Allah, den Højeste, har sagt:

(Arabisk********************)

Bønnen er bestemt foreskrevet for de troende, og dens tider er fastsat. (Sura 4, An-Nisa: 103)

(Arabisk*************)

Sandelig, de troende har opnået succes, som udfører deres bøn med ydmyghed og koncentration. (Sura 23, Al-Mu’minun: 1-2)

(Arabisk**************)

Tag imod det, som Sendebudet (Muhammad) giver jer, og afhold jer fra det, som han forbyder jer. Frygt Allah. Og vid, at Allah er streng i sin straf. (Sura 59, Al-Hashr: 7)

Allahs Sendebud (s.a.w.) har sagt:

(Arabisk**********)

»Udfør salat præcis sådan, som I har set mig udføre den.« (Sahih al-Bukhari, Musnad Ahmad)

Hvem var Allamah Ibn al-Qayyim?

Allamah Hafiz Ibn al-Qayyim var en strålende og lysende stjerne i den islamiske verden. Han døde legemligt for mange år siden, men hans enorme og frugtbare bidrag til islams kundskabsverden har bevaret ham strålende som stjernen Thurayya.

Han blev født i Damaskus. Fødselsåret var 691 efter hijra.

På grund af hans enestående høje status inden for islamisk viden og praksis tildelte hans samtidige ham tre hæderstitler:

1. »Allamah« – et hav af viden.

2. »Shamsuddin« – religionens sol.

3. Hāfiz – han var både hāfiz af Koranen og hadith. Hans intellekt og hukommelse var enestående.

Hans kunya var Abu Abdullah. Hans fulde navn var Muhammad ibn Bakr ibn Ayyub ibn Saʿd. Men han er verden over bedst kendt som Allama Ibn al-Qayyim al-Jawziyya.

Ibn al-Qayyim var elev og værdig efterfølger til shaykh al-Islam, imam Ibn Taymiyya. Imam Ibn Taymiyya bar nemlig titlen shaykh al-Islam, det vil sige Islams lærer eller ustadh. Alle kender det berømte udsagn om imam Ibn Taymiyya: »Det, Ibn Taymiyya ikke kendte til af hadith, er ikke hadith.«

Ibn al-Qayyim var hans værdige discipel. Ibn al-Qayyims lærdom inden for hadithvidenskaben var ligesom hans lærers. Imam Ibn Taymiyyas analyser og synspunkter blev hovedsageligt udbredt og videreført gennem Ibn al-Qayyim. I sine værker skrev Ibn al-Qayyim igen og igen: »Qāla shaykhunā«, det vil sige: »Vores lærer – shaykhen – sagde.« Allama Ibn al-Qayyim var på én gang:

hāfiz af Koranen og hadith, den fremmeste lærde i Profetens sunna, den fremmeste mufassir, den fremmeste hadithanalytiker, den fremmeste sīra-analytiker, den fremmeste faqīh, og frem for alt var han en mutjahid mutlaq (en uafhængig og selvstændig mujtahid).

Allama Ibn al-Qayyims største særkende var, at han var en streng og kompromisløs tilhænger af Profetens sunna. Også i udforskningen af Profetens sunna var han blandt de fremmeste. Hans skrevne værker er et strålende bevis på dette. Især hans store værk Zād al-Maʿād er et gyldent mindesmærke over Profetens sunna.

Blandt Allama Ibn al-Qayyims udødelige værker kan nævnes følgende bemærkelsesværdige bøger:

1. Zād al-Maʿād (fire bind).

2. Tahdhīb Sunan Abī Dāwūd wa īḍāḥ mushkilātihi.

3. Safar al-hijratayn.

4. Marāhil al-sā’irīn.

5. Al-Kalim al-tayyib.

6. Zād al-musāfirīn.

7. Naqd al-manqūl.

8. I‘lām al-muwaqqi‘īn ‘an Rabb al-‘ālamīn (tre bind).

9. Badā’i‘ al-fawā’id (to bind).

10. As-Sawāʿiq al-Mursala.

11. Hādī al-Arwāh ilā Bilād al-Afrāh.

12. Nuzhat al-Mushtāqīn.

13. Ad-Dāʾ wa ad-Dawāʾ.

14. Miftāh Dār as-Saʿāda (et omfattende værk).

15. Gharīb al-Uslūb.

16. Ijtimāʿ al-Juyūsh al-Islāmiyya.

17. Kitāb at-Turuq al-Hikma.

18. Iddat as-Sabirin.

19. Ighasat al-Lahfan.

20. At-Tibyan fi Aqsam al-Koran.

21. Kitab ar-Ruh.

22. As-Sirat al-Mustaqim.

23. Al-Fath al-Qudsi.

24. At-Tuhfat al-Makkiyya.

25. Al-Fatawa osv.

26. Jamʿ al-Ifhām.

På grund af al-ʿAllāma Ibn al-Qayyims strenge efterfølgelse af Profetens sunnah og hans modstand mod bidʿah blev han, ligesom hans læremester Ibn Taymiyyah, udsat for megen fængsling, undertrykkelse og forfølgelse.

Qadi Burhān al-Dīn al-Zarʿī sagde om ham: »Under himlen har man ikke set nogen med større omfattende viden end ham.«

Denne store lærde, som var et levende eksempel på Profetens sunnah, forlod denne verden den 13. Rajab i år 751 efter hijrah.

Dette er det bedste værk om bønnen

Dette værk er uden sidestykke, en enestående og fremragende bog om, hvordan Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, bad.

Denne bog er grundlæggende en samling af afsnittene om salat fra kapitlet om tilbedelse i den gyldne bog Zād al-Maʿād, det mest troværdige og pålidelige værk, som al-ʿAllāma al-Hāfiz Ibn al-Qayyim skrev om Allahs Sendebuds sīrah og sunnah.

Hvordan forberedte Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sig til bønnen, hvilken fremgangsmåde bad han efter, hvad reciterede han under bønnen, hvordan udførte han bønnens arkān og ahkām, og hvilke andre bønner end de obligatoriske bad han, og hvor mange rakʿah bad han?

— En pålidelig og dokumenteret beretning om disse ting er nedskrevet i denne bog. På grund af uvidenhed følger senere generationer ikke mange af de bønneritualer, som Allahs Sendebud (s.a.s.) selv udførte. Til gengæld har de føjet mange handlinger til bønnen, som Allahs Sendebud (s.a.s.) ikke udførte. Alligevel har Allahs Sendebud (s.a.s.) tydeligt sagt:(Arabisk************)

Betydning: Bed på præcis den måde, som I har set mig bede. (Sahih al-Bukhari, Musnad Ahmad)

Dette var Allahs Sendebuds (s.a.s.) egne ord. Men Allah den Ophøjede har selv sagt:(Arabisk**************)

Betydning: O Profet, sig: Hvis I elsker Allah, så følg mig; så vil Allah også elske jer. (Sura 3, Ali Imran: 31)

I et andet vers i Den Hellige Koran siger Allah den Ophøjede:(Arabisk*********************)

Betydning: Tag imod det, Allahs Sendebud har givet jer, og hold jer fra det, han har forbudt jer. (Sura al-Hashr: 7)

Nu er det blevet klart for os, at vi skal følge Allahs Sendebud i alle forhold. Vi skal rette os efter ham. De bestemmelser og fremgangsmåder, som han har indført, skal vi nødvendigvis følge.

Bønnen er islams fornemste tilbedelseshandling. Bønnen skal nødvendigvis udføres på den måde, som Allahs Sendebud (s.a.s.) selv udførte den. Han har givet en klar befaling om, at hans følgere skal bede præcis på den måde, som han selv bad.

De, der er bekendt med Profetens sunnah og de ædle sahabaers overleverede praksis (athar), bliver i dag forbløffede, når de går i moskéen, og udsættes endda for irettesættelser fra uvidende mennesker. For eksempel:

Imamerne i vores land har gjort det til en nødvendighed at løfte hænderne og fremsige duʿā sammen med de bedende efter at have afsluttet bønnen med salām. Men der findes intet bevis for, at Allahs Sendebud, s.a.w., løftede hænderne og fremsagde duʿā sammen med de bedende efter at have afsluttet bønnen med salām.

Resultatet af imamernes handling er blevet, at de bedende nu er begyndt at betragte denne handling som en del af bønnen. Ikke nok med det: I de fleste tilfælde er situationen blevet så ekstrem, at hvis en imam ikke løfter hænderne og fremsiger duʿā sammen med de bedende efter at have afsluttet bønnen med salām, vil han ikke længere kunne fungere som imam. Så vidt vi ved, har nogle mennesker mistet deres funktion som imam af denne grund. Mange fortsætter også med denne handling udelukkende for at bevare deres funktion som imam, selv om de ved, at den ikke er en sunnah fra Allahs Sendebud.

Er imamerne således ikke blevet fanget i en stor fitnah på grund af deres egne handlinger?

Vi vil sige, at hvis en imam en gang imellem fremsiger duʿā, mens han har løftet hænderne sammen med de bedende, er det ikke forbudt. Men at gøre det til en fast regel og anse det for nødvendigt og uundgåeligt i forbindelse med hver bøn er i strid med Profetens sunnah. Og er det ikke det samme som at gøre en selvopfundet skik til en religiøs bestemmelse, når man af frygt for de bedendes mishag ikke kan opgive denne handling, selv om man ved, at den ikke er rigtig?

Dette er altså en selvopfundet tilføjelse til bønnen. På den anden side udførte Allahs Sendebud, s.a.w., rafaʿ al-yadayn ved takbīrat al-iḥrām, når han gik ned i rukūʿ, og når han rejste sig fra rukūʿ. Det er også overleveret, at han udførte rafaʿ al-yadayn, når han rejste sig efter to rakʿah. At udføre rafaʿ al-yadayn på disse steder er en klar og velunderbygget sunnah fra Allahs Sendebud. Men mange bedende gør det ikke af uvidenhed. Andre gør det ikke, selv om de ved det, af frygt for irettesættelse. Og hvis nogen gør det, får han betegnelsen Ahl al-Hadith.

En anden form for uvidenhed er yderst beklagelig. Det vil sige, at nogle som undskyldning for ikke at følge denne sunnah siger: »Jeg er hanafit, og i den hanafitiske madhhab findes rafaʿ al-yadayn ikke; derfor gør jeg det ikke.«

Dette er ikke andet end en beskyldning mod islams store bannerfører, imam Abu Hanifa. For imam Abu Hanifa, rahimahullah, har klart redegjort for sin madhhab. Han sagde:(Arabisk*******************)

Betydning: Hvis man finder en sahih-hadith, så er det min madhhab. [Se: Ibn Abidins værk al-Hashiya, bind 1, s. 63.]

Det fremgår således af imam Abu Hanifas (rah.) udtalelse, at det er hans madhhab at handle i overensstemmelse med sahih- og autentificerede hadither.

Grunden til, at han sagde: »Hvis man finder en sahih-hadith«, er, at haditherne på hans tid blev overleveret fra mund til mund og bevaret i folks hukommelse. Hadithsamlingerne var ikke blevet samlet i hans levetid. Først efter hans død samlede og efterprøvede hadith-imamerne de hadither, der var spredt rundt omkring i forskellige lande og byer.

Han frygtede, at der kunne findes hadither ud over dem, han selv kendte. Derfor fremsatte han denne udtalelse. Og i virkeligheden viste hans bekymring sig at være velbegrundet. Da hadith-imamerne indsamlede og efterprøvede hadither fra alle egne, viste det sig, at mange hadither kom frem, som tidligere ikke var nået til imam Abu Hanifas by Kufa. [Selv hvis man ikke har mulighed for at læse de omfattende værker for direkte at lære Allahs Sendebuds (s.) måde at bede på fra haditherne, bør alle i det mindste læse Mishkat Sharif.]

Selv om den ovenfor nævnte udtalelse var imam Abu Hanifas (rah.), fremsatte imam Shafi‘i (rah.) den samme udtalelse. De øvrige imamers udtalelser og principper var tilsvarende. Koranen og sunnaen var grundlaget for alle deres handlinger.

De forklarede med fuld oprigtighed de koranvers og hadither, som det var nødvendigt at forklare. Der var ganske vist en vis forskel mellem nogle af deres fortolkninger, men ingen af dem hævdede, at hans egen fortolkning var den endelige eller eneste fortolkning.

Desuden gjorde de i de relevante spørgsmål, hvor der hverken fandtes en udtalelse i Koranen, en hadith eller så meget som en udtalelse fra sahabaerne, ijtihad. I disse spørgsmål fremlagde de med fuld oprigtighed deres egne meninger ved analogisk slutning ud fra Koranens og sunnaens ånd. Hver af dem afgav en vurdering ud fra det, han anså for bedst. Ingen af dem anså sin egen mening for endelig og uomstødelig. Tværtimod sagde de alle: »Hvis man finder en sahih-hadith, så er det min madhhab, og i så fald bør min fremsatte mening og fortolkning forkastes.«

På grund af deres åbenhed var også de elever, de selv havde oplært, uenige med dem i mange spørgsmål. For eksempel var imam Abu Hanifas (rah.) elever Abu Yusuf (rah.) og Muhammad ibn al-Hasan al-Shaybani (rah.) uenige med deres højt respekterede lærer Abu Hanifa (rah.) i mange spørgsmål. Denne uenighed fra elevernes side formindskede på ingen måde imamens anseelse; tværtimod øgede den den.

Alle lærde ved, at de uenigheder, som imam Abu Hanifas elever havde med ham i forskellige spørgsmål, også regnes for at være en del af imam Abu Hanifas madhhab. Det skyldes imamens storslåede udsagn: »Når en autentisk hadith findes, er det min madhhab.«

Derfor er det en selvfølge, at hvis en person, selv efter at have fået kendskab til en autentisk hadith, ikke accepterer eller følger den med madhhab som begrundelse, så adlyder han i virkeligheden madhhabens imam.

I vor tid er vores samlede situation blevet sådan, at vi på grund af mangel på korrekt viden hverken er i stand til at følge Koranen og sunnaen på den rette måde eller til at følge madhhabernes imamer på behørig vis.

Lad os nu vende tilbage til denne bogs emne. Alhamdulillah. Denne bog vil hjælpe os med at udføre bønnen efter den bekræftede sunnah-metode. Og når vi virkelig er i stand til at følge Allahs Sendebuds sunnah, vil det være bevist, at vi viser madhhabernes imamer respekt og følger dem.

Vi har både oversat og redigeret dette værk. Som tidligere nævnt har vi her samlet de afsnit om bønnen, som findes i det originale værk Zad al-Ma’ad. Zad al-Ma’ad er et udødeligt værk af den lærde Ibn al-Qayyim. Det er ikke blot et værk om fiqh, men også et værk om Allahs Sendebuds sira og sunnah.

I dette værk har den lærde Ibn al-Qayyim tydeliggjort Allahs Sendebuds forbillede og sunnah på alle områder. Han har forenet de modstridende hadither, givet dem forklaringer og løst deres uoverensstemmelser. Da vi samlede afsnittene om bønnen fra dette storslåede værk, foretog vi også visse redaktionelle ændringer. De var følgende:

1. Vi har anvendt overskrifter og underoverskrifter.

2. Vi har ændret rækkefølgen, det vil sige den ordnede fremstilling, og placeret visse emner tidligere eller senere for at gøre værket egnet til nutidens læsere.

3. I forbindelse med kontrollen og analysen af forskellige hadithers autenticitet og mangel på autenticitet har forfatteren foretaget en lang drøftelse af fortællernes forhold. Den har vi ikke medtaget i denne bog; vi har derimod medtaget resultaterne af hans analyse.

4. Vi har også forkortet de lange, relevante drøftelser af forskellige emner og medtaget hovedpunkterne.

5. Eftersom forfatteren selv er en autoritet inden for hadith og hadithvidenskab, angiver han ikke hadithernes kilder i mange tilfælde. Vi har ikke angivet kilderne overalt, men har gjort det nogle steder.

6. Det oprindelige værk indeholder ingen noter eller kommentarer. For at tydeliggøre visse emner for læserne har vi tilføjet noter og kommentarer. (Hvis der derfor skulle være fejl eller mangler i noterne og kommentarerne, er ansvaret mit.)

7. Vi har forskellige steder i hele bogen tilføjet nogle afsnit. Afsnittene indeholder udelukkende hadith. Der er ingen af mine egne udsagn i dem. De afsnit, der er tilføjet, er markeret som tilføjelser i noterne.

På denne måde har vi forsøgt at gøre denne værdifulde bog, samtidig med at dens autenticitet bevares, enkel, klar, smuk, letlæselig, fornøjelig at læse og egnet til den brede læserskare.

Jeg har en stærk tro på, at denne bog vil vise sig at være særdeles nyttig for de troende. For dem, der ønsker at bede præcis sådan, som Allahs Sendebud (s.a.) bad, vil denne bog være en meget nyttig ledsager. Denne bog er et spejlbillede af Allahs Sendebuds (s.a.) bøn.

Denne bog er for dem, der ønsker at bede på samme måde som Allahs Sendebud (s.a.), på grundlag af autentiske hadith.

-Denne bog er for dem, der ønsker at holde fast i Profetens sunnah.

-Denne bog er for dem, der ønsker at opnå sindsro ved at følge Allahs Sendebuds måde at bede på.

-Denne bog er for dem, der ønsker at gøre Koranen og sunnah til målestokken for deres tilbedelse og hele deres liv.

-Denne bog er for dem, der oprigtigt ønsker at følge de store imamer i deres respektive madhhabs, imamer, som gjorde Allahs Koran og Allahs Sendebuds sunnah til grundlaget for alle deres handlinger og meninger, og som pålagde deres følgere at gøre det samme.

Før jeg afslutter, vil jeg fremsætte en undskyldning. Det er, at vi i denne bog har brugt ordet namaz, selv om det oprindelige ord i Koranen og hadith er salat. Vi burde have brugt ordet salat, men i stedet for salat har vi brugt ordet namaz af hensyn til den brede læserskare. Grunden er, at dette ord i mange århundreder har været kendt og almindeligt brugt i det bengalske sprog og blandt bengalisktalende. Ligesom ordet Khoda er blevet kendt og almindeligt brugt i stedet for ordet Allah. Vi mener, at disse oprindelige ord som Allah og salat i højere grad bør tages i almindelig brug. Så vil de, insha’Allah, også blive almindelige i bøger.

Mens jeg skrev denne bog, hjalp min ældste datter, Sajeda Homayra Himu, mig ved at skrive diktat til flere afsnit. Jeg beder om denne bogs udgivers, hendes og alle læseres velstand i denne verden og i det hinsidige.

Må Allah, den Velsignede og Ophøjede, give os alle mulighed for at bede på den måde, som Allahs Sendebud, fred være med ham, har lært os. Hvis vores måde at bede på er fejlagtig, må Allah den Almægtige give os den lykke at få den rettet, så vi kan blive følgere af Profetens sunnah. Amin.

Abdus Shahid Nasim

28.07.2000 e.Kr.

Hvordan plejede Allahs Sendebud at bede?

1

Allahs Sendebuds renselsesmetode før bønnen

Hvordan plejede Allahs Sendebud at foretage wudu?

Allahs Sendebud plejede for det meste at bede efter at have foretaget en ny wudu. Men af og til bad han flere bønner med den samme wudu.

Når han foretog wudu én gang, brugte han en mudd vand (omkring ét kilogram) eller lidt mere eller mindre. Når han foretog wudu, brugte han vand grundigt på wuduens kropsdele. Men han spildte ikke vand; han brugte meget lidt vand. Han forbød også ummaen at spilde vand. Han sagde:

“Nogle mennesker blandt min umma vil spilde vand, når de foretager wudu (selv om dette er en handling, der udspringer af Satans hvisken).” Han sagde også: “Når man foretager wudu, kommer en satan ved navn Walhan og bliver ved med at indgive hvisken (for at få én til at bruge mere vand). Lad jer ikke bedrage af ham.”

Sa’d ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham, var en gang i gang med at udføre wudu. På det tidspunkt gik Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, forbi ham. Han sagde til ham: »Sa’d! Spild ikke vand.« Sa’d spurgte: »Allahs Sendebud! Kan man også spilde vand?« Han svarede: »Ja, selv hvis du udfører wudu ved bredden af en rindende flod, er der også dér tale om spild. Du skal under alle omstændigheder beskytte dig mod spild.« (Musnad Ahmad)

Det fremgår af autentiske kilder, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, nogle gange vaskede wuduens kropsdele én gang, nogle gange to gange og nogle gange tre gange. Det fremgår også, at han under den samme wudu vaskede nogle kropsdele én gang, nogle to gange og nogle tre gange.

Nogle gange tog han én håndfuld vand og skyllede både munden og næsen med den. Andre gange udførte han disse to handlinger med to eller tre håndfulde. Nogle gange brugte han halvdelen af en håndfuld vand til at skylle munden og den anden halvdel til næsen. Når han brugte to eller tre håndfulde, gjorde han sandsynligvis disse to handlinger hver for sig eller udførte dem samlet. I Bukhari og Muslim findes der imidlertid en beretning fra Abdullah ibn Zayd om, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, tog én håndfuld vand, skyllede munden og næsen med den og gjorde dette tre gange. En anden hadith viser dog, at han udførte disse to handlinger med tre håndfulde vand.

Denne hadith er den mest autentiske med hensyn til metoden for at skylle munden og næsen. Der findes ingen autentisk hadith, som viser, at han skyllede munden og næsen med separate håndfulde vand. En beretning med dette indhold findes fra Talha. Han beretter den fra sin far, og hans far beretter den fra sin far, selv om dennes far ikke var en sahabi – han havde ikke mødt Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham.

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, tog vand med højre hånd. Han førte vand op i næsen med højre hånd og rensede den med venstre hånd.

Han tørrede hele hovedet over. Han begyndte fra panden og førte hånden bagud, og derefter fra bagtil og fremad. På grund af denne fremgangsmåde har nogle berettet, at han tørrede hovedet over to gange. I virkeligheden tørrede han kun hovedet over én gang. Han vaskede de øvrige kropsdele flere gange, men tørrede kun hovedet over én gang. Dette er bevist uden nogen tvivl, og det modsatte er ikke autentisk. Den hadith, som Ibn al-Yamani har berettet fra Umar, må Allah være tilfreds med ham, gennem sin far, om at tørre hovedet over tre gange, kan ikke godtages. Det skyldes, at både faren og sønnen var svage hadith-overleverere, selv om farens tilstand var noget bedre.

Den beretning om at tørre hovedet over tre gange, som Abu Dawud har nævnt med Uthman, må Allah være tilfreds med ham, som kilde, strider mod alle de øvrige autentiske hadither, der er berettet fra Uthman. I de forskellige autentiske hadither, der er berettet fra ham, nævnes det, at hovedet blev tørret over én gang.

Der findes heller ingen autentisk hadith, som viser, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, kun tørrede en del af hovedet over. Men når han under wudu bar turban, tørrede han panden og fuldendte derefter aftørringen ved at føre hånden hen over turbanen.

Abu Dawud har overleveret en hadith fra Anas, må Allah være tilfreds med ham. Heri siger Anas: »Jeg så en gang Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, udføre wudu, mens han havde en turban, der var viklet i lag, på hovedet. Han førte hånden ind under turbanen og tørrede den forreste del af hovedet. Han løsnede ikke turbanen og strammede den heller ikke.« Det vil sige, at han tørrede hovedet under turbanen uden at løsne eller tage den af. Denne hadith beviser naturligvis ikke, at man ikke må tørre oven på turbanen. Beviset for det findes i hadither overleveret af al-Mughira ibn Shuʿba og andre sahaba. At Anas’ hadith ikke indeholder en udtalelse om dette, har ingen betydning.

Der findes intet bevis for, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, nogensinde udførte wudu uden at skylle munden og føre vand op i næsen. Der findes ikke engang ét eksempel på det.

Han overholdt altid rækkefølgen i wudu. Der findes ikke noget bevis for, at han blot én gang brød denne rækkefølge.

Når han tørrede hovedet, tørrede han nogle gange hele hovedet direkte. Nogle gange tørrede han oven på turbanen. Nogle gange tørrede han både panden og turbanen. Det er allerede blevet nævnt, at der ikke findes noget bevis for, at han afsluttede hovedets aftørring ved kun at tørre panden.

Samtidig med at han tørrede hovedet, tørrede han også ørerne både indvendigt og udvendigt. Han tog ikke nyt vand til dette. Beviset for det findes i en hadith overleveret af Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham.

Der findes ikke noget bevis for, at han tørrede nakken.

Når han ikke havde læder- eller stofsokker på, vaskede Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fødderne. Men når han havde sokker på, tørrede han oven på sokkerne.

Han begyndte wudu med at sige »Bismillah«. De hadither, der nævnes som belæg for, at han begyndte wudu ved at sige noget andet end »Bismillah«, er falske og opdigtede hadither. Han gjorde ikke selv noget sådant og lærte heller ikke ummah det. Der findes intet bevis for at sige noget andet end »Bismillah«.

Efter at have afsluttet wudu læste Allahs Sendebud (s.a.v.) følgende duʿa:

(Arabisk***************)

Betydning: Jeg bevidner, at der ikke findes nogen guddom ud over Allah. Og jeg bevidner, at Muhammad er Allahs tjener og sendebud. O Allah! Lad mig være blandt dem, der angrer, og dem, der renser sig.

Det er berettet i an-Nasa’i, at han efter wudu også læste følgende duʿa:

(Arabisk***************)

Betydning: Du er fri for alle fejl og mangler. Jeg bevidner, samtidig med at jeg lovpriser Dig, at der ikke findes nogen guddom ud over Dig. Jeg beder Dig om tilgivelse, og til Dig vender jeg tilbage.

Når Allahs Sendebud (s.a.v.) begyndte wudu, fremsagde han ikke nogen formulering eller erklærede nogen intention af typen: »Jeg har til hensigt at fjerne urenhed eller at bede.« Der findes ikke belæg for dette i nogen sahih- eller da’if-hadith. Hans sahaba gjorde heller ikke dette. Der findes hverken sahih- eller da’if-belæg for det.

Der findes ikke belæg for, at han vaskede over albueleddene på armene og over ankelleddene på fødderne. Abu Huraira (r.a.) plejede imidlertid at gøre dette. I den hadith, som han berettede om Allahs Sendebuds (s.a.v.) wudu, regnes vask af albuerne og ankelleddene blandt wudus bestanddele.

Allahs Sendebud, fred være med ham, tørrede ikke de vaskede legemsdele efter at have udført wudu. Der findes ingen autentisk hadith, der beviser, at han gjorde dette. Det, der nævnes i hadither overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, og Muadh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med ham, om at han tørrede sine legemsdele med et stykke eller en del af et klæde, er ikke autentisk. Grunden er, at Sulayman ibn Akram blandt den første hadiths overleveringskæde ikke er en acceptabel person, mens al-Afriqi blandt den anden hadiths overleveringskæde er en svag overlever. Imam al-Tirmidhi har sagt, at der ikke findes nogen autentisk hadith fra Allahs Sendebud, fred være med ham, om at tørre wudus legemsdele med et klæde.

Allahs Sendebud, fred være med ham, udførte nogle gange selv wudu med vand, mens en anden person andre gange, når situationen krævede det, hældte vand over ham, mens han udførte wudu. I al-Bukhari og Muslim er det overleveret fra al-Mughira ibn Shu’ba, må Allah være tilfreds med ham, at han under en rejse hældte vand over Allahs Sendebud, fred være med ham, mens denne udførte wudu. Men det var ikke en fast praksis.

Allahs Sendebud, fred være med ham, førte fingrene gennem skægget efter at have udført wudu. Men han gjorde det ikke altid, kun en gang imellem. Der er ganske vist uenighed blandt hadithlærde om dette. Ifølge Imam al-Tirmidhi og andre er det autentisk, at man fører fingrene gennem skægget. Men ifølge Imam Ahmad ibn Hanbal og Abu Zur’a findes der ingen autentisk hadith, der beviser dette.

Han førte også fingrene mellem tæerne under wudu, men gjorde det ikke regelmæssigt. Dette bevises af en hadith overleveret af Mustawrid ibn Shaddad i Sunan-værkerne. Men fra dem, der var eksperter i Allahs Sendebuds, fred være med ham, wudu, såsom Uthman, Ali, Abdullah ibn Yazid, al-Rubai og andre, må Allah være tilfreds med dem alle, findes der ingen overlevering om dette. Derfor er dette heller ikke så velbegrundet som det at føre fingrene gennem skægget.

Der findes en overlevering om, at Allahs Sendebud, fred være med ham, under wudu drejede sin ring lidt frem og tilbage. Men denne overlevering er da’if (svag). Imam al-Daraqutni erklærede Muammar og hans far for svage overleverere i hadithens isnad (overleveringskæde).

Allahs Sendebud, fred være med ham, foretog masah over sokkerne.

Allahs Sendebud, fred være med ham, foretog masah over sokkerne både hjemme og under rejser, overalt. Dette er bevist gennem autentiske hadither. Og han fortsatte med denne praksis indtil sin død.

Men forskellige autentiske og hasan-hadither viser, at der er fastsat en periode på én dag og én nat for fastboende personer og tre dage og tre nætter for rejsende, hvor de må foretage masah. (Det vil sige, at efter at have udført wudu én gang og taget sokkerne på kan en fastboende foretage masah i én dag og én nat, mens en rejsende kan gøre det i tre dage og tre nætter. Derefter skal han atter vaske fødderne og udføre wudu.)

Allahs Sendebud (ﷺ) strøg over oversiden af strømperne. Der findes intet autentisk bevis for, at han strøg over undersiden af fødderne. I en maqṭūʿ-hadith (en hadith med afbrudt overleveringskæde) omtales det ganske vist, at man strøg over undersiden af strømperne, men denne udtalelse er i modstrid med alle de autentiske hadither.

Allahs Sendebud (ﷺ) strøg over både skoene og strømperne, ligesom han strøg over turbanen sammen med panden. Flere af hans handlingsmæssige og udsagnsmæssige hadither viser, at han strøg over både sko og strømper. Nogle mener, at han kun gjorde dette under særlige omstændigheder. Det er muligvis, fordi det var besværligt at tage læderskoene af, at han strøg over dem, mens han havde dem på. Men Allah ved bedst, hvad der er sandt.

Sandheden er, at Allahs Sendebud (ﷺ) ikke gjorde noget unødigt besværligt. At vælge den lette fremgangsmåde var hans princip. Hvis han ikke havde strømper på, vaskede han fødderne, og hvis han havde strømper på, strøg han over dem; han bekymrede sig ikke om at tage strømperne af. Han tog heller ikke unødigt strømper på for at kunne stryge over dem. Når fødderne var bare, vaskede han dem, og når han havde strømper på, strøg han over dem – dette var hans princip. Ifølge vores lærer, Imam Ibn Taymiyyah, er dette det korrekte svar på spørgsmålet om, hvad der er bedst: at vaske fødderne eller at stryge over strømperne.

Allahs Sendebuds (ﷺ) fremgangsmåde ved tayammum

Når Allahs Sendebud (ﷺ) udførte tayammum, gjorde han det på denne måde: Han slog kun én gang med håndfladerne og strøg derefter over begge hænder og ansigtet med dem. Der findes intet autentisk bevis i haditherne for, at han slog med hænderne to gange til dette formål. Der findes heller intet bevis for, at han strøg over hænderne helt op til albuerne. Imam Ahmad ibn Hanbal sagde: De, der siger det modsatte, fremsætter blot deres egen opfattelse; det er ikke overleveret fra Allahs Sendebud (ﷺ).

Allahs Sendebud (ﷺ) udførte tayammum med den jord, som det er tilladt at bede på. Til tayammum slog han med hænderne på fast jord, sand og saltholdig jord. Han sagde: »Hvor som helst et medlem af min ummah beder, findes der dér en moské og mulighed for at opnå renselse –

– denne hadith gør det klart, at hvis man beder et sandet sted, er sand tilstrækkeligt til ens tayammum.

Da Allahs Sendebud (ﷺ) drog til slaget ved Tabuk, udførte han tayammum med sand på grund af vandmangel dér. Der findes intet bevis for, at han på rejsen til Tabuk medbragte jordklumper eller bad nogen af sine ledsagere om at medbringe dem. Sand består jo for størstedelens vedkommende af jord. Forholdene i Hijaz-området er tilsvarende.

Der kendes ingen bestemt fremgangsmåde for at tørre hænderne ved tayammum fra Allahs Sendebud (fvmh.). Det siges, at man skal føre venstre håndflade fra begyndelsen af højre hånds håndryg op til albuen, derefter vende hånden og tørre undersiden af hånden, og på samme måde tørre venstre hånd. Der findes intet bevis for denne fremgangsmåde fra Sendebudet (fvmh.), og heller ikke fra sahabaerne. Han befalede det ikke, og der er heller intet bevis for, at han foretrak det.

Allahs Sendebud (fvmh.) gav tayammum samme status som wudu. Der findes intet bevis for, at han udførte tayammum særskilt til hver bøn. Han befalede heller ikke dette. Dette er det korrekte, så længe der ikke findes noget bevis for det modsatte.

2

Fremgangsmåden for Allahs Sendebuds (fvmh.) bøn

Takbīrat al-iḥrām

Så snart Allahs Sendebud (fvmh.) rejste sig til bøn, sagde han »Allāhu akbar«. (Dette kaldes takbīrat al-iḥrām.) Før han fremsagde denne takbir, læste eller sagde han ikke noget som helst, og han fremsagde ikke engang intentionen. (Intention er blot at beslutte sig; det er betegnelsen for at have til hensigt [irāda] at gøre noget.) Han sagde heller ikke noget i retning af: »Jeg vender mig mod qibla og beder så og så mange rakʿah af den obligatoriske bøn på det og det tidspunkt, enten som imam eller som følgemand bag denne imam.« Han sagde heller ikke, at han udførte bønnen til tiden eller som en erstatningsbøn. Han sagde ikke den slags ved de obligatoriske bønner (og heller ikke ved sunnah- eller nafl-bønner).

At sige alt dette før takbīrat al-iḥrām er bidʿah. For der findes ingen hadith fra Allahs Sendebud (fvmh.) til støtte for det. Der findes heller ingen udtalelse fra sahabaerne, ej heller fra tabiʿīnerne. Ingen af de fire imamer har sagt noget om dette. Ingen af dem foretrak, at man sagde noget sådant.

Nogle senere lærde blev imidlertid forvirrede, da de skulle fortolke en udtalelse af Imam al-Shafiʿi. Hans udtalelse lyder: »Bønnens tilstand er ikke som fastens; ingen kan træde ind i bønnen uden at nævne den.«

Disse lærde forstod hans omtale som at nævne eller udtale intentionen (niyyah) for bønnen. Men i virkeligheden mente imam al-Shafi’i med dette at udtale takbīrat al-iḥrām for bønnen.

De ovennævnte lærdes opfattelse af imam al-Shafi’is udsagn er forkert. For hvordan skulle imam al-Shafi’i kunne erklære noget for obligatorisk, som hverken Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, hans ædle ledsagere eller de retledte kaliffer overhovedet har nævnt? Hvis vi blot finder ét eneste ord om dette fra Allahs Sendebud og hans ædle ledsagere, vil vi naturligvis følge det. For vores praksis er at følge Allahs Sendebuds sunnah og hans ædle ledsageres vej. Den bedste vej, som de har vist os, er vores vej. Vi følger ydmygt kun den praksis, der er overleveret fra dem.

At udføre rafʿ al-yadayn ved takbīrat al-iḥrām

Når Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, begyndte bønnen, sagde han ikke andet end »Allāhu akbar«, og mens han udtalte Allāhu akbar, udførte han rafʿ al-yadayn (løftede begge hænder). Derfor løftede han begge hænder vendt mod qiblah til skulderhøjde eller op til ørerne. På dette tidspunkt holdt han fingrene spredte. Der findes flere overleveringer om, hvor højt han løftede hænderne. Abū Ḥumayd al-Sāʿidī, må Allah være tilfreds med ham, og hans ledsagere har sagt, at han løftede dem til skulderhøjde. Det samme er ʿAbdullāh ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, af den opfattelse. Wāʾil ibn ʿUjrah, må Allah være tilfreds med ham, har sagt, at han førte hænderne op nær ørerne. Nogle har sagt, at den sidstnævnte opfattelse er den bedste, men at man har frihed til at løfte dem til enhver af de ovenfor beskrevne højder. Nogle mener, at man ikke bør løfte dem over øreflipperne. Det er dog også tilladt at løfte dem til skulderhøjde. Dette er afgørelsen i sagen.

De øvrige steder, hvor han udførte rafʿ al-yadayn, mens han sagde takbīr (Allāhu akbar), vil blive nævnt på de relevante steder.

Hvad plejede han at recitere efter takbīrat al-iḥrām?

Efter at have løftet hænderne, mens han udtalte takbīrat al-iḥrām, sænkede han dem og lagde højre hånd over venstre hånds håndryg. Derefter fremsagde han forskellige duʿāʾer, før han begyndte bønnen (sūrat al-Fātiḥah). Han fremsagde undertiden denne duʿāʾ:

(Arabisk**************)

Betydning: Min Gud, fjern alle mine fejl fra mig, ligesom Du har skabt afstand mellem øst og vest. O Allah, vask og rens mig for mine fejl med vand, is og kolde ting. O Allah, rens mig for mine synder, så jeg bliver skinnende ren, ligesom hvidt tøj bliver helt hvidt, når det renses for snavs og pletter.

Nogle gange fremsagde han denne bøn:

(Arabisk************)

Betydning: Jeg har oprigtigt vendt mit ansigt mod Ham, der har skabt universet og denne jord. Jeg hører ikke til blandt dem, der sætter andre ved Hans side. Sandelig, min bøn, mit offer, mit liv og min død er for Allah, universets Herre og Opretholder. Han har ingen partner. Jeg er blevet befalet at antage disse ord, og jeg er den første til at underkaste mig dem.

Nogle gange fremsagde han denne bøn:

(Arabisk****************)

Betydning: O Allah, Du alene er universets Konge. Der er ingen gud ud over Dig. Du er min Herre, og jeg er Din tjener. Jeg har gjort uret mod mig selv, og jeg bekender min synd. Tilgiv mig derfor alle mine synder, for ingen tilgiver synder undtagen Dig. Led mig til den bedste moralske karakter, for ingen kan lede til den undtagen Dig. Fjern alle fejl og mangler fra min karakter og min adfærd, for ingen kan fjerne dem undtagen Dig. Herre, jeg står foran Dig; Du er Den Mest Barmhjertige, og alt godt er i Din hånd. Ondskab tilskrives ikke Dig. Jeg følger Din vilje, og til Dig vender jeg tilbage. Du er den Mest Gavmilde, den Mest Ophøjede, Herre. Jeg beder Dig om tilgivelse, og jeg vender mit ansigt mod Dig.

Under nattebønnen (tahajjud) plejede Allahs Sendebud (fred være med ham) normalt at fremsige denne bøn. Nogle gange fremsagde han på dette tidspunkt også denne bøn:

(Arabisk***************)

Betydning: Åh Allah! Du alene er Djibrils og Isra fils Herre, skaberen af himlene og jorden samt den, der kender det synlige og det usynlige. Du alene afgør stridighederne mellem Dine tjenere. Vejled mig til den rette vej i den strid om den store sandhed, som jeg efter Din befaling står over for. Du vejleder jo den, Du vil, til den rette vej.”

Nogle gange reciterede han også følgende bøn: (Arabisk******************)

Betydning: Min Allah! Du ejer al lovprisning. Du er lyset for universet, denne jord og alt, hvad der er mellem dem.”

– Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) reciterede ovenstående bøn efter at have fremsagt takbīr al-taḥrīma.

Nogle gange sagde han også tre gange الله اكبر كبيرا tre gange الحمد لله كثيرا tre gange سبحان الله بكرة واصيلا og samtidig اللهم اني اعوذبك من الشيطان الرجيم من همزه ونفخه ونفثه sagde han.

Nogle gange الله اكبر ti gange, سبحان الله ti gange, الحمد لله ti gange, لااله الا الله ti gange, استغفر الله ti gange og اللهم اغفرلى واهدنى وارزقنى ti gange, hvorefter اللهم اني اعوذبك من ضيق المقام يوم القيامة ti gange sagde han. Det er bevist gennem autentiske overleveringer, at Allahs Sendebud (fred være med ham) efter at have fremsagt takbīr al-taḥrīma reciterede en af disse bønner.

Det er blevet berettet, at han begyndte bønnen med at recitere følgende sana:

(Arabisk**************)

Betydning: O Allah! Du er fri for alle fejl, mangler og svagheder. Jeg priser kun Dig. Velsignet er Dit navn. Din majestæt er den højeste. Der findes ingen guddom undtagen Dig.”

Denne sana (ordene, der priser Allah) er blevet overleveret i forskellige sunan-værker fra Ali ibn Ali Rifa‘i. Han overleverede hadithen fra Abu al-Mutawakkil, som overleverede den fra Abu Sa‘id, må Allah være tilfreds med ham. En lignende hadith er også blevet overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Umar, må Allah være tilfreds med ham, fremsagde den højt, når han ledte bønnen, og underviste alle i den.

Imam Ahmad ibn Hanbal siger: »Jeg foretrækker at fremsige denne dua i overensstemmelse med Umar, må Allah være tilfreds med ham. Men hvis nogen begynder bønnen med en af de ovenfor nævnte duaer, er det gyldigt.«

Imam Ahmad har argumenteret for, at denne dua er den bedste, mest fuldkomne og fremragende. At Umar, må Allah være tilfreds med ham, fremsagde den højt, mens han ledte bønnen, betyder, at alle bør fremsige den i begyndelsen af bønnen. Især bør alle fremsige den i de obligatoriske bønner.

Recitation af sura al-Fatiha

Efter at have fremsagt den ovenfor nævnte sana/dua fremsagde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, »A‘udhu billahi min ash-shaytan ir-rajim«. Derefter reciterede han sura al-Fatiha med »Bismillahir-Rahmanir-Rahim«.

Han reciterede nogle gange sura al-Fatiha højt og andre gange sagte. Dog reciterede han den oftest højt. Men han reciterede den ikke højt i alle fem daglige bønner. Hverken når han var hjemme eller på rejse. Hvis han havde reciteret den højt i alle fem daglige bønner, hvordan kunne det så være forblevet ukendt for de retledte kaliffer, størstedelen af de ædle ledsagere og især Medinas indbyggere? Derfor er det sikkert, at han ikke reciterede sura al-Fatiha højt i alle fem daglige bønner.

Når han reciterede Sura al-Fātiha højt, reciterede han også Bismillāh højt i begyndelsen.

Udtale af Āmīn

Efter at have afsluttet Sura al-Fātiha sagde han »Āmīn«. Når han reciterede Sura al-Fātiha højt, udtalte han også »Āmīn« højt, og de, der bad bag ham, udtalte ligeledes »Āmīn« højt sammen med ham.

Et kort øjebliks stilhed

Under bønnen forholdt han sig tavs i et kort øjeblik to gange. Den ene gang var mellem takbīrat al-iḥrām og recitationen (Sura al-Fātiha). Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, spurgte ham om denne stilhed og fik det bekræftet.

Der er uenighed om, hvornår han forholdt sig tavs anden gang. Nogle har sagt efter recitationen af Sura al-Fātiha, mens andre har sagt efter afslutningen af Koranrecitationen og før rukūʿ. Nogle andre har sagt, at han forholdt sig tavs to gange uden den første stilhed. Hvis man følger denne opfattelse, bliver det til tre gange, han forholdt sig tavs. Det er imidlertid klart, at han kun forholdt sig tavs to gange.

Den tredje stilhed, der omtales, altså før rukūʿ, var i virkeligheden ikke en stilhed fra hans side. Det var blot den korte tid, han brugte på at trække vejret og finde ro. For han forbandt ikke recitationen og rukūʿ i ét og samme åndedrag.

Det var fornuftigt, at der var stilhed mellem takbīrat al-iḥrām og begyndelsen af Sura al-Fātiha. For det var en forberedende stilhed, inden Sura al-Fātiha blev påbegyndt.

Den anden stilhed, det vil sige efter afslutningen af sura al-Fatiha, blev nævnt som en mulighed for de bedende bag imamen til at afslutte sura al-Fatiha.

Den tredje stilhed, det vil sige efter recitationen og før man gik ned i rukūʿ, var blot en kort pause for at trække vejret og blive rolig.

De, der ikke nævnte den tredje, gjorde det, fordi den var meget kort. De, der regnede den med trods dens korthed, mente, at Allahs Sendebud (fred være med ham) forblev tavs tre gange. Der er derfor i virkeligheden ingen modstrid mellem de to overleveringer. Dette er løsningen på haditherne om dette emne.

Haditherne om de to stilheder er overleveret med autentiske kæder fra Samura ibn Jundub, Ubayy ibn Kaʿb og ʿImran ibn Husayn, må Allah være tilfreds med dem. Abu Hatim har nævnt disse hadither i sin samling af autentiske hadither.

En af dem, der overleverede hadithen om de to stilheder, var Samura ibn Jundub. Han sagde: »Jeg huskede, at Allahs Sendebud (fred være med ham) holdt to stilheder under sin bøn. Han var tavs én gang efter takbīrat al-iḥrām og anden gang efter recitationen af ‘ghayril-maghḍūbi ʿalayhim wa laḍ-ḍāllīn’.

I nogle hadithkilder er det overleveret, at Allahs Sendebud (fred være med ham) forblev tavs et øjeblik efter recitationen. Men dette er en helt generel formulering. Udsagnet i den førstnævnte hadith, det vil sige Samuras hadith, er klart. Den siger tydeligt, at han forblev tavs efter recitationen af sura al-Fatiha. Derfor er hadithen overleveret fra Samura ibn Jundub, må Allah være tilfreds med ham, beviset i denne sag.

Hans recitationsmetode (koranrecitation under bønnen)

Allahs Sendebuds (fred være med ham) recitation var tydelig og sammenhængende. Han standsede efter recitationen af hvert vers. Når han afsluttede et vers, forlængede han afslutningen en smule.

Efter at have afsluttet Sura al-Fatiha gik han videre til en anden sura. I den anden sura gjorde han undertiden recitationen længere, og undertiden forkortede han den på grund af en rejse eller en anden årsag. Hans recitation var dog som regel hverken kort eller lang, men middellang.

Hans recitation i de forskellige bønner

Under fajr-bønnen reciterede han som regel mellem tres og hundrede vers. Han reciterede ofte Sura Qaf, Sura ar-Rum og Sura at-Takwir under fajr-bønnen; undertiden reciterede han Sura az-Zalzala i begge rakʿat, og undertiden al-Falaq og an-Nas. Det var dog kun under rejser, at han reciterede al-Falaq og an-Nas. Undertiden reciterede han Sura al-Mu’minun i begge rakʿat. I den første rakʿa reciterede han frem til det sted i denne sura, hvor Musa og Harun nævnes, og resten reciterede han i den anden rakʿa.

Ved fajr-bønnen om fredagen reciterede han hele Sura as-Sajda og Sura ad-Dahr. Han reciterede ikke en del af den ene sura og en del af den anden. Han delte heller ikke Sura as-Sajda mellem de to rakʿat, men reciterede hele suraen i én rakʿa. Dette var i strid med hans praksis. De, der mener, at det er bedst kun at recitere Sura as-Sajda under fajr-bønnen om fredagen, er uvidende om Allahs Sendebuds sunnah. På grund af denne uvidende opfattelse brød nogle imamer sig ikke om at recitere Sura as-Sajda under fajr-bønnen om fredagen.

Allahs Sendebud ledte i virkeligheden fredagens fajr-bøn med netop disse to suraer. Det skyldes, at disse to suraer beskriver begyndelsen på menneskets skabelse, menneskets endelige skæbne, Adams skabelse samt årsagerne til at komme i Paradis eller Helvede. Med andre ord beskriver de, hvad der er sket, og hvad der vil ske i menneskelivet; derfor lod han fredag morgen alle høre disse suraer. Af samme grund reciterede han Sura Qaf, Sura al-Qamar, Sura al-A‘la og Sura al-Ghashiya under fredags- og eid-bønnerne.

Allahs Sendebud reciterede ofte lange passager under zuhr-bønnen. Det er berettet i Sahih Muslim, at Abu Saʿid al-Khudri berettede: Efter at iqamaen til zuhr-bønnen var blevet fremsagt, kunne en person gå til Jannat al-Baqi for at besørge sin nødtørft, udføre det, han skulle, vende hjem, foretage wudu og komme tilbage, og alligevel nå Profeten i den første rakʿa. Undertiden reciterede han så lange passager under zuhr-bønnen. Nogle gange reciterede han en passage svarende i længde til Sura as-Sajda. Andre gange reciterede han Sura al-A‘la og al-Layl eller Sura al-Buruj og at-Tariq.

Under asr-bønnen reciterede han omtrent halvt så meget som under zuhr-bønnen. Undertiden var det lidt længere, og andre gange lidt kortere.

Hvad angår recitationen under maghrib-bønnen, var hans praksis anderledes end det, folk i nutiden gør. Han reciterede undertiden Sura al-A‘raf, undertiden Sura at-Tur og undertiden Sura al-Mursalat under maghrib-bønnen. Han delte én af disse suraer mellem de to rakʿat.

