Et par ord om den tredje bengalske udgave

Vi har hidtil udgivet Maulana Sayyid Abul A‘la Maududis (må Allah være barmhjertig mod ham) berømte værk Sīrat-e Sarwar-e Alam, bind 2, på bengali i tre bind, nemlig bind 3, 4 og 5. Af hensyn til læsernes bekvemmelighed har vi nu besluttet fremover at udgive bind 3 og 4 på bengali i ét bind, og denne udgave er derfor udgivet på denne måde.

I det første bengalske bind behandles hovedsageligt teoretiske spørgsmål vedrørende profetskab og risālat. I det andet bind behandles historien om de tidligere folks undergang. Fra og med det tredje bind begynder behandlingen af historien om Muhammad, Allahs Sendebuds (må Allahs fred og velsignelser være med ham), sīrah.

Sayyid Abul A‘la Maududi Research Academy i Dhaka har planlagt hurtigt at præsentere alle Maulanaens værker for bengalisktalende læsere. Allerede nu er alle hans værker, alhamdulillah, blevet oversat og udgivet på bengali. Det foreliggende værk er oversat af Maulanaens nære medarbejder, den fremragende forfatter hr. Abbas Ali Khan. Vi mener ikke, at der er behov for på ny at fortælle de kyndige læsere om hans dygtighed som oversætter, hans mesterlige ordvalg og hans sprogs styrke.

Vi takker Allah den Ophøjede for at have gjort det muligt for os at udgive dette værk. Må Han give alle dette værks læsere tawfīq til at forstå profetskabs sande mission. Amīn.

Abdus Shahid Nasim

Direktør

Sayyid Abul A‘la Maududi Research Academy.

19.10.2000 e.Kr.

Islam er i virkeligheden navnet på den bevægelse, som ønsker at opføre hele menneskelivets bygning på troen på og forestillingen om den ene Guds suverænitet. Denne bevægelse har siden den fjerneste oldtid bevæget sig på det samme grundlag og efter den samme metode. Dens ledelse er blevet varetaget af dem, der kaldes Allah den Ophøjedes profeter og sendebud. Hvis vi skal lede denne bevægelse, må vi nødvendigvis følge disse lederes arbejdsmetode. For der findes ingen anden arbejdsmetode, og der kan heller ikke findes nogen anden, som er egnet til denne særlige form for bevægelse. Når vi i denne forbindelse forsøger at følge i de ædle profeters fodspor, møder vi store vanskeligheder. Vi kan ikke få meget at vide om de profeters handlinger, som levede deres liv i oldtiden. I Koranen findes der nogle korte antydninger, men ud fra dem kan hele planen ikke rekonstrueres. I Bibelens Nye Testamente findes nogle upålidelige udsagn af Jesus (a.s.), som med enkelte vidnesbyrd belyser én side, nemlig hvordan den islamiske bevægelse kan ledes i sin allerførste fase, og hvilke problemer den må møde. Men de problemer, som Jesus (a.s.) ikke behøvede at møde på et senere stadium, omtales der heller ikke med nogen antydning. På dette område får vi kun ét sted fra en klar og fuldstændig vejledning, nemlig fra profeten Muhammads Mustafa (s.a.w.) liv. Vi vender os ikke til ham blot af respekt for ham; vi er i virkeligheden nødt til at vende os til ham for at opnå kendskab til denne vejs op- og nedture. Blandt alle den islamiske bevægelses ledere er profeten Muhammad (s.a.w.) den eneste leder, i hvis liv vi kan finde en fuldstændig og yderst pålidelig beskrivelse af hvert enkelt aspekt, fra bevægelsens første kald til oprettelsen af den islamiske stat og derefter statens struktur, forfatning, indenrigs- og udenrigspolitik samt principperne og metoderne for statens ledelse.

Indledning

Ved på fremragende vis at samle diskussionerne om risalat og Sira-teksterne fra mine forskellige skrifter udarbejdede hr. Naeem Siddiqi og hr. Abdul Wakil Alvi dette værks første del (på bengali bind 1 og 2). Jeg følte ikke noget større behov for at udvide eller revidere den.

Men i de af mine skrifter, som de har samlet til dette bind, var der fra tid til anden huller. Med sådanne huller kunne man på ingen måde udarbejde et værk om Sira. Derfor har jeg foretaget omfattende tilføjelser og udvidelser heri. Det er nu blevet til et sammenhængende og fortløbende værk om Sira.

Dette (oprindelige) andet bind afsluttes med beretningen om hijraen. Umiddelbart derefter begynder det madaniske kapitel. Dette kapitel er i egentlig forstand som et grænseløst hav. Jeg beder den Almægtige Allah om at give mig styrken og nåden til at fuldføre dette værk og gøre det til en kilde til gavn for Hans tjenere.

Abul A’la

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Første kapitel

Hvilken status præsenterer Koranen dens bærer med?

I verden er der til stadighed blevet født fromme og rene vismænd, som gennem deres ord og handlinger har vist mennesker den enkle og lige vej til sandhed og retskaffenhed. Men i de fleste tilfælde nøjedes mennesker ikke med at modsætte sig dem og vise ligegyldighed over for deres budskaber; deres modstandere gjorde dem uret, afviste dem og forsøgte gennem lidelser og pinsler at få dem til at vende sig bort fra sandhedens vej. Men deres hengivne og tilhængere gjorde dem også uret ved efter deres bortgang at fordreje deres lære, ændre deres vejledning og forvanske de skrifter, de havde bragt. De gjorde desuden deres personligheder til genstand for nysgerrig dyrkelse og overtrak dem med guddommelighedens fernis. Den første form for uret var begrænset til disse rene vismænds levetid eller højst nogle få år efter deres bortgang. Men den anden form for uret fortsatte århundrede efter århundrede efter deres bortgang, og mange udsættes stadig for denne uret.

Alle de sandhedens kaldere, der indtil i dag er blevet sendt til verden, har brugt deres liv på at tilintetgøre de falske guders guddommelighed, som mennesker havde gjort til guder i stedet for den ene Gud. Men det er altid sket, at deres tilhængere efter deres bortgang har gjort netop dem selv til guder eller til Guds medguder på grundlag af uvidende trosforestillinger. De har også indlemmet dem blandt de afguder, som de havde viet hele deres livs arbejde og anstrengelser til at knuse.

Sagen er den, at mennesket til en vis grad lider under en sådan tvivl og usikkerhed, at det kun i ringe grad tror på muligheden for og eksistensen af renhed og englelignende egenskaber i mennesket. Det betragter sig selv som intet andet end en samling af svagheder og mindreværd. Dets sind er berøvet viden om og tro på den store sandhed, at den store Skaber i dets legeme af ler har skabt sådanne kræfter, at det, selv om det er et menneske udstyret med menneskelige egenskaber, kan ophøjes til en status, der er højere end englenes, som har opnået nærhed til Allah i den ophøjede verden. Derfor har mennesker, når nogen i verden har fremstillet sig selv som Guds repræsentant, set ham som et menneske af kød og blod ligesom dem selv og fuldstændig nægtet at anerkende ham som sendt af Gud. Men da de til sidst så enestående ædle egenskaber komme til udtryk i hans væsen og bøjede hovedet i ærefrygt, bemærkede de, at en person med sådanne enestående egenskaber umuligt kunne være et menneske. Derefter gjorde nogle grupper ham til Gud; andre opfandt forestillingen om sjælevandring og troede, at Gud havde åbenbaret sig i hans skikkelse. Andre igen tillagde ham guddommelige egenskaber og guddommelig myndighed og beføjelse. Atter andre erklærede, at han var Guds søn. (Højhellig og ophøjet er Han over det, de beskriver Ham med.)

Tilhængere af forskellige religioners opfattelser af deres religionsstifter

Når man undersøger en hvilken som helst religiøs leders liv, ser man, at det er hans hengivne tilhængere, der har gjort ham mest uret. De har lagt et så tykt lag af tomme forestillinger og overtro over ham, at hans virkelige skikkelse og fremtoning næsten ikke længere kan ses. Ikke alene kan vi ikke gennem deres fordrejede og ændrede skrifter få at vide, hvem han egentlig var; også hans fødsel, barndom, ungdom og alderdom er omgivet af den yderste forunderlighed. Alt, hvad han sagde og gjorde i sit liv, er omgivet af undere, og selv hans død er indhyllet i undren. Kort sagt synes det hele fra begyndelse til slut at være en opdigtet fortælling. Han fremstilles i en sådan skikkelse, som om han selv var Gud eller Guds søn, eller som om Gud havde antaget hans form og åbenbaret sig, eller i det mindste som om han i nogen grad delte Guds egenskaber.

Buddha

Lad os tage Gautama Buddha som eksempel. Efter et indgående studium af buddhismen kan man i det mindste slutte, at denne målbevidste mand korrigerede mange af brahmanismens fejl og mangler og især tilbageviste guddommeligheden hos de utallige væsener, som datidens mennesker havde gjort til deres guder. Men knap var et århundrede gået efter hans død, før hans tilhængere på konferencen i Vaishali ændrede alle hans læresætninger og anvisninger, udarbejdede nye læresætninger i stedet for de oprindelige og foretog efter forgodtbefindende ændringer og tilføjelser i både hovedlæren og dens grene i overensstemmelse med deres egne tilbøjeligheder og tankegange. På den ene side fastslog de i deres religion, i Buddhas navn, trosforestillinger, hvori Guds eksistens slet ikke blev anerkendt, og på den anden side definerede de Buddha som alvidende, verdenshersker og et væsen, der i alle tidsaldre kommer til verden i Buddhas skikkelse for at reformere den. Der blev forfattet så besynderlige fortællinger om hans fødsel, liv samt tidligere og fremtidige liv, at den lærde forsker professor Wilson efter at have læst dem med forundring bemærkede, at man i historien i virkeligheden ikke kan finde noget spor af Buddha. I løbet af tre eller fire århundreder havde disse opdigtede fortællinger farvet Buddha med guddommelighedens farve. Under Kanishkas regering blev der afholdt en konference i Kashmir for buddhismens højtstående personer og ledere. Her blev det erklæret, at han i virkeligheden var Guds metafysiske eller legemlige åbenbarelse. Med andre ord åbenbarede Gud sig i Buddhas legeme.

Rama

Den samme behandling blev Rama udført for. Ved læsning af Ramayana bliver det klart, at kong Ramachandra blot var et menneske. Han var ganske vist udstyret med egenskaber som storsind, retfærdighed, tapperhed, gavmildhed, beskedenhed, ydmyghed, tålmodighed, overbærenhed og afsavn. Men der fandtes ikke det mindste spor af guddommelighed eller gudestatus i ham. Men foreningen af menneskelighed og sådanne egenskaber antog en så gådefuld form, at Indiens folks fornuft ikke kunne løse den. Derfor begyndte man kort efter Ramachandras død at tro, at Vishnu havde antaget skikkelse i ham [Ifølge hinduernes nuværende religiøse tro betegnes Vishnu som den opretholdende Gud eller guddom, der opretholder verden. Det var muligvis oprindeligt forestillingen om Allah den Højestes rububiyya, som senere blev opfattet som en permanent personlighed. Begyndelsen på afgudsdyrkelsen blandt hinduerne skete således, at hver af Allah den Højestes egenskaber blev adskilt fra Hans væsen og betegnet som en særskilt gud eller guddom. – Forfatteren]. Og han var et af de væsener, i hvis skikkelse Vishnu fra tid til anden åbenbarer sig i menneskenes verden med det formål at reformere den.

Krishna

I denne henseende er Shri Krishna endnu mere forurettet end de to ovennævnte. Efter gentagne forvanskninger og beskæringer, eller lemlæstelser, er Bhagavad Gita nået frem til os i den form, den har i dag. Ved et indgående studium kan man i det mindste vide så meget, at Shri Krishna var monoteist, og at han prædikede, at den store Skaber er ét suverænt og almægtigt væsen. Men værkerne Mahabharata, Vishnu Purana og Bhagavata Purana samt selve Gita fremstiller ham på en sådan måde, at han på den ene side synes at være Vishnus legemlige åbenbarelse, skaberen og herskeren over hele skaberværket, mens der på den anden side tillægges ham så mange svagheder, at det, endsige at anerkende ham som Gud, bliver vanskeligt overhovedet at anerkende ham som et menneske med ren karakter. Følgende udsagn af Shri Krishna findes i Gita:

Jeg er denne verdens fader, moder og ordner. Alt, hvad der kan erkendes, og alt, hvad der er helligt, er jeg. Jeg er den, der betegnes som Brahman, stavelsen Om; jeg er Rigveda, Samaveda og Yajurveda. Jeg er alle levende væseners endelige mål og leder. Jeg er Herren, alle levende væseners bolig og iagttager af deres gode og onde. Jeg er beskytteren og velgøreren. Jeg er skaberen og tilintetgøreren. Jeg er grundlaget og tilintetgørelsens sted. Jeg er verdens uforgængelige årsag. Som solen udsender jeg varme og tiltrækker vand og lader regnen falde. Jeg er gudernes udødelighed og de dødeliges død. Jeg er den uforgængelige sjæl. Jeg er den forgængelige verden. (Se Gita 9:17-19).

Ingen af guderne, Brahma og de øvrige, eller de store vismænd, såsom Bhrigu, kender sandheden om min oprindelse. For jeg er den oprindelige årsag til alle slags guder og store vismænd. Den blandt menneskene, der kender mig som uden begyndelse, ufødt og alle verdeners store hersker, bliver fri for alle slags synder, idet han er uden vildfarelse. (Gita 10:2-3)

O Arjuna, som har underlagt dig dine sanser. Jeg er den bevidste sjæl, der er til stede i alle levende væseners hjerter, og jeg er levende væseners oprindelse, beståen og tilintetgørelse. Blandt de tolv Adityaer er jeg den Aditya, der kaldes Vishnu. Blandt himmellegemerne er jeg den strålende sol. Blandt de niogfyrre vinde er jeg Marichi, og blandt stjernerne er jeg månen. (Gita 10:20-21)

Jeg er nagakongernes konge blandt nagaerne. Blandt de uendelige vandvæsener er jeg kong Varuna—jeg rummer hele verden, om end kun en del af den. (Gitaen, 10:29-44)

Gitaens forfatter har gennem disse udsagn gjort krav på at være en guddom. [Hvis Gitaen havde hævdet, at den var Guds bog, og at Shri Krishna blot fremlagde den, ville de ovenstående udsagn være blevet anset for Guds ord, og der ville ikke være blevet tillagt Shri Krishna guddommelighed. Men problemet er, at denne bog selv fremstiller sig som en samling af Shri Krishnas belæringer. Intetsteds i hele bogen antydes det mindste, at den er Guds ord eller blev åbenbaret for Shri Krishna gennem åbenbaring eller inspiration. – Forfatteren.] På den anden side fremstiller Bhagavata Purana Shri Krishna på en sådan måde, at han under badning skjuler gopi-kvindernes tøj. Han antager lige så mange kroppe, som der er gopi-kvinder, for at nyde seksuelt samkvem med dem. Da kong Parikshit spurgte Shukadeva: »En guddom åbenbarer sig jo i en avatara-form for at forkynde den sande religion. Men hvordan kan han være en guddom, når han overtræder religionens grundprincipper og indleder et ulovligt forhold til en andens hustru?«

For at tilbagevise denne anklage må vismanden gribe til den udvej at hævde, at selv guderne i visse tilfælde afviger fra dydens vej. Men deres synder sætter ikke noget mærke på deres personlige væsen, ligesom man ikke kan anklage ilden, selv om den brænder alt op.

Ingen fornuftig person kan acceptere, at en højtstående religiøs leders liv skulle være så urent. Han kan heller ikke forestille sig, at en sand religiøs leder i virkeligheden skulle have fremstillet sig selv som herre over menneskene og hele verdensordenen. Men en sammenlignende gennemgang af Koranen og Bibelen gør det klart for os, hvordan forskellige folk i perioder med åndeligt og moralsk forfald har skildret de dydige og fremragende personer i verden på den mest modbydelige måde, så de kunne finde en begrundelse for deres egne svagheder, og hvordan de samtidig har opdigtet talrige fantastiske fortællinger om deres personligheder. Derfor mener vi, at den virkelige lære og personlighed hos denne person må have været helt anderledes end den måde, han er blevet fremstillet på.

Jesus, fred være med ham

Blandt de fremragende personer, hvis profetskab er almindeligt kendt og anerkendt, er Sayyiduna Jesus, fred være med ham, den mest uretfærdigt behandlede. Ligesom alle andre mennesker var Jesus også et menneske, og alle menneskelige egenskaber fandtes hos ham, sådan som de findes hos andre mennesker. Den eneste forskel var, at Allah den Højeste gav ham visdom, profetskab og mirakuløse kræfter og pålagde ham at reformere et folk, der var sunket i fordærv. Men hans folk nægtede først at anerkende ham og kunne ikke engang tåle hans velsignede tilstedeværelse i tre hele år. Ja, de besluttede at dræbe ham allerede i hans ungdom. Efter hans bortgang, da de anerkendte hans storhed, gik de imidlertid igen så langt i overdrivelse, at de gjorde ham til Guds søn—ja, til selve Gud. Derefter tillagde de ham den tro, at Gud åbenbarede sig i Messias’ skikkelse for at blive korsfæstet og sone eller gøre bod for menneskehedens mange synder. For mennesket er syndigt af natur og kan ikke opnå frelse gennem sine egne gerninger eller handlinger. Gud bevare os! Hvordan skulle en sandfærdig profet kunne rette en så stor og falsk anklage mod sin Herre? Men hans tilhængere fremsatte i deres hengivne følelsesrus denne falske anklage mod ham. Underkastet deres begær forvanskede de hans lære så meget, at man i dag, bortset fra Koranen, ikke kan finde noget i verden, der bevarer Messias’ sande lære og hans egen sande identitet. Hvis man studerer de bøger, der findes i Bibelens Nye Testamente under navnet de fire evangelier, vil man se, at de er fyldt med den fejlagtige forestilling, at Gud åbenbarede sig i Jesus, at han var Guds søn, og at han ligefrem var Gud selv. Et sted gives Maryam det glade budskab: »Dit barn skal kaldes Guds søn« [Lukas (St. Luke) 1:25]. Et andet sted stiger Guds ånd ned over Jesus i form af en due og siger med høj røst: »Dette er min elskede søn« (Matthæus, St. Matthew: 16-17). Et andet sted siger Messias selv: »Jeg er Guds søn, og I skal se mig sidde ved Den Almægtiges højre hånd« (Markus 14:62). På dommens dag sættes Messias på Guds trone i Guds sted, og han udsteder befalinger om straf og belønning (Matthæus 15:31-46). Et andet sted lægges disse ord i Messias’ mund: »Faderen er i mig, og jeg er i Faderen« (Johannes 1:38). Et andet sted lægges disse fejlagtige ord i dette sandfærdige menneskes mund: »Jeg er kommet ud fra Gud« (Johannes 8:42). Et andet sted gøres Gud og ham til én, og disse ord tillægges ham: »Den, der har set mig, har set Faderen, og Faderen udfører sine gerninger gennem mig« (Johannes 14:9-10). Et andet sted overdrages alt, hvad Gud ejer, til Messias (Johannes 3:35). Et andet sted overdrager Gud alle sine opgaver til Messias (Johannes 5:20-22).

Den egentlige årsag til det virvar af falske beskyldninger og anklager, som disse forskellige folk har læsset på deres religiøse ledere og vejvisere, er den overdrevne overdrivelse, som vi nævnte i begyndelsen. Det, der yderligere har bidraget til denne uretfærdighed, er, at disse fremragende personers vejledning og lære i de fleste tilfælde ikke blev nedskrevet efter deres bortgang. I nogle tilfælde blev der ganske vist viet opmærksomhed til det, men der blev ikke truffet nogen foranstaltninger for at bevare det. Derfor opstod der efter kort tid så megen forurening, forvanskning, ændring, udvidelse og redigering, at det blev vanskeligt at skelne mellem det oprindelige og det falske. Da der således ikke fandtes nogen klar vejledning og retning, blev resultatet, at jo mere tiden gik, desto mere voksede virvaret af opdigtede forestillinger og overtro omkring den sande virkelighed, indtil den sande virkelighed efter nogle få århundreder forsvandt. Kun opdigtede historier og fortællinger blev tilbage.

Sayyiduna Muhammad, Allahs velsignelse og fred være med ham

Blandt alle verdens vejledere er det kun profeten Muhammed (fred være med ham), der besidder denne egenskab: Hans lære og personlighed er gennem de seneste tretten-fjorten århundreder blevet bevaret helt i deres oprindelige form. Ved Guds nåde er der truffet sådanne foranstaltninger, at det nu er umuligt at ændre dem. På grund af menneskers tilbøjelighed til overtro og tilknytning til forunderlige ting og begivenheder var det ikke umuligt, at de også kunne gøre denne store, udvalgte personlighed, som var et symbol på fuldkommenhed, til genstand for opdigtede fortællinger, tillægge ham nogle af Guds egenskaber og i stedet for at følge ham gøre ham til genstand for forundring og tilbedelse. Men Allah den Ophøjede havde besluttet, at Han ved afslutningen på profeternes udsendelse ville sende en vejleder, hvis person skulle være et evigt forbillede for menneskeheden i alle handlinger og en universel kilde til vejledning. Derfor beskyttede Han Muhammed ibn Abdullahs, må Allahs fred og velsignelser være med ham, person mod den slags overgreb og uretfærdighed, som uvidende hengivne senere begik mod andre profeter og forskellige folks vejledere. Først sørgede profeten Muhammeds (fred være med ham) ledsagere og tabi’un og senere hadith-lærde, i modsætning til de tidligere samfund, selv for en enestående ordning til bevarelsen af deres profets livshistorie. Som følge heraf kan vi, selv efter at fjorten hundrede år er gået, i dag se hans personlighed næsten lige så tydeligt, som mennesker på hans tid kunne se den. Men selv hvis dette enorme forråd af bøger forsvandt sporløst fra verden – det forråd, som islams ledere har samlet gennem mange års møjsommeligt arbejde – og ikke en eneste side af hadith- og livshistorisk litteratur fandtes på jorden, hvorfra man kunne få kendskab til noget af profeten Muhammeds (fred være med ham) liv, og kun Allahs Bog, Koranen, blev tilbage, ville vi alligevel i denne storslåede bog kunne finde svar på de grundlæggende spørgsmål, som en studerende ville stille om hans ydre fremtræden.

Lad os se, i hvilket lys Koranen fremstiller dens bærer.

Sendebuddet var et menneske

Det første, som den ædle Koran helt klart har beskrevet om profetskabet, er, at sendebuddet var et menneske. Før Koranens åbenbaring havde århundreders forestillinger og overbevisninger fastslået, at et menneske aldrig kunne blive Allahs sendebud og stedfortræder. Man mente, at Gud, når det var nødvendigt for at reformere verden, selv åbenbarede sig i menneskeskikkelse. Eller at Han sendte en engel eller en guddom. Kort sagt mente man, at alle de vise mænd, der var kommet for at reformere verden, var overmennesker. Denne forestilling var så fast forankret i menneskers sind, at når en from tjener fra Allah kom for at bringe Allahs budskab til mennesker, udtrykte de først deres forundring og sagde: “Hvad er det for en profet, som spiser og drikker ligesom os, sover og går omkring? Hvad er det for en sendebud, som rammes af alle de fejl og svagheder, vi også har, det vil sige bliver syg og oplever sorg, lidelse, glæde og velvære? Hvis Allah virkelig ønskede at vejlede os, hvorfor sendte Han så et svagt menneske som os? Kunne Gud ikke selv være kommet? Efter hver profets komme blev disse spørgsmål stillet, og ved at gøre dem til påskud fornægtede folk profeterne. Da profeten Nuh (fred være med ham) kom til sit folk med Allahs budskab, sagde de:

(Arabisk******************)

“Denne mand er ikke andet end et menneske som jer. Han ønsker at hæve sig over jer. Hvis Gud havde villet det, ville Han have sendt engle. Vi har aldrig hørt noget så mærkværdigt fra vore forfædres mund (at et sendebud nogensinde skulle være et menneske).” (Al-Mu’minun: 24)

Da profeten Hud (fred være med ham) blev sendt for at vejlede sit folk, blev den første anklage mod ham også fremsat:

(Arabisk******************)

– Denne person er ikke andet end et menneske ligesom jer. Han spiser det samme, som I spiser, og drikker det samme, som I drikker. Hvis I adlyder et menneske ligesom jer selv, vil I komme ud for et frygteligt tab (Al-Mu’minun: 33-34).

Hazrat Musa (a.s.) og Hazrat Harun (a.s.) kom til Farao med sandhedens budskab. Dengang blev deres ord afvist netop af den grund, at de begge var mennesker:(Arabisk******************)

Skal vi tro på to mennesker ligesom os selv? (Al-Mu’minun: 47)

Præcis det samme spørgsmål blev også rejst dengang, da en analfabetisk mand fra Mekka, efter at have levet et stille liv i fyrre år, pludselig erklærede: »Jeg er blevet udnævnt og sendt som Allahs Sendebud.«

Folk kunne slet ikke forstå, hvordan et menneske med hænder og fødder, øjne, næse, krop og sjæl ligesom dem kunne være Allahs Sendebud. Forbløffede og forundrede spurgte de:

(Arabisk****************)

– Hvad er det for et sendebud, som spiser og færdes på markederne? Hvorfor blev en engel ikke sendt ned sammen med ham, så den kunne blive hos ham og advare folk? Eller i det mindste kunne der være blevet sendt en skattekiste ned til ham, eller han kunne have haft en frugthave, som han kunne spise af – (Al-Furqan: 7-8).

Eftersom en fejlagtig forestilling var den største hindring for at acceptere sendebuddet, blev den imødegået klart og utvetydigt i Koranen. Derefter blev det med en begrundelse sagt, at et menneske er bedst egnet til at vejlede mennesker. For formålet med at sende en profet er ikke blot at undervise, men også selv at vise det i praksis og fremføre et eksempel på lydighed og efterfølgelse. Hvis der til dette formål blev sendt en engel eller et overmenneskeligt væsen, som ikke havde menneskelige egenskaber og svagheder, kunne menneskene sige: »Hvordan skal vi handle som ham? Han har jo ikke drifter og begær som os, og de kræfter, der tilskynder mennesker til syndige handlinger, findes ikke i hans natur.«

(Arabisk*****************)

-Hvis englene kunne færdes trygt (på naturlig vis) på jorden, ville Vi også have sendt en engel fra himlen ned til dem (jordens beboere) som sendebud- (Bani Isra’il 95).

Derefter forklarer Allah den Ophøjede klart, at alle de profeter og sandhedens vejledere, som tidligere kom til forskellige folk, netop var mennesker. Ligesom Muhammad, Allahs Sendebud (fred være med ham), er et menneske. Ligesom mennesker spiser, drikker og færdes, spiste, drak og færdedes de også.(Arabisk***********************)

-De sendebud, som Vi sendte før dig, var også blot mennesker, som Vi åbenbarede for. Spørg de vidende, hvis I ikke ved det. Vi gav ikke disse profeter legemer, som ikke spiste, og de var heller ikke udødelige- (Al-Anbiya 7-8).

(Arabisk******************)

-Og alle de profeter, som Vi sendte før dig, spiste og færdedes på markederne- (Al-Furqan 20).

(Arabisk*****************)

-Og før dig sendte Vi mange sendebud, og Vi gav dem også hustruer og børn- (Ar-Ra’d 38).

Derefter blev profeten Muhammad (s) befalet: »Forkynd klart, at du er et menneske, så folk efter dig ikke også tillægger dig guddommelige egenskaber, ligesom det er blevet gjort med profeterne før dig.«

Dette vers findes forskellige steder i Koranen:

 (Arabisk******************)

»O profet! Sig: Jeg er blot et menneske ligesom jer. Det er blevet åbenbaret for mig, at jeres Gud kun er én – (al-Kahf: 111, Hāmīm Sajda: 6).«

Med disse udførlige forklaringer blev ikke blot døren lukket for alle fejlagtige forestillinger og trosopfattelser om profeten Muhammad (s), men også alle tidligere profeters og islamiske lærdes personligheder blev renset for fejlagtige forestillinger.

Sendebudets styrke og ekstraordinære evner

Det andet emne, som Koranen har forklaret klart, er spørgsmålet om profetens styrke og ekstraordinære evner. Da mennesker, drevet af uvidenhed og dumhed, gjorde en af Guds udsendte stormænd til Guds ligemand, opstod naturligt også den forestilling, at Guds udsendte havde ekstraordinære evner. De skulle have særlige beføjelser inden for Guds virkefelt. De skulle have ret til at belønne og straffe. Alt, hvad der er synligt og usynligt, skulle være klart for dem. Skæbnens afgørelser skulle ændres efter deres vilje og dom. De skulle også have magt over gavn og skade. De skulle være herrer over godt og ondt. Alle skaberværkets kræfter skulle være underlagt dem. Med et enkelt blik skulle de kunne ændre menneskers hjerter og fjerne deres mørke og vildfarelse. Det var under indflydelse af sådanne forestillinger, at folk fremsatte mærkelige og absurde krav over for Guds Sendebud (s). Koranen siger:

(Arabisk**************)

–Og de sagde: Vi vil under ingen omstændigheder tro på dig, før du lader en kilde springe frem for os på jorden, eller før der bliver anlagt en have med dadelpalmer og druer til dig, og du lader floder strømme igennem den. Eller før du, sådan som du påstår, lader himlen splittes i stykker og styrte ned over os. Eller før du bringer Allah og englene frem for os. Eller før der bliver bygget et hus af guld til dig. Eller før du stiger op til himlen; og selv hvis du stiger op, vil vi ikke tro på dig, før du bringer en bog ned til os, som vi kan læse.

O Muhammad! Sig til dem: Min Herre er ren og hellig, fri for alle mangler. Er jeg andet end et menneske, der er sendt som profet? – (Bani Israil: 90-93).

Alle de forskellige vildfarelser, som folk havde om Guds udsendte store mænd og vismænd, tilbageviser Allah den Ophøjede, og Han siger klart, at en udsending ikke har så meget som et gran af del i den guddommelige magt og de guddommelige handlinger. Tværtimod siges det også, at en udsending ikke blot ikke har magt til at beskytte andre mod skade uden Vor tilladelse, men heller ikke har magt til at fjerne skade fra sig selv. Tværtimod siges det også: En profet har uden Vor tilladelse ikke blot ingen magt til at beskytte andre mod skade, men heller ikke til at fjerne skade fra sig selv.

(Arabisk*****************)

— (O profet!) Hvis Allah den Ophøjede rammer dig med nogen skade, er der ingen anden end Ham, der kan fjerne denne skade. Og hvis Han ønsker at tildele dig noget godt, så er Han mægtig over alle ting (Al-An’am: 17)

(Arabisk*******************)

— (O profet!) Sig: Jeg har end ikke magt til at gøre mig selv nogen gavn eller skade. Medmindre Allah ønsker det; så forholder det sig anderledes — (Yunus: 49).

Det er også blevet sagt fra Allah den Ophøjedes side, at profeten ikke har nogen nøgle til Allahs skatte, at profeten heller ikke besidder viden om fremtiden og heller ikke er indehaver af nogen overnaturlig kraft.

(Arabisk***********)

Jeg er en engel (det vil sige hævet over menneskelig svaghed). Jeg følger kun det, der bliver åbenbaret for mig (det vil sige det, der bliver befalet gennem åbenbaringen). (Al-An’am: 50).

(Arabisk*****************)

-Hvis jeg havde kendskab til det usete eller fremtiden, ville jeg have opnået mange fordele for mig selv, og ingen skade kunne have ramt mig. Jeg er kun en advarer og en, der bringer det glade budskab til den, der vil følge mit ord. (Al-A’raf: 188).

Det siges endvidere, at profeten ikke har nogen myndighed over regnskabets aflæggelse i det hinsidige eller over straf og belønning. Hans opgave er blot at overbringe budskabet og vise den rette vej. At aflægge regnskabet i det hinsidige og at straffe eller belønne er Guds opgave.

(Arabisk**************)

-(O Muhammad,) sig til dem: Jeg er kommet fra min Herre med klare beviser, men I har forkastet dem som løgn. Nu står det ikke i min magt selv at bringe den straf over jer, som I beder om at få fremskyndet. Afgørelsen tilhører helt og holdent Allah. Han redegør for den virkelige tilstand, og Han træffer den bedste afgørelse.

Sig til dem: Hvis den straf, som I er blevet så utålmodige efter, havde været i min magt, ville sagen mellem jer og mig for længst have været afgjort. Men Allah ved bedst, hvordan der skal træffes afgørelse over de uretfærdige. (Al-An’am: 57-58). (Arabisk**************)

(O Profet) Din opgave er blot at overbringe budskabet. Det er Min opgave at holde regnskab. (Ra’d: 40).

(Arabisk**************)

(O Profet) Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden, for at vejlede menneskene. Den, der tager imod vejledningen, gør det til sit eget bedste. Og den, der hengiver sig til vildfarelse, gør uret og skader kun sig selv. Du er ikke deres vogter. (Az-Zumar: 41).

Det er også blevet sagt, at det ikke står i profetens magt at ændre menneskers hjerter eller skabe tro hos dem, hvis hjerter ikke nærer noget ønske om at tage imod sandheden. Han er vejleder i den forstand, at han fuldt ud opfylder sin pligt til at formane og viser vejen for den, der ønsker at se den.

(Arabisk**************)

-Du kan ikke få de døde til at høre, og du kan heller ikke få stemmen til at nå den døve, når han vender sig bort og går. Du kan heller ikke føre den blinde ud af vildfarelsen og bringe ham ind på den rette vej. Du kan kun få dem til at høre, som tror på Vores åbenbaringer, og derefter bøjer deres lydigheds hoved. (An-Naml: 80-81).

(Arabisk**************)

-Du kan ikke få dem, der ligger døde i gravene, til at høre. Du kan kun advare. Vi har sendt dig med sandheden som bringer af det glædelige budskab og som advarer.[Et sted i Koranen er det klart blevet sagt-

(Arabisk**************)

O Profet! Du kan ikke vejlede hvem du vil, men Allah kan vejlede hvem Han vil. Han kender bedst dem, der tager imod vejledningen.

Det er berettet i Sahih al-Bukhari og Sahih Muslim, at dette vers blev åbenbaret om Profetens (s) onkel, Abu Talib. Da hans sidste stund nærmede sig, gjorde Profeten (s) sit yderste for at få ham til at fremsige trosbekendelsen »La ilaha illallah«, så hans afslutning måtte blive god, det vil sige, at han måtte dø med troen. Men han (Abu Talib) foretrak at udånde i Abd al-Muttalibs religion. Derfor siger Allah: Du kan ikke vejlede den, du elsker.

Det er imidlertid velkendt, at hadith-lærde og koranfortolkere omtaler det vers, der er knyttet til en begivenhed fra Profetens tid, som åbenbaringsanledningen. Derfor kan man ikke ud fra denne overlevering og andre overleveringer om dette emne – som er berettet fra Abu Hurayra (ra), Ibn Abbas (ra), Ibn Umar (ra) og andre i hadithsamlinger som al-Tirmidhi og Musnad Ahmad – konkludere, at dette vers fra sura al-Qasas blev åbenbaret på tidspunktet for Abu Talibs død. Det eneste, man kan vide heraf, er, at versets sandhed kommer klarest til udtryk i denne begivenhed. Profetens (s) inderste ønske var ganske vist at føre enhver af Allahs tjenere til den rette vej. Men hvis det var særligt smerteligt for Profeten (s), at en bestemt person døde i vantro, og hvis han på grund af personlig kærlighed og slægtskab havde det største ønske om at vejlede en bestemt person, så var denne person Abu Talib. Men eftersom Profeten (s) heller ikke var i stand til at føre ham til vejledningens vej, blev det klart, at det ligger uden for Profetens magt at vejlede nogen eller holde nogen borte fra vejledningen. Dette er helt og holdent i Allahs hånd. Og denne gave fra Allah – vejledningens gave – gives ikke på grundlag af slægtskab eller broderskab, men på grundlag af menneskets modtagelighed, oprigtighed og fuldkomne kærlighed til sandheden. (Fatir: 22-24).

Dette gør det også helt klart, at profetens ære og værdighed skyldes, at han adlyder Allah, nøje følger Hans befalinger og overbringer det, der bliver åbenbaret for ham, til Allahs tjenere nøjagtigt, som det er. Hvis han derimod havde vendt sig bort fra lydigheden og blandet sine egne opdigtede ord ind i Allahs tale, ville ingen af hans særlige egenskaber og fortrin have bestået; ja, han ville ikke engang være blevet skånet for Guds straf.

(Arabisk**************)

Og selv efter at den viden, der er kommet til dig, er blevet dig bekendt, vil du, hvis du følger deres lyster, i så fald blive en uretfærdig. (Al-Baqara: 145).

(Arabisk**************)

– (O Profet!) Hvis du, efter at viden er kommet til dig, følger deres lyster, vil du ikke have nogen beskytter eller hjælper, der kan redde dig fra Allahs straf. (Al-Baqara: 120).

(Arabisk**************)

– (O Muhammad!) Sig: »Jeg har ingen ret til fra min side at ændre noget i dette budskab. Jeg følger kun det, som bliver åbenbaret og pålagt mig. Hvis jeg er ulydig mod min Herre, frygter jeg straffen på en frygtelig dag.« (Yunus: 15).

Disse ord blev ikke sagt, Gud forbyde det, fordi der overhovedet var den mindste frygt for ulydighed eller ændring fra den ædle Sendebuds (fvmh) side. I virkeligheden er formålet at gøre denne sandhed klar for verden: Der var overhovedet ikke den mindste frygt for ulydighed eller ændring fra den rene Profets (fvmh) side. I virkeligheden er formålet at gøre denne sandhed klar for verden: Den nærhed, som den rene Profet (fvmh) har opnået hos Allah, Herre over Ærens herlighed, skyldes ikke, at der findes noget slægtskabsforhold mellem profetens væsen og Allah; årsagen til hans nærhed er derimod, at han er fuldstændig og inderligt lydig mod Allah og oprigtigt er Hans tjener.

Profeten Muhammad (fvmh) er én blandt profeterne

Det tredje emne, som gentagne gange er blevet omtalt udførligt i Den Ædle Koran, er, at Muhammad (fvmh) ikke er en ny profet. Han er derimod én blandt profeterne og et forbindende led eller en ring i profeteskabets kæde, som fortsatte fra skabelsens begyndelse frem til hans komme, og som omfattede profeterne og sendebudene fra enhver nation og enhver tidsalder. Den Vise Koran begrænser eller forbeholder ikke profeteskabet og sendebudstjenesten til én bestemt person, ét land eller én nation. Den erklærer derimod klart, at Allah den Ophøjede i enhver nation, ethvert land og enhver tidsalder har frembragt sådanne rene og hellige mennesker, som har kaldt menneskeheden til den rette vej og advaret den mod vildfarelsens frygtelige følger.

(Arabisk**************)

– Der fandtes ingen nation, som ikke havde fået besøg af en advarer. (Fatir: 24)

(Arabisk**************)

-Og Vi har sendt et profetisk sendebud til hvert folk med dette budskab: Tilbed og adlyd Allah, og afhold jer fra at tilbede og adlyde Taghut. (An-Nahl: 36).

En af disse profeter og advarere var profeten Muhammad Mustafa, må Allahs fred og velsignelser være med ham. Mange steder er dette blevet sagt- (Arabisk**************)

-Jeg er en af de tidligere advarere. (An-Najm: 56).

(Arabisk**************)

-O Muhammad! Du er visselig en af sendebudene. (Ya-Sin: 3). (Arabisk**************)

-O Muhammad, sig: Jeg er ikke noget nyt sendebud. Jeg ved ikke, hvad der vil blive gjort med mig, og heller ikke hvad der vil blive gjort med jer. Jeg følger kun det, der bliver åbenbaret for mig. Jeg er blot en advarer på et klart sprog. (Al-Ahqaf: 9).

(Arabisk**************)

Muhammad er ikke andet end et sendebud, og før ham er mange sendebude gået bort (Al-i Imran: 144).

Det er ikke det hele; det er også blevet sagt, at det arabiske sendebuds kald var det samme, som enhver profet, der kaldte menneskeheden til sandheden, havde kaldt til siden menneskehedens begyndelse. Profeten Muhammad (fvmh.) kaldte menneskene til den samme naturlige religion, som alle profeter og sendebude havde kaldt til.

(Arabisk**************)

Sig: Vi tror på Allah og på den lære, der er blevet åbenbaret for os, og på det, der blev åbenbaret for Ibrahim (fvmh.), Ismail (fvmh.), Ishaq (fvmh.), Yaqub (fvmh.) og deres efterkommere, og på det, der blev givet til Musa (fvmh.), Isa (fvmh.) og de øvrige profeter fra deres Herre. Vi gør ingen forskel på dem, og vi underkaster os Allah. Hvis de tror på det samme, som I tror på, er de således på den rette vej. (Al-Baqarah: 136-137)

Denne forklaring i Koranen efterlader ingen tvivl om, at profeten Muhammad (fvmh.) ikke kom med en ny religion eller din. Han kom heller ikke for at erklære nogen af de tidligere profeter for løgnere eller for at tilbagevise det budskab, nogen af dem havde bragt. Han blev derimod sendt for at fremlægge den sande din, som profeterne blandt alle folk fra begyndelsen havde fremlagt, og som menneskene senere havde forvansket, renset for alle forfalskninger.

Formålet med at sende profeter

Efter således at have forklaret sin bringers rette identitet og rang beskriver Den Hellige Koran de opgaver, som han blev sendt for at udføre. Disse opgaver er overordnet knyttet til to områder. Det ene er undervisning, det andet er handling.

Profetens undervisningsmæssige opgaver

Arbejdet i dette afsnit er som følger:

(1) Recitation af åbenbaringerne, renselse af sjælen samt undervisning i Skriften og visdommen.

(Arabisk**************)

Sandelig, dette er en stor nåde fra Allah den Højeste over de troende, at Han blandt dem selv har frembragt en Sendebud, som reciterer Allahs åbenbaringer for dem, renser deres sjæle og lærer dem Skriften og visdommen. Ellers var de tidligere hensunket i åbenlys vildfarelse – (Āl ʿImrān: 164).

At recitere åbenbaringerne eller læse åbenbaringerne højt betyder at meddele Allahs befalinger ordret. Tazkiya betyder at rense menneskers karakter og deres liv for dårlige egenskaber, skikke og handlemåder samt at stræbe efter at udvikle gode karakteregenskaber, god adfærd og rette handlemåder hos dem. At undervise i Skriften og visdommen betyder at forklare den sande betydning af Allahs ophøjede Bog og give dem en sådan indsigt, at de kan forstå Allahs Bogs egentlige dybe hemmeligheder. Derefter at lære dem denne visdom eller særlige viden, hvorved de kan forme livets mange vidtgående sider i overensstemmelse med Allahs forskrifter.

(2) Religionens fuldkommengørelse

(Arabisk**************)

– I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, fuldbyrdet Min nåde over jer og valgt islam som religion for jer. (Al-Māʾida: 3).

Med andre ord tog Den, der åbenbarede Koranen, ikke blot imod opgaven hos dens bærer med at recitere Hans åbenbaringer for folk, rense deres sjæle (tazkiya) og undervise dem i Skriften og visdommen; gennem disse fromme tjenere fuldendte Han derimod disse opgaver. De åbenbaringer og ord, som skulle nå menneskeheden, lod Han nå den gennem ham (Profeten). Den uret og det onde, som menneskelivet skulle renses for, fjernede Han ved hans hånd. De egenskaber, som burde udvikles blandt mennesker og i samfundet, og den værdighed, de burde have, lod Han blive fremstillet gennem Profetens ledelse som et strålende eksempel. Desuden lod Han gennem ham give en sådan undervisning i Skriften og visdommen, at menneskelivet i alle kommende tider kan formes i overensstemmelse med den store Koran.

(3) Profetens tredje undervisningsmæssige opgave var at afsløre hemmeligheden bag de meningsforskelle, der var opstået blandt de tidligere profeters folk. Desuden oplyste han den rette vej ved at afdække alle slør, fjerne al forvanskning og løse alle tvivlsspørgsmål og vanskeligheder—den vej, hvis følgen altid var den eneste vej til at opnå Guds tilfredshed.

(Arabisk**************)

Ved Gud, Muhammad, før dig sendte Vi vejledning til forskellige folk. Men derefter gjorde Satan deres vildfarne handlinger tiltalende for dem. I virkeligheden er han i dag blevet deres beskytter, og de er blevet værdige til en smertefuld straf. Vi har kun åbenbaret denne Skrift for dig, for at du skal fremlægge den sandhed for dem, som de er uenige om. Og også for at denne Skrift skal være vejledning og barmhjertighed for dem, der følger den (An-Naml: 63-64).

(Arabisk**************)

—I Skriftens folk! Vores Sendebud er kommet til jer. Han forklarer jer udførligt meget af det, som I skjuler fra Skriften, og han lader meget være tilgivet. Der er kommet til jer et lys fra Allah og en klar Skrift. De, der lever deres liv i overensstemmelse med denne Skrifts lys, viser Allah gennem den vejen til lykke, fred og sikkerhed, fører dem fra mørket ud i lyset og leder dem ad den rette, lige vej—(Al-Ma’ida: 15-16).

(4) At advare de ulydige om straffen, bringe de lydige det glædelige budskab om Allah den Højestes barmhjertighed og udbrede Allahs religion var også en del af Profetens undervisningsopgave.

(Arabisk**************)

O Profet! Vi har sendt dig som vidne, som bringer af glædelige budskaber, som en, der på Allahs befaling kalder til Allah, og som en lysende sol. (Ahzab: 45-46)

Profetens praktiske opgaver

De opgaver, der påhvilede Profeten i det virkelige liv og i hans omgang med mennesker, var som følger:

(1) At påbyde det gode, forhindre det onde, fastlægge grænserne mellem halal og haram, befri menneskene fra de bånd af forbud og påbud, der kom fra andre end Gud, og lette de byrder, der var blevet pålagt dem.

(Arabisk**************)

Han påbyder dem det gode og forhindrer dem i det onde. Han gør de rene ting tilladte for dem og de urene ting forbudte for dem. Han tager byrderne fra dem og ophæver de begrænsninger, hvis lænker de var bundet og underkuet af. De, der tror på ham, støtter ham og følger det lys, der er blevet sendt ned sammen med ham, er således dem, der vil få fremgang. (A’raf: 157)

(2) At dømme blandt Guds tjenere med sandhed og retfærdighed.

(Arabisk**************)

O Muhammad, Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden, for at du kan dømme mellem menneskene i overensstemmelse med de love, som Allah har fastsat, og ikke blive forsvarer for dem, der tilegner sig andres ejendom. (An-Nisa: 105).

(3) At etablere Allahs deen på en sådan måde, at alle ordninger i menneskelivet bliver underlagt den, og at alle andre systemer og skikke bliver undertrykt i forhold til den.

(Arabisk**************)

Han er Allah alene, som har sendt Sit Sendebud med vejledning og den sande religion, for at den kan sejre over alle andre love. (Al-Fath: 28).

På denne måde omfatter denne del af Profetens arbejde alle aspekter af politik, retssystemet, moralske og civilisatoriske reformer samt ren og hellig sandhed.

Muhammads profetskab er universelt og evigt

Dette arbejde af Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, er ikke begrænset til en bestemt nation, et bestemt land eller en bestemt tidsalder. Det gælder derimod på samme måde for hele menneskeheden og for alle tidsaldre.

(Arabisk**************)

-O Muhammad! Vi har sendt dig som en advarer og en bringer af det glade budskab til alle mennesker. Men de fleste mennesker ved det ikke (Saba: 28). (Arabisk**************)

-O Muhammad. Sig: O menneskehed! Jeg er kommet til jer alle som Guds Sendebud, Han, som ejer herredømmet over himlene og jorden; der er ingen gud undtagen Ham, og Han har magten over liv og død. Tro derfor på Gud og på Hans Sendebud, den ummī-profet, som tror på Gud og Hans ord. Følg ham, så I forhåbentlig finder den rette vej (al-A’raf: 158).

(Arabisk**************)।

-O Muhammad, sig: Denne Koran er blevet åbenbaret til mig, for at jeg gennem den kan advare jer og enhver, som den når frem til (al-An’am: 19)

(Arabisk**************)

-Denne Koran er blot en påmindelse for alle verdens beboere, for enhver blandt jer, der ønsker at følge den rette vej (at-Takwir: 27-28).

Profetiets afslutning

Et andet særkende ved Muhammads profetembede er, at profeternes og sendebudenes række er blevet afsluttet med ham. Efter ham er der ikke længere behov for nogen profet i verden.

(Arabisk**************)

Muhammad (s) er ikke far til nogen af jeres mænd. Men han er Allahs Sendebud og profeternes rækkes afslutter (Ahzab: 40).

Dette er i virkeligheden en uundgåelig følge af Muhammeds profetskabs universalitet, evighed og religionens fuldkommenhed. Eftersom Muhammad (s) ifølge den ovenstående beskrivelse er profet for alle mennesker i hele verden – ikke for én bestemt nation – og for alle tider – ikke for én bestemt epoke – og eftersom det formål, for hvilket profeter blev sendt til verden, er nået sin endelige fuldkommenhed, er det derfor helt rimeligt, at profeternes rækkefølge er blevet afsluttet med ham. Profeten (s) har selv forklaret dette meget smukt i en hadith. Han siger: Mit eksempel blandt profeterne er som en mand, der byggede et smukt hus. Han færdiggjorde hele huset, men lod pladsen til én eneste mursten stå tom. Da folk gik rundt om huset, undrede de sig og sagde: Hvis også denne sidste mursten var blevet lagt her, ville huset have været helt fuldendt. Den mursten, hvis plads står tom i profetskabets hus, er jeg.

Ud fra dette eksempel kan årsagen til profetskabets afslutning tydeligt forstås. Da religionen var blevet fuldendt, Allahs vers var blevet forklaret udførligt, og detaljerede anvisninger om påbud og forbud, troslæresætninger, gudsdyrkelse, civilisation, sociale forhold, statsordning og politik – kort sagt om alle områder af menneskelivet – var blevet fremlagt, og da Allahs ord og Sendebudets fremragende eksempel var blevet præsenteret for verden på en sådan måde, at de var beskyttet mod alle former for forvanskning og afvigelse, og man i enhver tidsalder kunne finde vejledning deri, var der ikke længere noget behov for profetskab. Der var kun behov for påmindelse og genopvækkelse (renæssance). Til dette er de retsindige lærde og de oprigtige troendes fællesskab tilstrækkeligt.

Profeten Muhammads (s) prisværdige egenskaber

Det sidste spørgsmål er, hvilken karakter denne bogs bærer personligt besad. Som svar på dette spørgsmål fulgte Den Ædle Koran ikke, ligesom andre gængse bøger, vejen med overdreven ros af deres bærere. Hans lovprisning blev heller ikke gjort til et selvstændigt emne. Hans karakteregenskaber blev kun antydet i forbindelse med selve fremstillingen.

(1) Koranen siger, at dens bærer stod på toppen af karakterens dyder.

(Arabisk**************)

– Og Muhammad, du besidder den højeste grad af ædel karakter (Nūn: 4).

