Vores ord

Maulana Sayyid Abul A’la Maududi (r.) kunne ikke nå at færdiggøre sit berømte værk Sīrat-i Sarwar-e Ālam. Efter at have skrevet frem til hijraen afgik han ved døden. Det blev udgivet på urdu i to bind. Vi har udgivet de to urdubind frem til hijraen på bengali i fem bind: det første urdubind i to bengalibind samt den tredje del af det andet urdubind.

Det første bengalibind indeholder hovedsageligt en teoretisk drøftelse af profetembedet og sendebudsskabet. Det andet bind behandler historien om tidligere folkeslags undergang. Fra det tredje bind begynder gennemgangen af historien om Muhammad, Allahs Sendebud (s.a.), og hans sīra.

Sayyid Abul A’la Maududi Research Academy har planlagt at præsentere alle Maulanas værker for bengalisktalende læsere. Allerede nu er næsten alle hans værker blevet oversat til bengali og udgivet. Det foreliggende værk er oversat af Maulanas nære medarbejder, den fremragende forfatter hr. Abbas Ali Khan. Vi mener ikke, at der er behov for at fortælle de dannede læsere noget nyt om hans dygtighed som oversætter, hans mesterlige ordvalg og hans sproglige styrke.

Vi takker Allah den Ophøjede for, at vi på akademiets vegne har kunnet udgive dette værk. Må Han give alle dette værks læsere evnen til at forstå profetembedets sande mission. Amin.

Abdus Shahid Nasim

Direktør

Sayyid Abul A’la Maududi Research Academy

*

Islam er i virkeligheden navnet på den bevægelse, som ønsker at opbygge hele menneskelivets bygning på troen på én Guds suverænitet. Denne bevægelse har siden de tidligste tider fulgt det samme grundlag og den samme metode. Den er blevet ledet af dem, der kaldes Allah den Almægtiges profeter og sendebude. Hvis vi skal lede denne bevægelse, må vi nødvendigvis følge disse lederes fremgangsmåde. For der findes og kan ikke findes nogen anden fremgangsmåde, der passer til en bevægelse af denne særlige art. Når vi i denne forbindelse forsøger at følge i de ærede profeters fodspor, møder vi store vanskeligheder. Vi ved ikke meget om de gerninger og det virke, som de profeter, der levede i oldtiden, udførte. I Koranen findes der nogle korte antydninger, men ud fra dem kan hele planen ikke rekonstrueres. I Bibelens Nye Testamente findes nogle upålidelige udsagn af Jesus, som i nogen grad kaster lys over én side, nemlig hvordan den islamiske bevægelse kan ledes i sin allerførste fase, og hvilke problemer den må møde. Men Jesus kom ikke til at stå over for den følgende fase, og der findes heller ingen antydning om den. På dette område får vi klar og fuldstændig vejledning ét eneste sted, nemlig i profeten Muhammad Mustafas liv. Vores tilbagevenden til ham skyldes ikke blot vores respekt for ham; vi er faktisk nødt til at vende tilbage til ham for at opnå viden om denne vejs op- og nedture. Blandt alle den islamiske bevægelses ledere er profeten Muhammad den eneste leder, i hvis liv vi kan få kendskab til hver enkelt fase og en fuldstændig og særdeles pålidelig fremstilling, fra bevægelsens første kald til oprettelsen af den islamiske stat og derefter til statens struktur, forfatning, indenrigs- og udenrigspolitik samt principperne og metoderne for statens styrelse.

*

Indledning

Hr. Na’im Siddiqi og hr. Abdul Wakil Alvi samlede på fremragende vis drøftelserne om sendebudstjenesten og den hellige profets liv fra mine forskellige værker og udarbejdede dette værks første bind (bind 1 og 2 på bengali). Jeg følte ikke noget større behov for at udvide eller revidere det.

Men i de skrifter, som de har samlet til dette bind, var der hist og her huller. Med sådanne huller kunne der på ingen måde udarbejdes et værk om profetens liv. Derfor har jeg foretaget omfattende tilføjelser og udvidelser. Det er nu blevet til et sammenhængende og kronologisk værk om profetens liv.

Dette (oprindelige) andet bind afsluttes med beretningen om hijraen. Umiddelbart derefter begynder det medinensiske kapitel. Dette kapitel er i virkeligheden som et bundløst hav. Jeg beder den Almægtige Gud om at skænke mig styrke og evne til at fuldføre dette værk og gøre det til gavn for Hans tjenere.

Abul A’la

Syvende kapitel

Begyndelsen på den offentlige da’wa

Af det, der er blevet sagt i de to foregående kapitler, kan man tydeligt forstå, hvad der fik Quraysh og den almindelige arabiske befolkning til at blive så rasende, da Allahs Sendebud (s.a.s.) efter tre års hemmelig da’wa begyndte at forkynde islam offentligt, og hvorfor de kastede sig ud i så megen modstand, fjendtlighed og uhøflig adfærd over for Profeten. Samtidig bliver det også tydeligt gennem denne drøftelse, med hvilket stærkt våben af argumenter og karakter denne da’wa til islam blev fremført, sådan at den gamle jahiliyya, trods alle sine kneb, bedrag, undertrykkelse og tyranni, blev hjælpeløs over for den. Nu fortsætter vi den historiske beretning fra det sted, hvor vi forlod den i kapitel fire.

Islams allerførste offentlige fremtræden

Selv om historikerne og forfatterne til sira-værker ikke har forklaret eller analyseret dette emne, bliver det klart ved at tænke over, hvordan Koranen efter de første fem vers i suraen al-ʿAlaq pludselig, fra vers 6 til 21, beretter om, at en mand forbyder en af Allahs tjenere at bede og forsøger at standse ham ved at true ham. I hadith-litteraturens pålidelige værker er det forklaret, at den, der bad, selv var Profeten (s.a.s.), og at den, der forsøgte at forhindre ham, var Abu Jahl. Heraf fremgår det tydeligt, at Profeten (s.a.s.) for første gang gav udtryk for sin religion ved at bede på islamisk vis i al-Haram ved Kabaen. Indtil da havde muslimerne bedt i hemmelighed. Ingen havde mod til at bede offentligt, ikke engang på et åbent sted, langt mindre i al-Haram ved Kabaen. Kun én gang blev muslimerne set af polyteisterne, mens de bad sammen med Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (r.a.) i en øde dal uden for Mekka. Det førte til et voldsomt opstyr, sådan som vi tidligere har berettet. Men da Allah den Almægtige ville, at islam skulle forkyndes åbent, gik Allahs Sendebud (s.a.s.) frygtløst og uden tøven til al-Haram og begyndte at bede. Ingen andre end ham kunne have udvist et sådant mod. (Tilføjet af forfatteren.)

Heraf fornemmede Qurayshs almindelige mennesker for første gang, at Muhammads (s.a.s.) religion var blevet forskellig fra deres religion. De, der overværede det, var forbløffede. Men Abu Jahls jahiliyya-følelser blev vakt til live, og han forsøgte flere gange at standse Profeten (s.a.s.) fra bønnen ved at true ham. Hazrat Abu Hurayra (r.a.) beretter, at Abu Jahl spurgte Quraysh: »Lægger Muhammad (s.a.s.) sit ansigt mod jorden foran jer?« De svarede ja. Da sagde Abu Jahl: »Ved Lat og Uzza! Hvis jeg ser ham bede sådan, vil jeg sætte min fod på hans nakke og trykke hans ansigt ned i jorden.« Derefter skete det, at han så den Ærværdige (s.a.s.) bede og gik frem for at sætte sin fod på hans nakke. Men pludselig så folk ham trække sig tilbage og forsøge at beskytte sit ansigt mod noget. De spurgte ham, hvad der var sket. Han svarede: »Mellem mig og ham var der en ildgrav, noget frygtindgydende og også vinger.«

Allahs Sendebud (s.a.s.) sagde: »Hvis han var kommet hen til mig, ville englene have revet hans hoved af.« (Ahmad, Muslim, al-Nasa’i, Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Ibn al-Mundhir, Ibn Mardawayh, Nu’aym, Isfahani, Bayhaqi).

Ibn Abbas (r.a.) beretter, at Abu Jahl sagde: »Hvis jeg ser Muhammad (s.a.s.) bede i nærheden af Kabaen, vil jeg knuse hans nakke under min fod.« Da denne besked nåede Profeten (s.a.s.), sagde han: »Hvis de gør det, vil englene gribe ham offentligt.« (Bukhari, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Jarir, Abd al-Razzaq, Abd ibn Humayd, Ibn al-Mundhir, Ibn Mardawayh).

Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) beretter, at Profeten (fred være med ham) bad ved Ibrahims sted. Abu Jahl gik forbi dér. Han sagde: »Har jeg ikke forbudt dig, Muhammad (fred være med ham), at gøre det?« Med disse ord begyndte han at true ham. Som svar irettesatte Profeten Muhammad (fred være med ham) ham skarpt. Abu Jahl sagde til ham: »Muhammad (fred være med ham)! Hvem støtter du dig til, siden du forsøger at skræmme mig? Ved Gud! I denne dal har jeg flere støtter end nogen anden.« (Ibn Jarir, Ahmad, Tirmidhi, Nasai, Ibn Abi Shaybah, Ibn al-Mundhir, Tabarani og Ibn Marduyah). (Tafhim al-Qur’an, bind 6 – indledningen til suraen al-Alaq.)

Derefter gik også andre Quraysh-folk sammen om at forhindre Profeten Muhammad (fred være med ham) i at bede i Kabaens hellige område. Men de mislykkedes. I Koranen står der:

******************************************************

Og da Allahs tjener rejste sig for at påkalde Ham, var folk parate til at kaste sig over ham (Jinn 19).

Også her har fortolkerne forstået »Allahs tjener« som Profeten Muhammad (fred være med ham). Verset beviser desuden, at Profeten (fred være med ham) ikke holdt op med at bede offentligt, selv om andre Quraysh-folk ud over Abu Jahl også begyndte at gøre sig klar til at kaste sig over ham.

Kaldet til hans nærmeste familie

Det andet skridt, som Profeten Muhammad (fred være med ham) tog, var, at han fulgte denne befaling fra Allah den Ophøjede:

******************************************************

I overensstemmelse hermed inviterede han sine nærmeste familiemedlemmer til sit hjem. Blandt dem var der foruden Banū ʿAbd al-Muṭṭalib og Banū Hāshim også nogle personer fra Banū al-Muṭṭalib og Banū ʿAbd Manāf. Al-Balādhurī og Ibn Kathīr siger, at i alt femogfyrre personer deltog i denne invitation. Før Profeten (s) nåede at sige noget, begyndte Abū Lahab: »Her er dine onkler og fætre. Du kan sige, hvad du vil. Men tal ikke om at forlade religionen. Du bør huske, at dit folk ikke har styrke til at kæmpe mod hele Arabien. Det er dine familiemedlemmer, der har størst ret til at gribe dig i armen og standse dig. Hvis du holder fast i det, du gør, vil alle Quraysh kaste sig over dig, og araberne vil komme dem til hjælp. Jeg har aldrig set nogen, der har bragt større ulykke over sin egen familie end den, du har bragt.«

På denne måde ødelagde Abū Lahab det første møde. Den følgende dag inviterede Profeten (s) igen sin familie og fremlagde sit religiøse budskab for dem. Abū Ṭālib sagde: »Jeg ønsker ikke at forlade ʿAbd al-Muṭṭalibs religion. Men fortsæt med at udføre det, du er blevet befalet. Jeg vil støtte og beskytte dig.«

Abū Lahab sagde: »Ved Gud, det er tale, der er meget dårlig. Grib hans hånd, før en anden griber den.« Abū Ṭālib sagde: »Ved Gud! Så længe jeg lever, vil jeg beskytte ham.« Denne beretning er gengivet af al-Balādhurī og Ibn ʿĀmir med henvisning til Jaʿfar ibn ʿAbdullāh ibn Abī al-Ḥakam, som var en pålidelig overlever (Ansāb al-Ashrāf af al-Balādhurī, bind 1, s. 118–119; Tārīkh al-Kāmil af Ibn ʿĀmir, bind 2, s. 49–41). (Tilføjelse fra bogens forfatter.)

Det vides fra pålidelige kilder, at Profeten (s) holdt sin tale ved at nævne hver enkelt ved navn: »O ʿAbd al-Muṭṭalibs sønner, o ʿAbbās, o Ṣafiyya (Allahs Sendebuds faster), o Fāṭima (Profetens datter), red jer selv fra Helvedes ild. For jeg har ingen ret til at redde jer fra Allahs greb. I kan dog bede mig om, hvad I ønsker af mine ejendele.« Hans tale lød således:

******************************************************

Denne tale var ikke blot en invitation til sandheden rettet til hans nærmeste. Den viste også, at Guds religion er upartisk. I den findes der ingen særlige privilegier eller fordele for Profetens (s) person eller for hans nærmeste slægtninge. Hvem der end behandles her, vil blive behandlet efter vedkommendes egenskaber. Heller ikke ædel byrd eller en persons slægtsforbindelse til nogen vil være til nogen nytte. Frygten for Guds straf for vildfarelse og onde handlinger er den samme for alle. Det er ikke sådan, at alle andre vil blive grebet, mens Profetens slægtninge bliver skånet. Da det var nødvendigt at tydeliggøre dette princip, nævnte den Ærværdige (s) i sin tale selv sin datter, Fāṭima (ra), ved navn. Hun var på det tidspunkt ikke mere end to eller to og et halvt år gammel. Det siger sig selv, at hun på ingen måde var omfattet af et ansvar, hvor spørgsmålet om straf eller belønning kunne opstå for hende. Formålet med dette var imidlertid at fremhæve den sandhed, at der i islams religion ikke findes særlige privilegier for Profeten og hans familie, som andre er udelukket fra. Det, der er en livsødelæggende gift, er gift for alle. Profetens opgave er først selv at holde sig borte fra den og advare sine nærmeste slægtninge mod den. Derefter skal han advare hele folket om, at den, der indtager den, vil dø. Og det, der er gavnligt, er gavnligt for alle. Profetens opgave er først selv at tage imod det og opfordre sine kære til at tage imod det, så enhver kan se, at denne gode vejledning ikke kun er beregnet for andre. Profeten (s) er derimod helt oprigtig i sin invitation, for han følger den selv og opfordrer også andre til at følge den. (Tafhīm al-Qurʾān, bind 3, al-Shuʿarāʾ, note 35.)

Islams invitation til alle Qurayshs familier

Det tredje skridt, han derefter tog, var dette: En dag stod han tidligt om morgenen på den højeste top af Ṣafā-bjerget og råbte højt: »Yā Ṣabāḥā« (åh, faren ved morgenstunden). »O Qurayshs folk! O efterkommere af Kaʿb ibn Luʾayy! O Banū Murra, o Qusayys folk, o ʿAbd Manāf, o ʿAbd Shams, o ʿAbd al-Muṭṭalibs folk!« På denne måde råbte han navnet på hver enkelt stamme og familie blandt Quraysh. Det var arabernes skik, at når der ved daggry pludselig var fare for et angreb, råbte den, der fik kendskab til det, på denne måde, og folk løb fra alle sider hen imod ham, når de hørte hans råb. Da alle hørte Profetens (s) råb, kom de i virkeligheden ud af deres huse. Den, der ikke kunne komme, sendte en anden for at indhente oplysninger. Da alle var samlet, sagde Profeten (s): »O folk! Hvis jeg fortæller jer, at der på den anden side af bjerget står en stor hær, som ønsker at kaste sig over jer, vil I så tro, at jeg taler sandt?« Alle sagde med én stemme: »Vores erfaring er, at du aldrig har løjet.« Profeten (s) sagde: »Så advarer jeg jer om, at Guds straf kommer. Tænk over, hvordan I kan beskytte jer mod den. Jeg vil ikke kunne være jer til nogen nytte over for Gud. På opstandelsens dag vil kun de, der frygter Gud, være mine slægtninge. Pas på, at det ikke bliver sådan, at andre kommer med gode gerninger, mens I møder frem med al verdens fred og lidelse på jeres hoveder. På det tidspunkt vil I råbe: “O Muhammad!”, men jeg vil være tvunget til at vende mit ansigt bort fra jer. I har ganske vist et blodsforhold til mig i denne verden, og her vil jeg behandle jer med den omsorg, der hører slægtskab til.« Berettet fra ʿĀʾisha (ra), Abū Hurayra (ra), ʿAbdullāh ibn ʿAbbās (ra), al-Zubayr ibn ʿAmr (ra), Qabīṣa ibn al-Mukhāriq (ra) og andre i Ṣaḥīḥ al-Bukhārī, Ṣaḥīḥ Muslim, Musnad Aḥmad, al-Tirmidhī, al-Nasāʾī og Tafsīr Ibn Jarīr. (Tafhīm al-Qurʾān, bind 3, al-Shuʿarāʾ, note 35.)

Hadithlærde har overleveret denne beretning fra Ibn Abbas (ra) gennem forskellige kæder: Da profeten Muhammad (s) fik befaling om at kalde alle mennesker til troen, og denne vejledning blev åbenbaret i Koranen, at han først skulle advare sine nærmeste slægtninge mod Guds straf, steg han meget tidligt om morgenen op på Safa-bjerget og råbte højlydt: »Ya Sabaha« (åh, fare ved daggry). I Arabien var det den, der så en angribende styrke nærme sig i voldsom fart ved daggry, som gav dette råb. Når nogen spurgte, hvem der råbte, blev der svaret: »Det er Muhammad (s).« Som følge heraf løb folk fra alle Qurayshs familier hen imod ham. Den, der ikke selv kunne komme, sendte en anden på sine vegne. Da alle var samlet, råbte profeten (s) navnene på Qurayshs forskellige familier, den ene efter den anden: »Hør, Banu Hashim! Hør, Banu Abd al-Muttalib! Hør, Banu Fihr! Hør, Banu så-og-så! Hør, Banu så-og-så!« Hvis jeg sagde, at en gruppe soldater stod klar til at angribe jer fra den anden side af bjerget, ville I så tro på mine ord? Alle svarede: »Ja, vi ville tro på dig.« For vi har aldrig erfaret, at du har talt usandt. Profeten (s) sagde: »Jeg advarer jer om, at en hård straf vil komme i fremtiden.« Derefter, før nogen nåede at sige noget, sagde profetens (s) farbror Abu Lahab:

******************************************************

»Må du gå til grunde! Er det derfor, du har samlet os her?«

I en anden overlevering fortælles det, at Abu Lahab tog en sten op for at kaste den efter Profeten (fred være med ham). (Musnad Ahmad, Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Ibn Jarir m.fl.). (Tafhim-ul-Qur’an, bind 6, indledning, sura al-Lahab.)

Blandt det, Ibn Sa’d fortæller med henvisning til Ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) overlevering, var også disse ord: Profeten (fred være med ham) sagde, da han talte til Quraysh: »Allah har befalet mig at advare mine nærmeste slægtninge, og I, Qurayshs folk, er mine nærmeste slægtninge. Jeg har ingen ret til at vise jer noget fra Allah eller sikre jer nogen andel i det hinsidige. Men hvis I anerkender ‘lā ilāha illā Allāh’, vil jeg vidne til jeres fordel over for jeres Herre. Og i kraft af dette ord vil araberne adlyde jer, og ikke-araberne blive underlagt jer.« Som svar sagde Abu Lahab: »Må du gå til grunde! Var det derfor, du kaldte os sammen?«

Abu Lahabs opførsel

Således blev Abu Lahab [Hans egentlige navn var Abd al-Uzza ibn Abd al-Muttalib. Hans kunya var Abu Utba. Men på grund af hans strålende ansigt med en farve som mælk og alta blev han kendt under navnet Abu Lahab (flammende skønhed). Ibn Saʿd’siger, at Abd al-Muttalib selv kaldte ham Abu Lahab. Derfor blev hans egentlige navn glemt – forfatteren.] fra den allerførste dag fast besluttet på at modarbejde Profeten (fvmh.), og resten af sit liv nærede han et sådant fjendskab mod Profeten og på grund af ham mod sin egen familie, som kun en bitter fjende kunne udvise. Selv om endnu en mand fra Banu Hashim, Abu Sufyan ibn al-Harith ibn Abu Talib, også blev modstander af Profeten, var hans modstand for det første ikke større end Abu Lahabs. I tyve år skrev og fremførte Abu Lahab spottefulde digte mod Profeten og hans ledsagere, og efter udvandringen kæmpede han mod Profeten i krigene. Den store forskel mellem Abu Lahab og Abu Sufyan var, at den sidstnævntes hjerte blev draget mod islam. Faktisk aflagde han troskabseden til Profeten på et sted ved navn Abwa, allerede før erobringen af Mekka.[Ifølge al-Tabaqat af Ibn Saʿd, bind 4, side 49–50, var han Profetens (fvmh.) fætter. På grund af at have fået die hos Halima Sa’ʿdiyya var han også hans mælkebror. I uvidenhedens tidsalder nærede han dyb kærlighed til Profeten (fvmh.), men efter profetskabets begyndelse blev han hans stærke modstander. Al-Baladhuri siger det samme i Ansab al-Ashraf, bind 1, side 361. Han tilføjer blot, at Profeten (fvmh.) benådede ham efter forbøn fra Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Han omtaler beretningen om hans tilstedeværelse ved Abwa som svag og foretrækker den opfattelse, at han for at anmode om denne benådning mødte frem på stedet kaldet ‘Niql al-Uqab’ (et sted nær Juhfa mellem Mekka og Medina), og forfatteren siger: ‘Mu’ʿjam al-Buldan’siger også dette. Forfatteren]

Men Abu Lahabs sag var helt anderledes. Han overskred ikke blot menneskelighedens, men også alle grænser for den alment anerkendte arabiske moralske tradition, og i sit fjendskab mod Profeten sank han i stedet for at udvise menneskelighed og høflighed ned i den yderste usselhed. Og dog var de blodbeslægtede. På grund af dette slægtskab blev hans modstand en langt større hindring på religionens vej end andres modstand. (Tilføjelse.)

Det er grunden til, at Abu Lahab blandt alle islams fjender på den tid er den eneste, hvis navn nævnes i Koranen, hvor han fordømmes. Og dog var der i Mekka og efter udvandringen også i Medina mange mennesker, som på ingen måde stod tilbage for ham i deres fjendskab mod islam og Muhammad (fvmh.). Spørgsmålet er, hvilke særlige egenskaber denne mand havde, siden Koranen udtrykker vrede mod ham ved at nævne hans navn. For at forstå dette må man kende det arabiske samfund på den tid og i denne sammenhæng iagttage Abu Lahabs adfærd.

Årsagen til, at Abu Lahab fordømmes ved navn i Koranen

I oldtiden var hele Arabien præget af utryghed, kaos, drab, plyndringer og lignende, og i århundreder havde forholdene været sådan, at ingen kunne være sikker på at få beskyttet sit liv, sin ejendom og sin ære uden støtte fra sin egen familie og slægt. Derfor blev der i det arabiske samfunds moralske værdier lagt særlig vægt på god behandling af slægtninge. Det blev anset for en stor synd at bryde slægtskabsbåndene. Virkningen af disse arabiske traditioner var, at da Allahs Sendebud (fvmh.) trådte frem med det islamiske kald, begyndte Qurayshs øvrige familier og ledere at modsætte sig ham voldsomt. Men Banu Hashim og Banu al-Muttalib (Muttalibs, Hashims brors, efterkommere) modsatte sig ham ikke; de støttede ham tværtimod åbent. De fleste af dem havde dog ikke troet på Profetens (fvmh.) profetskab. Qurayshs øvrige familier anså det ligefrem for en del af den arabiske moralske traditions skikke at støtte Profetens (fvmh.) slægtninge. Derfor bebrejdede de aldrig Banu Hashim og Banu al-Muttalib, at de ved at støtte en forkynder af en anden religion havde vendt sig bort fra deres forfædres religion. De vidste og erkendte, at de under ingen omstændigheder kunne udlevere et medlem af deres egen familie til fjenden, og at det var naturligt og medfødt for alle at hjælpe og støtte deres egne slægtninge.

Selv i jahiliyyas tidsalder så araberne på denne moralske værdi med respekt. Kun én person blev blind af sit had til islam og knuste alle traditioner og moralske værdier.

Denne person var Abu Lahab ibn Abd al-Muttalib. Han var Profetens (fvmh.) farbror. Profetens (fvmh.) far og Abu Lahabs far var den samme person, selv om deres mødre var forskellige. I Arabien blev farbroren anset for at træde i faderens sted, især når nevøens far døde. Det forventedes i det arabiske samfund, at farbroren skulle betragte sin nevø som sit eget barn. Men denne mand ødelagde på grund af sit had til islam og sin kærlighed til vantro alle arabiske traditioner.

Profetens (fvmh.) værste nabo

I Mekka var Abu Lahab Profetens (fvmh.) nærmeste nabo. Deres huse lå på hver sin side af den samme mur. Desuden var al-Hakam ibn As (Marwans far), Uqba ibn Abi Muayt, Sa’di ibn Hamrayek al-Thaqafi og Ibn al-Asda’il al-Hudhali også Profetens (fvmh.) naboer.Ibn Sa’d siger, at Abu Lahab og Uqba var de nærmeste naboer blandt dem. Han citerer en overlevering fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende) og siger, at Profeten (fvmh.) sagde: Jeg boede mellem to’meget dårlige naboer. Den ene var Abu Lahab, den anden Uqba. Heraf fremgår det, at Profetens (fvmh.) hus lå mellem disse to’personer. – ForfatterenDisse lod ikke Profeten (fvmh.) bo fredeligt i sit hus. Nogle gange, mens han bad, kastede de fåretarme ned over ham fra oven. Andre gange, når der blev lavet mad i gården, kastede de snavs og affald ned over gryden. Profeten (fvmh.) gik ud til dem og sagde: O Abd Manaf, hvad er det for en naboskik?

Abu Lahabs hustru, Umm Jamil (Abu Sufyans søster), havde gjort det til en fast vane om natten at lægge bundter af tornede buske foran døren til Profetens hus, så Profeten eller hans børn kunne få fødderne fulde af torne, når de gik ud.

– al-Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Ibn Jarir, Ibn Asakir, al-Baladhuri, Ibn Hisham.

Abu Lahab tvinger sine sønner til at lade sig skille fra Profetens (fvmh.) døtre

Før profetembedet blev indledt, var to af Allahs Sendebuds (s) døtre blevet gift med Abu Lahabs to sønner, Utba og Utayba. [I en overlevering fra Qatada i al-Tabarani står der, at Hadrat Umm Kulthums (r.a.) ægteskab var med Utayba, og Hadrat Ruqayyas (r.a.) ægteskab var med Utba. Ibn Qutayba skriver det samme i al-Ma’arif, og al-Suhayli i Rawd al-Unuf. Ibn Ishaq har imidlertid sagt, at der er tvivl om, hvorvidt Utba var gift med Hadrat Ruqayya og ikke med Hadrat Umm Kulthum (r.a.) –Ibn Qutayba i al-Ma’arif, al-Zurqani i sin kommentar til al-Mawahib og al-Tabari i sin historie skriver, at han giftede hende med Hadrat Uthman (r.a.). – Forfatteren.] Da Profeten (s) efter profetembedets begyndelse begyndte at invitere folk til islam, sagde Abu Lahab til sine to sønner: Hvis I ikke skiller jer fra Muhammads (s) døtre, vil det være forbudt for mig at se jeres ansigter. Derfor lod de begge sig skille. Utayba overskred uvidenhedens grænser i en sådan grad, at han kom hen foran Profeten (s) og sagde: Jeg tror ikke på ********************* og *********************. Derefter spyttede han på Profeten (s), men spyttet ramte ham ikke. Profeten (s) sagde: O Gud, lad en af Dine hunde kaste sig over ham. Derefter drog Utayba sammen med sin far til Syrien for at drive handel. Under rejsen slog de lejr et sted, hvor de lokale indbyggere sagde, at vilde dyr plejede at færdes om natten. Abu Lahab sagde til sine ledsagere fra Quraysh: Sørg for min søns sikkerhed, for jeg frygter Muhammads (s) forbandelse. [Det betyder, at den elendige inderst inde anerkendte Profetens (s) storhed og frygtede, at den forbandelse, der kom fra hans mund, ikke kunne slå fejl.– Forfatteren.] Karavanens folk placerede kameler rundt om Utayba og faldt i søvn. Om natten kom en tiger, trængte gennem kamelerne og åd Utayba. (Al-Isti’ab af Ibn Abd al-Barr, al-Isabah af Ibn Hajar, Ansab al-Ashraf af al-Baladhuri, Dala’il al-Nubuwwah af Abu Nu’aym al-Isfahani, Rawd al-Unuf af al-Suhayli).

Der er en vis uenighed om dette. Nogle siger, at skilsmissen fandt sted før profetembedet. Andre siger, at det skete efter åbenbaringen af *********************. Der er også uenighed om, hvorvidt den søn, som tigeren åd, var Utayba eller Utba. Men det er bevist, at Utba efter erobringen af Mekka antog islam og aflagde troskabseden til selve den ædle Profet (s). Derfor er sandheden, at den ovennævnte søn var Utayba.

Glæde over Profetens søns død

Hans sind var så lavt og hans karakter så ussel, at da Profetens (s) søn, Hadrat Qasim (r.a.), var gået bort, døde også hans anden søn, Hadrat Abdullah (r.a.). I stedet for at dele sorgen over sin egen nevøs død løb han imidlertid begejstret hen til Qurayshs ledere og sagde: I dag er Muhammads (s) navn og spor udslettet.

At skabe hindringer for den islamiske invitation

Profeten (s) tog hen, hvor end han gik for at forkynde islam, og hun fulgte efter ham og forhindrede folk i at lytte til hans ord. Rabīʿa ibn ʿAbbād (ʿIbād) Ibn Ishaq ‘ʿIbād’ og Ibn Hisham ‘ʿAbbād’ skrev.–—Forfatteren ad-Dīlī siger: Da jeg var lille, tog jeg med min far til markedet i Dhul-Majāz. Der hørte jeg Allahs Sendebud (s) sige: »O mennesker! Sig: Der er ingen gud undtagen Allah, så vil I få fremgang.« En mand bag ham sagde: »Denne mand er en løgner, som har forladt sine forfædres religion.«

»Jeg spurgte: Hvem er denne mand? Folk svarede: Det er hans onkel, Abū Lahab.«

(Musnad Ahmad, at-Tabarānī, al-Bayhaqī)

Det er også blevet overleveret fra denne Rabīʿa, at han sagde: Jeg så Profeten (s) komme hen til en stammes lejr og sige: »O Banū så-og-så! Jeg er kommet til jer som Allahs Sendebud. Jeg kalder jer til kun at tilbede Allah og ikke sætte nogen ved siden af Ham. Tro på, at jeg taler sandt, og hjælp mig, så jeg kan fuldføre den opgave, som Allah har sendt mig for at udføre.«

En anden mand fulgte lige efter ham og sagde: »O Banū så-og-så! Han vil vende jer bort fra Lāt og al-ʿUzzā og føre jer til den religiøse nyskabelse, som han er kommet med. Lyt aldrig til ham, og adlyd ham ikke.« Jeg spurgte min far: »Hvem er denne mand?« Han svarede: »Det er hans onkel, Abū Lahab.« (Musnad Ahmad, at-Tabarānī, Ibn Hisham, at-Tabarī)

Tāriq ibn ʿAbdullāh al-Muhāribī har sagt omtrent det samme. Han fortæller: Jeg så Allahs Sendebud (s) på markedet i Dhul-Majāz, hvor han med høj røst sagde: »O mennesker! Sig: Der er ingen gud undtagen Allah, så vil I få fremgang.« En mand gik lige efter ham og kastede sten efter Profeten, så blodet løb fra hans fødder. Han sagde: »Denne mand er en løgner; lyt ikke til ham.« Jeg spurgte folk: »Hvem er denne mand?« De svarede: »Det er hans onkel, Abū Lahab.« (Ibn Abī Shaybah, Abū Yaʿlā, Ibn Hibbān, al-Hākim, at-Tabarānī, an-Nasāʾī og Ibn Mājah har nedskrevet denne overlevering i forkortet form.)

Abū Lahabs opførsel under belejringen af Shiʿb Abī Tālib

I profetkaldets syvende år, da alle Qurayshs familier brød de sociale og økonomiske forbindelser med Banū Hāshim og Banū al-Muttalib, og disse to familier forblev urokkelige i deres støtte til Profeten (s) og blev holdt belejret i Shiʿb Abī Tālib, var Abū Lahab den eneste, som ikke blev hos sin egen familie, men sluttede sig til Qurayshs vantro. Belejringen varede i tre år, og i denne periode tilbragte Banū Hāshim og Banū al-Muttalib dagene uden mad. Men Abū Lahab opførte sig således, at når en handelskaravane kom til Mekka, og en af de belejrede i Shiʿb Abī Tālib kom til Mekka for at købe fødevarer, sagde Abū Lahab til handelsfolkene: »Forlang en pris af dem, som de slet ikke kan betale. Hvis det medfører et tab for jer, erstatter jeg det.« Handelsfolkene forlangte en uhyre høj pris, og de sultne købere vendte tomhændede tilbage til deres børn. Derefter købte Abū Lahab varerne af disse handelsfolk til markedsprisen.

Hvilke hindringer skabte hans modstand for det islamiske kald?

Arabere fra områder uden for Mekka kom til Mekka for at udføre hajj eller samledes på de markeder, der blev afholdt forskellige steder. Når Profetens (s) egen farbror foran dem fulgte efter ham og modsatte sig ham, kunne man ifølge den berømte arabiske tradition ikke forvente, at en farbror uden grund ville tale ondt om sin nevø foran andre, kaste sten efter ham og fremsætte anklager mod ham. Derfor blev de påvirket af Abu Lahabs ord, begyndte at tvivle på Allahs Sendebud (s) og sagde: »Dine egne nærmeste kender dig bedst.« (Tafhim al-Qur’an, bind 6, indledning til sura al-Lahab.)

Hans hustrus opførsel

Abu Lahabs hustru var søster til Abu Sufyan fra stammen Banu Umayya. I Koranen omtales hun som ********************* (brændebæreren, bagvaskersken). Hendes egentlige navn var Arwa, og Umm Jamil var hendes kunya. I sit fjendskab mod Profeten stod hun ikke tilbage for sin mand på nogen måde. Hazrat Abu Bakrs (ra) datter, Hazrat Asma (ra), fortæller: Da sura al-Lahab blev åbenbaret, og Umm Jamil hørte den, gik hun meget vredt ud for at lede efter Allahs Sendebud (s). I hånden havde hun en håndfuld sten, som hun ville kaste efter Profeten. Hun gik, mens hun fremsagde nogle hånende vers om Profeten. Da hun nåede Kabaens hellige område, så hun, at Hazrat Abu Bakr (ra) sad sammen med Profeten (s). Abu Bakr (ra) sagde: »O Allahs Sendebud, se, dér kommer hun. Jeg er bange for, at hun vil sige noget fornærmende til dig.« Profeten (s) sagde: »Hun vil ikke kunne se mig.« Og sådan gik det: Trods Profetens (s) tilstedeværelse kunne hun ikke se ham. Hun sagde til Abu Bakr (ra): »Jeg har hørt, at din ledsager har hånet mig.« Hazrat Abu Bakr (ra) sagde: »Ved Herren over dette hus, han har ikke hånet dig.« Derefter gik hun tilbage. (Ibn Abi Hatim, Ibn Hisham og al-Bazzar har overleveret en lignende beretning fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra).) (Tafhim al-Qur’an, bind 6, note 3.)

Abu Lahabs endeligt

Selv om Abu Lahab og hans hustru blev yderst foruroligede, da den ædle Koran og sura al-Lahab blev åbenbaret, var det, der blev sagt i den, en urokkelig dom. Der blev sagt: »Abu Lahabs hænder er gået til grunde.« Dette var en profeti, der blev udtrykt i datid, fordi dens opfyldelse var helt sikker – og den blev også opfyldt. At hånden går til grunde betyder ikke, at en persons fysiske hånd knuses, men at hans forehavende mislykkes, selv om han sætter alle sine kræfter ind på det. Det, der faktisk skete, var, at Abu Lahab blot få år efter at have begyndt at modsætte sig Profeten (s) blev ramt af et så stort nederlag, at det var helt enestående. I slaget ved Badr blev de fleste af Qurayshs fremtrædende ledere dræbt; de havde været hans medhjælpere i fjendskabet mod islam. Da nyheden om dette nederlag nåede Mekka, blev han så tynget af sorg, at han ikke kunne leve endnu en uge. Han døde af en sygdom kaldet Adama (MALIGNANT PUSTULE), som næsten lignede pest. Hans familie holdt sig på afstand, da han lå for døden, fordi de frygtede at blive smittet med denne sygdom. Selv efter hans død gik ingen til ham i tre dage. Hans lig begyndte at rådne og sprede stank. Til sidst begyndte kvarterets folk at bebrejde hans sønner. Ifølge én beretning betalte de nogle abessiniske arbejdere for at løfte og begrave hans lig. Ifølge en anden beretning gravede de en grav, skubbede hans lig ned i den ved hjælp af et stykke træ og dækkede det med jord og sten. Hans endelige nederlag bestod derefter i, at den religion, som han havde sat alle sine kræfter ind på at udslette, blev antaget af hans egne børn. Først foretog hans datter Durra (ra) hijra, rejste fra Mekka til Medina og antog islam. Efter erobringen af Mekka mødte hans to sønner Utba (ra) og Muattib (ra) gennem Hazrat Abbas (ra) frem for Profeten (s) og aflagde troskabsed ved hans velsignede hånd.

Forkyndelse af islam blandt hele befolkningen

Efter at have bragt Guds budskab til sin egen familie og stamme begyndte Allahs Sendebud (s) den almindelige forkyndelse blandt Mekkas og Arabiens folk. Så længe han opholdt sig i Mekka – i ti år – reciterede han uafbrudt Koranen for folk under alle forhold og alle steder og opfordrede dem til at antage Allahs religion. Dette arbejde udførte han ved særlige sammenkomster, ved offentlige forsamlinger og i Kaʿbaens helligdom. Han fortsatte dette arbejde, og ingen magt kunne få ham til at opgive det. Han mødtes også med dem, der kom til Mekka udefra for at handle, udføre umrah, foretage ziyārah eller af nogen som helst anden grund. Han opsøgte stammernes folk på markederne i ʿUkāẓ, Majannah og Dhū al-Majāz [Foruden Mina var disse tre steder sådanne, hvor folk kom fra alle egne af Arabien, og hvor store markeder blev afholdt. Det største marked var ʿUkāẓ, hvortil det tog én dag fra Taif og tre dage fra Mekka, hvis man rejste i kameltempo. Fra begyndelsen til slutningen af Shawwāl samledes store menneskemængder her. Der blev ikke kun handlet; også digtere, talere og emirer og embedsmænd kom dertil. Der blev afholdt konkurrencer i digtoplæsning og talekunst. Indbyrdes stridigheder mellem stammerne blev også bilagt. Der blev opkrævet løsepenge for at frigive fanger. Folks krav mod hinanden blev ligeledes forelagt for voldgiftsrådet. Derefter begyndte folk fra den første dag i Dhū al-Qaʿdah at samles i Marr al-Ẓahrān,‘Marr al-Ẓahrān’ (den nuværende Fātimah-dal). I de sidste ti dage af Dhū al-Qaʿdah blev der afholdt et marked nær et bjerg kaldet Majannah. Derefter blev der i de første otte dage af Dhū al-Ḥijjah afholdt markedet Dhū al-Majāz på stedet mellem Mina og ʿArafāt. Så begyndte hajj-dagene. Folk fra hele Arabien samledes i Mina med henblik på hajj. – Forfatteren] Han gik til markederne og kaldte stammefolkene til sandhedens religion. Når folk opholdt sig i Mina under hajj, gik han også til hver enkelt stammes lejr og forsømte intet for at bringe sandhedens budskab til både fremtrædende personer og almindelige mennesker. Uanset om de antog det eller ej, lyttede i stilhed eller svarede hårdt, mødte ham med hårdhed eller Qurayshs forbrydere skabte hindringer – under alle forhold fortsatte han sit arbejde. Ingen kunne få ham til at opgive det.

Ibn Jarīr al-Ṭabarī har skrevet i sin historie, og Ibn al-Amīr har ligeledes skrevet, at Profeten (s) ikke ophørte med arbejdet med daʿwah og forkyndelse, selv under de vanskelige forhold, hvor Quraysh havde afbrudt de økonomiske og sociale forbindelser, og han var belejret i Shiʿb Abī Ṭālib. Tværtimod fortsatte han med at kalde til Allah både offentligt og i det skjulte, dag og nat. Koranens suraer og vers, som blev åbenbaret som en regnstrøm, reciterede han offentligt for dem. Han gav afgudsdyrkernes argumenter og diskussioner sønderlemmende svar og fortsatte også med at forsøge at overbevise dem om at antage sandheden.

Ibn Saʿd siger, at hans fremgangsmåde i de ti år efter den periode, hvor han kaldte i det skjulte, var, at han gik til hver enkelt stammes lejr i Mina, ʿUkāẓ og Dhū al-Majāz og sagde:

******************************************************

– Sig: »Der er ingen gud ud over Allah; I vil få fremgang. Ved hjælp af dette ord vil I blive herskere over Arabien, og ikke-araberne vil underordne sig jer. Når I tror, vil I blive konger i Paradiset.«

Imens fulgte Abū Lahab efter ham og modsagde ham, og så sagde de: »Din familie, din stamme og folkene i din by kender dig bedre end nogen andre. Når de ikke har accepteret at adlyde dig, hvordan skulle vi så gøre det?« Efter at have hørt dette svar sagde Profeten (s) blot:

******************************************************

– O Herre! Hvis Du havde villet det, ville de ikke have været sådan.

At-Tabari har overleveret en næsten tilsvarende beretning fra al-Harith ibn al-Harith og Munkabidh al-Azdi, hvori det fortælles: »Vi så Allahs Sendebud kalde folk til tawhid og sige: Sig: ‘Der er ingen gud undtagen Allah’, så vil I opnå fremgang.«

Vi så, hvordan folk på forskellige måder plagede ham. Nogle spyttede på ham, andre kastede jord efter ham, og nogle skældte ham ud. Da det blev middag, gik de alle deres vej. Derefter så vi en pige komme med et stort kar vand og et klæde. Hendes hals var ubeklædt foran. Allahs Sendebud drak vandet og udførte afvaskningen. Så sagde han til pigen: »Min datter, dæk din hals.« Da vi spurgte, fik vi at vide, at pigen var hans datter, den ærværdige Zaynab (må Allah være tilfreds med hende).

Ibn Hisham fortæller med henvisning til Ibn Ishaq, at Profeten (fred være med ham) fremsatte sin invitation ved hver messe og ved hver forsamling. Når en betydningsfuld person fra Arabien kom til Mekka, opsøgte han ham således og bragte ham invitationen til Guds religion.

Ibn Kathir skriver i al-Bidaya wa’n-Nihaya, at Profeten (fred være med ham) fortsatte med at invitere folk både i det skjulte og offentligt, og at han ikke lod sig standse af nogens modstand. Han gik til folkeforsamlinger for at invitere dem. Han opsøgte også de steder, hvor pilgrimmene opholdt sig under messerne og i hajj-tiden, og fremsatte sin invitation dér. Han mødtes med mennesker fra alle samfundslag—frie og slaver, svage og stærke, rige og fattige—og kaldte dem til Allah.

De mekkaanske suraer i den hellige Koran giver fuld støtte til disse historiske beretninger, for de er fyldt med svar på Qurayshs forskellige indvendinger og anklager. Det er helt tydeligt: Hvis Koranen ikke var blevet reciteret offentligt for dem, og hvis Muhammad Mustafa (fred være med ham) ikke offentligt havde inviteret dem til at anerkende hans profetskab, hvorfor og hvordan skulle de så have rejst en storm af indvendinger, anklager, tvivl og mistro mod ham, mod Koranen, det hinsidige og islams lære? Og hvilken mening ville det have haft, at Koranen besvarede dem, hvis svarene ikke var blevet hørt af modstanderne?

Profeten (fred være med ham)s moralske indflydelse

Spørgsmålet er: Hvilken grund var der til, at Quraysh hverken kunne forhindre Profeten (fred være med ham) i at bede i Haram eller i offentligt at recitere Koranen? Disse to ting var i virkeligheden uudholdelige for dem. Ingen anden muslim turde gøre blot én af dem. Og hvis nogen havde vovet det, ville han være blevet slået voldsomt. Den egentlige årsag var ikke blot, at Banu Hashim og Banu al-Muttalib var rede til at sætte livet på spil for at støtte Profeten, og at Quraysh derfor var bange. Årsagen var også den enorme indflydelse, Profeten (fred være med ham) havde, og som holdt Qurayshs folk under sin overvældende magt. De blev ude af sig selv over hans invitation, skældte ham ud, kastede sten efter ham og sårede ham på mange måder. Men hans moralske indflydelse havde gjort dem så tomme indvendigt, at de ikke kunne forhindre ham i at udføre sit sendebud.

Der var flere grunde til denne skræmmende indflydelse. En af dem var, at de gennem deres viden om ham, deres observationer af ham og deres erfaringer med ham siden hans barndom kendte den sandhed, som hele folket fra begyndelsen vidste om ham: at en usædvanlig personlighed var blevet født iblandt dem. Derfor blev han også respekteret i Mekka før profetskabet. En anden grund var, at ingen nogensinde havde hørt et forkert ord komme fra hans rene mund. Folk mente, at det, der kom fra hans mund, blev til virkelighed. Derfor frygtede de, at han skulle sige noget om dem, som kunne bringe ulykke over dem. Lidt tidligere blev det fortalt, hvordan en fjende som Abu Lahab blev rædselsslagen, da han hørte Profetens (fred være med ham) forbandelse over sin søn. Under en rejse til Levanten bad han sine ledsagere om at hjælpe ham med at beskytte sin søn, fordi han frygtede for sønnens liv på grund af det, Profeten Muhammad havde sagt om ham. Men alle hans forebyggende foranstaltninger mislykkedes. En af Guds ‘hunde’ trængte gennem kamelindhegningen, rev hans søn i stykker og åd ham.

Den tredje årsag var den hellige Profets (fvmh.) uangribelige karakter, som der ikke var nogen mulighed for at rette bebrejdelser imod. Hele folket kendte denne ædle karakter og havde anerkendt den. Hundredvis af mennesker i Mekka og de omkringliggende områder blev betaget af hans hjertevindende adfærd. På grund af hans ærlighed, troværdighed og pålidelighed havde selv hans fjender tillid til ham. Ifølge Ibn Jarīrs beretning var forholdene endda således helt frem til hans hijra til Medina, at der i Mekka ikke fandtes nogen, som ønskede at betro sine værdifulde ejendele til nogen anden end profeten Muhammad (fvmh.). Netop på grund af denne moralske indflydelse mistede selv hans mest indædte fjender al deres mod, når de stod over for ham, og de turde ikke tale foran ham. To hændelser mellem Abū Jahl og Profeten (fvmh.) bekræfter sandheden i dette. (Tillæg.)

Hændelsen, hvor Abū Jahl blev skrækslagen

Ibn Isḥāq fortæller, at en mand fra et sted ved navn ‘ʿArāshDette er navnet på et sted, som er nævnt i Muʿjam al-Buldān. Det er muligt, at navnet på den stamme, der boede dér, også var ʿArāsh – forfatteren.kom til Mekka med nogle kameler for at sælge dem. Abū Jahl købte hans kameler. Da sælgeren kom for at kræve betalingen, blev Abū Jahl ved med at komme med forskellige undskyldninger. Den skuffede mand fra ʿArāsh gik til sidst en dag til Qurayshs ledere i Kaʿbaens hellige område, fortalte dem hele sagen og bad indtrængende den forsamlede skare om hjælp. Profeten (fvmh.) sad imidlertid i et hjørne af det hellige område. Qurayshs ledere sagde til manden: »Vi kan ikke gøre noget. Gå hen til den mand, der sidder dér i hjørnet, og fortæl ham det. Han vil sørge for, at du får din tilgodehavende betaling.«

Manden fra ʿArāsh gik hen til Profeten (fvmh.). Imens begyndte Qurayshs ledere at sige til hinanden: »Nu skal der blive sjov.« Så snart manden havde fortalt Profeten (fvmh.) om sin klage, rejste han sig og begav sig sammen med manden til Abū Jahls hus. Den hellige Profet (fvmh.) gik lige hen til Abū Jahls dør og begyndte at banke på. Indefra spurgte han: »Hvem er det?« Den hellige Profet (fvmh.) svarede: »Muhammad (fvmh.).« Han kom forvirret ud. Profeten (fvmh.) sagde til ham: »Betal denne mand, hvad du skylder ham.« Uden at sige noget gik han ind igen, hentede betalingen for kamelerne og gav den til manden.

Da Qurayshs spion havde set dette, skyndte han sig til Kaʿbaens hellige område og fortalte Qurayshs ledere, hvad der var sket. Han sagde: »Ved Gud, jeg har aldrig før set noget som det, jeg så i dag. Så snart Abū Jahl kom ud og så Muhammad (fvmh.), blev hans ansigt blegt. Og da Muhammad (fvmh.) sagde til ham, at han skulle betale sin gæld, så det ud, som om livet havde forladt hans krop.« (Ibn Hishām, bind 2, side 29–30; al-Balādhurī, Ansāb al-Ashrāf, bind 1, side 128–129). (Tafhīm al-Qurʾān, bind 3, Sūrat al-Māʿūn, note 5)

Den anden hændelse

Den anden hændelse er blevet berettet af qādī Abū al-Ḥasan al-Māwardī i hans værk Aʿlām al-Nubuwwa. Han siger, at Abū Jahl havde handlet som værge for en forældreløs dreng. Drengen kom helt nøgen hen til Abū Jahl og sagde: »Giv mig noget af den ejendom, min far efterlod.« Men tyrannen værdigede ham ikke et eneste blik. Drengen blev stående og ventede, men gik til sidst skuffet bort. Qurayshs ledere sagde for spøg til ham: »Gå hen til Muhammad (fvmh.) og klag. Han vil gå i forbøn hos Abū Jahl og skaffe dig noget.« Det ulykkelige barn vidste ikke, hvilket forhold der var mellem Abū Jahl og Muhammad (fvmh.), eller i hvilken hensigt disse usle mennesker gav ham dette råd. Han gik lige hen til den hellige Profet (fvmh.) og fortalte ham om sin situation. Han tog straks drengen med sig til Abū Jahls hus. Abū Jahl tog venligt imod den hellige Profet (fvmh.). Han sagde: »Giv dette barn det, han har krav på.« Abū Jahl indvilligede straks, hentede de nødvendige ting og gav dem til den forældreløse dreng.

Imens ventede Qurayshs ledere på at se, om der ville opstå en ubehagelig situation mellem de to. Men da de erfarede, hvad der faktisk var sket, kom de forbløffede hen til Abū Jahl og begyndte at bebrejde ham: »Har du forladt din religion?« Han svarede: »Ved Gud, jeg har ikke forladt min religion. Men jeg havde en fornemmelse af, at der stod et dødbringende våben på hver side af ham. Hvis jeg gjorde noget imod hans vilje, ville de kløve min krop i to.«

Af disse hændelser kan man forstå, i hvor høj grad Huzurs (s) indflydelse holdt hans fjender skrækslagne. (Tafhim al-Qur’an, bind 6, al-Ma’un, note 5.)

Den tredje hændelse

Ifølge al-Baladhuris beretning sad Profeten (s) en dag i Den Hellige Moské sammen med Hazrat Abu Bakr (ra), Hazrat Umar (ra) og Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra). På det tidspunkt kom en mand fra Banu Zubayda. Han sagde: »O Qurayshs folk! Hvem her vil bringe varer hertil? For I plyndrer dem, der kommer udefra.« Huzur (s) sagde: »Hvem har gjort dig uret?« Han svarede: »Abu al-Hakam, det vil sige Abu Jahl. Han ville købe mine tre bedste kameler og fastsatte en yderst ringe pris for dem. Nu er ingen villig til at betale mere end det. Og hvis jeg sælger dem til denne pris, lider jeg et frygteligt tab.« Huzur (s) købte alle hans tre kameler. Abu Jahl stod på afstand og så tavst på dette. Huzur (s) gik hen til ham og sagde: »Pas på! Den behandling, du har givet denne beduin, må du aldrig give nogen anden igen. Ellers vil jeg behandle dig på samme måde.« Han blev ved med at sige: »Det vil jeg aldrig gøre igen.« Umayya ibn Khalaf og de øvrige afgudsdyrkere, der var til stede, begyndte at bebrejde Abu Jahl og sagde: »Du viste en sådan svaghed over for Muhammad (s), at vi får mistanke om, at du måske er blevet hans tilhænger.« Han svarede: »Ved Gud! Jeg vil aldrig adlyde ham. Men jeg så flere mænd med spyd stå til højre og venstre for ham. Jeg fik indtryk af, at de ville kaste sig over mig, hvis jeg blot adlød Muhammads (s) befaling en lille smule mindre.« (Ansab al-Ashraf, bind 1, s. 13.)

Modstanderne anerkendte Profetens (s) ærlighed og sandfærdighed

Desuden var en vigtig årsag, at selv Profetens (s) mest hårdnakkede modstandere inderst inde anerkendte hans ærlighed og sandfærdighed og anså sig selv for løgnere. Men på grund af ond vilje, uvidenhed, stolthed, fanatisk fastholden ved forfædrenes religion og personlige interesser gjorde de modstand. De, som bar på denne svaghed, havde ikke mod til at konfrontere ham åbent af alle de grunde, der fik dem til at hindre hans vej. Vi vil nævne forskellige historiske begivenheder om dette. Her vil jeg blot sige om Abu Jahl, hvordan Profetens (s) største fjende igen og igen anerkendte hans ærlighed og sandfærdighed og beskrev den egentlige årsag til sin modstand på den mest usle måde.

Al-Bayhaqi citerer med Zayd ibn Aslam som kilde en beretning af Hazrat al-Mughira ibn Shu’ba om hans første møde med Profeten (s) i afguderiets tid. Han fortæller: »Jeg gik sammen med Abu Jahl ad en vej i Mekka. På det tidspunkt mødte vi Profeten (s). Han sagde til Abu Jahl: ‘O Abu al-Hakam! Kom til Gud og Hans Sendebud. Jeg kalder dig til Gud.’ Han svarede: ‘O Muhammad (s)! Vil du holde op med at fornærme vores guder? Det eneste, du ønsker, er, at vi skal bevidne, at du har overbragt dit budskab. Så det bevidner vi: Du har overbragt dit budskab. Men ved Gud! Hvis jeg vidste, at du stod på sandhedens side, ville jeg følge dig.’«

Derefter gik Profeten (s) videre. Så vendte Abu Jahl sig mod mig og sagde: »Ved Gud! Jeg ved, at det, denne mand siger, er sandt. Men én ting forhindrer mig. Qurayshs sønner sagde: ‘Vil ansvaret for at bespise pilgrimmene også være vores, når sandheden kommer?’« Jeg svarede: »Ja.«

De sagde: »Vil ansvaret for at give folk vand at drikke også være vores?«

Jeg sagde: Ja.

– Er Nadwa vores?

– Ja

– Vil fanen forblive hos os?

– Ja.

Derefter gav de os mad, og vi gav også dem mad. Så mødtes vores knæ med deres knæ, og da sagde de: »Der er en profet iblandt os.«

Jeg sagde: Ved Gud, det vil jeg ikke tro på.

Ibn Abi Hatim beretter med Yazid al-Madanis autoritet, at Abu Jahl en gang mødte Profeten (fvmh.) og gav ham hånden. En mand sagde til ham: »Hvad er dette? Jeg ser dig give hånden til en sabir (en, der har vendt sig bort fra religionen).« Abu Jahl tog ham til side og sagde sagte: »Ved Gud, jeg ved, at han i sandhed er en profet. Men hvornår blev vi underlagt Banu Abd Manaf?«

Imam Sufyan al-Thawri, Tirmidhi og Hakim citerer en beretning fra Ali (r.a.) og siger, at Abu Jahl sagde til Profeten (ﷺ): »Vi anser dig ikke for at være en løgner, men vi anser det, du er kommet med, for at være falsk.«

Al-Bayhaqi og Ibn Hisham citerer fra Ibn Ishaq, som igen citerer Imam al-Zuhri, denne interessante begivenhed: En nat gik Abu Jahl, Abu Sufyan og Akhnas ibn Shurayq hver for sig ud for at lytte til Koranen, som Profeten (ﷺ) reciterede under nattebønnen. Ingen af de tre vidste noget om de andres forehavende. Da morgenen kom, fik de øje på hinanden. De bebrejdede hinanden og svor, at de aldrig ville gøre det igen. For hvis folk så dem lytte til Koranen på denne måde, ville den få en plads i deres hjerter. Det samme skete den anden nat. Efter at have set hinanden svor de igen, at de aldrig ville gøre det mere. Da det samme skete den tredje nat, og de således havde brudt deres ed, gik Akhnas med en stav i hånden til Abu Sufyan og sagde: »Abu Hanzala! Du skal fortælle mig sandheden: Hvad mener du om det, du har hørt hos Muhammad (ﷺ)?«

Han svarede: »Abu Tha’laba! Ved Gud, jeg har hørt noget, som jeg forstår, og jeg forstår også, hvad det betyder. Men der er også noget, hvis betydning jeg ikke forstår.« Akhnas sagde: »Sådan har jeg det også.« [Hafiz Ibn Hajar ‘al-Isaba’ citerer en beretning, som Imam al-Zuhri har overleveret fra Sa’id ibn al-Musayyab om denne begivenhed. Heri fortælles det, at Abu Sufyan spurgte Akhnas: »Hvad mener du?« Han svarede: »Jeg anser ham for at være sandfærdig.« Yderligere støtte til dette findes i en beretning fra Muawiya (r.a.), som al-Tabarani citerer i ‘al-Awsat’ . Han fortæller: »En gang var min far, Abu Sufyan, på vej mod ørkenen med min mor, Hind, ridende på et æsel. Jeg red foran dem på et andet æsel. Undervejs mødte vi Profeten (ﷺ). Min far sagde til mig: »Muawiya, stig ned, så Muhammad (ﷺ) kan ride på dit æsel.« Jeg steg derfor ned, og Profeten (ﷺ) satte sig på dets ryg. Derefter henvendte han sig til min far og mor og sagde: »O Abu Sufyan og O Hind bint Utba! Ved Gud, I skal alle dø en dag. Derefter vil I blive bragt til live igen. Den, der er retfærdig, vil komme i Paradiset, og den, der er synderisk, vil komme i Helvede.« Så reciterede han de første elleve vers af sura Ha-Mim as-Sajdah for dem. Derefter steg han ned fra æslet, og jeg satte mig op på det. På vejen sagde min mor til min far: »Du har ladet min søn stige ned fra æslet for at lade denne løgner og troldmand ride på det?« Min far svarede: »Ved Gud, denne mand er hverken troldmand eller løgner.« – Forfatterens bemærkning] Derefter gik han til Abu Jahl og sagde: »Abu al-Hakam, hvad mener du om det, du har hørt hos Muhammad (ﷺ)?« Han svarede: »Hvad har jeg hørt? Der havde været en kappestrid mellem os og Banu Abd Manaf om, hvem af os der var mest fremtrædende. De gav folk mad, og det gjorde vi også. De bar ansvar, og det gjorde vi også. De gav af deres rigdom, og det gjorde vi også. Til sidst, da vi på alle områder stod lige, begyndte de at sige: ’Der er en profet blandt os, som modtager åbenbaring fra himlen.’ Hvor skal vi kunne få noget sådant fra? Ved Gud, vi vil hverken tro på ham eller anerkende hans sandhed.« Næsten de samme ord sagde Abu Jahl til Akhnas ibn Shurayq, da Akhnas under slaget ved Badr mødte ham alene. Ibn Jarir al-Tabari citerer i sin tafsir, med al-Suddi som kilde, følgende: Akhnas sagde til Abu Jahl: »Lige nu er der ingen andre her end dig og mig. Fortæl mig sandheden: Er Muhammad (ﷺ) en løgner eller sandfærdig?« Han svarede: »Ved Gud, Muhammad (ﷺ) er sandfærdig. Han har aldrig løjet. Men når Banu Qusayy også har taget al-Liwa, al-Hijabah og al-Siqayah med sigEfter at ledelsen over Kabaen var kommet i Banu Qusayys hænder, skulle de varetage visse opgaver under pilgrimsfærden. En af dem bar fanen. Dette embede blev kaldt al-Liwa. En anden opgave var at give pilgrimmene vand; dette blev kaldt al-Siqayah. De havde også nøglerne til Kabaen og ansvaret for at åbne og lukke Kabaens dør for pilgrimmene. Dette blev kaldt al-Hijabah. Det er omtalt i denne bog. – Oversætterens bemærkningog profetembedet, hvad er der så tilbage for Quraysh?«

Når selv en så hårdnakket modstander af islam som Abu Jahl havde denne holdning, kan man let forestille sig, hvordan de andres holdning var.

Qurayshs forestillinger og tro om Profeten (ﷺ)

Det er også værd at nævne i denne forbindelse, at netop de Quraysh-folk, som højlydt modsatte sig ham, var overbeviste om Profetens (fred være med ham) storhed. Netop på det tidspunkt, hvor deres bitre konflikt med Profeten (fred være med ham) og muslimerne stod på, blev Mekka ramt af en frygtelig hungersnød. Alle indbyggerne begyndte da at klage højlydt. Mekkas ledere bad derfor Profeten (fred være med ham) om at bede om, at hans folk måtte blive reddet fra denne ulykke. Imam al-Bukhari og al-Bayhaqi beretter med visse ordlydsforskelle, på Masruqs autoritet, følgende overlevering fra Abdullah ibn Mas’ud (må Allah være tilfreds med ham): Da Allahs Sendebud (fred være med ham) så, at Quraysh var fast besluttet på at gøre oprør mod ham, bad han: »O Allah! Lad mig, ligesom folket blev ramt af den syv år lange hungersnød på Josefs tid (fred være med ham), også blive hjulpet mod disse mennesker med en hungersnød på syv år.« Derpå indtraf en så frygtelig hungersnød, at folk begyndte at spise ådsler, knogler og endda dyrehuder. Til sidst kom Abu Sufyan og forskellige andre fra Mekka til Profeten (fred være med ham) og bad ham: »Muhammad (fred være med ham)! Du hævder, at du er blevet sendt som en nåde. Men nu er din stamme ved at gå til grunde. Bed for dem.«

Efter denne bøn bad Profeten (fred være med ham), og det regnede så voldsomt, at folk igen bad ham om at bede, så de kunne blive skånet for den overdrevne regn. Han bad: »O Allah! Lad den ikke falde over os, men omkring os.« Derefter blev himlen skyfri.

Imam al-Bukhari beretter på Ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) autoritet, at Abu Sufyan kom til Profeten (fred være med ham) for at bede om at blive reddet fra sulten. Ved hans bøn blev hungersnødens plage fjernet.

Disse begivenheder gør det klart, hvorfor Qurayshs ledere ikke turde gå i direkte konflikt med Profeten og med magt standse hans forkyndelse. Samtidig kunne de heller ikke tolerere, at hans forkyndelse fortsatte, at deres forfædres religion blev udslettet, at en livsordning, som var helt modsat deres egen, fik udbredelse, og at mennesker fortsatte med at tage islam til sig. Derfor var deres beslutning, at hans kald under ingen omstændigheder måtte få udbredelse, og at det skulle hindres for enhver pris. I deres vrede kom de undertiden også til at mishandle ham. (Tilføjelse.)

Ottende kapitel

Qurayshs planer for at modarbejde det islamiske kald

Før denne drøftelse er det først nødvendigt at vide, at alle Quraysh-stammer ikke forholdt sig ens til islam og Allahs Sendebud (fred være med ham). Tværtimod var de opdelt i forskellige grupper.

Den ene gruppe var stærkt fjendtlig. Den bestod af de største samfundsledere og høvdinge. Ibn Sa’d har i al-Tabaqat opregnet deres navne således: Abu Jahl, Abu Lahab, Aswad ibn Abd Yaghuth (han tilhørte Banu Zuhrah og var Profetens (fred være med ham) fætter på mødrene side), Harith ibn Qays ibn Adi (han tilhørte Banu Sahm og var kendt som Ibn al-Ghaytalah), Walid ibn Mughirah (Banu Makhzum), Umayyah ibn Khalaf og Ubayy ibn Khalaf (Banu Jumah), Abu Qays ibn Faqih ibn Mughirah (Banu Makhzum), As ibn Wa’il al-Sahmi (Amr ibn al-As’ far), Nadr ibn al-Harith (fra Banu Abd Allah), Munabbih ibn Sayfi ibn Abid (Banu Makhzum), Aswad ibn Abd al-Asad al-Makhzumi, As ibn Sa’id ibn al-As (Banu Umayyah), Abu al-Bakhtari As ibn Hisham (Banu Asad), Uqbah ibn Abi Mu’ayt (Banu Umayyah), Ibn al-Asdi al-Hudhali, Hakam ibn Abi al-As (Banu Umayyah), og Sa’di ibn Hamra al-Thaqafi.

Den anden gruppe bestod af de Quraysh-ledere, som ganske vist var fjender, men ikke sådanne fjender, der med alle deres kræfter modarbejdede Profeten (s) og muslimerne, sådan som den ovennævnte gruppe gjorde. Disse fjender støttede naturligvis enhver handling, der blev foretaget mod islam. Ibn Saʿd regnede ʿUtbah ibn Rabīʿah, Shaybah ibn Rabīʿah og Abū Sufyān blandt denne slags fjender. Men de mest indædte modstanderes handlemåde er beskrevet således i Koranen:

******************************************************

Se, de bøjer deres bryst ind, så de kan skjule sig for Ham (Hūd: 6).

Det vil sige, at de var så modvillige over for Profetens (s) kald, at de ønskede at undgå ham. Hvis de så ham sidde et sted, gik de deres vej. Hvis de så ham komme imod dem, gik de i en anden retning eller dækkede deres ansigter med kanten af deres klæder, af frygt for at han skulle henvende sig til dem og sige noget til dem, hvis de stod ansigt til ansigt.

Tilbage er nu Mekkas almindelige folk. Blandt dem var nogle neutrale, mens andre i deres hjerter støttede islam, men holdt deres islam skjult. Nogle tog også islam til sig. Et stort antal mennesker lod sig imidlertid inspirere af deres ledere og deltog, for at værne om deres forfædres religions anseelse, i de skadelige aktiviteter, som blev rettet mod islam.

Nu vil vi beskrive hver for sig de forskellige fremgangsmåder, der blev anvendt for at blokere vejen for det islamiske kald.

1. Forsøg på at indgå et kompromis med Profeten (s)

Da modstanderne mærkede Profetens (s) enestående personlighed og Koranens uimodståelige indflydelse, forsøgte de igen og igen at drøfte sagen med Profeten (s) for på en eller anden måde at få ham til at indgå et kompromis med dem vedrørende religionen. Med dette formål besøgte forskellige delegationer ham, og særligt fremtrædende personer talte også med ham.

Mødet mellem Utba ibn Rabi’a og ham

Blandt disse møder var Utba ibn Rabi’as møde det vigtigste, og forskellige muhaddithun har berettet om det på forskellige måder. Der var dog ikke megen uenighed om resultatet. Ibn Abi Shayba citerer en beretning fra Ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), og Abdullah ibn Hamid, Abu Ya’la og al-Bayhaqi citerer en beretning fra Jabir ibn Abdullah al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham), hvori det fortælles, at nogle af Qurayshs mænd en dag samledes og sagde til hinanden: »Se, hvem blandt jer der er dygtigst til magi, spådomskunst og digtning. Han skal gå til denne mand, som har skabt splittelse i vores gruppe, bragt ulykke og elendighed over vores forhold og anliggender og besmittet vores religion. Lad os tale med ham og se, hvad han svarer.« Folkene sagde: »Efter vores mening er der ingen anden end Utba ibn Rabi’a, der er egnet til dette.« Derfor sagde de alle: »Abu al-Walid! Du skal gøre det.« Så gik han til Profeten (fred være med ham). (Tilføjet af forfatteren.)

Den anden beretning er citeret af Muhammad ibn Ishaq og al-Bayhaqi fra Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi. Heri fortælles det, at nogle af Qurayshs ledere en gang sad samlet i den hellige moské, mens Allahs Sendebud (fred være med ham) sad alene på den anden side af moskéen. Det var på et tidspunkt, hvor Hamza (må Allah være tilfreds med ham) havde antaget troen, og Quraysh var blevet meget bekymret, da de så muslimernes antal stadig vokse. Under disse omstændigheder sagde Utba ibn Rabi’a (Abu Sufyans svigerfar) til Qurayshs ledere: »Hvis I synes, kan jeg tale med Muhammad (fred være med ham) og fremsætte nogle forslag for ham. Måske accepterer han et af forslagene, og måske kan vi også acceptere det. På den måde kan han måske afholde sig fra at modsætte sig os.« Alle de tilstedeværende var enige om dette og sagde: »Abu al-Walid! Vi har fuld tillid til dig. Du skal tale med ham.«

Utba rejste sig, gik hen til Profeten og satte sig. Da han vendte sin opmærksomhed mod ham, sagde han: »Nevø! Du ved, at du tidligere var en, vi havde stor respekt for, og hvad din afstamning angår, er du søn af en fornem slægt. Hvilken ulykke har du nu bragt over vores folk? Du har skabt splittelse i vores gruppe. Du betragter hele folket som tåber. Du fornærmer vores religion og vores guder. Du anser vores afdøde forfædre for vantro. Hør nu på mig et øjeblik. Jeg vil fremsætte nogle forslag for dig. Overvej dem grundigt. Måske vil du acceptere et af dem.«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Abu al-Walid! Tal, jeg lytter.«

Han sagde: »Nevø! Hvis formålet med det, du har påbegyndt, er at opnå rigdom, vil vi alle sammen give dig så meget, at du bliver den rigeste blandt os. Hvis du ønsker at opnå overlegenhed, vil vi gøre dig til vores leder. Vi vil ikke træffe nogen beslutning om noget uden dig. Og hvis du ønsker kongemagt, vil vi gøre dig til vores konge. Hvis du er blevet ramt af en jinn, som du ikke selv kan få fjernet, og du ser noget i søvne eller vågen tilstand, vil vi tilkalde den dygtigste læge, og vi vil alle sammen betale udgifterne til din behandling.« Utba blev ved med at tale, mens Profeten (fred være med ham) lyttede tavst.

Derefter sagde han: »Abu al-Walid! Er De færdig med alt det, De havde at sige, eller har De mere at sige?« Han svarede: »Nej, jeg har sagt alt det, jeg havde at sige.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Godt! Så lyt nu til mig.« Derefter begyndte han, efter at have sagt »Bismillahir-Rahmanir-Rahim«, at recitere surah Ha-Mim-Sajdah. Utba lyttede opmærksomt med begge hænder støttet bag sig. Da Profeten nåede verset om prostrationen (vers 38), kastede han sig ned i prostration, og efter at have løftet hovedet sagde han: »Abu al-Walid! De har hørt mit svar. Nu ved De det, og De må selv vide, hvad De vil gøre.«

Utba rejste sig og gik hen imod Qurayshs lederes møde. Folk, der så ham på afstand, bemærkede: »Ved Allahs ed! Der er sket en forandring i Utbas ansigt. Det ansigt, han havde, da han gik, er ikke længere det samme.« Da han derefter satte sig blandt dem, sagde de: »Hvad har du hørt?«

Han sagde: »Ved Gud! Jeg har hørt en tale, som jeg aldrig før har hørt. Ved Gud, dette er hverken poesi, magi eller spådom! Qurayshs folk, lyt til mig og lad ham være i den situation, han befinder sig i. Jeg mener, at disse ord helt sikkert vil blive til virkelighed. Tænk over det: Hvis araberne besejrer ham, vil I undgå at løfte hånden mod jeres egen bror. Andre vil tage sig af ham. Men hvis han sejrer over araberne, vil hans kongedømme være jeres kongedømme. Hans ære og anseelse vil være jeres ære og anseelse.«

Qurayshs ledere hørte på ham og sagde: »O al-Walids fader! Er hans magi til sidst også begyndt at virke på dig?«

Utba sagde: »Jeg har fortalt jer, hvad jeg mener. Gør nu, hvad I vil.«

Blandt de overleveringer, som al-Bayhaqi har samlet om denne hændelse, var der desuden følgende: Da Profeten (s) nåede til vers 13 i Ha-Mim-Sajda-

******************************************************

(»Hvis de vender sig bort, så sig til dem: Jeg advarer jer mod en pludselig straf af samme slags som den, der ramte Ad og Thamud«), lagde Utba spontant sin hånd på Profetens (s) mund og begyndte, idet han appellerede til deres slægtskab, at sige: »Sig ikke sådan noget.« Til folk forklarede han, at han havde sagt dette, fordi de vidste, at når Muhammad (s) sagde noget, gik det aldrig forgæves. Derfor frygtede jeg, at straffen skulle ramme mig. (Tafhim, bind 3 – al-Anbiya – note 5; bind 4 – indledning – Ha-Mim as-Sajda.)

Et andet delegationsmøde

Muhammad ibn Ishaq citerer en overlevering fra Ibn Abbas (ra), hvori det fortælles, at Utba ibn Rabi’a, Shayba ibn Rabi’a, Abu Sufyan ibn Harb, al-Nadr ibn al-Harith, Abu al-Bakhtari ibn Hisham, al-Aswad ibn al-Muttalib, Umayya ibn Khalaf, As ibn Wa’il samt Nubayya og Munabbih, sønner af al-Hajjaj ibn Shahmir, efter solnedgang samledes nær Kabaens mur og sagde til hinanden: »Lad os tilkalde Muhammad (s), tale med ham og give ham det sidste ord.« Profeten (s) fik samtidig at vide, at hans folks fremtrædende mænd var samlet for at tale med ham. Da han var meget ivrig efter at føre dem til den rette vej, kom han straks hen til dem. De sagde: »Muhammad (s), vi har kaldt dig hertil for at gøre det sidste udspil i din sag. Ved Gud! Vi kender ingen blandt araberne, som har skabt en sådan splittelse i sit folk, som du har skabt blandt dit folk. Du har forhånet fædrene og forfædrene, fundet fejl ved religionen, kaldt folk tåbelige, talt imod guderne, skabt splittelse i gruppen, og der er ingen ubehagelighed, som du ikke har fremkaldt mellem dig og os. Hvis du har gjort alt dette for at opnå rigdom, vil vi samle penge sammen og give dig så meget, at du bliver den rigeste blandt os. Hvis du ønsker at hæve dig over os, gør vi dig til vores leder. Hvis du ønsker kongemagt, gør vi dig til konge. Og hvis en jinn er kommet over dig og har besat dig, vil vi bruge vores egne penge på at behandle dig, så du kan blive fri for jinnens indflydelse. Når alt dette er gjort, vil vi i det mindste have opfyldt vores forpligtelse over for dig.«

Som svar siger Huzur (s): Jeg lider ikke af nogen af de sygdomme, som I taler om. Jeg kræver heller ikke nogen betaling for det, jeg har bragt til jer. Jeg ønsker heller ikke at hæve mig over jer eller blive jeres konge. Tværtimod har Allah sendt mig til jer som en sendebud. Han åbenbarer en bog for mig og har pålagt mig at være en, der bringer jer det glade budskab, fordi I tror, og en, der advarer jer, fordi I ikke tror. Derfor har jeg overbragt min Herres budskab til jer og rådgivet jer. Hvis I tager imod det, jeg har bragt, vil det blive en årsag til lykke for jer i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I afviser det, vil jeg ved Allahs befaling fortsætte med at være tålmodig, indtil Allah træffer afgørelse mellem mig og jer. Som svar kræver de vantro ledere forskellige slags mirakler af ham. [Som eksempel siges der i Koranen—

******************************************************

-Hvis Vi havde åbenbaret dig en bog skrevet på papir, og disse mennesker endda havde rørt ved den med deres egne hænder og set den, ville de, der ikke troede, have sagt: »Dette er tydelig magi.«- (Al-An’am: 7)

******************************************************

-Hvis Vi havde åbnet en port på himlen for dem, og de var begyndt at stige op gennem den, ville de have sagt: »Vores øjne bliver bedraget; nej, vi er blevet udsat for magi.«- (Al-Hijr: 14-15).]

I den beretning om denne hændelse, som Ibn Hisham har overleveret fra Ibn Ishaq, findes desuden følgende: Efter at de havde krævet mirakler, sagde Huzur (s): Jeg er ikke kommet til jer for at udføre disse ting. Jeg har overbragt jer det budskab, som Allah har sendt mig for at fremlægge for jer.

Til sidst truer de Huzur (s) og siger: Ved Allahs ed! Vi vil ikke lade dig slippe for alt det, du gør. Enten gør vi det af med dig, eller også gør du det af med os. (Tilføjelse foretaget af forfatteren.)

Yderligere forsøg på forsoning

Desuden fortsatte Qurayshs folk ved forskellige lejligheder med at fremsætte forskellige forslag for Huzur (s), så konflikten og striden mellem dem kunne bringes til ophør, hvis blot ét af forslagene blev accepteret. Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) fortæller, at Qurayshs folk sagde til Huzur (s): »Vi vil give dig så megen rigdom, at du bliver den rigeste mand i Mekka. Vi vil gifte dig med den pige, du vælger. Vi er villige til at følge dig. Du skal blot gå med til dette fra vores side: at du afstår fra at tale nedsættende om vores guder. Hvis du ikke ønsker at gå med til dette, fremsætter vi et andet forslag, som vil være til gavn både for dig og for os.«

Huzur (s) sagde: »Hvad er det?«

De sagde: »Tilbed vores gud Lat og Uzza i ét år, og så vil vi tilbede din Gud i ét år.«

Huzur (s) sagde: »Godt, vent lidt, så ser jeg, hvilken befaling der kommer fra min Rabb.« [Dette betyder ikke, at Allahs Sendebud (s) på nogen måde anså dette forslag for acceptabelt eller værd at overveje, og—må Allah bevare os—at han gav de vantro dette svar i håb om, at der måske ville komme en godkendelse fra Allah. I virkeligheden var hans udsagn ganske som når et urimeligt forslag fremsættes for en underordnet embedsmand, der ved, at hans regering på ingen måde kan acceptere kravet. I stedet for at afvise kravet siger han imidlertid til dem, der har fremsat det: »Jeg sender jeres ansøgning videre til myndighederne. Jeg vil meddele jer den instruks, der kommer.« Forskellen er, at hvis en underordnet embedsmand selv afviser kravet, vil folk fortsætte med at insistere. Men hvis han siger: »Myndighedernes svar er kommet og går imod jeres krav«, vil de miste håbet. – Bogens forfatter.] Herefter blev åbenbaringen sendt ned:

******************************************************

(Sig:) »O I vantro! Jeg tilbeder ikke det, som I tilbeder. Og I tilbeder ikke Ham, som jeg tilbeder. Jeg tilbeder heller ikke det, som I har tilbedt. Og I tilbeder ikke Ham, som jeg tilbeder. I har jeres religion, og jeg har min religion.«

******************************************************

Sig til dem: »O tåber! Er det dette, I siger til mig: at jeg skal tilbede andre end Allah?« (Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Tabarani).

Det er blevet overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Qurayshs folk sagde til Profeten (fred være med ham): »O Muhammad (fred være med ham)! Hvis du kysser vores guder, vil vi tilbede din Gud.« Som svar herpå blev suraen al-Kafirun åbenbaret (Abd ibn Hamid).

Det er blevet overleveret fra Said ibn Sina, den frigivne slave til Abu al-Bakhtari, at Walid ibn Mugira, As ibn Wail, Aswad ibn al-Muttalib og Umayya ibn Khalaf mødte Allahs Sendebud (fred være med ham) og sagde: »O Muhammad (fred være med ham)! Kom, så lader vi dig blive delagtig i alle vores foretagender. Hvis det, du har bragt, er bedre end det, vi har, vil vi tage del i det og få vores andel. Og hvis det, vi har, er bedre end det, du har bragt, vil du tage del i det sammen med os og få din andel deraf.« Som svar herpå blev åbenbaringen sendt ned ************************************************* (Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Ibn Hisham og Baladhuri har også citeret denne overlevering).

Wahb ibn Munabbih beretter, at Qurayshs folk sagde til Profeten (fred være med ham): »Hvis du ønsker det, vil vi træde ind i din religion ét år, og du vil træde ind i vores religion ét år« (Abd ibn Hamid, Ibn Abi Hatim).

Af disse overleveringer fremgår det, at de ikke fremsatte sådanne forslag én gang ved det samme møde, men på forskellige tidspunkter og under forskellige omstændigheder. Derfor var det nødvendigt én gang for alle at give et endeligt svar og for altid at gøre deres håb til intet om, at Sendebudet (fred være med ham) ville indgå et vist kompromis med dem ved at benytte en give-and-take-politik i religionsanliggender (Introduktion til suraen al-Kafirun, Tafhim, bind 6).

Forsøg på at lægge pres på Abu Talib

Qurayshs anden strategi for at standse Allahs Sendebuds (fred være med ham) da’wa var gentagne gange at opsøge Abu Talib, lægge pres på ham og sige: »Træk din støtte til ham (Muhammad (fred være med ham)) tilbage, og læg også pres på ham, så han ophører med sit arbejde.«

Den første delegation

Muhammad ibn Ishaq siger: Da Quraysh så, at Abu Talib støttede Profeten (fred være med ham) og ikke forhindrede ham i de handlinger, som var uudholdelige for dem, drog en delegation af Qurayshs fornemme mænd til ham. Blandt dem var Utba ibn Rabi’a og Shayba ibn Rabi’a fra Banu Abd Shams ibn Abd Manaf; Abu Sufyan fra Banu Umayya; Abu al-Bakhtari, As ibn Hisham og Aswad ibn al-Muttalib fra Banu Asad ibn Abd al-Uzza; Abu Jahl og Walid ibn Mugira fra Banu Makhzum; Nubayha og Munabbih, sønner af al-Hajjaj, fra Banu Sahm; samt As ibn Wail. De sagde: »O Abu Talib! Din nevø har forhånet vores guder. Han har anklaget vores religion, kaldt vores fornuft for tåbelighed og sagt, at vores forfædre var vildfarne. Forhindr ham nu i at såre vores følelser, eller træk dig tilbage fra forholdet mellem os og ham. For også du er selv, ligesom os, modstander af den religion, han har bragt. Derefter skal vi nok tage os af ham.«

Abu Talib beroligede dem ved at tale meget høfligt til dem, hvorefter de gik deres vej (Ibn Hisham, Tabari, al-Bidaya wa’n-Nihaya).

Den anden delegation

Da Allahs Sendebud derefter fortsatte sit arbejde, brast Qurayshs tålmodighed. Så drog endnu en delegation til Abu Talib. De sagde: »O Abu Talib! Du er den ældste og mest ansete blandt os alle. Vi har bedt dig om at holde op med at støtte ham, men du er ikke holdt op. Vi vil under ingen omstændigheder tolerere, at vores forfædre forhånes, vores forstand og dømmekraft krænkes, og vores guder kritiseres. Enten får du ham til at holde op, eller også vil vi bekæmpe dig, indtil den ene part er udslettet.« Herefter er der uenighed i overleveringerne.

I den beretning om Aqil ibn Abu Talib, som imam Bukhari har citeret i sin historiebog, og hafiz Abu Ya‘la i sin Musnad, står der, at min far (Abu Talib) sagde til mig, mens de var til stede: »Kald Muhammad (ﷺ) herhen.« Jeg fandt ham i den intense varme og bragte ham med mig. Da han var kommet, sagde Abu Talib til ham: »Nevø, dine slægtninge anklager dig for at såre dem ved deres sammenkomster og i Den Hellige Moské. Hold op med dette.«

Da Profeten (ﷺ) hørte dette, så han op mod himlen og sagde til Qurayshs ledere: »Ser I denne sol?« De svarede: »Ja.« Profeten (ﷺ) sagde: »Ligesom denne sol ikke er i stand til at standse sine lysstråler, er jeg heller ikke i stand til at opgive dette arbejde.« Dermed rejste han sig og gik. Abu Talib sagde derefter: »Min nevø har aldrig talt usandt. I kan derfor gå.« Al-Tabarani har citeret denne beretning i al-Awsat og al-Kabir, og Abu Ya‘la har nævnt den i kort form.

Ibn Hisham, Tabari, Bayhaqi og Baladhuri har gengivet begivenheden således: Efter at folkene var gået, kaldte Abu Talib Profeten (ﷺ) til sig og sagde: »Nevø, dit folk er kommet til mig og har sagt disse ting. Giv både mig og dig selv mulighed for at leve videre. Påfør mig ikke en byrde, som jeg ikke har styrke til at bære, og som du heller ikke har styrke til at bære. Hold derfor op med at sige sådanne ting, som de ikke kan tåle.« Da Profeten (ﷺ) hørte Abu Talibs ord, troede han, at han var ved at overlade ham til sig selv. Så sagde han: »Kære onkel! Selv hvis solen blev lagt i min højre hånd og månen i min venstre, ville jeg ikke opgive dette arbejde. Enten vil Allah gøre dette arbejde vellykket, eller også vil jeg gå til grunde.« Derefter græd Profeten (ﷺ) af sorg og gjorde sig klar til at gå. Abu Talib forstod, hvor dybt hans ord havde såret Profeten (ﷺ). Så kaldte han ham tilbage og sagde: »Fortsæt dit arbejde, og gør, hvad du vil. Ved Gud, jeg vil aldrig, uanset årsagen, udlevere dig til dine fjender.«

Abu Jahl beslutter sig for at dræbe Profeten (ﷺ)

Muhammad ibn Ishaq fortæller, at Abu Jahl sagde til Quraysh-folkene: »O Quraysh! I har hørt, hvor klart Muhammad (ﷺ) har sagt, at han under ingen omstændigheder vil holde op med at vanære vores religion, kalde vores forfædre vildledte, fornærme guderne og gøre den slags. Ved Allah sværger jeg nu, at jeg i morgen vil sidde med en sten, og når han går ned i bønens prostration, vil jeg knuse hans hoved. Derefter kan Banu Abd Manaf gøre, hvad de vil.«

Den anden dag ventede han på Huzur (s) med en sten. Som sædvanlig kom Profeten (s) og gav sig til at bede. Qurayshs folk samledes også for at se, hvad der ville ske. Efter at Huzur (s) havde gået ned i sujud, gik Abu Jahl frem med stenen. Men da han kom tæt på ham, vendte han pludselig om og gik tilbage. Han blev frygtelig rædselsslagen. Hans ansigt blev blegt. Stenen faldt også ud af hans hånd. Qurayshs folk rejste sig, gik hen til ham og sagde: »Abu al-Hakam! Hvad er der sket med dig?« Han sagde: »Jeg gik frem for at gøre det, jeg havde fortalt jer om. Men da jeg kom tæt på, så jeg pludselig foran mig en vældig kamel. Jeg har aldrig set en kamel med så stort et hoved, så lang en hals og sådan en pukkel. Den var parat til at tygge mig og æde mig.«

Senere sagde Huzur (s), at Hadhrat Jibril (a) var kommet i denne skikkelse.

Den tredje delegation

Ibn Sa’d fortæller, at Qurayshs ledere endnu en gang kom til Abu Talib og sagde: »Du er den ældste og lederen blandt os alle. Vi kommer til dig for at bede om retfærdighed. Vær også retfærdig mellem os og ham. Send bud efter din nevø og sig til ham, at han skal holde op med at tale nedsættende om vores guder. Til gengæld lader vi ham og hans Gud være i den tilstand, de er i.« Derefter sendte Abu Talib bud efter Huzur (s). Han sagde til ham: »Nevø! Her er dine onkler, de fornemme ledere blandt dit folk. De er kommet og ønsker at nå frem til en retfærdig afgørelse sammen med dig.«

Huzur (s) sagde: »Sig frem, jeg lytter.« De sagde: »Lad os og vores guder være, som vi er, og hold op med at tale nedsættende om dem. Vi lader dig og din Gud være, som I er.«

Abu Talib sagde: »De siger jo noget, der er helt retfærdigt. Accepter dette.«

Huzur (s) sagde: »Kære onkel! Skal jeg ikke kalde dem til noget, der er bedre end dette?« Abu Talib sagde: »Hvad er det?«

Huzur (s) sagde: »Så sig: ‘Lā ilāha illā Allāh’.«

Dermed blev de vrede, vendte sig foragteligt bort og gik deres vej—

*****************************************************

Hold fast ved dyrkelsen af jeres guder og afguder. Dette må jo betyde noget andet. (Forfatterens tilføjelse.)