Abu Umar ibn Abd al-Barr har i denne forbindelse, med henvisning til beretninger om Profeten, må Allah velsigne ham og give ham fred, sagt, at han nogle gange reciterede sura al-A’raf, nogle gange sura as-Saffat, nogle gange sura ad-Dukhan, nogle gange sura al-A’la, nogle gange sura at-Tin, nogle gange al-Mu’awwidhatayn (an-Nas og al-Falaq) og nogle gange sura al-Mursalat i maghrib-bønnen. Desuden reciterede han også korte suraer i maghrib-bønnen. Alle disse beretninger er blevet kendt gennem autentiske overleveringskæder. Men det var Marwan ibn Hakams praksis altid at bede maghrib-bønnen med korte suraer [Marwan ibn Hakam var den fjerde umayyadiske kalif, det vil sige Muawiya, må Allah være tilfreds med ham, > Yazid > Muawiya ibn Yazid > Marwan ibn Hakam. Hans regeringstid varede fra 64 til 65 efter hijra. Det var på grund af denne Marwan, at begivenheden omkring Uthmans martyrdød fandt sted.]. Derfor kritiserede Zayd ibn Thabit ham. Malik sagde: »I beder kun maghrib-bønnen med korte suraer, mens jeg har set Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, recitere en af de to lange suraer, nemlig sura al-A’raf.« Dette er en autentisk hadith. Forfatterne til Sunan-samlingerne har overleveret den. Imam an-Nasa’i har overleveret fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende, at hun sagde: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, reciterede sura al-A’raf i maghrib-bønnen.« Han delte suraen i to og reciterede den over to rak’aer. Derfor er det i strid med sunnaen altid kun at bede maghrib-bønnen med korte vers og korte suraer. Det var Marwan ibn Hakams praksis.

Isha-bønnen er den sidste af de fem daglige bønner. Ifølge en beretning reciterede han sura at-Tin i isha-bønnen. Ifølge en anden beretning beordrede han Mu’adh ibn Jabal til i isha-bønnen at recitere sura ash-Shams, sura al-A’la, sura al-Layl og lignende suraer. Desuden forbød han Mu’adh at recitere sura al-Baqara, når han sent om natten tog til stammen Amr ibn Awf for at lede dem i isha-bønnen.

Det forholdt sig således, at Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, bad isha-bønnen sammen med Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred. Derefter tog han til stammen Amr ibn Awf og ledte de ventende mennesker dér i isha-bønnen. Det blev meget sent, når han efter at have bedt isha i Profetens moské nåede frem til denne stamme. Han bad først bag Profeten som menighedsdeltager og tog derefter af sted og bad igen isha-bønnen for disse mennesker som imam. Men selv så sent om natten reciterede han sura al-Baqara i bønnen. Det voldte de arbejdsfolk, der arbejdede om dagen, store vanskeligheder. Da sagen blev forelagt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, gav han Mu’adh, må Allah være tilfreds med ham, den nævnte anvisning og forbød ham at besvære folk med lang recitation sent om natten.

I fredagsbønnen reciterede han sura al-Jumu’a og al-Munafiqun. Nogle gange reciterede han også sura al-A’la og al-Ghashiya. Men han ledte aldrig bønnen med kun den sidste del af de to førstnævnte suraer [den sidste del af både sura al-Jumu’a og sura al-Munafiqun begynder med »O I, der tror«]. Det er også i strid med hans praksis.

I eid-bønnen reciterede han hele sura Qaf og sura al-Qamar. Nogle gange reciterede han også sura al-A’la og sura al-Ghashiya. Det gjorde han ved begge eid-bønner.

Dette er den korrekte vejledning om, hvilken form for recitation han foretog i de forskellige bønner frem til sin død. De retledte kaliffer fulgte denne vejledning.

Abu Bakr, må Allah være tilfreds med ham, reciterede hele sura al-Baqara i fajr-bønnen. Derfor blev det næsten solopgang, da han afsluttede bønnen med salam. En dag gjorde folk ham opmærksom på det og sagde: »Allahs Sendebuds kalif! Det er jo næsten tid til solopgang.« Han svarede: »Tro ikke, at jeg er uopmærksom på solopgangen.« Umar, må Allah være tilfreds med ham, reciterede i fajr-bønnen sura Yusuf, sura an-Nahl, sura Hud, sura Bani Isra’il og andre lignende suraer.

Hvis den lange recitation, som Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, foretog i fajr-bønnen, virkelig var blevet ophævet, ville det ikke have været ukendt for de retledte kaliffer og kritikerne af den lange recitation. I Sahih Muslim er det overleveret fra Jabir ibn Samura, må Allah være tilfreds med ham: »Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, reciterede sura Qaf i fajr-bønnen, og derefter blev hans bøn kortere.« Her betyder »derefter« efter fajr. Det vil sige, at hans recitation i fajr var lang, mens recitationen i de øvrige bønner efter fajr blev kortere. Beviset for dette er udtalelsen fra Umm al-Fadl, Abbas’ hustru. Da hun hørte Abdullah ibn Abbas, hendes mands søn, recitere sura al-Mursalat i Arafa, spurgte hun ham: »Min søn! Sagde du ikke til mig, at du havde hørt Allahs Sendebud, må Allah velsigne ham og give ham fred, recitere denne sura i den sidste maghrib-bøn, han bad i sit liv?«

I haditherne fra Jābir og Samura indeholder ordet »derefter« et pronomen. Det navn, der henvises til her, er udeladt eller underforstået bag dette pronomen.

Det er almindeligt kendt, at et pronomen altid bruges i stedet for et tidligere nævnt navn. Derfor må »derefter« her forstås som »efter fajr-bønnen«; der er ingen mulighed for at forstå det på nogen anden måde.

Betydningen af »derefter« i den nævnte hadith er således, at Allahs Sendebud (s.a.) forkortede recitationen i de bønner, der fulgte efter fajr-bønnen. Det betyder ikke, at han fra den dag af forkortede recitationen i alle bønner. Hvis det var betydningen, ville det ikke have været ukendt for de retledte kaliffer. Selv om de kendte Allahs Sendebuds (s.a.) senere, ophævende praksis, ville de ikke have været tilfredse med at følge den ophævede praksis.

Udtalelsen fra Allahs Sendebud (s.a.) om at forkorte recitationen lyder: »Hvis nogen af jer leder bønnen, skal han forkorte recitationen.« Og i Anas’ beretning står der: Allahs Sendebud (s.a.) fulgte princippet om at forkorte recitationen i alle bønner. Målestokken for begge disse udsagn er Allahs Sendebuds (s.a.) egen praksis. Det vil sige, at den forkortelse, der omtales i disse to hadither, i praksis bestod i den måde, Allahs Sendebud (s.a.) faktisk reciterede på, og som vi indtil nu har nævnt.

Der er ingen mulighed for ud fra disse to udsagn at vælge en fortolkning, der strider mod Allahs Sendebuds (s.a.) faktiske praksis. Det kan på ingen måde være sådan, at han gjorde én ting, men sagde noget andet. Uden tvivl talte han om netop den form for forkortelse, som han selv praktiserede. Det er også almindeligt kendt, at ældre, svage og mennesker, der var optaget af forskellige behov, bad bag ham.

En mulig løsning på uenigheden om den lange og den forkortede recitation er, at han i begyndelsen reciterede meget lange passager, men senere forkortede dem noget og reciterede kortere passager. Der findes også belæg for denne løsning. Imam an-Nasa’i og andre hadith-imamer har overleveret en hadith fra Abdullah ibn Umar (r.a.). Han sagde: »Allahs Sendebud (s.a.) plejede at befale os at forkorte recitationen, og han ledte bønnen for os med surah as-Saffat.« Eksemplet på en forkortet recitation er således surah as-Saffat. (Allah ved bedst.)

Allahs Sendebud (s.a.) plejede ikke at fastsætte en bestemt surah til en bestemt bøn og derefter kun recitere denne surah i den pågældende bøn. Fredagsbønnen og de to eid-bønner er dog undtagelser. Amr ibn Shu’ayb har overleveret gennem sin far og sin bedstefar. Hans bedstefar sagde: »Der findes ingen surah, hverken kort eller lang, som Allahs Sendebud (s.a.) ikke reciterede, når han ledte en obligatorisk bøn.« Hadithen er overleveret i Abu Dawud.

Allahs Sendebud (s.a.) reciterede én hel surah i en bøn. Nogle gange reciterede han en hel surah i én rak‘ah, og andre gange delte han en surah over to rak‘ah. Til tider reciterede han den første del af en surah. Der er imidlertid intet bevis for, at han reciterede den midterste eller den sidste del af en surah.

Han reciterede to suraer i samme rakʿah under nafl-bønnen. Men der findes ingen dokumentation for, at han reciterede to suraer i én rakʿah under fard-bønnen.

ʿAbdullah ibn ʿAbbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) reciterede to suraer i hver rakʿah; dette er en generel udtalelse. Det nævnes ikke specifikt her, om han gjorde dette under fard-bønnen eller nafl-bønnen.

I den overlevering, som Abu Dawud nævner fra en mand fra Juhayna-stammen, siger denne mand: »Jeg hørte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) recitere sura az-Zilzal i begge rakʿah af fajr-bønnen.« Men efter at have sagt dette tilføjer den samme mand: »Jeg ved dog ikke, om han reciterede sura az-Zilzal i begge rakʿah ved en fejltagelse eller med vilje.«

Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) gjorde recitationen i den første rakʿah længere end i den anden. Det gjorde han i alle bønner, inklusive fajr-bønnen. Nogle gange forlængede han den første rakʿah, indtil lyden af de bedendes skridt, når de kom til moskeen, ophørte. Det vil sige, at han forlængede den, indtil alle de bedende var kommet og nåede at deltage i den første rakʿah.

Han gjorde recitationen i fajr-bønnen længere end i de øvrige bønner. Der kan være flere grunde til, at fajr-bønnen blev gjort længere:

a. Fordi englene er til stede under Koran-recitationen ved fajr. På dette tidspunkt samles nattens og dagens engle, fordi det er tidspunktet, hvor deres vagter skifter.

b. Fordi der er færre rakʿah i fajr-bønnen.

c. Fordi muslimerne må stå op fra søvn og hvile for at nå fajr-bønnen.

d. Da muslimerne umiddelbart efter denne bøn begiver sig ud for at tjene til livets ophold i lang tid, er det, for at Koranens indflydelse kan forblive hos dem i lang tid.

e. Da menneskets sind på dette tidspunkt er roligt, og der er mulighed for med opmærksomhed at lytte til, forstå og tænke over Koranen.

f. Da dette er dagens første gudsdyrkelse, tillagde han den derfor større betydning og ønskede gennem den at opnå megen belønning og velsignelse allerede ved dagens begyndelse.

For lærde mennesker er det ikke vanskeligt at forstå disse visdomme, betydninger og dybere sandheder i shariaen.

Hans måde at udføre rukūʿ på

Efter at have afsluttet recitationen forblev Allahs Sendebud (s.a.w.) stille et øjeblik for at få vejret og opnå ro. Derefter udførte han rafʿ al-yadayn, som ved takbīr al-taḥrīma, og gik ned i rukūʿ, mens han sagde: Allāhu akbar.

Når han gik ned i rukūʿ, placerede han begge hænder på knæene, som om han greb fat i dem. Han holdt begge arme adskilt fra ribbenene og lod der være luft imellem. Han holdt ryggen lige og strakte den ud. Han holdt hovedet på linje med ryggen og løftede eller sænkede det ikke.

I rukūʿ fremsagde han denne tasbīḥ:(Arabisk***************)

Nogle gange fremsagde han også følgende tasbih sammen med denne:(Arabisk******************)

Betydningen af begge udsagn: Min Herre er ophøjet og hellig, fri for alle mangler og svagheder. Du er hellig, o Allah, fri for alle mangler og svagheder! Al lovprisning tilkommer Dig, vor Herre. O Allah, tilgiv mig.“

Han blev stående så længe i rukūʿ, at den ovennævnte tasbih kunne fremsiges omkring ti gange. Han forblev også lige så længe i sujūd. I denne forbindelse har Barā ibn ʿĀzib (må Allah være tilfreds med ham) fremsat en udtalelse, som har givet anledning til en vis misforståelse. Han berettede: „Jeg bad bag Allahs Sendebud, indtil han døde. Hans stående stilling og rukūʿ havde samme varighed. Sujūd og siddestillingen mellem de to sujūd havde også omtrent samme varighed.“

Ud fra denne udtalelse har nogle mennesker forstået, at Allahs Sendebuds stående stilling og rukūʿ havde samme længde, og at sujūd også havde samme længde. Der er imidlertid ingen grund til at forstå det på denne måde. For længden af Allahs Sendebuds qirāʾah er veldokumenteret. I fajr-bønnen reciterede han et hundrede vers eller omtrent så mange. Jeg har allerede nævnt hadithen om længden af hans recitation i maghrib-bønnen: Han reciterede også Sūrat al-Aʿrāf, Sūrat al-Ṭūr og Sūrat al-Mursalāt i maghrib-bønnen. Men alle ved, at han ikke forblev så længe i rukūʿ og sujūd.

Beviset for dette er den hadith fra Anas, der er overleveret i Sunan-værkerne [Blandt de seks autentiske hadith-samlinger, Ṣiḥāḥ al-Sitta, kaldes de fire ud over al-Bukhārī og Muslim for Sunan eller al-Sunan al-Arbaʿah]. Anas (må Allah være tilfreds med ham) sagde heri: „Efter Allahs Sendebud har jeg ikke bedt en bøn, der lignede hans, bag nogen anden end denne unge mand (dvs. ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz.“ Fortælleren siger: „Jeg fremsagde tasbih ti gange i hver af ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīzs rukūʿ og sujūd.“

Et andet bevis er den hadith, der er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), hvori han siger, at Allahs Sendebud reciterede Sūrat al-Ṣāffāt, når han ledte os i bøn.“

Allah ved bedst, hvad Barā ibn ʿĀzibs udtalelse nu betyder. [Efter vores opfattelse betyder stående stilling i den ærede Barā ibn ʿĀzibs udsagn „Hans stående stilling og rukūʿ havde samme varighed“ den stående stilling efter rukūʿ og før man går ned i sujūd]

Der var naturlighed og balance mellem de forskellige dele af Allahs Sendebuds bøn. Når han forlængede den stående stilling (qirāʾah), forlængede han naturligvis også rukūʿ og sujūd. Når han derimod forkortede den stående stilling, forkortede han også rukūʿ og sujūd.

Under nattebønnen (det vil sige tahajjud- og nafl-bønnerne) gjorde han undertiden rukū og sujūd lige så lange som stående. Det gjorde han omtrent også under solformørkelsesbønnen.

Han lagde stor vægt på at bevare balance og naturlighed mellem bønnens forskellige handlinger og dele. Derfor er den vejledning, der er overleveret fra ham om dette, den, som er beskrevet ovenfor.

Under nattebønnen (tahajjud og andre nafl-bønner) fremsagde han også følgende duʿāer og tasbīḥer i rukū:(Arabisk****)

Betydning: Du er den højeste, hellige og rene, fri for al svaghed, fejl og afmagt, alle engles og Jibrīls Herre.“

(Arabisk******************)

Betydning: Min Herre! Jeg har bøjet mit hoved for Dig, troet på Dig, overgivet mig til Dig alene og sat min lid til Dig alene. Du er min Herre. Mine ører, mine øjne, min hjerne, mine knogler, mine årer og blodkar har alle ydmygt underkastet sig Dig. Hver gang min fod løftes, og hver gang den sænkes igen, sker det for Allah, alverdenernes Herres, velbehag.“

At rejse sig fra rukū

Derefter løftede han hovedet fra rukū og stod helt oprejst. Når han løftede hovedet fra rukū, sagde han:

1. Han udførte rafʿ al-yadayn (løftede begge hænder).

2. Og han reciterede følgende tasbih: (Arabisk*******)

Betydning: Allah har hørt, hvem Hans tjener har lovprist?

På dette tidspunkt udførte han, sammen med de to ovenfor nævnte gange, rafʿ al-yadayn i alt tre gange. [Det vil sige ved takbirat al-tahrimah, når han gik ned i rukuʿ, og når han løftede hovedet fra rukuʿ. Der vil senere blive nævnt endnu en rafʿ al-yadayn.]

Om at han udførte rafʿ al-yadayn ved disse tre lejligheder, har næsten tredive sahaba overleveret beretninger fra Rasulullah (s.a.w.). Der findes intet bevis på det modsatte. Hele sit liv, indtil sin død, bad han på denne måde.

Den hadith om dette, som er overleveret fra Bara ibn Azib, er ikke sahih. I virkeligheden opgav Rasulullah (s.a.w.) aldrig denne praksis og vendte heller aldrig tilbage fra den.

At Ibn Masʿud (r.a.) opgav rafʿ al-yadayn, skyldtes ikke, at han havde fået kendskab til dette fra Rasulullah (s.a.w.). Han modsatte sig faktisk hverken rafʿ al-yadayn eller handlede i strid med det. Sagen var, at amīrerne og herskerne på den tid kom sent til bønnen. Derfor bad han hjemme uden adhan og iqamah. På det tidspunkt stod to muqtadier på hver sin side af ham. I stedet for at stå foran dem som imam stod han mellem dem på linje med dem. Da det gjorde det vanskeligt at udføre rafʿ al-yadayn, gjorde han det ikke.

Alligevel findes der et stort antal sahih-hadither, som strider mod denne praksis. Hvordan kan man forkaste den, når der fra Rasulullah (s.a.w.) foreligger så mange sahih, uigendrivelige og velunderbyggede praktiske hadither om rafʿ al-yadayn? Det er utænkeligt. Må Allah give os alle tawfiq til at følge Rasulullahs (s.a.w.) praksis – amin. Han rejste sig fra rukuʿ med rygsøjlen rank. Han sagde: (Arabisk********************)

Betydning: Den bøn er ikke fuldkommen, hvor den bedende ikke rejser sig med ret ryg efter rukūʿ og ikke sidder korrekt efter prostrationen. (Ṣaḥīḥ Ibn Khuzaymah)

Hvad sagde han, når han rejste sig fra rukūʿ?

Når han rejste sig helt op efter rukūʿ, sagde han:

ربنا ولك الحمدsagde han nogle gangeربنا لك الحمدog andre gange sagde hanاللهم ربنا لك الحمد

Betydning: O Allah, vores Herre! Al lovprisning tilkommer Dig.”

Alle disse tre formuleringer er overleveret fra Allahs Sendebud (fred være med ham) gennem autentiske overleveringer. Men denne formulering er ikke autentisk:اللهم ربنا ولك الحمدfor han satte ikke wāw sammen med Allahumma i den samme formulering. Den stående stilling, som Allahs Sendebud (fred være med ham) indtog efter at være rejst fra rukūʿ, var tidsmæssigt lige så lang som hans rukūʿ og prostration. Det er blevet overleveret i autentiske hadither, at Allahs Sendebud (fred være med ham) nogle gange fremsagde denne bøn, mens han stod efter rukūʿ:

(Arabisk*****************)

Betydning: Allah hører (og antager) den, der lovpriser Ham. Vores Herre! Al lovprisning tilkommer Dig. Dig tilkommer den lovprisning, der fylder universet. Dig tilkommer den lovprisning, der fylder jorden. Og Dig tilkommer den lovprisning, der fylder alt andet, som Du ønsker. Du er den, der i højeste grad fortjener alt det, som Din tjener siger af lovprisning, ære og værdighed. Vi er alle Dine tjenere. Min Gud! Ingen kan forhindre det, Du ønsker at give, og ingen kan give det, Du ønsker at tilbageholde. En mægtig persons magt og en velhavende persons rigdom gavner ham ikke hos Dig.”

Det er overleveret i autentiske kilder, at han også fremsagde denne duʿāʾ under qiyām efter rukūʿ:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Rens mig for mine fejl og mangler ved at vaske dem bort med vand, is og kolde genstande. Frigør mig fra mine synder, ligesom snavs fjernes fra et hvidt klæde, så det bliver skinnende rent. Skab den samme afstand mellem mig og mine synder, som den afstand, Du har skabt mellem øst og vest.

Desuden gentog han ofte følgende ord under qiyām efter rukūʿ:(Arabisk*****************)

Betydning: Al lovprisning tilhører min Herre, al lovprisning tilhører min Mester…..

På denne måde blev hans qiyām lige så lang som rukūʿ. Han stod så længe efter at have løftet hovedet fra rukūʿ, at folk begyndte at sige til hinanden: Måske har han glemt det.

I Sahih Muslim er det overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud, da han rejste sig fra rukūʿ efter at have sagt »Samiʿallāhu liman hamidah«, stod så længe, at vi sagde: Måske er han blevet i tvivl. Derefter gik han ned i sujūd. Så sad han mellem de to sujūd så længe, at vi sagde: Måske har han glemt det.

Det er overleveret i autentiske kilder, at han under solformørkelsesbønnen gjorde dette qiyām efter rukūʿ så langt, at det næsten var lige så langt som rukūʿ. Og hans rukūʿ var lige så langt som qiyām før rukūʿ.

Dette er de autentisk dokumenterede udsagn fra Allahs Sendebud (fred være med ham) om rukūʿ og den stående stilling efter rukūʿ. Intet af dette er i modstrid med noget andet, og der findes ingen udsagn, der strider imod det. Der findes ikke noget sådant udsagn i nogen kilde.

Tilbage står hadithen, som al-Barāʾ ibn ʿĀzib (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret. I Sahih al-Bukhari nævnes en hadith fra al-Barāʾ ibn ʿĀzib (må Allah være tilfreds med ham) om dette, hvori det siges: »Allahs Sendebuds (fred være med ham) rukūʿ og sujūd samt hans siddende og stående stillinger varede omtrent lige længe.«

Den stående stilling under recitationen og den siddende stilling under tashahhud er dog undtagelser fra dette. For i bønnen findes der to slags stående stillinger og to slags siddende stillinger. Da al-Barāʾ (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) rukūʿ, sujūd, stående og siddende stillinger varede lige længe, mente han den stående stilling efter rukūʿ og den siddende stilling mellem de to sujūd. Når hans udsagn forstås på denne måde, er der ingen modstrid mellem det og de øvrige autentiske hadither. For det er klart og autentisk dokumenteret, at Allahs Sendebuds (fred være med ham) stående stilling og siddende stilling under tashahhud varede længere end bønnens øvrige arkan.

Vores lærer, imam Ibn Taymiyya, har sagt, at umayyadernes herskere forkortede disse to søjler i bønnen. På denne måde blandede de sig også i forskellige andre dele af bønnen og indførte forskellige bidʿah, såsom ikke at fuldføre takbīr og at bede meget sent. De anså endda disse bidʿah, som de selv havde indført, for at være sunnah.

Hans måde at gå ned i sujūd på

Efter således at have afsluttet den stående stilling efter rukūʿ med ro og sindsro sagde Allahs Sendebud (fred være med ham) »Allahu akbar« og kastede sig ned i sujūd. På dette tidspunkt løftede han ikke hænderne (rafʿ al-yadayn).

Det er dog blevet overleveret, at han også foretog rafʿ al-yadayn på dette tidspunkt. Ibn Hazm (må Allah have barmhjertighed med ham) og andre har anset denne overlevering for autentisk. I virkeligheden er det et udsagn baseret på en antagelse. Grundlæggende foretog Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke rafʿ al-yadayn, når han gik ned i sujūd. På grund af fortællerens fejl opstod den fejlagtige opfattelse, at han foretog rafʿ al-yadayn på dette tidspunkt. Allah ved bedst.

Når Allahs Sendebud (fred være med ham) gik ned i sujūd, satte han knæene på jorden før hænderne. Derefter satte han begge hænder, så panden og til sidst næsen på jorden.

Hænderne først eller knæene først?

Det er blevet overleveret gennem en sahih-kæde, at han placerede knæene før hænderne. Hadithen er overleveret af Sharīk fra ʿĀsim ibn Kulayb, fra hans far, fra Wāʾil ibn Ḥujr (må Allah være tilfreds med ham). Wāʾil (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg så, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), når han gik ned i sujūd, placerede sine knæ før sine hænder. Når han rejste sig fra sujūd, løftede han sine hænder før sine knæ.« [Se at-Tirmidhī, kapitlet om bønnen]

Man så ham ikke gøre det modsatte af dette.

En marfūʿ-hadith, overleveret fra Abū Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), har skabt modsigelse i dette spørgsmål. Hadithen lyder: »Når en af jer går ned i sujūd, skal han ikke sætte sig som en kamel, men han skal sætte sine hænder før sine knæ.« [Se Abū Dāwūd]

Allah ved bedst, hvad der gælder med hensyn til denne hadith. Det er dog muligt, at en eller anden fortæller har indføjet noget opdigtet i hadithen. Desuden er dens første del uforenelig med den anden del. Hvis man placerer hænderne før knæene, er det netop at sætte sig som en kamel. For kamelen sætter sine to forben først, ikke sine knæ.

Da tilhængerne af at placere hænderne før knæene erfarede, at kamelen rækker sine forben frem før knæene, forklarede de, at kamelens knæ sidder i dens forben og ikke i dens ben. Disse menneskers udsagn kan imidlertid ikke accepteres af flere grunde:

For det første: Når kamelen sætter sig, rækker den først sine to forben frem, mens dens to bagben stadig står oprejst. Når den rejser sig fra siddende stilling, løfter dens to bagben sig først, mens dens to forben stadig er på jorden.

Det er netop denne fremgangsmåde, som Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) forbød i hadithen, og han gjorde det modsatte.

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) satte først den kropsdel på jorden, som var nærmest jorden, og som naturligt ville blive placeret på jorden først. Når han rejste sig, løftede han ligeledes kropsdelene én efter én: først knæene, derefter hænderne og så panden. Når han rejste sig fra sujud, løftede han først hovedet, derefter hænderne og til sidst knæene.

Dette er det modsatte af kamelens måde at sætte sig på. På denne måde forbød Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) at efterligne dyr; han forbød at brede hænderne ud på jorden som rovdyrene, at strække hænderne ud som en hund og at hakke som en krage. Desuden forbød han at løfte hænderne under salam som en hestehale.

Det er forbløffende, at de to har sagt: »Kamelens knæ sidder på kamelens hænder.« Ingen sprogforsker kan forstå betydningen af dette eller acceptere udsagnet. For knæ sidder ikke på hænderne, men på benene; det er almindeligt kendt.

Hvis han virkelig havde sagt, at man skulle sætte hænderne før knæene, ville han have sagt: »I skal sætte jer som en kamel og sætte hænderne før knæene.« Først da ville udsagnet have været sammenhængende.

Jeg mener, at ordlyden i denne hadith, som Abu Hurayrah har overleveret, oprindeligt var korrekt. Hadithen lød sandsynligvis oprindeligt: »Han skal sætte sine knæ før sine hænder.« Senere er der opstået forveksling i ordlyden hos overleverne, sådan som det også er sket med forskellige andre hadither. Et eksempel er Ibn Umars hadith om at spise suhur. Her overleverede han fra Allahs Sendebud: »Bilal kalder til bøn sent om natten. Spis og drik derfor fortsat efter hans adhan, indtil Ibn Umm Maktum kalder til bøn.« Her har nogle senere overleverere nævnt Ibn Umm Maktums navn i stedet for Bilals og Bilals navn i stedet for Ibn Umm Maktums. I en anden hadith har en senere overlever forvekslet Paradis og Helvede ved at nævne Helvede i stedet for Paradis og Paradis i stedet for Helvede.

På denne måde synes en senere overlever i denne hadith at have sagt »knæ« i stedet for »hænder« og »hænder« i stedet for »knæ«. Løsningen på problemet findes i kamelens måde at hvile på. I dette tilfælde er hadithen fra Wa’il ibn Hujr korrekt.

Der findes også en anden overlevering fra Abu Hurayrah til støtte for at sætte knæene først. Abu Bakr ibn Abi Shaybah overleverede fra Muhammad ibn Fudayl, som overleverede fra Abdullah ibn Sa’id, som overleverede fra sin bedstefar, som overleverede fra Abu Hurayrah, som overleverede fra Allahs Sendebud. Allahs Sendebud sagde: »Når en af jer går ned i sujud, skal han sætte knæene før hænderne. Han skal ikke sætte sig som en kamel.«

Al-Athram har overleveret denne hadith fra Abu Hurayrah med en autentisk overleveringskæde i sit værk Sunan.

Denne hadith stemmer ordret overens med den hadith, der er overleveret af Wa’il ibn Hujr. Se endnu en lignende hadith:

Ibn Khuzaymah har i sin samling af sahih-hadither citeret en hadith fra Mus‘ab ibn Sa‘d. Mus‘ab har overleveret den efter at have hørt den fra sin far, Sa‘d (må Allah være tilfreds med ham), som sagde: Vi plejede at sætte hænderne før knæene. Da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) så dette, beordrede han os til at sætte knæene før hænderne.”

Selv hvis der ikke skulle være opstået nogen forveksling i overleveringen af Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) første hadith, er den alligevel blevet ophævet. Dette er også opfattelsen hos imam Ibn Qudamah, forfatteren af Al-Mughni, samt andre hadith-eksperter.

Der er desuden yderligere to grunde til, at hadithen ikke kan accepteres. De er følgende:

For det første findes der i hadithens isnad (overleveringskæde) en overlever, Yahya ibn Salamah ibn Kuhayl. Han er ikke pålidelig. Imam al-Nasa’i har sagt, at denne person er forkastet som overlever (matruk). Ibn Hibban har sagt, at denne person som overlever er meget svag og uegnet (munkar), og at han på ingen måde kan accepteres som pålidelig. Ibn Ma‘in afviste ligefrem, at han kunne være overlever.

For det andet kan den hadith, som Mus‘ab ibn Sa‘d har overleveret fra sin far, Sa‘d, accepteres som en hadith, der forener synspunkterne i denne sag. Hadithen er også pålidelig. I denne hadith siger Sa‘d (må Allah være tilfreds med ham): Vi plejede at gøre sådan, hvorefter Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede os til at lægge hænderne på knæene.” Men forfatteren af Al-Mughni (imam Ibn Qudamah) [siger i hadithen]: Vi plejede at sætte hænderne før knæene. Da han så dette, beordrede Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) os til at sætte knæene før hænderne.”

Også i denne overlevering har en af overleverne forvekslet de to navne Sa‘d og Abu Sa‘id. Selv om der er forvirring med hensyn til ledsagerens navn i denne hadiths isnad, er hadithens grundlæggende tekst (matn) korrekt. Derfor kan denne hadith accepteres som en forening af spørgsmålet om, hvorvidt hænderne eller knæene skal sættes først. Det vil sige:

– Ledsagerne satte i begyndelsen hænderne først.

– Derefter beordrede Profeten ﷺ, at knæene skulle sættes først.

Desuden erklærede Imam al-Bukhari, Imam al-Tirmidhi, al-Daraqutni og Abu Hatim heller ikke beretningens overleveringskæde i Abu Hurayras første hadith for autentisk.

Lad os nu se på, hvad Følgesvendenes praksis var i denne sag. De berømte hadithkyndige Abd al-Razzaq og Ibn al-Mundhir har i deres hadithsamlinger med Abd Allah ibn Mas’ud som kilde nævnt, at Umar altid satte knæene på jorden før hænderne.

Imam al-Tahawi har overleveret dette fra Fahad, fra Umar ibn Hafs, fra Alqama og al-Aswad, som var elever af Abd Allah ibn Mas’ud. De sagde begge: »Vi har indprentet dette i vores viden: Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, bøjede sig efter rukūʿ som en kamel, idet han støttede sig på knæene, og satte knæene på jorden før hænderne.«

Imam al-Tahawi har også med al-Hajjaj ibn Artats som kilde nævnt Ibrahim al-Nakha’is udtalelse: »Når Abd Allah ibn Mas’ud gik ned i sujud, satte han knæene på jorden før hænderne.« Imam al-Tahawi har desuden overleveret en beretning fra Abu Marzuq, fra Wahb, fra Shu’ba, fra al-Mughira. Al-Mughira sagde: »Jeg spurgte Ibrahim al-Nakha’i om en person, der sætter hænderne på jorden før knæene, når han går ned i sujud.« Han svarede: »Er der nogen, der gør det, bortset fra en tåbe eller en galning?«

Ibn al-Mundhir har sagt, at de lærde er uenige om, hvorvidt hænderne eller knæene skal sættes først. Blandt dem, der mener, at knæene skal sættes før hænderne, er Umar ibn al-Khattab, måtte Allah være tilfreds med ham, Ibrahim al-Nakha’i, Muslim ibn Yasar, Sufyan al-Thawri, al-Shafi’i, Ahmad ibn Hanbal, Ishaq ibn Rahwayh, Abu Hanifa og hans elever samt kufanerne.

På den anden side er Malik og al-Awza’i blandt dem, der mener, at hænderne skal sættes før knæene. De sagde: »Vi har set folk sætte hænderne før knæene.« Dette er også ahl al-hadiths opfattelse.

I al-Bayhaqi er Abu Hurayras hadith citeret med en noget anderledes formulering. Her er hadithen overleveret således: »Når nogen af jer går ned i sujud, skal han ikke falde ned som en kamel. Han skal i stedet sætte hænderne på knæene.«

Al-Bayhaqi sagde: Hvis hadithen er bevaret og uændret (mahfuz), er den et bevis for at sætte hænderne på jorden før knæene, når man går ned i sujud. Men af flere grunde er det bedre at følge den hadith, der er overleveret af Wa’il ibn Hujr (det vil sige hadithen om at sætte knæene på jorden før hænderne). Grundene er følgende:

1. At sætte knæene på jorden før hænderne er bevist gennem andre hadither overleveret af Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham). Det har fremtrædende hadithkyndige, heriblandt al-Khattabi, sagt.

2. Den egentlige ordlyd (matn) i denne hadith, der er overleveret af Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), er noget uklar. I overleveringerne fra forskellige kæder ses der uoverensstemmelser i ordlyden. Nogle steder siges det: »Lad ham sætte hænderne på jorden før knæene.« Andre steder siges det: »Lad ham sætte knæene på jorden før hænderne.« Nogle gange er en del af den oprindelige ordlyd udeladt.

3. Store hadithkyndige som imam al-Bukhari og ad-Daraqutni har betegnet overleveringskæden til Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) hadith om at sætte hænderne på jorden før knæene som mangelfuld.

4. En gruppe af de lærde mener, at overleveringen om at sætte hænderne på jorden før knæene er blevet ophævet (mansukh). Ibn al-Mundhir sagde, at mange mener, at denne overlevering er blevet forkastet.

5. Eftersom Allahs Sendebud (s.a.w.) forbød at kaste sig ned i sujud som en kamel, er Wa’il ibn Hujrs overlevering også bedre, fordi man dermed undgår kamelens måde at gøre det på.

6. De vidnesbyrd, der findes om de fremtrædende sahabers praksis, taler også for at sætte knæene på jorden før hænderne. Umar, Abdullah ibn Umar og Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med dem) satte knæene på jorden før hænderne. Der findes intet bevis for, at nogen af dem praktiserede på samme måde som i Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) overlevering. Kun om Umar findes der en anden opfattelse, nemlig at han undertiden gjorde det på denne måde.

7. Til støtte for den hadith, der er overleveret af Wa’il ibn Hujr (må Allah være tilfreds med ham), findes der også hadither overleveret af Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Anas (må Allah være tilfreds med ham). Men der findes ingen hadith overleveret af en anden sahabi til støtte for Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) overlevering.

8. De fleste følger den hadith, som er overleveret af Wa’il ibn Hujr (må Allah være tilfreds med ham). Den hadith, der er overleveret af Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), er derimod kun blevet fulgt af imam al-Awza’i og imam Malik. Når Abu Dawud siger, at Ahl al-Hadith følger Abu Hurayras hadith, betyder det nogle af Ahl al-Hadith. Imam Ahmad ibn Hanbal, imam al-Shafi’i og imam Ishaq fulgte nemlig ikke denne hadith.

9. Abu Hurayras (må Allah være tilfreds med ham) hadith er en qauli-hadith (en verbal hadith). Wa’il ibn Hujrs (må Allah være tilfreds med ham) hadith er derimod en fi’li-hadith (en hadith, der beskriver Profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, handling). Fi’li-hadith er mere mahfuz (bevaret og uændret) end qauli-hadith. Derfor er Wa’il ibn Hujrs (må Allah være tilfreds med ham) beretning også bedre i denne henseende.

10. Den praktiske (fi’li) beretning, som Wa’il ibn Hujr (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret om, hvordan Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) gik ned i sujud, bekræftes også af andre sahih-beretninger. Alle de overleveringer, der beskriver Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) bøn og dens praktiske fremgangsmåde (fi’li), er bekræftede og sahih. Dette er ligeledes en sådan beretning, og derfor kan den accepteres som grundlag for reglen på dette område. Der findes ikke et stærkt argument for at foretrække den modsatte beretning frem for denne. Dette er vores forståelse og vurdering. Men den sande viden findes kun hos Allah.

Hvad plejede han at udføre sujud på?

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte for det meste sujud på jorden. Undertiden udførte han sujud på vand, mudder, en måtte af daddelpalmeblade, en madras af daddelpalmefibre og tørret skind.

Hvordan udførte han sujud?

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte sujud med panden og næsen mod jorden. Han udførte sujud med bar pande, ikke med panden dækket af en turban. Der er ingen bekræftelse i nogen sahih-hadith på, at han udførte sujud med panden dækket af en turban. Der er ikke engang bekræftelse på det i nogen hasan-hadith.

Abd al-Razzaq har dog i sit værk al-Musannaf nævnt en beretning fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham). Heri siger han, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte sujud på turbanens fold.

En af dem, gennem hvis mund denne hadith er blevet overleveret, er Abdullah ibn Muharraz. Denne person er ikke troværdig som hadith-overlever og er forkastet (matrūk).

Abu Ahmad har også overleveret en lignende hadith via Jabir (r.a.). I denne hadiths overleveringskæde findes to personer, Amr ibn Shahr og Jabir al-Ja‘fī. De er begge upålidelige og forkastede (matrūk). Hadithen er blevet overleveret af én forkastet person fra en anden forkastet person. Derfor kan den heller ikke accepteres.

En hadith, der er overleveret i Abu Dawuds Marāsīl, lyder således: En dag så Allahs Sendebud (s.a.) en mand bede i sin moské. Manden lå i sujūd med en turban, der dækkede hele hans pande. Da fjernede Allahs Sendebud (s.a.) turbanen fra hans pande. ‘

Når han gik i sujūd, anbragte han panden og næsen fast på jorden. Han holdt armene på afstand og lod armhulerne være fri. Han holdt dem så langt fra kroppen, at armhulernes hvidhed kunne ses. Hvis man ønskede det, kunne et lille gedekid løbe gennem mellemrummet mellem hans arme. (Al-Bukhārī og Muslim)

I sujūd placerede han af og til begge håndflader ud for nakken og af og til ud for ørerne.

I Sahih Muslim er en hadith overleveret fra al-Barā’ (r.a.). Han siger, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde: Når du går i sujūd, skal du placere begge håndflader på jorden og holde begge albuer løftet.‘

Når han gik i sujūd, holdt han ryggen lige. Han bøjede tæerne på begge fødder og vendte deres spidser mod qiblaen. Han holdt håndfladerne og fingrene udstrakte, men lod dem hverken røre hinanden helt eller holde for stor afstand.

Ibn Hibban har overleveret i sin samling af sahih-hadither: Når Allahs Sendebud (s.a.) bøjede sig i rukū’, holdt han fingrene spredt, og når han gik i sujūd, holdt han dem samlet.‘

Således placerede han knæene, håndfladerne, forfoden samt panden og næsen på jorden med ro og sindsro og forblev i prostration med ryggen lige.

Hvad sagde han under prostrationen?

Allahs Sendebud (fred være med ham) fremsagde forskellige lovprisninger og bad også bønner, når han gik ned i prostration. Det fremgår af autentiske overleveringer, at han fremsagde forskellige lovprisninger og bønner. Nogle gange fremsagde han denne lovprisning:

سبحان ربي الاعلىBetydning: Min ophøjede Herre er hellig og fri for al ufuldkommenhed.

Denne lovprisning fremsagde han selv og befalede også sine ledsagere at fremsige. Nogle gange fremsagde han følgende lovprisning:

(Arabisk***************)Betydning: O Allah, vor Herre! Du er hellig og fri for al ufuldkommenhed, samtidig med at jeg lovpriser Dig. O Allah, tilgiv mig.”

Nogle gange fremsagde han denne lovprisning: (Arabisk***********)

Betydning: Du er højhellig og fri for al ufuldkommenhed, Jibrils og alle engles Herre.”

Nogle gange reciterede han denne tasbih: (Arabisk******************)

Nogle gange reciterede han: (Arabisk************************)

Betydning: O Allah! Jeg søger gennem din tilfredshed beskyttelse mod din vrede. Gennem din tilgivelse søger jeg beskyttelse mod din straf. Gennem din væren søger jeg tilflugt hos dig. Jeg er ude af stand til at prise dig så meget, som du selv har prist dig, o Herre!

Nogle gange fremsagde han denne dua: (Arabisk*********************)

Betydning: Min Allah! For dig har jeg kastet mig i sujud. På dig har jeg troet, og til dig har jeg underkastet mig. Du er min Herre og Mester. Mit ansigt er bøjet i sujud for Ham, som skabte dette ansigt, gav det den smukkeste form og gav det hørelse og syn gennem øjne og ører. Du er den bedste Skaber, o Allah, og dit navn er højst velsignet.” (Sahih Muslim)

Nogle gange bad han i sujud om tilgivelse med disse ord: (Arabisk************)

Betydning: O Allah! Tilgiv mig alle mine synder, de foregående og de efterfølgende, de første og de sidste, de åbenbare og de skjulte.” (Muslim)

Nogle gange fremsagde han denne dua: (Arabisk*******************)

Betydning: O Allah! Tilgiv alle mine fejltagelser, min uvidenhed og mine overdrivelser – som Du ved mere om end jeg. Min Allah! Tilgiv alle mine overtrædelser, mine mangler, mine utilsigtede fejl, mine forsætlige fejl og alt andet af denne art, som jeg har begået. O Allah! Tilgiv alle mine synder, både de tidligere og de senere, de skjulte og de åbenlyse. Du er min redning. Der er ingen anden redning end Dig.”

I sujud plejede han undertiden at fremsige denne du’a:(Arabisk****************)

Betydning: O Allah! Skab nur (lys) i mit hjerte. Giv min tunge nur. Giv min hørelse nur. Giv mit syn nur. Giv mig nur til højre. Giv mig nur til venstre. Giv mig nur foran mig. Giv mig nur bag mig. Giv mig nur over mig. Giv mig nur under mig. Skab nur i mig, og gør mit nur større og større.”

Rasulullah (s.a.v.) befalede at gøre en indsats med hensyn til du’a i sujud. Han sagde: »I sujud er tjeneren nærmest Allah. Fremsig derfor mange du’aer i sujud. Sujud er et passende tidspunkt for, at du’a bliver accepteret.« Her står tre ting klart:

For det første: Gennem sujud kommer tjeneren meget tæt på Allah.

For det andet: Allah accepterer du’aer i sujud i stort antal.

For det tredje: Fremsig derfor mange du’aer, når du går ned i sujud.

I sujud plejede Rasulullah (s.a.v.) ofte at fremsige to slags du’aer. De er:

Én: Lovprisende duʿā.

To: Bedende duʿā.

Sujudens store værdighed

Ligesom bønnenes qiyām har stor værdighed på grund af recitationen af Allahs ord (Koranen) og den lange tid, hvor man står lydigt og ydmygt foran Allah, har sujud på samme måde en meget høj status hos Allah. Værdigheden ved at falde ned i sujud for Allah er langt, langt større. Det skyldes, at—

1. Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den tjener, der er nærmest sin Herre, er den, der falder ned i sujud.

2. Maʿdān ibn Abu Talha fortæller: Jeg sagde til Thawbān, Allah være tilfreds med ham, Allahs Sendebuds frigivne slave, at han skulle lære mig noget, som jeg kunne blive ved med at drage nytte af. Han svarede: »Udfør meget sujud. For jeg hørte Allahs Sendebud sige, at hver gang en tjener udfører sujud for Allah, hæver Allah hans rang med ét trin og sletter én af hans synder.«

Maʿdān fortæller: Derefter gik jeg hen og mødte Abu al-Dardāʾ, Allah være tilfreds med ham, og spurgte ham om det samme. Han fortalte mig den samme hadith som Thawbān.

3. Da Rabīʿa ibn Kaʿb al-Aslamī gav udtryk for sit ønske over for Allahs Sendebud, fred være med ham, om at blive hans ledsager i Paradiset, sagde han til ham: »Så hjælp mig ved at udføre meget sujud.«

4. Allah den Ophøjede har sagt i den sidste vers i sura al-ʿAlaq:

واسجد واقترب»Bøj dig ned i sujud og søg at komme nær.«

5. Alle skabninger, små som store, bøjer sig i sujud for Allah.

6. Det er i sujud, at den troende får mulighed for at underkaste sig sin Herre mest og udtrykke den største hengivenhed og ydmyghed. Derfor er dette tjenerens mest ærefulde tilstand over for Herren.

7. Sujud er selve den højeste manifestation af tilbedelse og trældom. For når ydmyghed, hengivenhed, respekt og lydighed som en tjener udtrykkes, er sujud det, der er mest elsket af Herren.

Hvor længe forblev han i sujud?

Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, opretholdt balancen mellem alle bønnens bestanddele (arkan). Når han udførte en lang qiyam (recitation), gjorde han også ruku og sujud tilsvarende lange. Det gjorde han for eksempel under formørkelsesbønnen og nattebønnen (tahajjud), hvor han havde en meget lang qiyam og ligeledes lange ruku og sujud.

Når han derimod gjorde qiyam (recitationen) forholdsvis kort, gjorde han også ruku og sujud tilsvarende korte. Det gjorde han som regel i fajr-bønnen.

Dette princip om balance fremgår af en hadith fra al-Barā ibn ʿĀzib (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) ståen, rukūʿ og sujūd var afbalancerede. Deres varighed var omtrent den samme.”

Af denne gennemgang har vi lært tre ting:

1. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) opretholdt balance mellem bønnens forskellige dele. Når han forlængede recitationen, forlængede han også rukūʿ og sujūd. Når han forkortede recitationen, forkortede han også rukūʿ og sujūd.

2. Ved solformørkelse og nattebønnen forlængede han ståen, rukūʿ og sujūd meget.

3. Ved de obligatoriske bønner gjorde han ståen, rukūʿ og sujūd relativt kortere.

Hans måde at sidde på efter sujūd

Derefter løfter han hovedet fra sujūd, mens han siger »Allahu akbar«. På dette tidspunkt løfter han ikke hænderne. Når han rejser sig fra sujūd, løfter han hovedet før hænderne.

Derefter bredte han venstre fod ud og satte sig roligt på den. Han holdt højre fod oprejst. Imam al-Nasāʾī har overleveret en autentisk hadith om dette fra ʿAbdullah ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: »Sunnah er, at man breder venstre fod ud og sidder på den, mens man holder højre fod oprejst og vender tæerne mod qiblah.«

Der kendes ikke nogen anden måde at sidde på fra Allahs Sendebud (s.a.w.s.) i denne del af bønnen.

På dette tidspunkt lagde han begge hænder på sine lår. Han lagde albuerne på lårene og hænderne ved knæene. Han bredte venstre hånds håndflade ud over venstre knæ. Han holdt de to fingre yderst på højre hånd knyttede, lagde tommelfingeren over langfingeren, så de dannede en cirkel, og løftede pegefingeren opad, mens han fortsatte med at fremsige duʿā og bevægede den. Denne hadith er overleveret af Wāʾil ibn Ḥujr (r.a.).

I den hadith, som Abu Dawud har overleveret fra ʿAbdullah ibn az-Zubayr (r.a.) om dette, siger ʿAbdullah ibn az-Zubayr (r.a.): »Når Allahs Sendebud (s.a.w.s.) fremsagde duʿā, gjorde han tegn med pegefingeren, men bevægede den ikke.«

Det synes, at ordene »men bevægede den ikke« senere er blevet tilføjet af nogen (en overlever). Der er nemlig blevet rejst spørgsmål om netop denne tilføjelses autenticitet.

Imam Muslim har også citeret denne hadith i sin Ṣaḥīḥ Muslim via ʿAbdullah ibn az-Zubayr (r.a.). Her nævner han ikke denne tilføjelse, altså ordene »men bevægede den ikke«. Han gengiver den derimod således: »Når Allahs Sendebud (s.a.w.s.) satte sig i bønnen, lagde han venstre fod mellem sine to lår og sit underben og satte sig på højre fod. Han lagde venstre hånds håndflade på venstre knæ, højre hånds håndflade på højre lår og gjorde tegn med pegefingeren.«

Ordene »men bevægede den ikke«, som findes i Abu Dawuds hadith, findes ikke her. Desuden er det ikke blevet sagt, at disse ord i Abu Dawuds hadith gælder i forbindelse med bønnen.

I dette tilfælde er Wāʾil ibn Ḥujrs (r.a.) hadith stærk og bør foretrækkes. Abu Ḥātim har desuden sagt i sin samling af autentiske hadither, at dette er en autentisk hadith.

Den duʿā, han fremsagde under siddestillingen mellem de to sujūd

Allahs Sendebud (fred være med ham) løftede hovedet efter den første prostration og satte sig roligt. Under denne siddestilling mellem de to prostrationer fremsagde han følgende bøn: (Arabisk******************)

Betydning: O Allah! Tilgiv mig, forbarm dig over mig, styrk mig, ophøj min værdighed, led mig ad den rette vej, giv mig sundhed og giv mig næring.” [Tirmidhi, Abu Dawud, Ibn Majah. Denne bøn er også overleveret fra al-Hakim gennem Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og andre.]

Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at Allahs Sendebud (fred være med ham) fremsagde følgende bøn under siddestillingen mellem de to prostrationer: (Arabisk**************)

Betydning: Herre! Tilgiv mig. Herre! Tilgiv mig.”

At forlænge siddestillingen mellem de to prostrationer

Allahs Sendebud (fred være med ham) gjorde siddestillingen mellem de to prostrationer lige så lang som prostrationen.

Der findes belæg for dette i hele hadith-litteraturen. I de autentiske hadith-samlinger er der overleveret en hadith fra Anas (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) sad så længe mellem de to prostrationer, at vi sagde, at han måske havde glemt det eller var kommet i tvivl.

Dette er sunnah. Efter sahabernes tid forlod de fleste mennesker denne sunnah.

At rejse sig efter den anden sajda

Efter at have rejst sig fra den første sajda, siddet roligt og bedt du’a, gik han til den anden sajda, mens han sagde »Allahu Akbar«. Også i den anden sajda gjorde han det samme som i den første sajda.

Efter at have afsluttet den anden sajda rejste Allahs Sendebud, sa., sig, mens han sagde »Allahu Akbar«.

Når han rejste sig, greb han med begge hænder om sine fødder og knæ og støttede sig på lårene for at komme op. Denne handling fra ham er blevet overleveret fra Wa’il ibn Hijr og Abu Huraira, må Allah være tilfreds med dem begge.

Han rejste sig ikke ved at støtte hænderne mod jorden.

Hvile-siddet og uenigheden om dette

Malik ibn Huwayrith har berettet, at Allahs Sendebud, sa., før han rejste sig efter den anden sajda, ikke rejste sig uden først at sidde ret op et øjeblik. Denne siddestilling kaldes hvile-siddet.

Der er imidlertid opstået uenighed blandt fuqahaerne om dette hvile-sidde. Spørgsmålet er opstået: Er denne siddestilling en sunna? Skal alle efterligne den? Eller gjorde han det på grund af et eller andet besvær? Der findes beretninger i begge retninger om dette.

Khallal har sagt, at imam Ahmad ibn Hanbal, idet han fulgte Malik ibn Huwayris’ overlevering, var tilhænger af hvilesiddingen. Han sagde: »Yusuf ibn Musa fortalte mig, at Abu Umama, da han blev spurgt om at rejse sig fra sujud, sagde: ‘Man skal rejse sig ved at støtte på begge fødder.’« Dette støttes af den hadith, der er overleveret af Rifa’a. Men hadithen fra Ibn Ajlan beviser ikke, at Profeten, fred være med ham, rejste sig ved at støtte på begge fødder.

På den anden side har et stort antal sahaba, måtte Allah være tilfreds med dem, overleveret hadither om kendetegnene ved og fremgangsmåden for Allahs Sendebuds, fred være med ham, bøn. Ingen af dem nævnte hvilesiddingen i den.

Denne siddestilling er kun nævnt i hadither, der er overleveret fra Abu Humayd og Malik ibn Huwayris, måtte Allah være tilfreds med ham.

Hvis Allahs Sendebud, fred være med ham, regelmæssigt og vedvarende havde udført denne handling, ville de mange sahaba, der overleverede beskrivelser af hans bøn og dens fremgangsmåde, naturligvis have nævnt den. At han udførte denne handling én gang, beviser ikke i sig selv, at den er en sunnah i bønnen. Men hvis det bevises, at han udførte den som sunnah, skal den efterlignes. Hvis han derimod udførte den én gang på grund af en personlig vanskelighed, regnes den ikke som en sunnah i bønnen. Dette er løsningen på denne meningsforskel.

Hvordan udførte han den anden rak’ah?

Allahs Sendebud, fred være med ham, begyndte at recitere suraen al-Fatiha, så snart han havde rejst sig fra sujud i den første rak’ah. Efter at være rejst sig holdt han ikke en kort pause som i den første rak’ah og forblev heller ikke tavs et øjeblik.

Der er imidlertid opstået uenighed blandt fuqaha om, hvorvidt han før recitationen af suraen al-Fatiha i den anden rak’ah reciterede »A’udhu billahi min ash-shaytan ir-rajim«.

De er dog alle enige om, at dette ikke er begyndelsen på bønnen, men et sted midt i den.

Her er der opstået to forskellige meninger om, hvorvidt man skal fremsige taʿawwudh eller ej, på grundlag af to udtalelser fra imam Ahmad. En gruppe af hans elever har på grundlag af den ene af hans udtalelser sagt: Hvis hele bønne-recitationen betragtes som én samlet recitation, er det tilstrækkeligt at fremsige taʿawwudh én gang. Men hvis recitationen i hver rakʿah betragtes som en selvstændig recitation, skal taʿawwudh fremsiges ved hver recitation af al-Fātiḥah.

I virkeligheden er begyndelsen på den samlede bøn, som hører under én takbīrat al-iḥrām, kun én. Derfor er det klart, at det er tilstrækkeligt at fremsige taʿawwudh én gang ved begyndelsen. Dette bekræftes også af en autentisk hadith. Abū Hurayrah har berettet, at da Allahs Sendebud rejste sig til den anden rakʿah, begyndte han recitationen uden at standse.

I virkeligheden begynder rakʿaherne med den første rakʿah. [Denne uenighed er opstået, fordi man har ment, at det er nødvendigt at fremsige taʿawwudh, når man begynder Koranrecitationen. Spørgsmålet er, om de rakʿaher, der hører under én takbīrat al-iḥrām, har én samlet begyndelse, eller om hver rakʿah begynder for sig.] Den afbrydelse, der finder sted mellem de to rakʿaher, skyldes ikke en pause, men recitation af dhikr. Dhikr afbryder ikke recitationens kontinuitet, for der fremsiges jo lovprisning, tasbīḥ, tahlīl, bønner over Profeten og lignende ord.

Allahs Sendebud bad den anden rakʿah på samme måde som den første, bortset fra fire ting. De er:

1. Takbīrat al-iḥrām.

2. At forblive tavs et kort stykke tid efter takbīrat al-iḥrām.

3. At fremsige den indledende lovprisning og påkaldelse under denne tavshed.

4. Og at gøre den første rakʿah noget længere end den anden.

Allahs Sendebud (fred være med ham) fremsagde ikke takbīr at-taḥrīmah i den anden rakʿah, forblev ikke tavs og reciterede ikke den indledende dhikr og duʿā under tavsheden. Desuden gjorde han den lidt kortere end den første rakʿah. I hver af hans bønner var den første rakʿah længere end den anden.

Den første tashahhud-siddestilling og den dertil hørende fremgangsmåde

Efter at have afsluttet begge sujūd i den anden rakʿah satte Allahs Sendebud (fred være med ham) sig til tashahhud. Han lagde da venstre hånd på venstre lår og højre hånd på højre lår. Med højre hånds pegefinger pegede han mod qiblah. Han holdt ikke fingeren helt oprejst og lod den heller ikke hænge ned, men løftede den en smule opad og bevægede den. Han placerede tommelfingeren over langfingeren, så de dannede en ring, løftede pegefingeren og reciterede tashahhud, mens han holdt blikket rettet mod den. Imens holdt han venstre hånd udstrakt på venstre lår.

Han sad i tashahhud-siddestillingen, den første siddestilling, på samme måde som han sad mellem de to sujūd. Han lagde venstre fod fladt og satte sig på den. Han holdt højre fod oprejst og vendte tæerne mod qiblah. Ingen så ham sidde anderledes i denne siddestilling.

I den beretning fra ʿAbdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), som er citeret i Ṣaḥīḥ Muslim, siges det, at Allahs Sendebud (fred være med ham), når han satte sig i bønnen, placerede venstre fod mellem låret og underbenet og lagde højre fod fladt ud.

Denne beretning vedrører faktisk den sidste siddestilling. Dette vil blive behandlet senere. Det er således kendetegnende for den ene af hans to siddestillinger.

I den beskrivelse af Allahs Sendebuds (fred være med ham) bøn, som er overleveret fra Abū Ḥumayd (må Allah være tilfreds med ham) i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī og Ṣaḥīḥ Muslim, siges det: Når Allahs Sendebud (fred være med ham) efter den anden rakʿah i en bøn på fire rakʿāt satte sig til den første tashahhud, lagde han venstre fod fladt og satte sig på den, mens han holdt den anden fod, den højre, oprejst. Når han satte sig i den sidste siddestilling, førte han venstre fod lidt frem og placerede den under højre bens underben. Han holdt højre fod oprejst, placerede bagdelen på jorden og satte sig på den.

Her findes der to beretninger fra Abū Ḥumayd og ʿAbdullah ibn az-Zubayr om højre fod. Abū Ḥumayd sagde, at han holdt højre fod oprejst, mens Ibn az-Zubayr sagde, at han lagde den fladt ud.

Ingen overleverer har sagt, at han gjorde dette under den første tashahhud-siddestilling. Vi kender ikke til, at nogen har sagt noget sådant.

På grund af forskellene i overleveringerne om Allahs Sendebuds (fred være med ham) siddestilling er der imidlertid opstået flere forskellige opfattelser blandt folk. Nogle har for eksempel sagt, at man skal sidde på bagdelen under begge tashahhud-siddestillinger. Dette er Malik (må Allah vise ham barmhjertighed)s madhhab.

Nogle har ment, at man under begge siddestillinger skal brede venstre fod ud og sidde på den, mens højre fod holdes oprejst. Dette er Hanifa (må Allah vise ham barmhjertighed)s opfattelse.

Nogle har sagt, at man under den tashahhud-siddestilling, hvor man afslutter med salam, skal sidde på bagdelen, mens man under den anden tashahhud skal brede venstre fod ud og sidde på den. Dette er Shafi’is (må Allah vise ham barmhjertighed) opfattelse.

Nogle har sagt, at man i den sidste tashahhud-siddestilling i en bøn med to tashahhud-siddestillinger skal sidde på bagdelen, for at skabe en forskel mellem de to siddestillinger. Dette er imam Ahmad ibn Hanbals (må Allah vise ham barmhjertighed) opfattelse.

Hvad angår det, som Abdullah ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) sagde, nemlig at Allahs Sendebud (fred være med ham) bredte sit højre ben ud, betyder det, at han under den sidste siddestilling placerede sin bagdel på jorden og sad støttet på den. Derfor bredte han højre ben ud. Han placerede venstre fod mellem de to lår og underbenene, mens han placerede bagdelen på jorden.

Der har været uenighed om, hvor og hvordan han på dette tidspunkt placerede højre fodsål: bredte han den ud eller holdt han den oprejst?

Allah ved bedst, hvordan sagen i virkeligheden forholder sig. Efter vores opfattelse er der imidlertid ingen reel forskel her. For han sad aldrig på højre fod; han bredte den i stedet ud mod højre. Den var derfor hverken oprejst eller helt udstrakt. I denne sammenhæng betyder det at brede den ud, at han lagde bagsiden af højre fodsål ned, så den ikke stod helt oprejst. At holde den oprejst betyder at rejse undersiden af fodsålen, for i denne stilling ville den ikke være udstrakt, og han ville ikke sidde på den.

Derfor er både Abu Humaydas og Abdullah ibn az-Zubayrs udsagn korrekte (må Allah være tilfreds med dem begge).

Eller man kan sige, at Allahs Sendebud (s.a.v.) nogle gange gjorde det på den ene måde og andre gange på den anden måde. Allah ved bedst, hvordan det virkelig forholdt sig.

Hvad reciterede han under den første tashahhud?

I bønner på fire eller tre rakʿah satte Allahs Sendebud (s.a.v.) sig efter at have bedt to rakʿah. Dette har vi kaldt den første tashahhud-siddestilling. I denne siddestilling reciterede han altid tashahhud.

I an-Nasa’i er der overleveret en hadith med Abu az-Zubayr som overleveringskæde. Han overleverede hadithen fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham). Jabir (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (s.a.v.) lærte os tashahhud, ligesom han lærte os et kapitel fra Koranen. [Hvis han på dette tidspunkt glemte at recitere tashahhud, udførte han sujud as-sahw i den sidste siddestilling. (Al-Bukhari). Det er sunnah at recitere tashahhud sagte. (Abu Dawud)]

Allahs Sendebud (s.a.v.) lærte tashahhud således:(Arabisk**************************)

Betydning: Alle ophøjede og ærefulde hilsener tilkommer Allah. Allah er herre over al fred, velsignelse og overflod. Han er også herre over al renhed. O Profet! Fred være med dig, og måtte Allahs nåde og velsignelser være over dig. Fred være med os og med alle Allahs retfærdige tjenere. Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud undtagen Allah. Og jeg bevidner, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud.

I an-Nasa’i er Jabirs (må Allah være tilfreds med ham) hadith overleveret med følgende formulering af tashahhud:

(Arabisk**********************)

Betydning: Bismillahi wa billahi, alle ærværdige henvendelser tilkommer Allah. Allah alene er ejer af al fred, velsignelse, overflod og enhver form for renhed. O Profet! Må fred, Allahs barmhjertighed og velsignelser blive sendt ned over dig. Må fred blive sendt ned over os og over alle Allahs fromme tjenere. Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah. Og jeg bevidner, at Muhammad er Allahs tjener og Sendebud. Jeg beder Allah om Paradiset og søger tilflugt hos Ham fra Helvedesilden.

Bortset fra denne hadith nævner ingen anden hadith »Bismillah« før tashahhud. Denne hadith har dog en vis svaghed i sin isnad (den overleverede kæde). Allahs Sendebud, fred være med ham, fremsagde denne tashahhud (den første tashahhud) meget kort.

I denne tashahhud plejede han heller ikke at søge tilflugt fra gravens straf, Helvedes straffe, prøvelserne i livet og ved døden samt al-Masih ad-Dajjals prøvelse. Da Allahs Sendebud, fred være med ham, generelt altid anbefalede at søge tilflugt fra disse fire ting, foretrækker nogle dog også at søge tilflugt fra dem under den første tashahhud. Det er imidlertid mere korrekt at fremsige denne bøn om beskyttelse sammen med den sidste tashahhud.

At rejse sig fra siddestillingen efter den første tashahhud

Efter at have afsluttet tashahhud plejede Allahs Sendebud, fred være med ham, at rejse sig, mens han sagde »Allahu akbar«. Han rejste sig med knæene mod jorden og med forfoden i jorden, idet han støttede sig på begge lår.

I Sahih Muslim er det overleveret fra Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med dem begge, at Allahs Sendebud, fred være med ham, på dette tidspunkt udførte rafʿ al-yadayn.

Dette er også overleveret gennem nogle kæder i Sahih al-Bukhari. I alle overleveringerne fra Abdullah ibn Umar, måtte Allah være tilfreds med ham, nævnes rafʿ al-yadayn på dette sted imidlertid ikke enstemmigt.

Det fremgår imidlertid uden nogen tvivl af Abu Humayd as-Saʿidis beretning, at der her er tale om rafʿ al-yadayn. Da han detaljeret beskrev Allahs Sendebuds (s.a.) bøn, sagde han:

»Når Allahs Sendebud (s.a.) rejste sig til bøn, sagde han: »Allahu akbar« (det vil sige takbīrat al-iḥrām) og udførte rafʿ al-yadayn. På dette tidspunkt løftede han hænderne til skulderhøjde. Han stod i bøn på en sådan måde, at hver del af kroppen faldt til ro på sin rette plads. Derefter reciterede han. Efter recitationen løftede han hænderne til skulderhøjde og udførte rafʿ al-yadayn. Derefter bøjede han sig i rukūʿ. Han placerede naturligt fingrene på knæene. Han holdt hovedet på linje med ryggen; han holdt det hverken lavere eller højere end ryggen. Derefter løftede han hovedet, mens han sagde: »Samiʿa Allahu liman ḥamidah.« Efter at have løftet hovedet fra rukūʿ stod han roligt, indtil hver del af kroppen igen var på sin rette plads. Derefter bøjede han sig mod jorden for at gå i sujūd. Under sujūd holdt han armene væk fra siderne. Han vendte tæerne mod qibla. Derefter bredte han begge fødder ud og satte sig på dem. [I andre beretninger fra Abu Humayd (r.a.) nævnes det, at han på dette tidspunkt bredte venstre fod ud og satte sig på den.] Derefter gik han ned i det andet sujūd. Så sagde han »Allahu akbar«, bredte venstre fod ud og satte sig på den. Han sad roligt, indtil hver del af kroppen var på sin rette plads. Derefter rejste han sig til den anden rakʿah. Han udførte den anden rakʿahs søjler på samme måde som i den første rakʿah. Når han efter den anden rakʿahs tashahhud rejste sig, udførte han rafʿ al-yadayn under oprejsningen. Han løftede hænderne til skulderhøjde, sådan som han gjorde ved bønnens begyndelse. Derefter bad han resten af bønnen på samme måde. Ved det sidste sujūd, efter hvilket man afslutter bønnen med salām, førte han begge fødder ud til højre, satte venstre balde mod jorden og satte sig støttet på den.«

Denne beretning er hentet fra Ṣaḥīḥ Abū Ḥātim.

Der findes en tilsvarende beretning i Ṣaḥīḥ Muslim. I Tirmidhī er det ligeledes overleveret med en autentisk kæde fra ʿAlī ibn Abī Ṭālib (r.a.), at Allahs Sendebud (s.a.) udførte rafʿ al-yadayn på disse steder.

Hvad reciterede han i den tredje og fjerde rakʿah?

Efter at have rejst sig fra den første tashahhud reciterede han kun Sūrat al-Fātiḥah. Der findes intet bevis for, at han reciterede noget andet end Sūrat al-Fātiḥah i den tredje og fjerde rakʿah.

Imām ash-Shāfiʿī anser det imidlertid for mustaḥabb også at føje en recitation til Sūrat al-Fātiḥah i de sidste to rakʿah. Derfor bruger han den hadith, der er overleveret af Abū Saʿīd (r.a.), som bevis. Hadithen er overleveret i Ṣaḥīḥ Muslim. Her siger Abū Saʿīd (r.a.), at vi ud fra længden af Allahs Sendebuds (s.a.) stående del af Ẓuhr-bønnen kunne slutte, at han i de første to rakʿah reciterede omtrent lige så meget som Sūrat as-Sajdah, mens han i de to sidste rakʿah reciterede halvt så meget som i de første to rakʿah. [Det skal bemærkes, at Sūrat as-Sajdah har 30 vers. Hadithens betydning er derfor, at han reciterede en mængde svarende til 30 vers i de første to rakʿah og 15 vers i de sidste to rakʿah.] Desuden kunne vi ud fra længden af hans stående del af ʿAṣr-bønnen slutte, at han i ʿAṣrs første to rakʿah reciterede halvt så meget som dette. (Ṣaḥīḥ Muslim)

På den anden side findes der en klar og alment anerkendt hadith, som er overleveret af Abū Qatādah (r.a.). I denne hadith siger han tydeligt, at Allahs Sendebud (s.a.) i de sidste to rakʿah kun reciterede Sūrat al-Fātiḥah og ikke føjede nogen anden recitation til. Abū Qatādah (r.a.) siger:

“Allahs Sendebud (s.a.) ledte bønnen for os. I de første to rakʿah af zuhr- og asr-bønnen reciterede han to andre suraer sammen med Sura al-Fatiha. Undertiden reciterede han højt, så vi kunne høre det.”

Disse ord findes i beretningerne fra både Bukhari og Muslim. I Muslims version af denne hadith fra Abu Qatada findes desuden følgende: “Og i de sidste to rakʿah reciterede han kun Sura al-Fatiha.”

De to hadither, der er overleveret fra Abu Qatada (r.a.) i Bukhari og Muslim, giver en klar og uigendrivelig vejledning til at løse denne vanskelighed. Abu Saids (r.a.) udsagn i denne forbindelse er derimod baseret på en antagelse.

Heraf kan vi konkludere, at Sendebuddet (s.a.) som regel kun reciterede Sura al-Fatiha i de sidste to rakʿah og ikke tilføjede nogen anden sura til recitationen. Beviset for dette er Abu Qatadas hadith.

Men undertiden reciterede han også en anden sura sammen med Sura al-Fatiha i de sidste to rakʿah. Beviset for dette er Abu Saids (r.a.) hadith. Det var dog ikke hans faste praksis. Det var en undtagelse fra hans sædvanlige praksis.

Hans praksis i bønnen og undtagelserne fra den

På forskellige områder afveg han undertiden også fra sin sædvanlige praksis. For eksempel var det hans sædvanlige praksis at recitere lange passager i fajr-bønnen, men undertiden reciterede han også korte passager. Hans praksis i maghrib-bønnen var at recitere korte passager, men undertiden reciterede han også lange passager. Hans sædvanlige praksis var ikke at recitere dua qunut i fajr-bønnen, men undertiden reciterede han den. Hans sædvanlige praksis var at recitere stille i zuhr- og asr-bønnen, men undertiden kunne sahabaerne høre hans recitation. Normalt reciterede han “Bismillah” stille, men undertiden reciterede han den højt.

Kort sagt afveg Sendebuddet (s.a.) fra tid til anden fra nogle af sine sædvanlige fremgangsmåder i bønnen. Det var midlertidige undtagelser fra hans almindelige praksis. Formålet var at bevare muligheden for undertiden at gøre dette som en undtagelse. Men denne mulighed var ikke hans faste praksis.

For eksempel sendte han en gang en mand til hest af sted for at indhente en bestemt efterretning. Efter at have sendt ham af sted stillede han sig op til bøn. Under bønnen kiggede han gentagne gange i retning af den vej, manden var taget ad.

Alligevel er der i Sahih al-Bukhari overleveret en hadith fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun siger: Jeg spurgte Allahs Sendebud (s.a.) om at se til siden under bønnen. Han svarede: Det er Satans bedrag. På denne måde forsøger han at distrahere den troende fra bønnen……

For en person, der har god viden om Koranen og hadith, er det slet ikke vanskeligt at forene disse to hadither. Han var aldrig uopmærksom over for Allah i forbindelse med bønnen. Hadithen om den ridende budbringer vedrører en krigssituation. På slagmarken bad han ofte Salat al-Khawf. Af hensyn til muslimernes velfærd kiggede han under denne bøn hen ad den vej, hvorfra den ventede budbringer skulle komme. Det var ikke hans almindelige praksis.

Han gjorde de første to rak’at og den første rak’ah længere.

Allahs Sendebuds (s.a.) praksis var, at han i en bøn på fire rak’at gjorde de første to rak’at længere end de sidste to. Og blandt de første to rak’at gjorde han den første rak’ah længere end den anden. Derfor sagde Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) til Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Jeg vil gøre de første to rak’at længere og forkorte de sidste to.« Sådan bad jeg sammen med Allahs Sendebud (s.a.).

Allahs Sendebuds (s.a.) praksis var, at han gjorde fajr-bønnen længere end alle de andre bønner. De troendes moder, Aisha (må Allah være tilfreds med hende), har overleveret, at Allah i begyndelsen gjorde hver bøn obligatorisk med to rak’at. Da Allahs Sendebud (s.a.) derefter udvandrede, forøgede Allah de øvrige bønner, bortset fra fajr, med to rak’at, når man var bosat. På grund af den lange recitation lod Han fajr-bønnen forblive som før, det vil sige på to rak’at. Og Han fastsatte maghrib-bønnen til tre rak’at som dagens witr.

Denne hadith er overleveret af Abu Hatim og Ibn Hibban i deres Sahih-samlinger. Hadithens hovedindhold er også overleveret i Sahih al-Bukhari.

Allahs Sendebuds (s.a.) praksis i alle bønner var, at han gjorde den første del længere end den sidste del.

-Han bad også solformørkelsesbønnen på denne måde.

-Han bad også nattebønnen på denne måde. Men eftersom han bad nattebønnen i to rakʿah ad gangen, gjorde han de første to rakʿah længere. De næste to rakʿah gjorde han kortere end dem.

På denne måde fortsatte og afsluttede han den. At han har sagt, at man skal gøre de første to rakʿah om natten korte, strider ikke mod denne praksis. For disse to rakʿah er indledningsbønnen blandt nattebønnerne. Han gjorde indledningsbønnen kort, ligesom han gjorde de to sunnah-rakʿah før fajr kortere end de to obligatoriske rakʿah. Det skyldes, at disse to rakʿah var fajr-bønnens indledningsbøn.

Derfor medfører disse to korte rakʿah ingen afvigelse fra praksissen med at gøre nattebønnen lang. Profeten (fred være med ham) sagde for eksempel: »Gør witr til nattens sidste bøn.« Alligevel bad han ofte to frivillige rakʿah lige efter witr, enten siddende eller stående. Det medførte ikke, at witr ikke længere var nattens sidste bøn. Se også, hvordan han (fred være med ham) kaldte maghrib dagens witr, men anbefalede to sunnah-rakʿah lige efter maghrib for at opnå shafʿah. Det medførte ikke, at maghrib ikke længere var dagens witr.

Faktisk bad han (fred være med ham) to rakʿah efter maghribs obligatoriske bøn for at beskytte den obligatoriske bøn. Han bad to rakʿah efter witr, nattens sidste bøn, for at beskytte witr. Det er almindeligt kendt, at en understøttende eller beskyttende bøn ikke ændrer den oprindelige bøns karakter. Dette gælder i alle forhold.

Den afsluttende tashahhud-sidning

-Når Allahs Sendebud (fred være med ham) satte sig til den afsluttende tashahhud, satte han sin venstre balde på jorden, lænede sig på den og førte begge fødder ud til den ene side, altså mod højre.

-Dette er én af de tre måder at sidde støttet på balderne, som er overleveret fra ham (fred være med ham). Denne metode er overleveret i Sunan Abu Dawud og i Abu Hatims sahih-samling fra Abu Humayd al-Saʿidi (må Allah være tilfreds med ham).

– Den anden fremgangsmåde er overleveret i Sahih al-Bukhari fra den samme Abu Humayd al-Sa’idi (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: »Når Allahs Sendebud (fred være med ham) satte sig i den sidste rakʿah, førte han venstre fod en smule frem, holdt højre fod oprejst og satte sig på bagdelen.«

– Denne fremgangsmåde ligner næsten den første. I begge tilfælde nævnes det, at man sidder på bagdelen. Forskellen mellem de to ligger imidlertid kun i, hvordan fødderne placeres.

– Den tredje fremgangsmåde er overleveret i Sahih Muslim i en hadith fra ʿAbdullah ibn az-Zubayr. Ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »På dette tidspunkt placerede Allahs Sendebud (fred være med ham) sin venstre fod mellem sit lår og sin højre underben og lagde højre fod fladt ned.« –

Abu al-Qasim al-Harbi har støttet denne fremgangsmåde i sit værk. Denne fremgangsmåde adskiller sig fra de to første med hensyn til føddernes placering. Måske gjorde Allahs Sendebud (fred være med ham) nogle gange sådan og andre gange på den anden måde. Det er tydeligvis den mest sandsynlige forklaring. Eller forskellen kan være opstået på grund af variationer i overleveringerne.

– Allahs Sendebud (fred være med ham) gjorde forskel på siddestillingen i det første tashahhud og siddestillingen i det sidste tashahhud. I den sidste siddestilling sad han på bagdelen. I den første siddestilling sad han på venstre fodsål.

– Imam Ahmad har sagt, at han gjorde dette for at skelne mellem den første og den sidste siddestilling. Da man efter den første siddestilling igen skal rejse sig, sad han på fodsålen, så han var klar til at rejse sig. Da man ikke skal gøre sig klar til at rejse sig efter den sidste siddestilling, sad han i denne stilling med ro og sindsro. Fordi bønnen afsluttes med det sidste tashahhud, sad han roligt med hele kroppen hvilende på bagdelen.

– Abu Humayd (må Allah være tilfreds med ham) har klart beskrevet de særskilte kendetegn ved Allahs Sendebuds (fred være med ham) første og sidste siddestilling. For at forklare Allahs Sendebuds (fred være med ham) sidste siddestilling har han i forskellige overleveringer brugt følgende formulering:

– »Når han satte sig i den sidste rakʿah.«

– når han satte sig i den fjerde rakʿah.”

– “Når han satte sig i den afsluttende siddestilling for salāmen, strakte han begge ben ud og satte sig på bagdelen.”

Ud fra denne sidste formulering har blandt andre imam al-Shāfiʿī også udledt, at man i enhver siddestilling, hvor salāmen afsluttes, skal strække begge ben ud, placere bagdelen på jorden og sidde støttet på den, hvad enten det er en bøn på fire rakʿah, to rakʿah eller tre rakʿah.

– Det fremgår ganske vist ikke af hadithens ordlyd, men det fremgår således af hadithens udsagn.

– Hadithens tilsyneladende betydning er, at efter beskrivelsen af den første siddestillings kendetegn omtales denne som den anden siddestilling eller siddestillingen for salāmen. Derfor viser hadithens tilsyneladende betydning, at dette er kendetegnet ved den sidste eller anden siddestilling i en bøn på tre eller fire rakʿah.

Dette var den ene side af denne siddestilling. Hvad angår den anden side, satte han sig, når han sad for tashahhud, med højre hånd på højre lår og rejste pegefingeren, mens han holdt tre fingre samlet. I en anden overlevering hedder det, at han knyttede tre fingre og rejste pegefingeren. Og han lagde venstre hånd på venstre lår. (Sahih Muslim: Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham.)

Wā’il ibn Hujr, må Allah være tilfreds med ham, har på sin side berettet: Jeg så Allahs Sendebud (fvmh.) sidde i tashahhud-stillingen med venstre hånd lagt på venstre lår. Han lagde højre hånds albue på højre lår, flettede to af fingrene sammen ved at presse den ene mod den anden, så de blev snoet som en ring, og rejste pegefingeren. Han bevægede den og bad en duʿā. (Abū Dāwūd, al-Nasāʾī, al-Dārimī: Wā’il ibn Hujr, må Allah være tilfreds med ham.)

I Sahih Muslim findes der i ʿAbdullāh ibn ʿUmars, må Allah være tilfreds med ham, overlevering: “Han lagde venstre hånd på venstre knæ og [den højre hånd] på højre knæ. På dette tidspunkt samlede han fingrene på den måde, man samler dem for at angive tallet treoghalvtreds, og gjorde tegn med pegefingeren.”

– I virkeligheden er alle disse overleveringer ens. For eksempel:

a. I den overlevering, hvor det siges, at han holdt tre fingre sammenfoldede, forstås det, at også langfingeren var lukket sammen, mens pegefingeren – ligesom shahada-fingeren – ikke var strakt ud.

b. I den overlevering, hvor det siges, at han pressede den ene af de to fingre mod den anden, forstås det, at langfingeren ikke blev ført sammen på samme måde som de to nabofingre eller holdt på linje med dem.

c. I den overlevering, hvor det siges, at han samlede fingrene på en måde, der angav treoghalvtreds, er der tale om, at langfingeren blev ført sammen. Det var dog ikke med de to nabofingre, men med tommelfingeren.

Han lagde begge hænder fladt på begge lår. Han lod ikke noget mellemrum være mellem lårene og hænderne. Hændernes albuer var på linje med lårenes yderste kant.

– Han lagde fingrene på venstre hånd fladt på venstre lår.

Han holdt fingrene vendt mod qibla

Under tashahhud holdt Allahs Sendebud, fred være med ham, hændernes fingre vendt mod qibla. Desuden holdt han fingrene vendt mod qibla under rafʿ al-yadayn samt under rukūʿ og sujūd. Under sujūd holdt han også tæerne på begge fødder vendt mod qibla.

Han reciterede tashahhud i hver siddestilling.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) reciterede tashahhud i den sidste siddestilling ligesom i den første. Han reciterede tashahhud efter hver anden rak’ah. Han lærte sahaba tashahhud, ligesom han lærte dem en surah fra Koranen. Han reciterede det samme tashahhud i den sidste siddestilling, som han reciterede i den første. Vi har allerede nævnt beskrivelsen af hans tashahhud.

Salat (durood) over Allahs Sendebud

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen af jer beder, skal han lovprise og prise Allah og fremsige salat (durood) over Hans profet. Derefter skal han fremsætte den dua, han ønsker.«

Hadithen er overleveret af Fudalah ibn Ubayd. Imam Tirmidhi erklærede den for en sahih-hadith. En tilsvarende hadith er også overleveret i Musnad Ahmad, an-Nasa’i og Abu Dawud. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) beordrede, at man skulle recitere durood efter at have bragt fredshilsenen over ham. Hadithen viser, at der skal reciteres durood efter begge tashahhud. Nogle har dog sagt, at det er makruh at recitere durood efter det første tashahhud. Men der findes ingen hadith-belæg for deres synspunkt.

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fremsagde selv salat (durood) over sig selv. Han lærte også sahaba, med hvilke ord de skulle fremsige salat over ham. Imam Ibn al-Qayyim har i sit værk »Jam’ al-Ifham« udførligt behandlet betydningen og betydningen af salat. I vores land kaldes det at fremsige salat over Allahs Sendebud for »durood«. Det er et persisk ord. At bede om at fremsige salat over Allahs Sendebud betyder at bede om barmhjertighed for ham. Abul Aliyah (må Allah være tilfreds med ham) sagde, at det at bede om at fremsige salat over Allahs Sendebud betyder at bede om, at hans ære, rang og lovprisning må blive øget. Her nævner Imam Ibn al-Qayyim ikke, på hvilket sprog salat (durood) over Allahs Sendebud skal fremsiges. Derfor nævner vi her nogle salat (durood) fra hadith-samlingerne:

** Durood (salat), overleveret i Bukhari, Muslim, Tahawi, Humaydi, Bayhaqi og an-Nasa’i:

(Arabisk****************)

Betydning: O Allah! Skænk Muhammad din nåde, og forøg hans ære, rang og lovprisning. Gør det samme for hans tilhængeres efterkommere, ligesom du gjorde for Ibrahim og hans tilhængeres efterkommere. Sandelig, du er Den Lovpriste og Den Højst Ærede. O Allah! Skænk Muhammad og hans tilhængeres efterkommere velsignelse (velvære), ligesom du skænkede Ibrahim og hans tilhængeres efterkommere velsignelse. Sandelig, du er Den Lovpriste og Den Højst Ærede.****

Denne salawat er nævnt i Musnad Ahmad og an-Nasa’i:

(Arabisk******************)

Denne salawat er nævnt i Sahih Muslim:

(Arabisk*****************)

Det er berettet i Musnad Ahmad og at-Tahawi, at Allahs Sendebud, fred være med ham, plejede at fremsige denne salawat som en dua for sig selv:

(Arabisk****************)

Denne salawat er også berettet i al-Bukhari, an-Nasa’i, at-Tahawi og Musnad Ahmad:

(Arabisk******************)

Denne durūd er også nævnt i Bukhari og Muslim:

(Arabisk***************)

At fremsige salāt for Profeten betyder at bede om barmhjertighed, ære, værdighed, lovprisning og velsignelse for Profeten.

Han fremsagde duʿā på syv steder under bønnen

Allahs Sendebud plejede at fremsige duʿā på syv steder under bønnen. Disse syv steder er som følger:

1. Efter takbīrat al-iḥrām, umiddelbart før bønnen begynder.

2. At fremsige duʿā al-qunūt i witr-bønnen efter recitationen og før man går ned i rukūʿ samt lejlighedsvis i fajr-bønnen. Der er dog spørgsmål om, hvorvidt den hadith, der omhandler at fremsige duʿā på dette sted, er autentisk.

3. Efter at have løftet hovedet fra rukūʿ og stået oprejst. Abdullah ibn Abi Awfa (må Allah være tilfreds med ham) sagde om dette: Når Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) løftede hovedet fra rukūʿ, sagde han:

(Arabisk*********************)

Betydning: Allah hører (accepterer) den, der priser Ham. Vor Herre! Al pris tilkommer Dig! En himmel fuld af pris tilkommer Dig, og en jord fuld af pris tilkommer Dig! Og al pris tilkommer Dig for alt andet, som Du ønsker at fuldende. O Allah! Rens og lutr mig ved at vaske mig med sne og koldt vand! O Allah! Rens mig for mine synder, ligesom en hvid klædning gøres skinnende ren for snavs.”

4. Han bad også under rukūʿ. Han sagde:

(Arabisk******************)

Betydning: Hellig er Din væren, o Allah, vor Herre! Dig alene tilkommer al pris; o Herre, tilgiv mig.”

5. I sujūd. Det var under sujūd, at han bad mest.

6. Under siddestillingen mellem de to sujūd.

7. Efter tashahhud og før salam.

Han bad selv disse du’aer på disse steder og befalede også sahabaerne at bede.

[Blandt de du’aer, der bedes efter tashahhud og før salam, er også salat (durood) over Profeten s.a.v., for salat (durood) er også en form for du’a.

Profeten s.a.v.s forskellige du’aer før salam

Som tidligere nævnt bad Profeten s.a.v. du’a forskellige steder under bønnen. Der er også nævnt nogle af de du’aer, han bad de forskellige steder. Efter tashahhud bad Profeten s.a.v. selv forskellige du’aer og lærte også sahabaerne forskellige du’aer. Her nævnes nogle af hans du’aer, som han især plejede at fremsige efter tashahhud og før salam:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig mod gravens straf, mod al-Masih ad-Dajjals fitna og mod livets og dødens fitna. O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig mod syndige handlinger og mod at være forgældet.” (Sahih al-Bukhari og Muslim)

Det er blevet overleveret, at Profeten s.a.v. altid søgte tilflugt mod disse ting.

[Det er berettet i Sahih Muslim og an-Nasa’i, at Allahs Sendebud (fred være med ham) befalede sine ledsagere efter tashahhud at søge beskyttelse mod fire ting med følgende ord:

(Arabisk*************)

Betydning: O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra Helvedes straf, gravens straf, prøvelserne i livet og ved døden samt al-Masih ad-Dajjals skade.”

Det er overleveret gennem en autentisk kæde hos an-Nasa’i, at Allahs Sendebud (fred være med ham) også plejede at søge beskyttelse hos Allah under bønnen på denne måde:

(Arabisk**************)

Betydning: O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra det skadelige i mine tidligere handlinger og fra det skadelige i de handlinger, som jeg fremover ikke vil være i stand til at udføre.”

]

— Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede undertiden at fremsige denne bøn:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah, tilgiv mine synder. Gør mit hjem rummeligt for mig, og velsign den næring, Du skænker mig, med godhed og overflod.

Han plejede undertiden at fremsige denne dua:

(Arabisk******************)

Betydning: O Allah, jeg beder Dig om fasthed og fremgang i at adlyde Din befaling. Jeg beder Dig om et stærkt hjerte til at følge den sande og rette vej. Min bøn til Dig er, at jeg må takke Dig for Dine velsignelser og tilbede Dig på den bedst mulige måde. Jeg beder Dig om et fredfyldt hjerte og en sandfærdig tunge. Jeg beder Dig om alt det, Du anser for godt for mig. Jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det, Du anser for skadeligt for mig. Jeg beder Dig om tilgivelse for alle mine fejl og mangler over for Dig.

[Hadith omtaler også forskellige andre duaer efter tashahhud. Han fremsagde selv forskellige duaer, lærte dem til ledsagerne og godkendte også en ledsagers egen dua. Imam Ibn al-Qayyim nævnte ikke alle duaerne i sit værk. Derfor nævner jeg nogle flere duaer i min kommentar:]

***I Sunan an-Nasa’i og al-Mustadrak af al-Hakim er det nævnt, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, plejede at fremsige denne dua under bønnen:

(Arabisk******************)

Betydning: O Allah! Hold mig i live ved Din viden om det skjulte og Din magt over skabningerne, så længe Du anser livet for bedst for mig. Og når Du anser døden for bedst for mig, så lad mig dø. O Allah! Jeg beder Dig om gudsfrygt i det skjulte og åbenlyse. I vrede og tilfredshedens øjeblikke beder jeg om evnen til at tale sandt og handle retfærdigt. Jeg ønsker mådehold i fattigdom og overflod. Jeg beder Dig om uudtømmelige velsignelser og om varig fryd for mine øjne. Efter døden beder jeg om Din tilfredshed. I det hinsidige ønsker jeg fred og svalhed. Jeg beder om glæden ved at se på Dit ansigt. Jeg længes efter at møde Dig, uden nogen skadelig ting eller vildledende prøvelse. O Allah! Udsmyk os med troens skønhed, og gør os til vejledere og retledte.”

Rasulullah (s.a.w.) lærte de troendes moder, Aisha (r.a.), at fremsige denne dua under bønnen:

(Arabisk****************)

Betydning: O Allah, gør mit regnskab let. (Musnad Ahmad, al-Hakim)

Det er nævnt i al-Bukhari og Muslim, at Rasulullah (s.a.w.) bad Abu Bakr (r.a.) om at fremsige følgende dua under bønnen:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Jeg har gjort stor uret mod mig selv, og ingen kan tilgive synder undtagen Du. Så tilgiv mig med en tilgivelse fra Dig, og forbarm Dig over mig. Du er visselig Den Mest Tilgivende, Den Mest Barmhjertige.”

Det er berettet i Imam Ahmads Musnad, al-Bukhari’s Al-Adab al-Mufrad, al-Tayalisi og Ibn Majah, at Rasulullah (s.a.w.) lærte moder Aisha denne dua, så den kunne fremsiges under bønnen:

(Arabisk********************)

Betydning: O Allah! Jeg beder Dig om alt godt, både det, jeg kender til, og det, jeg ikke kender til, både det, der kommer hurtigt, og det, der kommer senere. Jeg søger tilflugt hos Dig fra alt ondt, både det, jeg kender til, og det, jeg ikke kender til, både det, der kommer hurtigt, og det, der kommer senere. Jeg beder Dig om at lade mig kende det og om ord og handlinger, der hjælper mig med at opnå det, og jeg beder Dig om alt det gode, som Din tjener og sendebud Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) har bedt Dig om. Jeg søger tilflugt hos Dig fra alt det onde og al den skade, som Din tjener og sendebud Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) søgte tilflugt hos Dig fra. Jeg beder Dig om et godt udfald af det, der er bestemt for mig.”

**Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte en mand fremsige følgende dua under tashahhud, udbrød han: »Han er blevet tilgivet, han er blevet tilgivet.«

(Arabisk******************)

Betydning: O Allah! Jeg beder Dig; O Allah! Du er Én og Eneste. Du er ikke afhængig af nogen; Du er Den, som ikke har avlet noget barn og heller ikke selv er blevet født, og ingen er Din lige. Tilgiv mine synder; Du er visselig Den Mest Tilgivende og Den Mest Barmhjertige.” (Abu Dawud, Nasa’i)

**Det er blevet overleveret i værker som Abu Dawud, Nasa’i, Musnad Ahmad, al-Adab al-Mufrad, al-Tabarani med flere:

(Arabisk******************)

Da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hørte en mand fremsige denne dua under tashahhud, spurgte han sahabaerne: »Ved I, hvad han bad med?« De svarede: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Han sagde: »Ved Ham, i hvis hånd min sjæl er, sværger jeg, at han bad med Allahs store navn.« I en anden overlevering hedder det, at han bad med Allahs ‘Ism al-A‘zam’. Når Han påkaldes med dette navn, svarer Han, og når der bedes Ham om noget, giver Han det.

Betydningen af denne bøn er:

“O Allah! Jeg beder Dig. Al lovprisning tilkommer Dig. Der er ingen gud undtagen Dig. Du er Én og Ene, og Du har ingen partner. O Skaber af himlene og jorden, O Mægtige og Ærefulde, O Evigtlevende, O Evigtbestående! Jeg beder Dig om Paradiset og søger tilflugt hos Dig fra Helvede.”

** Muslim og Abu Awana har berettet, at Allahs Sendebud (fred være med ham) efter tashahhud og før salam som det sidste plejede at bede med disse ord:

(Arabisk**********************)

Betydning: O Allah! Tilgiv mig alle mine tidligere og senere synder, mine skjulte og åbenlyse synder, alle mine overtrædelser og de synder, som Du ved mere om end jeg. Du er Den, der bringer frem, og Du er Den, der holder tilbage. Der er ingen gud undtagen Dig.”

De bønner, dhikr og tasbih, som Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at fremsige på de syv steder i bønnen, har vi på de rette steder nævnt på grundlag af autentiske hadither. Selvom vi allerede har nævnt de bønner, som Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at fremsige under sujud, vil vi her også nævne endnu en af hans bønner, der blev fremsagt under sujud:

(Arabisk***************)

Betydning: Min Herre! Giv min sjæl taqwa, og rens den. Du er den bedste til at rense sjælen, og Du er dens beskytter.”

Skal imamen fremsige du’aen i singularis eller pluralis?

Alle de du’aer, som ifølge hadith-litteraturen er blevet nævnt og bevaret som Allahs Sendebuds (s.a.) bønner under salah, er i singularis, det vil sige, at han bad for sig selv. Selv de du’aer, som han lærte sahabaerne at fremsige under salah, er i singularis. Han fremsagde for eksempel følgende du’a under salah (i singularis, for sig selv):(Arabisk*****************)

Betydning: Min Herre! Tilgiv mig, forbarm dig over mig, og led mig til den rette vej.”

Han fremsagde alle du’aer på denne måde i singularis. Ved bønnens begyndelse fremsagde han den første du’a efter takbīr al-taḥrīmah. Også den fremsagde han i singularis på følgende måde:

(Arabisk************)

Betydning: O Allah! Rens mig og vask mine synder bort med is, et koldt stof og koldt vand. O Allah! Skab den samme afstand mellem mig og mine synder, som den afstand, Du har skabt mellem øst og vest. …

(Hele hadithen er således i singularis).

Nu er det en hadith, der har skabt vanskelighed i dette spørgsmål. Hadithen er overleveret fra Thawbān (r.a.) i Musnad Ahmad og Sunan-værkerne. Han siger, at den ædle Profet (s.a.) sagde:

»Hvis en person er imam (leder) for et folk og, når han fremsiger en duʿa, kun beder for sig selv, begår han et forræderi.«

Ibn Khuzayma har i sin samling af autentiske hadither betegnet denne hadith som en mawduʿ-hadith. Den er overleveret gennem en autentisk kæde.

(Arabisk*************)

Han tager hadithen som bevis for at fremsige duʿa i ental for sig selv og tilbageviser den hadith, der er overleveret fra Sauban.

Jeg har hørt Shaykh al-Islam, imam Ibn Taymiyya, sige, at ordlyden i den hadith, der er overleveret fra Sauban, kun gælder midlertidige duʿaer af den slags, der fremsiges som duʿa al-qunut. Under bønnen må man kun fremsige de duʿaer, som Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, selv fremsagde, lærte andre at fremsige og godkendte. [Efter vores opfattelse er udsagnet i den hadith, der er overleveret fra Sauban, korrekt, selv om hadithen ikke er autentisk. Dette udsagn gælder for imamat (lederskab) i social og statslig, det vil sige kollektiv, sammenhæng.]

Allahs Sendebuds måde at fremsige salam på

Efter at have afsluttet duʿaen gjorde Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham,—

(Arabisk*****************)

Betydning: Han vendte først hovedet mod højre, mens han sagde: »Fred og Allahs barmhjertighed være over jer«, og mens han gentog den samme sætning, vendte han først hovedet mod højre, og mens han gentog den samme sætning, vendte han derefter hovedet mod venstre.

Femten sahaba har overleveret, at han på denne måde sagde salam og vendte hovedet til begge sider. De er:

1. Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham.

2. Saad ibn Abi Waqqas, må Allah være tilfreds med ham.

3. Sahl ibn Sad as-Saidi, må Allah være tilfreds med ham.

4. Wail ibn Hujr, må Allah være tilfreds med ham.

5. Abu Musa al-Ashari, må Allah være tilfreds med ham.

6. Hudhayfa ibn al-Yaman, må Allah være tilfreds med ham.

7. Ammar ibn Yasir, må Allah være tilfreds med ham.

8. Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham.

9. Jabir ibn Samura, må Allah være tilfreds med ham.

10. al-Bara ibn Azib, må Allah være tilfreds med ham.

11. Abu Malik al-Ash’ari, må Allah være tilfreds med ham.

12. Talq ibn Ali, må Allah være tilfreds med ham.

13. Aws ibn Aws, må Allah være tilfreds med ham.

14. Abu Ramtha, må Allah være tilfreds med ham.

15. Adi ibn Umayra, må Allah være tilfreds med ham.

Det er også overleveret i hadith, at Allahs Sendebud (fred være med ham) kun afsluttede bønnen med én salam, mens han vendte ansigtet fremad. Men dette udsagn er ikke bevist gennem nogen sahih-kilde. I denne forbindelse kan man kun tage den hadith i betragtning, der er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Den er samlet i Sunan-værkerne [med »Sunan-værkerne« menes Tirmidhi, Abu Dawud, Nasa’i og Ibn Majah. Disse fire værker kaldes samlet »Sunan al-arba’a« (de fire Sunan-værker)]. Hendes overlevering lyder således:

»Efter bønnen plejede Allahs Sendebud (fred være med ham) kun at sige én salam, idet han udtalte »as-salamu alaykum«, og han udtalte den så højt, at vi vågnede af vores søvn.«

Denne hadith er af flere rimelige grunde mangelfuld og kan ikke accepteres generelt. Grundene er følgende:

1. Det fremgår klart af Aishas (må Allah være tilfreds med hende) udsagn, at hun talte om Allahs Sendebuds (fred være med ham) nattebøn (nafl eller tahajjud).

2. Desuden hørte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) måske ikke den første salam, fordi hun sov, men hørte den anden salam.

3. De, der har overleveret beretningerne om to salam, så ham sige salam til begge sider, mens de var vågne og bad sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham).

4. De fleste hadither om to salam er sahih, mens resten er hasan, og der findes også mange af dem.

5. Selv om Aisha (må Allah være tilfreds med hende) her nævner én salām, forholder hun sig tavs med hensyn til de to salāmer.

—Af disse grunde er det fastslået, at bønnen afsluttes med to salāmer, én til hver side. Senere indførte de umayyadiske herskere én salām i Medina og forskellige andre byer. Derfor fik nogle mennesker fra den tids generation den opfattelse, at bønnen skulle afsluttes med blot én salām. Da de kom til moskéen og så én salām, opstod denne opfattelse

hos dem. Men intet, der strider mod den måde at bede på, som Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) selv indførte, som de retledte kaliffer fulgte, og som er underbygget gennem autentiske hadither, kan accepteres.

De få andre overleveringer, der findes om én salām, er alle svage, fejlbehæftede og ugyldige.

Om at fremsige munājāt (duʿā) for dem, der beder bag imamen, efter salām

Der findes intet belæg fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) for den praksis, der er blevet indført, hvor man efter salām vender sig mod qibla eller vender sig mod dem, der beder bag imamen, løfter hænderne og fremsiger duʿā eller munājāt. Der findes heller ingen autentisk eller hasan-overlevering som belæg for det. Desuden har mange, især efter fajr- og ʿasr-bønnen, indført en sådan praksis med at vende sig mod dem, der beder bag imamen, og fremsige munājāt. Men heller ikke dette er overleveret fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) eller fra nogen af de retledte kaliffer. Han har heller ikke givet menigheden nogen anvisning eller antydning om at gøre dette.

De, der har indført skikken med at fremsige munājāt efter salām, vendt mod qibla, eller efter fajr- og ʿasr-bønnen vendt mod dem, der beder bag imamen, har indført den som et alternativ til sunnah. De anser det for en god handling. Om det virkelig er godt at gøre dette i stedet for sunnah, ved Allah bedst.

Alle de duʿāer i forbindelse med bønnen, som nævnes i haditherne, blev fremsagt af Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) under bønnen, og han befalede, at de skulle fremsiges under bønnen.

Så længe den troende befinder sig i bøn, har han i virkeligheden en munajat (en fortrolig samtale) med sin Herre. Derfor fremsagde Profeten (s.a.) dua under bønnen og befalede også, at man skulle gøre det. Det er netop på dette tidspunkt, at den troende er allernærmest sin Herre; det er det mest passende tidspunkt at bede om noget (dua).

Men når han afslutter bønnen med salam, bliver munajatens (den fortrolige samtales) forløb afbrudt. Derfor bør man bede sin Herre på det mest passende tidspunkt, nemlig under bønnen. Dette er sunnah. Dette er den bedste fremgangsmåde. Det er ikke bedre at indføre en selvopfundet praksis, der strider mod sunnah.

Ja, enhver kan til enhver tid bede Allah om noget og fremsige dua. I så fald bør man først mindes Allah på den måde, som Profeten (s.a.) har lært os, med tasbih, tahlil, tahmid, takbir og lignende, og sende salat (durud) til Allahs Sendebud (s.a.). Derefter kan man fremsige den dua og bede om det, man ønsker.

Hvis man gør dette, fremsiges dua efter en særskilt ibadah. Den har ikke længere nogen forbindelse med bønnen. På denne måde kan man undgå at indføre den opdigtede skik at løfte hænderne og fremsige dua eller munajat efter salam som en del af bønnen. [I Bangladesh og de omkringliggende områder har folk blandet denne handling fuldstændigt sammen med bønnen. Uvidende mennesker mener, at det at løfte hænderne og fremsige munajat efter bønnen er en del af bønnen eller forbundet med den. Men Allahs Sendebud (s.a.) og sahaba gjorde ikke dette. Imamerne har gjort denne handling obligatorisk. Mange imamer gør det for at tilfredsstille de bedendes ønsker, fordi de mener, at de ellers ikke kan fungere som imam. Men kan det virkelig være fornuftigt at gøre en handling, som slet ikke er sunnah, til sunnah og endog gøre den obligatorisk som en fard?]

På denne måde kan man fremsige dua når som helst. Hvis man fremsiger dua efter at have mindet Allah og sendt salam (durud) til Allahs Sendebud (s.a.), bliver denne dua også antaget. Det kan man forstå ud fra den hadith, som Fadala ibn Ubayd har overleveret. Men det er ikke rigtigt at forbinde dua uden for bønnen med bønnen.

At bede iført sko og i ét stykke tøj

Abdullah ibn Amr (ra.) har overleveret, at Allahs Sendebud (s.a.) sommetider bad barfodet og sommetider bad iført sko. (Abu Dawud)

For at være anderledes end jøderne befalede han, at man skulle bede iført sko. Han sagde: Vær anderledes end jøderne; de beder ikke iført sko og lædersokker. (Abu Dawud)

Han sagde: »Når nogen af jer beder, skal han gøre det iført sine sko. Men hvis han vil tage dem af, skal han tage dem af og placere dem mellem sine fødder. [Abu Dawud, Ibn Khuzaymah og al-Hakim har overleveret med en autentisk kæde fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, at han sagde: En dag ledte Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, os i bøn. Under bønnen tog han sine sko af og lagde dem på sin venstre side. Da de, der fulgte ham i bønnen, så det, tog de alle deres egne sko af. Efter bønnen spurgte han os: »Hvorfor tog I jeres sko af?« Vi sagde: »Da vi så dig tage dine af, tog vi også vores af.« Så sagde han: »Jibril kom og meddelte mig, at der var urenhed på mine sko. Derfor tog jeg dem af. Når I kommer til moskéen, skal I undersøge jeres sko for at se, om der er urenhed på dem. Hvis der er noget snavs, skal I tørre det af og bede iført skoene.«] Han må ikke lade sine sko ligge hvor som helst og derved genere nogen.« (Abu Dawud)

Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad undertiden iført ét stykke tøj. Andre gange bad han iført to stykker tøj. Han bad dog for det meste iført to stykker tøj. [Det er overleveret i Musnad Ahmad, at Abdullah ibn Mas’ud, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Det var kun på grund af mangel på tøj, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, undertiden bad iført ét stykke tøj. Når man har gode økonomiske muligheder, er det bedre at bede iført to stykker tøj.]

Hans glæde, ro, ydmyghed og gråd under bønnen

– Imam Ahmad ibn Hanbal har overleveret, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, når han stod i bøn, holdt hovedet let bøjet og sænkede det.

– Bønnen var en glæde for Allahs Sendebuds, må Allahs fred og velsignelser være med ham, øjne. Det var gennem bønnen, at han følte glæde og ro. Han sagde: (Arabisk *********)Det betyder: »Bønnen glæder mine øjne. I bønnen finder jeg glæde og ro.«

Han sagde henvendt til Bilal: (Arabisk*********)

Det betyder: »Bilal, kald til bøn og fyld mit hjerte med ro.«

– Han siger: »Under bønnen omgives jeg af koncentration, fordybelse, hengivelse og fuldstændig indlevelse.« (Bukhari, Muslim)

-Profeten (s.a.w.) græd ofte under bønnen. Under gråden kunne man høre en dyb, rumlende lyd fra hans bryst. Sahabaerne hørte ham græde under bønnen. (Ahmad, Nasa’i, Abu Dawud)

-Flere steder under hele bønnen bad han gentagne gange den nådige Allah om tilgivelse. Han bad om tilgivelse for synder. Han bad om befrielse fra alt ondt i denne verden og i det hinsidige. Han ønskede alt godt i denne verden og i det hinsidige. Således fortsatte han gennem hele bønnen med at føre en munajat (en inderlig bøn og påkaldelse) med Allah.

-Når hele verden sov om natten, søgte han gennem bønnen sin Herres nærhed.

-Han bad for at vise sin Herre taknemmelighed.

-Når han var i vanskeligheder, stillede han sig op til bøn.

-På slagmarken stillede han sig op til bøn.

-For at bede sin Herre om hjælp kastede han sig ned i prostration.

Hans opmærksomhed under bønnen

Allahs Sendebud, fred være med ham, vendte under bønnen hele sit hjerte og sind fuldstændigt mod Allah den Ophøjede, stillede sig i Allahs umiddelbare nærhed og koncentrerede sig fuldt ud om Allah den Ophøjede. Ikke desto mindre tog han under bønnen hensyn til de omgivende forhold. Han var opmærksom på de bedendes situation. Her nævnes nogle sådanne hændelser, som er overleveret gennem autentiske kilder:

1. Han plejede at gøre bønnen lang. Han forlængede recitationen og gjorde ligeledes rukūʿ og sujūd lange. Men når han under bønnen hørte et barn græde, tog han hensyn til barnets bedende mors sindstilstand og forkortede bønnen, så han hurtigt kunne afslutte den.

2. Under et slag sendte han en rytter af sted for at indsamle og bringe nogle oplysninger. Efter at have sendt ham af sted stillede han sig op til bøn. Mens han bad, kiggede han i retning af den vej, ad hvilken den udsendte rytter skulle vende tilbage. Selv under bønnen var han ikke uopmærksom på den rytter, han havde sendt af sted.

3. En gang bad han den obligatoriske bøn med sit barnebarn Umāmah bint Abī al-ʿĀs (datter af en af hans døtre) på nakken. Når han gik ned i rukūʿ og sujūd, satte han hende ned ved siden af sig. Når han rejste sig fra sujūd, løftede han hende igen op på nakken. (Bukhari og Muslim)

4. Nogle gange, når han gik ned i sujūd, kom hans barnebarn Hasan eller Husayn og satte sig på hans ryg. Af frygt for, at barnet skulle falde ned, gjorde han da sujūd længere.

5. Nogle gange skete det, at han bad, mens døren til huset var lukket. Umm al-Muʾminīn ʿĀʾishah, måtte Allah være tilfreds med hende, kom og bankede på døren. Mens han stadig var i bøn, gik han hen og åbnede døren for ʿĀʾishah, hvorefter han vendte tilbage og afsluttede resten af bønnen. (Ahmad, Tirmidhi, Abu Dawud, al-Nasa’i)

6. Hvis nogen hilste på ham, mens han bad, besvarede han hilsenen med en håndbevægelse. Det er overleveret i Sahih Muslim, at Jabir, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, sendte mig ud i et ærinde. Da jeg vendte tilbage, så jeg ham bede. Mens han stadig var i bøn, hilste jeg på ham. Han besvarede min hilsen med en håndbevægelse.

Anas, måtte Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, fred være med ham, gjorde fagter og tegn, mens han var i bøn. (Musnads af Ahmad)

Det er berettet i Sunan-værkerne, at Suhaib, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Engang bad Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Da jeg gik forbi ham, hilste jeg på ham. Han besvarede min hilsen med en gestus.

Engang kom Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, til Quba. Mens han bad i moskeen i Quba, kom en gruppe ansar-sahabaer. De hilste på ham, mens han stadig bad. Han besvarede deres hilsen med en gestus.

Imam at-Tirmidhi berettede hadithen med Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham, som kilde. Han sagde, at det er en sahih-hadith.

Abdullah ibn Masud, må Allah være tilfreds med ham, berettede: Jeg vendte tilbage fra Habasha og kom for at møde Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Da jeg kom, så jeg, at han bad. I denne situation hilste jeg på ham. Han besvarede min hilsen ved at nikke med hovedet. Hadithen er berettet af al-Bayhaqi.

En hadith, der er berettet fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, skaber en uoverensstemmelse med hensyn til at gøre tegn under bønnen. Hadithen er berettet af Abu Ghatfan fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham. Han sagde: Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, sagde: »Den, der gør en tydelig gestus under bønnen, skal bede bønnen om igen.«

Imam ad-Daraqutni sagde: Dette er en ugyldig hadith – den kan ikke accepteres. Han sagde: Imam Abu Dawud fortalte mig: Fortælleren af denne hadith, Abu Ghatfan, er en ukendt person. Den hadith, han beretter, kan ikke accepteres. Desuden modsiger denne hadith de sahih-hadither, der handler om dette emne. Det er med en sahih-overleveringskæde berettet fra Anas, Jabir og andre, må Allah være tilfreds med dem, at Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, gjorde tegn under bønnen.

7. Når Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, bad hjemme om natten, lå Aisha, må Allah være tilfreds med hende, på tværs af stedet, hvor han skulle prostrere. Når han ville gå ned i prostration, prikkede eller klemte han hende på kroppen for at få hende til at flytte sig. Så strakte Aisha, må Allah være tilfreds med hende, igen sine ben ud. (al-Bukhari)

8. Engang bad Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham. Så kom Satan for at forstyrre hans bøn. Han greb Satan om struben og klemte den, indtil Satans spyt eller tunge kom ud og ramte hans hånd. (Musnad Ahmad, ad-Daraqutni)

9. Han bad undertiden stående bøn på minbaren. Der bøjede han sig også. Når han skulle falde ned i prostration, steg han ned fra minbaren, gik bagud og kastede sig ned på jorden. Når prostrationen var afsluttet, gik han igen op på minbaren og stillede sig. (Bukhari, Muslim)

10. En gang bad han med en mur foran sig. På det tidspunkt forsøgte et firbenet dyr (en hund) at passere foran ham. Han gik frem og pressede dyrets bug mod muren. Derfor blev dyret tvunget til at passere bag ham. (Tabarani, Hakim, Ibn Khuzayma)

11. En gang bad han. På det tidspunkt kom to piger fra Banu Abd al-Muttalib hen foran ham, mens de sloges med hinanden. Mens han stadig var i bøn, greb han dem og skilte den ene fra den anden. I Imam Ahmads beretning står der også, at de to piger greb fat om Profeten, fred være med ham, ved knæene. Derefter frigjorde han dem eller standsede dem, men fortsatte sin bøn.

12. En gang, da han stod i bøn, forsøgte en dreng at gå foran ham. Han gjorde tegn til ham med hånden om at gå tilbage, og drengen gik tilbage. (Musnad Ahmad)

13. En anden gang bad han, da en pige gik forbi foran ham. Han gjorde tegn til hende med hånden, og hun gik tilbage. (Sunan-værkerne)

14. Undertiden pustede han på stedet for prostrationen, mens han var i bøn. Beretningen om at puste er imidlertid omstridt. Selvom denne hadith er nævnt i Musnad Ahmad og Sunan-værkerne, er den grundlæggende ikke blevet overleveret fra Allahs Sendebud, fred være med ham, gennem en autentisk kæde.

15. Han græd under bønnen.

16. Han rømmede sig under bønnen. Han rømmede sig også som tegn. Ali, måtte Allah være tilfreds med ham, siger: »Jeg plejede at besøge Allahs Sendebud, fred være med ham, to gange hver dag på bestemte tidspunkter. Jeg bad om tilladelse til at gå ind i hans hus. Når jeg kom, var han undertiden i bøn. På det tidspunkt rømmede han sig og gav mig tilladelse til at komme ind.« (Sunan an-Nasa’i, Musnad Ahmad)

Imam Ahmad rømmede sig også under bønnen og anså ikke dette for at ugyldiggøre bønnen.

Selv med denne dybe hengivelse og dette fokus på Allah under bønnen tog han hensyn til andres bekvemmelighed og ulempe. Han tog hensyn til omgivelserne og situationen og anså ikke disse forhold for at ugyldiggøre bønnen.

Du’a al-qunut i de obligatoriske bønner (eller Qunut an-nazila)

Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) uden afbrydelse fremsagde du’a al-qunut i zuhr-, asr-, maghrib-, isha- og fajr-bønnen i en hel måned. (Musnad Ahmad, Abu Dawud)

Nogle overleveringer nævner, at han fremsagde du’a al-qunut i fajr-bønnen i en måned. Andre overleveringer nævner, at han fremsagde du’a al-qunut i maghrib-bønnen. Grundlæggende er den ovenstående hadith den korrekte. Faktisk fremsagde han du’a al-qunut i alle fem daglige bønner.

-Han fremsagde ikke altid du’a al-qunut.

-Han fremsagde du’a al-qunut i krisetider.

-Med du’a al-qunut bad han for nogle og bad imod andre.

I den bøn, hvor han reciterede qunut, reciterede han qunut i den sidste rakʿah, efter at han havde sagt »Samiʿallahu liman hamidah« og rejst sig fra rukūʿ. Efter recitationen af qunut gik han direkte ned i sujūd. Han foretog ikke noget andet mellem qunut og sujūd.

Når Allahs Sendebud ﷺ reciterede qunut, sagde de, der bad bag imamen, »āmīn«.

Det er berettet fra Abu Hurayrah رضي الله عنه i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at han sagde: Når Allahs Sendebud ﷺ ønskede at bede for nogen eller bede imod nogen, reciterede han qunut efter rukūʿ. Efter rukūʿ sagde han »Samiʿallahu liman hamidah, Rabbana lakal-hamd«, og derefter reciterede han i nogen tid denne bøn:(Arabisk********************)

Betydning: »O Allah! Beskyt al-Walid, Salamah ibn Hisham og ʿAyyash ibn Abi Rabiʿah. O Allah! Grib hårdt fat i Mudar-folket, og giv dem årelang hungersnød, ligesom den, der ramte Yusuf (fred være med ham)s folk.«

I den beretning, som Abu Dawud og Musnad Ahmad har overleveret fra Ibn ʿAbbas رضي الله عنهما, nævnes det, at han undertiden bad imod nogen i qunut med følgende ord:(Arabisk*******************)

Betydning: »O Allah! Lad forbandelsen komme over stammerne Lihyan, Raʿl, Dhakwan og ʿUsayyah. De var ulydige mod Allah og Hans Sendebud.«

Abu Dawud har overleveret, at Allahs Sendebuds ﷺ almindelige praksis var at recitere qunut (qunut al-nazilah), når der opstod vanskeligheder og ulykker. Når vanskelighederne var forsvundet, ophørte han med at recitere den. Han begrænsede ikke qunut til morgenbønnen, men reciterede den også i andre bønner. Han reciterede den dog oftest i morgenbønnen.

Hadith-lærde anser det for anbefalet at recitere qunut i tider med vanskeligheder og ulykker. De er naturligvis dem, der har størst kendskab til hadith. Ifølge dem er både at recitere qunut og at undlade det sunnah. De mener, at det er godt både at recitere den og at lade være, fordi der findes hadith, som fortæller, at Allahs Sendebud ﷺ reciterede den, og andre hadith, som fortæller, at han undlod den.

Hvis imamen reciterer duʿāʾ qunūt højt for at informere eller minde muqtadierne om den, er der intet forkert i det. ʿUmar (ra.) plejede at recitere begyndelsen højt for at minde muqtadierne om den. Ibn ʿAbbās (ra.) reciterede Sūrat al-Fātiḥah højt under janāzah-bønnen, så folk kunne vide, at det er sunnah at recitere Sūrat al-Fātiḥah under janāzah-bønnen.

At imamen siger āmīn højt, er også et sådant forhold. I virkeligheden er dette blandt de meningsforskelle (ikhtilāf), hvor begge muligheder er mubāḥ (tilladte), eller hvor det både er mubāḥ at gøre det og at lade være. Eksempelvis er både det at udføre rafʿ al-yadayn under bønnen og at lade være tilladt. Ligeledes er det tilladt at recitere enhver af de forskellige former for tashahhud. Og det er tilladt at følge enhver af de forskellige former for adhān og iqāmah.

Men det er ikke vores formål her at diskutere, hvad der er tilladt eller ikke tilladt. Vores formål er blot at nævne, hvad Allahs Sendebud (sa.) gjorde, og hvordan han gjorde det. For han er vores forbillede og målestok. I denne bog ønsker vi kun at undersøge og viderebringe hans praksis og principper. Han er den fuldkomne vejleder. Det er ham, vi skal tage som forbillede og følge.

Hovedindholdet af de hadither, der er citeret om recitationen af duʿāʾ qunūt i den obligatoriske bøn, er blevet udtrykt i en fremtrædende islamisk lærds udtalelse. Han sagde: Den korrekte opfattelse i denne sag er, at Allahs Sendebud (sa.) kun reciterede qunūt nāzilah (duʿāʾ qunūt) for at bede for et folk eller en person eller for at bede imod dem. Da resultatet af hans bøn blev synligt, ophørte han med det. Desuden reciterede han duʿāʾ qunūt både højt og sagte. Han reciterede duʿāʾ qunūt, men ophørte også med at recitere den. Han reciterede den ikke højlydt i længere tid end sagte. Dette var hans praksis med hensyn til qunūt. Desuden reciterede han duʿāʾ qunūt i den obligatoriske bøn, så snart han havde rejst sig fra rukūʿ. Dette er det, der er bevist.

Sajda sahw (knæfald for en fejl)

Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Jeg er blot et menneske ligesom jer. Ligesom I begår fejl, begår jeg også fejl. Hvis jeg glemmer noget, så mind mig om det.« (Bukhari)

At Allahs Sendebud (sa.) begik fejl under bønnen, var en fuldendelse af Allahs velsignelse over hans ummah. På denne måde fuldendte Allah, den Ophøjede, deres religion for dem. For gennem denne proces lærte de, hvad de skulle gøre, hvis de begik en fejl under bønnen.

I Muwaṭṭaʾ af Mālik er dette udsagn fra Allahs Sendebud (sa.) nævnt i en hadith med en afbrudt overleveringskæde: »Jeg glemmer eller får det til at blive glemt for mig, så jeg kan forklare det klart for dem på dette område (ved at besvare folks spørgsmål og give en forklaring).«

Det er faktisk på grund af, at Allahs Sendebud (fred være med ham) fra tid til anden begik fejl, at reglerne om fejl i shariaen blev fastlagt.

Det er overleveret fra Abdullah ibn Buhayna, at Allahs Sendebud (fred være med ham) en dag ledte dem i zuhr-bønnen. Ved denne lejlighed rejste han sig efter de første to rakʿat uden at sætte sig. De, der bad bag ham, rejste sig også sammen med ham. På denne måde nærmede bønnen sig sin afslutning, og folkene ventede på, at han skulle afslutte den med salam. Netop da udførte Allahs Sendebud (fred være med ham), mens han sad i den afsluttende tashahhud, to sajdaer før salam og sagde „Allahu akbar“. Derefter afsluttede han bønnen med salam. (Bukhari og Muslim)

Heraf fremgår reglen, at hvis man ved en fejl udelader en del af bønnen, bortset fra dens arkan (obligatoriske bestanddele), skal man udføre fejlens sajda før salam.

Hvis han således ved en fejl udelod en del af bønnen, vendte han ikke tilbage for at udføre den. En gang forlod han for eksempel ved en fejl den første tashahhud-siddestilling og rejste sig. Selvom folkene bag ham sagde „Subhanallah“, gav han tegn til, at han skulle blive stående uden at sætte sig.

Det er overleveret fra Yazid ibn Harun, som siger: En gang ledte Mughirah ibn Shuʿbah (må Allah være tilfreds med ham) os i bøn. Efter at have bedt to rakʿat rejste han sig uden at sætte sig. De, der bad bag ham, sagde „Subhanallah“. Men han gav dem tegn til at blive stående. Derefter afsluttede han bønnen med salam. Så udførte han to sajdaer. Derefter afsluttede han igen bønnen med salam. Til sidst sagde han: „Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at gøre netop dette.“ Hadithen er overleveret i Musnad Ahmad. Tirmidhi har sagt, at det er en sahih-hadith.

Der synes at være nogen uoverensstemmelse mellem haditherne om, hvorvidt fejlens sajda skal udføres før eller efter salam. Af Abdullah ibn Buhaynas hadith fremgår det, at den skal udføres før salam. Af Mughiras hadith fremgår det, at den skal udføres efter salam. Faktisk er hadithen overleveret af Abdullah ibn Buhayna af forskellige fornuftige grunde mere korrekt. Begge fremgangsmåder er dog overleveret gennem sahih-kilder. Derfor kan man følge hvilken som helst af dem.

Fra Allahs Sendebud (fred være med ham) kendes der flere former for fejl i bønnen. For eksempel:

1. En gang afsluttede Allahs Sendebud (fred være med ham) isha-, zuhr- eller asr-bønnen med salam efter kun at have bedt to rakʿat. Derefter fuldførte han bønnen. Så udførte han to sajdaer efter salam og tale. Hver gang han gik ned i og rejste sig fra en sajda, sagde han „Allahu akbar“.

2. Det er overleveret i Abu Dawud og at-Tirmidhi, at den ædle Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) ledte folket i bønnen, begik en fejl under bønnen og derefter udførte to glemselsprostrationer. Derefter fremsagde han tashahhud og afsluttede bønnen med salam. Imam at-Tirmidhi sagde, at denne hadith er hasan og gharib.

3. En dag ledte han en bøn på fire rakʿah, men udførte kun tre rakʿah og vendte sig derefter mod dem, der bad bag ham. Da spurgte Talha ibn Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham) ham: »Du har bedt tre rakʿah og glemt at bede én rakʿah.« Da beordrede han Bilal til at fremsige iqamah. Bilal fremsagde iqamah, og han ledte derefter folket i bønnen igen. Hadithen er overleveret af Imam Ahmad.

4. En dag ledte han middagsbønnen med fem rakʿah. Da blev han spurgt: »Er der blevet føjet én rakʿah til middagsbønnen?« Han sagde: »Hvad er det for noget?« Da sagde de: »Du har i dag bedt fem rakʿah.« Da han hørte dette, udførte han to prostrationer efter salam. (Al-Bukhari og Muslim)

5. En dag ledte han asr-bønnen med tre rakʿah og gik hjem. Da fulgte en mand ved navn Khirbaq, Dhul-Yadayn (den langarmede), efter ham og fortalte ham, hvad der var sket. Da han hørte det, blev han vred, kom ud af huset, mens han trak sin kappe efter sig, og spurgte folk: »Er det rigtigt, hvad han siger?« De svarede: »Ja.« Da bad han den resterende rakʿah, afsluttede bønnen med salam, udførte derefter to glemselsprostrationer og afsluttede igen bønnen med salam. (Sahih Muslim)

Om fejl under bønnen og glemselsprostrationerne er der i alt overleveret disse fem forskellige fremgangsmåder fra Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham).

Han udførte glemselsprostrationerne både før salam og efter salam. Imamernes synspunkter i denne sag er som følger:

1. Ifølge Imam ash-Shafiʿi (må Allah forbarme sig over ham) skal glemselsprostrationerne ved alle former for fejl udføres før salam.

2. Ifølge Imam Abu Hanifa (må Allah forbarme sig over ham) skal glemselsprostrationerne ved alle former for fejl udføres efter salam.

3. Imam Malik (må Allah være nådig mod ham) sagde: Hvis man ved en fejl har udeladt noget i bønnen, skal sujud as-sahw udføres før salam. Hvis man ved en fejl har tilføjet noget til bønnen, skal glemselens prostration udføres efter salam. Hvis begge slags fejl forekommer i den samme bøn, skal sujud as-sahw udføres før salam. Abu Umar sagde: Dette er Imam Maliks madhhab. Men hvis nogen handlede i modstrid med hans synspunkt, forbød han heller ikke dette, for efter hans mening er der mulighed for uenighed i dette spørgsmål.

4. Hvad var Imam Ahmad ibn Hanbals syn på dette spørgsmål? Om dette siger Ashram: Jeg hørte, at Imam Ahmad (må Allah være nådig mod ham) blev spurgt, om glemselens prostration skulle udføres før eller efter salam. Han svarede: I nogle tilfælde før salam og i andre tilfælde efter salam. Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) gjorde begge dele.

5. Imam Dawud (az-Zahiri) sagde: Når Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) udførte sujud as-sahw i fem bestemte tilfælde, bør ingen udføre sujud as-sahw i disse fem tilfælde af andre grunde.

Prostrationen ved tvivl

Når der opstod tvivl og usikkerhed under bønnen, bad Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) ikke bønnen om. Han sagde, at man i tilfælde af tvivl skal afslutte bønnen ud fra det, man hælder mest til, udføre prostrationen før salam og se bort fra tvivlen.

Det er overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Når en af jer bliver usikker under bønnen og ikke kan afgøre, hvor mange rak’ah han har bedt—tre eller fire—skal han se bort fra tvivlen og gøre det, som hans overbevisning hælder mest til, til grund for sin handling. Derefter skal han udføre to prostrationer før salam. (Sahih Muslim)

I en hadith overleveret fra Ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham) siges det: Når en af jer bliver usikker under bønnen, skal han anse den ene mulighed for at være den rigtige, fortsætte bønnen på dette grundlag og udføre to prostrationer før salam. (Bukhari og Muslim). I en overlevering nævnes det også, at han derefter skal sige salam og så udføre de to prostrationer.

Imam Ahmad (må Allah være nådig mod ham) sagde: Tvivl er af to slags. Den ene er taharri (den overvejende antagelse), og den anden er yakin (en vis tvivl i den sikre overbevisning). Ifølge Imam Ahmad skal den bedende ved taharri udføre prostrationen efter salam, mens han ved yakin skal udføre prostrationen før salam.

Imam ash-Shafi‘i og Imam Malik (r) har sagt: Hvis nogen bliver i tvivl under bønnen, skal han ikke forblive opslugt af tvivlen, men i stedet fæste lid til én antagelse med sikker overbevisning. Dette er også én af Imam Ahmads opfattelser.

Imam Abu Hanifa (r) har sagt: Hvis nogen bliver usikker under bønnen, og det er første gang, han oplever denne usikkerhed, skal han bede bønnen igen. Men hvis han ofte bliver i tvivl, skal han fortsætte bønnen på grundlag af den stærkeste formodning eller sikker overbevisning.

At lukke øjnene under bønnen

Det var ikke Allahs Sendebuds (s.a.) praksis at bede med lukkede øjne. Det er berettet i Sahih al-Bukhari, at Allahs Sendebud (s.a.) under recitationen af tashahhud-duaen plejede at se på sin hånds pegefinger. Hans blik gik ikke uden for fingeren.

-I Sahih al-Bukhari er det berettet fra Anas (r.a.), at Aisha (r.a.) havde et særligt slags gardin. Hun havde hængt det op i den ene side af huset. Allahs Sendebud (s.a.) bad Aisha om at fjerne det. Han sagde desuden: Billederne på gardinet afleder mit blik fra bønnen.

-Hvis han havde holdt øjnene lukkede under bønnen, hvordan kunne billederne på gardinet så have fanget hans blik?

-Dette hadith beviser dog ikke, at det er forbudt at lukke øjnene under bønnen.

Fuqahaerne har været uenige om at lukke øjnene under bønnen. Imam Ahmad og andre har betegnet det som makruh. Ifølge dem er det jødernes praksis.

Men andre anser det for tilladt at lukke øjnene under bønnen. Efter deres mening bliver det lettere gennem lukkede øjne at opnå khushūʿ og khudūʿ under bønnen og at føle nærhed til Allah. Og dette er bønnens sjæl og formål.

Det korrekte synspunkt i denne sag er, at hvis man kan bevare khushūʿ, khudūʿ og koncentration ved at holde øjnene åbne under bønnen, er det bedst at holde dem åbne. Men hvis man på grund af forskellige synsindtryk ikke kan finde ro eller opnå khushūʿ og khudūʿ med åbne øjne, er det bestemt ikke forkert at lukke dem. Tværtimod er det i en sådan situation, i overensstemmelse med sharīʿahs grundprincipper, bedre og mere anbefalelsesværdigt at holde øjnene lukkede.

Sutrah (afskærmning)

Når Allahs Sendebud (s.a.s.) stillede sig til bøn, stod han foran noget, eller han fik noget placeret foran sig, eller han tegnede i det mindste en linje foran sig. Han befalede, at der skulle placeres noget foran den bedende som en afskærmning (sutrah).

Nogle gange bad han med en væg foran sig. Der var da kun plads mellem hans prostrationssted og væggen til, at en ged eller et får kunne passere. Der var ikke større afstand mellem ham og sutrah’en end dette. Tværtimod befalede han, at man skulle stå tæt på sutrah’en.

Nogle gange bad han med en seng, et stykke træ, et træ eller en af moskéens søjler foran sig.

Når han var på rejse under krig, eller når han bad på en åben mark, satte han et våben i jorden foran sig, gjorde det til en sutrah og bad, mens folk bad bag ham.

Nogle gange bad han med et ridedyr foran sig og gjorde selve ridedyret til sutrah. Nogle gange gjorde han ridedyrets sadel til sutrah.

Han instruerede de bedende i, at hvis de ikke kunne finde nogen afskærmning, skulle de i det mindste plante en pil eller en stav foran sig og bruge den som sutrah, når de bad. Hvis de heller ikke kunne finde en pil eller en stav, skulle de i det mindste tegne en linje på jorden foran sig. [Det er berettet i Bukhari, Muslim og Sahih Ibn Khuzaymah, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Hvis nogen, selv om den bedende har en sutrah (afskærmning) foran sig, forsøger at passere foran ham, det vil sige på den indre side af afskærmningen, skal den bedende forhindre ham med sit bryst.‘ I nogle overleveringer siges det: Han skal afvise ham efter bedste evne.‘ I en anden overlevering siges det: Han skal afvise ham (med en gestus) to gange. Hvis han stadig ikke adlyder, skal man kæmpe med ham, for han er en satan.

Det er også nævnt i Bukhari, Muslim og Sahih Khuzaymah: Hvis den, der passerer foran den bedende, vidste, hvor frygtelig konsekvensen er, ville han foretrække at vente indtil fyrre frem for at passere foran den bedende.

Her betyder »indtil fyrre« at vente i fyrre dage, fyrre år eller fyrre bønnetider.]

Abu Dawud siger: Jeg hørte Ahmad ibn Hanbal sige, at hvis man tegner en linje på jorden, skal den tegnes på tværs ligesom en nymåne. Abdullah sagde, at den skal tegnes på langs. Og hvis man planter en stav, skal den plantes lodret.

Bliver bønnen ugyldig, hvis der ikke er en sutrah?

Hvis der ikke er en sutrah foran den bedende, fremgår det af autentiske overleveringer, at bønnen under sådanne omstændigheder bliver ugyldig, hvis en voksen kvinde, et æsel eller en sort hund passerer foran den bedende. De relevante hadither er overleveret af Abu Dharr, Abu Hurayrah, Ibn Abbas og Abdullah ibn Mughaffal, må Allah være tilfreds med dem alle.

Aishas, må Allah være tilfreds med hende, overlevering strider imidlertid mod den ovennævnte opfattelse. Hun sagde, at hun plejede at ligge på tværs på det sted, hvor Allahs Sendebud (fred være med ham) prostrerede. Når Allahs Sendebud (fred være med ham) prostrerede, prikkede han hende i foden, og så trak hun benene til sig. Når han rejste sig fra prostrationen, strakte Aisha, må Allah være tilfreds med hende, igen benene ud.

Forskellen mellem disse to slags overleveringer er forskellen mellem at passere forbi og at befinde sig på stedet. Den egentlige sandhed kender Allah bedst.

Hvad gjorde Allahs Sendebud (s.a.w.), efter at han havde afsluttet bønnen med salam? Hvad reciterede han?

(Hvad gjorde Allahs Sendebud (s.a.w.), efter at han havde afsluttet den obligatoriske bøn med salam, og hvordan sad han? Hvad reciterede han, og hvilke zikr og påkaldelser fremsagde han? Det er disse forhold, der vil blive behandlet her.

Det er overleveret fra Aisha og Sauban (må Allah være tilfreds med dem) i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (s.a.w.), når han havde afsluttet bønnen med salam, sagde tre gange استغفر الله (Jeg beder Allah om tilgivelse). [Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Bukhari og Muslim: Vi kunne vide, at Allahs Sendebud (s.a.w.) havde afsluttet bønnen, ved at han fremsagde takbir.]

Det vil sige, at Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde Allahu akbar højt, efter at han havde afsluttet bønnen med salam.

Derfor synes det ifølge hadith korrekt først at sige Allahu akbar én gang og derefter recitere Astaghfirullah tre gange. Umiddelbart efter bør man recitere Allahumma antas-salam wa minkas-salam……] Derefter sagde han: (Arabisk***********)

Det betyder: O Allah! Du er fredens kilde, og fra Dig kommer freden. O Du, den Mægtige, indehaver af stor værdighed. Du er i sandhed meget velsignet og rig på overflod.”

Efter at have afsluttet bønnen med salam forblev han kun vendt mod qibla i den tid, det tog at sige disse ord. Efter at have reciteret denne sætning rejste han sig eller satte sig vendt mod menigheden. Nogle gange vendte han sig mod menigheden fra højre side og andre gange fra venstre side. Det er overleveret fra Ibn Masud i Bukhari og Muslim, at han sagde: Jeg så, at Allahs Sendebud (s.a.w.) for det meste vendte sig og satte sig fra venstre side.”

Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim, at han sagde: Jeg så, at han for det meste vendte sig og satte sig fra højre side.

Det er overleveret fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg så Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) vende sig og sætte sig både mod højre og mod venstre. Han satte sig lige over for dem, der bad bag ham. Han vendte sig ikke særligt mod den ene side frem for den anden. Han satte sig ligeud og så på alle. Efter fajr-bønnen blev han siddende på sit bønnested indtil solopgang.

De dhikr og du’aer, han reciterede efter bønnen

Det er overleveret i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim fra al-Mughira ibn Shu’ba (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde disse ord efter hver obligatorisk bøn:(Arabisk***********************)

Betydning: Der findes ingen guddom ud over Allah. Han er Den Ene. Han har ingen partner. Herredømmet over hele universet tilhører Ham alene. Al lovprisning tilkommer Ham. Han er Den Almægtige. O Allah! Ingen kan forhindre det, Du ønsker at give. Og hvis Du ikke ønsker at give noget, kan ingen give det. Ingen velhavendes rigdom og ingen højtstående persons status har nogen værdi over for Dig; de er fuldstændig nytteløse og uden virkning.

Abu Hatim har nævnt i sit Sahih-værk, at den ædle Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham) sagde efter bønnen:

(Arabisk**********************)

Betydning: O Allah! Gør min religion ren, for den beskytter alle mine handlinger. Bring orden i min verden, hvor Du har skænket mig mit udkomme. O Allah! Ved Din tilfredshed søger jeg tilflugt mod Din vrede. Ved Din tilgivelse søger jeg tilflugt mod Din straf. Og hos Dig søger jeg tilflugt mod Dig selv. Hvis Du ønsker at give, kan ingen afvise det, og hvis Du ikke ønsker at give, kan ingen give det. Over for Dig nytter ingen velhavendes rigdom og ingen højtstående persons status. (Sahih Abu Hatim)

Al-Hakim har i sin al-Mustadrak overleveret en hadith fra Abu Ayyub al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Hver gang jeg bad bag jeres elskede Profet (må Allahs velsignelser og fred være med ham), hørte jeg ham efter bønnen sige disse ord:

(Arabisk****************)

Betydning: O Allah! Tilgiv alle mine fejl og synder. O Allah! Rejs mig op, giv mig liv, giv mig forsørgelse og giv mig evnen til at leve på grundlag af gode handlinger og en god karakter. For hvis Du ikke giver denne evne, kan ingen leve på den måde. Ingen andre end Dig kan holde mennesket borte fra det onde og det skadelige.“

I Sahih Muslim er det overleveret fra Ibn az-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når han afsluttede bønnen med salām, fremsagde disse ord højt: (Arabisk*********************)

Betydning: Der er ingen gud undtagen Allah. Han er Én og Ene. Han har ingen partner. Hele universets rige tilhører Ham. Al lovprisning tilkommer Ham. Han er den Almægtige. Der er ingen styrke hos nogen undtagen gennem Allah, og der er intet tilflugtssted uden Ham. Der er ingen myndighedshaver undtagen Allah. Vi tilbeder ingen andre end Ham. Alle velsignelser tilhører Ham, og gaven er også fra Ham. Derfor tilkommer al god lovprisning Ham. Der er ingen gud undtagen Allah. Vi adlyder oprigtigt kun Ham, selv om de vantro ikke bryder sig om det.“

At bede om tilgivelse og beskyttelse efter bønnen

I Abu Dawud er en overlevering fra Ali (må Allah være tilfreds med ham) nævnt. Heri siger han, at Allahs Sendebud (må Allahs velsignelser og fred være med ham), når han afsluttede bønnen med salām, sagde: (Arabisk*********************)

Betydning: O Allah! Tilgiv mig. Tilgiv mine tidligere og senere synder samt mine skjulte og åbenlyse synder. Tilgiv alle mine overtrædelser. Tilgiv de synder, som Du kender bedre end jeg. Du bringer frem, og Du udsætter. Der er ingen redningsmand undtagen Dig.“

Om denne duʿāʾ fremsatte Imam Muslim to forskellige synspunkter.

1. Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) plejede at fremsige denne bøn mellem tashahhud og salām. Grundlæggende er dette den korrekte opfattelse.

2. Hans anden opfattelse er, at Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) plejede at fremsige den efter salām.

-Det er muligt, at Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) plejede at fremsige denne bøn både før og efter salām. Allah ved bedst, hvad der virkelig er tilfældet.

Sa’d ibn Abī Waqqās (må Allah være tilfreds med ham) lærte sine børn disse ord og sagde: »Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) plejede efter bønnen at søge beskyttelse på denne måde: (Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra fejhed og kujoneri. Jeg søger tilflugt hos Dig fra at være nærig. Jeg søger tilflugt hos Dig fra alderdommens svækkelse. Jeg søger tilflugt hos Dig fra denne verdens prøvelser [fitna betyder at blive udsat for en hård prøvelse, der tester ens tro] og fra gravens straf.« (Sahih al-Bukhari)

At aflægge vidnesbyrd (shahada) efter bønnen

I Musnad Ahmad er det overleveret fra Zayd ibn Arqam, at han sagde: »Allahs Sendebud (må Allah velsigne ham og give ham fred) plejede efter hver bøn at sige disse ord: (Arabisk***********************)

Betydning: O Allah! Vor Herre og altings Herre og Ejer. Jeg vidner om, at Du alene er Herren; Du er Én, og Du har ingen partner. O Allah, vor Herre og altings Herre! Jeg vidner om, at Muhammad sandelig er Din tjener og Dine Sendebud. O Allah, vor Herre og altings Herre! Jeg vidner om, at alle tjenere er brødre. O Allah! Vor Herre og altings Herre. Gør mig og min familie ensidigt og oprigtigt rettet mod Dig i hvert øjeblik i denne verden og i det hinsidige. O Du, den mest ophøjede og ærværdige! Hør min bøn og acceptér den. Allah er stor, Allah er den største. Allah er universets og denne verdens lys. Allah er den største, den allerstørste. Allah er tilstrækkelig for mig. Han er den bedste, man kan stole på. Allahu akbar, Allahu akbar.«

– Denne hadith er overleveret af imam Ahmad og imam Abu Dawud.

Fremsigelse af tasbih, tahmid og takbir efter bønnen

Allahs Sendebud (fvmh.) ønskede, at hans ummah skulle følge denne praksis: Efter bønnen skulle de –

سبحان اللهrecitere det treogtredive gange, الحمد للهrecitere det treogtredive gange, الله اكبرrecitere det treogtredive gange og derefter (Arabisk********)recitere det én gang, så det i alt bliver et hundrede gange.

Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim, at han sagde: Allahs Sendebud (fvmh.) sagde, at den, som efter hver bøn har reciteret Subhanallah treogtredive gange, Alhamdulillah treogtredive gange og Allahu akbar treogtredive gange – i alt nioghalvfems gange – og derefter har fuldendt hundrede ved at recitere La ilaha illallahu wahdahu … ala kulli shay’in qadir, vil få sine synder tilgivet, selv hvis de er så talrige som havets skum.

I den hadith, der er overleveret fra Ka’b ibn Ujrah (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim, siges det imidlertid, at Allahs Sendebud (fvmh.) sagde: Den, som efter hver bøn reciterer Subhanallah 33 gange, Alhamdulillah 33 gange og Allahu akbar 34 gange, vil aldrig blive skuffet. (Sahih Muslim)

Det, han lærte sahabaerne at recitere efter bønnen

Det er overleveret fra Abu Dharr, Abu Ayyub al-Ansari og Abd al-Rahman ibn Ghanm (må Allah være tilfreds med dem), at den ædle profet (fvmh.) sagde: Den, som straks efter salam-hilsenen ved fajr- og maghribbønnen reciterer de følgende ord ti gange, vil få ti gode gerninger, ti synder vil blive udslettet, og hans rang vil blive hævet ti trin. Desuden vil disse ord for ham svare til at frigive fire slaver, og de vil fungere som et værn mod Satan. Hvis han fortsætter med at recitere dem, vil ingen andre synder end shirk kunne ramme ham. Og disse ord vil gøre hans gerninger smukke. Ordene er:(Arabisk*********************)

Betydning: Der er ingen gud ud over Allah. Han er Én og alene. Han har ingen partner. Hele kongedømmet og myndigheden tilhører Ham alene. Al lovprisning tilkommer Ham. Han har magt over alt.” (Ibn Hibban, Musnad Ahmad, Tirmidhi)

Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde også om disse ord, at hvis en person fremsiger dem ved daggry, vil han være beskyttet mod Satan indtil maghrib. Og hvis han reciterer dem ved maghrib, vil han være beskyttet mod Satans sammensværgelser indtil daggry.

Imam Tirmidhi sagde, at denne hadith er hasan, sahih og gharib.

Ibn Hibban har i sin Sahih-samling nævnt en beretning fra Harith ibn Muslim al-Taymi. Han siger: Profeten (s.a.w.) sagde til mig: Når du har afsluttet fajr-bønnen, skal du, før du siger noget andet, fremsige disse ord syv gange og bede om befrielse fra Jahannam. Efter maghrib-fardbønnen skal du også sige disse ord syv gange. Hvis du dør den dag eller den nat, vil Allah således skrive befrielse fra Jahannam for dig. Den sætning, der skal fremsiges syv gange, er:(Arabisk**********)

Betydning: O Allah! Befri mig fra Jahannam.“

Imam Nasa’i har i sit værk al-Kabir nævnt en hadith fra Abu Umar (ra.), og Imam Bayhaqi har i Shu’ab al-Iman nævnt en hadith fra Ali (ra.). Heri siges det, at Profeten (s.a.w.) sagde: Den, der reciterer Ayat al-Kursi efter hver fardbøn, vil ikke have nogen hindring for at komme ind i Paradiset bortset fra døden [Ayat al-Kursi er et berømt vers i Koranen om Allahs almagt, storhed og suverænitet. Det er vers 255 i sura al-Baqarah. Enhver troende bør lære verset udenad og kende dets betydning.].

Denne hadith er også blevet overleveret gennem flere andre kæder. Der er dog uenighed blandt hadithspecialisterne om, hvorvidt hadithen er sahih eller da’if. Nogle har sagt, at hadithen er svag med hensyn til overleveringskæden og ikke kan accepteres. Andre har sagt, at selv om der er en vis svaghed i kæden (isnaden), kan hadithen, eftersom den er blevet overleveret gennem mange kæder, indeholde en kerne af sandhed.

Det er blevet overleveret fra Uqbah ibn Amir (ra.) i værker som Musnad Ahmad, Abu Dawud, Nasa’i, Bayhaqi, Abu Hatim, Ibn Hibban og Hakim, at han sagde: Allahs Sendebud (s.a.w.) befalede mig at recitere sura al-Falaq og sura an-Nas (Koranens to sidste suraer) efter hver bøn.

At-Tabarani har i sin Muʿjam, og Abu Yaʿla i sin Musnad, overleveret en marfūʿ-hadith fra Jabir (ra.) via Umar ibn Nabhan, hvori det fortælles: Der er tre handlinger, og den, der udfører dem med tro, kan træde ind ad den port til Paradis, han ønsker, og vil få hurier med store, smukke øjne som ægtefæller. Disse tre handlinger er:

1. At tilgive sine egne mordere,

2. At tilbagebetale sine skjulte gældsposter og

3. At recitere »Qul huwa Allahu ahad ……..«-suraen (sura al-Ikhlas) ti gange efter hver obligatorisk bøn.

Abu Bakr (ra.) spurgte: »Allahs Sendebud! Vil man også opnå dette, hvis man blot udfører én af disse tre handlinger?« Han svarede: »Ja, selv hvis man blot udfører én handling.«

Allahs Sendebud (ﷺ) formanede Muʿadh (ra.) til efter hver bøn at bede Allah om hjælp således:

(Arabisk******************)

Betydning: »O Allah! Hjælp mig altid med at ihukomme Dig, takke Dig og tilbede Dig på den bedste og smukkeste måde.«

Her kan »bag bønnen« betyde både før og efter salam. Vores lærer, imam Ibn Taymiyya, har sagt, at »bag bønnen« betyder ved den allersidste del, det vil sige før salam.

3

Bøn i menigheden

[Dette kapitel fandtes ikke i det oprindelige værk. Vi har tilføjet det. Uden at komme med nogen kommentarer har vi her direkte fra de autentiske værker gengivet Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udtalelser og praksis om at bede i menigheden.]

Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) stærke betoning af bønnen i menigheden

Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ved Ham, i hvis hånd mit liv er! Jeg kunne ønske at beordre, at der blev samlet brænde og kvas. Når det så var blevet samlet sammen, ville jeg beordre, at der blev kaldt til bøn. Derefter ville jeg udpege en til at lede bønnen og gå fra hus til hus for at se, hvem der ikke var kommet for at bede.« I en anden overlevering hedder det: »Jeg kunne ønske at sætte ild til husene hos dem, der hører bønnekaldet, men ikke kommer til moskéen.« (Al-Bukhari og Muslim)

Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis der ikke havde været kvinder og børn i folks huse, ville jeg have beordret de unge mænd til at sætte ild til de huse, hvis beboere ikke var kommet til isha-bønnen i menigheden.« (Ahmads Musnad)

Det er overleveret fra Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: En blind mand kom engang til Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og spurgte: »Allahs Sendebud! Jeg har ingen, der kan tage mig i hånden og føre mig til moskéen.« Derefter bad manden om at blive fritaget for at komme til moskéen og om tilladelse til at bede hjemme. Han gav ham tilladelse til at bede hjemme. Efter at have fået tilladelsen vendte manden sig om og gik. Men Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sendte bud efter ham igen. Han kom tilbage. Han spurgte ham: »Kan du høre bønnekaldet?« Han svarede: »Ja, det kan jeg.« Han sagde: »Så skal du komme til moskéen.« (Sahih Muslim)

Det er overleveret fra Abu Dardā (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde:

Hvis blot tre personer bor i en bebyggelse eller i et øde område, og de ikke etablerer bøn i fællesskab, vil Satan helt sikkert få magt over dem. Derfor skal du helt sikkert etablere bøn i fællesskab. For en ulv vil helt sikkert gøre et får eller en ged, der har forladt flokken, til sit bytte. (Musnad Ahmad, Abu Dawud, an-Nasāʾī)

Det er overleveret fra Abu Mūsā al-Ashʿarī (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Så snart der er to eller flere personer, skal de bede i fællesskab. (Ibn Mājah)

Umm ad-Dardāʾ siger: En dag kom Abu Dardā ind i huset i en meget vred tilstand. Jeg spurgte: Hvad har gjort dig vred? Han sagde: Ved Allahs ed, jeg kender ikke noget andet kendetegn ved Muhammads umma end, at de alle beder sammen i fællesskab. (Sahih al-Bukhari)

Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den, der hører kaldet til bøn, men ikke møder op til bønnen i fællesskab, har ingen bøn. Hvis han har en undskyldning, er det dog anderledes. (ad-Dāraqutnī, Abu Dawud)

Fortræffeligheden ved bøn i fællesskab (belønningen)

Det er overleveret fra ʿAbdullah ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Belønningen for at bede i fællesskab er syvogtyve gange større end for at bede alene. (al-Bukhari, Muslim)

Det er overleveret fra Ubayy ibn Kaʿb (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: Den første række i bønnen er som englenes rækker. Hvis I kendte til den første rækkes fortræffelighed, ville I blive ivrige efter at opnå den. Husk, at to personer, der beder sammen, er bedre end én, der beder alene. Og tre personer, der beder sammen, er bedre end to personer, der beder sammen. Jo flere personer der således er i bønnen i fællesskab, desto mere elsket er den hos Allah. (Abu Dawud, an-Nasāʾī)

Det er berettet fra Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at den, der udfører renselsen grundigt og begiver sig mod en moské for at bede i menighed, for hvert skridt får Allah den Højeste til at nedskrive en belønning for ham, hæve hans rang med ét trin og slette én synd. (Sahih Muslim)

Af de ovenstående hadither har vi lært, at der er en vældig fortjeneste ved at bede i menighed. Det vil sige:

1. Syvogtyve gange større fortjeneste.

2. En belønning for hvert skridt på vejen til moskéen.

3. En forhøjelse af rangen med ét trin for hvert skridt.

4. Én synd slettes for hvert skridt.

5. Hvis man står på den første række, opnår man en englelig rang.

6. Jo flere mennesker man får med i menigheden, desto mere af Allahs kærlighed opnår man.

Ikke at deltage i menighedsbønnen er et tegn på hykleri

Ubayy ibn Ka’b ra. beretter og siger: Allahs Sendebud sa. afsluttede fajr-bønnen med salam to dage i træk og spurgte os: »Var den og den person til stede under bønnen?« Alle svarede: »Nej.« Han spurgte igen: »Var den og den til stede?« Folkene svarede: »Nej.« Han sagde: »Disse to bønner (fajr og isha) er tungere for hyklerne end de øvrige bønner. Hvis I vidste, hvor megen belønning der er i disse to bønner, ville I komme til bønnen, selv om I måtte kravle på alle fire.« (Abu Dawud, al-Nasa’i)

Abdullah ibn Mas’ud ra. sagde: Ved Allah, jeg har set Profetens ledsagere. (De forlod aldrig menighedsbønnen.) Det var kun hyklerne, der forlod menighedsbønnen. Der var visselig blandt ledsagerne også en mand, som blev båret til moskeen af to personer, der støttede ham fra hver sin side, og stillet i rækkerne. (Sahih Muslim)

Usama ra. beretter. Han siger, at Allahs Sendebud sa. sagde: Den, der forlader moskeen efter at der er blevet kaldt til bøn, uden et særligt presserende ærinde, og som ikke har til hensigt at vende tilbage til moskeen, er en hykler. (Mishkat)

Ibn Mas’ud ra. beretter: Jeg så de ærede ledsageres samfund. I dette samfund var der ingen, som undlod at deltage i menighedsbønnen, bortset fra en hykler eller en syg person. (Sahih Muslim)

Det er blevet sagt i Den Ædle Koran, at bønnen er som en tung byrde for andre end de gudfrygtige. I andre hadither er det blevet sagt, at hyklerne beder for at blive set af mennesker. Hvis ingen ser dem, beder de ikke. Hvis nogen ser dem, beder de af nødvendighed.

Når menighedsbønnen er begyndt, er der ingen sunnah-bøn

Abu Hurayra ra. beretter, at Allahs Sendebud sa. sagde: Når iqamah bliver fremsagt for menighedsbønnen (det vil sige, når menighedsbønnen for den obligatoriske bøn begynder), er der ingen anden bøn end denne (den obligatoriske bøn) – betydningen af dette udsagn er, at når menighedsbønnen for den obligatoriske bøn er opstillet, må man ikke bede nogen anden bøn.

-På grundlag af denne hadith har imam ash-Shafi‘i, må Allah være barmhjertig med ham, sagt: Når menighedsbønnen for den obligatoriske bøn er begyndt, skal man opgive sunnah-bønnen og slutte sig til menigheden.

Imam Abu Hanifa, må Allah være barmhjertig med ham, har sagt: Selv hvis der er mulighed for at nå én rak‘ah af fajr-menighedsbønnen, kan man stadig bede sunnah-bønnen. Man skal dog stille sig langt fra rækkerne. Ifølge ham er det makruh at stille sig i eller tæt ved rækkerne.

Ifølge hadith-eksperterne er der på grundlag af denne hadith ingen mulighed for at bede sunnah-bønnen, efter at menigheden har stillet sig op. Grunden er:

-Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, gav ikke tilladelse til at gøre det.

-Der findes heller ikke noget eksempel på, at de ædle sahaba gjorde dette.

-Selv om fajr-sunnahens betydning er større end de øvrige sunnah-bønners, er den stadig sunnah og ikke obligatorisk.

-Det, at muezzinen fremsiger iqamah, betyder netop, at imamen indkalder til at deltage i menighedsbønnen. Og det er obligatorisk at besvare imamens indkaldelse til den obligatoriske bøn.

Derfor er der, i overensstemmelse med denne hadiths klare betydning og logik, ingen mulighed for at bede sunnah-bønnen, når menighedsbønnen først er begyndt.

Kvinders deltagelse i moskeens fællesbøn

Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis en af jer ønsker, at hans hustru skal komme til moskeen for at bede i fællesskab, må han ikke forhindre hende.« (Al-Bukhari og Muslim)

Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Forhindr ikke jeres hustruer i at komme til moskeen. Men det er bedre for dem at bede i deres hjem.« (Abu Dawud)

-I en anden overlevering hedder det: »Forhindr ikke Allahs kvindelige tjenere i at komme til moskeen.«

Det er berettet fra Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »For kvinder er det bedre at bede i hjemmets inderste rum end i opholdsrummet, og det er bedre for dem at bede i deres private kammer end i hjemmets inderste rum.« (Abu Dawud)

Det er berettet fra Zaynab (må Allah være tilfreds med hende), Abdullah ibn Masuds hustru. Hun sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde til os: »Når nogen af jer kvinder kommer til moskeen, må hun ikke komme iført parfume.« (Sahih Muslim)

Det er berettet fra Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Ingen kvinde må bruge parfume og komme til isha-bønnen sammen med os.« (Sahih Muslim)

Bilal ibn Abdullah ibn Umar berettede fra sin far, Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hvis jeres kvinder ønsker at komme til moskeen for at bede, må I ikke forhindre dem.« Da Bilal hørte dette, sagde han: »Vi vil bestemt forhindre dem i at gå til moskeen.« Abdullah blev vred på sin søn og sagde: »Jeg fortæller dig om Allahs Sendebuds ord, og du modsiger ham!« Salim, Abdullah ibn Umars anden søn, sagde: »Min far talte ikke med Bilal indtil sin død.« (Muslim, Musnad Ahmad)

Fajr-bønnens menighed er vigtigere end tahajjud-bønnen

Det blev overleveret fra Abu Bakr ibn Sulayman ibn Abi Hasma: En dag lagde kaliffen Umar ibn al-Khattab (må Allah være tilfreds med ham) mærke til, at Sulayman ibn Abi Hasma, min far, ikke var til stede ved fajr-bønnen i menigheden. Den morgen begav Umar sig af sted mod markedet. Min far Sulaymans bolig lå på vejen til markedet. Kaliffen kom til vores hus og spurgte min bedstemor Shifa (bint Abdullah): Hvad er der sket? Hvorfor så jeg ikke Sulayman, din søn, ved fajr-bønnen i dag? Min bedstemor svarede: Han var vågen hele natten og bad tahajjud-bønnen. Derfor blev han overmandet af søvn og lagde sig til at sove efter at have bedt hjemme.

Da Umar (må Allah være tilfreds med ham) hørte dette, sagde han: Det er mere kært for mig at være til stede ved fajr-bønnen i menigheden end at være vågen hele natten for at udføre frivillige bønner. (Al-Muwatta af imam Malik)

Med denne udtalelse frarådede Umar (må Allah være tilfreds med ham) ikke tahajjud eller frivillige bønner om natten; han fremhævede derimod her den indbyrdes prioritering mellem bøn i menigheden og frivillige bønner. Denne hadith viser:

1. Selv om tahajjud eller nattebønnen har en meget høj rang blandt sunnah-bønnerne, er dens rang ikke højere end den obligatoriske bøn udført i menigheden.

2. Hvis der er risiko for at gå glip af fajr-bønnen i menigheden, er det heller ikke rigtigt at være vågen om natten for at tilbede eller udføre andre religiøse handlinger.

3. Selv hvis der er risiko for at gå glip af fajr-bønnen i menigheden, er det ikke rigtigt at være vågen om natten for at bede tahajjud-bønnen. Men hvis der ikke er nogen risiko for ikke at kunne være til stede ved fajr-bønnen i menigheden, er det bedst at bede tahajjud.

Mulighed for forsinkelse og undtagelser med hensyn til at være til stede i menigheden

Det er berettet fra de troendes moder, Aisha (må Allah være tilfreds med hende). Hun sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Når maden er blevet serveret, og trangen til at forrette sin nødtørft melder sig, skal man ikke gå til bønnen, før man har gjort dette færdigt. (Sahih Muslim)

Det er berettet fra Abdullah ibn Arqam (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: Når iqamaen til bønnen bliver fremsagt, og en af jer mærker trang til at forrette sin nødtørft, skal han først gøre dette færdigt. (Tirmidhi, Abu Dawud, Nasa’i, Muwatta af Malik)

Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis aftensmaden bliver serveret for en af jer, og iqamaen til bønnen bliver fremsagt, skal han først spise roligt uden at skynde sig og derefter gå til bønnen. (Bukhari, Muslim)

Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham) sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Udsæt ikke bønnen (det vil sige bønnen i menighed) på grund af mad eller noget andet. (Sharh as-Sunna)

Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: Hvis en af jer fremsiger adhanen på en nat med streng kulde og regn, skal han også sige: Bed i jeres egne hjem. (Bukhari, Muslim)

Det fremgår af disse hadither, at:

1. Selv hvis maden bliver serveret, og iqamaen til bønnen bliver fremsagt, bør man spise og derefter gå til bønnen.

2. Hvis man føler trang til at forrette sin nødtørft, skal man gøre dette først, selv hvis bønnen allerede er begyndt.

3. Hvis tidspunktet for menighedsbønnen er fastsat, er det ikke rigtigt at udsætte den på grund af mad eller andre årsager.

4. På nætter med stærk kulde, regn og voldsom storm er det tilladt at bede hjemme.

5. Det fremgår af andre hadither, at det er tilladt at bede hjemme, hvis der er sygdom eller frygt for fjenden. (Abu Dawud, Ibn Abbas r.a.)

At rette bønnerækkerne

Det er berettet fra Anas r.a., at Allahs Sendebud s.a.w. sagde:

(Arabisk***************)

Det vil sige: Ret jeres rækker i bønnen. For at rette rækkerne er også en del af at opretholde bønnen. (Bukhari)

Det er berettet fra Anas r.a., at Allahs Sendebud s.a.w. sagde:(Arabisk***************)

Det betyder: Gør jeres bederækker lige. For at gøre rækkerne lige er også en del af at fuldende bønnen. (Muslim)

Det er berettet fra Nu’man ibn Bashir (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) plejede at rette vores bederækker ud, ligesom man retter pile ud. Når vores rækker var lige, sagde han takbir (tahrimah). (Muslim, Abu Dawud)

Det er berettet fra Anas (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) en dag, da iqamahen til bønnen var blevet fremsagt, vendte sig mod os og sagde: »Ret jeres rækker, og stå tæt sammen med hinanden.« (Bukhari)

Det er berettet fra Jabir ibn Samurah (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Stå i rækker ligesom englene står i rækker foran deres Herre.« Vi spurgte: »Allahs Sendebud! Hvordan står englene i rækker foran deres Herre?« Han sagde: »De fuldender først de forreste rækker og står tæt sammen.« (Sahih Muslim)

Det er berettet fra Abu Hurayrah (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »Den bedste af mændenes rækker er den forreste række, og den bedste af kvindernes rækker er den bagerste række.« (Sahih Muslim)

Det er berettet fra Abdullah ibn Mas’ud (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »De blandt jer, som er ældre og har større forståelse, skal stå nærmest mig (imamen). Derefter dem, der står dem nærmest. Derefter dem, der står disse nærmest. Pas på ikke at skabe larm i moskeen som på et marked.« (Muslim)

Det er berettet fra al-Bara ibn Azib (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) plejede at sige: »Allah og englene sender velsignelser over og beder for dem, der går frem til de forreste rækker. Intet skridt er mere elsket af Allah end det skridt, der tages for at slutte rækkerne sammen og fuldende dem.« (Abu Dawud)

Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (ra.), at Allahs Sendebud (sa.) sagde: »I skal rette rækkerne, stille jer skulder ved skulder, udfylde mellemrummene, være bløde over for hinandens arme og ikke efterlade plads til Satan imellem jer. Den, der slutter sig til rækken, vil Allah knytte sammen med Sig. Og den, der bryder rækken, vil Allah adskille fra Sig.« (Abu Dawud, Nasai)

Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Fyld først den første række, derefter den anden række. Fortsæt således med at fylde rækkerne. Hvis der er en mangel, skal den være i den sidste række.« (Abu Dawud)

Hvor skal imamen og den, der følger ham, stå?

Jabir (må Allah være tilfreds med ham) berettede: En gang rejste Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sig for at bede en frivillig bøn. Jeg kom og stillede mig på hans venstre side. Så tog han, mens han stadig var i bøn, min hånd og stillede mig på sin højre side. Derefter kom Jabbar ibn Sakhr og stillede sig på hans venstre side. Så tog Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) os begge i hånden, skubbede os bagud og stillede os bag sig. (Sahih Muslim)

Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: En nat overnattede jeg hos min moster, de troendes moder Maymuna. På et tidspunkt i løbet af natten så jeg, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) rejste sig for at bede tahajjud-bønnen. Jeg stod også op og stillede mig for at bede sammen med ham. Så rakte han sin hånd bagud, tog fat i mig og trak mig om bag ham, så jeg kom til at stå på hans højre side. (Bukhari og Muslim)

Anas (må Allah være tilfreds med ham) berettede: En gang kom Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) hjem til os og stillede sig for at bede. Jeg og en forældreløs dreng stillede os bag ham, og min mor, Umm Sulaym, stillede sig bag os begge. (Sahih Muslim)

Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) berettede, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når nogen leder folk i bøn, skal han ikke stå på et højere sted end dem, der følger ham.« (Abu Dawud)

Sahl ibn Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) berettede: En gang stod Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på minbaren med ansigtet vendt mod qiblaen og sagde takbirat al-tahrima. Folk stillede sig bag ham. Mens han stod dér, reciterede han og bøjede sig i rukū’, og folkene bøjede sig sammen med ham. Derefter løftede han hovedet fra rukū’, gik baglæns ned fra minbaren til moske-gulvet og udførte sujūd på det jævne gulv. Efter sujūd steg han igen op på minbaren, reciterede, bøjede sig i rukū’ og løftede hovedet fra rukū’. Derefter gik han baglæns ned og udførte sujūd på det jævne gulv.

Efter bønnen sagde han til dem, der havde fulgt ham: »O folk! Jeg gjorde dette, for at I korrekt kunne høre mig og følge fremgangsmåden for bønnen.« (Bukhari, Muslim)

Det er berettet fra de troendes moder, Aisha (ra.): En gang bad Allahs Sendebud (s.a.) en frivillig bøn i mit værelse. Imens fulgte folk bønnen bag ham fra uden for mit værelse. (Abu Dawud)

Af disse hadither har vi lært følgende:

1. Hvis der kun er én person, der følger imamen, skal han stå på imamens højre side.

2. Hvis den eneste, der følger imamen, ved en fejl eller af uvidenhed stiller sig på imamens venstre side, skal imamen tage ham i hånden, føre ham bag om sig og stille ham på sin højre side.

3. Hvis der er flere, der følger imamen, skal de stå bag imamen. Hvis de af uvidenhed stiller sig ved siden af imamen, skal imamen skubbe dem bagud eller selv gå frem og stille sig foran dem, hvis der er plads foran.

4. Det er også tilladt at bede frivillige bønner i fællesskab.

5. Selv hvis en person ikke har indledt bønnen som imam, er det tilladt at følge bønnen bag ham.

6. Efter imamen skal mændene stille sig, og derefter skal kvinderne stille sig bagest.

7. Imamen må ikke stå på et højere sted end de bedende bag ham. Allahs Sendebud, fred være med ham, stod en gang på en minbar for at lære ledsagerne at bede. Men han steg ned efter at have udført sujud.

8. Bønnen tager ikke skade, hvis imamen er inde i huset, mens de bedende bag ham er udenfor.

Hvem skal lede bønnen?

Det er overleveret fra Abu Masʿud, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Den, der blandt dem har mest viden om Allahs Bog (Koranen), skal lede bønnen i et samfund. Hvis alle er lige med hensyn til viden om Allahs Bog, skal den, der har størst kendskab til sunnah, lede bønnen. Hvis de også er lige med hensyn til kendskab til sunnah, skal den, der var først blandt dem til at foretage hijrah, lede bønnen. Hvis de også er lige med hensyn til hijrah, skal den ældste af dem lede bønnen.

Ingen bør lede bønnen på en anden persons myndighedsområde. Og ingen bør gå ind i en andens hjem eller kontor og sætte sig på hans faste plads uden hans tilladelse. (Sahih Muslim)

Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: De bedste blandt jer skal kalde til bøn for jer, og de, der har størst viden om Koranen, skal lede jeres bøn.

Det er overleveret fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, en gang, da han drog af sted til et slag, udpegede Abdullah ibn Umm Maktum som sin stedfortræder til at lede folkets bøn i Medina, selv om han var blind. (Abu Dawud)

Det er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: Tre personers bøn løftes ikke engang en håndsbredde over dem, det vil sige, den accepteres ikke. De er:

1. Den person, som leder folk i bønnen, selv om folk ikke bryder sig om ham. (Ibn Mādjah)

Det er berettet fra Ibn ʿUmar, at da de første muhājirūn nåede frem til Medina, før Allahs Sendebud ﷺ ankom dertil, var det Sālim, Abū Ḥudhayfas frigivne slave, der ledte dem i bønnen, selv om ʿUmar og Abū Salama ibn ʿAbd al-Asad også var blandt dem. (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī)

Sālim, må Allah være tilfreds med ham, var en stor lærd i Koranen. Allahs Sendebud ﷺ befalede, at man skulle lære Koranen af fire personer. Sālim, må Allah være tilfreds med ham, var en af disse fire. På sit dødsleje sagde kaliffen ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham: »Hvis Sālim var i live i dag, ville jeg foreslå ham som den næste kalif.« Det var på grund af hans store lærdom i Koranen, at Sālim blev kvalificeret til at være imam for sahābaerne.

Imamens pligter og bevidsthed

Det er berettet fra Abū Qatāda, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Nogle gange begynder jeg bønnen med ønske om at gøre den lang, men så hører jeg et barn græde og afslutter hurtigt bønnen. For jeg ved, at når barnets mor hører det græde, bliver hendes hjerte bekymret.« (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī)

Det er berettet fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »Når en af jer leder folk i bøn, skal han gøre bønnen let, altså kort; for blandt bønfølgerne er der også syge, svage og gamle mennesker. Men når en af jer beder alene, kan han gøre bønnen så lang, som han ønsker.« (al-Bukhārī og Muslim)

Qays ibn Abī Ḥāzim fortæller, at Allahs Sendebuds ﷺ sahābī Abū Masʿūd al-Anṣārī sagde: »En dag kom en mand og klagede: ’Allahs Sendebud! Ved Allahs ed, jeg kommer sent til fajr-bønnen på grund af denne og hin imam. Han gør bønnen lang for os.’« Abū Masʿūd siger: »Derefter så jeg, at Allahs Sendebud ﷺ den dag formanede folk i vredesudtryk. Han sagde: ’Nogle af jer gør folk utilpasse, når I leder dem i bøn. Den, der leder folk i bøn, skal derfor gøre bønnen kort. For blandt de bedende er der svage og gamle mennesker samt mennesker, der er optaget af forskellige nødvendige gøremål.’« (al-Bukhārī og Muslim)

Det er berettet fra Abū Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: »De, der leder jer i bøn, vil, hvis de udfører den korrekt, opnå belønning, og det vil I også alle sammen. Men hvis de begår fejl i ledelsen af bønnen, vil I opnå belønning, mens de vil være syndige.« (Ṣaḥīḥ al-Bukhārī)

De bedendes ansvar og pligter

Det er berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham: En dag ledte Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, os i bønnen. Efter at bønnen var afsluttet, vendte han sig mod os og sagde: »O folk! Jeg er jeres imam. Foretag derfor ikke rukūʿ, sujūd, qiyām eller den afsluttende salām før mig.« (Sahih Muslim)

Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Gå ikke foran imamen. Når imamen siger takbīr, skal I også sige takbīr. … Når imamen foretager rukūʿ, skal I også foretage rukūʿ.« … (Bukhārī og Muslim)

Det er berettet fra Anas, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Imamen er blevet udpeget, for at man skal følge ham. Når imamen derfor står og beder, skal I stå og bede sammen med ham. Når imamen foretager rukūʿ, skal I også foretage rukūʿ sammen med ham. Når imamen løfter hovedet, skal I også løfte hovedet. Når imamen siger: “Samiʿa Allāhu liman ḥamidah”, skal I sige: “Rabbanā laka al-ḥamd”.« (Bukhārī)

Det er berettet fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Frygter den, der løfter hovedet før imamen, ikke, at Allah den Ophøjede vil forvandle hans hoved til et æsels hoved?« (Bukhārī, Muslim)

Det er berettet fra Alū og Muʿādh ibn Jabal, må Allah være tilfreds med dem, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Når nogen af jer kommer til bønnen i menigheden, skal han gøre det samme, som imamen gør i den stilling, han befinder sig i.« (Tirmidhī)

Det er berettet fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham: Den, der sænker eller løfter hovedet før imamen, har Satan fat i sin hestehale. (Muwaṭṭaʾ af imām Mālik)

Det er berettet fra Abū Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, sagde: »Hvis I kommer til moskéen og ser os i sujūd, så skal I også straks foretage sujūd. Men regn ikke den rakʿah, hvor I foretog sujūd, som én rakʿah for jer. Den, der har opnået en hel rakʿah, har dog opnået hele bønnen.« (Abū Dāwūd)

Imam at-Tirmidhi beretter, at Anas (ra.) sagde: Allahs Sendebud (sa.) sagde: Den, der i fyrre sammenhængende dage deltager i menighedsbønnen sammen med den første takbir (takbirat al-ihram), vil blive skrevet som en, der har brudt forbindelsen til to ting:

1. Han har brudt forbindelsen til Helvede.

2. Han har brudt forbindelsen til hykleri.

At bede den samme bøn to gange

Det er berettet fra Jabir (ra.): Mu’adh ibn Jabal (ra.) plejede at bede sammen med Allahs Sendebud (sa.), hvorefter han vendte tilbage til sit kvarter og ledte folk dér i den samme bøn. (Bukhari og Muslim)

Jabir (ra.) berettede: Mu’adh (ra.) plejede at bede isha-bønnen bag Allahs Sendebud (sa.), hvorefter han vendte tilbage til folkene i sit kvarter og ledte dem i isha-bønnen. Denne bøn var imidlertid en ekstra bøn for ham. (Bayhaqi)

Yazid ibn al-Aswad berettede: Under afskedspilgrimsfærden bad jeg fajr-bønnen sammen med Allahs Sendebud (sa.) i al-Khayf-moskeen. Da han havde afsluttet bønnen og vendte sig om for at sætte sig, så han to mænd stå bagerst uden at have bedt sammen med ham. Han sendte bud efter dem, så de skulle komme hen til ham. Da de blev ført frem, rystede deres kroppe. Han spurgte dem: »Hvad har forhindret jer i at bede sammen med os?« De svarede: »O Allahs Sendebud! Vi har allerede bedt hjemme.« Da sagde Allahs Sendebud (sa.): »Gør aldrig sådan. Når I har bedt hjemme og derefter kommer til moskeen og finder menighedsbønnen i gang, så deltag i bønnen sammen med dem. Denne bøn vil være en frivillig ekstra bøn for jer.« (Tirmidhi, Abu Dawud og an-Nasa’i)

Mahjan (ra.) sagde: En gang, fordi jeg allerede havde bedt hjemme, satte jeg mig uden at bede, da bønnen begyndte i moskeen. Efter bønnen så Allahs Sendebud (sa.) mig sidde alene og sagde: »Hvad har forhindret dig i at bede sammen med menigheden? Er du ikke muslim?« Jeg svarede: »Jo, Allahs Sendebud, jeg er muslim. Men jeg har allerede bedt hjemme.« Han sagde: »Selv om du har bedt hjemme, skal du, når du kommer og ser, at menighedsbønnen er begyndt i moskeen, deltage i bønnen sammen med menigheden.« (an-Nasa’i, al-Muwatta)

4

De bønner, som Allahs Sendebud (s.a.) plejede at bede før og efter de obligatoriske bønner

I dette kapitel omtales de bønner, som Allahs Sendebud (s.a.) bad som frivillige bønner i forbindelse med de obligatoriske bønner (dvs. før eller efter de obligatoriske bønner). Eftersom Sendebudet (s.a.) selv bad disse bønner og opfordrede og tilskyndede ummaen til at bede dem, er disse bønner sunnah for ummaen.

Hvor mange rakʿat plejede han at bede før og efter de obligatoriske bønner?

Allahs Sendebud (s.a.) plejede regelmæssigt at bede ti rakʿat før og efter de obligatoriske bønner, når han opholdt sig hjemme (dvs. som fastboende).

Abdullah ibn Umar (r.a.) beskrev disse ti rakʿat således: “Jeg har bevaret Allahs Sendebuds (s.a.) ti rakʿat før og efter de obligatoriske bønner i min hukommelse (lært dem udenad). Han:

– plejede at bede to rakʿat før zuhr.

– plejede at bede to rakʿat efter zuhr.

Han plejede at bede to rakʿat hjemme efter maghrib.

– To rakʿat før fajr blev bedt.” (Bukhari og Muslim)

Bortset fra under rejser plejede han regelmæssigt at bede disse ti rakʿat. En gang havde han undladt de to rakʿat ved zuhr, og derefter bad han dem efter asr. Hans praksis med disse ti rakʿat var fast. Når han først havde indført en praksis, fortsatte han med den. I nogle overleveringer nævnes dog tolv rakʿat i stedet for ti.

Imam Muslim har i sin Sahih Muslim overleveret en hadith gennem de troendes moder, Umm Habiba. Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende) siger: Jeg hørte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Den, der i løbet af dag og nat beder tolv rakʿat ud over de obligatoriske bønner, vil som belønning få bygget et hus til sig i Paradis.«

Imam Tirmidhi har også føjet følgende ord til denne overlevering:

– Fire rakʿat før zuhr.

– To rakʿat efter zuhr.

– To rakʿat efter maghrib.

-To rakʿat efter isha-bønnen.

-To rakʿat før fajr-bønnen.”

Ibn Majah har overleveret en marfūʿ-hadith fra de troendes moder, Aisha (ra.), hvori der nævnes tolv rakʿat, svarende til det, der er nævnt fra Umm Habiba (ra.).

I Sahih Muslim nævnes ligeledes tolv rakʿat svarende til det, der er nævnt fra Aisha (ra.). Abdullah ibn Shaqiq siger: Jeg spurgte Aisha (ra.) om Rasulullahs (sa.) frivillige bønner, og hun svarede: Rasulullah (sa.) plejede at bede fire rakʿat i mit hjem før zuhr. Derefter gik han til moskéen, ledte folkene i bønnen, vendte tilbage til mit hjem og bad to rakʿat. Efter at have ledt folkene i maghrib-bønnen gik han ind i mit hjem og bad to rakʿat. Efter også at have ledt folkene i isha-bønnen gik han ind i mit hjem og bad to rakʿat. ….. Og ved fajr-bønnens begyndelse bad han to rakʿat.”

Blandt alle de frivillige bønner (sunnah-bønnerne) lagde Allahs Sendebud (sa.) størst vægt på de to rakʿat før fajr og witr-bønnen.

Fire rakʿat før zuhr eller to rakʿat?

Der findes to forskellige overleveringer om antallet af rakʿat før zuhr. Af overleveringen fra Abdullah ibn Umar (ra.) fremgår det, at Allahs Sendebud (sa.) bad to rakʿat før zuhr. Ifølge overleveringerne fra Aisha og Umm Habiba (må Allah være tilfreds med dem) bad han derimod fire rakʿat.

Måske bad han nogle gange to rakʿat og andre gange fire rakʿat. Begge overleveringer er sahih. Overlevererne Ibn Umar (ra.), Aisha (ra.) og Umm Habiba (ra.) har hver især overleveret det, de så.

Det kan også være, at han bad fire rakʿat, når disse fire rakʿat før zuhr blev bedt hjemme, men to rakʿat, når de blev bedt i moskéen.

– Det synes klart at fremgå af hadith.

Det kan også være, at disse fire rakʿat ikke var sunnah før zuhr, men en særskilt bøn, som han bad efter solens zenitpassage. – Forskellige hadither giver en antydning i denne retning. I Musnad Ahmad er der for eksempel overleveret fra Abdullah ibn Saʿib, at han sagde: »Allahs Sendebud (s.a.w.) bad fire rakʿat efter solens zenitpassage.« Han sagde: »Tiden efter solens zenitpassage er sådan, at himlens porte da åbnes. Derfor holder jeg meget af, at nogle af mine handlinger på det tidspunkt bliver løftet op.«

I Sunan-værkerne er det også overleveret fra Aisha (r.a.), at hvis Sendebudet (s.a.w.) af en eller anden grund ikke kunne bede fire rakʿat før zuhr, bad han dem efter zuhr. I Ibn Majah er det nævnt, at hvis han ikke nåede at bede de fire rakʿat før zuhr, bad han dem efter asr.

I Tirmidhi er der også overleveret fra Ali (r.a.), at der blev bedt fire rakʿat før zuhr og to rakʿat efter den.

I Ibn Majah er det i en overlevering fra Aisha (r.a.) nævnt, at Sendebudet (s.a.w.) bad fire rakʿat før zuhr. Han stod længe i qiyam og udførte rukuʿ og sujud på en fremragende, det vil sige langvarig, måde.«

– Disse overleveringer antyder, at de fire rakʿat før zuhr i virkeligheden var fire særskilte rakʿat, som Allahs Sendebud (s.a.w.) bad efter solens zenitpassage. Allah ved bedst.

Sunnah før zuhr består grundlæggende af to rakʿat, sådan som Abdullah ibn Umar (r.a.) har overleveret. Dette stemmer også overens med de øvrige bønner, idet sunnah i alle bønner består af to rakʿat. Selv om der var rigelig tid før fajr, bad Sendebudet (s.a.w.) kun to rakʿat sammen med fajr.

De fire rakʿat under middagsbønnen er i grunden en selvstændig bøn, en bøn efter solens zenit.

ʿAbdullāh ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede otte rakʿat efter solens zenit. Han sagde: Denne bøn har samme rang som den bøn (tahajjud), vi beder efter midnat. Allah ved bedst.

Bad han nogen bøn før asr?

I nogle overleveringer nævnes det, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bad fire rakʿat før asr. Som det nævnes i en overlevering: Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) bad fire rakʿat før asr. For eksempel:

1. Aḥmad, al-Tirmidhī og Abū Dāwūd har med ʿAbdullāh ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) som kilde nævnt en sunnah-bøn på fire rakʿat før asr.

2. al-Tirmidhī har med ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) som kilde nævnt en bøn på fire rakʿat før asr. al-Tirmidhī har også med ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) som kilde nævnt, at man bad to rakʿat før asr.

Der er uenighed om den første overleverings autenticitet. Kun Ibn Ḥibbān erklærede den autentisk. Alle de øvrige hadithlærde anså den for mangelfuld. Denne overlevering er faktisk svag og uacceptabel. Desuden findes der autentiske overleveringer fra ʿAbdullāh ibn ʿUmar, hvori han siger: »Jeg husker fra Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham), at han bad ti rakʿat i løbet af dagen og natten.« Blandt hans ti rakʿat nævnes der ikke fire rakʿat før asr. Derfor kan den overlevering, hvor fire rakʿat før fire rakʿat tilskrives ham, ikke accepteres.

Hvad angår den anden overlevering, har jeg hørt, at shaykh al-Islām imām Ibn Taymiyya nægtede at anerkende den som en hadith. Han imødegik den og kaldte den mawḍūʿ (opdigtet). Abū Isḥāq al-Jūzajānī afviste den også.

Derfor er det ikke autentisk og pålideligt overleveret, at Allahs Sendebud (s.a.w.) bad nogen frivillig bøn før asr.

Findes der nogen bøn før maghrib?

Det er overleveret fra Anas (r.a.), at han sagde: Når muezzinen i Medina kaldte til maghrib-bønnen, skyndte folk sig hen til moskeens søjler og bad to rakʿah. Så mange mennesker plejede på det tidspunkt at bede de to rakʿah, at en person, der pludselig ankom, troede, at menigheden allerede var færdig. (Sahih Muslim)

Marsad ibn ʿAbdullah (r.a.) har overleveret, at han sagde: En gang kom jeg til ʿUqbah ibn ʿAmir al-Juhanī (r.a.). Jeg sagde til ham: Skal jeg fortælle dig noget mærkeligt, jeg har hørt om Abū Tamīm? Det er, at han beder to rakʿah før maghrib. Da ʿUqbah hørte mine ord, sagde han: Vi plejede at bede disse to rakʿah på Allahs Sendebuds (s.a.w.) tid. Jeg spurgte: Hvorfor beder I dem ikke nu? Han svarede: På grund af travlhed. (Sahih al-Bukhari)

Mukhtār ibn Fulfū har overleveret, at han en gang spurgte Anas (r.a.) om at bede to frivillige rakʿah efter asr. Han svarede: Når folk gjorde sig klar til at bede efter asr, slog ʿUmar (r.a.) dem på hænderne. Vi plejede ganske vist at bede på Allahs Sendebuds (s.a.w.) tid. Jeg spurgte ham: Bad Allahs Sendebud (s.a.w.) også disse to rakʿah? Han svarede: Han så os bede dem, men han befalede os hverken at bede dem eller forbød os det. (Sahih Muslim)

Af disse overleveringer kan man forstå, at de to rakʿah før maghrib var godkendt af Allahs Sendebud (s.a.w.).

Det er sunnah at bede sunnah-bønner derhjemme

Allahs Sendebud (s.a.w.) sagde: »O folk, bed hjemme. Vær klar over, at det er bedre at bede andre bønner end de obligatoriske bønner derhjemme.«

Det var Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, skik, at han, når der ikke var nogen hindring, bad sunnah- og frivillige bønner hjemme. På samme måde bad han bønnen i moskéen, medmindre der var en grund som en rejse eller sygdom.

Vi har tidligere nævnt den beretning fra Aisha, som er citeret i Sahih Muslim. Hun fortæller: »Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad fire rakʿah hjemme hos mig før middagsbønnen. Derefter gik han til moskéen og ledte folk i bønnen. Så vendte han hjem og bad to rakʿah. Efter at have ledt folk i aftenbønnen gik han ind til mig og bad to rakʿah. Efter at have ledt folk i natbønnen gik han ind til mig og bad to rakʿah.« (Sahih Muslim)

Der er overleveret en hadith i Tirmidhi, Abu Dawud og Nasa’i fra Kaʿb ibn ʿUjrah. Han fortæller: En dag kom Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, til Banu ʿAbdullah al-Ashhals moské og bad aftenbønnen dér. Efter at den obligatoriske bøn var afsluttet, så han, at folk var optaget af at bede den frivillige sunnah-bøn. Da sagde han:

»Denne bøn bør jo bedes hjemme.«

I den hadith, der er overleveret i Tirmidhi og Nasa’i, lyder det: Efter den obligatoriske bøn begyndte folk at bede frivillige bønner. Da sagde Den Ædle Profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, til dem: »I bør bede denne bøn hjemme.«

Det er overleveret i forskellige beretninger om sunnah-bønnen før morgenbønnen, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad denne bøn hjemme.

Islamiske lærde har sagt, at hvis nogen beder sunnah- og frivillige bønner i moskéen, er det tilladt, ligesom det på grund af en omstændighed er tilladt at bede den obligatoriske bøn hjemme. Sunnah-måden er imidlertid den, der er omtalt ovenfor.

5

Bønnen under rejse

Under rejser bad Allahs Sendebud (s.a.) to rakʿat af den obligatoriske bøn.

Allahs Sendebud (s.a.) foretog under sin sendetid omtrent fire slags rejser. De var:

1. Rejsen i forbindelse med hijra.

2. Rejser i jihad på Allahs vej. Det var den rejsetype, han foretog flest gange.

3. Rejsen i forbindelse med umra.

4. Rejsen i forbindelse med hajj.

Når Allahs Sendebud (s.a.) drog ud på en rejse, forkortede han de bønner, der normalt består af fire rakʿat, til to rakʿat, indtil han efter rejsens afslutning vendte tilbage til Medina.

Der findes ingen beviser for, at han under en rejse bad de fire rakʿat fuldt ud. Der findes dog en overlevering fra ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) om, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) under rejser nogle gange forkortede bønnen og andre gange bad den fuldt ud. Men denne overlevering er ikke autentisk. Imam Ibn Taymiyya har sagt, at det er en opdigtet hadith. Hvordan skulle ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) kunne overlevere noget, der strider mod Allahs Sendebuds (Allahs fred og velsignelser være med ham) og alle sahabernes praksis? Her nævnes nogle hadither om, hvordan Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans sahaber bad:

Det er overleveret fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham): Allah den Ophøjede har gennem jeres profet gjort fire rakʿat obligatoriske for jer, når I opholder jer fast, og to rakʿat under rejse. Desuden har Allah den Almægtige gjort én rakʿah obligatorisk i en situation præget af frygt. (Sahih Muslim)

Det er overleveret fra både ʿAbdullah ibn ʿUmar og ʿAbdullah ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med dem begge), at de sagde: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) indførte, at man under rejse bad to rakʿat. Disse to rakʿat er i deres grundlag en fuldstændig bøn, ikke en forkortet bøn (derimod er den fastboendes bøn blevet forøget med to rakʿat). Desuden bad den ædle profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) også witr-bønnen under rejser. (Ibn Mājah)

Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Vi rejste mod Mekka sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Indtil vi vendte tilbage fra Mekka til Medina, bad han bønnerne på to rakʿat i stedet for fire. (Bukhari og Muslim). Det er overleveret fra ʿImrān ibn Husayn (må Allah være tilfreds med ham): Jeg deltog i mange slag sammen med Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham). Jeg var også sammen med ham under erobringen af Mekka. På det tidspunkt opholdt han sig atten nætter i Mekka, og i denne periode bad han bønnerne på to rakʿat. (Abu Dawud)

Det fremgår af autentiske hadither, at Allah i begyndelsen foreskrev to rakʿat for hver bøn. Efter at Allahs Sendebud (fred være med ham) havde udvandret og ankommet til Medina, blev antallet af rakʿat i bønnen for fastboende øget. Rejsebønnen blev derimod bevaret som før.

Allahs Sendebud (fred være med ham) bad to rakʿat af hver bøn på alle sine rejser; der findes intet bevis på, at han ved nogen bøn bad fire rakʿat. Hvordan kan man have den mistanke om ham, at han skulle have handlet i strid med den fastlagte praksis? Muslimer ledsagede ham på hans rejser, men ingen af dem så ham bede fire rakʿat under en rejse. Vedrørende ʿĀʾishas udsagn sagde Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham): „ʿĀʾisha havde sin egen fortolkning, ligesom ʿUthmān havde sin egen fortolkning.“ Hadithen herom er som følger:

Det er overleveret fra ʿUrwa ibn al-Zubayr, at han sagde: „Min moster ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: Bønnen blev foreskrevet med to rakʿat. Efter Allahs Sendebuds (fred være med ham) udvandring blev fire rakʿat foreskrevet, mens rejsebønnen fortsat var foreskrevet med to rakʿat som før.“ Imām al-Zuhrī siger: Jeg spurgte ʿUrwa: Hvorfor bad din moster ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) så fire rakʿat under en rejse? ʿUrwa svarede: Hun havde sin egen fortolkning af sagen, ligesom ʿUthmān havde sin egen fortolkning. (Al-Bukhārī og Muslim)

Forklaring: ʿĀʾishas fortolkning var, at hun mente, at bønnen kun skulle forkortes under en rejse, hvis man blev udsat for frygt og terror; ellers skulle den ikke forkortes.

Hazrat Uthman bad en gang fire rakʿat under hajj i Mina. Som forklaring sagde han: »Jeg har giftet mig her. Og Allahs Sendebud ﷺ har sagt, at hvis nogen på en rejse gifter sig et sted, bliver han fastboende dér og skal bede den fulde bøn.«

Det siges, at Hazrat Aisha mente, at en rejse var en betingelse for at forkorte bønnen, og at frygt for fare og angreb under rejsen også var en betingelse. Derfor mente hun, at der på en rejse uden frygt og uden fare for angreb ikke var nogen grund til at forkorte bønnen.

Denne forklaring er helt forkert. Desuden strider den mod Allahs Sendebuds ﷺ praksis. For det er fastslået gennem Sahaba, at Allahs Sendebud ﷺ altid forkortede bønnen, også på sikre rejser.

Hazrat Umars beretning om dette er meget bemærkelsesværdig. Han siger: Da jeg så Allahs Sendebud ﷺ forkorte bønnen på en sikker rejse, undrede jeg mig og spurgte ham med henvisning til verset om at forkorte bønnen: »Allah den Ophøjede har jo sagt: Hvis I frygter, at de vantro vil bringe jer i fare, kan I forkorte bønnen.« Vi rejser nu sikkert, og alligevel forkortede De bønnen. Hvad er årsagen til det? Allahs Sendebud ﷺ svarede: »Det er en gave fra Allah til jer, en lempelse og nåde. Tag derfor imod denne gave, denne lempelse og nåde, som Han har skænket jer.« En anden hadith om dette nævnes her: Haritha ibn Wahb al-Khuzaʿi, må Allah være tilfreds med ham, beretter, at Allahs Sendebud ﷺ bad to rakʿat i stedet for fire sammen med os i Mina, selv om vi på det tidspunkt var fuldstændig fri for al frygt og fare. (Bukhari og Muslim; Sahih Muslim)

Heraf forstår man, at det ikke er ummahs opgave selvstændigt at udlede betydningen af et vers. Ummahs pligt er derimod at følge den bestemmelse, som Sendebudet ﷺ, lovgiveren, udledte af et vers.

Engang sagde Umayya ibn Khalid til Abdullah ibn Umar, må Allah være tilfreds med ham: »I Koranen ser vi kun omtale af bønnen i fastboende tilstand og bønnen i frygtens stund; der står ikke noget om bønnen på en rejse. Hvor kommer rejsebønnen så fra?« Hazrat Abdullah ibn Umar svarede: »Min bror, vi vidste ingenting. Allah den Almægtige sendte Muhammad ﷺ som profet til os. Derfor gør vi det, som vi så ham gøre.«

Imam Ibn Taymiyya har sagt om Hazrat Aishas beretning, at denne hadith er opdigtet. Nogen må have forfattet den og tilskrevet den Hazrat Aisha. For det er fastslået gennem alle Sahabas beretninger, at Allahs Sendebud ﷺ på rejser kun bad to rakʿat og ikke fire. Hazrat Uthman bad fire rakʿat i Mina med henvisning til, at han havde giftet sig dér.

Allahs Sendebud ﷺ bad ikke sunnah-bønner på rejser

Allahs Sendebud (fred være med ham) forkortede under rejser de obligatoriske bønner på fire rakʿah til to rakʿah. Der findes ingen overlevering om, at han under rejser bad andre sunnah-bønner før eller efter den obligatoriske bøn, bortset fra witr-bønnen og sunnah-bønnen før fajr. Ja, witr-bønnen og sunnah-bønnen før fajr bad han altid, både hjemme og under rejser.

Da Abdullah ibn Umar blev spurgt om at bede sunnah-bøn under en rejse, sagde han: Jeg var altid rejsefælle med Allahs Sendebud (fred være med ham). Men jeg så ham ikke bede tasbih-bønnen (sunnah-bønnen). Han er vores forbillede og den, vi skal følge. Allah den Ophøjede siger:(Arabisk*******************)

Betydning: Sandelig, i Allahs Sendebud har I et fremragende forbillede.”

Det er overleveret fra Ibn Umar i Bukhari og Muslim: Allahs Sendebud (fred være med ham) bad under rejser witr-bønnen og nattens frivillige bøn ved at udføre bønnebevægelserne på sit ridedyr. Men han bad ikke den obligatoriske bøn på ridedyrets ryg.

Imam Shafiʿi sagde: Det er bevist gennem Allahs Sendebuds (fred være med ham) praksis, at han forkortede bønnen under rejser og også bad frivillige bønner om natten.

Det er overleveret i Bukhari og Muslim fra Amir ibn Rabiʿah, at han sagde: Jeg så Allahs Sendebud (fred være med ham) under en rejse bede frivillige bønner om natten, mens han sad på sit ridedyr. Det var i virkeligheden qiyam al-layl- eller tahajjud-bønnen.

Da Imam Ahmad blev spurgt om at bede frivillige bønner under en rejse, sagde han: Jeg håber, at der ikke er noget forkert i at bede frivillige bønner under en rejse.

Det er overleveret fra Hasan, at han sagde: Det er overleveret, at Allahs Sendebuds ledsagere plejede at bede frivillige bønner før og efter den obligatoriske bøn under rejser. Det er også overleveret, at Umar, Ali, Ibn Masud, Jabir, Anas, Ibn Abbas og Abu Dharr (må Allah være tilfreds med dem) gjorde det samme.

Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) bad dog ikke nogen sunnah-bøn før eller efter den obligatoriske bøn under rejser. Han bad kun witr og tahajjud sidst på natten. Allahs Sendebuds (s.a.w.) praksis var, at han forkortede de obligatoriske bønner under rejser og ikke bad nogen anden bøn før eller efter dem. Han forbød dog heller ikke at bede nafl-bønner før eller efter dem. Disse var imidlertid almindelige nafl-bønner, som ikke var forbundet med de obligatoriske bønner. Når den obligatoriske bøn netop er blevet forkortet til to rakʿah for at lette det for den rejsende, kan der ikke være nogen rimelig grund til at opretholde praksissen med sunnah-bønner før og efter den obligatoriske bøn. I så fald ville det have været bedre at bede den obligatoriske bøn fuldt ud. Derfor sagde Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): Hvis det under en rejse var nødvendigt at bede sunnah-bønner før og efter den obligatoriske bøn, ville jeg hellere have bedt den obligatoriske bøn fuldt ud (uden at forkorte den).

Den beretning fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), hvori det siges, at Allahs Sendebud (s.a.w.) aldrig undlod at bede fire rakʿah før zuhr og to rakʿah efter zuhr, gælder bønnen under ophold og ikke bønnen under rejse.