(2) Koranen siger, at dens bærer var en person med fast beslutsomhed, et stålsat sind og fuld tillid til Allah under alle forhold. Da hele hans folk besluttede sig for at udrydde ham, og han blev tvunget til at søge tilflugt i en bjerghule sammen med en ledsager, mistede han ikke modet i denne vanskelige og farefulde situation, men forblev urokkelig i sin beslutning.

(Arabisk**************)

Husk den tid, da de vantro havde fordrevet ham, da han var den anden af to, og da de to var i hulen, og da han sagde til sin ledsager: »Vær ikke bedrøvet; Allah er med os.« (At-Tawbah: 40).

(3) Koranen siger, at dens bærer var en yderst storsindet og barmhjertig person, som bad om tilgivelse selv for sine værste fjender, indtil Allah til sidst meddelte ham den endelige afgørelse, at Han ikke ville tilgive dem.

(Arabisk**************)

– Om du beder om tilgivelse for dem eller ej, og selv hvis du beder om tilgivelse for dem halvfjerds gange, vil Allah alligevel ikke tilgive dem – (At-Tawbah: 80).

(4) Koranen siger, at dens bærers natur og væsen var yderst mildt. Han viste aldrig nogen hårdhed over for nogen, og derfor blev verden knyttet til ham.

(Arabisk**************)

– Det er ved Allahs barmhjertighed, at du er mild og ydmyg over for dem. Hvis du derimod havde været hård i talen og hårdhjertet, ville alle disse mennesker have fjernet sig fra dig. – (At-Tawba: 151).

(5) Koranen fortæller, at dens bærer følte en uro i sit hjerte over at lede Allahs tjenere til den rette og sande vej, og at han følte stor smerte, når de stædigt holdt fast i vildfarelsen. Han blev endda utålmodig på grund af deres sorg.

(Arabisk**************)

– O Muhammad (s), det synes, som om du vil miste livet af sorg over dem, hvis de ikke tror på dette. (Al-Kahf: 6).

(6) Koranen fortæller, at dens bærer nærede en dyb kærlighed til sin ummah. Han ønskede dem alt godt. Når de blev ramt af ulykker, blev han dybt bedrøvet. For dem var han et symbol på barmhjertighed, kærlighed og medfølelse.

(Arabisk**************)

– Der er kommet en sendebud til jer fra jeres egen midte, for hvem alt, hvad der skader jer, er smerteligt; han ønsker jer alt godt og er yderst kærlig og barmhjertig over for de troende. – (At-Tawba: 128).

(7) Koranen siger, at dens bærer ikke blot var en nåde for sit folk, men for hele verden.

(Arabisk**************)

—O Muhammad (S), Vi har sendt dig som en nåde for hele verden— (Al-Anbiyā’: 107).

(8) Koranen siger, at dens bærer holdt sig vågen nat efter nat i tilbedelse og stod op i erindring om Gud.

(Arabisk**************)

—O Muhammad (S), din Herre ved, at du står i bøn næsten to tredjedele af natten, undertiden halvdelen af natten og undertiden en tredjedel— (Al-Muzzammil: 20).

(9) Koranen siger, at dens bærer var et sandfærdigt menneske. I hele sit liv veg han aldrig fra sandhedens vej. Han lod sig ikke påvirke af onde tanker. Og aldrig sagde han så meget som et ord imod sandheden, fordi han lod sig styre af sine lyster.

(Arabisk**************)

– (O mennesker) jeres ledsager er aldrig veget fra den sande, rette vej og heller ikke afveget fra den rette tankegang. Og han siger heller ikke noget af egen begærlyst (Najm: 203).

(10) Koranen siger, at dens bærer er et forbillede, som hele verden bør følge, og at hele hans liv er den rette målestok for fuldkommen moral.(Arabisk**************)

I Guds Sendebud har I et særdeles fremragende forbillede – (Ahzab 21).

Hvis man studerer Den Ædle Koran, vil man se, at der også kastes lys over flere af dens bærers egenskaber. Men der er ikke plads til en detaljeret gennemgang af dem i denne artikel.

Enhver, der læser Koranen, vil selv kunne se, hvor klart, tydeligt og fri for urenhed denne bog fremstiller dens bærer, i modsætning til de øvrige gængse religiøse skrifter. Der er ikke det mindste guddommelige i ham. Heller ikke nogen overdrivelse eller overdreven lovprisning. Ingen form for overnaturlig kraft er blevet tillagt ham. Han er heller ikke gjort til delagtig i Guds gerninger. Og han er ikke blevet beskyldt for sådanne svagheder, fejl eller mangler, som strider mod en vejleders og en, der kalder til sandheden, værdighed. Selv hvis alle andre værker i den islamiske litteratur forsvandt fra verden, og kun Den Ædle Koran blev tilbage, ville der ikke være nogen mulighed for misforståelser, tvivl eller usikkerhed om Den Hellige Profets personlighed eller for nogen mangel på hengivenhed og respekt. Vi kan med sikkerhed vide, at denne bogs bærer var et fuldkomment menneske. Han var udstyret med de ypperste karakteregenskaber. Han anerkendte de tidligere profeters sandfærdighed. Han var ikke opfinder af nogen ny religion. Han gjorde heller ikke krav på at være et overmenneske. Hans kald var rettet til hele universet. Fra Allah den Højeste var han blevet pålagt bestemte tjenester. Da han havde udført disse tjenester fuldt ud, blev profetembedets række på ham bragt til sin afslutning. [Denne artikel blev oprindeligt skrevet i 1927 til et særligt nummer af tidsskriftet ‘Al-Jayit’. Før den blev indarbejdet i 1944, blev der foretaget nogle ændringer i den – forfatteren.]

Andet kapitel

Profeten Muhammads (s) slægtsoprindelse

Hazrat Ibrahim (a)

Det er historisk set enstemmigt anerkendt, at profeten Muhammads, fred og velsignelser være med ham, familie stammer fra den gren af profeten Ibrahims, fred være med ham, slægt, som går tilbage til hans ældste søn, profeten Ismail, fred være med ham. Denne slægtslinje er kendt som Banu Ismail. Forbindelsen mellem dette og profeten Muhammads, fred og velsignelser være med ham, livshistorie er så dyb, at enhver omtale af ham må begynde med begivenhederne i profeten Ibrahims og profeten Ismails liv, fred være med dem. Ellers vil det ikke være muligt at forstå, hvordan denne slægt fra Irak blev bosat i en afsides egn inde i Arabien, hvordan grundlaget for de monoteistiske folks qibla blev etableret her, og hvilken forbindelse profeten Muhammad, fred og velsignelser være med ham, havde til størstedelen af Arabiens stammer, som gjorde, at han ikke var nogen fremmed, men tværtimod en yderst velkendt personlighed.

Det er blevet nævnt, at profeten Ibrahim, fred være med ham, var fra Irak. Hans fødeby, Ur, var hovedstad for Nimrods slægt i Irak. Ifølge forskere og lærde levede profeten Ibrahim, fred være med ham, omkring år 2100 f.Kr. Ur var dengang et stort centrum for civilisation, kultur og handel. Samtidig var byen en højborg for dette folks shirk og kufr. Da profeten Ibrahim, fred være med ham, begyndte at modsætte sig dette folks shirk og at kalde dem til tawhid, blev regeringen, hele folket, hans egen familie og endda hans far hans fjender. Da de trods trusler og skræmmekampagner ikke kunne få ham til at standse, kastede de ham efter fælles overenskomst i et stort bål for at brænde ham levende. Men Allah gjorde ilden kølig for ham, og han kom levende og uskadt ud af bålet. Denne begivenhed er beskrevet udførligt i Koranen (Al-Anbiya: 68-69, Al-Ankabut: 24, As-Saffat: 97-98); se disse steder.

Ifølge Koranens beretning forlod profeten Ibrahim, fred være med ham, derefter sit fødeland og foretog hijra mod Sham og Palæstina. På den tid blev disse områder kaldt Kana’ans land. I denne forbindelse siger Koranen:

(Arabisk**************)

De sagde til hinanden: Byg et bål til ham, og kast ham ind i dette flammende bål. De ønskede at lægge en plan imod ham. Men Vi ydmygede dem, og Ibrahim, fred være med ham, sagde: Jeg drager til min Rabb, det vil sige, jeg foretager hijra. Han vil lede mig til den rette vej. (As-Saffat: 97-98).

(Arabisk**************)

Hans folks svar var derefter ikke andet end: Dræb ham eller brænd ham. Til sidst reddede Allah ham fra ilden. På det tidspunkt troede Lut på profeten Ibrahim. Og Ibrahim sagde: Jeg foretager hijra til min Rabb. Han er Den Almægtige, Den Alvidende. (Al-Ankabut: 24-26).

(Arabisk**************)]

– Vi reddede ham og Lot og førte dem til det land, hvori Vi har lagt utallige velsignelser for alverdens mennesker. (Al-Anbiyāʾ 21:71) [Med det velsignede land menes området omkring Levanten og Palæstina. I versene i Sūra al-Aʿrāf 7:137, Banī Isrāʾīl 17:1 og al-Anbiyāʾ 21:81 omtales dette område som velsignet (se Tafhīm, bind 4, Saba, note 31).]

Og Vi skænkede Lot visdom og viden, det vil sige profetisk åbenbaring – (Al-Anbiyāʾ 21:74).

(Arabisk**************)

Og Lot var også blandt dem, som blev gjort til sendebud. (As-Sāffāt 37:133)

Koranen indeholder ingen detaljeret redegørelse for, hvad der skete med Ibrahims folk efter hans udvandring. I vers 70 i Sūra at-Tawba nævnes dette folk imidlertid sammen med de folk, der blev ramt af straffen.

Spørgsmålet er nu, om Sara også var sammen med Ibrahim under denne udvandring, ligesom Lot var det. Koranen indeholder ingen nærmere redegørelse for dette. Men nogle af Koranens beretninger gør det klart, at Ibrahim var gift, og at hans hustru fulgte med ham under udvandringen. I Sūra as-Sāffāt står der for eksempel, at Ibrahim bad denne bøn under udvandringen:

(Arabisk**************)

– Min Gud, skænk mig et fromt afkom. Denne bøn kunne kun fremsættes af en gift mand, og det på et tidspunkt, hvor han var i færd med at udvandre efter at have forladt sit hjemland. Dette støttes også af den historiske beretning i Bibelen. Heri siges det, at Sara var med under denne udvandring. Men Bibelens øvrige beretninger er helt grundløse. Det siges for eksempel, at Sara var Lots helsøster og Ibrahims niece, og at han senere giftede sig med hende. Det siges også, at hans far var med Ibrahim under denne udvandring (Første Mosebog, Genesis, kapitel 11, vers 27). I den undertrykkelse og forfølgelse, som Ibrahim blev udsat for, havde hans far også en andel. (Udvalgte tekster fra Talmud – H. Polano, London, s. 40–42). Desuden er det ikke tilladt i nogen af Guds lovgivninger at gifte sig med sin egen niece, og slet ikke for en profet.

Hazrat Ibrahims (a.s.) missionsvirksomhed

Efter Hazrat Nuh (a.s.) var Hazrat Ibrahim (a.s.) den første profet, som Allah den Ophøjede udpegede til at udbrede islams universelle kald. Først rejste han selv i årevis rundt fra Irak til Egypten, fra Syrien og Palæstina til forskellige egne af den arabiske ørken, hvor han fremsatte islams kald til folk om at tilbede, tjene og adlyde Allah den Ophøjede. Derefter udnævnte han på grund af denne missionsvirksomhed sine efterfølgere i forskellige områder. I det østlige Jordan udpegede han sin nevø Lut (a.s.), i Syrien og Palæstina sin yngste søn Ishaq (a.s.) og inde i Arabien sin ældste søn Ismail (a.s.). Derefter byggede han på Allah den Ophøjedes befaling i Mekka det hus, der kaldes Kabaen, og efter Allah den Ophøjedes befaling blev dette hus fastlagt som centrum for hans mission.

Fra Hazrat Ibrahims (a.s.) slægt udsprang to store grene. Den ene bestod af Hazrat Ismails (a.s.) efterkommere, som blev boende i Arabien. Quraysh og nogle af de arabiske stammer var knyttet til denne gren. Eftersom også de arabiske stammer, som ikke slægtsmæssigt var efterkommere af Hazrat Ismail (a.s.), i større eller mindre grad var blevet påvirket af den religion, han prædikede, knyttede de deres slægtslinje til dem. [I de 2.500 år frem til den Ærværdige Profets (s.a.v.) tid indgik forskellige familier fra Profeten Ismails slægt ægteskaber med mange arabiske familier. I overensstemmelse med menneskets natur anså de det for ærefuldt at være besvogret med Hazrat Ismails rene og hellige familie, og de nævnte dette i deres slægtstavler – forfatteren.]

[Eftersom forskellige familier fra Hazrat Ismails (a.s.) slægt i de 2.500 år frem til Profetens (s.a.v.) tid havde indgået ægteskab med mange arabiske familier, anså disse forskellige familier det i overensstemmelse med menneskets natur for ærefuldt at være besvogret med denne store familie, og de nævnte det i deres slægtsregistre – forfatteren.]

Den anden gren bestod af Hazrat Ishaqs (a.s.) efterkommere. Hazrat Yaqub (a.s.), Hazrat Yusuf (a.s.), Musa (a.s.), Dawud (a.s.), Sulayman (a.s.), Yahya (a.s.), Isa (a.s.) og mange andre profeter blev født i denne slægt. Eftersom Hazrat Yaqubs (a.s.) navn var Israel, blev denne slægt kaldt Israels børn. Som følge af deres prædiken optog de folk, der antog deres religion, enten deres særpræg i sig eller forblev slægtsmæssigt adskilte, men de forblev dog deres tilhængere religiøst. Da denne gren blev udsat for forvanskning og forfald, opstod først jødedommen og senere kristendommen.

Hazrat Ibrahims (a.s.) egentlige opgave var at kalde verden til lydighed mod Allah og at lede menneskenes personlige og sociale liv på rette vej i overensstemmelse med den vejledning, der var sendt fra Allah. Han var selv lydig mod Allah. Han fulgte den viden, Allah havde givet ham, og udbredte denne viden i verden. Det var på grund af denne store tjeneste, at han blev udnævnt til leder for hele verden. Efter ham blev denne ledende position overdraget til den gren af hans slægt, som begyndte med Hazrat Ishaq (a.s.) og Hazrat Yaqub (a.s.), og som blev kaldt Israels børn. Profeter blev fortsat født i denne slægt, og de blev givet viden om den rette vej. De fik til opgave at lede verdens folk på den rette vej. Dette var den velsignelse, som Allah den Ophøjede gentagne gange mindede dem om gennem Koranen. Denne gren sad på lederskabets plads. Bayt al-Maqdis var centrum for kaldet til Allah og de gudfrygtiges qibla.

Hazrat Ismails (a.s.) fødsel

Den anden gren blandt Hazrat Ibrahims (a.s.) børn var Israels børn. En af denne grens mangler var, at den forvanskede historien og tilegnede sig enhver ærefuld ting. På historiens forskellige stadier forsøgte den med alle midler at miskreditere de folk, som den kom i konflikt, strid og rivalisering med. Et af de mange eksempler på dette i Bibelen er, at Hazrat Lut (a.s.) efter dens opfattelse slet ikke var nogen profet. Hazrat Ibrahim (a.s.) sendte ham heller ikke til Sodoms land for nogen missionsopgave. Tværtimod opstod der en strid mellem onkel og nevø, og onklen bad nevøen om at tage et andet sted hen og bosætte sig (Første Mosebog, kapitel 13, vers 5-13). Et endnu mere afskyeligt eksempel er, at da straffen ifølge Bibelen kom over Luts folk, drog Lut (a.s.) bort derfra med sine to døtre. I stedet for at opsøge sin onkel, Hazrat Ibrahim (a.s.), som boede i byen Hebron i Palæstina nær Sodom, slog han sig ned i en hule. Der – må Allah beskytte os – gjorde hans to døtre ham beruset med vin og havde samleje med ham, hvorved de begge blev gravide. Den ene fødte Moab, moabitternes stamfader, og den anden fødte Ben-Ammi, ammonitternes stamfader (Første Mosebog, kapitel 19, vers 30-38). På denne måde lod Israels børn deres had til moabitterne og ammonitterne få afløb. Den senere historie vidner nemlig om, at Israels børn lå i voldsom konflikt og strid med dem.

De har også udvist en sådan adfærd over for Banī Ismāʿīl. Det fortælles i Bibelen, at Hazrat Ismāʿīls mor, Hazrat Hājara, var Hazrat Sāras slave. Da Hazrat Sāra var barnløs, sagde hun en dag til Hazrat Ibrāhīm (a): »Foren dig med min slave, så vores familie kan blive grundlagt.« Derfor forenede Hazrat Ibrāhīm (a) sig med Hazrat Hājara i overensstemmelse med hendes ord, og Hazrat Ismāʿīl blev født – (Første Mosebog, kapitel 16, vers 10, 15-16). Men i Bibelens Første Mosebog, kapitel 16, vers 16, står der, at den daværende farao skænkede Hazrat Ibrāhīm (a) store rigdomme, kvæg, tjenere og tjenestekvinder som gaver. Hazrat Hājara var blandt dem. [Hazrat Hājara (ra) var indbygger i en landsby, som kaldes Umm al-ʿArab eller Umm al-ʿArīq. Den ligger i det østlige Egypten, to mil fra Romhavets kyst, over for Fārāma eller al-ʿAṭṭīna. På faraonernes tid lå der en fæstning her; i dag kaldes den Tall al-Fārān – forfatteren.] Derfor er det, selv ifølge Bibelen, forkert at kalde Hazrat Hājara Hazrat Sāras slave. Hazrat Sāras tilladelse var heller ikke nødvendig for at have seksuelt samkvem med hende.

Bibelen fortæller desuden, at Hazrat Ismāʿīl (a) befandt sig sammen med Hazrat Ibrāhīm (a) i Palæstina. Ja, da han var fjorten år gammel, blev Hazrat Isḥāq født af Hazrat Sāras skød, som følge af Hazrat Ibrāhīms (a) sæd (Første Mosebog, kapitel 18, vers 24-26, kapitel 21, vers 1-5). Derefter siger Bibelen:

»Og drengen (det vil sige Hazrat Isḥāq) voksede op og blev vænnet fra. Den dag, han blev vænnet fra, holdt Ibrāhīm (a) en stor fest med mad, drikke og beværtning. Da Sāra så, at egypterinden Hājara – som havde født Ibrāhīm en søn – lo og morede sig, sagde Sāra til Ibrāhīm: Send denne slavekvinde og hendes søn bort, for denne slavekvindes søn skal ikke være arving sammen med min søn. Dette gjorde Ibrāhīm meget ondt. Gud sagde til Ibrāhīm: Vær ikke bekymret over drengen og din slavekvinde. Gør alt, hvad Sāra siger til dig. Næste morgen stod Ibrāhīm derfor tidligt op, lagde brød og en vandlædersæk på Hājaras skulder og sendte hende bort sammen med sønnen. Hun drog af sted og vandrede omkring som en omstrejfende i den øde egn ved Saba-brønden. Da vandet i lædersækken var sluppet op, kastede hun sin søn under en busk. Hun gik et lille stykke væk og satte sig, mens hun sagde: Jeg vil ikke se dette barns død. Hun satte sig foran ham og græd højlydt. Gud hørte drengens stemme, og Guds engle kaldte Hājara fra himlen og sagde: Hājara! Hvad er der sket med dig? Frygt ikke, for Gud har hørt hans stemme fra det sted, hvor drengen ligger. Rejs dig og løft drengen op. Hold ham med din hånd. For jeg vil gøre ham til et stort folk. Gud åbnede hendes øjne, og hun fik øje på en vandbrønd. Hun gik derhen, fyldte lædersækken med vand og gav drengen at drikke. Gud var med drengen. Han voksede op og boede i den øde egn. Han blev bueskytte. Han boede i Fārāns egn. Hans mor hentede en hustru til ham fra Egypten – (Første Mosebog, kapitel 21, vers 8-21).«

Denne falske fortælling er blevet opdigtet for at forhindre, at der påvises nogen forbindelse mellem Hazrat Ibrāhīm (a) og Hazrat Ismāʿīl (a) på den ene side og Arabien, Mekka, Kaʿbaen og Zamzam-brønden på den anden. For hvis der lægges et slør over Hazrat Ibrāhīms (a) rejse til Arabien, og hvis omtalen af Hazrat Ismāʿīls (a) ophold i Palæstina indtil hans fjortenårsalder og derefter hans ægteskab i Fārāns ødemark udelades, udslettes et vigtigt kapitel i den islamiske historie, som er knyttet til den arabiske centrum i Ibrāhīm-religionen. Ud fra de forskellige steder i Bibelen, hvor Fārāns ødemark omtales, lå den syd for Palæstina, vest for ʿAqabā-dalen, nord for Sinaiørkenen og øst for Egypten og Romhavet. Fārān-bjerget havde ingen forbindelse med Arabien, hvor Mekka ligger. Desuden fremstilles Hazrat Sāra (ra) og Hazrat Ibrāhīm (a) i denne fortælling med så afskyelige karaktertræk, at Allah den Almægtige samtidig anklages. Herigennem kommer et afskyeligt og modbydeligt billede af selve Banī Isrāʾīls moralske forestillinger til udtryk. Her fremstilles en profets (Hazrat Ibrāhīm (a)) hustru og en anden profet (Hazrat Isḥāq) på en sådan måde, at moderen ikke engang kan tåle at se sin medhustrus søn le, og tvinger sin mand til at fratage sønnen arveretten og udvise ham fra familien. Manden, som er en højt æret profet, fremstilles sådan, at han har forvist sin femten-seksten år gamle søn til den øde egn med kun brød og en lædersæk vand, uden nogen bekymring for deres liv eller død. Samtidig fremstilles Allah den Almægtiges værdighed således, at Han befaler Hazrat Ibrāhīm (a), for Banī Isrāʾīls stamfader Hazrat Isḥāqs og hans mors skyld, at han skal acceptere de krav om overgreb og uretfærdighed mod hans medhustru, som Isḥāqs mor har fremsat af jalousi og fjendskab. Hele denne fortælling er blot en samling falskhed og opdigtet fantasi.

Til gengæld kan vi lære den sande historie at kende gennem Koranen og hadith. Denne historie bevidnes af de gentagne beretninger og overleveringer fra utallige mennesker, som gennem fire tusind år er blevet videregivet fra generation til generation blandt araberne.

Koranen fortæller, at Hazrat Ibrāhīm under sin hijra fra sit hjemland bad således til Allah:

(Arabisk**************)

»O Gud! Skænk mig fromme børn.« (al-Ṣāffāt: 100).

Bønnen blev først besvaret efter lang tid, da Hazrat Ibrahim (a.s.) var nået til en meget høj alder. I Koranen er Hazrat Ibrahim (a.s.) citeret for at have sagt: (Arabisk***************)

Lovet være den Gud, som i min alderdom har skænket mig Ismail og Ishaq (to sønner) – (Ibrahim: 39).

Før disse to sønner blev født, havde Allah den Ophøjede givet Hazrat Ibrahim (a.s.) det glade budskab. Først blev det glade budskab om Hazrat Ismail (a.s.) givet med disse ord:

– Så gav Vi ham det glade budskab om en tålmodig søn (As-Saffat: 101). Nogle år senere, da Ismail (a.s.) nærmede sig ungdomsalderen, blev det glade budskab om den anden søn givet således–(Arabisk***************)

(og englene gav ham, det vil sige Ibrahim (a.s.), det glade budskab om en vidende søn – (Adh-Dhariyat: 28). Da dette andet glade budskab blev givet, sagde Hazrat Ibrahim (a.s.):

(Arabisk***************)

– Giver I mig det glade budskab om et barn i min alderdom? Tænk nu efter: Hvilken slags gladt budskab er det, I giver mig? – (Al-Hijr: 54). Da Sara modtog dette glade budskab, blev hun således:

(Arabisk***************)

– Hans hustru trådte skrigende frem, dækkede sit ansigt til og sagde: »Jeg er gammel og ufrugtbar« (adh-Dhariyat: 29).

På grundlag af disse vers kan Bibelens følgende beretning anses for korrekt: Profeten Ibrahim (a.s.) fik Profeten Ismail (a.s.), da han var 86 år gammel, og Profeten Ishaq (a.s.), da han var 100 år gammel (Første Mosebog 16:16 og 21:5).

Profeten Ismails (a.s.) bosættelse i Mekka

Af den ovenstående gennemgang fremgår det, at Profeten Ismail (a.s.) var sin fars førstefødte søn og blev født, da hans far var gammel. Når en far får et barn i så høj en alder, har han naturligvis krav på at holde sin førstefødte søn, som var hans eneste søn i fjorten år, kærligt ind til sig. Han vil heller ikke kunne bære at have ham ude af syne. Men Profeten Ibrahim (a.s.) var profet, og derfor satte han kaldet til sandheden først. For dette kald havde han udholdt endeløs undertrykkelse og uretfærdighed i sit fødeland, udvandret og vandret omkring i fremmede lande samt brugt sin styrke og sit arbejde på at overbringe Guds budskab overalt. Efter fødslen af denne elskede søn opstod først og fremmest den tanke i hans sind, hvordan man kunne oprette et centrum for det monoteistiske kald i Arabien, hvorfra den sidste profet skulle fremstå, og som skulle forblive et centrum for det monoteistiske kald indtil Dommedag. Koranen fortæller os, at Allah den Almægtige allerede fra begyndelsen udpegede dette sted for Profeten Ibrahim (a.s.), hvor dette centrum skulle opføres. I sura al-Hajj siges det således: »(Arabisk***************)

– Husk den tid, da Vi udpegede dette hus’ (Kabaens) plads for Ibrahim – (al-Hajj: 26).

I overensstemmelse med denne befaling efterlod denne store Guds tjener sit diende spædbarn sammen med dets usædvanligt tålmodige og fuldstændigt Gudhengivne mor netop på det sted, hvor han til sidst skulle opføre Kabaens Hus, tilsyneladende i en fuldstændig hjælpeløs tilstand.

I Sahih al-Bukhari er denne hændelse udførligt berettet med Profeten Abdullah ibn Abbas’ (r.a.) ord. Af den måde, Ibn Abbas (r.a.) flere steder citerer den Ædle Profets (s.a.w.) udsagn på i denne beretning, fremgår det, at alt, hvad han fortalte, havde han hørt direkte fra Profeten. Han siger: Profeten Ibrahim (a.s.) bragte Hajar (r.a.) og hendes diende søn, Profeten Ismail (a.s.), og efterlod dem under et træ på det sted, hvor Zamzam senere sprang frem. På den tid var der intet menneske i den tyndt befolkede dal i Mekka, og der fandtes heller ikke vand noget sted. Profeten Ibrahim (a.s.) gav Hajar (r.a.) dadler i en lædersæk og en vandsæk og gik bort. Hajar fulgte efter ham og blev ved med at sige: »Ibrahim! Hvor går du hen efter at have efterladt os i denne tørre, øde og vegetationsløse egn?« Hajar (r.a.) sagde dette flere gange, men Profeten Ibrahim (a.s.) vendte sig ikke engang om. ****1 Til sidst sagde Hajar (r.a.): »Har Allah befalet dig at gøre dette?« Profeten Ibrahim (a.s.) svarede blot: »Ja.« Da sagde Hajar (r.a.): »Hvis det er tilfældet, vil Allah ikke lade os gå til grunde.« Med disse ord vendte hun tilbage og satte sig hos sit barn.

Profeten Ibrahim (a.s.) gik om bag et bjerg, hvorfra han ikke længere kunne se moren og sønnen, vendte sig mod Baytullah, det sted hvor han skulle opføre huset, og bad denne bøn:

(Arabisk***************)

– O Gud, jeg har efterladt nogle af mine efterkommere i en vandløs og vegetationsløs egn for bestandigt at slå sig ned ved Dit hellige hus, så de kan holde bønnen. Gør derfor menneskers hjerter tilbøjelige til dem, og giv dem frugter som føde, så de måske bliver taknemmelige – (Ibrahim: 37).

Imens blev Ismails (a.s.) mor ved med at amme ham og drikke af vandet i lædersækken. Da vandet slap op, blev både hun og barnet tørstige. Da hun så sit barn vride sig i tørst, kunne hun ikke holde det ud. Hun løb hen mod dalen for at se, om hun kunne få øje på nogen mennesker. Men hun så ingen. Derefter steg hun ned fra Safa-bjerget og kom ind midt i dalen. Så løftede hun armene og løb på en måde, som et menneske i nød løber. Derefter klatrede hun op på Marwa-bjerget og spejdede efter, om hun kunne få øje på nogen mennesker. Men hun så ingen. Således løb hun syv gange frem og tilbage mellem Safa og Marwa. Ibn Abbas (r.a.) fortæller, at Profeten (s.a.w.) sagde

[At han ikke vendte sig om, betød ikke hårdhjertethed, forsømmelse eller ligegyldighed. Hadrat Ibrahim (a.s.) var ganske vist en stor profet, men han var også et menneske. For at adlyde Allahs befaling havde han vovet sig ud i en så stor fare, at han forlod sit diende barn og dets mor i en øde egn omgivet af bjerge. Man kan naturligvis forestille sig, hvilken tilstand hans hjerte befandt sig i under disse omstændigheder. Hvis han i denne situation havde vendt sig om og set på sin hustru og sin søn, ville hans hjerte være blevet uroligt og omskifteligt. Derfor gik han videre med en sten lagt over sit hjerte. Som svar på sin efterfølgende hustrus gentagne spørgsmål sagde han blot ja uden at se på hende.]

Det er derfor, folk udfører sa’y mellem Safa og Marwa. (****1) Sidste gang, da hun klatrede op på Marwa-bjerget, hørte hun en lyd. Så sagde hun til sig selv: »Vær stille« (det vil sige: Lav ikke sådan en larm), og begyndte at lytte opmærksomt. Da hun igen hørte lyden, sagde hun: »Du, hvis stemme jeg hører, har ladet mig høre din stemme. Har du nu noget hos dig, som kan opfylde min anmodning?«

Pludselig så hun en engel ved Zamzam. Ifølge beretningerne fra Ibrahim ibn Nafiʿ og Ibn Jurayj så hun Jibril, som gravede i jorden med sin hæl eller sin hånd. Derefter sprang vandet frem. Hadrat Hajar (r.a.) begyndte at fylde lædersækken med vand, som hun tog op med sine hænder. Jo mere vand hun fyldte i den, desto mere steg vandet brusende op. Ibn Abbas (r.a.) fortæller, at Profeten (s.a.w.) sagde: »Må Allah vise barmhjertighed mod Ismails mor. Hvis hun havde ladet Zamzam være i den tilstand (det vil sige, hvis hun ikke havde omgivet den med en dæmning på alle sider), ville Zamzam være blevet en strømmende kilde.«

Således blev Hadrat Hajar (r.a.) ved med at drikke vand og amme sit barn. Englen sagde til hende: »Frygt ikke, at vandet vil slippe op. Her er Allahs hus, som dette barn og hans far skal bygge. Allah vil ikke lade husets folk gå til grunde.«

Efter at dette havde fortsat i nogen tid, kom nogle folk fra Jurhum-stammen (***1) fra Kada-området og standsede i den lavere del af Mekka. Derfra så de en fugl flyve rundt om et bestemt sted. De sagde: »Denne fugl kredser sikkert over vand.« Vi har tidligere rejst gennem denne dal, men der var ikke noget vand noget sted. Så sendte de en eller to mænd af sted. De fandt vand der. De vendte tilbage og fortalte de andre denne nyhed. De kom derhen og fandt Ismails (a.s.) mor. De sagde til Hadrat Hajar (r.a.): »Vil du give os tilladelse til at bo her?« Hajar svarede: »Ja, men retten til stedet skal tilhøre mig, ikke jer.« Det gik de med til.

Ibn Abbas (må Gud være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Jurhum-stammen fandt Ismails mor meget selskabelig. Hun ønskede også selv, at nogle mennesker skulle slå sig ned her. Derfor blev de der og bragte også andre medlemmer af deres familier dertil. Flere familier begyndte at bo der. Hazrat Ismail (fred være med ham) voksede op og blev opdraget iblandt dem, og det var hos dem, han lærte det arabiske sprog. (***1) Jurhum-folket kom til at holde meget af denne dreng, og de begyndte at ønske, at han skulle gifte sig med en pige fra deres egen slægt.

(****1) Dette er et yderst vigtigt historisk bevis på denne begivenhed. Efter opførelsen af Kabaen begyndte de sammenhængende hajj-ritualer på Hazrat Ibrahims (fred være med ham) tid. Fra da og indtil i dag har hundreder, tusinder og millioner af mennesker udført sa’y mellem Safa og Marwa til minde om denne begivenhed. Denne gentagne praksis har fortsat i tusinder af år uden nogen afbrydelse og fortsætter stadig i dag. Der findes ingen anden begivenhed i verden, hvis historiske bevis er stærkere end dette bevis på denne begivenhed. I modsætning hertil er der hverken i Parans øde ørken eller tidligere blevet udført en sådan sa’y dér, hvor den begivenhed, der er beskrevet (forrige side, fortsat), fandt sted, og det sker heller ikke i dag.

() Dette er en stamme blandt de gamle qahtanitiske arabere i Yemen.

(1) Hazrat Ibrahims (fred være med ham) sprog var heller ikke arabisk. Han var fra Irak. Senere slog han sig ned i Kanaan. Hazrat Hajars sprog var heller ikke arabisk. Hun var egypter.]

Beretningen om ofringen af sønnen

Efter at Hazrat Ibrahim (fred være med ham) havde forladt sin elskede søn i denne øde egn, lod han ham ikke i stikken. Tværtimod kom han fra tid til anden for at høre, hvordan det gik, og opholdt sig også nogle dage hos sin hustru og søn. Da han forlod sin hustru og det diende barn på dette sted, bad han en bøn.(Arabisk*********************)

-Min Herre, gør denne by sikker. I overensstemmelse med denne bøn er dette tyndt befolkede sted nu blevet til en by. Man kan formode, at Hazrat Ibrahim (fred være med ham) allerede også havde prædiket islam blandt Jurhum-folket. Derefter indtraf den begivenhed, som er uden sidestykke i menneskehedens historie. Hazrat Ibrahim (fred være med ham) gjorde sig nemlig rede til på Guds befaling at ofre sin førstefødte og eneste søn, som han havde fået i sin alderdom, da sønnen var blevet ung. Denne begivenhed er beskrevet således i Koranen-

(Arabisk*********************)

– Da drengen nåede den alder, hvor han kunne løbe omkring sammen med ham, sagde Ibrahim en dag: »Min søn! Jeg har i en drøm set, at jeg ofrer dig. Hvad siger du til det?« Han svarede: »Far! Gør, hvad du er blevet befalet. Om Allah vil, vil du finde mig tålmodig.« Da de begge havde underkastet sig Gud og bøjet deres hoveder, og Ibrahim (fred være med ham) havde lagt sin søn med ansigtet nedad, kaldte Vi på ham og sagde: »O Ibrahim! Du har gjort drømmen til virkelighed.« Således belønner Vi de retskafne. Dette var visselig en klar prøve, og Vi gav ham et stort offer som løsepenge og frelste dette barn (as-Saffat 102-107). Denne begivenhed fandt sted i Mekka [i Koranen kaldes dette sted også »Bakka« (Al-i Imran 96). Men ifølge Ibn Hishams beretning (bind 1, s. 119) var dette ikke stedets oprindelige navn; det blev først senere også kaldt dette, da det opnåede status som haram. Ibn Hisham siger, at Mekka kaldes Bakka, fordi det (****************) knækker tyrannernes nakke. Han forklarer yderligere, at Mekka i uvidenhedens tid ikke tillod nogen form for uret eller overgreb at bestå særlig længe. Alle, der havde begået overgreb, blev udvist fra denne by – bogens forfatter]. Det sted, hvortil Hazrat Ibrahim (fred være med ham) førte sin søn for at ofre ham, var Mina, hvor offeret den dag i dag bringes på selvsamme dato (den 10. Dhu l-Hijja) [Grunden til, at han måtte føre ham til Mina, var, at der på det tidspunkt var opstået en bebyggelse i Mekka, og Hazrat Ismails (fred være med ham) mor også opholdt sig dér. Derfor førte Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sin søn uden for Mekka til Minas tyndt befolkede bjergområde.] Desuden fandt dette sted, da Hazrat Ismail (fred være med ham) ikke var mere end tolv eller tretten år gammel. Hazrat Ishaq var endnu ikke født. For efter at have berettet om denne begivenhed i sura as-Saffat siger Allah den Højeste:

(Arabisk*********************)

– Og Vi gav Ibrahim det glædelige budskab om en af de retskafne profeter (vers 112).

Nogle forklaringer til ovenstående vers er nødvendige; de gives nedenfor:

(1) Hazrat Ibrahim (fred være med ham) så ikke i drømmen, at han havde slagtet sin søn. Han så derimod, at han var i færd med at slagte ham. Men på det tidspunkt forstod han drømmen sådan, at Allah befalede ham at ofre sin søn for at prøve ægtheden af hans tro. Derfor gjorde han sig med koldt blod klar til at ofre sin højtelskede søn.

(2) Formålet med at spørge sønnen var ikke, at han kun ville adlyde Allahs befaling, hvis sønnen samtykkede, og ellers ikke ville gøre det. Hazrat Ibrahim (fred være med ham) ønskede derimod at se, hvor retskaffen den søn var, som han havde bedt Allah om at skænke ham. Hvis han også selv var rede til at give sit liv for Allahs velbehag, betød det, at bønnen var blevet fuldstændig accepteret, og at sønnen ikke blot var hans barn i fysisk forstand, men også i moralsk og åndelig forstand var hans sande og rosværdige søn.

(3) Da Hazrat Ismail (fred være med ham) sagde: »Gør det, du er blevet befalet«, betyder det, at han betragtede sin profetfaders drøm som Allahs befaling og som noget, der trådte i stedet for åbenbaringen. Hvis denne opfattelse ikke havde været korrekt, ville Hazrat Ibrahim (fred være med ham) have sagt, at dette blot var en drømmebefaling, og Allah den Højeste ville også i disse vers have tilbagevist hans opfattelse. Dette er et af de argumenter, på grundlag af hvilke profetens drøm i islam kan regnes blandt åbenbaringens former.

(4) Hazrat Ibrahim (fred være med ham) lagde ikke sin søn på ryggen for at ofre ham, men lagde ham med ansigtet opad, så hans hånd ikke skulle ryste af faderlig kærlighed, når han så sin søns ansigt. Derfor ønskede han at føre kniven mod hans strube nedefra med hånden.

(5) Allerede før profeten Ibrahim (a) slagtede sin søn, sagde Allah den Ophøjede: »O Ibrahim! Du har gjort drømmen til virkelighed.« Denne erklæring fra Allah var fuldt ud berettiget, fordi det i drømmen ikke blev vist, at han havde slagtet sin søn, men at han havde gjort det. Da han derfor fuldførte det, der var blevet vist ham i drømmen, blev det sagt: »Du har gjort drømmen til virkelighed, og du har bestået den store prøve, som Vi satte dig på. Således belønner Vi de retskafne blandt Vore tjenere, ligesom Vi har belønnet dig. Uden at lade dig dræbe din søn med din egen hånd lod Vi gennem dig dette komme til udtryk: at du af kærlighed til Os også kan ofre dit eget barn.«

(6) »Det store offer« kan betyde en vædder, som Allahs engle bragte til profeten Ibrahim, for at den skulle slagtes i stedet for profeten Ismail. Det kan også betyde det offer, som er blevet bragt fra den tid og frem til profeten Muhammads (s) tid, og som alle muslimer i verden siden profetens tid og frem til i dag bringer under hajj og ved Eid al-Adha.

Blev offeret bragt for profeten Ishaq eller for Ismail?

Det er tidligere blevet nævnt, at Israels Børn havde for vane at tilskrive enhver bemærkelsesværdig begivenhed til sig selv, fremsætte falske beskyldninger mod andre eller gøre krav på megen ære som deres egen. I overensstemmelse med denne vane henførte de begivenheden med sønnen, der skulle ofres, til profeten Ishaq (a) i stedet for profeten Ismail (a). Bibelen siger:

»Gud satte Abraham på prøve og sagde til ham: Tag din elskede og eneste søn Ishaq med til Moria-landet, og dér, på et af bjergene, som Jeg vil vise dig, skal du bringe ham frem som et brændoffer.« (Første Mosebog, kapitel 22, vers 1-2).

I denne beretning siges det på den ene side, at Allah den Ophøjede ønskede Ishaqs (a) offer, og på den anden side, at han var den eneste søn. Men det er med sikkerhed bevist gennem andre beretninger i selve Bibelen, at profeten Ishaq ikke var den eneste søn. Se i denne forbindelse Bibelens følgende beretning:

»Abrahams hustru Sarah havde ingen børn. Hun havde en egyptisk trælkvinde, som hed Hajar. Sarah sagde til Abram: Se, Herren har hindret mig i at få børn. Gå derfor ind til min trælkvinde; måske kan jeg få børn gennem hende. Abram indvilligede i Sarahs ord, og han boede ti år i Kana’an-landet. Da gav Sarah sin egyptiske trælkvinde til Abram som hustru, og han gik ind til Hajar, og hun blev gravid.« (Første Mosebog, kapitel 65, vers 1-3).

»Herrens engel sagde til hende: Du er gravid, og du skal føde en søn. Du skal give ham navnet Ismail.« (Første Mosebog 16:11).

»Da Ismael blev født af Hagar, var Abrams alder 86 år« (Første Mosebog 16:16), og Herren sagde til Abram: »Jeg vil også give dig en søn med din hustru Sara; du skal give ham navnet Isak, og han skal fødes af Sara på denne bestemte tid næste år.« Da tog Abram sin søn Ismael og alle mændene i sit hus, og samme dag omskar han dem på Guds befaling. Abram var 99 år, da han blev omskåret, og Ismael blev omskåret, da han var tretten år« (Første Mosebog, kapitel 17:15-25).

»Og da hans søn blev født af hende, var Abrams alder hundrede år« (Første Mosebog 21:5).

Heraf bliver modsætningen i Bibelens beretning tydelig. Det er klart, at Hazrat Ismael (a.s.) indtil fjortenårsalderen var Hazrat Ibrahims (a.s.) eneste søn. Hvis det var den eneste søn, der blev krævet ofret, var det ikke Hazrat Isak (a.s.), men Hazrat Ismael (a.s.), der blev krævet ofret, for han var den eneste søn. Hvis det derimod var Isak, der blev krævet ofret, er det forkert at sige, at ofringen af den eneste søn blev krævet.

Hvis vi derefter vender blikket mod de islamiske overleveringer, finder vi en stor uenighed. Blandt de beretninger fra sahabaerne og tabi’inerne, som kommentatorerne har citeret, er der en gruppe, hvis beretning går ud på, at denne søn var Hazrat Isak. Blandt denne gruppe finder man følgende lærde:

Hazrat Umar (r.a.), Hazrat Ali (r.a.), Hazrat Abdullah ibn Masud (r.a.), Hazrat Abbas ibn Abd al-Muttalib (r.a.), Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.), Hazrat Abu Huraira (r.a.), Qatada, Ikrima, Hasan al-Basri, Mujahid, Sha’bi, Masruq, Makhul, Zuhri, Ata, Muqatil, Suddí, Ka’b al-Ahbar, Zayd ibn Aslam og andre fremtrædende lærde.

Den anden gruppe siger, at han var Hazrat Ismael (a.s.). Blandt denne gruppe finder man følgende lærde:

Hazrat Abu Bakr (r.a.), Hazrat Ali (r.a.), Hazrat Abdullah ibn Umar (r.a.), Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.), Hazrat Abu Huraira (r.a.), Hazrat Muawiya (r.a.), Ikrima, Mujahid, Yusuf ibn Mihran, Hasan al-Basri, Muhammad ibn Ka’b, al-Qurazi, Sha’bi, Sa’id ibn al-Musayyab, Dahhak, Muhammad ibn Ali ibn Husayn (Imam Muhammad al-Baqir), Rabi ibn Anas, Ahmad ibn Hanbal og andre fremtrædende lærde.

Hvis man undersøger disse to lister nøje, vil man se, at nogle navne forekommer i begge grupper. Det vil sige, at der er citeret to indbyrdes modstridende udsagn fra den samme person. For eksempel har Ikrima citeret Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.) for udsagnet, at sønnen var Hazrat Isak. Men fra den samme person har Ata ibn Abi Rabah også citeret følgende udsagn: »Jøderne hævder, at han var Hazrat Isak. Men jøderne taler usandt.« På samme måde findes der en beretning fra Hazrat Hasan al-Basri, som støtter, at Hazrat Isak (a.s.) blev ofret. Men Amr ibn Ubayd siger, at Hasan al-Basri ikke nærede nogen tvivl om, at den søn, som Hazrat Ibrahim (a.s.) fik befaling om at ofre, var Hazrat Ismael (a.s.). Resultatet af denne uenighed er blevet, at nogle lærde med stor overbevisning har taget Hazrat Isaks parti, såsom Ibn Jarir og Qadi Iyad. Andre siger med sikkerhed, at Hazrat Ismael blev ofret, såsom Ibn Kathir. Atter andre er i tvivl, såsom Jalaluddin al-Suyuti. Men hvis man betragter sagen ud fra forskning og undersøgelse, er der ikke den mindste tvivl om, at det var Hazrat Ismael (a.s.), der blev ofret. Begrundelserne er følgende:

(1) I Sura as-Saffat finder man følgende udsagn af Allah den Højeste: Da Hadrat Ibrahim (fvmh.) udvandrede fra sit hjemland, bad han om en retskaffen søn. Som svar gav Allah den Højeste ham det glædelige budskab om en tålmodig søn. Det fremgår tydeligt af formuleringen, at han fremsagde denne bøn, da han var barnløs. Den søn, om hvis fødsel han derefter fik det glædelige budskab, var hans førstefødte. Suraens videre forløb viser derefter, at da denne søn blev i stand til at løbe og lege sammen med sin far, blev der givet et vink om, at han skulle slagtes. Det er således med sikkerhed fastslået, at Hadrat Ibrahims (fvmh.) førstefødte var Hadrat Ismail (fvmh.), ikke Hadrat Ishaq.

I selve den hellige Koran er rækkefølgen af de to sønner beskrevet således:

(Arabisk***************)

—Lovprisning tilhører Allah, som i min alderdom skænkede mig Ismail og Ishaq— (Ibrahim: 39).

(2) Da den hellige Koran bekendtgør det glædelige budskab om Hadrat Ishaq (fvmh.), anvendes ordene ghulāmin ʿalīm (en vidende søn) (adh-Dhariyat: 28), og i suraen siges det: (Arabisk*************)

Frygt ikke; jeg bringer dig det glædelige budskab om en vidende søn— (al-Hijr: 53). Men i Sura as-Saffat, hvor det glædelige budskab om sønnen gives, anvendes ordene ghulāmin halīm (en tålmodig søn). Heraf fremgår det klart, at de to sønners fremtrædende egenskaber var forskellige, og at befalingen om slagtningen ikke gjaldt ghulāmin ʿalīm, men ghulāmin halīm, for ofringen af sønnen fandt sted, efter at denne søn var blevet født og var nået nær puberteten, mens det glædelige budskab om den anden søns fødsel blev givet derefter.

(3) Da den hellige Koran bringer det glædelige budskab om Hadrat Ishaqs (fvmh.) fødsel, gives der samtidig det glædelige budskab, at en søn som Yaqub (fvmh.) også vil blive født blandt deres efterkommere: (Arabisk***************)।

—Vi gav ham det glædelige budskab om Ishaq og efter Ishaq om Yaqub— (Hud: 71).

Det er klart, at hvis Ibrahim (a.s.) samtidig med meddelelsen om sønnens fødsel også havde fået at vide, at han skulle få en værdig søn, og derefter havde fået vist en drøm, hvori han slagtede ham, ville Ibrahim (a.s.) aldrig deraf have kunnet forstå, at han blev opfordret til at ofre denne søn. For efter at have ofret ham ville der ikke længere have været tale om, at en søn, nemlig Jakob (a.s.), kunne blive født af hans lænd.

Allamah Ibn Jarir besvarer dette argument således, at Ibrahim måske fik denne drøm på det tidspunkt, hvor Jakob (a.s.) blev født hos Ishak. Men dette er et yderst svagt svar. Den Hellige Qur’ans ord lyder: “Da drengen blev i stand til at løbe omkring sammen med sin far” – det var på dette tidspunkt, at drømmen blev vist. Hvis man læser disse ord med et fordomsfrit sind, vil billedet af en dreng på otte, ti eller højst tolv-tretten år straks fremtræde. Ingen kan forestille sig, at disse ord skulle være anvendt om en søn, der var blevet voksen og selv far.

(4) Efter at have fortalt hele historien siger Allah den Ophøjede til sidst: “Vi gav ham det glædelige budskab om Ishak – en retfærdig profet.” Heraf fremgår det tydeligt, at dette ikke var den søn, som der var givet tegn på skulle slagtes. Først blev der derimod givet det glædelige budskab om en anden søn. Da han senere blev i stand til at løbe omkring og færdes sammen med sin far, blev han befalet ofret. Da Ibrahim (a.s.) havde bestået denne prøve, fik han derefter det glædelige budskab om, at endnu en søn, Ishak, skulle fødes. Denne rækkefølge af begivenheder fastslår med sikkerhed, at den søn, som blev befalet ofret, ikke var Ishak (a.s.), men at denne søn var blevet født flere år tidligere. Allamah Ibn Jarir forsøger at afvise dette klare argument ved at sige, at der først blev givet det glædelige budskab om Ishaks (a.s.) fødsel. Da han senere var blevet rede til at give sit liv for Guds velbehag, blev hans belønning givet i form af det glædelige budskab om, at han skulle blive profet. Men dette svar er endnu svagere end det første. Hvis sagen virkelig forholdt sig sådan, ville Allah den Ophøjede ikke i forbindelse med denne begivenhed have sagt: “Vi gav ham det glædelige budskab om Ishak.” Han ville derimod have sagt: “Vi gav ham det glædelige budskab, at denne søn af dig skal blive en retfærdig profet.”

(5) Det er bevist gennem pålidelige overleveringskæder, at hornene fra den vædder, der blev slagtet som løsesum for Ismael (a.s.), blev opbevaret i Kabaen indtil Abd Allah ibn al-Zubayrs (r.a.) tid. Senere, da Hajjaj ibn Yusuf belejrede Ibn al-Zubayr (r.a.) i Haram-området og ødelagde Kabaen, gik disse horn til grunde. Ibn Abbas (r.a.) og Amir ash-Sha‘bi (r.h.) bevidner, at de selv havde set disse horn i Kabaen (Ibn Kathir). Dette er ligeledes et bevis på, at denne ofringsbegivenhed ikke fandt sted i Sham, men i Mekka, og at det var Ismael (a.s.), der var involveret. Derfor er mindet om dem bevaret i Kabaen, som blev bygget af Ibrahim (a.s.) og Ismael (a.s.).

