Vores ord

Efter Pakistans selvstændighed voksede der frem mod 1953 en intens bevægelse i forskellige pakistanske byer med krav om, at qadიანierne skulle erklæres for ikke-muslimer. På dette tidspunkt udarbejdede Maulana Sayyid Abul A’la Mawdudi (rah.) en pjece med titlen »Qadiani-mas’ala«, således at folk ikke overskred lovens grænser, at de uddannede klasser kunne få en korrekt forståelse af qadიანierne, og at qadiani-problemet kunne få en ordentlig og fredelig løsning. Pjecen blev bredt værdsat i alle kredse.

Samtidig antog sammenstødene mellem regeringen og befolkningen i Punjab om forskellige spørgsmål, herunder qadiani-problemet, et alvorligt omfang. Under disse omstændigheder arresterede militærmyndighederne den 28. marts 1953 Maulana Mawdudi og andre ledere fra Jamaat uden nogen anklage. Det var i virkeligheden en åbenlys manifestation af militærmyndighedernes modstand mod islam og Jamaat-e-Islami.

Efter Maulanaens arrestation blev han anklaget for at sprede had blandt befolkningen gennem pjecen »Qadiani-mas’ala«. På grundlag af denne anklage dømte en militærdomstol Maulanaen til døden den 8. maj. I virkeligheden var dette blot et påskud. Deres mål var at dræbe lederen af den islamiske bevægelse på enhver mulig måde. Men på grund af den verdensomspændende muslimske ummahs stærke modstand og harme omstødte de hans dødsdom og idømte ham i stedet livsvarigt fængsel. Efter tyve måneders fængsling blev Maulanaen imidlertid løsladt uden betingelser.

Det interessante er, at militærmyndighederne ikke konfiskerede den pjece, som de havde idømt Maulanaen dødsstraf for angiveligt at have udarbejdet. Mens hans sag blev behandlet ved militærdomstolen i Lahore, blev pjecen solgt i stort antal netop i Lahore by. Pjecen indeholdt i virkeligheden ingen ophidsende udtalelser. Tværtimod havde han deri taget afstand fra direkte kamp. Det skal bemærkes, at alle andre partier på det tidspunkt, bortset fra Jamaat, havde sluttet sig sammen og bekendtgjort et program for direkte aktion mod qadიანierne. Også i forslaget fra Jamaats centrale Majlis-e-Shura blev en sådan bekendtgørelse af et handlingsprogram fordømt.

Denne pjece har med uigendrivelige argumenter og beviser fastslået, at qadიანierne ikke er muslimer. Maulanaens krav var, at qadიანierne skulle erklæres for ikke-muslimer ved lov. Pjecen fremlagde de nødvendige teorier og oplysninger til støtte for dette krav. Med henblik på at få kravet gennemført opfordrede Maulanaen til at opbygge en forfatningsmæssig bevægelse. Endelig blev qadიანierne i 1973 erklæret for ikke-muslimer i Pakistan. Hele ummahs lærde er enige om, at qadიანierne er ikke-muslimer.

I januar 1953 samledes Pakistans daværende fremtrædende lærde. Efter at have overvejet anbefalingerne fra Komitéen til fastlæggelse af forfatningsmæssige grundprincipper vedtog de en ændringsresolution med en række forslag enstemmigt. Blandt disse var kravet om, at de, der havde antaget Mirza Ghulam Ahmad Qadiani som deres religiøse leder, skulle erklæres for et særskilt mindretalssamfund, særligt bemærkelsesværdigt.

De lærde, der underskrev resolutionen, var:
1. Maulana Mufti Muhammad Hasan Sahib
2. Allama Sulaiman Nadwi Sahib
3. Maulana Abul Hasanat Sahib
4. Maulana Daud Ghaznavi Sahib.
5. Maulana Jafar Ahmad Usmani Sahib
6. Maulana Ahmad Ali Sahib?
7. Sayyid Abul A’la Mawdudi Sahib
8. Maulana Ihtishamul Haq Sahib
9. Maulana Shamsul Haq Faridpuri Sahib
10. Maulana Abdul Hamid Qadiri Badayuni
11. Maulana Mufti Muhammad Shafi Sahib
12. Maulana Muhammad Idris Ali Sahib
13. Maulana Khair Muhammad Sahib
14. Haji Muhammad Amin Sahib
15. Haji Abdus Samad Sarbazi Sahib
16. Maulana Athar Ali Sahib
17. Maulana Abu Jafar Muhammad Saleh Sahib
18. Maulana Muhammad Ismail Sahib
19. Maulana Habibur Rahman Sahib
20. Maulana Muhammad Sadiq Sahib
21. Maulana Habibullah Sahib
22. Khalifa Haji Turungjayi Sahib — og andre.

Qadianiernes aktiviteter i Bangladesh har på det seneste været ganske tydelige. Kravet om at erklære dem for ikke-muslimer bliver også stadig stærkere. Regeringen forholder sig imidlertid fortsat tavs i denne sag. Måske er nogle mennesker i tvivl om, hvorvidt qadიანierne er ikke-muslimer. For at fjerne denne tvivl besluttede vi at genudgive bogen »Qadiani-problemet«, en bengalsk oversættelse af »Qadiani-mas’ala«. Den oprindelige bog blev oversat til den klassiske sprogform i 1963. Bogen havde ikke været på markedet i lang tid. Sammen med denne oversættelse har vi nu tilføjet en række spørgsmål og svar om qadიანierne fra Maulanaens berømte værk »Rasail o Masail«. Vi håber, at læserne derved vil opnå en større forståelse.

Vi opfordrer interesserede læsere til sammen med denne bog også at studere Maulanaens pjece »Khatm-e-Nubuwwat«. Desuden opfordrer vi personer, der kan urdu, til i denne forbindelse at læse Maulanaens værk, som endnu ikke er blevet oversat fra urdu til bengali. Værkets urdutitel er »Qadiani-mas’ala aur uske mazhabi, siyasi aur muashrati pehlu«.

Hvis muslimer gennem denne pjece bliver opmærksomme på dem, der giver islam fejlagtige fortolkninger, vil vores arbejde have været umagen værd. Amin.

Abdush Shahid Nasim
Direktør
Sayyid Abul A’la Mawdudi Research Academy

Indledning

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

I januar 1953 blev der afholdt en konference for de lærde fra alle partier i Karachi. Med det formål at vurdere anbefalingerne fra Komitéen til fastlæggelse af grundprincipper samledes 33 af Pakistans fremtrædende lærde og vedtog enstemmigt en ændringsrapport med en række forslag. Blandt disse var kravet om, at de, der fulgte Mirza Ghulam Ahmad Qadiani som deres religiøse leder, skulle erklæres for et særskilt mindretalssamfund, særligt bemærkelsesværdigt. Det er også værd at bemærke, at der i den nævnte resolution blev lagt særlig vægt på, at qadიანierne skulle tildeles én af de pladser i Det Centrale Lovgivende Råd, som var reserveret til punjabi-muslimer.

Der er ingen grund til nogen som helst tvivl om rimeligheden af de øvrige resolutioner, der blev vedtaget på de lærdes konference. Derfor har ingen indtil i dag så meget som sagt et ord i protest mod dem — for ikke at tale om at protestere. Selv de lærdes modstandere har ikke kunnet finde nogen fejl ved dem. Hvis nogen et eller andet sted har sagt noget, er det ikke andet end »en mislykket elskers lange suk«. Det har ingen værdi i det uddannede samfund.

Men selv om denne særlige resolution, der blev vedtaget på konferencen for de lærde fra alle partier, var den korrekte løsning på qadiani-problemet, synes det, at flertallet af de uddannede endnu ikke fuldt ud har forstået dens nødvendighed og rimelighed. Befolkningen i landets øvrige områder, særligt i den østlige del, bortset fra Punjab og Bahawalpur, har ikke forstået problemets betydning. Derfor er det nødvendigt for landets befolkning at få en detaljeret beskrivelse af rimeligheden i den resolution om qadiani-samfundet, som enstemmigt blev vedtaget på konferencen for alle partier. Gennem denne pjece vil jeg gøre netop dette forsøg.

Qadianiernes adfærd

Det kan let forstås, at kravet om at anerkende qadიანitterne som et samfund adskilt fra muslimerne er den naturlige konsekvens af den handlemåde, de selv frivilligt har fulgt. Den første årsag til konflikten mellem almindelige muslimer og qadიანitterne er udbredelsen af en ny og modstridende fortolkning af »Khatm-e Nubuwwat« (profetembedets afslutning). I mere end tretten og et halvt århundrede har hele den muslimske verden enstemmigt accepteret, at betydningen af »Khatm-e Nubuwwat« er, at vor herre Hazrat Muhammad Mustafa (fvmh.) er Allah den Højestes sidste profet, og at ingen profet vil blive sendt efter ham.

En ny fortolkning af Khatm-e Nubuwwat

Den erklæring, som findes i Den Hellige Koran om »Khatm-e Nubuwwat«, og den betydning, som sahabaerne forstod af denne erklæring, er blevet omtalt ovenfor. Dette er muslimernes tro og overbevisning. Derfor tøvede sahabaerne ikke det mindste med at føre væbnede felttog mod enhver, der efter Huzur-e-Akram (fvmh.) hævdede at være profet. Men qadიანitterne opfandt for første gang i islams historie en helt ny tafsir af dette spørgsmål og åbnede vejen for indførelsen af nye profeter. De fortolkede »Khatim-un-Nabiyyin« som »profeternes segl« – ikke som den sidste profet. Derfor ville enhver profet, der kom efter Huzur (fvmh.), blive anset for sand, hvis hans profetstatus var blevet bekræftet af Hazrat (må Allah forbyde det). Qadianitternes påstand er almindeligt kendt. Man kan fremlægge utallige beviser fra qadianitternes skrifter om dette. Som eksempel vil jeg her nøjes med at fremlægge tre citater.
(urdu **************)
[Download PDF-bogen for at se de originale urduhenvisninger]
Om »Khatim-un-Nabiyyin« har Hazrat Masih Mau’ud (fvmh.) sagt: »Betydningen af »Khatim-un-Nabiyyin« er, at ingen kan anerkendes som sand profet uden hans segl. Først når seglet er sat, bliver det autoritativt og anerkendes som sandt. På samme måde er den profetstatus, som ikke er blevet bekræftet af Hazrats segl og anerkendt som sand, hverken ren eller sand.« – Se side 290 i femte bind af »Malfuzat-e Ahmadiyya«, skrevet af Muhammad Manzur Ilahi.
(urdu ***********)
»Vi benægter ikke, at Rasul-e-Karim, sallallahu alaihi wa sallam, er Khatim-un-Nabiyyin. Men den betydning af »khatm«, som flertallet af ihsan-folket har antaget, og som er fuldstændig i modstrid med Rasul-e-Karims store rang, er, at han skulle have berøvet sin ummah den enorme velsignelse, som profetembedet er. Det er ikke rigtigt. Betydningen er tværtimod, at han var profeternes segl. Nu vil den, som han anerkender som profet, blive regnet for profet. – Vi tror på ham som Khatim-un-Nabiyyin i denne betydning.« – Al-Fazl, Qadian, 22. september 1939.
(urdu **********)
»Et segl kaldes et segl. Når den ædle profet (fvmh.) er et segl, hvordan kan han så være et segl, hvis der overhovedet ikke findes en profet blandt hans ummah, eller på hvad skal det ellers sættes?« – Al-Fazl, Qadian, 22. maj 1922.

Tusindvis af profeter

Denne strid om fortolkningen af Den Hellige Koran var ikke begrænset til blot ét ord. Qadianitterne gik tværtimod endnu længere og erklærede åbent – deres forskellige udtalelser og erklæringer beviser klart, at ikke blot én, men tusindvis af profeter kan komme. Nedenfor gives nogle få citater som eksempel.
(urdu *************)
»Det er blevet bevist så klart som dagens lys, at profetembedets dør stadig står åben, også efter Hazrat (fvmh.).«
– Af Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad, »Haqiqat-un-Nubuwwat«, side 228.
(urdu ***************)
»Det vil sige, muslimerne har troet, at Allah den Højestes skatkammer er løbet tør. Den eneste grund til deres påstand er, at de ikke har forstået Allah den Højestes storhed. Ellers, hvorfor kun én profet? Jeg vil sige, at tusindvis af profeter vil komme.«
– Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad, »Anwar-e Khilafat«, side 62.
(urdu ************)
»Hvis man med et sværd lagt på hver side af min hals bad mig sige: ›Der vil ikke komme nogen profet efter Hazrat (fvmh.)‹, ville jeg selv da sige: ›Du er en løgner, en kadzdhab.‹ En profet kan komme efter Hazrat, og han kan bestemt komme.« – »Anwar-e Khilafat«, side 65.

