Oprindelsen til den sekulære ideologi

»Sekularisme« er blot den bengalske oversættelse af det engelske ord »secularism«. I de sidste to et halvt århundreder har den overalt i verden opnået status som et ideal. Blandt de muslimsk dominerede lande var Kamal Pasha den første, der etablerede denne ideologi i Tyrkiet. Der findes ingen fortilfælde for, at muslimer tidligere på så skamløs vis har udbredt den over hele verden og ladet sig indvie i sekularismen. Selv i Pakistan, som var blevet oprettet som en stat baseret på religion, findes der en gruppe indflydelsesrige personer, der kalder sig muslimer og åbent støtter sekularismen. Pakistans historie er en skændselsfuld historie om sekularisternes afskyelige sammensværgelser. Derfor er der behov for en faktuel og argumentbaseret drøftelse af denne ideologis oprindelse, sande natur og konsekvenser.

En beskrivelse af sekularismen

Sekularisme er betegnelsen for at begrænse den religiøse tilbøjelighed til menneskets privatliv og holde alle sider og områder af samfundslivet fri for Allahs og Profetens indflydelse. Dens mål er at forkaste religionen på det sociale, politiske, økonomiske og internationale område. I den forstand er det mest passende at kalde denne ideologi religionsløshed. Men eftersom den ikke har nogen særlig indvending mod at følge religionens bestemmelser i privatlivet, er den som anerkendelse af denne store »tolerance« blevet kaldt sekularisme.

Denne ideologi benægter ganske vist ikke direkte Allahs eksistens, men den har sin egen opfattelse af Allahs egenskaber. Uanset hvor mange egenskaber Allah tillægger sig selv, er sekularisten kun villig til at anerkende nogle få af dem. Ifølge dem har Allah blot skabt denne verden; højst er Han ophavsmand til den materielle verdens love og regler (naturlovene). Mennesket har Han måske også skabt. Hvis man tilbeder Ham, kan det måske være til nogen nytte efter døden. Men for fremskridt, fred og udvikling i livet på jorden er der ikke brug for Allah eller Profeten. Dette er den rene sekularismes opfattelse af Allah.

Sekularisterne anser således det som et ideal at holde hele samfundslivet fri for unødvendig indblanding fra Allah og religionen. Ifølge dem er religion udelukkende en privat sag. Religionen må ikke tillades at trænge sig ind på området, når alle former for indbyrdes forhold mellem to eller flere mennesker skal fastlægges. For religionens indflydelse på samfundslivet er fuldstændig i strid med fremskridtet og et tegn på reaktion.

Den moderne sekularismes historie

Selv om sekularismen ikke er en moderne skabelse, udbredes den i nutiden som et ideal. Den har et godt ry hos visse grupper, fordi den som ideologi anses for moderne og progressiv. Denne moderne version af sekularismen blev først etableret i Europa for omkring to et halvt århundrede siden. Den opstod i det femtende århundrede og blev efter 250 års kamp etableret som en sejrrig ideologi i første halvdel af det attende århundrede.

Europas tilstand på den tid

Det er umuligt at forstå sekularismens historie uden et korrekt indblik i tilstanden i Europa på den tid, hvor den opstod. I det femtende århundrede var man netop begyndt at dyrke viden og videnskab i Europa. Dengang havde muslimerne føringen inden for alle områder af viden og videnskab. Ligesom vi i dag søger til Europa og Amerika for at opnå højere viden, måtte europæerne indtil det fjortende århundrede på samme måde strømme til Alhambra, Córdoba og Granada på jagt efter viden.

Inden for viden og videnskab havde den græske civilisation føringen i den førkristne æra. Fra det syvende århundrede blev muslimernes overlegenhed etableret inden for alle grene af viden og videnskab. Mange områder af moderne videnskab er skabt af den muslimske civilisation. Indtil før det femtende århundrede befandt Europa sig i uvidenhedens mørke. Det var hos muslimerne, europæerne fik deres første undervisning i viden og videnskab. Men efter det tolvte århundrede opgav muslimerne dyrkelsen af viden og videnskab og lod sig opsluge af luksus. I flere århundreder fortsatte deres liv i den vante gænge, idet de støttede sig til den viden og de kundskaber, deres forfædre havde opnået gennem deres bestræbelser. Europa derimod gjorde på grundlag af det lys af viden, som det havde modtaget fra muslimerne, stadig større fremskridt i stræben efter ny viden.

På den tid herskede de kristne præster i Europa. Præsterne regerede i religionens navn som enevældige herskere over alle områder af menneskelivet. Alligevel er det allerede i Koranen fra det sjette århundrede blevet erklæret, at de ikke besidder Allahs rene ord. Præsterne indførte deres egne meninger i Guds navn. De krævede ubetinget lydighed af mennesker i religionens navn, og eftersom de havde regeringsmagten i deres hænder, håndhævede de lydigheden med magt. I deres bestræbelser på at udvide deres indflydelse til alle sider af livet påtvang de med magt deres egne meninger i alle spørgsmål.

Kampen mellem religion og videnskab

Da en ny stræben efter viden opstod i Europa, blev præsternes opdigtede og uunderbyggede meninger bevist fejlagtige af forskerne. Jo mere skabelsens mysterier blev afdækket, desto tydeligere blev meningsforskellene mellem præsterne og de kundskabssøgende. Hver ny teori fra videnskabsfolkene fortsatte med at bevise de herskende præsters fejltagelser. Præsterne begyndte da, uden anden udvej, at påberåbe sig religionen og begyndte ved hjælp af regeringsmagten at straffe forskerne med umenneskelige straffe, fra piskning til dødsstraf. Ligesom Galileo led hundredvis af kundskabstørstende mennesker den hårdeste straf for den synd at fornægte præsternes guddommelighed.