Der er uenighed i beretningerne om denne begivenhed. Ibn Saʿd har i al-Tabaqāt, og al-Ṭabarī i sin historie, berettet om den uden at fastsætte tidspunktet. Ibn Isḥāq har berettet, at den fandt sted efter Ḥamza (ra) og ʿUmar (ra) havde taget islam til sig. Dette synspunkt er også blevet fulgt af blandt andre al-Zamaḫšarī, al-Rāzī og al-Naysābūrī, som var fortolkere af Koranen. Men ifølge andre beretninger fandt begivenheden sted på det tidspunkt, hvor Abū Ṭālib lå på sit dødsleje. Den begivenhed, som imam Aḥmad, al-Nasāʾī, al-Tirmiḏī, al-Bayhaqī, Ibn Abī Šayba og Ibn Ǧarīr al-Ṭabarī har gengivet i deres koranfortolkninger og historiske værker, kan kort sammenfattes således:

Da Abū Ṭālib blev alvorligt syg, og Qurayshs ledere indså, at hans sidste stund var nær, rådførte de sig med hinanden og besluttede, at de nu måtte tale med ham. Det ville være godt, hvis han kunne bilægge striden mellem os og hans nevø, inden han gik bort. Vi måtte ikke risikere, at han døde, og at vi derefter traf hårde foranstaltninger mod Muḥammad (s), hvorefter araberne begyndte at bebrejde os og sige: »Så længe den ældre leder levede, viste de ham respekt; men nu, efter hans død, har de grebet ind over for hans nevø.« Alle var enige om dette, og omkring femogtyve af Qurayshs ledere mødte op hos Abū Ṭālib. Blandt dem var især Abū Ǧahl, Abū Sufyān, Umayya ibn Ḫalaf, al-ʿĀṣ ibn Wāʾil, al-Aswad ibn al-Muṭṭalib, ʿUqba ibn Abī Muʿayṭ, ʿUtba og Šayba. Først fremførte de mange anklager mod Profeten (s). Derefter sagde de: »Vi er kommet til dig med et retfærdigt forslag. Din nevø skal lade os holde fast ved vores religion, og vi vil lade ham holde fast ved sin religion. Han må tilbede den guddom, han ønsker; det har vi ingen indvendinger imod. Men han må ikke kritisere vores guder og afguder eller forsøge at få os til at bryde forbindelsen med dem. På disse betingelser må du forlige os med ham.«

Abū Ṭālib sendte bud efter Profeten (s) og sagde: »Nevø, dit folks mænd er kommet til mig. De ønsker, at du skal tilslutte dig et retfærdigt forslag fra dem, så striden mellem dig og dem kan bringes til ophør.« Derefter fortalte han Profeten (s), hvad Qurayshs ledere havde sagt til ham.

Profeten (s) svarede: »Kære farbror! Jeg har allerede fremsat en kalima for dem; hvis de accepterer den, vil Arabien adlyde dem, og ikke-araberne vil betale skat til dem. Profetens (s) ord er blevet gengivet af forskellige fortællere med forskellige formuleringer. Trods disse ordlydsmæssige forskelle var meningen hos dem alle den samme. Det vil sige, at Profeten (s) sagde til dem: Hvis jeg fremsætter en sådan kalima for jer, og I accepterer den, vil Arabien og ikke-araberne komme under jeres herredømme. Sig mig så: Er dette ikke et bedre forslag end det, I fremsætter for mig under påskud af retfærdighed? Ligger jeres velstand i at acceptere denne kalima, eller i, at jeg lader jer forblive i den tilstand, I befinder jer i, mens jeg for mit eget vedkommende alene tilbeder Gud?(Tafhīm, bind 4 – indledningen til Sura Ṣād.) Da de hørte dette, blev de først helt forvirrede. De kunne ikke finde ud af, hvad de skulle sige for at afvise en så velsignelsesrig kalima. Da de senere havde genvundet fatningen, sagde de: »Taler du om én kalima? Vi er villige til at sige ti sådanne kalimaer. Men fortæl os, hvad denne kalima er?«

Profeten (s) sagde: »Lā ilāha illā Allāh.« Derefter rejste de sig alle og gik bort, mens de sagde det, der er nævnt i begyndelsen af Sura Ṣād. (Tafhīm, bind 4 – indledningen til Sura Ṣād.)

Den fjerde delegation

Ibn Hisham, Ibn Jarir al-Tabari, Ibn Sa’d, al-Baladhuri og Ibn Kathir fortæller, at da qurayshitterne så, at Abu Talib på ingen måde var villig til at opgive Profeten (s), og at han var rede til for sin nevøs skyld at løbe risikoen for folkets fjendskab og for til sidst at blive skilt fra dem, tog de Umarah ibn al-Walid, søn af al-Walid ibn al-Mughira, med til ham og sagde: »Åh Abu Talib, her er Umarah ibn al-Walid, en berømt og smuk ung mand blandt qurayshitterne. Tag ham som søn, og giv til gengæld denne nevø af dig i vores hænder. Han har nemlig modsat sig din og dine forfædres religion, skabt splittelse blandt dit folk og betragtet os alle som tåber. Vi giver dig den ene i stedet for den anden, så vi kan dræbe ham.«

Abu Talib svarede: »Ved Gud! I har fremsat et yderst slet tilbud til mig. I giver mig jeres egen søn, for at jeg skal opfostre ham, og I vil have min søn, for at I kan dræbe ham. Det kan aldrig ske.« Mut’im ibn Adi, en efterkommer af Nawfal, Hashims bror, sagde: »Ved Gud, Abu Talib, dit folk har behandlet dig retfærdigt og forsøgt at befri dig fra den vanskelighed, du er havnet i. Men jeg kan se, at du ikke vil følge noget af det, de siger.«

Abu Talib svarede: »Ved Gud, de har ikke behandlet mig retfærdigt på nogen måde, men du har forladt mig og sluttet dig til dem imod mig. Nå, gør som du vil.«

Ibn Ishaq fortæller, at ordvekslingen derefter nåede det punkt, hvor det kom til kamp, og at de besluttede at gå i kamp mod hinanden.

Abu Talib samlede Banu Hashim og Banu al-Muttalib

Ibn Ishaq fortæller, at Abu Talib derefter samlede Banu Hashim og Banu al-Muttalib og opfordrede dem til alle enstemmigt at støtte og beskytte Allahs Sendebud (s). Alle accepterede dette og gjorde sig klar til at hjælpe Abu Talib, bortset fra Lahab, som havde en anden mening.

Abu Talibs trussel mod qurayshitterne

Ibn Saʿd fortæller, at mens Profeten (s) blev udsat for den hårdeste modstand, men endnu før udvandringen til Abessinien var begyndt, kom Abu Talib og de øvrige familiemedlemmer en dag til Profetens (s) hus, men fandt ham ikke. Abu Talib fik mistanke om, at Profeten (s) var blevet dræbt. Straks samlede han de unge mænd fra Banu Hashim og Banu al-Muttalib. Derefter sagde han til dem: »Skjul hver især et sværd eller et andet våben under jeres tøj, og følg efter mig. Når jeg går ind i den hellige moské, vil I se, om Ibn al-Hanzaliyya (Abu Jahl) sidder ved et møde med Qurayshs ledere. Så vil jeg ikke lade nogen af deltagerne i det møde forblive i live. For de har med sikkerhed dræbt Muhammad (s).«

Med dette i sinde begav Abu Talib sig af sted, og på vejen mødte han Zayd ibn Haritha (ra). Han fik at vide, at Profeten (s) var i god behold.

Den følgende dag kom Abu Talib om morgenen til Profetens (s) hus, tog ham i hånden og gik sammen med ham til Qurayshs lederes møde, hvor både unge og gamle fra Banu Hashim og Banu al-Muttalib var til stede. Han sagde til dem: »Quraysh-folk, ved I, hvad jeg havde til hensigt at gøre?« De svarede: »Nej, det ved vi ikke.« Abu Talib fortalte hele hændelsen og sagde til de unge mænd: »Tag jeres kapper til side.« Da de havde taget kapperne til side, så alle, at hver af dem holdt et skarpt våben i hånden. Abu Talib sagde: »Ved Gud! Hvis I dræber Muhammad (s), vil jeg ikke lade nogen af jer forblive i live. Derefter vil vi kæmpe, indtil vi bliver dræbt.«

Efter denne hændelse blev det gjort klart for Quraysh, at det ikke var nogen let sag at gribe ind over for Muhammad (s). Og denne hændelse var mest af alt nedslående for Abu Jahl.

3. Qurayshs barnlige og usle opførsel

Den opførsel, som Quraysh-folkene udviste over for Profeten (s), var yderst ussel og barnlig, og dens formål var at tage modet fra ham og holde ham i en forlegen situation.

Forsøget på at få Zaynab (ra) skilt

En af deres bestræbelser bestod i at lægge pres på Profetens (s) svigersøn, Abu al-ʿAs ibn al-Rabiʿ, for at få ham til at skille sig fra Profetens (s) ældste datter, Zaynab (ra), ligesom Abu Lahab tvang sine to sønner til at skille sig fra Profetens (s) døtre, Ruqayya (ra) og Umm Kulthum (ra). Denne Abu al-ʿAs tilhørte Banu Abd al-Uzza ibn Abd Shams. Hans mor, Hala bint Khuwaylid, var søster til Khadija (ra). Han var en af Mekkas velhavende mænd. Med hensyn til rigdom, handel og pålidelighed hørte han til blandt de få fremtrædende personer i Mekka. Han blev gift med Zaynab (ra), før Profeten (s) blev udnævnt til profet. Khadija (ra) betragtede ham som sin egen søn. Selv om han efter profetkaldelsen ikke blev muslim og fortsatte med at være involveret i afgudsdyrkelse, gav han ikke efter for Qurayshs pres og skilte sig heller ikke fra Zaynab (ra).Det skal bemærkes, at Zaynab (ra) blev muslim samtidig med sin mor. Men eftersom der endnu ikke var kommet et påbud om, at ægteskab mellem en troende og en afgudsdyrker var forbudt, forblev hun gift med Abu al-ʿAs.–Forfatteren.Al-Baladhuri fortæller i Ansab al-Ashraf, at Qurayshs ledere sagde til ham (Abu al-ʿAs): »Skil dig fra Zaynab. Derefter vil vi gifte dig med den kvinde fra Quraysh, som du ønsker.«

Han fortæller, med henvisning til Muhammad ibn Ishaq, at al-Tabari og Ibn Hisham også beretter følgende: Quraysh-folkene gik til Utbah, Abu Lahabs søn, og sagde: »Skil dig fra Muhammads (s) datter. Vi vil gifte dig med den Quraysh-pige, du måtte ønske.« Han sagde: »Hvis I kan udvælge Sa’id ibn As’ eller hans søn Abans datter til mig, vil jeg følge jeres råd.« De fandt den pige, han ønskede, til ham, hvorefter han skilte sig fra Profetens (s) datter—endda før bruden var blevet ført bort, det vil sige før brylluppet og brudens afrejse.

Glæde over Profetens søns død

Endnu mere usselt var det, at Quraysh-folkene, efter at Profetens (s) første søn, Hazrat Qasim (s), var gået bort i barndommen, og hans anden søn, Hazrat Abdullah (ra), ligeledes var gået bort i barndommen, ikke udviste den medfølelse med Profetens (s) sorg, som selv den laveste fordring af høflighed og menneskelighed krævede. Tværtimod frydede de sig og begyndte at kalde ham rodløs, det vil sige, at ingen efter ham ville være tilbage til at videreføre hans navn. (Tilføjelse.)

Ibn Sa’d og Ibn Asakir beretter med henvisning til Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra), at Profetens (s) ældste søn var Hazrat Qasim (ra). Hans yngre var Hazrat Zaynab (ra), og den næste yngre var Hazrat Abdullah (ra). Derefter fulgte tre døtre: Umm Kulthum (ra), Fatimah (ra) og Ruqayyah (ra). Først gik Hazrat Qasim (ra) bort, og derefter gik Hazrat Abdullah (ra) også bort. Da sagde As ibn Wa’il: »Hans efterkommere er udslettet. Han er nu rodløs; hans rødder er skåret over.«

I nogle beretninger tilføjes det, at As sagde: »Muhammad (s) er rodløs. Han har ingen søn, der kan efterfølge ham. Når han dør, vil I blive fri for ham.« Abd al-Hamid beretter med henvisning til Ibn Abbas (ra), at Abu Jahl også fremsatte en sådan bemærkning efter Profetens (s) søn Abdullahs (ra) død.

Ibn Abi Hatim beretter med henvisning til Samir ibn Atiyyah, at Uqbah ibn Abi Mu’ayt også udtrykte denne usle holdning, da han glædede sig over Profetens (s) sorg. Ata fortæller, at Abu Lahab, Profetens (s) egen farbror, hvis hus lå ved siden af Profetens (s) hus, efter hans anden søns død løb hen til afgudsdyrkerne og bragte dem den »glædelige nyhed« (?) at Muhammad (s) denne nat var blevet sønneløs—det vil sige, var blevet rodløs.

Det var under disse dybt hjerteskærende forhold, at surah al-Kawthar blev åbenbaret. Quraysh-folkene var blevet rasende på Profeten, fordi han alene tilbad Allah og offentligt forkastede deres afgudsdyrkelse. Derfor blev den anseelse og position, han havde haft blandt hele folket før profetskabet, frataget ham. Det var, som om han var blevet isoleret fra sin egen slægt og stamme. Hans få ledsagere var også blevet hjælpeløse og uden støtte, og de blev udsat for vold. Dertil kom, at sorgens bjerge væltede ned over ham, fordi han mistede sine sønner den ene efter den anden. Under disse omstændigheder blev der i stedet for medfølelse fra venner, bekendte, slægtninge, stammefolk, medlemmer af hans slægt og naboer udvist glæde og jubel. De fremsatte endda bemærkninger, som var dybt hjerteskærende for en så ædel mand, der ikke blot behandlede sine egne, men også andre, med den største godhed.

Som svar på dette sagde Allah den Ophøjede i surah al-Kawthar:

*****************************************************

• Det er jer, fjender, der er abtar, de afskårne.

Dette var ikke blot et rent modangreb, men i virkeligheden en af Koranens betydningsfulde profetier, som gik i opfyldelse til punkt og prikke. Da denne profeti blev fremsagt, anså folk Profeten (fred være med ham) for at være abtar, altså afskåret, og ingen kunne forestille sig, hvordan Qurayshs store ledere skulle blive afskårne, selv om de var berømte og succesrige ikke blot i Mekka, men i hele Arabien. De havde ikke alene været heldige med hensyn til rigdom og børn, men havde også hjælpere og støtter forskellige steder i hele landet. På grund af deres monopol på handel og deres ledelse af pilgrimsfærden havde de dybe forbindelser til alle de arabiske stammer. Men i løbet af blot nogle få år blev situationen fuldstændig vendt på hovedet.

Da Quraysh i det femte år efter hijra under Ahzab-slaget belejrede Medina sammen med talrige arabiske og jødiske stammer, og Profeten (fred være med ham) blev belejret og måtte grave en grøft for at organisere forsvaret, var situationen blot tre år senere, da Profeten (fred være med ham) angreb Mekka i det ottende år efter hijra, sådan, at Quraysh ikke havde nogen hjælpere, og i deres hjælpeløse tilstand måtte de nedlægge våbnene. Derefter kom hele Arabien inden for et år under Profetens (fred være med ham) herredømme. Delegationer fra forskellige stammer kom fra alle dele af landet og aflagde troskabsed til Profeten. Fjenden blev fuldstændig hjælpeløs og uden venner. Deres navn og spor blev udslettet så grundigt, at selv hvis nogen af deres efterkommere stadig findes et eller andet sted i verden, ved ingen af dem i dag, at han er efterkommer af en af islams fjender som Abu Jahl, Abu Lahab, As ibn Wa’il eller Uqbah ibn Abi Mu’ayt. Og selv hvis de ved det, er ingen villig til at sige, at disse mennesker var deres forfædre. Omvendt sendes der i dag velsignelser over Allahs Sendebuds (fred være med ham) familie overalt i verden. Millioner og atter millioner af muslimer er stolte over at stå i forbindelse med ham. Hundredtusinder anser det for en ære at være efterkommere ikke blot af ham, men også af hans familie og hans ledsageres familier. Nogle er sayyider, nogle alawitter, nogle abbasider, nogle hashimitter, nogle siddiqier, nogle faruqier, nogle osmanere, nogle zubayrier og nogle ansarier. Men man finder ingen, der bærer navnene Abu Jahl eller Abu Lahab. Historien beviser, at det ikke var Profeten (fred være med ham), der var abtar, men derimod hans fjender, og sådan er det stadig. (Tafhim, bind 6 – indledningen til sura al-Kawthar, note 4.)

At skabe larm, så snart man hører Koranens stemme

En anden lav og modbydelig handling, som de gjorde sig skyldige i, var, at de skabte larm, når Koranen blev reciteret, og løb væk fra alle sider, så de hverken selv skulle høre den eller lade andre høre den. I Koranen siges det:

*****************************************************

Disse vantro siger: Lyt aldrig til denne Koran, og lav larm, når den bliver reciteret, så I måske kan sejre på denne måde. (Ha-Mim as-Sajdah 26)

Dette var en af de planer, Mekkas vantro lagde. Gennem den ønskede de at gøre Profetens (s) dawah og tabligh mislykkede. De vidste udmærket, at Koranen havde en magisk virkning, og at den, der reciterede den for folk, var en person af høj rang. Og hvor hjertegribende var hans recitation sammen med denne personlighed! De mente, at enhver, der hørte disse enestående ord fra en så højtstående persons mund, fremført på en så betagende måde, ville blive som fortryllet. Derfor udarbejdede de en plan om, at de hverken selv ville lytte til denne tale eller tillade andre at høre den. Når Muhammad (s) begyndte at recitere den, ville de skabe larm, klappe i hænderne, råbe, gøre voldsom indsigelse og hæve deres stemmer så højt, at hans stemme blev overdøvet. Ved at anvende denne taktik håbede de at besejre Allahs Profet. (Tafhim, bind 4 – Ha-Mim Sajdah – note 30)

*****************************************************

Hvad er der da i vejen med disse fornægtere, siden de i flokke iler hen imod dig fra din højre og venstre side, o Profet?

Der tales her om dem, som løb til fra alle sider for at håne og skabe larm, når de hørte Profetens (s) dawah, tabligh og recitation af Koranen. (Tafhim, bind 6 – Al-Ma’arij – note 124.)

*****************************************************

Fremsig ikke din salah hverken med høj røst eller med alt for lav røst, men fremsig den med en stemme midt imellem disse to.

I Musnad Ahmad findes en beretning fra Ibn Abbas om, at de vantro i Mekka begyndte at skabe larm og undertiden endda skældte ud, når Profeten (s) reciterede Koranen med høj røst under salah i sit hjem eller i Dar al-Arqam. Derfor blev det befalet: Fremsig den ikke så højt, at de vantro hører det og stimler sammen, og heller ikke så lavt, at dine ledsagere ikke kan høre det. (Tafhim, bind 2 – Bani Isra’il – note 24.)

At fordreje Koranens betydning og føre folk på afveje

I Koranen omtales denne taktik, som de vantro i Mekka benyttede:

*****************************************************

De, som fordrejer betydningen af Vore åbenbaringer, er ikke skjult for Os. Tænk selv efter: Hvem er bedst stillet – den, der vil blive kastet i ilden, eller den, der på Genopstandelsens Dag vil møde frem i sikkerhed? Gør, hvad I vil. Allah ser alt, hvad I gør.

»Ilhad« betyder at fare vild, at vende fra den lige vej til en kroget vej og at anlægge en fordrejet holdning. »Ilhad« i Allahs åbenbaringer betyder, at mennesket forsøger at finde fordrejninger i de enkle og klare ord. Det accepterer ikke den korrekte og tydelige betydning af Allahs åbenbaring, men fordrejer den på forskellige måder, hvorved det selv farer vild og fører andre vild. Blandt de listige metoder, som de vantro i Mekka benyttede for at standse Koranens kald, var også, at de lyttede til Koranens vers. Derefter rev de nogle vers løs fra deres sammenhæng før og efter, fordrejede den bogstavelige betydning af andre vers, tillagde ord eller sætninger en forkert betydning, rejste forskellige indvendinger og vildledte folk ved at sige: »Hvad er det dog, denne profet har sagt?« (Tafhim, bind 4 – Ha-Mim Sajda – note)

At indvikle muslimerne i unødvendige og meningsløse diskussioner

De vantros adfærd omtales således i Koranen:

*****************************************************

De, som efter at have besvaret Allahs kald, strides og diskuterer med dem, der har besvaret det, om Allahs religion – deres argumentation og bevisførelse er ugyldig hos deres Herre.

Dette henviser til den situation, der dagligt fandt sted i Mekka. Når det blev kendt, at nogen var blevet muslim, gik alle straks løs på ham. Hans liv blev gjort uudholdeligt. Hverken i hjemmet, i kvarteret eller blandt sine slægtninge kunne han opholde sig i fred.

Hvor end han gik, begyndte en endeløs diskussion; formålet var på enhver måde at få ham til at opgive forbindelsen til Banu Muhammad (fvmh.) og vende tilbage til den jahiliyyah, som han havde forladt. (Tafhim, bind 4, Ash-Shura, note 31.)

At håne muslimerne og nedværdige dem

Om dette siger Koranen:

*****************************************************

Forbryderne plejede at håne de troende, og når de gik forbi dem, blinkede de med øjnene og gjorde tegn til dem. Når de vendte tilbage til deres egne, kom de tilbage i stor glæde. Når de så dem, sagde de: »Disse er allesammen vildfarne.« Men de var ikke sendt for at holde øje med dem. (Al-Mutaffifin: 29-33)

At vende tilbage i stor glæde betyder: Når de kom hjem, mente de, at de havde moret sig godt den dag. De havde hånet en bestemt muslim grundigt, moret sig ved højlydt at gøre nar af ham, og det havde gjort et godt indtryk på folk. (Tafhim, bind 4, Ash-Shura, note 31.)

Al-Baladhuri citerer i Ansab al-Ashraf en beretning af Hazrat Urwah ibn az-Zubayr, hvori han siger: Når Quraysh så folk som Ammar ibn Yasir (må Allah være tilfreds med ham), Khabbab ibn al-Aratt (må Allah være tilfreds med ham), Suhayb ibn Sinan (må Allah være tilfreds med ham), Bilal ibn Rabah (må Allah være tilfreds med ham), Abu Fukayha (må Allah være tilfreds med ham) og Amir ibn Fuhayrah (må Allah være tilfreds med ham) sidde sammen med Profeten (fvmh.) i Den Hellige Moské, sagde de da: »Var alle disse mennesker begunstiget af Allahs nåde?«

At kaste uvidende mennesker ud i vildfarelse

I denne forbindelse siger Koranen:

*****************************************************

Når nogen af dem spørger: »Hvad er det, jeres Herre har sendt ned?«, svarer de: »Det er blot gamle, forfaldne fortællinger fra fortiden« (An-Nahl: 24).

Da Profetens (S) da‘wah havde spredt sig i alle retninger, blev folk fra Mekka, hvor end de kom, spurgt: Hvad lærer den person, der er fremstået som profet hos jer? Hvilken slags bog er Koranen? Hvad handler den om? Og så videre.

Mekkas vantro besvarede altid sådanne spørgsmål med formuleringer, der fik spørgeren til at nære en eller anden form for tvivl om Profeten (S) og den bog, han havde bragt, eller i det mindste sørgede for, at der ikke blev nogen hengivenhed tilbage i hans hjerte for Profeten og hans profetskab. (Tafhim, bind 2 – An-Nahl, note 22.)

4. Kulturelt program

Ud over disse nedrige kneb anvendte de endnu en taktik for at modarbejde Profetens (S) da‘wah. Man havde også overvejet at holde mennesker optaget af fortællinger, sang, musik, fornøjelser og nydelser og dermed lamme deres evne til eftertanke, så de ikke kunne rette deres opmærksomhed mod noget alvorligt, som Koranen og Muhammad (S) forelagde dem.

Ibn Hisham citerer en beretning fra Muhammad ibn Ishaqs Sira og fortæller, at Nadr ibn al-Harith ibn Alada fra Banu Abd al-Dar på en forsamling af Quraysh sagde: »Den måde, I bekæmper Muhammad (fvmh.) på, vil ikke føre til noget. Da Muhammad (fvmh.) var ung, var han den mest elskværdige blandt jer, den mest sandfærdige og den mest pålidelige. Nu, hvor hans hår er blevet hvidt, har han bragt jer noget, som får jer til at kalde ham troldmand, spåmand, digter og galning. Ved Gud! Han er ikke en troldmand. Vi har set troldmænd og set deres besværgelser. Ved Gud! Han er ikke en spåmand. Vi har hørt spåmænds monotone, rytmiske tale, og vi kender også det sludder, de siger. Hans ord hører ikke til i nogen af disse kategorier. Ved Gud! Han er heller ikke gal. Kender vi ikke den tilstand, en galning befinder sig i, og den slags meningsløse ord, han mumler? Qurayshs ledere! Overvej en anden måde. Det, I skal bekæmpe, er langt vigtigere end at forsøge at besejre ham ved at opdigte noget.«

Derefter foreslog han, at man skulle indsamle og udbrede fortællingerne om Rustam og Isfandiyar fra ikke-arabiske lande, så folk kunne blive optaget af dem og finde dem mere forbløffende end Koranen. Dette fortsatte i nogen tid, og Nadr fortalte selv disse historier. (Tafhim, bind 3 – al-Anbiya – note 7.)

Denne beretning er også gengivet i Asbab al-nuzul med henvisning til al-Wahidi, al-Kalbi og Muqatil. Ibn Abbas (må Gud være tilfreds med ham) tilføjede, at Nadr med dette formål også købte en syngende slavepige. Når han hørte, at en bestemt person var blevet påvirket af Profetens (fvmh.) ord, sendte han en slavepige efter ham og sagde til hende: »Vis ham stor omsorg, giv ham god mad og bliv ved med at synge for ham, så han bliver optaget af dig og vender sig bort derfra.« (Tafhim, bind 4 – Luqman – note 6.)

5. Løgnens kampagne og dens virkninger

Samtidig med disse taktikker indledte Quraysh, da Profetens (fvmh.) offentlige kald begyndte, også en kampagne med falsk propaganda for at vække folk mod ham. Eftersom der ikke var det mindste spor af sandhed i denne kampagne, men formålet blot var at bagvaske ham og holde folk borte fra ham, gik de rundt og sagde, hvad der faldt dem ind. Nogle sagde, at han var digter, andre, at han var spåmand, og andre igen, at han var troldmand. Nogle sagde, at han var blevet forhekset. Andre kaldte ham gal. Kort sagt var der ikke én bestemt påstand, som de fremsatte om ham. Denne bagvaskelse blev ikke kun spredt i alle afkroge af Mekka; enhver, der kom til Mekka for pilgrimsfærd, handel eller noget andet formål, fik også disse ting at vide. På den måde forsøgte de at forhindre folk i overhovedet at høre hans (Profetens) ord, fordi de frygtede, at de skulle blive påvirket af dem. (Udvidelse.)

Qurayshs rådslagning under pilgrimsfærden

Efter at nogle måneder var gået, kom tiden for pilgrimsfærden. Mekkas indbyggere begyndte at bekymre sig over, at pilgrimmenes karavaner på dette tidspunkt ville ankomme fra hele Arabien. Hvis Muhammad (fvmh.) gik rundt til disse karavaners opholdssteder, mødte pilgrimmene og på forskellige steder under pilgrimsfærdens forsamlinger stod og reciterede denne enestående og virkningsfulde tale, som Koranen er, ville hans kald nå ud til alle afkroge af Arabien. Og hvem ved, hvor mange der så ville blive påvirket af den. Ibn Ishaq, al-Hakim og al-Bayhaqi beretter denne begivenhed med en fremragende overleveringskæde:

Med dette formål afholdt Qurayshs ledere en forsamling, hvor det blev besluttet, at man straks ved pilgrimmenes ankomst skulle begynde at føre propaganda mod Profeten (fvmh.) blandt dem. Efter at alle var blevet enige, sagde al-Walid ibn al-Mughira til de forsamlede: »Hvis I fortæller folk forskellige ting om Muhammad (fvmh.), vil folk miste tilliden til os. Bliv derfor enige om én bestemt påstand, som vi alle kan fremsætte.«

Nogle sagde: »Vi vil kalde Muhammad (fred være med ham) en spåmand.« Al-Walid sagde: »Nej, ved Gud, han er ikke en spåmand. Vi har set spåmænd. Den måde, han mumler på, og den slags rimede sætninger, han fremsiger, har ikke den fjerneste lighed med Koranen.« Nogle sagde: »Lad os kalde ham vanvittig.« Al-Walid sagde: »Han er heller ikke vanvittig. Vi har jo også set vanvittige. Ingen er uvidende om, hvordan en vanvittig taler som en beruset og gør sig til med fordrejede og usammenhængende fagter. Hvem vil tro, at den tale, Muhammad (fred være med ham) fremlægger, er en vanvittigs praleri, eller at et menneske taler sådan, når det er vanvittigt?« Folk sagde: »Nå, så kalder vi ham digter.« Al-Walid sagde: »Han er heller ikke digter. Vi kender alle former for digtning, og denne tale ligner på ingen måde digtning.« Folk sagde: »Så lad os kalde ham troldmand.« Al-Walid sagde: »Han er heller ikke troldmand. Vi kender troldmændene, og vi kender også de metoder, de anvender til trolddom. Dette passer heller ikke på Muhammad (fred være med ham). Hvad I end siger blandt disse ting, vil folk blot anse det for en uretfærdig anklage. Ved Gud! Denne tale rummer en stor sødme. Dens rod går dybt, og dens grene bærer frugt.«

Ibn Jarir tilføjer i sin tafsir, med henvisning til Ikrima, at Abu Jahl derefter pressede al-Walid og sagde: »Dit folk vil ikke være tilfreds med dig, før du har sagt noget om Muhammad (fred være med ham).« Al-Walid sagde: »Godt, lad mig tænke over det.« Efter at have tænkt sig om sagde han: »Det mindste, man kan sige, er dette: Sig til araberne, at denne mand er en troldmand. Han fremsiger en tale, som skiller mennesker fra deres fædre, brødre, hustruer, børn og hele deres familie.« Alle godtog al-Walids udsagn. Derefter spredte qurayshitterne sig efter en plan blandt pilgrimmene under hajj. De begyndte at advare de ankomne om, at der var fremstået en mand her, som var en stor troldmand. Hans trolddom skaber splittelse i familier. Man måtte vogte sig for ham. (Tafhim, bind 6, indledningen til surat al-Muddaththir.)

Koranens omtale af denne begivenhed

Al-Walid ibn al-Mughiras forslag omtales i vers 11-25 i surat al-Muddaththir: »Lad Mig alene med den, Jeg har skabt.« Det vil sige: Jeg vil selv tage mig af ham. Du behøver ikke bekymre dig om ham. »Jeg skabte ham alene og ensom.« Det vil sige: Han bragte intet med sig til verden. »Jeg gav ham rigelig rigdom og sønner, som var hos ham.« Det vil sige: Jeg gav ham ti eller tolv unge sønner, som alle var ansete. De sad sammen med ham ved rådslagningerne (blandt dem var også en dygtig søn som Khalid ibn al-Walid, måtte Allah være tilfreds med ham). »Jeg gjorde vejen til lederskab og myndighed let for ham.« På trods af dette begærede han, at Jeg skulle give ham endnu mere. Aldrig! Jeg vil lade ham bestige en stejl opstigning. Han tænkte og forsøgte at udtænke nogle ord. Guds forbandelse være over ham – hvordan forsøgte han dog at udtænke sine ord! Ja, Guds forbandelse være over ham – hvordan forsøgte han dog at udtænke sine ord! Så så han på folkene. Derefter rynkede han panden, fortrak ansigtet, vendte sig bort og blev grebet af hovmod. Til sidst sagde han: »Dette er ikke andet end noget, der er blevet sagt før. Det er blot trolddom, som er overleveret fra tidligere tider. Dette er blot et menneskeskabt udsagn.«

Det står klart ud fra den begivenhed, vi har nævnt ovenfor, at al-Walids hjerte var overbevist om, at Koranen var Allahs tale. De vers skildrer, hvordan han derefter kæmpede med sin samvittighed for at bevare sin ledende position, myndighed og anseelse blandt sit folk, og hvordan han efter i lang tid at have været fanget i denne indre konflikt udtænkte en påstand mod Koranen. (Tafhim, bind 6, tafsir til surat al-Muddaththir.)

Vedvarende og omfattende løgnagtig propaganda

Denne løgnkampagne foregik ikke kun under hajj. Den blev tværtimod ført gennem alle årets tolv måneder, hver eneste dag og nat i måneden. Makkas almindelige befolkning blev hele tiden ophidset mod Profeten (fred være med ham). Udefrakommende blev advaret om at være på vagt og blev kraftigt tilskyndet til ikke at nærme sig Profeten. På de arabiske markeder, såsom Ukaz, Majanna og Dhu al-Majaz, spredte qurayshitterne deres repræsentanter, som udsatte folk for alle slags tilskyndelser mod Profeten (fred være med ham). Især under hajj hvert år gik deres repræsentanter fra den ene pilgrimlejr til den anden og spredte alle slags påstande mod Profeten (fred være med ham), så folk skulle holde sig fra at lytte til hans ord og betragte ham som en fare for dem selv.

Islams udbredelse uden for Mekka

Quraish troede, at de på denne måde ville forhindre profeten Muhammad (s) og Koranen. Men i virkeligheden sørgede de på denne måde selv for at bringe hans navn ud til alle afkroge af Arabien. Det, som muslimernes bestræbelser ikke havde kunnet udrette gennem årene med hensyn til udbredelsen af hans navn og hans da‘wa, blev opnået på kort tid gennem Quraish’ kampagne. Selvom almindelige mennesker fik et dårligt indtryk af dette, opstod der hos mange spontant et spørgsmål: Man burde vel vide, hvordan den mand er, mod hvem denne storm er rejst. Mange begyndte også at tænke: Ham, som man skræmmer os så meget med, burde man vel høre, hvad han egentlig siger. På denne måde blev vejen åbnet for, at islam også kunne nå andre områder uden for Mekka.

Tufail ibn Amr al-Dausis antagelse af islam

Han var en anset høvding for stammen Daus. Ibn Ishaq og Ibn Sa‘d har udførligt gengivet beretningen om hans antagelse af islam efter hans egen fortælling. Al-Dausi siger: Jeg var digter blandt stammen Daus. Jeg tog til Mekka i et ærinde. Straks efter min ankomst omringede nogle mænd fra Quraish mig og fyldte mine ører med beskyldninger mod profeten (s). Derfor fik jeg en stærk modvilje mod ham. Jeg besluttede at holde mig helt væk fra ham. Den næste dag kom jeg til Haram og så ham bede. Da nogle af de ord, han reciterede, nåede mine ører, mærkede jeg, at det var meget smukke ord. Jeg tænkte ved mig selv: Jeg er digter, jeg er ung og har forstand og dømmekraft; jeg er ikke et lille barn, der ikke kan skelne mellem godt og ondt. Jeg bør møde denne mand og finde ud af, hvad han siger. Da profeten (s) var færdig med bønnen og gik hjem, fulgte jeg efter ham. Da han nåede sit hus, sagde jeg til ham: På grund af de ting, dit folk havde fortalt mig om dig, havde jeg fået så dårligt et indtryk af dig, at jeg stoppede vat i mine ører for ikke at høre noget af det, du sagde. Men de få ord, jeg netop hørte fra din mund, forekom mig meget gode. Fortæl mig lidt mere detaljeret, hvad det er, du vil sige. Som svar reciterede profeten (s) et afsnit af Koranen for mig. Jeg blev så dybt påvirket af det, at jeg straks antog islam. Da jeg kom hjem, kom min gamle far mig i møde. Jeg sagde: Far, hold dig på afstand af mig. Jeg er ikke længere din, og du er ikke længere min. Han spurgte: Hvorfor? Jeg svarede: Jeg er blevet muslim og har fulgt Muhammads religion. Han sagde: Min søn, den religion, du følger, er også min religion. Jeg sagde: Så gå da i bad, tag rent tøj på og kom tilbage. Derefter vil jeg lære dig den religion, som jeg har lært. Det gjorde han og blev muslim. Så kom min hustru, og jeg sagde det samme til hende, som jeg havde sagt til min far. Hun sagde: Må mine forældre ofres for dig, hvad er det, du siger? Jeg svarede: Islam har skabt en forskel mellem dig og mig. Jeg er blevet tilhænger af Muhammads religion. Hun sagde: Fortæl mig om din religion. Jeg sagde: Gå til al-Yushsharas hima [Hima betegner det område eller den plads, der er viet til en høvding, leder eller guddom. At træde ind i det betyder at pådrage sig deres vrede – forfatteren] (det indhegnede område), og bad i den kilde, der løber ned fra bjerget. Hun spurgte: Er der ingen fare for, at Yushshara vil skade mine børn? Jeg sagde: Nej, det påtager jeg mig ansvaret for. Hun gik hen og badede. Jeg forelagde hende islam, og hun blev muslim. Derefter begyndte jeg at prædike islam blandt stammen Daus. Men de tøvede med at antage islam. Jeg vendte tilbage til Profeten (s) i Mekka og sagde: Daus er ramt af uvidenhed og lægger hindringer på min vej. Han bad for dem og sagde: O Gud, led Daus på den rette vej! Derefter formanede han mig således: Gå tilbage og prædik igen blandt dem, og behandl dem venligt. Jeg fortsatte derefter mit da‘wa-arbejde blandt Daus, indtil jeg til sidst under felttoget mod Khaybar ankom derfra sammen med halvfjerds eller firs familier.

Hazrat Abu Dharr al-Ghifaris (ra) antagelse af islam

Han tilhørte stammen Banu Ghifar. Denne stamme var kendt for landevejsrøveri. På et tidspunkt var Abu Dharr selv en så frygtløs røver, at han alene kunne angribe en karavane på en måde, som om den blev angrebet af et vildt rovdyr. Men tre år før han antog islam, var der sket en forandring i hans sind, og han var på en eller anden måde begyndt at bede. I Musnad Ahmad og Ibn Sa‘ds beretning står der, at han sagde: Allerede tre år tidligere bad jeg til Allah, uanset hvilken retning jeg vendte mig mod.

Hans egentlige navn var Jundub ibn Junadah. I Sahih al-Bukhari er det berettet, at da nyheden om Profetens (s) fremkomst nåede ham, sendte han sin bror Unais til Mekka (ifølge beretningen i Musnad Ahmad) for at undersøge den mand, som sagde: »Jeg er profet.« Han tog af sted og vendte tilbage med ordene: Han lærer en meget ophøjet moral og fremfører en tale, som ikke er poesi. Hazrat Abu Dharr (ra) sagde: Du har ikke fundet ud af det, jeg bad dig om at undersøge. Derefter tog han selv til Mekka og begyndte at lede efter Profeten (s) i Den Hellige Moské. Men eftersom han ikke kendte profeten og heller ikke ønskede at spørge nogen, fandt han ham ikke. Hazrat Ali (ra) så ham og antog, at han var en ukendt rejsende. De udvekslede ikke et ord. På den tredje dag sagde Hazrat Ali (ra) til ham: Hvad er du kommet for? Han svarede: Hvis du lover, at du vil føre mig til den, jeg søger, vil jeg fortælle, hvorfor jeg er kommet. Hazrat Ali lovede det, og så fortalte han ham om sit formål. Ali (ra) sagde: Han står med sikkerhed på sandhedens grund, og han er Allahs Sendebud. I morgen tidlig skal du følge efter mig. Hvis jeg går videre, skal du også gå videre. Hvor jeg går ind, skal du også gå ind. Hvis jeg ser noget, som jeg anser for farligt for dig, vil jeg standse på en måde, som om jeg hælder vand ud. Når du ser det, skal du standse. På denne måde nåede Abu Dharr (ra) frem til Profeten (s). Så snart han hørte hans ord, blev han muslim. Profeten (s) sagde: Vend tilbage til dit folk og fortsæt med at gøre folk bekendt med religionen, indtil du får nærmere kendskab til min situation. Hazrat Abu Dharr (ra) siger: Ved den Gud, som har sendt dig, sværger jeg, at jeg vil gøre sandheden kendt blandt Mekkas indbyggere. Derefter kom han til Den Hellige Moské og sagde med høj stemme: »Ashhadu alla ilaha illallah wa ashhadu anna Muhammadan rasulullah.« Så snart folk hørte dette, kastede de sig over ham og slog ham så voldsomt, at han faldt om. Da Hazrat Abbas (ra) så dette, stillede han sig imellem ham og folkene og sagde: Ulykkelige mennesker, ved I ikke, at denne mand tilhører stammen Banu Ghifar? Det er dem, der bor langs jeres handelsvej til Syrien. På denne måde reddede Hazrat Abbas (ra) ham. Den følgende dag behandlede de ham på samme måde, og Hazrat Abbas (ra) fik ham fri igen.

Imam Ahmad har i sin Musnad gengivet denne beretning fra Abu Dharr (ra) selv. Han (Abu Dharr) siger: Jeg opholdt mig uden for byen sammen med min bror Unais og min mor. Unais sagde: Jeg går en tur ind til Mekka. Vent på mig. Han vendte først tilbage efter lang tids fravær. Jeg spurgte: Hvor blev du så længe? Han svarede: Jeg mødte en mand, som siger, at han er Allahs Sendebud, og at Allah har sendt ham med den samme religion, som du følger (det vil sige forkastelse af shirk og anerkendelse af tawhid).

»Jeg spurgte: Hvad siger folk om ham? Han svarede: De siger, at han er digter, sandsiger og troldmand. Unais var selv digter, og han sagde: Jeg har også lyttet til sandsigernes ord, og jeg ved, hvordan man digter poesi. Men hans ord har intet som helst tilfælles med noget af dette. Ved Gud, han taler sandt, og det er disse mennesker, der er løgnere.«

Jeg sagde: Vil du holde lidt øje i mit sted, så jeg selv kan tage derhen? Han sagde: Det er i orden, men pas på indbyggerne i Mekka, for de har sat sig for at bekæmpe ham. Jeg nåede frem til Mekka. Derefter spurgte jeg en mand, som jeg mente var svag, hvor den mand var, som folk kaldte en »sabi« (en, der har forladt religionen). Så snart han pegede på mig, kastede folk sig over mig. De kastede alt, hvad de havde i hænderne, efter mig. Derefter mistede jeg bevidstheden. Da jeg kom til mig selv, gik jeg til Haram, drak Zamzam-vand og vaskede mine sår. I tredive dage skjulte jeg mig bag forhænget i Kabaen. I denne periode havde jeg intet andet at spise end Zamzam-vand. Alligevel tog jeg på og blev velnæret.

Derefter fortæller Hazrat Abu Dharr (må Gud være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) og Hazrat Abu Bakr (må Gud være tilfreds med ham) en dag kom til Haram, kyssede den Sorte Sten, foretog tawaf og bad.

Jeg kom ud og hilste for første gang på ham på islamisk vis. Han svarede: »Wa alaika s-salam.« Han spurgte: Hvem er du? Jeg svarede: En fra Banu Ghifar. Han spurgte: Hvor længe har du været her? Jeg svarede: I tredive dage og nætter. Han spurgte: Hvem gav dig mad? Jeg svarede: Jeg havde intet andet at spise end Zamzam-vand. Det stillede ikke blot min sult, men jeg tog også noget på og blev velnæret. Han sagde: Det er et velsignet vand; ikke blot vand, men også føde.

Hazrat Abu Bakr (må Gud være tilfreds med ham) sagde: Hvis det er tilladt, kan denne mand spise hjemme hos mig i aften. Profeten (fred være med ham) gav sin tilladelse. Derefter gik han bort, og jeg tog med Abu Bakr (må Gud være tilfreds med ham). Han gav mig rosiner fra Taif. Jeg opholdt mig hos ham i nogen tid. Derefter sagde Profeten (fred være med ham): Jeg er blevet vist et land, hvor der er daddelpalmer, og jeg tror, at dette sted ikke kan være andet end Yasrib. Vil du bringe mit budskab til dit folk? Måske vil det være til gavn for dem, og du vil også få belønning.

Hazrat Abu Dharr (må Gud være tilfreds med ham) fortæller: Derefter vendte jeg tilbage til min mor og min bror. De spurgte: Hvordan kom du tilbage? Jeg svarede: Jeg er kommet med islam og har også vidnet om dens sandhed. Unais sagde: Jeg ønsker heller ikke at holde mig borte fra din religion. Jeg antog islam og vidnede om dens sandhed. Vores mor sagde: Jeg ønsker heller ikke at holde mig adskilt fra jeres to religion. Jeg antog også islam og vidner om dens sandhed. Derefter vendte vi tilbage til vores folk, Ghifar. Nogle af dem antog islam allerede før Profeten (fred være med ham) udvandrede til Medina. Khufaf ibn Ayma ibn Rahadat al-Ghifari ledte dem i bøn, for han var stammens høvding. Efter udvandringen antog resten af ghifaritterne også islam (Imam Muslim har ligeledes overleveret denne beretning på denne måde. Al-Tabarani har i al-Awsat gengivet en detaljeret version af beretningen).

I Ibn Sa’ds beretning er denne historie ganske vist nedskrevet på samme måde som ovenfor, men den indeholder desuden følgende udsagn af Abu Dharr al-Ghifari (må Gud være tilfreds med ham). Han siger:

»Da jeg skjulte mig bag forhænget i Kabaen, var der ingen andre på tawaf-pladsen end to kvinder. Jeg hørte dem nævne Isaf og Na’ila. Det kunne jeg ikke bære, så jeg sagde: Gift disse to med hinanden. Så blev de rasende og begyndte at sige: Bare der dog var en af vores mænd her. Imens var Allahs Sendebud (fred være med ham) og Hazrat Abu Bakr (må Gud være tilfreds med ham) på vej ned fra bjerget og hen imod dette sted. Disse to kvinder kendte dem formentlig ikke. De spurgte: Hvorfor er I så vrede? Kvinderne svarede: En sahabi skjuler sig bag forhænget i Kabaen. Profeten (fred være med ham) spurgte: Hvad har han sagt til jer? De svarede: Han har sagt noget, som ikke kan udtrykkes med ord.«

ʿAmr ibn ʿAbasa as-Sulamīs islam

Han var fra Banū Sulaym. Han mente, at han var den fjerde muslim. Men ud fra den beretning, han selv har givet om sin antagelse af islam, fremgår det, at også han antog islam gennem Profetens (s) invitation, efter at den offentlige daʿwa var begyndt. I en beretning fra Ibn Saʿd siges det, at han mødte Profeten (s) på markedet i ʿUkāẓ. Det var dér, han antog islam. Det betyder, at Profeten (s) på det tidspunkt var begyndt at gå ud for at udføre daʿwa. I den anden beretning, som Ibn Saʿd har overleveret med henvisning til Muslim og Abū Umāma al-Bāhilī, siger ʿAmr ibn ʿAbasa selv: „I uvidenhedens tidsalder anså jeg mennesker for at være på afveje og afgudsbillederne for meningsløse. Så hørte jeg, at der i Mekka var en mand, som kom med nogle meddelelser og sagde nogle ord. Derfor tog jeg til Mekka, hvor jeg så, at Profeten (s) holdt sig skjult, og at folket var blevet splittet i to grupper på grund af ham. Jeg opsøgte ham forsigtigt og spurgte: »Hvem er du?« Han sagde: »En profet.« Jeg spurgte: »Hvad er en profet?« Han sagde: »Allahs sendebud.« Jeg spurgte: »Har Allah sendt dig?« Han sagde: »Ja.« Jeg spurgte: »Med hvilken lære er du blevet sendt?« Han sagde: »At man skal anerkende den eneste Allah som sin Gud, og ikke sætte nogen ved Hans side. Man skal behandle sine slægtninge godt.« Jeg spurgte: »Hvem er sammen med dig?« Han sagde: »Både frie og slaver.« På det tidspunkt var Ḥazrat Abū Bakr (r.a.) og Ḥazrat Bilāl (r.a.) til stede.« (Heraf opstod hans fejlagtige opfattelse af, at han var den fjerde person.)

Jeg sagde: „Jeg vil blive hos dig.“ Han sagde: „Det kan du ikke gøre på dette tidspunkt. Når du hører, at jeg er begyndt at arbejde offentligt, skal du komme og slutte dig til mig.“

„Så vendte jeg tilbage til mit folk.“

Ḍimād al-Azdīs islam

Han var fra stammen Azd Shanūʾa. Deres erhverv bestod i at udføre besværgelser og helbredelsesritualer. Ḥāfiẓ Ibn ʿAbd al-Barr, Ḥāfiẓ Ibn Ḥajar og Ḥāfiẓ Ibn Ḥibbān siger, at han havde været en ven af Profeten (s) i uvidenhedens tidsalder. Muslim, Nasāʾī, Bayhaqī og Ibn Saʿd siger, at da han kom til Mekka, fortalte mekkanerne ham, at Profeten var blevet sindssyg. Al-Azdī sagde: „Fortæl mig, hvor han er. Måske vil Allah helbrede ham gennem mig.“

Derefter kom han hen til Profeten (s) og sagde: „Jeg udfører besværgelser og helbredelsesritualer. Gennem mine hænder helbreder Allah den, Han vil. Kom, så jeg kan behandle dig.“

Profeten (s) reciterede først trosbekendelsen. Derefter fremsagde han Allahs lovprisning og nogle ord. Ḍimād al-Azdī syntes meget godt om disse ord. Han sagde: „Sig dem igen.“ Profeten (s) gentog dem tre gange. Ḍimād sagde: „Jeg har aldrig hørt ord som disse. Jeg har hørt spåmændenes ord, jeg har hørt digternes ord, og jeg har hørt troldmændenes ord. Men jeg har aldrig hørt noget lignende. Disse ord når helt ned til havets dybder.“ Derefter antog han islam og aflagde troskabsed til Profeten på egne og sit folks vegne.

Hazrat Abu Musa al-Ashʿaris (ra) antager islam

Han kom fra Yemen til Mekka og antog islam dér. Derefter vendte han tilbage til sit hjemland og førte sin bror Abu Burda, Abu Rahm samt omkring halvtreds andre ind i islam. Så gik disse muslimer om bord på et skib og sejlede af sted, og vinden førte dem til Abessiniens kyst. Dér mødte de Hazrat Jaʿfar ibn Abi Talib og de øvrige muhajirun. Dette er Ibn Saʿds og Ibn Abd al-Barrs beretning. Ibn Hajar siger, at de ikke tog til Abessinien; da de derimod rejste fra Mekka mod Medina, mødtes deres skib med disse muhajiruns skib, som var på vej mod Medina. Derefter nåede de sammen frem til Khaybar, hvor de sluttede sig til Profeten (s).

Muʿayqib ibn Abi Fatima al-Dawsis antagelse af islam

Ibn Saʿd siger, at han også tilhørte Dawsg حtriben og antog islam i Mekka. Ifølge én beretning vendte han efter sin omvendelse tilbage til sit hjemland. Ifølge en anden beretning deltog han i den anden hijra til Abessinien. Ibn Hajar og Ibn Abd al-Barr siger, at han hørte til dem, der antog islam i Mekka og deltog i den anden hijra til Abessinien.

Juʿal ibn Suraqa (ra)

Han tilhørte Banu Damra. Ibn Saʿd og Ibn Abd al-Barr siger, at han også antog islam i Mekka.

Abdullah (ra) og Abdurrahman al-Kinani (ra)

Ifølge Ibn Saʿds beretning var disse to brødre sønner af Luhaib, en mand fra Banu Misan. De antog også islam i Mekka.

Buraidah ibn al-Musayyibs antagelse af islam

Ifølge Ibn Sa’d og Ibn Abd al-Barr stammede han fra en gren af Banu Khuzā’a, som havde skilt sig ud fra Khuzā’a-folket. På hijraens tid, da Profeten (s) rejste fra Mekka til Medina, mødte denne mand Profeten (s) på et sted ved navn Ghamīm, og sammen med ham antog firs familier islam. Det er, hvad Ibn Hajar har skrevet i al-Isāba. Det betyder, at disse mennesker allerede tidligere var blevet påvirket af islam. Ellers kunne så mange mennesker ikke være blevet muslimer blot som følge af et pludseligt møde under rejsen.

Dette er nogle få eksempler, hvoraf det kan forstås, at selv om Quraysh ikke forsømte nogen bestræbelse på gennem en løgnagtig kampagne mod Profeten (s) at gøre araberne fjendtligt indstillede over for ham, gjorde de ham ved at anvende denne fremgangsmåde ikke blot kendt blandt araberne, men henledte også mange rene sjæles opmærksomhed på ham. Folk fra forskellige egne og stammer blev som følge af denne kampagne tiltrukket af Profeten i deres søgen efter sandheden, og således nåede islam ud til andre stammer uden for Mekka. Derfor siges det i sura Alam Nashrah *********************** det vil sige: Hvorfor bliver du nedtrykt over denne falske propaganda? Vi har jo ladet dine fjender udbrede din berømmelse.

6. Forfølgelse og mishandling af muslimerne

Samtidig med at Quraysh-kafirerne anvendte andre metoder til modstand og hindring, udviste de en ekstrem brutalitet: Så snart de fik at vide, at nogen var blevet muslim, eller at en person på en eller anden måde havde bekendtgjort sin antagelse af islam, begyndte de at udsætte ham for den hårdeste forfølgelse og undertrykkelse. De lod ingen bestræbelse være uprøvet for at presse ham til at forlade islam. Til at begynde med valgte de den fremgangsmåde at bebrejde de af de nye muslimer, som havde en vis anseelse, familierang og støtte, med ordene: »Du har forladt dine forfædres religion, selv om de havde større viden end du om, hvad der er rigtigt og forkert. Hvis du nu ikke vender tilbage, vil vi vanære og ydmyge dig, erklære dig for en tåbe og tilsmudse din anseelse med støv.«

De, der drev handel og forretning, blev truet med ordene: »Forlad islam, ellers vil vi ødelægge jeres handel og forretning og gøre jeres erhverv umuligt. Derefter vil I dø af sult.«

Derefter måtte de, som var hjælpeløse og svage, udholde grusom tortur. Situationen nåede så vidt, at selv fornemme mennesker blev fængslet og udsat for legemlig afstraffelse.

Forfølgelse og mishandling af familiemedlemmer

Ibn Ishaq og al-Tabari fortæller på vegne af ʿUrwa ibn az-Zubayr (ra), at Qurayshs ledere mødtes og besluttede, at de skulle torturere alle blandt deres sønner, brødre og stammefolk, som havde underkastet sig Allahs Sendebuds (s) lydighed, og med magt forsøge at få dem til at opgive islam. Som følge heraf blev Profetens (s) følgere udsat for en voldsom trosprøvelse.

En så fornem person som Abu Bakr (ra) blev sammen med Talha (ra) bundet af Nawfal ibn Khuwaylid ibn al-ʿAdawiyya, der blev kaldt Qurayshs løve. Deres familie, Banu Taym, gjorde intet forsøg på at redde dem. Derfor bad Profeten (s): »O Gud, påtag Dig ansvaret for at beskytte os mod Ibn al-ʿAdawiyyas ondskab« (al-Bayhaqi, Ibn Saʿd). Zubayr ibn al-ʿAwwam (ra) blev viklet ind i en måtte og hængt op af sin onkel. Derefter lavede han røg under ham og blev ved med at sige: »Vend tilbage fra islam.« Han svarede: »Jeg vil aldrig begå kufr« (Ibn Saʿd, at-Tabarani). ʿUthman (ra) blev bundet af sin onkel al-Hakam (Marwans far), som sagde: »Har du forladt dine forfædres religion og antaget Muhammads (s) religion? Jeg vil ikke slippe dig, før du har forladt denne religion.« Han svarede: »Uanset hvad der sker med mig, vil jeg aldrig forlade denne religion« (Ibn Saʿd). Musʿab ibn ʿUmayr (ra) blev udsat for frygtelig tortur af sin fætter ʿUthman ibn Talha, Kaʿbas nøglevogter. Hans familie holdt ham fængslet. Det lykkedes ham på en eller anden måde at flygte, hvorefter han sluttede sig til den første gruppe, der udvandrede til Abessinien, og selv udvandrede sammen med dem (Ibn Saʿd). Saʿd ibn Abi Waqqas (ra) og hans bror ʿAmir (ra) kunne heller ikke bringes bort fra islam, selv om deres mor torturerede dem på forskellige måder (Ibn Saʿd). I Musnad Ahmad, Muslim, at-Tirmidhi, Abu Dawud og an-Nasaʾi fortælles det, at Saʿd ibn Waqqas’ mor, Hamna bint Sufyan ibn Umayya (Abu Sufyans niece), sagde til dem: »Så længe I ikke forlader Muhammads (s) religion, vil jeg hverken spise eller drikke eller sætte mig i skyggen. Det er Allahs befaling at opfylde sin mors ret. Hvis I ikke adlyder mig, vil I også være ulydige mod Allah.« Saʿd blev derfor meget bekymret og gik til Profeten, hvor han fortalte ham det hele. Som svar blev dette vers åbenbaret fra Allah, den Højeste:

****************************************************

»Vi har pålagt mennesket at behandle sine forældre godt. Men hvis de presser dig til at sætte nogen ved Min side, som du ikke har nogen viden om, så adlyd dem ikke.« (Al-ʿAnkabut: 8)

Beretningen om Khalid ibn Saʿid (ra)

Da Khalid (ra) ibn Saʿid ibn al-ʿAs erfarede, at hans far, Abu Uhayha, havde fået kendskab til, at han var blevet muslim, skjulte han sig af frygt. Efter at hans far havde fundet ham, skældte han ham ud og slog ham så voldsomt, at det træstykke, han slog ham med, knækkede. Derefter sagde han: »Du har underkastet dig Muhammads (s) lydighed, selv om du har set, at han modsætter sig sit eget folk, finder fejl ved dine forfædres religion og kalder de forfædre, som fulgte denne religion, vildledte.«

Khalid (ra) sagde: »Ved Gud, han er sandfærdig, og jeg følger ham.«

Abu Uhayha slog og skældte ham igen ud og sagde: »Uduelige, gå hvorhen du vil; du får ikke mere mad i mit hus.« Han svarede: »Hvis du afskærer mig fra min forsørgelse, vil Allah give mig forsørgelse.« Derefter opholdt han sig hos Profeten (s). En dag bad han på et øde sted i nærheden af Mekka. Det fik hans far Uhayha at vide. Han kaldte på ham og sagde: »Forlad Muhammads (s) religion.« Han svarede, at han aldrig i sit liv ville forlade denne religion. Uhayha blev vred og slog ham i hovedet med et stykke træ, indtil træstykket til sidst knækkede. Derefter holdt han ham fængslet i tre dage uden mad. I den uudholdelige varme i Mekka måtte han udstå denne straf. Ved en lejlighed lykkedes det ham at flygte. Derefter vandrede han omkring i området omkring Mekka. Til sidst udvandrede han sammen med den første gruppe, der udvandrede fra Mekka til Abessinien. Ibn Saʿd og al-Bayhaqi nævner også kort denne begivenhed.

Den umenneskelige mishandling af Hazrat Abu Bakr (ra)

En dag gik den ærede Profet (s) og Hazrat Abu Bakr (ra) fra Dar al-Arqam til Den Hellige Moské. Pludselig rejste Abu Bakr (ra) sig og begyndte at holde en tale. Han kaldte folk til Allah og Hans Sendebud. Dette var første gang, at den islamiske da‘wa blev bekendtgjort og fremført i Den Hellige Moské. Så snart polyteisterne hørte talen, kastede de sig over ham, væltede ham om på jorden og trampede på ham. Utba ibn Rabi‘a slog ham gentagne gange i ansigtet med sin sko, så hele hans ansigt hævede, og hans næse blev begravet i blod. Da hans stammefolk fra Banu Taym så denne tilstand, trådte de frem, reddede ham og bragte ham hjem. De var ikke det mindste i tvivl om, at han nu ville dø. Derfor gik de igen til moskéen og sagde: »Ved Allahs ed, hvis Abu Bakr (ra) dør, vil vi ikke lade Utba leve.« Hazrat Abu Bakr (ra) lå bevidstløs indtil aften. Da han kom til bevidsthed, var hans første spørgsmål: »Hvordan har Allahs Sendebud (s) det?« Da Banu Taym hørte dette, skældte de ham ud og bebrejdede ham. Derefter gik de. Inden de gik, sagde de til Hazrat Abu Bakrs (ra) mor, Umm al-Khayr, at hun skulle give ham mad og drikke. Da der ikke var andre end moren og sønnen, stillede Hazrat Abu Bakr (ra) igen det samme spørgsmål. Han sagde: »Gå hen og spørg Umm Jamil (Hazrat Umars (ra) søster Fatima bint Khattab) [al-Tabarani forklarer udførligt, at Fatima bint Khattabs tilnavn var Umm Jamil. Abd al-Razzaq fortæller i al-Musannaf, med Imam al-Zuhri som kilde, at Hazrat Umar (ra) hørte Koranen hos sin søster Umm Jamil og antog troen. I en anden overlevering kaldes denne kvinde Fatima bint Khattab. Det beviser, at Hazrat Umars søster hed Fatima, og at hendes tilnavn var Umm Jamil.] Hun var på det tidspunkt blevet muslim, men holdt sin islam skjult. Da Hazrat Abu Bakrs mor sagde til hende: »Abu Bakr (ra) vil vide, hvordan Muhammad (s), Abd Allahs søn, har det«, svarede hun: »Jeg kender hverken Muhammad (s), Abd Allahs søn, eller Abu Bakr. Men hvis De ønsker det, kan jeg gå til Abu Bakr.« Hun sagde: »Godt, lad os gå.«

Da hun kom, så hun, at Hazrat Abu Bakr (ra) lå i en meget alvorlig tilstand. Så snart hun så ham, udbrød hun: »Ved Allahs ed, de, der har behandlet Dem sådan, er vantro og syndere. Jeg håber, at Allah vil lade dem blive straffet.«

Abu Bakr spurgte: »Hvordan har Allahs Sendebud (s) det?« Hun sagde sagte: »Deres mor lytter.« Abu Bakr (ra) sagde: »Der er ingen grund til at frygte hende.« Da sagde Umm Jamil: »Den ærede Profet (s) er helt rask.« Abu Bakr (ra) spurgte: »Hvor er han?« Hun svarede: »Han er i Dar al-Arqam.« Hazrat Abu Bakr (ra) sagde: »Ved Allahs ed, jeg vil hverken spise eller drikke, før jeg har været hos den ærede Profet (s).« Umm Jamil sagde: »Vær lidt tålmodig.« Da byens tilstand senere var blevet rolig, bar hun og Umm al-Khayr ham sammen til Dar al-Arqam. Da Allahs Sendebud (s) så hans tilstand, blev han dybt bevæget af omsorg. Han bøjede sig ned over ham og så på hans tilstand.

Hazrat Abu Bakr (ra) sagde: »Må mine forældre ofres for Dem; jeg har ikke lidt nogen særlig smerte. Bortset fra den smerte, som den synder forvoldte mig ved at slå mig i ansigtet med sin sko, har jeg ikke lidt andet. Her er min mor sammen med sin søn. De er den mest velmenende. Kald hende til Allah, og bed om, at Allah vil redde hende fra Helvede.« Derefter bad den ærede Profet (s) for hende, kaldte hende til Allah, og hun blev muslim. Denne begivenhed er udførligt gengivet af Hafiz Ibn Kathir i al-Bidaya wa al-Nihaya. Hafiz Abu al-Hasan Khaysan ibn Sulayman al-Atba citerede den udførligt fra al-Bulsis bog Fada’il al-Sahaba. Hafiz Ibn Hajar har i al-Isaba kort omtalt Umm al-Khayrs tilstand. (Tilføjelse.)

Hazrat Abd Allah ibn Masud blev brutalt slået

Ibn Ishaq gengiver denne begivenhed fra Hazrat Urwa ibn al-Zubayr og siger: En dag talte Sahaba-i-Kiram (ra) indbyrdes om, at qurayshitterne aldrig havde hørt nogen af os recitere Koranen højt offentligt. Hvem blandt os er der, som én gang vil lade dem høre dette hellige Ord?

Hazrat Abd Allah ibn Masud (ra) sagde: »Det vil jeg gøre.« Sahaba-i-Kiram sagde: »Vi er bange for, at de vil gå hårdt frem mod dig.« Efter vores opfattelse vil hans familie komme ham til hjælp, hvis nogen uretmæssigt angriber en sådan person.

Hazrat Abdullah sagde: »Lad mig udføre dette. Gud er min beskytter.«

Derefter nåede han hen til Haram lidt senere på dagen, da Qurayshs ledere sad samlet på deres respektive pladser. Hazrat Abdullah nåede Maqam Ibrahim og begyndte at recitere sura ar-Rahman med høj stemme. Qurayshs folk forsøgte først at forstå, hvad Abdullah læste. Men da de forstod, at det var den tale, som Muhammad (s) fremlagde som Guds ord, kastede de sig over ham og begyndte at slå ham hårdt i ansigtet. Abdullah forblev imidlertid standhaftig uden at tage notits af det. Jo mere de slog ham, desto mere fortsatte han med at recitere. Så længe han havde kræfter til det, fortsatte han med at fremsige Koranen for dem. Da han til sidst vendte tilbage med et forslået og blodigt ansigt, sagde hans ledsagere: »Det var netop det, vi frygtede.« Han svarede: »Aldrig før i dag har disse Guds fjender været så svage over for mig. Hvis I vil, kan jeg i morgen igen recitere Koranen for dem.« Alle sagde: »Det er nok. Du har ladet dem høre det, de ikke ønskede at høre.« (Ibn Hisham, bind 1, s. 336). (Tafhim, bind 5 – indledningen til sura ar-Rahman.)

Den grusomme forfølgelse og tortur af hjælpeløse slaver

Den mest smertefulde tortur og undertrykkelse blev udsat for de slaver og slavekvinder, som antog islam, og som ikke havde nogen beskytter i Mekka. Nogle eksempler på dette er følgende:

Hazrat Bilal

En af dem var Hazrat Bilal ibn Rabah. Han var slave hos en mand fra Banu Jumah og var født i hans hus som slave. Han var kendt som abyssinier. Da det blev kendt, at han havde antaget islam, torturerede Umayya ibn Khalaf al-Jumahi ham på forskellige måder. Ibn Hisham og al-Baladhuri siger, at han ved middagstid, i den brændende sol, førte ham ud af huset og lagde ham på Mekkas glohede sand, hvorefter han lagde en tung sten på hans bryst. Så sagde han: »Ved Gud, du bliver liggende sådan, indtil du fornægter Muhammad (s) og tilbeder al-Lat og al-Uzza.« Men han (Bilal) blev ved kun at svare: »Ahad, Ahad.«

Al-Baladhuri citerer Hazrat Amr ibn al-As’ beretning og siger: »Jeg så Bilal (må Allah være tilfreds med ham) ligge på så varm jord, at kød ville blive tilberedt, hvis man lagde det derpå. Men selv i denne tilstand sagde han tydeligt: Jeg fornægter al-Lat og al-Uzza.«

Hazrat Hassan ibn Thabit beskriver det, han selv havde set, således: »Jeg tog til Mekka for at udføre hajj eller umra og så, at Bilal var blevet bundet med et reb, mens en flok drenge slæbte ham rundt. Men han blev ved med at sige: Jeg fornægter al-Lat, al-Uzza, Hubal, Isaf, Na’ila og alle de andre, Buana inklusive.« Al-Baladhuri har gengivet Hazrat Bilals (må Allah være tilfreds med ham) egen beretning således: »En dag og en nat holdt de mig tørstig, hvorefter jeg blev kastet på det glohede sand.«

Ibn Saʿd fortæller, at man bandt et reb om hans hals og overlod ham til drengene. De slæbte ham rundt gennem dalene i Mekka. Derefter lagde de ham med ansigtet ned på det brændende sand og anbragte sten oven på ham. Men han sagde kun: »Ahad, Ahad.« Hazrat Abu Bakrs (ra) hus lå i netop Banū Jumahs kvarter. Da han så denne grusomme undertrykkelse, blev han dybt oprørt. Han købte Hazrat Bilal fri og frigav ham i bytte for en stærk abyssinsk slave.

Hazrat Ammar ibn Yasir (ra)

Ibn Saʿd fortæller, at Yasir var fra Yemen. Derfra kom han til Mekka og knyttede et venskabeligt forhold til Abu Hudhayfa ibn al-Mughira al-Makhzumi. Abu Hudhayfa giftede ham med sin slavekvinde Sumayya. Efter islams komme blev Yasir, Sumayya, Ammar og hans bror Abdullah alle muslimer. Som følge heraf blev hele familien udsat for hård straf. Al-Baladhuri citerer Umm Hani, og al-Tabarani citerer Hazrat Uthman (ra), for beretningen om, at Allahs Sendebud (s) engang gik forbi det sted, hvor de blev straffet. Han blev meget bedrøvet og sagde:

*********************************************

• »O Âl Yasir, vær tålmodige. I er blevet lovet Paradiset.«

Imam Ahmad og Ibn Saʿd fortæller på Hazrat Uthmans (ra) autoritet, at han engang gik sammen med Profeten (s) forbi det sted, hvor denne familie blev straffet. Profeten (s) sagde: »Vær tålmodige. O Gud, giv Âl Yasir tilgivelse. Og Du har jo allerede tilgivet dem.«

Ibn Saʿd citerer en beretning fra Muhammad ibn Kaʿb al-Qurazi om, at en mand så Hazrat Ammar uden sin skjorte og opdagede, at hele hans ryg var dækket af mærker efter brandsår. Han spurgte: »Hvad er dette?« Han svarede: »Dette er sporene efter den straf, jeg blev udsat for på Mekkas brændende jord.«

Ibn Saʿd fortæller på Amr ibn Maymuns autoritet, at polyteisterne brændte Hazrat Ammar med glødende kul, og Profeten (s) sagde: »O ild, bliv lige så kølig for Ammar, som du blev for Hazrat Ibrahim (as).« Hans far Yasir døde, fordi han ikke kunne udholde den umenneskelige tortur. Derefter dræbte Abu Jahl hans mor Sumayya. Hans bror Abdullah blev også dræbt. Kun Hazrat Ammar blev tilbage. De plejede at nedsænke ham i vand. Til sidst brast hans tålmodighed, og han reddede sit liv ved at fornægte Profeten og prise deres afguder. Derefter kom han grædende til Profeten og fortalte ham alt. Han spurgte: »Hvordan var din indre tilstand?« Han svarede: »Jeg er helt sikker i min tro.« Profeten (s) sagde: »Hvis du fremover igen udsættes for en sådan situation, så sig det samme.« De lærde Bayhaqi, Ibn Saʿd, Ibn Jarir, al-Baladhuri, Awfi og andre beretter denne begivenhed og citerer forskellige koranfortolkeres udsagn om, at vers 104 i sura an-Nahl blev åbenbaret om netop dette. Heri siges det: Den, der fornægter troen efter at have troet, undtagen den, der tvinges dertil, mens hans hjerte er roligt i sin tro, vil blive tilgivet. Men den, der med tilfredst hjerte vælger vantroen, over ham er Guds vrede, og ham venter en hård straf.

Hazrat Khabbab ibn al-Aratt

Han var oprindeligt iraker. En gruppe fra Rabia-stammen tog ham til fange, gjorde ham til slave, bragte ham til Mekka og solgte ham til familien Ahl Sabāʾ, en familie fra Banu Khuzāʿa. Denne familie havde en venskabelig pagt med Banu Zuhra. Han var en dygtig håndværker. Han ernærede sig som smed og fremstillede sværd. Som straf for at være blevet muslim blev han først bragt økonomisk ud i fattigdom. I Musnad Ahmad, Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim er hans egen beretning overleveret. Han siger: »Jeg havde et tilgodehavende hos al-ʿAs ibn Wāʾil al-Sahmī. Da jeg gik til ham for at få det betalt, sagde han: ‘Jeg giver dig ikke noget, medmindre du fornægter Muhammad (fred være med ham).’ Jeg svarede ham: ‘Jeg vil aldrig fornægte ham, selv hvis du dør og derefter bliver levende igen.’ Ibn Saʿd siger, at al-ʿAs som svar sagde: ‘Godt så. Når jeg er død og vender tilbage til mine ejendele og mine børn, vil jeg betale din gæld.’«

Ibn Hisham har berettet hændelsen således: Al-ʿAs fik ham til at fremstille mange sværd, og gælden voksede. Da han krævede at få gælden betalt, sagde han: »Din herre Muhammad (fred være med ham), hvis religion du har antaget, siger, at der i Paradiset findes masser af guld og sølv, klæder og tjenere.«

Khabbab sagde: »Ja, det er sandt.« Han sagde: »Så giv mig frist indtil Dommedag. Der vil jeg betale gælden. For dér vil hverken du eller din herre Muhammad være mere anset end jeg.«

Da undertrykkerne ikke blev tilfredse med blot at have ødelagt ham økonomisk, begyndte de at udsætte ham for hård straf. Ibn Saʿd og al-Baladhuri overleverer med henvisning til al-Shaʿbis beretning, at han en gang under Hazrat Umars kalifat viste sin ryg frem. Den så helt ud, som om den var angrebet af spedalskhed. Han sagde: »Polyteisterne tændte et bål og slæbte mig hen over det, mens en af dem stod på mit bryst. Derefter smeltede mit fedt og slukkede ilden.« (Tilføjelse.)

Hazrat Khabbabs klage til Allahs Sendebud (fred være med ham) og hans svar

Mens denne form for forfølgelse stod på, indtraf den hændelse, som Imam Ahmad ibn Hanbal, al-Bukhari, Abu Dawud og al-Nasa’i har overleveret fra Hazrat Khabbab. Han siger: »På et tidspunkt, hvor vi var blevet udmattede af polyteisternes forfølgelse og overgreb, så jeg en dag Profeten (fred være med ham) sidde i skyggen ved Kabaens mur. Jeg gik hen til ham og sagde: ‘Allahs Sendebud! Undertrykkelsen er nu nået et højdepunkt. Vil du ikke bede for os?’«

Efter at have hørt dette blev Profetens (fred være med ham) ansigt rødt, og han sagde: »De troende, der levede før jer, blev udsat for endnu større forfølgelse. Nogle af dem blev sat ned i en grav, der var blevet gravet til dem, og derefter blev de savet over fra hovedet og ned. Jernkamme blev stukket ind mellem andres led, så de kunne få dem til at opgive troen. Alligevel vendte de ikke tilbage fra religionen. Tro på, at Allah vil fuldføre denne sag. Til sidst vil der komme en dag, hvor en person vil rejse fra Sanaʿa til Hadramaut uden den mindste frygt og uden at frygte nogen anden end Allah. Men I har for travlt.« (Tafhim, bind 3 – indledningen til sura Maryam – sura al-ʿAnkabut, note 1.)

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) køber og frigiver de undertrykte slaver

I denne tid med undertrykkelse og forfølgelse brugte Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) betydelige summer på at købe og frigive et stort antal undertrykte slaver og slavekvinder. Ibn Hisham nævner navnene på syv sådanne personer. Men når man medregner de navne, som al-Bayhaqi, Ibn Ishaq, Ibn Abd al-Barr, Ibn Hajar og andre har opregnet, bliver det samlede antal ni.

1. Hazrat Bilal (omtalt tidligere).

2. Hans mor, Hamamah. Ibn Abd al-Barr siger, at også hun blev straffet for Allahs skyld.

3. Amir ibn Fuhayrah. Ibn Sa’d, al-Tabari og al-Baladhuri siger, at han var slave hos Tufayl ibn al-Harith, Hazrat Aishas (må Allah være tilfreds med hende) egen bror, og at han var blandt de undertrykte, som blev tortureret.

4. Abu Fukayhah. Om ham siger Ibn Ishaq, at Umayyah ibn Khalaf straffede ham hårdt. I Ibn Sa’ds al-Tabaqat og Usd al-Ghabah står der, at nogle af Banu Abd al-Dar, som han var slave hos, lod ham ligge i den intense middagshede. Der blev også lagt tunge sten på hans ryg. Til sidst mistede han bevidstheden.

5. Lubaynah eller Lubaybah. Al-Baladhuri nævner hendes navn, mens Ibn Hisham uden at nævne hendes navn omtaler hende som slavekvinde hos Banu Mu’ammal (en gren af Banu Adi). Han siger, at Hazrat Umar (må Allah være tilfreds med ham) slog hende meget, mens hun stadig var vantro, og når han blev træt af at slå hende, sagde han: »Jeg lader dig kun være, fordi jeg er blevet træt.« Hun svarede: »Må Allah behandle dig på samme måde.«

6 og 7. Nahdiyyah og hendes datter. De var begge slavekvinder hos en kvinde fra Banu Abd al-Dar. Også deres herskerinde behandlede dem uretfærdigt.

8. Zinnira (i al-Istīʿāb nævnes hendes navn som Zambara). Det fremgår af en overlevering fra Ibn Athīr, at hun var slavekvinde hos Banū ʿAdī, og at ʿUmar ibn al-Khattāb (ra) straffede hende. Ifølge en anden overlevering var hun slavekvinde hos Banū Makhzūm, og Abū Jahl straffede hende. Til sidst mistede hun synet. Abū Jahl sagde: »Al-Lāt og al-ʿUzzā har gjort dig blind.« Hun svarede: »Al-Lāt og al-ʿUzzā ved ikke engang, hvem der tilbeder dem. Denne afgørelse kommer fra Himlen, og min Herre har magt til at give mig mit syn tilbage.« Og ganske rigtigt: Da hun næste dag vågnede, viste det sig, at Allah den Ophøjede havde givet hende synet tilbage. Al-Balādhurī har nedskrevet denne overlevering.

Ibn Hishām har derimod sagt, at da Hadhrat Abū Bakr (ra) købte hende fri, sagde man, at al-Lāt og al-ʿUzzā havde gjort hende blind. Han sagde: »Ved Baytullāh, de lyver. Al-ʿUzzā kan hverken gavne eller skade nogen.« Derefter gav Allah den Ophøjede hende synet tilbage.

9. Umm ʿUbayس. Nogle har kaldt hende Unāyas, andre Umāyas. Al-Balādhurī siger, at hun var slavekvinde hos Banū Zuhra. Aswad ibn ʿAbd Yaghūth plejede at mishandle hende. (Tilføjelse.)

Hadhrat Abū Bakrs (ra)s fars indvending og hans svar

Ibn Ishāq, Ibn Jarīr og Ibn ʿAsākir citerer en overlevering fra Hadhrat ʿĀmir ibn ʿAbdullāh ibn az-Zubayr (ra) og siger, at da hans far Abū Quhāfa så Hadhrat Abū Bakr (ra) bruge store summer på denne måde for at frigive ulykkelige slaver og slavekvinder, sagde han til ham: »Min søn, jeg kan se, at du frigiver svage mennesker. Hvis du brugte disse penge på at købe stærke unge mænd fri, ville de blive din stærke højre hånd.« Hadhrat Abū Bakr (ra) svarede: »Kære far, jeg søger kun den belønning, som findes hos Allah.«

Denne begivenhed bekræftes smukt af de vers i sūraen »al-Layl«, hvor det siges: »Og den yderst gudfrygtige vil blive holdt borte fra Ildens Helvede, han, som bruger sin rigdom for at opnå renhed. Ingen har nogen gunst over for ham, som han skal gengælde. Han gør det alene for at opnå sin store Herres velbehag.« (Vers 17-20).

Det vil sige, at de mennesker, som han brugte sin rigdom på, ikke tidligere havde vist ham nogen gunst, og at han heller ikke gav dem gaver for i fremtiden at opnå yderligere fordele fra dem. Tværtimod hjalp han, for at opnå sin store Herres tilfredshed, mennesker, som ikke tidligere havde vist ham nogen gunst, og fra hvem han heller ikke forventede nogen gunst i fremtiden. (Tilføjelse.)

Følgerne af forfølgelsen og mishandlingen

Quraysh forsøgte ved at udsætte muslimerne for vold og forfølgelse offentligt at opnå den fordel, at de ved at sprede rædsel blandt muslimerne kunne standse islams udbredelse og fremgang. Men det resultat, der faktisk fulgte, var langt uden for deres forestillinger. For det første blev det klart, at kufr ikke havde noget svar på den karakter og de argumenter, som islam var kommet med, bortset fra umenneskelige intriger. For det andet begyndte ethvert menneske med en god og retskaffen natur, efter at have været vidne til denne brutalitet, at se på kufr og dets fanebærere med afsky. Den tålmodighed og urokkelighed, hvormed muslimerne bar denne uretfærdige undertrykkelse, vakte sympati for dem i alle upartiske hjerter, og samtidig respekt og ærbødighed. Ja, i virkeligheden fastslog den islams værdighed på en sådan måde, at man selv i Mekkas samfund fandt mennesker, der var standhaftige, beslutsomme og stærke i troen, og som ikke for nogen verdslig interesses skyld, men alene for sandhedens skyld, udholdt enorme farer og lidelser. Derefter kunne de vantros intriger heller ikke standse islams udbredelse og fremgang. Trods al denne forfølgelse trådte sådanne af Allahs tjenere frem til kampen, som tog islam til sig imod de vantros ønske, mens mange antog troen i deres hjerter uden at give den til kende. Derfor kunne islams fjender ikke danne sig et korrekt billede af, hvor mange blandt dem der i det skjulte støttede denne religion. Denne skjulte støtte kunne skabe revner i kufrs fæstning.

Den største fordel, som islam opnåede gennem al denne uret og forfølgelse, var, at de, der gennemgik denne ildprøve sammen med den ærede Profet (fred være med ham), var de bedste mennesker blandt menneskeheden. Under sådanne omstændigheder ville ingen med en svag karakter overhovedet have vovet at slutte sig til dem. (Tilføjelse)

Perioden med åbenbaringens ophør

Allah den Almægtiges vise handlinger er af en så ejendommelig art, at fornuften ikke kan begribe dem. På et tidspunkt, hvor sammenstødet mellem kufr og islam havde nået sit højdepunkt, og hvert øjeblik i Profetens (fred være med ham) og muslimernes liv var blevet uudholdeligt, ville man naturligt have forventet, at åbenbaringen til Profeten (fred være med ham) fortsatte. Gennem den ville der blive givet vejledning i de nye situationer, som opstod fra dag til dag. Profeten (fred være med ham) og hans ledsagere ville blive trøstet og opmuntret, og de vantro ville blive advaret for deres undertrykkelse og overgreb. Men på dette tidspunkt ophørte åbenbaringen fra Allah den Almægtige. Derfor blev Profeten (fred være med ham) frygteligt bekymret, og de vantro fik samtidig mulighed for at håne og spotte ham.

Det vides ikke, hvornår denne afbrydelse af åbenbaringen fandt sted. Men ud fra de overleveringer, der findes om dette i hadith, og ud fra indholdet i de to suraer, som blev åbenbaret efter afslutningen på afbrydelsen, fremgår det tydeligt, at denne begivenhed fandt sted efter begyndelsen på den offentlige da’wa og efter at konflikten mellem islam og kufr var blevet intensiveret. I forskellige overleveringer angives forskellige længder for denne afbrydelse. Ibn Jurayj angiver tolv dage, Kalbî femten dage, Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) femogtyve dage, og Suddi og Muqatil fyrre dage. Hvorom alting er, var perioden så lang, at Profeten (fred være med ham) blev dybt bedrøvet. Modstanderne begyndte også at håne ham. Når en ny sura blev åbenbaret til ham, plejede han nemlig at recitere den for folk. Da han derfor i nogen tid ikke kunne recitere en ny åbenbaring for dem, mente modstanderne, at den kilde var tørret ud, hvorfra denne hellige tale kom. Jundub ibn Abdullahil-Bajali siger, at da Jibrils (fred være med ham) komme ophørte, begyndte polyteisterne at sige, at Muhammeds (fred være med ham) Herre havde forladt ham (Ibn Jarir, Tabari, Tabarani, Abd ibn Hamid, Said ibn Mansur, Ibn Marduyah).

I andre overleveringer hedder det, at Umm Jamil, Abu Lahabs hustru – Profetens (fred være med ham) tante og meget nære nabo – sagde til Profeten (fred være med ham): »Det ser ud til, at din satan har forladt dig.«

Awfi og Ibn Jarir citerer en overlevering fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og siger, at Profeten (fred være med ham) blev bekymret, da Jibrils komme var ophørt i nogle dage, mens polyteisterne blev ved med at sige, at hans Herre var blevet vred på ham og havde forladt ham. Næsten det samme er blevet sagt i de mursal-overleveringer, som tilskrives Qatadah og Dahhak. Forskellige overleveringer beskriver også Profetens (fred være med ham) sorg og smerte under disse omstændigheder. Og hvordan skulle det være anderledes? Efter at konflikten mellem kufr og tro var begyndt, blev han berøvet den støtte fra den elskede Skabers side – fra den kraftkilde, som var hans eneste støtte midt i den voldsomt strømmende flod af denne dødbringende konflikt – og dertil kom fjendernes latterliggørelse. Alt dette tilsammen blev en frygtelig årsag til bekymring for Profeten (fred være med ham), så han tænkte: »Mon ikke jeg har begået en fejl, som har gjort Ham utilfreds med mig, så Han har overladt mig alene i kampen mellem sandhed og falskhed?«

Åbenbaringen af suraen ad-Duha

I denne situation blev suraen »ad-Duha« åbenbaret, hvori der siges:

*****************************************************

• Ved den strålende dag og ved natten, når den omslutter alt med sin ro, o profet! Din Herre har aldrig forladt dig, og Han er heller ikke blevet vred på dig.

Det vil sige: Dagens lys og nattens indtræden med mørke og ro sker ikke på grund af, at Allah er tilfreds med menneskene om dagen og utilfreds med dem om natten. Begge disse tilstande indtræffer derimod i overensstemmelse med en stor visdom og hensigtsmæssighed. De har intet at gøre med, at Han sender åbenbaringen, når Allah er tilfreds med dig, og at det, når Han ikke sender åbenbaringen, skulle betyde, at Han er utilfreds med dig og derfor har forladt dig. Hvis dagens lys uafbrudt faldt på menneskene, ville det udmatte dem. Derfor kræver fornuften, at natten kommer efter dagen, så menneskene kan finde ro. På samme måde ville dine årer og blodkar ikke kunne tåle det, hvis åbenbaringens lys uafbrudt faldt over dig. Derfor har Allah også fastsat perioder, hvor åbenbaringen afbrydes, af denne fornuftige grund, så virkningen af den tunge byrde, som åbenbaringen lægger på dig, kan fortage sig, og du kan finde ro. [Hvor vanskelig og belastende åbenbaringens byrde var for Profeten (s), kan man danne sig et indtryk af ud fra de beretninger, der findes om dette i hadith-litteraturen. Hazrat Zayd ibn Thabit (ra) fortæller: En gang blev åbenbaringen sendt ned over Allahs Sendebud (s), mens han sad med sit knæ hvilende på mit knæ. Der blev lagt et så hårdt pres på mit knæ, at jeg troede, det ville blive knust.]

Hazrat Aisha (ra) fortæller: Jeg så åbenbaringen blive sendt ned over Profeten midt i den strenge kulde. Da dryppede sveden fra hans pande. (Bukhari, Muslim, Muwatta af Imam Malik, Tirmidhi, Nasa’i). Hazrat Aisha (ra) fortæller endvidere: Når åbenbaringen blev sendt ned over ham, mens han sad på en kamelhoppe, pressede kamelhoppen sit bryst mod jorden og bevægede sig ikke, før åbenbaringen var afsluttet. (Musnad Ahmad, Hakim, Ibn Jarir). (Tafhim, bind 6 – Mujammil-noten)]

Derefter siges det:

*****************************************************

• Og visselig vil den senere tid være bedre for dig end den første.

Allah den Højeste gav Profeten (s) dette glædelige budskab på et tidspunkt, hvor kun en håndfuld mennesker var sammen med ham. Islams lampe brændte kun svagt i Mekka. Storme rejste sig fra alle sider for at slukke den. Hele folket var fast besluttet på at yde modstand, og der var ikke det fjerneste tegn på muslimernes succes nogetsteds. På dette tidspunkt sagde Allah den Højeste til Profeten (s): Vær ikke bekymret over de tidlige års sorger, vanskeligheder og prøvelser. Hver efterfølgende periode vil vise sig bedre end den foregående. Din styrke, ære, anseelse og rang vil fortsætte med at vokse, og din indflydelse vil også blive større. Dette løfte er ikke begrænset til denne verden; også det hinsidige vil være bedre for dig end denne verden.

Derefter siges det:

***********************************************

• Og snart vil din Herre give dig så meget, at du bliver tilfreds. (Vers 5)

Det vil sige: Selv om der vil være nogen forsinkelse, før det bliver givet, er den tid ikke langt borte, hvor din Herres gaver vil blive udøst over dig på en sådan måde, at du bliver tilfreds. Dette løfte blev opfyldt allerede i den hellige Profets (s) levetid på en sådan måde, at hele Arabien blev underlagt ham – fra sydkysten ved havet til Shām, Romerrigets område, i nord og til grænsen ved Irak, som hørte under Perserriget, samt fra Den Persiske Golf i øst til Det Røde Hav i vest. For første gang i Arabien blev dette landområde underlagt én lov og orden. Enhver magt, der forsøgte at måle sig med ham, blev knust. I hele området lød bekendelsen: »Der er ingen gud undtagen Allah; Muhammad er Allahs Sendebud.« Områdets mushrikūn og Skriftens folk gjorde, med alle deres kræfter, forsøg på at holde deres falske bekendelser ophøjede, men de mislykkedes. I lydighed blev ikke blot deres hoveder bøjet; også deres sind blev underkastet. En vældig revolution fandt sted i tro, handlinger og karakter. I hele menneskehedens historie findes der intet sidestykke til, at et folk, der var sunket ned i jāhiliyyah, blev så grundlæggende forandret på blot treogtyve år. Derefter blev den bevægelse, som den hellige Profet (s) havde grundlagt, så stærk, at den bredte sig over store dele af Asien, Afrika og Europa, og dens indflydelse nåede ud til verdens afsides landsbyer og alle veje og egne. Dette er noget af det, Allah den Højeste gav Hans Sendebud i denne verden. Hvad Han vil give ham i det hinsidige, kan man ikke engang forestille sig storheden af.

Åbenbaringen af surahen »Alam Nashrah«

Kort tid efter opstod der ved begyndelsen af den islamiske bevægelse en række vanskeligheder, som havde gjort Profeten (s) meget bekymret. For at trøste ham blev surahen »Alam Nashrah« åbenbaret. De relevante afsnit citeres her sammen med en forklaring.

***********************************************

• O Profet! Har Jeg ikke åbnet dit bryst for dig? (vers 1)

Indledningen med dette spørgsmål og det efterfølgende indhold gør i sig selv helt klart, at Allahs Sendebud (s) på det tidspunkt var blevet frygteligt bekymret, fordi han stod over for alle de vanskeligheder, hindringer og problemer, som han mødte i den første tid efter begyndelsen på arbejdet med åbent at kalde til Islam. I denne situation henvendte Allah den Ophøjede sig til ham for at trøste ham og sagde: O Profet! Har Jeg ikke skænket dig alle disse nådegaver? Hvorfor bliver du da bekymret over disse vanskeligheder i den indledende fase?

Når man ser på de forhold, hvor udtrykket »at åbne brystet« er blevet brugt i Den Ædle Koran, kan man forstå, at det har to betydninger.

1. I Sura al-An’am, vers 125, siges det:

****************************************

• Den, som Allah vil vejlede, åbner Han derfor hans bryst for Islam. I Sura az-Zumar, vers 22, siges det:

*****************************************

• Er den, hvis bryst Allah har åbnet for Islam, så ikke på et lys fra sin Herre?

På disse to steder betyder »at åbne brystet« at blive fri for al slags bekymring og tvivl og blive overbevist om, at islams vej er sand, og at den troslære, de moralske principper, den civilisation og kultur samt de anvisninger og den vejledning, som islam har givet mennesket, er helt sande og korrekte.

2. Det nævnes i vers 12 og 13 i sura ash-Shu’ara, at da Allah den Højeste ophøjede Moses (fred være med ham) til profetembedet og befalede ham at konfrontere Farao og hans enorme statsmagt, sagde han:

*************************************

»Min Herre! Jeg frygter, at de vil erklære mig for løgner og forkaste mig. Mit bryst snører sig sammen (af frygt og fortvivlelse).«

I vers 22-25 i sura Ta-Ha siges det, at Moses (fred være med ham) på det tidspunkt bad til Allah:

*********************************

• »Min Herre! Gør mit bryst rummeligt for mig, og gør min opgave let for mig.«

Her betyder brystets snæverhed, at man ikke har mod til at bære den tunge byrde ved en så vanskelig opgave som profetembedet og alene konfrontere en enorm vantroens magt. Brystets udvidelse betyder derimod, at menneskets mod, begejstring og virketrang vokser, så det ikke viger tilbage for at lede et livsfarligt foretagende eller udføre en frygtelig vanskelig opgave. Som følge heraf får man mod til at påtage sig profetembedets enorme ansvar.

Ved eftertanke kan man forstå, at begge de ovennævnte betydninger ligger i dette vers (Alam nashrah) og i udtrykket om at åbne Allahs Sendebuds (s) bryst. Hvis man antager den første betydning, bliver meningen, at Allahs Sendebud (s) før profetskabet anså alle arabernes religioner – polyteisternes, de kristnes, jødernes og ildtilbederes – for vildfarelse. Desuden var han heller ikke tilfreds med den gudsvendte tro, som fandtes hos nogle af arabernes monoteister. For denne tro var tvetydig i sin troslære og overbevisning; i den fandtes ingen redegørelse for den rette vej (se note 5 til sura Ha-Mim Sajda i Tafhim al-Qur’an). Men eftersom heller ikke han (Profeten) kendte vejen til den rette vej, led han under alvorlig tvivl og indre splittelse. Ved at give ham profetskabet fjernede Allah hans tvivl og indre splittelse og gjorde den sande og rette vej klar for ham, hvorved han blev fuldt overbevist.

Hvis man antager den anden betydning, bliver meningen, at Allah efter at have givet ham profetskabet skænkede ham den begejstring, energi, tapperhed, faste beslutsomhed og sindets åbenhed, som var nødvendig for at udføre dette embedes store ansvar. Han blev indehaver af en omfattende og vældig viden, som intet menneske kunne rumme. Han opnåede den visdom og indsigt, der gjorde ham i stand til at fjerne dyb forfald og bringe samfundet i ordnet og velreguleret stand. Han fik en sådan evne, at han, uden midler og ressourcer, i et samfund nedsunket i jahiliyya og barbarisk af uvidenhed, ikke blev bragt ud af fatning, selv om han åbenlyst måtte stå imod stormene fra kræfter, der støttede ham. De sorger, vanskeligheder og ulykker, han mødte på denne vej, bar han tålmodigt. Ingen magt kunne få ham til at afvige fra sin position. Meningen med Allahs ord er derfor: O Profet! Når Allah har skænket dig den uudtømmelige rigdom ved sharh al-sadr (åbningen af brystet), hvorfor bliver du da bedrøvet over de vanskeligheder, der viser sig på dette indledende stadium af arbejdet? [1. Nogle fortolkere har forstået sharh al-sadr som at spalte brystet og betragtet dette vers som et bevis på det mirakel, hvor brystet blev spaltet, sådan som det omtales i hadith-overleveringerne. Men det egentlige forhold er, at beviset for dette mirakel afhænger af hadith-overleveringerne. Det er ikke rigtigt at forsøge at bevise det ud fra Koranen. Ud fra det arabiske sprog kan sharh al-sadr på ingen måde forstås som at spalte brystet. Allama Alusi siger i Ruh al-Ma’ani:

***************************************

Blandt forskere anses det for en svag fortolkning at forstå sharh som at spalte i dette vers.]

***********************************

• Og for din skyld har Vi ophøjet din omtale.

Dette blev sagt på et tidspunkt, hvor alle Qurayshs islamfjender var optaget af at sprede bagvaskelse om Profeten (s). Især under hajj gik man rundt til de forskellige pilgrimskaravaner efter den plan, al-Walid ibn al-Mughira havde foreslået, og spredte alle slags påstande om Profeten, så folk fik et dårligt indtryk af ham og flygtede bort fra ham. Hvordan kunne det under disse omstændigheder være et glædeligt budskab, at Profetens omtale skulle ophøjes?

Til at begynde med lod Allah selv fjenderne stå for arbejdet med at ophøje hans omtale. Netop de metoder, Mekkas vantro brugte for at vanære ham, bevirkede, at hans navn nåede ud over hele Arabien, til landsbyer og egne; hans egne fjender bragte ham ud fra Mekkas afsides kroge og gjorde ham kendt blandt alle landets stammer. Det var helt naturligt, at folk ville vide, hvem denne person var. Hvad sagde han? Hvilken slags menneske var han? Hvordan var de mennesker, der var blevet påvirket af hans magi? Hvilken virkning havde hans magi haft på dem? Jo mere Mekkas vantro øgede denne propaganda, desto mere voksede også folks nysgerrighed. Da folk som følge af denne nysgerrighed lærte hans (Profetens) karakter og adfærd at kende, da de hørte Koranen og erfarede, hvilken lære han fremlagde, og da iagttagerne så, hvor meget højere og renere livet hos dem, der var blevet påvirket af det, man kaldte magi, var blevet end det almindelige menneskes liv i Arabien, begyndte hans dårlige ry at forvandles til godt ry. Til sidst, da tiden for hijraen til Medina nærmede sig, var situationen blevet sådan, at der blandt de nære og fjerne arabiske stammer ikke fandtes en eneste stamme, hvor mindst én person eller familie ikke havde antaget islam, eller hvor nogle mennesker ikke var blevet sympatiske over for Profeten (s) og hans da’wa. Dette er den første fase i ophøjelsen af Profetens (s) omtale, som var i gang, da denne sura blev åbenbaret, og alle iagttog dens virkninger.

Nogle år senere begyndte den anden fase, som ingen på det tidspunkt kunne se eller forestille sig. Kun Allah den Ophøjede kendte den, og Han gav alene Profeten det glædelige budskab om den. Efter hijraen var hyklerne, jøderne og alle de indflydelsesrige afgudsdyrkere i Arabien på den ene side aktive i at sprede ondsindede rygter om Profeten, mens den islamiske stat i Medina på den anden side fremlagde et praktisk eksempel på gudsdyrkelse, gudsfrygt, ren og hellig moral, et lykkeligt og smukt samfundsliv, retfærdighed, lighed, de riges gavmildhed, omsorg for de fattige, overholdelse af aftaler og løfter samt ærlighed i handlinger; og dette vandt menneskenes hjerter. Fjenderne forsøgte gennem krig at standse denne fremvoksende indflydelse. Men den gruppe af troende, som var blevet dannet under Profetens ledelse, beviste på grund af sin lov og orden, sit mod, sin mangel på dødsfrygt og sin overholdelse af moralske grænser selv under krig samt andre sådanne egenskaber sin overlegenhed på en sådan måde, at hele Arabien anerkendte denne overlegenhed. Inden for ti år blev Profetens omtale ophøjet på en sådan måde, at i hvert et hjørne af det land, hvor modstanderne havde gjort alt for at bagvaske ham, genlød ************************************* -s kald. Derefter fortsatte hans hellige navn i de retledte kaliffers tid med at blive ophøjet over hele verden. Denne udvikling er fortsat med at vokse indtil i dag og vil, om Allah vil, fortsætte med at vokse indtil Opstandelsens Dag. Der findes ikke noget sted i verden, hvor muslimer bor, uden at Muhammeds (fred være med ham) sendebudskab dagligt forkyndes højt i adhanen fem gange, uden at der bedes velsignelser over ham under bønnen, uden at hans navn nævnes i fredagsprædikenen, og der findes ikke nogen dag i årets tolv måneder eller noget tidspunkt i døgnets 24 timer, hvor hans navn ikke nævnes et eller andet sted i verden. Meningen med verset er derfor: O Profet, hvorfor bliver du bekymret over denne tids alvorlige farer og prøvelser? Jeg har truffet sådanne foranstaltninger til at ophøje din omtale, som ingen kunne have forestillet sig selv i en drøm. Det fortælles i en hadith fra Abu Sa’id al-Khudri, at Profeten (fred være med ham) sagde: Jibril kom til mig og sagde: »Min Herre og din Herre spørger: Hvordan har Jeg ophøjet din omtale?« Jeg sagde: »Allah ved det bedst.« Han sagde: »Allah den Ophøjedes udsagn er, at når Jeg omtales eller ihukommes, bliver du også nævnt sammen med Mig« (Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Abu Ya’la, Ibn al-Mundhir, Ibn Hibban, Ibn Mardawayh, Abu Nu’aym).

****************************************

Sandheden er derfor, at sammen med trængsel findes der også lettelse. Uden tvivl findes der sammen med trængsel også lettelse.

Dette gentages to gange for at trøste Profeten (fred være med ham) grundigt og forsikre ham om, at den vanskelige situation, han gennemlever, ikke vil vare længe. Tværtimod vil bedre forhold snart følge efter. Umiddelbart synes det selvmodsigende, at lettelse skulle findes sammen med trængsel, for disse to tilstande kan ikke være til stede samtidig. Men i stedet for at sige »efter trængsel kommer lettelse« er ordene »sammen med trængsel kommer lettelse« anvendt for at udtrykke, at tidspunktet for lettelsen er så nær, at det synes at komme lige i forlængelse af den første. (Tafhim, bind 6 – Alam Nashrah – note 1, 3, 4.)

Det niende kapitel

Hijraen til Abessinien

Hijraens betydning i islams religion

Efter jihad er hijra den næstvigtigste og mest betydningsfulde ting, der omtales i Koranen. Hvorfor har hijra så stor betydning i islam? Årsagen er, at det vigtigste for en muslim ikke er hans fædreland, hans folk eller hans brød og mave. Det vigtigste for ham er derimod, at han ved at leve efter de principper, som han har troet på, kan opnå Allahs tilfredshed. Hvis han ikke kan leve efter disse principper, bliver ikke blot hans frihed, men selve hans liv meningsløst. De principper, som troen hviler på, og som han er fast overbevist om er haq (den højeste sandhed) og givet af Allah og Hans Sendebud, vil han hellere ofre end at opgive; i stedet vil han anse det for bedre at ofre sit liv på Allahs vej.

De af Profetens følgere, som udvandrede fra Arabien til Abessinien, gjorde det, fordi de som arabere, Quraysh-folk og mekkanere havde alle former for frihed i deres eget land, blandt deres egen stamme og i deres egen by. Men den frihed, de var berøvet, var friheden til at være muslimer. Derfor forlod de deres fædreland og drog til et andet land. Da Allahs Sendebud (s) udvandrede fra Mekka til Medina, hvorfor gjorde han det så? Han var indbygger i Mekka. I Mekka havde han alle de rettigheder, som enhver borger i Mekka havde. Hans ledsagere havde også alle de rettigheder, som de havde i kraft af at være Quraysh-folk. Men grunden til, at han og hans ledsagere forlod deres hjem, deres slægtninge og deres ejendom og drog af sted kun med det tøj, de havde på kroppen, var, at de ikke havde nogen frihed som muslimer. Det var for denne friheds skyld, at de forlod deres fædreland og drog af sted kun med det tøj, de havde på kroppen, fordi de ikke havde nogen frihed som muslimer. Det var for denne friheds skyld, at de forlod deres fædreland og bosatte sig i en anden by. (Flyvebladet »Frihed« (forfatteren), s. 11-12.)

Koranen forberedte muslimerne på udvandring

Da undertrykkelsen og forfølgelsen af muslimerne i Mekka nåede sit højdepunkt, begyndte Koranen at forberede dem på udvandring. Det blev sagt:

*********************************************

»O Mine tjenere, som har troet! Min jord er vid. Tilbed derfor Mig alene – og adlyd Mine bud og befalinger. Ethvert menneske skal smage døden. Derefter vil I alle blive bragt tilbage til Mig. De, som tror og gør gode gerninger, vil Vi anbringe i Paradisets høje paladser, under hvilke floder strømmer. Der vil de bo for evigt. Hvilken fremragende belønning for dem, der handler! Dette gælder dem, der er tålmodige og sætter deres lid til deres Herre. Hvor mange skabninger er der ikke, som ikke selv kan skaffe sig deres føde! Allah sørger for deres føde og også for jeres. Han er Den, der hører alt og ved alt.« (Al-ʿAnkabūt 56-60)

Det første vers hentyder til udvandring. Meningen er, at hvis det er vanskeligt at tilbede Gud i Mekka, så skal I forlade landet – Guds jord er ikke trang. Drag hen, hvor I kan leve som Guds tjenere. I skal ikke tilbede jeres folk eller jeres fædreland, men Gud. Heri ligger den lære, at det egentligt afgørende ikke er folket, fædrelandet eller landet, men derimod tilbedelsen af Allah. Hvis kærligheden til folket, fædrelandet og landet nogensinde kommer i konflikt med kravet om at tilbede Allah, er det netop da, den troendes tro bliver sat på prøve. Den sande troende vil tilbede Allah og forkaste folket, fædrelandet og landet. Den, der falskeligt hævder at have tro, vil opgive troen og holde fast ved sit folk og sit land. Her bliver det udførligt sagt til muslimerne, at en oprigtig gudfrygtig person godt kan elske sit folk og sit land, men ikke tilbede dem. For ham er tilbedelsen af Gud mere kær end alt andet. Derfor vil han ofre alt i verden for den, men han vil ikke ofre tilbedelsen af Gud for noget i verden.

Det andet vers siger, at I ikke skal bekymre jer om jeres liv. Det vil alligevel ende på et eller andet tidspunkt. Ingen er kommet til verden for at blive her for evigt. Derfor bør I ikke bekymre jer om, hvordan livet kan bevares i denne verden. Den egentlige bekymring bør derimod være, hvordan troen kan bevares, og hvordan kravet om gudsdyrkelse kan opfyldes. Hvis I mister troen for at redde livet, vil resultatet blive det samme. Gør derfor den nødvendige overvejelse: Hvad vil I bringe med, når I vender tilbage til Mig? Vil I komme med en tro, som I har ofret livet for, eller med et liv, som I har ofret troen for?

Det tredje og fjerde vers siger: Forestil jer, at I ved at følge troens og de gode gerningers vej er blevet berøvet alle verdens velsignelser og er blevet mislykkede set fra verdens synspunkt. Så skal I vide, at tabet visselig vil blive erstattet. I vil ikke blot få tabet erstattet – I vil tværtimod modtage den bedste belønning. De troende, som står fast i troen over for forskellige former for lidelse, prøvelser, ulykker og tab, som har taget alle risici ved at antage troen på sig og ikke har vendt sig bort fra den, som med egne øjne har set de muligheder og verdslige fordele, der følger af at opgive troen, men ikke har vist den mindste tilbøjelighed til dem, som har set de vantro og de ugudelige blive rige og mægtige for øjnene af sig, men ikke har sat deres lid til dem, deres handel og deres stamme, men til deres egen Herre, som ser bort fra de verdslige midler og udelukkende sætter deres lid til deres Herre, som er rede til at udholde enhver fare for troens skyld, stå imod enhver magt og forlade deres hjem, når tiden kræver det – sådanne troende og retskafne tjeneres belønning vil aldrig gå tabt hos deres Herre. Han vil også beskytte og hjælpe dem i denne verden og i det hinsidige give dem den bedste belønning for deres gerninger.

Til sidst gives der den opmuntring, at I under hijraen ikke bør være mere bekymrede for jeres levebrød end for jeres liv. Se på alle disse utallige dyr, fugle og vandlevende skabninger, som færdes i luften og på jorden, i vand og på land: Hvem af dem bevæger sig omkring med sit eget levebrød? Det er alene Allah, der sørger for dem. Uanset hvor de går, får de på den ene eller anden måde deres levebrød gennem Allahs nåde. Derfor bør de troende ikke miste modet ved at tænke: Hvis vi forlader vores hjem og drager et andet sted hen for troens skyld, hvor skal vi så få noget at spise fra? Allah vil også give dem deres forsørgelse, ligesom Han giver sine utallige skabninger deres rizq.

På vejen med دعوتen til sandheden kommer man undertiden til et punkt, hvor en person, der holder fast ved sandheden, ikke har anden mulighed end at vende blikket bort fra al støtte og alle midler i denne verden og sætte sit liv på spil udelukkende i tillid til Allah. I en sådan situation kan de mennesker, der nøje beregner og undersøger fremtidens muligheder og søger sikkerhed for livet og garanti for levebrødet, før de tager noget skridt, ikke udrette noget. I virkeligheden ændres sådanne forhold gennem ofrene fra dem, der binder ligklædet om hovedet, stiller sig frem og uden tøven gør sig rede til at udholde enhver fare og ulykke. Det er deres offer, der til sidst bringer det lykkelige øjeblik, hvor Allahs ord ophøjes, mens alle falske ord i mødet med det ydmyges og fornedres. (Tafhim al-Qur’an, bind 3, al-‘Ankabut, noter 94-99.)

Et andet sted siges der:

*****************************************
(Sig, o Profet:) »O Mine tjenere, som har troet! Frygt jeres Herre. For dem, der har handlet ret i denne verden, er der godhed. Allahs jord er vid. De tålmodige vil få deres belønning uden mål.« (az-Zumar: 10)

Også her gives de troende vejledning om, at hvis et sted er blevet for trangt til at tjene Allah, så er Hans jord vid. Drag derfor et andet sted hen for at bevare jeres religion. Samtidig gives de det glædelige budskab, at der er godhed for dem både i denne verden og i det hinsidige. Deres forhold vil blive bragt i orden i denne verden såvel som i det hinsidige, fordi de har givet religionen forrang frem for verden og dens nydelser. Udelukkende for religionens skyld er de gennem hijra blevet hjemløse fra deres hjem og landflygtige fra deres land og er draget til en anden by eller egn. Når en by, egn eller et land blev for trangt til at tjene Allah, drog de et andet sted hen. Derfor venter der en utallig belønning for sådanne mennesker, som har udholdt alle slags farer, ulykker og lidelser for at følge gudsfrygtens og det gode menneskes vej og ikke har forladt sandhedens vej. Løftet om denne utallige belønning er ikke kun givet til dem, der foretager hijra, men også til dem, der forbliver standhaftige i undertrykkelsens og forfølgelsens land og møder enhver fare. (Tafhim al-Qur’an, bind 4, indledningen til az-Zumar, noter 30-32.)

Vejledning under hijraen

I Den Ædle Koran blev de undertrykte muslimer i Mekka ikke blot opmuntret til at foretage hijra; de fik også to former for vejledning. Eftersom muslimerne skulle foretage hijra til et kristent land, blev sura Maryam åbenbaret under disse omstændigheder. I dens to første rukū‘er fortælles historien om profeterne Yahya og Isa, fred være med dem. Det betyder, at selv om muslimerne drog dertil som undertrykte flygtninge, lærte Allah den Ophøjede dem ikke den mindste eftergivenhed i spørgsmål vedrørende deres religion. Tværtimod gav Han dem denne sura med som rejseproviant, så de i de kristnes land kunne fremlægge den sande forståelse af Isa (fred være med ham) og hans rang og klart afvise påstanden om, at han skulle være »Guds søn« – uanset hvilke følger det måtte få.

Den anden vejledning blev givet således:

****************************************************

— Og diskuter ikke med Bogens folk på anden måde end den bedste, bortset fra dem af dem, der handler uretfærdigt. Og sig til dem: »Vi tror på det, der er blevet åbenbaret for os, og på det, der er blevet åbenbaret for jer. Vores Gud og jeres Gud er én, og vi underkaster os Ham.« (Al-Ankabut: 46)

Det vil sige: Når I møder Bogens folk (de kristne), skal I undgå at diskutere med dem blandt dem, der handler uretfærdigt, og tale med de fornuftige iblandt dem på en yderst saglig måde, i høfligt og anstændigt sprog og på en måde, der appellerer til hjertet. Sig til dem: Vi er ikke en så fanatisk gruppe, at vi accepterer den Bog, der blev sendt til os, men ikke den Bog, der blev sendt til jer. Også vi følger sandheden, det vil sige, vi holder os til sandheden. Ligesom vi anerkender alt det, der er kommet til os fra Gud, som sandt, tror vi også på det, der er kommet til jer. Vores Gud og jeres Gud er ikke forskellige. Det er derimod den samme Gud, som både vi og I tror på. Vi har valgt vejen med at tilbede og adlyde den samme Gud. (Tafhim, bind 6 — indledningen til suraen Al-Haqqah.)

Den første hijra til Abessinien

Da situationen til sidst havde bragt tålmodighedens bæger til at flyde over, sagde Profeten (fvmh.) i rajab i profetskabets femte år til sine ledsagere:

*************************************************

— Det vil være bedst, hvis I rejser bort til Habasha, det vil sige Abessinien. Der er en konge, under hvem ingen bliver udsat for uret. Det er et land med velstand. Bliv dér, indtil Allah finder en måde at befri jer for denne prøvelse på.

I overensstemmelse med denne anvisning fandt den første hijra til Abessinien sted, og elleve mænd og fire kvinder deltog i den. Quraysh-folkene forfulgte dem helt til havkysten. Men heldigvis fandt de i rette tid et skib til Abessinien i havnen Shuʿaybah, og de undslap at blive taget til fange.

Deltagerne i den første hijra

Ibn Hisham siger med Ibn Ishaq som kilde, at listen over muhajirunerne i denne hijra er som følger:

1. Fra Banu Umayya: Hazrat Uthman ibn Affan (ra).

2. Hans hustru, Hazrat Ruqayya (ra), Rasulullahs (s) datter.

(Ibn Abd al-Barr siger, at Umm Ayman også var med dem.)

3. Fra Banu Abd Shams ibn Abd Manaf: Hazrat Abu Hudhayfa ibn Utba ibn Rabia (ra).

4. Hans hustru, Hazrat Sahl bint Suhayl ibn Amr.

5. Fra Banu Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusayy: Hazrat al-Zubayr ibn al-Awwam (ra).

(Han var Hazrat Khadijas (ra) nevø og Profetens (s) fætter på fædrene side.)

6. Fra Banu Abdud-Dar ibn Qusayy: Hazrat Mus’ab ibn Umayr (ra).

7. Fra Banu Zuhra ibn Kilab: Hazrat Abd ar-Rahman ibn Awf (ra).

8. Fra Banu Makhzum: Hazrat Abu Salama ibn Abd al-Asad (ra).

9. Hans hustru Umm Salama (ra) (Abu Jাহls egen kusine på fædrene side).

10. Fra Banu Jumah: Uthman ibn Maz’un (ra) – (Umm al-Mu’minin Hazrat Hafsas (ra) morbror).

11. Blandt allierede af Banu Adi: Hazrat Amir ibn Rabi’a al-Anzi (ra).

12. Hans hustru Layla bint Abi Hasma (ra).

13. Abu Sabra (ra), ibn Abi Ruhm, fra Banu Amir ibn Lu’ayy.

14. Suhayl ibn Bayda (ra) fra Banu al-Harith ibn Fihr.

Ibn Sa’d tilføjer med al-Waqidis autoritet yderligere to navne: Hatib ibn Amr ibn Abd Shams og Abdullah ibn Mas’ud (ra) (en forbundsfælle af Banu Zuhrah). Ibn Ishaq siger, at den ærede Ja’far ibn Abi Talib senere også sluttede sig til dem. Men Musa ibn Uqbah siger i al-Maghazi, at han sluttede sig til dem under den anden hijrah, ikke den første. Ibn Ishaq siger, at den ærede Abdullah ibn Mas’ud (ra) ikke var med under den første hijrah, men under den anden. Desuden siger al-Zurqani med henvisning til nogle forfattere af sira, at Abu Sabras (ra) hustru, Umm Kulthum, også var med ham; hun var Suhayl ibn Amrs anden datter. Den første, der drog af sted, var den ærede Uthman (ra). (Al-Bayhaqi)

Behandlingen af muhajirun i Abessinien

Ibn Jarir al-Tabari siger, at Habasha (Abessinien) var Qurayshs gamle handelssted. dér tjente de rigeligt til livets ophold og opnåede stor fortjeneste ved handel. Derfor blev muhajirun ikke udsat for nogen vanskeligheder dér. Muhajirun sagde selv, at vi havde det meget godt dér. Vi havde fuld sikkerhed med hensyn til vores religion. Vi tilbad Allah. Ingen form for besvær blev påført os. Vi måtte heller ikke høre noget, der var ubehageligt for os.

Qurayshs delegation drager efter dem

Da Quraysh så, at disse mennesker var rejst til Abessinien og opholdt sig dér i sikkerhed, sendte de Amr ibn al-As og Abdullah ibn Abi Rabi’ah til al-Najashi med mange kostbare gaver, for at få dem bragt tilbage til Mekka. I al-Bukhari nævnes kongens navn som Ashamah (*************). Men al-Najashi lyttede ikke til deres ord og sendte dem tilbage til Mekka med uforrettet sag. Der er uenighed i beretningerne om denne delegation. Ifølge nogle beretninger blev Umara ibn al-Walid ibn al-Mughirah sendt sammen med disse to udsendinge. Andre beretninger siger, at Amr ibn al-As blev sendt til al-Najashi både under den første og den anden hijrah. Men Umara var med den første delegation, og Abdullah med den anden; Ibn Ishaq nævner imidlertid Abdullah blandt begge delegationer. (Tilføjelse af bogens forfatter.)

Muhajiruns tilbagevenden og årsagen dertil

I denne ramadanmåned indtraf en begivenhed, hvis nyhed nåede Abessinien på den måde, at de vantro i Mekka var blevet muslimer.

Begivenheden forløb således:

En dag, da Quraysh-folkene var samlet i den hellige moské, rejste Allahs Sendebud (s) sig pludselig for at holde en tale, og Allah lod Sura an-Najm strømme fra hans mund. Allahs ords virkning var så intens og kraftfuld, at da Profeten (s) begyndte at recitere, forsvandt al bevidsthed om modstandernes larm. Da han efter recitationen faldt ned i sujud, faldt alle de tilstedeværende også ned i sujud. Ifølge beretningen fra Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) i Bukhari, Muslim, Abu Dawud og Nasa’i var dette den første sura fra Den Ædle Koran, som Profeten (s) reciterede ved en offentlig sammenkomst for Quraysh. Ifølge Ibn Marduyas beretning var både vantro og troende til stede ved forsamlingen i den hellige moské. Da Profeten (s) til sidst reciterede verset om sujud og faldt ned i sujud, faldt alle de tilstedeværende straks ned. Selv de indflydelsesrige ledere blandt mushrikerne, som stod i spidsen for modstanden, kunne ikke lade være med at falde ned i sujud. Blandt de vantro så man kun Umayya ibn Khalaf, som smurte en håndfuld jord i ansigtet og sagde: »Det her er tilstrækkeligt.«

Den anden øjenvidne til denne begivenhed var Hazrat Mutallib ibn Abi Wada’a, som endnu ikke var blevet muslim. Hans egen beretning er gengivet således i Nasa’i og Musnad Ahmad:

Da Huzur (s) reciterede Sura an-Najm og faldt ned i sujud, og alle de tilstedeværende faldt ned i sujud, faldt jeg ikke ned. Nu råder jeg bod på det på denne måde: Jeg undlader aldrig at udføre sujud ved recitationen af denne sura.

Ibn Sa’d siger med henvisning til en overleveringskæde fra Waqidi, at også al-Walid ibn al-Mughira smurte en håndfuld jord i ansigtet. Han kunne ikke falde ned i sujud på grund af sin svaghed. Abu Uhayha Sa’id ibn al-As smurte også jord i ansigtet på grund af sin høje alder.

På denne måde blev begivenheden til et folkeligt rygte, som nåede Abessinien i den form, at alle Quraysh-mushrikerne var blevet muslimer. Men den virkelige situation var anderledes. De, der havde kastet sig ned i sujud, gjorde det ganske vist på det tidspunkt, fordi de var blevet påvirket af Koranen, men senere blev de så forlegne, at de tænkte: Hvilken svaghed havde vi dog vist! Folk begyndte at bebrejde dem og sagde: »Andre får jo forbud mod at lytte til disse ord, men I lyttede selv opmærksomt og faldt tilmed ned i sujud sammen med Muhammad (s).« Derefter opdigtede de en historie for at bringe kritikken til tavshed. De sagde: »Jamen, vi er jo

**********************************************

– Efter dette hørte jeg disse ord fra Muhammads (s) mund –

*************************************************

– (Disse højtstående gudinder, og deres forbøn kan bestemt håbes på).

Derfor mente vi, at Muhammad (s) var kommet over på vores side. Men kunne selv en galning nogensinde forestille sig, at disse ord kunne have nogen plads i den sammenhængende tekst i sura Najm? Og de hævdede, at de havde hørt disse ord med deres egne ører fra Huzurs (s) mund. (Tafhim, bind 5 – resumé og indledning – Najm.)

Mysteriet bag fortællingen om Gharaniq

Det sørgelige er, at nogle af vore egne tafsir-lærde og muhaddithin gjorde sådanne beretninger berømte. Resultatet blev, at det, som de vantro hævdede at have hørt fra Huzurs (s) mund, i virkeligheden faktisk kom fra Huzurs (s) mund. Og det kom af ønsket om på en eller anden måde at fjerne det had og den fjendtlighed, der fandtes mellem ham og de vantro. Og Satan udnyttede dette ønske og lod disse ord komme ud af hans mund.

Fortællingen gengives således: Der opstod i profeten (s) et ønske om, at hvis blot der blev åbenbaret noget i Koranen, som kunne fjerne Quraysh-kafirernes had til islam og få dem til at nærme sig en smule. I det mindste at der ikke blev fremsat en så hård kritik af deres religion, at den ophidsede dem. Dette ønske fandtes i hans hjerte, og en dag, mens en stor forsamling af Quraysh var samlet, blev sura Najm åbenbaret for ham, og han begyndte at recitere den. Da han –

******************************************************

Da han nåede dertil, kom disse ord pludselig ud af hans mund:

****************************************************

Derefter fortsatte han med at recitere de følgende vers i suraen. Da han havde afsluttet suraen og kastede sig ned i prostration, kastede både polyteisterne og muslimerne sig ned i prostration. Qurayshs vantro sagde: »Hvilken uenighed er der nu tilbage mellem os og Muhammad (s)? Vi sagde jo netop, at Skaberen og Forsørgeren er Allah, og at disse guddomme, som vi tilbeder, naturligvis er vore forbønsmænd hos Ham.« Om aftenen kom Jibril (a) og sagde: »Hvad har du gjort? Jeg har ikke bragt disse to sætninger.« Dette gjorde ham (Profeten (s)) meget bedrøvet. Derfor åbenbarede Allah den åbenbaring, som findes i den ottende ruku i Sura Bani Israil: [En orientalist fra den vestlige verden har fremsat den grundløse påstand, at efter de såkaldte sataniske vers blev ophævet, blev vers 21 og 22 i Sura Najm åbenbaret i deres sted. Dette er imidlertid en fuldstændig udokumenteret påstand; han har ikke nævnt nogen isnad for den og har heller ikke været i stand til at fremlægge nogen pålidelig dokumentation – forfatteren.]

*****************************************

– Det vil sige: O Profet, disse mennesker lod ingen anstrengelse være uprøvet for at kaste dig ud i en prøvelse og få dig til at afvige fra den åbenbaring, som Jeg har sendt dig, så du skulle opfinde noget på egne vegne i Mit navn … Derefter ville du ikke finde nogen hjælper mod Mig.

Denne sag holdt bestandigt Profetens hjerte fyldt med sorg. Til sidst blev vers 52 i Sura al-Hajj åbenbaret, hvori Profeten (s) blev trøstet således: »Det samme skete også med de profeter, der kom før dig: Når en profet nærede et ønske, greb Satan ind deri. Men Allah udsletter alt det, Satan indskyder, og befæster derefter Sine vers dér.«

Imens blev nyheden om, at Qurayshs folk havde kastet sig ned i prostration sammen med Profeten efter at have hørt Koranen, bragt til Abessinien i en så fordrejet form, at det blev sagt, at der var indgået en fredsaftale mellem Profeten (s) og de vantro i Mekka. Derfor vendte mange muhajirun tilbage til Mekka. Men da de kom dertil, erfarede de, at nyheden om fredsaftalen var falsk. Konfrontationen og sammenstødet mellem islam og kufr var uændret.

Denne beretning er citeret af Ibn Jarir og mange koranfortolkere i deres tafsirværker, af Ibn Saad i al-Tabaqat, af al-Wahidi i Asbab al-Nuzul, af Musa ibn Uqba i al-Maghazi, af Ibn Ishaq i al-Sira, samt af Ibn Abi Hatim, Ibn al-Mundhir, Bazzar, Ibn Marduyah og Tabarani i deres hadithsamlinger. De isnad-kæder, som beretningen er citeret på grundlag af, går gennem Muhammad ibn Qays, Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi, Urwah ibn Zubayr, Abu Salih, Abu al-Aliyah, Said ibn Jubayr, Dahhak, Abu Bakr ibn Abd al-Rahman ibn al-Harith, Qatadah, Mujahid, Suddi, Ibn Shihab al-Zuhri og til sidst Ibn Abbas (ra). (Bortset fra Ibn Abbas (ra) var ingen af dem sahaba.) Ud over mindre uoverensstemmelser i beretningens detaljer er der to meget store uoverensstemmelser. For det første er hver enkelt gengivelse af de ord, der er tillagt Profeten som lovprisning af guderne, forskellig fra de andre gengivelser. Den anden store uoverensstemmelse er, at nogle beretninger siger, at Satan indskød eller påtvang Profeten disse ord, mens åbenbaringen blev sendt ned, og at han troede, at Jibril (a) havde bragt dem. Ifølge en anden beretning kom disse ord ved en fejltagelse ud af hans mund som reaktion på hans ønske. En anden beretning siger, at han med vilje sagde ordene, men formulerede dem som et spørgsmål med benægtende betydning. Ifølge endnu en beretning blandede Satan sin stemme med Profetens stemme og sagde disse ord, hvorefter man troede, at det var Profeten, der havde sagt dem. Atter en beretning siger, at en af polyteisterne sagde disse ord.

Ibn Kathir, Bayhaqi, Qadi Iyad, Ibn Khuzayma, Qadi Abu Bakr Ibn al-Arabi, Imam Razi, Qurtubi, Badruddin Ayni, Shawkani, Alusi og andre lærde har erklæret denne beretning for fuldstændig falsk. Ibn Kathir siger: Alle de overleveringskæder, hvori denne beretning er nedskrevet, er mursal og munqati. Jeg har ikke fundet denne beretning med nogen korrekt muttasil-kæde. Bayhaqi siger, at beretningen ikke er bevist med hensyn til overleveringen. Da Ibn Khuzayma blev spurgt om dette, sagde han: Det er en opdigtet fortælling fra zindiqerne. Dens svaghed fremgår af, at ingen af forfatterne til Sihah Sitta har overleveret den i deres bøger. Den er heller ikke blevet overleveret gennem en sahih muttasil-kæde af pålidelige fortællere med en fejlfri overleveringskæde. Imam Razi, Qadi Abu Bakr og Imam Alusi afviste den efter en udførlig drøftelse og med stærke argumenter. På den anden side anser fremstående hadithlærde som Hafiz Ibn Hajar samt den berømte faqih Abu Bakr Jassas, Zamakhshari og Ibn Jarir den for korrekt og regner den som tafsir til vers 52 i sura al-Hajj. Ibn Hajars argumentation er som følger:

Bortset fra Sa’id ibn Jubayrs overleveringsvej er de øvrige veje, ad hvilke denne beretning findes, enten svage eller munqati. Men det store antal overleveringsveje beviser, at den nødvendigvis har en grundkerne.

Desuden er den blevet overleveret gennem én vej med en sahih, muttasil-kæde, som al-Bazzar har fremført (nemlig Yusuf ibn Hammad fra Umayya ibn Khalid, fra al-Shu’ba, fra Abi Bishr, fra Sa’id ibn Jubayr, fra Abu Abbas). Gennem to andre veje er den ganske vist mursal, men fortællerne opfylder betingelserne hos Sahihayn. Al-Tabari har overleveret disse to beretninger. Den ene går gennem Yunus ibn Yazid fra Ibn Shihab, den anden gennem Mu’tasir ibn Sulayman og Hammad ibn Salama, fra Dawud ibn Abi Hind, fra Abi al-Aliya. Hvad angår dem, der deler dette synspunkt, har de accepteret den som korrekt. Modstanderne har derimod som regel ikke opfyldt deres pligt til at undersøge og kritisere den i denne henseende. Én gruppe afviser den, fordi dens overleveringskæde ikke er sahih efter deres opfattelse. Det betyder, at disse lærde ville have accepteret fortællingen som sand, hvis overleveringskæden havde været stærk. En anden gruppe afviser den, fordi hele religionen derved ville blive gjort tvivlsom, og der ville opstå tvivl om ethvert spørgsmål i religionen, idet man kunne tænke: Hvem ved, hvor mange andre steder satanisk hvisken eller indblanding fra de onde tilbøjeligheder har fundet sted? Denne form for argumentation kan imidlertid kun tilfredsstille dem, der står fast på beslutningen om at antage troen. Men hos andre mennesker, som allerede fra begyndelsen nærede tvivl, eller som nu ønsker at undersøge sagen og beslutte, om de skal antage troen eller ej, vil den ikke skabe den tanke, at man bør forkaste de ting, som får religionen til at fremstå tvivlsom. De vil sige: Når en begivenhed er bevist gennem beretningen fra mindst én fremtrædende sahabi samt et stort antal tabi’in, tab’ al-tabi’in og forskellige pålidelige hadithoverleverere, hvorfor skal den så forkastes, blot fordi den gør jeres religion tvivlsom? Hvorfor skulle jeres religion i stedet ikke anses for tvivlsom, når denne begivenhed gør den tvivlsom?

Nu er spørgsmålet, hvad den korrekte metode til kritik eller undersøgelse kan være, hvorved det efter en prøvelse og granskning kan fastslås, at denne beretning må anses for uacceptabel, uanset hvor stærk dens overleveringskæde måtte være.

Det første er selve dens indre vidnesbyrd, som beviser, at den er falsk. Det siges i fortællingen, at denne begivenhed fandt sted, efter at den første hijra til Abessinien var afsluttet, og at en gruppe muhajirun var vendt tilbage til Mekka efter at have hørt nyheden om denne begivenhed. Lad os nu se på forskellen i tidspunkterne:

– Ifølge pålidelige beretninger fandt hijraen til Abessinien sted i Rajab i profetens femte år. En gruppe muhajirun vendte tilbage til Mekka tre måneder senere, efter at have hørt den fejlagtige nyhed om en forsoning (det vil sige sandsynligvis i Shawwal samme år). Heraf fremgår det, at denne begivenhed fandt sted i profetens femte år.

– Om et vers i sura Bani Isra’il siges det, at det blev åbenbaret som udtryk for Allahs mishag over denne handling fra profetens side, og at det blev åbenbaret efter Mi’raj. Ifølge pålidelige beretninger fandt Mi’raj sted i profetens ellevte eller tolvte år. Det betyder, at Allah Ta’ala udtrykte sit mishag fem år efter denne begivenhed.

– Derefter viser sammenhængen før og efter vers 52 i sura al-Hajj netop, at det blev åbenbaret i det første år efter hijra. Det vil sige, at det to til to og et halvt år efter, at Allah havde udtrykt sit mishag over profeten, blev erklæret, at eftersom denne indblanding var foretaget af Satan, blev den ophævet eller gjort ugyldig.

Kan noget fornuftigt menneske tro, at interpolationen fandt sted i dag, at der blev udtrykt utilfredshed seks år senere, og at ophævelsen af interpolationen blev bekendtgjort ni år senere?

Derefter siges det i denne beretning, at denne interpolation fandt sted i Sura an-Najm, og på den måde at Profeten (fvmh.) fra begyndelsen læste den oprindelige suras ord. Pludselig, efter at være nået til ******************************, blev denne sætning tilføjet enten af ham selv eller på satanisk foranledning. Derefter fortsatte han med at læse de følgende vers af Sura an-Najm. Det siges i denne forbindelse, at Mekkas vantro blev meget glade, da de hørte det, og sagde: Nu er vores uenighed med Muhammad (fvmh.) forbi. Men prøv at indsætte denne tilføjede sætning i sammenhængen i Sura an-Najms tekst.

–“Har I da tænkt over al-Lat og al-Uzza og Manat, den tredje gudinde? Disse er gudinder af høj rang. Deres forbøn kan bestemt håbes på. Skal I have sønner, mens Han får døtre? Det er dog en højst uretfærdig fordeling. I virkeligheden er dette blot nogle navne, som I og jeres fædre har givet dem; Allah har ikke åbenbaret nogen autoritet for, at de er sande. De følger kun formodninger og opdigtede forestillinger, selv om den rette vejledning allerede er kommet til dem fra deres Herre.”

Se, hvordan de to ovenfor nævnte sætninger skaber en tydelig selvmodsigelse i udsagnet. I samme åndedrag siges det, at jeres gudinder virkelig har en meget høj rang, og at man bestemt kan håbe på deres forbøn. I det næste åndedrag angribes de med ordene: I tåber! Hvordan kan I have tildelt Allah døtre? Hvilken ulovlig ordning er dette, hvor I selv får sønner, mens døtre falder i Allahs lod? Dette er blot noget, I har opdigtet, uden nogen autoritet fra Allah. Lad for en stund spørgsmålet ligge, om sådanne meningsløse ord overhovedet kan komme fra et vidende menneskes mund. Antag, at Satan havde fået magt og fået disse ord til at komme ud af hans mund. Men var hele Qurayshs forsamling, som hørte dette, da så vanvittig, at den, selv efter at have hørt de følgende sætningers tydelige gendrivelse af disse lovprisende ord, stadig troede, at deres gudinder faktisk var blevet lovprist? Helt frem til slutningen af Sura an-Najm er hele sammenhængen det stik modsatte af denne lovprisende sætning. Hvordan kan man tro, at Qurayshs folk, selv efter at have hørt det hele til ende, jublende skulle have råbt: Kom, i dag er vores uenighed med Muhammad (fvmh.) forbi?

Dette er beretningens indre vidnesbyrd, som netop taler for, at den er opdigtet og meningsløs. Dernæst er det andet, der må undersøges, om den sammenhængende rækkefølge i Koranen accepterer den anledning til åbenbaringen af de tre vers, som beretningen beskriver. Det siges i beretningen, at interpolationen fandt sted i Sura an-Najm, som blev åbenbaret i profetskabets femte år. På grund af denne interpolation blev der udtrykt utilfredshed i Sura Bani Isra’il. Derefter blev den gendrevet og forklaret i versene i Sura al-Hajj. Nu må en af to situationer nødvendigvis have været tilfældet. Enten blev versene, der udtrykte utilfredshed og gendrev den, også åbenbaret på det tidspunkt, hvor interpolationen fandt sted. Eller også blev verset, der udtrykte utilfredshed, åbenbaret sammen med Sura Bani Isra’il, og det gendrivende vers sammen med Sura al-Hajj.

Hvis den første situation var tilfældet, hvor mærkeligt er det så ikke, at disse to vers ikke blev indføjet i selve Sura an-Najm, men at verset, der udtrykte utilfredshed, ganske enkelt blev liggende i seks år og derefter blev anbragt et sted i Sura Bani Isra’il, da denne blev åbenbaret. Derefter blev versene, der gendrev interpolationen, lagt til side i to eller to et halvt år, og de blev ikke indføjet noget sted, før Sura al-Hajj blev åbenbaret. Er Koranens rækkefølge virkelig blevet til på den måde, at vers, der blev åbenbaret på samme tid, lå adskilt og spredt, og at nogle år senere blev det ene føjet sammen med én sura og det andet med en anden sura?

Men hvis den anden situation var tilfældet, nemlig at verset, der udtrykte utilfredshed, blev åbenbaret seks år efter begivenheden, og det gendrivende vers otte eller ni år senere, opstår der, ud over den irrelevans, vi allerede har nævnt, også spørgsmålet: Hvor var der plads til, at de blev åbenbaret i Sura Bani Isra’il og Sura al-Hajj?

Når vi er nået hertil, viser den korrekte metode til kritik og efterprøvning sig for os. Det vil sige, at man må undersøge, om den tafsir, der gives af et vers, stemmer overens med Koranens forudgående og efterfølgende sammenhæng. Læs den ottende rukūʿ i Sura Bani Isra’il, og kast også et blik på udsagnene før og efter den. Er der i denne sammenhæng nogen mulighed for, at Profeten irettesættes med henvisning til en begivenhed seks år tidligere? (Det må naturligvis også undersøges, om Profeten (fvmh.) irettesættes i verset *****************************, og om versets ord protesterer mod, at Profeten skulle have ladet sig involvere i den splittelse, de vantro havde skabt, eller om de bekræfter dens sandhed.) Læs på samme måde Sura al-Hajj: læs udsagnene før vers 52 og også de efterfølgende udsagn. Kan du finde nogen fornuftig grund til, at dette pludselig skulle være kommet ind i den foregående og efterfølgende sammenhæng: “O Profet! Vær ikke bekymret over den interpolation i Koranen, som du foretog ni år tidligere. Satan fik også de tidligere profeter til at gøre dette, og når profeterne gjorde det, ophævede Allah det og styrkede atter Sine vers.”

Vi har allerede sagt dette gentagne gange, og vi gentager det nu igen: Uanset hvor strålende og lysende en overlevering måtte være med hensyn til isnād, kan den ikke accepteres, hvis dens egentlige ordlyd tydeligt vidner om, at den er fejlagtig, og Koranens ord, deres sammenhæng, rækkefølge og enhver anden omstændighed nægter at godtage den. Disse argumenter vil selv hos en tvivlende og upartisk forsker skabe en fast overbevisning om, at denne fortælling er fuldstændig falsk. Hvad så med den troende? Han kan på ingen måde acceptere den, når han klart kan se, at denne overlevering er i strid med ikke blot ét, men mange vers i Koranen. For en muslim er det ganske let at acceptere, at denne overleverings ophavsmænd er blevet ført vild. Derimod kan han på ingen måde tro, at Allahs Sendebud (s) nogensinde kunne have føjet blot ét ord til Koranen efter eget ønske. Eller at en sådan tanke blot et øjeblik kunne være opstået i Profetens (s) sind, at han ville glæde de vantro ved at blande noget shirk sammen med tawhid. Eller at han kunne have næret et ønske i forhold til Allah den Almægtiges befalinger om, at Allah ikke måtte fremsætte noget, der kunne mishage de vantro. Eller at åbenbaringen skulle være kommet til ham på en ubeskyttet og tvivlsom måde, således at Satan sammen med Jibrīl (a) indføjede et eller andet ord i den, mens han fejlagtigt troede, at også dette var blevet bragt af Jibrīl (a). Hvert eneste af disse udsagn strider mod Koranens klare forklaringer. Desuden strider de mod de fastslåede trosforestillinger, som vi har om Koranen og Muhammad (s). Vi søger Guds beskyttelse mod en sådan overleveringsdyrkelse – en tilbøjelighed til blindt at godtage overleveringer – som alene på grund af isnāds sammenhæng, fortællernes troværdighed og den store mængde overleveringsveje gør en muslim rede til at acceptere så hårde udsagn om Guds Bog og Hans Sendebud.

Jeg finder det også passende at fjerne den tvivl, der opstår, når man ser så stort et antal overleverere beskæftige sig med at fortælle denne historie. Nogen kunne spørge: Hvis denne historie slet ikke har noget grundlag, hvordan kunne så en så grov løgn om Profeten (s) og Koranen blive viderebragt gennem så mange pålidelige hadith-overleverere? Svaret er, at årsagerne til dette findes i selve hadith-samlingerne. I Bukhārī, Muslim, Abū Dāwūd, Nasāʾī og Musnad Ahmad er den faktiske begivenhed blevet fortalt således:

Profeten (s) reciterede Sūrah an-Najm, og da han til sidst faldt ned i سجدة, kastede alle de tilstedeværende, både muslimer og afgudsdyrkere, sig ned i سجدة. Det var det eneste, der skete. Og det var ikke noget mærkværdigt. For det første Koranens kraftfulde udsagn og gribende fremstillingsform, og dernæst at Profeten (s) reciterede dem med åbenbaringens værdighed på sine læber. Hvis hele forsamlingen efter at have hørt det blev grebet af følelser og faldt ned i سجدة sammen med Profeten (s), var der ikke noget overraskende i det. Det var netop det, som Quraysh-folkene plejede at sige, når de kaldte denne mand en troldmand. Det vides imidlertid, at Quraysh-folkene senere blev skamfulde over denne sociale reaktion, og at en eller nogle få blandt dem forklarede deres handling med, at de med deres egne ører havde hørt Muhammad (s) nævne noget til lovprisning af deres guder, hvorfor de havde kastet sig ned i سجدة sammen med ham. [Yāqūt skriver i Muʿjam al-buldān under opslagsordet «al-ʿUzzā», at Quraysh-folkene plejede at sige, mens de gik rundt om Kaʿba:

*******************************************

Heraf kan man formode, at da nogen hørte Profeten (s) nævne al-Lāt og al-ʿUzzā, blandede han sin stemme med hans og fremsagde disse ord, hvorved de, der hørte det på afstand, fik en fejlagtig opfattelse – forfatteren.]

På den anden side nåede denne begivenhed frem til emigranterne på den måde, at der var indgået en forsoning mellem Profeten (s) og Quraysh. Det skyldtes, at tilskuerne havde set Profeten (s) og afgudsdyrkerne falde ned i سجدة sammen. Dette rygte skabte så stor ophidselse, at alle emigranterne eller de fleste af dem vendte tilbage til Mekka. I løbet af kort tid blev disse tre ting – Quraysh-folkets سجدة, årsagen til denne سجدة og emigranternes tilbagevenden – blandet sammen og forvandlet til denne fortælling, hvorefter nogle pålidelige personer begyndte at viderebringe den. Mennesker er nu engang mennesker. Selv meget fromme og intelligente personer begår undertiden fejl. Deres fejl kan være mere skadelige end almindelige menneskers fejl. De, der overskrider grænserne i deres ærbødighed, godtager blindt også disse ældstes fejlagtige udsagn sammen med deres korrekte ord. Og fjendtligt indstillede mennesker udvælger deres fejl, samler dem og fremlægger dem som bevis for, at alt det, der er nået frem til os gennem dem, må forkastes. (Tafhīm, bind 3, Hajj, note 99.)

Forholdene for de tilbagevendende emigranter

Da emigranterne hørte, at Mekkas indbyggere var blevet muslimer, vendte de i Shawwāl i profetskabets femte år tilbage fra Abessinien til Mekka. Ibn Saʿd siger, at alle emigranterne vendte tilbage til Mekka. Ibn Isḥāq siger derimod, at nogle vendte tilbage, mens andre ikke gjorde. Balādhurī nøjes ikke med at fortælle, at alle de første emigranter til Abessinien vendte tilbage; han fremlægger også en liste over dem og angiver, hvem der kom ind i Mekka under hvis beskyttelse. Da de var nået nær Mekka, mødte de en mand fra Banū Kinānah. De spurgte ham om Qurayshs situation. Han sagde, at Muhammad (s) havde omtalt deres guder rosende. Derfor var de alle gået over på Muhammads (s) side. Men da de (emigranterne) begyndte at fordømme deres guder som tidligere, behandlede de også emigranterne hårdt.

I denne situation rådførte muhajirunerne sig med hinanden og sagde: Skal vi vende tilbage til Abessinien, eller eftersom vi allerede er kommet hertil, hvorfor går vi så ikke ind i Mekka? Derefter vil vi se, hvad der kan gøres. Således gik hver af dem ind i Mekka under en eller andens beskyttelse. Den eneste undtagelse var Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), som gik ind i Mekka uden nogens beskyttelse og efter at have opholdt sig der et stykke tid rejste til Abessinien. Dette siger Ibn Sad, Baladhuri og andre om Ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Ibn al-Qayyim har imidlertid i Zad al-Ma’ad sagt, at han blev i Mekka. På den anden side har vi allerede citeret Ibn Ishaqs udsagn om, at han slet ikke foretog hijrah.

Baladhuri har udførligt beskrevet, hvem blandt de tilbagevendende muhajiruner der søgte beskyttelse hos hvem, da de gik ind i Mekka.

1. Abu Wahaina Said ibn al-As gav den ærede Uthman (må Allah være tilfreds med ham) beskyttelse.

2. Umayya ibn Khalaf gav den ærede Abu Hudhayfa ibn Utba ibn Rabia (må Allah være tilfreds med ham) beskyttelse.

3. Den ærede Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham) — hans beskytter var Zam’a ibn al-Aswad.

4. Den ærede Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham) — hans beskytter var Nadr ibn al-Harith ibn Kalada (eller Abu Aziz ibn Umayr).

5. Den ærede Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham) — hans beskytter var Aswad ibn Abd Yaghuth.

6. Den ærede Amir ibn Rabia — hans beskytter var As ibn Wail al-Sahmi.

7. Hazrat Abu Sabra ibn Abi Ruhm – beskytter: Ukhnas ibn Shurayq.

8. Hazrat Hatib ibn Amr – beskytter: Huwaytib ibn Abd al-Uzza.

9. Hazrat Suhayl ibn Bayda – beskytter: en mand fra hans egen stamme. (Ifølge en anden overlevering skjulte han sig i Mekka. Derefter rejste han til Abessinien).

Al-Baladhuri siger med al-Waqidi som kilde, og Ibn Hisham siger med Ibn Ishaq som kilde, dog med nogen uenighed, at Hazrat عثمان ibn Maz’un søgte al-Walid ibn al-Mughirahs beskyttelse. Men da han så, at de øvrige muslimer blev udsat for hård forfølgelse, mens han under al-Walids beskyttelse levede og bevægede sig i stor fred, skammede han sig og tænkte ved sig selv: »Når mine trosfæller er i vanskeligheder, mens jeg er under beskyttelse af en afgudsdyrker – så er dette en stor svaghed i mit sind.« Derfor sagde han til al-Walid: »Befri mig fra din beskyttelse.« Al-Walid sagde: »Min søn, har du set andet end godt, mens du var under min beskyttelse? Har nogen behandlet dig dårligt?« Hazrat عثمان ibn Maz’un svarede uden at fremsætte nogen klage: »Jeg søger Allahs beskyttelse. Jeg ønsker ikke at være under nogen andens beskyttelse end Hans.« Al-Walid sagde: »Så gå til Haram-området og bekendtgør, at du ikke længere er under min beskyttelse, ligesom jeg bekendtgjorde, at jeg beskyttede dig.« Hazrat عثمان ibn Maz’un gjorde sig beredvilligt klar. Han og al-Walid gik sammen til Haram-området. Al-Walid sagde: »Denne عثمان er kommet for at give afkald på min beskyttelse.« Hazrat عثمان ibn Maz’un sagde: »Det er rigtigt. Jeg har fundet al-Walids beskyttelse som beskyttelsen fra en ædel og troværdig mand. Men nu ønsker jeg ikke at være under nogen andens beskyttelse end Allahs. Derfor har jeg givet afkald på hans beskyttelse.« På den tid var den berømte arabiske digter Labid ibn Rabi’a kommet til Mekka. Da han fremsagde sine digte, fremsagde han også dette vers:

*******************************************

»Vogt jer! Alt andet end Allah er falsk.«

Hazrat عثمان ibn Maz’un råbte: »Du har talt sandt.«

Derefter, da han fremsagde det andet vers –

***************************************

»Og enhver velsignelse er visselig forgængelig.«

Hazrat Uthman (ra) siger: »Dette er falsk tale. Paradisets velsignelser vil ikke forgå.«

Labid blev vred over dette og sagde henvendt til Quraysh: »Det har aldrig været vanærende at sidde sammen med jer, og uhøflighed og respektløshed har aldrig været jer værdigt.« Da rejste en mand fra Banu Mughira sig og slog Hazrat Uthman hårdt i ansigtet, så hans øje blev blåt. Al-Walid hånede ham og sagde: »Min dreng, hvad har du fået ud af dette?« Uthman svarede: »Mit andet øje længes også efter det slag, som dets ledsager fik.« Al-Walid sagde: »Du var under beskyttelse af en, som værnede om dig.« Hazrat Uthman (ra) sagde: »Ved Gud! Fra nu af vil jeg ikke søge beskyttelse hos nogen anden end Allah.« Mens denne samtale fandt sted, slog Abdullah ibn Abi Umayya ibn Mughira den mand, der havde slået Hazrat Uthman, i næsen, så den blev alvorligt såret.

Ibn Hisham siger med henvisning til Ibn Ishaq, at Hazrat Abu Salama søgte beskyttelse hos sin morbror Abu Talib. Han var nemlig søn af Abu Talibs søster Barra, datter af Abd al-Muttalib. Banu Makhzum sagde til Abu Talib: »Du har taget din egen nevø under din beskyttelse, men hvilken forbindelse har du til vores mand, siden du også beskytter ham?« Han svarede: »Muhammad (s) er min nevø, og Abu Salama er min søstersøn. Hvis jeg kan beskytte min nevø, hvorfor skulle jeg så ikke kunne beskytte min søstersøn?« Da Banu Makhzum ville begynde at skændes, rejste Abu Lahab sig og sagde: »O Qurayshs folk! I har gjort meget mod vores ældste og fortsætter med at lægge pres på ham, så han skal udstøde enhver fra sin beskyttelse, som han tager under sin beskyttelse blandt sit eget folk. Ved Gud! Enten holder I op med at genere ham, eller også vil jeg stille mig på hans side.«

Da Banu Makhzum hørte Abu Lahabs ord, blev de forskrækkede og sagde: »O Abu Utba, vi ønsker ikke at gøre dig vred.«

Al-Tabari siger, at blandt de hjemvendte blev Hazrat Uthman (ra) ibn Affan og hans hustru Hazrat Ruqayya (ra), Profetens (s) datter, samt Hazrat Abu Hudhayfa (ra) og hans hustru Sahla, datter af Suhayl ibn Amr, tilbage i Mekka og opholdt sig dér, indtil de emigrerede til Medina. Men der er tvivl om denne beretning. For Ibn Ishaq nævner ham blandt dem, der foretog den anden emigration til Abessinien, og medtager hans navn blandt den gruppe på treogtredive mænd og otte kvinder, som kom fra Abessinien til Mekka før Hans Højhedens (s) emigration til Medina. To af dem døde, syv blev taget til fange, og fireogtyve deltog i slaget ved Badr.

Den anden emigration til Abessinien

Da forfølgelsen og undertrykkelsen af muslimerne i Mekka nåede sit højdepunkt, og Profeten (s) så, at Abessinien havde vist sig at være et sikkert tilflugtssted for muslimerne, beordrede han endnu en gang de undertrykte til at rejse til Abessinien. Derfor fandt den anden hijra sted i profetskabets sjette år (615 e.Kr.). Selv om Quraysh gjorde alt, hvad de kunne, for at forhindre hijraen og på forskellige måder chikanerede og plagede dem, der udvandrede, nåede denne gang over firs mænd og atten eller nitten kvinder sikkert frem til Abessinien. Ibn Sa’d angiver antallet af mænd til 83 og nævner 11 kvinder fra Quraysh og 7 kvinder, der ikke var fra Quraysh. Blandt de 83 mænd nævnes også ‘Ammar ibn Yasir (ra). Ibn Ishaq nærede imidlertid tvivl om, hvorvidt han deltog. Historikerne Waqidi, Ibn ‘Uqba og andre har med fast overbevisning sagt, at han ikke var blandt dem. Ibn ‘Abd al-Barr hævder derimod bestemt, at han var iblandt dem. Blandt disse muhajirun nævnes også Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (ra). Sandheden er imidlertid, at han ikke udvandrede fra Mekka. Han kom først til Mekka, blev muslim, vendte tilbage til Yemen og fortsatte dér med at udbrede islam. Derefter rejste han fra Yemen med skib sammen med nogle få af sit folk (deres antal angives til 52 eller 53 personer). Vinden førte imidlertid deres skib til Abessiniens kyst. På denne måde sluttede de sig til muhajirun. Abu Musas (ra) egen beretning i Bukhari og Muslim lyder netop sådan. Han siger: Da vi hørte om Allahs Sendebuds (s) meddelelse om sit profetskab, og mens vi befandt os i Yemen, rejste vi med skib. Men vores skib førte os til Abessinien. Der mødte vi Hazrat Ja’far ibn Abi Talib. Senere nåede vi sammen med ham Khaybar på tidspunktet for erobringen af Khaybar. Ibn Sa’d citerer en tilsvarende udtalelse fra Hazrat Abu Musa: Vi drog ud fra Yemen sammen med mere end halvtreds personer fra vores folk, og vores skib førte os til Negus’ område (Abessiniens konge). Hazrat Ja’far ibn Abi Talib (ra) opholdt sig allerede dér fra begyndelsen.

Liste over muhajirun

Ud fra denne liste over muhajirun kan man danne sig et indtryk af denne hijras betydning. Listen er gengivet af Ibn Hisham med henvisning til Ibn Ishaq.

Fra Banu Hashim

1. Hazrat Ja’far ibn Abi Talib (ra).

2. Hans hustru Asma bint ‘Umais al-Khath’amiyya.

Fra Banu Umayya

3. Hazrat ‘Uthman ibn ‘Affan (ra).

4. Hans hustru, Hazrat Ruqayya (ra), datter af Rasulullah (s).

5. Amr bin Sa’id bin al-‘As (ra).

6. Hans hustru, Fatima bint Safwan.

7. Hans bror, Khalid bin Sa’id bin al-‘As (ra).

8. Hans hustru, Umayna Khalaf.

Fra den stamme, der var bundet af en traktat med Banu Umayya

9. Hazrat Abdullah bin Jahsh (ra). (Fra Banu Ghanm bin Dudan og bror til De Troendes Moder, Hazrat Zaynab (ra))

10. Hans bror, Ubaydullah bin Jahsh (ra).

11. Hans hustru Umm Habiba.

12. Qays ibn Abdallah.

13. Hans hustru Baraka bint Yasar.

14. Mu’ayqib ibn Abi Fatima.

Fra Banu Abd Shams ibn Abd Manaf

15. Abu Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham), ibn Utba ibn Rabi’a.

16. Utba ibn Ghazwan (må Allah være tilfreds med ham).

17. al-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), ibn al-Awwam ibn Khuwaylid.

18. Aswada (må Gud være tilfreds med hende), datter af Nawfal ibn Khuwaylid,

(Zubayr og Aswad var Hazrat Khadijas (må Gud være tilfreds med hende) nevøer).

19. Yazid (må Gud være tilfreds med ham), søn af Umayya ibn Harith ibn Asad.

Fra Banū ʿAbd ibn Quṣayy

21. Tulaib (må Gud være tilfreds med ham), søn af Umayr ibn Wahb (han var Profetens (fred og velsignelser være med ham) fætter gennem fasteren).

Fra Banū ʿAbd al-Dār ibn Quṣayy

22. Musʿab (må Gud være tilfreds med ham), søn af Umayr ibn Hashim.

23. Suwaybita (må Gud være tilfreds med ham), søn af Saʿd.

24. Jahm (ra.) ibn Qays.

25. Hans hustru, Umm Harmala (ra.), datter af Abd al-Aswad.

26. Hans søn, Amr (ra.), ibn Jahm.

27. Hans anden søn, Khuzayma (ra.), ibn Jahm.

28. Abu’r-Rum (ra.) ibn Umayr ibn Hashim.

29. Kiram (ra.) ibn Nadar ibn Harith ibn Qalada.

30. Abd al-Rahman ibn Awf (ra.).

31. Amir ibn Abi Waqqas (ra.).

(bror til Sa’d ibn Abi Waqqas)

32. Muttalib ibn Azhar (ra).

33. Hans hustru Ramla bint Awf.

Forbundet ved en traktat med Banu Zuhra

34. Abdullah ibn Mas’ud (ra).

35. Hans bror Utba Mas’ud (ra).

36. Miqdad ibn Amr (ra).

Fra Banu Taym

37. Harith bin Khalah (må Allah være tilfreds med ham).

38. Hans hustru Rayta (må Allah være tilfreds med hende), datter af al-Harith bin Hubala.

39. Amr bin Uthman (må Allah være tilfreds med ham).

Fra Banu Makhzum

40. Abu Salama bin Abd al-Asad (må Allah være tilfreds med ham).

41. Hans hustru Uthman (må Allah være tilfreds med hende).

42. Shammās bin Uthman (må Allah være tilfreds med ham).

43. Habbar bin Sufyan (må Allah være tilfreds med ham).

44. Hans bror, Abdullah ibn Sufyan (må Allah være tilfreds med ham).

45. Hisham ibn Abi Hudhayfa ibn al-Mughira (må Allah være tilfreds med ham).

46. Salama ibn Hisham ibn al-Mughira (må Allah være tilfreds med ham).

47. Ayyash ibn Abi Rabia (må Allah være tilfreds med ham).

Bundet af en pagt med Banu Makhzum.

48. Mu’attib ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham).

Fra Banu Jumah

49. Uthman ibn Maz’un (må Allah være tilfreds med ham).

50. Hans søn Saib bin Osman (ra.).

51. Qudama bin Mazun (Osman’s bror) (ra.).

52. Hans anden bror Abdullah bin Mazun (ra.).

53. Hatib bin al-Harith (ra.).

54. Hans hustru Fatima bint Mujallal al-Amiriya.

55. Hans søn Muhammad bin Hatib (ra.).

56. Hans anden søn Harith bin Hatib (ra.).

57. Hans bror Khattab bin Harith (ra.).

58. Hans hustru Fukayha bint Yasar.

59. Sufyan bin Ma’mar (ra).

60. Hans søn Jaber bin Sufyan (ra).

61. Hans anden søn Junada bin Sufyan (ra).

62. Hans hustru Hasana (ra) – mor til Jaber og Junada.

63. Shur Jabil Hasana (ra), Hasanas søn med hendes anden ægtemand.

64. Osman bin Rabia bin Uhban (ra).

Fra Banu Sahm

65. Khunays ibn Hudhafa (må Allah være tilfreds med ham), (Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) svigersøn).

66. Abdullah ibn al-Harith (må Allah være tilfreds med ham).

67. Hisham ibn al-As ibn Wa’il (må Allah være tilfreds med ham).

68. Qays ibn Hudhafa (må Allah være tilfreds med ham).

69. Abu Qays ibn al-Harith (må Allah være tilfreds med ham).

70. Abdullah ibn Hudhafa (må Allah være tilfreds med ham).

71. al-Harith ibn al-Harith ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham).

72. Muammar ibn al-Harith ibn Qays (må Allah være tilfreds med ham).

73. Bishan bin Harith bin Qays (ra).

74. Hans halvbror Sa’id bin Amr (ra).

75. Sa’id bin Harith bin Qays (ra).

76. Sa’ib bin Harith bin Qays (ra).

77. Umayr bin Riyab (ra).

Allieret ved en pagt med Banu Sahm

78. Mahmiya bin al-Jazya (ra).

79. Mu’ammar bin Abdullah bin Nadla (ra).

80. Urwa (ra.) ibn Abd al-Uzza.

81. Adi ibn Nadla (ra.).

82. Hans søn Nu’man ibn Adi (ra.).

83. Amir ibn Rabi’a al-Anzi (ra.).

84. Hans hustru Layla bint Abi Hasma (ra.).

Fra Banu Amir ibn Lu’ayy

85. Abu Sabra ibn Abi Ruhm (ra.).

86. Hans hustru Umm Kulthum bint Suhail ibn Amr.

87. Abdullah ibn Makhrama (ra).

88. Abdullah ibn Suhail ibn Amr (ra).

89. Sulayt ibn Amr (ra).

90. Hans bror Sakhram ibn Amr (ra).

91. Hans hustru Sawda bint Zam’a (ra).

(Senere blev hun beæret med at blive en af De Troendes Mødre).

92. Malik ibn Zam’a (ra) (den ærede Sawdas bror).

93. Hans hustru Amra bint as-Sa’di (ra).

94. Hātib ibn ʿAmr (ra.)

Bundet af en pagt med Banū ʿAmr

95. Saʿd ibn Khawla (ra.)

Fra Banū al-Hārith ibn Fihr

96. Abū ʿUbayda ibn al-Jarrāḥ (ra.)

97. Suhayl ibn Bayḍāʾ (ra.)

98. ʿAmr ibn Abī Sarḥ (ra.)

99. Iyāḍ ibn Zuhayr (ra.)

100. Amr ibn al-Harith ibn Zuhayr (må Allah være tilfreds med ham).

101. Uthman ibn Abid Ghanam ibn Zuhayr (må Allah være tilfreds med ham).

102. Saʿd ibn Abd Qays (må Allah være tilfreds med ham).

103. Harith ibn Abd Qays (må Allah være tilfreds med ham). (Tilføjet af forfatteren.)

Reaktionen i Mekka på denne udvandring

Som følge af denne udvandring begyndte der i hvert eneste hjem i Mekka at lyde klage og fortvivlede råb. For der var ikke en eneste familie blandt Quraysh, stor eller lille, som ikke havde et elsket barn blandt disse udvandrere. Nogle havde mistet en søn, andre en svigersøn. Nogle havde mistet en datter, andre en bror eller søster. Abu Jahl havde sin bror Salama ibn Hisham (må Allah være tilfreds med ham), sin fætter Hisham ibn Abi Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) og Ayyash ibn Abi Rabiʿa (må Allah være tilfreds med ham); hans kusine, den ærede Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende); Abu Sufyans datter Umm Habiba (må Allah være tilfreds med hende); Abu Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham), søn af Utba ibn Rabiʿa og Hind, hende der spiste leveren, sin egen bror; samt Suhayl ibn Amrs sønner, døtre og svigersønner. På samme måde forlod andre Quraysh-ledere og fremtrædende fjender af islam deres hjem og familier for troens skyld. Derfor var der ikke et eneste hjem, som ikke blev ramt af smerte på grund af denne begivenhed. Nogle mennesker blev endnu mere fjendtlige over for islam end før. Hos andre gjorde begivenheden et sådant indtryk, at de blev muslimer. (Tafhim, bind 3, indledningen til sura Maryam.)

Den ærede Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) ønske om at udvandre

Derefter fik Quraysh endnu et slag, da en så anset mand som den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) med Allahs Sendebuds (fred være med ham) tilladelse forlod Mekka for at slutte sig til de øvrige muhajirun. I Bukhari fortælles det ifølge den ærede Aishas (må Allah være tilfreds med hende) beretning, at da han nåede et sted kaldet Bark al-Ghimad [der er forskel på udtalen. Den udtale, vi har skrevet, er hentet fra Fath al-Bari. I Muʿjam al-Buldan er ’Birk al-Ghimad’ skrevet med en anden udtale. En anden udtale er skrevet som ’Birk al-Ghumad’ – forfatteren.] (fem dagsrejser fra Mekka i retning mod Yemen), mødte han Ibn al-Dughunna, høvdingen for Qarah-stammen. Ibn Ishaq beretter med az-Zuhri, dernæst Urwa, dernæst den ærede Aisha (må Allah være tilfreds med hende) som overleveringskæde, at Abu Bakr mødte Ibn al-Dughunna, efter at han havde tilbagelagt en eller to dagsrejser fra Mekka. Han var dengang leder af al-Ahabish. Han sagde: »Abu Bakr! Hvor er du på vej hen?« Han svarede: »Mit folk har fordrevet mig. De har påført mig stor lidelse og gjort livet uudholdeligt for mig.« Han sagde: »Hvordan kan det være? En mand som Abu Bakr kan ikke forlade landet, og ingen kan fordrive ham. Ved Gud, du er jo samfundets pryd. Du tjener penge til den, der ikke kan tjene dem selv, du behandler dine slægtninge godt, du bærer byrden for de svage, du viser gæstfrihed og hjælper med gode gerninger. Vend tilbage; jeg vil tage dig under min beskyttelse. Tilbed din egen Herre i din egen by.« Derefter kom han sammen med den ærede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) til Mekka og gik til Qurayshs fornemme ledere. Han sagde: »En mand som Abu Bakr kan ikke forlade byen, og han kan heller ikke fordrives. Kan I fordrive en mand, der besidder sådanne og sådanne egenskaber?« I Ibn Ishaqs beretning står der, at han kundgjorde i Mekka: »Jeg har taget sønnen af Abu Quhafa under min beskyttelse. Ingen må nu behandle ham på anden måde end godt.« Quraysh afviste ikke hans beskyttelse, men opstillede den betingelse, at Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) måtte tilbede sin egen Herre i sit eget hjem, som han ville, og recitere, hvad han ønskede. Men han måtte ikke genere os ved at recitere højt eller begynde at recitere uden for huset. For vi frygter, at vores kvinder og børn derved vil blive udsat for fristelse. Derefter byggede Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en moské inden for sit hjems område og begyndte dér at bede og recitere Koranen. Hans recitation rummede en sådan stærk følelse og varme samt en sådan tiltrækningskraft, at de polyteistiske kvinder, drenge og unge uden forskel stimlede voldsomt sammen for at lytte til Koranen. Mens Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) reciterede Koranen, begyndte han at græde, og tilhørerne blev også dybt grebet. Dette gjorde de polyteistiske ledere urolige. De sendte bud efter Ibn al-Dughunna og sagde: »Vi tog ham under vores beskyttelse for din skyld, så han kunne tilbede sin egen Herre i sit hus. Men han har bygget en moské inden for sit hjems område og er begyndt at bede og recitere Koranen offentligt. Vi frygter, at vores kvinder og børn derved vil blive vildledt. Hindr ham i dette. Enten skal han i stilhed tilbede sin egen Herre i sit eget hjem, eller også skal du give ham tilbage. Vi ønsker ikke at krænke din beskyttelse.«

Derefter gik Ibn ad-Dughunna hen til Hazrat Abu Bakr (ra) og sagde dette til ham. Han sagde: »Jeg ønsker ikke, at det skal spredes i Arabien, at jeg havde givet en mand beskyttelse, og at denne beskyttelse er blevet krænket.« Hazrat Abu Bakr (ra) svarede: »Godt, så giver jeg dig din beskyttelse tilbage, og jeg er tilfreds med Allahs beskyttelse.« Ibn ad-Dughunna rejste sig, gik hen til Qurayshs folk og sagde: »Abu Bakr (ra) har givet mig min beskyttelse tilbage. Nu må I og jeres egne folk tage jer af sagen.« (Tilføjelse.)

De polyteistiske udsendinge hos Najashi for at få muhajirerne sendt tilbage

Efter hijraen samledes Qurayshs ledere og besluttede, at Abdullah bin Abi Rabia [mange har skrevet Abdullah bin Rabia. Men Ibn Hisham har skrevet bin Abi Rabia. Han var Hazrat Ayyash bin Abi Rabias (ra) egen bror – forfatteren.] (Abu Halers halvbror) og Amr bin al-As skulle sendes til Abessinien med mange kostbare gaver, og at de på den ene eller anden måde skulle overtale Najashi (Abessiniens konge) til at sende muhajirerne tilbage til Mekka.

Beretningen fra Hazrat Umm Salama (ra)

Umm al-Mu’minin Hazrat Umm Salama (ra), som var blandt muhajirerne, gav en detaljeret beretning om denne hændelse, som Ibn Ishaq og imam Ahmad har citeret. Hun siger, at disse to erfarne politiske udsendinge nåede frem til Abessinien i deres søgen efter os og gav Najashis hoffolk mange kostbare gaver. De gik med til, at de alle sammen ville lægge et voldsomt pres på Najashi for at få muhajirerne sendt tilbage til deres hjemland. Derefter mødte de Najashi, overrakte ham kostbare gaver og sagde: »Nogle tåbelige unge mænd fra vores by er flygtet og kommet til dig, og vores folks fornemme ledere har sendt os til dig for at bede dig sende dem tilbage. Disse unge mænd har også forladt vores religion. De har heller ikke antaget din religion. De har tværtimod opfundet en mærkelig religion.«

Så snart han havde afsluttet sine ord, råbte hoffolkene fra alle sider: »Sådanne mennesker bør bestemt sendes tilbage. Deres eget folk ved bedst, hvilke fejl og mangler de har begået. Det er ikke rigtigt at beholde dem.«

Najashi blev vred og sagde: »Jeg kan ikke på denne måde udlevere dem til disse mennesker. Jeg kan ikke begå et tillidsbrud over for dem, der har forladt et andet land, vist tillid til mit land og søgt tilflugt her. Først vil jeg tilkalde dem og spørge dem, hvor meget sandhed der er i det, disse mennesker siger om dem.« Derfor sendte Najashi bud efter Allahs Sendebuds (ra) ledsagere og kaldte dem til sit hof.

Efter at have hørt Najashis budskab rådførte alle muhajirerne sig med hinanden om, hvad de skulle sige foran kongen. Til sidst besluttede de enstemmigt, at de ville sige nøjagtig det, som Profeten (s) havde lært dem – uanset om Najashi lod dem blive her eller sendte dem bort.

Så snart de var nået frem til hoffet, spurgte Najashi:

Hvad har I gjort, siden I både har forladt jeres egen religion og ikke har antaget min religion? I har heller ikke antaget nogen anden religion i verden. Hvad er da denne nye religion, I har?

På muhajirunernes vegne holdt Ja’far ibn Abi Talib som svar en tale, hvori han beskrev arabernes religiøse, sociale og moralske onder i jahiliyyaens tid. Derefter nævnte han Profetens (s) komme og forklarede, hvad han lærte. Så omtalte han den undertrykkelse og forfølgelse, som blev rettet mod Profetens tilhængere. Han afsluttede sin tale med disse ord: I stedet for at rejse til et andet land er vi kommet til Deres land, fordi vi her ikke vil blive udsat for nogen undertrykkelse. [Nedenfor følger den ordrette tale af Hazrat Ja’far (ra), som Ibn Ishaq har gengivet efter Hazrat Umm Salmas (ra) beretning:]

Ærede konge. Vi var et folk, der var sunket ned i jahiliyya. Vi tilbad afguder og spiste døde dyr. Vi var vant til uanstændige handlinger, brød slægtskabsbåndene og handlede dårligt over for vores naboer og med hensyn til at holde vores løfter. Den stærke dræbte den svage. Vi befandt os i denne tilstand, da Allah den Ophøjede sendte en sendebud iblandt os, fra vores eget folk. Vi kendte hans slægt, hans pålidelighed, hans ærlighed og hans rene karakter. Han kaldte os til Allah, så vi kunne tro på tawhid og alene tilbede Ham, og så vi kunne opgive de stenidoler, som vi og vores forfædre havde tilbedt. Han befalede os at tale sandt, være pålidelige, behandle vores slægtninge godt, hjælpe og vise medfølelse med vores naboer, holde vores løfter og afholde os fra forbudte handlinger og drab. Han forbød os alle former for uanstændighed, løgn, at fortære forældreløses ejendom og falske anklager mod kyske og dydige kvinder. Han pålagde os alene at tilbede Allah og ikke sætte nogen ved Hans side. Han vejledte os også til at udføre bønnen, faste og betale zakat. (Umm Salama (ra) siger: På denne måde fortalte Hazrat Ja’far (ra) også kongen om islams øvrige påbud og regler.) Derfor anerkendte vi hans sandhed og troede på ham. Vi følger alt, hvad han har bragt fra Allah. Vi tilbeder alene Allah og sætter ingen ved Hans side. Det, han erklærer for haram for os, erklærer vi for haram, og det, han erklærer for halal for os, erklærer vi for halal. Da kastede vores folk sig over os. De straffede os og undertrykte os på grund af vores religion, som om vi tilbad afguder i stedet for at tilbede Allah. Og vi gjorde de usle ting halal, som vi tidligere havde gjort halal. Da de til sidst gjorde vores liv uudholdeligt gennem deres overgreb og forfølgelse og hindrede os i at følge vores religion, drog vi af sted mod Deres land. Vi foretrak Deres land frem for andre lande og søgte tilflugt her i håbet om, at vi ikke ville blive udsat for nogen undertrykkelse. – Forfatteren

Læs for mig det åbenbarede ord, som I siger blev sendt ned fra Gud til jeres profet.

Som svar reciterede Hazrat Ja’far (ra) den indledende del af sura Maryam, som omhandlede Hazrat Yahya (as) og Hazrat Isa (as). Najashi lyttede til den og begyndte at græde, så hans skæg blev vådt af tårer. Også hans præst brød ud i gråd, og hans følge græd ligeledes. Da Hazrat Ja’far (ra) havde afsluttet recitationen, sagde Najashi: Ved Allah, denne åbenbaring og det, Isa (as) bragte, udspringer begge af samme kilde. Ved Gud, jeg vil ikke udlevere jer til dem. Til Qurayshs udsendinge sagde han: Vend tilbage. Jeg vil aldrig udlevere disse mennesker til jer – det kommer aldrig til at ske.

Hazrat Umm Salama (ra) fortæller: Abdullah ibn Abi Rabi’a havde en vis medfølelse med os og ønskede, at vi skulle blive reddet. Men Amr ibn al-As sagde: Ved Gud, i morgen vil jeg sige noget, der vil udrydde dem. Jeg vil sige til Najashi, at de kun anser Isa ibn Maryam (as) for en almindelig tjener. Abdullah sagde: Gør ikke det. Selv om de er vores modstandere, er de dog vores slægtninge. Vi har også visse forpligtelser over for dem. Amr ibn al-As lyttede ikke til ham, men sagde næste dag til Najashi: Tilkald dem og spørg dem også, hvad deres tro er med hensyn til Isa ibn Maryam. De siger meget alvorlige ting om ham. Najashi sendte igen bud efter muhajirunerne. De var blevet bekendt med Amr ibn al-As’ sammensværgelse. De samledes og rådførte sig om, hvad de skulle svare, hvis Najashi stillede dem et spørgsmål om Isa (as). Situationen var meget vanskelig, og alle blev yderst bekymrede. Men Profetens ledsagere besluttede: Lad det, der skal ske, ske. Vi vil sige det, som Allah har sagt, og som Hans Sendebud har lært os. Da de til sidst gik ind til kongens hof, stillede Najashi Amr ibn al-As’ spørgsmål for dem. Ja’far ibn Abi Talib rejste sig og sagde uden tøven:

****************************************

-Han er Allahs tjener, Hans sendebud, en ånd fra Ham og et ord, som Allah indgav den jomfruelige Maryam.

Efter at have hørt dette tog Najashi et græsstrå op fra jorden og sagde: »Ved Gud! Isa (a) var ikke mere end det, du har sagt om ham.« Da hvæsede præsterne som slanger. Men Najashi sagde: »Ved Gud, sådan er det, uanset hvor meget I hvæser.« Derefter sagde han til os: »Gå, og vær i sikkerhed i mit land. Hvis nogen taler ondt om jer, vil han blive straffet. Hvis nogen gav mig et bjerg af guld, ville jeg ikke bryde mig om at volde jer vanskeligheder til gengæld.« Så beordrede han: »Giv disse to udsendinge deres gaver tilbage; jeg har ikke brug for dem. Da Allah gav mig mit rige tilbage, tog Han ikke bestikkelse fra mig, så jeg skulle tage bestikkelse i Allahs sag.« (Tafhim, bind 3, indledningen til sura Maryam.)

Beretningen fra Abdullah ibn Masud

En anden øjenvidne til denne begivenhed var Abdullah ibn Masud (ra). Han var til stede ved dette møde. Hans beretning er gengivet således i Musnad Ahmad og al-Tabarani:

Da Najashi tilkaldte muhajirun til sit hof og hørte om Profetens (s) lære fra Ja’far ibn Abi Talib (ra), sagde han: »Ved Gud! De siger ikke mere om Isa (a), end det vi siger om ham. Velkommen til jer og til Ham, fra hvem I er kommet. Jeg bevidner, at han er Allahs sendebud, og at han er den person, hvis omtale vi finder i Injil. Han er det sendebud, som Isa ibn Maryam (a) har givet det glædelige budskab om.« (Tafhim, bind 5, sura Saf, note 8)

I Abdullah ibn Masuds (ra) beretning nævnes det også, at Qurayshs to udsendinge ankom til Najashis hof, først kastede sig ned for ham og satte sig på hans højre og venstre side. De sagde: »Nogle mennesker fra vores slægtninge er kommet til dig, og de har skilt sig fra os og vores religion. Derfor vil vi tale på alles vegne.« Alle fulgte efter ham. Da de trådte ind i hoffet, hilste Ja’far (ra). Rådsmedlemmerne sagde: »Hvorfor kastede du dig ikke ned?«

Ja’far (ra) sagde: »Vi kaster os ikke ned for nogen ud over Allah.« Derefter nævnte han Profeten (s) og hans lære, og så redegjorde han for muslimernes trosopfattelse om Isa ibn Maryam. I denne beretning gengives også Najashis udtalelse om, at han efter at have anerkendt Profetens (s) sandhed sagde: »Ved Gud! Hvis jeg ikke var bundet af ansvaret for kongedømmet, ville jeg tage hen for at tjene ham, bære hans sko og udføre hans afvaskning for ham.«

Beretningen fra Abu Musa al-Ashari

Hafiz Abu Nuʿaym og Bayhaqī har overleveret en næsten identisk beretning fra Hadhrat Abū Mūsā al-Ashʿarī. Heri tilføjes det, at Qurayshs udsending, før muhājirūn nåede frem til kongens hof, forsøgte at ophidse Najāshī ved at sige: »Se, de vil ikke bøje sig for dig.« Da vi nåede frem til hoffet, sagde hoffolkene: »Bøj jer for kongen.« Jaʿfar (ra) sagde: »Vi bøjer os ikke for nogen andre end Allah.« Da vi gik frem og nåede frem foran Najāshī, sagde han: »Hvad har afholdt jer fra at bøje jer for mig?« Han gav det samme svar: »Vi bøjer os ikke for nogen andre end Allah.« Det efterfølgende forløb var det samme, som Ibn Masʿūd (ra) har fortalt. Til sidst sagde Najāshī til os: »Bliv i mit land, så længe I ønsker.« Han beordrede også, at der skulle sørges for vores mad og klæder.

Hadhrat Jaʿfars (ra) egen beretning

Hafiz Ibn ʿAsākir og al-Tabarānī har overleveret Hadhrat Jaʿfars (ra) beretning gennem hans søn, ʿAbdullāh ibn Jaʿfar. Denne beretning tilføjer, at da vi som svar på Quraysh-udsendingenes anklager redegjorde for forskellen mellem vores og deres religiøse overbevisning, spurgte Najāshī Quraysh-udsendingene: »Er disse jeres slaver?« De svarede: »Nej.« Han sagde: »Har de nogen gæld til jer?« De svarede nej. Han sagde: »Så lad dem være.« Derefter sagde Hadhrat Jaʿfar (ra) også det samme, som de andre havde sagt: at ʿAmr ibn al-ʿĀs foran Najāshī fremlagde vores trosopfattelse om Hadhrat ʿĪsā ibn Maryam (a.s.). Najāshī anerkendte dens sandhed og spurgte os: »Er der nogen her, som gør jer fortræd?« Vi svarede: »Ja.« Så erklærede han, at enhver, der gjorde os fortræd, skulle idømmes en bøde på fire dirham. Derefter spurgte Najāshī os: »Er det tilstrækkeligt?« Vi svarede: »Nej.« Så fordoblede han bøden. (Tilføjelse.)

Muhājirūns sanddru rolle

Således beviste Muhājirūnene i Abessinien ikke blot, at de for den sandheds skyld, som de havde bragt tro på, var rede til at forlade hjem, familie, handel, ejendom og fædreland og udholde eksil. De beviste også, at de selv under eksilet og i deres hjælpeløse situation ikke var rede til at udvise den mindste svaghed, når det gjaldt sandheden. Deres trosstyrke var så forbløffende, at de selv i det følsomme miljø ved et kongeligt hof klart fremlagde deres trosopfattelse om Hadhrat ʿĪsā (a.s.), selv om hele Najāshīs råd, efter at have modtaget bestikkelse, var rede til at udlevere dem til fjenden. På det tidspunkt var der fare for, at Najāshī, efter at have hørt Islams uforbeholdne udsagn om kristendommens grundlæggende trosopfattelser, også kunne blive vred og udlevere de undertrykte muslimer til Qurayshs slagtere. På trods af dette tøvede de ikke det mindste med at fremlægge sandheden. Dette viser verden, hvilken slags stærke og hengivne mennesker den islamiske daʿwah bringes videre gennem. (14)

Kristne udsendinges ankomst fra Abessinien

Et indtryk af, hvilken indflydelse muhājirūnenes karakter og deres daʿwah havde fået over abessinierne, kan man få af den begivenhed, at en delegation på omkring tyve personer derfra ankom til Mekka og mødtes med Profeten (ﷺ).

Denne begivenhed er blevet overleveret af Ibn Hishām, Bayhaqī og andre med Muhammad ibn Isḥāq som kilde på følgende måde: Efter hijraen til Abessinien, da Profetens (ﷺ) ankomst og udbredelsen af hans daʿwah begyndte i Abessinien, kom en delegation på omkring tyve personer derfra til Den Hellige Moské og mødtes med Profeten (ﷺ) (i en beretning står der, at de mødtes med ham og stillede ham nogle spørgsmål). Mange af Quraysh stod også omkring stedet for at overvære begivenheden. Da delegationen stillede nogle spørgsmål, besvarede Profeten (ﷺ) dem. Derefter inviterede han dem til Islam og reciterede koranvers for dem. Da de lyttede til Koranen, løb tårerne fra deres øjne. De anerkendte, at dette var Allahs ord, og de troede på Profeten (ﷺ). Efter mødet mødte Abū Jahl og nogle af hans ledsagere dem på vejen og hånede dem således: »Må jeres liv gå til spilde! Jeres trosfæller sendte jer, for at I skulle undersøge denne mands forhold og bringe dem en nøjagtig beretning. Men knap nok havde I sat jer hos ham, før I forlod jeres egen religion og troede på ham. Vi har aldrig set mennesker, der er mere tåbelige end jer.« De svarede: »Brødre, fred være med jer. Vi kan ikke føre uvidende skænderier med jer. Lad os følge vores vej, og fortsæt I ad jeres vej. Vi kan ikke bevidst berøve os selv det gode.« Denne begivenhed er omtalt i Sūrat al-Qaṣaṣ:

***********************************************************

-De, som Vi tidligere har givet Skriften, tror på denne Koran, og når den bliver reciteret for dem, siger de: »Vi tror på den. Dette er i sandhed sandheden fra vor Herre. Allerede før dette var vi hengivne til denne islamiske religion.« (Al-Qasas: 52-53)

****************************************************

-Når de hører tom snak, vender de sig bort fra den og siger: »Vore gerninger er vores ansvar, og jeres gerninger er jeres ansvar. Fred være med jer. Vi ønsker ikke at følge de uvidendes vej.« (Al-Qasas: 55) (Tafhim, bind 3 – Al-Qasas, note 72.)

Den første liste over muhajirun, der vendte tilbage fra Abessinien

Det skal bemærkes, at en gruppe af muhajirun blev tilbage i Abessinien sammen med Hazrat Ja’far (ra.) og vendte tilbage på tidspunktet for slaget ved Khaybar. Ifølge Ibn Ishaqs beretning vendte de følgende muhajirun tilbage på forskellige tidspunkter, før Profeten foretog hijra til Medina.

1. Hazrat Uthman (ra.) og hans hustru, Hazrat Ruqayya, Profetens datter (saw).

2. Hazrat Abu Hudhayfa ibn Utba ibn Rabia (ra.) og hans hustru, Sahla bint Suhayl ibn Amr.

3. Hazrat Abdullah ibn Jahsh (må Allah være tilfreds med ham)

4. Hazrat Utba ibn Ghazwan (må Allah være tilfreds med ham)

5. Hazrat Zubayr ibn al-Awwam (må Allah være tilfreds med ham)

6. Hazrat Mus’ab ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham)

7. Hazrat Suwaybit ibn Sa’d ibn Hamala (må Allah være tilfreds med ham)

8. Hazrat Tulaib ibn Umayr (må Allah være tilfreds med ham)

9. Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (må Allah være tilfreds med ham)

10. Hazrat al-Miqdad ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham)

11. Hazrat Abdullah bin Mas’ud (ra)

12. Hazrat Abu Salama (ra) og hans hustru Hazrat Umm Salama

13. Hazrat Shammas bin Uthman (ra)

14. Hazrat Salama bin Hisham (ra)

15. Hazrat Ayyash bin Abi Rabia (ra)

16. Hazrat Mu’attib bin Awf (ra)

17. Hazrat Uthman bin Maz’un (ra), hans søn Hazrat Sa’ib (ra) og de to brødre Hazrat Qudama (ra) og Abdullah (ra)

18. Hazrat Khunays bin Hudhafa (ra)

19. Hazrat Hisham bin As bin Wa’il (må Allah være tilfreds med ham)

20. Hazrat Amir bin Rabi’a (må Allah være tilfreds med ham) og hans hustru Layla bint Abi Hasma.

21. Hazrat Abdullah bin Makhzama (må Allah være tilfreds med ham)

22. Hazrat Abdullah bin Suhail bin Amr (må Allah være tilfreds med ham). Efter at han var blevet taget til fange i Mekka, slog hans far ham så brutalt, at han udadtil blev vantro, men i sit indre forblev muslim. Han drog med de vantro til slaget ved Badr, men sluttede sig til muslimerne netop på det tidspunkt, hvor slaget skulle begynde.

23. Hazrat Abu Sabra bin Abi Ruham (må Allah være tilfreds med ham) og hans hustru Umm Kulsum bint Suhail bin Amr.

24. Hazrat Sakran bin Amr (må Allah være tilfreds med ham). Ibn Ishaq og Waqidi siger, at han døde efter at være kommet til Mekka. Musa bin Uqba og Abu Ma’shar siger, at han døde i Abessinien.

25. Hazrat Sawda bint Zam’a (må Allah være tilfreds med hende)

26. Hazrat Sa’d bin Khawla (må Allah være tilfreds med ham)

27. Hazrat Abu Ubaidah ibn al-Jarrah (må Allah være tilfreds med ham)

28. Hazrat Amr ibn al-Harith (må Allah være tilfreds med ham)

29. Hazrat Suhayl ibn Bayda (må Allah være tilfreds med ham)

30. Hazrat Amr ibn Abi Sarah (må Allah være tilfreds med ham). (Tilføjelse.)

Forudsigelsen i Sura al-Rum

Mens udvandringen til Abessinien fandt sted, indtraf en så vigtig begivenhed, at den til sidst blev anset for et ubestrideligt bevis på både Allahs Sendebuds og Koranens sandhed. Det var ikke muligt at fremføre noget argument imod, at Koranen i virkeligheden er Allah den Ophøjedes hellige tale, som gennem åbenbaringen blev sendt ned til Profeten. De første vers i denne Sura al-Rum lød således:

Romerne er blevet besejret i det nærliggende land, men efter deres nederlag vil de inden for få år sejre. Myndigheden før og efter tilkommer alene Allah. Og den dag vil komme, hvor muslimerne vil glæde sig (vers 2-4). Vi gengiver her den korte beretning om dette.

Det, der skete otte år før Profetens kaldelse, var, at der blev gjort oprør mod Maurices (MARICE), Romerrigets konge. Som følge heraf besteg en mand ved navn Phocas (PHOCAS) tronen. Først dræbte han kejser Maurice’ fem sønner for kejserens øjne, og derefter dræbte han også kejseren. Så lod han farens og sønnernes afhuggede hoveder hænge på et åbent sted i Konstantinopel. Nogle dage senere dræbte han også kejserens hustru og tre døtre. Derved fik den iranske kejser Khusrau Parviz et moralsk påskud til at angribe Romerriget, for kejser Maurice havde været hans beskytter. Det var med hans hjælp, at Parviz havde vundet Irans trone. Han betragtede ham som sin far. På dette grundlag erklærede han: »Jeg ønsker med magt at tage hævn over den undertrykkelse, som den magtfulde Phocas har begået mod min åndelige far og hans børn.« I år 603 erklærede han krig mod Romerriget, og inden for få år besejrede han Phocas’ hære den ene efter den anden. På den ene side nåede han som sejrherre frem til det nuværende Urfa i Lilleasien, og på den anden side nåede han frem til Aleppo og Antiokia i Levanten. Da højtstående embedsmænd i Romerriget så, at Phocas ikke kunne forsvare landet, bad de Afrikas hersker om hjælp. Han sendte sin søn Heraclius til Konstantinopel med et stærkt regiment. Så snart han nåede frem, blev Phocas afsat, og Heraclius blev i hans sted gjort til kejser, det vil sige Romerrigets hersker. Efter at han var kommet til magten, blev Phocas behandlet på samme måde, som han havde behandlet Maurice. Dette skete i år 610, og det var også det år, hvor Profeten Muhammad blev ophøjet til profetværdigheden.

Den moralske begrundelse, hvormed Khosrau Parviz erklærede krig, mistede sin gyldighed efter Phocas’ afsættelse og drab. Hvis det virkelig havde været hans hensigt at hævne den undertrykkelse og uret, som den magt­tilranende Phocas havde begået, burde han efter at have dræbt ham have sluttet fred med den nye kejser. Men Khosrau fortsatte alligevel krigen. Han gav denne krig karakter af en religiøs krig mellem ildtilbedere og kristne. De kristne sekter, som Romerrigets officielle kirke i årevis havde erklæret for kætterske og knust under forfølgelsens og undertrykkelsens møllesten, blev ildtilbedernes angriberes allierede. Det jødiske samfund sluttede sig også til dem. 206.000 jøder blev optaget i Khosrau Parviz’ hær. Heraclius formåede ikke at dæmme op for denne flodbølge. Den første nyhed, der nåede ham, så snart han var besteget tronen, var, at iranerne havde erobret Antiochia; derefter erobrede de Damaskus i 613 e.Kr. Dernæst erobrede de Bayt al-Maqdis i 614 e.Kr. og fremkaldte dermed en katastrofe over hele den kristne verden. I denne by blev 90.000 kristne dræbt, og deres mest ærede kirke, ‘Kanisat al-Qiyama’, blev ødelagt. Det egentlige kors, om hvilket de kristne har den religiøse tro, at Messias døde på det, rev iranerne bort og bragte det til iranernes hovedstad Madain. De bortførte også præsten Zakaria, og byens store kirker blev ødelagt. Hvor beruset Khosrau blev af denne sejr, kan man bedømme ud fra det brev, han skrev til Heraclius fra Bayt al-Maqdis. Det lød:

‘Fra Khosrau, den største af alle guder og verdens herre, til Heraclius, den usle og uforstandige tjener.’

Du siger, at du stoler på din egen Herre; hvorfor kunne din gud så ikke beskytte Jerusalem mod mig?

Inden for et år efter denne sejr havde den iranske hær erobret hele området omkring Jordan, Palæstina og Sinaihalvøen og nået Egypten. Det var netop på det tidspunkt, hvor en historisk langt vigtigere krig, det vil sige en konflikt og væbnet kamp, foregik i Mekka. Her kæmpede tilhængerne af hinanden under ledelse af Sayyiduna Muhammad (fvmh), der bar tawhids banner, og på foranledning af Qurayshs ledere, som fulgte shirk. Situationen nåede et sådant punkt, at et stort antal muslimer i 615 e.Kr., i profetskabets femte år, blev tvunget til at forlade deres hjem og søge tilflugt i det kristne kongerige Abessinien. Abessinien var på det tidspunkt forbundet med Rom gennem et venskabsforbund. Alle talte om Irans sejr over Romerriget. Mekkas polyteister jublede over det. De sagde til muslimerne: ‘Se, Irans ildtilbedende polyteister sejrer, mens de kristne, der tror på tawhid og profetskabet, kun lider nederlag. På samme måde vil vi arabiske hedninge udslette jer og jeres religion.’

Under disse omstændigheder blev denne sura i Koranen åbenbaret, og det blev forudsagt, at romerne var blevet besejret i det nærliggende land. Men inden for få år efter dette nederlag ville de sejre, og det skulle blive en dag, hvor muslimerne ville glæde sig over den sejr, Allah havde skænket.

Her er der to profetier i stedet for én. For det første: Romerne vil sejre. For det andet: Muslimerne vil også vinde sejr på det tidspunkt. Åbenlyst var der ikke noget tegn, så langt øjet rakte, på at nogen af disse to profetier ville gå i opfyldelse inden for få år. På den ene side stod en lille gruppe muslimer, som blev knust under forfølgelsens og undertrykkelsens møllesten. Og i de otte år efter denne profeti var der ingen udsigt til, at de skulle sejre. På den anden side voksede Roms nederlag dag for dag. Indtil 619 e.Kr. kom hele Egypten under Irans herredømme. De iranske soldater nåede frem til nærheden af Tarabulus og rejste deres banner. I Lilleasien slog de romerne tilbage, indtil de nåede Bosporus’ kyst. I 617 e.Kr. erobrede de Chalcedon (CHALCEDON) foran Konstantinopel. Kejseren sendte en udsending til Khosrau og fremsatte et tilbud om fred for enhver pris. Han svarede: ‘Jeg vil ikke give kejseren sikkerhed, før han kommer foran mig i lænker og opgiver korsets gud og accepterer at tilbede ildens gud.’ Til sidst blev kejseren så modløs over nederlaget, at han ønskede at forlade Konstantinopel og flytte til Karthago. Historikeren Gibbon siger, at situationen selv syv-otte år efter denne profeti i Koranen var sådan, at ingen kunne forestille sig, at Romerriget ville besejre Iran. For ikke blot var sejr utænkelig; på det tidspunkt håbede ingen engang, at dette rige ville overleve (Gibbon, The Decline and Fall of the Roman Empire, bind II, s. 788, Modern Library, New York).

Da disse vers fra Koranen blev åbenbaret, begyndte de vantro i Mekka at håne og spotte dem voldsomt, og Ubay ibn Khalaf indgik dette væddemål med Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): Hvis romerne sejrede inden for tre år, ville jeg give dig ti kameler; ellers skulle du give mig ti kameler. Da Profeten (fvmh) fik dette at vide, sagde han, at Koranen havde brugt ordene **********************. På arabisk kan dette udtryk forstås som ti. Indgå derfor væddemålet for en periode på ti år og forhøj antallet af kameler til hundrede. Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) talte derfor igen med Ubay, og de indgik på ny det væddemål, at den af de to, hvis udsagn blev bevist forkert, skulle give den anden hundrede kameler.

I 622 e.Kr. foretog Profeten (fvmh) hijra og rejste til Medina, mens Heraclius i al hemmelighed drog fra Konstantinopel ad Sortehavet mod Trebizond, hvor han forberedte et angreb på Iran fra bagsiden. For at forberede dette modangreb bad kejseren kirkerne om økonomisk hjælp, og ærkebiskop Sergius (SERGIUS) udlånte mod renter de enorme midler, som var samlet i kirkerne som offergaver, for at redde kristendommen fra ildtilbedernes religion. Heraclius indledte sit angreb fra Armenien, og året efter (624 e.Kr.) trængte han ind i Aserbajdsjan, ødelagde Urmia, Zarathustras fødested, og jævnede iranernes største ildtempel med jorden. Se her Guds magts forunderlige åbenbaring: Det var det samme år, hvor muslimerne for første gang på Badr-sletten beslutsomt gik imod polyteisterne og vandt sejr. Således gik de to profetier, der var fremsat i Koranen, samtidig i opfyldelse, før ti år var gået.

Derefter fortsatte de romerske hære med at besejre iranerne. I det afgørende slag ved Ninive (627 e.Kr.) knuste de det iranske imperiums rygrad. Derefter blev den iranske kejsers residens, Dastagird, ødelagt, og de romerske soldater rykkede frem, indtil de nåede frem til Taqisfuns forstæder, som på det tidspunkt var Irans hovedstad. I 628 e.Kr. brød der et oprør ud mod Khosrau Parviz i hans eget hjemland. Han blev taget til fange, og atten af hans sønner blev dræbt for øjnene af ham. En af hans sønner, Sheroe, besteg tronen. Samme år blev Hudaybiyya-traktaten underskrevet, hvilken Koranen kalder en stor sejr. Samme år opgav den iranske kejser sine krav på alle de områder, Rom havde erobret, og sluttede fred med Rom. I 629 e.Kr. tog kejseren selv til Bayt al-Maqdis for at sætte det store kors tilbage på dets plads, og samme år rejste Profeten (s) for første gang efter hijra ind i Mekka for at udføre ’Umrat al-Qada.

Derefter var der ikke længere nogen mulighed for at tvivle på, at Koranens forudsigelse var gået fuldstændig i opfyldelse. Mange polyteister troede på den. Arvingerne efter Ubayy ibn Khalaf måtte erkende nederlaget og give Abu Bakr (ra) den kamel, der var blevet sat som indsats. Han bragte den til Profeten (s), som befalede, at den skulle gives som almisse. For dette væddemål var blevet indgået på et tidspunkt, hvor hasardspil endnu ikke var blevet forbudt i shariaen. På dette tidspunkt kom befalingen om forbuddet. Derfor blev det tilladt at modtage indsatsen fra de vantro, der havde ført krig, men det blev befalet, at man ikke selv skulle gøre brug af den, men give den som almisse. (Tafhim, bind 3 – indledningen til sura ar-Rum.)

Tiende kapitel

Fra det sjette år efter profetkaldelsen til efter det tiende år

Efter hijraen til Abessinien var der kun ganske få af Profetens (s) tilhængere tilbage i Mekka, sammen med nogle kvinder. Islams fjender havde på den ene side på grund af hijraen befundet sig i en yderst pinlig situation, og på den anden side var deres vrede blevet yderligere forstærket af, at de havde fundet et meget sikkert tilflugtssted i Abessinien, mens polyteisternes delegation var vendt skuffet tilbage. Under disse omstændigheder tøvede de heller ikke med at angribe Profeten (s). (Tilføjet af forfatteren.)

Qurayshs forfølgelse af Profeten (s)

I Bukhari er en beretning fra Urwa ibn az-Zubayr citeret, hvori det fortælles, at Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) blev spurgt: »Hvad er det mest brutale, du har set polyteisterne udsætte Profeten (s) for?«

Han svarede: »En dag bad Profeten (s) på Kaabas gårdsplads (ifølge en anden overlevering i Hijr ved Kaabaen). Pludselig trådte Uqba ibn Abi Muayt frem, viklede et stykke stof om hans hals og begyndte at stramme det, så han kunne kvæle ham. Netop da nåede Abu Bakr (ra) frem. Han skubbede ham væk. Abdullah (ra) fortæller, at da Abu Bakr (ra) kæmpede med ham, kom disse ord ud af hans mund:«

********************************************

Vil du dræbe ham blot for den forbrydelse, at han siger: „Min Herre er Allah“? Ibn Jarir har i sin historie berettet denne begivenhed efter Abu Salama ibn Abd ar-Rahman. An-Nasa’i og Ibn Abi Hatim har imidlertid gengivet denne beretning fra hans far, Amr ibn al-As, med nogle sproglige ændringer, og i stedet for Uqba ibn Abi Mu’ayt har de sagt, at det var nogle af Quraysh, der begik denne handling. Hazrat Abu Bakr (ra) blev ved med grædende at beskytte Profeten (s) og gentage disse ord. (Tafhim, bind 4 – indledningen til sura al-Mu’min.)

Imam Bukhari har gengivet denne begivenhed flere steder i sit værk. Ét sted har han overleveret beretningen fra Hazrat Amr ibn al-As (ra), og et andet sted fra Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As. [Det forekommer mest korrekt, at den oprindelige beretning stammer fra Hazrat Amr ibn al-As (ra), for Abdullah ibn Amr (ra) døde i år 64 efter hijra, da han var tooghalvfjerds år gammel. Set i dette lys var han ikke øjenvidne til denne begivenhed, for han blev født syv år før hijra, det vil sige i profetskabets sjette år – (forfatteren).] Et sted lyder Hazrat Amr ibn al-As’ beretning således: „Jeg så aldrig Quraysh ønske at dræbe Profeten (s), bortset fra én gang. De sad i skyggen af Kabaen, mens Profeten (s) bad ved Maqam Ibrahim. Da ophidsede de hinanden mod Profeten (s). Til sidst rejste Uqba ibn Abi Mu’ayt sig, greb sit klæde omkring Profetens (s) hals og begyndte at trække i det. Til sidst faldt Profeten (s) på knæ. Så begyndte folk at larme. I det samme kom Hazrat Abu Bakr (ra) løbende, greb ham om begge arme bagfra og løftede ham op, mens han sagde: ‚Vil I dræbe en mand blot for den forbrydelse, at han siger: Min Herre er Allah?‘

Derefter gik folkene bort fra ham. Da Profeten (s) efter bønnen gik forbi disse Quraysh-folk, sagde han: „Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, jeg er sendt til jer med slagtning.“ Abu Jahl svarede: „O Muhammad (s), du har da aldrig været uforstandig.“ (Abu Ya’la, Ibn Hibban, at-Tabarani og al-Bayhaqi har gengivet denne begivenhed fra Amr ibn al-As’ (ra) beretning.)

I en anden beretning i Sahih Bukhari står der, at afgudsdyrkerne rev skægget og håret af Profeten (s). Hazrat Abu Bakr (ra) trådte frem for at hjælpe ham og sagde grædende: „Vil I dræbe en mand blot for den forbrydelse, at han siger: Min Herre er Allah?“

Profeten (s) sagde: „Abu Bakr (ra), lad ham være. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, jeg er sendt til dem med slagtning.“ Da de forsamlede mennesker hørte dette, spredte de sig.

Ibn Hisham, Jarir at-Tabari og al-Bayhaqi har med henvisning til Ibn Ishaq gengivet denne begivenhed således: Urwa ibn az-Zubayr spurgte Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As: „Har De blandt de fjendtligheder, som Quraysh viste Profeten (s), set den mest brutale hændelse?“ Han svarede: „En gang gik jeg til Qurayshs møde, hvor deres høvdinge var samlet i Hijr. De talte om Allahs Sendebud (s): ‚Vi har aldrig udvist så megen tålmodighed over for nogen som over for denne mand. Han kalder vores forstand for dårskab, fordømmer vores forfædre, kritiserer også vores religion og splitter vores fællesskab. I virkeligheden har vi været meget tålmodige. Alligevel siger han stadig alle disse ting.‘ I det samme fik de øje på Profeten (s). Han gik frem og kyssede den Sorte Sten. Derefter gik han rundt om Kabaen og kom forbi dem. Så rettede de en hånende bemærkning mod ham. Jeg bemærkede en ugunstig reaktion i hans ansigt. Anden gang han gik forbi dem, hånede de ham igen, og jeg så også virkningen af dette på ham. Tredje gang de gjorde det samme, standsede han og sagde: ‚O Quraysh-folk, hør efter! Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, jeg er kommet til jer med slagtning.‘

Abdullah ibn Amr (ra) siger: „Ved disse ord fra Profeten (s) blev de alle lamslåede. Det virkede, som om der sad fugle på deres hoveder, det vil sige, som om de var blevet ramt af lynet. Derefter talte den af dem, der havde overdrevet mest i sine udtalelser, høfligt for at berolige Profeten (s). Han sagde: ‚O Abu’l-Qasim, opfør dig ordentligt. Ved Allah, du har da aldrig været uforstandig.‘ Profeten (s) vendte derefter tilbage derfra.“

Næste dag samledes de igen ved Hijr, og jeg var også sammen med dem. De sagde indbyrdes: »Husker I, hvor meget denne mand overdriver over for jer? Han sagde endda tydeligt disse ord i går. Og alligevel lod I ham gå.« På dette tidspunkt så man Profeten (s) komme fra forsiden. Så snart han kom, kastede de sig alle over ham, omringede ham og sagde: »Er det ikke dig, der siger sådan og sådan?« Han svarede: »Jo, jeg er den, der siger sådan og sådan.« Da så jeg en af dem gribe fat i Profetens (s) kappe ved halsen og klemme den fast i sin næve. Så rejste Abu Bakr (ra) sig for at hjælpe ham. Grædende blev han ved med at sige: »Vil I dræbe en mand alene af den grund, at han siger: Min Herre er Allah?«

Så lod folkene ham gå og forlod stedet. Dette er den hårdeste og mest brutale behandling, jeg har set Quraysh udsætte Allahs Sendebud (s) for. (Denne beretning er også gengivet på denne måde i Musnad Ahmad.)

Hamzas (ra) antagelse af islam

På dette tidspunkt indtraf en dag en begivenhed, som førte Hamza (ra) ind i islams kreds. Historikerne er uenige om tidspunktet for hans antagelse af islam. Ibn Hajar skriver i al-Isaba, at det skete i det andet år efter profetskabets begyndelse. Efter først at have angivet det andet år skriver Ibn Abd al-Barr senere, at han blev muslim i det sjette år efter profetskabets begyndelse, efter at Profeten (s) var trådt ind i Dar al-Arqam. Men Ibn Sa’d, Ibn al-Jawzi og al-Utbi angiver med sikkerhed det sjette år efter profetskabets begyndelse. Ibn al-Qayyim nævner det i Zad al-Ma’ad efter den anden hijra til Abessinien, og det samme står i Ibn Kathirs al-Bidaya wa’n-Nihaya. Desuden viser selve den begivenhed, der førte til Hamzas (ra) antagelse af islam, at det ikke kan have været i det andet år efter profetskabets begyndelse. Det må snarere være sket, efter at konflikten mellem Quraysh og Profeten (s) var nået et højdepunkt. I det andet år havde Abu Jahl næppe været i stand til, endsige haft mod, at skælde Profeten ud eller tale ham direkte i øjnene.

Det, der skete, var, at Profeten (s) en dag ifølge Ibn Ishaqs beretning gik forbi Safa-bjerget, eller ifølge en anden opfattelse i nærheden af Hajun. Da skældte Abu Jahl ham groft ud og brugte krænkende ord om både ham og den religion, han prædikede. Men han svarede ikke på et eneste af hans ord. Nyheden blev ifølge Ibn Ishaqs beretning bragt til Hamza (ra) af en frigiven slavekvinde, som tilhørte Abdullah ibn Jud’am, en af lederne blandt Banu Taym; ifølge andre var det Profetens (s) tante Safiyya (ra), Hamzas (ra) søster, og ifølge Ibn Abi Hatims beretning var det to kvinder, der bragte ham nyheden. Hamza var en stærk, modig og selvbevidst kriger blandt Quraysh. Han var Profetens (s) farbror og hans ammebror. Hans mor var kusine til Fru Amina. Han var to, fire år ældre end Profeten (s). Han elskede Profeten (s) højt. Han havde stor interesse for jagt. Han var på vej hjem med bue og pil, da han hørte om hændelsen. Rasende skyndte han sig til Haram, hvor Abu Jahl sad. Så snart han nåede frem, slog han ham så kraftigt i hovedet med buen, at hovedet flækkede. Han sagde: »Skælder du ham ud? Jeg følger hans religion og siger det samme, som han siger. Hvis du tør, så prøv at skælde mig ud én gang.«

Da stillede nogle mænd fra Banu Makhzum sig til støtte for Abu Jahl. Men Abu Jahl sagde: »Lad Abu Umarah gå. Jeg havde virkelig skældt hans nevø groft ud.« Al-Tabarani og Ibn Abi Hatim siger, at Hamza (ra) sagde: »Min religion er også Muhammads (s) religion. Prøv bare at forhindre mig i at følge den.«

Maghazi-forfatteren Yunus ibn Bukayr har på Ibn Ishaqs autoritet givet en mere detaljeret beretning: Hamza (ra) havde ganske vist handlet under indflydelse af sin æresfølelse. Men da han kom hjem, bebrejdede hans samvittighed ham således: »Du er leder blandt Quraysh, og du er blevet tilhænger af denne mand, der har forladt religionen, og har forladt dine forfædres religion? Efter det, du har gjort, ville døden være bedre for dig end dette.«

Så bad han til Allah: »Åh Gud! Hvis dette er den rette vej, så lad dens sandhed trænge ind i mit hjerte. Ellers, giv mig en vej ud af den.« På grund af Satans hvisken tilbragte han hele natten i dyb bekymring og uro. Om morgenen gik han til Profeten (s) og sagde: »Min nevø! Jeg er blevet indviklet i en sag, som jeg ikke kan se nogen vej ud af. At en mand som jeg holder fast ved noget, som jeg ikke ved, om er rigtigt eller forkert, er yderst alvorligt.«

Efter at Profeten (fvmh.) havde hørt hans ord, formanede han ham, mindede ham om Guds straf og bragte ham det glædelige budskab om troen. Til sidst skabte Allah tro i hans hjerte, og Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Jeg bevidner, at du er sandfærdig.« Denne begivenhed er gengivet med al-Bayhaqi og Yunus ibn Bukayr som kilder.

Hazrat Umars (må Allah være tilfreds med ham) antagelse af islam

Det andet og meget alvorlige slag mod Quraysh var, at de en dag erfarede, at Umar ibn al-Khattab også havde antaget troen på Profeten (fvmh.). Han havde været en af søjlerne i Qurayshs modstand mod islam. Han havde spillet en ledende rolle i undertrykkelsen og mishandlingen af dem, der antog troen. Han havde en vigtig position hos Quraysh. Han var en berømt lærd i arabernes slægtsforskning. Quraysh sendte ham også som udsending. Når der opstod strid og uenighed mellem stammerne, blev han accepteret som voldgiftsmand, og hans afgørelser blev fulgt. Han var en stærk og modig kriger. Han var særdeles veltalende og en fremragende taler, som kunne tryllebinde sine tilhørere. Quraysh kunne ikke forestille sig, at en mand som ham en dag skulle rejse sig imod dem som islams bannerfører. Men i ham virkede der gradvist en fremadskridende kraft, som til sidst drog ham mod islam. (Tilføjelse af forfatteren.)

Hans første reaktion

Hans første reaktion er gengivet på grundlag af hans egen beretning i Musnad Ahmad og al-Tabarani. Han siger: »En dag, før jeg antog islam, gik jeg hjemmefra med det formål at forstyrre Allahs Sendebud (fvmh.). Men han var allerede før mig gået ind i Haram. Da jeg nåede frem, reciterede han sura al-Haqqa under bønnen. Jeg stillede mig bag ham og begyndte at lytte. Jeg undrede mig over Koranens sproglige skønhed, og pludselig fik jeg den tanke, at denne mand sikkert var en troldmand, sådan som Quraysh plejede at sige. I samme øjeblik kom disse ord fra Profetens (fvmh.) mund:«

*************************************************************

»Dette er en æret sendebuds ord, ikke en digters ord. Hvor lidt tror I!« (Vers 40-41)

Jeg sagde til mig selv: Hvis denne mand ikke er digter, må han dog være spåmand. Straks kom disse ord fra hans mund:

***********************************

– Og det er heller ikke en spåmands ord. Tænk jer nu bedre om.

*******************************************

– Det er åbenbaret fra al-verdenens Herre.

Da Amr hørte dette, trængte islam ind i hans hjertes dyb. (Tilføjet af forfatteren.)

Virkningen af udvandringen til Abessinien på ham

Hans anden reaktion er blevet overleveret af Ibn Hisham i as-Sīra, af Tabari i hans historie og af Ibn Athir i Usd al-Ghāba med Ibn Ishaq som kilde, efter en beretning fra fru Layla bint Abi Hathma. Hun var en nær slægtning til Umar (må Allah være tilfreds med ham) og udvandrede til Abessinien sammen med sin mand, Amir ibn Rabi’a al-Anzi. Hun fortæller: »Jeg var i færd med at binde vores bagage sammen til udvandringen, mens min mand var gået ud i et ærinde. På det tidspunkt kom Umar (må Allah være tilfreds med ham), som endnu var optaget af afgudsdyrkelse. Vi havde lidt megen forfølgelse fra hans hånd. Men denne gang stod han blot og så på, mens jeg havde travlt med mine forberedelser. Så sagde han: ’Skal du virkelig rejse, Abd Allahs mor?’

Jeg svarede: »Ja. Da I har plaget os så meget og gjort os uret, vil vi drage ud et sted på Allahs jord, hvor Allah vil vise os en vej til at blive reddet fra denne ulykke.« Da sagde Umar (må Allah være tilfreds med ham): »Må Allah være med jer.« På det tidspunkt så jeg ham med tårer i øjnene, sådan som jeg aldrig før havde set ham. Da han så os forlade landet, gik han bort med dyb sorg.

Da Amer senere vendte tilbage med de nødvendige forsyninger, sagde jeg: »Abdullahs far! Hvis du bare på dette tidspunkt havde set Umar og hans ansigt, plaget af sorg over vores situation. Han gik herfra for et øjeblik siden.« Amer sagde: »Håber du, at han vil blive muslim?« Jeg svarede: »Ja.« Han sagde: »Den mand, du lige har set, bliver ikke muslim, før al-Khattabs æsel bliver muslim.«

Beretningen om hans antagelse af islam

Denne indre konflikt drev ham en dag til at beslutte sig for at dræbe Allahs Sendebud (s), så den konflikt, som han var opslugt af, kunne få en ende. Ibn Ishaq siger, at han drog af sted med et nøgent sværd i hånden med dette formål. På vejen mødte han imidlertid Nuʿaym ibn Abdullah al-Nahham. Han var en af de fornemme mænd i Hazrat Umars (ra) stamme og var i hemmelighed blevet muslim. Han spurgte: »Hvor skal du hen?« Umar svarede: »Jeg vil dræbe denne sabier, denne frafaldne, som har skabt splittelse blandt Quraysh, regner os alle for tåber, har påvist manglerne ved vores religion og fornærmer vores guder.« Nuʿaym sagde: »Ved Gud, Umar! Dit sind har spundet dig ind i et bedragerisk net. Tror du, at Banu Abd Manaf vil lade dig leve efter drabet på Muhammad (s)? Gå først hen og undersøg, hvad der foregår i dit eget hjem.« Hazrat Umar (ra) sagde: »Hvem blandt mine egne taler du om?« Nuʿaym svarede: »Din svoger og fætter, Saʿid ibn Zayd, og din søster Fatimah. De er begge blevet muslimer og har underkastet sig Muhammad (s).« Hazrat Umar vendte om og gik lige hen til sin søsters hus. Her var Khabbab ibn al-Aratt til stede, og i hans hånd var der et skriftblad, hvorpå suraen Ta-Ha var skrevet. Han underviste Hazrat Fatimah i den. Da Khabbab mærkede, at Umar var kommet, gemte han sig i et hjørne af huset. Hazrat Fatimah pressede skriftbladet ind under sit lår. Men allerede fra døren hørte Hazrat Umar Hazrat Khabbabs recitation. Han gik ind og sagde: »Hvad var det, I mumlede, som jeg kunne høre?« Saʿid svarede: »Du har ikke hørt noget.« Han sagde: »Jo, jeg hørte det. Ved Gud, jeg har fået at vide, at I begge har antaget Muhammad (s)s religion.« Derefter begyndte han at slå sin svoger. Da Hazrat Fatimah trådte frem for at beskytte sin mand, blev hun også slået så voldsomt, at hendes hoved blev flænset. Da sagde ægteparret begge: »Ja, vi er blevet muslimer og har troet på Allahs Sendebud. Gør nu, hvad du vil.« Da Hazrat Umar (ra) så blodet strømme fra sin søster, skammede han sig over sin opførsel og vendte sig bort fra sin uvidenhed. Han sagde til sin søster: »Vis mig det skriftblad, som I læste fra for lidt siden. Lad mig se, hvad det er for noget, Muhammad (s) har bragt.« Hazrat Umar (ra) var en lærd mand, og derfor ønskede han at læse det. Hans søster sagde: »Jeg er bange for, at du måske vil ødelægge det.« Han sagde: »Vær ikke bange.« Han svor ved sin guddom, at han ville læse det og levere det tilbage. Nu opstod der et vist håb i hans søsters hjerte om, at han ville blive muslim. Hun sagde: »Bror, du er uren på grund af afgudsdyrkelsen, og dette skriftblad må kun berøres af rene mennesker.« Hazrat Umar (ra) rejste sig derfor og gik i bad. Så gav Fatimah ham skriftbladet. Han læste den første del af suraen Ta-Ha og sagde: »Hvor smukke og ophøjede ord!« Så snart Hazrat Khabbab (ra) hørte ham sige dette, kom han frem og sagde: »Umar, jeg håber, at Allah har udvalgt dig til at blive værdig til Profetens bøn. Jeg hørte allerede i går Profeten (s) bede således: »O Gud, styrk islam gennem Abu al-Hakam ibn Hisham (Abu Jahl) eller Umar ibn al-Khattab.« Kom derfor, Umar, til Allah! Kom til Allah!«

Hazrat Umar (ra) sagde: »Før mig til Muhammad (s), så jeg kan blive muslim.« Hazrat Khabbab (ra) sagde: »Han opholder sig sammen med sine ledsagere i et hus nær Safa (Dar al-Arqam).« Hazrat Umar (ra) spændte sit sværd om livet og nåede frem til Profeten (ra) og hans ledsageres bolig, hvor han bankede på døren. En af Profetens ledsagere så gennem døråbningen, at Umar (ra) stod der med et sværd. Han gik forskrækket tilbage og underrettede Profeten (s). Hazrat Hamzah (ra) sagde: »Lad ham komme ind. Hvis han kommer med gode hensigter, vil vi også behandle ham godt; ellers gør vi det af med ham med hans eget sværd.« Profeten (s) sagde: »Lad ham komme ind.« Efter denne besked fik Hazrat Umar (ra) tilladelse til at komme ind. Så snart han trådte ind, gik Profeten (s) ham i møde, greb fat i hans kappe med hånden, trak kraftigt i den og sagde: »Ibn al-Khattab! Hvad bringer dig her? Ved Gud, jeg tror ikke, at du vil vende tilbage, før Allah har sendt en hård ulykke over dig.« Hazrat Umar (ra) sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg er kommet for at tro på Allah og Hans Sendebud samt på den lære, som Sendebudet har bragt.« Da han sagde dette, råbte Profeten (s) højt: »Allahu akbar!« Så alle i huset forstod, at Umar var blevet muslim. Dette gav muslimerne stort mod, for efter Hazrat Hamzah (ra) var Hazrat Umar (ra) også blevet muslim. Nu blev disse to muslimerne til stærke søjler. Ibn Ishaq siger, at dette er beretningen fra de medinensiske traditionsfortællere om Hazrat Umars (ra) antagelse af islam. Hafiz Abu Yaʿla har overleveret den fra Hazrat Anas ibn Malik (ra), mens al-Bazzar har overleveret den fra Umar (ra) selv.

Hazrat Umars (ra) beretning

Sira-forfattere som al-Bazzar, al-Tabarani, al-Bayhaqi, Ibn Asakir, Abu Nuʿaym og al-Daraqutni har overleveret beretninger om dette fra Hazrat Ibn Abbas (ra), Anas ibn Malik (ra), Aslam og andre samt fra Umar (ra) selv. De stemmer i store træk overens med Ibn Ishaqs ovenstående beretning, om end der er visse forskelle i de detaljerede oplysninger. Abu Nuʿaym og Ibn Asakir har imidlertid overleveret Hazrat Umars (ra) beretning fra Hazrat Abdullah ibn Abbas med den yderligere oplysning, at Hazrat Umar (ra) sagde: »Jeg spurgte: O Allahs Sendebud! Er vi ikke grundfæstede i sandheden, både når vi dør, og når vi lever? Profeten (s) sagde: Ved Gud, Umar, både når I dør, og når I lever, er I på sandhedens vej. Jeg sagde: Hvorfor skal vi så skjule os? Når vi er på sandhedens vej, og de er på falskhedens, hvorfor skal vi så skjule vores religion?«

Profeten (s) sagde: »Umar, vi er meget få i antal, og du ser selv, hvilken situation vi befinder os i.«

»Jeg sagde: Ved Ham, som har sendt dig som profet med sandheden, jeg vil ikke længere deltage i nogen forsamling, hvor jeg tidligere sad sammen med vantro, og jeg vil heller ikke længere sidde sammen med vantro, mens jeg er muslim.«

“Derefter gik vi ud i to grupper. I den ene var jeg, og i den anden var Hamza (ra). Til sidst gik vi ind i Den Hellige Moské. Da Quraysh så os, blev de så dybt bedrøvede, som de aldrig før havde været. Denne begivenhed er gengivet på forskellige måder af Ibn Majah, Hakim og Ibn Sa’d. Ibn Hisham har gengivet Hazrat Omars (ra) udsagn, hvori Omar (ra) siger: Den nat, hvor jeg antog islam, kom jeg til at tænke på, at den, der var Profetens (s) største fjende, burde have besked om, at jeg havde antaget islam. Derfor gik jeg lige hen til Abu Jahls hus og bankede på døren. Han kom ud, så mig og sagde: Velkommen, min nevø! Hvad bringer dig hertil?”

Jeg sagde: Jeg er kommet for at fortælle dig, at jeg er blevet muslim. Han sagde: Må det gå dårligt for dig og for denne nyhed. Derefter lukkede han døren.

Ibn Omars (ra) beretning

Ibn Ishaq har med henvisning til Nafi’ gengivet Hazrat Abdullah bin Omars (ra) beretning om, at Hazrat Omar (ra) efter at have antaget islam spurgte: Hvem blandt Quraysh er bedst til at sprede nyheder? Der blev svaret: Jamil bin Ma’mar bin Habib al-Jumahi. Hazrat Omar (ra) gik ud for at finde ham, og jeg fulgte efter ham. På det tidspunkt var jeg gammel nok til at forstå alt, hvad jeg så. [Ibn Sa’d har gengivet Hazrat Abdullah bin Omars (ra) udsagn, hvori han siger: Jeg var dengang seks år gammel. Hafiz Ibn Hajar har i Fath al-Bari sagt, at han dengang var fem år gammel (forfatteren).] Hazrat Omar (ra) gik hen til ham og sagde: Jeg er blevet muslim og har antaget Muhammads religion. Han sagde ikke et ord. Han gik ud, mens han slæbte sin kappe hen ad jorden. Hazrat Omar gik efter ham, og jeg gik efter Hazrat Omar. Da han nåede døren til Den Hellige Moské, begyndte han at råbe: Qurayshs folk! Qurayshs ledere sad dengang samlet ved Ka’baen. Da de hørte hans stemme, vendte de deres opmærksomhed mod ham. Han sagde: Hør her, Omar har forladt religionen. Hazrat Omar råbte højt bagfra: Han lyver. Jeg er blevet muslim, og jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom undtagen Allah, og at Muhammad (s) er Hans tjener og Sendebud.

Derefter begyndte folk at slå ham, og han begyndte også at slå dem. Til sidst blev det middag. Hazrat Omar (ra) satte sig udmattet ned. Folk stod rundt om ham, og han sagde: Gør, hvad I vil. I det øjeblik trådte en ældre mand fra Quraysh frem og spurgte de forsamlede: Hvad er der sket?

De sagde: Omar har forladt religionen. Han sagde: Hvad så? En mand har gjort det, han ønskede. Hvad vil I nu? Vil I have, at Banu Adi på denne måde skal overlade deres mand til jer? Gå væk fra ham. Så trak de sig tilbage. Senere spurgte jeg min far: Hvem var han?

Han sagde: Min søn, det var As bin Wa’il al-Sahmi, det vil sige Amr bin al-As’ far. Tabarani og Bazzar har gengivet denne beretning fra Ibn Omar (ra) i kort form.

I Bukhari findes en beretning fra Hazrat Abdullah bin Omar (ra), hvori det fortælles, at da Hazrat Omar (ra) sad skrækslagen og urolig i sit hjem, kom As bin Wa’il (som havde stået på vores side som allieret i jahiliyyahens tid) til ham og sagde: Hvorfor sidder du med så bedrøvet et ansigt? Han svarede: Dit folk vil dræbe mig, fordi jeg er blevet muslim. Han sagde: Ingen vil kunne lægge hånd på dig, eftersom du har min beskyttelse. Da As derefter gik udenfor, så han, at dalen vrimlede med mennesker. Han sagde: Hvad vil I? De svarede: Vi vil høre nyt om Ibn al-Khattab, som har vendt sig bort fra religionen. Han sagde: Ingen må lægge hånd på Omar. Så vendte de alle om og gik bort.

Datoen for Umars (ra) antagelse af islam

Begivenheden, hvor Hazrat Umar (ra) antog islam, fandt sted i profetgerningens sjette år. Således har imam Nawawi skrevet i »Tahdhīb al-asmāʾ wa-l-lughāt«, og Mulla Ali Qari har skrevet det i sin kommentar til »Arbaʿīn Nawawi«. Nogle siger, at han troede tre dage efter, at Hazrat Hamza (ra) blev muslim. Andre siger, at det var tre måneder senere. Abu Nuʿaym al-Isfahani har imidlertid overleveret en beretning fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra), hvori han siger: »Jeg spurgte selv Hazrat Umar (ra) om, hvordan han antog islam.« Som svar sagde han: »Jeg gik ud tre dage efter, at Hazrat Hamza (ra) var blevet muslim.« Ibn Saʿd fortæller med henvisning til Hazrat Umars (ra) tjener Aslam, at dette fandt sted i dhu l-hijja i profetgerningens sjette år. Men det var sandsynligvis sket en del tidligere. Masʿudi siger, at der på det tidspunkt var lidt over fyrre personer sammen med Allahs Sendebud (s). Wahidi nævner desuden ti kvinder. Hafiz Ibn Hajar citerer imidlertid i »Manaqib Umar«, med henvisning til Ibn Abi Khaythama, Hazrat Umars (ra) udtalelse om, at der var 39 personer sammen med Allahs Sendebud, og at han selv gjorde dem til 40. Hazrat Umar (ra) kendte sandsynligvis kun til dette antal på det tidspunkt, fordi mange muslimer havde holdt deres tro skjult.

Mens de var belejret i Shiʿb Abi Talib

På dette tidspunkt voksede Qurayshs vrede mod islam og Profeten (s) dag for dag. De så, at islam trods alle deres bestræbelser stille og roligt bredte sig selv i Mekka. Folk fra stammer uden for byen blev også muslimer, den ene efter den anden. Derefter var denne sag ikke længere begrænset til det arabiske land; tværtimod bredte den sig helt til Abessinien. Najashi blev åbent muslimernes støtte. Derfra begyndte delegationer at komme til Profeten (s) for at antage islam. Desuden hældte følgende olie på deres vredes ild: Da modige og indflydelsesrige ledere som Hazrat Hamza (ra) og Hazrat Umar (ra) sluttede sig til muslimernes rækker, voksede modet hos de muslimer, der var blevet tilbage i Mekka efter migrationen til Abessinien. Ibn Abi Shayba og Tabarani citerer Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) for at have sagt: »Ved Gud, vi kunne ikke bede ved Kabaen, før Hazrat Umar (ra) blev muslim.« I Bukhari findes også følgende udtalelse af den samme Ibn Masud (ra):

***************************************

– Lige siden Umar (ra) blev muslim, har vi altid været stærke.

Disse årsager tilsammen ophidsede til sidst Qurayshs jahiliyya så meget, at de enstemmigt udarbejdede et dokument, hvori de svor ved Allah og aflagde ed på, at de ikke ville have nogen som helst forbindelse med dem i form af omgang, ægteskab, samtale, handel eller noget andet, så længe dette fortsatte. Lederne for alle Qurayshs familier bekræftede dokumentet og hængte det op i Kabaen. Ibn Saʿd og Ibn Abd al-Barr siger, at dette skete den første Muharram i profetgerningens syvende år.

Musa ibn Uqba skriver i sin Maghazi med henvisning til imam al-Zuhri [Ibn Abd al-Barr citerer i sin Sira denne beretning med henvisning ikke blot til Murra ibn Uqba, men også til Muhammad ibn Abd al-Rahman Abu al-Aswad og Yaqub ibn Hamid ibn Kasib (forfatteren).] at Abu Talib, da han erfarede, at Quraysh var fast besluttet på at dræbe profeten Muhammad (s), sendte bud efter Banu Hashim og Banu al-Muttalib og sagde: »Lad alle samles sammen med Muhammad (s) i Shiʿb Abi Talib [Shiʿb betyder en bjergkløft. Shiʿb Abi Talib var en af Qurayshs bjergkløfter, hvor Abu Talib boede. Den hedder nu Shiʿb Ali. Den kaldes også Siq al-Lay – forfatteren.] og beskytte ham til det sidste.« Begge familier accepterede dette forslag, og alle deres medlemmer, både vantro og muslimer, samledes i Shiʿb Abi Talib. Derefter indgik Qurayshs øvrige familier den ovenfor nævnte aftale med hinanden. [Ibn Abd al-Barr citerer med henvisning til Musa ibn Uqba denne mærkelige beretning fra imam al-Zuhri: at Profeten (s) efter belejringen i Shiʿb Abi Talib befalede de undertrykte muslimer i Mekka at emigrere til Abessinien. Dette strider mod den almindeligt kendte beretning – forfatteren.]

På den anden side har Ibn Sa’d overleveret fra Waqidi, og Ibn Hisham fra Ibn Ishaq, at Quraysh-folkene først udarbejdede en pagt om at afbryde forbindelserne med Banu Hashim og Banu al-Muttalib. Derefter lod disse to familier sig, efter Abu Talibs anvisning, belejre i Shi’b Abi Talib. Ibn Abd al-Barr har også nævnt dette i sin Sirat. Abu Lahab holdt sig på dette tidspunkt adskilt fra sin familie og sluttede sig til belejrerne. De to resterende familier af Banu Abd Manaf—Banu Abd Shams og Banu Nawfal—forlod også deres slægtninge på mødrenes side og sluttede sig til de fjendtlige belejrere.

Ibn Hisham nævner med Ibn Ishaq som kilde, at belejringen varede to eller tre år. Men Ibn Sa’d og Musa ibn Uqba fastslår, at den varede tre år. I hele denne periode opretholdt Quraysh belejringen med yderste strenghed. De blev holdt så fuldstændigt indesluttet, at alle veje, ad hvilke mad og drikke kunne nå frem til dem, blev blokeret. Musa ibn Uqba fortæller, at når en handelsmand udefra ankom til Mekka, skyndte Quraysh-folkene sig at købe alle hans varer, så de belejrede ikke kunne købe noget. Abu Lahab plejede at sige til handelsmændene: »Kræv så høj en pris af dem, at de ikke kan købe; derefter køber jeg varerne af jer og lader jer ikke lide noget tab.« Ibn Sa’d og Bayhaqi siger, at de belejredes tilstand blev sådan, at børnenes gråd af sult og tørst kunne høres uden for Shi’b Abi Talib. De kom kun ud under hajj og forblev indespærret i deres kvarter indtil den næste hajj.

På dette tidspunkt var det kun Hakim ibn Juzam, profeten Khadijas (ra) nevø, og Hisham ibn Amr al-Amiri, nevø af Nadla ibn Hashim ibn Abd Manaf, der i hemmelighed opfyldte deres pligt over for slægtskabet. Ibn Hisham citerer Ibn Ishaq for, at Abu Jahl en gang greb Hakim ibn Juzam, da han var på vej med mad til sin faster, og sagde: »Bringer du mad til Banu Hashim? Nå, så er det godt. Jeg vil ikke lade dig gå, før jeg har ydmyget og vanæret dig i hele Mekka.« På dette tidspunkt ankom Abul-Bakhtari ibn Hisham, som tilhørte Banu Asad ibn Abd al-Uzza ibn Qusayy og var nær slægtning til profeten Khadija (ra), og spurgte: »Hvad er der sket?« Abu Jahl svarede: »Han bringer mad til Banu Hashim.« Han sagde: »Lad ham gå. Han bringer mad til sin faster. Vil du ikke lade hans egen ejendom nå frem til hende?« Abu Jahl ville ikke gå med til det. Så begyndte de to at skændes og slås. Til sidst slog Abul-Bakhtari Abu Jahl i hovedet med en kamelkæbeknogle, så hans hoved flækkede. Hamza (ra) overværede denne hændelse. De to polyteistiske vantro skammede sig derfor og standsede deres indbyrdes strid, for at Banu Hashim ikke skulle glæde sig. Om Hisham ibn Amr al-Amiri citerer Ibn Hisham Ibn Ishaq for, at også han i al hemmelighed fortsatte med at behandle Banu Hashim og Banu al-Muttalib godt som slægtninge. Hans fremgangsmåde var, at man om natten læssede varer på en kamel og drev den ind i Shi’b Abi Talib. De belejrede fangede kamelen, tog varerne af den og drev den ud igen. Quraysh-folkene skældte også ham ud, men Abu Sufyan sagde: »Lad ham være. Han viser blot barmhjertighed mod sine slægtninge.«

Hændelsen, hvor månen blev delt i to

Denne belejring fortsatte med stor strenghed. Men som vi har sagt i kapitlet »Den offentlige da’wa« (i begyndelsen af dette bind), afstod Allahs Sendebud (s) ikke en eneste dag fra at forkynde, og ingen havde magt til at forhindre ham i dette. Kun to år efter belejringens begyndelse indtraf den storslåede hændelse, hvor månen blev delt i to. De vantro i Mekka så den med deres egne øjne. Hadith- og tafsir-lærde er enige om, at dette skete fem år før hijra. Hændelsen fandt sted i Mina. Den er omtalt i Koranen således:

************************************************

Timen er nær, og månen er kløvet. (Men deres tilstand er sådan, at) uanset hvilket tegn de ser, vender de sig bort og siger: »Dette er vedvarende magi.« (Al-Qamar 1-2)

Nogle rationalister anser det for umuligt, at et himmellegeme som månen skulle blive delt, og fortolker betydningen af ******************* som: »Månen vil blive delt.« Hvis »er kløvet« oversættes med »vil blive kløvet«, bliver meningen med de to vers urimelig. I det første vers fremstilles månens deling som et tegn på, at Timen er nær. Hvis man antager, at den vil finde sted i fremtiden, hvordan kan månens kløvning da regnes som et tegn på, at Timen er nær? Og hvis denne betydning antages, bliver det følgende vers helt meningsløst, for dér siges det, at de er så egenrådige, at de vender sig bort fra ethvert tegn, de ser, og betragter det som en mærkværdig manifestation af magi. Den nærmeste sammenhæng og den efterfølgende tekst bekræfter betydningen af ***************** og fastslår, at månen på det tidspunkt faktisk blev delt i to. Hadithernes pålidelige overleveringer bekræfter netop denne betydning. (Tilføjet af forfatteren.)

Beretningerne om månens opsplitning er overleveret af Bukhari, Tirmidhi, Ahmad, Abu Awama, Abu Dawud, Tiyalisi, Abd al-Razzaq, Ibn Jarir, Bayhaqi, Tabarani, Ibn Marduyah og Abu Nu’aym. De har med flere overleveringskæder citeret beretninger fra Hazrat Abdullah ibn Umar (ra), Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra), Hazrat Hudhayfa ibn al-Yaman (ra), Hazrat Anas ibn Malik (ra) og Hazrat Jubayr ibn Mut’im (ra). Tre af disse fremtrædende mænd – Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra), Hazrat Hudhayfa (ra) og Jubayr ibn Mut’im (ra) – har efter en grundig forklaring og analyse sagt, at de var øjenvidner til den pågældende begivenhed.

Når alle beretningerne sammenholdes, fremgår følgende detaljerede beskrivelse: Begivenheden fandt sted omkring fem år før hijra. Det var den fjortende nat i måneden. Månen var netop stået op, da den pludselig blev delt i to; den ene del kunne ses på den ene side af bjerget foran dem, og den anden del på den anden side. Denne tilstand varede kun et øjeblik, hvorefter de to dele igen blev samlet. Profeten (s) opholdt sig på det tidspunkt i Mina. Han sagde til folkene: »Se og vær vidner.« De vantro sagde: »Muhammad (s) kan måske udøve trolddom over os, men han kan ikke gøre det over alle. Lad folk udefra komme. Vi vil spørge dem, om de også har set denne begivenhed.« Da nogle mennesker udefra kom, bevidnede de, at de også havde set dette syn.

Nogle overleveringer fra Hazrat Anas (ra) har givet anledning til den fejlagtige opfattelse, at månens opsplitning fandt sted ikke én, men to gange. For det første har ingen blandt sahabaerne sagt noget sådant. For det andet forekommer ordene ************ (to gange) samt ordene »i to dele« i nogle af Hazrat Anas’ (ra) egne beretninger. For det tredje omtaler Koranen kun opsplitningen én gang. På dette grundlag er det korrekte, at begivenheden kun fandt sted én gang. Derefter siges det i den udbredte fortælling, at begivenheden kun fandt sted én gang. Men den ligeledes udbredte fortælling om, at månen blev delt i to ved et tegn med Profetens (s) finger, hvorefter den ene del gik ind gennem hans klædning og kom ud gennem det ene ærme, er fuldstændig grundløs.

Spørgsmålet er nu, hvad denne begivenhed egentlig var. Var det et mirakel, som Allahs Sendebud (s) viste i Mekka over for de vantro som bevis på sit sendebud? Eller var det en hændelse, der ved Allahs magt indtraf med månen, og som Han henledte folkets opmærksomhed på som et tegn på muligheden for dommedagen og dens nærhed? En stor gruppe lærde regner den blandt Profetens (s) mirakler. De mener, at dette mirakel blev vist for at imødekomme de vantros krav. Men denne opfattelse udspringer af nogle få beretninger, der er overleveret fra Hazrat Anas (ra). Ingen anden sahabi har sagt dette. Ibn Hajar siger i Fath al-Bari, at blandt alle de måder, hvorpå denne fortælling er blevet overleveret, har han bortset fra Hazrat Anas’ (ra) hadith ikke set noget, der angiver, at månens opsplitning fandt sted på grundlag af polyteisternes krav. Abu Nu’aym al-Isfahani har i Dala’il al-Nubuwwa citeret en beretning om dette fra Hazrat Ibn Abbas (ra), men dens overleveringskæde er svag. I de hadithsamlinger findes der ingen omtale af dette i nogen af de beretninger fra Ibn Abbas (ra), som er overleveret med en pålidelig overleveringskæde. Desuden var hverken Hazrat Anas (ra) eller Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) samtidige med denne begivenhed. Derimod har ingen af de sahabaer, som var til stede på det tidspunkt – såsom Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra), Hazrat Hudhayfa (ra), Hazrat Jubayr ibn Mut’im (ra), Hazrat Ali (ra) og Hazrat Abdullah ibn Umar (ra) – sagt, at polyteisterne i Mekka havde krævet et tegn som bevis på Profetens (s) sandfærdighed, og at de som følge heraf fik vist dette mirakel, nemlig månens opsplitning. Det vigtigste er, at den hellige Koran selv fremstiller denne begivenhed ikke som et tegn på Muhammads sendebud, men som et tegn på, at dommedagen nærmer sig. Ikke desto mindre var den naturligvis i den forstand et tydeligt bevis på Profetens (s) sandfærdighed, at denne begivenhed bekræftede det budskab om dommedagens komme, som han havde givet folk.

Modstanderne fremsætter to indvendinger mod dette. For det første mener de, at det på ingen måde er muligt, at et så stort himmellegeme som månen skulle blive delt i to, så den ene del blev skilt fra den anden, og at den ene del, efter at være kommet hundreder af kilometer bort fra den anden, igen skulle blive forenet med den. For det andet siger de, at hvis noget sådant var sket, ville begivenheden være blevet berømt i hele verden, være blevet omtalt i historien og være blevet nævnt i astronomien. I virkeligheden er begge indvendinger uden vægt. Tidligere kunne man måske have diskuteret, om dette overhovedet var muligt. Men på grundlag af den viden, mennesket i moderne tid har opnået om himmellegemers opbygning, er det helt muligt, at et himmellegeme kan revne på grund af en vulkansk eksplosion i sit indre, og at dets to dele under denne frygtelige eksplosion kan bevæge sig langt fra hinanden og på grund af tiltrækningskraften fra deres eget centrum igen blive forenet. Hvad den anden indvending angår, er den uden vægt, fordi begivenheden ikke fandt sted blot et øjeblik. Der lød heller ingen eksplosionslyd, som kunne have henledt menneskers opmærksomhed på den. Der var heller ikke på forhånd bragt nogen meddelelse om, at folk skulle se op mod himlen. Desuden var det ikke muligt at se den over hele verden. Det var kun i Arabien og landene øst for Arabien, at månen på det tidspunkt var stået op. I den periode var menneskenes interesse for historieskrivning heller ikke så stor, og historieskrivningens kunst var heller ikke så udviklet, at de, der havde set dette i de østlige lande, ville have nedskrevet det, hvorefter en historiker kunne samle disse vidnesbyrd og citere dem i et historisk værk. Ikke desto mindre nævnes det i Malabars historie, at en af landets konger så dette syn den nat. Hvad astronomien og kalenderbøgerne angår, ville dette kun være blevet nævnt i astronomiske værker eller kalendere, hvis man havde konstateret en forskel i månens bevægelse, dens kredsløb eller dens op- og nedgangstider. En sådan uregelmæssighed viste sig ikke, og derfor blev de gamle astronomers opmærksomhed ikke rettet mod den. På det tidspunkt var teleskoper heller ikke så udviklede, at enhver hændelse i det høje himmelrum straks kunne optages og bevares. (Tafhim, bind 5 – al-Qamar, note 1.)

Hvordan belejringen blev ophævet

Selv om Mekkas fanatiske og egenrådige vantro ledere i et øjebliks vrede havde belejret to store familier blandt byens øvrige familier, fandtes der ikke en eneste familie i Mekka, som ikke var beslægtet med Banu Hashim og Banu al-Muttalib. Derfor var belejringen af deres egne brødre og slægtninge fra begyndelsen uudholdelig for mange. Jo længere belejringen varede, desto større blev deres bitterhed over for den. For Banu Hashim og Banu al-Muttalib blev ramt af sult. Lyden af deres børns gråd og klager kunne høres i de omkringliggende kvarterer. Deres slægtninge i de andre familier, som boede lige i nærheden, blev urolige, når de hørte alle disse nødråb og klager. Musa ibn Uqba siger, at Banu Abd Manaf, Banu Qusayy og de familier, hvis medlemmer var blevet gift ind i Banu Hashim, ved slutningen af det tredje år begyndte at bebrejde hinanden og åbent sagde: »Vi har begået den forbrydelse at afbryde dette slægtskab. Ved denne handlemåde har vi krænket familiens rettigheder.«

Al-Tabari og Ibn Hisham fortæller med henvisning til Ishaq, og al-Baladhuri med henvisning til al-Waqidi, at Hisham ibn Amr al-Amiri til sidst påtog sig denne opgave og erklærede, at han ikke ville hvile, før denne blokade var bragt til ophør. Som det første opsøgte han Zubayr ibn Abi Umayya, lederen af Banu Makhzum, som var bror til Umm Salama (må Allah være tilfreds med hende) og søn af Atika bint Abd al-Muttalib, Profetens tante (fred være med ham). Han sagde: »O Zubayr! Kan du glæde dig over, at du spiser og drikker ubekymret og gifter dig, mens din morfars slægt dør af sult? At handel og ægteskabelige forbindelser med dem bliver afbrudt? Ved Allah, hvis Abu Jahl var i denne situation, og du bad ham behandle hans morfars slægt, sådan som han har bedt dig behandle din morfars slægt, ville han aldrig have gjort det.« Zubayr sagde: »Hisham! Hvad kan jeg gøre alene? Hvis blot én anden ville hjælpe os, ville jeg ikke give op, før blokadedokumentet var revet i stykker.« Hisham sagde: »Jeg er én.« Zubayr sagde: »Find én mere.«

Derefter opsøgte Hisham Mut’im ibn Adi, lederen af Banu Nawfal ibn Abd Manaf. Han sagde: »O Mut’im! Er du tilfreds med, at to familier fra Banu Abd Manaf bliver udslettet, mens du ser til som tilskuer? Hvis du hjælper Quraysh imod dem og på denne måde lader Quraysh udslette dem, vil den dag snart komme, hvor du selv bliver udsat for det samme.« Han sagde: »Hvad kan jeg gøre alene? Tag en anden med.« Hisham sagde: »Jeg er én, og den anden er Zubayr ibn Abi Umayya.« Mut’im sagde: »Find én mere.«

Derefter opsøgte Hisham Abu al-Bakhtari, As ibn Hashim, lederen af Banu Asad ibn Abd al-Uzza, og sagde til ham det samme, som Mut’im havde sagt. Han sagde: »Er der andre, som vil stå sammen med os?« Hisham sagde: »Jeg, Zubayr ibn Abi Umayya og Mut’im ibn Adi.« Han sagde: »Så find blot én mere.« Hisham talte derfor med Zam’a ibn al-Aswad ibn al-Muttalib. Han var en af lederne af Banu Asad ibn Abd al-Uzza, og også han blev overtalt til at deltage i denne sag.

Derefter mødtes disse fem — Hisham, Zubayr, Mut’im, Abu al-Bakhtari og Zam’a — på Mekkas højland, Hajun, og besluttede, hvordan de skulle forsøge at ødelægge blokadedokumentet. Zubayr sagde: »Jeg begynder at tale, og I støtter mig.« Den følgende morgen gik de hen imod Qurayshs møde, og efter at Zubayr havde gået syv gange rundt om Kabaen, henvendte han sig til Mekkas folk og sagde: »O Mekkas indbyggere! Skal vi spise og leve godt, mens Banu Hashim bliver udslettet? Der kan hverken købes noget hos dem eller sælges noget til dem. Ved Allah, jeg vil ikke sætte mig, før blokadedokumentet er blevet revet i stykker.«

Abu Jahl rejste sig og sagde: »Du lyver. Det vil aldrig blive revet i stykker.« Zam’a sagde: »Ved Allah, du er den største løgner. Selv da dette dokument blev skrevet, var vi ikke enige. « Abu al-Bakhtari støttede ham og sagde: »Zam’a har ret. Vi var på ingen måde enige i noget af det, der står i dokumentet, og vi anerkender det heller ikke.« Mut’im ibn Adi sagde: »I to har talt sandt, og løgneren er den, der siger noget andet. For Allah erklærer vi os fri for ethvert ansvar for dette dokument og for det, der står i det.« Hisham ibn Amr gav ham også sin støtte. Abu Jahl sagde: »Dette er en sammensværgelse, der er blevet planlagt om natten et eller andet sted.«

Et forunderligt udtryk for Allahs almagt

Ibn Sa’d, Ibn Hisham og al-Baladhuri siger, at Allah meddelte Allahs Sendebud (fred være med ham), at termitterne havde ædt alle de ord om uretfærdighed, undertrykkelse og brud på slægtskabsbånd, som var skrevet i dokumentet om bruddet på forbindelserne, og at kun Allahs navn var tilbage.

Ibn Ishaq, Musa ibn Uqba og Urwa fortæller derimod, at termitterne havde ædt det sted, hvor Allahs navn stod, mens ordene om uretfærdighed, undertrykkelse og lignende stadig var intakte. Men dette synes ikke at være acceptabelt. Det korrekte er derfor det, som Ibn Sa’d, al-Baladhuri og Ibn Hisham har sagt. Allahs Sendebud, Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), fortalte det til sin onkel Abu Talib. Han spurgte: »Har din Herre underrettet dig om dette?« Profeten (fred være med ham) svarede: »Ja.« Abu Talib fortalte det til sine brødre, og de sagde: »Hvad mener du?« Abu Talib sagde: »Ved Allah! Muhammad har aldrig løjet for os.«

Herefter spurgte Abu Talib: »Hvad bør der nu gøres?« Profeten (s) sagde: »Jeg mener, at I skal tage jeres smukkeste klæder på, gå til Quraysh og sige dem dette.« Så gik de alle ud og begav sig til Hijr, hvor Qurayshs fornemme mænd var samlet. Da folk så dem komme, rettede alles blikke sig mod dem, og de begyndte at spekulere på, hvad de mon til sidst ville sige.

Selv om historikerne ikke har forklaret eller analyseret dette, fremgår det tydeligt, når den tidligere beretning sammenholdes med denne, at Abu Talib og hans ledsagere nåede frem til Haram netop på det tidspunkt, hvor Zubayr og hans ledsagere var i en ordstrid med Abu Jahl, og Qurayshs ledere overvejede denne strid. Så snart Abu Talib var nået frem, henvendte han sig til alle og sagde: »Vi er kommet med en sag, og den, der svarer på den, skal give det svar, som I finder rigtigt.«

Qurayshs ledere sagde: »Velkommen, ahlan wa sahlan. Vi har noget hos os, som vil tilfredsstille jer. Så sig, hvad ønsker du?« Abu Talib sagde: »Min nevø har fortalt mig dette, og ved Gud har han aldrig løjet. Send nu bud efter det dokument, der indeholder aftalen, og se: Hvis min nevøs ord er sande, så afstå fra at bryde forbindelsen med os og udslet det, der står i dokumentet. Men hvis hans ord er falske, vil jeg overgive ham til jer. Derefter står det jer frit for enten at dræbe ham eller lade ham leve.« De sagde: »Du har talt om retfærdighed.«

Derefter blev dokumentet hentet og åbnet, og det viste sig, at det, som Allah havde fortalt sin Sendebud, var sandt. Derved mislykkedes alle Qurayshs vantros sammensværgelser, og de måtte bøje hovedet. Abu Talib sagde: »Nu er det blevet klart for jer, at det er jer, der er ansvarlige for denne undertrykkelse, forfølgelse og afbrydelse af forbindelserne. For hvilken forbrydelse skal vi nu holdes belejret?« Derefter gik Abu Talib sammen med sine ledsagere om bag Ka’bas forhæng, omfavnede med sin krop Baytullahs mur og bad således: »O Gud! Hjælp os mod dem, der har gjort os uret, afbrudt slægtskabsforbindelsen med os og tilladt sig selv det, som Du har gjort forbudt for dem med hensyn til os.« Efter disse ord drog han sammen med sine ledsagere mod deres egen Shi’b. Så snart de var gået, bebrejdede mange af Quraysh den undertrykkelse og forfølgelse, som var blevet udsat for Banu Hashim. Blandt de mest fremtrædende var Mut’im ibn Adi, Adi ibn Qays, Zam’a ibn al-Aswad, Abu al-Bakhtari ibn Hashim og Zubayr ibn Abi Umayya. Derefter bevæbnede disse mænd sig og gik til Shi’b Abi Talib, hvor de sagde til Banu Hashim og Banu al-Muttalib: »Gå nu hver især hjem og bo der.«

Ibn Sa’d, Baladhuri, Ibn Abd al-Barr og andre siger, at denne belejring ophørte i åbenbaringens tiende år.

Hazrat Khadijas (ra) og Abu Talibs bortgang

Den glæde og fred, som Profeten (s) havde opnået efter belejringens ophør, blev forvandlet til sorg gennem to sørgelige begivenheder, der indtraf efter hinanden. Ved sin højtstående støtte og hjælper, sin onkel Abu Talibs, og sin yderst trofaste hustru, der trøstede ham i vanskeligheder, Bibi Hazrat Khadijas (ra), bortgang blev han dybt bedrøvet. Disse to sørgelige begivenheder fandt sted i åbenbaringens tiende år, det samme år som belejringen ophørte.

Nogle historikere har sagt, at Hazrat Khadija (ra) døde før Abu Talib. Waqidi siger, at det var 35 dage tidligere. Men den mest udbredte og pålidelige opfattelse er, at Abu Talib døde først, og at Hazrat Khadija (ra) døde kort tid efter. Bayhaqi og Ibn Hisham citerer denne korte beretning fra Muhammad ibn Ishaq og siger, at de begge døde i samme år, tre år før hijra.

Ibn Abd al-Barr siger, at Abu Talibs wafat fandt sted seks måneder efter, at man var kommet ud af Shi’b. Tre dage senere døde Hazrat Khadija (ra). Ibn Sa’d siger, at Abu Talibs wafat fandt sted i Shawwal i profetens tiende år. På det tidspunkt var han 80 år. En måned og fem dage senere døde Hazrat Khadija (ra). Hun var på det tidspunkt 65 år. Ibn Athir har angivet Shawwal eller Dhu al-Qa’dah i profetens tiende år som tidspunktet for Abu Talibs wafat. Blandt de forskellige udsagn er det blevet foretrukket, at der kun var 35 dage mellem Abu Talibs og Hazrat Khadijas (ra) wafat. Hafiz Abu al-Faraj Ibn al-Jawzi har sagt, at der gik fem dage mellem deres død, mens Qutayba har sagt tre dage. Qastallani siger i al-Mawahib al-Ladunniyya: Sandheden er, at Hazrat Khadijas død fandt sted i Ramadan (profetens tiende år). Baladhuri har med Hakim ibn Hizam som kilde angivet dødsdatoen som den 10. Ramadan (profetens tiende år).

De vantros forfølgelse af muslimerne

Profeten (s) plejede at kalde dette år for sorgens år. Efter disse to begivenheder blev Profeten (s) ramt af en bjergstor sorg og bedrøvelse. På den anden side blev Quraysh-folkene pludselig meget dristige, fordi Profeten (s) pludselig stod uden nogen beskytter. Det, som de ikke havde kunnet udsætte Profeten for af forfølgelse og undertrykkelse, mens Abu Talib levede, begyndte de nu at gøre. Bayhaqi citerer en beretning fra Urwa ibn al-Zubayr og siger, at Profeten (s) sagde: »Quraysh var kujoner indtil Abu Talibs død.« Hakim har citeret den samme beretning fra Urwa ibn al-Zubayr med Hazrat Aisha (ra) som kilde og med disse ord: Hun hørte Profeten (s) sige dette.

Ibn Ishaq har med Urwa ibn al-Zubayr som kilde citeret et eksempel på Qurayshs voksende dristighed: En dag kastede en mand fra Quraysh jord over Profetens (s) hoved på markedet, hvorefter han gik hjem i denne tilstand. En af hans døtre vaskede hans hoved og græd. For at trøste hende sagde Profeten (s): »Mit barn, græd ikke. Allah er din fars hjælper.«

Imam Bukhari har flere steder i Kitab al-Taharah, Kitab al-Jizya, Kitab al-Jihad og Kitab al-Maghazi citeret denne beretning fra Hazrat Abdullah ibn Masud (ra): En dag bad Profeten (s) i nærheden af Kabaen. Quraysh-folkene sad i deres forskellige forsamlinger. En af dem sagde — i Muslims beretning forklares det, at det var Abu Jahl —: »Hvem af jer vil gå hen til den og dens hus, hente en kurv med indvolde og blod fra en slagtet kamel og lægge den på hans ryg, mens han ligger i sujud?« Da rejste den mest ondskabsfulde og slette blandt dem, Uqba ibn Abi Muayt, sig, og han hentede dette snavs og affald og lagde det på Profetens (s) ryg eller mellem hans to skuldre, mens han var i sujud. På grund af vægten blev Profeten (s) liggende i sujud og kunne ikke løfte hovedet. Quraysh-folkene lo voldsomt ved synet og væltede ind over hinanden. Imens gik nogen hen og bragte nyheden til Profetens (s) hus. Hazrat Fatima (ra) hørte det, løb derhen og trak alt dette snavs og affald væk. Derefter henvendte hun sig til Quraysh-folkene med en kraftig irettesættelse og nedbad en forbandelse over dem, der havde gjort dette. Hafiz Bazzar tilføjer, at ingen af Qurayshs vantro sagde et eneste ord til Hazrat Fatima (ra). Da bønnen var afsluttet, sagde Profeten (s): »O Gud, døm mellem mig og Quraysh!« Nogle siger, at han sagde dette to gange, andre siger tre gange. I Bukharis beretning står der, at Quraysh fandt denne forbandelse fra Profeten (s) yderst ubehagelig. I Muslim står der, at deres latter ophørte ved Profetens (s) ord, og at de blev bange og foruroligede over forbandelsen. Hazrat Abdullah ibn Masud siger: Derefter nedbad Profeten (s), idet han nævnte dem ved navn, en forbandelse over Abu Jahl, Utba ibn Rabia, Shayba ibn Rabia, al-Walid ibn Utba ibn Rabia, Umayya ibn Khalaf, Uqba ibn Abi Muayt og Umara ibn al-Walid. Denne hadith er, ud over Bukhari og Muslim, også citeret af Imam Ahmad, Nasa’i, Bazzar, Tabarani, Abu Dawud al-Tayalisi og andre. I al-Tayalisis beretning er også Hazrat Abdullah ibn Masuds (ra) udsagn citeret: Bortset fra den dag hørte jeg aldrig Profeten (s) nedbede en forbandelse over dem.

Selv om de hadith-lærde, der overleverede denne hadith, ikke har sagt, hvornår denne begivenhed fandt sted, indeholder den oplysninger, som næsten fastslår tidspunktet. Det fremgår, at da kamelens indvolde blev lagt over Profeten (s), mens han var i sujud, og Hazrat Fatima (ra) fik denne nyhed, løb hun hen og trak indvoldene væk fra sin fars hoved. Om hende har Ibn Abd al-Barr nævnt i al-Isti’ab, at Profeten (s) var 41 år, da hun blev født. Al-Zurqani har i sin kommentar til al-Mawahib erklæret dette for korrekt. Det er derfor sikkert, at Hazrat Fatima må have været ni år på tidspunktet for denne begivenhed. For det ville have været meget vanskeligt for en pige, der var yngre end det, at trække kamelens indvolde ned. Derfor er vores opfattelse, at de vantro udførte denne meningsløse handling på det tidspunkt, hvor Hazrat Khadija (ra) og Abu Talib var døde.

Abu Talibs testamente

Allama Qastallani siger i al-Mawahib al-Ladunniyya, og Allama al-Zurqani siger i sin kommentar, med Hisham ibn Muhammad ibn al-Sa’ib al-Kalbi som kilde, at Qurayshs ledere kom for at besøge Abu Talib i hans sidste stund. Efter at have beskrevet Qurayshs egenskaber og storhed for dem sagde han: »Se, bevar denne Kabaens hellighed ukrænket. Derved opnår man Herrens tilfredshed. Opfyld jeres slægtninges rettigheder. Begå ikke overgreb mod hinanden, og kræn ikke hinandens rettigheder. Tag imod den, der inviterer jer. Afhjælp den nødstedtes behov. Hold fast ved sandfærdighed og troskab. I denne forbindelse giver jeg jer dette råd om Muhammad (s): Behandl ham godt, for han er al-Amin (den pålidelige) blandt Quraysh og den mest sandfærdige i hele Arabien. Han besidder alle de egenskaber, som jeg har fortalt jer om. Han har bragt noget, som hjertet ønsker, men folk benægter det med deres mund af frygt for fjendskab. Ved Gud! Jeg kan næsten se med mine egne øjne, at Arabernes fattige og de svage mennesker fra alle egne vil træde frem, tage imod hans kald og erklære sandheden i hans kalima. De vil styrke hans sag, og han vil sammen med dem kaste sig ud på den farefulde kampplads. Qurayshs ledere vil sidde med halen mellem benene.«

Ibn Saʿd fortæller, at Abu Talib på sit dødsleje formanede sine sønner således: »Så længe I lytter til Muhammad (s) og følger hans befalinger, vil det altid gå jer godt. Adlyd ham derfor og hjælp ham, så vil I være på den rette vej.«

Profeten (s) sagde: »Onkel, du har formanet dem, men hvorfor holder du dig selv udenfor?«

Han svarede: »Jeg ønsker ikke, at jeg på dødslejet af frygt skal blive regnet for en, der er faret vild. Og at Quraysh skulle sige, at Abu Talib, som i rask tilstand havde afvist det, i dødsøjeblikket af frygt tog det til sig.«

Ibn Saʿd fortæller med Imam Muhammad ibn Sirins autoritet, at da Abu Talib lå for døden, kaldte han Profeten (s) til sig og sagde: »Når jeg er død, skal du tage til Medina, til din morfars slægt, Banū Najjār. For de er meget strenge, når det gælder beskyttelsen af deres egen familie.«

Af disse formaninger kan man forstå, hvor vis og fremsynet Abu Talib var. Tre år før udvandringen fremsatte han en vurdering om Medina, som til sidst blev til virkelighed. På det tidspunkt kunne ingen forestille sig, at Medina skulle blive den by, hvis indbyggere ville ofre deres liv for islam og Profeten Muhammad (s). Derefter skulle Profeten (s) dérfra få en sådan styrke, at han ville undertvinge hele Arabien. Således blev alt det, han dengang sagde til Qurayshs ledere, blot få år senere opfyldt til punkt og prikke. Andre mennesker høstede fordel af at støtte Profeten (s), mens disse Quraysh-ledere blev henvist til de bageste rækker. Ibn Abd al-Barr beretter i al-Istīʿāb en begivenhed fra den ædle ʿUmars regeringsperiode. En dag sad Qurayshs ledere udenfor og ventede på tilladelse til at få foretræde for de troendes leder; blandt dem var især Suhayl ibn ʿAmr og Abu Sufyan. Imens blev den ædle Bilal (ra), den ædle Suhayb (ra) og andre af Badr-folkene kaldt indenfor. Abu Sufyan sagde beklagende til sine ledsagere: »Er tiden kommet, hvor vores folk skal sidde udenfor, mens slaverne bliver kaldt indenfor?« Suhayl ibn ʿAmr svarede: »Fremsæt denne klage over for jer selv. Da islams kald lød, trådte de frem, mens I blev tilbage.«

Abu Lahab træder frem for at støtte Profeten (s), men trækker sig tilbage

Ibn Saʿd fortæller, at da forfølgelsen af Profeten (s) i Mekka nåede sit højdepunkt, kom Abu Lahab en dag til ham og sagde: »Muhammad, fortsæt med at gøre, hvad du ønsker. Gør det samme, som du gjorde, mens Abu Talib levede. Ved al-Lat og al-ʿUzza! Så længe jeg lever, vil ingen lægge hånd på dig.«

Derefter kom Profeten (s) ud af huset, og Ibn al-Ghaytala skældte ham ud på det offentlige marked. (Denne mands egentlige navn var al-Harith ibn Qays ʿAdiyy al-Sahmi. Qays ibn ʿAdis hustru var en prostitueret ved navn Ghaytala fra Banū Murra. Alle hendes børn blev kaldt Ghayatila – forfatterens anmærkning.) Da trådte Abu Lahab ud af huset og irettesatte Ibn al-Ghaytala. Mens denne råbende flygtede, sagde han: »Quraysh-folk, hør efter! Abu ʿUtba har også forladt sine forfædres religion.« Da folk hørte dette postyr, kom de til Abu Lahab og spurgte, hvad der var sket. Han sagde: »Jeg har ikke forladt Abd al-Muttalibs religion. Men nu vil jeg støtte min nevø, for han har ikke længere nogen beskytter.« Quraysh-lederne sagde: »Du har gjort vel i at være rede til at opfylde slægtskabets pligt.« Derefter var Profeten (s) i sikkerhed i nogen tid, og folk holdt op med at genere ham af hensyn til Abu Lahab. Til sidst rådførte Abu Jahl og ʿUtba ibn Abi Muʿayt sig en dag med hinanden, gik til Abu Lahab og sagde: »Spørg din nevø, hvor hans bedstefar og din far, Abd al-Muttalib, vil komme hen.« Da Abu Lahab stillede Profeten (s) dette spørgsmål, svarede han: »Han vil komme derhen, hvor hans folk kommer.« Abu Lahab fortalte sine venner om Profetens (s) svar. De sagde: »Hør her, forstår du ikke? Det betyder, at din far også kommer i Helvede.«

Abu Lahab kom og spurgte Profeten (s): »Muhammad! Vil Abd al-Muttalib komme i Helvede?« Han svarede: »Ja. Og enhver, der dør på den religion, som Abd al-Muttalib døde på, vil komme i Helvede.« Så snart Abu Lahab hørte dette, blev han vred og sagde pludseligt: »Ved Gud! Jeg vil altid være din fjende. Mener du, at Abd al-Muttalib er blandt Helvedes beboere?«

Således vendte den, der i nogle dage havde været en Guds fjende, men havde støttet sandheden, tilbage til sin oprindelige holdning.

Ægteskabet med Sawda (ra)

Efter Khadijas (ra) død opstod der et besværligt problem for Profeten (s): Der var kun hans to unge døtre, Umm Kulthum (ra) og Fatima (ra), tilbage i hjemmet. Der var ingen til at tage sig af dem. Når han på dette farlige tidspunkt forlod hjemmet for at udføre profetskabsmissionens ansvar, blev hans to døtre efterladt hjælpeløse. Derfor giftede han sig nogle dage efter Khadijas (ra) død med Sawda bint Zam’a. [Ibn Sa’d oplyser med al-Waqidi som kilde, at dette ægteskab fandt sted i ramadan i det tiende år efter profetkaldet. al-Qastallani skriver i al-Mawahib al-Ladunniyya, at Khadija (ra) døde i ramadan, og at ægteskabet med Sawda (ra) fandt sted i Shawwal. – Forfatteren.] Hun var en ældre kvinde og særdeles egnet til at tage sig af pigerne. Hun tilhørte stammen Banu Amir ibn Lu’ayy. Hendes tidligere mand, Saqran ibn Amr, var hendes fætter og bror til Suhayl ibn Amr. Begge ægtefæller var blandt de første muslimer og deltog i den anden hijra til Abessinien. Musa ibn Uqba og Abu Ma’shar siger, at Saqran (ra) døde i Abessinien. Muhammad ibn Ishaq og al-Waqidi siger derimod, at han vendte tilbage fra Abessinien til Mekka og døde dér. [Al-Tabari og Ibn Kathir har i deres historieværker skrevet, at han fra Mekka igen rejste til Abessinien og døde som kristen. Al-Baladhuri har imidlertid anerkendt Ibn Ishaqs og al-Waqidis udsagn som de sande. Al-Athir selv forklarer i sit værk Usd al-Ghaba, at han var muslim indtil sin død. Hafiz Ibn Hajar skrev efter hans navn »radia Allahu anhu« i al-Isaba. – Forfatteren.] I den beretning fra al-Waqidi, som Ibn Sa’d har citeret, nævnes det, at da Profeten (s) friede til hende, svarede hun: »Du har fuld ret til at træffe enhver afgørelse vedrørende mig.« Profeten (s) sendte hende derefter besked om at udpege en person på sine vegne, som kunne vie hende til ham. Hun udpegede Hatib ibn Amr, bror til Suhayl ibn Amr og en af de første muslimer, til dette formål, og han viede hende til Profeten (s).

De fleste beretninger viser, at hun var den første kvinde efter Khadija (ra), som blev Profetens hustru, og at dette ægteskab fandt sted før hans ægteskab med Aisha (ra). Ibn Abd al-Barr har med Qatada, Abu Ubayda og imam al-Zuhri som kilder sagt det samme. Ibn Sa’d har også forklaret det sådan. Ibn Ishaq fortæller med Ali ibn Husayn (ra) som kilde, at den første kvinde efter Khadija (ra), som Profeten (s) giftede sig med, var Sawda bint Zam’a (ra).

Ægteskabet med Aisha (ra)

Imam Ahmad, al-Tabarani, Ibn Jarir al-Tabari og al-Bayhaqi har imidlertid overleveret en udførlig beretning, der strider mod dette. Her nævnes det, at da Khadija (ra) døde, kom Khawla bint Hakim al-Sulamiyya, hustru til Uthman ibn Maz’un, til Profeten (s) og sagde: »Allahs Sendebud! Vil du gifte dig?« Han sagde: »Hvem skal jeg gifte mig med?« Khawla sagde: »Hvis du ønsker en jomfru, kan du få en, og hvis du ønsker en enke, kan du også få en.« Profeten (s) spurgte: »Hvem er jomfruen?« Hun sagde: »Datteren af den, du elsker højest blandt hele skaberværket, nemlig Aisha bint Abi Bakr (ra).« Derefter spurgte Profeten (s): »Hvem er enken?« Hun sagde: »Sawda bint Zam’a, som har troet på dig og også adlydt dig.« Profeten (s) sagde: »Gå til dem begge og tal med dem.«

Først gik hun til Abu Bakr (ra) og sagde til hans hustru Umm Ruman: »Hvor megen godhed og velsignelse Allah har skænket jer.«

Han sagde: Hvad er det?

Khawla sagde: »Allahs Sendebud (s) har sendt mig med et ægteskabsforslag til Aisha (ra).« Umm Ruman sagde: »Lad Abu Bakr komme.« Da Hazrat Abu Bakr (ra) kom, sagde Umm Ruman til ham: »Hvor megen godhed og velsignelse Allah har skænket dig!« Han sagde: »Hvad er det?« Umm Ruman sagde: »Allahs Sendebud (s) har sendt et ægteskabsforslag til Aisha (ra) gennem mig.« Han sagde: »Vil hun være tilladt for ham? Hun er jo hans niece?«

Khawla gik til Huzur (s) og fortalte ham dette. Han sagde: »Sig til ham: Han er min trosbroder, og hans datter er tilladt for mig.« Khawla viderebragte dette svar til Hazrat Abu Bakr (ra). Han sagde: »Vent lidt.« Dermed gik han bort.

Umm Ruman sagde til Khawla: »Mut’im ibn Adi havde bedt om Aisha til sin søn. Ved Gud! Abu Bakr har aldrig brudt et løfte, han havde givet nogen.« Imens gik Abu Bakr (ra) til Mut’im. Hos ham sad hans hustru, hvis søn Mut’im havde fremsat ægteskabsforslaget for. Hun sagde: »Abu Bakr, vi frygter, at hvis vi gifter vores søn ind i jeres familie, vil I få ham til at forlade sin religion.« Hazrat Abu Bakr (ra) sagde til Mut’im: »Det, din hustru siger, er vel også din holdning?« Han sagde: »Hun siger netop dette.« Efter at have hørt dette svar forlod Abu Bakr (ra) dem, og Allah befriede ham for den vanskelige situation, som hans løfte til Mut’im havde bragt ham i. Derefter sagde han til Khawla: »Hent Allahs Sendebud (s) her til mig.« Da hun havde hentet Huzur (s), lod Hazrat Abu Bakr (ra) ham gifte sig med Hazrat Aisha (ra). Hun var da seks år gammel.

Derefter forlod Khawla stedet og gik til Hazrat Sawda bint Zam’a og sagde: »Hvor megen godhed og velsignelse Allah har skænket dig!« Hun sagde: »Hvad er det?« Khawla sagde: »Allahs Sendebud (s) har sendt mig til dig med et ægteskabsforslag.« Hun sagde: »Fortæl min far det.« Han var meget gammel. Khawla gik til ham, hilste på ham på jahiliyyah-vis og præsenterede først sig selv. Derefter sagde hun: »Muhammad (s) har sendt mig med et ægteskabsforslag til Sawda.« Han sagde: »Sikke et smukt match! Men hvad siger din veninde?« Khawla siger: »Hun er også positivt indstillet over for det.« Han tilkaldte Sawda og spurgte hende, hvad hun ønskede. Da hun udtrykte sin accept, tilkaldte han Huzur (s) til sit hus og lod ham høre, at hans søsters ægteskab var indgået med Huzur (s); da begyndte han at kaste jord på sit hoved. Senere, da denne mand selv blev muslim, plejede han at sige: »Dengang var jeg tåbelig, siden jeg kastede jord på mit hoved, fordi min søster blev gift med Huzur (s).«

Datoen for Hazrat Aishas (ra) ægteskab

Denne beretning gør ikke blot klart, at Hazrat Aishas (ra) ægteskab fandt sted før Hazrat Sawdas (ra), men også at Hazrat Aisha (ra), da hun blev gift med Huzur (s) i måneden Shawwal i profetskabets tiende år, var seks år gammel. Her kan man spørge, at hvis hun var seks år gammel i Shawwal i profetskabets tiende år, burde hun have været ni år på tidspunktet for hijraen, og ifølge den pålidelige beretning burde hun have været elleve år, da hun blev ført til sin ægtemands hjem i Shawwal i det andet hijri-år. Nogle lærde har svaret på dette spørgsmål, at Hazrat Aishas (ra) hjemsendelse fandt sted syv måneder efter hijraen. Hafiz Ibn Hajar har foretrukket denne opfattelse. Men Imam Nawawi i »Tahdhib al-Asma wa al-Lughat«, Hafiz Ibn Kathir i »Al-Bidaya« og Allama Qastallani i »Mawahib al-Ladunniyya« har med sikkerhed sagt, at hjemsendelsen fandt sted i det andet hijri-år. Hafiz Badruddin Ayni har skrevet i »Umdat al-Qari«, at Hazrat Aishas (ra) hjemsendelse fandt sted i Shawwal i det andet hijri-år, efter at Profeten (s) var vendt tilbage fra slaget ved Badr.

Både Imam Nawawi og Allama Ayni har erklæret den opfattelse meningsløs, at denne hjemsendelse fandt sted syv måneder efter hijraen. Derefter opstår naturligvis det andet spørgsmål: Hvis hjemsendelsen fandt sted i det andet hijri-år, hvornår fandt ægteskabet da sted, når hun var seks år gammel ved ægteskabet og ni år gammel, da hun som brud drog til sin ægtemands hjem? Hvordan kan dette stemme overens? Svaret findes i den beretning hos Bukhari, som er overleveret fra Urwa ibn al-Zubayr. Her siger Hazrat Urwa (ra), at Hazrat Khadijas (ra) død fandt sted tre år før hijraen. To år senere eller lidt derefter giftede Profeten (s) sig med Hazrat Aisha (ra), da hun var seks år gammel. Derefter blev hun ført til sin ægtemands hjem som niårig. Regnestykket går således op: Hazrat Aishas (ra) ægteskab fandt sted, da hun var seks år gammel, omtrent ét år før hijraen, mens hun blev ført til sin ægtemands hjem i det andet hijri-år. Hazrat Urwas (ra) beretning er ganske vist mursal, men Hafiz Ibn Hajar siger, at eftersom Urwa (ra) hørte dette direkte fra Hazrat Aisha (ra), bør beretningen betragtes som værende på muttasil-niveau. Det er underforstået, at Hazrat Urwa ibn al-Zubayr (ra) var Hazrat Aishas (ra) nevø. Derfor havde han hørt det, han sagde om sin tante, direkte fra hende; om han angiver hendes navn som kilde i beretningen eller ej, gør ingen forskel – forfatteren.

Den skarpe kritik af Aishas (ra) ægteskab

Eftersom Hazrat Aishas (ra) ægteskab er blevet nævnt her, finder man det passende, før man går videre, at besvare den kritik, der fremsættes af, at han giftede sig med hende, efterlod hende som enke i en alder af atten år, og at hun ifølge Koranen ikke kunne indgå et nyt ægteskab noget andet sted. Er dette ikke — måtte Allah bevare os — undertrykkelse og uretfærdighed? Og falder det ikke — måtte Allah bevare os — ind under begrebet lystdyrkelse, at en person i så høj en alder gifter sig med en så ung pige? Er ni år virkelig en alder, hvor man kan pålægge en pige det tunge ansvar, der følger med ægteskabslivet?

I virkeligheden kan denne slags anklager kun fremsættes, når Profeten (s) og Hazrat Aishas (ra) ægteskab betragtes som et almindeligt ægteskab mellem en almindelig mand og en almindelig pige. Men Profeten (s) var Allahs Sendebud, og det var hans opgave at skabe en gennemgribende revolution i menneskelivet og forberede samfundet på denne revolution. Hazrat Aisha (ra) var desuden en pige med usædvanlige egenskaber, som på grundlag af sine enestående åndelige evner måtte udføre et så stort arbejde sammen med Profeten (s) i opbygningen af samfundet, som ingen anden kvinde, inklusive alle de øvrige profetiske hustruer, har udført. Det kan tværtimod uden nogen overdrivelse siges, at ingen kvinde til en leder i verden har ydet sin mand så omfattende hjælp og støtte i udførelsen af hans ansvar og pligter, som Hazrat Aisha (ra) gjorde for Profeten (s). Allerede i hendes barndom var der ingen ud over Allah, der kendte disse evner hos hende. Derfor udvalgte Allah selv hende til at være sammen med sit Sendebud. I Bukhari, i kapitlet „Aishas (ra) ægteskab“, står der, at Profeten (s) sagde til Hazrat Aisha (ra): „Jeg er blevet vist dig i en drøm to gange, og der blev sagt: Dette er din hustru.“ I Tirmidhi, i kapitlet om dyderne, står der, at Jibril kom til Allahs Sendebud med et billede af Hazrat Aisha (ra), indsvøbt i et silkeklæde, og sagde: „Dette er din hustru i denne verden og i det hinsidige.“ Valget af denne livsledsager var derfor ikke Profetens (s), men Allahs. Og Allah alene vidste, hvor stort et bidrag der var behov for, at denne seksårige pige skulle yde til opbygningen af det islamiske samfund efter at være blevet uddannet og dannet af Hans rene Sendebud.

De, der i denne forbindelse beskylder Profeten (s) for lystdyrkelse, bør spørge deres egen samvittighed og sige: Kan en person, der fra en alder af femogtyve år til en alder af halvtreds år var tilfreds med den samme hustru, som var femten år ældre end ham, nogensinde være en lystdyrker? Og kan en person, der efter sin første hustrus død giftede sig med en meget gammel enke og var tilfreds med hende i yderligere fire-fem år, være det? Hvis han havde ønsket at gifte sig for at tilfredsstille sine lyster, havde han en så enorm popularitet i samfundet, at forældre ville have anset det for en ære for dem selv at føre enhver smuk, ugift pige, han måtte ønske at gifte sig med, frem for ham. Desuden var alle de kvinder, han giftede sig med, bortset fra én ugift pige, enker, der havde passeret deres ungdom, eller kvinder, som var blevet forladt af deres mænd. I virkeligheden er det kun billedet af seksuel lysttilfredsstillelse, der findes i denne slags kritikeres sind. Deres lave mentalitet kan ikke hæve sig så højt, at den kan forstå formålet med det ægteskabsliv, som dette store menneske førte, da han med et stort formåls nytte for øje tog nogle kvinder som sine livsledsagere.

Tilbage står nu anklagen om undertrykkelse. Også her holder kritikerne blot denne enkle hændelse frem: En ældre mand giftede sig med en niårig pige og efterlod hende som enke, da hun var atten år, på et tidspunkt hvor der ikke var nogen mulighed for, at hun kunne gifte sig igen, og hun måtte tilbringe hele sin ungdom som enke. Når de rejser denne almindelige indvending, forsøger disse mennesker aldrig — og ønsker heller ikke — at forstå, at når et stort værks velsignelse kan nå menneskeheden ikke blot i en begrænset periode, men til alle tider, og ikke blot i én region, men i hele verden, så er det ikke noget tab, at millioner af menneskers liv og ejendom bliver ofret for dette værk; alligevel kaldes det, at en kvindes ungdom blev brugt til dette, ikke et offer, men undertrykkelse. Og hvis denne ungdom blev ofret, var det kun i den forstand, at hun blev berøvet glæden ved ægteskabslivet. De kan ikke påvise noget andet tab, som denne ædle kvinde skulle have lidt. Men se på det fra den anden side: Efter at være blevet befriet for familielivets besværligheder og forpligtelser tilbragte hun resten af hele sit liv med at undervise mænd og kvinder i islam, dens befalinger, regler og love, dens moral og gode skikke — og hvor stort et bidrag ydede denne ædle person ikke derved! Enhver, der har studeret hadithvidenskaben, ved, hvor meget religiøs viden der gennem Hazrat Aisha (ra) nåede frem til muslimerne, og hvor meget viden om islamisk fiqh de modtog. Sammenlignet med hende var der i Profetens (s) tid ikke blot blandt kvinder, men selv blandt mænd, kun ganske få, hvis videnskabelige bidrag kunne nævnes. Hvis Hazrat Aisha (ra) ikke var blevet gift med Profeten (s), og hvis hun ikke havde fået mulighed for at modtage undervisning og dannelse fra ham, kan man forestille sig, at den muslimske ummah ville være blevet berøvet en stor del af den islamiske viden. Der er overleveret 2.210 hadither fra Hazrat Aisha (ra). Hun var ikke blot hadithoverlever, men også faqih, mufassir, mujtahid og mufti. Blandt muslimske kvinder blev hun enstemmigt anset for den største ekspert i fiqh. De fremtrædende sahaba søgte hendes vejledning i religiøse spørgsmål. Selv Hazrat Umar (ra) og Hazrat Uthman (ra) henvendte sig til hende om forskellige shariarelaterede spørgsmål. Hun var blandt de få lærde i Medina Tayyiba, som folket havde fuld tillid til. Sammenlignet med disse utallige kollektive goder var det lille personlige tab, som Hazrat Aisha (ra) led efter at være blevet enke, så godt som intet. Og det forbløffende er, at denne anklage fremsættes af kristne tænkere, som mener, at et rent formålsløst liv i evig cølibat uden noget kollektivt gode ikke blot er prisværdigt for asketer, men ligefrem uundværligt for dem, der tjener religionen.

De, der kritiserer, at Hazrat Aisha (ra) blev forenet med sin mand i en alder af ni år, ved ikke, at islam er en naturlig religion. Hvis en piges fysiske udvikling naturligt er så god, at hun i denne alder må anses for at være blevet kønsmoden, er det fuldstændig tilladt og naturligt, at hun bliver forenet med sin mand. Kun en lov, der strider mod naturen og moralen, kan fastsætte en bestemt alder for drenge og piger med hensyn til ægteskab. For denne begrænsning gælder kun lovlige ægteskabelige forhold; den gælder ikke seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde uden for ægteskabet. Og sagen er ikke blot, at disse lovgiverne ikke har nogen indvendinger mod utugt før den fastsatte ægteskabsalder; i praksis har drenge og piger på ni eller ti år seksuelt samkvem i deres samfund, og hvis en pige som følge deraf bliver en ugift mor, er al deres sympati hos hende. På det tidspunkt gør de hverken indsigelse mod pigen, fordi hun er blevet mor uden for ægteskab, eller mod den dreng, der har gjort en pige til mor før den fastsatte ægteskabsalder. Med hvilken ret kan mennesker, der har så usle moralske værdier, kritisere islams lov, som siger, at når en dreng og en pige bliver kønsmodne, er deres ægteskab tilladt, og at der ikke må fastsættes nogen bestemt aldersgrænse for det? At fastsætte en lovbestemt alder for ægteskab betyder jo netop, at et halāl-ægteskab på ingen måde kan indgås før denne alder, uanset hvor megen harām-handling, det vil sige utugt, der finder sted.

Rejsen til Taif

Efter denne relevante og i den kronologiske sammenhæng nødvendige drøftelse vender vi tilbage til begivenhedernes rækkefølge. Efter at være blevet fri for sine familiemæssige anliggender rejste Allahs Sendebud (fvmh) ifølge Ibn Sa’ds og Baladhuris beretning til Taif i måneden Shawwal ved slutningen af profetskabets tiende år. Byen lå halvtreds mil øst for Mekka. Formålet med rejsen var, at han var blevet udmattet af Qurayshs undertrykkelse og forfølgelse. Efter at have iagttaget deres heftige modstand og hindringer havde han ikke længere håb om, at disse mennesker, for ikke blot at acceptere den sande invitation, overhovedet ville give ham mulighed for at fortsætte den. Derfor ønskede han at invitere Taifs indbyggere til islam og i det mindste få den stærke stamme Banu Thaqif dér til at gå med til at give ham beskyttelse og hjælpe og støtte ham i arbejdet med den islamiske invitation. Ibn Sa’d fortæller med henvisning til Jubair ibn Mut’im ibn Adi, at Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) ledsagede Profeten (fvmh) på denne rejse. Det samme siger Ibn Qutayba og Baladhuri. Musa ibn Uqba og Ibn Ishaq siger derimod, at han rejste alene. Han foretog rejsen til fods, da han ikke kunne skaffe noget transportmiddel. Ibn Sa’d siger, at han opholdt sig dér i ti dage. Hafiz Sakhawi siger imidlertid, at han fortsatte med at mødes med Taifs indbyggere i op til tyve dage. Efter mødet med Abd Yalil opholdt han sig i ti dage.

Taifs indbyggeres brutale overgreb mod Profeten (fvmh)

Ibn Ishaq, Waqidi og andre fortæller, at ledelsen i Taif på det tidspunkt lå i hænderne på Amr ibn Umair ibn Awfs tre sønner: Abd Yalil, Masud og Habib. I en af deres huse boede en kvinde fra Quraysh, Sufiyya bint Mamr al-Jumahi. Allahs Sendebud (fvmh) opsøgte dem, inviterede dem til Allah og sagde til dem: »Jeg er kommet til jer, for at I skal hjælpe mig i islams sag og støtte mig mod dem af mit folk, som modsætter sig mig.« En af dem sagde da: »Hvis Allah har gjort dig til sendebud, vil jeg rive Kaabas forhæng i stykker.« Den anden sagde: »Fandt Allah ingen anden end dig at gøre til sendebud?« Den tredje sagde: »Jeg vil under ingen omstændigheder tale med dig. For hvis du virkelig er Allahs Sendebud, er jeg for ringe til at svare dig, og hvis du lyver om Allahs navn, er du ikke værdig til, at man taler med dig.« Da Profeten (fvmh) hørte dette, rejste han sig. Der var ikke længere noget håb om godt fra dem. Før han tog afsked, sagde han til dem: »Den behandling, I har givet mig, har I givet mig. Men gør i det mindste dette: Hold mine ord hemmelige.«

Han sagde dette, fordi han frygtede, at hvis nyheden nåede Quraysh, ville de blive endnu mere dristige. Men de gjorde ikke dette; i stedet ophidsede de deres slyngler, bøller og slaver mod ham. De fulgte ham, indtil han nåede en have, og lod ham dér; haven tilhørte Utba ibn Rabia og Shayba ibn Rabia.

I Ibn Sa’ds beretning fra Waqidi står der, at Profeten (fvmh) opsøgte hver enkelt af Thaqifs ledere og fremstående mænd. Men ingen lyttede til hans ord. Tværtimod frygtede de, at han skulle fordærve deres unge. Derfor sagde de: »Muhammad (fvmh), forlad vores by. Og hvis du har nogen ven noget sted på jorden, så gå hen til ham.« Derefter ophidsede de deres omstrejfere og slaver mod ham. De begyndte at fornærme ham og samle folk ved at råbe. Musa ibn Uqba siger, at de målrettet kastede sten mod hans ankler og hæle. De stillede sig på række langs begge sider af vejen, og hver gang Profeten (fvmh) løftede foden for at gå, kastede de sten mod ham.

Til sidst blev hans sko fyldt med blod. Sulayman al-Taymi siger, at når han på grund af smerten fra slagene satte sig ned, greb de ham og rejste ham op, så de igen kunne kaste sten mod ham. Når han tvunget begyndte at gå videre, kastede de sten efter ham og fortsatte med at håne og spotte ham. Ibn Sa’d citerer Waqidis beretning og siger, at Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) i denne situation selv tog imod stenene for at beskytte ham mod stenkastene. Til sidst blev hans hoved flækket.

Profetens (s) inderlige bøn

Til sidst, da Huzur (s) var gået ud af Taif, og alle de ondsindede mennesker, der havde forfulgt ham, var vendt tilbage, satte han sig, såret og tilsølet af blod, i skyggen af en vinranke ved muren omkring Utba og Shaibas have. Denne hændelse bedrøvede ham dybt, og han vendte sig mod sin Herre og bad en bøn, hvis rørende ord er blevet citeret af Tabarani i Kitabuddua og al-Mu’jam al-Kabir, i Sirat med henvisning til Ibn Hisham og Muhammad bin Ishaq, af Tabari i hans historie, af Ibnul Qayyim i Zadul Ma’ad og af Hafiz Ibn Kathir i al-Bidaya. Den lyder således:

»Åh Gud! Hos Dig alene klager jeg over min hjælpeløshed og den ringeagt, jeg møder i menneskers øjne. Hvem overlader Du mig til? Til en fremmed, som vil behandle mig hårdt? Eller til en fjende, som Du har givet magt til at overvinde mig? Hvis Du ikke er vred på mig, bekymrer jeg mig ikke om nogen ulykke. Men hvis jeg kan opnå tryghed fra Dig, vil det være endnu mere glædeligt for mig. Jeg søger tilflugt i lyset fra Dit væsen, som oplyser mørket og bringer denne verdens og den kommende verdens forhold i orden. Beskyt mig mod, at Din vrede falder over mig, og at jeg bliver hjemfalden til Din straf. Lad mig være tilfreds med Din vilje, og lad Dig være tilfreds med mig. Der findes ingen magt undtagen hos Dig.«

Beretningen om, at Profeten (s) var »en nåde for alle verdener«

Bukhari citerer i »Bad’ al-Khalq« og »Dhikr al-Mala’ika«, Muslim i al-Maghazi og Nasa’i i »Ba’th« en hadith fra Aisha (ra), hvori det fortælles, at hun spurgte Huzur (s): »Har du nogensinde været udsat for en situation, der var hårdere end slaget ved Uhud?« Som svar nævnte han hændelsen i Taif og sagde: »I min dybe sorg gik jeg, hvor end jeg vendte blikket« (det vil sige, jeg var fortvivlet og vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen). Jeg slap ikke ud af denne tilstand, før jeg pludselig opdagede, at jeg befandt mig ved et sted ved navn »Qarnus Sa’alib« [Dette sted kaldes også »Qarn al-Manazil«. Det er miqat for folk fra Najd, hvor de skal iføre sig ihram, når de vil valfarte til Kabaen. Fra Mekka er det én dags og én nats rejse på kamelryg – forfatteren]. Jeg så op og så en sky kaste sin skygge over mig. Jeg så, at Jibril (a) var i den. Han kaldte på mig og sagde: »Allah har hørt alt, hvad dit folk har sagt til dig, og hvordan de har svaret på din invitation. Han har sendt denne engel over bjergene. Befal ham, hvad du ønsker.« Derefter hilste bjergenes engel på mig og sagde: »Muhammad! Allah har hørt dit folks ord og deres svar på din invitation. Jeg er bjergenes engel. Din Herre har sendt mig til dig, så du kan befale mig.« Disse ord findes i Muslims beretning.

Hos Tabarani står der: »Giv den befaling, du ønsker.« Bukharis formulering er: »Derefter sagde han: Muhammad (s)! Du har ret til at bede om, hvad du ønsker. Hvis du vil, vil jeg samle bjergene på begge sider af Mekka (Abu Qubais og Qu’ayqi’an) over dem (qurayshitterne) og lade dem falde ned over dem.« [Englen bad Huzur (s) om tilladelse til at dække qurayshitterne med bjerge, fordi den ulykke, Huzur (s) havde været udsat for, skyldtes deres undertrykkelse og fjendtlighed. Hvis de ikke havde udsat ham for overdreven mishandling, hvorfor skulle han så have behøvet at rejse til Taif? – forfatteren.] Profeten (s) svarede: »Nej, nej. Jeg håber, at Allah vil frembringe mennesker blandt deres efterkommere, som vil tilbede og adlyde Allah, den Ene, uden nogen partner.«

Den kristne Addas tager imod islam

Ibn Hisham citerer Ibn Ishaqs beretning og siger, at da Profeten (s), såret og tilsølet af blod, sad i skyggen af en vinranke ved muren omkring Utba bin Rabias og Shaiba bin Rabias have, så disse to qurayshitiske ledere ham i denne tilstand, og deres respekt for ham blev vakt. Det nævnes også, at den kvinde fra Banu Jumah, som opholdt sig i huset hos en af Taifs ledere, kom for at møde Huzur (s). Han sagde til hende: »Hvordan kunne dine svigerforældres familie behandle mig sådan?« Utba og Shaiba sendte bud efter en kristen slave hos dem og sagde: »Læg en klase druer i et stort fad og bed ham spise dem.« Da han stillede fadet foran ham, sagde han Bismillah (ifølge en beretning: Bismillahir-Rahmanir-Rahim) og lagde sin hånd på det. Addas sagde: »Ved Gud, der er ingen i dette land, som siger disse ord.« Huzur (s) spurgte: »Hvor kommer du fra, og hvilken religion har du?« Han svarede: »Jeg er kristen og kommer fra Nineve.« Han sagde: »Er du fra landsbyen for den retskafne mand Yunus bin Matta?« Han spurgte: »Hvordan kender du ham?« [Suhayli fortæller med henvisning til At-Taymi, at Addas efter at have hørt Huzurs (s) velsignede mund nævne profeten Yunus (a) sagde: »Ved Gud, da jeg forlod Nineve, vidste folk ikke engang, hvem Matta var! Hvordan kunne han så kende ham, når han var ummi og født blandt et ummi-folk?« – forfatteren.] Huzur (s) sagde: »Han er min bror. Han var også profet, og jeg er profet.«

Straks efter at have hørt dette bøjede Addas sig ned mod ham og begyndte at kysse hans hoved samt hans hænder og fødder.

Sulayman al-Taymi siger i sit værk om Profetens liv, at Addas sagde: »Jeg bevidner, at du er Allahs tjener og Hans sendebud.«

Da Rabiʿas to sønner så dette syn, sagde den ene til den anden: »Se, denne mand har også fordærvet jeres slave.« Da Addas vendte tilbage, sagde de til ham: »Hvad er der sket med dig, siden du begyndte at kysse hans hoved samt hans hænder og fødder?« Han sagde: »Min herre! Der findes ikke noget bedre menneske end ham på jorden. Han har fortalt mig om noget, som ingen andre end en profet kender.« De sagde: »Addas! Vend dig ikke bort fra din religion. Din religion er bedre end hans.« (Tilføjet af forfatteren.)

Jinnernes lytten til Koranen

Efter hjemkomsten fra Taif opholdt Profeten (ﷺ) sig nogle dage på et sted kaldet Nakhlah. Han var bekymret over, hvordan han skulle vende tilbage til Mekka. De havde fået kendskab til alt det, der var sket i Taif. Derefter ville de vantros mod naturligvis blive endnu større end før. En dag på dette tidspunkt, mens han reciterede Koranen under bønnen, passerede en gruppe jinner forbi. De lyttede til Koranen og troede. Da de var vendt tilbage, begyndte de at forkynde islam blandt deres folk. Allah den Almægtige gav Sin Profet det glædelige budskab, at selv om menneskene flygtede fra hans kald, var jinnerne blevet tiltrukket af det og spredte det blandt deres eget folk. [Dette var vers 29 til 32 i surah al-Ahqaf, hvori Allah den Almægtige meddelte Profeten (ﷺ), hvilken virkning jinnerne havde modtaget efter at have hørt Koranen fra hans mund – forfatteren.] (Tafhim, bind 4 – indledningen til al-Ahqaf.)

Hadhrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), Hadhrat Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), Hadhrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Hasan al-Basri, Saʿid ibn Jubayr, Zir ibn Hubaysh, Mujahid, Ikrimah og andre lærde har berettet om jinnernes ankomst. De er alle enige om, at denne begivenhed fandt sted i Nakhlah. Ibn Ishaq, Abu Nuʿaym al-Isfahani og al-Waqidi siger, at det skete, da Profeten (ﷺ), efter at være blevet skuffet i Taif, var på vej tilbage mod Mekka. Undervejs opholdt han sig i Nakhlah. Der reciterede han Koranen under enten ʿIsha-, Fajr- eller tahajjud-bønnen. På det tidspunkt passerede en gruppe jinner forbi. De blev stående for at lytte til hans recitation. Alle beretninger er desuden enige om, at jinnerne ikke kom frem foran Profeten (ﷺ) på dette tidspunkt, og at han heller ikke mærkede deres ankomst. Derimod underrettede Allah den Almægtige ham senere gennem åbenbaring om deres ankomst og deres lytning til Koranen.

Stedet, hvor denne begivenhed fandt sted, var enten al-ʿAzzaimah eller al-Sayl al-Kabir. Begge disse steder ligger i Nakhlah-dalen. Begge steder havde vand og frodigt, grønt græs. Hvis de rejsende fra Taif skulle slå lejr et sted i dalen, kunne de opholde sig på et af disse to steder. (Tafhim, bind 4 – al-Ahqaf, note 33.)

Den surah fra Koranen, som jinnerne på dette tidspunkt hørte fra Profetens (ﷺ) mund, var surah al-Rahman. Al-Bazzar, Ibn Jarir og Ibn Abdillah beretter denne overlevering fra Umar ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) og siger, at Profeten (ﷺ) en gang selv reciterede surah al-Rahman, eller at denne surah blev reciteret foran ham. Derefter spurgte han folkene: »Hvorfor får jeg ikke et lige så smukt svar fra jer, som jinnerne gav deres Herre?« Folkene spurgte: »Hvad var det svar?« Han sagde: »Da jeg nåede Allah den Almægtiges ord

****************************************************** da jeg reciterede det, svarede jinnerne:

**********************************************

(Vi fornægter ingen af vor Herres velsignelser). Tirmidhi, al-Hakim og hafiz Abu Bakr al-Bazzar har ligeledes overleveret en beretning fra Jabir ibn Abdullah (må Allah være tilfreds med ham). I deres beretning står der, at da folk forblev tavse efter at have hørt sura ar-Rahman, sagde Profeten (fvmh.): »Jeg reciterede denne sura for jinnerne den nat, hvor de samledes for at høre Koranen. De svarede bedre på den end jer. Da jeg nåede frem til dette udsagn: ›O jinner og mennesker! Hvilke af jeres Herres velsignelser vil I fornægte?‹, svarede de:

*****************************************

»O vor Herre! Vi fornægter ingen af Dine velsignelser. Derfor tilkommer al lovprisning Dig.«

Selv om det i andre beretninger siges, at Profeten (fvmh.) på det tidspunkt ikke vidste, at jinnerne lyttede til Koranen, meddelte Allah den Ophøjede ham gennem sura al-Ahqaf, vers 29-32, at de lyttede til hans recitation. Det er imidlertid ikke urimeligt at antage, at ligesom Allah den Ophøjede underrettede Profeten (fvmh.) om jinnernes lytten til Koranen, underrettede Han ham også om, hvad de svarede, da de hørte sura ar-Rahman.

Hvordan Profeten (fvmh.) vendte tilbage og trådte ind i Mekka

Ibn Sa’d citerer al-Waqidis beretning og siger, at da Profeten fra Nakhlah ønskede at rejse til Mekka, sagde Zayd ibn Harithah (må Allah være tilfreds med ham): »Hvordan vil du kunne trænge ind dér, når de har fordrevet dig?« Profeten (fvmh.) sagde: »O Zayd! Allah vil finde en vej ud af den situation, du ser. Han er støtte og hjælper for Sin religion, og Han vil give Sin profet sejr.« Al-Waqidi forkorter den efterfølgende beretning, men Ibn Ishaq gengiver den udførligt. Han siger, at da Profeten nåede Hira, sendte han Abdullah ibn al-Urayqit til al-Akhnas ibn Shurayq for at bede ham tage imod ham under sin beskyttelse. Han svarede: »Jeg er selv bundet af en beskyttelsespagt.« (Denne mand tilhørte i virkeligheden Banu Thaqif, men i Mekka havde han et venskabeligt forhold til Banu Zuhrah, som var slægtninge til Profeten (fvmh.) på mødrene side. På grund af sine evner havde han blandt Banu Zuhrah opnået status som leder—forfatteren.) Han kunne ikke give en person, der var bundet af en pagt, beskyttelse over for Qurayshs egentlige stammer. Derefter sendte Profeten (fvmh.) Ibn al-Urayqit til Suhayl ibn Amr, som sagde: »Banu Amir ibn Lu’ayy kan ikke give beskyttelse over for Banu Ka’b.« Så sendte Profeten (fvmh.) ham til Mut’im ibn Adi, som tilhørte Banu Nawfal, en gren af Banu Abd Manaf. Al-Urayqit gik til ham og sagde: »Muhammad (fvmh.) spørger, om du er villig til at give ham beskyttelse, så han kan overbringe sin Herres budskab.« Han svarede: »Godt, bed ham komme til Mekka.« Profeten (fvmh.) rejste derfor ind i byen og tilbragte natten i sit eget hus. Om morgenen tog Mut’im og seks eller syv af hans sønner, iført våben, Profeten (fvmh.) med til det hellige område og sagde: »Udfør tawaf.« Under tawaf stod de alle vagt for at beskytte ham. Abu Sufyan (ifølge at-Tabarani var det Abu Jahl) spurgte: »Er I hans beskyttere eller hans tilhængere?« Mut’im svarede: »Nej, vi giver ham blot beskyttelse.« Han sagde: »Jeres beskyttelse kan ikke brydes. Den, som I har givet beskyttelse, har vi også givet beskyttelse.« (Tilføjet af forfatteren.)

Det var på grundlag af denne venlighed fra Mut’im ibn Adi, at Profeten (f) sagde om fangerne fra slaget ved Badr:

*******************************************

Det vil sige: Hvis Mut’im ibn Adi havde været i live og havde talt med mig om disse usle mennesker, ville jeg for hans skyld have løsladt dem. (Tafhim, bind 5, sura Muhammad, indledning.)

Ellevte kapitel

Isra og Mi’rajens væsentligste betydning

Før jeg beskriver historien om de sidste tre år af den ædle Profet Mustafas (f) liv i Mekka, finder jeg det rimeligt at give en detaljeret redegørelse for den vigtigste begivenhed i denne periode. Den synes at udgøre en strålende krone over den ædle Profets liv og karakter. Det er en sådan krone, som ikke har kunnet oplyse noget andet menneskes livshistorie i menneskehedens historie, heller ikke profeternes. Det drejer sig om begivenheden Isra og Mi’raj. Isra betyder, at Profeten om natten blev ført fra Masjid al-Haram til Masjid al-Aqsa (Bayt al-Maqdis). Dette er omtalt i begyndelsen af sura Bani Isra’il i Koranen. Mi’raj betyder, at den ædle Profet (f) steg fra Bayt al-Maqdis op til Sidrat al-Muntaha. Den fuldstændige beretning findes i haditherne. Det er lejlighedsvis også blevet sagt, at Isra og Mi’raj fandt sted på forskellige tidspunkter. Men et stort antal lærde blandt ummaens ulama samt fuqaha, muhaddithin og mutakallimin er enige om, at begge begivenheder fandt sted på samme tid. Den samme nat blev Profeten Mustafa ført fra Masjid al-Haram til Bayt al-Maqdis i vågen tilstand, fysisk, det vil sige med både krop og sjæl. Samme nat steg han gennem de højeste lag i den himmelske verden og nåede frem til Rabb al-‘Izzats nærvær. Og før morgenen gryede, vendte han tilbage til Mekka.

Datoen for Mi’raj

Der er uenighed om, hvornår denne begivenhed fandt sted. Ibn Sa’d citerer al-Waqidis beretning og siger, at den fandt sted den 17. Ramadan, tolv år efter profetskabets begyndelse, det vil sige atten måneder før hijra. (Her er det nødvendigt klart at fremhæve, at den historie fra perioden efter profetskabets begyndelse, som vi fastlægger for tiden før hijraen til Medina, bygger på den hadith, der er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) i Bukhari og Muslim. Heri siger han, at da åbenbaringen blev sendt ned til Profeten (f), var han fyrre år gammel. Derefter tilbragte han tretten år i Mekka og ti år i Medina. På grundlag af denne beretning mener vi, at hijraen fandt sted efter tretten år af profetskabets periode – forfatteren.) I en anden overleveringskæde nævner Ibn Sa’d selv denne begivenhed som indtruffet den 17. Rabi al-Awwal, det vil sige ét år før hijraen, tretten år efter profetskabets begyndelse. Al-Bayhaqi har med Musa ibn ‘Uqbas mellemkomst, og denne med imam al-Zuhris mellemkomst, nævnt netop denne dato for Mi’raj. ‘Urwa ibn al-Zubayrs beretning siger det samme. Ibn Lahi’a har citeret den med Abu al-Aswads mellemkomst. På dette grundlag har imam al-Nawawi erklæret netop denne dato for Mi’rajs korrekte dato. Ibn Hazm har hævdet, at der er enighed om den, selv om det ikke er korrekt. Fra Isma’il al-Suddi er der overleveret to udsagn. I den beretning fra ham, som al-Tabari og al-Bayhaqi har citeret, beskrives Mi’raj som en begivenhed, der fandt sted én måned og fem måneder før hijraen, i måneden Shawwal i det tolvte år efter profetskabets begyndelse. Ifølge Hashims beretning fandt den sted ét år og fire måneder før hijraen, og ud fra dette fastslås det, at den fandt sted i måneden Dhu al-Qa’da. Ibn Abd al-Barr og Qutaybas beretning siger, at begivenheden fandt sted ét år og otte måneder før hijraen (i Rajab i det tolvte år efter profetskabets begyndelse). Ibn Faris nævner den som en begivenhed, der fandt sted ét år og tre måneder før hijraen, Ibn al-Jawzi otte måneder før, og Abu al-Rabi’ ibn Malik seks måneder før. Der findes også et udsagn om, at den fandt sted elleve måneder før hijraen. Ibn al-Munir har i sin forklaring af Ibn Abd al-Barrs Sira foretrukket dette udsagn. Ibrahim ibn Ishaq al-Harbi har med sikkerhed sagt, at dette er den korrekte dato for Mi’raj. Men det er blevet almindeligt antaget, at Mi’raj fandt sted den 27. Rajab. Allama al-Zurqani siger: Når der ikke findes tilstrækkelige beviser til at foretrække ét udsagn frem for et andet, er det bedst at antage det udbredte udsagn.

Historisk baggrund:

Denne begivenhed fandt sted på et bestemt stadium i den islamiske bevægelse, da der var gået omkring tolv år, siden Profeten (s) havde løftet tawhidens kald. Modstanderne havde gjort alle forsøg på at blokere hans vej. Men trods deres hindringer nåede Profetens kald ind i hvert eneste hjem i Arabien. Der fandtes ingen stamme i Arabien, hvor ikke to eller tre personer var blevet påvirket af hans da’wah. Selv i Mekka var der blevet dannet en lille gruppe oprigtige mennesker, som var rede til at løbe enhver risiko i livet for dette sandhedsbudskabs sejr. I Medina var et stort antal mennesker fra de to stærke stammer Aws og Khazraj blevet Profetens hjælpere og støtter. Nu nærmede det tidspunkt sig, hvor muligheden ville opstå for at samle de muslimer, som havde forladt Mekka og spredt sig forskellige steder efter deres migration til Medina, på ét sted og grundlægge en stat på grundlag af islams idealer og principper. Under sådanne omstændigheder fandt al-Mi’raj sted, og efter sin tilbagekomst fra al-Mi’raj viderebragte Profeten (s) det budskab til menneskene, som er indeholdt i suraen Bani Israil.

Kort beretning om begivenheden

I det første vers af suraen Bani Israil nævnes det kun, at Profeten (s) blev ført fra al-Masjid al-Haram (Baytullah) til al-Masjid al-Aqsa (Bayt al-Maqdis). Det angives som formål, at Allah den Ophøjede ønskede at vise Sin tjener nogle af Sine tegn. Der siges ikke noget mere detaljeret i Koranen. Men i hadith- og sira-værkerne er denne begivenhed udførligt overleveret fra et stort antal sahaba; deres antal var op til femogtyve, og efter forskning og undersøgelse når det endda op på femogfyrre. De mest detaljerede beretninger blandt dem er overleveret fra Anas ibn Malik (ra), Abu Hurayra (ra), Abu Sa’id al-Khudri (ra), Malik (ra), Malik ibn Sa’sa’a (ra), Abu Dharr al-Ghifari (ra), Shaddad ibn Aws (ra), Abdullah ibn Abbas (ra), Abdullah ibn Mas’ud (ra) og Umm Hani (ra).

Den korte sammenfatning af den detaljerede beretning, som findes i hadith, er denne: Om natten vækkede Jibril (a) Profeten (s) og førte ham ridende på Buraq fra al-Masjid al-Haram til al-Masjid al-Aqsa. dér (i Bayt al-Maqdis) bad Profeten (s) sammen med alle profeterne, fred være med dem. Derefter førte Jibril (a) ham op gennem de himmelske verdener. På de forskellige himle mødte han forskellige profeter. Til sidst, efter at han var nået til en yderst ophøjet højde, blev han ført frem for sin Herre. Under dette møde blev blandt andre vigtige vejledninger også de fem daglige bønner gjort obligatoriske for ham. Derefter vendte han tilbage til Bayt al-Maqdis. Herfra vendte han tilbage til al-Masjid al-Haram. Det fremgår af mange hadither, at han også fik Paradiset og Helvede vist. Desuden fremgår det af pålidelige overleveringer, at da han den følgende dag fortalte folk om denne begivenhed, gjorde Mekkas vantroende meget nar af den og hånede den, og troen hos nogle af muslimerne blev rystet.

Denne supplerende beretning i hadith strider ikke mod Koranen; den tilføjer blot noget efter Koranens beretning. Det er helt klart, at man ikke kan afvise den supplerende beretning som værende i modstrid med Koranen.

Var al-Mi’raj legemlig eller åndelig?

Hvordan var denne rejseberetning om al-Mi’raj? Fandt den sted i en drøm eller i vågen tilstand? Foretog Profeten (s) selv rejsen, eller blev han på sit sted, mens alt dette blev vist ham åndeligt? Svaret på alle disse spørgsmål findes i selve Koranens ord.

Indledningen til beretningen fra *********************************** viser netop, at dette var en storslået, usædvanlig og mirakuløs begivenhed, som fandt sted ved Allahs uendelige magt og almagt. Det er klart, at det ikke har en sådan betydning, at man behøver denne indledning for at berette om, at en person har set noget i en drøm eller gennem kashf. Han, der er ophøjet over alle mangler, fejl og begrænsninger, lod sin tjener se dette i en drøm eller viste ham det hele gennem kashf. Desuden angiver ordene: “På én nat førte Han sin tjener bort” netop en fysisk rejse. Ordene “førte bort” kan på ingen måde anvendes om en rejse i en drøm eller om en rejse gennem kashf. Derfor har vi ingen anden mulighed end at acceptere, at dette ikke blot var en åndelig observation, men en fysisk rejse og en synlig iagttagelse, som Allah lod Profeten (s) opleve.

Hvis det ved Allahs magt var muligt at rejse frem og tilbage fra Mekka til Bayt al-Maqdis på én nat uden et fly, hvorfor skulle man så afvise de øvrige detaljer, der er berettet i hadith, som umulige? En diskussion om muligt og umuligt kan kun opstå, når der er tale om, at et skabt væsen udfører noget på eget initiativ. Men når det siges, at Gud har udført en bestemt handling, kan spørgsmålet om dens mulighed kun rejses af den, der ikke tror på Guds almagt. Allah kan på et øjeblik føre hvem Han vil til et sted, hvortil det hurtigste objekt i den materielle verden, lyset, ville behøve milliarder af lysår for at nå. Tiden og rummets begrænsninger er skabt for skabningerne, ikke for universets Skaber.

Hadith-fornægternes indvendinger og klager

Der er fremsat forskellige indvendinger og klager fra hadith-fornægternes side angående den detaljerede beretning om Mi’raj-rejsen, som er overleveret i hadith. Men blandt dem er der kun to, som kan tillægges nogen betydning.

For det første: Dette indebærer, at Allah den Almægtige nødvendigvis må befinde sig på et bestemt sted. Ellers, hvilket behov var der for at lade tjeneren rejse og føre ham til et bestemt sted for at være til stede foran Ham?

For det andet: Hvordan kunne Profeten, må Allahs velsignelser og fred være med ham, få Helvede og Paradis at se og se nogle mennesker blive straffet, når der endnu ikke var truffet en endelig afgørelse vedrørende tjenerne? Hvordan kan det hænge sammen, at afgørelsen om straf eller belønning først skulle træffes efter opstandelsen på Dommedag, mens nogle mennesker allerede på forhånd blev straffet?

I virkeligheden er disse to indvendinger et resultat af fejlagtig tænkning. Den første indvending er fejlagtig, fordi Skaberen uden tvivl besidder uendelig magt i Sin egen væren. Men når Han handler med skabningerne, anvender Han begrænsede midler, ikke på grund af nogen svaghed hos Sig selv, men på grund af skabningernes svaghed. Når Han eksempelvis taler med skabningerne, benytter Han den begrænsede form for tale, som et menneske kan høre og forstå. I virkeligheden har Allahs tale en egen suveræn værdighed. På samme måde, når Han ønsker at vise Sin tjener de vældige og storslåede tegn på Sit rige, fører Han ham derhen og viser ham hvert objekt på det sted og på den måde, Gud ser det. Gud behøver ikke at gå noget sted hen for at iagttage noget, men tjeneren har dette behov. Det samme gælder det at træde frem for Skaberen. Skaberen befinder Sig ikke selv noget bestemt sted. Men tjeneren har brug for et sted for at møde Ham, et sted hvor Allahs tajalli koncentreres for ham. Ellers ville et møde med Ham i Hans suveræne værdighed være umuligt for en tjener med begrænset kraft.

Hvad angår den anden indvending, er den fejlagtig af følgende grund: Under Mi’raj lod man Profeten iagttage mange ting. Nogle af disse realiteter blev vist i form af allegorier. Eksempelvis blev en fitna-skabende sag fremstillet ved, at en stor, fed tyr kom ud gennem en lille revne eller åbning og derefter ikke kunne komme ind i den igen. De utugtiges tilstand blev fremstillet ved, at en person, selv om han havde frisk og smukt kød hos sig, lod det ligge og spiste råddent kød. Den straf for onde handlinger, som blev vist ham på denne måde, var således en allegorisk forhåndsvisning af straffen i det hinsides.

Det egentlige forhold, som man bør forstå om Mi‘rāj, er, at Allah den Ophøjede lod hver af profeterne – fred være med dem – i overensstemmelse med deres rang iagttage styret af himlene og jorden. Det materielle slør blev løftet, og de fik med egne øjne vist de virkeligheder, som de var blevet pålagt at opfordre folk til at tro på uden selv at have set dem, så deres rang kunne adskille sig fra en filosofs. Alt, hvad filosoffen siger, siger han ud fra gæt og formodninger. Hvis han selv er bevidst om dette, vil han aldrig bevidne sandheden af nogen af sine opfattelser. Men alt, hvad profeterne siger, siger de på grundlag af direkte bevis og iagttagelse. De kan vidne over for skabningerne: »Vi ved alt dette, og dette er virkeligheder, som vi har set med vores egne øjne.« (Tafhīm al-Qur’ān, Banī Isrā’īl, indledning og note 1.)

En gennemgang af argumenterne fra dem, der betegner Mi‘rāj som en drøm

Der er blevet fremført to argumenter for at betegne denne begivenhed som en drøm. Det ene er, at ordet ru’yā ******** er blevet anvendt om den i vers 60 i sūra Banī Isrā’īl. Det andet er, at denne udtalelse fra Aisha – måtte Allah være tilfreds med hende – er blevet overleveret i en hadith:

*****************************************

Profetens (fred være med ham) velsignede legeme flyttede sig ikke fra sin plads; derimod blev hans sjæl ført bort.

Det første af disse to afviser selve Koranen. Lad os se på den fuldstændige sætning, hvori ordet ******** er blevet anvendt med henblik på Mi‘rāj.

************************************

Og den ru’yā, som Vi viste dig, har Vi kun gjort til en prøvelse for menneskene.

Hvis ordet ***** i denne sætning forstås som »drøm«, hvilken grund skulle der så være til, at det blev en prøvelse for folk? I en drøm kan man se alle mulige ting. Hvis Allahs Sendebud (s) havde sagt til folk: »I nat drømte jeg, at jeg rejste fra Mekka til Bayt al-Maqdis«, ville ingen muslim være blevet prøvet så hårdt, at han blev frafalden, og ingen vantro ville have gjort nar af det. Ingen ville heller have spurgt: »Bevis, at din rejse virkelig fandt sted.« Det kunne kun være blevet en prøvelse, hvis Profeten (s) havde fortalt folk, at denne begivenhed fandt sted, mens han var vågen, og samtidig havde sagt, at min rejse ikke var åndelig, men fysisk.

Desuden er det ikke korrekt at hævde, at ordet ******* på arabisk udelukkende bruges om drømme. I virkeligheden har ***** og ***** ifølge den arabiske ordbog samme betydning og bruges i stedet for hinanden, ligesom ********* og ********. Hadhrat Abdullah ibn Abbas (ra), der blev anset for at være en autoritet i det arabiske sprog, siger i sin fortolkning af dette koranvers:

*********************************************

»Det var et synligt syn, som Profeten (s) fik vist den nat, da han blev ført til Bayt al-Maqdis.« I den overlevering, som Sa’id ibn Mansur har citeret af Ibn Abbas’ (ra) udsagn, findes desuden denne tilføjelse: »Det var ikke *********** og ikke en *****-agtig drøm (ru’ya).«

I en anden overleveringskæde har Ibn Mansur viderebragt Ibn Abbas’ (ra) udsagn således:

***************************************

Dermed menes den iagttagelse, som Profeten blev bragt til at foretage på vejen til Bayt al-Maqdis.

Hvad angår Hadhrat Aishas (ra) udsagn, er overleveringskæden yderst svag. Muhammad ibn Ishaq har viderebragt det med disse ord: »Nogle personer fra Abu Bakrs slægt fortalte nogen, at Hadhrat Aisha (ra) plejede at sige dette.« Hvordan kan det bevises gennem en sådan ukendt overleveringskæde, at det udsagn, der tillægges Hadhrat Aisha (ra), faktisk var hendes eget? Over for denne svage overlevering findes der imidlertid i de pålidelige hadith-værker, gennem talrige autentiske overleveringskæder, beretninger om Isra og Mi’raj, fortalt af selve Profeten (s). Disse er overleveret fra Hadhrat Anas (ra), Hadhrat Malik ibn Sa’sa’a (ra), Hadhrat Abu Huraira (ra), Hadhrat Abu Sa’id al-Khudri (ra), Hadhrat Abu Dharr al-Ghifari (ra), Hadhrat Shaddad ibn Aws (ra) og andre ædle sahaba. Hvordan kan alt dette forkastes? Og hvordan kan man forklare den beretning fra Hadhrat Aisha (ra), som al-Bayhaqi har overleveret med en fuldstændig sammenhængende overleveringskæde: Ved daggry efter Isra-natten fortalte Profeten (s) folk om nattens begivenheder, og mange af dem, der efter at have antaget troen havde anerkendt Profetens profetskab, faldt fra. Derefter gik de til Hadhrat Abu Bakr (ra) med denne nyhed og sagde: »Gå og hør lidt nærmere om din ven. Han siger, at han i går nat blev ført til Bayt al-Maqdis.«

Abu Bakr sagde: »Har han virkelig sagt noget sådant?« De sagde: »Ja.« Abu Bakr (ra) sagde: »Hvis han har sagt det, har han bestemt sagt sandheden.« De sagde: »Tror du virkelig, at han på samme nat tog til Bayt al-Maqdis og også vendte tilbage før daggry?« Abu Bakr (ra) sagde: »Jeg hører jo fra ham om himlens budskaber morgen og aften og bekræfter deres sandhed.«

Kan nogen acceptere, at den udtalelse, som gennem en ukendt overleveringskæde tillægges Hazrat Aisha (ra)—nemlig at Profetens legeme blev på sit sted, og at kun hans ånd blev ført bort—virkelig var Hazrat Aishas (ra) udtalelse? (En tilføjelse foretaget af forfatteren.)

Mi’rajens egentlige betydning

Denne begivenhed, Mi’raj, er en af menneskehedens største begivenheder; den ændrer historiens gang og sætter et varigt præg på historien. Mi’rajens egentlige betydning ligger ikke i, hvordan den fandt sted, men i dens formål og resultater.

Sagen er den, at den klode, vi lever på, blot er en ganske lille provins i Allah den Almægtiges enorme rige. Den profet, der fra Gud blev sendt til denne provins, havde omtrent en status som den, verdens regeringer giver de guvernører eller vicekonger, de sender til deres underordnede lande. På ét punkt er der dog en enorm forskel mellem de to. Guvernører og vicekonger, som verdens regeringer eller statsoverhoveder udnævner, udnævnes kun til at administrere landet. Derimod udnævnes universets Konges guvernører og vicekonger, for at de skal lære menneskene principperne for en rigtig civilisation, ren karakter samt sand viden og handling—principper, der som fyrtårne står langs menneskelivets landevej og viser den rette vej gennem århundreder. Trods dette findes der også en lighed mellem de to. Verdens stater overlader guvernøransvaret til mennesker, der er pålidelige. Når de udnævner dem til dette ansvar, fortæller de dem, hvordan statens indre administration fungerer, og hvilken politik den følger. De afslører også for dem de hemmelige oplysninger, som ikke meddeles den almindelige befolkning. Det samme gælder i Guds rige. Også dér er profetembedet eller profetskabet blevet overdraget til dem, der er de mest troværdige og pålidelige. Når de derefter udnævnes til dette embede, lader Allah den Almægtige dem selv iagttage den indre forvaltning af hele Hans rige. Han åbenbarer for dem de skjulte mysterier og oplysninger om skaberværket, som ikke åbenbares for almindelige mennesker. Således lod Han Hazrat Ibrahim (a) iagttage himlenes og jordens indre forvaltning (Sura al-An’am, vers 75). Han viste ham også, hvordan Gud giver de døde liv (Sura al-Baqara, vers 260). Hazrat Musa (a) fik på Tur-bjerget Guds tajalli at se (Sura al-A’raf, vers 143). Han lod ham i nogen tid rejse sammen med en særlig tjener, så han kunne se og forstå, hvordan verdensordenen fungerer efter Allahs vilje (Sura al-Kahf, vers 60-82). Profeten Muhammad (s) fik lignende virkelige erfaringer. Nogle gange så han den engel, der stod Gud nær, åbenlyst i de højere verdener (Sura at-Takwir, vers 23). Nogle gange kom denne engel så nær ham, at afstanden mellem dem var som to buer eller endnu mindre (Sura an-Najm, vers 6-9). Andre gange så han denne engel ved Sidrat al-Muntaha, det vil sige ved den materielle verdens yderste grænse, og dér iagttog han Guds vældige og storslåede tegn (Sura an-Najm, vers 13-18). Men Mi’raj var ikke blot begrænset til en undersøgelse og iagttagelse; den var noget af endnu højere rang. Forestil dig et eksempel af denne art: En hersker med den højeste magt kalder en underordnet hersker, som han selv har udnævnt, direkte til hovedstaden i en vigtig sag, overdrager ham ansvaret for en særlig opgave og giver ham de nødvendige politiske retningslinjer. På samme måde blev Rasulullah (s) kaldt til Allahs nærhed. For et vendepunkt i den islamiske bevægelse var nært forestående. I denne situation var det meningen, at han skulle modtage særlig vejledning. (Radiotale den 20. august 1941, forkortet.)

Beretningen om Mi’rajens rejse

Først vil vi nu fremlægge et kort sammendrag af de hadither, hvori den forunderlige rejse under Mi’raj er beskrevet. Derefter vil vi fortælle, hvilket budskab Rasulullah (s) gav verdens mennesker, da han vendte tilbage fra Mi’raj.

Der var gået omkring tolv år, siden Rasulullah (s) havde modtaget profetskabet. Han var tooghalvtreds år gammel. Han lå og sov i Haram ved Ka’baen. Pludselig kom englen Jibril og vækkede ham. I en tilstand mellem søvn og vågenhed løftede han ham op og førte ham hen til Zamzam. Han kløvede hans bryst og vaskede det med Zamzams vand. Derefter fyldte han hans bryst med tålmodighed, visdom, iman og overbevisning. [Beretninger fra Hazrat Abu Huraira (ra) og Hazrat Malik bin Sa’sa’a, som findes hos Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Ibn Jarir, Bayhaqi, Hafiz Ibn Abi Hatim, Tabarani, Bazzar og andre. I nogle andre beretninger siges det, at Isra begyndte fra huset hos Umm Hani (ra), Profetens kusine, datter af Abu Talib. Han havde bedt isha-bønnen dér og var faldet i søvn. Ibn Jarir, Abu Ya’la og Tabarani har overleveret denne begivenhed fra Umm Hani (ra) selv, mens Bayhaqi har overleveret den fra Hazrat Ali (ra) bin Abi Talib, Hazrat Abdullah bin Masud (ra) og Hazrat Abdullah bin Abbas (ra). I Tabaqat af Ibn Sa’d findes al-Waqidis beretning om, at Isra begyndte fra Shi’b Abi Talib. Det er overleveret fra Abu Dharr (ra) hos Bukhari og Muslim og fra Hazrat Ubayy bin Ka’b (ra) i Musnad Ahmad, at Jibril (a) trængte ind i huset gennem husets tag og tog Profeten med sig. I virkeligheden er der ingen modsigelse mellem disse beretninger. Umm Hanis hus lå i Shi’b Abi Talib. Jibril steg ned gennem husets tag og førte den sovende Profet til Masjid al-Haram. Det, der derefter skete i tilstanden mellem søvn og vågenhed, er blevet nævnt ovenfor. – Forfatteren.]

Derefter fremførte Jibril (a) et ridedyr til opstigningen. Det var hvidt, af bygning lidt større end et æsel og mindre end et muldyr. Det bevægede sig med lynets hastighed. Hvert af dets skridt nåede så langt, som synet rakte. Derfor hed det Buraq. [Alle overleveringer om Buraq og dets egenskaber er enstemmige – forfatteren.] Også de tidligere profeter benyttede sådanne ridedyr på lignende rejser. [Ibn Jarir, Bayhaqi i hans Dala’il, Ibn Abi Hatim, Ibn Ishaq, Ibn Marduyah, Nasa’i, Maghazi Ibn ‘A’id og Suhayli har i Rawd al-Unuf skrevet, at profeten Ibrahim (ra) red på Buraq til Mekka med Hajar og det diende barn Ismail (a). Men de har ikke angivet kilden til denne overlevering – forfatteren.] Da Den Hellige Profet (s) skulle stige op på det, begyndte det at bevæge sig. Hadhrat Jibril (a) slog det let på kroppen og sagde: »Se, hvad gør du? Indtil i dag har ingen større personlighed end Muhammad (s) redet på dig.« Da blev det så skamfuldt, at sveden sprang frem på dets krop. [Musnad Ahmad, Tirmidhi, Ibn Hibban, Ibn Jarir, Ibn Ishaq, Ibn Sa’d – forfatteren.]

Derefter steg Den Hellige Profet op på det, og Jibril fulgte med ham. [I de overleveringer, som Ibn Jarir, Bayhaqi, Nasa’i, Ibn Hisham, Ibn Abi Hatim, Tabarani, Bazzar og Ibn Sa’d har citeret, står der, at Jibril (a) hele tiden var sammen med Profeten på denne rejse. I Tabarani findes en overlevering fra Abdur Rahman ibn Abi Layla om, at Jibril (a) satte Profeten foran sig på Buraq. Abu Ya’la og Ibn Hibban har citeret en overlevering fra Hadhrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) om, at Jibril (a) satte sig foran og lod Profeten (s) sidde bag sig. I Tirmidhi, Nasa’i og Musnad Ahmad findes en overlevering fra Hadhrat Hudhayfa (ra) om, at Profeten (s) og Jibril (a) begge red på Buraq, men det siges ikke, hvem der var foran, og hvem der var bagved – forfatteren.] Det første opholdssted var Medina, hvor Profeten (s) steg ned og bad. Jibril (a) sagde: »Det er hertil, du vil udvandre.« Det andet opholdssted var Sinai-bjerget, hvor Allah talte med Hadhrat Musa (a). Det tredje opholdssted var Bayt Lahm, hvor Hadhrat Isa (a) blev født. Det fjerde opholdssted var Bayt al-Maqdis, hvor Buraqs rejse sluttede. [I Nasa’is overlevering fra Anas ibn Malik (ra) og Bayhaqis overlevering fra Shaddad ibn Aws (ra) er der en mindre forskel. Her nævnes det, at der i stedet for Sinai-bjerget blev bedt nær det træ i Madyan, hvor Hadhrat Musa (a) satte sig efter at have givet de to kvinders dyr vand – forfatteren.]

Forskellige vildledte og vildledende kræfter

På et sted under denne rejse råbte en person: »Kom denne vej.« Profeten (s) kastede ikke et eneste blik i den retning. Jibril (a) sagde: »Dette er en, der kalder til jødedommen.« Fra den anden side lød en stemme: »Kom denne vej.« Profeten (s) så heller ikke i den retning. Jibril (a) sagde: »Dette er en, der kalder til kristendommen.« Derefter viste der sig en kvinde i stor pragt og overdådig udsmykning. Også hun kaldte Profeten hen til sig. Han vendte sig bort fra hende. Jibril (a) sagde: »Dette er verden.« Derefter kom en gammel kvinde til syne. Jibril (a) sagde: »Sammenlign verdens resterende levetid med denne gamle kvindes resterende levetid.« Derefter mødte han endnu en person, som ville tiltrække Profeten til sig. Men han lod også denne person være og fortsatte fremad. Jibril (a) sagde: »Dette var Satan, som ville føre dig bort fra vejen.« [De forskellige dele af denne begivenhed er medtaget i forskellige hadith- og sīra-værker. Bayhaqi (Dala’il), Tabarani (Awsat), Ibn Jabir, Ibn Hatim, Ibn Ishaq og Ibn Marduyah – forfatteren.]

Bønnen i Bayt al-Maqdis

Da Profeten (s) nåede Bayt al-Maqdis, steg han ned fra Buraq. Buraq blev bundet dér, hvor de andre profeter plejede at binde det. [Musnad Ahmad, Muslim, Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Ibn Ishaq, Ibn Sa’d og Ibn Marduyah. I nogle andre overleveringer fortælles det også, at Jibril (a) gennemborede en sten med et tryk af sin finger og bandt Buraq til dette hul (Tirmidhi, Hatim, Ibn Abi Hatim).] Da han trådte ind i Salomons tempel (selv om det på det tidspunkt var ødelagt, eksisterede stedet stadig, og kejser Justinian havde opført en kirke dér), så han alle de profeter, der var blevet født til verden fra menneskehedens begyndelse og indtil da. Så snart han ankom, stillede de sig på rækker til bøn, og alle ventede på at se, hvem der skulle lede bønnen. Jibril (a) tog ham ved hånden og førte ham frem, og alle bad bag ham. [Ibn Jarir, Bayhaqi, Tabarani, Nasa’i, Ibn Abi Hatim, Musnad Ahmad og Ibn Sa’d.]

Derefter blev der stillet tre drikkebægre foran ham. Det ene indeholdt vand, det andet mælk og det tredje vin. Han tog bægeret med mælk og drak af det. Jibril (a) ønskede ham tillykke og sagde: »Du har valgt den naturlige vej.« [Det er den samme overlevering, som Tabarani har fra Hadhrat Suhayb (ra), Ibn Jarir har fra Hadhrat Anas (ra) og Abu Hurayra (ra), og Ibn Ishaq har fra forskellige lærde, som vi har citeret ovenfor. Men der er stor uenighed mellem overleveringerne om dette. I de overleveringer, som Ibn Jarir, Bayhaqi og Ibn Abi Hatim har citeret fra Hadhrat Abu Sa’id al-Khudri (ra), nævnes to bægre. Det ene indeholdt vand, og det andet vin. I overleveringerne fra Hadhrat Anas (ra) i Musnad Ahmad og Muslim, fra Hadhrat Abu Hurayra i Bukhari og fra Hadhrat Sa’id ibn al-Musayyab (ra) i Bayhaqi nævnes to kar. Det ene indeholdt mælk, og det andet vin. I overleveringen fra Hadhrat Shaddad ibn Aws i Bayhaqi, Ibn Hatim, Bazzar og Tabarani nævnes også to kar. Men det ene indeholdt mælk, og det andet honning. Derimod fortæller overleveringen fra Malik ibn Sa’sa’ah (ra) i Musnad Ahmad, Bukhari og Muslim, at der nær Sidrat al-Muntaha eller nær Bayt al-Ma’mur blev stillet tre kar foran Profeten (s): Det ene indeholdt vin, det andet mælk og det tredje honning. Alle overleveringer er imidlertid enige om, at Profeten (s) valgte bægeret med mælk – forfatteren.]

Derefter blev der stillet en stige frem foran ham. Ved hjælp af den førte Jibril (a) ham op mod himlen. På arabisk kaldes en stige mi’raj. Derfor kaldes hele denne begivenhed Mi’raj. [Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Ibn Ishaq og Ibn Marduyah har overleveret dette fra Abu Sa’id al-Khudri (ra). Men Ibn Hatim citerer en overlevering fra Hadhrat Anas (ra) om, at Jibril (a) steg op mod himlen med Profeten (s) ved hånden – forfatteren.]

i den første himmel

Da de steg op til den første himmel, var himlens port lukket.

Englen, der vogtede porten, spurgte: »Hvem er kommet?«

Hazrat Jibril (a) sagde sit navn.

Englen sagde: »Hvem er med dig?«

Jibril – Muhammad (s).

Englen: »Er han blevet kaldt?«

Jibril: »Ja.«

Derefter blev døren åbnet, og Profeten (s) blev varmt modtaget. [Det er enstemmigt fastslået vedrørende Mi’raj, at Jibril (a) ved indgangen til hver himmel blev udspurgt på denne måde. Efter at det var blevet fastslået, at den, der ankom, var Jibril (a), og at Muhammad (s) var med ham, og at han var blevet kaldt, blev døren åbnet, og Profeten blev modtaget – forfatteren.] Her blev den hellige Profet (s) præsenteret for de store personligheder blandt englene og de menneskelige sjæle, som befandt sig på dette niveau. Blandt dem var en ærværdig skikkelse, der var et fuldkomment eksempel på menneskelig form. Der var ingen fejl eller mangler i hans ansigt eller kropsbygning. Jibril (a) sagde: »Dette er Adam (a), din stamfader.«

Der var mange mennesker til højre og venstre for denne ærværdige skikkelse. Når han så til højre, blev han glad, og når han så til venstre, græd han. Der blev spurgt: »Hvad er årsagen?«

Det blev sagt: »Det er alle Adams efterkommere. Adam glædede sig, når han så sine fromme efterkommere, og græd, når han så de onde.« [Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad: overleveringen fra Malik ibn Sa’sa’a; Bukhari og Muslim: overleveringen fra Abu Dharr (ra); Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Ibn Marduyah og Ibn Ishaq: overleveringen fra Abu Sa’id al-Khudri (ra); Ibn Jarir, Bayhaqi, Hafiz Ibn Abi Hatim, Tabarani og Bazzar: overleveringen fra Abu Hurayra (ra); samt Abd Allah ibn Ahmad Hanbal, som har gengivet overleveringen fra Ubayy ibn Ka’b (ra) i Zawa’id af Musnad – forfatteren.]

Derefter fik Profeten (s) mulighed for at iagttage alt nærmere. Et sted så han nogle mennesker høste en afgrøde. Jo mere de høstede, desto mere voksede den. Der blev spurgt: »Hvem er disse?« Det blev sagt: »Det er dem, der kæmper for Guds sag.«

Derefter så man nogle menneskers hoveder blive knust med sten. Der blev spurgt: »Hvem er disse?« Det blev sagt: »Det er de mennesker, hvis modvilje og utilfredshed forhindrede dem i at stå op til bønnen.«

Han så nogle mennesker, hvis klæder var lappet både foran og bagpå, og som spiste græs ligesom dyr. Der blev spurgt: »Hvem er disse?« Det blev sagt: »Det er dem, der ikke gav noget af deres rigdom som zakat eller velgørenhed.«

Derefter så man en mand, der samlede brænde og forsøgte at løfte sin byrde. Da han ikke kunne løfte den, lagde han endnu mere brænde til. Der blev spurgt: »Hvem er dette?« Det blev sagt: »Det er en person, der havde så mange ansvarsbyrder på sig, at han ikke kunne bære dem. Men i stedet for at mindske dem påtog han sig endnu flere ansvarsbyrder.«

Derefter så man nogle menneskers tunger og læber blive skåret over med sakse. Der blev spurgt: »Hvem er disse?« Det blev sagt: »Det er mennesker, som talte uansvarligt, sagde hvad der faldt dem ind, og skabte splid i samfundet.«

Derefter så man et sted en sten med en lille revne. Ud fra den kom en stor, fed tyr. Derefter forsøgte den at trænge ind i den igen, men kunne ikke. Der blev spurgt: Hvad er dette? Der blev svaret: Dette er et eksempel på en person, der uansvarligt fremsætter udtalelser, som skaber splid. Derefter ønsker han skamfuldt at gøre skaden god igen, men kan ikke.

Et sted så man nogle mennesker skære stykker af deres eget kød og spise det. Der blev spurgt: Hvem er disse? Der blev svaret: Det er dem, der fremsatte falske beskyldninger og hånende bemærkninger mod andre.

Lige i nærheden af dem var der nogle mennesker, hvis fingernegle var lavet af kobber. Med dem kradsede de deres ansigter og bryster. Da der blev spurgt, hvem disse var, blev der svaret: Det var dem, der i menneskers fravær spredte deres onde handlinger og krænkede deres ære.

Man så nogle mennesker, hvis læber var som kamelers læber, og som spiste ild. Der blev spurgt: Hvem er disse? Der blev svaret: Det er dem, der fortærede forældreløses ejendom.

Man så nogle mennesker, hvis maver var umådeligt store og fyldt med giftige slanger. Folk trådte dem ned og gik hen over dem, men de kunne ikke flytte sig fra deres plads. Da der blev spurgt, hvem disse var, blev der svaret: Det var ågerkarle.

Derefter så man nogle mennesker, foran hvem der på den ene side var lagt frisk, smukt kød og på den anden side råddent kød, hvorfra en stank strømmede ud. De lod det gode kød ligge og spiste det rådne kød. Der blev sagt: Det var mennesker, som på trods af at de havde halal-hustruer, ulovligt tilfredsstillede deres seksuelle begær.

Derefter så man nogle kvinder, der hang i deres bryster. Da der blev spurgt, blev der svaret: Det var kvinder, som tilskrev deres mænd børn, der ikke var deres egne. [Der er uenighed om, hvorvidt disse observationer fandt sted på vejen til Bayt al-Maqdis eller i den første himmel. Desuden er alle disse observationer ikke nævnt samlet i alle overleveringer. Tværtimod er forskellige observationer blevet nævnt i forskellige hadither. Her bringer vi alle henvisningerne samlet ét sted. Musnad Ahmad, Ibn Majah, Ibn Jarir, al-Bayhaqi, Ibn Hisham, Ibn Abi Hatim, al-Tabarani, al-Bazzar – overleveret af Abu Hurayrah (ra); Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, Ibn Ishaq, Ibn Marduyah – overleveret af Abu Sa’id al-Khudri (ra); Musnad Ahmad og Abu Dawud – overleveret af Anas ibn Malik (ra) – forfatteren.]

Under disse observationer mødte Profeten (s) en engel, som havde et meget barskt væsen. Profeten (s) spurgte Jibril (a): Alle de engle, som jeg indtil nu har mødt, kom mig i møde med glæde og smil på læberne. Hvorfor er denne så tør og streng i sit væsen? Jibril (a) sagde: Han har intet at gøre med munterhed. Han er helvedes vogter. Da Profeten (s) hørte dette, udtrykte han ønske om at se helvede. Straks blev sløret foran hans syn løftet, og helvede viste sig i al sin rædselsvækkende skikkelse. [Sirat Ibn Hisham – med henvisning til Ibn Ishaq og Ibn Abi Hatim. Overleveret af Anas ibn Malik (ra) – forfatteren.]

i de følgende himle

Efter at have passeret disse niveauer nåede den rene Profet (s) frem til den anden himmel. Blandt de fremtrædende personer dér var to unge mænd med særlige kendetegn. Det blev oplyst, at de var Hazrat Yahya (a) og Hazrat Isa (a).

På den tredje himmel blev en ædel person præsenteret, hvis skønhed sammenlignet med almindelige menneskers var som fuldmånen sammenlignet med stjernerne. Det blev oplyst, at han var Hazrat Yusuf (a).

På den fjerde himmel mødte Hazrat Idris (a), på den femte himmel Hazrat Harun (a), og på den sjette himmel Hazrat Musa (a) profeten Muhammad (s). Da han nåede den syvende himmel, så han et vældigt palads (Bayt al-Ma’mur), hvor den, han selv så, i høj grad lignede ham. Det blev oplyst, at han var Hazrat Ibrahim (a). [Musnad Ahmad, Bukhari og Muslim – overleveret af Malik ibn Sa’sa’a. Musnad Ahmad, Muslim og Ibn Abi Hatim – overleveret af Anas ibn Malik (ra). Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Tabarani, Bazzar, Hakim og Ibn Ishaq – overleveret af Abu Hurayra (ra). I nogle overleveringer er der forskellige oplysninger om profeternes placering. I Nasa’i og Muslim, i en overlevering fra Hazrat Anas (ra), angives Hazrat Harun (a) at være på den fjerde himmel og Hazrat Idris (a) på den femte. Med henvisning til en overlevering fra Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra) angiver Ibn Jarir, Bayhaqi og Ibn Marduyah Hazrat Yusuf (ra) på den anden himmel og Hazrat Yahya (a) og Hazrat Isa (a) på den tredje himmel – forfatteren.]

Sidrat al-Muntaha

Derefter begyndte den rene Profet (s) sin videre opstigning, og han nåede Sidrat al-Muntaha. Dette sted udgør en grænse, der adskiller den Almægtige Herres nærvær fra den materielle verden. Her ophører al skabningens viden. Det, der findes derefter, er uset; det kendes hverken af nogen profet eller af nogen engel, der står Gud nær. Hvis Allah naturligvis ønsker at give nogen viden om noget af dette, er det en anden sag. Alt, hvad der stiger op nedefra, modtages her, og alt, hvad der kommer ovenfra, modtages også her. I nærheden af dette sted blev Profeten vist Paradiset. Han så, at Allah den Ophøjede havde beredt sådanne velsignelser for de retskafne tjenere, som intet øje har set, intet øre har hørt, og ingen menneskehjerne har kunnet forestille sig. [Bukhari og Muslim – overleveret af Abu Dharr (ra). Muslim, Nasa’i, Tirmidhi og Bayhaqi – overleveret af Abdullah ibn Mas’ud (ra). Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim og Ibn Marduyah – overleveret af Abu Sa’id al-Khudri (ra) – forfatteren.]

Ved Sidrat al-Muntaha blev Jibril (a) tilbage. Derefter fortsatte Profeten (s) alene fremad. Så fik han på et højt, gunstigt og plant sted den Majestætiske Nærværelse at se foran sig. Derefter blev han tildelt æren af samtale. [Ibn Hatim, overleveret af Anas ibn Malik (ra). Bukhari – Kitab al-Salat – overleveret af Ibn Abbas (ra) og Abu Habba al-Ansari. Qastallani har i sine Mawahib, uden at nævne kilden, sagt, at Profeten (s) sagde: Da Jibril nåede sit sted, sagde han: »Nu er det dig og din Herre, der går videre. Dette er mit sted; herfra kan jeg ikke gå længere.«] Blandt det, der blev befalet, var følgende:

1. Halvtreds daglige bønner blev gjort obligatoriske.

2. I Sura al-Baqarah læres de sidste to vers af bønnen.

3. Der udtrykkes et ønske om at tilgive alle andre synder end shirk.

4. Det siges, at den, der har til hensigt at gøre en god gerning, får skrevet én belønning for den. Når han derefter udfører den, får han skrevet ti belønninger for den. Men den, der har til hensigt at gøre en ond gerning, får intet skrevet imod sig. Når han derefter udfører den, får han skrevet én synd. [For det første er beretningen om, at halvtreds bønner blev gjort obligatoriske, en enstemmigt overleveret beretning i alle hadithsamlinger om Mi’raj. De øvrige forhold er omtalt i følgende hadithværker:

Muslim, Nasa’i, Tirmidhi, Bayhaqi – overleveret af Abdullah ibn Mas’ud (ra); Musnad Ahmad og Muslim – beretningen fra Anas ibn Malik (ra). Ibn Jarir, Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Ibn Marduyah – beretningen fra Abu Sa’id al-Khudri (ra) – forfatteren.]

Efter sin tilstedeværelse hos Gud, på vej ned for at vende tilbage, mødte Huzur (s) Hazrat Musa (a). Efter at have hørt beretningen sagde han: »Jeg har bitter erfaring med Israels børn. Jeg tror ikke, at din ummah vil kunne overholde halvtreds bønner; bed om, at antallet bliver sat ned.« Da han vendte tilbage, satte Allah jalla shanuhu (Allah, Den Majestætiske) ti bønner ned.

Hazrat Musa (a) sagde igen det samme. Derefter steg Profeten Muhammad (s) gentagne gange op, og hver gang blev der trukket ti bønner fra. Til sidst blev fem bønner gjort obligatoriske, og det blev sagt, at disse svarer til halvtreds bønner. [Det er enstemmigt overleveret i alle hadither, at Huzur (s) efter Hazrat Musas (a) ord gentagne gange gik til Allahs nærvær og bad om en nedsættelse, og at der til sidst forblev fem obligatoriske bønner. Allah regnede dem som svarende til halvtreds. I de fleste beretninger nævnes ganske vist en nedsættelse med fem ad gangen – men i nogle beretninger nævnes en mindre nedsættelse, og i andre nævnes en nedsættelse med fem ad gangen – forfatteren. (Nogle få vestligt orienterede, især hadithfornægtere, rejser indvendinger mod denne beretning og siger: Hvis det var Guds hensigt at gøre fem bønner obligatoriske, hvad er så meningen med at begynde ved halvtreds og gradvist forhandle antallet ned? Svaret er, at Allah den Ophøjede på denne måde tydeliggør for tjenerne, at mennesket, for at vise taknemmelighed for Hans velsignelser, burde være så hengivent til tilbedelse, at selv hvis det bad halvtreds gange dagligt, ville det ikke være for meget. Men der gives denne lettelse under hensyntagen til menneskelig svaghed og natur. Derefter blev Huzurs (s) gentagne anmodninger om en nedsættelse efter Hazrat Musas (a) råd imødekommet, og derved blev Huzurs (s) rang ophøjet. Denne begivenhed er et bevis på Huzurs (s) og de øvrige profeters forbøn i det hinsidige – forfatteren.)]

Tilbagevenden

På vejen tilbage kom Huzur (s) ad den samme trappe igen til Bayt al-Maqdis. Her var alle profeterne atter til stede. Han ledte dem i bøn, og det var muligvis fajr-bønnen. Derefter steg han op på Buraq og vendte tilbage til Mekka (Al-Bidaya wa’n-Nihaya, bind 3, s. 112-113).

Tidligt om morgenen fortalte han før alle andre om denne begivenhed til sin kusine Umm Hani (ra). Derefter ville han gå udenfor. Men hun greb fat i hans kappe og sagde: »For Allahs skyld, fortæl det ikke til nogen. Ellers får de endnu en anledning til at håne og latterliggøre dig.« Men Profeten (s) sagde: »Jeg vil bestemt fortælle det«, og gik udenfor (Tabarani, Ibn Ishaq, Ibn Sa’d og Abu Ya’la har overleveret dette med henvisning til Umm Hani (ra)).

Da Profeten (s) nåede frem til Kabaens hellige område, så han Abu Jahl foran sig. Han sagde: »Er der kommet nogen nyhed?« Profeten (s) svarede: »Ja, det er der.« Abu Jahl sagde: »Lad mig høre, hvad det er.«

Profeten (s) sagde: »I nat tog jeg til Bayt al-Maqdis.« Abu Jahl sagde: »Bayt al-Maqdis? Tog du derhen og tilbage på én nat? Og er du allerede her om morgenen?«

Profeten (s) sagde: »Ja, sådan er det.«

Abu Jahl sagde: »Skal jeg så samle folk? Vil du fortælle det foran alle?«

Profeten (s) sagde: »Selvfølgelig.«

Abu Jahl samlede alle ved at råbe højt og sagde til Profeten (s): »Fortæl det nu.«

Profeten (s) fortalte hele begivenheden foran alle. Folk begyndte at håne og latterliggøre ham. Nogle klappede i hænderne, mens andre i forbløffelse lagde hænderne på hovedet. De sagde: »En rejse på to måneder på én nat? Umuligt, fuldstændig urealistisk. Tidligere havde vi kun mistanke om det, men nu er vi helt overbeviste om, at du virkelig er gal.« (Musnad Ahmad, Nasai, Bayhaqi, Bazzar og Tabarani har overleveret dette med henvisning til Ibn Abbas (ra). Ibn Jarir, Bayhaqi og Ibn Abi Hatim har overleveret det med henvisning til Abu Sa’id al-Khudri (ra).

Anerkendelsen af Hazrat Siddiqs (ra) sandfærdighed

I løbet af et øjeblik spredte nyheden sig over hele Mekka. Nogle muslimer vendte islam ryggen, da de hørte dette. (Musnad Ahmad, Bukhari, Tirmidhi, Bayhaqi, Jaber; overleveret fra Hazrat Aisha (ra).

Derefter gik folk til Hazrat Abu Bakr (ra) i håb om, at han var profeten Muhammads (s) højre hånd. Hvis han vendte sig bort fra profeten, ville denne bevægelse dø. Efter at have hørt om hændelsen sagde Hazrat Abu Bakr (ra): »Hvis Muhammad (s) har sagt dette, må det nødvendigvis være sandt. Hvad er der mærkeligt ved det? Jeg hører jo hver dag, at budskaber kommer til ham fra himlen. Jeg anerkender også sandheden i dette.« (Ibn Jarir, Bayhaqi; overleveret fra Abu Salama ibn Abd ar-Rahman. Ibn Abi Hatim; overleveret fra Anas ibn Malik. Bayhaqi; overleveret fra Hazrat Aisha (ra).

Derefter kom Hazrat Abu Bakr (ra) til Kabaens hellige område, hvor Allahs Sendebud (s) befandt sig, sammen med den hånende og spottende folkemængde. Han spurgte Profeten (s): »Har De virkelig sagt alt dette?«

Profeten (s) sagde: »Ja, det har jeg.«

Hazrat Abu Bakr (ra) sagde: »Jeg har selv set Bayt al-Maqdis. Beskriv stedet for mig.«

Profeten (s) begyndte straks at beskrive det. Han beskrev hver enkelt ting på en sådan måde, som om Bayt al-Maqdis stod foran ham, og som om han beskrev det, mens han så på det. Denne holdning hos Hazrat Abu Bakr (ra) ramte fornægterne hårdt. [Hafiz Ibn Kathir skriver i Al-Bidaya wa an-Nihaya, at Abu Bakr (ra) bad ham beskrive Bayt al-Maqdis over for polyteisterne, fordi polyteisterne ville blive bragt til tavshed, hvis han kunne beskrive det korrekt. Abu Ya’la har imidlertid overleveret fra Umm Hani (ra), at det var Mut’im ibn Adi, der bad om en beskrivelse af Bayt al-Maqdis. Ibn Jarir og Ibn Abi Hatim har overleveret fra Abu Sa’id al-Khudri (ra), at den person blandt folkemængden, som stillede dette spørgsmål, anså Profeten (s) for en løgner. I Muslims overlevering fra Hazrat Abu Hurayra (ra) findes det, at folk udspurgte Profeten (s). Den egentlige årsag til dette spørgsmål var, at de vidste, at Profeten (s) aldrig i sit liv havde set Bayt al-Maqdis. Derfor var det vanskeligt for ham at beskrive stedet, især fordi han havde set det om natten. Da de derfor udspurgte ham, lod Allah den Højeste Bayt al-Maqdis træde frem for hans blik, og mens han så på det, besvarede han deres spørgsmål ét for ét. Til sidst måtte de erkende, at den beskrivelse, han gav af stedet, var helt sand. Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Ibn Jarir, Tirmidhi og Bayhaqi; overleveret fra Jabir ibn Abdullah (ra). Muslim og Ibn Sa’d; overleveret fra Abu Hurayra (ra). Bayhaqi, Ibn Abi Hatim, Bazzar og Tabarani; overleveret fra Ibn Abbas (ra) – forfatteren.]

Flere vidnesbyrd

Blandt de forsamlede var der mange, som rejste til og fra Bayt al-Maqdis i handelsøjemed. De sagde til sig selv, at han havde beskrevet det helt korrekt. Nu begyndte folk at kræve yderligere beviser på sandheden af denne beskrivelse.

Profeten (s) sagde: »På vejen dertil passerede jeg en bestemt karavane, som medbragte disse og disse varer. Karavanefolkets kameler blev skræmte og flygtede af frygt, da de så Burāq. Én af dem løb endda bort i retning af en bestemt dal. Jeg fortalte karavanefolkene, hvor den var løbet hen.«

På tilbagevejen mødte jeg i en bestemt egn en bestemt karavane fra en bestemt stamme. De sov alle sammen. Jeg drak vand af deres kar, og jeg efterlod også tegn på, at der var blevet drukket af vandet.

Profeten (s) nævnte flere andre begivenheder af denne art. Senere blev hans sandfærdighed bekræftet af de karavanefolk, der ankom efterfølgende (Ibn Abī Ḥātim beretter det med Anas ibn Māliks (ra) ord; al-Bayhaqī, Ibn Abī Ḥātim, al-Bazzār og al-Ṭabarānī beretter det med Shaddād ibn Aws’ ord, og al-Ṭabarānī gengiver en beretning fra Abū Yaʿlā med Umm Hāniʾs (ra) ord).

Således blev modstanderne bragt til tavshed. Men de blev ved med i deres indre at tænke over, hvordan dette kunne være muligt. Selv i dag spørger mange mennesker sig, hvordan det kunne lade sig gøre.

Gabriel (a) underviser Profeten (s) i de fem daglige bønner

I de to dage efter den nat, hvor Miʿrāj fandt sted, kom Gabriel (a) fra Allah den Almægtige ved tidspunktet for hver bøn for at angive, hvornår de fem foreskrevne bønner skulle bedes. Den første dag lod han Allahs Sendebud (s) udføre hver bøn ved dens første tidspunkt, og den anden dag ved dens sidste tidspunkt. Han ledede bønnen. Derefter sagde han: »Tidspunktet for hver bøn ligger mellem disse to tidspunkter.« Denne beretning er overleveret af imām Aḥmad, al-Nasāʾī, al-Tirmidhī, Ibn Ḥibbān og al-Ḥākim fra Jābir ibn ʿAbdullāh. Imām al-Bukhārī anså den for den mest korrekte beretning om bønnetiderne. Imām Aḥmad, al-Tirmidhī, Abū Dāwūd, Ibn Khuzaymah, al-Dāraqutnī, al-Ḥākim og ʿAbd al-Razzāq har med en vis forskel i ordlyden overleveret en beretning om dette fra ʿAbdullāh ibn ʿAbbās (ra). Ibn ʿAbd al-Barr og qāḍī Abū Bakr ibn al-ʿArabī anså også denne beretning for korrekt.

Imām al-Zuhrī fortæller, at da ʿUrwah ibn al-Zubayr foran ʿUmar ibn ʿAbd al-ʿAzīz (rh) sagde, at Gabriel (a) havde ledet Allahs Sendebud (s) i bøn, blev han meget forbløffet og sagde: »ʿUrwah, tænk dig om et øjeblik; hvad er det, du siger?« Det vil sige: Var det Gabriel (a), der ledede Profeten (s) i bøn?

Urwa siger: Jeg hørte dette fra Bashir ibn Abi Masud. Han siger, at han hørte det fra Abu Masud al-Ansari (ra). Han (Masud al-Ansari) sagde: Jeg hørte selv Allahs Sendebud (s) sige dette fra Bashir ibn Abi Masud. Han siger, at han hørte det fra Abu Masud al-Ansari (ra). Han (Masud al-Ansari) sagde: Jeg hørte selv Allahs Sendebud (s) sige dette: Jibril steg ned, og han ledte mig i bøn. Jeg bad de fem daglige bønner sammen med ham (Muwatta, Bukhari, Muslim, Abd al-Razzaq, Tabarani).[]

Mirajs budskab

Det budskab, som Allah sendte med Allahs Sendebud (s) til verdens mennesker efter hans hjemkomst fra Miraj-rejsen, er bevaret ordret i vers 2 til 39 i Koranens syttende sura, Bani Israil. Hvis man undersøger dette og retter blikket mod dets historiske baggrund, vil man erfare, at denne vejledning blev givet et år før hijraen. Læseren vil klart forstå, at denne vejledning blev givet, før grundstenen til en ny stat på islams grundprincipper var lagt, og at Profeten (s) og sahabaerne senere måtte arbejde på dette grundlag.

At lære af Bani Israils historie

Efter omtalen af Miraj i dette budskab undervises der først og fremmest gennem Bani Israils historie. Da Bani Israil efter befrielsen fra egypternes slaveri begyndte at leve et frit liv, gav Verdens Herre dem en Bog som vejledning. Samtidig blev det indskærpet: Fra nu af må I, når det gælder jeres handlinger, ikke sætte jeres lid til nogen andens vejledning end Min.

Men i stedet for at takke Gud for denne nåde fornægtede Bani Israil den, og i stedet for at være reformatorer på jorden forblev de skabere af splid og oprørere. Resultatet blev, at Gud én gang lod babylonierne udslette dem og anden gang gjorde romerne til deres herskere. Ved at omtale denne lærerige historie advarer Allah Ta’ala muslimerne om, at Koranen alene er en sådan bog, som vil vise jer den rette vej. Hvis I følger den, er der et glædeligt budskab om en stor belønning til jer.

Hvert menneske er ansvarligt

Den anden vigtige sandhed, som opmærksomheden henledes på, er, at hvert menneske selv har et varigt moralsk ansvar. Hans egne handlinger er den endelige dommer til hans fordel eller imod ham. Hvis han følger den rette vej, er det til hans eget bedste. Hvis han følger en forkert vej, vil han selv blive udsat for skade. Ingen deler dette personlige ansvar med nogen anden. Ingen skal bære byrden af en andens ansvar. Derfor bør hvert menneske i et retfærdigt samfund være særligt opmærksomt på sit eget ansvar. Uanset hvad andre mennesker gør, bør han først og fremmest tænke over, hvad han selv gør.

De velståendes forfald

Det tredje, man er blevet advaret om, er, at det, der til sidst ødelægger et samfund, er de velståendes og de indflydelsesriges forfald. Når en nations ulykke bliver uundgåelig, hengiver dens velstående og magtfulde personer sig til synd. De begynder at begå uret, undertrykkelse, uretfærdighed, syndige handlinger og misgerninger. Til sidst styrter denne splittelse hele nationen ned i ødelæggelsens afgrund. Derfor bør et samfund, som ikke ønsker at blive sin egen fjende, tænke over dette, så nøglerne til den politiske magt og de økonomiske rigdomme i samfundet ikke havner i karakterløse menneskers hænder.

Det hinsidige livs betydning i forhold til denne verden

Derefter mindes muslimerne om det, som gentagne gange er blevet gentaget i Koranen. Det siges: Hvis jeres mål er denne verden samt dens succes, lykke og bekvemmelighed, kan I opnå alt dette her. Men det endelige resultat vil blive frygteligt. Den varige og evige succes, som begynder i dette liv og fortsætter ind i det næste uden noget sted at bære nederlagets skam med sig, kan I kun opnå, når I i jeres bestræbelser har følelsen af det hinsidige liv og ansvaret på dommens dag for øje. De verdsligt orienteredes velstand synes umiddelbart at være skabende. Men i denne skabende kraft ligger frøene til skade og fordærv skjult. Den mangler den moralske storhed, som kun udspringer af følelsen af at skulle stå til regnskab i det hinsidige. Denne forskel kan I allerede i denne verden se mellem de to slags mennesker. I livets senere stadier vil denne forskel blive endnu tydeligere. Til sidst vil den enes liv være fuldstændig mislykket, mens den andens liv vil være præget af fuldkommen succes.

Grundlæggende principper for den islamiske civilisation

Efter disse formaninger, som tjener som indledning, beskrives de vigtige principper, på grundlag af hvilke den fremtidige islamiske stat og det islamiske samfund skulle opbygges. Disse principper er fjorten i alt. Vi fremlægger dem i den rækkefølge, hvori de er beskrevet i dette budskab fra Mi’raj.

1. Ingen anden magt eller væsen end Allah, den Ene og uden lige, må anerkendes som herre og myndighed. Han er jeres Gud, så tilbedelse og lydighed må alene rettes mod Ham. At adlyde Hans befalinger er kendetegnet på jeres særpræg og selvstændighed. Hvis I anerkender en anden end Ham som herre og myndighed, hvad enten det er en anden person eller jeres egne lidenskaber, vil I til sidst blive ramt af den yderste ydmygelse og blive berøvet de velsignelser, som kun kan opnås gennem Guds hjælp. [Dette var ikke blot en religiøs trosopfattelse, men også det grundlæggende princip for det politiske system, som Profeten (fvmh.) etablerede efter sin ankomst til Medina. Hele dette system blev bygget på det synspunkt, at Verdenernes Herre er landets ejer og konge, og at Hans sharia er landets lovbog.]

2. Blandt de menneskelige rettigheder er forældrenes rettigheder de vigtigste og har førsteprioritet. Børnene skal være lydige, tjenstvillige og høflige over for deres forældre. Samfundets sociale normer og moral bør være sådan, at børnene ikke bliver uafhængige af eller ulydige mod deres forældre, men tværtimod behandler dem med den største godhed. De skal ære og respektere dem, tage sig af dem i deres alderdom og opfylde alle deres behov, ligesom forældrene gjorde det for dem i deres barndom. [På grundlag af dette punkt blev det fastslået, at det islamiske samfundssystem skulle bygges på familien, og at rygraden i familiesystemet er hengivenhed og respekt for forældrene. Senere blev forældrenes sharia-baserede rettigheder fastlagt i overensstemmelse med dette punkt; en detaljeret beskrivelse af dem finder vi i hadith- og fiqh-værkerne. Desuden blev sådanne tanker og sådan adfærd indarbejdet i den åndelige og moralske opdragelse i det islamiske samfund samt i muslimernes civiliserede omgangsformer, at forældrene efter Allah og Hans Sendebud blev tillagt den største betydning. Disse forhold fastlægger for alle tider det princip, at den islamiske stat gennem sin lovgivning og sine administrative bestemmelser skal styrke og beskytte familien i stedet for at svække den – forfatteren.]

3. I samfundslivet skal livskraften i gensidig hjælp og støtte, medfølelse og etableringen af retfærdighed bestå. Enhver slægtning skal være en hjælper for sine slægtninge. Enhver skal være berettiget til at modtage andres hjælp. Når en rejsende ankommer til en landsby eller et beboet område, skal han kunne se sig selv blandt gæstfrie mennesker. Bevidstheden om rettigheder (haqq) i samfundet skal være så stærk og udbredt, at et menneske er yderst bevidst om rettighederne hos dem, blandt hvem han bor. Når han yder dem en tjeneste, skal han tænke, at han opfylder deres ret, ikke at han viser dem en gunst. Hvis der ikke er nogen til at yde tjenesten, skal han ydmygt erkende sin manglende evne og tigge Gud om nåde, så han kan blive til nytte for andre.[På grundlag af dette punkt blev der i Medinas samfund givet påbud om obligatorisk sadaqa og frivillig sadaqa. Reglerne for testamenter til forældreløse og for waqf blev fastlagt. Der blev truffet foranstaltninger til at beskytte de forældreløses rettigheder. I et samfund blev den rejsendes ret etableret, således at han skulle beværtes i mindst tre dage. Derefter blev der gennem moralsk undervisning skabt en sådan livskraft i hele samfundet med gavmildhed, medfølelse og gensidig hjælp og støtte, at folk ud over de juridiske rettigheder fik en omfattende forståelse af moralske rettigheder. På dette grundlag begyndte folk selv at blive opmærksomme på sådanne rettigheder hos hinanden og at opfylde dem—rettigheder, som hverken kan kræves med lovens magt eller håndhæves med dens hjælp—Forfatteren.]

4. Folk skal ikke ødsle deres rigdom og ejendele bort på forkerte måder. At bruge dem på luksus og syndige handlinger for at vise stolthed og imponere andre, og at anvende rigdom på vildledte måder i stedet for på menneskers virkelige behov og gavnlige formål, er en fornægtelse af Guds velsignelser. De, der bruger deres rigdom på denne måde, er i virkeligheden Satans brødre, og det er en uomgængelig pligt for et reformerende samfund at standse dette ødselhed gennem moralsk opdragelse og lovmæssige begrænsninger.

5. Der bør være så meget balance blandt mennesker, at de hverken samler rigdom ved nærighed eller ødelægger deres økonomiske styrke gennem overdådige udgifter. Samfundets medlemmer skal have en så rigtig følelse af balance, at de på den ene side ikke afholder sig fra retmæssige udgifter, mens de på den anden side ikke hengiver sig til synden ved at bruge penge på uretmæssige måder.[I Medinas samfund blev disse to punkter fortolket på forskellige måder. På den ene side blev mange former for overflod og luksus gjort juridisk haram, og på den anden side blev vejen til uretmæssige og urimelige udgifter af rigdom indirekte lukket ved hjælp af loven. Desuden blev regeringen bemyndiget til at standse iøjnefaldende aktiviteter præget af overforbrug gennem administrative påbud. De, der fortsatte med at bruge deres rigdom uretmæssigt, fik som hovedregel deres ejendom overtaget af regeringen, som forvaltede den. Ud over disse tiltag blev der skabt en sådan offentlig mening i samfundet, at overforbrug blev fordømt i stedet for rost. Derefter blev sindelag og mentalitet også forbedret gennem moralsk undervisning, så folk kunne forstå forskellen mellem uretmæssige og retmæssige udgifter og selv afholde sig fra dem. På samme måde blev nærighed så vidt muligt begrænset ved hjælp af loven. Uretmæssige reformerende tiltag blev gennemført under presset fra den offentlige mening og gennem moralsk undervisning.]

6. Mennesket skal ikke kunstigt gribe ind i den ordning for fordelingen af rizq, som Gud har etableret. Han har ikke gjort alle sine tjenere lige med hensyn til rizq, men har skabt forskelle mellem dem, hvad angår mindre og større andele. Der ligger megen visdom i dette, og Han ved selv bedst hvorfor.

Derfor er et korrekt økonomisk system det, der kommer nærmest den vej, Gud har fastlagt. At omdanne naturlig ulighed til kunstig lighed eller at udvide uligheden ud over naturens grænser, indtil den når uretfærdighedens grænse, er to fejl af samme art.[På grund af det princip i naturens orden, som dette punkt henviste til, fik den tanke ingen plads i Medinas reformprogram, at forskelle, variationer og overlegenhed med hensyn til levebrød og midlerne til at skaffe sig det i sig selv var uretfærdige, og at man for at etablere retfærdighed burde udligne forskellen mellem rige og fattige og forsøge at skabe et klasseløst samfund. Tværtimod bestod den fremgangsmåde, der blev fulgt for at grundlægge den menneskelige civilisation i Medina på et sundt grundlag, i at lade den forskel, som Allahs fitra har skabt blandt mennesker, forblive i sin naturlige tilstand, således at den i overensstemmelse med punkt tre, fire og fem ikke blev årsag til samfundets gode eller dårlige sæder, men årsag til utallige moralske, åndelige og civilisatoriske muligheder og fordele. Det er i virkeligheden derfor, at Skaberen af universet har ladet denne forskel bestå blandt sine tjenere—Forfatteren.]

7. Det er en alvorlig fejl at begrænse fødsler af frygt for, at vejen til livsophold og levebrød bliver snæver, når antallet af børn vokser. De, der af denne frygt ødelægger kommende slægter, det vil sige begrænser fødsler, er grebet af den fejlagtige forestilling, at de selv har kontrollen over rizq. Men den, der giver rizq, er den Gud, som har gjort det muligt for mennesket at bo på denne jord. Han har sørget for de forudgåendes rizq, og Han vil også sørge for de efterfølgendes rizq. Jo mere befolkningen vokser, desto mere udvider Gud tilsvarende midlerne til livsophold og levebrød. Derfor må ingen uretmæssigt gribe ind i den ordning, Gud har etableret for sin skabning, og under ingen omstændigheder må der opstå en tilbøjelighed til at udrydde slægter blandt dem.[Dette punkt fjerner fuldstændigt det økonomiske grundlag, som bevægelser for fødselsbegrænsning har rejst sig på i forskellige tidsaldre fra oldtiden til i dag. I oldtiden blev mennesker drevet til barnedrab og fosterdrab af frygt for fattigdom. Nu skubbes verden mod en tredje vej, nemlig fødselsbegrænsning. Men dette punkt i Mi’rajens bud viser mennesket vejen: I stedet for at ty til det ødelæggende forsøg på at mindske antallet af dem, der skal have føde, må man bruge sine kræfter og evner på konstruktivt at udvide midlerne til at skaffe føde—Forfatteren.]

8. Gennem utugt etableres et helt fejlagtigt og ulovligt forhold mellem kvinder og mænd. Det er ikke nok blot at standse dette; alle de midler og omstændigheder, der bringer mennesker nærmere utugt, bør også udryddes.[Til sidst blev dette punkt grundlaget for et omfattende kapitel i den islamiske livsorden. I overensstemmelse med dette punkt blev utugt og beskyldninger om utugt betragtet som strafbare handlinger. Der blev indført begrænsninger på udbredelsen af uanstændighed. Der blev også indført forbud mod alkohol, musik, dans samt statuer og billeder af levende væsener. Derefter blev der udformet en ægteskabslovgivning, som gjorde ægteskab meget let, og de midler, der var almindelige i samfundet til at fremme utugt, blev udryddet—Forfatteren.]

9. Allah Ta’ala har anset menneskelivet for værdigt til ære og værdighed. Ingen må hverken begå selvmord eller dræbe en anden. Dette forbud, som Gud har fastsat, må kun brydes, når en anden ret, ligeledes fastsat af Gud, rejser sig imod ham. Når denne ret er blevet fastslået, bør blodsudgydelsen ikke gå videre end det, som denne ret kræver. Alle veje til overgreb i forbindelse med drab bør lukkes. Det gælder for eksempel at dræbe en anden end gerningsmanden i ophidselse, når retten mod den pågældende ikke er blevet bevist. Eller at dræbe gerningsmanden ved at påføre ham smerte lidt efter lidt, eller at vanære hans lig efter drabet. Eller andre tilsvarende hævngerrige overdrivelser, som var udbredt i verden. [På grundlag af denne bestemmelse er selvmord blevet gjort haram i islamisk lov. Forsætligt drab er blevet gjort til en forbrydelse. For forskellige former for drab ved en fejltagelse er der foreskrevet blodgodtgørelse og kaffāra. Retmæssigt drab er blevet begrænset til fem tilfælde.

For det første: Hvis nogen forsætligt dræber.

For det andet: Hvis en gruppe skaber en sådan hindring for dīn al-haqqs vej, at krig mod den bliver uundgåelig.

For det tredje: Hvis en gift mand eller kvinde begår utugt.

For det fjerde: Hvis en gruppe forsøger at afskaffe den islamiske statsordning eller gør væbnet oprør mod den gruppe, der leder det islamiske samfund.

For det femte: Hvis nogen efter at være blevet muslim bliver murtadd. Derefter blev beføjelsen til at træffe afgørelse om retmæssigt drab givet til shariaens qadi. Der blev også udarbejdet anstændige regler og bestemmelser for dette – forfatteren.]

10. Forældreløses interesser skal beskyttes, indtil de er i stand til at stå på egne ben. Deres ejendom må ikke anvendes på en måde, som ikke er til gavn for dem. [Dette var heller ikke blot en moralsk vejledning. Tværtimod blev der inden for den islamiske statsordning truffet både lovmæssige og administrative foranstaltninger for at beskytte forældreløses rettigheder; en detaljeret beskrivelse af dem findes i hadith- og fiqh-bøgerne. Ud fra denne bestemmelse blev det endvidere udledt som et vidtrækkende grundprincip, at den islamiske stat selv er beskytter af de borgere, som ikke er i stand til at beskytte deres egne interesser. Profeten (fvmh.) sagde:

************************************ (Jeg er værge for den, der ikke har nogen værge) – det er netop dette, ordene hentyder til – forfatteren.]

11. Aftaler og løfter, som indgås med en person eller mellem nationer, skal under alle omstændigheder opfyldes loyalt. Hvis man bryder en aftale, skal man stå til regnskab over for Gud. (Dette var ikke blot et vigtigt punkt i den islamiske etik. Senere betragtede den islamiske stat det tværtimod som grundstenen i sin indenrigs- og udenrigspolitik – Forfatteren.)

12. Måleinstrumenterne til varer skal holdes i orden, så der kan måles korrekt ved transaktioner. (I overensstemmelse med dette punkt blev det islamiske stats politi, ud over sine øvrige opgaver, også pålagt at føre tilsyn med vægte og måleinstrumenter på markederne og med magt forhindre, at der blev givet mindre end det, målene og vægtene angav. Heraf blev det brede princip udledt, at det er regeringens ansvar at udrydde enhver form for uærlighed, krænkelse af rettigheder, bedrag og svig i handel og transaktioner – Forfatteren.)

13. Gå ikke i gang med noget, hvis sandhed du ikke har viden om. Over for Gud skal der aflægges et detaljeret regnskab for hørelsen, synet samt hjertets hensigter, forestillinger, ønsker og begær. (Formålet med dette punkt er, at muslimen i sit personlige og sociale liv skal følge viden i stedet for overtro, gætterier, formodninger og antagelser. Dette formål er i vidt omfang blevet virkeliggjort på forskellige måder inden for etik, lovgivning, landets retshåndhævelse og uddannelsessystemet. Det islamiske samfund blev beskyttet mod de utallige overgreb, der på livets forskellige områder vokser frem på grundlag af gætterier og formodninger i stedet for viden. Etisk blev det påbudt at holde sig fra dårlige formodninger og ikke rette nogen anklage mod en person eller gruppe uden først at undersøge sagen grundigt. Inden for loven blev det fastlagt som et varigt princip, at det er fuldstændig uretfærdigt og ulovligt at arrestere nogen, slå vedkommende eller holde vedkommende fængslet alene på grund af mistanke. Også i behandlingen af fremmede blev det fastslået, at ingen foranstaltning måtte træffes mod nogen uden en undersøgelse. Rygter måtte heller ikke spredes på grundlag af mistanke. I uddannelsessystemet blev den såkaldte viden og lærdom, hvis grundlag blot var gætterier og uvirkelige forestillinger, anset for uønsket. På denne måde blev der skabt en sandhedssøgende og sandhedsbaseret mentalitet blandt muslimerne – Forfatteren.)

14. Gå ikke på jorden som de uretfærdige og hovmodige. Du kan hverken sønderkløve jorden med dit overmod og hovmod eller hæve dit hoved over bjergene med din stolthed. (Dette var ikke blot et almindeligt formanende ord; muslimerne blev i virkeligheden advaret om, at de, efter at være blevet det regerende parti, ikke måtte hengive sig til stolthed og hovmod. Den praktiske afspejling af dette påbud ser vi i, at herskerne, guvernørerne og hærførerne i den regering, der blev oprettet i Medina i overensstemmelse med dette manifest eller denne erklæring med 14 punkter, ikke sagde noget, hverken grundlæggende eller skriftligt, hvori der fandtes blot det mindste spor af stolthed og hovmod. Selv under krig sagde de ikke noget, der udtrykte stolthed eller hovmod. Ydmyghed og beskedenhed kom til udtryk i deres tale, adfærd og måde at omgås hinanden på. Når de som sejrherrer trængte ind i en by, forsøgte de ikke at udbrede deres indflydelse og magt med stolthed, hovmod og pral – Forfatteren.)

Dette var de grundprincipper, på hvilke Profeten (fred være med ham) grundlagde den islamiske stat efter hijraen til Medina.

Profeten (fred være med ham) bliver belært om hijraens bøn

I denne sura, Bani Isra’il, lærte Allah sin Profet en bøn, som i egentlig forstand kan kaldes hijraens bøn. Tirmidhi og Hakim citerer Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) for at sige, at Profeten (fred være med ham) i det følgende vers fik tilladelse til hijra:

**********************************

Og bed (o Profet): »Min Herre, lad mig, hvor end Du fører mig hen, blive ført med sandhed, og lad mig, hvorfra end Du fører mig ud, blive ført ud med sandhed, og skænk mig fra Dig en statsmagt, der kan være min støtte.« (Bani Isra’il: 80)

Af denne bøn kan man klart forstå, at tidspunktet for Hijraen er nær. Derfor siges det, at din bøn bør være, at du under ingen omstændigheder må vige fra sandheden. Hvorfra du end drager bort, skal du drage bort med sandhed, og hvorhen du end går, skal du gå med sandhed.

»Og skænk mig fra Dig en statsmagt, der kan være min støtte.«

Det vil sige: Enten skænker Du mig selv statsmagt, eller også gør Du en statsmagt eller regering til min støtte, så jeg ved dens hjælp kan fjerne dette fordærv og denne uretfærdighed i verden, standse oversvømmelsen af uanstændighed og synd og håndhæve Din retfærdige lov. Heraf kan man forstå, at den reform og forbedring, som islam ønsker i verden, ikke blot består i formaninger og nænsom rådgivning; for at islam kan få en praktisk gennemslagskraft, er politisk magt også nødvendig. Når Allah derefter selv har lært Sin Profet denne bøn, og det fremgår af hadith, at—

***************************************************

Når Allah altså gennem statsmagten afværger de forhold, som Koranen ikke kan afværge, beviser det, at det ikke blot er tilladt, men ønskværdigt at søge statsmagt og bestræbe sig på at opnå den for at etablere deen (iqamat al-deen) og håndhæve sharia og Allahs straffelove (hudud). De, der kalder dette verdslighed eller dyrkelse af det verdslige, er sunket ned i vildfarelse. Verdslighed opstår først, når nogen ønsker statsmagt for sin egen vindings skyld. Men at ønske statsmagt for at etablere Guds deen er ikke verdslighed; det er tværtimod et krav, som følger af gudsdyrkelse.

At lære de undertrykte muslimer en bøn om hjælp

Det var i samme periode som Mi’raj, at de sidste vers i sura al-Baqara blev givet til Allahs Sendebud (fred være med ham). Tidligere har vi, med henvisning til beretningen fra Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), allerede nævnt dette. Disse vers afsluttes med følgende bøn:

**********************************************

O vor Rabb! Gør os ikke ansvarlige, hvis vi af glemsel har begået en fejl eller en forsømmelse. O Gud! Læg ikke på os den byrde, som Du lagde på dem, der levede før os. Vor Herre! Pålæg os ikke en byrde, som vi ikke har styrke til at bære! Vær mild mod os, tilgiv os, og forbarm Dig over os. Du er vores Herre. Hjælp os derfor mod de vantro. (Al-Baqarah: 286)

Det bør bemærkes, at denne bøn blev lært de troende i en situation, hvor konflikten mellem islam og kufr i Mekka var nået til sit højdepunkt. Der fandtes ikke noget sted, hvor en af Guds tjenere var begyndt at følge den religiøse sandhed, uden at der på jorden var blevet skabt en kvælende situation for ham. I denne situation blev muslimerne lært at bede således til deres Herre. Det siger sig selv, at når Giveren selv angiver, hvordan man skal bede, opstår der dermed også en sikkerhed for, at bønnen vil blive besvaret. Derfor bragte denne bøn på det tidspunkt en enestående åndelig trøst til muslimerne. Desuden blev de i denne bøn lejlighedsvis belært om, at de ikke måtte lade deres følelser flyde i nogen uønsket retning, men i stedet skulle forme dem efter denne bøns mønster. På den ene side: se den hjerteskærende undertrykkelse og tortur, som de blev udsat for alene på grund af deres troskab mod sandheden; og på den anden side: se denne bøn, hvori der ikke findes det mindste spor af bitterhed over for fjenden. På den ene side: se den fysiske tortur og det økonomiske tab, som de blev ofre for; og på den anden side: se denne bøn, hvori der ikke findes den mindste omtale af et verdsligt mål, der skulle opnås. På den ene side: se den yderste nød hos alle disse sandhedstro og oprigtige mennesker; og på den anden side: se de ophøjede og rene følelser, som denne bøn er fyldt med. Først gennem en sådan sammenlignende undersøgelse og vurdering kan man få et korrekt indtryk af, hvilken form for moralsk og åndelig opdragelse de troende muslimer blev givet på det tidspunkt.

Endnu et aspekt af Mi’raj

I forbindelse med denne beretning vil det også være passende at fremstille endnu et aspekt af Mi’raj for læserne, hvorigennem man kan finde svar på mange af de spørgsmål, der opstår i sindet, når man studerer Mi’rajs forskellige tilstande og beskrivelser.

Profeten (fred være med ham)s første møde med Jibril (fred være med ham) over jorden

I Koranens sura an-Najm nævnes først Profeten (fred være med ham)s møde med Jibril (fred være med ham), da han så ham i hans sande skikkelse i horisonten. Derefter kom han nærmere og nærmere, indtil han kom så tæt på, at afstanden mellem Profeten (fred være med ham) og ham var lig med to buelængder eller endnu mindre. På det tidspunkt overbragte han åbenbaringen fra Allah den Ophøjede. Efter at dette er blevet nævnt, siges det:

**********************************************

Det, øjet så, benægtede hjertet ikke. Vil I da strides med ham om det, han ser med øjet? (An-Najm: 11-12)

Det vil sige, at da profeten Muhammad (s) i dagens lys og i fuldstændig vågen tilstand med åbne øjne iagttog det, sagde hans hjerte ikke: »Dette er blot et synsbedrag.« Eller: »Det, der ses, er en jinn eller en satan.« Eller: »Det er en indbildt skikkelse, der er kommet til syne foran mig.« Eller: »Jeg drømmer, mens jeg er vågen.« Nej, sådan var det ikke. Hans hjerte opfattede derimod præcis det, hans øjne så. Han nærede ikke den mindste tvivl om, at det i virkeligheden var Jibril (a), og at det budskab, han havde bragt, var åbenbaring fra Gud.

Årsagen til, at profeten ikke blev grebet af tvivl efter denne ekstraordinære iagttagelse

Her opstår spørgsmålet: Hvordan kan det være, at den hellige profet (s) ikke nærede nogen tvivl om en så enestående og ekstraordinær iagttagelse, men var fast overbevist om, at det, hans øjne havde set, virkelig var sandt og hverken noget indbildt eller en jinn eller satan? Hvad var årsagen til dette? Hvis vi overvejer spørgsmålet, kan vi forstå fem årsager.

For det første gav de ydre omstændigheder, hvorunder denne iagttagelse fandt sted, sikkerhed for dens sandhed. Rasulullahs (s) iagttagelse fandt ikke sted i nattens mørke, under murāqaba, i en drøm eller i en halvvågen tilstand. Tværtimod bredte morgenens klare lys sig omkring ham. Profeten (s) var helt vågen. I den åbne og tydelige himmel og i fuldt dagslys så han med egne øjne dette syn præcis sådan, som et menneske ser alle andre scener i verden. Hvis der overhovedet er plads til tvivl her, må det betyde, at alt det, vi ser om dagen – havet, bjergene, menneskerne, husene og alt andet – også kan være tvivlsomt og et synsbedrag.

For det andet bekræftede profetens (s) indre tilstand også denne sandhed. Han var ved fuld bevidsthed. På forhånd havde han ikke haft nogen tanke om, at en sådan iagttagelse burde finde sted eller var ved at finde sted. Hans sind var helt tomt for alle sådanne tanker og undersøgelser. Under disse omstændigheder indtraf begivenheden pludseligt foran ham. Derfor var der ingen mulighed for den slags tvivl, at øjnene ikke så en virkelig scene, men at en indbildt skikkelse var kommet til syne foran ham.

For det tredje var den skikkelse, der viste sig foran profeten i denne situation, så storslået, værdig, smuk og strålende, at han aldrig tidligere havde næret nogen forestilling om en sådan skikkelse i sit hjerte. Ellers kunne han have tænkt, at dette syn udsprang af hans egne forestillinger og sin fantasi. En jinn eller satan kunne heller ikke være så værdig, at han kunne have anset ham for at være andet end en engel.

Det er overleveret fra Hazrat Abdullah ibn Masud (ra), at Rasulullah (s) sagde: »Jeg så Jibril (a) i en skikkelse, hvor han havde to hundrede arme.« (Musnad Ahmad). I en anden overlevering forklarer Ibn Masud (ra) yderligere, at hver af Jibrils (a) arme var så enorm og vældig, at det så ud, som om den dækkede den øvre himmel. (Musnad Ahmad)

Den fjerde grund er, at den undervisning, som dette væsen gav, også bekræftede synets sandhed. Gennem den modtog han pludselig en viden om hele verdensordens virkelige beskaffenhed, som han aldrig tidligere havde haft nogen forestilling om. Derfor kunne han ikke nære den mistanke, at det blot var hans egne tanker og forestillinger, der havde taget form og vist sig for ham. På samme måde var der ingen anledning til at mistænke, at Satan havde antaget denne skikkelse og bedrog ham. For Satan kunne umuligt have gjort dette; hvornår har han nogensinde lært mennesker at afvise shirk og afgudsdyrkelse og følge ren tawhid? Hvornår har han advaret dem om forhøret i det hinsidige? Hvornår har han gjort dem uvillige over for jahiliyyah og dens skikke og sædvaner? Hvornår har han opfordret dem til at opnå moralsk storhed? Og hvornår har han sagt til et menneske: Du skal ikke blot selv tage imod dette, men også rejse dig for i dets sted at etablere tawhid, retfærdighed, taqwa og velgørenhed?

Den femte og vigtigste grund er, at når Allah udvælger et menneske til profetembedet, befrier Han dets hjerte for enhver tvivl, usikkerhed og tilskyndelse og skaber fast overbevisning og tillid dér. Under sådanne forhold kan der ikke opstå den mindste tvivl i hans hjerte om sandheden af det, hans øjne ser, og hans ører hører. Han tager med fuld tillid imod enhver sandhed, som åbenbares for ham fra hans Rabb. Det kan være i form af et syn, som vises ham med egne øjne, eller i form af islamisk viden, som meddeles ham ord for ord. Under alle disse forhold har profeten en fuldstændig fornemmelse af, at også hans fornemmelse af at være profet er, ligesom alle Allah-givne fornemmelser, en sikker realitet, hvori der ikke er plads til nogen misforståelse. Ligesom en fisks fornemmelse af at være en fisk, en fugls fornemmelse af at være en fugl og et menneskes fornemmelse af at være et menneske er helt og holdent Allah-givne, og der ikke er plads til nogen misforståelse heri, således er profetens egen fornemmelse af at være profet også Allah-given. Den dårlige tanke, at der skulle være opstået en fejlagtig forestilling i hans hjerte om, at han var profet, kan ikke få plads i hans sind, ikke engang et øjeblik.

Det andet møde med Jibril (a.s.) ved Sidrat al-Muntaha

****************************************************

Og endnu en gang så han ham stige ned ved Sidrat al-Muntaha, hvor Jannat al-Mawa ligger lige i nærheden. På det tidspunkt dækkede det, der dækkede, Sidraen. Blikket blev hverken blændet eller overskred grænsen. Og han så sin Rabbs største tegn. (An-Najm: 13-18)

Her omtales Profetens (s.a.w.) andet møde med Jibril (a.s.), hvor han viste sig for Profeten (s.a.w.) i sin oprindelige skikkelse. Stedet for dette møde kaldes Sidrat al-Muntaha. Samtidig siges det, at Jannat al-Mawa ligger lige i nærheden.

Sidrat al-Muntaha

På arabisk kaldes sidra et lote-træ. Og muntaha betyder den yderste grænse. Den bogstavelige betydning af Sidrat al-Muntaha er således det lote-træ, som befinder sig ved den yderste grænse. Allama Alusi har forklaret det således i sin tafsir Ruh al-Maʻani:

***********************************************

Her ophører al viden hos alle vidende. Derefter er der ingen, der ved noget, bortset fra Allah. Ibn Jarir har i sin tafsir og Ibn Athir i »An-Nihaya fi Gharib al-Hadith wal-Athar« givet omtrent den samme forklaring. Det er meget vanskeligt for os at sige, hvordan dette sidratræ ser ud ved den materielle verdens yderste grænse, og hvordan dets egentlige form og tilstand er. Dette er en hemmelighed ved Allahs skaberværk, som på ingen måde er begribelig for os. Under alle omstændigheder er det et sådant væsen, at Allah måske ikke havde noget mere passende ord på menneskesprog end sidra eller sidratræ.

Jannat al-Ma’wa

Den bogstavelige betydning af Jannat al-Ma’wa er en have, der er egnet til beboelse. Hasan al-Basri (må Allah være tilfreds med ham) siger, at dette er den have, der i det hinsidige er bestemt for de troende og gudfrygtige. Ud fra dette vers fremlægger han som bevis, at denne have findes i himlen. Qatadah siger, at det er den have, hvor martyrernes sjæle opbevares. Det er ikke den have, som vil blive opnået i det hinsidige. Ibn Abbas siger det samme og tilføjer, at den have, som de troende vil få i det hinsidige, ikke er i himlen, men at dens sted er på denne jord.

Profetens (fred være med ham) selvbeherskelse og tålmodighed

Derefter siges der til den hellige Profets (fred være med ham) pris, at hans blik hverken blev blændet efter at have set denne manifestation, eller overskred grænsen. Det vil sige, at hans yderste tålmodighed på den ene side var sådan, at selv en så overvældende strøm af strålende lys ikke blændede hans syn, og at hans koncentration var sådan, at hans sind og blik forblev rettet mod det formål, som han var blevet kaldt til. Han begyndte heller ikke at se sig omkring i alle retninger som en tilskuer, der ser på et skuespil, for at betragte det forunderlige syn, der var til stede dér. Det kan sammenlignes med en person, som får mulighed for at træde ind i en mægtig og indflydelsesrig konges hof og dér ser al den pragt og pomp, som han aldrig havde kunnet forestille sig. Hvis han er af lav stand, vil han straks blive forvirret, så snart han ankommer. Han vil blive målløs. Hvis han ikke kender hoffets etikette, vil han gå omkring og se sig rundt for at nyde hoffets udsmykning og synet dér. Men en fornem, kultiveret, høflig og ansvarlig person bliver hverken slået med ærefrygt, når han ankommer, eller optaget af at betragte hoffets udsmykning og pragt. Tværtimod vil han være til stede med den største værdighed og samle al sin opmærksomhed om det formål, som han er blevet indkaldt til det kongelige hof for. Det var netop denne egenskab hos den hellige Profet (fred være med ham), som prises i dette vers.

Så profeten (fred være med ham) Allah?

I det sidste vers siges det, at han så sin Herres store tegn.

Dette vers fremlægger den forklaring, at Allahs Sendebud (ﷺ) ikke så Allah, men derimod Hans store tegn. Og eftersom dette andet møde, set i lyset af den forudgående og efterfølgende sammenhæng, også fandt sted med den samme væsen, som det første møde fandt sted med, må det nødvendigvis erkendes, at den, som han første gang så højt oppe i rummet, og som kom nærmere og nærmere, indtil afstanden mellem dem blev som to buers længde eller endnu mindre, heller ikke var Allah. Hvis han havde set Allah den Ophøjede ved en af disse to lejligheder, ville det have været en så stor og betydningsfuld begivenhed, at den uden tvivl var blevet forklaret og udtrykkeligt omtalt. Om Moses (ﷺ) er det i Koranen blevet sagt, at han bad om at se Allah. Som svar blev det klart sagt: ****************** Du kan ikke se Mig – (al-Aʿrāf: 143). Denne rang blev altså ikke givet til Moses (ﷺ); hvis den derimod var blevet givet til profeten Muhammad (ﷺ), ville den på grund af dens betydning være blevet meddelt i et klart sprog. Men vi ser, at det ingen steder i Koranen er blevet sagt, at Profeten (ﷺ) så sin Herre. Tværtimod er det i omtalen af Miʿrāj-begivenheden i Sura Banī Isrāʾīl blevet sagt: »Vi førte Vores tjener bort, for at vise ham Vore tegn – (***********************************)«, og også her, ved hans ankomst til Sidrat al-Muntahā, siges det: »Han så sin Herres store tegn.«

(**************************************)

Af alle disse grunde synes der ikke at være nogen anledning til denne diskussion: Så Allahs Sendebud (ﷺ) Allah i begge disse situationer, eller så han ærkeenglen Jibrīl (ﷺ)? Men grunden til, at denne diskussion er opstået, er, at der findes uenighed om dette i hadith-samlingerne. Nedenfor gengiver vi i kronologisk rækkefølge de hadither, der om dette emne er blevet overleveret fra forskellige ædle ledsagere.

ʿĀʾishas (må Allah være tilfreds med hende) beretning

I Bukharīs Kitāb at-Tafsīr findes Masrūqs beretning. Han siger: Jeg spurgte ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende): »Mor, så Muhammad (ﷺ) sin Herre?«

Hun sagde: »Ved dine ord løber det mig koldt ned ad ryggen. Hvordan kunne du glemme, at der er tre ting, hvor enhver, der fremsætter en sådan påstand, lyver?«

ʿĀʾisha (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Den første er, at hvis nogen siger til dig, at Muhammad (ﷺ) så sin Herre, så lyver han.« Derefter reciterede ʿĀʾisha dette vers: »********************** Intet syn kan se Ham.« Derefter reciterede hun dette vers.

**********************************************

Det tilkommer ikke noget menneske, at Allah taler til ham, undtagen gennem åbenbaring, eller fra bag et forhæng, eller ved at Han sender en engel, som med Hans tilladelse åbenbarer for ham, hvad Han vil.

Derefter siger Hazrat Aisha (ra): Men Allahs Sendebud (s) så Jibril (a) to gange i hans egentlige skikkelse.

En del af denne hadith er overleveret i Bukhari, Kitab at-Tawhid, kapitel 4. Og i den beretning fra Masruq, som Imam Bukhari har citeret, siger han: Da jeg hørte dette fra Hazrat Aisha (ra), spurgte jeg: Hvad er da betydningen af dette udsagn fra Allah den Ophøjede?

************************************

Hun svarede: Der hentydes til Jibril (a). Han plejede altid at komme til Allahs Sendebud (s) i menneskeskikkelse. Men ved denne lejlighed kom han til Allahs Sendebud (s) i sin egentlige skikkelse, og han fyldte hele rummet.

I Muslim, Kitab al-Iman, kapitlet om Sidrat al-Muntaha, er denne samtale mellem Hazrat Aisha (ra) og Masruq gengivet udførligt. Den vigtigste del er, at Hazrat Aisha (ra) siger: Den, der hævder, at Muhammad (s) har set sin Herre, fremsætter en frygtelig beskyldning mod Allah.

Masruq siger: Jeg sad lænet tilbage. Da jeg hørte dette, rejste jeg mig, satte mig ordentligt og sagde: O de troendes moder, skynd Dem ikke. Har Allah den Ophøjede ikke sagt:

********************************* og *******************************

Hazrat Aisha svarer ham: »I denne ummah var jeg den første, der spurgte Allahs Sendebud (s) om dette. Han sagde:«

»Det var Jibril (a). Bortset fra to gange har jeg aldrig set ham i den oprindelige skikkelse, hvori Allah skabte ham. Ved disse to lejligheder så jeg ham stige ned fra himlen; hans vældige skikkelse fyldte det enorme tomrum mellem himlen og jorden.«

Ibn Marduyah citerede Masruqs beretning med følgende ord:

*****************************************************

Hazrat Aisha (ra) siger: »Jeg var den første, der spurgte Allahs Sendebud (s): Har De set Deres Herre?«

Profeten (s) svarede: »Nej, jeg så Jibril (a) stige ned fra himlen.«

Hazrat Abdullah bin Masuds (ra) beretning

I den beretning fra Zirr bin Hubaysh, som findes i Bukhari, Kitab at-Tafsir, Muslim, Kitab al-Iman, og Tirmidhi, Abwab at-Tafsir, siges det, at Hazrat Abdullah bin Masud (ra) – ************************ har givet følgende fortolkning:

Allahs Sendebud (s) så Jibril (a) i denne skikkelse, med seks hundrede vinger. I en anden overlevering i Muslim—

******************************************************

Denne samme fortolkning er også blevet overleveret af Zir ibn Hubaysh fra Hazrat Abdullah ibn Masud (ra).

I Musnad Ahmad er denne fortolkning af Ibn Masud (ra) også blevet overleveret gennem Zir ibn Hubaysh samt gennem Abd al-Rahman ibn Yazid og Abu Wa’il. Desuden er yderligere to overleveringer fra Zir ibn Hubaysh gengivet i Musnad Ahmad, hvori Abdullah ibn Masud (ra)

************************************************

siger, da han gengiver fortolkningen af den:

************************************************

—nemlig: Allahs Sendebud (s) sagde: Jeg så Jibril nær Sidrat al-Muntaha. Han havde seks hundrede vinger.

Imam Ahmad har også overleveret denne beretning fra Shaqīq ibn Salama. Heri siger han: »Jeg hørte dette fra Abdullah ibn Masʿuds (ra) egen mund.« Han siger: Allahs Sendebud (s) sagde: »Jeg så Jibril (a) i denne skikkelse ved Sidrat al-Muntahā.«

Beretningen fra Hazrat Abu Huraira (ra)

ʿAta ibn Rabah fra Hazrat Abu Huraira (ra): *******************************

Da han blev spurgt om betydningen af det, svarede han: ************************************************

– Huzur (s) havde set Jibril (a) (Muslim – Kitab al-Iman).

Beretningen fra Hazrat Abu Dharr (ra)

Imam Muslim har i Kitab al-Iman overleveret to beretninger af Abdullah ibn Shaqiq fra Hazrat Abu Dharr al-Ghifari (ra). I den ene beretning siger han: »Jeg spurgte Allahs Sendebud (s): Så du din Herre?« Huzur (s) svarede:

************************ I den anden beretning siger han: På mit spørgsmål gav han dette svar:

*************************** Huzurens (s) første udsagn har Ibn al-Qayyim gengivet således i sit værk Zad al-Maʿad: Der var et lys som en hindring mellem mig og synet af min Herre. Det andet udsagn forklarer han således: Jeg så ikke min Herre, men så blot et lys.

An-Nasaʾi og Ibn Abi Hatim har gengivet Abu Dharr al-Ghifaris (ra) udsagn således: Allahs Sendebud (s) så sin Herre med hjertet, ikke med øjnene.

Beretningen fra Abu Musa al-Ashʿari (ra)

Muslim har gengivet følgende beretning fra Abu Musa al-Ashʿari (ra): Huzur (s) sagde ***************************** Ingen blandt Allah den Højestes skabte væsener har kunnet nå Ham med sit blik.

Beretningen fra Abdullah ibn Abbas (ra)

I Muslims beretning står der, at Abdullah ibn Abbas (ra) blev spurgt: ********************* og ************************

Hvad er betydningen af disse to vers?

Han svarede: Allahs Sendebud (s) så sin Herre to gange med hjertets øjne. Denne beretning findes også i Musnad Ahmad.

Ibn Mardūyah citerer med henvisning til ʿAtā ibn Abī Rabāḥ dette udsagn fra Ibn ʿAbbās (ra): Profeten (s) så ikke Allah den Ophøjede med sine øjne, men så Ham med sit hjerte.

I al-Nasāʾī findes en overlevering fra ʿIkrimah, hvori Ibn ʿAbbās (ra) siger,

*************************************************

Undrer I jer over, at Allah den Ophøjede gjorde Ibrāhīm (a) til sin Khalīl (ven), talte med Mūsā (a) og gav Muhammad (s) æren af at se Ham?

Al-Hākim har overleveret denne beretning og erklæret den autentisk.

I al-Tirmidhī findes en overlevering fra al-Shaʿbī, hvori det fortælles, at Ibn ʿAbbās (ra) ved en lejlighed sagde: Allah fordelte æren af at se Ham og tale med Ham mellem Muhammad (s) og Mūsā (a). Han talte to gange med Mūsā (a), og Muhammad (s) så Ham to gange.

Efter at have hørt dette udsagn fra Ibn ʿAbbās (ra) gik Masrūq til ʿĀʾishah (ra) og spurgte: Så Muhammad (s) sin Herre?

Hun sagde: Dine ord fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Den samtale, der fandt sted mellem Hazrat Aisha (ra) og Masruq, har vi nævnt ovenfor i Hazrat Aishas (ra) overlevering.

I den anden overlevering fra Ibn Abbas (ra), som er gengivet i Tirmidhi, siger han ét sted, at Profeten (s) havde set Allah. Et andet sted siger han, at han havde set Ham to gange. Et tredje sted siger han, at han havde set Allah med hjertet.

I Musnad Ahmad findes en overlevering fra Ibn Abbas (ra) af følgende ordlyd:

*************************************************

Jeg har set min ophøjede Herre, Allah den Ophøjede. I den anden overlevering siger han:

*************************************************

Allahs Sendebud (s) sagde: »I nat kom min Herre til mig i den smukkeste skikkelse.« Jeg mener, at meningen med Profetens (s) ord er, at han i en drøm havde set Allah den Ophøjede.

At-Tabarani og Ibn Marduyah har også gengivet en sådan overlevering fra Ibn Abbas (ra), at Allahs Sendebud (s) havde set sin Herre to gange: én gang med øjnene og anden gang med hjertet.

Beretningen af Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi

Muhammad ibn Ka’b al-Qurazi fortæller: Nogle af Profetens ledsagere spurgte Allahs Sendebud (s): »Har du set din Herre?« Profeten (s) svarede: »Jeg har set Ham med hjertet to gange« (Ibn Hatim). Ibn Jarir har overleveret denne beretning med følgende ord: »Jeg så Ham to gange med hjertet, ikke med øjnene.«

Beretningen af Anas

En beretning fra Anas ibn Malik, som Imam Bukhari har citeret i Kitab al-Tawhid med henvisning til Sharik ibn Abdullah i forbindelse med Mi’raj, lyder således:

*************************************************

— Det vil sige: Da han nåede Sidrat al-Muntaha, kom Allah, al-Rabb med majestæt og ære, nær til ham og svævede over ham. Afstanden mellem ham og Allah blev således to buer eller mindre. Blandt de åbenbaringer, som Allah gav ham, var også påbuddet om halvtreds bønner.

Den væsentligste indvending blandt alle de undskyldninger og indvendinger, som Imam Khattabi, Hafiz Ibn Hajar, Ibn Hazm og Hafiz Abd al-Haqq har fremført mod denne beretnings isnad og indhold, er, at den klart strider mod Koranen. Koranen omtaler nemlig to forskellige syn. Det ene fandt først sted ved den højeste horisont, hvorefter han nærmede sig mere og mere, indtil afstanden mellem Profeten (s) og ham blev to buer eller mindre. Dette skete først. Den anden hændelse fandt sted nær Sidrat al-Muntaha. Men denne beretning har slået de to syn sammen til én og samme hændelse. Derfor kan den på ingen måde accepteres, eftersom den strider mod Koranen.

Hvad angår de beretninger, som vi har citeret ovenfor, er den vigtigste blandt dem den, der er overleveret fra Abd Allah ibn Mas’ud (ra) og Aisha (ra), fordi de begge samstemmende gengiver selve Allahs Sendebuds (s) udsagn om, at han i ingen af disse to situationer så Allah; derimod så han ærkeenglen Gabriel (as). Disse beretninger stemmer fuldstændigt overens med Koranens forklaring og antydninger. Desuden støttes de af de udsagn fra Profeten (s), som er overleveret fra Abu Dharr al-Ghifari (ra) og Abu Musa al-Ash’ari (ra). I modsætning hertil findes der alvorlige uoverensstemmelser blandt de beretninger fra Abd Allah ibn Abbas (ra), som er citeret i hadith-samlingerne. I nogle af dem siger han, at begge syn var med øjnene; i andre siger han, at begge var hjertets syn. I en beretning siger han, at det ene var med øjnene og det andet med hjertet. I en anden beretning — hvor et syn beskrives som et syn med øjnene, og det andet som et hjertets syn — gentages det samme. I endnu en beretning benægter han helt synet med øjnene. Ingen af disse beretninger gengiver noget udsagn, som han selv tilskriver Allahs Sendebud (s). De steder, hvor han gengiver Profetens (s) egne ord, nævnes for det første ingen af de to syn, som er omtalt i Koranen. Desuden fremgår det af forklaringen af en af hans beretninger gennem en anden beretning, at Profeten (s) på et tidspunkt så Allah den Ophøjede i en drøm, ikke i vågen tilstand. Derfor kan man ikke fæste lid til Abd Allah ibn Abbas’ (ra) beretning i fortolkningen af disse vers. Tilsvarende gengiver Muhammad ibn Ka’b al-Qurazis beretning ganske vist et udsagn fra Allahs Sendebud (s), men den indeholder ingen oplysninger om navnene på de ærværdige ledsagere, som hørte dette fra Profeten (s). Desuden siges det i den ene af beretningerne, at Profeten (s) helt benægtede at have set med øjnene.

Kapitel tolv

De sidste tre år af den mekanske periode

Tidligere har vi omtalt Profetens (fvmh.) rejse til Ta’if, som fandt sted i det tiende år efter hans profetkaldelse. På grundlag af denne erfaring forstod Profeten (fvmh.), at man ikke kunne håbe på nogen velvilje fra Quraysh; på samme måde kunne man heller ikke håbe på den fra Banu Thaqif. De var ikke blot uvillige til at acceptere hans kald, men var end ikke parate til at tåle det. Tværtimod blev han i Ta’if udsat for en sådan undertrykkelse og mishandling, som han ikke havde været udsat for en eneste dag i Mekka under den ti år lange konflikt og strid. Således mistede han håbet om Mekkas og Ta’ifs indbyggere og rettede sin opmærksomhed mod de øvrige arabiske stammer, som samledes på markederne i Ukaz, Majanna og Dhu al-Majaz samt i Mina under hajj. Tidligere var han ganske vist gået til hver stammes lejr ved disse sammenkomster for at fremsætte det almindelige kald. Men på det tidspunkt var hans eneste formål at fremsætte kaldet til Allah. Nu begyndte han imidlertid, samtidig med at han fremsatte dette kald, også at sige: »Tag mig med i jeres støtte og hjælp mig, så jeg kan overbringe min Herres ord til folk.«

På disse steder fulgte Abu Jahl, Abu Lahab og Qurayshs øvrige djævle efter Profeten (fvmh.) og advarede stammerne mod at lytte til ham. Ellers ville de blive vildledt. Ofte kastede disse onde mennesker også sten efter Profeten (fvmh.). Nogle kastede jord efter ham. På trods af alt dette fortsatte Profeten (fvmh.) sit arbejde. Desuden mødte han enhver indflydelsesrig person, der kom udefra Mekka med henblik på umrah, pilgrimsbesøg eller handel, og fremsatte religionens kald for ham. Samtidig sagde han: »Hjælp mig i dette arbejde med at forkynde sandheden, og tag mig med til jeres område.«

De stammer, som han mødte

For at overbringe sit kald gik Profeten (fvmh.) til de fleste stammer. Af listen fremgår det, at der fra Arabias østlige til dets vestlige grænse og fra den sydlige til den nordlige grænse ikke fandtes nogen indflydelsesrig og stærk stamme, som han ikke havde taget kontakt til. Blandt de vigtigste var følgende:

1. Kinda – en stor stamme i det sydlige Arabien. Dens område strakte sig fra Hadramaut til Yemen.

2. Kalb – en gren af Quda’a. Dens område strakte sig fra Dumat al-Jandal i det nordlige Arabien til Tabuk.

3. Banū Bakr ibn Wā’il – denne hørte til blandt de store krigeriske stammer i Arabien.

De arabiske stammers områder på Profetens tid

Dens grene strakte sig fra det centrale Arabien til den østlige grænse. I år 330 e.Kr. kom denne stamme for første gang i konflikt med Det Iranske Imperium. Senere, på Profetens tid, kom den igen i krig med Iran, hvorved Iran led nederlag. Denne krig er i historien kendt som Slaget ved Dhū Qār.

4. Banū al-Bakka – en gren af Banū ʿĀmir ibn Ṣaʿṣaʿa. De var bosat langs vejen mellem Mekka og grænsen til Irak.

5. Thaʿlaba ibn ʿUqāba – en gren af Banū Thaʿlaba ibn ʿUqāba.

6. Banū Shaybān ibn Thaʿlaba – en gren af Banū Thaʿlaba ibn ʿUqāba.

7. Banū al-Ḥārith ibn Kaʿb – en gren af Banū Tamīm.

8. Banū Ḥanīfa – dette var en gren af Banū Bakr ibn Wā’il, som boede i Yamāma. Musaylima al-Kadhdhāb tilhørte denne stamme. Under den frafaldsbevægelse, der rejste sig på Ḥazrat Abū Bakrs (ra) tid, var netop denne stamme involveret i en voldsom krig mod muslimerne. Den var blandt Arabiens berømte krigeriske stammer.

9. Banu Sulaym – dette var en stor stamme blandt Qays ʿAylāns stammer. De boede i Najds højland nær Khaybar. De var spredt helt til Wādī al-Qurā og Taymāʾ.

10. Banu ʿĀmir ibn Ṣaʿṣaʿa – en gren af Hawāzin. Hawāzin hørte til Qays ʿAylān. De boede i Najd og nåede senere også til en del af Tāʾif. De tilbragte sommeren i Tāʾif og vinteren i Najd.

11. Banu ʿAbs – dette var en stor underordnet stamme under Banu Ghatafān, som var en gren af ʿAylān. De boede i Najd og var krigeriske. I jāhiliyyah-perioden førte de i lang tid krig mod andre stammer. Blandt disse krige var krigene om Dāhis og al-Ghabrāʾ historisk berømte.

12. Banu ʿUdhrah – dette var en gren af Banu ʿAbdullah ibn Ghatafān.

13. Ghassān – et stort folk fra det sydlige Arabien, som slog sig ned i det nordlige Arabien. Blandt dem fandtes forskellige stammer, hvoraf nogle var kristne og andre polyteister. Ghassāniderne havde også en stat underlagt Romerriget.

14. Fazārah – dette var en stor stamme blandt Ghatafāns underordnede stammer. De boede i Najd og Wādī al-Qurā.

15. Banu ʿAbdullah – dette var en af Kalbs underordnede stammer.

16. Banu Muḥārib ibn Khaṣāmah – dette var en af de adnanitiske stammer.

Blandt de mange stammer er her kun nævnt nogle få, som Profeten (s) mødtes med og præsenterede da’wahen for. Denne korte liste er medtaget, fordi Profeten (s) på dette stadium af sin da’wah udvalgte sådanne stammer, som på grund af deres antal, anseelse, generelle styrke og forhold til de øvrige stammer havde en sådan status, at hvis blot én af dem havde accepteret hans ord og forpligtet sig til den islamiske da’wah, kunne man håbe, at religionen derved ville få stor styrke.

Beretning om møderne med stammerne

Under møderne med de arabiske stammer måtte Allahs Sendebud (s) møde mange forskellige slags mennesker. Musa ibn Uqba siger i al-Maghāzī, at de fleste stammers svar var: »Hans eget folk kender ham bedst.« Kan en mand være til gavn for os, når han har skabt splittelse, strid og uenighed blandt sit eget folk, og hans folk har forkastet ham? Nogle stammer afviste ikke blot hans da’wah, men behandlede ham også dårligt. Med Ibn Ishaq som kilde fortæller Ibn Jarir, Ibn Hisham og Ibn Kathir, at Profeten (s) gik til Kinda-lejren og bad dem om deres støtte. Men de nægtede at efterkomme hans anmodning. Da han mødtes med Banu Abdullah, sagde han: »Allah den Ophøjede har givet jeres far et smukt navn. Bliv mine støtter.« Men også de afslog. Da han mødtes med Banu Hanifa, var deres svar værre end alle de øvrige stammers. Desuden var der nogle stammer, hvis møder med Profeten (s) hadith- og historieskribenterne har overleveret på en meget bemærkelsesværdig måde.

En mand fra Banu Hamdan udtrykker sin tøven

Imam Ahmad, al-Hakim og andre muhaddithun beretter med autoritet fra Jabir ibn Abdullah, at Profeten (s) gik omkring og sagde: »Er der nogen, som vil tage mig med til sit folk?«

På dette tidspunkt kom en mand fra Hamdan-stammen til ham og accepterede hans ord. Derefter blev han bekymret for, om hans folk mon ville acceptere det, han havde sagt. Derfor vendte han tilbage og sagde: »Jeg vil tage hjem og tale med mit folk. Derefter vil jeg møde Dem ved næste års hajj.«

Mødet med Banu Bakr ibn Wa’il

Hafiz Abu Nu’aym og Yahya ibn al-‘Ulaymabi beretter, at Profeten (s) mødtes med Banu Bakr ibn Wa’il og i samtalens løb spurgte: »Hvordan er jeres militære styrke?«

De siger: »Vi har ikke styrken til at føre krig mod Iran, og vi kan heller ikke sikre nogen beskyttelse mod det.«

Profeten (f) siger: »Der vil komme en tid, hvor I når frem til deres områder, gifter jer med deres kvinder og gør deres sønner til slaver.« Efter at have sagt dette vender han tilbage derfra, og Abu Lahab ankommer. Han siger til dem: »Denne mand havde stor anseelse hos os, men han har mistet forstanden.«

De svarer: »Da han nævnte iranerne, var det netop det, vi tænkte.«

Heraf kan man slutte, at ingen araber på den tid kunne forestille sig, at araberne skulle sejre over et så stort rige som Iran. Efter deres opfattelse kunne kun en gal mand sige noget sådant. Men før der var gået femten eller seksten år efter denne samtale, så de med egne øjne netop det, som de havde anset for vanvid, blive omtalt.

Mødet med Banu Amir ibn Sa’sa’a

Ibn Ishaq fortæller med Imam al-Zuhri som kilde, at Profeten (f) gik til Banu Amir ibn Sa’sa’as lejr og forelagde dem sit budskab. En af dem, Buḥayra ibn Firās, sagde: »Ved Gud, hvis jeg tager denne unge mand fra Quraysh med mig, vil jeg gennem ham underlægge mig hele Arabien.« Derefter sagde han til Profeten (f): »Hvis jeg støtter dig, og Allah giver dig sejr over dine modstandere, vil magten så tilfalde os efter dig?« Profeten (f) svarede: »Denne sag ligger i Allahs hånd. Han giver magten til den, Han vil.« Da sagde han: »Skal vi så for din skyld stille vores struber som mål for arabernes våben, og når Allah giver dig sejr, skal magten tilfalde andre i stedet for os? Gå din vej; vi har ikke brug for dig.«

Da disse mennesker efter pilgrimsfærden vendte hjem, fortalte de om deres pilgrimsfærd til en højt respekteret gammel mand, som på grund af sin høje alder ikke længere kunne deltage i pilgrimsfærden og andre markeder. De sagde også til ham: »Der kom til os en ung mand fra Banu Abd al-Muttalib blandt Quraysh, som hævdede, at han var en profet, og sagde til os: ‘Støt mig, og tag mig med til jeres område.’ Men dette var vores samtale med ham, og til sidst sendte vi ham bort med dette svar.« Da den gamle mand hørte dette, greb han sig til hovedet og sagde: »Banu Amir! Kan dette på nogen måde gøres godt igen? Vil en sådan mulighed nogensinde vende tilbage? Ved den Gud, i hvis hånd mit liv er, kan ingen ismaeliter nogensinde fremsætte noget sådant under løgnens dække. Han er sandelig en profet. Hvor var jeres fornuft da?«

Mødet med Banu Shayban ibn Tha’laba

Abu Nuʿaym, al-Hakim og al-Bayhaqi overleverer fra Abdullah ibn Abbas denne beretning fra Ali (ra), som siger: En gang var jeg sammen med Allahs Sendebud (s) og Abu Bakr (ra) i gang med at opsøge stammerne i Mina. Mens vi gik omkring, nåede vi frem til en forsamling af stor anseelse. Dens ledere var mænd af stor betydning. Abu Bakr (ra) spurgte: »Hvem er I?« De svarede: »Vi er folk fra Banu Shayban ibn Thaʿlaba.« Abu Bakr (ra) sagde til Allahs Sendebud (s): »Måtte mine forældre ofres for dig; man finder ingen mere ærefulde mennesker end disse.« Ved denne forsamling var Mafruq ibn Amr, Hani ibn Qabisah, al-Muthanna ibn Haritha og Nuʿman ibn Sharik til stede. Mafruq sad lige ved siden af Abu Bakr (ra).

Han sagde: »I er måske fra Quraysh?« Abu Bakr (ra) svarede: »I har måske hørt, at Allahs Sendebud er blevet sendt hertil. Det er denne mand.« Mafruq sagde: »Ja, det er nået frem til os.« Derefter vendte han sin opmærksomhed mod Allahs Sendebud (s). Allahs Sendebud (s) sagde: »Jeg opfordrer jer til at bevidne, at der ikke er nogen guddom undtagen Allah, og til at bevidne, at jeg er Allahs Sendebud. Og jeg beder jer om at give mig beskyttelse hos jer og hjælpe mig, så jeg kan udføre den opgave, som Allah har pålagt mig. Quraysh har nemlig sluttet sig sammen for at hindre Allahs sag. De har forkastet Allahs Sendebud og er optaget af falskheden i stedet for sandheden. Men Allah er uafhængig af menneskene og værdig til al lovprisning i sit eget væsen.«

Mafruq sagde: »O Quraysh-bror! Hvad andet opfordrer du til?« Allahs Sendebud (s) reciterede versene 151-153 fra sura al-Anʿam:

********************************************

(151) O Muhammad (s), sig til disse mennesker: »Kom, jeg vil fortælle jer, hvad jeres Herre har forbudt jer. Det er, at I ikke må sætte nogen ved siden af Ham. I skal behandle jeres forældre godt. I må ikke dræbe jeres børn af frygt for fattigdom. Vi sørger for jeres forsørgelse og også for deres. I må ikke engang nærme jer skamløshed, hvad enten den er åbenlys eller skjult. I må ikke dræbe et menneske, som Allah har gjort ukrænkeligt, medmindre det sker med rette. Dette er, hvad Han har pålagt jer at overholde, så I måske vil forstå og handle med indsigt.«

(152) Og I må ikke engang nærme jer den forældreløses ejendom, medmindre det sker på den bedste måde, indtil han eller hun når myndighedsalderen. Og giv fuldt mål og vægt med fuld retfærdighed. Vi pålægger ikke noget menneske en byrde, der er større, end det kan bære. Når I taler, skal I tale retfærdigt, selv hvis det gælder en nær slægtning. Opfyld Allahs pagt. Dette har Allah vejledt jer til, så I måske vil tage imod formaningen.«

Mafruq sagde: »O Quraysh-bror, hvad andet opfordrer du til? Ved Allahs ed, dette er ikke et jordisk menneskes tale. Hvis det var deres tale, ville vi kunne genkende den.« Da reciterede Allahs Sendebud (s) vers 90 fra sura al-Nahl:

********************************************

—Allah befaler jer at handle retfærdigt, vise godhed og give til slægtninge. Og Han forbyder jer skamløshed, synd og overgreb. Han formaner jer, for at I må tage ved lære.

Mafruq siger: Ved Gud, min qurayshitiske broder, du har kaldt os til de ædleste moralske egenskaber og til gode gerninger. Den nation må være uden fornuft, som har fornægtet dig og sluttet sig sammen imod dig. Derefter peger Mafruq på Hani ibn Qabisa og siger: Dette er vores ældste og religiøse leder.

Hani siger: Min qurayshitiske broder, jeg har hørt dine ord og erkender, at de er sande. Men at forlade vores egen religion og sværge dig troskab allerede ved dette møde ville være alt for forhastet. Bag os har vi vores folk. Det er ikke rigtigt at træffe en beslutning uden deres råd og mening og påtvinge dem den. Vi vender tilbage, og det bør du også gøre. Vi vil overveje følgerne, og du kan se, hvor langt sagen udvikler sig.

Efter at have sagt dette præsenterer Hani Muthanna ibn Haritha for Profeten (s) og siger: Dette er vores shaykh og krigsleder (kommandør).

Muthanna siger: Min qurayshitiske broder, jeg har hørt dine ord og kunne lide dem. Men mit svar er det samme som Hanis. Det ville ikke være rigtigt at forlade vores religion og sværge dig troskab allerede ved dette møde. Vi bor i et område, hvor vi står over for to hindringer: den ene er al-Yamama, og den anden er al-Samawa. [Den del af Irak, som grænser op til Den Arabiske Halvø — forfatteren.]

Allahs Sendebud (s) siger: Hvad er disse to?

Muthanna: Den ene er bjergene og det arabiske område, og den anden er Irans område samt Kisras floder. Kisra har taget en ed af os på, at vi hverken selv vil foretage noget nyt, der strider mod den gældende orden, eller give nogen, der ønsker at gøre det, et sted hos os. Det, du kalder os til, vil kongerne sandsynligvis ikke tolerere. Hvad angår det arabiske område, kan vores fejl måske tilgives dér. Hvis du ønsker, at vi skal støtte dig mod Arabien, kan vi gøre det. Men at tage kampen op mod Persien overstiger vores formåen.

Allahs Sendebud (s) siger: Hvis I har talt sandt, har I ikke gjort noget forkert. Men sagen er i virkeligheden den, at den, der rejser sig for Allahs religion, ikke gør nogen undtagelser, men støtter den på alle måder. Vær blot tålmodige lidt endnu, så vil Allah give jer persernes land og rigdomme og underlægge jer deres døtre. Vil I lovprise og hellige Allah?

Nuʿmān ibn Sharīk siger: »Min qurayshitiske bror, vi accepterer det, du har sagt.« Derefter rejste Profeten (fvmh.)—

********************************************

sig, mens han læste, tog Hazrat Abū Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hånd og tog afsked.

Mødet med Banū ʿAbbās

Al-Wāqidī citerer denne beretning fra ʿAbdullāh ibn Wābisah al-ʿAbsīs bedstefar: »Vores stamme, Banū ʿAbs, opholdt sig i nærheden af Jamrat al-Ūlā tæt ved al-Khayf-moskéen. Allahs Sendebud (fvmh.) kom hen til vores lejr. Zayd ibn Hārithah (må Allah være tilfreds med ham) var sammen med ham. Han opfordrede os til Allah, og vi tog imod det. Også tidligere plejede han under hver hajj at komme til vores lejr, men vi havde aldrig accepteret hans opfordring. Denne gang, da han kom til os, var Maysarah ibn Masrūq al-ʿAbsī sammen med os. Han sagde: »Ved Gud! Hvis vi anerkender hans sandhed og tager ham med og placerer ham på det centrale sted i vores område, vil det være en retfærdig beslutning. For ved Gud, han vil helt sikkert sejre, ja, han vil sejre fuldstændigt.« Men folkene fra stammen sagde: »Lad være, bror! Skub os ikke ud i noget, hvis byrde vi ikke har kræfter til at bære.«

Profeten (fvmh.) nærede et vist håb til Maysarah, kaldte ham til sig og talte med ham. Han sagde: »Deres tale er så smuk og klar. Men mit folk modsætter sig mig. Hvis de ikke støtter mig, vil de andre jo løbe langt væk.«

Mange år senere, da Maysarah under afskedshajj mødte Profeten (fvmh.), genkendte han ham. Han sagde: »Allahs Sendebud! Lige siden De første gang kom til vores lejr, har jeg altid ønsket at følge Dem. Men det, der skulle ske, er sket. Nu bliver jeg muslim så sent.«

På denne måde forblev alle Arabias stammer berøvet den velsignelse, som de, der gik til ham til fods, opnåede. Vi vil gå lidt tilbage og fortælle, hvorfor indbyggerne i denne lykkelige by var mentalt forberedte på at tage imod Muhammad al-ʿArabīs (fvmh.) opfordring.

Aus og Khazraj’ tidlige historie

I år 450 eller 451 e.Kr. opstod der en voldsom oversvømmelse i Yemen, fordi Marib-dæmningen eller -muren brød sammen. På grund af dette flyttede en mand fra Saba-folket, Amr ibn Amir, nordpå sammen med sin familie. Efterkommerne af en af hans sønner, Jufna, bosatte sig i شام-regionen. Dette område blev kaldt Ghassan. Hans anden søn, Haritha, slog sig ned i det vidtstrakte område mellem Hijaz-bjergene og Det Røde Havs kyst, et sted der blev kaldt Tihama. Hans efterkommere blev kendt som Khuzā’a. Blandt den tredje søn Tha’labas efterkommere var der en mand ved navn Haritha, hvis to sønner blev født af den samme mor, Kayla. Disse to sønner hed Aus og Khazraj. Deres efterkommere bosatte sig i Yathrib (Medina), hvor jøderne allerede havde etableret deres overherredømme. I lang tid tillod jøderne ikke Aus’ og Khazrajs efterkommere at komme ind i selve byen og dens frodige, grønne områder. Derfor måtte de med store vanskeligheder leve i det golde land omkring byen. Til sidst bad de deres slægtninge, ghassaniderne, om hjælp. De kom med soldater og fordrev jøderne fra byen, hvorved de gav Aus og Khazraj plads. To jødiske stammer – Banū Qurayza og Banū Nadīr – blev tvunget til at bo i byens udkant, mens en tredje stamme, Banū Qaynuqā, søgte beskyttelse hos Khazraj-stammen og slog sig ned i et kvarter af byen. Da Banū Qurayza og Banū Nadīr så, at deres rivaliserende stamme, Banū Qaynuqā, var blevet venner med Khazraj, indgik de en aftale med Aus-stammen og gjorde dem til deres venner. Derefter levede Aus og Khazraj i næsten to hundrede år sammen med jøderne i den samme by og dens udkant. I denne periode førte disse to arabiske stammer, selv om de nedstammede fra samme slægt og var forbundet gennem indbyrdes ægteskaber, på grundlag af jahiliyyah stadig krig mod hinanden. De jødiske stammer opildnede også deres respektive allierede stammer til at føre krig mod hinanden. For jøderne anså det for gavnligt, at Aus og Khazraj bekæmpede hinanden, og deres enhed var for dem som en dødsdom. Således fandt der i løbet af knap to århundreder, ud over mange mindre krige, elleve blodige sammenstød sted. Det sidste af dem – Slaget ved Bu’ath – fandt sted blot fem år før Hijraen (i profetens ottende år, 619 e.Kr.), og her blev begge stammers fremtrædende ledere dræbt. [Ifølge Ibn Sa’ds beretning fandt Slaget ved Bu’ath sted seks år før Hijraen. Bu’ath er navnet på et sted, en lille fæstning eller en kornmark, som lå to miles fra Medina nær Banū Qurayza. På den ene side stod Aus-stammen, hvis leder var Hudayr, far til den ærede Usayd ibn Hudayr. Banū Qurayza og Banū Nadīr deltog i krigen sammen med dem. På den anden side stod Khazraj-stammen, hvis leder var Amr ibn Nu’mān al-Bayāḍī. Jødernes Banū Qaynuqā stod sammen med dem. Aus sejrede i krigen. Men begge sider blev så hårdt ramt, at deres eftertænksomme mænd indså, at hvis de fortsatte med at være fjender og føre krig mod hinanden på denne måde, ville de til sidst blive udslettet. – Forfatteren.] På trods af alle disse krige var jødernes religiøse indflydelse på Medinas indbyggere så stærk, at en kvinde, hvis børn døde, før de nåede at vokse op, aflagde et løfte om, at det barn, hun derefter fødte, ville hun gøre til jøde. Ibn Jarir har omtalt denne omstændighed i sin tafsir med henvisning til Abdullah ibn Abbas (ra). Abu Dawud, al-Nasa’i, Ibn Abi Hatim og Ibn Hibban har også overleveret forskellige beretninger om dette, som stammer fra Ibn Abbas (ra), Mujahes, Sa’id ibn Jubayr, al-Sha’bi, Hasan al-Basri og andre.

Virkningen af denne historiske baggrund

På grund af den korte historiske situation, der her er blevet beskrevet, havde den tre vigtige virkninger på Aus og Khazraj. I modsætning til alle andre arabiske stammer havde den mentalt forberedt dem på at antage islam, og så snart denne mulighed viste sig, vendte de af disse grunde sig mod denne religion og dens forkæmper, Sayyiduna Muhammad (s), ligesom en tørstig vender sig mod vand.

Den første af disse virkninger var, at de gennem lang tids samvær og kontakt med jøderne var blevet bekendt med ord som åbenbaring, Skriften og sharia samt deres betydninger. Derfor var disse ting ikke så fremmede for dem, som de var for de øvrige arabere.

Den anden virkning var ifølge Ibn Hishams og al-Tabaris beretninger, med henvisning til Ibn Ishaq, at de under samtaler med de jødiske naboer ofte erfarede, at disse mennesker (jøderne) med stor bekymring ventede på en profets komme – en profet hvis ankomst var blevet forudsagt i deres himmelske skrifter. De plejede at bede om, at hvis han snart kom, ville de ikke-jødiske folks overherredømme ophøre, og deres egen fremgangs tid begynde. Især når de kom i strid med Aus og Khazraj, sagde de: »En profet vil snart komme. Når han kommer, vil vi adlyde ham, og sammen med ham vil vi slå jer sådan, som Ad og Iram blev slået.« Der hentydes også til disse udtalelser i Koranen:

************************************************

»og tidligere bad de om sejr over de vantro.« (Al-Baqara: 89)

Disse ord fra jøderne havde vakt et ønske hos folkene fra Aws og Khazraj om, at hvis denne profet kom, ville de være de første til at træde frem og følge ham, så jøderne ikke skulle komme dem i forkøbet.

Den tredje faktor var, at de var blevet nedtrykte på grund af borgerkrigen og længtes efter et lederskab, der kunne skabe enhed og broderskab blandt dem. Der blev også hentydet til denne tilstand hos dem:

************************************************

I stod på randen af en ildgrav, men Allah reddede jer fra den. (Āl-i ʿImrān: 103)

For at bringe denne fare til ophør var indbyggerne i Medina gået så langt, at de var rede til at gøre Khazraj-lederen ʿAbdullah ibn Ubayy til deres konge, så deres uenigheder kunne bilægges, og alle kunne samles under én mands styre. Under disse omstændigheder kom den velsignelse endelig til dem, som de i virkeligheden havde længtes efter. (Ibn Hisham, bind 2, s. 234)

Det første menneske fra Medina, der mødte Profeten (s)

Ibn Hisham og al-Tabari har fra Ibn Ishaq gengivet denne beretning af ʿĀsim ibn ʿUmar ibn Qatādah: Den allerførste person fra Medina, der mødte Allahs Sendebud (s), var Suwayd ibn Ṣāmit. Blandt sit folk var han kendt som »Kāmil« på grund af sin dygtighed, tapperhed, digteriske evner og ædle slægt. Ibn Saʿd forklarer, at man i uvidenhedens tidsalder kaldte en person »Kāmil«, hvis han var respekteret og fornuftig blandt sit folk, i stand til at udtrykke en korrekt mening, veluddannet samt dygtig til bueskydning og svømning. (Ṭabaqāt, bind 3, s. 603)

Denne mand var i familie med Allahs Sendebud (s). Hans mor, Laylā bint ʿAmr, var helsøster til Salmā bint ʿAmr, Profetens (s) bedstefars mor. Når han kom til Mekka med henblik på hajj eller ʿumrah, mødtes Profeten (s) med ham som sædvanligt. Han fremsatte invitationen til islam for ham. Manden sagde: »Måske har du også noget hos dig, som jeg har hos mig.« Profeten (s) spurgte: »Hvad er det?« Han svarede: »Mujallā-ye Luqmān, det vil sige Luqmāns lærdom og kløgt.« Profeten (s) sagde: »Læs det op for mig.« Han læste det op. Profeten (s) sagde: »Dette er smukke ord. Men det, jeg har hos mig, er bedre end dette. Det er Koranen, som Allah har åbenbaret for mig. Den er vejledning og lys.« Derefter reciterede Profeten (s) Koranen for ham og inviterede ham til islam. Uden at vende sig bort fra dette sagde han: »Sandelig, dette er meget smukke ord.« Derefter vendte han tilbage til Medina. Nogen tid senere blev han dræbt af Khazraj. Dette fandt sted før Buʿāth-slaget. [Al-Balādhurī skriver i Ansāb al-Ashrāf, at Buʿāth-slaget fandt sted på grund af drabet på Suwayd – forfatteren.]

Mødet med endnu en delegation fra Medina

Ibn Hisham og al-Tabari har citeret Muhammad ibn Ishaqs beretning om, at da fjendskabets ild mellem Aws og Khazraj før slaget ved Bu’ath var ved at blusse op, kom en delegation fra en gren af Aws – Banu Abd al-Ashhal – til Mekka under ledelse af Abu al-Haysar eller Haysar for at gøre Quraysh til deres allierede mod Khazraj. Da Profeten (fred være med ham) hørte om deres ankomst, mødtes han med dem. Han sagde til dem: »Vil I ikke foretrække at tage imod noget, der er bedre end det, som I er kommet hertil for?«

De sagde: »Hvad er det?« Profeten (fred være med ham) sagde: »Jeg er den udsending, som Allah har sendt til Sine tjenere. Jeg er kommet for at kalde dem til ikke at tilbede nogen anden end Ham og ikke sætte nogen ved Hans side. En Skrift er blevet åbenbaret til mig.«

Derefter underviste han dem i noget af islams lære og reciterede Koranen for dem. Blandt delegationens medlemmer var også en ung mand ved navn Iyas ibn Mu’adh. Da han hørte Profeten (fred være med ham) tale, sagde han: »O folk, dette er bedre end det, som I er kommet hertil for.« Men Abu al-Haysar tog noget jord fra al-Batha og kastede det i ansigtet på ham, mens han sagde: »Lad os være fri for dette. Vi er kommet i et andet ærinde.«

Iyas forblev tavs, og Profeten (fred være med ham) rejste sig og gik. Efter at disse mænd var vendt tilbage til Medina, begyndte slaget ved Bu’ath. Kort tid efter døde Iyas. De, der var til stede ved hans død, fortæller, at de indtil det sidste øjeblik hørte ham lovprise og erklære Allahs enhed. Derfor var de ikke i tvivl om, at Iyas var vendt tilbage fra dette møde efter at have antaget islam, og at han udåndede som muslim.

Ibn Sa’d har med al-Waqidi som kilde givet en detaljeret beretning om denne begivenhed, som indeholder nogle yderligere oplysninger i forhold til Ibn Ishaqs beretning. Heraf fremgår det, at delegationen fra Banu Abd al-Ashhal opholdt sig i Mekka hos Utba ibn Rabi’a. Han havde vist dem stor gæstfrihed. Da de foreslog ham en venskabstraktat, afslog han med den begrundelse, at hans område lå langt fra deres. Inden en anmodning om hjælp fra dem nåede frem, ville fjenden have afsluttet sit forehavende. Han sagde, at det samme ville ske i deres tilfælde.

Al-Waqidi fortæller også, at da Iyas foreslog, at de skulle antage islam, sagde Abu al-Haysar, mens han kastede jord på ham: »Vi kom for at få Quraysh som allierede mod vores fjende, og du ønsker, at vi skal vende tilbage efter at have gjort Quraysh til vores fjende.«

Al-Waqidis beretning indeholder også den yderligere oplysning, at de, der hørte Iyas lovprise Allah og erklære Hans enhed, da han lå for døden, var Muhammad ibn Maslama (må Allah være tilfreds med ham), Salama ibn Salama ibn Waqsh (må Allah være tilfreds med ham) og Abu Hashim ibn Utayhan.

De første af Ansār, der antog islam, og den første troskabsed ved al-ʿAqaba

I profetskabets ellevte år (620 e.Kr.), under pilgrimsfærden, begav Profeten (fvmh) sig som sædvanlig mod Minā for at mødes med de arabiske stammer. Mens han gik omkring, kom han hen til en gruppe fra Khazraj-stammen nær al-ʿAqaba [ʿAqaba betyder et bjergpas. Det pas, der omtales her, ligger i Minā-området på vejen til Mekka – forfatteren]. Ibn Hishām og at-Tabarī fortæller med henvisning til Muḥammad ibn Isḥāq, at Profeten (fvmh) sagde til dem: »Hvem er I?« De svarede: »Nogle mænd fra Khazraj.« Profeten (fvmh) sagde: »Vil I ikke sætte jer lidt, så jeg kan tale med jer?« De svarede: »Jo, naturligvis.« Så satte de sig ned hos Profeten (fvmh). Han inviterede dem til Allah, forelagde dem islam og reciterede Koranen for dem. De sagde til hinanden: »Brødre! I skal vide, at dette er den profet, hvis komme jøderne plejede at true jer med. Lad dem ikke komme før os.« Derefter tog de med helt tilfredse hjerter imod hans invitation, bekræftede hans sandhed og troede på den islam, han forelagde dem. Så sagde de: »Vi har forladt vores folk i en sådan tilstand, at der ikke findes noget folk, mellem hvem der hersker større indbyrdes fjendskab end hos os. Måske vil Allah forene dem gennem dig. Vi vender tilbage til dem, inviterer dem på dine vegne og forelægger dem den religion, som vi har antaget. Hvis Allah forener dem for din skyld, vil ingen være stærkere end dig.«

I nogle overleveringer gengives dette således: Efter troskabseden sagde Profeten (fvmh) til dem: »Vil I beskytte mig, så jeg kan overbringe min Herres budskab?« De svarede: »Allahs Sendebud! Der har netop været en krig ved Buʿāth hos os. Hvis du tager dertil i denne situation, bliver det vanskeligt for folk at samles. Lad os foreløbig vende tilbage til vores egne. Måske vil Allah forbedre forholdet mellem os. Vi vil også invitere folk til det, som du har inviteret os til. Måske vil Allah samle dem for din skyld. Derefter vil ingen være stærkere end dig. Vi mødes med dig ved pilgrimsfærden næste år.«

Ibn Isḥāq, ash-Shaʿbī og az-Zuhrī siger, at de var seks personer. Ibn Saʿd har citeret al-Wāqidīs udsagn om, at deres antal var seks. Listen over dem er som følger:

Fra Banū Mālik ibn an-Najjār:

1. Abū Usāma Asʿad ibn Zurāra (Allerede i uvidenhedens tid var han tilhænger af tawḥīd og modstander af afgudsdyrkelse.)

2. ʿAwf ibn al-Ḥārith ibn Rifāʿa – hans mors navn var ʿAfrāʾ.

Fra Banū Zurayq:

3. Rafiʿ ibn Malik (i jahiliyyah blev han kaldt »Kamil«)

4. Qutbah ibn ʿAmir ibn Hadidah.

Fra Banu Haram ibn Kaʿb –

5. ʿUqbah ibn ʿAmir ibn Nabi.

Fra Banu ʿUbayd ibn ʿAdi –

6. Jabir ibn ʿAbdullah ibn Riʾab.

Ibn ʿAbd al-Barr siger, at nogle, der havde indgående kendskab til sira, i stedet for Jabir ibn Riʾab har anført navnet på Hadrat ʿUbadah ibn Samit. Sammen med Musa ibn ʿUqbah og Rafiʿ ibn Malik har de medtaget navnene Muʿadh ibn ʿAfra, Yazid ibn Thaʿlabah, Abu al-Haytham ibn al-Tayyihan og ʿUwaym ibn Saʿidah. Derefter siger de, som en svag overlevering, at det fortælles, at ʿUbadah ibn Samit og Zakran ibn ʿAbd Qays også var blandt dem. Men flertallet af de lærde har accepteret Muhammad ibn Ishaqs overlevering, og i Fath al-Bari har Hafiz Ibn Hajar givet denne overlevering forrang frem for de øvrige overleveringer.

Ud over den ovenfor nævnte udtalelse fra al-Waqidi har Ibn Saʿd også citeret yderligere tre udtalelser om, hvordan indbyggerne i Medina antog islam:

1. Først tog As’ad bin Zurarah og Dhakwan bin Abd Qays til Mekka for efter jahiliyyahtidens skik at afgøre et spørgsmål om stolthed og hovmod med Utbah bin Rabi’ah. Men før de nåede at møde Utbah, hørte de Allahs Sendebuds (s) ord, mødte ham og blev muslimer. Derefter tog Hazrat As’ad til Medina, fortalte Abu al-Haitham bin at-Tayyihan om islam, og de tog også imod islam. Så sluttede han sig til de seks mænd, som mødte Huzur (s) ved al-Aqabah.

2. Først tog Rafi’ bin Malik az-Zuraqi og Mu’adh bin Afra’ til Mekka for at udføre umrah. Der hørte de Huzurs (s) navn. Derefter mødte de ham og blev muslimer.

3. Ved Mina mødte Huzur (s) ikke seks, men otte mænd fra Medina. Disse otte var de mænd, hvis navne vi ovenfor har nævnt med Musa bin Uqbah som kilde.

Ankomsten af den anden delegation fra Medina og den anden troskabsed ved al-Aqabah

Ibn Sa’d og Ibn Ishaq fortæller, at da denne første gruppe, som havde taget imod islam ved al-Aqabah, vendte tilbage til Medina, begyndte de at tale om islam dér. Som følge heraf var der ikke et eneste kvarter blandt ansarerne, hvor Allahs Sendebud (s) ikke blev omtalt. Det følgende år, på tidspunktet for hajj (det tolvte år efter profetkaldelsen), mødte tolv mænd fra Medina Huzur (s) på det samme sted ved al-Aqabah, hvor mødet med mændene fra Khazraj havde fundet sted. Fem af dem var blandt dem, der var blevet muslimer året før (Jabir bin Abdullah bin Ri’ab kom ikke denne gang). Af de resterende syv var fem fra Khazraj og to fra Aws. Deres navne er som følger:

Fra Khazraj-stammen, Banu an-Najjar: 1. Mu’adh al-Harith bin Rifa’ah.

Fra Khazraj-stammen, Banu Zurayq: 2. Dhakwan bin Abd Qays. Ibn Sa’d og Ibn Hisham fortæller, at disse to kom fra Medina til Mekka, opholdt sig hos Huzur (s) og udvandrede sammen med ham.

Fra Khazraj-stammen, Banu Awf bin al-Khazraj: 3. Ubadah bin as-Samit.

Fra Khazraj: 4. Yazid bin Tha’laba.

Banu Salim bin Awf fra Khazraj: 5. Abbas bin Ubadah bin Nadlah (Ibn Ishaq siger, at også han opholdt sig sammen med Profeten (s) og udvandrede sammen med ham.

Fra Banu Abd al-Ashhal i Aws: 6. Abu al-Haytham bin al-Tayyihan (han var også tilhænger af tawhid i jahiliyyas tid og modsatte sig afgudsdyrkelse.

Fra Banu Amr bin Awf i Aws: 7. Waim bin Sa’idah.

Den bay’ah, som Profeten (s) på dette tidspunkt tog fra disse mennesker, kaldes »Bay’at al-Nisa«. Det skyldes, at formuleringerne i denne bay’ah i høj grad ligner den bay’ah, som nogle år efter denne begivenhed blev pålagt vedrørende muslimske kvinder i vers 12 i sura al-Mumtahanah. Ibn Ishaq citerer en beretning fra Ubadah bin Samit (ra) om, at Profeten (s) tog bay’ah fra dem på følgende punkter:

************************************************

Vi vil ikke sætte nogen ved siden af Allah, vi vil ikke stjæle, vi vil ikke begå utugt, vi vil ikke dræbe vores børn, vi vil ikke fremsætte opdigtede bagvaskelser mod nogen, og vi vil ikke være ulydige mod Allahs Sendebud (s) i noget, der er godt. Vi vil høre hans befalinger og adlyde dem, hvad enten vi er i medgang eller modgang, hvad enten denne befaling er let eller vanskelig for os, og selv om andre skulle blive foretrukket frem for os. Vi vil ikke strides med herskeren om myndighed og styre. (I Musnad Ahmad er det desuden tilføjet: selv om I mener, at I har ret til en andel i styret. I Bukhari er det desuden tilføjet: eller hvis I ser åbenlys kufr.) Og uanset hvor og under hvilke forhold vi befinder os, vil vi tale sandt og ikke frygte nogen bebrejders bebrejdelse. Hvis I opfylder denne ed, er Paradiset jeres. Og hvis nogen begår en af de forbudte handlinger, er hans sag hos Allah. Hvis Han vil, tilgiver Han ham, og hvis Han vil, straffer Han ham. (I en beretning hedder det: Hvis I begår en af de forbudte handlinger, derefter bliver pågrebet, og I bliver straffet for den i denne verden, vil det være en soning for denne synd. Men hvis jeres synd forbliver skjult for jer indtil Opstandelsens Dag, er jeres sag hos Allah den Almægtige; hvis Han vil, kan Han straffe jer, og hvis Han vil, kan Han også tilgive jer.)

Forskellige dele af denne hadith findes i al-Bukhari: Kitab al-Iman, kapitlerne om Ansars dyder, Kitab al-Hudud, Kitab al-Fitan og Kitab al-Ahkam; i Muslim: Kitab al-Hudud og Kitab al-Imarah; samt i Musnad Ahmad i beretningen fra Ubadah bin Samit.

Afsendelsen af Mus’ab ibn Umair til Medina

Ibn Jarir og Ibn Hisham har citeret denne beretning fra Muhammad ibn Ishaq: Da disse mennesker var på vej tilbage til Medina, sendte Allahs Sendebud (s) også den ærværdige Mus’ab ibn Umair med dem, for at han skulle lære dem Koranen og islam og skabe forståelse for din blandt dem. Mus’ab (ra) tog derfor til Medina og blev boende hos As’ad ibn Zurara (ra).

Ifølge Musa ibn Uqbas beretning var det derimod sådan, at de efter deres ankomst til Medina sendte Mu’adh ibn Afra (ra) og Rafi’ ibn Malik (ra) til Profeten (s) med anmodning om, at en person måtte blive sendt til Medina for at undervise dem i din. Efter denne anmodning sendte han den ærværdige Mus’ab (ra). Bayhaqi har med Ibn Ishaq som kilde gengivet en lidt anderledes beretning. Heri hedder det, at de skrev til Profeten (s): »Send os en, der kan undervise os i vores din.« Som følge heraf blev den ærværdige Mus’ab sendt. Ibn Sa’d har også overleveret det samme fra Waqidi.

Efter denne anden troskabsed ved al-‘Aqaba vendte Ansar-folkene tilbage til Medina og begyndte under den ærværdige Mus’ab ibn Umairs ledelse med stor hast at udbrede islam. Ibn Sa’d fortæller med Waqidi som kilde, at Muhammad ibn Maslama (ra) blandt Banu Abd al-Ashhals Abbad ibn Bishr ibn Waqsh og deres allierede tog imod islam gennem den ærværdige Mus’ab. Derefter blev Sa’d ibn Mu’adh, lederen af Banu Abd al-Ashhal, og Usaid ibn Hudayr muslimer gennem ham samme dag. Som følge af hans antagelse af islam blev hele hans stamme muslimsk. Der var end ikke én eneste ikke-muslim tilbage i Banu Abd al-Ashhals kvarter. Ibn Hisham har fra Ibn Ishaq, og al-Tabari har fra den ærværdige Sa’d, gengivet en interessant beretning om den ærværdige Usaids antagelse af islam.

En dag tog As’ad ibn Zurara den ærværdige Mus’ab med til en af haverne tilhørende Banu Zufar, en gren af Aws-stammen. Mange af dem, der var blevet muslimer, samledes dér. Da Sa’d ibn Mu’adh og Usaid ibn Hudayr hørte dette, sagde Sa’d til Usaid: »Gå hen til disse to mænd, As’ad og Mus’ab, som er kommet til vores kvarter og narrer de svage mennesker. Skæld dem ud og forbyd dem at komme til vores område. Hvis As’ad ibn Zurara ikke var der, ville jeg selv være gået. Men du ved jo, at han er min fætter på morssiden. Derfor ønsker jeg ikke at gå hen til ham.« Usaid tog da sit våben og gik derhen. Da As’ad så ham komme, sagde han til Mus’ab: »Dette er hans folks leder. Opfyld din pligt over for ham ved at overbringe Allahs budskab klart og sandt.« Den ærværdige Mus’ab sagde: »Hvis han sætter sig, vil jeg tale med ham.« Usaid stillede sig hårdt foran dem og sagde: »Hvorfor er I to kommet her? I narrer vores svage mennesker. Hvis I ønsker det godt, så vend aldrig mere ansigtet denne vej.«

Mus’ab sagde: »Vil du ikke sætte dig og høre på, hvad vi siger? Hvis du synes om det, kan du tage imod det; ellers vil vi undlade at gøre det, du ikke bryder dig om.« Usaid sagde: »Det er sandelig retfærdigt sagt.« Så stak han sit våben i jorden og satte sig hos ham. Den ærværdige Mus’ab underviste ham i islam og reciterede Koranen for ham. De ærværdige As’ad (ra) og Mus’ab (ra) siger begge: »Ved Gud! Da vi så glæden i Usaids ansigt og mildheden i hans tale, forstod vi, at islam var trængt ind i hans hjerte.« Efter at have hørt det hele sagde han: »Hvor gode og smukke ord! Hvad gør man, når man træder ind i denne din?« De to sagde: »Bad dig, så din krop bliver ren, og rens også dit tøj. Bær derefter vidnesbyrd om sandheden, og bed så.« Han rejste sig straks, rensede sig, fremsagde trosbekendelsen og bad to rak’ah. Derefter sagde han: »Der er endnu en mand bag mig. Hvis han accepterer at adlyde jer, vil ingen fra hans folk modsætte sig ham. Jeg går hen til ham og sender ham til jer.« Med disse ord tog Usaid (ra) sit våben og gik hen til Sa’d ibn Mu’adh, hos hvem hans folk sad samlet. Da Sa’d så ham komme, sagde han: »Ved Gud, det er ikke det samme ansigt, som han tog af sted med.«

Da Usaid kom og stillede sig foran deres møde, spurgte Sa’d: »Hvad har bragt dig hertil?« Han svarede: »Jeg har talt med de to mænd. Jeg så ikke noget ondt hos dem. Da jeg forbød dem dette, sagde de: Vi vil gøre, hvad du ønsker.« Derefter sagde Usaid: »Jeg har hørt, at Banu Haritha er draget ud for at dræbe As’ad ibn Zurara, fordi de ved, at As’ad er din fætter, og de ønsker at ydmyge dig.«

Så snart Sa’d hørte dette, blev han rasende. Han greb sit våben og skyndte sig af sted, så han kunne nå sin bror (sin fætter), før Banu Haritha nåede at angribe. Mens han gik, sagde han til Usaid: »Ved Gud, jeg mener, at det var nytteløst at sende dig.«

Hazrat As’ad ibn Zurara så Hazrat Mus’ab på afstand og sagde til ham: »Dette er en høvding, som har hele sit folk bag sig. Hvis han bliver muslim, vil der ikke være to personer blandt dem, som kan undlade at antage islam.«

Da Sa’d nåede frem og så, at As’ad og Mus’ab sad helt roligt, forstod han, at Usaids egentlige hensigt havde været at få ham til at lytte til dem. Han stillede sig vredt foran dem og sagde til As’ad ibn Zurara: »Abu Usama, hvis der ikke var slægtskab mellem dig og mig, ville denne mand (Mus’ab) ikke være sluppet fra mine hænder. Vil du påtvinge os i vores eget hjem noget, som vi ikke bryder os om?«

Hazrat Mus’ab sagde: »Vil De ikke sætte Dem ned og lytte til, hvad vi har at sige? Hvis De synes om det, kan De antage det; ellers vil vi holde Dem på afstand af det, De ikke bryder Dem om.«

Sa’d sagde: »Det har du sagt retfærdigt.« Derefter plantede han sit våben i jorden og satte sig. Hazrat Mus’ab fremlagde islam for ham og reciterede Koranen for ham. Hazrat As’ad og Hazrat Mus’ab fortæller: »Allerede før han sagde noget, forstod vi på glæden og mildheden i hans ansigt, at islam havde gjort indtryk på ham.« Efter at have lyttet til det hele spurgte Sa’d: »Hvad gør man for at træde ind i denne religion?« De fortalte ham det samme, som de havde fortalt Usaid. Derefter rensede han sig, fremsagde trosbekendelsen, bad to rak’ah-bønner, tog sit våben og begav sig mod sit folks samlingssted eller råd.«

Da Hazrat Sa’d (må Allah være tilfreds med ham) nåede frem til sit folk, udbrød de: »Dette er ikke det ansigt, Sa’d havde, da han gik herfra.« Han gik hen til dem og sagde: »Banu Abd al-Ashhals folk! Hvad ved I om mig blandt jer?« Alle svarede: »De er vores høvding. Blandt os er De den, der viser mest omsorg og godhed over for sine slægtninge. De er den, der giver de mest rigtige råd blandt os, og De er den mest fornuftige og erfarne af os.« Da Sa’d hørte dette, sagde han: »Det er forbudt for mig at tale med jeres mænd og kvinder, indtil I tror på Allah og Hans Sendebud.« Inden aftenen var kommet, havde alle mænd og kvinder i Banu Abd al-Ashhal antaget islam. Kun én mand, Amr ibn Thabit, forblev ikke-muslim. Han antog islam under slaget ved Uhud og blev martyr, før han nåede at udføre en eneste prostration. Profeten (ﷺ) sagde: »Han er blandt Paradisets beboere.« Det skal bemærkes, at der ikke var en eneste hykler blandt Banu Abd al-Ashhal. Ibn Sa’d beretter med al-Waqidi som kilde, at Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (må Allah være tilfreds med ham) og Usaid ibn Hudayr (må Allah være tilfreds med ham), efter at de var blevet muslimer, gik rundt og ødelagde afgudsbillederne hos Banu Abd al-Ashhal.

Ibn Ishaq siger, at Hazrat Mus’ab fortsatte med at prædike i Medina. Til sidst var der ikke et eneste kvarter blandt Ansar, hvor man ikke fandt muslimske mænd og kvinder. Kun tre eller fire familier var der, som ikke antog islam før slaget ved Khandaq.

Etableringen af fredagsbønnen i Medina

Hazrat Ka’b ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) og Ibn Sirin (må Allah forbarme sig over ham) siger, at Ansar i Medina allerede før påbuddet om fredagsbønnen indbyrdes besluttede, at de skulle bede en fælles bøn én dag om ugen. Til dette formål valgte de fredagen, idet de fravalgte jødernes sabbat (lørdag) og de kristnes søndag — på jahiliyyahens tid blev dagen kaldt »Yaum al-Aruba«. Den første fredagsbøn blev ledet af Hazrat As’ad ibn Zurara (må Allah være tilfreds med ham) i området Bayada, hvor fyrre personer deltog (Musnad Ahmad, Abu Dawud, Ibn Majah, Ibn Hibban, Abd ibn Humayd, Abd al-Razzaq, al-Bayhaqi, Ibn Hisham).

Ad-Dāruqutnī citerer en beretning fra den ærværdige Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) og siger, at da påbuddet om fredagsbønnen kom i Mekka, sendte Allahs Sendebud (fred være med ham) skriftlig besked til den ærværdige Musʿab ibn Umair (må Allah være tilfreds med ham) i Medina om, at han skulle lede en bøn på to rakʿah efter middagstid. Grunden til, at der blev givet påbud om at etablere fredagsbønnen i Medina, var, at det på det tidspunkt ikke var muligt at bede fredagsbønnen i Mekka.

Den sidste troskabsed ved al-Aqabah

I profetens trettende år, ved tiden for pilgrimsfærdens hajj i måneden dhu al-hijjah (juni-juli 622 e.Kr.), havde islam allerede bredt sig betydeligt i Medina. Imam Ahmad og at-Tabarani citerer en beretning fra den ærværdige Jabir ibn Abdullah al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham), som siger: »I ti år plejede Allahs Sendebud (fred være med ham) at færdes blandt teltene hos forskellige stammer på markederne Ukaz og Majannah samt under hajj. På disse steder sagde han: ’Hvem vil give mig beskyttelse hos sig, og hvem vil hjælpe mig, så jeg kan overbringe min Herres budskab, og han til gengæld kan opnå Paradiset?’ Men ingen var rede til at hjælpe ham. Tværtimod, når nogen fra Yemen eller mudarerne drog ud for at rejse til Mekka, sagde hans stammefolk eller slægtninge til ham: ’Hold dig lidt på afstand af den unge mand fra Quraysh, så han ikke bringer dig i vildfarelse.’«

»Når Profeten (fred være med ham) gik forbi deres telte, blev der peget på ham med fingrene. Til sidst sendte Allah os fra Yathrib til Allahs Sendebud (fred være med ham), og vi anerkendte ham som sand. Derefter blev situationen sådan, at en mand gik hjemmefra, antog troen og læste Koranen, og når han vendte hjem, blev også hans husstand muslimsk. På denne måde var der i ansarernes kvarterer ikke et eneste kvarter, hvor der ikke fandtes en gruppe muslimer, og hvor de ikke offentligt bekendte islam. En dag samledes vi alle og begyndte at sige til hinanden: ’Hvor længe vil vi lade Allahs Sendebud (fred være med ham) være i den situation, at han vandrer omkring på bjergene omkring Mekka, bliver afvist alle steder og ikke har noget sted, hvor han kan finde beskyttelse og sikkerhed?’ Derefter drog vi halvfjerds personer til hajj, og det blev besluttet, at vi skulle mødes med ham ved al-Aqabah. Resten af denne hadith vil vi indsætte længere fremme.«

Imam Ahmad, at-Tabarani, Ibn Jarir at-Tabari og Ibn Hisham overleverer med henvisning til Muhammad ibn Ishaq en beretning fra den ærværdige Kaʿb ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham): Vi drog af sted til hajj sammen med de afgudsdyrkere fra vores stamme. Hakim og Ibn Saʿd siger: »Det år drog fem hundrede mænd fra Aws og Khazraj ud til hajj« — forfatteren. Vores høvding og ældste, Bara ibn Maʿrur, var også med os. Undervejs sagde han: »Jeg har en opfattelse, men jeg ved ikke, om I er enige eller uenige med mig.« Vi spurgte: »Hvad er det?« Han sagde: »Jeg mener, at jeg bør bede vendt mod Kabaen i stedet for at have ryggen til den.« Vi sagde: »Vi har hørt fra Allahs Sendebud (fred være med ham), at han beder vendt mod Syrien, det vil sige mod Bayt al-Maqdis. Vi vil ikke bede efter din metode.« Men han fortsatte med at bede vendt mod Kabaen, og vi bebrejdede ham det. Da vi nåede Mekka, sagde han til mig: »Nevø, lad os mødes med Allahs Sendebud. Så vil jeg spørge ham om denne handling, som jeg har udført, for jeres modsigelse har skabt tvivl i mit hjerte.« Vi havde aldrig set Profeten og kendte ham heller ikke. Derfor spurgte vi en mand fra Mekka, hvor han opholdt sig. Han sagde: »Kender I hans onkel Abbas?« Vi svarede ja, for han plejede at rejse til vores område i handelsøjemed. Han sagde: »Gå til det hellige område; dér vil I se ham sidde sammen med Abbas.«

Da vi nåede frem, hilste vi på ham. Han spurgte Abbas (må Allah være tilfreds med ham): »Kender du disse to?« Han svarede: »Ja, dette er Bara ibn Maʿrur, og dette er Kaʿb ibn Malik.« Jeg vil aldrig glemme, at Profeten (fred være med ham), efter at have hørt mit navn, sagde: »Kaʿb?« Abbas (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Ja.« Derefter spurgte Bara ham om sin sag. Så begyndte han, i overensstemmelse med Profetens (fred være med ham) anvisning, at bede vendt mod den samme qiblah, som Profeten plejede at bede vendt imod. Derefter bad Profeten (fred være med ham) os om at mødes med ham ved al-Aqabah om natten på en af dagene i tashriq-perioden. Tashriq-dagene er de dage, hvor folk opholder sig i Mina efter hajj — forfatteren. Den nat lagde vi os til at sove i vores lejr. Efter at en tredjedel af natten var gået, begav vi os stille af sted for at mødes med ham, for vi ønskede at holde dette skjult for afgudsdyrkerne i vores stamme. Blandt vores høvdinge og ansete mænd var Abu Jabir Abdullah ibn Amr ibn Haram imidlertid også med os. Han holdt stadig fast ved sine forfædres religion. Vi tog ham med og sagde: »Du er en af vores høvdinge og ansete mænd. Vi ønsker ikke, at du skal blive brændsel i Helvedesilden.« Derefter forelagde vi islam for ham og sagde, at vi nu skulle mødes med Profeten (fred være med ham) ved al-Aqabah. Han antog straks islam og deltog sammen med os i troskabseden ved al-Aqabah. På det tidspunkt var vi i alt 73 mænd, og sammen med os var der også to kvinder. Den ene var Nasibah eller Nusaybah bint Kaʿb, Umm Umarah, fra Banu Najjar. Denne kvinde deltog sammen med sin søn Abdullah i krigen mod Musaylimah løgneren. Hun deltog selv i kampen, blev såret tolv steder på kroppen, og den ene hånd blev hugget af. Tidligere havde hendes søn Habib været udsat for, at Musaylimah sønderlemmede og dræbte ham. Han sagde til ham: »Vidner du, at Muhammad (fred være med ham) er Allahs sendebud?« Habib (må Allah være tilfreds med ham) svarede: »Ja.« Når han derefter spurgte: »Vidner du, at jeg er Allahs sendebud?«, svarede han: »Jeg ønsker ikke at høre noget fra dig.« Så skar han et stykke af hans krop. Efter hvert svar på hvert spørgsmål skar han et lem af. Således skar og dræbte denne tyran ham stykke for stykke. Men han anerkendte aldrig denne falske profet som sand — Ibn Hisham, bind 2, s. 108-109 — forfatteren. Den anden var Asma bint Amr, Umm Sani, fra Banu Salimah.

Den ærværdige Jabir (må Allah være tilfreds med ham) angav antallet af deltagere i denne troskabsed til halvfjerds og nævnte ikke kvinderne. Denne beretning citerer Ahmad og al-Bayhaqi også fra ʿAmir ash-Shaʿbi. Den ærværdige Kaʿb ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) nævnte derimod 72 mænd og to kvinder og oplyste også deres navne klart. Ibn Ishaq gav desuden den detaljerede oplysning, at 11 af de 73 mænd var fra Aws, mens 62 var fra Khazraj. To kvinder var sammen med dem. Den ene var Nusaybah bint Kaʿb, som var sammen med sin mand Zayd ibn Asim (må Allah være tilfreds med ham) og sine to sønner Habib (må Allah være tilfreds med ham) og Ubaydullah (må Allah være tilfreds med ham). Den anden kvinde var Asma bint Amr. Grunden til denne uoverensstemmelse mellem beretningerne er sandsynligvis, at araberne for det meste angiver tal uden brøker. Hvis flertallet i en gruppe er mænd, anser de det for tilstrækkeligt at nævne dem. Hvis der kun er en eller to kvinder, ser de ofte bort fra dem.

Ibn Saʿd citerer med al-Wāqidī som kilde en beretning af ʿUwaym ibn Sāʿida, hvori han fortæller: Da vi nåede frem til Mekka, sagde Saʿd ibn Khaythama, Maʿn ibn ʿAdī og ʿAbdullah ibn az-Zubayr til mig: »Kom, lad os besøge Allahs Sendebud og hilse på ham. Vi har jo allerede troet på ham, men har endnu ikke set ham.« Så drog vi af sted. Vi havde fået at vide, at han opholdt sig i al-ʿAbbās ibn ʿAbd al-Muttalibs hus. Da vi nåede frem, hilste vi på ham og spurgte: »Hvor vil du mødes med vores delegation, det vil sige den delegation, der er kommet fra Medina?« ʿAbbās sagde: »Blandt jeres folk er der også nogle, som er imod jer. Hold derfor jeres sag hemmelig, indtil pilgrimmene er rejst. Allahs Sendebud har foreslået denne nat som tidspunktet for mødet; dens morgen kaldes ’Yawm an-Nafr al-Ākhir’ *****************, det vil sige den sidste dag, hvor pilgrimmene tager afsked med Mina. Han fastsatte det højtliggende område ved al-ʿAqaba som mødested.« [Ibn Saʿd siger: »Det er det sted, hvor der nu står en moské.« (Ṭabaqāt Ibn Saʿd, trykt i Beirut i 1957, bind 1, s. 221). Ibn Saʿd blev født i 168 efter hijra og døde i 230 efter hijra. Det betyder, at denne moské fandtes allerede i det andet århundrede efter hijra. Den stod der også, da Muḥammad Ḥusayn Haykal besøgte Hijaz i 1936. Det nævner han under Moskéen ved al-ʿAqaba på side 111 i sit værk Fī Manzil al-Waḥy. Men det er beklageligt, at der i dag ikke længere findes noget spor af den – forfatteren.] Der blev givet besked på ikke at vække nogen, der sov, og ikke at vente på den, der ikke var kommet.

Alle beretningerne om troskabspagten ved al-ʿAqaba er enige om, at da disse mennesker om natten, to eller fire ad gangen, i hemmelighed nåede frem til det aftalte sted, satte de deres lid til ham i deres sag – selv om han på det tidspunkt endnu offentligt var ikke-muslim. [Ibn Saʿd citerer en beretning af Allahs Sendebuds slave, Abū Rāfiʿ. Han siger: »Mens jeg var ʿAbbās’ slave, trådte islam ind i vores hus. ʿAbbās, hans hustru Umm al-Faḍl og jeg blev muslimer. Men ʿAbbās holdt sin islam skjult. Efter slaget ved Badr, mens der blev sørget i de vantros hjem, var der glæde i vores hjem – forfatteren.«] Han var kommet dertil i denne vanskelige situation for at sikre, at alt blev endeligt afklaret, før Profeten skulle rejse til Medina.

Det fortælles af imām Aḥmad, al-Bayhaqī og ʿĀmir ash-Shaʿbī, at da alle var samlet, sagde Profeten: »Den, der vil tale, skal tale kort og ikke trække talen i langdrag. De vantros spioner leder nemlig efter jer.«

Ḥazrat Kaʿb ibn Mālik, hvis beretning vi ovenfor delvist har citeret med imām Aḥmad, Ibn Jarīr, at-Ṭabarī og Ibn Hishām som kilder, fortæller i forbindelse med de efterfølgende begivenheder, at ʿAbbās først af alle tog ordet. Han sagde: »I mænd fra Khazraj [På den tid blev sammenslutningen af Aws og Khazraj kaldt Khazraj – forfatteren], I ved, hvilken anseelse Muḥammad har her. Over for dem blandt hans slægtninge, der har samme holdning som os til ham (det vil sige dem, der ikke har antaget islam), har vi (Banū Hāshim og Banū al-Muṭṭalib) støttet og beskyttet ham. Derfor har han en stærk position blandt sit eget folk og bor et sikkert sted i byen. Men han vil ikke acceptere andet end at rejse til jer. Hvis I mener, at I vil opfylde det løfte og den forpligtelse, på hvis betingelser I kalder på ham, og beskytte ham mod hans modstandere, så påtag jer det ansvar, I nu tager på jer. Men hvis I efter hans afrejse herfra og hans ankomst til jer på noget tidspunkt frygter, at I vil blive tvunget til at opgive hans selskab og udlevere ham til fjenden, så er det bedre, at I forlader ham allerede nu. For han har en stærk position blandt sit eget folk og bor et sikkert sted i byen.«

»Vi sagde: Vi har hørt dine ord. Sig nu, Allahs Sendebud, hvad du ønsker, og tag det løfte og den forpligtelse fra os, som du vil.«

Derefter reciterede Profeten Koranen i sin tale, kaldte til Allah og opmuntrede dem til islam. Så sagde han: »Jeg tager en troskabspagt fra jer på dette grundlag: I skal støtte og beskytte mig på samme måde, som I beskytter jeres eget liv og jeres børn.«

Barāʾ ibn Maʿrūr tog Profetens hånd i sin og sagde: »Ja, ved den Gud, som sendte dig med sandheden! Vi vil beskytte dig mod alt det, som vi selv beskytter vores liv og vores børn imod. Derfor, Allahs Sendebud, tag troskabspagten fra os! Vi er prøvede mænd i krig. Dette har vi arvet fra vore fædre og forfædre.«

Abū al-Haytham ibn at-Tayyihān [Nogle udtaler navnet ’at-Tayyāhān’, mens andre skriver ’at-Tihān’ – forfatteren] råbte fra midten: »Allahs Sendebud! Der er et venskabeligt forhold mellem os og de øvrige (jødiske) folk, som du vil bryde. Lad det så ikke ske, at du, når Allah giver dig sejr, forlader os og vender tilbage til dit eget folk.« Profeten smilede og sagde: »Nej, nej. Tværtimod: blod med blod og grav med grav. Det vil sige, mit liv og min død er sammen med jer. Jeg er jeres, og I er mine. De, som I kæmper imod, vil jeg også kæmpe imod, og den, som I slutter fred med, vil jeg også slutte fred med.«

I den beretning fra Hazrat Jabir ibn Abdullah al-Ansari (ra), som vi tidligere har citeret fra Musnad Ahmad og al-Tabarani, fortsætter han og siger: Da vi alle var samlet ved Aqabah, sagde vi: »O Allahs Sendebud! Hvad vil du aflægge troskabseden til os på?« Profeten (s) sagde: »På, at I adlyder befalingerne og forbliver lydige under alle forhold, både i medgang og modgang. At I bruger af jeres rigdom under alle forhold, hvad enten I er velstående eller trængte. At I påbyder det gode og forbyder det onde. Og at I taler sandt om Allah. At I ikke frygter nogen bebrejders bebrejdelser. Og at I aflægger troskabseden på, at når jeg kommer til jer, vil enhver af jer beskytte mig mod det, som I beskytter jeres liv og jeres børn imod. Til gengæld venter Paradiset jer.« Da rejste vi os og gik hen imod ham. Den yngste unge mand i gruppen, As’ad ibn Zurarah (ra) (i al-Bayhaqis beretning lyder ordene: »den yngste af alle undtagen mig«), tog hans hånd i sin og sagde: »O folk fra Yathrib, stands! Vi er ikke kommet ridende hele denne lange vej til ham med noget andet formål end dette: Vi ved, at han er Allahs Sendebud. At tage ham med herfra i dag betyder at pådrage sig hele Arabiens fjendskab. Følgen vil være, at jeres unge mænd bliver dræbt, og at jeres sværd bliver farvet med blod. Hvis I derfor er i stand til at bære alt dette, så grib hans hånd. Jeres belønning ligger hos Allah. Men hvis I frygter for jeres liv, så opgiv denne tanke allerede nu og fremsæt en klar undskyldning. For på dette tidspunkt vil det være mere acceptabelt hos Allah at fremsætte undskyldninger og indvendinger.« Da råbte alle: »As’ad, gå til side fra vores vej! Ved Allahs ed, vi vil aldrig opgive denne troskabsed, og vi vil heller ikke trække vores hænder tilbage fra den.« Derefter aflagde alle troskabseden. Al-Hakim, al-Bazzar og al-Bayhaqi har også citeret denne beretning.

Ibn Jarir al-Tabari citerer gennem Ibn Hisham, med Asim ibn Umar ibn Qatadah som kilde, en beretning fra Muhammad ibn Ishaq om, at Abbas ibn Ubadah ibn Nadlah al-Ansari under troskabseden sagde: »Khazraj! Svaret er kommet: Ja, det ved vi.« Abbas understregede sine ord og sagde: »I aflægger troskabsed på at kæmpe mod alle, både de hvide og de sorte. Det vil sige, at I ved denne troskabsed opfordrer til kamp mod hele verden. Hvis I nu mener, at I vil overgive denne mand til fjenden, når I frygter, at jeres ejendom og jeres fornemme mænd vil blive ødelagt, så er det bedre, at I forlader ham allerede i dag. For ved Allahs ed vil det blive årsag til vanære i denne verden og i det hinsidige. Men hvis I mener, at I trods frygten for ødelæggelsen af jeres ejendom og jeres fornemme mænd vil tage imod denne mand og beskytte ham i overensstemmelse med det løfte, hvormed I har indbudt ham til jer, så grib hans hånd. Ved Allahs ed, dette vil være til gavn for jer i denne verden og i det hinsidige.« Alle de forsamlede var enige og sagde: »Vi er rede til at udsætte vores ejendom og vores fornemme mænd for fare sammen med ham.« Derefter spurgte folket: »O Allahs Sendebud! Hvis vi opfylder vores løfte, hvad bliver så vores belønning?«

Han sagde: »Paradiset.«

Ibn Sa’d citerer gennem al-Waqidi en beretning fra Hazrat Mu’adh ibn Rifa’ah ibn Rafi’, hvori det fortælles, at da alle var samlet på Aqabah, indledte Profetens (s) onkel, Abbas ibn Abd al-Muttalib, samtalen således: »O Khazraj-folk! I har inviteret Muhammad (s) til at komme til jer. Men forholdet er det, at Muhammad (s) indtager den mest fremtrædende og stærkeste position blandt sin familie og sine slægtninge. De af vores folk, som har taget imod hans religion, såvel som de, der ikke har gjort det, beskytter ham alle på grundlag af slægtskabets ære. Men Muhammad (s) ønsker at forlade alle og gå til jer alene. Overvej derfor sagen grundigt og træf en beslutning. Rådfør jer med hinanden og nå frem til en beslutning, som alle er enige om. For den bedste tale er sand tale.«

Derefter spørger Hazrat Abbas: »Fortæl mig nu lidt: Hvordan kæmper I mod fjenden?« Alle forblev tavse. Abdullah ibn Amr ibn Haram – som havde antaget islam umiddelbart før troskabseden ved Aqabah – besvarede spørgsmålet. Han sagde: »Ved Gud, vi er krigskyndige folk. Krig er blevet en del af vores natur. Vi er fortrolige med den. Vi har arvet dette fra vores forfædre. Først kæmper vi som bueskytter. Når pilene er opbrugt, kæmper vi med spyd. Når de er opbrugt, begynder kampen med sværd. Med disse sværd møder vi fjenden. Derefter tager den, som døden først kommer til, imod døden.«

Hazrat Abbas sagde: »Sandelig, I er et krigerfolk.« Derefter sagde Bara ibn Ma’rur: »Vi har hørt, hvad De har sagt. Ved Gud! Hvis vi havde noget andet i hjertet, ville vi sige det klart. Vi ønsker virkelig at holde vores løfte til Allahs Sendebud (s) og give vores liv for ham.«

Waqidi har i en anden overlevering citeret følgende ord fra Hazrat Bara ibn Ma’rurs tale: »Vi råder over rigeligt krigsudstyr og stor kampkraft. Allerede da vi tilbad stenidoler, var dette vores tilstand; hvor meget bedre må vores tilstand så ikke være nu, hvor Allah har vist os den sandhed, som andre mennesker befinder sig i mørke om, og har hjulpet os gennem Muhammad (s).« (Tilføjelse af forfatteren.)

Betydningen af troskabseden ved Aqabah

Dette var en revolutionerende begivenhed i islams historie, som Gud i sin nåde lod finde sted, og som profeten Muhammad (s) benyttede sig af. Yathribs indbyggere kaldte ikke profeten (s) til deres by blot som en, der søgte beskyttelse, men som Guds repræsentant og deres egen leder og hersker. Deres opfordring til islams tilhængere skyldtes heller ikke, at han blot skulle finde et sted som muhajir i et fremmed land; hensigten var derimod, at alle de muslimer, som var spredt rundt i de forskellige arabiske stammer og egne, skulle komme til Yathrib, samles dér og sammen med muslimerne fra Yathrib danne et velordnet islamisk samfund. På denne måde præsenterede Yathrib i virkeligheden sig selv som Madīnat al-Islām (islams by), og profeten (s) tog imod dette og grundlagde det første dār al-islām i Arabien. Indbyggerne i Medina var ikke uvidende om, hvad dette initiativ indebar. Dets klare betydning var, at en lille by stillede sig op imod en militær, økonomisk og kulturel boykot fra hele landet. I virkeligheden lagde disse islams første hjælpere, Ansarerne, på mødet natten til Bai’at al-Aqaba deres hænder i profetens (s) hånd, vel vidende og fuldt bevidste om denne konsekvens. Alt dette kom til udtryk i deres tale. (Tafhīm al-Qurʾān, bind 2, indledningen til Sura al-Anfāl.)

Ansarernes inspiration til at ofre deres liv

Selv om Ansarerne fra Medina fuldt ud kendte faren ved den baiat, de havde aflagt til Allahs Sendebud (s), var de langt fra bekymrede over den; tværtimod var de stolte af den. Deres inspiration til at gå forrest på denne vej var så stærk, at de begyndte at drøfte, hvem der havde haft den ære først at lægge sin hånd i profetens (s) hånd på tidspunktet for baiaten. Ibn Ishaq siger, at Banū Najjār hævdede, at den første, der aflagde baiat, var As’ad ibn Zurāra (ra). Banū ‘Abd al-Ashhal hævdede, at denne ære tilfaldt Abū al-Haytham ibn al-Tayyihān. Ibn Kathīr skriver i Usd al-Ghāba, at Banū Salima sagde, at den første, der aflagde baiat, var Ka’b ibn Mālik (ra). Ibn Sa’d fortæller med al-Wāqidī som kilde, at der begyndte at opstå indbyrdes stolthed og rivalisering mellem Aws og Khazraj om, hvorvidt den første, der aflagde baiat, kom fra Aws eller Khazraj. Til sidst sagde folk, at ingen vidste mere om dette end Hadhrat ‘Abbās ibn ‘Abd al-Muttalib, fordi han på det tidspunkt var sammen med Profeten (s). Da han blev spurgt, sagde han: Den første, der lagde sin hånd i Profetens (s) hånd, var As’ad ibn Zurāra, derefter al-Barā’ ibn Ma’rūr og derefter Usayd ibn Hudayr.

Udnævnelsen af naqīber

I slutningen af den beretning fra Hadhrat Ka’b ibn Mālik (ra), som vi tidligere har citeret, fortæller han, at Allahs Sendebud (s) efter baiaten sagde til os: »Vælg tolv naqīber blandt jer og giv dem til mig, så de kan være ansvarlige for hver deres stamme.« I Ibn Sa’ds al-Ṭabaqāt findes en beretning fra Ibn Ishaq, hvori profeten (s) siger, at de skulle være ansvarlige for deres folk, ligesom Jesu (a) disciplene fra Maryams søn var garanter for ham. I Ibn Sa’ds al-Ṭabaqāt findes også en anden beretning fra al-Wāqidī om, at Hadhrat Musa (a) havde udvalgt tolv naqīber blandt Israels børn. I overensstemmelse med Profetens (s) befaling foreslog de i alt tolv personer: ni fra Khazraj og tre fra Aws. Ifølge Ibn Ishaqs beretning er deres liste som følger:

Fra Khazraj:

1. As’ad ibn Zurāra (ra). Profeten (s) udnævnte ham til naqībernes leder (naqīb al-nuqabā’).

2. Sa’d ibn al-Rabī’ (ra). I den førislamiske tid var han blandt Medinas dannede mænd.

3. Abdullah ibn Rawaha (må Allah være tilfreds med ham). Han blev kaldt »Kamel«.

4. Rafi ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham). I jahiliyyas tidsalder blev han kaldt »Kamel«.

5. Bara ibn Ma’rur (må Allah være tilfreds med ham). Han døde kort før hijraen. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udførte begravelsesbønnen over ham ved hans grav.

6. Abdullah ibn Amr ibn Haram (må Allah være tilfreds med ham). Han antog troen på natten for al-Aqabas troskabspagt.

7. Ubada ibn Samit (må Allah være tilfreds med ham).

8. Sa’d ibn Amr (må Allah være tilfreds med ham). Han kunne også læse og skrive.

Blandt Aws:

1. Usaid ibn Hudair (må Allah være tilfreds med ham). Han blev kaldt »Kamel«.

2. Rifāʿa ibn ʿAbd al-Mundhir (må Allah være tilfreds med ham). (Ibn Ishaq siger, at de lærde i stedet har nævnt Abu al-Haytham ibn al-Tayyihān).

Derefter sagde Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham): Gå hver især tilbage til jeres opholdssteder.

Qurayshs første reaktion på nyheden om troskabspagten

Imam Ahmad, Ibn Jarir al-Tabari og Ibn Hisham gengiver en beretning fra Kaʿb ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham), overleveret på Ibn Ishaqs autoritet. Al-Waqidi gengiver en tilsvarende beretning med forskellige overleveringskæder, som Ibn Saʿd har medtaget i al-Tabaqat. Den fortæller, at Quraysh allerede samme nat, som troskabspagten blev indgået ved al-ʿAqaba, fik nys om sagen, og at deres ledere næste morgen nåede frem til medinanernes lejr i Mina. De sagde: »O folk fra Khazraj! Vi har fået at vide, at I har sluttet jer til denne mand af vores – Muhammad (må Allahs velsignelser og fred være med ham). I ønsker at føre ham bort fra os og har svoret ham troskab med henblik på at bekæmpe os. Ved Gud! Blandt araberne findes der ingen stamme, som vi nødigere vil kæmpe imod end jer.«

Som svar rejste de blandt medinanerne, der var polyteister, sig og svor: »Intet sådant er sket; vi ved ikke noget om dette.«

Det var sandt, hvad de sagde, for de vidste virkelig ikke noget om sagen. Men muslimerne så på hinanden. Derefter gik Qurayshs leder, ʿAbdullah ibn Ubayy, hen til dem og spurgte ham om sagen. Han svarede: »Det er så stor en sag, at mit folk ikke kunne have gjort det uden mig. Jeg ved ikke, at noget sådant er sket.«

Quraysh var ikke tilfreds med disse svar. De fortsatte deres undersøgelse i hemmelighed. Derefter blev de sikre på, at en sådan begivenhed havde fundet sted. Da de, der havde aflagt troskab, var på vej tilbage til Medina, satte Quraysh efter dem. Ikke langt uden for Mekka, på et sted kaldet Azakhir, indhentede de Saʿd ibn ʿUbada (må Allah være tilfreds med ham) og al-Mundhir ibn ʿAmr (må Allah være tilfreds med ham). Al-Mundhir undslap dem, men de pågreb Saʿd ibn ʿUbada, bandt hans hænder fast til hans hals og førte ham under slag til Mekka.

Saʿd (må Allah være tilfreds med ham) siger: »Da jeg blev behandlet sådan i Mekka, kom en kraftig, lyshudet ung mand hen foran mig (det var Suhayl ibn ʿAmr). Jeg tænkte: Hvis der er noget godt i nogen af dem, må det være i ham. Men da han kom hen til mig, slog han mig hårdt i ansigtet. Jeg tænkte ved mig selv: Der er intet godt i ham. Da de slæbte mig med sig, sagde en af dem til mig (det var Abu al-Bakhtari Hisham): ›Guds tjener! Har du ikke et løfte eller et beskyttelsesforhold til nogen blandt Quraysh?‹ Jeg svarede: ›I mit område har jeg ydet beskyttelse til handelskaravanerne tilhørende Jubayr ibn Mutʿim og al-Harith ibn Umayya ibn ʿAbd Shams.‹ (Ibn Saʿd nævner i stedet for Jubayr hans far, Mutʿim ibn ʿAdi.) Han sagde: ›Så påberåb dig dette og fortæl, hvilket forhold du har til ham.‹ Det gjorde jeg. Derefter gik han (Abu al-Bakhtari) ud for at lede efter de to mænd. Han fandt dem siden ved Kabaens hellige område og sagde til dem: ›En mand fra Khazraj bliver slået i Muhassab-dalen mellem Mekka og Mina, og han kalder jer begge ved navn. Han siger, at der består et beskyttelsesforhold mellem ham og jer.‹ De spurgte: ›Hvem er denne mand?‹ Han svarede: ›Saʿd ibn ʿUbada.‹ Da de hørte det, sagde de begge: ›Ved Gud, han taler sandt. Han plejede at beskytte vores handelsfolk og tillod ikke nogen at begå uret mod dem.‹ De kom og befriede Saʿd ibn ʿUbada fra de uretfærdiges hænder.«

Waqidi fortæller, at da Ansarerne fik at vide, at Sa’d var forsvundet, begav de sig mod Mekka for at lede efter ham. Men undervejs så de Sa’d vende tilbage.

Udbredelsen af islam i Medina efter troskabseden

Efter deres tilbagevenden til Medina begyndte Ansarerne med stor hast at udbrede islam og gik i religiøs iver i gang med at ødelægge afguderne. Ibn Sa’d giver en detaljeret beretning om, at Abu Abs ibn Jabr og Abu Burda ibn Niyar knuste Banu Harithas afguder; Umarah ibn Hazm, As’ad ibn Zurara, Awf ibn Afra, Salit ibn Qays og Abu Siram knuste Banu Najjars afguder; Ziyad ibn Labid og F)arwah ibn Amr knuste Banu Bayadas afguder; Sa’d ibn Ubada, Mundhir ibn Amr og Abu Dujana knuste Banu Sa’idas afguder; og Mu’adh ibn Jabal, Tha’laba ibn Ghanama og Abdullah ibn Unays knuste Banu Salimas afguder. Heraf kan man slutte, at muslimerne på det tidspunkt havde opnået så stor indflydelse over Medinas afgudsdyrkere, at disse ikke kunne forhindre ødelæggelsen af afguderne.

Ibn Hisham har berettet en morsom hændelse i denne forbindelse. Blandt Medinas høvdinge holdt Amr ibn Jamuh, høvdingen for Banu Salima, fast ved afgudsdyrkelsen. Hans søn Mu’adh ibn Amr var derimod blevet muslim og var vendt tilbage efter at have aflagt troskabsed ved Aqaba. Han havde en træafgud stående i sit hjem med stor ære; den hed Manat. Sådanne afgudshuse plejede afgudsdyrkernes høvdinge almindeligvis at have i deres hjem. De unge mænd fra Banu Salima blev muslimer, herunder Amr ibn Jamuhs egen søn. De unge mænd fra Banu Samo blev også muslimer, herunder Amr ibn Jamuhs egen søn. Om natten gik de ind i afgudshuset, væltede afguden om på siden og kastede den ned i en grop, hvor byens folk plejede at smide snavs og affald. Når Amr stod op om morgenen og ikke kunne se sin afgud, gik han larmende omkring og ledte efter den. Derefter tog han den op af gropen, vaskede og rensede den, gav den parfume på og stillede den tilbage på sin plads. Så sagde han: »Hvis jeg fik fat i den, der har behandlet dig sådan, skulle jeg nok ydmyge ham grundigt.« Denne form for spøg fortsatte i nogle dage. En dag tog han sin afgud op af gropen og hængte et sværd om dens hals. Så sagde han: »Jeg ved ikke, hvem der behandler dig sådan. Hvis du nu har nogen magt, så forsvar dig selv med dette sværd.«

Om natten tog de unge mænd sværdet ned fra afgudens hals, bandt en død hund fast til den og kastede den sammen med hunden ned i en brønd tilhørende Banu Salima. Om morgenen fandt han den under sin søgen i brønden. Den lå med ansigtet nedad i snavs og affald sammen med en død hund. Derefter forklarede muslimerne blandt hans folk ham sagen grundigt, indtil hans øjne blev åbnet, hvorefter han oprigtigt tog imod islam. (Tilføjelse af forfatteren.)

Det trettende kapitel

Udvandringen til Medina

Den allerførste muhajir

Ibn Jarir og Ibn Hisham siger, at der endnu ikke var skabt en almindelig stemning for hijra til Medina; kun den anden troskabsed ved Aqaba var blevet aflagt (profetiets tolvte år, dhul-hijja). På dette tidspunkt besluttede profetens (s) ammebror, den ærværdige Abu Salama (ra), søn af hans faster Barra bint Abd al-Muttalib, at foretage hijra til Medina. Efter at have foretaget hijra til Abessinien og derefter vendt tilbage til Mekka var han nemlig blevet udmattet af mekkanernes vantro og af sin egen klan, Banu Makhzums, grusomme forfølgelse og overgreb. Men de uretfærdige lod ham ikke rejse under fredelige forhold for at foretage hijra.

Den ærværdige Umm Salamas prøvelser

Ibn Hisham har med henvisning til Muhammad ibn Ishaq citeret Umm Salamas egen beretning således: Da min mand rejste af sted for at foretage hijra til Medina, tog jeg også af sted sammen med ham med vores lille søn Salama i mine arme. Han satte mig og vores barn op på kamelen og begyndte at gå, mens han holdt dens tøjle. Da folk fra min fars familie (Banu Mughira) så ham rejse, stillede de sig i vejen for ham og sagde: »Du er selv undsluppet vores kontrol. Rejs, hvorhen du vil. Men vi kan ikke lade dig strejfe hjælpeløst omkring med dette barn, som tilhører os.« Derefter rev de kamelens tøjle ud af Abu Salamas hånd og førte mig tilbage. På den anden side blev Abu Salamas familie (Banu Abd al-Asad) vrede, trådte frem og sagde: »Når I har revet hans barn fra vores mand, hvorfor skulle vi så lade vores lille søn Salama gå med jer?« Med disse ord rev de med magt mit barn fra mig. Under dette rive- og trækkeopgør blev barnets arm vredet af led eller beskadiget (al-Baladhuri siger, at barnets hånd forblev sådan indtil dets død). Situationen var nu den, at de havde taget barnet, mens Banu Mughira førte mig med sig og holdt mig tilbage hos dem. Stakkels Abu Salama rejste alene til Medina. I næsten et år var min tilstand sådan, at jeg hver dag gik ud til et sted kaldet Abtah, satte mig ned og græd. En dag så en mand fra Banu Mughira, som var beslægtet med min farbror, min hjerteskærende tilstand og fik medlidenhed med mig. Han gik til Banu Mughira og sagde: »Hvorfor lader I ikke denne stakkels, hjælpeløse kvinde rejse? I har skilt hende fra hendes mand og også fra hendes lille søn.« Til sidst sagde de til mig: »Hvis du ønsker at tage til din mand, så rejs.« Abd al-Asad gav også mit barn tilbage til mig. Jeg steg op på min kamel med mit barn og begav mig alene mod Medina. Da jeg nåede nær Tan’im, mødte jeg på vejen Uthman ibn Talha ibn Abi Talha fra Abd al-Dar [Han var vogter af Ka’bas nøgler. I krig bar han Qurayshs fane. Han var en af Mekkas mægtige høvdinge. På det tidspunkt var han ikke blot afgudsdyrker, men også en bitter fjende af islam og muslimerne. Da hans fætter Mus’ab ibn Umayr tog islam til sig, udsatte han ham for frygtelig tortur. Han var heller ikke i noget nært slægtskabsforhold til den ærværdige Umm Salama. Han antog islam efter Hudaybiyya-forliget og foretog hijra sammen med Khalid ibn al-Walid – forfatteren]. Han sagde: »Abu Umayyas datter, hvor skal du hen?« Jeg svarede: »Til Medina, til min mand.« Han sagde: »Er der ingen sammen med dig?« Jeg svarede: »Ud over Allah og dette barn er der ingen sammen med mig.« Han sagde: »Ved Allahs ed, jeg vil ikke lade dig rejse alene.«

Derefter gik han videre, mens han holdt min kamels tøjle. Ved Allahs ed, jeg har aldrig set et mere ædelt menneske end ham. Når vi nåede et hvilested, fik han min kamel til at sætte sig og gik derefter et stykke væk og stillede sig. Når jeg steg ned fra kamelen med mit barn, bandt han kamelen til et træ og satte sig under et træ et stykke fra mig. Når det igen var tid til at rejse, hentede han kamelen og fik den til at sætte sig, gik bort fra den og sagde til mig: »Stig op på kamelen.« Når jeg havde sat mig op, tog han fat i kamelens tøjle og fortsatte med at gå. På denne måde tilbagelagde han hele vejen til Medina. Da bebyggelsen tilhørende Banu Awf i Quba kom til syne, sagde han: »Din mand er der. Gå hen til ham. Må Allah velsigne dig.« Derefter vendte han tilbage til Mekka til fods, på samme måde som han var kommet. Al-Baladhuri har også berettet denne begivenhed i Ansab al-Ashraf.

Heraf kan man forstå, at den grænseløse undertrykkelse og forfølgelse, som Qurayshs vantro udøvede mod muslimerne, også vakte afsky for denne uretfærdighed blandt folk fra deres egen gruppe og fremkaldte medfølelse med de undertrykte muslimer. De i dette samfund, som besad menneskelighed og høflighed, begyndte, trods deres fjendtlighed over for islam, at se med respekt på disse ædle mennesker fra deres eget folk, som ikke for et verdsligt formåls skyld, men udelukkende for deres tros skyld, udholdt alle former for uretfærdighed og forfølgelse og ikke vendte sig bort fra det, som de efter at have undertrykt enhver form for overgreb havde antaget som sandheden.

Den almindelige befaling om hijra

Efter den sidste troskabsed ved al-‘Aqaba, i profetembedets trettende år, i måneden Dhu al-Hijjah, befalede Profeten (s) muslimerne i Mekka at udvandre til Medina og sagde: »Allah den Almægtige har skabt brødre til jer og udvalgt en by til jer, hvor I kan bo i sikkerhed« (Ibn Hisham med henvisning til Ibn Ishaq). Så snart denne befaling blev modtaget, drog Hazrat Amir ibn Rabi‘a al-Anzi (ra) først af sted sammen med sin hustru Layla bint Abi Hasma. Derefter udvandrede ‘Ammar ibn Yasir (ra), Hazrat Bilal (ra) og Hazrat Sa‘d ibn Abi Waqqas (ra). Derpå drog Hazrat ‘Uthman ibn ‘Affan (ra) af sted sammen med sin hustru Ruqayya (ra), Profetens (ra) datter. Således begyndte en stadig strøm af udvandringer, og folk begyndte fortløbende at rejse til dette nye udvandringssted. Til sidst forlod alle medlemmerne af den ene familie efter den anden deres hjem. Ibn Hisham nævner med henvisning til Ibn Ishaq tre familier, hvis samtlige medlemmer udvandrede, så deres hjem stod tomme: For det første Banu Maz‘un, for det andet Banu al-Bukayr og for det tredje Banu Jahsh ibn Riyab. Ibn ‘Abd al-Barr siger, at mænd, kvinder og børn fra Banu Asad ibn Khuzayma også drog af sted sammen med Banu Jahsh. I alt udvandrede tredive personer fra disse to familier, heriblandt Profetens (s) fætter ‘Abdullah ibn Jahsh (ra), Abu Ahmad Jahsh (ra), hvis navn var ‘Abd, og hans to søstre: Hazrat Zaynab bint Jahsh (ra), som senere blev en af De Troendes Mødre, Hasna bint Jahsh (ra), Hazrat Mus‘ab ibn ‘Umayrs hustru, og Umm Habib bint Jahsh (ra), Hazrat ‘Abd al-Rahman ibn ‘Awfs (ra) hustru. Efter at de var rejst, kom ‘Utba ibn Rabi‘a, ‘Abbas ibn ‘Abd al-Muttalib og Abu Jahl forbi på den vej. ‘Utba ibn Rabi‘a sukkede dybt og sagde bedrøvet: »I dag står Banu Jahshs hjem ubeboet og tomt.« Abu Jahl sagde: »Hvorfor græder du? Alt dette skyldes vores brors nevø (altså ‘Abbas’). Han har skabt splittelse i vores gruppe, afbrudt vores indbyrdes forbindelser og skabt uenighed mellem os.« Derefter kom Abu Sufyans tur. Han overtog Banu Jahshs hus og solgte det. Anledningen var, at hans datter Far‘a eller Fari‘a var Abu Ahmad ibn Jahshs hustru. Det var, som om hele svigerfamiliens arv i svigersønnens levetid var tilfaldet svigerfaderen. Da Hazrat ‘Abdullah ibn Jahsh (ra) klagede til Profeten (s) over Abu Sufyans overgreb, sagde han: »Er du ikke tilfreds med at få et hus i Paradiset i bytte for dit hus?« Efter erobringen af Mekka henvendte Hazrat Abu Ahmad (ra) sig til Profeten (s) og bad om, at deres hus måtte blive givet tilbage. Profeten (s) forblev tavs. Sahabaerne (ra) sagde til ham: »Profeten (s) ønsker ikke, at Muhajirunerne skal forsøge at tage de ejendele tilbage, som blev brugt på Allahs vej.« Det hus, som Profeten (s) selv havde i Mekka, blev efter udvandringen overtaget af ‘Aqil ibn Abi Talib, som endnu ikke havde antaget troen. Efter erobringen af Mekka tog Profeten (s) ikke huset tilbage fra ham. (Abu Dawud – Kitab al-Hajj)

Qurayshs bestræbelser på at forhindre muslimerne i at udvandre

Da Hazrat Suhayb (ra) drog af sted for at udvandre, sagde mændene fra Quraysh til ham: »Du kom hertil uden ejendele og blev velhavende, mens du boede i vores by. Vil du nu tage dine ejendele med herfra sammen med dit liv? Ved Allahs ed, det kan ikke ske.« Hazrat Suhayb sagde: »Hvis jeg giver jer hele min formue, vil I så lade mig rejse?« De sagde: »Ja.« Hazrat Suhayb (ra) gav dem hele sin formue og drog af sted med tomme hænder på Allahs vej. Da Profeten (s) fik dette at vide, sagde han: »Suhayb har gjort en lønsom handel, Suhayb har gjort en lønsom handel.« Dette er den beretning, som Ishaq ibn Rahwayh, Ibn Mardawayh, Ibn Hisham og al-Baladhuri har overleveret med henvisning til Abu ‘Uthman al-Nahdi.

Ibn ‘Abd al-Barr skriver i »al-Durar fi Ikhtisar al-Maghazi wa al-Siyar«, at Quraysh, da Hazrat Suhayb (ra) rejste fra Mekka, forfulgte ham for at dræbe ham og tage hans formue i besiddelse. Da han så dem komme, sagde han: »I ved jo, at jeg er den dygtigste bueskytte blandt jer. Ved Allahs ed, ingen af jer vil kunne nå frem til mig, før den, hvis død er bestemt, er død.« De sagde: »Forlad dine ejendele og gå.« Suhayb (ra) sagde: »Mine ejendele har jeg allerede efterladt i Mekka. Gå til det og det sted, og tag ejendelene derfra.« Derefter gik de bort og tog hans ejendele i besiddelse. En tilsvarende beretning har al-Baladhuri overleveret fra Hazrat Sa‘id ibn al-Musayyab (ra).

Al-Bayhaqi og al-Tabarani har fra Hazrat Sa‘id ibn al-Musayyab overleveret Hazrat Suhaybs (ra) egen beretning: »Da jeg drog af sted med henblik på udvandring, tilbageholdt nogle unge mænd fra Quraysh mig. Da de faldt i søvn, flygtede jeg. Men nogle af dem indhentede mig på vejen og greb fat i mig. Jeg sagde til dem: Hvis jeg tager tilbage til Mekka og giver jer flere uqiyya guld (én uqiyya svarer til tre og en halv tola; forfatterens note), vil I så lade mig gå? De lovede at lade mig gå. Jeg vendte tilbage til Mekka og sagde til dem: Grav jorden op på det og det sted, og tag guldet ud, og tag to par klæder hos den og den kvinde. På denne måde blev jeg fri for dem og nåede frem til Profeten (s) i Quba. Da sagde han: Du har opnået en stor fortjeneste ved denne handel. Jeg sagde: Ingen andre kendte til denne hændelse. Hvem kunne have fortalt dig det, hvis ikke Jibril?«

Beretningen om ‘Ayyash ibn Abi Rabi‘a (ra)

De øvrige Muhajirun drog i al hemmelighed af sted. Men Hazrat Umar (ra) drog offentligt af sted sammen med tyve ryttere. Med ham var hans bror Zayd ibn al-Khattab (ra), hans svoger Sa’id ibn Zayd ibn Amr ibn Nufayl, hans svigersøn Khunays ibn Hudhafa (ra), Hazrat Hafsas tidligere ægtemand, samt mange andre ledsagere. Al-Bazzar og Ibn Ishaq citerer med en autentisk overleveringskæde Hazrat Umars (ra) egen beretning, hvori han siger: Jeg havde aftalt med Ayyash ibn Abi Rabi’a og Hisham ibn As ibn Wa’il, at de skulle mødes med os på et sted ved navn Tanadib, ti mil fra Mekka. Hvis de ikke nåede frem dertil på det fastsatte tidspunkt, skulle det antages, at de var blevet tilbageholdt, og de øvrige skulle gå videre uden at vente på dem. Hisham blev pågrebet i Mekka, mens Ayyash nåede frem til Medina sammen med os. Abu Jahl ibn Hisham og al-Harith ibn Hisham, som var Ayyash’ fætre og også hans halvbrødre på mødrene side, fulgte efter og nåede Medina. Med megen list og snedighed fik de Ayyash overtalt og sagde: »Din mor har svoret, at hun ikke vil rede sit hår eller søge skygge for solen, før du har mødt hende.« Jeg forsøgte indtrængende at forklare ham: »De vil lokke dig i en fælde. Gå ikke i den. Når lusene plager din mor, vil hun af sig selv rede sit hår, og når solens hede i Mekka bliver uudholdelig, vil hun søge skygge.« Men Ayyash’ kærlighed til sin mor sejrede i den grad, at han blev ved med at sige til mig: »Jeg vil opfylde min mors ed og vende tilbage med mine ejendele.« Jeg sagde: »Jeg giver dig halvdelen af min ejendom; gå ikke med dem.« Men han fulgte ikke mit råd. Så sagde jeg: »Når du nu absolut vil tage af sted, så flygt straks på denne kamel, hvis du får mistanke om, at de to har onde hensigter.« Det gik han med til.

På et sted undervejs sagde Abu Jahl til ham: »Bror, min kamel kan ikke rigtig gå ordentligt. Vil du ikke tage mig med på din kamel?« Ayyash sagde: »Hvorfor skulle jeg ikke det?« Derefter steg de begge ned fra deres kameler, så Abu Jahl kunne stige op på Ayyash’ kamel. Også al-Harith fik sin kamel til at lægge sig og steg ned. Så bandt de to Ayyash sammen.

Ibn Ishaq siger: Ayyash ibn Abi Rabi’as (ra) familie har fortalt mig, at Abu Jahl og al-Harith bragte Ayyash til Mekka ved højlys dag, mens han var bundet med reb, og de to brødre råbte: »O Mekkas indbyggere! Sådan skal I sætte jeres ulydige sønner på plads, som vi har gjort.«

Ibn Hisham siger: Pålidelige personer har fortalt mig, at Profeten (s) var bekymret og urolig for Hisham ibn As (ra) og Ayyash ibn Abi Rabi’a (ra). Han sagde: »Hvem er parat til at bringe disse to til mig?« Walid ibn al-Mughira, Khalid ibn al-Walids bror, sagde: »O Allahs Sendebud! Jeg står til rådighed for at udføre denne tjeneste.« Derefter tog han til Mekka og ledte i al hemmelighed efter de to fanger. Da han fik at vide, at de blev holdt fanget i en gård uden tag, klatrede han om natten over muren, gik ind, skar deres lænker over og bragte dem til Medina ridende på sin kamel.

Hazrat Abdullah ibn Suhails prøvelser

Blandt dem, der med magt blev forhindret i at foretage hijra, var Hazrat Abdullah ibn Suhail ibn Amr. Al-Baladhuri siger, at han, da han hørte om hijraen til Medina, kom fra Abessinien til Mekka med det formål at foretage hijra sammen med Allahs Sendebud (s). Men hans far, Suhail ibn Amr, tog ham med magt til fange. Han benyttede den list at overbevise sin far om, at han var vendt tilbage til sine forfædres religion. I denne tro tog faderen ham med til slaget ved Badr. Da hærene stod over for hinanden, sluttede Hazrat Abdullah sig til muslimerne. Nogle år senere, på tidspunktet for erobringen af Mekka, blev hans far muslim og plejede at sige: »Allah har i min søn Abdullahs tro lagt en stor velsignelse for mig.«

Allahs Sendebuds (s) ophold i Mekka indtil det sidste

Ifølge Ibn Ishaqs beretning blev i alt syv af dem, der var kommet fra Abessinien til Mekka for at foretage hijra til Medina, taget til fange, og de kunne derfor ikke foretage hijra. Desuden var der i Mekka en del mennesker, som blev pågrebet, da de forsøgte at foretage hijra, eller som var så ude af stand til det, at de ikke kunne foretage hijra, eller som ganske vist havde troen i deres hjerter, men på grund af deres svaghed ikke havde mod til at foretage hijra. Bortset fra disse rejste alle, der var i stand til at foretage hijra, bort, og i Mekka blev kun Profeten (s), Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Ali (ra) tilbage.

I Bukhari findes en overlevering fra Aisha (ra) om, at da Abu Bakr (ra) gav udtryk for sit ønske om at udvandre til Medina, sagde Profeten (s): »Bliv lidt endnu på dit sted, for jeg håber, at jeg vil få tilladelse til at udvandre.« Abu Bakr (ra) sagde: »Må mine forældre ofres for dig, håber du virkelig det?« Profeten (s) svarede: »Ja.« Derfor blev Abu Bakr (ra) tilbage, så han kunne udvandre sammen med Profeten (s). Han købte to kameler og begyndte at opdrætte dem. Ibn Hisham og Ibn Jarir citerer Ibn Ishaq for at sige, at hver gang Abu Bakr (ra) bad Profeten (s) om tilladelse, sagde han: »Skynd dig ikke; måske vil Allah give dig en ledsager.« Derfor håbede Abu Bakr (ra), at denne ledsager ville være Profeten selv (s). Al-Hakim overleverer fra Ali (ra), at Profeten (s) spurgte Gabriel (as): »Hvem skal være min ledsager på udvandringen?« Han svarede: »Abu Bakr (ra).« Ibn Jarir overleverer med Urwa ibn az-Zubayr (ra) som kilde, at Abu Bakr (ra) havde købt to kameler for at rejse sammen med de øvrige udvandrende sahabaer. Da han håbede at få Profetens (s) selskab, sørgede han for at fodre og gøre de to kameler godt klar.

Ibn Hisham og Ibn Jarir siger med Ibn Ishaq som kilde, at Profeten (s) ikke lod Ali (ra) rejse, for at han efter Profetens (s) afrejse kunne blive i Mekka og tilbagelevere de betroede ejendele til de mennesker, som havde deponeret deres værdifulde formue hos Profeten (s) til opbevaring. I denne forbindelse siger Ibn Ishaq, at der i Mekka ikke fandtes nogen, som ejede noget, der kunne frygtes at blive stjålet, uden at han havde betroet det til Profeten (s). For både venner og fjender havde tillid til hans trofasthed og pålidelighed.

Således opholdt Profeten (s) sig i omkring to og en halv måned på sit sted fra den sidste troskabsed ved Aqaba (12. Dhu al-Hijjah, det trettende profetår) indtil Safar i det fjortende profetår, mens en strøm af udvandrere var på vej til Medina. De sidste dage tilbragte han under forhold, hvor alle hans ledsagere havde forladt Mekka. Han blev blandt fjenderne, alene sammen med to ledsagere, fordi det ikke var muligt for ham at forlade sin arbejdsplads, før Allah den Almægtige havde givet befaling om udvandringen. Ved eftertanke kan man forstå, hvilket enormt ansvar han følte, siden det holdt ham fast på sit sted i denne yderst farlige situation, og hvor frygtløse de også var, som uden frygt eller tøven opholdt sig sammen med Profeten (s) blandt menneskeskikkelser af vilde rovdyr. (Tilføjet af forfatteren.)

Qurayshs bekymring

Qurayshs vantro var nu sikre på, at Allahs Sendebud (s) når som helst ville udvandre til Medina. De kendte også udmærket konsekvenserne af dette. Hans storslåede personlighed, enestående evner og Koranens kraft til at vinde hjerter var ikke ukendt for dem. Nu så de, at han havde fundet et sikkert sted at bo. To stærke og krigsvante stammer havde sluttet sig til ham som hans støtte. Selv Quraysh havde fået tilslutning af modige og hengivne mennesker, som i tretten år havde udholdt alle slags prøvelser og ulykker og havde bevist deres faste beslutning og urokkelighed. De havde også gennem gentagne udvandringer bevist, at de for deres tros skyld kunne ofre hjem, rigdom, slægtninge, folk og fædreland. At en bystat med sådanne hengivne mennesker under Profetens (s) storslåede ledelse kom under hans kontrol, betød i det gamle samfundssystem det samme som døden. Desuden var forholdene i Medina sådanne, at byens konsolidering af muslimernes styrke blev en årsag til bekymring for Quraysh. Quraysh og de øvrige store polyteistiske stammer var nemlig økonomisk afhængige af sikkerheden på den store handelsvej fra Yemen til Syrien, som løb langs Det Røde Havs kyst. Nu ville den komme under muslimsk kontrol, og ved at gribe ind i den ville muslimerne gøre det jahilitiske systems livsførelse yderst vanskelig. Alene den handel, som Mekkas indbyggere drev ad denne handelsvej fra Mekka til Syrien, Rom og Egypten, beløb sig årligt til over 250.000 ashrafier. Handelen i Taif og andre steder kom oveni. Derfor skabte nyheden om troskabseden ved Aqaba uro blandt Quraysh. Først forsøgte de på alle måder at skille Medinas indbyggere fra Profeten (s), men mislykkedes. Derefter benyttede de alle mulige kneb for at forhindre muslimernes udvandring fra Mekka. Men de formåede kun at holde en ganske lille håndfuld tilbage, mens et stort antal troende nåede frem til Medina. Da de derefter forberedte sig på at gribe til den sidste udvej for at afværge denne fare, (Tafhim al-Qur’an, bind 2, indledning til Surah al-Anfal.)

Beslutningen om at dræbe Profeten (s)

Ibn Hisham, Ibn Sa’d, Ibn Jarir og al-Baladhuri siger, at alle stammehøvdingene afholdt et hemmeligt møde i Dar an-Nadwa med det formål at træffe den endelige beslutning. De drøftede, hvordan denne fare kunne afværges. Nogle mente, at denne mand skulle lænkes og holdes indespærret et sted, så han ikke ville blive løsladt igen, så længe han levede. Dette synspunkt blev dog ikke accepteret, fordi mange mente, at de, der befandt sig udenfor, så ville fortsætte deres arbejde, og når de havde opnået en vis styrke, ville de ikke tøve med at sætte livet på spil for at befri ham. Nogle sagde, at han skulle forvises herfra. Når han ikke længere var iblandt os, ville vi ikke behøve at bekymre os om, hvor han opholdt sig, eller hvad han foretog sig. Den uorden, som hans tilstedeværelse ville skabe i vores samfundsordning, ville dermed ophøre. Men også dette forslag blev afvist med den begrundelse, at hans tale virkede som magi, og at hans evne til at vinde hjerter var enorm. Hvis han forlod stedet, hvem vidste så, hvilke stammer han ville vinde over til sig? Derefter ville han opnå en sådan styrke, at han kunne angribe jer for at bringe Arabien under sin kontrol. Til sidst sagde Abu Jahl: »Lad os udvælge én velanset, snu og dygtig mand fra hver af vores stammer, hvorefter vi alle sammen kaster os over ham og dræber ham. På den måde vil Muhammeds (s) blod blive fordelt mellem alle stammerne. Så vil det blive umuligt for Banu Abd Manaf at kæmpe mod alle, og de vil derfor blive tvunget til at acceptere blodpenge (BLODPENGE).«

Alle syntes om dette forslag, og mænd blev udpeget til mordet. Tidspunktet for drabet blev også fastlagt. Hele denne planlægning blev holdt så hemmelig, at nyheden ikke engang nåede fra øre til øre.

Der hentydes til dette i Sura al-Anfal—

*****************************************************

(Og, o Profet, husk også den tid,) da de vantro lagde forskellige listige planer imod dig: De ville fængsle dig, dræbe dig eller fordrive dig. De lagde deres planer, og Allah lagde Sin plan. Allahs plan er visselig den bedste (vers 30). (Tafhim al-Qur’an, bind 2, note 25.)

Tilladelsen til Profetens (fvmh.) hijrah og dens forberedelse

Tirmidhi og Hakim citerer en beretning fra Ibn Abbas (r.a.) og siger: Da situationen var nået så langt, gav Allah den Højeste Sin Profet tilladelse til at foretage hijrah fra Mekka og sagde—

*****************************************************

(Og, o Profet,) bed således: »Min Herre, lad mig gå ind gennem sandhedens indgang og føre mig ud gennem sandhedens udgang, og giv mig en styrke fra Dig som hjælper« (Bani Isra’il: 80). [Man bør ikke her fremføre den indvending, at det nævnte vers blev åbenbaret længe før Israels folks hijrah, og hvordan det da kan fremlægges her som tilladelse til hijrah. Der findes i virkeligheden mange eksempler på, at et vers først blev åbenbaret, og at det senere blev gentaget under særlige omstændigheder, for at Profeten (fvmh.) kunne vide, at versets bestemmelse gjaldt for denne situation—Forfatteren.]

Denne tilladelse blev givet den dag, hvis følgende nat var blevet fastsat til at dræbe Profeten (fvmh.). [Det var derfor, Allah den Højeste havde holdt Profeten (fvmh.) tilbage i Mekka indtil dette tidspunkt. Hensigten var, at Qurayshs vantro skulle nå den yderste grænse i deres fjendskab mod sandheden, hvorefter Profeten skulle få befaling om at forlade dem—Forfatteren.] Ibn Sa’d citerer Waqidi, og Ibn Jarir samt Ibn Hisham citerer Ibn Ishaq, når de siger, at Jibril (a.s.) netop denne dag kom til Profeten (fvmh.), underrettede ham om Qurayshs hensigt og sagde: »Du må ikke sove i din egen seng i nat.«

Derefter gik han ved middagstid, med ansigtet dækket af et klæde, til Abu Bakrs (ra) hus. I Bukhari findes gennem Imam Zuhri en beretning fra Urwa ibn al-Zubayr om, at Aisha (ra) sagde: Vi sad hjemme ved middagstid, da en person kom og sagde til Abu Bakr (ra), at Allahs Sendebud (s) var kommet hertil med ansigtet dækket på et tidspunkt, hvor han aldrig plejede at komme. I Tabarani findes en beretning fra Asma bint Abu Bakr (ra), hvori hun siger: Den Ærede (s) plejede hver dag at komme til os morgen og aften. Denne beretning er også overleveret i Bukhari fra Aisha (ra) under kapitlet om hijra. I Ibn Hisham findes med henvisning til Ibn Ishaq en beretning fra Aisha (ra), hvori det hedder, at den Ærede (s) hver dag plejede at komme til os enten om morgenen eller om aftenen. Men den dag kom han ved middagstid, hvilket normalt ikke var det tidspunkt, han plejede at komme. Abu Bakr (ra) sagde straks: Måtte mine forældre ofres for ham; der må være sket noget, siden han er kommet på dette tidspunkt. Derefter bad den Ærede (s) om tilladelse til at komme indenfor. Efter at have fået tilladelse kom han ind og sagde: Få alle herfra. Abu Bakr (ra) sagde: Det er jo kun folkene i dit hus. (Der findes også en beretning fra Aisha (ra), overleveret af Musa ibn Uqba, hvori hun siger, at der på det tidspunkt ingen andre var hos Abu Bakr (ra) end hendes søster Asma (ra) og hende selv. Ibn Hisham har den samme beretning fra Ibn Ishaq. I Ibn Uqbas beretning findes desuden ordene: Abu Bakr (ra) sagde: Her er kun mine døtre; der er ingen spion, som kan indhente oplysninger om dig.) Så sagde den Ærede (s): Jeg har fået tilladelse til at forlade dette sted. Abu Bakr (ra) sagde: Måtte mine forældre ofres for dig; må jeg få lov til at ledsage dig? Den Ærede (s) svarede: Ja. Abu Bakr sagde: Så tag en af mine to kamelhopper. Den Ærede (s) sagde: Jeg tager den dog kun mod betaling. Ibn Ishaq siger, at den Ærede (s) sagde: Jeg tager den til den pris, du købte den for. Da Abu Bakr (ra) nævnte prisen, sagde den Ærede (s): Jeg skal betale dig dette beløb. Derefter hyrede den Ærede (s) og Abu Bakr (ra) Abdullah ibn Uraiqit, en mand fra Banu Adi, til mod betaling at vise dem vejen. [Nogle har angivet hans navn som Arqad eller Arqat, men det korrekte navn er Uraiqit. Det siger Musa ibn Uqba, Baladhuri og Ibn سعد. Det var den samme mand, som Allahs Sendebud (s) efter hjemkomsten fra Taif sendte til Mekka som budbringer til byens ledere. Selvom han var polyteist, var han så pålidelig, at han under denne kritiske situation ved hijra viste sig fuldstændig troværdig. Quraysh havde ellers udlovet en stor belønning for oplysninger om den Ærede (s) – forfatteren.]

Han var meget kyndig i vejene. De to kamelhopper blev overdraget til hans varetagelse på betingelse af, at han skulle føre dem til det sted, hvor han til enhver tid blev bedt om at møde op.

Begivenheden på mordnatten

Derefter gik Profeten (s) tilbage til sit hus og blev der indtil natten, så fjenderne ikke skulle få den mindste mistanke om, at han kendte til deres planer. Om natten ankom alle på det fastsatte tidspunkt, som havde fået ordre til at dræbe ham. Ifølge Ibn Sa’d var de i alt tolv: Abu Jahl, Hakam ibn Abil As, Uqba ibn Abi Mu’ayt, Nadr ibn al-Harith, Umayya ibn Khalaf, Harith ibn Qays ibn al-Ghaytala, Zama’a ibn al-Aswad, Tu’ayma ibn Adi, Abu Lahab, Ubayy ibn Khalaf, Nubaya ibn al-Hajjaj og Munabbih ibn al-Hajjaj. Men før de ankom, lagde den Ærede (s) Ali (ra) på sin seng efter at have svøbt ham ind i sit grønne hadramautiske tæppe. Derfor troede fjenderne, hver gang de kiggede ind udefra, at det var Allahs Sendebud (s), der sov på sin seng. Suhayli siger med henvisning til nogle lærde, der skrev om profetens levned, at de forsøgte at klatre over muren og trænge ind. Men da de hørte en kvindes skrig indefra, blev de bange og sagde til hinanden: Ved Gud! Hele landet vil få et frygteligt ry af os, hvis det bliver kendt, at vi ikke engang tog hensyn til æren og anstændigheden hos kvinderne i vores egen stamme. Derfor sad de udenfor hele natten. De ventede på, at Allahs Sendebud (s) tidligt om morgenen skulle stå op, så de alle på én gang kunne kaste sig over ham.

Arrestationen og løsladelsen af Ali (ra)

Mens fjenderne havde omringet huset, kom den Ærede (s) på et tidspunkt i løbet af natten ubekymret ud og gik lige igennem deres rækker, mens han kastede jord på dem. Imens reciterede han de første vers af sura Ya-Sin. Da det blev morgen, så de Ali (ra) rejse sig fra den Æredes (s) seng. Så forstod de, at Allahs Sendebud (s) allerede for længst var gået (Ibn Sa’d, Ibn Hisham, Baladhuri, Ibn Jarir, Zad al-Ma’ad).

Ibn Jarir og Ibn Athir skriver, at de spurgte Ali (ra): Hvor er din ledsager? Han svarede: Jeg ved ikke noget om, hvor han er gået hen. Jeg er ikke hans vogter. I har drevet ham ud, og han er gået. Dette gjorde de blodtørstige fjender rasende. De skældte ham ud, slog ham og førte ham til Den Hellige Moské, hvor de holdt ham fængslet et stykke tid. Men selv efter denne hårde behandling fandt de ingen oplysninger om den Ærede (s), og derfor blev de tvunget til at løslade ham. Det er ikke usandsynligt, at grunden til hans løsladelse var, at den Ærede (s) havde ladet ham blive tilbage for at give Mekkas indbyggere deres betroede ejendele tilbage. De vantro har måske erfaret, at Allahs Sendebud (s) havde overdraget denne opgave til Ali (ra), og derfor løslod de ham i håb om at få de betroede ejendele tilbage. De kan også have følt en vis skam, fordi den mand, de var kommet for at dræbe, var et menneske med så ophøjet karakter, at han selv på vej bort fra mordstedet var dybt optaget af at tilbagelevere fjendernes betroede ejendele.

Det pludselige angreb på Abu Bakrs (ra) hus

Efter at Hazrat Ali (ra) var blevet løsladt, satte tyrannerne kursen mod Abu Bakrs (ra) hus. Ibn Ishaq citerer en beretning fra Hazrat Asma bint Abi Bakr (ra). Det fortælles, at nogle mænd fra Quraysh kom til vores hus den følgende dag. Abu Jahl var også blandt dem. De stod ved døren og spurgte mig: »Hvor er din far?« Jeg svarede: »Det ved jeg ikke.« Da slog Abu Jahl mig så hårdt på kinden, at min ørering gik i stykker og faldt et stykke derfra. Derefter gik de. (Ibn Hisham og Ibn Jarir).

Efter at have forladt Mekka søgte de tilflugt i Sawr-hulen

Allahs Sendebud (fvmh.) forlod sit hus og gik direkte til Hazrat Abu Bakrs (ra) hus. Derefter søgte de samme nat tilflugt i en hule på Sawr-bjerget, to-tre mil fra Mekka. Det berettes i Musnad Ahmad og Tirmidhi, at Profeten (fvmh.) på vej ud af Mekka standsede på et sted ved navn Hazwāra, vendte sig mod Allahs Hus og sagde med en stemme fuld af vemod:

»Åh Mekka! Ved Allahs ed er du det sted på Allahs jord, som er mig kærmest. Og hos Allah er du også det sted på Hans jord, som er Ham kærmest. Hvis dine indbyggere ikke havde fordrevet mig, ville jeg ikke have forladt dig.«

Derefter satte han kursen mod Sawr.

Hemmeligheden bag tilflugten i Sawr

Her er det nødvendigt at forstå, af hvilken fornuftig grund Sawr-bjerget blev valgt som tilflugtssted. Dette bjerg ligger syd for Mekka på vejen til Yemen. Medina Tayyiba ligger derimod nord for Mekka på vejen til Syrien. Mekkas vantro vidste, at Profeten (fvmh.) ønskede at udvandre til Medina. Derfor ville de

for at finde og fange ham først lede ad vejene mod nord, og når de uden held havde gennemsøgt dem, ville de begive sig ud for at lede mod øst, syd og vest. Derfor håbede man, at der ville gå tilstrækkelig lang tid, før de nåede frem til Sawr-hulen.

Abu Bakrs foranstaltninger under opholdet i Sawr

Allerede før afrejsen til Sawr-hulen havde Hazrat Abu Bakr truffet alle nødvendige forberedelser. [I Musnad Ahmad, al-Tabarani og Sirat Ibn Hisham er der, med henvisning til Ibn Ishaq, gengivet en beretning fra Hazrat Asma bint Abi Bakr. Hazrat Asma fortæller: Da vores far drog af sted, tog han alle sine penge – omkring fem eller seks tusind dirham – med sig. (Ifølge al-Baladhuri havde han før sin islamiske trosbekendelse fyrre tusind dirham). Derefter sagde vores bedstefar Abu Quhafa – som var blind og endnu ikke havde antaget islam – til os: »Jeg tror, at han har taget alle sine ejendele med sig sammen med sit liv.« Jeg svarede: »Nej, bedstefar, han har efterladt os meget godt.« Så lagde jeg nogle sten på den hylde, hvor far opbevarede sine ejendele, dækkede dem med et klæde, førte derefter bedstefar hen til den og sagde: »Mærk efter med hånden.« Han lagde hånden på den og sagde: »Hvis han har efterladt jer alt dette, er det tilstrækkeligt.« Sandheden var, at vores far ikke havde efterladt os nogen penge overhovedet. Jeg ville blot trøste min bedstefar – Forfatteren.] I Bukhari findes en beretning fra Hazrat Aisha, hvori hun fortæller: »Vi skyndte os at forberede rejseudstyr til de to rejsende og lagde de nødvendige forsyninger i en taske. Hazrat Abu Bakr beordrede sin intelligente og snarrådige unge søn Abdullah til at opholde sig blandt Mekkas indbyggere om dagen, indsamle oplysninger og om natten komme til os og fortælle os alt, hvad der var sket i løbet af dagen. Han befalede sin frigivne slave Fuhayra at vogte vores geder som sædvanligt om dagen og samtidig holde sig underrettet om mekkanernes forehavender. Om natten skulle han bringe os mælk og fortælle os alle nyhederne.« Ibn Ishaq siger, at Hazrat Asma hver nat sendte frisk mad. [Her opstår en tvivl, som det er nødvendigt at fjerne. Det er tidligere nævnt, at da de vantro spurgte Hazrat Ali: »Hvor er din herre?«, svarede han: »Det ved jeg ikke.« Derefter er det nævnt, at da de gik til Hazrat Abu Bakrs hus og spurgte, hvor han var, svarede Hazrat Asma: »Det ved jeg ikke.« Alligevel fremgår det af det følgende, at nogle af de tjenester, som Hazrat Abu Bakr havde arrangeret før afrejsen til Sawr-hulen, blev overdraget til Hazrat Asma. Det er også nævnt, at Hazrat Abu Bakr tog alle pengene med hjemmefra. Men Hazrat Asma sagde til sin bedstefar, at han havde efterladt meget. Dette rejser spørgsmålet: Var dette ikke løgn? Svaret er, at der med hensyn til de to første forhold er to mulige forklaringer. Den ene mulighed er, at Hazrat Ali og Hazrat Asma på det tidspunkt, hvor de blev spurgt, ikke vidste, hvor Profeten og Abu Bakr befandt sig. Den anden rimelige mulighed er, at de godt vidste det, men nægtede at fortælle fjenden det, fordi det er langt værre at hjælpe en undertrykker med at begå undertrykkelse ved at fortælle sandheden end at beskytte den undertrykte mod undertrykkelse ved at sige noget, der ikke stemmer med det faktiske forhold. Det er ikke på nogen måde forkert; tværtimod er det fuldt ud tilladt ifølge sharia, moral og fornuft. Kun en tåbe kan sige, at det var forbudt, og hårdnakket hævde, at man burde have fortalt morderne, hvor Sawr-hulen lå. Eller at man burde have sagt: »Jeg ved, hvor de er, men jeg vil ikke fortælle det«, hvorefter morderne ville have tortureret dem for at få sandheden frem. Hvad angår Hazrat Asmas ord til sin bedstefar, er de et strålende eksempel på tawriya. Tawriya betyder, at man i stedet for at fremsætte en åbenlys løgn tilslører det virkelige forhold af hensyn til et legitimt formål eller omstændighederne. Dette er tilladt i sharia. Hazrat Asma sagde ikke, at hendes far havde efterladt en stor formue; hun sagde derimod, at han havde efterladt meget godt. Derefter lod hun sin bedstefar lægge hånden på den bunke, der lå på hylden. Bedstefaren troede, at det var en bunke penge. Men Hazrat Asma sagde ikke, at der var penge eller andre værdier i bunken. På denne måde beskyttede hun uden at lyve sin gamle og blinde bedstefar mod den bekymring, som havde grebet ham – frygten for at blive ladt uden midler – Forfatteren.] (Ibn Hisham).

Beretningen om Sawr-hulen

Al-Bayhaqi gengiver med henvisning til Muhammad ibn Sirin en mursal-overlevering, hvori det fortælles, at nogle mennesker engang ved en sammenkomst hos Hazrat Umar sagde noget, der tydeligt viste, at de anså Hazrat Umar for bedre end Hazrat Abu Bakr. Da sagde Hazrat Umar: »Ved Gud, Abu Bakrs ene nat er bedre end Umars families hele liv, og Abu Bakrs ene dag er bedre end Umars families hele liv.«

Derefter fortæller han, at den nat, hvor Profeten drog til hulen, og Abu Bakr var sammen med ham, gik Abu Bakr snart foran og snart bagved. Da Profeten spurgte ham om grunden, svarede han: »Allahs Sendebud, når jeg kom til at tænke på dem, der forfulgte os, gik jeg bagved; og når jeg frygtede, at der måske var en fare foran os, gik jeg foran.« Profeten sagde: »Du mener altså, at hvis der skulle opstå en fare, skal den ramme dig og ikke mig, ikke sandt?« Han svarede: »Jo.« Da de nåede hulen, sagde Abu Bakr: »Vent et øjeblik. Jeg går ind og renser hulen og gør den sikker for dig.« Han gik derefter ind, gjorde hulen sikker og kom ud igen. Men så kom han i tanke om, at der stadig var et hul tilbage. Han gik atter ind og lukkede det, hvorefter han bad Profeten gå ind. I nogle overleveringer tilføjes det, at Hazrat Abu Bakr i mørket famlede sig frem, fandt hullerne ét efter ét og stoppede dem til ved at rive stykker af sin kappe af. En tilsvarende beretning har Hafiz Abu al-Qasim al-Baghawi gengivet fra Ibn Abi Mulayka. Til sidst gengiver han Nafi ibn Umar al-Jumahi for at have sagt, at der var et hul tilbage i hulen. Abu Bakr pressede sin hæl mod hullet, så intet giftigt dyr kunne komme ud og bide Profeten. Det samme er overleveret af al-Bazzar fra Hazrat Jabir ibn Abdullah og af al-Tabarani fra Hazrat Asma.

Det mest hjerteskærende øjeblik i Sawr-hulen

Imens spredte Quraysh sig gennem Mekkas og de omkringliggende områders gader og stræder i deres søgen efter Profeten (s). Baladhuri fortæller, at de derefter udpegede to dygtige sporere, så de kunne finde Profeten (s) ved at følge hans fodspor. På denne måde nåede de helt frem til Thawr-hulen. Men dér så de, at der var spundet et edderkoppespind ved hulens indgang. En af sporerne, Qurays ibn Alqama, sagde: »Der er ingen tegn på, at nogen er gået videre herfra.« En af dem, der var kommet sammen med sporerne, sagde: »Hvorfor går vi ikke ind i hulen og ser efter?« Men Umayya ibn Khalaf sagde: »Hvad skulle I finde der? Det ser ud til, at edderkoppespindet i denne hule er blevet spundet før Muhammeds (s) fødsel.« Derefter vendte alle tilbage. Det var under denne situation, at Hazrat Abu Bakr (ra) så fjenderne stå helt ved hulens indgang og sagde til Profeten (s): »Allahs Sendebud! Hvis en af dem ser ned på sine fødder, vil han få øje på os.« Profeten (s) svarede helt roligt: »Abu Bakr! Hvad mener du om de to, hvis tredje er Allah?« (Bukhari, Kitab Fada’il Ashab an-Nabi, Kitab at-Tafsir og Bab al-Hijra; Muslim, Kitab al-Fada’il; Tirmidhi, Kitab at-Tafsir; Musnad Ahmad; Murwiyaat Abi Bakr).

Hafiz Abu Bakr Ahmad ibn Ali al-Usabi har i Musnad Abi Bakr as-Siddiq gengivet flere overleveringer om dette. I en af dem fortælles det, at Profeten (s) bad, mens de stod ved hulens indgang, og Hazrat Abu Bakr (ra) holdt øje med fjendernes bevægelser. Da Profeten (s) havde afsluttet bønnen, sagde Hazrat Abu Bakr (ra): »Måtte min fader og moder ofres for dig! Her er dit folk, som er nået frem i deres søgen efter dig. Ved Allahs ed, jeg græder ikke for min egen skyld, men af frygt for, at du foran mine øjne skal blive ramt af noget.« Profeten (s) sagde: »***************************** — Frygt ikke, Allah er med os.«

Allah har omtalt netop dette i den hellige Koran:

*********************************************************

»Hvis I ikke hjælper ham (Allahs Profet), skal I vide, at Allah allerede hjalp ham, da han var den ene af de to, da de begge var i hulen, og da han sagde til sin ledsager: ‘Frygt ikke, Allah er med os.’« (At-Tawbah: 40)

En offentlig bekendtgørelse om en belønning for at dræbe eller pågribe Profeten (s) og Hazrat Abu Bakr (ra)

Dette var det sidste forsøg, som kunne give fjenderne håb om at få fat i Profeten (s). Da de ikke fandt ham her i hulen, forstod de, at Profeten (s) var kommet uden for deres rækkevidde. Derefter bekendtgjorde de offentligt, at enhver, der bragte Muhammed (s) og Abu Bakr (ra) tilbage, eller dræbte dem, ville få hundrede kameler for hver af dem som belønning. Dette er Baladhuris beretning, og Ibn al-Qayyim har antaget den i Zad al-Ma’ad. Ibn Hisham og Ibn Jarir nævner kun en belønning på hundrede kameler for at bringe dem tilbage. Baladhuri gengiver dette som en svag beretning.

Afrejsen fra hulen

I Bukhari findes Hazrat Aishas (ra) beretning om, at Profeten (s) og Hazrat Abu Bakr (ra) opholdt sig i grotten i tre dage og tre nætter. Den samme beretning findes hos Tabarani, og det samme fremgår af Ibn Abd al-Barrs, Ibn Sa’ds og Ibn Ishaqs beretninger. Derfor kan den beretning ikke accepteres, som er blevet overleveret fra Talhat al-Basari i Musnad Ahmad og al-Hakim. Heri siges det, at opholdet i grotten varede mere end ti dage. Det egentlige forhold er, at Qurayshs eftersøgning af Profeten (s) blev mindre intensiv i tre dage og tre nætter. Derfor nåede Abdullah bin Uraiqit frem til Ghar-e-Sawr i den sidste del af den tredje nat med de to kamelhopper, som var blevet betroet ham. Netop på det aftalte tidspunkt ankom Hazrat Asma (ra) også med proviant i en pose. Hun havde imidlertid ikke tænkt på at medbringe noget til at binde den med. Til sidst løsnede og rev hun sit ‘netaq’ i stykker. I den tid kaldtes det klæde, som kvinder viklede omkring livet, for ‘netaq’. Med den ene del af netaqen bandt hun maden og hængte den på kamelhuдаjen, mens hun beholdt den anden del til at binde om livet (med henvisning til Ibn Hisham, Ibn Jarir og Ibn Ishaq). På grundlag heraf blev Hazrat Asma (ra) kaldt ‘Dhat an-Nitaqayn’, det vil sige kvinden med to taljebælter.

I Bukhari findes Hazrat Asmas (ra) egen beretning således: Da der blev behov for at binde beholderen til opbevaring af maden, beordrede Abu Bakr (ra) Asma at rive sit ‘netaq’ i stykker. Derefter drog karavanen af sted på denne måde: Profeten (s) red på den ene kamelhoppe, og Hazrat Abu Bakr (ra) på den anden. Han tog Amir bin Fuhayra (ra) med bag sig for at tjene dem. Foran dem gik Abdullah bin Uraiqit til fods for at vise vejen. Således begyndte denne storslåede hijrarejse, som skulle bringe en revolution i verdenshistorien. Ibn Sa’d og Baladhuri siger med sikkerhed, at denne velsignede karavane begyndte sin rejse fra Ghar-e-Sawr mandag den 4. Rabi al-Awwal. Imam Ahmad overleverer fra Ibn Abbas (ra), at Profeten (s) drog fra grotten mandag i måneden Rabi al-Awwal, men han angiver ikke datoen. Qastallani skriver i al-Mawahib al-Ladunniyya, at Allahs Sendebud (s) tilbragte fredag, lørdag og søndag samt tre nætter i grotten og drog derfra mandag nat. Ibn Jarir siger, at Profeten (s) udvandrede fra Mekka til Medina i Rabi al-Awwal i elefantåret 54.

Beskrivelse af rejsen

Af Ibn Ishaqs beretning i Sirat Ibn Hisham fremgår det, at da Abdullah bin Uraiqit drog af sted med denne karavane, undgik han den almindelige vej og valgte en anden rute til Medina for at beskytte dem mod fjenden. Ibn Sa’d siger, at Abu Bakr (ra) ofte rejste omkring i forbindelse med handel, og derfor genkendte folk ham, når de så ham, og spurgte: Hvem er denne person sammen med dig? Han plejede at svare: **********************************************

– Det er en person, som viser mig vejen. Tabarani overleverer en næsten tilsvarende udtalelse fra Hazrat Asma, og Musnad Ahmad overleverer den fra Anas bin Malik (ra), ligesom Bukhari overleverer den fra Hazrat Anas (ra) i kapitlet om hijra. Dette er også et strålende eksempel på tawriya. Hazrat Abu Bakr (ra) sagde ikke: ‘Dette er Muhammad (s).’ Han sagde derimod: ‘Min vejviser.’ Spørgeren forstod, at han viste vejen. Abu Bakr (ra) talte helt sandt: Han var min vejleder.

Bukhari og Muslim overleverer følgende beretning fra Hazrat Abu Bakr (ra): Vi fortsatte med at rejse indtil middag den anden dag. Da solens hede blev stærk, så vi os omkring for at se, om vi kunne finde skygge et sted. Vi så, at der var skygge under en vældig klippe. Vi gik derhen, bredte et leje ud til Profeten (s) og sagde: Hvil Dem lidt. Derefter blev vi ved med at se os omkring for at sikre, at ingen var på jagt efter os. På det tidspunkt kom en dreng, som vogtede geder, hen mod klippen for at søge ly i skyggen. Jeg sagde til ham: Vil du malke mælk fra en af dine geder til os? Han indvilligede. Jeg rensede gedens yver og drengens hænder og lod mælken malke ned i et kar. Derefter hældte jeg lidt vand i den for at køle den af. Så tog jeg den med og lod Profeten (s) drikke.

Derefter fortalte Hazrat Abu Bakr (ra) beretningen om Suraqa bin Malik bin Jushum, som Imam Bukhari kort har overleveret i kapitlerne om Muhajirunernes fortjenester og om hijra, og Imam Muslim i Kitab az-Zuhd, kapitlet om hijra. Den udførlige beretning findes imidlertid i en beretning i Bukhari, hvor Imam Zuhri gengiver den med Suraqas egne ord, overleveret fra hans nevø Abd ar-Rahman bin Malik (forfatteren Ibn Hisham har korrigeret hans navn til Abd ar-Rahman bin Harith bin Malik bin Jushum). Den detaljerede beretning findes i Sirat Ibn Hisham, Tabaqat Ibn Sa’d og andre værker.

Suraqas beretning

Surāqa var leder af Banū Mudlij. Hans område lå nær Qudayd. Han beretter: En mand fra Quraysh kom til os med dette budskab: Den, der dræber eller fanger Muhammad (s) og Abū Bakr (ra), vil hver få hundrede kameler i diyah, det vil sige blodpenge. En dag sad jeg ved et møde blandt mit folk, da en mand kom og sagde til mig: »Jeg så netop nogle mennesker bevæge sig langs kysten. Jeg tror, det er Muhammad (s) og hans ledsager.« Jeg forstod straks, at det måtte være dem. Men jeg sagde til ham: »Det er de ikke; du har snarere set den og den, som netop gik forbi os.« Efter at have siddet lidt længere ved mødet rejste jeg mig og gik hjem. Derefter red jeg i al hemmelighed af sted på min hest, så de andre ikke skulle vide, hvor jeg var taget hen. I Ibn Shaybahs beretning siger Surāqa: »Jeg gjorde dette af frygt for, at byens indbyggere skulle få del i min belønning.« Da jeg nærmede mig dem, faldt jeg pludselig af hesten. Jeg trak en spåpil frem og lod den falde; den viste noget, der gik imod mit ønske. Jeg lod mig dog ikke afskrække og fortsatte. Så kom jeg så nær, at jeg tydeligt kunne høre Allahs Sendebuds (s) recitation. Huzur (s) vendte ikke hovedet for at se sig tilbage, mens Abū Bakr (ra) gentagne gange så sig omkring i alle retninger. Pludselig sank min hests ben ned i jorden helt op til knæene, og jeg faldt af dens ryg. I en beretning fra Ḥazrat Barā’ ibn ʿĀzib (ra), overleveret fra Abū Bakr (ra), fortæller Abū Bakr (ra): »Vi red hen over hård jord. Jeg sagde: ’Vores forfølger er kommet meget nær.’ Huzur (s) bad, og han sank ned i jorden til maven.« Ḥazrat Anas (ra) fortæller, at Huzur (s) sagde: »O Gud, lad ham falde!« Surāqa siger: »Jeg trak igen en spåpil frem, og den viste noget, der gik imod mit ønske. Da råbte jeg og bad om sikkerhed. Så standsede de. Jeg red hen til dem. Ud fra alt det, der var hændt mig, forstod jeg, at Allahs Sendebuds (s) sag ville blive kronet med sejr. (I Ibn Hishām findes Muhammad ibn Isḥāqs beretning, overleveret fra Imām Zuhrī, således: Surāqa råbte: ’Jeg er Surāqa ibn Juʿshum. Giv mig mulighed for at tale med jer. Ved Gud, jeg vil ikke skade jer, og der vil heller ikke komme noget ord ud af min mund, som vil være jer uudholdeligt.’) Surāqa siger: »Jeg sagde til Allahs Sendebud: ’Dit folk har udlovet diyah for dig, og folk strejfer omkring i håb om at få belønningen.’ Derefter tilbød jeg at give dem rejseforråd og udstyr. Han bad ikke om andet, end at jeg ikke skulle fortælle nogen om deres spor. Jeg bad ham om at skrive et sikkerhedsbrev til mig. Han befalede ʿĀmir ibn Fuhayrah (ra), og han gav mig det skrevne sikkerhedsbrev på et stykke læder. Ḥazrat Anas ibn Mālik (ra) fortæller, at Surāqa sagde: ’O Allahs Profet, giv mig den befaling, du ønsker.’ Huzur (s) sagde: ’Bliv blot på din plads, og lad ingen nå frem til os.’ Således blev den mand, der blot få øjeblikke tidligere havde været en fjende, der ønskede dem dræbt, deres beskytter. Ibn Saʿd siger: Derefter sagde Surāqa til enhver, der kom efter Huzur (s) for at lede efter ham: »Vend om. Jeg er sikker på, at han ikke er her. Og I ved jo, hvor skarpt jeg ser, og hvor dygtig jeg er til efterretning.«

Ibn Isḥāq og Mūsā ibn ʿUqbah har overleveret denne beretning fra Surāqa. Surāqa siger: »Jeg bevarede det skriftlige sikkerhedsbrev, som jeg havde fået. Flere år senere, da Allahs Sendebud (s) var vendt tilbage fra slagene ved Hunayn og Tā’if og opholdt sig i Jiʿrānah, kom jeg til Huzur (s), overrakte ham brevet og sagde: ’Jeg er Surāqa ibn Juʿshum, og dette er dit skriftlige dokument, dit sikkerhedsbrev.’ Han sagde: ’I dag er dagen, hvor løftet skal opfyldes, og retten skal gives. Kom nærmere.’ Jeg gik hen til Huzur (s) og antog islam.« Al-Ṭabarānī har overleveret en kort sammenfatning af hele denne begivenhed fra Ḥazrat Asmā’ bint Abū Bakr (ra).

I al-Istīʿāb af Ibn ʿAbd al-Barr og al-Iṣābah af Ibn Ḥajar er Ḥasan al-Baṣrīs mursal-beretning, overleveret gennem Ḥazrat Sufyān ibn ʿUyaynah, citeret således: Allahs Sendebud (s) sagde henvendt til Ḥazrat Surāqa ibn Mālik: »Hvordan vil det være, når du ifører dig Kisrās armbånd?« Flere år efter denne forudsigelse blev den iranske konges armbånd, bælte og krone bragt til Ḥazrat ʿUmar (ra). Han kaldte Ḥazrat Surāqa til sig, iførte ham disse ting og sagde: »Løft dine hænder og sig: Lovprisning tilkommer Gud, som tog disse ting fra Kisrā ibn Hurmuz, der sagde: ’Jeg er menneskenes herre’, og iførte disse ting en beduin fra Banū Mudlij, Surāqa ibn Mālik ibn Juʿshum.« Suhaylī har givet en detaljeret beskrivelse af denne begivenhed i Rawḍ al-Unuf. Da det blev anset for unødvendigt at udvide værkets omfang, er den udeladt.

Beretningen om Umm Maʿbad

Straks efter at have passeret Qudayd-området nåede denne storslåede karavane frem til boligen hos Umm Maʿbad, en kvinde fra Banū Khuzāʿah. Nogle forfattere har nævnt denne begivenhed som noget, der fandt sted før begivenheden med Surāqa, mens andre har placeret den efter. Vi anser begivenheden med Surāqa for at være den foregående, fordi Ḥazrat Abū Bakr (ra), da han efter afrejsen fra hulen fortalte om de efterfølgende begivenheder, nævnte denne først. Det er muligvis derfor, at Ḥāfiẓ Ibn al-Qayyim i Zād al-Maʿād også regnede denne begivenhed for at være den første.

Ibn Khuzaymah, al-Ḥākim, al-Bayhaqī, al-Baghawī, Ibn ʿAbd al-Barr, al-Ṭabarānī, Ibn Saʿd og andre har overleveret denne beretning gennem forskellige isnāds. Imām Bukhārī har i sin historie selv medtaget følgende beretning fra Umm Maʿbad: Da denne karavane passerede Qudayd, nåede den undervejs frem til Umm Maʿbads telt. Hun var ʿĀtikah bint Khālid, som tilhørte Banū Kaʿb, en gren af stammen Khuzāʿah. Umm Maʿbad var en ærværdig ældre kvinde. Hendes familie plejede at beværte de rejsende, der kom denne vej. Da Allahs Sendebud (s) og hans ledsager nåede frem, sad hun i gården foran sit telt. Det var hungersnødens tid, og hele området var ramt af nød. De besøgende sagde til Umm Maʿbad: »Giv os noget at spise, hvad du end har af mælk, kød eller dadler. Vi betaler dig for det.« Hun sagde: »Ved Gud, hvis vi havde noget, ville jeg slet ikke tøve med at beværte jer.« I det samme fik Allahs Sendebud (s) øje på en ged i et hjørne af teltet. Han spurgte: »Umm Maʿbad, hvordan er denne ged?« Hun svarede: »Den stakkel kunne på grund af sin afmagring og svaghed ikke gå ud og græsse sammen med de andre geder.« Huzur (s) spurgte: »Kan den give nogen mælk?« Hun sagde: »Den er langt for svag til at kunne give mælk.« Huzur (s) sagde: »Hvis du tillader det, kan jeg malke den.« Hun sagde: »Måtte min far og mor ofres for dig; hvis du kan få blot lidt mælk ud af den, så gør det endelig.« Huzur (s) lod geden bringe hen til sig, bandt dens ben, strøg dens yver eller, ifølge en anden beretning, dens ryg, og bad: »O Gud, skænk velsignelse i denne kvindes geder.« Derefter begyndte han at malke den i Allahs navn. Hvilken vidunderlig magt har Gud! Geden spredte benene og begyndte at tygge drøv. Mælken strømmede ud fra dens yver. Huzur (s) bad om et så stort kar, at det kunne rumme nok mælk til, at en hel gruppe kunne drikke sig mætte. Han blev ved med at malke, indtil karret var fyldt til randen. Der lagde sig skum på mælken. Først lod han Umm Maʿbad drikke sig mæt, derefter drak ledsagerne sig mætte, og til sidst drak han selv. Derefter sagde han: **************************

– Den, der giver andre at drikke, drikker selv til sidst.

Derefter fyldte han for anden gang karret med mælk, gav det til Umm Maʿbad og sagde: »Når Maʿbads fader kommer, skal du give ham denne mælk.«

Umm Maʿbad beskriver Profetens (s) ædle skikkelse

Kort efter vendte hendes mand tilbage til deres bolig med en flok udmattede og magre geder. Da han så karret fyldt med mælk, blev han forbløffet og spurgte: »Maʿbads mor, hvor kom denne mælk fra?« Hun svarede: »Ved Gud, en velsignet mand passerede forbi her; det var ham, der gjorde dette.« Derefter fortalte hun sin mand hele hændelsen. Manden sagde: »Beskriv ham lidt for mig, så jeg kan høre det.« Hun (Umm Maʿbad) fortsatte: »Jeg så en mand, som var overordentlig smuk. Hans ansigt strålede, hans karakter var ren og pletfri, og hans krop var hverken tyk eller tynd. Han var smuk og munter. Han havde to sorte øjne, lange øjenvipper, en høj, men ikke skarp stemme, sorte pupiller og hvide øjeæbler. Hans øjenbryn var hverken sammenvoksede eller vidt adskilte; mellem dem var der en smule hår. Hans hår var helt sort, hans hals var bred, og hans skæg var tæt. Når han var tavs, udstrålede han værdighed; når han talte, spredte hans stemme sig vidt omkring. Når han talte, var det, som om perler og ædelsten faldt fra hans mund. Hans tale var sød og klar; han talte hverken for lidt eller for meget. Hørte man ham på afstand, syntes hans stemme meget høj, men den var behagelig. Hørte man ham tæt på, lød den sød, mild og forfinet. Hans legemsbygning var middelstor – han var hverken meget høj og bred eller lille af vækst. Blandt sine ledsagere var han den smukkeste og den mest værdige. Hans ledsagere omgav ham. De lyttede meget opmærksomt til hans ord og skyndte sig at adlyde hans befalinger. Han var den, som alle søgte at tjene, elsket, aldrig hidsig eller grov i sin tale.«

Da Abū Maʿbad hørte dette, sagde han: »Ved Gud, det er netop den qurayshitiske mand, hvis omtale vi har hørt. Hvis jeg møder ham, vil jeg bede om at følge ham. Hvis jeg får en sådan mulighed, vil jeg bestemt forsøge at gøre det.« (Al-Bayhaqī og Ibn Saʿd har overleveret ʿAbd al-Malik ibn Wahab al-Mājzihīs udsagn, hvori han siger: »Det er nået mig, at Abū Maʿbad blev muslim, udvandrede og mødte Profeten (s) for at tjene ham.« I den beretning, som Ḥāfiẓ Abū Nuʿaym har overleveret fra ʿAbd al-Malik, tilføjes det, at Umm Maʿbad også blev muslim, udvandrede og nåede frem til Profeten (s) for at tjene ham.)

Forventningen om Profetens (s) ankomst til Medina

Nyheden om, at Allahs Sendebud (s) var draget ud fra Mekka, var allerede nået til Medina. Al-Bukhārī har i kapitlet om udvandringen overleveret denne beretning med al-Zuhrī fra ʿUrwah ibn al-Zubayr som kæde. Ibn Isḥāq har også overleveret den. Al-Ḥākim og Mūsā ibn ʿUqbah forklarer, at ʿUrwah (ra) selv havde hørt denne begivenhed fra sin ærede far, al-Zubayr ibn al-ʿAwwām (ra): Muslimerne gik hver morgen ud og satte sig ved vejen til Mekka, og efter at have siddet der, indtil solens varme blev uudholdelig, vendte de hjem. Ibn Saʿd siger med al-Wāqidī som kilde, at emigranterne blev bekymrede, fordi Profetens (s) ankomst lod vente på sig. Hver dag gik anṣārerne og emigranterne til Ḥarrat al-ʿAṣabah [Når store klippestykker antændes og bliver sorte, fordi underjordiske udbrud slynger smeltet materiale op, kaldes de ḥarrah. Der findes sådanne store klippeområder rundt om Medina. Ḥarrat al-ʿAṣabah er navnet på det klippeområde, der ligger uden for Qubā på vejen til Mekka. Det kaldes også Ḥarrah Qubā – forfatteren] og satte sig der for at vente, indtil solens varme blev stærk. Ibn Jarīr og Ibn Hishām har med Ibn Isḥāq som kilde overleveret ʿAbd al-Raḥmān ibn ʿUwaym ibn Sāʿidahs udsagn: »Forskellige ledsagere blandt mit folk fortalte mig, at så snart vi fik nyheden om, at Profeten (s) var draget ud fra Mekka, begyndte vi at vente på hans ankomst. Det var den varme årstid. Derfor vendte vi hjem ved middagstid, når solens varme blev stærkere, og der ikke var nogen skygge.« Al-Bazzār har også overleveret en lignende beretning fra ʿUmar (ra).

Dette er et stort tegn på, at Sendebudet (s) ikke forlod sit elskede fødeland for at rejse til et nyt sted som en, der søgte beskyttelse. Tværtimod havde Allah i Sin nåde givet ham et sted til udvandringen, hvis indbyggere længselsfuldt spejdede efter hans ankomst.

Profetens (s) ankomst til Quba

Det var middagstid, og folk var gået hjem efter at have ventet på Profeten (s). Netop da ankom han sammen med sine ledsagere til Quba. Blandt landsbyerne omkring Medina var Quba den mest berømte. Der findes to beretninger om Profetens (s) ankomst til Quba, som tilsyneladende synes at være indbyrdes modstridende. Den ene beretning siger, at Profeten (s), da han nåede nær til Qubas lavaområde, steg ned ved dets kant. Derefter blev en mand sendt af sted for at underrette ansarerne. Så snart de fik meddelelsen, kom folk og hilste på Profeten (s) og Hazrat Abu Bakr (ra) og sagde: »Kom blot trygt, vi står til jeres tjeneste.« Dette er berettet af Hazrat Anas (ra) i Bukhari, og Ibn Sa’d har også gengivet det med ham som kilde. I Musnad Ahmad og Bayhaqi findes en beretning fra Hazrat Anas (ra), hvori det desuden fortælles, at 500 mennesker straks løb ud for at byde Profeten (s) velkommen, da de hørte om hans ankomst.

En anden beretning lyder således: Da Profeten (s) var nået nær til Quba, så en jøde, som var klatret op på sit lille fort for at udføre et eller andet arbejde, Profeten (s) komme og råbte højt: »O Banū Qayla, se, jeres leder er ankommet.« [Aus og Khazraj var børn af den samme mor, hvis navn var Qayla. Derfor blev de kaldt Banū Qayla. Jødens bekendtgørelse—»Jeres leder er ankommet«—gjorde det helt klart, at alle i Medina, både de troende, afgudsdyrkerne og jøderne, allerede vidste, at Allahs Sendebud (s) ikke kom som en, der søgte beskyttelse, men som leder for Medinas ansarer og som en mægtig hersker. De forskellige fortællere har gengivet jødens bekendtgørelse med forskellige ord. Vi har kun medtaget ordlyden fra én beretning, for det ville ikke gavne at forlænge artiklen ved at medtage alle gengivelserne—(forfatteren).] Så snart de hørte dette, opløftede Banū ʿAmr ibn ʿAwf, som boede i Quba, enstemmigt takbīr-råbet, bevæbnede sig og drog frem for at byde Profeten (s) en hjertelig velkomst. Imens var Allahs Sendebud (s) og Hazrat Abu Bakr (ra) steget ned fra deres respektive ridedyr og opholdt sig i skyggen af et daddeltræ. En vældig skare af ansarer nåede frem til det sted, hvor Profeten (s) var steget ned, fyldt med stærk begejstring og følelser. Folk trængte sig helt ind på dem i deres overvældende begejstring. Men de vidste ikke, hvem af de to der var Allahs Sendebud (s). Derfor begyndte de først at hilse på Hazrat Abu Bakr (ra). Da solen imidlertid begyndte at skinne på Profeten (s), rejste Abu Bakr (ra) sig og skyggede for ham med sin kappe. Så forstod folk, hvem Profeten (s) var, og alle begyndte at hilse på ham. Denne beretning er gengivet af Bukhari fra Hazrat ʿUrwa ibn az-Zubayr, af Muhammad ibn Ishaq fra ʿAbd ar-Rahman ibn Waim ibn Saʿida og af Ibn Sa’d fra Waqidi. Al-Hakim, Musa ibn ʿUqba, Ibn Jarir at-Tabari, Baladhuri og flere andre har alle berettet om denne begivenhed.

Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem disse to beretninger er i virkeligheden ingen uoverensstemmelse. Det synes, som om Profeten (s), efter at være nået dertil, på den ene side sendte enten ʿAmir ibn Fuhayra eller ʿAbdullah ibn Urayqit for at underrette folk om hans ankomst, mens jøden på den anden side også råbte, at han var ankommet, da han fik øje på ham.

Datoen for ankomsten til Quba

Der er stor uenighed blandt beretterne om datoen for Profetens (s) ankomst til Quba. Ibn Sa’d nævner et sted mandag og den anden Rabīʿ al-awwal. Et andet sted angiver han den 4. Rabīʿ al-awwal som datoen for afrejsen fra Thawr-hulen og siger med sikkerhed, at ankomsten til Medina fandt sted den 12. Rabīʿ al-awwal. I Bukharis beretning fra ʿUrwa ibn az-Zubayr nævnes ingen dato; der siges blot, at det var mandag i måneden Rabīʿ al-awwal. Musa ibn ʿUqba angiver med Imam az-Zuhri som kilde den 1. Rabīʿ al-awwal som datoen for ankomsten til Quba, selv om de fleste berettere angiver denne dato som datoen for afrejsen fra Mekka. I en beretning fra Ibn Ishaq, overleveret af Jarir ibn Hazim, siges det, at Profeten (s) ankom til Quba den 2. Rabīʿ al-awwal. Men i den beretning, som at-Tabarani har gengivet fra ʿAsim ibn ʿAdi, og som Ibn Hisham, Ibn Jarir og Ibrahim ibn Sa’d har gengivet fra Ibn Ishaq, angives den 12. Rabīʿ al-awwal. Baladhuri og Ibn Qutayba siger, at dette er den korrekte dato. Ibn al-Qayyim nævner også denne dato i Zad al-Maʿad, ligesom Ibn ʿAbd al-Barr gør i ad-Durar. I nogle beretninger nævnes den 8., 13. og 15. Rabīʿ al-awwal. Men den korrekte og pålidelige oplysning er, at Profeten (s) forlod Mekka den 1. Rabīʿ al-awwal og tog til Thawr-hulen. Han opholdt sig dér i tre dage og tre nætter og drog til Medina den sidste nat af den 4. Rabīʿ al-awwal. Han ankom til Medina (Quba) den 12. Rabīʿ al-awwal. [Det skal bemærkes, at i henhold til månekalenderen kommer natten før dagen, og en ny dato begynder efter solnedgang. Derfor betyder natten til den 1. Rabīʿ al-awwal natten før dagen, ikke natten efter dagens afslutning. Desuden er det vigtigt at vide, at den islamiske hijri-kalender blev indført under Hazrat Omars (ra) kalifat; den blev ikke begyndt fra selve hijra-dagen, men fra den 1. Muharram (16. juli 622 e.Kr.). Hijra fandt sted i det tredje år af hijri-æraen.—(forfatteren).] Efter solkalenderen og solåret var datoen den 24. september 622 e.Kr.

Opholdet i Quba

Det er enstemmigt accepteret, at Profetens (s) ophold i Quba fandt sted i landsbyen Banū ʿAmr ibn ʿAwf, en gren af stammen Aus. Det er også fastslået, at Kulthum ibn Hidam fik den ære at være hans vært dér.[Han var en højtbedaget og ærværdig mand. Han døde kort efter Profetens ankomst. Jeg ved ikke, hvordan det er kommet ind i nogle beretninger, at han var afgudsdyrker, mens Profeten (s) opholdt sig hos ham. Ibn ʿAbd al-Barr siger klart i al-Istiʿab, og Ibn Hajar i al-Isaba, at han blev muslim før hijra.—(forfatteren).] Men når Profeten (s) skulle mødes med folk, opholdt han sig i Hazrat Sa’d ibn Khaythamas hus, fordi han ikke havde børn, og hele huset stod åbent for mænd. På dette grundlag blev det almindeligt kendt blandt folk, at Profeten (s) havde opholdt sig i Sa’ds hus. Baladhuri har også skrevet udførligt om dette i Futuh al-Buldan. Han siger: »Jeg har hørt dette fra en gruppe mennesker, som havde viden om hadith, sira og krige.«

Under sit ophold her byggede Profeten (s) moskéen i Quba. Imam Bukhari citerer dette fra Hazrat Urwa ibn Zubayr (ra), og Ibn Hisham og Ibn Jarir citerer det fra Muhammad ibn Ishaq. Ibn Jarir medtager hele overleveringskæden hos Ibn Ishaq, hvoraf det fremgår, at beretningen i virkeligheden stammer fra Hazrat Ali (ra). Hafiz Ibn Hajar siger, at dette var den første moské, der blev bygget i den islamiske æra, og den første moské, hvor Allahs Sendebud (s) offentligt bad i menighed sammen med sine sahaba. [Moskéen i Quba ligger stadig sydvest for Medina. På det sted ved dens qibla, hvor der nu findes en stor kuppel ved navn Maqam al-Umra, lå Hazrat Kulthum ibn Hidams hus. I nærheden af den lå den anden kuppel, som støder op til moskéen og er kendt som Bayt Fatima; det var Hazrat Sa’d ibn Khaythamas hus. – Forfatteren]

På dette tidspunkt ankom Hazrat Ali (ra) fra Mekka for at slutte sig til Profeten (s). Han opholdt sig sammen med ham hos Kulthum ibn Hidam. Ibn Hisham og Ibn Jarir citerer Muhammad ibn Ishaqs beretning om, at han blev i Mekka i tre dage og tilbageleverede de betroede ejendele, som Mekkanerne havde deponeret hos Profeten (s). Derefter udvandrede han derfra. Der er uenighed om, hvor længe Profeten (s) opholdt sig i Quba. I Bukhari, Muslim og Ibn Sa’d findes en beretning fra Hazrat Anas ibn Malik (ra) om, at han blev der i 14 dage. Waqidi nævner også 14 dage. Det berettes fra Hazrat Aisha (ra) og Urwa ibn Zubayr (ra), at Profeten (s) blev der i 10 dage og derefter endnu nogle dage. Nogle af Banu Amr ibn Awf siger, at Profeten (s) blev der i 18 dage. Musa ibn Uqba beretter fra Imam Zuhri og Mujammi ibn Yazid ibn Haritha, at han blev der i 22 dage, og dette var også Zubayr ibn Bakkars beretning, som han havde hørt fra forskellige medlemmer af Banu Amr ibn Awf. Baladhuri citerer også en opfattelse på 23 dage. Men Ibn Sa’d, Ibn Ishaq, Ibn Hisham, Ibn Jarir, Baladhuri og Ibn Hibban siger med sikkerhed, at Profeten (s) opholdt sig i Quba mandag, tirsdag, onsdag og torsdag og drog derfra mod Medina fredag. Dette er den velkendte opfattelse blandt lærde inden for maghazi og sira. Selvom Ibn Hibban angiver, at Profeten (s) opholdt sig tre dage i Quba, og Musa ibn Uqba også siger dette, medregnede de i virkeligheden ikke dagene for Profetens (s) ankomst til Quba og afrejse fra Quba blandt opholdsdagene. Derfor svarer deres udsagn i realiteten til den berømte opfattelse.

Afrejsen fra Quba og den første fredagsbøn

Ibn Hisham citerer også Ibn Ishaqs beretning, og Ibn Sa’d og Baladhuris beretninger stemmer ligeledes overens om, at Profeten (s) drog fra Quba, da dagen var kommet et stykke frem, på en fredag. Da han nåede landsbyen Banu Salim ibn Awf, var tiden for fredagsbønnen kommet. Han steg af dér og ledte fredagsbønnen i deres moské; 100 mennesker deltog, og dette var den første fredagsbøn, der blev bedt under Profeten (s) som imam. Denne moské hos Banu Salim lå på Ranuna-sletten. [Yaqut skriver under ordet »Ranuna« i Mu’jam al-Buldan: »På Ranuna-sletten«; omtalen af moskéen findes i det sammendrag af Ibn Ishaqs Sira, som Ibn Hisham har nedskrevet. Ellers skriver alle andre, at Profeten (s) bad fredagsbønnen i Banu Salims landsby. – Forfatteren] Den blev oprindeligt kaldt Khubaib-moskéen. Efter at Profeten (s) havde ledet fredagsbønnen dér, blev den kaldt Juma-moskéen, og den er stadig kendt under dette navn. Den ligger på venstre side af vejen fra Medina til Quba.

Den prædiken, som Profeten (s) holdt ved denne fredagsbøn, har Ibn Jarir al-Tabari medtaget ordret i sin historie, efter Sa’id ibn Abd al-Rahman al-Jumahi. Men deri findes nogle koranvers, som blev åbenbaret efter hijraen. Derfor opstår der tvivl om, hvorvidt den tale, der tilskrives Profeten (s), virkelig er gengivet med de korrekte ord.

Indtrædelsen i Medina

Efter fredagsbønnen, da Profeten (s) gjorde sig klar til at rejse til Medina, kom en gruppe under ledelse af Hazrat Itban ibn Malik (ra) og Hazrat Abbas ibn Ubada al-Nadli hen foran Profeten (s). De holdt fast i kamelhundens tøjler og sagde indtrængende: »O Allahs Sendebud! Bliv hos os. Vi er talrige, vi har krigsudstyr og har styrke til at forsvare dig.« Profeten (s) sagde: »Lad min kamel gå sin vej, for den er blevet befalet.« Det vil sige, den bevæger sig efter Allahs befaling. Den vil standse netop dér, hvor den fra Allah får befaling om at standse. Da han fortsatte fremad, kom kvartererne tilhørende Banu Bayada, Banu Sa’ida, Banu al-Harith og Banu Adi ibn al-Najjar på vejen. Hvert sted kom folk fra disse stammer frem under deres høvdinges ledelse og bad ham om at slå sig ned hos dem. Profeten (s) gav dem alle det samme svar: »Lad min kamel gå sin vej, for den er blevet befalet.« Han havde løsnet kamelens tøjler og gav ikke det mindste tegn på, hvor den skulle gå eller standse. Da den nåede kvarteret tilhørende Banu Malik ibn al-Najjar [Det var denne families kvinde, Salma bint Amr, som Profetens (s) oldefar Hashim giftede sig med. Abd al-Muttalib blev født af hende. Det var i denne familie, at Abd al-Muttalib blev opfostret indtil sin ungdom. På det tidspunkt rejste familiens medlemmer til Mekka med Abd al-Muttalibs hjælp, da hans onkel gjorde krav på hans arv. Forholdet mellem denne familie og Profetens (s) familie var så nært, at hans far, hr. Abdullah, tilbragte den sidste del af sit liv netop her. Det var også her, han blev begravet. Profetens (s) mor tog ham som barn med til Medina, så de kunne tage sig af ham. – Forfatteren] gik den hen og satte sig netop på det sted, hvor Profetens Moské – ifølge en anden opfattelse Profetens prædikestol – nu står. Profeten (s) blev siddende på dens ryg. Den rejste sig og gik et stykke, men vendte derefter tilbage, satte sig på præcis samme sted og lagde sig til hvile; da steg Profeten (s) ned fra dens ryg. [Den store visdom fra Allah Ta’ala deri var, at Han ikke overlod valget af Profetens opholdssted til Profeten selv, men lod kamelen udføre denne opgave efter Hans befaling. Hvis Profeten (s) selv havde valgt sit opholdssted, kunne det blandt Ansars øvrige stammer have skabt en følelse af, at han havde foretrukket Banu al-Najjar frem for de andre. – Forfatteren] Dette er Ibn Ishaqs beretning, som Ibn Hisham citerer udførligt og Ibn Jarir kortfattet. Ibn Sa’d og Baladhuri gengiver den også kortfattet.

Opholdet i Hazrat Abu Ayyubs hus

Der er nogen uenighed om de efterfølgende beretninger. I Ibn Ishaqs beretning står der, at da Profeten (s) steg ned fra kamelhoppen, lå Hazrat Abu Ayyub al-Ansaris (ra) hus lige foran ham – Khalid ibn Zayds hus. Han kom frem, tog Profetens (s) ejendele ned og bar dem med hjem. Profeten (s) tog ophold hos ham.

I Bukhari og Musnad Ahmad står der, at Profeten (s), efter at være steget ned fra kamelhoppen, spurgte: »Hvem af vores folk bor nærmest?« Hazrat Abu Ayyub (ra) svarede: »Jeg gør, Allahs Sendebud. Her er mit hus lige foran dig, og her er min dør.« Profeten (s) sagde: »Gå hen og gør klar til, at jeg kan hvile.«

Ibn Sa’d har også gengivet dette på Anas’ (ra) autoritet. Ibn Sa’d har på al-Waqidis autoritet, og al-Baladhuri har desuden fortalt, at Hazrat As’ad ibn Zurara tog Profetens kamelhoppe med hjem til sig og tog sig af den.

I nogle beretninger står der, at Profeten (s), efter at være steget ned fra kamelhoppen, sagde:

******************************************

»Hvis Allah vil, bliver dette stedet, hvor jeg tager ophold.« Abu Ayyub (ra) kom og sagde: »Mit hus ligger nærmest. Hvis De tillader det, vil jeg tage Deres ejendele med hjem til mig.« Profeten (s) gav ham tilladelse, og han bar ejendelene med sig. Al-Tabarani har gengivet det samme fra Abdullah ibn al-Zubayr.

I Bukhari, Muslim og Musnad Ahmad findes Hazrat al-Bara ibn Azibs (ra) beretning om, at folk begyndte at strides om, hvor Profeten (s) skulle bo. Til sidst sagde Profeten (s): »Jeg vil bo hos Banu Najjar, som er Abd al-Muttalibs morfarfamilie.« Hafiz Ibn Hajar citerer i al-Isaba, med henvisning til Musnad Ahmad, Abu Ayyubs egen beretning: Da striden blandt ansarerne om dette blev intensiveret, blev der til sidst trukket lod, og Abu Ayyubs (ra) navn kom op.

Når man ser på disse forskellige beretninger, synes det, at Profeten (s) først tog ophold hos Abu Ayyub (ra), hvorefter folk fra de andre stammer udtrykte ønske om også at få del i denne ære. Derfor blev det nødvendigt at trække lod. Profeten (s) ønskede at tilfredsstille folkene ved at sige, at han fra begyndelsen havde haft et slægtskabsforhold til denne familie, og araberne tillagde slægtskabets rettigheder stor betydning. [Hazrat Abu Ayyub al-Ansaris (ra) hus findes stadig sydøst for Profetens Moské. I nærheden ligger Bab Ja’far Sadiq, hvor Profetens Moskéens imam og khatib nu bor – forfatteren.]

Imam Abu Yusuf citerer i Kitab adh-Dhikr wa’d-Du’a en beretning fra Abu Ayyub Ansari (ra), hvori Abu Ayyub fortæller: Da Profeten (s) steg af her, opholdt han sig i underetagen, mens jeg og Ayyubs mor opholdt os på overetagen. Om natten sagde jeg til Ayyubs mor: Profeten (s) har større ret til at bo på overetagen, for englene kommer til ham, og åbenbaringen bliver sendt ned over ham. På grund af denne tanke kunne Ayyubs mor og jeg ikke sove om natten. Om morgenen fortalte jeg alt til Profeten (s). Han sagde: Underetagen er mere behagelig for mig. Jeg sagde: Ved Ham, som har sendt Dem med sandheden, kan jeg ikke bo i et hus, hvis underetage De bor i. Jeg bønfaldt ham så indtrængende, at han gik med til at bo på overetagen.

Den beretning om Abu Ayyub, som Ibn Hisham har citeret fra Muhammad ibn Ishaq, er en smule anderledes end denne. Heri står der, at Profeten (s) foretrak underetagen, fordi den var mere bekvem for dem, der kom for at besøge ham. Derfor gik Abu Ayyub (ra), trods sin modvilje, med til at bo på overetagen. Men en dag gik et vandkar i stykker på overetagen. Abu Ayyub (ra) frygtede, at vandet måske ville sive ned og volde Profeten besvær. Derfor kastede han det eneste tæppe, som ægteparret havde, over vandet og tørrede det op. Al-Bayhaqi og Ibn Abi Shaybah har også gengivet denne hændelse på samme måde fra Abu Ayyub (ra).

Ibn Sa’d fortæller med Zayd ibn Thabit (ra) som kilde, at der under Profeten (s)’ ophold hos Abu Ayyub ikke gik en eneste dag, uden at man så folk fra tre eller fire huse stå foran hans dør med mad og andre fødevarer.

Modtagelsen af Profeten (s) i Medina

Selv om man ud fra den ovenstående beretning tydeligt kan forstå, med hvilken ærbødighed og kærlighed Medinas indbyggere tog imod Profeten (s), var den modtagelse, han fik i byen, præget af en begejstring, iver og dybe hengivenhed og ærefrygt, som var uden sidestykke. En sådan modtagelse havde Arabien hverken oplevet før eller senere. I Bukhari, Muslim og Musnad Ahmad findes der gennem Bara ibn Azib en beretning fra Abu Bakr as-Siddiq (ra), hvori han siger: Da vi nåede Medina, så vi, at folkemængden var gået ud på hovedvejene for at modtage os. Der var et vældigt menneskemylder på tagene. Tjenere og børn løb begejstrede rundt på gaderne og råbte: »Allahu akbar! Allahs Sendebud (s) er kommet, Muhammad (s) er kommet!« I Bukhari findes en beretning fra Anas ibn Malik (ra) om, at Profeten (s) og Abu Bakr (ra) var omgivet af en bevæbnet folkemængde. Folk steg op på høje steder for at få et glimt af Profeten (s), og over hele byen lød råbene: »Allahs profet er kommet! Allahs Sendebud er kommet!« I Ibn Sa’ds Tabaqat findes en beretning fra Anas (ra), hvori han siger: »Jeg har aldrig set en så strålende og storslået dag.« I Musnad Ahmad lyder Anas’ (ra) beretning således: Medias indbyggere strømmede ud for at modtage ham med enorm begejstring og iver. Kvinderne samledes på tagene og spurgte folk: »Hvem af disse to er Allahs Sendebud (s)?« Vi har aldrig set noget lignende. En tilsvarende beretning fra Anas (ra) er citeret i Darimi, Tirmidhi, Ibn Majah, Abu Dawud og al-Bayhaqi. I Bukhari findes en beretning fra Bara ibn Azib (ra), hvori han siger: »Jeg har aldrig set Medinas indbyggere så glade, som jeg så dem den dag, Profeten (s) ankom til Medina.«

Al-Bayhaqi har i Dala’il, og Abu Bakr al-Muqri, forfatteren til Mu’jam al-Kabir, har i Kitab al-Mamail nedskrevet, at kvinderne steg op på tagene og sang denne sang:

*************************************************

*************************************************

-Fuldmånen er stået op over os fra dalens bjergpas; det er vores pligt at takke, så længe der findes nogen, der kalder på Allah.

Razin har føjet endnu et digt til-

*******************************************

-O du, der er sendt til os! Du er kommet med en sådan rang, at det er vores pligt at adlyde dig.

Ibn al-Qayyim afviser i Zād al-Maʿād denne beretning med den begrundelse, at Saniyyat al-Wadā lå i retning af Sham og ikke i den modsatte retning, mod Mekka. Og digtene blev sunget af pigerne, da Profeten vendte tilbage fra Tabuk til Mekka. Sådan siges det i Bukhari, Abu Dawud og Tirmidhi. Det er imidlertid hverken umuligt eller i strid med fornuften, at det bjergpas, hvortil indbyggerne i Medina plejede at gå for at tage afsked med rejsende, der drog mod Mekka, også blev kaldt **************************. Saniyya ********** betegner nemlig enhver vej, der går gennem bjergene, og at kalde en vej ‘Saniyyat al-Wadā’ betyder et bjergpas, hvorfra de forbipasserende bliver taget afsked med.

Da Profeten nåede Banu Najjars kvarter, kom pigerne ud, mens de slog på daffen, og sang denne sang:

***********************************************

-Vi er pigerne fra Banu Najjar; hvor god en nabo Muhammad er! Disse ord er overleveret af al-Hakim og al-Bayhaqi fra Anas. Profeten spurgte pigerne: »Elsker I mig?« De svarede: »Ja, O Allahs Sendebud!« Profeten sagde tre gange: »Ved Gud, jeg elsker jer«, det vil sige Ansar.

»Tabarānī har i Muʿjam al-Saghīr citeret disse ord fra Profeten (s): Gud ved, at mit hjerte elsker jer.«

Al-Bayhaqī og Ibn Mājah har også overleveret dette fra Anas (ra). I al-Bukhārī findes en lignende overlevering fra Anas (ra): Profeten (s) rejste sig, da han så pigerne og kvinderne komme, og sagde tre gange: »Ved Gud! I er dem, jeg elsker højest.« (Tilføjelse af forfatteren.)

Qurayshs vanskelige situation

At Allahs Sendebud (s) var nået sikkert frem til Medina, var i sig selv yderst pinligt for Quraysh. Men da nyheden om den kongelige modtagelse, Profeten (s) havde fået i Medina, nåede dem, blev de dybt bekymrede og sendte et brev til Medinas leder, Abdullah ibn Ubayy. Før hijraen havde Medinas indbyggere forberedt sig på at gøre ham til deres konge, men hans håb var blevet knust, fordi Profeten (s) var ankommet til Medina, og størstedelen af Aws og Khazraj var blevet muslimer. I brevet stod der:

I har givet vores mand tilflugt hos jer. Ved Gud sværger vi, at I enten skal bekæmpe ham eller jage ham bort. Ellers vil vi alle angribe jer, dræbe jeres mænd og gøre jeres kvinder til slaver.

Efter at Abdullah ibn Ubayy havde modtaget brevet, begyndte han at planlægge noget ondt. Men Profeten (s) traf i rette tid foranstaltninger til at forhindre dette. Derefter rejste Medinas leder, Saʿd ibn Muʿādh (ra), til Mekka for at udføre umra. Netop ved Den Hellige Moské’s port spærrede Abu Jahl vejen for ham og sagde:

************************************

I giver de frafaldne fra vores religion tilflugt og hjælper dem, mens vi skulle lade jer foretage tawaf i Mekka uden bekymring? Ved Gud, hvis du ikke havde været sammen med Abu Safwān (det vil sige Umayya ibn Khalaf), ville du ikke være sluppet levende herfra.

Hazrat Sa’d svarer:

******************************************

Ved Gud, hvis I forhindrer mig i dette, vil jeg forhindre jer i noget, der bliver endnu vanskeligere for jer – nemlig at færdes over Medina på jeres handelsrejser. [Dette er den beretning, som Hazrat Abdullah ibn Mas’ud (ra) har overleveret i Bukhari, efter at han selv havde hørt den fra Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (ra). Heraf fremgår det klart, at der allerede fra uvidenhedens tid var et venskabeligt forhold mellem ham og Umayya ibn Khalaf. Når han kom til Medina, boede han hos Sa’d, og når Sa’d tog til Mekka, boede han hos ham. På grundlag af dette venskab tog Hazrat Sa’d ibn Mu’adh (ra) til Mekka for at udføre umra og sagde til ham: »Tag mig med til Haram på et tidspunkt, hvor der ikke er nogen.« Derfor tog Umayya ham med rundt om Ka’baen ved middagstid. Men dér traf de Abu Jahl. Den samtale, som Hazrat Sa’d havde med ham, var den, vi har nævnt ovenfor. Denne beretning indeholder også, at da Hazrat Sa’d (ra) gav Abu Jahl et skarpt svar, sagde Umayya: »Tal ikke hårdt til Abu al-Hakam. Han er denne dals høvding.« Hazrat Sa’d sagde: »Lad det være, min broder. Jeg har hørt Allahs Sendebud (s) sige, at disse mennesker vil dræbe dig.« Da Umayya hørte dette, blev han meget urolig. Han spurgte: »Vil de dræbe mig i Mekka?« Hazrat Sa’d (ra) svarede: »Det ved jeg ikke.« I den beretning af denne hændelse, som findes i Musnad Ahmad, tilføjes det, at Umayya fortalte Sa’ds (ra) ord til sin hustru. Hun sagde: »Ved Gud, Muhammad (s) taler ikke usandt.«

Hafiz Abu Bakr al-Bazzar har i sin Musnad overleveret en beretning fra Abdullah ibn Mas’ud (ra), hvori Utba ibn Rabi’a nævnes i stedet for Umayya ibn Khalaf. Det fortælles, at da han forbød Hazrat Sa’d at tale hårdt til Abu Jahl, sagde Sa’d: »Jeg har hørt Allahs Sendebud (s) sige, at han vil dræbe dig.« Da Utba hørte dette, blev han forbløffet og sagde: »Muhammads (s) ord kan ikke være løgn.« Selv om overleveringskæden for denne hadith hos al-Bazzar er pålidelig, er det korrekte dog det, der er gengivet i Bukhari. Umayya ibn Khalaf ønskede ikke at tage med til slaget ved Badr. Quraysh-folkene bragte ham til slaget ved at bebrejde og presse ham. Efter at han var blevet taget til fange, blev han ikke dræbt af Profeten (s), men af Hazrat Bilal (ra). Tilbage står den mand, som Profeten (s) selv havde sagt ville blive dræbt: Det var ikke Umayya ibn Khalaf, men Ubayy ibn Khalaf. Han blev dræbt af Profeten (s) under slaget ved Uhud. Forholdet var således, at Mekkas indbyggere havde erklæret, at vejen til Baytullah var forbudt for muslimer, mens svaret fra Medinas indbyggere var, at handelsvejen til Ash-Sham var blevet farlig for islams modstandere. Dette giver en tydelig antydning af, i hvilken retning situationen ville udvikle sig. (Tafhim al-Qur’an, bind 2, indledningen til sura al-Anfal.)

Opførelsen af Profetens moské

Efter at Profeten (s) var ankommet hos Hazrat Abu Ayyub al-Ansari (ra), var det, han tænkte på, at der måtte bygges en moské. Det sted, hvor hans kamel havde standset, var ifølge Ibn Sa’ds beretning allerede et sted, hvor muslimer samledes til bøn. As’ad ibn Zurarah (ra) ledede menighedsbønnen dér, og også fredagsbønnen blev afholdt dér. Det var jorden, der tilhørte to forældreløse drenge, Sahl og Suhayl, og som var under opsyn af As’ad ibn Zurarah (ra). Dette er beretningen hos Bukhari fra Urwa ibn az-Zubayr og beretningen fra Muhammad ibn Ishaq i Sirat Ibn Hisham. Al-Baladhuri citerer den i Futuh al-Buldan som en velkendt oplysning. (I Ibn Ishaqs beretning nævnes Hazrat Mu’adh ibn Afra (ra) som deres værge.) Hos Bukhari findes en beretning fra Hazrat Aisha (ra) og Urwa ibn az-Zubayr, og i Ibn Hishams Sirah gengives Ibn Ishaqs beretning ligeledes: På denne jord blev dadler tørret. I beretninger hos Bukhari, Muslim, Abu Dawud og Ibn Jarir fortælles det, at der fandtes nogle daddelpalmer, noget dyrket jord (og i nogle beretninger noget ubenyttet jord) samt nogle gamle grave tilhørende afgudsdyrkere. Ifølge beretningen fra Hazrat Aisha (ra) og Urwa ibn az-Zubayr talte Profeten (s) med de to drenge om jordens pris. De sagde: »Allahs Sendebud, vi giver dig denne jord som gave.« Men Profeten (s) ville ikke modtage den som gave; han købte den for dens pris. Ifølge Musa ibn Uqbas beretning fra Imam az-Zuhri købte Profeten (s) den for ti dinarer. Ibn Sa’d overleverer den samme beretning fra al-Waqidi og tilføjer, at Hazrat Abu Bakr (ra) betalte prisen. Al-Baladhuri siger det samme i Futuh al-Buldan.

Ibn Ishaq siger, at Hazrat Mu’adh ibn Afra (ra) sagde: »Allahs Sendebud, byg en moské her. Jeg skal få disse drenge til at gå med til det.« (Der siges ikke, om han selv ville betale dem og få dem til at gå med til det, eller om han havde til hensigt at få dem til at gå med til at sælge jorden til ham for en pris, som han ville modtage fra Profeten (s).)

I Bukhari og Abu Dawud findes en beretning fra Hazrat Anas (ra) om, at Profeten (s) sendte bud efter Banu Najjar og sagde: »Fastslå prisen på denne have.« [Det oprindelige ord er ******. Det bruges om en have, der er omgivet af en mur. Heraf synes det, at stedet oprindeligt var en have, som senere blev ødelagt og taget i brug til andre formål, sådan som det fremgår af den ovenstående beretning – forfatteren.] De sagde: »Vi kræver kun betaling af Allah, ikke af nogen anden.« Denne beretning indeholder ikke den detaljerede oplysning, om jorden blev købt for en pris eller modtaget som gave. Men alle de øvrige beretninger er enige om, at jorden til Profetens moské ikke blev taget gratis.

Efter at jorden var erhvervet, blev den ryddet, huller og ujævnheder blev udjævnet, og gravene blev fjernet. Dadelpalmerne blev fældet, og deres stammer blev brugt som søjler i moskéen. Der blev lagt et tag af palmeblade. Væggene blev opført af soltørrede mursten og ler. Et ubebygget område blev reserveret til bøn. Efter at jorden blev mudret i regntiden, blev gulvet dækket med små sten. Når varmen under taget af palmeblade blev uudholdelig, blev palmebladene dækket med ler. I al-Bukhari findes der overleveringer fra Hazrat Aisha (ra) og Urwa bin Zubair, i Abu Dawud fra Hazrat Anas (ra) og i Ibn Hishams Sira fra Muhammad bin Ishaq om, at Profeten (s) selv deltog sammen med de andre i at bære mursten og ler under opførelsen af denne moské.

Opførelsen af Profetens (s) gemakker

Ved siden af Profetens Moské lod Profeten (s) to værelser opføre til sig selv – det ene til Hazrat Sawda (ra) og det andet til Hazrat Aisha (ra). Ibn Sa’d siger, at disse to værelser også var bygget af soltørrede mursten. Værelserne blev adskilt fra hinanden ved at lægge ler på et hegn af palmeblade. Også taget var af palmeblade. Et tæppe blev hængt over døren. Hazrat Hasan Basri fortæller: »Da jeg som barn, før jeg var blevet myndig, besøgte Profeten (s) i hans hjem, var loftet så lavt, at man kunne røre det med hånden.« Imam al-Bukhari skriver i sit historieværk, og Hafiz Abu Ya‘la skriver i sin Musnad, at man bankede på Profetens (s) dør med en fingernegl, fordi den hverken havde en dørhammer eller en ring.

Familien hentes fra Mekka

Al-Waqidi overleverer fra Hazrat Zaid bin Thabit, at Profeten (s) opholdt sig hos Abu Ayyub (ra) i syv måneder. Ibn Sa’d og al-Baladhuri citerer dette, og Hafiz Ibn Hajar anerkender dets autenticitet.

Før Profeten (s) flyttede ind i sit nye hjem, sendte han Hazrat Zaid bin Haritha (ra) og hans frigivne slave Abu Rafi (ra) til Mekka med fem hundrede dirham [Al-Baladhuri siger, at Profeten (s) modtog disse fem hundrede dirham fra Hazrat Abu Bakr (ra) – Forfatteren] og to opsadlede kameler, så de kunne hente hans familie og de øvrige berørte personer. Sammen med disse to sendte Hazrat Abu Bakr (ra) Abdullah bin Uraiqit med et brev til hans søn Abdullah, så han kunne tage sin mor og sine søstre med. Zaid bin Haritha (ra) hentede De Troendes Moder, Hazrat Sawda (ra), Profetens (s) to døtre, Hazrat Fatima (ra) og Umm Kulthum (ra), samt sin hustru Umm Aiman (ra) og sin søn Usama bin Zaid (ra). Men han kunne ikke hente Hazrat Zainab (ra), fordi hendes mand, Abu al-As bin al-Rabi, ikke lod hende rejse. Hazrat Abdullah bin Abu Bakr hentede sammen med dem Umm Ruman (ra), Hazrat Asma (ra) og Hazrat Aisha (ra) (al-Tabarani, Ibn Sa’d, al-Baladhuri og Ibn Abd al-Barr).

Hermed sluttede den islamiske bevægelses mekkaanske periode. På de følgende sider vil vi gennemgå den.

Fjortende kapitel

En samlet gennemgang af den mek kiske periode

Vi bør se tilbage og gennemgå historien fra begyndelsen af den mek kiske periode frem til hijraen for at undersøge, hvor meget kapital den islamiske bevægelse oprindeligt begyndte med, hvilke former for forøgelse denne kapital gennemgik i løbet af tretten år, og hvilken kapital bevægelsen havde, da den trådte ind i den medinensiske periode og ved at drage fordel af den måtte bevæge sig mod sit mål ad en helt anden vej end under den mek kiske periode.

Denne bevægelses oprindelige eller, mere præcist, grundlæggende kapital var alene Muhammad ibn Abdullah, fred og velsignelser være med ham, hans personlighed og de fyrre år af hans liv før profetskabet.

Profetens (s) høje slægt og anseelse

Som person tilhørte Profeten (s) en meget fornem familie i Arabien, hvis slægtsforhold araberne kendte, og størstedelen af de arabiske stammer, som var stolte af deres afstamning, var klar over, at deres slægt gennem enten faderen eller moderen et eller andet sted var forbundet med Profetens (s) slægt. Derfor var Profetens (s) status ikke sådan, at en ukendt, fremmed, uanselig eller lavtstående person pludselig var dukket op med et stort krav, så folk ved blot at se ham kunne sige, at en sådan person slet ikke var egnet til at fremsætte et sådant krav. Ingen i hele Arabien kunne rette selv den mindste kritik mod Profetens (s) slægtsmæssige anseelse. Selv i selve Mekka var alle de familier, som af stolthed over deres slægt ikke anerkendte nogen andens forrang, beslægtede med Profeten (s) og hans familie. Ingen blandt dem kunne sige, at han med hensyn til slægt eller social anseelse på nogen måde stod under dem. Han var også en af de personer, der tilhørte Quraysh, den stamme som havde den ære at lede Arabien. Der var ingen tvivl om, at Quraysh var efterkommere af Ismail (a). Deres handelsforbindelser strakte sig vidt både inden for landet og langt uden for dets grænser. På grund af forvaltningen af Kabaen og tiltrækningen ved hajj kom mennesker fra fjerne egne af Arabien i kontakt med dem. Af disse grunde havde denne stamme en så høj status blandt araberne, som ingen anden havde. At være født i en stamme som Quraysh i en central by som Mekka var i det arabiske miljø en stor fordel for lederen af denne bevægelse.

Profetens (s) fødsel blandt Ismails efterkommere

Ud over den ære, respekt og anseelse, der var knyttet til Ismails slægt, havde det også særlig betydning, at ingen fra denne slægt i de forløbne to et halvt tusind års historie efter profeten Ismail (a) nogensinde havde gjort krav på profetskabet. En fornem mand fra Banu Amir ibn Sa’sa’a nævnte dette, da folk fra hans stamme vendte tilbage fra hajj og fortalte ham om deres møde og samtale med Allahs Sendebud (s). Da de sagde til ham: »Vi mødte en mand fra Quraysh, som præsenterer sig selv som profet og ønsker, at vi skal tage ham med til vores område, så vi kan hjælpe ham med at viderebringe Allahs budskab. Men vi nægtede at følge ham«, sagde den gamle mand bedrøvet: »En ismailit har aldrig fremsat et falsk krav.« Dette var endnu en velsignelse ved, at Profeten (s) var født i Ismails slægt. Historien vidnede også om, at Profetens (s) krav på profetskabet var grundlagt på sandheden, for ingen fra denne slægt var nogensinde trådt frem med et falsk krav på profetskabet.

Hans personlighed

Hvad angår hans personlighed, så plejede arabernes fysiognomister allerede fra hans barndom, når de så hans kropsbygning, tale, fremfærd, gode opførsel og lignende, at sige: »Dette er et usædvanligt menneske, som er blevet født i Abd al-Muttalibs familie.« Hans mors, bedstefars, onklers og ammemors reaktioner er alle bevaret i historien, og heraf fremgår det, at de, der så ham på nært hold i en ung alder, allerede da tydeligt mærkede hans storhed. Der findes også eksempler på, at en fuldstændig fremmed blot ved at se ham udbrød: »Ved Gud, dette ansigt kan ikke tilhøre en løgner.« Da han trådte ind i ungdomsalderen, var hans anseelse allerede sådan, at byens og familiens folk blev påvirket af hans personlighed. Folk ærede ham spontant, fordi de betragtede ham som hævet langt over almindelige mennesker. Hans værdighed, alvor, renlighed, gavmildhed, ydmyghed og uplettede karakter var så tydelige, at enhver, der kom i kontakt med ham, måtte vise ham respekt og ære. Denne tiltrækkende personlighed havde stadig indflydelse, selv da Qurayshs folk blev hans fjender, fordi han fremførte den islamiske daʿwah. Blændet af fjendskabets lidenskab kunne de begå frygtelig dårlig behandling mod ham. Men når man tager i betragtning, at det fjendskab, der brændte som ild i deres hjerter, og det had, som fik dem til ikke engang at skåne deres egne sønner, brødre og nære slægtninge for smertefuld straf, må man tro, at der var en særlig tiltrækningskraft, som gjorde dem helt hjælpeløse, når de stod over for ham. Efter at han var begyndt på den offentlige daʿwah, fortsatte han med at forkynde åbent selv under frygteligt vanskelige forhold. Trods belejringen i Shiʿb Abī Ṭālib gik han gentagne gange ud fra belejringen for at udføre sit missionsarbejde. De sidste tre år i Mekka var meget alvorlige, men selv under disse forhold mødtes han ikke blot åbent med de besøgende i Mekka; han mødtes også med stammelederne ved forsamlingerne i ʿUkāẓ, Majannah, Dhū al-Majāz og Minā og fremlagde Islams budskab for dem. Det må bestemt erkendes, at der i hans personlighed fandtes en så vældig kraft, at ingen kunne forhindre ham i at opfylde sit ansvar som Allahs Sendebud. På de foregående sider har I også set eksempler på, hvor stærkt selv hans værste fjende, Abū Jahl, var påvirket af ham.

Livet før profetskabet

Nu må vi se på, hvilken virkning det havde, at Profeten (s) levede i Mekka i fyrre år før profetskabet. Dette liv var ikke blot uplettet; det var også et eksempel på en særdeles ophøjet karakter. I det samfund, hvor han levede fra barndom til moden alder, og hvor han var knyttet til menneskene gennem slægtskab, omgang, venskab, handel, naboskab og kort sagt alle slags relationer, fandtes der ingen, som ikke anerkendte hans ærlighed, pålidelighed, høflighed, moralske renhed, gode opførsel, barmhjertighed, medfølelse og hjælpsomhed. Han var selve legemliggørelsen af godhed og velfærd. Ingen havde nogensinde oplevet nogen uret fra hans side; langt mindre havde nogen haft grund til at frygte det. Folk havde så fast tillid til ham, at de kaldte ham »al-Amīn« — den pålidelige. Og denne tillid forblev urokket, selv efter at folk blev hans fjender, fordi han fremførte Islams budskab. Selv da overgav alle, uden forskel på ven og fjende, deres betroede ejendele til ham; ingen havde den mindste frygt for, at han skulle svigte dem. Da han forlod henrettelsesstedet, sørgede han for, at de betroede ejendele, som var hos ham, blev givet tilbage, og viste dermed, at han var fuldt ud værdig til tillid. Hans sandfærdighed var så almindeligt anerkendt i samfundet, at da han begyndte at fremføre Islams budskab, og Qurayshs folk energisk afviste det, turde modstanderne ikke kalde ham en løgner; de blev tværtimod ved med at kalde det budskab, han fremlagde, for usandt. Selv i den mest intense fjendskabsperiode kunne ingen rette nogen anklage mod hans karakter. De, der stod ham nærmest, og hos hvem ingen fejl burde kunne forblive skjult — hvis der, Gud forbyde det, overhovedet havde været nogen fejl — var netop de mest påvirkede af hans ædle karakter.

Khadījah (ra) afslog ægteskabsforslag fra Qurayshs mest fremtrædende ledere og indgik frivilligt ægteskab med ham, fordi hun var betaget af hans ædle karakter. Femten års ægteskab er tilstrækkeligt til, at en hustru lærer sin mands gode og dårlige sider at kende, især når hun er ældre, klogere og mere forstandig end sin mand, og når manden driver handel med hendes formue. Men resultatet af Khadījahs (ra) lange, direkte iagttagelse af og erfaring med Allahs Sendebud (s) var, at hun ikke blot fandt ham usædvanligt højtstående, men et menneske med en så ophøjet rang, at hun uden et øjebliks tøven anerkendte ham som Rabb al-ʿĀlamīns Sendebud og troede på ham. Derimod kan en verdslig hustru til en opdigtet mand, uanset hvor mange fordele hun måtte nyde på grund af sin mands bedrageriske handlinger, aldrig i sit hjerte tro på ham eller have īmān på ham.

Zayd ibn Ḥārithah (ra) kom i kontakt med Allahs Sendebud (s), mens han var slave. Selv om en slave kan elske sin herre, er forholdet mellem dem sjældent harmonisk. Slaven er nemlig hjælpeløs, mens herren har ret til at kræve enhver tjeneste af ham, hvor vanskelig denne tjeneste end måtte være for slaven. Desuden får slaven mulighed for at se alt godt og dårligt i sin herres liv, og som en tjenestekarl uden rettigheder ser han oftere de dårlige sider af sin frihedselskende herres liv. Men Profeten (s) var en sådan herre, at slaven blot blev mere og mere betaget af ham. Da hans far og onkel kom for at befri ham fra slaveriet, foretrak han endda at forblive i Profetens (s) tjeneste frem for at blive fri og rejse med sin far. Efter at have tjent Profeten (s) i femten år blev denne slave — som han havde frigivet og taget som søn — så stærkt påvirket af hans adfærd og karakter, at han, da han fik at vide, at hans herre var blevet ophøjet til profetskabet, ikke et øjeblik tøvede med at tro på ham ligesom Khadījah (ra). Han var ikke et uforstandigt barn, men en trediveårig mand, og han var så begavet og intelligent, at han i det ottende hijrī-år blev sendt ud som leder af en hær, hvor mænd som Jaʿfar ibn Abī Ṭālib (ra) og Khālid ibn al-Walīd (ra) stod under hans kommando. Derfor bør man ikke tro, at han var en tåbelig tjener, som ikke kendte betydningen af profetskabet og sendebudsværdigheden, og som troede uden forståelse, blot fordi han var påvirket af sin herres personlighed. Tværtimod fandt han i løbet af sine femten års lange erfaring med Profeten (s) et menneske af så ophøjet rang, at der ikke opstod den mindste tvivl i hans sind om, at han var Guds Sendebud. Det var på grund af denne karakterens storhed, at han ikke rejste med sin far.

Sådan forholdt det sig også med Hazrat Abu Bakr (ra). Han havde ikke blot været Profetens () ledsager i tyve år, men også hans inderste ven. Det samme gjaldt Hazrat Ali (ra), som blev opdraget i Profetens (s) hjem, og Waraqa ibn Nawfal, der siden barndommen havde iagttaget Profetens (s) livsførelse og på grund af sit nære slægtskab med Hazrat Khadija havde haft særlig mulighed for at kende og forstå ham. Hazrat Uthman (ra) var søn af Profetens (s) faster. Hazrat Zubayr var hans fætter på mødrene side og Hazrat Khadijas nevø. Hazrat Ja‘far ibn Abi Talib (ra) var hans egen fætter. Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (ra) og Hazrat Sa‘d ibn Abi Waqqas (ra) var beslægtede med ham gennem hans mor. Ingen af disse havde undladt at se hans karakter og væsen på nært hold, og netop disse mennesker var de første til at anerkende hans profetskab.

Manifestationen af hans ædle egenskaber efter profetskabets begyndelse

Hvis en bevægelse fra begyndelsen ledes af en så storslået personlighed, udgør det en enorm kapital for bevægelsen. Men den yderligere forøgelse af denne oprindelige kapital i løbet af de tretten år efter begyndelsen var så værdifuld, at menneskehedens historie ikke kan fremvise noget sidestykke. Lad os først se på de egenskaber hos Allahs Sendebud, som i denne periode blev tydeligt synlige, og som i særlig grad var årsag til denne da‘wahs udbredelse.

Profetens (s) økonomiske opofrelse

Hans allerførste egenskab var den opofrelse, han bragte for denne store sag. Ved profetskabets begyndelse var han en succesrig og velstående handelsmand. På den ene side stod Hazrat Khadijas (ra) formue, som ikke var mindre end den samlede formue hos Qurayshs øvrige handelsmænd; på den anden side stod Profetens (s) visdom, intelligens, gode ledelse og ry for ærlighed, som ingen anden kunne måle sig med. Forestil Dem, hvor stor fremgang en handel må have haft, når disse to ting fandtes samlet i den. Men før profetskabet havde Profeten (s) og hans hustru ikke afsat denne formue til luksus. Tværtimod brugte de den til at hjælpe de trængende, støtte de hjælpeløse og være værter for rejsende. Han gik forrest i enhver god gerning. Derfor havde han ved profetskabets begyndelse ikke nogen stor opsparet formue hos sig. Da ansvaret for profetskabet derefter blev lagt på ham, brugte han gradvist alt, hvad han havde, på Allahs vej. Det var heller ikke muligt for ham at drive handel samtidig med at forkynde din. Situationen nåede dertil, at han måtte gå til Taif til fods, fordi han ikke kunne skaffe et transportmiddel. Under udvandringen bar Hazrat Abu Bakr (ra) alle hans udgifter. For at bringe sin familie fra Mekka til Medina måtte han låne 500 dirham hos Hazrat Abu Bakr (ra). Han havde ingen dirham eller dinar i sine hænder. Det er klart, at når en person, der fremsætter en da‘wah, på denne måde ofrer sig selv for dens sag uden personlig interesse, bliver enhver, der ser det, overbevist om, at han er helt oprigtig og uselvisk i sit formål. Selv modstanderen, uanset hvad han måtte sige med tungen, må inderst inde erkende, at han ikke har nogen personlig interesse knyttet til denne da‘wah. For dem, der accepterer hans da‘wah og slutter sig til ham, bliver deres leders eksempel så lærerigt, at de accepterer sandheden, blot fordi den er sand; ingen personlig interesse bliver knyttet til deres iman, og også i opofrelse og selvhengivelse følger de deres leders eksempel.

Profetens (s) urokkelige beslutsomhed

Den anden egenskab var hans urokkelige beslutsomhed, som ingen ulykke, modgang eller storm af modstand kunne overvinde, og som ingen frygt kunne flytte fra dens plads. Ingen fristelse kunne få ham til at vige fra den sande vej. Ingen vanskelig eller livstruende situation kunne gøre ham fortvivlet eller knuse hans hjerte. Hans standhaftighed var som et bjerg; når alle de fjendtlige kræfter stødte sammen med den, blev de til sidst fortvivlede, fordi ingen sammensværgelse, ingen form for magtdemonstration, undertrykkelse, overgreb, fristelse, bagvaskelse eller ussel taktik kunne få ham til at opgive den opgave, som han var trådt frem med. Efter i årevis at have iagttaget denne beslutsomhed måtte folk indrømme, at ingen kan være så fast i sin beslutning, medmindre han er overbevist om, at han står på haqq, og medmindre han er fri for personlige interesser. Det var denne egenskab, der skabte fasthed i iman og standhaftighed på sandhedens vej hos hans ledsagere. Den samme egenskab skabte i alle upartiske menneskers hjerter en fast overbevisning om, at den da‘wah, han fremsatte, var grundlagt på ren hengivenhed for haqq.

Profetens (s) enestående tapperhed

Den tredje egenskab var Profetens (s) frygtløshed og tapperhed; han kendte hverken til at blive kuet af en mægtig styrke eller til at frygte en stor fare. En ophidset skare af Quraysh-kafirer omringede ham i den hellige moské og spurgte: »Er du den, der siger dette? Er du den, der siger den slags?« Uden den mindste tøven svarede han: »Ja, det siger jeg, og det siger jeg også.« Selv da han så sig omgivet af livsfarlige fjender, blev han ikke det mindste rystet. Fjenden nærmede sig helt til indgangen til Thawr-hulen, mens han på det tidspunkt roligt bad. Abu Bakr (ra) sagde: »Hvis disse ugudelige mænd blot ser ned på deres fødder, vil de få øje på os.« Uden nogen form for uro sagde han roligt: »Abu Bakr (ra), hvad tror du om to personer, hvis tredje er Allah? Vær ikke bange; Allah er med os.« Fjenden havde udlovet en belønning for hans hellige hoved. Folk fór omkring i alle retninger i håb om at få belønningen. Han fortsatte ubekymret sin vej, mens han reciterede Koranen. Han vendte sig ikke engang om for at se, om nogen fulgte efter ham. Mod en så modig leder kommer kun modige mennesker. Når de igen og igen ser hans tapperhed, vokser deres egen tapperhed yderligere. Hvor blind fjenden end måtte være af sit had, kan han ikke undgå at nære respekt for denne egenskab hos ham. Han mister modet, når han opdager, at han står over for en mand, som ikke ved, hvad frygt er. For enhver bevægelse, og især for den islamiske bevægelse, er det en afgørende og væsentlig egenskab, at dens leder er frygtløs og modig. En leders fejhed—ja, blot en smule svaghed i hans mod—kan i prøvelsens ild få hele bevægelsen til at mislykkes.

Profetens (s) storsind

Profetens (s) fjerde vigtige egenskab var tålmodighed, overbærenhed, selvbeherskelse og høje ambitioner. Selv efter fjendens mest afskyelige angreb blev han ikke utålmodig af vrede. Han gengældte ikke skældsord med skældsord. Som svar på hårde ord og grundløse anklager kom der aldrig et uanstændigt ord fra hans mund. Fjenden opførte sig igen og igen på en måde, der var yderst hjerteskærende, ydmygende og provokerende. Men han bar alt dette i stort storsind og i stilhed. Han besvarede det onde med det gode i stedet for med ondt. Under den lange krise i Mekka findes der ikke et eneste eksempel på, at han forlod høflighedens og anstændighedens vej. Det var denne ædle egenskab, der hele tiden øgede hans anseelse i det omgivende samfund og samtidig ydmygede hans modstandere i øjnene på enhver, der blot besad en smule moral og høflighed. Han blev ikke udsat for en hårdere situation end den i Taif. Men også da kom der kun bønner fra hans læber, og han ville ikke gå med til, at nogen straf skulle sendes over de uretfærdige. Allerede før slagmarken overvandt han sine modstandere på den moralske slagmark. Det endelige segl på dette nederlag blev sat, da han på vej ud fra henrettelsesstedet tænkte på at tilbagegive Mekkas indbyggeres betroede ejendele. Den, som efter at have set denne opførsel og denne holdning ikke af hjertet erkender, at jahiliyyahens tilhængere står over for en mand, som ikke blot er den mest noble blandt deres eget folk, men blandt hele verdens mennesker, må have en fuldstændig død samvittighed. For den moralske oplæring af dem, der sluttede sig til den islamiske bevægelse, var lederens praktiske eksempel mere virkningsfuldt end tusind formaninger og prædikener. Dets virkning var sådan, at enhver, der svor ham lydighed, blev så højtstående i karakter i sit eget samfund, at enhver åbent kunne se forskellen mellem en afgudsdyrker og en gudfrygtig.

Fuld overensstemmelse mellem hans ord og handlinger

Den femte og vigtigste egenskab var, at der ikke var den mindste uoverensstemmelse mellem hans ord og hans handlinger. Han gjorde selv det, han sagde. Den mindste antydning af det, han kaldte ondt og forbød mennesker at gøre, fandtes ikke i hans karakter eller adfærd. Mekkanerne kunne se ikke blot hans liv uden for hjemmet, men også hans liv i hjemmet, for mange af dem var i familie med hans far, hans mor eller hans hustru. Men ingen kunne sige, at han selv gjorde den handling, som han bad andre om at afholde sig fra, eller blot den mindste del af noget ondt af samme art. På samme måde udførte han selv i størst mål den gode gerning, som han kaldte mennesker til. Hans liv var dens levende eksempel. Ingen kunne nogensinde påpege, at han blot i ringeste grad havde fejlet i udførelsen af disse gode gerninger. Den bedste garanti for enhver bevægelses succes, og især for den islamiske bevægelses, er, at dens leder er fri for forskel mellem ord og handling, og at hans lære ikke blot er ord fra munden, men at hans virkelige liv er en legemliggørelse af denne lære. Dette vil også få en dyb indflydelse på dem, der følger denne leder. Og selv de, der ser på ham med et neutralt blik for at søge sandheden, kan ikke undgå at blive påvirket. Selv blandt de fjendtlige modstandere blev et stort antal mennesker betaget af ham.

Han var hævet over enhver form for snæversynethed

Den sjette egenskab, som ikke stod tilbage for de øvrige egenskaber, var, at han var fri for al snæversynethed. Han nærede ingen snæversynethed med hensyn til stamme, folk, hjemland, sprog, hudfarve eller slægt—kort sagt med hensyn til noget som helst. Han gjorde ikke forskel på mennesker på grundlag af rigdom eller fattigdom. At nogen tilhørte en højere social klasse og andre en lavere, var meningsløst for ham. Han så blot mennesket som menneske, og enhver blandt menneskene, der tog imod sandheden, fik nøjagtig samme anseelse i hans gruppe. Hvad enten vedkommende var qurayshit eller ikke-qurayshit, araber, abyssinier eller romer, sort eller hvid, fattig eller rig, anset eller ringeagtet efter jahiliyyahens samfundsordens målestok. Det var netop dette, der fra den islamiske bevægelses begyndelse lagde grunden til, at den blev en verdensomspændende bevægelse. Den muslimske ummah blev ophøjet til status som et internationalt fællesskab. Blandt dem, der antog islam, fjernede han følelsen af at skelne mellem mennesker på noget grundlag ud over islam og kufr, og i hans gruppe deltog slaver og frie, fattige og rige, høje og lave, arabere og ikke-arabere alle med fuldstændig lige anseelse. De kunne få del i den, hvis de troede på Allah og Hans Sendebud. For folk flest, bortset fra en håndfuld arrogante mænd i Arabien, rummede dette i sig selv en naturlig tiltrækning, som til sidst viste sig effektiv.

Dette var de egenskaber hos den ædle Profet (s), som kom til udtryk i hans tretten år lange mekkaniske liv, og under deres indflydelse bevægede den islamiske bevægelse sig fremad trods alle fjendens bestræbelser. Der lå yderligere egenskaber skjult i ham, og deres udfoldelse krævede andre omstændigheder; disse opstod, da den islamiske bevægelse gik videre og bredte sig i Medina.

Koranens betvingende kraft

Denne bevægelses anden største kapital var den ædle Koran. Lidt mindre end to tredjedele af den blev åbenbaret i Mekka. Araberne elskede et udsmykket sprog og veltalenhed. Denne kærlighed drev dem til markeder som Ukaz for at høre digteres og taleres ord. Men efter at have hørt Koranen havde de store sprogkyndige ikke længere nogen anseelse i deres øjne. Digteren og taleren stod målløse foran den. Dens sprog var litterært så ophøjet, at ingen, for ikke at tale om at overgå det, overhovedet kunne forestille sig litteratur på samme niveau. Dens fremstilling var så velklingende, at folk blev ved med at gruble over den efter at have hørt den. Modstanderne kaldte den trolddom. De neutrale sagde: »Dette kan ikke være et menneskes tale.« Dens magiske virkning var så stærk, at den også smeltede hjertet hos en så indædt fjende af islam som Umar (ra.) og førte ham til at overgive sig ved den ærede Profet (s.)’s fødder. En berømt leder fra Quraysh, Jubair ibn Mut’im, rejste efter Slaget ved Badr til Medina for at drøfte løsladelsen af krigsfangerne. Profeten (s.) ledte da maghrib-bønnen og reciterede sura at-Tur. I Bukhari og Muslim citeres Jubair ibn Mut’ims egen beretning således: »Da Huzur (s.) reciterede vers 35 til 39, var det, som om mit hjerte fløj ud af mit bryst.«

En væsentlig årsag til, at han senere blev muslim, var, at islams grundlag den dag blev lagt i hans hjerte, efter at han havde hørt disse vers. Derfor forsøgte fjenderne at forhindre folk i at høre dem. Men han kunne ikke selv holde sig væk. Han lyttede til dem i det skjulte. Gennem dette yderst virkningsfulde budskab blev hver enkelt side af shirk og jahiliyyah kritiseret så rationelt, at intet fornuftigt menneske kunne sige et eneste ord til forsvar for de trosforestillinger, skikke og moralske udskejelser, som den arabiske religions og kulturs grundlag hvilede på. Derefter blev islams troslære, grundprincipperne for dens civilisation og kultur samt dens moralske lære fremlagt gennem dette budskab på en så hjertegribende måde, at selv den mest indædte modstander ikke havde mulighed for at åbne munden i kritik. Så blev de vantro tvunget til at tage slagsmål, undertrykkelse og tortur, skældsord, opdigtning af løgne og falske anklager, larm og lignende midler i brug for at skade islam. Men dette var i virkeligheden deres egen indrømmelse af nederlaget på argumenternes, moralens og høflighedens område. Enhver, der besad blot den mindste sans for logik, begyndte efter at have set begge sider i denne kamp at erfare, at benægterne og modstanderne ikke havde andet svar på Koranens argumenter og dens ophøjede lære end uærlige kneb uden svar og umenneskelige undvigelser. Denne åbne konflikt foregik ikke kun foran Mekkas indbyggere. Hele Arabien fulgte den. I Mekka hørte mennesker fra alle samfundslag dag og nat Koranen på den ene eller anden måde, og de så også, hvad Qurayshs ledere og deres underordnede foretog sig som svar på Koranen. Men i ti år plejede Allahs Sendebud (s.) hvert år at deltage i alle de forsamlinger, der blev holdt på stederne fra Ukaz til Mina, og at recitere Koranen for folk, der kom fra alle egne af Arabien. På den anden side kastede folk som Abu Jahl og Abu Lahab offentligt sten efter Profeten (s.) og kastede støv og jord på ham, mens de sagde til dem: »Hvad har de som svar på dette budskab?« Resultatet blev, at islam trods alle hindringer også gjorde fremskridt i Mekka, og at der i hele det arabiske land ikke fandtes nogen stamme, hvor ikke mindst én person var blevet tiltrukket af islam. I den mekkaniske periode var situationen sådan, at antallet af dem, der offentligt antog islam, var lille. Men tyve gange så mange havde i deres hjerter fået plads til Koranens lære, respekt for Sendebudet (s.), medfølelse med hans undertrykte ledsagere og afsky for Qurayshs uretfærdige undertrykkelse. For at dette arbejde fra denne periode kunne bære fuld frugt, ventede det blot på Medina, som til rette tid trådte frem og løftede sløret.

De troendes egenskaber over for Huzur (s.)

Den tredje store kapital var den udvalgte gruppe af muslimske troende, som bevægelsen havde vundet gennem tretten år. Det var mennesker med rene og lutrede hjerter, sind og tanker, som trods opvækst i shirkens og jahiliyyahs mørke miljø lyttede til Koranens budskab, erkendte deres forfædres religion som vildfarelse og islam som sandheden, og ikke lod nogen form for fanatisme stå i vejen for deres tro. De vidste, hvad det indebar at antage islam og adlyde profeten Muhammad (s.), i strid med deres families, stammes og bys befolknings holdninger. De så med egne øjne de straffe, som blev påført dem, der antog troen. Men de var så frygtløse af sind, at ingen trusler kunne forhindre dem i at forkaste det falske og antage sandheden. De udholdt alle former for forfølgelse, fordi det på ingen måde var acceptabelt at følge det, de anså for vildfarelse. Og det, hvis sandhed de havde indset, var de ikke parate til at opgive. De blev brutalt slået, hængt med hovedet nedad, pint af sult og tørst, lænket og holdt fanget, presset mod brændende ild og slæbt hen over glohedt sand. Deres handel og næringsveje blev ødelagt, og deres respekterede personer blev offentligt ydmyget og vanæret. Men alt dette udholdt de udelukkende for sandhedens skyld, og ingen blandt dem, hverken kvinder eller mænd, kunne bringes fra tro til vantro. For at bevare deres tro foretog de hijrah to gange til Abessinien og til sidst til Medina. De forlod hjem, marker, ejendom, rigdom og slægtninge og drog ud på Guds vej. Mange blandt dem kunne ikke tage andet med end det tøj, de bar. Deres handlemåde beviser, at den islamiske bevægelse havde fået særdeles oprigtigt hengivne mennesker, som, selv om de var få, var så frygtløse, at de kunne bringe ethvert offer for deres religion, møde enhver ulykke med et smil, udholde alle sorger og lidelser og tage kampen op mod enhver vældig magt. Sammen med disse egenskaber tog en så stor moralsk revolution form i deres liv gennem Koranens lære og den ædle Profets (s.) opdragelse, at der hverken i Arabien eller i hele verden fandtes noget sidestykke til deres ærlighed, redelighed, gudsfrygt, renhed, fromhed og gudsdyrkelse, uplettede karakter, høflighed og anstændighed samt deres stærke og tillidsvækkende livsførelse. Ligesom profeten Muhammad (s.) var et fyrtårn i dette samfund, var den moralske revolution i hans ledsageres liv så tydelig, at enhver klart kunne se forskellen mellem de vantros moralske tilstand og deres. Modstanderne kunne af fanatisme og fjendskab ikke indrømme det med munden, men deres hjerter vidste, hvilken slags karakter den gamle jahiliyyah frembragte, og hvilken slags mennesker denne nye religion frembragte.

Ansarerne i Medinas egenskaber

Den fjerde store og værdifulde kapital, som den islamiske bevægelse modtog i de sidste tre år af den mekkaanske periode, var Ansarernes oprigtige tro og inderlighed i Medina. De havde ikke haft mulighed for at være sammen med den hellige Profet (fvmh.) og modtage hans opdragelse, og de havde heller ikke haft mulighed for at se hans og hans ledsageres hellige livsførelse. De havde heller ikke opnået så meget viden om Koranen som de troende i Mekka. Men de var så sandhedskærlige og mentalt sunde mennesker, at de, så snart de fik et glimt af sandheden, fejede støvet og affaldet fra århundreders sammenklumpede polyteistiske jahiliyyah ud. De begyndte at falde ned i islams skød som modne frugter, den ene efter den anden, således at langt flere mænd, kvinder, unge og gamle tog imod troen i Medina på tre år, end antallet af dem, der havde taget imod troen i Mekka på tretten år. Men de standsede ikke her. De antog troen med en sådan inderlighed, at de inviterede Allahs Sendebud (fvmh.) og alle hans muslimske ledsagere til at udvandre til deres by. Da de fremsatte denne invitation, vidste de imidlertid udmærket, at det som følge heraf ville blive nødvendigt for dem at købe hele Arabien som fjende, sådan som det kom til udtryk i deres tale ved den sidste troskabsed i Aqabah. Sagen begrænsede sig ikke blot til, at de tilbød deres by som dar al-hijrah for Profeten (fvmh.) og hans mekkaanske ledsagere; de gik videre og accepterede ham med tilfredse hjerter som deres hersker. De blev hans loyale undersåtter og hengivne hær. De gav de muslimer, der var kommet med Profeten (fvmh.) under udvandringen, lige rettigheder med sig selv i deres by og tilbød dem deres huse, ejendele og endog jordbesiddelser.

Det var dette, der ændrede historiens kurs. Det løftede islam fra at være en da’wah og en bevægelse til at få status som et samfund og en stat. Samtidig gav det Profeten (fvmh.) mulighed for at realisere islams forskellige sider i en selvstændig og suveræn dar al-Islam og således vise verden et eksempel på, hvilke mennesker den religion, der er sendt af Allah uden nogen partner, skaber; hvilket samfund den opbygger; hvilken form for civilisation og kultur den frembringer; og hvilken moralsk livskraft den tilfører hele samfundet. Hvilken ordning den etablerer for økonomi, samfundsstruktur, uddannelse, politik, lovgivning samt retsvæsen; hvad dens principper er i krig; hvordan den behandler de besejrede efter sejren; hvordan den overholder aftaler efter at have indgået dem; hvad dens syn på internationale relationer er; hvad bestanddelene i dens eksempel var; og hvilke gode resultater der fulgte, da det blev forelagt i praksis – alt dette vil blive behandlet i tredje bind.

— Afslutning —