Påstanden om profetstatus

Efter således at have åbnet døren til profetembedet erklærede Mirza Ghulam Ahmad selv sin egen profetstatus. Qadianitterne accepterede ham straks som en sand profet. Som bevis kan man anføre utallige udtalelser fra qadianitterne. For læsernes orientering nævnes her blot nogle få.
(urdu **********)
»Masih Mau’ud, det vil sige Mirza Ghulam Ahmad Qadiani, har i sine egne bøger udførligt beskrevet sin påstand om profetstatus til støtte for denne. For eksempel skrev han et sted: ›Jeg er profet og sendebud – dette er min påstand.‹ Se avisen Badr, udgivet 5. marts 1908. Eller som han et andet sted skrev: ›Jeg er en profet efter Guds befaling. Hvis jeg nu benægter det, vil det derfor være min synd. Når Gud har givet mig navnet profet, hvordan kan jeg så benægte det? Indtil jeg tager afsked med verden, vil jeg med urokkelig sikkerhed forblive fast ved denne påstand.‹ (Se brevet fra Mirza Ghulam Ahmad til redaktørerne af Lahores avis Akhbar-e-Aam). Hazrat Masih Mau’ud skrev dette brev blot tre dage før sin død, nemlig den 23. maj 1908, og det blev offentliggjort i avisen Akhbar-e-Aam på hans dødsdag, den 26. maj 1908.« – Se Mirza Bashiruddin Ahmad, »Kalimat-ul-Fasl«, samt tredje årgang, nummer 14, side 11, af tidsskriftet Review of Religions.
(urdu **********)
»Derfor er Hazrat Sahib, det vil sige Mirza Ghulam Ahmad, efter den betydning af profet, som anvendes i islamisk sharia, på ingen måde en metaforisk profet, men en virkelig profet.« – Se side 147 i bogen »Haqiqat-un-Nubuwwat«, skrevet af Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad.

Muslimerne er vantro

Den naturlige følge af at gøre krav på profetskab er, at hvis nogen ikke tror på en profet, må denne person nødvendigvis regnes for en kafir. Det er netop, hvad Qadianierne har gjort. De muslimer, som ikke troede på Mirza Ghulam Ahmad Qadiani som profet, blev offentligt erklæret for kafirer gennem taler og erklæringer. Som bevis bringes her nogle få citater.
(Urdu **********)
»De muslimer, som ikke har anerkendt Hazrat Messias Maud – ja, selv de, som ikke engang har hørt navnet Hazrat Messias Maud, er kafirer og står uden for islam.«
Se side 35 i Ainaye Sadaqat, skrevet af Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad.
(Urdu **********)
»Den, der tror på Moses, men ikke på Jesus, eller tror på Jesus, men ikke på Muhammad, eller tror på Muhammad, men ikke på Messias Maud – han er ikke blot kafir, men en fuldstændig kafir og står uden for islams grænser.« – Se side 110 i tidsskriftet Review of Religions, citeret fra Kalematul Fasl, skrevet af Mirza Bashiruddin Ahmad.
(Urdu **********)
»Eftersom vi anerkender Mirza Sahib som profet, mens ikke-qadianierne ikke anerkender ham som profet, og eftersom det ifølge Den Ædle Koran er vantro at fornægte blot én profet, er de, som ikke er Ahmadier, derfor også kafirer.«
Se den erklæring, som Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad afgav for underdommerens ret i Gurdaspur, offentliggjort i avisen Al-Fazl den 26.–29. juni 1922.

Qadianiernes Gud, islam og Koranen

Qadianierne adskiller sig fra de almindelige muslimer ikke blot på grundlag af Mirza Ghulam Ahmads krav på profetskab, men ifølge deres egne tydelige erklæringer i alle grundlæggende spørgsmål. En tale af kaliffen med titlen »Råd til de studerende«, offentliggjort i Qadianiernes talerør, avisen Al-Fazl, i udgaven af 21. august 1917, er særligt bemærkelsesværdig. I denne tale forklarede han qadianiernes studerende, hvor store forskellene mellem Ahmadierne og de andre samfund er.
I den omtalte tale sagde han:
(Urdu **********)
»Ellers har Hazrat Messias Maud også sagt, at deres – det vil sige muslimernes – islam er en anden, vores islam er en anden; deres Gud er en anden, vores Gud er en anden; vores hajj er en anden, deres hajj er en anden. På denne måde er vi uenige med dem i ethvert spørgsmål.«

Separate uddannelsesinstitutioner

I avisen Al-Fazl blev der den 30. juli 1931 offentliggjort endnu en tale af kaliffen. Heri omtales de drøftelser, der i Mirza Ghulam Ahmad Qadianis levetid havde fundet sted om oprettelsen af en særskilt religiøs uddannelsesinstitution for qadianierne. På det tidspunkt opstod der betydelig uenighed blandt qadianierne om dette spørgsmål. En gruppe qadianier mente, at der ikke var behov for at oprette en særskilt religiøs uddannelsesinstitution. De sagde: »Forskellen mellem os og de almindelige muslimer findes kun på nogle få områder, men Hazrat Messias Maud, fred være med ham, har løst disse spørgsmål. Han har fremlagt beviserne for dem. I alle andre spørgsmål kan man få undervisning på de almindelige madrasaer!« En anden gruppe modsatte sig denne opfattelse.
Imens kom Mirza Ghulam Ahmad Sahib til stede dér. Efter at have hørt det hele afsagde han sin vurdering. Om denne vurdering kommenterede kaliffen med følgende ord:
(Urdu **********)
»Det er forkert, at vores uenighed med de andre kun er begrænset til Messias’ død eller til nogle få spørgsmål. Han har sagt, at hvad angår Allah den Almægtiges væsen, Den Ædle Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, Koranen, bønnen, fasten, hajj, zakat og så videre – kort sagt har han udførligt forklaret, at vi er uenige med dem i ethvert spørgsmål.«

Bruddet med muslimerne

Den endelige følge af denne omfattende uenighed blev en realitet gennem qadianiernes egne handlinger. De brød alle former for forbindelse med muslimerne og helligede sig organiseringen af deres eget samfund som en særskilt umma. Qadianiernes skrifter vidner herom på følgende måde:
(Urdu **********)
»Hazrat Messias Maud (fred være med ham) har på det strengeste advaret om, at ingen Ahmadi må bede bag en anden. Mange mennesker fra forskellige steder spørger igen og igen om dette spørgsmål. Jeg siger: Hver gang I spørger, vil jeg give jer det samme svar: Det er ikke tilladt at bede bag ikke-qadianier, ikke tilladt, ikke tilladt, ikke tilladt.«
– Se side 89 i Anwar-e-Khilafat, skrevet af Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad, Qadianiernes kalif.
(Urdu **********)
»Vi bør ikke regne ikke-qadianier for muslimer. Vi bør heller ikke bede bag dem. For de fornægter en af Allah den Almægtiges profeter.« – Anwar-e-Khilafat, side 90.

Selv muslimske børn er kafirer

(Urdu **********)
»Hvis et lille barn af en ikke-qadiani dør, hvorfor skulle begravelsesbønnen så ikke blive bedt over det? Barnet fornægter jo ikke den lovede Messias. Jeg vil spørge den, der stiller dette spørgsmål: Hvis dette virkelig er sandt, hvorfor bliver der så ikke bedt begravelsesbøn over hinduers og kristnes børn? Ikke-qadianiernes børn må også regnes for ikke-qadianier. Derfor bør der ikke bedes begravelsesbøn over dem.« – Anwar-e-Khilafat, s. 93.

Ægteskabelige forbindelser med muslimer

(Urdu **********)
»Om enhver ahmadi, der gifter sin datter bort til en ikke-qadiani, har Hazrat Messias den Lovede udtrykt sin stærke vrede. En mand spurgte ham gentagne gange om dette og fortalte om forskellige vanskeligheder. Men han sagde til manden: Lad pigen sidde ugift; gift hende ikke desto mindre ikke bort til en ikke-qadiani. Efter Mirza Ghulam Ahmad Qadianis død giftede denne mand sin datter bort til en ikke-qadiani. Derfor afsatte den første kalif ham fra imamatet, udstødte ham af Jamaat og accepterede ikke engang hans anger i løbet af de seks år, hans kalifat varede, selv om manden angrede gentagne gange.« – Anwar-e-Khilafat, s. 93-94.

Ifølge qadianierne er muslimer og kristne ét

(Urdu **************)
»Profeten, den Ærværdige (fred være med ham), behandlede de ikke-qadianier efter nøjagtig samme princip, som den Lovede Messias behandlede de kristne. Vores bøn er blevet adskilt fra de ikke-qadianiernes. Det er blevet forbudt os at give dem vores døtre til ægteskab. Det er blevet forbudt at bede begravelsesbøn over dem. Hvad er der så ellers tilbage? På hvilket område kan vi være sammen med dem? Grundlaget for gensidig kontakt er enhed i tilbedelsen. Og grundlaget for verdslige forbindelser er slægtskabsforbindelser. Men begge disse former for forbindelse er blevet forbudt os. Hvis I siger: Hvorfor har I så fået tilladelse til at gifte jer med deres døtre? Svaret er, at det gennem hadith er blevet bevist, at profeten, den Ærværdige (fred være med ham), undertiden også besvarede jødernes hilsen.« – Kalimat-ul-Fasl, Review of Religions, s. 169.

Vores ansvar

Qadianiernes brud med muslimerne er ikke begrænset til taler, erklæringer og skrifter. Millioner af borgere i Pakistan vil tværtimod bevidne, at qadianierne i praksis har afbrudt enhver form for forbindelse med muslimerne og er blevet til en helt separat ummah. De beder ikke sammen med muslimerne, de har heller ingen forbindelse med muslimerne i spørgsmål om ægteskab, og de beder ikke engang begravelsesbøn over muslimer. Når den faktiske situation er sådan, hvilken fornuftig grund kan der så være til fortsat at holde muslimerne bundet til dem inden for den samme ummah? Når læren om adskillelse og forskel faktisk er blevet virkeliggjort, og denne konflikt har bestået i halvtreds år, hvorfor skulle den så ikke anerkendes ad lovlig vej?

I virkeligheden har den qadianitiske bevægelse givet os mulighed for at erfare betydningen af »Khatm-e-Nubuwwat« i praksis. Tidligere var det særdeles vanskeligt at forstå dens betydning alene som en troslære. Tidligere kunne enhver spørge, hvorfor profeternes komme for altid blev standset efter Hazrat Muhammad (fred være med ham). Men gennem qadianiernes handlinger er det blevet tydeligt bevist, hvor stor Allah den Højestes nåde og barmhjertighed er, som ligger til grund for at samle alle, der tror på én Gud, i ét fællesskab gennem lydighed mod blot én profet, med henblik på den muslimske nations enhed og sammenhold. Desuden blev det klart, hvordan nationens eksistens bringes i fare af stadige nye krav på profetværdigheden. For stadige nye krav på profetværdigheden sønderdeler nationen og knuser dens forskellige dele.

Hvis vores nuværende erfaring kan komme til nogen nytte, hvis den kan åbne vores øjne, og hvis vi på ordnet vis adskiller den nye ummah fra det muslimske samfund, vil ingen fremover kunne vove at udgive sig for at være en ny kandidat til profetværdigheden og skabe splittelse og uorden i det muslimske samfund. Hvis vi blot én gang giver sådanne forsøg næring eller tolererer dem, vil det betyde, at vi tilskynder til denne form for handlinger. Vores tolerance vil i fremtiden blive betragtet som et eksempel, og forsøgene på at skabe splittelse og uorden i nationens liv vil ikke blive begrænset til én enkelt hændelse. Tværtimod vil vores samfund bestandig blive konfronteret med nye former for splittelse og uorden, og faren for, at der skabes splittelse, vil aldrig forsvinde.

Fremsættelse af sofistiske argumenter

På grundlag af beviserne for alle disse fundamentale argumenter har vi krævet, at qadიანitterne ved en officiel erklæring juridisk adskilles fra den muslimske nation og anerkendes som et særskilt samfund. Ingen har noget tilfredsstillende svar på disse beviser og argumenter. I stedet for at imødegå dem direkte rejses der imidlertid en række irrelevante spørgsmål, som kan få offentlighedens opmærksomhed til at flytte sig fra hovedsagen og hen på noget andet. Det siges for eksempel, at der blandt muslimerne siden tidligere har været visse grupper, som har erklæret hinanden for vantro. Det ser man stadig. Hvis en gruppe derfor adskilles fra den muslimske nation, siges det, vil nationen til sidst ikke længere eksistere.
Det siges også, at der blandt muslimerne ud over qadianitterne findes flere andre grupper, som ikke blot er uenige med flertallet af muslimerne i grundlæggende spørgsmål, men som uden overhovedet at have nogen forbindelse med almindelige muslimer er i færd med at opbygge deres egne samfund og organisationer. De har jo ligesom qadიანitterne afbrudt enhver religiøs og social forbindelse med almindelige muslimer. Skal også de nu adskilles fra ummaen? Eller af hvilken særlig grund kræves denne foranstaltning over for qadianitterne? Hvad er qadianitternes særlige forbrydelse, som gør, at man, med alle andre samfund undtaget, alene insisterer så stærkt på at adskille dem fra den muslimske nation?

Vildledende forestillinger

Mange har den fastgroede opfattelse, at »qadianitterne hele tiden har beskyttet islam mod angreb fra kristne, Arya Samaj og andre angribere. Overalt i verden udbreder de islams budskab. Derfor er det på ingen måde passende at adskille dem fra nationen.« Ikke nok med det: Vi har for nylig fra en særligt pålidelig kilde erfaret, at vore statsledere mener, at en sådan foranstaltning mod qadიანitterne vil medføre en betydelig forværring af Pakistans politiske situation. For ifølge dem er udenrigssekretærens personlige indflydelse og anseelse i England og Amerika meget stor. Hvis man skal opnå nogen form for hjælp derfra, er det kun muligt gennem ham!

Vores svar

Eftersom den sidstnævnte påstand er forholdsvis kort, vil vi besvare den først. De øvrige spørgsmål vil vi behandle senere. Hvis det er sandt, at dette er statsledernes opfattelse, mener vi, at det er bedst, jo før landet bliver befriet fra sådanne tåbelige og stillestående menneskers kvælende greb. De, som mener, at hele nationens fremtid afhænger af én enkelt persons eller en håndfuld menneskers luner, kan ikke betros ledelsen, ikke så meget som et eneste øjeblik. Ingen politiker i England eller Amerika er så tåbelig, at han uden at tage hensyn til de enorme produktionsmuligheder, fordele og den geografiske betydning osv. i et stort land med firs millioner indbyggere vil tillægge én enkelt person overdreven betydning og kun på grund af denne ene person opretholde alle forbindelser med landet. Så snart denne person bliver fjernet, vil de derfor sætte sig på tværs og klage: »Det er ham, hvis ære vi giver jer ’mad og tøj’ for, som I har fjernet.« Ingen politiker i England eller Amerika er så komplet idiot. Hvis de derimod hørte sådanne udtalelser, ville de utvivlsomt uvilkårligt komme til at le, når de så vore statslederes intellektuelle niveau. Og de ville undre sig over, at det er sådanne »små skoleelever«, der er blevet gjort til herskere over dette ulykkelige land! De forstår ikke engang den simple kendsgerning, at den anseelse, vor qadianitiske udenrigsminister har i udlandet, først og fremmest skyldes, at han repræsenterer Pakistan. Denne særlige udenrigsminister er personligt på ingen måde årsagen til Pakistans anseelse og betydning.

Fatwa om vantro

Nu vil vi fremlægge detaljerede svar på de tidligere nævnte spørgsmål, ét ad gangen.
Der findes uden tvivl en udbredt sygdom i det muslimske samfund: Forskellige grupper har erklæret hinanden for vantro. Hos mange ses denne modbydelige sygdom stadig. Men det er af flere grunde ikke berettiget at lade qadianitternes samfund forblive en del af den muslimske nation med dette som bevis.

Uholdbare argumenter

For det første kan man ikke, ved at fremføre nogle få fejlagtige og usle eksempler på afsigelse af kufr-fatwaer, antage det princip, at en kufr-fatwa altid og under alle omstændigheder er fejlagtig. Det er heller ikke sådan, at der under nogen omstændigheder overhovedet bør afsiges en kufr-fatwa mod nogen. Det er i virkeligheden ikke rigtigt at erklære nogen for kafir på grund af bagateller. Ligeledes er det uden tvivl en alvorlig fejl ikke at anvende en kufr-fatwa i tilfælde af åbenlys modstand mod islams grundlæggende forhold. Men hvis nogen på grundlag af såkaldte urimelige kufr-fatwaer ønsker at drage den konklusion, at alle former for kufr-fatwaer i deres grundvæsen er uretfærdige, vil vi spørge vedkommende: Vil ethvert menneske under alle omstændigheder forblive muslim? Hvis han hævder at være Gud, erklærer sig selv for profet eller åbent fortsætter med handlinger, der strider mod islams grundlæggende troslære eller tro, har det da ingen betydning?

Falske beskyldninger

For det andet: Som bevis er det blevet nævnt, at der blandt muslimerne findes forskellige grupper, som har afsagt kufr-fatwaer. Lederne blandt deres lærde samledes for nylig i Karachi og nåede til enighed om så alvorlige spørgsmål som forfatningen. Det ved alle i landet. De udformede enstemmigt grundprincipperne for et islamisk statsstyre. De udførte dette arbejde samlet, netop fordi de betragter hinanden som muslimer. Er denne begivenhed ikke tilstrækkeligt bevis på, at de trods grundlæggende uenigheder ikke betragter hinanden som værende uden for islams grænser og heller ikke siger dette højt? Det viser således, at den frygt, der udtrykkes for, at forskellige grupper gradvist vil blive splittet efter adskillelsen af qadjanierne fra det muslimske samfund, er fuldstændig grundløs og uden hold.

Qadjaniernes særstilling

For det tredje er qadjaniernes kufr af en helt anden art. Qadjanierne støtter en ny profet. Derfor er de tvunget til at blive betragtet som en særskilt umma, og alle, der ikke tror på denne nye profet, vil blive regnet med blandt kafir-gruppen. Derfor er qadjanierne fuldstændig enige om at erklære almindelige muslimer for kafirer. En sådan grundlæggende uenighed kan derfor på ingen måde henføres til almindelige indbyrdes meningsforskelle blandt muslimer.

Andre grupper

Ud over qadjanierne findes der i det muslimske samfund nogle andre grupper, som har holdninger, der strider mod almindelige muslimers syn på islams grundlæggende forhold. På det religiøse og sociale område har de opbygget særskilte organisationer. Men af flere grunde er deres situation helt anderledes end qadjaniernes. De har løsrevet sig fra det almindelige muslimske samfund og eksisterer blot som særskilte grupper; man kan sammenligne dem med små, forladte jordlodder i grænseområder, og derfor er det muligt at udvise tålmodighed med deres eksistens. Qadjanierne derimod trænger ind i det muslimske samfund iført muslimsk klædedragt og udbreder deres lære netop i islams navn. De er uophørligt optaget af debatter og aggressiv propagandavirksomhed. De arbejder på at sønderrive det muslimske samfunds struktur og udvide deres egen gruppe. Som følge af deres skadelige bestræbelser er en højst uønsket, varig splittelse og uorden begyndt at rejse sig i det muslimske samfund. Derfor er vi i qadjaniernes tilfælde på ingen måde i stand til at udvise den samme tålmodighed, som vi er rede til at udvise over for de andre.

Ødelæggelse af den sociale orden

Spørgsmålet om de øvrige samfund er udelukkende af religionsvidenskabelig karakter, nemlig om de på grund af deres følgelse af en særlig trosretning kan betragtes som tilhængere af islam eller som efterlignere af islam. Selv hvis de ikke betragtes som tilhængere af islam, kan de, sådan som de nu indtager en passiv rolle, ikke udgøre nogen som helst fare for muslimernes iman, selv om de fortsat lever sammen med muslimerne på denne måde. De kan ikke skabe nogen form for sociale, økonomiske eller politiske problemer. Men den uophørlige udbredelse af den qadīyānīske lære i det muslimske samfund er ved at ramme muslimernes iman og tro i selve dens grundvold. I virkeligheden må der straks opstå sociale problemer i enhver muslimsk familie, hvis qadīyānīernes propaganda i nogen grad lykkes dér. Derfor er der nogle steder sket skilsmisser mellem ægtefæller, og andre steder er der opstået konflikter mellem fædre og sønner. Andre steder igen er der opstået en sådan splittelse mellem brødre, at den ene bror ikke engang kan tage del i den andens sorg og smerte. Frem for alt fører qadīyānīerne organiserede angreb mod muslimerne inden for hvert eneste område, såsom offentlige kontorer og domstole, handel og erhverv, landbrug og industri. Som følge heraf er mange andre problemer ud over de sociale problemer begyndt at rejse hovedet.

Politiske sammensværgelser

De politiske holdninger hos de øvrige samfund, bortset fra det qadīyānīske samfund, er på ingen måde så farlige for det muslimske samfund, at vi skulle være tvunget til straks at træffe modforanstaltninger, eller at vi skulle være nødt til at holde os konstant på vagt over for dem. En sådan situation er endnu ikke opstået.

Qādīyānīerne ved udmærket fra ende til anden, at det overhovedet ikke er muligt at bestå i et muslimsk samfund med selvstændig og suveræn myndighed, efter at man har fremsat eller støttet et krav om et nyt profetskab. De tror, at det muslimske folks nationale karakteregenskaber er yderst modbydelige, og det muslimske samfund er yderst årvågent og påpasseligt med hensyn til alle de spørgsmål, hvorpå det afhænger, om man er muslim eller ej, og hvor en afvigelse fra den grænse, der består mellem islam og kufr, kan ødelægge muslimernes samfundsorden. Qādīyānīerne kender muslimernes historie særdeles godt, og det er heller ikke ukendt for dem, hvordan det muslimske folk har behandlet sådanne kravstillere fra sahābaernes tid og frem til i dag. De ved udmærket, at man i områder under muslimsk styre aldrig har ladet en ny »profetisk lampe« blive tændt. Der er heller ingen grund til at frygte, at dette vil ændre sig i fremtiden. De ved også meget godt, at man kun i en ikke-muslimsk stat kan handle efter eget forgodtbefindende, mens man begrænser sig til religionens område, og det først efter at hver enkelt borger har udvist fuld lydighed over for regeringen og fremlagt pålidelige beviser på enhver form for tjeneste og bistand. Uanset hvor megen religiøs strid og uorden der skabes i det muslimske samfund, er der ingen fare for, at staten derved lider skade eller tab. Derfor har de, der fremsætter nye krav om profetskab, altid anset kufr-herredømmet for bedre og mere acceptabelt end en islamisk stat. Og dog er det netop det muslimske folk, der er deres evige bytte, fordi de fremsætter deres krav og påstande i islams navn. De bruger Koranen og hadith som våben. Men for at sikre deres egne interesser har de gjort det til deres eneste mål at holde muslimerne underlagt kufr-staten. På den måde bliver de i stand til at fortsætte deres egen »profetiske leg« ved at udnytte muslimernes hjælpeløse situation. Til gengæld for en fast, ubetinget og fuldkommen lydighed over for kufr-staten får de fri mulighed for at lege med muslimernes iman. En selvstændig og suveræn muslimsk stat er for dem som et yderst vanskeligt, ufremkommeligt og stenet område, der ikke kan opdyrkes. Derfor har de aldrig helhjertet støttet en islamisk stat, og det kan de heller ikke.

Den engelske regerings velvilje

Som bevis på dette bringes her blot nogle få citater blandt de talrige udtalelser, der er blevet offentliggjort af Mirza Ghulam Ahmad Sahib og på hans gruppes vegne. (urdu*************) »I virkeligheden har denne regering vist os megen større nåde. For hvis vi herfra rejser et andet sted hen, vil vi hverken kunne finde et sted i Mekka eller i Konstantinopel. Hvordan skulle vi under sådanne omstændigheder kunne nære nogen fjendtlig holdning til denne regering, og hvordan skulle det overhovedet være muligt at gøre det?« –Malfoozat-e-Ahmadiyya, bind 1, side 146. (urdu*************) »Jeg kan hverken udføre mit arbejde ordentligt i Mekka, Medina, Rom, Syrien, Iran eller Kabul; men det kan udføres inden for denne regerings område, hvis fremgang jeg beder for.« –Tabligh-e-Risalat, Mirza Ghulam Ahmad, bind 6, side 69. (urdu*************) »Tænk blot lidt over det: Hvis I forlader denne regerings beskyttelse, hvor kan I så tage hen? Nævn én stat, som vil give jer beskyttelse. Enhver islamisk stat skærer tænder ad jer, for efter deres opfattelse er I blevet erklæret for kafirer og frafaldne. Vær derfor omhyggelige med denne gudgivne nåde, og forstå med sikkerhed, at Gud har oprettet det engelske herredømme i dette land netop til jeres bedste. Hvis nogen form for ulykke eller fare rammer denne regering, vil den ødelægge jer. …. Rejs til en anden stat og bo der et stykke tid, så I kan se, hvordan I bliver behandlet. Hør her: Det engelske herredømme er en velsignelse for jer og et skjold fra Gud for jer. Vær derfor med liv og sjæl omhyggelige med dette skjold, beskyt det og vis det ære. Og sammenlignet med de muslimer, der er vores modstandere, er de tusind gange bedre. For de anser os ikke for (*****) ’wajib al-qatl’, altså værdige til at blive dræbt. De ønsker ikke at ydmyge jer.« –Mirza Ghulam Ahmad Sahibs nødvendige råd til sit menighed, Tabligh-e-Risalat, bind 2, side 123. (urdu *************) »Det er ikke ukendt for de lærde, som er vant til at læse folkeslagenes historie, hvordan Irans regering på grund af religiøs uenighed har behandlet Mirza Ali Muhammad Bab, grundlæggeren af Babi-samfundet, og hans hjælpeløse disciple, og hvilke overgreb og hvilken undertrykkelse den har udsat dette samfund for. Desuden er det ikke ukendt for dem, der følger med i verdens bemærkelsesværdige begivenheder, hvordan det tyrkiske rige – som er kendt som et europæisk rige – fra 1863 til 1893 behandlede Bahaullah, grundlæggeren af Bahai-samfundet, og hans landsforviste tilhængere, først i Konstantinopel, derefter i Adrianopel og til sidst i fængslet i Akka. De tre stater, der er kendt som tre store stater i verden [[formentlig Tyrkiet, Iran og Afghanistan, disse tre muslimske stater]], har alle i den nuværende civilisations tidsalder udvist en sådan snæversynethed og fjendtlighed, at Ahmadi-folket umuligt kan have undgået at forstå, at Ahmadiernes frihed er uløseligt forbundet med Det Britiske Imperium. Derfor tror de oprigtige Ahmadier, som anser Hazrat Mirza Ghulam Ahmad Qadiani Sahib for at være sendt af Allah den Ophøjede og for en hellig stor mand, uden smiger og uden bedrageri, at den britiske regering er en skygge af Guds nåde for dem. Derfor betragter og tror de, at den britiske regerings eksistens er deres egen eksistens.« –Al-Fazl, 31. december 1914. Ovenstående citater vidner klart om, at det, der for muslimer er den største fare – trældom under de vantro – netop betragtes som ægte nåde og Guds barmhjertighed for profetiskraveren og hans tilhængere. For under denne beskyttelse bliver de i stand til at opnå ubegrænset frihed til at skabe nye og stadigt tilbagevendende profetiskravs farer samt splittelse og uorden blandt muslimerne. Omvendt er den uafhængige og suveræne stat, som for muslimerne er en særlig nåde fra Allah den Ophøjede, for de pågældende personer en ulykke. For intet muslimsk samfund med suveræn myndighed kan under nogen omstændigheder tåle, at dets egen religion skades, eller at der gøres forsøg på at sønderdele samfundets struktur i hundrede stykker.

Ønsket om at danne en Qadiani-regering

Den britiske regerings tyranniske styre som Guds nåde og de muslimske, uafhængige og suveræne stater som en ulykke har ikke fået Qadianierne til at standse. Tværtimod har der for nylig blandt dem vist sig et stærkt ønske om at grundlægge en Qadiani-stat i et eller andet område af Pakistan. Som bevis vil vi her omtale en tale af Qadianiernes khalifa. Den tale, som vi beskæftiger os med, blev holdt i Quetta den 23. juli 1948, mindre end et helt år efter Pakistans oprettelse, og blev offentliggjort i følgende ordlyd i nummeret af Qadianiernes talerør, avisen Al Fazl, fra den 13. august. (Urdu*************) »Britisk-Baluchistan, som nu er kendt som Pak-Baluchistan, har her en befolkning på blot fem hundrede tusinde. Selvom dets befolkning er langt mindre end de øvrige provinsers, har det ikke desto mindre stor betydning som en enhed. Ligesom mennesker har en værdi i verden, har en enhed det også. Som eksempel kan nævnes den amerikanske forfatning. Her vælges medlemmerne af Senatet af staterne. Der tages overhovedet ikke hensyn til, om en stat har en befolkning på ti crore eller én crore. Der modtages lige mange medlemmer fra alle stater. Kort sagt er Pak-Baluchistans befolkning kun fem-seks hundredtusinde. Hvis også Baluchistans indfødte fyrstestater medregnes, udgør befolkningen kun én million et hundrede tusinde. Men eftersom det er én enhed, har det derfor stor betydning. Det er vanskeligt at omvende størstedelen af befolkningen til Ahmadi-læren; men det er ikke så vanskeligt at omvende et mindre antal mennesker til Ahmadi-læren. Hvis Jamaat derfor tillægger dette spørgsmål fuld betydning, vil det meget snart være muligt at gøre denne provins Qadiani. Husk dette: Tabligh kan ikke lykkes, før vores base eller grundvold er stærk. Først når basen, grundvolden eller støttepunktet er stærkt, kan tabligh brede sig. Byg nu jeres egne baser, uanset hvilket land det måtte være i. … Hvis det lykkes os at gøre hele provinsen Ahmadi, vil der i det mindste være én provins, som vi kan erklære for vores egen provins. Og dette kan meget let lade sig gøre.« Det ovenfor anførte citat behøver ingen forklaring eller analyse. Spørgsmålet er nu dette: Har blot ét af de andre samfund, som er blevet fremført som eksempler, og som muslimerne er blevet rådet til at tolerere Qadianierne på grundlag af, haft en tilsvarende hensigt? Findes der blandt dem noget samfund, som for at sikre sin egen troslære betragter ikke-muslimers overherredømme over muslimerne som et højt eftertragtet gode? Og har nogen af dem, straks muslimerne har opnået overherredømmet, travlt med at danne en særskilt regering for sig selv inden for staten? Hvis der virkelig ikke findes noget sådant samfund, hvorfor fremføres deres eksempel da i forbindelse med Qadianierne?

Begrundelsen for adskillelsen

Nu ønsker jeg at drøfte det tredje spørgsmål. Det vil sige, at kravet om særstilling sædvanligvis fremsættes af mindretalssamfund. Men hvad qadianerne angår, fremsættes dette krav tværtimod af flertalsgruppen. Det forekommer meget mærkeligt. Der er ikke en eneste blandt spørgerne, som kan citere et vers eller en passage fra en politisk bibel noget sted i verden og dermed bevise, at det kun er tilladt mindretal at fremsætte krav om adskillelse, mens flertalsgruppen ikke har ret til at fremsætte et sådant krav. Eller lad os i det mindste få at vide, hvor dette princip står nedskrevet, og hvem der har fastlagt det. I virkeligheden fremsættes et sådant krav på grundlag af et behov, og det er de mennesker, der har behovet, som fremsætter kravet. Nu må det undersøges, om den årsag, som har frembragt kravet, er velbegrundet. Hvad qadianerne angår, er den skade, der følger af at anvende princippet om social integration, udelukkende begrænset til flertallet. Qadianerne står derimod ikke i fare for at lide nogen skade. Derfor har flertalsgruppen været tvunget til at fremsætte kravet om, at denne gruppe på lovlig vis skal adskilles fuldstændigt. På den ene side lever de i praksis adskilt og nyder alle særstillingens muligheder og fordele; på den anden side får de som en del af flertallet gennem uhindret kontakt mulighed for at fremme deres gruppes interesser. På den ene side afbryder de deres religiøse og sociale forbindelse med muslimerne, danner deres egen organisation og arbejder utrætteligt, organiseret og samlet på at skade muslimerne. På den anden side trænger de, idet de udgiver sig for at være muslimer, ind i flertalsgruppen og vildleder de uvidende, uudannede og uerfarne, ja selv de kun lidt uddannede, for at gøre deres egen gruppe større. De tænder splittelsens og uordenens ild i det muslimske samfund. Også hvad angår offentlige embeder, udgiver de sig for at være muslimer og tilegner sig langt mere end deres retmæssige andel. Følgen er, at det kun er flertallet, der lider skade, mens denne særlige gruppe på aldeles forkastelig vis gør sin egen vægtskål tungere. Under sådanne forhold, hvis mindretalsgruppen ikke ønsker at lade sig adskille, med hvilken ret skal man så lade dem sidde på flertallets bryst og male det til støv, og forkaste det krav om særstilling, der er fremsat af flertallet? Grundlæggende skyldes særstillingen i dette tilfælde ikke flertalssamfundets adfærd; qadianerne er derimod selv ansvarlige for den. For de har opbygget et særskilt samfund for sig selv. De har selv afbrudt den religiøse og sociale forbindelse med flertallet. Det ville have været rimeligt for dem at acceptere kravet om særstilling som den naturlige følge af den fremgangsmåde, de selv har valgt. Men hvis de ikke vil gå med til dette eller ønsker at undgå selve hovedspørgsmålet, så spørg dem, hvorfor de ønsker at undgå det. Hvis Allah har givet dig øjne, så du kan se, så se selv, hvorfor de ikke er villige til at møde den naturlige følge af den fremgangsmåde, de selv har valgt. Hvis de ønsker at fremme deres egne interesser på grundlag af bedrag og svig, hvor er så jeres fornuft blevet valgt, siden det netop er jer, der i dag tvinger jeres folk til at forblive målet for deres bedrag?

Qadianernes udbredelse af islam

Nu er det nødvendigt at besvare det sidste argument. Hovedargumentet var, at qadjanierne beskytter og udbreder islam. Derfor er det ikke rimeligt at behandle dem på denne måde. Den opfattelse, som dette argument bygger på, er i virkeligheden grundlagt på en vildfarelse. Faktisk er mange i vort moderne, uddannede samfund faldet i denne vildfarelses fælde. Derfor vil vi fremsætte en anmodning til dem, nemlig at de med lidt opmærksomhed læser følgende citater af Mirza Sahib, qadjaniernes leder. Herigennem vil De let kunne få en klar forståelse af denne religionsstifters formål og mål. Den 28. oktober 1902 sagde hr. Mirza Ghulam Ahmad i bogens tredje tillæg, »En ydmyg ansøgning til den ophøjede regering«, til værket Tiryāq al-Qulūb, trykt på qadjaniernes Zia-ul-Islam-trykkeri: »I tyve år har jeg med oprigtig inspiration, entusiasme og iver udgivet bøger på persisk, arabisk, urdu og engelsk, hvori det gentagne gange er blevet skrevet, at det er muslimernes pligt—og at de vil blive syndige over for Gud, hvis de forsømmer det—at vise sig som den nuværende regerings sande velvillige og som mennesker, der er rede til helt og fuldt at ofre deres liv for den. Desuden skal de opgive sådanne meningsløse og tåbelige forestillinger som jihad og forventningen om den blodige Mahdi, som på ingen måde kan bevises ud fra Koranen. Hvis de absolut ikke ønsker at forkaste denne vildfarelse, er det deres pligt ikke at være utaknemmelige over for den nuværende nådige regering og ikke ved illoyalitet gøre sig skyldige over for Gud.« (s. 307). I den samme ydmyge henvendelse skrev han igen: »Nu kan jeg med mod sige til den nådige regering, som har vist mig gunst, at dette er resultatet af min tyve år lange tjeneste og indsats. Ingen anden muslimsk familie i Britisk Indien vil kunne fremvise et sådant eksempel. Det er også helt klart, at det ikke ville være muligt for nogen hykler eller egoist i så lang en periode—nemlig en hel epoke på tyve år—at fortsætte en uafbrudt indsats for at udbrede de ovennævnte anskuelser og den ovennævnte lære. Det er snarere kun muligt for et menneske, hvis hjerte rummer ægte omsorg for og velvilje over for den nuværende regering. Ja, jeg må naturligvis indrømme, at jeg med gode hensigter debatterer med tilhængere af andre religioner. På samme måde har jeg udgivet polemiske bøger mod præsterne. Jeg indrømmer også, at når noget skrevet af præster og kristne missionærer er blevet yderst uudholdeligt og har overskredet alle grænser—særligt når der i bladet Nur Afsha, som udgives fra Ludhiana, blev trykt yderst modbydelige og sjofle skriverier, hvori bladets redaktion angreb vor Profet (fred være med ham) med stærkt krænkende ord—så sagde de om ham, at denne person var en tyv, røver og ægteskabsbryder (Gud forbyde det). Desuden blev det i talrige af deres blade udbredt, at denne person havde en umoralsk tiltrækning til sin egen datter (Gud forbyde det). Derudover blev denne mand beskrevet som løgner, oprører og manddraber. Efter at have læst alle disse bøger og blade frygtede jeg, at disse udsagn kunne fremkalde en voldsom reaktion blandt muslimerne—som er et lidenskabeligt folk. Derfor fandt jeg det efter min overbevisning, med gode hensigter og efter den rette fremgangsmåde, passende at besvare disse skrifter i et noget hårdt sprog som et middel til at dæmpe denne almindelige ophidselse. På den måde kunne de pludseligt ophidsede menneskers vrede dæmpes, så der ikke opstod nogen form for uorden i landet. Derfor skrev jeg nogle bøger mod sådanne skrifter, hvori der var blevet brugt meget hårde og fornærmende ord, og mine bøger var forholdsvis hårde i tonen. For min samvittighed havde med sikkerhed udstedt denne fatwa til mig: Denne fremgangsmåde ville være tilstrækkelig til at slukke vreden og protesternes ild hos de talrige mennesker i islam, som er ophidsede som dyr.« (s. 308 og 309). Blot nogle få linjer senere skrev han igen: »Hvad jeg har gjort i kampen mod præsterne, er, at jeg gennem taktiske midler har gjort muslimerne af den dyriske klasse tilfredse, og jeg kan med fuld overbevisning sige, at min position blandt hele den muslimske nation som velvillig over for den engelske regering står over alle andres. Tre ting har bragt mig til førstepladsen blandt dem, der nærer velvilje over for den engelske regering: For det første min afdøde fars indflydelse, for det andet den nuværende regerings særlige gunst og for det tredje Guds åbenbaring.« (s. 309 og 310).

Qadjaniernes beskytter

I den sjette udgave af Shahadatul Quran, trykt på Punjab Press i Sialkot, findes et tillæg med overskriften »Værd at bemærke for regeringen«. Heri skrev hr. Mirza: »Min religion, som jeg altid har bekendtgjort, består således af to dele: For det første at anerkende lydighed mod Allah den Almægtige. For det andet at vise lydighed mod den stat, som har skabt fred, reddet os fra undertrykkernes hænder og taget imod os under sin beskyttelse. Og det er den britiske regering.« (s. 3) I det ottende bind af Tabligh-e-Risalat, udgivet i august 1922 og trykt på Faruq Press i Qadian, citerede hr. Mirza i en henvendelse med overskriften »Til den ærede løjtnantguvernør« først en redegørelse for sine forfædres loyalitet og gengav derefter som bevis afskrifter af nogle breve. Disse breve var blevet overrakt hans far, Mirza Ghulam Murtaza Khan, af kommissæren i Lahore, Punjabs finanskommissær og andre fremtrædende engelske embedsmænd som anerkendelse af hans talrige loyalitetshandlinger over for den britiske regering. Desuden nævnte han også de handlinger, som hans øvrige forfædre havde udført i englændernes tjeneste. Derefter skrev han: »Fra min tidligste ungdom og indtil nu, hvor jeg er nået en alder af tres år, har jeg med min mund og min pen været optaget af dette vigtige arbejde: at vende muslimernes hjerter mod ægte kærlighed, velvilje og medfølelse over for den engelske regering og at fjerne den fejlagtige opfattelse af jihad og lignende fra en del af deres mindre begavede menneskers sind—en opfattelse, som hindrer, at deres mentale forstyrrelser fjernes, og at der etableres venskabelige forbindelser.« (s. 10) Han skrev endvidere: »Jeg har ikke blot udført dette arbejde ved at lede Britisk Indiens muslimer hen imod oprigtig loyalitet over for den britiske regering. Jeg har også ved at skrive bøger på arabisk, persisk og urdu gjort indbyggerne i de islamiske lande bekendt med, hvordan vi under den britiske regerings beskyttelse lever i lykke, fred og frihed!« (s. 10) Derefter fremlagde han en lang liste over sine egne bøger. Efter hans opfattelse ville man ved hjælp af de bøger, der stod på listen, kunne finde bevis på de forskellige loyalitetshandlinger, han havde udført over for englænderne. Om dette skrev han: »Den ærede regering bør undersøge, om det er sandt, at tusinder af muslimer, som har erklæret mig for vantro, og som betragter det som deres pligt at udsætte min menighed, hvori utallige mennesker fra Punjab og Indien er samlet, for alle former for skældsord og skade, gør dette af en skjult årsag. Denne årsag er, at tusinder af skrifter er blevet uddelt for af hele hjertet at udtrykke taknemmelighed over for den engelske regering i opposition til disse uvidende muslimers skjulte troslære, og at sådanne bøger er blevet sendt helt til Arabien og Syrien. Disse udsagn er ikke uden bevis. Hvis den ærede regering blot undersøger sagen, har jeg meget klare beviser hos mig. Jeg erklærer med høj røst og med fuld overbevisning over for den ærede regering, at denne nye menighed, hvad angår religiøse principper, er den eneste blandt alle muslimernes samfund, der er regeringens førsteklasses loyale, selvopofrende og velvillige tilhænger. Ingen af denne menigheds principper er skadelige eller farlige for regeringen.« (s. 13) Endnu en gang skrev han: »Og jeg har den faste overbevisning, at jo mere antallet af mine disciple vokser, desto mere vil antallet af dem, der støtter jihadens forskrift, dale. For at anerkende mig som Messias og Mahdi er det samme som at fornægte jihadens forskrift.« (s. 17)

Trosforkyndelsens hemmelighed

Lad foreløbig spørgsmålet om, hvorvidt sproget og skrivestilen i alle de ovenfor fremlagte citater er en profets, ligge. Det, vi her ønsker at henlede jeres opmærksomhed på, er dette: Efter det, som denne religions egen grundlægger har beskrevet om formålet med og årsagen til denne religions missionering, indvielse og islams beskyttelse, er hans »tjeneste for religionen« da overhovedet værdig til nogen form for støtte? Hvis nogen efter alle disse foreteelser stadig ikke er i stand til at forstå betydningen af en sådan »tjeneste for religionen«, vil vi ydmygt bede vedkommende om én gang at læse qad ianiernes egne bekendelser med åbne øjne: (urdu***********) »Efter lang tids forløb fandt man på et bibliotek en bog, som var blevet sjælden efter trykningen. Bogens forfatter var en italiensk ingeniør. Han havde en ansvarsfuld stilling i Afghanistan. Han skriver, at Sahibzada Abdul Latif (qadiani) blev martyrdræbt, fordi han prædikede imod jihad. Den afghanske regering frygtede, at afghanernes frihedstrang som følge heraf ville blive svækket, og at englændernes herredømme over dem ville blive etableret. …. Denne begivenhed bevises endeligt gennem en sådan troværdig beretters fremstilling: Hvis Sahibzada Abdul Latif havde forholdt sig tavs og ikke havde sagt noget imod jihad, ville den afghanske regering ikke have følt behov for at martyrdræbe ham.« –Fredagsprædiken holdt af Mirza Bashiruddin Mahmud Ahmad Sahib, avisen Al-Fazl, 6. august 1935. (urdu***********) »Den afghanske regerings indenrigssekretær har udsendt følgende bekendtgørelse: To mænd fra Kabul – Mulla Abdul Hamid Chahar Asyani og Mulla Ali – var blevet tilhængere af den qadianiske lære. De spredte denne lære og vildledte almindelige mennesker fra den rette vej. Der var desuden indgivet endnu en anklage mod dem. Hos dem blev der fundet breve og andre skrifter, der indgik i en udenlandsk sammensværgelse imod den afghanske regerings interesser; heraf blev det bevist, at de havde solgt sig til den afghanske regerings fjender.« –Al-Fazl, modtaget i Aman fra en afghansk kilde, 3. marts 1925. (urdu***********) »Selv om jeg tog til Rusland, det vil sige det russiske land, for at udbrede Ahmadi-læren, er Ahmadiyya-bevægelsens og den britiske regerings interesser indbyrdes forbundne. Derfor måtte jeg alle steder, hvor jeg udbredte min bevægelse, også tjene den engelske regering.« –En udtalelse af den qadianiske missionær Mohammad Amin Sahib, offentliggjort i Al-Fazl den 28. december 1922. (urdu***********) »Verden betragter os som englændernes agenter. Derfor krævede regeringen, da en tysk minister deltog i åbningsfesten for en ahmadiyya-bygning i Tyskland, en forklaring af ham med spørgsmålet: Hvorfor har du deltaget i en festlighed for en sådan gruppe, som er englændernes agenter?« –Den qadianiske kalifs fredagsprædiken, offentliggjort i Al-Fazl den 1. november 1934. (urdu***********) »Vi håber, at området for vores udbredelse af islam gradvist vil udvides i takt med det britiske imperiums ekspansion, og at vi samtidig med at gøre ikke-muslimer til muslimer også vil gøre muslimer til muslimer igen.« –En kommentar om Lord Hardings rejse til Irak, Al-Fazl, 11. februar 1910. (urdu***********) »Den britiske regering er i virkeligheden som et skjold. Under dets beskyttelse fortsætter Ahmadiyya-samfundet med gradvist at gøre fremskridt. Fjern blot dette skjold en smule, så vil I se, hvordan en frygtelig regn af pile blandet med dødelig gift begynder at falde over jeres hoveder. Hvorfor skulle vi derfor ikke være taknemmelige over for denne regering? Den nuværende regerings ødelæggelse betyder vores egen ødelæggelse, og denne regerings fremgang er også vores fremgang. Vores interesser er uløseligt forbundet med denne regering. Overalt, hvor denne regerings indflydelse breder sig, bliver der beredt et område for vores missionering.« –Al-Fazl, 19. oktober 1915.

Det særlige forhold til den britiske regering

»Det forhold, der eksisterer mellem Ahmadiyya-bevægelsen og den britiske regering, er helt anderledes end det, der findes mellem regeringen og andre samfund. Vores situation er sådan, at regeringens og vores interesser er blevet ét. Sammen med den britiske regerings fremgang opstår der muligheder for, at vi kan gøre fremskridt. Gud forbyde, at der skulle tilstøde den nogen skade; i så fald vil vi heller ikke kunne undslippe dette slag.« –Al-Fazl, 27. juli 1918, den qadianiske kalifs erklæring.

Den qadianiske bevægelses kendetegn

En fuldstændig skitse af Qadiani-bevægelsen er hermed fremlagt for læserne. Bevægelsens vigtigste kendetegn er følgende: 1. I mere end halvtreds år – på et tidspunkt, hvor muslimerne var bundet i englændernes slavelænker – optrådte en person i Punjab som en, der gjorde krav på profetstatus. På denne måde erklærede denne mand inden for det folk, som Allah den Almægtiges tawhid (Guds enhed) og troen på Hazrat Muhammads (fred være med ham) risalat (profetskab) havde samlet til én nation, ét samfund og ét eneste fællesskab, at: “Det er ikke tilstrækkeligt blot at tro på tawhid og på Hazrat Muhammad (fred være med ham) som Allahs sendebud eller at erklære sin tillid til ham for at være muslim. Det er tværtimod nødvendigt samtidig at tro på mit profetskab. Den, der ikke tror på mit profetskab, vil, selv om han tror på tawhid og på Muhammads (fred være med ham) risalat, blive betragtet som vantro og som udtrådt af islam.” 2. På grundlag af dette krav skabte denne mand en ny grænse mellem vantro og tro i det muslimske samfund, og han begyndte at organisere dem, der troede på ham, som en særskilt ummah og et særskilt samfund. Mellem denne nye ummah og muslimerne opstod der i praksis, hvad angår tro, lære, skikke og ritualer samt alle andre forhold, en situation svarende til den afstand, der findes mellem muslimer på den ene side og hinduer og kristne på den anden. Hvad angår troslære, tilbedelse, slægtskab, glæde og sorg – kort sagt på intet område – opnåede de enighed med muslimerne. 3. Religionsstifteren forstod fra den allerførste dag tydeligt, at det muslimske samfund på ingen måde ville og heller ikke kunne tolerere denne splittelse og uorden. Derfor fulgte han selv og hans tilhængere ikke blot af princip vejen med fuld lydighed, tjeneste og støtte til den engelske regering. Som en naturlig følge af den politik, de fulgte, forstod de tværtimod klart, at deres interesser afhang af, at de vantro fik overherredømmet. Derfor var deres inderligste ønske, at englændernes herredømme skulle etableres ikke blot i Indien, men i hele verden. I praksis forsøgte de også at få de uafhængige muslimske stater underlagt englænderne, så vejen for udbredelsen af deres nye religion kunne blive uhindret. 4. Hver gang muslimerne i et halvt århundrede har forsøgt at adskille denne gruppe, har den med støtte fra fremmede magter været i stand til at forpurre forsøget. Den engelske regering erklærede desuden altid fast, at selv om dette samfund på alle områder var uden forbindelse med muslimerne, skulle det ikke desto mindre forblive en del af det muslimske samfund. Som følge af denne ordning blev muslimernes tab dobbelt så stort, og Qadianiernes gevinst dobbelt så stor. (a) Selv efter alle mulige bestræbelser og henvendelser fra ulamaernes side fortsætter man utrætteligt med at overbevise almindelige muslimer om, at Qadiani-læren er en del af islam. På denne måde er udbredelsen og fremgangen for Qadiani-læren i det muslimske samfund blevet langt lettere. For under sådanne forhold indser en almindelig muslim, når han antager Qadiani-læren, slet ikke, at han er på vej ud af islam og ind i en anden samfundsorden; denne bekymring opstår overhovedet ikke i hans sind. Qadianierne drager derfor fordel af, at de hele tiden får mulighed for at lokke mennesker bort fra det muslimske samfund og gøre deres egen gruppe stærkere. Muslimernes tab består i, at et fuldstændig særskilt og fjendtligt samfund inde i samfundet spreder gift til samfundslegemets inderste kerne som en kræftsvulst. Som følge heraf er der opstået strid og ekstrem uorden i tusindvis af muslimske familier. Punjab-provinsen er især blevet hårdest ramt af dette, fordi denne sygdom begyndte i Punjab. Derfor har der blandt Punjabs muslimer vist sig den største modstand mod denne gruppe. (b) Efter at have opnået den engelske regerings gunst begyndte de at få deres egne folk ansat i militæret, politiet, domstolene og andre offentlige kontorer. Qadianierne begyndte, forklædt som muslimer, at bemægtige sig en stor del af den jobkvote, der var forbeholdt muslimer. På den anden side blev det muslimske samfund fra regeringens side trøstet med ordene: “Se blot – I har fået så mange høje embeder.” I virkeligheden blev en meget stor del af de stillinger, der var forbeholdt muslimer, givet til Qadianierne. Ved denne lejlighed begyndte Qadianierne at fremstille sig som muslimernes konkurrenter og styrke deres egen organisation, der var fjendtlig over for muslimerne. Den samme politik blev fulgt med hensyn til offentlige kontrakter, handel og forretningsvirksomhed samt jordforhold. 5. Af frygt for, at Pakistans muslimske samfund efter at have opnået selvstændig og suveræn magt ikke ville tolerere Qadianierne ret længe, er de gået i gang med stor hast med at befæste deres egne positioner. De medlemmer af dette samfund, som beklæder ansvarlige offentlige embeder, indsætter deres egne folk i regeringens forskellige afdelinger. Også på det økonomiske område giver de Qadianierne så mange fordele og muligheder som muligt, for at Pakistans muslimske samfund ikke skal være i stand til at modarbejde Qadianierne, selv efter at det er blevet frit og suverænt. På den anden side begyndte de med alle kræfter at forsøge at erobre Baluchistan og danne deres egen separate regering inde i Pakistan. Af alle disse grunde er det enstemmigt blevet krævet fra alle Pakistans religiøse institutioners side, at denne “Qadiani-kræftbyld” straks skal skæres bort, så Pakistans muslimske samfundslegeme kan befries for sygdom, og at Sir Zafrullah Khan skal fjernes fra ministerposten. For under hans beskyttelse spreder denne “Qadiani-byld” frit sin gift i Pakistan og andre muslimske stater. Derfor er det yderst påkrævet straks at fjerne Qadianierne fra andre vigtige offentlige embeder og fastsætte deres andel af offentlige stillinger på grundlag af deres befolkningstal.

Vi kræver argumenter

Men Pakistans regering er ikke indforstået med dette. Pakistans grundlovgivende forsamling er imod det. Endnu mere forbløffende er det, at størstedelen af landets uddannede samfund fastholder den fejlagtige opfattelse, at dette blot er resultatet af en intern sekterisk strid blandt muslimer. Spørgsmålet er nu, om de, der modsætter sig det nævnte forslag, har afgørende og acceptable argumenter, beviser eller konklusioner, som de kan fremføre til støtte for deres egen sag og over for landets befolkning. Vi har fremlagt vores argumenter og beviser for landets befolkning. Hvis de også har et fornuftigt svar på dette, bør de naturligvis fremlægge det for landets befolkning. Ellers forekommer det højst mærkeligt at udvise fanatisme og stædighed i en sag uden overhovedet at fremlægge noget bevis. For på et tidspunkt rettede de, som nu begår denne forseelse, højlydt beskyldninger mod mullaherne – skønt de selv dengang var meget stolte af ikke at være mullaher. De bør dog huske én ting: Den samlede kraft af den offentlige mening og argumenterne og beviserne vil en dag nødvendigvis bøje dem.

Gendrivelse af endnu et Qadiani-argument mod khatm an-nubuwwat

Spørgsmål: I Tafhīm al-Qurʾān, i forklaringen til sūra Āl ʿImrān, (Arabisk ************)har De i note 69 skrevet: »Her må man desuden forstå, at enhver profet før profeten Muhammad (fred være med ham) blev pålagt denne pagt, og på dette grundlag underrettede enhver profet sit folk om den profet, der skulle komme efter ham, og pålagde dem at støtte ham. Men at profeten Muhammad (fred være med ham) også skulle være blevet pålagt en sådan pagt, eller at han skulle have underrettet sit folk om en profet, der ville komme senere, og pålagt dem at tro på ham, findes der ingen omtale af noget sted i Koranen eller hadith.« Da jeg læste disse sætninger, opstod følgende tanke i mit sind: Det er rigtigt, at profeten Muhammad (fred være med ham) ikke sagde dette, men i Den Ædle Koran, i sūra al-Ahzāb, omtales en pagt på følgende måde, (Arabisk **************)Her tiltales den Ædle Profet (fred være med ham) gennem ordet minka (fra dig). Og den pagt, der omtales her, er nævnt i sūra Āl ʿImrān. Den samme pagt, som er omtalt i både sūra Āl ʿImrān og sūra al-Ahzāb, blev således også pålagt profeten Muhammad (fred være med ham). Det var egentlig efter at have læst en bog af ahmadiyyaerne, at dette spørgsmål opstod i mit sind. Her blev de vers, som er nævnt i de to sūraer, brugt til at forklare det ene ved hjælp af det andet. Desuden blev ordet »minka« behandlet udførligt. Svar: (Arabisk ************)Hvis den argumentation, som qadianī-herrerne fremfører ud fra dette vers i sūra al-Ahzāb, fremsættes oprigtigt, er den et tegn på deres dumhed og uvidenhed. Hvis de derimod fremsætter den med vilje for at bedrage folk, bliver deres vildfarelse tydelig. De har hentet én påstand fra verset i sūra Āl ʿImrān, (Arabisk **********)hvor profeterne og deres folk pålægges en pagt om at adlyde en profet, der skal komme senere. Derefter har de hentet en anden påstand fra det ovennævnte vers i sūra al-Ahzāb, hvor det siges, at der også blev taget en pagt fra den Ædle Sendebud (fred være med ham), ligesom fra de øvrige profeter. Så har de sammenføjet de to og selv konstrueret en tredje påstand: at der også blev taget en pagt fra den Ædle Profet (fred være med ham) om at tro på en profet, der skulle komme senere, og yde ham hjælp og støtte. Men i det vers, hvor der tales om at tage en pagt fra den profet, der skulle komme senere, siger Allah den Højeste ingen steder, at denne pagt også blev taget fra profeten Muhammad (fred være med ham). Og i det vers, hvor der tales om, at der blev taget en pagt fra profeten Muhammad (fred være med ham), siges der ingen steder, at denne pagt var forbundet med lydighed mod en profet, der skulle komme senere. Spørgsmålet er nu: Hvad er begrundelsen for ved at sammenføje to forskellige påstande at skabe en tredje påstand, som ikke fandtes noget sted i Koranen? Der kunne have været tre begrundelser eller grundlag for dette. For det første: Hvis den Ædle Profet (fred være med ham) efter åbenbaringen af dette vers havde samlet ledsagerne og bekendtgjort: »O mennesker! Allah har taget en pagt fra mig om, at jeg vil tro på den profet, der kommer efter mig, og hjælpe og støtte ham. Derfor skal I også aflægge denne pagt, fordi I er mine følgere.« Men i hele hadith-litteraturen finder vi ikke blot én hadith med denne udtalelse. Tværtimod finder vi utallige hadither, hvoraf det klart fremgår, at profeternes række blev afsluttet med den Ædle Profet (fred være med ham), og at ingen profet ville komme efter ham. Kan man nogen sinde forestille sig, at en så vigtig pagt blev taget fra den Ædle Profet (fred være med ham), og at han derefter forsømte den på denne måde, ja tværtimod sagde sådanne ting, at en stor del af hans folk som følge heraf blev afskåret fra at tro på en profet sendt af Allah? Hvis Koranen kun havde omtalt én eneste pagt, som var blevet taget fra alle profeter og deres folk, kunne dette have været den anden begrundelse eller det andet grundlag for at antage denne påstand. Og denne pagt skulle da være troen på den profet, der ville komme senere. Hvis der i hele Koranen ikke var omtalt nogen anden pagt end denne, kunne man have fremført det argument, at der også i det omtalte vers fra sūra al-Ahzāb tales om netop denne samme pagt. Men heller ikke her er der noget grundlag for at fremføre dette argument. Koranen omtaler ikke én, men mange pagter. I sūra al-Baqara, rukūʿ 10, blev Israels børn således pålagt en pagt om at tjene Allah, behandle forældrene godt og afholde sig fra gensidigt blodsudgydelse. I sūra Āl ʿImrān, rukūʿ 19, blev alle Skriftens folk pålagt denne pagt: I må ikke skjule læren i den Bog, som er blevet givet jer, men skal udbrede den offentligt. I sūra al-Aʿrāf, rukūʿ 21, blev Israels børn pålagt en pagt om ikke at sige noget i Allahs navn undtagen sandheden, om at holde fast ved den Bog, Allah havde givet, og huske dens lære. I den første rukūʿ i sūra al-Māʾida blev Muhammeds (fred være med ham) følgere mindet om en pagt, som de havde indgået med Allah. Den bestod i, at »I har aflagt en pagt med Allah om at høre og adlyde.« Spørgsmålet er nu: Når det ikke er blevet sagt, hvilken pagt der omtales i det relevante vers i sūra al-Ahzāb, hvorfor skulle man så blandt disse pagter vælge netop den pagt, der er nævnt i sūra Āl ʿImrān, rukūʿ 9, og ikke en anden? Til dette kræves naturligvis et grundlag. Og et sådant grundlag findes ingen steder. Hvis nogen som svar siger, at eftersom der i begge tilfælde tales om at tage en pagt fra profeterne, er det ene vers blevet forklaret ved hjælp af det andet, vil jeg sige: Ingen af de øvrige pagter, der blev taget fra profeternes folk, blev taget direkte fra dem; de blev taget gennem profeterne. Desuden ved enhver, der studerer Koranen indgående, at der fra enhver profet blev taget en pagt om at holde fast ved Allahs Bog og adlyde dens bestemmelser. Den tredje begrundelse eller det tredje grundlag kunne have været den sammenhæng, hvori sūra al-Ahzāb står. Hvis der dér havde været en klar antydning af, at »pagten« betød en pagt om at tro på profeter, der ville komme senere, ville det have været rimeligt at antage denne betydning. Men her er sagen helt modsat. Den nærmeste sammenhæng taler tværtimod fuldstændigt imod denne betydning. Sūra al-Ahzāb begynder med ordene: »O profet! Frygt Allah, og adlyd ikke de vantro og hyklerne. Følg det, som din Herre åbenbarer for dig, og sæt din lid til Allah.« Derefter gives befalingen om at afskaffe den skik fra uvidenhedens tid, hvor man tog adoptivsønner, samt alle de forestillinger og skikke, der var knyttet til den. Derefter siges det, at der blandt ikke-blodsbånd kun findes ét sådant forhold, som har større værdighed end blodsbåndet. Det er forholdet mellem profeten og de troende. På grund af dette forhold har profetens hustruer hos de troende samme status som deres mødre og er, ligesom deres mødre, forbudte for dem. I alle andre forhold er det alene blodsbåndet, der ifølge Allahs Bog anerkendes som grundlag for forbud mod ægteskab og ret til arv. Efter at have fastlagt denne bestemmelse minder Allah den Højeste ham om den pagt, som Han altid har taget fra alle profeter og således også fra den Ædle Profet (fred være med ham). Enhver almindeligt fornuftig person kan nu se, hvor der i denne sammenhæng skulle have været anledning til at minde om en pagt om at tro på en profet, der ville komme senere. Her kunne der højst have været anledning til at minde om den pagt, hvorved alle profeter blev forpligtet til at holde fast ved Allahs Bog, huske dens bestemmelser, føre dem ud i livet og offentliggøre dem. Når vi går lidt længere frem, ser vi, at Allah den Højeste klart siger til den Ædle Profet (fred være med ham), at han selv skal gifte sig med sin adoptivsøn Zayds fraskilte hustru og dermed tilintetgøre den vildfarelse fra uvidenhedens tid, som fik folk til at betragte adoptivsønnen som deres biologiske søn. Da de vantro og hyklerne rejste den ene indvending efter den anden og hengav sig til bagvaskelse, besvarede Allah den Højeste dem fortløbende. For det første: Muhammad (fred være med ham) er ikke far til nogen mand blandt jer, således at den pågældende mands fraskilte hustru skulle være forbudt for ham. For det andet: Hvis I siger, at hun, selv om hun var tilladt for ham, hvorfor da overhovedet skulle giftes med ham, er svaret, at han er Allahs Sendebud. Når Allah ønsker at afslutte en skik, er det hans opgave selv at gå forrest og afslutte den. For det tredje var dette endnu mere nødvendigt for ham, fordi han ikke blot var et sendebud, men det sidste sendebud. Hvis han ikke afskaffede disse skikke fra uvidenhedens tid, ville der efter ham ikke komme nogen profet, som kunne afskaffe dem. Når denne sidste udtalelse sammenholdes med den foregående, vil enhver med sikkerhed sige, at den pagt, som den Ædle Profet (fred være med ham) i denne sammenhæng blev mindet om, uden tvivl ikke var en pagt om at tro på en profet, der skulle komme senere. Overvej nu, at disse tre kunne have været de tre grundlag for at tillægge det pågældende vers den betydning, som qadianīerne angiver. Hvert af de tre grundlag er imidlertid uden forbindelse med deres påstand og snarere i modstrid med den. Hvis de har et fjerde argument eller grundlag, så spørg dem om det. Og kræv også svar fra dem på disse tre argumenter. Ellers vil det med rette blive antaget, at de enten i dumhed og uvidenhed, eller efter helt at have fjernet gudsfrygten fra deres hjerter, har antaget denne betydning af verset for at vildlede det godtroende folk. Under alle omstændigheder forstår jeg ikke dette: Hvis Mirza Sahib var en profet, hvordan kan det så være, at hans »ledsageres« tidsalder endnu ikke er afsluttet, mens hele hans folk nu er blevet en del af »tābiʿīn og tābiʿ al-tābiʿīn«? Og deres tilstand er sådan, at medlemmer af hans folk offentligt fortsætter med at fremsætte denne slags fejlagtige og falske argumenter ud fra Allahs Bog, uden at en eneste stemme blandt hele folket hæver sig imod denne uvidenhed. (Tarjumān al-Qurʾān, Ramadan–Shawwāl 1371 efter hijra, juni–juli 1952)

Qadianiernes vildledende fortolkning

Qadianiernes missionærer forsøger med alle deres kræfter at bevise, at profetskabets dør stadig står åben. De fremfører især de følgende to vers som bevis og bygger deres påstand på dem. (Arabisk *************) „Og den, der adlyder Allah og Sendebudet, vil være sammen med dem, som Allah har begunstiget: profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne. Hvor er de ikke gode som ledsagere!” (Sura an-Nisa, vers 69) I deres fortolkning af dette vers siger de, at der her i rækkefølge nævnes fire ting: profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne. Efter deres opfattelse har Muhammads (fred være med ham) ummah opnået tre af disse rangtrin. Ét rangtrin mangler stadig, nemlig profetskabets rang. Det er denne rang, Mirza Ghulam Ahmad Qadiani har opnået. De siger, at hvis betydningen af at være ledsager er, at Muhammads (fred være med ham) ummah kun vil være sammen med de nævnte grupper på Dommedag, så må det betyde, at der blandt Muhammads ummah ikke findes nogen sandfærdige, martyrer eller retskafne. Og hvis det ikke forholder sig sådan, hvordan kan man så, når verset nævner fire rangtrin, udelukke, at profeternes gruppe fortsat findes blandt ummah? (Arabisk ************) „Adams børn! Husk, at hvis der kommer sendebude til jer fra jer selv, som reciterer Mine vers for jer, så vil der ikke være nogen sorg eller frygt over den, der afholder sig fra ulydighed og forbedrer sin adfærd.” (Sura al-A’raf, vers 35) De tager dette vers som bevis for, at hele menneskeheden tiltales i det. Desuden blev verset åbenbaret for Muhammad (fred være med ham). Deres argument er: Hvis der ikke længere var mulighed for, at profeter kunne komme, hvorfor blev dette vers så åbenbaret for Muhammad (fred være med ham)? Desuden er der her anvendt et udtryk, hvis betydning er: „Min profet vil visselig komme til jer.” Derfor beviser dette vers, hævder de, at en profet kan komme under Muhammads (fred være med ham) lydighed. I har bedt om, at dette emne belyses i jeres tidsskrift med argumenter og beviser, så alle kan drage nytte af det. Svar: Når Allah og Hans Sendebud har afgjort en sag gennem klare og entydige bestemmelser, er det den yderste vildfarelse – ja, det er det værste oprør mod Allah og Sendebudet – at tilsidesætte denne klare bestemmelse, udlede en betydning efter eget behov af vers og hadither, der ikke vedrører sagen, og antage en trosopfattelse, der er fuldstændig i strid med Koranens og hadithernes klare bestemmelser, og handle derefter. Den, der åbent vælger en vej, der strider mod Allah og Hans bestemmelse, begår et forholdsvis mindre oprør. Men at fordreje Allahs og Hans Sendebuds afgørelser, erklæringer og bestemmelser og bruge dem i egen interesse er ikke noget lille oprør. Om dem, der gør dette, kan vi på ingen måde forestille os, at de oprigtigt følger Allahs og Hans Sendebuds befalinger. For at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt Sayyiduna Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet, og om nogen profet vil komme efter ham, kunne vi have rettet vores opmærksomhed mod (**********) (Arabisk ***********) og (********) samt andre lignende vers, hvis Allah og Hans Sendebud ikke noget sted i Koranen og haditherne specifikt havde besvaret dette spørgsmål. Men når vi fra Allahs side har fået et entydigt svar på dette spørgsmål i verset om „Khatam an-Nabiyyin”, og fra Sendebudets side i utallige korrekte og pålidelige hadither, kan det kun være den, der ikke har den mindste frygt for Allah i sit hjerte, og som ikke tror på, at han en dag efter sin død skal stå til regnskab over for Allah, der retter blikket mod (*****) og (*****) samt andre lignende vers og udleder en betydning af dem, der strider mod Koranens og hadithernes klare bestemmelser. Det kan sammenlignes med, at en paragraf i landets straffelov med entydige ord erklærer en handling for en forbrydelse. Men en person gør sig store anstrengelser for at bevise, at denne forbrydelse er lovlig. Med dette formål ser han bort fra den pågældende paragraf og begynder at lede efter den mindste antydning eller en lille uklar formulering i andre, irrelevante paragraffer i loven. Derefter forsøger han ved at sammenstykke disse at bevise, at den handling, som lovens klare paragraf har erklæret for en forbrydelse, er lovlig. Hvis politimyndigheder og domstole i denne verden ikke er villige til at acceptere sådanne beviser, hvordan kan man så håbe, at de vil blive accepteret ved Allahs domstol? Når man derefter læser de vers, som Qadianierne ønsker at bevise deres synspunkt med, må man undre sig over deres bevisførelse. Det viser sig, at versene ikke har den betydning, som de med magt forsøger at trække ud af dem. Lad os se, hvad den egentlige betydning er af de vers, som de har gjort sig så store anstrengelser med. Det, der siges i sura an-Nisas vers 69, er blot, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, vil være ledsagere af profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retskafne. Hvordan kan man heraf udlede, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, enten bliver profeter eller sandfærdige, martyrer eller retskafne? Betragt derefter én gang vers 19 i sura al-Hadid. Her siges det, (Arabisk ************) at de, som tror på Allah og Hans sendebude, er de sandfærdige og martyrerne hos deres Herre.” Heraf bliver det klart, at en person som følge af troen kun kan opnå rang som sandfærdig eller martyr. Hvad profeterne angår, er det tilstrækkeligt for de troende at være profeternes ledsagere. Det er på ingen måde muligt for en person at blive profet som belønning for en handling. Derfor siges det i sura an-Nisa, at de, der adlyder Allah og Sendebudet, vil være sammen med profeterne, de sandfærdige og martyrerne. Og i verset fra sura al-Hadid siges det, at de, der tror på Allah og Sendebudet, selv bliver sandfærdige og martyrer. Og om vers 35 i sura al-A’raf (Arabisk ***********) kan det siges, at det indgår i en sammenhængende fortælling. Denne fortælling strækker sig fra vers 11 til vers 36 i sura al-A’raf. Når man vurderer verset i lyset af det foregående og efterfølgende indhold i fortællingen, bliver det klart, at Adams børn blev tiltalt på menneskehedens første trin efter dens skabelse. Hvordan kan man ved at læse disse vers få den opfattelse, at de handler om profeters komme efter profeten Muhammad (fred være med ham)? De handler jo om den tid, hvor Adam (fred være med ham) og hans hustru blev fordrevet fra Paradiset og bragt ned til jorden. (Tarjuman al-Qur’an, maj 1962).

Qadianiernes beviser mod profetskabets afslutning

Spørgsmål: Qadianierne forsøger at fremføre visse koranvers og hadither som beviser for khatm al-nubuwwa. For eksempel hævder de(Arabisk **********)at betydningen af dette vers fra Sura al-A‘raf er, at efter Muhammeds (fvmh.) profetkaldelse og Koranens åbenbaring kan versets tiltale kun være rettet til Muhammads umma. Med udtrykket „Adams børn“ menes denne umma. Det er dem, der tiltales med ordene: „Hvis der nogensinde kommer sendebude til jer fra jer selv.“ Ifølge qadianiernes påstand beviser dette ikke blot, at der vil komme en profet fra ummaen, men også et sendebud fra ummaen. Det andet vers er det vers fra Sura al-Mu’minun, som begynder(Arabisk *****)med. Ifølge dem beviser dette vers også, at et sendebud vil komme. På samme måde bruger de(Arabisk *******)[Hvis Allahs Sendebuds (fvmh.) søn Ibrahim havde levet, ville han være blevet profet] denne hadith som bevis for muligheden af, at en profet kan komme. Vil De venligst afsløre disse bevisers sande natur? Svar: De beviser fra qadianierne, som De har nævnt, bygger ligesom de fleste af deres øvrige beviser på vildledende bedrag. Det, de udleder af(Arabisk *******)dette vers ved at rive det løs fra dets sammenhæng, er det stik modsatte af den betydning, der fremkommer, når det vurderes på sin rette plads. Den sammenhæng, hvori dette vers blev åbenbaret, er faktisk fortløbende beskrevet fra anden rukū‘ i Sura al-A‘raf til omtrent midten af den fjerde rukū‘. Først fortælles i den anden rukū‘ historien om Adam og Eva. Derefter kommenteres i den tredje og fjerde rukū‘ på følgerne af denne historie. Når man læser vers 35 med denne sammenhæng in mente, står det klart, at den tale, der fremsættes i tiltaleform, vedrører skabelsens begyndelse og ikke tiden for Koranens åbenbaring. Med andre ord var formålet, allerede ved skabelsens begyndelse, at advare Adams efterkommere om, at deres frelse ville afhænge af, at de adlød den vejledning, som ville blive sendt til dem fra Allah. Et vers med dette indhold er indføjet tre steder i Koranen. Hvert sted omtales det i forbindelse med beretningen om Adam og Eva. Det første vers findes i Sura al-Baqara (vers 38), og det andet i Sura al-A‘raf (vers 35). Ud over den dybe lighed i indholdet mellem disse tre vers er det også bemærkelsesværdigt, at de ligner hinanden med hensyn til sted og tid. Koranens kommentatorer anser, ligesom de øvrige vers, også dette vers fra Sura al-A‘raf for at være knyttet til beretningen om Adam og Eva. Allama Ibn Jarir skriver i sin tafsir, mens han forklarer dette vers og citerer Hazrat Abu Sayyar al-Sulamīs ord: „Her har Allah tiltalt Hazrat Adam og hans familie på én og samme tid.“ Imam Razi skriver i sin Tafsir al-Kabir, mens han forklarer dette vers: „Hvis tiltalen er rettet til Den Ædle Profet, skønt han er den sidste profet, betyder det, at Allah her har beskrevet Sin ordning med hensyn til ummaerne.“ Allama Alusi siger i sin tafsir Ruh al-Ma‘ani: „Det, der er sket med hvert folk, er her blevet fortalt i form af en beretning. Hvis Muhammads umma her forstås ved Adams børn, bliver det en alvorlig fejl og står i klar modstrid med betydningen. For ordet ‘sendebud’ er ikke blevet sagt i ental, men i flertal: ‘sendebude’“. Den sidste del af Allama Alusis udsagn betyder, at hvis tiltalen her var rettet til Muhammads umma, kunne man aldrig have sagt til dem: „Der vil komme sendebude blandt jer.“ For der kan ikke være tale om, at der kommer noget andet sendebud til denne umma end ét sendebud, nemlig Muhammed (fvmh.).(Arabisk *******)[Det vil sige: „I sendebude! Spis af det rene og tilladte, og gør gode gerninger. Jeg ved sandelig alt, hvad I gør.“ (Al-Mu’minun 51)] Hvis dette vers ikke rives løs fra dets sammenhæng, er det på ingen måde muligt at tillægge det den betydning, som qadianierne gør. Den sammenhæng, hvori dette vers blev åbenbaret, begynder i den anden rukū‘ og fortsætter uafbrudt. I disse vers omtales alle profeterne og deres folk, fra Hazrat Noa til Hazrat Jesus, og det siges: „I hvert land og i hver tidsalder har profeterne givet menneskene den samme lære; deres metode var også én og den samme, og Allah viste dem den samme slags nåde. De vildfarne folk forlod derimod altid Allahs vej og hengav sig til onde gerninger.“ I denne sammenhæng blev verset på ingen måde åbenbaret med følgende betydning: „I sendebude, som kommer efter Muhammed (fvmh.), spis af det rene og tilladte, og gør gode gerninger.“ Versets betydning er derimod, at Allah gav alle de profeter, der kom fra Hazrat Noa til Hazrat Muhammed (fvmh.), denne befaling: „Spis af det rene og tilladte, og gør gode gerninger.“ Heller ikke ud fra dette vers har kommentatorerne nogensinde udledt, at døren til profetembedet blev åbnet efter profeten Muhammed (fvmh.). Hvis De ønsker at undersøge sagen yderligere og opnå større ro i sindet, kan De læse behandlingen af dette sted i forskellige tafsirværker.(Arabisk *******)Det vil sige, at Ibrahim, [Allahs Ædle Sendebuds (fvmh.) søn], hvis han havde levet, nødvendigvis ville være blevet profet. Det bevis, som qadianierne også fremfører ud fra denne hadith, er forkert af fire grunde. For det første er overleveringskæden i den overlevering, hvori dette gengives som Den Ædle Profets (fvmh.) udsagn, svag, og ingen hadithlærer har betegnet denne kæde som stærk. For det andet har fremragende hadithlærde som Nawawi og Ibn Abd al-Barr anset hadithens indhold for upålideligt. Imam Nawawi skriver i sit værk Tahdhib al-Asma wa al-Lughat:(Arabisk *******)Det vil sige: „Det, som nogle tidligere lærde har skrevet, nemlig at Ibrahim [Muhammeds (fvmh.) søn], hvis han havde levet, ville være blevet profet, er ikke sandt. For det er et dristigt udsagn om det skjulte og svarer til at lade et ord slippe ud af munden uden at have tænkt sig om.“ Allama Ibn Abd al-Barr skriver i værket al-Tamhid:(Arabisk *******)Det vil sige: „Jeg ved ikke, hvad dette er for noget. I Noas familie blev der født et barn, som ikke var profet. Hvis det derimod var nødvendigt, at en profets søn blev profet, ville alle mennesker i verden i dag være profeter, for alle er efterkommere af Noa.“ For det tredje fremstilles denne hadith i de fleste overleveringer som ledsagernes udsagn i stedet for som profetens (fvmh.) udsagn. Samtidig har de klart sagt, at Allah tog hans søn bort, fordi der ikke kommer nogen profet efter profeten (fvmh.). Som eksempel siges det i al-Bukhari’s overlevering:(Arabisk *******)„Isma’il ibn Abi Khalid siger: Jeg spurgte Abdullah ibn Abi Awfa (r.a.), en af ledsagerne: Så du profeten Muhammeds (fvmh.) søn Ibrahim? Han svarede: Han døde som lille. Hvis Allah havde besluttet at sende en profet efter profeten Muhammed (fvmh.), ville Han have ladet hans søn leve. Men der kommer ingen profet efter Allahs Ædle Sendebud (fvmh.).“ Hazrat Anas har overleveret en beretning, der næsten stemmer overens med denne. Han sagde:(Arabisk *******)„Hvis han havde levet, ville han være blevet profet. Men han levede ikke, fordi jeres profet er den sidste profet.“ (Tafsir Ruh al-Ma‘ani, bind 22, s. 3) For det fjerde: Selv hvis den overlevering, hvori dette udsagn tilskrives Den Ædle Profet (fvmh.), og som er blevet anset for svag og upålidelig, ikke indeholdt ledsagernes forklaring, og selv hvis hadithlærdes udsagn ikke var blevet føjet til den, ville den på ingen måde kunne accepteres. Den enstemmige regel inden for hadithvidenskaben er nemlig, at hvis indholdet af en overlevering strider mod et stort antal autentiske hadither, kan den på ingen måde accepteres. Lad os da se på sagen: På den ene side står et stort antal hadither med autentiske og stærke overleveringskæder, hvori det klart er blevet fastslået, at døren til profetembedet blev lukket efter profeten Muhammed (fvmh.); på den anden side står denne ene overlevering, som udtrykker muligheden for, at døren til profetembedet stadig står åben. Når man sammenholder disse to forhold, hvordan kan man så afvise det store antal overleveringer til fordel for denne ene overlevering? (Tarjuman al-Qur’an, november 1954)

Spørgsmålet om profetembedets afslutning

Spørgsmål: Der er ingen tvivl om, at muslimernes enstemmige trosopfattelse er, at Muhammad (fred være med ham) er Allah den Almægtiges sidste profet. Ingen ny profet vil komme efter ham. Ikke desto mindre forekommer Mirza Ghulam Ahmad Qadiani og nogle af Qadiani-menighedens udtalelser mig tiltalende. For eksempel ser hr. Mirzas ansigt efter min opfattelse uskyldigt og barnligt ud. Kan en falsk bedragers ansigt se sådan ud? Bortset fra forudsigelsen om det himmelske ægteskab er næsten alle hans profetier gået i opfyldelse. Hans gruppe vokser også dag for dag, og blandt dem ser man en enorm entusiasme for at nå deres mål og gennemføre deres beslutninger samt stor offervilje og selvopofrelse. Disse ting har gjort mig bekymret. Jeg ønsker, at De forklarer mig dette tydeligt, så mit hjerte og sind kan blive beroliget, mine bekymringer og min uro kan forsvinde, og forskellen mellem sandhed og løgn kan blive åbenbar. Svar: De forhold vedrørende Mirza Ghulam Ahmad, som har gjort Dem bekymret, har i virkeligheden ingen grundlæggende betydning. En person, der hævder at være profet, kan heller aldrig vurderes på grundlag af sådanne forhold. Selv hvis der havde eksisteret stærkere grunde til at tage hans påstand alvorligt, ville de ikke have været værd at tage hensyn til. Grunden er, at profetembedet ifølge både Den Ædle Koran og hadith er et grundlæggende spørgsmål i religionen. Det vil sige, at menneskets tro og vantro bygger på dette, og at dets succes eller fiasko i det hinsidige afgøres på dette grundlag. Hvis et menneske ikke tror på en sand profet, bliver det vantro; og hvis det tror på en falsk profet, bliver det også vantro. Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) har aldrig gjort et spørgsmål af så grundlæggende betydning uklart, kompliceret eller tvivlsomt. Tværtimod har Allah og Sendebudet i denne sag vist vejen klart og entydigt. De har på forhånd sørget for, at menneskets religion og tro ikke skulle bringes i fare, og at Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) ikke skulle holdes ansvarlige for dets vildfarelse. Et andet bemærkelsesværdigt forhold er, at det før profeten Muhammad (fred være med ham) aldrig i nogen profets tid blev sagt, at profeternes række var blevet afsluttet, og at ingen profet ville komme mere. Det betyder, at døren for profeters komme dengang stod åben, og at ingen havde ret til at afvise en profetipåstand med den begrundelse, at der ikke længere ville komme nogen profet. I den tidsalder plejede profeterne desuden at forudsige de profeter, som skulle komme efter dem. De tog ed af deres tilhængere på, at de skulle adlyde de profeter, der senere ville komme. Disse forhold styrkede yderligere den opfattelse, at når en person fremstillede sig selv som profet, kunne man ikke afvise ham uden videre og uden nogen form for overvejelse. Man forsøgte snarere gennem en grundig undersøgelse af hans kald, personlighed, handlinger og tilstand at finde ud af, om han virkelig var Allahs profet eller en falsk profetipåstår. Men efter profeten Muhammads (fred være med ham) komme er dette forhold blevet fuldstændig vendt på hovedet. Sagen begrænser sig ikke blot til, at Muhammad (fred være med ham) ikke forudsagde, at en anden profet skulle komme efter ham, og heller ikke tog en troskabsed fra ummaen til en sådan profet. Tværtimod er det erklæret i Koranen, at Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet, og han har i ikke blot én eller to, men talrige autentiske og pålidelige hadither sagt det klart og entydigt: Efter ham er profetembedets dør lukket, og ingen profet vil komme mere. Den, der nu rejser sig med et krav på profetembede, er en Dajjal. Spørgsmålet er: Er spørgsmålet om menneskers islam og vantro ikke skrøbeligt og vigtigt i Allahs og Hans profets øjne? Var det kun de troende efter Allahs Sendebud (fred være med ham), der havde ret til at blive beskyttet mod vantroens prøvelse? Sørgede Allah og Hans sendebude derfor kun for at meddele dem klart og utvetydigt, at døren til profetembedet stod åben, og at profeternes komme fortsatte? Men har de nu bevidst kastet os ud i denne fare? Det vil sige, at der på den ene side skulle være mulighed for, at en profet kunne komme, og at vi kunne blive troende eller vantro alt efter, om vi troede på ham eller ej. På den anden side har Allah og Hans Sendebud ikke blot undladt at informere os om en profets komme; de er gået endnu længere og har hele tiden sagt sådanne ting, at vi tror, døren til profetembedet er lukket, og derfor ikke kan anerkende den, der gør krav på profetembede. Siger jeres fornuft og dømmekraft virkelig, at Allah og Hans Sendebud (fred være med ham) kan bedrage os på denne måde? Qadianierne kan fortolke udtrykket »Khatam an-Nabiyyin«, som de vil. Men de kan i det mindste ikke benægte, at det også kan betyde afslutningen på profeternes række; og ud af millioner blandt ummaens lærde og almindelige mennesker er ni hundrede og nioghalvfems tusind ni hundrede og nioghalvfems personer af hundrede tusind af denne opfattelse af ordet. Spørgsmålet er: Burde Allah i et så følsomt spørgsmål som profetembedet, som muslimernes tro og vantro afhænger af, have anvendt et sprog, der fik hele Muhammads umma, bortset fra en lille håndfuld qadianier, til at forstå, at ingen profet ville komme mere? Og profeten Muhammads (fred være med ham) udsagn efterlader slet ikke plads til nogen anden fortolkning i denne sag. I disse udsagn er det entydigt udtrykt, at ingen profet vil komme efter ham. Spørgsmålet er: Havde Allahs profet et sådant fjendskab mod os, at en profet skulle komme efter ham, mens han tværtimod efterlod os en befaling om ikke at tro på ham, så vi skulle blive vantro og ende i Jahannam? Under disse omstændigheder anser vi, uanset hvor tiltalende en persons ansigt og udseende måtte være, selv hvis hundrede procent af hans profetier viste sig at gå i opfyldelse, og trods hans tusind meritter, ikke hans krav på profetembede for værd at overveje. For det ville kun være værd at overveje, hvis der var mulighed for, at en profet kunne komme. Så snart vi hører om en person, der gør krav på profetembede, vil vi med fuld sikkerhed kalde ham en løgner og ikke tillægge hans argumenter og beviser for profetembedet nogen betydning. Hvis dette skulle være vantro, vil ansvaret for det ikke påhvile os. For på Dommedag har vi Koranen og Sendebuddets hadither, som vi kan fremlægge som forsvar over for Allah. [Se for eksempel den hellige profets udtalelse, hvor han sammenligner profeternes række med en bygning. Han beskriver hver profet som en af denne bygnings mursten. Til sidst siger han, at der i bygningen kun manglede plads til én mursten, og: »Jeg er denne sidste mursten.«] Tarjuman al-Qur’an, december 1959. Hvis De ønsker at vide mere om spørgsmålet om profetembedets afslutning, kan De læse vores udgivelser: 1. Tillægget til Sura al-Ahzab (Tafhim al-Qur’an, bind 12) 2. Profeternes herres liv – Sayyid Abul A’la Mawdudi 3. Profetembedets afslutning – Sayyid Abul A’la Mawdudi Slut