Den naturlige reaktion indtraf, som det måtte ske. Blandt de lærde og tænkende mennesker begyndte et oprør at tage form mod denne undertrykkelse af dem, der søgte viden baseret på tænkning og forskning. Jo mere fejlagtige præsternes egne opdigtede meninger blev bevist, desto stærkere blev denne oprørske kraft. Præsternes irreligiøse adfærd i religionens navn skabte et intenst religionshad i oprørernes sind. De drog den yderste konklusion, at religion var modstander af enhver form for godhed for mennesket.

Kirke kontra stat

Oprørerne erklærede med stærk selvtillid og fuldstændig hensynsløshed åben kamp mod præsterne. Præsterne (kirken) opbyggede med kongemagtens støtte en fast modstand ved at påberåbe sig religionen og med hjælp fra den religiøse, fanatiske befolkning. På den anden side gik oprørerne frem med den beslutning at fjerne præsterne fra alle livets områder. Denne historiske, blodige kamp fortsatte i hele to hundrede år (det sekstende og syttende århundrede). For historiestuderende er denne kamp kendt som kampen mellem »kirken og staten«.

Den uafbrudte kamp gennem to hundrede år beviste, at religiøs tro ikke kan ødelægges med magt. Ligesom man ikke med tvang kan skabe tro i hjertet hos dem, der ikke tror på Allah, kan man heller ikke ved magtanvendelse forvandle de troende til vantro. Begge parter blev bragt i forlegenhed. Derefter blev bestræbelserne på et kompromis mellem de to parter intensiveret under reformatorernes ledelse.

Kompromisforslaget

Denne bevægelse, der blev ledet af Martin Luther, blev kendt som »kompromisbevægelsen«. Bevægelsens forslag var, at »religionen skulle begrænses til menneskets personlige liv, og at kirken skulle have beføjelsen til at lede og kontrollere menneskets religiøse side. Men staten skulle have myndigheden og ledelsen over alle aspekter af samfundets verdslige liv, og kirken skulle ikke have nogen forrang i noget verdsligt anliggende. Statens ledere skulle naturligvis aflægge ed over for kirken på, at de ville påtage sig ansvaret for at styre staten.«

Efter at have taget alle sider i betragtning blev begge parter villige til at acceptere dette forslag. Præsterne var bevidste om deres egen situation. De forstod også, at ledelse ikke kan opretholdes alene ved hjælp fra en fanatisk befolkning uden støtte fra samfundets tænkende mennesker. Især efter at have ført kampen i to hundrede år opgav de ethvert håb om sejr. Da forslaget om, at statens ledere skulle aflægge ed i kirken, indebar en vis mulighed for at bevare præsternes ære, indvilligede de med værdighed i at blive afsat. Oprørerne var på den anden side ganske vist på vej mod sejr med det forsæt at udrydde religionen, men de accepterede kompromiset ud fra den tanke, at hvis religionen og kirken ikke fik nogen forrang på noget område af det verdslige liv, var der ingen grund til at frygte denne slange uden giftige tænder. Derfor var de parate til at give kirken forrang på det religiøse område. Kætteroprørerne havde heller ingen indvendinger mod, at statens ledere skulle aflægge ed over for kirken. De sparede ikke på at give de afsatte præster denne immaterielle og værdiløse bestikkelse i deres hjælpeløse situation.

Grund til eftertanke

På denne måde nåede den »storslåede plan« om at forvise religionen fra samfundslivet fuldkommen succes efter en lang kamp. Om denne succesrige bevægelse for sekularismen må følgende punkter overvejes med særlig alvor:

(1) I det land, hvor bevægelsen for sekularisme begyndte, havde de kristne præster forrang på alle områder af livet. Islams lære havde ikke fået adgang dertil. Det er en historisk kendsgerning, at Europa af verdslige hensyn indhentede betydelig viden fra muslimerne om det materielle og fysiske liv, men de tog på ingen måde Islams lære eller den islamiske livsordning til sig. Det var muslimernes forfaldstid. Årsagen til dette forfald var, at de ikke opfyldte deres ansvar for at opretholde Islam som en fuldkommen livsordning i verden. Selv om Islams indflydelse som en arv var betydelig på forskellige områder af datidens muslimers personlige liv og samfundsliv, var den alligevel ikke længere til stede som en så levende og tiltrækkende kraft, at den kunne tiltrække europæerne. Hvis de muslimske lærde havde præsenteret Islam for deres europæiske elever som en velordnet livsvejledning, kunne Europas genopvækkelse have taget en anden retning. I stedet for at præsternes egen opdigtede kristendom blev udslettet, og sekularismen blev etableret dér, kunne det måske ikke have været umuligt, at den islamiske livsordning var blevet virkeliggjort.

(2) De kristne præster havde ingen lov fra Allah. Det, de prædikede i religionens navn, var ikke den religion, Allah havde udvalgt. De baserede deres religiøse lære på græsk filosofi og videnskab. Da grundlaget for deres lære som følge af den moderne videnskabs og kundskabs gradvise udvikling begyndte at blive bevist fejlagtigt og tvivlsomt, kom de til at tro, at selve den oprindelige religion var blevet forkastet.

