Blandt alle de fitnaer, der i vor tid er opstået mod islam, er påstanden om en ny profetværdighed særdeles alvorlig. Denne påstand om en ny profetværdighed er i færd med at skabe en omfattende vildfarelse blandt det muslimske folk. Som regel er denne fitna opstået og har kunnet brede sig, fordi muslimerne ikke har en fuldstændig og korrekt forståelse af religionen. Vi tror, at hvis muslimerne ikke havde været uvidende om religionen og havde forstået Khatm-e Nubuwwat grundigt, ville denne fitna på ingen måde have kunnet opstå og brede sig i det tyvende århundrede.
Den rette fremgangsmåde til at udrydde denne fitna er at gøre folk bekendt med betydningen og vigtigheden af troen på Khatm-e Nubuwwat. Der findes ingen anden vej, og der kan heller ikke findes en. Det er nødvendigt at give en rationel og saglig kritik af samt besvare alle de tvivlsspørgsmål, der skabes i muslimernes sind i denne forbindelse.
Den fremtrædende islamiske tænker i den moderne verden, Allama Sayyid Abul A’la Maududi, skrev i 1962 et hæfte med titlen “Khatm-e Nubuwwat”. Umiddelbart efter den urdu version var udkommet, blev en bengalsk oversættelse af ovennævnte bog forelagt læserne. På meget kort tid blev bogen udsolgt. På grund af læsernes gentagne opfordringer blev bogens anden udgave i 1967 og tredje udgave i 1977 forelagt læserne, men også denne udgave blev snart udsolgt. Efter at have overvundet forskellige hindringer og vanskeligheder forelægges dens fjerde udgave nu for læserne. Hvis de ærede læsere blot i mindste grad får gavn af dette hæfte i arbejdet med at imødegå de vildledende doktriner, der skabes i det muslimske samfund om Khatm-e Nubuwwat, vil vi anse vores arbejde for at være lykkedes.
-Forlæggeren
Den sidste profet
(Arabisk **********)
“Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd. Han er derimod Allahs sendebud og den sidste profet. Og Allah har viden om alle ting.”
Dette vers er citeret i den femte rukūʿ i Sura al-Ahzab. I denne rukūʿ har Allah den Ophøjede besvaret de vantros og hyklernes falske propaganda mod Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ægteskab med Zaynab, må Allah være tilfreds med hende. Deres påstand var følgende: Zaynab, må Allah være tilfreds med hende, var hustru til Hazrat Muhammads, må Allahs fred og velsignelser være med ham, adoptivsøn, Hazrat Zayd, må Allah være tilfreds med ham. Det vil sige, at hun var Allahs Sendebuds svigerdatter. Derfor havde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, efter Zayds skilsmisse giftet sig med sin egen svigerdatter. Som svar på dette siger Allah den Ophøjede i det ovennævnte suras vers nummer 37: Dette ægteskab blev indgået på min befaling, og det skete for at vise, at der ikke er nogen skyld hos muslimerne i at gifte sig med deres adoptivsøns fraskilte hustru. Derefter siger Han i vers 38 og 39: Ingen magt kan forhindre profeten i at udføre det, som Allah har pålagt ham. Profeternes opgave er ikke at frygte mennesker, men at frygte Allah. Allahs sædvanlige fremgangsmåde med profeterne er, at de altid, uden at tage hensyn til nogen, bringer Allahs budskab ud i verden og uden den mindste tvivl adlyder Hans befaling. Umiddelbart derefter fremsatte Han dette omtalte vers. Dette vers har rykket hele grundlaget væk under modstandernes spørgsmål og falske propaganda.
Deres første spørgsmål er: Du har giftet dig med din egen svigerdatter. Men også din egen sharia siger, at en søns hustru er haram for faderen. Som svar blev det sagt: “Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd.” Med andre ord: Var den person, hvis fraskilte hustru han giftede sig med, Muhammads (s.a.) søn? I ved alle, at Muhammad (s.a.) ikke har nogen søn.
Deres andet spørgsmål er: Selv hvis man accepterer, at en adoptivsøn ikke er ens biologiske søn, kan man sige, at det måske er tilladt at gifte sig med hans fraskilte hustru; men hvorfor skulle man nødvendigvis gifte sig med hende, og hvor er behovet? Som svar blev det sagt: “Men han er Allahs Sendebud.” Det vil sige, at det er Sendebudets nødvendige opgave at fjerne al modvilje og forudindtagethed over for noget halal, som gennem jeres skikke og traditioner uretmæssigt er blevet gjort haram, og at gøre dets tilladelighed hævet over enhver tvivl og usikkerhed. [De, der benægter ‘Khatm-e Nubuwwat’, rejser her spørgsmålet: I hvilken hadith er dette spørgsmål fra de vantro og hyklerne nævnt? Men dette spørgsmål er i virkeligheden et resultat af deres uvidenhed om Koranen. Mange steder i Koranen har Allah besvaret modpartens spørgsmål uden at gengive dem, og det fremgår spontant af svarene, hvilket spørgsmål der blev besvaret. Det samme er tilfældet her. Også her angiver svaret selv spørgsmålets indhold. At den anden sætning begynder med ordet “men” efter den første sætning, beviser, at spørgeren, efter at have fået svar på ét af sine udsagn i den første sætning, stadig havde et andet spørgsmål tilbage. Det blev besvaret i den anden sætning. De havde allerede fået svar på deres spørgsmål om, at Muhammad (s.) havde giftet sig med sin svigerdatter, i den første sætning. Derefter var deres spørgsmål: Hvilket behov var der for at gøre dette? Som svar blev det sagt: “Men han er Allahs Sendebud og den sidste profet.” Med andre ord kan man sige, at det er som når nogen siger: Zayd rejste sig ikke, men Bakr rejste sig. Det betyder, at spørgeren, efter at have fået svar på ét spørgsmål gennem ordene “Zayd rejste sig ikke”, stadig havde et andet spørgsmål tilbage. Det vil sige: Hvis Zayd ikke rejste sig, hvem rejste sig så? Som svar på dette spørgsmål blev sætningen “men Bakr rejste sig” sagt.]
For yderligere at understrege dette siger Han: “og den sidste profet.” Det vil sige, at hvis ingen lovgivende eller samfundsreformerende bestemmelse var blevet indført i hans tid, vil der efter ham ikke komme nogen sendebud, og heller ingen profet, for at fuldføre denne opgave. Derfor er behovet for nu at afskaffe den før-islamske tids skikke og traditioner opstået, og han vil selv fuldføre denne opgave.
Derefter siger Han med endnu større eftertryk: “og Allah har viden om alle ting.” Det vil sige, at kun Allah ved, hvorfor der netop nu er behov for at få denne onde skik afskaffet ved hjælp af Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og hvilken skade der ville være ved ikke at gøre det. Han ved, at der ikke vil komme nogen anden profet fra Hans side. Hvis denne onde skik derfor ikke bliver afskaffet ved hjælp af den sidste profet, vil der ikke senere komme endnu en person, som kan udslette den, således at den for altid kan blive fjernet fra muslimerne over hele verden. Selv hvis reformatorer i senere tider skulle udslette den, vil ingen af deres handlinger have en sådan evig og universel autoritet bag sig, at mennesker i hvert land og i hver tidsalder vil være forpligtet til at følge dem; og ingen af deres personligheder vil heller blive anset for så rene og hellige, at al afsky, tøven og tvivl i menneskers hjerter med ét vil blive udslettet, blot fordi en handling er hans sunnah.
Afgørelsen ud fra Koranens sammenhæng
I vor tid har en gruppe frembragt fitnaen med en ny profetstatus. De fortolker udtrykket ‘Khatimun Nabiyyin’ som “profeternes segl”. De ønsker at få det til at betyde, at mange flere profeter vil komme til verden efter at være blevet forsynet med Allahs Sendebuds (s.) segl. Eller med andre ord: Så længe en persons profetstatus ikke er blevet forsynet med Allahs Sendebuds segl, kan han ikke være profet.
Men hvis man vurderer verset, der indeholder udtrykket “Khatimun Nabiyyin”, i den særlige sammenhæng af begivenheder, hvori det er blevet fremsat, er der ingen mulighed for at udlede denne betydning af det. Desuden forsvinder behovet for at bruge udtrykket i denne sammenhæng, når man antager denne betydning, og den kommer til at stå i modsætning til talens egentlige formål. Ville det ikke være fuldstændig irrelevant og uvedkommende, hvis man, mens man besvarede den påståede protest mod Zaynabs nikah og de forskellige tvivlsspørgsmål, der var opstået på grund af den, pludselig midt i det hele sagde: Muhammad (s.a.) er profeternes segl. Det vil sige, at alle de profeter, der kommer i fremtiden, vil være forsynet med hans segl. Denne pludselige indskydelse af denne sætning midt i begivenhedernes sammenhæng ville ikke blot være irrelevant; den ville også svække det argument, der blev fremført som svar til protestanterne. Under sådanne omstændigheder ville protestanterne have fået en glimrende mulighed, og de kunne let have sagt: Det ville have været bedre, hvis du ikke havde fuldført denne handling i din levetid; så ville der ikke have været fare for noget. Hvis det virkelig var så nødvendigt at afskaffe denne onde skik, kunne den handling være blevet fuldført af de profeter, der efter dig ville komme, forsynet med dit segl.
Den nævnte gruppe har også tillagt udtrykket en anden forvansket betydning: ‘Khatimun Nabiyyin’ betyder ‘Afzalun Nabiyyin’, det vil sige, at døren til profetstatus stadig står åben, men at profetstatus nåede sin fuldkommenhed hos Allahs Sendebud. Men også ved at antage denne betydning kan man ikke undgå, at den førnævnte vildfarelse genopstår. Denne betydning har heller ingen forbindelse med den forudgående og efterfølgende sammenhæng. Tværtimod har den en betydning, der er fuldstændig modsat begivenhedernes sammenhæng før og efter. De vantro og hyklerne kunne have sagt: Herre, selv hvis de, der kommer efter dig, har en lavere rang end dig, kommer der jo stadig en anden profet efter dig; så kunne du have overladt denne opgave til dem. Hvilken logisk begrundelse er der for, at det netop er dig, der skal fjerne denne onde skik?
Den leksikalske betydning
Når man ser på sammenhængen med de foregående og efterfølgende begivenheder, kan det derfor uden tvivl siges, at udtrykket Khātim an-Nabiyyīn her betyder, at afslutningen på profetembedets række erklæres. Det vil sige, at ingen profet vil komme efter Allahs Sendebud (s). Men dette er ikke kun den eneste sandhed set ud fra den foregående og efterfølgende sammenhæng; det er også den eneste sandhed set ud fra den leksikalske betydning. Ifølge arabiske ordbøger og talemåder betyder ordet ‘khatm’: at forsegle, lukke, nå til ende og blive fritaget for ansvar efter at have fuldført en opgave.
Khatamal amal (******) betyder: faragha minal amal (*****), det vil sige: du har fuldført arbejdet. Khatamal ināya (*****) betyder: han lukkede beholderens åbning og forseglede den, så intet kunne komme ud af den, og intet udefra kunne trænge ind i den.
Khatamal kitāb (*****) betyder: han lukkede brevet og forseglede det, så brevet kunne blive bevaret.
Khatama alal qalb (******) betyder: han forseglede hjertet. Derefter vil det ikke længere kunne forstå noget udefra, og noget fast forankret i dets indre vil ikke kunne komme ud.
Khitām kulli mashrūb (****) betyder: den smag, man mærker efter at have drukket en drik.
Khātimatu kulli shay’in āqibatuhu wa ākhiratuhu (Arabisk ***********)det vil sige: enhver tings khātima betyder dens udfald og afslutning.
Khatamash-shay’a balagha ākhirah (Arabisk ***********)det vil sige: at afslutte noget betyder, at det er nået til sin ende. Det er denne betydning, der ligger i udtrykket ‘Khatm al-Qur’an’, og på grundlag af denne betydning kaldes den sidste verslinje i hver sura ‘khawātim’.
Khātim al-qawm, deres sidste(Arabisk *********)Det vil sige, at Khātim al-qawm betyder den sidste person i folket (se Lisān al-ʿArab, Qāmūs og Aqrab al-Mawārid). [Her har jeg kun nævnt tre ordbøger. Men hvorfor netop kun disse tre? Slå en hvilken som helst pålidelig arabisk ordbog op, og dér vil du finde den ovenfor anførte forklaring af ordet khatm. Men de, der benægter Khatm-e Nubuwwat, har fuldstændig tilsidesat én af ordets leksikalske betydninger for at bryde ind i Guds religions beskyttede hus. De ønsker at sige, at når en person kaldes Khatam al-Shuʿarāʾ, Khatam al-Fuqahāʾ eller Khatam al-Mufassirīn, betyder det ikke, at der efter den person, som har fået denne titel, ikke er fremstået nogen anden digter, retslærd eller koranfortolker. Derimod betyder det, at fuldendelsen af den nævnte viden eller kunst er nået sin afslutning hos denne person. Eller også: Når sådanne titler bruges for at fremhæve noget stærkt, ændres den leksikalske betydning af khatm aldrig til »fuldkommen« eller »den bedste«, og brugen af betydningen »den sidste« kan ikke anses for fejlagtig.
Kun en person, der er uvidende om grammatiske regler, kan sige den slags. Det er ikke nogen sprogs regel, at hvis et ord lejlighedsvis bruges i en fjernere, afledt betydning i stedet for sin oprindelige betydning, så bliver den afledte betydning dets egentlige betydning, og det bliver forbudt at bruge ordet i dets oprindelige leksikalske betydning. Når du siger foran en araber:
(Jāʾa khātam al-qawm) — vil han aldrig tro, at den bedste eller mest fuldkomne person i stammen er kommet. Han vil derimod tro, at alle i stammen er kommet, helt ned til den sidste person.
Derfor har alle ordbogsforfattere og koranfortolkere samstemmende forstået udtrykket Khātim al-Nabiyyīn som Ākhir al-Nabiyyīn, det vil sige profeternes sidste. Ifølge arabiske ordbøger og talemåder betyder khātim ikke det poststempel, som sættes på et brev, før det sendes med posten; det betyder derimod det segl, der sættes på åbningen af en kuvert, så intet kan komme ud af den, og intet udefra kan trænge ind i den.
Allahs Sendebuds ord
Den betydning, som ordet får ud fra sammenhængen og dets leksikalske betydning, understøttes også af forskellige forklaringer fra Allahs Sendebud (fred være med ham). Som eksempel vil jeg her nævne nogle hadither:
(Arabisk *********)
(1) Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Israels børn blev ledet af Allahs profeter. Når en profet døde, overtog en anden profet hans plads. Men efter mig vil der ikke være nogen profet; der vil kun være kaliffer.
(Arabisk *********)
(2) Allahs Sendebud (s) sagde: Mit eksempel sammenlignet med de tidligere profeter er som en mand, der byggede en bygning og udsmykkede den meget smukt og prægtigt. Men i et af dens hjørner var der en tom plads til en mursten. Folk gik rundt om bygningen, betragtede dens skønhed med forundring og sagde: »Hvorfor er der ikke lagt en mursten på dette sted?« Derfor er jeg denne mursten, og jeg er den sidste profet. (Det vil sige, at profetiets bygning blev fuldendt med min komme; nu er der ingen tom plads i den, som kræver endnu en profet for at blive udfyldt.)
Fire hadither af denne slags er nævnt i Sahih Muslim i Kitab al-Fada’il, kapitlet om den sidste af profeterne. Og i den sidste hadith er følgende passage blevet tilføjet:(Arabisk *********) »Derefter kom jeg, og jeg afsluttede profeternes række.«
Denne hadith er med de samme ord blevet overleveret i Jami’ at-Tirmidhi, i Kitab al-Manaqib, kapitlet om Profetens fortrin, samt i Kitab al-Adab, kapitlet om eksempler.
I Musnad Abu Dawud at-Tayalisi er hadithen nævnt gennem den overleveringskæde, hvori Jabir ibn Abdullah beretter den, og dens sidste del lyder:(Arabisk *********) »Gennem mig blev profeternes række afsluttet.«
I Musnad Ahmad er hadither af denne slags, med mindre ordlydsændringer, blevet overleveret fra Ubayy ibn Ka’b, Abu Sa’id al-Khudri og Abu Hurayra (r.a.).
(Arabisk *********)
(3) Allahs Sendebud (s) sagde: »Jeg er blevet begunstiget frem for de øvrige profeter på seks områder: (1) Jeg er blevet givet evnen til at udtrykke omfattende betydninger med korte ord. (2) Jeg er blevet hjulpet med styrke og autoritet. (3) Krigsbyttets rigdomme er blevet gjort tilladte for mig. (4) Jordens overflade er blevet gjort til en moské for mig (det vil sige, at bønnen ifølge min sharia ikke kun kan bedes på særlige bedesteder, men overalt i verden), og jorden er blevet gjort til et middel til renselse (det vil sige, at man ikke kun ved hjælp af vand, men også ved hjælp af jord gennem tayammum kan opnå renselse og dermed udføre afvaskningen og den rituelle helkropsvask). (5) Jeg er blevet sendt som Sendebud til hele verden, og (6) profeternes række er blevet afsluttet med mig.«
(4) Allahs Sendebud (s) sagde: »Risalats og profetskabets række er blevet afsluttet. Efter mig vil ingen sendebud eller profet komme.«
(Arabisk *********)
(5) Allahs Sendebud (s) sagde: »Jeg er Muhammad. Jeg er Ahmad. Jeg er den, der udsletter; ved min hjælp vil vantroen blive udslettet. Jeg er den, der samler; efter mig vil menneskene blive samlet på Hashrs slette (det vil sige, efter mig er kun Dommedag tilbage). Jeg er den sidste, der kommer (og den sidste, der kommer, er den), efter hvem der ikke vil komme nogen profet.«
(Arabisk *********)
Allahs Sendebud (s) sagde: »Allah har visselig ikke sendt nogen profet, som ikke advarede sin ummat mod Dajjal. (Men han viste sig ikke i deres tid). Nu er jeg den sidste profet, og I er den sidste ummat. Dajjal vil uden tvivl nu vise sig blandt jer.«
(Arabisk *********)
(7) Abd ar-Rahman ibn Jubayr sagde: Jeg hørte Abdullah ibn Umar ibn al-As sige, at Allahs Sendebud (s) en dag trådte ud af sit hus og kom hen iblandt os. Han kom, som om han tog afsked med os. Tre gange sagde han: »Jeg er Muhammad, den ummi-profet.« Derefter sagde han: »Der kommer ingen profet efter mig.«
(Arabisk *********)
(8) Allahs Sendebud (s) sagde: »Der kommer ingen profet efter mig. Der er kun glade budskaber.« Der blev spurgt: »O Guds Sendebud, hvad er de glade budskaber?« Han svarede: »Gode drømme.« Eller han sagde: »Velgørende drømme.« (Det vil sige, at der ikke længere er mulighed for, at Guds åbenbaring bliver nedsendt. Højst kan man sige, at hvis Allah den Ophøjede giver nogen et tegn, vil det kun ske gennem gode drømme).
(Arabisk *********)
(9) Allahs Sendebud (s) sagde: »Hvis der havde været en profet efter mig, ville Umar ibn Khattam have opnået denne lykke.«
(Arabisk *********)
(10) Allahs Sendebud (s) sagde til Hazrat Ali (r.a.): »Din relation til mig er som Haruns relation til Musa. Men der kommer ingen profet efter mig.«
Bukhari og Muslim har også overleveret denne hadith i forbindelse med beretningen om Tabuk-krigen. I Musnad Ahmad er to hadither med dette indhold blevet overleveret fra Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas. Af dem lyder afslutningen på den ene beretning:(Arabisk *********) »Men der kommer ingen profet efter mig.« Abu Dawud al-Tayalisi, Imam Ahmad og Muhammad Ishaq har overleveret en detaljeret beretning om dette, hvoraf det fremgår, at Allahs Sendebud (s) inden afrejsen til Tabuk-krigen besluttede at efterlade Hazrat Ali (r.a.) for at beskytte og tage vare på Medina al-Tayyiba. Hyklere begyndte at sige forskellige ting om dette. Hazrat Ali (r.a.) sagde til Allahs Sendebud (s): »O Guds Sendebud, efterlader du mig blandt børnene og kvinderne?« Allahs Sendebud (s) trøstede ham og sagde: »Din relation til mig er som Haruns relation til Musa. Det vil sige, at ligesom Hazrat Musa (a.s.) efterlod Hazrat Harun bag sig for at tage vare på Israels Børn, da han drog til Turbjerget, efterlader jeg dig på samme måde for at beskytte Medina. Men straks efter fik Allahs Sendebud den tanke, at denne sammenligning med Hazrat Harun måske senere kunne føre til en form for fitna. Derfor præciserede han straks sine ord: »Der vil ikke være nogen profet efter mig.«
(Arabisk *********)
(11) Hazrat Thawban har overleveret, at Allahs Sendebud (s) sagde: »Det, der også er at sige, er, at der blandt min ummah vil være tredive løgnere. Hver af dem vil hævde, at han selv er profet. Men der kommer ingen profet efter mig.«
Abu Dawud har overleveret endnu en hadith med dette indhold fra Hazrat Abu Huraira (r.a.) i »Kitab al-Malahim«. Tirmidhi har også overleveret disse to hadither fra Hazrat Thawban og Hazrat Abu Huraira (r.a.). Den anden overleverings ordlyd er således:
(Arabisk *********)
Det vil sige, at der vil komme omkring tredive bedragere. Hver eneste af dem vil hævde, at han er Allahs Sendebud.
(12) Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Blandt de israelitter, der levede før os, var der mange, som blev tiltalt, selv om de ikke var profeter. Hvis der findes en sådan blandt min ummah, vil det være Umar.
I den hadith med dette indhold, som er nævnt i Muslim, er det ene ord blevet brugt i stedet for det andet. Men ordene mukallim og muhaddith er synonymer. Det vil sige en person, som Allah den Almægtige har talt til, eller som der bliver talt til bag et slør. Heraf fremgår det, at hvis nogen i denne ummah, selv uden profetskab, skulle få den lykke at tale med Allah, ville den eneste være Hazrat Umar.
(Arabisk *********)
(13) Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Der er ingen profet efter mig, og der er ingen ummah efter min ummah (det vil sige ingen ummah for en fremtidig profet).
(Arabisk *********)
(14) Allahs Sendebud (s) sagde: Jeg er den sidste profet, og min moské (det vil sige Profetens Moské) er den sidste moské. [De, der benægter profetiets afslutning, bruger denne hadith som bevis på, at ligesom Allahs Sendebud kaldte sin moské den sidste moské, selv om den ikke er den sidste moské — eftersom utallige moskéer er blevet bygget i verden efter den — har han på samme måde sagt, at han er den sidste profet. Det skulle således betyde, at der også vil komme profeter efter ham. Hvad forrang angår, er han ganske vist den sidste profet, og hans moské er den sidste moské. Men i virkeligheden beviser netop en sådan fordrejet betydning, at disse mennesker har mistet evnen til at forstå betydningen af Allahs og Sendebuddets ord. Hvis man på det sted i Sahih Muslim, hvor denne hadith er overleveret, tager alle haditherne om dette emne i betragtning, vil det blive helt klart, i hvilken betydning Allahs Sendebud (s) kaldte sin moské den sidste moské. Heri fortælles det i de overleveringer, som imam Muslim har citeret fra Abu Huraira (ra), Abdullah ibn Umar (ra) og Maymuna (ra), at der i verden kun findes tre moskéer, som har forrang frem for almindelige moskéer. Bøn i dem giver tusind gange større belønning end bøn i andre moskéer, og derfor er det kun tilladt at rejse med det formål at bede i disse tre moskéer. Blandt verdens øvrige moskéer er det ikke tilladt at rejse til en bestemt moské med det formål at bede dér frem for i alle de andre moskéer. Den første af disse er al-Masjid al-Haram. Ibrahim (as) byggede den. Den anden er al-Masjid al-Aqsa. Sulayman (as) byggede den, og den tredje er Profetens Moské i Medina Tayyiba. Den blev bygget af Allahs Sendebud (s). Meningen med Allahs Sendebuds (s) ord er, at eftersom der ikke kommer nogen profet efter mig, vil der efter min moské ikke blive bygget endnu en, en fjerde moské i verden, hvor belønningen for bøn er større end i andre moskéer, og hvortil det er tilladt at rejse med det formål at bede.
Mange af Profetens ledsagere overleverede haditherne fra Allahs Sendebud (s), og mange hadithlærde citerede dem med yderst stærke og pålidelige overleveringskæder. Efter at have studeret dem står det klart, at Allahs Sendebud (s) i forskellige situationer og med forskellige formuleringer tydeligt fastslog, at han er den sidste profet. Der kommer ingen profet efter ham. Profetiets række er blevet afsluttet med ham, og enhver, der efter ham hævder at være sendebud eller profet, vil være en dajjal og en løgner. Hvilken stærkere, mere pålidelig og mere beviskraftig forklaring på Koranens udtryk »Khatam an-nabiyyin« kan der findes end denne? Allahs Sendebuds ord er her det endelige bevis og den afgørende dokumentation. Når de desuden forklarer et vers i Koranen, bliver de et endnu stærkere bevis. Spørgsmålet er nu: Hvem har forstået Koranen bedre end Muhammad (s), og hvem har større ret til at fortolke den end ham? Hvem findes der, som vil angive en anden betydning af profetiets afslutning, og som vi ikke blot skulle acceptere, men endog være rede til at overveje?
Ledsagernes enighed
Efter Koranen og sunnaen er de ædle ledsageres enighed eller konsensus det tredje vigtige punkt. Alle pålidelige historiske overleveringer viser, at de ædle ledsagere umiddelbart efter Allahs Sendebuds (s) død samlet førte krig mod alle, der hævdede at være profeter, samt mod alle, der anerkendte deres profetstatus. I denne forbindelse er sagen om Musaylima al-Kadhdhab særlig bemærkelsesværdig. Han benægtede ikke Allahs Sendebuds (s) profetstatus; tværtimod hævdede han, at han var blevet gjort til hans medpart i profetiet. Det oprindelige ordlyd i det brev, som han sendte til Allahs Sendebud før dennes død, var følgende:
»Det vil sige: Fra Allahs Sendebud Musaylima til Allahs Sendebud Muhammad. Fred være med dig. Du skal vide, at jeg er blevet gjort til din medpart i profetiet.«
Selv efter at han således klart havde anerkendt Muhammads sendebudstjeneste, blev han erklæret uden for islam, og der blev ført krig mod ham. Historien beviser også, at Banu Hunaypa troede på ham med et oprigtigt hjerte. De var imidlertid blevet vildledt af den opfattelse, at Muhammad (s) selv havde gjort ham til sin medpart i profetiet. Derudover er der det forhold, at en person fra Medina Tayyiba havde modtaget undervisning i Koranen og, da han kom til Banu Hunayfa, fremstillede Koranens vers for Musaylima som vers, der var blevet åbenbaret for ham.
(Arabisk *********)
På trods af dette anerkendte de ædle ledsagere ham ikke som muslim, men førte krig mod ham. [De, der benægter profetiets afslutning, citerer følgende påståede overlevering fra Aisha (ra) i strid med Profetens (s) hadith: »Sig: Han er visselig profeternes segl; sig ikke, at der ingen profet er efter ham.« For det første er det ren frækhed at citere Aisha (ra) for at benægte Profetens (s) klare befaling. Desuden er den ovennævnte påståede udtalelse fra Aisha (ra) overhovedet ikke pålidelig. Den er ikke nævnt i noget autoritativt værk om hadithvidenskab. Ingen berømt hadithsamler har nedskrevet eller omtalt denne hadith.]
Den ovennævnte hadith er taget fra tafsiren med navnet ‘Dar-i Manhur’ og den lidet kendte hadithsamling med navnet ‘Takmilah Majma-ul-Bihar’; men der vides intet om dens oprindelse eller pålidelighed. At nævne Hazrat Aishas (ra) udtalelse for at afvise en hadith, som Profeten (fred være med ham) har overleveret, eller som berømte hadith-overleverere har overleveret gennem meget pålidelige overleveringskæder, er blot den yderste frækhed.] Herefter er der ingen mulighed for at sige, at sahabaerne ikke erklærede krig mod ham, fordi han trådte uden for islam, men at der blev ført krig mod ham, fordi han gjorde oprør. Selv om der ifølge islamisk lov kan føres krig mod oprørske muslimer, må deres krigsfanger ikke gøres til slaver. Og hvis ikke blot en muslim, men også en dhimmi (ikke-muslim) erklærer oprør, er det heller ikke tilladt at gøre ham til slave efter hans arrestation. Men under krigen mod Musaylima og hans tilhængere erklærede Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra), at deres piger og mindreårige drenge skulle gøres til slaver, og efter deres arrestation viste det sig, at de virkelig var blevet gjort til slaver. Hazrat Ali (ra) blev ejer af en af deres kvindelige krigsfanger. Sønnen, som denne krigsfange fødte, Muhammad ibn al-Hanafiyya, blev senere en almindeligt kendt person i islams historie.
(Arabisk *********)Heraf bliver det klart, at den forbrydelse, som sahabaerne førte krig mod ham for, ikke var oprør, men derimod bestod i, at en person gjorde krav på profetskab efter Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham, og at andre mennesker troede på hans profetskab. Dette skridt blev taget umiddelbart efter Allahs Sendebuds død. Hazrat Abu Bakr Siddiq (ra) ledede det, og hele gruppen af sahabaer gik samlet frem under hans ledelse for at udføre denne opgave. Hvilket tydeligere eksempel på sahabaernes konsensus kan der findes?
De lærdes konsensus
I shariaen er de lærdes konsensus efter sahabaernes konsensus det stærkeste bevis på fjerde niveau. Ser man på sagen fra denne synsvinkel, finder man, at de lærde i hver eneste tidsalder og i alle områder af hele den muslimske verden, fra det første hijri-århundrede og frem til i dag, altid har været enige om, at
“Ingen person kan blive profet efter Muhammad, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Og den, der efter ham gør krav på profetskab, samt den, der accepterer dette falske krav, er en kafir og har ingen plads i islams millat.”
Jeg fremlægger nogle beviser for dette:
(1) På Imam Abu Hanifas tid (80–150 hijri) gjorde en person krav på profetskab og sagde: “Giv mig en mulighed, så vil jeg fremlægge et tegn på profetskab.”
Da imam Sahib hørte dette, sagde han: Den, der beder ham om at fremvise et tegn på profetskab, bliver også kafir. For Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt: (******) Der er ingen profet efter mig.
(Arabisk *********)
(2) Allama Ibn Jarir al-Tabari (224–310 AH) skrev i sin berømte koraniske tafsir(Arabisk *******)i forbindelse med redegørelsen for verset:
(Arabisk *******)
Det vil sige: “Han har afsluttet profetskabet og sat sit segl på det; dets dør vil ikke blive åbnet for nogen anden indtil Dommedag.” (Ibn Jarirs tafsir, bind 22, s. 12)
(3) Allama Ibn Hazm al-Andalusi (384–456 AH) skrev: Åbenbaringernes række er bestemt ophørt efter Allahs Sendebud (s). Beviset herfor er, at åbenbaring kun kommer til en profet, og den Almægtige Allah har sagt: “Muhammad er ikke far til nogen af jeres mænd, men han er Allahs Sendebud og den sidste af profeterne.” (Al-Muhalla, bind 1, s. 26).
(4) Imam al-Ghazali siger: “Hele det muslimske samfund har enstemmigt udledt denne betydning af denne sætning: at Allahs Sendebud (s) klart har erklæret, at ingen sendebud eller profet vil komme efter ham, og at der her ikke er nogen mulighed for at tillægge den en særlig betydning eller ved at fordreje og forvride sætningen at udlede en anden betydning af den. Den, der derefter ved at fordreje den udleder en anden betydning af den, vil fremsætte et absurd og rent opdigtet udsagn, og der er ingen hindring for at udstede en fatwa om vantro mod ham på grundlag af hans udsagn. For han har gjort det vers i Koranen, om hvilket hele det muslimske samfund enstemmigt mener, at det ikke kan tillægges en anden betydning, og at ingen anden betydning kan presses ud af det, til løgn.” (Al-Iqtisad fi al-I‘tiqad, s. 113)
(5) Muhyi al-Sunna al-Baghawi skrev i sin tafsir Ma‘alim al-Tanzil: Gennem Allahs Sendebud har Allah afsluttet profeternes række. Derfor er han den sidste profet, og Ibn Abbas siger, at Allah i dette vers har fastslået, at der ikke er nogen profet efter Muhammad. (Bind 3, s. 158)
(6) Allama al-Zamakhshari skrev i tafsirværket al-Kashshaf: Hvis I siger, at Allahs Sendebud (s) kan være den sidste profet, når profeten Jesus vil stige ned i den sidste tid, svarer jeg, at betydningen af, at Allahs Sendebud er den sidste profet, er, at ingen efter ham vil blive indsat i profetembedet. Jesus blev gjort til profet før Allahs Sendebud (s). Efter sin nedstigning vil han følge Allahs Sendebud og bede vendt mod hans qibla. Det vil sige, at han vil være en del af Allahs Sendebuds ummah. (Bind 2, s. 115)
(7) Qadi Iyad (død 544 h.) skrev: Den, der selv gør krav på profetskab, eller anser det for muligt, at enhver gennem egen indsats kan opnå profetskab og i det mindste gennem åndelig renselse kan ophøjes til en profets rang (sådan som visse filosoffer og fordærvede sufier mener), samt den, der ikke gør krav på profetskab, men påstår, at åbenbaring bliver sendt ned til ham – alle sådanne mennesker er vantro, og de erklærer Allahs Sendebuds profetskab for løgn. For han har meddelt, at han er den sidste profet, og at ingen profet vil komme efter ham, og han har overbragt fra Allah den Ophøjede, at Han har afsluttet profetskabet, og at han er blevet sendt til hele menneskeheden. Hele det muslimske samfund er enigt om, at ordenes ydre betydning skal lægges til grund her, og man er enigt om, at ordenes ydre betydning skal lægges til grund her, og at der ikke er nogen mulighed for at antage en anden betydning. Derfor er der ifølge Koranen, hadith og ijma ingen tvivl om, at de nævnte grupper er vantro. (Ash-Shifa, bind 2, side 270–271)
(8) Allamah Shahristani (død 548 h.) skrev i sit berømte værk Al-Milal wan-Nihal: Og den, der siger, at der også vil komme en profet efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham (bortset fra Jesus, fred være med ham), kan ikke være genstand for nogen uenighed mellem to personer med hensyn til, at han er vantro. (Bind 3, side 249)
(9) Imam Razi siger i sin Tafsir al-Kabir i forbindelse med forklaringen af udtrykket »Khatam an-Nabiyyin«: I denne formulering er udtrykket Khatam an-Nabiyyin blevet brugt, fordi hvis en profet efterlod en vis mangel med hensyn til råd og forklaringen af anvisninger, kunne den profet, der kom efter ham, fuldende den. Men den, efter hvem der ikke kommer nogen profet, er meget kærlig over for sin ummah og giver den klar vejledning. For hans eksempel er som en fars, der ved, at hans søn efter hans død ikke vil have nogen anden værge eller beskytter. (Bind 6, side 581)
(10) Allamah Baydawi skrev i sin Tafsir Anwar at-Tanzil (død 685 h.): Det vil sige, at han er den sidste profet. Han har afsluttet profeternes række, eller det er på grund af ham, at profeternes række er blevet beseglet. Og det skader ikke afslutningen af profetskabet, at Jesus, fred være med ham, vil stige ned efter ham, for han vil stige ned med Allahs Sendebuds religion. (Bind 4, side 164)
(11) Allamah Hafizuddin Nasafi (død 810 h.) skrev i sin Tafsir Madarik at-Tanzil: Og Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, er Khatam an-Nabiyyin. Det vil sige, at han er den sidste profet. Ingen anden person vil blive gjort til profet efter ham. Hvad angår Jesus, fred være med ham, så blev han indsat i profetembedet før Allahs Sendebud. Og når han senere stiger ned, vil han følge Allahs Sendebuds sharia. Det vil sige, at han vil være en del af Allahs Sendebuds ummah. (Side 471)
(12) Allamah Alauddin Baghdadi (død 726 h.) skrev i sin tafsir Al-Khazin:(Arabisk *****)Det vil sige, at Allah har afsluttet Allahs Sendebuds profetskab. Derfor findes der intet profetskab efter ham, og ingen er hans meddelagtige i denne sag.
(Arabisk ********)Det vil sige, at Allah ved, at der ikke er nogen profet efter ham.« (Side 371–472)
(13) Allamah Ibn Kathir (død 774 h.) skrev i sin berømte tafsir: Derefter fremgår det klart af det omtalte vers, at når der ingen profet er efter Allahs Sendebud, kan der slet ikke være tale om en anden sendebud. For sendebudsembedet er en særlig rang, mens profetembedet er mere omfattende end dette. Ethvert sendebud er profet, men enhver profet er ikke sendebud. Enhver, der efter Allahs Sendebud gør krav på denne rang, er en løgner, bedrager, dajjal og vildfaren. Uanset hvor meget han måtte være i stand til at skabe forstyrrelser i naturens orden eller besidde magiske kræfter, kan hans krav ikke accepteres. Alle, der indtil Dommedag gør krav på denne rang, vil være af samme slags. (Bind 3, side 493–494)
(14) Allama Jalaluddin Suyuti (død: 911 AH) har skrevet i sin Tafsir al-Jalalayn: »Det vil sige, Allah den Ophøjede ved, at der ikke kommer nogen profet efter Rasulullah (fred være med ham). Og efter profeten Isa (fred være med ham) er steget ned, vil han handle i overensstemmelse med Rasulullahs lov.« (s. 768)
(15) Allama Ibn Nujaym (død: 970 AH) har i den berømte bog om usul al-fiqh, al-Ashbah wa al-Nazair, skrevet i Kitab al-Siyar, Bab al-Riddah: Hvis nogen ikke tror, at Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet, er han ikke muslim. For at kende og anerkende disse forhold hører til religionens mest nødvendige trosanliggender. (s. 179)
(16) Mulla Ali Qari (død: 1016 AH) har skrevet i Sharh Fiqh al-Akbar: »Det er efter enstemmig overenskomst kufr at hævde profetskab for en anden person efter vores Profet (fred være med ham).« (s. 202)
(17) Shaykh Ismail Haqqi har i forbindelse med den nævnte fortolkning skrevet i Tafsir Ruh al-Bayan: De lærde har læst ordet »khatam« med fatha over ta; det betyder et redskab, hvormed man afslutter, og som bruges til at sætte et segl.
Det vil sige, at Rasulullah (fred være med ham) kom som den sidste af alle profeter, og gennem ham blev profeternes række forseglet. På persisk ville vi kalde ham »profeternes segl«, det vil sige, at profetskabets dør gennem ham blev forseglet og lukket, og profeternes række blev bragt til ophør. Andre læsere har læst ordet med kasra under ta som »Khatim al-Nabiyyin«. Det vil sige, at Rasulullah var den, der satte seglet. Med andre ord kan man sige, at han var den, der satte seglet på profeterne. På denne måde bliver denne betydning af ordet synonym med »khatam«. Derefter vil de lærde blandt Rasulullahs (fred være med ham) ummah efter hans bortgang fra ham ved arv kun modtage hans repræsentation. Med hans død ophørte også profetskabets arv straks, og det forhold, at profeten Isa (fred være med ham) vil stige ned efter ham, medfører ingen mangel ved hans profetskab. For betydningen af at være Khatim al-Nabiyyin er, at ingen efter ham vil blive gjort til profet, mens Isa (fred være med ham) blev gjort til profet før ham. Derfor vil han høre til blandt Rasulullahs følgere, bede vendt mod Rasulullahs qibla og være en del af hans ummah. På det tidspunkt vil der ikke blive åbenbaret nogen wahy til Isa (fred være med ham), og han vil heller ikke indføre nogen nye ahkam; han vil tværtimod være Rasulullahs repræsentant. Ahl al-Sunnah wa al-Jama’ah er enige om, at der ikke er nogen profet efter vores Profet. For Allah den Ophøjede har sagt: »Muhammad (fred være med ham) er den sidste profet.« Og Rasulullah har sagt: »Der er ingen profet efter mig.« Derfor vil den, der nu siger, at der findes en profet efter Muhammad (fred være med ham), blive erklæret kafir. For han har fornægtet Koranen, og på samme måde vil den, der nærer tvivl om dette, blive erklæret kafir. For efter de klare beviser er sandheden blevet adskilt fra falskheden. Og den, der hævder profetskab efter Muhammad (fred være med ham), vil få sin påstand erklæret ugyldig. (bind 22, s. 188)
(18) På ordre fra shahanshah Aurangzeb Alamgir nedskrev fremtrædende lærde fra Indien og Pakistan i fællesskab i det tolvte århundrede efter hijra den bog, der kaldes Fatawa Alamgiri. Heri står der: Hvis nogen mener, at Muhammad (fred være med ham) ikke er den sidste profet, er han ikke muslim, og hvis han siger, at han er Allahs sendebud eller profet, vil der blive afsagt en fatwa om kufr mod ham. (bind 2, s. 263)
(19) Allama al-Shawkani (død: 1255 AH) har skrevet i sin Tafsir Fath al-Qadir: Hele det muslimske samfund har læst ordet »khatim« med kasra under ta, mens kun én har læst det med fatha. Den første betydning er, at Rasulullah afsluttede alle profeter, det vil sige, at han kom som den sidste af dem; den anden betydning er, at han er et segl for alle profeter, og gennem ham blev profeternes række forseglet og lukket. Derved blev deres gruppe fuldendt. (bind 4, s. 275)
(20) Allama al-Alusi (død: 1280 AH) har skrevet i Tafsir Ruh al-Ma’ani: Ordet »profet« har en bredere betydning end »sendebud«. Derfor betyder det, at sendebudet er Khatim al-Nabiyyin, også, at han er Khatim al-Mursalin. Han er den sidste profet og det sidste sendebud. Det betyder, at efter at han i verden havde været begavet med profetskabets egenskab, blev denne egenskab for altid fjernet blandt både mennesker og jinner. (bind 22, s. 32)
Den, der efter Allahs Sendebud hævder at have modtaget profetisk åbenbaring, vil blive betragtet som vantro. Der er ingen plads til uenighed blandt muslimerne om dette. (Det toogtyvende bind, s. 38)
»Koranen har uden tvetydighed erklæret, at Allahs Sendebud er den sidste profet; Allahs Sendebuds sunna har tydeligt forklaret dette, og hele det muslimske samfund har handlet efter det. Derfor vil den, der fremsætter en påstand i strid med dette, blive betragtet som vantro.« (Det toogtyvende bind, s. 39)
Her har jeg nævnt forklaringerne og synspunkterne fra den muslimske verdens fremmeste lærde, faqih’er, hadithlærde og koranfortolkere, fra det bengalske, pakistanske og indiske subkontinent til Marokko og Andalusien og fra Tyrkiet til Yemen. Sammen med deres navne har jeg også angivet deres fødsels- og dødsår. Heraf kan man forstå, at blandt dem findes islams største lærde fra den første til den trettende hijri-århundrede. Jeg kunne også have nævnt synspunkterne hos de lærde fra det fjortende hijri-århundrede, men jeg har med vilje udeladt dem. Det skyldes, at de var samtidige med Mirza Ghulam Ahmad Qadiani. Nogle vil måske sige, at de netop på grund af deres modstand mod Mirza Sahib fremsatte denne betydning af Khatamun Nabiyyin. Derfor har jeg her kun fremført citater fra de lærde, der levede før Mirza Sahib, eftersom der ikke kan være tale om nogen konflikt mellem dem og Mirza Sahib. Disse synspunkter beviser endeligt, at hele den muslimske verden fra det første hijri-århundrede og frem til i dag enstemmigt har forstået ordene Khatamun Nabiyyin som den sidste profet. Muslimerne i enhver tidsalder har haft den samme trosopfattelse: Efter Allahs Sendebud er profetskabets dør for altid blevet lukket. De har enstemmigt anerkendt, at den, der efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, hævder at være profet eller sendebud, og den, der accepterer hans påstand, bliver vantro; på dette område er der i nogen tidsalder opstået selv den mindste uenighed blandt muslimerne. På baggrund af denne drøftelse kan enhver fornuftig person derfor afgøre, om der overhovedet er plads eller mulighed for at antage en anden betydning end den, der bevises af det arabiske leksikon, fremgår af sammenhængen i koranverset, blev forklaret af Allahs Sendebud selv, blev enstemmigt accepteret af de ædle ledsagere og uden tvetydighed er blevet anerkendt af hele det muslimske samfund fra ledsagernes tid og frem til i dag—nemlig at åbne profetskabets dør for en ny tronprætendent. Og hvordan kan man anerkende sådanne mennesker som muslimer, når de ikke blot har udtrykt den rene tanke at åbne profetskabets dør, men en person faktisk er trådt ind gennem denne dør i profetskabsbygningen, og de endda har troet på hans »profetskab«?
Tre ting må overvejes i denne forbindelse.
Har Gud noget fjendskab mod vores tro?
Det første er, at spørgsmålet om profetskab er yderst vigtigt. Set fra Koranens synspunkt hører dette spørgsmål til islams grundlæggende troslære, og menneskets tro eller vantro afhænger af, om det accepterer eller afviser det. Hvis en person virkelig er profet, og folk ikke anerkender ham, bliver de vantro. Omvendt bliver de, der anerkender en person som profet, selv om han ikke er profet, også vantro. I en så kompliceret situation kan man ikke forestille sig nogen form for uagtsomhed fra Allah den Almægtiges side. Hvis det var meningen, at der skulle komme en profet efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, ville Allah selv have udtrykt det klart og uden tvetydighed i Koranen, have bekendtgjort det offentligt gennem Allahs Sendebud, og Allahs Sendebud ville aldrig have forladt denne verden, før han havde underrettet hele ummaen fuldstændigt om, at der efter ham ville komme flere profeter, og at vi alle ville være forpligtede til at anerkende dem. Profetskabets dør ville stå åben efter Allahs Sendebud, og en profet ville træde ind gennem denne dør, sådan at vi ikke kunne forblive muslimer uden at tro på ham. Men vi er ikke blot blevet holdt uvidende om dette; tværtimod har Allah og Hans Sendebud sammen sagt sådanne ting, at hele ummaen i tretten hundrede år har troet—og stadig tror—at der ikke vil komme nogen profet efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham. Hvorfor behandler Allah og Hans Sendebud os på denne måde? Allah og Hans Sendebud nærer jo ikke noget fjendskab mod vores religion og vores tro!
Lad os for argumentets skyld antage, at profetskabets dør stadig står åben, og at vi, hvis en profet kommer, uden frygt og bekymring benægter ham. Så kunne den eneste fare være, at vi ville blive udspurgt i Allahs nærvær! Men hvis Han på Genopstandelsens Dag kræver en forklaring af os om dette, vil vi uden videre fremlægge de ovennævnte optegnelser for Hans domstol. Det vil i det mindste bevise, at det er Allahs Bog og Sendebudets sunna, der har kastet os ud i denne vantro—må Allah forbyde det! Vi kan uden frygt sige, at Allah ikke vil straffe os for ikke at tro på en ny profet, efter at Han har set alle disse optegnelser. Men hvis profetskabets dør virkelig er blevet lukket, så ingen ny profet kan komme, og nogen trods alt tror på en, der hævder profetskab, bør vedkommende overveje, om han i Allahs nærvær kan fremlægge en sådan optegnelse til forsvar for sig selv mod denne vantro, at han kan håbe på at blive frelst. De beviser og dokumenter, der er samlet til hans egen redegørelse, bør analyseres her, før han møder frem for domstolen. Og på baggrund af de beviser, vi har fremlagt, bør han overveje, om noget fornuftigt menneske, der stoler på det forsvar, han gør dette på grundlag af, kan udsætte sig for faren ved at blive straffet for vantro.
Hvorfor skulle der nu være behov for en profet?
Det andet er, at ingen kan udvikle profetskabets egenskab i sig selv ved at gøre fremskridt i tilbedelse og gode gerninger. Evnen til profetskab er ikke noget, man kan tilegne sig. Mennesker får ikke profetskab som belønning for en stor tjeneste. Allah den Ophøjede giver derimod denne værdighed til en bestemt person, når der foreligger et særligt behov. Når dette behov opstår, indsætter Allah den Ophøjede en person i denne værdighed; og når behovet ikke opstår eller ikke længere er til stede, indsætter Allah den Ophøjede ikke uden grund den ene profet efter den anden. Når vi ud fra Koranen forsøger at finde ud af, under hvilke omstændigheder der opstår behov for at sende en profet, finder vi dér fire sådanne situationer:
** Behovet for at sende en profet til et bestemt folk opstår, når ingen profet tidligere er kommet til dem, og budskabet fra en profet, der er sendt til et andet folk, heller ikke er nået frem til dem.
** Behovet for at sende en profet opstår, når det pågældende folk glemmer de tidligere udsendte profeters lære, eller når den bliver forvansket, så det bliver umuligt at følge den vej, de viste.
** Folkets uddannelse gennem de tidligere udsendte profeter har ikke nået fuldendelse, og der bliver behov for endnu en profet for at fuldende religionen.
** Der bliver behov for endnu en profet til at hjælpe og støtte en profet.
Af ovenstående drøftelse er det blevet klart, at der ikke er behov for nogen profet efter Allahs Sendebud.
Koranen siger selv, at Allahs Sendebud blev sendt som vejleder for hele verden. Verdens kulturhistorie fortæller, at der siden hans modtagelse af profetskabet har hersket sådanne forhold i hele verden, at hans kald til enhver tid kan nå alle verdens folk. Derfor er der ikke længere behov for at sende separate profeter til hvert enkelt folk.
Koranen siger også dette, og samtidig vidner alle overleveringer i hadith og sira om, at Allahs Sendebuds lære er blevet bevaret fuldstændig korrekt og uforfalsket. Den er ikke blevet forvansket eller ændret på nogen måde. I den Koran, han bragte, er der indtil i dag ikke blevet tilføjet eller fjernet så meget som ét ord. Og det kan heller ikke ske indtil Dommedag. Den vejledning, han gav gennem sine ord og handlinger, modtager vi også i dag på en sådan måde, som om vi selv levede i hans tid. Derfor er det andet behov også ophørt.
Endvidere fastslår Den Ædle Koran klart, at Guds religion er blevet fuldkommengjort gennem Allahs Sendebud. Derfor er der heller ikke længere behov for nogen profet for at fuldkommengøre religionen.
Nu er det fjerde behov tilbage. Mit svar på dette er, at hvis der havde været behov for en profet af denne grund, ville han være blevet sendt sammen med Allahs Sendebud i hans tid. Men alle ved, at ingen sådan profet blev sendt i Allahs Sendebuds tid; derfor er denne grund bortfaldet.
Nu vil vi spørge: Hvad er den femte grund til, at endnu en ny profet skulle komme efter Allahs Sendebud? Hvis nogen siger, at hele ummaen er blevet fordærvet, og at der derfor er behov for endnu en ny profet til dens reform, vil vi spørge ham: Er der indtil i dag kommet nogen profet til verden udelukkende for reformens skyld, således at endnu en ny profet skulle fremstå alene med dette formål? Profeter sendes jo netop for at modtage åbenbaring. For det er hos profeten, åbenbaringen nedsendes. Der er behov for åbenbaring enten for at bringe et nyt budskab eller for at beskytte det tidligere budskab mod forvanskning. Efter at Allahs Koran og Allahs Sendebuds sunnah er blevet bevaret, og Allahs religion er blevet fuldkommen, hvor alle mulige behov for åbenbaring er ophørt, er der vedrørende reform kun behovet for reform tilbage – ikke behovet for en profet.
En ny profeti er i dag ikke en nåde for muslimerne, men svarer til en forbandelse
For det tredje er det sådan, at når en profet kommer til et folk, opstår spørgsmålet om kufr og iman netop dér. De, der anerkender denne profet, bliver en del af én umma, mens de, der fornægter ham, nødvendigvis bliver en del af en særskilt umma. Forskellen mellem disse to ummaer vil ikke være en mindre meningsforskel; derfor vil de to grupper aldrig kunne forenes, så længe den ene af dem ikke opgiver sin trosbekendelse og overbevisning. Desuden vil kilderne til vejledning og lov for hver af dem i praksis være forskellige. Den ene gruppe vil udlede loven af sin egen profets åbenbaring og sunnah, mens den anden gruppe fra begyndelsen vil nægte at anerkende disse to som kilder til sin lov. Derfor vil det aldrig være muligt at skabe ét samfund ved at forene dem.
Efter at have betragtet disse strålende sandheder vil enhver kunne forstå klart, at khatm-e nubuwat er en stor nåde fra Allah den Højeste til den muslimske nation. Det er i kraft af den, at hele den muslimske nation har kunnet indgå i et evigt, verdensomspændende broderskab. Dette har nu beskyttet muslimerne mod alle grundlæggende meningsforskelle, som ellers ville have sået frøene til en evig adskillelse blandt dem. Derfor kan enhver, der anerkender Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, som vejleder og leder og ikke ønsker at søge nogen anden kilde til vejledning end den lære, han har bragt, i dag blive en del af dette broderskab. Hvis profetiens dør ikke var blevet lukket, ville den muslimske nation aldrig have fundet denne enhed. For efter hver profets komme ville denne enhed være blevet splittet.
Menneskets fornuft og samvittighed støtter også det synspunkt, at profetiens dør bør lukkes, efter at en universel og fuldkommen religion er blevet givet og beskyttet mod enhver form for forvanskning og ændring. Derved kan muslimer over hele verden, gennem denne sidste profets samlede komme, for altid forblive en del af den samme umma, og ummaen vil ikke igen og igen blive splittet ved nye profeters komme uden noget behov. Hvad enten en profet er zillī eller burūjī, tilhører en umma, har en sharīʿa eller har en bog – uanset hvilken form det drejer sig om – vil den uundgåelige følge af, at en sådan profet kommer og sendes fra Gud, være, at de, der anerkender ham, bliver én umma, mens de, der ikke anerkender ham, regnes som kafirer. Når der virkelig opstår behov for at sende en profet, er denne splittelse – og kun da – uundgåelig. Men når der ikke længere er behov for hans komme, kan man på ingen måde forvente af Guds visdom og nåde, at Han uden grund skulle kaste sine tjenere ud i en konflikt mellem kufr og iman og nægte dem muligheden for samlet at tilhøre én umma. Derfor anerkender menneskets fornuft og samvittighed alt det, der bevises af Koranen, sunnah og ijma, som sandt, og heraf fremgår det, at profetiens dør i vor tid bør forblive lukket.
Betydningen af den ‘forjættede Messias’
De, der almindeligvis opfordrer til en ny profetværdighed, siger til uvidende muslimer, at hadithen har forudsagt den »lovede Messias’« komme. Og Messias var en profet. Derfor påvirkes profetiens segl på ingen måde af hans komme. Tværtimod er både profetiens segl og den »lovede Messias’« komme lige sande.
I denne forbindelse siger de endvidere, at Jesus, Marias søn, ikke er den »lovede Messias«. Han er død. Den, hvis komme er blevet forudsagt i hadithen, er »Messias’ ligemand« – det vil sige en Messias, der ligner Jesus. Og han er den »og-og-så-videre«-person, som for nylig er kommet. Hvis man anerkender ham, modsiger man ikke troen på profetiens segl.
For at gennemtrænge dette bedragets slør gengiver jeg her med kilder de autentiske hadither om dette emne fra de pålidelige hadithbøger. Når enhver person læser disse hadither, vil vedkommende selv kunne forstå, hvad Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde, og hvordan hans ord fremstilles i dag.
Hadither om Jesu, fred være med ham, nedstigning
(Arabisk **********)
(1) Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, berettede, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, vil Marias søn visselig stige ned blandt jer som en retfærdig hersker. Derefter vil han knuse korset og dræbe svinet.« [At knuse korset og dræbe svinet betyder, at religionens eksistens som en særskilt religion vil blive afskaffet. Hele kristendommens struktur bygger på den trosopfattelse, at Allah lod sin eneste søn (det vil sige Jesus, fred være med ham) korsfæste og give en fuldendt død under »forbandelsen«. Og derved er alle menneskers synder blevet sonet. Forskellen mellem de kristne og tilhængerne af de øvrige profeter er, at disse kun har antaget denne trosopfattelse og derefter forkastet hele Guds lov. De har endog gjort svinet tilladt for sig – selv om det er forbudt i alle profeternes lovgivning.
Når Jesus, fred være med ham, derfor selv kommer og siger: »Jeg er ikke Guds søn, jeg blev ikke korsfæstet og dræbt, og jeg har ikke sonet nogen menneskers synder«, vil grundlaget for den kristne trosopfattelse blive rykket op med rode. På samme måde vil kristendommens anden særegenhed blive udslettet, når han siger: »Jeg har ikke gjort svinekød tilladt for mine følgere, og jeg har heller ikke befriet dem fra lovens begrænsninger.«
Med andre ord vil religionernes forskellighed da blive udvisket, og menneskene vil komme ind under den eneste religion, islam. Som følge heraf vil der ikke længere være behov for krig, og der vil heller ikke blive opkrævet jizya fra nogen. De efterfølgende hadith nr. 5 og 15 har bevist dette. »Og han vil bringe krigen til ophør« (i en anden overlevering er ordet »jizya« nævnt i stedet for krig, det vil sige, at han vil bringe jizya til ophør). Da vil mængden af rigdom blive så stor, at der ikke vil være nogen til at tage imod den, og (forholdene vil nå dertil, at mennesket for Allahs skyld) vil anse én enkelt nedkastelse i bøn for at være mere værdifuld end verden og alt, hvad den rummer.
(2) I en anden hadith beretter Hazrat Abu Huraira (ra), at(Arabisk **********)
Dommedagen vil ikke indtræffe, før Isa ibn Maryam er steget ned …” Derefter siges det, at dette er fuldstændig i overensstemmelse med den ovenfor nævnte hadith. – (Bukhari, Kitabul Mazalim, Babu Kasris-Salib; Ibn Majah, Kitabul Fitan, Babu Fitnatid-Dajjal)
(Arabisk **********)
(3) Hazrat Abu Huraira beretter, at Rasulullah (s) sagde: Hvordan vil det være med jer, når Ibn Maryam stiger ned blandt jer, mens jeres imam bliver udpeget blandt jer selv? [Det vil sige, at Hazrat Isa (a) ikke vil lede bønnen. Han vil følge den på forhånd udpegede muslimske imam.]
(Arabisk **********)
(4) Hazrat Abu Huraira beretter, at Rasulullah (s) sagde: Isa ibn Maryam vil stige ned. Derefter vil han dræbe svinene. Han vil ødelægge korset. Flere bønner vil blive bedt for ham på én tid. Han vil uddele så meget rigdom, at der til sidst ikke vil være nogen til at modtage den. Han vil ophæve kharaj-skatten. Mens han opholder sig på et sted ved navn Rawha [Rawha er navnet på et sted 25 miles fra Medina], vil han derfra udføre hajj eller umrah eller begge dele. (Fortælleren er i tvivl om, hvilken af disse Rasulullah nævnte).
(Arabisk **********)
(5) Hazrat Abu Huraira beretter, at Rasulullah efter beskrivelsen af Dajjals fremkomst sagde: Imens vil muslimerne være i færd med at forberede sig på at kæmpe mod ham og stille sig op på række, og når iqamah til bønnen er blevet fremsagt, vil Isa ibn Maryam stige ned og lede muslimerne i bønnen. Guds fjende Dajjal vil, så snart han ser ham, begynde at smelte på samme måde, som salt opløses i vand. Selv hvis Isa (a) forlader ham i denne tilstand, vil han fortsætte med at smelte og dø. Men Allah den Almægtige vil lade ham blive dræbt af Hazrat Isa (a). Han vil vise muslimerne spidsen af sit spyd, farvet med Dajjals blod.
(Arabisk **********)
(6) Hazrat Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) har berettet, at Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Der er ingen profet mellem mig og ham (det vil sige Hazrat Isa). Og han vil stige ned. Så snart I ser ham, vil I genkende ham. Han vil være middelhøj. Hans hudfarve vil være rødlig og hvidlig. Han vil være iført to gule klæder. Det vil se ud, som om vand drypper fra hans hår, selv om det slet ikke vil være vådt. Han vil kæmpe mod mennesker for islams skyld. Han vil knuse korset i stykker. Han vil dræbe svin. Han vil afskaffe jizya-skatten. I hans tid vil Allah udslette alle trosretninger. Han vil dræbe al-Masih ad-Dajjal, og han vil forblive på jorden i fyrre år. Derefter vil han dø, og muslimerne vil bede begravelsesbønnen over ham.
(Arabisk **********)
(7) Hazrat Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: … Derefter vil Isa ibn Maryam stige ned. Muslimernes amir vil sige til ham: Kom, og led bønnen for os. Men han vil sige: Nej, I er hinandens amirer. [Det vil sige, at jeres amir bør være en af jer selv.] Han vil sige dette på grund af den ære, som Allah den Ophøjede har skænket dette umma.
(Arabisk **********)
(8) Hazrat Jabir ibn Abdullah har berettet (i forbindelse med Ibn Sayyad), at Umar ibn al-Khattab derefter sagde: O Rasulullah, giv mig tilladelse til at dræbe ham. Rasulullah, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Hvis denne person er den samme (det vil sige ad-Dajjal), er det ikke jer, der vil dræbe ham; det vil derimod Isa ibn Maryam, som dræber ham. Og hvis han ikke er denne person, har I ingen ret til at dræbe nogen blandt beskyttelsesfolkene.
(Arabisk **********)
(9) Hazrat Jabir ibn Abdullah har berettet, at (Rasulullah sagde om ad-Dajjal:) På det tidspunkt vil Isa ibn Maryam pludselig komme og være blandt muslimerne. Derefter vil folk rejse sig til bøn. Der vil blive sagt til ham: O Ruhullah! Gå frem. Men han vil sige: Nej, jeres imam bør gå foran; det er ham, der skal lede bønnen. Efter morgenbønnen vil muslimerne derefter drage ud mod ad-Dajjal. Rasulullah sagde: Når denne løgner ser Hazrat Isa, vil han begynde at smelte, ligesom salt smelter i vand. Derefter vil han gå frem mod ad-Dajjal og dræbe ham. Så vil det ske, at træer og sten vil råbe og sige: O Ruhullah! Jøden gemmer sig bag mig! Ingen af ad-Dajjals tilhængere vil overleve; alle vil blive dræbt.
(Arabisk **********)
(10) Hazrat Nawwas ibn Sam’an al-Kilabi beretter (i forbindelse med Dajjal), at (Allahs Sendebud sagde:) Dajjal vil på det tidspunkt fortsætte med at gøre disse ting. Imens vil Allah den Ophøjede sende Messias, ibn Maryam. Han vil stige ned nær den hvide minaret i den østlige del af Damaskus, iført to gule klæder og med hænderne hvilende på skuldrene af to engle. Når han bøjer hovedet, vil det se ud, som om vandet drypper fra det. Og når han løfter hovedet, vil det se ud, som om vanddråber glimter som perler. Den vantro, hvis krop vinden fra hans ånde rammer – og dens rækkevidde vil være så langt, som hans blik rækker – vil ikke forblive i live. Derefter vil ibn Maryam forfølge Dajjal og gribe og dræbe ham ved Lyddas [her kan det nævnes, at Lydda (Lydda) ligger i Palæstina, blot få miles fra Tel Aviv, hovedstaden i den nuværende stat Israel. Jøderne har bygget en stor lufthavn her] port.
(Arabisk **********)
(11) Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As beretter, at Allahs Sendebud (s) sagde: Dajjal vil komme frem blandt min ummah og forblive der i fyrre (jeg ved ikke, om det er fyrre dage, fyrre måneder eller fyrre år) [dette er Hazrat Abdullah ibn Amrs ord]. Derefter vil Allah sende Isa ibn Maryam. Hans ansigt vil ligne Urwah ibn Mas’uds (en bestemt sahabis) ansigt. Han vil forfølge Dajjal og dræbe ham. Derefter vil menneskene i syv år befinde sig i en sådan tilstand, at der ikke vil være fjendskab mellem to mennesker.
(Arabisk **********)
(12) Hazrat Hudhayfah ibn Usayd al-Ghifari (ra) beretter, at Allahs Sendebud (s) engang kom til vores forsamling. På det tidspunkt var vi optaget af en samtale indbyrdes. Allahs Sendebud (s) spurgte: Hvad taler I om? Folkene svarede: Vi taler om Dommedagen. Han sagde: Den vil aldrig indtræffe, før ti tegn har vist sig. Derefter nævnte han ti tegn: Ét: røgen. To: Dajjal. Tre: jordens dyr. Fire: solen står op fra vest. Fem: Isa ibn Maryams nedstigning. Seks: Gog og Magog. Syv: tre vældige jordskred, ét i øst. Otte: ét i vest. Ni: og ét på Den Arabiske Halvø. Ti: Til sidst vil en vældig ild bryde frem fra Yemen og drive menneskene mod opstandelsens plads.
(Arabisk **********)
(13) Thawban (ra), Allahs Sendebuds (s) frigivne slave, beretter, at Allahs Sendebud sagde: Allah den Ophøjede har befriet to hære blandt min ummah fra Helvedes ild. Den ene af dem er de, som vil angribe Hindustan, og den anden er de, som vil være sammen med Isa ibn Maryam.
(Arabisk **********)
(14) Majma ibn Jariya al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Ibn Maryam vil dræbe Dajjal ved indgangen til Lod.
(Arabisk **********)
(15) Abu Umama al-Bahili har (i en lang hadith om Dajjal) berettet, at netop som muslimernes imam træder frem for at lede morgenbønnen, vil Isa ibn Maryam stige ned blandt dem. Imamen vil træde tilbage for at lade Isa (fred være med ham) gå frem, men Isa (fred være med ham) vil lægge sin hånd på hans skulder og sige: Nej, du skal lede bønnen, for de er trådt frem for din skyld. Således vil han (imamen) lede bønnen. Efter salam vil Isa (fred være med ham) sige: Åbn døren. Døren vil blive åbnet. Udenfor vil Dajjal vente med 70.000 bevæbnede jødiske soldater. Så snart hans blik falder på Isa (fred være med ham), vil han begynde at smelte bort, ligesom salt opløses i vand. Og han vil vende ryggen til og flygte. Isa (fred være med ham) vil sige: Jeg har et slag til dig, som du på ingen måde kan undslippe. Derefter vil han indhente og gribe ham ved Lods østlige port, og Allah den Højeste vil give jøderne nederlag … og jorden vil blive fyldt med muslimer, ligesom et kar fyldes med vand. Alle vil tro på den samme trosbekendelse, og ingen anden end Allah vil blive tilbedt i verden.
(Arabisk **********)
(16) Uthman ibn Abi al-As (må Allah være tilfreds med ham) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: …… og Isa ibn Maryam, fred være med ham, vil stige ned ved tiden for morgenbønnen. Muslimernes leder vil sige til ham: O Allahs Ånd! Led bønnen! Han vil svare: Denne ummas medlemmer er selv deres egne ledere. Da vil muslimernes leder træde frem og lede bønnen. Efter bønnen vil Isa (fred være med ham) med sin hær drage frem mod Dajjal. Han vil dræbe Dajjal med sit eget våben, og hans følge vil blive besejret og flygte. Men de vil ingen steder kunne finde et sted at skjule sig. Selv træerne vil råbe: O troende, en vantro skjuler sig her! Og selv stenene vil råbe: O troende, en vantro skjuler sig her!
(Arabisk **********)
(17) Samura ibn Jundub har (i en lang hadith) berettet, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) siger: Derefter vil Isa ibn Maryam om morgenen komme blandt muslimerne, og Allah den Højeste vil besejre Dajjal og hans hær. Selv muren og træstammerne vil råbe: O troende, en vantro har skjult sig bag mig. Kom og dræb ham!
(Arabisk **********)
(18) Ibn Husain har berettet, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Der vil altid være en gruppe blandt vores ummah, som står fast på sandheden, og de vil få overtaget over deres modstandere. Til sidst vil Allah den Almægtiges afgørelse komme, og Isa ibn Maryam, må fred være med ham, vil stige ned.
(Arabisk **********)
(19) Hazrat Aisha, må Allah være tilfreds med hende, berettede i forbindelse med Dajjal, at Allahs Sendebud sagde: Derefter vil Isa, må fred være med ham, stige ned. Han vil dræbe Dajjal. Derefter vil Isa (må fred være med ham) opholde sig i verden i fyrre år som en retfærdig imam og en retskaffen hersker.
(Arabisk **********)
(20) Safina, Allahs Sendebuds frigivne slave, må Allah være tilfreds med ham, berettede i forbindelse med Dajjal, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Derefter vil Isa, må fred være med ham, stige ned, og Allah den Almægtige vil dræbe ham (Dajjal) nær bjergpasset ved Ufaik [Ufaik kaldes i dag Faiq. Det er den sidste by i den nuværende syriske stat ved grænsen mellem Syrien og Israel. Nogle få mil mod vest ligger der en sø ved navn Tiberias. Her udspringer Jordanfloden. Sydvest for denne, midt mellem bjergene og i lavlandet, findes en vej. Denne vej går omkring 1.500 fod ned i dybden og når frem til det sted, hvor Jordanfloden løber ud fra Tiberias. Dette bjergpas kaldes »Aqabat Ufaik« (Ufaiks nedre bjergpas).].
(Arabisk **********)
(21) Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman berettede i forbindelse med Dajjal, at Allahs Sendebud sagde: Når muslimerne derefter gør sig klar til bønnen, vil Isa ibn Maryam stige ned for øjnene af dem. Han vil lede muslimerne i bønnen, og efter at have afsluttet bønnen med salam vil han sige til folk: »Flyt jer fra mellem mig og denne Guds fjende ….« Og Allah den Almægtige vil give muslimerne overtaget over Dajjals styrker.
Muslimerne vil fortsætte med at dræbe dem nådesløst. Til sidst vil selv træer og sten råbe: »Allahs tjener, den Barmhjertiges tjener, muslim! Se, her er en jøde; dræb ham.« Således vil Allah tilintetgøre dem, og muslimerne vil sejre. De vil bryde korsene, dræbe svinene og ophæve jizyaen. [Hadithen er også kort gengivet i Muslim, og Hafiz Ibn Hajar Asqalani har i sjette bind af Fath al-Bari, side 550, anset den for sahih.]
Disse 21 hadither er blevet overleveret gennem 14 sahaba med ufejlbarlige overleveringskæder og er optaget i hadithværkernes pålidelige bøger. Derudover er utallige andre hadither om dette emne blevet nævnt i andre hadithsamlinger. Men af frygt for at gøre drøftelsen for lang har jeg ikke medtaget dem her. Jeg har kun citeret de hadither, der er stærkere og mere pålidelige med hensyn til både overlevering og overleveringskæde.
Hvad beviser disse hadither?
Enhver, der læser disse hadither, vil selv kunne forstå, at der her ikke er nævnt nogen »lovet Messias«, »Messias’ lige« eller »Burūjī-Messias«. Ingen person, der i vor tid er blevet født af en far og en mor, kan påstå, at han er den Messias, som verdensprofeten Hazrat Muhammad Mustafa, Allahs velsignelser og fred være med ham, forudsagde. Af disse hadithers utvetydige ordlyd fremgår det, at det er Jesus, fred være med ham, som blev født for to tusind år siden i Hazrat Maryams skød uden en far, der vil stige ned. Om han er død eller befinder sig et sted i levende tilstand, er i denne sammenhæng helt irrelevant. Selv hvis man for argumentets skyld antager, at han er død, kan man sige, at Allah har magt til at bringe ham til live igen. [De, der benægter Allahs magt til at give liv igen, bør overveje vers 259 i sura al-Baqara. Her siger Allah, at Han lod en af Sine tjenere være død i hundrede år og derefter gav ham liv igen.] Desuden kan Allah efter at have holdt en af Sine tjenere i live i tusind år et eller andet sted i dette enorme skaberværk, når som helst efter Sin egen vilje føre ham tilbage til denne verden. I lyset af Allahs ubegrænsede magt forekommer dette på ingen måde usædvanligt. Det siger sig selv, at den, der anerkender hadith som sand, nødvendigvis må anerkende den person, der vil komme i fremtiden, som den ovenfor nævnte Jesus, søn af Maryam. Den, der derimod benægter hadith, kan i virkeligheden heller ikke anerkende eksistensen af nogen, der vil komme. For troen på den kommende persons ankomst har intet andet grundlag end hadith. Men det besynderlige er, at man netop her accepterer forestillingen om den kommende persons ankomst på grundlag af hadith, mens man igen benægter disse samme hadither, når de klart fremsætter, at den pågældende kommende person ikke er nogen »Messias’ lige« (en person, der ligner Messias), men selv vil være Jesus, søn af Maryam, fred være med ham.
Det andet udsagn, der klart og utvetydigt fremgår af disse hadither, er, at Hazrat Jesus, søn af Maryam, fred være med ham, ikke vil stige ned for anden gang som profet. Der vil ikke blive sendt åbenbaring til ham. Han vil ikke bringe noget nyt budskab eller nogen ny lov fra Gud. Han vil heller ikke foretage nogen ændring, hverken ved at formindske eller forøge noget, i Muhammads sharia. Han vil heller ikke blive sendt til verden for at genoplive islams religion. Når han kommer, vil han ikke opfordre folk til at tro på ham, og han vil heller ikke danne en særskilt umma af dem, der tror på ham. [Tidligere lærde har fremlagt dette forhold meget klart. Allama Aftabani (722–792 hijra) skrev i værket Sharh Aqā’id al-Nasafī: »Det er en fastslået sandhed, at Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, er den sidste profet … Hvis det siges, at hadith beretter om Hazrat Jesus’, fred være med ham, komme efter ham, vil jeg sige: Ja, det er sandt, at der er berettet om Hazrat Jesus’, fred være med ham, komme, men han vil være en følger af Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham. For hans sharia er blevet ophævet. Derfor vil der ikke blive sendt åbenbaring til ham, og han vil ikke fastsætte nogen ny lov. Han vil derimod virke som Muhammad, Allahs Sendebuds, stedfortræder.« (Trykt i Egypten, side 135)]
Allama Alusi har også fremsat næsten det samme synspunkt i sit tafsirværk Ruh al-Maʿani. Han siger: »Derefter vil Jesus, fred være med ham, stige ned. Han vil ganske vist fortsat have den rang som profet, der tidligere blev givet ham, for han vil ikke blive frataget sin tidligere rang. Men han vil ikke følge sin tidligere sharia, eftersom den er blevet ophævet for både ham selv og alle andre mennesker. Derfor vil han ikke længere fastsætte bestemmelserne i den islamiske sharia på noget område, fra grundprincipperne til de mindste detaljer. Han vil derimod være Muhammad, Allahs Sendebuds, stedfortræder og en hersker blandt herskerne over Muhammads umma og den muhammadanske millat.« (Bind 22, side 32)
Imam Razi har fremlagt dette endnu tydeligere med følgende ord: »Profeternes tidsalder er afsluttet med Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham. Efter Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, kom, er profeternes komme afsluttet. Derfor er det på ingen måde urimeligt, at Jesus efter sin nedstigning i vor tid vil være en følger af Hazrat Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham.« (Tafsir al-Kabir, bind 3, side 343)] Han vil blive sendt til verden med én bestemt opgave: at tilintetgøre Dajjals fitna fuldstændigt. Derfor vil han stige ned på en sådan måde, at der ikke vil være nogen mulighed for tvivl blandt muslimerne om hans nedstigning. De muslimer, blandt hvem han stiger ned, vil uden den mindste tvivl forstå, at han er den samme Jesus, søn af Maryam, som Allahs Sendebud, Allahs velsignelser og fred være med ham, forudsagde, og at han er steget ned på det tidspunkt, som Allahs Sendebud havde sagt. Han vil slutte sig til muslimernes gruppe. Han vil bede bag muslimernes daværende imam. [Selv om det i to hadither (nr. 5 og 21) siges, at Jesus, fred være med ham, efter sin nedstigning selv vil lede den første bøn, fremgår det af flertallet af haditherne, og navnlig af nogle stærke hadither (nr. 3, 7, 9, 15 og 16), at han vil afvise at lede bønnen og i stedet lade muslimernes daværende imam og leder træde frem. Muhaddithun og mufassirun har enstemmigt antaget dette synspunkt.] Den, der på det tidspunkt leder muslimerne, vil lade ham træde frem, så der ikke kan være nogen mulighed for den opfattelse, at han er vendt tilbage for igen at udføre profetens opgave med sin egen profetiske rang. Det kan uden tvivl siges, at ingen anden person kan være imam eller leder i en gruppe, hvor Guds profet er til stede. At han således blot indtræder i muslimernes gruppe som et almindeligt medlem, vil derfor spontant erklære, at han ikke er kommet som profet. Derfor opstår der ved hans komme overhovedet ikke noget spørgsmål om, at profetdøren skulle blive åbnet.
Hans komme kan uden tvivl sammenlignes med en tidligere statschefs komme under den nuværende statschefs regeringstid. I denne situation kan den tidligere statschef deltage i statens anliggender under den tidligere statschef. Enhver fornuftig person kan let forstå, at loven ikke brydes blot ved, at en anden tidligere statschef kommer under en statschefs regeringstid. Men overtrædelse af loven bliver uundgåelig i to situationer. For det første hvis den tidligere statschef kommer og igen forsøger at varetage statschefens embede. For det andet hvis nogen benægter hans værdighed og ansvar som statschef. Det ville nemlig være ensbetydende med at anfægte gyldigheden af de handlinger, der blev udført, mens han var statens leder. Hvis ingen af disse to situationer foreligger, kan den tidligere statschefs blotte komme på ingen måde ændre den juridiske situation. Det samme gælder Hazrat Isas (fvmh.) genkomst. Profetskabets segl brydes ikke blot ved hans komme. Men hvis han kommer og indtager en profets position og fortsætter med at udføre profetskabets opgaver, eller hvis nogen endog benægter hans tidligere profets sinds værdighed, så brydes Guds profetskabslov i dette tilfælde. På den ene side erklæres det klart i hadithen, at der ikke kommer nogen profet efter Muhammad, Allahs Sendebud (fvmh.), og på den anden side meddeles det, at Isa, fred være med ham, vil stige ned igen. Heraf fremgår det klart, at hans anden komme ikke vil ske med det formål at udføre profetskabets opgaver.
På samme måde vil hans komme ikke rejse noget nyt spørgsmål om vantro og tro blandt muslimerne. Selv i dag bliver en person vantro, hvis han ikke tror på hans tidligere profetskab. Muhammad, Allahs Sendebud (fvmh.), troede selv på dette profetskab. Hele Muhammad, Allahs Sendebuds (fvmh.), ummah har lige fra begyndelsen troet på ham. Også på tidspunktet for Hazrat Isas (fvmh.) genkomst vil denne samme situation forblive uændret. Muslimerne vil ikke tro på noget nyt profetskab; ligesom i dag vil de også den dag tro på Isa ibn Maryams (fvmh.) tidligere profetskab. Ligesom denne situation ikke er i strid med profetskabets segl i dag, vil den heller ikke være i strid med det den dag.
Den sidste konklusion, der kan drages af disse hadither og mange andre hadither, er, at den Dajjal, som vil blive sendt for at udrydde den verdensomspændende fitna forbundet med Dajjal, der skal bekæmpes af Hazrat Isa (fvmh.), vil være af jødisk oprindelse. Han vil fremstille sig selv som “Messias”. En person, der ikke er bekendt med jødernes historie og deres religiøse tanker og overbevisninger, vil ikke kunne forstå betydningen af dette. Efter Hazrat Sulayman, fred være med ham, døde, blev Israels børn ramt af socialt og religiøst forfald samt politisk tilbagegang, og dette forfald fortsatte i lang tid. Til sidst underkastede Babylons og Assyriens herskere dem, fordrev dem fra landet og spredte dem i forskellige egne af verden. Da begyndte Israels børns profeter at give dem det glade budskab, at en Messias fra Gud ville komme og befri dem fra denne yderste ydmygelse. På baggrund af disse profetier ventede jøderne på en Messias’ komme. Han skulle være konge. Han skulle erobre lande gennem krig. Han skulle samle Israels børn fra forskellige lande i Palæstina og oprette en stærk stat for dem. Men da Isa ibn Maryam (fvmh.) kom som Messias fra Gud og kom uden nogen hær, blev deres håb og forventninger gjort til skamme, og jøderne nægtede at anerkende ham som Messias. De forsøgte at dræbe ham. Fra den tid og indtil i dag har den jødiske verden ventet på den lovede Messias, hvis komme de havde fået det glade budskab om. Deres litteratur er fyldt med drømmesyn og opdigtede fortællinger om den ønskede tidsalder. I århundreder har det jødiske folk levet af den fantaserede smag af det billede, der er skabt i Talmudens og rabbinernes litterære værker. De sidder med håbet i brystet om, at denne lovede Messias vil være en stærk militær og politisk leder. Han vil igen bringe hele området fra Nilen til Eufrat, som jøderne anser for deres “arveligt overdragne område”, under jødisk kontrol og samle jøder fra hele verden dér.
Hvis man ser på situationen i Mellemøsten i dag og analyserer begivenhederne i lyset af Allahs Sendebuds (fvmh.) profeti, vil man se, at scenen fuldstændig er gjort klar til den største Dajjals komme, som ifølge Den Ædle Profets (fvmh.) ord skal udfylde rollen som jødernes “lovede Messias”. Muslimerne er blevet fordrevet fra størstedelen af Palæstinas område. Der er dér blevet oprettet en jødisk stat ved navn Israel. Jøder fra forskellige lande i hele verden slår sig i flok ned dér. Amerika, Storbritannien og Frankrig har forvandlet den til en enorm militærmagt. Med støtte fra jødiske kapitalister fører jødiske videnskabsfolk og industrifolk den hurtigt frem ad udviklingens vej. Denne magt er blevet en stor fare for de omkringliggende muslimske lande. Herskerne i denne stat har på ingen måde skjult deres ønske om at erobre dette “arveligt overdragne land”
(kort *****************)
De har ikke lagt skjul på det. På næste side vises en gengivelse af den blå plan for den fremtidige jødiske stat, som de i lang tid har offentliggjort. På dette kort kan man se, at de ønsker at udvide deres imperium til hele Syrien, Libanon og Jordan, næsten hele Irak, Iskenderun i Tyrkiet, Sinai og Nil-deltaområdet i Egypten samt højlandet i Hijaz og Najd i Arabien, inklusive Medina al-Munawwara. På denne baggrund står det klart, at de under tumulten i en kommende verdenskrig vil forsøge at erobre disse områder, og at den såkaldte største Dajjal netop på det tidspunkt vil komme som deres lovede Messias. Allahs Sendebud (fvmh.) nøjedes ikke med at meddele hans komme, men sagde også, at bjerge af ulykker på det tidspunkt ville styrte ned over muslimerne, og at hver dag ville føles for dem som et helt år. Derfor søgte han selv tilflugt hos Gud mod Messias-Dajjals fitna og befalede også muslimerne at søge tilflugt.
For at bekæmpe denne al-Masih ad-Dajjal vil Allah ikke sende en efterligning af Messias, men den virkelige Messias. For to tusind år siden nægtede jøderne at anerkende denne virkelige Messias, og efter deres egen opfattelse korsfæstede de ham og fjernede ham fra jordens overflade. Denne virkelige Messias vil ikke stige ned i Indien, Afrika eller Amerika, men han vil stige ned i Damaskus. For det er dér, krigen på det tidspunkt vil være i gang. Se venligst også kortet på næste side. Det viser, at Damaskus ligger blot 50 til 60 miles fra Israels grænse. Hvis man husker indholdet af den hadith, jeg tidligere har citeret, vil det let kunne forstås, at al-Masih ad-Dajjal vil trænge ind i Syrien med en hær på 70.000 jøder og nå frem foran Damaskus. Netop i det øjeblik vil Hazrat Isa, alayhis salam, efter daggryets første lys stige ned ved en hvid minaret i den østlige del af Damaskus, og efter fajr-bønnen vil han drage ud sammen med muslimerne for at bekæmpe Dajjal. Under hans voldsomme angreb vil Dajjal trække sig tilbage og vende tilbage mod Israel ad den bjergrige vej ved Ufaik (se hadith nr. 211). Men han vil fortsætte forfølgelsen. Til sidst vil Dajjal blive dræbt af hans hånd ved Lyddas lufthavn (hadith nr. 10, 14 og 15). Derefter vil jøderne blive opsporet og dræbt overalt, og den jødiske nations eksistens vil ophøre (hadith nr. 9, 15 og 21). Efter at sandheden er blevet gjort klar fra Hazrat Isas (alayhis salam) side, vil kristendommen også ophøre (hadith nr. 1, 2, 4 og 6), og alle trosretninger vil blive forenet med den muslimske millat (hadith nr. 6 og 15).
Det er netop denne entydige sandhed, der uden nogen form for uklarhed eller tøven fremgår af haditherne. Efter denne lange gennemgang kan der ikke være nogen som helst tvivl om, at det foretagende, der i vores land drives under navnet „den lovede Messias“, ikke er andet end et kolossalt bedrag.
Nu vil jeg fremlægge det mest latterlige aspekt af dette bedrag. Den person, der har erklæret sig identisk med den Messias, der er omtalt i denne profeti, fremsatte selv følgende bemærkelsesværdige udsagn for at hævde, at han var Isa ibn Maryam:
„Han (det vil sige Allah) gav mig navnet Maryam i tredje del af Barahin-e-Ahmadiyya. Derefter blev jeg, som det er blevet åbenbaret i Barahin-e-Ahmadiyya, opdraget i to år med Maryams egenskaber …. Derefter ….. blev Isas ånd indblæst i mig på samme måde som i Maryam, og jeg blev i overført betydning gjort gravid. Endelig blev jeg efter nogle måneder, som ikke ville overstige ti måneder, gennem den inspiration, der er nævnt i fjerde del af Barahin-e-Ahmadiyya, forvandlet fra Maryam til Isa. Således blev jeg Isa ibn Maryam.“ (Kishti-e-Nuh, s. 87, 88, 89)
Det vil sige, at han først bliver Maryam og derefter selv bliver gravid. Så føder han sig selv fra sin egen mave i skikkelse af Isa ibn Maryam. Derefter opstod endnu et problem: Ifølge hadithens udsagn vil Isa ibn Maryam stige ned i Damaskus. Damaskus har i flere tusind år været en berømt og almindeligt kendt by i Syrien. På jordens kort er denne by stadig markeret med dette navn. Derfor blev dette problem løst gennem endnu et underholdende udsagn:
„Det skal bemærkes, at betydningen af ordet Damaskus er blevet åbenbaret for mig fra Allah på følgende måde: Det er navnet på en by, der er blevet kaldt Damaskus, fordi der bor mennesker dér, som har Yazids natur og følger den urene Yazids vaner og tanker. ….. Denne by Qadian har en lighed og forbindelse med Damaskus, fordi størstedelen af dens indbyggere har en yazidisk natur.“ (Izala-e-Auham, fodnote: s. 63–73).
Endnu en vanskelighed er tilbage. Ifølge hadithens udsagn vil Ibn Maryam stige ned nær en hvid minaret. Dette problem blev let løst; det vil sige, at hr. Masih selv kom og byggede sin egen minaret. Sig nu: Hvem vil gå hen og forklare ham, at det ifølge hadithens beskrivelse fremgår, at minareten allerede vil være til stede dér, før Ibn Maryam stiger ned? Her ser man imidlertid, at minareten bliver bygget efter den lovede Messias’ ankomst.
Det sidste og mest komplicerede problem står stadig tilbage. Ifølge hadithens beskrivelse vil Isa ibn Maryam (alayhis salam) dræbe Dajjal ved indgangen til Lydda. I forsøget på at løse dette problem blev der først fremsat en lang række meningsløse påstande. Nogle gange blev det indrømmet, at Lydda er navnet på en landsby i Bayt al-Muqaddas (Izala-e-Auham, udgivet af Anjuman Ahmadiyya, Lahore, lille udgave, s. 220). Andre gange blev det sagt: „Lydda betegner mennesker, som skændes uden grund. … Når Dajjals meningsløse strid nåede sit højdepunkt, ville den lovede Messias vise sig og bringe al hans strid til ophør“ (Izala-e-Auham, s. 730). Men da problemet trods alt dette ikke blev løst, blev det klart erklæret, at Lydda (på arabisk Lud) betyder byen Ludhiana i Punjab. Og at dræbe Dajjal ved indgangen til Ludhiana betyder, at den første bay’at her blev aflagt til Mirza Ghulam Ahmad Sahib på trods af de ondes modstand. (Al-Huda, s. 91).
Enhver person med en sund samvittighed vil ved en upartisk gennemgang af disse udsagn være tvunget til at nå frem til den konklusion, at der her i højlys dag er blevet opført en løgners og en bedragers skuespil.
-:Slut:-