(6) I mange århundreder blev det bevaret som en del af den arabiske tradition, at denne ofringsbegivenhed fandt sted i Mina. Det var ikke blot en tradition. Siden dengang og helt frem til den Ædle Profets (s.a.w.) tid havde denne handling bestandigt været knyttet til pilgrimsritualerne: Folk gik til netop det sted i Mina, hvor Ibrahim (a.s.) havde ofret, og foretog ofringen dér. Da profeten Muhammad (s.a.w.) blev sendt som den sidste profet, videreførte han også denne skik. Selv i dag foretages ofringen i Mina under hajj den 10. dhu al-hijjah. Denne ubrudte praksis gennem fire et halvt tusind år er et uigendriveligt bevis på, at det var Ismaels efterkommere, ikke Ishaks, der blev arvinger til Ibrahims (a.s.) ofring. Blandt Ishaks (a.s.) efterkommere fandtes der ingen sådan skik, hvor hele folket på samme dag foretog en ofring under samme navn og betragtede den som et minde om Ibrahims (a.s.) ofring.

Når man ser disse argumenter og beviser, er det forbløffende, hvordan forestillingen om, at det var Ishak (a.s.), der blev slagtet, kunne vinde udbredelse selv blandt det muslimske ummah. Hvis jøderne, efter at have berøvet Ismael (a.s.) hans ære, forsøgte at overføre denne ære til deres stamfader Ishak (a.s.), er det forståeligt. Men hvordan kunne en stor gruppe muslimer acceptere deres bedrag? Allamah Ibn Kathir har i sin tafsir givet et meget tilfredsstillende svar på dette spørgsmål. Han siger: “I virkeligheden stammer alt, hvad der er blevet sagt til støtte for, at det var Ishak (a.s.), der blev slagtet, fra Ka‘b al-Ahbar. Da denne mand blev muslim i Umars (r.a.) tid, plejede han at fortælle ham om det, der stod i jødernes og de kristnes gamle bøger, og Umar (r.a.) lyttede til det. Derfor begyndte andre også at lytte til ham, og de fortalte videre alt, hvad han sagde, uanset om det var meningsfuldt eller det rene vrøvl. Denne ummah havde imidlertid ikke noget behov for at kende noget til disse ting.”

Muhammad ibn Ka‘b al-Qurazi har yderligere belyst dette spørgsmål i en overlevering. Han siger: “En gang blev dette spørgsmål bragt på bane i min tilstedeværelse hos Umar ibn Abd al-Aziz (r.h.): Var det Ishak (a.s.) eller Ismael (a.s.), der blev slagtet? Ved hoffet var der en mand til stede, som tidligere havde været regnet blandt de jødiske lærde. Senere antog han islam oprigtigt. Han sagde: ‘Amir al-Mu’minin, ved Gud, det var Ismael, der blev ofret. Det vidste jøderne også. Men af misundelse over for araberne hævdede de, at det var Ishak (a.s.), der blev slagtet’” (Ibn Jarir).

Når disse to udtalelser sammenholdes, bliver det klart, at dette i virkeligheden var jødisk propaganda, som havde spredt sig blandt muslimerne. Muslimerne nærede ikke nogen fanatisme i intellektuelle spørgsmål. Derfor accepterede mange af dem jødernes beretninger som intellektuelle realiteter, selv om jøderne fremlagde dem under dække af historisk tradition og med henvisning til de gamle skrifter. De indså ikke, at der i disse beretninger i stedet for viden fandtes partiskhed og fjendskab.

Bygningen af Kabaen

Først er det blevet sagt, at forskellige familier fra stammen Jurhum på grund af Zamzams velsignelse kom og bosatte sig i nærheden af Hazrat Ismail (a.) og Hazrat Hajar (r.a.), og at Mekka var ved at udvikle sig til en by. Det er også blevet nævnt, at der på grund af Hazrat Hajars selskabelighed opstod et godt forhold mellem mor og søn og de nye bosættere. Hazrat Ismail

(Kort over den ædle Kaba)

(a.) blev opdraget og voksede op blandt dem. Da han trådte ind i ungdomsårene, blev jurhumitterne så betaget af hans enestående karakter og egenskaber, at de ønskede at knytte Hazrat Ismail (a.) til sig gennem ægteskab. Ifølge en overlevering af Hazrat Abdullah ibn Abbas (r.a.) i Bukhari blev Hazrat Ismail (a.) først gift med en ung pige. Men denne svigerdatter faldt ikke Hazrat Ibrahim (a.) i god smag. Derfor forlod Hazrat Ismail (a.) hende og giftede sig med en ung pige, som Hazrat Ibrahim (a.) syntes om. Med hende fik han tolv sønner. Ifølge overleveringen i Bukhari blev Hazrat Hajar (r.a.) en af Paradisets beboere umiddelbart efter Hazrat Ismails (a.) første ægteskab.

Derefter kom Hazrat Ibrahim (a.) til Mekka for at udføre sin egentlige opgave, den opgave hvis formål tredive år tidligere havde fået ham til at bringe og genbosætte denne del af sin familie i en dal uden vand og vegetation. I den overlevering fra Ibn Abbas (r.a.) i Bukhari, som vi har nævnt ovenfor, fortsætter han sin beretning og siger, at Hazrat Ismail (a.) en dag sad under et træ ved Zamzam og fremstillede pile. Pludselig ankom Ibrahim (a.). Så snart Hazrat Ismail (a.) så ham, rejste han sig, og far og søn mødtes på den måde, som en far møder sin søn, og en søn sin far. Derefter sagde Hazrat Ibrahim (a.): »Ismail! Allah ta’ala har befalet mig at udføre en opgave.« Hazrat Ismail (a.) svarede: »Udfør den opgave, som din Herre har befalet dig.« Ibrahim (a.) sagde: »Vil du hjælpe mig med denne opgave?« Han svarede: »Ja, selvfølgelig vil jeg hjælpe dig.« Derefter pegede Hazrat Ibrahim (a.) på den del af dalen, som lå lidt højere end jorden omkring den, og sagde: »Allah har befalet mig at bygge et hus her.« Så byggede far og søn sammen Baytullahs fundament. Hazrat Ismail (a.) bragte stenene, mens Ibrahim (a.) murede væggene. Da væggene var blevet tilstrækkeligt høje, hentede Hazrat Ibrahim (a.) den sten, som er kendt som Maqam Ibrahim. Hazrat Ibrahim (a.) steg op på den, fortsatte med at mure og gjorde væggene endnu højere.

Kabaens anseelse i Arabien og i hele verden

Dette hus var ikke blot et sted for tilbedelse, sådan som moskéerne er. Det blev tværtimod fra den allerførste dag betragtet som centrum for udbredelsen og fremførelsen af islams universelle bevægelse. Formålet var, at de, der tror på én Gud, skulle komme hertil fra alle steder og samles, tilbede Gud i fællesskab og tage islams budskab med sig tilbage. Hvordan blev dette center opført igen? Med hvilke følelser og bønner byggede far og søn dette hus’ vægge, og hvordan indledte de hajj? Den detaljerede beretning herom er gengivet således i den ædle Koran.

(Arabisk***************)

-Sandelig, det første hus, der blev bestemt for menneskene, er det hus, som blev opført i Mekka. Dette er et velsignet hus og et centrum for vejledning for alle verdens mennesker. I det findes Allahs tydelige tegn og Ibrahims ståsted. Enhver, der træder ind i det, opnår sikkerhed (Āl ʿImrān: 96).

(Arabisk***************)

-Har de ikke set, hvordan Vi gjorde det hellige område sikkert, mens mennesker omkring det bliver bortrevet? (Al-ʿAnkabūt: 67)

Det vil sige, selv om plyndring, drab, ødelæggelser og voldsomme krige havde raset overalt i to tusind år, herskede der altid sikkerhed i dette hellige område. Selv en uciviliseret beduin turde ikke røre sin fars morder, hvis han så ham inden for dets grænser.

(Arabisk***************)

-Og husk, da Vi gjorde dette hus til et centrum for menneskene, et sted, hvortil de vender tilbage, og et sted med sikkerhed, og Vi befalede: Hold Mit hus rent for dem, der går rundt om det, og for dem, der bøjer sig og kaster sig ned i bøn. Og da Ibrahim bad: »Min Herre, gør dette sted til en sikker by, og giv dens indbyggere frugter som forsørgelse, dem blandt dem, der tror på Allah og den yderste dag.« Og da Ibrahim og Ismail rejste dette hus’ fundament, bad de: »Vor Herre, tag imod vores bestræbelse. Du er Den, der hører alt og ved alt. Vor Herre, gør os begge til muslimer (underkastede Dig), og oprejs blandt vores efterkommere et folk, der underkaster sig Dig. Vis os måden, hvorpå vi skal tilbede Dig, og vend Din nådige opmærksomhed mod os. Du er i sandhed Den, der tilgiver meget, Den barmhjertige. Vor Herre, send blandt disse mennesker en udsending fra deres eget folk, som vil recitere Dine åbenbaringer for dem, lære dem Skriften og visdommen og rense deres karakter. Du er i sandhed Den Almægtige, Den Vise.« (Al-Baqara: 125-129).(Arabisk***************)

Og da Ibrahim bad: »Min Herre, gør denne by til en sikker by, og beskyt mig og mine børn mod afgudsdyrkelse. Min Herre, disse afguder har vildledt mange mennesker. Den, der følger mig, hører til blandt mine; men den, der afviger fra min vej, Du er tilgivende og barmhjertig. Vor Herre, jeg har bosat en del af min efterkommere ved siden af Dit hellige hus i denne vand- og planteløse dal, for at de, vor Herre, kan opretholde bønnen. Gør derfor menneskers hjerter tilbøjelige til dem, så de strømmer til dem, og giv dem frugter som forsørgelse, så de forhåbentlig bliver taknemmelige.« (Ibrahim: 35)

(Arabisk***************)

Og da Vi udpegede dette hus’ plads for Ibrahim og vejledte ham således: “Sæt ingen ved Min side, og hold Mit hus rent for dem, der går rundt om det, bøjer sig og kaster sig ned i tilbedelse. Og bekendtgør hajj offentligt blandt menneskene, så de kommer til dig, til fods eller ridende på magre kameler fra fjerne egne, så de kan opleve de mange religiøse og verdslige fordele, der er til deres fordel. Derefter skal de på de bestemte dage nævne Allahs navn over de husdyr, Han har skænket dem, det vil sige ofre dem. Spis så selv af deres kød, og giv også til de fattige og trængende.” (Hajj: 26-28)

Kaabaens velsignelse i jahiliyyas tid

Kaabaens anseelse i Arabien bestod ikke blot i, at den var et sted for tilbedelse. På grund af dens centrale status og hellighed blev den tværtimod et fundament for hele landets økonomiske og kulturelle liv. Folk kom i store grupper fra hele landet til Kaabaen for hajj og umrah, og gennem denne folkesamling blev der knyttet et bånd af enhed mellem de arabere, der ellers var splittet i utallige dele. Folk fra forskellige egne og stammer etablerede indbyrdes kulturelle forbindelser. Poesikonkurrencerne bidrog til at udvikle deres sprog og litteratur. Handelsforbindelserne opfyldte hele landets økonomiske behov. Takket være de hellige måneder havde araberne mulighed for fred og sikkerhed en tredjedel af året. Det var den tid, hvor deres karavaner uden vanskelighed kunne rejse fra den ene ende af landet til den anden. Når de havde dyr med sig, hvis hals var mærket med et bånd til offer, blev det lettere at rejse fra ét sted til et andet. For når araberne så de dyr, hvis hals var bundet med et bånd som tegn på et løfteoffer, bøjede de hovedet ærbødigt. Ingen røverstamme vovede at gribe ind over for dem. (De hellige måneder er: Rajab for umrah og Dhu al-Qa’dah, Dhu al-Hijjah og Muharram for hajj. I disse måneder ophørte krig og fjendtligheder. Ingen chikanerede de rejsende på vej til umrah eller hajj – forfatteren.)

Ismails (fred være med ham) profetskab og dets indflydelse på araberne

Da Ibrahim (fred være med ham) og Ismail (fred være med ham) byggede Kaabaen, erklærede huset for et centrum og et tilflugtssted og opfordrede folk til hvert år at komme til Kaabaen for hajj, blev Ismail sandsynligvis på dette tidspunkt ophøjet til profetskabets rang, så han kunne varetage opgaven med at udbrede islams religion i Arabien. Om ham siges der i Koranen:(Arabisk***************)

Og ihukom Ismail i denne bog. Han var sandfærdig i sit løfte, og han var en sendebud og en profet. Han påbød sin familie bønnen og zakat, og han var velbehagelig for sin Herre. (Maryam: 54-55)

Selv om der i historien ikke findes nogen detaljeret beretning om Ismails liv og hans sendelse, er beviset på, at hans sendelse var vellykket, at Kaabaen fik en central status i hele Arabien. Folk kom i store grupper fra selv de fjerneste egne af Arabien, fulde af begejstring og iver, for at udføre hajj og umrah. Hajjens regler var de samme, som var blevet fastlagt fra begyndelsen. Sa’y mellem Safa og Marwah samt skikken med at ofre i Mina på Dhu al-Hijjahs dage var også udbredt blandt araberne; det var uden tvivl mindesmærker over Hajaras (må Allah være tilfreds med hende) sa’y og Ibrahims (fred være med ham) offer. Forbuddet mod at føre krig i fire måneder med henblik på hajj og umrah var også almindeligt anerkendt i hele Arabien. Mange andre tegn på Ibrahims religion var ligeledes udbredt blandt araberne, såsom omskærelse, renselsesbad efter sædafgang, slagtning af dyr, ofring af kameler, begravelse af de døde, ægteskab og skilsmisse, reglerne for enkens sørgeperiode, at anse mor, søster og datter for forbudte som ægtefæller, blod for blod og meget andet. Desuden foretog nogle lærde mennesker også wudu. Nogle bad, såsom Quss ibn Sa’idah al-Iyadi. Abu Dharr begyndte også at bede tre år før sin islamantagelse, selv om det ikke vides, hvilken slags bøn det var. Derudover var det skik blandt araberne at faste. De praktiserede også i’tikaf. Det findes i hadith, at Umar (må Allah være tilfreds med ham) i sit liv før islam havde aflagt et løfte om at tilbringe en nat i i’tikaf. Der var mange handlinger, som araberne anså for gode gerninger og roste, såsom at bespise gæster og rejsende, hjælpe de fattige, opfylde slægtninges rettigheder og meget andet. Hvis Ismails (fred være med ham) sendelse ikke havde opnået en enestående succes, ville det ikke have været muligt, at tegnene på den religion, han havde forkyndt, kunne forblive udbredt over hele Arabien indtil den Hellige Profets (fred og velsignelser være med ham) komme, på trods af at landet i to et halvt tusind år havde været nedsænket i jahiliyyas mørke. Det vigtigste er, at det var virkningen af hans og hans påvirkede tilhængeres forkyndelse, at araberne indtil Profetens komme havde de samme forestillinger om Allah, som er omtalt i Den Ædle Koran. Se for eksempel az-Zukhruf: 87, al-Ankabut: 61-63, al-Mu’minun: 61-63, Yunus: 22-23 og 31 samt Banu Isra’il: 67.

En anden virkning af Ismails sendelse var, at der i Arabien indtil profeten Muhammads (fred og velsignelser være med ham) komme fandtes en gruppe mennesker, som i historien huskes under navnet hanif. De fandtes forskellige steder blandt de forskellige arabiske stammer. De forkastede shirk og anerkendte tawhid, og de ønskede at følge Ibrahims religion. I fjerde bind af Tafhim al-Qur’an har vi indsat en liste over dem. Nedenfor beskriver vi nogle af disse personers forhold:

Al-Nabigha al-Dja’di – Han var af Banu Amir ibn Sa’sa’a. I uvidenhedens tidsalder talte han om Abrahams religion og hanifiyya, det vil sige at vende sig bort fra alle andre retninger og alene adlyde Allah. Han fastede og bad om tilgivelse. I hans udsagn fra uvidenhedens tidsalder blev tawhid, livet efter døden, straf og belønning, Paradiset og Helvede blandt andet omtalt. Senere antog han islam (al-Isti’ab, bind 1, s. 31).

Sirma ibn Anas – Han stammede fra Banu Adi ibn Najjar. I uvidenhedens tidsalder levede han et asketisk liv. Han forkastede afgudsdyrkelsen. Han foretog ghusl efter janaba og holdt sig borte fra menstruerende kvinder. Han afskyede vin og andre rusmidler. Først ønskede han at blive kristen, men opgav det. Han byggede et hus, der lignede en moské. Han tillod ikke en person, der var blevet pålagt ghusl, eller en menstruerende kvinde at gå derind. Han sagde:

„Jeg tilbeder Abrahams Herre og følger Abrahams religion.“

To verslinjer fra hans digt gengives nedenfor:(Arabisk***************)

– Pris tilhører Allah, min Herre, som ingen partner har. Den, der ikke accepterer dette, gør uret mod sig selv.

Da Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, ankom til Medina, var denne mand blevet meget gammel. Han trådte frem for Profeten og antog islam (al-Isti’ab, bind 1, s. 323; al-Isaba, bind 2, s. 179; Ibn Hisham, bind 2, s. 156).

Amr ibn Abasa – Han var fra Banu Sulaym. Ibn Sa’d siger, at han forkastede afgudsdyrkelsen allerede før han antog islam. Ahmad ibn Hanbal citerer hans udtalelse: „Jeg mente, at folk i uvidenhedens tidsalder var hengivet til vildfarelse, og min opfattelse af afguderne var, at de ikke var noget som helst.“

En anden af hans udtalelser lyder således:

»Jeg var blevet overbevist om, at afgudsdyrkelse var vildfarelse. Da en mand hørte dette, sagde han til mig: Der er en mand i Mekka, som siger den slags. Derfor kom jeg til Mekka. Jeg mødte profeten Muhammad (fred være med ham), lærte hans lære at kende og antog troen.« – (Al-Istiʿāb, bind 2, s. 431).

Den mest lærerige beretning er den om ʿAmr ibn Nufayl, som var fætter til den ærværdige ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) og far til den ærværdige Saʿīd ibn Zayd [den ærværdige ʿUmars svoger]. Han stod urokkeligt fast på troen på Guds enhed. Han anså afgudsdyrkelse, selvdøde dyr, blod og ofringer i afgudernes navn for forbudte. Han anså drab på døtre for meget forkasteligt og forsøgte at redde dem. Han tilbageviste også jødernes og de kristnes religion. Han sagde: »Hvad er forskellen mellem vores folks afgudsdyrkelse og deres afgudsdyrkelse?«

Den ærværdige Asmāʾ, Abū Bakrs datter (må Allah være tilfreds med hende), sagde: »Jeg så Zayd ibn ʿAmr. Han sad lænet op ad Kabaens mur. Han sagde: ’Quraysh-folk! Ved Gud, jeg vil ikke spise kød fra et dyr, der er slagtet i en andens navn end Allahs. Ved Gud, ingen andre end jeg følger Abrahams religion.’«

Han sagde også: »O Gud! Hvis jeg vidste, hvilken form for tilbedelse af Dig der er mest velbehagelig for Dig, ville jeg tilbede Dig på den måde.« Han kastede sig ned i prostration med hovedet hvilende på sine håndflader. Han rejste helt til Sham for at finde Abrahams religion, men fandt den heller ikke i jødernes og de kristnes religion. Derefter løftede han sine hænder og bad:

»O Gud! Jeg tager Dig til vidne på, at jeg følger Abrahams religion.«

Til sidst blev han dræbt af en ukendt person i byen Lakhm, fem år før profeten Muhammads (fred være med ham) fremkomst. Hans onkel og hans faderlige halvbror Khattab plagede ham meget, fordi han havde forladt sine forfædres religion. Til sidst blev han tvunget til at forlade Mekka. Quraysh satte banditter til at forhindre ham i at komme ind i byen Mekka.

I den islamiske tid spurgte den ærværdige ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham) og den ærværdige Saʿīd ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham) den ædle profet (fred være med ham): »Kender De Zayds trosopfattelse? Må vi bede om tilgivelse for ham?«

Profeten svarede: »Ja; på opstandelsens dag vil han blive genoprejst som en hel umma alene.« – (Al-Istiʿāb, bind 2, s. 539; Al-Isāba, bind 1, s. 552; Ibn Hishām, bind 1, s. 239–240).

Ikke desto mindre kan man få kendskab til den form for shirk, som den almindelige arabiske befolkning var hengiven til, gennem den talbiya, de fremsagde under hajj sammen med dem. Denne talbiya lød således:

(Arabisk***************)

– Her er jeg, o min Gud, her er jeg. Her er jeg; du har ingen medgud, bortset fra den medgud, som selv tilhører dig. Du ejer også ham og det, som han ejer.

Det betyder, at de, selv om de anerkendte deres mange selvskabte guder som guddomme, også anerkendte Allah som den højeste Herre og mente, at alle disse guddomme var tjenere og slaver under dette herlige og højeste Væsen. Hvad kan dette ellers kaldes end den ismailitiske missions indflydelse, at de, selv om de var sunket ned i den værste jahiliyyah og shirk, alligevel havde denne tro på Allah i deres hjerter?

Forvaltningen af Kabaen efter profeten Ismail (a.s.)

Så længe profeten Ismail (a.s.) levede, lå ansvaret for forvaltningen af Kabaen i hans hænder. Efter hans død blev hans ældste søn Nabit dens forvalter. Men efter Nabits død overtog folk fra stammen Jurhum, som havde slået sig ned i Mekka på Hazras (r.a.) tid, med magt ansvaret for forvaltningen af Kabaen. Det skyldtes, at Ismails (a.s.) efterkommere var få i antal, mens jurhumitternes antal i Mekka var vokset betydeligt. Sammen med dem deltog også en gren af amalekitterne, Qatûra eller Banu Qaytûr, i nogen tid i forvaltningen af Mekka. Jurhumitterne opkrævede tiende fra dem, der kom fra byens omegn, mens amalekitterne tvang dem, der kom fra lavlandet, til at betale tiende. Til sidst blev de i nogen tid udelukket fra forvaltningen af Kabaen. Derefter herskede disse selv over Kabaen og Mekka i flere århundreder (Murûdj adh-dhahab, bind 2, s. 50; Ibn Hisham, bind 1, s. 118). Efterhånden blev fordærvelsen blandt dem så omfattende, at de begyndte at ødelægge Mekkas værdighed. De fortærede uretmæssigt de rigdomme, der blev givet som gaver til Kabaen. De chikanerede dem, der kom for at besøge den. Hvis nogen blandt dem ikke fandt et sted at begå utugt, gik han endda til Kabaen og begik denne synd dér. En begivenhed fra den tid fortæller, at en mand ved navn Isaf begik en ulovlig handling med en kvinde ved navn Na’ila i Kabaen, hvorefter Allah gjorde dem begge vanføre. Nogen tid senere fremstillede man statuer af dem, anbragte den ene ved Safa og den anden ved Marwa og begyndte at tilbede dem. Kabaens forvaltere sank således ned i denne yderste form for usselhed.

Da jurhumitternes overgreb til sidst nåede deres højdepunkt, kæmpede Banu Bakr ibn Abd Manat fra stammen Kinana og Ghubshan fra den ædle stamme Khuza’a sammen mod dem og fordrev dem fra Mekka. Da de drog bort, kastede de Kabaens skatte ned i Zamzam, lukkede brønden til og udslettede dens spor, hvorefter de satte kurs mod deres hjemland Yemen. Derefter blev ansvaret for forvaltningen af Kabaen overdraget til den gren af Banu Khuza’a, der blev kaldt Ghubshan. De var Kabaens forvaltere i tre eller fire århundreder, og det var i deres tid, at Kabaen blev forvandlet til et fuldstændigt afgudstempel. Det begyndte på følgende måde: Stammens leder, Amr ibn Luhay, blev Khuza’as ukronede konge på grund af sin rigdom og gavmildhed, og enhver ny religiøs skik (bid’a), som han opfandt, fulgte alle uden tøven. Engang rejste han til شام-landet, hvor han så amalekitterne tilbede forskellige afguder. Det behagede ham meget, og derfra bragte han en afgud ved navn Hubal med sig og opstillede den i Kabaen. Efterhånden blev antallet af nye afguder ved med at vokse. Blandt dem blev også afguder af profeten Ibrahim (a.s.), profeten Ismail (a.s.) og profeten Maryam (a.s.) inkluderet. Afguden af Maryam blev sandsynligvis opstillet, for at de arabiske kristne skulle vende sig mod Kabaen. I al-Bukhari’s Kitab al-Anbiya findes en overlevering fra Abdullah ibn Abbas (r.a.), hvori det fortælles, at der i Kabaens hus også fandtes afguder af Ibrahim (a.s.) og Maryam (a.s.). En anden overlevering fortæller, at afguderne af Ibrahim (a.s.) og Ismail (a.s.) var udformet sådan, at de holdt terninger til hasardspil i hænderne. Ibn Ishaq siger, at bid’aerne bahira, sa’iba, wasila og ham var opfundet af Amr ibn Luhay, og at de blev tilbagevist i vers 103 i sura al-Ma’ida. Men det er ikke korrekt at sige, at det var denne mand, der indførte afgudsdyrkelsen blandt tilhængerne af Ibrahims religion. Ibn Ishaq siger, at alle, der forlod Mekka og flyttede til andre dele af Arabien, tog en sten med fra Mekka. Hvor de end slog sig ned, opstillede de stenen dér og begyndte at gå rundt om den i tawaf (Ibn Hisham, bind 1, s. 79-80).

Khuza’aernes forvaltning af Kabaen, det vil sige deres ret til at administrere den, ophørte, da Qusay ibn Kilab fra Quraysh-stammen overtog dette ansvar fra sin svigerfar. Dette vil blive omtalt senere.

Ismaels (as) efterkommere

Ifølge de arabiske genealoger og Bibelens enstemmige beretning havde Ismael (as) tolv sønner. Men efter at Jurhum-folket havde etableret deres herredømme i Mekka, blev kun ganske få af Ismaels efterkommere tilbage i byen Mekka, mens alle de øvrige spredte sig til forskellige dele af Arabien. Historien er tavs om, hvor sønnernes efterkommere tog hen, og hvilke personer der blev født blandt deres efterkommere. Det, der er bevaret og pålideligt i den arabiske genealogiske videnskab, og som der ikke er uenighed om, er, at Adnan var en af efterkommerne efter Nabet, Ismaels (as) ældste søn. Der er uenighed om, hvor mange generationer der levede mellem Adnan og Ismael (as), og Adnans slægtstavle tilbage til tidligere forfædre er ikke bevaret. Urwah ibn al-Zubayr (ra) siger: »Vi har ikke fundet nogen, der kendte slægtstavlen mellem Adnan og Ismael (as).«

Både Ibn Masud (ra) og Ibn Abbas (ra) siger, at de, der angiver en slægtstavle længere tilbage end Adnan, lyver. Umar (ra) siger: »De, der angiver en slægtstavle længere tilbage end Adnan, lyver; slægtstavlen bør kun angives frem til Adnan.« I Tabakāt af Ibn Saad og al-Baladhuris Ansāb al-Ashrāf er Profeten selv (sa) citeret for at have angivet slægtstavlen til Maadd ibn Adnan ibn Udad, hvorefter han sagde, at den, der angiver slægtstavlen længere tilbage, er en løgner. Men at den opadgående slægtstavle ikke er bevaret, betyder ikke, at der er nogen som helst tvivl om, at Adnan hørte til blandt Ismaels efterkommere. Alle arabere er enige om, at Adnan var blandt Ismaels efterkommere. At araberne er enige om dette, er et uafviseligt bevis på deres kultur, for araberne tillagde genealogi stor betydning. Uden beretninger, der fortløbende var blevet overleveret gennem generationerne, ville det ikke have været muligt for dem at nå til enighed om nogens afstamning.

Profetens (sa) slægtstavle og hans forbindelse til de arabiske stammer

Slægtstavlerne for de arabiske stammegrupper, der opstod blandt Adnans efterkommere, er bevaret. Der er ingen uenighed om dette blandt genealoger. Her indsætter vi profeten Muhammads (sa) slægtstavle. Derefter vil vi angive, gennem hvilke forfædre de forskellige arabiske stammer forbindes med Profetens slægt. Profetens (sa) slægtstavle er som følger:

Muhammad (sa) ibn Abdullah ibn Abd al-Muttalib ibn Hashim ibn Abd Manaf ibn Qusayy ibn Kilab ibn Murrah ibn Kaab ibn Luayy ibn Ghalib ibn Fihr ibn Malik ibn al-Nadr ibn Kinanah ibn Khuzaymah ibn Mudrikah ibn al-Ilyas [Nogle forfattere udtaler dette navn som Ilyas, men Suhayli har i sit værk fastslået, at al-Ilyas er den korrekte form. Al-Baladhuri har også skrevet navnet på denne måde i sin Ansāb al-Ashrāf – forfatteren.] ibn Mudar ibn Nizar ibn Maadd ibn Adnan.

Ved at føre hver af disse slægter tilbage til den pågældende forfader forbindes følgende stammer med Profetens (sa) slægt:

Den opadgående slægtslinje fra Akks efterkommere, Adnans søn, når frem til Adnan og forbindes således med Profetens (sa) forfædre. Akks efterkommere slog sig ned i Yemen, hvor de indgik ægteskabelige forbindelser med Asharierne. Abu Musa al-Ashari (ra) var fra netop denne stamme.

Banu Qudāʿa og de stammer, som blandt andre omfatter Banu Bakr ibn Wāʾil, Taghlib, Nāḍila osv., er forbundet med Banu ʿAbd al-Qays, ʿAnaza og Nāmir ibn Qāsi-Nizār.

Alle Qays’ stammer — Sulaym, Māzin, Fazāra, ʿAbs, Ashjaʿ, Murra, Dhubyān, Ghatafān, ʿUqayl, Qushayr, Jushām, Thaqīf, Bāhila og Banu Saʿd — nedstammer fra Banu Saʿd ibn Bakr.

Banu Tamīm, Banu Ḍabba, Muzayna, Khuzāʿa, Aslam, Akal, Taym og andre er forbundet med al-Iyās.

Buzayl, den stamme hvor Ḥazrat ʿAbdullāh ibn Masʿūd (må Allah være tilfreds med ham) blev født, er forbundet med Mudrika.

Banu Asad, Karā og alle Banu Alhūn ibn Khuzayma er forbundet med Khuzayma.

Banu ʿAbd Manāt (hvori Banu Bakr og Banu Ḍamīra indgår), Banu Mālik, Banu Kalqān, ʿAṭba Milqān, Banu Hudhayl, Banu Firās, Banu Faqīm og andre er forbundet med Kināna. Stammen Banu Mālikān, som Ḥazrat Abū Dharr al-Ghifārīs (må Allah være tilfreds med ham) stamme udspringer fra, nedstammer herfra.

Quraysh

En gruppe genealoger siger, at Quraysh var et tilnavn for al-Nadr ibn Kināna. Men de lærde forskere siger, at Quraysh i virkeligheden var et tilnavn for Fihr, al-Nadrs barnebarn og søn af Mālik ibn al-Nadr.

De, der er hans efterkommere, regnes med blandt Quraysh, og de, der ikke er hans efterkommere, regnes også med blandt Quraysh. [Der er uenighed om betydningen af ordet Quraysh. En betydning er at samles efter at have været spredt. I denne betydning kunne Quraysh være tilnavnet på Qusay ibn Kilab, for det var på hans tid, at alle Quraysh-familierne samledes i Mekka. Den anden betydning er at tjene til livets ophold samt handel og forretning, hvilket var Quraysh-folkets erhverv. Den tredje betydning er at undersøge; i denne betydning blev Quraysh tilnavnet på Nadr ibn Kinana, for det fortælles i den arabiske tradition om ham, at han gik omkring og søgte efter trængende mennesker og hjalp dem. En anden betydning er havets vælde, som fortærer alt. Der findes også et udsagn om, at Quraysh ibn Badr var en mand fra slægten Banū Nadr ibn Kinana, som sørgede for rejsefæller () og forsyninger. Derfor sagde araberne, når de så denne stammes karavane: »Qurayshs karavane er kommet.« Der findes således forskellige opfattelser. Men den forskningsbaserede opfattelse er, at Quraysh var et tilnavn for Fihr ibn Malik – Forfatteren.]

Quraysh-folkets samling i Mekka og overtagelsen af ansvaret for administrationen af Kabaen

Som vi tidligere har nævnt, blev Ismails efterkommere spredt og adskilt i forskellige egne af Arabien, efter at Jurdhum-folkets herredømme var blevet etableret i Mekka. Det samme var sket, mens ansvaret for administrationen af Kabaen lå hos Shaka og Ghubshan fra Banū Khuzāʿa. Ligesom de øvrige grene af Banū Ismail havde Quraysh også spredt sig i forskellige landsbyer tilhørende Banū Kinana. Kun en meget lille del af dem var bosat i Mekka. Omkring år 400 e.Kr. [Ifølge Ibn Kathīrs beretning var der 560 år mellem Kāʿb ibn Luʾay (Qusays oldefar)s død og profeten Muhammeds (fred være med ham) profetkaldelse. Ud fra dette er det muligt, at Ghālib ibn Fihr var samtidig med Jesus, fred være med ham. Ibn Kathīr har med henvisning til al-Suhaylī og andre imamer også berettet, at Bukht-Nasr ødelagde Jerusalem og bortførte jøderne som fanger på Maʿad ibn Adnans tid. Al-Balādhurī har sagt, at denne begivenhed, som fandt sted i 587 f.Kr., skete samtidig med Maʿad ibn Adnan og Bukht-Nasr – Forfatteren.] gjorde Qusay ibn Kilab en ende på denne situation. Mekka kom dermed under Qurayshs herredømme, og administrationen af Kabaens Hus blev også overdraget til dem.

Det begyndte således: Efter Qusays far, Kilab ibn Murra, var død, giftede hans mor, Fāṭima, datter af Saʿd (fra Azd Shanūʾa-slægten), sig med en mand fra Banū Quḍāʿa ved navn Rabiʿa ibn Haram og rejste til Syrien. Der fødte hun med denne anden ægtemand en søn ved navn Zirah ibn Rabiʿa. Da Qusay var trådt ind i ungdommen, kom han en dag op at slås med en mand fra Banū Quḍāʿa. Denne bebrejdede Qusay med ordene: »Du er blevet opfostret iblandt os, og nu brøler du ad os. Hvorfor tager du ikke hen til dit eget folk?«

Derefter spurgte Qusay sin mor: »Hvem er jeg?« Hun svarede: »Du er Kilabs søn og hører til Quraysh-stammen. Dit folk bor i byen Mekka og dens omegn ved Det Hellige Hus.« Da Qusay hørte dette, besluttede han sig og sagde: »Jeg vil tage hen til mit folk.«

Da tiden for hajj derefter kom, ankom han til Mekka sammen med pilgrimmene fra Banū Quḍāʿa. Hans helbror Zuhra, som havde været en ung mand, da Kilab døde, var allerede bosat dér. Qusay blev hos ham. På det tidspunkt var Ḥulayl ibn Ḥubshiyya al-Khuzāʿī Kabaens forvalter og hersker over Mekka. Qusay friede med henblik på at gifte sig med Ḥulayls datter Ḥubba. Ḥulayl blev tiltrukket af Qusays ædle slægt og hans storslåede personlighed og gav villigt sit samtykke. Derefter findes der forskellige beretninger om, hvordan ansvaret for administrationen af Kabaen og lederskabet over Mekka kom i hans hænder. Ifølge én beretning testamenterede Ḥulayl selv, at Qusay efter hans død var den, der var værdig til at blive Kabaens forvalter. En anden beretning siger, at Qusay efter Ḥulayls død hævdede, at han var mere værdig til denne post end de andre. Da Banū Khuzāʿa og Banū Bakr ikke accepterede dette, søgte han hjælp hos sin halvbror Rizāḥ samt hos Banū Kināna og Banū Khathʿam. Derefter samlede han også de Quraysh-folk, som boede rundt omkring. Således fordrev han med magt Khuzāʿa og Banū Bakr fra Mekka. Senere, da begge parter accepterede Yaʿmur ibn ʿAwf, som tilhørte Banū ʿAbd Manāt ibn Kināna, som mægler, afgjorde han, at Qusay havde større ret end Khuzāʿa til at være Kabaens forvalter, fordi hans afstamning med sikkerhed førte tilbage til Banū Ismail.

Efter at være blevet fri for striden med Khuzāʿa vendte Qusay sin opmærksomhed mod Banū al-Ghawth ibn Murra. De blev kaldt Sūfa. På Jurdhums og Khuzāʿas tid havde de opnået den status, at ingen under hajj måtte vende tilbage fra ʿArafāt uden deres tilladelse. Det var kun med deres tilladelse, at man kunne tage til Mina. Folk måtte ikke rejse hjem fra Mina, før Sūfa havde kastet stenene ved jamarāt. Først derefter kunne de øvrige pilgrimme udføre ramy, altså kaste sten, og rejse videre. Som følge af denne langvarige praksis var det nærmest blevet en religion, som man anså det for obligatorisk at følge. Qusay kæmpede mod Sūfa under hajj og fratog dem deres rang – (Ibn Hishām).

Da Qusay således havde opnået ansvaret for Kabaen og lederskabet over Mekka, samlede han alle Fihrs efterkommere, som blev kaldt Quraysh, fra forskellige dele af Arabien i Mekka. Han fordelte Mekka blandt dem og bosatte hver familie i sin egen del af byen. [Qusay fordelte byen Mekka blandt Quraysh-familierne på den måde, at han bosatte forskellige grene af Banū Kaʿb ibn Luʾay i områderne omkring Haram samt i bjergenes dale og højdedrag på begge sider. Blandt dem var Banū ʿAdī, Banū Jumāḥ, Banū Sahm, Banū Taym, Banū Makhzūm, Banū Zuhra, Banū ʿAbd ʿUzzā, Banū ʿAbd al-Dār, Banū al-Muṭṭalib, Banū Hāshim, Banū ʿAbd Shams og Banū Nawfal. De blev kaldt Quraysh al-Biṭāḥ, det vil sige dem, der boede i den indre del af Mekka og af natur var beboere af Haram. Fihrs efterkommere, som var Kabaens forfader, omfattede familier som Banū Muḥārib, Banū al-Ḥārith, Banū Taym Ulādurām og Banū ʿĀmir ibn Luʾay. Disse blev kaldt Quraysh al-Ẓawāhir, og de fik tildelt Mekkas ydre områder – Forfatteren.] På dette grundlag kaldte Quraysh dem »Mujammiʿ«.

Khuzafa bin Ghanem al-Adabi siger:

(Arabisk*******************)

– Jeres far blev kaldt Mujammaʿ. Gennem ham samlede Allah Fihrs stammer.

Mekkas bystat og organiseringen af hajj

På grund af denne store tjeneste, som Qusay havde ydet, anerkendte alle Quraysh-stammerne ham som deres leder. Når en pige fra en Quraysh-familie trådte ind i ungdomsalderen, blev hun iført kamīs i Qusays hus; hvis der blev indgået et ægteskab, foregik det i Qusays hus. Når der indtraf en vigtig begivenhed, eller når der var udsigt til krig med en stamme, samledes alle familiernes ledere i hans hus for at rådføre sig. Derfor blev dette hus kaldt Dār an-Nadwa. Det havde en dør ud mod det hellige område. I krigstid blev en af Qusays sønner udnævnt til fanebærer. Denne rang blev kaldt al-Liwāʾ. Hele organiseringen af hajj lå i Qusays hænder. En af deres opgaver var as-Siqāya, det vil sige at give pilgrimmene vand at drikke. Den anden var ar-Rifāda, det vil sige at sørge for pilgrimmenes forplejning. Til dette formål indsamlede alle Quraysh-familierne bidrag og gav dem til Qusay. Han sørgede for maden til de pilgrimme, der ikke selv kunne klare det, indtil de vendte tilbage fra hajj.

Den tredje var al-Hijāba, det vil sige at være vogter af Kaʿbas nøgler. Opgaven bestod i at åbne og lukke Kaʿba for de besøgende.

Qusay var i sin levetid den enevældige hersker over Mekkas stat. Da Qusays sidste tid nærmede sig, så han, at hans søn Abd Manaf havde vundet berømmelse i Arabien, og at hans anseelse også blev anerkendt. Derfor overdrog han alle Mekkas statsanliggender — an-Nadwa, al-Hijāba, ar-Rifāda og al-Liwāʾ — til sin anden søn, Abd ad-Dār. Efter Qusays død blev hans beslutning respekteret i nogen tid. Senere begyndte der på et tidspunkt en strid om fordelingen af disse embeder. I denne strid sluttede nogle af Quraysh-familierne sig til Abd ad-Dār, mens andre sluttede sig til Abd Manaf. Blandt de Quraysh-familier, der sluttede sig til Abd Manaf, var Banū Asad bin Abd al-Uzzā, Banū Zuhra bin Kilāb, Banū Taym bin Murra og Banū al-Hārith bin Fihr. Deres leder var Abd Shams. De, der sluttede sig til Abd ad-Dār, var Banū Makhzūm, Banū Sahm, Banū Jumah og Banū Adī. Deres leder var Amir bin Hāshim. Banū Amir bin Luʾayy og Banū Muhārib bin Fihr forholdt sig neutrale i denne strid.

Denne strid var ved at blive langvarig, men der blev indgået et forlig, før den udviklede sig til borgerkrig. Som følge heraf forblev al-Hijāba, al-Liwāʾ og an-Nadwa under Abd ad-Dārs myndighed, mens as-Siqāya og ar-Rifāda blev givet til Abd Manaf. Abd Manafs sønner rådførte sig med hinanden og overdrog disse to embeder til Hāshim. Denne ordning forblev uændret fra Allahs Sendebuds tid indtil erobringen af Mekka, sådan som den var blevet fordelt mellem de to familier. Efter erobringen af Mekka ophævede Profeten alle de øvrige ordninger undtagen al-Hijāba og as-Siqāya. Al-Hijāba er helt frem til i dag blevet varetaget af Shayba bin Uthmans gren af Abd ad-Dār. Ansvaret for as-Siqāya kom imidlertid til sidst i hænderne på den ærværdige Abbas bin Abd al-Muttalib; det forblev i nogen tid hos Banū Abbas. Derefter gav den første kalif selv afkald på det — bogforfatteren.

Hashim

Hashims egentlige navn var Amr. Han fik tilnavnet »Hashim«, da der engang opstod hungersnød i Mekka. På det tidspunkt hentede Hashim fødevarer fra Sham og lavede brød. Han slagtede mange kameler og lavede bouillon af dem. I den kom han brødet i stykker og lavede en slags måltid, som han bespiste folk med. Ordet »hashm« betyder at knuse og findele. Fordi han brækkede brødet i stykker, kom det i bouillonen og lavede måltidet, blev han kaldt Hashim.

Efter at ansvaret for Rifada og Siqaya var blevet overdraget til Hashim, var hans skik denne: Når tiden for hajj kom, samlede han Qurayshs folk og sagde: »Disse er Allahs naboer og medlemmer af Hans hus, som på dette tidspunkt kommer til jer for at besøge det. De er Allahs gæster. Allahs gæster har størst ret til at blive beværtet.

Allah har givet jer denne særstilling og gennem den æret jer. Han har beskyttet jer på en måde, som ingen nabo beskytter sin nabo. Ær derfor Allahs gæster og de besøgende. De kommer fra fjerne egne, dækket af støv. De kommer ridende på udmattede og svage kamelhopper. Deres tøj er blevet snavset, og deres rejseproviant er sluppet op. Giv dem derfor mad og drikke.«

I denne forbindelse kom der bidrag fra alle Qurayshs familier. Hashim selv brugte et stort beløb af egne midler. Derefter blev læderkarene fyldt med vand, som blev hentet fra alle brøndene i Mekka. For Jurhum-folket havde ødelagt Zamzam og udslettet den. Brød og bouillon blev kogt sammen, og brød og mælk blev også kogt sammen og spist. Ristet mel, dadler og lignende blev ligeledes givet dem at spise. På forskellige måder blev pilgrimmene beværtet, indtil de forlod Mina. Hashims offentlige tjeneste gjorde ham afholdt blandt alle stammer, fordi de hvert år under hajj fik mulighed for at nyde godt af hans gavmilde omsorg for folket.

Qurayshs handel og dens udvikling

Qurayshs handel omtales i sura Quraysh(Arabisk************)

Det blev omtalt som en nåde fra Allah i forbindelse med sommerens og vinterens rejser. Denne idé opstod først hos Hashim. Sammen med sine tre brødre, Abd Shams, al-Muttalib og Nawfal, lagde han en plan om, at de skulle deltage i den internationale handel, som araberne drev ad ruterne mellem de østlige byer, Sham og Egypten. Samtidig skulle de købe de varer, som araberne havde brug for, så stammerne undervejs kunne købe dem, og handelsfolk fra andre lande kunne komme til markedet i Mekka for at købe varer. Det var en tid, hvor Irans herskende regering havde etableret sit herredømme over denne internationale handel. Handelen foregik mellem Romerriget og de østlige byer ad ruterne gennem de nordlige egne og langs Den Persiske Golf. Derfor var handelen på den store handelsvej, som fra det sydlige Arabien langs Det Røde Hav strakte sig til Sham og Egypten, særdeles livlig. Sammenlignet med andre arabiske handelskaravaner havde Quraysh den fordel, at alle var taknemmelige over for dem, fordi Quraysh, samtidig med at de var vogtere af Allahs Hus, tjente pilgrimmene. De behøvede ikke frygte, at nogen ville røve deres karavane undervejs. Stammerne langs ruten opkrævede heller ikke den høje vejskat af dem, som blev krævet af andre karavaner. Efter at have taget alle disse forhold i betragtning udarbejdede Hashim en handelsplan og inkluderede sine tre brødre i den. Hashim opnåede handelsmæssige privilegier hos den ghassanidiske konge i Sham, Abd Shams hos kongen af Abessinien, al-Muttalib hos herskerne i Yemen, og Nawfal hos regeringerne i Irak og Persien. [Al-Tabari siger, at Hashim opnåede handelsmæssige privilegier hos Roms kejser og kongerne af Sham og Ghassan, Abd Shams hos Abessiniens konge al-Najashi, Nawfal hos Irans konge, og al-Muttalib hos Himyars konger, samt rejsetilladelser og sikkerhed under rejsen. Ibn Sa’d siger, at Roms kejser viste Hashim særlig respekt. Med handel for øje drog han så langt som til Ankara – forfatteren.] På denne måde udviklede deres handel sig hurtigt.

Derfor blev disse fire brødre berømte som al-mutajarrirīn (professionelle handelsmænd). På grundlag af de forbindelser, de havde knyttet til de omkringliggende stammer og stater, blev de også kaldt Aṣḥāb al-īlāf, hvilket betyder »de, der skaber venskabelige forbindelser«. Men som fagudtryk betyder īlāf en sådan venskabelig forbindelse, på grundlag af hvilken man opnår sikkerhed under rejsen og sikkerhed, når man opholder sig i de venligtsindede stammers områder. Det var en anden form for aftale end en politisk alliance.

På grund af handelen fik Quraysh mulighed for at etablere forbindelser med landene Syrien, Egypten, Iran, Irak, Yemen og Abessinien. Da de kom i kontakt med forskellige landes civilisationer og kulturer, blev deres intelligens og fremsynethed så højt udviklet, at ingen anden arabisk stamme kunne måle sig med dem. Også med hensyn til rigdom var de blandt de førende i Arabien. Derfor blev Mekka et vigtigt handelscenter på Den Arabiske Halvø. Dette gav dem en stor fordel i internationale forbindelser: Fra Irak bragte de et alfabet med sig, som ingen anden stamme havde. Derfor sagde Profeten (ﷺ):

(Arabisk**************)

– Quraysh er menneskehedens ledere (Musnad Ahmad, overleveret fra ʿAmr ibn al-ʿĀṣ).

I al-Bayhaqī findes følgende overlevering fra ʿAlī (raḍiy Allāhu ʿanhu):

(Arabisk**************)

Først var lederskabet over Arabien i Himyaritternes hænder. Derefter tog Allah det fra dem og gav det til Quraysh.

Quraysh fortsatte således ad fremskridtets vej, da begivenheden med Abrahas pludselige angreb indtraf. Hvis Abraha på det tidspunkt havde været i stand til at indtage denne hellige by og ødelægge Kabaen, ville ikke blot Qurayshs, men selve Kabaens anseelse være blevet ødelagt i Arabien. Troen på, at dette hus virkelig var Allahs hus, ville være blevet svækket blandt araberne i uvidenhedens tidsalder. Den anseelse, Quraysh havde i hele landet som dette hus’ vogtere, ville også være forsvundet fuldstændigt. Efter at abyssinierne var rykket frem til Mekka, ville Romerriget være rykket videre frem og have taget den kommercielle hovedvej mellem Syrien og Mekka i besiddelse. Quraysh ville være kommet i en endnu værre situation end den, de befandt sig i før Quṣayy ibn Kilāb. Men da Allah åbenbarede et overnaturligt tegn på Sin magt: flokke af fugle tilintetgjorde og udslettede Abrahas tres tusind abyssiniske soldater ved at kaste sten på dem, og soldater fra den ødelagte hær begyndte at falde døde om langs hele vejen fra Mekka til Yemen, blev hele den arabiske befolknings tro på, at Kabaen var Allahs hus, mange gange stærkere og fastere. Samtidig steg Qurayshs anseelse i hele landet. Nu blev araberne fast overbevist om, at disse mennesker nød Allahs særlige nåde. Derfor rejste Quraysh uden tøven overalt i Arabien med deres handelskaravaner. Ingen vovede at chikanere dem. Selv hvis de gav en person, som ikke var fra Quraysh, beskyttelse, gjorde ingen indsigelse.

Abdul-Muttalib ibn Hashim

På sine handelsrejser til Syrien opholdt Hashim sig ofte i Medina undervejs. Han havde allerede giftet sig med en kvinde fra Medinas Khazraj-stamme, og med hende fik han en datter ved navn Haiya og en søn ved navn Sayfi. På en anden rejse så han en ung kvinde ved navn Salma bint Amr ibn Zayd fra Banu Najjar-familien i netop Khazraj-stammen. Hun sad på et højt sted på markedspladsen og bestemte, hvad der skulle købes til hende, og hvad der skulle sælges på hendes vegne. Hashim blev tiltrukket af hendes skønhed, værdighed, fine dømmekraft og intelligens og friede til hende. Hun ville ikke indgå ægteskab med nogen, medmindre hun på den betingelse kunne leve efter sin egen vilje og forlade ham, hvis hun ikke kunne lide ham. Hashim accepterede hendes betingelser. Kvinden indvilligede i ægteskabet, da hun så hans fornemme slægt og hans personlighed. Vielsen fandt sted i Medina, og det var også dér, at Abdul-Muttalib blev født af hende omkring år 495 e.Kr. På denne rejse nåede Hashim til Ghazza, hvor han blev syg og døde. Abdul-Muttalib blev således boende hos sin mor i Medina, indtil han trådte ind i ungdomsalderen. Ved sin død testamenterede Hashim, at hans bror Muttalib efter hans død skulle overtage ansvaret for siqaya og rifada i hans sted og tage sig af hans familie og ejendom. Fra den tid stod Banu Hashim og Banu al-Muttalib sammen, og sådan forblev det til sidst. Derimod blev Banu Abd Shams, hvorfra Banu Umayya nedstammede, og Banu Nawfal allierede med hinanden, og sådan forblev det også i den følgende tid. Da alle Qurayshs stammer under Muhammads profetskab afbrød forbindelsen med ham og holdt ham indesluttet i Shi’b Abi Talib, stod Banu al-Muttalib sammen med Banu Hashim ved Profetens side under denne blokade. Banu Nawfal og Banu Abd Shams stod derimod sammen med modparten.