Derfor begyndte de helt naturligt at modsætte sig den nye uddannelse og bevægelse, og i denne forbindelse opgav de argumenterne og tyede til magtanvendelse. I virkeligheden var denne videnskabens kamp ikke rettet mod religionen; det var videnskabens oprør mod præsterne. Men fordi de nye kundskabssøgere var uvidende om den sande religion, erklærede de jihad mod selve religionen. Det blev således utvivlsomt bevist, at der ikke derved opstod nogen konflikt mellem den moderne viden og videnskab og islam.

(3) Ingen af de konklusioner, som den moderne videnskab hidtil har draget på grundlag af argumenter og fakta, har kunnet bevise, at nogen afgørelse fra Allah og Sendebudet var fejlagtig. De få områder, hvor videnskabelig forskning synes at være i strid med islams principper, befinder sig stadig kun på teoriens stade. Ingen af dem er blevet endegyldigt bevist gennem faktiske oplysninger.

Sekularisme i den muslimske verden

Ingen er i stand til at bevise, at de ovenstående tre påstande er falske. Hvordan blev sekularismen alligevel udbredt i den muslimske verden? En klasse af muslimer, der er uddannet i moderne undervisning, anser overalt også islam for at være imod udvikling og fremskridt, ligesom præsternes religion. En analyse af årsagerne giver følgende oplysninger:

1. Mange af dem, der har dyrket kundskab i den muslimske verden, ved mindre om islam end mange ikke-muslimske tænkere. De har måske lært mange tykke bøger udenad, men har ikke haft mulighed for at studere Koranen og hadith — eller har måske ikke engang følt behov for det. På den anden side er de fleste blandt de muslimer, der har forsket i Koranen og hadith, ude af stand til at give hele det muslimske samfund kvalificeret lederskab, fordi de ikke har studeret moderne viden og videnskab og ikke har haft mulighed for at bedømme det jordiske liv ud fra et islamisk synspunkt på alle områder. Som følge af langvarigt ikke-islamisk styre var det naturligt, at lederskabet af personer med islamisk sindelag, tankegang og karakter blev fjernet fra alle livets områder. Derfor blev lederskabet af muslimer, der var rige på moderne viden og videnskab, men blottet for et islamisk sind, etableret. Det er på ingen måde overraskende, at dette lederskab modsætter sig etableringen af det islamiske samfundssystem og bestræber sig på ad enhver mulig måde at bane vejen for sekularismens etablering.

2. Menneskehedens civilisationshistorie beviser, at kundskabssøgning, informationsindsamling og tænkningens forskning er den motor, der trækker denne enorme verdensvogn fremad. Det er de tænkende kundskabssøgere, der styrer denne motor. Alle vognens passagerer må bevæge sig efter deres vilje. Så længe den muslimske nation førte an på tænkningens område, var det den islamiske tankegang, der påvirkede menneskeheden. Dengang var islams målestok for sandt og falsk, smukt og grimt, godt og ondt den eneste accepterede målestok. Som følge af sekularismens bevægelse er det naturligt, at muslimer, der er berøvet islamisk viden, bliver revet med af den nuværende gudløse tankestrøms oversvømmelse. Derfor er det ikke overraskende, at muslimer blot af navn, ja selv mange muslimer, der er kendt som religiøse, påvirkes af den motor for moderne kundskabssøgning, som under Vestens ledelse med voldsom fart trækker menneskeheden fremad.

Fuldstændigt slaveri på tænkningens område har lammet det muslimske lederskab. Ved at sælge deres moralske og mentale sjæl til Europas mestre følger de blindt Vesten som trofaste disciple. Det synes ikke, som om de har et selvstændigt sind, en selvstændig forstand eller egne øjne. Med Vestens øjne afgør de, hvad der er smukt og grimt; med Europas hjerne beregner de fremskridt og tilbagegang, og med mestrenes sind bedømmer de alene godt og ondt.

Hvis disse åndelige sønner af Europa ikke opgiver deres mentale slaveri, vil politisk slaveri en dag som den naturlige konsekvens heraf falde ned over de selvstændige muslimske lande. Trods deres rigdom på naturressourcer er de muslimske lande i dag af netop denne grund på vej til at blive økonomiske og kulturelle slaver af forskellige nationer.

Sekularismen set i lyset af fornuften

Når man læser sekularismens historie, bør man ikke få den opfattelse, at denne ideologi aldrig var udbredt i verden før for femten århundreder siden. I virkeligheden er kampen mellem den fuldkomne religion og sekularismen evig. Hver gang profeter og sendebud har rejst deres røst med det formål at etablere den fuldkomne livsordning, som de havde modtaget fra Allah, i menneskesamfundet, har herskerklassen ydet voldsom modstand under forskellige påskud. På Ibrahims tid modarbejdede Nimrod og på Musas tid Faraon den fuldkomne religion hårdnakket. Alligevel anerkendte de Allah som Skaberen. De benægtede aldrig religionen. I Nimrods hof var den kongelige præst Azar, Ibrahims far. De var på ingen måde villige til at acceptere Allah og religionen som den styrende kraft på alle områder af livet. Derfor må man også betegne dem som sekularister med moderne terminologi. På profeten Muhammads tid var Abu Lahab og Abu Jahl ligeledes sekularister.

Sekularismen set i lyset af fornuft og samvittighed

Hverken fortidens eller nutidens sekularister har kunnet gøre deres ideologi uigennemtrængelig med stærke argumenter fra nogen side. I stedet for dokumentation og beviser har de altid været tvunget til at søge tilflugt i blind magt. Det er gennem anvendelse af regeringsmagt og økonomisk magt, at de med rå magt forsøger at opretholde sekularismen. Når man prøver sekularismen på fornuftens prøvesten, synes der ikke at findes nogen mere uvidenskabelig ideologi. Alligevel er det forunderlige, at sekularisterne mere end nogen andre påberåber sig intelligens og viden. Derfor er det nødvendigt at analysere sekularismen ud fra fornuftens og samvittighedens synspunkt.

(1) Hvis denne verden har en Skaber, og hvis det anerkendes, at de naturlove, Han har givet, er virksomme i hele den materielle verden, hvilken grund kan der da være til at nægte at acceptere denne almægtige Skaber som en virksom kraft i menneskets liv? Mennesket har ingen magt til at ændre selv den mindste lov i naturen. Selv sine egne fysiske love kan mennesket ikke ændre efter behag og forblive sundt. Hvordan kan man under disse omstændigheder anse beslutningen om ikke at modtage nogen ordning eller lov fra verdens Skaber til at skabe harmoni og orden i menneskelivet for fornuftsbaseret? Hvorfor skulle man nægte at anerkende Ham, der har fastlagt love for fred og stabilitet i den levende verden, planteriget og solsystemet, som Lovgiveren for menneskeheden?

De virkelige sekularister griber her til hykleri. Fordi de mener, at det ikke er klogt at have det dristige mod at erklære: »Der findes ingen Allah«, følger de en snedig omvej. I praksis har de udtænkt en enestående metode til at bedrage Skaberens troende ved at anerkende Allah som en svag og indflydelsesløs eksistens, ligesom en forfatningsmæssig regeringsleder (Constitutional head). På denne måde tror en gruppe feje mennesker, som er tilfredse med en religion, der udelukkende består af ydre ritualer, at man kan gøre Allah tilfreds, selv om man accepterer sekularismen. Og sekularisterne, der besidder regeringsmagten, forsøger at overleve netop med støtte fra disse feje religiøse mennesker. Det er kun for at opnå denne støtte, at de sekularistiske herskere udadtil anerkender Allah, selv om de ikke tror på Ham.

(2) Sekularisterne anerkender, at Allah har ret til lydighed i det personlige liv, og erklærer, at det ikke er nødvendigt at rette sig efter Allah og religionen i samfundslivet. Spørgsmålet er her: På hvilket grundlag begrænser de Allahs autoritet til det personlige område? Har Allah noget sted givet en antydning herom? Er der blevet åbenbaret for nogen profet, at Allah vil være tilfreds, hvis man i sit personlige liv udfører nogle religiøse ceremonier og bønner og faster for Allahs skyld, mens Han ikke har nogen indvendinger mod, at man på alle andre områder af livet lever, som man vil, efter sin egen fornuft? Hvis Allah ikke selv har begrænset kravet om lydighed mod Ham til menneskets personlige liv, vil det da være fornuftigt at trodse Allah i samfundslivet blot på sekularisternes anvisning?

Hvis Allah ikke har givet mennesket nogen forskrifter for dets familieliv, sociale liv, politiske og økonomiske forhold samt andre områder af livet, hvorfor skulle man så tilbede en sådan magt alene i privatlivet? Hvordan skulle der opstå en tilskyndelse til at bede til Ham, som ikke kan vise mennesket den rette vej gennem livet? Det er fuldstændig meningsløst at håbe, at Han vil give os fred i det hinsidige, når Han ikke viser os fredens vej i det problemfyldte jordiske liv. Hvorfor skulle man mene, at Han efter at have skabt hele universet ikke er i stand til at udøve magt over det? Hele skaberværket følger et rige underlagt strenge love. Hvorfor skulle man driste sig til at begrænse lydigheden mod Ham, der har skabt disse love, til templer, kirker og moskéer? Kan der være nogen som helst fornuftig begrundelse for ikke at anerkende Ham som en aktiv kraft i menneskelivet?

(3) Det er på ingen måde muligt, at Han, som har ledet alle små og store, synlige og usynlige skabninger i dette vældige univers, skulle mangle viden om noget som helst. Hvis Han ikke var den alvidende ‘Hakim’ og ‘Alim’, ville det være umuligt for Ham at opretholde orden i det tomme verdensrum, der er besat af utallige planeter og måner. Den, som har skabt alle videnskabens love og regler for menneskets komplicerede krop, er den eneste, der kan vise vejen til at skabe fred i menneskelivet. Ligesom man må søge Allahs naturlige forskrifter for at opnå fysisk sundhed, har man ligeledes ingen anden mulighed end at søge Hans hjælp for at indrette individets og samfundets liv korrekt. Hvilken konklusion kunne være mere ulogisk end, at Allah findes, men ikke er alvidende eller ikke er til stede overalt? Enten findes Allah ikke, eller også er Han overalt. At Han findes i templer og moskéer, men ikke i domstolene og strafferetsvæsenet, i lovgivende forsamlinger eller på de politiske og kommercielle områder, kan kun tåber være rede til at acceptere. Hvis man derfor anerkender Allah, må man anerkende Ham som lovgiver på alle livets områder.

(4) Læren om at følge religiøse forskrifter i privatlivet, men holde samfundslivet fri af religionens indflydelse, er yderst udspekuleret. De, der udbreder denne lære, er ikke engang villige til at anerkende religionens bånd i privatlivet. “Hvis I anerkender, at religion er en privat sag, hvorfor følger I så ikke religionen i jeres privatliv?” Når sekularisten bliver stillet dette spørgsmål, svarer han under påberåbelse af liberalismen, at det også er en samfundssag at stille dette spørgsmål. Ligesom man ikke har ret til at spørge, i hvor høj grad du følger religionen i dit privatliv, skal du heller ikke blande dig i mit privatliv. Således udbredes sekularismens besynderlige lære som et snedigt middel til at fornægte religionen. Derfor er der i grunden ingen forskel på sekularisme og modstand mod religion.

(5) Den adskillelse mellem individets og samfundets liv, som sekularisterne omtaler, er ud fra samfundsvidenskabens synspunkt en yderst uvidenskabelig konklusion. De fastholder bevidst denne videnskabsstridige lære af rent formålsbestemte grunde. Hvor går grænsen mellem menneskets privatliv og samfundsliv? Hvordan kan menneskets privatliv som samfundsvæsen adskilles fra samfundet? Den person, der er sandfærdig af religiøse grunde, vil anvende sin sandfærdighed i samfundslivet. Men hvis han i samlivet med andre bliver kendt som en løgner, hvordan kan han så være sandfærdig privat? Man kan ikke være dydig eller udydig udelukkende i privatlivet. Kan en person være en bølle i privatlivet og samtidig være ærlig i det politiske liv? Kan en person, der er bestikkelig og korrupt i samfundslivet, anerkendes som religiøs i privatlivet? Ethvert menneske er fra fødsel til død forbundet med en eller flere andre mennesker i alle livets forhold. Der kan ikke være noget i hans liv, som ikke har nogen forbindelse med andre mennesker. Selv når en person sidder alene og tænker, er han ikke adskilt fra samfundet. Hvad han end gør, vil det nødvendigvis få den ene eller anden samfundsmæssige følge.

Samfund er betegnelsen for menneskers indbyrdes relationer. Hvordan kan de, der er villige til personligt at følge religionens forskrifter, fornægte religionen i deres indbyrdes relationer? Og hvis de faktisk fornægter den, hvor er religionen så blevet anerkendt? Kan man med rimelighed acceptere, at individer hver for sig følger religionen, men ikke længere anerkender religionens indflydelse i deres indbyrdes relationer?

Sekularisme er i enhver henseende fuldstændig i strid med fornuften. Ingen har ret til at give Allah indflydelse på visse områder af livet eller fratage Ham indflydelsen på andre områder. Dette forsøg på at udstede et forbud efter paragraf 144 mod Allah på menneskelivets vidtstrakte område uden for religiøse steder er et resultat af et materialistisk syn på livet.

Sekularistiske nydelsesmennesker har søgt denne bagvej, fordi de ikke er i stand til at overholde de moralske bånd, som religionen pålægger mennesket. Hvis de vil befri livet for moralens besværligheder og nyde den billige fordel ved at leve et frit liv, har de ingen anden mulighed end at gøre religion til en privat sag. Det siger derfor sig selv, at denne lære ikke er skabt af menneskers gode vilje.

Sekularismens konsekvenser

Når man gennemgår sekularismens historie, bliver det tydeligt, at den ikke er en positiv ideologi, men blot et rent negativt synspunkt. Denne lære, som under påskud af at begrænse religionen til menneskets privatliv vil frigøre menneskelivet fra religionens og Allahs indflydelse, bør i virkeligheden kaldes ideologiløshed. I denne lære findes der ingen antydning af, at mennesket efter at være blevet befriet fra religionens bånd og Skaberens trældom skal ledes ad en bestemt ideologis vej. Denne lære, som afviger fra idealet om at følge religionens indflydelse på alle livets områder, kaster mennesket ud i en tilstand uden idealer. Sekularismen er derfor ikke i sig selv noget ideal, men ikke andet end den yderste ideologiløshed (fravær af ideologi).

1. Ideologiske konsekvenser

Mennesket er et særegent væsen, som på alle områder må besvære sig med selv at vælge mellem godt og ondt. Dets fulde udvikling kan ikke ske af sig selv, sådan som det er tilfældet med andre levende væsener. Derfor har mennesket ingen anden mulighed end at søge efter et ideal. Når sekularismen gør mennesket ideal-løst og lader det tilbage på en usikker vej, opstår der et stort tomrum i dets liv. I praksis er det imidlertid umuligt for mennesket at leve uden et ideal. Derfor viser der sig mange forskelligartede og indbyrdes modstridende idealer for at udfylde dette tomrum. Mennesket tvinges da til at søge idealer på det politiske, økonomiske, sociale, moralske og andre områder.

Når mennesket af nødvendighed begynder at søge efter idealer, opdager forskellige tænkende mennesker hver for sig forskellige slags idealer. Da det ikke er muligt for ét og samme menneske at skabe et sammenhængende og fuldstændigt ideal, der passer til alle sider og områder af menneskelivet, bliver man nødvendigvis nødt til at antage idealer udformet af forskellige mennesker for livets forskellige områder. Under sådanne omstændigheder kan et harmonisk liv på ingen måde blive muligt. Denne ideologiske uoverensstemmelse er sekularismens vigtigste bitre konsekvens.

2. Moralske konsekvenser

Mennesket er et moralsk væsen. Det er de moralske værdier, der har givet mennesket en højere status end andre levende væsener. Lov og styre kan ganske vist i nogen grad skabe en ydre moral blandt mennesker, men uden at skabe en moralsk bevidsthed i deres indre kan moralen ikke blive stærk i menneskets privatliv. For at skabe denne moral er det nødvendigt at tro på en Skaber, som under alle omstændigheder kender menneskets tanker og handlinger, og som på Dommens dag i det hinsidige vil dømme retfærdigt og give mennesket belønning og straf. Loven regulerer kun delvist menneskets handlinger. Kun religionen kan udøve magt over menneskets vilje og drifter. Derfor er det kun religionen, der er i stand til fuldt ud at regulere menneskets handleliv. Et menneske uden moralsk karakter kan med rette kaldes et dyr i menneskeskikkelse. Et menneske, der er udstyret med forstand, kan tværtimod, hvis det er karakterløst, være mere skadeligt end et dyr. Sekularismen kan således kaste mennesket ned på det laveste trin af dyriskhed. Denne lære er blot et bestialsk ideal, der gør den slumrende dyriskhed i mennesket uhæmmet og tilintetgør moralens bånd.

Den civilisation, som sekularismen har frembragt, kan moralsk set ikke være menneskeværdig. Religionens bevidsthed er det eneste middel til at vække menneskefølelsen. Mennesket forsøger ganske vist under påvirkning af sine dyriske drifter også at bruge religionen som et middel til at fremme sine dårlige tilbøjeligheder, men menneskets medfødte opfattelse af godt og ondt er alene religionens bidrag. Moralske bestemmelser er alene religionens påbud. Hvis man vil gøre moralske påbud virksomme i menneskets liv, er det bestemt ikke en fornuftig beslutning at holde samfundslivet fri af religionens indflydelse.

3. Konsekvenser for værdier

Det er værdierne, der gør menneskelivet sandt og kultiveret. Hvis ansvaret for at nå frem til korrekte afgørelser om blandt andet civiliseret og uciviliseret, godt og ondt, rigtigt, smukt og grimt blev overladt til hvert enkelt menneskes fornuft, ville menneskene i verden ikke finde nogen evige og uforanderlige værdier. Det er kun menneskehedens Skaber, der kan fastsætte evige værdier (Eternal Values). To modsatrettede ting kan ikke være sande på samme tid. Alligevel fastsætter mennesket på grundlag af sin fornuftsbaserede viden indbyrdes modstridende værdier. Alkoholindtagelse er enten godt eller ondt. Nogle mennesker anser det imidlertid for godt, mens mange andre anser det for ondt. Hvis mennesket ikke er afhængigt af afgørelsen fra Den, der har viden om alle tings og handlingers begyndelse og slutning, vil det ikke kunne fastsætte de rette værdier ved hjælp af sin egen fornuft. Derfor vil det, som det på et tidspunkt beslutter er rigtigt, på et andet tidspunkt forkaste som forkert. Men noget kan ikke først være rigtigt og senere forkert.

I januar 1919 vedtog den amerikanske lovgivende forsamling gennem den 18. forfatningsændring en lov, der erklærede alkohol for ulovlig. Men i december 1933 ophævede man gennem den 21. forfatningsændring den tidligere lov og erklærede alkohol for lovlig. Formålet med begge afgørelser var at fremme nationens velfærd. Men i begge disse modsatrettede afgørelser var alkoholens værdi den samme. Mennesket kan altså tage fejl ved fastsættelsen af værdier. Værdier ændrer sig aldrig. Hvis man indretter livet sådan, at religion opgives på næsten alle områder, hvor skal man så finde disse evige værdier? Den tilstand, menneskelivet konfronteres med, når det ikke er i stand til at fastsætte de rette værdier, kan mærkes ud fra niveauet af menneskelighed hos de moderne sekulære nationer.

Som følge af sekularismen tvinges mennesket til at blive sine drifters slave. Desuden kan tænkende mennesker ud fra deres praktiske erfaring mærke, hvilken kompliceret sygdom den snæversynethed, der følger af individuelle interesser, partipolitisk opportunisme, stammefordele og -tab samt racemæssige, nationale og lokale begrænsninger, påfører den universelle menneskehed. Den moderne videnskab bruges med det formål at tilføre mennesket enorm magt. Derfor fortsætter beslutningen om at forkaste religionens indflydelse med at bane vejen for menneskehedens undergang.

4. Konsekvenserne af sekulært styre

Regeringsmagten er et redskab, hvorved befolkningen enten kan få mulighed for at leve et fredeligt liv eller blive udsat for den hårdeste undertrykkelse. I enhver statsordning er det herskerne, der kontrollerer produktionen og fordelingen af alle statens rigdomme. Gennem udformningen af love er de i stand til at udøve en voldsom indflydelse på borgernes samlede liv. Hele befolkningens ære og anseelse afhænger fuldstændigt af det retssystem, de administrerer. Nøglen til at forme nationens kommende generationers sind og intellekt ligger også i deres hænder gennem uddannelsessystemet. Især i moderne tid afhænger borgernes liv i sin helhed – lykke og sorg, ære og vanære, fremgang og tilbagegang – i høj grad af statsledernes og herskernes ønsker, sindelag og synspunkter.

Hvis herskerklassen under disse omstændigheder frigør sig fra underkastelsen under Allah og religionens bånd, hvis følelsen af at skulle stå til regnskab over for verdens Skaber er fraværende, og hvis de ikke tror på belønning og straf i akhira, vil de uden tvivl følge opportunistiske principper. Deres karakter vil på ingen måde være pålidelig. De vil træffe beslutninger i alle spørgsmål på grundlag af deres egne verdslige gevinster og tab. For at bevare magten vil de være rede til at tage ethvert skridt. De vil bruge regeringsapparatet efter forgodtbefindende for at hævde sig selv og tilfredsstille deres egne interesser. Hele deres karakter vil ikke være viet til at tjene mennesker, men til at tjene dem selv. De vil kun tjene folket af frygt for at undgå en folkelig revolution og miste folkets støtte. Også her er det endelige formål deres egne interesser.

Den store forskel mellem styret af dem, hvis liv kontrolleres af troen på Allah og akhira, og sekularisternes styre er både logisk og historisk sand. De, der har antaget religionen i deres praktiske liv, vil naturligvis styre på en anden måde end de religionsløse. Selv i den lange historie med muslimsk styre har der været en markant forskel i folkets liv under fromme og ugudelige herskere. Styret er samfundets mest omfattende og stærkeste kraft. Denne enorme kraft kan kun kontrolleres gennem frygten for Allah og akhira, Allahs og Sendebudets lov samt religiøse forskrifter. Desuden kontrollerer den offentlige mening til dels regeringsmagten. Men sekulære herskeres adfærd kontrolleres udelukkende af den offentlige mening. Derfor kan de ved hjælp af propagandaapparatet og magtens trylleformular forurene den offentlige mening og ofte få uret til at fremstå som ret. Sekulært styre søger således blot at blive ved magten ved at bedrage befolkningen.

5. Religiøse konsekvenser

Når det væsen, som er blevet frataget alle områder af det menneskelige samfund, indespærres i religiøse helligdomme, er det ikke engang i stand til at opretholde sin egen eksistens. Det er helt naturligt, at mennesker forsømmer et sådant svagt væsen. Hvad nytter det, når mennesker, der plages af utallige problemer i livet og hele tiden er urolige i deres søgen efter befrielse, kun skræmmes med det hinsides uden at blive vist nogen praktisk løsning? Hvorfor skulle jeg elske den gud, som ikke viser mig vejen ud af hverdagens problemfyldte tilværelse, men blot sidder i templet og kræver min tilbedelse? Hvilken ret har den Gud (God), som hele ugen efterlader mig hjælpeløs i en problemfyldt verden og nyder sin søvn i fred, til kun om søndagen i kirken at kræve min lydighed? Hvis nogen fornægter eksistensen af et sådant uvirksomt, selvisk og unødvendigt væsen, med hvilken begrundelse kan man så erklære ham skyldig?

De, som kalder mennesker til at tro på en sådan gud, indtager i praksis selv gudens plads og udsteder på egen hånd bestemmelser som religiøs tjeneste på vegne af en afmægtig og stum gud. Netop fordi mennesker ikke har evnen til at udforme et harmonisk regelsæt, der er egnet til alle livets områder, er de forskrifter, som disse religiøse ledere har udarbejdet, ikke i stand til at behandle mennesker retfærdigt. Som følge heraf bruges gud som et middel til at udøve undertrykkelse over det større menneskelige samfund ved at yde religiøs støtte til politiske magthaveres egeninteresser. Da har mennesker ingen anden udvej end at fornægte en sådan undertrykkende gud.

Da Karl Marx rejste sig mod den afskyelige kapitalisme, som med støtte fra de kristne religiøse ledere i Europa holdt befolkningen lænket i økonomisk slaveri under en bestemt klasse mennesker, blev den bekæmpet med henvisning til kirkens menneskeskabte religion. Da Karl Marx så, at de undertrykte masser i religionens navn blev brugt mod deres egen befrielse, erklærede han, at religion er en slags opium, som fratager mennesket evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. De religiøse ledere påberåbte sig da denne svage gud som religionens eneste støtte. Så erklærede Marx, at gud selv er menneskets største fjende.

Karl Marx’ lære er ikke sammenhængende, fordi den ikke giver menneskelivet et samlet regelsæt, og fordi hans løsning ikke har kunnet befri mennesket, da han alene studerede menneskets problemer ud fra et økonomisk perspektiv. I frihedens navn viste han mennesket den ægte vej til at blive menneskets fuldstændige slave. Men hans oprør mod religionen og gud var en reaktion på de kristne præsters kunstige religion. Når gud er blevet forvist fra alle livets områder og indespærret i kirken, hvilken betydning kan gud så have i livet, bortset fra at blive fremstillet som støtte for politisk og økonomisk undertrykkelse? Derfor driver sekularismen i praksis mennesker mod ateisme. Ateisme er i virkeligheden sekularismens naturlige konsekvens. Sekularisme er guds første tilbagetog, mens ateisme er hans endelige nederlag. Derfor er sekularismen vejen til den yderste irreligion og religionens største fjende.

Islam versus sekularisme

Sekularismens gud er skabt af menneskelige interesser. Men den opfattelse af Allah, som islam formidler, er ikke menneskets opdigtede værk. Koranens Allah sidder ikke i nogen helligdom og kræver tilbedelse af mennesker. Han har heller ikke den svage indstilling, at Han må indgå kompromiser med nogen for at bevare blot sin egen eksistens. Han befaler på den ene side mennesket at tage imod Ham som dets Skaber og Opretholder. Samtidig med at Han er barmhjertig og nådig, hævder Han også at være den Almægtige og den Alvidende. Han er ikke afhængig af menneskers tilbedelse og lovprisning. Selv hvis alle blev vanvittigt forelskede i Ham, ville det ikke gavne Ham.

Islams Allah har gennem sin sidste profet, Muhammad (fvmh.), i praksis etableret et så fuldstændigt og fejlfrit livssystem for hele menneskeheden, at der ikke længere findes nogen mulighed for at benægte dets historiske sandhed. Det sammenhængende regelsæt for livet, som islam har fremlagt på det personlige, familiemæssige, sociale, økonomiske, politiske og internationale område, findes stadig uforandret i Koranen og sunnaen. I løbet af fjorten hundrede år har ingen kunstighed kunnet trænge ind i Koranen. Den har erklæret, at den er i stand til at vejlede mennesker til alle tider og i alle lande. Koranen har gentagne gange udfordret menneskene med, at det på intet tidspunkt er muligt at udforme en livsorden, der er bedre end den, Allah har givet.

Hvis det havde været muligt at forvanske Koranen, som blev åbenbaret på arabisk, kunne islam måske være blevet omdannet til en sekulær ideologi. Hvis det havde været muligt gennem oversættelser af Koranen til andre sprog at afskære menneskers forbindelse med den oprindelige Koran, kunne vejen til sekularismens etablering måske være blevet banet. Men ingen vellykket oversættelse kan erstatte Koranen. Muslimer tror kun på den Koran, som blev åbenbaret på arabisk, som Koranen. Intetsteds er forsøget på at rykke denne tro op med rode lykkedes. Uanset hvor meget man forsøger at drive mennesker mod sekularisme gennem fejlagtige oversættelser af Koranen, vil der, fordi den oprindelige Koran forbliver uskadt, fortsat blive lavet korrekte oversættelser, og kampen mod disse vildfarelser vil fortsætte. Jo mere sekularismen forsøger at begrænse religionen til private anliggender, desto mere bestemt vil Koranen fortsætte med at kalde mennesker til et fuldstændigt livsregelsæt. Derfor har denne ideologi ingen som helst evne til at kæmpe mod islam.

Det system, som Kamal Pasha efterlod sig, og som begrænsede islam til det individuelle liv og befriede menneskets samfundsliv fra Koranens indflydelse, er slået fejl. Som en reaktion på de ugerninger, der blev begået i islams navn, valgte Kamal Pasha sekularismens vej. Men i stedet for at genoprette den sande islam på den forvanskede islams plads førte han i blind efterligning af Europa jihad mod det arabiske sprog og alfabet og lagde planer om at udrydde islam fra det virkelige liv ligesom kristendommen. Den nye strømning af arabisk og islamisk undervisning, som efter 25-30 år er vokset frem i Tyrkiet, erklærer netop, at Kamals plan er slået fejl. Derfor står islam som en uovervindelig hindring på sekularismens vej mod sejr. Da det ikke er muligt at tilintetgøre Koranen, er det heller ikke muligt at omdanne islam til en sekulær ideologi. Koranen har givet så klare forskrifter for alle områder af menneskets liv, at ingen, så længe den oprindelige Koran er forblevet uændret, har magt til med argumenters kraft at fordrive islam fra samfundslivet. Den kan naturligvis midlertidigt undertrykkes med militær magt.

Muslimer og den sekulære ideologi

Efter ovenstående drøftelse af den sekulære ideologi er der ingen anden mulighed end at erkende, at det ikke er naturligt for en person, der tror på islam, at have et sekulært syn. Udtrykket »muslimsk ateist« er lige så latterligt som »sekulær muslim«. Alligevel bliver en person, der kalder sig muslim, alene i kraft af navnet kendt som muslim, selv om vedkommende er lige så sekulær, som en ikke-muslim kan være. I det muslimske samfund findes der også muslimer, som er børn af muslimske forældre, men som ikke blot er sekulære; de bekymrer sig heller ikke om Allah, Profeten og det hinsidige. De nøjes ikke med at undlade at følge islams forskrifter i deres personlige liv; de mener også, at Koranen er middelalderlig og fuldstændig uegnet til at blive fulgt i den moderne verden. Når det er muligt for sådanne mennesker at blive ledere i det muslimske samfund, er det heller ikke vanskeligt for såkaldte sekulære muslimer at opnå ledelse og myndighed i samfundet.

Men kan nogen sekularistisk lærd fremlægge blot ét bevis fra Koranen og Profetens liv til støtte for sin ideologi? Sådanne mennesker bør vælge en af to veje. Koranen har givet en klar befaling: »Træd ind i islam fuldt ud.« For dem, der ønsker at forblive muslimer, er den eneste ærefulde og ærlige vej at følge denne befaling og oprigtigt tage den islamiske livsordning til sig på alle livets områder. Men hvis nogen ikke bryder sig om islam, tvinger Koranen ham ikke til at blive muslim; den giver ham heller ikke ret til at kalde sig muslim, når han i praksis nægter at antage islam i sit liv. Den, der er i stand til at behandle Koranen så respektløst, kan man ikke håbe vil være ærlig på noget område af sit liv.

Typer af sekularister

Sekularister kan groft sagt opdeles i to grupper. Den ene gruppe kan kaldes snu og udspekuleret, mens den mest passende betegnelse for den anden gruppe er »tåber«. De udspekulerede sekularisters kendetegn er meget tydelige. De hævder ganske vist, at religion er en personlig sag, men mange af dem viser ikke det mindste tegn på religion i deres personlige liv. I virkeligheden anser de religion for at være noget helt unødvendigt, men af hensyn til social anseelse, politiske fordele og andre verdslige behov giver de religionen en mundtlig anerkendelse.

De tåbelige sekularister er i højeste grad værd at have medlidenhed med. De udfører bønnerne, faster, reciterer Koranen, fremsiger tasbih og dhikr og så videre med stor hengivenhed, men føler intet behov for at følge de islamiske forskrifter på sociale, politiske, økonomiske og andre områder.

Den strenge advarsel, som Koranen retter mod dem, der ikke tager Allahs Bog til sig som helhed, men nøjes med nogle få islamiske ritualer, er tilstrækkelig til at ryste hjertet hos enhver sand muslim. Allah den Ophøjede siger: »Tror I på en del af Skriften og fornægter en anden del? Hvad andet kan der være som gengældelse for dem, der gør dette, end ydmygelse og vanære i dette liv? Derefter vil de blive drevet mod en frygtelig straf i det hinsidige.«

— Slut —