Han bad under transport

Allahs Sendebuds (s.a.w.) praksis var, at når han rejste på et ridedyr eller med et transportmiddel, bad han nafl-bønner på selve ridedyret eller transportmidlet. [Der er overleveret mange hadither om dette fra blandt andre Ibn Umar, Jabir og Amir (må Allah være tilfreds med dem) i Bukhari, Muslim og andre værker. Eftersom Allahs Sendebud (s.a.w.) samlede menigheden til de obligatoriske bønner, og det ikke var muligt at etablere en menighed på ryggen af et ridedyr, steg han af ridedyret ved tiden for den obligatoriske bøn og etablerede menigheden.] Han vendte sig naturligt i den retning, som ridedyret bevægede sig i, uanset hvilken retning det bevægede sig. På dette tidspunkt udførte han rukuʿ og sujud ved at bøje hovedet som tegn. Han bøjede dog hovedet mere ved sujud end ved rukuʿ.

I Musnad Ahmad og Abu Dawud er en beretning fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) citeret. Heri siges det, at han ved takbīr al-taḥrīmah vendte ridedyret mod qibla. Derefter bad han resten af bønnen vendt i den retning, ridedyret bevægede sig i.

Denne hadith er forkert. For dens indhold stemmer ikke overens med indholdet i mange sahih-hadither.

Der er overensstemmelse mellem beretningerne fra alle de andre, der har overleveret oplysninger om Allahs Sendebuds (s.a.w.) bøn på et ridedyr. De siger alle: Allahs Sendebud (s.a.w.) bad på et ridedyr, og han bad vendt i den retning, som ridedyret vendte mod. I disse beretninger nævnes der ikke noget om, at Allahs Sendebud (s.a.w.) ved takbīr al-taḥrīmah vendte ridedyret mod qibla.” Disse hadither er overleveret af Amir ibn Rabiʿah, Abdullah ibn Umar og Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med dem). Disse hadither er mere sahih og korrekte end den nævnte hadith, som Anas (må Allah være tilfreds med ham) har overleveret. (Allah ved bedst.)

I regnvejr og på mudrede steder bad Allahs Sendebud (s.a.w.) de obligatoriske bønner sammen med sine sahabah i transportmidler. Der findes dog ikke beretninger fra flere kilder om dette; kun én sahabi har overleveret det. Denne hadith er overleveret i Musnad Ahmad, at-Tirmidhi og an-Nasa’i. Hadithen lyder: En gang ankom Allahs Sendebud (s.a.w.) sammen med sine sahabah til et trangt sted. Det regnede over dem, og jorden under dem var mudret. På det tidspunkt indtraf bønnetiden. På Allahs Sendebuds (s.a.w.) befaling fremsagde mu’adhdhin adhan og iqamah. Allahs Sendebud (s.a.w.) red frem foran alle på sit ridedyr og bad som imam sammen med sahabah.

De bad alle sammen fra deres egne ridedyr. Profeten (fred være med ham) udførte rukūʿ og sujūd ved tegn. Ved sujūd bøjede han dog hovedet mere end ved rukūʿ.”

Imam Tirmidhi sagde, at hadithen er gharīb. Det vil sige, at der på et tidspunkt kun var én fortæller af hadithen. På et tidspunkt var ʿUmar ibn Dirmāh alene om at viderebringe hadithen. Der findes dog belæg for, at Hadrat Anas bad den obligatoriske bøn på et ridedyr. [Selv om hadithen er overleveret gennem en enkelt kæde, er den fornuftig. Hvis der opstår problemer med at stige ned fra ridedyret og etablere en menighedsbøn på jorden, er det fornuftigt at bede på ridedyret. Hadithen er meget relevant for moderne transportmidler, såsom en færge.]

Han bad de to bønner samlet.

Allahs Sendebuds (fred være med ham) praksis var, at hvis han drog ud på en rejse før solens zenit, udsatte han zuhr-bønnen til ʿasr-tiden. Derefter bad han zuhr og ʿasr samlet ved ʿasr-tid. Hvis han drog af sted efter solens zenit, bad han zuhr og ʿasr samlet, før han drog videre.

Hvis han skyndte sig af sted ved maghrib-tid, udsatte han maghrib-bønnen og bad maghrib og ʿishāʾ samlet ved ʿishāʾ-tid.

Dette fremgår af den hadith, der er overleveret om Allahs Sendebuds (fred være med ham) rejse til Tabuk. Det siges deri: Under rejsen til Tabuk, hvis Profeten (fred være med ham) drog af sted fra et opholdssted efter solens zenit, bad han zuhr og ʿasr samlet ved zuhr-tid, før han drog videre. Hvis han rejste før solens zenit, udsatte han zuhr og bad zuhr og ʿasr samlet ved ʿasr-tid. Han gjorde det samme med maghrib og ʿishāʾ. Der er opstået uenighed om denne hadith:

Nogle har sagt, at hadithen er sahīh (autentisk).

Nogle har sagt, at hadithen er hasan (god).

-Nogle har sagt, at hadithen er mangelfuld.

Men efter en samlet vurdering og analyse har vi konstateret, at der ikke er nogen mangel ved de hadither, der omhandler dette udsagn. For eksempel opfylder overleveringskæden til den hadith om samme udsagn, som al-Hakim har nævnt i sit værk al-Mustadrak, alle betingelserne for at være sahih.

Al-Hakim sagde: Abu Bakr ibn Muhammad ibn Ahmad al-Baluwi har overleveret til mig; fra ham overleverede Musa ibn Harun; fra ham Qutayba ibn Sa’id; fra ham al-Layth ibn Sa’d, som havde hørt det fra Yazid ibn Abi Habib, som havde hørt det fra Abu Tufayl, som havde hørt det fra Mu’adh ibn Jabal (må Allah være tilfreds med ham). Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) overleverede til ham: Under rejsen til Tabuk plejede Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), hver gang han rejste fra et sted før solens hældning, at bede zuhr og asr samlet. Hvis han rejste efter solens hældning, bad han zuhr og asr samlet på zuhrs tid, før han rejste. Hvis han rejste før solnedgang, udsatte han maghrib-bønnen til isha og bad maghrib og isha samlet på ishas tid. Hvis han rejste efter solnedgang, fremrykkede han isha og bad maghrib og isha samlet på maghribs tid, før han rejste.

-Al-Hakim sagde: Denne hadith er overleveret af en gruppe pålidelige hadith-imamer. Der er ingen form for mangel eller svaghed ved hadithen. [Hadithen er også overleveret af Abu Dawud og al-Tirmidhi.] De, som har påpeget, at der er en mangel ved hadithen, har i virkeligheden rejst spørgsmål ved en af dens overleverere. De kritiserede denne overleverer ved en fejltagelse. Hadith-imamerne, herunder Imam Muslim, accepterede hans overleveringer.

Desuden findes der beviser fra mange andre hadither på, at hadithens udsagn er korrekt. [I Sahih al-Bukhari er det overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: »Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) var på rejse, bad han zuhr og asr samlet samt maghrib og isha samlet.«

I al-Bukhari er det overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad maghrib og isha samlet under en rejse. I al-Bukhari er det overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham): Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) rejste før solens hældning, udsatte han zuhr til asr og bad zuhr og asr samlet på asrs tid. I al-Bukhari er det overleveret fra Salim, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på grund af rejsens besværligheder bad maghrib og isha samlet.] Hadither med et lignende udsagn er også overleveret fra Ibn Abbas gennem forskellige overleveringskæder.

Imam Ibn Taymiyyah analyserede haditherne om at bede to bønner samlet og sagde, at det under en rejse er tilladt at bede to bønner samlet, selv når man opholder sig et sted uden besværligheder. For Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad zuhr og asr samlet under sit ophold i Arafat. Desuden er det endnu bedre at bede to bønner samlet, hvis der under rejsen opstår besværligheder og behov.

Imam Ahmad ibn Hanbal, Imam al-Shafi’i og Imam Malik (må Allah forbarme sig over dem) sagde, at det at bede to bønner samlet generelt er knyttet til rejser. Det er ikke begrænset til en bestemt type rejse.

Imam Abu Hanifa (må Allah være barmhjertig mod ham) mener, at sammenlægning kun gælder for Arafat.

De fleste af ummaens fromme forgængere (salaf al-salih) forkortede og sammenlagde bønnerne på alle slags rejser, både korte og lange.

Rejsens afstand for at forkorte og sammenlægge bønnerne

Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fastsatte ingen grænse for rejsens afstand. Sahabaerne fastsatte heller ingen grænse. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) nævnte ikke, hvor langt man skulle rejse, før man måtte forkorte eller sammenlægge bønnerne eller udsætte den obligatoriske faste. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og hans sahabaer brugte blot ordet »rejse« i almindelig forstand.

Nogle har anset afstanden mellem Mekka og Jeddah og mellem Mekka og Taif (det vil sige 48 miles) som minimumsstandarden for en rejse. Men Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og sahabaerne fastsatte ikke noget sådant. De brugte ordet »rejse«. Derfor er enhver afstand, der almindeligvis kaldes en rejse, en rejse. Det er ikke vores opgave at fastsætte et bestemt antal miles.

På alle korte og lange rejser, der kaldes »rejser«, er det derfor tilladt at forkorte og sammenlægge bønnerne, udsætte fasten, udføre tayammum og så videre.

Bøn under frygt for fjenden

Når en rejse samtidig er forbundet med frygt for et fjendeangreb, har Allah den Ophøjede i denne situation tilladt, at både bønnens søjler og antallet af rak‘ah forkortes.

Under en uforstyrret rejse (uden frygt for fjendtlige angreb) tillod han kun at forkorte antallet af rakʿah.

Og i en frygtindgydende situation uden rejse tillod han kun at forkorte bønnens søjler.

– Dette var den metode til at forkorte bønnen (qasr), som Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) indførte. Han anvendte denne fremgangsmåde på grundlag af Koranens vers om qasr. [I den Ædle Koran omtales dette i to suraer. Den ene er Sura al-Baqarah, vers 238 og 249, og den anden er Sura an-Nisa, vers 101 og 102. Her gengives versene fra begge suraer:

(Arabisk*******************)

Betydning: Vogt over alle bønnerne, især den midterste bøn. Og stå ydmygt foran Allah. Men hvis I frygter uro og forvirring, så bed gående eller ridende, på den måde det er muligt. Og når der igen er skabt trygge forhold, så ihukom Allah (bed) på den måde, Han har lært jer – noget, I tidligere ikke kendte til. (Sura al-Baqarah: 238–239)

I Sura an-Nisa står der:(Arabisk**************************)

Betydning: Når I drager ud på rejse, er der ingen skade i, at I forkorter bønnen. (Især) når I frygter, at de vantro vil volde jer skade. For de har åbent gjort sig store anstrengelser for at vise jer fjendskab. Og profet! Når du er blandt de troende og stiller dem op til bøn (i krigstilstand), skal en gruppe af dem stå med dig, og de skal tage deres våben med. Når de har kastet sig ned i prostration, skal de gå om bagved, og den anden gruppe, som endnu ikke har bedt, skal komme og bede sammen med dig. De skal også være på vagt og bære deres våben. For de vantro venter på en mulighed. Hvis I blot er en smule uopmærksomme på jeres våben og jeres ejendele, vil de pludseligt kaste sig over jer. Men hvis I føler jer besværede af regn, eller hvis I er syge, er der ingen skade i, at I lægger våbnene fra jer. Men vær alligevel på vagt. (Sura an-Nisa: 101–102)

Under forhold, hvor man frygtede fjenden, var Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham)s måde at bede på således: Hvis fjenden befandt sig foran hans qibla, stillede han alle sine muslimske ledsagere op bag sig til bøn. Han sagde takbir, og de sagde alle takbir. Han gik ned i rukūʿ, og de gik alle ned i rukūʿ. Han løftede hovedet fra rukūʿ og rejste sig, og de løftede også alle hovedet og rejste sig. Da han derefter gik ned i sujūd, gik den forreste række nærmest ham ned i sujūd sammen med ham, mens den bageste række stod vendt mod fjenden. Da han på denne måde havde afsluttet den første rakʿah og rejste sig lige til den anden rakʿah, rykkede folkene i den bageste række frem, og folkene i den forreste række rykkede om bagved. Folkene fra den bageste række rykkede frem, så de kunne udføre de to prostrationer i den anden rakʿah sammen med imamen, sådan som folkene i den forreste række havde gjort i den første rakʿah. På denne måde blev begge gruppers bøn ligeværdig med imamens.

Da Allahs Sendebud (fvmh.) derefter gik ned i rukūʿ i den anden rakʿah, gik alle, både dem i forreste og bagerste række, ned i rukūʿ sammen med ham, ligesom i den første rakʿah. Men da han gik ned i sujūd, gik folkene i den forreste række i sujūd sammen med ham, mens folkene i den bagerste række blev stående for at holde øje med fjenden. Da han derefter satte sig til tashahhud, udførte folkene i den bagerste række de to sujūd og sluttede sig til ham i tashahhud. Derefter afsluttede alle bønnen med salām sammen med ham.

Hvis fjenden befandt sig i en anden retning end mod qiblah, delte han sine ledsagere i to grupper. Den ene gruppe stod klar til at møde fjenden. Den anden gruppe bad én rakʿah sammen med ham og stillede sig derefter på den første gruppes plads, som stod klar mod fjenden. Den gruppe, der havde stået klar, kom så og sluttede sig til ham i den anden rakʿah og bad én rakʿah. Derefter afsluttede han bønnen med salām, mens begge grupper på skift selv bad én rakʿah hver.

Når fjenden befandt sig i en anden retning end mod qiblah, gjorde han undertiden også følgende: Han delte ledsagerne i to grupper, bad den første rakʿah med den første gruppe og blev stående i den anden rakʿah. Mens han stod, bad den første gruppe selv endnu en rakʿah, afsluttede med salām og gik bort. På dette tidspunkt kom den anden gruppe og sluttede sig til ham i den anden rakʿah. Da han havde bedt den anden rakʿah med dem og satte sig til tashahhud, rejste de sig og fuldførte selv den ene resterende rakʿah. Imens ventede han siddende i tashahhud-stillingen, indtil de havde afsluttet deres rakʿah. Da de også havde afsluttet deres tashahhud, afsluttede han bønnen med salām sammen med dem.

Undertiden gjorde han også således: Han bad to rakʿah med den ene gruppe og satte sig til tashahhud. På dette tidspunkt afsluttede gruppen selv med salām og gik bort, hvorefter den anden gruppe kom i deres sted. Så rejste han sig fra tashahhud-stillingen og ledte også denne gruppe i to rakʿah, hvorefter han afsluttede med salām.

På denne måde bad han fire rakʿah, mens ledsagerne hver bad to rakʿah.

Undertiden bad han to rakʿah med den ene gruppe og afsluttede med salām. Derefter bad han to rakʿah med den anden gruppe og afsluttede med salām.

På denne måde bad han bønnen to gange.

Undertiden bad han én rakʿah med den ene gruppe. Denne gruppe gik bort efter kun at have bedt én rakʿah; de bad ikke den anden rakʿah. Derefter kom en anden gruppe og bad den anden rakʿah sammen med ham.

—Efter denne metode bad han to rakʿat, mens sahabaerne hver bad én rakʿat.

Når der er fare for angreb fra fjenden, er det tilladt at bede på enhver af disse måder. Imam Ahmad ibn Hanbal har sagt: Alle disse måder er overleveret fra Allahs Sendebud (fred være med ham), og derfor er det tilladt at bede på enhver af disse måder, når en tilsvarende situation opstår.

Der er også blevet overleveret nogle andre måder. Men de måder, der er nævnt her, er de korrekte.

Ibn Abbas, Jabir ibn Abdullah, Tawus, Mujahid, Hasan al-Basri, Qatadah, al-Hakam og Ishaq ibn Rahwayh, må Allah være tilfreds med dem, fulgte den opfattelse, at hver gruppe skulle bede én rakʿat hver.

6

Fredagsbønnen

Hvordan begyndte fredagsbønnen?

Historikeren Ibn Ishaq har med angivelse af sin kilde overleveret fra Abd al-Rahman ibn Kaʿb ibn Malik. Abd al-Rahman fortæller: Da min far, Kaʿb ibn Malik, blev gammel og mistede synet, plejede jeg at holde ham i hånden, lede ham og tage ham med fra sted til sted. Da jeg en dag var på vej med ham for at bede fredagsbønnen, hørte han fredagsbønnens kald til bøn undervejs. Så snart han hørte kaldet, bad han om tilgivelse for Abu Umamah Asʿad ibn Zurarah. Jeg blev nysgerrig efter at spørge ham om grunden, men af stor respekt for ham spurgte jeg ham ikke om noget den dag.

Fra da af tog jeg ham hver fredag med til fredagsbønnen. Så snart han hørte kaldet til fredagsbønnen, bad han om tilgivelse for Abu Umāma Asʿad ibn Zurarah. En dag kunne jeg på grund af min store nysgerrighed ikke lade være med at spørge: Far! Hvorfor beder du om tilgivelse for Asʿad ibn Zurarah, hver gang du hører kaldet til fredagsbønnen?

Min far svarede: Mit barn! Allerede før Allahs Sendebud (s.a.) udvandrede til Medina, begyndte han at bede fredagsbønnen sammen med os på Baqīʿs øde land. Dette sted blev kaldt Baqīʿ al-Khadurāt.

Jeg spurgte: Hvor mange plejede I at være, når I bad fredagsbønnen dengang?

Han svarede: Fyrre.

Dette er en hadith med en god og autentisk overleveringskæde. Alle dens overleverere er troværdige.

— Efter min mening var dette begyndelsen på fredagsbønnen.

Derefter udvandrede Allahs Sendebud (s.a.) til Medina. Først opholdt han sig i et sted ved navn Quba, i udkanten af Medina, hos Banū ʿAmr ibn ʿAwf. Ifølge Ibn Isḥāq lagde han her grundstenen til Quba-moskeen mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Derefter begav han sig fredag videre derfra. Da han nåede frem til stammen Sālim ibn ʿAwf, var tiden inde til fredagsbønnen. Han bad fredagsbønnen i den moské, der lå på denne slette.

Dette var Allahs Sendebuds (s.a.) første fredagsbøn efter hans udvandring til Medina. Det var også her, han holdt sin første khutbah. Ibn Isḥāq har sagt: Jeg hørte hans første khutbah fra Abu Salamah ibn ʿAbd al-Raḥmān. Vi søger tilflugt hos Allah fra at sige noget fejlagtigt om Allahs Sendebud.

I denne sin første khutba lovpriste og priste han først Allah på passende vis. Derefter sagde han:

(Arabisk*********************)

Betydning: O mennesker! Send gode gerninger i forvejen for jer selv. Husk, jeg sværger ved Allah, at når døden pludselig indhenter jer, vil jeres får stå uden hyrde. Når den døde kommer til Allah, vil Han spørge: Kom Min sendebud ikke til dig? Overbragte han dig ikke Mit budskab? Gav Jeg dig ikke rigdom og ejendom? Udstyrede Jeg dig ikke med forskellige værdigheder? Hvad sendte du da i forvejen for dig selv? Så vil han se til højre og venstre, men han vil intet se. Derefter vil han se fremad og få Jahannam at se foran sig. Forsøg derfor at beskytte jer mod denne frygtelige ild, så meget I kan, selv ved at give en dadel i almisse. Den, der heller ikke kan det, skal sige et venligt ord og tage afsked, for det træder i stedet for en god gerning. Dens belønning vil være fra ti til syv hundrede gange. Må fred, barmhjertighed og velsignelse komme over jer.”

Ibn Ishaq siger: Derefter holdt han her endnu en khutba, som følger:

(Arabisk**************************)

Betydning: Al lovprisning tilkommer Allah. Ham lovpriser vi, og Hans hjælp søger vi. Vi søger tilflugt hos Allah mod at skade vores egne sjæle og mod syndige handlinger. Den, som Allah vejleder, kan ingen føre vild, og den, som Han lader fare vild, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ingen herre er ud over Allah. Han er Én og uden partner. Sandelig, den bedste tale er Allahs kalam. Den, hvis hjerte Allah har smykket med den, og som Han har ført fra kufr til islam, er visselig lykkedes. Kalam er blevet udmærket frem for anden tale, for den er den bedste og fornemste form for velformuleret tale. Elsk den, som Allah elsker, og hengiv al kærlighed i jeres hjerter til Allah. Afhold jer ikke fra at recitere Allahs kalam og fra at mindes Ham. Lad ikke jeres hjerter blive hårde over for den rene kalam. For Allah har kaldt den en god gerning og den bedste tale. Den indeholder alt det, der er gjort halal eller haram for menneskene. Tjen derfor Allah, og sæt ikke det mindste ved siden af Ham. Frygt Ham, sådan som Han bør frygtes. Bind hinanden sammen i kærlighed gennem Allahs nåde. Sandelig, Allah er stærkt utilfreds med den, der bryder sit løfte. Må fred, velsignelse og barmhjertighed fra Allah komme over jer.”

Flere oplysninger om dette vil blive behandlet i kapitlet om khutbaer.

Fredagens fortrin

Det er blevet overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »I denne verden er vi den sidste ummah, men i det hinsidige vil vi være de første. Forskellen er blot, at de modtog Skriften før os i denne verden, mens vi modtog den efter dem. Fredagen var deres dag, men de blev uenige om denne dag. Derfor ledte Allah den Højeste os til denne dag. De fulgte efter os i denne sag. Jøderne valgte lørdagen, og de kristne valgte søndagen.«

Det er blevet overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Blandt de dage, der begynder med solopgang, det vil sige alle dage, er fredagen den bedste. For det var netop på denne dag-

-Adam blev skabt.

-På denne dag blev han ført ind i Paradiset.

-På denne dag blev han sendt fra Paradiset ned til jorden.

-Og på en fredag vil Dommedag finde sted.«

I en beretning hos Ibn Majah står der-

-»Det var på denne dag, Adam døde.«

Et særligt øjeblik, hvor bønner bliver besvaret

Det er blevet overleveret i Bukhari og Muslim fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »På fredagen findes der et særligt tidspunkt. Hvis en muslimsk tjener når dette tidspunkt og beder Allah om noget godt, vil Allah den Højeste visselig give ham det.«

-Der er også overleveret mange andre hadither gennem autentiske kilder om dette særlige tidspunkt.

Men hvilket tidspunkt er dette særlige tidspunkt? Det er vanskeligt at fastslå det klart, fordi forskellige overleveringer nævner forskellige tidspunkter. Nogle har sagt, at dette særlige tidspunkt ikke er fastlagt, men skifter. Hver uge kommer dette særlige øjeblik på et forskelligt tidspunkt. De, der har overleveret et bestemt tidspunkt, har gjort det på følgende måde:

1. Ibn Manzar har overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham): Dette særlige tidspunkt er fra begyndelsen af fajr-tiden til solopgang og fra efter asr-bønnen til solnedgang.

2. Ibn Manzar har overleveret fra Hasan al-Basri og Abu al-Aliya: Dette tidspunkt er, når solen står på sit højeste.

3. Ibn Manzar har overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Dette tidspunkt er, når mu’adhdhinen kalder til fredagsbøn.

4. Ibn Manzar har overleveret fra Hasan al-Basri, at dette tidspunkt er fra det øjeblik, imamen sætter sig på minbaren for at holde khutbaen, indtil khutbaen er afsluttet.

5. Abu Burda sagde, at dette tidspunkt er tiden for fredagsbønnen.

6. Abu as-Sawwar al-Adawi sagde, at de tidligere generationer mente, at dette tidspunkt var fra efter solens zenit, indtil bønnetiden indtrådte.

7. Abu Dharr sagde, at tidspunktet var fra solopgang, indtil solen var steget omtrent en gaz over horisonten.

8. Abu Huraira, Ata, Abdullah ibn Salam og Tawus sagde, at dette tidspunkt var fra asr-bønnen til solnedgang.

9. Ifølge de fleste sahaba, tabi’in og Ahmad ibn Hanbal er dette tidspunkt den sidste del af dagen efter asr-bønnen.

10. Imam an-Nawawi og andre sagde, at dette tidspunkt var fra det øjeblik, imamen gik ud mod moskeen, indtil bønnen var afsluttet.

11. Forfatteren til Al-Mughni sagde, at tidspunktet var dagens tredje del.

Blandt disse elleve synspunkter kan kun to tillægges størst vægt. Til fordel for netop disse to synspunkter finder vi autentiske og bekræftede hadither. Disse to synspunkter er:

1. Fra efter imamen har sat sig på minbaren, indtil bønnen er afsluttet. Beviset for denne opfattelse er den hadith om Abu Burda, som er overleveret i Sahih Muslim. Burda, søn af Abu Musa, må Allah være tilfreds med ham, sagde: Jeg hørte fra min far, at han havde hørt Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige om det særlige tidspunkt på fredagen, hvor bønner bliver besvaret: Det er fra det øjeblik, imamen sætter sig på minbaren, indtil bønnen er afsluttet.

En anden sahih-hadith i denne forbindelse er hadithen om Amr ibn Awf al-Muzani, som er overleveret af Ibn Majah og al-Tirmidhi. Han hørte Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sige: På fredagen er der et tidspunkt, hvor en tjener, hvis han beder Allah om noget, med sikkerhed får det af Allah. Folk spurgte: O Allahs Sendebud! Hvornår er dette øjeblik? Han sagde: Fra begyndelsen af fredagsbønnen, når den etableres, indtil den er afsluttet.

2. Ifølge den anden autentiske opfattelse er dette tidspunkt fra efter asr-bønnen, indtil solen går ned. Også denne opfattelse støttes af autentiske hadither. I Musnad Ahmad er det overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri, må Allah være tilfreds med ham, og Abu Hurayra, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, sagde: Det særlige tidspunkt, hvor bønner bliver besvaret, er efter asr.

En lignende hadith er overleveret fra Jabir, må Allah være tilfreds med ham, af Abu Dawud og al-Nasa’i. Heri sagde Allahs Sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham:

“Søg efter dette tidspunkt efter asr, ved dagens afslutning.”

En lignende hadith er også overleveret i Ibn Majah fra Abdullah ibn Salam, må Allah være tilfreds med ham.

Fredagens fremragende egenskaber

Fredagens særlige betydning og fornemme rang er tydelig. Kun blandt de lærde har der været uenighed om, hvilken der er bedst: Arafah eller fredagen? Her fremhæver vi fredagens fremragende egenskaber, så fredagens rang kan blive klar for alle.

1. Rasulullah (s.a.) plejede om fredagen at recitere sura as-Sajda og sura ad-Dahr (sura nr. 32 og 76) i fajr-bønnen. Imam Ibn Taymiyya (r.a.) har sagt, at grunden til, at Rasulullah (s.a.) reciterede disse to suraer i fajr-bønnen om fredagen, er, at de omhandler de begivenheder, som har fundet sted eller vil finde sted på fredagen, såsom skabelsen af Adam, opstandelsen, samlingen, Dommedagen og lignende. Det var for at minde folk om disse forhold om fredagen, at Rasulullah (s.a.) reciterede disse to suraer den morgen.

2. Det er mustahabb at sende mange salat (durood) over Rasulullah (s.a.) denne dag. Han har sagt: »Send meget salat over mig om fredagen.«

3. Blandt islams fælles obligatoriske pligter er fredagsbønnen den vigtigste. Blandt islams obligatoriske forsamlinger er fredagsbønnens forsamling den vigtigste, bortset fra forsamlingen på Arafat.

4. Det er wajib at tage ghusl om fredagen. Kun inden for den hanbalitiske madhhab er der nogen uenighed om, hvorvidt ghusl denne dag er wajib.

5. Det er blevet befalet at bruge duft denne dag, og den bør være bedre end den duft, der bruges på ugens øvrige dage.

6. Man skal bruge miswak denne dag, og den bør anvendes endnu bedre end på de øvrige dage.

7. Det er særegent for denne dag, at der gives endnu en adhan til bønnen efter adhanen til khutbaen.

8. Det er særegent for denne dag at være optaget af bøn, dhikr og adhkar samt recitation af Koranen, indtil imamen kommer til moskeen.

Ni. Det er obligatorisk at forholde sig helt stille og lytte til imamens khutba (prædiken). Hvis man ikke tier stille, kan ens jumu’ah være ugyldig.

Ti. Sa’id ibn Mansur har hørt fra Abu Sa’id al-Khudri, at Allahs Sendebud ﷺ sagde, at man skulle læse surah al-Kahf på fredagen. Han sagde: Den, der læser surah al-Kahf på fredagen, vil få et lys bredt ud fra sine fødder til himlen. På Dommedag vil han få lys fra det, og på grund af det vil hans synder blive tilgivet fra den ene jumu’ah til den næste.

Elleve. Ifølge imam al-Shafi’i og imam Ibn Taymiyyah er det ikke makruh at bede om fredagen, når solen står højest på himlen og begynder at hælde. De har antaget denne opfattelse på grundlag af hadith.

Tolv. Allahs Sendebud ﷺ plejede at lede jumu’ah-bønnen med surah al-Jumu’ah og surah al-Munafiqun. Eller med en surah, der begynder med »Sabbih«, og surah al-Ghashiyah. Eller med surah al-Jumu’ah og surah al-Ghashiyah. Han læste hele surahen, ikke kun en del af den.

Tretten. Fredagen er den ugentlige eid. I Sunan Ibn Majah er det overleveret, at Allahs Sendebud ﷺ sagde: Fredagen er alle dages leder og den bedste dag hos Allah. Denne dag er bedre hos Allah end både Eid al-Adha og Eid al-Fitr.

Fjorten. Allahs Sendebud ﷺ befalede, at man om fredagen skulle iføre sig det bedste tøj, man havde mulighed for. Dette er overleveret i Musnad Ahmad, Sunan Abu Dawud og Ibn Majah.

Femten. Det er mustahabb at brænde røgelse i moskeen om fredagen. Sa’id ibn Mansur har overleveret fra Nu’aym ibn Abdullah al-Mujmir: Kaliffen Umar ibn al-Khattab رضي الله عنه plejede hver fredag ved middagstid at beordre, at der blev brændt røgelse i moskeen.

Seksten. For den, som er forpligtet til jumu’ah-bønnen, er det ikke tilladt at begive sig ud på en rejse, når tiden for jumu’ah begynder.

Nogle har dog sagt, at det er tilladt, hvis det sker i forbindelse med jihad eller en anden form for tilbedelse.

17. Den, der begiver sig ud med det formål at deltage i fredagsbønnen, opnår for hvert skridt belønningen for ét års frivillig faste og ét års frivillige bønner. Imam Ahmad har nævnt en hadith fra Profeten (fred være med ham) om dette i sin Musnad.

18. Fredag er dagen for syndernes forladelse. Det er overleveret fra Salman al-Farisi (må Allah være tilfreds med ham) i Musnad Ahmad, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: Den, der på en fredag udfører den rituelle renselse grundigt, derefter kommer til moskéen og forholder sig tavs og i stilhed følger imamens khutba og bøn, indtil de er afsluttet, vil få dette regnet som soning for hans synder indtil den følgende fredag.

19. På alle andre dage end fredag brænder Helvedes flammer voldsomt. Profeten (fred være med ham) sagde, at Helvede ikke opvarmes på denne dag, fordi fredag er den bedste af dagene.

20. På fredag findes der et særligt tidspunkt, hvor bønner bliver besvaret; på dette tidspunkt besvarer Allah den troendes bøn. Der er allerede blevet redegjort for dette tidspunkt.

21. På denne dag afholdes fredagsbønnen. En stor forsamling af muslimer finder sted. Koranrecitationen under denne bøn foregår med høj stemme.

22. På denne dag holder imamen (lederen) en tale (khutba) til muslimerne før fredagsbønnen. I denne tale erklæres anerkendelsen af Allahs enhed og Muhammeds (fred være med ham) sendebudskab. Muslimerne mindes om deres ansvar og pligter, og de gives råd.

23. Det er anbefalet for muslimer at tage fri på fredag for at hengive sig til tilbedelse.

24. Ligesom de to årlige eid-fester er fredagen muslimernes ugentlige eid-fest.

25. Det er mere fortjenstfuldt at give almisse på fredagen end på andre dage. Ligesom man får større belønning for at give i Ramadanen end i andre måneder, får man også større belønning for at give på fredagen end på andre dage.

26. På fredagen vil Allah, Den Ophøjede, vise sine troende tjenere glansen af Sit lys. De, der sidder tæt på imamen og tidligt gør sig klar og begiver sig af sted til fredagsbønnen, vil opnå større nærhed til Allah og se Allah før alle andre. Dette er blevet berettet i forskellige hadither.

27. I forskellige overleveringer er det berettet, at opstandelsens dag er »Yawmul Mawʿūd«. Arafahs dag er »Yawmul Mashhūd«. Og fredagen er »Yawmush Shāhid«.

28. Fredagen er dagen for den muslimske ummas ugentlige samling. Det er Allah, Den Ophøjede, der har gjort dette obligatorisk for ummaen.

29. Kaʿb (må Allah være tilfreds med ham) har berettet, at himlen, jorden, bjergene, havene og alle Allahs skabninger, med undtagelse af mennesker og shaytan, skælver af frygt på fredagen.

30. Fredagen er den dag, Allah har udvalgt.

31. Det er blevet berettet, at menneskenes sjæle på fredagen kommer hen til gravene.

32. Imam Ahmad sagde, at det er makruh kun at faste på fredagen. Det vil sige, at det er makruh bevidst kun at faste på fredagen. De øvrige imamer har dog sagt, at det er mubah at faste på fredagen.

Rasulullahs fredagsbøn

Rasulullah (s.a.) bad fredagsbønnen på to rakʿat og reciterede højt under den. Fredagsbønnen er en vigtig obligatorisk bøn blandt de obligatoriske bønner. Rasulullah (s.a.) sagde:

Fredagsbønnen er obligatorisk for alle muslimer bortset fra følgende kategorier af mennesker. Disse kategorier er: 1. slaver, 2. kvinder, 3. børn, 4. syge, 5. rejsende og 6. sindssyge.”

Denne hadith er overleveret af Daruqutni med Jabir (r.a.) som beretter, og af Abu Dawud med Tariq ibn Shihab som beretter.

Rasulullah (s.a.) reciterede ofte sura as-Sajdah, sura ad-Dahr, sura al-Jumuʿah, sura al-Ghashiyah og sura al-Munafiqun under fredagsbønnen.

Han bad fredagsbønnen efter solen havde passeret zenit. (Bukhari)

Han bad fredagsbønnen tidligt, når det var meget koldt, og senere, når det var meget varmt. (Bukhari)

– Han holdt prædikenen før bønnen og bad derefter. (Bukhari)

– Han sagde, at man skulle gøre bønnen lang og prædikenen kort. (Muslim)

Hans prædiken og bøn var begge moderate – hverken lange eller korte. (Sahih Muslim)

– Han sagde: Den, der når én rakʿah sammen med imamen, har nået hele bønnen. (Bukhari og Muslim)

Forløbet af Allahs Sendebuds fredagsprædiken

– Allahs Sendebud (fvmh.) holdt prædikenen før bønnen.

– Han holdt prædikenen stående.

– Han holdt to prædikener og sad stille et øjeblik efter den første prædiken; derefter rejste han sig og holdt den anden prædiken.

Efter at han var steget op på minbaren og havde sat sig, fremsagde muezzinen adhanen. Da muezzinen var færdig med adhanen, rejste han sig og begyndte at holde khutbaen.

-Før minbaren blev bygget, stod han støttet til en palmegren.

-Derefter blev minbaren bygget. Fra da af stod han på minbaren. Minbaren stod ikke midt i moskeen, men var placeret op ad væggen. Mellem minbaren og væggen var der en åbning, som en ged kunne gå igennem.

-Efter at minbaren var blevet bygget, stod han aldrig støttet til en pil, et sværd eller en palmegren. Der findes heller ingen beretning om, at han stod støttet til et sværd.

-Når han steg op på minbaren, satte han sig med ansigtet vendt mod sahabaerne. Han sad og stod vendt mod dem.

-Når der var behov for at beordre noget eller forbyde noget, gjorde han det under selve khutbaen. En gang sagde han, mens han holdt khutba: »Bed to rakʿah.«

-En gang løftede en sahabi hovedet, og under khutbaen bad han ham sætte sig ned.

-Af og til besvarede han sahabaernes spørgsmål midt under khutbaen. Derefter afsluttede han resten af khutbaen.

-Undertiden steg han ned fra minbaren, mens han holdt khutbaen. Derefter gik han for at tage sig af det nødvendige og vendte så tilbage til minbaren for at fuldføre den påbegyndte khutba. Under en khutba kom Hassan og Hussein ind i moskeen. Han steg ned fra minbaren, tog dem op på skødet og vendte derefter tilbage til minbaren, hvor han afsluttede resten af khutbaen med dem på skødet.

-Undertiden sagde han under khutbaen til nogen: »Du dér! Sæt dig ned.« Han bad også nogen om at komme fra solen ind i skyggen.

-Når alle folk var kommet, holdt han khutba.

-Lige før khutbaen kom han alene og uformelt ud fra sit værelse. Der var ingen, der bekendtgjorde hans ankomst, hverken foran eller bag ham.

-Når han trådte ind i moskeen, hilste han selv først på sahabaerne.

-Når han satte sig på minbaren, vendte han blikket mod alle og hilste på dem.

-Så snart han satte sig, fremsagde Bilal adhanen. Så snart adhanen var afsluttet, begyndte han khutbaen.

-Når han kom til moskeen om fredagen, bad han folk om at være stille. Han sagde: »Tre slags mennesker deltager i fredagsbønnen:

Én: En person, der taler tomt. Han siger tomme og meningsløse ting.

To: En person, der beder Allah om noget. Allah den Ophøjede kan vælge at acceptere hans bøn eller ikke acceptere den.

Tre: En person, der forholder sig tavs, ikke trænger sig på nogen, ikke forstyrrer eller skader nogen og med hele sit hjerte er optaget af tilbedelse. Disse handlinger bliver en soning for hans synder indtil den følgende fredag. Desuden modtager han belønningen for yderligere dage.

-Nogle gange blev hans øjne røde, mens han holdt khutbaen. Hans stemme blev hævet. Det virkede, som om han advarede sin hær mod en angribende fjendtlig styrke.

-Hans khutbaer var korte, mens bønnen var lang.

Hvad sagde han i khutbaen?

I sin fredagsprædiken (khutba) forklarede Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, troens grundprincipper. Han forklarede betydningen af tawhid og sendebudsskabet. Han beskrev udførligt forholdene i det hinsides, herunder Paradiset og Helvedet. Han talte om at følge Allahs Bog. Han gav en betagende beskrivelse af de velsignelser, som Allah den Ophøjede har beredt for Sine venner og lydige tjenere. Og han skildrede på frygtindgydende vis de straffe, som Han har beredt for Allahs fjender og ulydige.

Som følge heraf blev tilhørernes hjerter påvirket og blødgjort, når de hørte hans tale. Deres iman voksede. Alle længtes inderligt efter Allahs nærhed og belønning. Derfor levede de et liv i lydighed mod Allah og satte kærligheden til Allah allerøverst.

Han reciterede mange koranvers i sine prædikener. Han reciterede meget Sura Qaf, som indeholder skildringer af det hinsidige. Umm Hisham bint Harith ibn Nu’man sagde: »Ved at lytte til Allahs Sendebuds prædikener lærte jeg Sura Qaf udenad.«

I begyndelsen af prædikenen fremsagde han passende lovprisning og taksigelse af Allah. Nogle gange bekendtgjorde han også Tawhid og Risalat. Derefter sagde han: »Amma ba’d (herefter, lyt).«

Derefter talte han:

(Arabisk*********************)

Det betyder: Den bedste tale er Allahs Bog. Den bedste vejledning er Muhammads vejledning. Den værste af alle handlinger er bid’ah (nye ting, der er opstået i religionen).

– I denne stil sagde han også nogle andre ting.

I en anden overlevering står der, at han efter lovprisningen og taksigelsen sagde:

(Arabisk********************)

Det vil sige: Den, som Allah leder til den rette vej, kan ingen føre vild. Og den, som Allah fører vild, kan ingen lede til den rette vej. Den bedste tale er Allahs Bog (Sahih Muslim). Enhver bid‘ah er vildfarelse, og enhver vildfarelse vil blive kastet i Helvede. (An-Nasa’i)

En af hans prædikener er gengivet således i Abu Dawud:

(Arabisk*************************)

Det vil sige: Al lovprisning tilkommer Allah. Jeg søger hjælp hos Ham, og jeg beder Ham om tilgivelse. Vi søger tilflugt hos Allah fra vores tilbøjeligheders onde tilskyndelser. Den, som Allah leder til den rette vej, kan ingen føre vild. Og den, som Allah fører vild, kan ingen lede til vejledning. Jeg bevidner, at der ingen guddom er ud over Allah. Han er Én og Ene. Han har ingen partner. Og jeg bevidner desuden, at Muhammad er Hans tjener og Sendebud. Allah den Ophøjede sendte ham som Sendebud med den store sandhed, som forkynder af det glædelige budskab og som advarer, indtil Opstandelsens Dag. Den, der adlyder Allah og Hans Sendebud, har fundet den rette vej. Og den, der er ulydig mod Allah og Hans Sendebud, skader ingen andre end sig selv. Han kan ikke skade Allah det mindste.” (Abu Dawud)

En anden af hans prædikener er gengivet således:

(Arabisk************************)

Det vil sige: Vend tilbage til den Almægtige Allah, før døden indhenter jer. Skynd jer med gode og fromme handlinger. Knyt forbindelsen mellem jer og jeres Herre gennem megen ihukommelse af Allah samt skjulte og offentlige donationer. Hvis I gør dette, vil I blive belønnet, lovprist og forsørget. Vid, at den Almægtige Allah har gjort fredagsbønnen obligatorisk for jer. Selvom fredagsbønnen blev gjort obligatorisk her, i denne by og i dette år, vil den forblive obligatorisk indtil Opstandelsens Dag for alle, der er i stand til at nå moskeen. Hvis nogen, trods at han har en retfærdig eller uretfærdig leder, i min levetid eller efter min død opgiver fredagsbønnen af ringeagt eller benægter den, vil Allah den Ophøjede gøre hans liv frugtesløst. Der vil ikke være velsignelse i hans gerninger. Hans bøn vil ikke være gyldig, heller ikke hans afvaskning, faste, zakat eller hajj, og der vil ikke være velsignelse i noget af det, han foretager sig, før han angrer. Hvis han angrer, vil Allah tage imod hans anger.

Denne beretning er overleveret af Ali ibn Zayd ibn Jud‘an. Der er svaghed i beretningen. Allahs Sendebuds prædikener var levende. Folk blev fyldt med kærlighed til Allah gennem hans prædikener. Hans gribende taler gjorde mennesker ivrige efter at opnå nærhed til Allah. Gennem dem modtog de opdragelse, deres karakter blev forbedret, og de opnåede viden om religionen og shariaen.

De prædikener, som folk holder i dag, har ikke den samme livskraft som prædikenen bør have. Nutidens prædikener er livløse og fyldt med ydre pragt.

Sunnah-bønnen før fredagsbønnen

På Allahs Sendebuds tid blev der ved fredagsbønnen fremsagt én adhan og foretaget én iqamah. Disse to blev dog kaldt henholdsvis den første adhan og den anden adhan.

Allahs Sendebud kom ud fra sit værelse og satte sig direkte på minbaren. Så snart han havde sat sig på minbaren, fremsagde Bilal adhanen til fredagsbønnen. Så snart Bilal havde afsluttet adhanen, begyndte Allahs Sendebud prædikenen. Der er således intet bevis for, at der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen.

Blandt de lærde findes der to opfattelser med hensyn til, hvorvidt der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen. Af disse to opfattelser er den ovennævnte den korrekte, og den er bevist gennem Allahs Sendebuds sunnah. Det vil sige, at der ikke findes nogen sunnah-bøn før fredagsbønnen.

Nogle mennesker mener, at alle rejste sig og bad to rak’ah, da Bilal havde afsluttet adhanen. I virkeligheden er denne opfattelse blot et udtryk for uvidenhed om Allahs Sendebuds sunnah.

Det er klart, at der ikke findes nogen sunnah-bøn før fredagsbønnen. Dette er Imam Maliks opfattelse. Det er også Imam Ahmads berømte udtalelse. Det er ligeledes opfattelsen hos en gruppe af Imam ash-Shafi’is elever.

De, der mener, at der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen, betragter fredagsbønnen som en forkortet udgave af middagsbønnen. Derfor mener de, at middagsbønnens regler gælder for fredagsbønnen. Men deres argument er yderst svagt. Det har intet grundlag.

Grundlæggende er fredagsbønnen en helt selvstændig bøn. Dens forskel fra middagsbønnen er tydelig. Denne bøn fremsiges højt, den består af to rakʿat, den har en prædiken, og den har visse betingelser. Alt dette er fraværende i middagsbønnen. Derfor er der ingen mulighed for at betragte denne bøn som en forkortet form af middagsbønnen.

Derfor er den analogislutning ugyldig, som de drager, når de ud fra middagsbønnen antager, at der også findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen. For sunnah skal være bevist gennem Guds Sendebuds ord, handlinger og godkendelser eller gennem de retledte kaliffer. Men der findes ingen sådan dokumentation her.

Tværtimod er det bevist fra Sendebudet, at sunnah er ikke at bede en sunnah-bøn før fredagsbønnen. Det er for eksempel bevist fra ham, at man ikke skal bede nogen anden bøn før eller efter eid-bønnen. Derfor er det sunnah ikke at bede en sunnah-bøn før fredagsbønnen.

De, der mener, at der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen, fremfører en hadith som bevis fra al-Bukhāris kapitel »Bøn før og efter fredagsbønnen«. I dette kapitel har imam al-Bukhāri med isnad nævnt en hadith fra Ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham. Heri siger han: Guds Sendebud, fred og velsignelser være med ham—

bad to rakʿat før middagsbønnen,

bad to rakʿat efter middagsbønnen,

bad to rakʿat efter maghrib-bønnen i sit hjem,

bad to rakʿat efter isha-bønnen og

Efter fredagsbønnen bad han to rakʿat hjemme.”

-Denne hadith beviser ikke, at der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen. Det fremgår tydeligt af hadithen, at Imam al-Bukharis overskrift »Bønnen før og efter fredagsbønnen« netop betyder, at de, der mener, at der findes en bøn før fredagsbønnen, tager fejl.

-Denne hadith fra al-Bukhari beviser også klart, at fredagsbønnen ikke er en forkortet middagsbøn, men en helt selvstændig bøn. I hadithen omtales fredagsbønnen som en helt selvstændig bøn.

-I Sunan Abi Dawud er der overleveret en hadith fra Nafiʿ (r.a.), som siger: Ibn Umar (r.a.) plejede at bede før fredagsbønnen, og efter fredagsbønnen gik han hjem og bad to rakʿat.

-Denne hadith beviser ikke, at der findes en sunnah-bøn før fredagsbønnen. Den lange bøn, som Ibn Umar (r.a.) bad før fredagsbønnen, var en almindelig bøn. Det er bedre for enhver, der kommer til moskéen før kaldet til bøn eller før imamen ankommer, at fortsætte med at bede nafl-bøn.

-Nu er det blevet klart, at der ikke er nogen modsigelse mellem Ibn Umars overlevering om Profeten (fvmh.)s praksis og Nafis overlevering om Ibn Umars praksis. Ibn Umar overleverede Profeten (fvmh.)s sunnah: Han plejede at gå hjem efter fredagsbønnen og bede to rakʿat. Nafiʿ overleverede derimod, at Ibn Umar plejede at bede almindelige nafl-bønner, når han kom tidligt til moskéen.

-Det er også bevist gennem en autentisk overlevering, at da en ledsager kom til moskéen og satte sig, mens Profeten (fvmh.) holdt khutba, spurgte han ham: »Bad du to rakʿat, da du trådte ind i moskéen?« Ledsageren svarede: »Nej.« Da sagde Profeten (fvmh.): »Rejs dig og bed to rakʿat.« Han sagde også: »Når nogen af jer træder ind i moskéen, selv mens khutbaen holdes, skal han bede to rakʿat.«

-Det fremgår klart af hadithens ordlyd, at disse to rakʿat ikke er sunnah-bønnen for fredagsbønnen, men bønnen for at hilse på moskéen (tahiyyat al-masjid).

Allahs Sendebud (fred være med ham) opfordrede til at komme tidligt til moskeen om fredagen og bede frivillig bøn. Han beskrev også dens fortjeneste. Mange af de ædle ledsagere plejede at komme tidligt til moskeen og bede frivillig bøn. Ibn Manẓar siger: »Det er blevet overleveret til mig, at Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede tolv rakʿah før fredagsbønnen, mens Ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede otte rakʿah.«

I Ibn Mājah er der nævnt en overlevering fra Ibn ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham), som sagde: »Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at bede fire rakʿah før fredagsbønnen med én salām.« Denne hadiths overleveringskæde er på ingen måde acceptabel.

Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at bede to rakʿah derhjemme efter fredagsbønnen. Det er i grunden disse to rakʿah, der er fredagsbønnens sunnah.

Der findes dog også belæg for, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde, at man skulle bede fire rakʿah efter fredagsbønnen. (Ṣaḥīḥ Muslim)

Imam Ibn Taymiyyah har sagt, at hvis nogen beder sunnah-bønnen efter fredagsbønnen i moskeen, skal han bede fire rakʿah. Den, der går hjem for at bede sunnah-bønnen, skal derimod bede to rakʿah. Det er netop dette, der understøttes af haditherne. I Abū Dāwūd er det overleveret fra Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham), at når han bad derhjemme, bad han to rakʿah, og når han bad i moskeen, bad han fire rakʿah.

7

Qiyām al-layl (tahajjud-bøn)

Var tahajjud obligatorisk for Allahs Sendebud (fred være med ham)?

Der opstod uenighed blandt tidligere ulama og mujtahider om, hvorvidt Tahajjud-bønnen var obligatorisk for Rasulullah (s.a.). Nogle af dem mente, at Tahajjud var obligatorisk for Rasulullah (s.a.), mens andre mente, at den var nafl (frivillig). Begge parter godtog dette vers som bevis.

(Arabisk******************)

Betydning: »Våg en del af natten og bed Tahajjud; det er en ekstra bøn for dig.« (Sura 17, al-Isra: vers 79)

Den ene part mener, at dette vers er et entydigt bevis på, at det ikke var obligatorisk at våge om natten og bede Tahajjud, men at det var nafl.

Den anden part mener, at dette vers pålægger ham at våge om natten og bede Tahajjud, og derfor var det obligatorisk for ham. I de første to vers i sura al-Muzzammil gives han den samme befaling:

(Arabisk******************)

Betydning: »O du indhyllede! Udfør qiyam al-layl resten af natten, bortset fra en del af den.« I begge disse tilfælde blev han befalet at våge om natten og bede, og denne befaling blev ikke ophævet for ham. Derfor var Tahajjud obligatorisk for ham.

Når der i det første vers står: »Det er en nafl (ekstra bøn) for dig«, betyder nafl her ikke »nafl-bøn«, men ordet nafl bruges her i betydningen ekstra. Det vil sige, at befalingen om at våge om natten og bede var noget ekstra for dig. Denne bøn var en ekstra bøn for Rasulullah (s.a.) med henblik på hans ophøjede status og belønning.

For andre er det tilladt at stå op om natten for at bede tahajjud, og det tjener som soning for deres synder.

Allah den Ophøjede har tilgivet Rasulullah (s.a.) alle hans tidligere og senere synder. Derfor blev han pålagt at bede denne bøn for at få sin rang og fortræffelighed forøget. For hans ummah er denne bøn derimod et middel til at blive befriet for synder.

Efter vores opfattelse betyder ordet nafl (ekstra) her ikke noget, som blot er tilladt, og som man kan bede eller lade være med at bede.

Rasulullah (s.a.) undlod aldrig tahajjud, hverken når han var hjemme eller på rejse. Hvis han en nat gik glip af den på grund af søvn eller sygdom, bad han den om dagen.

Hvor mange rak‘at tahajjud bad han?

For at forstå, hvor mange rak‘at bøn Rasulullah (s.a.) bad om natten, må man først huske, at Rasulullah (s.a.) i nattens sidste halvdel bad tre slags bønner. Det vil sige:

– Tahajjud-bønnen.

– Witr-bønnen.

– To rakʿat sunnah-bøn ved fajr.

Da han undertiden bad disse tre bønner på samme tid og undertiden på lidt forskellige tidspunkter, er der opstået nogen uenighed om antallet af rakʿat i tahajjud og witr. Den, der så ham bede et bestemt antal rakʿat, berettede netop om dette antal. I denne forbindelse er beretningerne fra Aisha og Ibn Abbas dog de mest autentiske.

I Bukhari og Muslim er der overleveret fra Aisha: Efter at Allahs Sendebud var færdig med isha-bønnen, bad han elleve rakʿat indtil fajr. Han afsluttede bønnen med salam efter hver anden rakʿat og bad witr med én rakʿat. I denne bøn var hver af hans sujud lige så lang som den tid, det tager jer at recitere halvtreds koranvers. Da muezzinen derefter havde afsluttet fajr-adhan, bad han to lette rakʿat, lagde sig på sin højre side og hvilede indtil iqamaen til fajr.

I Sahih Muslim nævnes endnu en hadith fra Aisha, hvori Aisha siger: Allahs Sendebud bad tretten rakʿat om natten. Heri indgik witr samt de to rakʿat ved fajr.

I Bukhari og Muslim er det overleveret fra Ibn Abbas, at han en nat overnattede hos sin moster, de troendes moder Maymuna. Da han om natten så Allahs Sendebud bede, stod han også op, bad sammen med ham og gik derefter til hvile. Da Bilal kaldte iqamaen, stod han op og gik hen for at bede fajr.

I Bukhari og Muslim er der overleveret endnu en hadith fra Aisha. Heri siger Aisha: Hverken i Ramadan eller uden for Ramadan bad Allahs Sendebud nogensinde mere end elleve rakʿat i nattebønnen.

Denne beretning fra Aisha er autentisk. De tretten rakʿat, som er nævnt ovenfor, omfatter imidlertid de to rakʿat ved fajr.

I nogle beretninger nævnes det, at han bad to rakʿat efter de tretten rakʿat. Denne beretning findes i Bukhari. I beretningen hos Muslim nævnes det imidlertid, at han bad tretten rakʿat inklusive de to rakʿat ved fajr.

Det er overleveret fra Qasim ibn Muhammad i Bukhari og Muslim, at han sagde: Jeg hørte Aisha (må Allah være tilfreds med hende) sige: Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nattebøn (tahajjud) bestod grundlæggende af ti rakʿat. Derudover bad han witr med én sujūd, og derefter bad han de to rakʿat ved daggry. I alt bad han tretten rakʿat.”

—Denne overlevering er tydelig.

Imam Shaʿbi sagde: Jeg spurgte Abdullah ibn Abbas og Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med dem begge) om Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) nattebøn. De sagde begge til mig: Allahs Sendebuds nattebøn bestod af tretten rakʿat. Heraf var otte rakʿat tahajjud, tre rakʿat witr og to rakʿat som sunnah ved daggry.”

Selv om der er nogle variationer i overleveringerne, kan man ved en grundig analyse af alle haditherne om dette forstå, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) grundlæggende bad elleve rakʿat som nattebøn (inklusive witr), når de to sunnah-rakʿat ved daggry ikke medregnes. [På baggrund af den hidtidige gennemgang kan der opstå en vis tvivl om, hvorvidt witr-bønnen består af én eller tre rakʿat. Derfor vil jeg her nævne endnu en hadith om antallet af tahajjud-rakʿat inklusive witr:

Det er overleveret fra Masrur, at han sagde: Jeg spurgte de troendes moder, Aisha (må Allah være tilfreds med hende), om antallet af rakʿat i Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) nattebøn. Hun svarede mig: Bortset fra de to rakʿat ved fajr var Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) nattebøn på syv, ni eller elleve rakʿat. (Sahih al-Bukhari)

Hvornår plejede Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) at bede nattebønnen (tahajjud)?

Af forskellige overleveringer fremgår det, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) for at bede nattebønnen –

– nogle gange stod op midt om natten.

-Nogle gange stod han op lidt før midnat.

-Nogle gange stod han op lidt efter midnat.

-Nogle gange stod han op, da han hørte det første hanegal. Det vil sige omkring begyndelsen af nattens sidste tredjedel.

Han afsluttede nogle gange nattebønnen sammenhængende. Andre gange bad han den opdelt. Med opdelt menes, at han bad to rakʿat og sov, hvorefter han stod op igen, foretog wudu, brugte miswak og bad to rakʿat. Så sov han igen og stod atter op – på denne måde afsluttede han den.

Når han stod op for nattebønnen, bad han først to lette rakʿat. Han befalede også sahabaerne at bede disse to lette rakʿat. (Identiteten af disse to rakʿat er ikke klar. Beretninger nævner imidlertid forskellige steder, at man først bad to lette rakʿat. Disse to rakʿat kan have været de første to rakʿat af tahajjud, eller de kan have været tahiyyat al-wudu.) Derefter forlængede han de efterfølgende rakʿat.

Det er blevet overleveret fra Aisha og Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med dem), at Allahs Sendebud (fred være med ham), efter at have ledet isha-bønnen, kom hjem og bad nogle få rakʿat (to eller fire). Efter at have bedt nogle rakʿat gik han i seng.

Når han stod op fra søvnen for at bede nattebønnen, brugte han miswak, foretog wudu, ihukom Allah, fremsagde nogle duʿaer og andre bønner og bad derefter.

Hvad læste han på tidspunktet for tahajjud og under tahajjud-bønnen?

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas i flere beretningskæder hos Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud, fred være med ham, under nattebønnen (tahajjud) så op mod himlen, før han stod op for at udføre ablution, og reciterede de sidste vers i surah Al Imran. Versene er:

 (Arabisk***********************)

Betydning: I skabelsen af jorden og universet og i nattens og dagens skiften frem og tilbage er der mange tegn for dem, der har fornuft og forstand, og som mindes Allah i alle tilstande, når de står, sidder og ligger. (De udbryder spontant:) »Vor Herre! Du har ikke skabt dette meningsløst eller uden formål. Du er fuldstændig fri for og ren for fejlen ved at gøre noget forgæves. Derfor, vor Herre, beskyt os mod Helvedes straf (). Herre, den, Du kaster i Helvede, vil Du visselig vanære fuldstændigt, og disse uretfærdige vil ingen hjælper have. Vor Mester! Vi har hørt en kaldende, der kaldte: ‘Tro på jeres Herre!’ Vi besvarede hans kald og troede. Derfor, vor Herre, tilgiv os vores synder, fjern vores fejl og mangler, og lad os dø sammen med de gode. Vor Herre! Giv os det, Du har lovet os gennem Dine sendebud, og vanær os ikke på Opstandelsens dag. Du bryder visselig aldrig Dit løfte.« (Som svar på denne bøn siger) deres Herre: »Jeg vil ikke lade nogen af jer, der handler, få sine handlinger tilintetgjort, hverken mand eller kvinde; I er hinandens lige. Derfor vil Jeg visselig udslette deres fejl og mangler, som udvandrede, blev fordrevet fra deres hjem og blev udsat for lidelse på grund af deres indsats på Min vej, og som derefter kæmpede og blev dræbt. Og Jeg vil visselig føre dem ind i haver med rindende floder. Dette er en belønning fra Allah til dem, og den bedste belønning findes hos Allah. Profet! Lad ikke deres færdsel omkring i forskellige landes og byers pragt bedrage dig. Det er kun en kort tids nydelse. Derefter bliver deres bolig Helvede, et elendigt sted. Men for dem, der frygter deres Herre, er der hos Allah, som en evig gave, haver med rindende floder. Det, der kommer fra Allah, er bedre for de gode. Blandt Bogens folk findes der også nogle, som tror på Allah og på den Bog, der er sendt til jer, såvel som på den Bog, der er sendt til dem; de ydmyger sig over for Allah og sælger ikke Allahs vers for en ringe pris. For dem er der en belønning hos deres Herre, og Allah gør hurtigt regnskabet op. I, der tror! Vær tålmodige, stå fast, styrk jeres indbyrdes forbindelse, og frygt Allah. På denne måde vil I opnå fremgang.« I Ibn Abbas’ beretning nævnes også, at Allahs Sendebud, fred være med ham, efter nattebønnen fremsagde denne bøn:

(Arabisk********************)

Betydning: Min Gud! Giv lys i mit hjerte (gør det strålende), giv lys på min tunge, giv lys i mit syn, giv lys i min hørelse, giv lys til min højre side, giv lys til min venstre side, giv lys over mig, giv lys under mig, giv lys foran mig, giv lys bag mig. O Allah! Skænk mig lys, og gør mit lys omfattende og stort.«

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas hos Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud, fred være med ham, når han stod op for at bede tahajjud, reciterede disse ord:(Arabisk*****************)

Betydning: Min Gud! Al lovprisning tilkommer Dig. Du er den, der tager sig af og styrer hele dette univers, denne jord og alt, hvad der findes mellem dem. Al lovprisning tilkommer Dig; Du er lyset for hele dette univers, denne jord og alt, hvad der findes mellem dem. Al lovprisning tilkommer Dig; Du er den suveræne konge over hele dette univers, denne jord og alt, hvad der findes mellem dem. Al lovprisning tilkommer Dig. Du er den fuldkomne sandhed. Dit løfte er sandt. Mødet med Dig er sandt. Dit ord er sandt. Paradiset er sandt. Helvede er sandt. Profeterne er sande. Muhammad er sand (profet). Opstandelsen er sand. O Allah, jeg har underkastet mig Dig. Jeg har troet på Dig. Jeg har sat min lid til Dig. Jeg har vendt mig til Dig. For Din skyld har jeg ført strid med alle. Hos Dig har jeg lagt sagen frem. Derfor, vor Herre, tilgiv mig alle mine tidligere og senere, skjulte og åbenbare fejl. Og tilgiv også de fejl, som Du kender bedre end jeg. Du er den, der bringer alle og alt frem, og den, der lader alle og alt træde tilbage. Der findes ingen gud ud over Dig, og der findes ingen frelser ud over Dig.«

Det er blevet overleveret fra de troendes moder, Aisha, i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud, fred være med ham, når han stod op om natten og begyndte bønnen, sagde:

(Arabisk***************)

Betydning: O Allah! Jibrils, Mika’ils og Israfil’s Herre! Skaberen af universet og denne jord! Den, der har fuld viden om det usete og det synlige. Du alene vil afgøre uenighederne blandt Dine tjenere. Vis mig i Din nåde den sandhed, som de er uenige om. For Du vejleder den, Du vil, til den rette vej.”

Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i Abu Dawud, at Allahs Sendebud (fred være med ham), når han vågnede om natten, plejede at sige:

(Arabisk***********************)

Betydning: Der findes ingen herre, som kan bestemme og frelse, ud over Dig. Du er ren og fri for alle former for fejl, mangler og svaghed. Jeg lovpriser alene Dig, O Allah! Jeg beder Dig om tilgivelse for mine synder. Jeg beder Dig om Din nåde. O Allah, øg min viden. Lad ikke mit hjerte fare vild igen, efter at Du har vejledt mig til den rette vej. Skænk mig Din nåde. Sandelig, Du er den mest storslåede Giver.”

Det er overleveret i Abu Dawud fra Sharik al-Hawani (en tabi’i), at han siger: Jeg spurgte de troendes moder, Aisha (må Allah være tilfreds med hende), hvad Allahs Sendebud (fred være med ham) først reciterede, når han stod op for at bede om natten. Hun svarede: Du har spurgt mig om noget, som ingen før dig har spurgt mig om. Når Allahs Sendebud (fred være med ham) vågnede om natten, sagde han: ti gange (***) (Allah er stor), ti gange (***) og sagde (*********) (al lovprisning tilhører Allah), ti gange (******), ti gange (*****), ti gange (*******) (jeg beder Allah om tilgivelse), ti gange (*****) og ti gange (******************) (O Allah! Jeg søger tilflugt hos Dig fra trængslerne i denne verden og på opstandelsens dag). [Disse ord kaldes «Mu’ashsharat as-Sab’a». Det betyder syv sætninger, som hver skal siges ti gange.] Derefter begyndte han bønnen.”

Det er overleveret i Sahih al-Bukhari fra Ubada ibn as-Samit (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) har sagt, at den, der vågner om natten, reciterer disse ord og beder, vil få sin bøn besvaret. Hvis han derefter foretager wudu og beder, vil hans bøn blive accepteret. Disse ord er:(Arabisk******************)

Det er overleveret fra Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) i Abu Dawud og an-Nasa’i, at han så Allahs Sendebud (fred være med ham) recitere disse ord, før han begyndte nattebønnen:

(Arabisk*****************)

Betydning: Allah er stor, Allah står over alle, Allah er den største; Han er den bedste og den mægtigste, Han er ophøjet og stor.”

I den samme overlevering siger Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) under nattebønnen fremsagde denne duʿāʾ i lang tid mellem de to prostrationer:

(Arabisk*****************)

Betydning: Min Herre, tilgiv mig! Min Mester, benåd mig.………………

An-Nasāʾī og Ibn Mājah har nævnt en hadith fra Abū Dharr (må Allah være tilfreds med ham). Abū Dharr (må Allah være tilfreds med ham) fortæller: En gang stod Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i nattebøn for at bede, og indtil tiden for fajr indtrådte, gentog han kun ét vers under hele bønnen3. Verset var:(Arabisk******************)

Betydning: Herre, hvis Du straffer dem, kan Du gøre det, for de er Dine tjenere. Og hvis Du tilgiver dem, kan Du visselig gøre det, for Du er Den Almægtige, Den Alvise. (Sūrah al-Māʾidah: 118)

Nogle dage læste Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) i nattebønnen sūraerne al-Baqarah, Āl ʿImrān, an-Nisāʾ, al-Māʾidah eller al-Anʿām.

Nogle gange reciterede han de første af al-Mufassal-suraerne (fra al-Hujurat til slutningen), idet han sammenføjede to og to.

Han opmuntrede sahabaerne til at recitere henholdsvis ti, hundrede eller tusind vers i nattebønnen, alt efter deres formåen.

Den enorme velsignelse ved natlig tilbedelse [Dette afsnit med overskriften »Den enorme velsignelse ved natlig tilbedelse« er tilføjet af redaktøren.]

Det er blevet overleveret fra Abu Hurayra (ra) i Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud (sa) sagde: Når den sidste tredjedel af hver nat er tilbage, stiger Allah den Ophøjede ned til den laveste himmel (kommer nær jorden) og bliver ved med at råbe: »Hør! Den, der kalder på Mig nu, vil Jeg besvare. Den, der beder Mig om noget nu, vil Jeg give det. Den, der nu beder Mig om tilgivelse for sine synder, vil Jeg tilgive.« Sådan bliver Han ved med at råbe indtil daggry.

Det er blevet overleveret fra Abu Umamah (ra) i Tirmidhi, at Allahs Sendebud (sa) sagde: I bør stå op om natten og bede. For det er:

– en skik blandt de fromme mennesker, der kom før jer,

– et middel til at komme nær jeres Herre,

– et redskab til at udslette synder og

– En hindring mod synd.

Det er blevet overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Musnad Ahmad, at han sagde: Jeg hørte Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sige: »Efter de obligatoriske bønner er nattebønnen den bedste bøn.«

Det er blevet overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Abu Dawud og an-Nasa’i, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Må Allah vise barmhjertighed mod den mand, som står op om natten, beder og vækker sin hustru, så hun også beder; og hvis hun ikke ønsker at stå op, stænker han vand i hendes øjne. Må Allah også vise barmhjertighed mod den kvinde, som vågner om natten, beder og vækker sin mand, så han også beder; og hvis han ikke ønsker at stå op, stænker hun vand i hans ansigt.«

Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: »Når en af jer sover, binder Satan tre knuder bag på hans hoved. På hver knude sætter han et segl med ordene: ‘Natten er stadig lang; sov!’ Men hvis han vågner og ihukommer Allah, løsnes én knude. Hvis han derefter foretager afvaskningen, løsnes endnu en knude. Og hvis han så beder, løsnes også den sidste knude. Således begynder han morgenen med et smukt, rent og glad sind. Ellers begynder han morgenen med et beskidt og dovent sind.«

Det er blevet overleveret fra al-Mughira ibn Shu‘ba (må Allah være tilfreds med ham) i al-Bukhari og Muslim, at han sagde: En gang hævede Allahs Sendebuds (fred og velsignelser være med ham) fodsåler sig, fordi han stod så længe under nattebønnen. Da blev der sagt til ham: »Hvorfor udsætter du dig for så store anstrengelser? Alle dine tidligere og fremtidige synder er jo blevet tilgivet.« Han svarede: »Skal jeg så ikke være en taknemmelig tjener over for Allah?«

Det er overleveret fra Jabir (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Jeg hørte den ædle Profet (fred og velsignelser være med ham) sige: »I løbet af hele natten findes der en stund, hvor enhver muslim, der får del i den og på dette tidspunkt beder Allah om noget godt i denne verden eller i det hinsidige, med sikkerhed får det af Allah. Denne særlige stund indtræffer hver eneste nat.« (Sahih Muslim)

Det er overleveret fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: (Arabisk*****************)

»De bedste og mest fremragende mennesker i min ummah er dem, der bærer Koranen, og dem, der holder sig vågne om natten for at bede.« (al-Bayhaqi: Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham)

8

Witr-bønnen

Han plejede at bede witr sammen med tahajjud

Allahs Sendebuds (fred være med ham) witr-bøn var en del af hans qiyām al-layl- eller tahajjud-bøn. Han bad witr-bønnen sammen med tahajjud. Derfor må hans witr-bøn behandles sammen med hans tahajjud-bøn.

Hvordan bad han witr sammen med tahajjud, og hvor mange rakʿah bad han? Flere forskellige former kendes fra hadithernes beretninger. De er som følger:

Én. Formen berettet af Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham): Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) siger: En nat overnattede jeg hos min moster. Jeg så, at Allahs Sendebud (fred være med ham) stod op i nattens sidste tredjedel. Han så op mod himlen og reciterede: »Innā fī khalqis-samāwāti …«. Derefter foretog han wudu og stillede sig til bøn. Jeg foretog også wudu og stillede mig på hans venstre side. Så tog han mig i øret, vendte mig rundt og førte mig over på sin højre side. Jeg bad sammen med ham og så, at han i alt bad tretten rakʿah, inklusive witr.

I en anden beretning fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortælles det, at han så Sendebudet (fred være med ham) bede otte rakʿah tahajjud, to rakʿah ad gangen, derefter tre rakʿah witr og to rakʿah som sunnah før fajr. Disse beretninger er nævnt i Bukhari, Muslim og andre værker.

To. Formen berettet af Aisha (må Allah være tilfreds med hende): Aisha (må Allah være tilfreds med hende) siger: Når Allahs Sendebud (fred være med ham) stod op til nattebønnen, begyndte han først med to lette (korte) rakʿah og afsluttede med elleve rakʿah. Han afsluttede bønnen med salām efter hvert andet rakʿah-par og gjorde den til witr (ulige) ved sidste gang at tilføje én rakʿah.

For det tredje bad han tretten rakʿat på samme måde som i den anden variant.

For det fjerde bad han otte rakʿat, to og to. Derefter bad han fem rakʿat i én salām uden at sidde imellem dem. (Overleveret af al-Bukhari og Muslim fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende.)

For det femte bad han ni rakʿat sammenhængende. Efter at have bedt otte rakʿat uden afbrydelse satte han sig i den ottende rakʿat, lovpriste Allah, ihukom Ham og bad en duʿāʾ i denne siddestilling. Derefter rejste han sig, bad den niende rakʿat (witr) og afsluttede med salām. Derefter bad han to rakʿat siddende. (Overleveret af Sahih Muslim fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende.)

For det sjette bad han syv rakʿat på samme måde som de ovenfor nævnte ni rakʿat. Derefter bad han to rakʿat siddende.

For det syvende afsluttede han tahajjud-bønnen med to rakʿat ad gangen. Derefter bad han tre witr-rakʿat sammenhængende uden at sidde imellem dem. Imam Ahmad har overleveret dette fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Aisha, må Allah være tilfreds med hende, sagde: »Han bad tre witr-rakʿat uden afbrydelse.«

Imam al-Nasaʾi har også overleveret en lignende hadith fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Heri siger Aisha, må Allah være tilfreds med hende: »Allahs Sendebud bad tre witr-rakʿat sammenhængende uden at afslutte med salām efter den anden rakʿat.« – Denne variant af witr-bønnen bør dog overvejes nærmere, fordi den ikke stemmer overens med de fleste overleveringer.

Abu Hatim og Ibn Hibban har i deres samlinger af autentiske hadither overleveret en hadith fra Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham. Heri siger Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs Sendebud sagde: »Gør ikke witr-bønnen magen til maghrib-bønnen, og bed ikke tre rakʿat. Bed derimod fem eller syv rakʿat.«

Imam al-Daraqutni har sagt, at alle overleverne i de overleveringer, der omhandler at bede witr-bønnen med fem eller syv rakʿat, er pålidelige. Han siger: »Jeg spurgte Abu Abdullah, om du afslutter med salām efter den anden rakʿat i witr-bønnen? Han svarede: Ja. Jeg spurgte: Hvorfor afslutter du med salām efter den anden rakʿat? Han svarede: Der er mange hadither om at afslutte med salām efter den anden rakʿat, og haditherne er stærke. For disse hadither er overleveret af imam al-Zuhri fra ʿUrwah ibn al-Zubayr, må Allah være tilfreds med ham, og han fra Aisha, må Allah være tilfreds med hende. Denne overleveringskæde er yderst stærk og en gylden kæde.«

Hārith, må Allah forbarme sig over ham, har sagt: Da imām Ahmad blev spurgt om witr-bønnen, svarede han: Man skal afslutte med salām efter den anden rakʿah. Selv hvis man ikke afslutter med salām, håber jeg dog, at det ikke skader bønnen. Men at afslutte med salām er blevet overleveret fra Profeten, må Allahs fred og velsignelser være med ham.

Abū Tālib siger: Jeg spurgte Abū ʿAbdullāh: Hvilken hadith foretrækker du angående witr? Han svarede: Hadithen om at bede fem rakʿah i træk uden at sidde imellem dem og afslutte med salām i den sidste rakʿah, er korrekt; hadithen om at bede syv rakʿah i træk og afslutte med salām i den sidste rakʿah, er også korrekt. Desuden har Zirārah overleveret fra ʿĀʾishah, må Allah være tilfreds med hende, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad ni rakʿah og satte sig efter otte rakʿah i træk; også denne hadith er autentisk. Men haditherne om at bede witr med én rakʿah er stærkere, og derfor følger jeg denne praksis. Jeg spurgte: Hvad med de tre rakʿah, som Ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, har omtalt? Han svarede: Ja, Ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, har omtalt tre rakʿah, og Saʿd sagde også nogle ord til ham som svar og afviste hans syn på tre rakʿah.

Otte. Hvad der er overleveret fra Ḥudhayfah, må Allah være tilfreds med ham, i an-Nasāʾī og Abū Dāwūd: Her nævnes kun fire rakʿah med lange tasbīḥ og bønner. [Faktisk nævnes witr-bønnen ikke i denne overlevering fra Ḥudhayfah, må Allah være tilfreds med ham.]

Dette er de forskellige former for witr-bønnen, som det er bevist, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad. [Da Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad witr sammen med nattebønnen, har hver af ledsagerne berettet det antal rakʿah, som han så ham bede. Desuden praktiserede de det hver især efter det, de selv havde set. Derfor er det tilstrækkeligt at følge enhver af de former, der er nævnt i de autentiske hadither, for Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, gjorde det på forskellige måder.]

Hvornår og hvordan bad han den?

Det fremgår af forskellige hadither, at Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham, bad witr-bønnen –

– i den første del af natten og befalede også ledsagerne at bede den.

– i nattens midterste del.

– også i den sidste del af natten.

Allahs Sendebud (fred være med ham) bad nattebønnen på grundlæggende tre måder:

For det første: Han bad den for det meste stående.

For det andet: Af og til, især i sin høje alder, bad han siddende, og han udførte også rukūʿ siddende.

For det tredje: Af og til reciterede han sūraen siddende. Men når han udførte rukūʿ, rejste han sig og udførte rukūʿ stående. Derefter gik han ned i sujūd.

– Alle tre former er overleveret gennem autentiske overleveringskæder.

Duʿāʾ al-qunūt i witrbønnen

Bortset fra en hadith, der er overleveret i Ibn Mājah, er det ikke kendt fra andre kilder, at Allahs Sendebud (fred være med ham) fremsagde qunūt i witrbønnen. Hadithens overleveringskæde er som følger: Ibn Mājah > ʿAlī ibn Maymūn al-Rāqī > Muḥammad ibn Yazīd > Sufyān > Zayd ibn Iyāmī > Saʿīd ibn ʿAbd al-Raḥmān ibn Abzā > ʿAbd al-Raḥmān ibn Abzā > Ubayy ibn Kaʿb (må Allah være tilfreds med ham). Den hadith, der er overleveret af Ubayy ibn Kaʿb, lyder: »Allahs Sendebud (fred være med ham) bad witr og fremsagde qunūt før rukūʿ.«

Det er blevet overleveret fra imam Ahmad, at Allahs Sendebud (fred være med ham) hovedsageligt fremsagde qunūt efter rukūʿ og ikke før.

Faktisk viser de hadither, der er blevet overleveret om qunūt, at Allahs Sendebud (fred være med ham) i fajr-bønnen fremsagde qunūt efter at have rejst sig op fra rukūʿ. Af denne hadith hos Ibn Mājah fremgår det, at han i witr-bønnen fremsagde qunūt før rukūʿ.

Det er blevet overleveret fra Hasan ibn ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) i Musnad Ahmad og sunan-værkerne, at han sagde: Allahs Sendebud (fred være med ham) lærte mig følgende ord, som jeg skulle fremsige i witr-bønnen:

(Arabisk********************)

Betydning: O Allah, lad mig være blandt dem, som Du har vejledt, ved at vejlede mig! Lad mig være blandt dem, som Du har tilgivet og skænket velbefindende, ved også at tilgive mig og skænke mig velbefindende! Lad mig være blandt dem, hvis beskytter Du er! Velsign det, Du har skænket mig, og giv mig overflod deri. Beskyt mig mod Din onde afgørelse. Du er den sande afgører, og ingen kan afgøre noget over Dig. Den, hvis beskytter Du er blevet, kan ingen ydmyge. Den, der er blevet Din fjende, kan ingen ære. Vor Herre, Du er rig på overflod og overordentlig ophøjet.

I an-Nasāʾīs overlevering nævnes det også, at Hasan (må Allah være tilfreds med ham) efter at have fremsagt denne duʿāʾ sendte velsignelser over Allahs Sendebud (fred være med ham).

Al-Ḥākim nævner også i sit værk al-Mustadrak, med overlevering fra Hasan (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) lærte mig at fremsige disse ord i witr-bønnen, efter at have rejst sig fra rukūʿ, når der ikke var andet tilbage end sujūd (den ovennævnte duʿāʾ).

Imam at-Tirmidhī sagde, at denne hadith fra Hasan er en »hasan« (god) hadith. Der findes ingen bedre overlevering om qunūt i witr-bønnen end denne.

Imidlertid har hadithlærde som at-Tabarānī og andre overleveret en anden qunūt i witr-bønnen (den resterende del er tilføjet af redaktøren). Selvom hadithlærde har betegnet den ovennævnte qunūt, der er overleveret fra al-Hasan, som den bedste qunūt i witr, har imām Abū Hanīfa, imām Mālik og andre også anset den følgende qunūt for bedre:

(Arabisk******************)

Betydning: O Allah! Vi beder kun Dig om hjælp, beder kun Dig om tilgivelse, tror kun på Dig, stoler kun på Dig og tillægger Dig alle de mest ophøjede egenskaber. Vi lever som taknemmelige over for Dig og følger ikke utaknemmelighedens vej. Vi tager afstand fra dem, der er ulydige mod Dig, og har ingen forbindelse med dem. O Allah! Vi tilbeder kun Dig, beder kun til Dig og kaster os kun ned for Dig. Vi løber på Din vej og går fremad på Din vej. Vi håber på Din barmhjertighed, frygter Din straf, og Din straf vil kun ramme de vantro.”

To rakʿah efter witr

Det er overleveret fra ʿĀʾisha (r.a.), Umm Salama (r.a.) og Abū Umāma (r.a.) i Sahih Muslim og Musnad Ahmad, at Allahs Sendebud (s.a.) undertiden bad to rakʿah siddende efter witr.

De lærde er uenige om gyldigheden af disse to rakʿah. Nogle mener, at disse to rakʿah strider mod Allahs Sendebuds (s.a.) udsagn: »Gør witr til nattens sidste bøn.« Andre har sagt, at Allahs Sendebud (s.a.) bad disse to rakʿah for at vise, at det er tilladt at bede efter witr. Nogle har sagt, at disse to rakʿah er en supplerende bøn til witr.

9

Allahs Sendebuds uregelmæssige nafl-bønner

Salāt ad-Duhā (duhā-bønnen)

Tidsrummet fra efter solopgang, når solen er blevet lysende, til solen står højest på himlen, kaldes duhā eller chāsht. I dette tidsrum bad Allahs Sendebud (fred være med ham) fra tid til anden frivillige bønner og opfordrede ledsagerne til at bede dem. Han bad denne bøn undertiden to rakʿah, undertiden fire rakʿah, undertiden seks rakʿah og undertiden otte rakʿah.

Der findes imidlertid både hadither om, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad på dette tidspunkt og opfordrede til at bede, og hadither om, at han ikke bad på dette tidspunkt.

I Sahih al-Bukhari er der overleveret en hadith fra ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende). Hun siger: »Jeg så ikke Allahs Sendebud (fred være med ham) bede duhā-bønnen, men jeg beder selv denne bøn.«

I Sahih al-Bukhari er der overleveret fra Muriq al-ʿAjali, at han sagde: »Jeg spurgte Ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham): Beder du duhā-bønnen? Han svarede: Nej. Derefter spurgte jeg: Bad den ærede Profet (fred være med ham) den? Han sagde: Nej, det gjorde han heller ikke.«

Imam al-Bukhari har også nævnt en hadith fra Ibn Abi Layla. I denne hadith siger Ibn Abi Layla: »Ingen har overleveret til os, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad duhā-bønnen. Kun Umm Hani har sagt: På dagen for erobringen af Mekka kom Allahs Sendebud (fred være med ham) til mit hus, tog et bad og bad derefter otte rakʿah. Jeg har aldrig set ham bede så kort en bøn. Han udførte dog både rukūʿ og sujūd fuldstændigt. Dette var tidspunktet for duhā, det vil sige chāsht.«

I Sahih Muslim er der overleveret fra ʿAbdullah ibn Shaqiq, at han sagde: »Jeg spurgte de troendes moder, ʿAʾishah (må Allah være tilfreds med hende): Bad Allahs Sendebud (fred være med ham) duhā-bønnen? Hun svarede: Nej. Men når han vendte tilbage fra en rejse på dette tidspunkt, bad han nogle bønner.«

På samme måde findes der også overleveringer om, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad duhā-bønnen. For eksempel:

Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) i Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at bede duha-bønnen og bad fire rakʿat. Hvis Allah ville, bad han endnu flere.

Det er overleveret fra Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) i Bukhari og Muslim, at Allahs Sendebud (fred være med ham) på dagen for erobringen af Mekka bad otte rakʿat duha-bøn i hendes hus.

Det er overleveret fra Anas (må Allah være tilfreds med ham) i al-Mustadrak af al-Hakim. Han sagde: Jeg så Allahs Sendebud (fred være med ham) bede otte rakʿat duha-bøn under en rejse.

Al-Hakim har i kapitlet »Duha-bønnens fortjeneste« overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun sagde: En gang bad Allahs Sendebud (fred være med ham) duha-bønnen. Derefter fremsagde han denne bøn hundrede gange:(Arabisk******************)

Betydning: Åh Allah! Tilgiv mig, forbarm dig over mig, og tag imod min anger. Du er visselig den Barmhjertige, den Tilgivende, den, der tager imod anger.«

Mujahid har sagt, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad to, fire, seks og otte rakʿat på duha-tid.

Al-Hakim har også nævnt tolv rakʿat med Aisha og Umm Salama (må Allah være tilfreds med dem) som kilde.

Eftersom der findes hadither både om at bede og ikke at bede på duha-tid, er der derfor også forskellige meninger blandt hadith-lærde om, hvorvidt denne bøn bør bedes eller ej.

Der findes en række hadither om fordelene ved at bede eller undlade at bede denne bøn. Mange af fortidens fromme lærde bad denne bøn i overensstemmelse med haditherne.

En anden gruppe hadithlærde har ment, at man bør undlade denne bøn. De har rejst spørgsmål om ægtheden af de hadither, der omhandler den. Desuden har de fremhævet, at sahabaerne ikke kendte til denne praksis.

I en hadith, der er citeret i al-Bukhari, siger Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Profeten (fred være med ham), Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham) og jeg selv plejede ikke at bede denne bøn.«

Jeg har hørt gennem Wakiʿ, at Abu Hurayra (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg så kun Allahs Sendebud (fred være med ham) bede på tidspunktet for duha-bønnen én eneste dag.«

Ali ibn al-Madini beretter gennem Abd al-Rahman ibn Abi Bakr, at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en dag så en gruppe mennesker bede på tidspunktet for duha-bønnen og sagde: »I beder en bøn, som hverken Sendebudet eller nogen af hans sahabaer bad.«

En tredje gruppe har imidlertid sagt, at det er anbefalelsesværdigt at bede på tidspunktet for duha-bønnen. Derfor siger de, at han bad denne bøn nogle dage.

De siger dog, at han bad denne bøn nogle dage.

Haditherne om at bede på tidspunktet for duha-bønnen er dog ikke solidt dokumenterede.

Det er fastslået, at Profeten (s.a.) undertiden bad på dette tidspunkt, men disse bønner var ikke forbundet med det pågældende tidspunkt (duha-tiden). På sejrsdagen i Mekka tog han for eksempel til Umm Hanis hus, badede og bad otte rakʿat. Denne bøn var ikke forbundet med »det pågældende tidspunkt«, men blev bedt som tak for sejren i Mekka. ʿAisha (r.a.) har desuden sagt, at han bad tre rakʿat, når han vendte tilbage fra en rejse på dette (duha-)tidspunkt. Heller ikke dette var en bøn forbundet med »det pågældende tidspunkt«, men en bøn efter hjemkomsten fra en rejse.

De, der undertiden så ham bede på dette tidspunkt, så således ikke en bøn, der var forbundet med dette tidspunkt, det vil sige duha-tiden; han bad blot undertiden på dette tidspunkt af forskellige årsager. Dette er det, der er fastslået.

Taknemmelighedsprostration

Det var Profeten (s.a.) og hans ledsageres skik, at når de blev glade over at modtage en af Allahs velsignelser eller over, at en vanskelighed var blevet fjernet, kastede de sig ned i prostration for at vise Allah taknemmelighed.

Det er overleveret fra Abu Bakr (r.a.) i Musnad Ahmad: Når noget glædeligt skete i Profeten (s.a.)s liv, kastede han sig ned i prostration som tak til Allah.

Ibn Majah har overleveret fra Anas (r.a.): En gang blev Profeten (s.a.) givet et glædeligt budskab om noget. Da han hørte budskabet, kastede han sig ned i prostration for Allah.

Imam Bayhaqi har nævnt en autentisk hadith i overensstemmelse med Imam Bukharis betingelser for, at en overleveringskæde er autentisk. Heri fortælles det: Da Profeten (s.a.) modtog den skriftlige meddelelse, sendt af ʿAli (r.a.), om at stammen Hamdan havde antaget islam, kastede han sig ned i prostration. Derefter løftede han hovedet og sagde: »As-salāmu ʿalā Hamdan, as-salāmu ʿalā Hamdan.«

Det er overleveret fra ʿAbdur-Rahman ibn ʿAwf (r.a.) i Musnad Ahmad:

Da dette glædelige budskab kom fra Allah den Ophøjede: Hvis nogen sender salat (velsignelser) over dig, sender Jeg også salat (min nåde) over ham. Og hvis nogen hilser dig med salam, hilser Jeg også ham med salam (lader fred komme over ham). Så snart dette glædelige budskab var kommet, kastede Allahs Sendebud (s.a.) sig ned i sujud af taknemmelighed.

Det er overleveret fra Sa’d ibn Abi Waqqas (r.a.) i Sunan Abu Dawud: En gang løftede Allahs Sendebud (s.a.) sine hænder og bad til Allah i et stykke tid. Derefter kastede han sig ned i sujud. Sådan udførte han sujud tre gange. Til sidst sagde han til os: »Jeg bad min Herre om noget og bad om forbøn for min ummat (følgere). Han imødekom min bøn for en tredjedel af ummatten. Derefter imødekom Han min bøn for endnu en tredjedel. Straks kastede jeg mig ned i sujud af taknemmelighed for min Herre. Så løftede jeg igen hovedet og bad for min ummat. Denne gang imødekom Han min bøn for den resterende tredjedel af min ummat. Straks kastede jeg mig ned i sujud af taknemmelighed for min Herre.« [I denne hadith forekommer ordet »ummat«. »Ummat« betyder en gruppe, der følger de samme principper og idealer. »Muhammads ummat« betyder den gruppe, der følger Muhammeds (s.a.) principper og idealer. Når Allahs Sendebud (s.a.) i denne hadith siger: »Jeg bad om forbøn for min ummat«, betyder det: »Jeg bad om forbøn for, at de mennesker, der følger mine principper og idealer, må blive tilgivet.«]

Ligesom Allahs Sendebud (s.a.) udførte også de ædle sahaba sujud af taknemmelighed. Det er overleveret i Sahih Bukhari, at da Ka’b ibn Malik (r.a.) modtog det glædelige budskab om tilgivelse, bøjede han sig i taknemmelighed over for Allah den Almægtige og kastede sig ned i sujud. [Sahabien Ka’b ibn Malik (r.a.) var en af tre sahaba, som på grund af dovenskab ikke deltog i slaget ved Tabuk. Efter sin hjemkomst fra Tabuk boykottede Allahs Sendebud (s.a.) på Allahs befaling disse tre sahaba. Som følge heraf blev deres liv uudholdeligt. Jorden blev trang for dem. De græd og angrede. Efter halvtreds dages inderlig anger erklærede Allah den Almægtige dem tilgivet og åbenbarede koranvers om dem. På dette tidspunkt udførte Ka’b (r.a.) taknemmelighedens sujud.]

Det er overleveret i Musnad Ahmad, at da Ali (r.a.) fandt Dhu al-Thadiya blandt de dræbte kharijitter, kastede han sig ned i sujud for Allah.

Sa’id ibn Mansur har overleveret, at da Abu Bakr (r.a.) fik at vide, at Musaylima al-Kadhdhab (den falske profet) var blevet dræbt, kastede han sig straks ned i sujud for Allah. [Dette afsnit omtaler taknemmelighedens sujud; der omtales ikke bøn. Desuden nævnes det ikke i hadithen, at det er nødvendigt at have wudu for denne sujud.]

Sujud ved recitation

Når der under koranrecitation kom et sted, hvor sujud blev foreskrevet, kastede Allahs Sendebud (s.a.) sig straks ned i sujud, mens han sagde »Allahu akbar«. Under sujud ved recitation fremsagde han ofte disse ord.

(Arabisk***************)

Betydning: Mit ansigt har bøjet sig i sujud foran den Store, som skabte det og gav det en god form. Desuden gav Han det høre- og synsevne ved Sin egen magt og kraft.”

Undertiden fremsagde han følgende dua under sujud ved recitation:

(Arabisk******************)

Betydning: O Allah! Fjern byrden af mine synder som belønning for dette sujud. Skriv belønning og gengældelse ned til mig for det. Gør dette sujud til mit forråd til det hinsidige. Og tag imod dette sujud fra mig, ligesom Du tog imod Din tjener Dawuds sujud.”

Disse to beretninger er overleveret af samlerne af Sunan-værkerne. Men ingen af de to beretninger nævner, at han også sagde »Allahu akbar«, da han løftede hovedet fra dette sujud ved recitation.

Det er heller ikke kendt, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) læste tashahhud under dette sujud, eller at han afsluttede det med salam.

Bilals to rakʿah efter hver wudu [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Når Bilal (må Allah være tilfreds med ham) foretog wudu, bad han altid to rakʿah efter wudu. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) godkendte disse to rakʿah.

Det er overleveret fra Abu Huraira (må Allah være tilfreds med ham) i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) en dag efter morgenbønnen spurgte Bilal (må Allah være tilfreds med ham): »O Bilal! Fortæl mig, hvilken handling du har udført efter at have antaget islam, som får dig til at håbe på en større belønning hos Allah? Jeg spørger dig om dette, fordi jeg har hørt lyden af dine sko foran mig i Paradiset.« Bilal svarede: »Den handling, som jeg håber mest på at få belønning for hos Allah, er, at hver gang jeg har foretaget wudu, dag eller nat, har jeg bedt en eller anden bøn med denne wudu, så meget som Allah den Ophøjede har givet mig evne til.«

Bilals to rakʿah efter hver adhan [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Bilal (må Allah være tilfreds med ham) plejede at bede to rakʿah efter hver adhan. Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) godkendte disse to rakʿah.

Imam al-Tirmidhi har med en autentisk overleveringskæde overleveret en hadith fra Buraida (må Allah være tilfreds med ham). Han sagde: En morgen kaldte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) på Bilal. Derefter sagde han: »O Bilal! Hvilken handling har du udført, som har gjort, at du er kommet i Paradiset før mig? Hver gang jeg er trådt ind i Paradiset, har jeg hørt lyden af dine sko foran mig.«

Bilal svarede: »O Allahs Sendebud! Hver gang jeg har kaldt adhan, har jeg bedt to rakʿah (nafl) efter adhan. Desuden har jeg, hver gang min wudu blev brudt, straks foretaget wudu, og efter wudu gjorde jeg det til en pligt for mig at bede to rakʿah for Allahs skyld.«

Da sagde Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Ja, det er derfor.«

Bønnen om tilgivelse og bekymring [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Det er overleveret fra Ali (må Allah være tilfreds med ham), at han sagde: Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) fortalte mig — og han talte sandt — at han havde hørt Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) sige: »Hvis en person begår en synd eller en overtrædelse, derefter renser sig (ved ghusl eller wudu), beder nogle (nafl-)bønner og beder Allah om tilgivelse, vil Allah bestemt tilgive ham.« Derefter reciterede Sendebudet (Allahs fred og velsignelser være med ham) følgende vers fra Koranen:

(Arabisk******************)

Betydning: De, som, når de begår en skamløs handling eller gør sig selv uret ved at begå en synd, straks husker Allah og derefter beder Allah om tilgivelse for den synd, de har begået – for hvem kan ellers tilgive synder end Allah? – og som ikke bevidst fortsætter i det, de har gjort, for dem er der tilgivelse hos deres Herre og Paradisets haver, hvorunder floder løber, og dér skal de forblive for evigt.« (Sura Āl ʿImrān, vers 135-136)

Denne hadith er overleveret af imam Tirmidhi og Ibn Mājah. Ibn Mājah nævner dog ikke verset.

Det er overleveret fra Hudhayfa hos Abū Dāwūd: »Når Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev bekymret over noget, bad han (nogle frivillige) bønner.« Allah den Ophøjede har faktisk givet denne befaling i den ædle Koran: »I, der tror! Søg hjælp gennem tålmodighed og bøn.« (Sura 2, al-Baqara, vers 153)

Istikhāra-bønnen og duaen [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Jābir har overleveret: Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) lærte os at bede om istikhāra i alle forhold, ligesom han lærte os en sura fra Koranen. Han sagde: »Når nogen af jer har besluttet sig for at gøre noget, skal han bede to rakʿat bøn ud over den obligatoriske bøn (det vil sige frivillig bøn). Derefter skal han fremsige denne dua:«

(Arabisk******************)

Betydning: Åh Allah! Jeg søger vejledning og det bedste i denne sag gennem Din viden, og jeg søger gennem Din magt evnen til at opnå det bedste i denne sag. Jeg beder Dig om Din store nåde og fra Din skatkammer af godhed. Du har magt over alt, men jeg har ingen magt. Du ved alt, men jeg ved intet. Du alene er Den, der kender alt det usete. Åh Allah! Hvis Du ved, at denne sag, som jeg har besluttet mig for, er god for mig, for min religion, mit liv, mit levebrød, mit herefter og mine forhold, så skænk mig velsignelse i den.

Hvis du derimod ved eller mener, at denne sag vil være skadelig for min religion, mit livsgrundlag og udfaldet af mit efterliv, så vend den bort fra mig og hold mig også borte fra den. Bestem det gode for mig, hvor det end måtte være, og gør mig tilfreds med det.” (Sahih al-Bukhari)

Salat al-Tasbih [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Abu Dawud, Ibn Majah og al-Bayhaqi har overleveret fra Ibn Abbas, og al-Tirmidhi fra Abu Rafi, beretningen om en bøn på fire rak’at af en mærkværdig slags, som Allahs Sendebud lærte sin onkel Abbas. Denne bøn er blevet kendt som ‘Salat al-Tasbih’. Hadithen om denne bøn lyder som følger:

Ibn Abbas fortæller: En dag sagde den ædle Profet til Abbas ibn Abd al-Muttalib, (min far): »O Abbas! O min onkel! Skal jeg ikke give dig noget? Skal jeg ikke forære dig noget? Skal jeg ikke fortælle dig noget? Skal jeg ikke lære dig ti ting? Hvis du gør det, vil Allah tilgive dine synder. Allah vil tilgive alle dine synder: de tidligere og de senere, de gamle og de nye, de forsætlige og de uforsætlige, de små og de store samt de skjulte og de åbenlyse. Det er dette: Du skal bede fire rak’at. I hver rak’ah skal du recitere al-Fatihah og en anden surah. Når du har afsluttet recitationen i den første rak’ah, skal du, mens du står, sige denne sætning femten gange:«

(Arabisk****************)

Derefter går du ned i rukū’. Når du er i rukū’, siger du denne sætning ti gange. Så løfter du hovedet fra rukū’ og rejser dig, og i denne stående stilling siger du den nævnte sætning ti gange. Derefter løfter du hovedet fra sujūd og sætter dig, og mens du sidder, siger du den nævnte sætning ti gange. Så går du ned i den anden sujūd, og også i denne sujūd siger du sætningen ti gange. På denne måde er sætningen blevet sagt i alt femoghalvfjerds gange i én rak’ah. Du skal bede fire rak’at efter samme fremgangsmåde som i den første rak’ah. Hvis du er i stand til det, så bed den én gang om ugen. Hvis det ikke er muligt, så én gang om måneden. Hvis det heller ikke er muligt, så én gang om året. Og hvis det heller ikke er muligt, så bed den mindst én gang i livet.«

Al-Hakim ibn Khuzaymah og al-Daraqutni har omtalt den som en sahih-hadith. Imam Ibn al-Qayyim al-Jawzi har derimod betegnet den som en ‘mawdu’’ (opdigtet) hadith.

Tarawih-bønnen [Dette afsnit er tilføjet af redaktøren.]

Der er uenighed om, hvorvidt tarawih-bønnen er en sunnah fra Allahs Sendebud ﷺ. Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Majah har overleveret en hadith fra Abu Dharr al-Ghifari رضي الله عنه om Allahs Sendebuds ﷺ frivillige bønner i Ramadan. Abu Dharr رضي الله عنه fortæller heri: »Vi fastede i Ramadan sammen med Allahs Sendebud ﷺ. Men han indførte ikke en ordning, hvor han bad frivillige bønner sammen med os i denne måned. Da der kun var syv dage tilbage af måneden, kom han imidlertid og bad frivillige bønner sammen med os. Efter at have ledet os i bøn i fire dage holdt han op med at lede denne bøn.«

Det er overleveret fra Zayd ibn Thabit رضي الله عنه i al-Bukhari og Muslim: En gang begyndte Allahs Sendebud ﷺ at opholde sig i et afsondret område i moskeen på en måtte. [Det vil sige med henblik på i‘tikaf i de sidste ti dage af Ramadan.] Her bad han frivillig bøn i nogle nætter. Folk begyndte endda at bede sammen med ham. En dag hørte de imidlertid ingen lyd eller noget svar fra ham. De troede, at han var faldet i søvn. Derfor begyndte nogle af dem at rømme sig, så han kunne komme ud til dem. Da han bemærkede deres tilstand, sagde han: »Jeg har lagt mærke til jeres iver i forbindelse med denne bøn. Jeg frygter, at denne bøn bliver gjort obligatorisk for jer. Hvis den bliver obligatorisk, vil I ikke være i stand til at udføre den. Bed derfor denne bøn i jeres hjem. For bortset fra de obligatoriske bønner er det bedre at bede de øvrige bønner i hjemmet.«

Det er overleveret fra Abu Hurayrah رضي الله عنه i Sahih Muslim: »Allahs Sendebud ﷺ opmuntrede os til at bede om natten i Ramadan, men han insisterede ikke stærkt på det. Han sagde: Den, der står i bøn om natten i Ramadan med tro og håb om belønning, vil få sine tidligere synder tilgivet.« Derefter døde Allahs Sendebud ﷺ, og forholdene forblev de samme i denne sag. Det var også sådan under Abu Bakrs رضي الله عنه kalifat. [Det vil sige, at der ikke blev afholdt tarawih-bøn i fællesskab. Hvis nogen bad den, gjorde han det alene.] Det var også sådan i begyndelsen af Umar رضي الله عنهs kalifat.

Det er overleveret fra Abd ar-Rahman ibn Abd al-Qari i Sahih al-Bukhari: »En nat gik jeg sammen med kaliffen Umar ibn al-Khattab hen til moskeen. Da vi kom frem, så vi folk bede i grupper i moskeen. Nogle bad alene, mens andre bad sammen med nogle få personer. Da Umar رضي الله عنه så dette, sagde han: Hvis jeg samlede alle disse mennesker bag én imam, ville det være bedre. Derefter besluttede han sig for dette og samlede alle bag Ubayy ibn Ka‘b.«

Abd ar-Rahman fortæller: »Den følgende nat gik jeg igen ud sammen med Umar. Vi så, at folk bad bag deres recitator, som ledte dem i bøn. Da Umar رضي الله عنه så denne velordnede tilstand, udbrød han: Dette er en god bid‘ah (ny ordning). Han sagde til folkene: Den tid, hvor I so, er bedre for jer end den tid, hvor I står i denne bøn (det vil sige den sidste del af natten).«

Det er overleveret fra Sa’ib ibn Yazid i Muwatta Malik, at han sagde: Kaliffen Umar رضي الله عنه beordrede Ubayy ibn Ka‘b og Tamim ad-Dari til at lede folk i en bøn på elleve rak‘ah (inklusive witr) i Ramadan. Imamen ledte os derefter i bøn med en recitation på hundrede vers. På grund af den meget lange qiyam blev vi til sidst nødt til at stå støttende på stave. Vi afsluttede denne bøn omtrent ved fajr.

10

Bønnen om regn og bønnen ved solformørkelse

Salāt al-istisqāʾ [[Istisqāʾ er et arabisk ord. Det betyder at bede om vand eller regn. Når der var tørke, eller når der opstod behov for vand, bad Allahs Sendebud (fred være med ham) den Almægtige Herre om vand. Til dette formål udførte han undertiden også en bøn på to rakʿah.]]

Det er bevist, at Allahs Sendebud (fred være med ham) bad om vand på flere måder. Disse måder er som følger:

En fredag, mens han holdt prædikenen, bad han om vand ved at fremsige følgende duʿāʾ:

(Arabisk******************)

Betydning: Åh Allah, giv os vand. Åh Allah, giv os regn. Åh Allah, lad os drikke vand! Åh Allah, lad os drikke vand.”

For det andet: En gang fortalte folk ham om manglen på vand og tørken, og han lovede dem, at han ville gå ud for at udføre istisqāʾ-bønnen. Som lovet gik han ud ved solopgang. Meget ydmyg, beskeden og sammenbøjet som en bedende gik han ud sammen med folkene. Han steg op på prædikestolen (det er tvivlsomt, om beretningen om, at han steg op på prædikestolen, er autentisk) og bad således:

Arabisk**************)

Betydning: Al lovprisning tilkommer Allah, universets Herre, den Nådige, den Barmhjertige, den Ene Hersker over gengældelsens dag. Der er ingen gud ud over Allah; Han gør, hvad Han vil. Åh Allah, Du er Allah, der er ingen gud ud over Dig. Du gør, hvad Du vil. Åh Allah, der er ingen gud ud over Dig. Du er Den Selvtilstrækkelige, Ejeren af den største overflod, mens vi er fattige, nødlidende og afhængige af Dig. Lad i Din nåde regnen falde over os. Og uanset hvor meget Du lader falde over os, så gør det til en kilde til styrke for os og til vores næring for en fastsat tid.’

Derefter løftede han hænderne og begyndte at bede med ydmyghed, gråd og inderlig klage. Han løftede hænderne så højt, at hans armhulers hvidhed blev synlig. Så vendte han sig mod qiblaen med folkemængden bag sig. Samtidig vendte han også sin kappe om: Han førte den højre side over til venstre og den venstre side over til højre. Ligeledes førte han kappens rygside om foran brystet og brystdelen om på ryggen. På dette tidspunkt bar han en sort kappe. Så fortsatte han med at bede vendt mod qiblaen. Folkemængden bad samtidig med ham med gråd og inderlig klage.

Derefter steg han ned fra minbaren og bad to rakʿah sammen med de tilstedeværende. Disse to rakʿah blev udført uden adhān og iqāmah, ligesom eid-bønnen. Under denne bøn reciterede han højt. I den første rakʿah reciterede han Sūrat al-Fātiḥah efterfulgt af Sūrat al-Aʿlā, og i den anden rakʿah reciterede han al-Ghāshiyah. For det tredje bestod den tredje metode i, at han på en anden dag end fredag steg op på minbaren i Profetens Moské og alene bad om regn. Det er ikke overleveret, at han bad under denne lejlighed.

For det fjerde bestod metoden i, at han satte sig i moskéen, løftede hænderne og bad om regn med følgende ord:

(Arabisk******************)

Betydning: Åh Allah! Giv os at drikke gennem en regn af rent vand. Giv os tilstrækkelig regn, ikke langsom, men kraftig regn. Giv os regn, der bringer gavn, ikke skade.”

For det femte gik han uden for moskéen til al-Jawāribs port og bad om regn. I dag kaldes dette sted Bāb as-Salām. Stedet lå så langt fra moskéen, som en sten kunne nå, hvis man kastede den.

For det sjette bad han undertiden om regn under krig. Når modstandernes polyteister havde erobret vandbrønde, cisterner og kilder, blev muslimerne tørstige og kom i vanskeligheder. De henvendte sig bekymrede til ham og fortalte ham om vandmanglen. Da bad han Allah om vand.

Hyklerne sagde til muslimerne: Hvis han var en profet, ville man naturligvis få vand, når han bad om det, ligesom Mūsā, fred være med ham, bad om vand og fik vand. Da dette nåede den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, sagde han: Har de virkelig sagt sådan? Så vil jeres Herre snart sørge for at slukke jeres tørst. Efter at have sagt dette løftede han hænderne. Han bad sin Herre om vand. Før han nåede at sænke hænderne efter bønnen, blev himlen dækket af skyer. Det regnede voldsomt. Vandstrømme løb gennem kanaler, lavninger og grøfter. Alle drak vand og blev mætte. Ved denne lejlighed bad han om vand med følgende ord:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Giv dine tjenere og dine dyr og fugle vand at drikke. Udbred din barmhjertighed, og gør dine byer levende. Lad os drikke af den søde regn og blive tilfredsstillet. Gør denne regn gavnlig for os, ikke skadelig. Lad den snart falde, og lad den ikke blive forsinket.

-Hver gang Allahs Sendebud (s.a.v.) bad om regn, kom der regn.

-Når der sommetider faldt meget regn, så det blev skadeligt, bad Allahs Sendebud (s.a.v.) om, at regnen måtte standse.

-Når Allahs Sendebud (s.a.v.) så skyer, blev han bekymret, fordi han frygtede Allahs straf fra skyerne. Når det regnede, strålede glæde og fryd i hans ansigt.

Salim ibn Abdullah har overleveret en marfuʿ-hadith fra sin far, Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham). Heri fortæller han, at Allahs Sendebuds (s.a.v.) bøn om regn lød således:

(Arabisk*******************)

Betydning: O Allah! Giv os at drikke af en regn, som tilfredsstiller os. En regn, der er rigelig, fuldkommen, tæt og vedvarende. O Allah, lad regnen falde og giv os at drikke. Lad os ikke være blandt de fortvivlede og berøvede. O Allah! Dine tjenere, dine byer, dine dyr og hele skabningen er ramt af sult, tørst, nød og lidelse. Vi retter denne klage til ingen andre end dig. O Allah! Lad afgrøder vokse for os! Fyld vores husdyrs yvere med mælk! Lad os drikke af velsignelserne og overfloden fra himlen og jorden! Frembring jordens velsignelser og overflod for os! Fjern vores sult, tørst, nød, lidelse og mangel på klæder! Fjern alle vores ulykker og katastrofer, som ingen andre end dig kan fjerne. O Allah! Vi beder kun dig om tilgivelse. Sandelig, sandelig, du er Den Mest Tilgivende, Den Nådige. Lad rigelig regn falde over os fra himlen.

-Imam al-Shafi’i sagde: Jeg foretrækker meget, at imamerne fremsiger denne du’a, når de udfører istisqa.

-Imam al-Shafi’i sagde desuden: Vi har fra en pålidelig kilde fået at vide, at Allahs Sendebud, fred være med ham, bad om regn (istisqa) med begge hænder løftet.

-Allahs Sendebud, fred være med ham, sagde: En du’a, der fremsiges under regn, bliver aldrig afvist.

Bønnen ved kusuf eller solformørkelse [Normalt kaldes en solformørkelse kusuf, mens en måneformørkelse kaldes khusuf. Men i hadith er solformørkelsen blevet kaldt både kusuf og khusuf. Der findes ingen beviser for, at Allahs Sendebud, fred være med ham, bad under en måneformørkelse. Når man taler om kusuf-bønnen og khusuf-bønnen, mener man altså bønnen ved en solformørkelse.]

Da solen en gang var stået op og var kommet et stykke op på himlen, begyndte solformørkelsen. Allahs Sendebud, fred være med ham, blev bekymret og urolig og skyndte sig ud fra huset mod moskéen, mens han trak sin kappe efter sig. Derefter gik han frem og bad to rak’ah sammen med folket. I den første rak’ah reciterede han efter surah al-Fatihah en lang surah. Han reciterede højt. Derefter udførte han en lang rukū’. Han løftede hovedet fra rukū’ og stod længe i qiyam. Dette var ikke qiyam med recitation af en surah, men qiyam efter rukū’. Da han løftede hovedet fra rukū’, sagde han: »Sami’a Allahu liman hamidah, Rabbana lakal-hamd.« Derefter begyndte han igen at recitere. Han udførte igen en lang rukū’, men denne gang blev han der noget kortere end første gang. Så gik han ned i sujūd og udførte en lang sujūd.

-Den anden rak’ah bad han på samme måde.

-På denne måde udførte han to rukū’ og to sujūd i hver rak’ah.

-På denne måde bestod bønnen i alt af fire rak’ah, og i de fire rak’ah var der fire rukū’ og fire sujūd.

Mens han udførte denne bøn, så han Paradiset og Helvede.

Efter bønnen holdt han en gribende khutba (prædiken) for folkemængden. Det, som folk huskede af hans tale, er blevet overleveret af forskellige berettere. Ifølge en beretning sagde han i denne tale: Solen og månen er to af Allahs tegn. Solformørkelse og måneformørkelse har ingen forbindelse med nogens liv eller død. Når I ser en formørkelse af månen eller solen, skal I påkalde Allah, lovprise Allah, bede og give almisse. O Muhammads følgere! Ved Allah, der findes intet, som vækker større vrede hos Allah, end at en af Allahs mandlige eller kvindelige tjenere begår utroskab. O Muhammads følgere! Ved Allah, hvis I vidste det, jeg ved, ville I uden tvivl le mindre og græde mere.”

“Alt det, jeg har lovet jer, har jeg i dette øjeblik set herfra. Da jeg havde set Paradiset og ønskede at plukke en klase druer derfra, så I mig gå lidt fremad. Men så snart jeg var gået lidt frem, så jeg Helvede. Den ene del af det er mere frygtelig og modbydelig end den anden! Den ene del tygger og opsluger den anden! På det tidspunkt så I mig gå tilbage. Jeg har aldrig set et mere frygteligt syn end Helvede. Jeg så, at flertallet af dem, der blev straffet i Helvede, var kvinder.”

-Folk spurgte: O Allahs Sendebud! Hvad er årsagen til dette?

-Han sagde: Årsagen er deres utaknemmelighed.

-Der blev spurgt: Er de utaknemmelige over for Allah?

-Han sagde: De viser utaknemmelighed over for deres ægtemænd og naboer. Uanset hvor meget nogen gør godt mod dem, viser de ikke taknemmelighed. Hvis du hele dit liv bliver ved med at gøre godt mod en kvinde og drage omsorg for hende, men du så begår selv en lille fejl, vil hun sige: ‘Jeg har aldrig fået noget godt fra dig.’

‘Det er blevet åbenbaret for mig, at I vil blive prøvet i graven. Denne prøve (fitna) vil være som Dajjals prøve eller tæt på den. Der vil komme nogen til hver af jer og spørge: Hvad ved du om denne person (Muhammad)?

Den troende vil svare: Det er Muhammad. Han kom med tydelige beviser og vejledning fra Allah. Vi tog imod hans kald, troede og fulgte ham.

Da vil der blive sagt til ham: Sov trygt. Du var retskaffen. Vi vidste, at du var troende.

Men hykleren vil svare: Jeg ved i virkeligheden ikke noget om ham. Jeg hørte folk sige forskellige ting om ham, så jeg sagde det samme.”

Imam Ahmad ibn Hanbal har i sin Musnad nævnt en anden overlevering af Allahs Sendebuds tale efter istisqā’-bønnen. Heri fortælles det: Allahs Sendebud afsluttede bønnen med salām, fremsagde lovprisning, hyldest og trosbekendelsen og holdt derefter en tale (khutba). I talen sagde han: O folk! Jeg besværger jer ved Allah: Har jeg på nogen måde forsømt at viderebringe min Herres budskab til jer?

Da rejste en mand sig og sagde: Jeg vidner om, at du har viderebragt din Herres budskab, ønsket dine følgeres vel og fuldført dit ansvar fuldt ud. Du har ikke forsømt noget.’

Derefter sagde han: Nogle mennesker mener, at solformørkelser, måneformørkelser og stjernernes afvigelse fra deres baner sker på grund af en stor personligheds død på jorden. Alt dette er falsk. Nej, det er alt sammen tegn fra Allah. Han ønsker, at Hans tjenere skal lære af dem, angre og lede sig selv ad den rette vej.

Ved Allahs ed, da jeg stod i bønnen, så jeg alle forholdene i jeres verden og i det hinsides. Allah ved bedst. Dommedag vil ikke indtræffe, før tredive store løgnere er kommet. Den sidste af dem er den enøjede Dajjal. Hans venstre øje vil være udslettet. Når han kommer frem, vil han hævde, at han selv er en guddom. Den, der tror på ham, erklærer ham for sand og følger ham, vil ikke få gavn af nogen af sine tidligere gode handlinger. Og den, der trodser og fornægter ham, vil ikke blive straffet for nogen af sine tidligere synder. Han vil tage hele jorden i besiddelse med undtagelse af Ka‘baen og Bayt al-Maqdis. Han vil belejre de troendes Bayt al-Maqdis. Da vil der opstå et voldsomt oprør blandt de troende. Som følge heraf vil han og hans hær blive tilintetgjort. Da vil selv murenes fundamenter og træernes rødder råbe: O muslim, o troende! Her er en jøde eller en vantro. Kom og dræb ham ….”

Disse overleveringer om solformørkelsesbønnen og khutbaen er blevet overleveret fra den ærede Profet (Allahs fred og velsignelser være med ham) gennem autentiske kæder.

Der findes også beretninger om en anden fremgangsmåde ved solformørkelsesbønnen. Ifølge disse beretninger bad han nogle gange med tre rukūʿ i hver rakʿah, nogle gange med fire rukūʿ og nogle gange med én rukūʿ, ligesom ved den almindelige bøn.

De fremstående imamer anser dog ikke disse beretninger for korrekte, såsom imam Ahmad ibn Hanbal, imam al-Bukhari og imam al-Shafiʿi. De anser disse beretninger for fejlagtige.

Imam Abu Isa al-Tirmidhi henviste til imam al-Bukharis udtalelse og sagde, at han havde sagt: »Efter min opfattelse er den mest autentiske beretning blandt haditherne om solformørkelsesbønnen, at Allahs Sendebud bad denne bøn med fire rukūʿ og fire sujūd. Han udførte to rukūʿ og to sujūd i hver rakʿah.«

11

Bønnen ved de to Eid-fester

Han bad Eid-bønnen på en åben plads

Allahs Sendebud bad begge Eid-bønner på en åben plads. Der var en åben plads ved den østlige indgang til Medina. Det var på denne plads, at han bad de tre Eid-bønner. I dag parkeres pilgrimmenes køretøjer der.

Han bad aldrig Eid-bønnen i moskeen bortset fra én enkelt gang. Også den ene gang bad han i moskeen på grund af regn. Dette er blevet overleveret i Sunan Abu Dawud og Ibn Majah.

Hvad gjorde han på eid-dagen?

Det var altid hans skik at bede eid-bønnen på Eid-pladsen.

Når han gik ud med kurs mod Eid-pladsen, iførte han sig det smukkeste tøj, han havde mulighed for. Han havde en holla (en løs, lang kjortel eller en kaftan), som han bar ved de to eid-fester og om fredagen.

En gang tog han til Eid-pladsen iført to grønne sjaler.

Nogle har sagt, at han en gang tog til Eid-pladsen iført et rødt sjal. I virkeligheden var det ikke et rødt sjal; det var blot dekoreret med rødligt arbejde langs kanten. Det kan ikke være rigtigt, at han bar et rødt sjal, for han forbød at iføre sig rødt og safranfarvet tøj. En gang så han Abdullah ibn Umar iført to røde klædningsstykker og beordrede ham til at brænde dem. Hvordan skulle han selv kunne have båret det, når han nærede en sådan modvilje mod det? Af hans forbud fremgår det, at rødt tøj for mænd enten er haram eller i det mindste makruh tahrimi.

På eid al-fitr-dagen spiste han nogle dadler, før han gik ud mod Eid-pladsen. Antallet af dadler var ulige.

På eid al-adha-dagen spiste han ikke noget, før han var vendt hjem fra bønnen. Efter at være vendt hjem fra bønnen spiste han offerkød.

Han tog et bad på dagen for de to eid-fester, før han gik til Eid-pladsen. Dette er den sahih-hadith. Men der findes i denne forbindelse også to svage hadither med en anden ordlyd.

Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) fulgte sunnahen meget strengt. Derfor plejede han at foretage ghusl og tage af sted på begge Eid-dage.

Allahs Sendebud (fred være med ham) gik til eid-bønnen til fods.

Når han gik til eid-bønnen, blev der båret et spyd foran ham. Da han nåede frem til eid-pladsen, blev spyddet rejst og stukket ned i jorden, så han kunne stille sig til bøn med det foran sig. Eid-pladsen var nemlig en åben mark. Der var hverken en mur eller en pæl foran ham. Derfor brugte han dette våben som sutrah.

Han plejede at bede Eid al-Fitr-bønnen sent.

Han plejede at bede Eid al-Adha-bønnen tidligt om morgenen. For at følge denne sunnah strengt plejede Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham) på Eid al-Adha-dagen at tage af sted mod eid-pladsen før solopgang.

Fra det øjeblik han forlod sit hjem, og indtil han nåede frem til eid-pladsen, fortsatte han med at fremsige takbir.

Hvordan plejede han at bede eid-bønnen?

Allahs Sendebud (fred være med ham) begyndte bønnen, så snart han nåede frem til eid-pladsen. Før bønnen blev der hverken kaldt til adhan eller iqamah, og der blev heller ikke bekendtgjort, at bønnen skulle begynde. Intet af dette gjorde han. Dette er sunnahen.

Da han og hans ledsagere nåede frem til Eid-pladsen, bad de ingen andre bønner før eller efter disse to rakʿah.

Han bad bønnen før prædikenen.

Han bad to rakʿah.

I den første rakʿah fremsagde han takbīr syv gange. Umiddelbart efter takbīr al-taḥrīmah fremsagde han takbīr syv gange. Han holdt en kort pause mellem hvert par takbīr. Der findes intet bevis for, at han fremsagde nogen dhikr eller tasbīḥ mellem takbīrerne. Men ʿAbdullāh ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, har sagt, at han fremsagde al-ḥamd wa al-thanāʾ og ṣalāt wa salām.

ʿAbdullāh ibn ʿUmar, må Allah være tilfreds med ham, løftede hænderne ved hver takbīr i efterfølgelse af Allahs Sendebud, må Allahs fred og velsignelser være med ham.

Efter at have afsluttet takbīrerne begyndte han recitationen. Efter Sūrat al-Fātiḥah reciterede han i den ene rakʿah suren »Nūn wa-l-qurʾān al-majīd« og i den anden rakʿah suren »Iqtarabati s-sāʿatu wa-nshaqqa l-qamar«. Nogle gange reciterede han surerne »Sabbih isma rabbika l-aʿlā« og »Hal atāka ḥadīthu l-ghāshiyah«. Det er disse, der er overleveret gennem autentiske kæder. De øvrige overleveringer er ikke autentiske.

Efter recitationen fremsagde han takbīr og udførte rukūʿ og sujūd.

Efter den første rakʿah rejste han sig fra sujūd og fremsagde fem takbīr i træk i begyndelsen af den anden rakʿah. Efter at have afsluttet takbīrerne begyndte han recitationen.

Således begyndte han hver rakʿat med de foreskrevne takbīrer og gik til rukūʿ, så snart recitationen var afsluttet. [I Abū Dāwūd er der fra en tābiʿī overleveret, at der blev sagt fire takbīrer i hver rakʿat. Han sagde, at han havde fået denne oplysning ved at spørge ledsagerne Abū Mūsā og Hudhayfa (ra). Denne tābiʿī hed Saʿīd ibn al-ʿĀs.] (Disse hadither om takbīrerne er overleveret i al-Tirmidhī, Ibn Mājah og al-Dārimī.)

Nogle har overleveret, at Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde takbīr i den første rakʿat før recitationen af sūraen og i den anden rakʿat efter recitationen af sūraen. Men disse overleveringer er ikke bekræftet. I overleveringskæden til denne beretning findes en person ved navn Muhammad ibn Muʿāwiya al-Naysābūrī. Al-Bayhaqī har sagt, at det gennem flere kilder er blevet kendt, at denne person var involveret i løgn.

Imam al-Tirmidhī har med en autentisk overleveringskæde overleveret en hadith fra Kathīr ibn ʿAbdullāh ibn ʿAmr ibn ʿAwf. Kathīr ibn ʿAbdullāh hørte den fra sin far, som havde hørt den fra sin bedstefar: Allahs Sendebud (s.a.v.) sagde i begge Eid-bønner syv takbīrer i den første rakʿat før recitationen og fem takbīrer i den anden rakʿat før recitationen. Al-Tirmidhī siger: »Jeg spurgte Muhammad ibn Ismāʿīl, det vil sige Imam al-Bukhārī, om denne hadith.« Imam al-Bukhārī sagde: »Der findes ingen mere autentisk hadith om takbīrerne i Eid-bønnen end denne.«

Imam al-Tirmidhī siger, at hans mening om denne hadith er den samme som Imam al-Bukhārīs.

Han holdt talen (khutbaen) efter bønnen.

Allahs Sendebud (s.a.v.) afsluttede bønnen, vendte sig om og stillede sig med ansigtet mod folkeskaren. Folk sad på deres respektive rækker. Stående holdt han en tale (khutba) til folkeskaren. I talen gav han dem råd og vejledning samt påbud og forbud.

Hvis der skulle sendes en hær et sted hen, sendte han den herfra.

Hvis der skulle udstedes en ordre, udstedte han den herfra.

Der var ingen minbar dér (på eid-bønnepladsen) til at holde prædikenen. Desuden blev minbaren heller ikke båret ud fra moskeen i Medina. Han holdt prædikenen stående på jorden.

Jābir (ra.) berettede: Jeg deltog i eid-bønnen sammen med Allahs Sendebud (s.a.). Han bad bønnen uden adhān og iqāmah, før prædikenen. Efter bønnen holdt han prædikenen, mens han støttede sig til Bilāls skulder. I prædikenen befalede han dem at frygte Allah og adlyde Allah, gav folk forskellige råd og talte om andre emner.

Derefter gik han hen til kvindernes forsamling, gav også dem råd og formanede dem. (Bukhārī og Muslim)

Det er overleveret fra Abū Saʿīd al-Khudrī (ra.), at Allahs Sendebud (s.a.) holdt en prædiken ridende på et ridedyr.

Der findes også en overlevering fra Jābir (ra.), hvori han siger: Den ædle Profet (s.a.) kom til eid-bønnepladsen og bad først bønnen. Efter bønnen holdt han khutbaen, og da han var færdig med khutbaen, steg han ned og holdt en tale til kvinderne.

Han plejede at begynde prædikenen med at lovprise Allah. Der findes intet bevis for, at han begyndte prædikenen med takbīr.

Det er overleveret fra Saʿd, den ædle Profets (s.a.) muezzin, at Allahs Sendebud (s.a.) sagde takbīr mange gange i prædikenen, og at han sagde endnu flere takbīr i de to eid-prædikener. Dette beviser dog ikke, at han begyndte prædikenen med takbīr.

Allahs Sendebud (s.a.) gav dem, der deltog i eid-bønnen, valget mellem at blive siddende for at lytte til prædikenen og at gå, hvis de ønskede det. Da eid en gang faldt på en fredag, gav han dem denne dispensation.

Han plejede at ændre ruten til og fra eid-bønnen.

Allahs Sendebud (fvmh.) plejede at ændre ruten til og fra eid-bønnen. Når han tog til eid-bønnen, fulgte han én rute, og når han vendte tilbage, fulgte han en anden. Forskellige mennesker har nævnt forskellige formål med at ændre ruten.

Nogle har sagt, at formålet var at hilse på et større antal mennesker på de to ruter.

Nogle har sagt, at formålet var at bringe eidens velsignelser til folk i begge områder.

Nogle har sagt, at formålet var at hjælpe de fattige langs begge ruter.

Nogle har sagt, at formålet var at lade den islamiske civilisation og kultur komme til udtryk i alle gader, gyder og åbne områder.

Nogle har sagt, at formålet var at vise hyklerne islams storhed, pragt og magt.

Nogle har sagt, at formålet var at lade så meget land som muligt vidne for de bedende.

12

Begravelsesbønnen

Den bedste behandling af den afdøde

Når Allahs Sendebud (fred være med ham) opgav håbet om en patients liv, plejede han at sige

(Arabisk******************)

Betydning: Sandelig, vi tilhører Allah, og sandelig skal vi vende tilbage til Ham.”

Han mindede denne slags patient om det hinsidige, bad ham om at gøre sit testamente, omvende sig og gentage denne bedste sætning, som udtrykker troen på Allah og bekendelsen af Hans enhed, ved at fremsige »Lā ilāha illā Allāh« igen og igen, så denne trosbekendelse kunne blive hans livs sidste ytring.

Når en person døde, fulgte han den bedste fremgangsmåde i behandlingen af sagen. Hans behandling af den afdøde var til størst mulig gavn. Den fremgangsmåde, han indførte i forbindelse med den afdøde, var gavnlig for den afdødes liv i denne verden og i det hinsidige, trøstende for dennes slægtninge og belærende og opdragende for de levende.

Han fuldførte også begravelsen og ligklædningen af den afdøde gennem tilbedelse af Den Almægtige Allah.

Han indførte fremgangsmåden for salat al-janazah for den afdøde. [Salat betyder dua. »Salat al-janazah« betyder at bede for den afdøde. Vi kalder salat al-janazah for »janazah-bønnen«. Det er grundlæggende en ceremoni med dua for den afdøde.]

Han stod foran den afdøde. Sahaba stod på række bag ham. Sammen med ham lovpriste de Allah. De bad om tilgivelse for den afdøde, bad Allah om barmhjertighed for ham og bad om hans frelse i det hinsidige. De fulgte kisten til graven. De begravede ham på den bedste måde. Derefter stod han og hans ledsagere foran graven og bad om hans frelse i de følgende stadier. For efter døden har han endnu større behov for frelse i de følgende stadier.

Derefter indførte han skikken med fra tid til anden at besøge hans grav, hilse på ham under besøget og bede for ham. Det var som at besøge en elsket i dennes liv, hilse på vedkommende og ønske vedkommende velbefindende.

-For den afdøde forbød han blandt andet højlydt gråd, at slå sig for brystet, at rive tøjet i stykker, at barbere hovedet og at klage højlydt.

-Derimod indførte han, at man sørger over den afdøde, græder stille og føler hjertet tungt.

-Dette gjorde han for den afdøde. Han sagde, at øjnene skulle fælde tårer for den afdøde, hjertet skulle være tungt, og tungen skulle udtale det, som behager Allah.

Den afdødes rituelle vask og ligklædning

 Det var Allahs Sendebuds (s.a.) sunnah, at han, når nogen døde, sørgede for, at den afdøde blev vasket og gjort ren. Han påførte ham attar og parfume. Han svøbte ham i et hvidt klæde. På hans befaling gjorde sahabaerne den afdøde i stand på denne måde. Derefter bad han janazah-bønnen for ham.

Han bad som regel ikke janazah-bønnen i moskeen. Der findes dog også beviser på, at han bad den i moskeen en eller to gange. Begge måder er tilladte. Det er dog bedst at bede den uden for moskeen.

At kysse den afdøde

Det er Allahs Sendebuds (s.a.) sunnah, at man straks efter dødsfaldet lægger den afdødes krop lige, lukker hans øjne og dækker hans ansigt og krop til.

Han kyssede undertiden den afdøde. Efter Uthman ibn Maz’uns (r.a.) død kyssede han ham og græd over ham.

Efter Allahs Sendebuds (s.a.) bortgang bøjede Abu Bakr as-Siddiq (r.a.) sig over hans kiste og kyssede ham.

Martyrer vaskes ikke og får ikke janazah-bønnen

Han vaskede ikke dem, der blev martyrer på Allahs vej. Det er blevet overleveret fra imam Ahmad ibn Hanbal, at Allahs Sendebud (s.a.) forbød, at martyrerne blev vasket.

De fjernede martyrernes våben og læderbeklædning og begravede dem iført alle deres øvrige klæder.

Han bad heller ikke begravelsesbønnen for martyrerne, fordi deres synder bliver tilgivet gennem martyrdøden.

Betaling af gæld før begravelsesbønnen

Når en afdød blev bragt til ham for at få begravelsesbønnen bedt, spurgte han, om personen havde nogen gæld. Hvis den afdøde ikke havde nogen gæld, bad han begravelsesbønnen for ham. Men hvis den afdøde var skyldner, bad han ikke selv begravelsesbønnen. Han sagde til de ærværdige ledsagere: »Bed begravelsesbønnen for jeres bror.« Rasulullahs begravelsesbøn var i virkeligheden en forbøn hos Allah for den afdøde. Denne forbøn blev altid accepteret. En skyldner kommer imidlertid ikke i Paradis, før hans gæld er betalt. Når Allah derfor gav ham økonomisk råderum, betalte han selv den afdødes gæld, bad begravelsesbønnen for ham og overdrog hans efterladte ejendom til hans arvinger.

Hvordan bad han Salat al-Janazah?

Rasulullahs (s.a.) sunnah var, at han stod ud for den afdødes hoved, hvis den afdøde var en mand, og ud for midten af kroppen, hvis den afdøde var en kvinde.

Han begyndte begravelsesbønnen med at sige »Allahu Akbar«. Derefter fremsagde han lovprisning og glorificering af Allah.

Abdullah ibn Abbas (r.a.) ledte engang begravelsesbønnen og reciterede al-Fatihah højt efter takbīren. Han sagde: »Jeg gjorde dette, for at I skulle vide, at det er sunnah at recitere surah al-Fatihah i begravelsesbønnen.«

-På samme måde har Abu Umama ibn Sahl, må Allah være tilfreds med ham, sagt, at det er sunnah at recitere Sura al-Fatiha efter den første takbir i janazah-bønnen. Via ham er det blevet overleveret fra den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham, at Sura al-Fatiha skal reciteres. Men denne hadiths isnad (overleveringskæde) er ikke autentisk.

Vores sheikh, imam Ibn Taymiyya, har sagt, at det ikke er obligatorisk at recitere Sura al-Fatiha i janazah-bønnen, men det er sunnah.

-Abu Umama ibn Sahl har overleveret fra en gruppe af sahaba, at man i janazah-bønnen skal fremsige salat (durud) over Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham.

-Da Ubada ibn Samit blev spurgt, hvordan Allahs Sendebud, fred og velsignelser være med ham, plejede at bede janazah-bønnen, svarede han:

Ved Allahs ed vil jeg bestemt fortælle, hvordan han plejede at bede janazah-bønnen. Du skal begynde bønnen med at sige »Allahu akbar«, derefter fremsige salat (durud) over den ædle Profet, fred og velsignelser være med ham. Derefter skal du bede således for den afdøde:

(Arabisk******************************)

Betydning: O Allah! Denne Din tjener begik ikke shirk med Dig, og Du ved bedst om ham. Hvis denne person var retfærdig, så forøg hans gode gerninger endnu mere. Og hvis han var synderisk, så tilgiv hans synder. O Allah! Fratag os ikke hans belønning, og vildled ikke os, der lever efter ham.«

Folk har ikke lært ordene i nogen anden dua udenad i samme grad, som de har lært ordene i duaen, Sura al-Fatiha og durud udenad.

–Det er også overleveret, at han bad følgende bøn for den afdøde:

(Arabisk*****************)

Betydning: O Allah! Tilgiv denne afdøde, forbarm dig over ham, og vær nådig mod ham. Gør hans ankomst ærefuld. Gør hans indgang rummelig. Vask ham med koldt vand og is. Rens hans synder, som et hvidt klæde renses for snavs. Giv ham et bedre hjem end hans hjem, en bedre familie end hans familie og en bedre ledsager end hans ledsager. Giv ham en plads i Jannah, og beskyt ham mod gravens straf og Helvedes straf.”

–Det er også overleveret, at han bad følgende bøn:

(Arabisk*******************)

Betydning: O Allah! Tilgiv alle vores levende og døde, unge og gamle, mænd og kvinder samt tilstedeværende og fraværende. Lad dem blandt os, som Du ønsker at holde i live, forblive på Islam. Og lad dem, hvis død Du ønsker, dø med iman. O Allah! Berøv os ikke belønningen for ham, og udsæt ikke vores levende for nogen prøvelse efter ham.”

Det er også bevist, at Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) bad følgende bøn for kvinder under janazah-bønnen:

(Arabisk****************)

Betydning: O Allah! Du er denne kvindes Herre. Du har skabt hende. Du har vejledt hende til islam. Og nu har Du taget hendes sjæl. Vi er kommet for at gå i forbøn for hende hos Dig. Vær så venlig at tilgive hende.”

Allahs Sendebud (s.a.v.) befalede, at man skulle bede oprigtigt og inderligt for de døde.

Hvor mange takbīr er der i begravelsesbønnen?

Allahs Sendebud (s.a.v.) bad begravelsesbønnen med fire takbīr. Det er også autentisk overleveret, at han sagde takbīr fem gange.

Efter hans bortgang bad nogle af de ædle sahābah begravelsesbønnen med fire takbīr, nogle med fem og nogle med seks.

Zayd ibn Arqam bad begravelsesbønnen med fem takbīr. Han sagde, at den ædle Profet (s.a.v.) bad begravelsesbønnen med fem takbīr. Hadithen er overleveret i Sahih Muslim.

ʿAlī (må Allah være tilfreds med ham) bad begravelsesbønnen for Sahl ibn Hunayf med seks takbīr. Han ledte begravelsesbønnen for sahābah, der havde deltaget i Badr, med seks takbīr. Han ledte begravelsesbønnen for andre sahābah med fem takbīr. Desuden bad han begravelsesbønnen for andre mennesker med fire takbīr. Dette er overleveret af imām al-Dāraquṭnī.

Saʿīd ibn Manṣūr overleverede fra Ḥakam, og han fra Ibn ʿUyaynah, at sahābah bad begravelsesbønnen for dem, der havde deltaget i slaget ved Badr, med fem, seks og syv takbīr.

Alt dette er autentiske overleveringer, der er bevist fra Profetens ledsagere. Det er tilladt at følge enhver af disse fremgangsmåder. Ingen af dem kan afvises. Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere fremsagde nemlig mere end fire takbirer.

De, der forbyder at fremsige mere end fire takbirer, tager hadithen fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, som bevis. Heri siger Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad sin sidste janazabøn med fire takbirer. Ifølge dem er Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, sidste handling i en bestemt sag den endelige afgørelse i denne sag.

Den overleveringskæde, hvorigennem denne hadith er overleveret fra Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, er meget svag og fuldstændig mangelfuld. Imam Ahmad har sagt, at dette udsagn er falsk og ikke har noget grundlag. Overleveringskæden til denne hadith indeholder en person, der opdigtede falske hadither.

Hvor mange salam’er er der i janazabønnen?

Det er overleveret, at Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, fremsagde én salam i janazabønnen. I nogle overleveringer nævnes der dog også to salam’er.

-Imam al-Bayhaqi og andre har overleveret en hadith fra Abu Huraira, må Allah være tilfreds med ham, via al-Maqbari: Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, bad ved en lejlighed janazabønnen med fire takbirer og én salam.”

-Imam Ahmad har sagt, at denne hadith er opdigtet.

Imam Ahmad har imidlertid også overleveret både én salam og to salam’er gennem autentiske overleveringskæder.

—Sahabaerne har afsluttet janazah-bønnen med én taslim, og de har også afsluttet den med to taslim.

Rafʿ al-yadayn under janazah-bønnen

Udførte Allahs Sendebud (sa.) rafʿ al-yadayn under janazah-bønnen? Imam al-Shafiʿi har sagt: På grundlag af traditionen og analogien med Allahs Sendebuds (sa.) sunnah i bønnen må man gå ud fra, at man skal udføre rafʿ al-yadayn under janazah-bønnen. For Allahs Sendebud (sa.) udførte rafʿ al-yadayn sammen med hver takbir, mens han stod under bønnen.

Det er overleveret, at Ibn Umar og Anas (ra.) udførte rafʿ al-yadayn ved hver takbir under janazah-bønnen.

Al-Bayhaqi har overleveret: Allahs Sendebud (sa.) udførte rafʿ al-yadayn ved den første takbir og lagde sin højre hånd oven på sin venstre hånd.

Han udførte janazah-bønnen ved graven

Det var Allahs Sendebuds (sa.) praksis, at hvis han ikke kunne udføre janazah-bønnen for nogen før begravelsen, gik han efter begravelsen til graven og udførte janazah-bønnen for ham dér.

Én gang gik han til en mands grav og udførte janazah-bønnen dér en nat efter begravelsen. En anden gang udførte han janazah-bønnen ved en grav tre dage efter begravelsen. Ved en anden grav gjorde han det efter en måned. Han fastsatte ingen tidsgrænse for dette.

Imam Ahmad sagde: Hvem kan være i tvivl om at bede begravelsesbønnen ved graven? Når det er berettet, at Den Ædle Profet (fred være med ham) gik til graven og bad begravelsesbønnen, hvis nogen havde manglet at få den bedt, er der ingen grund til at nære tvivl. Der er overleveret hadither om dette gennem seks kæder. Alle kæderne er hasan (gode).

Imam Ahmad fastsatte tidsgrænsen for at bede begravelsesbønnen ved graven til én måned.

Imam al-Shafi‘i sagde, at begravelsesbønnen kan bedes ved graven, indtil liget er gået i forrådnelse og er blevet vansiret.

Imam Abu Hanifa og Imam Malik mente ikke, at nogen ud over den afdødes værge kunne bede begravelsesbønnen ved graven. De sagde, at hvis værgen var fraværende før begravelsen, kunne han vende tilbage og bede begravelsesbønnen ved graven.

Begravelsesbønnen for børn

Det er overleveret gennem autentiske kæder, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: I skal bede begravelsesbønnen for børn.

I Sunan Ibn Majah er der overleveret en marfu‘-hadith, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: I skal bede begravelsesbønnen for børn. For de er gode gerninger, som er sendt i forvejen for jer. Af den hadith, som Sa‘id ibn al-Musayyib overleverede, fremgår det, at der skal bedes begravelsesbøn for et aborteret foster, når det er fire måneder gammelt.

Begravelsesbønnen for selvmordere, bedragere og personer, der er blevet dømt til døden

-Allahs Sendebud (fred være med ham) bad ikke begravelsesbønnen over en, der havde begået selvmord.

-Han bad heller ikke begravelsesbønnen over en, der havde tilegnet sig noget af krigsbyttet på uretmæssig vis.

-Der er uenighed om, hvorvidt han bad begravelsesbønnen over en person, der var blevet dødsdømt. Selvom Allahs Sendebud (fred være med ham) ikke bad begravelsesbønnen over skyldnere, selvmordere og personer, der havde tilegnet sig noget på uretmæssig vis, bad han ledsagerne om at gøre det. Faqīherne har sagt, at der skal bedes over enhver muslim. -Fiqh as-Sunnah, bind 1.]

Det var Allahs Sendebuds (fred være med ham) skik at følge kisten: Efter at have bedt begravelsesbønnen over en afdød fulgte han kisten til graven. Undervejs gik han til fods foran kisten.

Efter hans bortgang var dette også sunnahen hos de retledte kaliffer.

-Han indførte også den praksis, at de, der fulgte kisten på et ridedyr eller i et køretøj, skulle være bag kisten. De, der gik til fods, skulle befinde sig tæt omkring kisten – foran, bagved og til højre og venstre.

-Han plejede at befale, at man skulle gå hurtigt med kisten. Derfor skyndte ledsagerne sig med kisten mod graven.

Den langsomme måde, man i dag anvender, når man bærer en kiste til graven, er en bidʿah, makruh, i strid med sunnahen og en praksis, som jøder og kristne følger. Når Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) så nogen gå langsomt sammen med kisten, løftede han sin stav mod ham og sagde: Har du ikke set, hvor hurtigt vi plejede at gå med kisten sammen med Allahs Sendebud (fred være med ham)?

-Når Allahs Sendebud (s.a.) fulgte kisten til graven, gik han til fods. Han sagde: »Englene går til fods; hvordan kan jeg så ride?«

-Når han vendte tilbage efter at have begravet den afdøde, gik han nogle gange til fods og red andre gange.

Han satte sig ikke ned, før den afdøde var blevet taget ud af kisten og lagt på jorden.

Janazah-bøn i fravær

Mange muslimer døde forskellige steder langt borte, uden at der blev bedt janazah-bøn over dem. Det er blevet overleveret gennem autentiske beretninger, at Allahs Sendebud (s.a.) bad janazah-bøn i fravær for kong Najashi efter hans død. Der er opstået tre synspunkter om dette spørgsmål.

1. Ifølge ét synspunkt indførte Allahs Sendebud (s.a.) ordningen med janazah-bøn i fravær. Derfor er det sunnah for ummah at bede janazah-bøn i fravær for en afdød, der befinder sig langt borte. Dette er Imam ash-Shafi’is (rahimahullah) synspunkt. Ifølge en overlevering var dette også Imam Ahmad ibn Hanbals synspunkt.

2. Imam Abu Hanifah (rahimahullah) og Imam Malik (rahimahullah) sagde, at den janazah-bøn i fravær, som Allahs Sendebud (s.a.) bad for Najashi, kun var en særlig undtagelse for Najashi. Den gælder ikke for andre. Der er ingen dokumentation for, at Allahs Sendebud (s.a.) bad janazah-bøn i fravær for nogen anden end Najashi. Der er kun én dokumentation for, at han bad janazah-bøn i fravær, mens der er mange dokumentationer for, at han ikke gjorde det. Derfor er det sunnah både at bede janazah-bøn i fravær og at lade være.

3. Ifølge Imam Ibn Taymiyyah er den bedste fremgangsmåde i dette spørgsmål, at hvis en person dør et sted, hvor der ikke er blevet bedt janazah-bøn over ham, skal der bedes janazah-bøn i fravær for ham. Det var eksempelvis tilfældet, da den ædle Profet (s.a.) bad janazah-bøn for Najashi, fordi Najashi døde i et ikke-muslimsk land, og der ikke var blevet bedt janazah-bøn over ham. Hvis en person derimod dør et sted, hvor der er blevet bedt janazah-bøn over ham, må der ikke bedes janazah-bøn i fravær for ham, eftersom den obligatoriske pligt til at bede janazah-bøn over ham, som påhvilede muslimerne, allerede er blevet opfyldt. Den ædle Profet (s.a.) bad janazah-bøn i fravær i nogle tilfælde og undlod det i andre. Derfor er både det at bede den og at undlade den sunnah. De tilfælde, hvor han bad janazah-bøn i fravær, var anderledes end de tilfælde, hvor han undlod at gøre det.

Andre forhold vedrørende begravelse og grave

-Når den afdøde blev lagt i graven, plejede Allahs Sendebud (fvmh.) at fremsige disse ord:

(Arabisk**************)

Betydning: »I Allahs navn, med tro på Allah og efter Allahs Sendebuds forbillede begraver jeg ham.«

En anden overlevering nævner, at Sendebuddet (fvmh.) ved denne lejlighed plejede at fremsige følgende sætning:

(Arabisk*******************)

Betydning: »I Allahs navn, på Allahs vej og efter Allahs Sendebuds forbillede begraver jeg ham.«

-Det er også blevet overleveret, at Allahs Sendebud (fvmh.), efter at den afdøde var blevet lagt i graven, tog jord med sine egne hænder og lagde den i graven. Han lagde tre håndfulde jord. Man begyndte at lægge jorden fra hovedenden.

Når begravelsen var afsluttet, stod han og hans ledsagere ved graven og bad om standhaftighed for den afdøde. [Det vil sige, de bad om, at den afdøde måtte være standhaftig og kunne svare under spørgsmålene og svarene i graven.] Han bad sine ledsagere om at bede om standhaftighed for den afdøde.

-Det er forbudt at mure grave til, gøre dem høje og opføre mausoleer eller kupler over dem. Allahs Sendebud (s.a.v.) sendte Ali og lod sådanne grave jævne med jorden.

-Allahs Sendebud (s.a.v.) forbød, at grave blev gjort til steder for sujud. Han forbød også at bede med en grav foran sig.

-Han forbød at sætte lamper på gravene.

-Han forbød at gøre grave til steder for urs, helligdomme, markeder og samlingssteder. Han forbandede dem, der udfører sådanne handlinger.

-Hans sunnah var, at grave hverken skulle gøres til genstand for ærefrygt eller

vanhelliges.

-Han forbød kvinder at besøge grave ved at tage til kirkegården. Han forbandede dem, der gør dette.

-Når Allahs Sendebud (s.a.w.) besøgte grave, gjorde han det for at bede for dem, for at anmode om nåde for dem, for at bede om tilgivelse for dem og for at mindes døden.

Ved besøg på gravsteder bad han ledsagerne sige følgende:

(Arabisk********************)

Betydning: Fred være med jer, I troende og muslimske beboere i disse boliger! Hvis Allah vil, vil vi bestemt slutte os til jer. Og vi beder Allah om tilgivelse for os og for jer.”

-Det var hans skik at udtrykke sin medfølelse over for den afdødes familie og pårørende. Han bad dem acceptere Allahs afgørelse og udvise tålmodighed.

[Alhamdulillah, oversættelsen af denne værdifulde og dokumenterede bog om Allahs Sendebud (s.a.w.)’s bøn er hermed afsluttet. Der kendes ingen anden måde, hvorpå kvinder skal bede, ud fra beskrivelsen af, hvordan Allahs Sendebud (s.a.w.) bad. Der findes heller ingen dokumentation for, at han skulle have instrueret kvinder i at bede på en anden måde. Derfor er mænds og kvinders måde at bede på den samme ifølge sunnah.]

— Slut —