Abdul-Muttalibs egentlige navn var Shayba, og på grund af sin fysiske skønhed blev han også kaldt »Shaybat al-Hamd«. Mens han blev opdraget i Medina, rejste Sabit ibn Mundhir, faderen til Hassan ibn Thabit (ra), en dag til Mekka og mødte Muttalib. Sabit havde allerede en forbindelse med ham. Under deres samtale sagde Sabit: »Din nevø Shayba—gå engang hen og se ham; dit hjerte vil blive fyldt med glæde. Han er en meget smuk og robust ung mand.«

Da Muttalib hørte dette, blev han utålmodig, rejste til Medina, satte sin nevø op på den samme kamel som sig selv og bragte ham til Mekka. Da Quraysh-folkene så den unge mand komme sammen med Muttalib, sagde de: »Abdul-Muttalib (det vil sige Muttalibs slave).« Muttalib skældte dem ud og sagde: »Dette er min bror Hashims søn, Shayba—han er ikke min slave.«

Men navnet Abdul-Muttalib blev så berømt, at hans egentlige navn blev glemt. Nogen tid senere rejste Muttalib til Yemen på en handelsrejse og døde dér. Abdul-Muttalib efterfulgte ham og overtog begge embeder, siqaya og rifada.

Ibn Sa’d roser ham med disse ord: Han var den smukkeste, sundeste, mest sindige og mest tålmodige blandt Quraysh, den mest gavmilde og den, der holdt sig længst fra de laster, som fører mænd til fordærv.

Ibn Hisham siger endvidere, at han blandt sit folk opnåede en sådan ære og respekt, som ingen af hans forfædre havde opnået. Hans folk elskede ham, og han nød stor anseelse blandt menneskene. Ibn Athir siger, at Abdul-Muttalib også plejede at tage til Hira-hulen i Ramadan-måneden for at udføre tahannuth (tilbedelse), og at han gav de fattige mad hele måneden.

Al-Tabari, Ibn Athir og al-Baladhuri siger, at Abdul-Muttalibs farbror Nawfal havde tilegnet sig en del af den ejendom, Hashim havde efterladt. Abdul-Muttalib klagede til indflydelsesrige personer. De nægtede at gribe ind i striden mellem onkel og nevø. Derefter bad Abdul-Muttalib sin morfars slægt, Banu Adi ibn al-Najjar fra Medina, om hjælp. Så ankom hans morbror Abu Sa’id ibn Adas til Mekka sammen med firs mænd, og de sikrede med magt nevøen hans ret over for Nawfal. Derefter sluttede Nawfal sig også til Banu Abd Shams mod Banu Hashim, og indtil Profetens sendelses tid forblev Banu Nawfal i den gruppe, der var modstander af Banu Hashim og støttede Banu Abd Shams. Da Abdul-Muttalib så, at Banu Nawfal havde sluttet sig til hans modstandere, drøftede han sagen med Khuzayas ledere og lod udarbejde en formel traktat. Ibn Sa’ds og al-Baladhuris beretninger adskiller sig en smule. De siger, at Banu Khuzaya selv henvendte sig til Abdul-Muttalib og indgik en traktat om genskab, hjælp og samarbejde. Både Banu Abdul-Muttalib og Banu Hashim deltog i denne traktat. Banu Abd Shams og Banu Nawfal stod udenfor den. Traktaten blev skrevet i Dar al-Nadwa og hængt op i Kabaen. I overensstemmelse hermed testamenterede Abdul-Muttalib sine børn at bevare venskabet med Banu Khuzaya. Det fik den betydning, at da en af betingelserne i Hudaybiyya-traktaten var, at enhver arabisk stamme kunne slutte sig til en af de to parter, hvis den ønskede det, besluttede Khuzaya at slutte sig til Allahs Sendebud (ﷺ).

Genopdagelsen af Zamzam ved Abd al-Muttalib

Denne ære tilkommer Abd al-Muttalib, for det var ved hans hånd, at Zamzam på ny kom for dagen, efter at Jurhum-folket havde lukket brønden helt til og udslettet selv dens spor. Muhammad ibn Ishaq fortæller med henvisning til Ali (må Allah være tilfreds med ham), at stedet for Zamzam blev vist Abd al-Muttalib i en drøm, og at han blev befalet at grave på dette sted og bringe denne hellige brønd frem. På det tidspunkt havde Abd al-Muttalib ingen søn ud over al-Harith. Han tog al-Harith med sig, sammen med hakke og skovl, gik hen til det nævnte sted og begyndte at grave. Da vandet kom til syne, råbte Abd al-Muttalib højt: »Allahu akbar!« Derigennem erfarede Quraysh, at Zamzam var kommet frem. De samledes alle og sagde: »Abd al-Muttalib! Dette er jo vores fader Ismails (fred være med ham) brønd, og vi har også ret til den. Giv os del i den sammen med dig.« Han svarede: »Det kan jeg ikke. Den er blevet givet særligt til mig; den er ikke blevet givet til nogen af jer.« Da de ville skændes med ham om sagen, sagde Abd al-Muttalib: »Godt, så lad os anerkende nogen som voldgiftsmand.« De nævnte en spåkvinde fra Banu سعد ibn Hudhaym, som boede i den øvre del af Sham. Abd al-Muttalib accepterede forslaget og drog mod Sham sammen med nogle af sine ledsagere, Banu Umayya og nogle få mænd fra hver af Qurayshs stammer. Undervejs nåede de frem til en ørken, hvor vandet for Abd al-Muttalib og hans ledsagere slap helt op. De frygtede at dø af tørst. De bad deres rejsefæller fra Quraysh om vand, men de nægtede at give dem noget og sagde: »Der er intet tegn på vand så langt øjet rækker. Hvis vi deler vores vand med jer under disse omstændigheder, vil vi også blive ramt af den undergang, som I frygter.«

Til sidst sagde Abd al-Muttalib til sine ledsagere: »Kom, der er stadig liv i vores kroppe. Lad hver af os grave en grav til sig selv, så den, der dør, kan blive begravet i sin egen grav.« Derfor gravede de hver især en grav, og alle ventede på døden. Derefter sagde Abd al-Muttalib til sine ledsagere: »Vi overgiver os selv unødigt til døden. Kom, lad os modigt fortsætte; måske finder vi vand et eller andet sted.« Så gjorde de sig alle klar til at gå videre. Men ved Guds skjulte kraft skete der det, at da Abd al-Muttalib rejste sin kamel og satte foden på jorden, sprang en kilde med sødt vand pludselig frem under den. Abd al-Muttalib og hans ledsagere råbte højt: »Allahu akbar!« over dette. De steg ned fra deres kameler, drak sig mætte og fyldte deres lædersække med vand. Derefter tilkaldte Abd al-Muttalib de andre Quraysh-folk, som havde nægtet at give dem vand, og sagde: »Drik også I, og fyld jeres lædersække.«

De kom alle hen, drak sig mætte og sagde: »Abd al-Muttalib! Gud har afgjort sagen imod jer og til din fordel. Ved Gud, vi vil ikke længere strides med dig om Zamzam. Den Gud, som har givet dig vand i denne ørken, er den samme Gud, som har givet dig Zamzam. Vend nu trygt tilbage til dit eget vand.«

Således vendte de tilbage til Mekka i stedet for at opsøge spåkvinden.

Denne rang, Siqaya—hvis vigtigste opgave nu er at give folk Zamzam-vand at drikke—forblev hos Abd al-Muttalib hele hans liv. Efter hans død overtog hans søn Abu Talib denne rang. Men på grund af sin gavmildhed begyndte Abu Talib at bruge mere, end hans kræfter og midler rakte til, på at give pilgrimmene vand, sherbet, mælk og andet at drikke. Derfor måtte han flere gange låne hos sin bror Abbas, og han var ikke i stand til at betale gælden tilbage. Til sidst sagde Abbas på følgende betingelse: »Hvis du nu ikke kan betale tilbage, må du overdrage Siqayas rang til mig.« Således overtog Abbas Siqaya. Dette var i den før-islamske tid. Også i islams tid forblev denne rang hos Abbas’ slægt.

Abdullah ibn Abd al-Muttalib

Muhammad ibn Ishaq siger, at da Abd al-Muttalib under udgravningen af Zamzam så, at han kun havde én søn hos sig, mens hele Quraysh var kommet og havde omringet stedet, aflagde han et løfte om, at hvis Allah skænkede ham ti sønner til at hjælpe ham, ville han ofre én af dem for Allahs skyld ved Kabaen. Allah opfyldte hans bøn og skænkede ham ti sønner. De nåede alle manddomsalderen. Endelig samlede Abd al-Muttalib dem en dag og fortalte dem om sit løfte. Alle sagde: »Opfyld det løfte, du har aflagt over for Allah.« Da Abd al-Muttalib hørte dette, gik han med alle sine sønner til en afgud ved navn Hubal i Kabaen. Her blev der trukket lod. For at afgøre, hvilken af hans ti sønner han skulle ofre, trak han lod, og Abdullahs navn kom frem. Han var den smukkeste af alle sønnerne og Abd al-Muttalibs højt elskede søn. [Nogle biografer har sagt, at Abdullah var Abd al-Muttalibs yngste søn. Det er forkert. Al-Suhayli siger, at Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og Abbas (må Allah være tilfreds med ham) var meget yngre end Abdullah. Hamza (må Allah være tilfreds med ham) var fire år ældre end Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham), mens Abbas (må Allah være tilfreds med ham) var tre år ældre. Abbas’ egen beretning lyder, at han var tre år gammel, da Profeten (fred og velsignelser være med ham) blev født. Han siger: »Jeg husker, at husets kvinder bragte mig hen til Profeten (fred og velsignelser være med ham) og sagde: ›Kærtegn din lillebror.‹ Så kærtegnede jeg ham« (Rawd al-Unuf)—forfatteren.]

Abd al-Muttalib tog uden tøven Abdullah i hånden, tog en kniv og førte ham hen til de to afgudsbilleder Isaf og Na’ila for at ofre ham. Da Quraysh så dette, rejste de sig fra deres mødesteder, løb hen til ham og sagde: »Hør, Abd al-Muttalib! Hvad er det, du gør? Hvis du gør dette, vil folk dag efter dag bringe deres sønner og ofre dem. Kom, lad os gå til en bestemt kvinde i Hijaz. Gør, hvad hun siger. Måske kan hun finde en løsning på dette problem.« [Suhayli nævner, at kvinden hed Qutba. Hun boede på et sted ved navn Hijr nær Medina – forfatteren.]

I overensstemmelse med dette forslag drog de til Medina, hvor de fik at vide, at kvinden boede i Khaybar. De gik til hende og fortalte hende det hele. Hun spurgte: »Hvor stor er løsesummen for en person hos jer?«

De svarede: »Ti kameler.«

Hun sagde: »Gå tilbage og træk lod om, hvorvidt Abdullah skal ofres, eller om der skal ofres ti kameler. Hvis loddet falder på drengens navn, skal I lægge yderligere ti kameler til og trække lod igen. Bliv ved med at lægge ti kameler til ad gangen og trække lod, indtil loddet falder på kamelerne. Det vil betyde, at jeres Herre har accepteret, at dette antal kameler ofres i stedet for sønnen.«

De fulgte spåkvindens råd, vendte alle tilbage til Mekka og begyndte at trække lod. Ti, tyve, tredive og helt op til halvfems gange faldt loddet på Abdullahs navn. Til sidst, da de nåede op på et hundrede kameler, faldt loddet på kamelerne. Quraysh-folkene sagde: »Nu er det klart, hvad jeres Herre ønsker. Lad Abdullah gå, og slagt nu kamelerne.«

Men Abd al-Muttalib accepterede det ikke. Han sagde: »Jeg vil trække lod yderligere tre gange.« Så blev terningerne kastet tre gange, og hver gang faldt de på kamelerne. [Heraf fremgår det, at løsesummen for en person i Arabien oprindeligt var ti kameler. Efter denne hændelse blev et hundrede kameler permanent fastsat blandt araberne som løsesum for en person.] Derefter slagtede Abd al-Muttalib et hundrede kameler og bekendtgjorde blandt folk, at mennesker, dyr og selv vilde dyr måtte tage så meget kød, som de ønskede.

På denne måde blev endnu en gang den offerhændelse blandt Ibrahims efterkommere gentaget, som havde indledt genbosættelsen af denne velsignede familie i Mekka. Selv om der er en enorm forskel mellem de to hændelser med hensyn til princip og betydning, åbenbares der et mysterium i Allahs handlinger. Først blev ofringen af denne families første mand krævet på en anden måde, hvorfra kaldet til islams religion i Arabien skulle tage sin begyndelse. Nu blev ofringen af den sidste profets far krævet på en anden måde; det var den profet, som skulle arbejde for at udbrede og viderebringe dette kald til hele menneskeheden. Løsesummen ved det første offer var en vædder, og ved det andet et hundrede kameler.

Abdullahs ægteskab

Da Hazrat Abdullah var femogtyve år gammel, giftede hans far ham med Amina Khatun, datter af Wahab ibn Abd Manaf, høvdingen for Banu Zuhra ibn Kilab. Amina var den ypperste pige i sin stamme. Efter at have levet som ægtefolk i nogle måneder blev Hazrat Amina gravid. På dette tidspunkt rejste hendes mand, Hazrat Abdullah, sammen med en handelskaravane til byen Gaza i Palæstina. Da han vendte tilbage derfra og kom til Medina, blev han syg. Han sagde til sine ledsagere: »I skal alle rejse til Mekka; jeg bliver hos min bedstemors familie, Adi ibn Najjar.« En måned senere døde han dér. Han blev begravet i Darun Nabegatel Jundi.

Hans ledsagere nåede frem til Mekka og fortalte Abdul Muttalib om Hazrat Abdullahs sygdom. Abdul Muttalib sendte straks sin ældste søn, Harith, til Medina. Men Hazrat Abdullah døde, før han nåede frem til Medina.

Dette er en særdeles autentisk overlevering, som almindeligvis er blevet accepteret af alle lærde. Ikke desto mindre hedder det i nogle beretninger, at Hazrat Abdullah døde, da Allahs Sendebud (fred være med ham) var otteogtyve måneder gammelt. Nogle har sagt to måneder, andre syv måneder. Men den mest pålidelige og almindeligt anerkendte opfattelse er, at Profeten (fred være med ham) stadig var i sin mors liv, da hans far døde. Koranen henviser til denne sandhed:

(Arabisk**************)

– O Profet! Fandt Han dig ikke som forældreløs og gav dig derefter ly?

Tredje kapitel

Fra fødslen til begyndelsen af profetskabet

Den velsignede fødsel

Endelig kom det tidspunkt, for hvis skyld profeten Ibrahim, fred være med ham, havde bosat en del af sin familie i en øde dal uden vand og vegetation, og under opførelsen af Kabaen bad han og hans søn, profeten Ismail, fred være med ham:

(Arabisk*****************)

»Vor Herre! Frembring blandt dem en sendebud af deres eget folk, som vil fremsige Dine åbenbaringer for dem, lære dem Skriften og visdommen og rense og forædle deres liv.« (Al-Baqara: 129)

Kort før dette lykkelige øjeblik indtraf, var Abraha kommet med tres tusind soldater for at kæmpe mod sin skæbne. Men ikke tres tusind—selv hvis han havde medbragt seks millioner, ville udfaldet have været det samme som det, der faktisk skete. Når en så storslået plan fra Allah den Almægtige er virksom, at en person skal bringes til dette sted, som vil ændre verdens historie, som er den sidste af alle profeter, og hvis komme der er blevet gjort forberedelser til i to og et halvt tusind år, så må selv den største menneskelige magt uundgåeligt knuses i sammenstødet med Allahs magt.

Hadithlærde og historikere er næsten enige om, at begivenheden med Elefantens Folk (Abrahahs angreb på Mekka) fandt sted i måneden Muharram. Allahs Sendebud, fred være med ham, blev født i måneden Rabi al-Awwal. Det skete på en mandag. Det sagde Profeten, fred være med ham, selv som svar på en beduins spørgsmål. (Sahih Muslim, overleveret af Qatada).

Der er uenighed om, hvilken dato i Rabi al-Awwal det var. Men Ibn Shayba citerer profeten Abdullah ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, og profeten Jabir ibn Abdullah, må Allah være tilfreds med ham, og siger, at han blev født den 12. Rabi al-Awwal. Muhammad ibn Ishaq har forklaret dette, og ifølge flertallet af de lærde er denne dato den mest kendte. Der er også uenighed om, hvor lang tid der gik mellem Elefantens Begivenhed og Profetens, fred være med ham, fødsel. Men den mest udbredte opfattelse er, at Profeten, fred være med ham, blev født halvtreds dage efter denne begivenhed. Det er kompliceret at bringe sol- og månekalenderens måneder og år i overensstemmelse. Derfor er det vanskeligt med sikkerhed at fastslå, hvilket solår og hvilken solmåned hans fødsel fandt sted i. Hans fødsel angives almindeligvis til år 570 eller 571 e.Kr. Suhayli angiver den 20. april i Rawd al-Unuf, men nævner ikke året. Nogle forskere har angivet den 23. april 571 e.Kr. Mahmud Pasha al-Falaki angiver den 20. april 571 e.Kr. og mener, at det var den 9. Rabi al-Awwal, en mandag. Caussin de Perceval angiver i sit værk Arabernes Historie Profetens, fred være med ham, fødselsdato som den 20. august 570 e.Kr. Hitti siger, at Profeten, fred være med ham, blev født i 571 e.Kr. eller omkring dette tidspunkt. Nogle orientalske forskere har flyttet tidspunktet to år tilbage og angivet år 569 e.Kr. som Profetens fødselsår. Ifølge pålidelige kilder fandt den velsignede fødsel sted ved daggry, det vil sige ved morgenrødens frembrud.

Det glædelige budskab og det velsignede navn

Det er overleveret fra pålidelige kilder, at fru Amina under sin graviditet drømte, at et lys udgik fra hende og oplyste helt til al-Sham. En anden gang blev der sagt til hende i en drøm: »I dit skød bærer du denne menigheds leder. Når han bliver født, skal du kalde ham Muhammad.« Ibn Sa’d har citeret en overlevering om, at hun i en drøm blev bedt om at kalde ham Ahmad. I det førislamiske Arabien var navnet Muhammad kun sjældent båret af nogen. Der findes imidlertid ingen dokumentation for, at nogen bar navnet Ahmad. Grunden hertil har vi udførligt redegjort for i Tafhim al-Qur’an, bind 5, sura al-Saff, noter 7-8: Gennem Skriftens folk kunne araberne undertiden få at vide, at en anden profet ville komme, hvis navn skulle være Muhammad, og at han ville blive født blandt Ismails efterkommere. Efter at have hørt dette gav nogle arabere deres sønner navnet Muhammad, i håb om, at en af dem skulle blive denne profet. Qadi Iyad har sagt, at seks personer før Profeten, fred være med ham, bar navnet Muhammad. Ibn Khalawayh og Suhayli har nævnt tre, mens Abd al-Marwazi har nævnt fire. Men hafiz Ibn Hajar siger i Fath al-Bari: »Jeg har efter undersøgelser fundet navnene på femten sådanne personer.« Derefter siger han i al-Isaba, at nogle af dem nåede Profetens tid og antog islam. I forbindelse med sin beskrivelse af Muhammad ibn Adi ibn Rabias forhold skriver han, at han blev spurgt, hvordan hans far i uvidenhedens tidsalder havde givet ham navnet Muhammad. Hans far svarede: »Vi var på rejse i al-Sham. På et tidspunkt nåede vi frem til et kristent kloster. Klosterets leder sagde: ›Der vil komme en profet blandt jeres folk, og han vil være den sidste profet.‹ Vi spurgte: ›Hvad skal han hedde?‹ Han sagde: ›Muhammad.‹ Siden da har vi kaldt enhver søn, der er blevet født i vores hus, Muhammad.«—Forfatteren. Det er muligt, at disse to navne blev meddelt som to forskellige navne, for begge navne er bekræftet i hadith. I mange overleveringer nævnes det også, at fru Amina sagde: »Da han blev født, følte jeg, at et lys udgik fra mig, hvorved øst og vest blev oplyst.« Al-Bayhaqi og Ibn Abd al-Barr citerer overleveringen fra moderen til Uthman ibn Abi al-As om, at hun var til stede hos fru Amina, da Allahs Sendebud, fred være med ham, blev født. På det tidspunkt så man, hvor end blikket faldt, ikke andet end lys og atter lys. Ved fødslen fungerede Shifa bint Awf bint Abd al-Harith al-Zuhri, moderen til profeten Abd al-Rahman ibn Awf, som jordemoder.

På den syvende dag efter hans fødsel udførte Hazrat Abd al-Muttalib hans aqīqa og inviterede folk til et måltid. Efter måltidet spurgte folk: »Abd al-Muttalib, hvilket navn gav du det barn, som du inviterede os til dette måltid for?«

Han svarede: »Jeg har kaldt ham Muhammad.« Folkene sagde: »Hvorfor gav du ham et navn, der er anderledes end navnene på de øvrige i din familie?«

Abd al-Muttalib svarede: »Jeg ønsker, at Allah i Himlen og Hans skabninger på jorden skal prise ham.«

Livets begyndelse i fattigdom

Hazrat Abdullah var stadig ung, da han blev gift, og han begyndte også at drive handel. Det var på dette tidspunkt, at han døde. Derfor kunne han ikke efterlade megen rigdom til sit forældreløse barn og sin hustru. Ibn Sa’d siger, at han efterlod fem kameler, en flok geder og en slavekvinde som arv. Slavekvinden var Umm Ayman (må Allah være tilfreds med hende), som opfostrede Profeten (fred være med ham) med stor kærlighed og omsorg. Hendes egentlige navn var Baraka, og hun var af abessinisk afstamning. Senere giftede Profeten (fred være med ham) hende bort til sin frigivne slave, Hazrat Zayd ibn Haritha (må Allah være tilfreds med ham). De fik sønnen Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham).

En tilstand af fattigdom i hans hellige liv omtales således i Koranen:

(Arabisk*************)

»Allah fandt dig fattig og gjorde dig derefter velstående.«

Diegivning

Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) drak først i nogle dage mælk fra Suwayba, Abu Lahabs slavinde. Det fortælles i al-Bukhari og Muslim, at Hazrat Abu Salama (må Allah være tilfreds med ham) [Umm al-Mu’minun Umm Salamas første ægtemand] også drak hendes mælk. Ibn Sa’d og Ibn Hisham fortæller, at Hazrat Hamza (må Allah være tilfreds med ham) og Abdullah ibn Jahsh (må Allah være tilfreds med ham) også drak hendes mælk. Abdullah ibn Jahsh var bror til Umm al-Mu’minun Hazrat Zaynab (må Allah være tilfreds med hende). Derfor var de Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) mælkebrødre. Som gengæld for denne tjeneste behandlede Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) altid Suwayba meget godt, efter at han var blevet voksen. Efter hans ægteskab viste Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) hende ære og respekt og behandlede hende godt. Senere ønskede Hazrat Khadija at købe hende fri og frigive hende, men Abu Lahab afslog. Senere frigav han hende selv. Selv efter hijraen sendte Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) hende tøj og penge. I det sjette hijri-år, efter at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) havde fået meddelelse om hendes død, spurgte han til hendes søn Masruhs tilstand. Han var også Profetens mælkebror. Det blev oplyst, at han også var død, og at han ikke havde nogen tilbage i verden.

Halima Sa’diyya

Det var skik blandt de fornemme familier i Mekka at sende deres børn til et godt hjem i ørkenområdet for at blive ammet, så de kunne vokse op i et smukt og åbent klima og lære det rene arabiske sprog. Til dette formål kom kvinder fra stammerne i omegnen fra tid til anden til Mekka. De tog høvdingenes børn med sig og modtog en rimelig betaling. Senere forventede de også god behandling. Nogle kvinder fra Banu Sa’d ibn Bakr, en gren af Hawazin-stammen, kom således til Mekka få dage efter Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fødsel for at tage børn med sig. Halima bint Abi Dhu’ayb var blandt dem sammen med sin mand, Harith ibn Abd Allah. Ibn Hisham gengiver Halimas egen beretning, hvori hun siger: »Vores tilstand var meget elendig. Vores område var ramt af hungersnød. Vores situation var værre end de andre kvinders. Vores æsel var så svagt, at det blev tilbage efter karavanen. Vores kamel gav heller ikke meget mælk. Jeg havde så lidt mælk i mine bryster, at jeg ikke kunne mætte børnene. Barnet græd hele natten, og vi kunne heller ikke sove. Da vi nåede Mekka, erfarede jeg, at ingen kvinde var villig til at tage Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Alle sagde: Han er forældreløs. Hvis hans far havde været i live, kunne vi have håbet på en vis belønning. Men det var uvist, om vi ville få noget fra hans enke af en mor og hans bedstefar.«

Hazrat Halima fortæller: »De andre kvinder havde taget andre børn med sig, men jeg fik ikke et eneste. Da alle gjorde sig klar til at vende hjem, sagde jeg til min mand: Jeg bryder mig ikke om at tage tomhændet hjem. Jeg går hen og tager det barn med.«

Min mand sagde: »Hvad er der galt i, at du gør det? Måske vil Allah skænke os velsignelse gennem ham.«

Så jeg gik hen og tog dette barn, fordi jeg ikke havde fået noget andet barn. Derefter gik jeg til det telt, hvor vi opholdt os, og lagde mit bryst i barnets mund. Da så jeg, at der kom så rigeligt med mælk, at han drak sig mæt, og hans mælkebror Abdullah drak sig også mæt. Derefter gik min mand hen for at malke kamelhoppen, og den gav så meget mælk, at vi begge drak os mætte, og vi tilbragte også natten behageligt. Næste morgen sagde min mand: »Ved Gud, Halima, du har sandelig taget et meget velsignet barn med.«

Halima fortæller videre: »På hjemvejen var vores æsel kommet i en sådan tilstand, at det gik foran alle karavanens ridedyr og lod dem bag sig. Kvinderne, der rejste sammen med mig, sagde: Halima, er det virkelig det samme æsel, som du red på, da du kom med os?«

Jeg sagde: Ja.

De sagde: Ved Allahs ed, hans tilstand har virkelig ændret sig fuldstændigt.

Halimah fortæller: Da vi nåede hjem, var der på det tidspunkt måske ikke noget område på hele jorden, der var så ufrugtbart som vores. Men hvor end gederne gik på græs, kom de tilbage med maverne fulde af græs og gav rigeligt med mælk. Således fik vi dag for dag stadig tydeligere tegn på dette barns velsignelse. Da der var gået to år, og tiden var kommet til at vænne ham fra brystet, var barnet sundere og stærkere end alle de andre børn i stammen. Det så ud, som om han var et fireårigt barn. Vi tog ham med til Mekka til hans mor. Men vi ønskede, at han skulle blive hos os endnu længere. Jeg sagde til hans mor: Lad min lille dreng blive hos mig endnu et stykke tid, så han kan blive større og kraftigere. Jeg er bange for, at Mekkas klima skal skade hans helbred.

Kort sagt plagede jeg hende så meget, at hun gik med til at lade ham tage med mig. Ibn Sa’d siger, at Profeten (fred være med ham) således blev hos Halimah i yderligere to år.

Opsplitningen af brystet

Halimah fortæller: Der var gået to eller tre måneder, siden vi var kommet hjem. En dag var barnet sammen med sin mælkebror ved vores flok geder bag huset. Pludselig kom hans mælkebror løbende og sagde: »Min qurayshitiske bror! To mænd i hvidt tøj kom og flækkede hans mave.« Min mand og jeg løb derhen og så, at barnet stod op, og at hans ansigt var blevet blegt. Hans far omfavnede ham og sagde: »Min dreng, hvad er der sket med dig?« Han sagde: »To mænd iført hvidt tøj kom, lagde mig ned og skar min mave op. Derefter tog de noget ud af den og kastede det bort, og så gjorde de min mave som før.« I en anden overlevering hedder det, at de ledte efter noget i min mave. Jeg ved ikke hvad det var. [Det skal bemærkes, at hændelsen med opsplitningen af brystet er et mysterium fra Gud, som mennesket ikke kan afdække. Der er sket utallige sådanne mirakuløse hændelser med profeterne (fred være med dem), som ikke kan forklares eller analyseres. Men det, at man ikke kender forklaringen, er ingen rimelig grund til at benægte dem – forfatteren.]

Halimah fortæller: Da vi var kommet hjem, sagde min mand: »Halimah, jeg er bange for, at der skal ske ham noget. Det er bedst at bringe ham tilbage til hans hjem.« Derfor tog vi ham med til hans mor i Mekka.

Hans mor sagde: »Hvad er der sket, Anna [amme, der er ansat til at give bryst], siden du har bragt ham med? Du ønskede jo at beholde ham hos dig.« Jeg sagde: »Allah har ladet barnet vokse op, og jeg har fuldført det ansvar, jeg havde. Nu er jeg bange for, at der skal ske ham en ulykke.«

Fru Amina sagde: »Fortæl mig, hvad der egentlig er sket.«

På grund af hendes vedholdende spørgsmål fortalte Halima hende hele hændelsen.

Fru Amina sagde: »Frygter du Satan på grund af dette barn?«

Halima sagde: »Ja.«

Fru Amina sagde: »Ved Allahs ed, Satan har ingen adgang til ham; dette barn er indehaver af en meget høj rang.«

Derefter fortalte Fru Amina hende om forholdene under graviditeten og ved fødslen.

På grund af den hellige Profets (s) ophold i ørkenen i sin barndom blev hans arabisk yderst ren. For han var Qurayshī og tilbragte sin barndom blandt Banū Saʿd, hvis sprog var ren arabisk. På dette grundlag sagde Profeten (s):(Arabisk****************)

»Jeg kender arabisk bedre end nogen af jer. Jeg er Qurayshī, og jeg tilbragte min ammeperiode hos familien Banū Saʿd ibn Bakr.«

Ligesom Suwaiba behandlede Profeten (s) altid Halima med den største kærlighed og venlighed. Efter Profeten (s) havde giftet sig med Hazrat Khadija (ra), kom hun (Bibi Halima) en dag og sagde: »Der har været en frygtelig hungersnød i vores område, og alle husdyrene er døde.«

Da Profeten (s) hørte dette, gav han hende fyrre geder og en kamel lastet med varer. Ibn Sa’d citerer Muhammad ibn al-Munkadars beretning og siger, at en kvinde bad om tilladelse til at træde frem for Profeten (s); hun havde ammet ham i hans barndom. Da hun kom, bredte Profeten (s) sin kappe ud for hende, mens han igen og igen sagde: »Mor, kom, kom«, og lod hende sætte sig.

Under erobringen af Mekka kom Halimas søster til Profeten (s) og bragte budskabet om Halimas død. Da Profeten (s) hørte det, begyndte tårerne at strømme fra hans øjne. Derefter gav Profeten (s) hende to hundrede dirham, tøj, et telt og en kamel med en madras. Blandt dem, der blev taget til fange under slaget ved Hawazin, var også Halimas datter Shaima, som havde båret Profeten (s) på armen og taget sig af ham i hans barndom. Da Profeten (s) så hende, genkendte han hende, behandlede hende kærligt og sendte hende med ære tilbage til hendes familie. Da Hawazins delegation kom til Profeten (s) og bad om nåde og sagde: »Blandt disse fanger er også Deres mostre og ammemødre«, sagde Profeten (s): »Jeg giver afkald på den del, der tilhører mig og Banu Abd al-Muttalib.« Således blev seks tusind fanger frigivet. Værdien af den ejendom, der blev givet tilbage til dem, var halvtreds crore dirham. Efter Profeten (s) viste Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Umar (ra) også denne familie særlig omsorg og behandlede dem godt og med ære.

Profetens mors død

Ibn Sa’d og Ibn Ishaq siger, at Profeten Muhammad (s) var seks år gammel, mens Ibn Hazm og Ibn al-Qayyim mener [Om Bibi Halima siger Ibn Kathir, at hun døde før Profeten Muhammads (s) profetskab. Men Ibn al-Barr citerer Ata ibn Yasars beretning i al-Isti’ab og siger, at da Profetens (s) ammemor Halima kom til Profetens hof under slaget ved Hunayn, rejste Profeten (s) sig straks, da han så hende, og bredte sin egen kappe ud, så hun kunne sidde. Ibn al-Barr siger endvidere, at Hazrat Halima (ra) har overleveret hadither fra Profeten (s), og at Hazrat Abdullah ibn Ja’far har overleveret beretninger fra hende. Hafiz Abu Ya’la og Ibn Hibban har nedskrevet Hazrat Halimas beretning med henvisning til Abdullah ibn Ja’far (ra). Hafiz Ibn Hajar siger i al-Isaba, med henvisning til Ibn Ishaq, angående Halimas mand, at han kom til Mekka og antog islam hos Profeten (s). Men Ibn Sa’d siger, at det var Abdullah, søn af Harith, Profetens mælkebror. Ibn Hajar nævner i al-Isaba, at Shaima blev muslim – Forfatteren.] Da han var syv år, tog Bibi Amina sammen med Umm Ayman barnet Muhammad til Medina for at besøge familien Banu Adi ibn al-Najjar, som var hans oldemors (Abd al-Muttalibs mors) familie, og opholdt sig der i omkring et år. Hun viste den lille Muhammad det sted, hvor hans far døde. Hun viste ham også stedet, hvor han blev begravet. Den lille Muhammad huskede denne rejse meget tydeligt senere i livet. Efter hijraen, da han kom til Medina, plejede han at fortælle sine ledsagere om denne barndomsoplevelse med sin mor. Så snart han så Banu Adi ibn al-Najjars befæstning, genkendte han den. Han plejede at sige: »Her plejede jeg at lege med en ansar-pige ved navn Unaisa. Jeg plejede at jage de fugle væk, som kom her sammen med drengene fra min bedstefars morfamilie.«

Da han så Dar al-Nabigha, sagde han: »Det var her, jeg steg af sammen med min mor, og det var i dette hus, at min far blev begravet. Jeg plejede at svømme i Banu Adi ibn al-Najjars kilder.«

Da hans mor derefter rejste mod Mekka med Profeten (s) og nåede et sted ved navn Abwa, døde hun, og dér blev hun begravet. Umm Ayman bragte Profeten (s) til Mekka. Ibn Sa’d siger, at Profeten også huskede det sted, hvor hans mor var blevet begravet. Derfor sagde han, da han under Hudaybiyyah-umraen passerede hen over Abwa:(Arabisk***********************)

»Allah gav Muhammad (s) tilladelse til at besøge sin mors grav.« Derefter tog han (Profeten (s)) derhen. Han ordnede graven og begyndte at græde. Da muslimerne så ham græde, begyndte de også at græde. Han blev spurgt: »Har De ikke forbudt at græde?« Hertil svarede han:(Arabisk******************)

– Jeg kom til at mindes hendes barmhjertighed, kærlighed og omsorg, og jeg brød i gråd.

Flere hadither omtaler, hvordan Profeten (s) besøgte sin egen mors grav og brød sammen i gråd. Dette er overleveret fra Hazrat Burayda (ra), Hazrat Abdullah ibn Masud (ra) og Hazrat Abu Hurayra i Musnad Ahmad, Bayhaqis værk og Tabaqat Ibn Sa’d.

Under Abd al-Muttalibs omsorg

Efter Bibi Aminas død tog Profetens (s) bedstefar, Abd al-Muttalib, ham til sig og foretrak ham frem for alle sine andre børn. Derfor holdt han ham altid tæt ved sig, lod ham sidde ved sin side og gik til ham, når han ønskede det – hvad enten han var alene eller sov. På grund af hans frygt turde de andre børn ikke gøre det. Abd al-Muttalib spiste aldrig, hvis han ikke sad sammen med ham; undertiden tog han ham op på skødet under måltidet. I skyggen af Kabaens mur blev der bredt en seng ud til ham, og af respekt for ham satte ingen andre børn sig på den, men satte sig rundt om den. Den kraftigt byggede dreng Muhammad (s) satte sig lige midt på sengen. Når hans onkel bad ham rejse sig, sagde Abd al-Muttalib: »Lad min dreng blive. Ved Gud, han har en helt særlig rang. Det kan forventes, at han vil opnå en rang, som ingen araber før ham har opnået.«

Nogle overleveringer fortæller, at Abd al-Muttalib sagde: »Han har en meget kongelig fremtoning.« Derefter satte han ham (den lille Muhammad) ved sin side, strøg ham over ryggen og hovedet, kyssede ham på ansigtet og glædede sig meget over at se hans bevægelser.

Ibn Sa’d fortæller, at folk fra stammen Banu Mudlij kunne forudsige en persons fremtid ud fra hans ansigt og kropsbygning. De sagde til Abd al-Muttalib: »Du skal tage dig særligt af dette barn. For vi har aldrig set et fodaftryk, der lignede Ibrahims (a) fodaftryk på Maqam Ibrahim, sådan som dette barns fodaftryk ligner det.«

Abu Talib var til stede på dette tidspunkt. Abd al-Muttalib sagde til ham: »Lyt opmærksomt til det, de siger, og beskyt ham.«

Men den unge Muhammad (s) kunne ikke nyde sin bedstefars kærlighed og hengivenhed ret længe. Da han var otte år gammel, døde hans bedstefar. Ibn Sa’d og Hafiz Sakhawi citerer denne overlevering fra Umm Ayman. Umm Ayman fortæller: »Da Abd al-Muttalib døde, stod Profeten (s) ved hans hovedgærde og græd.«

Senere, da Profeten (s) blev spurgt: »Husker De Deres bedstefars død?« svarede han: »Ja, på det tidspunkt var jeg otte år gammel.«

Under Hazrat Abu Talibs omsorg

Efter Abd al-Muttalibs død overtog Hazrat Abu Talib ifølge nogle beretninger ansvaret for profetens opdragelse i overensstemmelse med hans testamente, mens han ifølge andre beretninger gjorde det frivilligt. Hans egentlige navn var Abd Manaf. Men på grund af sin ældste søn Talib blev hans kunya Abu Talib så kendt, at hans egentlige navn blev glemt. Talib var jævnaldrende med Profeten (s), og der var et dybt kærlighedsbånd mellem dem. Da Quraysh tvang Banu Hashim til at drage ud til slaget ved Badr, var Talib også blandt dem. Han deltog imidlertid ikke i slaget, hans navn stod heller ikke på listen over de dræbte, og han vendte ikke tilbage til Mekka. Man fandt aldrig ud af, hvad der var blevet af ham.

Abu Talib var Profeten (s)s farbror. Han elskede sin nevø mere end sine egne børn. Han lod ham sove hos sig og tog ham med sig, hvor end han gik. Når han (Profeten Muhammad) kom og tog del i måltidet, begyndte de andre først at spise. Al-Waqidi beretter fra forskellige kilder, at hvis Abu Talibs familiemedlemmer spiste uden Profeten Muhammad (s), hvad enten de spiste hver for sig eller sammen, blev ingen af dem mætte. Men når Profeten Muhammad spiste sammen med dem, blev de mætte, og der blev endda mad til overs. Da Abu Talib bemærkede denne velsignelse, indførte han den ordning, at han, når de satte sig for at spise, sagde: »Vent, lad min dreng komme.« Når Hazrat (s) derefter kom, begyndte alle at spise. Abu Talib plejede at sige: »Min dreng, du er i sandhed velsignet.« Når børnene, som det var deres vane, begyndte at kæmpe om maden, mens de satte sig for at spise, sad Hazrat (s) med hænderne trukket tilbage. Da Abu Talib så dette, sørgede han for et særskilt måltid til ham og et andet til sig selv. En måtte blev bredt ud, og ingen andre satte sig der. Kun Hazrat (s) satte sig sammen med ham. Abu Talib plejede at sige: »Ved Rabi’as Herre, det sømmer sig for denne min dreng at være leder.«

Profetens gededrift

Det var sandsynligvis på det tidspunkt, hvor Hazrat (s), da han så sin onkels økonomiske vanskeligheder og samtidig hans store familie, selv tænkte på at tjene noget. I sin barndom, mens han opholdt sig hos sin amme, vogtede han familiens geder sammen med sine mælkesøskende. Da han var blevet moden og fornuftig, begyndte han at udføre dette arbejde i Mekka mod betaling. I en hadith overleveret fra Ubayd ibn Umayr berettes det, at Hazrat (s) sagde: »Der har ikke været nogen profet, som ikke har vogtet geder.« Folk spurgte: »Har De også vogtet geder?« Han svarede: »Ja.«

I Sahih al-Bukhari, i Kitab al-Ijarah, findes en beretning fra Hazrat Abu Hurayrah (ra). Som svar på dette spørgsmål sagde Hazrat (s): »Jeg vogtede Mekkanernes geder mod betaling af nogle qirater.« [Ibn Majah beretter på Suwayn ibn Sa’ids autoritet, at Profetens (s) ord i denne forbindelse var:

(Arabisk*************)

–Jeg plejede at vogte Mekkas indbyggeres geder for nogle qirrat. Denne beretning fra Bukhari betyder, at Profeten (s) vogtede Mekkanernes geder mod betaling. Men Ibrahim al-Harbi hævder, at qararit ikke betyder nogen form for kontant betaling eller formue, men er navnet på et sted nær Ajyad, hvor Profeten vogtede geder. Dette er blevet støttet af Ibn al-Jawzi og Allama Ayni. For det første er det dog ikke geografisk bevist, at der i Mekka findes et sted ved navn Qararit. For det andet er der intet forkasteligt ved at vogte geder mod betaling, som skulle kræve så megen bestræbelse for at frikende Profeten (s) for denne påståede fejl. –Forfatteren.

Qirrat er flertal af qirat (en qirat betegner enten en tiendedel eller en tyvendedel af en dinar). Abu Salama ibn Abd al-Rahman fortæller: En gang gik folk sammen med Profeten (s) gennem en lund af pilu-træer. Profeten (s) sagde da: »Pluk de frugter, der er blevet sorte, og bring dem her.« Dengang jeg vogtede geder, plejede jeg at plukke disse frugter (Ibn Sa’d – London, s. 79–80).

Manifestationen af Profetens usædvanlige personlighed allerede i den tidlige alder

Af de begivenheder, der er blevet nævnt fra Profetens fødsel og frem til hans tiende eller tolvte år, bliver det helt klart, at alle, der kom i kontakt med ham, blev fast overbevist om, at han, selv om han var født blandt dem, besad en usædvanlig personlighed. Ikke blot viste der sig forskellige former for velsignelse gennem ham; hans natur og karakter var også helt anderledes end almindelige børns. Hans usædvanlige personlighed strålede ligeledes frem af hans ansigt og ansigtstræk.

Bayhaqi og Ibn Jarir citerer en beretning fra Ali (ra), hvori det fortælles, at Profeten (s) sagde: »Højst to gange opstod der i mig en trang til at gøre de ting, som folk plejede at gøre i uvidenhedens tidsalder, og begge gange beskyttede Allah den Ophøjede mig mod at gøre dem. Derefter opstod der aldrig mere nogen tanke om den slags i mit sind. En dag sagde jeg til de drenge, der vogtede geder sammen med mig: Pas lidt på mine geder, mens jeg tager til Mekka og om natten deltager i den underholdning, som de andre drenge deltager i. De gik med til det, og jeg begav mig mod byen. Allerede ved det første hus hørte jeg larm fra musik og sang. Jeg spurgte: Hvad foregår der? Folk svarede: Den og den bliver gift. Jeg satte mig ned, og straks faldt der en sådan søvn over mig, at det blev morgen, og jeg vågnede først, da solens varme vækkede mig.«

»En anden dag sagde jeg det samme til mine ledsagere, og de gik med til det. Da jeg kom ind i Mekka, så jeg, at den samme musik og sang var i gang. Jeg satte mig ned, blev også den dag overmandet af søvn og sov indtil morgenen. Jeg gik hen til mine ledsagere og sagde, at jeg heller ikke denne dag havde set noget. Fra da af opstod der aldrig mere nogen interesse i mig for noget sådant.« Ibn Sa’d fortæller på Umm Aymans autoritet, at der var en afgud ved navn Buana, som Quraysh plejede at besøge for at se den. De bragte også votivgaver dertil. Abu Talib plejede ligeledes at tage dertil med sin familie. Den unge Muhammad blev også bedt om at tage med dem. Men hvert år opstod den samme strid: Muhammad (s) nægtede at tage af sted, og hans onkler og fastre blev meget utilfredse. En gang, da han under denne fest var blevet plaget af de ældstes irettesættelser og bebrejdelser, forsvandt Profeten Muhammad (s) i lang tid uden at nogen vidste hvor. Alle i huset blev urolige på grund af ham. Da han vendte tilbage, virkede han meget bange og skrækslagen, og hans ansigt var blevet blegt. Hans fastre omfavnede ham og sagde: »Mit barn, hvad er der sket med dig?« Han svarede: »Jeg er bange for, at der skal ske mig noget.« Fastrene sagde: »Allah vil aldrig lade Satan skade dig, eftersom du besidder disse egenskaber.« Han sagde: »Når jeg nærmer mig en af afguderne i dette afgudshus, forekommer det mig, at en høj, lyshudet mand står der og siger: ‘Muhammad, hold dig væk; rør ikke ved den.’« Umm Ayman fortæller, at han fra da af aldrig deltog i denne fest.

Ibn Hisham fortæller på Ibn Ishaqs autoritet, at der i Mekka boede og færdedes en mand, som var ekspert i at bedømme karakter ud fra ansigtstræk (fysiognomiker), og som var knyttet til Lehab-klanen, en gren af Azd Shanu’a. Hver gang han kom, bragte Quraysh deres børn til ham, så han ved hjælp af denne kunst kunne fortælle noget om dem. En gang, da han kom, tog Abu Talib Profeten (s) med til ham sammen med sine andre sønner. Da manden så ham, blev han optaget af noget andet. Da han var færdig, sagde han: »Hvor er den dreng, jeg så for lidt siden? Hent ham.« Da Abu Talib så, at manden var meget ivrig efter at se drengen Muhammad, fjernede han ham derfra og skjulte ham et andet sted. Manden sagde: »Bring ham til mig. Ved Gud, han vil blive en stor personlighed.«

Muhammad ibn Ishaq fortæller, at Profeten (s) sagde: »En dag bar jeg sten sammen med Qurayshs drenge, mens vi legede. Alle drengene havde taget deres izar, deres lændeklæde, af og bundet det om halsen for at kunne bære stenene, og derfor var de alle nøgne. Så snart jeg gjorde det samme, ramte et slag mig pludselig, og nogen sagde til mig: ‘Bind din izar på.’ Så bandt jeg min izar på.«

Således blev profeten Muhammad allerede i sin barndom forhindret i at være nøgen. En lignende hændelse fandt sted, da qurayshitterne i det 35. elefantår (da profeten var 35 år gammel, og der kun var fem år tilbage til hans modtagelse af profetskabet) påbegyndte opførelsen af Kabaen på ny. På dette tidspunkt tog alle qurayshitterne deres izār af, bandt den om halsen og bar sten. Ingen, hverken blandt børn, unge eller gamle, havde nogen fornemmelse af nøgenhed. Ḥazrat ʿAbbās (må Allah være tilfreds med ham) bad også den unge Muhammad (må Allah velsigne ham og give ham fred) om at gøre det samme. Så snart han gjorde mine til at gøre det, besvimede han, og hans blik rettedes mod himlen. Da han kom til bevidsthed igen, sagde han: „Hvor er min izār?“ Så fik man izāren på ham, og han rejste sig. Denne hændelse er overleveret fra Ḥazrat Jābir ibn ʿAbdullāh i Bukhārī og Muslim. ʿAbd ar-Razzāq, Ṭabarānī og Ḥākim beretter med Abū Ṭufayl som kilde, at en stemme fra det usete lød: „Muhammad, dæk din skam.“ Men selve overleveringen beviser ikke, at Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) overhovedet stod nøgen. Han besvimede, før han nåede at tage izāren af og blive nøgen.

Afsky for afgudsdyrkelse

Fra barndommen havde han en dyb afsky for shirk, afgudsdyrkelse samt deres fremvisninger og rituelle handlinger. Selv i sit liv før profetskabet kunne disse urenheder ikke berøre ham. I Bukhārīs bog med kapitlerne om manāqib findes der under overskriften om Zayd ibn ʿAmr ibn Nufayl en overlevering fra Ḥazrat ʿAbdullāh ibn ʿUmar (må Allah være tilfreds med ham).

Her fortælles det, at da man en gang tilbød Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) mad, der var viet til afguderne, samt kød fra dyr, der var ofret til dem, nægtede han at spise det. I Musnad Aḥmad beretter ʿUrwah ibn az-Zubayr: „En nabo til Ḥazrat Khadīja (må Allah være tilfreds med hende) fortalte mig: Jeg hørte Profeten (må Allah velsigne ham og give ham fred) sige til Ḥazrat Khadīja (må Allah være tilfreds med hende):—

(Arabisk******************)

—Åh Khadīja! Ved Allah, jeg vil aldrig tilbede Lāt og Manāt. Ved Allah, jeg vil aldrig tilbede dem.

Khadīja (må Allah være tilfreds med hende) svarede: „Lad Lāt være, og lad Manāt være.“

Efter at have berettet denne hændelse fortalte naboen Ḥazrat ʿUrwah, at qurayshitterne plejede at tilbede disse to afguder, før de gik i seng om aftenen. Det var sandsynligvis i begyndelsen af Profetens (må Allah velsigne ham og give ham fred) ægteskabelige liv.

Rejsen til ash-Sham og munken Bahiras hændelse

En gang drog Abu Talib af sted sammen med en handelskaravane for at rejse til ash-Sham. Profeten (fvmh.) var da tolv år gammel. Da Abu Talib skulle af sted, omfavnede Profeten (fvmh.) ham og sagde ifølge Ibn Sa’ds beretning: »Kære onkel, hvem overlader du mig til? Jeg har jo hverken en far eller en mor, som kan tage sig af mig.«

Disse ord blødgjorde Abu Talibs hjerte, og han sagde: »Ved Gud, jeg vil hverken holde ham borte eller selv være borte fra ham. Han skal med mig.«

Da denne karavane nåede Busra i ash-Sham og slog lejr nær munken Bahiras kirke, kom han, i strid med sin sædvane, ud af kirken. Han plejede ellers aldrig at komme ud af kirken for nogen karavane. Han tilberedte mad til hele karavanen og inviterede alle til at spise. Alle i karavanen gik hen for at spise. Kun Muhammad (fvmh.) blev på grund af sin unge alder efterladt i lejren. Bahira spurgte:

»Er alle kommet?«

De svarede: »Vi har kun efterladt en lille dreng i lejren for at holde øje med bagagen.«

Bahira sagde: »Nej, kald også ham.«

En af qurayshitterne sagde: »Ved al-Lat og al-‘Uzza, det ville være meget dårligt for os, hvis Muhammad (fvmh.) ikke spiste sammen med os.« Derefter gik han hen og hentede Muhammad (fvmh.).

Efter at have hentet ham begyndte Bahira at betragte ham meget opmærksomt og undersøge hans ansigt og ansigtstræk.

Efter måltidet kom Bahira hen til drengen Muhammad (ﷺ) og spurgte: »Dreng, jeg besværger dig ved Lat og Uzza: Svar helt korrekt på det, jeg vil spørge dig om.«

Profeten (ﷺ) sagde: »Besværg mig ikke ved Lat og Uzza. Jeg nærer større afsky for intet end for dem.«

Han sagde: »Godt, så svar mig for Allahs skyld på det, jeg spørger dig om.«

Profeten (ﷺ) sagde: »Spørg om, hvad du vil.«

Derefter udspurgte Bahira Profeten (ﷺ) om hans tilstand, hans søvn, hans kropsbygning og andre forhold, og Profeten (ﷺ) blev ved med at svare. Så gik Bahira rundt om ham og undersøgte hans krop. Derefter spurgte han Abu Talib: »Hvad er han for dig?« Abu Talib sagde: »Han er min søn.«

Bahira: »Hans far kan umuligt være i live.«

Abu Talib: »Han er min nevø.«

Bahira: Hvad skete der med hans far?

Abu Talib: Hans far døde, mens han endnu var i sin mors liv.

Bahira: Du har ganske rigtigt sagt det. Tag din nevø med hjem igen. Beskyt ham mod jøderne. Ved Allah, hvis de ser ham og genkender de tegn, som jeg har genkendt, vil de gøre ham noget ondt. For din nevø vil blive en mand af stor betydning.

Derfor afsluttede Abu Talib hurtigt sine forretninger og vendte hjem med Huzur (s).

Med denne begivenhed som udgangspunkt har orientalistiske forskere bygget mange slotte af uvirkelige fantasier, og de anser de vise ord, som kom til udtryk fra Huzur (s) efter hans profetkaldelse, for oplysninger, han havde tilegnet sig fra kristne munke. Desuden findes der blandt vores egne overleveringer nogle, som styrker en del af disse fantasier. Hvis en fuldendt asket gennem åndelig øvelse har udviklet sine egne åndelige kræfter, og en sådan asket ved at se nogle usædvanlige tegn på velsignelse fornemmer, at der i denne karavane befinder sig en stor personlighed, og denne fornemmelse bekræftes, efter at han har set Huzur (s), er der intet mærkeligt i det. Desuden kan han have ment, at jøderne er et fjendtligt folk, som kunne anse fremkomsten af en stor personlighed blandt de ulærde arabere for en trussel mod dem selv og derfor forsøge at skade ham. Derfor kan han have rådet Abu Talib til at beskytte ham mod dem. Men det er ikke acceptabelt at antage, at han havde gjort sig klart, at Huzur (s) selv var den fremtidige profet, hvis komme var blevet bebudet i de tidligere skrifter. For profetierne gjorde det ganske vist kendt, at en profet ville komme, og at hans navn ville være Muhammad. Men det var ikke muligt med sikkerhed at vide, at drengen Muhammad (s) netop var denne profet.

Lad os nu samlet kaste et blik på de overleveringer, som hadith-lærde og biografer har nedskrevet om dette. Tirmidhi, Bayhaqi, Ibn Asakir, Hakim, Abu Nuʿaym, Abu Bakr al-Kharaiti og Ibn Abi Shaybah har overleveret fra Abu Musa al-Ashʿari, at Bahira tog Huzurs (s) hånd og sagde: »Dette er de udsendtes herre, dette er verdens herre. Allah den Ophøjede vil snart sende ham som en nåde for verdenerne.«

Han blev spurgt (ifølge overleveringer fra Tirmidhi og nogle andre hadith-lærde var det Qurayshs ledere, der spurgte): »Hvorfra har du fået kendskab til alt dette?«

Bahira sagde: »Da I kom fra den side, bøjede træerne, planterne, bakkerne og bjergene sig i prostration. Og ingen anden end en profet får disse til at bøje sig i prostration foran sig. Desuden kunne jeg se og genkende profetskabsseglet på hans ryg mellem hans to skuldre. Vi finder også omtale af det i vores skrifter.«

Derefter sagde Bahira til Abu Talib: »Der er fare for ham fra jødernes side. Tag ham derfor tilbage.« I den beretning, som Ibn Abi Shaybah citerer fra Abu Musa al-Ash’ari, nævnes det, at da Profeten (ﷺ) var på vej hen mod kirken, skyggede en sky for ham. Det fortælles også, at Abu Talib på Bahiras indtrængende opfordring sendte Profeten (ﷺ) tilbage til Mekka sammen med Abu Bakr (ra) og Bilal (ra). Abu Bakr (ra) var imidlertid kun ti år gammel på det tidspunkt, og Bilal var endnu yngre end ham. For det andet er det højst besynderligt, at Bilal skulle være blevet sendt med. På det tidspunkt havde han nemlig overhovedet ingen forbindelse med Banu Abd al-Muttalib, således at Abu Talib kunne have ham til at yde nogen tjeneste. Det fortælles også om denne rejse, at syv romere drog ud for at dræbe Profeten (ﷺ) og nåede frem til Bahiras kirke. Bahira spurgte: »Hvorfor er I kommet?« De svarede: »Vi har fået at vide, at denne profet skal komme hertil i denne måned. Derfor er folk blevet sendt ud i alle retninger, og vi er kommet hertil.« Bahira sagde: »Tror I, at nogen kan forhindre det, som Allah har besluttet?« De svarede: »Nej.« Derefter opgav de deres forehavende.

Det, alt dette betyder, er altså, at selv Profeten (ﷺ) som tolvårig, Quraysh og endda Roms herskende kredse vidste, at drengen Muhammad (ﷺ) ville blive profet.

Hafiz Ibn Hajar skriver i værket al-Isaba, med henvisning til Abu Sa’id al-Naysaburi’s Sharaf al-Mustafa, at Muhammad (ﷺ) tretten år efter denne begivenhed, da han rejste til Sham med handelsvarer for Hadhrat Khadija (ra), mødte Bahira for anden gang. Denne gang sagde han:(Arabisk********************)

-Jeg bevidner, at der ikke er nogen guddom ud over Allah. Og jeg bevidner, at du er Allahs sendebud, den ummī-profet, hvis komme Jesus, Marias søn, har forkyndt.

På dette grundlag regnede Ibn Mandah og Abu Nu’aym Bahira blandt Profetens ledsagere. Hafiz al-Dhahabi siger i Tajrid al-Sahaba, at Bahira troede på ham allerede før profetens komme.

Om den anden rejse til Sham fortælles det også, at Profeten (ﷺ) opholdt sig under et træ i Busra, tæt ved eremitten Nasturas kirke. Nastura kom ud og spurgte Profetens (ﷺ) ledsager Maysara, hvem der opholdt sig under træet. Han svarede: »En mand fra Quraysh, en af Haram-områdets indbyggere.« Al-Waqidi og Ibn Ishaq siger, at Nastura derefter sagde: »Siden Hadhrat Isa (as) har ingen andre end en profet opholdt sig her i to hundrede år.« Abu Sa’id tilføjer i Sharaf al-Mustafa, at Nastura derefter gik hen til Profeten (ﷺ), kyssede hans hoved og fødder og sagde: »Jeg bevidner, at du er Allahs sendebud, den ummī-profet, hvis komme Jesus (as) har forkyndt, idet han sagde: Efter mig vil ingen andre end en profet, en ummī, hashimit, arabisk, mekkaner, sahib al-hawd wa’sh-shafa’a og sahib liwa al-hamd opholde sig under dette træ.«

Maysara huskede hans ord. Derefter gik Profeten (ﷺ) til markedet i Busra for at købe og sælge. På dette tidspunkt opstod der en uenighed mellem ham og en mand om prisen på en vare. Manden sagde da: »Sværg ved Lat og Manat.« Profeten (ﷺ) sagde: »Jeg har aldrig sværget ved dem.« Manden sagde: »Så accepterer jeg dit ord.« Derefter kaldte han Maysara til side og sagde til ham: »Dette er en profet. Ved Ham, i hvis hånd mit liv er, dette er den profet, som vores præster finder omtalt i deres bøger.« Maysara huskede også dette.

Abu Nu’aym beretter, at Maysara under denne rejse så to engle skygge for Profeten (ﷺ). Da karavanen nåede Mekka, var det midt på dagen. Hadhrat Khadija (ra) befandt sig da på sin balkon. Hun så også Profeten (ﷺ) ride på en kamel, mens to engle skyggede for ham. Andre end Abu Nu’aym tilføjer, at Hadhrat Khadija (ra) viste også de øvrige kvinder, der var sammen med hende, dette syn, og de blev ved med at udtrykke deres forundring. Derefter kom Maysara til Hadhrat Khadija (ra) og fortalte hende om de ting, han havde set. Han fortalte hende også, hvad Nastura havde sagt, og om den hændelse, der havde fundet sted med en købmand fra Sham. Hvis alle disse beretninger accepteres, betyder det, at Muhammad (ﷺ) allerede femten år tidligere havde fået at vide, at han skulle blive profet. Maysara, Khadija (ra) og mange af de Quraysh-kvinder, der sad sammen med hende, vidste også dette. Desuden var de medlemmer af Quraysh-karavanen, som Muhammad (ﷺ) var rejst til Sham med, samt Mekkas indbyggere, bekendt med, at en engel havde skygget for ham. For hvordan skulle andre kunne være uvidende om det, når Maysara, Hadhrat Khadija (ra) og kvinderne sammen med hende havde set dette syn?

Selv om disse udsagn er nedskrevet på grundlag af lærde vismænds beretninger, kan de af flere grunde ikke godtages. For det første er de klart i strid med Koranen, hvori Profeten (fvmh.) tiltales således – (Arabisk****************)

– Du havde aldrig forventet, at Bogen skulle blive åbenbaret for dig (al-Qasas: 86).

(Arabisk**********************)

Du vidste jo ikke, hvad Bogen var, og du vidste heller ikke, hvad tro var – (ash-Shura: 52).

De to ovenstående vers er et uigendriveligt bevis på, at han, før han blev ophøjet til profetskabets rang, var helt uvidende om, at han skulle blive gjort til profet. Hvis han allerede som tolvårig havde vidst dette, og det på ny var blevet bekræftet for ham som femogtyveårig, ville der ikke have været nogen grund til, at han ikke skulle forvente, at Bogen ville blive åbenbaret for ham. Og hvordan skulle han senere kunne have fortrængt, at han en dag skulle opfordre mennesker til at tro?

Ud over at være i strid med Den Hellige Koran er disse beretninger også i modstrid med de autentiske beretninger om den første åbenbaring, der blev sendt til Profeten (fvmh.), og om hans fysiske og psykiske tilstand derefter samt hans samtale med Khadija (må Allah være tilfreds med hende). Hvordan kunne han have været i den tilstand, han var i på det tidspunkt, hvis han siden sit femogtyvende år havde vidst, at han skulle blive profet? I så fald ville åbenbaringen naturligvis være kommet helt som forventet. Og det, som Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde efter at have hørt om hændelsen i Hira, ville hun under ingen omstændigheder have sagt, hvis han i femten år havde vidst, at han skulle blive profet. Så ville hun blot have sagt: »Det, jeg forventede, er sket.«

Således er disse beretninger også i modstrid med hele den historie, der på grundlag af talrige og gentagne overleveringer blev fremlagt i Mekka efter hans erklæring af profetskabet. Hvis Quraysh-folkene i enogtredive år havde vidst, at han (Muhammad, fvmh.) skulle blive profet, ville hans erklæring af profetskabet ikke have været i strid med deres forventninger, og deres reaktion ville have været helt anderledes end den reaktion, de viste efter en uventet begivenhed.

Fijar-krigen

Nu vender vi igen tilbage til de historiske begivenheder.

Ibn Hisham siger, at Fijar-krigen fandt sted, da Profeten (s) var fjorten eller femten år gammel. [Ifølge beretningerne hos al-ʿIqd al-Farīd, al-Aghānī og al-Jawharī fandt der allerede tidligere tre Fijar-krige sted. Det var i den fjerde Fijar-krig, at Profeten (s) deltog. Ibn Saʿd siger, at denne krig fandt sted i Elefantåret. Al-Jawharī skriver i al-Sihāh, at Quraysh kaldte denne krig Fijar, fordi den fandt sted i en hellig måned. Eftersom det var syndigt at føre krig i en hellig måned, sagde qurayshitterne: »Vi har begået en synd.« Derfor blev disse fire krige, som fandt sted i de hellige måneder, kaldt »Fijar-krigene« – forfatteren.]

Ibn Ishaq, Ibn Saʿd, al-Baladhuri og Ibn Jarir al-Tabari siger, at denne krig fandt sted i det 20. år efter Elefantåret. [Elefantåret var det år, hvor Abraha angreb Mekka. Det var en så usædvanlig begivenhed, at araberne begyndte at beregne årstal fra dette år – forfatteren.]

Efter denne beregning skulle Profeten (s) have været tyve år gammel. Den ene side i denne krig var Banu Kinana, som også omfattede Quraysh, mens den anden side var Qays ʿAylan, som blandt andre omfattede Thaqif og Hawazin. Årsagen til krigen var, at en høvding fra Banu Hawazin ved navn ʿUrwa ibn al-Rahhal gav en handelskaravane tilhørende ibn Mundhir sikker passage under sin egen beskyttelse til markedet i Ukaz. En høvding fra Banu Kinana ved navn Barras ibn Qays sagde til ham: »Vil du give ham sikkerhed mod Kinana?« Han svarede: »Ja, og mod hele verden.« Dette gjorde Barras rasende. Derefter dræbte han ʿUrwa på et sted ved navn Tayman i Nadjds yderområder. Da Quraysh befandt sig på markedet i Ukaz, nåede denne nyhed dem. Straks satte de kurs mod Haram. Inden de nåede at komme ind i Harams område, indhentede Hawazin dem, og kampen fortsatte hele dagen. Om natten trængte Quraysh ind i Harams område, mens Hawazin forfulgte dem. Hvad angår Profeten (s), gjorde han kun det, at når en pil fra fjendens side faldt ned, samlede han den op og gav den til sine onkler. Ibn Saʿd siger, at Profeten (s) senere plejede at sige: »Det havde været bedre, hvis jeg ikke havde deltaget det mindste i dette.« Al-Suhayli siger, at Profeten (s) ganske vist drog med sine onkler til denne krig, men faktisk ikke deltog i kampene. Bortset fra denne krig deltog han ikke i nogen anden krig før sin profetgerning. Han opnåede heller ingen anden form for militær erfaring. Heraf fremgår det, at han var uberørt af den tids uvidenheds krige og kampe. Det viser os også, at den enestående evne til militær ledelse, som han udviste som profet, var skænket ham af Allah. Han var ikke en professionel hærfører, men en medfødt hærfører.

Hilf al-Fudul

Da den hellige Profet (s) var tyve år gammel, indgik nogle af Qurayshs stammer en aftale, som blev kaldt »Hilf al-Fudul«. I sin bog Nihaya forklarer Ibn Athir årsagen til, at ordet »Fudul« indgår i aftalens navn, og siger, at der også på Jurhums tid var blevet indgået en sådan aftale, hvis indgåere alle hed Fadl. Derfor blev den kaldt Hilf al-Fudul. Den rette forklaring er imidlertid den, som Hafiz Ibn Kathir har overleveret fra Abu Bakrs (ra) to sønner Muhammad og Abd al-Rahman med al-Humaydi som kilde. Han siger, at Profeten (s) sagde: »Jeg deltog i en aftale hjemme hos ʿAbdullah ibn Judʿan, og hvis jeg under islam blev opfordret til at indgå en sådan aftale, ville jeg med glæde gøre det.« Derefter forklarede han aftalen således:

(Arabisk********************)

De forpligtede sig gensidigt til at give Fudul tilbage til den, der havde ret til det, og til ikke at lade undertrykkeren begå overgreb mod den undertrykte. (Al-Bidaya wa al-Nihaya, bind 2, s. 291).

Udtrykket »at føre al-fadl tilbage til den, der har krav på den« betyder, at den fadl, som en uretfærdig person med magt har frarøvet de retmæssige, skal gives tilbage til dem, der har krav på den, og at den uretfærdige ikke skal have lov til at fortsætte sin uret.

Ibn Sa’d siger om denne pagt, at de indbyrdes besluttede, at de ville bistå den forurettede og sikre, at han fik sin ret.

Ibn Hisham siger i sin beretning om pagten, at de ikke ville tillade, at nogen af byens indbyggere eller nogen udefrakommende blev udsat for uret i Mekka, og at de ville hjælpe den forurettede mod den uretfærdige. Ibn Sa’d angiver datoen for denne pagt til den 20. Dhu al-Qa’da i Året med Elefanten. Anledningen var, at en mand fra en stamme i Yemen, kaldet Zubaydi, kom til Mekka med nogle varer. En af Mekkas høvdinge, As ibn Wa’il, købte hans varer, men betalte ikke for dem. Den stakkels mand gik til én efter én blandt Banu Abd al-Dar, Banu Makhzum, Banu Jumah, Banu Sahm og Banu Adi for at klage. Men de afviste alle hans henvendelse med hårde ord og nægtede at hjælpe ham mod As ibn Wa’il al-Sahmi. Efter at være blevet fortvivlet over alles afvisning besteg han tidligt om morgenen Abu Qubais-bjerget og råbte højt til Al Fih r, at han var blevet udsat for uret. Profetens farbror, Zubayr ibn Abd al-Muttalib, reagerede og sagde, at dette ikke kunne lades sådan. Derefter samlede han Banu Hashim, Banu al-Muttalib, Banu Asad ibn Abd al-Uzza, Banu Zuhra og Banu Taym i Abdullah ibn Jud’ans hus. Han var profetens hustru Aishas (ra) fætter. dér svor de alle, at hvis en indbygger i Mekka eller en udefrakommende blev forurettet, ville de hjælpe ham og sikre hans ret hos den uretfærdige. Derefter gik de alle til As, tog Zubaydis varer tilbage fra ham og gav dem til Zubaydi.

Muhammad ibn Ishaq beretter på Imam al-Zuhris autoritet, at Profeten (s) sagde: »Jeg deltog i Abdullah ibn Jud’ans hus i en pagt, som jeg ikke ville have opgivet, selv hvis jeg havde fået en rød kamel til gengæld. Hvis jeg i dag, i islams tidsalder, blev opfordret til en sådan pagt, ville jeg også tage imod den.«

Deltagelse i handel sammen med Khadija (ra)

Fra barndommen var Profetens (s) naturlige dygtighed allerede velkendt inden for en begrænset kreds: hans høflighed, pålidelighed og troværdighed, kærlighed til sandheden, milde væsen, ærlighed, alvor, intelligens, selvbeherskelse, tålmodighed og selvrespekt, storsind samt lederegenskaber. Kort sagt fortsatte hver af hans ædle egenskaber med at udvikle sig, og derfor opstod der en dyb respekt for ham og tillid til ham i menneskenes hjerter, mens hans indflydelse over dem samtidig voksede. Det var på dette tidspunkt, at Khadija (ra) besluttede at indgå i handelspartnerskab med ham.

Khadija (ra) havde blandt Quraysh fået tilnavnet »al-Tahira« på grund af sin kyskhed og rene karakter. Tahira betyder »den helt rene«. Hele stammen så op til hende med stor respekt på grund af hendes forstand, fremsynethed, høje karakter og mange egenskaber. Desuden havde Allah den Ophøjede skænket hende stor fysisk skønhed. Ingen kvinde blandt Quraysh var smukkere end hun. Qurayshs handelskaravaner var ofte udelukkende afhængige af hendes handelsvarer. Hun blev først gift med Abu Hala ibn Zurara al-Tamimi. Med ham fik hun to sønner, Hind og Hala. Begge blev muslimer i Profetens tid. Efter Abu Halas død blev hun gift med Utayiq ibn Abid al-Makhzumi. Med ham fik hun en datter, Hind, som senere også blev muslim i profetskabets tid. [Nogle mener, at Utayiq var den første ægtemand og Abu Hala den anden – forfatteren.] Efter den anden ægtemands død forblev hun enke. Mange høvdinge blandt Quraysh udtrykte ønske om at gifte sig med hende, men hun afslog deres ønsker. Hun drev handel med sin formue og sendte den ene eller den anden person med sine varer sammen med en handelskaravane; denne person modtog så sin fastsatte andel.

Da Khadija (ra) hørte om Profetens (s) sandfærdighed, pålidelighed og høje karakter, sagde hun til ham: »Rejs til Sham-landet med mine handelsvarer. Jeg vil give dig en større andel af fortjenesten end den, jeg plejer at give andre.«

Dette er Ibn Ishaqs beretning.

Den anden beretning er overleveret af Ibn Sa’d fra Nufaysa bint Munya, hvis detaljerede redegørelse al-Zurqani har givet. Den lyder således: Abu Talib siger til Profeten (s.a.w.): »Nevø, jeg er ikke en velhavende mand. Vores situation bliver stadig vanskeligere, og vi har heller ingen handelsvarer. Den karavane, som dit folk sender til Syrien, skal snart af sted. Khadija ønsker også at sende sine varer med nogen i denne karavane. Hvis du henvender dig til hende, vil hun foretrække dig frem for de andre, for hun kender til din rene karakter.«

Profeten (s.a.w.) siger: »Jeg er bange for, at hun vælger en anden.«

Hadhrat Khadija (r.a.) fik kendskab til denne samtale mellem onkel og nevø. Men det blev netop Profeten (s.a.w.), der fik ret, for hun sendte ham straks det tilbud om handel, som Ibn Ishaq er blevet nævnt for ovenfor.

I en beretning i Ibn Sa’ds al-Tabaqat, overleveret fra Muhammad ibn Aqil, fortælles det, at Abu Talib gik til Hadhrat Khadija (r.a.) og sagde: »Khadija, vil du foretrække, at jeg i stedet for at overlade din handel til en anden aftaler det med Muhammad (s.a.w.)?«

Khadija svarede: »Hvis du havde nævnt en fjern og ubehagelig person, ville jeg have accepteret det. Men du har nævnt en nær ven.«

Kort sagt blev handelsaftalen mellem Hadhrat Khadija (r.a.) og Profeten (s.a.w.) fastlagt, og hun sendte sin slave Maysara med Profeten (s.a.w.) til Syrien i handelsøjemed. Denne rejse begyndte den 15. eller 16. Dhu al-Hijjah i det 25. år efter Elefantens År. Undervejs blev Maysara dybt betaget af Profeten (s.a.w.), da han så hans karakter, adfærd og ædle egenskaber. Efter hjemkomsten fortalte han Hadhrat Khadija alt i detaljer. Profeten (s.a.w.) opnåede særlig stor succes i handelen. Ibn Sa’d citerer Nufaysa bint Mun’iya for at sige, at Profeten (s.a.w.) kom hjem med den dobbelte fortjeneste af det beløb, som andre tidligere havde tjent til Khadija, og at Hadhrat Khadija (r.a.) gav Profeten (s.a.w.) det dobbelte af den fortjeneste, hun havde lovet ham. [Foruden denne rejse findes der også beretninger om andre af Profetens (s.a.w.) rejser i hadith- og sira-værkerne. På disse rejser fik han mulighed for med egne øjne at se mange områder af Arabien. Al-Hakim nævner i sin al-Mustadrak to rejser, som Profeten (s.a.w.) foretog til Jurash, et berømt handelscentrum i Yemen, og imam al-Dhahabi (r.h.) har anerkendt dette. I Musnad Ahmad fortælles det, at da en delegation fra Abd al-Qays kom til Mekka fra Bahrain, nævnte Profeten (s.a.w.) navnene på de forskellige steder dér og spurgte til deres forhold. Da folk udtrykte deres forbavselse over dette, sagde han: »Jeg har rejst vidt omkring i jeres land.« Det skal bemærkes, at hele Arabien’s østlige kyst dengang blev kaldt Bahrain; det var ikke øen Bahrain, som bærer dette navn i dag. — Forfatteren.]

Ægteskabet med Hadhrat Khadija (r.a.)

På denne lange rejse fra Mekka til Syrien og fra Syrien til Mekka fik Maysara dag og nat Profeten Mustafas (s) selskab, og efter at have iagttaget alle sider af hans liv blev han hengiven til ham. Efter at Hazrat Khadija (r.a.) havde hørt alt fra ham, besluttede hun at gifte sig med Profeten (s). Hun var dog ikke tidligere uvidende om Profeten (s), og hun havde også hørt om de egenskaber hos ham, hvis omtale bredte sig blandt Qurayshs folk. Men nu besluttede hun, at hun ikke kunne få en bedre ægtemand end ham. Der er nogen uenighed i beretningerne om, hvordan ægteskabet endeligt blev aftalt.

Ibn Ishaq siger, at Hazrat Khadija talte direkte med Profeten (s). Hun sagde: »Min nevø, du er min slægtning [Profeten (s)’s faster Hazrat Safiyya (som var mor til Hazrat Zubayr (r.a.) og gift med Hazrat Khadijas bror) – forfatteren]. På grund af din troværdighed, ærlighed, storslåede karakter, ædel byrd og prisværdige egenskaber ønsker jeg at indgå ægteskab med dig.«

Den anden beretning er overleveret af Ibn Sa’d fra Nufaysa bint Munya [Nogle forfattere har sagt bint Umayya, men bint Munya er det korrekte. Hun blev muslim efter erobringen af Mekka – forfatteren]. Nufaysa siger: Før Hazrat Khadija gav udtryk for sit ønske om ægteskab, sendte hun mig til Muhammad (s) for at undersøge hans holdning. Jeg gik til ham og sagde: »Muhammad (s), hvorfor gifter du dig ikke?« Han sagde: »Hvad ejer jeg, som jeg kan gifte mig med?«

Jeg sagde: »Det er allerede blevet ordnet. Du har fået et ægteskabsforslag fra en kvinde, som både er smuk og velhavende, og som også har ædel byrd og gode kvalifikationer. Vil du acceptere det?«

Han sagde: »Hvem taler du om?«

Jeg sagde: »Khadija.«

Han sagde: »Hvordan skulle jeg kunne gifte mig med hende?«

Jeg sagde: »Overlad dette ansvar til mig.«

Han sagde: »Hvis det forholder sig sådan, er jeg indforstået.«

Derefter sendte Hazrat Khadija besked og bad ham komme på det fastsatte tidspunkt til brylluppet. Hun bad sin onkel Amr ibn Asad komme for at forestå vielsen.

Hazrat Khadijas far, Khuwailid, var afgået ved døden, og derfor kom Amr ibn Asad på hendes vegne; Profeten (s.a.v.) kom sammen med sin onkel Hazrat Hamza og Abu Talib.

Derefter blev vielsen gennemført [Ibn Sa’d siger: Ifølge vores undersøgelser er alle de beretninger fejlagtige, hvori det siges, at Khadijas far Khuwailid forestod hendes vielse. Endnu mere urealistisk er den beretning, at Khuwailid blev skænket vin, og at han i beruset tilstand forestod vielsen. Da han senere kom til bevidsthed, blev han meget vred. Efter vores mening er det, der er blevet fastslået og bevaret af de lærde, følgende: Khuwailid døde før Fijar-krigen, og Khadijas onkel Amr ibn Asad forestod hendes vielse. Forfatteren.]

Hazrat Abu Bakr, lederne af Mudars stammer og Qurayshs høvdinge deltog i brylluppet. Som brudegave gav Profeten (s.a.v.) tyve kameler. [Ifølge nogle beretninger var brudegaven otte dinarer, og ifølge andre 500 dirham – forfatteren.]

Ibn Abd al-Barr siger, at brylluppet fandt sted to måneder og femoghalvtreds dage efter Profetens (s.a.v.) tilbagevenden fra rejsen til شام. Han var da femogtyve år, og Hazrat Khadija fyrre år.

[Se al-Istidhkar, s. 128.]

(Ved brylluppet var Profeten (s.a.v.) og Hazrat Khadija fyrre år. Men i enkelte beretninger angives Profetens (s.a.v.) alder til enogtyve, niogtyve, tredive eller syvogtredive år, og Hazrat Khadijas alder til femogtyve, otteogtyve, tredive, femogtredive eller femogfyrre år. De fleste lærde har ikke accepteret dette. Nogle har imidlertid foretrukket beretningen om, at Hazrat Khadija var mellem femogtyve og tredive år, af den grund, at en kvinde på fyrre år ikke kan føde seks børn. For hvis der i gennemsnit er halvandet års mellemrum mellem hvert barn, burde det sidste barn være født, da hun var niogfyrre år. Og hvis man også accepterer de beretninger, hvori det nævnes, at et barn blev født af Hazrat Khadija efter profetkaldelsen, skulle hun på det tidspunkt have været seksoghalvtreds år. Det er helt utænkeligt. Efter vores mening er denne opfattelse ikke intellektuelt holdbar. Inden for kvindemedicin (GYNAECOGY) findes der et autoritativt værk, som er udarbejdet under tilsyn af ti lærere () inden for dette fag. I værkets tolvte udgave er følgende forskningsbaserede vurdering fremsat om dette emne:—

Menstruationen ophører normalt i en alder af otteogfyrre til tooghalvtreds år. Men undertiden forsinkes menstruationens ophør til femoghalvtreds år eller endog endnu længere. Omvendt ophører menstruationen i nogle tilfælde allerede i en alder af fyrre år eller endog tidligere. Hvis en kvinde bliver kønsmoden tidligt, ophører hendes menstruation senere, og hvis menstruationen begynder sent, ophører den tidligt. Samme værk, s. 101.

På baggrund af denne lægevidenskabelige opfattelse er det ikke på nogen måde forunderligt, at et barn blev født af Hazrat Khadija (ra), da hun var halvtreds til seksoghalvtreds år gammel. Det er blevet overleveret, at da Hazrat Fatima (ra) blev født, var Profeten Mustafa (s) enogfyrre år gammel, mens Hazrat Khadija (ra) var seksoghalvtreds år gammel.]

Profeten (s)’s børn med Hazrat Khadija

Alle Profeten (s)’s børn blev født af Hazrat Khadija (ra). Kun Hazrat Ibrahim (ra) var født af Maria al-Qibtiyya (ra). Hazrat Khadija (ra) fik to sønner og fire døtre: (1) Qasim (ra), på grund af hvem Profeten (s) blev kaldt Abu’l-Qasim, (2) Abdullah (ra), som også blev kaldt Tayyib og Tahir, (3) Hazrat Zaynab (ra), (4) Hazrat Ruqayya (ra), (5) Hazrat Umm Kulthum (ra) og (6) Hazrat Fatima (ra). Der er uenighed om, hvem af dem der var ældst. Men det vides, at da Hazrat Zaynab (ra) blev født, var Profeten (s) femogtyve år gammel (al-Isaba), og Hazrat Fatima (ra) blev født, da Profeten var enogfyrre år gammel (Shah-e Muzahir). Det er også historisk bevist, at da den første hijra til Abessinien fandt sted i det femte år efter profetskabets begyndelse, emigrerede Hazrat Ruqayya (ra) sammen med sin ægtemand Hazrat Uthman (ra). Det betyder, at hun var to år yngre end Hazrat Zaynab (ra), og derfor var hun allerede gift i det femte år efter profetskabets begyndelse.

En gruppes foragtelige frækhed

Nogle mennesker hævder åbenlyst, uden frygt for Gud, at Hazrat Khadijas (ra) eneste barn med Profeten (s) var Hazrat Fatima (ra), og at de øvrige døtre ikke var Profetens børn, men var født af Hazrat Khadija (ra) med hendes tidligere ægtemand. Alligevel benægtes dette klart af Koranen.

(Arabisk********************)

Sig: »O Profet, sig til dine hustruer og dine døtre« (al-Ahzab). Det er uigendriveligt bevist gennem historien, at Maria al-Qibtiyya (ra) ikke fik noget barn med Profeten (s), bortset fra hendes øvrige? børn. Disse ord viser, at Profeten (s) ikke havde én, men flere døtre. Historien beviser også, at ingen anden af Den Hellige Profets hustruer fik børn med ham, bortset fra Maria al-Qibtiyya (ra). Derfor må alle disse døtre nødvendigvis være født af Hazrat Khadija (ra). Blændet af fjendskab tænker disse mennesker ikke over, hvilken stor synd de begår ved at benægte Profetens børn, og hvor hårdt de vil blive holdt til regnskab for det i det hinsidige. Alle er enige på grundlag af samtlige pålidelige overleveringskilder om, at Hazrat Khadija (ra) ikke blot fik én datter med Profeten (s), Hazrat Fatima (ra), men yderligere tre døtre. Muhammad ibn Ishaq, den tidligste forfatter af Profetens biografi, siger efter at have nævnt Profetens (s) ægteskab med Hazrat Khadija (ra), at alle Profetens (s) børn, bortset fra Ibrahim (ra), blev født af hende. Deres navne var Tahir (Tayyib), Zaynab (ra), Ruqayya (ra), Umm Kulthum (ra) og Fatima (ra). (Ibn Hishams Sira, bind 1, s. 202).

Den berømte slægtsforsker Hisham ibn Muhammad ibn as-Sa’ib al-Kalbi har med henvisning til Hazrat Abdullah ibn Abbas (ra) citeret følgende: I Mekka blev Qasim (ra) født først af Profeten (s) og Hazrat Khadija (ra) før profetskabets begyndelse. Derefter blev Zaynab (ra), Ruqayya (ra), Fatima (ra) og Umm Kulthum (ra) født efter hinanden. Efter profetskabets begyndelse blev Abdullah (ra) født; han blev også kaldt Tayyib og Tahir. Moren til dem alle var Hazrat Khadija (ra). – Tabaqat ibn Sa’d, bind 1, s. 133.

I Jawami’ as-Sira har Ibn Hazm sagt, at Huzurens fire døtre blev født af Hazrat Khadija. Den ældste var Hazrat Zaynab (ra), derefter Ruqayya (ra), derefter Fatima (ra), og den yngste var Umm Kulthum (ra) (s. 38–40).

At-Tabari, Ibn Sa’d, Abu Ja’far ibn Habib, forfatteren af Kitab al-Mujassar, og Ibn Abd al-Barr, forfatteren af al-Isti’ab, har overleveret gennem pålidelige kilder, at Hazrat Khadija før Profeten (s) havde haft to ægtemænd. Den ene var Hala at-Tamimi, med hvem Hind og Hala blev født. Den anden ægtemand var Atiq ibn Abid al-Makhzumi, med hvem en datter ved navn Hind blev født. Derefter blev hun gift med Huzur (s). Alle slægtsforskere er enige om, at de ovennævnte fire døtre blev født af ham. (At-Tabari, bind 2, s. 11; Tabaqat ibn Sa’d, bind 8, s. 14–16; Kitab al-Mujassar, s. 78, 79 og 452; al-Isti’ab, bind 2, s. 718, se dér.) Al-Bayhaqi siger med henvisning til Mus’ab ibn Abdullah az-Zubayri, at Rasulullahs (s) ældste søn var Qasim (ra), efterfulgt i rækkefølge af Zaynab (ra), Abdullah (ra), Umm Kulthum (ra), Fatima (ra) og Ruqayya (ra). Han citerer også Yunus ibn Bukayrs overlevering fra Ibn Abbas (ra), hvori det siges, at Hazrat Khadija med Profeten (s) fik to sønner og fire døtre: al-Qasim (ra), Abdullah (ra), Umm Kulthum (ra), Zaynab (ra), Ruqayya (ra) og Fatima (ra). Abd ar-Razzaq siger i sit værk al-Musannaf med henvisning til Ibn Jurayj, at Huzur (s) med Hazrat Khadija fik to sønner, Abdullah (ra) og Qasim (ra), samt fire døtre. Den ældste blandt dem var Zaynab (ra), og den yngste var Fatima (ra).

Alle disse overleveringer beviser entydigt, i overensstemmelse med Koranens beskrivelse, at Huzur (s) ikke havde kun én datter, men derimod fire.

Ægteskabslivet

Selv om der var femten års forskel på Profeten (s) og Hazrat Khadija (ra), fortsatte Profeten (s) efter Hazrat Khadijas bortgang med at mindes hende hele sit liv.

I al-Bukhari er en overlevering fra Hazrat Ali (ra) citeret. Heri siges det, at Profeten (s) sagde:

(Arabisk***************)

En betydning af dette er, at Maryam var den ypperste kvinde blandt sit samfund, og Khadija (ra) den ypperste kvinde blandt dette samfund. Men i Sahih Muslim er det med henvisning til Waki‘ blevet sagt, og da Waki‘ sagde dette, pegede han mod himlen og jorden, mens han citerede disse ord fra Profeten (s). Meningen er, at Waki‘ eller de personer, gennem hvem dette nåede ham, alle forstod det sådan, at disse to var verdens bedste kvinder. I Bukhari findes en beretning fra Aisha (ra), hvori hun siger: »Blandt Profetens (s) hustruer føler jeg ingen jalousi over for nogen som over for Khadija. Og dog var hun død, allerede før jeg blev gift. Grunden er, at jeg ofte hørte Profeten nævne hendes navn. Når Profeten (s) slagtede en ged, sendte han altid noget af kødet til Khadijas veninder.« I en anden hadith i Bukhari siger Aisha (ra): »En gang kom Khadijas søster, Hala bint Khuwailid, og bad om tilladelse til at træde ind. Da Profeten (s) hørte hendes stemme, blev han dybt bevæget og sagde: (**********)

(Ved Allah, det er Hala!) For hendes stemme lignede Khadijas (ra) stemme.

Aisha (ra) siger: »Da blev jeg meget irriteret og sagde: Husker De virkelig så meget en gammel kvinde fra Quraysh? Hun døde for længe siden, og Allah har givet Dem en bedre hustru end hende.«

I en beretning i Musnad Ahmad og at-Tabarani fortælles det, at Aisha (ra) sagde: »Da blev Profeten vred, og på grund af hans vrede svor jeg: Ved den Gud, som har sendt Dem med sandheden, hvis jeg fremover nævner hende, vil jeg kun nævne hende med velvilje.«

Ibn Sa‘d fortæller, at Profetens (s) svigersøn Abu al-‘As også blev taget til fange i slaget ved Badr. Profetens datter Zaynab (ra) befandt sig på det tidspunkt i Mekka. Hun sendte løsepenge for at befri sin mand, og blandt disse var den halskæde, som Khadija (ra) havde givet Zaynab som bryllupsgave ved hendes ægteskab med Abu al-‘As i jahiliyyah-tiden. Så snart Profeten (s) så halskæden, blev han rørt af ømhed. Han sagde til sine ledsagere: »Hvis I finder det rigtigt, så løslad Zaynabs fange uden videre og giv også hans løsepenge tilbage.« Alle indvilligede, og Abu al-‘As blev løsladt uden løsepenge.

Al-Baladhuri citerer i Ansab al-Ashraf en beretning fra Aisha (ra) og fortæller: »En mørkhudet kvinde kom til Profetens forsamling. Profeten (s) hilste hende meget glædeligt og hjerteligt. Efter at hun var gået, spurgte jeg (Aisha): Hvad var grunden til, at De blev så glad over hendes besøg? Profeten (s) svarede: Hun plejede ofte at komme hos Khadija (ra).« Heraf kan man forstå, hvor dyb Profetens (s) kærlighed til Khadija (ra) var; selv efter hendes død forblev den hele livet urokkelig i Profetens hjerte.

Khadija (ra) levede som Profetens hustru i femten år før profetkaldet og ti år efter profetkaldet. Hun døde i det tiende år efter profetkaldet, da Profeten var halvtreds år gammel, mens hun var femogtres. Profeten levede således hele sin ungdom sammen med denne ene ældre hustru. I den periode opstod tanken om nogen anden kvinde aldrig i hans sind. På det tidspunkt var der på ingen måde noget forkasteligt ved, at en arabisk mand tog mere end én hustru, og kvinderne modsatte sig heller ikke dette. Selv i Khadijas familie og i alle Qurayshs familier findes der mange eksempler på, at en mand havde flere hustruer. Ikke desto mindre er det et knusende svar til de kritikere, som kalder Profetens (s) ægteskaber med flere hustruer i de sidste ti år af hans liv for en opfyldelse af hans begær – Gud forbyde det – at han indtil sit halvtredsindstyvende år levede tilfreds og veltilpas i ægteskab med én hustru, som var femogtres år gammel. Senere vil vi behandle, af hvilke grunde han indgik ægteskab med forskellige kvinder i sit livs sidste år.

Velstandens tid og Profetens ædle karakter

Efter at den hellige Profet (s) havde indgået ægteskab med Hazrat Khadija (ra), ophørte hans økonomiske vanskeligheder. Til at begynde med drev Hazrat Khadija handel ved hjælp af andre, og fortjenesten var derfor begrænset. For eftersom de øvrige mennesker havde den slags karakter, kunne man ikke forvente, at de ville købe og sælge andres varer med fuld troskab og velvilje. Men da hendes handel kom i hænderne på en yderst troværdig og erfaren mand som Profeten (s), og han som hendes ægtemand naturligt nok var særdeles velvilligt indstillet over for hende, blomstrede hendes forretning. Således blev Allah den Ophøjedes ord bogstaveligt virkeliggjort:

(Arabisk*******************)

Og Han fandt dig fattig og gjorde dig derefter velstående (Ad-Duha 8).

På dette tidspunkt blev den hellige Profets ærlighed, troværdighed, store omhu og sandfærdighed i arbejde og handel, hans gavmildhed, hjælp og omsorg for slægtninge, hjælp til hjælpeløse mennesker, forsørgelse af de fattige samt hans indsigt og intelligens og alle hans øvrige egenskaber så tydelige for hele Quraysh og de omkringliggende stammer, at de egenskaber, som tidligere havde været skjult på grund af manglende mulighed for at komme til udtryk, nu trådte klart frem. Hans anseelse i samfundet voksede nu ikke blot moralsk, men også materielt, så meget, at han blev betragtet som en af Qurayshs fremtrædende ledere. Folk fik så stor tillid til ham, at de begyndte at betro ham deres værdifulde ejendele. Denne tilstand fortsatte endda, efter at Profeten havde erklæret sit profetskab, og Mekkas befolkning var blevet tørstig efter hans blod. Trods deres dybe fjendskab mod ham lod de stadig alle deres betroede ejendele forblive i hans varetægt. Det var derfor nødvendigt at lade Hazrat Ali (ra) blive i Mekka på tidspunktet for hijraen, så han kunne tilbagegive alles betroede ejendele. Dette er et klart bevis på, at billedet af hans samvittighedsfuldhed og troskab mod betroede ejendele ikke blot var indprentet i islamfjendernes hjerter før profetskabet, men også efter det, og at de betragtede ham som den mest pålidelige blandt dem.

Han var så samvittighedsfuld i handelsanliggender, at en af hans handelspartnere fra uvidenhedens tidsalder vidnede om, at han var den bedste partner. Denne person vidnede også om, at han aldrig havde bedraget, svindlet eller skændtes. Hans navn angives forskelligt i de forskellige overleveringer. I Ibn Abd al-Barrs al-Isti’ab kaldes han Qays ibn as-Sa’ib al-Makhzumi, også kaldet Uwaym. I en overlevering i Musnad Ahmad kaldes han as-Sa’ib ibn Abdullah al-Makhzumi, og i en anden as-Sa’ib ibn Abi as-Sa’ib. I Abu Dawud (Kitab al-Adab – kapitlet om det forbudte i stridigheder) kaldes han blot as-Sa’ib. Hans egen overlevering er gengivet således: Da jeg trådte frem for Allahs Sendebud, begyndte folk at rose mig. Han sagde: »Jeg kender ham bedre end jer.« Jeg sagde: »Måtte mine forældre ofres for dig, du har talt sandt. Du var min handelspartner, men du holdt altid forretningerne rene. Du bedrog aldrig og skændtes aldrig.«

I Abu Dawud findes også en overlevering fra en anden mand, Abdullah ibn Abi al-Khamsa. Han fortæller: »Engang indgik jeg i uvidenhedens tidsalder en handel med Profeten (s). Noget blev aftalt, mens noget endnu stod tilbage. Jeg sagde: ‘Jeg kommer tilbage til dette sted og møder dig.’ Derefter glemte jeg det. Tre dage senere kom jeg i tanke om det. Da jeg kom til stedet, så jeg, at han stadig var der. Han sagde: ‘Unge mand, du har voldt mig stor besvær. Jeg har ventet på dig her i tre dage.’« (Kitab al-Adab – kapitlet om at holde aftaler).

Beretningen om Zayd ibn Haritha

Den begivenhed, der vidner stærkest om den hellige Profets storslåede karakter, er beretningen om Zayd ibn Haritha. Han var søn af en mand ved navn Haritha ibn Shurahbil (eller Sharhabil) fra Kalb-stammen. Hans mor, Su’da bint Tha’laba, stammede fra Mayana-stammen, en gren af Tay-stammen. Da han var otte år gammel, tog hans mor ham med til hans fars hjem. Der foretog en gruppe fra Banu Qayn ibn Jasr pludselig et angreb på deres telt. Efter at have plyndret det var Zayd blandt dem, de tog til fange. Derefter solgte de ham på Ukaz-markedet nær Ta’if; køberen var Khadijas nevø, Hakim ibn Hizam. Han bragte ham til Mekka og forærede ham til sin faster, Hazrat Khadija. Da Hazrat Khadija blev gift med Profeten (s), fandt Profeten Zayd dér. Han syntes så godt om hans natur, karakter og opførsel, at han bad Hazrat Khadija om at give ham Zayd. Således kom denne lykkelige dreng til at tjene en så fremragende person, som Allah den Ophøjede få år senere ville gøre til profet. Hazrat Zayd var da femten år gammel. Nogen tid senere fik hans far og farbror at vide, at deres søn befandt sig i Mekka.

Efter at have ledt fandt de ham hos Profeten. De sagde til Profeten: »Tag den løsesum, du ønsker, og giv os vores børn tilbage.«

Profeten (s) sagde: »Godt, jeg kalder på ham og lader ham selv vælge, om han vil tage med jer eller blive hos mig. Hvis han ønsker at tage med jer, vil jeg ikke tage nogen løsesum, men lade ham gå uden videre. Men hvis han ønsker at blive hos mig, er jeg ikke en sådan mand, at jeg uden grund vil bortvise en, der ønsker at blive hos mig.«

De sagde: »Det, De har sagt, er virkelig bedre end retfærdighed. Kald på drengen og spørg ham.«

Profeten (s) kaldte på Zayd og spurgte: »Kender du disse to mænd?«

Zayd sagde: »Ja, det gør jeg. Han er min far, og han er min farbror.« Profeten (s) sagde: »Godt, du kender altså både dem og mig. Nu er du helt fri. Hvis du vil, kan du tage med dem, og hvis du vil, kan du blive hos mig.« Zayd sagde: »Jeg ønsker ikke at forlade Dem og tage med nogen anden.«

Zayds far og farbror sagde: »Zayd, foretrækker du slaveri frem for frihed? Og ønsker du at forlade dine egne forældre for at blive hos en anden?«

Zayd sagde: »Jeg har set denne store mands egenskaber, og ud fra min erfaring kan jeg ikke foretrække nogen i verden frem for ham.«

Da Zayds far og farbror hørte hans svar, gav de deres samtykke. Profeten (s) frigav straks Zayd. Derefter gik han til den hellige moské og bekendtgjorde foran folket: »Vær vidner: Fra i dag er Zayd min søn. Han skal være min arving, og jeg skal være hans.«

På grundlag af denne erklæring begyndte folk at kalde ham Zayd ibn Muhammad (s). Disse begivenheder fandt sted før profetsendelsen. Da Huzur blev ophøjet til profetembedet, havde Hazrat Zayd allerede tjent Profeten i femten år. Han var tredive år gammel, da han antog troen.

Hazrat Ali (ra) under Huzurs (s) opsyn

Han havde bevaret mindet om den omsorg, kærlighed og hengivenhed, som hans onkel Abu Talib havde vist ham fra Huzurs (s) barndom til hans ungdom. Ibn Ishaq fortæller, at priserne en gang steg voldsomt i Mekka og de omkringliggende områder. Huzur (s) tænkte, at hans onkels økonomiske forhold var meget dårlige, og at han havde mange børn. Man burde gøre noget for at lette hans byrde. Derfor gik han til sin anden velhavende onkel, Hazrat Abbas, og sagde: »Din brors familie er meget stor, og hans økonomiske forhold er heller ikke gode. Du kan se, hvilken alvorlig nød folk befinder sig i på grund af de stigende priser. Lad os tale med ham for at lette hans byrde. Påtag dig forsørgelsen af en af hans sønner, så påtager jeg mig forsørgelsen af en anden.«

Hazrat Abbas indvilligede, og onkel og nevø gik begge til Abu Talib og fremlagde deres forslag. Han sagde: »Lad Aqil – eller Talib ifølge Ibn Hisham – blive hos mig, og tag derefter hvem I ønsker blandt de andre.« Profeten (s) tog derfor Hazrat Ali med sig, og Hazrat Abbas (ra) tog Hazrat Ja’far (ra) med sig. Hazrat Ali (ra) var den yngste af dem alle. Ja’far, Aqil og Talib var hver især ti år ældre end ham; Abu Talib havde desuden andre børn.

Således kom Hazrat Ali (ra) allerede som barn under Huzurs opsyn. Huzur (s) og Hazrat Khadija (ra) opfostrede ham som deres eget barn. Han var sandsynligvis ikke mere end fire eller fem år gammel på det tidspunkt.

Genopbygningen af Kaaba

Da Huzur (s) var femogtredive år gammel, og der kun var fem år tilbage til hans modtagelse af profetsendelsen, besluttede Quraysh at genopbygge Kaaba. Bygningen var nemlig yderst forfalden og var på grund af oversvømmelser blevet truet af sammenstyrtning. Murene var meget lave, der var intet tag over dem, og murværket var udført sådan, at stenene blot var lagt oven på hinanden. De var ikke bundet sammen med noget. Døren var også i niveau med jorden. Kaabas skatte lå i en gravet fordybning inde i bygningen. Nogle mennesker klatrede over muren, nåede derhen og stjal skattene. Før beslutningen om at genopføre bygningen blev truffet, havde en slave tilhørende Banu Mulayh ved navn Duwayq stjålet Kaabas skatte, eller en tyv havde lagt dem hos ham. De stjålne genstande blev fundet hos ham. [Ibn Athir siger, at tre personer var mistænkt for tyveriet. En af dem var også Abu Lahab, men eftersom genstandene blev fundet hos Duwayq, var det ham, der blev straffet – forfatteren.]

Af disse grunde ønskede Quraysh at opføre en høj og solid bygning med et tag over. På den tid blev en romersk købmands handelsskib knust af havets voldsomme bølger og en kraftig storm: ifølge Ibn Ishaq ved havnen i Jeddah og ifølge Ibn Sa’d ved Shaybah-havnen, som lå øst for Jeddah. Om bord var der en romersk arkitekt ved navn Baqum. I Mekka var der også en koptisk tømrer, som kunne udføre træarbejde. Da Walid ibn al-Mughira hørte om skibbruddet, tog han sammen med nogle Quraysh-folk dertil og købte skibets træ. Efter at have talt med Baqum fik han ham overtalt til at påtage sig opførelsen af Kaaba. Derefter rejste en mand fra Banu Makhzum ved navn Abu Wahab ibn Amr ibn Ayas – som var profetens fars morbror – sig, fjernede en sten fra Kaabas bygning og lagde den tilbage på sin plads. Han sagde: »Quraysh-folk! Brug jeres lovligt tjente penge til dette byggeri. Sørg for, at ingen anvender penge tjent gennem utugt, renter eller undertrykkelse til opførelsen.«

En anden beretning lyder således: »Brug ikke penge til opførelsen af dette hus, som I har skaffet med magt, ved at bryde slægtskabsbånd eller ved at tilsidesætte gensidige forpligtelser.« [Dette er Ibn Ishaqs beretning. Musa ibn Uqba, forfatteren til Maghazi, har sagt, at ovenstående udsagn blev fremsat af Walid ibn al-Mughira – red.]

Quraysh-folkene var imidlertid meget bange for at rive Kabaens hus ned. Til sidst tog Walid ibn al-Mughira en hakke og sagde, da han ville rive det gamle hus ned: »O Allah! Vi er ikke afveget fra religionen. Vi river kun huset ned for det gode.« Derefter slog han på en del af Kabaens hus og standsede så. Folk ventede hele natten på at se, om der ville ske Walid noget. De sagde: »Hvis der rammer ham en ulykke, standser vi arbejdet og lægger de sten, der er fjernet, tilbage på deres plads. Hvis der ikke sker nogen ulykke, fortsætter arbejdet.« Da der ikke var sket Walid noget ved morgenens komme, påtog forskellige stammer sig at rive murene ned fra hver sin side. Murene blev revet ned til det fundament, som Ibrahim havde bygget. Derefter deltog folk fra alle stammer i byggeriet ved at løfte sten frem. [På grund af mangel på materialer under denne nybygning blev en del af Kabaen efterladt uden for bygningen, og der blev opført en mur ved siden af den, så man kunne forstå, at den var en del af selve Kabaen. Den kaldes også Hijr og Hatim. På dette sted blev Hagar og Ismael begravet (Ibn Hisham). Ibn Sa’d siger, at Quraysh lod Baytullahs dør være så stor, som den stadig er. De åbnede døren mandag og torsdag, mens en dørvogter stod der. Når nogen begyndte at gå op ad trappen, lod han hvem som helst, han ønskede, komme ind, og skubbede hvem som helst, han ønskede, ned – red.] Da murværket havde nået det sted, hvor den Sorte Sten skulle anbringes, ønskede hver stamme at få æren af at sætte stenen på plads. Der opstod så voldsom en strid om dette, at en kamp næsten brød ud. Sådanne skænderier fortsatte i fire eller fem dage. Til sidst samledes alle den dag i Haram for at rådføre sig. En mand fra Banu Makhzum, Abu Umayya ibn al-Mughira (Walid ibn al-Mughiras bror), var den ældste af dem alle. Han rejste sig og foreslog: »O Quraysh-folk! For at bilægge denne uenighed skal I blive enige om, at den første, der træder ind ad døren til denne moské, [Med døren menes Banu Shaybas port. I en beretning siges det, at den, der først træder ind ad Safas port, skal afgøre sagen. Musa ibn Uqba siger, at Walid selv fremsatte dette forslag. Men al-Fakihi, al-Waqidi og Ibn Ishaq nævner Abu Umayya – red.] skal afgøre sagen.«

Alle accepterede hans forslag. Allahs bestemmelse var, at den første, der trådte ind, var Allahs Sendebud ﷺ. Så snart folk så ham, udbrød de:(Arabisk******************)

»Denne er den troværdige; vi er tilfredse. Det er jo Muhammad.« I en beretning i Musnad Ahmad står der, at folk, så snart de så ham, sagde:

»Den troværdige mand er kommet til jer.«

Da Allahs Sendebud ﷺ forstod, at det var ham, der skulle bilægge denne strid, bad han dem bringe et stykke klæde. Folk bragte et klæde til ham, og han lagde den Sorte Sten på det. Derefter bad han hver stamme om at holde i hver sin side af klædet og løfte den Sorte Sten. Da de nåede det sted, hvor stenen skulle anbringes, løftede han den med sin egen hånd og satte den på sin rette plads.

Dette skete blot fem år før hans profetkaldelse. På det tidspunkt bevidnede hele den hedenske nation, at Profeten ﷺ var al-Amin, den mest pålidelige og troværdige. Hele folket så også, hvor vis han var: Han løste denne alvorlige strid på en fremragende måde og reddede sit folk fra borgerkrig. Ibn Sa’d siger, at dette ikke var den eneste gang, Profeten ﷺ havde bilagt en strid blandt Quraysh; før profetkaldelsen søgte de ham tværtimod i de fleste af deres sager for at få dem afgjort.

De, der før profetkaldelsen så Profeten på nært hold

Blandt dem, der før profetkaldelsen havde haft den nærmeste mulighed for at følge profeten Muhammeds (s) liv og kende hans forhold indgående, var hans familiemedlemmer: For det første Hazrat Khadija (ra), som havde levet som hans hustru i femten år. For det andet Hazrat Ali (ra), som var blevet opfostret i profetens familie fra sin barndom. For det tredje Hazrat Zayd ibn Haritha, som foretrak at forlade sine forældre og blive hos profeten, og som profeten (s) tog til sig som sin egen søn. Derefter var der Umm Ayman (ra), som plejede profeten i hans barndom og altid var hos ham som et medlem af familien. Om hende plejede profeten (s) at sige: »Efter min mor er hun min mor.« Han tiltalte hende ganske enkelt som »Amma«. Ud over disse familiemedlemmer var der også mange uden for familien, som havde opnået den ære at være profetens ledsagere, og som i nogen tid plejede at omgås ham.

Blandt dem var Hazrat Abu Bakr (ra) profetens nærmeste ven. Ibn Madda citerer en overlevering fra Ibn Abbas (ra) og siger, at Hazrat Abu Bakr (ra) fra han var atten år gammel plejede at omgås profeten, da den hellige profet (s) var tyve år. Fra den tid bestod der et venskab mellem dem. For i Mekka fandtes der ikke to mennesker, hvis natur, adfærd, livsførelse og omgangsformer lignede hinanden så meget som profetens (s) og Hazrat Abu Bakrs. I uvidenhedens tidsalder var Hazrat Abu Bakr en mand med stor personlighed og en af de fremmeste blandt folkets ledere. Hans erhverv var handel. Han var meget populær på grund af sin karakter og sit væsen. Han hørte til de mennesker, der aldrig havde rørt alkohol. Quraysh overlod til ham afgørelsen af diyah, det pengebeløb der blev fastsat som erstatning for et drab. Han påtog sig også ansvaret for denne diyah, og hele stammen indvilligede i at betale den. Hvis en anden påtog sig dette ansvar, anerkendte de det ikke.

Hvad angår slægtsforhold, havde Quraysh størst tillid til hans viden. Hans moralske indflydelse omfattede ikke blot Quraysh, men også stammerne omkring dem. Dette kan man se af, at Abu Bakr, da den hårdeste forfølgelse af muslimerne begyndte i Mekka, også gjorde sig klar til at udvandre. Efter at have rejst en dag eller to mødte han lederen af al-Ahabish, Ibn al-Dughunna. [Ahabish var navnet på en sammenslutning af tre stammer. Blandt dem var Banu al-Harith ibn Abd Manat ibn Kinana, Banu al-Hun ibn Khuzayma ibn Mudrika (det vil sige stammerne Adl, Qara og Dish), og blandt Khuzaya var Banu al-Mustaliq inkluderet. De indgik sammen en pagt om venskab, gensidig hjælp og samarbejde på et sted ved en dal kaldet Ahbash i den nedre del af Mekka. Derfor blev de kaldt al-Ahabish – forfatteren.] Han spurgte: »Hvor skal du hen, Abu Bakr?«

Abu Bakr (ra) sagde: »Mit folk har fordrevet mig og gjort mit liv uudholdeligt gennem megen sorg og lidelse.«

Han sagde: »Ved Gud, du er jo samfundets pryd. Du hjælper mennesker i nød, gør gode gerninger og gavner de fattige. Kom, jeg vil give dig beskyttelse.«

Derefter tog han ham med til Mekka og bekendtgjorde: »Jeg har givet Ibn Abi Quhafa beskyttelse. Nu må ingen gøre ham noget ondt, men kun godt.«

Den anden person var Hazrat Suhayb ibn Sinan al-Rumi. Han var oprindeligt af Banu Namir ibn Qasit-stammen. Han boede i et område nær Mosul, som var underlagt den iranske stat. I sin barndom blev han under krigen mellem Iran og Rom taget til fange og levede i nogen tid som slave under romerne. Efter således at være blevet solgt fra den ene ejer til den anden kom han til Mekka, hvor Abdullah ibn Judan købte ham. Eftersom Ibn Judan var en nær slægtning til Hazrat Abu Bakr (ra), blev Suhayb gennem ham bekendt med profeten (s). Han tilbragte ofte tid i profetens selskab. Han opnåede så høj en anseelse, at da Hazrat Umar (ra) lå på sit dødsleje, testamenterede han, at Suhayb skulle lede bønnen i Profetens Moské, indtil shuraen var blevet enig om at udpege en person som kalif.

Den tredje person var Hazrat Ammar ibn Yasir (ra). Bayhaqi citerer hans egen udtalelse, hvori det fortælles, at han sagde: »Hvem ved mere end jeg om Allahs Sendebuds (s) ægteskab med Hazrat Khadija?«

Hazrat Suhayb (ra) og Hazrat Ammar (ra) antog islam sammen.

Den fjerde person var Hazrat Hakim ibn Hizam (ra). Han var en af Qurayshs fornemme mænd. Han opnåede æren af rifada, det vil sige at sørge for pilgrimmenes mad og drikke. Han var Hazrat Khadijas (ra) nevø. Han var fem år ældre end Profeten (s). I Musnad Ahmad fortælles det på Erak ibn Maliks autoritet, at han sagde: „Jeg elskede Profeten (s) højere end nogen anden.“ Zubayr ibn Bakkar siger, at deres kærlighed forblev urokkelig også efter profetkaldelsen, selv om han først antog troen ved erobringen af Mekka.

Den femte person var Dima ibn Tha’laba fra stammen Azd Shanu’a. Han arbejdede som læge. Ibn Abd al-Barr siger i sin al-Isti’ab, at han også i uvidenhedens tidsalder var Profetens (s) ven. I Musnad Ahmad fortælles det på Ibn Abbas’ (ra) autoritet, at da han kom til Mekka på profetkaldelsens tid, sagde folk til ham, at Muhammad (s) var blevet sindssyg.

Så gik han straks hen til ham og sagde: „Sig mig, hvad fejler du? Jeg vil behandle dig.“

Som svar fremsagde Profeten (s) nogle få virkningsfulde vers eller ord for ham, som reciteres i de overleverede bøger. Da han hørte dette, blev han muslim.

Der var også nogle mennesker, som på grund af deres nære slægtskab kendte Profeten (s) særdeles godt, og for hvem intet i hans liv var skjult. For eksempel Hazrat Uthman ibn Affan (ra). Han var gift med Umm Hakim al-Baydas, Profetens (s) fasterdatter. Hazrat Zubayr ibn al-Awwam var søn af Profetens faster Hazrat Safiyya (ra). Hazrat Abd al-Rahman ibn Awf (ra), Hazrat Sa’d ibn Abi Waqqas (ra) og Hazrat Umayr ibn Abi Waqqas (ra) var slægtninge på Profetens mors side. Hazrat Abu Salama var både Profetens (s) fætter gennem hans faster og hans mælkebror. Hazrat Abd Allah ibn Jahsh var søn af Profetens faster Umayma. Hazrat Ja’far ibn Abi Talib var hans fætter.

De antog troen før alle andre. Det, at de antog troen, betyder, at da de på nært hold havde set Profetens liv, blev hans overlegenhed og storhed så dybt indprentet i deres hjerter, at de uden tøven straks accepterede ham som profet. Denne tro kan ikke tilskrives slægtskab, venskab eller personlig kærlighed. For ingen kan på grund af sådanne forhold ændre sin religiøse overbevisning eller sin religion.

Profetens ædle skikkelse

Før vi afslutter skildringen af forholdene før profetskabets begyndelse, finder vi det passende også at beskrive Profetens (s) ædle udseende. For en persons ydre skikkelse og ansigtstræk har en dyb forbindelse med hans personlighed. På grundlag af de beretninger, der findes om dette emne fra Ali (ra), Abu Hurayra (ra), Anas (ra), Bara ibn Azib (ra), Hind ibn Abi Hala (ra) og flere andre ædle sahaba i hadithværker som Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad, Tirmidhi, Nasa’i, Bayhaqi og Dar Qutni, gengiver vi her samlet den velsignede beskrivelse af den hellige Profet (s). Han var hverken meget høj eller lav, men lidt højere end middelhøj. Når han var til stede i en forsamling, var han tydeligt iøjnefaldende. Hans ansigt var hverken aflangt eller helt rundt, men let afrundet. Hans hudfarve var hverken brun, rød eller helt hvid, men lys, strålende og glødende. Hans hoved var stort, brystet bredt, og der var god afstand mellem hans skuldre. Han var kraftigt bygget, men ikke fed. Hans led var meget stærke. Hans arme var muskuløse, og underbenene stod i harmonisk forhold til kroppen. På armene og underbenene var der en let behåring. Resten af kroppen var hårløs. Fra brystet til navlen sås en linje som en stribe hår. Håret på hovedet og i skægget var tæt. Det var hverken krøllet som abyssiniernes hår eller helt glat, men let bølget. Indtil sin død blev højst tyve hår i hans hoved og skæg hvide, og det kunne kun ses, når håret var smurt med olie. Hans hovedhår blev undertiden holdt til midten af ørerne, undertiden til øreflipperne og undertiden længere ned. Hans øjne var store og smukke. Selv uden kohl så de ud, som om de var påført kohl. I det hvide omkring øjnene var der let rødlige årer. Øjenvipperne var tætte og lange. Øjenbrynene var adskilte og voksede ikke sammen. Hans mund var stor. Araberne betragtede dette som et tegn på skønhed; de kunne ikke lide små munde. Fodsålerne var lette, og fingre og tæer var lange og muskuløse. Den mellemste tå var lidt længere end storetåen. Håndfladerne var kødfulde. Ved første blik kunne folk føle en vis frygt, men jo nærmere de kom ham, desto mere blev de påvirket af hans beskedenhed, ydmyghed og storslåede karakter og følte sig knyttet til ham. Når han gik, tog han så faste skridt, som om han gik nedad eller opad. Når han så i en retning, vendte han sig helt den vej, og når han vendte ansigtet bort, gjorde han det helt. Han plejede ikke at se sidelæns eller blot dreje nakken. Et let smil kunne ses på hans ansigt. Når han lo, lo han ikke højlydt. Hans fysiske styrke var sådan, at Rukana, Qurayshs stærkeste bryder, som ingen nogensinde havde besejret, kom for at brydes med Profeten. Profeten kastede ham så hårdt til jorden, at han blev slået omkuld. Han turde ikke rejse sig og brydes igen. Profeten (s) kastede ham endnu en gang til jorden. Han sagde: »Muhammad! Er det virkelig dig, der kaster mig til jorden?« Det vil sige, at Profeten hverken nogensinde havde dyrket gymnastik eller trænet som bryder. Alligevel kastede han bryderen Rukana til jorden to gange. Denne mand blev senere muslim – må Allah være tilfreds med ham.

En begivenhed fra Profetens (s) barndom var, at der engang blev holdt en festmåltid hos Abdullah ibn Jud’an. Abu Jahl begyndte at skændes med Profeten. Han var også stadig et barn på det tidspunkt. Profeten (s) kastede ham så kraftigt til jorden, at hans knæ blev flænset, og mærket forblev resten af hans liv. Ibn Hisham siger, at da Abu Jahl blev dræbt i slaget ved Badr, sagde Profeten: »Find Abu Jahls lig blandt de dræbte og se efter; der vil være et sårmærke på hans knæ.« Ganske rigtigt fandt man et sårmærke på hans knæ. Profeten (s) fortalte denne historie om hans sårmærke.

Af denne udførlige gennemgang kan man forstå, at Profeten (s) ikke blot var et symbol på en storslået karakter, men også på mandige egenskaber og tapperhed.

Fjerde kapitel

Begyndelsen på profetens sendelse og de første tre år med det hemmelige missionsarbejde

Profeternes meditation, eftertanke og undersøgelser før de blev tildelt profetværdigheden

Den ædle Koran siger, at den viden, profeterne besad før åbenbaringen kom, ikke adskilte sig fra almindelige menneskers viden. Før åbenbaringen blev sendt ned, havde de ingen særlig kilde til viden, som ikke også var tilgængelig for andre. Til Profeten (s) blev der sagt:

(Arabisk******************)

-O profet! Du vidste ikke, hvad Bogen var, eller hvad tro var – (Ash-Shura: 52).

(Arabisk*****************)

-Og Han fandt dig uden kendskab til vejen og vejledte dig derefter – (ad-Duha: 7).

Fra intellektuel visdom til inspireret tro

Koranen fortæller os også, at profeterne (a.s.) før profetskabet når frem til troen på det usete gennem de samme almindelige kilder til viden og visdom, som også almindelige mennesker benytter. Det, der sker efter åbenbaringen, er, at åbenbaringen om de sandheder, som deres hjerter allerede vidnede om, aflægger et urokkeligt vidnesbyrd om, at de virkelig er sande. Derefter bliver disse sandheder vist dem i virkeligheden, så de med fast overbevisning kan vidne om dem for verden. Dette er gentagne gange blevet beskrevet i Sura Hud –

(Arabisk******************)

-Kan den, der først stod på et klart bevis fra sin Herre, det vil sige på intellektuel og naturlig vejledning, og som derefter også har fået et vidne fra Gud, nemlig Koranen, mens Moses’ Bog allerede før den fandtes som vejledning og barmhjertighed, nære tvivl om denne sandhed? – (Hud: 17).

Derefter bliver den samme pointe fremsat gennem profeten Noahs mund –

(Arabisk*******************)

–O mit folks mennesker! Tænk engang efter: Jeg står på et klart bevis fra min Herre, og Han har skænket mig en nåde fra Sig selv (åbenbaring og profetværdighed), men I kan ikke se denne ting. Skal vi så tvinge den ned over hovedet på jer?

Derefter gentog profeten Salih (fred være med ham) dette i vers 63, og profeten Shuayb (fred være med ham) i vers 88. Heraf bliver det klart, at profeterne (fred være med dem), før de gennem åbenbaringen opnåede direkte viden om sandheden, anvendte deres naturlige evne til observation, tænkning og efterforskning på den rette måde (******************* som i verset ovenfor)

Det er blevet forklaret som, at de nåede frem til sandheden om tawhid og det hinsidige. Denne erkendelse af sandheden var ikke gudgiven, men erhvervet. Derefter skænkede Allah den åbenbarede viden til dem. Og denne viden er ikke erhvervet, men derimod gudgiven.

Observation af naturens tegn, tænkning og undersøgelser samt brugen af sund fornuft (COMMON SENSE) er noget helt andet end gætteri, formodninger og vilde spekulationer (seiculation), som filosofferne beskæftiger sig med. Det er netop dette, som Koranen forsøger at tilskynde menneskene til. Den siger igen og igen til mennesket: Åbn dine øjne, betragt tegnene på Guds magt, og drag de rette konklusioner deraf. Ved således at iagttage Guds tegn når en upartisk sandhedssøger frem til sandheden. (***1)

Ud fra den tilstand i Allahs Sendebuds (s) liv før hans profetværdighed, som vi har beskrevet i det foregående kapitel, bliver det klart, at Profeten (s) allerede før sin profetværdighed var ren og fri for shirk og troede på tawhid. Efter at have opnået viden accepterede han aldrig sit folks polyteistiske trosforestillinger og deltog ikke i deres polyteistiske religiøse fester. Han holdt sig altid borte fra afguder og afgudsdyrkelse. Han holdt sig også borte fra de ofre, der blev bragt til guddommene. Hans tilstand før profetværdigheden lignede de oprigtige tilhængere af tawhid, som vi har omtalt i denne bogs andet kapitel. Ingen af de ændringer, som stammerne Jurhum og Khuza’a havde indført i Abrahams religion i uvidenhedens tidsalder, accepterede han før sin profetværdighed. På samme måde havde Quraysh yderligere forøget den religiøse fordærvelse i deres tid, og også dette holdt han sig borte fra. Quraysh havde for eksempel skabt visse særrettigheder for sig selv, på grundlag af hvilke de anså sig for bedre end de øvrige arabere. Ibn Hisham og Ibn Sa’d siger, at de under hajj havde opgivet skikken med at tage til Arafat og vende tilbage derfra. De tog kun til Muzdalifah og vendte tilbage derfra. De sagde: Vi er indbyggerne i det hellige område. Det er ikke vores opgave at gå uden for det hellige område og opholde os på Arafat som almindelige pilgrimme. Hvis vi gør det, hvilken forskel vil der så være mellem dem, der bor uden for det hellige område, og os? Det vil skade vores anseelse.

Alligevel vidste de, at det at tage til Arafat og opholde sig dér, hvorefter man vender tilbage derfra til Muzdalifah og Mina, hører til hajjens obligatoriske ritualer og er en del af Abrahams religion. Efterhånden begyndte også de stammer uden for det hellige område, som var knyttet til Quraysh gennem slægtskab, at følge disse særskilte skikke, såsom Banu Kinana, Khuza’a og Amir ibn Sa’sa’a. Selv de, der havde venskabelige forbindelser med Quraysh, fik højere status end almindelige arabere og holdt op med at tage til Arafat. Men Profeten (s) havde allerede før sin profetværdighed afvist denne innovation. Ibn Ishaq har citeret en beretning fra Jubayr ibn Mut’im (ra). Heri siger Jubayr (ra): Jeg så Profeten (s) opholde sig på Arafat sammen med almindelige arabere, før åbenbaringen blev sendt ned.

En af de innovationer, som Quraysh havde indført, var, at de, der boede uden for det hellige område, ikke måtte spise mad, de havde medbragt udefra, når de kom for at udføre hajj eller umrah, og heller ikke måtte udføre tawaf iført tøj, de havde medbragt udefra. De skulle spise mad fra det hellige område, og hvis de ikke kunne få tøj dér, skulle de udføre tawaf nøgne. Hvis de udførte tawaf i tøj udefra, skulle tøjet smides bort. De måtte hverken selv bære dette tøj igen, og ingen anden måtte røre det. Araberne accepterede stiltiende denne onde skik eller innovation som religion, og således blev skikken med at udføre tawaf nøgen udbredt. (****2)

Profetens (s) tilbedelse i ensomhed

Hadith-lærde beretter om begyndelsen på åbenbaringen med hver deres overleveringskæde fra imam Zuhri, som berettede den fra Zubayr, og han fra sin moster, Hazrat Aisha (ra). Hun, det vil sige Hazrat Aisha (ra), sagde: »Åbenbaringen til Allahs Sendebud (s) begyndte gennem sande og smukke drømme. Hver drøm, han så, var sådan, at det forekom ham, som om han så den i klart dagslys.« [Bayhaqi siger, at denne tilstand indtrådte seks måneder før åbenbaringens nedsendelse.]

Derefter begyndte han at søge ensomhed og at tilbede i Hira-grotten. [Efter at den ovennævnte tilstand var indtrådt, søgte Profeten (s) endnu mere ensomhed. Hans forkærlighed for ensomhed var dog begyndt længe før. Ifølge beretningerne hos Ibn Hisham og Tabari citerer Ibn Ishaq, Abdullah ibn Zubayr og Ubayd ibn Umayr al-Laythi, at Profeten (s) hvert år tilbragte en måned i Hira. Han tog mad med til nogle dage. Når han vendte tilbage, gik han først syv gange rundt om Kabaen og tog derefter mad med hjemmefra til endnu nogle dage, hvorefter han vendte tilbage til Hira.]

Desuden siger Hazrat Aisha (ra), at han under dette ophold i ensomhed og denne tilbedelse gav de fattige rigeligt med mad. Men hun siger ikke, hvornår Profeten (s) begyndte at opholde sig i Hira. Det kan dog antages, at han havde gjort dette i nogle år (forfatteren).]

Hazrat Aisha (ra) beskrev denne handling fra Profeten (s) med ordet »tahannuth«. Imam Zuhri forklarede det som tilbedelse. Det var en form for tilbedelse, som han udførte. For indtil da var ingen form for tilbedelse blevet anvist ham af Allah den Ophøjede. Han tog mad og drikke med hjemmefra til nogle dage. Derefter kom han til Hazrat Khadija (ra), og hun sørgede for yderligere proviant til nogle dage. (****3)

Årsagen til opholdet i ensomhed i Hira-grotten

De årsager, der på dette tidspunkt fik Profeten (s) til at forlade Makkas befolkede områder og tilbringe tiden i ensomhed i Hira-grotten mellem bjergene, belyses til en vis grad af de følgende vers fra suraen »Alam Nashrah«:

(Arabisk****************)

Vi har taget den tunge byrde fra dig, som var ved at knække din ryg.

Ordet (***) i dette vers betyder en tung byrde. Den tunge byrde af sorg, hjertesmerte, bekymring og uro, som han følte ved at se sit folks uvidenhed og hedenske handlinger, havde tynget hans følsomme natur. Afgudsdyrkelse blev praktiseret foran ham, og shirk, vantro, overtro og den slags var vidt udbredt. Samfundslivet var sunket ned i moralsk fordærv, nøgenhed og uanstændighed. Pigebørn blev begravet levende. Undertrykkelse, uretfærdighed og utugt havde bredt sig i samfundet. De svage var blevet udmattede af de stærkes overgreb. Stammerne overfaldt pludseligt hinanden. Undertiden varede indbyrdes konflikter og stridigheder i hundreder af år. Ingen kunne føle sig sikker på sit liv, sin ejendom, sin ære eller sin anstændighed, hvis han ikke havde en stærk gruppe bag sig. Han led dybt ved at se disse forhold. Men han kunne ikke finde nogen måde at redde folket fra dette ekstreme moralske forfald på. Denne bekymring havde knust både hans krop og sind. Allah den Ophøjede tog denne tunge byrde fra ham ved at vise ham vej til retledning. Så snart han var blevet udvalgt til profetskabets ære, indså han, at troen på tawhid, profetskabet og det hinsidige kunne løse alle livets problemer og gennemføre en fuldstændig reform af alle livets sider og områder. Denne vejledning fra Allah den Ophøjede lettede alle den udvalgte Profets byrder, og han blev overbevist om, at menneskeheden ikke blot i Arabien, men også i andre lande, kunne reddes fra de uretfærdigheder og overgreb, den var sunket ned i, gennem denne vejledning. (****4)

Sande drømme

Det er blevet berettet i hadithen fra Aisha (ra), at begyndelsen på åbenbaringen til Profeten (s) kom i form af sande drømme (Bukhari og Muslim). Denne række af åbenbaringer fortsatte gennem alle stadier af profetens tid. Haditherne omtaler mange af hans drømme, hvorigennem han blev undervist i noget eller informeret om et bestemt forhold. Den hellige Koran nævner også tydeligt en af hans drømme (al-Fath: 127). Desuden nævnes det i forskellige hadither, at Profeten (s) sagde: »Dette og dette er blevet indgivet i mit hjerte«, eller »dette er blevet sagt til mig«, eller »jeg har fået en befaling«, eller »jeg er blevet forbudt dette«. De fleste hadith qudsi omhandler sådanne forhold. (***5)

Begyndelsen på åbenbaringen

Da den udvalgte Profet (s) var fyrre år og seks måneder gammel [Det siges almindeligvis, at han modtog profetskabet som fyrreårig. Men han blev født i Rabi al-awwal i det første år efter Elefantåret, og han blev udnævnt til profet i Ramadan i det fyrretyvende år. Derfor var han fyrre år og seks måneder gammel, da åbenbaringen begyndte – forfatteren

Abdullah ibn al-Zubayr citerer beretningen fra Ibn Ishaq og Ubaydullah ibn Umayr al-Laythi og siger: Profeten (s) fortæller, at Gabriel (as) i en drøm kom og viste ham noget skrevet på et silkeklæde, hvor de første vers af sura al-Alaq stod skrevet. Derefter bad han ham læse. Jeg sagde: »Jeg kan ikke læse.« Så greb han mig og klemte mig så hårdt, at jeg næsten mistede livet. Derefter slap han mig og sagde: »Læs!« Så lærte han mig indtil (****). Da jeg vågnede, føltes det, som om ordene var skrevet inde i mit bryst (al-Tabari, Ibn Hisham, al-Suhayli). Ibn Kathir citerer denne beretning og siger: »Dette var som en indledning til det, der senere blev forelagt ham i vågen tilstand, og som omtales i Aishas (ra) hadith.« – forfatteren]

En dag i Ramadan blev åbenbaringen så sendt ned til ham i Hira-grotten. Englen stod foran ham og sagde: *** Læs. Denne begivenhed er berettet fra Aisha (ra) flere steder i Sahih al-Bukhari. Hun citerer selv Allahs Sendebuds (s) udsagn, hvori han siger: »Jeg sagde: Jeg kan ikke læse.« Så greb englen mig og klemte mig så hårdt, at det blev uudholdeligt for mig. Derefter slap han mig og sagde: »Læs.« Jeg sagde: »Jeg kan ikke læse.« Så greb han mig for anden gang, og det blev uudholdeligt for mig. Han slap mig og sagde igen: »Læs.« Jeg sagde: »Jeg kan ikke læse.« Han greb mig for tredje gang, og det blev uudholdeligt for mig. Derefter slap han mig og sagde: ()Arabisk*********************)

(Læs i din Herres navn, Han, som har skabt) og derefter reciterede han indtil (det, som han ikke vidste).

Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende) fortæller: Derefter kom Allahs Sendebud () skælvende af frygt hen til Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) og sagde: »Dæk mig til, dæk mig til.« Da hans frygt og bekymring havde lagt sig, sagde han: »Khadija, hvad er der sket med mig?«

Efter at have fortalt hende hele begivenheden sagde han: »Jeg frygter for mit liv.« De lærde har nævnt tolv årsager til denne frygt. Men efter vores opfattelse er den naturlige og korrekte forklaring, at han skælvede af frygt ved tanken om at påtage sig profetskabets strenge ansvar, og igen og igen tænkte på, hvordan han skulle bære denne enorme byrde. Heraf kan man slutte, at Profeten (fred være med ham) ikke anså sig selv for at være noget stort, og at han heller ikke havde noget ønske om, at en person som ham burde blive profet. Han nærede heller ikke den stolthed, at han havde styrken og evnen til at udføre denne vældige opgave – forfatteren.

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde: »Aldrig! Du skal tværtimod glæde dig. Ved Allah, Allah den Ophøjede vil aldrig vanære dig [ifølge en anden overlevering vil Allah den Ophøjede aldrig udsætte dig for sorg og lidelse – forfatteren.

Du behandler dine slægtninge godt. Du taler sandt. Ifølge en overlevering opfylder du dine betroede forpligtelser. Du bærer byrden for hjælpeløse mennesker. Du hjælper uduelige mennesker med at tjene til livets ophold. Du viser gæstfrihed og hjælper med gode gerninger. Ifølge en anden overlevering siges det også: Din karakter er i sandhed storslået.« Derefter tog Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) Profeten (fred være med ham) med til hans fætter Waraqa ibn Nawfal. Han havde forladt afgudsdyrkelsen i uvidenhedens tid og var blevet kristen. Han skrev Evangeliet på arabisk og hebraisk. Han var blevet meget gammel og var blevet blind. Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) sagde til ham: »Kære bror, hør om det, der er sket med din nevø. (*****৩)

Ifølge Abu Nuʿayms overlevering fortalte Khadija (må Allah være tilfreds med hende) selv Waraqa hele begivenheden. Waraqa sagde til Profeten (fred være med ham): »Nevø, hvad så du?« Allahs Sendebud (fred være med ham) fortalte, hvad han havde set. Waraqa sagde: »Dette er den samme Namus (englen, der bringer åbenbaringen fra den højeste himmel), som blev sendt ned til Musa (fred være med ham). Ak, om jeg blot havde haft styrke og kræfter, da du modtog dit profetkald. Ak! Hvis jeg blot var i live, når dit folk fordriver dig fra landet.«

Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Vil disse mennesker virkelig fordrive mig?«

Waraqa sagde: »Ja, det er aldrig sket, at en person er kommet med noget som det, du er kommet med, uden at der blev vist ham fjendskab. Hvis jeg levede på det tidspunkt, ville jeg af hele mit hjerte støtte og hjælpe dig.«

Men kort tid efter døde Waraka. [Grunden til, at Profeten (SAW) kaldes hans nevø, er, at ʿAbd al-ʿUzzā, Profetens tredje forfader, var bror til ʿAbd al-Manāf, Profetens fjerde forfader – forfatteren.]

Hvad kan man forstå af denne begivenhed?

Denne begivenhed viser i sig selv, at Profeten (SAW) indtil et øjeblik før englen kom, ikke havde haft nogen tanke om, at han skulle gøres til profet. Det var ikke blot langt fra, at han ønskede dette; det lå også helt uden for hans forestillingsverden, at noget sådant skulle ske. Åbenbaringens komme og det på denne måde at stå over for en engel var for ham en pludselig begivenhed. Hans reaktion var derfor den, som naturligt indtræffer, når noget sådant sker for et menneske, der intet aner. Da han begyndte at forkynde islam, fremsatte Mekkas indbyggere derfor forskellige anklager mod ham. Men ingen sagde: »Vi havde fra begyndelsen frygtet, at du ville fremsætte et eller andet krav, for du havde i nogen tid forberedt dig på at blive profet.«

Denne begivenhed viser også, hvor ren og from Profeten Mustafa (SAW) var, og hvor ophøjet hans karakter var før profetdømmet. Hazrat Khadija (RA) var ikke nogen ung kvinde; hun var på det tidspunkt femoghalvtreds år gammel. I femten år havde hun været Profetens livsledsager. En hustru kan ikke undgå at kende sin mands svagheder. I løbet af dette lange ægteskabsliv havde hun imidlertid fundet Profeten (SAW) så ophøjet et menneske, at hun uden den mindste tøven accepterede, da han fortalte hende om begivenheden i Hira-hulen, at det i sandhed var Allahs engel, der havde bragt ham åbenbaringen. På samme måde var Waraka ibn Nawfal en ældre mand fra Mekka. Siden barndommen havde han iagttaget Profetens (SAW) liv. Gennem femten års nært slægtskab havde han opnået endnu dybere kendskab til hans forhold. Da han hørte om denne begivenhed, anså han den ikke for en illusion eller en tilskyndelse. Tværtimod udbrød han straks efter at have hørt den: »Dette er ganske nøjagtigt den samme Namus, som blev sendt ned til Musa (AS).« Det betyder, at Profeten Mustafa (SAW) også i hans øjne var et så højtstående menneske, at det ikke var nogen overraskelse, at han blev iført profetens værdighed. [Selv om denne enestående personlighed var hævet over selvbeundring og selvforherligelse, var han så langt fra hovmod, at selv efter at han pludselig var blevet indsat i profetdømmets embede, gik der nogen tid, før han kunne blive sikker på, at han blandt verdens milliarder af mennesker var den eneste, som verdensaltetets Herre havde udvalgt til dette embede.]

En gennemgang af begivenheden

For at forstå situationen ved åbenbaringens komme korrekt må man først huske, at denne begivenhed kom pludseligt til Profeten (SAW). Forud for dette havde han ingen forestilling om, at han skulle gøres til profet. Intet sted i hans sind fandtes et sådant ønske, og han havde heller ikke forberedt sig på det. Han havde ikke forventet, at en engel skulle komme til ham med et budskab fra det høje. Han sad ganske vist alene og dyrkede meditation og tilbedelse, men tanken om at blive profet havde ikke fået nogen plads i hans sind. Da englen pludselig viste sig i Hira-hulens ensomme omgivelser, blev han derfor lige så forbløffet og rådvild, som ethvert menneske naturligt ville blive i en sådan situation. Selv om han var en stor og ophøjet personlighed, var hans forbløffelse ikke uden indhold; den bestod af en logisk sammenvævning af mange tanker. Det vil sige, at forskellige spørgsmål begyndte at melde sig i hans sind, og at hans hjerte blev fyldt med stor uro og bekymring. Han tænkte: »Er jeg virkelig blevet gjort til profet? Er jeg blevet stillet over for en enorm ildprøve? Hvordan skal jeg bære byrden af dette store ansvar? Hvordan skal jeg sige til folk, at jeg er kommet som profet til jer? Hvordan vil menneskene tage imod mine ord? Det samfund, som jeg indtil i dag har levet i med ære, vil dets mennesker nu gøre nar af mig og kalde mig gal. Hvordan skal jeg kæmpe mod dette uvidenhedens miljø?« Kort sagt opstod der mange sådanne spørgsmål i hans sind og gjorde ham dybt rådvild.

Det var derfor, at han rystede, da han nåede hjem. Så snart han kom hjem, sagde han: »Svøb mig ind, svøb mig ind.«

Hans familie svøbte ham ind, og da han efter nogen tid kom til sig selv, fortalte han hele begivenheden til Hazrat Khadija (RA). Han sagde: (Arabisk********************)

Jeg frygter for mit liv.

Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) trøstede ham og sagde:

(Arabisk*******************)

Aldrig! Ved Gud, Allah vil aldrig lade dig rammes af sorg eller lidelse. Du hjælper jo dine slægtninge, taler sandt, hjælper de hjælpeløse, afhjælper de fattiges nød, beværter gæster og bistår i alle gode gerninger.

Derefter tog hun Profeten (fred være med ham) med til Waraqa ibn Nawfal. For han var blandt Skriftens folk og kendte de tidligere profeters forhold. Da han havde hørt om Profetens tilstand, udbrød han spontant: Det er den samme budbringer, som kom til Moses (fred være med ham).

Det sagde han, fordi han kendte Profeten Muhammeds rene og hellige karakter fra hans barndom til hans ungdom. Han vidste også, at der ikke havde været det mindste tegn på, at han forberedte sig på at gøre krav på profetværdigheden. Da han sammenholdt disse to forhold med denne hændelse—at en fra den usynlige verden pludselig var kommet og havde givet denne mand budskaber, der helt svarede til profeternes lære—forstod han, at dette uden tvivl var sand profetværdighed. (9)

Hvis han på forhånd havde ønsket at blive profet

Hvis Profeten Muhammed på forhånd havde tænkt på at blive profet, hvis han havde tænkt, at han burde blive profet, og mens han ventede på det gennem muraqabah havde lagt dette pres på sig selv, at en engel når som helst kunne komme til ham med et budskab, så ville han straks efter hændelsen i Hira-hulen, henrykt og utålmodig, være steget ned fra bjerget med et stort krav og være gået direkte til sit folk for at erklære sin profetværdighed. Men det modsatte var tilfældet: Han blev forbløffet og målløs over alt det, han havde set. Derefter nåede han hjem i frygt og skælven. Han svøbte sig ind i et tæppe og lagde sig ned. Da han efter nogen tid var kommet lidt til sig selv, sagde han sagte til sin hustru: I dag skete denne hændelse i Hira-hulens ensomhed. Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Jeg kan ikke se noget godt for mig i mit liv.

Denne tilstand er meget forskellig fra den, som en, der gør krav på profetskab, befinder sig i. Og hvem kan kende en mands liv, hans tilstand, hans tanker og forestillinger bedre end hans hustru? Hvis man gennem erfaring havde vidst, at hendes mand stræbte efter profetskab og altid ventede på en engels komme, ville hendes svar aldrig have været det, som Hazrat Khadija (må Allah være tilfreds med hende) gav. Hun sagde: »Min kære, hvorfor er du bange?«

Du har jo fået det, som du i så mange dage har talt dagene til i håb om. Kom, sæt dig til rette og åbn din pir-forretning; jeg skal nok tage mig af offergaverne.

Men på grundlag af det billede af sin mands liv, som hun havde iagttaget gennem femten års samliv, tog det hende ikke et øjeblik at forstå, at Satan ikke kunne komme nær et så fromt og uselvisk menneske, og at Allah heller ikke ønskede at udsætte ham for nogen ond prøvelse. Alt, hvad han havde set, var den fulde sandhed. Den samme tilstand havde også Waraqa ibn Nawfal befundet sig i. Han var ikke en udenforstående, men hørte til Profetens (fred være med ham) egen slægt. Gennem et nært slægtskabsforhold var han hans svoger. Da han var nogle år ældre, havde hele den Ædle Profets liv, fra barndommen og frem til dette tidspunkt, ligget for hans øjne. Så snart han hørte ham fortælle om begivenheden ved Hira, udbrød han også: »Det er den samme engel, som bragte åbenbaringen til Moses (fred være med ham).« For også her stod han over for nøjagtig den samme situation, som Hazrat Moses (fred være med ham) havde stået over for. Han var et helt igennem rent og helligt menneske, enkel, ligefrem og ren af sind. Tanken om profetskab var ham ikke blot fjern – ikke engang den mindste forestilling om at opnå det havde nogensinde haft plads i hans sind. Pludselig oplevede han dette, mens han var ved fuld bevidsthed og med åbne øjne. Derfor nåede han med samme sikkerhed som at to og to er fire frem til den faste konklusion, at der her ikke var tale om selvbedrag eller nogen satanisk sanseillusion; dette sandfærdige menneske havde uden noget ønske eller nogen tilbøjelighed set det, han så, og det, han havde set, var den virkelige sandhed.

Dette er et så klart bevis på Muhammads (fred være med ham) profetskab, at det er meget vanskeligt for et sandhedssøgende menneske at benægte denne sandhed. Derfor er det forskellige steder i Koranen blevet fremført som et bevis på profetskab. [Allah siger-(Arabisk***********************)

—Sig, Muhammad: Hvis Allah havde villet det, ville jeg aldrig have reciteret denne Koran for jer, og Han ville heller ikke have gjort jer bekendt med den. Desuden har jeg allerede levet et helt liv iblandt jer før dette. Vil I da ikke bruge jeres fornuft? (Jonas: 16).

(Arabisk******************)

Du vidste ikke, hvad Bogen var, eller hvad troen indebar. Men Vi har gjort denne ånd til et lys, hvorved Vi vejleder hvem af Vore tjenere, Vi vil (Rådet: 52)]

Budskabet i den første åbenbaring

Den første åbenbaring, der blev sendt til Allahs Sendebud (fvmh.), bestod af de første fem vers af sura al-ʿAlaq, hvori der siges:

»Læs i din Herres navn, som skabte. Han skabte mennesket af en klump. Læs, og din Herre er den Mest Gavmilde, som lærte ved pennen. Han lærte mennesket det, som det ikke kendte.«

Dette var den første erfaring med åbenbaringen, som Profeten (fvmh.) havde. I dette budskab blev det ikke sagt til ham, at han var blevet udvalgt til en storslået opgave, eller hvad han skulle gøre fremover. Efter en indledende bekendtgørelse blev der derimod givet ham en pause på nogle dage, så virkningen kunne aftage af det enorme pres, som denne første oplevelse havde lagt på hans natur og sind, og så han mentalt kunne blive beredt til fremover at modtage åbenbaring og varetage profetskabets ansvar. [Da åbenbaringen efter pausen begyndte at komme igen for anden gang, blev de første syv vers af sura al-Muddaththir åbenbaret. Her blev Profeten for første gang befalet: »Rejs dig og advar de mennesker, som Gud har skabt, mod følgerne af det livssyn, de følger.« En detaljeret redegørelse kommer senere – Forfatteren.]

Forklaring af åbenbaringens budskab

Lad os tænke over hvert eneste ord i den første åbenbaring, der blev sendt til Profeten:

(Arabisk*****************)

Læs (o Profet) i din Herres navn, Han, som skabte (al-ʿAlaq: 1)

Da englen sagde til Profeten (fvmh.): »O Profet, læs!«, svarede han: »Jeg kan ikke læse.« Heraf kan man forstå, at englen havde forelagt ham åbenbaringens ord i skriftlig form. For hvis englens ord havde betydet: »Læs på samme måde, som jeg læser«, havde det ikke været nødvendigt for Profeten at sige: »Jeg kan ikke læse.«

»Læs i din Herres navn« – det vil sige: Læs med din Herres navn. Med andre ord: Sig Bismillah, og læs. Heraf fremgår det også, at Allah den Almægtige allerede før denne åbenbaring kom, var den eneste, som Allahs Sendebud (s) kendte og anerkendte som sin Herre. Derfor var det ikke nødvendigt at sige, hvem hans Herre var. Der blev derimod sagt: Læs med din Herres navn. Det vil sige: Læs med navnet på den Herre, som du kender.

»Den, der har skabt« – der blev ikke sagt, hvem Han havde skabt. Heraf følger det af sig selv, at man skal læse i navnet på den Herre, som er Skaberen, den, der har skabt hele skaberværket og hver eneste ting i det.

(Arabisk************************)

Han har skabt mennesket af en klump størknet blod. Efter den generelle omtale af skaberværkets tilblivelse nævnes mennesket specifikt, og det siges, at menneskets skabelse blev påbegyndt fra en ganske ringe tilstand, hvorefter det blev gjort til et fuldkomment menneske. Det arabiske ord betyder en blodklump. Dette er det første stadium, som viser sig nogle dage efter befrugtningen i livmoderen. Derefter antager det form af kød. Så begynder der gradvist en fortløbende udvikling, hvor menneskets form tager skikkelse i det.

(Arabisk********************)

»Læs, og din Herre er den mest nådige, Han, som har lært mennesket viden gennem pennen.« (Alak: 304). Det vil sige, at det er en stor nåde fra Ham, at Han, idet Han begyndte med denne ringe tilstand, gjorde mennesket vidende – den bedste egenskab i skaberværket. Han gjorde det ikke blot vidende, men lærte det også kunsten at skrive ved hjælp af pennen; derved blev pennen et middel til i vidt omfang at udbrede og videreføre viden, udvikle den samt overdrage og bevare den fra generation til generation.

Hvis Han ikke på en guddommeligt inspireret måde havde lært mennesket pennen og skrivekunsten, ville menneskets intellektuelle evner være blevet indskrænkede og fastlåste. Der ville ikke have været nogen mulighed for, at de kunne udbredes, udvikles og gøre stadig større fremskridt fra den ene generation til den næste.

(Arabisk****************)

Han gav mennesket en sådan viden, som det ikke havde kendskab til.

Det vil sige, at mennesket oprindeligt var fuldstændig uden viden; al den viden, det har tilegnet sig, har det kun fået, fordi Allah har givet det den. I det omfang Allah åbner kundskabens døre for mennesket, begynder de at åbne sig. Det er dette, der siges således i Ayat al-Kursi –(Arabisk*******************)

– og mennesket kan ikke tilegne sig noget af Hans viden, medmindre Han selv vil det. Ellers forholder det sig anderledes.

De ting, som mennesket mener at have opnået viden om, lå i virkeligheden uden for dets viden. Da Allah ville det, gav Han mennesket viden om dem. Mennesket kan imidlertid ikke mærke, at det er Allah, der har skænket det denne viden.

Det var alle de vers, der indtil da var blevet åbenbaret for Profeten (s). Af Ḥadrat Aishas (ra) hadith fremgår det, at denne første oplevelse var så vanskelig, at Profeten (s) ikke kunne bære mere end dette. Derfor blev det på det tidspunkt anset for tilstrækkeligt at sige, at den Herre, som du allerede kendte og anerkendte, talte direkte til dig. Åbenbaringens række fra Ham var begyndt at komme til dig, og Han havde gjort dig til Sin profet.

Nogen tid derefter blev de første syv vers af Sura al-Muddaththir åbenbaret. Heri blev det sagt, hvad han skulle gøre efter at være blevet indviet til profetembedet.[I denne forbindelse er det værd at vide, at Allahs Sendebud (s) kun så Ḥadrat Jibril (as) i hans egen skikkelse to gange. Bortset fra dette kom han altid til Profeten i menneskeskikkelse. I al-Bukhari, i Kitab at-Tawhid, fremgår det af en beretning fra Ḥadrat Aisha (ra), og i Muslim, i Kitab al-Iman, beretter Ḥadrat Aisha (ra) selv fra Allahs Sendebud (s), at Ḥadrat Jibril (as) første gang viste sig ved den østlige horisont og gradvist nærmede sig Profeten (s). Til sidst standsede han over ham i luften. Derefter bøjede han sig mod Profeten og kom så tæt på ham, at der kun var en afstand på to buelængder mellem dem. Ḥadrat Aisha (ra) siger, at Jibril (as) på det tidspunkt var i sin egen skikkelse og dækkede hele den øvre sfære. (Al-Bukhari.) Profeten (s) sagde selv: »Jeg så ham i den skikkelse, hvori Allah havde skabt ham. Hele rummet mellem himlen og jorden blev fyldt af hans mægtige skikkelse.« (Muslim).

Hvornår begyndte åbenbaringen at blive sendt ned?

Hvornår blev denne allerførste åbenbaring, som indeholdt de første fem vers af Sura al-Alaq, åbenbaret? Beretternes udsagn om dette er forskellige. Ibn Abd al-Barr og Masudi siger, at datoen for Profetens (s) udnævnelse som profet var den 8. Rabi al-Awwal i elefantåret, år 41. Ibn al-Qayyim nævner i sin Zad al-Ma’ad dette som flertallets synspunkt. Men de, der har dette synspunkt, har sandsynligvis fastlagt bekendtgørelsen af profetskabet fra det tidspunkt, hvor Profeten (s) begyndte at se sande drømme, hvilket ifølge al-Bayhaqis beretning var seks måneder før åbenbaringen begyndte. Hvad angår åbenbaringens begyndelse, er det imidlertid klart sagt i Koranen, at:

(Arabisk******************)

-Ramadan er den måned, hvori Koranen blev åbenbaret (Al-Baqara: 185)

Ingen anden udtalelse, der strider mod dette klare udsagn i Koranen, kan være pålidelig.

Nu er spørgsmålet, fra hvilken dato i Ramadan åbenbaringen begyndte; også om dette findes der forskellige udsagn. Nogle har sagt, at det var den 7. Ramadan. Ibn Sa’d har ét sted sagt den 12. Ramadan og et andet sted, med henvisning til Imam Baqir (ra), den 17. Ramadan. Baladhuri har berettet det. Tabari og Ibn Kathir har med henvisning til Abu Qilaba al-Jarmi sagt den 18. Ramadan, mens nogle andre har sagt den 19. Ramadan. Wasila ibn al-Asqa, Jabir ibn Abdullah (ra) og Abul-Julat har sagt den 24. Ramadan. Alligevel lyder den Hellige Koran således-(Arabisk******************)

-Vi har åbenbaret denne Koran i Skæbnens Nat. Det store flertal af ummaens lærde fastholder den opfattelse, at Skæbnens Nat er en af de ulige nætter i de sidste ti nætter af Ramadan. De fleste af dem siger desuden, at Skæbnens Nat er den 27. Ramadan. [Anden gang så Profeten ham nær Sidrat al-Muntaha.

I Musnad Ahmad er det berettet fra Abdullah ibn Masud (ra), at Profeten (sa) sagde: »Jeg så Jibril (as) nær Sidrat al-Muntaha. Han havde seks hundrede vinger« (Tafhim, sura an-Najm, note 5, 7, 8, 11 og 14).]

Pålidelig hadith om datoen for Koranens åbenbaring

Abu Hurairas (ra) beretning lyder, at Allahs Sendebud (sa) sagde om Skæbnens Nat: »Den er natten den 27. eller den 29.« (Abu Dawud og at-Tayalisi). En anden beretning fra Abu Huraira (ra) lyder, at det er den sidste nat i Ramadan (Musnad Ahmad)

Da Zir ibn Hubaysh spurgte Ubayy ibn Ka’b (må Allah være tilfreds med ham) om Skæbnenatten, svor han og sagde, at det er den 27. nat (Ahmad, Muslim, Abu Dawud, at-Tirmidhi, an-Nasa’i og Ibn Hibban).

Da Abu Dharr (må Allah være tilfreds med ham) blev spurgt om dette, sagde han, at Umar (må Allah være tilfreds med ham), Hudhayfa (må Allah være tilfreds med ham) og mange af Profetens ledsagere ikke havde nogen tvivl om, at det var den 27. nat i Ramadan (Ibn Abi Shayba).

Ubadah ibn as-Samit (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Skæbnenatten er en af de ulige nætter i Ramadans sidste ti nætter: den 21., 23., 25., 27. eller 29. (Musnad Ahmad).«

Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Allahs Sendebud (fred være med ham) sagde: »Søg den (Skæbnenatten) blandt de sidste ti nætter, når der er ni eller fem dage tilbage af måneden (al-Bukhari).« De fleste lærde har forstået dette som en henvisning til de ulige nætter.

Det er berettet fra Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham): »Når der er ni, syv, fem eller tre dage tilbage, eller på den sidste nat.« Det vil sige: Søg Skæbnenatten på disse datoer (at-Tirmidhi, an-Nasa’i).

Det er berettet fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (fred være med ham) sagde: »Søg Skæbnenatten på en ulige nat blandt Ramadans sidste ti nætter (al-Bukhari, Muslim, Ahmad, at-Tirmidhi).« Det er berettet fra Abdullah ibn Umar (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) praktiserede i’tikaf i Ramadans sidste ti nætter.

På grundlag af de overleveringer, der er modtaget fra blandt andre de ædle ledsagere Muawiya (må Allah være tilfreds med ham), Umar (må Allah være tilfreds med ham) og Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) om dette, har et stort antal af de fromme forgængere anset den 27. Ramadan for at være Skæbnenatten. (**ঁ**14)

Den første obligatoriske pligt efter profetskabet: bønnen

Tabari siger, at det første, der blev gjort obligatorisk i den islamiske sharia efter bekendelsen af troen på tawhid og afståelsen fra afgudsdyrkelse, var bønnen. Med henvisning til Ibn Hisham og Muhammad ibn Ishaq gengiver han en beretning fra Hazrat Aisha (ra) om, at det første, der blev gjort obligatorisk for Profeten (s), var bønnen. Til at begynde med bestod den af to rak‘at ad gangen. Imam Ahmad ibn Lahia har gengivet en beretning fra Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) om, at efter den første åbenbaring til Profeten (s) kom Jibril (a) til ham og lærte ham wudu. Denne begivenhed er også berettet i Ibn Majah og Tabarani med visse forskelle i overleveringskæderne. Dens forklaring fremgår af Ibn Ishaqs beretning: Profeten (s) befandt sig i den højtliggende del af Mekka, da Jibril (a) viste sig foran ham i en smuk skikkelse og med en udsøgt duft og sagde: »Muhammad! Allah sender dig sin fred og har sagt, at Han har sendt dig som sin udsending til jinner og mennesker. Derfor skal du kalde dem til la ilaha illallah.«

Derefter slog Jibril (a) med foden i jorden, og en kilde sprang frem. Så udførte han wudu, så Profeten kunne lære, hvordan man renser sig til bønnen. Derefter sagde han: »Udfør nu wudu.«

Derefter bad Jibril (a) to rak‘at sammen med Huzur (s), med fire prostrationer. Så hentede Huzur (s) Hazrat Khadija (ra) dertil, lod hende udføre wudu og bad to rak‘at sammen med hende. Ibn Hisham, Ibn Jarir og Ibn Kathir har også berettet denne begivenhed.

Imam Ahmad, Ibn Majah og Tabarani overleverer fra Usama ibn Zayd (ra), som overleverer fra sin far, Hazrat Zayd ibn Haritha (ra), at det første, der blev gjort obligatorisk efter åbenbaringen til Huzur (s), var, at Jibril (a) kom og lærte Profeten reglerne for wudu. Derefter stillede han sig op til bøn og sagde til Profeten: »Bed sammen med mig.« Så kom Profeten (s) hjem og fortalte Hazrat Khadija (ra) om begivenheden. Hun blev overvældet af glæde. Profeten (s) bad hende derefter udføre wudu og bad sammen med hende på samme måde, som han havde bedt sammen med Hazrat Jibril (a). Dette var således den første obligatoriske handling, der blev fastlagt efter åbenbaringen. Det var muligvis begivenheden om morgenen efter den nat, hvor (*****) blev åbenbaret. Fra da af bad Huzur (s) og Khadija (ra) i hemmelighed.

De første fire muslimer

Der er enighed om, at den første muslim var Hazrat Khadija (ra). Derefter er der uenighed om, hvem blandt Hazrat Ali (ra), Hazrat Abu Bakr (ra) og Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) der først antog islam. Der er dog enighed om, at disse tre var de første, der antog islam efter Hazrat Khadija (ra). *****)

Hvad angår Hazrat Ali (ra), gengiver Hafiz Ibn Kathir i Al-Bidaya en overlevering fra Ibn Ishaq og en overlevering fra Baladhuri og Waqidi og siger, at da Huzur (s) og Hazrat Khadija (ra) begyndte at bede i hemmelighed, så Hazrat Ali (ra) dem i denne tilstand allerede den følgende dag. Han spurgte: »Hvad er dette?« Huzur svarede: »Dette er Allahs religion, som Han har udvalgt for sig selv, og med hvilken Han har sendt sin udsending. Derfor kalder jeg dig til at anerkende Allah som den Ene og uden partner, tilbede Ham og fornægte Lat og Uzza.«

Hazrat Ali var på det tidspunkt ti år gammel. Han sagde: »Jeg har aldrig hørt dette før. Jeg kan ikke træffe nogen beslutning, før jeg har spurgt min far.«

På det tidspunkt ønskede Profeten (fvmh.) ikke, at hans hemmelighed skulle blive afsløret før tiden. Derfor sagde han: »Hvis du ikke vil følge min opfordring, så hold sagen hemmelig.« Den nat forblev Ali (må Allah være tilfreds med ham) tavs. Derefter vakte Allah islams inspiration i hans hjerte, og om morgenen kom han til Profeten og sagde: »Hvad var det, De sagde til mig i går?«

[I historie- og sira-værkerne nævnes disse fire som de første muslimer. Men man kan ikke forestille sig, at de af Profetens (fvmh.) døtre, som på det tidspunkt havde opnået forstand og modenhed, ikke troede sammen med deres højtærede mor. Zaynab (må Allah være tilfreds med hende) var ti år gammel, da Profeten (fvmh.) blev udnævnt til profet. Umm Kulthum (må Allah være tilfreds med hende) og Ruqayya (må Allah være tilfreds med hende) var nået en sådan alder, at de før begyndelsen af den offentlige forkyndelse blev gift med Abu Lahabs sønner. Fatima (må Allah være tilfreds med hende) blev derimod født et år efter profetskabets begyndelse. Hun åbnede sine øjne i et islamisk miljø. Derfor mener vi, at de tre døtre bør regnes blandt de første muslimer. Hvad angår Fatima, bør man mene, at hun åbnede sine øjne som en troende muslim – Forfatteren.]

Profeten (fvmh.) sagde: »Du skal bevidne, at der ikke findes nogen guddom undtagen Allah, Den Ene uden partner, fornægte Lat og Uzza og afskære forbindelsen til alle andre, der sættes som partnere ved siden af Allah.«

Ali (må Allah være tilfreds med ham) accepterede det straks. Men af frygt for Abu Talib holdt han sin islam hemmelig. Også han begyndte imidlertid at bede sammen med Profeten (fvmh.).

Imam Ahmad, Ibn Jarir og Ibn Abd al-Barr citerer en beretning fra Afif al-Kindi (Asjayash ibn Qays’ halvbror på fædrenes side og fætter). Han fortæller: »Abbas ibn Abd al-Muttalib var en gammel ven af min morbror og plejede ofte at komme til Yemen, hvor han købte parfume og solgte den under hajj. En gang under hajj, da jeg mødte ham i Mina, så jeg en fornem mand komme. Han udførte wudu meget grundigt og stillede sig derefter op for at bede. Så kom en dreng, som endnu ikke var blevet voksen, og også han udførte wudu meget grundigt og stillede sig op for at bede. Jeg sagde: ‘Abbas, hvilken religion er dette? Jeg kender ikke noget til den.’«

Abbas (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »Dette er min brorsøn Muhammad (fvmh.), søn af Abdullah, søn af Abd al-Muttalib. Hans påstand er, at Allah har sendt ham som sendebud. Ifølge en anden beretning er hans påstand, at kejsernes og Kisras rigdomme skal komme under hans herredømme. Og den anden er min nevø Ali ibn Abi Talib. Han følger hans religion. Og dette er Muhammads hustru Khadija bint Khuwaylid. Hun har også fulgt hans religion.«

Senere, da al-Kindi selv blev muslim, sagde han bedrøvet: »Ak, om jeg blot havde været den fjerde blandt dem.«

Ibn Hisham og Ibn Jarir fortæller, at Abu Talib på et senere tidspunkt så Ali bede. Han sagde: »Min søn, hvilken religion er det, du følger?« Han svarede: »Min far, jeg tror på Allah og Hans Sendebud (fvmh.). Jeg har accepteret, at han taler sandt, og jeg har bedt sammen med ham.«

Abu Talib siger: Han vil ikke kalde dig til noget andet end det gode. Hold fast ved ham.

Ibn Kathir citerer en udtalelse af Abu Talib: Bliv hos din fætter, og støt ham. I Zurqanis kommentar til al-Mawahib står der om Hazrat Abu Bakr (ra), at han sad hos Hakim ibn Hizam, Hazrat Khadijas (ra) nevø. På det tidspunkt kom Hazrat Hakims slavinde til ham og sagde: »Din faster sagde i dag, at hendes mand har sagt, at Gud har sendt en profet ligesom Hazrat Musa (as).« Så snart Hazrat Abu Bakr (ra) hørte dette, gik han direkte til Profeten (sa). Da han havde fået at vide, at slavindens ord var sande, antog han uden tøven islam. Ibn Ishaq citerer fra Abdullah ibn al-Husayn al-Taymini, at Allahs Sendebud (sa) sagde: »Når jeg har tilbudt islam til nogen, har han tøvet på den ene eller anden måde og overvejet sagen. Men da jeg nævnte det for Abu Bakr, tøvede han ikke og ventede heller ikke det mindste med at acceptere det.«

Der findes ingen detaljeret beretning om, hvordan Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) antog islam. Men i femten år havde han boet i Profetens hus som et medlem af hans familie. Han må have set Profeten (sa) og Hazrat Khadija (ra) bede, og det må have været årsagen til, at han antog islam.

Af disse begivenheder kan man i forbifarten også forstå, at selv om Profeten (sa) i begyndelsen arbejdede i det skjulte, vidste hans og Hazrat Khadijas (ra) nærmeste slægtninge alligevel, at Profeten (sa) fremsatte en religion, der var i strid med forfædrenes religion. Han hævdede at være udnævnt til profet af Gud. Hans familie og i det mindste hans venner nøjedes ikke med at acceptere dette krav, men begyndte også at tilbede Gud og følge andre forskrifter i overensstemmelse med det. Men eftersom disse forhold ikke var kendt af hans fjender, men kun af hans velvillige tilhængere, holdt de dem skjult, ligesom Profeten (sa) i begyndelsen havde ønsket, at de skulle holdes skjult. De drøftede heller ikke sagen med andre; ellers ville modstanden være begyndt før tiden.

Blev Hazrat Israfil (as) sendt for at undervise Profeten (sa) i de første tre år?

Ibn Jarir i sin historie, Ibn Sa’d i at-Tabaqat, Qastallani i al-Mawahib al-Ladunniyya og Zurqani i sin kommentar til al-Mawahib citerer den berømte tabi’i, imam ash-Sha’bis beretning om, at Hazrat Israfil (as) i profetembedets første tre år blev knyttet til Allahs Sendebud (sa) for at undervise ham. Han bragte ikke åbenbaringen, for ansvaret for at bringe åbenbaringen tilhørte Hazrat Jibril (as). Han underviste dog Profeten (sa) i viden på andre måder end gennem åbenbaring. [Denne måde kan muligvis have været ilqa eller direkte undervisning gennem et møde – forfatteren.]

Imam Ahmad ibn Hanbal, al-Hafiz Ya’qub ibn Sufyan og al-Bayhaqi har overleveret imam ash-Sha’bis beretning, og kæden går helt frem til ham og er autentisk. Men jeg ved ikke, gennem hvilken kilde ash-Sha’bi selv fik kendskab til dette, for han angiver ikke en kæde, der går helt frem til Profeten (sa). Ibn Sa’d og Ibn Jarir siger, at al-Waqidi afviste dens autenticitet. Han sagde bestemt, at ingen andre end Hazrat Jibril (as) blev udpeget til at være hos Profeten (sa).

Dette er et forhold, som hverken helt kan afvises eller med sikkerhed accepteres. Det er vanskeligt at afvise, fordi ash-Sha’bi var en pålidelig muhaddith, og hans mursal-beretning heller ikke er så svag, at den helt kan forkastes. Men det kan heller ikke kaldes en sikker hændelse, for beretningens overleveringskæde er ikke så stærk, at den nødvendigvis må accepteres. Alligevel ligger sagen ikke uden for det muliges grænser. Efter profetembedets begyndelse finder vi nemlig i Profetens (sa) ord og handlinger en uudtømmelig skat af viden om alle livets områder. Hadith- og sira-værkerne er fyldt med denne skat, og den mindste del af noget tilsvarende findes ikke i noget andet menneskes ord og handlinger. Denne skat må være blevet hældt ned i Profetens hjerte fra den usynlige verden. Og Gud den Almægtige har muligvis ladet Hazrat Israfil (as) varetage tjenesten med at overbringe denne vidensskat.

Fatra al-wahy

Efter den første åbenbaring ophørte Gabriel (fred være med ham) i en periode med at bringe åbenbaringer. Jo længere denne tilstand varede, desto større blev Profetens (fred og velsignelser være med ham) sorg. Således gik han undertiden ubevidst til Mekkas bjerg Shabir og undertiden til Hira med den tanke at kaste sig ned. Når han i denne tilstand nærmede sig kanten af et bjerg, hørte han en stemme fra himlen og standsede. Da han så op, så han Gabriel (fred være med ham) sidde på en stol mellem himlen og jorden. Han sagde: „Muhammad! Du er sandelig Allahs sendebud, og jeg er Gabriel.“

Ibn Sa’d overleverer denne beretning fra Abdullah ibn Abbas i Ibn Jarirs tafsir, og Abd al-Razzaq overleverer den fra imam al-Zuhri i sit al-Musannaf. Der findes også en udførlig beretning om den hos Bukhari, Muslim og Musnad Ahmad. (15)

I imam al-Zuhris beretning siges det:

I nogen tid ophørte åbenbaringen til Allahs sendebud (fred og velsignelser være med ham). I denne periode led han så meget psykisk, at han ofte besteg bjergtoppe og var tæt på at kaste sig ned. Men hver gang han nåede kanten af bjergtoppen, viste Gabriel (fred være med ham) sig foran ham og sagde: „Du er Allahs profet.“ Ved disse ord fandt han ro i sindet, og hans uro forsvandt. – (Ibn Jarir).

Derefter citerer imam al-Zuhri, med Jabir ibn Abdullahs (må Allah være tilfreds med ham) beretning som kilde, følgende: Allahs sendebud (fred og velsignelser være med ham) nævnte åbenbaringens ophør og sagde: „Jeg gik ad en vej, da jeg pludselig hørte en lyd fra himlen. Da jeg løftede hovedet, så jeg den engel, som jeg havde set i Hira-hulen. Han sad på en stol mellem himlen og jorden. Da jeg så dette, blev jeg frygteligt skræmt og forvirret, og da jeg kom hjem, sagde jeg: ’Svøb mig ind i et tæppe.’ Så svøb husets folk mig ind i et tæppe, og da blev der sendt åbenbaring fra Allah:“

(Arabisk*****************)

(O du, der ligger indhyllet i et tæppe). Derefter fortsatte åbenbaringen med at blive sendt til mig. – (Bukhari, Muslim, Musnad Ahmad – Ibn Jarir).

Åbenbaringen af de første syv vers af sura al-Muddaththir

Således gik den periode, hvor åbenbaringen var ophørt, til ende, og de første syv vers af sura al-Muddaththir blev åbenbaret. Gennem dem blev Huzur (s) ophøjet til rang af sendebud og fik den nødvendige vejledning, som var nødvendig for at udføre sendebuddets ansvar. Her bør man tydeligt forstå forskellen: De første fem vers af sura al-‘Alaq bekendtgjorde, at åbenbaringen til Huzur (s) var begyndt, og at han af Allah var blevet gjort til profet. Her bliver også ansvaret som sendebud pålagt ham sammen med profetskab gennem disse vers fra sura al-Muddaththir. Han bliver befalet: Rejs dig og begynd at udføre dit ansvar. I nogle overleveringer er det blevet sagt, at disse netop var den Helligste Koranens allerførste vers. I hadithsamlingerne Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Musnad Ahmad og andre gives en udførlig beretning herom fra Jabir ibn Abdullah al-Ansari (ra). Men blandt ummaen er det næsten enstemmigt antaget, at det allerførste—

(Arabisk*************) fra (*************)

blev åbenbaret. Derefter ophørte åbenbaringen ifølge Ibn Athir, indtil disse vers fra sura al-Muddaththir blev åbenbaret. Derefter begyndte åbenbaringen igen på ny. Imam Zuhri har selv overleveret denne beretning fra Jabir ibn Abdullah al-Ansari (ra): Før disse vers blev åbenbaret, så Allahs Sendebud (s) den samme engel på stedet mellem himlen og jorden, som var kommet til ham i Hira-hulen. Denne beretning har vi ovenfor citeret med henvisning til Bukhari, Muslim og andre. (****17

Den vejledning, der gives i denne sura

Se nu på disse vers fra sura al-Muddaththir, og se, hvilken vejledning der gives i dem.

(Arabisk***************)

—O du, der ligger indhyllet i et tæppe eller en dyne. Her tiltales Allahs Sendebud ikke som »O sendebud« eller »O profet«, men som »O du, der ligger indhyllet i et tæppe«. Da Huzur (s) så Jibril siddende på en stol mellem himlen og jorden, blev han så skræmt og forvirret, at han, da han nåede hjem, sagde til husets folk: »Dæk mig til, dæk mig til.« Derfor tiltaler Allah den Almægtige ham som »al-Muddaththir«. Af denne kærlige tiltale fremgår helt naturligt følgende betydning: »O min elskede tjener, hvorfor ligger du indhyllet i en dyne? Du er blevet pålagt ansvaret for en vældig opgave, og for at udføre den må du træde ud på valpladsen med fast beslutsomhed.«

(Arabisk***********)

-Rejs dig og advar.

Dette er den samme slags befaling, som blev givet til Nuh (fred være med ham), efter at han var blevet udnævnt til profet. For eksempel:

(Arabisk*****************)

-Advar dit folk om, at en smertefuld straf vil ramme dem- (Nuh: 1)

Meningen med det nævnte vers fra Sura al-Muddaththir er: Du, som ligger indsvøbt i et tæppe, rejs dig og advar dem omkring dig, som lever i forsømmelighed. Hvis de fortsætter med at være optaget af dette, så advare dem mod den uundgåelige konsekvens. Advar dem om, at de ikke lever i et lovløst land, hvor de kan gøre, hvad de vil, uden at blive holdt til regnskab for det.

(Arabisk**************)

Og bekendtgør din Herres storhed.

Dette er det allerførste arbejde, som en profet må udføre i denne verden. Hans første opgave er at afvise alt det, som de uvidende mennesker her anerkender som overlegent, og offentligt at bekendtgøre for hele verden, at ingen i dette univers besidder overlegenhed ud over den ene Gud. Derfor tillægges formuleringen „Allahu Akbar“ den største betydning i islam. Kaldet til bøn begynder med bekendtgørelsen „Allahu Akbar“. Også i bønnen træder muslimen ind ved at sige „Allahu Akbar“. Derefter rejser og bøjer han sig igen og igen, mens han siger „Allahu Akbar“. Når et dyr slagtes ved, at kniven føres over dets strube, gøres det med ordene „Bismillah, Allahu Akbar“. Takbīr-råbet er i dag det tydeligste og mest særprægede kendetegn for muslimer over hele verden. For denne ummas profet begyndte netop sit arbejde med „Allahu Akbar“.

Her antydes et subtilt aspekt, som bør forstås grundigt. Af anledningen til disse vers’ åbenbaring ved vi, at Allahs Sendebud (s) blev pålagt at tage skridt til at påtage sig det enorme ansvar, som sendebudsskabet indebar. Det er også klart, at den by og det miljø, hvor han blev befalet at rejse sig med denne mission, var et centrum for afgudsdyrkelse. Det drejede sig ikke blot om, at befolkningen dér var afgudsdyrkere ligesom de øvrige arabere; det vigtigste var, at Mekka al-Mukarrama var det største pilgrimsmål for de afgudsdyrkende arabere. Og Quraysh-folkene var dets præster. At en enkelt person skulle træde frem på sådanne steder og hejse tawhīds fane over for afgudsdyrkelsen, var en yderst risikabel handling. Derfor blev der, samtidig med ordene „Rejs dig og advar“, sagt: „Forkynd din Herres storhed.“ Det betyder: Frygt ikke overhovedet de skræmmende kræfter, som du anser for at kunne hindre dig i dette arbejde. Sig klart og tydeligt, at min Herre er langt større end de kræfter, der måtte rejse sig for at blokere vejen for min da‘wa.

Hvilken større opmuntring og inspiration kan man give et menneske, når det skal begynde arbejdet for Allah? Den, hvis hjerte er dybt præget af Allahs storhed, tøver ikke det mindste med alene at kæmpe mod hele verden for Allahs skyld.

(Arabisk**************)

– og hold dine klæder rene.

Disse ord har en omfattende betydning, og deres rækkevidde er vidtgående. En af deres betydninger er: Hold dine klæder rene og rene i religiøs forstand. For klædernes renhed og sjælens renhed er tæt forbundet. En ren sjæl kan ikke bo i en beskidt krop og urene klæder. Det miljø, hvori Allahs Sendebud (s) begyndte arbejdet med den islamiske da‘wa, var ikke blot sunket ned i en afgrund af forfald i tro og moral; det var også berøvet selv de grundlæggende forestillinger om tahāra og renlighed. Profetens opgave var at lære dem renhed og hygiejne på alle områder. Derfor blev han befalet at opretholde den højeste standard for tahāra også i sit ydre liv. Det er således et resultat af denne vejledning, at Profeten (s) gav menneskeheden så udførlige anvisninger om kroppens og klædernes renhed, som selv de mest civiliserede nationer i moderne tid – for ikke at tale om den arabiske jahiliyya – ikke har haft den lykke at modtage. I de fleste af verdens sprog findes der endda ikke noget ord, der fuldt ud svarer til ordet tahāra. Islam forholder sig derimod sådan, at værkerne om hadith og fiqh indleder behandlingen af de islamiske regler og bestemmelser med tahāra. Her redegøres der udførligt for forskellen mellem rent og urent samt for metoderne til renselse.

Den anden betydning af disse ord er: Hold dine klæder rene og pæne. Askesens forestilling har fastlagt en målestok for religiøsitet i verden, hvorefter et menneske anses for at være desto mere religiøst eller helligt, jo mere beskidt og usoigneret det er. Hvis nogen bar rent og pænt tøj, blev han betragtet som verdslig. Men menneskets naturlige anlæg afskyr snavs og urenlighed. Den, der har en almindelig sans for høflighed og god smag, ønsker kun at knytte venskab til rene og velsoignerede mennesker. Derfor er det nødvendigt for dem, der vil kalde mennesker til Allahs vej, at deres ydre fremtræden er så ren og velsoigneret, at folk ser på dem med respekt, og at der i deres personlighed ikke findes noget frastødende, som naturligt kunne vække afsky.

Den tredje betydning af denne befaling er: Hold dine klæder rene for moralske fejl og mangler. Dine klæder skal naturligvis være rene og pæne. Men de må ikke bære tegn på stolthed og hovmod, ønsket om at vise sig frem, pragt og overdådighed eller indflydelse og status. Klæderne er det første, der fortæller om et menneskes personlighed. Uanset hvilken slags tøj en person bærer, slutter folk ved første øjekast ud fra det, hvilken slags menneske han er. Godsejeres og nawabers klæder, de religiøse erhvervsfolks klæder samt bøllers, forbryderes og vagabonders klæder bærer alle præg af bærerens natur og karakter. De, der kalder til Allah, har af natur en karakter, der adskiller sig fra disse menneskers. Derfor bør deres klæder også naturligt adskille sig fra disses. De bør bære sådanne klæder, at enhver ved synet af dem kan tænke: Denne mand er meget høflig og har stor sans for god smag; han lader sig ikke lede af sine lyster og hengiver sig ikke til deres udskejelser.

Den fjerde betydning er: Hold dine klæder og din påklædning rene. Ligesom på urdu bruges udtrykket på arabisk om at holde sin påklædning ren (pak-dāmanī), det vil sige at være hævet over moralske fejl og mangler og være iført en ædel karakter. Ibn Abbās (ra), imām Nakhaʿī, Shaʿbī, Mujāhid, Qatādah, Saʿīd ibn Jubayr, Hasan al-Basrī og andre fremtrædende koranfortolkere har alle forklaret dette vers således: Hold din karakter ren og hellig, og hold dig på afstand af enhver form for uret. På arabisk siger man som talemåde (IDIOM):

(Arabisk*********************)

—At en bestemt persons klæder er rene og hans påklædning er ren. Det betyder, at hans natur og karakter er god. Omvendt siger man

(*****************)

—At hans klæder er snavsede, det vil sige, at han er et menneske med en dårlig natur. Man kan ikke stole på hans ord.

(Arabisk*************************)

Hold dig på afstand af snavs og urenhed. Med snavs eller urenhed menes her enhver form for urenhed: urenhed i troslæren, troen og tankegangen, urenhed i handlinger og karakter, urenhed i krop og påklædning eller urenhed i livsførelsen. Det vil sige, at du skal holde dig på afstand af alle de forskellige former for urenhed, som har bredt sig omkring dig i hele samfundet. Ingen skal kunne rette den anklage mod dig, at man hos dig selv finder spor af nogle af de urenheder og uretfærdigheder, som du forhindrer folk i at begå.

(Arabisk*****************)

– og gør ikke en god gerning for at få mere til gengæld.

Betydningen af disse ord er så omfattende, at deres fulde mening ikke kan forklares i én enkelt sætning. En af betydningerne er, at når du viser nogen barmhjertighed og godhed, skal du gøre det uegennyttigt. Din gavmildhed, godhed og velvilje skal udelukkende være for Allahs skyld. Du må ikke gennem godgørenhed og velvilje søge at opnå nogen verdslig fordel, og du må ikke have det mindste ønske eller begær af den slags. Med andre ord: Når du gør nogen godt, skal du gøre det for Allahs skyld; gør ikke nogen godt for at opnå en fordel.

Den anden betydning er, at selv om det arbejde, du udfører som profet, er et yderst gavnligt arbejde, gennem hvilket Allahs skabninger modtager vejledning, skal du ikke gå rundt og prale over for mennesker med, at du gør dem en enorm tjeneste, og du må ikke søge nogen personlig fordel gennem det.

Den tredje betydning er, at selv om du udfører en storslået tjeneste, skal du ikke selv betragte dit arbejde som noget storslået. Den tanke må ikke opstå i dit sind, at du ved at opfylde profetskabets ansvar og vie dit liv til denne opgave gør din Herre en tjeneste.

(Arabisk*************)

– og vær tålmodig for din Herres skyld.

Det vil sige, at den opgave, der er blevet pålagt dig, er en yderst anstrengende opgave. I forbindelse med denne opgave vil du blive konfronteret med alvorlige prøvelser, sorger, lidelser og frygtelige vanskeligheder.

Dit eget folk vil blive dine fjender. Hele Arabien vil forene sig imod dig. Men uanset hvad der kommer på denne vej, må du være tålmodig og udføre dit ansvar med urokkelighed og fast beslutsomhed. For at få dig til at opgive denne opgave vil frygt og trusler, fristelser, venskab og fjendskab, kærlighed og hengivenhed – alt sammen – blive lagt som hindringer på din vej. Over for alt dette skal du med fasthed holde fast ved din beslutning.

Dette var den første vejledning, som Allah den Almægtige gav sin Sendebud, da Han befalede ham: Rejs dig og begynd dit arbejde. Hvis man tænker over disse korte sætninger og deres betydning, vil ens hjerte bevidne, at der ikke kunne gives nogen bedre vejledning eller instruktion, da en profet skulle begynde sit arbejde. Her blev det også sagt, hvad der skulle gøres. Samtidig blev det lært, med hvilken hensigt, hvilken indstilling og hvilke tanker dette arbejde skulle udføres. Der blev også advaret om, hvilke situationer man ville komme ud for i dette arbejde, og hvordan man skulle møde dem. De, der i blindt had siger, at disse ord, må Allah bevare os, kom ud af Allahs Sendebuds mund som vrøvl efter et epileptisk anfald, bør åbne øjnene en smule, se på disse sætninger og selv tænke over, om de er vrøvl fra en person i et epileptisk anfald, eller om Herren gav sin tjener denne vejledning, da Han betroede ham profetens ansvar.

Vanen med at modtage åbenbaringen

Vi har tidligere, med henvisning til Hazrat Jabir bin Abdullah (ra), sagt, at den stadige åbenbaring til Profeten (sa) begyndte efter sura al-Muddaththir. I den første periode havde den hellige Profet imidlertid det problem under åbenbaringens nedsendelse, at han af frygt for at glemme den forsøgte at huske den udenad. Nogle gange spurgte han også om betydningen af noget, mens åbenbaringen blev sendt ned. Derfor var det på dette tidspunkt også nødvendigt at lære Profeten den rette måde at modtage åbenbaringen på. I sura Ta-Ha siges det:

فَتَعَالَى اللَّهُ الْمَلِكُ الْحَقُّ وَلَا تَعْجَلْ بِالْقُرْآنِ مِنْ قَبْلِ أَنْ يُقْضَى إِلَيْكَ وَحْيُهُ وَقُلْ رَبِّ زِدْنِي عِلْمًا

Allah, den Højeste og den Mest Ophøjede. Han er den sande Konge. Og se, du Profet, skynd dig ikke med at recitere Koranen, før åbenbaringen til dig er blevet fuldstændig nedsendt. Og bed: »Min Herre, giv mig mere viden.« (Ta-Ha: 114)

Talens sammenhæng gør det klart, at talen er afsluttet efter(Arabisk*******************) . Derefter advarer englen på Allahs befaling ved sin afsked Profeten (sa) om noget, som han havde iagttaget under åbenbaringens nedsendelse. Man fandt det ikke passende at afbryde talen med en bemærkning. Derfor advarede han Profeten om dette, efter at overbringelsen af budskabet var afsluttet. Hvad var det, han blev advaret imod? Selve advarselsordene afslører det. Mens Profeten (sa) modtog åbenbaringens budskab, forsøgte han at recitere det for at huske det. Som følge af dette forsøg blev hans opmærksomhed måske gentagne gange forstyrret. Måske blev åbenbaringens sammenhæng afbrudt. Han har muligvis ikke været fuldt opmærksom på at lytte til budskabet. På baggrund af denne situation fandt man det nødvendigt at forklare ham den rette måde at modtage åbenbaringen på og forbyde ham de forsøg på at huske den, som han gjorde fra tid til anden.

Denne tilstand opstod også på det tidspunkt, hvor Sura al-Qiyamah blev åbenbaret. Derfor blev han advaret, selv om sammenhængen i talen blev afbrudt.

(Arabisk*******************)

Bevæg ikke din tunge igen og igen i hast for at huske det. Det er Vores ansvar at få dig til at huske det og at recitere det for dig. Når Vi derfor reciterer det for dig, skal du lytte opmærksomt; derefter er det også Vores ansvar at forklare dets betydning for dig. [Den forklaring, jeg har givet på denne sætning, fordi den forekommer i Sura al-Qiyamah i denne sammenhæng, er ikke blot baseret på formodninger. Tværtimod er den blevet forklaret i pålidelige overleveringer. Ahmad, al-Bukhari, Muslim, al-Tirmidhi, al-Nasa’i, Ibn Tabarani, al-Bayhaqi og andre hadith-lærde har gennem forskellige overleveringskæder gengivet en beretning fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), hvori det siges, at da Koranen blev åbenbaret for Profeten (fred være med ham), reciterede han åbenbaringens ord sammen med Gabriel (fred være med ham) af frygt for at glemme dem. Da blev det sagt ………..

لَا تُحَرِّكْ بِهِ لِسَانَكَ لِتَعْجَلَ بِهِ (16) إِنَّ عَلَيْنَا جَمْعَهُ وَقُرْآنَهُ (17) فَإِذَا قَرَأْنَاهُ فَاتَّبِعْ قُرْآنَهُ (18) ثُمَّ إِنَّ عَلَيْنَا بَيَانَهُ

Det samme er overleveret fra Sha’bi, Ibn Zayd, Dahhak, Hasan al-Basri, Qatadah, Mujahid og andre fremtrædende hadith-lærde. ]

Også i Sura al-A’la blev Profeten (fred være med ham) forsikret om: »Vi vil lære dig at recitere, og derefter vil du ikke glemme det.« [Al-Hakim har overleveret fra Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham), og Ibn Mu’awiyah har overleveret fra Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred være med ham) plejede at gentage Koranens ord af frygt for, at han skulle glemme dem. Mujahid og Kalbi siger, at Profeten (fred være med ham) af frygt for at glemme begyndte at gentage den første del, så snart Gabriel (fred være med ham) havde reciteret åbenbaringen og var gået bort. Derfor forsikrede Allah den Ophøjede Profeten (fred være med ham) om, at han under åbenbaringens nedsendelse skulle tie og lytte. Vi ville lære ham den, og den ville forblive i hans hukommelse for altid. Han skulle ikke frygte, at han ville glemme et eneste af dens ord.]

سَنُقْرِئُكَ فَلَا تَنْسَى

Senere, da Profeten havde fået erfaring med at modtage åbenbaringens budskaber, ophørte denne tilstand med at opstå. Derfor finder vi ikke sådanne advarsler i de senere suraer.

De tre år med hemmelig forkyndelse

I overensstemmelse med den visdom, som Allah den Ophøjede lærte sin Profet med hensyn til at viderebringe budskabet om profetskabets opgave, begyndte han ikke straks at bekendtgøre sit profetskab og forkynde offentligt blandt folk. Tværtimod fortsatte han i de første tre år med at bringe islams budskab til sådanne fremstående mennesker, som gennem beviser og forståelse var rede til at acceptere tawhid og afstå fra shirk. Samtidig bragte han budskabet til mennesker, om hvem man kunne have tillid til, at de ville bevare hemmeligheden, så længe han efter Allah den Ophøjedes befaling ikke havde besluttet at begynde at forkynde offentligt og åbent kalde folk til Allah. I dette arbejde var hadhrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) den mest virkningsfulde. Hans egentlige navn var Abdullah ibn Uthman, men hans kunya, Abu Bakr, blev så berømt, at hans egentlige navn blev glemt. Zamakhshari siger, at han blev kaldt Abu Bakr, fordi han i ren og forædlet karakter stod foran alle andre. Dette navn blev berømt allerede i jahiliyyahens tid – forfatteren. Tabari og Ibn Hisham angiver som årsag, at han var en yderst omgængelig og venlig mand, og på grund af sine egenskaber var han højt elsket blandt sit folk. Ingen blandt Quraysh kendte slægtsforhold bedre end han. Hvem der var god eller ond, og hvilke egenskaber de enkelte havde, kendte heller ingen bedre end han. Han var købmand og berømt for sin gode opførsel. Hans folk opsøgte ham ofte og satte sig hos ham på grund af hans forstand og indsigt, hans handel og hans gode opførsel. Ved denne lejlighed bragte han islams budskab til dem, han havde tillid til. Påvirket af hans forkyndelse tog et stort antal mennesker islam til sig. Derefter søgte alle, der blev muslimer, blandt deres vennekreds efter gode mennesker og forkyndte islam for dem. På den tid bad muslimerne i hemmelighed på øde steder omkring Mekka, for at ingen skulle opdage, at de havde antaget en anden religion.

Oprettelsen af et forkyndelsescenter og et mødested i Dar al-Arqam

Efter to et halvt år, da der var gået nogen tid, indtraf en hændelse, som skabte frygt for, at der for tidligt skulle bryde en konflikt ud med Mekkas vantro.

Ibn Ishaq siger, at muslimerne en dag bad på en af Mekkas sletter. På det tidspunkt fik en gruppe mushriker øje på dem og begyndte at kalde dem frafaldne. Ordvekslingen var nær ved at udvikle sig til kamp, og hadhrat Sa’d ibn Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham) kastede et kamelben efter en af dem, så hans hoved flækkede. Ibn Jarir og Ibn Hisham har givet en kort beskrivelse af denne hændelse. Al-Hakim al-Umari har derimod nedskrevet en detaljeret beretning om den i sit værk om maghazi. Han siger, at den mand, hvis hoved blev flækket, var Abdullah ibn Khatal fra Banu Taym. Derefter gjorde Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) straks huset tilhørende hadhrat al-Arqam ibn Abi al-Arqam, nær Safa, til centrum for møder samt for dawah og forkyndelse. På den måde kunne folk samles der og bede, og de, der i hemmelighed fortsatte med at antage islam, kunne også komme dertil. Dette Dar al-Arqam opnåede varig berømmelse i islams historie. Selv efter at perioden med tre års hemmelig dawah var udløbet, og den offentlige forkyndelse blandt folk var begyndt, forblev det muslimernes centrum. Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) opholdt sig her. Muslimerne kom hertil for at mødes med ham. Indtil belejringen i Shi’b Abi Talib var dette centrum for den islamiske dawah.

Resultatet af tre års hemmelig dawah

Før vi drøfter perioden med den offentlige islamiske dawah, bør vi se på, hvor meget der blev udrettet i disse tre år. Hvem fra hvilke af Quraysh-stammerne blev muslimer, og hvor mange var der? Hvor mange mennesker, mawali, slaver og slavekvinder blandt Quraysh antog islam? En liste over dem gives nedenfor; dette er blevet muligt efter stor indsats og grundig undersøgelse. En fuldstændig liste findes nemlig ikke samlet noget sted.

Banu Hashim-stammen

1. Ja’far ibn Abi Talib

2. Hans hustru Asma bint Umays al-Khash’amiyya (denne kvinde tilhørte ikke Quraysh-stammen)

3. Safiyya (ra), datter af Abd al-Muttalib [profetens faster og mor til al-Zubayr (ra).]

4. Arwa (ra), datter af Abd al-Muttalib [mor til Tulaib ibn Umayr (ra) og profetens faster.]

Banu al-Muttalib-stammen

5. Umayda (ra), ibn al-Harith ibn al-Muttalib.

Banu Abd Shams ibn Abd al-Manaf-stammen

6. Abu Hudhayfa (ra), ibn Utba ibn Rabi’a

7. Hans hustru Sahla (r.a.), datter af Suhayl ibn ʿAmr

Banū Umayya-stammen

8. ʿUthmān (r.a.) ibn ʿAffān

9. Hans mor Arwā (r.a.), datter af Qurayẓ

10. Khālid (r.a.) ibn Saʿīd ibn al-ʿĀṣ ibn Umayya

11. Hans hustru Umayma (r.a.), datter af Khalaf al-Khuzāʿī (nogle har sagt, at hun hed Umayna.)

12. Umm Ḥabība (r.a.), datter af Abū Sufyān (først var hun gift med ʿUbaydullāh ibn Jaḥsh, men fik senere den ære at blive De Troendes Moder.)

Ḥulafāʾ af Banū Umayya-stammen (forbundet med Banū Umayya gennem alliance).

13. Abdullah ibn Jahsh

14. Abu Ahmad ibn Jahsh

15. Ubaydullah ibn Jahsh [Han emigrerede til Abessinien sammen med sin hustru, Hazrat Umm Habiba. dér antog han kristendommen og døde. – Forfatteren.]

Disse tre nedstammede fra Banu Ghanam ibn Dudan. De var sønner af Profetens (ra) faster Umayma bint Abd al-Muttalib og brødre til De Troendes Moder, Hazrat Zaynab.]

Banu Taym-stammen

16. Asma bint Abi Bakr (ra)

17. Umm Ruman (ra) [Hazrat Abu Bakrs (ra) hustru og mor til Hazrat Aisha (ra) og Hazrat Abdur Rahman ibn Abu Bakr (ra).]

18. Talha (ra) ibn Ubaydullah

19. Hans mor var Saʿba (må Allah være tilfreds med hende), datter af al-Hadramī.

20. al-Harith ibn Khalid

En stamme forbundet med Banū Taym gennem et venskabsforbund

21. Suhayb (må Allah være tilfreds med ham), ibn Sinan al-Rūmī

Banū Asad ibn ʿAbd al-ʿUzzās stamme

22. al-Zubayr (må Allah være tilfreds med ham), ibn al-ʿAwwām (Hadrat Khadijas nevø og Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fætter gennem hans faster).

23. Khalid (må Allah være tilfreds med ham), ibn Hizam (bror til Hakim ibn Hizam og Hadrat Khadijas (må Allah være tilfreds med hende) nevø).

24. al-Aswad (må Allah være tilfreds med ham), ibn Nawfal

25. Amr (må Allah være tilfreds med ham) bin Umayya

Banū Abd al-Uzza bin Qusayy-stammen

26. Yazid (må Allah være tilfreds med ham) bin Zama’a bin al-Aswad

Banū Zuhra-stammen

27. Abd al-Rahman (må Allah være tilfreds med ham) bin Awf

28. Hans mor var Shifa (må Allah være tilfreds med hende), bint Awf

29. Sa’d bin Abi Waqqas (må Allah være tilfreds med ham). Abu Waqqas’ egentlige navn var Malik bin Usaib.

30. Hans bror var Umair (må Allah være tilfreds med ham), bin Abi Waqqas.

31. Hans bror Amir (ra) ibn Abi Waqqas

32. Mutallib (ra) ibn Azhar (Abd al-Rahman ibn Awfs fætter)

33. Hans hustru Ramla (ra), datter af Abi Awf al-Sahmiyya

34. Tulayb (ra) ibn Azhar

35. Abdullah (ra) ibn Shihab.

Stammer, der var forbundet med Banu Zuhra gennem venskabsalliancer

36. Abdullah (ra) ibn Masud. Han var fra Hudhail-stammen og forbundet med Banu Zuhra i Mekka gennem en venskabsalliance.

37. Utba (ra) ibn Masud (Abdullah ibn Masuds bror)

38. Miqdad (ra), søn af Amr al-Kindi

39. Khabbab (ra), søn af al-Aratt

40. Shurahbil (ra) Hasanat al-Kindi

41. Jabir (ra), søn af Hasanat (Shurahbils bror)

42. Junada (ra), søn af Hasanat (samme)

Banu Adi-stammen

43. Sa’id (ra), søn af Zayd, søn af Amr, søn af Nufayl [Hazrat Umars (ra) fætter på fædrene side og svoger]

44. Hans hustru Fatima (ra), datter af al-Khattab [Hazrat Umars (ra) søster]

45. Zayd (ra) bin Khattab (Hazrat Umars storebror)

46. Amir (ra) bin Rabia al-Anzi (Khattab havde taget ham til sig som søn.)

47. Hans hustru Layla (ra) bint Abi Hasma

48. Ma’mar (ra) bin Abdullah bin Nadla

49. Nu’aym (ra) bin Abdullah bin Allakhkham.

50. Adi (ra) bin Nadla

51. Urwa (ra) bin Abi Usas (Amr bin As’ halvbror på faderens side)

52. Maus (ra) bin Sayyid bin Haritha bin Nadla.

En stamme, der var knyttet til Banū ʿAdī gennem venskabsbånd.

53. Wāqid ibn ʿAbdullāh (Khaṭṭāb adopterede ham som søn).

54. Khālid ibn Bukayr ibn ʿAbd Yālil al-Laythalī

55. Iyās (ra) ibn Bukayr ibn ʿAbd Yālis al-Laythī

56. Yaʾs (ra) ibn Bukayr ibn ʿAbd Yālis al-Laythī

56. ʿĀmir (ra)

57. ʿAqīl (ra)

Banū ʿAbd al-Dār-stammen

58. Mus’ab (ra) bin Umair

59. Hans bror Abu Rum (ra) bin Umair

60. Firas (ra) bin an-Nadr

61. Jahm (ra) bin Qais

62. Uthman (ra) bin Maz’un

63. Hans bror Qudamah (ra) bin Maz’un

64. Hans bror Abdullah (ra) bin Maz’un

65. Sa’ib bin Usama (ra) bin Maz’un

66. Ma’mar (ra) bin al-Harith bin Ma’mar

67. Hans bror Hatib (ra) bin al-Harith

68. Hans hustru Fatima (ra), datter af Mujallil al-Amiriyya

69. Ma’mars bror Hattab (ra) bin al-Harith

70. Hans hustru Fukayha, datter af Yasar

71. Sufyan bin Ma’mar (ra)

72. Nubayna (ra) bin Uthman

Banu Sahm-stammen

73. Abdullah ibn Hudhafa (ra.)

74. Khunays ibn Hudhafa (ra.) (Hazrat Omars (ra.) svigersøn; Umm al-Mu’minun Hazrat Hafsas (ra.) første ægtemand.

75. Hisham ibn al-As ibn Wa’il (ra.)

76. al-Harith ibn Qays (ra.)

77. Hans søn Bashir ibn al-Harith (ra.)

78. Hans anden søn Ma’mar ibn al-Harith (ra.)

79. Qays ibn Hudhafa (ra.) (Abdullah ibn Hudhafas bror)

80. Abu Qays ibn al-Harith (ra.)

81. Abdullah (ra) bin al-Harith

82. Sa’ib (ra), samme

83. Hajjaj (ra), samme

84. Bishar (ra), samme

85. Sa’id (ra), samme

En allieret stamme til Banu Sahm

86. Umay (ra) bin Riyab

87. Mahmiya (ra) bin al-Jazu [halvbror på fædrene side til Umm al-Fadl (ra), Hazrat Abbas’ hustru.]

Banu Makhzum-stammen

88. Abu Salama (Abdullah ibn Abd al-Asad (ra), profetens (sa) fætter og plejebror samt Umm al-Mu’minin Umm Salamas (ra) første ægtemand.)

89. Hans datter Umm Salama (ra) (hun og hendes ægtemand Abu Salama var nære slægtninge til Abu Jahl.)

90. Arqam (ra) ibn Abi al-Arqam (hvis Dar al-Arqam tidligere er blevet omtalt.)

91. Ayyash (ra) ibn Abi Rabi’a (Abu Jahls halvbror. Hazrat Khalid ibn al-Walids fætter.)

92. Hans datter Asma (ra), datter af Salama al-Tamimiyya.

93. Walid (ra) ibn Walid ibn al-Mughira.

94. Hisham (ra) ibn Abi Hudhayfa

95. Salma (ra), søn af Hisham

96. Hashim (ra), søn af Abu Hudhayfa

97. Habbar (ra), søn af Sufyan

98. Hans bror Abdullah, søn af Sufyan

Banu Makhzums allierede stamme

99. Yasir (ra) (far til Ammar ibn Yasir).

100. Ammar ibn Yasir (ra).

101. Hans bror Abdullah ibn Yasir (ra).

Banu Amir ibn Luhayy-stammen

102. Abu Hubayra (ra) ibn Abi Ruwaym (søn af Profetens faster Barra (ra), datter af Abd al-Muttalib).

103. Hans hustru Umm Kulthum (ra), datter af Suhayl ibn Amr. (Abu Jandals (ra) søster.

104. Abdullah (ra) ibn Suhayl ibn Amr.

105. Hatib (ra) ibn Amr (Suhayl ibn Amrs bror)

106. Salit (ra) ibn Amr

107. Saqran (ra) ibn Amr (Suhayl ibn Amrs bror. Han var Umm al-Mu’minin Sawda (ra) bint Zam’as første ægtemand)

108. Hans hustru Sawda (ra) bint Zam’a (efter Saqrans død fik hun den lykke at blive Umm al-Mu’minin).

109. Salit ibn Amr og Bibi Yaqaza (ra), datter af Alqama (i al-Isaba kaldes hun Umm Yaqaza, mens Ibn Sa’d kalder hende Fatima bint Alqama).

110. Malik (ra) ibn Zam’a (Hazrat Sawdas bror).

111. Ibn Umm Maktum (ra).

Banu Fihr ibn Maliks stamme

112a. Abu Ubayda (ra) ibn al-Jarrah

113. Suhayl (ra) ibn Bayda

114. Sa’id (ra) ibn Qays

115. Amr (ra) ibn al-Harith ibn Zuhayr

116. Uthman (ra), ibn Abd Ghanam ibn Zuhayr (fætter til Hazrat Abd ar-Rahman ibn Awf (ra)).

117. al-Harith (ra), ibn Sa’id

Banū Abd Qusay-stammen

118. Tushayb (ra), ibn Umayr (søn af Profetens faster Arwa bint Abd al-Muttalib). Folkene i denne stamme havde forbindelser til de fornemme familier blandt Quraysh. Desuden havde de et stort antal mandlige og kvindelige slaver. Som følge af tre års hemmeligt da’wah-arbejde antog de islam. Deres navne er som følger:

119. Umm Ayman Barakah (ra), bint Tha’labah, som havde taget sig af Profeten i sit skød siden hans barndom.

120. Zinnirah ar-Rumiyyah (ra) (den frigivne slavekvinde til Amr ibn al-Mu’ammil).

121. Bilal (ra), ibn Rabah.

122. Hans mor Hamamah (ra)

123. Abu Fukayha (ra) bin Yasar al-Juhami (Safwan bin Umayyas frigivne slave)

124. Labiba (ra) (Mu’ammal bin Habibs slavekvinde).

125. Umm Ubayis (ra) (slavekvinde hos Banu Tamim bin Munira eller Banu Zuhra. Den første opfattelse er fremsat af al-Zubayr bin Bakkar, og den anden af al-Baladhuri).

126. Amir bin Fuhayra (Tufayl bin Abdulláhs slave).

127. Sumayya (ra) (mor til Hazrat Ammar bin Yasir og slavekvinde hos Abu Hudhayfa bin al-Mughira al-Makhzumi).

Navnene på dem blandt Quraysh, som antog islam i den tidlige periode i Mekka, er angivet nedenfor

128. Mihjan (ra) bin al-Adra al-Aslami.

129. Mas’ud (ra) bin Rabi’a bin Amr. Han tilhørte Qara-klanen blandt Banu al-Hun bin Khuzayma.

Når man lægger 129 personer til de oprindelige fire muslimer, bliver deres antal således 133 (et hundrede og treogtredive). Alle disse lykkelige mennesker sluttede sig til muslimernes gruppe, allerede før Profeten (sa) begyndte at prædike offentligt.

[Abd al-Barr har skrevet i al-Istiʿāb, og Ibn al-Athīr i Usd al-Ghāba: »Det siges, at Umm al-Faḍl (ra), ʿAbbās’ (ra) hustru, var den første kvinde, der blev muslim efter Khadīja (ra).« Hvis dette er sandt, bliver antallet af disse første muslimer 134. Denne kvindes egentlige navn var Lubāba bint al-Ḥārith. Hun var søster til de troendes moder, Maymūna (ra), moster til Khālid ibn al-Walīd (ra) og halvsøster til Asmāʾ bint ʿUmays, Jaʿfar ibn Abī Ṭālibs hustru (ra). Vi har ikke medtaget hendes navn på denne liste, fordi udsagnet »det siges« eller »det er blevet fortalt« er svagt overleveret – forfatteren]

De var mennesker med ret tænkning og en sund natur. Gennem ren fornuft, beviser og gensidig forståelse indså de shirkens skadelighed, accepterede tawḥīds sandhed, anerkendte Muḥammad, Allahs fred og velsignelser være med ham, som Guds Sendebud, betragtede Koranen som Allahs ord og en kilde til vejledning for dem selv og accepterede livet i det hinsidige som en ubestridelig sandhed. Efter at der var blevet uddannet så oprigtige og religiøst indsigtsfulde medarbejdere, begyndte Profeten (sa) på Allah den Højestes befaling arbejdet med at forkynde islam offentligt. (****21)

Vejledning

1. Rasāʾil wa Masāʾil – bind 1, s. 29

2. Udvidet af forfatteren

3. Tafhīm al-Qurʾān – indledningen til Sūra al-ʿAlaq

4. Samme værk – ʿAlam Nashraḥ, note 2

5. Samme – ash-Shura, note 83

6. Samme – indledningen til suraen al-ʿAlaq

7. Samme, indledningen til suraen al-ʿAlaq

8. Rasā’il wa Masā’il, bind 3, s. 232

9. Samme værk, s. 229–232

10. Tafhīm al-Qur’an – al-Qasas, note 109

11. Samme, indledningen til suraen al-Muddaththir

12. Samme, al-ʿAlaq, noter 1–6

13. Tilføjelse foretaget af forfatteren

14. Tafhim al-Qur’an – al-Qadr, note 1

15. Tilføjelse foretaget af forfatteren

16. Tafhim al-Qur’an – indledningen til sura al-Muddaththir

17. Tilføjelse foretaget af forfatteren

18. Tafhim al-Qur’an, al-Qiyamah, note 11

19. Samme – al-A’la, note 7

20. Samme, Ta-Ha, note; al-Qiyamah 11, al-A’la 7

21. En udvidelse foretaget af forfatteren.

Femte kapitel

Den vejledning, der blev givet Profeten (fvmh) til da’wah

Vi har beskrevet forholdene i de første tre år med den hemmelige tabligh. Nu finder vi det nødvendigt at klarlægge to ting, før vi beskriver historien om den ti år lange mekkaanske periode med den offentlige da’wah. Det vil gøre det lettere at forstå de senere begivenheder.

For det første: Hvilken vejledning blev Profeten (fvmh) givet til at udføre sendebudets ansvar, som var så virkningsfuld, at den vandt menneskers hjerter, fjernede deres sindes skævhed og fuldstændig forvandlede et uciviliseret, barbarisk folk?

For det andet: Hvad var den islamiske da’wahs egentlige karakter, siden der rejste sig en sådan storm af modstand mod Profeten (fvmh), som aldrig tidligere var rejst i Arabien mod dem, der blot afviste shirk og antog tawhid? Men hvor kraftfuldt blev denne da’wah ikke fremsat, siden den til sidst gjorde jahiliyyahs bannerførere hjælpeløse og magtesløse?

I dette kapitel vil vi behandle det første emne og det andet emne i det følgende kapitel. (1****)

Kort redegørelse for den indledende da’wah

Allah udvalgte i Arabien, i den berømte centrale by Mekka, en af sine tjenere, Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), til profetgerningen og befalede ham at begynde da’wah-arbejdet blandt sin egen bys indbyggere og sin egen stamme. Den vejledning, der først var nødvendig for at påbegynde dette arbejde, blev derfor givet, og den vedrørte tre forhold.

For det første skulle profeten undervises i, hvordan han selv skulle forberede sig til denne store opgave, og på hvilken måde han skulle udføre den.

For det andet skulle der gives en grundlæggende viden om virkelighedens beskaffenhed og tilbagevises de fejlagtige forestillinger om den sande virkelighed, som fandtes blandt folkene omkring dem, og som var årsag til deres fejlagtige adfærd.

For det tredje skulle der opfordres til retfærdig adfærd, og de grundlæggende moralske principper i den guddommelige vejledning skulle beskrives, hvis efterlevelse kan føre mennesket til velfærd og lykke.

I den første periode blev disse budskaber fremsat i korte og koncise formuleringer. Sproget var yderst forfinet og smagfuldt, sødt og gribende. Der blev talt til dem, man henvendte sig til, på et litterært sprog, der svarede til deres smag, så ordene kunne trænge ind i hjertets dyb, så øret kunne tiltrækkes af talens melodi og skønhed, og så de på grund af dens harmoni og balance spontant kunne blive ved med at recitere den igen og igen. Desuden var der i disse ord og drøftelser en meget omfattende omtale af de lokale omgivelser og forhold. Selv om der blev forkyndt universelle sandheder, blev argumenter, beviser, vidnesbyrd og eksempler fremført fra de nærmeste omgivelser, som de mennesker, man talte til, kendte indgående. Hele drøftelsen drejede sig om deres egen historie og traditioner, de tegn og ruiner, de dagligt havde for øje, samt deres egne trosforestillinger og moralske og sociale misforhold, så de kunne lære deraf.

Denne første periode af da’wah varede omkring fire eller fem år, hvoraf de første tre år var den hemmelige bevægelses fase. I denne periode kom reaktionerne på Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) da’wah og forkyndelse til udtryk på tre måder.

(1) Nogle retskafne mennesker tog imod denne da’wah og gjorde sig rede til at blive en del af den muslimske ummah.

(2) På grund af uvidenhed og personlige interesser, eller på grund af respekt for og kærlighed til deres forfædres religion, trådte et stort antal mennesker frem for at yde modstand.

(3) Denne nye da’wahs stemme når ud over Mekkas og Qurayshs grænser til et forholdsvis større område.

Fra dette tidspunkt begynder da’wahens anden fase. I denne fase begynder en dødelig konflikt mellem islams bevægelse og den gamle jahiliyyah, og den fortsætter i otte eller ni år. Det er ikke kun i Mekka og blandt Quraysh-stammen, men også i størstedelen af Arabien, at de, som ønsker at bevare den gamle jahiliyyah, beslutter sig for med magt at knuse denne bevægelse. Til dette formål benytter de sig af alle slags lumske metoder og fører en falsk propaganda; de skaber en storm af anklager, tvivl, mistænkeliggørelse, fejlfinding og hård kritik. De indgyder almindelige mennesker forskellige former for tilskyndelser og skaber vildfarelser i deres sind. Man forsøger at forhindre fremmede i at høre Profetens (sa) ord. De, der antager islam, udsættes for umenneskelig undertrykkelse og tortur. De økonomiske og sociale forbindelser med dem afbrydes. Deres liv gøres så uudholdeligt, at de to gange tvinges til at forlade deres hjem og udvandre til Abessinien. Til sidst må de alle for tredje gang udvandre til Medina. Men trods sådanne hårde og stadig nye hindringer fortsætter denne bevægelse med at brede sig. I Mekka er der ikke en familie eller et hjem, hvor mindst én person ikke har antaget islam. Grunden til den hårdhed og bitterhed, der præger de fleste islammodstanderes fjendtlige adfærd, er, at deres egne brødre, nevøer, sønner, døtre, søstre, svigersønner og andre ikke blot er blevet tilhængere af den islamiske da’wah, men også er blevet hengivne støtter af islam. Deres egne kød og blod gør sig også klar til at kæmpe imod dem. Det bemærkelsesværdige er, at de, som var kommet ud af den gamle jahiliyyahs tætte mørke og sluttede sig til denne nye bevægelse, allerede tidligere havde været samfundets mest hæderlige mennesker. Efter at have tilsluttet sig bevægelsen blev de så sanddru og rene af karakter, at verden ikke kunne andet end anerkende denne bevægelses overlegenhed, eftersom den tiltrak sådanne ædle mennesker og gjorde dem så fremragende.

Under denne lange og hårde konflikt lod Allah Ta’ala efter behov og lejlighed sådanne bevægende taler åbenbare, hvori der var noget af en flods strøm, en oversvømmelses kraft og en voldsom ilds virkning. I disse taler blev de troende på den ene side gjort bekendt med deres første pligter og ansvar, og der blev skabt en følelse hos dem af at leve som et samlet fællesskab. De blev undervist i taqwa, karakterens ædelhed og et rent liv. De fik anvist metoden til at udbrede den sande religion. De blev styrket med løftet om succes og det glædelige budskab om Paradiset. De blev opmuntret til at kæmpe på Allahs vej med tålmodighed, fasthed og stor entusiasme og iver. Der blev skabt en sådan begejstring og følelsesmæssig drivkraft i dem for at ofre deres liv, at de blev rede til at møde enhver fare og modstå enhver vældig storm af modstand.

På den anden side blev modstanderne, de som forkastede sandhedens vej, og de som levede deres liv i forsømmelighed, advaret om de folks skæbne, hvis historie de kendte. De blev opfordret til at tage ved lære af ruinerne efter de ødelagte byer, som de passerede på deres rejser dag og nat. Beviser for tawhid og det hinsidige blev fremlagt ud fra sådanne klare tegn, som dag og nat lå foran deres øjne på himlen og jorden, og som de selv overalt så og mærkede i deres eget liv. Vildfarelserne i shirk, selvrådighed, vantro på det hinsidige og den blinde efterligning af forfædrene blev lagt frem for dem med klare argumenter, som trængte ind i deres hjerters dyb. En efter en blev deres tvivl fjernet, og hvert af deres klagepunkter blev besvaret på retfærdig vis. De vildfarelser, som de selv led under, og som blev skabt hos andre, blev fjernet én efter én. Jahiliyyah blev påvist at være så tom og uden indhold, at der ikke længere var nogen plads til den i fornuftens og samvittighedens verden. Samtidig blev de gjort bekendt med Guds vrede, opstandelsens frygtelige tilstand og straffen i Jahannam. De blev dadlet for deres dårlige karakter, deres vildledte livsførelse, deres jahili-skikke, deres modstand mod sandheden og deres mishandling af dem, der antog troen. De grundlæggende principper for moral, etik og civilisation blev fremlagt for dem—de principper, på hvis grundlag Guds udvalgte, gode og retfærdige civilisation gennem alle tider er blevet grundlagt.

Denne fase havde forskellige trin, og på hvert trin blev da’wahen stadig bredere. Kampen og hindringerne blev stadig hårdere. Muslimerne mødte mennesker med forskellige trosforestillinger og forskellige handlemåder, og tilsvarende blev indholdets mangfoldighed i de budskaber, der kom fra Allah, også stadig større. (*****2)

Hvis man tænker over den detaljerede vejledning, som Profeten (sa) fik for at udføre denne store opgave med den islamiske da’wah, kan man let forstå, hvilken vældig moralsk kraft der under den hårde modstandstid i Mekka banede vejen for den islamiske tabligh, og hvilken gavnlig undervisning der tilskyndede dem, som var blevet påvirket af tablighen, til at kæmpe mod alle kræfter på Guds vej og bære enhver fare og ulykke. Nedenfor beskriver vi denne vejledning punkt for punkt.

At have blik for visdom og formaning i da’wahen

ادْعُ إِلَى سَبِيلِ رَبِّكَ بِالْحِكْمَةِ وَالْمَوْعِظَةِ الْحَسَنَةِ

O Profet, kald til din Herres vej med visdom og de bedste formaninger (An-Nahl: 125). Visdom betyder, at man ikke forkynder uden omtanke som en tåbe, men at man med forstand først sætter sig ind i den tiltaltes sindelag, evner og situation og derefter taler på det rette tidspunkt. Man skal ikke føre samtale med alle slags mennesker på samme måde. Over for den person eller gruppe, som man skal forkynde for, må man først stille en diagnose af hans eller deres sygdom. Derefter må man med sådanne argumenter og beviser behandle sygdommen, at den kan udryddes fra dens dybeste rødder i deres hjerter.

Der er to betydninger af den bedste formaning. Den første er, at det ikke er tilstrækkeligt blot at overbevise den, man henvender sig til, ved hjælp af argumenter og beviser. Man må også appellere til hans følelser. Det er ikke nok blot at tilbagevise synd, uret og vildfarelse gennem argumenter; man må henlede opmærksomheden på det medfødte had til disse ting, som findes i menneskets natur. Man må advare ham om deres frygtelige følger. Det er heller ikke tilstrækkeligt blot at bevise vejledningens og de gode handlingers sandhed og fortrin ved hjælp af argumenter; man må også vække kærlighed til dem og et ønske om at følge dem.

Den anden betydning er, at formaningen skal gives på en måde, så sorg og oprigtig velvilje kommer til udtryk. Den, der henvendes til, altså den, som får formaningen, må ikke føle, at han bliver anset for ringe og ubetydelig, eller at den, der formaner, glæder sig over følelsen af sin egen overlegenhed. Tværtimod skal han føle, at der i den formanendes hjerte findes en stærk længsel og uro over at få ham reformeret, og at han i virkeligheden kun ønsker hans vel.

Samtalen må ikke udvikle sig til en strid om argumenter eller en brydekamp mellem forstande. Uretfærdig diskussion, gensidige beskyldninger, sårende udtalelser, spot, hån og lignende må undgås. Formålet må ikke være at lukke modpartens mund eller vise sin egen intellektuelle overlegenhed. Tværtimod skal ordene være milde og venlige, og karakteren skal være af den højeste og mest ædle standard. Argumenterne og beviserne skal være rimelige og acceptable. Man må ikke fremkalde trods, en følelse af egen indflydelse og prestige eller stædighed hos den, man henvender sig til. Man skal forsøge at få ham til at forstå det i et enkelt sprog. Hvis det ser ud til, at han begynder at ty til sofisteri, må man lade ham være i den tilstand, så han ikke bliver endnu mere vildledt. (****3)

En rolig og taktfuld metode til at kalde til sandheden

وَقُلْ لِعِبَادِي يَقُولُوا الَّتِي هِيَ أَحْسَنُ إِنَّ الشَّيْطَانَ يَنْزَغُ بَيْنَهُمْ إِنَّ الشَّيْطَانَ كَانَ لِلْإِنْسَانِ عَدُوًّا مُبِينًا () رَبُّكُمْ أَعْلَمُ بِكُمْ إِنْ يَشَأْ يَرْحَمْكُمْ أَوْ إِنْ يَشَأْ يُعَذِّبْكُمْ وَمَا أَرْسَلْنَاكَ عَلَيْهِمْ وَكِيلًا

—Og, Muhammad, sig til Mine tjenere, at de skal sige det, der er bedst. Sandelig, det er Satan, der forsøger at skabe splid blandt mennesker. Han er i sandhed menneskets åbenlyse fjende. Jeres Herre er fuldt ud bekendt med jeres tilstand. Hvis Han vil, kan Han vise jer barmhjertighed, og hvis Han vil, kan Han straffe jer. Og, profet, Vi har ikke sendt dig som vogter over menneskene. (Bani Israil: 53-54)

Det vil sige, at man i samtaler og drøftelser med de troende, de vantro polyteister og dem, der modsætter sig religionen, ikke må bruge noget hårdt eller groft sprog og heller ikke fremsætte noget overdrevet. Uanset hvor provokerende modstandernes ord måtte være, bør muslimer aldrig sige noget, der strider mod sandheden, og i vrede bør de ikke besvare meningsløse ord med meningsløse ord. Man bør med koldt hoved og efter nøje overvejelse sige det, der er helt sandt og stemmer overens med den islamiske da’wahs værdighed.

Og hvis I nogensinde mærker, at vredens ild brænder i jer, når I skal svare på modstandernes ord, og at der opstår en voldsom ophidselse i jeres sind og temperament, skal I forstå, at Satan ophidser jer, så arbejdet for religionens da’wah bliver ødelagt. Hans bestræbelse er, at også I, ligesom modstanderne, opgiver arbejdet med reform og forbedring og kaster jer ud i det skænderi og den strid, som han ønsker at holde menneskeheden optaget af.

Det er ikke rigtigt, at de troende siger: “Vi kommer i Paradiset, og den og den person eller gruppe kommer i Helvede.” Det er alene Allah, der har myndighed til at træffe afgørelse i denne sag. Selv profetens opgave er kun at bringe da’wah. Menneskenes skæbne er ikke blevet lagt i hans hænder, så han skulle forkynde en afgørelse om barmhjertighed for nogle og straf for andre.(****)

Forkynderens status og ansvar

قَدْ جَاءَكُمْ بَصَائِرُ مِنْ رَبِّكُمْ فَمَنْ أَبْصَرَ فَلِنَفْسِهِ وَمَنْ عَمِيَ فَعَلَيْهَا وَمَا أَنَا عَلَيْكُمْ بِحَفِيظٍ

—Se, der er kommet et lys af indsigt fra din Herre. Den, der benytter denne indsigt, vil gavne sig selv. Og den, der forbliver blind, vil skade sig selv. Og jeg er ikke nogen vogter over jer. (Al-An’am: 104).

Betydningen af ordene “Jeg er ikke nogen vogter over jer” er, at min opgave kun er at præsentere jer for det lys, der er kommet fra jeres Herre. Derefter er det jeres opgave at åbne øjnene og se det eller lade være. Jeg har ikke fået ansvaret for med magt at åbne øjnene på dem, der selv holder dem lukkede, eller med tvang at få dem, der ikke vil se, til at se.(****5)

مَنْ يُصْرَفْ عَنْهُ يَوْمَئِذٍ فَقَدْ رَحِمَهُ وَذَلِكَ الْفَوْزُ الْمُبِينُ (16) وَإِنْ يَمْسَسْكَ اللَّهُ بِضُرٍّ فَلَا كَاشِفَ لَهُ إِلَّا هُوَ وَإِنْ يَمْسَسْكَ بِخَيْرٍ فَهُوَ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ قَدِيرٌ

-O Profet, fortsæt med at følge den åbenbaring, som er blevet nedsendt til dig fra din Herre. Der findes ingen anden gud end Ham. Og hold dig ikke beskæftiget med disse polyteister. Hvis Allah havde ønsket, at de ikke skulle begå shirk, ville de ikke have begået shirk. Vi har ikke udnævnt dig til at holde opsyn med dem, og du er heller ikke deres vogter. (Al-An’am: 16-17) – Det betyder, at du er blevet gjort til en, der kalder mennesker til sandheden, og til muballigh, ikke til kotwal eller politichef. Det er ikke din opgave at holde dig beskæftiget med dem. Din opgave er blot at fremlægge dette lys for folk og ikke spare nogen af dine kræfter på at tydeliggøre sandheden og gøre den klar. Hvis nogen ikke tager imod denne sandhed, så lad ham være. Du er ikke blevet pålagt denne opgave, så du nødvendigvis skal gøre mennesker til tilhængere af sandheden. Og hvis nogen inden for grænserne af din profetiske mission forbliver på falskhedens vej, skal du heller ikke stå til ansvar for det. Derfor skal du ikke plage dig selv med unyttige overvejelser om, hvordan du kan give den blinde syn, eller hvordan du kan få dem til at se, som ikke ønsker at åbne deres øjne. Hvis det virkelig var Allahs visdoms krav, at ingen i verden skulle have lov til at forblive på falskhedens vej, hvorfor skulle Allah så have brug for at udføre denne opgave gennem dig? Kunne Han ikke med ét eneste skabende tegn have gjort hele menneskeheden til tilhængere af sandheden? Men det er slet ikke det egentlige formål. Formålet er, at mennesket skal have frihed til at vælge mellem sandhed og falskhed. Derefter skal det stilles på prøve ved, at sandhedens lys fremlægges for det, så det viser, hvilken af de to det vælger. Den rette handlemåde for dig er derfor, at du fortsætter ad den lige vej i lyset af det lys, der er blevet vist dig, og bliver ved med at kalde andre til den. Du skal tage dem, der tager imod dette kald, til dig og aldrig skille dig fra dem, uanset hvor ubetydelige og ringe de måtte være i verdens øjne. Men hold dig ikke beskæftiget med dem, der ikke tager imod dit kald. Lad dem gå mod den ulykkelige afslutning, som de selv ønsker at gå imod, og som de er fast besluttede på at nå. (****6)

Den lette måde at udføre tabligh på

وَنُيَسِّرُكَ لِلْيُسْرَى () فَذَكِّرْ إِنْ نَفَعَتِ الذِّكْرَى

-Og, O Profet, giver Vi dig adgang til den lette vej. Forman derfor den, som kan have gavn af formaningen – (Al-A’la: 8-9).

Det vil sige: O Profet, Vi ønsker ikke at besvære dig med hensyn til tabligh af religionen, så du skal få den døve til at høre og vise den blinde vej. Tværtimod giver Vi dig mulighed for at følge den lette vej. Det betyder, at hvis du mærker, at en person et sted er rede til at drage nytte af en formaning, så skal du formane ham dér. Spørgsmålet er nu, hvem der er rede til at drage nytte af den, og hvem der ikke er det. Det er rigtigt, at dette kun kan blive kendt gennem tabligh eller forkyndelse blandt folk. Derfor må tabligh fortsætte blandt offentligheden. Men formålet bør være at lede efter de mennesker blandt Allahs tjenere, som vil tage imod denne mulighed og følge den rette vej. Du skal have særlig opmærksomhed på disse mennesker og vie deres undervisning og opdragelse særlig opmærksomhed. Du bør ikke spilde din tid på mennesker, som du gennem dine erfaringer ved ikke ønsker at tage imod dine formaninger, ved at se bort fra disse andre. (****7)

Hvem tillægges den egentlige betydning i tabligh set fra islams synspunkt

وَلَا تَطْرُدِ الَّذِينَ يَدْعُونَ رَبَّهُمْ بِالْغَدَاةِ وَالْعَشِيِّ يُرِيدُونَ وَجْهَهُ مَا عَلَيْكَ مِنْ حِسَابِهِمْ مِنْ شَيْءٍ وَمَا مِنْ حِسَابِكَ عَلَيْهِمْ مِنْ شَيْءٍ فَتَطْرُدَهُمْ فَتَكُونَ مِنَ الظَّالِمِينَ

– Og, Profet, skub ikke dem bort fra dig, som påkalder deres Herre morgen og aften og søger Hans velbehag. Du er ikke ansvarlig for noget af det, de skal aflægge regnskab for, og de er ikke ansvarlige for noget af det, du skal aflægge regnskab for. Hvis du alligevel skubber dem bort, vil du være uretfærdig – (Al-An’am: 52).

Blandt dem, der først troede på Allahs Sendebud (sa), var der mange, som var meget fattige og arbejdende. Blandt de øvrige klager, Qurayshs ledende høvdinge og velhavende mænd fremførte over for Allahs Sendebud (sa), var denne: »Alle samfundets slaver og folk fra de lavere klasser har samlet sig omkring dig.«

De plejede hånligt at sige: »Se, hvilke ærede ledsagere han har fået! Såsom Bilal (ra), Ammar (ra), Suhayb (ra) og Khabbab (ra). Fandt Allah virkelig ikke andre blandt os, som Han kunne have udvalgt?«

De nøjedes ikke med at håne de fattige, som havde antaget troen; hvis nogen af dem havde haft en svaghed før trosantagelsen, nævnte de den også og sagde: »Se, den og den, som indtil i går var sådan, og den og den, som havde gjort dit og dat – i dag er også de blevet en del af den udvalgte, ærede gruppe.« I sura Al-An’ams vers 53 er deres udtalelse gengivet således: »Er det disse, som Allah blandt os har vist sin nåde og gunst?« Dette vers giver svaret på netop dette. Dets betydning er: Skub ikke dem, der kommer til dig i søgen efter sandheden, bort for disse store mænds skyld. Selv hvis de havde begået fejl før deres antagelse af islam, er du ikke blevet gjort ansvarlig for det. (****8)

Beretningen om Ibn Umm Maktum

En dag sad nogle af Mekkas indflydelsesrige høvdinge hos Allahs Sendebud (sa), og Den Ærede (sa) forsøgte at tilskynde dem til at antage islam.

[I forskellige beretninger er navnene på dem, der på det tidspunkt sad hos Den Ærede (sa), blevet oplyst. På denne liste findes navnene på sådanne indædte fjender af islam som Utba, Shayba, Abu Jahl, Umayya ibn Khalaf og Ubayy ibn Khalaf. Heraf fremgår det, at denne begivenhed fandt sted på et tidspunkt, hvor Allahs Sendebud (sa) stadig havde omgang med dem, og konflikten endnu ikke var nået dertil, at deres besøg hos ham og møder med ham var ophørt helt. – (Forfatteren).]

På dette tidspunkt kom en blind mand ved navn Ibn Umm Maktum til Den Æredes (sa) nærvær og ønskede at stille nogle spørgsmål om islam. Hans indblanding behagede ikke Den Ærede, og han viste en smule irritation over for ham. Af denne grund åbenbarede Allah den Ophøjede sura Abasa.

عَبَسَ وَتَوَلَّى () أَنْ جَاءَهُ الْأَعْمَى

Han rynkede panden og vendte sig bort, fordi den blinde kom til ham (ʿAbasa: 1-2).

Ud fra den måde, hvorpå talen tilsyneladende indledes, kunne man tro, at denne sura udtrykker utilfredshed med Profeten (ﷺ), fordi han forsømte den blinde og gav de store høvdinge særlig opmærksomhed. Men når man tænker over hele suraen som en helhed, bliver det klart, at utilfredsheden i virkeligheden blev rettet mod disse qurayshitiske høvdinge, som på grund af stolthed, hovmod, stædighed og modvilje mod sandheden afskyeligt afviste Allahs Sendebuds (ﷺ) forkyndelse af sandheden. Samtidig med at Profeten (ﷺ) blev vist den rette fremgangsmåde for tabligh, blev han også gjort opmærksom på manglerne ved den metode, som han havde fulgt i begyndelsen af sit arbejde. At han vendte ansigtet bort fra en blind og rettede sin opmærksomhed mod qurayshitiske høvdinge, skyldtes ikke, at han anså de rige for værdige til ære og den blinde for ringe og betydningsløs, eller at der (Allah forbyde det) fandtes en form for hårdhed i hans sind, som Allah den Ophøjede greb ham for. Sagen forholdt sig i virkeligheden sådan, at når en daʿi (forkynder) begynder sin daʿwa, vil han naturligt have en tilbøjelighed til at ønske, at indflydelsesrige personer i samfundet tager imod hans daʿwa, så arbejdet kan blive lettere. Ellers synes det ikke at gøre den store forskel for ham, selv hvis daʿwaen breder sig blandt almindelige mennesker uden indflydelse og anseelse, blandt hjælpeløse og uvirksomme eller blandt svage mennesker. Ved begyndelsen af daʿwaen fulgte Allahs Sendebud (ﷺ) omtrent denne fremgangsmåde. Det var hans fuldkomne ikhlas (oprigtige hengivenhed) og hans ønske om at udbrede daʿwaen til sandheden, der drev ham; han nærede ikke den tanke, at de store skulle æres og respekteres, mens de små skulle ringeagtes og foragtes. Men Allah den Ophøjede forklarede ham, at dette ikke er den rette fremgangsmåde for islamisk daʿwa. Set fra denne daʿwas synspunkt har enhver person, der søger sandheden, betydning, uanset hvor svag, uden indflydelse eller uvirksom han måtte være. Derimod har en person, der vender sig bort fra sandheden, ingen betydning, uanset hvor indflydelsesrig han måtte være i samfundet. Derfor vil Profeten (ﷺ) naturligvis offentligt formidle islamisk undervisning til folket. Men de, der i virkeligheden har ret til hans opmærksomhed, er de, hos hvem der findes interesse og iver efter at tage imod sandheden. Den store daʿwas værdighed forringes, hvis den fremsættes for sådanne hovmodige mennesker, som med stolthed mener, at behovet ikke er deres, men hans (Profetens).

وَمَا يُدْرِيكَ لَعَلَّهُ يَزَّكَّى () أَوْ يَذَّكَّرُ فَتَنْفَعَهُ الذِّكْرَى () أَمَّا مَنِ اسْتَغْنَى () فَأَنْتَ لَهُ تَصَدَّى () وَمَا عَلَيْكَ أَلَّا يَزَّكَّى () وَأَمَّا مَنْ جَاءَكَ يَسْعَى () وَهُوَ يَخْشَى () فَأَنْتَ عَنْهُ تَلَهَّى () كَلَّا إِنَّهَا تَذْكِرَةٌ () فَمَنْ شَاءَ ذَكَرَهُ

– O Profet (sa), ved du, måske vil han blive reformeret eller lytte til påmindelsen, så påmindelsen vil være gavnlig for ham? Du retter din opmærksomhed mod dem, der ikke bekymrer sig. Men hvilket ansvar har du, hvis de ikke bliver reformeret? Og den, der selv kommer løbende til dig og er frygtsom og bekymret, vender du dig bort fra. Aldrig! Dette er en påmindelse. Den, der vil, kan tage imod den – (Abasa: 3-12).

Dette er den grundlæggende, subtile visdom, som Profeten (sa) havde tilsidesat her i forbindelse med forkyndelsen af religionen. For at tydeliggøre dette kritiserede Allah den Almægtige først Profetens (sa) behandling af Ibn Umm Maktum. Derefter sagde Han, hvem der fra sandhedens forkynders synspunkt bør tillægges reel betydning, og hvem der ikke bør. Den ene er den person, hvis ydre tilstand tydeligt viser, at han søger sandheden og længes efter den. Han er altid bekymret for, at han ved at følge det falske skulle pådrage sig Guds mishag. Derfor er han kommet frivilligt for at opnå kundskab om sandheden og den rette vej. Den anden er den person, hvis adfærd tydeligt viser, at han ikke har nogen søgen efter sandheden. Tværtimod mener han ikke, at han er afhængig af nogen, som skal vise ham den sande og rette vej. Blandt disse to slags mennesker er spørgsmålet ikke, hvis tro ville være mest gavnlig for religionen, eller hvis tro ikke ville være særlig effektiv for religionens forkyndelse og udbredelse. Det afgørende er derimod, hvem der er rede til at tage imod vejledningen og rense sig selv, og hvem der overhovedet ikke værdsætter denne uvurderlige skat. En person af den første slags kan være blind, lam, handicappet eller fattig, eller tilsyneladende måske ikke være i stand til at udføre nogen særlig betydningsfuld tjeneste for religionens forkyndelse og udbredelse; alligevel er han en værdifuld personlighed for sandhedens forkynder. Det er ham, der bør vies opmærksomhed. For det egentlige formål med denne dawah er at reformere og forbedre Allahs tjenere. Denne persons tilstand er sådan, at hvis han får en påmindelse, vil han tage imod reformen og forbedringen. Hvad angår personen af den anden slags, er der ingen grund til at blive ved med at følge efter ham, hvor indflydelsesrig og magtfuld han end måtte være i samfundet. Hans adfærd erklærer nemlig åbenlyst, at han ikke ønsker at reformere sig selv. At bruge tid på at forsøge at reformere ham er derfor blot spild af tid. Hvis han ikke ønsker at blive renset, så lad ham forblive sådan. I sidste ende bliver det hans eget tab; sandhedens forkynder vil ikke blive holdt ansvarlig for det.

Den blinde, der omtales her, var den berømte sahabi, Hazrat Ibn Umm Maktum (ra). Hafiz Ibn Abd al-Barr siger i sin al-Isti’ab, og Hafiz Ibn Hajar siger i sin al-Isabah, at han var fætter til De Troendes Moder, Hazrat Khadija (ra). Hans mor, Umm Maktum, og Hazrat Khadijas far, Khuwaylid, var søskende. Når man kender denne forbindelse til Profeten (sa), er der ingen grund til at tvivle på, at han ikke ignorerede ham, fordi han anså ham for fattig eller af lav rang og derfor rettede sin opmærksomhed mod de velhavende. Han var nemlig Profetens (sa) svoger og tilhørte hans egen stamme. Han var ikke en person af lav stand. Den egentlige grund til, at Profeten (sa) behandlede ham sådan, fremgår af ordet. Og Allah den Almægtige nævnte selv dette som årsagen til Profetens manglende opmærksomhed og forsømmelse. Profeten (sa) mente altså, at hvis blot én af de mennesker, som han på det tidspunkt forsøgte at bringe til den rette vej, fandt vejledningen, kunne det blive en stor årsag til islams styrkelse. Ibn Maktum var derimod blind. På grund af sin begrænsning ville han ikke være lige så gavnlig for islam, som en af disse ledere kunne være, hvis han blev muslim. Derfor burde han ikke blande sig i samtalen på dette tidspunkt. Det, han ønskede at forstå og spørge om, kunne han få forklaret på et hvilket som helst senere tidspunkt.

Visdommen i tabligh

وَلَا تُجَادِلُوا أَهْلَ الْكِتَابِ إِلَّا بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ

– Og diskuter ikke med Bogens folk, undtagen på den bedste måde (Al-Ankabut: 46). Det vil sige, at diskussionen eller samtalen skal føres med saglige argumenter og beviser samt i et yderst høfligt og værdigt sprog. Den skal føres med en indstilling præget af gensidig forståelse, så modpartens tanker og opfattelser kan korrigeres. En muballigh bør være opmærksom på dette, så han kan åbne døren til den andens hjerte, bringe sandhedens ord ind dér og føre ham til den rette vej.

Det er ikke rigtigt at kæmpe som en bryder, hvis mål er at besejre modstanderen. Han skal derimod behandle sygdommen som en læge. Når en læge behandler en patient, er han altid særligt opmærksom på, at patientens sygdom ikke må forværres på grund af en fejl fra hans side. Han gør sit yderste for, at patienten kan blive helbredt med så lidt lidelse som muligt. Denne vejledning er her givet i forbindelse med samtaler med Bogens folk, hvad angår tid, sted og person. Men den er ikke begrænset til Bogens folk. Tværtimod er det en almen vejledning vedrørende religionens tabligh, som er givet forskellige steder i den ædle Koran. For eksempel:

ادْعُ إِلَى سَبِيلِ رَبِّكَ بِالْحِكْمَةِ وَالْمَوْعِظَةِ الْحَسَنَةِ وَجَادِلْهُمْ بِالَّتِي هِيَ أَحْسَنُ

Kald til din Herres vej med visdom og den bedste formaning, og diskutér med folk på den bedst mulige måde (An-Nahl: 125).

 (Arabisk*************)

Godt og ondt er ikke det samme. Afværg modstandernes angreb på den bedst mulige måde. Så vil du se, at den, mellem hvem og dig der var fjendskab, er blevet, som om han var en nær ven (Hamīm Sajdah: 34).

(Arabisk*****************)

Afværg uret med det, der er bedst. Jeg ved, hvad de siger imod dig (Al-Mu’minun: 96). (****10)

Den rette fremgangsmåde til at varetage daʿwahens pligt

(Arabisk*******************)

(O Profet) Vær overbærende, og tilgiv, og bliv ved med at tilskynde til det gode, og indlad dig ikke i strid med de uvidende. Hvis Satan nogen sinde ophidser dig, så søg tilflugt hos Allah. Han hører alt og ved alt. De gudfrygtiges tilstand er i virkeligheden sådan, at hvis en ond tanke nogen sinde opstår i dem på grund af Satans indflydelse, så husker de straks Allah, og da ser de klart. (De indser, hvad den rette handlemåde er.) Hvad angår Satans brødre, så trækker de dem mod vildfarelse og undlader intet for at føre dem på afveje. – (al-A’raf: 199-202)

I disse vers er Profeten (fred være med ham) blevet undervist i nogle vigtige metoder (hikma) til kaldet til islam, forkyndelsen, vejledningen samt reform og forbedring. Formålet var ikke blot at undervise Profeten (fred være med ham); gennem ham er alle de blevet undervist i denne hikma, som efter ham overtager ansvaret for at vise verdens folk den rette vej. De er som følger:

(1) Blandt de egenskaber, som den, der kalder til sandheden, især må besidde, er et mildt sind, tålmodighed og et åbent hjerte. Han skal være kærlig over for sine ledsagere, barmhjertig over for almindelige mennesker og overbærende over for modstandere. Han skal se gennem sine medhjælperes svagheder og også bære over med modstandernes hårdhed. Selv under de mest ophidsende forhold må han bevare et roligt og naturligt sind. Selv yderst uudholdelige udtalelser må han tåle med storsind. Uanset hvor hårde ord modstanderne bruger, hvor meget bagvaskelse og propaganda de spreder, eller hvor stærkt de giver udtryk for et ønske om uretfærdig og voldelig modstand, bør man ignorere det hele. Hårdhed og barskhed, uhøflige og upassende udtalelser samt et hævngerrigt sind fører til alvorlige konsekvenser. Derved mislykkes formålet, og succes opnås ikke. Profeten (fred være med ham) beskrev dette således: »Min Herre har befalet mig at handle retfærdigt, både når jeg er vred, og når jeg er rolig. Jeg skal knytte mig til den, der ønsker at bryde forbindelsen med mig. Jeg skal give den, der berøver mig min ret, hans ret. Og jeg skal tilgive den, der gør mig uret.«

Den hellige Profet (fred være med ham) gav også disse vejledninger til dem, som han på sine vegne sendte ud for at udføre religionens arbejde. Han sagde:

(Arabisk****************)

Det vil sige: Hvor end I går, skal jeres ankomst bringe mennesker et godt budskab og ikke vække had. I skal være til hjælp og lettelse for mennesker, ikke være årsag til snæversyn og hårdhed.

I denne forbindelse har Allah ladet Profeten (fred være med ham) høre lovprisende ord til hans fordel:

(Arabisk****************)

Det er ved Allahs barmhjertighed, at du er mild over for dem. Hvis du havde været hård og hjerteløs, ville de have fjernet sig fra din nærhed. – (Aal-i Imran: 159).

(2) Vejen til succes for kaldet til sandheden er, at man i stedet for filosofiske og teoretiske diskussioner skal opmuntre mennesker til de letforståelige, enkle og tydelige goder og velsignelser, som alle mennesker kender, og hvis nytte almindelig sund fornuft er tilstrækkelig til at forstå. På denne måde påvirker den, der kalder til sandheden, mennesker fra alle samfundslag, og hans appel når ind i tilhørernes hjerters dybeste egne. De, der modarbejder et sådant velkendt kald, fremkalder deres eget nederlag og baner vejen for kaldets succes. For når almindelige mennesker – uanset hvor nedsunkne de er i overtro – ser, at en from og højt moralsk person på den ene side åbent kalder til det gode, mens mange andre på den anden side anvender umoralske, umenneskelige og kunstgrebsfyldte metoder i deres modstand, bliver deres sind efterhånden spontant fremmedgjort over for dem, der modsætter sig sandheden, og tiltrukket af den, der kalder til sandheden. Til sidst er der blandt modstanderne kun de tilbage, hvis personlige interesser er knyttet til den bestående, ugyldige orden, eller hvis hjerter gennem blind efterligning af forfædrene og fjendskab fra uvidenhedens tidsalder har mistet enhver evne til at modtage sandhedens lys. Dette er den vise metode, som gjorde det muligt for Profeten (sa) at opnå succes i Arabien. Derefter spredte islams flodbølge sig på kort tid til andre lande på en sådan måde, at hundrede procent af indbyggerne nogle steder og firs til halvfems procent andre steder søgte tilflugt under islams kølige skygge.

(3) I arbejdet med dette kald er det lige så nødvendigt at tilskynde dem, der ønsker det gode, til gode handlinger, som det er nødvendigt ikke at indlade sig i diskussioner med de uvidende – uanset hvor meget de forsøger at få én ind i en diskussion. Den, der kalder til sandheden eller bærer dens banner, må være meget opmærksom på dette og kun henvende sig til dem, der er interesserede i at forstå budskabet på en fornuftig måde. Hvis nogen imidlertid begynder at opføre sig stædigt, skændes og håne som en uvidende, bør den, der kalder til sandheden, nægte at spille modpartens rolle. Det nytter ikke at indlade sig i en sådan diskussion. Tværtimod er skaden, at den tid, som kunne bruges på at udbrede kaldet og opbygge menneskers karakter, bliver spildt på dette tomme foretagende.

(4) I forlængelse af det ovenstående skal det desuden siges, at hvis den, der kalder til sandheden, på noget tidspunkt mærker, at modstandernes undertrykkelse, ondskab samt deres uvidenhedsbaserede kritik og beskyldninger vækker ophidselse i hans sind og temperament, bør han straks tænke, at dette er en tilskyndelse fra Satan, og øjeblikkeligt søge tilflugt hos Gud, så Han kan beskytte Sin tjener mod at blive revet med af følelsernes strøm og forhindre ham i at miste besindelsen og foretage et skridt, der skader kaldet til sandheden. Arbejdet for kaldet til sandheden kan kun udføres med koldt hoved under alle forhold, og det rigtige skridt er kun det, der ikke tages under følelsesmæssig påvirkning, men efter grundig overvejelse i lyset af omstændighederne. Men eftersom Satan ikke kan tåle, at dette arbejde udbredes, vil han altid gennem sine følgere forsøge at udføre forskellige angreb på sandhedens bannerfører og ved hvert angreb tilskynde ham således: »Et angreb bør da besvares.« Den appel, som Satan fremsætter for den, der kalder til sandheden, er for det meste dækket af store bedrageriske fortolkninger og iklædt religiøs terminologi. Men bag den findes der intet andet end selviskhed. Derfor siges det i de to sidste vers, der er omtalt ovenfor, at de gudfrygtige – det vil sige de, der frygter Gud og ønsker at holde sig borte fra synd – så snart de mærker virkningen af satanisk tilskyndelse i deres sind eller berøringen af en syndig tilbøjelighed, straks bliver vågne og opmærksomme. Derefter forstår de klart, hvilken handlemåde der i denne situation vil føre til målet for kaldet til religionen, og hvad sandhedens krav er. De, hvis handlinger derimod drives af selviskhed, og som derfor står på god fod med satanerne, kan ikke modstå sataniske angreb; de lider nederlag og fortsætter ad vildfarelsens vej. Satan fører dem derefter til hvert det område, han ønsker, og de opnår ingen steder et fast ståsted. For hver fornærmelse fra modstanderen har de en fornærmelse, og for hvert kunstgreb har de et endnu større kunstgreb.

Allah den Ophøjedes ord har også et generelt formål. Det er, at gudfrygtige menneskers handlemåde som regel er anderledes end de ugudeliges. De, der virkelig frygter Gud og oprigtigt ønsker at holde sig borte fra uret og synd, reagerer sådan, at de føler en skarp smerte, så snart blot en lille berøring af en dårlig tanke rammer deres sind, ligesom når en skarp spids genstand stikker en finger, eller når selv en smule kommer i øjet. Eftersom de ikke er vant til syndige tanker, begær og dårlige hensigter, strider alt dette mod deres natur, ligesom en blækplet eller en smule snavs på tøjet strider mod naturen hos et menneske, der hele tiden ønsker renlighed og pænhed. Når han mærker dette ubehag, åbnes hans øjne, og hans samvittighed vågner; han begynder at ryste disse støvfnug af uret og synd af sig. Omvendt bliver dårlige tanker, begær, hensigter og mål stadig mere fast forankrede i sindet hos dem, der hverken frygter Gud eller ønsker at afholde sig fra det onde, og som har forbindelse til Satan, uden at disse urene forhold skaber nogen uro i dem. Det er ligesom en gryde, hvori der koges svinekød, uden at grydens ejer ved, hvad der tilberedes i den, eller ligesom en renovationsarbejders krop og tøj, der er gennemvædet af afføring, uden at han har nogen fornemmelse af, hvad der har gjort ham snavset og uren. (****11)

Kaldet til Allah i et miljø med ekstrem modstand

(Arabisk******************)

– Hvem taler bedre end den, der kalder til Allah, handler ret og siger: »Jeg er muslim«? – (Hamim Sajdah: 33).

I de foregående vers er de troende blevet trøstet og opmuntret. Derefter er de i dette vers blevet tilskyndet til den egentlige opgave, som de blev muslimer for. I de foregående vers blev det sagt til dem, at de skulle forblive standhaftige i lydigheden mod Allah, og at det at holde fast ved denne vej og ikke afvige fra den er den grundlæggende gode gerning, som gør et menneske til englenes ven og giver ham adgang til Paradiset. Nu siges det til dem, at den næste rang, og der findes ingen højere rang for et menneske, er, at han selv udfører gode gerninger og kalder andre til at tjene Allah. Og når det at erklære sig som muslim overalt betyder at påkalde ulykker og prøvelser over sig selv, skal han i et sådant fjendtligt og ugunstigt miljø frygtløst sige: »Jeg er muslim – lydig mod Allah.«

For fuldt ud at forstå betydningen af denne erklæring må man have datidens forhold og omstændigheder for øje, da den blev fremsat. Situationen var sådan, at enhver, der erklærede sig som muslim, pludselig følte, som om han var trådt ind i en skov fuld af rovdyr, hvor hvert eneste rovdyr løb imod ham for at flå ham i stykker og æde ham. Og den, der derefter åbnede munden for at forkynde islam, var som én, der kaldte på rovdyrene: »Kom og tyg mig i stykker og slug mig.« Under sådanne forhold blev det sagt, at det ganske vist er en stor grundlæggende god gerning for et menneske at anerkende Allah som sin Herre, følge den rette vej og ikke afvige fra den. Men den højeste form for god gerning er, at han stiller sig frem offentligt og erklærer: »Jeg er muslim«, og uden at bekymre sig om følgerne kalder mennesker til at tjene Allah. Og mens han gør dette, skal han holde sine egne handlinger så rene og fromme, at islam ikke giver sine bannerførere nogen anledning til at blive beskyldt for noget. (****12)

At imødegå det onde med det bedste

(Arabisk********************)

O Profet, godt og ondt er ikke det samme. Imødegå det onde med den gode handling, der er bedst. Så vil du se, at den, der er din fjende, bliver din nære ven. (Hamim Sajdah: 34).

For fuldt ud at forstå betydningen af denne erklæring må man have den situation for øje, hvor Profeten blev givet denne vejledning, og hvor hans følgere gennem ham blev vejledt på samme måde. Situationen var, at da’wahen blev mødt med den mest stædige og aggressive modstand. Alle slags lumske metoder blev taget i brug for at bagvaske Profeten og få mennesker til at vende sig bort fra ham. Forskellige beskyldninger blev rettet mod ham. En gruppe af modstandere blev ved med at ophidse folk imod Profeten. Han og hans ledsagere blev udsat for forskellige former for forfølgelse. På grund af de uudholdelige forhold blev en hel del muslimer tvunget til at forlade landet. Derefter blev der truffet den foranstaltning, at de skulle ligge på lur for at skabe larm omkring Profeten og dermed standse hans forkyndelse. Så snart han åbnede munden for at kalde mennesker til islam, lavede de så meget ståhej, at ingen kunne høre et ord af det, han sagde. Det var en så nedslående situation, at alle veje tilsyneladende syntes at være blevet lukket for da’wahen. På dette tidspunkt blev Profeten lært, hvordan man skulle imødegå modstanden og knuse dens styrke.

For det første siges det, at godhed og ondskab, eller dyd og synd, ikke kan være det samme. Selv om dine modstandere tilsyneladende skaber en voldsom storm af uretfærdighed og synd, over for hvilken godhed, retfærdighed og gode gerninger synes helt hjælpeløse og magtesløse, kan mennesket, så længe det betragtes som et menneske, ikke lade være med af naturen at føle afsky for uretfærdighed og synd. Den, der ikke blot samarbejder med synden, men selv bærer dens banner, tror inderst inde, at han er en løgner og en undertrykker, og at han handler stædigt alene for sin egen interesses skyld. Derfor opnår han ikke blot ingen respekt hos andre; han nedværdiger også sig selv i sine egne øjne, og i hans eget sind ligger en skjult frygt, som indefra svækker hans mod og beslutsomhed, når han tager skridt til at yde modstand. Hvis denne godhed fortsat udføres over for disse onde handlinger, vil den til sidst altid sejre. For godheden rummer i sig selv en kraft, der underlægger sig sindet, og uanset hvor fordærvet et menneske er blevet, kan han ikke undgå inderst inde at føle respekt for den. Når synd og dyd derefter kæmper, og begges egenskaber bliver tydeligt synlige for offentligheden, er der efter nogen tids strid og konflikt kun meget få mennesker tilbage, som ikke føler afsky for synden og tiltrækning til dyden.

For det andet siges det, at synd ikke blot skal imødegås med godhed, men med godhed af den højeste art. Hvis nogen behandler dig dårligt, og du tilgiver ham, er det ganske vist en god gerning. Men den højeste form for god gerning er, at du, når du får lejlighed til det, behandler godt den, der har behandlet dig dårligt.

Det siges, at resultatet heraf er, at selv den værste fjende bliver en nær ven. For sådan er menneskets natur. Hvis man forholder sig tavs som svar på en fornærmelse, er det uden tvivl en god gerning. Men derved bringes den, der fornærmer, ikke til tavshed. Hvis man derimod beder for ham som svar på hans fornærmelse, vil selv ens mest skamløse fjende blive gjort skamfuld, og måske vil han sjældent nok vove at åbne munden imod én. Antag, at en person ikke lader nogen lejlighed til at skade dig gå fra sig, mens du fortsat bærer over med hans overgreb; så kan det ske, at han bliver endnu mere dristig i sine forsøg på at skade dig. Men hvis det en dag sker, at han selv kommer til skade, og du redder ham fra denne skade, vil han falde ned for dine fødder. For meget få ondsindede kan stå imod en sådan god gerning. Ikke desto mindre er det ikke rigtigt at forstå dette almindelige princip sådan, at denne høje form for godhed nødvendigvis vil forvandle enhver værste fjende til en nær ven. I verden findes der også mennesker med så ussel en natur, at uanset hvor storsindet du er ved at tilgive deres overgreb og svare på deres ondskab med godhed, vil de ikke ophøre med at stikke deres giftige brod som en skorpion.

Men mennesker, der er selve legemliggørelsen af en sådan ondskab, findes kun meget sjældent, ligesom mennesker, der er selve legemliggørelsen af godhed, også er yderst få. (***13)

Tålmodighedens betydning i daʿwat al-haqq

(Arabisk***********************)

Derefter blev det sagt:

„Denne egenskab bliver kun de tålmodige begunstiget med, og kun de, der er særdeles lykkelige, kan opnå denne rang – (vers 35).

Det vil sige, at dette middel også er meget effektivt. Men det er ikke nogen enkel sag at anvende det. Det kræver et enormt mod. Det kræver stor beslutsomhed, tapperhed, tålmodighed og et stærkt herredømme over ens egne tilbøjeligheder. En person kan midlertidigt gøre noget godt som svar på en andens ondskab. Det er ikke noget usædvanligt. Men når man år efter år må kæmpe for sandheden mod sådanne forkæmpere for falskhed og ondskab, som ikke tøver med at overskride nogen moralsk grænse og er berusede af magt, da er det ikke muligt for et almindeligt menneske fortsat at bekæmpe ondskab med godhed, og endda med godhed af højeste kvalitet, uden så meget som én gang at miste tålmodigheden. