og asr på grund af regn.
Hanbalī-madhhabens opfattelse er, at det kun er tilladt at kombinere maghrib og isha, hvad enten de udføres i den første eller den efterfølgende tid, og uanset om årsagen er is, sne, mudder, kraftig regn eller regn, der gennemvæder tøjet. Denne tilladelse gælder kun den, som ønsker at gå til moskeen fra et fjernt sted og bliver generet af regnen undervejs. Den, som opholder sig i moskeen, udfører bønnen i fællesskab hjemme, går til moskeen i ly af noget (såsom en paraply), eller bor tæt på moskeen, må derimod ikke kombinere de to bønner.
4. På grund af sygdom eller en undskyldende omstændighed
Imam Ahmad, Qadi Husayn, Khattabi og nogle af Shafi’i-madhhabens lærde mener, at det på grund af sygdom er tilladt at kombinere to bønner enten ved at fremrykke eller udsætte dem. Det skyldes, at vanskeligheden i dette tilfælde er større end ved regn. Ifølge al-Nawawi er denne opfattelse stærkest med hensyn til beviserne. I al-Mughni står der, at tilladelsen til at kombinere flere bønner kun med sikkerhed gælder ved en sygdom, som gør det vanskeligt og besværligt at bede på det fastsatte tidspunkt. Hanbalīerne har imidlertid fulgt princippet om lettelse og rummelighed. De har tilladt, at flere bønner kombineres, enten ved at fremrykke eller udsætte dem, på grund af forskellige undskyldende omstændigheder og frygt. Det gælder for eksempel en jordemoder, for hvem det er vanskeligt at vaske tøjet ved hver bøn, en mustahāḍah (en kvinde, hvis menstruationsblødning varer længere end den maksimale periode og kortere end den minimale periode), en person, hvis urin lækker uafbrudt, en person, som ikke kan opnå rituel renhed ved hver bønnetid, en person, der frygter for sit liv, sin ejendom eller sine værdier, samt en person, der frygter at miste sit levebrød, hvis han ikke kombinerer flere bønnetider.
Ibn Taymiyyah sagde: Den mest lempelige madhhab med hensyn til at kombinere bønner er hanbalī-madhhaben. De har tilladt at kombinere dem også på grund af arbejdsomhed. al-Nasa’i har overleveret en hadith fra Profeten med dette indhold. Han sagde også, at det er tilladt at kombinere bønner for en kok og andre med lignende erhverv, som frygter, at deres varer bliver ødelagt.
5. At udføre to bønner samlet på grund af et almindeligt behov
Al-Nawawi siger i sin kommentar til Muslim: En gruppe imamer har den opfattelse, at det er tilladt for en person, som opholder sig i sin hjemby, at kombinere flere bønner, når der er behov for det, uden at gøre dette til en vane. Dette var også Ibn Sirins opfattelse. Ashhab blandt Imam Maliks elever havde ligeledes denne opfattelse. Det samme mente al-Khattabi, Qaffal og Shashi blandt al-Shafi’is elever, Abu Ishaq og en gruppe blandt ahl al-hadith. Ibn al-Mundhir antog også denne opfattelse. Der findes ligeledes støtte for den i den umiddelbare betydning af en udtalelse fra Ibn Abbas. Det er den sidste del af den hadith, som er overleveret fra ham i Muslim: »Han ønskede ikke at gøre det vanskeligt for sin ummah, og derfor nævnte han hverken sygdom eller regn som årsag.« Hadithen lyder:
Allahs Sendebud udførte i Medina zuhr og asr samlet samt maghrib og isha samlet uden nogen årsag som regn eller frygt. Ibn Abbas blev spurgt: Hvad var hans hensigt med dette? Han svarede: For ikke at gøre det vanskeligt eller besværligt for sin ummah. Al-Bukhari og Muslim har også overleveret fra Ibn Abbas: Allahs Sendebud udførte i Medina zuhr og asr, otte rak’ah, samlet, og maghrib og isha, syv rak’ah, samlet. Det vil sige, at han udførte de otte rak’ah for zuhr og asr på samme tid og de syv rak’ah for maghrib og isha på samme tid. I Muslim er det overleveret fra Abdullah ibn Shaqiq, at han sagde: En dag holdt Abdullah ibn Abbas en tale for os efter asr. Talen blev så lang, at solen gik ned, stjernerne begyndte at vise sig, og folk begyndte at sige: »Bønnen, bønnen.« På dette tidspunkt kom en mand fra stammen Banu Taym til Ibn Abbas og blev ved med utålmodigt at sige: »Bønnen, bønnen.« Ibn Abbas sagde: »Belærer du mig om sunnah?« Derefter sagde han: »Jeg så Allahs Sendebud udføre zuhr og asr samlet samt maghrib og isha samlet.« Abdullah ibn Shaqiq sagde: Jeg følte en vis tvivl om sagen, så jeg gik til Abu Hurayrah. Han bekræftede Ibn Abbas’ udsagn.
I al-Mughnī er det blevet sagt, at hvis en undskyldning bortfalder, efter at de to bønner er blevet udført samlet i den første bøns tid, men før tiden for den anden bøn indtræffer, er det ikke nødvendigt at bede den anden bøn igen på dens fastsatte tid. Bønnen er nemlig blevet udført korrekt, og personen er blevet fritaget for sit ansvar. Han har opfyldt den forpligtelse, han havde med hensyn til den pågældende bøn. Derfor skal han ikke bede den igen. Desuden var hans undskyldning stadig til stede, da han udførte de to bønner samlet. Derfor bliver den obligatoriske bøn ikke ugyldig, hvis undskyldningen senere bortfalder. Det svarer til, at man ikke skal gentage bønnen, hvis man finder vand efter at have bedt med tayammum.
30. At bede på båd, tog og fly
Det er fuldt ud tilladt at bede på en båd, i et tog og i et fly. Man skal bede på den måde, det er muligt, og det er ikke makruh. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev spurgt om at bede på en båd, sagde han: »Bed stående på båden, hvis du ikke frygter at drukne.« – Darqutni og Hakim. Abdullah ibn Abi Utbah sagde også: »Jeg rejste på en båd sammen med Jabir, Abu Sa’id og Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med dem). De bad i fællesskab stående dér. En af dem ledede bønnen, selv om de var i stand til at gå i land og bede.« – Sa’id ibn Mansur.
31. Rejsens dua:
Det er mustahabb at fremsige denne dua, når man forlader hjemmet for at rejse:
بسم اللهِ تَوَكَّلْتُ عَلَى اللهِ وَلَا حَوْلَ وَلا قوة إلا بالله، الأمر إنِّي أَعُوذُ بِكَ أَنْ أَضِلَّ أَوْ أَضَلَّ، أَوْ أَزِلَ أَوْ أَزَلَ، أَوْ أَظْلِمَ أَوْ أَظْلَمَ، أَوْ أَهْمَلَ أَوْ يُجْمَلَ عَلَى.
Betydning: »I Allahs navn (drager jeg af sted), jeg sætter min lid til Allah; der er ingen styrke eller magt hos nogen anden end Allah. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig, så jeg ikke farer vild, og så ingen fører mig vild. Så jeg ikke snubler, og så ingen får mig til at snuble. Så jeg ikke begår uret mod nogen, og så ingen begår uret mod mig. Så jeg ikke behandler nogen dårligt, og så ingen behandler mig dårligt.«
Derefter kan man vælge og fremsige hvilken som helst dua fra Koranen og hadith. Nogle få sådanne duaer gives nedenfor:
1. Ali ibn Rabia fortæller: Jeg så Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, da et ridedyr blev bragt til ham, for at han kunne ride på det. Da han satte foden i stigbøjlen, sagde han: »Bismillah.« Derefter steg han op på dyret og sagde:
سُبْحَانَ الَّذِي سَخَّرَ لَنَا عَذَا وَمَا كُنَّا لَهُ مُقْرِنِينَ وَإِنَّا إِلَى رَبَّنَا لَمُنْقَلِبُونَ .
Betydning: Vi erklærer Ham hellig, som har gjort dette ridedyr underdanigt for os; ellers ville vi ikke have været i stand til at underlægge os det. Vi vil visselig vende tilbage til vores Herre.« Derefter sagde han tre gange al-hamdu lillah og tre gange Allahu akbar. Så sagde han: »Subhanaka la ilaha illa anta, qad zalamtu nafsi fagfir li, innahu la jagfiruz-zunuba illa anta.« Derefter lo Ali, måtte Allah være tilfreds med ham. Jeg sagde: »O de troendes leder, hvorfor lo du?« Han sagde: »Jeg så Allahs Sendebud, fred og velsignelser være over ham, gøre sådan, som jeg gjorde, og derefter så jeg ham le.« Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, hvorfor lo du?« Han sagde: »Når tjeneren siger: O Allah, tilgiv mig, glæder Allah sig og siger: Min tjener har indset, at ingen andre end Jeg kan tilgive hans synder.« Ahmad, Ibn Hibban og al-Hakim.
2. Al-Azdi fortæller: Ibn Umar lærte ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være over ham, når han drog ud på en rejse og steg op på sin kamel, sagde Allahu akbar tre gange og derefter sagde:
سُبْحَانَ الَّذِي سَخَّرَ لَنَا مُلَا وَمَا كُنَّا لَهُ مُقْرِنِينَ وَإِنَّا إِلَى رَبَّنَا لَمُنْقَلِبُونَ اللَّهُ إِنَّا نَسْأَلُكَ فِي سَفَرِنَا منَا الْبِرِّ وَالتَّقْوَى، وَمِنَ الْعَمَلِ مَا تَرْضَى اللَّهُم مَونَ عَلَيْنَا سَفَرَنَا عَذَا وَالْوِعَنَا بَعْدَهُ، اللَّمْ الت الصَّاحِبُ فِي السَّفَرِ، وَالْخَلِيفَةً
فِي الأمل، اللهم إنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ وَعِشَاءِ السَّفَرِ وَكَابَةِ المنقلب وسُوءِ الْمَنْظَرِ فِي الْأَهْلِ وَالْمَالِ .
Betydning: Hellig er Han, som har gjort dette ridedyr underdanigt for os; ellers ville vi ikke have været i stand til at kontrollere det. O Allah! På denne rejse ønsker vi oprigtighed, forsigtighed og gudsfrygt samt det, som Du er tilfreds med. O Allah, gør denne rejse let for os, og forkort dens afstand for os. O Allah, Du er vores ledsager på rejsen og vores stedfortræder for vores familie og vores ejendele. O Allah! Vi søger tilflugt hos Dig fra rejsens besværligheder, en dårlig hjemkomst og det onde øje rettet mod min familie og mine ejendele.
Og når han vendte tilbage fra en rejse, sagde han:
ایبون تالِبُونَ عَابِدُونَ لِرَبْنَا حَامِدُونَ .
Betydning: Vi vendte tilbage som bodfærdige, tilbedende og lovprisende vor Herre. – Ahmad, Muslim.
3. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) besluttede sig for at rejse, sagde han:
اللَّهم أَنْتَ الصَّاحِبُ فِي السَّفَرِ، وَالْخَلِيفَةُ فِي الْأَهْلِ : اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ الضَّبْنَةِ فِي السفرِ وَالْكَابَةِ فِي الْمُنقَلبِ، اللهم أَهْوِ لَنَا الْأَرْضِ، وَمَوْنَ عَلَيْنَا السَّفَرَ.
Betydning: O Allah, Du er vores ledsager på rejsen og vores stedfortræder blandt vores familie. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra at være i selskab på rejsen med mennesker, hvis hjælp ikke er tilstrækkelig for mig, og fra bekymring og uro ved hjemkomsten. O Allah, gør afstanden kortere for os, og gør rejsen let for os.” Og når han ønskede at vende tilbage, sagde han: “Vi vender tilbage som bodfærdige, tilbedende og lovprisende vor Herre.” Og når han nåede frem til sin familie, sagde han: “Jeg angrer, jeg angrer; jeg vender tilbage til vor Herre. Må ingen synd nå os.” Ahmad, at-Tabarani, al-Bazzar.
4. Abdullah ibn Sarjas sagde: Hver gang Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drog ud på en rejse, sagde han:
الله إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِن وَعُشَاءِ السَّفَرِ وَكَابَةِ الْمُنْقَلبِ، وَالْحَوْرِ بَعْدَ الْكَوْرَ وَنَعُوَةِ الْمَظْلُومِ، وَسُوْءِ الْمُنْظَرِ فِي الْمَالِ وَالْأَهْلِ .
Betydning: O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra at rejse ad vanskelige veje, fra hjemkomstens sorg og besvær, fra afvigelse efter retledning, fra den undertryktes forbandelse og fra dårlig tilstand i ejendom og familie.” Når han vendte tilbage, sagde han ligeledes dette. Kun i den sidste formulering sagde han ikke først “i ejendom og familie”, men nævnte familien først og sagde: “i familie og ejendom.” Ahmad, Muslim. 5. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drog ud på et felttog eller en rejse, og natten derefter faldt på, sagde han:
يَا أَرْضِ رَبِّي وَرَبِّكَ اللَّهُ أَعُوذُ بِاللَّهِ مِنْ شَرِّكَ وَشَرِّ مَا فِيكَ وَهَرِ مَا خَلِقَ فِيكَ وَشَرِّ مَادَبٌ عَلَيْكَ، أَعُوذُ بِاللَّهِ مِنْ شَرِّ كُلِّ أَسَدٍ وَأَسْوَدَ وَحَيَّةٍ وَعَقْرَب، وَمِن شَرِّ سَاكِنِ الْبَلَدِ، وَمِنْ قَرٍ وَالِهِ وَمَا وَلَدَ .
Betydning: O jord, Allah er min og din Herre. Jeg søger tilflugt hos Allah mod det onde fra dig, mod det onde fra alt, hvad der er i dig, mod det onde fra alt, hvad der er skabt i dig, mod det onde fra alt, hvad der bevæger sig på dig, mod alle løver, drager, slanger og skorpioner, mod byens indbyggeres ondskab og mod enhver fars og hans barns ondskab. Ahmad, Abu Dawud.
6. Khawla bint Hakim, må Allah være tilfreds med hende, sagde, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der gør ophold et sted og siger:
أعُوذُ بِكَلِمَاتِ اللَّهِ الثَّامَاتِ كُلِّهَا مِنْ شَرِّ مَا خَلَقَ .
Betydning: Jeg søger tilflugt i Allahs fuldkomne ord mod det onde i det, Han har skabt.” Intet vil kunne skade ham, før han rejser fra det pågældende sted. Alle de autentiske hadithsamlinger med undtagelse af al-Bukhari og Abu Dawud.
7. Ata ibn Abu Marwan siger, at en person svor ham ved Allah, som lod havet dele sig for Moses, og Suhayb fortalte ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, så snart han fik øje på en by, som han ønskede at træde ind i, sagde:
الله رب السموات السبع وما أظللى، وَرَبِّ الْأَرْضِينَ السَّبْعِ وَمَا أَقْلَلْنَ، وَرَبِّ الشَّيَاطِينِ وَمَا أَضْلَلْنَ، وَرَبِّ الرِّيَاحِ وَمَا ذَرَيْنَ، أَسْأَلُكَ خَيْرَ مَذِهِ الْقَرْيَةِ وَغَيْرَ أَهْلِهَا وَخَيْرَ مَا فِيهَا ، وَتَعُوذُ بِكَ مِن قَرِهَا وَقَرٍ أَهْلِهَا وَشَرِّ مَا فِيهَا .
Betydning: O Herre over de syv himle og over alt, hvad de skygger for. O Herre over de syv jordlag og over alt, hvad de bærer. Herre over djævlenes grupper og over dem, som han har vildledt, Herre over vinden og over alt, hvad den fører med sig. Jeg beder Dig om det gode i denne by, dens indbyggere og alt, hvad der er i den. Og jeg søger tilflugt hos Dig mod det onde i denne by, dens indbyggere og alt, hvad der er i den. – al-Nasa’i, Ibn Hibban, al-Hakim.
8. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi rejste sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Når han ville gå ind i en landsby, sagde han, så snart han fik øje på den:
اللهم بَارِكَ لَنَا فِيهَا اللَّه أَرزَقْنَا جَنَاهَا، وَحَيْنَا إِلَى أَهْلِهَا وَحَيْبُ مَالِعِي أَهْلِهَا إِلَيْنَا.
Betydning: O Allah, velsign os i denne landsby (tre gange). O Allah, giv os af denne landsbys frugter. Gør os elskede hos dens indbyggere, og gør dens retskafne indbyggere elskede hos os. At-Tabarani.
9. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Når Allahs Sendebud ﷺ ville gå ind i et område, gik han hen i nærheden af området og sagde:
اللَّهُ إِنِّي أَسْأَلُكَ مِنْ غَيْرِ مُلَهِ وَغَيْرِ مَا جَمَعْنَ فِيْهَا، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِّهَا وَمَا جَمَعْتَ فِيهَا، اللهم ارْزُقْنَا جَنَاهَا ، وَأَعِلْنَا مِن وَبَاهَا ، وَحَبِبْنَا إِلَى أَهْلِهَا، وَحَيْب صَالِحِي أَهْلِهَا إِلَيْنَا.
Betydning: O Allah, jeg beder Dig om alt det gode, der findes i dette område, og alt det gode, Du har lagt i dette område. Og jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det onde, der findes i dette område, og alt det onde, Du har lagt i dette område. O Allah, giv os dette områdes frugter. Befri os fra dets farer, ulykker og sygdomme, gør os elskede hos dets indbyggere, og gør dets retskafne indbyggere elskede hos os. Ibn as-Sunni.
10. Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når den sidste del af natten indtraf, mens Allahs Sendebud ﷺ var på rejse, sagde han:
سمعَ سَامِعُ بِحَمْدِ اللهِ وَحُسْنِ بَلَالِهِ عَلَيْنَا ، رَبَّنَا مَا جِبْنَا وَأَفْضِلْ عَلَيْنَا، عَائِنَا بِاللَّهِ مِنَ النَّارِ .
Lad den være vidne til den lovprisning, vi har fremført af Allahs bedste velsignelser. O vor Herre, vær vor ledsager og vis os nåde. Vi søger tilflugt hos Allah fra Ilden. Muslim.
32. Fredagsbønnen
1. Fredagens fortræffelighed
Fredag er den bedste dag i ugen. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den bedste af de dage, hvor solen står op, er fredag. På denne dag blev Adam, fred være med ham, skabt. På denne dag blev han ført ind i Paradiset. På denne dag blev han ført ud af Paradiset. Og Dommedag vil også finde sted på denne dag.« Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i og at-Tirmidhi. Abu Lubabah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fredag er alle dages leder og den mest ærefulde dag hos Allah. Denne dag er mere ærefuld hos Allah end dagen for Eid al-Fitr og dagen for Eid al-Adha. Den har fem særpræg: På denne dag skabte Allah Adam, fred være med ham; på denne dag lod Allah Adam, fred være med ham, dø; på denne dag er der et tidspunkt, hvor Allah giver den troende det, han beder Ham om, så længe han ikke beder om noget forbudt; på denne dag vil Dommedag indtræffe; og alle Allahs nærmeste engle, himlen, jorden, vinden, bjergene og havene frygter fredag.« Ahmad og Ibn Majah.
2. At fremsige bønner på fredag
Man bør gøre sit yderste for at fremsige bønner i fredagens sidste øjeblikke. Abdullah ibn Salam, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sad. Jeg sagde: Vi finder i Allahs Bog, at der på fredag er et tidspunkt, hvor Allah helt sikkert opfylder en tjeners behov, hvis han beder Allah om noget på dette tidspunkt efter bønnen. Abdullah sagde: Da jeg sagde ›et tidspunkt‹, pegede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på mig og sagde: ›Eller en del af et tidspunkt.‹ Jeg sagde: ›Du har ret: eller en del af et tidspunkt.‹ Derefter spurgte jeg: Hvornår er dette tidspunkt? Han sagde: ›Et tidspunkt i dagens sidste øjeblikke.‹«
Jeg sagde: »Er det ikke tidspunktet for bønnen?« Han sagde: »Jo, tidspunktet for bønnen. For når den troende tjener efter at have bedt sidder og venter på at bede igen, regnes han for at være i bøn.« Ibn Majah. Abu Sa’id og Abu Hurayrah, må Allah være tilfredse med dem, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »På fredag er der et tidspunkt, hvor Allah helt sikkert giver enhver muslimsk tjener det gode, han beder Allah om. Dette tidspunkt er efter asr-bønnen.« Ahmad. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fredag består af tolv timer. I løbet af dem er der en time, hvor Allah helt sikkert giver den muslimske tjener det, han beder Ham om. Søg denne time efter asr-bønnen.« An-Nasa’i, Abu Dawud og al-Hakim. Det er berettet fra Abu Salamah ibn Abd ar-Rahman, må Allah være tilfreds med ham, at nogle af Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere samledes og drøftede det tidspunkt, der findes på fredag. Da de rejste sig fra mødet, var ingen af dem uenige om, at tidspunktet er den sidste del af fredag. Ahmad ibn Hanbal sagde, at det tidspunkt, hvor bønner forventes at blive besvaret, ifølge de fleste hadither er efter asr-bønnen, og at man forventer det efter solens nedgang. Den hadith, der er berettet fra Abu Musa i Muslim og Abu Dawud, hvor han fortæller, at han hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, omtale det særlige tidspunkt på fredag som tiden fra imamen sætter sig på prædikestolen, til bønnen afsluttes, er blevet betegnet som svag.
3. At fremsige flere velsignelser og fred over Allahs Sendebud på fredag og fredag nat
Det er overleveret fra Aws, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »En af de bedste af jeres dage er fredagen. På denne dag blev Adam, fred være med ham, skabt, på denne dag døde han, på denne dag vil der blive blæst i hornet, og på denne dag vil næsten alle levende væsener på himlene og jorden besvime, efter at der endnu en gang er blevet blæst i hornet. Fremsig derfor mange velsignelser over mig på denne dag, for jeres velsignelser bliver forelagt mig.« De sagde: »Allahs Sendebud, hvordan bliver vores velsignelser forelagt dig, når du til den tid vil være gået i opløsning i jorden?« Han sagde: »Den Almægtige Allah har gjort det forbudt for jorden, der fortærer profeternes legemer.« – De fem øvrige autentiske hadithsamlinger, bortset fra al-Tirmidhi.
Ibn al-Qayyim har sagt: Det er anbefalelsesværdigt at fremsige mange velsignelser over Allahs Sendebud, fred være med ham, fredag dag og nat, for han sagde: »Fremsig mange velsignelser over mig fredag dag og nat.« Allahs Sendebud, fred være med ham, er den bedste af skabningerne, og fredagen er den bedste dag. Derfor har det at fremsige velsignelser over ham på denne dag en særlig rang, som det ikke har på andre dage. Derudover er et andet argument, at alt det gode, som Sendebuddets, fred være med ham, ummah har opnået i denne verden og i det hinsides, er blevet opnået gennem ham. Derfor har Allah skænket hans ummah gavn og velsignelse i denne verden og i det hinsides. Den største rang, de opnår, opnår de således netop på fredagen. For hvis de er Paradisets beboere, vil de på denne dag træde ind i Paradisets store paladser, og på denne dag vil de modtage endnu større velsignelser. I det jordiske liv er fredagen deres festdag. På denne dag besvarer Allah deres bønner og hjælper dem med jordiske ting. Alt dette har de fået på grund af Allahs Sendebud, fred være med ham, og gennem ham. Derfor bør man, som tak til ham og for at opfylde blot den mindste af hans rettigheder, fremsige mange velsignelser over ham fredag dag og nat.
4. Det er anbefalelsesværdigt at læse Sura al-Kahf fredag dag og nat:
Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der læser Sura al-Kahf fredag, vil den være et lys for ham og oplyse ham gennem hele perioden mellem to fredage.« al-Nasa’i, al-Bayhaqi, al-Hakim. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der læser Sura al-Kahf fredag, vil et lys stråle fra under hans fødder til himlen; det vil oplyse ham indtil Dommedag, og alle hans synder mellem to fredage vil blive tilgivet.« – Ibn Marduyah.
Det er imidlertid makruh at læse Sura al-Kahf højt i moskéen. Sheikh Muhammad Abduh har udstedt en fatwa. Den går ud på, at det er makruh udelukkende at faste fredag, at afsætte fredagnatten til bøn og specifikt kun at læse Sura al-Kahf på denne dag. Sura al-Kahf læses nemlig normalt med en smuk, melodisk recitation. Samtidig vil folk i moskéen tale, larme og ikke lytte opmærksomt. Desuden får den, der reciterer Koranen, ofte de bedende til at tage fejl i deres bønner og koranvers og forvirrer dem. Derfor er det ikke rigtigt at læse Sura al-Kahf under sådanne omstændigheder.
5. Bad, påklædning, miswak og brug af parfume om fredagen
Det er anbefalelsesværdigt for enhver, der ønsker at overvære fredagsbønnen eller deltage i en anden begivenhed, at sørge for den bedst mulige renlighed og påklædning, hvad enten personen er mand eller kvinde, voksen eller mindreårig, rejsende eller fastboende. Dette omfatter blandt andet at tage et bad, iføre sig det bedste tøj, bruge parfume og rense tænderne. Der findes mange hadither om dette. For eksempel:
[Bad er ikke anbefalelsesværdigt for den, der ikke har til hensigt at gå til moskéen. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde nemlig: »Den, der overværer fredagsbønnen, hvad enten det er en mand eller en kvinde, bør tage et bad. Den, der ikke overværer den, behøver ikke at tage et bad.« al-Bayhaqi].
a. Det er overleveret fra Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Enhver muslim bør tage et bad og iføre sig sit bedste tøj på fredagen. Og hvis han har sin egen parfume, bør han bruge den.« – Ahmad, al-Bukhari, Muslim.
b. Ibn Salām, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde, mens han sad på prædikestolen på en fredag: »Hvis nogen af jer køber to ekstra klæder udelukkende til fredagen ud over sit daglige arbejdstøj, er der intet forkert i det.« – Abū Dāwūd, Ibn Mājah. [Med »arbejde« menes her ansættelse. Al-Bayhaqī berettede fra Jābir, må Allah være tilfreds med ham: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde et særligt klæde, som han bar på eid- og fredage.« Det nævnes også i hadithen, at det er anbefalet at bære særligt tøj om fredagen i stedet for det tøj, man bærer de øvrige dage.]
c. Salmān al-Fārisī, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der tager et rituelt bad om fredagen, renser sig så godt, som han formår, smører olie i håret, ordner det og bruger parfume, hvorefter han går til moskeen, uden at trænge sig ind mellem to personer, der sidder tæt sammen, og derefter udfører den obligatoriske bøn og lytter opmærksomt til det, imamen siger, vil få alle sine synder tilgivet fra den ene fredag til den næste.« – Aḥmad, al-Bukhārī. Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Og yderligere tre dage.« For Allah giver ti belønninger for én god handling. Tilgivelsen af synder er dog begrænset til de mindre synder, for i den hadith fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, som Ibn Mājah berettede, står der: »Så længe han ikke begår en stor synd.«
d. Aḥmad berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Det påhviler enhver muslim at tage et rituelt bad om fredagen, bruge parfume og rense sine tænder.«
e. Al-Ṭabarānī berettede fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde en fredag: »O muslimer! Allah har gjort denne dag til en eid for jer. Så tag et rituelt bad og rens jeres tænder.«
6. At gå tidligt til fredagsbønnen
Det er anbefalet, at andre bedende end imamen går tidligt til moskeen for at udføre fredagsbønnen. Alqamah sagde: »Jeg tog til fredagsbøn sammen med ʿAbdullāh ibn Masʿūd. Da han kom dertil, så han, at tre personer allerede var ankommet før ham. Han sagde: ›Jeg er den fjerde blandt fire. Den fjerde er heller ikke langt fra Allah.‹ Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: ›På Opstandelsens Dag vil folk indtage deres pladser efter, hvor tidligt de gik til fredagsbønnen: den første, den anden, den tredje og den fjerde, i denne rækkefølge. Den fjerde vil heller ikke være langt fra Allah.‹« – Ibn Mājah. Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der om fredagen tager et bad som det, man tager efter sædafgang (det vil sige et meget grundigt bad), og derefter tidligt om morgenen går til moskeen, er som den, der ofrede en hunkamel. Den, der går i den anden time, er som den, der ofrede en ko. Den, der går i den tredje time, er som den, der ofrede en vædder med horn. Den, der går i den fjerde time, er som den, der ofrede en høne. Og den, der går i den femte time, er som den, der ofrede et æg. Når imamen kommer, møder englene op for at lytte til formaningen.« – Alle de autentiske hadith-samlinger bortset fra Ibn Mājah.
Al-Shāfiʿī og en gruppe lærde siger i deres fortolkning af denne hadith: Disse timer er dagens timer. Det vil sige, at det er anbefalet at gå til moskeen fra dagens begyndelse, altså fra daggry. Ifølge Mālik er disse timer brøkdele af en time før og efter solens zenitpassage. Andre siger, at det er en brøkdel af timen før solens zenitpassage. Ibn Rushd mener, at den sidstnævnte opfattelse er den korrekte, for efter solens zenitpassage er det obligatorisk at gå til moskeen.
7. At trænge sig frem foran de bedende ved at gå over deres nakker
at-Tirmidhi har citeret de lærdes opfattelse, at de på fredagen stærkt misbilligede, at personer, som kom senere til moskéen, trådte over nakken på de bedende, der var kommet tidligere, for at nå frem til de forreste rækker. Abdullah ibn Busr, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: På en fredag holdt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, khutba. En mand kom og begyndte at trænge sig over de bedendes nakker. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Sæt dig! Du er kommet for sent og volder folk besvær.« Abu Dawud, an-Nasa’i, Ahmad.
Imamen og den person, der ønsker at komme hen til en ledig plads foran, og for hvem det er uundgåeligt at træde over nakkerne for at nå dertil, har dog fået tilladelse til det. Det samme gælder den, der havde stået i en af de forreste rækker, men var gået udenfor af en eller anden grund og ønsker at vende tilbage til sin tidligere plads. Betingelsen er imidlertid, at man undgår at volde folk besvær. Uqba fortæller: Jeg bad asr-bønnen i Medina bag Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter bønnen gik han meget hurtigt ud og trængte sig over folks nakker for at gå til en af sine hustruers kamre. Folk blev forskrækkede over hans hurtige afgang. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, vendte straks tilbage. Han så, at folk var forundrede over hans hurtige afgang. Da sagde han: »Jeg kom i tanke om noget guld, som vi havde. Jeg bryder mig ikke om, at det skal holde mig tilbage, så jeg gik hen for at beordre, at det skulle fordeles.« al-Bukhari, an-Nasa’i.
8. Er det tilladt at bede frivillig bøn før fredagsbønnen?
Man kan bede frivillig bøn før fredagsbønnen, så længe imamen ikke er kommet ud fra sit kammer. Når imamen kommer ud, skal man ophøre med den frivillige bøn. Tahiyyat al-masjid er dog en undtagelse. Den kan også bedes, mens khutbaen holdes, men den bør bedes kort. Hvis den bedende derimod kommer ind i moskéen hen imod khutbaens afslutning, og der kun er kort tid til at bede tahiyyat al-masjid, skal han ikke bede den.
a. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at gøre den frivillige bøn før fredagsbønnen langvarig og derefter bede to rakʿat, og han sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at gøre det samme.« Abu Dawud.
b. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der på fredagen tager et rituelt bad, derefter kommer for at bede fredagsbønnen, beder så meget som er bestemt for ham, tier og lytter til imamens khutba, indtil den er afsluttet, og derefter beder sammen med ham, vil få tilgivet sine synder mellem denne fredag og den følgende fredag samt yderligere tre dage.« Muslim.
c. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: En mand kom ind i moskéen om fredagen, mens Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, holdt khutba. Han sagde: »Har du bedt?« Manden svarede: »Nej.« Han sagde: »Så bed to rakʿat.« Alle de autentiske hadith-samlinger. I en anden overlevering siges det: »Når en af jer kommer til moskéen på fredagen, mens imamen holder khutba, skal han bede to korte rakʿat.« Ahmad, Muslim, Abu Dawud. I en anden overlevering hedder det: »Når en af jer kommer til moskéen på fredagen, efter at imamen er kommet ud, skal han bede to rakʿat.« al-Bukhari og Muslim.
9. Hvis en bedende bliver søvnig i moskéen, bør han flytte sig til et andet sted
Hvis nogen bliver meget søvnig, mens han opholder sig i moskeen, bør han flytte sig fra sin plads til et andet sted. Bevægelse kan nemlig fjerne søvnigheden og gøre ham vågen. Dette gælder ligeledes om fredagen og på andre dage.
Det er berettet fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis nogen af jer bliver søvnig, mens han opholder sig i moskeen, skal han gå fra det sted, hvor han sidder, til et andet sted.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Bayhaqi og al-Tirmidhi.
10. Beviserne for, at fredagsbønnen er obligatorisk
De lærde er enige om, at fredagsbønnen er en individuel pligt, og at den består af to rakʿah. Allah har sagt: »O I, der tror! Når der på fredag kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah og opgiv handel. Hvis I blot vidste det, er det bedre for jer.« (Sura al-Jumuʿah)
a. Al-Bukhari og Muslim har berettet fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Selv om vi kom sidst til verden, vil vores regnskab på Dommedag blive gjort op før alles andres, skønt de andre fik Skriften før os, mens den blev givet til os efter dem. Derefter blev denne dag gjort obligatorisk for dem, men de blev uenige om den. Allah vejledte os med hensyn til denne dag, og derfor følger folk os med hensyn til den. Jødernes dag er i morgen, lørdag, og de kristnes dag er dagen efter, søndag.«
b. Ahmad og Muslim har berettet fra Ibn Masʿud, at en gruppe plejede at udeblive fra fredagsbønnen. Om dem sagde Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Jeg har lyst til at udpege en mand til at lede folk i bøn og derefter sætte ild til husene hos dem, der ikke kommer til fredagsbønnen.« Ahmad, Muslim.
c. Abu Hurayrah og Ibn Umar har fortalt, at de begge hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige fra minbaren: »De, der opgiver fredagsbønnen, må bestemt ophøre med at opgive den; ellers vil Allah forsegle deres hjerter, og derefter vil de blive blandt de uagtsomme.« Muslim, Ahmad og al-Nasa’i.
d. Sahabien Abu al-Jaʿd sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der opgiver tre fredagsbønner af dovenskab og ringeagt, vil Allah forsegle hans hjerte.« De fem autentiske hadith-samlinger.
11. For hvem er fredagsbønnen obligatorisk, og for hvem er den ikke obligatorisk?
Det er obligatorisk for enhver fri, fornuftig og myndig muslim at bede fredagsbønnen, hvis han er i stand til at overvære fredagsbønnen i fællesskab og er fri for en gyldig undskyldning, der fritager ham for at deltage i den.
De, for hvem fredagsbønnen ikke er obligatorisk, er derimod:
1 og 2. Kvinder og børn. Det er de lærde enige om.
3. En syg person, for hvem det er meget vanskeligt at tage til fredagsbønnen, eller som risikerer, at sygdommen forværres eller helbredelsen forsinkes, hvis han tager til fredagsbønnen i moskeen. Det gælder ligeledes den, der passer og plejer en syg person, når ingen andre end ham kan udføre dette.
Tariq ibn Shihab berettede, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Det er obligatorisk for enhver muslim at bede fredagsbønnen i fællesskab, men fire personer er undtaget: den, der er bundet af slaveriets lænker, kvinden, barnet og den syge.«
4. Den rejsende. Hvis den rejsende gør holdt på det tidspunkt, hvor fredagsbønnen afholdes, er fredagsbønnen ifølge de fleste lærde ikke obligatorisk for ham. For Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad ikke fredagsbønnen under rejser. Da han under sin afskedspilgrimsrejse befandt sig ved Arafat, var det fredag. Han bad dhuhr- og asr-bønnen samlet på dhuhrs tid, men bad ikke fredagsbønnen. Kalifferne gjorde ligeledes.
5 og 6. Den fattige gældsplagede, som frygter at blive arresteret, og den, der flygter af frygt for en uretfærdig hersker. For Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der hører kaldet til bønnen, men ikke besvarer det (det vil sige ikke går til moskeen), hans bøn er ikke gyldig.« En undskyldning er dog en særskilt sag. Folk spurgte: »Allahs Sendebud, hvad er en undskyldning?« Han svarede: »Frygt eller sygdom.« Abu Dawud.
7. Enhver, der har en gyldig undskyldning, har tilladelse til at undlade fællesbønnen, for eksempel på grund af regn, mudder eller kulde. På en dag med kraftig regn sagde Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, til sin bønneopråber: »Når du siger: ’Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs Sendebud’, skal du ikke sige: ’Kom til bønnen’. Sig i stedet: ’Bed i jeres hjem’.« Det forekom, at folk ikke brød sig om dette. Derfor sagde han: »Den, der er bedre end jeg, nemlig Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde således.« Fredagsbønnen er en forpligtelse, der kræver udholdenhed. Jeg ønskede ikke at sende jer ud ad mudrede og glatte veje for at udføre den. Abu Mulayh beretter desuden, at hans far mødte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, på en fredag, og at de blev ramt af regn. Men regnen var så let, at selv deres sko ikke blev våde. Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede dem at bede på deres ridedyr. Abu Dawud og Ibn Majah.
Ingen af dem var på det tidspunkt forpligtet til at bede fredagsbønnen; deres pligt var blot at bede middagsbønnen. Men hvis nogen bad fredagsbønnen, ville den være gyldig, og han skulle ikke gentage den obligatoriske middagsbøn [Den, der har bedt fredagsbønnen, må ifølge enstemmig enighed ikke bede middagsbønnen, eftersom fredagsbønnen træder i stedet for middagsbønnen. Allah har ikke gjort seks daglige bønner obligatoriske for os. De, der mener, at det er tilladt at bede middagsbønnen efter fredagsbønnen, har hverken bevis fra hadith, Koranen eller nogen imam, og heller ikke noget fornuftsmæssigt argument]. På Allahs Sendebuds, fred være med ham, tid plejede kvinderne at komme til moskeen og bede fredagsbønnen sammen med ham.
12. Tidspunktet for fredagsbønnen
Flertallet af sahabaerne og tabi’inerne mente, at tidspunktet for fredagsbønnen er det samme som tidspunktet for middagsbønnen. Ahmad, al-Bukhari, Abu Dawud, al-Tirmidhi og al-Bayhaqi berettede nemlig fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at bede fredagsbønnen, når solen begyndte at hælde mod vest. Ahmad og Muslim berettede fra Salama ibn al-Akwa’, som sagde: »Vi vendte tilbage efter at have bedt fredagsbønnen sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, og så, hvor langt hver tings skygge var.« Imam al-Bukhari sagde:
Så snart solen hælder mod vest, indtræder tiden for fredagsbønnen. En tilsvarende opfattelse er også overleveret fra Umar og Ali, må Allah være tilfreds med dem, samt fra al-Nu’man ibn Bashir og Umar ibn Harith. Al-Shafi’i sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, Abu Bakr, Umar, Uthman og alle imamerne bad fredagsbønnen, efter at solen havde bevæget sig mod vest.«
Ifølge hanbalitterne og Ishaq strækker tidspunktet for fredagsbønnen sig fra det tidligste tidspunkt for eidbønnen til det seneste tidspunkt for middagsbønnen. Deres bevis er den hadith, som Ahmad, Muslim og al-Nasa’i overleverede fra Jabir. Han sagde: »Efter at Allahs Sendebud, fred være med ham, havde ledt fredagsbønnen, gik vi hen til vores kameler, og når solen bevægede sig, lod vi kamelerne hvile.« Dette beviser, at de bad middagsbønnen før solens hældning. De henviser også som bevis til hadithen fra Abdullah ibn Sa’idan al-Sulami. Han sagde: »Jeg deltog i fredagsbønnen sammen med Abu Bakr. Hans prædiken og bøn fandt sted før middag. Senere bad jeg også sammen med Umar, må Allah være tilfreds med ham. Hans bøn og prædiken blev afsluttet ved middagstid. Senere bad jeg fredagsbønnen sammen med Uthman. Hans bøn og prædiken fandt sted, da solen hældte mod vest. Jeg så ingen gøre indsigelse mod dette eller misbillige det.« Al-Daraqutni og Ahmad.
Det er tilsvarende overleveret fra Ibn Mas’ud, Jabir, Sa’id og Mu’awiya, at de bad før solens hældning, uden at nogen gjorde indsigelse mod det. Flertallet af de lærde har sagt om Jabirs hadith, at den er en overdrivelse med hensyn til at fremskynde bønnen; det vil sige, at den blev bedt umiddelbart efter solens hældning, uden at man ventede lidt på, at det skulle blive køligere. Man ventede ikke på, at den intense varme skulle aftage. Bønnen og kamelernes hvile fandt sted efter solens hældning.
13. Antallet af bedende til fredagsbønnen i menigheden
De lærde er helt enige om, at menighedsbøn er en ufravigelig betingelse for, at fredagsbønnen er gyldig. I den hadith, som Tariq ibn Shihab overleverede, sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »Fredagsbønnen er obligatorisk for enhver muslim at udføre i menighed.« Men der er uenighed om, hvor mange personer der kræves, for at fredagsbønnen er gyldig. Hafiz Ibn Hajar nævner omkring femten forskellige meninger i Fath al-Bari. Den stærkeste mening er dog, at fredagsbønnen er gyldig, når der er to eller flere personer. Profeten, fred være med ham, sagde nemlig: »Menigheden dannes af to eller flere personer.« Al-Shawkani sagde: »Når alle andre bønner er gyldige i en menighed på to personer, er fredagsbønnen også en bøn. Uden bevis kan der ikke anvendes en regel på den, som strider mod reglerne for de øvrige bønner. Der findes intet bevis for, at menigheden ved fredagsbønnen skal bestå af flere personer end det antal, der gør menigheden gyldig ved de øvrige bønner.« Abd al-Haqq sagde: »Der findes ingen autentisk hadith om antallet af personer til fredagsbønnen.« Al-Suyuti sagde også: »Ingen hadith nævner et bestemt antal.« Al-Tabari, Dawud, Ibrahim al-Nakha’i og Ibn Hazm havde samme opfattelse.
14. Stedet for fredagsbønnen
Det er tilladt at bede fredagsbønnen i byer, havnebyer, større bysamfund, landsbyer, moskéer, byens bygninger eller på områder under dens myndighed. Det er også tilladt at bede fredagsbønnen flere steder. Ibn Abī Shayba beretter, at ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, skrev således til Bahrains indbyggere: „Bed fredagsbønnen, hvor end I befinder jer.“ Både byer og landsbyer er således fastslået som gyldige steder for fredagsbønnen. Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, sagde: „Efter den første fredagsbøn blev den første fredagsbøn derefter bedt i Profetens moské i Medina, og siden blev fredagsbønnen bedt i landsbyen Jawāthā i Bahrain.“ – al-Bukhārī, Abū Dāwūd. Layth ibn Saʿd sagde: „Egyptens indbyggere og befolkningen ved kysten bad fredagsbønnen på foranledning af ʿUmar og ʿUthmān, må Allah være tilfreds med dem, under deres regeringstid, og der var også ledsagere blandt dem.“ Ibn ʿUmar sagde: „Jeg plejede at se beboerne ved vandstederne mellem Mekka og Medina bede fredagsbønnen, og de blev ikke bebrejdet for det.“ – ʿAbd al-Razzāq.
15. Gennemgang af de betingelser, som retslærde har fastsat for fredagsbønnen
Som jeg allerede har sagt, er betingelserne for, at fredagsbønnen er obligatorisk, at man er mand, fri, rask og fastboende (ikke på rejse), og at man ikke har en gyldig undskyldning, som gør det nødvendigt at afholde sig fra at udføre fredagsbønnen. Den menighed, som er en betingelse for fredagsbønnens gyldighed, har jeg også allerede nævnt. Det eneste, der kan udledes af Sendebudets ord og handlinger samt de ædle ledsageres ord og handlinger, er dette, og Allah har kun pålagt os dette ansvar. De yderligere betingelser, som de retslærde har fastsat ud over dette, har hverken noget grundlag eller noget bevis. Her finder jeg det tilstrækkeligt at citere forfatteren til værket al-Rawḍah al-Nadiyyah:
„Fredagsbønnen er ligesom de øvrige bønner. For der findes intet bevis, som viser, at denne bøn adskiller sig fra de øvrige bønner. Allerede denne udtalelse antyder, at alt det, der er blevet sagt om, at en central imam, en storby og et bestemt antal mennesker er betingelser for den, er ugyldigt og uden grundlag. For der findes intet bevis bag disse betingelser, som blot kunne bevise, at deres tilstedeværelse er anbefalelsesværdig, for slet ikke at tale om nødvendig eller betinget. Hvis to personer derimod beder fredagsbønnen et sted, og der ikke er andre end disse to, vil de blive anset for at have opfyldt den obligatoriske pligt, der påhvilede dem. Hvis den ene af dem holder prædikenen, har han opfyldt prædikenens sunna. Hvis han ikke holder prædikenen, har han blot undladt én sunna. Hvis ikke Ṭāriq ibn Shihābs hadith fandtes – den fastslår, at det er obligatorisk for enhver muslim at være med i menigheden, og at denne bøn ikke blev bedt uden en menighed på Sendebudets tid – ville den obligatoriske pligt også være opfyldt, hvis man bad denne bøn alene, ligesom de øvrige bønner. Hvad angår påstanden om, at der mindst kræves fire personer, som følger imamen, og at en hersker er nødvendig for at lede bønnen, har de ansete imamer udtrykkeligt sagt, at dette hverken er Profetens ord, må Allahs velsignelser og fred være med ham, eller ledsagernes ord. Der er derfor heller ikke behov for at fortolke eller analysere det. Dette var al-Ḥasan al-Baṣrīs udtalelse. Når man tænker over de opdigtede udsagn og falske forestillinger, der er blevet udbredt omkring denne yderst ærefulde gudsdyrkelse – fredagsbønnen, som Allah har gjort obligatorisk for muslimerne at udføre samlet én gang om ugen og har fastslået som et vigtigt symbol på islam – kan ingen undgå at blive forbløffet. Nogle siger for eksempel: ‚Prædikenen svarer til en bøn på to rakʿah; den, der ikke nåede prædikenen, har ikke en gyldig bøn.‘ Sådan kan kun den tale, som ikke har hørt denne autentiske hadith fra Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham: ‚Hvis man går glip af én rakʿah af fredagsbønnen på to rakʿah, skal man efter bønnen bede endnu en rakʿah, og dermed er hans bøn fuldendt.‘ Andre siger: ‚Fredagsbønnen finder ikke sted, hvis der ikke er tre personer inklusive imamen.‘ Nogle siger, at der kræves fire. Andre siger syv, ni, tolv, tyve, tredive, fyrre, halvtreds eller halvfjerds personer, for at fredagsbønnen kan udføres. Andre igen siger, at der skal være en stor menighed, uden at noget bestemt antal er fastsat. Nogle siger, at fredagsbønnen kun er gyldig i en storby. Når de definerer denne by, siger de, at den skal have flere tusinde indbyggere; andre siger, at der skal være en fredagsmoské og offentlige toiletter i byen. Der findes mange andre mærkværdige udsagn. Nogle siger, at fredagsbønnen ikke er obligatorisk uden landets øverste hersker. Hvis han ikke er til stede, eller hvis han er sådan, at hans ærlighed og retfærdighed på nogen måde ikke er tilfredsstillende, er fredagsbønnen hverken nødvendig eller gyldig. Der findes mange flere sådanne udsagn, som man ser blive fremsat, uden at der overhovedet findes noget bevis for dem. I Koranen og hadith findes ikke ét eneste ord, der efter deres påstand beviser, at disse ting er betingelser for fredagsbønnens gyldighed, eller at de er obligatoriske eller en uadskillelig del af den. Det er forbløffende, hvor sådanne opdigtede meninger fører mennesker hen! Hvor mange mærkelige og absurde ting kommer der ikke ud af deres hoveder – ting, som kun hører hjemme i fortællingernes forsamlinger, og som ikke har den fjerneste forbindelse med den hellige islamiske sharīʿah. Enhver, der har kendskab til Koranen og sunnaen, står fast på sandhed og retfærdighed og ikke lader sig aflede fra sandheden af opdigtede udsagn, er bekendt med denne sandhed. Hvem end der fremsætter falske og usande ord, skal de kastes tilbage i ansigtet på ham. Blandt Allahs tjenere er Allahs Bog og Sendebudets sunna den endelige afgørelse. Allah har sagt:
فَإِن تَنَازَعْتُمْ فِي شَيْءٍ فَرُدُّوهُ إِلَى اللَّهِ وَالرَّسُولِ .
„Hvis I strides om noget, så fremlæg det for Allah og Sendebudet
إِنَّمَا كَانَ قَوْلُ الْمُؤْمِنِينَ إِذَا تَقُوْا إِلَى اللهِ وَرَسُولِهِ لِيَحْكُمَ بَيْنَهُمْ أَن يَقُولُوا سَمِعْنَا وَأَطَعْنَا “
»Når de troende kaldes til Allah og Hans Sendebud, for at deres stridigheder kan afgøres, siger de kun: ’Vi har hørt og adlydt.’«
فَلا وَرَبِّكَ لَا يُؤْمِنُونَ حَتَّى يُحَكِّمُوكَ فِيمَا شَجَرَ بَيْنَهُمْ ثُمَّ لَا يَجِدُوا فِي أَنْفُسِهِمْ حَرَجًا مِمَّا قَضَيْت ويسلموا تسليما .
»Nej, ved din Herre! De bliver ikke troende, før de gør dig til dommer i det, som de strides om indbyrdes, og derefter ikke føler nogen tvivl eller indre modstand mod den afgørelse, du træffer, men underkaster sig den fuldstændigt.«
Disse vers og andre lignende vers beviser utvetydigt, at den eneste afgørelse ved uenighed er Allahs og Hans Sendebuds afgørelse. Allahs afgørelse er Hans Bog. Sendebudets afgørelse er efter hans død intet andet end hans Sunnah. Allah har ikke givet nogen blandt Sine tjenere – uanset hvor stor en lærd eller videnskabsmand han måtte være – ret eller myndighed til at fremsætte noget om sharia, som ikke har belæg i Koranen og Sunnah. Den, der udøver ijtihad, har ganske vist tilladelse til, hvis han ikke finder beviser fra Koranen og Sunnah i en sag, selv at handle efter sin velovervejede mening. Men ingen anden har fået tilladelse til ukritisk og blindt at følge denne mening, uanset hvor fremtrædende den pågældende mujtahid måtte være. Ved Allah! Jeg bliver endnu mere forundret, når jeg ser denne form for blinde efterligning blandt forfattere, i vejledende bøger for folket og i de råd, der gives til almindelige mennesker med begrænset viden og indsigt. Dette er ikke begrænset til nogen bestemt madhhab, noget land eller nogen bestemt tidsalder. Tværtimod ser man det i alle tidsaldre, i alle lande og blandt alle madhhabs: En senere person efterligner en tidligere persons udtalelse så blindt, som om han havde taget den direkte fra Koranen, selv om den i virkeligheden er fuldstændig opdigtet. En række sådanne bestemte udtalelser er især blevet udbredt i forbindelse med denne tilbedelseshandling, nemlig fredagsbønnen, selv om der intetsteds findes bevis for dem i Koranen, Sunnah, sharia eller fornuften.«
16. Fredagsprædikenen eller talen
Bestemmelser vedrørende prædikenen: Ifølge flertallet af de lærde er fredagsprædikenen wajib. Som bevis nævner de, at det gennem autentiske hadither igen og igen er blevet fastslået, at Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, holdt prædiken hver fredag. Som yderligere bevis citerer de Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ord: »Bed, sådan som I har set mig bede.« De citerer også Allahs ord: »O I, der tror! Når der på fredagen kaldes til bøn, så skynd jer til ihukommelsen af Allah.«
Her medfører befalingen om at skynde sig til ihukommelsen af Allah, at det at skynde sig bliver wajib. Og eftersom det ikke kan være wajib at skynde sig til noget, der ikke selv er wajib, er det bevist, at ihukommelsen af Allah også er wajib. Ihukommelsen er blevet betegnet som prædikenen, fordi prædikenen indeholder det, der tilskynder til at ihukomme Allah. Ash-Shawkani har gennemgået disse beviser. Som svar på det første argument sagde han: Det bliver ikke wajib, blot fordi Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, regelmæssigt holdt prædiken. Som svar på det andet argument sagde han: Her gives der kun en befaling om at udføre bønnen korrekt på den måde og efter den fremgangsmåde, som han bad på. Men prædikenen er ikke bønnen. Som svar på det tredje argument sagde han: Den ihukommelse, som der befales at skynde sig til, er ikke andet end bønnen. Højst kan man sige, at befalingen drejer sig om både bønnen og prædikenen. Der er imidlertid ingen uenighed om, at bønnen er fard, mens der er uenighed om, hvorvidt prædikenen er wajib eller ej. Derfor er der ikke grundlag for at konkludere ud fra dette argument, at prædikenen er wajib. Til sidst sagde Ash-Shawkani: Det er således tydeligvis den korrekte opfattelse hos Hasan al-Basri, Dawud az-Zahiri, al-Juwayni samt Abd al-Malik og Ibn al-Majishun fra Maliki-madhhaben, nemlig at fredagsprædikenen blot er mustahabb.
Det er mustahabb, at imamen hilser efter at være steget op på minbaren. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at hilse, så snart han var steget op på minbaren.« – Ibn Majah. I en anden hadith står der: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, steg op på minbaren, vendte han sig mod folket og sagde: »As-salamu alaykum.« Ash-Sha’bi sagde: Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, og Umar, må Allah være tilfreds med ham, gjorde det samme. Sa’ib, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Under Sendebudets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, Umars, må Allah være tilfreds med ham, og Abu Bakrs, må Allah være tilfreds med ham, tid blev fredagens første kald til bøn fremsagt, efter at imamen var steget op på minbaren. Da befolkningen blev større under Uthmans, må Allah være tilfreds med ham, tid, indførte han det tredje kald til bøn på minareten. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, havde kun én muezzin. – al-Bukhari, an-Nasa’i, Abu Dawud. I overleveringer fra Ahmad og an-Nasa’i står der: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, satte sig på minbaren, kaldte Bilal til bøn, og når han steg ned, fremsagde han iqamah. Adi ibn Thabit siger: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, stod på minbaren, satte hans ledsagere sig vendt mod ham. – Ibn Majah. At-Tirmidhi sagde: Det var således, ledsagerne og de efterfølgende generationer handlede i overensstemmelse med denne hadith. De anså det for mustahabb at sidde vendt mod imamen, mens han holdt prædiken.
At prise Allah og Sendebudet, give formaninger og recitere Koranen under khutbaen
Mustahabb:
Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Der er intet godt i en tale, som ikke begynder med lovprisning af Allah.« Abu Dawud og Ahmad.
I en anden overlevering står der: »En khutba, som ikke indeholder trosbekendelsen, er som en spedalsk hånd.« Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi. I at-Tirmidhis overlevering står der »tashahhud« i stedet for »trosbekendelsen«. Ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når Allahs Sendebud fremsagde tashahhud, sagde han: »Alhamdu lillahi nasta’inuhu wa nastaghfiruhu wa na’udhu billahi min shururi anfusina, may yahdillahu fala mudilla lahu wa may yudlil fala hadiya lahu, wa ashhadu an la ilaha illallah wa ashhadu anna Muhammadan abduhu wa rasuluhu, arsalahu bil-haqqi bashiran wa nadhiran bayna yadayis-sa’ah, may yuti’illaha wa rasulahu faqad rashada wa man ya’sihima fa-innahu la yadurru illa nafsahu. Wa la yadurrullaha shay’an.« Da Ibn Shihab blev spurgt om Allahs Sendebuds tashahhud på fredagen, nævnte han ovenstående tashahhud. Heri står der: »Wa man ya’sihima faqad ghawa.«
Begge de ovenstående overleveringer er hentet fra Abu Dawud. (Oversættelsen af den ovenstående trosbekendelse og tashahhud: Al lovprisning tilkommer Allah. Hos Ham søger vi hjælp og tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Allah fra vores egne sjæles ondskab. Den, som Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, som Allah vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ingen gud er ud over Allah. Og jeg bevidner, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Han sendte ham med sandheden som forkynder af det glade budskab og som advarer før Timen. Den, der adlyder Allah og Hans Sendebud, vil finde den rette vej. Og den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, skader kun sig selv; han vil fare vild og kan ikke skade Allah det mindste.) Jabir ibn Samura, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud holdt khutba stående og sad mellem de to khutbaer. Han reciterede forskellige koranvers for folkene og formanede dem. Alle de autentiske hadithsamlinger undtagen al-Bukhari og at-Tirmidhi. Han overleverede også, at Allahs Sendebud ikke gjorde sin fredagskhutba lang. Den bestod af nogle få, letforståelige og korte ord. Abu Dawud. Umm Hisham sagde: »Jeg lærte suraen Qaf udenad blot ved at høre den fra Allahs Sendebuds mund, for han reciterede den fra minbaren under khutbaen hver fredag.« Ahmad, Muslim, an-Nasa’i og Abu Dawud. Ya’la ibn Umayya, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud recitere fra minbaren: »Wa nadaw ya Maliku« (sura az-Zukhruf). Al-Bukhari og Muslim. I Ibn Majah står der: Ubayy, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud stod om fredagen og mindede om de tidligere folk, som var blevet udslettet gennem Allahs jordiske straf, og han reciterede suraen »Tabarakalladhi«.
I værket Rawdat an-Nadiyya står der: Den khutba, der er i overensstemmelse med shariaen, er den, som Allahs Sendebud plejede at holde, hvori han forkyndte folk det glade budskab om det hinsidige og advarede dem. Dette er således khutbaens kerne, og det er derfor, khutbaen er blevet foreskrevet i shariaen. At lovprise Allah, sende velsignelser over Allahs Sendebud eller recitere dele af Koranen under khutbaen er derimod forhold, som ligger uden for det egentlige formål med, at khutbaen er blevet foreskrevet i shariaen. At dette forekom i Allahs Sendebuds khutbaer, beviser ikke, at det er khutbaens højeste og endelige formål eller en ufravigelig betingelse. Enhver retfærdig person vil anerkende, at khutbaens egentlige formål er formaning og gode råd, ikke den lovprisning af Allah og de velsignelser over Sendebudet, som fremsiges i begyndelsen af khutbaen.
Arabernes sædvanlige skik er, at når en af dem tiltræder et embede eller holder en tale, begynder han den med lovprisning af Allah og Hans Sendebud. Det er bestemt en fremragende og smuk skik. Men det er ikke det egentlige formål; formålet er snarere det, der følger efter. Hvis man sagde, at en person, der rejser sig for at holde en tale ved en forsamling, ikke måtte have noget andet befordrende for sin tale end lovprisningen af Allah og velsignelserne over Sendebudet, ville det ikke blive accepteret; tværtimod ville enhver fornuftig person afvise det. Når dette er anerkendt, bliver det klart, at gode råd er det primære formål med fredagskhutbaen, mens lovprisningen af Allah og velsignelserne over Sendebudet ikke er det egentlige formål. Når khatiben derfor har fuldført opgaven med at give gode råd, har han udført den egentlige handling, som shariaen kræver. Hvis han desuden inddrager lovprisning af Allah og Hans Sendebud i sin tale eller føjer inspirerende passager fra Koranen til den, bliver den endnu bedre og mere fuldkommen.
At holde begge khutbaer stående og sidde kortvarigt mellem dem
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud holdt khutba stående om fredagen, satte sig derefter og rejste sig så igen, sådan som khatiber gør i dag. Alle de autentiske hadithsamlinger. Jabir ibn Samura sagde: Allahs Sendebud holdt khutba stående, satte sig derefter, rejste sig så igen og holdt khutba stående. Den, der derfor siger, at han holdt khutba siddende, lyver. Ved Allahs ed, jeg bad sammen med ham mere end to tusind gange (det vil sige de obligatoriske bønner). Ahmad, Muslim og Abu Dawud. Tawus sagde: Allahs Sendebud, Abu Bakr, Umar og Uthman holdt khutba stående. Muawiya var den første, der holdt khutba siddende. ash-Sha’bi sagde: Muawiya holdt kun khutba siddende, når hans mave og kropskød var vokset. Da Allahs Sendebud og ledsagerne holdt khutba stående og sad mellem khutbaerne, har nogle imamer derfor afgjort, at denne ståen og sitzen er obligatorisk. Men det er ikke korrekt at fastslå noget som obligatorisk alene på grundlag af deres handlinger, uden at der foreligger en befaling udtrykt med ord.
Det anbefales at holde khutbaen med høj stemme, kortfattet og alvorligt: Ammar ibn Yasir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: »At gøre khutbaen kort og bønnen længere er et tegn på indsigt i religionen. Gør derfor bønnen lang og khutbaen kort.« Ahmad og Muslim. Grunden til, at det at gøre bønnen lang og khutbaen kort betegnes som et tegn på indsigt i religionen, er, at den, der har tilstrækkelig visdom, indsigt og dygtighed i religionen (det vil sige en faqih), kan vælge ord, der udtrykker meget med få ord.
Jabir ibn Samura (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bøn var moderat og afbalanceret, og hans khutba var også moderat og afbalanceret.“ – Alle de autentiske hadith-samlinger bortset fra al-Bukhari og Abu Dawud. Abdullah ibn Abi Awfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at forlænge bønnen og forkorte khutbaen.“ – an-Nasa’i. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt khutba, blev hans øjne røde, hans stemme hævet, og han var fyldt med følelser, som om han advarede en hær: Pas på, fjendens hær kan komme om morgenen eller om aftenen.“ – Muslim og Ibn Majah. An-Nawawi sagde: Det er anbefalelsesværdigt, at khutbaen er velklingende, dannet, flydende, letforståelig, velordnet, tydelig, fyldig i sine principper og nuanceret i sine principper. Khutbaens sprog bør ikke være uanstændigt, for det gør ikke indtryk på tilhørernes hjerter. Det bør heller ikke være uhøfligt eller smagløst, for så opfyldes khutbaens formål ikke. Derimod bør man i khutbaen vælge dannede, enkle og klare ord. Ibn al-Qayyim sagde: Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) khutbaer var også sådan. De var fyldt med troen på Allah, englene, Skrifterne, Sendebuddene og det hinsidige samt med beskrivelser af Paradiset og Helvedet. De indeholdt beskrivelser af de velsignelser, Allah har beredt for sine elskede tjenere, og af de straffe, Han har fastsat for sine fjender og ulydige. Når folk derfor hørte hans khutbaer om tawhid, iman, Allah og de tidligere folk, som Han havde tilintetgjort, blev deres hjerter fyldt med tro og følelser. Hans taler var ikke som andres taler, der blot viderebringer oplysninger om skabningerne, gør mennesker knyttet til livet og dets nydelser og skræmmer dem for døden. Tilhørerne går ud fra den slags taler uden at få nogen nytte; en dag dør de, deres ejendele fordeles, og jorden fortærer deres kroppe. Sådanne taler frembringer heller ikke iman, og man opnår hverken tawhid eller nogen nyttig viden. Men hvis man gennemgår Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans ledsageres khutbaer, vil man se, at de er fyldt med drøftelser af vejledning, tawhid og Allahs egenskaber. De er fyldt med troens grundlæggende forhold, kaldet til Allah og beskrivelser af Allahs velsignelser. Man bemærker i dem et forsøg på at skabe frygt for Hans straf ved at minde om de folk, der blev tilintetgjort af Allahs straf. Der opfordres hele tiden til at ihukomme Allah og vise Ham taknemmelighed. Gennem omtalen af Allahs storhed og egenskaber forsøges der at vække kærlighed til Ham i Hans skabningers hjerter. Gennem befalinger om at tilbede Ham, vise Ham taknemmelighed og ihukomme Ham forsøges der at opnå Allahs kærlighed. Når tilhørerne derfor gik ud efter at have hørt disse khutbaer, var der opstået et fuldstændigt og urokkeligt kærlighedsbånd mellem Allah og dem. Derefter er mange tidsaldre gået. Shariaens bestemmelser og Allahs befalinger er blevet reduceret til rene formaliteter. Der er ingen bestræbelse eller omsorg for at opfylde deres rettigheder og virkelig opnå deres formål. Derfor er khutbaerne også blevet forvandlet til blot velformulerede, velklingende taler. Som følge heraf er oprigtigheden ikke blot blevet mindre; den er nærmest forsvundet, og khutbaens egentlige formål er slået fejl.
En pause i khutbaen på grund af en særlig hændelse: Abu Burayda (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt khutba for os. Pludselig kom Hasan og Husayn. De bar to røde kjortler. De gik, mens de snublede og faldt, rejste sig og fortsatte. Straks afbrød Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) khutbaen, steg ned fra minbaren, tog dem op på skødet og satte dem foran sig. Derefter sagde han: Allah og Hans Sendebud har talt sandt: ‚Jeres ejendele og jeres børn er kun en prøve.‘ Jeg så på disse to børn, der faldt og rejste sig, mens de gik, og derfor kunne jeg ikke lade være med at holde pause i min khutba.“ – De fem autentiske hadith-samlinger. Abu Rifa’a (må Allah være tilfreds med ham) sagde: „Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt khutba. På det tidspunkt kom jeg hen til ham og sagde: ‚Allahs Sendebud! Jeg er en fremmed, og jeg ønsker at lære om religionen. Jeg ved ikke, hvad min religion er.‘ Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så straks på mig, afbrød khutbaen og kom hen til mig. Derefter fik han bragt en træstol med ben af jern. Han satte sig på stolen og begyndte at give mig noget af den viden om islam, som Allah havde givet ham. Så vendte han tilbage til minbaren og færdiggjorde khutbaen.“ – Muslim og an-Nasa’i.
Ibn al-Qayyim sagde: Undertiden afbrød Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) khutbaen på grund af et særligt behov eller for at besvare ledsagernes spørgsmål. Undertiden steg han om nødvendigt ned fra minbaren, hvorefter han vendte tilbage og færdiggjorde khutbaen. Sådan steg han for eksempel ned på grund af Hasan og Husayn, tog dem op på skødet, steg op på minbaren med dem og afsluttede khutbaen. Under khutbaen kunne han kalde på nogen og sige: „Du der, kom og sæt dig; du der, bed.“ Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt khutba i overensstemmelse med situationen.
17. Det er forbudt at tale under khutbaen
Ifølge de fleste lærde er det obligatorisk at lytte tavst til khutbaen, og det er haram at tale under khutbaen, selv hvis talen skulle dreje sig om at påbyde det gode og forbyde det onde, og uanset om khutbaen på det tidspunkt bliver hørt eller ej. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: „Den, der taler, mens imamen holder khutba, er som et æsel, der bærer en stor mængde bøger. Og den, der siger til ham: ‚Ti stille!‘, hans fredagsbøn er ikke gyldig.“ – Ahmad. (Hans fredagsbøn regnes som dhuhr, for den foreskrevne pligt på dette tidspunkt er ifølge alle lærde bortfaldet.)
Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, har sagt, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ved fredagsbønnen er der tre slags mennesker til stede: Én kommer og taler tom snak. Denne person får intet andet end sin tomme snak. En anden kommer for at bede. Det, han beder Allah om, vil Han give ham, hvis Han vil, og ellers vil Han ikke give ham det. En tredje kommer stille og roligt, volder ingen skade og trænger sig ikke over andres nakker. For ham bliver fredagsbønnen en soning for alle synder fra én fredag til den næste og desuden for tre dage. For Allah har sagt: Den, der gør en god gerning, får tidobbelt belønning for den.« – Ahmad og Abu Dawud. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, har sagt, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når du siger til den, der sidder ved siden af dig: ’Vær stille’, har du selv talt tom snak.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Ibn Majah. Abu al-Darda’ fortæller: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, satte sig på prædikestolen, holdt prædiken og reciterede et vers. Ubai ibn Ka‘b sad ved siden af mig. Jeg sagde til ham: »O Ubai, hvornår blev dette vers åbenbaret?« Ubai svarede ikke. Jeg spurgte ham igen, men denne gang svarede han heller ikke. Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, steg ned fra prædikestolen, sagde Ubai til mig: »Du har ikke fået andet ud af dagens fredag end din tomme snak.« Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, kom ud, gik jeg hen til ham og fortalte ham, hvad Ubai havde sagt. Han sagde: »Ubai har talt sandt. Når du hører din imam tale, skal du lytte stille til ham, indtil han er færdig.« – Ahmad og al-Tabarani. Ifølge imam al-Shafi‘i og Ahmad er det forbudt at tale for den, der kan høre imamens tale, mens det ikke er forbudt at tale for den, der ikke kan høre ham. Det er dog anbefalet at tie. Al-Tirmidhi har sagt: Ifølge Ahmad og Ishaq er det tilladt at gengælde en hilsen og sige »Må Allah forbarmе sig over dig« som svar på et nys, mens imamen holder prædiken. Al-Shafi‘i har sagt: Hvis nogen nyser på en fredag, og en anden siger »Må Allah forbarmе sig over dig«, håber jeg, at det er tilladt for ham, eftersom det er sunnah at sige dette som svar på et nys. Hvis nogen hilser på en anden, anser jeg det dog for makruh. Svaret bør imidlertid gives, for det er sunnah at hilse, mens det er obligatorisk at gengælde hilsenen. På andre tidspunkter end under prædikenen er det tilladt at tale. Tha‘labah ibn Abu Malik har sagt: Mens Umar sad på prædikestolen, talte folk. Når muezzinen var færdig med kaldet til bøn, rejste Umar sig. Derefter talte ingen længere, før begge prædikener var afsluttet. Når Umar, må Allah være tilfreds med ham, steg ned fra prædikestolen, og bønnen skulle til at begynde, talte folk igen. – Musnad al-Shafi‘i. Ahmad har berettet, at Uthman, må Allah være tilfreds med ham, stod på prædikestolen, mens muezzinen fremsagde iqamah, og at han imens spurgte folk om, hvordan de havde det, og om priserne på markedet.
18. At nå én rak‘ah af fredagsbønnen eller mindre
Ifølge flertallet af de lærde regnes den, der når én rak‘ah sammen med imamen under fredagsbønnen, for at have nået fredagsbønnen, og det er hans pligt at tilføje endnu en rak‘ah. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der når én rak‘ah af fredagsbønnen, skal bede endnu en rak‘ah. Hans bøn er gyldig.« – al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Daraqutni. Abu Hurayrah har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der når én rak‘ah af bønnen, har nået hele bønnen.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
Men den, der når mindre end én rak‘ah, har ikke nået fredagsbønnen og skal bede fire rak‘ah zuhr. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Ibn Mas‘ud, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: »Den, der har nået én rak‘ah af fredagsbønnen, skal bede endnu en rak‘ah. Den, der er gået glip af begge rak‘ah, skal bede fire rak‘ah.« – al-Tabarani. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, har sagt: »Når du når én rak‘ah af fredagsbønnen, skal du bede endnu en rak‘ah. Hvis du derimod når menigheden, mens den sidder, skal du bede fire rak‘ah.« – al-Bayhaqi.
Dette er opfattelsen i de shafi‘itiske, malikitiske og hanbalitiske madhhabs samt hos Muhammad ibn Hasan. Abu Hanifah og Abu Yusuf har sagt: Den, der når tashahhud sammen med imamen, har nået fredagsbønnen. Efter imamens salam er det tilstrækkeligt, at han beder to rak‘ah, og dermed har han fuldført sin fredagsbøn.
Bøn under trængsel: Ahmad og al-Bayhaqi beretter fra Sayyar: Jeg hørte Umar, må Allah være tilfreds med ham, sige: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, byggede denne moské, og vi muhajirun og ansar var sammen med ham. Når trængslen bliver stor, så kast jer ned i sujud på ryggen af en anden.« Da han så en gruppe mennesker bede på vejen, sagde han: »Gå ind i moskéen og bed.«
19. Frivillige bønner før og efter fredagsbønnen
Det er sunnah at bede fire eller to rak‘ah efter fredagsbønnen. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis nogen af jer beder efter fredagsbønnen, skal han bede fire rak‘ah.« – Muslim, Abu Dawud og al-Tirmidhi. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede om fredagen at bede to rak‘ah i sit hjem.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
Ibn al-Qayyim sagde: Allahs Sendebud ﷺ plejede at gå hjem efter fredagsbønnen og bede to rakʿah. Han påbød dem, der havde bedt fredagsbønnen, at bede fire rakʿah. Imam Ibn Taymiyyah sagde: Når han bad i moskeen, bad han fire rakʿah, og når han bad hjemme, bad han to rakʿah.
Dette er faktisk også det, der bekræftes af hadith.
Abu Dawud beretter fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud ﷺ bad fire rakʿah, når han bad efter fredagsbønnen i moskeen, og to rakʿah, når han bad hjemme. I al-Bukhari og Muslim berettes det fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud ﷺ gik hjem efter fredagsbønnen og bad to rakʿah.
Når han bad fire rakʿah, siger nogle, at han bad dem samlet. Andre siger, at han bad de første to rakʿah og afsluttede bønnen med taslim, hvorefter han igen bad to rakʿah. Det er dog bedre at bede denne bøn hjemme. Hvis man beder den i moskeen, bør man flytte sig fra det sted, hvor man bad den obligatoriske bøn.
Om at bede sunnah før fredagsbønnen sagde Shaykh al-Islam Ibn Taymiyyah: Allahs Sendebud ﷺ plejede ikke at bede nogen bøn efter adhān og før fredagsbønnen. Ingen har heller berettet dette. I hans tid blev adhān først råbt op, efter at han havde sat sig på prædikestolen. Bilal råbte adhān op, hvorefter han straks holdt de to prædikener. Derefter råbte Bilal iqāmah op, og så ledte Allahs Sendebud ﷺ bønnen. Det var derfor hverken muligt for ham eller for nogen af de muslimer, der bad sammen med ham, at bede nogen bøn efter adhān. Ingen har berettet, at han plejede at bede nogen bøn, før han gik hjemmefra på fredagen, og ingen har heller nævnt en bestemt bøn før fredagsbønnen. Allahs Sendebud ﷺ opfordrede ganske vist til at bede, efter at man var gået til moskeen, men han fastsatte hverken et bestemt tidspunkt eller et bestemt antal rakʿah for dette. Der er kun nævnt fredagen. Han sagde for eksempel: “Den, der går tidligt til moskeen til fods uden at ride på noget, og beder det, der er bestemt for ham.” … Dette er også berettet fra Profetens ledsagere. Når de kom til moskeen om fredagen, begyndte de at bede så meget, som de havde mulighed for, fra det øjeblik de trådte ind i moskeen. Nogle bad ti rakʿah, andre tolv rakʿah. Nogle bad otte rakʿah, og andre bad færre. Derfor er de fleste imamer enige om, at der ikke findes et bestemt antal sunnah-bønner på et bestemt tidspunkt før fredagsbønnen. Det kan kun bevises gennem Allahs Sendebuds ﷺ ord eller handlinger. Han indførte imidlertid ikke nogen sunnah-bøn i denne forbindelse, hverken gennem sine ord eller sine handlinger.
20. Når Eid og fredagsbønnen falder på samme dag
Når fredagsbønnen og Eid falder på samme dag, behøver den, der har bedt Eid-bønnen, ikke at bede fredagsbønnen.
Det er berettet fra Zayd ibn Arqam, at Allahs Sendebud ﷺ bad Eid-bønnen og gav en lempelse med hensyn til fredagsbønnen. Han sagde: “Den, der ønsker det, kan bede den.” De fem autentiske hadith-samlinger. Abu Hurayrah sagde, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “På denne dag er to Eid’er faldet sammen for jer. Den, der ønsker det, behøver ikke at bede fredagsbønnen, hvis han har bedt Eid-bønnen. Vi vil bede fredagsbønnen.” – Abu Dawud.
Det er anbefalet for imamen at lede fredagsbønnen for dem, der ønsker at overvære fredagsbønnen, men ikke Eid-bønnen. Ifølge hanbalitternes opfattelse er middagsbønnen obligatorisk for dem, der ikke ønsker at bede fredagsbønnen, eftersom de har overværet Eid-bønnen. Den opfattelse, at den ikke er obligatorisk, er dog den mest tungtvejende. Abu Dawud har nemlig overleveret fra Ibn al-Zubayr, at han sagde: »To Eid’er faldt sammen på samme dag.« Han bad begge bønner på hver to rakʿah tidligt om morgenen og bad ikke nogen anden bøn end dem før asr.
33. De to Eid-bønner
De to Eid-bønner blev indført allerede i det første hijri-år. De er sunnah muʾakkadah. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad regelmæssigt disse bønner og befalede muslimske mænd og kvinder at gå ud for at bede dem. Nedenfor følger nogle vigtige regler vedrørende disse bønner:
1. At tage et rituelt bad, bruge parfume og iføre sig det smukkeste tøj
Det er overleveret fra Jaʿfar ibn Muhammad, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, på hver Eid-dag iførte sig den jemenitiske klædning burd hibrah. – al-Shafiʿi og al-Baghawi. Hasan, Allah være tilfreds med ham, Allahs Sendebuds barnebarn, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede os på Eid at iføre os det bedst mulige tøj, bruge den bedst mulige parfume og ofre det mest værdifulde dyr, vi havde mulighed for.« – al-Hakim. Ibn al-Qayyim sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, iførte sig sit smukkeste tøj på begge Eid’er. Han havde et særligt godt sæt tøj til de to Eid’er og fredagsbønnen.«
2. At spise noget før man går ud til Eid al-Fitr, og efter Eid al-Adha
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, spiste et ulige antal dadler, før han gik ud til bønnen på Eid al-Fitr. På Eid al-Adha begyndte han, efter at være vendt tilbage fra Eid-pladsen, dagens måltid med offerkød, hvis han selv havde foretaget ofringen.
Anas, Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik ud om morgenen på Eid al-Fitr, gjorde han det først efter at have spist et ulige antal dadler.« – Ahmad og al-Bukhari. Buraydah, Allah være tilfreds med ham, sagde: »På Eid al-Fitr gik Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ikke ud uden at have spist. På Eid al-Adha spiste han ikke, før han var vendt tilbage fra Eid-pladsen.« – al-Tirmidhi, Ibn Majah og Ahmad. Ahmad tilføjede: »Han spiste af sit eget offer.« I al-Muwattaʾ er det overleveret fra Saʿid ibn al-Musayyab: »Muslimerne blev beordret til at spise, før de gik ud om morgenen på Eid al-Fitr.«
Ibn Qudama sagde: Jeg kender ikke til nogen uenighed om, at det er anbefalet at spise før bønnen på dagen for Eid al-Fitr.
3. At gå til eid-bønnepladsen
Det er tilladt at bede eid-bønnen i moskeen. Det er dog bedre at bede den på eid-bønnepladsen, hvis der ikke opstår hindringer på grund af storm eller regn. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, plejede nemlig at bede begge eid-bønner på eid-bønnepladsen. (Bortset fra Mekka, for i Den Hellige Moské er det bedst at bede eid-bønnen.) Han bad kun én gang eid-bønnen i Profetens Moské på grund af regn og aldrig ellers. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En dag regnede det på Eid. Da bad Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, eid-bønnen i moskeen. – Abu Dawud, Ibn Maja og al-Hakim.
4. Kvinders og børns deltagelse på eid-bønnepladsen
I islam er det tilladt for kvinder og børn at tage til eid-bønnepladsen ved begge eid-fester, uanset om de er jomfruer eller ikke-jomfruer, unge eller gamle, eller har menstruation. Umm Atiyya, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Vi blev befalet at sende både jomfruer og menstruerende piger til eid-bønnepladsen ved begge eid-fester, så de kunne deltage i det gode og i muslimernes fælles råd. De menstruerende holdt sig blot væk fra bønneområdet. – al-Bukhari og Muslim. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sendte sine hustruer og døtre til eid-bønnepladsen ved begge eid-fester. – Ibn Maja og al-Bayhaqi. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg tog sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ud på dagen for Eid al-Fitr eller Eid al-Adha. Derefter ledte han bønnen og holdt en prædiken. Så gik han hen til kvinderne, formanede dem, mindede dem om det hinsidige og befalede dem at give almisse. – al-Bukhari.
5. At tage en anden vej hjem
Ifølge de fleste lærde er det anbefalet at tage én vej til eid-bønnen og vende tilbage ad en anden, uanset om man er imam eller menighedsdeltager. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: På Eidens dag tog Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ad én vej til bønnepladsen og vendte tilbage ad en anden. – al-Bukhari. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: På Eidens dag gik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, ud ad én vej og vendte tilbage ad en anden. – Ahmad, Muslim og al-Tirmidhi. Det er dog tilladt at vende tilbage ad den samme vej, som man tog ud ad. Dette er berettet af Abu Dawud, al-Hakim og al-Bukhari fra Bakr ibn al-Mubashshir. Han sagde: Jeg plejede at tage til eid-bønnepladsen sammen med Allahs Sendebuds ledsagere på dagen for Eid al-Adha og Eid al-Fitr. Vi tog til eid-bønnepladsen gennem dalen Batn Witan. Efter at have bedt sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, vendte vi ad Batn Witan tilbage til vores hjem.
6. Tidspunktet for eid-bønnen
Tiden for ‘eid er fra solen er steget til en højde svarende til tre meter, indtil den begynder at hælde. Ahmad har overleveret fra Jundub: Allahs Sendebud (fred være med ham) ledte os i ‘eid al-fitr-bønnen, når solen var steget to spydlængder, og i ‘eid al-adha-bønnen, når den var steget én spydlængde. (Én spydlængde regnes for tre meter). Al-Shawkani sagde: Denne hadith er den bedste ved fastsættelsen af tidspunktet for de to ‘eid-bønner. Af hadithen fremgår det, at det er mustahabb at forsinke ‘eid al-adha-bønnen mindre og ‘eid al-fitr-bønnen mere. Ibn Qudamah sagde: Det er mustahabb at fremskynde ‘eid al-adha-bønnen for at give mere tid til offeret og at forsinke ‘eid al-fitr-bønnen for at give mere tid til betalingen af fitrah. Jeg kender ikke til nogen uenighed om dette.
7. Der er ingen adhan eller iqamah ved ‘eid-bønnen
Ibn al-Qayyim sagde: Når Allahs Sendebud (fred være med ham) nåede frem til ‘eid-pladsen, begyndte han bønnen uden adhan og iqamah og uden nogen bekendtgørelse om, at bønnen skulle til at begynde. Det er sunnah ikke at gøre noget af dette.
Ibn ‘Abbas og Jabir (må Allah være tilfreds med dem) sagde: Der blev ikke kaldt til adhan ved hverken ‘eid al-fitr eller ‘eid al-adha. – Al-Bukhari og Muslim. Muslim overleverer fra ‘Ata’: Jabir (må Allah være tilfreds med ham) fortalte mig, at der hverken måtte foretages adhan, iqamah, bekendtgørelse eller noget tilsvarende, da imamen gik ud til ‘eid al-fitr-bønnen eller derefter. Sa‘d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) bad ‘eid-bønnen uden adhan og iqamah. Han holdt også to khutbaher og sad et øjeblik mellem dem. – Al-Bazzar.
8. Takbir ved ‘eid-bønnen
‘Eid-bønnen består af to rak‘ah. I den første rak‘ah er det sunnah at sige syv takbir efter takbirat al-tahrimah og før recitationen, og i den anden rak‘ah fem takbir, bortset fra takbiren ved oprejsningen. Hænderne løftes ved hver takbir. Amr ibn Shu‘ayb har overleveret, at Allahs Sendebud (fred være med ham) ved en ‘eid sagde tolv takbir: syv i den første rak‘ah og fem i den anden. Han bad ikke nogen anden bøn før eller efter ‘eid-bønnen. – Ahmad, Ibn Majah. Imam Ahmad sagde: Jeg følger denne opfattelse.
I en overlevering hos Abu Dawud og al-Daraqutni fortælles det, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: “Ved ‘eid al-fitr er der syv takbir i den første rak‘ah og fem i den anden rak‘ah. I begge rak‘ah skal recitationen foretages efter takbirene.”
Denne opfattelse er den stærkeste. Flertallet af sahabah, tabi‘un og imamerne fulgte denne opfattelse. Ibn ‘Abd al-Barr sagde: Det er overleveret fra Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem flere kæder med autentiske overleveringer, at han ved begge ‘eid-bønner sagde syv takbir i den første rak‘ah og fem i den anden. Tilsvarende er overleveret fra ‘Abdullah ibn ‘Amr, Ibn ‘Umar, Jabir, ‘A’ishah, Abu Waqid og ‘Amr ibn ‘Awf al-Muzani. Der er ikke overleveret nogen hadith, hverken sahih eller svag, der strider imod dette, og det var den første praksis, man fulgte.
I den hanafitiske madhhab er det fastlagt, at der i den første rak‘ah siges tre takbir efter takbirat al-tahrimah og før recitationen, og tre takbir i den anden rak‘ah efter recitationen.
Allahs Sendebud holdt en kort pause mellem hvert par takbīr. Der findes ingen omtale af, om han i denne tid reciterede en bestemt duʿā eller dhikr. Al-Ṭabarānī og al-Bayhaqī har imidlertid gennem pålidelige overleveringskæder berettet fra Ibn Masʿūds ord og handlinger, at han lovpriste Allah og sendte velsignelser over Allahs Sendebud mellem hvert par takbīr. Det berettes, at Ḥudhayfa og Abū Mūsā også gjorde det samme.
Aḥmad og al-Shāfiʿī anser det for anbefalelsesværdigt at fremsige «Subḥānallāhi wa-l-ḥamdu lillāhi wa lā ilāha illā Allāhu wallāhu akbar» eller en lignende duʿā eller dhikr mellem takbīr. Abū Ḥanīfa og Mālik sagde: Man skal fremsige takbīr sammenhængende uden en pause til duʿā eller dhikr mellem takbīrerne. Denne takbīr i Eid-bønnen er sunnah. Hvis nogen udelader den, hvad enten det sker med vilje eller ved en fejl, bliver bønnen ikke ugyldig. Ifølge al-Shawkānī skal man ikke udføre sujūd al-sahw, hvis takbīr udelades ved en fejl. Ibn Qudāma har også denne opfattelse og siger: Jeg kender ikke til nogen uenighed om dette.
9. Bøn før og efter Eid-bønnen
Der findes intet bevis for, at der er en sunnah-bøn før eller efter Eid-bønnen. Allahs Sendebud og hans ledsagere bad ingen bøn før eller efter bønnen, når de var kommet til Eid-pladsen.
Ibn ʿAbbās sagde: Allahs Sendebud gik ud på Eid-dagen. Derefter bad han to rakʿah. Han bad ingen bøn hverken før eller efter dem. Alle autentiske hadith-samlinger. Det er overleveret fra Ibn ʿUmar, at han gik ud på Eid-dagen. Han bad ingen bøn hverken før eller efter Eid-bønnen. Han nævnte, at Allahs Sendebud plejede at gøre det samme. – al-Bukhārī. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās, at han anså det for makrūh at bede før Eid-bønnen. Hvad angår almindelige nafl-bønner, har al-Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar sagt i Fatḥ al-Bārī, at det ikke er blevet fastslået som forbudt på grundlag af noget specifikt bevis. Det tidspunkt, hvor nafl-bøn er makrūh på alle andre dage, er også makrūh på denne dag.
10. Hvem det er tilladt at bede Eid-bønnen for
Det er tilladt for mænd, kvinder, børn, fastboende og rejsende – for alle – at bede Eid-bønnen, uanset om de beder den hjemme, i moskéen eller på Eid-pladsen. Den, som ikke nåede Eid-bønnen sammen med menigheden, skal bede to rakʿah. Imām al-Bukhārī sagde: Hvis man ikke nåede Eid-bønnen, skal man bede to rakʿah. Det relevante kapitel omfatter tilsvarende dem, der bor hjemme og i landsbyerne; de skal også bede den. For Allahs Sendebud sagde: Dette er vores, muslimernes, Eid. Anas ibn Mālik beordrede sin frigivne slave, som boede i Zāwiya, til at bede Eid-bønnen. Derfor samlede han sine familiemedlemmer og bad Eid-bønnen med takbīr på samme måde som byens indbyggere. ʿIkrima sagde: Folk fra forstæderne samles på Eid-dagen, og imamen skal bede to rakʿah på samme måde, som han beder dem. ʿAṭāʾ sagde: Når man ikke når Eid-menigheden, bør man bede to rakʿah.
11. Prædikenen ved Eid-bønnen
Det er sunnah at holde en prædiken ved eid-bønnen, og det er også sunnah at lytte til den. Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede på dagen for Eid al-Fitr og Eid al-Adha at gå til musallaen (navnet på et sted hundrede gaz fra Profetens Moské). Der bad han først bønnen. Derefter vendte han sig om, stillede sig med ansigtet mod folket, som sad i rækker, og gav dem befalinger, formaninger og råd. Hvis han ønskede at sende en hær et sted hen, beordrede han, at den skulle sendes af sted, og derefter gik han. Abu Sa’id sagde: Folket fortsatte således med at tilbringe dagen. Til sidst kom den tid, hvor jeg sammen med Marwan, Medinas hersker, gik ud på Eid al-Fitr eller Eid al-Adha. Da vi kom hen til prædikestolen, så vi, at der stod en prædikestol, som Kathir ibn al-Salt havde bygget. Jeg så, at Marwan var ved at stige op på den før eid-bønnen. Så tog jeg fat i hans klædning og trak i den, og han trak også i mig. Derefter steg han op på prædikestolen og holdt prædikenen før bønnen. Jeg sagde til ham: Ved Allah, du har ændret traditionen. Han sagde: Abu Sa’id, den tradition, du kendte, er forbi. Jeg sagde: Ved Allah, det, jeg kender, er bedre end det, jeg ikke kender. Han sagde: Folket bliver ikke siddende efter bønnen for vores skyld. Derfor har jeg flyttet den til før bønnen. – Bukhari og Muslim. Abdullah ibn Sa’ib sagde: Jeg deltog i eid sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Da han havde afsluttet bønnen, sagde han: Nu skal jeg holde prædikenen. Den, der ønsker at blive siddende for at lytte til prædikenen, kan blive siddende, og den, der ønsker at gå, kan gå. – Nasa’i, Abu Dawud og Ibn Majah.
De hadither, der er blevet overleveret med betydningen, at der skal holdes to prædikener ved eid, og at imamen skal sidde og holde en kort pause imellem dem, er svage. An-Nawawi sagde: Der findes intet bevis for de to prædikener.
Det er mustahabb at begynde prædikenen med lovprisning af Allah. Der er ikke overleveret nogen undtagelse fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Ibn al-Qayyim sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at begynde alle sine taler med lovprisning af Allah. I ingen hadith er det blevet sagt, at Allahs Sendebud begyndte prædikenen med takbir. Kun Ibn Majah har overleveret fra Allahs Sendebuds muezzin Sa’id, at Allahs Sendebud plejede at sige takbir af og til under prædikenen og sige mange takbir i prædikenerne ved de to eid’er. Dette beviser ikke, at han begyndte prædikenen med takbir. Der er uenighed om begyndelsen på eid-prædikenen og regnbønsprædikenen. Nogle siger, at begge skal begyndes med takbir. Andre siger, at regnbønsprædikenen skal begyndes med istighfar (at bede om tilgivelse). Andre siger, at begge skal begyndes med lovprisning af Allah. Shaykh al-Islam Taqi ad-Din sagde: Dette er det korrekte. For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver vigtig handling, der ikke begyndes med lovprisning af Allah, forbliver mangelfuld.« Allahs Sendebud plejede at begynde alle sine prædikener med lovprisning af Allah. Selv om mange faqih’er har sagt, at regnbønsprædikenen skal begyndes med istighfar og eid-prædikenen med takbir, har deres synspunkt overhovedet ingen støtte i Allahs Sendebuds sunnah. Sunnah peger tværtimod på det modsatte: Alle slags prædikener skal begyndes med lovprisning af Allah.
12. At indhente eid-bønnen
Abu Umair ibn Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En gruppe af Allahs Sendebuds ansariske ledsagere fortalte mig: En gang kunne vi ikke se den nye måne for Shawwal. Om morgenen fastede vi. Sidst på dagen ankom en karavane. De aflagde vidnesbyrd over for Allahs Sendebud om, at de havde set månen dagen før. Så beordrede Allahs Sendebud os til at bryde fasten og bede eid-bønnen den følgende dag. – Ahmad, Nasa’i og Ibn Majah. De siger: Hvis en gruppe mennesker på grund af en gyldig undskyldning går glip af eid-bønnen, skal de bede eid-bønnen den følgende dag.
13. Leg, adspredelse, sang og spisning ved eid
Tilladte lege, uskyldig adspredelse og gode sange er en del af islams praksis. Allah den Ophøjede har gjort dem tilladte på eid-dagen til fysisk udfoldelse samt mental glæde og adspredelse.
Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Medina, havde indbyggerne allerede to dage, hvor de plejede at more sig. Allahs Sendebud sagde: Allah den Ophøjede har bestemt en bedre erstatning for jer: Eid al-Fitr og Eid al-Adha. – Nasa’i. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde:
På eid-dagen legede abyssinierne foran Allahs Sendebud, fred være med ham. Jeg forsøgte at kigge over hans skulder for at se det, og han sænkede sin nakke. Således kunne jeg se over hans skulder, og derefter gik jeg tilfreds tilbage. – Ahmad, al-Bukhari og Muslim. I en anden overlevering i alle disse tre værker siger Aisha, må Allah være tilfreds med hende: Abu Bakr kom hjem til os på eid-dagen. På det tidspunkt havde vi to slavepiger, som gennem sang mindedes begivenhederne fra Bu’ath-slaget, hvor de fremtrædende ledere og krigere fra Aws og Khazraj blev dræbt.
Mellem Medinas to stammer, Aws og Khazraj, fandt der i uvidenhedens tid en langvarig og blodig krig sted. I denne krig udførte Khazraj en stor massakre på Aws. Bu’ath var navnet på en fæstning tilhørende Aws, og Bu’ath-slaget blev opkaldt efter denne fæstning. Det var et berømt slag i den gamle arabiske historie. Da sagde Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham: »Allahs tjenere, hører I Satans sang?« Det sagde han tre gange. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte dette, sagde han: »Abu Bakr! Hvert folk har en festdag. I dag er vores festdag.« Al-Bukharis formulering er: »Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud trådte ind i mit hus. Hos mig var der to slavepiger, som sang Bu’aths sange. Allahs Sendebud vendte straks ansigtet bort og lagde sig på sengen. Abu Bakr kom også ind på dette tidspunkt og skældte mig ud. Han sagde: ›Er Satans sang i gang hos Allahs Sendebud?‹ Da vendte Allahs Sendebud sig mod Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, og sagde: ›Lad de to slavepiger synge det, de synger.‹ Da han vendte sin opmærksomhed bort, gav jeg de to slavepiger et tegn, og straks gik de ud. Det var eid-dag. Abyssinierne legede med skjolde og spyd på denne dag. Nogle gange ønskede jeg at se legen hos Allahs Sendebud. Andre gange spurgte han: ›Har du lyst til at se legen?‹ Jeg svarede ja. Så stillede han mig bag sig på en sådan måde, at min kind var ud for hans kind. Han sagde: ›I unge abyssiniere, leg godt!‹ Til sidst, når jeg var blevet træt af at se på, spurgte han: ›Er du tilfreds?‹ Jeg svarede ja. Han sagde: ›Så gå.‹« Hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: Aisha beretter, at Allahs Sendebud den dag sagde: »Jøderne i Medina bør vide, at der er rummelighed i vores religion. Jeg er blevet sendt med et tolerant, monoteistisk budskab.« Ahmad og Muslim overleverer: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Tashriqs dage er dage for at spise, drikke og ihukomme Allah.«
14. Dyden ved gode gerninger i de ti dage af Dhu al-Hijjah
Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Der er ingen dage, hvor gode gerninger er mere elskede af Allah end på disse dage« (de ti dage af Dhu al-Hijjah). Sahabane sagde: »Ikke engang jihad på Allahs vej?« Allahs Sendebud sagde: »Ikke engang jihad på Allahs vej, bortset fra den persons jihad, som drog ud i jihad med sit liv og sin ejendom, men ikke vendte tilbage med noget af det.« – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Muslim og al-Nasa’i. Ahmad og al-Tabarani overleverer fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Ingen god gerning er mere elsket af Allah på nogen anden dag end på disse ti dage. Sig derfor ofte: La ilaha illa Allah, al-hamdulillah og Allahu akbar på disse dage.«
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Med Koranens ord »og de ihukommer Allahs navn på nogle bestemte dage« menes der de ti dage af Dhu al-Hijjah. Ibn Umar og Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med dem, gik ud på markedet i disse ti dage, mens de sagde »Allahu akbar«. Når folk hørte dem, sagde de også »Allahu akbar«. – al-Bukhari.
Når de ti dage af Dhu al-Hijjah nærmede sig, anstrengte Sa’id ibn Jubayr sig så meget for at udføre gode gerninger, at det næsten var umuligt at holde ham tilbage. Al-Awza’i sagde: »Jeg har erfaret, at en god gerning udført på en hvilken som helst af de ti dage af Dhu al-Hijjah svarer til jihad på Allahs vej, hvor man faster om dagen og holder vagt om natten. Den, som får den særlige udmærkelse at opnå martyrdom, er dog en undtagelse.« Al-Awza’i sagde: »En mand fra Banu Makhzum overleverede denne hadith til mig med henvisning til Allahs Sendebud, fred være med ham.«
Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »At tilbede Allah i de ti dage af Dhu al-Hijjah er så elsket af Allah, at tilbedelse på ingen anden dag er mere elsket af Ham end dette. Tilbedelsen på hver af disse dage svarer til tilbedelsen i et helt år, og tilbedelsen på hver af disse nætter svarer til tilbedelsen på Laylat al-Qadr.« – al-Tirmidhi, Ibn Majah og al-Bayhaqi.
15. Det er mustahabb at udveksle eid-hilsner og lykønskninger
Jubair ibn Mufair sagde: Når Profetens ﷺ ledsagere mødtes med hinanden på eid-dagen, sagde den ene til den anden: »Må Allah acceptere min og din eid.«
16. At fremsige takbir på de fastsatte dage for de to eider
Det er sunnah at fremsige takbir på eid-dagene. Om Eid al-Fitr har Allah sagt: »Så I kan fuldføre antallet (af fastedagene i Ramadan), lovprise Allah, fordi Han har vejledt jer, og vise Ham taknemmelighed.« (Sura al-Baqara: vers 185). Og om Eid al-Adha har Han sagt: »Og ihukom Allah på et bestemt antal dage.« (Al-Baqara: vers 203)
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Disse dage er Ayyam al-Tashriq. – Bukhari.
Allah har også sagt: »Således har Allah underlagt jer disse dyr, for at I kan lovprise Allah, fordi Han har vejledt jer.« (Sura al-Hajj: vers 37)
Ifølge de fleste lærde skal takbir ved Eid al-Fitr fremsiges fra det tidspunkt, hvor man går ud for at bede, indtil khutbaen begynder. Der er overleveret nogle svage hadither om dette. Der findes imidlertid også autentiske hadither fra blandt andre Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham. Al-Hakim har sagt: Dette er en sunnah, som hadith-overleverne har overleveret gennem en ubrudt kæde. Malik, Ahmad, Ishaq og Abu Thawr har også udtrykt denne holdning. En anden gruppe har sagt, at takbir begynder fra natten til Eid al-Fitr, når nymånen for Shawwal er blevet observeret, og fortsætter indtil man går til eid-pladsen, og imamen går ud. Hvad angår Eid al-Adha, er tiden for takbir fra fajr på Arafah-dagen indtil asr på Ayyam al-Tashriq. Disse dage er den ellevte, tolvte og trettende dag i Dhu al-Hijjah. Det, der med størst autenticitet er kendt fra ledsagerne, er Alis og Ibn Masuds udsagn om, at takbir fortsætter fra fajr på Arafah-dagen indtil asr på den sidste dag i Mina. Ibn al-Mundhir, al-Shafii, Ahmad, Abu Yusuf, Muhammad, Umar, må Allah være tilfreds med ham, og Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, støtter denne holdning.
At fremsige takbir under Ayyam al-Tashriq er ikke begrænset til et bestemt tidspunkt; det er derimod anbefalet på alle tidspunkter på disse dage.
Bukhari siger: Umar, må Allah være tilfreds med ham, fremsagde takbir i sit telt i Mina. Folkene i moskeen hørte det og fremsagde takbir, og folkene på markedet gjorde det samme. Således genlød hele Mina af takbir. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, fremsagde takbir i Mina efter bønnen, på sit leje, i sit telt, under sine møder og på sine vandringer på alle disse dage. Maymuna, må Allah være tilfreds med hende, fremsagde takbir på offerdagen. Kvinderne fremsagde takbir sammen med mændene i moskeen under nætterne i Ayyam al-Tashriq, bag Abbas ibn Uthman og bag Umar ibn Abd al-Aziz. Hafiz Ibn Hajar har sagt: Af ledsagernes udsagn og handlinger fremgår det, at det var skik at fremsige takbir efter bønnen og i andre situationer på disse dage. De lærde er uenige om nogle af detaljerne: Nogle siger, at takbir skal fremsiges efter alle bønner. Andre siger, at det kun skal fremsiges efter de obligatoriske bønner, ikke efter de frivillige. Andre igen siger, at det kun skal fremsiges af mænd, ikke af kvinder; sammen med menigheden og ikke alene; efter bønner, der bedes til tiden, og ikke efter indhentede bønner; ved den fastboendes bøn og ikke den rejsendes; og ved bønner i byen og ikke på landet. Imam Bukhari synes at støtte, at takbir fremsiges i alle de nævnte situationer. De udsagn og handlinger fra ledsagerne, som han har nævnt, underbygger denne holdning. Der findes flere overleveringer om, hvilke ord takbir skal fremsiges med. Den mest autentiske overlevering er Salmans. Han sagde: Fremsig takbir således: »Allahu akbar, Allahu akbar, Allahu akbar kabiran.«
Ifølge en overlevering fra Umar og Ibn Masud: »Allahu akbar, Allahu akbar, la ilaha illallah, wallahu akbar, Allahu akbar, wa lillahil-hamd.«
Tredje kapitel: Zakat
Zakat
1. Definitionen på zakat
Den del af sin formue, som et menneske giver til de fattige som Allahs retmæssige andel, kaldes zakat. Grunden til, at den kaldes zakat, er, at man derved kan håbe på velsignelse, opnå renhed i sindet og begæret samt fremme udvikling til gavn. Ordet »zakat« betyder sprogligt vækst, renhed og velsignelse, det vil sige velstand. Den Almægtige Allah har sagt:
خُل مِنْ أَمْوَالِمِ صدقة تطهرهم وتزكيهم بها .
»Tag almisse fra deres formue, hvorved du kan rense dem og fremme deres velstand og udvikling.« (Sura at-Tawbah, vers 103)
Zakat er en af islams fem søjler. I toogfirs vers nævnes zakat sammen med bønnen. Allah den Ophøjede har gjort den obligatorisk gennem Sin Bog, gennem Sin profets sunnah og gennem enigheden blandt Hans ummah.
a. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) i alle de autentiske hadith-samlinger: Da Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sendte Muadh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham) til Yemen, sagde han til ham: »Du er på vej til et folk fra Bogens folk. Kald dem til at bevidne, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, og at jeg er Allahs Sendebud. Hvis de accepterer dette, så meddel dem, at Allah har pålagt dem fem daglige bønner. Hvis de accepterer dette, så meddel dem, at Allah har pålagt dem en sadaqa (zakat) i deres formue, som tages fra de rige og fordeles blandt de fattige. Hvis de adlyder dig i dette, så pas på med at tage deres mest værdifulde og bedste ejendele. Og beskyt dig mod den undertryktes forbandelse. For der er intet slør mellem denne forbandelse og Allah.«
b. Al-Tabarani overleverer i sine værker al-Awsat og al-Saghir fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Allah den Ophøjede har pålagt de velstående muslimer så meget i deres formue som sadaqa, at det er tilstrækkeligt for de fattige blandt dem. Når de fattige lider på grund af mangel på mad eller tøj, er de velståendes adfærd—det vil sige deres nærighed—ansvarlig for deres lidelse. Pas på! Allah vil kræve dem til et strengt regnskab og straffe dem med en smertefuld straf.«
I islams begyndelse var zakat i Mekka pålagt uden nærmere fastsættelse. Det var ikke fastlagt, hvor stor en formue der udløste zakat, eller hvor meget der skulle gives. Dette blev overladt til muslimernes bevidsthed og medfølelse. Ifølge den mest udbredte overlevering blev zakatbeløbet for hver formuekategori fastsat i det andet hijri-år. Det var da, reglerne for zakat blev åbenbaret.
2. Påbuddet om at betale zakat og tilskyndelsen dertil
a. Allah den Ophøjede siger i sura al-Tawbah, vers 103: »Tag sadaqa fra deres formue, hvorved du kan rense og lutre dem.« Det vil sige: O Sendebud, tag en fastsat mængde sadaqa, det vil sige den obligatoriske zakat, fra de troendes formue, eller tag en ikke-fastsat mængde sadaqa, det vil sige frivillige donationer, hvorved du renser og lutrer dem for begær og nærighed, for hårdhed, snæversyn og andre umenneskelige fejl over for de fattige og nødlidende, og udsmykker deres formue med moralsk og virkelig gavn, velsignelse og velstand, så de kan opnå al godhed og lykke i denne verden og det hinsidige.
b. Allah den Ophøjede har sagt:
إن المتقين في جنس وعيون . أخذِينَ مَا أَنْهُمْ رَبُّهُمْ ، إِنَّهُمْ كَانُوا قَبْلَ ذَلِكَ مُحْسِنِينَ كَانُوا قَلِيلاً مِنَ الَّيْلِ مَا يَهْجَعُونَ، وَبِالْأَسْحَارِ هُمْ يَسْتَغْفِرُونَ وَفِي أَمْوَالِهِرْ حَقَّ لِلسَّائِلِ وَالْمَعْرُومِ.
»De, der frygter Allah, vil være i haver og ved floder. De vil modtage det, som Allah giver dem, fordi de tidligere var gode i deres gerninger. De sov kun lidt om natten, og ved nattens slutning bad de om tilgivelse. Og i deres formue er der en ret for den spørgende og den berøvede.« (Sura al-Dhariyat: vers 15-19)
Sandelig har Allah den Almægtige beskrevet fromhed som den fornemste egenskab hos ædle mennesker; deres nattebøn som et tegn på deres fromhed, deres bøn om tilgivelse i de tidlige morgentimer som et middel til at tilbede Allah og opnå nærhed til Ham, og deres gavmildhed over for de fattige som udtryk for barmhjertighed og medfølelse og som et tegn på fromhed.
c. Allah den Almægtige har sagt:
وَالْمُؤْمِنُونَ وَالْمُؤْمِنتُ بَعْضُهُمْ أَوْلِيَاء بَعْضٍ يَا مُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْمَونَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَيُقِيمُونَ الصلوة وَيُؤْتُونَ الزَّكوة ويُطِيعُونَ اللهَ وَرَسُولَهُ ، أُولَئِكَ يرحمهم الله .
“De troende mænd og de troende kvinder er hinandens venner. De påbyder det gode og forbyder det onde. De holder bønnen og betaler zakat og adlyder Allah og Sendebudet. Over dem vil Allah vise barmhjertighed.” (Sura at-Tawbah: vers 71)
Det vil sige, at det folk, som Allah nedsender barmhjertighed og velsignelse over, er det folk, der tror på Allah, knytter sig til hinanden i venskabets bånd gennem gensidig hjælp og kærlighed, påbyder det gode, forbyder det onde, opretholder forbindelsen med Allah gennem bønnen og styrker deres indbyrdes forhold gennem betaling af zakat.
d. Allah den Almægtige har desuden sagt:
الَّذِينَ إِن مكتمر فِي الْأَرْضِ أَقَامُوا الصَّلوةَ وَأتُوا الزَّكُوةَ وَأَمَرُوا بِالْمَعْرُوفِ وَتَمَوْا عَنِ الْمُنْكَرِ وَلِلَّهِ عَاقِبَةُ الأمور .
“Det er dem, som, hvis Vi giver dem magt på jorden, holder bønnen, indfører zakat-ordningen, påbyder det gode og forbyder det onde. Sandelig, den endelige afgørelse i alle sager tilkommer Allah.” (Sura al-Hajj: vers 41)
Allah den Almægtige har fastsat zakat som et af de vigtigste formål og mål med at overdrage statsmagten.
a. At-Tirmidhi har overleveret fra Abu Kabsha – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde: Jeg sværger ved tre ting; husk dem: (1) Almisse mindsker ikke formuen. (2) Hvis en tjener udsættes for uret og bærer det med tålmodighed, vil Allah øge hans ære og værdighed. (3) Hvis en tjener åbner døren for at bede nogen om noget, vil Allah åbne fattigdommens dør for ham.
b. Ahmad og At-Tirmidhi har overleveret fra Abu Hurayra – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde: Allah tager imod almisse og modtager den med Sin højre hånd; derefter lader Han den vokse for en af jer, ligesom en af jer opfostrer og lader sit føl vokse. Så meget, at en enkelt mundfuld mad bliver så stor som Uhud-bjerget.” Aki sagde: Der findes støtte for denne hadith i Allahs Bog. Det er, at Allah har sagt:
الى يَعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ مَوَ يَقْبَلُ التَّوْبَةَ عَنْ عِبَادِهِ وَيَأْخُذُ الصَّدق .
“Ved de ikke, at Allah alene tager imod Sine tjeneres anger og tager imod almisse?” (At-Tawbah-suraen: vers 104)
يبْحَقُ الله الربُوا وَيُرْبى الصدقت.
“Allah lader renter svinde ind, men lader almisser vokse.” (Al-Baqarah-suraen: vers 276)
c. Imam Ahmad har med en autentisk overleveringskæde overleveret fra Anas: “En mand fra stammen Banu Tamim kom til Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – og sagde: ‘Allahs Sendebud, jeg ejer stor rigdom. Jeg har også en stor familie, meget jord og mange gæster, der kommer til mig. Fortæl mig nu, hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal bruge mine penge?’ Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde: ‘Du skal give zakat af din formue. Det er et middel til at rense dig. Desuden skal du bevare forbindelsen til dine slægtninge og anerkende den fattiges, naboens og den hjælpsøgendes ret (det vil sige: kend deres ret og giv dem den).’
d. Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg sværger ved tre ting: Allah vil aldrig gøre den, der opfylder islams forpligtelser, lig med den, der ikke opfylder nogen af dem. Islams forpligtelser er tre: bøn, faste og zakat. Og når Allah tager en tjener som ven i denne verden, vil Han ikke på opstandelsens dag tage en anden som ven og udelukke ham. Og når en person elsker en gruppe mennesker, vil Allah på opstandelsens dag lade ham være sammen med dem. Hvis jeg sværger på en fjerde ting, håber jeg, at jeg ikke synder. Den er, at hvis Allah skjuler en tjeners fejl i denne verden, vil Han også skjule hans fejl på opstandelsens dag.«
e. Al-Tabarani har i sit værk al-Awsat overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at en mand sagde: »Allahs Sendebud! Hvad får en person ud af at betale zakat af sin formue?« Sendebudet, fred være med ham, svarede: »Den, der betaler zakat af sin formue, vil få alle ulykker og plager fjernet fra sig.«
f. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Jarir ibn Abdallah, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde: »Jeg aflagde troskabsløfte til Allahs Sendebud, fred være med ham, om at etablere bønnen, betale zakat og oprigtigt ønske enhver muslims vel.«
3. Advarsel mod de frygtelige følger af ikke at betale zakat
a. Den Almægtige Allah har sagt:
وَالَّذِينَ يَكْنِزُونَ الذَّهَبَ وَالْفِصْةَ وَلَا يُنْفِقُونَهَا فِي سَبِيلِ اللَّهِ لا فَبَشِّرْهُم بِعَذَابِ اليه يوم يحمى عَلَيْهَا فِي نَارِ جَهَنَّمَ تَتَّكُوى بِهَا جِبَاءَهُمْ وَجُنُوبُهُمْ وَظُهُورُهُمْ ، هَذَا مَا كَنَرْتُمْ لِأَنْفُسِكُمْ فَلْ وَقَوْا مَا كنتي تميزون.
»Og de, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, giv dem da det glædelige budskab om en smertefuld straf. Den dag, hvor dette guld og sølv vil blive ophedet i Helvedes ild og derefter bruges til at brændemærke deres pander, sider og rygge, vil der blive sagt: Dette er det, I samlede til jer selv. Så smag og nyd det, som I samlede.« (Sura at-Tawbah, vers 34-35)
b. Allah har også sagt:
وَلَا يَحْسَبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ بِمَا أَنْهُمُ اللهُ مِن فَضْلِهِ هُوَ خَيْرًا لَمَرْ بَلْ هُوَ غَرْ لَهُمْ ، سَيَطُوقُونَ مَا بَغِلُوا بِهِ يَوْمَ الْقِيمَةِ .
“De, der nærigt holder tilbage af den gave af gunst, som Allah har skænket dem, må ikke tro, at deres nærighed er godt for dem. Nej, den er ondt for dem. Den rigdom, som de var nærige med (og ikke betalte zakat af), vil på Genopstandelsens Dag blive brændt i Helvedes ild, omdannet til jernlænker og lagt om deres halse.” (Sura Al Imran: vers 180)
Imam Ahmad samt al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Hvis en person, der samler rigdom [det vil sige en person, hvis formue er underlagt zakat, men som ikke betaler zakat], ikke betaler zakat af sin formue, vil denne formue på Dommedag blive brændt i Helvedes ild og gjort til brede metalplader. Med dem vil hans sider og pande blive mærket, indtil Allah har afsluttet dommen over sine tjenere på en dag, der varer halvtreds tusind år. Derefter vil han blive vist vejen enten til Paradis eller til Helvede. Hvis ejeren af en kamelflok ikke betaler zakat af sin kamelflok, vil der på Dommedag blive bredt en vidstrakt slette ud for denne kamelflok, så langt og bredt som muligt. Kamelene vil græsse på denne slette. Hver gang den sidste kamel i flokken har passeret over ham, vil den første kamel vende tilbage til ham. Sådan vil det fortsætte, indtil Allah har afsluttet dommen over sine tjenere, gennem en periode på halvtreds tusind år. Derefter vil han blive vist vejen enten til Paradis eller til Helvede. Hvis ejeren af en fåreflok ikke betaler zakat af sin fåreflok, vil der på Dommedag blive bredt en enorm slette ud for denne fåreflok, så langt og bredt som muligt. Der vil fårene græsse, mens de graver med deres klove og horn. Ingen af fårene i flokken vil være hornløse eller have et bøjet horn. Så snart det sidste får er nået frem, vil det første får vende tilbage. Sådan vil det fortsætte på denne dag, der efter den nuværende tidsregning varer halvtreds tusind år, indtil Allah har afsluttet dommen over sine tjenere. Derefter vil han blive vist vejen enten til Paradis eller til Helvede. Folkene sagde: O Allahs Sendebud, hvad så med heste? Han sagde: På hestenes pander er der bestemt godhed indtil Dommedag. Heste er af tre slags: for nogle er de en belønning, for andre et skjul, og for andre en synd. Den hest, der er en belønning for sin ejer, er den, som ejeren anskaffer for Allahs skyld og gør klar til at bevæge sig på Allahs vej. Alt, hvad han giver den at spise, vil Allah skrive en belønning for ham for. Hvis han lader den græsse på en frodig mark, vil Allah skrive en belønning for ham for alt, hvad den spiser. Hvis han giver den vand fra en flod eller kanal, vil der blive fastsat en belønning for ham for hver dråbe, den drikker. Ja, Allahs Sendebud nævnte endda en belønning for dens urin og afføring. Hvis denne hest græsser på et eller to højlandsområder, vil dens ejer få belønning for hvert eneste skridt, den tager. Den hest, der er et skjul for sin ejer, er den, som ejeren holder af for at vise sin ædelhed eller på grund af dens skønhed, og hvis ret — dens bug og ryg — han ikke glemmer, hverken på gode eller dårlige dage (det vil sige, at han rider på dens ryg og heller ikke glemmer at give den mad, når den bliver sulten). Den hest, der er en byrde af synd for sin ejer, er den, som han holder på grund af overdreven stolthed og arrogance og for at vise sig frem. Denne hest er en byrde af synd for ham. Folkene sagde: O Allahs Sendebud, hvad siger du om æsler? Allahs Sendebud sagde: Allah har ikke åbenbaret noget om æsler for mig ud over dette omfattende og enestående vers:
فَمَن يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ خَيْرًا يره، ومن يعمل مِثْقَالَ ذَرَةٍ قرا يره .
“Den, der gør så meget godt som et atom, vil se det, og den, der gør så meget ondt som et atom, vil se det.” (Sura Az-Zalzala: vers 7-8)
Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Den, som Allah har givet rigdom, men som ikke betaler zakat af den, vil på Dommedag få sin rigdom til at vise sig for ham i skikkelse af en giftig slange med to sorte pletter over øjnene. Denne slange vil på Dommedag sno sig omkring ham, klemme hans to kæber sammen og sige: Jeg er din rigdom, jeg er den skat, du samlede. Derefter reciterede Allahs Sendebud dette vers:
وَلَا يَحْسَبَنَّ الَّذِينَ يَبْخَلُونَ بِمَا أَتَاهُرُ اللَّهُ مِن فَضْلِهِ .
“De, der nærigt holder tilbage af Allahs nådegaver, må ikke tro, at det, de gør, er godt for dem…..” (Sura Al Imran: vers 180)
Ibn Mājah, al-Bazzār og al-Bayhaqī har overleveret fra Ibn ʿAmr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »O muhājirūn! Jeg søger tilflugt hos Allah mod, at I bliver ramt af fem dårlige vaner, som kan opstå blandt jer. Når åbenlys utugt breder sig blandt et folk, vil der opstå sygdomme blandt dem, som ikke fandtes blandt deres forfædre. Når folk snyder ved måling og vejning under handel, vil de blive ramt af hungersnød, fattigdom og statslig undertrykkelse. Og de, der ikke betaler zakat, vil lide under mangel på regn. Hvis ikke der fandtes dyr, ville de slet ikke få regn. Og de, der bryder Allahs og Hans Sendebuds pagt, vil blive underlagt fremmede fjenders magt, og disse vil tage en del af deres ejendom. Og når et folks herskere ikke regerer efter Allahs Bog, vil indre uro bryde frem blandt dem.«
Al-Bukhārī og Muslim har overleveret fra Ahnaf ibn Qays, at Ahnaf sagde: Jeg satte mig til et møde med en gruppe fra Quraysh. Pludselig kom en mand til syne med pjusket hår, groft tøj og et uordentligt udseende. Så snart han kom, stillede han sig foran alle og hilste dem (denne mand var Abū Dharr, må Allah være tilfreds med ham). Derefter sagde han: »Giv dem, der samler rigdom, det glade budskab om sten, der er opvarmet i Helvedes ild. Så vil den blive lagt på hver af deres brystvorter, indtil den kommer ud gennem den øverste del af hans nakke. Derefter vil den blive lagt på hans nakke, indtil den kommer ud gennem hans brystvorte. Så vil han blive ved med at ryste.« Derefter gik denne mand bort og satte sig hos en hærstyrke. Jeg fulgte efter ham og satte mig hos ham. Jeg vidste stadig ikke, hvem denne mand var. Jeg sagde til ham: »Jeg tror, at folk ikke kunne lide det, du sagde.« Manden sagde: »De forstår ingenting. Min ven har sagt det til mig.« Jeg spurgte: »Hvem er din ven?« Han svarede: »Allahs Sendebud.« »Kan du se Uhud?« Jeg så mod solen for at vurdere, hvor meget af dagen der var tilbage. Jeg tænkte, at Allahs Sendebud ville sende mig ud for at udføre en opgave. Jeg svarede: »Ja, jeg kan se Uhud.« Så sagde han: »Jeg bryder mig ikke om at eje så meget guld som Uhud, hvoraf jeg beholder tre dinarer og giver resten bort.« Disse mennesker forstår ingenting. De samler kun verdens rigdom. Ved Allahs ed! Så længe jeg ikke møder Allah (det vil sige, så længe jeg ikke dør), vil jeg ikke ønske mig noget af denne verden hos dem, og jeg vil heller ikke spørge dem om noget vedrørende religionen.«
4. Den islamiske lovs bestemmelse om den, der benægter zakat
Zakat er en så entydig bestemmelse i islam, at hele den muslimske umma er enig om, at den er obligatorisk. Den er blevet så velkendt, at den er blevet en del af islams ufravigelige grundbestemmelser. Hvis nogen derfor benægter, at den er obligatorisk, vil han med sikkerhed træde ud af islam, blive kāfir og frafalden, og reglerne for den frafaldne vil blive anvendt på ham. Hvis han imidlertid netop har antaget islam, kan han fritages på grund af uvidenhed om islams forskellige bestemmelser.
Den, der tror, at det er nødvendigt og obligatorisk at betale zakat, men alligevel undlader at betale den, træder ganske vist ikke ud af islam, men bliver syndig på grund af sin undladelse. Landets hersker har ret til med tvang at opkræve zakat fra ham og straffe ham. Han må ikke opkræve nogen ejendom fra ham ud over zakat. Ifølge imām Ahmads og al-Shāfiʿīs tidligere opfattelse kan staten opkræve zakat fra ham og desuden som en disciplinær foranstaltning tage halvdelen af hans resterende ejendom. (Hvis en person har skjult den reelle størrelse af sin ejendom og derfor undladt at betale zakat, hvorefter det bliver opdaget, kan staten også tage zakat samt halvdelen af den resterende ejendom fra ham.) Som bevis herfor har imām Ahmad, al-Nasāʾī, Abū Dāwūd, al-Hākim og al-Bayhaqī overleveret fra Bahāz ibn Hakīm, fra hans far, og fra hans farfar, at jeg hørte Allahs Sendebud sige: »Der skal betales zakat for enhver fritgående kamelflok. Når der er fyrre kameler, skal der gives en bint labūn. Ingen kamel må undtages fra opgørelsen. Den, der giver i håb om belønning, vil få sin belønning. Men den, der ikke betaler zakat, vil vi
under alle omstændigheder opkræve den fra ham som Allahs obligatoriske ret, og samtidig vil vi opkræve halvdelen af hele hans ejendom. Intet af dette vil være tilladt for Muhammeds efterkommere.« Ahmad sagde: »Denne hadiths overleveringskæde er autentisk.« Al-Hākim sagde om Bahāz: »Hans hadither er autentiske.« (Al-Bayhaqī sagde dog, at denne hadith ifølge imām al-Shāfiʿī ikke er autentisk efter hadith-eksperternes vurdering.)
Hvis en gruppe anerkender, at zakat er obligatorisk, men nægter at betale den, og de er meget indflydelsesrige og stærke, skal zakat opkræves fra dem, om nødvendigt ved at bekæmpe dem. Al-Bukhārī og Muslim har nemlig overleveret fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham): »Allahs Sendebud sagde: Jeg er blevet befalet at bekæmpe folk, indtil de bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah, at Muhammed er Hans Sendebud, opretholder bønnen og betaler zakat. Når de gør dette, vil de være beskyttet mod mig med hensyn til deres liv og ejendom, bortset fra hvad der yderligere tilkommer dem ifølge islams bestemmelser. Deres regnskab vil Allah alene gøre op.«
Alle de autentiske hadith-samlinger har overleveret fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham): »Da Allahs Sendebud døde, og Abū Bakr var i live, og mange blandt araberne forlod islam og blev kāfirer, sagde ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham): Hvordan vil du bekæmpe dem, når Allahs Sendebud har sagt: Jeg er blevet befalet at bekæmpe folk, indtil de bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah? Den, der aflægger dette vidnesbyrd, vil være beskyttet mod mig med hensyn til sit liv og sin ejendom, bortset fra hvad der tilkommer islam, og hans regnskab vil Allah gøre op. Abū Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Ved Allahs ed! Jeg vil bekæmpe enhver, der skelner mellem bønnen og zakat, for zakat er Allahs ret eller krav på ejendommen (Banū Yarbuʿ-stammen havde samlet zakatmidlerne for at sende dem til Abū Bakr. Men Mālik ibn Nuwayrah forbød dem at sende dem og fordelte zakatmidlerne blandt dem. Det var denne sag, der førte til uenigheden, og ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) blev betænkelig ved dem. Derfor diskuterede han med Abū Bakr og protesterede mod hans beslutning om at bekæmpe dem. Abū Bakr bekæmpede dem i det første år af sit kalifat, i det ellevte hijrī-år).«
Ved Allahs ed, hvis de nægter at give selv den unge kamelhoppe, som de plejede at give på Allahs Sendebuds tid, vil jeg bekæmpe dem. Umar sagde: Ved Allah, den eneste grund til, at han sagde dette, var, at Allah havde åbnet Abu Bakrs bryst for kampen. (Det vil sige, at han ikke havde nogen tvivl om krigens berettigelse.) Jeg forstod, at det, han havde forstået, var sandheden. Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhis ordlyd er således: »Hvis de nægter at give selv rebet, som en kamel bindes med, vil jeg bekæmpe dem.« I stedet for »den unge kamelhoppe«.
5. Hvem er zakat påbudt for?
Zakat bliver påbudt for en fri muslim, så snart han ejer en formue svarende til nisab (den fastsatte mindstegrænse). Hvis nogen af de former for formue, som zakat er påbudt for, når den fastsatte nisab, skal zakat betales.
6. Nisab for zakat
Betingelserne for nisab er:
a. Den skal overstige familiens grundlæggende behov: Det vil sige, at man skal betale zakat, hvis der er et overskud efter anskaffelsen af mad, tøj, bolig, transportmidler og redskaber til at tjene til livets ophold.
b. Et helt måneår skal være gået. Året begynder at blive talt fra den dag, man bliver ejer af nisab, og nisab skal være fuldstændig til stede under hele året. Hvis der opstår en mangel i løbet af året, og den senere igen bliver fuldstændig, skal optællingen begynde på ny fra den dag, den bliver fuldstændig.
An-Nawawi har sagt: Vores madhhab samt Maliks, Ahmads og de fleste imamers madhhab er, at når zakat på en formue påbydes som en del af selve denne formue, og når et helt år er en betingelse, såsom for guld, sølv og husdyr, er det nødvendigt, at nisab for denne formue er fuldstændig til stede hele året. Hvis der på noget tidspunkt i året opstår en mangel, bliver året ufuldstændigt. Når formuen senere igen når nisab, begynder et nyt år fra det tidspunkt, hvor nisab er fuldstændig til stede. Abu Hanifa har sagt: Det er tilstrækkeligt, at nisab er fuldstændig til stede ved årets begyndelse og slutning. Det skader ikke, hvis der opstår en mangel undervejs. Selv hvis han ved årets begyndelse har to hundrede dirham, og alt bortset fra én dirham går tabt midt i året, eller hvis han ved årets begyndelse har fyrre geder, og alle bortset fra én går til grunde undervejs, så vil zakat på hele beløbet være påbudt, hvis han igen har to hundrede dirham og fyrre geder ved årets slutning. [Hvis nogen sælger nisab midt i året eller omdanner den til en anden form for formue, afbrydes zakatåret, og optællingen af året skal begynde på ny.]
Denne betingelse gælder dog ikke for zakat på afgrøder og frugter. Her bliver zakat obligatorisk den dag, afgrøden høstes. For Allah har sagt: وَأَتَوْا حَقَّهُ يَوْم حَصَادِه»Giv dens ret på den dag, den høstes.« Abdari sagde: Zakatpligtige formuer er af to slags: Den ene er det, der vokser af sig selv, såsom frugter og korn. Så snart disse er høstet, bliver zakat obligatorisk for dem. Den anden er det, hvis vækst fremmes gennem foranstaltninger, såsom penge, dirham, dinarer, handelsvarer og husdyr. For disse skal et år være gået. Selv hvis de når nisab, bliver zakat ikke obligatorisk, før året er gået. Dette er juristernes opfattelse.
7. Zakat på børns og sindssyges formue
Når den formue, som tilhører en sindssyg eller et barn, når nisab, er det obligatorisk for begges værger at betale zakat på deres vegne. Amr ibn Shuʿayb beretter fra sin far, som berettede fra sin bedstefar, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den, der er værge for en forældreløs, som ejer noget formue, skal drive handel for ham med denne formue, så den ikke bliver opbrugt af zakat.« Hadithens overleveringskæde er svag. Imam al-Shafiʿi har på grundlag af denne hadith fremhævet, at zakat er obligatorisk på alle former for formue. Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, plejede at betale zakat af de forældreløses formue, som hun havde taget til sig.
Al-Tirmidhi siger: De lærde er uenige om dette spørgsmål. Ifølge Umar, Ali, Aisha, Ibn Umar og flere andre sahaba er zakat obligatorisk på en forældreløs’ formue. Det er også Malik, al-Shafiʿi, Ahmad og Ishaqs opfattelse. Ifølge en anden gruppe, heriblandt Sufyan og Ibn al-Mubarak, skal der ikke betales zakat af en forældreløs’ formue.
8. Zakat for den gældssatte
Den, der har formue, som zakat er obligatorisk på, men samtidig er gældsat, skal først
betale gælden af denne formue og derefter betale zakat af det, der er tilbage, hvis det når nisab. Hvis det ikke når nisab, skal han ikke betale zakat. For i denne situation er han selv fattig. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Zakat er ikke obligatorisk for nogen bortset fra den velhavende. – Ahmad, al-Bukhari.
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde også: Zakat skal opkræves fra de velhavende og fordeles blandt de fattige. I denne henseende er både den gæld, der tilkommer Allah, og den gæld, der tilkommer mennesker, ens. I en anden hadith siges det: »Allahs gæld har forrang, når den skal betales.« Dette vil blive omtalt senere.
9. Zakat for den, der dør uden at have betalt zakat
Hvis zakat var pålagt en person, men han døde uden at betale den, er zakat stadig pålagt hans efterladte formue. Opfyldelsen af denne pligt skal gives forrang frem for tilbagebetaling af gæld, opfyldelse af testamentet og fordeling af arven [dette er Shafi’is, Ahmads, Ishaqs og Abu Thawrs opfattelse]. For Allah den Ophøjede har sagt om arven: (Sura 4, An-Nisa: vers 12)
من بَعْدِ وَصِيَّةٍ يُوصِي بِمَا أَوْ دَيْن .
»(Arven fordeles) efter opfyldelsen af den afdødes testamente og betaling af gælden.« An-Nisa: vers 22. Zakat er nemlig en gæld, der tilkommer Allah, og som fortsat består.
Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at en mand kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Min mor er død, men hun skyldte en måneds faste. Skal jeg faste den på hendes vegne?« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis din mor havde haft en gæld, ville du så have betalt den på hendes vegne?« Han svarede: »Ja.« Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Så er Allahs gæld endnu mere værd at betale.« – Al-Bukhari og Muslim.
10. Intentionen (forsættet) er en betingelse ved betaling af zakat
Zakat er en tilbedelseshandling. Derfor er intentionen en betingelse for dens gyldighed. Intention betyder, at man på tidspunktet for betalingen af zakat fastsætter Allahs tilfredshed som sit formål, søger belønning hos Allah gennem den og i sit hjerte har en fast overbevisning om, at dette er den zakat, som er pålagt ham som en pligt. Allah den Ophøjede har sagt:
وَمَا أَمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّين .
“De ville udelukkende vie lydigheden til Allah: De blev befalet at tilbede Allah.” (Sura al-Bayyina: vers 5)
Desuden er det blevet erklæret i en sahih-hadith, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Alle handlinger fuldbyrdes gennem intentioner, og enhver person får belønning efter sin intention.”
Ifølge Malik og al-Shafi’i er intentionen en betingelse på det tidspunkt, hvor zakat gives. Ifølge Abu Hanifa er det nødvendigt at have intentionen, når zakat gives, eller når den mængde formue, der skal gives, udskilles. Ifølge Ahmad er det også gyldigt at have intentionen kort før, den gives.
11. At betale zakat, så snart den bliver obligatorisk
Det er obligatorisk at betale zakat i det øjeblik, den bliver obligatorisk. Det er forbudt at udsætte betalingen. Hvis det imidlertid ikke er muligt at betale den, er det tilladt at udsætte den, indtil det bliver muligt. Ahmad og al-Bukhari har nemlig overleveret fra ‘Uqba ibn al-Harith, at ‘Uqba sagde: “Jeg bad eftermiddagsbønnen sammen med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Da han havde afsluttet bønnen med salam, rejste han sig hurtigt og gik til en af sine hustruer. Derefter kom han ud igen. Da Allahs Sendebud så, at folkene i menigheden undrede sig over hans hast, sagde han: Under bønnen kom jeg i tanke om, at jeg havde noget guld eller sølv derhjemme. Jeg ønskede ikke, at aften eller nat skulle komme, mens det stadig var hos os. Derfor gik jeg hen og beordrede, at det skulle fordeles (Ibn Battal sagde: Denne hadith viser, at det er bedst at skynde sig med enhver god handling, for ulykker, prøvelser og hindringer kan opstå når som helst. Desuden er der ingen garanti for, hvor længe man lever. Det er ikke rigtigt at have den indstilling, at det kan gøres senere).”
Al-Bukhari har også overleveret i sit historiske værk, og al-Shafi’i har overleveret fra ‘A’isha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Når zakat blandes med en formue, er denne formues undergang uundgåelig.” Al-Humaydi har, da han overleverede den samme hadith, tilføjet: “Det kan ske, at zakat bliver obligatorisk på din formue, men du tager den ikke ud. Så vil den forbudte formue til sidst ødelægge den tilladte formue.”
12. At betale zakat på forhånd
Det er tilladt at betale zakat, før året er gået. Man kan endda betale zakat for to år på én gang. Det er overleveret fra al-Zuhri, at han anså det for tilladt at betale zakat, før året var gået. Da Hasan al-Basri blev spurgt, om det ville være tilstrækkeligt, at en person på én gang havde betalt zakat på forhånd for tre år, sagde han: Det vil være tilstrækkeligt.
Ash-Shawkani, ash-Shafi‘i, Ahmad, Abu Hanifa, Hadi, al-Qasim og al-Mu’ayyid billah sagde: Dette er det bedste. Men Malik, Rabi‘a, Sufyan ath-Thawri, Dawud, Abu Ubayd ibn Harith og an-Nasir fra Ahl al-Bayt sagde: Det er ikke tilladt at betale zakat, før året er gået.
Den sidstnævnte gruppe henviser som bevis til de hadither, hvori et helt år fastsættes som en betingelse for, at zakat bliver obligatorisk, sådan som det tidligere er blevet nævnt. Selv hvis man accepterer dette synspunkt, svækkes synspunktet hos dem, der anser forudbetaling for tilladt, dog ikke. For zakats obligatoriske karakter afhænger af, at året er gået, og det er der ingen uenighed om. Uenigheden drejer sig om, hvorvidt det er tilladt at betale den før dette tidspunkt.
Ibn Rushd siger: Den egentlige årsag til uenigheden er, om zakat er en gudsdyrkelseshandling eller de fattiges ret. De, der siger, at det er en gudsdyrkelseshandling og sammenligner den med bønnen, mener, at det ikke er tilladt at udtage eller betale den før tiden er inde. De, der derimod anser den for en ret, som tilkommer mennesker, mener, at det er tilladt at betale den på forhånd.
Ash-Shafi‘i førte som bevis for sit synspunkt en hadith fra Ali, måtte Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud havde betalt Abbas’ zakat, før den blev obligatorisk.
13. Det er anbefalet at bede for den, der betaler zakat
Det er anbefalet at bede for den, der betaler zakat, når man modtager zakat fra ham. Allah har sagt:
خَلْ مِنْ أَمْوَالِهم صدقة تطهرهم وتزكيهم بما وصل عَلَيْهِمْ ، إِنْ مَلُونَكَ سَكَن لَّهُ .
»Tag zakat fra deres ejendom, hvorved du renser og lutrer dem, og bed for dem. Din bøn er en trøst for dem.« (At-Tawbah: vers 103)
Det er overleveret fra Abdullah ibn Abi Awfa, måtte Allah være tilfreds med ham: Hver gang der blev bragt zakat til Allahs Sendebud, sagde han: »O Allah, forbarm Dig over dem.« Da min far indbetalte zakat hos ham, sagde han: »O Allah, forbarm Dig over Abu Awfas efterkommere.« Ahmad og an-Nasa’i har overleveret fra Wa’il ibn Hujr: Allahs Sendebud bad for den, der havde givet en smuk kamel som zakat, og sagde: »O Allah, lad Din velsignelse komme over ham og hans kamel.«
Al-Shafi’i sagde: Den bedste praksis for herskeren er, efter at have modtaget zakat, at bede for den, der har betalt zakat, og sige: Må Allah belønne dig for det, du har givet, og velsigne det, du har beholdt.
14. De former for ejendom, som zakat er obligatorisk på
De former for ejendom, som islam har gjort zakat obligatorisk på, er: guld, sølv, landbrugsafgrøder, frugter, handelsvarer, græssende husdyr, mineraler og værdifulde skatte, der er begravet under jorden.
15. Zakat på guld og sølv
Den Almægtige Allah siger om zakat på guld og sølv:
والَّذِينَ يَكْبِرُونَ الذَّهَبِ وَالْفِضَّةَ وَلا يُنفِقُونَهَا فِي سَبِيلِ اللَّهِ لا فَبَشِّرْهُم بِعَل اب اليه يوم يعمى عَلَيْهَا فِي نَارِ جَهَنَّمَ فَتَكْوَى بِمَا جِباههم وجنوبهم وظهورهم ، هَذَا مَا كَنَرْتُمْ لِأَنْفُسِكُمْ فَلُ وقُوْا مَا كنتم تكنزون .
“Og de, der samler guld og sølv og ikke bruger det på Allahs vej, giv dem det glædelige budskab om en smertefuld straf. Den dag, hvor de vil blive ophedet i Helvedes ild, og deres pander, sider og rygge vil blive brændemærket med det. (Og der vil blive sagt:) Dette er det, som I samlede til jer selv. Smag derfor det, som I samlede til jer selv. (Sura al-Tawbah: vers 34)
Zakat er obligatorisk på både guld og sølv, når de når nisab-grænsen, et år er gået over dem, og de er fri for grundlæggende behov og gæld, uanset om de er i rå form, er blevet smeltet og renset for urenheder eller er blevet omdannet til mønter.
16. Nisab-grænsen for guld og zakatens størrelse:
Der skal ikke betales zakat af guld, før det udgør tyve dinarer. Når det udgør tyve dinarer, og et år er gået, skal der betales en fyrretyvendedel deraf, det vil sige en halv dinar. Af det, der overstiger tyve dinarer, skal der ligeledes betales en fyrretyvendedel. Det er overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: Du skal ikke betale zakat af guld, før du har tyve dinarer. Når du har tyve dinarer, og et år er gået, skal du betale en halv dinar deraf. Af det, der overstiger dette, skal du betale efter samme beregning. Der skal ikke betales zakat af nogen formue, før et år er gået. Bekræftet som sahih af Ahmad, Abu Dawud, al-Bayhaqi og al-Bukhari.
Det er overleveret fra Zirriq, den frigivne slave tilhørende Banu Fuzara, at Umar ibn Abd al-Aziz, efter at han havde overtaget kalifatets ansvar, skrev til ham: Opkræv én dinar i zakat for hver fyrre dinarer af de varer, som de muslimske handelsmænd, der passerer forbi dig, handler med. Hvis beløbet er mindre, så opkræv efter den tilsvarende beregning ned til tyve dinarer. Hvis det ved fortsat nedgang når ned på tre dinarer, så lad det være og opkræv ingen zakat deraf. For det, du opkræver fra dem, skal du give dem en fritagelse for resten af året op til et tilsvarende beløb. Ibn Abi Shaybah. Imam Malik sagde i al-Muwatta: Den sunna, som der ikke er nogen uenighed om blandt os, er:
Zakat bliver obligatorisk ved tyve dinarer og to hundrede dirham.
Tyve dinarer svarer efter vægten af de egyptiske dirham til 28 4/8 dirham.
17. Nisab-grænsen for sølv og zakatens størrelse
Der skal ikke betales zakat af sølv, før det svarer til to hundrede dirham. Når det udgør to hundrede dirham, skal der betales en fyrretyvendedel deraf i zakat. Af det overskydende skal der betales efter samme beregning, uanset hvor lidt eller meget det er. Man skal være opmærksom på, at når nisab er nået for guld og sølv, gives der ingen fritagelse for nogen del deraf.
Det er overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: I er blevet fritaget for zakat på heste og slaver. Betal derfor én dirham i sølvzakat for hver fyrre dirham. Der skal ikke betales zakat af et hundrede og halvfems dirham. Når beløbet når to hundrede dirham, skal der betales fem dirham i zakat deraf. Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Al-Tirmidhi siger: Jeg spurgte al-Bukhari om denne hadith. Han sagde: Hadithen er autentisk. Den praksis, som de lærde følger, er, at der ikke skal betales zakat af mindre end fem uqiyyaer. Én uqiyya svarer til fyrre dirham, og fem uqiyyaer svarer til to hundrede dirham.
18. Sammenlægning af guld og sølv
Den, der ejer en mængde guld under nisab og en mængde sølv under nisab, skal ikke lægge de to sammen for at nå nisab. De er nemlig to forskellige ting, og den ene kan ikke lægges sammen med den anden, ligesom kvæg og geder ikke kan lægges sammen. Hvis en person derfor har 199 dirham sølv og 19 dinarer guld, er zakat ikke obligatorisk for ham.
19. Zakat på gæld
Gæld kan have to forskellige tilstande:
(1) Debitor anerkender gælden og er rede til at betale den. De lærde er uenige om denne type gæld.
Den første opfattelse: Ifølge Ali, al-Thawri, Abu Thawr, hanafitterne og hanbalitterne er zakat på denne gæld obligatorisk for kreditor. Han behøver dog ikke betale den, før gælden er kommet ham i hænde. Efter at have modtaget den skal han betale zakat for den forgangne periode.
Den anden opfattelse: Ifølge Uthman, Ibn Umar, Jabir, Tawus, al-Nakha’i, Hasan, al-Zuhri, Qatada og al-Shafi’i skal zakat betales nu, uanset om gælden er kommet ham i hænde eller ej.
Den tredje opfattelse: Der skal ikke betales zakat, fordi denne formue ikke vokser. Derfor skal der ikke betales zakat af den, ligesom der ikke skal betales zakat af indtægtsgivende redskaber og udstyr. Dette er Ikrimas, Aishas og Ibn Umars opfattelse.
Den fjerde opfattelse: Ifølge Said ibn al-Musayyab og Ata ibn Abi Rabah skal der betales zakat for ét år, efter at formuen er kommet i ens besiddelse.
(2) Den anden situation: Debitoren er så fattig, at han ikke er i stand til at tilbagebetale gælden, eller han benægter den eller trækker sagen i langdrag. Ifølge Qatadah, Ishaq, Abu Thawr og hanafitterne skal der ikke betales zakat af denne formue, fordi ejeren ikke er i stand til at drage fordel af den. Ifølge al-Thawri, Abu Ubayd og andre skal der betales zakat for den forgangne periode, efter at gælden er blevet tilbagebetalt. Ejendomsretten til formuen består nemlig stadig, og den kan anvendes. Derfor er det obligatorisk at betale zakat for den tid, der er gået, ligesom det gælder for en gæld, der tilkommer én hos en velhavende og betalingsdygtig person. Om en sådan formue er der overleveret to forskellige opfattelser fra al-Shafii. Umar ibn Abd al-Aziz, al-Hasan, al-Layth, al-Awzai og Malik mener derimod, at der skal betales zakat for ét år, efter at formuen er kommet i ens besiddelse.
20. Zakat af pengesedler, obligationer og certifikater
Der skal betales zakat af pengesedler, obligationer, certifikater og lignende, fordi de fungerer som betalingsmidler i stedet for guld og sølv.
21. Zakat af smykker
De lærde er enige om, at der ikke skal betales zakat af ædelsten og kostbare juveler såsom diamanter, perler, rubiner og lignende. Hvis de derimod anvendes som handelsvarer, skal der betales zakat af dem. Der er uenighed om, hvorvidt der skal betales zakat af kvinders guldsmykker og sølvsmykker. Abu Hanifa og Ibn Hazm har sagt, at der skal betales zakat, hvis de når nisab. Amr ibn Shuaib har nemlig overleveret følgende hadith: »To kvinder kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. De bar guldbånd om håndleddene. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til dem: Vil I bryde jer om, at Allah på Genopstandelsens Dag sætter ildbånd på jeres hænder? De svarede begge: Nej. Så sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: Så giv det, som I bærer på jeres hænder, dets ret, det vil sige betal zakat.«
Asma bint Yazid siger: »Jeg og min moster gik til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Vi bar guldbånd om håndleddene. Han sagde til os: Betaler I zakat af dem? Vi svarede: Nej. Han sagde: Frygter I ikke, at Allah på Genopstandelsens Dag vil sætte ildbånd på jer? Betal zakat af dem.« Ahmad.
ʿĀʾisha, må Gud være tilfreds med hende, sagde: »Allahs Sendebud kom til mig. Han så en sølvring på min hånd og sagde til mig: ’ʿĀʾisha, hvad er dette?’ Jeg svarede: ’Allahs Sendebud, jeg har fået dem lavet, så jeg kan pynte mig for dig.’ Han sagde: ’Betaler du zakat af dem?’ Jeg svarede: ’Nej.’ Han sagde: ’Så er de tilstrækkelige til at føre dig i Helvedesilden.’« – Abū Dāwūd, Dāraquṭnī og Bayhaqī.
De tre andre imamer mener, at der ikke skal betales zakat af kvinders smykker, uanset hvor stor deres værdi er. Bayhaqī beretter: Jābir ibn ʿAbdullāh blev spurgt om smykker: »Skal der betales zakat af dem?« Jābir svarede: »Nej.« Der blev igen spurgt: »Selv hvis de er tusind dinarer værd?« Jābir svarede: »Selv hvis de er endnu mere værd.« Bayhaqī har også berettet: Asmāʾ bint Abū Bakr, må Gud være tilfreds med hende, plejede at udsmykke sine døtre med guldsmykker til en værdi af omkring halvtreds tusind dinarer, men hun betalte ikke zakat af dem. I al-Muwaṭṭaʾ er det desuden berettet fra ʿAbd al-Raḥmān ibn al-Qāsim, fra hans far, at ʿĀʾisha, må Gud være tilfreds med hende, tog sig af sine forældreløse niecer, som boede hos hende, og at de havde nogle smykker. Men hun betalte ikke zakat af dem. Ligeledes plejede ʿAbdullāh ibn ʿUmar, må Gud være tilfreds med ham, at give sine døtre og slavekvinder smykker på, uden at betale zakat af dem.
Al-Khaṭṭābī sagde: »Det fremgår af de klare udsagn i Guds Bog, at det er obligatorisk at betale zakat af smykker. Udsagn fra Profetens ledsagere støtter også dette. De, der siger, at der ikke skal betales zakat, har fulgt argumentationens vej. Nogle udsagn fra ledsagerne støtter også deres synspunkt. Det er dog bedre at betale den og at handle forsigtigt.« Disse synspunkter vedrører tilladte smykker. Hvis en kvinde tager forbudte smykker, f.eks. mænds smykker, såsom udsmykning af sværd, hvilket er forbudt, er hun også forpligtet til at betale zakat af dem. Det samme gælder tallerkener, skåle og lignende af guld og sølv.
22. Zakat af medgiften
Ifølge Abū Ḥanīfa skal der ikke betales zakat af hustruens medgift, før hun har modtaget den. Efter modtagelsen er det en betingelse, at den når nisab-grænsen, og at et år er gået. Det forholder sig dog anderledes, hvis medgiften sammen med anden formue når nisab-grænsen. Hvis hun modtager en del af medgiften, lægges den til den anden nisab-formue, hun allerede har, og når året er gået, skal hun betale zakat af den.
Ifølge imām al-Shāfiʿī er hustruen forpligtet til at betale zakat af sin medgift, når året er gået. Ved årets udgang skal zakat betales af hele formuen, uanset om medgiften er modtaget før eller efter samleje. Hvis medgiften bortfalder, fordi ægteskabet opløses på grund af apostasi eller af en anden grund, eller hvis halvdelen bortfalder på grund af skilsmisse, ændrer det ikke zakatreglen. Ifølge hanbalitterne er en hustrus tilgodehavende medgift som enhver anden gæld, hun har til gode. Ifølge dem gælder samme regel som for anden gæld. Hvis manden er velstående og rig, skal der betales zakat af medgiften. Når den modtages, skal zakat for den forgangne periode betales. Hvis han derimod er fattig og ude af stand til at betale eller benægter gælden, skal der ifølge Khiraqī også betales zakat. I dette tilfælde er der ingen forskel på, om medgiften modtages før eller efter samleje. Hvis halvdelen af medgiften bortfalder på grund af skilsmisse før samleje, og hun modtager den anden halvdel, er hun forpligtet til at betale zakat af det, hun har modtaget, men ikke af det, hun ikke har modtaget. Tilsvarende skal hustruen ikke betale zakat, hvis hele medgiften bortfalder, før den modtages, fordi ægteskabet opløses af en eller anden grund fra hustruens side.
23. Zakat af lejeindtægter
Abū Ḥanīfa og Mālik mener, at den, der udlejer sit hus, ikke får lejen som et tilgodehavende blot ved at underskrive lejekontrakten. Lejen bliver først forfalden, når lejeperioden udløber. Derfor er man ikke forpligtet til at betale zakat af huslejen, før man har modtaget lejeindtægten, et år er gået, og den har nået nisab-grænsen. Ifølge den hanbalitiske madhhab bliver udlejeren derimod ejer af lejen allerede ved kontraktens underskrivelse. Den, der udlejer sit hus, er derfor forpligtet til at betale zakat, når huslejen når nisab-grænsen, og et år er gået. Lejen kan faktisk anvendes på mange måder af den, der modtager den. Man kan ikke fritages for zakat med den begrundelse, at lejekontrakten kan ophæves når som helst. På samme måde kan man ikke fritages for zakat af medgiften før samleje med den begrundelse, at ægteskabet kan blive ophævet før samleje. Når huslejen modtages, skal der betales zakat af den. Hvis den derimod er en gæld, behandles den som anden gæld – uanset om den skal betales straks eller senere. (Det vil sige, at når den modtages, skal der betales zakat for den periode, der er gået siden kontraktens underskrivelse, hvis der er gået et år eller mere.) Al-Nawawī siger i sit værk al-Majmūʿ: Hvis nogen udlejer sit hus eller omdanner det til øjeblikkelig leje, og lejen bliver betalt, er han ifølge enighed forpligtet til at betale zakat.
24. Zakat på handelsvarer
Ifølge flertallet af de lærde, herunder sahabaerne, tabi’inerne og fuqahaerne, er zakat obligatorisk på handelsvarer. Abu Dawud og al-Bayhaqi har overleveret fra Samura ibn Jundub r.a., at Samura ibn Jundub sagde: “Allahs Sendebud s.a. plejede at påbyde os at betale zakat af de ting, vi opbevarede med henblik på salg.” Al-Daraqutni og al-Bayhaqi har overleveret fra Abu Dharr, at Allahs Sendebud s.a. sagde: “Der skal betales zakat af kameler, zakat af geder og får, zakat af kvæg og zakat af husets indbo.” Al-Shafi’i, Ahmad, Abu Ubayd, al-Daraqutni, al-Bayhaqi og Abd al-Razzaq har overleveret fra Abu Amr ibn Himas, og Abu Amr fra sin far: “Jeg solgte skind og store madbeholdere. En dag gik Umar ibn al-Khattab forbi mig. Han sagde: Betal zakat af disse af dine varer. Jeg sagde: O de troendes leder, det er jo bare skind. Han sagde: Vurder deres værdi, og betal derefter deres zakat.” I al-Mughni står der: Sådanne hændelser har fundet sted mange gange. Ingen har benægtet dem. Derfor regnes dette som ijma, altså en enstemmig opfattelse. De lærde fra zahiri-skolen siger derimod: Der er ingen zakat på handelsvarer. Ibn Rushd sagde: Den eneste årsag til uenigheden blandt de lærde om, hvorvidt zakat er obligatorisk på handelsvarer, er qiyas samt uenigheden om autenticiteten af haditherne fra Samura og Abu Dharr.
Flertallet af de lærdes analogislutning er, at varer, der er bestemt til handel, har til formål at øge formuen. Derfor ligner de varer, der er bestemt som handelsvarer, de ting, som der ifølge enstemmig opfattelse er zakat på.
I værket al-Manar står der: Ifølge flertallet af den muslimske ummahs lærde er zakat obligatorisk på handelsvarer. Der findes ingen klar udtalelse om dette i Koranen og sunnahen. Der findes kun nogle overleveringer, hvoraf nogle styrker andre. Det er dog Koranens og sunnahens klare udsagn, der giver disse overleveringer deres styrke. Meningen med disse udsagn er, at alle handelsvarer, der omsættes med henblik på fortjeneste, på en måde svarer til kontanter. Der er ingen væsentlig forskel mellem værdien af disse varer og dirham og dinarer, det vil sige kontante penge. Hvis der er nogen forskel, består den blot i, at zakatens nisab skifter mellem varerne og varernes værdi, altså kontanterne. Der findes ingen fast grænse for dette. Hvis zakat derfor ikke var obligatorisk på handelsvarer, kunne alle handelsfolk fortsætte deres handel med deres kontante midler på en sådan måde, at et år aldrig ville forløbe, mens de lå over nisab for hverken guld eller sølv. På den måde ville zakat bortfalde for alle deres handelsvarer.
Den grundlæggende hensigt med denne regel er, at Allah den Ophøjede har gjort zakat obligatorisk på de riges formue for at hjælpe og vise medfølelse med de fattige og af hensyn til samfundets velbefindende. Fordelen for de rige er, at deres hjerter renses for den forkastelige skamplet, som nærighed er. De beriges med den ædle egenskab at vise barmhjertighed over for de fattige, og de hjælper landet og folket med at opbygge et samfund til gavn for alle. Fordelen for de fattige er, at de derved kan hjælpes i pludselige vanskeligheder og ulykker. Desuden modvirkes forskellige samfundsmæssige forvridninger, såsom at store formuer samles hos en lille gruppe mennesker, og at inflation og prisstigninger opstår. Allah den Ophøjede henviste til dette, da Han beskrev det ædle formål med fordelingen af statens midler:
كي لا يكون دولة بين الأغنياء منكم
“Så det ikke kun cirkulerer blandt de rige blandt jer.” (Al-Hashr: vers 8)
Kan det være rimeligt at lade den gruppe af handelsfolk, gennem hvis hænder størstedelen af nationens formue sandsynligvis vil blive omsat, stå uden for de ædle formål og mål, som islam har nævnt?
Hvornår bliver en vare til en handelsvare? I al-Mughni står der: To betingelser er uundværlige, for at en vare kan blive til en handelsvare:
For det første skal man have erhvervet ejerskab over varen på en af følgende måder: gennem handel, ægteskab, khulʿ, modtagelse af en gave, et testamente, krigsbytte, et lovligt arbejde eller indtjening. For den formue, som ikke er blevet omfattet af zakatreglen blot ved at være kommet ind under en persons ejerskab, bliver ikke omfattet af den alene gennem en hensigt, ligesom det er tilfældet med faste. Der er ingen forskel på at blive ejer af noget mod en modydelse og at blive ejer uden en modydelse, for han er blevet ejer af det gennem sin egen handling. På denne måde er den nævnte formue blevet som formue, der er modtaget gennem arv.
For det andet skal man på det tidspunkt, hvor man erhverver ejerskab over varen, have til hensigt, at den er til handel. Hvis man ikke på tidspunktet for erhvervelsen har til hensigt, at den er til handel, bliver den ikke til en handelsvare. Hvis man senere får denne hensigt, får den ingen virkning.
Hvis en person bliver ejer gennem arv og har til hensigt at handle med det, bliver det ikke til en handelsvare. For det er oprindeligt ejendom til eget brug, mens dets status som handelsvare er noget, der er kommet til senere. Derfor bliver det ikke en handelsvare alene gennem en hensigt. Det svarer til, at en person, mens han stadig opholder sig i sit hjem, har til hensigt at rejse; han bliver ikke rejsende alene gennem hensigten, medmindre han faktisk begiver sig ud på rejsen. Hvis han derimod køber en vare med henblik på handel og derefter får til hensigt, at den skal være ejendom til eget brug, bliver den til ejendom til eget brug, og der skal ikke betales zakat af den.
25. Sådan betales zakat af handelsvarer
Den, der ejer handelsvarer til nisabs størrelse, og der går et år over dem, skal ved årets udgang fastsætte deres værdi og betale zakat [Ifølge imam Malik regnes året også fra et beløb under nisab af frygt for, at nisab ikke skulle være opfyldt; hvis nisab er opfyldt ved årets udgang, skal zakat betales].
Der skal betales zakat svarende til en fyrretyvendedel af de nævnte varers værdi. Den handlende skal gøre dette for sin handel hvert år. Der regnes ikke et år, før den formue, han ejer, har nået nisab. Hvis en person ejer varer, der er mindre end nisab, og der derefter går en del af året, mens varerne stadig er af samme størrelse, men værdien af den forøgede del stiger, eller varernes pris stiger, således at nisab bliver opfyldt, eller han sælger disse varer for et beløb svarende til nisab, eller han i løbet af året erhverver andre varer, eller kommer til at eje så stor en værdi, at nisab bliver opfyldt, begynder året fra dette tidspunkt, og den forløbne tid medregnes ikke. Dette er Thawris, den hanafitiske madhhabs, ash-Shafiʿis, Ishaqs, Abu ʿUbayds, Abu Thawrs og Ibn al-Mundhirs opfattelse.
Hvis nisab derefter igen falder under nisab i løbet af året, men er fuldt opfyldt ved årets begyndelse og slutning, afbrydes året ifølge Abu Hanifa ikke. Ellers skulle han til enhver tid kende varernes værdi for at kunne vide, hvornår deres værdi ville nå nisab, hvilket er en meget vanskelig opgave. Ifølge hanbalitterne skal man, når nisab falder under grænsen midt i året og derefter igen stiger, så nisab bliver opfyldt, begynde at tælle et nyt år fra dette tidspunkt, fordi året var blevet afbrudt, da nisab midtvejs faldt under grænsen.
26. Zakat af afgrøder og frugter
Den Almægtige Allah har foreskrevet zakat på afgrøder og frugter gennem følgende ord:
يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا الْفِقُوا مِنْ طَيِّبَت مَا كَسَبْتُمْ وَمِمَّا أَخْرَجْنَا لَكُم مِّنَ الْأَرْضِ
“O I troende! Giv ud af de gode ting, som I har tjent, og af det, som Vi har frembragt for jer fra jorden.” (Sura al-Baqara: vers 267) Ordet “giv ud” betyder zakat. Allah siger også:
ed وَهُوَ الَّذِي أَنْهَا جَنْبٍ مَعْرُوض وغير معروش والنخل والزرع مُخْتَلِفًا أَكله والزيتون والرمان مُتَهَا بِها وَغَيْرَ مُتَقَابِهِ ، كُلُوا مِن شَيْرِ إِذَا أَثْمَرَ وَأَتُوا حَقَّهُ يَوْمَ حَصَادِهِ .
“Og Han er den, der har skabt haver, hvoraf nogle er espalierede, og andre ikke er espalierede, samt daddelpalmer og marker, hvorfra der frembringes afgrøder med forskellig smag, og oliven og granatæbler, som ligner hinanden og ikke ligner hinanden. Spis af deres frugter, når de bærer frugt, og giv dets ret på høstdagen.” (Sura al-An’am: vers 141)
Ibn Abbas siger i sin forklaring: Dets ret er zakat, som er blevet gjort obligatorisk. Zakat er en tiendedel og en tyvendedel.
De landbrugsprodukter, som der blev opkrævet zakat af på Profetens tid: På Allahs Sendebuds tid blev der opkrævet zakat af hvede, byg, dadler og rosiner.
Det er berettet fra Abu Musa og Muadh (må Allah være tilfreds med dem begge): “Allahs Sendebud sendte dem begge til Yemen for at lære folket islam. Han befalede dem, at de ikke skulle opkræve zakat af andet end disse fire ting: hvede, byg, dadler og rosiner.” – ad-Daraqutni, al-Hakim, at-Tabarani og al-Bayhaqi. Beretterkædens overleveringspersoner er troværdige. Ibn al-Mundhir og Ibn Abd al-Barr har sagt: De lærde er enige om, at zakat er obligatorisk på hvede, byg, dadler og rosiner.
Det er overleveret hos Ibn Majah: “Allahs Sendebud har kun foreskrevet zakat på hvede, byg, dadler, rosiner og majs.”
Afgrøder, som der ikke blev opkrævet zakat af: Der blev ikke opkrævet zakat af grøntsager eller af nogen frugt bortset fra druer og dadler. Det er overleveret fra ʿAtā ibn as-Sāʾib: ʿAbdullāh ibn al-Mughīra ønskede at opkræve zakat af de grøntsager, der blev dyrket på Mūsā ibn Talhas mark. Mūsā ibn Talha sagde til ham: »Det kan du ikke gøre, for Allahs Sendebud sagde, at der ikke er zakat på disse.« – ad-Dāraquṭnī og al-Hākim. Mūsā ibn Talha sagde også: »Allahs Sendebud foreskrev zakat på fem ting: hvede, byg, sorghum, rosiner og dadler. Bortset fra disse er der ingen ushr (en tiendedel i zakat) på nogen afgrøde, der vokser fra jorden.« Han sagde endvidere: »Muʿādh opkrævede ikke zakat af grøntsager.«
Makhsham har overleveret, at ʿUmars guvernør spurgte ham, hvilken af ferskengruens druer og granatæblerne der blev produceret i større mængde end almindelige druer. Han svarede skriftligt: »Der er ingen ushr på dem. Det er en tornet plante.« At-Tirmidhī sagde: Dette er flertallet af de lærdes opfattelse: Der er ingen zakat på grøntsager og køkkenurter.
Al-Qurṭubī sagde: Zakat er knyttet til fødeafgrøder, ikke til grøntsager og køkkenurter. I Ṭāʾif fandtes ferskner, granatæbler og citroner, men der er ingen overlevering om, at Allahs Sendebud eller nogen af hans kaliffer opkrævede zakat af dem. Ibn al-Qayyim sagde: Det var ikke Allahs Sendebuds praksis at opkræve zakat af heste og slaver. Han opkrævede heller ikke zakat af æsler, muldyr, grøntsager, vandmeloner, meloner eller de frugter, der sælges efter mål eller vægt. Han opkrævede dog ikke zakat af druer og dadler efter engrosmængder. Han skelnede ikke mellem tørrede og friske dadler.
De islamiske juristers synspunkter: De lærde er enige om, at der er påbudt zakat på fødeafgrøder og frugter. Uenigheden drejer sig alene om, hvilke kategorier af fødeafgrøder der er påbudt zakat på. De lærdes synspunkter i denne sag gengives kort nedenfor:
1. Al-Ḥasan al-Baṣrī, ath-Thawrī og ash-Shaʿbī sagde: Der er ingen zakat bortset fra på de afgrøder, hvis navne udtrykkeligt er nævnt i Koranen og hadith. Disse afgrøder er hvede, byg, majs, dadler og rosiner. For de øvrige afgrøder findes der ingen omtale i Koranen og hadith. Ifølge ash-Shawkānī er dette den korrekte opfattelse.
2. Abū Ḥanīfas opfattelse: Der er påbudt zakat på alle landbrugsprodukter, som vokser fra jorden, hvad enten det er grøntsager, køkkenurter eller noget andet. Han opstillede blot som betingelse, at jorden skulle udnyttes, og at man skulle have til hensigt at øge dens produktivitet. Der er ingen zakat på brænde, bambus, narkotiske planter eller træer, der ikke bærer frugt. Som bevis for denne opfattelse fremførte han Allahs Sendebuds udsagn: »På alt, hvad regnvand fra himlen får til at vokse, skal der gives en tiendedel i zakat.« Dette udsagn omfatter ethvert landbrugsprodukt, der vokser ved hjælp af regnvand. Ved at dyrke disse har man til hensigt at øge jordens produktivitet. Derfor ligner de afgrøder.
3. Abū Yūsuf og Muḥammads opfattelse: Der skal gives zakat af alt, hvad der vokser fra jorden. Betingelsen er dog, at det kan holde sig i et år uden overdreven pleje, uanset om det måles efter vægt eller mål. Eksempler på det, der måles efter vægt, er bomuld og sukker, mens frøsorter er eksempler på det, der måles efter mål. Hvis det ikke kan holde sig i et år, såsom agurker, slangeagurker, vandmeloner, meloner og lignende frugter og grøntsager, er der ingen zakat på det.
4. Māliks opfattelse: Der skal gives zakat af alle produkter, der vokser fra jorden. Betingelsen er dog, at de kan holde sig, tørres og er frembragt ved menneskelig indsats, hvad enten det er fødeafgrøder, såsom hvede og byg, eller andre end fødeafgrøder, såsom frø af planten kirthim og sesam. Ifølge ham er der ingen zakat på grøntsager og frugter, såsom figner, granatæbler og æbler.
5. Ifølge ash-Shafi‘i er zakat obligatorisk på de afgrøder, der dyrkes på jorden, anvendes som føde, kan opbevares og frembringes gennem menneskelig indsats, såsom hvede og byg. An-Nawawi har sagt: I vores madhhab er der ingen zakat på andre frugter end dadler og druer. Der er ingen zakat på andre afgrøder end de afgrøder, der anvendes som føde og kan opbevares. Der er heller ingen zakat på grøntsager.
Ifølge Ahmad skal der betales zakat af alt, hvad Allah frembringer af jorden, såsom frø og frugter, der tørrer, kan holde sig, måles efter mængde, og som mennesket frembringer gennem sin egen indsats på sin egen jord — hvad enten det er fødevarer, såsom hvede (bemærk: Hvis nogen køber landbrugsprodukter eller frugter for at spise dem eller på anden måde, er zakat ikke obligatorisk derpå), eller andre fødeafgrøder end hvede og byg (såsom linser, kikærter, mungbønner, bønner osv.), eller grøntsager, agurker og drueagurker, eller kirtim og sesam. Ifølge ham er der ingen zakat på frugter af samme art som disse landbrugsafgrøder, såsom æbler, pærer og figner, der ikke tørrer, og heller ikke på grøntsager såsom agurker, drueagurker, vandmeloner, gulerødder og majroer.
Zakat på oliven: An-Nawawi har sagt: Den korrekte opfattelse hos os er, at der ikke er zakat på oliven. Hasan ibn Salih, Ibn Abi Layla og Abu Ubayd har samme opfattelse. Zuhri, Awza‘i, Layth, Malik, Thawri, Abu Hanifa og Abu Thawr mener derimod, at zakat er obligatorisk derpå. Zuhri, Layth og Awza‘i har sagt, at olivenerne skal anslås, og at zakat skal betales efter mængden af olivenolie. Malik siger: Der er ikke behov for et skøn. Når der efter udpresningen er fem wasaq, skal der opkræves ushr (en tiendedel).
Årsagen til og grundlaget for meningsforskellen: Ibn Rushd har sagt: Årsagen til meningsforskellen mellem dem, der begrænser zakat til de varer, der er enighed om, og dem, der udvider den til også at omfatte opbevaringsbare fødevarer, er uenigheden om årsagen til zakats tilknytning til disse fire varer, som der er enighed om. Spørgsmålet er, om denne tilknytning kun gælder disse varer, eller om den skyldes en egenskab ved dem, nemlig at de anses for at være fødevarer. De, der siger, at det ikke skyldes nogen egenskab, men at zakat blev gjort obligatorisk netop på disse fire varer, begrænser zakat til disse fire. De, der siger, at det skyldes egenskaben at være fødevarer, lader alle fødeafgrøder være omfattet af zakat. Årsagen til meningsforskellen mellem dem, der begrænser zakat til fødeafgrøder, og dem, der lader alle afgrøder være omfattet af zakat — bortset fra frugter, der bruges som rusmidler, brænde og bambus — er indbyrdes modstridende.
Analogien på grund af den sproglige generalitet: Den sproglige generalitet, som kræver, at alle landbrugsprodukter omfattes af zakat, findes i Profetens hadith om, at der skal gives en tiendedel af det, der frembringes ved regnvand, og en tyvendedel af det, der frembringes ved kunstvanding. Ordet »det, der« i denne hadith har en generel betydning. Tilsvarende findes der et ord med generel betydning i dette koranudsagn:
وهُوَ الَّذِي أَنْهَا جَنَّاتٍ مَعْرُوعات .
»Han er Allah, som har skabt haver, hvoraf nogle er opbygget på espalierer, og andre ikke er opbygget på espalierer … og giv dets skyld på den dag, hvor I høster det og bringer det hjem.«
Her er analogien, det vil sige argumentet, at zakats eneste formål er at afhjælpe nød eller fattigdom — hvilket som regel ikke opnås gennem andre afgrøder end fødeafgrøder. De, der derfor ved hjælp af denne analogi begrænser det generelle ord »afgrøder« til en bestemt betydning, det vil sige kun forstår fødeafgrøder, erklærer alle andre afgrøder end fødeafgrøder for ikke at være omfattet af zakat. De, der fastholder den generelle betydning, mener derimod, at zakat også er obligatorisk på andre afgrøder end fødeafgrøder. Ifølge den enstemmige opfattelse vil det, som ikke er omfattet af zakat, dog fortsat ikke være omfattet af zakat.
Selv de lærde, der er enige om, at zakat kun er obligatorisk for fødevarer, er uenige om visse ting. Årsagen til denne uenighed er, at de er uenige om, hvorvidt disse ting faktisk er fødevarer. Et eksempel på en sådan uenighed er Imam Maliks og ash-Shafiʿis uenighed om oliven. Malik mener, at zakat er obligatorisk for oliven. Ash-Shafiʿi fastholdt derimod i sin sidste udtalelse, som han fremsatte i Egypten, at zakat ikke er obligatorisk for oliven. Årsagen til denne uenighed er, at den ene anser oliven for en fødevareafgrøde, mens den anden ikke gør det.
27. Nisab for zakat på afgrøder og frugter
Ifølge flertallet af de lærde er zakat ikke obligatorisk for nogen frugt eller afgrøde, før mængden efter adskillelse fra strå og skaller udgør fem wasaq. Hvis den ikke er blevet afskallet, er dens nisab ti wasaq.
1. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Der er ingen zakat på mindre end fem wasaq.« – Ahmad og al-Bayhaqi.
2. Abu Saʿid al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis dadler eller nogen form for korn er mindre end fem wasaq, er der ingen zakat på det.« Én wasaq svarer ifølge enstemmig overenskomst til tres saʿ. Abu Hanifah og Mujahid sagde: Zakat er obligatorisk for enhver afgrøde, hvad enten den er lille eller stor. For Profetens, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udsagn: »På det, der vokser ved regnvand, pålægges en tiendedel«, har en bred betydning. Desuden er der ikke fastsat et krav om, at et år skal være gået; derfor er der heller ikke noget krav om nisab.
Ibn al-Qayyim sagde i sin vurdering af dette synspunkt: For alle de ting, som en tiendedel er obligatorisk for, er deres nisab i talrige autentiske hadither utvetydigt fastsat til fem wasaq. Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde eksempelvis: »På den afgrøde, der vokser ved regnvand, er en tiendedel obligatorisk, mens der på det, der vokser ved kunstig vanding, er en halv tiendedel obligatorisk.« De siger: Der er ikke noget nisab her; der skal betales zakat, hvad enten mængden er lille eller stor. Men den hadith, der specifikt fastsætter nisab, står i modsætning til denne hadith. Den generelle hadiths udsagn er imidlertid lige så bindende som den specifikke hadiths udsagn. Når to hadither synes at være i modstrid med hinanden, bør det, der er mest forsigtigt at følge, foretrækkes. Det er, at zakat på afgrøder og frugter er obligatorisk, selv hvis mængden er mindre end nisab.
Løsningen på dette problem er, at det er nødvendigt at handle efter begge hadither, og at det ikke er tilladt helt at tilsidesætte den ene på grundlag af den anden. For lydighed mod Sendebudet er obligatorisk i begge hadither. Disse to hadither er på ingen måde indbyrdes modstridende. Det skyldes, at der i udsagnet »På den afgrøde, der vokser ved regnvand, er en tiendedel obligatorisk«, er skelnet mellem, hvad der skal betales en tiendedel for, og hvad der skal betales en halv tiendedel for. Begge dele er nævnt, og det er særskilt forklaret, hvor meget zakat der skal betales for hver af dem. Nisabsspørgsmålet er ikke nævnt i denne hadith; det er nævnt i den anden hadith. Hvordan kan man derfor fortolke en klar og entydig ayah eller hadith, som ikke giver plads til nogen anden fortolkning end dens specifikke forklaring, i lyset af en uklar ayah eller hadith, hvis formål er at forklare et ubestemt udsagn ved hjælp af et bestemt udsagn? Det er sådan, alle ubestemte udsagn forklares ved hjælp af et andet, bestemt udsagn.
Ibn Qudamah sagde: Hadithen »Der pålægges ingen zakat på afgrøder under fem wasaq« er specifik. Den skal derfor lægges til grund først og bruges til at specificere den anden, ubestemte hadith. På samme måde er den ubestemte og generelle hadith »Der pålægges zakat på alle græssende kameler« blevet specificeret ved hadithen »Der er ingen zakat på færre end fem kameler«. Tilsvarende er hadithen »Der pålægges en tiendedel, eller ushr, på afgrøder fra regnvandet jord« blevet specificeret og forklaret ved hadithen »Der er ingen zakat på mindre end fem wasaq«. Eftersom dette er en formue, som zakat er pålagt, er der derfor ingen zakat på en lille mængde af den. Dette princip gælder for alle ting, der er omfattet af zakat. For afgrøder er det ikke nødvendigt, at et år er gået. Når afgrøden høstes og bringes hjem, er dens vækst nemlig fuldendt; den fuldendes ikke ved at blive opbevaret. For alle andre ting er det fastsat som et krav, at et år skal være gået, fordi man kan antage, at deres vækst kan blive fuldendt, når et år er gået. Kravet om nisab er fastsat, så formuen kan vokse og nå et niveau, der gør det muligt at hjælpe mennesker. Desuden er zakat kun obligatorisk for de velhavende, og velstand kan ikke fastslås for nogen zakatpligtig formue uden nisab.
En sāʿ er et drikkekar plus en tredjedel af det. På denne måde kan nisab også svare til halvtreds drikkekar. Hvis den høstede afgrøde ikke kan måles med et kar, har Ibn Qudama sagt: For safran, bomuld og lignende ting, der måles efter vægt, er nisab et tusind seks hundrede irakiske ratl. (Bemærk: Fem wasaq er et tusind seks hundrede irakiske ratl. Én irakisk ratl svarer til cirka 130 dirham.) Dens vægt svarer derfor til et tusind seks hundrede irakiske ratl.
Abu Yusuf har sagt: Hvis den høstede afgrøde ikke kan måles med et kar, er zakat ikke obligatorisk for den. Men hvis noget, der måles med et kar, har en værdi svarende til nisab, skal der betales zakat. Zakat er ikke obligatorisk, før den når samme mængde som fem wasaq af det mindste, der måles med et kar, såsom byg og lignende. Grunden er, at den ikke kan beregnes ud fra dette alene, og derfor beregnes den ud fra noget andet. På samme måde værdisættes andre handelsvarer end penge efter den mindste af nisab-grænserne for guld og sølv.
Muhammad har sagt: Det er nødvendigt, at den udgør fem gange den højeste standard for den pågældende ting. Derfor skal der ikke betales zakat for bomuld, hvis mængden er fem qintar. Grunden til, at det, der måles i wasaq, beregnes i wasaq, er, at dette er det højeste mål eller den højeste standard for måling af ting i denne kategori.
Den mængde zakat, der skal betales af afgrøder, varierer efter den måde, hvorpå de vandes. Hvis de vandes uden brug af noget redskab, skal der betales en tiendedel af den høstede afgrøde, det vil sige ushr. Hvis der derimod anvendes et redskab, eller der bruges indkøbt vand, skal der betales en halv ushr, det vil sige en tyvendedel.
1. Det er overleveret fra Muʿadh, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: For de afgrøder, der vandes af regn, deres egen fugtighed eller rindende vand, skal der betales ushr, det vil sige en tiendedel; og for de afgrøder, der vandes gennem kunstvanding fra damme eller floder og kanaler, skal der betales en halv ushr, det vil sige en tyvendedel i zakat. – Al-Bayhaqi og al-Hakim.
2. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: De afgrøder, der dyrkes med regn eller vand fra floder og kanaler
eller med naturlig fugtighed, skal der betales ushr, mens der for de afgrøder, der dyrkes gennem kunstvanding, skal betales en halv ushr. – Al-Bukhari. Hvis der nogle gange dyrkes ved mekaniske metoder og andre gange ved ikke-mekaniske metoder, og de to metoder anvendes lige meget, skal der betales zakat svarende til tre fjerdedele af ushr.
Ibn Qudama siger: Jeg kender ikke til nogen uenighed om dette. Hvis den ene af de to metoder anvendes mere end den anden, underlægges den mindre anvendte metode den regel, der gælder for den mere anvendte. Dette er Abu Hanifas, Ahmads og al-Thawris opfattelse samt én af al-Shafiʿis to opfattelser.
Alle udgifter i forbindelse med afgrøden, såsom høst, transport, tærskning, rensning og opbevaring, skal afholdes af ejerens formue. Ingen af disse udgifter må betales af zakatmidlerne.
Ifølge Ibn Abbas og Ibn Umar skal lån, der er optaget med henblik på dyrkning og frembringelse af afgrøder, fratrækkes ved beregningen af zakat. Det er overleveret fra Jabir ibn Zayd, at Ibn Umar om den, der optager et lån og bruger det på sin afgrøde og sin familie, sagde: »Han skal først tilbagebetale det beløb, han har lånt, og derefter betale zakat af det, der er tilbage.« Ibn Abbas sagde: »Han skal først tilbagebetale det, han har brugt på afgrøden, og derefter betale zakat af resten.« Yahya ibn Adam siger i sit værk Kitab al-Kharaj: »Først skal han betale de udgifter, der er afholdt til afgrøden, og derefter betale zakat af det, der er tilbage.« Ibn Hazm har overleveret fra Ata: »Han skal fratrække de udgifter, der er afholdt til afgrøden, fra det, han har høstet. Hvis der derefter er en rest svarende til zakats nisab, skal han betale zakat af den; ellers skal han ikke betale zakat.«
28. Zakat på kharaj-jord
Jord er af to slags: ushr-jord og kharaj-jord.
1. Ushr-jord er jord, hvis ejer frivilligt har antaget islam, eller jord, der er blevet erobret med magt og fordelt blandt muslimerne, eller jord, som muslimerne har gjort dyrkbar.
2. Kharaj-jord er jord, der er blevet erobret med magt, men overladt til sine ejere mod betaling af en fastsat afgift. Kharaj betyder afgift eller skat.
Ligesom der påhviler ushr-jord zakat, påhviler der også kharaj-jord zakat, når dens ejere antager islam, eller når en muslim køber den. I så fald skal både ushr og kharaj betales samtidig. Betalingen af den ene fritager ikke fra betalingen af den anden. Ifølge Ibn al-Mundhir er dette flertallet af de lærdes opfattelse. Blandt dem, der også har støttet denne opfattelse, er Umar ibn Abd al-Aziz, Rabi’a, al-Zuhri, Yahya al-Ansari, Malik, al-Awza’i, Hasan ibn Salih, Ibn Abi Layla, al-Layth, Ibn al-Mubarak, Ahmad, Ishaq, Abu Ubayd og Dawud al-Zahiri. De har støttet deres opfattelse med beviser fra Koranen, hadith og analogislutning. Det bevis, de har fremført fra Koranen, er vers 267 i Surat al-Baqara:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَنْفِقُوا مِنْ طَيِّبَ مَا كَسَبْتُمْ وَمِمَّا أَخْرَجْنَا لَكُمْ مِنَ الْأَرْضِ .
“O I, der tror! Giv ud af de lovlige besiddelser, som I har erhvervet, og af det, som Jeg har frembragt for jer fra jorden.”
Her er zakat på jordens afgrøder gjort obligatorisk uden nogen betingelse, hvad enten det drejer sig om en kharaj-belagt jord eller en ushr-jord. Hvad angår hadithen, sagde Allahs Sendebud, fred være med ham: »På alt, hvad der frembringes ved regnvand, er ushr obligatorisk.« Udtrykket »alt, hvad« har her en omfattende betydning, som omfatter både ushr-jord og kharaj-jord. Hvad angår analogien, er både zakat og kharaj selvstændige rettigheder, der er fastsat af to forskellige årsager, og derfor tilkommer de de berettigede. Den ene kan derfor ikke stå i vejen for den anden. Det svarer til, at hvis en person i ihram dræber et dyr, der tilhører en anden, som vildt, skal han både betale ejeren erstatning og bringe et særskilt offer for det forbudte vildt, han har dræbt, mens han var i ihram. Desuden er ushr obligatorisk på grundlag af klare befalinger i Koranen og hadith, og det kan derfor ikke bortfalde på grund af en jordskat, der er fastsat gennem ijtihad (undersøgelse).
Ifølge Abu Hanifa er ushr ikke obligatorisk på kharaj-belagt jord. Her skal man som hidtil kun betale kharaj. En af betingelserne for, at ushr bliver obligatorisk, er, at jorden ikke må være kharaj-jord.
Abu Hanifas beviser og vurderingen af dem: Abu Hanifa fremførte følgende beviser til støtte for sin opfattelse:
1. Ibn Masud har berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »På en muslims jord skal både ushr og kharaj ikke betales samtidig.« Men denne hadith er enstemmigt bedømt som svag. Al-Bayhaqi har også betegnet den som svag. Ligeledes har den hanafitiske imam Kamal ibn al-Humam betegnet denne hadith som svag. (Han foretrak flertallets opfattelse. Hans vurdering adskiller sig ikke fra den vurdering, vi har fremlagt.)
2. Ahmad, Muslim og Abu Dawud har berettet fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Irak vil ophøre med at give sit mål af korn og sine dirham. Syrien vil ophøre med at give sit mål på to mudd korn og sine dinarer. Egypten vil ophøre med at give sit mål på 24 sa’ fyldt med korn og sine dinarer. Og I vil vende tilbage til det sted, hvorfra I begyndte jeres rejse.« Han sagde det tre gange. »Abu Hurayras kød og blod bevidner dette.« [Dette blev fremført som bevis med den begrundelse, at hadithen meddeler, at de rettigheder, der nødvendigvis skal betales, på et tidspunkt vil ophøre med at blive betalt, og at der vil blive lagt en hindring for disse rettigheder. I denne hadith omtales kharaj specifikt. Hvis ushr havde været obligatorisk, ville den være blevet nævnt.]
Men der er intet bevis i denne hadith for, at zakat ikke skal opkræves fra kharaj-jord. De lærde har i deres forklaring sagt, at betydningen er, at indbyggerne i Irak, Syrien og Egypten en dag vil antage islam, hvorved deres jizya vil blive ophævet. Eller der hentydes til, at de rettigheder, som nødvendigvis skal betales, såsom zakat og jizya, ikke vil blive betalt ved tidernes ende. Efter at have nævnt begge disse forklaringer sagde al-Nawawi: Hvis deres forklaring var korrekt, ville zakat på dirham, dinarer (guld og sølv) og handelsvarer ikke være obligatorisk. Men ingen har denne opfattelse.
3. Det er blevet berettet, at da en bestemt landmand antog islam, sagde Umar, må Allah være tilfreds med ham: »Overlad hans jord til ham, og opkræv kharaj fra ham.« Heraf fremgår det klart, at der blev givet befaling om at opkræve kharaj, ikke ushr.”
Den ovennævnte hændelse beviser, at hverken kharaj eller ushr bortfalder, når jordens ejer antager islam. Grunden til, at kharaj nævnes her, er, at der kan opstå den forestilling, at kharaj, ligesom den jizya, der bortfalder, når man antager islam, også bortfalder. Hvad angår ushr, er det velkendt for alle, at den er obligatorisk for enhver fri muslim. Derfor er det ikke nødvendigt at nævne den. På samme måde nævnes det ikke, at der blev opkrævet zakat på husdyr eller zakat på guld og sølv fra den pågældende landmand. En anden mulig grund til, at ushr ikke nævnes, kan være, at han måske ikke ejede de afgrøder, som ushr er obligatorisk på.
4. Argumentet om, at »herskere og imamer ikke opkrævede både ushr og kharaj fra den samme person«, holder ikke. Ibn al-Mundhir har nemlig sagt, at Umar ibn Abd al-Aziz opkrævede begge dele.
5. »Kharaj er det modsatte af ushr. Kharaj pålægges som straf, mens ushr pålægges som en gudsdyrkelse. Derfor kan begge dele ikke opkræves fra den samme person.« Dette er korrekt i udgangspunktet, men ikke som en generel regel. Kharaj bygger heller ikke i alle tilfælde på tvang og magtanvendelse. I visse tilfælde kan kharaj pålægges en jord uden tvang, såsom jord, der ligger ved siden af en anden kharaj-pligtig jord, eller jord, der opdyrkes og vandes med vand fra en flod eller kanal; også sådan jord pålægges kharaj.
6. »Den grundlæggende årsag til både kharaj og ushr er den samme. Det er, at jorden er frugtbar og produktiv, hvad enten det skyldes dens naturlige beskaffenhed eller kunstige foranstaltninger. Hvis jorden er saltholdig, fugtig eller sumpet og ikke giver nogen nytte, pålægges hverken kharaj eller ushr.«
Når årsagen således er den samme, pålægges jorden ikke både kharaj og ushr. For den samme årsag medfører aldrig to rettigheder af samme art. Det svarer eksempelvis til, at hvis nogen anvender sine græssende husdyr i handel og derved, efter at et år er gået, bliver ejer af nisab, pålægges der ikke zakat på dem to gange.«
Svaret er, at forholdet i virkeligheden ikke er sådan. Ushr pålægges nemlig de afgrøder, der frembringes af jorden, mens kharaj pålægges selve jorden, uanset om den dyrkes eller ligger brak. Ibn al-Humam siger: Selv hvis man antager, at kharaj og ushr har samme årsag, er der stadig intet til hinder for, at begge knyttes til jorden.
29. Zakat på afgrøder fra forpagtet jord
Flertallet af de lærde mener, at den, der lejer jord og dyrker afgrøder på den, selv er forpligtet til at betale zakat, ikke jordejeren. Imam Abu Hanifa mener derimod, at zakat påhviler ejeren. Ibn Rushd har sagt: Årsagen til denne uenighed er spørgsmålet om, hvorvidt ushr pålægges jorden eller afgrøderne. Alle er enige om, at den pålægges den ene af disse to, men de er uenige om, hvilken af dem der først og fremmest forbindes med stedet for at give i Allahs vej. Det afgørende er, at både jorden og afgrøderne er under samme ejerskab.
Ifølge flertallet af de lærde er det afgrøderne, som zakat pålægges. Imam Abu Hanifa mener derimod, at zakat pålægges det, der udgør den grundlæggende årsag til zakat-forpligtelsen. Det er jorden.
Ibn Qudāmah har foretrukket flertallet af de lærdes synspunkt. Han sagde: Zakat pålægges afgrøderne. Derfor pålægges zakat ejeren af afgrøderne. Et eksempel er, at når afgrøder er bestemt til handel, skal der betales zakat af deres værdi samt ushr af de afgrøder, han ejer. Deres udsagn om, at ushr er en afgift på jorden, er ikke korrekt. For hvis ushr var en afgift på jorden, ville den være blevet pålagt selve jorden, selv hvis den ikke blev dyrket, ligesom kharaj. Den ville også være blevet pålagt en muslim, ligesom kharaj pålægges. Desuden ville dens størrelse være blevet fastsat efter jordens areal, ikke efter afgrødernes mængde. Og i så fald skulle ushr anvendes alle de steder, hvor fayʾ (jordskat) fordeles, mens det ikke ville være obligatorisk at give ushr til zakats berettigede modtagere.
30. Fastlæggelse af nisab for dadler og druer
Når dadlerne og druerne begynder at modne, og deres fulde udvikling bliver tydelig, skal deres nisab fastsættes ved et skøn, ikke ved måling. En retskaffen og erfaren person skal skønne, hvor mange druer og dadler der er på vinrankerne og daddelpalmerne, og derefter omregne dem til rosiner og tørrede dadler, så han kan fastslå zakatbeløbet for disse afgrøder. Når frugterne senere er tørret, opkræves zakat af dem i overensstemmelse med det beløb, der tidligere blev fastsat.
Det er overleveret fra Abū Ḥumayd as-Sāʿidī, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Vi drog sammen med Allahs Sendebud på ekspeditionen til Tabūk. Da han nåede Wādī al-Qurā, så han en kvinde opholde sig i sin egen have. Allahs Sendebud sagde til os: »Skøn, hvor stor en mængde frugt der kan være i hendes have.« Allahs Sendebud skønnede selv ti wasaq. Derefter sagde han til kvinden: »Beregn, hvor meget ushr der skal udtages af denne frugt.«« – al-Bukhārī. Dette er Allahs Sendebuds sunnah, og hans ledsagere handlede også således efter ham. Det er også flertallet af de lærdes synspunkt. Imām Mālik har sagt, at det er obligatorisk at fastsætte ushr på grundlag af et sådant skøn, mens ash-Shāfiʿī og Aḥmad mener, at det er sunnah. Hanafitterne har imidlertid modsat sig dette. De siger: Et skøn er blot et skøn, og det kan ikke gøre nogen handling obligatorisk.
Men Allahs Sendebuds sunnah er den mere korrekte vejledning. Et skøn er ikke blot et middel til at danne en formodning; det regnes derimod som ijtihād ved fastsættelsen af frugtmængden, ligesom ijtihād anvendes ved fastsættelsen af værdien af fordærvelige varer. Grunden til skønnet i dette tilfælde er, at folk plejer at spise frugterne, mens de er modne. Derfor er det nødvendigt at fastsætte zakatbeløbet, før frugterne høstes, bringes hjem og spises. På den måde får haveejerne frihed til at disponere over afgrøderne, samtidig med at de påtager sig ansvaret for at udtage en formue svarende til zakat. Den, der foretager skønnet, bør fratrække en tredjedel eller en fjerdedel af det skønnede, så afgrødernes ejere kan få en vis lettelse og rummelighed. De skal jo selv spise af dem og også give til deres gæster og naboer. Desuden rammes afgrøderne af forskellige ulykker: fugle og forbipasserende spiser af dem, og noget falder ned på grund af storm og vind. Hvis zakat blev beregnet af hele afgrøden under sådanne omstændigheder, ville de lide tab.
Det er overleveret fra Sahl ibn Abī Ḥathmah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »Når I foretager et skøn, skal I fratrække en tredjedel. Hvis I ikke fratrækker en tredjedel, så fratræk en fjerdedel.« – Aḥmad, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī, al-Ḥākim og Ibn Ḥibbān. At-Tirmidhī sagde: Den hadith, som Sahl har overleveret, er den, som flertallet af de lærde følger. Ifølge Mālik skal dette fastsættes efter antallet af personer i ejerens husstand: Hvis husstanden er stor, skal en tredjedel fratrækkes, og hvis den er lille, skal en fjerdedel fratrækkes.
Bashīr ibn Yasār sagde: ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb sendte Abū Ḥaṣmah al-Anṣārī for at skønne mængden af muslimernes afgrøder og sagde til ham: Når du ser, at folk opholder sig i deres daddelhaver i høsttiden, så lad dem spise det, de spiser, og foretag ikke et skøn over mængden, mens de opholder sig dér. Makḥūl sagde: Når Allahs Sendebud sendte en, der skulle foretage skønnet, sagde han: »Påfør ikke folk en ekstra byrde. For noget af afgrøden gives bort som almisse, noget trampes ned, og noget spises af ejeren og hans familie.« – Abū ʿUbayd.
31. At spise noget af afgrøden før betaling af zakat
Det er tilladt for ejeren af afgrøden at spise noget af sin afgrøde, før han betaler zakat af den. Det, han har spist, før afgrøden er blevet høstet og bragt hjem, medregnes ikke, eftersom dette er almindelig praksis. Desuden er den mængde, der spises, som regel lille. Det svarer til, at ejere af frugthaver selv spiser noget af frugten og giver andre noget at spise. Når afgrøden senere er høstet og bragt hjem, og kornet er blevet afskallet, skal han betale zakat af den eksisterende afgrøde. Ahmad blev spurgt, hvor meget ejeren af kornet måtte spise af de knuste kornkerner, som ligger spredt på kornmarken. Han svarede, at han måtte spise så meget, som han havde behov for. Al-Shafi‘i, al-Layth og Ibn Hazm støttede også denne opfattelse. (Imam Malik og Abu Hanifa sagde dog: Alt, hvad ejeren af kornet spiser, før kornet er høstet og bragt hjem, skal medregnes som en del af nisab.)
32. At sammenlægge korn og frugter
De lærde er nået til enighed om, at forskellige slags frugter kan sammenlægges, selv om nogle af dem er gode, andre dårlige og de har forskellige farver. På samme måde kan forskellige slags rosiner, forskellige slags hvede og alle slags korn sammenlægges. (Hvis den gode kvalitet sammenlægges med den dårlige kvalitet, opkræves zakat i forhold til mængden af hver kvalitet. Hvis frugterne er af forskellig kvalitet, opkræves zakat efter den mellemste kvalitet.) De lærde er også enige om, at handelsvarer kan sammenlægges med deres værdi, og værdien med varerne. Al-Shafi‘i mener dog, at værdien kun kan lægges sammen med varer af samme art, eftersom deres nisab beregnes ud fra denne art.
De er også enige om, at man – bortset fra korn og frugter – ikke kan fuldende nisab ved at sammenlægge én art med en anden. Dyr af én art kan ikke sammenlægges med dyr af en anden art. Derfor kan kameler ikke sammenlægges med kvæg for at fuldende nisab. Det samme gælder frugter: én art kan ikke sammenlægges med en anden, såsom dadler med rosiner.
Der er uenighed om, hvorvidt forskellige slags korn kan sammenlægges. Den bedste og mest fremtrædende opfattelse er, at ingen af dem kan sammenlægges med en anden for at beregne nisab. Nisab skal beregnes særskilt for hver enkelt art. Korn findes nemlig i mange arter og kvaliteter, og hver af dem har sit eget navn. Derfor kan byg ikke sammenlægges med hvede, hvede ikke med byg, dadler ikke med rosiner, rosiner ikke med dadler, og majs ikke med bælgfrugter. Dette er en opfattelse, der er overleveret fra Abu Hanifa, al-Shafi‘i og Ahmad. Mange af de tidlige lærde havde også denne opfattelse.
Ibn al-Mundhir sagde: Der er opnået enighed om, at kameler ikke kan sammenlægges med kvæg og geder, geder ikke med får, kvæg ikke med geder, og rosiner ikke med dadler. Derfor kan andre kategorier heller ikke sammenlægges med hinanden. Ingen af dem, der mener, at én art kan sammenlægges med en anden, har noget autentisk bevis for deres opfattelse.
33. Hvornår pålægges zakat på afgrøder og frugter?
Zakat på afgrøder pålægges, når kornkernerne er blevet hårde og begynder at falde. Hvad angår frugter, pålægges den, når deres modenhed bliver synlig. Dette kendes på, at dadlerne bliver røde, og at druerne bliver søde. Zakat skal ikke udtages, før kornet er renset for urenheder, og frugten er tørret. Hvis bonden sælger afgrøden, efter at kornkernerne er blevet hårde, og frugternes modenhed er blevet tydelig, skal han selv betale zakat af kornet og frugten, ikke køberen. Det skyldes, at det er salgsaftalen, der udløser zakatpligten, og på det tidspunkt er afgrøden stadig hans ejendom.
34. At betale zakat af den bedste formue
Allah den Ophøjede har befalet den, der betaler zakat, at betale zakat af den lovlige og bedste del af sin formue, og Han har forbudt ham at give den dårlige del. Han har sagt:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا أَنْفِقُوا مِنْ طَيِّبَت مَا كَسَبْتُمْ وَمِمَّا أَخْرَجْنَا لَكُم مِنَ الْأَرْضِ سَ وَلَا تَيَمُوا الْخَبِيتَ مِنْهُ تُنْفِقُونَ وَاسْتُرْ بِاعِلِيْهِ إِلَّا أَن تُفْسِقُوا فِيْهِ، وَاعْلَمُوا أَنَّ اللَّهَ غَنِيٌّ حَمِيدٌ )
“I, som tror! Giv af det gode, som I har erhvervet, og af det, som Vi har frembragt for jer fra jorden. Søg ikke at give det dårlige deraf, selv om I ikke selv ville være villige til at tage imod det uden at lukke øjnene. Vid, at Allah er selvtilstrækkelig og prisværdig.” (Sura al-Baqara, vers 267)
Abu Dawud, al-Nasa’i og andre har overleveret fra Sahl ibn Hunayf, fra hans far: “Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød at give Jarur og Habik – disse to dårlige sorter af dadler – som sadaqa.” Da almindelige mennesker plejede at give de dårligste af deres frugter som zakat, blev der i det ovennævnte vers (og i hadithen) forbudt mod dette.
Al-Baraʾ, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “Verset: ‘Giv ikke det dårlige bort’ blev åbenbaret om en gruppe af Ansar som os. Vi ejede daddelpalmeplantager. Nogle af os kom med dadler fra deres egne plantager. Nogle havde mange dadler, andre få. De bragte en eller to klaser dadler og hængte dem op i Profetens Moské. De fattige emigranter blandt folkene på Suffa havde ingen madforsyning. Når de blev sultne, kom de hen til de hængende klaser og slog på dem med en stok. Så faldt de mere modne dadler og tørrede dadler ned, og dem spiste de. Nogle af dem, der ikke var ivrige efter gode handlinger, bragte klaser, som også indeholdt dadler af dårlig kvalitet. Nogle klaser var endda gået i stykker, men de hængte dem alligevel op. Derfor åbenbarede Allah: ‘Søg ikke at give det dårlige bort, selv om I ikke selv ville være villige til at tage imod det uden at lukke øjnene.’ Al-Baraʾ sagde: Hvis nogen havde givet en af jer noget tilsvarende det, som han havde givet bort, ville han ikke have taget imod det uden at lukke øjnene og skamme sig. Derefter begyndte vi kun at bringe vores bedste ting. – al-Tirmidhi.
Al-Shawkani siger: Denne hadith beviser, at det ikke er tilladt ejeren at beholde de bedste af de ting, som zakat påhviler, og udtage de dårligste som zakat; og det er heller ikke tilladt den, der opkræver den, at tage imod dem. Hvad angår dadler, er dette et direkte påbud. På dette grundlag gælder reglen, som en analogisk slutning, for alle ting, som zakat påhviler, og for hver enkelt af dem.
35. Zakat på honning
Ifølge flertallet af de lærde er der ingen zakat på honning. Imam al-Bukhari sagde: Ifølge den autentiske hadith er der ingen zakat på honning. Al-Shafi’i siger: Det foretrukne synspunkt for mig er, at der ikke opkræves zakat af honning. For Sendebuddets, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og sahabaernes udsagn og praksisser om, hvilke ting der skal betales zakat af, er fastslåede. Men intet er fastslået om honning. Derfor er den undtaget. Ibn al-Mundhir sagde: Der findes ingen autentisk hadith om zakat på honning, og der er heller ingen konsensus om det. Derfor er der ingen zakat på den. Dette er flertallets synspunkt.
Ifølge de hanafitiske imamer og Ahmad skal der betales zakat af honning, selv om der ikke findes nogen hadith om dette. Der findes imidlertid mange udsagn fra sahabaerne herom, hvoraf det ene styrker det andet. Eftersom honning desuden frembringes af træers knopper og blomster, måles og opbevares, er zakat derfor obligatorisk af den ligesom af korn og dadler. Dertil kommer, at udgifterne til honning er mindre end udgifterne til frugt og afgrøder. Ifølge Abu Hanifa er betingelsen for, at zakat bliver obligatorisk af honning, at den skal være frembragt på jord, hvor der skal betales ushr. Han har ikke stillet noget nisab-krav for den. Der skal opkræves ushr af den, hvad enten mængden er lille eller stor. Ifølge Imam Ahmad er nisab en betingelse, og det er ti farak. Én farak svarer til 16 irakiske ratl. (Én irakisk ratl = 130 dirham). Ifølge ham skal der betales ushr af honning, uanset om den er frembragt på kharaji- eller ushri-jord. Abu Yusuf sagde: Honningens nisab er ti ratl. Ifølge Muhammad er den fem farak. En farak svarer til 36 ratl.
36. Zakat af husdyr
Ifølge autentiske hadither skal der betales zakat af kameler, kvæg, geder og får. Der er også etableret ijma, det vil sige enighed blandt muslimerne, om dette.
1. Betingelserne for zakat af husdyr
Der er tre betingelser for zakat af husdyr: (1) De skal nå nisab-mængden. (2) Der skal være gået et helt år. (3) De skal være græssende. Det vil sige, at de selv skal græsse og spise græs på tilladte græsningsarealer det meste af året. De fleste lærde anser denne betingelse for nødvendig. Ingen bortset fra Malik og al-Layth har modsat sig dette. De to pålægger zakat på husdyr uden denne betingelse, hvad enten dyrene selv græsser, fodres, mens de holdes bundet, bruges til arbejde eller ikke bruges til arbejde. Men i en autentisk hadith er betingelsen udtrykkeligt angivet som »selvgræssende«. Dette gør det klart, at der ikke skal betales zakat af dyr, som fodres, mens de holdes bundet. Ellers ville udtrykket »selvgræssende« være meningsløst.
Ibn Abd al-Barr sagde: »Jeg kender ikke til, at nogen faqih fra noget område har støttet Maliks og al-Layths synspunkt.«
2. Zakat af kameler
Der skal ikke betales zakat, før antallet af kameler når fem. Når der er fem selvgræssende kameler, og der er gået et år, skal der betales en ged på ét år. Når antallet når ti, skal der betales to geder. Hver gang antallet derefter øges med fem, skal der betales én ged mere. Når antallet når 25, skal der betales en kamelhoppe, som har afsluttet ét år og er gået ind i sit andet år, eller en han-kamel, som har afsluttet to år og er gået ind i sit tredje år. (Når en kamelhoppe er fastsat i nisab, må der ikke gives en han-kamel som zakat. Hvis man ikke kan finde en kamelhoppe, der er gået ind i sit andet år, kan man dog give en han-kamel, der er gået ind i sit tredje år. Og hvis hele flokken udelukkende består af han-kameler, kan en han-kamel tages som zakat.)
Når antallet af kameler når 36, skal der gives en hun-kamel, som er gået ind i sit tredje år, i zakat. Når det når 46, skal der gives en hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år; ved 61 en hun-kamel, som er gået ind i sit femte år; ved 76 to hun-kameler, som er gået ind i deres tredje år; og ved 91 to hun-kameler, som er gået ind i deres fjerde år. Op til 120 skal der gives tre. Hvis antallet derefter stiger, skal der for hver fyrre gives én hun-kamel, som er gået ind i sit tredje år, og for hver halvtreds én hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år.
Når de kameler, der gives som zakat, har forskellige aldersklasser, skal den, der er pålagt at give en hun-kamel, som er gået ind i sit femte år, men ikke har en sådan, mens han har en hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år, give denne; hvis det er muligt, skal han desuden give to geder eller tyve dirham. Den, der er pålagt at give en hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år, men ikke har andet end en hun-kamel, som er gået ind i sit femte år, skal give denne, og zakatopkræveren skal give ham tyve dirham eller to geder. Den, der er pålagt at give en hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år, men ikke har en sådan og kun har en hun-kamel, som er gået ind i sit tredje år, skal give denne; hvis det er muligt, skal han desuden give to geder eller tyve dirham. Den, der skal give en hun-kamel, som er gået ind i sit tredje år, men ikke har andet end en hun-kamel, som er gået ind i sit fjerde år, skal give denne, og opkræveren skal give ham tyve dirham eller to geder. Den, der skal give en hun-kamel, som er gået ind i sit tredje år, men ikke har en sådan og i stedet har en hun-kamel, som er gået ind i sit andet år, skal give denne; hvis det er muligt, skal han desuden have to geder eller tyve dirham. Den, der skal give en hun-kamel, som er gået ind i sit andet år, men ikke har andet end en han-kamel, som er gået ind i sit tredje år, skal give denne. Der skal ikke lægges noget andet til. Den, der kun har fire kameler, er ikke pålagt zakat. Kamelenes ejer kan dog give, hvad han ønsker [Imam ash-Shawkani sagde: Denne type udsagn viser, at zakat er obligatorisk af fysiske aktiver. Hvis det havde været obligatorisk at fastsætte værdien og betale zakat ud fra den, ville dette udsagn ikke have nogen mening, for værdien varierer efter sted og tid].
Dette er reglerne for zakat af kameler. Abu Bakr as-Siddiq, må Allah være tilfreds med ham, gennemførte disse regler i sahabernes nærvær. Ingen modsagde ham. Det er overleveret fra az-Zuhri, at Salims far sagde: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, havde nedskrevet reglerne for zakat, men han overgav dem ikke til sine embedsmænd før sin død. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, overgav dem og gennemførte dem indtil sin død. Derefter offentliggjorde Umar, må Allah være tilfreds med ham, dem og fulgte dem indtil sin død. Da Umar, må Allah være tilfreds med ham, døde, inkluderede han dem endda i sit testamente.”
3. Zakat af kvæg (herunder også bøfler)
Der er ingen zakat af kvæg, før antallet af græssende kvæg når tredive. Når antallet når tredive, og et år er gået, skal der gives en kalv på ét år (en tyr eller en kvie). Der skal ikke gives noget yderligere, før antallet når fyrre. Når det når fyrre, skal der indtil det når tres gives en kvie på to år. Når antallet når tres, skal der gives to kalve på ét år. (Ifølge hanafi-skolen kan der gives en to år gammel tyr eller ko. Ifølge de andre er det obligatorisk ved fyrre at give én to år gammel ko. Hvis alt kvæget er hankøn, er det dog tilladt at betale zakat med hankvæg. Dette er der enighed om.) Ved halvfjerds skal der gives to to år gamle køer, og ved halvfems tre et år gamle tyrekalve. Ved et hundrede skal der gives én to år gammel ko og to et år gamle kalve. Ved et hundrede og ti to to år gamle køer og én et år gammel tyrekalv. Ved et hundrede og tyve tre to år gamle køer eller fire et år gamle tyrekalve. Derefter skal der for hver yderligere tredive gives én et år gammel tyrekalv og for hver fyrre én to år gammel ko.
4. Zakat af geder og får
Der er ingen zakat, før antallet af geder og får når fyrre. Når der er fyrre frit græssende geder, og et år er gået, skal der gives én ged, op til et hundrede og tyve. Ved et hundrede og enogtyve skal der gives to geder, og dette gælder indtil to hundrede. Ved to hundrede og én skal der gives tre geder, og dette gælder indtil tre hundrede. Når antallet overstiger tre hundrede, skal der gives én ged for hvert hundrede. Et får, som er gået ind i sit femte år, og en ged, hvis fortænder er faldet ud, kan accepteres som zakat. Hvis hele nisab-bestanden af geder og får er hankøn, er det tilladt at give en hangede eller et hanfår som zakat. Hvis bestanden udelukkende består af hundyr eller af både handyr og hundyr, er det ifølge hanafitterne tilladt at give hankøn som zakat. Ifølge de andre skal der kun gives hundyr. (Det skal bemærkes, at geder og får regnes som samme kategori, og at den ene kan lægges sammen med den anden.) – Ibn al-Mundhir.
5. Tilfælde, hvor man er fritaget for zakat
Der er enstemmighed om, at der ikke skal betales zakat for det antal dyr, der ligger mellem to grænser for, hvornår zakat bliver obligatorisk. Det er blevet overleveret fra Allahs Sendebuds ﷺ udsagn, at når man har 25 kameler, skal man give en hun-kamel, der er gået ind i sit andet år, i zakat. Når antallet derefter når 36, skal man indtil 45 give en hun-kamel, der er gået ind i sit tredje år. Der skal således ikke betales zakat for det antal kameler, der ligger mellem 25 og 36. Om zakat på kvæg sagde han: Når man har 30 stykker kvæg, skal man indtil 40 give en kalv på ét år, han eller hun. Når antallet når 40, skal man give en ko på to år. Der skal således ikke betales zakat for kvæg fra 30 til 40. Tilsvarende sagde han om geder og får: Når antallet når 40, skal man give én ged indtil 120. Også her er der fritagelse for zakat fra 40 til 120.
6. De formuegoder, som der ikke skal betales zakat af
Når zakat opkræves, er det nødvendigt at tage hensyn til formuens ejeres rettigheder. Derfor må man ikke tage deres værdifulde og kære ejendele som zakat. Hvis de imidlertid frivilligt ønsker at give dem, må man tage imod dem. På samme måde skal der tages hensyn til de fattiges rettigheder. Derfor må man ikke tage et dyr med en mangel, som ifølge dyreeksperter regnes for en defekt. Hvis alle dyrene imidlertid har defekter, må man tage imod det. Zakat skal opkræves fra formue af middel kvalitet.
1. I Abu Bakrs skrift står der, at man som zakat ikke må tage et dyr, hvis alle eller mange af dets tænder er faldet ud; på samme måde må man ikke tage et enøjet dyr eller en vædder.
2. Det er overleveret fra Sufyan ibn Abdullah ath-Thaqafi, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) forbød zakatopkræveren at tage golde geder, geder, der holdes hjemme med henblik på mælken, dyr, som snart skal føde, samt væddere, der holdes til avl.
3. Det er overleveret fra Abdullah ibn Muawiyah al-Ghadiri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der udfører tre handlinger, vil smage troens sødme: Den, der tror på den Ene Gud og tror, at der ikke findes nogen guddom ud over Ham, hvert år frivilligt, med glæde og med ønsket om at gøre godt betaler zakat af sin formue, ikke giver et dyr, hvis tænder er faldet ud, et skabbet eller sygt dyr eller et dyr, der ikke giver mælk, og ikke giver noget dårligt eller småt, men giver fra sin formue af middel kvalitet. Allah har nemlig ikke bedt jer om at give det bedste af jeres formue, og Han har heller ikke befalet jer at give det dårligste af den. – Abu Dawud, at-Tabarani.
7. Zakat på andre dyr end husdyr
Der skal ikke betales zakat af andre dyr end husdyr. Derfor skal der ikke betales zakat af heste, muldyr og æsler, hvis de ikke er handelsvarer.
Det er berettet fra Ali, at Allahs Sendebud sagde: »Jeg har fritaget jer for zakat på heste og slaver. Der skal ikke betales zakat for dem.« – Ahmad, Abu Dawud.
Og det er berettet fra Abu Hurayrah: Allahs Sendebud blev spurgt om æsler, og om der skulle betales zakat for dem. Han sagde: »Der er ikke kommet nogen bestemmelse om dette, bortset fra dette vidunderlige vers: Den, der gør så meget som et atom af godt, vil se det; og den, der gør så meget som et atom af ondt, vil se det.« – Ahmad
Det er også berettet fra al-Harith ibn al-Mudarrib: Han foretog pilgrimsfærden sammen med Umar. Da kom de ledende mænd fra Syrien til ham og sagde: »O de troendes leder! Vi har fået nogle slaver og husdyr. Tag almisse fra vores formue og rens os derved.« Han sagde: »Dette er noget, som de to personer før mig ikke gjorde.« (Det vil sige Allahs Sendebud og Abu Bakr. »Men vent, indtil jeg har rådført mig med muslimerne.«) – Ahmad, al-Tabarani, al-Haythami.
Al-Zuhri har berettet fra Salman ibn Yasar: Syriens indbyggere sagde til Abu Ubaydah ibn al-Jarrah: »Tag zakat fra vores formue og vores slaver.« Han afslog. Derefter skrev han til Umar, som også afslog. Syriens indbyggere talte med ham, hvorefter han skrev til Umar. Umar svarede ham: »Hvis de ønsker at give den, så tag imod den fra dem, fordel den igen blandt dem (det vil sige blandt de fattige iblandt dem), og giv den som almisse til deres slaver.« – Malik, al-Bayhaqi.
8. Zakat på dyr under ét år
Hvis en person ejer nisab-mængden af kameler, kvæg eller geder og får, og disse i løbet af året får unger, skal han ved udløbet af de voksnes zakat-år betale zakat for dem alle. Der skal kun betales zakat af én samlet formue, både for de voksne dyr og for ungerne. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.
Malik og al-Shafi’i har nemlig berettet fra Sufyan ibn Abdullah al-Thaqafi, at Umar ibn al-Khattab sagde: »I skal også medregne de lam og gedekid, som hyrden bærer med sig. Men tag ikke sådanne unger imod. Tag heller ikke imod golde dyr, dyr der holdes hjemme for malkning, dyr som snart skal føde, eller geder, får og kvæg der holdes til avl. Tag et år gammelt eller omtrent et år gammelt ged eller får, hvad enten det er en buk eller en ged, som hverken er helt ungt eller særligt fremragende.«
Abu Hanifah, al-Shafi’i og Abu Thawr mener, at ungerne ikke skal medregnes, medmindre nisab for de voksne dyr er fuldstændig. Abu Hanifah har også sagt: Ungerne skal føjes til nisab for de voksne dyr, hvad enten de er født af disse dyr eller er købt; derefter skal zakat betales, når året er gået. Imam al-Shafi’is betingelse er, at de skal være unger af de voksne dyr, som befinder sig i ejerens besiddelse, og at de skal være født før årets udløb. Men hvis en person kun ejer nisab-mængden af unger, er zakat ifølge Abu Hanifah, Muhammad, Dawud, al-Sha’bi og ifølge én beretning fra Ahmad ikke obligatorisk for ham. Ahmad, Abu Dawud, al-Nasa’i, al-Bayhaqi og al-Daraqutni har nemlig berettet fra Suwayd ibn Ghafalah, at han sagde: »Allahs Sendebuds zakatopkræver kom til os. Jeg hørte ham sige: Det hører ikke til mit ansvar at tage imod et diegivende dyr.« Ifølge Imam Malik og en udtalelse fra Ahmad skal der imidlertid opkræves zakat fra ungerne ligesom fra de voksne dyr. For når de medregnes sammen med de voksne, skal de også medregnes særskilt. Al-Shafi’i og Abu Yusuf mener, at der skal tages én unge som zakat blandt ungerne.
9. Regler om sammenblanding og adskillelse
1. Suwaid ibn Ghafala sagde: En zakatopkræver, udsendt af Allahs Sendebud, kom til os. Jeg hørte ham sige: »Vi tager ikke noget diegivende kid, vi adskiller ikke dyr, der holdes sammen, og vi samler heller ikke dyr, der holdes adskilt.« En mand kom til ham med en kamelhoppe med en høj pukkel. Han nægtede at tage imod den. – Ahmad, Abu Dawud og al-Nasa’i.
2. Anas skrev til Abu Bakr: Dette er den obligatoriske sadaqa (zakat), som Allahs Sendebud har pålagt muslimerne. Af frygt for zakat må adskilte dyr ikke samles, og dyr, der holdes sammen, må ikke adskilles. Hvis en dyreflok ejes af to partnere, har begge ret til lige store andele hos hinanden. (Al-Khattabi forklarer: Som eksempel har de hver tyve geder, altså fyrre geder tilsammen, der holdes sammen. De kan hver især genkende deres egne geder. Zakatopkræveren kommer og tager en ged fra den ene som zakat. I så fald kan den, hvis ged blev taget, kræve værdien af halvdelen af den ged, han har krav på, hos sin partner.) – Al-Bukhari.
Malik har sagt i sin Muwatta: Det betyder, at tre personer hver for sig holder fyrre geder. Hver af dem skal derfor give én ged, altså i alt tre geder. Så samler de alle deres geder. Derved bliver de tilsammen kun forpligtet til at give én ged. (For når de holdes sammen, kræves der én ged fra fyrre til et hundrede og tyve geder. Dette er et eksempel på at samle dyr, der holdes adskilt, af frygt for zakat.) Eller to partneres 201 geder holdes sammen. De skal give tre geder. Hvis de nu deler dem i to flokke, skal hver af dem give én ged. (Dette er et eksempel på at adskille en samlet dyreflok af frygt for zakat.)
Imam al-Shafi’i har sagt: Denne hadith indeholder en anvisning til både formuens ejer og zakatopkræveren. Begge advares mod af frygt for zakat at adskille det, der holdes sammen, eller samle det, der holdes adskilt. Ejeren kan samle adskilte dyr eller adskille dyr, der holdes sammen, af frygt for, at zakatbeløbet skal stige, så beløbet bliver mindre. Opkræveren kan derimod samle eller adskille dem af frygt for, at zakatbeløbet skal falde, så det bliver større. (Hvis to partnere for eksempel hver har fyrre geder, skal de tilsammen kun give én ged, når de holdes sammen. Opkræveren kan derfor adskille dem og tage én ged fra hver, altså to geder i alt. Eller hvis de hver har tyve geder, er ingen af dem forpligtet til at betale zakat. Opkræveren kan derfor samle deres flokke til fyrre geder, så han kan opkræve én ged.) Udtrykket »af frygt for zakat« betyder således af frygt for, at zakatbeløbet skal stige eller falde. Hanafi-skolen forbyder opkræveren at øge zakatbeløbet ved at opdele formue, der ejes af samme person. Hvis én person for eksempel har et hundrede og tyve geder, må han ikke dele dem i tre flokke, så der bliver pålagt tre geder. Det er heller ikke tilladt at øge zakatbeløbet ved at føje én persons formue sammen med en andens. Hvis én person for eksempel har et hundrede og én ged, og en anden har det samme antal, kan opkræveren ved at samle de to flokke opkræve tre geder, selv om der før sammenlægningen kun skulle betales én ged fra hver, altså to geder i alt.
10. Har sammenlægning nogen betydning for zakat?
Hanafi-skolen mener, at sammenlægning ikke har nogen betydning, hvad enten den skyldes fælles ejerskab mellem partnerne, at de fælles ejede dyr er mærket, eller at de opholder sig, græsser og har husly samme sted. Zakat bliver i virkeligheden ikke obligatorisk for fællesejet formue, før hver parts andel hver for sig når nisab. Det enstemmige grundprincip er, at zakat ikke pålægges uden en enkelt persons ejerskab.
Maliki-skolen mener, at partnere i husdyr anses som én enkelt ejer med hensyn til zakat. Fællesejerskabet har ingen betydning, hvis ingen af de to ejere ejer nisab. Det er dog en betingelse, at de har samme hyrde, opholdssted og avlsdyr, at der er en hensigt om partnerskab, at hver partners dyr er særskilt mærket, og at hver partner er zakatpligtig. Sammenlægningen har ingen betydning for andre former for formue end husdyr. Det, der tages som zakat, skal fordeles forholdsmæssigt mellem alle partnerne. Hvis en partner ejer noget særskilt, regnes det hele som fælles og sammenlagt.
Shafi’i-skolen mener, at sammenlægningen af de to parters formue har betydning for zakat, og at to eller flere personers formue regnes som én samlet formue. Derved bliver zakat obligatorisk som følge af sammenlægningen, og zakatbeløbet kan enten falde eller stige. Et eksempel på, at sammenlægningen medfører zakatpligt: To personer har hver tyve geder. På grund af sammenlægningen bliver én ged obligatorisk. Hvis de blev holdt adskilt, ville ingen zakat være obligatorisk. Et eksempel på, at zakatbeløbet stiger: Den enes hundrede geder sammenlægges med den andens hundrede. Derved bliver hver af dem forpligtet til at betale halvanden ged i zakat. Hvis de blev holdt adskilt, skulle hver betale én ged. Et eksempel på, at zakatbeløbet falder: Tre personer har hver fyrre geder, og de samler dem. Tilsammen bliver de forpligtet til at betale én ged, hvilket betyder, at hver af dem skal betale en tredjedel af en ged. Hvis de derimod havde holdt deres egne geder adskilt, skulle hver af dem have betalt én ged. Derfor har Shafi’i-lærde fastsat fem betingelser:
1. Alle partnerne skal være forpligtede til at betale zakat. (Det vil sige, at zakat skal være obligatorisk for dem.)
2. Den samlede formue skal nå nisab-grænsen.
3. Der skal være gået et helt år, siden den blev samlet.
4. Alle deres dyrs overnatningssted, stederne hvor de æder græs og går på græs, vandingssted, hyrde samt sted for malkning skal være fuldstændig ét og det samme.
5. Hvis dyrene er af samme art, skal deres avlsdyr også være fælles.
Imam Ahmad gav ligesom al-Shafi‘i udtryk for den samme opfattelse. Den eneste forskel er, at for Ahmad begrænser virkningen af sammenblandingen sig til dyrene og ikke omfatter nogen anden formue.
37. Zakat af nedgravede skatte og mineralforekomster
1. Nedgravede skatte
Her menes nedgravede skatte fra den førislamiske tid. De kan kendes på deres indgraverede navne, billeder og lignende. Hvis der findes islamiske kendetegn på dem, gælder reglerne for bortkommet gods for dem, ikke reglerne for nedgravede skatte. Hvis der ikke findes noget kendetegn, og det hverken kan fastslås, om de stammer fra den førislamiske eller den islamiske tid, regnes de også som bortkommet gods.
Imam Malik sagde: Den enstemmige opfattelse hos os og det, jeg har hørt fra de lærde, er, at rikāz kun regnes for en nedgravet skat fra den førislamiske tid, så længe den ikke søges mod betaling. Der bruges ingen penge på at finde den, og der ydes ingen større indsats eller anstrengelse. Det, der bjærges mod betaling, og som kræver stor indsats og anstrengelse, hvor forsøget undertiden lykkes og undertiden mislykkes, er ikke rikāz. Abu Hanifa sagde: Enhver formue, der er nedgravet under jorden, kaldes rikāz, hvad enten den er nedlagt af Skaberen eller af et af Hans skabninger.
2. Mineralforekomster og betingelserne for zakat på dem ifølge de islamiske retslærde
Ordet ma‘dan er afledt af ‘adan, som betyder at bestå eller vare ved. Derfor er et andet navn for Paradiset ‘Adan, fordi det er de troendes evige bolig.
De lærde er uenige om definitionen af den ma‘dan, det vil sige den mineralforekomst, som zakat bliver obligatorisk på. Ifølge Imam Ahmad er enhver værdifuld substans, der er dannet af andet end jord, og som kommer frem fra eller udvindes af undergrunden, en ma‘dan, det vil sige en mineralforekomst, der er underlagt zakat. Det gælder for eksempel guld, sølv, jern, kobber, bly, safir, gulgrøn beryl, smaragd, turkis, bjergkrystal, agat, antimon, alun, tjære, petroleum, svovl, størknet svovlsyre og lignende. Han har fastsat som betingelse, at den udvundne mineralforekomst enten i sig selv eller efter værdiansættelse skal nå nisab-mængden.
Ifølge Abu Hanifa bliver zakat derimod kun obligatorisk på mineraler, som kan smeltes ved ild og støbes i forme, såsom guld, sølv, jern og kobber. Flydende mineraler som tjære og faste mineraler, der ikke smelter ved ild, såsom safir, er ikke underlagt zakat. Han har heller ikke fastsat nogen nisab-betingelse herfor. Men uanset om mængden er lille eller stor, er det obligatorisk at give en femtedel, det vil sige khumus, bort.
Ifølge Malik og al-Shafi‘i er zakat kun obligatorisk på udvundet guld og sølv. Ifølge dem begge skal guldet udgøre tyve mithqal og sølvet to hundrede dirham, sådan som det også er Imam Ahmads opfattelse. Der kræves ikke, at et helt år er gået. Ligesom det er tilfældet med afgrøder, skal zakat på disse to metaller betales, så snart de kommer i ens besiddelse. Ifølge de tre nævnte imamer skal der udtages en fyrretyvendedel i zakat, og denne zakat skal fordeles på de samme formål, som zakat normalt fordeles på. Ifølge Imam Abu Hanifa skal den derimod fordeles på de samme formål, som fay’ (krigsbytte) fordeles på.
3. Bestemmelserne om zakat på nedgravede skatte og mineraler
Grundreglen for, at zakat er obligatorisk på disse to, findes i følgende hadith, som Abu Hurayra har overleveret, og som findes i de seks autentiske hadith-samlinger:
“Allahs Sendebud sagde: Når et dyr bryder sit bånd og forårsager skade, er ingen ansvarlig for den. Når nogen graver en brønd, og en person falder i den og dør, er ingen ansvarlig for det. Ingen er heller ansvarlig for skader forårsaget af en mine. Men der skal gives en femtedel af en nedgravet skat. Ibn al-Mundhir siger: Jeg kender ingen, der har modsat sig denne hadith, bortset fra
Hasan. Han skelnede mellem arabernes, det vil sige muslimernes, land og de vantros land. For mineraler, der findes i ikke-muslimsk land, skal der gives en femtedel, mens der skal betales zakat af mineraler, der findes i muslimsk land. Ibn al-Qayyim siger: Der findes to fortolkninger af udsagnet: “Ingen er ansvarlig for skader forårsaget af en mine.” Den ene er, at når nogen ansættes til at grave en mine, hvorefter minen styrter sammen over ham, så han dør, er ingen ansvarlig for hans død. Denne fortolkning støttes af, at udsagnet om dyr og brønde nævnes umiddelbart før. Den anden er, at der ikke skal betales zakat af den. Det efterfølgende udsagn: “Og der skal gives en femtedel af en nedgravet skat” støtter denne fortolkning. Her skelnes der mellem mineraler og nedgravede skatte. Der er fastsat en femtedel for en rikaz, det vil sige en nedgravet skat, fordi den er en opsparet formue, som kan fås uden besvær eller udgifter. Den er således skilt fra mineraler, fordi udvindingen af dem kræver betydeligt arbejde og betydelige udgifter.
Hvilken rikaz der skal betales khumus af: Den rikaz, som khumus er obligatorisk for, er genstande, der i sig selv er formue, såsom guld, sølv, jern, bly, metalgenstande og lignende. Dette er Hanafi-, Hanbali- og Ishaqs opfattelse samt en af Maliks og al-Shafi’is to opfattelser. Al-Shafi’is anden opfattelse er, at der kun skal betales khumus af guld og sølv.
Hvor en rikaz findes: Den kan tænkes at findes et af følgende steder:
1. På øde jord eller jord, hvis ejer er ukendt, selv hvis rikaz findes på jordoverfladen, eller på en forladt vej eller i en ubeboet landsby. For nedgravede skatte på sådanne steder skal der efter enstemmig opfattelse gives en femtedel som zakat, mens finderen selv modtager de resterende fire femtedele. Al-Nasa’i overleverer fra Amr ibn Shu’ayb, og Shu’ayb fra sin far: “Allahs Sendebud blev spurgt om en tabt genstand. Han sagde: Det, du finder på en vej eller i et beboet område, skal du bekendtgøre blandt folk i et helt år. Hvis dens ejer derefter dukker op, skal du give den til ham. Ellers tilhører den dig. Hvad angår det, der findes et andet sted end på en vej eller i et beboet område, skal der også betales khumus, en femtedel, af det som rikaz.” (Denne hadith viser, at hvis ejeren ikke findes, tilhører den finderen, hvis han er fattig. Ellers skal han give den bort som almisse.)
2. Hvis ejerskabet til en ejendom er blevet overdraget til en person, tilhører den rikaz, der findes i den, denne person. Rikaz er nemlig en genstand, der er gemt i jorden. Derfor opnår man ikke ejerskab over den blot ved at blive ejer af jorden; ejerskabet opnås først, når man tager jorden i besiddelse. Den er således som græs, træ og vildt, der findes på en andens jord, og som er tilgængeligt og tilladt for alle. Finderen har derfor større ret til den. Men hvis den, som ejendomsretten blev overdraget fra, gør krav på, at den tilhører ham, er den hans, fordi den var i hans besiddelse og befandt sig på hans sted. Hvis han ikke gør krav på den, tilhører den finderen. Dette er Abu Yusuf’s opfattelse og den stærkeste af Hanbalitternes opfattelser. Imam al-Shafi’i sagde: Den tilhører den tidligere ejer, hvis han anerkender den. Hvis han ikke anerkender den, tilhører den ejeren før ham. Sådan fortsætter man tilbage til den første ejer. Hvis ejerskabet til huset er blevet overdraget gennem arv, fastslås ejerskabet efter arveretten. Men hvis arvingerne er enige om, at den ikke tilhørte deres forfader, tilhører den den første ejer. Hvis man ikke kender den første ejer, behandles den som en tabt genstand og regnes for ejerløs. Abu Hanifa og Muhammad sagde: Rikaz tilhører jordens første ejer eller hans arvinger, hvis de er kendte. Hvis de ikke er kendte, skal den deponeres i statskassen.
3. Hvis rikāz findes i en muslims eller en lovligt beskyttet ikke-muslims (dhimmis) besiddelse, tilhører det ifølge Abu Hanifa og Muhammad samt ifølge en overlevering også Ahmad den, i hvis besiddelse det er fundet. Det er også overleveret fra Ahmad, at det tilhører den, der har fundet det. Dette er også Hasan ibn Salihs og Abu Thawrs opfattelse. Abu Yusuf foretrak denne opfattelse. Begrundelsen er allerede nævnt: Ejendomsretten til rikāz erhverves ikke automatisk sammen med ejendomsretten til jorden. Hvis jordejeren gør krav på det, lægges hans udsagn til grund, fordi han har en ret til det, der befinder sig inden for hans ejendomsområde. Hvis han ikke gør krav på det, tilhører det den, der har fundet det. Imam al-Shafi‘i sagde: Hvis ejeren anerkender det, tilhører rikāz ham; hvis han ikke anerkender det, tilhører det den første ejer.
Det er allerede blevet nævnt, hvor meget der skal betales af rikāz. Rikāz er en skat, der blev begravet i jorden i den førislamiske tid, og en femtedel skal betales af den. De resterende fire femtedele tilhører jordens ældste ejer, hvis han er kendt. Hvis han er død, tilhører de hans arvinger, hvis de er kendt. Ellers skal de deponeres i bayt al-mal. Dette er Abu Hanifas, Maliks, al-Shafi‘is og Muhammads madhhab. Ahmad og Abu Yusuf sagde: Hvis jordejeren ikke gør krav på det, tilhører det den, der har fundet det; ellers tilhører det efter enighed jordejeren. Uanset om mængden af rikāz er lille eller stor, skal en femtedel gives, og der er ikke fastsat nogen nisab for det. Ifølge Abu Hanifa, Ahmad, den mest korrekte af Maliks to opfattelser og al-Shafi‘i skal nisab dog tages i betragtning. Der er imidlertid enighed om, at det ikke er en betingelse, at et år skal være gået.
Hvem er forpligtet til at betale khumus eller en femtedel? Ifølge flertallet af de lærde påhviler pligten til at betale khumus den, der finder rikāz, uanset om han er muslim eller en lovlydig ikke-muslimsk borger, myndig eller mindreårig, mentalt normal eller sindssyg. Den mindreåriges eller den sindssyges værge skal dog varetage betalingen af khumus.
Ibn al-Mundhir sagde: Alle de lærde, hvis opfattelser vi har fået kendskab til, er nået til enighed om, at hvis en lovlydig ikke-muslim finder rikāz, påhviler khumus ham. Malik, medinanerne, al-Thawri, al-Awza‘i, irakerne, de uafhængige retslærde og andre har denne opfattelse. Al-Shafi‘i sagde: Khumus er kun obligatorisk for den, som zakat er obligatorisk for, og ikke for andre, eftersom khumus også er zakat.
Hvem har ret til khumus? Ifølge al-Shafi‘i har de, der har ret til zakat, også ret til khumus. Ahmad og al-Bayhaqi har nemlig overleveret fra Bishr al-Khath‘ami, fra en mand af hans stamme:
»Han sagde: Mens jeg opkrævede zakat i Bishr, faldt en beholder fyldt med fire tusind dirham ned foran mig nær et gammelt tempel i Kufa. Jeg tog den med til Ali. Han sagde: Del den i fem dele. Jeg delte den. Ali tog en del, det vil sige en khumus, og gav mig fire femtedele. Da jeg derefter var på vej bort, kaldte han på mig og sagde: Er der fattige blandt dine naboer? Jeg svarede: Ja. Han sagde: Tag disse og fordel dem blandt dem.«
Derimod mener Abu Hanifa, Malik og Ahmad, at de, der har ret til krigsbytte, også har ret til rikāz’ khumus. Al-Sha‘bi har nemlig overleveret: En mand fandt tusind dinarer begravet uden for Medina. Han bragte dem til Umar ibn al-Khattab. Umar tog to hundrede dinarer, khumus, deraf og gav manden de resterende otte hundrede dinarer. Umar begyndte at fordele de nævnte to hundrede dinarer blandt de tilstedeværende muslimer. Til sidst beholdt han en lille rest af dem. Så sagde han: Hvor er dinarernes ejer? Manden gik hen til ham. Umar sagde: Tag disse dinarer; de er dine.« I al-Mughni siges det, at hvis dette havde været zakat, ville han ved fordelingen af disse dinarer have udpeget dem, der var berettigede til zakat, og ikke have givet dem tilbage til den person, der havde fundet skatten. Desuden er det obligatorisk for en lovlydig ikke-muslimsk borger at betale denne khumus, mens zakat ikke er obligatorisk for en ikke-muslim.
38. Zakat på havets rigdomme
Ifølge flertallet af de lærde er zakat ikke obligatorisk på nogen form for havets rigdomme, såsom ædelsten, perler, zabarjad, rav, fisk og lignende. Ifølge den ene af to overleveringer fra Ahmad er zakat dog obligatorisk på havets rigdomme, når de når nisab. Abu Yusuf støttede kun denne opfattelse med hensyn til perler og rav. Ibn Abbas sagde: Der skal ikke betales zakat af rav; det er blot noget, havet har kastet op. Jabir sagde: Der er ingen zakat på rav; det er som krigsbytte for den, der får det i sin besiddelse.
39. Zakat på erhvervet formue
Den, der erhverver en formue, som først bliver zakatpligtig, når et helt år er gået, og som når nisab, uden at han ejer nogen anden formue, eller som ejer formue af samme art, men endnu ikke har nået nisab, skal begynde at beregne zakatåret for den erhvervede formue fra det tidspunkt, hvor den ved at blive lagt til den øvrige formue når nisab. Når året er gået, bliver zakat obligatorisk. Hvis han allerede ejer formue svarende til nisab, må den erhvervede formue nødvendigvis være af én af de følgende tre typer:
1. Den erhvervede formue er en forøgelse af samme formue, såsom fortjeneste fra handel og dyreunger. Den følger den oprindelige formue både med hensyn til året og zakat.
Den, der ejer handelsvarer eller husdyr svarende til nisab, og som derefter midt i året opnår fortjeneste på handelen eller får dyreunger, skal således efter enstemmig opfattelse betale zakat af hele formuen, både den oprindelige og den erhvervede.
2. Den erhvervede formue er af samme art som den nisab-formue, han allerede har opsparet, men den er hverken en del af den eller dens afkom; den er derimod erhvervet gennem køb, gave eller arv. Ifølge Abu Hanifa skal denne erhvervede formue lægges til den formue, der har nået nisab. Året beregnes fra den oprindelige formues år, og zakat skal betales af hele den samlede formue, både den oprindelige og den erhvervede.
Al-Shafi’i og Ahmad sagde: Den erhvervede formue følger den oprindelige formue alene med hensyn til nisab, og der beregnes et nyt år for den, hvad enten den oprindelige formue er kontante penge eller et dyr. Hvis han for eksempel havde to hundrede dirham og derefter erhvervede yderligere dirham midt i året, skal han betale zakat af begge formuer, når året for hver af dem er gået. Maliks opfattelse vedrørende husdyr svarer til Abu Hanifas, mens hans opfattelse vedrørende guld og sølv svarer til al-Shafi’is og Ahmads.
3. Den erhvervede formue er af en anden art end den formue, han allerede har opsparet. En sådan erhvervet formue kan ikke lægges til den formue, han allerede ejer, med henblik på at beregne hverken nisab eller året. Hvis den alene udgør nisab, skal derimod et helt år gå for den, hvorefter zakat skal betales ved årets udgang. Ellers skal der ikke betales noget. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse.
40. Zakat er obligatorisk som en forpligtelse, ikke på selve formuen
Ifølge hanafitternes, Maliks og en af Ahmads opfattelser, samt ifølge al-Shafi’is opfattelse i en overlevering, påhviler zakat selve formuen. Ahmads og al-Shafi’is anden opfattelse er, at zakat påhviler formuens ejers ansvar og ikke selve formuen. Forskellen i den praktiske fremgangsmåde som følge af denne uenighed er følgende: En person ejer to hundrede dirham, og der er gået to år, uden at han har betalt zakat. Den, der siger, at zakat er obligatorisk på selve formuen, vil sige, at denne person nu kun skal betale zakat for ét år, fordi formuen efter betalingen af det første års zakat er blevet fem dirham mindre end nisab. Den, der siger, at zakat påhviler ansvaret, vil derimod sige, at han skal betale to zakater, én for hvert af de to på hinanden følgende år, fordi zakat blev obligatorisk på hans ansvar. Derfor har det ingen indvirkning på, at nisab er blevet mindre. Ibn Hazm foretrækker opfattelsen, at pligten påhviler ansvaret. Han siger: Fra vores tid tilbage til Allahs Sendebuds tid har ingen i hele det muslimske samfund været uenig om, at den, som er forpligtet til at betale zakat af hvede, byg, dadler, guld, sølv, kameler, kvæg eller får, ikke må hindres i at betale zakat med noget andet end den nævnte afgrøde, guld, sølv, kameler, kvæg eller får, og det må heller ikke misbilliges. Han kan tværtimod betale med denne formue, med noget andet, han har til rådighed, eller med noget andet, der kan købes, gives som gave eller lånes; alt dette er det samme. Det er således med sikkerhed bevist, at zakat påhviler ansvaret og ikke selve formuen. For hvis den påhvilede selve formuen, ville det under ingen omstændigheder være tilladt at betale med noget andet, og han ville blive hindret i det. Det svarer til, at en person, som ejer noget sammen med en anden i én af de nævnte formuearter, ikke uden sin partners samtykke må give noget andet end det, de er fælles om, som betaling til sin partner.
Tilsvarende: Hvis zakat var obligatorisk på selve en formue, måtte én af følgende to situationer nødvendigvis foreligge: Enten ville zakat være obligatorisk på hver eneste del af formuen, eller også ville den være obligatorisk på en bestemt del af den og ikke på selve formuen som helhed. Hvis zakat var obligatorisk på alle dens dele, ville det være forbudt for ham at sælge blot ét korn eller nogen som helst del af den, fordi alle zakats modtagere ville have del i denne del; på samme måde ville det være forbudt for ham at spise blot en del af den. Men dette er ugyldigt ifølge den enstemmige opfattelse. Tilsvarende ville det ikke være tilladt at udtage et får fra hele flokken uden at fastsætte dets værdi, sådan som det nødvendigvis er tilfældet ved sameje. Hvis zakat derimod var obligatorisk på en bestemt del af en formue og ikke på selve formuen som helhed, ville det også være ugyldigt, for i så fald kunne han uden at vide det komme til at forbruge zakats modtageres andel.
41. Når formuen går til grunde efter zakats forpligtelse, men før den betales
Hvis året er gået, efter at zakat er blevet obligatorisk, eller tidspunktet for høsten er kommet, og hele formuen eller en del af den går til grunde, før zakat er betalt, forbliver ejeren fuldt ansvarlig for zakat, uanset om formuen gik til grunde på grund af hans forsømmelse eller uden forsømmelse fra hans side. Dette er Ibn Hazms opfattelse og den kendte retsskoleopfattelse hos imam Ahmad. Ifølge Abu Hanifa bortfalder zakat imidlertid, hvis hele formuen går til grunde uden nogen overtrædelse fra ejerens side. Hvis kun en del går til grunde, bortfalder zakat forholdsmæssigt. Det skyldes, at zakat ifølge ham er knyttet til selve formuen og ikke til dens værdi. Hvis formuen derimod går til grunde på grund af en overtrædelse, bortfalder zakat ikke. Al-Shafi’i, Hasan ibn Salih, Ishaq, Abu Thawr og Ibn al-Mundhir har sagt: Hvis nisab går til grunde, før man har mulighed for at betale zakat, bortfalder zakat. Hvis den går til grunde efter dette tidspunkt, bortfalder den ikke. Ibn Qudama har foretrukket denne opfattelse og sagt: Hvis Allah vil, er den korrekte opfattelse, at zakat kun bortfalder, når formuen går til grunde, hvis ejeren ikke har forsømt at betale zakat. Zakat bliver nemlig obligatorisk på grundlag af medfølelse. Det kan derfor ikke være sådan, at den forbliver obligatorisk, selv når formuen ikke længere findes, og ejeren er fattig.
Forsømmelse betyder, at man undlader at betale zakat, selv om man har mulighed for det. Hvis man ikke har mulighed for det, regnes det ikke som forsømmelse, uanset om det skyldes, at man ikke kan finde nogen, der har ret til at modtage zakat, at formuen befinder sig langt fra ham, at det, der skal gives som zakat, ikke findes blandt formuen og derfor må købes, at det ikke kan skaffes til køb, at han er optaget af at lede efter det med henblik på at købe det, eller en anden lignende grund, der gør ham ude af stand til at betale zakat. Hvis vi antager, at zakat fortsat er obligatorisk, selv efter at formuen er gået til grunde, og ejeren derefter får mulighed for at betale zakat, skal han betale den. Ellers skal han have udsættelse, indtil han igen får mulighed for det og har økonomisk råderum, uden at hans tab medregnes imod ham. Når det er obligatorisk at give en skyldner udsættelse med hensyn til menneskers gæld, er det endnu mere berettiget at give udsættelse med hensyn til Allahs ret, zakat.
42. Når den afsatte zakat går til grunde
Hvis hele eller en del af zakat går til grunde, efter at den er blevet adskilt med henblik på fordeling blandt de berettigede, skal zakat betales igen. Den forbliver nemlig ejerens ansvar, indtil den når frem til dem, som Allah har befalet, at zakat skal gives til. Ibn Hazm overleverer fra Ibn Abi Shayba, Hafs ibn Ghiyath, Jarir, Mu’tamir ibn Sulayman al-Taymi, Zayd ibn Hubab og Abd al-Wahhab ibn Ata. Hafs overleverede fra Hisham ibn Hassan og al-Hasan al-Basri; Jarir overleverede fra al-Mughira og hans elever; Mu’tamir overleverede fra Muzammar og Hammad; Zayd overleverede fra Ghubba og al-Hakam; og Abd al-Wahhab overleverede fra Ibn Abi Aruba, Hammad og Ibrahim al-Nakha’i. Derefter var de alle enige og sagde: »Den, der har udtaget zakat, hvorefter den går til grunde, skal betale zakat igen.« Det er overleveret fra Ata: »Det er ikke nødvendigt at betale zakat igen.«
43. Zakat bortfalder ikke, hvis betalingen forsinkes
Den, hvis år efter år er gået, eller som ikke har betalt den zakat, der var pålagt ham, skal betale al tidligere zakat, uanset om han kendte til, at zakat var pålagt ham, eller var uvidende om det, og uanset om han boede i et muslimsk land eller i et ikke-muslimsk land. Dette er den shafiitiske madhhabs opfattelse.
44. At betale værdien i stedet for selve formuen
Når Koranen og sunnaen indeholder klare anvisninger om at betale zakat fra selve formuen, er det kun tilstrækkeligt at betale dens værdi, når selve den pågældende formue eller en tilsvarende formue ikke kan findes. Zakat er nemlig en form for tilbedelse, og tilbedelse kan kun udføres korrekt på den måde, som shariaen har foreskrevet. Desuden bør zakat betales med selve formuen, så de fattige kan få del i de riges formue.
I en hadith overleveret af Muadh står der: “Da Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sendte ham til Yemen, sagde han: Tag korn fra korn, en ged fra geder og får, en kamel fra kameler og et stykke kvæg fra kvæg.” – Abu Dawud, Ibn Majah, Bayhaqi og Hakim.
Al-Shawkani har sagt: Den sande opfattelse er, at zakat er pålagt i selve formuen, og at det ikke er tilladt at betale dens værdi uden en gyldig undskyldning. Det er dog ifølge Abu Hanifa tilladt at betale værdien, selv når man er i stand til at betale fra selve formuen. Zakat er nemlig den fattiges ret, og for den fattige er der ingen forskel på selve formuen og dens værdi. Al-Bukhari har overleveret: “Muadh sagde til Yemens indbyggere: Bring mig stof med silkekanter eller tøj, som I kan bære, som zakat. Det vil være lettere for jer.”
Profeten Muhammads, fred og velsignelser være med ham, ledsagere i Medina fik frihed til at betale værdien.
45. Zakat på fællesejet
Når en formue ejes af to eller flere medejere, er zakat ifølge flertallet af de lærde ikke pålagt nogen af dem, medmindre hver af dem individuelt ejer nisab.
46. Den, der unddrager sig zakat
Imam Malik, Ahmad, al-Awza’i, Ishaq og Abu Ubayd har sagt: Hvis en person ejer nisab af enhver form for formue og sælger den, giver den bort eller ødelægger en del af den, før året er gået, bliver han ikke fritaget for at betale zakat. Hvis han gør dette i den sidste del af året, opkræves zakat hos ham ved årets udgang. Hvis han gør det i årets første del, skal han ikke betale zakat. For det synes ikke, at han med dette har villet unddrage sig zakat. Abu Hanifa og al-Shafi’i har sagt: Hans zakat bortfalder, fordi han har formindsket sin formue, før året er gået. Men hvis han bevidst ønsker at unddrage sig zakat, regnes han som synder og ulydig mod Allah.
De, der går ind for den førstnævnte opfattelse, fremfører som bevis vers 18-21 i sura al-Qalam:
إِنَّا بَلَوْنَهُمْ كَمَا بَلَوْنَا أَصْحَبَ الْجَنَّةِ ، إِذْ أَنْسَبُوا لَيَصْرِمِنْهَا مُصْبِحِيْنَ، وَلَا يَسْتَقْنُونَ فَطَافَ عَلَيْهَا طَائِفَ مِنْ رَبِّكَ وَهُمْ نَالِمُونَ. فَاصْبَحَتْ كَالمُرِنِي.
“Vi satte dem på prøve, ligesom Vi satte havens ejere på prøve, da de svor, at de tidligt om morgenen ville høste dens frugter, og de sagde ikke: Hvis Allah vil. Derefter kom der fra din Herre en ulykke over haven, mens de sov. Så blev haven som en høstet mark.” På denne måde straffede Allah dem, fordi de forsøgte at unddrage sig zakat.
En yderligere grund er, at han ønskede at berøve dem, der havde ret til zakat, men det lykkedes ham ikke. Eftersom han havde næret en uretfærdig hensigt, var det desuden i overensstemmelse med visdommen at straffe ham ved at tilintetgøre hans formål. Det svarer til, at en person dræber sin far for at fremskynde sin arv. Derfor straffer shariaen ham ved at berøve ham arven.
47. Kategorier for anvendelse af zakat
Der er otte kategorier, som zakat kan gives til. Allah har beskrevet dem i det følgende vers:
إِنَّهَا الصَّدَقْتُ لِلْفُقَرَاءِ وَالْمَسْكِينِ وَالْعَمِلِينَ عَلَيْهَا وَالْمُؤلَّفَةِ قُلُوبُهُمْ وَفِي الرِّقَابِ وَالْغَرِمِينَ وفِي سَبِيلِ اللَّهِ وَابْنِ السَّبِيلِ ، فَرِيضَةً مِّنَ اللهِ ، وَاللهُ عَلِيمٌ حَكِيرٌ .
“Zakat tilkommer de fattige, de trængende, dem der arbejder med at opkræve zakat, dem hvis hjerter ønskes vundet, til frigivelse af slaver, til forgældede, på Allahs vej og til rejsende. Dette er en forskrift fastsat af Allah. Allah er Alvidende og Alvis.” (Sura at-Tawba, vers 60)
Ziyad ibn al-Harith as-Suda’i har sagt: Jeg kom til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og aflagde troskabseden til ham. På det tidspunkt kom en mand og sagde: »Giv mig noget af zakat.« Han sagde: »Allah har ikke overladt afgørelsen om zakat til nogen profet eller andre. Derfor har Han selv fordelt den og fordelt den mellem otte kategorier. Hvis du tilhører en af disse otte kategorier, vil jeg give dig.«” Abu Dawud.
En detaljeret forklaring af de otte kategorier, der er nævnt i verset, følger:
1-2. Fattige og trængende: De, der er afhængige af andre for at få opfyldt deres grundlæggende behov. Det modsatte er de velhavende, som selv kan opfylde deres grundlæggende behov. Som vi tidligere har drøftet, er den formue, der gør en person velhavende, en formue svarende til nisab ud over det, der er nødvendigt for ham og hans børn. Disse grundlæggende behov omfatter mad, drikke, klæder, bolig, transport og midler til at tjene til livets ophold. For uden disse kan mennesker ikke leve. Den, der mangler tilstrækkelige midler til at opfylde disse behov, er fattig og har ret til zakat.
I Mu’adhs hadith står der: »Der skal tages fra deres velhavende og gives tilbage til deres fattige.« Den, der får taget fra sig, er velhavende og ejer nisab. Den, der får det givet tilbage, er den modsatte part, den fattige, det vil sige en person, der ikke har en formue svarende til den velhavendes. Der er ingen forskel mellem den fattige og den trængende med hensyn til behov og mangel eller med hensyn til retten til zakat. Men selv om de i verset er forbundet med konjunktionspartiklen »wa«, det vil sige »og«, hvilket antyder to forskellige kategorier, afkræfter det ikke vores udsagn. For den trængende er en kategori af fattige med særlige egenskaber. Det er tilstrækkeligt til, at de betragtes som en særskilt kategori.
Det fremgår af hadith, at den trængende er en fattig, som ikke beder mennesker om noget. Folk kan heller ikke genkende dem. Derfor nævnes de særskilt i verset, for det kan være, at de på grund af deres værdighed ikke kan genkendes.
Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der bliver sendt bort efter at have fået en eller to dadler eller en eller to mundfulde mad, er ikke den trængende. Den trængende er den, der afholder sig fra at tigge. De beder ikke nogen om noget med ydmyghed og insisteren.« En anden overlevering lyder: »Den, der bliver sendt bort efter at have fået en eller to mundfulde mad og en eller to dadler, er ikke den trængende. Den trængende er derimod den, der ikke kan finde en måde at frigøre sig fra afhængighed på, og som ingen genkender, så de kan give ham noget. Han beder heller ikke mennesker om noget.« – Bukhari og Muslim.
Hvor meget zakat skal gives til den fattige: Formålet med zakat er at befri den fattige fra fattigdom og opfylde hans behov. Derfor skal han have så meget af zakat, at han kan blive fri for fattigdom, blive varigt velstående, frigøre sig fra afhængighed af andre og blive selvforsørgende. Mængden kan variere efter omstændighederne og fra person til person. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når du giver nogen en gave, så gør ham selvforsørgende.« Qadi Abd al-Wahhab sagde: Imam Malik gav ingen definition af dette spørgsmål. Han sagde blot: »Den, der har disse grundlæggende ting – bolig, en tjener og et transportdyr – kan også få zakat.« Det er også kommet i hadith, at det er tilladt for den fattige at bede om hjælp, så han kan tage et middel i brug til at tjene til livets ophold og gennem det blive selvforsørgende resten af livet.
Kubaisha ibn Mukhāriq al-Hilālī fortæller: Jeg havde en gæld hængende over mig. Derfor gik jeg til Allahs Sendebud for at spørge ham om sagen. Han sagde: »Bliv her, indtil zakat-midlerne kommer til os; så vil jeg bede om, at der gives dig noget.« Derefter sagde han: »O Kubaisha! Det er kun tilladt at bede om hjælp for den, der tilhører én af tre kategorier: Den gældsplagede må bede om hjælp, så han kan få hjælp og derefter ophøre med at bede. Den, der er blevet ramt af en ulykke, som har ødelagt en stor del af hans ejendom, må bede om hjælp, så han kan sørge for sit livsophold. Ifølge en anden overlevering: så han kan dække sine behov og blive selvhjulpen. Og den, der er blevet ramt af så alvorlig fattigdom, at tre fornuftige mænd fra hans stamme bevidner: ‘Den og den er ramt af alvorlig fattigdom’, må bede om hjælp, så han kan sørge for sit livsophold og blive selvhjulpen. O Kubaisha! Den, der beder om hjælp ud over disse tre kategorier, tjener og spiser noget, der er haram.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud og an-Nasa’i.
Må zakat gives til en sund, stærk og arbejdsdygtig person? Ligesom zakat ikke må gives til en velhavende, må den heller ikke gives til en stærk og arbejdsdygtig person.
1. Ubaydullah ibn Adi al-Khiyār fortæller: To mænd fortalte mig, at de kom til Allahs Sendebud under afskedsvalfarten, mens han fordelte zakat. De sagde: »Vi to bad ham om zakat.« Han løftede blikket mod os og sænkede det derefter igen. Han så, at vi begge var stærke. Han sagde: »Hvis I ønsker det, kan jeg give jer noget. Men der er ingen andel i dette for en velhavende eller for en stærk og arbejdsdygtig person.« – Abu Dawud og an-Nasa’i.
Al-Khattabi siger: Det princip, der kan udledes af denne hadith, er, at når det ikke er kendt, at en person ejer nogen formue, skal man gå ud fra, at han ingen formue ejer. Dette viser, at ydre fysisk styrke og en robust krop ikke er afgørende med hensyn til zakat, uden at man undersøger, hvordan hans indtjening er. Mange mennesker er fysisk sunde og stærke, men er alligevel så uduelige i arbejde, at de ikke kan udføre noget arbejde ordentligt. Hadithen viser, at man ikke må afholde sig fra at give zakat til sådanne mennesker.
Rayhan ibn Yazid overleverede fra Abdullah ibn Amr, og han fra Allahs Sendebud, at Allahs Sendebud sagde: »Det er ikke tilladt for en velhavende eller for en sund og stærk person, der er i stand til at arbejde og tjene til livets ophold, og hvis alle lemmer er sunde og normale, at modtage zakat.« – Abu Dawud og at-Tirmidhi. Dette er ash-Shafiʿis, Ishaqs, Abu Ubayds og Ahmads opfattelse.
Hanafitterne siger: Det er tilladt for en sund og stærk person at modtage zakat, hvis han ikke ejer formue svarende til højst to hundrede dirham eller mere.
An-Nawawi siger: Kan de mennesker, som normalt ikke er vant til at tjene deres indkomst gennem fysisk arbejde, men som er stærke og arbejdsføre, tage fra den del af zakat, der er bestemt for de fattige? Som svar på dette spørgsmål sagde imam al-Ghazali: »Ja, det kan de.« Dette er i virkeligheden den korrekte opfattelse. Det afgørende er det erhverv, der passer til den enkelte.
Bestemmelsen for den, der ejer nisab, men ikke er velstående nok til at dække sine grundlæggende behov:
Den, der ejer en form for formue, som når nisab-grænsen, men hvis formue på grund af et stort antal familiemedlemmer eller stigende priser ikke er tilstrækkelig til at dække hans grundlæggende behov, betragtes som velhavende, fordi han ejer nisab, og zakat er derfor obligatorisk på hans formue. Men eftersom hans ejendele ikke dækker hans behov, er han også fattig. Derfor kan han også få zakat som fattig. Imam an-Nawawi siger: Den, der ejer jordejendom, men hvis udbytte ikke sikrer hans velstand, skal alle hans behov dækkes gennem zakat, og han må ikke tvinges til at sælge jordejendommen.
I al-Mughnī står der, at Maymūnī sagde: Jeg sagde til Ahmad ibn Hanbal: Det er ikke ualmindeligt, at en person ejer nogle kameler og geder eller får, som zakat er obligatorisk på, men at han samtidig er fattig. Han ejer også fyrre geder og jordejendom, som ikke dækker hans behov. Kan han få zakat? Ahmad svarede: Ja. For han ejer ikke så meget, at det gør ham velstående, og han er heller ikke i stand til at tjene så meget, at det kan gøre ham velstående. Det er derfor tilladt for ham at modtage zakat, ligesom det ville have været tilladt, hvis han ejede formue, som der ikke er zakat på.
3. Medarbejdere og embedsmænd ansat i zakat-afdelingen: Det er dem, som regeringen eller dens godkendte eller bemyndigede repræsentanter udpeger til at opkræve og indsamle zakat fra de velhavende. De, der opbevarer zakatmidlerne, hyrderne for zakatdyrene og de, der fører regnskab over zakat, hører også til denne gruppe. De skal være muslimer og må ikke være medlemmer af dem, som zakat er forbudt for, nemlig Profetens efterkommere, Banū Hāshim og Banū ʿAbd al-Muṭṭalib.
Det er overleveret fra al-Muṭṭalib ibn Rabīʿa ibn al-Ḥārith ibn ʿAbd al-Muṭṭalib, at han sagde: Jeg og al-Faḍl ibn ʿAbbās gik til Allahs Sendebud, og den ene af os sagde: »Allahs Sendebud! Vi er kommet til dig, for at du kan udpege os til at arbejde med zakat, så vi også kan få de fordele, som andre får i den forbindelse, og bringe dig det, som andre bringer dig.« Allahs Sendebud sagde: »Zakat og sadaqa er ikke passende for Muhammad og hans efterkommere. Det er menneskers urenhed.« — Aḥmad og Muslim.
Men selv hvis medarbejderne og embedsmændene i zakat-afdelingen er velhavende, er det tilladt for dem at modtage zakat som løn og vederlag.
Det er overleveret fra Abū Saʿīd, at Allahs Sendebud sagde: »Zakat er ikke tilladt for en velhavende, bortset fra fem personer: 1. den, der arbejder med zakat, 2. den, der har købt zakatvarer for sine egne penge, 3. den forgældede, 4. den, der kæmper på Allahs vej, og 5. hvis en fattig giver en velhavende en gave fra de varer, han har modtaget som zakat.« — Aḥmad, Abū Dāwūd, Ibn Mājah og al-Ḥākim. De, der arbejder med zakat, tager kun deres vederlag for arbejdet fra zakatmidlerne.
Det er overleveret fra ʿAbdullāh as-Saʿdī, at han kom fra Syrien til ʿUmar ibn al-Khaṭṭāb. ʿUmar sagde til ham: »Jeg har hørt, at du arbejder for muslimerne, men ikke tager imod den løn, du får for det. Er det sandt?« ʿAbdullāh svarede: »Ja, jeg har mange heste og slavepiger. Jeg er velstående. Jeg ønsker, at mit arbejde skal være en sadaqa til muslimerne.« ʿUmar sagde: »Jeg havde samme holdning som dig. Allahs Sendebud gav mig noget som vederlag, og jeg sagde: Giv det til den, der er fattigere end mig. En gang gav han mig noget, og jeg sagde: Giv det til den, der har større behov end jeg. Han sagde: Tag imod den del af denne formue, som Allah giver dig uden at du har bedt om eller ønsket den, og brug den eller giv den bort. Men begær ikke det, som Allah ikke giver dig.« — al-Bukhārī og an-Nasāʾī.
Det er ønskeligt, at vederlaget til dem, der arbejder med zakat, er tilstrækkeligt til at dække deres behov.
“Det er overleveret fra Mustawrid ibn Shaddad, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud sagde: Den, der er udpeget til at varetage en opgave for folket, bør skaffe sig en bolig, hvis han ikke har en bolig; hvis han ikke har en hustru, bør han gifte sig; hvis han ikke har en tjener, bør han ansætte en tjener; og hvis han ikke har et transportmiddel, bør han skaffe sig et. Den, der skaffer sig noget ud over dette, er en, der tilegner sig det uretmæssigt. – Ahmad og Abu Dawud; overleveringskæden er autentisk. Al-Khattabi sagde: Denne hadith kan fortolkes på to måder: For det første har Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, givet tilladelse til at anskaffe en tjener og bolig
ved hjælp af vederlaget for hans arbejde. Der er ikke tilladelse til at modtage nogen yderligere fordel. For det andet har ansatte og embedsmænd ret til bolig og en tjener. Hvis han ikke har en bolig, skal der lejes en bolig til ham, så længe han varetager denne opgave. Hvis han ikke har en tjener, skal der ansættes en tjener til ham, og tjeneren skal sikres tilstrækkelig løn.
4. De, hvis hjerter det er nødvendigt at vinde: I Tafsir al-Manar er denne gruppe identificeret på følgende måde:
Det er en gruppe, hvis sind man ønsker at vende mod islam og muslimerne og fylde med kærlighed, og hvis tilslutning til islam man har behov for at samle og styrke. På grund af deres svage loyalitet over for islam er det nødvendigt at gøre dette ved at give dem en del af zakat. Derved ønsker man enten at beskytte muslimerne mod deres skade eller at gøre brug af deres hjælp til muslimernes forsvar. De islamiske retslærde har opdelt denne gruppe i to kategorier: muslimer og ikke-muslimer.
Muslimerne er igen af fire slags:
1. De fornemme og ledende blandt muslimerne, såsom Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, der gav til Adi ibn Hatim og Zibarqan ibn Badr, selv om der ikke var nogen svaghed eller mangel i deres islam. Det skyldtes deres særlige status blandt deres stammer.
2. Fremtrædende personer blandt svage muslimer, som nyder stor anseelse i deres egne stammer og grupper. Hensigten med at give dem en del af zakat er at sikre deres standhaftighed i islam, deres trosmæssige styrke samt deres støtte og velvilje i jihad og lignende. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gav også store rigdomme fra Banu Hawazins krigsbytte til en gruppe af Mekkas indbyggere, som havde antaget islam efter erobringen af Mekka. Blandt dem var der hyklere og muslimer med svag tro. Efter at have modtaget gaverne fra denne zakat-kategori blev de flestes tro styrket, og de blev gode muslimer.
3. En gruppe muslimer, der bor nær grænsen mellem den islamiske stat og en fjendtlig stat. De får dette i håb om, at de vil yde modstand på muslimernes side, når fjenden angriber. Forfatteren til Tafsir al-Manar siger: Jeg mener, at dette er den murabatah eller det forsvar, der omtales i Koranen. Disse retslærde har henført denne kategori under kategorien »Allahs vej«. Hermed menes krig på Allahs vej. I vores tid er det især vigtigt at vinde hjerterne hos den gruppe muslimer, som de ikke-troende forsøger at påvirke, så de konverterer til deres religion eller i det mindste bliver deres støtter. Vi kan se, at imperialistiske lande afsætter en del af deres nationale rigdom for at opfylde det lave formål at gøre muslimer til deres slaver og konvertere dem til deres religion, således at de kan tiltrække og vinde muslimernes hjerter. Nogle af dem er optaget af sammensværgelser for direkte at omvende muslimer til kristendommen og få dem til at forlade islam. Andre ønsker blot at gøre dem til deres støtter, gøre dem til fjender af de muslimske lande og bruge dem til at ødelægge den islamiske enhed. Under disse omstændigheder, er det da ikke muslimernes endnu mere presserende pligt at gøre alt, hvad de kan, for at beskytte disse muslimer mod at falde i de vantros usle sammensværgelsers fælde?”
4. En gruppe blandt muslimerne, hvis hjælp, støtte og indflydelse kan være nødvendig for at opkræve zakat. Den indflydelsesrige gruppe kan gennem sin autoritet og magt få zakat opkrævet fra dem, der ikke er villige til at betale zakat uden krig. At yde regeringen denne hjælp er for dem mere prioriteret, da det er mindre skadeligt og sikrer et større gode. Man kan støtte sådanne grupper ved at give dem tilskud fra zakatmidlerne.
Blandt de vantro, hvis hjerter det er nødvendigt at vinde og påvirke, findes der derimod to slags:
1. Dem, hvis hjerter kan vindes ved at give dem tilskud, så der er håb om, at de også vil blive muslimer. Et eksempel er Safwan ibn Umayya, som Profeten (fred være med ham) på dagen for erobringen af Mekka gav sikkerhedsgaranti og fire måneders frist, så han i denne periode kunne overveje og beslutte, hvad han skulle gøre. Han var flygtet, men kom, efter at have fået sikkerhed, og sluttede sig til muslimerne i slaget ved Hunayn, før han antog islam. Da Profeten (fred være med ham) drog ud på Hunayn-felttoget, lånte han hans våben. Profeten (fred være med ham) gav ham et stort antal lastkameler, der strejfede omkring i en dal. Da han havde modtaget dem, sagde han: “Dette er den gavmilde mands gave, som ikke frygter fattigdom. Profeten (fred være med ham) var den mest hadede person hos mig. Alligevel gav han mig disse ting og blev ved med at give. Derfor er han nu den mest elskede person hos mig.”
2. Den eller dem, fra hvis side man frygter skadelige aktiviteter. Hvis man giver dem zakat, kan man håbe, at deres skadelige aktiviteter ophører. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En gruppe mennesker plejede at komme til Profeten (fred være med ham). Hvis han gav dem noget, lovpriste de islam; hvis han ikke gav dem noget, fordømte og kritiserede de islam. Abu Sufyan ibn al-Harb, al-Aqra ibn Habis og Uyayna ibn Hisn var blandt disse mennesker. Profeten (fred være med ham) gav hver af dem et hundrede kameler.
Hanafitternes opfattelse er, at kategorien for dem, hvis hjerter skal vindes, er blevet ophævet, fordi Allah har gjort sin religion sejrrig og mægtig. Uyayna ibn al-Hisn, al-Aqra ibn Habis og Abbas ibn Mirdas kom til Abu Bakr og bad om deres andel. Abu Bakr skrev et brev til dem, hvori han gav dem deres andel. De kom til Umar og overrakte ham brevet, men han nægtede at give dem noget og rev brevet i stykker. Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Dette plejede Profeten (fred være med ham) at give jer for at vinde jer for islam. Nu er islam ikke afhængig af jer. Hvis I nu forbliver standhaftige i islam, er det godt; ellers vil sværdet afgøre sagen mellem jer og os.« Derefter reciterede han dette vers:
وقُلِ الْحَقُّ مِنْ رَبِّكُمْ لكَ فَمَنْ شَاءَ فَلْيُؤْمِنْ وَمَنْ شَاءَ فَلْيَكْفُرْ.
»Og sig: Sandheden er kommet fra jeres Herre. Så lad den, der vil, tro, og lad den, der vil, være vantro.« (Sura al-Kahf, vers 29)
Derefter gik de igen til Abu Bakr og sagde til ham: »Er du kaliffen eller Umar? Du gav os et brev, men Umar rev brevet i stykker.« Abu Bakr sagde: »Han kan gøre det, hvis han ønsker det.«
Hanafitternes argument er, at Abu Bakr fulgte Umars beslutning. Ingen anden sahabi gjorde indsigelse mod denne afgørelse, end ikke Uthman og Ali. Svaret på dette er, at det var Umars ijtihad (en selvstændig vurdering og mening). Han mente, at der ikke længere var behov for at give dem noget, efter at islam var blevet solidt etableret i deres stammer. Selv hvis de forlod islam og blev frafaldne, var der ingen fare for skade. At Uthman og Ali ikke gav zakat fra denne kategori, beviser heller ikke hanafitternes opfattelse af, at kategorien for at vinde hjerter var ophævet. Det kan være, at de undlod at give zakat fra denne kategori, fordi der under Uthmans og Alis styre ikke var behov for at vinde de vantros hjerter. Dette beviser ikke, at denne kategori er overflødig. Behovet for den kan opstå under enhver herskers styre. Frem for alt er Koranen og Sunnah den bedste autoritet, når et bevis skal fremlægges. De er to kilder, som man under ingen omstændigheder kan fravige. Ahmad og Muslim har overleveret fra Anas: Alt, hvad der blev bedt om hos Allahs Sendebud på betingelse af at antage islam, gav han. En mand kom for eksempel til ham og bad om noget. Han gav ham et stort antal af de zakat-geder, der græssede mellem to bjerge. Manden vendte tilbage til sin stamme og sagde: »Min stamme, antag islam, for Muhammad giver så gavmildt, at han ikke tager hensyn til frygten for selv at blive fattig.«
Ifølge al-Shawkani er det tilladt at give zakat fra kategorien for at vinde hjerter. Denne opfattelse blev også gjort gældende af Itra, Jibai, Balkhi, Ibn Mubashshir, Malik, Ahmad og ifølge én overlevering også al-Shafii. Al-Shafii sagde: »Vind ikke nogen vantros hjerte. Men en syndig muslim kan få fra kategorien for at vinde hjerter.«
Abu Hanifa og hans elever siger: Denne kategori blev ophævet gennem islams udbredelse og sejr. De fremfører Abu Bakrs afvisning af at give zakat til Abu Sufyan, Uyaynah, Aqra og Abbas ibn Mirdas som bevis for deres opfattelse.
Men den urokkelige sandhed er, at når der opstår behov, er det tilladt at give zakat fra kategorien for at vinde hjerter. Hvis det viser sig, at en gruppe eller et samfund kun anerkender den islamiske regering af hensyn til verdslige interesser, og regeringen ikke er i stand til at bringe dem under lydighed på nogen anden måde end ved at anvende magt, kan regeringen vinde deres hjerter ved hjælp af zakatmidler. Islams udbredelse vil i dette tilfælde ikke være en hindring, for i en sådan situation fører islams udbredelse ikke til det ønskede resultat.
I Tafsir al-Manar er det blevet sagt, at dette samlet set er den korrekte opfattelse. I de nærmere detaljer bør ijtihad begrænses til at fastsætte zakatbeløbets størrelse efter, hvad der er nyttigt, samt til at fastsætte størrelsen af ghanimah og andre samfundsgavnlige midler, hvis sådanne findes. I disse spørgsmål skal beslutningen træffes i overensstemmelse med rådet og holdningerne fra shura-rådet. Kalifferne traf også beslutninger om spørgsmål, der beroede på ijtihad, efter samråd. Der er anledning til at overveje, hvor rimeligt det er at opstille som betingelse, at regeringen skal være ude af stand til ved magt at bringe de uvillige under lydighed, før der gives zakat for at vinde hjerter. For dette er aldrig permanent. Det afgørende i denne sammenhæng er tværtimod at prioritere den ordning, der er mindre skadelig og til større gavn.
5. Frigivelse af slaver
Også kontraktbundne slaver er omfattet. De skal derfor hjælpes ud af slaveriet med zakatmidler. Med disse midler skal slaver frigives og gøres frie. Det er overleveret fra al-Bara: »En mand kom til Allahs Sendebud og sagde: Vis mig en handling, der bringer mig nærmere Paradiset og fjerner mig fra Helvedet. Han sagde: Frigiv en slave og fjern trældommen. Manden sagde: Allahs Sendebud, er disse to ikke det samme? Han sagde: Nej. At frigive en slave betyder, at du selv frigiver en slave. At fjerne trældommen betyder, at du hjælper ham med at opnå frihed ved at betale slaveriets pris, det vil sige løsesummen.« – Ahmad, al-Daraqutni.
Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: »Det påhviler Allah at hjælpe tre personer: den, der kæmper på Allahs vej; den, der bestræber sig på at skaffe løsesummen for sin egen frigivelse; og den, der tager initiativ til at gifte sig for at bevare sin ærbarhed.« Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasai og Ibn Majah. Al-Tirmidhi betegnede den som autentisk og god.
Al-Shawkani sagde: Der er uenighed om fortolkningen af det, der i Koranen kaldes »frigivelse af slaver«. Ali ibn Abi Talib, Said ibn Jubayr, al-Layth, al-Thawri, itra, hanafitterne, shafiitterne og de fleste lærde sagde: Hermed menes mukatab-slaver, det vil sige slaver, der har indgået en aftale om at opnå frihed ved at betale et bestemt frigivelsesbeløb. De skal hjælpes med zakat til at betale dette beløb og opnå deres frihed. Ibn Abbas, al-Hasan al-Basri, Malik, Ahmad ibn Hanbal, Abu Thawr, Abu Ubayd, Ibn al-Mundhir og al-Bukhari sagde derimod: Det betyder, at man køber slaver med det formål at frigive dem. De sagde endvidere: Hvis der kun blev ment mukatab-slaver, ville de allerede høre under kategorien gældsplagede, for en mukatab er jo forgældet. Desuden er det bedre at købe en slave med henblik på frigivelse end at hjælpe en mukatab, for selv hvis mukataben hjælpes, er det ikke sikkert, at han bliver fri. Så længe blot én mønt resterer, forbliver han slave. Desuden er det altid muligt at købe en slave, mens det ikke altid er muligt at blive mukatab.
Al-Zuhri sagde: Både slaver og mukatab-slaver er omfattet af dette. Forfatteren til værket Muntaha al-Akhbar har antydet dette. Det er den tydeligste fortolkning, for verset omfatter begge.
Beretningen fra al-Bara viser desuden, at det ikke er det samme at hjælpe nogen til frihed og at frigive ham. Det fremgår også af hadithen, at frigivelse af slaver og hjælp til en mukatab med at indsamle frigivelsesbeløbet er blandt de handlinger, der bringer en nærmere Paradiset og fjerner en fra Helvede.
6. De gældsplagede
Blandt dem, der er tynget af gæld og ude af stand til at betale den, findes flere kategorier: Eksempelvis den, der er ansvarlig for en bøde, blodpenge eller en anden gæld; den, der har kautioneret for en andens gæld og ved at betale den med sine egne midler risikerer at miste hele sin formue, eller har mistet den og stadig ikke har kunnet betale gælden fuldt ud; den, der har optaget gæld af nødvendighed; eller den, der har angret en synd og har brug for at optage gæld for at betale soningen for den. Alle disse personer kan få hjælp fra zakat til at betale deres gæld.
1. Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah og al-Tirmidhi berettede fra Anas, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Det er kun tilladt for tre personer at bede om hjælp: Den, der er ramt af så alvorlig fattigdom, at han ikke ejer andet end et stykke gold jord; den, der er blevet overvældet af en uretmæssigt og tvangsmæssigt pålagt bøde uden nogen modydelse; og den, der er ivrig efter at redde en nær slægtning eller nær ven med blodpenge, fordi denne har dræbt nogen og vil blive dræbt, hvis blodpengene ikke betales, hvilket vil være yderst smertefuldt for ham.
2. Muslim berettede fra Abu Said al-Khudri: På Allahs Sendebuds tid købte en mand noget korn og kom i store vanskeligheder. Han blev stærkt forgældet. Sendebudet, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til muslimerne: Giv denne mand zakat og frivillig almisse. Folk gav ham zakat og frivillig almisse, men hans gæld blev ikke fuldstændigt betalt. Allahs Sendebud sagde til hans kreditorer: Tag kun det, I har modtaget. I vil ikke modtage mere end det. (Det vil sige: I har foreløbig ikke ret til mere end det, han nu ejer, og så længe han er trængende, kan I ikke tilbageholde ham. Hadithen annullerede derfor ikke kreditorernes resterende tilgodehavender.)
3. Det er berettet fra Qubaysah ibn Mukhariq, at han sagde: Jeg havde påtaget mig en »humalah« (forpligtelse). Derfor kom jeg til Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, for at spørge om sagen. Han sagde: Bliv her, indtil der kommer noget zakat til os, så vil vi befale, at du får noget af det.
De lærde har sagt: »Humalah« er en forpligtelse, som en person påtager sig og tager på sin egen hals, og en gæld
Han påtager sig det som en forpligtelse for egen regning. Han betaler det for at bilægge en strid. Når der opstod uroligheder blandt araberne, som krævede betaling af blodpenge eller andre bøder, og urolighederne dermed blev bragt til ophør, var dette uden tvivl en ædel karakteregenskab. Når folk vidste, at en af dem havde påtaget sig en sådan forpligtelse, skyndte de sig alle for at hjælpe ham og gav ham så meget hjælp, at han kunne frigøre sig fra denne forpligtelse. Hvis en sådan person selv bad folk om hjælp til at blive fri for forpligtelsen, anså ingen det for skamfuldt, men derimod for en ære. Det er tilladt at modtage zakat for at blive fri for en sådan forpligtelse. Økonomisk nød er ikke en betingelse for at modtage zakat i dette tilfælde. Man må altså modtage zakat, selv om man har økonomiske midler.
7. På Allahs vej
Allahs vej betyder vejen til Allahs tilfredshed, hvad enten det drejer sig om islamisk viden eller en handling til islams fordel. Ifølge flertallet af de lærde betyder det her at kæmpe for islams sag. De, der frivilligt drager i krig, men ikke modtager nogen regelmæssig statslig løn, må få zakatmidler fra denne kategori. Uanset om de er rige eller fattige, har de ret til en andel af zakat. Tidligere er Allahs Sendebuds hadith blevet gengivet, hvori han sagde: »Zakat er ikke tilladt for nogen rig, bortset fra fem personer, herunder den, der kæmper på Allahs vej …«
Hajj regnes ikke som en sådan handling på Allahs vej, hvortil zakatmidler kan anvendes. For hajj er kun obligatorisk for den, der har den nødvendige økonomiske formåen, og ikke for andre.
I Tafsir al-Manar står der: »Der kan anvendes midler fra denne kategori til at sikre sikkerheden på vejene til og fra hajj samt til at sørge for vand, mad og sundhedsydelser til pilgrimmene, hvis der ikke er noget andet, som disse udgifter kan dækkes med.« Kategorien »på Allahs vej« omfatter alle aktiviteter, der vedrører islams samlede interesser og velfærd, og som udgør grundlæggende opgaver for islam og den islamiske stat. Blandt disse har forberedelser til krig højeste prioritet, såsom indkøb af våben, fødevarer til soldaterne, transport, anskaffelse af udstyr og udrustning af krigerne til kamp. Det udstyr, der udleveres til krigerne, skal dog efter krigen tilbageleveres til statskassen, hvis det er varigt udstyr, såsom våben, heste og lignende. Da sådanne ting kun anvendes i krig, bliver ingen kriger permanent ejer af dem. Han anvender dem derimod som kriger på Allahs vej, og selv efter krigens afslutning forbliver de på Allahs vej. Dette står i modsætning til den fattige, zakatforvalteren, den forgældede, den hvis hjerte man ønsker at vinde, og den rejsende. Disse personer skal aldrig tilbagelevere det, de har modtaget, selv hvis deres fattigdom ophører, de ikke længere arbejder med zakat, ikke længere er forgældede, behovet for at vinde deres hjerte ophører, eller den rejsende vender hjem. Denne kategori er så omfattende, at den også omfatter opførelse af militærhospitaler og almindelige hospitaler, anlæg og reparation af veje, opførelse af militære jernbaner, bygning af dæmninger, anskaffelse af kampfly samt opførelse af fæstninger og skyttegrave. Opførelse af kommercielle jernbaner er derimod ikke omfattet.
I vores tid er en vigtig anvendelse af midler på Allahs vej at uddanne islamiske forkyndere og sende dem til ikke-muslimske lande. Velorganiserede institutioner skal sende dem af sted med tilstrækkelige økonomiske midler, sådan som ikke-muslimer gør for at udbrede deres religion. Udgifter til institutioner, hvor der undervises i islamisk uddannelse og anden uddannelse til gavn for offentligheden og almenvellet, er også omfattet af denne kategori. Lærerne på disse uddannelsesinstitutioner kan få løn og andre ydelser fra denne kategori, så længe deres arbejde som lærere forhindrer dem i at tjene penge gennem andre erhverv. En velhavende lærd må derimod ikke få midler herfra for at videregive sin viden, selv om folk drager nytte af hans viden.
8. Den rejsende
De lærde har enstemmigt sagt, at en rejsende, som er blevet afskåret fra sit område, må få den hjælp fra zakat, der kan gøre det muligt for ham at gennemføre rejsens formål, når han ikke kan få adgang til sine egne penge og ejendele. I en sådan situation bliver han midlertidigt fattig. Betingelsen er dog, at rejsen skal have et godt formål; den må i det mindste ikke foretages med henblik på synd. Der er nogen uenighed om lovlige rejser. Ifølge al-Shafi’i er den bedste opfattelse, at han også må modtage zakat, hvis han rejser udelukkende for fornøjelsens skyld.
Ifølge shafiitterne er der to slags rejsende:
1. Den, der forlader sit bopælsområde, selv om han bliver i sit eget land.
2. Den, der rejser til udlandet efter at have forladt sit hjemland.
Begge har ret til at modtage zakat, selv om nogen er rede til at låne ham et beløb, der dækker hans behov, og han i hjemlandet har midler til at tilbagebetale lånet. Ifølge imam Malik og Ahmad kan kun den udlandsrejsende, der er rejst fra sit hjemland til udlandet, modtage zakat. Det gælder ikke den, der rejser fra ét sted til et andet i sit eget land. Hvis der i udlandet findes nogen, som kan låne ham penge, og han i hjemlandet har midler til at tilbagebetale lånet, må han ikke få zakat. Hvis der ikke findes nogen långiver, eller hvis han ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, må han få zakat.
At give zakat til nogle eller alle af dem, der har ret til at modtage den: De otte grupper, der i verset nævnes som berettigede til zakat, er: de fattige, de nødlidende, zakatfunktionærerne, dem hvis hjerter ønskes vundet, frigivelse af slaver, forgældede, rejsende og kæmpere på Allahs vej. Juristerne er uenige om at give zakat til disse grupper. Ifølge imam al-Shafi‘i og hans disciple bortfalder kategorien zakatfunktionærer, hvis ejeren selv eller hans stedfortræder fordeler zakat, og hvis de resterende syv kategorier findes, skal zakat fordeles blandt dem. Hvis ikke, skal den gives til så mange af de kategorier, hvis medlemmer findes. Det er ikke tilladt at udelade en kategori, selv om der findes medlemmer af den. Hvis den udelades, forbliver ansvaret for at give dens andel hos ejeren. Ibrahim al-Nakha‘i sagde: Hvis zakatmidlerne er mange, skal de fordeles blandt alle kategorier. Hvis de er få, kan de gives til blot én kategori. Ahmad ibn Hanbal sagde: Det er bedst at fordele dem blandt alle kategorier. Men zakaten er også gyldig, hvis den gives til én kategori. Imam Malik sagde: Man skal undersøge, hvilken kategori der har størst behov. De, der har størst behov, skal prioriteres efter tur, alt efter fattigdommens og nødens alvor. Hvis de fattiges behov er størst et bestemt år, skal de prioriteres det år; hvis rejsendes og vejfarendes behov er størst et andet år, skal de prioriteres det år. Hanafitterne og Sufyan al-Thawri sagde: Den, der giver zakat, kan give den til enhver kategori. Det samme var Huzayfas, Ibn Abbas’, Hasan al-Basris og Ata ibn Abi Rabahs opfattelse. Abu Hanifa sagde, at hele zakaten kan gives til én person fra en hvilken som helst kategori.
Årsagen til uenigheden: Ibn Rushd sagde, at årsagen til de lærdes uenighed er forskellene i fortolkningen af den sproglige og den betydningsmæssige betydning. Sprogligt kræver verset, at zakat fordeles blandt alle kategorier. Betydningsmæssigt kræver det derimod, at de, der har størst behov, prioriteres. For formålet med zakat er at afhjælpe fattigdom og nød. Set fra denne side er formålet med omtalen af de otte særskilte kategorier i verset at identificere kategorierne hver for sig – ikke at lade dem alle dele zakaten på én gang. Den første opfattelse er tydeligst sprogligt, mens den anden er tydeligst betydningsmæssigt.
Beviset til støtte for imam al-Shafi‘is opfattelse er den hadith, der i Abu Dawud er overleveret fra Sa‘d al-Sa‘idi: “En mand bad Allahs Sendebud om zakat. Allahs Sendebud sagde til ham: ’Allah den Ophøjede har ikke ønsket, at nogen profet eller andre skulle træffe afgørelse om zakat. Derfor har Han selv truffet afgørelse om den og fordelt den på syv kategorier. Hvis du hører til en af disse kategorier, vil jeg give dig det, du har ret til.’”
Flertallets opfattelses forrang frem for al-Shafi‘is opfattelse: I værket ’al-Rawdah al-Nadiyyah’ står der: Det fremstår som den mest passende ordning, at hele zakaten fordeles til én kategori, ud fra en analyse af teksterne om zakat. Kort sagt har Allah den Ophøjede knyttet zakaten til de nævnte otte kategorier og bestemt den til dem. Det er ikke tilladt at give zakat til andre end dem. At den er bestemt til disse otte kategorier, betyder ikke, at zakaten skal fordeles ligeligt mellem dem alle. Det betyder heller ikke, at alle skal have noget af den, uanset om zakatmidlerne er få eller mange. Det betyder snarere, at zakaten som helhed er bestemt til disse kategorier. Den, som er pålagt en form for zakat, opfylder Allahs befaling og frigør sig fra den pligt, Allah har pålagt ham, blot ved at give den til hvem som helst i disse kategorier. Hvis man siger, at en formueejer, når han kommer i besiddelse af zakatpligtig formue, skal fordele den blandt alle de otte kategorier, hvis alle kategorierne findes, vil det på den ene side være yderst vanskeligt og besværligt, og på den anden side være helt i strid med den praksis, som alle muslimer tidligere har fulgt. Hvis zakaten fordeles blandt alle kategorier, kan den modtagne andel undertiden blive så ubetydelig, at ingen i selv én kategori kan få gavn af den. Hvis den skal fordeles blandt flere kategorier, bliver det endnu vanskeligere at få gavn af den. Heraf bliver det klart, at den befaling, som Allahs Sendebud gav Salamah ibn Sakhr om at tage zakaten fra hele Banu Zirbiq og bruge den til at betale hans soning, ikke beviser, at zakat nødvendigvis skal gives til alle. Desuden findes der ingen udtalelse, der viser, at enhver form for zakat skal fordeles blandt alle kategorier. Heller ikke den hadith kan bruges som bevis for denne opfattelse, hvori Allahs Sendebud befalede Mu‘adh at opkræve zakat fra de velhavende i Yemen og fordele den blandt deres fattige. Det var nemlig også zakat fra en del af muslimerne, som blev fordelt samlet blandt de otte kategorier. Det samme gælder hadithen om Ziyad ibn al-Harith al-Sa‘di. Efter at have nævnt den ovenstående hadith siger han: I denne hadiths overleveringskæde findes Abd al-Rahman Ziyad al-Afriqi, om hvem flere personer har fremsat forskellige vurderinger. Selv hvis man antager, at hadithen kan bruges som bevis, betyder opdelingen af zakaten ikke desto mindre blot en opdeling af de kategorier, som zakatudgifterne skal anvendes på; det er også den klare ordlyd i verset fra surah al-Tawbah. Det er derfor dette vers, Allahs Sendebud henviste til – altså det vers, hvori de otte kategorier for zakatudgifter nævnes. Hvis den nævnte hadith betød, at zakaten skulle opdeles, og at ingen del af zakaten måtte anvendes uden for en bestemt kategori, ville det ikke være tilladt at anvende zakaten fra en kategori, hvis medlemmer ikke findes, på en anden kategori. Dette strider imidlertid mod muslimernes enighed. Selv hvis man accepterer en sådan fortolkning, må den forstås som gældende for den samlede zakat, der er indbetalt til myndighederne, ikke for zakaten fra hver enkelt kategori. Der findes således intet bevis, der fastslår, at zakaten nødvendigvis skal fordeles særskilt til hver kategori. Det er snarere tilladt at give noget zakat til nogle kategorier og noget andet zakat til andre kategorier. Men når en stats regering samler al zakat i landet, og personer fra alle otte kategorier søger hjælp hos den, har medlemmerne af hver kategori ret til den andel, Allah har fastsat. Det er ikke obligatorisk for regeringen at fordele lige meget til hver kategori, og det er heller ikke nødvendigt at give noget til hvert eneste medlem af hver kategori. Regeringen kan snarere give mere til én kategori end til en anden og endda helt udelade én kategori og fordele midlerne til en anden, hvis den ser, at dette tjener islam og muslimerne bedst.
Som eksempel: Zakat er blevet indsamlet af regeringen, da jihad pludselig bryder ud, og det bliver nødvendigt at forsvare islam mod angreb fra vantro og oprørere. Under sådanne omstændigheder er det tilladt at prioritere dem, der deltager i jihad, ved at bruge midlerne på denne kategori, selv hvis det bliver nødvendigt at anvende hele zakaten på netop dette formål. Tilsvarende kan midlerne anvendes på en anden kategori, hvis det af større samfundsmæssige hensyn bliver nødvendigt at prioritere den frem for dem, der deltager i jihad. Dette er den mest tungtvejende opfattelse.
48. Dem, som det ikke er tilladt at give zakat til eller modtage zakat
Indtil nu har vi redegjort for kategorierne for fordeling af zakat og for dem, der har ret til at modtage zakat. Tilbage står en redegørelse for de grupper, som det ikke er tilladt at modtage zakat for, og som ikke har ret til zakat. De er:
1. Vantro og ateister. Om dette er retslærde enige. For der står i hadithen: “Den skal opkræves fra deres rige og fordeles blandt deres fattige.” Denne hadith henviser til muslimernes rige og muslimernes fattige – ikke til rige og fattige fra andre religioner. Ibn al-Mundhir har sagt, at alle de lærde, hvis udsagn han kan huske, er enige om, at ingen del af zakaten må gives til ikke-muslimer. Som jeg allerede har nævnt, er de ikke-muslimer, hvis hjerter det er ønskeligt at vinde, dog en undtagelse. Det er også tilladt at give dem frivillig almisse ud over zakaten. For Allah har sagt:
ويُطْعِمُونَ الطَّعَامَ عَلَى حَيْهِ مِسْكِينَا وَيَتِيماً وأسيرًا .
“De giver de fattige, de forældreløse og de tilfangetagne mad af kærlighed til Allah.” (Sura ad-Dahr: vers 8)
I en anden hadith står der: “Vær god mod din mor.” Hendes mor var imidlertid polyteist.
2. Banu Hashim
Med dette menes efterkommerne af Ali, Aqil, Ja’far, Abbas og Harith. Ibn Qudama sagde: Vi kender ingen uenighed om, at zakat ikke er tilladt for Banu Hashim.
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Zakat er ikke passende for Muhammads efterkommere. Zakat er menneskers urenhed eller affald.” I Sahih Muslim berettes det fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: “Hasan tog en dadel fra zakatdadlerne i sin hånd. Allahs Sendebud sagde straks: ‘Spyt den ud, spyt den ud. Ved du ikke, at vi ikke spiser zakat eller almisse?'” – al-Bukhari og Muslim. De lærde er uenige om Banu al-Muttalib. Ifølge al-Shafi’i gælder det, at de heller ikke må modtage zakat fra de formuekategorier, hvor zakat gives direkte fra deres andel, såsom afgrøder, husdyr og mineraler, ligesom det gælder for Banu Hashim. Al-Shafi’i, Ahmad og al-Bukhari har overleveret fra Jubayr ibn Mut’im: På dagen for slaget ved Khaybar fordelte Allahs Sendebud slægtningeandelen mellem Banu Hashim og Banu al-Muttalib, men gav den ikke til Banu Nawfal og Banu Abd Shams. Derfor kom Uthman ibn Affan og jeg til Allahs Sendebud og sagde: ‘Allahs Sendebud, vi benægter ikke den rang, som Banu Hashim har fået på grund af din tilstedeværelse blandt dem, men hvori består forskellen mellem os og vores brødre, Banu Abd al-Muttalib? Du gav dem, men udelukkede os, selv om slægtskabet mellem vores to stammer er det samme.’ Sendebudet sagde: “Der er ingen forskel mellem os og Banu al-Muttalib, hverken i islam eller i uvidenhedens tid. Vi og de er ét.” Dermed flettede han sine fingre ind mellem hinanden.
Ibn Hazm sagde: Heraf fremgår det, at det juridisk set ikke er tilladt at skelne mellem Banu al-Muttalib og Banu Hashim. Dette bevises af Allahs Sendebuds klare udsagn. Banu al-Muttalib er således efterkommere af Muhammad, fred være med ham. Og når de er Muhammads efterkommere, er den forbudt for dem.
Ifølge Abu Hanifa må Banu al-Muttalib modtage zakat. Der findes to overleveringer fra Ahmad, én for og én imod denne opfattelse. Og ligesom Allahs Sendebud forbød zakat for Banu Hashim, forbød han den også for deres frigivne slaver.
Abu Rafi’, Allahs Sendebuds frigivne slave, sagde: Allahs Sendebud sendte en mand fra Banu Makhzum for at opkræve zakat. Abu Rafi’ sagde til ham: “Tag mig med, så jeg kan få en del af zakat.” Opkræveren sagde nej og sagde, at det ikke kunne ske, før han havde henvendt sig til Allahs Sendebud og spurgt ham om sagen. Derefter gik han til Allahs Sendebud og spurgte ham. Allahs Sendebud sagde: “Zakat er ikke tilladt for os. Og et andet folks frigivne slaver hører til dette folk.” – Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi.
De lærde er uenige om frivillige almisser: Er de tilladt eller forbudt for Banu Hashim?
Al-Shawkani sammenfattede synspunkterne om dette og sagde: Det fremgår klart af Sendebudets udsagn: “Almisse er ikke tilladt for os”, at alle former for almisse, både den obligatoriske og den frivillige, er forbudte. Al-Khattabi og flere andre har sagt, at alle former for almisse uden undtagelse er forbudte for Allahs Sendebud. Han har også sagt, at flere personer har gengivet et særskilt udsagn fra al-Shafi’i om frivillig almisse, og tilsvarende er der overleveret en udtalelse fra Ahmad. Ibn Qudama sagde: Det, der er blevet gengivet fra Ahmad, er ikke klart. Ifølge de fleste hanafitter, hanbalitterne og mange zaydier er det dog tilladt for Sendebudets efterkommere at modtage frivillig almisse, men ikke zakat. Det, der er forbudt for dem, er nemlig menneskers urenhed, og det er zakat, ikke frivillig almisse. Ifølge den autentiske overlevering er dette også al-Shafi’iyyas opfattelse. I værket al-Bahr siges det: Den frivillige almisse er blevet udskilt, fordi den ligner gaver, foræringer og waqf. Abu Yusuf og Abu al-Abbas sagde: Den frivillige almisse er lige så forbudt for dem som den obligatoriske almisse, eftersom hadithen om dette ikke skelner mellem de to former for almisse. Dette er den stærkeste opfattelse.
3-4. Faderen og barnet
De islamiske retslærde er enige om, at det ikke er tilladt at give zakat til ens mor, far, bedstefar, bedstemor, søn, barnebarn, datter eller datterens børn. Det skyldes, at den, der betaler zakat, har pligt til at forsørge sine forældre og børn. Selv hvis de er fattige, regnes de på grund af hans velstand som velstående; når han giver dem zakat, vil han derfor selv drage fordel af det. Det vil svække hans forsørgelsespligt over for dem.
Imam Malik undtog bedsteforældre og børnebørn. Han tillod, at man gav dem zakat for at blive fritaget for forsørgelsesansvaret for dem. Dette gælder dog kun, når de er fattige. Hvis de er velstående og deltager i krig som frivillige soldater, kan de få zakat fra kategorien »på Allahs vej«. Hvis de eksempelvis er forgældede, kan de få zakat fra kategorien for forgældede, eftersom man ikke er forpligtet til at betale deres gæld. Ligeledes kan de få zakat fra denne kategori, hvis de arbejder som ansatte i zakatforvaltningen. Ifølge Ibn Taymiyyah er det tilladt at give forældrene zakat, hvis man ikke er i stand til at forsørge dem, og de har behov for zakat.
5. Hustruen
Ibn al-Mundhir sagde: De lærde er enige om, at en mand ikke kan give sin hustru zakat, eftersom forsørgelsesansvaret for hende påhviler ham. Hun har derfor ikke behov for zakat på samme måde som forældrene, eftersom manden er forpligtet til at sørge for alt, hvad hustruen behøver til sin forsørgelse, ligesom børnene er forpligtet til at forsørge deres forældre. Hvis hustruen derimod er forgældet, kan han give hende zakat fra kategorien for forgældede, så hun kan betale sin gæld.
6. At anvende zakatmidler til handlinger, der bringer én nærmere Allah
Ud over de otte kategorier, der er nævnt i verset i Sura al-Tawbah om uddeling af zakat, er det ikke tilladt at anvende zakatmidler på andre formål, der kan bringe én nærmere Allah. Derfor må zakat ikke gives til genopbygning af moskeer, reparation af veje, forbedring af mulighederne for at beværte gæster, begravelse af de døde eller lignende aktiviteter.
Abu Dawud sagde: Jeg har hørt, at Ahmad blev spurgt: Kan man sørge for de dødes ligklæder med zakat? Han svarede nej. På samme måde må man ikke betale en afdød persons gæld med zakat. (Det skyldes, at den forgældede person er død; man kan ikke give noget til ham. Hvis man giver det til kreditoren, gives det til kreditoren og ikke til den forgældede.) Med zakat kan man betale en levende persons gæld, men ikke en afdød persons, eftersom en afdød ikke kan være forgældet. Der blev spurgt: Kan man så give det til hans familie? Ahmad sagde: Hvis hans familie har gæld, kan man give dem det.
49. Hvem skal varetage opkrævningen og uddelingen af zakat?
Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte repræsentanter for at opkræve zakat og fordele den blandt de berettigede. Abu Bakr og Umar, må Allah være tilfreds med dem, sendte også repræsentanter.
Når værdien blev fastsat, skulle zakat betales efter værdien – såsom forretningsvarer, guld, sølv og nedgravede værdigenstande. Der er ingen forskel mellem disse to typer formue. Da Uthman blev kalif, fortsatte han også på denne måde i nogen tid. Men da han så, at de formuegoder, der skulle værdiansættes, stadig blev flere, og mente, at det var alt for vanskeligt for muslimerne at følge denne fremgangsmåde, og at undersøgelsen af dem var skadelig for ejerne, pålagde han formueejerne selv ansvaret for at betale zakat.
Fakihene er enige om, at når zakat skal betales af formuegoder, der skal værdiansættes, skal ejerne selv sørge for at betale zakat. Sa’ib ibn Yazid sagde: Jeg hørte Uthman ibn Affan holde en tale stående på Allahs Sendebuds, fred være med ham, prædikestol: “Dette er måneden, hvor I skal betale zakat. Hvis nogen af jer har gæld, skal han betale sin gæld, så jeres formue bliver gældfri, og I kan betale zakat af den. – al-Bayhaqi.
An-Nawawi har sagt: Dette er den enstemmige opfattelse. Vore imamer har nævnt, at der er enighed om dette. Selvom ejerne selv har ret til at betale zakat af formuegoder, der skal værdiansættes, er spørgsmålet stadig, om det er bedst at gøre dette selv, eller om det er bedre at overdrage den til regeringen, så den kan fordele den. Ifølge shafi’itterne er det bedst at overdrage den til regeringen, hvis regeringen er retfærdig. Ifølge hanbalitterne er det bedst, at ejeren selv sørger for fordelingen. Men det er også gyldigt at overdrage den til regeringen. Hvad angår de formuegoder, hvor zakat betales direkte med en del af selve formuen, tilkommer retten til at opkræve og fordele zakat ifølge malikitterne og hanafitterne regeringen og dens repræsentanter. Ifølge shafi’itterne og hanbalitterne er fremgangsmåden for opkrævning og fordeling af zakat den samme for begge typer formue.
50. Overdragelse med henblik på fordeling af zakat
Når muslimernes hersker følger islamiske principper, er det tilladt at overdrage zakat til ham, hvad enten han er retfærdig eller tyrannisk. Ejeren har dermed opfyldt sin forpligtelse ved at overdrage zakat til ham. Men hvis det viser sig, at regeringen ikke fordeler zakat blandt de berettigede personer eller til de rette formål, er det bedre, at ejeren selv fordeler sin zakat til de rette formål. Det forholder sig dog anderledes, hvis regeringen eller en offentlig embedsmand kræver den og tager den. Når man giver zakat til en fattig, er det ikke nødvendigt at sige: “Dette er zakat, jeg giver.” Det er tværtimod tilstrækkeligt blot at give den, hvad enten zakatgiveren giver den direkte eller gennem regeringen.
1. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: En mand fra Banu Tamim kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sagde: Allahs Sendebud! Når jeg har betalt zakat til din repræsentant, vil det så være tilstrækkeligt for mig? Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Ja, når du har betalt zakat til min repræsentant, har du opfyldt din forpligtelse, og du vil få belønningen for den. Den, der ændrer noget ved den, vil selv bære synden for det. – Ahmad.
2. Det er overleveret fra Ibn Mas‘ud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Efter mig vil der opstå selviskhed og mange ting, som vil være fremmede og ubehagelige for jer. Folk spurgte: Allahs Sendebud, hvad befaler du os at gøre? Han sagde:
Giv dem, hvad der tilkommer jer, og bed Allah om, hvad der tilkommer jer.” – al-Bukhari og Muslim.
3. Wa’il ibn Hujr fortæller: En mand spurgte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: »Har du
overvejet, hvad vi skal gøre, hvis der bliver udnævnt herskere over os, som kun kræver det, der tilkommer dem, og tilbageholder det, der tilkommer os?« Han sagde: »I skal høre og adlyde dem. De er ansvarlige for deres handlinger, og I er ansvarlige for jeres handlinger.« – Muslim. Al-Shawkani har sagt: »Ifølge flertallet af de lærde viser disse hadither, at det er tilladt at overlade zakāt til selv uretfærdige herskere, og at zakāt dermed er opfyldt. Dette gælder dog muslimske herskere i muslimske lande. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt zakāt må gives til de moderne regeringer, der findes i dag, har shaykh Rashid Rida sagt:
»I vor tid findes der i de fleste lande ingen islamisk regering for muslimerne, som kalder mennesker til islam, gennemfører de islamiske bestemmelser, modvirker anti-islamisk propaganda, fører jihad for at forsvare islam og muslimer – hvilket under bestemte omstændigheder er fard ‘ayn (en individuel pligt, der påhviler enhver person) eller fard kifayah (en kollektiv pligt, som opfyldes på alles vegne, hvis nogle udfører den) – håndhæver islams fredsbestemmelser, opkræver den zakāt, som Allah har påbudt, og anvender den på de fastsatte formål. Tværtimod er de fleste muslimske lande blevet underlagt imperialistiske lande. I nogle af dem findes muslimske herskere, som fremmede magter bruger som marionetter til i islams navn at lægge befolkningen i slaveriets lænker. De bruger dem endda til at skade islam, og disse herskere udøver med deres indflydelse, magt og rigdom vilkårlig myndighed over religiøse aktiviteter såsom zakāt, sadaqah og waqf. Det er ikke tilladt at overlade så meget som en eneste mønt af zakāt til sådanne regeringer, uanset hvilken titel deres statsoverhoved bærer, eller hvilken religion han tilhører. I de muslimske lande, hvis herskere adlyder islam, og hvor fremmede ikke udøver myndighed over muslimernes statskasse ved at sætte sig ud over herskerne, er det derimod obligatorisk at give den zakāt, der afleveres direkte til regeringen (såsom zakāt af afgrøder, frugter og husdyr), til disse landes regeringer. Det er ligeledes obligatorisk at give zakāt af guld og sølv til regeringen, hvis den kræver det. Ifølge de lærdes opfattelse kan zakāt gives til herskerne i sådanne lande, selv om de i visse tilfælde er enevældige og undertrykkende.«
51. Det er anbefalelsesværdigt at give zakāt til retskafne mennesker
Zakāt skal gives til en muslim, hvis vedkommende hører til en af de otte fastsatte kategorier og er berettiget til at modtage den, uanset om han er retskaffen eller fāsiq, det vil sige umoralsk (en person, der begår store synder eller regelmæssigt begår mindre synder, kaldes fāsiq). Men hvis man med sikkerhed ved, at han derved vil blive i stand til at udføre en haram-handling, må zakāt ikke gives til ham, så han ikke får mulighed for at udføre den. Hvis man derimod intet ved, og man ved, at han vil få gavn af den, må den gives til ham. Det er godt, at den, der giver zakāt, vælger en retskaffen lærd, en velgører eller en person med menneskelige dyder som modtager.
Abu Sa’id al-Khudri fortæller, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En troende og troen kan sammenlignes med en hest, der er bundet til en pæl. Uanset hvor meget den bevæger sig rundt i alle retninger, vender den til sidst tilbage til pælen.« (Det vil sige, at tjeneren i overensstemmelse med troens krav kan opgive gode handlinger og fjerne sig fra troen. Selv om han fortryder, at han opgav dem, vender han med beslutningen om ikke at opgive dem igen tilbage til troen, ligesom hesten vender tilbage til sin pæl.) Den troende begår fra tid til anden fejl, men vender tilbage til troen. Giv derfor de gudfrygtige og retskafne troende mad. – Ahmad.
Ibn Taymiyyah har sagt: Hvis en person, der har brug for hjælp, ikke udfører bønnen, skal han ikke gives noget, før han angrer og regelmæssigt udfører bønnen. Ibn Taymiyyahs opfattelse er korrekt, for at undlade bønnen er en meget stor synd, og det kan ikke være tilladt at hjælpe en person, der er involveret i så stor en synd, før han angrer.
De, der beskæftiger sig med tomme og meningsløse aktiviteter – sådanne hensynsløse mennesker, som ikke afholder sig fra onde handlinger, ikke holder sig fra nogen form for vildfarelse, hvis samvittighed er ødelagt, hvis natur er fordrejet, og hvis gode følelser og onde impulser er blevet inaktive – vil også blive betragtet som uværdige til at modtage zakat ligesom dem, der ikke beder, medmindre det kan føre dem mod den rette vej, tilskynde dem til selvrenselse og genoplive deres religiøse følelser og motivation til gode handlinger.
52. Det er forbudt for den, der giver zakat, at købe sin zakat tilbage
Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød den, der giver zakat, at købe den zakat tilbage, som han havde givet for Allahs skyld, ligesom han forbød muhajirūn at vende tilbage til Mekka, efter at de havde forladt byen gennem hijra. Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, gav en mand en hest, for at han kunne kæmpe på Allahs vej. Senere så han, at hesten blev solgt, og derfor ønskede han at købe den. Da han spurgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde Sendebudet til ham: »Køb den ikke, og tag ikke den sadaqa tilbage, du har givet.« – Bukhari, Muslim, Abu Dawud og Nasa’i.
An-Nawawi har sagt: Med dette forbud menes ikke haram, men makruh. Derfor er det makruh, dvs. uønsket, for den, der har givet noget til en anden som zakat eller sadaqa, som kaffara, som et løfte eller som en lignende frivillig donation, at købe det fra den, som han gav det til. Det er ikke passende frivilligt at blive ejer af den pågældende genstand igen ved at købe den eller på anden måde. Hvis han derimod bliver ejer af den gennem arv, er det ikke makruh. Ibn Battal har sagt: På grundlag af denne hadith fra Umar anser flertallet af de lærde det for uønsket, at en person køber den sadaqa, han selv har givet. Ibn al-Mundhir har imidlertid sagt: Hasan, Ikrima, Rabi’a og al-Awza’i har tilladt køb af genstande, der er givet som sadaqa. Ibn Hazm har foretrukket dette synspunkt. Han har ført Abu Sa’id al-Khudris hadith som bevis. Heri siger Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Zakat er ikke tilladt for en velhavende person, bortset fra fem personer: den, der kæmper på Allahs vej, zakat-indsamleren, den forgældede, den, der køber zakat- eller sadaqa-genstanden for sine egne penge, eller den velhavende person, som havde en fattig nabo, gav ham zakat, hvorefter den fattige gav den pågældende zakat-genstand som gave til den velhavende.« Hvis han giver zakat med henblik på at betale sin gæld, er zakat opfyldt, hvad enten han tager den i besiddelse eller ej. Hvis nogen derimod giver zakat på betingelse af, at den gives tilbage som betaling af hans gæld, er zakat ikke opfyldt, og han er ikke fritaget for zakat efter enstemmig opfattelse; på samme måde bliver gælden heller ikke betalt efter enstemmig opfattelse. Hvis begge har denne hensigt, men han ikke har stillet en sådan betingelse, er det tilladt efter enstemmig opfattelse, og zakat er opfyldt. Hvis den derefter gives tilbage som betaling af gælden, er han fritaget for gælden.
55. Flytning af zakat
De islamiske jurister er enige om, at det er tilladt at overføre zakat fra én by til berettigede modtagere i en anden by, hvis ingen blandt indbyggerne i den by, hvor zakatgiveren bor, har behov for den. Men hvis folk fra zakatgiverens slægt eller by har behov for den, er det i mange hadither udtrykkeligt sagt, at hver bys zakat skal fordeles blandt de fattige i den pågældende by og ikke sendes til en anden by. Zakat har nemlig til formål at afhjælpe fattigdommen blandt de fattige i hver by. Hvis det tillades at sende zakat fra en by til en anden, selv om der findes fattige i den første by, vil det svare til at lade de fattige i denne by forblive i fattigdommens kløer. Det er tidligere blevet sagt i Mu’adhs hadith: »Fortæl dem, at Allah har pålagt dem zakat, som skal opkræves fra de velhavende blandt dem og fordeles blandt de fattige blandt dem.«
Abu Juhaifa har sagt: Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, zakat-indsamler kom til os. Han opkrævede zakat fra de velhavende og fordelte den blandt de fattige. Jeg var en forældreløs dreng, og han gav mig en ung kamelhoppe. – Tirmidhi. Det er også overleveret fra Imran ibn Husayn, at han blev udnævnt til zakat-indsamler. Da han vendte tilbage, blev han spurgt: »Hvor er de indsamlede midler?« Han svarede: »Har han sendt mig for at bringe disse midler? Jeg opkrævede dem dér, hvor vi opkrævede zakat på Allahs Sendebuds tid, og jeg fordelte dem dér, hvor vi fordelte dem.« – Abu Dawud og Ibn Majah. Tawus har sagt: I Mu’adhs brev stod der: »Den, der flytter fra én by til en anden, skal have sin zakat og ushr fordelt i den by, hvor hans nærmeste bor.« – Sunan al-Athram.
Ud fra disse hadither har de islamiske jurister udledt, at hver bys zakat skal fordeles blandt de fattige i den pågældende by. Men som tidligere nævnt er det tilladt at overføre den til berettigede personer i en anden by, hvis indbyggerne i zakatgiverens by ikke har behov for zakat. De islamiske jurister er enige om dette. Hanafi-lærde har dog sagt: Det er makruh at overføre zakat til en anden by. Hvis der findes fattige slægtninge i en anden by, er det ikke makruh at give den til dem, fordi man derved viser slægtningene omsorg. Hvis der desuden i en anden by findes en befolkningsgruppe, som har større behov end indbyggerne i ens egen by, eller hvis en overførsel til en anden by vil være til større gavn for muslimerne, er det heller ikke makruh at overføre den. På samme måde er det ikke makruh at overføre den fra et ikke-muslimsk land til et muslimsk land, til mennesker, der søger islamisk viden, eller hvis den sendes på forskud før årets udgang.
Ifølge shafi’itterne må zakat kun sendes til en anden by, hvis der ikke findes berettigede modtagere i den by, hvor zakat blev obligatorisk. Hvis der findes sådanne modtagere, skal den fordeles dér, og det er ikke tilladt at sende den til en anden by. Det er begrundet med følgende beretning fra Amr ibn Shu’ayb: Fra Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte Mu’adh ibn Jabal af sted, indtil Sendebudets død, var han sammen med hæren. Derefter kom han til Umar. Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sendte ham tilbage til den samme opgave. Herefter sendte Mu’adh folkets zakat til Umar. Det vakte Umars utilfredshed, og han sagde: »Jeg sendte dig ikke for at opkræve zakat, sadaqa og jizya. Jeg sendte dig kun for at opkræve zakat fra de rige og fordele den blandt de fattige.« Mu’adh svarede: »Jeg sendte den til dig, fordi jeg ikke fandt nogen, der ville tage imod zakat fra mig.« Det følgende år sendte Mu’adh endnu mere zakat til Umar. Også denne gang udvekslede de de samme ord som tidligere. I det tredje år sendte Mu’adh igen al zakat til Umar. Umar reagerede endnu en gang som tidligere. Mu’adh sagde: »Jeg fandt ingen, der ville tage imod zakat.« Abu Ubayd har berettet, at imam Malik sagde: Det er ikke tilladt at sende zakat til en by, medmindre der dér opstår et behov. I så fald skal myndighederne efter nøje overvejelse sende zakat dertil. Ifølge hanbalitterne må zakat fra én by ikke sendes så langt bort fra byen, at man skal forkorte bønnen under rejsen dertil. Den skal fordeles i den by, hvor zakat blev obligatorisk, eller i nærheden af den, inden for en afstand, der er kortere end den afstand, hvor bønnen forkortes.
Abu Dawud har sagt: Ahmad blev spurgt om at sende zakat fra én by til en anden. Han svarede: »Det er ikke tilladt.« Man spurgte: »Hvad hvis zakatgiverens slægtninge bor dér?« Han svarede: »Nej. Men hvis de fattige i hans egen by ikke har brug for den, må den flyttes.« Som bevis herfor er den ovennævnte hadith fra Abu Ubayd blevet nævnt.
Ibn Qudama har sagt: Hvis nogen går imod denne opfattelse og sender zakat til en anden by, vil zakat ifølge flertallet af de lærde være opfyldt. Hvis zakatgiveren befinder sig i én by, mens hans formue er i en anden, er det den by, hvor formuen befinder sig, der skal tages i betragtning. Det skyldes, at formuen er årsagen til, at zakat bliver obligatorisk, og at zakatmodtagernes opmærksomhed er rettet mod den. Hvis noget af formuen befinder sig i den by, hvor han opholder sig, og resten i en anden by, skal han fordele hele zakatbeløbet i den by, hvor han opholder sig. Dette er reglerne for zakat. Reglen for fitra er, at den skal fordeles dér, hvor den bliver obligatorisk, uanset om hans formue befinder sig dér eller ej.
56. Når der sker en fejl ved fordelingen af zakat
Det er allerede blevet redegjort for, hvem der er berettiget til zakat, og hvem den er forbudt for. Men hvis zakatgiveren ved en fejltagelse giver den til en, som den er forbudt for, og af uvidenhed udelader en, som er berettiget til den, og derefter indser sin fejl, er hans zakat da opfyldt, eller består zakatforpligtelsen fortsat som en gæld, så han må betale zakat igen til de rette modtagere? De islamiske retslærdes opfattelser er forskellige i dette spørgsmål.
Ifølge Abu Hanifa, Muhammad, Hasan og Abu Ubayd er hans zakat opfyldt, og han behøver ikke betale zakat igen.
Ma’n ibn Yazid har sagt: Min far gik ud med nogle dinarer, som han ville give som sadaqa, og lagde dem hos en mand i moskéen. Jeg kom, tog dinarerne og bragte dem til min far. Han sagde: »Jeg havde ikke til hensigt at give dem til dig.« Jeg gik som sagsøger med sagen til Allahs Sendebud, fred være med ham. Allahs Sendebud sagde: »Yazid, du får i overensstemmelse med det, du havde til hensigt. Og Ma’n, det, du har taget, tilhører dig.« – Ahmad og al-Bukhari.
Selv om den sadaqa, der er nævnt i hadithen, også kan have været frivillig, er ordet »det, du har taget« bredt i sin betydning. Derfor er reglen den samme, uanset om det var frivillig eller obligatorisk sadaqa.
Som bevis herpå nævnes endnu en hadith fra Abu Hurayra. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »En mand blandt Israels børn besluttede: I nat vil jeg helt sikkert give noget i almisse. Derefter gik han ud med sin almisse. Uden at vide det gav han den til en tyv. Folk begyndte at sige: I nat har en tyv modtaget almisse. Manden sagde da: O Allah, lovprisningen tilkommer Dig! Han besluttede igen: I nat vil jeg helt sikkert give noget i almisse. Derefter gik han ud med sin almisse. Denne gang gav han den uden at vide det til en prostitueret kvinde. Også denne gang begyndte folk at sige: I nat har en prostitueret kvinde modtaget almisse. Manden sagde: O Allah, al lovprisning tilkommer Dig, selv om jeg har givet almisse til en prostitueret kvinde. Jeg vil helt sikkert give almisse igen. Derefter gik han ud med sin almisse og gav den uden at vide det til en velhavende mand. Også denne gang begyndte folk at sige: I dag har en velhavende mand modtaget almisse. Manden sagde da: O Allah, jeg lovpriser Dig, fordi jeg har givet almisse til en tyv, en prostitueret kvinde og en velhavende mand. Derefter så manden i en drøm en, der sagde til ham: Den tyv, som du gav almisse til, kan måske forbedre sig og holde op med at stjæle på grund af den. Den prostituerede kvinde kan måske angre sin utugt, fordi hun modtog almisse. Og den velhavende mand kan måske tage ved lære af at modtage almisse og give af det, Allah har skænket ham.« – Ahmad, al-Bukhari og Muslim. Allahs Sendebud sagde til en mand, der bad ham om almisse: »Hvis du er en af de otte, vil jeg give dig din andel.« Han gav også zakat til to raske og stærke mænd og sagde: »Hvis I ønsker det, kan jeg give jer den.« Alligevel har ingen velhavende person ret til zakat, og heller ikke en rask, stærk og arbejdsdygtig person har ret til den.« I al-Mughnī siges det: Hvis økonomisk velstand havde været det afgørende, ville han ikke have nøjedes med blot at sige det til dem.
Imam Mālik, al-Shāfiʿī, Abū Yūsuf, al-Thawrī og Ibn al-Mundhir mente, at når fejlen opdages, er zakat ikke opfyldt ved at give den til en person, der ikke er berettiget; man skal give zakat igen til en berettiget person. For han har givet den obligatoriske zakat til en, der ikke havde krav på den, og er derfor ikke blevet fritaget for sit ansvar. Det svarer til, at man ikke tilbagebetaler en gæld til den person, man lånte af, men betaler den til en anden; dermed er gælden ikke betalt. Der er overleveret to forskellige synspunkter fra Imam Ahmad. Hvis man gav zakat til en, som man anså for velhavende, og det senere blev fastslået, at han var velhavende, vil zakat ifølge den ene overlevering være opfyldt, mens den ifølge den anden ikke vil være opfyldt. Men hvis det viser sig, at den, der modtog zakat, ikke var berettiget til den – for eksempel en slave, en ikke-muslim, en Hāshimī eller giverens slægtning – er zakat ikke opfyldt. I dette spørgsmål er kun dette ene synspunkt overleveret fra Imam Ahmad. For selv om man kan genkende de andre, er det ikke muligt at vide, hvem der er velhavende, og hvem der er fattig. Allah siger: »Den uvidende anser dem for velhavende på grund af deres afholdenhed.«
57. At give zakat eller almisse offentligt
Det er tilladt at give zakat og almisse offentligt. Man skal dog passe på, at det ikke gives for at blive set af folk. Det er naturligvis bedst at give almisse i det skjulte. Den Ophøjede Allah har sagt:
إن تبدوا الصَّدَقَاتِ فَنِعِمَاعِي وَإِن تَعْفُوهَا وَتُؤْتُوهَا الْفُقَرَاءَ فَهُوَ خَيْرٌ لَكُمْ.
»Hvis I giver offentligt, er det også godt. Men hvis I giver i det skjulte og giver til de fattige, er det bedre for jer.« (Sura al-Baqara, vers 271)
Ahmad, al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra – måtte Allah være tilfreds med ham – at Allah på den dag, hvor der ikke findes nogen anden skygge end Hans skygge, vil give syv personer plads under Sin skygge: 1. en retfærdig hersker eller leder, 2. en ung mand, der er vokset op i lydighed mod Allah, 3. en person, hvis hjerte er knyttet til moskeen, 4. to personer, der er bundet sammen af gensidig kærlighed for Allahs skyld, som samles for Allahs skyld og skilles for Allahs skyld, 5. en person, der giver så skjult, at hans venstre hånd ikke ved, hvad hans højre hånd giver, 6. en person, der mindes Allah i ensomhed, så hans øjne fyldes med tårer, og 7. en person, som en smuk og fornem kvinde inviterer til sig med et ondt formål, men som siger: Jeg frygter Allah.«
58. Zakat al-fitr (fitra)
Den almisse, der gives i anledning af Eid al-Fitr ved afslutningen af Ramadan, kaldes zakat al-fitr. Den er obligatorisk for enhver muslim, uanset om personen er ung eller gammel, mand eller kvinde, fri eller slave.
Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Umar: “Allahs Sendebud fastsatte fitra for Ramadan til én saʿ dadler eller én saʿ hvede for enhver fri eller slave, kvinde eller mand, ung eller gammel muslim.”
Formålet med fitra: Bestemmelsen om fitra blev indført i måneden Shaʿban i det andet hijri-år, så den kunne rense den fastende. For under fasten kan han have begået noget forkasteligt eller uanstændigt. Desuden hjælper den de fattige og ubemidlede.
Abu Dawud, Ibn Majah og ad-Daraqutni har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud fastsatte fitra for at rense den fastende for unødvendige og uanstændige ord og handlinger og for at bespise den fattige. Den, der giver den før Eid-bønnen, vil få den godtaget som en renselse. Men den, der giver den efter bønnen, vil få den regnet som en almindelig almisse.”
Hvem er fitra obligatorisk for? Fitra er obligatorisk for enhver fri muslim, der ejer en saʿ fødevarer ud over den mad, som han selv og hans familie behøver til én dag og én nat. Han skal give fitra på egne vegne og på vegne af dem, hvis forsørgelse påhviler ham, såsom hustru, sønner, døtre og tjenestefolk. (Ifølge Malik, ash-Shafiʿi og Ahmad er fitra obligatorisk, så snart familien har én saʿ mad ud over den mad, den behøver til én dag og én nat. Ash-Shawkani siger: Dette er det korrekte. Ifølge hanafitterne er det en betingelse at eje nisab-beløbet for zakat.)
Fitraens størrelse: Den obligatoriske fitra er én saʿ hvede, byg, dadler, rosiner eller iqit (tørret mælk, hvor smørret ikke er taget fra), ris, majs og lignende, som regnes for basisfødevarer. (Én saʿ er fire mudd. En mudd svarer til to håndfulde for en voksen person af middelstørrelse; det svarer til mængden i ét lille eller stort drikkekar og en tredjedel af et andet, eller til to drikkekar.) Abu Hanifa har tilladt at give værdien af én saʿ. Ifølge ham er fitra opfyldt, selv om den, der giver fitra, giver en halv saʿ, hvis den gives i hvede.
Abu Saʿid al-Khudri sagde: Da Allahs Sendebud var i live, plejede vi for hver voksen, mindreårig, fri og slave at give én saʿ fødevarer eller én saʿ iqit eller én saʿ byg eller én saʿ dadler eller én saʿ rosiner. Sådan blev vi ved, indtil Muʿawiya kom for at udføre hajj eller umrah. Muʿawiya kom og talte til folkene fra prædikestolen. Han sagde: Jeg mener, at en halv saʿ syrisk hvede svarer til én saʿ dadler. Folk accepterede dette. Men Abu Saʿid sagde: Så længe jeg lever, vil jeg fortsat give én saʿ. Dette findes i alle hadith-samlinger. At-Tirmidhi sagde: Nogle lærde går ind for dette, nemlig at man giver én saʿ af alt. Dette er ash-Shafiʿis og Ishaqs synspunkt. Nogle lærde siger: Af alt andet end hvede skal man give én saʿ; for hvede er en halv saʿ tilstrækkelig. Dette er også Sufyans, Ibn al-Mubaraks og kufanernes synspunkt.
Hvornår bliver fitra obligatorisk? Faqihene er enige om, at fitra bliver obligatorisk i den sidste del af Ramadan. Men de er uenige om det præcise tidspunkt. Ath-Thawri, Ahmad, Ishaq, ash-Shafiʿis synspunkt og én af Maliks to overleverede udtalelser er, at den bliver obligatorisk ved solnedgang natten til Eid al-Fitr (den sidste dag i Ramadan). Det skyldes, at dette er tidspunktet, hvor fasten i Ramadan afsluttes. Abu Hanifa, al-Layth, ash-Shafiʿis tidligere synspunkt og Maliks anden udtalelse siger derimod, at fitra bliver obligatorisk ved solopgang på Eid-dagen.
Denne meningsforskel får betydning for det barn, der fødes før daggry på eid-dagen eller efter solnedgang: Er det obligatorisk at betale fitra for det? Ifølge den første opfattelse er det ikke obligatorisk, eftersom barnet blev født efter det tidspunkt, hvor forpligtelsen indtræder. Ifølge den anden opfattelse er det obligatorisk, eftersom barnet blev født før det tidspunkt, hvor forpligtelsen indtræder.
Er det tilladt at betale fitra før det tidspunkt, hvor den bliver obligatorisk? Ifølge flertallet af de retslærde er det tilladt at betale fitra en eller to dage før eid. Ibn Umar sagde: »Allahs Sendebud befalede os at betale fitra, før vi gik til eid-bønnen.« Nāfiʿ sagde: »Ibn Umar plejede at betale fitra en eller to dage før eid.« Der er også uenighed om, hvorvidt det er tilladt at betale den endnu tidligere.
Ifølge Abū Ḥanīfa er det tilladt at betale fitra før Ramadan. Al-Shāfiʿī siger: Det er tilladt at betale den før månedens første dag. Ifølge Māliks og Aḥmads kendte opfattelse er det tilladt at betale den en eller to dage før eid. Imamerne er enige om, at forpligtelsen ikke bortfalder, hvis man udsætter betalingen, efter at fitra er blevet obligatorisk. Den forbliver derimod en forpligtelse, der skal opfyldes ligesom en gæld. Den skal betales, selv om det sker før døden. Alle bortset fra Ibn Sīrīn og al-Nāʾī er enige om, at det ikke er tilladt at betale fitra efter eid-dagen er gået. Ifølge dem er det tilladt at betale den indtil slutningen af dagen for eid al-fitr. Ifølge Ibn Sīrīn og al-Nakhaʿī er det også tilladt at betale fitra efter eid-dagen. Aḥmad siger: Jeg håber, at der ikke er noget problem i at betale den efter eid-dagen. Ibn Riṣlān sagde: Det er efter enstemmig opfattelse haram at betale den efter eid-dagen. Det skyldes, at den er en form for zakat, og derfor må det nødvendigvis være syndigt at udsætte den, ligesom det er syndigt at udsætte bønnen til efter dens fastsatte tid. En hadith er tidligere blevet nævnt: Hvis fitra betales før eid-bønnen, er den en accepteret sadaqa, men hvis den betales efter bønnen, er den en almindelig sadaqa (som kan og plejer at blive givet på alle tidspunkter).
Hvem modtager fitra? De, der har ret til at modtage zakat, har også ret til at modtage fitra. Det vil sige de otte grupper, der er nævnt i verset i Sura al-Tawba. Blandt disse grupper er de fattige de højest prioriterede. For der er tidligere blevet nævnt en hadith: Allahs Sendebud pålagde fitra for at rense den fastende for tom tale og uanstændige ord og handlinger samt for at give de fattige mad.
Al-Bayhaqī og al-Dāruquṭnī overleverede fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud pålagde fitra og sagde: »Gør de fattige selvforsørgende på denne dag.« I en anden overlevering hedder det: »Fritag de fattige for på denne dag at skulle gå fra hus til hus og tigge.«
Hvor fitra skal gives, er blevet behandlet i kapitlet om overførsel af zakat.
Al-Zuhrī, Abū Ḥanīfa, Muḥammad og Ibn Shubrumah tillod, at fitra gives til ikke-muslimske borgere. For den Højeste Gud har sagt:
لا يَنْهَاكُمُ اللَّهُ عَنِ الَّذِينَ لَمْ يُقَاتِلُوكُمْ فِي الدِّينِ وَلَمْ يُخْرِجُوكُمْ مِنْ دِيَارِكُمْ أَن تَبَرُوم وَتُقْسِطُوا إِلَيْمِرُ إِنَّ اللَّهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ .
»Allah forbyder jer ikke at vise godhed og handle retfærdigt over for dem (de vantro), som ikke har bekæmpet jer på grund af religionen og ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Allah elsker visselig dem, der handler retfærdigt.« (Sura al-Mumtaḥina: vers 8)
59. Er det nødvendigt at give andre rettigheder end zakat af formuen?
Islam har et realistisk syn på formue. I islams øjne er formuen livets årer og støtte for både individet og fællesskabet. Allah har sagt:
وَلَا تُؤْتُوا السُّفَهَاءَ أَمْوَالَكُمُ الَّتِي جَعَلَ اللهُ لَكُمْ قِيَامًا.
“Overlad ikke jeres formue til de uforstandige, som Allah har gjort til et grundlag for jer.” (Sura an-Nisa: vers 5)
Heraf fremgår det, at zakat skal fordeles på en sådan måde, at hver persons mad, tøj, bolig og alle andre grundlæggende behov, som det er absolut nødvendigt at få dækket, bliver opfyldt – således at der ikke i samfundet findes nogen, som ødsler sin formue bort og ikke har noget grundlag. Zakat er den bedste måde at skabe velstand gennem fordelingen af formue. På den ene side begrænser den de velhavendes luksus, og på den anden side løfter den de fattige til et niveau, hvor de har det godt, og fjerner trængselens og afsavnets smerter fra deres liv.
Zakat er ikke en barmhjertighed, som den rige viser den fattige. Den er derimod den fattiges ret, som Allah har betroet den rige, så han kan give den til den, der har krav på den. Heraf bevises denne store sandhed: Formue er ikke kun de riges eksklusive ejendom, men tilhører rige og fattige lige meget. Rimeligheden i fordelingsordningen for den formue, der erhverves uden kamp, det vil sige fay’, kommer til udtryk i Allahs ord:كي لا يكون دولة بين الأغنياء منكر. “For at formuen ikke blot skal cirkulere blandt de rige iblandt jer.” Det vil sige, at formålet med denne fordelingsordning er, at formuen ikke kun skal cirkulere i ring blandt de rige, men nødvendigvis skal fordeles mellem de rige og de fattige.
Zakat er den del af formuen, som de fattige har ubetinget ret til, når den afhjælper de fattiges nød, opfylder de trængendes behov, bringer de nødlidende velstand, stiller deres sult ved at give dem mad og fjerner deres frygt ved at give dem fred og sikkerhed. Men når zakat ikke er tilstrækkelig til at dække de trængendes behov, har de krav på en anden ret i formuen ud over zakat. Den eneste målestok for at fastsætte denne rets grænse og størrelse er, at behovet bliver dækket. Derfor skal der fra de riges formue tages så meget, som er nødvendigt for at dække de fattiges behov.
Al-Qurtubi sagde: Formuleringen “og han giver sin formue bort af kærlighed til Allah” beviser, at de fattige har en ret i formuen ud over zakat, og at fuldkommenheden i almissegivningen opnås ved at opfylde denne ret. Nogle siger, at “giver bort” i dette vers henviser til den obligatoriske zakat. Den mere korrekte opfattelse er imidlertid, at der hermed menes en ret ud over zakat.
Ad-Daraqutni har overleveret fra Fatima bint Qays: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Ud over zakat er der en ret i formuen, som tilkommer de fattige.« Derefter reciterede han dette vers:
»Det er ikke fromhed, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest. Fromhed er derimod at tro på Allah, på den yderste dag, på englene, på alle Skrifterne og på alle profeter og sendebude, at give af sin formue, af kærlighed til Allah, til slægtninge, forældreløse, fattige, dem, der beder om hjælp, og til frigivelse af slaver, at etablere bønnen, betale zakat, opfylde de løfter, man har afgivet, og være tålmodig i fattigdom, sygdom, sorg og under krig og strid. Det er dem, der er sandfærdige, og det er dem, der er gudfrygtige.« – Ibn Majah, at-Tirmidhi.
Selv om hadithen er omstridt med hensyn til sin overleveringskæde, bekræfter versets udsagn hadithens autenticitet. For i verset nævnes zakat sammen med bønnen. Dette beviser, at det, der her menes med »at give af sin formue af kærlighed til Allah«, ikke er den obligatoriske zakat. Hvis det var det, der mentes, ville zakat være blevet nævnt to gange.
Desuden har de lærde enstemmigt sagt: Når der efter betaling af zakat opstår et andet behov blandt muslimerne, bliver det en pligt at give penge til dette formål. Alle er også enige i Imam Maliks udsagn, og det støtter vores ovenfor nævnte synspunkt, at »hvis alle muslimernes formuer må bruges for at befri muslimske krigsfanger, er det alligevel obligatorisk at befri dem«. I Tafsir al-Manar er der i forbindelse med forklaringen af dette vers sagt: Det vil sige, at man giver af sin formue, tilskyndet af kærlighed til Allah, eller giver den bort trods sin tilknytning til formuen.« Imam Sheikh Muhammad Abduh sagde: »Denne gave er ud over zakat. Den er ligesom zakat en yderst nødvendig god gerning og en grundlæggende from handling. Hvor som helst der opstår behov for at give penge, og når behovet opstår på et tidspunkt, hvor en person endnu ikke skal betale zakat, som for eksempel
hvis man efter at have betalt zakat og før et år er gået, og tiden for den næste zakatbetaling er kommet, ser nogen ramt af en ulykke. Der er ingen fastsat nisab eller bestemt størrelse for en sådan gave. Dens størrelse afhænger af ens evne. Lad os antage, at en person kun har ét brød. Netop da kommer en person, hvis behov for dette brød er så stort, at han ellers ikke ville overleve. Brødets ejer har derimod ikke så stort behov for det, og ingen af dem, han er ansvarlig for at forsørge, har heller så stort behov for det. I en sådan situation er det obligatorisk at give brødet bort. Det er ikke kun den nødstedte og hjælpeløse, der har ret til hjælp. Allah den Højeste har derimod befalet enhver troende også at give af midler ud over zakat til sine slægtninge. Når man bruger penge af gavmildhed, medfølelse og for at styrke slægtskabsbåndene, vil hjertet naturligt drages mere mod en velhavende slægtning end mod ethvert andet menneske, med større medfølelse og barmhjertighed.
Det er menneskets medfødte natur at føle større smerte over en blodbeslægtet slægtnings nød og sult end over andre slægtninges. Man føler sig selv æret af en blodbeslægtet slægtnings ære og vanæret af dennes vanære. Den, der derimod tilsidesætter blodsbåndene og insisterer på selv at leve lykkeligt, uanset hvor store lidelser hans nære slægtninge gennemgår, er fjern både fra sin medfødte natur, fra islam og fra fromhed og godhed. Den, der kommer tættere på sine slægtninge gennem kærlighed til dem, anser deres rettigheder for vigtigere og det at bevare forbindelsen med dem for en mere ædel handling.
I verset omtales de forældreløse. Når den forældreløses værge dør, påhviler ansvaret for værgemål og omsorg naturligt velstående og medfølende muslimer, så deres livsgrundlag og uddannelse ikke ødelægges. Hvis de bliver forsømt, vil de ikke blot blive en byrde for sig selv, men også en torn i samfundets side.
Derefter omtales miskin, det vil sige den meget fattige befolkningsgruppe. Selv om de ikke er i stand til at erhverve de grundlæggende nødvendigheder, nøjes de med et meget beskedent livsgrundlag og afholder sig fra at række hånden ud til andre. Det er en ubetinget pligt for enhver, der er i stand til det, at hjælpe sådanne mennesker og vise dem medfølelse.
Derefter nævnes »ibn as-sabil«, det vil sige den rejsende, som har mistet de nødvendige rejsemidler og derfor ikke er i stand til at genforenes med sine slægtninge eller sin familie. Den ordrette betydning af »ibn as-sabil« er »vejens søn«, som om vejen er hans mor, far og familie. Det er et så betydningsfuldt udtryk, at intet andet ord kan gøre krav på at være dets lige.
Ved at påbyde, at man skal hjælpe den rejsende og vise medfølelse med ham, har islam opmuntret mennesker til at rejse og udforske verden.
Dernæst nævnes de, der beder om hjælp. Det er nødlidende, plagede og fattige mennesker, som tvinges til at række hånden ud efter hjælp fra folk i alle samfundslag. Deres omtale kommer forholdsvis sent, fordi de beder om hjælp, og det er netop derfor, folk giver dem noget. Undertiden går mennesker fra dør til dør for at indsamle hjælp, som de kan give til andre. At bede om hjælp er forbudt i sharia, medmindre der foreligger et uundgåeligt behov og en situation, hvor man ikke har nogen anden udvej. Når man beder nogen om hjælp, må man ikke overskride grænsen for denne nødsituation, hvor man ikke har nogen anden udvej.
Til sidst nævnes i verset »frigivelse af slaver«. Det omfatter at købe slaver og frigive dem, at hjælpe slaver af kategorien »mukātab«—dem, der af deres herre har fået tilladelse til at opnå frihed mod betaling af et bestemt frigivelsesbeløb—med at betale deres afdrag samt at hjælpe med at betale løsesummen for krigsfanger.
At det erklæres obligatorisk at bruge en del af muslimernes formue på dette område, beviser, hvor ivrig islam er efter at gøre mennesker til slaver. Det beviser, at islam betragter mennesker som fødte frie, bortset fra visse uundgåelige, midlertidige situationer. Der kan opstå sådanne uundgåelige situationer, hvor der af hensyn til almenvellet ikke er nogen anden udvej end at omdanne fanger til slaver. Grunden til, at denne kategori nævnes til sidst, er, at den også kan opstå alene for at redde liv. Behovet for at befri slaven fra slaveriet skyldes derimod ønsket om at bringe ham til en relativt bedre tilstand. Den forpligtelse, islam har pålagt til at bruge midler uden for zakat på at hjælpe disse kategorier, er ikke begrænset til en bestemt periode og er heller ikke betinget af nisab. Der er heller ikke fastsat nogen forholdsmæssig størrelse for hjælpen i forhold til den samlede formue, man ejer—for eksempel om den skal være en tiendedel (ushr), en fyrretyvendedel eller 2,50 procent og så videre. Det er en fuldstændig ubetinget, velgørende gave, som helt afhænger af giverens gavmildhed og den hjælpsøgendes nød. Mennesket er et yderst ærefuldt væsen. Det er ethvert menneskes ansvar, der er i stand til det, at beskytte det mod undergang. Ud over at redde det fra undergang er der ingen bestemt grænse for, hvor langt man skal gå.
Folk er ligeglade med de fleste af disse kollektive rettigheder. Den hellige Koran har derimod stærkt opmuntret til at værne om dem, fordi de sikrer et sundt, harmonisk og værdigt fællesliv. Alligevel ønsker de fleste mennesker ikke spontant at hjælpe alle disse trængende. Man ser kun, at de giver lidt til dem, der selv beder om hjælp. Men i vor tid er disse de mindst berettigede til at modtage hjælp, fordi de har gjort det at tigge eller bede om hjælp til deres erhverv. De fleste professionelle tiggere modtager allerede den nødvendige hjælp.
Ibn Hazm har sagt, at det er de velhavendes ansvar i hver by at afhjælpe de fattiges nød i den pågældende by. Hvis deres nød ikke kan afhjælpes gennem zakat og muslimernes samlede formue, er det også herskerens pligt at tvinge de velhavende til at opfylde dette ansvar. I så fald skal de velhavende forsyne dem med den nødvendige minimumsmængde mad af det, de selv spiser, give dem det nødvendige minimum af tøj til vinter og sommer og sørge for boliger, der beskytter dem mod regn, sol, varme og lignende. Beviset for dette findes i den hellige Koran:
وَأَسِ ذَالْقُرْبَى حَقَّهُ وَالْيَسْكِينَ وَابْنَ السَّبِيل
»Giv den nærmeste slægtning, den fattige og den nødstedte rejsende det, der tilkommer ham.« (Sura Bani Israil: vers 26)
وبِالْوَالِدَيْنِ إِحْسَانًا وَبِذِي الْقُرْبَى وَالْيَتَامَى وَالْمَسَاكِينَ وَالْجَارِ ذِي الْقُرْبَى وَالْجَارِ الْجُنُبِ والصَّاحِبِ بِالْجَنبِ، وَابْنِ السَّبِيلِ وَمَا مَلَكَتْ أَيْمَانُكُمْ
“Vær god mod forældrene, slægtningene, de forældreløse, de fattige, den beslægtede nabo, den ikke-beslægtede nabo og ægtefællen, den nødstedte rejsende samt slaverne og slavepigerne.” (Sura an-Nisā’: vers 36)
Således har Allah den Ophøjede befalet, at de fattiges, de rejsendes, slavernes og slavepigernes samt slægtningenes rettigheder skal opfyldes. Han har også befalet, at man skal behandle forældrene, slægtningene, de fattige naboer samt slaverne og slavepigerne godt. Alt det, vi har nævnt ovenfor, hører ind under god behandling. Og uden tvivl er det dårlig behandling ikke at gøre disse ting. I det hinsidige vil Paradisets beboere spørge Helvedes beboere:
ما سلككُمْ فِي سَفَرٍ قَالُوا: لَمْ نَكَ مِنَ الْمُصَلِّينَ وَلَم لَكَ نُطْعِمُ الْمِسْكِين.
“Hvad bragte jer ind i Helvede?” De vil svare: “Vi plejede ikke at bede, og vi plejede ikke at bespise de trængende.” (Sura al-Muddaththir, vers 42-44)
Således har Allah ved at nævne bespisningen af de fattige og bønnen sammen vist, at de begge er lige vigtige.
I en hadith, der er overleveret med en yderst pålidelig og autentisk overleveringskæde, sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: “Den, der ikke viser mennesker barmhjertighed, vil Allah ikke vise barmhjertighed.” Derfor er der ingen tvivl om, at den, der har mere rigdom end nødvendigt og ser sin muslimske bror sulten og uden tøj uden at hjælpe ham, har svigtet i at vise ham barmhjertighed.
Abdur-Rahman ibn Abu Bakr as-Siddiq, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Beboerne på Suffa var yderst fattige mennesker. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Den, der har mad til to personer, bør tage en tredje med, og den, der har mad til fire personer, bør tage en femte eller sjette med.”
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En muslim er en muslims bror; han må hverken begå uret mod ham eller svigte ham.« At se sin muslimske bror sulten og uden tøj og, selv om man er i stand til at give ham mad og tøj, undlade at gøre det, svarer til at svigte ham.
Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der har en ekstra plads på ryggen af sit ridedyr, bør lade den, der ikke har et ridedyr, sidde der. Og den, der har ekstra rejseproviant, bør give rejseproviant til den, der ikke har nogen.« Derefter nævnte han den ene slags udstyr efter den anden, som blev nævnt. Så forstod vi, at vi ikke havde nogen ret til noget overskydende udstyr.
Selv om dette er en hadith fra Abu Sa’id al-Khudri, er alle ledsagerne enige om dens indhold. Det er også overleveret fra Abu Musa al-Ash’ari, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Giv den sultne mad, besøg den syge, og befri den tilfangetagne.«
Der findes mange påbud om dette i Koranen og hadith.
Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Hvis jeg tidligere havde indset det, som jeg først har indset nu, ville jeg have taget de riges overskydende formue og fordelt den blandt de fattige muhajirun.« Denne hadiths overleveringskæde er særdeles autentisk og pålidelig. Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allah den Ophøjede har påbudt, at der gives så meget af de riges formue, som er tilstrækkeligt til at gøre de fattige velstående. Hvis de alligevel lider, fordi deres behov for mad, tøj og andre grundlæggende fornødenheder ikke bliver dækket, og de rige ikke giver dem dette, skal de på Dommedag stå til regnskab over for Allah for det, og Allah vil straffe dem derfor.«
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »I din formue har de fattige en ret ud over zakat.«
De troendes moder Aisha, Hasan ibn Ali og Ibn Umar, må Allah være tilfreds med dem, sagde: »Hvis du på grund af en smertelig blodgæld, en frygtelig gæld eller alvorlig fattigdom beder nogen om hjælp, har du ubetinget ret til den.«
Det er overleveret fra Abu Ubayda ibn al-Jarrah, at det med sikkerhed blev kendt blandt tre hundrede ledsagere, at deres forsyninger var sluppet op. Derefter blev deres forsyninger samlet i to sække på Abu Ubaydas befaling, og de fik alle mad ligeligt.
Dette er således en fastslået og sikker enighed blandt profetens ledsagere, og ingen af dem har været uenig i den. Ash-Shaʿbī, Mujāhid, Ṭāwūs og andre har sagt: »Der findes rettigheder i formuen ud over zakat.« Så længe en muslim har overskydende mad, som han kan give til sin muslimske medmenneske eller en ikke-muslimsk borger, er det ikke tilladt for ham i en nødsituation at spise ådsler eller svinekød. For det er obligatorisk for den, der har mad, at give den til den sultne. Netop fordi det er obligatorisk for ham, er han ikke så nødstedt eller tvunget, at han må spise ådsler eller svinekød. Derfor har den sultne også ret til at kæmpe væbnet for sin ret. Hvis han bliver dræbt i denne kamp, skal hans drabsmand straffes med døden. Og hvis en person, der ejer overskydende mad, nægter at give den, vil han, hvis han bliver dræbt, dø en forbandet død. For han har undladt at give en rettighed og er derfor en uretfærdig person. Den Højeste Allah har sagt:
فإن بَغَتْ إِحْدَاهُمَا عَلَى الأخرى فَقَاتِلُوا الَّتِي تَبْغِي حَتَّى تَفِيءَ إِلَى أَمْرِ اللهِ .
»Hvis den ene gruppe begår overgreb mod den anden, så bekæmp den gruppe, der begår overgreb, indtil den vender tilbage til Allahs befaling.« Den, der ikke giver sin broder hans ret, begår uden tvivl overgreb mod ham. Derfor bekæmpede Abu Bakr as-Siddiq – måtte Allah være tilfreds med ham – dem, der nægtede at betale zakat.
Vi har nævnt alle disse udsagn fra Koranen og hadith så udførligt udelukkende for at vise, hvor megen omsorg og medfølelse islam har indrettet for mennesker, hvor meget ædlere og mere udviklede de er end de moderne lovsystemer, og at disse lovsystemer blot er som flimrende stearinlys foran islams strålende sol.
60. Frivillig velgørenhed (almindelig velgørenhed)
Islam har ikke blot opfordret mennesket til at give. Den har tværtimod opmuntret og inspireret det så stærkt til dette, at en spontan tilskyndelse til gavmildhed og storsind vækkes i dets hjerte, og det altid forbliver levende gennem en følelse af at gøre godt mod andre, tjene almenvellet og yde samfundstjeneste.
Den Højeste Allah har sagt:
مَثَلُ الَّذِينَ يُنفِقُونَ أَمْوَالَهُمْ فِي سَبِيلِ اللهِ كَمَثَلِ حَبَّةٍ الْبَتَت سَبْعَ سَنَابِلَ فِي كُلِّ سَنبُلَةٍ مِالَةٌ حَبَّةٍ وَاللهُ يُضَاعِفُ لِمَن يَشَاءُ وَاللَّهُ وَاسِعٌ عَلِيمٌ .
“De, der bruger deres formue på Allahs vej, ligner et korn, der frembringer syv aks, og i hvert aks er der hundrede korn. Og Allah giver den, Han vil, det dobbelte. Allah er vidt favnende, alvidende.” (Sura al-Baqara: vers 261)
Allah har også sagt:
لَن تَنَالُوا الْبِرَّ حَتَّى تُنْفِقُوا مِمَّا تُحِبُّونَ وَمَا تَنفِقُوا مِنْ شَيْءٍ فَإِنَّ اللَّهَ بِهِ عَلِيمٌ .
“I vil ikke opnå fromhed, før I giver bort af det, I elsker. Og hvad end I giver bort, er Allah alvidende om det.” (Sura Ali Imran: vers 160)
وَالْفِقُوْا مَا جَعَلَكُمْ مُسْتَخْلَفِينَ فِيهِ فَالَّذِينَ آمَنُوا مِنْكُمْ وَأَنْفَقُوا لَهُمْ أَمْرٌ كَبِيرٌ .
“Giv bort af den formue, som Han har gjort jer til forvaltere af. De af jer, der tror og giver bort, vil få en stor belønning.” (Sura al-Hadid: vers 7)
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: 1. “Sadaqa dæmper Allahs vrede og afværger en dårlig død.” – Tirmidhi.
2. “En muslims sadaqa forlænger hans levetid, afværger en dårlig død, det vil sige en dårlig afslutning, og gennem den fjerner Allah hovmod og stolthed.” – Tirmidhi.
3. “Hver morgen stiger to engle ned. Den ene siger: O Allah! Giv den gavmilde endnu mere formue. Og den anden siger: O Allah! Tilintetgør den næriges formue.” – Muslim.
4. Velgørende handlinger beskytter mod en dårlig død. Hemmelig almisse dæmper Allahs vrede. At give til slægtninge med blodbånd forlænger levetiden. Enhver god handling er sadaqa. De, der handler godt i denne verden, vil også modtage godhed i det hinsidige. De, der handler dårligt i denne verden, vil modtage ondskab i det hinsidige. De, der handler godt, vil være de første til at træde ind i Paradiset. – al-Tabarani.
Forskellige former for almisse
Almisse er ikke begrænset til en bestemt type velgørende handling. Den almindelige regel er derimod, at enhver velgørende handling er almisse eller sadaqa.
Nogle hadither om dette gengives nedenfor:
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: 1. »Enhver muslim bør give noget i almisse eller sadaqa. Sahabaerne sagde: ’Allahs profet, hvad skal den, der ikke har noget at give, gøre?’ Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ’Han skal arbejde med sine egne hænder og tjene til livets ophold, drage nytte af det og derefter give det, der er tilovers, som almisse.’ Folkene sagde: ’Hvad hvis han heller ikke kan gøre det?’ Han sagde: ’Så skal han hjælpe en nødlidende person, hvad enten det er en undertrykt eller en hjælpeløs person.’ Folkene sagde: ’Hvad hvis han heller ikke får mulighed for det?’ Han sagde: ’Så skal han udføre en hvilken som helst god og velgørende handling og afholde sig fra onde handlinger; det vil blive regnet som almisse for ham.’ – al-Bukhari.«
2. Efter solopgang hver dag er det pålagt ethvert menneske at give sadaqa. At bilægge en strid mellem to mennesker med retfærdighed er også sadaqa. At hjælpe en anden med at ride på ryggen af ens ridedyr er også sadaqa. At sige et godt ord er også sadaqa. Hvert skridt, man tager på vej til bønnen, er også sadaqa. – Ahmad.
3. Det er overleveret fra Abu Dharr al-Ghifari, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Efter solopgang hver dag er det enhver persons pligt at give sadaqa på egne vegne. Jeg sagde: ’Allahs Sendebud, hvorfra skal vi give sadaqa? Vi har jo ingen rigdom.’ Han sagde: ’At sige Allahu akbar, subhanallah, alhamdulillah, la ilaha illallah og astaghfirullah er også sadaqa. At påbyde det gode og forbyde det onde er også sadaqa. At fjerne torne, sten og knogler fra vejen er også sadaqa. At vise en blind vej, at forsøge at forklare noget for en stum eller døv, at vise nogen, hvor den nødvendige ting, som du ved hvor findes, kan findes, at gøre sit yderste for at hjælpe en nødlidende, der beder om hjælp, og på enhver måde at hjælpe den svage – alt dette er sadaqa. Selv samleje med din hustru giver dig belønning.’ – Ahmad og Muslim.
I Muslim findes også følgende: Folkene sagde: ’Allahs Sendebud, hvis en af os tilfredsstiller sin seksuelle lyst, får han så også belønning for det?’ Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: ’Har I tænkt over, at hvis han tilfredsstillede sin lyst på ulovlig vis, ville han så ikke have syndet? På samme måde vil han naturligvis få belønning, hvis han tilfredsstiller sin lyst på lovlig vis.’
4. Det er overleveret fra Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Det er enhver Adams søns pligt at give sadaqa hver dag efter solopgang. Man spurgte: Hvor skal vi få så meget rigdom fra, at vi kan give sadaqa hver dag? Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der er mange måder at opnå belønning på. At sige: Subhanallah, alhamdulillah, Allahu akbar og la ilaha illallah, at påbyde det gode og forbyde det onde, at fjerne noget skadeligt fra vejen, at forklare noget for en døv, at vise en blind vej, at finde det, som en person søger og har brug for, at gøre sit yderste for at hjælpe en nødstedt, der beder om hjælp, og at bruge alle sine kræfter på at hjælpe den svage – alt dette er sadaqa fra dig for din egen skyld. – Ibn Hibban, Bayhaqi. Bayhaqi har desuden overleveret: At smile til din bror er også sadaqa, at fjerne torne, sten og knogler fra menneskers færdselsvej er også sadaqa, og at vise en vildfaren person vej er også sadaqa.
5. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde også: “Den af jer, der er i stand til at beskytte sig selv mod Helvedesilden, skal gøre det, selv om det blot er ved at give en del af en dadel i sadaqa. Og den, der ikke kan det, skal i det mindste gøre det med et godt ord.” – Ahmad og Muslim (Denne hadith viser, at det er forkert at betragte sadaqa som noget ubetydeligt.)
6. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: “Allah den Ophøjede vil på Genopstandelsens Dag sige: Adams søn, Jeg var syg, men du besøgte Mig ikke. Adams søn vil sige: Min Herre, hvordan skulle jeg kunne besøge Dig? Du er jo hele verdens Herre. Allah vil sige: Vidste du ikke, at Min og så-og-så tjener blev syg, men du besøgte ham ikke? Hvis du havde besøgt ham, ville du have fundet Mig hos ham. Adams søn, Jeg bad dig om mad, men du gav Mig ikke mad. Han vil sige: Min Herre, hvordan skulle jeg kunne give Dig mad? Du er jo hele verdens Herre. Allah vil sige: Vidste du ikke, at Min og så-og-så tjener bad dig om mad, men du gav ham ikke mad? Hvis du havde givet ham mad, ville du have fundet dens belønning hos Mig. Adams søn, Jeg bad dig om vand, men du gav Mig ikke noget at drikke. Han vil sige: Min Herre, hvordan skulle jeg kunne give Dig noget at drikke? Du er jo hele verdens Herre. Allah vil sige: Min og så-og-så tjener bad dig om vand, men du gav ham ikke noget at drikke. Hvis du havde givet ham noget at drikke, ville du have fundet det hos Mig.” – Muslim.
7. “Hvis en muslim planter en plante eller dyrker en afgrøde, og et menneske eller et dyr spiser noget af den, vil det blive regnet som sadaqa for ham.” – Bukhari.
8. “Enhver god handling er sadaqa, og det er en god handling at møde din bror med et smilende ansigt og at hælde noget vand fra din spand til ham.” – Ahmad, Tirmidhi.
Hvem skal have førsteprioritet, når sadaqa uddeles?
Den højeste prioritet til at modtage sadaqa har giverens børn, hans familie og hans slægtninge. Den, der har brug for noget til sin egen og sin families underhold, må ikke give dette til andre, før han har dækket sit eget behov. Nogle hadither om dette er som følger:
1. Det er overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når en af jer er fattig, bør han først bruge sin formue på sig selv. Hvis der er noget tilovers, bør han bruge det på sin familie, og hvis der derefter stadig er noget tilovers, bør han bruge det på sine slægtninge. Ifølge en anden overlevering: på sine blodbeslægtede. Hvis der er endnu mere tilovers, så her og der.” – Ahmad og Muslim.
2. “Giv sadaqa. En mand sagde: Jeg har en dinar. Han sagde: Brug den som sadaqa på dig selv. (Det vil sige: brug den på dine egne behov.) Han sagde: Jeg har endnu en dinar. Han sagde: Giv den til din tjener. Han sagde: Jeg har endnu en dinar. Han sagde: Du ved selv bedst, hvad du skal gøre med den.” – Abu Dawud, Nasa’i, Hakim.
3. »Det er en stor synd for en person at lade et medlem af sin familie gå sulten.« – Muslim, Abu Dawud.
Når en donation går til spilde
Det er haram at minde den, man har givet en donation, om den senere, at såre ham eller at give sadaqa med det formål at vise sig frem. Derved går donationen til spilde. For Allah den Ophøjede har sagt:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَبْطِلُوا صَدَقَتِكُمْ بِالْمَيِّ وَالْأَذى ، كَالَّذِي يُنْفِقُ مَالَهُ رِئَاءَ النَّاسِ.
»I, der tror, gør ikke jeres donationer værdiløse ved bebrejdelser og sårende ord, ligesom den, der giver sin formue bort for at blive set af mennesker.« (Al-Baqara, vers 264)
(At bebrejde betyder at minde modtageren om den donation, der er blevet givet, og tale om den, at sætte modtageren til at udføre et arbejde som modydelse eller at føle sig hævet over ham og være arrogant på grund af den. At såre betyder at omtale donationen på en sådan måde, at modtageren bliver såret, eller at skælde ham ud.)
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »På Dommedag vil Allah hverken tale med tre slags mennesker, se på dem eller rense dem, og de vil få en smertefuld straf.« Abu Dharr sagde: »De er fortabte og ruinerede, Allahs Sendebud. Hvem er de?« Han sagde: »Den, der af stolthed går omkring med sit klæde slæbende under anklerne, den, der giver en donation og derefter bebrejder modtageren, og den, der sælger varer ved at aflægge en falsk ed.«
At give donationer med haram-formue
Når en donation gives af ulovligt erhvervede midler, tager Allah den ikke imod. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde:
1. “O mennesker, Allah er ren, og Han tager kun imod det rene. Han har befalet de troende det samme, som Han har befalet sendebuddene. Han har sagt:
يَأَيُّهَا الرَّسُلُ كُلُوا مِنَ الطَّيِّبَاتِ وَاعْمَلُوا صَالِحًا ، إِلَى بِمَا تَعْمَلُونَ عَلَيْرُهُ
O sendebude! Spis af de rene fødevarer, og gør gode gerninger. Jeg er velbekendt med det, I gør.
Allah sagde også:
يأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُلُوا مِنْ طَيِّبَتِ مَا رَزَقْنَكُمْ .
“O troende, spis af den rene forsørgelse, Jeg har givet jer.” Derefter sagde Allahs Sendebud: En mand rejser en lang strækning, hans hår er uredt, og han er dækket af støv. I denne tilstand rækker han begge hænder mod Allah og siger: O min Herre, o min Herre! Men det, han spiser, er haram, det, han bærer, er haram, og han er ernæret af haram-mad. Hvordan skulle hans bøn kunne blive besvaret? – Muslim.
2. “Den, der giver en donation svarende til en daddel af sin halal-indtjening, tager Allah imod den med Sin højre hånd. Derefter opdrager Han den for dens giver, ligesom en af jer opdrager sit fravænnede føl. Sådan fortsætter Han med at opdrage den, indtil donationen bliver som et bjerg. Allah tager i sandhed ingen donation imod, bortset fra den, der stammer fra halal-midler. – Bukhari.
Hustruens donation fra mandens formue
Hvis hustruen er sikker på, at hendes mand samtykker, må hun donere fra hans formue. Men hvis hun ikke er sikker, er det ikke tilladt at donere. Det er berettet fra Aisha r.a.: Allahs Sendebud ﷺ sagde: Når hustruen på rimelig vis donerer af den mad, der er i hendes husholdning, får hun belønning for det, hun har doneret. Hendes mand får belønning for det, han har tjent, og den forvalter, der opbevarer den nævnte donation, får også belønning. Ingen af dem får deres belønning formindsket på grund af den anden. – Bukhari.
Det er berettet fra Abu Umama r.a., at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud ﷺ sige i talen under afskedspilgrimsfærden: Hustruen må ikke bruge noget fra sit hjem uden sin mands tilladelse. Der blev spurgt: O Allahs Sendebud, heller ikke mad? Han sagde: Mad er jo vores bedste ejendom. – Tirmidhi.
Dog er det tilladt, selv uden tilladelse, at donere noget ganske ubetydeligt, som efter sædvane ikke anses for forkasteligt. Det er berettet fra Asma bint Abu Bakr r.a., at hun sagde til Allahs Sendebud ﷺ: Az-Zubayr (min mand) er en meget streng mand. Der kommer fattige mennesker til mig, og jeg plejer at give dem af hans formue uden hans tilladelse. Allahs Sendebud ﷺ sagde: Giv det lille beløb, som det er sædvane at give, og oplagr ikke. Ellers vil Allah oplagre for dig og ikke give dig. – Ahmad, Bukhari og Muslim.
At donere hele sin formue
Hvis en rask og stærk person, der er i stand til at tjene til livets ophold, ønsker at donere hele sin ejendom, er det tilladt at gøre det. (Imam Abu Ja’far at-Tabari har sagt: Selvom det er tilladt, er det anbefalet ikke at give mere end en tredjedel.
Umar r.a. sagde: Allahs Sendebud ﷺ befalede os at donere. Jeg besluttede at donere noget af min formue. Jeg sagde til mig selv: Jeg har aldrig kunnet donere mere end Abu Bakr. I dag vil jeg donere mere end ham. Jeg bragte halvdelen af min formue til Allahs Sendebud ﷺ. Allahs Sendebud ﷺ sagde: Hvor meget har du efterladt til din familie? Jeg svarede: Lige så meget som jeg har bragt, og lige så meget igen. Men Abu Bakr r.a. kom med hele sin formue. Allahs Sendebud ﷺ spurgte: Hvad har du efterladt til din familie? Han svarede: Jeg har efterladt Allah og Hans Sendebud til dem. Jeg sagde: Jeg vil aldrig mere konkurrere med dig. – Abu Dawud og Tirmidhi.
De lærde har dog fastsat betingelser for at donere hele sin formue: Donoren skal være rask og stærk, i stand til at tjene til livets ophold, tålmodig og gældfri, og der må ikke være nogen i hans varetægt, hvis forsørgelse han er forpligtet til at sørge for. Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, vil det være makruh.
Jābir (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at han sagde: En dag var vi hos Allahs Sendebud (fred være med ham). Pludselig kom en mand med en guldklump på størrelse og form som et æg. Han sagde: »Allahs Sendebud! Jeg fandt den i en mine. Tag den. Den er almisse, og jeg ejer ikke andet.« Allahs Sendebud ignorerede ham. Derefter kom han hen til ham fra venstre side, men Allahs Sendebud ignorerede ham også da. Så kom han bagfra. Allahs Sendebud tog guldklumpen og kastede den straks væk. Hvis den havde ramt manden, ville han være blevet smertefuldt ramt eller såret. Derefter sagde Allahs Sendebud: »Nogle af jer kommer med hele deres formue for at give den bort som almisse og begynder derefter at tigge hos folk. Almisse er den riges ansvar.« – Abu Dawud og al-Hakim.
Det er tilladt at give almisse til både den ikke-muslim, der har indgået en fredsaftale, og den, der ikke har: Det er tilladt at give almisse til både den ikke-muslim, der har underkastet sig den muslimske stat, og den, der ikke har gjort det, og muslimen vil få belønning for det. Allah den Ophøjede har rost dem, der giver, og sagt:
ويُطْعِمُونَ الطَّعَامَ عَلَى حَبِهِ مِسْكِينًا وَيَتِيهَا وَأَسِيرًا.
»De giver, drevet af kærlighed til Allah, mad til de fattige, de forældreløse og fangerne.«
En fange er en ikke-muslim, der ikke har underkastet sig. Allah har også sagt:
لَا يَنْهَاكُمُ اللَّهُ عَنِ الَّذِينَ لَمْ يُقَاتِلُوا كُم فِي الدِّينِ وَلَمْ يُخْرِجُوكُمْ مِنْ دِيَارِكُمْ أَن تَبَرُّوهُمْ وتَقْسِطُوا إِلَيْهِ إِنَّ اللهَ يُحِبُّ الْمُقْسِطِينَ .
»Allah forbyder jer ikke at vise godhed og handle retfærdigt over for dem, der ikke har bekæmpet jer på grund af religionen og ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Allah elsker dem, der handler retfærdigt.« (Sura al-Mumtahana: vers 8)
Asmāʾ bint Abū Bakr berettede, at hun sagde: Min mor kom til mig, mens hun stadig var afgudsdyrker. Jeg sagde: »Allahs Sendebud! Min mor er kommet til mig, og hun ønsker at få noget. Skal jeg give hende almisse?« Han sagde: »Ja, giv almisse til din mor.«
At give til dyr
1. Al-Bukhari og Muslim har berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: En mand gik ad vejen. Han blev hårdt plaget af tørst. Så fandt han en brønd, steg ned i den, drak vand og kom op igen. Da han var kommet op, så han en hund, der af tørst stak tungen ud og hev efter vejret. Da manden så den, sagde han til sig selv: Denne hund lider af tørst på samme måde, som jeg gjorde. Derfor steg han igen ned i brønden. Han tog sin strømpe af, fyldte den med vand, greb derefter fat i den med tænderne, klatrede op og gav hunden vand. Så takkede han Allah. Allah tilgav ham alle hans synder. Folkene sagde: Allahs Sendebud, er der belønning for os vedrørende dyrene? Han sagde: Der er belønning for at holde ethvert levende væsen i live.
2. Al-Bukhari og Muslim har også berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: En hund gik rundt ved en brønd, næsten døende af tørst. En prostitueret kvinde fra Israels Børn så den, tog sin strømpe af, hentede vand til den og gav den at drikke. På grund af dette blev hendes synder tilgivet.
Vedvarende sadaqa (løbende gave)
Ahmad og Muslim har berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Når et menneske dør, ophører alle dets gerninger, bortset fra tre ting: 1. vedvarende sadaqa (en løbende gave), 2. viden, som mennesker drager nytte af, eller 3. et fromt barn, som beder for det. – Ahmad, Muslim.
Taknemmelighed over for giveren
1. Abu Dawud og an-Nasa’i har berettet fra Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der søger tilflugt hos jer i Allahs navn, skal I give tilflugt; den, der beder jer om noget i Allahs navn, skal I give det. Den, der beder jer om beskyttelse i Allahs navn, skal I beskytte. Gengæld den, der giver jer noget. Hvis I ikke kan give noget, så bed for ham, så I kan finde trøst i, at I har gengældt ham noget.
2. Ahmad har berettet fra Ashyās ibn Qays, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der ikke takker mennesker, takker ikke Allah.
3. At-Tirmidhi har berettet fra Usama ibn Zayd, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der modtager en tjeneste, og siger til den, som gjorde ham tjenesten: جَزَاكَ اللهُ خَيْرًا”Må Allah belønne dig med det bedste,” har udtrykt stor taknemmelighed.
Fjerde kapitel: Siyam (fasten)
Siyam (fasten)
1. Siyam: betydning, fortjenester og former
Det arabiske ord siyam betyder sprogligt at afholde sig eller at holde sig tilbage. Allah siger:
إِنِّي نذرت الرحمن موما .
»Jeg har aflagt et løfte om faste i Den Barmhjertige Allahs navn.« Det vil sige: Jeg har aflagt et løfte om at afholde mig fra tale. Her betyder siyam at afholde sig fra mad og drikke fra daggry til solnedgang i overensstemmelse med reglerne. Der er overleveret mange hadither om fastens fortjenester. Nogle af dem nævnes her:
1. Abu Hurayrah har overleveret, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah den Ophøjede siger: »Alle Adams søns handlinger er for ham selv, undtagen fasten. Fasten er for Mig.« (Formålet med at sige »for Mig« er at ære fasten.) »Og Jeg vil selv belønne ham.« (Her slutter den qudsī-del af hadithen. Den følgende del er Sendebuddets, fred og velsignelser være med ham, egne ord.) »Og fasten er et skjold.« (Som beskytter mod synder.) »Når nogen af jer faster en dag, skal han ikke tale uanstændigt, råbe eller opføre sig uhøfligt den dag. Hvis nogen fornærmer ham eller kommer for at slås med ham, skal han to gange sige: Jeg faster. Ved Allah, i hvis hånd Muhammads liv er, er lugten fra den fastendes mund (en lugt, der er forandret på grund af fasten) på Opstandelsens Dag mere vellugtende for Allah end moskusduft. Den fastende har to glæder: når han bryder fasten, glæder han sig over at bryde fasten, og når han møder Allah, vil han glæde sig på grund af sin faste.« – Ahmad, Muslim, al-Nasa’i.
2. Det er overleveret hos al-Bukhari og Abu Dawud: »Fasten er et skjold. Når nogen af jer faster, skal han ikke tale uanstændigt eller opføre sig uhøfligt. Hvis nogen kommer for at slås med ham eller fornærme ham, skal han to gange sige: Jeg faster. Ved Ham, i hvis hånd Muhammads liv er, er lugten fra den fastendes mund renere for Allah end moskusduft. Han afholder sig fra mad, drikke og seksuelt samliv for Min skyld. Fasten er for Mig, og Jeg vil selv belønne ham. Og enhver god handling belønnes hver dag tifold.«
3. Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Fasten og Koranen vil gå i forbøn for tjeneren på Opstandelsens Dag. Fasten vil sige: »Min Herre, jeg holdt ham fra mad, drikke og seksuelt samvær om dagen. Tag derfor imod min forbøn for ham.« Koranen vil sige: »Jeg holdt ham fra at sove om natten. Tag derfor imod min forbøn for ham.« Derefter vil begges forbøn blive accepteret. – Ahmad.
4. Abu Umamah (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Jeg kom til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »Påbyd mig en handling, som vil få mig ind i Paradiset.« Han sagde: »Du bør faste. Der findes intet, der kan måle sig med det.« Derefter kom jeg igen til ham, og han sagde igen: »Du bør faste.« – Ahmad og an-Nasa’i.
5. Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Hvis en tjener faster én dag for Allahs sag, vil Allah som belønning for denne dag fjerne Helvede fra ham med en afstand på halvfjerds år. Berettet i alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Abu Dawud.
6. Det er berettet fra Sahl ibn Sa’d (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Der findes en port i Paradiset, som hedder ar-Rayyan. På Opstandelsens Dag vil der blive råbt: »Hvor er de fastende?« Når den sidste fastende er gået ind, vil denne port blive lukket. – Bukhari og Muslim.
Fasten er af to slags: obligatorisk og frivillig. Den obligatoriske faste er igen af tre slags:
1. Fasten i Ramadan
fasten. 2. Fasten som soning.
3. Fasten på grund af et løfte.
Her vil der kun blive talt om fasten i Ramadan og frivillig faste. De øvrige former for faste vil blive behandlet på deres rette sted.
2. Fasten i Ramadan
Bestemmelse: Fasten i Ramadan er obligatorisk på grundlag af Koranen, sunnah og ijmāʿ.
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِينَ مِنْ قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ.
»O I, der tror! Det er foreskrevet jer at faste, ligesom det var foreskrevet dem før jer, så at I må blive gudfrygtige.« (Sura al-Baqara: vers 183)
Den Almægtige Allah siger endvidere: »Ramadan er den måned, hvori Koranen blev åbenbaret som vejledning for menneskene, med klare beviser på vejledningen og som det, der skelner mellem sandhed og falskhed. Så den af jer, der oplever denne måned, skal faste i den.« (Sura al-Baqara: vers 185)
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Islams fem grundpiller er: at bevidne, at der ikke er nogen guddom ud over Allah, og at Muhammad er Allahs Sendebud; at opretholde bønnen, betale zakat, faste i Ramadan og foretage hajj til Allahs Hus. Talha ibn Ubaydullah beretter, at en mand spurgte Allahs Sendebud: »O Allahs Sendebud, fortæl mig, hvilken faste Allah har gjort obligatorisk for mig.« Han sagde: »Fasten i Ramadan.« Manden spurgte: »Skal jeg faste noget andet end det?« Han sagde: »Nej, men du kan faste frivilligt.«
Desuden er hele den muslimske ummah enige om, at fasten i Ramadan er obligatorisk. Den er en af Islams fem grundpiller og er kendt som en uadskillelig del af Islam. Den, der benægter den, er en kāfir og frafalden.
Fasten blev gjort obligatorisk mandag den anden dag i Shaʿban i det andet hijri-år.
3. Ramadan-måneden og fortjenesten ved denne måneds handlinger
1. Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, da Ramadan nærmede sig, sagde: »En velsignet måned er kommet til jer. Fasten i denne måned er blevet gjort obligatorisk for jer. I denne måned åbnes Paradisets porte, Helvedes porte lukkes, og djævlenes fødder lænkes. I denne måned er der en nat, som er bedre end tusind måneder. Den, der berøves denne måneds velsignelser, er virkelig berøvet.« Ahmad, al-Nasa’i.
2. Det er overleveret fra Arfaja (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Jeg befandt mig hos Utba ibn Farqad.«
Han overleverede en hadith om Ramadan. Han sagde: »En af Muhammads ledsagere kom til os. Da Utba så ham, blev han forskrækket og tav. Han overleverede en hadith om Ramadan og sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud tale om Ramadan og sige: I denne måned lukkes Helvedes porte, Paradisets porte åbnes, og djævlene lænkes. I denne måned råber en engel: O du, der søger det gode, modtag det gode budskab, og o du, der søger det onde, hold inde indtil Ramadan er forbi.« Ahmad og al-Nasa’i.
3. Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »De fem daglige bønner, fra den ene fredagsbøn til den næste og fra den ene Ramadan til den næste er soning for alle synder, hvis de alvorlige synder undgås.« – Muslim.
4. Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »Den, der faster Ramadan, kender dens grænser og afholder sig fra de handlinger, som man bør afholde sig fra, får alle sine tidligere synder sonet.« – Ahmad, al-Bayhaqi.
5. Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud sagde: »Den, der faster Ramadan i tro og med ønsket om Allahs velbehag, får alle sine tidligere synder tilgivet.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah.
4. Advarsel mod at bryde fasten i Ramadan
1. Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Islams søjler er tre, og på dem er islams grundlag bygget. Den, der forlader blot én af dem, er kafir, og hans blod er lovligt: at bevidne, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, at bede de fem obligatoriske daglige bønner og at faste i Ramadan.” – Abu Ya’la, Daylami.
2. Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der bryder fasten en dag i Ramadan uden en af Allah godkendt grund, vil ikke kunne indhente den brudte faste, selv hvis han faster resten af sit liv.” Abu Dawud, Ibn Majah, Tirmidhi. Al-Bukhari overleverede fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: Den, der bryder fasten blot én dag i Ramadan uden en gyldig undskyldning eller sygdom, vil ikke kunne indhente den, selv hvis han derefter faster resten af sit liv. Ibn Masud sagde det samme.
Imam al-Dhahabi har sagt: Det er enstemmigt anerkendt blandt de troende, at den, der uden sygdom undlader en faste i Ramadan, er værre end en ægteskabsbryder og en vindrikker. Ja, muslimerne nærer endda tvivl om, hvorvidt han stadig er muslim, og anser ham for at være kafir og frafalden.
5. Hvordan fastslås Ramadan?
Ramadan fastslås, når måneden Sha’ban er fuldført til tredive dage, eller når en fornuftig, troende person vidner om, at han har set månen.
1. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Folk holdt øje med månen. Jeg meddelte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at jeg havde set månen. Derfor fastede Allahs Sendebud og beordrede folk til at faste. – Abu Dawud, al-Hakim, Ibn Hibban.
2. Abu Hurayra har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Fast, når I ser månen, og afslut fasten, når I ser månen. Hvis I ikke kan se den, så fuldfør Sha’ban til tredive dage. – Al-Bukhari og Muslim.
Tirmidhi har sagt: Flertallet af de lærde følger denne opfattelse i praksis. De siger: Ét menneskes vidnesbyrd accepteres med hensyn til at begynde fasten. Ibn al-Mubarak, al-Shafi’i og Ahmad havde denne opfattelse. Al-Nawawi siger: Dette er den mest korrekte opfattelse.
Derimod fastslås Shawwals nymåne først, når tredive dage af Ramadan er fuldført, og de fleste faqih anerkender ikke én retskaffen persons vidnesbyrd herom. De stiller som betingelse, at to retskafne personer vidner om, at de har set nymånen. Abu Thawr skelner imidlertid ikke mellem Shawwals nymåne og Ramadans nymåne. Han siger: Én retskaffen persons vidnesbyrd er også acceptabelt med hensyn til Shawwals nymåne.
Ibn Rushd sagde: Abu Bakr ibn al-Mundhir og Abu Thawrs opfattelse er den samme. Jeg mener, at dette også er zahiritternes opfattelse.
Abu Bakr ibn al-Mundhir argumenterede således: Når én persons vidnesbyrd gør det obligatorisk at begynde og afslutte fasten, må én persons vidnesbyrd nødvendigvis også være tilstrækkeligt til at fastslå månedens begyndelse og afslutning. Begge dele adskiller nemlig fastetiden fra tidspunktet, hvor fasten afsluttes.
Al-Shawkani sagde: Når der ikke findes noget autentisk bevis for at kræve to vidner ved vidnesbyrd om afslutningen af fasten, er det klart, at én persons vidnesbyrd også er tilstrækkeligt ved afslutningen af fasten, ud fra analogien med begyndelsen af fasten.
Desuden viser det forhold, at man udfører tilbedelse på grundlag af én persons meddelelse, at dette kan accepteres i alle tilfælde. Hvis der imidlertid findes bevis for, at én persons meddelelse i et bestemt tilfælde ikke skal lægges til grund for tilbedelse, er dette en særskilt sag. Det gælder for eksempel vidnesbyrd i økonomiske transaktioner og lignende forhold. Derfor er Abu Thawrs opfattelse den stærkeste.
6. Forskelle mellem stederne, hvor nymånen står op
Ifølge de fleste lærde kan forskelle mellem stederne, hvor nymånen står op, ikke lægges til grund. Når én person derfor ser nymånen, bliver det obligatorisk for alle mennesker at faste. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde nemlig: “Fast, når I ser den, og afslut fasten, når I ser den.” Denne befaling gælder hele ummaen. Hvis en muslim derfor ser nymånen et hvilket som helst sted, svarer det til, at alle muslimer har set den.
Ikrima, al-Qasim ibn Muhammad, Salim og Ishaq samt hanafitternes korrekte opfattelse og den stærkeste opfattelse blandt shafiitterne siger imidlertid: Hver regions indbyggeres observation af nymånen gælder kun for dem selv. Det er ikke obligatorisk for dem at følge observationen af nymånen i andre lande. Kuraib berettede nemlig: Jeg rejste til Syrien. Der så jeg Ramadans nymåne fredag aften. Ved månedens slutning rejste jeg derefter til Medina. Ibn Abbas spurgte mig: Hvornår så I nymånen? Jeg svarede: Vi så den fredag aften. Han spurgte: Så du den? Jeg svarede: Ja, jeg så den også, og folkene så den. Alle fastede, og Muawiya fastede også. Han sagde: Men vi så nymånen lørdag aften. Derfor vil vi fortsætte med at faste, indtil vi ser den, eller indtil vi har fuldført tredive fastedage. Jeg sagde: Mener du ikke, at Muawiyas observation af nymånen og hans faste er tilstrækkelig? Han sagde: Nej. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) befalede os sådan.” – Ahmad, Muslim og al-Tirmidhi.
Al-Tirmidhi sagde: Denne hadith er god og autentisk. De lærde handler i overensstemmelse med denne hadith og anser hver regions indbyggeres observation af nymånen for gyldig for den pågældende region. I kommentaren til Bulugh al-Maram, Fath al-Allam, står der: Den mest holdbare opfattelse er, at observationen af nymånen bliver obligatorisk for befolkningen i det land, hvor den er blevet set, samt for befolkningen i de tilstødende områder.
7. Den, der alene ser månen
Fakīherne er enige om, at den, der alene ser månen, er forpligtet til at faste. ʿAtā var dog uenig og sagde: Han behøver ikke at faste, før en anden sammen med ham har set månen. Der er imidlertid uenighed om, hvorvidt den, der alene ser shawwāls måne, skal afslutte fasten. Den korrekte opfattelse er dog, at han skal afslutte fasten. Dette er også ash-Shāfiʿīs og Abū Thawrs opfattelse. For Profeten, fred være med ham, befalede at faste og afslutte fasten, når man ser månen. Når han selv med sikkerhed har set den, og dette angår hans egen iagttagelse, er det ikke nødvendigt, at nogen anden deler dette med ham.
8. Fastens obligatoriske bestanddele
Fasten har to obligatoriske bestanddele, som fasten består af:
1. At afholde sig fra at spise, drikke og have samleje fra daggry til solnedgang. Allah den Ophøjede har sagt:
فالن بَاشِرُوهُنَّ وَابْتَغُوا مَا كَتَبَ الله لَكُم من وَكُلُوا وَاشْرَبُوا حَتَّى يَتَبَيَّنَ لَكُمُ الْخَيْةُ الأَبيض مِنَ الْخَيْطِ الأسود من الفجر من ثمَّ أَتِمُوا الصِّيَامَ إِلَى الَّيْلِ
“Så gå nu ind til jeres hustruer, søg det, som Allah har bestemt for jer, og spis og drik, indtil den hvide tråd for jer kan skelnes fra den sorte tråd, det vil sige indtil daggryet, og fuldend derefter fasten indtil natten.” (Sura al-Baqara: vers 182)
Den hvide tråd betyder dagens hvide stribe, og den sorte tråd betyder nattens mørke. For det er berettet i al-Bukhari og Muslim: ʿAdī ibn Abī Ḥātim sagde: Efter at dette vers var blevet åbenbaret, skaffede jeg en hvid snor og en sort snor og lagde dem under min pude. Om natten blev jeg ved med at se på dem, men intet blev klart for mig. Om morgenen gik jeg til Allahs Sendebud, fred være med ham, og fortalte ham, hvad der var sket. Han sagde: Den hvide tråd er dagens lys, og den sorte tråd er nattens mørke.
2. Hensigten: Den anden obligatoriske del er at have til hensigt at faste. Den Almægtige Allah siger:
وَمَا أَمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللَّهِ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّينَ .
»De blev kun befalet at tilbede Ham ved at gøre lydighed oprigtigt for Allahs skyld.« (Sura al-Bayyina, vers 5)
Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Handlinger bedømmes kun efter hensigterne, og enhver får kun det, han har haft til hensigt.« – Sahih al-Bukhari.
Det er nødvendigt at have til hensigt at faste hver nat i Ramadan, før daggry [Hensigt betyder at beslutte sig, altså mentalt at beslutte sig for at faste den pågældende dag. Den formulering, som det er blevet almindeligt at fremsige i vores land som hensigt, er ikke i overensstemmelse med sunnaen. – Redaktøren].
Hafsa, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Den, der ikke har besluttet sig for at faste før daggry, har ikke fastet.« (Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah, Ibn Khuzayma, Ibn Hibban). Det er gyldigt at have hensigten når som helst i løbet af natten. Det er ikke nødvendigt at udtale hensigten med munden, for det er hjertets handling. Tungen har ingen rolle i dette, eftersom hensigtens grundlæggende betydning er at beslutte sig for at handle for at opnå Allahs tilfredshed og adlyde Hans befaling. Den, der derfor spiser suhur med det formål at faste og ønsker at komme nærmere Allah gennem selvbeherskelse, har haft den nødvendige hensigt. Hvis en person ikke spiser suhur, men oprigtigt for Allahs skyld er fast besluttet på at afholde sig fra alt, der bryder fasten, i løbet af dagen, er hans hensigt også gyldig. Mange islamiske lærde har sagt, at det er tilladt at have hensigt om en frivillig faste i løbet af dagen, hvis personen ikke har spist eller drukket før dette.
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: »En dag kom Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, til mig og sagde: Har I noget? Vi sagde: Nej. Han sagde: Så faster jeg.« – Muslim, Abu Dawud.
Ifølge hanafitterne er det nødvendigt at have hensigt før middag. Dette er også al-Shafi’is berømte opfattelse. Blandt Ibn Mas’uds og Ahmads to opfattelser er den bedst kendte, at det er tilstrækkeligt at have hensigt når som helst, hvad enten det er før eller efter middag.
9. Hvem er forpligtet til at faste
De lærde er enige om, at fasten er obligatorisk for den muslim, som er myndig, mentalt rask, sygdomsfri og opholder sig på sit bopælssted. For kvinder er det en betingelse, at de er fri for menstruation og barselsblødning. Derfor er fasten ikke obligatorisk for en ikke-muslim, en sindssyg, et barn, en syg, en rejsende, en menstruerende kvinde, en kvinde med barselsblødning, en gravid eller ammende kvinde eller en meget gammel person. For nogle af dem er fasten slet ikke obligatorisk, såsom den ikke-muslimske og den sindssyge. Nogle er sådanne, at deres værger skal befale dem at faste. For nogle er reglen, at de må bryde fasten nu og senere indhente den, mens andre må bryde fasten og give fidyah. Detaljerne om disse kategorier gives særskilt nedenfor:
10. Fasten for ikke-muslimske og sindssyge
Fasten er en form for tilbedelse i islam. Derfor er den ikke obligatorisk for ikke-muslimer. Fasten er heller ikke foreskrevet for den sindssyge, eftersom han er berøvet den fornuft og dømmekraft, som pålæggelse af religiøse forpligtelser afhænger af. I en hadith, overleveret af Ali, må Allah være tilfreds med ham, berettes det, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Pennen er løftet fra tre personer: den sindssyge, indtil hans bevidsthed og fornuft vender tilbage; den sovende, indtil han vågner; og barnet, indtil det bliver myndigt.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi.
11. Barnets faste
Selv om fasten ikke er obligatorisk for et barn, bør dets værge befale det at faste, så det fra en tidlig alder vænner sig til det. Det er dog en betingelse, at barnet er i stand til det.
Det er overleveret fra al-Rubayyiʿ bint Muʿawwidh, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, på Ashuras morgen sendte besked til Ansarernes landsbyer om, at den, der havde fastet, skulle fuldføre sin faste, og at den, der havde brudt fasten, skulle faste resten af dagen. Siden da plejede vi at faste denne dag, lade vores små børn faste og gå til moskeen. Derefter lavede vi legetøj af uld til dem. Når et af dem græd efter mad, gav vi det dette legetøj, så det kunne holde sig beskæftiget indtil iftar. – al-Bukhari, Muslim.
12. Hvem må bryde fasten og skal give fidyah
Meget gamle mænd og kvinder må bryde fasten. Det samme gælder en syg, hvis sygdom der ikke er håb om helbredelse fra, samt personer, der er beskæftiget med særdeles hårdt arbejde, og som ikke har nogen anden mulighed for at tjene til deres livsophold end dette arbejde. Når det er yderst vanskeligt for disse kategorier at faste i alle årets årstider, har de lov til at bryde fasten. De skal dog hver dag give en fattig person mad. Der findes ingen tydelig anvisning om mængden af denne mad.
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den meget gamle har tilladelse til at bryde fasten, men skal hver dag som erstatning give en fattig person mad. Han skal ikke indhente disse fastedage.« – al-Daraqutni og al-Hakim.
Al-Bukhari har overleveret fra ‘Ata’, at han hørte Ibn Abbas recitere dette vers:
»For dem, der kun med stort besvær kan faste, er det obligatorisk at give en fattig mad« (sura al-Baqara: 184). Ibn Abbas sagde: Dette vers er ikke ophævet. Det gælder meget gamle mænd og kvinder, som ikke er i stand til at faste. I stedet skal de bespise en fattig. (Ifølge imam Malik og Ibn Hazm skal de hverken betale fidya eller indhente fasten).
Den, hvis sygdom der ikke er håb om helbredelse for, og for hvem det er meget vanskeligt at faste, har samme regel som den meget gamle. Der er ingen forskel. Det samme gælder arbejdere, der er beskæftiget med hårdt arbejde.
Sheikh Muhammad Abduh sagde: Udtrykket i verset »dem, for hvem det er vanskeligt at faste« omfatter meget gamle mennesker, patienter uden håb om helbredelse samt personer, der udfører tilsvarende hårdt arbejde, såsom arbejdere i stenkulsminer. Blandt disse er også de straffefanger, der er sat til hårdt arbejde på livstid. Hvis det i praksis er vanskeligt for dem at faste, og de er i stand til at betale fidya, har de tilladelse til at bryde fasten.
Gravide og ammende mødre: Disse to grupper må kun bryde fasten, når de frygter for deres eget liv og deres børns liv (på grundlag af en vurdering, erfaring eller en lægeerklæring). De skal betale fidya, men behøver ikke indhente fasten. Dette er Ibn Umars og Ibn Abbas’ opfattelse.
Abu Dawud har overleveret fra Ikrima, at Ibn Abbas sagde: I det nævnte vers fik meget gamle kvinder og mænd, selv om de var i stand til at faste, tilladelse til at bryde fasten på betingelse af, at de bespiser en fattig hver dag. Hvis en gravid eller ammende kvinde frygter for barnets liv, skal hun bryde fasten og bespise en fattig. – Al-Bazzar. Ibn Abbas plejede at sige til en af sine gravide slavinder: »Du er blandt de ude af stand til at faste. Betal derfor fidya. Du behøver ikke indhente fasten.«
Det er overleveret fra Nafi‘, at Ibn Umar, da han blev spurgt om en gravid kvinde, sagde: Hvis hun frygter for barnets liv, skal hun bryde fasten og hver dag give en fattig én mudd hvede. – Malik, al-Bayhaqi.
Det er blevet sagt i en anden hadith: Allah den Ophøjede har fritaget den rejsende for fasten og halvdelen af bønnen samt den gravide og den ammende for fasten.
Ifølge de hanafitiske faqihers, Abu Ubayds og Abu Thawrs opfattelse skal ammende og gravide kvinder ikke betale fidya, men kun indhente fasten. Ifølge al-Shafi‘i og Ahmad skal de, hvis de kun frygter for barnets liv, bryde fasten, og både qada og fidya er da obligatoriske for dem. Hvis de derimod kun frygter for deres eget liv eller frygter for både deres eget og deres børns liv, skal de kun foretage qada og ikke betale fidya.
13. De, som har tilladelse til at bryde fasten, og for hvem det er obligatorisk at indhente den
Den syge, hvis sygdom forventes at kunne helbredes, og den rejsende har tilladelse til at bryde fasten (ikke at faste), og begge er forpligtede til at indhente de manglende fastedage. Allah siger:
وَمَنْ كَانَ مِنْكُمْ مَرِيضًا أَوْ عَلَى سَفَرٍ فَعِدَّةٌ مِنْ أَيَّامٍ أُخَرَ –
“Den af jer, der er syg eller på rejse, skal faste det samme antal dage på andre dage.” (Sura al-Baqara, vers 185)
Ahmad, Abu Dawud og al-Bayhaqi overleverer fra Muʿadh (må Allah være tilfreds med ham), at Allah foreskrev fasten for Sin Profet og åbenbarede:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ .
“O I, der tror! Det er blevet foreskrevet jer at faste, ligesom det blev foreskrevet dem før jer” indtil “Og for dem, som kun med største vanskelighed kan faste, er en fidyah fastsat svarende til at bespise en fattig.” Derfor fastede den, der ønskede det, mens den, der ønskede det, bespiste en fattig.
Dette var tilstrækkeligt for ham. Derefter åbenbarede Allah endnu et vers:
عمر رَمَضَانَ الَّذِي أُنْزِلَ فِيهِ الْقُرْآنَ إِلَى قَوْلِهِ : فَمَنْ شَونَ مِنْكُمُ الشَّهْرَ فَلْيَصُهُ .
»Ramadanmåneden, hvori Allah åbenbarede Koranen« til »Så den af jer, der oplever denne måned, skal faste.« (Sura al-Baqara: vers 185)
På denne måde gjorde Han fasten obligatorisk for den raske, hjemmehørende person. Han fritog den syge og den rejsende og befalede, at der skulle gives mad til en fattig for den gamle, der ikke er i stand til at faste.« Når sygdommen er alvorlig, og man frygter, at fasten vil forværre den eller forsinke helbredelsen, gives der fritagelse fra fasten ved denne sygdom. (Forværring af sygdommen eller forsinket helbredelse kan kendes gennem erfaring, vurdering eller en troværdig læges udtalelse.)
I al-Mughnī er det blevet sagt, at nogle af de tidligere lærde tillod at bryde fasten ved enhver sygdom, selv ved smerter i en finger eller en tand. For i verset omtales sygdom med et ord, der har en bred betydning. Og eftersom den rejsende har fået tilladelse til at bryde fasten, selv når han ikke har behov for det, gælder det samme for den syge. Dette er også Bukhārīs, ʿAṭās og det Ẓāhirīske madhhabs opfattelse. Den raske person, som frygter at blive syg, hvis han faster, må derfor bryde fasten ligesom den syge. På samme måde er det obligatorisk for den, der bliver så hårdt plaget af sult og tørst, at han frygter for sit liv, at bryde fasten, selv om han er rask og hjemmehørende. Han skal dog indhente fasten. Allah den Ophøjede har sagt:
وَلَا تَقْتُلُوا أَنْفُسَكُمْ إِنَّ اللهَ كَانَ بِكُمْ رَحِيمًا .
»Dræb ikke jer selv. Allah er visselig barmhjertig mod jer.« (Sura 4, an-Nisāʾ: vers 29)
Allah har også sagt:
وَمَا جَعَلَ عَلَيْكُم في الدين من حرج .
»Allah har ikke skabt nogen vanskelighed for jer i religionen.« (Sura al-Hajj: vers 78).
Hvis den syge faster trods vanskeligheder, er hans faste gyldig. Men det er makruh, fordi han tilsidesætter den lettelse, Allah foretrækker, og fordi det kan skade ham. På Allahs Sendebuds tid fastede nogle af sahabaerne i overensstemmelse med Allahs Sendebuds vejledning, mens andre brød fasten.
Hamza al-Aslami sagde: »Allahs Sendebud, jeg føler, at jeg er i stand til at faste under rejsen. Er der noget forkert i, at jeg faster?« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Det er en lettelse fra Allah. Det er godt at tage imod den, men der er heller ingen skade i at lade være.« – Sahih Muslim.
Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, måtte Allah være tilfreds med ham: »Vi drog ud sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, på felttoget mod Mekka, og vi fastede. Derefter gjorde vi holdt et sted. Allahs Sendebud sagde: ›I er nu kommet tæt på jeres fjende. Hvis I bryder fasten nu, vil I have større styrke.‹ Dette var dog en tilladelse, så nogle af os fastede, mens andre brød fasten. Vi gjorde igen holdt et andet sted. Denne gang sagde han: ›I vil møde jeres fjende i morgen tidlig. Hvis I bryder fasten, vil I få større styrke. Bryd derfor fasten.‹ Dette var et påbud, så vi brød fasten. Derefter så jeg, at vi fastede sammen med Allahs Sendebud under rejsen.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud.
Det er også overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, måtte Allah være tilfreds med ham: Vi drog i krig sammen med Allahs Sendebud i Ramadan; nogle af os fastede, og andre fastede ikke. Den fastende bebrejdede ikke den, der ikke fastede, og den, der ikke fastede, bebrejdede ikke den fastende. Alle mente, at den, der følte sig i stand til det og fastede, gjorde det godt, og at den, der følte sig svag og brød fasten, også gjorde det godt. – Ahmad, Muslim.
Fuqahaerne er uenige om, hvilken af de to muligheder der er bedst. Ifølge Abu Hanifa, al-Shafi’i og Malik er det bedst for den, der har kræfter til det, at faste, mens det for den, der ikke har kræfter til det, er bedst ikke at faste. Ifølge Ahmad er det bedst ikke at faste.
Umar ibn Abd al-Aziz sagde: Det, der er lettest, er bedst. For den, som let kan faste med det samme
og har svært ved at indhente fasten senere, er det bedst at faste. Al-Shawkani sagde: For den, som finder det vanskeligt og skadeligt at faste, og som ikke ønsker at benytte lettelsen, er det bedst ikke at faste. Og for den, som under en rejse frygter, at fasten vil føre til hykleri eller selvforherligelse, er det bedst ikke at faste. Når disse bekymringer ikke er til stede ved at faste, er det bedst at faste. Hvis den rejsende om natten har til hensigt at faste og begynder fasten, er det tilladt for ham at bryde fasten i løbet af dagen.
Det er berettet fra Jabir ibn Abdullah: I året for erobringen af Mekka drog Allahs Sendebud, fred være med ham, mod Mekka, mens han fastede. Da han nåede Ghameem-dalen, fastede andre også sammen med ham. Det blev sagt til ham, at folkene led under fasten, og folkene ventede for at se, hvad han ville gøre med den faste, de holdt. Så lod Allahs Sendebud, fred være med ham, efter asr hente et kar med vand og drak af det. Alle så på. Nogle af dem brød fasten, mens andre fortsatte med at faste. Allahs Sendebud, fred være med ham, fik at vide, at nogle stadig fastede, og han sagde: »De har trodset.« (For han havde befalet dem at bryde fasten, men de havde overtrådt hans befaling). – Muslim, an-Nasa’i og at-Tirmidhi.
Hvis en person imidlertid har til hensigt at faste, mens han er bosat, og derefter begiver sig ud på en rejse i løbet af dagen, er det ifølge flertallet af de lærde ikke tilladt for ham at bryde fasten. Ifølge Ahmad og Ishaq er det tilladt.
At-Tirmidhi har berettet fra Muhammad ibn Ka’b: »I Ramadan kom jeg til Anas ibn Malik. Han var ved at gøre sig klar til en rejse og havde allerede gjort alle forberedelserne. Han havde endda taget rejsetøjet på. Pludselig bad han om at få bragt mad og spiste. Jeg spurgte: ‘Er dette en sunnah fra Allahs Sendebud?’ Han svarede: ‘Ja, det er sunnah.’ Derefter drog han af sted.« At-Tirmidhi sagde: »Hadithen er hasan.«
Det er berettet fra Ubayd ibn Jubayr, som sagde: I Ramadan steg jeg om bord på en båd sammen med Abu Basra al-Ghifari fra byen Fustat i det gamle Egypten. Abu Basra skubbede båden ud på vandet, bragte derefter mad frem og sagde: »Kom og spis.« Jeg sagde: »Er du ikke stadig inden for byens grænser?« Abu Basra sagde: »Tilsidesætter du Allahs Sendebuds sunnah?« – Ahmad og Abu Dawud.
Ash-Shawkani sagde: Disse to hadither beviser, at den rejsende kan bryde fasten, før han forlader det område, hvorfra han har til hensigt at rejse.
Ibn al-Arabi sagde: Hadithen fra Anas er autentisk, og det er tilladt at bryde fasten, så snart man har gjort sig klar til rejsen. Han sagde: Dette er den korrekte opfattelse. Det er tilladt at bryde fasten på den rejse, hvor det er tilladt at forkorte bønnerne. På samme måde er det tilladt at bryde fasten lige så længe det er tilladt at fortsætte med at forkorte bønnerne under et ophold et sted. Dette er allerede blevet behandlet udførligt i kapitlet om forkortelse af bønnen.
Ahmad, Abu Dawud, al-Bayhaqi og at-Tahawi beretter fra Mansur al-Kalbi: Dihya ibn Khalifa drog en gang i Ramadan fra et område i Damaskus til et sted, der lå omkring én farsakh, det vil sige cirka otte kilometer, borte, og han brød fasten sammen med en gruppe af sine ledsagere. De andre ønskede imidlertid ikke at bryde fasten. Da han vendte tilbage til sit område, sagde han: »Ved Allah, i dag har jeg set noget, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle se. En gruppe tilsidesatte den praksis, som Allahs Sendebud og hans ledsagere fulgte.« Dette sagde han om dem, der fortsatte med at faste. Derefter sagde han: »O Allah, tag mig op til Dig.«
Bortset fra Mansur al-Kalbi, som er den eneste overlever af denne hadith, er alle de øvrige overleveringskædens personer troværdige. Ifølge al-Ijli var Mansur al-Kalbi imidlertid også troværdig.
14. De, for hvem både det at bryde fasten og at indhente den senere er obligatorisk
De retslærde er enige om, at det er haram at faste under hayd og nifas (menstruation og barselsblødning). Hvis en kvinde faster under disse forhold, er fasten ugyldig. Hun skal dog senere indhente fastedagene.
Al-Bukhari og Muslim beretter, at Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: På Allahs Sendebuds tid blev vi pålagt at indhente de fastedage, vi havde mistet under menstruationen, men vi blev ikke pålagt at indhente bønnerne.
15. De dage, hvor det er forbudt at faste
De dage, hvor det udtrykkeligt er blevet forbudt i hadith at faste, er følgende:
1. Det er forbudt at faste på de to eid-dage: De lærde er enige om, at det er haram at faste på de to eid-dage, uanset om intentionen er at faste en obligatorisk eller frivillig faste. Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde nemlig: “Allahs Sendebud forbød at faste på disse to dage. Eid al-Fitr er den dag, hvor I bryder fasten efter Ramadan, og på Eid al-Adha spiser I af jeres offerkød.” – Ahmad og de fire øvrige anerkendte hadithsamlinger.
2. Det er forbudt at faste på ayyām al-tashrīq: Det er også forbudt at faste nogen form for faste i de tre dage efter Eid al-Adha. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud sendte Abdullah ibn Hudhafa rundt i Mina for at bekendtgøre: “Fast ikke på disse dage, for de er dage til at spise, drikke og ihukomme Allah.” – Ahmad.
Al-Tabarani berettede fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): “Allahs Sendebud sendte en udsending for at råbe følgende ud: Fast ikke på disse dage, for de er dage til at spise, drikke og have samleje.”
Imidlertid har imamerne i den shafiitiske madhhab tilladt faste på ayyām al-tashrīq, hvis det sker på grund af et løfte, en bod eller indhentning af en mistet faste. Men uden en sådan grund (blot med henblik på frivillig faste) er det enstemmigt forbudt at faste på disse dage. Ifølge dem svarer dette til bønnen, som er tilladt på forbudte tidspunkter, når der foreligger en tilsvarende grund.
3. Det er forbudt kun at faste om fredagen: Fredag er muslimernes ugentlige eid. Derfor er det i islamisk lov blevet forbudt at faste denne dag. Ifølge de fleste lærde betyder dette forbud dog ikke, at det er haram, men at det er makruh, hvis man specifikt vælger kun denne dag til faste. Men hvis man også faster dagen før eller dagen efter, hvis fredagen falder sammen med en dag, hvor man plejer at faste, eller hvis denne dag er Arafah eller Ashura, er det ikke makruh at faste om fredagen. Ifølge imam Malik og Abu Hanifa er det under ingen omstændigheder makruh at faste om fredagen.
Det er berettet fra Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud gik ind til de troendes mor, Juwayriya bint al-Harith. Det var fredag, og Juwayriya fastede. Han sagde til hende: “Har du fastet i går?” Juwayriya svarede: “Nej.” Han sagde: “Har du til hensigt at faste i morgen?” Juwayriya svarede: “Nej.” Da sagde Allahs Sendebud: “Så bryd din faste.” – Ahmad og al-Nasa’i.
Amir al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige: “Fredag er jeres eid-dag. Faste derfor ikke denne dag. Men hvis I faster dagen før eller dagen efter, må I faste denne dag.” – al-Bazzar; hadithens overleveringskæde er hasan.
ʿAlī, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis nogen af jer ønsker at faste en frivillig faste, så lad ham faste torsdag og ikke fredag. For fredag er dagen for at spise og drikke samt ihukommelse af Allah. – Ibn Abī Shayba.
Det er overleveret fra Jābir i al-Bukhārī og Muslim, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Fast ikke kun fredag, medmindre I faster en dag før eller en dag efter den. I en overlevering hos Muslim lyder det: Udvælg ikke kun fredagaften blandt alle andre aftener til bøn, og udvælg ikke kun fredag blandt alle andre dage til faste. Men hvis fredag falder på den dag, hvor en af jer plejer at faste, er der intet til hinder for det.
4. At udvælge kun lørdag til faste: Det er overleveret fra Budr as-Sulamī, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Fast ikke om lørdagen, bortset fra de faste, der er pålagt jer. (Hvis den falder på den dag, man plejer at faste, er det tilladt at faste på ʿArafa-dagen, indhente en faste, opfylde et løfte eller faste frivilligt.) Hvis nogen af jer ikke finder andet end drueskind eller et stykke træ, så lad ham lægge det ud. – Aḥmad, Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah.
At-Tirmidhī sagde: Betydningen af, at det er makruh at faste denne dag, er, at man ikke bør udvælge lørdag til faste. For jøderne anser lørdagen for hellig.
De troendes moder, Umm Salama, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, fastede oftere om lørdagen og søndagen end på andre dage. Og han sagde: Disse to dage er polyteisternes festdage. Jeg ønsker at modsætte mig dem. – Aḥmad, al-Bayhaqī, al-Ḥākim og Ibn Khuzayma. Al-Ḥākim og Ibn Khuzayma sagde, at dette er en autentisk hadith.
Det er på grundlag af disse beviser, at det ifølge de hanafitiske, shafiitiske og hanbalitiske retsskoler er makruh udelukkende at faste om lørdagen. Imām Mālik anser det derimod ikke for makruh på grundlag af den sidstnævnte hadith.
5. Forbud mod at faste på en tvivlsom dag: ʿAmmār ibn Yāsir, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: “Den, der faster på en tvivlsom dag, modsætter sig Muḥammad, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham.” – Abū Dāwūd, at-Tirmidhī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah.
At-Tirmidhī sagde: Dette er en autentisk og god hadith. Det er dette, der følges af flertallet af de lærde. Det var også Sufyān ath-Thawrīs, Mālik ibn Anas’, ʿAbdullāh ibn al-Mubāraks, ash-Shāfiʿīs, Aḥmads og Isḥāqs opfattelse. De anså alle faste på en tvivlsom dag for makruh. Ifølge flertallet af dem skal den, der faster denne dag, og det senere fastslås, at dagen var en dag i Ramadan, indhente én dags faste i stedet for den. Men hvis han fastede i overensstemmelse med sin sædvanlige faste, er hans faste gyldig og ikke makruh. Ifølge hanafitternes opfattelse er den faste tilstrækkelig for ham, hvis det bliver fastslået, at dagen var en dag i Ramadan.
Det er overleveret fra Abū Hurayra, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Fast ikke en eller to dage før Ramadanfasten, medmindre det er en faste, som nogen plejer at holde; så må han gerne faste den dag. – Overleveret i alle de autentiske hadithsamlinger.
At-Tirmidhi har sagt: Denne hadith er sahih og god og følges af de lærde. De anser det for makruh, at nogen af ærbødighed for Ramadan i hast begynder at faste allerede før Ramadan begynder. Hvis nogen derimod plejer at faste på en bestemt dag, og denne dag tilfældigvis falder på netop denne dag, er der ingen indvending imod det.
6. Det er forbudt at faste hele året: Det er haram at faste hele året, inklusive de dage, hvor det er forbudt at faste. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der faster hele året, har slet ikke fastet.« – Ahmad, al-Bukhari og Muslim.
Hvis han imidlertid bryder fasten på de to eid-dage og på tashriq-dagene og faster resten af dagene, er det ikke makruh at faste på denne måde hele året, forudsat at den fastende har fysisk styrke til at faste hele året.
At-Tirmidhi har sagt: En gruppe lærde har anset det for makruh at faste hele året, hvis man ikke bryder fasten på Eid al-Fitr, Eid al-Adha og tashriq-dagene. Hvis man bryder fasten på disse dage, er det ikke makruh at faste resten af året. Det samme er Malik, ash-Shafi’i, Ahmad og Ishaqs opfattelse. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, godkendte Hamzah al-Aslamis kontinuerlige faste ved at sige: »Hvis du vil, så fast, og hvis du vil, så bryd fasten.«
7. En hustru må ikke faste frivilligt uden sin mands tilladelse, når han er hjemme: Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød hustruen at faste frivilligt uden sin mands tilladelse, når han var hjemme. Abu Hurayrah berettede, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når manden er hjemme, må hustruen ikke faste nogen anden faste end Ramadan-fastens uden hans tilladelse.« – Ahmad, al-Bukhari og Muslim. De lærde har anset Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbud for at være af en sådan karakter, at det medfører haram, og de har fastslået, at manden må få hende til at bryde fasten, hvis hun faster uden hans tilladelse. Hun har således krænket hans ret. Man skal dog være opmærksom på, at dette gælder faste ud over Ramadan. Den obligatoriske Ramadan-faste afhænger ikke af mandens tilladelse. Hun må faste uden hans tilladelse, selv om han ikke er hjemme. Når han kommer hjem, må manden få hende til at bryde fasten. Selv hvis manden er syg og ude af stand til samleje, mens han er hjemme, er det ugyldigt for hustruen at faste uden hans tilladelse.
16. Det er forbudt at faste kontinuerligt
At faste uafbrudt uden suhur og iftar kaldes sawm al-wisal eller kontinuerlig faste.
1. Abu Hurayrah berettede, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Pas på, at I ikke faster kontinuerligt« – det sagde han tre gange. Folkene sagde: »Allahs Sendebud, du faster jo kontinuerligt?« Han sagde: »I er ikke som mig i denne henseende. Min Herre giver mig mad og drikke hele natten.« (Det vil sige, Han giver mig styrke som den, der spiser og drikker.) Påtag jer derfor kun det, som I har kræfter til at udføre. – al-Bukhari og Muslim. Faqih’erne har anset dette forbud for at være makruh. Ahmad, Ishaq og Ibn al-Mundhir har tilladt at faste uafbrudt indtil suhur, hvis det ikke volder den fastende stor vanskelighed. Al-Bukhari berettede nemlig fra Abu Sa’id al-Khudri, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Faster ikke kontinuerligt. Men hvis nogen absolut ønsker at gøre det, skal han fortsætte indtil suhur.«
17. De frivillige faster, som er sunnah
Allahs Sendebud (fred være med ham) var meget ivrig efter at faste på følgende dage:
De seks fastedage i Shawwal: Alle de anerkendte hadith-samlinger undtagen Bukhari og Nasa’i har overleveret fra Abu Ayyub Ansari (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, der faster i Ramadan og derefter faster seks dage i Shawwal, er som den, der faster hele året.« Dette gælder den, der hvert år faster i Ramadan. De lærde har sagt: Hver god gerning belønnes tidoblet. Ramadanens måned svarer til ti måneder, og de seks dage i Shawwal svarer til to måneder.
Ifølge imam Ahmad er de seks fastedage i Shawwal opfyldt, uanset om man faster dem i træk eller med pauser imellem. Det gør ingen forskel med hensyn til belønningen. Ifølge hanafitterne og shafiitterne er det dog bedst at faste de seks dage sammenhængende umiddelbart efter eid.
Fasten på Arafah-dagen for den, der ikke udfører hajj:
1. Det er overleveret fra Abu Qatadah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Fasten på Arafah-dagen soner synderne fra det foregående og det efterfølgende år. Og fasten på Ashura-dagen soner synderne fra det foregående år.« – Alle de anerkendte hadith-samlinger undtagen Bukhari og Tirmidhi.
2. Det er overleveret fra Hafsah (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (fred være med ham) aldrig undlod fire ting: at faste på Ashura-dagen, at faste de første ti dage af Dhu al-Hijjah (det vil sige de første ni dage), at faste tre dage hver måned samt at bede to rak‘ah om morgenen før morgenmaden (ishraq). Ahmad og Nasa’i.
3. Det er overleveret fra Uqbah ibn Amir (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Arafah-dagen, offerdagen og tashriq-dagene er vores muslimske eid-dage og dage til at spise og drikke.« – Alle de øvrige anerkendte hadith-samlinger undtagen Ibn Majah.
4. Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) forbød den, der opholder sig på Arafahs slette, at faste. – Ahmad, Abu Dawud, Nasa’i og Ibn Majah.
At-Tirmidhi sagde: Ifølge de lærde er det anbefalet at faste på Arafah-dagen alle andre steder end på Arafah.
5. Det er overleveret fra Umm al-Fadl, at folk var i tvivl om, hvorvidt Allahs Sendebud, fred være med ham, fastede på Arafah-dagen. Jeg sendte ham noget mælk. Han holdt dengang en prædiken på Arafats slette. Mens han holdt prædikenen, drak han mælken. – Al-Bukhari og Muslim.
Betydningen af fasten i Muharram og på Ashura-dagen:
1. Det er overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, blev spurgt: »Hvilken bøn er den bedste efter de obligatoriske bønner?« Han svarede: »Bønnen midt om natten.« Der blev spurgt: »Hvilken faste er den bedste efter Ramadan?« Han svarede: »Den måned, der tilhører Allah, og som I kalder Muharram.« – Ahmad, Muslim og Abu Dawud.
2. Det er overleveret fra Mu’awiyah ibn Abu Sufyan, må Allah være tilfreds med ham, at jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige: »I dag er Ashura-dagen. Det er ikke gjort obligatorisk for jer at faste denne dag. Jeg faster. Den, der ønsker det, kan faste. Den, der ønsker det, kan faste. Og den, der ønsker det, kan lade være med at faste.« – Al-Bukhari og Muslim.
3. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Quraysh plejede at faste på Ashura-dagen i uvidenhedens tid. Allahs Sendebud, fred være med ham, fastede også. Da han kom til Medina, fastede han stadig og beordrede folk til at faste. Da fasten i Ramadan senere blev gjort obligatorisk, sagde han: Den, der ønsker det, kan faste på Ashura-dagen, og den, der ønsker det, kan lade være.« – Al-Bukhari og Muslim.
4. Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, kom til Medina. Han så, at jøderne fastede på Ashura-dagen. Han sagde: »Hvad er dette?« De svarede: »Det er en storslået dag. På denne dag befriede Allah Moses og Israels børn fra deres fjenders greb. Derfor fastede Moses på denne dag.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg har større ret til Moses end jer.« Han fastede denne dag og beordrede alle til at faste. – Al-Bukhari og Muslim.
5. Det er overleveret fra Abu Musa al-Ashari, må Allah være tilfreds med ham: »Jøderne ærede Ashura-dagen meget og fejrede den som en festdag. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde til muslimerne: Fast på denne dag.« – Al-Bukhari og Muslim.
6. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) beretter: Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fastede på Ashuras dag og befalede andre også at faste, sagde folk: »Allahs Sendebud, denne dag æres jo af jøderne og de kristne.« Han sagde: »Hvis Allah vil, vil vi også faste på den niende dag næste år.« Ibn Abbas sagde: Før det følgende år kom, døde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). – Muslim og Abu Dawud.
I en anden overlevering sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Hvis jeg lever til næste år, vil jeg bestemt også faste på den niende dag (det vil sige sammen med den tiende dag).« – Ahmad og Muslim.
De lærde har nævnt, at fasten på Ashuras dag er af tre slags: For det første at faste i tre dage: den niende, tiende og ellevte Muharram. For det andet at faste i to dage: den niende og tiende Muharram. For det tredje at faste på den tiende Muharram.
At bruge mere på familien på Ashuras dag. Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Den, der bruger mere på sig selv og sin familie på Ashuras dag, vil Allah give velstand hele året.« – Bayhaqi.
At tilbringe det meste af Sha’ban fastende: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fastede det meste af Sha’ban. Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Jeg har aldrig set Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) faste en hel måned, bortset fra Ramadan. Og jeg har ikke set ham faste mere i nogen anden måned end i Sha’ban.« – Bukhari og Muslim
Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at han sagde: »Allahs Sendebud, jeg har aldrig set dig faste så meget i nogen anden måned som i Sha’ban.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Folk er uopmærksomme på denne måned, som ligger mellem Rajab og Ramadan. I denne måned bliver menneskenes handlinger forelagt Verdenernes Herre. Derfor ønsker jeg, at mine handlinger bliver forelagt, mens jeg faster.« – Abu Dawud og Nasa’i.
Der findes ingen autentiske beviser for at anse fasten midt i Sha’ban for mere fortjenstfuld end fasten på andre dage eller for at udpege den særligt.
Faste i de forbudte måneder. De forbudte måneder er fire: Dhu al-Qa’dah, Dhu al-Hijjah, Muharram og Rajab. Det er anbefalet at faste meget i disse måneder.
Det berettes fra en mand fra Bahila-stammen, at han kom til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Allahs Sendebud, jeg kom til dig sidste år.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvorfor har du forandret dig så meget? Din krop og dit ansigt var jo smukke.« Han sagde: »Siden den dag, jeg sidst mødte dig, har jeg ikke spist noget om dagen, kun om natten.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvorfor har du påført dig selv denne belastning? Faste i tålmodighedens måned (det vil sige Ramadan), og fast én dag hver måned.« Han sagde: »Giv mig mere; jeg har kræfter til det.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fast to dage hver måned.« Han sagde: »Giv mig lidt mere.« Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Faste i de forbudte måneder nogle dage, og lad være med at faste andre dage« – det sagde han tre gange. Han samlede tre af sine fingre én gang og skilte dem derefter ad. (Det vil sige, at han antydede, at man skulle faste tre dage og derefter lade være med at faste i tre dage.) – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah.
Fasten i Rajab har sammenlignet med fasten i andre måneder kun den særlige egenskab, at det er en forbudt og ærværdig måned. Der findes ingen autentisk hadith, der beviser en særlig fortjeneste ved at faste i denne måned. Det, der findes, er ikke egnet til at blive fremført som bevis. Ibn Hajar siger: Der findes ingen autentisk hadith om en særlig fortjeneste ved denne måned eller om fortjenesten ved at faste på en bestemt dag i denne måned eller bede nattebøn på en bestemt nat.
Fasten mandag og torsdag: Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at de dage, hvor Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) fastede mest, var mandag og torsdag. Da han blev spurgt om grunden, sagde han: Hver mandag og torsdag bliver menneskenes handlinger forelagt Allah. Da tilgiver Allah enhver muslim – eller, sagde han, enhver troende. Men Han tilgiver ikke de to troende, som har afbrudt samtalen med hinanden. Allah siger: Udsæt afgørelsen vedrørende disse to. – Ahmad. I Muslim findes følgende: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) blev spurgt om fasten om mandagen. Han sagde: På den dag blev jeg født, og på den dag blev åbenbaringen sendt ned til mig.
At faste tre dage hver måned: Abu Dharr al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) anbefalede os hver måned – i den islamiske månemåned – at faste tre dage under ayyām al-bīḍ, nemlig den trettende, fjortende og femtende dag, og sagde: Dette svarer til at faste hele året. – al-Nasa’i.
Det er også blevet overleveret fra Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), at han i én måned fastede lørdag, søndag og mandag og i den næste måned tirsdag, onsdag og torsdag. I nogle hadither står der, at han fastede tre dage fra begyndelsen af hver måned. I nogle hadither står der, at han fastede torsdag, den første dag i måneden, den følgende mandag og mandagen derefter.
At faste én dag og ikke faste den næste: Abdullah ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde til mig: Jeg har hørt, at du står op og beder hele natten og faster om dagen? Jeg sagde: O Allahs Sendebud, det har du hørt rigtigt. Han sagde: Fast nogle gange, og lad være med at faste andre gange. Bed nogle gange, og sov andre gange. For din krop har en ret over dig, din hustru har en ret over dig, og din gæst har en ret over dig. Det er tilstrækkeligt for dig at faste tre dage hver måned. Derefter ønskede jeg at gøre det strengere, og han gjorde det strengere for mig. Jeg sagde: Jeg føler, at jeg har styrke til det. Han sagde: Så fast tre dage hver uge. Derefter ønskede jeg at gøre det strengere, og han gjorde det strengere. Jeg sagde: O Allahs Sendebud, jeg føler, at jeg har styrke til det. Han sagde: Fast som Allahs profet Dawud. Gå ikke ud over det. Jeg sagde: O Allahs Sendebud, hvordan fastede Dawud? Han sagde: Han fastede én dag og lod være med at faste den næste. – Ahmad og andre. Det er også blevet overleveret fra Abdullah ibn Amr, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den mest elskede faste hos Allah er Dawuds faste, og den mest elskede bøn hos Allah var Dawuds bøn. Han sov nogle gange halvdelen af natten og andre gange en sjettedel af natten, og han tilbragte en tredjedel af natten med bøn. Han fastede én dag og lod være med at faste den næste.«
18. Det er tilladt at bryde en frivillig faste
1. Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) kom til mig det år, hvor Mekka blev erobret. Der blev tilbudt ham en drik, og han drak den. Derefter rakte han den til mig, så jeg kunne drikke. Jeg sagde: Jeg faster. Han sagde: Den, der udfører en frivillig tilbedelseshandling, har frihed over sin egen sag. Hvis du vil, kan du faste, og hvis du vil, kan du bryde fasten. – Ahmad, al-Daraqutni.
2. Abu Juhaifa sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) knyttede Salman og Abu al-Darda sammen i broderskab. En dag gik Salman til Abu al-Dardas hus. Han så Umm al-Darda, Abu al-Dardas hustru, iført meget enkelt tøj. Derfor spurgte han hende: Hvad er der sket med dig? Umm al-Darda sagde: Din bror Abu al-Darda har ingen interesse for noget i denne verden. Straks kom Abu al-Darda. Så snart han kom, sørgede han for mad til Salman. Derefter sagde han til Salman: Spis, jeg faster. Salman sagde: Jeg spiser ikke, hvis du ikke spiser. Så han spiste. Da det blev nat, og Abu al-Darda ville gå for at bede, sagde Salman til ham: Sov. Abu al-Darda sov. Da han igen ville gå, sagde Salman: Sov. Abu al-Darda sov. Da det blev den sidste del af natten, sagde Salman: Stå nu op og bed. Derefter bad de begge. Så sagde Salman: Din Herre har en ret over dig, ligesom du selv har en ret over dig, og din familie har en ret over dig. Giv derfor enhver den ret, der tilkommer ham. Abu al-Darda fortalte derefter Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) om denne hændelse. Allahs Sendebud sagde: Salman har talt sandt. – al-Bukhari og al-Tirmidhi.
3. Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg tilberedte mad til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham). Han og hans ledsagere kom til mig. Da maden blev serveret, sagde en af dem: Jeg faster. Allahs Sendebud sagde: Din bror har inviteret jer og gjort sig besvær for jer. Bryd din faste i dag, og fast en anden dag i stedet – hvis du ønsker det. – al-Bayhaqi; overleveringskæden er hasan.
På grundlag af disse tydelige og autentiske hadither mener flertallet af de lærde, at det er tilladt for den, der faster frivilligt, at bryde fasten. Det er dog anbefalelsesværdigt for ham at indhente denne faste.
19. Nogle regler, der bør overholdes under fasten
Det er anbefalelsesværdigt for den fastende at overholde følgende regler:
1. At spise sahur: Hele ummaen er enig om, at det er anbefalelsesværdigt at spise sahur, og den, der faster uden at spise sahur, begår ingen synd. Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, beretter: Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Spis sahur, for der er velsignelse i sahur.” Bukhari og Muslim.
Miqdad ibn Ma’di Karib beretter, at Sendebuddet, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Spis sahur, for det er et velsignet måltid.” – Nasa’i.
At det er velsignet betyder, at det giver den fastende styrke og gør det lettere at faste.
Hvor meget mad er tilstrækkeligt til sahur? Uanset om maden er lidt eller meget, er sahur fuldført. Selv hvis man drikker en mundfuld vand, er sahur fuldført. Abu Sa’id al-Khudri sagde: “Der er velsignelse i sahur. Undlad ikke sahur. Spis sahur, selv hvis det blot er ved at drikke en mundfuld vand, for Allah viser barmhjertighed mod dem, der spiser sahur, og englene beder for dem. – Ahmad.
Tidspunktet for sahur: Tiden for sahur begynder ved midnat og varer indtil fajr. Det er dog anbefalelsesværdigt at udsætte den. Zayd ibn Thabit, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi spiste sahur sammen med Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Derefter gik vi til bønnen (det vil sige fajr-bønnen). Beretteren siger: Jeg spurgte: Hvor lang tid var der imellem? Han svarede: Halvtreds vers. (Det vil sige, så lang tid som det tager at recitere halvtreds vers.) – Bukhari og Muslim.
Amr ibn Maymun sagde: Allahs Sendebuds, Allahs velsignelser og fred være med ham, ledsagere skyndte sig med iftar og tog sig god tid med sahur.
Abu Dharr al-Ghifari, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Min ummah vil forblive på det gode, så længe de bryder fasten hurtigt og spiser suhur sent.« Hvis der opstår tvivl om, hvorvidt daggryet er kommet, hvis der opstår tvivl om daggryets indtræden, er det tilladt at spise og drikke, indtil man er sikker på, at daggryet er kommet. Man må ikke handle på grundlag af tvivl og usikkerhed. Allah har nemlig fastsat sikkerhed, ikke tvivl om daggryets indtræden, som det tidspunkt, hvor man skal ophøre med at spise og drikke. Han har sagt:
وكُلُوا وَاشْرَبُوا حتى يتبين لكم الخيط الأبيض مِنَ الْخَيْطِ الْأَسْوَدِ مِنَ الْفَجْرِ .
»Spis og drik, indtil den hvide tråd, det vil sige daggryet, tydeligt kan skelnes for jer fra den sorte tråd.« (Sura al-Baqara, vers 187)
En mand sagde til Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: »Når jeg bliver i tvivl, mens jeg spiser suhur, holder jeg op med at spise.« Ibn Abbas sagde: »Bliv ved med at spise, så længe du er i tvivl, indtil tvivlen er forsvundet.«
Abu Dawud har sagt: Imam Abu Abdullah Ahmad ibn Hanbal har sagt: »Når den fastende er i tvivl om, hvorvidt daggryet er kommet, skal han fortsætte med at spise, indtil han er sikker på, at daggryet er kommet.« Dette er Ibn Abbas’, Ata’s og Awza’is opfattelse.
An-Nawawi har sagt: Det er tilladt for den, der er i tvivl om daggryets tidspunkt, at spise; dette er shafiitternes enstemmige opfattelse.
2. At bryde fasten hurtigt: Det er anbefalet, at den fastende bryder fasten hurtigt, efter at solnedgangen er blevet bekræftet. Det er overleveret fra Sahl ibn Sa’d, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Folk vil forblive på det gode, så længe de bryder fasten hurtigt.« Al-Bukhari og Muslim.
Det er bedst at bryde fasten med et ulige antal friske, modne dadler. Hvis man ikke kan få fat i dem, kan man også gøre det med vand. Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, plejede at bryde fasten før bønnen med friske, modne dadler. Hvis der ikke var dadler, gjorde han det med tørrede dadler. Hvis der heller ikke var det, drak han nogle slurke rent vand.« Abu Dawud, al-Hakim og at-Tirmidhi.
Det er overleveret fra Salman ibn Amir, må Allah være tilfreds med ham, at Guds Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Når nogen af jer faster, bør han bryde fasten med tørrede dadler. Hvis han ikke har dem, så med vand, for vand renser.« Ahmad og at-Tirmidhi.
Denne hadith viser, at det er mustahabb at bryde fasten på denne korte måde før maghrib-bønnen. Efter bønnen kan man spise resten af måltidet. Men hvis iftar-måltidet allerede er tilberedt, skal man begynde med det. Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når aftensmaden bliver serveret ved iftar, så begynd med den før maghrib-bønnen, og skynd dig ikke med at afslutte iftar, mens maden står tilbage. – al-Bukhari og Muslim.
3. At bede under fasten ved iftar-tid: Ibn Majah beretter fra Abdullah ibn Amr ibn al-As (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den fastendes bøn ved iftar-tid bliver ikke afvist. Ved iftar plejede Abdullah at fremsige denne bøn: O Allah, jeg beder Dig, ved Din barmhjertighed, som omfatter alt andet, om at tilgive mig.
Det er også bevist, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Tørsten er slukket, årerne er blevet fugtet med vand, og fastens belønning er, hvis Allah vil, opnået. Det er også blevet overleveret, at han sagde: O Allah, for Din skyld fastede jeg, og med Din forsyning brød jeg fasten. Al-Tirmidhi har med en autentisk overleveringskæde berettet, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Tre menneskers bøn bliver ikke afvist: den fastende, indtil han bryder fasten (heraf forstås, at det er mustahabb at bede under hele fasten), den retfærdige hersker og den undertrykte, forurettede person.
4. At afholde sig fra handlinger, der ikke passer med fasten: Fasten er en af de bedste former for tilbedelse, som hjælper mennesket med at komme nær Allah. Allah har foreskrevet den for at forædle menneskets tilbøjeligheder og vænne det til gode handlinger. Derfor bør den fastende afholde sig fra handlinger, der skader hans faste, så han kan drage fordel af sin faste og opnå den taqwa, som Allah omtaler i følgende ord:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ كَمَا كُتِبَ عَلَى الَّذِينَ مِن قَبْلِكُمْ لَعَلَّكُمْ تَتَّقُونَ
“O I, der tror! Fasten er foreskrevet jer, ligesom den blev foreskrevet dem før jer, for at I kan opnå taqwa (at afholde sig fra onde handlinger af frygt for Allah).” (Sura al-Baqara, vers 183)
Faste består ikke blot i at afholde sig fra mad og drikke samt andre handlinger, der er forbudte under fasten. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Faste består ikke blot i at afholde sig fra mad og drikke, men også i at afholde sig fra al tom snak, uretfærdighed og uanstændighed. Hvis nogen fornærmer dig eller behandler dig uretfærdigt, så sig: Jeg faster, jeg faster. – Ibn Khuzayma, Ibn Hibban og al-Hakim.
Abu Hurayra har berettet i alle de autentiske hadith-samlinger undtagen Muslim, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Allah har ikke brug for, at den, der ikke afholder sig fra løgn og onde handlinger, afholder sig fra mad og drikke. (Det vil sige, at Allah ikke accepterer hans faste.) Han sagde også: Der findes mange fastende, som ikke opnår andet gennem deres faste end sult, og mange, der tilbringer natten i bøn, som ikke opnår andet end at have holdt sig vågne om natten. – al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim.
5. At bruge miswak: Det er mustahabb for den fastende at bruge miswak under fasten. Der er ingen forskel på den første og den sidste del af dagen i denne henseende. Imam al-Tirmidhi har sagt: Imam al-Shafi’i mente ikke, at der var noget problem i at bruge miswak hverken i begyndelsen eller slutningen af dagen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) brugte miswak, mens han fastede. Dette er allerede blevet omtalt.
6. Gavmildhed og beskæftigelse med Koranen
Gavmildhed og beskæftigelse med Koranen er altid anbefalelsesværdigt. I Ramadanen er der dog lagt endnu større vægt på det.
Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud var det mest gavmilde af alle mennesker. Og han var mest gavmild i Ramadanen, når Jibril mødte ham. Jibril mødte ham hver nat i Ramadanen og studerede Koranen sammen med ham. Allahs Sendebud var i sandhed endnu hurtigere i sin gavmildhed end den stormende vind. (Det vil sige, at han gav så omfattende og hurtigt, at selv den stormende vind måtte se sig overgået af ham i hurtighed.)
7. Ihærdig dyrkelse i de sidste ti dage af Ramadanen: 1. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud, når de sidste ti dage af Ramadanen begyndte, holdt sig vågen om natten, vækkede sin familie og anstrengte sig ihærdigt i gudsdyrkelsen. Ifølge en anden overlevering hos Muslim gjorde han sig mere umage i de sidste ti dage end på noget andet tidspunkt.
2. Al-Tirmidhi har overleveret fra Ali, at Allahs Sendebud vækkede sin familie i de sidste ti dage af Ramadanen og selv udførte gudsdyrkelsen med stor ihærdighed.
20. Handlinger, der er tilladte under fasten
Følgende handlinger er tilladte under fasten:
1. At gå i vandet og dykke: Abu Bakr ibn Abd al-Rahman har overleveret fra en af Allahs Sendebuds ledsagere: Jeg så Allahs Sendebud hælde vand over sit hoved, mens han fastede, på grund af stærk varme eller tørst. Ahmad, Malik og Abu Dawud.
Desuden er det overleveret hos al-Bukhari og Muslim fra Aisha: Allahs Sendebud kunne undertiden vågne om morgenen, mens han fastede og stadig var i tilstanden janabah (urenhed forårsaget af samleje). Derefter foretog han den rituelle afvaskning.
Hvis vand utilsigtet trænger ned i den fastendes mave, er hans faste gyldig.
2. At påføre kohl eller dryppe en hvilken som helst væske i øjnene, uanset om man mærker dens smag i halsen eller ej, skader ikke fasten. Det skyldes, at intet fra øjet når ned i maven. Det er blevet overleveret om Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han påførte sig kohl, mens han fastede. Dette er opfattelsen hos imam al-Shafiʿis tilhængere, Ibn al-Mundhir, ʿAta, Hasan, al-Nasaʾi, al-Awzaʿi, Abu Hanifa og Abu Thawr. Blandt ledsagerne var det også opfattelsen hos Ibn ʿUmar, Anas og Ibn Abi Awfa. Dette var også Dawuds opfattelse. Al-Tirmidhi mener dog, at der ikke findes nogen pålidelig overlevering fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) om disse spørgsmål.
3. At kysse sin hustru: Det er tilladt for den, der er i stand til at beherske sig.
Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kyssede, mens han fastede, og berørte sine hustruers kroppe. Han var bedre end nogen af jer i stand til at beherske sin lidenskab.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »En dag blev jeg ophidset og kyssede. Jeg fastede på det tidspunkt. Derefter kom jeg til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: Jeg har i dag gjort noget frygteligt. Jeg kyssede, mens jeg fastede. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvad mener du, der ville være sket, hvis du havde skyllet munden med vand, mens du fastede? Jeg sagde: Der ville ikke være sket noget. Han sagde: Hvad er så problemet med dette?«
Ibn al-Mundhir sagde: Umar, Ibn Abbas, Abu Hurayra, Aisha, ʿAta, al-Shaʿbi, Hasan, Ahmad og Ishaq har tilladt kys. Ifølge hanafitternes og shafiʿitternes retsskole er det makruh for den, hvis lidenskab bliver ophidset, at kysse, mens det ikke er makruh for andre. Det er dog bedst at undgå det.
I denne henseende er der ingen forskel på unge og gamle. Det afgørende er seksuel ophidselse og frygten for sædafgang. Hvis en ung eller en fysisk stærk gammel person bliver seksuelt ophidset, er det makruh. For en gammel person eller en svag ung person, som ikke bliver seksuelt ophidset, er det ikke makruh. Under alle omstændigheder er det dog bedst at afstå fra det, uanset om man kysser på hagen, munden eller et andet sted. På samme måde regnes det at berøre kroppen med hånden og at omfavne som former for kys.
4. At få en indsprøjtning: Dens retslige status er den samme som ved kys, uanset om den gives med henblik på ernæring eller et andet formål, og uanset om den gives i en blodåre eller under huden. Det skyldes, at medicinen på denne måde ganske vist når ned i maven, men ikke gennem den naturlige vej.
5. At få foretaget hijama: Det er ikke forbudt at få tappet blod fra hovedet eller en anden del af kroppen ved hjælp af hijama eller et andet redskab. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fik tappet blod, mens han fastede. Hvis det imidlertid medfører svækkelse hos den fastende, er det makruh. Thabit al-Bunani spurgte Anas (må Allah være tilfreds med ham): »Betragtede I på Allahs Sendebuds tid det som forkert at tappe blod hos en fastende?« Anas svarede: »Nej, men hvis vi frygtede, at det ville medføre svækkelse, gjorde vi det ikke.« – Al-Bukhari.
6. At skylle munden og føre vand op i næsen: Det er dog makruh at overdrive dette, såsom ved at gurgle. Det er overleveret fra Laqit ibn Sabira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når du fører vand op i næsen, så gør det grundigt, men ikke når du faster.« – Al-Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasaʾi og Ibn Maja.
De lærde har dog anset det for makruh at anvende medicin i næsen og har ment, at der er risiko for, at noget af det bliver slugt. Der findes belæg i hadith, som støtter deres udsagn.
Ibn Qudama sagde: Hvis vand under udførelsen af wudu eller ghusl, når man skyller munden eller fører vand op i næsen, utilsigtet når ned i halsen uden overdreven brug af vand, skader det ikke fasten. Dette er den ene af al-Awzaʿis og Ishaqs to opfattelser samt den ene af al-Shafiʿis to opfattelser. Det var også Ibn Abbas’ opfattelse.
Ifølge Malik og Abu Hanifa brydes fasten derved. For han har ført vand ned i maven, selv om han var bevidst om, at han fastede. Derfor brydes fasten på samme måde, som den brydes, når man med vilje drikker vand. Fasten vil altså også i dette tilfælde være brudt.
Ibn Qudama siger: Det første synspunkt er det stærkeste (det vil sige, at fasten ikke brydes). Vi har desuden det argument, at vandet er kommet ned i hans svælg uden hans hensigt og uden overdreven brug af vand. Hvis en flue flyver ind i en persons hals, bryder det ikke fasten; på samme måde brydes fasten heller ikke i dette tilfælde. Forskellen mellem dette og bevidst at føre vand ned i svælget er klar. (Ibn Abbas sagde: Hvis en flue kommer ind i den fastendes hals, brydes fasten ikke.)
7. Andre forhold: På samme måde gælder det ting, som det er umuligt at undgå, såsom at sluge spyt og støv fra vejen, samt mel, der kommer ned i halsen under sigtning, slim og lignende, der kommer ned i halsen. Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Det er tilladt at se på en fødevare, man overvejer at købe, og at smage på den for at undersøge dens kvalitet. Hasan tyggede valnødder for sit barnebarn, mens han fastede. Ibrahim har også tilladt dette. Det er dog makruh at tygge klæbrige fødevarer, som ikke går i stykker, når man tygger dem. Al-Sha’bi, al-Nakha’i samt de hanafitiske, shafiitiske og hanbalitiske imamer har også anset det for makruh. Aisha og Ata anså det derimod for tilladt, fordi det ikke når ned i maven. Det er som et stykke sten, der holdes i munden. Dette gælder kun fødevarer, der ikke går i stykker eller deles i stykker, når man tygger dem. Hvis en fødevare går i stykker, og et stykke kommer ned i maven, brydes fasten derved. Ibn Taymiyya sagde: Det er tilladt for den fastende at indånde duftende stoffer. Der har imidlertid været uenighed blandt de lærde om brug af kohl, injektioner, indføring af dråber af væske i penisåbningen og anvendelse af medicin på en person, der er såret midt på hovedet eller inde i maven. Nogle mener, at fasten brydes ved nogle af disse ting. Nogle mener, at fasten brydes ved dem alle undtagen brug af kohl. Nogle mener, at fasten brydes ved dem alle, men ikke ved dråber. Andre mener, at fasten brydes ved alle undtagen kohl og dråber. Derefter erklærede han det førstnævnte synspunkt for det stærkeste og sagde, at det stærkeste synspunkt er, at ingen af disse ting bryder fasten. Fasten er nemlig en del af islam, og det er obligatorisk for enhver muslim at tilegne sig viden om den. Hvis disse handlinger havde været sådanne, at Allah og Hans Sendebud havde forbudt dem under fasten, og at de ødelagde fasten, ville det have været Allahs Sendebuds pligt at forklare dette klart. Hvis han havde forklaret det, ville ledsagerne have kendt til det og have viderebragt det til ummaen, ligesom de viderebragte de øvrige regler i shariaen. Men når vi ser, at ingen ledsager eller lærd har overleveret nogen hadith – hverken autentisk eller svag – fra Allahs Sendebud om disse forhold, står det klart, at hverken Allah eller Hans Sendebud har erklæret nogen af dem for forkastelige eller for noget, der bryder fasten. Hvad angår handlinger, som er uundgåelige og udbredte overalt, er det nødvendigt, at Sendebudet fremsætter en generel og universel erklæring om dem, og at ummaen overleverer den fra én generation til den næste. Det er derfor klart, at brug af kohl og lignende hører til de uundgåelige og udbredte forhold, såsom at påføre olie, bade, bruge parfume og anvende røgelse. Hvis disse ting ødelagde fasten, ville Sendebudet have forklaret det, ligesom han forklarede de andre handlinger, der bryder fasten. Når han ikke forklarede det, er det klart, at de hører til samme kategori som at bruge parfume, røgelse og olie. Røgelse kan undertiden stige op til næsen, trænge ind i hjernen og sprede sig i hele kroppen. Kroppen optager også olien, som trænger ind i kroppen og giver den næring. På samme måde tilfører parfume kroppen betydelig styrke. Når han ikke forbød den fastende disse ting, blev det bevist, at det er tilladt at anvende røgelse, parfume, olie og kohl. På Allahs Sendebuds tid blev muslimer såret i hovedet eller maven under jihad eller ved andre begivenheder, og de anvendte medicin på sårene. Hvis dette brød fasten, ville han naturligvis have forklaret det klart. Da han ikke forbød den fastende at anvende disse ting, blev det klart, at de hverken er forbudte eller noget, der bryder fasten. Kohl tilfører ikke kroppen nogen føde eller næring. Ingen fører kohl ind i maven, hverken gennem næsen eller gennem munden. På samme måde tilfører en injektion, der fjerner et stof fra kroppen, ikke kroppen føde eller næring; den udskiller tværtimod noget fra kroppen. Det svarer til, at man indånder et stof eller bliver så bange, at alt i maven kastes op for at fremkalde diarré, uden at stoffet behøver at komme ned i maven. Den medicin, der anvendes ved behandling af sår i maven eller hovedet, og som når ned i maven, hører heller ikke til den føde, der når ned i maven.
Allah den Højeste har sagt: “Fasten er blevet foreskrevet for jer, ligesom den blev foreskrevet for dem før jer, så I kan opnå gudsfrygt.” Allahs Sendebud har sagt: “Fasten er et skjold.” Han har også sagt: “Satan bevæger sig gennem Adams barns blodårer. Gør derfor Satans veje snævrere gennem sult og faste.” Heraf bliver det klart, at den fastende grundlæggende er blevet pålagt at afholde sig fra mad og drikke. For gudsfrygten ligger netop i at afholde sig fra mad og drikke. Mad og drikke frembringer en stor mængde blod, hvori Satan bevæger sig. Dette blod frembringes af føde, ikke af injektioner, kohl, væske, der indføres som dråber i penisåbningen, eller den medicin, der anvendes på sår i maven og hovedet.
8. Det er tilladt for den fastende at spise, drikke og have samleje indtil daggry: Når daggryet indtræder
Hvis han har mad i munden, skal han spytte den ud, og hvis han er i gang med samleje, skal han standse. Hvis han spytter maden ud og standser samlejet, er fasten gyldig. Men hvis han frivilligt sluger maden i munden eller fortsætter samlejet, brydes fasten. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende: “Allahs Sendebud sagde: Bilal kalder til bøn, mens det stadig er nat. Bliv derfor ved med at spise og drikke, indtil Ibn Umm Maktum kalder til bøn.”
9. At være junub ved daggry Det er allerede blevet kendt gennem den hadith, som Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, overleverede, at det er tilladt for den fastende at forblive junub (i en tilstand af større rituelt urenhed), indtil morgenen indtræder.
10. Renhed efter menstruation og barsel Det er tilladt for en menstruerende eller barslende kvinde at udsætte ghusl indtil morgenen, efter at blødningen er ophørt. Hun kan også faste i denne tilstand. Men for at bede skal hun opnå rituell renhed.
21. Handlinger, der bryder fasten
Der er to slags årsager til, at fasten brydes:
1. De handlinger, der bryder fasten og gør det obligatorisk at tage den igen.
2. De handlinger, der bryder fasten og gør både en genoptagelse af fasten og kaffārah obligatorisk.
De handlinger, der bryder fasten, og hvor det er tilstrækkeligt blot at tage fasten igen, er:
1 og 2. Bevidst at spise og drikke. Hvis man bevidst spiser eller drikker, brydes fasten, og man skal tage denne fastedag igen. Hvis man spiser eller drikker ufrivilligt, fordi man har glemt, at man faster, eller fordi man er blevet tvunget dertil, skal man hverken tage fasten igen eller yde kaffārah.
Det er berettet fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der faster, men ved en fejltagelse spiser eller drikker, skal fuldføre sin faste, for Allah har selv givet ham at spise og drikke.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
At-Tirmidhī sagde: De fleste lærde handler i overensstemmelse med denne hadith. Sufyān ath-Thawrī, ash-Shāfiʿī, Ahmad og Isḥāq har denne opfattelse.
Dāraquṭnī, Bayhaqī og Ḥākim har overleveret: Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der i Ramadanen utilsigtet gør noget, som bryder fasten, behøver hverken at indhente fasten eller yde soning.
Ibn ʿAbbās beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Allah har tilgivet min ummahs fejltagelser og det, som den bliver tvunget til at gøre. Ibn Mājah, Ṭabarānī, Ḥākim.
3. Forsætligt at fremkalde opkast: Hvis nogen forsætligt kaster op, skal hans faste
indhentes. Men hvis opkastningen sker spontant, skal han hverken indhente fasten eller yde soning. Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der kaster spontant op, behøver ikke at indhente fasten. Men den, der forsætligt fremkalder opkast (ved at indånde noget, der fremkalder opkast, eller ved at stikke en finger i halsen), skal indhente fasten. – Aḥmad, Abū Dāwūd, Tirmidhī, Ibn Mājah, Ibn Ḥibbān, Dāraquṭnī, Ḥākim.
Al-Khaṭṭābī har sagt: Jeg kender ikke til nogen uenighed om, at spontan opkastning ikke kræver, at fasten indhentes, mens forsætlig opkastning kræver, at den indhentes.
4 og 5. Menstruation og barselsblødning (menstruations- og barselsudflåd): Hvis dette sker selv i det sidste øjeblik før solnedgang, brydes fasten, og den skal indhentes. De lærde er enige om dette.
6. Forsætlig sædafgang: Uanset om den skyldes, at en ægtemand kysser eller omfavner sin hustru, onani eller en anden fremgangsmåde, bliver fasten ugyldig, og det er obligatorisk at indhente den. Hvis en fastende i dagtimerne får sædafgang blot ved at se på sin hustru, brydes fasten ikke, og hverken indhentning eller soning bliver påkrævet. Ligeledes skader præ-ejakulat heller ikke fasten, hvad enten det er meget eller lidt.
7. At spise noget, der ikke normalt spises, eller at føre det ned i maven. Ifølge flertallet af de lærde bryder dette fasten. Det gælder for eksempel en stor mængde salt
8. Den, der i fastende tilstand beslutter sig for at bryde fasten, får sin faste ugyldiggjort, selv om han ikke spiser eller drikker noget. Hensigten er nemlig en uadskillelig del af fasten. Hvis han derfor beslutter sig for at bryde fasten, bliver fasten nødvendigvis brudt.
9. Hvis en person spiser, drikker eller har samleje, fordi han tror, at solen er gået ned eller daggryet endnu ikke er kommet, og det senere viser sig, at denne antagelse var forkert, skal han ifølge flertallet af de lærde, herunder de fire imamer, faste dagen om. Men ifølge Ishaq, Dawud, Ibn Hazm, Ata, Urwa, Hasan al-Basri og Mujahid er hans faste gyldig, og han skal ikke faste dagen om. For Allah har sagt:
لَيْسَ عَلَيْكُمْ جُنَاحٌ فِيهَا أَخطائي به، ولكن ما تعمدت قلوبكم .
»Der er ingen bebrejdelse over jer for det, I gør ved en fejltagelse. Men det, som jeres hjerter har til hensigt, er noget andet.« (Sura al-Ahzab, vers 4)
Desuden har jeg lige før citeret dette udsagn fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): Allah har tilgivet min ummas fejl og mangler.
Abd al-Razzaq beretter, at folk under Umar ibn al-Khattabs tid brød fasten. Jeg så, at store gryder blev båret ud fra Hafsas (må Allah være tilfreds med hende) hus, og folk spiste og drak. Kort efter kom solen frem under skyerne. Folk blev meget forlegne over denne hændelse. Mange sagde: »Vi må faste denne dag om.« Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvorfor? Ved Allah, vi havde ikke til hensigt at begå en synd.«
Al-Bukhari beretter fra Asma bint Abi Bakr: »En dag under Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tid brød vi fasten, mens det var overskyet. Derefter kom solen frem.« Ibn Taymiyya har sagt: »Denne hadith beviser to ting:
For det første: Når himlen er overskyet, er det ikke mustahabb at udsætte iftar for at være sikker på solnedgangen. Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og sahabaerne gjorde det nemlig ikke. Allahs Sendebud beordrede heller ikke sahabaerne at gøre det. Alligevel var sahabaerne mere lydige mod Allah og Hans Sendebud end alle senere tiders muslimer.
For det andet er det derfor heller ikke nødvendigt at indhente fasten. Hvis Allahs Sendebud, fred være med ham, havde påbudt dem at indhente den, ville det være blevet offentligt kendt, ligesom hændelsen med at bryde fasten er blevet offentligt kendt. Da dette ikke er blevet overleveret, er det bevist, at han ikke påbød dem at indhente fasten.
Ifølge de fleste lærde er det eneste, der medfører både pligten til at indhente fasten og til at yde soning, samleje med ens hustru.
Det er overleveret fra Abu Hurayra, at en mand kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg er fortabt.« Han spurgte: »Hvad har bragt dig til fortabelse?« Manden svarede: »Jeg havde samleje med min hustru i Ramadan.« Sendebudet, fred være med ham, spurgte: »Har du midler til at frigive en slave?« Han svarede: »Nej.« Han spurgte: »Kan du da faste to sammenhængende måneder?« Han svarede: »Nej.« Han spurgte: »Kan du bespise tres fattige?« Han svarede: »Nej.« Derefter blev han siddende og ventede. Kort efter kom der omkring femten saʿ dadler til Allahs Sendebud, fred være med ham. Han sagde: »Tag dem og giv dem som almisse.« Manden sagde: »Findes der nogen, som er fattigere end jeg? Der er ingen omkring Medina, som har større behov for disse dadler end jeg.« Da lo Allahs Sendebud, fred være med ham, så hans fire kindtænder blev synlige, og han sagde: »Gå hen og giv din familie dem at spise.«« – Alle de autentiske hadithsamlinger. (En af imam al-Shafiʿis to overleverede opfattelser er, at man fritages for soningen på grund af fattigdom. Dette er imam Ahmads berømte opfattelse. Nogle tilhængere af den malikitisk retsskole har også denne opfattelse. De fleste lærde mener imidlertid, at soningen ikke bortfalder på grund af fattigdom.)
De fleste lærde mener, at hvis både manden og hustruen har fastet med den rette intention og med vilje har haft samleje i løbet af dagen i Ramadan uden at være blevet tvunget, er soning obligatorisk for dem begge. (Hvis fasten imidlertid er en faste, der skal indhentes fra Ramadan, eller en løftefaste, og fasten brydes gennem samleje, er soning ikke nødvendig.) Hvis samlejet derimod sker ved en fejltagelse eller ikke frivilligt, for eksempel gennem tvang, voldtægt eller seksuelt overgreb, eller hvis de ikke havde til hensigt at faste, er ingen af dem forpligtet til at yde soning. Hvis manden tvinger sin hustru til samleje, eller hun bryder fasten på grund af en gyldig undskyldning, er soning obligatorisk for manden, men ikke for hustruen. Ifølge al-Shafiʿis retsskole er soning under ingen omstændigheder obligatorisk for hustruen, hvad enten hun gør det frivilligt eller under tvang. Hun skal kun indhente fasten. Al-Nawawi har sagt: »Den mest korrekte opfattelse er overordnet set, at soning kun er obligatorisk for manden for hans egen del. Intet er obligatorisk for hustruen. Det skyldes, at dette er en økonomisk forpligtelse knyttet til samlejet. Derfor er den knyttet til manden og ikke til hustruen. Den kan sammenlignes med brudegaven.« Abu Dawud har sagt: »Imam Ahmad blev spurgt om en mand, der havde haft samleje med sin hustru i Ramadan: Skal hans hustru også yde soning?«
Han svarede: »Vi har ikke hørt, at hustruen skal yde soning.«
I al-Mughni er det blevet sagt: »Grunden er, at Allahs Sendebud, fred være med ham, beordrede den mand, der havde haft samleje i Ramadan, til at frigive en slave. Han pålagde ikke hustruen noget, selv om han vidste, at hun også havde deltaget i handlingen.«
Soningen skal ydes i den rækkefølge, der er nævnt i hadithen. Dette er de fleste lærdes opfattelse. Først skal man derfor frigive en slave. Hvis man ikke er i stand til det, skal man faste to sammenhængende måneder. (I disse to måneder må der ikke forekomme Ramadan, eid eller tashriqs dage.) Hvis man heller ikke kan det, skal man bespise tres fattige med den middelmådige mad, som ens egen familie spiser. (Hvad angår maden, er imam Ahmads opfattelse, at hver fattig skal have én mudd hvede eller en halv saʿ byg eller dadler. Ifølge Abu Hanifa skal hver fattig have en halv saʿ hvede og en saʿ af andre fødevarer. Al-Shafiʿi og Malik mener, at man skal give én mudd, uanset hvilken fødevare man giver. Dette er også Abu Hurayras, Ataʾs og al-Awzaʿis opfattelse, og det er den mest udbredte. Det skyldes, at beduinen fik femten saʿ.) Det er kun tilladt at gå fra én mulighed til den næste i denne rækkefølge, hvis man ikke er i stand til den foregående. Malikitternes opfattelse og en af Ahmads opfattelser er, at man frit kan vælge mellem disse tre. Uanset hvilken man vælger, er soningen opfyldt. Malik har nemlig overleveret fra Abu Hurayra: »En mand brød sin faste i Ramadan. Da beordrede Allahs Sendebud, fred være med ham, ham til enten at frigive en slave, faste to sammenhængende måneder eller bespise tres fattige.« – Muslim. Ordet »eller« viser tydeligt, at der blev givet et frit valg. Desuden er det passende, at man frit kan vælge mellem alternativerne, eftersom soningen bliver obligatorisk på grund af én overtrædelse, ligesom det er tilfældet med soningen for en ed.
Al-Shawkani har sagt: »I de forskellige overleveringer findes både rækkefølge og frit valg. Overleveringerne om rækkefølgen er dog flere. Al-Muhallab og al-Qurtubi har samlet alle overleveringerne, herunder dem, der omhandler flere forskellige hændelser.«
Hafiz sagde: Det er meget usandsynligt, at der har været flere hændelser, for hændelsen var kun én. Anledningen var én, og det grundlæggende er, at hændelsen ikke var gentagen. Nogle lærde mener, at rækkefølgen angiver, hvad der er mest foretrukket, mens valgfriheden angiver gyldigheden af hvert alternativ. Andre mener det modsatte (det vil sige, at rækkefølgen angiver gyldigheden af hvert alternativ, mens valgfriheden angiver, hvad der er mest foretrukket).
Hvis en person forsætligt har samleje med sin hustru i Ramadanen uden at betale kaffara og derefter igen har samleje på en anden dag sidst i Ramadanen, er det tilstrækkeligt, at han betaler én kaffara. Dette er hanafitternes opfattelse og én af de overleverede opfattelser fra Ahmad. Det skyldes, at det er en straf for en forbrydelse, hvis årsag er gentaget, før straffen blev fuldbyrdet. Derfor går den ene ind i den anden og bliver til én. Imam Malik, al-Shafi‘i og ifølge én overlevering også Ahmad sagde: Han skal betale to kaffaraer. For hver dag er en selvstændig tilbedelsesdag, og når kaffara bliver obligatorisk, fordi den er blevet ødelagt, går den ene ikke ind i den anden og bliver til én, ligesom det ikke sker, når de finder sted i to forskellige Ramadaner.
De lærde er enige om, at hvis en person forsætligt har samleje i Ramadanen, betaler kaffara og derefter igen har samleje på en anden dag, skal han betale endnu en særskilt kaffara. På samme måde er de enige om, at hvis en person har samleje to gange på samme dag og har det andet samleje, før han har betalt kaffara for det første, bliver én kaffara obligatorisk for ham. Hvis han allerede har betalt kaffara for det første samleje, behøver han ifølge flertallet af imamerne ikke betale kaffara for det andet. Ifølge Imam Ahmad skal han betale kaffara endnu en gang.
22. At indhente fasten fra Ramadanen
Det er ikke obligatorisk at indhente fasten fra Ramadanen straks; den er derimod obligatorisk med en frist, der giver mulighed for at vælge tidspunktet. Den kan indhentes når som helst. Det samme gælder kaffara. Det er blevet overleveret fra Aisha, at hun indhentede de fastedage, hun havde undladt i Ramadanen, i måneden Sha‘ban, og at hun ikke indhentede dem umiddelbart efter Ramadanen, selv om hun havde mulighed for det. De fastedage, der indhentes, svarer til de oprindelige fastedage. Det vil sige, at man skal faste det samme antal dage, som man har mistet, hverken én dag mere eller mindre. Forskellen mellem den oprindelige faste og den faste, der indhentes, er, at de fastedage, der indhentes, ikke behøver at blive holdt sammenhængende. For Allah har sagt: »Den, der er syg eller på rejse, skal faste det tilsvarende antal dage på andre dage.« Det vil sige, at den, der bryder fasten på grund af sygdom eller rejse, skal faste det samme antal dage på andre dage, enten sammenhængende eller med afbrydelser. Allah har nemlig påbudt faste uden at knytte den til nogen betingelse.
Al-Daraqutni har overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud sagde: Det er tilladt at indhente fasten fra Ramadanen med afbrydelser, og det er også tilladt at gøre det sammenhængende.
Hvis nogen forsinker indhentningen, så endnu en Ramadan indtræffer, skal han faste den Ramadan, der er indtruffet, og derefter faste de resterende dage efter Ramadanen. Han behøver ikke betale fidya. Det er uden betydning, om forsinkelsen skyldes en gyldig undskyldning eller ej. Dette er hanafitternes og Hasan al-Basris opfattelse.
Imam Malik, al-Shafi‘i, Ahmad, Ishaq og hanafitterne mener dog, at der ikke skal betales fidya, hvis forsinkelsen skyldes en gyldig undskyldning. Hvis forsinkelsen derimod sker uden en gyldig undskyldning, skal personen faste den indtrufne Ramadan, derefter indhente de manglende fastedage og desuden give føde som fidya, svarende til én mudd for hver fastedag. De har imidlertid ingen acceptabel evidens til støtte for denne opfattelse. Hanafitternes madhhab er den korrekte opfattelse i denne sag, for ingen regel i shariaen kan accepteres uden et vers eller en autentisk hadith.
Den, der dør med uindhentede fastedage: De lærde er enige om, at hvis en person dør med nogle uindhentede bønner, bliver de ikke indhentet, hvis hans wali eller en anden beder på hans vegne. På samme måde findes der ingen bestemmelse om, at en anden må faste på vegne af en person, der i sin levetid er ude af stand til at faste.
Og den, der trods evnen til at faste dør, før han har indhentet de fastedage, han ikke har overholdt, og efterlader dem uindhentede. Faqih’erne har forskellige meninger om hans situation.
Den opfattelse, som de fleste lærde, herunder Abu Hanifa og Malik, har, samt den berømte opfattelse hos al-Shafi’i, er, at hans wali ikke skal faste på hans vegne, men i stedet skal uddele fødevarer, én mudd for hver dag (ifølge hanafitterne en halv sa’ hvede og en hel sa’ af andre kornsorter). Den foretrukne opfattelse i shafi’itisk madhhab er, at det er mustahabb for wali’en at faste på hans vegne, og at den afdøde dermed fritages for sin forpligtelse. Det er ikke nødvendigt at bespise nogen på hans vegne. Med »wali« menes en slægtning, hvad enten han er fra faderens familie, arving eller en anden.
Hvis en slægtning faster på den afdødes vegne med wali’ens tilladelse, er det gyldigt. Uden tilladelse er det ikke gyldigt. Beviset herfor er den hadith, som Ahmad, al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha: »Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der dør med uindhentede fastedage, skal hans wali faste på hans vegne.« I al-Bazzars overlevering er ordene »hvis han ønsker det« tilføjet.
Ahmad, al-Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: »En mand kom til Allahs Sendebud og sagde: ’O Allahs Sendebud, min mor døde, mens hun havde en måneds faste uindhentet. Skal jeg indhente den på hendes vegne?’ Sendebudet, fred være med ham, sagde: ’Hvis din mor havde haft en gæld, ville du så have betalt den?’ Han sagde: ’Ja, naturligvis.’ Allahs Sendebud sagde: ’Så er det endnu mere på sin plads at betale gælden til Allah.’«
Al-Nawawi har sagt, at denne opfattelse er korrekt og acceptabel. Vi tror på den. Blandt vores imamer har de indsigtsfulde, som har forenet hadith og fiqh, også anerkendt denne opfattelse som korrekt.
Hvordan fastetiderne fastsættes i lande, hvor dagen er lang og natten kort I lande, hvor dagen er lang og natten kort, og i lande, hvor natten er lang og dagen kort, har faqih’erne været uenige om, hvilket land man skal følge ved fastsættelsen af tiderne. Nogle siger, at tiderne skal fastsættes efter et land eller en by med et moderat klima, hvor sharia gælder, såsom Mekka og Medina. Andre siger, at man skal følge det nærmeste land med et moderat klima.
23. Laylat al-Qadr
Fortjeneste: Laylat al-Qadr er årets bedste nat. For Allah har sagt:
إنَّا أَنزَلْنَاهُ فِي لَيْلَةِ القَدر وَمَا أَدْرَكَ مَا لَيْلَةُ الْقَدْرِ لَيْلَةُ الْقَدْرِ خَيْرٌ مِنْ أَلْفِ شَهْرٍ.
Betydning: Jeg har åbenbaret den (det vil sige Koranen) på Laylat al-Qadr. Hvad får dig til at vide, hvad Laylat al-Qadr er? Laylat al-Qadr er bedre end tusind måneder.” Det vil sige, at gode handlinger udført på Laylat al-Qadr, såsom bøn, koranrecitation, dhikr og lignende, er bedre end gode handlinger udført i tusind måneder, hvori der ikke er nogen Laylat al-Qadr.
Det er anbefalelsesværdigt at søge Laylat al-Qadr. Det er anbefalelsesværdigt at søge Laylat al-Qadr på de ulige nætter i de sidste ti dage af Ramadan. For Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde en stor indsats for at søge den i de sidste ti dage af Ramadan. Som tidligere nævnt holdt Allahs Sendebud, fred være med ham, sig vågen om natten, vækkede sin familie og gjorde en stor indsats, når de sidste ti dage af Ramadan begyndte. (Det vil sige, at han holdt sig på afstand af sine hustruer og udførte mere tilbedelse.)
Hvilken nat er Laylat al-Qadr? De lærde har været uenige om, hvilken nat det er. Nogle af dem har sagt: den enogtyvende nat. Andre har sagt: den treogtyvende nat. Andre har sagt: den femogtyvende nat. Andre har sagt: den niogtyvende nat. Nogle siger desuden, at den skifter mellem de ulige nætter i de sidste ti dage. Flertallet mener dog, at Laylat al-Qadr er den syvogtyvende nat. Ahmad har overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Den, der søger Laylat al-Qadr, skal søge den på den syvogtyvende nat.” Muslim, Ahmad, Abu Dawud og al-Tirmidhi har overleveret fra Ubayy ibn Ka’b: “Ubayy sagde: Ved Allah, ud over hvem der ingen guddom er! Den er visselig i Ramadan. Ved Allah, jeg ved, hvilken nat det er. Det er den nat, hvor Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede os at bede. Det er den syvogtyvende nat. Dens tegn er, at solen ved denne dags morgen står op hvid uden stråler.”
Bønnen og duʿaen på denne nat: 1. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayrah:
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der våger om natten og beder på Laylat al-Qadr i tro og med ønsket om Allahs tilfredshed, vil få sine tidligere synder tilgivet. 2. Ahmad, Ibn Majah og al-Tirmidhi har overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Jeg sagde: O Allahs Sendebud, hvis jeg kan genkende, hvilken nat Laylat al-Qadr er, hvad skal jeg så sige den nat? Han sagde: Sig:اللَّمُرَّ إِنَّكَ عفو تحب العفو فاعف عنيO Allah, Du er Den Tilgivende; Du elsker at tilgive, så tilgiv mig.”
24. Iʿtikāf
1. Betydningen af iʿtikāf: I sproglig betydning er iʿtikāf at holde fast ved noget og fastholde sig selv i det, hvad enten det er godt eller ondt. Allah den Ophøjede har sagt: “Hvad er disse statuer, som I er hengivne til?” Det vil sige: som I er optaget af at tilbede? Den terminologiske betydning, som menes her, er at opholde sig uafbrudt i moskeen i en bestemt periode med det formål at opnå nærhed til Allah.
2. Itikaf ifølge islamisk lov: De lærde er enige om, at itikaf er foreskrevet i islamisk lov. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at praktisere itikaf i ti dage hver ramadan. Det år, hvor han døde, praktiserede han itikaf i tyve dage. – Bukhari, Abu Dawud, Ibn Majah.
Hans ledsagere og hustruer praktiserede itikaf sammen med ham og også efter hans død. Selvom Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde itikaf kendt, findes der ingen sahih-hadith om dets fortræffelighed. Abu Dawud siger: Jeg spurgte imam Ahmad: Ved du noget om itikafs fortræffelighed? Han svarede: Jeg har ikke fundet andet end nogle svage udsagn.
3. Typer af itikaf: Itikaf er af to typer: sunnah og wajib. Den itikaf, som en muslim frivilligt praktiserer for at opnå nærhed til Allah, belønning samt for at efterligne og følge Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, kaldes sunnah-itikaf. Det er særligt vigtigt at praktisere sunnah-itikaf i ramadans sidste ti dage. Som jeg allerede har nævnt, var Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, i denne periode dybt optaget af at anstrenge sig mest muligt i tilbedelsen.
Derimod kaldes den itikaf, som en person pålægger sig selv som wajib, for wajib-itikaf. Det kan for eksempel være, at en person uden betingelse aflægger et løfte og siger: Jeg forpligter mig over for Allah til at praktisere itikaf i så lang tid (eller: Jeg vil praktisere itikaf for Allah i så og så mange dage eller så lang tid). Eller han aflægger et betinget løfte og siger: Hvis Allah helbreder min syge, vil jeg helt sikkert praktisere itikaf i så og så mange dage eller så lang tid. Det er overleveret i Sahih Bukhari, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der aflægger et løfte om at tilbede Allah, skal opfylde sin tilbedelse. Det er også overleveret i Bukhari: Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, jeg har aflagt et løfte om at praktisere itikaf en nat i al-Masjid al-Haram. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Opfyld dit løfte.
4. Itikafs varighed: Wajib-itikaf skal praktiseres i præcis så lang tid, som den, der har aflagt løftet, har lovet. Hvis han har aflagt løfte om én dag eller mere, skal han praktisere itikaf nøjagtigt én dag eller i den længere, fastsatte periode.
Sunnah-itikaf eller mustahabb-itikaf har derimod ingen fastsat varighed. Blot man opholder sig i moskeen med intentionen om itikaf, har man opfyldt itikaf, uanset om varigheden er lang eller kort. Han vil få belønning for den tid, han opholder sig i moskeen. Når han senere forlader moskeen og vender tilbage dertil, skal han forny sin intention, hvis han har til hensigt at praktisere itikaf igen. Ya’la ibn Umayya sagde: Selv hvis jeg opholder mig én time i moskeen, opholder jeg mig ikke dér uden intentionen om itikaf. Ata sagde: Så længe en person opholder sig i moskeen, er det itikaf for denne tid. Hvis en person sidder i moskeen i håb om at opnå godhed og belønning, er det også itikaf; ellers er det ikke itikaf. Den, der praktiserer mustahabb-itikaf, kan, hvis han ønsker det, afslutte itikaf før udløbet af den periode, han havde til hensigt at praktisere det.
Det er overleveret fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, når han ønskede at praktisere itikaf, først bad fajr-bønnen og derefter gik ind i sit itikaf-kammer. En gang ønskede han at praktisere itikaf i ramadans sidste ti dage. Han beordrede derfor, at der skulle bygges et itikaf-kammer til ham. Det blev straks bygget. Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: Da jeg så dette, beordrede jeg, at der skulle bygges et kammer til mig, og det blev bygget. Profetens øvrige hustruer beordrede også, at der skulle bygges kamre til dem, og de blev bygget. Efter fajr-bønnen så Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, på kamrene og sagde: Hvad er dette? Ønsker I at tilbede? Straks beordrede Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, at hans itikaf-kammer skulle rives ned, og det blev revet ned. Hans hustruer beordrede også deres kamre revet ned, og de blev revet ned. Derefter blev itikaf udsat til de første ti dage af shawwal.
Det fremgår af, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede sine hustruer til at rive itikaf-kamrene ned og opgive itikaf, selv efter at de havde haft intentionen om det, at itikaf kan afbrydes, efter at det er begyndt. Det fremgår også af hadithen, at en ægtemand kan forhindre sin hustru i at praktisere itikaf uden hans tilladelse, og dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Der er dog uenighed om, hvorvidt ægtemanden efter først at have givet tilladelse har ret til senere at forbyde det. Ifølge al-Shafi’i, Ahmad og Dawud har ægtemanden ret til at forhindre og forbyde frivillig itikaf.
(Det fremgår af den nævnte hadith fra Aisha, at det er tilladt for den, der udfører i‘tikaf, at indrette sig en afskærmet plads i moskeen, hvor han kan opholde sig i afsondrethed under hele i‘tikaf-perioden. Betingelsen er dog, at det ikke må medføre ulempe for andre eller gøre pladsen trang. Hvis man indretter en sådan afskærmet plads eller et kammer, bør det derfor ske ved moskeens yderste ende eller på et tilstødende åbent område, så det ikke medfører pladsmangel eller gene for andre, og så pladsen samtidig bliver så afsondret som muligt for ham selv. Grunden til profetens utilfredshed med, at hans hustruer indrettede separate kamre, sådan som det omtales i denne hadith, er forklaret i Muslims kommentar. Grunden var, at han frygtede, at hustruerne måske ikke ville være oprigtige og helhjertede i deres i‘tikaf. De kunne snarere have været optaget af en konkurrence om, hvem der elskede profeten mest, og hvem profeten elskede mest, og blot have ønsket at opholde sig tæt på ham. Derfor brød han sig ikke om, at de opholdt sig i moskeen, selv om han samlede andre i moskeen, og selv almindelige beduiner og endda hyklere kom til ham. Hustruerne måtte derimod komme og gå hos ham på grund af deres forskellige behov og tale med ham om deres daglige behov. Der kan også have været en anden grund. Når han under sin egen i‘tikaf så hustruerne hos sig, kunne det føles, som om han opholdt sig hjemme hos sine hustruer. Derved ville formålet med i‘tikaf blive forfejlet, eftersom den netop udføres for at frigøre sig fra hustruer, verdslige relationer og lignende. Eller måske havde de gjort pladsen i moskeen trang ved at indrette deres separate kamre; også dette kan have været en årsag til hans utilfredshed.)
5. Betingelserne for i‘tikaf: Betingelsen for i‘tikaf er, at den, der udfører den, skal være muslim, være i stand til at skelne mellem ret og uret, og være fri for menstruation, barselsblødning og den rituelle urenhed, der skyldes sædafgang. Derfor er i‘tikaf ikke gyldig for en ikke-muslim, et barn, der endnu ikke har opnået tilstrækkelig forstand, eller en person i rituel urenhed.
6. I‘tikafs grundelementer eller søjler: I‘tikafs egentlige væsen består i at opholde sig i moskeen med hensigten eller intentionen om at opnå nærhed til Allah. Hvis man ikke opholder sig i moskeen, eller hvis man ikke har intentionen om at tilbede Allah, er der ingen i‘tikaf. Beviset på, at intentionen er uundværlig, er Allahs ord:
وما أمروا إلا ليعبدوا الله مخلصين له الدين .
»De fik kun befaling om at tilbede Allah oprigtigt og hengivent.« (Sura al-Bayyinah: vers 5)
Og profeten, fred være med ham, sagde: »Alle handlinger bedømmes efter intentionerne, og enhver får kun det, han har haft til hensigt.« – Sahih al-Bukhari.
Beviset på, at den moské, hvor i‘tikaf foretages, er nødvendig, er Allahs ord:
ولا تباعر و من وانتي عَاكِفُونَ فِي الْمَسَاجِلِ .
»Hav ikke samleje med jeres hustruer, mens I opholder jer i iʿtikāf i moskeerne.« (Sura al-Baqara, vers 187)
Dette vers beviser, at hvis iʿtikāf var gyldig andre steder end i moskeen, ville samleje specifikt være blevet forbudt, mens man opholdt sig i iʿtikāf i moskeen, eftersom det strider imod iʿtikāf. Det fremgår således, at iʿtikāf kun skal udføres i moskeen.
7. De lærdes udtalelser om definitionen af den moské, hvor iʿtikāf er gyldig: De lærde er uenige om definitionen af den moské, hvor iʿtikāf er gyldig. Ifølge Abu Hanifa, Ahmad, Ishaq og Abu Thawr er iʿtikāf kun gyldig i en moské, hvor de fem daglige bønner udføres, og hvor der bedes i fællesskab. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde nemlig: »Iʿtikāf er gyldig i enhver moské, hvor der er udpeget en imam og en muezzin.« – al-Daraqutni.
Imam Malik, al-Shafiʿi og Dawud siger derimod, at iʿtikāf er gyldig i enhver moské. Der findes nemlig intet autentisk bevis for at udelukke nogle moskeer eller begrænse det til bestemte moskeer.
Ifølge shafiʿitterne er det bedre at udføre iʿtikāf i fredagsmoskeen, eftersom Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at udføre iʿtikāf i fredagsmoskeen. Desuden udføres størstedelen af bønnerne i disse moskeer i fællesskab. Hvis fredagsbønnen falder inden for perioden for iʿtikāf, er det ikke korrekt at udføre iʿtikāf i en anden moské.
Hvis minareten eller stedet, hvorfra kaldet til bøn gives, ligger inde i moskeen eller på dens område, er det tilladt for den, der udfører iʿtikāf, at gå derhen og give kaldet til bøn. Han må også gå op på moskeens tag, eftersom alt dette er en del af moskeen. Men hvis minaretens dør ligger uden for moskeen, bliver hans iʿtikāf ugyldig, hvis han frivilligt går op i minareten. Ifølge hanafitterne, shafiʿitterne og én overleveret opfattelse fra imam Ahmad er moskeens åbne gård en del af moskeen. Ifølge en anden overleveret opfattelse fra Ahmad og ifølge Malik er den derimod ikke en del af moskeen. Derfor må den, der udfører iʿtikāf, ikke gå ud på moskeens gård.
Ifølge flertallet af de lærde er iʿtikāf ikke gyldig for en kvinde på det sted i hendes hjem, der er indrettet til bøn. Det skyldes, at dette sted ikke betegnes som en moské. Ingen er uenige om, at det er tilladt at sælge dette sted. Derimod findes der autentiske beviser for, at Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, hustruer udførte iʿtikāf i Profetens Moské.
8. Faste for den, der udfører iʿtikāf
Det er godt, hvis den, der udfører iʿtikāf, faster, men der er ingen skade i, at han ikke faster. Al-Bukhari overleverede fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Allahs Sendebud, i uvidenhedens tid aflagde jeg et løfte om at udføre iʿtikāf en nat i Den Hellige Moské.« Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Opfyld dit løfte.«
Denne befaling fra Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, om at opfylde løftet beviser, at faste ikke er en betingelse for iʿtikāf, eftersom det ikke er gyldigt at faste om natten. Saʿid ibn Mansur overleverede fra Abu Sahl, at Sahl sagde: »En kvinde i min familie havde aflagt et løfte om at udføre iʿtikāf. Jeg spurgte Umar ibn Abd al-Aziz, og han sagde: Hun skal kun faste, hvis hun har aflagt et løfte om at faste; ellers ikke.« Da sagde al-Zuhri: »Der findes intet iʿtikāf uden faste.« Umar spurgte: »Har du hørt dette fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham?« Al-Zuhri sagde: »Nej.« Han spurgte: »Så fra Abu Bakr?« Han sagde: »Nej.« Han spurgte: »Så fra Umar, må Allah være tilfreds med ham?« Han sagde: »Nej.« Han spurgte: »Så fra Uthman?« Han sagde: »Nej.« …
Derefter gik jeg fra ham, mødte Ata og Tawus og spurgte dem. Tawus pegede på en person og sagde: »Den og den mente, at den nævnte kvinde ikke skulle faste, hvis hun ikke havde aflagt et løfte om at faste.« Ata sagde: »Hvis den nævnte kvinde ikke havde aflagt et løfte om at faste, var det ikke nødvendigt for hende at faste.«
Al-Khattabi sagde: »De lærde er uenige om dette spørgsmål.« Al-Hasan al-Basri sagde: »Iʿtikāf uden faste er gyldig.« Dette er også imam al-Shafiʿis opfattelse. Det er overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham, og Ibn Masud, at de sagde: »Den, der udfører iʿtikāf, kan faste, hvis han ønsker det, og han kan også udføre iʿtikāf uden at faste, hvis han ønsker det.« Ifølge al-Awzaʿi og Malik er iʿtikāf uden faste ikke gyldig. Denne opfattelse deles af Ibn Umar, Ibn Abbas, Aisha, Saʿid ibn al-Musayyab, Urwa ibn al-Zubayr, al-Zuhri og de lærde, der kaldes ahl al-raʾy, og som udøver ijtihad ved siden af Koranen og Sunnaen.
9. Tidspunktet for at træde ind på stedet for iʿtikāf og forlade det
Vi har allerede nævnt, at der ikke er nogen fastsat varighed for anbefalet iʿtikāf. Når den, der udfører iʿtikāf, træder ind i moskeen og har til hensigt at nærme sig Allah ved at opholde sig dér, regnes han som udførende iʿtikāf, indtil han forlader moskeen. Hvis han har til hensigt at udføre iʿtikāf i de sidste ti dage af Ramadan, skal han træde ind på stedet for iʿtikāf før solnedgang. Al-Bukhari overleverede fra Abu Saʿid, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der udfører iʿtikāf sammen med mig, skal udføre iʿtikāf i de sidste ti dage.« Med de ti dage menes de ti nætter. Den første af de ti nætter er natten til den enogtyvende eller den tyvende dag.
Den hadith, hvori det fortælles, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, når han ønskede at udføre iʿtikāf, bad fajr-bønnen og derefter trådte ind på stedet for iʿtikāf, betyder, at han efter fajr trådte ind på det sted, der var bestemt til iʿtikāf. Men hans indtræden i moskeen med henblik på iʿtikāf fandt sted i nattens første del.
Den, der holder i’tikaf i de sidste ti dage af Ramadan, skal ifølge Abu Hanifa og al-Shafi’i forlade moskeen efter solnedgangen på den sidste dag i Ramadan. Ifølge Malik og Ahmad er de ti dages i’tikaf fuldført, når han forlader moskeen efter solnedgang, men det anbefales, at han bliver i moskeen indtil eid-bønnen. al-Azram beretter fra Abu Qilaba, at han plejede at tilbringe natten før Eid al-Fitr, det vil sige den foregående nat, i moskeen. Om morgenen forlod han den, som om han skulle til eid-bønnen. Mens han var i i’tikaf, blev der ikke bredt en måtte eller et bedetæppe ud til ham. Han sad derimod ligesom de øvrige bedende. På Eid al-Fitr-dagen kom jeg til ham. Jeg så, at Juwayriya al-Muzaniyya sad på hans skød. Jeg troede, at hun var hans datter, men senere blev det kendt, at hun var hans slavinde. Han frigav hende og begav sig derefter af sted, som om han skulle til eid-bønnen. Ibrahim sagde: Når nogen holder i’tikaf i de sidste ti dage af Ramadan, plejede folk at foretrække, at han blev i moskeen natten før Eid al-Fitr og derefter om morgenen gik fra moskeen til eid-pladsen. Hvis nogen aflægger løfte om i’tikaf i én dag eller et bestemt antal dage, eller holder anbefalet i’tikaf, skal han begynde sin i’tikaf før daggry og forlade moskeen, når solen er gået helt ned, hvad enten det er i Ramadan eller på et andet tidspunkt. Hvis nogen aflægger løfte om i’tikaf i én nat eller et bestemt antal nætter, eller holder anbefalet i’tikaf, skal han træde ind i i’tikaf før solnedgangen og forlade det efter daggry. Ibn Hazm sagde: Grunden er, at natten begynder efter solnedgang og slutter ved daggry, mens dagen begynder ved daggry og slutter ved solnedgang. Og et menneske er kun forpligtet til det, som han har haft til hensigt eller gjort obligatorisk for sig selv. Hvis nogen aflægger løfte om en måneds i’tikaf eller har til hensigt at holde frivillig i’tikaf, begynder hans måned med den første nat i den pågældende måned. Han skal gå ind i moskeen før den fulde solnedgang og forlade den efter den fulde solnedgang ved månedens udgang, hvad enten det er i Ramadan eller i en anden måned.
10. Hvilke handlinger der anbefales og hvilke der er forkastelige for den, der holder i’tikaf: Det anbefales at udføre megen frivillig gudsdyrkelse, bede, recitere Koranen, sige Subhanallah, al-hamdulillah, Allahu akbar og la ilaha illallah samt bede om tilgivelse for synder. Det anbefales også den, der holder i’tikaf, at sende velsignelser og fred over Allahs Sendebud, bede og udføre tilsvarende former for gudsdyrkelse, som hjælper med at opnå nærhed til Allah og styrke forbindelsen med Ham. Det er også ønskværdigt at studere islamisk viden, tafsir, hadith, profeternes og retskafne menneskers levned samt bøger om fiqh og religion. Det anbefales at opholde sig i et telt, der er slået op på moskeens område, efter Allahs Sendebuds eksempel. Det er derimod forkasteligt at udføre handlinger og føre samtaler og diskussioner, som ikke har nogen nytte. For al-Tirmidhi og Ibn Majah beretter fra Abu Basra, at Allahs Sendebud sagde: »En af menneskets ædle islamiske egenskaber er at afholde sig fra tom tale og nytteløse handlinger.«
Det er imidlertid forkasteligt at praktisere fuldstændig tavshed og betragte den som et middel til at opnå nærhed til Allah. Al-Bukhari, Abu Dawud og Ibn Majah beretter nemlig fra Ibn Abbas: En dag holdt Allahs Sendebud en tale. Pludselig så han en mand stå helt oprejst. Han spurgte om mandens identitet. Folk fortalte, at han var Israels far. Han havde aflagt løfte om kun at stå, aldrig at sidde, ikke at opholde sig i skygge og at faste. Sendebudet sagde: »Befal ham at tale, opholde sig i skygge, sidde og fuldføre sin faste.« Abu Dawud beretter fra Ali, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der bliver faderløs efter at være blevet voksen, kaldes ikke forældreløs, og det bør ikke være sådan, at man er tavs hele dagen indtil natten.« Følgende ting er tilladte for den, der holder i’tikaf:
11. Følgende handlinger er tilladte for den, der holder i’tikaf: 1. At forlade stedet for i’tikaf for at ledsage sin familie et stykke på vej. Safiyya siger: »Allahs Sendebud holdt i’tikaf. Jeg kom om natten for at besøge ham. Efter at have talt med ham gik jeg ud og begav mig hjem. Sendebudet fulgte med mig for at ledsage mig hjem. Safiyyas bolig lå hos Usama ibn Zayds hus. På dette tidspunkt gik to mænd fra Ansar forbi dem. Da de så Allahs Sendebud, skyndte de sig at gå videre. Allahs Sendebud sagde: ›Gå lidt langsommere. Hør, dette er Safiyya bint Huyayy, min hustru.‹ De sagde: ›O Allahs Sendebud, subhanallah!‹ Det vil sige: Hvordan skulle vi nogensinde kunne tænke sådan om dig, at du mødtes med en fremmed kvinde? Allahs Sendebud sagde: ›Satan bevæger sig gennem menneskets blodårer. Derfor frygtede jeg, at han kunne indgive en dårlig tanke i jer to.‹« – al-Bukhari, Muslim og Abu Dawud.
(Al-Khattabi sagde: Af denne hadith fremgår det, at han forlod moskeen for at ledsage Safiyya hjem. Dette beviser, at den, der holder i’tikaf, ikke får sin i’tikaf ødelagt, hvis han forlader moskeen for et nødvendigt formål ifølge shariaen, og at i’tikaf ikke er en hindring for at udføre en handling til gavn for andre. Det er blevet overleveret fra imam al-Shafi’i, at han sagde: Det var af omsorg for de to mænd fra Ansar, at Allahs Sendebud fortalte dem, hvem Safiyya var. For hvis de havde haft en dårlig tanke om Allahs Sendebud, ville de være blevet vantro. Derfor tog han selv initiativ til at fortælle dem det, så deres tro ikke skulle gå til grunde. I Tarikh Ibn Asakir er det overleveret fra Ibrahim ibn Muhammad, at han sagde: Vi sad i Ibn Uyaynas forsamling, og imam al-Shafi’i var til stede og talte om denne hadith. Ibn Uyayna sagde til imam al-Shafi’i: Hvad er læren af denne hadith? Han svarede: Når I kommer i en sådan situation, skal I handle på en sådan måde, at der ikke opstår en dårlig tanke om jer. Allahs Sendebud anklagede aldrig sine ledsagere for at have dårlige tanker om ham, for han var det mest retskafne menneske på jorden.« Ibn Uyayna sagde: »O Abu Abdallah« – imam al-Shafi’is tilnavn – »må Allah belønne dig med det bedste. Du siger altid sådan noget, som vi holder meget af.)
2. At rede håret, barbere hovedet, klippe neglene, rense kroppen for snavs, iføre sig pænt tøj og bruge parfume. Aisha siger: »Mens Allahs Sendebud holdt i’tikaf i moskeen, rakte han hovedet ud mod mig gennem åbningen i kammeret, og jeg vaskede hans hoved.« I Musaddads overlevering står der: »Jeg redte hans hår med en kam, mens jeg havde menstruation.« – al-Bukhari, Muslim og Abu Dawud.
3. At forlade moskeen af uundgåeligt nødvendige grunde. Aisha siger: »Når Allahs Sendebud holdt i’tikaf, rakte han hovedet ud mod mig, og jeg redte hans hår. Han gik kun ind i huset for at forrette sine menneskelige behov.« – al-Bukhari og Muslim.
Ibn al-Mundhir har sagt: De lærde er enige om, at det er tilladt at forlade moskeen under i’tikaf for at forrette sin nødtørft. Det skyldes, at dette er et uundgåeligt behov, som ikke kan dækkes i moskeen. Hvis man ikke kan finde nogen, der kan bringe mad og drikke, er det også tilladt at gå ud for at spise og drikke. Hvis man pludselig får trang til at kaste op, må man gå ud, så man kan kaste op uden for moskeen. Det er tilladt at forlade moskeen for at udføre ethvert yderst nødvendigt arbejde, som ikke kan udføres i moskeen. Man må dog ikke opholde sig udenfor længere end nødvendigt. Hvis man ikke opholder sig udenfor i længere tid, bliver i’tikaf ikke ugyldig. Det er også tilladt at gå ud for at foretage den rituelle afvaskning, der fjerner urenheden som følge af sædafgang, samt for at rense kroppen og tøjet for urenheder.
Sa’id ibn Mansur beretter, at Ali ibn Abu Talib (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Selv hvis en person er gået ind i i’tikaf, bør han deltage i fredagsbønnen og begravelsesbønnen, besøge den syge og gå hen for at give sin familie besked om at sørge for de nødvendige ting til ham. Han skal dog give beskeden stående og derefter vende tilbage til moskeen. Ali (må Allah være tilfreds med ham) gav sin nevø syv hundrede dirham for at købe en tjener. Nevøen sagde: »Jeg er i i’tikaf.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Hvad skade ville det have gjort dig at gå på markedet, købe ham og bringe ham med tilbage?« Qatada tillod den, der er i i’tikaf, på visse betingelser at deltage i begravelsen af en afdød og besøge den syge. Ifølge ham må mu’takifen gå ud i forbindelse med disse handlinger. Det drejer sig om at besøge den syge, deltage i fredagsbønnen og begravelsesbønnen samt gå ud i nødvendige ærinder. Han sagde: Man bør ikke gå ind i nogens hus, forhal eller gårdsplads, medmindre det er strengt nødvendigt. Al-Khattabi siger: Ifølge en gruppe lærde er det tilladt for den, der er i i’tikaf, at deltage i fredagsbønnen og begravelsesbønnen samt besøge den syge. Dette er Ali ibn Abu Talibs, Sa’id ibn Jubayrs, al-Hasan al-Basris og al-Nakha’is opfattelse.
Abu Dawud beretter også fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) under i’tikaf gik forbi en syg. Men han blev ikke stående dér for at spørge til den syges tilstand; han spurgte, mens han gik forbi. Hvad angår den hadith, der er berettet fra Aisha, hvori det siges, at den sunnahmæssige fremgangsmåde for den, der er i i’tikaf, er ikke at besøge den syge, betyder det, at den, der er i i’tikaf, ikke skal forlade moskeen med det formål at besøge den syge eller være til besvær for ham; han skal spørge til hans velbefindende uden at opholde sig dér og derefter vende tilbage.
4. Det er tilladt for den, der er i i’tikaf, at spise, drikke og sove inde i moskeen. Han skal dog værne om moskeens renhed og rengøring. Det er også tilladt for ham at indgå ægteskabsaftaler, købe og sælge samt indgå andre sådanne aftaler i moskeen.
12. Hvad gør i’tikaf ugyldig? I’tikaf bliver ugyldig, hvis man udfører en af følgende handlinger:
1. Bevidst at forlade moskeen uden en nødvendig grund – uanset hvor kort tid det måtte være. Det skyldes, at man derved går glip af opholdet i moskeen, som er en uadskillelig del af i’tikaf.
2. At blive frafalden: Det skyldes, at dette strider mod tilbedelsen. Allah siger: »Hvis du begår afgudsdyrkelse, vil dine gode gerninger blive gjort ugyldige.« (Sura az-Zumar, vers 65)
3, 4, 5: At miste forstanden ved at blive sindssyg eller beruset samt menstruation og barselsblødning: I det første tilfælde mangler man evnen til at skelne mellem godt og ondt, og i de to sidste tilfælde mangler man den rituelle renhed, som er en forudsætning for i’tikaf.
6. Seksuelt samkvem: Allah har sagt:
ولا تقربو من وَانْتُمْ عَاكِفُونَ فِي الْمَسَاجِلِ، تِلْكَ حُدُودَ اللَّهِ فَلَا تَقْرَبُومَا –
Mens I opholder jer i itikaf i moskeerne, må I ikke have samleje med jeres hustruer. Dette er Allahs grænser, så nærm jer dem ikke. (Sura al-Baqara, vers 87)
Der er dog intet galt i berøring uden seksuelt begær. En af Profetens hustruer plejede nemlig at rede hans hår, mens han var i itikaf. Abu Hanifa og Ahmad har sagt om kys og berøring med seksuelt begær: Det er forkert og forbudt. Men hvis der ikke sker sædafgang, gør det ikke itikaf ugyldig. Malik har sagt, at itikaf bliver ugyldig, selv uden sædafgang, fordi dette er et forbudt seksuelt samkvem, som ødelægger itikaf på samme måde som sædafgang. Fra ash-Shafi’i er der overleveret to synspunkter, som svarer til de to ovennævnte synspunkter. Ibn Rushd har sagt: Ordet »mubashara« (samkvem) er et ismun mushtarak, det vil sige et flertydigt ord. Imamernes uenighed drejer sig om, hvorvidt et sådant ord på samme tid omfatter begge betydninger. Ifølge dem, der siger, at det omfatter begge betydninger på samme tid, betegner ordet mubashara (samkvem) både samleje og handlinger, der ligger tæt på samleje. Det forbud mod samkvem, der er nævnt i det pågældende vers, gælder derfor både samleje og handlinger, der ligger tæt på samleje. De, der mener, at ordet samkvem ikke samtidig omfatter begge betydninger, siger, at samkvem enten betyder samleje eller en handling, der ligger tæt på det. Det er i virkeligheden det synspunkt, som de fleste støtter. Hvis vi derfor siger, at betydningen er samleje, kan vi ikke samtidig sige, at det også betyder en handling, der ligger tæt på samleje. Det kan ikke accepteres, at det samme ord på samme tid betegner en ting og noget, der ligger tæt på den. De, der regner sædafgang for en form for samleje, mener, at samkvem med sædafgang (berøring eller kys) har samme betydning som samleje. De, der ikke regner sædafgang for en form for samleje, mener derimod, at ordet samkvem ikke direkte betyder samleje.
13. At gøre itikaf om: Der er uenighed om den person, der begynder på frivillig itikaf og derefter afbryder eller opgiver den. Nogle siger, at det er anbefalet at gøre itikaf om, mens andre siger, at det er obligatorisk. At-Tirmidhi har sagt: Hvis en person i itikaf, efter at have haft til hensigt at begynde på itikaf, opgiver den før dens afslutning, er det ifølge imam Malik obligatorisk for ham at gøre den om. De fremlægger denne hadith som bevis: »Allahs Sendebud forlod itikaf og holdt derefter itikaf i ti dage i måneden Shawwal.« Ash-Shafi’i har sagt: Hvis han ikke ved et løfte eller på anden måde har gjort itikaf obligatorisk for sig selv, og itikaf er frivillig, og han derefter opgiver den, behøver han ikke at gøre den om. Selv hvis han frivilligt gør den obligatorisk for sig selv, bliver den ikke obligatorisk. Ash-Shafi’i siger: Du kan begynde på enhver handling. Hvis du efter at have begyndt på den trækker dig fra den, behøver du ikke at gøre den om, bortset fra hajj og umra.
Hvis nogen derimod aflægger løfte om at holde itikaf i én eller flere dage, begynder på den og derefter afbryder den, skal han ifølge enighed gøre den om. Hvis han dør, før han når at gøre den om, skal den ikke gøres om på hans vegne. Ifølge Ahmad er det dog obligatorisk for hans værge at gøre den om på hans vegne. Abd al-Karim ibn Umayya har sagt: Jeg hørte Abd Allah ibn Utba sige, at itikaf var blevet obligatorisk for vores mor. Under disse omstændigheder døde hun. Jeg spurgte Ibn Abbas om dette, og han sagde: Hold itikaf og fast på hendes vegne. Sa’id ibn Mansur har overleveret, at Aisha holdt itikaf på vegne af sin bror efter hans død.
14. Den, der holder itikaf, skal opholde sig på et bestemt sted i moskeen og slå telt op der:
1. Ibn Majah har overleveret fra Ibn Umar, at Allahs Sendebud holdt itikaf i de sidste ti dage af Ramadan. Nafi’ har sagt: Abd Allah ibn Umar viste mig det sted, hvor Allahs Sendebud plejede at holde itikaf.
2. Det er også overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at når han udførte iʿtikāf, blev der redt en seng til ham eller sat en seng op nær Omvendelsens søjle. (En af Profetens ledsagere havde bundet sig selv til denne søjle. Da Allah havde accepteret hans omvendelse, blev hans binding løst; derfor kaldes den Omvendelsens søjle.)
3. Det er overleveret fra Abu Saʿīd al-Khudrī, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udførte iʿtikāf ved at lægge en måtte foran døren til den tyrkiske bygning. (Formålet med at hænge en måtte over døren var, at ingen skulle kunne se hen til ham.)
15. At aflægge et løfte om iʿtikāf i en bestemt moské: Den, der aflægger et løfte om at udføre iʿtikāf i Den Hellige Moské, Profetens Moské eller al-Aqsā-moskéen, er forpligtet til at udføre iʿtikāf i den moské, han har bestemt. For Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Man må ikke foretage en rejse til noget andet sted end til tre moskéer: Den Hellige Moské, al-Aqsā-moskéen og denne min moské.« Men hvis man aflægger et løfte om at udføre iʿtikāf i en anden moské end disse tre moskéer, er man ikke forpligtet til at udføre iʿtikāf i den bestemte moské. Man kan udføre iʿtikāf i den moské, man ønsker. For Allah har ikke bestemt noget bestemt sted til sin tilbedelse. Desuden har ingen anden moské end disse tre moskéer nogen forrang frem for de øvrige moskéer. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Bønnen i denne min moské er tusind gange bedre end bønnen i enhver anden moské bortset fra Den Hellige Moské. Og bønnen i Den Hellige Moské er hundrede gange bedre end bønnen i denne min moské.«
Hvis nogen aflægger et løfte om at udføre iʿtikāf i Profetens Moské, er det tilladt for ham at udføre iʿtikāf i Den Hellige Moské. For Den Hellige Moské er mere fremragende end Profetens Moské.
Femte kapitel: Omsorg for den syge, begravelsesbønnen samt ligklæde og begravelse
Femte kapitel
– Omsorg for den syge, begravelsesbønnen samt ligklæde og begravelse
1. Islams principper vedrørende sygdom og behandling
I talrige hadither om sygdomme siges det med entydige ord: Sygdom og lidelse soner synder og udsletter overtrædelser. Jeg nævner nogle af disse hadither:
a. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når Allah ønsker nogen godt, rammer Han ham med sygdom, lidelse og prøvelser.
b. Al-Bukhari og Muslim overleverer også fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis en muslim rammes af sygdom, sorg, prøvelser, ulykker og bekymringer – selv hvis blot en torn trænger ind i hans krop – så udsletter Allah hans synder derved.
c. Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Masud. Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En dag gik jeg til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Jeg så, at han var ramt af voldsom feber. Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, du er jo ramt af meget voldsom feber.« Han sagde: »Ja, jeg lider af lige så voldsom feber som to af jer.« Jeg sagde: »Du vil jo få dobbelt belønning.« Han sagde: »Ja, og det samme gælder de andre.« Uanset hvilken muslim der lider – fra et lille stik af en torn til den største sorg og lidelse – udsletter Allah hans synder for det på samme måde, som træets blade falder af.
d. Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den troendes eksempel er som en have med unge planter, som bliver frodig, uanset fra hvilken side vinden kommer. Når planterne derefter står stærkt på deres stammer, bliver de beskyttet mod alle slags ulykker. Den syndige person er derimod som et cedertræ, stolt og skrøbeligt; når Allah vil, ødelægger Han det.
Tålmodighed under sygdom
– Den syge bør være tålmodig med den lidelse, han gennemgår. For ingen tjener er blevet skænket noget bedre end tålmodighed.
1. Muslim har overleveret fra Suhayb ibn Sinan, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Den troendes situation er forunderlig. Alt vedrørende ham er godt, og dette gælder ingen andre end den troende. Hvis noget glædeligt hænder ham, viser han Allah taknemmelighed, og det er godt for ham. Hvis noget smertefuldt rammer ham, er han tålmodig, og også det er godt for ham.
2. Al-Bukhari har overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham). Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige, at Allah har sagt: Når Jeg udsætter Min tjener for en prøvelse i hans to øjne, og han forbliver tålmodig, giver Jeg ham Paradiset til gengæld. (At være tålmodig under en prøvelse betyder ikke at afstå fra lovlige bestræbelser på at håndtere prøvelsen, men at fortsætte de lovlige bestræbelser på at blive fri for den, idet man stoler på Allah uden at fortvivle, og under alle omstændigheder fastholder troen på, at Allahs afgørelse er til det gode).
3. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra ‘Ata ibn Abi Rabah, som overleverede fra Ibn Abbas. Ibn Abbas sagde: Skal jeg vise dig en kvinde fra Paradisets beboere? Jeg (’Ata ibn Abi Rabah) sagde: Ja, vis mig hende. Han sagde: Denne sorte kvinde. Hun kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: Jeg får så alvorlige anfald af åndenød, at jeg mister kontrollen over mig selv og bliver afklædt. Bed derfor Allah for mig. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis du ønsker det, kan du være tålmodig, og så er Paradiset sikret dig. Hvis du ønsker det, kan du bede Allah om at helbrede dig. Kvinden sagde: Jeg vil være tålmodig. Så sagde hun igen: Jeg bliver afklædt. Bed derfor Allah om, at jeg ikke bliver afklædt. Så bad han for hende.
At den syge fortæller om sin egen sygdom:
Det er tilladt for den syge at fortælle lægen og en ven om sin egen sygdom og sine lidelser. Det bør dog ikke ske på en måde, der udtrykker utilfredshed eller fortvivlelse. Tidligere er Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) udsagn blevet citeret: “Jeg får også feber ligesom enhver af to af jer.” En gang fortalte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om sine lidelser og sagde: “Åh, mit hoved er ødelagt…” Da sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): “Jeg har det på samme måde.” Senere, da Asma var plaget af smerter, spurgte Abdullah ibn az-Zubair (må Allah være tilfreds med ham) hende: Hvordan har du det? Hun svarede: Jeg har meget ondt! Den syge bør lovprise Allah, før han fortæller om sin sygdom. Ibn Masud siger: Hvis man takker Allah, før man fortæller om sin sygdom, bliver det ikke så svært at fortælle om den. Det er fuldt ud tilladt at klage til Allah over enhver sorg og lidelse. Jakob (fred være med ham) sagde: “Jeg beklager kun min bekymring og min sorg over for Allah.” Og Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde efter mishandlingen i Taif: “O Allah, det er kun til Dig, jeg beklager min manglende styrke og mine begrænsede muligheder.”
De gode gerninger, som den syge plejede at udføre, mens han var rask, bliver skrevet for ham, mens han er syg. Al-Bukhari har overleveret fra Abu Musa al-Ashari, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en tjener bliver syg eller rejser, bliver alle de gerninger, som han plejede at udføre, mens han var rask og opholdt sig i sit hjem, skrevet for ham.
At besøge den syge
En høflig islamisk skik er at besøge den syge og spørge til hans velbefindende, så den syges sind bliver oplivet, og hans rettighed bliver opfyldt. Ibn Abbas har sagt: Det er sunnah at besøge den syge den første dag, og derefter er det frivilligt. Al-Bukhari har overleveret fra Abu Musa, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Giv den sultne mad, besøg den syge, og befri den tilfangetagne.”
Al-Bukhari og Muslim har også overleveret, at en muslim har seks rettigheder over for en anden muslim. Der blev spurgt: O Allahs Sendebud, hvilke er de? Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når du møder ham, skal du hilse på ham. Når han inviterer dig, skal du tage imod invitationen. Når nogen beder dig om et godt råd, skal du give ham et godt råd. Når han nyser og lovpriser Allah, skal du bede for ham ved at sige: Yarhamukallah. Når han bliver syg, skal du besøge ham, og når han dør, skal du deltage i hans janazah og begravelse.”
Dyderne ved at besøge den syge
1. Ibn Majah har overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: Den, der besøger en syg, får fra en bekendtgører fra himlen at vide: »Du er god, din rejse er god, og måtte din bolig være i Paradiset.«
2. Muslim overleverer fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: På Opstandelsens Dag vil Allah sige: »Adams søn, jeg var syg, men du besøgte mig ikke.« Han vil sige: »Min Herre, hvordan skulle jeg kunne besøge Dig? Du er jo alle verdeners Herre.« Allah vil sige: »Vidste du ikke, at Min og så vidt bestemt tjener var syg, men du besøgte ham ikke? Vidste du ikke, at du ville have fundet Mig hos ham, hvis du havde besøgt ham?« Derefter vil Han igen sige: »Adams søn, jeg bad dig om mad, men du gav mig ikke mad.« Han vil sige: »Min Herre, hvordan skulle jeg kunne give Dig mad? Du er jo selv alle verdeners Herre.« Allah vil sige: »Vidste du ikke, at Min og så vidt bestemt tjener bad dig om mad, men du gav ham ikke mad? Vidste du ikke, at du ville have fundet det hos Mig, hvis du havde givet ham mad? Adams søn, jeg bad dig om vand, fordi jeg var tørstig, men du gav mig ikke noget at drikke.« Han vil sige: »Min Herre, hvordan skulle jeg kunne give Dig noget at drikke? Du er jo alle verdeners Herre.« Han vil sige: »Min og så vidt bestemt tjener bad dig om vand, men du gav ham ikke noget at drikke. Vidste du ikke, at du ville have fundet det hos Mig, hvis du havde givet ham noget at drikke?«
3. Det er overleveret fra Thawban, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: Når en muslim besøger sin muslimske broder, befinder han sig i Paradisets frugthøst, indtil han vender tilbage derfra. Der blev spurgt: »Allahs Sendebud, hvad er Paradisets frugthøst?« Han sagde: »En have fyldt med frugter.«
4. Det er overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham. Ali sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sige: Når en muslim om morgenen besøger en anden syg muslim, beder halvfjerds tusind engle om hans vel for ham indtil aftenen. Og hvis han besøger ham om eftermiddagen, beder halvfjerds tusind engle om hans vel indtil morgenen. Desuden opbevares der en stor mængde frugter til ham i Paradiset. – Tirmidhi. Tirmidhi sagde, at hadithen er god.
Regler for besøg af syge
Når man besøger en syg, er det anbefalet at bede om, at den syge må blive helbredt og få fuldstændig lykke og sikkerhed, samt at råde ham til at være tålmodig. Man bør sige sådanne ord til ham, at han bliver glad til mode og får større mod. Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Når I besøger en syg, så giv ham håb om et langt liv.« Det kan naturligvis ikke afværge noget, det vil sige, det kan ikke forhindre det, der er bestemt for ham. Men det vil bringe glæde og ro til den syges sind. Når Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, besøgte en syg, sagde han, så snart han nåede frem til ham: »Der er ingen grund til frygt; hvis Allah vil, vil du blive rask.« Det er dog anbefalet i videst muligt omfang at undgå at blive for længe hos den syge og at besøge ham for ofte, så det ikke bliver generende og belastende for ham. Hvis den syge selv ønsker det, er det naturligvis anderledes.
Kvinders besøg hos mandlige patienter
Imam Bukhari sagde: Kapitel om kvinders besøg hos mandlige patienter: Umm Darda besøgte en af ansarerne i Profetens Moské. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde desuden: Da Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, ankom til Medina, blev Abu Bakr og Bilal ramt af kraftig feber. Jeg besøgte dem og sagde: »Far, hvordan har du det? Bilal, hvordan har du det?« Når Abu Bakr blev ramt af feber, reciterede han dette digt:
كُلَّ امْرِي مصبح فِي أَهْلِهِ – وَالْيَوْتِ أَدْنَى مِنْ شِرَاكَ نَعْلِهِ .
‘Ethvert menneske efterlader sig et aftryk blandt sine nærmeste, men døden er nærmere end hans skosnørebånd.’
Og når Bilals feber forlod ham, plejede han at sige:
الا ليت شعري مَنْ أبِيتَن لَيْلَهُ – بِوَادٍ وَحَوْلِي إِذْخَرُ وَجَلِيلُ – وَمَنْ أَرَدْنَ يَوْمًا مِيَاءَ مِجَنَّةِ – وَهَلْ يَبْدُونَ لِي عَامَةً وَطَفِيلُ.
‘Åh, får jeg mon mulighed for at tilbringe en nat på en sådan slette, hvor izkhir- og jalīl-blomsterne vil brede sig omkring mig? Får jeg mon en dag mulighed for at stige ned i et vandrigt vandhul? Og vil sorte kameler og det uklare vand på bunden af et vandhul komme til syne foran mig?’ (Han mindedes Mekka.)
ʿĀʾisha fortæller: Jeg gik til Allahs Sendebud og fortalte ham, at Abū Bakr og Bilāl havde reciteret digte på grund af deres feber. Da sagde Allahs Sendebud: “O Allah, gør Medina lige så kær for os som Mekka eller endnu kærere. O Allah, gør Medina sund og skænk velsignelse i alt, hvad der findes i den. Fjern feberen fra Medina, og anbring den ved vandhuller.” (Det vil sige: giv Medina rigeligt med vand.)
En muslim må gerne besøge en ikke-muslimsk patient
Der er intet galt i, at en muslim besøger en ikke-muslimsk patient. Al-Bukhārī beretter fra Anas: En jødisk dreng var Allahs Sendebuds tjener. Da han blev syg, gik Allahs Sendebud for at besøge ham. Derefter sagde han til ham: “Antag islam.” Han antog straks islam. Og Saʿīd ibn al-Musayyab har sagt: Da Abū Ṭālib lå på sit dødsleje, gik Allahs Sendebud til ham.
At besøge en øjensyg patient
Abu Dawud har overleveret fra Zayd ibn Arqam, som sagde: Da jeg havde smerter i øjet, kom Allahs Sendebud (fred være med ham) for at besøge mig.
At bede den syge om en bøn
Ibn Majah har overleveret fra Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når du besøger en syg, skal du bede ham om at bede for dig. For hans bøn er som englenes bøn, det vil sige, den bliver antaget hos Allah.
Behandling af sygdom
I adskillige hadither har Allahs Sendebud (fred være med ham) befalet behandling af sygdomme:
1. Ahmad, Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Usama ibn Sharik, som sagde: Jeg kom til Allahs Sendebud (fred være med ham). Jeg så, at hans ledsagere sad, som om der sad fugle på deres hoveder, det vil sige, de lyttede opmærksomt til hans ord. Jeg hilste og satte mig. Derefter begyndte beduiner fra forskellige steder at komme. De spurgte: Allahs Sendebud, skal vi søge behandling for sygdom? Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Søg behandling. For Allah har ikke skabt nogen sygdom uden også at have skabt en medicin til den. Kun én sygdom er undtaget, nemlig alderdom.
2. Nasa’i, Ibn Majah og Hakim har overleveret fra Ibn Mas’ud, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Allah den Ophøjede har ikke skabt nogen sygdom uden at have tilvejebragt en kur mod den. Søg derfor behandling.
3. Muslim har overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Der findes en medicin for enhver sygdom. Når medicinen mod en sygdom anvendes korrekt, bliver sygdommen helbredt med Allahs vilje.
Behandling med forbudte stoffer
De fleste lærde mener, at det er forbudt at behandle sygdomme med forbudte stoffer såsom vin. De har fremlagt følgende hadither som bevis:
1. Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi har overleveret fra Wa’il ibn Hudjr al-Hadrami, at Tariq ibn Suwayd spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham: Kan man fremstille medicin med vin? Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Det er ikke medicin, men derimod en sygdom.” Denne hadith viser, at det er forbudt at behandle sig med vin. Vin er i sig selv en sygdom.
2. Al-Bayhaqi har overleveret fra Umm Salama, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Allah har ikke lagt en behandling af jeres sygdomme i de ting, som Han har forbudt jer. Al-Bukhari har også overleveret hadithen fra Ibn Mas’ud.
3. Abu Dawud har overleveret fra Abu ad-Darda, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den Ophøjede Allah har skabt sygdom og medicin og skabt en medicin for enhver sygdom. Behandl derfor sygdomme. Men behandl dem ikke med forbudte ting.
4. Ahmad, Muslim, at-Tirmidhi og Ibn Majah har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød brugen af den værste form for medicin, det vil sige gift. Når små dråber vin, som ikke tydeligt kan ses, og som ikke forårsager beruselse, blandes med medicinens bestanddele, bliver den ikke forbudt, ligesom en lille mængde silke i et klæde ikke er problematisk.
En ikke-muslimsk læge
Ibn Muflih citerer i sit værk Adab ash-Sharia denne udtalelse af Shaykh Taqi ad-Din: “Hvis en jøde eller kristen er dygtig inden for lægekunsten og har offentlighedens tillid, kan han antages som læge. Ligesom man kan betro ham ejendom og handle med ham. Den Ophøjede Allah siger:
ومن أهلِ الْكِتَابِ مَنْ إِن تَامَنهُ بِقِنْطَارِ يُوَدِهِ إِلَيْكَ، وَمِنْهُم مِّن إِن تَأْمَنُهُ بِدِينَارٍ لأَبَوَيْهِ إِلَيْكَ إِلَّا مادمت عَلَيْهِ قَالَها
»Blandt Bogens folk findes der nogle, som vil give dig en stor formue tilbage, hvis du betror dem den. Og blandt Bogens folk findes der nogle, som ikke vil give dig så meget som én dinar tilbage, medmindre du bliver ved med at kræve den af dem.« (Suraen Āl ʿImrān, vers 75)
Det er blevet berettet i en sahih-hadith, at Allahs Sendebud (fred være med ham), da han foretog hijra, ansatte en polyteist, som var dygtig til at vise vej, mod betaling. Han betroede ham sit liv og sin ejendom. Desuden var alle medlemmer af stammen Banu Khuza’a, både muslimer og ikke-muslimer, Allahs Sendebuds (fred være med ham) hjælpere. Selvom al-Harith ibn Kalada var ikke-muslim, beordrede Allahs Sendebud (fred være med ham), at man skulle tilkalde ham for at behandle syge. Når det imidlertid er muligt at ansætte en muslim til behandling, er det, ligesom det ikke er rigtigt at foretrække en ikke-muslim til handel eller betroelse, når en muslim er tilgængelig, heller ikke rigtigt inden for behandling. Når der er behov for det, er det tilladt at betro noget til en af Bogens folk eller søge behandling hos ham. Det falder ikke ind under det forbud mod at knytte venskab med jøder og kristne, som Koranen har fastsat. Hvis der derimod bliver behov for at diskutere med dem, bør det ske på den bedst mulige måde. For Allah har sagt:
وَلَا تُجَادِلُوا أَهْلَ الْكِتَابِ إِلَّا بِالَّتِي فِي أَحْسَنُ.
»Og diskuter ikke med Bogens folk, undtagen på den bedst mulige måde.« Abu al-Khattab har, efter at have nævnt hadithen om Hudaybiyyah-traktaten, om Allahs Sendebuds (fred være med ham) udsendelse af en mand fra Banu Khuza’a som sin hjælper og om at tage imod hans oplysninger, sagt: Dette beviser, at det er tilladt at benytte en ikke-muslim som læge, når han redegør for sygdommen og behandlingsmetoden, og der i det, han fortæller, ikke er nogen grund til at anklage ham eller anledning til tvivl.
At modtage behandling hos en kvindelig læge
Det er tilladt, når der er behov for det, at en mand behandler en kvinde, og at en kvinde behandler en mand. Kan en mand behandle en kvinde, og en kvinde en mand? Under denne overskrift har al-Bukhari berettet fra al-Rubayyi’ bint Mu’awwidh ibn ‘Afra, at hun sagde: Vi drog i krig sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham), gav krigerne vand på slagmarken, plejede dem og bragte de sårede og dræbte tilbage til Medina. Hafiz Ibn Hajar har sagt i Fath al-Bari: Det er tilladt at behandle en ikke-mahram kvinde eller mand, når der er behov for det. At se på og berøre med hånden og lignende er kun tilladt i det omfang, det er uundværligt for behandlingen. Ibn Muflih siger i sit værk Adab al-Shari’a: Hvis en kvinde bliver syg, og der ikke findes nogen til at behandle hende ud over en mand, må denne mand se på hende i det omfang, det er nødvendigt, og om nødvendigt kan han endda se hendes kønsdel. Den samme regel gælder for behandling af en mand af en mand. Ibn Hamdan har sagt: Hvis der ikke findes nogen til at behandle en mand ud over en kvinde, er det tilladt for denne kvinde at se det af mandens krop, som det er nødvendigt at se, herunder hans kønsdel. Al-Qadi har sagt: Når der er behov for det, er det tilladt for lægen at se en kvindelig patients intime kropsdele, og for en mand at se de intime kropsdele hos både kvinder og mænd.
Behandling med besværgelse og bøn
Hvis besværgelser og bønner fremsiges med forståelige arabiske ord, der indeholder ihukommelse af Allah, er de tilladt ifølge sharia. Når ordene er uforståelige, er der ingen garanti for, at de ikke indeholder shirk. Auf ibn Malik sagde: „Vi plejede at udføre besværgelser i den førislamiske tid. Vi spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham: ‚O Allahs Sendebud, hvad mener du om denne praksis?‘ Han sagde: ‚Fremsig besværgelserne for mig. Hvis de ikke indeholder shirk, er der ingen skade ved dem.‘“ – Muslim og Abu Dawud.
Rabi sagde: Da jeg spurgte ash-Shafi‘i om amuletter og besværgelser, sagde han: „Der er ikke noget forkert i amuletter og besværgelser med Koranen og de ord til ihukommelse af Allah, som du kender.“ Jeg sagde: „Må Skriftens folk (jøder og kristne) udføre besværgelser for muslimer?“ Han sagde: „Ja, hvis det sker med kendte ord, der indeholder Allahs Bog og ihukommelse af Allah.“
Nogle velkendte bønner ved behandling
1. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende: Når nogen i Allahs Sendebuds familie blev syg, strøg han det smertefulde sted og pustede, mens han fremsagde denne bøn:
الله رَبِّ النَّاسِ إِذْهَبِ الْبَاسِ اشْفِ وَأَنتَ الثَّانِي، لَاعِنَاءَ إِلَّا شِفَاؤُكَ، شِفَاءٌ لا يُغَادِرُ سَقَمًا .
„O Allah, menneskehedens Herre, fjern lidelsen og helbred sygdommen. Du er den, der helbreder; ingen kan helbrede undtagen gennem Din helbredelse, og Din helbredelse efterlader ingen sygdom.“
2. Muslim har overleveret fra Uthman ibn Abi al-As, at Uthman ibn Abi al-As fortalte Allahs Sendebud, fred være med ham, om en smerte, han følte i sin krop. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: „Læg din hånd på det sted på kroppen, hvor du har smerter, og sig:
يسر اللهSig syv gange:أعوذ بعزة اللهِ وَقَدْرَتِهِ مِنْ شَرِّ مَا أَمِنَ وَأَحَاذِرُ .
»Jeg søger tilflugt hos Allahs majestæt, vælde og magt mod det onde og den skade, som jeg mærker, og som jeg af forsigtighed holder mig fra.« Derefter gjorde jeg dette flere gange. Kort efter fjernede Allah mine smerter. Siden da har jeg rådet min familie og andre til at anvende denne fremgangsmåde.
3. At-Tirmidhi beretter fra Muhammad ibn Salim, som sagde: Thabit al-Bunani sagde til mig: »Muhammad, når du får smerter, så læg hånden på det sted, hvor det gør ondt, og sig derefter:
يسر الله أَعوذُ بِعِزَّةِ اللهِ مِن شَرَّ مَا أَونَ مِن وَجَعِي هذا .
»I Allahs navn søger jeg tilflugt hos Allahs majestæt og vælde mod det onde, der skyldes den smerte, jeg føler.« Fjern derefter hånden. Gentag så dette et ulige antal gange, for Anas ibn Malik fortalte mig, at Allahs Sendebud ﷺ beordrede ham til at gøre dette.
4. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der besøger en syg person, hvis dødstid endnu ikke er kommet, og siger syv gange:
اسال الله العظيم رب العرش العظيم أن يشفيك –
»Jeg beder Allah, den mægtige trons Herre, om at helbrede dig«, vil Allah den Ophøjede beskytte ham mod denne sygdom. – Abu Dawud, at-Tirmidhi.
5. Al-Bukhari berettede fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham):
اعِيلُ كَمَا بِكَلِمَاتِ اللهِ التَّامَةِ مِنْ كُلِّ شَيْطَانٍ وَعَامَّةٍ وَمِن كُلِّ عَيْن لَامَةٍ .
Profeten, fred være med ham, plejede at recitere disse ord for Hasan og Husayn og blæse på dem: »Jeg overgiver jer begge til beskyttelsen i Allahs fuldkomne ord mod enhver Satan, ethvert giftigt og skadeligt dyr, der dræber, og mod ethvert ondt blik.« Han plejede at sige: »Jeres far, Ibrahim, fred være med ham, plejede at recitere denne bøn for Ismail og Ishaq og blæse på dem.«
6. Muslim beretter fra Sa’d ibn Abi Waqqas, at Allahs Sendebud, fred være med ham, besøgte ham under hans sygdom
og sagde:
اللهم الْفِ سَعدا اللهم اغفِ سَعَدا اللهم اشف سعد.
»Åh Allah, helbred Sa’d! Åh Allah, helbred Sa’d! Åh Allah, helbred Sa’d!« Forbud mod brug af amuletter
Allahs Sendebud, fred være med ham, forbød brugen af amuletter. 1. Det er berettet fra Uqba ibn Amir, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Må Allah ikke fuldende den, der hænger en tamima (amulet) op, og må Allah ikke betro noget til den, der hænger en snegle- eller muslingeskal op.« (Det vil sige: Må Han ikke skænke ham nogen velsignelse.)
En tamima eller amulet er en beskrevet tråd (eller en amulet bundet fast med en tråd), som araberne i den førislamiske uvidenheds tid hængte på deres børn. De troede, at de derved kunne beskytte deres børn mod det onde blik. Islam har erklæret dette for ugyldigt og forbudt det. Profeten, fred være med ham, nedbad en forbandelse over dem, der hænger disse tamimaer op, om at deres skæbne ikke måtte blive fuldendt, fordi de ønskede at hænge deres skæbne op.
2. Det er berettet fra Ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, at han gik ind i sin hustrus værelse og dér så, at der var bundet noget om hendes hals. Han rev det af og sagde: »Abdullāhs efterkommere har ikke længere behov for at sætte noget ved Allahs side, som Han ikke har åbenbaret noget bevis for.« Derefter sagde han: »Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: Amuletter, besværgelser og tawla hører til shirk.« Folk sagde:
»Vi kender amuletter og besværgelser, men hvad er tawla?« Han sagde: »Det er en slags amulet, som kvinder bruger for at blive elsket af deres ægtemænd.« (Det siges, at det er en slags tråd, der er besværget med magiske formularer, eller et stykke papir med sådanne besværgelser skrevet på, hvorved kvinder bliver elsket af mænd, eller mænd af kvinder.) – Al-Hāfiz og Ibn Hibbān.
3. ʿImrān ibn Husayn siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, så en ring på en mands arm. Fortælleren siger: »Jeg tror, at ringen var lavet af kobber.« Han sagde: »Ve dig! Hvad er dette?« Manden svarede: »Jeg bærer den på grund af wāhina« (svaghed). Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Vid, at den kun vil øge din svaghed. Kast den bort fra din krop. For hvis du dør, mens den er på din krop, vil du aldrig opnå succes.« – Ahmad.
Wāhina er en form for gigt, som rammer halsen og hele armen. Nogle siger, at det er en sygdom, som rammer armen. Manden var kommet med en kobberring på hånden. Han troede, at den ville befri ham for hans smerter. Derfor forbød Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ham at bære den og kaldte den en amulet.
4. Abū Dāwūd har berettet fra ʿĪsā ibn Hamzah, at han sagde: »Jeg gik ind til ʿAbdullāh ibn Hakīm. Han var ramt af erysipelas (en sygdom, hvor huden bliver rød og hævet). Jeg sagde: ›Bærer du ikke en amulet?‹ Han sagde: ›Jeg søger tilflugt hos Allah fra det.‹ For Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, har sagt: ›Den, der bærer en amulet, overlades til amuletten.‹«
Må man lave amuletter af de bønner, der er nævnt i Koranen og hadith, og hænge dem op?
Det er berettet fra ʿAbdullāh ibn ʿAmr ibn al-ʿĀs, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når nogen af jer bliver bange efter at have haft en drøm, skal han sige:
أَعُوذُ بِكَلِمَاتِ اللَّهِ التَّامَّةِ مِنْ غَضَبِهِ وَعِقَابِهِ وَشَرْ عِبَادِهِ وَمِن هَمزات الشياطين وأن يحضرون.
»Jeg søger tilflugt i Allahs fuldkomne ord mod Hans vrede, Hans straf, Hans tjeneres ondskab, Satans onde tilskyndelser og mod, at djævle kommer til mig.« Så vil den frygtelige drøm ikke skade ham. Abdullah ibn Amr plejede at lære denne bøn til sine børn, der var blevet voksne. For dem, der endnu ikke var blevet voksne, skrev han den på et stykke papir og hængte det om deres hals. – Abu Dawud, al-Nasa’i og al-Tirmidhi. Aisha, Malik, flertallet af de shafiitiske lærde samt en overleveret opfattelse fra Ahmad støtter denne opfattelse. Men Ibn Abbas, Hudhayfa, de hanafitiske lærde, nogle af de shafiitiske lærde samt en anden overleveret opfattelse fra Ahmad mener, at det ikke er tilladt at hænge noget som helst om halsen som amulet. For i de tidligere nævnte hadither er der erklæret et ubetinget forbud.
2. Islams retningslinjer vedrørende den syge
At forhindre den syge i at opholde sig blandt de raske
Det er tilladt at holde en person, der lider af en smitsom sygdom, adskilt fra de raske. Han bør ikke opholde sig ved siden af de raske. For Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »En person, der lider af en smitsom sygdom, må ikke placeres ved siden af de raske.« Han forbød endda ejeren af syge kameler at placere sig ved siden af ejeren af raske kameler – selv om han sagde: »Der findes ingen smitte og intet dårligt varsel.« Det er også blevet overleveret, at da en spedalsk kom til Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, for at aflægge troskabseden, sendte han eden til ham gennem en udsending og tillod ham ikke at komme ind i Medina.
At gå ind i og forlade et område, der er ramt af pest
Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forbød at gå ind i et område, hvor der er udbrudt pest, og at forlade dette område. For derved kan man blive udsat for fare og ulykke. Formålet med Allahs Sendebuds, fred og velsignelser være med ham, forbud var at begrænse sygdommen til et bestemt område og forhindre epidemien i at sprede sig. Dette kaldes en foranstaltning til forebyggelse af smitsomme sygdomme. Al-Tirmidhi har overleveret fra Usama ibn Zayd, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, nævnte pesten og sagde: »Dette er en rest af den straf og vrede, der blev sendt over en gruppe af Israels børn. Hvis den viser sig i et område, må I ikke forlade det, hvis I befinder jer dér. Og hvis I ikke befinder jer dér, må I ikke gå ind i det.«
Al-Bukhari har også overleveret fra Ibn Abbas, at Umar ibn al-Khattab rejste til Syrien. Da han nåede frem til udkanten af Syrien, mødte hærføreren Abu Ubayda og hans ledsagere ham. De meddelte Umar, at der var udbrudt en epidemi i Syrien. Da sagde Umar: »Kald de første muhajirun til mig.«
Ibn Abbas siger: Abu Ubayda kaldte dem til sig, og Umar rådførte sig med dem. De meddelte, at der var udbrudt en epidemi i Syrien. Derefter blev de uenige om, hvad der skulle gøres. Nogle sagde: »Vi er kommet med et bestemt formål, og vi ønsker ikke at trække os tilbage fra det.« En anden gruppe sagde: »Med dig er de resterende mennesker og Allahs Sendebuds ledsagere. Vi kan ikke tilslutte os, at du fører dem ind i denne epidemi.« Umar sagde: »Gå bort fra mig. Kald ansarerne til mig.« Jeg, Ibn Abbas, kaldte dem til ham. Ikke engang to af dem var uenige om dette. De sagde alle: »Vi mener, at du bør rejse med folkene og ikke føre dem ind i dette epidemiramte område.« Da kaldte Umar folkene sammen og sagde: »Jeg vil stige til hest i morgen tidlig, så stig også I til hest.« (Det vil sige: »Vi forlader dette sted.«) Abu Ubayda ibn al-Jarrah sagde: »Ønsker du at flygte fra Allahs bestemmelse?« Umar sagde: »Abu Ubayda, det ville have været mere passende, hvis en anden end dig havde sagt dette. Ja, vi flygter fra én af Allahs bestemmelser til en anden af Hans bestemmelser. Hvad mener du: Hvis du havde nogle kameler, som gik omkring på en åben slette, og der på denne slette var to dale, hvoraf den ene var frugtbar, mens den anden var uden planter og vand, ville du så ikke græsse kamelerne på den frugtbare jord inden for Allahs bestemmelse? Og hvis du lod dem græsse på den ufrugtbare jord, ville det så ikke også være inden for Allahs bestemmelse?« På dette tidspunkt kom Abd al-Rahman ibn Awf, som indtil da havde været fraværende på grund af et ærinde. Han sagde: »Jeg har oplysninger om dette. Jeg hørte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sige: ’Når I hører, at der er udbrudt en epidemi i et område, må I ikke tage dertil. Og hvis der bryder en epidemi ud i det område, hvor I befinder jer, må I ikke forlade det.’« Da priste Umar Allah og rejste bort.
Det er mustahabb at mindes døden og forberede sig på den gennem gode handlinger.
Allahs Sendebud ﷺ opfordrede til at mindes døden og forberede sig på den gennem gode handlinger og kaldte dette en vejviser til det gode. Det er overleveret fra Ibn Umar رضي الله عنه, at han sagde: Jeg gik hen til Allahs Sendebud ﷺ sammen med ti mænd. Pludselig rejste en mand blandt ansarerne sig. Han sagde: »O Allahs Sendebud! Hvem er det mest intelligente og mest forstandige menneske?« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Den, der mindes døden mest og forbereder sig mest på døden, er den mest intelligente. Han vil opnå ære i denne verden og rang i det hinsidige.« Ibn Umar رضي الله عنه beretter desuden, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Mind ofte den, der tilintetgør alle fornøjelser og glæder« – det vil sige døden. – al-Tabarani.
Ibn Masud رضي الله عنه sagde: I forklaringen af verset »Den, som Allah ønsker at lede på den rette vej, åbner Han hans bryst for islam«, sagde Allahs Sendebud ﷺ: »Når Allahs lys trænger ind i hjertet, udvides og åbnes det.« Folkene sagde: »Er der et tegn på dette, som man kan genkende det ved?« Han sagde: »At hælde mod den evige verden, at undgå hovmodets og bedragets verden (det vil sige at undgå denne verdens nydelser og rigdomme) og at forberede sig på døden, før den kommer.« – Ibn Jarir.
Det er makruh at ønske sig døden
Det er makruh at ønske sig døden eller bede om døden på grund af fattigdom, sygdom og sorg, ulykker og prøvelser eller noget andet tilsvarende. For det er overleveret fra Anas رضي الله عنه i alle de autentiske hadithsamlinger, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Ingen af jer må under nogen omstændigheder ønske sig døden på grund af en lidelse eller ulykke, der har ramt ham. Hvis han absolut ønsker sig døden, skal han bede således:
الله أَحْيِنِي مَا كَانَتِ الْحَيَاةُ خَيْرًا لِي، وَتَوَفَّنِي إِذَا كَانَتِ الْوَفَاةُ خَيْرًا لِي .
»O Allah, lad mig leve, så længe det er bedst for mig at leve, og lad mig dø, når det er bedst for mig at dø.«
Betydningen af forbuddet mod at ønske sig døden fremgår af den hadith, som Umm al-Fadl (Abbas’ hustru) overleverede: En gang gik Allahs Sendebud ﷺ hen til Abbas. Abbas رضي الله عنه var syg og ønskede sig døden. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »O Abbas, o Allahs Sendebuds onkel, ønsk dig ikke døden. Hvis du er en retfærdig og godgørende person, vil du, hvis du får et langt liv, udføre endnu flere gode handlinger. Mængden af dine gode handlinger vil øges, og det vil være godt for dig. Men hvis du er en synder, vil en udsættelse af din død give dig mulighed for gennem anger at opgive synderne og søge tilgivelse, så du kan opnå Allahs velbehag. Ønsk dig derfor ikke døden.« – Ahmad og al-Hakim.
Men hvis nogen frygter, at han vil forlade sin religion, er det ikke makruh for ham at ønske sig døden.
Det er overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ plejede at bede således:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ فِعْلَ الْخَيْرَاتِ وَتَرْكَ الْمُنْكَرَاتِ وَحَبِّ الْمَسَاكِينَ، وَأَن تَغْفِرْ لِي وَتَرْحَمَنِي وَإِذَا أَرَدْسَ فِتْنَةٌ فِي قَوْمِي فَتَوَفَّنِي غَيْرَ مَفْتُونِ، وَأَسْأَلُكَ مُبْكَ وَحُبُّ مَنْ يَحِبُّكَ وَحَبْ عَمَل يقرب إلى حبك .
“O Allah, jeg beder Dig om inspiration og evne til at udføre alle gode gerninger, afholde mig fra alle onde handlinger og elske de fattige. Jeg beder Dig om Din tilgivelse og barmhjertighed, og når Du ønsker at sprede vildfarelse blandt mit folk, så lad mig dø, før jeg bliver vildledt. Jeg ønsker Din kærlighed og et godt forhold til den, der elsker Dig. Og jeg ønsker kærlighed til de handlinger, der bringer mig nærmere Din kærlighed.” – Tirmidhi.
I al-Muwaṭṭaʾ er det overleveret, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at bede:
اللهم كبرت سني، ومعفت قوتي، والتقرب رَعِيَّتِي، فَاقْبِضْنِي إِلَيْكَ غير مضيع ولا مفرط.
“O Allah, jeg er blevet gammel, mine kræfter er blevet svækket, og mine undersåtter er blevet spredt i alle retninger. Tag mig derfor til Dig, før mine kræfter er helt opbrugt, og før dovenskab og sløvhed viser sig i mig.”
Et langt liv sammen med gode gerninger er en velsignelse
1. ʿAbd al-Raḥmān ibn Abū Bakr berettede fra sin far, at en mand sagde: »O Allahs Sendebud, hvem er det bedste menneske?« Han sagde: »Den, hvis liv er langt, og hvis handlinger er gode.« Han spurgte: »Hvem er det værste menneske?« Han sagde: »Den, hvis liv er langt, men hvis gerninger er dårlige.« – Aḥmad, Tirmidhī.
2. Det er berettet fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: »Skal jeg ikke fortælle jer, hvem blandt jer der er bedst?« Folkene sagde: »Jo, O Allahs Sendebud.« Han sagde: »Den bedste blandt jer er den, hvis liv er langt, og hvis handlinger er gode.« – Aḥmad.
At udføre gode gerninger før døden er et tegn på at dø som troende
Aḥmad, Tirmidhī, Ḥākim og Ibn Ḥibbān berettede fra Anas, at Allahs Sendebud sagde: »Når Allah ønsker en tjeners vel, sætter Han ham i arbejde.« Der blev spurgt: »Hvordan sætter Han ham i arbejde?« Han sagde: »Han inspirerer ham til at udføre nogle gode gerninger før hans død og tager derefter hans liv.«
Det anbefales, at den syge har en god forventning til Allah
Det er ønskværdigt, at den syge mindes Allahs vidtstrakte barmhjertighed og har en god forventning til Allah. Muslim berettede fra Jābir, som sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud sige tre dage før hans død: »Ingen af jer må dø uden at have en god forventning til Allah.« I hadithen betegnes det som anbefalet at styrke den syges håb og vække håbet om tilgivelse, så han møder Allah i den tilstand, hvor han er Ham mest kær. For Han er den mest barmhjertige, den nådigste og den mest gavmilde. Han elsker tilgivelse og håb. Det er blevet sagt i hadithen: »Enhver vil blive genopvækket på Dommedag i den tilstand, hvori han døde.«
Ibn Mājah og Tirmidhī berettede fra Anas, at Allahs Sendebud gik hen til en ung mand, hvis død var nær. Han sagde til ham: »Hvordan har du det?« Han svarede: »Jeg håber på Allahs barmhjertighed, men jeg frygter også mine egne synder.« Allahs Sendebud sagde: »Når disse to følelser forenes i en tjeners hjerte under sådanne omstændigheder, vil Allah give ham det, han håber på, og beskytte ham mod det, han frygter.«
Det, der er sunnah at gøre, når man besøger en person, hvis død er nær
Det er anbefalelsesværdigt, at retskafne mennesker besøger den, hvis død er nær, og taler med ham om Allah.
1. Ahmad, Muslim, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Umm Salama, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Når I besøger en syg eller en afdød, skal I sige gode ord. Englene siger nemlig »amen« (må det blive antaget) til jeres ord. Da Salamas far (Umm Salamas ægtemand) døde, gik jeg til Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg sagde: »Allahs Sendebud, Salamas far er død.« Han sagde: »Bed:اللهمَّ اغْفِرْ لِي وَلَهُ، وَأَعْقِينِي مِنْهُ عُقْبَى حَسَنَةٌ«. Jeg bad således: »Min Gud, tilgiv ham og mig, og giv mig en bedre efterfølger end ham.« Som følge heraf gav Allah mig en, der var bedre end ham, som erstatning. Det var Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham.
2. I Sahih Muslim berettes det fra Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Abu Salama efter hans død. Hans øjne stod åbne, så han lukkede dem. Derefter sagde han: »Når et menneskes sjæl tages, følger dets blik med.« Nogle af hans familie begyndte da at klage højlydt. Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Bed kun om det gode for jer selv. Englene siger amen, amen til alt, hvad I siger.« Derefter bad han:
اللهم اغْفِرْ لِأَبِي سَلَمَةَ وارفع درجتهُ فِي الْمَهْدِينَ، وَأَخْلِقْهُ فِي عَقِيهِ الْغَابِرِينَ وَاغْفِرْ لَنَا وَلَهُ يَارَبِّ العالمين، وأَقْسِحْ لَهُ فِي قَبْرِهِ، وَلَوِرَ لَهُ فِيهِ .
»Min Gud, tilgiv Abu Salama, ophøj hans rang blandt de vejledte, vær hans efterfølger for de af hans efterkommere, der bliver tilbage (det vil sige, hjælp med at forbedre dem), og, du verdenernes Herre, tilgiv ham og os, gør hans grav rummelig og oplys den.«
De sunnah-handlinger, der udføres for den døende
Når nogens død nærmer sig, er det sunnah at udføre følgende handlinger:
1. At få den døende til at fremsige trosbekendelsen. Muslim, Abu Dawud og at-Tirmidhi beretter fra Abu Sa’id al-Khudri: »Få dem blandt jer, hvis død nærmer sig, til at fremsige trosbekendelsen.« Abu Dawud beretter fra Mu’adh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, hvis sidste ord er lā ilāha illā Allāh, kommer i Paradis.«
Dette forsøg på at få ham til at fremsige trosbekendelsen skal først gøres, når han ikke længere er i stand til at fremsige den med ordene: »Jeg bevidner.« Hvis han kan sige det, er der ikke behov for at lære ham det. Trosbekendelsen skal læres ham, så længe betegnelsen »døende« stadig gælder ham, og talens evne er intakt. Det er ikke muligt at lære den til en person, hvis fornuft og bevidsthed er blevet sat ud af funktion. En person, der kun har mistet talens evne, men hvis fornuft og bevidsthed stadig er intakte, kan bevidne Guds enhed i sit hjerte. De lærde har sagt, at man ikke bør lægge for stort pres på ham for at få ham til at fremsige trosbekendelsen. Man skal ikke sige til ham:
الا اللهsig det. For der er fare for, at han bliver irriteret og kommer til at sige noget uønsket. Man skal fremsige trosbekendelsen hørligt foran ham på en måde, der tiltrækker hans opmærksomhed, så han kan forstå den og efterligne den. Når han én gang har fremsagt trosbekendelsen, skal man ikke bede ham om at fremsige den igen. Men hvis han derefter siger noget andet, skal man atter fremsige trosbekendelsen for ham, så den bliver hans sidste ord. Ifølge de fleste lærde er det tilstrækkeligt at lære den døende trosbekendelsen lā ilāha illā Allāh. Dette siges klart i hadithen. Nogle lærde mener, at man skal lære ham både trosbekendelsen og vidnesbyrdets bekendelse, fordi formålet er at minde ham om Guds enhed, og dette afhænger af begge.
2. Den døende skal lægges på sin højre side med ansigtet vendt mod vest. Al-Bayhaqī og al-Ḥākim beretter fra Abū Qatādah: Da Allahs Sendebud, fred være med ham, kom til Medina, spurgte han til al-Barāʾ ibn Maʿrūr. Folkene sagde: »Han er død. Han har testamenteret en tredjedel af sin ejendom til dig og beordret, at han skulle vendes mod qiblaen, når døden nærmede sig.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Han har givet en korrekt anvisning i overensstemmelse med islams bestemmelser.« Jeg gav hans børn den ene tredjedel af hans ejendom tilbage. Derefter gik han for at bede begravelsesbønnen over ham og bad således:
اللهم اغفر له وارحمهُ وَأَدْخِلْهُ مَنْتَكَ وَقَدْ فَعَلْتَ .
»O Allah, tilgiv ham, forbarm dig over ham, lad ham træde ind i Din have, og Du har allerede gjort det (det vil sige: Du har allerede antaget bønnen).«
Aḥmad har berettet, at Fāṭimah, Muḥammads, fred være med ham, datter, ved sin død blev lagt med ansigtet vendt mod vest og derefter lagt på sin højre side.
Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede således enhver at sove, og det er også den måde, den døde skal lægges i graven på. I en overlevering fra al-Shāfiʿī siges det, at den døende skal lægges på ryggen med fødderne vendt mod qiblaen, og at hans hoved skal hæves en smule, så hans ansigt vender mod qiblaen. Den første opfattelse er imidlertid den, som de fleste lærde har, og den er den mest fremtrædende.
3. Recitation af Sūrat Yāsīn: Aḥmad, Abū Dāwūd, al-Nasāʾī, al-Ḥākim og Ibn Ḥibbān beretter fra Maʿqil ibn Yasār, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Sūrat Yāsīn er Koranens hjerte. Den, der reciterer den i håb om Allah og det hinsidige, vil visselig blive tilgivet. Recitér den derfor over jeres døde.«
Ibn Hibban sagde: Med »den døde« menes i denne hadith den døende. Det er overleveret fra Safwan i Musnad Ahmad, at de ældre lærde plejede at sige: Når Surah Yasin reciteres hos en døende, gør Allah hans død lettere derved.
4. Efter et menneskes død skal man lukke dets øjne. For det er overleveret i Muslim, at Allahs Sendebud gik til Abu Salama efter hans død. Hans øjne var åbne, så han lukkede dem. Derefter sagde han: Når sjælen tages, tages synet også.
5. Den afdøde skal dækkes med et klæde, så hans awrat er beskyttet, og hans forandrede ansigt holdes skjult for menneskers blikke. For det er overleveret fra Aisha: Da Allahs Sendebud gik bort, blev han dækket med et mønstret tæppe. – Bukhari og Muslim.
Det er tilladt at kysse den afdøde. Der er ingen uenighed om dette. Allahs Sendebud kyssede Uthman ibn Maz’un efter hans død. Og efter Sendebudets død bøjede Abu Bakr sig over ham og kyssede ham mellem øjnene. Derefter sagde han: »O Profet, o den bedste!«
6. Så snart døden er bekræftet, skal man sørge for begravelse og ligklæde så hurtigt som muligt. Den afdødes værge skal fremskynde forberedelserne til vaskning, begravelse og begravelsesbøn, før liget begynder at gå i forrådnelse. (En læge eller en tilsvarende forstandig person skal bekræfte, om det er død eller bevidstløshed.) Abu Dawud har overleveret, at da Talha ibn al-Bara blev syg, kom Allahs Sendebud for at besøge ham. Han sagde: »Jeg kan se, at Talha er død. Lad mig derfor få besked, og sørg hurtigt for ligklæde og begravelse.« Det er ikke passende, at en muslims lig holdes tilbage blandt hans familie.
Man bør ikke forsinke ligklædningen og begravelsen ved at vente på andre end værgen. Man må vente på værgen, indtil liget begynder at gå i forrådnelse. Ahmad og Tirmidhi har overleveret fra Ali, at Allahs Sendebud sagde til ham: »O Ali, forsink ikke tre ting: bønnen, når dens tid er inde; begravelsesbønnen, når den skal udføres; og en ugift piges ægteskab, når en passende bejler er fundet.«
7. Hvis den afdøde har gæld, skal den betales. Ahmad, Ibn Majah og Tirmidhi har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Den troendes sjæl hænger ved hans gæld, indtil den er betalt.« Det vil sige, at hans skæbne forbliver uafklaret: om han bliver frelst eller går til grunde. Det kan også betyde, at han hindres i at komme i Paradiset. Denne bestemmelse gælder den, der dør og efterlader sig ejendom, som kan bruges til at betale gælden. Men om den, der ikke har nogen ejendom, men havde til hensigt at betale sin gæld og døde uden at have betalt den, findes der beviser for, at Allah vil betale hans gæld. På samme måde vil Allah betale gælden for den, der døde og efterlod sig ejendom, havde til hensigt at betale gælden, men hvis arvinger ikke betalte den af hans ejendom. Bukhari har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Den, der låner af mennesker og har til hensigt at betale tilbage, vil Allah betale hans gæld på hans vegne. Men den, der har til hensigt at tilegne sig det, vil Allah ødelægge.« Ahmad, Abu Nu’aym, Bazzar og Tabarani har overleveret, at Allahs Sendebud sagde: »På Dommedag vil den gældstyngede blive kaldt frem og stillet foran Allah. Derefter vil han blive spurgt: O Adams søn, med hvilket formål tog du denne gæld, og hvorfor krænkede du menneskers rettigheder? Han vil sige: O Allah, Du ved, at efter at jeg havde taget denne gæld, spiste jeg den ikke, drak den ikke og ødslede den heller ikke bort. Men jeg blev ramt af ulykker såsom brand, tyveri og tab. Allah vil sige: Min tjener har talt sandt. Jeg er den, der bedst kan betale din gæld. Så vil Allah beordre, at en ting bringes, og derefter lægge den på vægten. Som følge heraf vil hans gode handlinger veje tungere end hans dårlige handlinger. Derefter vil han ved Allahs barmhjertighed træde ind i Paradiset.«
På et tidspunkt bad Allahs Sendebud ikke begravelsesbønnen over en gældstynget person. Men senere, da Allah lod ham erobre forskellige lande, og rigdommen voksede, bad han begravelsesbønnen over den, der døde med gæld, og betalte hans gæld. Det er overleveret i Bukhari, at Allahs Sendebud sagde: »Jeg står de troende nærmere end de selv. Derfor vil jeg betale gælden for den, der dør med gæld uden at efterlade sig ejendom, som kan bruges til at betale den. Men den, der dør og efterlader sig ejendom, har sine arvinger som ansvarlige for at betale hans gæld.«
Det fremgår af denne hadith, at hvis en person dør, mens han er forgældet, skal hans gæld betales af muslimernes bayt al-māl, det vil sige statskassen, under en af zakatens udgiftskategorier: de forgældede. Denne ret bortfalder ikke på grund af hans død.
3. Hvad man skal gøre med den afdøde
Det, der er anbefalet, når man får at vide, at en muslim er død
Når en muslim får at vide, at en af hans kære er død, skal han først sigeإِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ (Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage) og derefter bede Allah for den afdøde. Dette er anbefalet.
1. Ahmad og Muslim har overleveret fra Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende. Umm Salama sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, fred være med ham, sige: Når en prøvelse rammer en tjener, og han siger:
إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ اللَّهُمَّ أَجِرْنِي فِي مُصِيبَتِي وَأَخْلِفُ لِي خَيْرًا مِنْهَا.
“Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage. O Allah, giv mig belønning for min ulykke, og giv mig noget bedre til gengæld”, vil Allah belønne ham for hans ulykke og give ham noget bedre til gengæld. Umm Salama sagde: Da Abu Salama døde, sagde jeg det, som Allahs Sendebud, fred være med ham, havde rådet mig til at sige. Som følge heraf gav Allah mig noget bedre end ham, nemlig Allahs Sendebud selv. (Efter Umm Salamas mands død tog Sendebudet, fred være med ham, hende til hustru.)
2. Al-Tirmidhi har overleveret fra Abu Musa al-Ash’ari, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Når en tjeners barn dør, siger Allah til Sine engle: Har I taget Min tjeners barn? De svarer: Ja. Allah siger: Har I taget hans hjertes stykke? De svarer: Ja. Allah siger: Hvad sagde Min tjener da? De svarer: Han lovpriste Dig og sagde: “Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un.” Da siger Allah: Byg et hus til Min tjener i Paradiset, og kald det “Lovprisningens hus”.
3. Al-Bukhari har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Allah den Ophøjede siger: Når Jeg tager den troende tjeners elskede blandt denne verdens beboere bort, og tjeneren derefter er tilfreds dermed, har Jeg intet andet end Paradiset til at belønne denne tjener med.
4. Ibn Abbas har overleveret følgende ord fra Allah den Ophøjede: De, som, når en ulykke rammer dem, siger:
الَّذِينَ إِذَ أَصَابَتْهُمْ مُصِيبَةٌ قَالُوا إِنَّا لِلَّهِ وَإِنَّا إِلَيْهِ رَاجِعُونَ أَوْلَئِكَ عَلَيْهِمْ مَلَوَاتِ مِنْ رَبِّهِمْ وَرَحْمَةٌ وأولئك هم المهتدون .
»Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage.« Over dem er der velsignelser og barmhjertighed fra deres Herre, og de er de retledte.« Ibn Abbas siger: I dette vers bekendtgjorde Allah, at når den troende underkaster sig Allahs afgørelse, vender sig til Ham og husker at vende tilbage til Ham i modgang og ulykke, bliver tre gode ting sikret ham: velsignelse fra Allah, barmhjertighed og vejledning.
Det er mustahabb at underrette den afdødes slægtninge og nærmeste om hans død.
De lærde anser det for mustahabb at underrette den afdødes nærmeste, slægtninge, venner og fromme mennesker om hans død, så de kan opnå belønningen for at deltage i hans ligklædning og begravelse. Abu Hurayra har overleveret i alle de autentiske hadith-samlinger: »Den dag an-Najashi døde, bekendtgjorde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, hans død og gik ud på en åben plads sammen med muslimerne for at udføre begravelsesbønnen for ham i hans fravær. Dér stillede han sine sahaba op på rækker og bad begravelsesbønnen for an-Najashi med fire takbīr.« Ahmad og al-Bukhari har overleveret fra Anas: »Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bekendtgjorde Zayds, Jaʿfars og Ibn Rawahas martyrdød; deres meddelelse nåede mig før deres.« At-Tirmidhi siger: Der er intet til hinder for at underrette en persons brødre og slægtninge om hans død.
På den anden side har al-Bayhaqi sagt: Jeg har fået at vide om Malik ibn Anas, at han sagde: Jeg bryder mig ikke om, at man fra moskeen bekendtgør et menneskes død ved at råbe det højt ud. Men hvis nogen kommer hen til moskeens dør, bliver stående dér og underretter folk om hans død, er der ikke noget i vejen med det.
På den anden side har Ahmad og at-Tirmidhi overleveret fra Hudhayfa, at Hudhayfa sagde: »Fortæl ikke nogen om min død, når jeg er død. For jeg frygter, at det måske falder ind under den dødsbekendtgørelse, som Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød.« Med dette menes dog dødsbekendtgørelsen fra jahiliyyah-tiden. Deres skik var, at når en fremtrædende person døde, sendte de en rytter som budbringer fra stamme til stamme. Han gik rundt og sagde: »Den og den er død, og med ham er hele den arabiske nation død.« Samtidig skreg og græd han.
At græde over den afdøde
De lærde er enige om, at det er tilladt at græde over den afdøde, så længe det ikke sker med høje skrig og klageråb. Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Allah straffer ikke på grund af tårer, der fældes af øjnene, eller sorg, der føles i hjertet; men Han straffer eller viser barmhjertighed på grund af dette« – og han pegede på sin tunge. Han græd, da hans egen søn Ibrahim døde, og sagde: »Øjnene fælder tårer, og hjertet er tynget af sorg. Men vi siger kun det, som behager Allah. O Ibrahim, vi er bedrøvede over din adskillelse.« Han græd også, da Umaymah, datteren af hans datter Zaynab, døde. Da Sa’d ibn ‘Ubadah så det, sagde han: »Allahs Sendebud, forbød du ikke Zaynab at græde? Og nu græder du selv?« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Dette er barmhjertighed, som Allah har lagt i Sine tjeneres hjerter. Og Allah viser kun barmhjertighed mod de af Sine tjenere, der er barmhjertige.«
Al-Tabarani har også berettet fra ‘Abdullah ibn Zayd, at det er tilladt at græde, så længe det ikke sker med høje klageråb.
Hvis man græder med høje klageråb, bliver det årsag til den afdødes straf og lidelse.
Det er berettet fra Ibn ‘Umar, at da ‘Umar blev såret, blev der grædt højt og skrigende over ham. Da han kom til bevidsthed igen, sagde han: »Vidste I ikke, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den afdøde straffes på grund af de levendes klageråb?« Det er også berettet fra Abu Musa, at da ‘Umar blev såret, begyndte Suhayb at råbe: »Åh, min bror!« ‘Umar sagde: »Suhayb, ved du ikke, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den afdøde straffes på grund af de levendes gråd?« Og al-Mughirah ibn Shu’bah har berettet: »Jeg hørte Allahs Sendebud ﷺ sige: Den, der grædes højt og skrigende over, bliver straffet.« Disse hadither er berettet i al-Bukhari og Muslim.
Forklaring: Betydningen af disse hadither er, at den afdøde sørger og føler smerte på grund af sine pårørendes klageråb. For han hører deres gråd, og deres gerninger bliver forelagt ham. Hadithens betydning er ikke, at han straffes på grund af sine pårørendes gråd. For der står i Koranen: »Ingen bærer en andens synd.« Ibn Jarir beretter fra Abu Hurayrah, at Abu Hurayrah sagde: »Jeres gerninger bliver forelagt jeres afdøde slægtninge. Når de ser gode gerninger, bliver de glade, og når de ser dårlige gerninger, bliver de forlegne.« Ahmad og al-Tirmidhi har berettet fra Anas: »Jeres gerninger bliver forelagt jeres afdøde slægtninge og familiemedlemmer. Hvis de er gode, bliver de glade, og hvis de ikke er gode, siger de: Lad dem ikke dø, før Du har vejledt dem til den rette vej, ligesom Du vejledte os.«
Nu’man ibn Bashir siger: Da ‘Abdullah ibn Rawahah mistede bevidstheden, begyndte hans søster at skrige og klage over ham på denne måde: »Åh bjerg! Åh du og du! Åh du og du!« Hun blev ved med at sige flere sådanne ord. Da ‘Abdullah ibn Rawahah derefter kom til bevidsthed igen, sagde han: »Hver gang du sagde noget til mig, blev der sagt til mig: Er du virkelig sådan?« – al-Bukhari
At klage højt
I flere hadither er det med strenge ord erklæret for haram at græde med højlydt klagesang. Det er overleveret fra Abu Malik al-Ashʿari, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Fire skikke fra jahiliyyah-tiden fortsætter stadig blandt min ummah: at prale af sine forfædre, at kalde en person lavtstående af herkomst for at ydmyge ham, at tro, at stjernerne har indflydelse på, om det regner eller ikke regner, og at græde med højlydt klagesang over en afdød.« Han sagde også: »Hvis professionelle klagekoner ikke angrer før deres død, vil de på opstandelsens dag blive rejst op i en sådan tilstand, at de er iført klæder af tjære og rustninger, der fremkalder kløe.« Ahmad og Muslim. Umm Atiyyah sagde: »Allahs Sendebud tog en pagt fra os om, at vi ikke skulle sørge ved at græde med højlydt klagesang.« Al-Bazzar overleverede med en pålidelig overleveringskæde, at Allahs Sendebud sagde: »To lyde er forbandede i denne verden og i det hinsides: lyden af musikinstrumenter for at udtrykke glæde og lyden af melodisk gråd i ulykkestider.« Det er overleveret fra Abu Musa i Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud tog afstand fra tre slags kvinder: den kvinde, der skriger og græder af sorg, den, der barberer sit hoved i en ulykkestid, og den, der river sit tøj i stykker. Ahmad overleverede fra Anas, at Allahs Sendebud, da han tog kvindernes troskabsed, krævede en pagt om, at de ikke skulle skrige og klage. Kvinderne sagde: »Allahs Sendebud, i jahiliyyah-tiden hjalp nogle kvinder os med at udtrykke sorg. Skal vi nu, efter islams fremkomst, ikke hjælpe dem med at udtrykke deres sorg?« Allahs Sendebud sagde: »Der er ingen plads i islam til at hjælpe med klagesang.«
Sorg over en afdød
For kvinder er det tilladt at sørge over en nær slægtnings død i op til tre dage, medmindre hendes mand forbyder hende det. Det er ikke tilladt at sørge over nogen anden end ægtemanden i mere end tre dage. Når ægtemanden dør, er det obligatorisk for hustruen at sørge i hele iddah-perioden. Denne periode er fire måneder og ti dage. Det er overleveret fra Umm Atiyyah i alle de autentiske hadith-samlinger med undtagelse af Tirmidhi, at Allahs Sendebud sagde: »Det er ikke tilladt for en kvinde at sørge over nogen anden afdød end sin ægtemand i mere end tre dage. Over sin ægtemand skal hun sørge i fire måneder og ti dage. Hun må ikke iføre sig farvet tøj, bortset fra et yemenitisk klæde, ikke bruge kohl, ikke anvende parfume, ikke farve sig med henna og ikke rede sit hår, undtagen når hun er rituelt ren. Når menstruationen er ophørt, skal hun bade med parfumeret vand.« Sorgens måde består i, at kvinden afstår fra den pynt, hun sædvanligvis bruger, såsom smykker, kohl, silkeklæder, parfume og henna. Det er hustruens pligt kun at sørge over sin ægtemand i hele iddah-perioden ved at afholde sig fra disse ting, så hun kan vise ham lydighed og opfylde hans rettigheder. Det er anbefalet at sørge for mad til den afdødes familie.
Det er overleveret fra Abd Allah ibn Jaʿfar, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Sørg for mad til Jaʿfars familie, for de er blevet ramt af en ulykke, som hindrer dem i at tilberede mad.« (Det vil sige Jaʿfars martyrdød.) Abu Dawud, Ibn Majah og Tirmidhi. Grunden til, at denne handling er erklæret anbefalet, er, at den er en belønningsværdig og storsindet handling, og at den derved skaber nærhed til naboer og slægtninge. Imam al-Shafiʿi sagde: »Det bedste, som den afdødes slægtninge kan gøre, er at give hans familie mad, så de er mætte hele dagen og natten. Dette er sunnahen og de ædle menneskers skik.«
De lærde anser det også for anbefalet insisterende at give den afdødes familie mad, så de ikke bliver svage ved at afholde sig fra at spise og drikke af skam eller på grund af overvældende sorg. Det er dog ikke tilladt at bringe mad til kvinder, der klager med højlydt klagesang, for det ville være det samme som at hjælpe dem med deres syndige handling.
Imamerne anser det imidlertid enstemmigt for makruh, at den afdødes familie arrangerer et offentligt måltid. Det skyldes, at det føjer en ulykke til deres ulykke og besvær til deres besvær, og at det skaber lighed med jahiliyyah-tidens skikke. Jarir sagde: »Vi betragtede det som en ulovlig form for sorg at samles i den afdødes hus og arrangere et offentligt måltid efter hans begravelse.« Nogle lærde har også sagt, at det er haram.
Ibn Qudamah sagde: »Det er tilladt at gøre dette, når der er et reelt behov. Nogle gange kommer den afdødes slægtninge fra fjerntliggende landsbyer og andre områder; de er nødt til at overnatte dér, og der er ingen anden udvej end at være værter for dem.«
Det er tilladt at gøre ligklæde og grav klar før døden
Al-Bukhari sagde, at nogle under Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) tid gjorde ligklæder klar, og Allahs Sendebud gjorde ikke indsigelse mod det. Al-Bukhari beretter fra Sahl, at en kvinde kom til Allahs Sendebud med en vævet kappe, som havde en bort. Sahl sagde: Ved I, hvad det var for en kappe? Folkene sagde: En shamla (en slags fornem kappe). Sahl sagde: Ja. Kvinden sagde: Jeg har vævet denne kappe med mine egne hænder og er kommet med den for at give dig den på. Allahs Sendebud tog imod den, fordi han havde brug for den. Derefter kom han til os iført den som en izar. En mand roste den og sagde: Lad mig få den på. Hvor er den smuk! Folkene sagde: Du har ikke handlet godt. Allahs Sendebud har båret den, og han havde brug for den; alligevel bad du ham om den, selv om du vidste, at han ikke afviser den, der beder ham om noget. Han sagde: Ved Allah, jeg bad ham ikke om den for at bære den, men fordi den skulle være mit ligklæde. Sahl sagde: Derefter blev kappen hans ligklæde. Hafiz Ibn Hajar siger i sin kommentar til denne overskrift, at al-Bukhari har tilføjet ordene »Allahs Sendebud gjorde ikke indsigelse mod det« for at henvise til den indsigelse, der kom fra ledsagerne. Ledsagerne havde gjort indsigelse, da en ledsager bad om kappen. Men da denne ledsager, hvis navn ikke er nævnt, fortalte dem sin grund—nemlig at han ønskede at gøre den til sit ligklæde—gjorde de ikke længere indsigelse. Dette viser, at det er tilladt at anskaffe ligklæde og andre nødvendige ting til en afdød, mens man stadig er i live. Spørgsmålet er, om det også er tilladt at grave sin grav på forhånd. Ibn Battal sagde: Heraf fremgår det, at det er tilladt at forberede noget, før behovet for det opstår. Mange fromme mennesker lod deres grave grave, før de døde. Zayn ibn al-Munir sagde imidlertid: Ingen af ledsagerne gjorde dette. Hvis det havde været anbefalelsesværdigt, ville mange af ledsagerne have gjort det.
Al-ʿAyni sagde: At ingen af ledsagerne udførte en bestemt handling, beviser ikke, at den er ulovlig. Det, som almindelige muslimer anser for godt, er godt hos Allah, især når en gruppe lærde og retfærdige mennesker udfører det.
Imam Ahmad sagde: Hvis en person køber et stykke jord til sin grav og testamenterer, at han skal begraves dér, er der intet forkert i det. Det er overleveret, at Uthman, Aisha og Umar ibn Abd al-Aziz gjorde dette.
Det er anbefalelsesværdigt at ønske at dø i Mekka eller Medina
Det er anbefalelsesværdigt at bede Allah om at dø i Mekka eller Medina. Al-Bukhari beretter nemlig fra Hafsa, at Umar plejede at bede:
اللَّهُ ارْزُقْنِي شَهَادَةً فِي سَبِيلِكَ وَاجْعَلْ مَوْتِي فِي بَلَدِ رَسُولِكَ .
»O Allah, giv mig martyrdøden på Din vej, og lad mig dø i Din Profets by.« Hafsa sagde: Jeg spurgte: Hvordan skulle det kunne ske? Han svarede: Hvis Allah vil, vil Han give mig det. Al-Tabarani beretter desuden fra Jabir, at Allahs Sendebud sagde: Den, der dør i et af de to hellige områder—Mekka eller Medina—vil på Genopstandelsens Dag være i sikkerhed.
Pludselig død
Abu Dawud har overleveret fra en ledsager, ʿUbayd ibn Khalid as-Sulamī (fortælleren har nogle gange gengivet dette som Allahs Sendebuds – må Allahs fred og velsignelser være med ham – udsagn og andre gange som ledsageren ʿUbayds udsagn): »En pludselig død er en sørgelig begivenhed.« (Man brød sig ikke om pludselig død, fordi man derved ikke får mulighed for, at synderne tilgives gennem sygdom og lidelse, eller for at forberede sig på døden gennem anger og gode handlinger.) Denne hadith er også overleveret fra ʿAbdullah ibn Masʿūd, Anas ibn Mālik, Abū Hurayrah og ʿĀʾishah – må Allah være tilfreds med dem.
Den, hvis barn dør
1. Al-Bukhārī har overleveret fra Anas – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Hvis tre mindreårige børn dør for en muslim, vil Allah ved Sin barmhjertighed føre ham ind i Paradiset på grund af dem.«
2. Al-Bukhārī og Muslim har overleveret fra Abū Saʿīd al-Khudrī – må Allah være tilfreds med ham – at kvinderne sagde til Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Fastlæg en dag til at give os råd.« Da Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – gav kvinderne råd, sagde han, at hvis en kvindes tre børn dør, vil de beskytte hende mod Ilden. En kvinde spurgte: »Hvad hvis to dør?« Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Også hvis to dør.«
Muslimummaens folks levetid
At-Tirmidhī har overleveret fra Abū Hurayrah – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Min ummas gennemsnitlige levetid vil være mellem tres og halvfjerds år. Meget få vil kunne overskride dette.«
Døden er en form for befrielse
Al-Bukhārī og Muslim har overleveret fra Abū Qatādah – må Allah være tilfreds med ham – at et begravelsesfølge passerede forbi Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham. Da han så det, sagde Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Denne afdøde har fundet befrielse, eller andre har fundet befrielse fra ham.« Folkene spurgte: »O Allahs Sendebud, hvem har fundet befrielse, og fra hvem har andre fundet befrielse?« Allahs Sendebud – må Allahs fred og velsignelser være med ham – sagde: »Den troende tjener finder gennem døden befrielse fra verdens prøvelser, ulykker og lidelser. Når den syndige tjener dør, finder de øvrige tjenere, hele landet, planterne og dyrene befrielse fra hans greb.«
Den afdødes ligklæde og begravelse
Det er obligatorisk at vaske den afdøde, svøbe ham i et ligklæde, udføre begravelsesbønnen for ham og begrave ham. Detaljerne herom følger nedenfor:
Vask af den afdøde
1. Reglen om vask: Ifølge flertallet af de lærde er det en kollektiv pligt at vaske en afdød muslim. Hvis nogle få udfører denne handling, er pligten opfyldt på alle muslimers vegne. Det skyldes, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede denne handling og pålagde alle muslimer at sørge for, at denne befaling blev efterlevet.
2. Hvem det er obligatorisk at vaske, og hvem det ikke er obligatorisk at vaske: Det er obligatorisk at vaske enhver muslim, som ikke er blevet dræbt af de vantro i en krig.
3. Vask og begravelsesbøn for dele af den afdødes krop:
De lærde er uenige om vask af dele af en afdød muslims lig. Ifølge imam al-Shafi‘i, Ahmad og Ibn Hazm skal delen vaskes, svøbes i et ligklæde, og begravelsesbønnen skal udføres for den. Imam al-Shafi‘i sagde: Vi har fået at vide, at en fugl under Kamelslaget tabte en hånd i Mekka. Folk kunne ud fra ringen på hånden identificere, hvis hånd det var. (Det var Abd al-Rahman ibn Itab ibn Usayds hånd.) Derefter blev vasken og begravelsesbønnen for den udført ved en forsamling af Profetens ledsagere. Imam Ahmad sagde: Abu Ayyub udførte begravelsesbønnen for en persons fod, og Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, udførte begravelsesbønnen for nogle knogler. Ibn Hazm siger: Enhver del, man finder af en afdød muslim, skal vaskes og svøbes i et ligklæde. Undtagelsen er martyren. Han sagde: Når begravelsesbønnen udføres for den del, der er fundet, skal intentionen om begravelsesbønnen omfatte hele hans krop og sjæl.
Ifølge Abu Hanifa og Malik skal han vaskes, og begravelsesbønnen skal udføres for ham, hvis mere end halvdelen af kroppen er fundet. Ellers skal hverken vask eller begravelsesbøn udføres.
4. Martyren skal ikke vaskes: En martyr, der er blevet dræbt af de vantro i krig, skal ikke vaskes. Det gælder, selv hvis rituel vask var foreskrevet eller obligatorisk for ham. (Ifølge malikitterne skal en martyr, for hvem rituel vask var foreskrevet eller obligatorisk, ikke vaskes. Dette er også den stærkeste opfattelse i den shafi‘itiske retsskole samt Imam Muhammads og Abu Yusufs opfattelse. Beviset herfor er, at Hanzala, måtte Allah være tilfreds med ham, blev martyr, mens rituel vask var foreskrevet for ham. Alligevel vaskede Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ham ikke.) Hvis det tøj, martyren har på, er tilstrækkeligt som ligklæde, skal han svøbes i det. Ellers skal det suppleres med det resterende ligklæde, så det bliver fuldstændigt. Hvis han har mere tøj på end det, der kræves til det foreskrevne ligklæde, skal det overskydende tøj tages af. Han skal begraves med sit blod på sig. Ikke engang en dråbe blod må vaskes eller tørres bort. Ahmad berettede, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Vask ikke martyrerne, for på Opstandelsens Dag vil duften af moskus udgå fra hvert sår og hver dråbe blod. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede, at martyrerne ved Uhud skulle begraves med deres blod på sig; han vaskede dem ikke og udførte heller ikke begravelsesbønnen for dem.
Imam al-Shafi‘i sagde: Formålet med at begrave dem uden vask og bøn er måske, at de skal møde Allah med deres sår. Deres blods duft vil nemlig være som moskus. Efter den ære, Allah har skænket dem, har de ikke længere behov for begravelsesbønnen. Desuden lettede dette de øvrige muslimers vanskeligheder, for mange af krigerne lå sårede og led. Derudover var der frygt for, at fjenderne ville angribe dem igen. De bekymrede sig også om deres familier, og familierne bekymrede sig om dem. (Derfor var det nødvendigt, at de hurtigt blev genforenet med deres familier.) Nogle mener, at den dybere visdom bag at undlade begravelsesbønnen for martyrerne er, at begravelsesbønnen udføres for den døde, mens martyren er levende. Eller også er begravelsesbønnen en form for forbøn. Martyrerne har ikke behov for denne forbøn, for det er dem, der vil gå i forbøn for andre.
5. De martyrer, der skal vaskes, og for hvem begravelsesbønnen skal udføres: De, som
Muslimer, der er blevet dræbt, ikke som følge af kamp mod nogle vantro, er også af Allahs Sendebud, fred være med ham, blevet betegnet som martyrer. De skal dog vaskes, og begravelsesbønnen skal bedes over dem. Sådanne personer, der døde, mens Sendebuddet, fred være med ham, var i live, vaskede han, og efter ham vaskede muslimerne også Umar, Uthman og Ali, selv om de alle var martyrer. Her redegør vi for denne type martyrer:
1. Det er berettet fra Jabir ibn Atiq, at Sendebuddet, fred være med ham, sagde: Ud over dem, der bliver dræbt på Allahs vej, er syv personer martyrer: den, der dør af pest; den, der drukner; den, der dør af en byld, der opstår indvendigt i siden af kroppen; den, der dør af en mavesygdom; den, der brænder ihjel; den, der bliver begravet under et sammenstyrtning; og den kvinde, der dør under fødslen. – Ahmad, Abu Dawud og an-Nasa’i.
2. Det er berettet fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Hvem blandt jer regner I for en martyr? Ledsagerne sagde: O Allahs Sendebud, den, der er blevet dræbt på Allahs vej. Sendebuddet, fred være med ham, sagde: Så er antallet af martyrer i mit samfund meget lille. De sagde: O Allahs Sendebud! Hvem er da martyrerne? Han sagde: Den, der bliver dræbt på Allahs vej, er martyr; den, der dør på Allahs vej, det vil sige, mens han er lydig mod Allah, er også martyr; den, der dør af pest, det vil sige en epidemi, er også martyr; den, der dør af en mavesygdom, er også martyr; og den, der drukner, er også martyr. – Muslim.
3. Det er berettet fra Sa’id ibn Zayd, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der bliver dræbt, mens han forsøger at beskytte sin ejendom, er martyr; den, der bliver dræbt, mens han forsøger at redde sit liv, det vil sige i selvforsvar, er martyr; den, der bliver dræbt, mens han forsøger at beskytte islam, er også martyr; og den, der bliver dræbt, mens han forsøger at beskytte sin familie, er også martyr. – Ahmad og at-Tirmidhi.
6. Det er ikke nødvendigt at vaske en vantro. Det er ikke obligatorisk for en muslim at vaske en vantro. Nogle mener, at det er tilladt. Ifølge malikitterne og hanbalitterne er det ikke tilladt for en muslim at vaske, iklæde ligklæde eller begrave en ikke-muslimsk slægtning. Hvis man imidlertid frygter, at liget vil gå tabt, er det nødvendigt at begrave det. Ahmad, Abu Dawud, an-Nasa’i og al-Bayhaqi har nemlig berettet, at Ali, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg sagde til Allahs Sendebud, fred være med ham: Din gamle vildfarne far, det vil sige Abu Talib, Alis far, er død. Han sagde: Gå og begrav din far, og sig ikke noget til nogen, før du kommer tilbage til mig. Jeg gik derefter og begravede ham, hvorefter jeg kom til Allahs Sendebud, fred være med ham. Da befalede han mig at foretage den rituelle afvaskning. Jeg foretog den, og han bad for mig.
Ibn al-Mundhir har sagt: Der findes ingen sunna, som man skal følge ved vask af den døde.
Reglerne for den rituelle afvaskning
Det er obligatorisk at lade vand løbe én gang over hele den dødes krop, også selv om han eller hun var rituelt uren på grund af menstruationsblødning eller sædafgang. Det er anbefalet at anbringe den døde på et hævet sted og tage tøjet af ham eller hende. Ifølge imam ash-Shafi’i er det bedre at vaske den døde med tøjet på, hvis skjorten er så tynd, at den ikke forhindrer vandet i at nå kroppen, for Allahs Sendebud, fred være med ham, blev vasket med tøjet på. Det synes dog klart, at dette kun gjaldt Allahs Sendebud, fred være med ham. Ellers var den gængse praksis at vaske den døde uden tøjet, bortset fra at de intime kropsdele blev dækket. Derefter skal den dødes intime kropsdele dækkes, medmindre den døde er et barn. Ingen andre må være til stede under vasken end dem, hvis tilstedeværelse er nødvendig. Den, der vasker den døde, bør være en retskaffen og pålidelig person, så han eller hun offentliggør det gode, der ses, og skjuler det dårlige, der ses. Ibn Majah har nemlig berettet, at Sendebuddet, fred være med ham, sagde: Jeres døde bør kun vaskes af dem, som er pålidelige. Den, der vasker den døde, skal have den rette hensigt, for opgaven med at vaske den døde er blevet pålagt ham eller hende. Derefter begynder vasken. Først trykkes der forsigtigt på maven, så eventuelt indhold kan komme ud. Derefter fjernes al snavs og urenhed fra kroppen. Med en klud i hånden tørres de intime kropsdele af med den, for det er forbudt at berøre de intime kropsdele med den bare hånd. Derefter udføres ablution på den døde som ved bøn. Sendebuddet, fred være med ham, har nemlig sagt, at vasken skal begynde fra den højre side og med ablutionens kropsdele. Desuden er det anbefalet at begynde med ablutionens kropsdele for at genoplive den troendes kendetegn ved at fremhæve de lysende mærker. Derefter vaskes den døde tre gange med vand og sæbe, idet man begynder fra højre side. Hvis tre vaske ikke renser den døde tilstrækkeligt, eller hvis det af en anden grund vurderes nødvendigt at vaske mere end tre gange, vaskes han eller hun fem eller syv gange. I Sahih al-Bukhari står der, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Vask den døde et ulige antal gange, nemlig tre, fem eller syv gange, eller flere gange, hvis I finder det nødvendigt. Ibn Abd al-Barr har sagt: Jeg kender ikke til nogen lærd, der har sagt, at man skal vaske mere end syv gange. Ahmad og Ibn al-Mundhir har betegnet mere end syv vaske som makruh. Ibn al-Mundhir har sagt: De, der vasker den døde, har fået myndighed til at bestemme, hvor mange gange han eller hun skal vaskes, på betingelse af, at antallet altid er ulige. Hvis den døde er en kvinde, skal hendes hår løsnes, vaskes efter at være blevet løsnet, og derefter flettes igen som før og hænge ned langs ryggen. I den hadith, der er berettet af Umm Atiyya, siges det: Kvinderne flettede håret på en af Allahs Sendebuds, fred være med ham, døtre i tre fletninger. Der blev spurgt: Blev fletningerne løsnet og derefter flettet i tre fletninger igen? Umm Atiyya
De sagde: Ja.
Når vaskningen af den døde er afsluttet, skal kroppen tørres med et rent klæde, så ligklædet ikke bliver vådt. Derefter skal kroppen påføres duftstof. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når I desinficerer den døde med vellugtende røgelse, så gør det tre gange.« – al-Bayhaqi, al-Hakim, Ibn Hibban.
Abu Wa’il siger: Ali havde moskus. Han havde testamenteret, at hans lig skulle parfumeres med denne moskus. Han sagde: »Det er den overskydende duftolie fra Allahs Sendebud, fred være med ham.« Ifølge flertallet af de lærde er det makruh at klippe den dødes negle, overskæg og hårene i armhulerne og under navlen eller at barbere dem. Ibn Hazm mener dog, at det er tilladt.
Hvis der efter vaskningen og før ligklædningen kommer uren afføring ud af maven, er der ingen uenighed om, at det er obligatorisk blot at vaske afføringen bort og rense den døde. Der er dog uenighed om, hvorvidt den døde skal renses rituelt på ny. Nogle siger, at det er tilstrækkeligt at udføre wudu på ham, mens andre siger, at han skal vaskes igen. Det grundlag, som de lærde har baseret deres ijtihad om vaskningsmetoden på, er hadithen fra Umm Atiyya, som er overleveret i alle de autentiske hadithsamlinger. Hun sagde: »Da Profetens, fred være med ham, datter døde, kom han til os og sagde: Vask hende tre gange med vand og sidrblade, eller fem gange, eller flere gange, hvis I finder det nødvendigt. Påfør hende til sidst kamfer, og underret mig derefter.« Da vi var færdige, underrettede vi Allahs Sendebud, fred være med ham. Så gav han os sit lændeklæde og sagde: »Læg det under hendes ligklæde.«
Hvad de lærde har sagt om betydningen af at påføre kamfer, er, at det er et vellugtende stof, og at dette er det tidspunkt, hvor englene kommer. Desuden har det evnen til at afkøle og udtørre hvad som helst, især at gøre liget fast, holde insekter borte fra det og forhindre, at det hurtigt går i forrådnelse. Hvis kamfer ikke er tilgængelig, kan et andet stof med tilsvarende egenskaber, helt eller delvist, anvendes.
At udføre tayammum på den døde, når der ikke er vand
Hvis der ikke kan findes vand, skal der udføres tayammum på den døde. For den Ophøjede Allah siger: »Hvis I ikke finder vand, så udfør tayammum.« Og Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jorden er blevet gjort til en moské og et rensende middel for mig.«
Tayammum kan også udføres, når der ved vaskning er frygt for, at liget bliver løst og ustabilt. Ligeledes kan der udføres tayammum, når der til vaskning af en afdød kvinde ikke kan findes andre end en fremmed mand, eller når der til vaskning af en afdød mand ikke kan findes andre end fremmede kvinder. Abu Dawud og al-Bayhaqi har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Når en kvinde dør, og der sammen med hende kun er nogle mænd og ingen anden kvinde, og når en mand dør, og der sammen med ham kun er nogle kvinder og ingen anden mand, skal disse afdøde kvinder og mænd få udført tayammum på sig og begraves. De regnes blandt de afdøde, der døde på grund af mangel på vand.«
Kvinden skal have udført tayammum af en mahram-mand med hans hånd. Hvis der ikke findes en mahram-mand, skal en fremmed mand vikle et stykke klæde om sin hånd og udføre tayammum for hende. Dette er Abu Hanifas og Ahmads madhhab. Ifølge Malik og al-Shafi‘i skal en mahram-mand, hvis en sådan findes, vaske hende rituelt, for den døde kvinde er for ham som en mand.
I værket »Musawwa« er det overleveret fra imam Malik, at han hørte de lærde sige: Når en kvinde dør under omstændigheder, hvor der hverken er en kvinde i nærheden eller en mahram-mand hos hende, skal der udføres tayammum for hende; hendes ansigt og begge hænder skal tørres af med jord. Og når en mand dør under omstændigheder, hvor der ikke er nogen mænd hos ham, men kun nogle kvinder, skal disse kvinder udføre tayammum for ham. (Ibn Hazm og andre har overleveret: Når en mand dør et sted, hvor der kun er kvinder og ingen mænd, eller en kvinde dør et sted, hvor der kun er mænd og ingen kvinder, skal kvinderne vaske manden rituelt, og mændene skal vaske kvinden rituelt, efter at de har dækket den døde med et tykt klæde og hældt vand over hele kroppen uden at berøre den døde med hænderne. Hvis der er vand til rådighed, er det ikke tilladt at udføre tayammum i stedet for den rituelle vask.)
Ægtefællers rituelle vask af hinanden
Fuqahaerne er enige om, at hustruen må vaske sin mand rituelt. Aisha sagde: »Hvis jeg påtager mig ansvaret for den rituelle vask, viger jeg ikke tilbage fra det. Det var Profetens hustruer, der vaskede Allahs Sendebud rituelt.« – Ahmad, Abu Dawud, al-Hakim. Men der er uenighed om, hvorvidt manden må vaske sin hustru rituelt. Flertallet anser det for tilladt, eftersom det er overleveret af al-Daraqutni og al-Bayhaqi, at Ali vaskede Fatima rituelt. Og Allahs Sendebud sagde til Aisha: »Hvis du dør før mig, vil jeg vaske dig rituelt og svøbe dig.« – Ibn Majah.
Hanafitterne siger: Det er ikke tilladt for manden at vaske sin hustru rituelt. Hvis der ikke findes nogen anden end manden, skal han udføre tayammum for hende. Men haditherne taler imod hanafitternes synspunkt.
En kvindes rituelle vask af en dreng Ibn al-Mundhir siger: Alle anerkendte lærde er enige om, at det er tilladt for en kvinde at vaske en dreng rituelt.
4. Janazah, begravelse, ligklæde og besøg på grave
Ligklæde
1. Bestemmelse: Det er en kollektiv pligt at svøbe den døde i et ligklæde, der dækker hele kroppen, selv hvis det kun er ét stykke stof. Al-Bukhari berettede fra Khabbab, måtte Allah være tilfreds med ham, at Khabbab sagde: “Vi udvandrede kun sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, for at opnå Allahs tilfredshed. Vores belønning tilkom Allah alene. Nogle af os døde uden at have modtaget noget af deres belønning; blandt dem var Mus’ab ibn Umair. Han blev dræbt i slaget ved Uhud. Vi fandt ikke andet til hans ligklæde end et tæppe. Når vi dækkede hans hoved med det, blev hans fødder blottet, og når vi dækkede hans fødder, blev hans hoved blottet. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, beordrede os at dække hans hoved og lægge idhkhir-græs over hans fødder (en slags velduftende græs, som bruges sammen med træ til at dække hustage).”
2. Det anbefalede ved ligklædet:
1. Ligklædet bør være rent og dække hele kroppen: Ibn Majah og at-Tirmidhi berettede fra Abu Qatadah, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når nogen af jer bliver ansvarlig for sin brors lig, skal han sørge for at svøbe ham ordentligt.
2. Det anbefales, at ligklædet er hvidt. Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi berettede fra Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Bær hvide klæder. Hvide klæder er de bedste klæder. Og svøb jeres døde i hvide klæder.
3. Ligklædet bør røges og gennemtrænges af røgelse, kamfer og duftstoffer. Ahmad og al-Hakim berettede fra Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når I røger den døde, skal I gøre det tre gange. Abu Sa’id og Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med dem, testamenterede desuden, at deres ligklæder skulle røges med sandeltræ.
4. Fire indhyllinger til mænd og fem til kvinder. Det er berettet fra Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, i alle de autentiske hadith-samlinger, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, blev svøbt i tre nye, hvide bomuldsklæder. Der var ingen turban blandt dem. At-Tirmidhi sagde: De fleste af de lærde blandt Allahs Sendebuds ledsagere handlede i overensstemmelse med denne hadith. Sufyan ath-Thawri sagde: En mand skal svøbes i tre klæder. Hvis du ønsker det, en skjorte og to indhyllinger, eller tre indhyllinger. Hvis man ikke kan få to klæder, er ét klæde tilstrækkeligt. To klæder er også tilstrækkeligt. Hvis det er muligt, er tre klæder bedst. Dette er ash-Shafi’is, Ahmads og Ishaqs opfattelse. De sagde: En kvinde skal svøbes i fem klæder. Umm Atiyyah sagde: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav hende et lændeklæde, en skjorte, et hoveddække og to indhyllinger.
3. Ligklædet for en person i ihram. Når en person i ihram dør, skal han vaskes ligesom andre, der ikke er i ihram, og svøbes i sine ihram-klæder. Hans hoved må ikke dækkes, og han må ikke parfumeres, fordi reglerne for ihram stadig gælder. Det er berettet fra Ibn Abbas i de autentiske hadith-samlinger, at en mand, som opholdt sig på Arafat-sletten sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, pludselig faldt ned fra sit ridedyr. Dyret brækkede straks hans nakke. Dette blev meddelt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Han sagde: Vask ham med vand og sidr, svøb ham i hans to ihram-klæder, parfumer ham ikke, og dæk ikke hans hoved. Allah den Ophøjede vil genoplive ham på Opstandelsens Dag, mens han siger: “Labbayka.”
Hanafitterne og malikitterne siger: En persons ihram ophører, så snart han dør. Derfor skal han, fordi han ikke længere er i ihram, svøbes som en person, der ikke er i ihram. Hans ligklæde skal sys, hans hoved skal dækkes, og han skal parfumeres. De siger: Hændelsen med den person, der faldt ned fra sit ridedyr og døde, var en ekstraordinær og isoleret hændelse. Derfor gælder den særlige fremgangsmåde ved hans ligklæde kun ham og ikke alle andre. At Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, begrundede dette med, at han ville blive genoplivet på Opstandelsens Dag, mens han fremsagde “Labbayka”, gælder imidlertid enhver person i ihram. Dette er et fast grundprincip: En regel, der gælder for én person, gælder for alle, medmindre det bevises, at den er særligt begrænset til denne person.
4. Det er makruh at overdrive med kafanen: Kafanen bør være af god kvalitet. Det er upassende at bruge et dyrt stof eller et stof, som man normalt ikke plejer at anvende. Shaʿbī fortæller, at ʿAlī, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Overdriv ikke med min kafan. For jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: Overdriv ikke med kafanen. Den bliver hurtigt taget af.« – Abū Dāwūd. Det er overleveret fra Hudhayfa, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Overdriv ikke med kafanen. Køb to rene stykker stof til mig og bring dem til mig.« Abū Bakr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Vask dette tøj, som jeg har på, og læg to stykker stof mere ovenpå det, og brug dem derefter til at kafane mig.« ʿĀʾisha sagde: »Men dette tøj er gammelt.« Han svarede: »Den levende er mere værdig til nyt tøj end den døde. Kafanen er jo til for den materie, der udskilles fra det døde legeme.«
5. En kafan fremstillet af silke: Det er ikke tilladt at kafane en mand i silkestof, men det er tilladt for en kvinde. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Guld og silke er forbudt for mændene i mit umma, men tilladt for kvinderne.« Mange lærde har også fundet det forkasteligt at kafane en kvinde i silkestof, fordi det indebærer ødselhed og overdrivelse med midler, som sharīʿaen har forbudt at ødsle med. Efter deres opfattelse er det ikke noget, jeg bryder mig om, hverken som pynt i det levende liv eller som kafan efter døden. Al-Hasan, Ibn al-Mubārak og Isḥāq anså det for makruh. Ibn al-Mundhir siger: »Jeg kan ikke huske, at nogen anden har sagt det modsatte.«
6. Kafanen skal betales af den afdødes egne midler: Hvis den afdøde har efterladt sig ejendom, skal hans kafan betales af den. Hvis han ikke har efterladt sig nogen ejendom, skal den person, der plejede at sørge for hans underhold, betale udgifterne til kafanen. Hvis der imidlertid ikke er nogen, som forsørgede ham, skal hans kafan bekostes af muslimernes bayt al-māl, det vil sige statskassen; ellers skal muslimerne selv sørge for hans kafan. Reglen for en kvinde er den samme som for en mand. Ibn Ḥazm har sagt: »Udgifterne til en kvindes kafan og grav skal betales af hendes egen ejendom. Det er ikke hendes mands ansvar. For uden et utvetydigt påbud fra Koranen og sunnaen er det forbudt at gribe ind i andre menneskers ejendom.« Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Enhver af jer er ukrænkelig for de andre, både hvad angår liv og ejendom.« Allah har kun pålagt ægtemanden ansvaret for hustruens mad, klæder og bolig. I det sprog, hvormed Allah har pålagt os reglerne om kafanen, betegnes kafanen ikke som klæder og graven ikke som en bolig.
Den afdødes janaza
1. Reglen for janazabønnen: Ifølge den enstemmige opfattelse blandt de retslærde imamer er janazabønnen for en afdød fard kifaya. Det skyldes, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befalede det, og muslimerne fulgte hans påbud. Al-Bukhārī og Muslim har overleveret fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham: Når en afdød, der havde gæld, blev bragt til Allahs Sendebud, spurgte han, om den afdøde havde efterladt sig overskydende ejendom, hvormed gælden kunne betales. Hvis det blev sagt, at han havde efterladt sig tilstrækkelige midler til at betale gælden, bad han janazabønnen over ham. Ellers sagde han til muslimerne: »Bed janazabønnen over jeres ledsager.«
2. Janazabønnens fortjeneste: 1. Det er overleveret fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, i alle de autentiske hadith-samlinger, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der beder janazabønnen og deltager i begravelsen af den afdøde, får belønning svarende til én qirāṭ. Og den, der følger ham, indtil begravelsen er afsluttet, får belønning svarende til to qirāṭ. Den ene qirāṭ – selv den mindste qirāṭ – er som Uhud-bjerget.« Det vil sige, at den på Dommedag vil veje lige så tungt på vægten som Uhud-bjerget.
2. Det er overleveret i Muslim fra Khabbāb, at Khabbāb sagde: »ʿAbdullāh ibn ʿUmar, har du ikke hørt, hvad Abū Hurayra siger? Han skulle have hørt Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: Den, der går ud fra sit hjem sammen med en afdød, beder janazabønnen over ham og derefter følger ham, indtil han er begravet, får belønning svarende til to qirāṭ. Hver qirāṭ er som Uhud-bjerget. Den, der beder janazabønnen og derefter går bort, får belønning svarende til Uhud-bjerget.« Dette viser, at man ikke behøver nogens tilladelse for at gå efter bønnen. Da Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, hørte dette, sendte han Khabbāb til ʿĀʾisha for at spørge, om Abū Hurayras udsagn var sandt, og beordrede Khabbāb til at vende tilbage og fortælle ham, hvad ʿĀʾisha havde sagt. ʿĀʾisha sagde: »Abū Hurayra har talt sandt.« Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Vi har mistet mange qirāṭ i belønning.«
3. Betingelserne for janazabønnen: Eftersom janazabønnen er en bøn, gælder betingelserne for alle andre obligatoriske bønner også her. Det indebærer blandt andet at være fri for synlig urenhed, at være fri for den mindre og større usynlige urenhed, at vende sig mod qiblaen og at dække awraen. ʿAbdullāh ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Det er ikke tilladt at bede janazabønnen uden at være rituelt ren.« Forskellen mellem den og de øvrige obligatoriske bønner er, at et bestemt tidspunkt ikke er en betingelse for den. Den kan bedes når som helst, så snart den afdøde er til stede. Ifølge hanafitterne og shafiitterne kan den endda bedes på de forbudte tidspunkter. Aḥmad, Ibn al-Mubārak og Isḥāq anså det for makruh at bede janazabønnen ved solopgang, solnedgang og præcis ved middagstid. Hvis man imidlertid frygter, at den afdøde vil blive forandret ved at vente, er den ifølge dem ikke makruh.
4. Begravelsesbønnens grundbestanddele: Begravelsesbønnen har nogle grundbestanddele, som dens egentlige væsen består af. Hvis blot én af disse grundbestanddele udelades, bliver bønnen ugyldig og uacceptabel i henhold til den islamiske lov. Disse grundbestanddele er:
1. Niyyah: For Allah den Ophøjede har sagt i sura al-Bayyinah:
وما أمروا إلا لِيَعْبُدُوا اللهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدين.
“De blev kun befalet at tilbede Allah, idet de oprigtigt vier lydigheden til Ham.” Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Handlinger bedømmes kun efter intentionerne, og enhver får kun det, han har haft til hensigt.” Al-Bukhari.
Tidligere er niyyah blevet forklaret, og det er blevet sagt, at niyyah har sin plads i hjertet. Det er ikke påbudt i den islamiske lov at udtale niyyah med munden.
2. At den, der er i stand til at bede stående, beder stående: Ifølge flertallet af de lærde er dette en grundbestanddel. Derfor er bønnen ikke gyldig for den, der uden gyldig grund beder begravelsesbønnen ridende eller siddende. I Al-Mughni står der: Det er ikke tilladt at bede begravelsesbønnen på et ridedyr, eftersom pligten til at bede stående dermed ikke opfyldes. Dette er Abu Hanifahs, al-Shafi’is og Abu Thawrs opfattelse. Jeg kender ikke til nogen uenighed om dette. Når man står under bønnen, er det anbefalet at holde venstre hånd med højre hånd ligesom i andre bønner. Nogle siger, at det ikke er anbefalet. Den førstnævnte opfattelse er dog den bedste.
3. Fire takbirer: Muslim og al-Bukhari har overleveret fra Jabir: Allahs Sendebud ﷺ bad begravelsesbønnen over al-Najashi i hans fravær og fremsagde fire takbirer under bønnen. Al-Tirmidhi siger: Flertallet af Allahs Sendebuds ﷺ ledsagere og andre lærde handler i overensstemmelse med denne hadith. De mener, at der skal fremsiges fire takbirer i begravelsesbønnen. Dette er også Sufyans, Maliks, Ibn al-Mubaraks, al-Shafi’is, Ahmads og Ishaqs opfattelse.
At løfte hænderne under takbir: I begravelsesbønnen er det sunnah ikke at udføre rafʿ al-yadayn, altså ikke at løfte hænderne, ved andre takbirer end den første. Der findes nemlig ingen overlevering fra Allahs Sendebud ﷺ om, at han løftede hænderne ved andre takbirer end den første. Efter at have fremlagt uenigheden og alle parternes argumenter siger imam al-Shawkani: Kort sagt findes der, bortset fra ved den første takbir, intet fra Allahs Sendebud ﷺ, som kan bruges som bevis. Ledsagernes handlinger og udsagn alene udgør ikke et afgørende bevis. Derfor bør man begrænse håndløftet til den første takbir, det vil sige takbir al-tahrimah, eftersom der ikke findes nogen bestemmelse i den islamiske lov om at løfte hænderne ved de øvrige takbirer. I andre bønner findes der kun overleveringer om at løfte hænderne ved overgangen fra én grundbestanddel til en anden, såsom fra stående til rukūʿ og fra rukūʿ til sujūd. I begravelsesbønnen er der imidlertid ingen sådanne bevægelser mellem stående og nedbøjning.
4, 5: At fremsige al-Fātiha samt velsignelser og fred over Profeten i stilhed: Imam al-Shāfiʿī har i sin Musnad overleveret fra Abū Umāma ibn Sahl, at en ledsager havde fortalt ham, at sunnah i begravelsesbønnen er, at imamen siger takbīr, hvorefter han efter den første takbīr fremsiger al-Fātiha stille og hemmeligt. Derefter fremsiger han velsignelser over Profeten. Han fremsiger bønner under begravelsesbønnens takbīrer, men reciterer ikke Koranen ved nogen af takbīrerne. Derefter afslutter han bønnen med salām i stilhed. (Ifølge flertallet af de lærde er det sunnah at fremsige recitationen samt velsignelser og fred over Profeten i stilhed. Imamen skal dog sige takbīr og afslutte med salām højt, så de, der følger ham, kan høre det.) I Fath al-Bārī står der: al-Bukhārī har overleveret fra Talha ibn ʿAbdullāh. Talha siger: Jeg bad begravelsesbøn sammen med Ibn ʿAbbās. Han reciterede al-Fātiha og sagde: Dette hører til sunnah. Al-Tirmidhī har også overleveret denne hadith og sagt: En række ledsagere og andre lærde følger denne hadith. De foretrækker at recitere al-Fātiha efter takbīrat al-ihrām. Dette er også Imam al-Shāfiʿīs, Aḥmads og Isḥāqs opfattelse. Nogle har sagt: Der reciteres ikke Koran i begravelsesbønnen. I den lovprises kun Allah, der fremsiges velsignelser over Profeten, og der bedes for den afdøde. Dette er også opfattelsen hos al-Thawrī og andre faqīher fra Kūfa. Beviset for dem, der går ind for at recitere al-Fātiha, er, at Allahs Sendebud kaldte den en bøn og sagde: Bed over jeres ledsager. I en anden hadith sagde han: Den, der ikke reciterer al-Fātiha, har ingen bøn.
Formuleringen og stedet for at fremsige velsignelser og fred over Profeten: Det er tilladt at sende velsignelser og fred over Allahs Sendebud på ethvert sprog. Hvis man blot siger: “Allāhumma salli ʿalā Muḥammad” (O Allah, send velsignelser over Muhammad), er det tilstrækkeligt. Den formulering, der er overleveret fra Profeten, er dog den bedste. Den lyder:
اللَّمَ صَلِّ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ، وَبَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ الْعَالَمِينَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ آل إِبْرَاهِيرَ فِي محمد كما باركت عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَعَلَى وَعَلَى آلِ
Denne velsignelse skal fremsiges efter den anden takbīr. Der findes dog ingen hadith om dens specifikke plads.
6. Bøn: Alle faqīher er enige om, at bønnen er en af begravelsesbønnens søjler, det vil sige en uundværlig del af den. Profeten har nemlig sagt: Når I beder over en afdød, så bed oprigtigt for ham. – Abū Dāwūd, al-Bayhaqī og Ibn Ḥibbān.
Denne bøn er tilstrækkelig, uanset hvor kort den er. Det anbefalede er dog at fremsige en af de nedenfor nævnte maʾthūr-bønner (bønner, der er overleveret fra Profeten):
Det er overleveret fra Abū Hurayra, at Allahs Sendebud fremsagde følgende bøn i begravelsesbønnen for en kvinde:
اللهم أنت رَبَّهَا وَأَنتَ خَلَقْتَهَا وَأَنْتَ رَزَقْتَهَا، وَأَنْتَ مَدَيْتَهَا لِلإِسْلامِ، وَأَنْتَ قَبَضْهَا رُوحَهَا ، وانتَ أَعْلَمُ بِسِرهَا وَعَلَانِيَتِهَا، مِلْنَا شُفَعَاءَ لَهَا ، فَاغْفِرْ لَهَا ذَنْبَهَا .
“O Allah, Du er denne afdødes Herre. Du har skabt ham, Du har forsørget ham, Du har vejledt ham til islam, Du har taget hans sjæl, og Du ved bedst om det, der er skjult og åbenlyst hos ham. Vi er kommet som forbønsmænd for ham. Tilgiv hans synder.”
Wā’ila ibn al-Asqaʿ fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad begravelsesbøn over en muslim. Jeg hørte ham sige:
الأَمر إِن فَلَانَ بْنَ فَلَانٍ فِي ذِمَّتِكَ وَحَبْلِ حِوَارِكَ، فَقِهِ مِن فِتْنَةِ الْقَبْرِ وَعَذَابِ النَّارِ وَأَنْتَ أَهْلُ الوَفَاءِ وَالْحَقِّ اللَّهُ فَاغْفِرْ لَهُ وَارْحَهُ فَإِنَّكَ انت الغفور الرحيم.
“O Allah, den og den, søn af den og den, er gået bort under Din beskyttelse og i ly af Dit naboskab. Beskyt ham derfor mod gravens prøvelse og Helvedes straf. Du er den, der beskytter sandheden og løftet. O Allah, tilgiv ham og forbarm Dig over ham. Du er Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.” – Ahmad, Abu Dawud.
Det er overleveret fra ʿAwf ibn Mālik: Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde bedt begravelsesbøn, hørte jeg ham sige:
اللَّهُمُ الْفِرْلَهُ وَارْحَمْهُ، وَأَعفُ عَنْهُ وَعَافِهِ وَأَكْرَمْ نُزَلَهُ، وَوَسِعَ مَنْ عَلَهُ وَاغْسِلْهُ بِمَاءِ وَتَلَجَ وَبَرَدٍ، وَلَقِهِ مِنَ الْخَطَايَا كَمَا يُنقى الثوبُ الْأَبْيَضُ مِنَ الدَّنَسِ، وَأَبْدِلَهُ دَارًا خَيْرًا مِنْ دَارِهِ وَأَهْلاً خَيْرًا مِنْ أَهْلِهِ وَزَوْجًا غيْرًا مِنْ زَوْجِهِ، وَلِهِ
فِتْنَةَ الْقَبْرَ وَعَذَاب النار .
“O Allah, tilgiv ham, forbarm Dig over ham, udslet hans synder, beskyt ham, ære ham, gør hans bolig rummelig, og vask ham med vand og sne. Rens ham for synder, ligesom et hvidt klæde renses for snavs. Giv ham en bedre bolig end hans bolig i denne verden, en bedre familie end hans familie i denne verden og en bedre ægtefælle end hans ægtefælle i denne verden, og befri ham fra gravens prøvelse og Helvedes straf.” – Muslim.
Det er overleveret fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) bad begravelsesbønnen over en afdød og sagde:
اللهمَّ اغْفِرْ لِعَيْنَا وَمَيِّتِنَا، وَسَفِيرِنَا وَكَبِيرِنَا وَذَكَرنَا وَأَنْتَانَا، وَعَامِرِنَا وَغَالِبِنَا، اللهم مَنْ أَحْيَيْتَهُ مِنا فَاحْيَهِ عَلَى الْإِسلام، ومن توفيته منا فتوفه على الإيمان، اللهم لا تحرمنا أجره، وَلَا تُضَلَّنَا بَعده.
“O Allah, tilgiv vores levende og vores døde, vores unge og vores gamle, vores mænd og vores kvinder, dem af os, der er til stede, og dem, der er fraværende. O Allah, lad den af os, som Du holder i live, leve som en tilhænger af islam, og lad den, som Du lader dø, dø med troen. O Allah, berøv os ikke dens belønning, og vildled os ikke efter den. – Ahmad, at-Tirmidhī, Abū Dāwūd, an-Nasāʾī, Ibn Mājah.
Hvis den afdøde er et barn, er det også anbefalet at fremsige denne bøn:الأمر اجعَلَهُ لَنَا سَلَقًا وَفَرَطًا وَذَحْرًا “O Allah, gør ham til en forløber, en erstatning og en opsparet skat for os. – al-Bukhārī.
Profeten har sagt: Hvis den afdøde er en dreng eller en pige, skal man fremsige bønnen: “O Allah, tilgiv vores døde og vores levende…..” Sammen med den skal man tilføje denne bøn:
اللهمَّ اجْعَلْهُ فَرَطًا لِأَبَوَيْهِ وَسَلْفًا وَنَمْرًا وَعِظَةٌ وَاعْتِبَارًا وَعَفِيعًا وَنَقِلْ بِهِ مَوَازِينَهَا، وَأَفْرِغِ الصَّبْرَ عَلَى قُلُوبِهِمَا، وَلَا تَفْتِنها بعدة، ولا تحرمهما أجرة.
“O Allah, gør ham til en erstatning, en forløber, en formaning, en lære og en forbeder for hans forældre; gør deres vægtskåle tunge gennem ham, indgyde tålmodighed i deres hjerter, udsæt ikke derefter hans forældre for en prøvelse, og berøv dem ikke hans belønning.”
Stedet og tidspunktet for at fremsige bønnerne: Ash-Shawkānī har sagt: I hadithene er stedet og tidspunktet for at fremsige disse bønner ikke fastlagt specifikt. Derfor kan den, der ønsker det, fremsige alle de bønner, han ønsker, efter alle takbīrerne eller samlet efter den første, anden eller tredje takbīr; han kan også fordele dem mellem hvilke som helst to takbīrer eller fremsige én af dem efter hver takbīr, så han handler i overensstemmelse med alle de bønner, der er overleveret i haditherne.
7. Bøn efter den fjerde takbīr: Det er anbefalet at bede efter den fjerde takbīr, uanset om man har bedt efter den tredje takbīr eller ej. Ahmad har nemlig overleveret fra ʿAbdullāh ibn Abī Awfā: En datter af ʿAbdullāh ibn Abī Awfā døde. Han fremsagde fire takbīrer over hende. Efter den fjerde takbīr stod han i den tid, det tager at fremsige to takbīrer, og bad. Derefter sagde han: “Allahs Sendebud (fred være med ham) bad begravelsesbønnen på denne måde.” Imām ash-Shāfiʿī har sagt: Derefter skal han sige: “O Allah, berøv os ikke dens belønning, og udsæt os ikke for nogen prøvelse efter den.” Abū Hurayrahs søn har sagt: De lærde i den første generation sagde: den fjerde
اللهم لا تحرمنا أَمْرَهُ، وَلَا تَفْتِنَا بَعْدَهُ. اللهِ رَبَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّار :
“O Allah, vor Herre, giv os fred i denne verden og fred i det hinsides, og beskyt os mod Helvedets straf.”
8. Salam-hilsenen: Alle de lærde, med undtagelse af Abu Hanifa, har enstemmigt sagt, at salam-hilsenen er obligatorisk. Han sagde: Det er wajib, men ikke fard, at fremsige salam til højre og venstre. De, der anser den for fard, fremfører beviser til støtte for deres synspunkt, for janazah-bønnen er også en bøn. Det er ved salam-hilsenen, at bønnen afsluttes. Ibn Masud siger, at salam-hilsenen i janazah-bønnen er ligesom salam-hilsenen i den almindelige bøn. Dens korteste formulering er:
السَّلامُ عَلَيْكُمْ، أَوْ سَلَامٌ عَلَيْكُمْ
Ifølge imam Ahmad er det sunnah at fremsige salam én gang mod højre. Det er også tilladt at fremsige salam lige frem. Profetens praksis var ligeledes at fremsige salam én gang. Det samme var ledsagernes praksis, og det, at ingen modsagde dem, er et bevis herpå.
Imam al-Shafi’i anser det for mustahabb at fremsige salam to gange. Første gang vender man ansigtet mod højre, og sidste gang vender man ansigtet mod venstre. Ibn Hazm siger: Den anden salam-hilsen er dhikr og en belønnende handling.
Fremgangsmåden ved janazah-bønnen
Den, der udfører janazah-bønnen, skal først opfylde bønnens betingelser. Derefter skal han have til hensigt at udføre janazah-bønnen for den afdøde eller de afdøde, der er til stede. Så skal han først løfte hænderne og sige takbirat al-ihram. Derefter skal han lægge højre hånd over venstre hånd og recitere surah al-Fatihah. Så skal han sige den anden takbir og fremsige salawat over Allahs Sendebud. Derefter skal han sige den tredje takbir og bede for den afdøde. Så skal han sige den fjerde takbir, bede og fremsige salam-hilsenen.
1. Hvor imamen skal stå ved janazah-bønnen for en mandlig eller kvindelig afdød: Sunnah er, at imamen står ud for hovedet på den mandlige afdøde og ud for midten af den kvindelige afdødes krop. Det er blevet overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Anas, må Allah være tilfreds med ham, bad janazah-bønnen for en mandlig afdød og stod ud for hans hoved. Derefter blev liget af en kvinde bragt, og han bad janazah-bønnen for hende og stod ud for midten af hendes krop. Da han blev spurgt, sagde han: »Sådan plejede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at stå ved janazah-bønnen for mænd, på det sted hvor jeg stod, og ved janazah-bønnen for kvinder, på det sted hvor jeg stod.« – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah og Tirmidhi. Al-Tahawi har sagt: Dette er den bedste måde hos os, for de hadither, der er overleveret fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, støtter netop denne fremgangsmåde.
Janazah-bønnen for flere afdøde: Når flere afdøde samles, og der blandt dem både er mænd og kvinder, skal de placeres på række mellem imamen og qiblaen, den ene efter den anden, så de alle står foran imamen. Den af dem, der er bedst, skal placeres nærmest imamen, og janazah-bønnen for dem alle skal bedes på én gang.
Hvis et stort antal kvindelige og mandlige afdøde samles, er det tilladt at bede janazah-bønnen særskilt for mændene og særskilt for kvinderne. Det er også tilladt at bede janazah-bønnen for dem alle på én gang. Mændene skal opstilles nærmest imamen, mens kvinderne skal placeres nærmest qiblaen. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han bad janazah-bønnen samlet for ni kvindelige og mandlige afdøde. Han placerede mændene nærmest imamen og kvinderne nærmest qiblaen og opstillede dem alle i samme række. Ligene af Umm Kulthum, Alis datter og Umars hustru, og hendes søn Zayd blev lagt frem. Imamen var den dag Said ibn al-As. Ibn Abbas, Abu Hurayra, Abu Said og Qatada var til stede ved janazah-bønnen. Den unge Zayd blev placeret nærmest imamen. En mand sagde: »Jeg brød mig ikke om dette.« Jeg så på Ibn Abbas, Abu Hurayra, Abu Said og Abu Qatada og sagde: »Hvad foregår der?« De sagde: »Dette er Sunnah.« – al-Nasai og al-Bayhaqi. Det er blevet nævnt i en hadith: Når janazah-bønnen bedes samlet for en dreng og en kvinde, skal drengen placeres nærmest imamen og kvinden nærmest qiblaen. Når mænd, kvinder og drenge samles, skal drengene placeres nærmest mændene.
Det er mustahabb at danne tre rækker og rette rækkerne ud: De, der beder janazah-bønnen, skal stå i tre rækker (mindst to rækker), og det er mustahabb, at rækkerne er lige. Malik ibn Hubayra, må Allah være tilfreds med ham, har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis en troende dør, og en gruppe muslimer, hvis antal svarer til tre rækker, beder janazah-bønnen over ham, vil alle hans synder blive tilgivet.« Derefter plejede Malik ibn Hubayra, når der var få mennesker, at forsøge at stille dem i tre rækker. – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah og Tirmidhi. Imam Ahmad sagde: Når der er få, der beder, bør de stilles i tre rækker. Folk spurgte: »Hvordan skal de stilles, hvis der er fire, der beder?« Han svarede: »De skal stilles i to rækker, med to i hver række.« Det er blevet anset for uønsket, at de er tre, for så vil der kun være én i hver række.
Det er mustahabb, at janazah-bønnen har en stor menighed, og at mange mennesker samles ved janazah-bønnen
Det er mustahabb. Det er blevet overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis hundrede mennesker beder janazah-bønnen over en afdød og går i forbøn hos Allah, vil deres forbøn blive accepteret.« (Det vil sige, hvis de oprigtigt og specifikt beder om tilgivelse for ham, vil hans synder blive tilgivet.) Ahmad, Muslim og Tirmidhi. Det er også blevet overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »Hvis fyrre mennesker samles ved janazah-bønnen for en muslim, efter at han er død, og ingen af dem sætter nogen ved Allahs side, vil Allah acceptere deres forbøn for ham.« – Ahmad, Muslim og Abu Dawud.
Den, der går glip af noget af janazah-bønnen: Hvis en person går glip af en takbir under janazah-bønnen, er det mustahabb, at han straks indhenter den takbir, han gik glip af. Det gør ingen skade, hvis han ikke indhenter den. Ibn Umar, al-Hasan, Ayyub al-Sakhtiyani og al-Awzai har sagt: Hvis man går glip af nogle takbirer i janazah-bønnen, behøver man ikke indhente dem. Forfatteren til al-Mughni har foretrukket denne sidste mening. Han har sagt: Vores bevis er Ibn Umars udsagn, og det er ikke kendt, at nogen sahabi har modsat sig det. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, har berettet, at hun sagde: »Allahs Sendebud, jeg deltager i janazah-bønnen, men jeg kan ikke høre nogle af takbirerne.« Han sagde: »Deltag i den takbir, du hører, og du behøver ikke indhente den, du går glip af.« Dette er i sandhed klart og entydigt. Desuden udføres disse takbirer fortløbende, og derfor behøver de ikke indhentes, ligesom takbirerne ved de to eid-bønner.
For hvem janazah-bønnen må og ikke må bedes: Juristerne er enige om, at janazah-bønnen må bedes for enhver muslim, hvad enten det er en mand eller en kvinde, en voksen eller en mindreårig, når vedkommende dør. Ibn al-Mundhir har sagt: De lærde er enstemmige om, at når et barn har vist sig at være levende, og der gennem en af dets bevægelser er blevet konstateret tegn på liv, må janazah-bønnen bedes for det, hvis det derefter dør.
Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den ridende skal være bag den døde, mens den gående skal være foran ham, tæt på, enten til højre eller venstre. Der skal bedes begravelsesbøn for et aborteret, ufuldstændigt udviklet foster, og der skal bedes om tilgivelse og barmhjertighed for dets forældre. – Ahmad og Abu Dawud.
Det er også blevet sagt i denne hadith: Den gående skal være bag den døde, foran ham samt tæt på ham til højre og venstre. I en anden overlevering hedder det, at den ridende skal være bag den døde, mens den gående må være, hvor han vil. Der skal bedes begravelsesbøn for et barn. – Ahmad, an-Nasa’i og at-Tirmidhi.
Begravelsesbønnen for et aborteret, ufuldstændigt udviklet foster: Hvis det aborterede, ufuldstændigt udviklede foster ikke har nået fire måneder, skal det hverken vaskes eller bedes begravelsesbøn for. Det skal svøbes i et stykke klæde og begraves. Dette er flertallet af de retslærdes opfattelse.
Hvis det derimod er fire måneder eller mere gammelt og viser tegn på liv ved at græde eller på anden måde, skal det ifølge enstemmig opfattelse vaskes, og der skal bedes begravelsesbøn for det. Hvis det på ingen måde viser tegn på liv, mener Hanafi-skolen, Maliki-skolen, al-Hasan og al-Awza‘i, at der ikke skal bedes begravelsesbøn for det. At-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah og al-Bayhaqi har nemlig overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Hvis det aborterede foster dør efter at have vist tegn på liv gennem lyd eller bevægelse, skal der bedes begravelsesbøn for det, og det skal arve. Hadithen gør tegn på liv før døden til en betingelse for begravelsesbønnen. Ifølge Ahmad, Sa‘id, Ibn Sirin og Ishaq skal det ikke blot bedes begravelsesbøn for, men også vaskes. For den tidligere nævnte hadith indeholder en anvisning herom. Der står deri: Der skal bedes begravelsesbøn for det aborterede foster. Desuden er det et levende væsen, hvori livet er blevet indblæst. Derfor skal der bedes begravelsesbøn for det ligesom for et barn, der har vist tegn på liv. Allahs Sendebud, fred være med ham, har nemlig oplyst, at livet indblæses i fosteret efter fire måneder. Som svar til de førstnævnte siger de: Hadithen er uklar og strider mod en stærkere hadith. Derfor kan den ikke bruges som bevis.
Begravelsesbønnen for martyrer: En martyr er den, der bliver dræbt af de vantro under kamp mod dem. Det er bevist gennem talrige stærke og entydige hadither, at der ikke skal bedes begravelsesbøn for ham. Disse hadither er fuldt ud autentiske.
a. Al-Bukhari har overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, beordrede, at Uhuds martyrer skulle begraves med deres blod på sig. Han vaskede dem ikke og bad heller ikke begravelsesbøn for dem.
b. Ahmad, Abu Dawud og at-Tirmidhi har overleveret fra Anas, at Uhuds martyrer blev begravet med deres blod på sig, og at der ikke blev bedt begravelsesbøn for dem. På den anden side findes der også nogle autentiske hadither, som med entydige ord beviser, at der skal bedes begravelsesbøn for en martyr:
1. Al-Bukhari har overleveret fra ‘Uqbah ibn ‘Amir, må Allah være tilfreds med ham: En dag kom Allahs Sendebud, fred være med ham, ud og bad over Uhuds martyrer, otte år efter deres død, på samme måde som begravelsesbønnen, som om han tog afsked med både de levende og de døde.
2. Det er overleveret fra Abu Malik al-Ghifari (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Ni af de dræbte ved Uhud blev bragt frem. Hamza (må Allah være tilfreds med ham) var den tiende blandt dem. Derefter bad Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) begravelsesbønnen over dem. Så blev de båret bort, og endnu ni blev bragt frem. Hamza (må Allah være tilfreds med ham) var stadig på sin plads. Til sidst bad Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) begravelsesbønnen over dem. – Al-Bayhaqi. Al-Bayhaqi siger: Selvom denne hadith er mursal, er den den mest autentiske hadith i dette kapitel.
På grund af uoverensstemmelsen mellem disse hadither har de lærdes meninger også antaget forskellige former. Nogle har accepteret alle haditherne, mens andre har foretrukket nogle af dem frem for de øvrige.
Blandt dem, der foretrækker at acceptere alle haditherne, er Ibn Hazm. Han mente, at det både er tilladt at bede begravelsesbønnen og at undlade at gøre det. Han sagde: Det er godt både at bede begravelsesbønnen over en martyr og at undlade at bede den. En af de overleveringer, der er modtaget fra imam Ahmad, giver også udtryk for denne mening. Ibn al-Qayyim erklærede denne mening for korrekt. Han siger: Den korrekte mening i denne sag er, at eftersom der findes hadither både for og imod begravelsesbønnen, er der valgfrihed med hensyn til både at bede den og at undlade at bede den. Dette er en af imam Ahmads meninger. Den stemmer bedst overens med grundprincipperne i hans madhhab. Han siger: Hvad der tilsyneladende gælder for martyrerne ved Uhud, er, at der ikke blev bedt begravelsesbøn over dem ved begravelsen. Halvfjerds mænd blev dræbt ved Uhud sammen med Hamza. Det er derfor umuligt og ugyldigt at antage, at der blev bedt begravelsesbøn over dem, uden at det blev kendt. Den hadith, som Jabir ibn Abdullah har overleveret om, at der ikke blev bedt begravelsesbøn over dem, er autentisk og klar. Hans far, Abdullah, var også blandt de dræbte den dag. Derfor kan ingen have haft så indgående kendskab til slaget ved Uhud som Jabir. Abu Hanifa, al-Thawri, al-Hasan og Ibn al-Musayyab anser overleveringerne om at bede begravelsesbønnen for de stærkeste. Ifølge dem er det obligatorisk at bede begravelsesbønnen over en martyr. Malik, al-Shafi’i og Ishaq foretrækker også ifølge en overlevering den modsatte mening af Ahmad. De siger: Der skal ikke bedes begravelsesbøn over en martyr. Al-Shafi’i foretrak sin egen mening og skrev i sit værk al-Umm: “De hadither, der fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) ikke bad begravelsesbøn over martyrerne ved Uhud, er overleveret mutawatir, på en måde der svarer til øjenvidneberetninger. Den overlevering, der fortæller, at han bad begravelsesbøn over dem og sagde takbir halvfjerds gange under bønnen, er derimod ikke autentisk. Den, der fremsatte disse overleveringer imod disse autentiske hadither, burde have skammet sig. Hvad angår Uqbah ibn Amirs hadith, vidner den selv om, at denne hændelse fandt sted otte år senere. Det er muligt, at han, da han mærkede sin død nærme sig, bad for dem og bad om tilgivelse for dem, fordi han ønskede at tage afsked med dem. Dette beviser på ingen måde, at den fastslåede regel er blevet ophævet.” (Det vil sige reglen om begravelsesbønnen over martyrer.)
Den, der bliver såret i krig mod de vantro, lever et normalt liv og derefter dør: Den, der bliver såret i krig, derefter lever et normalt liv og så dør, skal vaskes, og der skal bedes begravelsesbøn over ham, selv om han regnes for martyr. For Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) lod Sa’d ibn Mu’adh vaske og bad begravelsesbøn over ham. En pil havde skåret en blodåre over i hans arm. Derefter blev han bragt til moskeen, hvor han opholdt sig i nogle dage. På et tidspunkt hævede hans sår, og han døde martyrdøden.
Men hvis han efter at være blevet såret lever som syg, derefter taler og spiser og drikker, og så dør, skal han hverken vaskes eller have begravelsesbønnen bedt over sig. I værkerne al-Mughni og Futuh al-Sham fortælles det, at en mand sagde: Jeg tog noget vand med til Ali. Min hensigt var at give min fætter noget af det at drikke, hvis jeg fandt ham i live. Men pludselig fandt jeg al-Harith ibn Hisham og ville give ham vand at drikke. På det tidspunkt så jeg en mand se på ham. Al-Harith gjorde tegn til mig om at give ham vand at drikke. Da jeg gik hen for at give ham vand, så jeg en anden se på ham. Derfor gjorde også han tegn til mig om at give ham vand. Til sidst døde de alle. Ingen af dem blev vasket eller fik begravelsesbønnen bedt over sig. De døde alle efter slaget.
Begravelsesbønnen over den, der dør efter at være blevet henrettet som straf efter shariaens straffelov: Den, der bliver dræbt som følge af gennemførelsen af en sharia-straf, skal vaskes, og der skal bedes begravelsesbøn over ham. Al-Bukhari har nemlig overleveret fra Jabir: En mand fra stammen Banu Aslam kom til Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) og bekendte, at han havde begået utugt. Allahs Sendebud ignorerede ham. Til sidst vidnede han gentagne gange om sin forbrydelse. Allahs Sendebud sagde: Er du sindssyg? Han svarede: Nej. Han sagde: Er du gift?
Han svarede: Ja. Så beordrede Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), at han skulle stenes til døde, og han blev stenet til døde på eid-pladsen. Da han på et tidspunkt, bedøvet af stenslagene, forsøgte at flygte, blev han indhentet, stenet igen og døde. Derefter roste Allahs Sendebud ham og bad begravelsesbønnen over ham. Imam Ahmad sagde: Vi kender ingen anden, hvis begravelsesbøn Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) undlod at bede, bortset fra den, der havde tilegnet sig krigsbytte før dets fordeling, og den, der havde begået selvmord.
Begravelsesbønnen over den, der har tilegnet sig krigsbytte, den, der har begået selvmord, og andre syndere: Ifølge flertallet af de lærde skal der bedes begravelsesbøn over den, der har begået selvmord, den, der har tilegnet sig krigsbytte, og alle andre syndere. Al-Nawawi har sagt: Qadi’en siger, at der skal bedes begravelsesbøn over alle muslimer, der har bevaret deres tro, over den, der har begået selvmord, og over et barn født uden for ægteskab. Den hadith, der fortæller, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) ikke bad begravelsesbøn over den, der havde tilegnet sig krigsbytte, eller den, der havde begået selvmord, har sandsynligvis til hensigt at irettesætte og fordømme denne handling, ligesom han ikke bad begravelsesbøn over en forgældet person. Men han befalede sine ledsagere at bede begravelsesbønnen.
Ibn Hazm sagde: Der skal bedes begravelsesbøn over alle muslimer, uanset om de er fromme eller syndige, er blevet straffet efter en straffelov, er blevet dræbt under et oprør eller er blevet dræbt i krig. Herskeren eller en anden skal bede begravelsesbønnen over dem. På samme måde skal der bedes begravelsesbøn over den, der er involveret i nyskabende religiøse handlinger, hvis det ikke er nået til vantroens niveau, samt over den, der har begået selvmord, og morderen, hvis han dør som muslim. Det gælder, selv om han skulle være den værste forbryder på jorden. For Allahs Sendebuds udsagn: “Bed over jeres ledsager” er generelt formuleret. Enhver muslim er vores ledsager. Allah siger: “De troende er hinandens brødre.” Han siger også: “De troende mænd og de troende kvinder er hinandens venner og beskyttere.” Derfor fremsætter den, der taler imod begravelsesbønnen over en muslim, en yderst alvorlig udtalelse. En synder har større behov for sine muslimske brødres bønner end den, der er værdig til Allahs barmhjertighed. Det er overleveret i en autentisk hadith, at en mand døde ved Khaybar. Allahs Sendebud sagde: Bed begravelsesbønnen over jeres ledsager. Han har tilegnet sig noget på Allahs vej. Derefter gennemsøgte de hans ejendele og fandt en tråd, hvis værdi ikke oversteg to dirham.
Det er autentisk overleveret fra Ata, at han bad begravelsesbøn over et barn født uden for ægteskab, dets mor, ægtefæller, der gensidigt havde forbandet hinanden, den, der var dømt til døden, og den, der var blevet dræbt for at være flygtet fra slagmarken. Ata sagde: Jeg vil ikke undlade at bede begravelsesbøn over den, der har sagt: Der er ingen gud ud over Allah.
Det er autentisk overleveret fra Ibrāhīm al-Nakhaʿī, at han sagde: I islams første tid blev ingen, der vendte sig mod muslimernes qibla og bad, nægtet begravelsesbønnen. Der skal bedes begravelsesbøn for den, der har begået selvmord. Det er sunnah at bede begravelsesbøn for den, der er blevet stenet ihjel som straf. Qatāda sagde: Jeg kender ingen lærd, der har nægtet at bede begravelsesbøn for en, som har sagt: Lā ilāha illā Allāh. Ibn Sīrīn sagde: Jeg har ikke set nogen afvise begravelsesbønnen for en, der vendte sig mod muslimernes qibla.
Det er overleveret fra Abū Ghālib, at jeg spurgte Abū Umāmah al-Bāhilī: Må man bede begravelsesbøn for en, der drikker alkohol? Han svarede: Ja. For måske har han på et tidspunkt, mens han lå i sin seng, sagt Lā ilāha illā Allāh, og på grund af det er hans synder blevet tilgivet. al-Hasan sagde: Der skal bedes begravelsesbøn for den, der har sagt Lā ilāha illā Allāh og har bedt vendt mod qiblaen. Dette er blot en forbøn.
Begravelsesbøn for en ikke-muslim: Det er ikke tilladt at bede begravelsesbøn for en ikke-muslim. For Allah har sagt:
وَلَا تُصَلِّ عَلَى أَحَدٍ مِنْهُمْ مَاسَ أَبَدًا، وَلَا تَقُرْ عَلَى قَبْرِهِ ، إِنَّهُمْ كَفَرُوا بِاللَّهِ وَرَسُولِهِ، وَقَالَ مَا كَانَ لِلنَّبِي، وَالَّذِينَ آمَنُوا أَن يَسْتَغْفِرُوا لِلْمُشْرِكِينَ وَلَوْ كَانُوا أَولِى تُرْبِي مِنْ بَعْدِ مَا تَبَيَّنَ لَهُمْ أَنَّهُمْ اصْحابِ الجَحِيمِ وَمَا كَانَ
اسْتِغْفَارَ إِبْرَاهِيمَ لِأَبِيهِ إِلَّا عَنْ مَوْعِدَةٍ وَعَدَهَا إِيَّاهُ فَلَمَّا تَبَيَّنَ لَهُ أَنَّهُ عَدو لِلَّهِ تَبَرأَ مِنْهُ .
»Bed aldrig begravelsesbøn for nogen af dem, når han dør, og stå ikke ved hans grav. De har forkastet Allah og Hans Sendebud.« Allah har også sagt: »Det er ikke tilladt for Profeten og de troende at bede om tilgivelse for afgudsdyrkerne, selv om de er deres nærmeste, efter at det er blevet klart for dem, at de er Helvedes beboere.« At Ibrāhīm bad om tilgivelse for sin far, skyldtes kun det løfte, han havde givet ham. Men da det blev klart for ham, at han var Allahs fjende, tog han afstand fra ham.« På samme måde bedes der ikke begravelsesbøn for afgudsdyrkernes børn, for de følger deres forældres religion. Men de børn, som vi anerkender som muslimer, er en undtagelse, såsom når en af deres forældre har antaget islam, eller når barnet dør eller bliver taget til fange, mens det er adskilt fra sine forældre, eller er adskilt fra den ene af dem. Når sådanne børn dør, bedes der begravelsesbøn for dem.
Begravelsesbøn ved graven: Selv hvis der allerede er blevet bedt begravelsesbøn for den afdøde før begravelsen, må der når som helst efter begravelsen bedes begravelsesbøn ved hans grav. Det er tidligere blevet nævnt, at Allahs Sendebud ﷺ bad begravelsesbøn for Uhuds martyrer otte år senere. Det er overleveret fra Zayd ibn Thābit رضي الله عنه: En dag gik vi ud sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Da vi kom til al-Baqīʿ, så han en ny grav og spurgte: »Hvem er dette gravsted for?« Man svarede ham: »En bestemt kvinde.« Han genkendte kvinden og sagde: »Hvorfor underrettede I mig ikke om hendes død og begravelsesbøn?« Sahābaherne sagde: »Allahs Sendebud, du sov til middag, og derfor fandt vi det ikke passende at forstyrre dig.« Han sagde: »Gør ikke dette igen. Så længe jeg lever iblandt jer, skal I altid underrette mig, når nogen dør, for min bøn er en nåde for ham.« Derefter gik han hen til graven, stillede os på rækker bag sig og bad begravelsesbønnen over hende med fire takbīr. — Ahmad, al-Nasāʾī, al-Bayhaqī, al-Hākim og Ibn Hibbān.
Al-Tirmidhī siger: De fleste lærde, inklusive Sahābaherne, handlede i overensstemmelse med denne hadith. Al-Shāfiʿīs, Ahmads og Ishāqs opfattelse var den samme. Det nævnes også i hadithen, at Sahābaherne bad begravelsesbøn for den pågældende kvinde efter hendes begravelse. Allahs Sendebud ﷺ bad begravelsesbøn ved hendes grav. Sahābaherne var ikke rede til at begrave hende uden begravelsesbøn.
At Profetens ledsagere bad begravelsesbønnen over en grav sammen med Profeten, viser, at dette ikke var begrænset til Profeten alene.
Ibn al-Qayyim siger: Selv om disse hadither sprogligt er entydige og afgørende, er de blevet vanskelige hadither, fordi der findes hadither, som synes at være i modstrid med dem. Den hadith lyder: “Sæt jer ikke på gravene, og bed ikke på dem.” Dette er også en sahih-hadith. Den, der sagde dette, bad imidlertid selv over en grav. I virkeligheden er disse to hadither ikke i modstrid med hinanden. Der er ikke fastsat et bestemt sted for den begravelsesbøn, der bedes over den dødes legeme. Tværtimod er det bedre at bede den uden for moskéen end i moskéen. Den begravelsesbøn, der bedes over graven, hører derfor til samme kategori som den begravelsesbøn, der bedes over den dødes legeme. Begge bønner bedes for den samme døde, og der er ingen forskel, hvad enten bønnen bedes over graven eller over liget. Hvad angår andre bønner, forholder det sig helt anderledes, for det er ikke foreskrevet at bede andre bønner over en grav. Den sidstnævnte hadith forbyder netop dette, fordi det ville åbne vejen for at gøre gravene til moskéer. Profeten har forbandet dem, der gør dette. Hvordan kan man da sammenligne denne handling, hvis udøver Profeten har forbandet, som han har advaret imod, og hvis udøver han har kaldt den værste af alle skabninger, idet han sagde: “De, der er i live, når Timen indtræffer, og de, der gør gravene til moskéer, er de værste mennesker,” med den handling, som han selv udførte gentagne gange? Det vil sige, at begravelsesbønnen over en grav ikke er en almindelig bøn.
Begravelsesbøn i den dødes fravær: Det er tilladt at bede begravelsesbønnen for en fraværende afdød, uanset om stedet er langt fra eller tæt på den afdøde. Den, der udfører begravelsesbønnen, skal stå vendt mod qibla. Hvis den afdøde befinder sig et sted, der ikke ligger i qiblas retning, skal man have til hensigt at bede over ham. Takbīr og alle øvrige handlinger udføres på samme måde som ved begravelsesbønnen for en afdød, der er til stede. I alle de autentiske hadith-samlinger er det nemlig overleveret fra Abu Hurayrah: Den dag al-Najashi døde, kaldte Allahs Sendebud folk sammen for at bede begravelsesbønnen over ham. Han gik med dem til bønnepladsen, stillede ledsagerne op i rækker og fremsagde fire takbīr. Ibn Hazm siger: Begravelsesbønnen for en fraværende afdød skal bedes med en imam og en menighed. Profeten bad begravelsesbønnen over al-Najashi, som døde i Abessinien, og hans ledsagere stillede sig op i rækker sammen med ham og bad. Dette er deres enstemmige opfattelse, som ikke kan tilsidesættes. Abu Hanifah og Malik er dog uenige i dette synspunkt, men de har intet gyldigt bevis til støtte for deres opfattelse.
Begravelsesbøn i moskéen: Det er tilladt at bede begravelsesbønnen i moskéen, hvis der ikke er frygt for, at moskéen bliver tilsølet. Muslim overleverer nemlig fra Aisha, at Profeten bad begravelsesbønnen over Suhayl ibn Bayda i selve moskéen. Ledsagerne bad også begravelsesbønnen over Abu Bakr og Umar i moskéen, uden at nogen gjorde indsigelse. Det er jo en bøn ligesom andre bønner. Grunden til, at Malik og Abu Hanifah anser dette for makruh, er, at Allahs Sendebud sagde: “Den, der beder begravelsesbønnen i moskéen, får intet.” Det vil sige, at han ikke får nogen belønning. Denne hadith strider imidlertid imod Profetens og ledsagernes handlinger, og den er desuden svag. Ahmad ibn Hanbal sagde: “Dette er en svag hadith.” De lærde har dog erklæret hadithen autentisk og sagt, at ordlyden i den korrekte udgave af Sunan Abu Dawud er: “Den, der beder begravelsesbønnen i moskéen, bliver ikke skadet.” Det vil sige, at han ikke begår en synd. Ibn al-Qayyim siger: Begravelsesbønnen i moskéen var ikke Profetens regelmæssige sunnah. I hans tid blev begravelsesbønnen som regel bedt uden for moskéen uden en undskyldning; kun lejlighedsvis blev den bedt i moskéen, som ved Ibn Baydas begravelse. Det er tilladt at bede begravelsesbønnen både uden for og inden i moskéen, men det er bedre at bede den uden for moskéen.
At bede begravelsesbønnen mellem flere grave: Flertallet af de lærde anser det for makruh at bede begravelsesbønnen mellem flere grave på en kirkegård. Dette er overleveret fra Ali, Abdullah ibn Umar og Ibn Abbas. Det er også opfattelsen hos Ata, al-Nasa’i, al-Shafi’i, Ishaq og Ibn al-Mundhir. Profeten sagde nemlig: “Hele jorden er en moské bortset fra grave og hammam.” Hammam betegner et sted, hvor toilet, urinal og badeområde er samlet. I en overlevering fra Ahmad siges det, at der ikke er noget til hinder for at bede begravelsesbønnen midt på en kirkegård. Profeten gik nemlig til kirkegården og bad begravelsesbønnen over en grav. Abu Hurayrah bad begravelsesbønnen over Aishas grav blandt gravene på al-Baqi-kirkegården. Ibn Umar var også til stede ved denne bøn. Umar ibn Abd al-Aziz bad ligeledes. Kvinder kan også bede begravelsesbønnen; ligesom mænd kan kvinder bede begravelsesbønnen
og det er tilladt, hvad enten de beder alene eller sammen med en menighed. Umar ventede på Umm Abd Allah, hans hustru. Til sidst bad Umm Abd Allah begravelsesbønnen over Utbah alene, fordi hun ikke nåede menighedsbønnen. Aisha beordrede også, at Sa’d ibn Abi Waqqas’ lig skulle bringes til hende, så hun kunne bede begravelsesbønnen over ham. Al-Nawawi siger: Ligesom ved andre bønner bør det også være sunnah for kvinder at bede begravelsesbønnen i menighed. Hasan ibn Salih, Sufyan al-Thawri, Ahmad og hanafitterne har samme opfattelse. Malik sagde: Kvinder skal bede begravelsesbønnen alene.
Prioritet ved at lede begravelsesbønnen: De islamiske jurister er uenige om, hvem der har prioritet til at lede begravelsesbønnen. Én opfattelse er, at den, som den afdøde har udpeget i sit testamente, har førsteprioritet, derefter herskeren, derefter faderen og hans forfædre, derefter sønnen og hans efterkommere, og derefter den nærmeste slægtning på fædrene side. Dette er malikitterne og hanbalitternes opfattelse. En anden opfattelse er, at faderen kommer først, derefter bedstefaderen, sønnen, sønnesønnen, broderen, brodersønnen, farbroderen og fætterens søn, i rækkefølge efter slægtskabet gennem den mandlige linje. Dette er al-Shafi’is og Abu Yusufs opfattelse. Abu Hanifah og Muhammad ibn al-Hasan mener, at den regionale guvernør kommer først, hvis han er til stede, derefter dommeren, derefter områdets leder og derefter værgen for den afdøde kvinde. Derefter kommer den nærmeste slægtning i rækkefølgen efter slægtskabet gennem faderen, og derefter den nærmeste blandt de øvrige. Hvis faderen og sønnen er til stede samtidig, gives faderen prioritet.
At bære kisten og følge begravelsesoptoget
Følgende handlinger anbefales i forbindelse med transporten af kisten i overensstemmelse med sharia:
1. At bære kisten og følge den. Sunnah er, at bærerne skifter plads omkring båren, så de kommer omkring fra alle sider. Ibn Majah, al-Bayhaqi og Abu Dawud al-Tayalisi har overleveret fra Ibn Mas’ud, at Ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den, der følger den døde, det vil sige ledsager ham til graven, skal skiftevis bære fra alle sider af båren, for dette er Sunnah.« (Når en sahabi kalder noget Sunnah, betyder det, at denne handling blev indført af selve Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham.) Derefter kan han, hvis han ønsker det, frivilligt gå længere frem; ellers kan han lade være. Det er overleveret fra Abu Sa’id, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Besøg den syge og deltag i begravelsesoptoget. Det vil minde dig om det hinsides.« – Ahmad.
2. Hurtighed og hast i begravelsesoptoget: Alle de autentiske hadith-samlinger har overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Skynd jer at føre den døde til graven. Hvis han var et godt menneske, bringer I ham dermed hurtigt til hans gode belønning; ellers, det vil sige hvis han var et ondt menneske, befrier I jer for en byrde.« Ahmad, al-Nasa’i og andre har overleveret fra Abu Bakrah, at Abu Bakrah sagde: »Vi så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gå i begravelsesoptog sammen med os. Vi bar den døde på vores skuldre og gik hurtigt, mens vi bevægede nakkerne.« Imam al-Bukhari har i sit historiske værk overleveret: »Allahs Sendebud gik så hurtigt, at vores sko blev revet i stykker. Det skete den dag, Sa’d ibn Mu’adh døde.« I Fath al-Bari står der, at det sammenfattende er anbefalet hurtigt at føre den døde til graven. Man skal dog gå så hurtigt, at der ikke er fare for, at den døde tager skade eller bliver vansiret, og at bærere og følgere udsættes for overdreven vanskelighed. Denne hast må heller ikke føre til manglende renlighed eller til gene for muslimerne. al-Qurtubi sagde: Formålet med hadithen er, at man ikke skal forsinke begravelsen af den døde, for forsinkelse fører ofte til selvglæde og hovmod.
3. At gå foran, bagved, til højre eller til venstre for den døde, tæt på ham. De lærde er uenige om hver af disse måder. De fleste lærde foretrækker at gå foran. De siger: Dette er det bedste, for Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, Abu Bakr og Umar plejede at gå foran. – Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah. Hanafi-lærde mener, at det er bedre at gå bagved, fordi dette forstås af Allahs Sendebuds befaling om at følge den døde. Den, der følger, er netop den, der går bagved.
Anas ibn Malik mener, at alle måderne er lige gode. For tidligere er Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udsagn blevet citeret: »Den ridende skal gå bag den døde, mens den gående skal gå foran ham, bag ham, til højre eller til venstre, tæt på ham.«
Det siger sig selv, at alle måderne er tilladte. Uenigheden er begrænset til disse tilladte måder, og det ønskelige blandt dem er overbærenhed og fleksibilitet. Det er overleveret fra Abd al-Rahman ibn Abi Awfa, at Abu Bakr og Umar gik foran båren, mens Ali gik bagved. Derfor blev Ali spurgt: »De to går jo foran.« Ali svarede: »De ved også, at det er bedre at gå bagved end foran, ligesom det er bedre at bede i fællesskab end at bede alene. Men de to er overbærende; de ønsker at gøre religionen let for mennesker.« – al-Bayhaqi, Ibn Abi Shaybah. De fleste lærde anser det for makruh at ride under deltagelse i begravelsesoptoget uden en gyldig grund. På hjemvejen anser de det derimod ikke for makruh. For Thawban sagde: »Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik sammen med en død, blev et ridedyr bragt til ham, men han steg ikke op på det. Da han senere vendte tilbage, blev et ridedyr bragt til ham, og han steg op på dets ryg. Da han blev spurgt om grunden, sagde han: ›På vej derhen gik englene til fods. Jeg kunne ikke ride, mens de gik. Da de var gået bort, steg jeg op.‹« – Abu Dawud, al-Bayhaqi og al-Hafiz. Allahs Sendebud gik også til fods ved Ibn al-Dahdahs begravelse og vendte tilbage ridende på en hest. – al-Tirmidhi. Det tidligere citerede udsagn fra Allahs Sendebud, »Den ridende skal gå bag den døde«, er ikke i modstrid med denne hadith. Formålet med den hadith kan være at fastslå, at det er makruh, men tilladt, at ride. Ifølge hanafi-lærde er der ingen indvending mod at ride, men det er bedre at gå til fods, medmindre man har en gyldig grund. Sunnah for den ridende er at befinde sig bag den døde. al-Khattabi sagde: Jeg kender ikke til nogen uenighed om, at den ridende skal være bag den døde.
5. Det, der er makruh ved begravelsesbønnen, begravelsen og ligklædningen
Følgende handlinger er makruh ved begravelsesbønnen, begravelsen og ligklædningen:
1. At fremsige dhikr eller recitere Koranen eller noget andet højt. Ibn al-Mundhir har sagt: Vi har hørt en beretning fra Qays ibn ʿUbādah, som sagde: Profetens ﷺ ledsagere brød sig ikke om højlydt recitation ved tre lejligheder: under janazahen (herunder janazah-bønnen, ligklædningen, begravelsen og begravelsesoptoget), ved dhikr og under krig. Saʿīd ibn al-Musayyib, Saʿīd ibn Jubayr, al-Hasan, al-Nakhaʿī, Ahmad og Ishaq anså det også for makruh under janazahen at sige: »Bed om tilgivelse for den afdøde.« Ifølge al-Awzaʿī er dette en bidʿah.
Fudayl ibn ʿAmr har sagt: Ibn ʿUmar deltog i en janazah. Pludselig hørte han en mand sige: »Bed alle om tilgivelse for den afdøde. Allah vil tilgive ham.« Ibn ʿUmar sagde straks: »Må Allah ikke tilgive dig.« Al-Nawawi siger: De tidligere lærdes praksis med at forholde sig tavse, når den afdøde efter janazahen bæres til begravelse, er helt korrekt. Derfor må ingen bønner, dhikr eller koranrecitation fremsiges højt. Ved alle handlinger i forbindelse med janazahen er sindets ro og hjertets fred nødvendig, og derfor er tavshed det rette. Dette er den korrekte opfattelse. Uanset hvor megen modstand der rejses, bør denne praksis ikke opgives. Under janazahen fremsiger en gruppe uvidende mennesker forskellige suraer eller bønner i en langtrukken og melodisk tone, hvilket er helt forbudt.
Sheikh Muhammad ʿAbduh har udstedt en fatwa om højlydt dhikr, hvori han siger: Det er makruh for den, der bærer den afdøde, at fremsige dhikr højt. Hvis han ønsker at ihukomme Allah, skal han gøre det i sit indre. Højlydt dhikr er en nyopfundet praksis, som ikke fandtes på Profetens ﷺ, hans ledsageres, tabiʿinernes eller tabiʿ al-tabiʿinernes tid. Derfor er det nødvendigt at standse den.
2. At følge kisten med ild. Dette er en handling fra jahiliyyah. Ibn al-Mundhir siger: Alle de lærde og fremtrædende personer, som jeg kan huske, misbilligede dette. Al-Bayhaqi har sagt: ʿAishah, ʿUbadah ibn al-Samit, Abu Hurayrah, Abu Saʿid al-Khudri og Asmaʾ bint Abu Bakr testamenterede før deres død, at ingen skulle følge deres lig med ild. Ibn Majah beretter: Abu Musa al-Ashʿari sagde, da han lå for døden: »Følg ikke mit lig med røgelse eller fyrfad med gløder.«
Folkene sagde: »Har du hørt noget om dette fra Allahs Sendebud ﷺ?« Han svarede: »Ja, fra Allahs Sendebud ﷺ.«
Hvis begravelsen imidlertid finder sted om natten, og det er nødvendigt at tænde ild for at få lys, er der ingen skade ved det. Al-Tirmidhi beretter fra Ibn ʿAbbas, at Allahs Sendebud ﷺ om natten gik hen til en grav. Da blev der tændt et lys for ham dér.
3. At begravelsesfølget holder pause og sætter sig et sted, før liget er blevet lagt på jorden: Al-Bukhari har sagt: Den, der følger et lig for at begrave det, bør ikke sætte sig, før det er taget ned fra bærernes skuldre. Hvis han sætter sig, skal han beordres til at rejse sig. Derefter beretter han fra Abu Saʿid al-Khudri, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når I ser et lig, så rejs jer. Den, der følger det, må ikke sætte sig, før liget er blevet lagt på jorden.« Saʿid al-Maqburi beretter fra sin far: Vi deltog i et begravelsesoptog. På dette tidspunkt tog Abu Hurayrah Marwans hånd, og de satte sig begge, før liget var blevet taget ned. Abu Saʿid kom, tog Marwans hånd og sagde: »Rejs dig. Allahs Sendebud ﷺ forbød os at gøre dette« — det vil sige at sætte os, før liget var blevet taget ned. Abu Hurayrah sagde: »Han har talt sandt.« Al-Hakim beretter endvidere: Da Abu Saʿid bad Marwan om at rejse sig, rejste han sig. Derefter sagde han: »Hvorfor fik du mig til at rejse mig?« Så nævnte Abu Saʿid hadithen. Derefter sagde han til Abu Hurayrah: »Hvorfor fortalte du mig det ikke?« Han svarede: »Du var imam. Da du satte dig, satte jeg mig også.«
Dette er opfattelsen hos de fleste sahabah, tabiʿin, hanafitter, hanbalitter samt al-Awzaʿi og Ishaq. Al-Shafiʿi har sagt: Det er ikke makruh for begravelsesfølget at sætte sig, før liget er blevet taget ned. De lærde er dog enige om, at den, der går foran liget, gerne må sætte sig, før liget når frem til ham. Al-Tirmidhi siger: Det er blevet berettet fra nogle lærde, at Profetens ﷺ ledsagere og andre gik foran liget og satte sig, før liget nåede frem til dem. Dette er imam al-Shafiʿis opfattelse. Når liget derefter nåede frem, rejste han sig ikke. Ahmad har sagt: Hvis nogen står, bebrejder jeg ham ikke, og hvis han sætter sig, er der heller ingen skade ved det.
4. At rejse sig, når man passerer et lig. Ahmad har overleveret fra Waqid ibn Amr ibn Sa’id ibn Mu’adh, at han sagde: Jeg rejste mig, da jeg så en janazah blandt Banu Salimah-stammen. Da sagde Nafi’ ibn Jubayr til mig: Sæt dig. Jeg vil fortælle dig om dette med et uigendriveligt bevis. Mahmud ibn Hakim az-Zurqi fortalte mig, at han havde hørt Ali ibn Abu Talib sige: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede os at rejse os, når vi så et lig. Derefter satte han sig selv og befalede os at sætte os. Muslim overleverer det således: Vi så Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, rejse sig, så vi rejste os. Derefter satte han sig, så vi satte os. Det vil sige med hensyn til liget. At-Tirmidhi sagde: Alis hadith er autentisk og god, og fire tabi’ier har overleveret den fra hinanden. Nogle lærde handler i overensstemmelse med denne hadith. Ash-Shafi’i sagde: Dette er den mest korrekte overlevering om dette spørgsmål. Denne hadith ophæver den tidligere hadith, hvori der står: »Når I ser et lig, skal I rejse jer.« Ahmad sagde: Den, der ønsker det, kan rejse sig, og den, der ønsker det, kan blive siddende. Beviset er, at det er overleveret, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, én gang rejste sig og en anden gang satte sig. Blandt malikitterne er Ishaq ibn Habib og Ibn al-Majishun enige med Ahmad. An-Nawawi sagde: Det er anbefalet at rejse sig – og dette er den accepterede opfattelse.
Ibn Hazm sagde: Det er anbefalet at rejse sig, efter at man har set et lig, indtil det er gået forbi den, der ser på det, eller indtil det er blevet lagt på jorden, hvad enten det er en vantros lig eller ej. Men der er heller ingen skyld i ikke at rejse sig. De, der anser det for anbefalet, støtter sig til den hadith fra Amir ibn Rabi’ah, som findes i alle de autentiske hadithsamlinger. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når I ser et lig, skal I rejse jer for det, indtil det er gået forbi jer, eller indtil det er blevet lagt på jorden.« Ahmad overleverede også, at Ibn Umar hver gang han så et lig, straks rejste sig, indtil det var gået forbi ham. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Sahl ibn Hunayf og Qays ibn Sa’d, at de begge sad i al-Qadisiyyah. Pludselig gik en gruppe mennesker forbi dem med et lig. Da de så det, rejste de sig begge. Der blev sagt til dem: »Dette er jo liget af en dhimmi«, det vil sige en ikke-muslim. De svarede: »Et lig passerede forbi Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og da han så det, rejste han sig.« Så blev der sagt til ham: »Det er jo liget af en jøde.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Er det ikke også et menneskeliv?« Al-Bukhari overleverede fra Abu Layla, at Ibn Mas’ud og Qays plejede at rejse sig, når de så et lig. Hvad er betydningen af denne oprejsning? Svaret findes i den hadith, som Ahmad, Ibn Hibban og al-Hakim har overleveret. I denne hadith, overleveret fra Abdullah ibn Amr, står der: »Rejs jer af respekt for Ham, som tager sjælene.« Ibn Hibbans formulering er: »Af respekt for Den Almægtige Allah, som tager livene.« Sammenfattende har de lærde været uenige om dette spørgsmål. Nogle mener, at det er makruh at rejse sig for et lig, andre mener, at det er anbefalet, og andre igen mener, at man frit kan vælge mellem at rejse sig og at blive siddende. Hver af disse tre opfattelser har sine beviser. Man kan følge den af disse opfattelser, som man finder mest overbevisende.
5. Det er makruh for kvinder at deltage i begravelsesoptoget. Umm Atiyyah, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: »Vi blev forbudt at følge med liget, men det blev ikke gjort obligatorisk for os.« – Ahmad, al-Bukhari, Muslim og Ibn Majah. (Det vil sige, det blev ikke gjort obligatorisk for os at følge med liget. Hafiz Ibn Hajar sagde i Fath al-Bari: Meningen er, at dette forbud ikke blev håndhævet lige så strengt som andre forbudte handlinger. Med andre ord betyder det, at det er gjort makruh for kvinder at følge med liget, men ikke haram. Al-Qurtubi sagde: Det umiddelbare indhold af Umm Atiyyahs udsagn viser, at dette er et forbud på niveauet makruh tanzihi. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Ifølge Malik er det tilladt. Dette er Medinas indbyggeres opfattelse. Beviset for, at det er tilladt, er den hadith, som Abu Hurayrah har overleveret: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, deltog i et begravelsesoptog. Da Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, så en kvinde dér og råbte ad hende, sagde Allahs Sendebud: »Lad hende være, Umar.« – Ibn Majah og an-Nasa’i. Al-Muhallab sagde: Umm Atiyyahs hadith viser, at forbuddene i shariaen også har forskellige grader.)
Abdullah ibn Amr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “Vi var på vej et eller andet sted hen sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Pludselig fik han øje på en kvinde. Vi troede ikke, at han havde genkendt hende. Da vi var kommet et stykke frem ad vejen, standsede Allahs Sendebud. Til sidst nåede kvinden frem til ham. Vi så, at det var Fatimah, må Allah være tilfreds med hende. Allahs Sendebud sagde: ‘Fatimah, hvorfor er du gået hjemmefra?’ Fatimah svarede: ‘Jeg kom til familien i dette hus. En af dem er død, så jeg kom for at vise dem medfølelse og udtrykke min sorg.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Du er vel gået med dem helt til graven?’ Fatimah svarede: ‘Jeg søger tilflugt hos Allah fra at gå med dem helt til graven, for jeg har hørt dig sige meget om dette.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Hvis du var gået helt til graven, ville du ikke kunne se Paradiset, før din fars farfar havde set det.'” – Ahmad, al-Hakim, an-Nasa’i og al-Bayhaqi. De lærde har erklæret, at denne hadith ikke er sahih, eftersom dens overleveringskæde indeholder Rabia ibn Saif, som er svag med hensyn til hadith, og der findes flere indvendinger mod ham.
Ibn Majah og al-Hakim har overleveret fra Ali, må Allah være tilfreds med ham. Ali sagde: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gik en dag ud. Han så nogle kvinder sidde der og sagde: ‘Hvad er der sket? Hvorfor sidder I her?’ De svarede: ‘Vi venter på et lig.’ Allahs Sendebud sagde: ‘Skal I vaske den døde?’ De svarede nej. Han sagde: ‘Skal I så bære den?’ De svarede nej. Han sagde: ‘Skal I så sænke liget ned i graven?’ De svarede nej. Han sagde: ‘Så vend tilbage. I har allerede begået en vis synd uden at opnå nogen belønning.'” Denne hadith er også omstridt. Ikke desto mindre støttes dette synspunkt af Ibn Masud, Ibn Umar, Abu Umamah, Aisha, Masruq, al-Hasan, an-Nakha’i, al-Awza’i, Ishaq samt hanafitterne, shafiitterne og hanbalitterne.
Ifølge Imam Malik er det overhovedet ikke makruh for en ældre kvinde at følge nogens begravelse. Det er heller ikke makruh for en ung kvinde, hvis den afdøde er en, hvis tab er yderst smerteligt for hende, hvis hun går ud med tilstrækkelig tildækning, og hvis hendes deltagelse ikke medfører nogen forstyrrelse. Ibn Hazm mener derimod, at flertallet af de lærdes argumentation og beviser er fejlagtige, og at det er tilladt for kvinder at følge begravelser. Han siger: »Vi anser det ikke for makruh, at kvinder følger begravelser, og vi forhindrer dem heller ikke i det. Der er overleveret nogle udsagn fra sahabaerne, som forbyder denne handling, men ingen af dem er sahih.« Om den tidligere nævnte hadith fra Umm Atiyya siger han: »Selv om den er sahih med hensyn til overleveringskæden, er den ikke egnet som bevis. Højst kan makruh udledes af den. Tværtimod er den modsatte opfattelse bevist på en korrekt måde. Således har vi overleveret gennem Shu’ba. I denne overlevering berettes det fra Abu Huraira r.a.: »Allahs Sendebud s.a.w. var til stede ved begravelsen af et lig. dér fik Umar r.a. øje på en kvinde og råbte. Allahs Sendebud s.a.w. sagde til Umar: ›Umar, lad hende være. Øjet græder, hjertet sørger, og tiden er nær.‹« Det er med en sahih overleveringskæde overleveret fra Ibn Abbas, at denne handling ikke er makruh.
At afstå fra at deltage i begravelsesoptoget på grund af sharia-stridige handlinger: Forfatteren til Al-Mughnī har sagt: Hvis der forekommer en sharia-stridig handling i begravelsesoptoget, som man kan blive nødt til at se eller høre, skal man først undersøge, om det er muligt at forhindre den. Hvis det er muligt, skal man gøre det. Hvis det ikke er muligt, kan man vælge én af to fremgangsmåder. Den ene er at kritisere handlingen og deltage i begravelsesoptoget. Ved at kritisere den opfylder man sin pligt, og ved at deltage undgår man at opgive en retmæssig handling på grund af en uret. Den anden er at vende om uden at deltage. Derved undgår man at se og høre en sharia-stridig handling, som man er i stand til at beskytte sig imod.
6. Begravelse og gravning af grave
1. Den islamiske bestemmelse om begravelse: Det er den muslimske ummas enstemmige opfattelse, at det er en kollektiv pligt (farḍ kifāya) at begrave den døde og jordfæste hans legeme. Allah, den Ophøjede, har sagt:
الم تجعل الْأَرْضِ كِفَانًا أَحْيَاء وَأَمْوَاتًا .
“Har Vi ikke gjort jorden til et samlingssted for levende og døde?”
2. Begravelse om natten: Ifølge flertallet af de lærde er begravelse om natten det samme som begravelse om dagen. Der er ingen forskel på de to. Allahs Sendebud begravede den mand, der plejede at fremsige dhikr med høj stemme, om natten. ʿAlī begravede også Fāṭima om natten. På samme måde blev Abū Bakr, ʿUthmān, ʿĀʾisha og Ibn Masʿūd begravet om natten.
Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud om natten gik hen til en grav. Der blev tændt en lampe for ham. Han holdt lampen på qibla-siden og sagde til den døde: “Må Allah forbarme sig over dig. Du var meget blødhjertet og studerede Koranen meget.” Han fremsagde takbīr over ham fire gange. – At-Tirmidhī. Flertallet af de lærde har erklæret begravelse om natten for tilladt.
Begravelse om natten er dog kun tilladt, når den dødes rettigheder ikke tilsidesættes, og begravelsesbønnen ikke tager skade af det. Hvis den dødes rettigheder tilsidesættes, begravelsesbønnen tager skade, eller gennemførelsen af alle de nødvendige ritualer på nogen måde hindres, bliver begravelse om natten derimod forbudt og makrūh i islamisk ret. Muslim overleverede, at Allahs Sendebud en dag holdt en prædiken. Han nævnte en af sine ledsagere, som var død, hvorefter han var blevet lagt i et for kort ligklæde og begravet om natten. Allahs Sendebud irettesatte dette kraftigt og sagde: “Ingen bør begraves om natten, medmindre det er helt uundgåeligt.” Ibn Mājah overleverede fra Jābir, at Allahs Sendebud sagde: “Begrav ikke jeres døde om natten, medmindre det er helt uundgåeligt.”
3. Begravelse ved solopgang, solnedgang og når solen står midt på himlen: De lærde er enige om, at det ikke er makruh at begrave den døde på disse tre tidspunkter, hvis der er frygt for, at liget vil blive vansiret. Ligeledes mener de fleste lærde, at det er tilladt at begrave den døde på disse tre tidspunkter, selv uden frygt for vansiring, hvis det ikke sker med vilje. Men hvis man med vilje begraver den døde på disse tidspunkter, er det makruh. Ahmad, Muslim, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah beretter nemlig fra Uqbah ibn Amir, at Uqbah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbød os at bede begravelsesbønnen for vores døde og begrave dem på tre tidspunkter: ved solopgang, indtil den er fuldt fremme og er steget højt; ved middagstid, når solen står lige over hovedet, indtil den begynder at hælde; og når solen nærmer sig sin nedgang, indtil den er gået ned.« På grund af denne hadith siger hanbalitterne, at det under alle omstændigheder er makruh at begrave de døde på disse tre tidspunkter.
4. Det er mustahabb at grave graven dyb: Formålet med begravelsen er at dække den døde i en grav, som ikke lader hans dårlige lugt brede sig, og som forhindrer dyr og fugle i at komme hen til ham. Enhver begravelse, der opfylder dette formål, opfylder både den obligatoriske pligt og ansvaret. Det anbefales dog at grave graven så dyb som en persons højde. An-Nasa’i og at-Tirmidhi beretter fra Hisham ibn Amr, at han sagde: På dagen for slaget ved Uhud klagede vi til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Vi sagde: »Allahs Sendebud, det er meget vanskeligt for os at grave en separat grav for hvert menneske.« Han sagde: »Grav dybt og godt, og begrav to eller tre i den samme grav.« Folkene sagde: »Allahs Sendebud, hvem skal vi begrave først?« Han sagde: »Begrav den af dem først, som plejede at læse mest Koran.« Hisham sagde: »Min far var den tredje af de tre, der blev begravet i én grav.« Ibn Abi Shaybah og Ibn al-Mundhir beretter fra Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: »Grav graven dyb og bred, så den når hovedets højde.« Ifølge Abu Hanifah og Ahmad skal den graves så dyb som halvdelen af menneskekroppen. Endnu større dybde er bedre.
5. En side-nichegrav er bedre end en skaktgrav: En side-nichegrav er en grav, hvor man i siden, mod qiblah, udhuler en niche. Når åbningen til denne niche lukkes med ubrændte lersten, kommer den til at ligne et hus med tag. En skaktgrav er derimod en lang, smal udgravning midt i graven, hvis sider bygges op lodret med jord; liget lægges i den, og der laves et tag over den af noget materiale. Begge gravtyper er tilladte, men side-nichegraven er bedre. Ahmad og Ibn Majah beretter fra Anas: Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, døde, var der to mænd: Den ene var dygtig til at lave side-nichegrave, og den anden var dygtig til at lave skaktgrave. Folkene sagde: »Vi vil søge Allahs vejledning og sende en budbringer til hver af dem. Den, der kommer først, sætter vi til arbejdet.« Der blev sendt bud til dem begge. Manden, der lavede side-nichegrave, kom først, og derfor blev der lavet en side-nichegrav til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Denne hadith beviser, at side-nichegraven er tilladt. At den er bedre, bevises imidlertid af en anden hadith. Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah beretter fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Side-nichegraven er for os, og skaktgraven er for andre.«
6. Hvordan den døde skal sænkes ned i graven: Den sunnah-baserede måde at føre den døde ned i graven på er, om muligt, at lade den nederste del af kroppen, altså fødderne, komme først. Abu Dawud, Ibn Abi Shaybah og al-Bayhaqi beretter nemlig fra Abdullah ibn Zayd, at Abdullah ibn Zayd lod en død sænke ned i graven med fødderne først og sagde: »Dette er den sunnah-baserede måde.« Hvis dette ikke er muligt, skal han sænkes ned på den måde, der er mulig. For ingen udtalelse i Koranen eller hadith har fastlagt én bestemt måde.
7. Det er mustahabb at vende den dødes ansigt mod qiblah, efter at han er lagt i graven: Den velkendte sunnah er at lægge den døde på højre side i graven og vende hans ansigt mod qiblah. Den, der udfører dette, skal løsne ligklædets bånd, mens han siger: »I Allahs navn og efter Allahs Sendebuds religion« eller »og efter Allahs Sendebuds sunnah«.
Ibn Umar berettede fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Når den døde lægges i graven, skal man sige: »I Allahs navn og efter Allahs Sendebuds religion (eller sunnah).« – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi, Ibn Majah og an-Nasa’i.
8. Ifølge de fleste jurister er det makruh at lægge et klæde, en pude eller noget tilsvarende i graven til den døde: Ibn Hazm mener, at der ikke er noget galt i at brede et klæde ud under den dødes krop i graven. Muslim beretter nemlig fra Ibn Abbas, at der blev bredt et rødt tæppe ud i Allahs Sendebuds grav, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Han siger, at ligesom Allah havde beskyttet sit Sendebud mod menneskers overgreb, havde Han også tilladt, at der blev bredt et klæde ud ved hans begravelse; Han forbød det ikke. De mennesker, der på den tid var de mest retskafne og ædle på jorden, gjorde desuden alle dette i fuld enighed. Ingen af dem modsatte sig det. De lærde anser det imidlertid for mustahabb at lave en pude under den dødes hoved af en mursten, en sten eller jord, fjerne ligklædet fra den højre kind og lægge den på jorden, så den højre kind hviler mod murstenen eller stenen. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Når I sænker mig ned i graven, så lad min kind røre jorden.« Ad-Dahhak anbefalede, at knuden på ligklædet blev løsnet, og at hans kind blev taget ud under ligklædet. De lærde anser det for mustahabb at støtte den dødes ryg med en mursten eller jord og ikke lægge ham på ryggen. Ifølge Abu Hanifah, Malik og Ahmad er det mustahabb, hvis den døde er en kvinde, at brede et klæde på langs over hende, når hun sænkes ned i graven. Ifølge ash-Shafi’i er dette i lige høj grad mustahabb for både kvinder og mænd.
9. Det er mustahabb at kaste tre håndfulde jord i graven: Det er mustahabb, at enhver, der deltager i begravelsen, kaster tre håndfulde jord med begge hænder. Jorden skal kastes fra den dødes hovedende. Ibn Majah beretter nemlig: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, bad begravelsesbønnen for en død. Derefter kom han til hans grav og kastede tre håndfulde jord fra hovedenden. I en anden overlevering står der: Da Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, lagde sin datter Umm Kulthum i graven, sagde han, da han kastede den første håndfuld jord: »Af denne jord har Vi skabt jer«, og da han kastede den anden håndfuld jord, sagde han: (وَفِيهَا نَعِيلَ كُمْ) »På denne jord vil Vi føre jer tilbage igen«, og da han kastede den tredje håndfuld jord, sagde han: (وينها تكرمكم تارة أخرى) »Og fra denne jord vil Vi atter bringe jer frem.« På grund af denne sidstnævnte overlevering anser de tre imamer (Abu Hanifah, ash-Shafi’i og Malik) det for mustahabb at recitere de nævnte tre versdele ved de tre håndfulde. Imam Ahmad mener derimod, at man ikke behøver at læse noget, når man kaster jorden, fordi hadithen er svag.
10. Det er mustahabb at bede for den afdøde efter begravelsen er fuldført: Når begravelsen af den afdøde er afsluttet, er det mustahabb at bede for ham og anmode Allah om at holde ham standhaftig i troen. For i denne situation er det netop det, den afdøde ønsker. Det er overleveret fra Uthman, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, efter at have afsluttet begravelsen stod ved den afdødes grav og sagde: »Bed om tilgivelse for jeres bror, og bed om, at han må forblive fast i sin tro. For nu ønsker han netop dette.« Abu Dawud, al-Hakim og al-Bazzar. Og Razin har overleveret fra Ali: Når begravelsen af en afdød var afsluttet, plejede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, at sige:
اللهم هذا عبدك نَزَلَ بِكَ وَأَنتَ خَيْرٌ مَنْزُولِ بِهِ فَاغْفِرْ لَهُ وَوَسِعَ مَن خَلَهُ .
»O Allah, denne Din tjener er blevet Din gæst, og Du er den bedste vært.
Så tilgiv ham og gør hans indgang rummelig.« Ibn Umar anså det for mustahabb efter begravelsen at recitere begyndelsen og afslutningen af sura al-Baqarah ved graven. – al-Bayhaqi. 11. At foretage »taskin« efter begravelsen (at undervise den afdøde i troen eller minde ham om den): Nogle lærde og imam al-Shafi‘i anser det for mustahabb at foretage »taskin« (at undervise den afdøde i troen eller minde ham om den) efter begravelsen er afsluttet (bortset fra en afdød, der ikke var myndig). Sa’id ibn Mansur har overleveret fra Rashid ibn Sa’d, fra Damrah ibn Habib og Hakim ibn Umayr, at de sagde: Når graven til den afdøde var blevet gjort plan, og de, der var kommet til begravelsen, var gået, anså man det for mustahabb at henvende sig til den afdøde ved graven med følgende ord: »O den og den, sig: Der er ingen gud ud over Allah. Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud ud over Allah« (tre gange). »O den og den, sig: Allah er min Herre, islam er min religion, og Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er min profet.« Derefter går man. Al-Tabarani har overleveret fra Abu Umamah, at han sagde: Når en af jeres brødre dør, og I har jævnet jorden over hans grav, skal en af jer stå ved hans grav og sige: »O den og den, søn af den og den kvinde.« Når dette er blevet sagt, hører den afdøde det, men kan ikke svare. Når der derefter igen siges: »O den og den, søn af den og den kvinde«, sætter han sig op i graven. Når der så igen siges: »O den og den, søn af den og den kvinde«, siger han: »Må Allah forbarme sig over dig. Giv mig din befaling.« Men I, der er på jorden, kan ikke opfatte det. Derefter siges der: »Husk den tilstand, du forlod verden i: Vidn, at der ikke er nogen gud ud over Allah, og at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er Hans tjener og Sendebud. Du var tilfreds med Allah som Herre, med islam som religion, med Muhammad som profet og med Koranen som vejledning.« Herefter tager Munkar og Nakir hinanden i hånden og siger: »Kom, vi har ikke mulighed for at sidde hos en, der er blevet oplært i sine argumenter.« På dette tidspunkt sagde en mand: »O Allahs Sendebud, hvad hvis man ikke kender den afdødes mors navn?« Han svarede: »Så skal man nævne hans mor Hawa og sige: O den og den, søn af Hawa.« Syrerne praktiserer stadig talqin på denne måde. Malikitterne og nogle af hanbalitterne anser imidlertid talqin for makruh.
7. Om grave
Det er sunnah at hæve graven en håndsbredde over jordoverfladen, så den kan genkendes som en grav. Det er haram at hæve den mere end dette. Muslim og andre hadithsamlinger har nemlig overleveret, at Thumamah ibn Shufayy sagde: »Vi var sammen med Fudalah ibn Ubayd på et sted i Rom, der hedder Rulds. En af vores ledsagere døde. På Fudalahs befaling blev hans grav gjort klar, og den blev jævnet med jorden. Derefter sagde Fudalah: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befale, at grave skulle jævnes.« Abu al-Hayyaj al-Asadi beretter også: Ali ibn Abu Talib sagde til mig: »Skal jeg ikke sende dig af sted med den opgave, som Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte mig med? Den består i, at du ikke lader et billede stå uden at udviske dets ansigt, og ikke lader en grav stå uden at jævne den.« Al-Tirmidhi siger: Nogle lærde har fulgt denne hadith. De anser det for makruh at hæve en grav mere end det, der gør, at den kan genkendes som en grav. Den må hæves så meget, at ingen træder på den eller sætter sig på den. I overensstemmelse med den korrekte sunnah plejede muslimske herskere at nedbryde den ekstra højde på grave, der var blevet opført for højt. Imam al-Shafi‘i siger: »Jeg bryder mig ikke om, at man tilfører graven jord fra et andet sted. Det er ikke ønskeligt at hæve en grav mere end en håndsbredde over jorden eller at gøre den fast eller pudse den. For deri kommer stolthed og luksus til udtryk, hvilket ikke passer med døden. Jeg har ikke set Muhajirunernes og Ansarernes grave gjort faste eller pudset. Tværtimod har jeg set mange herskere nedbryde faste konstruktioner på grave, uden at jeg har set fuqaha anse det for forkasteligt.« Al-Shawkani har sagt: »Det er haram at hæve en grav mere end det, der er tilladt.« Alle Ahmads elever, en del af al-Shafi’is elever og Malik har givet udtryk for denne mening. Udsagnet fra imam Yahya, al-Mahdi og andre om, at dette ikke er forbudt, blot fordi tidligere og senere lærde har gjort grave faste uden at nogen protesterede, er fejlagtigt. For det højeste, man kan sige, er, at de forholdt sig tavse. Tavshed er ikke et bevis, når den praktiseres i spørgsmål, der strider mod Koranens og sunnahs klare udsagn.
En anden handling, som den nævnte hadith forbyder i forbindelse med at hæve grave, er at opføre kupler over gravene og mødesale ved siden af dem. Opførelsen af sådanne bygninger hører under at omdanne grave til moskeer, og Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forbandede den, der gør dette.
Der findes ingen grænse for den skade, islam er blevet påført gennem opførelsen af forskellige bygninger ved grave og udsmykningen af dem. Derfor sørger og klager islam stadig. En betydelig skade blandt disse er, at uvidende og tåbelige mennesker omkring disse gravrelaterede bygninger er sunket ned i overtroiske forestillinger, der ligner afgudsdyrkernes forestillinger om afguder og guddomme. Disse mennesker, der kalder sig muslimer, har gradvist styrket deres forestillinger, indtil de er nået dertil, at de mener, at disse grave kan bringe forskellige former for gavn og nytte og afværge forskellige former for skade, ulykker og lidelser. På denne måde er disse grave blevet gjort til steder, hvor man søger at få sine ønsker opfyldt og sine mål nået, og hos dem beder man om sådanne ting, som tjenerne kun bør bede Allah om. Disse grave og deres omgivelser er blevet gjort til valfartssteder, hvor folk kommer i flok og opholder sig; de berører dem ærbødigt med hænderne og søger frelse og beskyttelse hos dem. Kort sagt har de ikke undladt noget af det, som folk i det uvidende samfund plejede at gøre med afguder og guddomme. Vi tilhører sandelig Allah, og til Ham vender vi tilbage.
Trods en sådan afskyelig uretfærdighed og frygtelig vantro er det yderst sjældent at finde nogen, der udelukkende for Allahs tilfredsheds skyld bliver oprørt og vred over dette og rejser sig for at protestere mod det for at beskytte den monoteistiske islams værdighed – hverken en lærd, en islamisk studerende, en hærfører eller politisk leder, en minister, en konge eller hersker. Vi har uden tvivl også fået efterretninger om, at mange eller de fleste af disse grav- og mausoleumsdyrkere, når de bliver udfordret af deres modpart til at aflægge en ed, bevidst sværger falsk ved Allahs navn. Men når de derefter bliver bedt om at sværge ved navnet på deres bestemte pīr, walī eller fromme ældste, trækker de sig uden det mindste ophold tilbage fra det, de havde svoret ved Allahs navn. Selv mens de benægter det, anerkender de den egentlige sandhed. (Det er, som om de frygter den pågældende pīr eller walī mere end Allah.) Dette beviser uigendriveligt, at deres shirk har antaget en endnu farligere form end shirk hos de trinitariske kristne, som hævder, at Allah er den anden af to guder eller den tredje af tre guder. Derfor spørger jeg ydmygt de lærde, konger og herskere i den muslimske verden: Hvilken fare for islam kan være mere frygtelig end denne så store vantro? Hvad kan være mere skadeligt for Allahs dīn end at tilbede enhver skabning i stedet for Allah? Hvilken større fare kan ramme muslimerne end denne? Og hvis det ikke er vores uomgængelige religiøse ansvar og pligt at protestere mod så åbenlys en shirk, hvilken anden uretfærdighed skal det da regnes som vores pligt at protestere imod? Digteren har med rette udtrykt sin beklagelse således:
لَقَدْ أَسْمَعْت لَوْ نَادَيت حَيًّا – وَلَكِنْ لَا حَيَاةَ لِمَنْ تُنَادِي وَلَوْ نَارًا نَفَعْتَ بِهَا أَضَاءَتْ – وَلَكِنْ أَنْتَ تَنْفَعُ فِي رَمَادِ
“Hvis du henvendte dig til en levende person, ville du kunne få ham til at høre dig. Men den, du henvender dig til, er jo livløs; hvis du pustede på ild, ville den ganske vist blusse op. Men du bliver ved med at puste på aske.”
De lærde har udstedt en fatwa om at nedrive moskeer og kupler, der er bygget over grave. I værket Khawārij står der: Det er wajib at tage initiativ til at nedrive moskeer og kupler, der er bygget over grave, for de er mere skadelige end Masjid al-Dirār. Disse kupler og moskeer er opført på grundlag af modstand mod Allahs Sendebud ﷺ. Han forbød opførelsen af dem og befalede, at høje grave skulle nedrives. Det er wajib at fjerne alle lamper over gravene. Det er ugyldigt at aflægge løfter eller oprette waqf ved en grav. Denne fatwa blev udstedt under kong Zāhirs regeringstid. Da han besluttede at nedrive alle murede grave og bygninger på den indhegnede kirkegård, erklærede datidens lærde enstemmigt, at det var herskerens pligt at nedrive dem.
At gøre graven plan eller hæve den en smule: Juristerne er enige om, at det både er tilladt at hæve graven en smule og at gøre den plan. al-Tabarī har sagt: Graven skal enten gøres jævn med jorden eller hæves en alen i overensstemmelse med muslimernes sædvane. Jeg foretrækker ikke nogen tredje fremgangsmåde. At gøre graven plan er ikke det samme som at gøre den jævn med jorden. Juristerne har været uenige om, hvilken fremgangsmåde der er bedst. Qādī ʿIyād har citeret flertallet af de lærde for, at den bedste fremgangsmåde er at hæve den en smule, fordi Sufyān al-Nammār fortalte ham, at han havde set Allahs Sendebuds ﷺ grav hævet en smule – al-Bukhārī. Dette er Abū Hanīfas, Māliks, Ahmads, Muzanīs og mange shafiitiske lærdes opfattelse.
al-Shāfiʿī har også sagt, at eftersom Allahs Sendebud ﷺ befalede, at den skulle gøres plan, er det bedst at gøre den plan.
At markere graven med et kendetegn: Det er tilladt at markere graven med noget såsom en sten eller et stykke træ. Ibn Mājah har nemlig overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud ﷺ markerede ʿUthmān ibn Maẓʿūns grav med en sten. Det vil sige, at han placerede en sten på graven, så den kunne genkendes. I værket Jawād står der, at overleveringskæden er god. Abū Dāwūd har overleveret dette fra al-Muṭṭalib ibn Wadāʿah. Der står også, at han selv bar stenen og placerede den ved gravens hovedende (det vil sige ud for den dødes hoved) og sagde: “Ved hjælp af den kan jeg genkende min brors grav, og jeg kan begrave de af mine familiemedlemmer, der dør, hos ham.” Af hadithen fremgår det, at det er mustahabb at begrave afdøde slægtninge ved siden af hinanden, så det bliver lettere at besøge dem, og så hengivenheden til dem bliver større.
At gå hen til graven med sko eller sandaler på: Ifølge flertallet af de lærde er det tilladt at gå hen til graven med sko eller sandaler på. Jarīr ibn Ḥāzim har sagt: Jeg så al-Ḥasan og Ibn Sīrīn gå forbi graven med deres fodtøj på. al-Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd og al-Nasāʾī har overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Når en tjener er blevet lagt i graven, og hans ledsagere går bort, hører han lyden af deres fodtrin.” De lærde bruger denne hadith som bevis for, at det er tilladt at gå ved graven med sko på. For hvis folk ikke gik der med sko på, ville der ikke være mulighed for at høre lyden af deres sko. Imam Aḥmad erklærede derimod, at det er makrūh at gå hen til graven iført sko af garvet læder fra sibṭ-træet (et særligt slags træblad). Abū Dāwūd, al-Nasāʾī og Ibn Mājah har nemlig overleveret fra Bashīr, Allahs Sendebuds frigivne slave, at Allahs Sendebud ﷺ så en mand gå omkring ved graven med sko på. Han sagde: “Du, som bærer sko af garvet sibṭ-læder, skam dig! Tag dine sko af.” Manden så på ham. Da han genkendte, at det var Allahs Sendebud ﷺ, tog han straks skoene af og kastede dem langt væk. al-Khaṭṭābī har sagt: Måske fandt han disse sko ubehagelige på grund af den stolthed og fornemhed, der var forbundet med dem. Sko af sibṭ-læder blev nemlig anset for at være sko, som velhavende og fornemme mennesker bar. Han foretrak i virkeligheden, at man gik hen til graven iført ydmyghedens og beskedenhedens klædedragt. Imam Aḥmad anser det kun for makrūh at gå med sko på, når der ikke foreligger nogen undskyldning. Hvis der foreligger en undskyldning, som forhindrer den, der ønsker at gå hen til graven, i at tage skoene af, såsom torne eller urenhed, er det ikke længere makrūh at have skoene på.
Det er forbudt at tildække grave: Det er ikke tilladt at dække en grav med noget. Det er nemlig blot et spild af penge og meningsløst arbejde uden et lovmæssigt formål, og det svarer til at føre folk på afveje. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Aisha sagde: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, drog ud sammen med en gruppe krigere. På det tidspunkt dækkede jeg døren med et stykke blødt stof. Da han vendte tilbage og så stoffet, rev han det straks ned. Derefter sagde han: »Allah har ikke befalet os at tildække jord og sten.«
Det er forbudt at tænde lamper ved grave og at bygge moskeer: I flere autentiske hadither er det utvetydigt erklæret forbudt at bygge moskeer ved grave og at tænde lamper dér. Eksempelvis:
1. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Huraira, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Må Allah ødelægge jøderne. De gjorde deres profeters grave til moskeer.«
2. Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi og an-Nasa’i har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, forbandede de kvinder, som besøger grave, samt dem, der bygger moskeer ved grave og tænder lamper dér.
3. Muslim har overleveret fra Abdullah al-Bajali, som sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige fem dage før sin død: »Jeg tager afstand fra, at nogen blandt jer skulle være min nære ven, for Allah den Ophøjede har taget mig som sin nære ven, ligesom Han tog Ibrahim som nær ven. Hvis jeg skulle have taget en nær ven, ville jeg have taget Abu Bakr. De, der levede før jer, gjorde deres profeters og de retfærdiges grave til moskeer. Gør ikke grave til moskeer. Jeg forbyder jer at gøre dette.«
4. Muslim har overleveret fra Abu Huraira, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah har forbandet jøderne og de kristne. De gjorde deres profeters grave til moskeer.«
5. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Umm Habiba og Umm Salama fortalte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, at de under deres ophold i Abessinien havde set en kirke, som var fuld af billeder. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en from person blandt dem (de kristne) døde, byggede de en moské over hans grav og lavede forskellige billeder i den. På Opstandelsens Dag vil de være de værste af Allahs skabninger.« Forfatteren til Al-Mughni har sagt: Det er ikke tilladt at bygge en moské over en grav (det vil sige på et sted, der støder op til graven). Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Allah den Ophøjede har forbandet kvinder, der besøger grave, dem, der bygger moskeer ved grave, og kvinder, der tænder lamper ved grave.« – Abu Dawud og an-Nasa’i.
Hvis denne handling havde været tilladt, ville Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke have forbandet den, der udfører den. Desuden bruges der penge på den uden nogen nytte. Og graven æres i så høj grad, at det kan sammenlignes med dyrkelsen af afguder. På grund af hadithen og Allahs Sendebuds udsagn: »Må Allah forbande jøderne. De gjorde deres profeters grave til moskeer«, er det forbudt at bygge moskeer ved grave. Med denne hadith advarede Allahs Sendebud mod at handle som jøderne. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde også: Allahs Sendebuds grav blev ikke gjort til et synligt sted, netop for at den ikke skulle forvandles til en moské. En anden grund er, at det at bede specifikt ved en grav ligner afgudsdyrkernes bestræbelser på at ære en afgud og opnå nærhed til den. Vi har tidligere citeret overleveringer, der viser, at afgudsdyrkelsen begyndte med ærefrygt over for de døde. Dette fortsatte i form af at fremstille billeder af dem, berøre dem og bede over dem. Imam al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas: De afguder, som Nuhs folk tilbad, og som hed Wadd, Suwa, Yaghuth, Ya’uq og Nasr, var oprindeligt navnene på nogle af dette folks retskafne og fromme mænd. Efter deres død fremstillede folk billeder af dem med det gode formål at mindes dem og følge deres eksempel. Men efterhånden som viden om dem svandt ind, fremstillede Satan det som tiltrækkende og fascinerende at ære deres billeder og afguder, berøre dem med hånden og søge nærhed til dem. Han lokkede dem med, at de ville opnå velsignelse og gavn blot ved at berøre dem med hånden. Folk behandlede de frommes grave på samme måde. Dette blev overført fra afgudsdyrkerne til jøderne og de kristne og fra dem til muslimerne. Selvom der i dette tilfælde er forskel på form og udseende, er de grundlæggende set alle ens som afguder.
Det er makruh at slagte dyr i nærheden af en grav: Shariaen har forbudt at slagte dyr nær grave, så mennesker afholder sig fra den præislamiske tids offerskik og frigør sig fra indbyrdes kappestrid i pral og stolthed. Abu Dawud har overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Der findes intet offer i islam.« Abd al-Razzaq har sagt: Folk plejede at ofre køer eller geder nær grave.
Al-Khattabi siger: Folk i den præislamiske tid plejede at ofre kameler ved graven for en afdød gavmild mand og sige: »Vi gengælder hans fortjeneste.« For mens han levede, slagtede han kameler og bespiste folk. Nu ofrer vi disse ved hans grav, så dyr og fugle kan komme og spise dem. Således var han, ligesom han havde været vært for et fælles måltid i levende live, også vært for et fælles måltid efter sin død. En digter siger: »Ved an-Najashis grav ofrede jeg min kamel med et skarpt, blankt sværd, som dets slibere havde hvæsset med den største fuldkommenhed. Jeg ofrede den over graven til den mand, som, hvis jeg var død før ham, uden tøven ville have ofret talrige af sine kameler ved min grav.« Nogle af folkene i den præislamiske tid troede på opstandelsen efter døden og mente, at hvis man på den afdødes vegne ofrede en kamel nær hans grav, ville han på Dommedag blive genoprejst som kamelrytter; ellers ville han blive genoprejst som fodgænger.
Det er forbudt at sidde på en grav, læne sig mod den eller gå hen over den. Det er ikke tilladt at sidde på en grav, læne sig mod den eller færdes hen over den. Amr ibn Hazm har nemlig overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så mig sidde lænet mod en grav og sagde: »Gør ikke gravens beboer ondt.« – Ahmad. Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, beretter også, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Det er langt bedre for en af jer at sidde på en glødende kul, så hans tøj brænder og ilden når hans hud, end at sidde på en af gravene.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i og Ibn Majah. Ibn Hazm og en gruppe af de tidlige lærde, herunder Abu Hurayrah, anser dette for haram, fordi der er truet med straf for denne handling.
Flertallet af de lærde anser det imidlertid for makruh. An-Nawawi siger: Imam ash-Shafi’i og de fleste af hans elever anser det i hans bog »Al-Umm« for makruh tanzih at sidde på en grav. I fagjuristernes terminologi er det mest udbredt, at ordet makruh forstås som makruh tanzih. Mange af dem har tilkendegivet denne opfattelse. Dette er også opfattelsen hos flertallet af de lærde, herunder an-Nakha’i, al-Layth, Ahmad og Dawud. At læne sig mod en grav er ligeledes makruh tanzih.
Blandt ledsagerne mente Ibn Umar, og blandt imamerne Malik og Abu Hanifah, at det er tilladt at sidde på en grav. Malik siger i sin Muwatta: Grunden til forbuddet mod at sidde på en grav kan efter vores opfattelse være, at man skal afholde sig fra at forrette sin naturlige nødtørft, såsom at urinere eller have afføring. Han nævner en svag hadith om dette. Ahmad erklærede også denne forklaring for svag og uacceptabel. an-Nawawi sagde: Dette er en svag eller ugyldig forklaring. Ibn Hazm har ligeledes afvist den som ugyldig af flere grunde.
Uenigheden gælder det at sidde af andre grunde end for at forrette sin naturlige nødtørft. Men der er ingen uenighed om at sidde for at urinere eller have afføring. Ifølge alle fuqaha er dette haram. På samme måde er fuqaha enige om, at det er tilladt at gå hen over en grav, når det er nødvendigt. Et eksempel på en sådan nødvendighed er, at man ikke kan nå sin afdødes grav uden at gå hen over en anden grav.
Det er forbudt at pudse en grav og at skrive på den: Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, forbød at pudse eller kalke en grav, at sidde på den og at opføre en bygning over den. – Ahmad, Muslim, an-Nasa’i, Abu Dawud og at-Tirmidhi. I at-Tirmidhis overlevering nævnes også et forbud mod at træde på den. I an-Nasa’is overlevering nævnes desuden et forbud mod at skrive noget på graven og mod at føje noget til bygningen. Flertallet af de lærde forstod dette forbud som makruh, mens Ibn Hazm forstod det som haram. Det er blevet sagt, at betydningen af dette forbud er, at graven er et symbol på forgængelighed og ikke på varighed. At pudse eller kalke en grav er en del af verdslig forskønnelse. Den døde har ikke brug for det. Nogle siger, at betydningen er, at kalk brænder kraftigere i ilden, og at brugen af den derfor er blevet forbudt. Til støtte for denne sidste forklaring er en udtalelse fra Zayd ibn Arqam bemærkelsesværdig. Da en mand ønskede at gøre sin søns grav solid og kalke den, sagde han: Du har truffet en dårlig og uretfærdig beslutning. Det, som ilden har berørt, bør ikke bringes nær graven.
Det er dog tilladt at beklæde graven med jord. at-Tirmidhi sagde: al-Hasan al-Basri og ash-Shafi’i tillod, at man beklæder graven med jord. Ja’far ibn Muhammad beretter fra sin far, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hævede sin fars grav en alen over jorden, beklædte den med rød jord fra husets gårdsplads og lagde småsten på den. Hadithen er overleveret af Abu Bakr an-Najj ad. Hafiz Ibn Hajar har ikke kommenteret dette i at-Talhīs.
De lærde har ligesom betegnet det som makruh at kalke og pudse grave, også betegnet det som makruh at begrave den døde i en trækiste eller ligkiste. Hvis jorden er fugtig eller våd, er det tilladt at konstruere graven med mursten eller noget tilsvarende og at begrave den døde i en trækiste. Det er ikke makruh. Det er overleveret fra al-Mughīra ibn Ibrāhīm: De tidlige lærde foretrak ubrændte mursten og brød sig ikke om brændte mursten. De foretrak at bruge bambus og brød sig ikke om at bruge træ. I hadith er det forbudt at skrive noget på graven. Tilsyneladende omfatter dette forbud uden forskel, om man skriver den dødes navn eller noget andet på graven. Efter at have nævnt denne hadith sagde al-Hākim: Hadithen er autentisk med hensyn til overleveringskæden, men den praktiseres ikke. For muslimernes ledere og herskere i både øst og vest skriver på deres grave. Dette har de senere generationer overtaget fra de tidligere. Al-Dhahabī bemærkede, at det er en nyskabt skik. De vidste dog ikke, at den var forbudt. I den hanbalitiske madhhab betyder forbuddet mod at skrive på grave, at det er makruh, hvad enten det er Koranen eller den dødes navn og identitet. Al-Shāfiʿī støtter hanbalitternes synspunkt, men tilføjer, at når graven tilhører en lærd eller en from person, er det ønskeligt at skrive hans navn og identitet på graven. Malikitterne mener, at det er haram at skrive Koranen på graven. Det er makruh at skrive den dødes navn og dødsdato. Ifølge hanafitterne er det makruh tahrīmī at skrive på graven. Hvis man imidlertid frygter, at gravens kendetegn vil forsvinde, er det ikke makruh.
Ibn Hazm sagde: Det er ikke makruh, hvis den dødes navn er indhugget i en sten. I hadith er det forbudt at tilføre mere jord end den jord, der kommer ud, når graven graves. Al-Bayhaqī gav dette emne følgende overskrift: “Kapitlet om, at der ikke må bruges mere jord til begravelsen end den jord, der kommer ud af graven, så den ikke bliver for høj.” Al-Shawkānī og al-Shāfiʿī har også denne opfattelse. Al-Shāfiʿī siger: Det er mustahabb ikke at bruge mere jord til begravelsen end den jord, der kommer ud af graven, så graven ikke bliver overdrevent høj. Men der er ikke noget forkert i at tilføre mere jord.
Begravelse af flere døde i én grav: Den skik, som har været fulgt af de tidlige lærde, er, at hver død begraves i en separat grav. Det er makruh at begrave flere døde i én grav. Hvis det imidlertid på grund af det store antal døde eller fordi de, der skal foretage begravelsen, er for få eller mangler kræfter, er vanskeligt at begrave hver død i en separat grav, er det tilladt at begrave flere døde i én grav. Ahmad og al-Tirmidhī har nemlig overleveret: På dagen for slaget ved Uhud kom anṣārerne til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sagde: “Allahs Sendebud, vi er meget udmattede og sårede. Hvordan befaler du os nu at begrave martyrerne?” Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Grav gravene brede og dybe, og begrav to eller tre i én grav.” De spurgte: “Hvem skal vi begrave først?” Han sagde: “Den, der plejede at læse mest Koran.” ʿAbd al-Razzāq overleverer fra Wāthila ibn al-Asqaʿ: Mænd og kvinder blev begravet i den samme grav. Manden blev lagt først, og kvinden blev lagt bag ham.
Begravelse af en død på havet: I al-Mughnī siges det: Når nogen dør på et skib eller en båd, og folkene om bord ifølge imam Ahmad forventer, at de snart vil nå land, hvor han kan begraves, skal de tilbageholde ham i en eller to dage, så længe der ikke er frygt for, at liget vil gå i forrådnelse. Hvis der ikke kan findes land, skal han vaskes, iklædes ligklæder, parfumeres, og begravelsesbønnen skal bedes over ham. Derefter bindes noget tungt til ham, og han kastes i vandet. Dette er også ʿAtās og al-Hasans opfattelse. Al-Hasan sagde: Han skal lægges i en sæk og kastes i havet. Imam al-Shāfiʿī siger: Han bør bindes mellem to træplanker og kastes i havet, så havet kan føre ham flydende ind til kysten. På den måde kan liget komme i hænderne på nogle mennesker, som vil begrave ham. Og der er heller ingen synd i at kaste ham i havet.
Det er dog bedre at lægge ham i en sæk og kaste ham i havet. Derved opnås det grundlæggende formål at beskytte liget mod nøgenhed. At binde ham mellem to planker og kaste ham ud svarer til at udsætte ham for vansiring og ydmygelse. Det kan også ske, at liget bliver liggende nøgent og ubeskyttet ved havets kyst. Det kan desuden falde i hænderne på et polyteistisk folk. Derfor er det, vi har sagt, det bedste.
At stikke grene ned over graven: Der findes ingen forskrift i sharīʿaen om at lægge grene eller blomster på graven. I al-Bukhārī og andre hadithsamlinger er det dog overleveret fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud, fred være med ham, to
Da han gik forbi de to grave, sagde han: “De to personer i disse grave bliver straffet. De bliver ikke straffet for noget, der er stort. Den ene plejede ikke at beskytte sig mod urin. Den anden gik omkring med sladder.” Derefter stak han to friske grene ned i de to grave og sagde: “Måske vil deres straf blive lettet, så længe disse to ikke er tørret ind.” Som svar på denne hadith sagde al-Khattābī: Meningen med at stikke en frisk palmegren ned i graven og med Sendebudets, fred være med ham, ord: “Måske vil straffen være lettet, så længe den ikke er tørret ind”, er, at dette kan regnes som et velsignet forsøg på at mindske straffen gennem Sendebudets, fred være med ham, bøn og indflydelse. Det synes, som om Sendebudet, fred være med ham, fastsatte fugtigheden i de to grene som et middel til at begrænse begges straf. Det var ikke, fordi der findes noget i den friske gren, som ikke findes i den tørre gren. Almindelige mennesker spreder i mange lande palmeblade på deres dødes grave. Efter min mening har denne handling heller ingen gyldig begrundelse. Al-Khattābīs udtalelse er faktisk korrekt. Sendebudets, fred være med ham, ledsagere forstod også sagen sådan. For bortset fra Barīda al-Aslamī kender man ingen, der har lagt en gren, blade eller blomster på en grav. Det er overleveret i al-Bukhārī, at Barīda testamenterede, at der skulle lægges to friske grene på hans grav. Det betyder dog ikke, at dette kan være en forskrift i sharīʿaen. For hvis det havde været tilfældet, kunne det ikke være ukendt for alle de andre ledsagere bortset fra Barīda. Hāfiẓ Ibn Hajar siger i Fath al-Bārī: Barīda anså hadithen for at gælde alle og ikke kun de to døde. Ibn Rashīd sagde: Af al-Bukhārīs formulering synes det, at anbringelsen af en gren på graven var begrænset til netop disse to personer. Det er grunden til, at han umiddelbart efter denne overlevering citerede Ibn ʿUmars udsagn. Da han så et telt over en grav, sagde han: “Fjern det. Det er hans gerninger, der vil give ham skygge.” Af Ibn ʿUmars udsagn forstår man, at der ikke er nogen nytte i det, der lægges på graven. Nytten findes kun i gode gerninger.
Reglerne for begravelse af en død kvinde, hvis hun har et levende foster i maven: Når en kvinde dør, mens hun har et levende foster i maven, er det wajib at åbne hendes mave og tage fosteret ud, hvis der er håb om at redde det i live. Dette kan kun fastslås af en pålidelig og dygtig læge. Hvis en gravid bogkvinde, som er blevet gravid med en muslimsk mand, dør, skal hun begraves på et separat sted. Al-Bayhaqī har overleveret fra Wāthila ibn al-Asqaʿ, at en kristen kvinde døde, mens hun bar et muslimsk barn i maven. Hun blev begravet på et separat sted, langt fra både den kristne og den muslimske kirkegård. Imam Ahmad foretrak denne fremgangsmåde og begrundede den med, at eftersom hun var en vantro kvinde, måtte hun ikke begraves på muslimernes kirkegård.
For de vil lide under hans straf. Og ham må heller ikke begrave på de vantros kirkegård. For på grund af straffen, som kirkegårdens beboere udsættes for, vil det muslimske barn i hans mave lide. Det er bedre at begrave den døde på en kirkegård end derhjemme. Ibn Qudāmah har sagt: Abu ʿAbdullah, det vil sige imam Ahmad, foretrak, at muslimer blev begravet på muslimernes kirkegård frem for derhjemme. Det er nemlig mindre skadeligt for andre levende end for hans arvinger, det ligner i højere grad det hinsidige livs bolig, giver større mulighed for at bede for den døde og skaber større medfølelse med ham. Profetens ledsagere, tābiʿūn og deres efterfølgere blev altid begravet i det åbne land.
Nogen kunne sige: Allahs Sendebud blev begravet i sit eget hus, og hans to ledsagere, ʿUmar og Abu Bakr, blev begravet ved siden af ham. Svaret er, at ʿĀʾishah sagde: Formålet med dette var, at hans grav ikke skulle blive gjort til en moské. – al-Bukhari. Desuden plejede Allahs Sendebud at begrave sine ledsagere på al-Baqīʿ. Og det, han selv gjorde, er bedre end det, andre gør. Ledsagerne mente, at begravelse i hjemmet kun var forbeholdt Allahs Sendebud. Der er også overleveret en hadith om, at profeterne begraves dér, hvor de dør. Desuden vil en begravelse i hjemmet beskytte ham mod et større antal natlige besøgende og adskille hans grav fra de øvrige grave.
Da imam Ahmad blev spurgt om en person, der havde testamenteret, at han skulle begraves i sit hjem, sagde han: Han skal begraves på kirkegården blandt de øvrige muslimer.
Det er forbudt at fornærme de døde
Det er heller ikke tilladt at fornærme de døde eller at omtale de uretfærdige og umoralske handlinger, de har begået. Al-Bukhari har overleveret fra ʿĀʾishah, at Allahs Sendebud sagde: »I må ikke fornærme de døde, for de er nået frem til det, de sendte i forvejen.«
Abu Dawud og at-Tirmidhi har overleveret fra Ibn ʿUmar, at Allahs Sendebud sagde: »Omtal de gode handlinger, som jeres døde udførte, og afhold jer fra at omtale deres onde handlinger.«
Men hvis nogle muslimer åbenlyst plejede at begå synder eller bidʿah-handlinger, eller udførte handlinger, der skabte splid, fordærv, anarki eller skade, er det tilladt at omtale deres misgerninger, hvis omtalen rummer en fordel eller gavn for muslimerne. Det kan for eksempel være at advare folk mod deres handlinger, vække afsky i deres hjerter over for deres udtalelser og tilskynde dem til at afstå fra at efterligne dem. Men hvis der ikke er nogen gavn ved det, er det ikke tilladt at kritisere den døde. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Anas, at en gruppe muslimer sammen med Allahs Sendebud gik forbi et lig og roste den døde. Allahs Sendebud sagde straks: »Det er blevet fastslået.« Derefter gik de videre og passerede endnu et lig. Ledsagerne kritiserede den døde, og Allahs Sendebud sagde straks: »Det er blevet fastslået.« ʿUmar sagde: »O Allahs Sendebud, hvad er blevet fastslået?« Han sagde: »I roste den ene, og derfor er Paradiset blevet fastslået for ham. I kritiserede den anden, og derfor er Helvede blevet fastslået for ham. I er jo Allahs vidner på jorden.«
Det er ikke blot tilladt at kritisere de vantro døde; det er også tilladt at forbande dem. Allah har sagt:
لَعِنَ الَّذِينَ كَفَرُوا مِنْ بَنِي إِسْرَائِيل … تَستَ يَدَا أَبِي لَهَبٍ وَتَب –
»De blandt Israels børn, der forkastede troen, er forbandede.« Han sagde også: »Må Abu Lahabs to hænder gå til grunde.« Forbandelsen og fordømmelsen af Farao og dem, der ligner ham, er velkendt i Allahs Bog. I Koranen siges det: إِلا لَعْنَةُ اللَّهَ عَلَى الظَّالِمِينَ»Pas på, forbandelsen er over de uretfærdige.«
Koranrecitation ved graven
Der er uenighed blandt juristerne om den islamiske retslige afgørelse vedrørende recitation af Koranen ved graven. Al-Shafi‘i og Muhammad anser det for mustahabb, så den døde kan opnå velsignelsen ved at være i Koranens selskab. Qadi Iyad og al-Qarafi fra den malikitiske retsskole har støttet imam al-Shafi‘i og Muhammad. Ifølge Ahmad er der intet forkert i det. Malik og Abu Hanifa har anset det for makruh med den begrundelse, at der ikke findes nogen sunnah, det vil sige hadith, som støtter det.
At grave graven op igen efter begravelsen
De lærde er enige om, at det sted, hvor en muslim er blevet begravet, er et waqf, det vil sige permanent reserveret til ham, så længe blot en smule af hans knogler eller kød stadig findes der. Hvis blot en del af ham er tilbage, er graven fortsat fredet for hele hans legeme. Det vil sige, at ingen anden må begraves på stedet, og det må heller ikke bruges til andre formål. Men hvis liget er blevet gammelt og fuldstændig er blevet til jord, er det tilladt at begrave en anden død på stedet og at drage nytte af det ved at plante træer, dyrke jorden, bygge huse eller på andre måder. Hvis man graver graven op og finder den dødes knogler, skal den, der graver, ikke fuldføre udgravningen. Hvis udgravningen allerede er blevet fuldført, og der viser sig knogler, skal der graves en grav ved siden af den, og det er tilladt at begrave en anden død sammen med ham.
Den, der er blevet begravet uden janazah-bønnen, skal tages op af graven, janazah-bønnen skal udføres, og han skal begraves igen, hvis der endnu ikke er blevet kastet jord over graven. Hvis der er blevet kastet jord over den, vil det ifølge hanafitternes og shafi‘itternes opfattelse samt én overlevering fra Ahmad være haram at grave graven op og tage den døde ud. Janazah-bønnen skal da udføres over ham, mens han bliver liggende i graven. Ifølge en anden overlevering fra Ahmad skal graven graves op, den døde tages ud, og janazah-bønnen udføres. Det er tilladt hos de tre imamer at grave en grav op af et gyldigt formål, såsom at hente en genstand, der ved en fejl er blevet efterladt i graven, at vende den døde mod qibla, hvis han ikke var blevet lagt med ansigtet mod den, og at vaske den, der blev begravet uden ghusl, samt give ham et ordentligt ligklæde på. Hvis der imidlertid er frygt for, at liget vil gå i stykker ved dette, skal det undlades.
De hanafitiske imamer har modsat sig at grave graven op og tage den døde ud med henblik på at udføre disse handlinger. De har betegnet disse handlinger som lemlæstelse af liget. Det er velkendt, at det er haram at lemlæste et lig. Ibn Qudama sagde: Det regnes som lemlæstelse at grave graven op og tage liget ud, når liget er begyndt at gå i forrådnelse, og graven må derfor ikke graves op.
Hvis begravelsen er blevet foretaget uden ligklæde, er der to muligheder: Den ene er at lade den ligge, som den er. Formålet med ligklædet er nemlig at dække den døde, og dette formål er allerede opfyldt ved, at han er dækket med jord. Den anden mulighed er at grave graven op, tage den døde ud og iføre ham ligklæde. At iføre den døde ligklæde er nemlig lige så obligatorisk som den rituelle vask.
Imam Ahmad sagde: Hvis den, der gravede graven, ved en fejl har efterladt sin hakke eller skovl i graven, må man grave graven op for at hente den. Han sagde også: Hvis en hakke, penge eller en anden genstand falder ned i graven, må man grave den op for at hente genstanden. Han sagde: Hvis den genstand, der er blevet efterladt i graven, er værdifuld, skal graven graves op. Man spurgte ham: Hvad nu, hvis den dødes værger betaler genstandens værdi? Han svarede: Hvis de betaler ham det, han har krav på, hvad mere ønsker han så?
Imam al-Bukhari berettede fra Jabir, at efter at Abdullah ibn Ubayy var blevet lagt i sin grav, kom Allahs Sendebud til ham. Derefter beordrede han, at han skulle tages ud af graven. Så lagde han ham på sit knæ, spyttede lidt på ham og iførte ham en skjorte. Det er også berettet fra Jabir, at han sagde: En anden mand blev begravet sammen med min far. Det brød jeg mig ikke om. Derfor tog jeg ham ud derfra (seks måneder senere) og lagde ham i en separat grav. Al-Bukhari gav disse to hadither følgende overskrift: »Må den døde tages ud af graven af en eller anden grund?«
Abu Dawud berettede også fra Abdullah ibn Amr. Abdullah ibn Amr sagde: Da vi drog af sted mod Ta’if, passerede vi en grav, og Allahs Sendebud sagde: Dette er Abu Righals grav. Han afværgede angreb, mens han befandt sig inden for dette hellige område. Da han senere kom ud derfra, blev han straks ramt af den ulykke, som hans folk var blevet ramt af. Derfor blev han begravet her. Tegnet på det er, at en gren af guld blev begravet sammen med ham. Hvis I graver hans grav op, vil I finde den ved siden af ham. Straks skyndte folkene sig ud for at lede efter den og tog guldgrenen frem. Al-Khattabi siger: Denne hadith viser, at det er tilladt at grave polyteisters grave op, hvis det med sikkerhed er til gavn for muslimerne. Deres ukrænkelighed er i så fald ikke som muslimernes ukrænkelighed.
At flytte den døde fra graven: Ifølge shafi’itterne må den døde kun flyttes til Mekka, Medina eller Bayt al-Maqdis. Det må ikke gøres til noget andet sted. Denne særlige tilladelse til at flytte den døde dertil skyldes disse tre byers enestående status. Hvis nogen testamenterer, at hans lig skal flyttes til et andet sted end disse byer, må testamentet ikke gennemføres. Det skyldes, at begravelsen derved ikke blot forsinkes, men der også er risiko for, at liget går i forrådnelse.
Tilsvarende er det haram at flytte et lig fra graven uden et gyldigt formål. Hvis den døde for eksempel er blevet begravet uden rituel vask, med ansigtet vendt i en anden retning end qibla, eller hvis graven bliver våd eller oversvømmes af strømmende vand eller oversvømmelsesvand, må den døde flyttes fra graven. I værket Minhaj hedder det: Det er forbudt at flytte den døde eller grave graven op af noget andet formål end en uundgåelig nødvendighed. Eksempler på en uundgåelig nødvendighed er, at man efter begravelsen opdager, at den døde er blevet begravet uden rituel vask, på jord, der er blevet taget med magt, eller i to stjålne ligklæder. Det kan også være, at en genstand eller ejendel er faldet ned i graven, eller at den døde er blevet begravet vendt i en anden retning end qibla. Malikitterne mener, at der foreligger et rimeligt behov, hvis man for eksempel ønsker at undgå frygten for, at den døde skal drukne i havet eller blive ædt af vilde dyr, eller hvis det sikres, at de pårørende kan besøge ham, eller at han kan blive begravet blandt sine nærmeste. Det samme gælder, hvis man håber, at han vil opnå velsignelse på det sted, hvortil han flyttes, og lignende forhold. Det er tilladt at flytte den døde af de nævnte grunde, hvis man er sikker på, at liget ikke vil sprække eller gå i forrådnelse, og at hans knogler ikke vil blive brækket.
Ifølge hanafitterne er det makruh at flytte den døde fra én by til en anden. Det er mustahabb at begrave enhver død på kirkegården i den by, hvor han døde. Før begravelsen må den døde flyttes en eller to mil, eftersom kirkegården undertiden også ligger en eller to mil væk. Men efter begravelsen er det haram at flytte ham uden en gyldig grund. Hvis en kvindes søn dør og bliver begravet i en anden by end den, hvor kvinden bor, mens hun er fraværende, og hun ikke kan bære det og ønsker, at han skal flyttes, må hendes krav ikke imødekommes. Hanbalitterne siger: Det er mustahabb at begrave en martyr på det sted, hvor han blev dræbt.
Ahmad berettede fra Jabir, at Allahs Sendebud sagde: »Begrav de dræbte på det sted, hvor de blev dræbt.« Ibn Majah berettede, at Allahs Sendebud beordrede, at de dræbte ved Uhud skulle bringes tilbage til det sted, hvor de var blevet dræbt (det vil sige, at de skulle flyttes). Andre døde må derimod ikke flyttes fra én by til en anden uden en gyldig grund. Dette er al-Awza’is og Ibn al-Mundhirs opfattelse. Abdullah ibn Abi Mulaykah sagde: Abu Bakrs søn Abd al-Rahman døde, mens han var sammen med hæren. Hans lig blev bragt til Mekka og begravet dér. Da Aisha kom til Mekka, gik hun hen til hans grav og sagde: Ved Allah, hvis jeg havde været hos dig, ville du være blevet begravet dér, hvor du døde. Hvis jeg havde været til stede ved din begravelse, ville jeg ikke have besøgt din grav. Det skyldes, at liget derved udsættes for færre vanskeligheder, og risikoen for, at det går i forrådnelse, også er mindre. Hvis der imidlertid foreligger et gyldigt formål, er det tilladt at flytte den døde. Ahmad sagde: Jeg kender ikke til noget problem ved at flytte den døde fra hans egen by til en anden by. Da al-Zuhri blev spurgt om dette, sagde han: Sa’d ibn Abi Waqqas og Sa’id ibn Zayd blev flyttet fra al-Aqiq til Medina.
Trøst til de sørgende
Det er en pligt at trøste de sørgende og opmuntre dem til at være tålmodige. Man bør sige alt det, der kan trøste dem, lindre deres sorg og lette smerten ved tabet. Det er også mustahabb at trøste en sørgende, selv hvis vedkommende er ikke-muslim. Ibn Mājah og al-Bayhaqī har nemlig overleveret fra ʿAmr ibn Ḥazm, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis en muslim trøster sin bror i forbindelse med en ulykke eller prøvelse, vil Allah på Genopstandelsens Dag iføre ham en dragt af den højeste ære.« Det skal bemærkes, at det kun er mustahabb at give trøst én gang.
Det er en pligt at trøste alle medlemmer af den afdødes familie samt alle slægtninge, unge som gamle, mænd som kvinder. (De lærde har forbudt mænd at trøste unge, smukke kvinder. De må kun trøstes af deres mahram-slægtninge.) Trøst kan gives både før og efter begravelsen og indtil tre dage efter den. Hvis den sørgende imidlertid er fraværende, kan trøst også gives efter tre dage.
Trøstens ord: Man kan anvende ethvert sprog, der lindrer de sørgendes smerte og sorg og opmuntrer dem til tålmodighed. Det er dog bedst at begrænse sig til de formuleringer, der er kendt fra hadith. Al-Bukhārī overleverer fra Usāmah ibn Zayd, må Allah være tilfreds med ham, at en af Allahs Sendebuds døtre, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte ham besked: »Min søn er død, så kom til os.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte straks en hilsen og følgende besked:
إِنَّ لِلَّهَ مَا أَحَلَ، وَلَهُ مَا أَعْطَى، وكُلَّ شَيْءٍ عِنْدَهُ بِأَجَلٍ مُسَمًّى ، فَلْتَصْبِرُ، وَلتَعْتَسِبْ .
»Det, Allah har taget, tilhører Ham, og det, Han har givet, tilhører Ham, og alt har hos Ham en fastsat tid. Derfor bør alle være tålmodige og tilfredse under alle omstændigheder.« (Imām al-Nawawī sagde: Denne hadith er et af islams største grundprincipper. Den indeholder mange vigtige grundlæggende islamiske forskrifter, detaljerede regler, moralske råd samt undervisning i tålmodighed ved prøvelser, ulykker, sygdom, sorg og pludselige hændelser. Den første del betyder: Det, Allah har taget, er Hans ejendom. Hele universet tilhører Allah. Han har derfor ikke taget noget fra jer; Han har taget det, der tilhørte Ham, og som var betroet jer. Den anden del betyder: Det, Han har givet jer, er ikke gået ud af Hans ejerskab. Det tilhører tværtimod stadig Allah, og Han kan ændre det, som Han vil, når Han vil. Alle ting er skabt for en fastsat tid. Alt bortset fra Ham selv er forgængeligt. Sørg derfor ikke og jamr ikke. Den, Han har taget, har nået slutningen på sin fastsatte levetid. Når en persons levetid er udløbet, kan den hverken forlænges eller forkortes det mindste. Når I ved dette, så vær tålmodige og accepter prøvelsen med tilfredshed.)
Al-Ṭabarānī, al-Ḥākim og Ibn Mardūyah har også overleveret fra Muʿādh ibn Jabal, at en søn af Muʿādh ibn Jabal døde. Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sendte ham et kondolencebrev. Han skrev: »I Allahs, Den Nådiges, Den Barmhjertiges navn. Fra Allahs Sendebud Muḥammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, til Muʿādh ibn Jabal. Fred være med dig. Der er ingen gud ud over Allah. Jeg priser Ham. Må Allah give dig en større belønning og styrke dig til at være tålmodig. Og må Han give os og dig evnen til at være taknemmelige. Vores liv, ejendele og familier er nemlig blandt Allahs glædelige gaver, og de er betroede os som Hans tillid. Må Allah give dig glæde og ære i stedet for dette og give dig en rigelig belønning for at have taget ham fra dig. Må Han skænke dig barmhjertighed, nåde og vejledning. Hvis du søger Allahs tilfredshed til gengæld for dette, så vær tålmodig. Lad ikke din uro og klage ødelægge din belønning. Vid, at klage og sorg ikke bringer nogen død tilbage og ikke fjerner nogen smerte. Den ulykke, der var bestemt, er allerede indtruffet. Fred være med dig endnu en gang.« (Denne hadith er svag, for Muʿādh’ søn døde to år efter Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, død.) Imām al-Shāfiʿī overleverer, at da Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, døde, og kondolencerne begyndte, hørte folk en taler sige: »Trøst ved enhver ulykke findes hos Allah. Enhver afdød har en arving, og alt, hvad der går tabt, har en efterfølger. Stol derfor på Allah og håb hos Ham alene. Den, der i sin prøvelse giver udtryk for uro, berøves sin belønning.« Denne hadiths overleveringskæde er svag.
De lærde siger: Når en muslim kondolerer en muslim ved dennes afdøde muslimske slægtning, skal han sige: »Må Allah give dig en større belønning, give dig den bedste trøst og tilgive din afdøde.« Når man kondolerer en muslim ved dennes afdøde ikke-muslimske slægtning, skal man sige: »Må Allah give dig en større belønning og give dig den bedste trøst.« Når man kondolerer en ikke-muslim ved dennes afdøde muslimske slægtning, skal man sige: »Må Allah give dig den bedste trøst og tilgive din afdøde.« Når man kondolerer en ikke-muslim ved dennes afdøde ikke-muslimske slægtning, skal man sige: »Må Allah give dig en arving.«
Som svar på kondolencen skal den afdødes arving sige: »Må Allah belønne dig.« Ifølge Imām Aḥmad kan han, hvis han ønsker det, give den kondolerende hånden, men han behøver ikke gøre det. Hvis han ser, at den sørgende i sin prøvelse bliver så utålmodig, at han river sit tøj i stykker, skal han alligevel trøste ham. Han må ikke forsømme sin retmæssige pligt på grund af den sørgendes uretmæssige handling. Hvis han imidlertid forbyder ham at sørge på sådanne ulovlige måder, er det bedre.
Sunnah ved udtryk for sorg er, at alle efter at have bragt den afdødes slægtninge og familie budskaber om sorg, medfølelse og trøst går hver til sit. Ingen af dem, der udtrykker sorg, eller de sørgende bør samles og opholde sig sammen i lang tid af denne grund. Dette var de tidligere fromme lærdes skik og tradition. Imam al-Shafi‘i siger i sit værk al-Umm: »Jeg bryder mig ikke om, at man samles for at udtrykke sorg, selv hvis der ikke grædes. Det øger nemlig hjertets smerte og sorg og medfører spild af arbejde og penge. Desuden er den skade, der skulle ske, allerede sket.« Al-Nawawi siger, at Imam al-Shafi‘i og hans elever har sagt: Det er makruh at afholde sammenkomster for at udtrykke sorg. Det vil sige, at man samles i den afdødes families hjem med dette formål, så de, der vil udtrykke deres medfølelse, kan komme til dem. Enhver bør snarere gå hver til sit. Denne sammenkomst er makruh for alle, mænd såvel som kvinder. Hvis der ikke samtidig forekommer andre nye bid‘ah-handlinger, er den makruh tanzihī. Men hvis der knyttes en forbudt bid‘ah-handling til den, hvilket ofte sker, bliver den til en yderst forkastelig haram-handling. Det vil være en ny tilføjelse. I en sahih-hadith står der: »Enhver ny ting er bid‘ah, og enhver bid‘ah er vildfarelse.«
Ahmad og et stort antal hanafitiske lærde har denne opfattelse. De tidlige hanafitiske lærde mener dog, at der ikke er noget til hinder for at afholde en sørgesammenkomst i op til tre dage andre steder end i en moské, hvis der ikke knyttes andre forbudte handlinger til den.
Nogle mennesker opsætter i dag sammen med sørgesammenkomsten store teltoverdækninger, lægger tæpper ud og bruger store summer for at vise stolthed og velstand. Alt dette er nyopfundne og uretfærdige bid‘ah-handlinger, som muslimer har pligt til at afholde sig fra, og det er haram at deltage i dem. Især ved disse sammenkomster foregår der meget, som strider mod Koranens og sunnahs lære, og de afholdes efter jahiliyyah-tidens skikke; for eksempel recitation af Koranen med melodier som sang, manglende overholdelse af recitationens etikette og respekt samt ødelæggelse af stilheden gennem rygning og lignende, så sammenkomsten bliver larmende. Det stopper ikke her. Mange egenrådige mennesker overskrider grænserne og nøjes ikke med arrangementerne i de første dage, men samler igen disse ugerninger og bid‘ah-handlinger på den fyrretyvende dag. Derefter afholder de ved det første års afslutning den første dødsdag og siden den anden dødsdag. På denne måde afholdes meget andet, som hverken fornuft eller logik støtter, og som heller ikke har noget bevis i Koranen eller sunnah.
8. Besøg ved grave
Det er mustahabb for mænd at besøge grave. Ahmad, Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah har nemlig overleveret fra Abdullah ibn Buraydah, fra hans far, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeg havde tidligere forbudt jer at besøge grave. Besøg dem nu, for det minder jer om det hinsidige.« Grunden til det oprindelige forbud var, at de kort forinden havde forladt jahiliyyah-tiden, og at de endnu ikke havde vænnet sig til at afholde sig fra uretmæssig og uanstændig tale. Da de senere var trådt fuldt ind i islam, havde fundet ro deri og grundigt havde lært islams påbud og forbud, gav Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, dem tilladelse til at besøge grave.
Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, besøgte sin mors grav og græd så meget, at alle omkring ham også begyndte at græde. Derefter sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Jeg bad min Herre om tilladelse til at bede om tilgivelse for min mor, men jeg fik ikke tilladelse. Senere bad jeg om tilladelse til at besøge min mors grav, og denne gang fik jeg tilladelse. Besøg derfor grave, for det minder om det hinsidige.« – Ahmad, Muslim, Abu Dawud, al-Nasa’i og Ibn Majah.
Når formålet med besøget er at mindes og tage ved lære, er det også tilladt at besøge de vantros grave, men kun med dette formål. Hvis de har været et tyrannisk folk, og Allah har tilintetgjort dem som straf for deres tyranni, er det mustahabb at græde, når man passerer deres grave og stedet, hvor de blev tilintetgjort, og at søge tilflugt hos Allah fra straffen og vreden. Al-Bukhari har nemlig overleveret fra Ibn Umar, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, da han sammen med sine ledsagere passerede Thamuds folks ødelagte by, sagde: »Gå ikke hen til disse, der blev straffet, medmindre I græder. Hvis I ikke kan græde, så gå ikke hen til dem, for at det, der ramte dem, ikke skal ramme jer.«
Hvordan man besøger grave: Når den besøgende når frem til graven, skal han stille sig vendt mod den afdødes ansigt, hilse på ham og bede for ham. Her er nogle bemærkelsesværdige hadither om dette:
1. Det er overleveret fra Buraida (må Allah være tilfreds med ham): Når de gik hen til gravene, lærte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) dem at sige:
السَّلَامُ عَلَيْكُمْ أَهْلَ الدِّهَارِ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ وَالْمُسْلِمِينَ، وَإِنَّا إِن هَاءَ اللَّهُ بِكُمْ لَا حِقُونَ، أَنْتُمْ فَرَطْنَا وَلَعَن لَكُم تبع، وَتَسْأَلُ اللهَ لَنَا وَلَكُمُ الْعَافِية .
“Fred være med jer, I beboere på de troendes og muslimernes gravsteder. Hvis Allah vil, vil vi også slutte os til jer. I er gået forud for os, og vi følger i jeres fodspor. Vi beder Allah om tilgivelse og nåde for jer og for os.”
2. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), da han passerede gravene i Medina, vendte sig mod dem og sagde:
السلام عَلَيْكُمْ يَا أَهْلَ الْقَبْرِ يَغْفِرُ اللهَ لَنَا وَلَكُمْ أَنتُرْ خَلَقْنَا وَنَحْنُ بِالْآثر .
“Fred være med jer, I gravens beboere. Må Allah tilgive jer og os. I er gået forud for os, og vi følger efter jer.” – Tirmidhi.
3. Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hver gang det blev hendes nat, plejede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sent om natten at gå fra huset til Jannat al-Baqi. Når han kom dertil, sagde han:
السّلامُ عَلَيْكُمْ دَارَ قَوْمٍ مُؤْمِنِينَ، وَأَتَاكُمْ مَا تُوعَدُونَ غَدًا مُؤَهِّلُونَ، وَإِنَّا إِنْ شَاءَ اللَّهُ بِكُمْ لَا حِقُونَ اللَّهُ أَغْفِرْ لِأَهْلِ بَقِيعِ الْفَرْقَدِ .
“O I, der bor på de troendes gravplads! Fred være med jer. Det, som er blevet lovet jer, vil snart komme til jer, dog med en vis forsinkelse. Og hvis Allah vil, vil vi slutte os til jer. O Allah, tilgiv dem, der bor i Baqīʿ.” – Muslim.
4. ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller: Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, hvad skal jeg sige til gravens beboere?« Han sagde: »Sig:
السَّلامُ عَلَى أَهْلِ الدِّيَارِ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ وَالمُسْلِمِينَ وَيَرْحَمُ اللهُ الْمُسْتَقْدِمِينَ مِنَّا وَالْمُسْتَاخِرِينَ وَإِنَّا إِن شَاءَ اللَّهُ بِكُمْ لَا حِقُونَ .
“Fred være med beboerne i de troendes og muslimernes hjemstavn. Må Allah vise alle blandt os, der er gået bort før os, og dem, der er tilbage, barmhjertighed. Hvis Allah vil, vil vi slutte os til jer.”
Nogle uvidende mennesker berører grave med hånden, kysser dem og går rundt om dem. Dette er forkastelige bidʿah-handlinger. De er forbudte, og det er obligatorisk at afholde sig fra dem. Sådanne handlinger er nemlig udelukkende forbeholdt Kabaen. Må Allah øge dens ære. Ingen profets eller helgens grav kan sammenlignes med Kabaen. Kun efterligning af deres eksempel rummer godhed, mens al ondskab ligger i bidʿah-handlinger.
Imam Ibn al-Qayyim har sagt: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, besøgte grave, gjorde han det for at bede for gravens beboere, vise dem medfølelse og bede om tilgivelse for dem. Polyteisterne plejede derimod at påkalde de døde, sværge ved dem og bede Allah om forskellige ting i deres navn. De fremsatte forskellige krav over for de døde, søgte deres hjælp og fremførte deres inderste bønner for dem. Dette var det fuldstændige modsatte af Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, vej. Hans vej var tawḥīd og ønsket om de dødes vel. Polyteisternes skik var derimod shirk, at skade sig selv og at skade de døde. Med hensyn til de døde findes der tre slags bønner: at bede for den døde, at bede gennem den døde som mellemled og at bede den døde. Kun den første af disse er muslimernes måde at bede på. Nogle mener, at det er bedre at blive stående ved den døde på kirkegården og bede dér end at bede i en moské. Men den, der overvejer Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsageres vej, vil forstå forskellen mellem de to.
Kvindernes gravbesøg: Imam Mālik, nogle hanafitiske lærde, en af Imam Aḥmads opfattelser og størstedelen af de lærde har tilladt kvinder at besøge grave. I ʿĀʾishas, må Allah være tilfreds med hende, hadith står der: »O Allahs Sendebud, hvad skal jeg sige til dem?« (dvs. gravens beboere ved gravbesøg). Det er tidligere blevet overleveret fra ʿAbdullah ibn Abī Mulayka, at ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende, en dag kom fra kirkegården. Jeg sagde: »O de troendes moder, hvor kommer du fra?« Hun sagde: »Fra min bror ʿAbd al-Raḥmān ibn Abī Bakrs grav.« Jeg sagde til ʿĀʾisha, må Allah være tilfreds med hende: »Forbød Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, ikke gravbesøg?« Hun sagde: »Jo, først forbød han gravbesøg. Derefter befalede han igen, at man skulle besøge grave.« Al-Ḥākim og al-Bayhaqī. Al-Dhahabī har sagt: »Hadithen er autentisk.« I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī og Muslim er det overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så en kvinde ved en grav. Hun græd over sit døde barn. Han sagde til kvinden: »Frygt Allah og vær tålmodig.« Kvinden sagde: »Du har ingen anelse om min ulykke.« Efter at han var gået, blev kvinden fortalt: »Det var jo Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.« Da hun hørte dette, blev hun som grebet af dødsangst. Hun gik straks hen til døren til Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, hus. Hun så, at der ikke var nogen dørvogter. Hun kom ind til Allahs Sendebud og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg genkendte dig ikke.« Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Tålmodighed er påkrævet ved det første slag.« Af denne hadith fremgår det, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så hende ved graven, men ikke gjorde indsigelse mod det. Det er således bevist, at kvinders gravbesøg ikke er ulovligt. Desuden er formålet med gravbesøg at minde om det hinsidige, og dette er lige nødvendigt for kvinder og mænd. Det er ikke mere nødvendigt for mænd end for kvinder, men lige nødvendigt; derfor er kvinders gravbesøg ikke ulovligt. Nogle lærde anser kvinders gravbesøg for makrūh, fordi de har mindre tålmodighed og stærkere følelser. Desuden sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: »Forbandelsen hviler over de kvinder, der besøger grave overdrevent.” – Aḥmad, Ibn Mājah og al-Tirmidhī. Al-Qurṭubī siger: At den forbandelse, der nævnes i denne hadith, gælder kvinder, der besøger grave overdrevent, fremgår tydeligt af det overdrivelsesudtryk, der er anvendt i hadithens formuleringصيغة المبالغة (et udtryk, der betegner overdrevenhed). Årsagen kan muligvis være, at ægtemændenes og børnenes rettigheder derved forsømmes, og at kvinder går ud for at vise sig frem. Det kan også skyldes den tilstand, der kan opstå som følge af mulig klagesang og gråd ved graven samt lignende forhold. Nogle siger: Hvis man er fri for disse mulige årsager, er der ingen hindring for, at kvinder besøger grave. Erindringen om døden er nemlig nødvendig for alle, både kvinder og mænd. Efter at have vurderet al-Qurṭubīs udtalelse har al-Shawkānī sagt: For at forene de hadither om dette emne, som tilsyneladende modsiger hinanden, bør man støtte sig til al-Qurṭubīs udtalelse.
Gavnlige handlinger for den døde
Er det tilladt at sende belønning til Allahs Sendebuds (fred være med ham) sjæl? Den enstemmige opfattelse i denne sag er, at den afdøde i det hinsidige får gavn af de gode handlinger, som han selv var årsag til, mens han levede (det vil sige, som han enten selv udførte direkte, eller som blev udført indirekte på hans initiativ eller foranledning). Muslim, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Når Adams søn dør, ophører alle hans handlinger, undtagen tre ting: en vedvarende sadaqah, som han har udført, en nyttig viden, som han har udbredt, eller et fromt barn, der beder for ham. Ibn Majah har overleveret, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Blandt de gode handlinger, som den afdøde udførte, og som når ham efter hans død, er den viden eller kundskab, som han lærte fra sig og udbredte, et fromt barn, som han efterlod sig, en bog, som han efterlod til arvingerne, en moské, som han byggede, en herberge, som han byggede til vejfarende, en vandbeholder, som han gravede, eller sadaqah, som han gav af sin formue, mens han var rask og i live. Muslim har overleveret fra Jabir ibn Abdillah, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den, der indfører en god praksis i islam, får dens belønning samt belønningen for dem, der handler efter den, uden at deres belønning mindskes det mindste. Og den, der indfører en dårlig praksis i islam, bærer dens synd samt synden for dem, der følger den, uden at deres synd mindskes det mindste.’ De gode handlinger, som andre udfører, og hvis belønning den afdøde får, er følgende:
1. At bede for den afdøde og søge tilgivelse for ham: Den Ophøjede Allah har sagt:
وَالَّذِينَ جَاؤُوا مِن بَعْدِهِمْ يَقُولُونَ رَبَّنَا اغْفِرْ لَنَا وَلإِخْوَانِنَا الَّذِينَ سَبَقُونَا بِالْإِيْمَانِ، وَلَا تَجْعَلْ فِي قُلُوْبِنَا عِلَّا لِلَّذِينَ آمَنُوا، رَبَّنَا إِنَّكَ رَؤُوفٌ رَحِيمٌ .
Betydning: Og de, der kom efter dem, siger: »Vor Herre, tilgiv os og vore brødre, som gik forud for os i troen, og lad ikke vores hjerter rumme noget had mod de troende. Vor Herre, Du er visselig Tilgivende og Barmhjertig.« (Sura al-Hashr, vers 10)
Tidligere er Allahs Sendebuds (fred være med ham) udsagn blevet citeret: »Når I udfører begravelsesbønnen for en afdød, skal I oprigtigt bede for ham.« Ligeledes er Allahs Sendebuds (fred være med ham) bøn blevet nævnt: »O Allah, tilgiv alle vores levende og vores døde.« De lærde fra tidligere og senere tider plejede at bede for de afdøde, bede om barmhjertighed for dem og søge tilgivelse for dem. Ingen af dem fandt denne handling forkastelig.
2. At give sadaqah: Imam al-Nawawi har sagt: Det er en enstemmig opfattelse, at belønningen for sadaqah når den afdøde, hvad enten den gives af hans barn eller af en anden. Muslim og Ahmad har nemlig overleveret fra Abu Hurayrah, at en mand sagde til Allahs Sendebud (fred være med ham): »Min far er død. Han efterlod sig noget ejendom, men han testamenterede ikke noget. Hvis jeg giver sadaqah på hans vegne, vil det så være en soning for hans synder?« Han sagde: »Ja.« Det er også overleveret fra Sa’d ibn ‘Ubadah, at da hans mor døde, sagde han: »O Allahs Sendebud, min mor er død. Skal jeg give sadaqah på hendes vegne?« Han sagde: »Ja.« Sa’d sagde: »Hvilken sadaqah er bedst?« Han sagde: »At give vand at drikke.« Hasan siger: »De drikkevandsforsyninger, som ses i Medina, tilhører Sa’ds efterkommere.« – Ahmad, al-Nasa’i og andre. Det er dog ikke foreskrevet i shariaen at give sadaqah ved graven. Det er også makruh at give sadaqah på tidspunktet for begravelsesbønnen.
3. At faste: Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Ibn Abbas, at en mand kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud, min mor er død. Hun havde en måneds faste, som hun var ansvarlig for. Må jeg faste den på hendes vegne som erstatning?« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Hvis din mor havde haft en gæld, ville du så have betalt den?« Han svarede: »Ja.« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »At betale Allahs gæld er endnu mere påkrævet.«
4. Hajj: Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas, at en kvinde fra Juhaynah-stammen kom til Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »Min mor havde aflagt et løfte om at udføre hajj, men hun døde uden at udføre hajj. Skal jeg udføre hajj på hendes vegne?« Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Udfør hajj på hendes vegne. Har du overvejet, om du ville betale hendes gæld, hvis hun havde haft en gæld? Betal den, for det er endnu mere påkrævet at betale Allahs gæld.«
5. Bøn: Al-Daraqutni har berettet, at en mand sagde: »Allahs Sendebud, jeg behandlede mine forældre godt, mens de levede. Hvordan kan jeg nu behandle dem godt efter deres død?« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »At behandle dem godt efter deres død består i, at du beder for dem sammen med dine egne bønner og faster for dem sammen med din egen faste.«
6. Recitation af Koranen: Dette er flertallet blandt Ahl al-Sunnas opfattelse. Al-Nawawi har sagt: Den fremtrædende opfattelse i den shafiitiske madhhab er, at den ikke når frem til den afdøde. Ahmad ibn Hanbal og en del af shafiitterne mener, at den når frem. Efter recitationen af Koranen skal man sige: »O Allah, lad en belønning svarende til det, jeg har reciteret, nå frem til den og den.« I Ibn Qudamas værk Al-Mughni står der, at Ahmad ibn Hanbal har sagt: Alle former for gode gerninger når frem til den afdøde, for mange åbenbaringstekster støtter dette. Desuden samles muslimer til dette, reciterer Koranen og sender belønningen for den til deres afdøde. Derfor er dette en ijma.
De, der mener, at belønningen for recitation af Koranen når frem til den afdøde, stiller dog som betingelse, at den, der reciterer, ikke tager betaling for sin recitation. Hvis recitatoren tager betaling for sin recitation, bliver det haram for både giveren og modtageren, og han vil ikke opnå nogen belønning for recitationen af Koranen. Ahmad, al-Tabarani og al-Bayhaqi har overleveret fra Abd al-Rahman ibn Shibl, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Recitér Koranen og handl efter den. Bryd ikke forbindelsen med Koranen, og overdriv ikke med hensyn til den. Tjen ikke rigdom eller øget rigdom gennem den.«
Ibn al-Qayyim har sagt: Tilbedelse er af to slags: økonomisk og fysisk. Allahs Sendebud har oplyst, at belønningen for almisse når frem til den afdøde før alle andre økonomiske former for tilbedelse, og at belønningen for faste når frem før alle andre fysiske former for tilbedelse. Han har også oplyst, at hajj, som forener begge disse former for tilbedelse, fysisk og økonomisk, når frem til den afdøde. Således er disse tre former for tilbedelse alle bevist gennem åbenbaringstekster og fornuft.
7. Hensigten er en betingelse: Hvad end der sendes til den afdøde, kræver det nødvendigvis en hensigt. Ibn Aqil har sagt: Når man udfører bøn, faster eller reciterer Koranen på den afdødes vegne, når det frem til ham og gavner ham. Betingelsen er dog, at man har til hensigt, at belønningen skal nå frem til ham. Ibn al-Qayyim har støttet denne opfattelse.
8. Den bedste gave til den afdøde
Ibn al-Qayyim har sagt: Den bedste gave til den afdøde er det, der gavner mest. Det kan for eksempel være at frigive en slave på hans vegne. Det er bedre at give almisse på hans vegne end at faste på hans vegne. Den bedste almisse er den, der opfylder et stort behov hos modtageren, og den, der fortsætter uden ophør. Derfor har Allahs Sendebud sagt: »Den bedste almisse er at sørge for mad og drikkevand.« Dette gælder dog i et tilfælde, hvor manglen på mad og drikkevand er alvorlig, og mennesker sædvanligvis lider af tørst. Ellers betragtes det ikke som bedre almisse at sørge for drikkevand ved floder og kanaler end at give den sultne mad. På samme måde er det bedre end at give almisse at bede for den afdøde og bede om tilgivelse for ham med oprigtighed og inderlig bøn. Det gælder for eksempel at udføre begravelsesbønnen og bede ved graven.
Kort sagt er den bedste gave til den afdøde at frigive en slave på hans vegne, give almisse, bede om tilgivelse for ham, bede for ham og udføre hajj på hans vegne.
At sende belønningen til Allahs Sendebud
Ibn al-Qayyim har sagt: Nogle af de nutidige faqih’er anser det for mustahabb. Andre anser det ikke blot for ikke at være mustahabb, men for bid’ah. For sahabaerne gjorde det ikke. Den belønning, som en person fra Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, ummah opnår ved enhver god handling, vil også tilfalde ham. Der vil dog ikke blive trukket det mindste fra den oprindelige udførers belønning. For det var ham, der opfordrede sin ummah til alle gode handlinger. Og den, der opfordrer til en god handling, får belønningen for den gode handling, som hans følgere udfører. Den oprindelige udførers belønning bliver dog ikke formindsket det mindste. Den muslimske ummah har modtaget al viden om gode handlinger og deres praktiske eksempler fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Derfor vil han helt sikkert få belønningen for de gode handlinger, hans følgere udfører, hvad enten nogen overdrager belønningen til ham eller ej.
Muslimske børn og ikke-muslimske børn
Ethvert afdødt muslimsk barn, der endnu ikke er myndigt, vil være blandt Paradisets beboere. Imam al-Bukhari har overleveret fra Adi ibn Thabit, at han hørte, at da Allahs Sendebuds, Allahs fred og velsignelser være med ham, søn Ibrahim døde, sagde han: »Der er en amme til ham i Paradis.«
Det er overleveret fra Anas ibn Malik, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Hvis tre af en muslims børn dør, før de bliver myndige, vil Allah føre ham ind i Paradis på grund af Sin barmhjertighed over for disse børn.« Denne hadith beviser, at de børn, gennem hvem deres far kommer i Paradis, naturligvis selv vil komme i Paradis. For de er årsagen til, at deres far kommer i Paradis. Hvad angår afgudsdyrkernes børn, er de ligesom de muslimske børn. De vil ligeledes komme i Paradis. Imam al-Nawawi har sagt: Dette er den korrekte opfattelse og den, som de lærde, der har undersøgt sagen, foretrækker. For Allah, den Ophøjede, har sagt:
وَمَا كُنَّا مُعَذِّبِينَ حَتَّى نَبْعَثَ رَسُولًا .
Når voksne ikke straffes, fordi islams budskab ikke er nået dem, er der endnu mindre tale om, at mindreårige skulle straffes. Ahmad har overleveret fra Khansā’ bint Muʿāwiyah, at hendes moster spurgte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: »Allahs Sendebud, hvem kommer i Paradis?« Han sagde: »Profeten kommer i Paradis, martyrden kommer i Paradis, og det nyfødte barn kommer i Paradis.«
Betydning: »Jeg straffer ikke, før Jeg har sendt et sendebud.« (Banī Isrā’īl: vers 15)
9. Spørgsmålene i graven
Ahl as-Sunna wa-l-Jamāʿa (alle muslimer undtagen shiaerne) er enige om, at ethvert menneske efter døden vil blive stillet nogle spørgsmål – hvad enten det bliver begravet eller ej. Selv hvis et menneske bliver ædt af vilde dyr eller brændt til aske, som derefter spredes for vinden, eller drukner i havet, vil det blive spurgt om sine gerninger. Har det gjort godt, vil det opleve et godt resultat, og har det gjort ondt, vil det opleve et ondt resultat. Hvad enten det er velsignelse eller straf, vil både dets krop og sjæl opleve det samtidig. Ibn al-Qayyim har sagt: De tidlige muslimske lærdes og de førende imamers opfattelse er, at den døde efter døden enten oplever velsignelse eller straf, og at både sjælen og kroppen oplever det. Efter at ruh har forladt kroppen, fortsætter den med at opleve straf eller velsignelse. Ruh forenes undertiden med kroppen, og sammen oplever de velsignelse eller straf. Når opstandelsens dag derefter indtræffer, vil ruh-erne igen vende tilbage til kroppene, og de vil rejse sig fra deres grave og stå foran verdens store Herre. Muslimer, jøder og kristne er fuldstændig enige om, at sjælen vender tilbage til kroppen, og at menneskene genopstår.
Murūzī har sagt, at imam Ahmad, måtte Allah være ham nådig, sagde: Gravens straf er en ubestridelig sandhed. Kun den, der selv er vildfaren og vildleder andre, kan benægte den. Hanbal har sagt: Jeg spurgte Ahmad om gravens straf. Han svarede: Haditherne om dette er autentiske; vi tror på dem og anerkender dem. Alt, hvad der gennem en autentisk overleveringskæde er kommet fra Allahs Sendebud, anerkender vi. Hvis vi ikke anerkender, afviser og forkaster noget af det, som Sendebudet har bragt, vil det fra vores side være ensbetydende med at forkaste Allahs befaling. Allah har sagt:
وَمَا أَنكُمُ الرَّسُولُ فَخُذُوهُ ، وَمَا نَهْكُمْ عَنْهُ فَالْتَهَوا
Betydning: Tag imod det, som Sendebudet giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer. (Sura 59, al-Hashr: vers 7)
Jeg spurgte ham: Er gravens straf også en sandhed? Han svarede: Ja, det er den. Der gives straf i graven. Han sagde endvidere: Vi tror på gravens straf, vi tror også på Munkar og Nakīr, og vi tror på, at tjeneren bliver udspurgt i graven. Allah siger: “Allah holder dem, der tror på det evige ord, faste i det jordiske liv og i det hinsidige.” Eftersom graven er en del af livet i det hinsidige, kan man ud fra verset forstå, at Han i graven vil give de troende evnen og fastheden til at svare rigtigt på spørgsmålene.
Ahmad ibn Qasim sagde: Jeg spurgte: Abu Abdullah (det vil sige imam Ahmad), tror du på, at Munkar og Nakīr udspørger den døde? Han svarede: Subḥān Allah! Selvfølgelig tror jeg på det, og jeg fortæller også folk om det. Jeg spurgte: Er det med netop disse ord, at Munkar og Nakīr omtales, eller taler du om to engle? Han svarede: Det er blevet overleveret på denne måde, at de er Munkar (den ukendte) og Nakīr (den fremmede).
Hafiz Ibn Hajar har i Fatḥ al-Bārī sagt, at Ahmad ibn Hazm og Ibn Hurayras opfattelse er, at udspørgelsen kun gælder sjælen, uden at sjælen træder ind i kroppen. Men flertallet af de lærde og imamer er imod denne opfattelse. De siger: Sjælen føres tilbage til kroppen eller til en del af den. Hvis det kun gjaldt sjælen, ville den ikke have nogen forbindelse med kroppen. Det gør heller ingen forskel, hvis den dødes krop bliver sønderlemmet. Allah kan nemlig give liv tilbage til en hvilken som helst del af kroppen, og den kan blive udspurgt. Han kan også samle kroppens adskilte dele.
Grunden til, at de, der siger, at udspørgelsen kun gælder sjælen, fremsætter denne opfattelse, er, at det ikke påvirker udspørgelsen, om den døde bliver sat op i graven eller behandles på en anden måde, om graven gøres trang eller udvides, eller om han slet ikke begraves, som den, der bliver dræbt ved korsfæstelse. Modparten svarer hertil: Alt dette er muligt i kraft af Allahs grænseløse magt. Der findes endda eksempler på det i vores naturlige verden. Tænk for eksempel på den sovende. Han oplever både glæde og sorg i en drøm, mens den person, der ligger ved siden af ham, ikke mærker noget til det. Den vågne kan også undertiden føle sorg eller glæde over det, han hører eller tænker på, uden at de omkringstående mærker det.
Forvirringen opstår, fordi man sammenligner det usete med det synlige og tilstanden efter døden med den tidligere tilstand. Det synes klart, at Allah har skjult gravens tilstand for sine tjeneres øjne og ører og holdt den skjult for dem. Det har Han gjort af barmhjertighed og nåde mod dem, så de ikke af frygt skulle blive uvillige til overhovedet at begrave hinanden. I det jordiske liv har kroppens lemmer ikke evnen til at opfatte begivenheder og tilstande i det hinsidige liv. Dog kan der med Allahs vilje forekomme undtagelser i enkelte tilfælde.
Der findes flere hadither til støtte for flertallet af de lærdes opfattelse. Profeten, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, har for eksempel sagt: Den døde kan høre lyden af skoene fra dem, der deltager i hans begravelse. Han har også sagt: På grund af gravens tryk flyttes hans ribben fra den ene side til den anden. Han har også sagt: Når han slås med en hammer, hører han dens lyd. Han har også sagt: Den døde slås mellem sine to ører. Han har også sagt: De to engle sætter ham op. Disse udsagn viser, at sådanne fysiske handlinger og reaktioner finder sted, fordi sjælen og kroppen genforenes i graven.
Jeg vil her citere nogle autentiske hadither om dette:
1. Muslim har overleveret fra Zayd ibn Thabit: En dag opholdt Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sig i Banū an-Najjārs have, ridende på sit muldyr. Vi var også sammen med ham. Pludselig blev muldyret uroligt og var nær ved at kaste ham af. Det viste sig, at der var seks, fem eller tolv grave dér. Allahs Sendebud sagde: Hvem kender gravens beboere? En mand sagde: Jeg kender dem. Han spurgte: Hvornår døde de? Manden svarede: De døde efter at være blevet såret i forskellige begivenheder. Han sagde: Hvis der ikke var fare for, at I ville opgive at begrave de døde af frygt for, at denne ummah lider under straf i deres grave, ville jeg have bedt Allah om at lade jer høre den lyd af gravens straf, som jeg hører. Derefter gik han hen imod os og sagde: Søg tilflugt hos Allah mod Helvedes straf. Alle de tilstedeværende sagde: Vi søger tilflugt hos Allah mod Helvedes straf. Allahs Sendebud sagde: Søg tilflugt hos Allah mod gravens straf. Alle sagde: Vi søger tilflugt hos Allah mod gravens straf. Allahs Sendebud sagde: Søg tilflugt hos Allah mod alle skjulte og åbenlyse prøvelser og ulykker. Alle sagde: Vi søger tilflugt hos Allah mod alle skjulte og åbenlyse prøvelser og ulykker. Han sagde: Søg tilflugt hos Allah mod Dajjāls prøvelse. De sagde: Vi søger tilflugt hos Allah mod Dajjāls prøvelse.
2. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Qatada, der igen overleverede fra Anas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Når en tjener lægges i graven, og hans familie har taget afsked med ham og går bort, hører han lyden af deres sko. Så kommer to engle til ham og får ham til at sætte sig. Derefter siger de til ham: Hvad plejede du at sige om denne mand, Muhammad ﷺ? Den troende siger: Jeg bevidner, at han er Allahs tjener og Sendebud. Da siger de to engle: Se dér, din plads i Helvedesilden. Allah har erstattet den med en plads til dig i Paradiset. Så får han lov til at se begge pladser. Men den vantro og hykleren bliver spurgt: Hvad plejede du at sige om denne mand? Han svarer: Jeg ved ikke noget. Jeg sagde blot det samme, som folk plejede at sige. Da siger de to engle: Du vidste det ikke, og du spurgte heller ikke dem, der vidste det. Derefter slås han med mange jernhamre. Han skriger så højt, at alle omkring ham, bortset fra jinner og mennesker, hører det.
3. Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra al-Bara’ ibn ‘Azib: Når en muslim lægges i graven og bevidner, at der ingen gud er ud over Allah, og at Muhammad ﷺ er Hans Sendebud, er dette den praktiske opfyldelse af dette koranvers: “Allah styrker dem, der tror på det urokkelige ord, i denne verden og i det hinsidige.” En anden overlevering siger, at dette vers blev åbenbaret om gravens straf. Han bliver spurgt: Hvem er din Herre? Han svarer: Allah er min Herre, og Muhammad er min profet. Det er det, der sigtes til i verset:
يثبت الله الَّذِينَ آمَنُوا بِالْقَوْلِ الثَّابِسِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَفِي الآخِرَةِ .
Betydning: Allah styrker dem, der tror på det urokkelige ord (kalima tayyiba), i denne verden og i det hinsidige.”
4. Det er overleveret i Musnad Ahmad og Sahih Abu Hatim, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Når den døde lægges i graven, hører han lyden af sine familiemedlemmers sko, når de går bort. Hvis han er troende, befinder hans bøn sig ved hans hoved, fasten ved hans højre side, zakat ved hans venstre side, og almisse, gaver til slægtninge, storsindethed og velgørenhed ved hans fødder. Når nogen derefter forsøger at komme ind fra hans hovedside – det vil sige straffens engel – siger bønnen: Du må ikke komme ind fra min side. Når han derefter forsøger at komme ind fra højre side, siger fasten: Du må ikke komme ind fra min side. Når han så forsøger at komme ind fra venstre side, siger zakat: Du har ingen adgang fra min side. Når han derefter forsøger at komme ind fra føddernes side, siger almissen, velgørenheden, storsindetheden, gaverne til slægtninge og de øvrige gode handlinger: Du må ikke komme ind fra min side. Derefter bliver den døde sagt: Rejs dig og sæt dig. Han rejser sig og sætter sig. Da står solen foran ham og er nær ved at gå ned. Så bliver han spurgt: Denne mand var jo iblandt jer. Hvad siger du om ham? Og hvad vidner du om ham? Han siger: Lad mig bede. De to engle siger: Du skal bede senere. Svar på det, vi spørger dig om. Denne mand var jo iblandt jer. Hvad siger du om ham, og hvad vidner du om? Han siger: Det er Muhammad ﷺ. Jeg bevidner, at han kom med sandheden fra Allah. Han bliver sagt: Du levede efter dette, du døde efter dette, og om Allah vil, vil du blive genoplivet efter dette. Derefter åbnes en port til Paradiset for ham. Så bliver han sagt: Dette er din bolig, og dér findes de velsignelser, som Allah har bestemt for dig. Da bliver hans glæde og stolthed umådeligt større. Derefter udvides hans grav til halvfjerds alen, og den oplyses. Så bringes kroppen tilbage til sin tidligere tilstand. Hans ånd føres ind i en ren fugl, der hænger i Paradisets træer. Det er dette, Allah har sagt:
يثبت الله الَّذِينَ آمَنُوا بِالْقَوْلِ الثَّابِسِ فِي الْحَيَاةِ الدُّنْيَا وَفِي الْآخِرَةِ .
Betydning: Allah styrker dem, der har troet på det urokkelige ord, i denne verden og i det hinsidige.” (Sura Ibrahim: vers 27)
Om den vantro nævner han det stik modsatte og siger til sidst: Derefter bliver hans grav gjort trang for ham, så den dødes ribben i den ene side presses over mod den anden. Dette er det trange livsunderhold, som Allah har sagt:
فَإِن لَهُ مَعِيشَةً ضَنكًا وَنَعْشَرهُ، يَوْمَ الْقِيَامَةِ أَعْمَى .
Det vil sige: Der er fastsat et trangt livsgrundlag for ham, og på Opstandelsens Dag vil Vi rejse ham blind.” (Sura Ṭā Hā: vers 124)
5. I Ṣaḥīḥ al-Bukhārī findes en beretning fra Samura ibn Jundub. Når Allahs Sendebud, fred være med ham, havde bedt, vendte han sig altid mod os og satte sig. Derefter sagde han: »Har nogen af jer set en drøm i nat?« Hvis nogen havde set en drøm, fortalte han den. Da sagde Sendebudet, fred være med ham: »Mā shā’ Allāh.« (Allah har vist det, Han ville.) En dag spurgte han os: »Har nogen af jer set en drøm?« Vi sagde: »Nej.« Han sagde: »Men jeg har i dag set, at to mænd kom til mig, tog fat i mine hænder og førte mig til det hellige land. Jeg så en mand sidde, mens en anden stod med en bøjet jernstang i hånden. Han stak jernstangen ind mellem den siddende mands kæber og flænsede ham helt op til nakken. Derefter gjorde han det samme ved den anden kæbe. Imens voksede den første kæbe sammen igen, hvorefter han gentog det, han havde gjort før. Jeg sagde: ‘Hvad er dette?’ De sagde: ‘Gå videre.’ Så gik de videre. Til sidst nåede vi frem til en mand, der lå på ryggen. Over hans hoved stod en mand med en stor sten i hånden. Med den knuste han hans hoved. Så snart han havde slået ham, rullede stenen langt væk. Manden løb derefter for at hente den. Indtil han kom tilbage med stenen, voksede den slagne mands hoved sammen igen. Så gik han hen til ham og slog ham på ny. Jeg sagde: ‘Hvad er dette?’ De sagde begge: ‘Gå videre.’ Vi gik videre, indtil vi nåede en ovn, hvis øverste del var trang, mens den nederste del var bred. Der brændte en ild nedefra. Inde i ovnen så vi en gruppe nøgne kvinder og mænd. Flammerne steg op fra bunden mod dem. Når flammerne nåede dem, begyndte de at stige opad, indtil de næsten kom ud af ovnen. Når ilden derefter lagde sig, vendte de tilbage til deres tidligere sted. Jeg sagde: ‘Hvad er dette?’ De sagde: ‘Gå videre.’ Vi gik videre, indtil vi nåede bredden af en flod af blod. En mand svømmede i floden, mens en anden stod midt i den med en sten foran sig. Den mand, der svømmede i floden, kom fremad. Hver gang han ville ud af floden, kastede den anden en sten i ansigtet på ham og sendte ham tilbage til det sted, hvor han havde været. Hver gang han var lige ved at komme ud, kastede han en sten mod hans ansigt, så han vendte tilbage til det sted, hvor han havde været. Jeg sagde: ‘Hvad er dette?’ De sagde begge: ‘Gå videre.’ Vi gik videre, indtil vi nåede en grøn have. Der stod et vældigt træ. Ved træets fod sad en gammel mand med en stor gruppe børn. Lige ved træet var der en mand med en ild foran sig, som han holdt brændende. De to klatrede med mig op i træet og førte mig ind i et rum, smukkere end noget rum, jeg nogensinde havde set. I rummet var der mange unge og gamle mennesker. Derefter klatrede de igen med mig endnu højere op og førte mig ind i et rum, der var endnu smukkere og bedre. Jeg sagde: ‘I har ført mig vidt omkring i dag. Forklar mig nu hemmeligheden bag alt det, jeg har set.’ De sagde begge: ‘Ja. Den mand, hvis kæber du så blive flænset, var en løgner, som plejede at udbrede falske nyheder. Derefter blev de overført fra ham og spredt til alle verdenshjørner. Derfor vil denne behandling fortsætte med ham indtil Opstandelsens Dag. Den mand, hvis hoved du så blive knust, var en, som Allah havde givet kundskab om Koranen. Men han sov om natten uden at studere Koranen og handlede heller ikke efter den om dagen. Sådan vil han blive behandlet indtil Opstandelsens Dag. De mennesker, du så i ovnen, var alle utugtige. Den mand, du så i blodfloden, var ågerkarlen. Den gamle mand, du så ved træets fod, var Ibrāhīm, fred være med ham. Børnene ved hans side var menneskenes børn. Den mand, der holdt ilden brændende, var Mālik, Helvedes vogter. Det første rum var de almindelige muslimers rum, og dette rum var martyrernes rum. Jeg er Jibrīl, og dette er Mīkā’īl. Løft nu hovedet.’ Jeg løftede hovedet og så et palads, der lignede en sky. De sagde begge: ‘Det palads er din bolig.’ Jeg sagde: ‘Lad mig komme ind i min bolig.’ De sagde: ‘Din levetid er endnu ikke udløbet. Du har endnu ikke afsluttet den. Hvis du allerede var kommet efter at have afsluttet din levetid, kunne du være trådt ind i din bolig.’«
Ibn al-Qayyim har sagt: Dette er en beskrivelse af straffen i barzakh (tiden mellem døden og Opstandelsen). Profeternes drømme stemmer nemlig overens med den virkelige tilstand.
6. al-Ṭaḥāwī har overleveret fra Ibn Masʿūd, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Det blev befalet, at en af Allahs tjenere skulle tildeles hundrede piskeslag i sin grav. Manden blev ved med at bede og ydmygt trygle Allah om at mindske denne straf, indtil den gradvist blev reduceret til ét piskeslag. Derefter blev hans grav fyldt med ild. Da straffen var fjernet fra ham, kom han til sig selv. Så sagde han til englene: ‘Hvorfor piskede I mig?’ De sagde: ‘Du bad en bøn uden renselse, og du så en mand blive udsat for uret, men du hjalp ham ikke.’«
7. al-Nasāʾī og Muslim har overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte en lyd. Han spurgte: »Hvornår døde denne mand?« Folkene svarede: »Han døde i uvidenhedens tid.« Da han hørte dette, blev han glad og sagde: »Hvis det ikke var sådan, at I ville begrave hinanden, ville jeg have bedt Allah om at lade jer høre gravens straf.«
8. al-Bukhārī, Muslim og al-Nasāʾī har overleveret fra Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Dette er den mand (Saʿd ibn Muʿādh), for hvis skyld Tronen rystede, himlens porte blev åbnet, og halvfjerds tusind engle var til stede hos ham. Graven omfavnede ham og slap ham derefter igen.«
10. Hvor opholder sjælen sig?
Ibn al-Qayyim har skrevet et kapitel. I dette kapitel nævner han de lærdes forskellige opfattelser af, hvor ånden eller sjælen befinder sig. Derefter nævner han den opfattelse, der bør foretrækkes, og siger: Det siges, at der i barzakh er stor forskel på åndernes opholdssteder.
Nogle ånder vil være sammen med de mest ansete personers ånder på det højeste sted i Illiyyin. Det er profeternes ånder. Også profeternes opholdssteder er forskellige fra hinanden, sådan som Profeten, fred være med ham, så på miraj-natten.
Nogle ånder vil være blandt de grønne fugle, der strejfer omkring i Paradiset. En del af disse ånder tilhører martyrerne. Blandt martyrerne er der endda nogle, hvis ånd ikke får lov til at træde ind i Paradiset på grund af deres gæld. Som det er overleveret fra Muhammad ibn Abdullah ibn Jahsh i Musnad Ahmad: En mand spurgte Allahs Sendebud, fred være med ham: »Allahs Sendebud, hvad vil jeg få, hvis jeg bliver dræbt på Allahs vej?« Han svarede: »Paradiset.« Da manden var på vej til at gå, sagde han: »Men ikke hvis du har gæld.« Gabriel har netop hvisket dette til mig.
Nogle martyrer vil blive holdt tilbage ved Paradisets port. Profeten, fred være med ham, har således i en hadith fortalt, at han så en sådan tilbageholdelse.
Nogle martyrer vil også blive holdt tilbage i graven. Det fortælles eksempelvis, at en mand stjal en kostbar kappe og derefter blev dræbt. Folk sagde da: »Tillykke til ham. Han er blandt Paradisets beboere.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Ved Allahs ed, den kappe, han stjal, vil brænde som ild i hans grav.« Nogle martyrer vil have deres opholdssted ved Paradisets port. I en hadith overleveret af Ibn Abbas hedder det: »Martyrerne vil være inde i en grøn kuppel ved en flod lige ved Paradisets port. Deres mad vil blive bragt til dem fra Paradiset morgen og aften.« – Ahmad. Det modsatte gælder for Jafar ibn Abu Talib. Allah vil give ham to vinger i stedet for hans to hænder, og med dem vil han flyve rundt i Paradiset, hvorhen han ønsker. (Jafars to hænder blev hugget af i slaget ved Mu’tah, hvorefter han led martyrdøden.)
Nogle ånder vil være fanget på selve jorden og vil derfor ikke kunne nå de højeste engles opholdssted. Det skyldes, at disse ånder var lavtstående og vendt mod det jordiske. En jordisk vendt ånd kan ikke mødes med en himmelvendt ånd. På samme måde kan de heller ikke mødes i det jordiske liv. Den sjæl, som i det jordiske liv ikke opnår kendskab til, kærlighed til, ihukommelse af, hengivenhed for og nærhed til sin Herre, er netop en lavtstående og jordisk vendt sjæl. Efter at være blevet skilt fra kroppen forbliver den på jorden. Den højtstående sjæl derimod, som i det jordiske liv er optaget af at opnå kærlighed til Allah, ihukommelse af Ham, nærhed til Ham og hengivenhed for Ham, opholder sig efter adskillelsen fra kroppen sammen med sine ligesindede, højtstående sjæle. Ethvert menneske vil således være sammen med den, det elsker, i barzakh og i det hinsidige. Allah vil i barzakh og på Opstandelsens Dag parre sjælene med hinanden og forbinde den troendes ånd med dens ligesindede, rene ånder. Efter adskillelsen fra kroppen forbinder ånden sig med ånder af samme slags, broderlige ånder og ånder, der har udført samme slags handlinger.
Nogle ånder vil være i de utugtiges ovn, mens andre ånder vil svømme i en flod af blod og blive ramt af sten. Åndernes opholdssteder er altså ikke de samme, hvad enten ånderne er gode eller onde. Nogle har deres opholdssted på det højeste niveau i Illiyyin, mens andre ånder er jordisk vendte og lavtstående og ikke kan hæve sig over jorden.
Hvis man studerer hadithsamlingerne om dette og fordyber sig grundigt i emnet, vil man finde uigendrivelige beviser til støtte for den nævnte fremstilling, og det vil ikke synes, at der er nogen modsigelse mellem disse hadither. De er nemlig alle korrekte og understøtter hinanden. Men det er nødvendigt at forstå og erkende ånden og kende dens egenskaber. Det er også nødvendigt at vide, at kroppens tilstand og åndens tilstand er helt forskellige. Selv om ånden befinder sig i Paradiset, er den samtidig i himlen, ved siden af graven og forbundet med kroppen i graven. Den bevæger sig, forflytter sig, stiger op og daler hurtigere end alle andre ting. Nogle ånder bevæger sig frit og uhindret, mens andre er tilbageholdt. Nogle ånder er højtstående, andre lavtstående. Efter adskillelsen fra kroppen bliver ånden syg, men den kan også være rask. Den oplever glæde og velsignelser. Men efter døden kan den også opleve langt større lidelse end i livet. Dér oplever den tilbageholdelse, smerte, straf, sygdom og sorg. Den oplever også glæde, lykke, overflod og velvære. Der er stor forskel på åndens ophold i den nuværende krop og dens ophold i kroppen i moderens liv, samt på åndens adskillelse fra den nuværende krop og dens adskillelse fra kroppen efter at være kommet ud af moderens livmoder, selv om de udadtil ligner hinanden.
Sjælens fire verdener
Én: Moderens livmoder. Dens kendetegn er begrænsning, snæverhed, uro og mørket fra tre lag.
To: Det sted, hvor den blev født, udførte gode og onde handlinger og skabte årsagerne til sin lykke og ulykke. (Det vil sige livet i denne verden.)
Tre: Barzakh. Den er rummeligere og større end boligen i denne verden.
Fire: Det evige opholdssted i det hinsidige, som omfatter Paradiset og Helvede. Efter dette vil der ikke blive skabt noget andet opholdssted. Allah flytter sjælen fra disse steder ét efter ét og fører den til sidst til det evige opholdssted, der passer til den, som den blev skabt til, og hvortil den er blevet givet evnen til at udføre passende handlinger.
For sjælen eller ruhen er der i hvert af disse opholdssteder bevaret en særskilt rang. Derfor tilkommer al endeløs lovprisning den Almægtige Allah, som er ruhens Skaber, Herre, Livgiver, Den, der giver døden, Den, der giver lykke, og Den, der giver ulykke. Han har skabt forskelle i dens grader af lykke og ulykke samt i niveauet for dens viden, handlinger, styrke og karakter. Den, der lærer sjælen rigtigt at kende, vil derfor nødvendigvis bevidne, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah. Han er Én, Han har ingen partner; hele herredømmet tilhører Ham, al lovprisning tilhører Ham, alt godt er i Hans hånd, og alle ting vender tilbage til Ham. Al styrke tilhører Ham, al magt tilhører Ham, al ære og værdighed tilhører Ham, al visdom tilhører Ham, og fuldkommenhed i enhver henseende tilhører alene Ham. Den, der lærer sin egen ruh at kende, vil tro på profeterne og sendebuddene og erkende, at det var profeterne, der bragte den store sandhed, som samvittigheden og hele skaberværket bevidner. Og det, der modsiger denne store sandhed, er falsk.
Sjette kapitel: Dhikr
Dhikr
At erklære Allahs herlighed og renhed med mund og hjerte, lovprise Ham, mindes Hans fuldkomne egenskaber og erkende og omtale Hans storhed og skønhed kaldes dhikr.
1. Allah den Ophøjede har befalet, at man ofte udfører dhikr. Han har sagt:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا اذْكُرُوا اللَّهَ ذِكْرًا كَثِيرًا، وَسَبِّحُوهُ بُكْرَةً وَأَمِيلاً .
Betydning: O I troende, mindes Allah ofte, og lovpris Ham morgen og aften.”
2. Allah den Ophøjede har også meddelt, at den, der mindes Ham, bliver mindet af Allah. Han har sagt: فَاذْكُرُونِی اذكركز”Mindes Mig, så vil Jeg mindes jer.”
I en hadith qudsi, overleveret af al-Bukhari og Muslim, siger Allah: Jeg er, som Min tjener tænker om Mig [det vil sige: Hvis han tror, at Allah vil besvare hans bøn, og beder med denne tro, så besvarer Han bønnen. Og hvis han tror, at Han vil tilgive ham, og beder om tilgivelse, så tilgiver Han ham. Osv.].
Og når han mindes Mig, er Jeg sammen med ham. Hvis han mindes Mig i sit hjerte, mindes Jeg ham også i Mit hjerte. Og hvis han mindes Mig foran en gruppe, mindes Jeg ham foran en bedre gruppe end hans. Hvis han nærmer sig Mig med en håndsbredde, nærmer Jeg Mig ham med en alen. Hvis han nærmer sig Mig med en alen, nærmer Jeg Mig ham med en favn. Hvis han kommer gående til Mig, kommer Jeg løbende til ham [det vil sige: Jo mere tjeneren nærmer sig Allah, desto hurtigere rækker Allah ham al godhed og alle velsignelser i møde].
3. Allah har betegnet dem, der konstant mindes Ham, som helhjertede og forudgående. Allahs Sendebud ﷺ sagde: De helhjertede er de forudgående. Folkene sagde: O Allahs Sendebud, hvem mener du med de helhjertede? Allahs Sendebud ﷺ sagde: De mænd og kvinder, der ofte mindes Allah. Muslim.
4. I virkeligheden er det dem, der udfører dhikr, som er levende og livskraftige muslimer. For Abu Musa må Allah være tilfreds med ham, overleverede, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Den, der mindes Allah, og den, der ikke mindes Allah, er henholdsvis som en levende og en død person.” Al-Bukhari.
5. Dhikr, altså ihukommelsen af Allah, er den bedste af alle gode gerninger. Den, som får tawfīq til at udføre dhikr, har fået tilsagn om, at Allah vil tage ham til ven. Derfor var Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hele tiden optaget af dhikr. At-Tirmidhi, Ahmad og al-Hakim beretter, at en mand sagde til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Islams forskrifter forekommer mig at være meget omfattende. Fortæl mig derfor en forskrift, som jeg kan holde fast ved.« Han sagde til ham: »Lad altid din tunge være optaget af dhikr.« Han sagde til sine ledsagere: »Skal jeg fortælle jer om en handling, der er bedre end alle jeres handlinger, renere hos jeres Hersker, mere ophøjende for jeres rang, mere gavnlig for jer end at give guld og sølv og bedre for jer end at møde jeres fjender, dræbe dem og selv blive dræbt?« De sagde: »Ja, Allahs Sendebud, fortæl os det.« Han sagde: »Det er dhikr af Allah.«
6. Dhikr af Allah er vejen til befrielse fra straffen. Det er overleveret fra Muʿadh (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Intet menneske har nogensinde udført en handling, der bedre kan befri ham fra Allahs straf end dhikr af Allah.« Ahmad.
7. Ahmad har endvidere berettet, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »De former for dhikr, hvormed I beskriver Allahs storhed og ophøjethed, såsom Lā ilāha illā Allāh, Allāhu akbar og al-hamdu lillāh, vil fortsætte med at bevæge sig og svæve omkring Tronen. De vil summe som bier og minde den, der udfører dhikr, om ham. Ønsker I ikke, at I på den dag skal have noget, der kan minde jer om jer selv?«
Mængden af dhikr
Allah den Ophøjede har befalet, at man udfører meget dhikr. Efter at have betegnet dem, der lærer ved at iagttage Allahs skaberværk, som forstandige, beskriver Han dem således:
الَّذِينَ يَذْكُرُونَ اللَّهَ قِيَامًا وَقُعُودًا وَعَلَى جُنُوبِهِمْ، وَالذَّاكِرِينَ اللَّهَ كَثِيرًا وَالذَّاكِرَاتِ أَعَنَّ اللَّهَ لَهُ مَغْفِرَةً وَأَجْرًا عَظِيمًا .
»De, som ihukommer Allah stående, siddende og liggende.« »De mænd og kvinder, som ihukommer Allah meget, for dem har Allah beredt tilgivelse og en mægtig belønning.« Mujahid sagde: Man kan ikke regnes blandt de mænd og kvinder, der ihukommer Allah meget, medmindre man ihukommer Allah i alle tilstande: liggende, siddende og stående.
Da Ibn as-Salah blev spurgt, hvor meget dhikr der skal udføres, for at man kan regnes blandt dem, der ihukommer Allah meget, svarede han: Man regnes blandt dem, der ihukommer Allah meget, hvis man regelmæssigt udfører den dhikr og de bønner, som er autentisk fastslået og overleveret, om morgenen og om aftenen samt på forskellige tidspunkter af dagen og natten og i forskellige tilstande. I forbindelse med forklaringen af de nævnte vers sagde Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Allah den Ophøjede har fastsat en grænse for enhver tilbedelseshandling, som Han har gjort obligatorisk for sine tjenere, og Han har fritaget dem for den i tilfælde af undskyldning og vanskeligheder. Men hvad angår den, der ihukommer Allah, er der en undtagelse. Allah har ikke fastsat nogen grænse for dhikr, hvor den skulle ophøre, og ingen er blevet fritaget for dhikr, bortset fra den, der er ude af stand til at udføre den. Tværtimod er det befalet at ihukomme Allah liggende, siddende og stående, dag og nat, til vands og til lands, hjemme og ude, i fattigdom og velstand, under sygdom og ved godt helbred, i det skjulte og offentligt – kort sagt i alle tilstande.
Alle bestræbelser på at følge Allahs befalinger hører under Allahs dhikr: Saʿīd ibn Jubayr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Enhver, der er optaget af tilbedelsen af Allah og beskæftiger sig med at følge Hans befalinger, er en, der ihukommer Allah. Nogle af de tidlige lærde ønskede at præcisere dette ubestemte udtryk. Derfor betegnede de nogle særlige former for dhikr som dhikr. En af dem var ʿAtāʾ. Han sagde, at alle forsamlinger, hvor de sharīʿa-kompatible fremgangsmåder vedrørende halal og haram, køb og salg, bøn og faste, hajj, ægteskab og skilsmisse med videre undervises i og gøres bekendt med, regnes som dhikr-forsamlinger. al-Qurṭubī sagde: En dhikr-forsamling er en forsamling, hvor islams viden formidles, og islams lære ihukommes. Det vil sige, at enhver forsamling, hvor Allahs ord og Profetens sunnah drøftes, praktiseres eller øves, hvor de tidlige fromme og retskafne menneskers livshistorier omtales, og hvor udtalelserne fra disse tidlige, selvopofrende imamer, som var fri for alle former for bidʿah, opdigtede skikke, dårlige hensigter og begær efter verdslige goder, viderebringes.
Dhikrens adab eller fremgangsmåde: Formålet med dhikr er at rense hjertet, lutre begæret og befri samvittigheden for urenhed. Det er med henvisning hertil, at Allah siger:
واقي الصَّلاةَ إِنَّ الصَّلاةَ تَنْهَى عَنِ الْفَحْشَاءِ وَالْمُنْكَرِ، وَلَذِكْرُ اللَّهِ أَكْبَرُ.
“Oprethold bønnen. Sandelig, bønnen forbyder skamløshed og uret. Og Allahs dhikr er størst.” (Sura al-ʿAnkabūt: vers 45)
Det vil sige, at Allahs dhikr er bedre end bønnen til at forhindre skamløshed og uret. For når den, der ihukommer Allah, åbner sit hjerte og sind for Allah, og hans tunge bliver højrøstet i Hans ihukommelse, hjælper Allah ham med Sit lys. Som følge heraf mangedobles hans tro, og hans sind bliver fuldstændig tillidsfuldt over for sandheden. Allah siger:
الَّذِينَ آمَنُوا وَتَطْمَنِي قُلُوبَم بذكر الله، أَلَا بِذِكْرِ اللَّهِ تَطْمَئِنُّ الْقُلُوبُ .
“De, der har troet, og hvis hjerter finder ro ved Allahs dhikr – disse lydige tjenere leder Han til Sig – vid da, at det kun er ved Allahs dhikr, at hjerterne finder ro.” (Sura al-Raʿd: vers 28)
Når sindet bliver overbevist om sandheden og finder ro, bliver det rede til at stige til et endnu højere trin og bestræber sig på at gå frem ad Hans vej. Da kan ingen af naturens fristelser eller noget vink fra de jordiske begær længere afholde det derfra. Derfor er der blevet lagt overordentlig stor vægt på dhikr, og den indtager en meget vigtig plads i menneskelivet. Det er ikke fornuftigt at tro, at det alene at udtale et ord med munden kan have så omfattende en virkning. For det, der udgår fra munden, har kun meget ringe gavn, så længe sindet ikke støtter det. Derfor har Allah givet vejledning om, hvilken adab eller fremgangsmåde man skal følge under dhikr. Han siger:
وَاذْكُرْ رَبُّكَ فِي نَفْسِكَ تَضَرُّعًا وَخِيفَةً وَدُونَ الْعَمْرِ مِنَ الْقَوْلِ بِالْغُدُوِّ وَالْأَصَالِ وَلَا تَكُن مِّنَ الغفلين .
“Husk din Herre i dit indre, ydmygt og inderligt, med frygt og dæmpet stemme, morgen og aften. Vær ikke uopmærksom.” (Sura al-A’raf, vers 205)
Af dette vers fremgår det, at det er anbefalet at udføre dhikr i det skjulte og med dæmpet stemme. På en rejse hørte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, en gruppe mennesker bede højt, og han sagde: “O folk, vær venlige mod jer selv. I kalder ikke på en døv eller fraværende Herre. Den, som I kalder på, hører alt og er nær. Han er nærmere jer end halsen på jeres ridedyr.” Ligeledes fremgår det, at dhikr bør udføres med stor inderlighed og frygt. En af dhikrens adab er, at den, der udfører dhikr, bør have en ren og velduftende krop og påklædning. Det gør nemlig sindet mere opløftet og aktivt. Det er også ønskeligt at vende sig mod qibla under dhikr, for den handling, der udføres vendt mod qibla, er den bedste handling.
Det er anbefalet at deltage i forsamlinger med dhikr. Nogle hadither om dette er følgende:
1. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Når I passerer forbi Paradisets haver, så pluk af deres frugter.” Folkene sagde: “O Allahs Sendebud, hvad er Paradisets haver?” Han sagde: “Forsamlingerne med dhikr. For Allah har grupper af engle, som søger efter forsamlinger med dhikr. Når de finder en forsamling, omringer de den straks.”
2. Muslim har overleveret fra Mu’awiya, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kom til en forsamling af ledsagerne og sagde: “Med hvilket formål har I samlet jer her?” De sagde: “Vi mindes Allah og lovpriser Ham, fordi Han har begunstiget os ved at føre os ind i islam.” Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Ved Allah, er det virkelig derfor? Er det derfor, I har samlet jer? Hør: Jeg har ikke fået jer til at sværge og spurgt jer på denne måde på grund af nogen anklage mod jer. Det skyldes faktisk, at Jibril kom til mig og fortalte, at Allah roser jer over for englene.”
3. Muslim har også overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri og Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med dem begge, at de begge bevidnede, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Når en gruppe samles for at mindes Allah, omgiver englene dem straks. Allahs barmhjertighed og fred sænker sig over dem, og Allah nævner dem over for de engle, der er hos Ham.”
Fortjenesten ved oprigtigt at sige: La ilaha illallah:
1. Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: “Når en tjener oprigtigt siger: ‘La ilaha illallah’, åbnes himlens porte for ham, så hans ord kan nå Tronen, så længe han holder sig fra de store synder.” – Tirmidhi.
2. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde: »Forny jeres tro.« Der blev spurgt: »Allahs Sendebud, hvordan skal vi forny vores tro?« Han sagde: »Sig ofte: “Lā ilāha illā Allāh.”« – Ahmad.
3. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde: »Den bedste dhikr er Lā ilāha illā Allāh, og den bedste bøn er al-hamdu lillāh.« – An-Nasā’ī, Ibn Mājah, al-Hākim.
Dyderne ved nogle former for dhikr
1. Det er overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde:
سبحان اللهِ وَبِحَمْدِهِ، سُبْحَانَ اللهُ الْعَظِيمِ
»Disse to ord er meget lette på tungen (det vil sige i udtalen), meget tunge på vægten og meget elskede hos den Nådige Allah.« – Al-Bukhārī, Muslim, At-Tirmidhī.
2. Det er overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelse være med ham, sagde:
سُبْحَانَ اللهِ ، وَالْحَمْدُ لِلَّهِ، وَلَا إله إلا الله، والله أكبر.
At fremsige disse ord er mig kærere end alt det, som solens stråler oplyser (hele jorden og alt, hvad der findes i dens indre). – Muslim, Tirmidhi.
3. Det er overleveret fra Abu Dharr, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Abu Dharr! Skal jeg ikke fortælle dig, hvilket ord der er mest elsket hos Allah?« Jeg sagde: »O Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sig det.« Han sagde: »Det ord, der er mest elsket hos Allah, er:سُبْحَانَ اللَّهِ وَبِحَمْدِهِ Muslim, Tirmidhi. Tirmidhis formulering er: »Det ord, der er mest elsket hos Allah, er det, som Allah har udvalgt til sine engle:
سبحان ربي وبحمده سبحان رَبِّي وَبِحمدِهِ .
4. Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der siger:
سبْحَانَ اللهُ الْعَظِيمِ وَبِحَمْدِهِ .
For ham bliver der plantet en daddelpalmeplante i Paradiset.« – Tirmidhi.
5. Det er overleveret fra Abu Sa’id, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fremsig ofte de gode ord, som ikke forgår.« Der blev sagt: »O Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham! Hvilke ord er det?« Han sagde: »At sige: Allahu akbar, la ilaha illallah, subhanallah, alhamdulillah og la hawla wa la quwwata illa billah.« An-Nasa’i, al-Hakim. Al-Hakim har sagt, at overleveringskæden er sahih.
6. Det er overleveret fra Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den nat, hvor jeg blev ført bort (det vil sige på Mi’raj-natten), mødte jeg Ibrahim, må Allahs fred være med ham. Han sagde: O Muhammad, bring min salam til din ummah, og fortæl dem, at Paradiset er et meget smukt land og et sted med sødt vand. Paradiset er et vidtstrakt og rummeligt fladt land. Og dets vegetation er:
سُبْحَانَ اللهِ وَالْحَمْدُ لِلَّهِ، وَلَا إِلَهَ إِلَّا الله، والله اكبر
Også dette udsagn er blevet tilføjet: »Lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh.«
7. Det er berettet i Muslim, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Fire udsagn er de mest elskede hos Allah. Det gør ingen forskel, hvilket af dem du begynder med. De er:
سُبْحَانَ اللهِ ، وَالْحَمْدُ لِلَّهِ، وَلَا إِلَهَ إِلَّا الله، والله اكبر
8. Det er berettet fra Ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, der læser de to sidste vers af Sūra al-Baqara på en nat, vil have tilstrækkeligt for sig.« – al-Bukhārī og Muslim. Det vil sige, at læsningen af disse to vers vil være som at tilbringe hele den pågældende nat i bøn. Nogle siger, at betydningen af »tilstrækkeligt« er, at det er tilstrækkeligt til at beskytte mod alle nattens farer og ulykker. Før Ibn Khuzayma nævner de to sidste vers af Sūra al-Baqara i sin autentiske samling, har han givet det følgende overskrift: »Redegørelse for den mindste mængde Koranlæsning, der er tilstrækkelig til nattebønnen.« 9. Det er berettet fra Abū Saʿīd (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Er I i stand til at læse en tredjedel af Koranen på én nat?« Det forekom ledsagerne vanskeligt at besvare. De sagde: »Hvem af os skulle kunne læse det, Allahs Sendebud?« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Sūraen »Sig: Han er Allah, den Eneste« udgør en tredjedel af Koranen.« – al-Bukhārī og Muslim.
10. Det er berettet fra Abū Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Den, der hver dag hundrede gange
إله إلا الله وحده لا خَرِيكَ لَهُ، لَهُ الملك ولهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ
det vil være som at frigive ti slaver. Der vil blive skrevet et hundrede belønninger for ham, og et hundrede af hans synder vil blive udslettet. Det vil være et værn for ham mod Satan indtil den pågældende dags aften, og ingen vil have udført en bedre handling end ham, bortset fra den, der gør mere end dette. – al-Bukhārī, Muslim, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī og Ibn Mājah.
Det er tilføjet i beretningerne fra Muslim, at-Tirmidhi og an-Nasa’i: »Den, der hver dag siger »Subhanallahi wa bihamdihi« hundrede gange, vil få sine synder tilgivet, selv hvis deres omfang svarer til havets skum.«
Fordelene ved istighfar (at bede om tilgivelse). Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred være med ham) sige: Allah siger: »Adams søn, hver gang du kalder på Mig og håber på tilgivelse fra Mig, tilgiver Jeg dig, uanset hvad du har gjort, og Jeg bekymrer Mig ikke om det. Adams søn, selv hvis dine synder når helt op til himmelens skyer, og du derefter beder Mig om tilgivelse, vil Jeg tilgive dig, og Jeg bekymrer Mig ikke om det. Adams søn, selv hvis du kommer til Mig med synder så mange som til at fylde hele jorden, men uden at sætte nogen ved Min side, vil Jeg komme til dig med en tilgivelse lige så stor som hele jorden.« – at-Tirmidhi.
Det er berettet fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at den, der bestandigt beder om tilgivelse, får alle sine bekymringer fjernet af Allah, bliver befriet fra alle vanskeligheder og får sin forsørgelse på en måde, han ikke engang kan forestille sig. – Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim.
Nogle dhikr, der har en omfattende betydning og giver anledning til mangfoldig belønning:
1. Det er berettet fra Juwayriya (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (fred være med ham) gik fra hende og vendte tilbage, da det blev middag. Juwayriya sad stadig på det samme sted. Sendebudet (fred være med ham) sagde til hende: »Hvad er dette? Sidder du stadig i den samme tilstand, som da jeg forlod dig?« Hun svarede: »Ja.« Sendebudet (fred være med ham) sagde: »Efter at jeg forlod dig, har jeg sagt fire sætninger tre gange. Hvis de blev vejet, ville de veje tungere end alle de ord, du har sagt i al den tid. De er: »Subhanallahi wa bihamdihi, adada khalqihi, wa rida nafsihi, wa zinata arshihi wa midada kalimatihi.« (Jeg erklærer Allah fri for enhver mangel og lovpriser Ham: lige så mange gange som antallet af Hans skabninger, så meget som det behager Ham, så tungt som Hans trone og så meget som det blæk, der behøves for at skrive Hans ord.) – Muslim og Abu Dawud.
2. Allahs Sendebud (fred være med ham) mødte en kvinde, foran hvem der lå nogle perler eller små sten, som hun brugte til at lovprise Allah med. Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde til hende: »Skal jeg lære dig en bøn, som er lettere og bedre for dig end dette?« Derefter sagde han: »Den er:«
سبحانَ اللَّهَ عَدَدَ مَا خَلَقَ فِي السَّمَاءِ، وَسُبْحَانَ الله عَدَدَ مَا خَلَقَ فِي الْأَرْضِ، وَسُبْحَانَ اللَّهَ عَدَدَ مَا خَلَقَ بَيْنَ ذَلِكَ، وَسُبْحَانَ اللهُ عَدَدَ مَا هُوَ خَلِقٌ، وَاللَّهُ أَكْبَرُ مِثْلُ ذلِكَ، وَالْحَمْدُ لِللَّهِ مِثْلَ ذَلِكَ، وَلَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ مِثْلُ ذَلِكَ، وَلَا
حَوْلَ وَلا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ مِثْلِ ذلِكَ. رَوَاهُ أَصْحَابُ السَّنَنِ وَالْعَاكِرُ .قَالَ : مَعِيحٍ عَلَى شَرْهِ سَلِيAbu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah. –
3. Det er berettet fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: En af Allahs tjenere sagde: »Min Herre, dig tilkommer den lovprisning, der svarer til din majestæt og til dit riges storhed.« Det forekom hans to engle kompliceret. De forstod ikke, hvordan de skulle skrive det. Derfor steg de begge op til himlen. Så sagde de: »Vor Herre, din tjener har sagt noget, som vi ikke forstår, hvordan vi skal skrive.« Selvom Allah vidste bedre end alle andre, hvad Hans tjener havde sagt, spurgte Han alligevel: »Hvad har Min tjener sagt?« Englene sagde: »Vor Herre, han sagde: Min Herre, dig tilkommer den lovprisning, der svarer til din majestæt og til dit riges storhed.« Allah sagde til de to engle: »Skriv nøjagtigt det, som Min tjener har sagt. Når han møder Mig, vil Jeg belønne ham for det.« – Ahmad og Ibn Majah.
Bedre end at tælle tasbih med tasbih-korn:
1. Det er berettet fra Busayra (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »O kvinder, sig Subhanallah, sig La ilaha illallah, lovpris Allahs renhed, og vær ikke uagtsomme. Ellers vil I blive berøvet barmhjertigheden. Tæl også med fingrene, for fingrene vil blive spurgt og få tale.« – Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i, Ibn Majah og Hakim. (Dette viser, at det er bedre at tælle med hånden end med tasbih-korn. Det er dog også tilladt at tælle med tasbih-korn.
2. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tælle tasbih med højre hånd. – Abu Dawud, Tirmidhi, Nasa’i og Ibn Majah.
En advarsel mod at deltage i en forsamling, hvor Allah ikke ihukommes, og hvor der ikke fremsiges salawat over Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den forsamling, hvor folk ikke ihukommer Allah og ikke fremsiger salawat over Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham), vil på Opstandelsens Dag blive årsag til beklagelse for dem.« – Tirmidhi.
Ahmads beretning lyder: Den forsamling, hvor Allah ikke ihukommes, vil være skadelig; den rejse, hvor Allah ikke ihukommes, vil være til skade; og det leje, hvor man ikke ihukommer Allah, når man går i seng, vil være skadeligt. I en anden beretning siges det, at det vil blive årsag til anger for forsamlingens deltagere, selv om de kommer i Paradiset på grund af deres belønning. I Fath al-Allam siges det: Denne hadith viser, at ihukommelse af Allah og fremsigelse af salawat over Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) er obligatorisk i enhver forsamling. Nogle har sagt, at det er fastslået som obligatorisk. For der gives ikke en advarsel om straf, medmindre det skyldes, at en fard eller en wajib er blevet undladt, eller at en forbudt handling er begået. Denne hadith viser tydeligt, at både ihukommelse af Allah og salawat over Sendebudet er obligatoriske.
Soningen for tom snak i en forsamling. Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den, der sidder i en forsamling, hvor der tales meget, og derefter siger, når han forlader den pågældende forsamling:
سبحانك اللهم وبحمدِكَ، أَحْمَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنسَ، اسْتَغْفِرُكَ وَأَتُوبُ إِلَيْكَ .
Det vil blive en soning for alt det meningsløse og uretmæssige, der måtte være blevet sagt ved denne forsamling. Hvad skal man gøre efter at have bagtalt en muslimsk broder: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: At bede Allah om tilgivelse for den, du har bagtalt, er soningen for det. Du skal sige: “O Allah, tilgiv mine og hans synder.”
Hvis man beder om tilgivelse for den, der er blevet bagtalt, og nævner hans gode egenskaber, bliver det en soning for bagtalelsen. Der er ikke behov for at informere ham eller bede ham om tilgivelse.
Syvende kapitel: At fremsige bønner
At fremsige bønner
1. Befalingen om at fremsige bønner
Allah, den Ophøjede, har befalet menneskene at bede og ydmygt trygle Ham, og Han har lovet at besvare bønnen og give det, der bliver bedt om. Han sagde:
1. Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i, Ibn Majah og Ahmad har overleveret fra Nu’man ibn Bashir, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Bøn er tilbedelse. Derefter reciterede han dette vers
ادعوني استجب لكم، إن الذين يستكبرون عن عِبَادَتِي سَيد خُلُونَ جَهَنَّمَ دَاخِرِينَ .
Betydning: Påkald Mig, så vil Jeg besvare jer. De, som af hovmod afstår fra at tilbede Mig, vil træde ind i Helvede i vanære.
2. Abd al-Razzaq har berettet, at Allahs Sendebuds ledsagere spurgte ham: »Hvor er vores Herre?« Da åbenbarede Allah:
وَإِذَا سَأَلَكَ عِبَادِي عَنِّي فَإِنِّي قَرِيبٌ أُجِيبُ دَعْوَةَ الدَّاعِ إِذَا دَعَانِ .
Betydning: Når Mine tjenere spørger dig om Mig, så sig: Jeg er nær. Jeg besvarer den, der påkalder Mig.«
3. At-Tirmidhi og Ibn Majah har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: »Der findes intet, der er mere ærefuldt hos Allah end påkaldelse.«
4. At-Tirmidhi beretter, at Allahs Sendebud sagde: »Den, som ønsker, at Allah skal besvare hans påkaldelse under alvorlige prøvelser, ulykker og vanskeligheder, bør påkalde Ham rigeligt på dage med lykke.«
5. Det er overleveret fra Anas, at Allahs Sendebud i en hadith qudsi sagde, at Allah har sagt: »Der er fire ting: Den ene tilhører Mig, den anden tilhører dig, den tredje er fælles mellem Mig og dig, og den fjerde er fælles mellem dig og Mine tjenere. Det, der udelukkende tilhører Mig, er, at du ikke må sætte nogen som partner ved siden af Mig. Hvad angår det, der tilhører dig, vil Jeg belønne dig for alt det gode, du gør. Det, der er fælles mellem Mig og dig, er, at du påkalder Mig, og Jeg besvarer dig. Det, der er fælles mellem dig og Mine tjenere, er, at du ønsker for andre, hvad du ønsker for dig selv.« – Abu Ya’la.
6. Allahs Sendebud sagde: »Allah bliver vred på den, der ikke påkalder Ham.«
7. Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Ingen forsigtighed kan beskytte mod det, der er bestemt. Og bønnen hjælper mod både kommende og allerede indtrufne ulykker og prøvelser. Nogle gange møder bønnen ulykken og prøvelsen, efter at den er kommet ned over en person. Derefter kæmper bønnen og ulykken mod hinanden helt frem til Dommedag. – Al-Bazzar, at-Tabarani.
8. Det er overleveret fra Salman al-Farisi, må Allah være tilfreds med ham, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Intet andet end bønnen ændrer skæbnen, og intet andet end velgørenhed forlænger levetiden. At-Tirmidhi.
9. Abu Awana og Ibn Hibban beretter, at Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når I beder Allah om noget, så bed om noget stort, for intet er stort for Allah.
2. Bønnens etikette
Bønnen har visse etiketter og betingelser, som det er ønskværdigt at overholde. Dem vil jeg nævne nedenfor:
1. At tjene et halal-levebrød. Hafiz Ibn Mabduya har overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Dette vers blev læst op for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham:
يَا أَيُّهَا النَّاسُ كُلُوا مِمَّا فِي الْأَرْضِ حَلَالًا طَيِّبًا .
“O mennesker, spis af alt det, der er halal og rent på jorden.” Straks rejste Sa’d ibn Abi Waqqas sig og sagde: O Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bed Allah om at gøre mig til en person, hvis bønner med sikkerhed bliver besvaret. Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: O Sa’d, sørg for at spise halal-mad, så vil dine bønner med sikkerhed blive besvaret. Ved Ham, i hvis hånd Muhammads liv er, vil den person, der indtager blot ét gram haram-mad i sin mave, ikke få noget accepteret i fyrre dage. Og for den, hvis kød er blevet dannet af renter og bestikkelse, er Helvede det mest passende sted.” I Musnad Ahmad og Sahih Muslim er det overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: O mennesker, Allah er ren. Han accepterer kun det, der er rent. Og Allah har befalet de troende at gøre det samme, som Han har befalet sendebuddene at gøre. Han har sagt:
يا أَيُّهَا الرُّسُلُ كُلُوا مِنَ الطَّيِّبَاتِ وَاعْمَلُوا صَالِحًا إِنِّي بِمَا تَعْمَلُونَ عَلِيمٌ
“O sendebude! Spis af de tilladte forsørgelser, og gør gode gerninger. Jeg er fuldt vidende om, hvad I gør.” Allah har også sagt:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا كُلُوا مِن طَيِّبَاتِ مَا رَزَقْنَاكُمْ.
“O I, der tror! Spis af den tilladte forsørgelse, som Vi har skænket jer.” Derefter nævnte Allahs Sendebud (s.a.v.) en mand, der foretager en lang rejse, med uredt hår og en støvet krop. Alligevel er den mad, han spiser, forbudt, det tøj, han bærer, er forbudt, og han er ernæret af forbudte ting. Han løfter sine hænder mod himlen og siger: O min Herre, o min Herre! Hvordan kan hans påkaldelse blive besvaret?”
2. Hvis det er muligt, skal man vende sig mod qiblaen under påkaldelsen: Allahs Sendebud (s.a.v.) gik ud for istisqāʾ-bønnen, vendte sig mod qiblaen, påkaldte Allah og bad om regn.
3. At påkalde Allah under ærefulde tidspunkter og i hellige omgivelser og situationer: såsom på Arafah-dagen, i Ramadan-måneden, på fredagen, i nattens sidste tredjedel, ved sahur-tiden, under sujud, når det regner, mellem adhān og iqāmah, under kampen mellem sandhed og falskhed samt i tider med gudsfrygt og et blødt hjerte. Abu Umamah (r.a.) beretter, at Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde: Der blev spurgt: O Allahs Sendebud! Hvilken påkaldelse hører Allah mest? Han sagde: I den sidste del af natten og efter de obligatoriske bønner. – Tirmidhi
Abu Hurayrah (r.a.) beretter, at Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde: Når en tjener er i sujud, er han nærmest sin Herre. Påkald derfor Allah meget på dette tidspunkt, for det er mere sandsynligt, at det bliver accepteret. – Muslim
Der findes mange andre hadither om dette, spredt i de vigtigste hadithsamlinger.
4. At løfte begge hænder op til skulderhøjde: Abu Dawud har overleveret fra Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham:
Når man beder Allah om noget, skal man løfte begge hænder til skulderhøjde eller omtrent dertil. Når man beder om tilgivelse, gør man tegn med én finger. Og ved ibtihāl strækker man begge hænder frem. (Ibtihāl betegner, som den sidste udvej til at afgøre en anklage, at begge parters hustruer og børn samles ét sted, hvorefter den ene part påkalder Allahs forbandelse over den anden for at have løjet.)
Det er overleveret fra Mālik ibn Yasār, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når I beder Allah om noget, så bed med håndfladerne vendt opad; bed ikke med håndryggene vendt opad.« Og det er overleveret fra Salmān, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Jeres Herre er den Mest Gavmilde og den Ophøjede. Han er meget blufærdig og barmhjertig. Når tjeneren løfter sine hænder til Ham, skammer Han sig over at sende ham tomhændet tilbage.«
5. At begynde duʿāʾ med at lovprise Allah og sende velsignelser over Allahs Sendebud: Abu Dawud, al-Nasāʾī og al-Tirmidhī har overleveret fra Fudālah ibn ʿUbayd, at Allahs Sendebud hørte en mand fremsige duʿāʾ i bønnen uden først at lovprise Allah og sende velsignelser over Sendebudet. Han sagde: »Denne mand har skyndt sig med sin duʿāʾ.« Derefter kaldte han ham til sig og sagde til ham eller til en anden: »Når nogen af jer beder, skal han først lovprise Allah og erklære Ham hellig, derefter sende velsignelser over Sendebudet og så bede om at få sit ønske opfyldt.«
6. Man skal bede Allah med koncentration, ydmyghed og inderlig bøn, i en stemme mellem fuldstændig hemmelighed og høj røst. Allah siger:
وَلَا تَجْهَرْ بِصَلَاتِكَ وَلَا تُخَافِتْ بِمَا وَابْتَغِ بَيْنَ ذلِكَ سَبِيلاً .
»Fremsig ikke din bøn med alt for høj røst, og fremsig den heller ikke helt stille, men vælg en middelvej mellem disse.« Han har også sagt:
ادْعُوا رَبَّكُمْ تَضَرُّعًا وَخُفْيَةً إِنَّهُ لَا يُحِبُّ الْمُعْتَدِينَ .
»Påkald jeres Herre med ydmyghed og i det skjulte. Allah kan ikke lide dem, der overskrider grænserne.«
Ibn Jarīr sagde: تضرعا betyder at udtrykke dyb ydmyghed, inderlig bøn og lydighed over for Allah. Og في betyder en sådan koncentration i hjertet og urokkelig tro på Allahs enhed og herredømme, at det kun forbliver mellem Allah og tjeneren – ikke med ønsket om at vise sig for mennesker.
Det er overleveret i Bukhārī og Muslim fra Abū Mūsā al-Ashʿarī, må Allah være tilfreds med ham, at folk bad højt. Da Allahs Sendebud hørte det, sagde han: »I mennesker, vær milde over for jer selv. Den, I påkalder, er hverken døv eller fraværende. I påkalder den Althørende og Alseende Allah. Den, I påkalder, er nærmere jer end halsen på jeres ridedyr. Abdullah ibn Qays, skal jeg ikke lære dig en bøn, som er en af Paradisets skatte? Den er: “Lā ḥawla wa lā quwwata illā billāh.”« Aḥmad har overleveret fra Abdullah ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »Hjerterne er hver især et kar; nogle er større end andre. Når I derfor beder Allah om noget, så gør det med fast overbevisning om, at bønnen vil blive besvaret. Allah besvarer nemlig ikke den bøn, der fremsiges med et uopmærksomt hjerte.«
7. Bønnen må ikke være om synd eller om at bryde de blodbundne familiebånd. Aḥmad har nemlig overleveret fra Abū Saʿīd, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »Når en muslim beder Allah om noget, der ikke indebærer synd eller et ønske om at bryde de blodbundne familiebånd, giver Allah ham som svar på hans bøn én af tre ting: Enten giver Han ham straks det, han har bedt om, eller også gemmer Han det til ham i det hinsidige, eller også afværger Han en tilsvarende ulykke fra ham.« Folk sagde: »Så skal vi altså bede endnu mere?« Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Allah har endnu mere at give.«
8. Man må ikke være utålmodig efter, at bønnen bliver besvaret: Det er overleveret fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »En persons bøn bliver besvaret, så længe han ikke er utålmodig og ikke siger: “Jeg har bedt så meget, men det blev ikke besvaret.”«
9. Man bør bede med fast beslutning: Abū Dāwūd har overleveret fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »Bed ikke således: “O Allah, hvis Du vil, så tilgiv mig, og hvis Du ønsker det, så forbarm Dig over mig.” Bed derimod med fasthed om det, I ønsker, for ingen kan tvinge Allah.«
10. Vælg ord med omfattende betydning i bønnen. For eksempel:
رَبَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً، وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّارِ.
“Vor Herre, giv os det gode i denne verden og det gode i det hinsidige, og frels os fra Helvedes straf.”
Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, foretrak omfattende bønner og forkastede andre. Det er berettet i Ibn Maja, at en mand kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, og sagde: “Allahs Sendebud, hvilken bøn er den bedste?” Han svarede: “At bede Allah om tilgivelse for synder og om sikkerhed i denne verden og det hinsidige.” Derefter kom han igen til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, både den anden og den tredje dag, stillede ham det samme spørgsmål og fik det samme svar som ovenfor. Så sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham: “Når dine synder er blevet tilgivet, og du er blevet skænket sikkerhed i denne verden og det hinsidige, vil du være lykkelig.” I Ibn Maja findes desuden: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Der findes ingen bedre bøn, som en tjener kan bede Allah med, end:
اللهم إني أسألك الْمُعَافَاةَ فِي الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ .
“O Allah! Jeg beder Dig om sikkerhed og frelse i denne verden og det hinsidige.”
11. Fremsæt ikke forbandelser mod jer selv, jeres børn eller jeres ejendele: Det er berettet fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: “Fremsæt ikke forbandelser mod jer selv, jeres børn, jeres hushjælp eller jeres ejendele. Og lad ikke jeres forbandelse falde sammen med et tidspunkt, hvor I får Allahs gave; for så vil forbandelsen blive besvaret.”
12. At fremsætte bønnen tre gange: Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: “Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, foretrak at fremsætte en bøn tre gange og at bede om syndernes tilgivelse tre gange.” – Abu Dawud.
13. Når man beder for andre, skal man først bede for sig selv. Allah har sagt:
رَبَّنَا اغْفِرْ لَنَا وَلِإِخْوَانِنَا الَّذِينَ سَبَقُونَا بِالْإِيمَانِ .
“Herre, tilgiv os og vore troende brødre, som kom før os.”
Ubayy ibn Kaʿb sagde: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, kom i tanke om nogen og bad for ham, bad han først for sig selv. – Tirmidhi.
14. Alle overleveringer og udsagn om at tørre ansigtet med begge hænder efter bønnen er svage.
15. Faderens, den fastendes, den rejsendes og den undertryktes bønner bliver besvaret: Ahmad, Abu Dawud og Tirmidhi har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Tre bønner bliver uden tvivl besvaret: faderens bøn, den rejsendes bøn og den undertryktes bøn. Tirmidhi har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Tre menneskers bønner bliver ikke afvist: den fastendes, når han bryder fasten, den retfærdige leder og hersker samt den undertryktes bøn. Allah løfter den undertryktes bøn op over skyerne, åbner alle himlens porte for den, og Herren siger: Ved Min ære og majestæt vil Jeg visselig hjælpe dig, selv om det først sker efter nogen tid.
16. En muslimsk broders bøn for en anden muslimsk bror i hans fravær: Muslim og Abu Dawud har overleveret fra Safwan ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham: Safwan sagde: Jeg rejste til Syrien og gik til Abu Dardas hus, men jeg fandt ham ikke. Jeg fandt hans hustru, Umm Darda. Hun sagde: Har du til hensigt at udføre hajj i år? Jeg svarede: Ja. Hun sagde: Så bed for vores velbefindende. For Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at sige: Når en muslim beder for sin muslimske bror i hans fravær, bliver bønnen besvaret. En engel er udpeget ved hans hoved. Hver gang han beder for sin bror, siger den udpegede engel: Amin, og må du få det samme. Safwan sagde: Derefter gik jeg til markedet. Der fandt jeg Abu Darda. Han fortalte mig også den samme udtalelse fra Allahs Sendebud, fred være med ham.
Det er overleveret hos Abu Dawud og Tirmidhi, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den bøn, som en fraværende person fremsiger for en anden fraværende person, bliver besvaret hurtigst.
Det er overleveret hos Abu Dawud og Tirmidhi fra Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Jeg bad Allahs Sendebud, fred være med ham, om tilladelse til at udføre umrah. Han gav mig tilladelse og sagde: Min bror, glem mig ikke, når du beder. Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebuds, fred være med ham, ord – hvori han tiltalte mig som sin bror – gjorde mig så glad, at hvis jeg havde fået hele verden, ville jeg ikke være blevet gladere, end jeg blev over disse ord.
17. Følgende er de formuleringer, som forskellige hadither har opmuntret til at indlede bønnen med i håb om, at den bliver besvaret: Det er overleveret fra Burayda, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, hørte en mand sige:
الله إلى أَسْأَلُكَ بِأَتِي أَحْمَدُ أَنَّكَ أَنت الله لا إله إلا أنت الأحَدُ الصَّمَدُ الَّذِي لَمْ يَلِدْ وَلَمْ يُولَدْ وَلَمْ يَكُن لَهُ كُفُوًا أَحَدٌ .
»O Allah, jeg beder Dig i kraft af dette vidnesbyrd om, at Du er Allah; der er ingen gud foruden Dig. Du er Én og Ene. Alle behov rettes til Dig. Du er den Allah, som hverken har barn eller forælder, og ingen er Dig lige.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Du beder ved Allahs Ism al-Aʿẓam (det største navn), ved hvilket man får, når man beder, og ved hvilket bønnen bliver besvaret, når man påkalder Ham.« – Abū Dāwūd, at-Tirmidhī.
Det er berettet fra Muʿādh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, hørte en mand sige: »Yā Dhā al-Jalāli wa-l-Ikrām« (O Majestætiske og Ærefulde!). Han sagde: »Din påkaldelse er blevet besvaret. Bed nu om, hvad du ønsker.« – at-Tirmidhī.
Det er berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gik forbi Abū ʿAyyāsh Zayd ibn Thābit az-Zurqī, mens han bad og sagde:
اللهمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ بِأَنَّ لَكَ الْحَمْدُ، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ، يَا حَنَّانَ، يَامَنَّانُ، بَابَدِيعَ السَّمَوَاسِ وَالْأَرْضِ، يَاذَا الْجَلَالِ وَالْإِكْرَامِ، يَا حَيُّ يَا قَيُّوم .
»O Allah, Dig tilkommer al lovprisning. Der er ingen gud foruden Dig. O Kærlige, O Gavmilde, O Skaber af himlene og jorden, O Majestætiske og Ærefulde, O Evigtlevende, O Selvbestående.« Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Du har påkaldt Allah med Hans største navn; når man påkalder Ham med dette navn, svarer Han, og når man beder Ham om noget med dette navn, giver Han det.« – Aḥmad.
Det er berettet fra Muʿāwiya, må Allah være tilfreds med ham, at han hørte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sige: »Den, der påkalder Allah med disse fem ord, vil få det, han beder om, af Allah.«
لا إله إلا الله، والله أكبر، لا إله إلا الله وَحدَهُ لا شَريكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكَ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ، لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ وَلَا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ.
3. Morgen- og aftenbønner
Tidspunktet for morgenbønnen er fra fajr til solopgang, og tidspunktet for aftenbønnen er fra asr til maghrib.
1. Muslim har overleveret fra Abu Huraira, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der siger det hundrede gange om morgenen og om aftenen, انَ اللَّهِ وَبِحَمْدِvil på opstandelsens dag ikke komme med noget bedre forråd end ham, bortset fra den, der har fremsagt den samme bøn eller mere end det.”
2. Muslim har overleveret fra Ibn Mas’ud, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde om aftenen:
أَمْسَيْنَا وَأَمْسَى الْمُلْكَ وَالْحَمْدُ لِلَّهِ، لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهَ وَحْدَهُ لا شَريكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ رَبِّ أَسْأَلُكَ غَيْرَ مَا فِي مَلِيهِ اللَّيْلَةِ وَغَيْرَ مَا بَعْدَمَا وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِّ مَا فِي هَذِهِ
اللَّيْلَةِ وَشَرِّ مَا بَعْدَهَا ، رَبِّ أَعُوذُبِكَ مِنَ الْكَسَلِ وَسُوءِ الْكِبْرِ، رَبِّ أَعُوذُ بِكَ مِنْ عَذَابِ فِي النَّارِ وَعَذَابِ فِي الْقَبْرِ .
“Jeg er trådt ind i aftenen for Allahs skyld, og Allahs rige er trådt ind i aftenen. Al lovprisning tilkommer Allah. Der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én, og Han har ingen medpartner. Herredømmet tilhører alene Ham, og lovprisningen tilhører alene Ham. Han er almægtig. Min Herre! Jeg beder Dig om alt det gode i denne nat og i det, der følger efter denne nat, og jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det onde i denne nat og i det, der følger efter denne nat. Min Herre! Jeg søger tilflugt hos Dig fra dovenskab og en dårlig alderdom, og jeg søger tilflugt hos Dig fra Helvedes straf og gravens straf.” Om morgenen sagde han tilsvarende.
3. Abu Dawud har overleveret fra Abdullah ibn Habib, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til mig: Sig. Jeg spurgte: Hvad skal jeg sige, Allahs Sendebud? Han sagde: Om morgenen og om aftenen قلمو 1. Og recitér sura an-Nas og sura al-Falaq. Det vil være tilstrækkeligt for dig i alle dine forhold.
4. Abu Dawud har overleveret fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) lærte sine ledsagere, at de om morgenen skulle sige:
اللهم بك أصْبَحْنَا وَبِكَ أَسْتَيْنَا ، وَبِكَ نَحْيا وبك نموت، وَإِلَيْكَ النشور.
“O Allah, ved Din hjælp er vi kommet ind i morgenen, ved Din hjælp er vi kommet ind i aftenen, ved Din hjælp lever vi, ved Din hjælp dør vi, og ved Din hjælp vil vi blive genoprejst.”
اللَّهُ بِكَ أَسْسَيْنَا وَبِكَ أَصْبَعْنَا، وَبِكَ نَحْيا وَبِكَ نَمُوتُ وَإِلَيْكَ الْمَصِير :
“O Allah! Ved Din hjælp er vi kommet ind i aftenen, ved Din hjælp er vi kommet ind i morgenen, ved Din hjælp lever vi, ved Din hjælp dør vi, og til Dig vil vores tilbagevenden være.”
5. I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Shaddad ibn Aws (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Den bedste påkaldelse om tilgivelse, det vil sige den ypperste bøn om at bede om tilgivelse for synder, er:
اللهم أنت ربي لا إله إلا أنت عَلَقْتَنِي وَأَنَا عَبَدُكَ، وَأَنَا عَلَى عَهْدِكَ وَوَعْدِكَ مَا اسْتَطَعْتُ، أَعُوذُ بِكَ مِنْ قَوْ مَا مَنَعَت، أبوء لَكَ بِنِعْمَتِكَ عَلَى، وَأَبُوهُ بِذَنْبِي لِي فَإِنَّهُ لا يَغْفِرُ الذُّنوب إلا أنت .
“O Allah, Du er min Herre; der er ingen anden guddom end Dig. Du har skabt mig, og jeg er Din tjener. Jeg bestræber mig efter bedste evne på at overholde Din pagt. Jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde resultat af det, jeg har gjort. Jeg anerkender Dine velsignelser over mig, og jeg bekender også mine synder over for Dig. Tilgiv mig derfor, for ingen kan tilgive synder undtagen Dig.”
Den, der læser dette om morgenen og dør samme dag, vil komme i Paradis. Og den, der læser det om aftenen og dør den nat, vil komme i Paradis.
6. Det er berettet i at-Tirmidhi fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham) sagde til Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): „Lær mig en bøn, som jeg kan læse morgen og aften.“ Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Sig:“
اللَّهُ عَالِمِ الْغَيْبِ وَالشَّهَادَةِ فَاطِرِ السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ، رَبِّ كُلِّ شَيْءٍ وَمَلِيْكَهُ أَشْهَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ، أَعُوذُ بِكَ مِنْ قَرْ نَفْسِي وَقَرِّ الشَّيْطَانِ وَعِرَكِهِ، وَأَن تَقْتَرى سُوءًا عَلَى أَنْفُسِنَا أَوْ تَجَرَهُ إِلَى مثلي
„O Allah, du, som kender det skjulte og det åbenbare, himlenes og jordens Skaber, alle tings Herre og Konge. Jeg bevidner, at der ingen guddom er ud over dig. Jeg søger tilflugt hos dig fra mit eget begærs onde tilskyndelser og fra Satans onde tilskyndelser og hans fælder. Og jeg søger tilflugt hos dig, så jeg ikke påfører mig selv eller nogen muslim en dårlig konsekvens.“ Denne bøn skal læses om morgenen, om aftenen og ved sengetid, når man går i seng. (Hadithen er hasan sahih.)
7. Det er også berettet i at-Tirmidhi fra Uthman ibn Affan (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: „Der findes ingen tjener, som læser denne bøn tre gange om morgenen og tre gange om aftenen, uden at noget derefter vil kunne skade ham:“
بسم الله الَّذِي لَا يَضُرُّ مَعَ اسْمِهِ شَيْءٌ فِي الْأَرْضِ وَلَا فِي السَّمَاءِ وَهُوَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ .
„I Allahs navn, med hvis navn intet på jorden eller i himlen kan forvolde skade, og han er Den Althørende, Den Alvidende.“
8. Det er også berettet i at-Tirmidhi fra Thawban og andre, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde:
رَضِيتُ بِاللهِ رَبَّا وَبِالْإِسْلَامِ دِينًا، وَبِعَمَلٍ نَبِيًّا
“Jeg er tilfreds med Allah som Herre, med Muhammad, må Allah velsigne ham og give ham fred, som profet og med islam som religion. Den, der fremsiger denne erklæring morgen og aften, vil Allah sørge for at gøre tilfreds.”
9. Det er overleveret fra Anas i Tirmidhī, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: Den, der én gang om morgenen og én gang om aftenen siger:
اللمَرْ إِنِّي أَصْبَحْتُ أَعْمِدُكَ وَأَحْمِلُ حَمَلَةَ عَرْشِكَ وَمَلَائِكَتِكَ وَجَمِيعَ خَلْقِكَ أَنَّكَ أَنْتَ اللَّهَ لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ وَحْدَكَ لا شَرِيكَ لَكَ، وَأَنْ مُحَمَّدًا عَبْدُكَ وَرَسُولُكَ .
“O Allah, jeg tager Dig, dem der bærer Din trone, Dine engle og alle Dine skabninger som vidner på, at Du alene er Allah; der er ingen guddom ud over Dig. Du er Én, Du har ingen partner, og Muhammad er Din tjener og Dine Sendebud.” Allah vil befri ham for en fjerdedel af Helvedesilden. Den, der fremsiger denne erklæring to gange, vil Allah befri for halvdelen af Helvedesilden; den, der fremsiger den tre gange, vil Allah befri for tre fjerdedele af Helvedesilden; og den, der fremsiger den fire gange, vil Allah befri fuldstændigt fra Helvedesilden.
10. Det er overleveret fra Abdullah ibn Ghanam i Abū Dāwūd, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde:
الله مَا أَصْبَحَ بي مِنْ نِعْمَةٍ أَوْ بِأَحَدٍ مِنْ خَلْقِكَ فَيَنَّكَ وَحدَكَ لا فَرِيكَ لَكَ، لَكَ الْحَمْدُ وَلَكَ الفكر .
“O Allah, hvilken som helst velsignelse jeg eller nogen anden af Dine skabninger har modtaget denne morgen, er alene fra Dig. Du har ingen partner; Dig tilkommer al lovprisning, og Dig tilkommer al taknemmelighed.” Den, der siger disse ord om morgenen, vil være i stand til at takke Allah for den dag; og på samme måde vil den, der siger dem om aftenen, være i stand til at takke Allah for den nat.
11. Det er overleveret fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, i Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Majah og al-Hakim, at den bøn, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, aldrig undlod at fremsige morgen og aften, var:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ الْعَافِيَةِ فِي الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ ، اللهمَّ إِنِّي أَسْأَلُكَ الْعَفْوَ وَالْعَافِيَةَ فِي دِينِي وَدُنْيَايَ وَأَهْلِى وَمَالِي، اللهم استر عوراتي وآمن روعاتي، اللهم احْفَظْنِي مِن بَيْنِ يَدَيَّ وَمِنْ خلفي وعن يميني وعن شمالي
ومن فوقي، وأعوذ بعظمَتِكَ أن أغتال من تحتي.
»O Allah, jeg beder Dig om fred og sikkerhed i denne verden og i det hinsidige. O Allah, jeg beder Dig om tilgivelse og sikkerhed med hensyn til min religion, mit verdslige liv, min familie og min ejendom. O Allah, skjul mine hemmelige forhold, og beskyt min værdighed og anseelse. O Allah, beskyt mig forfra, bagfra, fra højre, fra venstre og ovenfra. Og jeg søger tilflugt i Din storhed mod at blive opslugt af jorden nedefra.«
12. Abd ar-Rahman ibn Abu Bakrah sagde til sin far: »Far, jeg hører dig jo fremsige dette tre gange hver morgen og tre gange hver aften:
اللَّهُ عَافِنِي فِي بَدَنِي، اللَّهُ عَافِنِي فِي سَعِي، اللهُ عَافِنِي فِي بَصْرِي، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ.
»O Allah, giv min krop sikkerhed; giv mine ører sikkerhed; giv mine øjne sikkerhed. Der er ingen gud ud over Dig.«
Abu Bakrah sagde: »Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fremsige disse bønner. Derfor elsker jeg at følge hans sunnah.« – Abu Dawud.
Ibn as-Sunnī har også overleveret fra Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der siger tre gange morgen og aften:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَصْبَحْتُ مِنْكَ فِي نِعْمَةٍ وَعَافِيَةٍ وَسِتْرٍ، فَاتِيرٌ نِعْمَتَكَ عَلَيَّ وَعَافِيَتَكَ وَسِتْرَكَ فِي الدُّنْيَا والأخيرة.
»O Allah! Jeg har modtaget Din nåde, Din beskyttelse og Din tilsløring. Fuldfør derfor Din nåde, Din beskyttelse og Din tilsløring over mig i denne verden og i det hinsidige.« Det bliver da Allahs ansvar at fuldføre disse ting for ham. Det er også overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Kan nogen af jer ikke blive som Abu Zamzam? De sagde: O Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hvem er Abu Zamzam? Sendebudet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Han plejede hver morgen at sige:
اللَّهم وَمَبْتُ نَفْسِي وَعِرْضِي لَكَ.
»O Allah! Jeg overgiver mit liv og min ære i Din hånd.«
Derefter gengældte han ikke den, der fornærmede ham, med en fornærmelse. Han gjorde ikke uret mod den, der gjorde uret mod ham, og han slog ikke den, der slog ham. Det er også overleveret fra Abu ad-Dardāʾ, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der hver morgen og aften siger syv gange:
حَسْبِيَ اللَّهُ لَا إِلَهَ إِلَّا هُوَ عَلَيْهِ تَوَكَّلْتُ، وَهُوَ رَبُّ الْعَرْشِ الْعَظِيمِ
»Allah er tilstrækkelig for mig. Der er ingen gud undtagen Ham. På Ham alene stoler jeg. Han er Herren over den mægtige og store Trone.« Allah vil være tilstrækkelig for ham til at opfylde alle hans behov i denne verden og i det hinsidige.
Ṭalq ibn Ḥabīb fortæller: En mand kom til Abū ad-Dardā og sagde: »O Abū ad-Dardā, dit hus er brændt ned.« Abū ad-Dardā, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Det er ikke brændt ned. Allah kan ikke gøre noget sådant. Jeg har lært nogle bønner af Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham. Den, der fremsiger dem i begyndelsen af dagen, vil ikke blive ramt af nogen ulykke indtil aftenen. Og den, der fremsiger dem sidst på dagen, vil ikke blive ramt af nogen ulykke indtil morgenen. Bønnen lyder således:«
اللهم أنت رَبِّي لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ، وَعَلَيْكَ تَوَكَّلْت وَأَنْتَ رَبِّ الْعَرْشِ الْعَظِيرِ، مَا شَاءَ اللَّهُ كَانَ، ومَا لَمْ يَهَا لَمْ يَكُن، لا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِالله العلي العظيم، أَعْلَمُ أَنَّ اللَّهَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ وَأَنَّ اللَّهَ قَدْ أَحَاطَ بِكُلِّ شَيْءٍ عِلْمًا،
اللهم إنِّي أَعُوذُبِكَ مِنْ هَر نَفْسِي، وَمِنْ شَرِّ كُلِّ دَابَّةٍ أَنْتَ أَمِنْ بنَاصِيَتِها ، إن ربي على صراط مستقيم.
»O Allah! Du er min Herre; der er ingen guddom ud over Dig. Jeg stoler på Dig. Du er den mægtige Trones Herre. Det, Allah vil, sker, og det, Han ikke vil, sker ikke. Ingen har styrke eller kraft uden den mægtige Allahs hjælp. Jeg ved, at Allah har magt over alle ting, og at Allah har viden om alle ting. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra min sjæls onde tilskyndelser og fra det onde i ethvert væsen, som Du har underlagt Din kontrol. Sandelig, min Herre leder til den rette vej.«
I nogle overleveringer står der: Abū ad-Dardā sagde: »Kom med mig.« Derefter drog han og hans ledsagere af sted og nåede frem til hans hus. Det viste sig, at alt omkring hans hus var brændt og ødelagt, mens hans hus ikke havde taget nogen skade.
4. Bønner ved forskellige tidspunkter og anledninger
Bønnen ved sengetid:
1. Al-Bukhārī har overleveret fra Ḥudhayfah og Abū Dharr, måtte Allah være tilfreds med dem begge, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, plejede at sige, når han gik i seng:
بِاسْمِكَ اللهم احيا وأموت .
»O Allah! I dit navn lever vi og dør.« Og når han vågnede, sagde han:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي أَحْيَانًا بَعْدَ مَا أَمَاتَنَا وَإِلَيْهِ النُّعُورُ .
»Al lovprisning tilkommer Allah, som gav os liv efter at have ladet os dø, og til Ham er opstandelsen.« Det var hans skik at sove med højre hånd under kinden og sige tre gange:
الله فنِي عَنْ أَبَكَ يَوْمَ تَبْعَثُ عِبَادَكَ .
»O Allah, beskyt mig mod Din straf den dag, hvor Du genopliver Dine tjenere.« Han plejede også at sige:
الله رَبِّ السَّمَوَاتِ وَرَبِّ الْأَرْضِ وَرَبِّ الْعَرْشِ الْعَظِيرِ، رَبَّنَا وَرَبِّ كُلِّ شَيْءٍ، فَالِقَ الْحَبِّ وَالنَّوى مُنْزِلَ التَّوْرَاةِ وَالْإِنْجِيلِ وَالْقُرْآنِ، أَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِكُل ذِي مَنْ أَنْتَ أَخِلٌ بِنَاصِيَتِهِ، أَنْتَ الْأَوَّلُ فَلَيْسَ قَبْلَكَ شَيْءٌ، وَأَنْتَ الْأَخِرُ فَلَيْسَ
بَعْدَكَ شَيْءٌ، وَأَنْتَ الظَّاهِرُ فَلَيْسَ فَوْقَكَ في وأَنْتَ الْبَاطِنُ فَلَيْسَ دُونَكَ شَيْءٌ، أَقْضِ عَنَّا الدِّينَ وَأَغْنِنَا مِنَ الْفَقْرِ .
“O Allah, himlenes og jordens Herre og den mægtige Trones Herre, vor Herre og altings Herre, Du, som spalter frøene, og som åbenbarede Toraen, Evangeliet og Koranen. Jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde fra enhver ondskabsfuld skabning, som Du har magt over. Du er uden begyndelse; intet var før Dig. Du er uden ende; intet vil være efter Dig. Du er den Højeste; intet er over Dig. Du er den Skjulte; intet er under Dig. Betal vores gæld og befri os fra fattigdom.” Han plejede også at sige:
الحَمدُ لِلَّهِ الَّذِي أَطْعَمَنَا وَسَقَانَا وَكَفَانَا ، وَأَوَانَا ، فَكَمْ، مِن لَا كَانِي وَلَا مُؤْوِي.
“Al lovprisning tilkommer Allah, som giver os mad og drikke, er tilstrækkelig for os og giver os husly. For hvor mange er der ikke, som ingen beskytter har, og som ingen er tilstrækkelig for.”
Hver nat, når han gik i seng, samlede han håndfladerne, reciterede suraerne al-Ikhlās, an-Nās og al-Falaq og pustede i dem. Derefter strøg han med begge hænder over så meget af kroppen, som han kunne nå, først over hovedet og ansigtet og derefter over kroppens forside; det gjorde han tre gange.
Han befalede den, der skulle sove, at fremsige denne bøn: “Min Herre! I Dit navn lægger jeg min krop på sengen, og i Dit navn vil jeg rejse den igen. Hvis Du bevarer min sjæl, så forbarm Dig over den. Og hvis Du tager den, så bevar min sjæl med det, hvormed Du bevarer Dine retskafne tjenere.” Han sagde til Fāṭimah (må Allah være tilfreds med hende): “Sig: Subḥānallāh treogtredive gange, al-ḥamdulillāh treogtredive gange og Allāhu akbar fireogtredive gange.” Han anbefalede også at recitere Āyat al-Kursī og sagde: “Den, der reciterer den, får til enhver tid en vogter udpeget over sig fra Allah.”
Han sagde til al-Barāʾ (må Allah være tilfreds med ham): “Når du går i seng, så udfør wuḍūʾ, som du gør det til bøn, læg dig derefter på din højre side og sig:
اللهم أَسْلَمْتُ نَفْسِي إِلَيْكَ وَوَجْهت وجهي إليك ، وفوضت أمري إِلَيْكَ، وَأَلْجَأْبَ ظَهْرِي إِلَيْكَ رغبَةً وَرَهْبَةً إِلَيْكَ، لا مَلْهَا وَلَا مَنهي مِنْكَ إِلَّا إِلَيْكَ، أَمَنتُ بِكِتَابِكَ الَّذِي أَنْزَلْتَ وَنَبِيِّكَ الَّذِي أَرْسَلْت .
“O Allah, jeg overgiver mig selv til Dig, vender mit ansigt mod Dig og overlader alle mine anliggender til Dig. Jeg vender min ryg mod Dig i frygt for Dig og i håb til Dig. Der findes intet tilflugtsted og ingen befrielse fra Dig hos nogen anden end Dig. Jeg tror på den Bog, Du har åbenbaret, og den Sendebud, Du har sendt.” Derefter sagde han: “Hvis du herefter dør, vil du dø i islam, og gør disse ord til dine sidste ord.”
Bønnen ved opvågning fra søvnen: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, befalede den, der vågner fra søvnen, at fremsige denne bøn:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي رَدْ عَلَى رُوحِي، وَعَافَانِي فِي جَسَدِي، وَأَذِنَ لِي بِذِكْرِهِ .
“Al lovprisning tilkommer Allah, som har givet min sjæl tilbage til mig, bevaret min krop uskadt og givet mig mulighed for og evne til at ihukomme Ham.” Så snart han selv vågnede fra søvnen, plejede han at sige:
لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ سُبْحَانَكَ اللَّه اسْتَغْفِرُكَ لِذَنْبِي، وَأَسْأَلُكَ رَحْمَتَكَ، اللهم زِدْنِي عِلْمًا، وَلَا تُنع قَلْبِي بَعْدَ إِذْ هَدَيْتَنِي، وَهَبْ لِي مِنْ لَدُنْكَ رَحْمَةً إِنَّكَ أَنْتَ الْوَهَّابُ .
“Der findes ingen anden gud end Dig. Du er ophøjet over enhver mangel. O Allah! Jeg beder Dig om tilgivelse for mine synder. Jeg søger Din barmhjertighed. O Allah! Øg min viden, og lad ikke mit hjerte fare vild, efter at Du har rettet mig. Skænk mig barmhjertighed fra Dig. Du er sandelig Den Mest Gavmilde.”
Det er overleveret gennem en autentisk kæde, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, hvis søvn bliver afbrudt om natten, og som ikke kan falde i søvn igen, men blot vender og drejer sig, skal, hvis han siger [det], og derefter siger:
لا إِلَهَ إِلَّا اللهُ وَحْدَهُ لَا شَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكَ، وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ الْحَمْدُ لِلَّهِ وَسُبْحَانَ اللهِ، وَلَا إِلهَ إِلَّا اللهِ، وَالله أَكْبَر، وَلَا حَوْلَ وَلا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ اللَّهُ اغْفِرْ لِي ، أَوْ دَعَا، استجيب لَهُ، فَإِن تَوَمَا وَصَلَّى قَبِلَت
سَلَاتُهُ .
»Å Allah, tilgiv mig«, eller han fremsætter en anden bøn, så vil den blive taget imod. Og hvis han udfører wudu og beder, vil hans bøn blive taget imod.
Bønnen ved søvnløshed, rædsel og frygt: Amr ibn Shuʿayb overleverede fra sin far, og hans far fra sin bedstefar, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en af jer bliver bange i søvne, skal han sige:
أعُوذُ بِكَلِمَاتِ اللهِ التَّامَّاتِ مِنْ غَضَبِهِ وَعِقَابِهِ وَشَرِّ عِبَادِهِ، وَمِنْ هَمَزَاتِ الشَّيَاطِينِ.
»Jeg søger tilflugt hos Allahs fuldkomne ord fra Hans vrede, fra Hans straf, fra det onde blandt Hans tjenere, fra satanernes onde tilskyndelser og fra, at satanerne kommer til mig.« Så vil intet skade ham. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) lærte dette til sine voksne børn, mens han skrev det på en amulet og hængte det om halsen på de mindreårige. Da Khalid ibn al-Walid (må Allah være tilfreds med ham) led af søvnløshed, sagde Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til ham: »Skal jeg ikke lære dig nogle ord, som du kan sige, så du falder i søvn? Du skal sige:
اللهم رب السموات السبع وما أظلت، ورَبُّ الْأَرْضِينَ وَمَا أقلت، وَرَبِّ الشَّيَاطِينَ وَمَا أَضَلَّ كُن لِي جَارًا مِن شَرِّ خَلْقِكَ كُلِّهِ جَمِيعًا. أن يفرط عَلَى أَحَد مِنهُ، أَوْ أَن يَبْغِي عَلَيَّ، عَنْ جَارَكَ وَجَلَّ ثَنَاؤُكَ وَلَا إِلَهَ غَيْرُكَ .
»Å Allah, de syv himles Herre og Herre over alt, hvad der er i dem, jordernes Herre og Herre over alt, hvad der er i dem, beskyt mig mod det onde og de skadelige handlinger fra alle Dine skabninger, så ingen af dem kan overtræde mod mig eller angribe mig. Din beskyttelse er mægtig, Din pris er ophøjet, og der er ingen gud undtagen Dig.« At-Tabarani. At-Tabarani og Ibn as-Sunni overleverede fra al-Bara ibn Azib (må Allah være tilfreds med ham), at en mand fortalte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at han var ramt af frygt på grund af ensomhed. Han sagde til ham: »Du skal sige:
سُبْحَانَ اللَّهَ الْمَلِكِ الْقُدُّوسُ رَبِّ الْمَلَائِكَةِ والرُّوحِ، جَلَلْت السَّمَوَاتِ وَالْأَرْضِ بِالْعِزَّةِ وَالْجَبَرُوتِ .
Jeg erklærer den store Konges, den Helliges, englenes og Gabriels Herres ophøjethed og hellighed. Du har ophøjet himlene og jorden med magt og styrke.« Da manden havde sagt disse ord, fjernede Allah hans frygt.
Hvis man ser en dårlig drøm: Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: Når nogen af jer ser en drøm, som han ikke bryder sig om, skal han spytte tre gange til venstre og sige: عوذ بِاللَّهِ مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّحِيم )Jeg søger tilflugt hos Allah fra Satan) og lægge sig til at sove på den anden side. – Muslim, Abu Dawud, an-Nasa’i, Ibn Majah.
Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, at han hørte Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sige: Når nogen af jer ser en drøm, som han kan lide, er det en drøm fra Allah. Derfor bør han lovprise og takke Allah og fortælle om den drøm, han har set. Men hvis han ser en drøm, som er ubehagelig og foruroligende, er det en drøm fra Satan. Han bør søge tilflugt hos Allah mod dens onde virkninger og ikke fortælle den til nogen. Så vil drømmen ikke skade ham. – Tirmidhi.
Bønnen ved påklædning: Ibn as-Sunni har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, plejede at sige, når han tog noget tøj, en skjorte, en kappe eller en turban på:
الله إلى أَسْأَلُكَ مِنْ غَيْرِهِ وَخَيْرِ مَا هُوَلَهُ. وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ قَرْهِ وَقَرْ مَا هُوَلَهُ .
»O Allah! Jeg beder Dig om dette tøjs og dets ejers gode, og jeg søger tilflugt hos Dig mod dette tøjs og dets ejers onde.«
Det er overleveret fra Bin Anas, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: Den, der tager nyt tøj på og derefter siger:
الحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي كَسَانِي عَذَا وَرَزَقَنِيهِ مِنْ غَيْرِ حَوْلِ مِنِّي وَلَا قُوَّة .
»Al lovprisning tilkommer Allah, som iførte mig dette og skænkede mig det, selv om jeg hverken havde styrke eller evne til at erhverve det.« Allah tilgiver ham hans tidligere synder. Det er ligeledes mustahabb at sige bismillah. For enhver handling, der påbegyndes uden bismillah, er mangelfuld.
Bønnen ved iførelse af nyt tøj: Abu Saʿīd al-Khudrī, må Allah være tilfreds med ham, fortæller: Når Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, købte nyt tøj, opkaldte han det efter dets type, såsom en turban, en skjorte eller en kappe. Derefter sagde han:
الله لَكَ الْحَمْدُ أَنتَ كَسَوْتَنِيْهِ، أَسْأَلُكَ غيرَهُ وَخَيْرَ مَا صَنَعَ لَهُ وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِهِ وَشَرِّ مَا صُنعَ لَهُ.
»O Allah! Dig tilkommer lovprisningen, fordi Du har iført mig dette. Jeg beder Dig om det gode ved det og det gode, som det er fremstillet til. Og jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde ved det og det onde, som det er fremstillet til.« – Abu Dawud, al-Tirmidhī.
Al-Tirmidhī beretter fra ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der ifører sig et nyt klædningsstykke
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي كَسَانِي مَا أَوَارِي بِهِ مَوْرَتِي وَأَتَعْمَلْ بِهِ فِي حَيَاتِي :
»Al lovprisning tilkommer Allah, som har iført mig dette klædningsstykke for at dække mine intime kropsdele og for at forskønne mit liv«, og derefter giver han det gamle tøj bort som almisse. Han vil være under Allahs beskyttelse og bevogtning. Og hvad enten han er levende eller død, vil han blive regnet for at være på Allahs vej.
Det, man siger, når man ser nogen iført nyt tøj: Det er blevet overleveret i autentiske hadither, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter at have iført Umm Khālid en sort kappe sagde: »Brug den, indtil den bliver slidt.« Og ledsagerne plejede at sige: »Den, der bærer et klædningsstykke, indtil det bliver slidt, får nyt tøj af Allah.«
Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, så ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, iført nyt tøj, sagde han: »Ifør dig nyt tøj, lev et prisværdigt liv, og dø som martyr og lykkelig.« Ibn Mājah, Ibn al-Sunnī.
Bønnen ved aftagning af tøj: Ibn al-Sunnī beretter fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: For at Adams barns intime kropsdele kan skjules for jinnernes øjne, skal han, når han agter at tage sit tøj af, sige:يشرِ اللهِ الَّذِي لَا إِلَهَ إِلَّا مَوَ»I Allahs navn, som der ikke findes nogen guddom foruden.«
Bønnen ved udgangen fra huset: Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Abu Dawud har overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der ved udgangen fra huset siger:
بسْمِ اللهِ تَوَكَّلْتُ عَلَى اللَّهِ، وَلَا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِاللَّهِ .
(Jeg begynder i Allahs navn, jeg stoler på Allah, der er ingen styrke eller magt hos nogen ud over Allah). Der siges til ham: »Allah er tilstrækkelig for dig, du er blevet beskyttet, og du er blevet ledt til den rette vej.« Så trækker Satan sig bort fra ham, og én satan siger til en anden: »Hvordan skulle det være muligt at vildlede den, for hvem Allah selv er tilstrækkelig, som er blevet ledt til den rette vej, og som er blevet beskyttet?«
I Musnad Ahmad har Anas, må Allah være tilfreds med ham, overleveret denne bøn ved udgangen fra huset:
يسر الله أمنت باللهِ، اعْتَصَمْ بِاللَّهِ تَوَكَّلْتُ عَلَى اللهِ لَا حَوْلَ وَلَا قُوَّةَ إِلَّا بِاللهِ .
»Jeg går i Allahs navn, jeg tror på Allah, jeg holder fast ved Allah, jeg stoler på Allah; der er ingen styrke eller magt hos nogen ud over Allah.
Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret fra Umm Salamah, må Allah være tilfreds med hende. Umm Salamah, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Hver gang Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, forlod mit hus, løftede han blikket mod himlen og sagde:
الله إِنِّي أَعُوذُ بِكَ أَنْ أَهلُ أَوْ أَمَل أَوْ أَزِلَ أَوْ أَزَلْ، أَوْ أَعْلِمَ أَوْ أَعْلَى، أَوْ أَجمَل أَوْ يُعْمَلْ عَلَى .
“O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig, så jeg ikke fører nogen vild, og så ingen fører mig vild. Så jeg ikke får nogen til at snuble, og så ingen får mig til at snuble. Så jeg ikke gør nogen uret, og så ingen gør mig uret. Så jeg ikke behandler nogen upassende, og så ingen behandler mig upassende.”
Bønnen ved indtrædelse i hjemmet: Det er berettet i Sahih Muslim, at Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: Når en person nævner Allahs navn, når han træder ind i sit hjem og spiser, siger Satan til sine ledsagere: I får hverken mulighed for at overnatte her eller for at få aftensmad. Men når han ikke nævner Allahs navn, når han træder ind i hjemmet, siger Satan til sine ledsagere: I kan overnatte her. Og hvis han ikke nævner Allahs navn, når han spiser, siger Satan: I kan både overnatte her og få mad.
Det er berettet af Malik al-Ashʿari, må Allah være tilfreds med ham, i Abu Dawud, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Når nogen træder ind i sit hjem, bør han sige:
الله إِلى أَسْأَلُكَ غَيْرَ الْمَوْلعِ وَغَيْرَ الْمَخْرج، بِسْمِ اللهِ وَلَعْنَا وَبِسْرِ اللَّهِ خَرَجْنَا وَعَلَى اللَّهِ ربنا توكلنا .
“O Allah! Jeg beder Dig om den bedste indgang og den bedste udgang. I Allahs navn træder jeg ind, og i Allahs navn går jeg ud. Og jeg sætter min lid til Allah, vores Herre.” Derefter skal han hilse på sin familie.
I Tirmidhi fortælles det, at Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde til mig: “Min søn! Når du går til din familie, skal du hilse på dem. Det vil være velsignet for dig og for beboerne i dit hjem.”
Hvad man skal sige, når noget glædeligt sker: Hvis du ser noget glædeligt ske blandt dine ejendele og dine børn, skal du sige: (مَا شَاءَ اللَّهُ لَا قُوَّةَ إِلَّا بِال) Det, Allah har villet, er sket. Der er ingen magt undtagen hos Allah. Så vil han ikke se noget ubehageligt ske med det. Og hvis han ser noget ubehageligt, skal han sige: (الْحَمْدُ لِلَّهِ عَلَى كُلِّ مالِ) “Lovprisning tilkommer Allah under alle omstændigheder.” Allah har sagt: “Hvorfor sagde du ikke, da du trådte ind i din have: Det, Allah har villet, er sket. Der er ingen magt undtagen ved Allahs hjælp.”
I Ibn as-Sunnī fortælles det fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis Allah skænker en tjener en velsignelse med hensyn til hans familie, rigdom eller børn, og han siger: (مَا شَاءَ اللَّهُ لَا تَوْةَ) Det, Allah har villet, er sket. Der er ingen magt undtagen hos Allah. Så vil han ikke se nogen ulykke ramme det, bortset fra døden.” Det er også berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at sige, når han så noget glædeligt:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي بِنِعْمَتِهِ تَيْرٌ الصالحات
“Al lovprisning tilkommer Allah, ved hvis nåde alle gode gerninger fuldendes.” Og når han så noget sørgeligt, sagde han:
الْمَدُ لِلَّهِ عَلَى كُلِّ حَالٍ
“Allah være lovet og takket under alle omstændigheder.” Ibn Majah.
Hvad man siger, når man ser sit ansigt i spejlet. Det er overleveret fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), når han så ind i spejlet, sagde:
الْحَمْدُ لِلَّهِ اللَّهُ كَمَا حَسَنْتَ خَلْقِي نَحَسَنَ خَلْقِي .
“Al lovprisning tilkommer Allah. O Allah! Ligesom Du har gjort mit ansigt smukt, så gør også min karakter og moral smuk.”
Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så sig i spejlet, sagde han:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي سَوَّى خَلْقِي فَعَدَّ لَهُ ، وَكَرَّمَ سُورَة وَجْمِي فَحَسْنَهَا، وَجَعَلَنِي مِنَ الْمُسْلِمِينَ .
“Al lovprisning tilkommer Allah, som har gjort min kropsbygning velproportioneret, gjort mit ansigt smukt og ærefuldt og gjort mig til en af muslimerne.
Dette skal man sige, når man ser en person, der er ramt af en prøvelse. At-Tirmidhi har overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der ser en prøvet person og siger følgende, vil ikke blive ramt af den samme prøvelse:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي عَافَانِي مِمَّا ابْتَلَاكَ بِهِ، وَفَضْلَنِي عَلَى كَثِيرٍ مِنْ خَلَقَ تَفْضِيلاً،
“Al lovprisning tilkommer Allah, som har beskyttet mig mod den ulykke, der har ramt dig, og begunstiget mig frem for mange af Hans skabninger.”
An-Nawawi har sagt: De lærde har sagt, at denne bøn bør fremsiges sagte, så man kun selv hører den, og at man ikke bør lade den prøvede person høre den, for at han ikke skal blive såret. Men hvis hans prøvelse er en straf for en forbrydelse eller skyldes en syndig handling, og der ikke er risiko for, at det vil medføre nogen ulempe at lade ham høre den, kan den fremsiges, så han hører den.
Hvad man skal sige, når man hører en hanes galen, et æsels skryden eller en hunds gøen. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: “Når I hører et æsel skryde, skal I søge tilflugt hos Allah mod Satan, for det har set Satan. Og når I hører en hane gale, skal I bede Allah om Hans gunst, for den har set en engel.” I en hadith hos Abu Dawud hedder det: Når I om natten hører hunde, som I kender, gø, eller hører æsler skryde, skal I søge tilflugt hos Allah mod dem, for de ser det, som I ikke ser.
Hvad man skal sige under vind og storm. Abu Dawud har overleveret fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Vinden udspringer af Allahs barmhjertighed. Men den kan bringe både barmhjertighed og straf. Når I derfor ser den blæse, skal I ikke forbande den. Bed Allah om dens gavnlige virkninger, og søg tilflugt hos Allah mod dens skadelige virkninger.
Det er overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde, når en storm blæste:
الله إِنِّي أَسْأَلُكَ خَيْرَهَا وَخَيْرَ مَا فِيهَا وَخَيْرَ مَا أَرْسَلَت بِهِ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ قَوْمًا وَهَرَ مَا أَرْسَلَتْ بِهِ.
“Å Allah! Jeg beder Dig om dens gavn, om den gavn, der er i den, og om den gavn, som Du har sendt den med. Og jeg søger Din beskyttelse mod dens skade. Jeg søger Din beskyttelse mod den skade, som Du har sendt den med.
Hvad man siger, når man hører skyernes tordenbrag
Ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham – beretter fra Tirmidhi, at Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – plejede at sige, når han hørte skyernes tordenbrag og lynets buldren:اللَّهم لَا تَقْتُلْنَا بِغَضَبِكَ وَلا تُمْلِكْنَا بِعَذَابِكَ، وَعَافِنَا قَبْلَ ذَلِكَ . “Å Allah! Tilintetgør os ikke med Din vrede, tilintetgør os ikke med Din straf, og giv os sikkerhed inden da.
Bønnen ved synet af nymånen
At-Tabarani beretter fra Abdullah ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – plejede at sige, når han så nymånen:
الله أكبر، اللهم أَمِلَّهُ عَلَيْنَا بِالأمن والإِيمَانِ، وَالسَّلَامَةِ وَالْإِسْلامِ، وَالتَّوْفِيقِ لِمَا تُحِب وترسى رَبَّنَا وَرَبُّكَ الله .
“Allah er størst! Å Allah, gør denne nymåne til en kilde til sikkerhed, tro, fred, islam og inspiration til det, Du er tilfreds med. (O nymåne,) vores og din Herre er Allah.
Det er overleveret fra Qatadah i Abu Dawud, at Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – plejede at sige, når han så nymånen:
هلالُ خَيْرٍ وَرُهْ حِلَالُ خَيْرٍ وَرُهُ، أَمَنْتُ بِاللَّهِ الَّذِي خَلَقَكَ .
Dette er nymånen for velsignelse og vejledning, dette er nymånen for velsignelse og vejledning. Vi tror på den Allah, som skabte dig«—tre gange. Derefter sagde han:
الْحَمْدُ لِلَّهِ الَّذِي ذَهَبَ بِشَمْرٍ كَذَا وَجَاءَ بِشَمْرٍ كَلَّا …
»Al lovprisning tilkommer Allah, som har taget den og den måned bort og bragt den og den måned.«
Det, man skal sige ved alvorlige prøvelser, kriser, bekymringer og ulykker:
1. Al-Bukhari og Muslim beretter fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, når han blev ramt af prøvelser, ulykker og bekymringer, sagde:
لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ الْعَظِيمُ الْحَلِيمُ، لا إله إلا الله رب العرش العظيم، لا إلهَ الْأَرَبُّ السَّمَوَاتِ ورب الأرضِ، وَرَبُّ الْعَرْشِ الْكَرِيمِ.
»Der er ingen guddom ud over Allah, den Mægtige, den Mest Overbærende. Der er ingen guddom ud over Allah, Herren over den mægtige trone. Der er ingen guddom ud over Allah, Herren over himlene og jorden og Herren over den mægtige trone.«
2. Det er overleveret fra al-Hasan i al-Tirmidhi, at Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at sige, når han stod over for en alvorlig ulykke, en krise eller en meget presserende opgave:
يَا مَنْ يَا قَيُّومُ بِرَحْمَتِكَ أَسْتَغِيه .
»O evigt levende, O evigt bestående! Gennem Din barmhjertighed søger jeg hjælp og udfrielse.«
3. Det er overleveret fra Abu Hurayra i al-Tirmidhi, at når Allahs Sendebud, fred være med ham, stod over for en alvorlig krise, løftede han hovedet mod himlen og sagde:
سبحان الله العظيم. يَا حَيُّ يَا قَيُّومُ .
Og når han bad med stor inderlighed, sagde han:
4. Det er overleveret fra Abu Bakr i Abu Dawud, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Den bekymrede skal bede således:«
اللَّه رَحْمَتَكَ أَرْجُو، فَلَا تَكِلْنِي إِلى نَفْسِي طَرْفَةَ عَيْنِ، وَأَصْلِحْ لِي مَانِي كُلَّهُ، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنْتَ.
“O Allah, jeg håber på Din barmhjertighed. Overlad mig ikke til mig selv, ikke engang et øjeblik. Forvandl al min nød. Der er ingen anden redningsmand end Dig.”
5. Abu Dawud beretter fra Asma bint Umays, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Skal jeg lære dig nogle ord, som du kan fremsige i tider med bekymring?”
اللَّهُ اللَّهُ رَبِّي لَا أَمْرِكَ بِهِ عَيْنًا .
“Allah, Allah, Han er min Herre; jeg vil ikke sætte nogen ved Hans side.” Dette skal du sige syv gange.
6. At-Tirmidhi beretter fra Sa’d ibn Abi Waqqas, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Manden med fisken (profeten Yunus, fred være med ham) fremsagde, mens han var i fiskens bug, denne bøn:”
لا إلهَ إِلَّا أَنتَ سُبْحَانَكَ إِلى كُنتُ مِنَ الظَّالِمِينَ .
“Der er ingen anden redningsmand end Dig. Du er ophøjet. Jeg har gjort uret.” Det er aldrig sket, at nogen har fremsagt denne bøn uden at den er blevet besvaret. I en anden overlevering hedder det: “Jeg kender en formulering, som Allah med sikkerhed vil befri enhver bekymret og nødlidende person fra hans nød, hvis han siger den. Det er min bror Yunus’, fred være med ham, bøn.”
7. Ahmad og Ibn Hibban beretter fra Ibn Mas’ud, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: “Hvis en tjener rammes af en bekymring og siger:”
الله إِنِّي عَبْدُكَ ابْن عَبْدِكَ ابْن أُمَتِكَ نَاصِيَتِي بِيَدِكَ، مَاضٍ فِي حُكْمُكَ، عَدْلٌ فِي قَضَاؤُكَ، أسألك بكل اسم هو لك سميت بِهِ نَفْسَكَ، أَوْ أَنْزَلْتَهُ فِي كِتَابِكَ، أَوْ عَلَيْتَهُ أَحَدًا مِنْ خَلْقِكَ، أَوْ استاثرت بِهِ فِي عِلْمِ الْغَيْبِ عِنْدَكَ،
أَن تَجْعَلَ الْقُرْآن ربيع قلبي، وَنُورَ صَدْرِي وَجَلاءَ حُزْنِي و ذهاب هیں.
Åh Allah! Jeg er Din tjener, søn af Din tjener og søn af Din kvindelige tjener. Min pande er kastet ned foran Dig, Din afgørelse over mig træder i kraft. Din dom er fuldstændig retfærdig. Jeg beder Dig ved hvert af Dine navne: det navn, Du har kaldt Dig selv med, eller som Du har åbenbaret i Din bog, eller som Du har lært en af Dine skabninger, eller som Du har forbeholdt Dig i Din usynlige viden. Gør Koranen til mit hjertes forår, mit brysts lys, det, der fjerner min bekymring, og løsningen på mine problemer. Så vil Allah fjerne hans sorg og bekymring og give ham glæde i stedet.
Det, man skal sige, når man står ansigt til ansigt med fjenden og konfronteres med frygt for en hersker
Abu Dawud og an-Nasa’i har overleveret fra Abu Musa, at Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at sige, når han frygtede, at nogen ville skade ham:
اللهم إِنَّا نَجْعَلُكَ فِي نَصُورِهِمْ، ونعوذ بك من شرورهم :
“Åh Allah! Jeg overlader dem til Dig, og jeg søger tilflugt hos Dig mod deres skade.”
Ibn as-Sunni har overleveret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, under en militær ekspedition sagde:
يَا مَالِكَ يَوْمِ الدِّينِ إِيَّاكَ أَعْبُدُ وَإِيَّاكَ أَسْتَعِينُ .
“O Du, som ejer Dommens Dag, kun Dig tilbeder jeg, og kun Dig beder jeg om hjælp.” Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Derefter så jeg englene dræbe folk forfra og bagfra.
Det er overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når du frygter en hersker eller en anden, så sig:
لَا إِلَهَ إِلَّا الْعَلِيمُ الْكَرِيرُ، سُبْحَانَ اللهِ رَبِّي سُبْحَانَ اللهِ رَبِّ السَّمَوَاتِ السَّبْع وَرَبِّ الْعَرْه العظيم، لا إلهَ إِلَّا أَنْتَ مَنْ جَارَكَ، وَجَلْ تَنَاؤُكَ .
“Der er ingen gud ud over Allah, den Mest Barmhjertige, den Overbærende. Jeg erklærer min Herre Allahs hellighed; jeg erklærer helligheden hos Allah, Herren over de syv himle og Herren over den mægtige Trone. Der er ingen gud ud over Dig; Din nærhed er ærefuld, og Din lovprisning er ophøjet.”
Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at da Ibrahim (fred være med ham) blev kastet i ilden, sagde han:
.سَبْنَا اللهُ وَنِعْرَ الْوَكِيل
“Allah er mig tilstrækkelig, og Han er den bedste beskytter.” Muhammad (fred og velsignelser være med ham) sagde også dette, da folk sagde: »Fjenderne har samlet en vældig hær mod jer.« Auf ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) betalte gælden for to mænd. Da den ene af dem gik, sagde han: »Allah er os tilstrækkelig, og Han er den fremragende beskytter.« Sendebudet (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allah, den Ophøjede, dadler gældsætning. Men du skal naturligvis arbejde. Og når en krise rammer, skal du sige:
نا الله .وَيَعْرَ الْوَكِيل
Allah er tilstrækkelig for mig, og hvilken fremragende beskytter Han er.
Når en sag forekommer vanskelig: Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) plejede at sige:
اللهم لا سهل إِلَّا مَا جَعَلْتَهُ سَهْلاً، وَأَنتَ تَجْعَلُ الْحَزْن سَهْلاً .
“O Allah, intet er let, bortset fra det, Du gør let. Du alene kan gøre det vanskelige let.
Når det bliver vanskeligt at tjene til livets ophold: Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når en af jer har svært ved at tjene til livets ophold, skal han sige, når han forlader sit hjem:
بِسْمِ اللَّهِ عَلَى نَفْسِي وَمَا لِي وَيَهْنِي الله رَبِّنِي بِقَضَائِكَ ، وَبَارِكْ لِي فِيهَا قَدر حَتَّى لَا أُحِب تفصيل ما أَمْرُسَ، وَلَا تَأخِيرَ مَا عَلى .
“I Allahs navn begiver jeg mig ud med hensyn til mit liv, min ejendom og min religion. O Allah, gør mig tilfreds med Din bestemmelse, og velsign det, Du har bestemt for mig, så jeg ikke ønsker at fremskynde det, Du har udsat, eller udsætte det, Du har fremskyndet.”
Hvad man skal sige, når man er forgældet: 1. At-Tirmidhi berettede fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at en mukatab (en slave, der har fået løfte om frigivelse mod betaling af et fastsat frigivelsesbeløb) kom til ham og sagde: »Jeg er blevet ude af stand til at betale mit frigivelsesbeløb, så hjælp mig.« Ali (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Skal jeg ikke lære dig en bøn, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) lærte mig? Selv hvis du havde en gæld så stor som et bjerg, ville Allah sørge for, at den blev betalt på dine vegne. Du skal sige:
الله الفني بحلالك عن حَرَامِكَ، وَأَغْنِنِي بِفَضْلِكَ عمن سواك .
»O Allah, befri mig fra det forbudte gennem Din tilladte forsørgelse, og gør mig gennem Din nåde uafhængig af alle andre end Dig.«
2. Abu Sa’id (må Allah være tilfreds med ham) sagde: En dag trådte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ind i moskéen. Der mødte han en ansarisk ledsager ved navn Abu Umamah. Han sagde: »O Abu Umamah, hvad er der sket? Hvorfor ser jeg dig i moskéen på et tidspunkt, der ikke er bønnetid?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, jeg er tynget af gæld og bekymringer.« Han sagde: »Skal jeg ikke lære dig en bøn, som Allah vil fjerne dine bekymringer og betale din gæld med, hvis du fremsiger den?« Han svarede: »O Allahs Sendebud, lær mig den.« Sendebudet (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fremsig den morgen og aften:
اللهم إني أعوذ بك من الهم والحزن، وأعوذ بك من العجز وَالْكَسَلِ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنَ الْعين والبغل، وأعوذ بك من علبة الدين وقهر الرجال .
»O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig mod bekymring og uro, mod hjælpeløshed og dovenskab, mod fejhed og nærighed samt mod gældens byrde og menneskers overmagt.« Abu Umamah sagde: »Derefter fremsagde jeg den, og Allah befriede mig for bekymringer og gæld.«
Hvad man skal sige, når man udsættes for en ubehagelig situation:
Ibn as-Sunni berettede fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Når der sker noget uønsket i forbindelse med noget som helst, selv i forbindelse med en skorem,إنا الله وإنا إلزامون skal man sige: »Vi tilhører Allah, og til Ham vender vi tilbage«, for hvis der sker noget uønsket med en skorem, er det også en ulykke.
Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Den beslutsomme og stærke troende er bedre end den svage troende, men der er godt i dem begge. Stræb efter det, der er gavnligt for dig. Søg Allahs hjælp, og giv ikke efter for afmagt. Når du rammes af en ulykke, skal du ikke sige: »Hvis jeg havde gjort sådan, var dette ikke sket.« Sig derimod: »Allah har bestemt dette, og Han gør, hvad Han vil.« For ordet »hvis« åbner en vej for Satan.«
Når Satan skaber tvivl om troen: 1. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham,
at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Satan kommer til nogle af jer og hvisker således: Hvem skabte dette? Hvem skabte hint? Til sidst siger han: Hvem skabte din Gud? På dette tidspunkt bør man standse, søge tilflugt hos Allah og sige:أعوذُ بِاللَّهِ مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّحِيم .
2. I en autentisk hadith står der, at Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Folk bliver ved med at stille spørgsmål, indtil de også spørger: Allah skabte ganske vist verden, men hvem skabte Allah? Den, der får en sådan tanke, skal sige:اس بِالله ورسلهJeg tror på Allah og Hans sendebude.«
Det, man skal sige i vrede. Al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Sulayman ibn Surad, som sagde: Jeg sad hos Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. To mænd skældte hinanden ud. Den enes ansigt blev rødt af vrede, og venerne på hans hals svulmede op. Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagde: »Jeg kender nogle ord, som, hvis denne mand siger dem, vil få hans vrede til at kølne. Hvis han siger:عُوْذُ بِاللَّهِ مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّحِيرِvil hans vrede forsvinde.«
5. Nogle omfattende bønner
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, kunne lide bønner med omfattende betydning.« Blandt disse bønner nævner jeg nogle af de mest nødvendige:
Anas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Den bøn, som Sendebudet, må Allah velsigne ham og give ham fred, oftest fremsagde, var:
الله رَبَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّارِ .
“Vor Herre, giv os godhed i denne verden og godhed i det hinsidige, og beskyt os mod Helvedes straf.” Muslim beretter, at en mand blev så udmattet af sygdom, at han blev tynd og let som en fugleunge. Profeten, fred være med ham, gik for at besøge ham. Han spurgte ham: “Beder du om noget?” Manden svarede: “Ja, jeg plejede at bede: ‘O Allah, den straf, du vil give mig i det hinsidige, giv mig den straks i denne verden.’” Profeten, fred være med ham, sagde: “Subhanallah! Det kan du ikke holde til. Sig i stedet: ‘O Allah, giv os godhed i denne verden og godhed i det hinsidige, og beskyt os mod Helvedes straf.’”
Ahmad og Nasa’i beretter, at Sa’d hørte en af sine sønner sige: “O Allah, jeg beder Dig om Paradiset, om dets kamre, om dette og hint, og jeg søger tilflugt hos Dig fra Helvede, dets lænker, dets fodlænker og så videre.” Da Sa’d hørte det, sagde han: “Du har bedt Allah om mange gode ting og søgt tilflugt hos Ham fra mange dårlige ting. Jeg hørte Profeten, fred være med ham, sige: ‘Nogle mennesker vil dukke op, som vil overdrive meget i deres bønner. Det er tilstrækkeligt at sige til Allah:’”
الله إِنِّي أَسْأَلُكَ مِنَ الْخَيْرِ كَلِّهِ مَا عَلَيْهُ مِنْهُ وَمَا لَمْ أَعْلَمْ، وَأَعُوْذُبِكَ مِنَ الشَّرِّ كُلِهِ مَا عَلِمْتُ مِنْهُ وما لم أعلى.
“O Allah, jeg beder Dig om al slags godhed, både den, jeg kender, og den, jeg ikke kender. Og jeg søger tilflugt hos Dig fra al slags ondskab, både den, jeg kender, og den, jeg ikke kender.”
Ahmad og Nasa’i beretter fra Ibn Abbas, at en af Profeten, fred være med ham, sine bønner lød således:
رب أَعِنِّي وَلَا تَعِنْ عَلَى وَانْصُرْنِي وَلا تَنْصُرْ عَلَى، وَاشْكُرْ لِي وَلَا تَمْكُرْ عَلَى، وَاهْدِنِي وَيَسْرَ الْهُدَى لي وَانْصُرْنِي عَلَى مَن بَغَى عَلَى، رَبِّ اجْعَلْنِي لَكَ مَكَارًا ، لَكَ ذكارًا، لَكَ رَهَابًا ، لَكَ مِطْوَاعًا ، لَكَ أواما ، إِلَيْكَ مُنِيبًا، رَبِّ
تَقَبلُ تَوْبَتِي، وَاغْسِلْ حَوْبَتِي، وَاحِبْ دَعْوَتِي، وَثَبت مُجْتِي، وَسَدد لِسَانِي، وَاهْدِ قَلْبِي، وَاسْأَلْ سَخِيمَةٌ صَدْرِي .
O Allah, hjælp mig, og hjælp ikke imod mig. Giv mig sejr, og lad mig ikke blive besejret. Læg planer til min fordel, og læg ikke planer imod mig. Vis mig den rette vej, og gør den rette vej let for mig. Hjælp mig mod den, der er fjendtlig over for mig. O Allah, gør mig overordentligt taknemmelig over for Dig, gør mig til en, der ihukommer Dig meget, giv mig evnen til at frygte Dig meget, adlyde Dig meget, være helt hengiven til Dig og være fuldstændigt ivrig efter Dig. O min Herre, tag imod min anger, udslet mine synder, tag imod min bøn, stadfæstn mine argumenter, gør mit sprog klart og letforståeligt, og led mit hjerte til enkelhed og den rette vej. Hvis der i mit bryst findes misundelse eller had mod nogen, så fjern det.
Muslim beretter fra Zayd ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg fortæller jer kun, hvad Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde. Han plejede at sige:
اللَّهُ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ الْعِجْزِ وَالْكَسَلِ، وَالْعُبْنِ وَالْبَخْلِ وَالْمَرَةِ، وَعَذَابِ الْقَبْرِ اللَّهُ أَسِ نَفْسِي تَقْوَامًا، وَزَيْهَا أَنْتَ خَيْرٌ مَن زَكَاهَا ، إِنَّكَ وَلِيُّهَا وَمَوْلَاهَا ، اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ عِلْمٍ لَا يَنفَعُ، وَمِن قَلْبِ لا يَخْتَعُ، وَمِنْ نَفْسٍ لا
تقبع ، وَمِن دَعوة لا يَسْتَجَابَ لَهَا .
»O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra afmagt, dovenskab, fejhed, nærighed, ekstrem alderdom og gravens straf. O Allah, giv min sjæl selvbeherskelse og gudsfrygt, og rens den; Du er den bedste af dem, der renser, og Du er dens beskytter og vogter. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra kundskab, der ikke gavner, et hjerte uden ydmyghed, en sjæl uden tilfredshed og en bøn, der ikke bliver antaget.«
Det er berettet i al-Mustadrak af al-Hakim, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Folk, ønsker I at fremsige en altomfattende bøn?« De sagde: »Allahs Sendebud, ja.« Han sagde: »Så sig:
اللهم أعِنَّا عَلَى ذِكْرِكَ وَمُكْرِكَ وَحُسْنِ عِبَادِنِكَ .
»O Allah, hjælp os med at ihukomme Dig, takke Dig og tilbede Dig på bedste vis.« Ahmad beretter, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fremsig altid:باذَا الْجَلَالِ والإكرام. Ahmad berettede også: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) plejede at sige:يَا مُقَلْبَ الْقُلُوبِ تَيْن قَلْبِي عَلَى دِيْنِكَ O Du, der vender hjerterne, gør mit hjerte fast på Din religion. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) plejede at sige:
الله إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ زَوَالِ نِعْمَتِكَ، وَتَصَوَّلِ عَافِيَتِكَ، وَفَجَاةٍ نَقْمَتِكَ وَجَمِيعِ سَخَطِكَ .
»Åh Allah, jeg søger tilflugt hos Dig mod, at Dine velsignelser går tabt, at Din nåde og beskyttelse ophører, mod Din pludselige straf og mod al Din vrede.« Det er overleveret hos at-Tirmidhi, at Allahs Sendebud sagde:
اللَّهُمَّ انْفَعْنِي بِمَا عَلَّمْتَنِي، وَعَلَنِي مَا يَنْفَعْنِي وَزِدْنِي عِلْمًا، وَالْحَمْدُ لِلَّهِ عَلَى كُلِّ حَالٍ، وَأَعُوذُ بِاللَّهِ مِنْ حَالِ أَهْلِ النَّارِ.
»Åh Allah, gør mig gavn af den viden, Du har givet mig, giv mig nyttig viden, øg min viden, og lovprisning til Allah under alle omstændigheder. Jeg søger tilflugt hos Dig mod Helvedesbeboernes elendighed.«
Det er overleveret i Muslim, at Fatimah, må Allah være tilfreds med hende, kom til Allahs Sendebud og bad om en tjener. Sendebudet sagde til hende: »Sig:
اللَّهُ رَبِّ السَّمَوَاتِ السبع العَرْشِ الْعَظِيمِ، رَبَّنَا وَرَبِّ كُلِّ شَيْءٍ، مَنْزِلَ التَّوْرَاةِ وَالإِنْجِيلِ والقُرْآنِ، فَالِقَ الْحَب وَالنَّوَى، أَعوذُبِكَ مِنْ شَرِّ كُلِّ شَيْءٍ أَنْتَ أَخِذٌ بِنَاصِيَتِهِ، أَنْتَ الْأَوَّلُ فليس قَبْلَكَ شَيْءٌ، وَأَنْتَ الأخرَ فَلَيْسَ بَعْدَكَ
شَيْءٌ، وَأَنْتَ الظَّامِرُ فَلَيْسَ فَوْقَكَ شَيْءٌ، وَأَنْتَ الْبَاطِنُ فَلَيْسَ دُونَكَ شَيْءٌ، وأنت الأخرَ فَلَيْسَ بَعْدَكَ شَيْءٌ، وَأَنتَ الظَّاهِرُ فَلَيْسَ فَوْقَكَ في وانت البَاطِنُ فَلَيْسَ دُونَكَ شَيْءٌ، اقْضِ عَلى الدين، وَأَغْنِنِي مِنَ الفقر.
Åh Allah, Herre over de syv himle og den mægtige Trone, vor Herre og altings Herre, Du, som åbenbarede Toraen, Evangeliet og Koranen, og som lader frøet spire. Jeg søger tilflugt hos Dig mod det onde i enhver ting, som Du har underlagt Din magt. Du er Den Første; ingen var før Dig. Du er Den Sidste; ingen vil være efter Dig. Du er Den Højeste; ingen er over Dig. Du er Den Skjulte; intet er mere skjult end Dig. Betal min gæld, og befri mig fra fattigdom og gør mig velstående.«
Det er også overleveret, at Allahs Sendebud sagde:اللَّمَرْ إِنِّي أَسْأَلُكَ الْهُدَى وَالتَّقَى وَالْعَقاف والفنى
“O Allah, jeg beder Dig om vejledning til Din rette vej, om gudsfrygt, selvbeherskelse og velstand.”
Tirmidhi og Hakim beretter fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) ofte, når han rejste sig fra en forsamling, bad følgende bøn for sine ledsagere:
اللَّهُمَّ اقْسِرْ لَنَا مِنْ خَشْيَتِكَ مَا تَقُولُ بِهِ بَيْنَنَا وَبَيْنَ مَعْصِيَتِكَ ، وَمِنْ طَاعَتِكَ مَا تُبَلِّقْنَا بِهِ جَنَّتَكَ، ومِنَ الْيَقِينِ مَا تَمَوْنَ بِهِ عَلَيْنَا مَصَالِبَ الدُّنْيَا، وَمَتِّعْنَا بِأَسْمَانَا وَأَبْصَارِنَا، وَقُوَّتِنَا مَا أَحْيَيْتَنَا، وَاجْعَلْهُ الْوَارِثُ مِنَّا وَاجْعَلْ قَارَنَا
عَلَى مَنْ ظَلَمَنَا، وَالْمُرْنَا عَلَى مَنْ عَادَانَا، وَلَا تَجْعَلْ مُصِيبَتَنَا فِي دِينِنَا ولا تجعل الدُّنْيَا أَكْبَرَ مَيْنَا، وَلَا مَبْلَغَ عِلْمِنَا، وَلَا تُسَلَّمَ عَلَيْنَا مَنْ لَا يَرْحَمْنَا .
“O Allah, giv os en sådan frygt for Dig, at den bliver en hindring mellem os og ulydighed mod Dig. Giv os den tilbedelse og lydighed mod Dig, som vil føre os ind i Din Paradis, og en så fast tro, at den vil gøre alle verdens prøvelser og ulykker lettere for os. Lad os hele livet få gavn af vores øjne, ører og kræfter. Lad også dem blandt os, der arver efter os, få gavn af dem. Tag hævn for os over den, der har gjort os uret. Giv os sejr over vores fjender, og udsæt os ikke for prøvelser i vores religion. Gør ikke verden til vores højeste prioritet, og gør den ikke til grænsen for vores viden. Giv ikke magt over os til den, der ikke viser os barmhjertighed.”
6. At sende salāt og salām over Allahs Sendebud
Den Almægtige Allah har sagt:
إِنَّ اللَّهَ وَمَلَائِكَتَهُ يُصَلُّونَ عَلَى النَّبِيِّ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا صَلُّوا عَلَيْهِ وَسَلَّمُوا تَسْلِيمًا.
“Sandelig, Allah og Hans engle sender velsignelser over Profeten. O I, der tror! Send velsignelser og fredshilsener over ham.”
Al-Bukhari har overleveret: Abu al-Aliya siger, at Allahs velsignelse betyder, at Han lovpriser ham foran englene, mens englenes velsignelse betyder, at de beder. Ifølge at-Tirmidhi, Sufyan ath-Thawri og flere lærde betyder Allahs velsignelse barmhjertighed, mens englenes velsignelse betyder, at de beder om tilgivelse for synder.
Ibn Kathir har sagt: Formålet med dette vers er at bekendtgøre, hvor høj en rang Allahs Profet har foran Allahs nærmeste engle. Han bekendtgør, at Han lovpriser ham foran sine nærmeste engle, og at englene sender velsignelser og fred over ham. Han har påbudt de troende at sende velsignelser og fred over ham, så velsignelserne og fredshilsenerne fra alle jordens og himlens beboere kan forenes. Der findes mange hadither om dette. Jeg citerer nogle af dem her:
1. Muslim har overleveret, at Abdullah ibn Amr ibn al-As hørte Allahs Sendebud sige: Den, der sender én velsignelse over mig, får Allah til at sende ti velsignelser over ham.
2. At-Tirmidhi har overleveret fra Ibn Masud: På Opstandelsens Dag vil den, der står mig nærmest, være den, der plejede at sende flest velsignelser over mig. At-Tirmidhi sagde: Dette er en god hadith. Det vil sige, at han vil være den, der er mest værdig til at opnå min forbøn, og den, der står mig nærmest.
3. Abu Dawud har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Gør ikke min grav til et sted for klagesang. Send velsignelser over mig, for jeres velsignelser når mig, uanset hvor I befinder jer.
4. Abu Dawud og an-Nasa’i har overleveret fra Aws, at Allahs Sendebud sagde: Fredag er en af jeres bedste dage. Send derfor mange velsignelser over mig denne dag, for jeres velsignelser bliver forelagt mig. Folkene spurgte: O Allahs Sendebud, hvordan vil vores velsignelser blive forelagt dig, når du til den tid vil være gået bort? Allahs Sendebud sagde: Allah den Almægtige har forbudt jorden at fortære profeternes legemer.
5. Abu Dawud har overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Hver gang nogen sender en fredshilsen til mig, giver Allah mig min sjæl tilbage, så jeg kan besvare hans fredshilsen.
6. Imam Ahmad har overleveret fra Abu Talhah al-Ansari – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham – en morgen blev set meget glad og i godt humør. Folk sagde: »Allahs Sendebud, i morges ser du meget glad og i godt humør ud.« Han sagde: »Ja, i dag kom en udsending fra min Herre til mig og sagde: Den i dit samfund, som én gang fremsiger durood over dig, vil Allah skrive ti belønninger for, tilgive ti af hans synder, hæve ham ti grader og ligeledes fremsige durood over den, der fremsagde durood over dig (det vil sige lade barmhjertighed komme ned over ham).«
7. Det er overleveret fra Abu Hurayrah – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud sagde: »Den, der efter at have fremsagt durood over mig og mine følgere og deres familier ønsker at få en stor belønning, skal fremsige denne durood:«
اللَّهُمَّ مَل عَلَى مُحَمَّدِ النَّبِيِّ وَأَزْوَاجِهِ أَمْهَاتِ الْمُؤْمِنِينَ وَذُرِّيَّتِهِ وَأَهْلِ بَيْتِهِ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيرَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَعِي– Abu Dawud, al-Nasa’i.
8. Det er overleveret fra Ubayy ibn Ka’b – må Allah være tilfreds med ham – at Allahs Sendebud efter at to tredjedele af natten var gået, rejste sig og sagde: »Mennesker, ihukom Allah. Ihukom Allah; den rystende begivenhed er kommet. (Det vil sige, det første stød i hornet har lydt.) Derefter følger den næste begivenhed umiddelbart efter. (Det vil sige det andet stød i hornet.) Døden kommer med alt det, den indeholder. Døden kommer med alle sine indre goder.« Jeg sagde: »Allahs Sendebud, jeg ønsker at øge min durood over dig. Hvor meget durood skal jeg fremsige?« Han sagde: »Så meget, som du ønsker.« Jeg sagde: »En fjerdedel?« Han sagde: »Så meget, som du selv ønsker. Men hvis du øger det ud over en fjerdedel, vil det være bedre for dig.« Jeg sagde: »Halvdelen?« Han sagde: »Så meget, som du ønsker. Hvis du øger det yderligere, vil det være bedre for dig.« Jeg sagde: »Så to tredjedele?« Han sagde: »Så meget, som du ønsker. Men hvis du kan øge det yderligere, vil det være godt.« Jeg sagde: »Så vil jeg fremsige durood over dig under hele mit møde.« Han sagde: »Så vil det være tilstrækkeligt til at fjerne alle dine bekymringer, og dine synder vil blive tilgivet.« – al-Tirmidhi.
Er det obligatorisk at fremsige durood og salam hver gang, man hører Allahs Sendebuds navn? En gruppe lærde, heriblandt al-Tahawi og al-Halimi, mener, at man skal fremsige durood over ham, hver gang man hører Allahs Sendebuds navn. Beviset for dette er en hadith, som Abu Hurayrah har overleveret i al-Tirmidhi. Allahs Sendebud sagde: »Må den, hvis navn jeg nævnes hos, blive ydmyget, uden at han fremsiger durood over mig. Må den, som Ramadan-måneden når, blive ydmyget, hvis han ikke når at få sine synder tilgivet, mens Ramadan varer. Må den, som oplever sine forældre i deres alderdom, blive ydmyget, uden at de får ham ind i Paradiset (det vil sige uden at han ved at tjene sine forældre sikrer sig adgang til Paradiset).« Det er overleveret fra Abu Dharr, at Allahs Sendebud sagde: »Den, foran hvem mit navn nævnes, men som ikke fremsiger durood over mig, er det mest nærige menneske.«
Andre mener, at det er obligatorisk at fremsige durood én gang under et møde. Derefter er det ikke nødvendigt at fremsige det igen i resten af mødet. Det er dog anbefalet. Det er overleveret fra Abu Hurayrah, at Allahs Sendebud sagde: »Når en gruppe eller forsamling samles til et møde uden at ihukomme Allah og fremsige durood over Sendebudet under mødet, vil dette møde på opstandelsens dag blive en årsag til tab for dem. Hvis Allah vil, vil Han straffe dem, eller Han vil tilgive dem.« – al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi sagde, at hadithen er hasan.
Det er anbefalet at nævne durood og salam hver gang, Allahs Sendebuds navn nævnes: Selvom de lærde anser det for anbefalet at fremsige durood og salam over ham, hver gang Allahs Sendebuds navn skrives, findes der ingen autentisk hadith, som kan bruges som bevis for dette. Al-Khatib al-Baghdadi har nævnt: »Jeg har set mange skrifter skrevet med Imam Ahmad ibn Hanbals egen hånd, hvor han nævnte Allahs Sendebuds navn uden at skrive durood over ham. Jeg har dog hørt, at han fremsagde durood mundtligt.«
At fremsige både salat og salam sammen er profetisk: Når nogen fremsiger durood over Allahs Sendebud, bør han fremsige både durood og salam. Han bør ikke nøjes med kun at sige durood eller kun salam. Derfor skal han sige: »Allahs velsignelser og fred være med ham.« (Allah har sagt i den hellige Koran: »I, som tror, fremsig durood og salam over Profeten.«)
At fremsige salawat over profeterne. Det er anbefalet at fremsige salawat særskilt over profeterne og englene. Det er tilladt at fremsige salawat over andre end profeterne sammen med profeterne. Dette er de lærdes enstemmige opfattelse. Udsagnet fra Allahs Sendebud, som allerede er citeret, lyder:
اللَّهُ مَل عَلَى مُحَمَّدِ النَّبِيِّ وَأَزْوَاجِهِ أَمْمَاتِ الْمُؤْمِنِينَ الع .
“O Allah, send salawat over profeten Muhammad og hans hustruer, de troendes mødre.” Det er makruh at fremsige salawat særskilt over personer, der ikke er profeter. Derfor bør man ikke sige »må Allahs fred og velsignelser være med ham« om Umar.
Formuleringen af salat og salam: Muslim beretter fra Abu Mas’ud Ansari, at Bashir ibn Sa’d sagde: »O Allahs Sendebud, Allah har befalet os at fremsige salawat over dig.«
Hvordan skal jeg fremsige salawat? Da Allahs Sendebud hørte dette, forblev han tavs så længe, at vi tænkte ved os selv, at det havde været bedre, hvis Bashir ikke havde stillet dette spørgsmål. Efter et stykke tid sagde Allahs Sendebud: »Fremsig salawat således:«
اللَّهُ مَنْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيمَ وَبَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى آلِ إِبْرَاهِيرَ فِي الْعَالَمِينَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيلٌ .
Hvordan salam skal fremsiges, kender I allerede. Ibn Majah beretter fra Abdullah ibn Masud: »Når I fremsiger salawat over Allahs Sendebud, så fremsig den bedste salawat, for I ved ikke, om den måske bliver forelagt ham.« Folk sagde til Ibn Masud: »Så lær os den.« Han sagde: »Sig:«
اللهمَّ اجْعَلْ صَلَوَاتِكَ، وَرَحْمَتَكَ وَبَرَكَاتِكَ عَلَى سَيِّدِ الْمُرْسَلِينَ، وَإِمَامُ الْمُتَقَدِّمِينَ، وَخَاتَمَ النبيين محمد عبدك ورسولك إمَامِ الْخَيْرِ وَقَائِلِ الْخَيْرِ وَرَسُولِ الرَّحْمَةِ اللَّه ابْعَثْهُ مَقَامًا يَغْبِطُهُ بِهِ الأولون اللهم صَلِّ عَلَى مُحَمَّدٍ،
وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا صَلَّيْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَآلِ إِبْرَاهِيرَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ، اللَّهُمَّ بَارِكْ عَلَى مُحَمَّدٍ وَعَلَى آلِ مُحَمَّدٍ كَمَا بَارَكْتَ عَلَى إِبْرَاهِيمَ وَآلِ إِبْرَاهِيمَ إِنَّكَ حَمِيدٌ مَجِيدٌ .
Betydning: O Allah, send alle dine velsignelser, din barmhjertighed og dine velsignelser over Muhammad, profeternes leder, lederen for alle fortidens lærde, den sidste profet, din tjener og Sendebud, godhedens imam, godhedens vejleder og barmhjertighedens profet. O Allah, giv ham en så høj rang, at alle de tidligere vil misunde ham, når de ser den. O Allah, send velsignelser over Muhammad, ligesom du sendte dem over Ibrahim og hans familie. Du er i sandhed højligt lovprist.
7. Rejsens velsignelser og bøn
Abu Hurayra har berettet, at Allahs Sendebud sagde: “Rejs, så I forbliver sunde; drag på ekspedition, så bliver I velstående.” – Ahmad.
Abu Hurayra har berettet, at Allahs Sendebud sagde: Når nogen forlader sit hjem for at rejse, viser der sig to faner ved døren til hans hus; den ene fane er i en engels hånd, og den anden er i Satans hånd. Hvis han er taget af sted for at udføre noget, Allah elsker, følger den fanebærende engel ham. Således vil han hele tiden være under denne engels fane, indtil han vender hjem. Men hvis han er taget af sted for at udføre noget, Allah ikke bryder sig om, følger den fanebærende Satan ham. Derfor vil han være under Satans fane, indtil han vender hjem. – Ahmad og al-Tabarani.
At rådføre sig og foretage istikhara før afrejsen: Før man begiver sig ud på en rejse, bør den rejsende rådføre sig med retskafne og forstandige mennesker. For Allah har sagt: وقاورمربي1. “Rådfør jer med dem om anliggenderne.” Om beskrivelsen af de troendes egenskaber har Han sagt: وامرمر شوری بینمر”Det er deres princip at rådføre sig med hinanden.”
Qatada sagde: Når et folk rådfører sig med hinanden med det formål at opnå Allahs tilfredshed, leder Allah dem til den mest korrekte vej.
Ahmad har overleveret fra Saʿd ibn Abi Waqqas, at Allahs Sendebud sagde: Et tegn på Adams barns lykke er, at han beder Allah om mulighed for og hjælp til at udføre gode og gavnlige handlinger, det vil sige foretager istikhara. Adams barns lykke består i, at han er tilfreds med det, Allah beslutter. Adams barns ulykke består i, at han afstår fra istikhara hos Allah. Og Adams barns ulykke består i, at han er utilfreds med Allahs beslutning. Ibn Taymiyya sagde: Den, der foretager istikhara, det vil sige beder Allah om mulighed for og hjælp til at udføre gode og gavnlige handlinger, og rådfører sig med Skaberen, vil aldrig fortryde det.
Reglerne for istikhāra: Man skal bede to rakʿah, bortset fra de obligatoriske bønner, hvad enten det er tahiyyat al-masjid-bønnen (nafl) eller en af de almindelige sunnah-bønner. Denne bøn kan bedes når som helst på dagen eller natten. Efter al-Fātihah kan man læse hvilken som helst vers eller sūrah. Derefter skal man lovprise Allah og fremsige salāt over Allahs Sendebud ﷺ. Så skal man fremsige den duʿā, som al-Bukhārī har overleveret fra Jābir رضي الله عنه. Jābir رضي الله عنه sagde: »Allahs Sendebud ﷺ lærte os at udføre istikhāra i alle anliggender, ligesom han lærte os sūrahs fra Koranen.« [Al-Shawkānī sagde: »Dette omfatter alle slags handlinger. Det viser også, at det er forkert at forsømme en handling og undlade istikhāra, blot fordi man anser den for lille og ubetydelig. Der kan nemlig være mange handlinger, som et menneske anser for uvigtige, men som kan medføre alvorlig skade, når de udføres. Undertiden kan det også medføre et stort tab at undlade dem. Derfor sagde Allahs Sendebud ﷺ: Bed jeres Herre om det gode, selv hvis det gælder snørebåndet på jeres sko.«]
Han sagde: »Når en af jer har til hensigt at gøre noget, skal han bede to rakʿah, bortset fra de obligatoriske bønner, og derefter sige:
الله إِنِّي أَسْتَخِيرُكَ بِعِلْمِكَ. وَاسْتَقْدِرُكَ بِقُدْرَتِكَ، وَأَسْأَلُكَ مِنْ فَضْلِكَ الْعَظِيرِ، فَإِنَّكَ تَقْدِيرُ وَلَا أَقْدِرُ، وَتَعْلَمُ وَلَا أَعْلَمُ، وَأَنْتَ علام الغيوب، اللهم إن كُنتَ تَعْلَمُ أَن هَذا الأمر غير لِي فِي بيني وَمَعَاشِي وَعَاقِبَةِ أَمْرِى وَعَاجِلِ
أَمْرِي وَاجِلِهِ فَاقْدره لي، ويسره لي، ثم بارك لي فِيهِ. وَإِن كُنتَ تَعْلَمُ أَنْ هَذَا الْأَمْرَ شَرْ لِي فِي دِينِي وَمَعَاشِي وَعَاقِبَةِ أَمْرِي، وَعَامِل أَمْرِي وَأَجِلِهِ -فاصرفه عني واصرفني عنه، واقدر لِي الْخَيْرَ حَيْثُ كَانَ، ثُمَّ أَرْضِنِي
»O Allah, jeg søger Din hjælp til at gøre det, som Du ved er godt. Jeg søger en smule af Din kraft og beder om en lille del af Din store nåde. Sandelig, Du er den, der besidder al magt; jeg har ingen magt. Du er den, der besidder alle egenskaber; jeg besidder ingen egenskaber. Du er den, der har viden om det usete. O Allah, hvis Du ved, at denne sag (her nævner man sin hensigt) er god for mig med hensyn til min religion, mit økonomiske liv og dens udfald, så gør den mulig for mig, gør den let for mig, og velsign den derefter for mig. Men hvis Du ved, at den er ond og skadelig for mig med hensyn til min religion, mit økonomiske liv og dens udfald, så fjern den fra mig og fjern mig fra den. Gør derefter det gode, hvor end det findes for mig, muligt for mig, og gør mig siden tilfreds med det.«
Det er ikke nødvendigt at læse en bestemt vers eller sūrah i denne bøn, og der er heller intet belæg for, at det er mustahabb at læse et vers eller en sūrah flere gange.
Al-Nawawī siger: Efter istikhāra bør man gøre det, som man får fuld tilslutning til og indre tilfredshed med at gøre. Man bør ikke holde fast i det, som man allerede før istikhāra hældte til og var indforstået med. Tværtimod bør man helt opgive den fremgangsmåde, man selv havde valgt. Ellers bliver det meningsløst at udføre istikhāra hos Allah. Istikhāra er netop en anmodning til Allah om den rette vejledning og en erkendelse af, at man selv ikke besidder viden eller kraft. Desuden ville man derved gøre sin bekendelse af, at Allah besidder al kraft og al viden, usand. Hvis han er oprigtig i disse bekendelser, bør han opgive sin egen viden, kraft og formåen samt sine egne præferencer.
Det er mustahabb at rejse om torsdagen. Al-Bukhārī overleverer, at Allahs Sendebud ﷺ, når han besluttede sig for at rejse, næsten altid drog af sted på en anden dag end torsdag.
Det er mustahabb at bede, før man begiver sig ud på en rejse. Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når en person beslutter sig for at rejse, og han beder to rakʿah, bliver denne bøn hans bedste stedfortræder over for hans familie, som han efterlader.« Al-Tabarānī.
Man bør rejse omgivet af ledsagere: Aḥmad overleverer fra Ibn ʿUmar, at Allahs Sendebud ﷺ forbød at opholde sig alene. Allahs Sendebud ﷺ forbød også at tilbringe natten alene eller at rejse alene.
Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Én rytter er én djævel, to ryttere er to djævle, og tre udgør en karavane.« Berettet af Amr ibn Shuʿayb.
Det er anbefalet at tage afsked med sin familie, bede for dem og bede dem om at bede for én: 1. Ibn as-Sunnī og Ahmad har overleveret fra Abū Hurayrah, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når en person beslutter sig for at rejse, skal han sige til sin familie: »Jeg overlader jer i Allahs varetægt, for hos Ham går intet, der er betroet, til grunde.«
2. Ahmad har overleveret fra ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når noget overlades i Allahs navn, beskytter Allah det.
3. Det er også overleveret fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: Når I beslutter jer for at rejse, skal I tage afsked med jeres brødre, for Allah har lagt velsignelse i deres bønner.
4. Sunnah er, at familien, vennerne og de mennesker, der kommer for at tage afsked med den rejsende, fremsiger denne bøn:اسْتَوْدِعُ اللَّهَ بِيْنَكَ، وَأَمَاتَتَكَ وَخَوَاتِيْرَ عَمَلِكَ»Jeg overlader din religion, det, der er betroet dig, og dine sidste handlinger til Allah.«
I en anden overlevering står der, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når han tog afsked med nogen, holdt ved hans hånd. Han slap ikke hans hånd, før manden selv slap den. – At-Tirmidhī.
5. Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En mand kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) og sagde: »O Allahs Sendebud, jeg ønsker at rejse; giv mig derfor noget rejseforråd.« Han sagde: »Må Allah give dig taqwā som forråd.« Manden sagde: »Sig noget mere.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Må dine synder blive tilgivet.« Manden sagde: »Sig noget mere.« Han sagde: »Må Allah gøre gode gerninger lette for dig, hvor end du befinder dig.«
6. Abū Hurayrah har overleveret: En mand sagde: »O Allahs Sendebud, jeg ønsker at rejse; giv mig derfor et råd.« Han sagde: »Frygt Allah, og sig ’Allāhu akbar’, når du stiger op på et højt sted.« Da manden var gået, sagde han: »O Allah, forkort denne mands vej og gør hans rejse let.«
At bede den rejsende om en bøn: ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg bad Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, om tilladelse til at udføre umrah. Han gav mig tilladelse og sagde: »Min bror, glem ikke at bede for os, når du beder for dig selv.« ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Denne sætning, »Min bror«, gjorde mig så glad, at jeg ikke ville foretrække hele verden som betaling for den. Bønnen for rejsen: Den bøn, som det er anbefalet for den rejsende at recitere, når han forlader sit hjem, er:
بشر الله، تَوَكَّلْتُ عَلَى اللهِ، وَلا حول ولا قوة إلا بالله، اللهم إنِّي أَعُوذُ بِكَ أَنْ أَضِلَّ أَوْ أَمَل أَوْ أَزِل أَوْ أَزَلٌ، أَوْ أَظْلِم أَوْ أَقْلَى، أَوْ أَهْمَلَ أَوْ يَعْمَلَ عَلَى.
»I Allahs navn. Jeg stoler på Allah. Der er ingen magt eller styrke hos nogen undtagen Allah. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra selv at fare vild og fra at vildlede andre; fra selv at snuble og fra at få andre til at snuble; fra selv at begå uret og fra at blive udsat for andres uret; samt fra at behandle nogen dårligt eller selv at blive behandlet dårligt af nogen.« Den rejsende kan recitere den af de bønner, der er overleveret fra Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, som han finder bedst. Nogle af hans bønner er gengivet nedenfor:
1. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at sige, når han ønskede at tage på rejse:
اللهم أَنْتَ الصَّاحِبُ فِي السَّفَرِ، وَالْخَلِيفَةً فِي الأمل، اللهُمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنَ الضَّبْنَةِ فِي السفر، وَالْكَابَةِ فِي المُنقَلبِ الله أطولَنَا الْأَرْضِ، وَمَوْنَ عَلَيْنَا السَّفَرَ .
»O Allah, Du er min ledsager på rejsen og min stedfortræder over for min familie. Jeg søger tilflugt hos Dig fra en rejsekammerat uden forsyninger. Jeg søger tilflugt hos Dig fra ulykker ved hjemkomsten. O Allah, gør afstanden kortere for mig, og gør rejsen let for os.« Når han ønskede at vende tilbage, plejede han at sige: »Vi vender tilbage, angrer, tilbeder og lovpriser vor Herre.« Og når han trådte ind i sit hjem, plejede han at sige: »Jeg er vendt tilbage og har angret over for vor Herre; Han vil ikke lade nogen af vore synder forblive.« – Ahmad, al-Tabarani og al-Bazzar.
2. ʿAbdullah ibn Sarjis sagde: Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, tog på rejse, plejede han at sige:
اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُبِكَ مِنْ وَعَشَاءِ السَّفَر وَكَابَةِ المُنقَلبِ، وَالْحَوَر بَعْدَ الْكَوْرِ وَتَقْوَةِ الْمَظْلُومِ، وَسُوءِ المنظر فِي الْمَالِ والأمل .
“O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra rejsens besvær og træthed, fra ulykker ved hjemkomsten, fra forstyrrelse og uorden efter bedring, fra den undertryktes forbandelse og fra at se noget dårligt blandt ejendom og familie. – Ahmad, Muslim.
Den rejsende skal fremsige følgende bøn, når han stiger op på sit ridedyr: Ali ibn Rabia fortæller: Jeg så Ali, må Allah være tilfreds med ham, da et ridedyr blev bragt hen til ham, så han kunne stige op på det. Da han satte foden i stigbøjlen, sagde han: »Bismillah.« Derefter steg han op på det og sagde:
الْحَمْدُ لِلَّهِ سُبْحَانَ الَّذِي سَخَّرَ لَنَا هَذَا وَمَا كُنَّا لَهُ مُقْرِنِينَ وَإِنَّا إِلَى رَبَّنَا لَمُنْقَلِبُونَ .
»Alhamdulillah! Allah er ophøjet over enhver mangel, Han, som har gjort dette underlagt os, selv om vi ikke selv var i stand til at underlægge os det. Vi skal visselig vende tilbage til vores Herre.« Derefter sagde han tre gange »Alhamdulillah« og tre gange »Allahu akbar«. Så sagde han:
سُبْحَانَكَ ، لَا إِلَهَ إِلَّا أَنتَ قَدْ ظَلَمْتُ نَفْسِي فَاغْفِرْ لِي ، إِنَّهُ لَا يَغْفِرُ الذُّنُوبَ إِلَّا أَنْتَ
»Du er ophøjet over enhver mangel. Der er ingen gud undtagen Dig. Jeg har gjort mig selv uret, så tilgiv mig. Ingen kan tilgive synder undtagen Dig.« Derefter lo han. Jeg spurgte: »O de troendes leder, hvorfor lo du?« Han svarede: »Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gøre det samme som jeg gjorde.« Derefter lo Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg spurgte: »O Allahs Sendebud, hvorfor lo du?« Han svarede: »Når en tjener siger: ‘Min Herre, tilgiv mig’, glædes Allah og siger: ‘Min tjener ved, at ingen kan tilgive synder undtagen Mig.’« – Ahmad, Ibn Hibban, al-Hakim.
Al-Azadi fortæller, at Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, havde fortalt ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, når han steg op på sin kamel for at begive sig ud på en rejse, sagde »Allahu akbar« tre gange og derefter sagde:
سُبْحَانَ الَّذِي سَخَّرَ لَنَا هَذَا، وَمَا كُنَّا لَهُ مُقْرِنِينَ، وَإِنَّا إِلَى رَبَّنَا لَمُنقَلِبُونَ اللَّهُ إِنَّا نَسْأَلُكَ فِي سَفَرنَا هذا البر والتقوى، وَمِنَ الْعَمَلِ مَا تَرْضي، اللهم مُون عَلَيْنَا سَفَرْنَا هَذَا وَاطُوعَنَا بَعْدَهُ اللَّهُ أنتَ الصَّاحِبُ فِي السَّ
فَرِ، وَالْخَلِيفَةُ فِي الْأَهْلِ اللَّهُمَّ إِنِّي أَعُوذُ بِكَ مِنْ وَعُشَاءِ السَّفَرِ وَكَابَةِ المنقلب، وسُوءِ الْمَنْظَرِ فِي الْأَهْلِ وَالْمَالِ .
“Hellig er Han, som har gjort dette underdanigt for os, selv om vi ikke kunne have gjort det underdanigt for os selv. Vi vil vende tilbage til vores Herre. O Allah, vi beder Dig om gudsfrygt og oprigtighed på denne rejse og om evnen til at udføre det, Du elsker. O Allah, gør denne rejse let for os, og forkort dens afstand. O Allah, Du er vores ledsager på denne rejse og vores stedfortræder for vores familie.”
O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra rejsens besværligheder og fra sorg og bekymring ved hjemkomsten.” Når han vendte tilbage, sagde han ud over de ovennævnte ord: “Vi vender tilbage som angrende, tilbedende og lovprisende vores Herre.” – Ahmad og Muslim.
Hvad den rejsende siger, når natten falder på: Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når Allahs Sendebud, fred være med ham, var på rejse eller på et felttog, og natten faldt på, sagde han:
يَا أَرْضِ، رَبِّي وَرَبُّكَ اللَّهُ، أَعُوذُ بِاللَّهِ مِنْ هَرَكَ وَقَرِّ مَا فِيكَ وَقَرِّ مَا خَلِقَ فِيكَ وَمَرْ مَادَبٍ عَلَيْكَ أَعُوذُ بِاللَّهِ مِنْ شَرِّ كُلِّ أَسَدٍ وَأَسْوَدَ وَحَيَّةِ وَعَقْرَبِ، وَمِنْ شَرِّ سَاكِنِ الْبَلَدِ، وَمِنْ قَرٍ وَالِدِ وَمَا وَلَدَ .
“O jord, Allah er min og din Herre. Jeg søger tilflugt hos Allah fra dit onde, fra det ondes side, som er skjult i dig, fra det onde i alt, hvad der er skabt i dig, fra det onde i alt, hvad der bevæger sig hen over dig, fra det onde i enhver løve og hvert rovdyr, fra det onde i giftslanger og skorpioner, fra det onde i byens indbyggere og fra det onde i enhver far og ethvert barn. Jeg søger tilflugt hos Allah.” – Ahmad og Abu Dawud.
Hvad den rejsende siger, når han gør holdt et sted: Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Når den rejsende gør holdt et sted, skal han sige:
أَعْوَذُ بِكَلِمَاسِ اللَّهِ التَّامَّاتِ كَلِهَا مِنْ شَرِّ مَا خَلَقَ لَمْ يَضُرُهُ شَيْءٌ
»Jeg søger tilflugt hos Allahs fuldkomne ord fra det onde i det, Han har skabt.« Så vil intet skade ham på nogen måde, indtil han forlader dette sted. – Alle de autentiske hadith-samlinger undtagen al-Bukhari og Abu Dawud.
Når den rejsende får øje på et sted eller en landsby og ønsker at træde ind i den, skal han fremsige følgende bøn: ‘Ata fortæller: Ka‘b svor ved Allah, som kløvede havet for Musa, og sagde: Suhayb har fortalt ham, at Allahs Sendebud, når han så en bygd og ønskede at træde ind i den, altid så på den og sagde:
اللهم رب السموات السبع وما أقلَلْنَ، وَرَبُّ الأَرضين السبع ومَا أَقْلَلْنَ، وَرَبِّ الشَّيَاطِينِ وَمَا أَضْلَلْنَ، وَرَبُّ الرِّيَاحِ وَمَا ذَرَيْنَ أَسْأَلُكَ خَيْرَ هَذِهِ الْقَرْيَةِ وَخَيْر أَهْلِهَا وَخَيْرَ مَا فِيهَا وَنَعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِّمًا وَشَرِّ أَهْلِهَا وَشَرِّ مَا فِيهَا .
»O Allah! Du er Herren over de syv himle og alt, hvad der er under deres skygge; Herren over de syv jordlag og alt, hvad de bærer; Herren over Satan og dem, som han vildleder; Herren over vindene og alt, hvad de fører med sig. Jeg beder Dig om det gode ved denne bygd og alt, hvad der findes i den, og jeg søger tilflugt hos Dig fra det onde i denne bygds indbyggere og det onde i alt, hvad der findes i den.« – an-Nasa’i, Ibn Hibban og al-Hakim.
Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi rejste sammen med Allahs Sendebud. Hver gang han så en bygd og ønskede at træde ind i den, sagde han tre gange:
اللهم بارك لَنَا فِيهَا اللَّهمَّ ارْزُقْنَا جَنَاهَا، وَحَيْنَا إِلَى أَهْلِهَا وَحَيْبُ صَالِحِي أَهْلِهَا إِلَيْنَا.
»O Allah, skænk os godhed og velsignelse i denne landsby« (tre gange). »O Allah, lad os spise af denne landsbys frugter, gør os elskede hos dens indbyggere, og gør dens retskafne indbyggere elskede hos os.« – at-Tabarani.
Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: Når Allahs Sendebud så en bygd, som han ønskede at træde ind i, sagde han:
الله إِنِّي أَسْأَلُكَ مِنْ غَيْرِ مُلوهِ وَغَيْرِ مَا جَمَعْتَ فِيهَا ، وَأَعُوذُ بِكَ مِنْ قَرْهَا وَقَرْ مَا جَمَعْتَ فِيهَا اللَّه ارزَقْنَا جَنَاهَا وَأَعِلْنَا مِنْ وَبَاهَا ، وَحَبِبْنَا إِلَى أَهْلِهَا، وَحَيْب صَالِحِي أَهْلِهَا إِلَيْنَا .
“O Allah, hos Dig beder vi om det gode ved denne by og det gode, som Du har oplagret i denne by, og hos Dig søger vi tilflugt mod alt ondt i denne by og det onde, som Du har oplagret her. O Allah, lad os spise af frugterne fra denne by. Beskyt os mod dens farer, ulykker og sygdomme. Gør os afholdte blandt dens indbyggere, og gør dens retskafne indbyggere afholdte hos os. – Ibn al-Sunni.”
Det, den rejsende skal sige sidst på natten: Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) siger: Når Allahs Sendebud (fred være med ham) var på rejse, og natten faldt på, sagde han:
سمعَ سَامِع بِحَمْدِ اللهِ وَحَسَى بَلَالِهِ عَلَيْنَا رَبَّنَا صَاحِبْنَا وَأَفْضِلُ عَلَيْنَا، عَائِنَا بِاللَّهِ مِنَ النَّارِ .
“Et vidne er til stede for vores lovprisning af Allah og vores lovprisning af Hans gode velsignelser. O vores Herre, vær hos os og vis os nåde. Vi søger tilflugt hos Allah mod Helvedesilden.” – Muslim.
Det, den rejsende skal sige, når han bestiger et højt sted, stiger ned til et lavt sted eller vender tilbage: al-Bukhari har overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham): Når vi steg op, sagde vi: »Allahu akbar.« Og når vi steg ned, sagde vi: »Subhanallah.«
al-Bukhari har overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham), når han vendte tilbage fra hajj eller en rejse, sagde »Allahu akbar« tre gange, hver gang han besteg et højt bjergpas eller steg ned til et lavtliggende sted. Derefter sagde han:
لا إلهَ إِلَّا اللَّهَ وَحدَهُ لا شَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ، أَيبُونَ تَالِبُونَ عَابِدُونَ سَاجِدونَ، لِرَبِّنَا حَامِدُونَ صَدَقَ الله وعده، ونَصَرَ عَبْدَهُ، وَهَزَمَ الْأَحْزَاب وحده .
»Der er ingen guddom undtagen Allah. Han er Én og Ene. Han har ingen partner. Herredømmet tilhører alene Ham, og lovprisningen tilkommer alene Ham. Han er almægtig. Vi er vendt tilbage, vi har angret, vi tilbeder, vi kaster os ned i tilbedelse, og vi lovpriser vores Herre. Allah har opfyldt Sit løfte, hjulpet Sin tjener og alene besejret alle fjendtlige hære.
Hvad den rejsende skal sige, når han går om bord på et skib: Ibn as-Sunnī har overleveret fra Husayn (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når min ummah går om bord på et skib, skal de fremsige denne bøn, som kan beskytte dem mod at drukne:
يسى اللهِ مَجْر مَا وَمَرْسَامًا إِن ربى الغفور رحيم
I Allahs navn er dette skibs sejlads og dets ankring. Min Herre er visselig Tilgivende og Barmhjertig.« Derefter plejede han at recitere dette vers:
وَمَا قَدَرُوا اللهَ حَقَّ قَدْرِهِ، وَالْأَرْضِ جَمِيعًا قَبْضَتُهُ يَوْمَ الْقِيَامَةِ وَالسَّمَوَاتِ مَطْوِيَّاتِ بِيَمِينِهِ سُبْحَانَهُ وتَعَالَى عَمَّا يُشْرِكُونَ .
»De har ikke værdsat Allah, som Han bør værdsættes. På opstandelsens dag vil hele jorden være i Hans hånd, og alle himlene vil blive rullet sammen med Hans højre hånd. Hellig er Han, ophøjet er Han, og Han er fri for det, de sætter ved Hans side.«
Når havet er oprørt, er det forbudt at begive sig ud på en sørejse: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der om natten går op på taget af et hus, hvis tag ikke er omgivet af en mur, og falder ned og dør, ham frasiger Allah sig ansvaret for. Og den, der begiver sig ud på rejse på et oprørt hav og dør, ham frasiger Allah sig også ansvaret for.« – Ahmad.
Ottende kapitel: Hajj
Hajj
1. Hajjens status og dens obligatoriske karakter
Allah den Ophøjede har sagt:
إن أَوَّلَ بَيْرٍ وَضعَ لِلنَّاسِ الذِي بِمَكَّةَ مُبَارَكًا وَهُدًى لِلْعَالَمِينَ فِيْهِ أَيَا بَيِّنَاتٍ مَقَامَ إِبْرَاهِيمَ وَمَن تَعْلَهُ كَانَ أَمِنَا. وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ مِع الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلًا، وَمَنْ كَفَرَ فَإِنَّ اللَّهَ غَنِي عن العالمين .
“Det første hus, der blev oprettet for menneskene, er det hus, der ligger i Bakkah (Mekka). Det er velsignet og en kilde til vejledning for alverden. I det findes tydelige tegn, såsom Ibrahims standplads. Den, der træder ind i dette hus, skal være i sikkerhed. Det er en pligt, som menneskene skylder Allah, at udføre Hajj i dette hus, for den, der har mulighed for at rejse dertil. Og den, der fornægter dette, bør vide, at Allah er uafhængig af alle verdener.”
Hajj er betegnelsen for at rejse til Mekka med det formål at udføre tawaf, sa’y, opholdet på Arafat og alle andre former for tilbedelse for at adlyde Allahs befaling og opnå Hans tilfredshed. Det er en af islams fem grundlæggende og ufravigelige obligatoriske pligter. Hvis nogen benægter, at Hajj er obligatorisk, betragtes han som en kafir og som en, der har forladt islam. Ifølge flertallet af de lærde blev Hajj gjort obligatorisk i det sjette hijri-år, fordi dette vers blev åbenbaret netop i dette år:
وَأَتِمُوا الْحَجَّ وَالْعُمْرَةَ لِلَّهِ .
“Og fuldfør Hajj og umrah for Allahs skyld.”
Ifølge Ibn al-Qayyim blev hajj gjort obligatorisk i det niende eller tiende år efter hijra.
Hajjs fortræffelighed: I forskellige hadither fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) opfordres der til at udføre hajj. Her nævnes nogle få af disse hadither:
Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) har sagt: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) blev spurgt: »Hvilken handling er den bedste?« Han svarede: »Troen på Allah og Hans Sendebud.« Der blev spurgt: »Hvad derefter?« Han svarede: »Jihad på Allahs vej.« Der blev spurgt: »Og derefter?« Han svarede: »En hajj, der er værdig til at blive accepteret.« En hajj, der er værdig til at blive accepteret (hajj mabrur), er en hajj, som ikke er blandet med nogen synd. Hasan har sagt: Hajj mabrur er den hajj, hvorefter mennesket vender tilbage uden tilknytning til denne verden og med større interesse for det hinsidige.
Det er blevet berettet, at hajj mabrur er den hajj, hvor man bespiser mennesker og taler med ydmyge ord.
I forskellige hadither er hajj blevet betegnet som ligestillet med jihad. Det er for eksempel berettet fra Hasan ibn Ali (må Allah være tilfreds med ham), at en mand kom til Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham). Han sagde: »Jeg er feg og svag.« Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Kom til en sådan jihad, hvor der ikke er nogen våbens skarphed.« Det er hajj. – Tabarani.
Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den jihad, der passer til de svage, de gamle og kvinderne, er hajj.« – Nasa’i.
Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »O Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), du anser jo jihad for den bedste handling. Hvorfor udfører vi kvinder så ikke jihad?« Han sagde: »Den bedste jihad for jer er hajj mabrur.« – Bukhari og Muslim.
Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »O Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), kan vi ikke udføre jihad og kæmpe sammen med jer?« Han sagde: »Den bedste og smukkeste jihad for jer er hajj mabrur.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Efter at have hørt dette fra Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), har jeg aldrig undladt at udføre hajj.« – Bukhari og Muslim.
Det er blevet overleveret i forskellige hadither, at hajj udsletter synder. Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der udfører hajj uden at begå nogen uanstændig eller syndig handling, vender hjem som et nyfødt barn« (det vil sige i en syndfri tilstand). – Bukhari og Muslim.
Amr ibn al-As fortæller: Da Allah lod islam trænge ind i mit hjerte, gik jeg til Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg sagde til ham: »Ræk din hånd frem, så jeg kan aflægge troskabsed til dig.« Han rakte sin hånd frem, men jeg trak min hånd tilbage. Han sagde: »Hvad er der i vejen, Amr?« Jeg sagde: »Jeg ønsker, at mine tidligere synder bliver tilgivet.« Han sagde: »Ved du ikke, at islam udsletter alt, hvad der gik forud for den? Hijra udsletter også alt, hvad der gik forud for den, og hajj udsletter også alt, hvad der gik forud for den?« – Muslim.
Det er overleveret fra Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Udfør hajj og umrah efter hinanden, for de to udsletter synder, ligesom en smeds blæsebælg fjerner rust fra jern, guld og sølv. Belønningen for en accepteret hajj er intet andet end Paradis.« – Nasai og Tirmidhi.
Pilgrimmene er Allahs repræsentanter og gæster. Det er overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »De, der udfører hajj og umrah, er Allahs repræsentanter og gæster. Hvis de beder om noget, besvarer Allah deres bøn, og hvis de beder om tilgivelse, tilgiver Han dem.« – Nasai, Ibn Majah; Ibn Khuzaymah og Ibn Hibban. Ibn Khuzaymahs og Ibn Hibbans formulering er: »Allahs repræsentanter er tre: den, der udfører hajj, den, der udfører umrah, og den, der kæmper på Allahs vej.«
Belønningen for hajj er Paradis. Der findes flere hadither om dette.
Bukhari og Muslim overleverer fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En umrah er en soning for alle synder, der begås mellem den og den næste umrah. Og belønningen for en accepteret hajj er intet andet end Paradis.«
Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Dette hus (Kaabaen) er islams søjle. Den, der begiver sig af sted for at udføre hajj eller umrah ved dette hus, er under Allahs særlige beskyttelse. Hvis Allah lader ham dø i denne tid, vil Han føre ham ind i Paradis. Og hvis Han sender ham hjem igen, vil Han sende ham hjem med stor belønning og rigt bytte.«
Belønningen for at bruge penge på hajj er stor. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »At bruge penge på hajj er som at bruge penge på Allahs vej. For hver dirham vil man få syv hundrede gange belønningen.« – Ibn Abi Shaybah, Ahmad, Tabarani og Bayhaqi.
Hajjens obligatoriske karakter
De lærde er enige om, at det ikke er nødvendigt at udføre hajj gentagne gange. Hajj er kun obligatorisk én gang i livet. Hvis man imidlertid aflægger et løfte, forholder det sig anderledes. Det er nødvendigt at opfylde et sådant løfte. Hvis nogen frivilligt udfører en ekstra hajj, er den nafl. Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt følgende tale for os: “O mennesker! Allah har gjort hajj obligatorisk for jer. Udfør derfor hajj.” En mand spurgte: “O Allahs Sendebud, hvert år?” Allahs Sendebud forblev tavs. Manden gentog spørgsmålet tre gange. Derefter sagde Allahs Sendebud: “Hvis jeg havde sagt ja, ville det være blevet obligatorisk hvert år, men det ville I ikke have kunnet klare. Spørg mig derfor ikke om det, jeg ikke har sagt. Folk før jer gik kun til grunde på grund af deres overdrevne spørgsmål til deres profeter og sendebude. De gik til grunde på grund af deres uenighed med deres profeter. Når jeg derfor giver jer en befaling, så efterlev den så godt, som I kan, og når jeg forbyder jer noget, så afhold jer fra det.” – Bukhari og Muslim.
Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) holdt en tale for os. Han sagde: “O mennesker! Hajj er blevet gjort obligatorisk for jer.” Aqra ibn Habis rejste sig og sagde: “O Allahs Sendebud, hvert år?” Han sagde: “Hvis jeg havde sagt det, ville det være blevet obligatorisk hvert år, men selv hvis det blev obligatorisk, ville I ikke have kunnet udføre det. Hajj er kun én gang; hvis man gør mere, er det nafl.” – Ahmad, Abu Dawud, Nasa’i og Hakim.
Er hajj obligatorisk straks eller kan den udsættes? Shafi‘i, Thawri, Awza‘i og Muhammad mente, at hajj kan udføres når som helst i livet. Den, som hajj er blevet obligatorisk for, begår ikke en synd ved at udsætte den. Udføres den når som helst før døden, er forpligtelsen opfyldt. Allahs Sendebud udsatte nemlig hajj indtil det tiende hijri-år. Hans hustruer og et stort antal sahaba udførte også hajj sammen med ham, selv om hajj var blevet gjort obligatorisk i det sjette hijri-år. Hvis hajj skulle udføres straks, ville han ikke have udsat den. Imam Shafi‘i sagde: “Heraf beviser vi, at hajj kun er obligatorisk én gang i livet. Forpligtelsen indtræder ved myndighedsalderen, og den er opfyldt, hvis man udfører hajj før døden.” Abu Hanifa, Malik, Ahmad, nogle imamer i Shafi‘i-madhhaben og Abu Yusuf mente derimod, at hajj er obligatorisk straks. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede nemlig, at Allahs Sendebud sagde: “Den, der beslutter sig for at udføre hajj, bør skynde sig med at udføre den, for man kan blive syg, ens ridedyr kan gå tabt, eller nye forpligtelser kan opstå.” – Ahmad, Bayhaqi, Tahawi og Ibn Majah. Allahs Sendebud sagde også: “Skynd jer med at udføre den obligatoriske hajj, for I ved ikke, hvad der kan hænde nogen af jer.” – Ahmad og Bayhaqi. I Bayhaqis hadith hedder det: “Ingen ved, hvornår nogen bliver ramt af sygdom eller får et behov.” De, som mener, at hajj bliver obligatorisk straks, fortolker denne hadith som et bevis på, at det er mustahabb at udføre hajj straks. De mener, at det for den, som hajj er blevet obligatorisk for, er mustahabb at skynde sig så meget som muligt med at udføre den.
2. Betingelserne for, at hajj bliver obligatorisk
Fuqahaerne er enige om, at følgende betingelser skal være opfyldt, for at hajj bliver obligatorisk:
1. At være muslim, 2. at have nået myndighedsalderen, 3. at være ved sine fulde fornuftsevner (ikke være sindssyg), 4. at være fri (ikke være slave), 5. at have økonomisk og fysisk mulighed.
Den, som ikke opfylder disse betingelser, er ikke forpligtet til at udføre hajj. At være muslim, at have nået myndighedsalderen og at være ved sine fulde fornuftsevner er ufravigelige betingelser for udførelsen af alle former for tilbedelse.
Det fremgår af en hadith, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: “Der nedskrives ingen synd eller belønning for tre personer: den sovende, indtil han vågner; barnet, indtil det når myndighedsalderen; og den sindssyge, indtil han genvinder sine fornuftsevner.”
Frihed er en betingelse for, at hajj bliver obligatorisk, for det er en form for tilbedelse, der kræver lang tid. Det er nødvendigt at have mulighed for at udføre den, mens slaven er optaget af at varetage sin herres forpligtelser og ikke har den nødvendige mulighed. Mulighed er en betingelse, for Allah siger:
وَلِلَّهِ عَلَى النَّاسِ حَجَّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلاً .
“Det er menneskers pligt over for Allah at udføre hajj til Kabaen – for den, der har mulighed for at rejse dertil.”
Hvordan fastslås denne mulighed? Muligheden, som er en af betingelserne for, at hajj bliver obligatorisk, fastslås ud fra følgende forhold:
1. At den pågældende er fysisk rask. Hvis han på grund af alderdom, handicap eller fysisk funktionsnedsættelse, eller på grund af en sygdom, som der ikke er håb om at blive helbredt for, er ude af stand til at udføre hajj, skal han, hvis han har de nødvendige økonomiske midler, lade en anden udføre hajj på hans vegne. Dette vil blive behandlet senere i kapitlet om stedfortrædende hajj.
2. Vejen til og fra hajj skal være sikker, så pilgrimmenes liv og ejendom er beskyttet. Hvis der på grund af røvere eller en epidemi er frygt for livsfare, eller hvis der er fare for, at penge og ejendele bliver røvet, anses personen for ikke at have mulighed for at udføre hajj.
Der er uenighed om, hvorvidt skatter, afgifter og lignende, som opkræves undervejs, udgør en gyldig undskyldning for at være fritaget for hajj. Ifølge ash-Shafi‘i og andre udgør det en gyldig undskyldning, uanset hvor lille et beløb der opkræves. Ifølge den malikitiske retsskole regnes det ikke som en undskyldning. Hvis det imidlertid bringer hajj-pilgrimmens liv i fare, gør det umuligt at rejse, eller opkræves gentagne gange, regnes det som en undskyldning.
3, 4. Den, der rejser på hajj, skal have de nødvendige økonomiske midler og et transportmiddel. Midlerne skal være tilstrækkelige til, at han kan holde sig fysisk sund, og til at han efter at have dækket sine grundlæggende behov kan forsørge dem, hvis forsørgelse påhviler ham, af det overskydende beløb. Dette gælder for perioden, indtil han har udført sin obligatoriske hajj og er vendt hjem. Med grundlæggende behov menes tøj, bolig, transportmiddel og de redskaber, der er nødvendige for at udføre ens erhverv. (Brugbart tøj, nødvendige møbler og boligen – uanset hvor stor eller overflødig den måtte være – må ikke sælges for at finansiere hajj.)
Hvad angår transportmidlet, skal det være egnet til både ud- og hjemrejsen, hvad enten rejsen foregår ad land-, sø- eller luftvejen. Dette gælder kun for den, hvis hjem ligger så langt væk, at han ikke er i stand til at rejse til fods. For den, hvis hjem ligger så tæt på Mekka, at han kan rejse til fods, er det ikke en betingelse at have et særskilt transportmiddel, eftersom den korte afstand gør det muligt at gå. Det fremgår af nogle hadither, at Allahs Sendebud med muligheden for at rejse til hajj mente et transportmiddel og penge til at dække udgifterne til hajj. Anas beretter, at der blev spurgt: “Allahs Sendebud, hvad betyder muligheden for at rejse?” Allahs Sendebud svarede: “Et transportmiddel og penge til at dække alle udgifterne til hajj.” – ad-Daraqutni.
Det er berettet fra Ali, at Allahs Sendebud sagde: “Den, der er i stand til at nå Allahs Hus, fordi han har de nødvendige midler til at dække udgifterne til hajj og et transportmiddel, men ikke udfører hajj, kan lige så godt dø som jøde eller som kristen; det gør ingen forskel. For Allah har sagt: Den, der har mulighed for at rejse til Allahs Hus, er af Allah pålagt at udføre hajj.” – at-Tirmidhi.
Selv om alle disse hadither om transportmiddel og rejsefornødenheder er svage, har de fleste lærde ikke desto mindre fastsat, at det for folk, der bor langt borte, er en betingelse for, at hajj bliver obligatorisk, at de har et transportmiddel til rejsen og penge til at dække udgifterne ved hajj. Derfor er hajj ikke obligatorisk for den, der hverken har mulighed for transport eller penge til at dække udgifterne.
Ibn Taymiyyah har sagt: Nogle af disse hadither er blevet overleveret med en fejlfri overleveringskæde, mens andre er blevet overleveret med en mangelfuld overleveringskæde. Men de viser korrekt, at hajj bliver obligatorisk på grundlag af transportmiddel og rejsefornødenheder, det vil sige transportmulighed og penge til at dække udgifterne ved hajj – selv om Allahs Sendebud, fred være med ham, vidste, at mange mennesker kunne udføre hajj til fods.
Desuden har Allah den Ophøjede med ordene: »den, der har mulighed for at rejse til Allahs Hus«, enten ment den form for evne, som er en betingelse ved alle former for tilbedelse, og altså en almindelig evne, eller en yderligere form for evne. Hvis det første var ment, havde det ikke været nødvendigt at fastsætte denne betingelse, ligesom den ikke er fastsat i versene om bøn og faste. Det står således klart, at der menes en yderligere form for evne. Og det kan ikke være andet end økonomisk evne.
Der er endnu en ting, som bør nævnes her. Hajj er en form for tilbedelse, hvis udførelse kræver, at man tilbagelægger en betydelig afstand. Derfor afhænger dens obligatoriske karakter af rejsefornødenheder og transportmiddel, ligesom jihad gør. Om jihad siger Allah eksempelvis:
وَلَا عَلَى الَّذِينَ لَا يَجِدُونَ مَا يُنْفِقُونَ حَرَجٌ إِلَى قَوْلِهِ : وَلَا عَلَى الَّذِينَ إِذَا مَا أَتُوكَ لِتَحْمِلَمُ قلت لَا أَجِلُ مَا أَحْمِلُكُمْ عَلَيْهِ .
»Der er ingen skyld over dem, der bliver hjemme uden at tage af sted til jihad, når de er svage, syge eller ude af stand til at afholde udgifterne, hvis de er oprigtigt loyale over for Allah og Sendebudet. Der er ingen mulighed for at rette anklage mod de retskafne. Allah er Den Mest Tilgivende og Den Barmhjertige.«
»Der er heller ingen skyld over dem, der kom til dig, for at du skulle skaffe dem transport. Du sagde: Jeg har ikke noget transportmiddel, som jeg kan lade jer ride på …«
I værket al-Muhadhdhab siges det, at hvis en person ganske vist har fået så mange penge, at han kan skaffe transportmiddel og rejsefornødenheder, men har brug for pengene til at betale en gæld, er hajj heller ikke obligatorisk for ham, uanset om gælden skal betales straks eller først senere. For en gæld, der skal betales straks, er det nødvendigt for ham at betale den omgående, mens hajj kan udføres senere. Derfor gives tilbagebetalingen af gælden forrang frem for hajj. Det samme gælder en gæld, der skal betales senere. Hvis han bruger disse penge på hajj, vil han ikke længere have de nødvendige midler til at betale gælden. Hvis han har brug for pengene til at købe et hus, og et sådant hus er nødvendigt for ham, eller familien har brug for en hushjælp, er hajj heller ikke obligatorisk for ham. Hvis han har brug for at gifte sig og frygter, at han ellers vil falde i utugt, bør han også gifte sig først, eftersom dette behov er øjeblikkeligt. Hvis han har brug for pengene til handelsvarer, så han gennem handel kan skaffe midler til sine nødvendige udgifter, er der uenighed om sagen. Abu al-Abbas mener, at hajj ikke er obligatorisk for ham, eftersom dette er nødvendigt for ham ligesom en hushjælp og et hus. I al-Mughni siges det, at hvis en person har et langsigtet tilgodehavende hos nogen, og denne person betaler ham et beløb, der er tilstrækkeligt til at udføre hajj, bliver hajj obligatorisk for ham, eftersom han dermed er i stand til det. Hvis tilgodehavendet derimod er hos en fattig person, eller hvis det er blevet umuligt at inddrive gælden, er hajj ikke obligatorisk. Ifølge shafiitterne er en person, som en anden tilbyder et transportmiddel gratis, ikke forpligtet til at tage imod det, eftersom han ved at tage imod det risikerer, at giveren bebrejder ham det eller minder ham om sin gunst. Det er svært at bære en sådan bebrejdelse. Hvis hans barn derimod er villigt til at give ham penge, som gør ham i stand til at udføre hajj, bliver hajj obligatorisk for ham, eftersom han her kan udføre hajj uden frygt for en sådan bebrejdelse. Hanbalitterne siger: Det er ikke nødvendigt at udføre hajj ved at tage imod en gave fra andre, og man anses ikke for at være i stand til det, uanset om giveren er en slægtning eller en fremmed, og uanset om han giver et transportmiddel, rejsefornødenheder eller kontante penge.
5. At der ikke opstår noget, som hindrer rejsen til hajj, såsom fængsling eller overgreb fra en regering eller en magthaver.
Hajj for mindreårige og slaver. Hajj er ikke obligatorisk for slaver og mindreårige. Men hvis de udfører hajj, er den gyldig. Når hajj senere bliver obligatorisk for dem i islam, fritager det dem ikke fra pligten. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis et barn eller en dreng udfører hajj og derefter bliver myndig, skal han udføre hajj igen, når hajj bliver obligatorisk for ham. Hvis en slave udfører hajj og derefter bliver frigivet, skal han udføre hajj igen. Al-Tabarani. Sa’ib ibn Yazid sagde: Min far udførte afskedshajj sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. På det tidspunkt var jeg syv år. Ahmad, al-Bukhari, al-Tirmidhi. Al-Tirmidhi sagde desuden: De lærde er enige om, at hvis et barn udfører hajj, før det bliver myndigt, skal det efter at være blevet myndigt
udføre hajj igen. Ligeledes skal en slave, der udfører hajj som slave og derefter bliver frigivet, udføre hajj igen, når han får mulighed for at udføre hajj. Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at en kvinde kom til Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, med et barn og spurgte: Kan dette barn udføre hajj? Han svarede: Ja. Ifølge de fleste lærde vil en mindreårig dreng, hvis han udfører tilbedelse og gode handlinger, modtage belønningen for dem, og de vil blive skrevet i hans bog over gerninger. Men hans dårlige handlinger bliver ikke skrevet, og han straffes ikke for dem. Umar havde samme opfattelse. Men du vil få belønning for det, nemlig fordi du hjælper ham med at udføre hajj og underviser ham i det.
Det er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: Vi udførte hajj sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Blandt os var der også kvinder og børn. Vi fremsagde talbiyah på deres vegne og kastede stenene på deres vegne. Ahmad, Ibn Majah.
Hvis barnet eller drengen er i stand til at forstå noget og har opnået evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, skal han selv træde ind i ihram og selv udføre alle hajjens pligter. Ellers skal værgen træde ind i ihram på hans vegne, fremsige talbiyah på hans vegne, udføre tawaf og sa’i, stå ved Arafat og kaste stenene på hans vegne.
Hvis han bliver myndig før opholdet ved Arafat eller bliver myndig, mens han opholder sig der, behøver han ikke udføre hajj igen. Det samme gælder slaven, når han bliver frigivet. Ifølge Malik og Ibn al-Mundhir skal han udføre hajj igen, fordi ihram blev indgået frivilligt og ikke bliver til obligatorisk hajj.
Kvindens hajj: Ligesom for mænd er hajj også obligatorisk for kvinder, hvis alle betingelserne for hajjens obligatoriske karakter er fuldt ud til stede. Betingelserne er nævnt tidligere. For en kvinde er en yderligere betingelse, at hendes mand eller en mahram-mand rejser med hende til hajj. Mahram betyder en person, som det for altid er forbudt at gifte sig med, såsom en bror, søster, far, datter, mor eller søn, samt ens egen farbror eller faster, ens egen nevø eller niece, ens søstersøn eller søsterdatter og lignende.
Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Ingen mand må være alene med en kvinde uden en mahram-ledsager, og ingen kvinde må rejse sammen med nogen uden en mahram. En mand rejste sig og sagde: Allahs Sendebud, min hustru er taget af sted for at udføre hajj, mens jeg har skrevet mig op til at deltage i den og den krig. Allahs Sendebud sagde: Gå og udfør hajj sammen med din hustru. Al-Bukhari, Muslim. Denne befaling fra Allahs Sendebud er en anbefaling, for det er ikke obligatorisk for en mand eller en mahram at rejse sammen med sin hustru eller sin kvindelige slægtning. Hajjrejsen kræver nemlig stor anstrengelse og store udgifter. Ingen er forpligtet til at bruge sine egne penge og kræfter på at hjælpe en anden med at opfylde dennes obligatoriske pligt.
Yahya ibn Ubad sagde: En kvinde fra Rayy skrev til Ibrahim al-Nakha’i: »Jeg har endnu ikke udført hajj, som er en af islams vigtigste former for tilbedelse. Jeg har tilstrækkelige midler, men ingen mahram-ledsager.« Han svarede hende: »Du hører til blandt dem, for hvem Allah ikke har åbnet vejen til at udføre hajj.«
Abu Hanifa og hans elever, Ibrahim al-Nakha’i, Hasan, al-Thawri, Ahmad og Ishaq mente, at det er en ufravigelig betingelse for, at hajj bliver obligatorisk for kvinder, og for at de anses for at have mulighed for at udføre hajj, at de har en ægtemand eller en mahram-ledsager.
Al-Hafiz Ibn Hajar sagde: Den velkendte mening i den shafi’itiske retsskole er, at det er en betingelse at have en ægtemand, en mahram eller pålidelige kvindelige rejseledsagere. Nogle har sagt, at det er tilstrækkeligt, at én kvinde ledsager hende, hvis denne er pålidelig. I al-Karabisis værk og i al-Muhadhdhab er det sagt, at det er tilladt for en kvinde at rejse alene, hvis vejen er sikker. Dette gælder dog kun for den obligatoriske eller påbudte hajj og umrah.
I Subul as-Salam er det sagt: En gruppe imamer har sagt, at det er tilladt for en ældre kvinde at rejse uden en mahram-ledsager. Som bevis for meningen om, at en kvinde må rejse uden ægtemand eller mahram, hvis hun har en pålidelig ledsager, eller hvis vejen er sikker, fremføres den hadith, som al-Bukhari beretter fra Adi ibn Hatim. Adi sagde: »Jeg var hos Allahs Sendebud, da en mand kom til ham og klagede over sin sult. Kort efter kom en anden og klagede over, at røvere havde overfaldet ham. Allahs Sendebud sagde: ›Adi, har du set al-Hira?‹« (Det er navnet på en landsby nær Kufa.) Adi sagde: »Jeg har ikke set den, men jeg har hørt dette navn.« Allahs Sendebud sagde: »Hvis du lever længe, vil du bestemt se en kvinde rejse alene fra al-Hira til Mekka og udføre tawaf omkring den hellige Kaba. Hun vil ikke frygte nogen anden end Allah.«
Som yderligere bevis nævnes det, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, efter sin sidste hajj gav Allahs Sendebuds hustruer tilladelse til at udføre hajj og sendte Uthman og Abd al-Rahman ibn Awf med dem. Uthman bekendtgjorde: »Pas på! Ingen må nærme sig De Troendes Mødre eller se på dem.« På det tidspunkt befandt de sig i deres respektive kamel-hawdajer.
Hvis en kvinde rejser alene og udfører hajj uden at have sin ægtemand eller en mahram med sig, er hendes hajj gyldig. I Subul as-Salam er det sagt, at Ibn Taymiyyah har sagt: En kvindes hajj uden mahram og en uformuendes hajj er gyldig. Kort sagt: Hvis en person ikke er blevet pålagt hajj på grund af manglende evne, såsom en fattig, en syg, en lam, en hvis ejendele er blevet plyndret af røvere, eller en kvinde, som ikke har kunnet finde en mahram-ledsager, og lignende, så er hajj tilstrækkelig for dem, når de har udført alle hajjens pligter.
Blandt disse er der nogle, som udfører hajj på en særlig retskaffen måde, såsom den, der udfører hajj til fods. Der er også nogle, som udfører hajj på en økonomisk måde, såsom den, der udfører hajj ved at tigge, og kvinden, der udfører hajj uden en mahram-ledsager. Hajj er gyldig for dem alle, fordi betingelserne for at udføre hajj er til stede hos dem. Hvis der er begået en synd, kan den være begået undervejs, men ikke i selve handlingen. I al-Mughni er det sagt: Hvis en uformuende trods vanskeligheder begiver sig af sted uden rejseproviant eller ridedyr og udfører hajj, er hans hajj gyldig og tilstrækkelig.
Hustruens indhentning af ægtemandens tilladelse til hajj: Selv om hajj er obligatorisk for hustruen, er det anbefalet, at hun indhenter sin ægtemands tilladelse til at udføre den. Hvis han giver tilladelse, er sagen klar: Hun skal rejse for at udføre hajj. Hvis han ikke giver tilladelse, skal hun alligevel rejse til hajj uden hans tilladelse, for ægtemanden har ingen ret til at forhindre den obligatoriske hajj. Hajj er nemlig en tilbedelseshandling, som er blevet obligatorisk for hustruen, og det er ikke tilladt at adlyde et skabt væsen ved at være ulydig mod Skaberen.
Når hustruen udfører en tilbedelseshandling, skal hun straks udføre hajj. Ligesom det er hendes ret at bede ved den første bønnetid, er det også hendes ret at udføre hajj. Ingen kan forhindre hende eller tvinge hende til at udsætte den. Det samme gælder den hajj, som er blevet obligatorisk på grund af et løfte, for også den er obligatorisk for hustruen ligesom den obligatoriske hajj.
Ægtemanden har dog ret og mulighed for at forhindre den frivillige hajj. Al-Daraqutni beretter fra Ibn Umar: En kvinde havde både en ægtemand og midler, men hendes ægtemand gav hende ikke tilladelse til at rejse til hajj. Om hende sagde Allahs Sendebud: »Hun må ikke rejse til hajj uden sin ægtemands tilladelse.«
Hvis en person dør uden at have udført den obligatoriske eller påbudte hajj — det vil sige en person, for hvem hajj var obligatorisk, eller som havde aflagt et løfte om hajj, men døde, før han nåede at udføre den — er det hans værges pligt at anvende midler fra den afdødes efterladte bo til at få en person til at udføre hajj på hans vegne, ligesom det er værgens ansvar at betale hans gæld.
Ibn Abbas berettede: En kvinde fra Djuhaynah-stammen kom til Allahs Sendebud og sagde: »Min mor havde aflagt et løfte om hajj, men døde, før hun udførte hajj. Må jeg nu fuldføre hajj på hendes vegne?« Allahs Sendebud sagde: »Ja, udfør hajj på hendes vegne. Hvad mener du: Hvis din mor havde haft en gæld, ville du så ikke have betalt den? Betal Allahs gæld. Allah har størst ret til, at gælden tilbagebetales.« — Al-Bukhari.
Denne hadith beviser, at hvis den afdøde havde en obligatorisk eller påbudt hajj, er det nødvendigt at udføre den på hans vegne, uanset om han havde efterladt et testamente eller ej. Enhver gæld skal nemlig uden betingelser betales. På samme måde er det obligatorisk at betale økonomiske forpligtelser såsom kaffarah, zakat og løfter. Dette er Ibn Abbas’, Zayd ibn Thabits, Abu Hurayras og al-Shafi’is mening.
Hvis hajj og gæld begge foreligger, men det efterladte bo ikke rækker til at betale dem begge, skal hajj gives forrang. Allahs Sendebud sagde nemlig: »Det, der skyldes Allah, skal betales først.«
Ifølge Imam Malik er det kun obligatorisk at få udført hajj på den afdødes vegne, når den afdøde har efterladt et testamente herom. Hajj er nemlig en tilbedelseshandling, hvori den fysiske indsats spiller den afgørende rolle, og derfor kan en stedfortræder ikke accepteres i den. Hvis han har efterladt et testamente, skal hajj udføres for en tredjedel af boet.
Stedfortrædende hajj: Den, der har opnået mulighed for at udføre hajj, men senere bliver ude af stand til det på grund af sygdom eller alderdom, skal have udført hajj på sine vegne. For han har opgivet håbet om selv at udføre hajj på grund af sin manglende evne. Derfor sidestilles han med en afdød. En anden skal udføre hajj på hans vegne. For i hadithen fra al-Fadl ibn Abbas fortælles det, at en kvinde fra Khath’am-stammen ved afskedshajj sagde: »Allahs Sendebud, Allah har ganske vist gjort hajj obligatorisk for sine tjenere. Men min far er blevet så gammel, at han ikke engang kan sidde stabilt på en kamel. Kan jeg i denne situation udføre stedfortrædende hajj på hans vegne?« Allahs Sendebud
svarede: »Ja.« – Alle de autentiske hadith-samlinger.
At-Tirmidhi sagde: Der er overleveret adskillige hadither med autentiske overleveringskæder fra Allahs Sendebud om dette spørgsmål. De fleste lærde, herunder Profetens ledsagere, handler i overensstemmelse med denne hadith og anser det for nødvendigt at udføre stedfortrædende hajj på en afdøds vegne. Ath-Thawri, Ibn al-Mubarak, ash-Shafi’i, Ahmad og Ishaq støtter også denne opfattelse.
Malik siger: Stedfortrædende hajj udføres, når han har testamenteret, at hajj skal udføres på hans vegne. Ahmad, hanafitterne, ash-Shafi’i og Ibn al-Mubarak samt andre siger, at der kan udføres stedfortrædende hajj på vegne af en levende person, hvis han på grund af alderdom er ude af stand til at udføre hajj. Den ovennævnte hadith viser, at kvinder kan udføre hajj på vegne af både kvinder og mænd. Der er intet i Koranen eller hadith, der siger noget imod dette.
Når en handicappet, fysisk svækket eller langvarigt syg person bliver rask og arbejdsdygtig: Hvis en syg person får en anden til at udføre stedfortrædende hajj for sig og derefter bliver rask, er han fritaget for sin obligatoriske hajj. Han behøver ikke udføre hajj for anden gang. Ellers ville det medføre, at hajj blev gjort obligatorisk for ham to gange. Dette er Ahmads opfattelse.
Men ifølge de fleste lærde vil den stedfortrædende hajj ikke være tilstrækkelig til at fritage ham. For derved er det blevet tydeligt, at han ikke var helt uden håb om at blive rask. Det er den sidste tilstand, der skal tages i betragtning. Ibn Hazm har anset den førstnævnte opfattelse for at være den stærkeste. Han sagde: Når Allahs Sendebud beordrede, at der skulle udføres stedfortrædende hajj på vegne af en person, der var i stand til at udføre hajj til fods eller ridende, og lovede, at han derved ville blive fritaget for sin gæld til Allah, må man uden tvivl anerkende, at hans gæld er betalt, og at han er fritaget. Det kan også uden tvivl siges, at når en obligatorisk handling først er udført, og man er blevet fritaget for den, kan ansvaret for at udføre den igen ikke pålægges uden en entydig tekst fra Koranen eller hadith. I dette tilfælde findes der overhovedet ingen tekst i Koranen eller hadith om, at hajj skal udføres igen. Hvis det havde været nødvendigt, ville Allahs Sendebud naturligvis have sagt det klart. For selv om det er velkendt, at en gammel person, som på et tidspunkt ikke er i stand til at ride, senere kan blive i stand til det, meddelte Allahs Sendebud ikke, at den obligatoriske hajj skulle udføres igen. Derfor er der intet gyldigt grundlag for at pålægge ham at udføre denne obligatoriske handling igen. Hans forpligtelse er allerede gyldigt opfyldt gennem den stedfortrædende hajj, der tidligere blev udført på hans vegne.
Betingelsen for stedfortrædende hajj: Betingelsen for den, der udfører stedfortrædende hajj på en andens vegne, er, at han først selv har udført hajj. For det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud hørte en mand sige: »Her er jeg, på vegne af Shubrumah.« Han spurgte ham straks: »Har du udført din egen hajj?« Han svarede: »Nej.« Så sagde Allahs Sendebud: »Udfør først din egen hajj. Derefter kan du udføre hajj på Shubrumahs vegne.« – Abu Dawud, Ibn Majah.
Dette er de fleste lærdes opfattelse: Den, der ikke har udført sin egen hajj, kan ikke gyldigt udføre hajj på en andens vegne.
At aflægge løfte om hajj, selv om hajj allerede er obligatorisk: Ibn Abbas og Ikrima har udstedt den juridiske afgørelse, at hvis en person, som har pligt til at udføre den obligatoriske hajj, udfører den hajj, han har aflagt løfte om, før han udfører den obligatoriske hajj, så vil både hans obligatoriske hajj og løfte-hajj være opfyldt, og han vil være fritaget for begge forpligtelser. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Ata har udstedt den juridiske afgørelse, at han først skal udføre den obligatoriske hajj og derefter løfte-hajj.
Det er ikke i overensstemmelse med islam hverken at undlade hajj trods evnen eller at forblive ugift: Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »I islam er det ikke tilladt for nogen at forblive evigt ugift eller at leve uden hajj.« Det vil sige, at det ikke er en islamisk praksis at tilbringe hele livet uden at udføre hajj, selv om man har mulighed for det, eller at forblive ugift, selv om man har mulighed for at gifte sig, i efterligning af de kristnes askese. Denne hadith bruges som bevis for den opfattelse, at den, som ikke har udført hajj, ikke kan udføre stedfortrædende hajj på en andens vegne. Hvis en sådan person udfører stedfortrædende hajj for en anden, vil den blive regnet som hans egen hajj. Han vil dermed blive fritaget for sin egen obligatoriske hajj og sin forpligtelse. På denne måde bliver bestemmelsen om ikke at leve uden hajj realiseret. Dette er al-Awzais, al-Shafiis, Ahmads og Ishaqs opfattelse. Malik og al-Thawri siger derimod: Hans hajj vil være i overensstemmelse med hans intention. Hasan al-Basri, Ata, al-Nakhai og ashab al-ray (de rationalistiske jurister) har samme opfattelse.
At optage lån til hajj: Abdullah ibn Abi Awfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) om en person, som ikke havde udført hajj: Kan han optage et lån for at udføre hajj?« Han svarede: »Nej.« Al-Bayhaqi.
Hajj med haram-formue: Ifølge flertallet af de lærde vil hajj være udført, hvis man udfører den med haram-formue. Den, der udfører hajj, vil dog være syndig. Imam Ahmad siger derimod: Hajj vil ikke være udført. Denne opfattelse er i virkeligheden den mest korrekte, for der står i en sahih-hadith: »Allah er ren, og Han accepterer kun det, der er rent.« Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen begiver sig af sted for at udføre hajj med halal-formue, og han sætter foden i stigbøjlen og siger: “Labbayka Allahumma labbayk” (Jeg er her, o Allah, jeg er her), siger en råber fra himlen: “Allah har accepteret din hajj igen og igen, for din rejsekost er halal, dit ridedyr er halal, og din hajj er ren og fri for synd.” Men når nogen begiver sig af sted for at udføre hajj med haram-formue, sætter foden i stigbøjlen og siger: “Labbayk”, siger en råber fra himlen: “Allah vil ikke acceptere din hajj. Din rejsekost er haram, din formue er haram, din hajj er besmittet af synd, og du vil ikke få nogen belønning for den.”
Hvilken hajj er bedst: til fods eller ridende? Hafiz Ibn Hajar skriver i Fath al-Bari: Ibn al-Mundhir har sagt: Der har været uenighed om, hvorvidt det er bedst at udføre hajj til fods eller ridende. Ifølge flertallet er det bedst at udføre hajj ridende, fordi Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gjorde det på denne måde. Desuden er det lettere at bede og anråbe Allah, og fordelene er større. Ishaq ibn Rahwayh siger: Det er bedst at udføre hajj til fods, fordi det indebærer større anstrengelse. Man kan også sige, at værdien af hajj til fods og hajj ridende kan variere alt efter personen og omstændighederne. Al-Bukhari overleverer fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) så en gammel mand udføre hajj, mens han støttede sig til sine to sønners skuldre. Han sagde: »Hvad er der sket med denne mand?« Folkene svarede: »Han har aflagt løfte om at udføre hajj til fods.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Allahs storhed og værdighed kræver, at en velhavende mand som ham ikke påfører sig selv lidelse.« Han beordrede den gamle mand at udføre hajj ridende.
Handel, indtjening og udlejning af forskellige ting blandt pilgrimme under hajj: Der er intet galt i, at pilgrimme under hajj og umra handler med hinanden, udlejer ting og tjener penge. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: I islams første tid plejede muslimerne i hajj-sæsonen at købe og sælge forskellige ting på markederne i Mina, Arafat og Zul-Majaz, som ligger i nærheden af Arafat. Men de frygtede, at deres hajj ville blive skadet, hvis de handlede, mens de var i ihram. Derfor åbenbarede Allah: »Der er ingen synd for jer, hvis I søger Allahs gunst.« (Det vil sige: hvis I tjener penge). Al-Bukhari, Muslim og al-Nasai. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Folk plejede ikke at handle i Mina; det havde de opgivet af frygt for synd. Derfor blev de gennem verset »Der er ingen synd for jer, hvis I søger Allahs gunst« pålagt at drive handel, efter at de var draget bort fra Arafat. Abu Dawud. Abu Umama al-Taymi sagde til Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg udlejer ridedyr under hajj. Forskellige mennesker siger til mig: “Din hajj vil ikke være gyldig.”« Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde til ham: »Fremsiger du ikke ihram og talbiya? Udfører du ikke tawaf om Allahs Hus, drager du ikke bort fra Arafat og kaster du ikke småsten?« Han svarede: »Jo, det gør jeg.« Ibn Umar sagde: »Så er din hajj gyldig.« Ibn Umar sagde endvidere: »En mand kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og stillede et spørgsmål af samme slags som det, du har stillet mig. Han gav ham intet svar. Kort efter blev verset åbenbaret: “Der er ingen synd for jer, hvis I søger Allahs gunst.” Da beordrede Allahs Sendebud, at manden skulle tilkaldes. Da han kom, reciterede han verset for ham og sagde: “Din hajj er gyldig.”« Abu Dawud. En mand sagde til Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg udfører forskellige arbejder for folk mod betaling, og jeg udfører også hajj sammen med dem. Får jeg belønning for det?« Ibn Abbas svarede: »Ja. “De vil få del i frugten af deres gerninger, og Allah er hurtig til at gøre regnskabet op.”« Al-Bayhaqi, al-Daraqutni.
3. Allahs Sendebuds hajj
Muslim beretter, at Muhammad ibn Ali ibn Husayn sagde: Vi gik til Jabir ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham. Han spurgte de forsamlede mennesker om deres forhold. På et tidspunkt spurgte han også mig. Jeg sagde: »Jeg er Muhammad ibn Ali ibn Husayn.« Straks rakte han hånden ud mod mit hoved og strøg mig over brystet. Derefter sagde han: »Min nevø, velkommen! Spørg om det, du ønsker.« På det tidspunkt var han blevet blind. Jeg stillede ham spørgsmål. Så kom tiden til bøn, og han ledte os i bønnen. Derefter sagde jeg: »Fortæl mig, hvordan Allahs Sendebud, fred være med ham, udførte hajj.« Så begyndte han at gøre tegn med hånden — det vil sige, han talte ikke med hånden, men talte ved at tælle. Derefter sagde han: »Allahs Sendebud, fred være med ham, tilbragte ni år i Medina uden at udføre hajj. I det tiende år blev det bekendtgjort, at Allahs Sendebud, fred være med ham, havde besluttet at udføre hajj. Så snart bekendtgørelsen lød, samledes mange mennesker i Medina. Alle ønskede at udføre hajj sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Vi begav os af sted med ham og nåede Dhul-Hulayfah. På dette tidspunkt fødte Abu Bakrs hustru, Asma bint Umays, en søn, som fik navnet Muhammad ibn Abu Bakr. Hun sendte et bud til Allahs Sendebud, fred være med ham, for at spørge, hvad hun nu skulle gøre. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Bad dig, dæk dit kønsorgan med et bredt stykke stof for at standse blødningen, bind dets forreste og bageste ender sammen, og indtræd i ihram.« Derefter bad Allahs Sendebud, fred være med ham. Efter bønnen steg han op på sin kamel, al-Qaswa. Da hans kamel begyndte at føre ham af sted, og vi nåede ud i ørkenen, så jeg så langt, som øjet rakte, foran ham, til højre og venstre for ham samt bag ham. Jeg så et stort antal mennesker ride på ridedyr og gå til fods. Allahs Sendebud, fred være med ham, bevægede sig iblandt os, mens Koranen blev åbenbaret for ham. Han forklarede og tydeliggjorde de åbenbarede vers. Vi handlede på samme måde, som han handlede i overensstemmelse med dem. Han fremsagde talbiyah højt:
لبيك اللهم لبيك لبيك لا شَريكَ لَكَ لبيك إن الحمد والنِّعْمَةَ لَكَ وَالْمُلْكَ، لَا شَرِيكَ للقه
»O Allah! Vi er kommet til Dit kald, vi er kommet til Dit kald, vi er kommet til Dig. Du har ingen partner; vi er kommet. Al lovprisning, nåde og herredømme tilhører Dig. Du har ingen partner.«
Folkene begyndte at fremsige denne talbiyah i kor. Allahs Sendebud, fred være med ham, afviste ikke noget af deres talbiyah, men fremsagde sin egen talbiyah. Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: Vi ønskede ikke at gøre andet end hajj. Vi vidste ikke engang, hvad umrah var. Da vi til sidst nåede Kabaen sammen med ham, tog han fat i det jemenitiske hjørne med hånden, foretog ramal tre gange og gik normalt fire gange. Derefter gik han til Maqam Ibrahim og reciterede: »Tag Maqam Ibrahim som et sted, hvor I kan bede.« Han placerede Maqam Ibrahim mellem sig selv og den hellige Kaba og bad to rakʿah dér. I dem reciterede han surah al-Ikhlas og surah al-Kafirun. Derefter vendte han tilbage til det jemenitiske hjørne, rørte ved det med hånden, gik så ud gennem døren og begav sig mod Safa. Da han nærmede sig Safa, sagde han:إن الصفَا وَالْمَرْوَةَ مِنْ شَعَائِرِ اللَّهِ»Safa og Marwa er blandt Allahs tegn.« Derefter sagde han: »Allah begyndte med Safa, og jeg begynder også med Safa.« Så begyndte han ved Safa. Han steg op på Safa, hvorfra han kunne se Kabaen, vendte ansigtet mod qiblaen, erklærede Allahs enhed og sagde: »Allah er størst.« Derefter sagde han:
لا إله إلا الله وحده، أَنْجَزَ وَعَدَه، وَنَصَرَ عَبْدَهُ، وَهَزَمَ الأَحْزَابَ وَحْدَهُ .
»Der er ingen gud undtagen Allah. Han har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og lovprisningen tilhører Ham. Han har magt over alt. Der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én og Ene. Han opfyldte Sit løfte, hjalp Sin tjener og besejrede alene fjendtlige grupper.« Derefter bad han en bøn. Han bad således tre gange. Så gik han ned mod Marwa. Da hans fødder nåede bunden af dalen, udførte han saʿi. Da vi derefter gik opad, begyndte han at gå normalt. Da han nåede Marwa, gjorde han det samme dér, som han havde gjort ved Safa. Efter den sidste omgang ved Marwa sagde han: »Hvis jeg havde vidst tidligere, hvad jeg først gjorde senere, ville jeg ikke have taget offerdyrene med, men have gjort dette til umrah. Derfor«
»Lad den af jer, som ikke har et offerdyr med sig, træde ud af ihram og gøre dette til umrah.« Da han hørte dette, rejste Suraqah ibn Malik fra Khathʿam-stammen sig og sagde: »Allahs Sendebud, fred være med ham, gælder denne ordning kun for dette år, eller gælder den for altid?« Da stak Allahs Sendebud, fred være med ham, fingrene på den ene hånd ind mellem fingrene på den anden og sagde: »Umrah er trådt ind i hajj« to gange. »Nej, den gælder for altid.«
Ali, må Allah være tilfreds med ham, kom fra Yemen med en flok offerkameler til Allahs Sendebud, fred være med ham, og sluttede sig til Allahs Sendebud, fred være med ham, i hajj. Så så vi Fatimah, må Allah være tilfreds med hende, træde ud af ihram og iføre sig farvet tøj. Hun brugte også kohl på øjnene. Da Ali udtrykte sin misbilligelse af dette, sagde Fatimah: »Min far beordrede mig til at gøre det.« Senere plejede Ali at sige i Irak: »Jeg gik til Allahs Sendebud, fred være med ham, for at fortælle ham, hvad Fatimah havde gjort, og spørge, om det, Fatimah havde sagt om Allahs Sendebud, var korrekt.« Jeg sagde til Allahs Sendebud, fred være med ham: »Jeg bryder mig ikke om det, Fatimah har gjort.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Fatimah har talt sandt, har hun ikke? Hvad sagde du, da du havde besluttet dig for hajj?« Ali siger: »Jeg svarede: O Allah, jeg træder ind i ihram med samme hensigt, som Din Sendebud har trådt ind i ihram med.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Jeg har jo et offerdyr med mig, så vi træder ikke ud af ihram.« Jabir, må Allah være tilfreds med ham, siger: »Den flok kameler, som Ali havde sendt, bestod af et hundrede kameler.« Derefter trådte alle ledsagerne ud af ihram og klippede deres hår. Men Allahs Sendebud, fred være med ham, og de, som havde medbragt offerdyr, trådte ikke ud af ihram. På den ottende dag i Dhu al-Hijjah begav alle sig mod Mina og trådte ind i ihram til hajj. Allahs Sendebud, fred være med ham, red på en kamel og bad dhuhr, asr, maghrib og isha i Mina. Derefter ventede han et stykke tid, indtil solen stod op. Allahs Sendebud, fred være med ham, beordrede, at der skulle opsættes et telt til ham i Namirah. Så begav Allahs Sendebud, fred være med ham, sig af sted. Quraysh var ikke i tvivl om, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ville opholde sig ved al-Mashʿar al-Haram, et bjerg ved Muzdalifah, sådan som Quraysh plejede at gøre i jahiliyyah-tiden [I jahiliyyah-tiden opholdt Quraysh sig ved bjerget al-Mashʿar al-Haram i Muzdalifah og fortsatte ikke til Arafat-sletten. De øvrige arabere passerede derimod Muzdalifah og opholdt sig ved Arafat. Quraysh mente, at Allahs Sendebud, fred være med ham, ligesom dem ville opholde sig i Muzdalifah. Men han passerede Muzdalifah og opholdt sig ved Arafat, for Allah har sagt: »Gå videre til det sted, hvor alle mennesker er gået hen« — det vil sige, hvor den almindelige skik har ført dem hen, nemlig Arafat. Quraysh opholdt sig i Muzdalifah, fordi Muzdalifah ligger inden for det hellige område. De pralede og sagde: »Vi er beboere af Allahs hellige område; derfor går vi ikke uden for det.«].
Derefter fortsatte Profeten (fred være med ham) forbi Muzdalifah og nåede frem til Arafat. Da han kom dertil, så han, at der var slået et telt op til ham i Namirah. Han opholdt sig dér. Da solen derefter begyndte at hælde mod vest, beordrede han, at hans kamel Qaswā skulle bringes, og nåede frem til Arafats slette, Batn al-Wādī. Derfra holdt han en tale til folkemængden. I talen sagde han:
“Jeres blod og jeres ejendom er ukrænkelige for jer, ligesom denne dag, denne by og denne måned er ukrænkelige. Vid, at alt fra uvidenhedens tid er ugyldigt, og at alle drab fra uvidenhedens tid er ugyldige (det vil sige, at gengældelse er afskaffet). Det første drab fra uvidenhedens tid, hvis gengældelse jeg afskaffer, er drabet på Rabīʿah ibn al-Hārith. Han var ammet hos Banū Saʿd, og Hudhayl dræbte ham. Renter fra uvidenhedens tid er ugyldige. De første renter, jeg afskaffer, er vores renter, al-ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muttalibs renter. Disse renter er helt afskaffet. Frygt Allah med hensyn til kvinderne, for I har taget imod dem under Allahs beskyttelse. I har gjort deres kønsdele tilladte for jer på grundlag af Allahs ord. Jeres ret over dem er nu, at de ikke lader nogen, som I ikke bryder jer om, komme ind på jeres leje. Hvis de gør det, må I slå dem så meget, at det ikke er smertefuldt. Det er jeres pligt at sørge godt for deres mad og klæder. Jeg efterlader noget hos jer, som I aldrig vil fare vild, hvis I holder fast i det: Allahs Bog. I vil blive spurgt om mig. Hvad vil I da sige? Folkene sagde: Vi vil bevidne, at du har overbragt Allahs budskab til os, opfyldt din opgave og ønsket os det gode. Da løftede Allahs Sendebud (fred være med ham) sin pegefinger mod himlen og vendte den derefter mod folkemængden for at pege på dem, mens han tre gange sagde: “O Allah, vær vidne; O Allah, vær vidne.” Derefter blev der kaldt til bøn. Så blev iqāmah fremsagt. Derefter ledte han middagsbønnen. Så blev iqāmah fremsagt igen, og han ledte eftermiddagsbønnen. Han bad ingen anden bøn mellem disse to bønner. [Dette beviser, at middags- og eftermiddagsbønnen skal kombineres på Arafat-sletten på Arafat-dagen. Hele ummah er enig om dette. Der er dog uenighed om årsagen. Ifølge imam Abū Hanīfah og nogle shafiitiske imamer skyldes det reglerne for tilbedelsen. Ifølge flertallet af de shafiitiske imamer skyldes det derimod vanskeligheder forbundet med rejsen].
Derefter steg Allahs Sendebud (fred være med ham) op på kamelen og nåede frem til standpladsen. Han vendte sin kamels, Qaswās, bug mod bjergene, havde stedet, hvor folkemængden var samlet, foran sig og vendte sig mod qiblah.
Han opholdt sig på Arafat indtil solnedgang. Derefter forsvandt solens gule farve gradvist, og han lod Usāmah sidde bag sig. Allahs Sendebud (fred være med ham) drev på kamelhoppen, trak hårdt i tøjlen og løftede sin højre hånd, mens han sagde: “O folk, roligt, roligt.” Når han undervejs nåede et bjerg, løsnede han tøjlen. Således fortsatte han, indtil han kom til Muzdalifah.
Dér bad han maghrib- og isha-bønnen med én adhān og to iqāmah’er, og han bad ikke noget mellem disse to bønner. Derefter lagde Allahs Sendebud (fred være med ham) sig til at sove. Til sidst blev det morgen, og efter at have forvisset sig om, at det var blevet lyst, ledte han fajr-bønnen med én adhān og én iqāmah. Derefter steg han igen op på Qaswās ryg og nåede frem til al-Mashʿar al-Harām (i Muzdalifah), hvor han bad til Allah og fremsagde: “Allāhu akbar, lā ilāha illā Allāh.” Han opholdt sig ved al-Mashʿar al-Harām, indtil daggryet var helt tydeligt. Da morgenen blev lysere, drev han kamelhoppen frem, før solen stod op, og lod al-Fadl sidde bag sig. Al-Fadl var en meget smuk ung mand. Da Allahs Sendebud (fred være med ham) drev kamelhoppen frem som tegn på, at rejsen skulle begynde, gik kvinder forbi ham, og al-Fadl begyndte at se på dem. Da lagde Allahs Sendebud sin hånd over al-Fadls ansigt. Al-Fadl vendte straks ansigtet bort, men fortsatte med at se. Profeten (fred være med ham) lagde igen hånden over hans ansigt og vendte det bort. Således nåede han Batn Muhassir. Her satte han kamelen lidt i bevægelse. Derefter fortsatte han ad den midterste vej, som fører forbi den store jamrah (det vil sige en anden vej end den, han havde benyttet på vej til Arafat. Det er sunnah, ligesom på Eid, at benytte forskellige veje på ud- og hjemrejsen til Arafat). Han nåede jamrah’en ved træet og kastede syv småsten mod den. Ved hvert kast sagde han “Allāhu akbar”, og han kastede dem fra Batn al-Wādī (det vil sige med Mina, Arafat og Muzdalifah på sin højre side og Mekka på sin venstre side). Derefter gik han til offerstedet. Dér ofrede han med egen hånd treogtres dyr. Så overdrog han ansvaret til ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham). ʿAlī foretog de resterende ofringer og lod Profeten (fred være med ham) tage del i dem. Derefter blev der taget et stykke kød fra hver kamel og tilberedt i en gryde. Profeten (fred være med ham) og ʿAlī spiste kødet og drak suppen. Derefter steg Allahs Sendebud op på kamelen, udførte tawāf al-ifādah ved den hellige Kaʿbah og bad middagsbønnen i Mekka. Så kom han til Banū ʿAbd al-Muttalib, som gav folk Zamzam-vand, og han sagde: “O Banū ʿAbd al-Muttalib, træk vand op med spande og reb. Hvis jeg ikke havde frygtet, at folk ville stimle sammen og mene, at det at give Zamzam-vand var en del af hajj, så I ville blive afledt fra at give vand, ville jeg have trukket vand op og givet det sammen med jer. Det er nemlig en meget belønningsværdig handling.” På dette tidspunkt gav Banū ʿAbd al-Muttalib Allahs Sendebud en spand vand, og han drak af den.”
De lærde har sagt: Dette er en omfattende hadith, som er vigtig og rig på oplysninger. Qādī ʿIyād har sagt: Der er blevet ført mange drøftelser om de fiqh-regler, som findes i denne hadith. Ibn al-Mundhir skrev et omfattende værk om denne hadith, hvori han udledte mere end hundrede og halvtreds fiqh-regler. Han sagde: Ved en mere detaljeret undersøgelse kunne man have udledt endnu flere regler.
De lærde har sagt: Denne hadith beviser, at
(1) Det er også sunnah for menstruerende og barslende kvinder at foretage ghusl til ihram – og naturligvis også for alle andre.
(2) Menstruerende og barslende kvinder bør binde et særligt stykke stof ved skedeåbningen for at holde krop og klæder rene for blod.
(3) Begges ihram er gyldig.
(4) Man bør indtræde i ihram efter en obligatorisk eller frivillig bøn.
(5) Den, der er i ihram, skal fremsige talbiya højt.
(6) Man bør begrænse sig til den talbiya, som Allahs Sendebud fremsagde. Det er dog ikke skadeligt at tilføje noget. Umar sagde for eksempel: “Jeg er her hos Dig, Du, der ejer overfloden af velsignelser, Du, der ejer den fremragende nåde; jeg er her hos Dig i frygt for Dig og med længsel efter Dig.”
(7) Pilgrimmen bør først tage til Mekka og udføre tawaf al-qudum.
(8) Før tawaf bør man berøre Den Sorte Sten med hånden.
(9) Under de første tre omgange af tawaf al-qudum bør man foretage ramal, det vil sige gå forholdsvis hurtigt uden for de to jemenitiske hjørner, og derefter gå i normalt tempo.
(10) Efter tawaf bør man gå til Maqam Ibrahim og recitere verset: وَاتَّخِذُوا مِن مقام إبرام مصلى “Gør Ibrahims standplads til et sted, hvor I beder.” Derefter bør man bede to rak‘ah med Maqam Ibrahim mellem sig selv og Kabaen. Det er bedst at recitere surat al-Kafirun efter al-Fatiha i den første rak‘ah og surat al-Ikhlas i den anden.
(11) Det fremgår også af hadithen, at det ligesom er sunnah at berøre Den Sorte Sten ved indgangen til al-Masjid al-Haram, også er sunnah at gøre det ved udgangen. De lærde er enige om, at det er sunnah at berøre Den Sorte Sten. På samme måde skal man efter tawaf udføre sa‘i, begynde ved Safa og bestige den. Man skal vende sig mod qibla, ihukomme Allah og bede tre gange. Man skal foretage ramal mellem de to markerede søjler. Denne ramal skal udføres på alle sa’is syv omgange, ikke kun på de første tre omgange som ved tawaf al-qudum. Ligesom man bestiger Safa, bør man også bestige Marwa og ihukomme Allah samt bede. Når dette er fuldført, er umra afsluttet. Derefter ophæves ihram, når man klipper eller barberer håret. Sahaba udførte også hajj på denne måde. Allahs Sendebud beordrede dem til at udføre hajj og umra sammen. Den, der udfører hajj qiran, må dog hverken klippe eller barbere sit hår; han skal fortsætte i ihram. Den, der efter at have udført umra har ophævet ihram – det vil sige har besluttet at udføre hajj tamattu‘ – skal på den ottende dag i Dhu al-Hijjah, Yaum al-Tarwiyah, indtræde i ihram med henblik på hajj. Han og den, der udfører hajj qiran, skal iføre sig ihram og tage til Mina. Det er sunnah i Mina at bede de fem daglige bønner fra zuhr denne dag til fajr den følgende dag og overnatte dér. Dette er den niende nat i Dhu al-Hijjah.
Den niende Dhu al-Hijjah er Arafas dag. Det er sunnah denne dag ikke at forlade Mina, før man har bedt de fem daglige bønner, og ikke at gå ind på Arafats slette, før solen er begyndt at hælde mod vest. Allahs Sendebud slog sig ned i Namira efter at have bedt zuhr- og asr-bønnen; Namira ligger uden for Arafat. Før disse to bønner gik han ikke ind på standpladsen på Arafats slette. Det er sunnah at bede nogle bønner mellem disse to bønner og at imamen holder en prædiken til folket. Dette er en af hajjens sunnah-prædikener. Den anden sunnah-prædiken er prædikenen foran Kabaen efter zuhr-bønnen på den syvende dag i Dhu al-Hijjah. Den tredje sunnah-prædiken er prædikenen på offerdagen. Den fjerde sunnah-prædiken er prædikenen på den trettende dag i Dhu al-Hijjah.
Hadithen nævner nogle sunnah-handlinger og adab i forbindelse med Arafat. Blandt dem er:
– At gå til standpladsen på Arafats slette efter at have bedt zuhr- og asr-bønnen.
– Det er bedst at opholde sig i Arafat på sit ridedyr.
– At opholde sig nær det sted, hvor Allahs Sendebud opholdt sig, tæt ved højene.
– At vende sig mod qibla.
– At blive dér indtil solnedgang.
– Under opholdet hele tiden at bede til Allah og løfte hænderne til brysthøjde under bønnen; efter at have forvisset sig om, at solen er gået ned, skal man forlade Arafat langsomt og roligt og beordre de øvrige, der opholder sig dér, til at gøre det samme, hvis de følger ens eksempel.
Efter ankomsten til Muzdalifa bør man gøre holdt, bede maghrib- og isha-bønnen i isha-tiden med én adhan og to iqamaer og ikke bede nogen frivillig bøn mellem de to bønner. Alle lærde er enige om, at disse to bønner skal bedes samlet; uenigheden gælder kun årsagen. Nogle mener, at det er en tilbedelseshandling, mens andre mener, at årsagen er, at man er på rejse. En af sunnah-handlingerne under opholdet i Muzdalifa er at overnatte dér. Der er ingen uenighed om, at dette er en tilbedelseshandling; uenigheden gælder, om det er sunnah eller wajib. En anden sunnah er at bede fajr-bønnen i Muzdalifa og derefter tage af sted. Efter afrejsen bør man gøre holdt ved al-Mash‘ar al-Haram og bede. Det er også en tilbedelseshandling at opholde sig dér en tid.
Derefter skal man tage af sted, når morgenen er blevet helt lys. Når man når Batn al-Muhassir, skal man gå hurtigt, for det er det sted, hvor Allahs vrede ramte kong Abrahas elefanthær. Man bør ikke standse dér, og det er heller ikke ønskeligt at gå langsomt.
Når man derefter når Jamrat al-Aqaba, skal man opholde sig i Batn al-Wadi og kaste syv småsten på jamrah, hver på størrelse med sennepsfrø. Ved hvert kast skal man sige: Allahu akbar.
Derefter skal man gå derfra til offerstedet og, hvis man har et offerdyr med sig, ofre det dér. Efter ofringen skal man barbere håret på hovedet. Derefter skal man tage til Mekka og udføre tawaf al-ziyarah. Herefter bliver alt, hvad der var blevet forbudt for ham på grund af ihram, tilladt igen, selv samleje med hustruen.
Men efter steningen af Jamrat al-ʿAqabah bliver alt tilladt bortset fra samleje, hvis man endnu ikke har udført tawāf az-ziyārah. Dette er Allahs Sendebuds hajj. Den, der udfører denne hajj, skal følge den. For Allahs Sendebud sagde: “Lær jeres tilbedelseshandlinger af mig.” Hajj bliver kun korrekt og fuldkommen, når den udføres i overensstemmelse med hans eksempel og følgeskab.
Nu gennemgås de lærdes udtalelser om hver enkelt handling under hajj samt alle madhhabernes regler og bestemmelser i alle deres aspekter.
4. Mīqāt
Der findes to slags mīqāt: tidsmæssig mīqāt og stedmæssig mīqāt.
Den tidsmæssige mīqāt: Med tidsmæssig mīqāt menes de tidsrum, inden for hvilke alle hajjens handlinger skal fuldføres, og uden for hvilke ingen handling under hajj er gyldig. Allah har redegjort for dette i Den Ædle Koran:
يَسْأَلُونَكَ عَنِ الْأَهِلَّةِ قُلْ هِي مَوَاقِي لِلنَّاسِ وَالْحَقِّ وَقَالَ الْحَجَّ أَعْمر معلومات .
“De spørger dig om nymånerne. Sig: De er tidsangivelser for menneskene og for hajj.” Han har også sagt: “Hajj er nogle fastsatte måneder.” Det vil sige, at hajjens tid er nogle kendte måneder.
De lærde er enige om, at der med hajjens måneder menes Shawwāl og Dhū al-Qaʿdah. Der er en mindre uenighed om måneden Dhū al-Hijjah. Gælder hajjens tid hele måneden Dhū al-Hijjah eller dens første ti dage?
Det første er Imam Maliks opfattelse, og det andet er Ibn Umar, Ibn Abbas, Ibn Masud, hanafitternes, shafiitternes og de øvrige lærdes opfattelse. Ibn Hazm anser Maliks opfattelse for den stærkeste. Han siger: I verset står der: “Nogle bestemte forbudte måneder.” Det er ikke muligt, at de bestemte måneder, der er nævnt i flertal, skulle betyde to måneder. Desuden er stenkastningen en af hajjens handlinger, og den hører under Dhu al-Hijjah. Den udføres på den trettende dag i Dhu al-Hijjah. Tawaf al-ziyarah, som er en af hajjens obligatoriske handlinger, kan også ifølge enighed udføres i hele måneden Dhu al-Hijjah. Derfor er der ikke længere plads til tvivl om, at tidsmæssigt er miqat de tre måneder. Følgerne af den ovennævnte uenighed viser sig i de hajjhandlinger, der udføres efter den tiende Dhu al-Hijjah. Ifølge dem, der mener, at hele måneden Dhu al-Hijjah er miqat, er det ikke nødvendigt at betale dam på grund af denne forsinkelse. Ifølge dem, der mener, at miqat er begrænset til den tiende dag i Dhu al-Hijjah, skal der derimod betales dam på grund af forsinkelsen.
At iføre sig ihram før hajjmånederne begynder: Ifølge Ibn Abbas, Ibn Umar, Jabir og al-Shafii er ihram ikke gyldigt uden for hajjmånederne. (Hvis man ifører sig ihram til hajj uden for hajjmånederne, regnes det som ihram til umrah; det er ikke tilstrækkeligt til hajj.)
Imam al-Bukhari har sagt: Ifølge Ibn Umar er hajjmånederne Shawwal, Dhu al-Qadah og de første ti dage af Dhu al-Hijjah. Ifølge Ibn Abbas er det sunnah ikke at iføre sig ihram til hajj uden for hajjmånederne. Ibn Jarir har overleveret fra Ibn Abbas: Det er ikke gyldigt at iføre sig ihram til hajj uden for hajjmånederne.
Ifølge hanafitternes, malikiteternes og hanbalitternes madhhab er det gyldigt at iføre sig ihram før hajjmånederne begynder, men det er makruh. Al-Shawkani har foretrukket den førstnævnte opfattelse. Han sagde: Allah den Ophøjede har fastsat nogle bestemte, kendte måneder til udførelsen af hajjhandlingerne. På grund af denne fastsættelse er det strengt forbudt at iføre sig ihram, før hajjmånederne begynder. Ihram er en af hajjens handlinger. Den, der hævder, at det er tilladt at iføre sig ihram, før disse måneder begynder, må nødvendigvis fremlægge et bevis for sin påstand.
Stedernes miqat: Stedernes miqat er de steder, hvor den, der ønsker at udføre hajj eller umrah,
skal iføre sig ihram, og ingen, der rejser for at udføre hajj eller umrah, må passere dette sted uden ihram. Allahs Sendebud, fred være med ham, har angivet disse steder. Miqat for Medinas indbyggere er Dhu al-Hulayfah, som ligger 450 km nord for Makkah. For Syrien fastsatte han al-Juhfah, som ligger 187 km nordvest for Makkah. Dette sted ligger nær Rabigh, 204 km fra Makkah. Efter at al-Juhfahs kendetegn forsvandt, blev Rabigh miqat for egyptere, syrere og dem, der rejser gennem Egypten og Syrien. Miqat for Najds indbyggere er Qarn al-Manazil (et bjerg øst for Makkah, hvorfra man kan se Arafat; det ligger 94 km fra Makkah). Miqat for Yemens indbyggere er Yalamlam. Det er navnet på et bjerg, der ligger 54 km syd for Makkah. Og miqat for Iraks indbyggere er Dhat Irq. Dette sted ligger 94 km nordøst for Makkah.
Dette er de miqatsteder, som Allahs Sendebud, fred være med ham, har angivet og fastlagt. De gælder for enhver, der passerer gennem disse steder, hvad enten de er indbyggere dér eller kommer fra en anden region. (Hvis for eksempel en syrer ønsker at udføre hajj og rejser ind i Medina, vil hans miqat være Dhu al-Hulayfah, eftersom han skal passere gennem Dhu al-Hulayfah. Det er ikke tilladt for ham at udsætte ihram, indtil han når sin oprindelige miqat, Rabigh. Hvis han gør det, synder han, og ifølge de fleste lærde er det obligatorisk for ham at betale dam (et offerdyr).) Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde utvetydigt: “Disse miqatsteder gælder for indbyggerne i disse områder og for dem, der rejser gennem disse områder, når de ønsker at udføre hajj eller umrah.” Hvis en person, der ikke er indbygger i disse områder, ønsker at rejse til Makkah for at udføre hajj eller umrah, skal han iføre sig ihram ved et af disse steder. Den, der bor i Makkah, har sin bopæl i Makkah som miqat. Hvis han ønsker at udføre hajj, skal han iføre sig ihram dér. Hvis han ønsker at udføre umrah, er hans miqat uden for det ædle Haram-områdes grænser. Han skal gå ud af Haram-området, tage dertil og vende tilbage iført ihram. Han skal som minimum gå til Tan’im. Den, der bor mellem Makkah og miqat, har sin bopæl som miqat. Ibn Hazm siger: Den, hvis vej til Makkah ikke passerer gennem nogen af disse miqatsteder, skal iføre sig ihram fra et hvilket som helst sted på sø- eller landvejen.
At iføre sig ihram før miqat: Ibn al-Mundhir har sagt: De lærde er enige om, at den, der ifører sig ihram før miqat, har et gyldigt ihram. Det er dog makruh. For sahabaernes udsagn: “Allahs Sendebud, fred være med ham, fastsatte Dhu al-Hulayfah som miqat for Medinas indbyggere” pålægger, at man ifører sig ihram fra disse miqatsteder, og forbyder enhver ændring eller afvigelse. Selv hvis en sådan ændring ikke er haram, er det derfor under alle omstændigheder bedre at undgå den.
5. Ihram
Definitionen på ihram: Ihram betyder at have til hensigt at udføre hajj eller umrah eller begge dele. Det er en af hajjens søjler, det vil sige en obligatorisk og uadskillelig del. For Allah, den Ophøjede, har sagt:
وَمَا أَمِرُوا إِلَّا لِيَعْبُدُوا اللهَ مُخْلِصِينَ لَهُ الدِّين .
»De blev kun befalet at tilbede Ham med oprigtig hengivenhed i lydighed mod Allah.« Og Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Handlinger bedømmes efter intentionerne, og hvert menneske får kun det, som han har haft til hensigt.« Intentionens egentlige natur eller betydning er allerede blevet behandlet tidligere (se kapitlet om wudu). Her blev det sagt, at intentionens sted er hjertet. Ibn al-Humam har sagt: Ingen overleverer har hørt Allahs Sendebud ﷺ sige: »Jeg har til hensigt at udføre umrah eller hajj.«
Der findes nogle regler og etiketter for ihram, som det er nødvendigt at overholde. Nedenfor omtaler jeg disse regler:
1. Renlighed: at klippe neglene, trimme overskægget, fjerne håret under armene, barbere håret under navlen, udføre wudu eller ghusl. Det er bedst at udføre ghusl. Desuden bør skægget og håret på hovedet rengøres. Ved disse handlinger opnås renlighed. Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Det er sunnah at udføre ghusl, når man har til hensigt at gå ind i ihram og ønsker at træde ind i Mekka.« – al-Bazzar, ad-Daraqutni, al-Hakim.
Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Kvinder, der har menstruation eller barselsblødning, skal udføre ghusl med intentionen om ihram. Derved bliver det tilladt for dem at gå ind i ihram og udføre alle hajjens eller umrahs handlinger. Men de må ikke foretage tawaf om Kabaen, før de er blevet rene for menstruation eller barselsblødning.« – Ahmad, Abu Dawud, at-Tirmidhi. (Denne hadith beviser, at ihram er gyldig i en tilstand af rituel urenhed, hvor wudu er nødvendig, hvis man er i hadath-tilstand.
2. At undgå syet tøj og iføre sig ihrams to klæder. Det ene af disse to klæder er et overklæde, der dækker den øverste halvdel af kroppen, bortset fra hovedet, og det andet er et usyet lændeklæde, der dækker den nederste halvdel af kroppen. Det er ønskeligt, at begge er hvide, for hvidt tøj er det mest elskede hos Allah. Ibn Abbas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud ﷺ og hans ledsagere steg ned fra deres ridedyr, brugte olie og begav sig derefter af sted iført overklæde og lændeklæde.« – al-Bukhari.
3. At påføre kroppen og tøjet parfume, uanset om duften stadig er til stede efter indtrædelsen i ihram eller ej. Selvom nogle lærde har anset dette for makruh, tilbageviser denne hadith deres opfattelse. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Jeg kan stadig se for mig, hvordan Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, havde en skinnende hårlok på grund af parfumen, mens han var i ihram.« – Bukhari og Muslim.
Bukhari og Muslim beretter også fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende: »Før indtrædelsen i ihram plejede jeg at påføre Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, parfume til ihram og for at træde ud af ihram efter stenkastningen, før han foretog tawaf omkring Kabaen.« Aisha sagde: »Vi rejste til Mekka sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Under ihram plejede vi at dufte vores pander med moskus. Når en af os derefter svedte, løb denne moskus ned over hendes ansigt. Allahs Sendebud så det, men forbød os det ikke.« – Ahmad og Abu Dawud.
4. To rak‘at. Man skal have til hensigt at udføre dem som en sunnah i forbindelse med ihram. I den første rak‘ah læses surah al-Kafirun efter surah al-Fatihah, og i den anden rak‘ah læses surah al-Ikhlas.
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at bede to rak‘at i Dhul-Hulayfah.« – Muslim.
Hvis man på dette tidspunkt udfører en obligatorisk bøn, er der ikke behov for at bede en anden bøn, ligesom den, der udfører den obligatoriske bøn, så snart han træder ind i moskéen, ikke behøver at bede tahiyyat al-masjid.
Hvor mange former for ihram findes der, og hvilke er de? Ihram er af tre former: 1. qiran, 2. tamattu og 3. ifrad. Alle tre former for ihram er ifølge enighed gyldige.
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »I året for afskedshajj rejste vi ud sammen med Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Nogle af os indtrådte i ihram med henblik på umrah, nogle indtrådte i ihram med henblik på både hajj og umrah, og andre indtrådte kun i ihram med henblik på hajj. Allahs Sendebud indtrådte kun i ihram med henblik på hajj. Den, der kun var indtrådt i ihram med henblik på umrah, trådte ud af ihram efter tawaf al-qudum, det vil sige ved at udføre tawaf straks efter ankomsten til Mekka. Den, der kun var indtrådt i ihram med henblik på hajj, eller med henblik på både hajj og umrah, trådte ikke ud af ihram ved tawaf al-qudum. Han trådte først ud af ihram den 10. Dhul-Hijjah ved ofringen og barberingen af håret.« – Ahmad, Bukhari, Muslim og Malik.
Qiran og dets betydning: At indtræde i ihram fra miqat med intention om både hajj og umrah og under talbiyah sige: »Labbayka bi-hajj wa umrah« (Din tjener er rede til både hajj og umrah). På grund af denne form for ihram bliver det obligatorisk for den, der er i ihram, at forblive i ihram, indtil alle handlingerne for hajj og umrah er udført.
Tamattu og dets betydning: At udføre umrah i hajjs måneder og fuldføre hajj i det samme år, som umrah blev udført, kaldes tamattu. Grunden til, at det kaldes tamattu (at drage fordel), er, at den, der er i ihram, på denne måde kan fuldføre både hajj og umrah i hajjs måneder i det samme år uden at vende tilbage til sit hjemland. Desuden kan den, der er i ihram, efter umrah træde ud af ihram og ligesom en almindelig person benytte syet tøj, parfume og lignende. Tamattu udføres således: Man indtræder fra miqat kun i ihram med henblik på umrah, og under recitationen af talbiyah siger man: »Labbayka bi-umrah« (Din tjener er rede til umrah).
Som følge af denne ihram skal den, der er i ihram, forblive i ihram, indtil han efter ankomsten til Mekka har udført tawaf omkring Kabaen, sa’y mellem Safa og Marwa (gået runder), barberet eller klippet håret, derefter trådt ud af ihram, taget ihramklæderne af og iført sig almindeligt tøj, og alt det, der tidligere var forbudt for ham på grund af ihram, igen er blevet tilladt. Når den 8. dag i Dhu al-Hijja kommer, skal han derefter indgå ihram i Mekka med henblik på hajj.
Det er blevet sagt i Fath al-Bari, at tamattu ifølge de fleste lærde består i, at en person på den samme rejse udfører hajj og umra i hajj-månederne i det samme år, idet han først udfører umra. Hvis blot én af disse betingelser mangler, er der ikke tale om tamattu.
Ifrads betydning: At den, der ønsker at tage på hajj, fra miqat indgår ihram udelukkende med henblik på hajj og fremsiger talbiyaen »Labbayka bi-hajj« (»Her er jeg, O Gud, til hajj«), kaldes ifrad. Den, der er i ihram for ifrad, forbliver i ihram, indtil alle hajjens handlinger er fuldført. Derefter kan han, hvis han ønsker det, udføre umra.
Der er uenighed blandt juristerne om, hvilken af de tre former for ihram der er den bedste. (Årsagen til denne uenighed er, at der er uenighed om, hvilken form Allahs Sendebud benyttede. Den korrekte opfattelse er imidlertid, at han udførte qiran, fordi han medbragte offerdyret.) Ifølge shafi’itisk madhhab er ifrad og tamattu bedre end qiran, fordi den, der udfører tamattu eller ifrad, er i stand til at fuldføre både hajj og umra, mens den, der udfører qiran, kun udfører hajjens handlinger. Shafi’itterne har desuden sagt, at der findes to opfattelser med hensyn til tamattu og ifrad: Den ene er, at tamattu er bedst, og den anden, at ifrad er bedst. Hanafi-lærde siger, at qiran er bedre end tamattu og ifrad, og at tamattu er bedre end ifrad. Malikitterne mener, at ifrad er bedre end tamattu og qiran. Hos hanbalitterne er tamattu og qiran bedre end ifrad. Hanbalitternes opfattelse er den letteste og mest lempelige for almindelige mennesker. Det var også det, Allahs Sendebud ønskede for sig selv, og som han befalede sine ledsagere at gøre.
Muslim overleverer fra Jabir, at Jabir sagde: Vi, Allahs Sendebuds ledsagere, indgik ihram udelukkende med henblik på hajj. Om morgenen den 4. Dhu al-Hijja kom Allahs Sendebud til os og befalede os at træde ud af ihram. Han sagde: »Træd ud af ihram og gå til jeres hustruer.« Han gjorde det ikke obligatorisk, men gjorde hustruerne tilladte for deres mænd. Vi sagde: Hvorfor befaler han os dette, når der kun er fem dage tilbage til Arafas dag? Vi vil gå til vores hustruer og derefter møde op på Arafat, mens vi stadig er urene. Da Allahs Sendebud hørte dette, holdt han følgende tale for os: »I ved, at jeg frygter Allah mere end jer, er mere sandfærdig end jer og har mere gudsfrygt end jer! Hvis jeg ikke havde haft et offerdyr med mig, ville jeg også være trådt ud af ihram ligesom jer. Hvis jeg havde ønsket lempelse for mig selv, ville jeg ikke have medbragt et offerdyr. Træd derfor ud af ihram.« Så trådte vi ud af ihram, lyttede til befalingen og adlød.
Det er også tilladt at indgå ihram uden nærmere bestemmelse. Den, der på grund af manglende kendskab til denne inddeling af ihram og dens detaljer indgår ihram på almindelig vis med intentionen om blot at opfylde den pligt, Allah har pålagt, uden at nævne nogen af de tre former for ihram, har en gyldig og korrekt ihram. De lærde siger: Hvis en person blot efterligner andre, indgår ihram og fremsiger talbiya med intentionen om tilbedelse uden at nævne nogen bestemt form og uden i sit hjerte at have tænkt på en bestemt form for ihram, og uden at nævne ifrad, qiran eller tamattu, er hans hajj også gyldig. Han kan vælge hvilken som helst af de tre. For den, der udfører qiran eller tamattu, gælder tawaf og sa’y, mens indbyggerne i det hellige område kun udfører ifrad:
Ibn Abbas blev spurgt om tamattu-hajj. Han sagde: Under afskedshajj indgik ansarerne, muhajirunerne og Allahs Sendebuds hustruer ihram. Vi indgik også ihram. Da vi nåede Mekka, sagde Allahs Sendebud: »Gør den ihram, som I har indgået med henblik på hajj, til ihram for umra også.« Det gælder dog ikke den, der har medbragt et offerdyr. Vi udførte tawaf omkring Allahs Hus og sa’y mellem Safa og Marwa; vi gik til vores hustruer og tog almindeligt tøj på. Allahs Sendebud sagde: »Den, der har medbragt et offerdyr, træder ikke ud af ihram, før dyret er nået frem til det sted, hvor det skal ofres.« Derefter blev vi pålagt at indgå ihram for hajj om aftenen den 8. Dhu al-Hijja. Efter at have fuldført hajjens handlinger kom vi til Mekka og udførte tawaf omkring Kabaen samt sa’y mellem Safa og Marwa. Dermed havde vi fuldført hajj, mens pligten til at bringe et offer stadig påhvilede os. Sådan som Allah har sagt:
فَمَنْ تَمَتَّعَ بِالْعُمْرَةِ إِلَى الْحَقِّ فَمَا اسْتَيْسَرَ مِنَ الْهَدْيِ، فَمَنْ لَمْ يَجِدْ فَصِيَامُ ثَلَاثَةِ أَيَّامٍ فِي الْحَجِّ وسَبْعَةِ إِذَا رَجَعْتُمْ إِلَى أَمْصَارِكُمْ.
“Den, der drager fordel af umraen indtil hajj, skal bringe et offer efter evne. Den, der ikke er i stand til at bringe et offer, skal faste tre dage under hajj-dagene og syv dage, når han er vendt hjem.” En ged er tilstrækkelig som offer. Derefter fuldførte de to gudsdyrkelser, hajj og umra, på ét år. Allah den Ophøjede har åbenbaret dette i Sin Bog og i Sin Sendebuds sunna og gjort det tilladt for alle mennesker undtagen Mekkas indbyggere. Allah har sagt:
ذلك لِمَنْ لَمْ يَكُن أَهْلَهُ حَاضِرِي الْمَسْجِدِ الْحَرَامِ .
“Denne ordning gælder for dem, hvis familier ikke bor blandt indbyggerne i den Hellige Moské.” De måneder, som Allah har fastsat som hajj-måneder, er Shawwal, Dhu al-Qa’da og Dhu al-Hijjah. Den, der udfører tamattu i disse måneder, er pålagt enten at bringe et offer eller at faste. – Bukhari.
1. Denne hadith viser, at indbyggerne i det hellige område hverken må udføre tamattu eller qiran. Uanset om de udfører hajj eller umra, skal de udføre ifrad. (Malik, al-Shafi’i og Ahmad mener dog, at Mekkas indbyggere kan udføre tamattu og qiran. Det er ikke makruh for dem.)
Dette er Ibn Abbas’ og Abu Hanifas mening. De henviser til det ovennævnte vers. Der er uenighed om, hvem der menes med indbyggerne i den Hellige Moské. Ifølge Malik er det Mekkas indbyggere. Al-Tahawi foretrækker denne mening. Ifølge Ibn Abbas, Tawus og andre betyder det dem, der bor inden for den nærmeste afstand fra det hellige område, hvorfra det er tilladt at forkorte bønnen. Ibn Jarir har støttet denne mening. Hanafitterne
mener, at det er den, hvis familie bor ved miqat eller tættere på. Det skal bemærkes, at det er bopælen, ikke fødestedet, der tages i betragtning.
Det fremgår også af hadithen, at den, der udfører tamattu, først skal udføre tawaf og sa’i for umraen. Han behøver derfor ikke tawaf al-qudum. Efter opholdet på Arafat skal han udføre tawaf al-ziyarah og derefter sa’i.
De fleste lærde mener om qiran, at hajjens ritualer er tilstrækkelige for den, der udfører det. Efter opholdet på Arafat skal han kun udføre tawaf al-ziyarah én gang og sa’i én gang. Denne ene tawaf og ene sa’i er tilstrækkelige for både hans hajj og umra, ligesom det er tilfældet for den, der udfører ifrad-hajj. (Forskellen er blot, at man ved qiran skal have intention om både hajj og umra, mens intentionen ved ifrad kun gælder hajj.)
Jabir, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der ifører sig ihram med henblik på hajj og umrah, behøver kun én tawaf og én sa’i. – Tirmidhi.
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Sendebuddet, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den, der ifører sig ihram med henblik på hajj og umrah, behøver kun én tawaf og én sa’i. – Tirmidhi.
Muslim berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Aisha: Din tawaf omkring Kabaen samt Safa og Marwa er tilstrækkelig for din hajj og umrah.
Ifølge Abu Hanifa er to tawaf og to sa’i hver især nødvendige for hajj og umrah. Men den førstnævnte opfattelse er den stærkeste, fordi dens beviser er stærkere.
Det fremgår også af denne hadith, at både den, der udfører qiran, og den, der udfører tamattu, skal bringe et offer.
Man skal som minimum bringe en ged som offer. Hvis man ikke er i stand til det, skal man faste tre dage under hajj og syv dage efter hjemkomsten. Det er bedst at faste de tre dage under hajj inden Arafah-dagen, i løbet af de første ti dage af måneden Dhu al-Hijjah. Nogle lærde, såsom Tawus og Mujahid, har afsagt den dom, at det også er tilladt at faste dem i begyndelsen af Shawwal. Ifølge Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, bør disse tre fastedage holdes således: én dag før den 8. Dhu al-Hijjah, den 8. Dhu al-Hijjah og den 9. Dhu al-Hijjah. Hvis man ikke faster én af dagene eller faster en del af dem før eid, er det tilladt for ham at faste de resterende dage under Ayyam al-Tashriq. Aisha og Ibn Umar, må Allah være tilfreds med dem, sagde nemlig: Det er ikke tilladt at faste under Ayyam al-Tashriq. Det er dog tilladt for den, der ikke kan bringe et offer. – Bukhari.
Hvis det ikke er muligt at faste de tre dage under hajj, skal de indhentes senere. De resterende syv fastedage skal holdes efter hjemkomsten. Nogle siger, at de kan holdes, når man vender tilbage til sin karavane. Ifølge den sidstnævnte opfattelse er det tilladt at faste undervejs. Det er ikke nødvendigt at holde disse ti fastedage i træk. Og når man har gjort sin intention og iført sig ihram, skal man fremsige talbiyah.
6. Talbiyah (at sige labbayka)
Talbiyaens definition og retsstatus: De lærde er enige om, at talbiya er en religiøs forskrift inden for hajj. Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »O Muhammads efterkommere, den af jer, der udfører hajj, skal fremsige talbiya under sin hajj.« Ahmad, Ibn Hibban. (Ifølge Zamakhshari betyder ordet labbayka, at tjeneren til enhver tid står fast i lydighed mod Dig.) Der er uenighed om, hvor nødvendigt det er at sige labbayka i islamisk lov, hvornår det skal siges, og hvad der sker, hvis det forsinkes, med mere. Ifølge al-Shafi‘i og Ahmad er det sunna, og det er anbefalelsesværdigt at sige det samtidig med ihram. Hvis nogen har til hensigt at udføre hajj eller umra, men ikke fremsiger talbiya, er hans hajj og umra gyldig. Han skal ikke betale nogen kaffara eller lignende. For ifølge al-Shafi‘i og Ahmad bliver ihram gyldig alene ved intentionen.
Ifølge hanafitterne er talbiya, eller en stedfortrædende bøn eller tasbih med omtrent samme betydning, samt at medbringe offerdyret, blandt betingelserne for ihram. Derfor er ihram ikke gyldig uden talbiya eller tasbih og uden at medbringe offerdyret. Grundlaget for hanafitternes udsagn er, at ihram hos dem består af en kombination af intentionen og en af hajj-handlingerne. Når nogen derfor har til hensigt at træde ind i ihram og udfører en eller anden hajj-handling, såsom at fremsige tasbih eller talbiya, eller medbringer offerdyret uden at fremsige talbiya, er hans indtræden i ihram fuldført. Han skal dog yde dam (ofre), fordi han har undladt at fremsige talbiya. Den kendte opfattelse i den malikitiske madhhab er, at det er wajib at fremsige talbiya. Hvis man undlader talbiya eller ikke fremsiger den umiddelbart efter at være trådt ind i ihram, er det wajib for den, der har råd til at ofre, at bringe et offer.
Talbiyaens formulering: Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, talbiya lød således:
لبيك اللهم لبيك لبيك لا شريك لك لبيك إن الحمد والنِّعْمَةَ لَكَ وَالْمُلْكَ، لَا خَرِيكَ لَكَ.
Nafi‘ siger: Abdullah ibn Umar plejede at tilføje: »Labbayka, labbayka, labbayka, wa sa‘dayka, wal-khayru bi-yadayka, labbayka war-raghbau ilayka wal-‘amalu.« De lærde anser det for anbefalelsesværdigt at begrænse sig til den talbiya, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fremsagde. De er uenige om at tilføje yderligere formuleringer til den. Flertallet af de lærde mener dog, at der ikke er noget galt i at tilføje dem. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, og mange andre ledsagere plejede nemlig at tilføje formuleringer, og Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde ikke noget, selv om han hørte det. – Abu Dawud, al-Bayhaqi.
Malik og Abu Yusuf anser det for makruh at føje noget til Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, talbiya.
Talbiyaens fortrin: Ibn Majah har overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis en person i ihram bruger hele dagen indtil solnedgang på at fremsige talbiya, forsvinder hans synder. Han bliver derved syndfri som et nyfødt barn.
Al-Tabarani har overleveret fra Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Den, der fremsiger talbiya, modtager et glædeligt budskab, så snart han fremsiger talbiya, og den, der fremsiger takbir, modtager et glædeligt budskab, så snart han fremsiger takbir (siger Allahu akbar). Der blev spurgt: »O Allahs Sendebud, er det et glædeligt budskab om Paradiset?« Han svarede: »Ja.«
Det er overleveret fra Sahl ibn Sa‘d, at Allahs Sendebud sagde: Når en muslim fremsiger talbiya, fremsiger alle træer, sten og småsten til højre og venstre for ham talbiya sammen med ham, indtil jorden ophører herfra og herfra. – Ibn Maja, al-Bayhaqi, at-Tirmidhi og al-Hakim.
Det er anbefalet at fremsige talbiya højt. Det er overleveret fra Zayd ibn Khalid, at Allahs Sendebud sagde: Jibril kom til mig og sagde: Befal dine ledsagere at fremsige talbiya højt. Dette er et af hajjens kendetegn. – Ibn Maja, Ahmad, Ibn Khuzayma og al-Hakim.
Det er overleveret fra Abu Bakr, at Allahs Sendebud blev spurgt: Hvilken form for hajj er bedst? Han svarede: Den, hvor talbiya fremsiges højt, og et offerdyr ofres. – At-Tirmidhi, Ibn Maja.
Abu Hazim siger: Når Allahs Sendebuds ledsagere iførte sig ihram, nåede deres stemmer, før de knap nok var nået til ar-Rawha, en meget høj styrke. På grundlag af disse hadither foretrækker flertallet af de lærde at fremsige talbiya højt.
Imam Malik sagde: I de små moskeer skal talbiya ikke fremsiges højt. Det er tilstrækkeligt, at man selv kan høre den. Kun i Mina-moskeen og al-Masjid al-Haram skal talbiya fremsiges højt. Dette gælder mænd.
Kvinder skal fremsige talbiya på en sådan måde, at kun de selv og den person, der er ved siden af dem, kan høre den. Det er makruh at fremsige den højere end dette. ‘Ata siger: Mænd skal fremsige den højt, mens kvinder skal fremsige den, så kun de selv kan høre den.
De tilfælde, hvor det er anbefalet at fremsige talbiya: Det er anbefalet at fremsige talbiya i forskellige tilfælde og situationer, såsom når man stiger op på et ridedyr, når man stiger af det, hver gang man bestiger et højt sted, stiger ned til et lavt sted eller møder en rytter. Det er også anbefalet efter hver bøn og i den sidste del af natten. Ifølge Imam ash-Shafi‘i er det anbefalet at fremsige den under alle omstændigheder.
Tidspunktet for talbiya: Den, der er iført ihram, skal begynde at fremsige talbiya fra det øjeblik, han ifører sig ihram, og fortsætte med det indtil den første sten kastes ved den sidste jamrat, Jamrat al-‘Aqaba, på offerdagen. Efter den første sten skal han ophøre med talbiya. For Allahs Sendebud fremsagde uafbrudt talbiya, indtil han nåede jamrat. – Alle de autentiske hadith-samlinger.
Dette er Hanafi-, Shafi‘i- og Thawri-skolens samt flertallet af de lærdes opfattelse.
Ahmad og Ishaq siger: Talbiya skal fremsiges, indtil alle stenene er kastet, hvorefter man skal ophøre. Malik siger: På ‘Arafahs dag skal talbiya fremsiges, indtil solen hælder mod vest, hvorefter man skal ophøre. Dette gælder hajj. Den, der udfører umra, skal derimod fremsige talbiya, indtil han rører ved Den Sorte Sten. Det skyldes, at det er overleveret fra Ibn ‘Abbas, at Allahs Sendebud under umra ophørte med at fremsige talbiya, da han rørte ved Den Sorte Sten. – At-Tirmidhi.
De fleste lærde handlede i overensstemmelse med dette [at-Tirmidhi siger: Hvis man indtræder i ihram ved en miqat, ophører man med at fremsige talbiya, så snart man træder ind i al-Haram ash-Sharif. Hvis man indtræder i ihram fra Ji’rana eller at-Tan’im, ophører man med at fremsige talbiya, så snart man træder ind i Mekkas beboede område].
At sende velsignelser over Allahs Sendebud og bede efter talbiya: Det er overleveret fra al-Qasim ibn Muhammad ibn Abu Bakr, at det er mustahabb for en person at sende salat eller durud over Allahs Sendebud, når han er færdig med at fremsige talbiya. Efter talbiya plejede Allahs Sendebud at bede Allah om tilgivelse og Hans tilfredshed samt søge beskyttelse hos Allah mod onde mennesker. – at-Tabarani.
7. Handlinger, der er tilladte for den, der er i ihram:
1. At tage et bad og skifte ihram-klæder: Det er overleveret fra Ibrahim an-Nakha’i, at han sagde: Når vores imamer kom til Maimuns brønd, tog de et bad og iførte sig godt tøj. Når Ibn Abbas trådte ind i badehuset ved al-Juhfa, var han i ihram. Man sagde til ham: »Træder du ind i badehuset, mens du er i ihram?« Han svarede: »Den Almægtige Allah har ikke brug for snavs og urenheder på vores kroppe.«
Det er overleveret fra Jabir, at den, der er i ihram, skal tage et bad og vaske sit tøj. Abdullah ibn Hunayn siger: Ibn Abbas og al-Miswar kom i en diskussion i al-Abwa’. Ibn Abbas sagde: »Den, der er i ihram, må vaske sit hoved.« Al-Miswar sagde: »Den, der er i ihram, må ikke vaske sit hoved.« Derefter sendte Ibn Abbas mig til Abu Ayyub al-Ansari. Jeg så ham tage et bad mellem bassinets to sider, mens han havde et klæde omkring sig. Jeg hilste på ham. Han sagde: »Hvem er du?« Jeg svarede: »Jeg er Abdullah ibn Hunayn. Ibn Abbas har sendt mig til dig. Han spørger dig, hvordan Allahs Sendebud plejede at tage et bad, mens han var i ihram.« Abu Ayyub lagde sin hånd på klædet og trak det ned fra hovedet, så hans hoved blev synligt for mig. Derefter sagde han: »Enhver hælder vand over sin krop; jeg hælder vand over min.« Så hældte han vand over sit hoved. Derefter gned han sit hoved med hænderne og førte hånden én gang frem og én gang tilbage. Så sagde han: »Jeg så Allahs Sendebud tage et bad på denne måde.« – Alle de kanoniske hadith-samlinger undtagen at-Tirmidhi.
Al-Bukhari har tilføjet i sin overlevering: Derefter vendte jeg tilbage til Ibn Abbas og al-Miswar. Da sagde al-Miswar til Ibn Abbas: »Jeg vil aldrig mere diskutere med dig.« Ash-Shawkani har sagt: Denne hadith beviser, at det er tilladt for den, der er i ihram, at tage et bad. Det er også tilladt at dække hovedet med hånden under badet. Ibn al-Mundhir har sagt: Alle er enige om, at den, der er i ihram, skal tage et rituelt bad, hvis han befinder sig i rituel urenhed på grund af sædafgang. Der er imidlertid uenighed om badning i andre situationer. Malik har i sin al-Muwatta’ overleveret fra Nafi’, at Ibn Umar ikke vaskede sit hoved, mens han var i ihram, af nogen anden grund end en våd drøm. Det er overleveret fra Malik, at det er makruh for den, der er i ihram, at nedsænke hovedet i vand. Det er tilladt at bruge sæbe og lignende til at fjerne snavs. Ifølge ash-Shafi’is og hanbalitternes mening er det tilladt for den, der er i ihram, at vaske sig med parfumeret sæbe. Ligeledes er det tilladt at rede håret ud, løsne fletninger eller knuder og rede det med en kam. Allahs Sendebud sagde til Aisha: »Løsn dine hårlokker og red dit hår.« – Muslim.
An-Nawawi siger: Ifølge vores mening er det tilladt for den, der er i ihram, at løsne hårlokker og rede håret. Man skal dog passe på, at ingen hårstrå falder ud. Det er imidlertid makruh at rede håret uden en gyldig grund. Der er derimod intet problem i at bære sine ejendele på hovedet.
2. At bære korte bukser: Al-Bukhari har overleveret fra Aisha, at hun ikke mente, der var noget forkert i, at den, der er i ihram, bar korte bukser. (Dette er Aishas egen mening. Flertallet mener, at der ikke er nogen forskel mellem bukser og korte bukser som syet tøj. Begge dele er forbudt for den, der er i ihram. Fath al-Bari)
3. At dække ansigtet: Ash-Shafi‘i og Sa‘id ibn Mansur har overleveret fra Qasim, at Uthman (må Allah være tilfreds med ham), Zayd ibn Thabit og Marwan plejede at dække deres ansigter, mens de var i ihram. Taus sagde: Den, der er i ihram, må dække sit ansigt for at beskytte sig mod støv. Mujahid sagde: Når der blæste en kraftig vind, mens de var i ihram, plejede sahabaerne at dække deres ansigter, og ingen gjorde indsigelse mod det.
4. Kvinders brug af strømper: Abu Dawud og Ash-Shafi‘i har overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) gav kvinder tilladelse til at bære strømper.
5. At dække hovedet ved en fejl: Ash-Shafi‘iterne siger: Hvis nogen ved en fejl dækker sit hoved eller ved en fejl tager en syet dragt på, er der ingen skade ved det. Ata sagde: Han skal ikke betale nogen kaffara eller lignende, men skal bede Allah om tilgivelse. Ifølge hanafitterne skal han betale fidya. Der er en tilsvarende uenighed om brug af parfume af uvidenhed eller ved en fejl. Ash-Shafi‘itternes grundregel er, at uvidenhed og fejl regnes som en undskyldning ved enhver forbudt handling, og derfor skal der ikke betales fidya. Hvis det imidlertid medfører en skade, såsom jagt, barbering af håret eller klipning af neglene, er sagen anderledes. Dette vil blive behandlet senere.
6. Åreladning, åbning af bylder, tandudtrækning og åbning af en vene: Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fik foretaget åreladning midt på hovedet, mens han var i ihram. Der findes belæg for dette [Ibn Taymiyya har sagt: Åreladning er ikke mulig uden at barbere noget af håret].
Malik sagde: Det er ikke skadeligt efter behov at åbne en byld, forbinde et sår eller åbne en vene. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Den, der er i ihram, må trække en tand ud og åbne en byld.
An-Nawawi sagde: Hvis den, der er i ihram, ønsker at få foretaget åreladning uden at have behov for det, skal man se, om det indebærer, at noget af håret klippes. Hvis det gør, er en sådan åreladning forbudt, fordi den indebærer hårklipning. Hvis ikke, er den ifølge flertallet af de lærde ikke forbudt. Malik anså den dog for makruh. Ifølge al-Hasan skal der betales fidya, selv om der ikke klippes hår. Hvis åreladningen er nødvendig, er det tilladt at klippe håret, men der skal betales fidya. Ifølge zahiritterne skal der kun betales fidya, hvis der klippes hår på hovedet.
7. At klø sig på hovedet og kroppen: Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun blev spurgt, om den, der er i ihram, må klø og gnide sin krop. Hun svarede: Ja, han bør tværtimod klø og gnide sig grundigt. Al-Bukhari, Muslim og Malik. Malik har tilføjet, at Aisha sagde: Hvis mine hænder var bundet, ville jeg klø og gnide mig med mine fødder. En tilsvarende hadith er overleveret fra Ibn Abbas, Jabir, Sa‘id, Ata og Ibrahim an-Nakha‘i.
8-9. At se sig i spejlet og indånde parfume: Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham):
Den, der er i ihram, må indånde parfume, se sig i spejlet og tage vare på sit helbred ved at spise olie og ghee.
Det er overleveret fra ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz – måtte Allah være tilfreds med ham – at han så sig i spejlet og brugte siwāk, mens han var i ihrām.
Ibn al-Mundhir har sagt: De lærde er enige om, at det er tilladt for den, der er i ihrām, at spise olie, fedt og ghee, men forbudt at smøre parfume på hele kroppen. Ifølge hanafitterne er det makruh at opholde sig i et hus, hvor der findes parfumerede stoffer af ʿitr-typen, uanset om man har til hensigt at indånde deres duft eller ej. Ifølge hanbalitterne og shafiitterne er det haram, hvis man har til hensigt at indånde duften, men ellers ikke haram.
Ifølge shafiitisk madhhab er det tilladt at sidde hos en parfumeforhandler på et sted, hvor parfumen spredes i luften. Dette regnes ikke som forsætlig brug af parfume. Det er dog mustahabb at undgå det. Men på særlige steder, hvor man kan komme nærmere Allah, er det ikke mustahabb at undgå det, såsom at sidde nær Kabaen, når den er blevet parfumeret. dér er det ikke makruh, fordi det at sidde nær Kabaen hjælper én med at komme nærmere Allah. Derfor er det ikke mustahabb at undgå duften, når det tjener et rigtigt formål. Det er tilladt at transportere parfumerede stoffer i et hætteglas, en flaske eller en beholder, der er bundet fast, og der skal ikke betales fidyah. 10-11. Den, der er i ihrām, må færdes med en pengepung bundet om livet. Ibn ʿAbbās – måtte Allah være tilfreds med ham – har sagt: Der er ingen skade i, at den, der er i ihrām, bærer en pengepung og tager en ring på.
12. At bruge kohl: Ibn ʿAbbās – måtte Allah være tilfreds med ham – har sagt: Den, der er i ihrām, må bruge kohl, som ikke indeholder parfume, uanset om øjnene løber i vand eller ej. Det er der enighed om er tilladt at bruge kohl som behandling og ikke som udsmykning.
13. Den, der er i ihrām, må bruge paraply og telt og opholde sig i skyggen af et tag eller noget tilsvarende: ʿAbdullah ibn ʿĀmir – måtte Allah være tilfreds med ham – siger: Abū Shaybah … bundet til et træ. Jeg drog ud sammen med ʿUmar – måtte Allah være tilfreds med ham. Han lod ihrām-sengen slå op og søgte ly i dens skygge. Ibn
Umm Ḥusayn – måtte Allah være tilfreds med hende – har sagt: Jeg udførte afskedspilgrimsfærden sammen med Allahs Sendebud – Allahs velsignelser og fred være med ham. På det tidspunkt så jeg Usāmah og Bilāl. Den ene af dem holdt tøjlen på Allahs Sendebuds kamel, mens den anden løftede hans klæde og skærmede ham mod den brændende sol. På denne måde kastede han sten efter jamarāt. Aḥmad og Muslim.
ʿAṭāʾ siger: Den, der er i ihrām, må søge skygge for solen og beskytte sig mod regn og vind. Ibrāhīm al-Nakhaʿī siger: Al-Aswad ibn Yazīd lagde et tæppe over sit hoved for at beskytte sig mod regnen. På det tidspunkt var han i ihrām.
14. Farvning med henna: Ifølge hanbalitterne er det ikke haram for den, der er i ihrām, hvad enten det er en kvinde eller en mand, at farve nogen del af kroppen med henna bortset fra hovedet. Ifølge shafiitisk madhhab er det under ihrām tilladt for en mand at farve alle dele af kroppen med henna bortset fra de to fødder og de to hænder. Det er haram at farve hænder og fødder med henna uden behov. Man må ikke påføre en mørk hennafarve på hovedet. Det er makruh for en kvinde at bruge henna, mens hun er i ihrām. Men under ʿiddah-perioden efter sin mands død er det haram for hende at bruge henna.
Det er også haram at påføre henna med sådanne mønstre. Ifølge hanafitternes og malikitternes madhhab er det ikke tilladt for en muhrim, hvad enten det er en mand eller en kvinde, at påføre hennafarve på nogen del af kroppen. Det skyldes, at henna er en form for parfume, som er haram for en muhrim. Moderen til Mawla bint Hakim fortæller: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde til Umm Salama, må Allah være tilfreds med hende: »Brug ikke parfume, mens du er i ihram, og rør ikke ved henna, for det er parfume.« – at-Tabarani og al-Bayhaqi.
15. At slå en tjener med henblik på at opdrage ham: Asma bint Abu Bakr, må Allah være tilfreds med hende, sagde: Vi drog ud på hajj sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Da vi nåede til Araz, gjorde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, og vi holdt hvil. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, satte sig ved siden af Allahs Sendebud, og jeg satte mig ved siden af Abu Bakr. Allahs Sendebuds og Abu Bakrs rejseudstyr var samlet og blev passet af en tjener tilhørende Abu Bakr. Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, ventede på sin tjener. Han kom, men hans kamel var ikke med ham. Abu Bakr sagde: »Hvor er din kamel?« Han svarede: »Jeg mistede den i går aftes.« Abu Bakr sagde: »Du havde kun én kamel, og alligevel mistede du den?« Derefter slog han ham. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, så det og begyndte at smile. Han sagde: »Se på denne muhrim! Hvad har han gjort?« Allahs Sendebud sagde kun: »Se på denne muhrim, hvad han gør«, og smilede. Han sagde ikke mere. – Ahmad, Abu Dawud og Ibn Majah.
16. At dræbe fluer, flåter og myrer: En mand spurgte Ata, om man måtte dræbe flåter og myrer, der kravler op ad kroppen, mens man er i ihram. Han svarede: »Fjern det, som ikke er en del af din krop.« Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at en muhrim må dræbe flåter af enhver størrelse. Det er tilladt at fjerne flåter fra en muhrims kamels krop. Ikrima fortæller, at Ibn Abbas, mens han var i ihram, beordrede ham til at fjerne en flåt fra en kamel. Ikrima brød sig ikke om denne ordre. Ibn Abbas sagde: »Gå hen og slagt kamelen.« Ikrima slagtede den straks. Ibn Abbas irettesatte ham mildt og sagde: »Hvor mange flåter, store og små, har du nu dræbt på denne kamel?«
17. At dræbe fem undtagne dyr samt ethvert skadeligt dyr: Aisha, må Allah være tilfreds med hende, fortæller, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Fem dyr er undtaget. De må dræbes under ihram, både inden for og uden for det hellige område: kragen, glenten, skorpionen, musen og den bidende hund.« – Muslim og al-Bukhari. Al-Bukhari har desuden føjet slangen til disse.
Det er ifølge de lærdes enstemmige opfattelse også tilladt at dræbe den lille krage, som æder af afgrøderne, mens man er i ihram. Med »den bidende hund« menes et dyr, der bider mennesker, skræmmer dem og angriber dem, såsom løven og tigeren.
Allah den Ophøjede har sagt:
يَسْأَلُونَكَ مَاذَا أَحِلَّ لَمْ ؟ قُلْ أَحِلَّ لَكُمُ الطَّيِّبَاتِ، وَمَا عَلَّمْتُم مِنَ الْجَوَارِحِ مُكَذِّبِينَ تَعْلَمُونَهُنَّ ما علمكم الله .
»De spørger dig, hvad der er gjort tilladt for dem. Sig: De gode ting er gjort tilladte for jer, og ligeledes de rovdy r og rovfugle, som I har trænet til jagt, sådan som Allah har lært jer. « Med jagtrovdyr og jagtfugle menes de vilde dyr og fugle, som er blevet trænet til at fange og bringe bytte tilbage, såsom hunde og falke. Ifølge hanafitternes opfattelse omfatter ordet »hund« kun hund og tiger, og ikke noget andet. Ibn Taymiyya har sagt: Det er tilladt for en muhrim at dræbe de dyr, som af natur volder mennesker skade, såsom slanger, bishnu, mus, krager og bidende hunde.
Desuden er det tilladt at afværge de mennesker og dyr, som skader og plager ham. Hvis nogen af dem ligefrem angriber ham, og han ikke kan få vedkommende til at holde op uden at kæmpe imod ham, er det også tilladt at bekæmpe ham. For Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, har sagt: »Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ejendom, er martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sit liv, er martyr. Den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin religion, er martyr, og den, der bliver dræbt, mens han forsvarer sin ære, er martyr.« Når lus eller myg bider den, der er i ihram, er det tilladt for ham at dræbe dem. Han skal ikke betale nogen soning for det. Det er dog bedre at jage dem bort end at dræbe dem. Ifølge flertallet af de lærde skal der heller ikke betales nogen soning, hvis man dræber rovdyr som tigre og løver. At lede efter lus i håret, selv uden at være generet af dem, er en form for underholdning. Det bør man ikke gøre. Hvis man alligevel gør det, skal der dog ikke betales nogen soning.
8. Det, der er forbudt for den, der er i ihram
Shariaen har forbudt og gjort visse handlinger haram for den, der er muhrim eller i ihram. Disse nævnes nedenfor:
1. Samleje med hustruen samt alle handlinger, der tilskynder til samleje eller fremkalder seksuel ophidselse, såsom kys, berøring med seksuel lyst og at en mand taler med sin hustru om samleje.
2. At begå enhver syndig handling, som driver mennesket væk fra lydighed mod Allah.
3. At skændes med rejsefæller, tjenere og andre samt at bruge hårde ord over for dem. For Allah har sagt:
فمن فَرَضَ فِيهِنَّ الْحَجِّ فَلَا رَفَتْ وَلَا فُسُوقَ وَلَا جِدَالَ فِي الحج .
»Den, der beslutter sig for at udføre hajj, skal under hajj afholde sig fra uanstændig tale eller handling, syndige handlinger og strid.« (Med strid menes her uretfærdig strid. Det er anbefalet eller obligatorisk at diskutere for sandhedens og retfærdighedens skyld.)
Bukhari og Muslim har overleveret fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der udfører hajj på en sådan måde, at han hverken begår uanstændighed eller forbudte handlinger under den, vil blive syndfri som på den dag, hvor han blev født af sin mor.«
4. At bære enhver form for syet beklædning, såsom skjorte, bukser, hat osv. Ligeledes at bære farverigt, prangende tøj samt sko og sokker.
Det er overleveret fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Den, der er i ihram, må ikke bære skjorte, turban, hat, parfumeret tøj eller sokker. Men den, der ikke har sko, må bære sokker, efter at have skåret den del af sokkerne af, der når op til anklerne, så sokkerne befinder sig under anklerne.« Al-Bukhari og Muslim. De lærde er enige om, at denne regel kun gælder mænd. Den gælder ikke kvinder. De må bære disse beklædningsgenstande, men de må ikke bære parfumeret tøj, niqab eller handsker. Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde nemlig: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) forbød kvinder at bære handsker, niqab og parfumeret tøj, mens de var i ihram.« Derefter kan hun bære tøj i enhver farve, herunder gult, samt silke, smykker, skjorte, bukser eller sokker. Abu Dawud, al-Bayhaqi og al-Hakim.
Al-Bukhari sagde: Aisha (må Allah være tilfreds med hende) bar gult tøj, mens hun var i ihram. Hun sagde: »Kvinder må ikke dække deres næser og ansigter, og de må ikke bære tøj, der er parfumeret med safran eller andre duftstoffer.« Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg anser ikke gult tøj for parfumeret.« Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fandt det ikke forkasteligt, at kvinder bar smykker, sort tøj, rosafarvet parfumeret tøj og sokker. Al-Bukhari overleverede dette fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham). Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »En kvinde i ihram må ikke bære niqab eller handsker.«
Denne hadith viser, at kvindens ihram vedrører hendes ansigt og håndflader. De lærde har sagt, at der ikke er noget til hinder for, at hun dækker ansigtet med noget. Ibn al-Qayyim sagde, at betingelsen om at holde ansigtet utildækket er svag og uden grundlag. Det er tilladt at skærme ansigtet fra mænds blikke med en paraply eller lignende. Hvis der imidlertid er frygt for fitna (tilskyndelse til synd), er det obligatorisk at holde ansigtet skjult for blikkene.
Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Vi rejste sammen med Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), mens vi var i ihram. Mænd, der red på kameler, passerede os. Når de kom over for os, lod vi vores slør falde ned over ansigtet. Når de var gået forbi, blottede vi igen ansigtet.« Abu Dawud og Ibn Majah. Ata, Malik, al-Thawri, al-Shafi’i, Ahmad og Ishaq tillader, at man lader et stykke stof hænge ned foran ansigtet.
Den, der ikke kan skaffe en izar, et overklæde og sko, skal bære, hvad han kan få. Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) holdt en tale ved Arafat. I talen sagde han: Den, der ikke kan skaffe en izar uden syninger, skal bære bukser, og når han ikke kan skaffe sko, skal han bære sokker.« Ahmad, al-Bukhari og Muslim. I en anden hadith, overleveret af Ahmad, sagde Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham): »Den, der ikke kan skaffe en izar, men kan skaffe bukser, skal bære bukserne. Og den, der ikke kan skaffe sko, men kan skaffe sokker, skal bære sokkerne.« Denne hadith indeholder ingen befaling om at forkorte sokkerne.
Dette er Ahmads opfattelse. Han tillod den, der er i ihram, at bære bukser og sokker, når han ikke er i stand til at skaffe sko og en izar. I denne situation skal han heller ikke betale nogen kaffara. Flertallet af de lærde følger den opfattelse, at den, der ikke har sko, skal bære sokker efter at have skåret dem af ned til anklerne, fordi sokkerne derved kommer til at ligne sko. Ifølge hanafitterne skal den, der ikke har en izar, sprætte bukserne op og fjerne syningerne, før han bruger dem. Hvis han bærer dem med syningerne intakte, skal han betale fidya. Malik og al-Shafi’i sagde: Buksernes syninger behøver ikke at blive fjernet; han skal bære dem, som de er, og skal ikke betale fidya. Jabir (må Allah være tilfreds med ham) overleverede fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Når en izar ikke kan skaffes, skal man bære bukser, og når sko ikke kan skaffes, skal man bære sokker og skære den øverste del af sokkerne af, så de går ned til under anklerne.« An-Nasa’i.
Hvis man efter at have taget bukser på får skaffet en izar, skal bukserne tages af. Men hvis man ikke kan skaffe et overklæde, må man ikke tage en skjorte på. For hvis han tager en skjorte på, kan han ikke bære en izar sammen med bukserne.
5. At indgå en ægteskabskontrakt for sit eget eller en andens ægteskab: Hvis en sådan kontrakt indgås under ihram, bliver kontrakten ugyldig og får ingen retsvirkning. Muslim beretter fra Uthman, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den, der er i ihram, må hverken gifte sig selv, gifte en anden bort eller fri til nogen.« Hos al-Tirmidhi findes ordene »eller fri til nogen« ikke. På grundlag af denne hadith forbød Malik, al-Shafi‘i, Ahmad og Ishaq den, der er i ihram, at gifte sig, og de anså ægteskabet for ugyldigt, hvis det blev indgået. Den hadith, der beretter, at »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med Maimuna, mens han var i ihram«, modsiges af den hadith, som Muslim har berettet. I Muslims hadith står der, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med hende, efter at han havde afsluttet ihram. Al-Tirmidhi sagde: Der er uenighed om begivenheden, hvor Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, giftede sig med Maimuna, fordi han giftede sig med hende på vejen til Mekka. Derfor har nogle sagt, at han giftede sig med hende, efter at han havde afsluttet ihram. Nyheden om dette ægteskab blev imidlertid offentliggjort, mens han var i ihram. Derefter blev ægteskabet fuldbyrdet i Saraf, efter at han havde afsluttet ihram.
Ifølge hanafitterne er det tilladt at indgå en ægteskabskontrakt under ihram. Ihram forbyder nemlig ikke en kvinde at indgå ægteskabskontrakt; det forbyder samleje. Ægteskabskontraktens gyldighed hindres ikke af ihram.
6 og 7. At klippe neglene eller barbere eller trimme håret – hvad enten det er håret på hovedet eller noget andet hår. Allah har nemlig sagt:
ولا تُعلِقوا رؤوسكم حتى يبلغ الهدي محله .
»Barber ikke jeres hoveder, før offerdyret er nået frem til sit offersted.« Alle lærde er enige om, at det er haram for den, der er i ihram, at klippe sine negle uden en gyldig grund. Hvis en negl imidlertid er knækket, må den fjernes, og der skal ikke betales fidya for det. Hvis det er belastende at lade håret være, er det tilladt at fjerne det, men der skal betales fidya. Hvis øjenbrynene derimod er til gene for den, der er i ihram, må de fjernes uden fidya. Ifølge malikitterne skal der dog betales fidya. Allah den Ophøjede har sagt:
فَمَن كَانَ مِنكُم مَرِيضًا أَوْ بِهِ أَذًى مِنْ رَأْسِهِ فَفِدْيَةٌ مِنْ صِيَامٍ أَوْ صَدَقَةٍ أَوْ نُسُكِ .
»Hvis nogen af jer er syg eller har en lidelse i hovedet, skal han betale fidya ved at faste, give almisse eller bringe et offer.«
8. At påføre mandens eller kvindens tøj eller krop parfume. Det er berettet fra Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, kunne lugte parfume fra Muawiyas krop, selv om Muawiya på det tidspunkt var i ihram. Han sagde til ham: »Gå og vask det af.« For jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sige: »Den, der udfører hajj, er støvet og uden parfume.« – Al-Bazzar.
Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde desuden tre gange til en anden: »Vask den parfume, du har på kroppen, af.«
Hvis nogen dør i ihram-tilstand, må man ikke bruge parfume, når man vasker ham og ifører ham ligklædet. Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde nemlig om en person, der var død i ihram-tilstand: »Dæk ikke hans hoved, og påfør ham ikke parfume. På Opstandelsens Dag vil han blive genoplivet, mens han siger: Labbaik, labbaik.« Der er dog ingen indvending mod, at der er spor af parfume tilbage på hans krop eller tøj fra før ihram. Det er tilladt at indånde duften fra planter, der ikke vokser med henblik på parfume, såsom æbletræer og lignende. Planter som æbletræer ligner nemlig de planter, hvis duft man hverken forventer eller udvinder til parfume. Men hvad er reglen, hvis parfumen, der sidder på Kabaens vægge, kommer på en persons tøj eller krop i ihram-tilstand? Om dette siger Salih ibn Kaisan: »Jeg så Anas ibn Malik, mens han var i ihram-tilstand, og Kabaens parfume var kommet på hans tøj, men han vaskede den ikke af.« Ata sagde: »Det er heller ikke nødvendigt at vaske den af, og der skal hverken betales fidya eller kaffara.« Ifølge den shafiitiske madhhab synder en person imidlertid og skal betale fidya, hvis han med vilje påfører Kabaens parfume på sit tøj eller sin krop, eller hvis den kommer på ham utilsigtet, men han undlader at vaske den af, selv om han har mulighed for det.
9. At bære tøj farvet med parfume. At bære tøj farvet med parfume er ifølge enighed haram. Hvis man vil bære den slags tøj, skal det vaskes først, så ingen parfumeduft kommer fra det.
Ibn Abd al-Barr og al-Tahawi beretter nemlig fra Nafi, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Bær ikke i ihram-tilstand tøj, der er påført safran eller en lignende parfume, uden først at vaske det.«
Det er ikke ønskværdigt, at personer, som andre følger og ser som forbilleder, bærer denne slags tøj, selv efter at det er blevet vasket. Det kan nemlig få almindelige mennesker til at blive tilskyndet til at bære tøj med forbudt parfume. Malik beretter nemlig fra Nafi, at Aslam, den frigivne slave til Umar ibn al-Khattab, sagde: »Umar (må Allah være tilfreds med ham) så Talha ibn Ubaydullah iført et farvet klædningsstykke. Talha var på det tidspunkt i ihram-tilstand. Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›O Talha, hvad er dette farvede tøj?‹ Talha svarede: ›O de troendes leder, det er farvet med røde farveperler.‹ Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: ›I er ledende personer, som almindelige mennesker følger. Hvis en uvidende person ser dette tøj, vil han helt sikkert sige: »Talha ibn Ubaydullah plejede at bære farvet tøj under ihram.« Derfor skal I ikke bære den slags farvet tøj.‹«
Hvis der tilsættes noget parfumeret til tilberedt mad eller en drik, men der ikke er nogen smag, duft eller farve tilbage i den, skal en person i ihram-tilstand ikke betale fidya, hvis han spiser eller drikker det.
Hvis duften derimod er tilbage, skal han ifølge den shafiitiske madhhab betale fidya efter at have spist eller drukket det. Ifølge hanafitterne skal han ikke betale fidya, for han havde ikke til hensigt at nyde parfumen.
10. Jagt: Det er tilladt for en person i ihram-tilstand at jage vanddyr, vise andre, hvor et jagtbytte befinder sig, og spise dets kød. Men det er haram at jage, dræbe eller slagte landdyr, at vise andre et landdyr, hvis det er synligt, at angive dets opholdssted, hvis det ikke er synligt, eller at skræmme det og få det til at flygte. Det er også haram at ødelægge landdyrs æg, købe og sælge dem samt malke dem. (Alle dyr, der fødes på land og føder deres unger dér, er landdyr, også selv om de lever i vand. Vanddyr er det modsatte. Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. Ifølge shafiitterne er et dyr, der kun lever på land eller både i vand og på land, et landdyr. Et dyr, der kun kan leve i vand, er derimod et vanddyr.) Allah den Højeste har sagt:
أحِلَّ لَكُم ميْنَ الْبَحْرِ وَطَعَامُهُ مَتَاعًا لَكُمْ وَلِلسَّيَّارَةِ وَحَرَّمَ عَلَيْكُمْ مِينَ البَر ما دمتم حرما .
»Det er jer tilladt at jage og spise havdyr som en nydelse for jer og de rejsende. Men det er jer forbudt at jage landdyr, så længe I er i ihram.« (Bemærk: Ifølge shafi’itiske og hanbalitiske madhhabs er det kun jagt på tilladte vildtlevende dyr og tilladte fugle, der er forbudt. Jagt og drab på alle andre landdyr er tilladt. Ifølge de fleste andre lærde er det imidlertid forbudt at dræbe alle dyr uden for eller inden for det hellige område, hvad enten de er tilladte eller forbudte, bortset fra de fem dyr, som hadithen forbyder: kragen, glenten, skorpionen, musen og den bidske hund.)
11. Det er forbudt for den, der er i ihram, at spise kødet af et jaget dyr, hvis jagt blev foretaget for hans skyld, med hans hjælp eller på hans tilskyndelse. Bukhari og Muslim har nemlig overleveret fra Qatada, at Allahs Sendebud ﷺ en gang rejste for at udføre hajj. En gruppe af ledsagerne rejste med ham. Han sendte en gruppe, heriblandt Abu Qatada, bort og sagde: »Fortsæt langs havkysten, indtil vi mødes igen.« De fortsatte langs kysten. Da de drog af sted, gik alle bortset fra Abu Qatada i ihram. Undervejs så de nogle vilde æsler. Abu Qatada angreb dem og dræbte en hunæsel. Alle gjorde holdt og spiste af æslets kød. De spurgte: »Vi er jo i ihram. Er det da rigtigt af os at spise jagtkød?« De tog resten af hunæslets kød med sig. Da de kom til Allahs Sendebud ﷺ, sagde de: »Allahs Sendebud, vi var gået i ihram, men Abu Qatada var ikke gået i ihram. Senere mødte vi en flok vilde æsler, og Abu Qatada angreb dem og dræbte en hunæsel. Derefter gjorde vi holdt og spiste af æslets kød. Så spurgte vi os selv, om det var tilladt for os at spise jagtkød, mens vi var i ihram. Vi har taget resten af kødet med.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Har nogen af jer beordret eller tilskyndet Abu Qatada til at angribe dem?« De svarede: »Nej.« Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Så spis resten af kødet.«
Det er tilladt for den, der er i ihram, at spise kødet af et jaget dyr, som han ikke selv har jaget, som ikke er blevet jaget for hans skyld, som han ikke har udpeget, og hvis fangst han ikke har hjulpet med. Jabir har overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Landdyr er tilladt for jer at spise, mens I er i ihram, hvis I ikke selv har jaget dem, og de ikke er blevet jaget for jer.« Ahmad og Tirmidhi. Nogle lærde mener på grundlag af denne hadith, at det er tilladt for den, der er i ihram, at spise jagtkød, når han ikke selv har jaget det, og det ikke er blevet jaget for hans skyld. Shafi’i, Ahmad, Ishaq, Malik og de fleste imamer støtter denne opfattelse. Hvis den, der er i ihram, selv jager dyret, eller det jages for hans skyld, er det derimod forbudt, uanset om det sker med eller uden hans tilladelse. Hvis en person, der ikke er i ihram, jager et dyr for sig selv og ikke med henblik på den, der er i ihram, vil kødet ikke være forbudt for den, der er i ihram, hvis han derefter forærer ham det eller sælger det til ham.
Abdur-Rahman at-Taymi sagde: »Vi rejste sammen med Talhah. Vi var alle i ihram. På dette tidspunkt blev Talhah foræret en fugl, mens han sov. Nogle af os spiste den, og andre afstod. Da Talhah vågnede, tilsluttede han sig dem, der havde spist, og sagde: ’Vi spiste sådan sammen med Allahs Sendebud ﷺ.’« Ahmad og Muslim.
Der er også overleveret nogle hadither, som viser, at det er forbudt for den, der er i ihram, at spise jagtkød. I hadithen om Sa’b ibn Jaththamah fortælles det, at han forærede Allahs Sendebud ﷺ et vildt æsel. Han befandt sig da i al-Abwa’ eller Waddan. Allahs Sendebud ﷺ sendte gaven tilbage til ham. Da Sendebudet ﷺ så virkningen af dette på Sa’bs ansigt, sagde han: »Vi sendte den kun tilbage, fordi vi er i ihram.« Når alle haditherne sammenholdes, bliver det klart, at gaven blev sendt tilbage, fordi dyret var blevet jaget af en person, der ikke var i ihram, med henblik på den, der var i ihram.
Ibn Abd al-Barr siger: »Tilhængerne af denne opfattelse argumenterer med, at alle de hadither, der er overleveret om dette emne, bliver autentiske ifølge denne fortolkning. Hvis man antager denne fortolkning, er der ingen modsigelse eller konflikt mellem haditherne. Haditherne bør fortolkes på denne måde, således at ingen hadith erklæres for at være i modstrid med en anden, så længe der findes en mulighed for at anvende dem begge.« Ibn al-Qayyim foretrak denne opfattelse og sagde: »Alt, hvad ledsagerne sagde og gjorde, bekræfter, at netop denne fortolkning er korrekt.«
9. Bestemmelsen ved overtrædelse af ihrams forbudte handlinger
Hvis en person på grund af en undskyldelig, det vil sige uundgåelig, omstændighed har behov for at gøre noget af det, der er forbudt under ihram, bortset fra samleje med hustruen, såsom at barbere hovedet for at beskytte sig mod kulde eller varme, iføre sig syet tøj og lignende, skal han enten slagte en ged, give seks fattige mad, en halv sa‘ pr. person, eller faste i tre dage. Det står ham frit for at vælge én af disse tre muligheder. Hvis man gør noget andet, der er forbudt under ihram, bortset fra samleje med hustruen, bliver hajj ikke ugyldig.
Det er overleveret fra Ka‘b ibn ‘Ujrah, at Profeten, fred være med ham, under Hudaybiyyah passerede forbi ham og sagde: »Det ser ud til, at lusene i dit hoved plager dig meget.« Han svarede: »Ja.« Profeten, fred være med ham, sagde: »Barber dit hoved, og bring derefter et offer af en ged, eller fast i tre dage, eller giv seks fattige tre sa‘ dadler.« – Al-Bukhari, Muslim og Abu Dawud. I en anden overlevering sagde denne ledsager: »Smerten fra lusene i mit hoved plager mig. Det var under året ved Hudaybiyyah, og jeg var sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham. Jeg frygtede endda, at jeg på grund af dette ville miste synet.« Da åbenbarede den Ophøjede Allah: »Hvis nogen af jer er syg eller har en lidelse i hovedet, skal han give en løsesum ved faste, almisse eller et offer.« Derefter kaldte Allahs Sendebud, fred være med ham, på mig og sagde: »Barber dit hoved, fast derefter i tre dage, giv seksten ratl rosiner til seks fattige, eller bring et offer af en ged.« Jeg barberede mit hoved og bragte derefter offeret.«
Ifølge Imam al-Shafi‘i skal både den, der har en undskyldelig grund, og den, der ikke har en sådan grund, betale fidya. Ifølge Abu Hanifah er det for den, der ikke har en undskyldelig grund, obligatorisk at bringe et offer, hvis han har mulighed for det; det er ikke en synd.
Hvis kun noget af håret klippes: ‘Ata sagde, at den, der er i ihram, skal bringe et offer, hvis han plukker tre eller flere hår ud. Al-Shafi‘i sagde, at der for ét hår skal gives én mudd, for to hår to mudd, og for tre hår skal bringes et offer af en ged.
Hvis man smører olie på sig: I værket al-Muṣawwā står der, at Abu Hanifah anser et offer for obligatorisk, uanset hvilken del af kroppen det drejer sig om, hvis man masserer kroppen med ren olie eller ren sebka. Ifølge al-Shafi‘is madhhab skal der betales fidya, hvis man masserer håret på hovedet eller skægget med olie, der ikke er parfumeret. Uanset hvilken del af kroppen der masseres, skal der ikke betales fidya.
Der er ingen skade ved ved en fejl eller af uvidenhed at iføre sig forbudt tøj eller bruge parfume: Når en person i ihram ifører sig forbudt tøj eller bruger parfume, fordi han ikke kender til forbuddet eller har glemt, at han er i ihram, behøver han ikke betale fidya. Ya‘la ibn Umayyah fortæller: En mand kom til Allahs Sendebud, fred være med ham, ved Ji‘ranah. Han bar en jubba, og hans skæg og hovedhår var farvet gule. Han sagde: »Allahs Sendebud, jeg er trådt ind i ihram til en umrah. Du kan se, hvordan jeg er klædt.« Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Vask den gule farve af, tag jubbaen af, og gør under umrah det samme, som du gjorde under hajj.« – Alle de autentiske hadithsamlinger bortset fra Ibn Majah. ‘Ata sagde: »Hvis man af uvidenhed eller ved en fejl ifører sig forbudt tøj eller bruger parfume, skal man ikke betale nogen kaffarah.« – Al-Bukhari.
Men jagt er forbudt: Hvis man dræber et jagtdyr, fordi man ikke kendte dette forbud eller havde glemt det, skal man give en tilsvarende erstatning. (Det vil sige, man skal bringe et offer.) Grunden er, at erstatningen her er en økonomisk erstatning. Ved økonomisk erstatning er der ingen forskel på, om handlingen er udført med viden eller uvidenhed, ved en fejl eller med vilje. På samme måde skal man betale erstatning, hvis man påfører et menneske et økonomisk tab.
Hajj bliver ugyldig ved samleje med hustruen: ‘Ali, ‘Umar og Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med dem, afgav en fatwa om en mand, der havde samleje med sin hustru, mens han var i ihram til hajj. De sagde, at begge skulle fuldføre hajj korrekt og derefter udføre hajj igen og bringe et offer det følgende år. Abu al-‘Abbas al-Tabari sagde: Hvis en person i ihram har samleje, før han har opnået den første frigørelse fra ihram, bliver hans hajj ugyldig, uanset om det sker før eller efter opholdet ved ‘Arafah. Trods ugyldiggørelsen skal han fuldføre resten af hajj-ritualerne, bringe en kamel som offer og udføre en erstatningshajj det følgende år. Hvis hustruen havde indgået ihram frivilligt, skal hun fortsætte hajj, udføre den igen det følgende år og bringe et offer. Dette er de fleste lærdes opfattelse. Nogle lærde siger, at de kun skal bringe ét offer tilsammen. ‘Ata havde også denne opfattelse. Al-Baghawi sagde: Ligesom en mand skal betale kaffarah, hvis han har samleje med sin hustru om dagen i Ramadan, skal han også her betale kaffarah. Når de det følgende år rejser ud for at udføre erstatningshajj, er det ifølge Malik og Ahmad obligatorisk, at de opholder sig hver for sig på det sted, hvor samlejet fandt sted året før; ifølge hanafitterne og al-Shafi‘i er det anbefalet. Dette bør gøres som en forholdsregel for at forhindre, at hændelsen gentager sig. Hvis han ikke er i stand til at bringe en kamel som offer, skal han bringe en ko; hvis han heller ikke kan bringe en ko, skal han bringe syv geder. Hvis han heller ikke kan det, skal kamelen værdisættes i penge og pengene omregnes til mad, hvorefter der skal gives én mudd i almisse til hver fattig. Hvis han heller ikke er i stand til dette, skal han faste én dag for hver mudd. Dette er rationalisternes opfattelse. Hvis samlejet finder sted før opholdet ved ‘Arafah, bliver hajj ugyldig, og han skal give enten en ged eller en syvendedel af en kamel som almisse. Hvis samlejet finder sted efter opholdet ved ‘Arafah, bliver hajj ikke ugyldig, men han skal bringe en kamel som offer. Når en person, der udfører qiran-hajj, ugyldiggør sin hajj, bliver alt det, der er obligatorisk for den, der udfører ifrad-hajj, også obligatorisk for ham. Han skal udføre qiran-hajj som erstatning og fritages ikke for qiran-offeret. Ifølge de fleste lærde bliver hajj ikke ugyldig, og der kræves heller ingen erstatningshajj, hvis samlejet finder sted efter den første frigørelse fra ihram. Nogle mener, at erstatningshajj er obligatorisk, og at han skal betale fidya. Dette var Ibn ‘Umars, al-Hasans og Ibrahim ibn Yazids opfattelse. Der er uenighed om, hvorvidt fidyaen skal være en kamel eller en ged. Ibn ‘Abbas og ‘Ata mente, at en kamel er obligatorisk. Det var også ‘Ikrimas opfattelse og én af al-Shafi‘is to opfattelser; blandt hanafitterne blev den antaget af forfatterne til al-Mabsut og al-Bada’i‘. Ifølge al-Shafi‘is anden opfattelse er en ged obligatorisk. Dette var også Imam Maliks opfattelse. Hvis den, der er i ihram, får sædafgang i søvne, eller får sædafgang som følge af tanker om samleje eller ved at se på en kvinde, er intet obligatorisk for ham ifølge al-Shafi‘is madhhab. Andre siger, at den, der berører eller kysser med seksuel lyst, skal bringe en ged som offer, uanset om der sker sædafgang eller ej. Ifølge Ibn ‘Abbas, må Allah være tilfreds med ham, er et offer obligatorisk for ham. Mujahid sagde: En mand kom til Ibn ‘Abbas og sagde: »Jeg er trådt ind i ihram. Under disse omstændigheder kom en bestemt kvinde til mig pyntet og velklædt. Jeg kunne derfor ikke beherske mig, og min seksuelle lyst blev stærk.« Da Ibn ‘Abbas hørte dette, rullede han rundt af latter og sagde: »Du er en liderlig mand. Der er ikke noget problem med dig. Bring blot et offer, så er din hajj fuldført.« – Sa‘id ibn Mansur.
Erstatning for at dræbe vildt: Allah den Ophøjede har sagt i sura al-Ma’ida, vers 95:
يَأَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَقْتُلُوا الصَّيد وانتى حرم ، ومَن قَتَلَهُ مِنْكُمْ مُتَعَمِّدًا فَجَزَاء مِثْلَ مَا قَتَلَ مِنَ النَّعَرِ يَحْكُمُ بِهِ ذَوَا عَدْلٍ مِنكُمْ مَديَا بَلغَ الْكَعْبَةِ أَوْ كَفَّارَةٌ طَعَامُ مَسْكِينَ أَوْ عَدْلُ ذَلِكَ مِيَامًا لِيَذُوقَ وَبَالَ أَمْرِهِ مَا عَفَا اللَّهُ عَمَّا
سَلَفَ مَا وَمَنْ عَادَ فَيَنْتَقِمُ اللَّهُ مِنْهُ ، وَاللَّهُ عَزِيزٌ ذو انتقامه
“I, der tror! Dræb ikke vildt, mens I er i ihram. Hvis nogen af jer med overlæg dræber vildt, skal han give en erstatning svarende til det dræbte dyr. To retfærdige mænd blandt jer skal træffe afgørelse om dette. Dyret skal bringes til Kabaen som offergave. Eller som soning skal han bespise nogle fattige eller faste et tilsvarende antal dage, så han kan smage følgerne af sin handling. Allah har tilgivet det, der allerede er sket. Men hvis nogen gentager det, vil Allah tage hævn over ham. Allah er Almægtig og i stand til at tage hævn.”
Ibn Kathir har sagt: Ifølge de fleste lærde er det obligatorisk at yde erstatning, uanset om vildtet blev dræbt ved en fejltagelse eller med overlæg. Zuhri har sagt: Hvad angår den, der med overlæg dræber vildt, har Koranen afgjort hans sag. Hvad angår den, der dræber det ved en fejltagelse, gælder sunnaen for ham. Det vil sige, at Koranen har fastsat erstatning som obligatorisk for den, der med overlæg dræber vildt, og har betegnet ham som synder gennem ordene: »så han kan smage følgerne af sin handling«. Sunnaen, som indeholder afgørelser fra Allahs Sendebud, fred være med ham, og de ædle ledsagere, har fastsat erstatning for den, der ved en fejltagelse dræber vildt, ligesom Koranen har fastsat erstatning for den, der gør det med overlæg. Desuden er drab af vildt en skade. Og når man forvolder en skade, skal der ydes erstatning, hvad enten det sker med overlæg eller ved en fejltagelse. Forskellen er dog, at den, der med overlæg dræber vildt, også er en synder, mens den, der gør det ved en fejltagelse, ikke betegnes som synder eller bebrejdes. I værket al-Mustawdaʿ er det sagt: Han skal give en erstatning svarende til det dræbte dyr. Abu Hanifa forklarer dette således: Den, der dræber vildt, skal give en erstatning svarende i værdi til det dræbte dyr. For at erstatningen kan svare til værdien, skal den fastsættes af to retfærdige mænd. Enten skal han give et tilsvarende dyr, som skal bringes til Kabaen som offergave, eller også skal han give soning i form af føde til fattige. Imam al-Shafi’is forklaring er: Det er obligatorisk for den, der dræber vildt, at yde en erstatning, som i størrelse og udseende svarer til det dræbte dyr og er af samme art. Om den svarer til det, skal afgøres af to retfærdige mænd. Denne erstatning skal bringes til Kabaen som offergave. Ellers består erstatningen i soning eller i et tilsvarende antal fastedage.
Umar og de tidligere lærdes afgørelse: Muhammad ibn Sirin har overleveret: En mand kom til Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, og sagde: »Jeg og en ledsager drev to heste ind i en fordybning på en bjergvej og dræbte en gazelle. På det tidspunkt var vi begge i ihram. Hvad mener du om denne handling?« Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde til en mand ved sin side: »Kom, lad os to afgøre denne sag.« Derefter afgjorde de begge, at manden skulle give en hunged. Da manden hørte dette, var han på vej bort, mens han sagde: »Dette er de troendes leder, som ikke engang kan afgøre en sag om en gazelle, men må tilkalde en anden mand for at træffe afgørelse sammen med ham.« Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, hørte mandens ord og kaldte ham hen til sig. Han sagde til ham: »Læser du sura al-Ma’ida?« Han svarede: »Nej.« Han sagde: »Kender du denne mand, som deltog i afgørelsen sammen med mig?« Han svarede: »Nej.« Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: »Hvis du havde fortalt mig, at du havde læst sura al-Ma’ida, ville jeg have slået dig så hårdt, at du ville have mærket smerten.« Derefter sagde han: »Allah den Ophøjede har sagt i Sin Bog:
يَحْكُرُ بِهِ ذَوَا عَدْلٍ مِنْكُمْ عَنْيا بَالِغَ الْكَعْبَةَ .
“To retfærdige mænd skal træffe afgørelse om det …..” Og denne mand er Abd al-Rahman ibn Awf.
De gamle lærde har fastslået, at den, der dræber en struds, skal ofre en kamel; den, der dræber et vildæsel, en vildokse eller et bjerggedelignende dyr, skal ofre en ko; og den, der dræber en hare, en due, en turteldue, en vild hane eller en fugl kaldet dabsi, skal ofre en ged. For at dræbe en hyæne skal der gives et får. For at dræbe en hjort skal der gives en hun-ged, for at dræbe en hare en hun-ged, der er over fire måneder gammel, for at dræbe en ræv en et år gammel ged, og for at dræbe et jerboa-lignende dyr kaldet yarbu skal der gives en fire måneder gammel hun-ged.
Hvad man skal gøre, hvis man ikke kan fremskaffe erstatningsdyret: Sa’id ibn Mansur har overleveret fra Ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Hvis nogen dræber vildt, mens han er i ihram, skal der fastsættes en erstatning svarende til det dræbte, i overensstemmelse med det nævnte vers 95 i sura al-Ma’ida. Hvis han har erstatningsdyret, skal han slagte det og give kødet som almisse. Hvis han ikke har erstatningsdyret, skal dets værdi beregnes i penge; derefter skal der fastsættes fødevarer til et tilsvarende beløb, og for hver halve sa’ fødevarer skal han faste én dag. Hvis han for eksempel dræber en hjort eller et lignende dyr, skal han give en ged, som skal slagtes i Mekka. Hvis han ikke kan det, skal han bespise seks fattige. Hvis han heller ikke kan det, skal han faste i tre dage. Hvis han dræber en bjergged, skal han give en ko. Hvis han ikke kan give en ko, skal han bespise tyve fattige. Hvis han heller ikke kan det, skal han faste i tyve dage. Hvis han dræber en struds, et vildæsel eller et lignende dyr, skal han give en kamel. Hvis han ikke kan give en kamel, skal han bespise tredive fattige. Hvis han heller ikke kan det, skal han faste i tredive dage. Ibn Abi Hatim og Ibn Jarir.
Fremgangsmåden ved bespisning og faste: Malik siger: Det bedste, jeg har hørt om, hvordan den, der dræber vildt, skal give erstatning, er, at man fastsætter værdien af det dræbte vildt og ser, hvor meget fødevarer man kan få for dette beløb. Derefter skal man give hver fattig én mudd, eller faste én dag for hver mudd, og se, hvor mange fattige der er. Hvis der er ti fattige, skal han faste i ti dage, og hvis der er tyve, skal han faste i tyve dage.
Når flere i fællesskab dræber vildt: Når en gruppe med fuldt overlæg og i fællesskab dræber et stykke vildt, skal de kun give én erstatning. For Allah har sagt, at der skal gives en erstatning svarende til det dræbte dyr. Ibn ‘Umar (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om en gruppe, der havde dræbt en hyæne, mens de alle var i ihram. Han sagde: Slagt ét får i fællesskab. Folkene spurgte: Ét fra hvert medlem af gruppen? Han sagde: Nej, ét på alles vegne.
Jagt og fældning af træer i Haram-området: Det er forbudt for alle, både dem i ihram og dem, der ikke er i ihram, at jage i Haram-området, skræmme og drive vildt bort, fælde træer, som ikke normalt er dyrket ved menneskers indsats, eller skære planter ned, selv tornede træer. Det er dog tilladt at fælde, rive op og ødelægge de duftende planter idhkhir og sanamki. Al-Bukhari har overleveret fra Ibn ‘Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde på dagen for erobringen af Mekka: Denne by er hellig og æret; dens tornede træer og planter må ikke fældes. Dens vildt må ikke skræmmes og drives bort, og tabte genstande må ikke samles op. Det er dog tilladt for den, der bekendtgør fundet korrekt, at samle dem op. ‘Abbas sagde: Bortset fra idhkhir, for det er nødvendigt for folk. Det er nødvendigt til huse og for smede. Da sagde Sendebudet (må Allahs velsignelser og fred være med ham): Ja, bortset fra idhkhir.
Al-Shawkani har sagt, og al-Qurtubi har sagt: Juristerne har begrænset de forbudte træer til de træer, som Allah har skabt naturligt uden menneskers indsats. Hvad angår de træer, der er frembragt gennem menneskers indsats og pleje, er der uenighed. Ifølge flertallet af de lærde må de fældes. Al-Shafi’i siger, at der skal gives erstatning for alt. Ibn Qudama anså denne opfattelse for at være den stærkeste.
Der er uenighed om erstatningen for at fælde træer af den første kategori, det vil sige træer, der vokser naturligt uden menneskers indsats. Malik siger: Der er ingen erstatning for dette; der er kun synd. ‘Ata siger: Man skal bede om tilgivelse. Abu Hanifa siger: Der skal gives en gave, det vil sige et dyr, svarende til træets værdi. Al-Shafi’i har sagt: Hvis træet er stort, skal der gives en ko, og for et lille træ en ged. De lærde har fastslået, at man må benytte grene, der naturligt er knækket, træer, der naturligt er revet op med rode, og nedfaldne blade.
Ibn Qudama har sagt: De lærde er enstemmigt enige om, at det inden for Haram-områdets grænser er tilladt at tage, fælde og dyrke afgrøder, grøntsager og duftende planter, som mennesker har dyrket. I værket Rawdat al-Nadiyya står der, at den, der jager eller fælder træer i Mekkas Haram-område uden at være i ihram, begår en synd, men ikke skal give nogen erstatning. Den, der er i ihram, er derimod forpligtet til at give den erstatning for jagt, som Allah har fastsat. For at fælde træer i Mekka skal der dog ikke gives nogen erstatning, eftersom der ikke findes noget autentisk bevis for dette. Ibn Qudama har derefter sagt: Hovedsagen er, at der ikke er nogen uløselig sammenhæng mellem forbuddet mod at dræbe vildt og forbuddet mod at fælde træer på den ene side og pligten til at give erstatning eller betaling på den anden. Forbuddet viser blot, at jagt og fældning af træer er haram. Erstatning eller betaling bliver ikke obligatorisk uden bevis. Der findes intet andet bevis end det ovennævnte vers 95 i sura al-Ma’ida, og dette bevis nævner en gyldig erstatning. Derfor skal der ikke gives noget andet end erstatningen.
10. Grænserne for Mekkas hellige område
Mekkas hellige område har fastlagte grænser. Disse grænser omkranser hele byen Mekka. Der er fem markører ved områdets fem sider. Disse markører er nogle sten, der er anbragt en meter over jorden på begge sider af vejene. Mod nord går grænsen ved Tan‘īm, som ligger seks kilometer fra Mekka. Mod syd går grænsen ved Adāh, som ligger 12 kilometer borte. Mod øst går grænsen ved Djurānah, som ligger 16 kilometer borte. Mod nordøst går grænsen ved Wādī Nakhlah, som ligger 14 kilometer borte. Mod vest går grænsen ved Shumayshī, som ligger 15 kilometer borte; det tidligere navn for dette sted er Hudaybiyah. Det var her, Bay‘at al-Ridwān fandt sted.
Muhibb al-Dīn al-Tabarī overleverer fra Ubaydullah, at disse grænsemarkører for Mekkas hellige område blev opstillet af Ibrahim (fred være med ham), og at Jibril (fred være med ham) viste ham dem. Derefter flyttede ingen grænsen. Da Qusayy kom, istandsatte han den. Derefter flyttede ingen grænsen. Endelig, da Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) kom, sendte han i året for erobringen af Mekka Tamīm ibn Usāud al-Khuzā‘ī, som istandsatte grænsemarkørerne. Derefter flyttede ingen grænsen. Endelig, da Umar (må Allah være tilfreds med ham) kom, sendte han fire ledere fra Quraysh. De var Mahrāmah ibn Nawfal, Sa‘īd ibn Yarbu‘, Huwaytib ibn Abd al-Uzzā og Azhar ibn Abd Awf. De istandsatte disse markører. Derefter istandsatte Mu‘āwiyah dem også. Senere udstedte Abd al-Malik en ordre om at istandsætte dem.
11. Medinas hellige område
Ligesom jagt og vegetation er forbudt i Mekkas hellige område, er jagt og vegetation også forbudt i Medina.
Det er overleveret fra Jābir, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde: »Ibrahim (fred være med ham) erklærede Mekka for et forbudt og sikkert område, og jeg har erklæret Medina for et forbudt og sikkert område mellem dens to klippefyldte områder. Ingen af dens tornede træer må fældes, og intet dyr må jages.« Muslim.
Ahmad og Abu Dawud har også overleveret fra Ali, at Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde om Medina: »Ingen må fælde dens træer, ingen må jage dens vildt, og ingen må samle noget bortkommet op, som findes her, undtagen den, der bekendtgør det. Ingen må bære våben her med henblik på kamp, og ingen må fælde noget træ her, undtagen den, der ønsker at fodre sin kamel.« I en hadith overleveret af al-Bukhari og Muslim sagde Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham): »Medina er en hellig by fra bjerget Îr til bjerget Thawr.« Det er overleveret fra Abu Hurayrah: Sendebudet (Allahs velsignelser og fred være med ham) erklærede Medina hellig mellem dens to klippefyldte områder og gjorde et område på tolv mil rundt om Medina til et fredet område. Det antages, at udstrækningen af Medinas hellige område mellem de to klippefyldte områder, det østlige og det vestlige, er tolv mil, strækkende sig fra Îr til Thawr. Îr er et bjerg nær miqaten, mens Thawr er et bjerg nord for og ved siden af Uhud.
Allahs Sendebud (Allahs velsignelser og fred være med ham) gav Medinas indbyggere tilladelse til at fælde træer for at fremstille landbrugsredskaber, udstyr til transportmidler og andre nødvendige ting. Han gav dem også tilladelse til at slå det græs, der var nødvendigt for at fodre deres dyr.
Ahmad berettede fra Jābir, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Medina er en hellig by mellem sine to lavafelter; ingen af dens træer må fældes, bortset fra det, der er nødvendigt for at fodre husdyrene.«
Forholdene i Mekkas hellige område er anderledes. Mekkas indbyggere er nemlig selvforsynende med alt, hvad de har brug for. Medinas indbyggere er derimod ikke selvforsynende med de nødvendige forsyninger. For at dræbe vildt eller fælde træer i Medinas hellige område skal man ikke betale nogen erstatning, men man begår en synd.
I al-Bukhārī er det berettet fra Anas, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Medina er en beskyttet og hellig by fra dette sted til dette sted. Ingen af dens træer må fældes, og ingen innovation må indføres deri. Den, der indfører en innovation deri, vil være under Allahs, englenes og alle menneskers forbandelse. Den, der ser et træ i Medina, som er blevet fældet, må tage den fældede del.« Det er berettet fra Saʿd ibn Abī Waqqās, at han tog til sin bolig i al-ʿAqīq. Der så han en slave fælde et træ eller plukke dets blade med en stav. Han tog det fra ham. Senere kom slavens familie og bad Saʿd om at give slaven det tilbage, som han havde taget fra ham. Saʿd sagde: »Jeg vil aldrig give tilbage, hvad Allahs Sendebud, fred være med ham, har givet mig. Jeg søger tilflugt hos Allah fra dette.« Til sidst gav han det ikke tilbage. Muslim, Abū Dāwūd og al-Ḥākim har berettet, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: »Hvis I ser nogen jage i Medinas hellige område, må I tage det, han har jaget, fra ham.«
– Findes der noget andet helligt område?
Ibn Taymiyya har sagt: Ud over disse to hellige områder, Mekka og Medina, findes der ikke noget andet helligt område på jorden. Bayt al-Maqdis eller noget andet sted er ikke et helligt område. Ud over Mekka og Medina kaldes intet andet sted på jorden et helligt område. Uvidende mennesker kalder ganske vist Bayt al-Maqdis for al-Ḥaram al-Maqdis og byen Khalīl for al-Ḥaram al-Khalīl. Men ingen af disse to eller noget andet sted er ifølge muslimernes enstemmige opfattelse et helligt eller beskyttet område. Det eneste område, der enstemmigt anerkendes som helligt, er Mekkas hellige område. Ifølge flertallet af de lærde er Medina også et helligt område, og der er overleveret talrige hadither fra Allahs Sendebud, fred være med ham, til støtte for dette. ʿUzā i Ṭāʾif er det eneste tredje sted, hvis status som helligt område er omstridt blandt muslimerne.جاءNogle, heriblandt al-Shāfiʿī og al-Shawkānī, anser det for et helligt område. Men flertallet af de lærde, imamerne og de fremtrædende lærde anser det ikke for et helligt område.
12. Mekkas forrang frem for Medina
Ifølge flertallet af de lærde er Mekka bedre end Medina. Aḥmad, Ibn Mājah og al-Tirmidhī har berettet fra ʿAbdullāh ibn ʿAdī, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde henvendt til Mekka: »Ved Allah, du er Allahs bedste land og det land, der er mest elsket af Allah. Hvis jeg ikke var blevet fordrevet fra dig, ville jeg ikke have forladt dig.« Al-Tirmidhī har berettet fra Ibn ʿAbbās, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde henvendt til Mekka: »Der findes ingen by, som er bedre eller mere elsket af mig end dig. Hvis mit folk ikke havde fordrevet mig fra dig, ville jeg ikke have boet noget andet sted end på din jord.«
13. At træde ind i Mekka uden ihram
For den, der ikke har til hensigt at udføre hajj eller umra, er det tilladt at rejse ind i Mekka uden ihram, hvad enten indrejsen sker på grund af et behov, der opstår hyppigt, såsom for den, der forsyner eller indsamler brænde, græs og vand, eller for en jæger og lignende, eller på grund af et behov, der ikke opstår hyppigt, såsom for en handelsmand eller en rejsende. Det gælder, uanset om personen er i sikkerhed eller frygter fare. Dette er den mest korrekte af imam ash-Shafi’is to synspunkter. Hans elever har afgivet fatwaer i overensstemmelse med dette synspunkt. I Muslims hadith-samling findes det berettet, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, rejste ind i Mekka uden ihram med en sort turban på hovedet. Det er berettet om Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, at han efter at være vendt tilbage fra en rejse rejste ind i Mekka uden ihram.
Ibn Shihab sagde: Der er ingen hindring for at rejse ind i Mekka uden ihram. Ibn Hazm sagde: Det er tilladt at rejse ind i Mekka uden ihram. Sendebudet, fred og velsignelser være med ham, fastsatte nemlig kun miqat for den, der har til hensigt at udføre hajj eller umra. For den, der ikke har til hensigt at udføre hajj eller umra, fastsatte han ikke nogen miqat. Allah og Hans Sendebud, fred og velsignelser være med ham, har ingen steder befalet, at man ikke må rejse ind i Mekka uden ihram. Hvis ihram blev gjort obligatorisk for alle, ville det være en forskrift uden grundlag i sharia.
14. Det, der anbefales ved indrejsen i det ædle Mekka og al-Masjid al-Haram
Følgende handlinger anbefales ved indrejsen i Mekka:
1. At foretage den rituelle fulde afvaskning. Det er berettet, at Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at foretage den rituelle fulde afvaskning for at rejse ind i Mekka.
2. At overnatte i Dhi Tuwa i området az-Zahir. For Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, overnattede dér. Nafiʿ sagde: Ibn Umar gjorde ligeledes dette. – Al-Bukhari og Muslim.
3. At rejse ind gennem det højeste bjergpas, Thaniya Kada. Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, rejste ind fra al-Mualla-siden. Den, for hvem det er let, bør rejse ind ad denne vej. Ellers bør han rejse ind ad den vej, som er mulig for ham. Der er ingen hindring i dette.
4. At efterlade sine ejendele på et sikkert sted, gå til Allahs Hus, rejse ind gennem Banu Shaybahs indgang, Bab as-Salam, og med koncentration og ydmyg inderlighed sige:
أَعُوذُ بِاللَّهِ الْعَظِيمِ، وَيَوَجْهِهِ الكَرِيرِ، وَسُلْطَانِهِ الْقَدِينِي مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّحِيمِ، بِسْمِ اللهِ، اللهم مَلَ عَلَى مُحَمَّدٍ وَآلِهِ وَسَلَّمَ
“Jeg søger tilflugt hos Allah, den Ophøjede, hos den majestætiske Skabning, hos Hans evige og uendelige magt, mod den forbandede Satan. I Allahs navn. O Allah, send nåde og fred over Muhammad, hans familie og hans følgere. O Allah, tilgiv mine synder, og åbn Din barmhjertigheds porte for mig.”
5. Så snart du får øje på Allahs Hus, skal du løfte hænderne og sige:
هذا البيت تشريفًا، وَتَعْظِيمًا وَتَكْرِيمًا وَمَمَابَةً، وَزِدْ مَنْ عَرفه وكرمه من حجه، أو اعتمرة وَتَفْرِيفًا وَتَكْرِيمًا وَتَعْظِيمًا وَبَرًا .
“O Allah, øg dette Hus’ ære og værdighed, øg dette Hus’ anseelse, og øg æren og de gode gerninger hos alle de, der udfører hajj og umra og ærer dette Hus.” – overleveret af al-Shafi’i. Derefter siger du:
اللهم انت السلام، ومِنْكَ السَّلام، فَعَيْنَا رَبَّنَا بِالسَّلام
“O Allah, Du er fred, og fra Dig kommer freden. O vor Herre, lad os leve i fred.”
6. Gå derefter hen til Den Sorte Sten og kys den uden at frembringe en lyd. Hvis du ikke kan kysse den, skal du berøre Den Sorte Sten med hånden og kysse hånden. Hvis du heller ikke kan det, skal du gøre tegn med hånden mod Den Sorte Sten.
7. Stil dig derefter ud for Den Sorte Sten, og begynd tawaf.
8. Man skal ikke bede Tahiyyat al-Masjid-bønnen, for her er tawaf selve Tahiyyat al-Masjid (en hyldest til og hilsen til moskeen). Men hvis den obligatoriske bøn er begyndt eller er ved at begynde, skal man bede den sammen med imamen. Profeten ﷺ sagde nemlig: »Når bønnen i fællesskab er begyndt, er der ingen anden bøn end den obligatoriske.« Hvis man på tilsvarende måde frygter, at bønnetiden vil udløbe, skal man først bede den obligatoriske bøn og derefter udføre tawaf.
15. Tawaf
Reglerne for tawaf:
a. Man begynder tawaf ved at føre kappen under højre arm og over venstre skulder (hvis man bærer en kappe), løfte hånden, stille sig ud for den sorte sten og vende sig mod den, berøre den med hånden eller gøre tegn mod den med hånden, mens Kabaen holdes på ens venstre side, og fremsige følgende bøn:
بِسْرِ اللهِ، وَالله اكبر، اللهم إيْمَانًا بِكَ، وَتَصْرِيقًا بِكِتَابِكَ، وَوَفَاء بِعَهْدِكَ، وَإِنْبَاعًا لِسُنَّةِ النَّبِيِّ مَن
I Allahs navn. Allah er størst. O Allah, i tro på Dig, i anerkendelse af Din Bog, for at opfylde pagten med Dig og for at følge Din profets sunnah (begynder jeg tawaf).
b. Når man begynder tawaf, er det anbefalet at udføre ramal under de første tre omgange. Ramal udføres ved at gå med hurtige, korte skridt og forsøge at komme tættere på Kabaen. Under de resterende fire omgange går man i normalt tempo. Hvis man ikke er i stand til at udføre ramal, eller hvis man på grund af mængden af mennesker, der udfører tawaf, ikke kan komme tættere på Kabaen, skal man udføre tawaf på den måde, der er lettest. Det er anbefalet at berøre det jemenitiske hjørne i hver af de syv omgange samt at kysse eller berøre den sorte sten.
c. Under tawaf bør man bede og ihukomme Allah så meget som muligt. Det er anbefalet at fremsige de bønner og den ihukommelse, man selv ønsker, og ikke begrænse sig til bestemte bønner og former for ihukommelse eller til de bønner og former for ihukommelse, som tawaf-guiden lærer én. Lovgiveren har nemlig ikke pålagt os at fremsige nogen fastlagt eller bestemt bøn eller form for ihukommelse. Der er intet grundlag for den praksis, som nogle anbefaler, hvor bestemte bønner og former for ihukommelse fremsiges under den første omgang og andre bestemte bønner og former for ihukommelse under den anden omgang. Ingen sådanne bestemte bønner eller former for ihukommelse er overleveret fra Allahs Sendebud ﷺ. Den, der udfører tawaf, har fuld frihed til at bede om alt godt i denne verden og i det hinsidige for sig selv og sine brødre og venner, sådan som han ønsker. Her nævnes nogle af de bønner, der er kendt fra hadith.
1. Det er overleveret fra Allahs Sendebud, fred være med ham, med en marfūʿ-overlevering: Når du vender dig mod den Sorte Sten, skal du sige:
اللَّهُ إِيْمَانًا بِكَ وَتَصْرِيقًا بِكِتَابِكَ، وَوَفَاء بِعَهْدِكَ، وَإِنْبَاعًا لِسُنَّةِ نَبِيِّكَ بِسْمِ اللَّهِ وَاللَّهُ أَكْبَرُ .
“O Allah, i tro på Dig og i anerkendelse af Din Bog, for at opfylde den pagt, der er indgået med Dig, og for at følge Din profets sunna: I Allahs navn, Allah er størst.”
2. Det er berettet i Ibn Mājah: Så snart du begynder tawaf, skal du sige:
3. Når du når den Jemenitiske Hjørne, skal du sige:
سبْحَانَ اللهِ، وَالْحَمْدُ لله ولا إله إلا الله، والله الخبر، ولا حول ولا قوة إلا بالله . رَبَّنَا آتِنَا فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً وَفِي الْآخِرَةِ حَسَنَةً وَقِنَا عَذَابَ النَّارِ .
“Vor Herre, giv os det gode i denne verden og det gode i det hinsidige, og frels os fra Helvedes straf.” Abū Dāwūd, al-Shāfiʿī.
4. Imām al-Shāfiʿī har sagt: Hver gang du kommer ud for den Sorte Sten, skal du sige: Allah er størst. Under raml skal du sige: O Allah, gør denne hajj til en hajj mabrūr (en hajj, der befrier fra alle synder). Tilgiv alle synder, og antag alle anstrengelser. Ved hver omgang af tawaf skal du sige: “O Allah, tilgiv og forbarm Dig. Tilgiv alle de synder, som Du kender. Du er den mægtigste og den mest ærefulde. O Allah, giv os det gode i denne verden og det gode i det hinsidige, og frels os fra Helvedes straf.” Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, at han mellem de to hjørner plejede at sige:
»Å Allah, gør mig tilfreds med den forsørgelse, Du har givet mig. Velsign den, og erstat alt det, jeg har mistet, med noget bedre.« Hafiz Sa’id ibn Mansur og al-Hakim.
Han skal bede og fortsætte med at recitere dette afsnit fra den hellige Koran:
وَاتَّخِلُوا مِنْ مَقَامِ إِبْرَامِيرَ لی
5. Når du derefter har afsluttet tawafens syv omgange, skal du bede to rak’ah ved Maqam Ibrahimعلى »Vælg Maqam Ibrahim (Ibrahims ståsted) som et sted til bøn.« Med dette afsluttes tawafen. Hvis den, der udfører tawaf, udfører ifrad-hajj, kaldes denne tawaf for tawaf al-qudum (ankomsttawaf), tawaf at-tahiyyah (tawaf som hilsen eller æresbevisning) og tawaf ad-dukhul (indgangstawaf). Denne tawaf er ikke en af hajjens søjler, det vil sige ikke en uomgængelig del, og den er heller ikke wajib. For den, der udfører qiran- eller tamattu’-hajj, regnes denne tawaf som umrahens tawaf. Denne tawaf dækker også hans tawaf at-tahiyyah og tawaf al-qudum. Den, der udfører qiran eller tamattu’-hajj, skal derefter afslutte umrah ved at udføre sa’i mellem Safa og Marwa.
Koranrecitation under tawaf: Den, der udfører tawaf, må recitere Koranen under tawafen. Tawaf er nemlig foreskrevet i sharia med det formål at ihukomme Allah, og Koranen er ihukommelse.
Det er overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud sagde: Formålet med tawaf omkring Allahs Hus, mellem Safa og Marwa samt stenkastningen er intet andet end at opretholde ihukommelsen af Allah.
– Abu Dawud og at-Tirmidhi.
Tawafens fortrin: Al-Bayhaqi har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud sagde: Allah har tildelt dem, der kommer til Hans ophøjede Hus for at udføre hajj, et hundrede og tyve særlige barmhjertigheder. Tres af dem er til den, der udfører tawaf, fyrre til dem, der beder, og tyve til dem, der ser på. (Det vil sige dem, der betragter Allahs Hus.)
Hvor mange slags tawaf findes der, og hvilke er de? Tawaf er af fire slags: 1. tawaf al-qudum, 2. tawaf al-ifadah, 3. tawaf al-wada’ og 4. frivillig tawaf. Det er enhver pilgrims pligt at udføre disse tawaf. Man bør udnytte muligheden for at være i Mekka til at udføre så meget frivillig tawaf som muligt og bede i al-Masjid al-Haram, for belønningen for bøn i al-Masjid al-Haram er hundrede tusind gange større end i andre moskeer. Under frivillig tawaf er ramal og det at føre kappen under højre armhule og over venstre skulder ikke nødvendigt. Det er sunna at ære al-Masjid al-Haram med tawaf, hver gang man træder ind i den. Hvad angår andre moskeer, ærer man dem med to frivillige rak’ah som tahiyyat al-masjid.
Tawaf har »visse betingelser«, nogle sunnaer og nogle adab, som nævnes nedenfor:
Betingelserne for tawaf: Følgende betingelser skal opfyldes for tawaf:
1. At være renset for alle former for urenhed, det vil sige mindre urenhed (ved wudu), større urenhed (ved ghusl) og urent blod (ved at vaske det berørte sted). Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Tawaf er en form for bøn. Den eneste forskel er, at Allah har tilladt tale under den. Den, der taler, bør kun tale om noget godt.« Tirmidhi, Darqutni. Det er berettet fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom til hende og så, at hun græd. Han sagde: »Har du fået menstruation?« Aisha svarede: »Ja.« Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Dette er noget, som Allah har bestemt for Adams døtre. Gør derfor alt, hvad de øvrige pilgrimme gør, men udfør ikke tawaf omkring Kabaen, før du har foretaget ghusl.« – Muslim.
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde også: »Når Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, kom til Mekka, foretog han først wudu og udførte derefter tawaf omkring Allahs Hus.« Bukhari og Muslim. Den, der har en urenhed, som ikke kan fjernes, såsom en sygdom med uafbrudt vandladning eller kvinders istihada, der medfører vedvarende blødning, må udføre tawaf. Der kræves ingen soning for dette. Dette er der enighed om.
Malik beretter: En kvinde spurgte Abdullah ibn Umar om en juridisk afgørelse. Hun sagde: »Jeg kom for at udføre tawaf omkring Allahs Hus. Da jeg nåede døren til Den Hellige Moské, begyndte jeg at bløde, så jeg vendte tilbage. Derefter blev jeg fri for blødningen, og jeg kom igen for at udføre tawaf. Men hver gang jeg nåede døren til Den Hellige Moské, begyndte blødningen straks igen. Det skete tre gange.« Abdullah sagde: »Dette er et slag fra Satan. Foretag derfor ghusl, bind et stykke klæde om blødningens udgang, og udfør tawaf.« (Ifølge hanafitterne er det ikke en betingelse for tawaf at være renset for mindre urenhed. Det er wajib, og manglen kan opvejes ved et offer (dam). Hvis man udfører tawaf uden wudu på grund af mindre urenhed, er tawaf gyldig, men det er wajib at ofre en ged. Hvis man udfører tawaf i en tilstand af større urenhed eller under menstruation, er tawaf også gyldig, men man skal ofre en kamel og indhente tawaf, mens man opholder sig i Mekka. At være renset for urenhed, der sidder på tøjet eller kroppen, er blot sunnah.)
2. At dække kroppens intime dele: Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Ved den pilgrimsfærd før afskedspilgrimsfærdens hajj, hvor Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, udnævnte Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, til leder af hajj, sendte Abu Bakr mig til Mekka som medlem af en delegation. Delegationens opgave var at bekendtgøre, at ingen afgudsdyrker efter dette år måtte udføre hajj, og at ingen måtte udføre tawaf omkring Kabaen nøgen. Bukhari og Muslim. (Ifølge hanafitterne er det ikke en betingelse at dække de intime dele, men det er wajib. Hvis nogen udfører tawaf nøgen, er tawaf dog gyldig, og den skal indhentes. Hvis vedkommende forlader Mekka, skal han ofre en ged.)
3. Tawaf skal fuldføres med syv omgange. Hvis blot ét skridt mangler i en omgang, er tawaf ikke gyldig. Hvis man er i tvivl om antallet af omgange, skal man regne med det laveste antal, så man er sikker på at have fuldført syv omgange. Hvis tvivlen først opstår efter tawafs afslutning, skal man ikke gøre noget yderligere. Tawaf er gyldig.
4. Tawaf skal begynde ved Den Sorte Sten og afsluttes ved Den Sorte Sten.
5. Tawaf skal udføres med Baytullah (Kabaen) på venstre side. Hvis man udfører tawaf med den på højre side, er tawaf ikke gyldig. For det er berettet fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, da han kom til Mekka, gik hen til Den Sorte Sten og berørte den. Derefter gik han med Kabaen på sin venstre side. Han udførte ramal i tre omgange og gik normalt i fire omgange. (Ramal er at gå hurtigt med hængende skuldre. Ifølge hanafitterne er tawafs rukn, det vil sige den mindste nødvendige del af hajj, fire omgange. De resterende tre omgange er wajib, og hvis de udelades, kan det afhjælpes ved at ofre en ged.) Muslim.
6. Tawaf skal udføres uden for Baitullah (Ka’baen). Hvis tawaf udføres inden for Hijr Isma’il, er tawaf ikke gyldig, for Hijr Isma’il og Shadharwan er dele af Baitullah. (Hijr Isma’il er indelukket i en halvcirkelformet indhegning nord for Ka’baen. Hele Hijr Isma’il er ikke en del af Baitullah; omkring tre meter af det er en del af Baitullah. Shadharwan er betegnelsen for den konstruktion, der ligger op ad Ka’baens fundament, og hvorpå ringene til Ka’baens forhæng er anbragt.) Allah den Ophøjede har befalet, at tawaf skal udføres omkring Baitullah, ikke inden i Baitullah. Han har sagt: »Lad dem gå rundt om det gamle hus.« (Ordet tawaf betyder netop at gå rundt langs ydersiden af noget.) Det er mustahabb, hvis muligt, at udføre tawaf tæt på Baitullah.
7. Ifølge Malik og Ahmad er det en betingelse, at tawaf udføres uden afbrydelse. En kort pause uden en gyldig grund og en noget længere pause, hvis der foreligger en gyldig grund, skader ikke. Ifølge hanafitterne og shafiitterne er det sunnah, men ikke en betingelse, at tawaf udføres uden afbrydelse. Hvis man uden gyldig grund holder en lang pause under tawaf, bliver tawaf ikke ugyldig. Man skal fortsætte fra det sted, hvor man var nået til før pausen, og afslutte den resterende del af tawaf. Sa’id ibn Mansur beretter: Hamid ibn Zayd sagde: »Jeg så Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) udføre tre eller fire omgange omkring Baitullah og derefter hvile, mens en af hans tjenere viftede med noget for at køle ham. Efter et stykke tid rejste han sig og fortsatte tawaf fra det sted, hvor han var nået til.« Ifølge shafiitterne og hanafitterne skal man, hvis ens wudu brydes under tawaf, forny sin wudu og fuldføre den resterende del af tawaf. Det er ikke nødvendigt at begynde forfra, uanset hvor lang pausen har været.
Det er berettet om Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han udførte tawaf omkring Baitullah. Imens blev bønnekaldet til menighedsbønnen afholdt. Han bad sammen med menigheden og fuldførte derefter den resterende del af tawaf. Ata sagde: »Hvis begravelsesbønnen finder sted, efter at en person har fuldført en del af tawaf, skal han afbryde tawaf, bede begravelsesbønnen og derefter vende tilbage til tawaf og fuldføre det, der mangler.«
Tawafs sunnah-handlinger: Tawaf har nogle sunnah-handlinger, som nævnes nedenfor:
1. Ved begyndelsen af tawaf skal man vende ansigtet mod den Sorte Sten, løfte begge hænder som under bøn og sige »Allahu akbar« og »La ilaha illallah«. Man skal lægge begge hænder på den Sorte Sten, berøre den, kysse den lydløst og lægge panden på den. Hvis det ikke er muligt at lægge panden på den, skal man blot berøre den med hånden og kysse den, eller berøre den med en genstand, man har hos sig, og kysse genstanden. Man kan også pege mod den med en stav eller lignende. Der er overleveret flere hadither om dette. Her nævner vi nogle af dem:
Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Allahs Sendebud vendte sig mod den Sorte Sten og berørte den. Derefter lagde han sine læber på den og græd længe. Umar (må Allah være tilfreds med ham) græd også længe. Da sagde Sendebudet: ›O Umar, det er netop her, man bør fælde mange tårer.‹« – Al-Hakim.
Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) bøjede sig over den Sorte Sten og sagde: »Jeg ved, at du er en sten. Hvis jeg ikke havde set min elskede Profet kysse dig og berøre dig, ville jeg hverken have berørt eller kysset dig. Allah har sagt:لقن كان . لَكُرْ فِي رَسُوْلِ اللَّهِ أَسْوَةٌ حَسَنَةٌ »I Allahs Sendebud har I et godt forbillede.« – Ahmad og andre.
Nafi’ sagde: »Jeg så Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) først berøre den Sorte Sten med hånden. Derefter kyssede han sin hånd og sagde: ›Efter at have set Allahs Sendebud gøre dette, er jeg aldrig holdt op med at gøre det.‹« – Al-Bukhari og Muslim.
Suwayd ibn Ghafala, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Jeg så Umar, må Allah være tilfreds med ham, kysse al-Hajar al-Aswad og altid fortsætte med det. Han sagde: ‘Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, være meget hengiven over for dig og vise dig stor ære.’« Muslim.
Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Så snart Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kom til Bayt Allah, berørte han al-Hajar al-Aswad og sagde: ‘Bismillahi wa Allahu akbar.’« Ahmad.
Abu at-Tufayl sagde: »Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gå rundt om Bayt Allah, mens han berørte al-Hajar al-Aswad med en stav med krummet ende, som han havde hos sig. Derefter kyssede han staven.« Muslim.
Al-Bukhari, Muslim og Abu Dawud har berettet, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at kysse al-Hajar al-Aswad. Derefter sagde han: »Jeg ved, at du er en sten. Du kan hverken skade eller gavne. Hvis jeg ikke havde set Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kysse dig, ville jeg ikke have kysset dig.«
Al-Khattabi siger: Denne hadith viser, at det er obligatorisk at følge sunnaen, selv om man ikke kender dens årsag eller visdom. Når nogen får kendskab til en sunna, er det obligatorisk for ham at følge den, selv om han ikke forstår dens visdom. Det er naturligvis almindeligt kendt, at formålet med, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, kyssede al-Hajar al-Aswad, ikke var andet end at vise stenen ære, give den den respekt, den tilkommer, og opnå velsignelse gennem den. Allah, den Ophøjede, har givet nogle sten forrang frem for andre sten, nogle byer og steder forrang frem for andre byer og steder og nogle nætter, dage og måneder forrang frem for andre nætter, dage og måneder. Grundlaget for alt dette er ubetinget lydighed mod den handlemåde, som Allahs Sendebud har vist.
I nogle hadither nævnes et udsagn, som er meget meningsfuldt. Det lyder: »Al-Hajar al-Aswad er Allahs højre hånd på jorden.« Meningen er, at den, der berører al-Hajar al-Aswad med hånden, opnår et løfte hos Allah. Det svarer til, at konger og herskere, når de ønsker at få nogen som allieret eller ønsker at indgå et nært forhold til nogen, giver hånd med vedkommende og derved afgiver et løfte om dette; eller til den måde, hvorpå man giver bay’a ved at lægge sin hånd i kongers og herskeres hænder. Det svarer også til, hvordan tjenere kysser fremstående personers hænder for at opnå deres nærhed.
Men al-Muhallab har sagt: »Al-Hajar al-Aswad er Allahs højre hånd på jorden; gennem den giver Han hånd med den tjener, Han vil.« Dette påståede hadith er imidlertid blevet tilbagevist af Umar eller af den hadith, han har fremsagt. Man bør søge tilflugt hos Allah fra en sådan formulering, som kunne antyde, at Allah har en hånd. Befalingen om at kysse al-Hajar al-Aswad er kun givet, for at det synligt kan prøves, hvem der er mest lydig mod Allah. Der findes et eksempel på dette i befalingen til Iblis om at kaste sig ned for Adam. Det skal bemærkes, at det ikke vides med sikkerhed, om der blandt de sten, som Ibrahim, fred være med ham, lagde i Ka’baen, findes andre tilbage end al-Hajar al-Aswad.
Det er tilladt at trænge sig frem ved al-Hajar al-Aswad. Der er intet galt i at trænge sig frem, så længe betingelsen er, at man ikke skader nogen ved al-Hajar al-Aswad. Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, fik sin næse til at bløde, da han trængte sig frem. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde til Umar, må Allah være tilfreds med ham: »Abu Hafs, du er en meget stærk mand. Træng dig ikke frem ved al-Hajar al-Aswad, for så vil du skade de svage. Men når du finder stedet frit, så berør al-Hajar al-Aswad. Ellers fremsig takbir og gå videre.« Sunan ash-Shafi’i.
2. En anden sunna ved tawaf er idtiba (at lade midten af klædet hvile under højre armhule og lægge klædets to ender over venstre skulder). Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hans ledsagere udførte umra fra Ji’rana. De lagde deres klæder under armhulen og klædets ender over venstre skulder.« Ahmad, Abu Dawud.
Dette er flertallet af de lærdes opfattelse. De lærde har som begrundelse nævnt, at idtibāʾ hjælper med at udføre ramal under tawāf. Mālik siger: Det er ikke mustahabb, eftersom han hverken kender nogen, der har gjort det, eller har set det blive gjort. Ved tawāf-bønnen er idtibāʾ heller ikke anset for mustahabb ifølge enstemmig overenskomst.
3. En anden sunnah er at udføre ramal under tawāfs første tre omgange og gå normalt under de resterende fire omgange. (Ramal består i at gå hurtigt med vuggende skuldre og korte, tætte skridt, så styrke og mod udtrykkes.)
Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) udførte tre omgange tawāf med ramal fra den Sorte Sten til den Sorte Sten og fire omgange i normalt tempo. – Ahmad og Muslim.
Hvis nogen undlader ramal under de første tre omgange, skal han ikke indhente det under de følgende fire omgange. Idtibāʾ og ramal skal kun udføres af mænd under tawāf ved ʿumrah og under den tawāf ved hajj, som efterfølges af saʿī mellem Safā og Marwah. Ifølge shāfiʿitterne er det ikke nødvendigt at gentage idtibāʾ og ramal under tawāf al-ifāḍah, hvis man har udført ramal under tawāf al-qudūm og derefter foretaget saʿī. Hvis man derimod ikke foretog saʿī efter tawāf al-qudūm og udsatte den til efter tawāf az-ziyārah, skal ramal og idtibāʾ udføres under tawāf az-ziyārah.
Kvinder skal ikke udføre idtibāʾ, eftersom der derved er risiko for, at deres intime kropsdele bliver blottet. Kvinder behøver heller ikke udføre ramal. Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde nemlig: Kvinder behøver ikke udføre ramal ved Kabaen eller mellem Safā og Marwah.
Hvad er begrundelsen for ramal? Begrundelsen fremgår af den hadith, som Ibn ʿAbbās har berettet. Han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) kom engang til Mekka på et tidspunkt, hvor Madinas feber havde svækket muslimerne. Polyteisterne spredte det rygte, at en gruppe mennesker ville komme til jer, som var blevet svækket af feberen og havde lidt en meget dårlig skæbne. Allah den Ophøjede underrettede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) om polyteisternes rygte. Derfor beordrede Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) muslimerne til at udføre ramal under de første tre omgange og at gå normalt mellem de to hjørner, det vil sige mellem det Jemenitiske Hjørne og den Sorte Sten. Da polyteisterne så dem udføre ramal, sagde de til hinanden: Er det disse, som I sagde var blevet udmattet af feberen? De ser jo ud til at være stærkere end os. Ibn ʿAbbās sagde: Han beordrede dem ikke til at udføre ramal under alle omgange, for at muslimernes kræfter ikke skulle blive unødigt udtømt, og for at de ikke skulle tage skade. Al-Bukhari, Muslim og Abu Dawud.
Da den ovennævnte årsag var forsvundet, mente ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at man nu kunne undlade ramal, eftersom Allah havde givet muslimerne sejr, frihed og en fast position på jorden. Men senere besluttede han, at ramal skulle fortsætte på samme måde som under Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) levetid, så denne inspiration kunne holdes levende blandt de efterfølgende generationer. Muhibb ad-Dīn at-Tabarī sagde: En bestemmelse i sharīʿah kan være blevet indført på grund af en bestemt årsag. Men selv når denne årsag senere forsvinder, forbliver bestemmelsen gældende.
Zayd ibn Aslam berettede fra sin far, at ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Skal vi stadig udføre ramal og blotte skuldrene i dag, selv efter at Allah har grundfæstet islam på et stærkt fundament og fordrevet vantro og dens tilhængere? Ja, for vi vil aldrig opgive det, vi plejede at gøre under Allahs Sendebuds (må Allahs velsignelser og fred være med ham) tid.
4. At berøre den jemenitiske søjle med hånden er en sunnah ved tawaf. Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Fra den dag, hvor jeg så Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, berøre den sorte sten og den jemenitiske søjle, har jeg aldrig undladt at berøre disse to, hverken i medgang eller modgang eller under nogen anden omstændighed. Al-Bukhari og Muslim.
Den, der udfører tawaf, berører disse to søjler, fordi de har en særlig rang og særlige egenskaber. Den sorte sten har to egenskaber: For det første er den placeret på den bygning, som Ibrahim, måtte Allahs fred være med ham, opførte. For det andet er den tawafs begyndelses- og slutpunkt. Den jemenitiske søjle, som ligger lige over for den, er også bygget på Ibrahims fundament, måtte Allahs fred være med ham. Abu Dawud har overleveret fra Ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, at Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, sagde: En del af den sorte sten er en del af Baytullah. Ibn Umar sagde: Ved Allah, jeg mener, at Aisha må have hørt dette direkte fra Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham. Jeg mener, at Allahs Sendebud derfor ikke undlod at berøre disse to. De er imidlertid ikke placeret på Baytullahs fundament. Derfor udfører folk tawaf ved siden af den sorte sten. Hele den muslimske ummah er enig om, at det er mustahabb at berøre den jemenitiske søjle og den sorte sten, og at den, der udfører tawaf, ikke skal berøre de to andre søjler.
Ibn Hibban har overleveret, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Den sorte sten og den jemenitiske søjle udsletter synder i stort omfang.
Efter tawaf er det sunnah at bede to rakʿah efter hver tawaf, hvad enten tawafen er obligatorisk eller frivillig, ved Maqam Ibrahim eller et hvilket som helst andet sted i moskeen. Ifølge Abu Hanifah er denne bøn wajib.
Det er overleveret fra Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, da han kom til Mekka, udførte tawaf omkring Baytullah syv gange. Da han kom til Maqam Ibrahim, sagde han: »Tag Maqam Ibrahim som et sted, hvor I beder.« Derefter bad han bag Maqam Ibrahim. Så gik han hen til den sorte sten og berørte den. At-Tirmidhi.
Det er sunnah at recitere surah al-Kafirun efter al-Fatihah i den første rakʿah af denne bøn og surah al-Ikhlas i den anden rakʿah. Dette er overleveret fra Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham. Muslim.
Disse to rakʿah kan bedes når som helst, selv på de forbudte tidspunkter, for det er overleveret fra Jubayr ibn Mutʿim, at Allahs Sendebud, måtte Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »O Banu Abd Manaf! Forhindr ikke nogen i at udføre tawaf omkring dette hus eller i at bede her på noget tidspunkt af dagen eller natten.« Ahmad, Abu Dawud og At-Tirmidhi. Dette er Ash-Shafiʿis og Ahmads madhhab.
Selv om det er sunnah at bede efter tawaf i al-Masjid al-Haram, er det også tilladt at bede uden for den. Al-Bukhari.
Det er berettet fra Umm Salama, at Umm Salama udførte tawaf ridende på en kamel og ikke bad, før hun var kommet ud derfra. Malik beretter, at Umar udførte disse to rakʿah ved Dhu Tuwa. Al-Bukhari sagde: Umar bad også uden for al-Masjid al-Haram. Hvis man derimod beder den obligatoriske bøn efter tawaf, er det ikke nødvendigt at bede disse to rakʿah. Dette er den fremherskende opfattelse i ash-Shafiʿis madhhab og også Ahmads opfattelse. Malik og hanafitterne siger: Ingen anden bøn kan træde i stedet for disse to rakʿah.
Færdsel foran den bedende i al-Masjid al-Haram i Mekka. Det er fuldt ud tilladt, at en bedende udfører bøn i al-Masjid al-Haram, mens kvinder og mænd færdes foran ham. Det er ikke engang makruh. Dette er en særlig egenskab ved al-Masjid al-Haram. Kathir ibn Kathir ibn al-Muttalib ibn Wadiʿah beretter, at han så Allahs Sendebud bede i området ved Banu Tuhamah, mens folk færdedes foran ham, og der ikke var nogen sutrah foran ham.
Sufyan ibn ʿUyaynah sagde: Der var ingen sutrah mellem Allahs Sendebud og Kaʿbah. Abu Dawud, an-Nasaʾi og Ibn Majah.
Kvinders tawaf sammen med mænd. Al-Bukhari beretter fra Ibn Jurayj. Ibn Jurayj sagde: ʿAta fortalte mig, at da Ibn Hisham forbød kvinder at udføre tawaf sammen med mænd, sagde han, altså ʿAta: Hvordan kan du forbyde kvinderne det, når Allahs Sendebuds hustruer udførte tawaf sammen med mænd?
Jeg spurgte: Var det før eller efter hijab? Han svarede: Jeg så dem efter hijab var blevet påbudt.
Jeg spurgte: Hvordan blandede kvinderne sig med mændene?
Han svarede: Kvinderne blandede sig ikke med mændene. ʿAʾishah udførte tawaf adskilt fra mændene; hun blandede sig ikke med dem. En kvinde sagde: »O de troendes moder, lad os gå hen og røre ved den Sorte Sten.« ʿAʾishah sagde: »Gå du bare.« Med disse ord nægtede hun at gå med hende.
Kvinderne gik om natten ud forklædte og udførte tawaf sammen med mændene. Men når de trådte ind i Baytullah, stod de og ventede. Så snart de trådte ind, blev mændene ført ud, så kvinderne kunne røre ved den Sorte Sten i enerum og adskilt fra mændene. Det er berettet fra ʿAʾishah, at hun rådede en kvinde: »Træng dig ikke ind blandt folk ved den Sorte Sten. Når der er fri passage, så rør ved den. Når der er trængsel, så gå hen ud for den Sorte Sten, sig Allahu akbar og la ilaha illa Allah på afstand, og påfør ikke nogen skade.«
At udføre tawaf på et ridedyr
Hvis der opstår behov for at ride, er det tilladt at ride, selv om man er i stand til at udføre tawaf til fods. Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) under afskedshajj red på en kamel, udførte tawaf og berørte Den Sorte Sten med en stav med krumt hoved. – Bukhari og Muslim. Det er blevet overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham): Under afskedshajj udførte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) tawaf omkring Kabaen samt Safa og Marwa, ridende på sin kamel, så folk kunne se ham. Han holdt øje med dem, og de kunne stille ham de spørgsmål, de havde brug for at få besvaret, for folk trængte sig omkring ham.
En spedalsks tawaf sammen med de øvrige, der udfører tawaf
Malik beretter, at Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) så en spedalsk kvinde udføre tawaf omkring Kabaen. Han sagde til hende: »O Allahs tjenerinde, påfør ikke folk ubehag. Det ville være bedre, hvis du blev hjemme.« Kvinden gik derefter hjem og blev der. Senere gik en mand forbi hende og sagde til hende: »Den, der forbød dig det, er død. Gå nu ud.« Kvinden sagde: »Jeg er ikke rede til at adlyde ham, mens han levede, og trodse ham efter hans død.«
16. At drikke Zamzam-vand
Når den, der udfører tawaf, har afsluttet tawaf og bedt to rakʿah ved Ibrahims sted, er det anbefalelsesværdigt for ham at drikke Zamzam-vand.
Det er berettet hos Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) drak Zamzam-vand og sagde: »Det er velsignet, mættende og helbredende.« Jibril vaskede Sendebudets (Allahs fred og velsignelser være med ham) hjerte med dette vand på opstigningens nat. Al-Tabarani og Ibn Hibban har desuden overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Det bedste vand på jorden er Zamzam-vand.«
Det er sunnah, når man drikker Zamzam-vand, at have til hensigt at blive fri for sygdom og opnå alt godt i denne verden og det hinsidige. For Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Zamzam-vand vil tjene det formål, som det drikkes med henblik på.« Suwaid ibn Said sagde: »Jeg så Abdullah ibn al-Mubarak i Mekka. Han kom til Zamzam-brønden, drak af den, vendte sig derefter mod qiblaen og sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Zamzam-vand vil tjene det formål, som det drikkes med henblik på.’ Jeg drikker dette for at slukke tørsten på opstandelsens dag.« Derefter drak han. – Ahmad og al-Bayhaqi. Det er desuden overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Zamzam-vand vil tjene det formål, som det drikkes med henblik på. Hvis du drikker det med henblik på helbredelse fra sygdom, vil Allah helbrede dig. Hvis du drikker det for at blive mæt, vil Allah mætte dig. Og hvis du drikker det for at slukke din tørst, vil Allah slukke din tørst. Denne brønd blev gravet af Jibril, og Allah lod den springe frem for at give Ismail at drikke.« – al-Daraqutni og al-Hakim. Al-Hakim tilføjede også: »Hvis du drikker dette vand for at søge tilflugt hos Allah, vil Allah give dig beskyttelse.«
Det er anbefalelsesværdigt at drikke Zamzam-vand i tre åndedrag, vende sig mod qiblaen, drikke sig mæt, sige alhamdulillah efter at have drukket og fremsige Ibn Abbas’ bøn.
Abu Mulayka siger: »En mand kom til Ibn Abbas. Han spurgte ham: ’Hvor kommer du fra?’ Han svarede: ’Jeg kommer fra at have drukket Zamzam-vand.’ Han sagde: ’Har du drukket det på den måde, som Zamzam-vand bør drikkes?’ Manden spurgte: ’Hvordan?’ Han sagde: ’Når du ønsker at drikke Zamzam-vand, skal du vende dig mod qiblaen, ihukomme Allah og drikke dig mæt i tre åndedrag. Derefter skal du prise Allah. For Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: ’Forskellen mellem os og hyklerne er, at de ikke drikker sig mætte af Zamzam.’« Ibn Majah og al-Daraqutni. Ibn Abbas plejede, når han drak Zamzam-vand, at fremsige denne bøn:
اللهم إلَى أَسْأَلُكَ عِلْمًا نَافِعًا، وَرِزْقًا وَاسِعًا، وَشِفَاءٌ مِن كُلِّ دَاءٍ .
“O Allah! Jeg beder Dig om nyttig viden, rigelig forsørgelse og helbredelse fra alle sygdomme.”
Historien om Zamzam-brønden: Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham: Da Hajar og hendes søn blev voldsomt tørstige, besteg Hajar Marwa-bjerget. Da hørte hun en lyd. Hun sagde til sig selv: »Vær stille«, og forsøgte derefter at lytte efter lyden igen. Da hørte hun den endnu en gang. Hajar sagde: »Jeg har hørt dig. Hvis du har nogen hjælp, så sig til.« Pludselig så hun en engel på Zamzams sted. Englen gravede i jorden med sin hæl eller sin vinge, og straks vældede vandet frem. Hajar begyndte da at danne et bassin for at samle vandet og fylde sin lædersæk med vand ved at øse det op med sine hænder. Jo mere vand hun øste op, desto mere steg det og vældede frem. Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Må Allah forbarme sig over Ismails mor! Hvis hun havde ladet Zamzam være, eller hvis hun ikke havde øset vand op fra den, ville Zamzam være blevet en rindende kilde.« Derefter drak Hajar selv af vandet og gav sin søn at drikke. Så sagde englen til hende: »Frygt ikke, at I vil gå til grunde. Her findes Allahs Hus. Dette barn og hans far vil genopbygge det. Allah vil ikke lade dette Hus’ beboere gå til grunde.« På det tidspunkt lignede Allahs Hus en lille høj. Flodbølger strømmede hen imod den og løb derefter bort til dens højre og venstre side.
Det er anbefalet at bede ved Multazam: Efter at have drukket Zamzam-vand er det anbefalet at gå hen til Multazam og bede. Al-Bayhaqi har overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Ibn Abbas plejede at holde sig tæt ind til Kabaen mellem Kabaens dør og Den Sorte Sten og omfavne den, og han sagde: »Bed, mens du omfavner Kabaens mur mellem Den Sorte Sten og døren. Den, der omfavner den mellem disse to og beder Allah om noget, vil med sikkerhed få det af Allah.« Amr ibn Shu’aybs bedstefar sagde: »Jeg så Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, lægge sit ansigt og bryst tæt mod Multazam.«
Nogle siger: Det er Hatim, der er Multazam. Ifølge al-Bukhari er Den Sorte Sten Hatim. Som bevis henviser han til hadithen om opstigningen, hvori Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Da jeg sov i Hatim« – eller han sagde måske: »ved Den Sorte Sten«. Al-Bukhari sagde: »Den Sorte Sten er Hatim.«
Det er anbefalet at træde ind i Ka’baens indre og i Hijr Ismail: al-Bukhari og Muslim har overleveret fra Ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham: Efter erobringen af Mekka trådte Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – ind i Ka’baens indre sammen med Usama og Uthman ibn Talha. Han lukkede døren. Da døren derefter blev åbnet, fortalte Bilal mig, at Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – havde bedt inde i Ka’baen mellem de to jemenitiske søjler. De lærde udledte heraf, at det er sunnah at træde ind i Ka’baen og bede dér. De har dog også sagt, at selv om det er sunnah, er det ikke en del af hajj. Ibn Abbas – må Allah være tilfreds med ham – sagde nemlig: »O mennesker, at træde ind i Allahs Hus er ikke en del af jeres hajj.« – al-Hakim. Den, der ikke får mulighed for at træde ind i Ka’baen, anbefales derfor at træde ind i Hijr Ismail og bede dér, eftersom en del af det er en del af Ka’baen.
Ahmad har overleveret fra Aisha – må Allah være tilfreds med hende. Aisha sagde: »O Allahs Sendebud, alle i din familie er trådt ind i Allahs Hus, men det har jeg ikke.« Allahs Sendebud – må Allahs velsignelser og fred være med ham – sagde: »Send bud efter Shaybah, søn af Uthman ibn Talha, som vogter Ka’baens nøgle; han vil åbne døren for dig.« Aisha sendte en mand til Shaybah. Shaybah sagde: »Vi har ikke kunnet åbne den hverken i uvidenhedens tid eller i islams tid.«
Da sagde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham: Bed i Hijr Ismail. For da dine landsmænd restaurerede Baytullah, kunne de ikke restaurere det fuldstændigt. De lod en del af det (Hijr Ismail) være udenfor.
17. Sa’i mellem Safa og Marwa
Hvordan blev dette fastlagt som en religiøs forskrift: Al-Bukhari har overleveret fra Ibn Abbas: Ibrahim, fred være med ham, bragte sin hustru Hajar og hendes diegivende søn Ismail hertil. Derefter anbragte han dem begge under et stort træ ved Zamzam nær Guds Hus. På det tidspunkt var der ingen menneskelig bebyggelse i Mekka, og der var heller ikke noget vand. Ibrahim, fred være med ham, efterlod en pose fyldt med dadler og en lædersæk fyldt med vand hos dem begge og begyndte at gå bort. Ismails mor fulgte efter ham og sagde: »O Ibrahim, hvor går du hen efter at have efterladt os i dette øde land uden mennesker og afgrøder?« Hun gentog dette flere gange for ham, men Ibrahim så ikke engang på hende. Da sagde Hajar: »Har Allah befalet dig at gøre dette?« Ibrahim svarede: »Ja.« Så sagde Hajar: »Så vil Han ikke lade os gå til grunde.« I en anden hadith berettes det, at Hajar sagde: »Hvem overlader du os til?« Ibrahim, fred være med ham, svarede: »Til Allah.« Hajar sagde: »Jeg er tilfreds.« Derefter vendte Hajar tilbage.
Derefter fortsatte Ibrahim sin vej. Da han nåede bjergpasset, hvor ingen kunne se ham, vendte han sig mod Guds Hus, løftede hænderne og fremsagde denne bøn:
ربنا إلى أسكنت من ذُرِّيَّتِي بِوَادٍ غَيْرِ ذِي زرع عِندَ بَيْتِكَ المحرم . رَبَّنَا لِيُقِيمُوا الصَّلاةَ فَاجْعَلْ أَفْئِدَةٌ من الناس تهوي إليهم، وارزقه من الثمرات لعلهم يشكرون .
»Min Herre, jeg har efterladt en del af min efterkommere i en dal uden dyrkbar jord nær Dit hellige Hus. Vor Herre, jeg har efterladt dem dér, for at de skal opretholde bønnen. Lad derfor menneskers hjerter føle sig tiltrukket af dem, og forsyn dem med frugter og afgrøder, så de kan være Dig taknemmelige.«
Ismails mor blev siddende under træet med sin lille søn ved sin side og hængte sin lille, gamle lædersæk op, så hun kunne drikke af den, når hun havde brug for det, og give sin søn mælk. På et tidspunkt slap vandet i lædersækken op, og hendes mælk tørrede også ind og ophørte. Hendes søn blev voldsomt sulten. Hajar så forvirret og fortvivlet på sin søn og begyndte at gå væk fra ham. Hun kunne ikke holde ud at se på ham. Derfor lod hun ham være og begav sig et andet sted hen. Hun stillede sig på den nærmeste bakke, Safa, og spejdede ud over dalen for at se, om hun kunne få øje på nogen. Nej, hun kunne ikke se nogen. Derefter steg hun ned fra Safa. Da hun nåede ned i dalen, løftede hun kanten af sin kjortel og begyndte at løbe desperat som et yderst udmattet og fortvivlet menneske. Hun løb over dalen og kom igen til Marwa. Hun stillede sig på Marwa og så sig omkring for at se, om hun kunne få øje på nogen. Men hun kunne ikke se nogen. Således gik hun syv gange frem og tilbage mellem Safa og Marwa. Ibn Abbas sagde: Det er derfor, mennesker går frem og tilbage mellem disse to bjerge.
Den religiøse bestemmelse om at gå frem og tilbage mellem Safa og Marwa Der findes tre synspunkter blandt de lærde om den religiøse bestemmelse vedrørende at gå frem og tilbage mellem Safa og Marwa:
1. Blandt Profetens ledsagere har Ibn Umar, Jabir og Aisha, må Allah være tilfreds med hende, og blandt imamernes rækker Malik, al-Shafi’i og ifølge en overlevering Ahmad sagt, at sa’i mellem Safa og Marwa er en af hajjens søjler, det vil sige en obligatorisk del. Hvis en pilgrim undlader dette, bliver hans hajj ugyldig, og det kan ikke erstattes ved et offer eller lignende. De har fremlagt følgende beviser til støtte for deres synspunkt:
Al-Bukhari har overleveret fra al-Zuhri, at Urwa spurgte Aisha, må Allah være tilfreds med hende: »Har du overvejet dette vers?«
إنَّ الصَّفَا وَالْمَرْوَةَ مِنْ شَعَائِرِ اللَّهِ فَمَنْ حَجَّ الْبَيْت أَوِ اعْتَمَرَ فَلَا جُنَاحَ عَلَيْهِ أَن يَطُونَ بِهِمَا .
»Safa og Marwa er sandelig blandt Allahs tegn. Derfor er der ingen indvending mod, at den, der udfører hajj eller umrah, går tawaf mellem dem.« Ved Allah, dette synes jo at betyde, at der heller ikke er nogen indvending mod ikke at gå tawaf mellem Safa og Marwa. Aisha (ra.) sagde: »Min nevø, du tager fejl. Med den måde, du har fortolket dette vers på, bliver betydningen, at der ikke er noget galt i ikke at gå tawaf. Men dette vers blev åbenbaret om ansarerne. Før de antog islam, tilbad de gudinden Manat og fremsagde talbiya i hendes navn. Efter at de havde antaget islam, følte disse talbiya-fremsigere sig tilbageholdende med at udføre sa’i mellem Safa og Marwa. Efter deres islam antog de Allahs Sendebud (ﷺ) og spurgte ham om dette. De sagde: ›Allahs Sendebud, vi plejede at føle os tilbageholdende med at udføre tawaf (sa’i) mellem Safa og Marwa.‹ Da åbenbarede Allah: ›Safa og Marwa er blandt Allahs tegn …‹
Aisha (ra.) sagde: »Allahs Sendebud indførte tawaf mellem Safa og Marwa. Derfor har ingen ret til at undlade tawaf (sa’i) mellem Safa og Marwa.«
Muslim har overleveret fra Aisha (ra.), at Allahs Sendebud og muslimerne udførte tawaf mellem Safa og Marwa. Derfor blev det en sunnah. Den, der ikke udfører tawaf mellem Safa og Marwa, vil Allah ikke fuldende hans hajj for.
En kvinde fra Banu Abdud-Dar ved navn Habiba sagde: »Jeg gik sammen med en gruppe qurayshitiske kvinder til Abu Husayns hus. Jeg så Allahs Sendebud udføre sa’i mellem Safa og Marwa. På grund af den kraft, hvormed han løb, snoede hans lændeklæde sig rundt om hans talje. Da jeg så det, sagde jeg: ›Jeg kan se Allahs Sendebuds knæ.‹ Jeg hørte ham sige: ›Udfør sa’i, for Allah har gjort sa’i obligatorisk for jer.‹ Ibn Majah, Ahmad, al-Shafi’i.«
Og eftersom sa’i indgår som en gudsdyrkelse i både hajj og umrah, er det ligesom tawaf omkring Baytullah en søjle, det vil sige en uadskillelig del, en ufravigelig pligt eller fard, i både hajj og umrah.
2. Ibn Abbas’, Anas’, Ibn az-Zubayrs og Ibn Sirins opfattelse er derimod, og ifølge én overlevering også Ahmads opfattelse, at det er sunnah. Da det er sunnah, er det ikke obligatorisk at give fidyah eller kaffarah, hvis man undlader det.
Tilhængerne af denne opfattelse fører som bevis det tidligere nævnte koranvers: »Der er ingen indvending mod at gå tawaf mellem Safa og Marwa.« Når den, der udfører en handling, får at vide: »Der er ingen indvending mod at udføre denne handling«, beviser det i sig selv, at handlingen ikke er obligatorisk eller påbudt. Derfor viser dette, at handlingen er mubah, det vil sige, at det er ligeværdigt at udføre eller undlade den. Der er ingen synd ved at udføre den, og heller ingen synd ved at undlade den. Udsagnet »Safa og Marwa er blandt Allahs tegn« beviser dog, at handlingen er sunnah.
Da dette er en gudsdyrkelse med et bestemt antal, som ikke er knyttet til Baytullah, er den derfor ikke blevet en søjle på samme måde som stenkastningen.
3. Ifølge Abu Hanifa, al-Thawri og al-Hasan er dette wajib, men ikke en rukn eller fard. Hvis man undlader det, bliver hajj eller umrah ikke ugyldig. Man skal dog betale dam, det vil sige ofre en ged. Forfatteren til al-Mughni har anset denne opfattelse for at være den stærkeste. Han siger: »Dette er den stærkeste opfattelse.« For den dokumentation, som den, der har erklæret det wajib, har fremført, viser, at det er et betinget wajib og ikke et wajib, hvis udeladelse betyder, at den grundlæggende forpligtelse slet ikke er opfyldt.
Det, som Aisha (må Allah være tilfreds med hende) har sagt, modsiges af andre sahabers udsagn.
Selv om hadithen om Habiba, kvinden fra Banu Abd al-Dar, er omstridt, viser den ikke desto mindre, at dette er obligatorisk eller wajib.
Verset om Safa og Marwa blev åbenbaret for at fjerne nogle menneskers betænkelighed ved sa’i. I jahiliyyah plejede de nemlig at udføre sa’i mellem de to bjerge for at tilbede de to afgudsbilleder, der stod på Safa og Marwa. Derfor var de bekymrede og tænkte på, om det ville være syndigt at udføre sa’i dér.
Betingelserne for sa’i: For at sa’i kan være gyldig, skal flere betingelser opfyldes:
1. Sa’i skal altid udføres efter tawaf.
2. Sa’i skal fuldføres med syv runder.
3. Hver runde skal begynde ved Safa og afsluttes ved Marwa.
4. Sa’i skal altid udføres på stien mellem Safa og Marwa. For Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde dette og sagde: »Tag jeres ritualer fra mig.« Hvis nogen derfor udfører sa’i før tawaf, eller begynder sa’i ved Marwa og afslutter den ved Safa, eller udfører sa’i et andet sted end på den fastsatte sti mellem Safa og Marwa, er sa’i ikke gyldig. (Ifølge den hanafitiske madhhab er punkt 3 og 4 ikke betingelser, men wajib. Hvis nogen udfører sa’i før tawaf, eller begynder en runde ved Marwa og afslutter den ved Safa, bliver sa’i ikke ugyldig. Han skal dog betale dam.)
At bestige Safa: Det er ikke en betingelse for sa’is gyldighed at bestige Safa og Marwa. Det er dog wajib at medtage begge bjerge i sa’i. Derfor skal man nå begge bjerge både på vejen frem og tilbage. Hvis man undlader at medtage en del af et af dem i sa’i, er sa’i ikke gyldig, før denne del er blevet medtaget.
At udføre sa’is runder uden afbrydelse: Det er ikke en betingelse, at sa’is runder udføres fortløbende og uden afbrydelse. (Ifølge imam Malik er det dog en betingelse, at de udføres uden lange pauser mellem runderne.) Hvis der opstår et problem, som forhindrer, at sa’i udføres uden afbrydelse, eller hvis bønnen begynder, er det tilladt at afbryde sa’i af denne grund. Når hindringen er fjernet, skal man fuldføre sa’i ved at føje de resterende runder til det antal runder, man allerede har udført. Det er berettet fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han udførte sa’i mellem Safa og Marwa. Pludselig fik han behov for at urinere. Han gik til side, bad om vand, foretog wudu og fuldførte derefter de resterende runder. — Sa’id ibn Mansur.
På samme måde er det ikke en betingelse at opretholde en uafbrudt kontinuitet mellem tawaf og sa’y. I Al-Mughni står der: Imam Ahmad sagde: Der er ingen skade i at udsætte sa’y indtil efter hvile efter tawaf eller indtil eftermiddagen. Ata og Hasan mente, at den, der udfører tawaf omkring Baytullah i den første del af dagen, kan udsætte sa’y mellem Safa og Marwa til eftermiddagen, hvis han ønsker det. Sa’id og Qasim gjorde således. For når der ikke er pligt til at opretholde uafbrudt kontinuitet mellem sa’ys runder, er det endnu mere rimeligt, at der heller ikke er en sådan pligt mellem sa’y og tawaf. Sa’id ibn Mansur berettede, at Sawda, hustru til Urwa ibn az-Zubayr, udførte sa’y mellem Safa og Marwa. Derefter gentog hun sin tawaf inden for tre dage, fordi hun var meget korpulent.
Renhed i forbindelse med sa’y: De fleste lærde siger: Renhed er ikke en betingelse for sa’y mellem Safa og Marwa. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde nemlig til Aisha, må Allah være tilfreds med hende, da hun havde menstruation: »Du kan gøre alt det, som de øvrige pilgrimme gør. Du må blot ikke udføre tawaf omkring Baytullah, før du har foretaget ghusl.« – Muslim. Aisha og Umm Salama, må Allah være tilfreds med dem, sagde også: Når en kvinde har fuldført tawaf omkring Baytullah og de to rak’a efter tawaf og derefter får menstruation, bør hun fuldføre sin sa’y mellem Safa og Marwa. Sa’id ibn Mansur. Det er dog anbefalelsesværdigt at være i en tilstand af renhed under alle former for tilbedelse, for renhed er meget ønskværdig i shariaen.
At gå og ride under sa’y: Sa’y kan udføres både til fods og ridende, men det er bedre at gå. Det fremgår af en hadith fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at han plejede at udføre sa’y til fods. Da menneskemængden senere voksede, begyndte han at ride, så folk kunne se ham og stille ham spørgsmål. Abu Tufayl sagde til Ibn Abbas: »Fortæl mig: Er det sunnah at ride under sa’y mellem Safa og Marwa? For jeres folk hævder, at det er sunnah.«
Ibn Abbas sagde: »Deres påstand er både sand og falsk.« Abu Tufayl sagde: »Hvad mener du med både sand og falsk?« Ibn Abbas sagde: »Folk stimlede sammen omkring Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Folk kom og sagde: ’Her er Muhammad, her er Muhammad.’ Selv unge piger kom ud af deres huse. Allahs Sendebud skubbede ikke folk, der stimlede sammen foran ham, til side. Da menneskemængden voksede, red han.« Det er bedre at gå og løbe. (På det flade område løber man mellem de to markerede søjler, og på resten af strækningen går man.) Selvom det er tilladt at ride under sa’y, er det makruh. Tirmidhi sagde: En gruppe lærde har anset det for forkert at ride under tawaf omkring Baytullah og Safa og Marwa uden en gyldig undskyldning. Dette er også Imam Shafi’is opfattelse. Ifølge malikitterne skal den, der udfører sa’y ridende uden en gyldig undskyldning, gentage sin sa’y, hvis der stadig er tid. Hvis der ikke er tid, skal han give dam. For dem er det wajib, at den, der er i stand til at gå, udfører sa’y til fods. Abu Hanifa repræsenterer også denne opfattelse og siger: Grunden til, at Allahs Sendebud red, var, at folk stimlede overdrevent sammen omkring ham og omringede ham. Dette var en gyldig undskyldning. Derfor var det tilladt at ride. Det er mustahabb at løbe mellem de to markerede søjler.
Det er mustahabb at udføre sa’y mellem Safa og Marwa gående, bortset fra mellem de to markerede søjler. Det er mustahabb at udføre ramal mellem de to søjler. Det er tidligere blevet nævnt i Habibas hadith: “Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, løb så hurtigt, at hans lungi hvirvlede voldsomt omkring ham.”
Men hvis man udfører sa’y eller tawaf uden at løbe hurtigt, er det stadig gyldigt. Sa’id ibn Jubayr, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg så Ibn Umar gå langsomt mellem Safa og Marwa. Derefter sagde han: “Hvis jeg går roligt og behersket, er det tilladt. For jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, gå langsomt. Og hvis jeg løber hurtigt, så så jeg også Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, løbe hurtigt. Jeg er jo en meget gammel mand.” Abu Dawud, Tirmidhi.
Dette er kun mustahabb for mænd. For kvinder er det mustahabb at gå i normalt tempo og ikke at gå hurtigt.
Imam Shafi’i overleverede fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at da hun så nogle kvinder gå hurtigt, sagde Aisha, må Allah være tilfreds med hende: “Har I kvinder ikke et forbillede hos os? Det er ikke nødvendigt for jer at gå hurtigt.”
At bestige as-Safa og al-Marwa vendt mod Kabaen og bede er anbefalet. Det er anbefalet at bestige as-Safa og al-Marwa og, vendt mod qiblaen, bede om det gode i denne verden og det hinsides. Det er berettet om Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, at han gik ud gennem as-Safas port. Da han nåede nær as-Safa, reciterede han verset om as-Safa og al-Marwa: “As-Safa og al-Marwa er blandt Allahs tegn.” Derefter sagde han: »Jeg begynder, som Allah begyndte.« Så begyndte han ved as-Safa og besteg den. Da han efter bestigningen kunne se Kabaen, vendte han sig mod qiblaen og sagde tre gange (لَّا اللَّهُ اللَّهُ أَكْبَرُ وَالْحَمْدُ لِلَّهِ) Derefter sagde han:
لا إله إلا الله وحده لا شَرِيكَ لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ يُحْيِي وَيُمِيتُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ، لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ وَحْدَهُ أَنْجَزَ وَعَدَه، وَنَصَرَ عَبْدَهُ، وَمَزَمَ الْأَحْزَابَ وَحْدَهُ .
Derefter bad han imellem dem og fremsagde denne bøn tre gange. Så steg han ned og gik mod al-Marwa. Han besteg den og så mod Kabaen. På al-Marwa gjorde han det samme, som han havde gjort på as-Safa.
Nafiʿ sagde: Jeg hørte ʿAbdullah ibn Umar bede således, mens han befandt sig på as-Safa:
اللهم إنك قلت : ادْعُونِي أَسْتَجِبْ لَكُم وَإِنَّكَ لا تُخْلِفُ الْمِيعَادَ، وَإِلَى أَسْأَلُكَ – كَمَا مَدَيْتَنِي لِلْإِسْلَامِ – أن لا تنزعه مِنِّي حَتَّى تَتَوَفَّانِي وَأَنا مسلم .
»O Allah, Du har sagt: Kald på Mig, så vil Jeg besvare jeres kald. Du bryder ikke Dit løfte. Jeg beder Dig om ikke at tage islam fra mig før min død, ligesom Du har indviet mig i islam.«
Den bøn, der anbefales mellem as-Safa og al-Marwa Det er anbefalet at bede, ihukomme Allah og recitere Koranen mellem as-Safa og al-Marwa. Det er berettet, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, under sin saʿi plejede at bede således: رَبِّ اغْفِرْ وَارْحَرِ وَاهْدِنِي السَّبِيلَ الأقوم »O Allah, tilgiv mig, forbarm Dig over mig, og led mig til den mest rette vej.« Det er også berettet:رَبِّ اغْفِرْ وَارْمَرَ إِنَّكَ الأعز الأكرم »O Allah, tilgiv mig og forbarm Dig over mig. Du er den mest ærede og den mest ædle.«
Hajjens og umraens handlinger afsluttes med tawaf og saʿi. Hvis den person, der er i ihram, udfører tamattuʿ-hajj, træder han derefter ud af ihram ved at barbere eller klippe sit hår. Hvis han udfører qiran-hajj, fortsætter hans ihram indtil den 10. Dhu al-Hijjah. Når den, der udfører qiran, har foretaget denne saʿi, skal han ikke foretage saʿi igen efter den obligatoriske tawaf. Hvis han udfører tamattuʿ, skal han foretage saʿi igen efter den obligatoriske tawaf, og han skal blive i Mekka indtil den 8. Dhu al-Hijjah.
18. Rejsen til Mina
Det er sunna at tage til Mina den 8. Dhul-Hijjah. Hvis pilgrimmen udfører qiran eller ifrad, tager han til Mina i den ihram, som han allerede har indtrådt i. Hvis han udfører tamattuʿ, ifører han sig ihram for hajj og gør det samme, som han gjorde ved miqat. Sunna er, at han indtræder i ihram fra det sted, hvor han opholder sig. Hvis han befinder sig i Mekka, indtræder han i ihram fra Mekka, og hvis han befinder sig uden for Mekka, gør han det dér. Det er overleveret i en hadith: »Den, hvis bopæl ligger uden for Mekka, skal indtræde i ihram fra sin bopæl. Og den, hvis bopæl ligger i Mekka, skal indtræde i ihram fra Mekka.« Det er mustahabb at bede meget og fremsige talbiyah på afrejsen til Mina samt at bede zuhr, asr, maghrib og isha i Mina og overnatte dér. Det er mustahabb ikke at forlade Mina før solopgang den 9., så efterligningen af Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sikres. Hvis man undlader én af disse handlinger eller dem alle, har man undladt sunna, men der kræves ingen kaffarah derfor. Ifølge Ibn al-Mundhirs overlevering forlod Aisha, må Allah være tilfreds med hende, ikke Mekka på vej til Mina, før en tredjedel af natten den 8. Dhul-Hijjah var gået.
Det er tilladt at rejse til Mina før den 8. Dhul-Hijjah: Det er overleveret fra Hasan, at han plejede at rejse fra Mekka til Mina en eller to dage før den 8. Dhul-Hijjah. Malik brød sig imidlertid ikke om dette. Han brød sig heller ikke om, at man blev i Mekka indtil aftenen den 8. Dhul-Hijjah. Hvis tiden for fredagsbønnen indtræffer i Mekka, forholder det sig dog anderledes. I så fald skal man bede fredagsbønnen, før man forlader Mekka.
19. Rejsen til Arafah
Det er sunna at rejse til Arafat efter solopgang den 9. Dhul-Hijjah ad Dabb-vejen, mens man fremsiger Allahu akbar, la ilaha illa Allah og talbiyah.
Muhammad ibn Abu Barr ath-Thaqafi siger: På vej fra Mina til Arafat spurgte jeg Anas, må Allah være tilfreds med ham: »Hvordan fremsagde I talbiyah sammen med Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham?« Han svarede: »Den, der ønskede det, fremsagde talbiyah, og ingen gjorde indsigelse mod det. Den, der ønskede det, fremsagde takbir, og ingen gjorde indsigelse mod det. Den, der ønskede det, fremsagde den gode trosbekendelse, og ingen gjorde indsigelse mod det.« Overleveret af al-Bukhari og andre.
Det er mustahabb at gøre holdt i Namirah og bade i nærheden deraf med henblik på at opholde sig i Arafah. Tiden for opholdet i Arafah begynder, så snart solen er gået ned fra zenit. Det er mustahabb ikke at gå ind i Arafah før dette tidspunkt.
20. Opholdet i Arafah
Dyderne ved dagen på Arafat: Jaber (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Der findes ingen dage, som er bedre hos Allah end de ti dage i Dhu al-Hijjah. En mand spurgte: Er disse ti dage bedre end de dage, der tilbringes i jihad på Allahs vej? Allahs Sendebud sagde: Disse ti dage er bedre end de dage, der tilbringes i jihad på Allahs vej. Og der findes ingen dag, som er bedre hos Allah end dagen på Arafat. På denne dag stiger Allah ned til den nederste himmel. Derefter praler Han over for himlens beboere med jordens beboere. Han siger: Se på Mine tjenere. De er kommet til Mig før middag med uredt hår og støvede kroppe. De er kommet efter at have tilbagelagt veje fra fjerne egne. De håber på Min barmhjertighed, selv om de ikke har set Min straf. På dagen på Arafat befries så mange mennesker fra Helvede, som ikke befries på nogen anden dag» – Abu Ya‘la, al-Bazzar, Ibn Khuzaymah og Ibn Hibban.
Ibn al-Mubarak berettede fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig på Arafat, da solen var ved at vende tilbage (det vil sige, den var begyndt sin bevægelse mod vest). Han sagde: «Bilal, bed folk om at være stille, så de kan høre mine ord.» Bilal rejste sig og sagde: «Vær stille! Allahs Sendebud vil holde en tale. Lyt opmærksomt.» Folk blev stille. Derefter sagde Allahs Sendebud: O folk, Jibril kom netop til mig. Han overbragte mig min Herres hilsen og sagde derefter: Allah har tilgivet Arafats folk. Han har også tilgivet al-Mash‘ar al-Harams folk og garanteret at råde bod på alle deres tab. Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, rejste han sig og sagde: Allahs Sendebud, gælder dette glædelige budskab kun os? Allahs Sendebud sagde: Det gælder jer og alle dem, der kommer til Arafat efter jer indtil Dommedag. Umar sagde: Allahs gavmildhed er stor og fremragende. Muslim berettede også fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Allahs Sendebud sagde: På dagen på Arafat befrier Allah flere af Sine tjenere fra Helvede end på nogen anden dag. Den Ophøjede Allah nærmer sig på denne dag, praler over for englene og siger: Hvad ønsker disse? Det er berettet fra Abu al-Darda, at Allahs Sendebud sagde: Satan er aldrig blevet set mindre, mere ydmyget og mere rasende end på dagen på Arafat, bortset fra dagen ved Badr. Det skyldes kun, at han på denne dag ser Allahs grænseløse barmhjertighed dale ned og ser store synder blive tilgivet for Hans tjenere. Kun på dagen ved Badr blev han set i en sådan tilstand af raseri og ydmygelse. Der blev spurgt: Allahs Sendebud, hvad så han på dagen ved Badr? Allahs Sendebud sagde: Han så englen Jibril lede englenes hær. Malik.
Den islamiske lovs bestemmelse om opholdet på Arafat: De lærde er enige om, at opholdet på Arafat er hajjens vigtigste søjle. Ahmad, Abu Dawud, al-Tirmidhi, al-Nasa’i og Ibn Majah berettede nemlig fra Abd al-Rahman ibn Ya‘mar, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede en udråber til at bekendtgøre: Hajj er Arafat. (Det vil sige, at den hajj, hvor man opholder sig på dagen på Arafat, er den gyldige hajj.) Den, der opholder sig på Arafat natten efter den 9. Dhu al-Hijjah og før fajr, har fuldført sin hajj. (Det vil sige, at man skal opholde sig et eller andet sted på Arafat på den 9. dag eller natten dertil, selv blot et øjeblik.)
Tiden for wuquf på Arafat (opholdet på Arafat): Ifølge de fleste lærde strækker tiden for opholdet på Arafat sig fra efter solen er begyndt at hælde mod vest den 9. Dhu al-Hijjah, indtil fajr den 10. Dhu al-Hijjah. Det er tilstrækkeligt at opholde sig der i en hvilken som helst del af natten eller dagen i dette tidsrum. Hvis man opholder sig der om dagen, skal man dog fortsætte opholdet indtil solnedgang. Hvis man opholder sig der om natten, er der ingen sådan forpligtelse; man kan blive så længe, man ønsker. Ifølge den shafi‘itiske madhhab er det sunnah at blive indtil natten.
Formålet med opholdet: Formålet med opholdet er at være til stede et eller andet sted på Arafat, hvad enten man sover, er vågen, ligger, sidder, står på fødderne, går eller rider på et transportmiddel, og hvad enten man er rituelt ren eller uren, såsom en menstruerende kvinde eller en mand, der er uren på grund af sædafgang. Der er uenighed om den, der opholder sig på Arafat i bevidstløs tilstand og ikke genvinder bevidstheden, før han forlader Arafat. Abu Hanifah og Malik sagde: Hans ophold er gyldigt. Al-Shafi‘i, Ahmad, Hasan, Abu Dharr, Ishaq og Ibn al-Mundhir siger: Det er ikke gyldigt. Det skyldes, at dette er en søjle i hajj. Ligesom en anden søjle ikke er gyldig, når den udføres af en bevidstløs person, er denne heller ikke gyldig.
Efter at have citeret den ovennævnte hadith fra Ibn Ya‘mar sagde al-Tirmidhi: Sufyan al-Thawri siger: Alle de lærdes praksis, inklusive ledsagernes, følger Ibn Ya‘mars hadith. Det vil sige, at den, der ikke opholder sig på Arafat før fajr den 10. Dhu al-Hijjah, ikke har udført hajj. Hvis han kommer efter solopgang, har han ikke udført hajj; den bliver til umrah, og han skal udføre hajj det følgende år. Dette er opfattelsen hos al-Shafi‘i, Ahmad og andre.
Det er mustahabb at opholde sig på Arafats stenede område, men det er tilstrækkeligt og gyldigt at opholde sig hvor som helst på Arafat. Hele Arafats slette er nemlig et sted for ophold, bortset fra området vestpå, der kaldes Batn Arafah. Ophold dér er enstemmigt ugyldigt. Det er mustahabb at opholde sig på de stenede steder eller i nærheden af dem, fordi Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig netop dér og sagde: Jeg opholdt mig her. Hele Arafats slette er dog et sted for ophold. Ahmad, Muslim og Abu Dawud. Det er forkert at tro, at det er bedre end andre steder at bestige Jabal al-Rahmah og opholde sig dér. Det er ikke sunnah.
Det er mustahabb at tage et rituelt bad: Det er mustahabb at tage et rituelt bad med henblik på opholdet på Arafat. Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at tage et rituelt bad om eftermiddagen før opholdet på Arafat. Malik. Umar (må Allah være tilfreds med ham) tog et rituelt bad på Arafats slette, mens han fremsagde talbiyah.
Regler for opholdet og påkaldelse: Man skal bevare fuldstændig rituel renhed, vende sig mod qiblah, gøre meget tawbah, istighfar og dhikr samt bede om alt det, man ønsker sig af denne verdens og den kommende verdens vel, for sig selv og for andre. Man skal løfte begge hænder og påkalde Allah med stor frygt og fuld koncentration.
Usama ibn Zayd sagde: »Jeg red sammen med Allahs Sendebud på Arafat. Han befalede os at løfte hænderne og bede. An-Nasa’i.«
Amr ibn Shu’ayb berettede fra sin bedstefar, at den bøn, som Allahs Sendebud oftest fremsagde på Arafats dag, var:
لا إِلَهَ إِلَّا اللهُ وَحْدَهُ لا فَرِيكَ لَهُ، لَهُ الْمُلْكُ وَلَهُ الْحَمْدُ بِيَدِهِ الْخَيْرُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ عَيْءٍ قَدِيرٌ .
Ahmad og at-Tirmidhi. Allahs Sendebud sagde: »Bønnen på Arafats dag er den bedste bøn. Den bedste af de bønner, som jeg og de tidligere profeter fremsagde, er:
لا إله إلا الله وحدَهُ لا شَريكَ لَهُ لَهُ الْمُلْككَ وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ .
(Der er ingen gud uden Allah. Han er Én og har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og lovprisningen tilhører Ham, og Han er mægtig over alle ting). Husayn ibn Hasan sagde: Jeg spurgte Sufyan ibn Uyayna: Hvad er den bedste bøn på Arafats dag? Han svarede:
لا إِلَهَ إِلَّا اللَّهَ وَحدَهُ لَا شَرِيكَ لَهُ .
Jeg sagde: »Det er lovprisning af Allah. Det er ikke en bøn.« (Det vil sige, at man ikke beder Allah om noget i den). Han sagde: »Kender du hadithen fra Malik ibn Manzur? I denne hadith findes forklaringen på det.« Jeg sagde: »Vil du fortælle mig hadithen?« Han sagde: »Hadithen lyder: Allah siger: Når Min tjener lovpriser Mig og derved ikke får lejlighed til at bede om noget for sig selv, giver Jeg ham noget bedre end det, Jeg giver dem, der beder.« Han sagde: »Dette er forklaringen på den nævnte hadith.« Sufyan sagde derefter igen: »Ved du ikke, hvad Umayya ibn Abi as-Salt sagde, da han kom til Abdullah ibn Jud’an for at få hans gave?« Husayn sagde: »Nej.« Han sagde: »Umayya sagde: ›Skal jeg nævne mit behov, eller er din blufærdighed tilstrækkelig for mig? Blufærdighed er en af dine egenskaber, og bevidsthed om menneskers rettigheder er også en af dine egenskaber. For du er en ædel mand. Din slægt er yderst nobel og god. Når nogen lovpriser dig blot én dag, er selve hans lovprisning tilstrækkelig belønning for ham.‹« Derefter sagde Sufyan: »O Husayn, sådan er det med skabninger: Han nøjes med lovprisning og finder ikke behov for at bede. Hvad tror du så om Skaberen?«
Al-Bayhaqi har overleveret fra Ali, måtte Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Den bøn, som mine forgængere blandt profeterne oftest bad på Arafah, og som jeg oftest beder, er følgende:
لا إله إلا الله وحده لا شريك له له الملك وَلَهُ الْحَمْدُ وَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ اللَّهُ اجْعَلْ فِي بَصَرِي نورا، وفي سعي نورًا، وَفِي قَلْبِي نُورًا. اللهم اشْرَحْ لِي صَدْرِي، وَيَسر لي أمري، اللَّه أَعُوذُ بِكَ مِنْ وسواس الصِّدْرِ،
وَعَنَاسِ الْأَمْرِ، وَقَرْ فِتْنَةِ الْقَبْرِ، وَقَرْ مَا يَلِجُ فِي اللَّيْلِ، وَقَرْ مَا يَلِعُ فِي النَّهَارِ ، وَقَرْ ما تَعِبُ بِهِ الرِّيَاحُ وَقَرْ بَوَائِقِ النمر.
»Der er ingen guddom undtagen Allah. Han er Én og har ingen partner. Herredømmet tilhører Ham, og lovprisningen tilhører Ham. Han er almægtig. O Allah, giv mine øjne lys, giv mine ører lys, og giv mit hjerte lys. O Allah, åbn mit bryst. Gør min opgave let. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra hjertets onde indskydelser, fra gravens straf, fra det ondes ved det, der trænger ind om natten, og fra det ondes ved det, der trænger ind om dagen, fra den fremfarende vinds ondskab og fra det ondes ved tidens ødelæggende ting.«
At-Tirmidhi har overleveret, at den bøn, Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, oftest bad på Arafah-dagen, mens han sad på sin plads på Arafahs slette, var følgende:
اللهم لَكَ الْحَمْدُ كَالَّذِي نَقُولُ، وَخَيْرًا مِمَّا تَقُولُ : الله لَكَ مَلَاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي وإِلَيْكَ مَا بِي، وَلَكَ رَبِّ تَرَانِي، اللهم إِلى أَعُوذُبِكَ مِنْ عَذَابِ الْقَبْرِ، وَوَسْوَسَةِ الصَّدْرِ، وَهَتَابِ الأمر، اللهم إلى أعُوذُ بِكَ مِنْ شَرِّ مَا تَجِبُ بِهِ الريح .
»O Allah, Dig tilkommer lovprisningen sådan, som Du selv siger, og bedre end vi siger. O Allah, min bøn er for Dig, mit offer er for Dig, mit liv er for Dig, min død er for Dig, og til Dig er min tilbagevenden; til Dig er min tilbagevenden. O Allah, jeg søger tilflugt hos Dig fra gravens straf, fra hjertets onde indskydelser, fra falske handlinger og fra den fremfarende vinds ondskab.«
Opholdet på Arafah: Ibrahims tradition. Mirba Ansari siger: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Forbliv på jeres tilbedelsessteder, for I har arvet noget af Ibrahims arv.« At-Tirmidhi.
Fasten på Arafas dag: Det er bevist med en autentisk overleveringskæde, at Allahs Sendebud ﷺ ikke fastede på Arafas dag. Desuden sagde han: Arafas dag, festdagen og ayyām at-tashrīq er vores muslimske festdage. Disse dage er dage til at spise og drikke. Det er også bevist, at han forbød at faste på Arafats slette.
Ud fra disse hadither har de fleste lærde udledt, at det er mustahabb for pilgrimme ikke at faste på Arafas dag, så de har den nødvendige styrke til bøn og dhikr. De hadither, der omtaler fortjenesten ved at faste på Arafas dag, gælder derimod for dem, som ikke er taget til Arafats slette for at udføre hajj.
At samle zuhr- og asr-bønnen: Det er blevet overleveret i en sahih hadith, at Allahs Sendebud ﷺ samlede zuhr- og asr-bønnen på Arafat. Der blev kaldt til adhan, derefter blev der fremsagt iqamah, og så bad han zuhr. Derefter blev der igen fremsagt iqamah, og så bad han asr. Al-Aswad og Alqamah sagde: At bede zuhr og asr sammen med imamen på Arafat fuldender hajj. Ibn al-Mundhir sagde: De lærde er enige om, at imamen skal bede zuhr og asr samlet på Arafat, det vil sige på zuhrs tidspunkt. Det samme skal de gøre, som ikke beder sammen med imamen. Hvis nogen ikke samler disse to bønner sammen med imamen, skal han samle dem alene. Det er blevet overleveret om Ibn Umar, at han boede i Mekka. Når han derefter tog til Mina, forkortede han bønnen. Det er overleveret fra Amr ibn Dinar, at Jabir sagde: Forkort bønnen på Arafat. Sa’id ibn Mansur.
21. Afrejse fra Arafat mod Muzdalifa
Det er sunnah at drage roligt fra Arafat efter solnedgang. Allahs Sendebud ﷺ forlod Arafat roligt og langsomt. Han holdt sin kamels tøjle og sagde derefter: O folk, gå med rolige skridt. Der er ingen belønning i at skynde sig. Al-Bukhari og Muslim. Al-Bukhari og Muslim overleverer også, at han gik langsomt, fordi han plejede at behandle folk venligt og hensynsfuldt. Når han fandt vejen lidt fri, satte han straks farten en smule op.
Det er mustahabb at fremsige talbiyah og udføre dhikr på dette tidspunkt, for han fortsatte med at fremsige talbiyah indtil før stenkastningen ved Jamrat al-Aqabah.
Ashyas ibn Sulaym overleverede fra sin far: Jeg kom fra Arafat til Muzdalifa sammen med Ibn Umar. Han fortsatte med at fremsige talbiyah, indtil vi nåede Muzdalifa. Han blev ikke det mindste træt. Abu Dawud.
At bede maghrib og isha på samme tidspunkt i Muzdalifa: Efter at Allahs Sendebud ﷺ var nået frem til Muzdalifa, bad han maghrib og isha med én adhan og to iqamah’er. Han bad ingen frivillig bøn imellem dem.
I Muslims hadith-samling er det overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ kom til Muzdalifa og bad maghrib- og isha-bønnen med én adhan og to iqamaer. Han bad ingen bøn mellem dem. Denne sammenføring er ifølge enighed en sunnah.
Hvis nogen beder hver bøn på dens rette tid, er der uenighed om dette. Ifølge flertallet af de lærde er det tilladt. De har dog betegnet Allahs Sendebuds ﷺ handling som den foretrukne. Thawri og de rationalistiske lærde har sagt: Hvis maghrib-bønnen bedes et andet sted end Muzdalifa, skal den gentages. De har erklæret det tilladt at bede zuhr og asr på deres respektive tider, men har vurderet, at det er makruh.
Ophold og overnatning i Muzdalifa: I Jabirs hadith er det overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ, da han kom til Muzdalifa, bad maghrib- og isha-bønnen. Derefter lagde han sig til at sove, og da det blev morgen, stod han op og bad fajr-bønnen. Derefter besteg han al-Qaswa og kom til al-Mash’ar al-Haram. Han blev dér, indtil morgenen var blevet helt lys. Derefter drog han af sted før solopgang. Der findes intet bevis for, at han holdt sig vågen hele natten dér. Dette er, hvad haditherne fortæller om overnatning og ophold i Muzdalifa.
Ahmad har vurderet, at det er wajib for alle, bortset fra hyrder og dem, der sørger for vandforsyning, at overnatte i Muzdalifa. Det er ikke wajib for hyrderne og dem, der sørger for vandforsyning. De øvrige imamer har sagt, at ophold i Muzdalifa er wajib for alle, men at overnatning ikke er wajib. Med ophold menes tilstedeværelse på enhver måde: stående, siddende, under bevægelse eller sovende.
Ifølge den hanafitiske madhhab er det wajib at være til stede i Muzdalifa før fajr-bønnen den 10. Dhu al-Hijjah. Hvis man ikke er til stede, skal man bringe en dam. Hvis man imidlertid har en gyldig undskyldning, forholder det sig anderledes. I så fald er det ikke nødvendigt at være til stede, og man skal ikke bringe nogen dam.
Ifølge malikitternes opfattelse er det wajib, hvis man ikke har en gyldig undskyldning, at gøre holdt i Muzdalifa om natten på vejen fra Arafat til Mina, om så blot for en kort stund før fajr. Hvis man har en gyldig undskyldning, er det ikke wajib at gøre holdt.
Ifølge shafi’itterne er det wajib efter opholdet i Arafat at være til stede i Muzdalifa i den anden halvdel af natten før den 10. Dhu al-Hijjah. Det er ikke en betingelse at opholde sig i Muzdalifa. Det er end ikke en betingelse at vide, om stedet er Muzdalifa. Det er tilstrækkeligt blot at passere derigennem, hvad enten man ved, at stedet er Muzdalifa, eller ej.
Det er sunnah at bede fajr-bønnen ved dens første tid og derefter opholde sig ved al-Mash’ar al-Haram, indtil det bliver lyst. Det er sunnah at opholde sig dér indtil kort før solopgang, når himlen er blevet helt klar, og at gøre megen dua og dhikr. Allah siger:
فإذا أَنفُرْ مِنْ عَرَفَاتِ فَاذْكُرُوا اللهَ عِنْدَ الْمَقْتَرِ الْحَرَامِ، وَاذْكُرُوا كَمَا مَنَ اكُمْ، وَإِن كُنتُمْ مِنْ قَبْلِهِ لَينَ الضالين . ثم أفيضوا من حيث أفاض النَّاسِ، وَاسْتَغْفِرُوا اللهَ إِنَّ اللهَ غَفُورٌ رَحِيرٌ .
“Når I derefter drager bort fra Arafat, så ihukom Allah nær al-Mash’ar al-Haram. Ihukom Allah, sådan som Han har lært jer det. Før dette var I jo vildfarne. Drag derefter bort ad den vej, som folkene drager bort ad, og bed Allah om tilgivelse. Allah er visselig tilgivende og barmhjertig.” Drag fra Muzdalifa mod Mina ved daggry. Når I kommer til Muhassir, skal I passere det i hurtigt tempo.
Opholdsstedet i Muzdalifa: Hele Muzdalifa er egnet som opholdssted, bortset fra dalen, der kaldes Muhassir. (Den ligger mellem Mina og Muzdalifa.)
Det er overleveret fra Jubayr ibn Mut’im, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hele Muzdalifa er egnet som opholdssted. Men passér hurtigt gennem Muhassir.” – Ahmad.
Det er bedst at opholde sig nær bjerget Quzah.
ʿAlī berettede: Da morgenen gryede for Allahs Sendebud ved Quzah, kom han til Quzah og opholdt sig dér. Han sagde: »Hele Quzah er egnet til ophold, og hele Quzah er egnet til ophold.« Abū Dāwūd, at-Tirmidhī. (Quzah er et sted i Muzdalifah. Da Quraysh under uvidenhedens tid ikke opholdt sig på ʿArafāt, opholdt de sig her. Ifølge al-Jawharī er det navnet på et bjerg i Muzdalifah. Hos mange faqīher er dette al-Mashʿar al-Harām.)
22. Handlingerne på Yawm an-Nahr (den 10. Dhū al-Hijjah)
Handlingerne på Yawm an-Nahr (offerfestens dag) skal udføres i følgende rækkefølge: Først stenkastningen. Derefter offeret. Så barbering af håret. Derefter tawāf omkring Bayt Allāh. Denne rækkefølge er sunnah. Hvis en af disse handlinger imidlertid udføres før en anden, skal der hverken gives kaffārah eller dam. Dette er flertallet af de lærdes og den shāfiʿitiske madhhabs opfattelse.
ʿAbdullāh ibn ʿUmar berettede, at Allahs Sendebud opholdt sig i Minā under afskedspilgrimsfærden. Folk stillede ham forskellige spørgsmål. Så kom en mand og sagde: »Allahs Sendebud, jeg barberede mit hoved før offeret af uvidenhed.« Allahs Sendebud sagde: »Det er i orden; bring blot offeret. Der er ingen skade sket.« Så kom en anden og sagde: »Allahs Sendebud, jeg bragte offeret, før jeg kastede stenene, uden at vide det.« Allahs Sendebud sagde: »Det er i orden; kast stenene. Der er ingen skade sket.« Således blev Allahs Sendebud spurgt om enhver handling, som var blevet udført før eller efter den rette tid, og han sagde: »Gør det blot; der er ingen skade.«
Abū Hanīfah siger: Hvis man udfører den ene handling før den anden uden at overholde rækkefølgen, skal der gives dam. Som forklaring på ordene »Der er ingen skade«, siger han: Selv om man ikke giver fidyah eller dam, begår man ingen synd.
De to stadier i frigørelsen fra ihrām: På Yawm an-Nahr, det vil sige den 10. Dhū al-Hijjah, bliver næsten alt, som var blevet forbudt for den, der er i ihrām, tilladt igen, når han kaster sten ved jamrah og klipper eller barberer håret. Derefter bliver det tilladt for ham at bruge parfume, bære syet tøj og så videre, med undtagelse af samleje med hustruen. Dette er
det første stadium i frigørelsen fra ihrām. Når han derefter har fuldført tawāf al-ifādah eller tawāf az-ziyārah, bliver alt, herunder samleje med hustruen, tilladt for ham. Dette er det andet og sidste stadium i frigørelsen fra ihrām.
23. Stenkastning
De sten, der i Minā kastes mod Satan, kastes tre steder:
1. Jamrat al-Aqaba: Den, man først får øje på til venstre, når man kommer ind i Mina.
2. Jamrat al-Wusta eller den midterste jamrah: Den ligger 11.677 meter efter den første.
3. Jamrat al-Sughra: Den ligger 15.604 meter fra den anden, nær Masjid al-Khayf.
Oprindelsen til steningen med småsten: Al-Bayhaqi har overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud sagde: Da Ibrahim, fred være med ham, kom til Mina for at bringe offeret, viste Satan sig foran ham nær Jamrat al-Aqaba. Han kastede straks syv småsten mod ham, hvorefter han sank ned i jorden og forsvandt. Derefter viste han sig igen ved den anden jamrah. Han kastede straks syv småsten mod ham, hvorefter han sank ned i jorden. Så viste han sig igen ved den tredje jamrah. Også denne gang kastede han syv småsten mod ham, hvorefter han sank ned i jorden og forsvandt. Ibn Abbas sagde: I skal kaste småsten efter Satan og følge Ibrahims eksempel. Ibn Khuzayma, al-Hakim.
Visdommen bag steningen med småsten: Imam Abu Hamid al-Ghazali har skrevet i værket Ihya ulum al-din:
Ved steningen med småsten bør den, der kaster, have til hensigt at adlyde Allahs og Sendebuddets befaling, udtrykke sin underkastelse under og lydighed mod Allah, vise et eksempel på at være beredt og motiveret alene med henblik på at adlyde befalingen og give udtryk for, at ens egne lyster og fornuft ikke har nogen indflydelse på dette. Desuden bør man ønske at vise sin lighed med Ibrahim, fred være med ham. Den forbandede Iblis viste sig foran ham og ønskede at skabe tvivl i hans sind om hans hajj eller få ham til at begå en synd. Derfor befalede Allah Ibrahim, fred være med ham, at kaste sten efter ham.
Hvis du tænker: »Satan viste sig og stod foran Ibrahim, fred være med ham, og derfor kastede han sten efter ham. Men Satan er ikke kommet til mig. Hvorfor skulle jeg så kaste sten?« Når en sådan tanke opstår, skal du vide, at det er Satans tilskyndelse, og at den kommer fra ham. Det er ham, der har indgydt dig denne forestilling, så din motivation og begejstring for steningen svækkes, og du overbevises om, at der ikke er nogen nytte i den, og at den blot er overflødig. Hvorfor skulle du beskæftige dig med den? Kast sten med fast beslutsomhed for at feje denne tankegang ud af dit sind. På denne måde kan du overvinde Satan. Vid, at selv om det tilsyneladende ser ud, som om du kaster sten ved Aqaba, kaster du i virkeligheden sten i ansigtet på Satan og knuser hans rygrad. For du kan ikke overvinde Satan på nogen anden måde end ved at adlyde den Almægtige Allahs befaling og ophøje den over alt andet. Din lyst må ikke få dig til at vige det mindste fra at adlyde denne befaling, og Allahs bud bør være tilstrækkelig motivation til at få dig til at gå fremad og overvinde alle hindringer.
Den islamiske lovs bestemmelse om steningen med småsten: Ifølge de fleste lærde er steningen med småsten obligatorisk, men den er ikke en søjle i hajj. Hvis man undlader den, kan det afhjælpes ved dam, det vil sige ved at ofre en ged. Ahmad, Muslim og al-Nasa’i har nemlig overleveret fra Jabir: Jeg så Allahs Sendebud kaste småsten, mens han sad på sin kamel på Yawm al-Nahr (den 10. Dhu al-Hijjah), og han sagde: »Lær jeres ritualer af mig, for jeg ved ikke, om jeg vil kunne udføre hajj igen efter denne hajj.« Abd al-Rahman al-Taymi sagde: Allahs Sendebud befalede os under afskedshajj at kaste småsten, som kunne slynges med fingrene. Al-Tabarani.
Hvordan skal småstenene se ud, og hvilken slags skal de være? Det er nævnt i den foregående hadith, at de småsten, der skal kastes, skal være så små som bønnefrø, der kan slynges med fingrene. Derfor mener de lærde, at det er anbefalet at kaste småsten eller rullesten af tilsvarende lille størrelse. Hvis man kaster større sten, er den obligatoriske handling ifølge de fleste lærde opfyldt, men det er makruh. Ahmad sagde: Handlingen er ikke opfyldt, hvis det ikke er småsten. Allahs Sendebud befalede nemlig at kaste netop disse og forbød at kaste store sten.
I en hadith overleveret af Abu Dawud sagde Allahs Sendebud: »O mennesker, dræb ikke hinanden. Når I kaster småsten, skal I kaste småsten af lille størrelse.« (Det vil sige, at hvis man kaster store sten, kan de ramme pilgrimmene og endda forårsage deres død.) Ibn Abbas sagde: Allahs Sendebud sagde til mig: »Giv mig, saml sten til mig.« Så samlede jeg små rullesten til ham, så små som bønnefrø. Da jeg lagde stenene i Allahs Sendebuds hånd, sagde han: »Det er sådanne små sten, jeg ønsker. Pas på, overdriv ikke i religionen, for overdrivelse i religionen har ødelagt dem, der var før jer.« (Nogle kaster store sten for at udtrykke deres voldsomme vrede mod Satan. Det hører til overdrivelse i religionen.) Ahmad, al-Nasa’i. Ifølge de fleste lærde angiver disse hadither, hvad der er foretrukket og anbefalet. De er enige om, at det er ulovligt at kaste andet end sten, såsom jern, bly og lignende. Hanafi-skolens opfattelse er imidlertid modsat. Ifølge dem er det tilladt at kaste ethvert materiale, der kommer fra jorden, såsom sten, jord, mursten og brændt ler. Det skyldes, at formuleringerne i haditherne om steningen med småsten har en meget bred betydning. Det, som Allahs Sendebud og hans ledsagere har vist gennem deres handlinger, er det bedste. Det betyder dog ikke, at man skal være begrænset til netop dette. Den første opfattelse er den mest fremtrædende (det vil sige, at man kun må kaste stenmateriale og ikke jern, mursten og lignende), fordi Allahs Sendebud kastede små sten og befalede at kaste små sten, der kunne slynges med fingrene. Derfor er alle slags og typer sten tilladte, men intet andet end sten er tilladt.
Hvor skal man samle småstenene eller grusstenene: Ibn Umar (r.a.) plejede at samle småsten fra Muzdalifa. Sa’id ibn Jubayr gjorde det samme og sagde, at de blev samlet netop fra Muzdalifa. Al-Shafi’i anser det for anbefalet at tage dem fra Muzdalifa. Ahmad sagde: »Saml småsten, hvorfra du vil.« Ata og Ibn al-Mundhirs opfattelse er den samme. For i den tidligere nævnte hadith fra Ibn Abbas sagde Allahs Sendebud (s.a.w.), at man skulle samle småstenene op, men han sagde ikke, hvorfra de skulle tages. Det er også tilladt at samle sten op, som andre har kastet ved jamaraen, og kaste dem. Det er dog makruh. Dette er Hanafi-, Shafi’i- og Ahmads opfattelse. Ibn Hazm siger: »Det er ikke makruh.« Ifølge ham er det ligeledes tilladt og ikke makruh at kaste stenene, mens man sidder på et ridedyr. Grunden til, at det er tilladt at samle sten op, som andre har kastet, og kaste dem, er, at Koranen og sunnaen ikke har forbudt det. Han siger endvidere: »Nogen vil måske sige, at det er blevet overleveret fra Ibn Abbas, at de sten blandt jamaraens sten, som bliver accepteret, løftes op, mens de, der ikke bliver accepteret, bliver liggende dér (og derfor er det ikke rigtigt at samle de sten op, som ligger dér, fordi de ikke er blevet accepteret, og kaste dem). Hvis de accepterede sten ikke blev løftet op, ville der med tiden være blevet et enormt bjerg dér, og vejen ville være blevet blokeret.« Hertil vil jeg svare: »Godt, hvad så? Hvis disse småsten ikke bliver accepteret fra én person, vil de blive accepteret fra en anden. Undertiden bliver en persons almisse ikke accepteret, men hvis den, der modtog almissen, giver den videre som almisse, bliver den accepteret.« Det er tilladt at kaste stenene, mens man sidder på et ridedyr, fordi Qudama ibn Abdallah har sagt: »Jeg så Allahs Sendebud (s.a.w.) kaste stenene den 10. Dhu al-Hijja, mens han red på ryggen af en rødlig kamelhun. Han behøvede hverken at slå nogen, jage nogen bort eller råbe: ’Flyt jer herfra!’ eller ’Gå derhen!’«
Antallet af småsten: Antallet af småsten, der skal kastes, er enten halvfjerds eller niogfyrre. Heraf skal syv kastes ved den første jamara, det vil sige Jamarat al-Aqaba, den 10. Dhu al-Hijja. Derefter skal der den 11. Dhu al-Hijja kastes syv ved hver af de tre jamaraer, i alt enogtyve. På samme måde skal der den 12. Dhu al-Hijja kastes syv ved hver af de tre jamaraer, i alt enogtyve småsten. Ligeledes skal der den 13. Dhu al-Hijja kastes syv ved hver jamara, i alt enogtyve. På denne måde bliver antallet af småsten halvfjerds. Hvis man imidlertid efter at have kastet stenene den 10., 11. og 12. Dhu al-Hijja ikke kaster dem den 13., er det gyldigt. På denne måde bliver antallet af sten, som pilgrimmen har kastet, niogfyrre. Ifølge Ahmads madhhab er det også tilstrækkeligt at kaste syv småsten. Ata siger: »Det er tilstrækkeligt at kaste fem småsten.« Mujahid siger: »Det er tilstrækkeligt at kaste seks småsten.« Der kræves ingen kaffara for dette. Sa’id ibn Malik siger: »Da vi var vendt tilbage efter at have deltaget i hajj sammen med Allahs Sendebud (s.a.w.), sagde nogle af os: ’Jeg kastede seks sten.’ Andre sagde: ’Jeg kastede syv.’ Ingen bebrejdede af den grund hinanden.«
Dagene for stenkastningen: Dagene for stenkastningen er tre eller fire dage: den 10. Dhu al-Hijja samt to eller tre dage under ayyām al-tashrīq. Allah siger:
واذْكُرُوا اللهَ فِي أَيَّامٍ مَعْدُودَاتٍ، فَمَن تَعَجَلَ فِي يَؤْمِين فَلا إثر عَلَيْهِ وَمَنْ تَأَخَّرَ فَلَا إِثْمَ عَلَيْهِ لِمَن التقى .
I skal ihukomme Allah på bestemte dage. Den, der fuldfører handlingerne på to dage, har ingen synd på sig. Og den, der ønsker at udsætte det (indtil den 13. dag), har heller ingen synd på sig.
Stenkastningen den 10. Dhul-Hijjah: Det foretrukne tidspunkt for stenkastningen er fra efter solopgang den 10. Dhul-Hijjah til middag. For Allahs Sendebud (s.a.w.) kastede sten før middag denne dag. Det er overleveret fra Ibn Abbas (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.w.) gik hen til de svage blandt sin familie og sagde: “Kast ikke sten ved den lille jamara (Jamarat al-Aqaba) før efter solopgang.” – Tirmidhi.
Det er også gyldigt, hvis man udsætter det til dagens sidste del. Ibn Abd al-Barr siger: De lærde er enige om, at den, der kaster sten før solnedgang den 10. Dhul-Hijjah, har udført en gyldig stenkastning. Det er dog ikke anbefalet.
Ibn Abbas (r.a.) sagde: På den 10. Dhul-Hijjah i Mina blev Allahs Sendebud (s.a.w.) stillet forskellige spørgsmål. En mand sagde: “Jeg kastede sten efter aftenens indtræden.” Han sagde: “Det gør ingen skade.” – Bukhari
Kan stenkastningen udsættes til natten? Når det på grund af en gyldig undskyldning ikke er muligt at kaste sten i løbet af dagen, er det tilladt at udsætte stenkastningen til natten. Mālik overleverede nemlig fra Nafi, at en datter af Ibn Umars hustru Sufiyya fik barselsblødning i Muzdalifa. Derfor blev datteren og Sufiyya i Muzdalifa og nåede frem til Mina efter solnedgang den 10. Dhul-Hijjah. Ibn Umar (r.a.) beordrede dem til at kaste sten. Han pålagde dem ikke at betale nogen kaffara. Hvis der derimod ikke foreligger en undskyldning, er det makruh at udsætte det. Hvis man kaster sten om natten, skal der ifølge hanafitterne, al-Shafi’i og en overlevering fra Mālik ikke bringes et dam-offer. Beviset herfor er den hadith, som Ibn Abbas tidligere har overleveret.
Ifølge Ahmad skal man, hvis steningen udsættes så længe, at dagen den 10. Dhul-Hijjah er gået, ikke stene om natten. Man skal stene den følgende dag, efter at solen har bevæget sig mod vest.
Tilladelse til svage og undskyldte personer til at stene natten efter den 10. Dhul-Hijjah efter midnat: Det er enstemmigt ulovligt at stene før den første halvdel af natten er gået. Kvinder, børn, svage og undskyldte personer samt hyrder har dog tilladelse til at stene ved Jamrat al-Aqaba fra midnat den 10. Dhul-Hijjah.
Det er overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud sendte Umm Salama for at stene om natten den 10. Dhul-Hijjah. Umm Salama stenede før daggry og vendte tilbage. – Abu Dawud, al-Bayhaqi. Det er overleveret fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud gav kamelhyrderne tilladelse til at stene om natten. Al-Bazzar. Urwa siger: Den 10. Dhul-Hijjah kom Allahs Sendebud gentagne gange forbi Umm Salama og beordrede hende til hurtigt at stene, tage til Mekka og bede morgenbønnen i Mekka. Det var hendes dag. Derfor ønskede Allahs Sendebud, at Umm Salama skulle være hans ledsager. Al-Shafi‘i og al-Bayhaqi. Ata siger: En mand fortalte mig om Asma, at hun havde stenet ved Jamrat. Jeg sagde: »Vi stenede ved Jamrat om natten.« Asma sagde: »Vi plejede også at gøre dette på Allahs Sendebuds tid.« Abu Dawud.
Al-Tabari har sagt: Al-Shafi‘i udledte af haditherne om Umm Salama og Asma, at det er tilladt at rejse efter midnat – og hans opfattelse er korrekt.
Ibn Hazm har sagt: At stene om natten er kun forbeholdt kvinder, ikke mænd, hvad enten de er stærke eller svage.
Men hadith viser, at det er tilladt for dem, der har en undskyldning, at rejse og stene om natten. Ibn al-Mundhir har sagt: Det er sunnah ikke at stene før solopgang, sådan som Allahs Sendebud gjorde. Det er ikke tilladt at stene før daggry, fordi det strider mod sunnah. Den, der stener før daggry, behøver dog ikke gentage det, for jeg kender ingen, der har sagt, at det ikke er gyldigt.
At stene fra oven på Jamrat: Al-Aswad siger: »Jeg så Umar stene fra oven på Jamrat.« Ata har sagt: Det er tilladt at stene fra oven på Jamrat.
At stene på Dhul-Hijjahs tre dage: Det bedste ved at stene over tre dage
Tiden strækker sig fra efter solens hældning mod vest til solnedgang. Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud kastede småstenene, da solen hældte, eller derefter. – Ahmad, Ibn Majah, at-Tirmidhi. Al-Bayhaqi har overleveret fra Nafiʿ, at Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at sige: »Vi kaster ikke småstenene på disse tre dage, undtagen efter at solen har hældt.«
Hvis nogen udsætter steningen til natten, er det makruh. Hvis han imidlertid kaster om natten, skal han gøre det indtil den følgende solopgang, men ikke derefter.
Dette er alle imamers enstemmige opfattelse med undtagelse af imam Abu Hanifa. Ifølge Abu Hanifa er det tilladt at kaste småstenene før solens hældning på den tredje dag. Ibn Abbas sagde nemlig: »Når solen er blevet varm på den sidste dag af afskedsrejsen, er det tilladt at kaste småstenene og tage afsked med Mina.«
Ophold efter steningen på tashriqs dage: Efter steningen bør man opholde sig vendt mod qibla. Det er mustahabb at bede til Allah, lovprise Allah og bede om tilgivelse for sine egne synder og for alle troende brødres synder.
Ahmad og al-Bukhari har overleveret fra Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham: Når han kastede småstenene ved den første jamara nær al-Khayf-moskéen, kastede han syv småsten og sagde »Allahu akbar« ved hver småsten. Derefter gik han til venstre ind i Batn al-Wadi, hvor han opholdt sig et stykke tid vendt mod qibla med begge hænder løftet. Så fortsatte han og kom til den midterste jamara nær al-Aqaba, hvor han kastede syv småsten og sagde »Allahu akbar« ved hver af dem. Derefter gik han bort uden at opholde sig der. Det nævnes i hadith, at han ikke opholdt sig efter steningen ved al-Aqabas jamara. Han opholdt sig efter steningen ved de to sidste jamarat. De lærde har fastlagt et princip for opholdet: Efter den stening, hvor der ikke er flere steninger den dag, skal man ikke opholde sig. Efter den stening, hvor der stadig er flere steninger samme dag, skal man derimod opholde sig. Ibn Majah har overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, når han kastede småstenene ved al-Aqabas jamara, gik videre uden at opholde sig.
Rækkefølgen ved steningen: Det er bevist gennem en pålidelig overleveringskæde fra Allahs Sendebud, at han begyndte med at kaste småstenene ved den første jamara nær Mina, derefter kastede han ved den midterste jamara nærmest den, og derefter kastede han ved al-Aqabas jamara. Han sagde: »Modtag jeres ritualer fra mig.« Ud fra dette har tre imamer fremført bevis for, at det er en betingelse at overholde rækkefølgen mellem jamarat, og at man skal kaste på samme måde, som Allahs Sendebud kastede i rækkefølge. Den opfattelse, som hanafitterne har antaget, er imidlertid, at rækkefølgen er sunnah og ikke en betingelse.
Det er mustahabb at sige takbir og fremsige en duʿa ved hver småsten samt holde småstenen mellem fingrene: Abdullah ibn Masud og Ibn Umar, må Allah være tilfreds med dem, plejede ved steningen ved Jamrat al-Aqaba at sige: »Åh Allah, gør min hajj til en hajj uden synd, og tilgiv mine synder.« Ibrahim sagde: »Efter steningen ved al-Aqabas jamara foretrak mændene at fremsige denne duʿa.« Ibrahim blev spurgt: »Fremsiger du denne duʿa ved hver jamara?« Han svarede: »Ja.« Duʿaen lyder:الله اجْعَلْ حَبًّا مَبْرُورًا وَذَنْبًا مَغْفُورًا
Ata sagde: Hver gang du kaster en småsten, skal du sige takbir og kaste småstenen umiddelbart efter takbir.
I Muslim berettes det fra Jābir, må Allah være tilfreds med ham: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde takbīr sammen med hver sten, han kastede.
I Fath al-Bārī står der: Alle er enige om, at der ikke kræves nogen kaffāra, hvis man undlader takbīr.
Salman ibn Ahwās’ mor sagde: Jeg så Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ride på en kamel nær Jamrat al-ʿAqaba. Jeg så småsten mellem hans fingre; han kastede dem, og de andre kastede også sammen med ham.
Hvis en person, der har udpeget en anden til at kaste sten på sine vegne, har en undskyldning, såsom sygdom eller lignende, der gør ham ude af stand til selv at kaste stenene, kan han bemyndige en anden til at kaste dem på sine vegne.
Jābir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi udførte hajj sammen med Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sammen med kvinder og børn. Vi fremsagde talbiya og kastede sten på børnenes vegne. – Ibn Mājah.
Overnatning i Mina: Ifølge de tre imamer (bortset fra Abū Hanīfa) er det obligatorisk at tilbringe de tre nætter den 10., 11. og 12. Dhū al-Hijja eller de to nætter mellem den 11. og 12. Dhū al-Hijja i Mina. Ifølge hanafitterne er overnatning dér sunna.
Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Når du har afsluttet stenkastningen, kan du overnatte, hvor du ønsker. – Ibn Abī Shayba. Mujāhid sagde: Man kan tilbringe den første del af natten i Mekka og den sidste del i Mina eller den første del i Mina og den sidste del i Mekka. Ibn Hazm sagde: Den, der ikke overnatter i Mina på de nætter, der skal tilbringes dér, handler uretmæssigt. Der kræves dog ingen kaffāra for det. Der er enighed om, at personer med en undskyldning, såsom vandforsynere og kamelvogtere, ikke er forpligtede til at overnatte dér. Hvis de derfor undlader at overnatte, påhviler der dem heller ingen kaffāra. Al-Bukhārī og andre beretter, at al-ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, bad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, om tilladelse til at overnatte i Mekka under de nætter, der skulle tilbringes i Mina, for at varetage vandforsyningen, og at han gav ham tilladelse. Det berettes fra ʿĀsim ibn ʿAdī, at Allahs Sendebud gav hyrderne tilladelse til ikke at overnatte i Mina. – al-Tirmidhī, Abū Dāwūd, al-Nasāʾī og Ibn Mājah.
Hvornår og hvordan vender man tilbage fra Mina? Det fastsatte tidspunkt for at vende tilbage fra Mina til Mekka er ifølge de tre imamer efter stenkastningen den 12. Dhū al-Hijja, før solnedgang. Ifølge hanafitterne kan man vende tilbage til Mekka indtil før daggry den 13. Dhū al-Hijja. Det er dog makrūh at tage af sted efter solnedgang, da det strider mod sunna. Der kræves imidlertid ingen kaffāra for det.
24. Offeringsdyr eller hady
Hady: Det dyr, som bringes til al-Haram som en offergave med henblik på at opnå nærhed til Allah, kaldes i islamisk terminologi al-hady eller hady. Allah siger:
والْبُدْنَ جَعَلْنَاهَا لَكُمْ مِنْ شَعَائِرِ الله لكر فِيهَا خَيْرٌ، فَاذْكُرُوا اسْمَ اللَّهَ عَلَيْهَا سَوَافٌ، فَإِذَا وَجَبَتْ جنوبها فكلوا منها وأَطْعِمُوا الْقَائِع والمعتر كل لكَ سَخَّرَنَا مَا لَكُمْ لَعَلَّكُمْ تَشْكُرُونَ لَن يَنَالَ اللَّهَ لحومها، وَلَا دِمَاؤُهَا، وَلَكِن
يَنَالُهُ التَّقوى مِنْكُم.
“Og kamelerne har Vi gjort til nogle af Allahs tegn for jer. I dem er der godt for jer. Nævn derfor Allahs navn over dem, mens de står på række. Når de så falder om på siden, kan I spise noget af dem selv og give noget at spise til den fattige og den trængende, som beder. Således har Vi underlagt jer dem, for at I kan være taknemmelige. Hverken deres kød eller deres blod når Allah; det, der når Ham, er kun jeres gudsfrygt.”
Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Send offerdyrene som hady, for Allah elsker hady. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte et hundrede kameler som frivillig hady.
Den bedste hady: De lærde er enige om, at det under hajj kun er tilladt at sende de dyr, der bruges som hady, og ikke noget andet. Kameler, kvæg, geder og får – hvad enten de er hanner eller hunner – kan sendes som hady. Den bedste hady blandt disse er kamelen, derefter kvæget og derefter geden eller fåret. Det skyldes, at kamelen er det største dyr og derfor til større gavn for de fattige. På samme måde er kvæget til større gavn end geder og får. Der er uenighed om, hvad der er bedst for én person: en syvendedel af en kamel, en syvendedel af et stykke kvæg eller én ged. Der er dog ingen uenighed om, at det bedste er det, der er mest gavnligt for de fattige.
Den mindste hady: Et hvilket som helst dyr af de nævnte tre typer kan sendes som hady til al-Haram. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sendte et hundrede kameler for at blive ofret som frivillig hady. Det mindste, der kan sendes som hady på én persons vegne, er én ged, en syvendedel af en kamel eller en syvendedel af et stykke kvæg. Det skyldes, at kvæg eller kameler kan ofres på vegne af syv personer.
Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Vi udførte hajj sammen med Allahs Sendebud. Vi ofrede dengang kameler på vegne af syv personer og kvæg på vegne af syv personer. – Ahmad, Muslim. Det er ikke en betingelse, at alle deltagerne i offeret søger nærhed til Allah. Hvis nogle af dem søger nærhed til Allah, mens andre blot ønsker kød, er offeret stadig gyldigt. Hanafitterne er imidlertid uenige i dette synspunkt. Ifølge dem er det en betingelse, at alle deltagerne søger nærhed til Allah.
Det bliver obligatorisk at sende en kamel som hadiya i følgende tilfælde: hvis man udfører tawaf al-ziyara i en tilstand af urenhed på grund af sædafgang eller under menstruation eller barsel; hvis man har samleje efter opholdet på Arafat og før barberingen af håret; eller hvis man aflægger løfte om at ofre en kamel. Hvis man ikke kan få fat i en kamel, skal man købe syv geder.
Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at en mand kom til Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sagde: »Jeg er forpligtet til at ofre en kamel, og jeg har råd til at købe en. Men jeg kan ikke finde en kamel at købe.« Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede ham da til at købe syv geder og ofre dem. Ahmad, Ibn Majah.
Typer af hadiya: Hadiya er af to slags: anbefalet og obligatorisk. Den anbefalede hadiya er den, der gives af en mufrid-hajj-pilgrim og en mufrid-umrah-udøver. Den obligatoriske hadiya er af fem slags:
1 og 2. Det er obligatorisk at give en offer-hadiya for den, der udfører qiran-hajj eller tamattu-hajj.
3. Den, der undlader en af hajjens obligatoriske handlinger, skal bringe et offer. Det gælder eksempelvis, hvis man undlader at kaste småsten, indtræde i ihram fra miqat, tilbringe både nat og dag på Arafat, overnatte i Muzdalifah, overnatte i Mina eller udføre afskedstawaf og lignende; i sådanne tilfælde bliver et offer obligatorisk.
4. Efter indtrædelsen i ihram bliver alle handlinger, bortset fra samleje, forbudte. Hvis man gør noget af dette, såsom at bruge parfume eller barbere håret, bliver et offer obligatorisk.
5. Hvis man jager eller fælder træer inden for grænserne af al-Haram, bliver et offer obligatorisk. Hver af disse forhold er blevet beskrevet udførligt på det relevante sted.
Betingelser for hadiya: Følgende betingelser skal opfyldes, når hadiya sendes:
1. Hvis offerdyret, der gives som hadiya, er andet end et får, skal det være en «thanī». Hvis det er et får, er det tilstrækkeligt, at det er en «jadhāʿ», det vil sige et velnæret lam på seks måneder. Et kameldyr på fem år, et stykke kvæg på to år og en ged på et helt år kaldes «thanī». Hvis man sender et af disse dyr som hadiya, er det tilstrækkeligt, at det er en thanī.
2. Det skal være fysisk fuldkomment. Et dyr, der er enøjet, halt, angrebet af ringorm eller anden hudsygdom eller afmagret, er ikke gyldigt.
Hasan sagde: Hvis en person køber et sundt dyr, men det bliver blindt, halt eller afmagret før offerdagen, bør det alligevel slagtes. Offerhandlingen vil da være gyldig. – Saʿīd ibn Manṣūr.
Den anbefalelsesværdige fremgangsmåde ved udvælgelse af hadiya: Mālik berettede fra Hishām, at hans far plejede at sige til sine sønner: «Mine sønner, send ikke et sådant kameldyr som hadiya til Allah, som I ville skamme jer over at give til en af jeres kære venner. Husk, at Allah er mere værdifuld og ærefuld end alle, der er værdifulde og ærefulde.» Saʿīd beretter, at Ibn ʿUmar red gennem hele Mekka på ryggen af en kamelko. Derefter roste han den. Han kunne lide kamelkoen, så han steg ned fra den, mærkede den og sendte den som hadiya.
Mærkning af hadiya- eller offerdyret: Offerdyret mærkes på to måder: Ishʿār: Hvis kamelen eller koen har en pukkel, skæres der i den ene side af pukkelen, så blodet flyder, og der frembringes et mærke, der viser, at dyret er et hadiya- eller offerdyr, så ingen griber ind i det.
Taqlīd: Et stykke læder eller et andet symbol hænges om offerdyrets hals, så det kan genkendes som et hadiya- eller offerdyr. Allahs Sendebud sendte engang en flok får som hadiya og mærkede dem. Han sendte denne flok sammen med Abū Bakr til pilgrimsfærden i det niende år efter hijra. Han iførte sig i Hudaybiyyah-dagene ihrām til ʿumra efter at have hængt et symbol om offerdyrets hals og mærket det ved at skære i pukkelen. Alle lærde, bortset fra imām Abū Ḥanīfa, anser dette for sunnah.
Formålet med at mærke dyret: Formålet er at vise respekt for Allahs tegn, gøre dem kendte og offentligt bekendtgøre, at disse er offerdyr, som sendes til Allahs hus for at blive ofret til Ham og for at opnå nærhed til Ham.
Det er tilladt at ride på hadiya-dyrets ryg, ride på offerkamelen og på andre måder drage nytte af den. For Allah har sagt:
لَكُمْ فِيهَا مَنَافِعُ إِلَى أَجَلٍ مُسَمَّى تَرْ سَعِلْهَا إِلَى الْبَيْتِ الْعَتيق
“I disse dyr har I mange fordele indtil en fastsat tid; derefter når de frem til det gamle Hus.”
Al-Dahhak og Ata siger: Disse fordele består i, at man efter behov rider på dem og bruger deres mælk og uld. Den fastsatte tid er perioden fra mærkningen, indtil de bliver hady-offerdyr. At hady-offerdyrene når frem til Huset betyder, at de på offerdagen når frem til Mina og slagtes.
Det er overleveret fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud så en mand føre en kamel med sig. Han sagde til ham: “Rid på den.” Manden sagde: “Det er en offerkamel.” Han sagde: “Hvad betyder det? Rid på den.” Sådan sagde han det anden og tredje gang. Al-Bukhari, Muslim, Abu Dawud og al-Nasa’i.
Dette er Ahmad, Ishaq og Maliks lære. Al-Shafi’i har sagt: Man må ride på den, hvis behovet er meget påtrængende.
Tidspunktet for offeret: De lærde er uenige om tidspunktet for offeret. Ifølge al-Shafi’is madhhab er tidspunktet den 10. Dhu al-Hijjah samt de efterfølgende Ayyam al-Tashriq, den 11., 12. og 13. Dhu al-Hijjah. Det skyldes, at Allahs Sendebud sagde: “Alle dagene i Ayyam al-Tashriq er offerdage.” – Ahmad. Hvis tidspunktet er udløbet, skal det dyr, der var bestemt til offeret, slagtes som qada. Ifølge Malik og Ahmad er tidspunktet for slagtning af offerdyret offerdagene, uanset om offeret er obligatorisk eller frivilligt. Dette er også hanafi-skolens opfattelse med hensyn til hady-offeret ved tamattu og qiran. Hvad angår offer på grund af et løfte, soning og frivilligt offer, kan det slagtes når som helst. Ifølge Ibrahim al-Nakha’i og andre varer tidspunktet fra den 10. Dhu al-Hijjah til udgangen af måneden Dhu al-Hijjah.
Offerstedet: Hady-offerdyret, hvad enten det er obligatorisk eller frivilligt, må ikke slagtes noget sted uden for al-Haram. Det må slagtes hvor som helst inden for al-Haram.
Det er overleveret fra Jabir, at Allahs Sendebud sagde: “Hele Mina er et offersted, og hele Muzdalifa er et opholdssted. Alle Mekkas dale, gyder og vejene mellem bjergene er steder, hvor man kan færdes og bringe offer.” Abu Dawud og Ibn Majah.
Det bedste sted for pilgrimmene er imidlertid Mina, og det bedste sted for dem, der udfører umrah, er Marwa, eftersom det er stedet, hvor begge grupper afslutter ihram.
Det er overleveret fra Malik, at Allahs Sendebud, s.a.w., sagde: »Dette Mina er et slagtested, og hele Mina er et slagtested; under umrah er denne Marwah samt alle bjergpas og smalle gader i Mekka slagteder.«
Det er anbefalet at slagte kamelen ved brystet og andre dyr ved struben: Det er anbefalet at slagte kamelen, mens den står oprejst og har venstre forben bundet (med dyrets hånd menes dets forben). Følgende hadither er værd at bemærke:
Muslim har overleveret fra Ziyad ibn Jubayr: Ibn Umar kom hen til en mand og så, at han havde lagt sin kamel ned for at slagte den. Han sagde: »Rejs den op, stil den på benene og bind den fast. Dette er jeres profets sunnah.«
Det er overleveret fra Jabir, r.a., at Allahs Sendebud, s.a.w., og hans ledsagere slagtede kamelen med dens venstre ben bundet, mens den stod på de øvrige ben. Abu Dawud.
Ibn Abbas, r.a., siger i sin forklaring af dette versafsnit: »Nævn Allahs navn over dem, mens de står på række«: فَاذْكَّرُوا إِسْرَ اللَّهِ عَلَيْهَا سَوَافٌdet vil sige, mens de står på tre ben …« – Hakim.
Derimod er det anbefalet at slagte kvæg og geder, mens de ligger ned. Hvis et dyr, der skal slagtes ved at skære struben over, dræbes ved et stiksår i brystet, eller hvis et dyr, der skal slagtes ved et stiksår i brystet, slagtes ved at få struben skåret over, siger nogle, at det er makruh, mens andre siger, at det ikke er makruh. Hvis den, der bringer offeret, er i stand til at slagte dyret dygtigt, er det anbefalet, at han selv gør det. Ellers skal han være til stede og overvære slagtningen.
Slagteren må ikke få betaling i form af offerdyrets kød: Den, der slagter, må ikke få betaling fra offerdyret. Han må dog få noget deraf som almisse. Ali, r.a., sagde nemlig: »Allahs Sendebud, s.a.w., befalede mig at stå foran offerkamelerne, når de blev slagtet, at uddele deres skind og deres dækkener og ikke give slagteren noget fra dyrene.« Ali, r.a., sagde: »Vi plejede at give ham betaling af vores egne midler.« Alle de autentiske hadithsamlinger.
Det fremgår også af hadith, at det er tilladt at udpege en repræsentant til at slagte offerdyret, fordele kødet samt uddele dets skind og dækkener. Men det er ikke tilladt at give slagteren noget af offeret som betaling. Han skal have sin betaling af ens egne midler. (Det er ifølge enstemmig enighed ulovligt at sælge offerdyrets skind eller nogen del af det.) Al-Hasan har desuden overleveret, at der ikke er noget til hinder for at give slagteren skindet.
At spise af offerdyrets kød: Allah har selv befalet, at man skal spise af offerdyrets kød. Han har sagt: فَكُلُوا مِنْهَا وَأَطْعِبُوا الْبَالِس الفقيرSpis deraf, og giv den nødlidende fattige at spise.« Denne befaling omfatter tydeligvis både den obligatoriske og den frivillige offerhandling. De forskellige områders fuqaha er dog uenige om dette spørgsmål. Ifølge Abu Hanifa og Ahmad er det tilladt at spise kødet fra offeret ved hajj tamattu og qiran samt kødet fra et frivilligt offer. Det er ikke tilladt for den, der bringer offeret, at spise kød fra nogen anden type offer. Ifølge Malik kan den, der bringer offeret, spise kødet fra det dyr, han tidligere har sendt, hvis hans hajj af en eller anden grund er blevet ugyldig, eller hvis han har mistet muligheden for hajj, fordi tiden er udløbet. Han kan også spise kødet fra offeret ved hajj tamattu, bortset fra kødet fra et offer, der er bragt som fidyah for manglende evne på grund af et helbredsmæssigt problem, som straf for jagt, eller som et offer, der er lovet til de fattige, samt før det når det hellige område
Man må spise kødet fra alle offerdyr, bortset fra kødet fra det offer, der er bragt for et dyr, som er døde af en eller anden grund. Ifølge ash-Shafi‘i er det ikke tilladt at spise kødet fra offeret som straf for jagt, fidyaen for at have ødelagt hajj, offeret for tamattu‘ og qiran eller offeret, der er pålagt én selv gennem et løfte. Det er ligeledes ikke tilladt at spise kødet fra noget obligatorisk offer. Kødet fra et frivilligt offer må man derimod selv spise, bespise andre med og fordele som almisse eller gave.
Hvor meget af offerkødet må man spise: En pilgrim, der har sendt et offerdyr som gave, må spise så meget af kødet fra det dyr, han selv har sendt, som han ønsker; han må spise så meget af dyrets kød, som han vil. På samme måde må han fordele så meget, som han ønsker, som gave og almisse. Nogle mener, at han skal spise halvdelen selv og give den anden halvdel bort som almisse. Andre mener, at han skal spise en tredjedel selv, give en tredjedel som gave og give en tredjedel bort som almisse.
25. Barbering eller klipning af håret på hovedet
Reglerne om at klippe eller trimme håret er fastslået gennem Koranen, hadith og ijma‘, det vil sige ummaens enstemmige opfattelse. Allah den Ophøjede har sagt:
لَقَدْ صَدَقَ اللهُ رَسُولَهُ الرُّؤْيَا بِالْحَقِّ لَتَدْ عَلَى الْمَسْعِيدُ الْحَرَامِ إِنْ مَاءَ اللَّهُ آمِينَ مُعَلِّقِينَ رَؤُوسَكُمْ و مقصرين لا تخافون .
“Allah har sandelig virkeliggjort sin sendebuds drøm. I skal bestemt, om Allah vil, træde sikkert ind i al-Masjid al-Haram. Nogle af jer skal da barbere hovedet, og andre skal klippe håret. I skal ikke være bange.”
Al-Bukhari og Muslim beretter, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Må Allah vise barmhjertighed mod dem, der barberer hovedet.” Folkene sagde: “O Allahs Sendebud, og også mod dem, der klipper håret?” Allahs Sendebud ﷺ sagde: “Må Allah vise barmhjertighed mod dem, der barberer hovedet.” Folkene sagde: “O Allahs Sendebud ﷺ, og også mod dem, der klipper håret?” Han sagde: “Må Allah vise barmhjertighed mod dem, der barberer hovedet.” De spurgte igen: “O Allahs Sendebud ﷺ, og også mod dem, der klipper håret?” Han sagde: “Ja, også må Allah vise barmhjertighed mod dem, der klipper håret.” [Grunden til, at der blev bedt tre gange for dem, der barberer hovedet, er at tilskynde til barbering og understrege, at det er mustahabb. For det udgør et fuldkomment eksempel på tilbedelse og underkastelse og er et stærkere bevis på ydmyghed og oprigtighed over for Allah. Den, der derimod kun klipper håret kort, bevarer noget af sin skønhed. Alligevel tildelte han til sidst også dem en del af sin bøn, så ingen pilgrim eller umrah-udfører fra hans umma skulle være berøvet hans gode bøn.]
Det er også berettet i al-Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud ﷺ barberede sit hoved, mens en del af ledsagerne barberede deres hoveder, og en anden del klippede deres hår.”
Med at barbere hovedet forstås, at håret barberes af med en ragekniv eller fjernes helt. Selv hvis blot tre hår på hovedet barberes af, vil det være gyldigt. Med at klippe håret forstås, at man klipper en fingerbredde af håret på hovedet. De fleste lærde er uenige om den islamiske retsregel vedrørende dette. Ifølge flertallet er det wajib, og hvis man undlader det, skal man som soning bringe en dam eller et offer. Ifølge shafiitterne er det en af hajjens rukn, altså en obligatorisk del!
Tidspunktet for barbering af hovedet: Det fastsatte tidspunkt for pilgrimmene er efter stenkastningen ved Jamrat al-ʿAqaba den 10. Dhul-Hijjah. Hvis offerdyret er med dem (eller allerede er ankommet før middag), skal de barbere håret efter slagtningen.
I en hadith overleveret af Muʿammar berettes det: Da Allahs Sendebud ﷺ havde bragt sit offer i Mina, sagde han: »Jeg er blevet befalet at barbere håret.« Ahmad, al-Tabarani.
Hvad angår umrah, er det fastsatte tidspunkt efter saʿy mellem Safa og Marwah, og for den, der har et offerdyr med sig, efter at det er blevet slagtet. Dette skal ifølge den obligatoriske regel foregå inden for al-Haram. Ifølge Abu Hanifah, Malik og Ahmad er det obligatorisk, at det sker på offerdagene. Ifølge den berømte opfattelse hos al-Shafiʿi, Muhammad og Ahmad er det derimod obligatorisk, at barberingen eller klipningen finder sted i al-Haram og på en af offerdagene. Det er tilladt at udsætte barberingen til efter offerdagene; der skal ikke ydes nogen kaffarah.
Det, der er mustahabb ved barbering af håret: Det er mustahabb at begynde fra højre side, derefter fortsætte på venstre side, vende sig mod qibla og sige takbir samt bede, når barberingen er afsluttet. Imam Abu Hanifah sagde: »Jeg begik fejl fem steder under hajj. En barber gjorde mig opmærksom på fejlene. Da jeg ville have barberet mit hoved, gik jeg til en barber. Jeg spurgte ham: ›Hvor meget tager du for at barbere mit hoved?‹ Han sagde: ›Er du iraker?‹ Jeg svarede: ›Ja.‹ Han sagde: ›Man prutter ikke om prisen for en gudsdyrkelseshandling. Sæt dig.‹ Jeg satte mig, men ikke vendt mod qibla. Barberen sagde: ›Vend dit ansigt mod qibla.‹ Derefter havde jeg besluttet at begynde barberingen fra venstre side af mit hoved. Barberen sagde: ›Vend højre side af dit hoved mod mig.‹ Jeg vendte den, og han begyndte at barbere håret. Jeg sad stille og tavs. Så sagde han: ›Sig takbir.‹ Mens jeg sagde takbir, gjorde jeg mig klar til at rejse mig. Han sagde: ›Hvor vil du hen?‹ Jeg svarede: ›Til min karavane.‹ Han sagde: ›Bed først to rakʿah, og gå derefter.‹ Jeg sagde: ›Det, jeg her så, kan ikke være blevet udført alene på grundlag af en barbers fornuft. Hvorfra har du fået de befalinger, du gav mig?‹ Han svarede: ›Det er sådan, ʿAta ibn Abi Rabah gør.‹« Al-Tabari.
Det er mustahabb at føre en ragekniv over et skaldet hoved: Ifølge de fleste lærde er det mustahabb for en skaldet person, som slet ikke har hår på hovedet, at føre en ragekniv over hovedet. Ibn al-Mundhir sagde: »Alle de lærde, hvis navne jeg kan huske, er enige om, at den skaldede skal føre en ragekniv over sit hoved.« Abu Hanifah sagde, at det er wajib at føre ragekniven over hovedet. Det er mustahabb at klippe neglene og trimme overskægget.
For den, der barberer eller klipper sit hår, er det mustahabb at trimme overskægget og klippe neglene. Når Ibn ʿUmar måtte barbere sit hår under hajj eller umrah, trimmede han også sit skæg og overskæg. Ibn al-Mundhir sagde: »Det er ubestrideligt bevist, at Allahs Sendebud ﷺ også klippede sine negle, når han barberede sit hoved.«
Befaling til kvinder om at klippe håret og forbud mod at barbere det: Abu Dawud har overleveret fra Ibn ʿAbbas, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Kvinder skal ikke barbere deres hår; de skal klippe det.« Ibn al-Mundhir sagde: »Der er enighed blandt de lærde om dette spørgsmål, for når kvinder barberer deres hoved, hører det til den form for vansiring af ansigtet.«
Hvor meget skal kvinder klippe af håret på hovedet: Ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham – sagde: Når en kvinde ønsker at klippe sit hår, skal hun samle det foran på hovedet og derefter klippe en fingerledslængde af det. Ata sagde: Når en kvinde klipper sit hår, skal hun klippe af spidserne. Said ibn Mansur.
Nogle siger, at der ikke er fastsat nogen bestemt mængde, som kvinder skal klippe af. Shafi‘i sagde: Det er tilstrækkeligt at klippe mindst tre hårstrå af.
26. Tawaf al-ifadah eller tawaf az-ziyarah
Hele den muslimske ummah er enig om, at tawaf al-ifadah er en af hajjens søjler, altså en uadskillelig del af den. Hvis en pilgrim undlader at udføre den, bliver hans hajj ugyldig.
For Allah siger:وليطوفوا بالبيس العتيق »Lad dem udføre tawaf omkring Det Gamle Hus.« Ifølge imam Ahmad er det nødvendigt at have en specifik intention om dette. Ifølge de tre andre imamer vil intentionen om hajj imidlertid også gælde for denne tawaf, og den vil være gyldig og tilstrækkelig på pilgrimmens vegne, selv om han ikke har intention om netop denne tawaf. De fleste lærde mener, at alle dens syv omgange er obligatoriske og udgør en søjle. Abu Hanifah mener, at fire af de syv omgange udgør en søjle i hajj. Hvis disse fire undlades, bliver hajj ugyldig. De resterende tre omgange udgør ikke en søjle, men de er obligatoriske. Hvis nogen undlader disse tre eller blot én af dem, har han undladt en obligatorisk handling. Hans hajj bliver ikke ugyldig, men han skal bringe en soningsofring.
Tidspunktet for tawaf al-ifadah: Ifølge Shafi‘i og Ahmad begynder tiden fra midnat natten til den 10. Dhu al-Hijjah, og der er ingen fastsat sluttid. Samleje er dog ikke tilladt, før denne tawaf er udført. Hvis den udsættes til efter tashriq-dagene, bliver ingen soningsofring eller offer påkrævet, men det er makruh. Det bedste tidspunkt er om formiddagen den 10. Dhu al-Hijjah. Ifølge Abu Hanifah og Malik begynder tiden allerede ved fajr den 10. Dhu al-Hijjah. Der er imidlertid uenighed om sluttidspunktet. Abu Hanifah mener, at det er obligatorisk at udføre den på en hvilken som helst dag blandt offerdagene. Hvis den udføres efter disse dage, skal der bringes en soningsofring. Malik sagde, at der ikke er noget problem i at udsætte den indtil den sidste af tashriq-dagene, men det er bedre at udføre den tidligere. Dens tid strækker sig til slutningen af måneden Dhu al-Hijjah. Hvis den udsættes endnu længere, skal der bringes en soningsofring, men hajj er gyldig, for ifølge ham er hele måneden Dhu al-Hijjah en hajj-måned.
Kvinder bør fremskynde tawaf al-ifadah: Hvis kvinder frygter at få menstruation, er det mustahabb, at de udfører den den 10. Dhu al-Hijjah. Aisha – må Allah være tilfreds med hende – plejede at beordre kvinderne til at udføre tawaf al-ifadah netop den 10. Dhu al-Hijjah, så en pludselig menstruation ikke skulle skabe vanskeligheder. Ata sagde også: Hvis kvinder frygter menstruation, bør de udføre tawaf al-ifadah omkring Bayt Allah, før de kaster sten ved jamarat og før de bringer offeret. Det er tilladt at anvende medicin, som udsætter menstruationen, så tawaf kan udføres.
Said ibn Mansur overleverede fra Ibn Umar – må Allah være tilfreds med ham – at Ibn Umar blev spurgt, om der var noget til hinder for, at en kvinde købte medicin for at udsætte sin menstruation, så hun kunne vende hjem til tiden. Han svarede, at der ikke var noget til hinder for det. Han plejede derfor at anbefale kvinderne at drikke saften fra arak-træet. At-Tabari sagde: Hvis man i et sådant tilfælde træffer foranstaltninger for at udsætte menstruationen, skal man også træffe foranstaltninger for at forlænge menstruationens afslutning og for at udsætte den i andre tilfælde. Tilsvarende er det nødvendigt i relevante tilfælde at træffe foranstaltninger for at fremrykke menstruationen.
Ophold i Muhassab
Muhassab er navnet på dalen mellem Jabal an-Nur og Hujun. Det fortælles, at Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – gjorde holdt i Muhassab-dalen på vejen fra Mina til Mekka. Her bad han zuhr, asr, maghrib og isha og sov et kort stykke tid. Ibn Umar gjorde det samme. Der er uenighed om, hvorvidt det er mustahabb at gøre holdt her. Aisha – må Allah være tilfreds med hende – sagde: Allahs Sendebud gjorde kun holdt i Muhassab for at gøre sin rejse lettere; det er ikke en sunnah. Enhver kan gøre holdt her, hvis han ønsker det, og kan også undlade at gøre det.
Al-Khattabi sagde: Dette blev gjort på et tidspunkt, men blev senere forladt. At-Tirmidhi sagde: Nogle anser det for mustahabb at gøre holdt her, men ikke for obligatorisk. Formålet med at gøre holdt her er at vise Allah taknemmelighed, fordi Han her gav Sin profet sejr over de fjender, som havde svoret at samle Banu Hashim og Banu Abd al-Muttalib i ét hus og havde besluttet, at de øvrige arabiske stammer hverken ville handle med dem eller indgå ægteskab med dem, så længe de ikke udleverede Allahs Sendebud – Allahs fred og velsignelser være med ham – til dem.
Ibn al-Qayyim sagde: Ved at gøre holdt i Muhassab-dalen besluttede Allahs Sendebud at erklære islams tegn sejrende netop på det sted, hvor fjenderne havde gjort vantroen og fjendskabet mod Allah og Hans Sendebud sejrende. Dette var Allahs Sendebuds vane: Han bestræbte sig på at etablere tawhids tegn netop på vantroens og shirkens skuepladser. Således etablerede han for eksempel moskeen i Taif på det sted, hvor al-Lat og al-Uzza var blevet dyrket.
27. Umrah
Umras sproglige betydning er ziyārah, det vil sige besøg eller rejse. Her betegner det hele ritualet: besøget i den hellige Kaba, tawaf omkring den, sa’ī mellem Safa og Marwa samt klipning af håret. De lærde er enige om, at dette er en guddommeligt foreskrevet tilbedelseshandling.
Det er berettet fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »En umra i Ramadan svarer til en hajj.« (Det vil sige, at belønningen for at udføre en umra i Ramadan svarer til belønningen for en frivillig hajj. Dette fritager dog ikke fra pligten til at udføre den obligatoriske hajj.) – Ahmad, Ibn Majah.
Det er berettet fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Fra den ene umra til den næste bliver alle synder imellem dem sonet. Belønningen for en hajj mabrur (en syndfri hajj) er intet andet end Paradiset.« – Ahmad, al-Bukhari, Muslim. En hadith fra Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, er blevet overleveret: »Udfør hajj og umra efter hinanden uden ophør.«
At udføre umra gentagne gange: Nafi’ sagde: Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, udførte to umraer hvert år i mange år under Ibn az-Zubayrs regeringstid.
Al-Qasim sagde: Aisha, må Allah være tilfreds med hende, udførte tre umraer på ét år. Hun blev spurgt, om nogen havde bebrejdet hende dette. Al-Qasim sagde: »Subhanallah! Er hun ikke de troendes moder?« Derfor mener flertallet af de lærde, at der ikke er noget forkert i at udføre umra gentagne gange. Imam Malik anser det imidlertid for makruh at udføre umra mere end én gang om året.
Det er tilladt at udføre umra før hajj og i hajjs måneder: I hajjs måneder er det tilladt kun at udføre umra uden hajj. Umar, må Allah være tilfreds med ham, udførte umra i måneden Shawwal og vendte tilbage til Medina uden at udføre hajj. På samme måde er det tilladt at udføre umra før hajj, sådan som Umar, må Allah være tilfreds med ham, plejede at gøre. Tawus sagde: Folk i jahiliyyah-perioden anså det for den største synd at udføre umra i hajjs måneder og sagde: »Når måneden Safar er forbi, sårene på kamelernes fødder er helet, sporene efter hajj er udslettet fra vejene, og pilgrimmene er vendt tilbage, er umra tilladt for den, der ønsker at udføre den.« Efter islams komme blev folk påbudt at udføre umra i hajjs måneder. Således blev umra i hajjs måneder etableret for alle tider indtil opstandelsens dag.
Antallet af umraer udført af Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham: Det er berettet fra Ibn Abbas, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte tolv umraer: den første var Hudaybiyyah-umraen, den anden var Umrat al-Qada, den tredje fra Ji’ranah, og den fjerde sammen med hans hajj. – Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah. Den islamiske bestemmelse om umra: I de hanafitiske og malikitiske retsskoler er umra sunnah. Det skyldes, at Jabir, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev spurgt om umra: »Er den obligatorisk?« Han svarede: »Nej.«
Ifølge ash-Shafi’i og Ahmad er umra obligatorisk, fordi Allah den Ophøjede har sagt: »Fuldfør hajj og umra for Allah.« Eftersom befalingen om hajj og umra blev givet samtidig, er den derfor obligatorisk. Den førstnævnte opfattelse, nemlig at den er sunnah, er dog den stærkeste. At-Tirmidhi har citeret ash-Shafi’is udsagn om, at der ikke findes nogen autentisk hadith om umra, som beviser, at den er frivillig.
Tidspunktet for umrah: Ifølge flertallet af de lærde er hele året tidspunktet for umrah. Derfor er det tilladt at udføre den når som helst på året. Ifølge Abu Hanifa er umrah dog makruh på Arafahs dag, den 10. Dhu al-Hijjah og de tre dage i tashriq-dagene. Ifølge Abu Yusuf er umrah makruh på Arafahs dag og de følgende tre dage. Alle er enige om, at den umrah, der udføres i hajj-månederne, er gyldig.
Al-Bukhari har overleveret fra Ikrimah: Jeg spurgte Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, om umrah før hajj. Han sagde: Der er ingen hindring for at udføre umrah før hajj. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, udførte umrah før hajj.
Jabir, må Allah være tilfreds med ham, har overleveret: Aisha, må Allah være tilfreds med hende, udførte alle hajjens og umrahens ritualer, bortset fra tawaf omkring Baytullah, mens hun havde menstruation. Efter at være blevet ren udførte hun tawaf og sagde: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med dig, I vil vende tilbage efter at have udført både hajj og umrah. Skal jeg så vende tilbage efter kun at have udført hajj?« Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hørte dette, beordrede han Abd ar-Rahman, Aishas bror, at ledsage Aisha til Tan’im. Derefter udførte hun umrah efter hajj i selve måneden Dhu al-Hijjah. Den bedste tid for umrah er Ramadan. Dette er allerede blevet omtalt.
Miqat for ihram til umrah: Først må man se på, om den person, der ønsker at udføre umrah, befinder sig uden for eller inden for de miqat-steder for hajj, som tidligere er nævnt. Hvis han befinder sig uden for dem, er det ikke tilladt for ham at passere miqat uden ihram. Al-Bukhari har nemlig overleveret: Zayd ibn Jubayr kom til Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, og spurgte ham: »Hvorfra er det tilladt for mig at udføre umrah?« Han svarede: »Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, fastsatte Qarn for Najds folk, Dhu al-Hulayfah for Medinas folk og al-Juhfah for Syriens folk.« Hvis han derimod befinder sig inden for miqat, er hans miqat for umrah uden for Haram-områdets grænse, selv om den, der udfører umrah, opholder sig i Haram-området. Det er overleveret i al-Bukhari: Aisha, må Allah være tilfreds med hende, tog til Tan’im og iførte sig ihram dér. Dette var på Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, befaling.
28. Afskedstawaf
Afskedstawaf kaldes også tawaf as-sadr, fordi pilgrimmene skal udføre den umiddelbart før de forlader Mekka. Der er ingen ramal i denne tawaf. Det er pilgrimmens sidste handling, når han forlader Mekka og begiver sig uden for Mekka. Den skal udføres, når han ønsker at tage afsked med Mekka. (Afskedstawaf gælder ikke for dem, der opholder sig i Mekka.)
Malik har overleveret i sit værk al-Muwatta, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »Den sidste handling i hajj er tawaf omkring Baytullah.« (I ar-Rawdah an-Nadiyyah siges det: »Denne tawafs grundlæggende betydning er at ære Baytullah. Hajj begynder nemlig også med tawaf (tawaf al-qudum) og afsluttes med tawaf. På denne måde fremstilles tawaf omkring Baytullah som det egentlige formål med hajj-rejsen.«)
Denne tawaf gælder ikke for Mekkas indbyggere eller menstruerende kvinder. De skal heller ikke betale nogen soning, hvis de undlader denne tawaf.
Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Hvis en kvindelig pilgrim får menstruation, får hun tilladelse til at rejse uden at udføre afskedstawaf. – Al-Bukhari og Muslim.
I en anden overlevering hedder det, at folk blev beordret til at lade deres sidste handling være ved Allahs Hus. Den menstruerende kvindes pligt blev dog lettet noget. Det er også overleveret hos al-Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, hustru Safiyyah fik menstruation. Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, under hajj blev informeret om dette, sagde han: »Vil Safiyyah så holde os tilbage?« Folk meddelte, at hun allerede var rejst. Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Så er der ikke noget problem.«
Den islamiske lovs bestemmelse: De lærde er enige om, at afskedstawaf er en gudsdyrkelse, der er en del af den islamiske lov. Muslim og Abu Dawud beretter nemlig fra Ibn Abbas, at folk plejede at sprede sig i alle retninger. Da Allahs Sendebud så dette, sagde han: »Forlad ikke stedet, før I har opfyldt jeres sidste forpligtelse over for Allahs Hus.«
Der er imidlertid uenighed om den islamiske lovs bestemmelse vedrørende afskedstawaf:
Imam Malik, Dawud og Ibn al-Mundhir har sagt: Det er sunnah. Hvis man undlader det, skal man ikke give nogen soningsydelse. Dette er også Imam al-Shafi’is opfattelse.
Ifølge hanafitterne, hanbalitterne og én overleveret opfattelse fra al-Shafi’i er det derimod wajib, og hvis man undlader det, skal man bringe et offer (dam).
Tidspunktet for afskedstawaf: Tidspunktet for afskedstawaf indtræffer, når pilgrimmene har fuldført alle deres handlinger og beslutter sig for hjemrejsen, således at tawaf omkring Allahs Hus bliver deres sidste handling, sådan som det er nævnt i den tidligere hadith.
Når afskedstawaf er fuldført, skal man straks begynde sin afrejse. Derefter må man ikke foretage yderligere køb eller salg og heller ikke tilbringe nogen tid i Mekka. Hvis man gør dette, skal man udføre afskedstawaf igen. Hvis man imidlertid undervejs ordner et nødvendigt ærinde eller køber mad eller en tilsvarende livsnødvendig ting, behøver man ikke gentage tawaf. Det forhindrer nemlig ikke, at afskedstawaf forbliver ens sidste handling ved Allahs Hus.
Det anbefales, at den, der udfører afskedstawaf, fremsiger følgende bøn, som er overleveret fra Ibn Abbas:
اللهم إِنِّي عَبْدُكَ، وَابْن عَبْدِكَ وَابْن أَمَتِكَ حَمَلْتَنِي عَلَى مَا سَخَّرْتَ لِي مِنْ خَلْقِكَ، وَسَتَرْتَنِي في بِلادِكَ حَتَّى بَلْفْتَنِي بِنِعْمَتِكَ إِلَى بَيْتِكَ، وَاعَنْتَنِي عَلَى أَدَاءِ تُسْلِي، فَإِنْ كُنْتَ رَضِينَ عَنِى فاندد على رضا، وَإِلا فَمِنَ الْآنَ فَارْضَ عَنِى قَبْلَ أَن تَنْأَى عَن بَيْتِكَ دَارِي فَهُذَا أَوَانُ الْصِرَانِي إن أذنت لِي غَيْرَ مُسْتَبْدِل بِكَ وَلَا بِبَيْتِكَ، وَلَا رَاغِبٍ عَنْكَ، وَلَا عَن بَيْتِكَ اللَّهُم فَاصْحَبْنِي العافية فِي بَدَلِي، وَالصَعَةَ فِي حِسْمِي، وَالْعِصْمَةَ فِي دِينِي، وَأَحْمِن مُنقَلبِي، وَارْزُقْنِي طَاعَتِكَ مَا أَبْقَيْتَنِي وَاجْمَعَ لِى بَيْنَ خَيْرَى الدُّنْيَا وَالْآخِرَةِ، إِنَّكَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ .
“O Allah, jeg er Din tjener, søn af Din tjener og søn af Din tjenerinde. Du har ladet mig ride på det af Din skabning, som Du har underlagt mig, Du har ladet mig rejse på Din jord og til sidst bragt mig til Dit Hus; dette er alene Din gunst. Du har også hjulpet mig med at udføre min tilbedelse. Hvis Du er tilfreds med mig, så bliv endnu mere tilfreds; ellers, så bliv fra nu af tilfreds med mig, før jeg fjerner mig langt fra Dit Hus. Nu nærmer tiden for min afrejse sig, hvis Du tillader mig det. Ingen og intet er mig kærere end Dig og Dit Hus, og jeg vender mig ikke bort fra Dig eller Dit Hus. O Allah, giv min krop fuld sundhed, og giv mig styrke til at forblive fast i min religion. Giv mig en god afslutning, og hold mig lydig mod Dig. Så længe Du lader mig leve, giv mig al godhed i denne verden og i det hinsidige. Du har visselig magt over alle ting.”
Imam al-Shafi‘i sagde: Når man tager afsked med Baytullah gennem afskedstawaf, foretrækker jeg at opholde mig et stykke tid ved Multazam (mellem Den Sorte Sten og Ka‘bahs dør).
29. Fremgangsmåden ved udførelsen af hajj
Når den, der vil udføre hajj, nærmer sig miqat, er det mustahabb for ham at trimme sit overskæg, klippe sit hår, klippe sine negle, bade, foretage wudu, bruge parfume og iføre sig ihram-klæderne. Når han når miqat, skal han bede to rak‘ah og indtræde i ihram. Hvis han ønsker at udføre ifrad-hajj, skal han alene have til hensigt at udføre hajj; hvis han ønsker tamattu‘, skal han alene have til hensigt at udføre umrah; og hvis han ønsker qiran, skal han have til hensigt at udføre både hajj og umrah. Denne ihram er obligatorisk og er en af hajj’s søjler. Uden den kan hajj og umrah ikke udføres. Det er dog ikke obligatorisk at fastlægge, hvilken form for hajj man vil udføre—ifrad, qiran eller tamattu‘. Hvis man danner en generel intention uden at nævne hajj-formen, er ihram gyldig. Efter at have dannet en generel intention kan man udføre enhver af de tre hajj-former.
Så snart han er indtrådt i ihram, er det foreskrevet for ham at fremsige talbiyah med høj stemme. Han skal fremsige talbiyah, hver gang han stiger op på et højt sted eller går ned i en lav dal, når han ser nogen, i den sidste del af natten og efter hver obligatorisk bøn. Det er en ufravigelig pligt for den, der er i ihram, at afholde sig fra samleje og enhver handling, der fremkalder seksuel ophidselse, samt fra skænderi, diskussion, strid og uenighed med sine rejsefæller. Han må ikke gifte sig selv eller gifte andre bort. Den, der er i ihram, skal undgå syet tøj og fodtøj, der dækker nogen del over anklerne. Han må ikke dække sit hoved, bruge parfume, barbere hår eller pels, klippe negle eller forsøge at fange eller dræbe vildt på land. Han må heller ikke fælde træer eller skære græs og blade i al-Haram.
Når han derefter træder ind i Mekka, er det mustahabb at komme ind via et højtliggende sted i Mekka. Hvis det er muligt, er det også mustahabb på forhånd at bade ved brønden Dhu Tuwa, som ligger i al-Zahir. Derefter begiver han sig mod Ka‘bah og træder ind gennem Bab al-Salam. Ved indgangen fremsiger han bønnen for at træde ind i moskeen, overholder moskeens etikette og regler, fremsiger talbiyah og træder ind med koncentration og ydmyghed. Så snart hans blik falder på Ka‘bah, løfter han begge hænder, beder Allah om Hans gunst og fremsiger den mustahabb-bøn, der er fastsat til dette.
Derefter går han direkte hen til Den Sorte Sten, kysser den uden at frembringe en lyd eller berører den med hånden og kysser hånden. Hvis ingen af delene er muligt, gør han tegn mod den på afstand med hånden.
Derefter stiller han sig lige over for Den Sorte Sten, fremsiger de bønner, der er overleveret fra hadith og sunnah, fremsiger de overleverede bønner og begynder så tawaf. Under de første tre omgange udfører han idtiba‘ og ramal (på den tidligere beskrevne måde), mens han udfører de resterende fire omgange normalt og roligt. Det er sunnah at berøre Det Jemenitiske Hjørne og Den Sorte Sten under hver omgang.
Når tawaf er afsluttet, går han til Maqam Ibrahim, mens han fremsiger verset: “Og tag Ibrahims sted som et sted for bøn” (tag Maqam Ibrahim som et sted for bøn), og beder dér to rak‘ah som tawaf-bøn. Derefter går han til Zamzam og drikker sig mæt af vandet dér. Så går han til Multazam og beder Allah om det, han ønsker, herunder det rette gode i denne verden og i det hinsidige. Derefter berører og kysser han Den Sorte Sten.
Derefter går han gennem Safas port mod Safa. Undervejs reciterer han: “Innas-Safa wal-Marwata min sha’airillah” (Safa og Marwa er blandt Allahs tegn). Han bestiger Safa, vender sig derfra mod Kabaen og fremsiger de bønner, der er overleveret i hadith. Derefter stiger han ned og udfører sa’i på sa’i-området, mens han fremsiger dhikr og beder efter eget ønske. Når han når mellem de to markerede søjler, går han hurtigt. Derefter fortsætter han normalt gående til Marwa. Han bestiger trappen, vender sig mod Kabaen og fremsiger dhikr og bønner. Således fuldfører han én omgang. På samme måde fuldfører han syv omgange ved at udføre sa’i. Denne sa’i er wajib, og hvis den udelades, skal der bringes et damm-offer, hvad enten hele sa’i eller blot en del af den udelades.
Hvis den person, der er i ihram, derefter er en tamattu’-pilgrim, skal han barbere eller klippe sit hår. Derved fuldfører han sin umrah. Herefter bliver alt det, der var forbudt for ham på grund af ihram, tilladt, også samleje med hustruen. Men ihram for den, der udfører qiran eller ifrad, forbliver gældende.
Derefter går tamattu’-pilgrimmen den ottende dag i dhul-hijjah i ihram fra sin bolig. Han og de andre, som stadig er i ihram fra tidligere, rejser mod Mina og overnatter i Mina.
Når solen derefter står op, rejser de derfra til Arafat, gør holdt nær Namira-moskeen, tager et bad og beder dhuhr og asr samlet med imamens menighed på dhuhrs tid, som forkortede bønner. Hvis det er muligt at bede med imamen, gør han det på denne måde. Ellers beder han de to forkortede bønner samlet på dhuhrs tid, så godt som muligt. Han må ikke opholde sig på Arafat før efter, at solen er begyndt at hælde mod vest. Han skal opholde sig på det stenede område i Arafat eller i nærheden af det, for det var dér, Allahs Sendebud opholdt sig. Opholdet på Arafat er hajjens vigtigste søjle. Det er hverken sunnah eller passende at bestige Jabal ar-Rahmah. Han skal vende sig mod qibla og fortsætte med dhikr og inderlige bønner, indtil aftenen falder på.
Når aftenen derefter er faldet på, rejser han mod Muzdalifah, hvor han beder maghrib og isha samlet på ishas tid og overnatter. Så snart fajr indtræder, opholder han sig ved al-Mash’ar al-Haram og fortsætter med megen dhikr af Allah, indtil morgenen er helt lys. Herfra samler han småsten og begiver sig af sted, hvorefter han vender tilbage til Mina. Det er wajib at opholde sig ved al-Mash’ar al-Haram, og hvis dette udelades, skal der bringes et damm-offer.
Efter solopgang kaster han syv småsten mod Jamrat al-Aqabah. Derefter bringer han, hvis det er muligt, sit offerdyr. Så barberer eller klipper han sit hår. Ved at barbere eller klippe håret bliver alt det, der var forbudt for ham, tilladt, bortset fra samleje med hustruen. Derefter vender han tilbage til Mekka. Her udfører han tawaf al-ifadah. Dette er en søjle og en obligatorisk tawaf ligesom tawaf al-qudum. Han fuldfører denne tawaf. Den kaldes også tawaf az-ziyarah. Hvis han er tamattu’-pilgrim, udfører han efter tawaf al-ifadah sa’i mellem Safa og Marwa. Hvis han derimod udfører ifrad eller qiran og allerede har udført tawaf al-qudum, behøver han ikke udføre sa’i på dette tidspunkt. Efter denne tawaf bliver alt det forbudte, også samleje med hustruen, tilladt for ham.
Derefter vender han tilbage til Mina og overnatter der. Denne overnatning er wajib. Hvis den udelades, skal der bringes et damm-offer. Når solen den 11. dhul-hijjah hælder mod vest, kaster han småsten mod de tre jamarat. Han begynder med den jamrah, der ligger nærmest Mina, og kaster derefter småsten mod den midterste jamrah. Efter stenkastningen bliver han stående et stykke tid og fremsiger bønner og dhikr. Derefter kaster han småsten mod Jamrat al-Aqabah. Efter denne stenkastning bliver han ikke stående dér. Det er bedst at afslutte stenkastningen mod alle jamarat, syv småsten mod hver, før solnedgang. Det samme gør han den 12. dhul-hijjah. Derefter kan han frit vælge mellem to muligheder: enten rejser han til Mekka før solnedgang den 12. dhul-hijjah, eller også overnatter han i Mina og kaster småsten den følgende dag, den 13. dhul-hijjah. Det er wajib at kaste småsten. Hvis dette udelades, kan det kompenseres med et damm-offer. Når han vender tilbage til Mekka og ønsker at rejse hjem, udfører han tawaf al-wada’, den afsluttende tawaf. Tawaf al-wada’ er wajib. Hvis en person forlader Mekka uden at udføre den afsluttende tawaf, og han endnu ikke har passeret miqat, og det er muligt for ham at vende tilbage til Mekka, skal han vende tilbage og udføre den afsluttende tawaf; ellers skal han ofre en ged.
Af det, der hidtil er blevet sagt, fremgår det, at hajj og umrah består i at træde ind i ihram ved miqat, udføre tawaf og sa’i samt klippe håret; når dette er gjort, er umrah fuldført. Dertil kommer hajj: opholdet på Arafat, stenkastningen i Mina, tawaf al-ifadah, overnatningen i Mina, overnatningen i Muzdalifah, offeret samt barbering eller klipning af håret. Dette er den korte sammenfatning af hajj og umrah.
Det er mustahabb at vende hurtigt hjem: Abu Hurayrah har overleveret, at Allahs Sendebud sagde: “Rejsen er en del af lidelsen. Den forstyrrer jeres spise og drikke. Når I derfor har opnået formålet med rejsen, bør I hurtigt vende tilbage til jeres familie.” – al-Bukhari og Muslim.
Aisha, må Allah være tilfreds med hende, beretter, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »Når en af jer har fuldført sin hajj, bør han hurtigt vende tilbage til sin familie, for det vil sikre ham en større belønning.« – Daru Qutni. Muslim beretter også, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »En muhajir skal opholde sig i tre dage, efter at han har fuldført alle sine gudsdyrkelser (hajj, umrah, offerhandlinger osv.).«
30. Ihsar
Ordet ihsar betyder at forhindre eller tilbageholde. Allah, den Ophøjede, har sagt:
فإن أخبر تر تها استير من المدى .
»Fuldfør hajj og umrah for Allahs skyld. Men hvis I bliver forhindret, så bring det offer, som I let kan få fat på.«
Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere ved Hudaybiyyah blev forhindret og holdt tilbage fra at begive sig til Den Hellige Moské, blev dette vers åbenbaret. Hermed menes, at man under umrah forhindres i tawaf, eller under hajj forhindres i at opholde sig ved Arafat eller udføre tawaf al-ifadah.
Der har været uenighed om, hvilke årsager til at blive forhindret i hajj og umrah der skal regnes som ihsar.
Malik og al-Shafi’i har sagt: Ihsar regnes ifølge sharia kun som ihsar, når det skyldes en fjende. Åbenbaringen af verset fandt nemlig sted i forbindelse med, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, blev forhindret. Ibn Abbas havde samme opfattelse. Han sagde: Ingen hindring er ihsar, bortset fra en hindring forårsaget af en fjende.
Men ifølge flertallet af de lærde, herunder imam Ahmad og de hanafitiske imamer, kan ihsār skyldes enhver hindring, der forhindrer en person, som ønsker at tage på hajj, i at nå frem til hajj. Det kan for eksempel være en fjende, hvad enten denne er en ikke-muslim eller en oprørsk magt; en sygdom, der tvinger ham til at vende om; uro; frygt; at de nødvendige rejsepenge går tabt undervejs; at hustruens mahram-ledsager dør undervejs; eller andre sådanne undskyldelige forhold, der gør rejsen umulig. Selv hvis en person undervejs bliver bidt af en slange, en skorpion eller lignende, afgav Ibn Masʿūd den juridiske vurdering, at han er ramt af ihsār eller er blevet forhindret. Ibn Masʿūd og flertallet af de lærde, der deler hans synspunkt, begrunder dette således: I delen af verset, »Men hvis I bliver forhindret«, er der ikke angivet, hvilken type hindring der er tale om. Derfor må enhver form for hindring regnes som en hindring. Selvom verset blev åbenbaret i forbindelse med, at Allahs Sendebud, fred være med ham, blev forhindret, og han blev forhindret af fjenden, er årsagen ikke begrænset til åbenbaringens anledning og bliver ikke gjort specifik, når årsagen i verset er holdt ubestemt. Dette synspunkt er i virkeligheden stærkere end de øvrige.
Den, der er blevet forhindret, skal ofre en ged: Det nævnte vers befaler tydeligt, at den, der er blevet forhindret, skal ofre et let tilgængeligt offerdyr. Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, at da Allahs Sendebud, fred være med ham, blev forhindret, barberede han sit hår, havde omgang med sine hustruer og ofrede det offerdyr, han havde medbragt. Derefter udførte han umrah året efter. – al-Bukhārī.
Flertallet af de lærde har udledt af denne hadith, at den, der er blevet forhindret, er forpligtet til at ofre en ged, en ko eller en kamel. Imam Mālik siger derimod, at det ikke er obligatorisk. I værket Fatḥ al-ʿAllām er der til støtte for imam Māliks synspunkt blevet fremført det argument, at ikke alle, der blev forhindret, havde et offerdyr med sig. Det var kun Allahs Sendebud, fred være med ham, der havde medbragt offerdyr fra Medina som en frivillig gave. Det er dette, Allah den Ophøjede henviser til med sine ord: »De har forhindret jer i at bringe de offerdyr, der er holdt tilbage til ofringen, frem til deres bestemte slagtested.« Dette vers beviser ikke, at ofringen er obligatorisk.
Hvor skal den, der er blevet forhindret, ofre? I værket Fatḥ al-ʿAllām siges det: De lærde er uenige om, hvorvidt offerdyrene på dagen ved al-Ḥudaybiyyah blev slagtet inden for eller uden for det hellige område. Denne del af verset: »De har forhindret jer i at bringe offerdyrene frem til deres bestemte slagtested«, beviser klart, at de blev slagtet uden for det hellige område.
Der er imidlertid forskellige synspunkter om, hvor den, der er blevet forhindret, skal ofre. For det første flertallet af de lærdes synspunkt: Den, der er blevet forhindret, skal slagte offerdyret dér, hvor han befinder sig, hvad enten det er inden for eller uden for det hellige område. For det andet hanafitternes synspunkt: Ofringen skal udelukkende finde sted i det hellige område. For det tredje Ibn ʿAbbās’ og en gruppes synspunkt: Hvis den, der er blevet forhindret, er i stand til at sende offerdyret til det hellige område, er han forpligtet til at sende det dertil, og han må ikke træde ud af ihram, før dyrene er nået frem til det hellige område og er blevet slagtet dér. Hvis han ikke er i stand til at sende dem til det hellige område, skal han slagte dem dér, hvor han er blevet forhindret eller tilbageholdt.
Den, der er blevet forhindret, behøver ikke at udføre hajj igen, hvis hajj ikke var obligatorisk for ham: I forklaringen af verset »Hvis I bliver forhindret, så bring et let tilgængeligt offerdyr som offer« sagde Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham: Den, der har indtrådt i ihram til hajj eller umrah og derefter bliver forhindret i at nå frem til Baytullāh, er forpligtet til at ofre et let tilgængeligt dyr, en ged eller et større dyr. Hvis han var trådt ind i ihram til den obligatoriske hajj, skal han udføre den igen. Men hvis han var trådt ind i ihram til endnu en hajj efter at have udført den obligatoriske hajj, behøver han ikke at udføre den igen. Imam Mālik sagde: Han havde erfaret, at Allahs Sendebud, fred være med ham, kom til al-Ḥudaybiyyah sammen med sine ledsagere. De ofrede de dyr, de havde medbragt, barberede deres hoveder og trådte ud af ihram, før de havde udført tawāf omkring Baytullāh, og før offerdyrene var nået frem til Baytullāh. Derefter nævnte han ikke, om Allahs Sendebud, fred være med ham, befalede nogen af sine ledsagere eller nogen af dem, der var kommet med ham, at udføre noget igen eller gentage noget. Al-Ḥudaybiyyah ligger ellers uden for det hellige område. – al-Bukhārī.
Imam al-Shāfiʿī siger: Den, der bliver forhindret eller tilbageholdt, kan derfor slagte offerdyret dér, hvor han er blevet forhindret, og træde ud af ihram; han behøver ikke at udføre noget igen. Allah har nemlig ikke nævnt, at noget skal udføres igen. Desuden ved vi med sikkerhed, at der sammen med Allahs Sendebud, fred være med ham, i året ved al-Ḥudaybiyyah var mange kendte mænd, og derefter udførte de umrat al-qaḍāʾ. Nogle af dem undlod imidlertid at udføre umrat al-qaḍāʾ i Medina, selvom de hverken havde fysiske eller økonomiske problemer. Hvis det havde været nødvendigt at udføre den igen, ville han have befalet dem ikke at undlade det. Al-Shāfiʿī siger endvidere: Grunden til, at umrah det følgende år blev kaldt umrat al-qaḍāʾ, er ikke, at det er nødvendigt at udføre den umrah igen, som blev opgivet på grund af ihsār. Grunden er derimod, at denne umrah blev udført på grundlag af den aftale, der var indgået mellem Allahs Sendebud, fred være med ham, og Quraysh.
At indtræde i ihram på betingelse af at træde ud af ihram, hvis der opstår sygdom eller en lignende undskyldning: Mange lærde har sagt, at det er tilladt for den, der indtræder i ihram, ved indtrædelsen at opstille den betingelse, at han træder ud af ihram, hvis han bliver syg. Muslim har nemlig overleveret fra Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde til en kvinde: »Udfør hajj, og opstil den betingelse, at dér, hvor sygdom forhindrer mig, træder jeg ud af ihram.« Når nogen derfor bliver forhindret på grund af sygdom eller en anden lignende årsag og tidligere har opstillet en sådan betingelse ved sin indtrædelse i ihram, træder han ud af ihram. Han skal hverken yde dam eller faste.
31. Det hellige områdes to helligdommes værdighed
Ka’baens overklædning: Folk plejede i den førislamiske tid at beklæde Ka’baen med et klæde. Islam videreførte denne skik. Al-Waqidi har berettet, at Ka’baen i den førislamiske tid blev indhyllet i et klæde af rødt læder, som var bredt ud på jorden. Derefter iførte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, den et jemenitisk klæde. Umar og Uthman, må Allah være tilfreds med dem, iførte den egyptisk stof kaldet »qabati«. Derefter iførte al-Hajjaj den et silkeklæde. Det er blevet berettet, at den første, der iførte Ka’baen et overklæde, var Aswad al-Himyari fra Tubba-dynastiet.
Malik har berettet: Ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, iførte sin hun-kamel hvidt, fint egyptisk stof, qabati, namat og jemenitiske klæder. Derefter sendte han disse klæder til Ka’baen og lod den iføre dem. Al-Waqidi har desuden berettet, at folk sendte klæder som gaver til Ka’baen og offerkameler iført jemenitiske, mønstrede tæpper som gaver. Derefter blev disse tæpper sendt til Allahs Hus som overklæder. Senere iførte Yazid ibn Muawiya den et silkeklæde. Ibn al-Zubayr fulgte hans eksempel.
Hvert år blev et silkeklæde sendt til Mus’ab ibn al-Zubayr, så han kunne iføre Ka’baen det. Han iførte den klædet på Ashuras dag. Sa’id ibn Mansur har berettet: Umar, må Allah være tilfreds med ham, tog hvert år Ka’baens overklæde af, fordelte det blandt pilgrimmene, og pilgrimmene hængte det op i træerne i Mekka og brugte det som skygge.
At parfumere Ka’baen: Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Parfumér Allahs Hus. Det er en del af at rense det.« Ibn al-Zubayr parfumerede hele Ka’baens indre. Hver dag brændte han parfumeret træ svarende til én ratl, og hver fredag brændte han parfumeret træ svarende til to ratl for at parfumere den.
Forbud mod syndige handlinger i den hellige Haram: Den Højeste Allah har sagt:
وَمَن يُرِدْ فِيهِ بِالْعَادِ بِقَرِ نَذِقَهُ مِنْ عَذَابِ اليْم .
»Den, der har til hensigt at begå synd deri, vil Jeg lade smage en smertefuld straf.«
Abu Dawud har berettet, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: »At hamstre fødevarer i den hellige Haram er en syndig handling.« Al-Bukhari beretter, at Umar, må Allah være tilfreds med ham, sagde: »At hamstre fødevarer er ulydighed mod Allah.« Ahmad har berettet: Ibn Umar kom til Ibn al-Zubayr, som på det tidspunkt sad foran den Sorte Sten. Han sagde: »O Ibn al-Zubayr, vogt dig for synd i Allahs hellige Haram. Jeg hørte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: En mand fra Quraysh vil gøre den hellige Haram tilladt« (det vil sige skabe mulighed for, at der begås synd dér). »Ifølge en anden beretning vil en mand fra Quraysh begå synd deri. Hvis hans synder blev vejet mod alle jinners og menneskers synder, ville hans synder veje tungest. Vogt dig derfor, så du ikke bliver denne mand.«
Mujahid sagde: Ligesom belønningen for gode gerninger mangfoldiggøres i Mekka, mangfoldiggøres synden for dårlige gerninger også mange gange. Imam Ahmad blev spurgt: Bliver synden for en dårlig gerning skrevet som mere end én? Han svarede: Nej, undtagen i Mekka. Dette gøres på grund af Mekkas værdighed.
Forudsigelsen om et angreb på Kabaen: Bukhari og Muslim har overleveret fra Aisha, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: En hær vil angribe Kabaen. Når de befinder sig i ørkenen, vil de alle, fra den første til den sidste, blive sunket ned i jorden. Jeg sagde: „O Allahs Sendebud, hvordan kan det være, når der blandt dem både vil være dårlige og gode mennesker?“ Allahs Sendebud sagde: „De vil alle, fra den første til den sidste, blive sunket ned i jorden. Derefter vil enhver på Dommedag blive genoprejst efter sin hensigt.“ (De, som ikke havde til hensigt at angribe, vil blive skånet for straffen i det hinsidige, men ikke for straffen i denne verden.)
Det anbefales at rejse til de tre moskéer. Abu Huraira har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: Det er ikke tilladt at rejse med det formål at besøge nogen anden moské end tre moskéer: Den Hellige Moské, denne min moské og al-Aqsa-moskéen. – Bukhari, Muslim, Abu Dawud.
Abu Dharr sagde: Jeg spurgte: „O Allahs Sendebud, hvilken moské blev først bygget på jorden?“ Han svarede: „Den Hellige Moské.“ Jeg spurgte: „Hvilken derefter?“ Han svarede: „al-Aqsa-moskéen.“ Jeg spurgte: „Hvor lang tid var der mellem de to?“ Han svarede: „Fyrre år.“ Derefter: Hvor som helst bønnetiden indtræffer for dig, så bed dér, for dér er Allahs nåde.
Den eneste grund til, at det er tilladt at rejse med det formål at besøge disse tre moskéer, er, at de har så mange særlige egenskaber og så høj en værdighed, som ingen andre har.
Jabir har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: En bøn i min moské er bedre end tusind bønner i alle andre moskéer end Den Hellige Moské. Og en bøn i Den Hellige Moské er bedre end et hundrede tusind bønner i alle andre moskéer. Ahmad.
Anas ibn Malik har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: For den, der beder fyrre obligatoriske bønner i min moské uden at gå glip af en eneste af dem, vil der blive skrevet frihed fra Helvede, frihed fra straffen og frihed fra hykleri. – Ahmad, al-Tabarani.
Det er også blevet sagt i hadithen: Belønningen for en bøn i Bayt al-Maqdis er fem hundrede gange større end i alle andre moskéer, bortset fra Den Hellige Moské og Profetens Moské.
1. Regler og etikette for at træde ind i Profetens Moské og besøge Rawda Mubāraka:
1. Det er anbefalet at træde ind i Profetens Moské med stor ro og værdighed, iført parfume og pænt tøj, idet man sætter højre fod først. Det er også anbefalet at fremsige følgende bøn ved indgangen:
أعوذ بالله العظيم، ويوجهِهِ الْكَرِيم وَسُلْطَانِهِ القَدِير من الشيطان الرجير، بسم الله اللهمَّ صَلِّ عَلَى محمد وَآلِهِ وَسَلَّم اللّه اغْفِرْ لِي ذنوبي، وانتح لي أبواب رحمتك .
“Jeg søger tilflugt hos den Almægtige Allah, hos Hans ophøjede væsen og hos Hans evige, uendelige rige mod den forstødte Satan. I Allahs navn. O Allah, send velsignelser og fred over Muhammad og hans husstand. O Allah, tilgiv mine synder, og åbn Din barmhjertigheds porte for mig.”
2. Først går man til Rawda Sharif og udfører Tahiyyat al-Masjid-bønnen dér med fuld respekt og hengivenhed. Dette er også anbefalet.
3. Når Tahiyyat al-Masjid-bønnen er afsluttet, vender man ansigtet mod den hellige grav og har qibla bag sig, hvorefter man hilser Profetens Udsending, Allahs fred og velsignelser være med ham, således:
السَّلَامُ عَلَيْكَ يَا رَسُولَ اللَّهِ ، السَّلامُ عَلَيْكَ يَا رَبِّيَ اللهِ ، السَّلامُ عَلَيْكَ يَا خَلْقِ اللَّهِ مِنْ خَلْقِهِ، السَّلَامُ عَلَيْكَ يَا خَيْرَ خَلْقِ اللهِ ، السَّلامُ عَلَيْكَ يَا حَبِيبَ اللهِ ، السَّلامُ عَلَيْكَ يَا سَيِّدَ الْمُرْسَلِينَ السلامُ عَلَيْكَ يَا رَسُولَ رَبِّ
الْعَالَمِينَ، السَّلامُ عَلَيْكَ يَا قَائِنَ الْغَرِّ الْمُعَجَلِينَ . أَحْمَدُ أَنْ لَا إِلَهَ إِلَّا اللهُ، وَأَحْمَدُ أَنَّكَ عَبْدَهُ وَرَسُولَهُ وَأَمِينَهُ وَمِيرَتَهُ مِنْ خَلْقِهِ ، وَأَحْمَدُ أَنَّكَ مَنْ بَلْغَتَ الرِّسَالَةَ وَأَدِّيْتَ الأمانة، وتصحت الأمة، وَجَاهَلْت فِي اللَّهِ حَقَّ عِمَادِهِ.
“Fred være med dig, o Allahs Sendebud. Fred være med dig, o Allahs profet. Fred være med dig, o den bedste af alle skabninger. Fred være med dig, o Allahs ven. Fred være med dig, o profeternes leder. Fred være med dig, o verdens Herres sendebud. Fred være med dig, o leder for de ærefulde mennesker. Jeg bevidner, at der ikke findes nogen gud ud over Allah. Jeg bevidner, at du er Allahs tjener, Hans sendebud, den betroede og den bedste af alle skabninger. Jeg bevidner, at du har overbragt Allahs budskab, givet det betroede tilbage, ønsket det bedste for ummaen og kæmpet ihærdigt på Allahs vej.”
4. Derefter skal man flytte sig omtrent en armslængde mod højre og hilse Abu Bakr as-Siddiq. Så skal man flytte sig endnu en armslængde og hilse Umar al-Faruq.
5. Derefter skal man vende sig mod qiblaen og bede for sig selv, sine venner, brødre og alle andre muslimer. Så skal man forlade stedet.
6. Den besøgende bør ikke hæve stemmen mere, end at han selv kan høre den. Det påhviler vagten høfligt at forhindre høje stemmer. Det berettes, at Umar så to mænd tale højt i Profetens moské. Han sagde: Hvis jeg havde vidst, at I var kommet fra selve denne by, ville jeg have slået jer så hårdt, at det gjorde ondt.
7. Man må ikke berøre graven med hånden eller kysse den, for Allahs Sendebud forbød dette.
Abu Dawud berettede fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Gør ikke jeres huse til grave, og gør ikke min grav til et sted for festligheder. Send velsignelser over mig, for jeres velsignelser når mig, hvor end I befinder jer. Abdullah ibn al-Hasan så en mand fremsige bønner ved Allahs Sendebuds grav på vegne af en anden mand. Han sagde: O du og du, Allahs Sendebud har sagt: Gør ikke min grav til et sted for festligheder, men send velsignelser over mig, hvor end I befinder jer, for jeres velsignelser når mig. Derfor er du og den, der befinder sig i Spanien, lige.
Det er anbefalet at udføre mange frivillige gudsdyrkelser i den velsignede Rawda: Al-Bukhari berettede fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Mellem mit hus og min prædikestol ligger der en af Paradisets Rawdaer (have). Min prædikestol står over mit bassin. (Det vil sige, at hvis man udfører megen gudsdyrkelse og formidler islamisk viden i min Rawda, vil det forvandle dette sted til en have fra Paradiset.)
Det er anbefalet at besøge Quba-moskéen og bede dér. Allahs Sendebud kom hertil hver lørdag og bad to rakʿa. Han opfordrede alle til at gøre det samme og sagde: Den, der renser sig i sit hjem, kommer til Quba-moskéen og beder dér, vil få en belønning svarende til en umra. – Ahmad, an-Nasa’i, Ibn Majah.
Medinas fortrin: Al-Bukhari berettede fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Troen vil samle sig og koncentreres i Medina, ligesom en slange ruller sig sammen i sit hul. At-Tabarani berettede fra Abu Hurayra, at Allahs Sendebud sagde: Medina er islams kuppel, troens hjem, hijraens land og tilflugtsstedet for det tilladte og det forbudte. Umar sagde: Medinas værdi er steget. Derfor er bestræbelsen på at opnå den blevet intensiveret.
Allahs Sendebud ﷺ sagde: Vær tålmodige og tag imod det gode budskab. Jeg har bedt om velsignelse i jeres mad, så spis og giv jer ikke af med splittelse. For én persons mad er tilstrækkelig for to, to personers mad er tilstrækkelig for fire, og fire personers mad er tilstrækkelig for fem eller seks personer. Velsignelsen findes i fællesskab og sammenhold. Jeg vil på opstandelsens dag være forbeder for den, der tålmodigt bærer sine slægtninges sorg og lidelser. Den, der forlader menigheden, vil Allah erstatte med en person, der er bedre end ham, i denne menighed. Og den, der nærer onde planer mod menigheden, vil Allah smelte ham på samme måde, som salt opløses i vand. Al-Bazzar.
Dyden ved at dø i Medina: At-Tabarani har overleveret fra en forældreløs kvinde fra Thaqif-stammen, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Enhver af jer, der har mulighed for at dø i Medina, bør gøre det. For den, der dør i Medina, vil jeg på opstandelsens dag være vidne for og forbeder for.
Zayd ibn Aslam overleverer fra sin far, at Umar رضي الله عنه plejede at bede: »O Allah, giv mig martyrdøden på Din vej, og lad mig dø i Din Profets hellige område.« – Al-Bukhari.
— Første bind afsluttet —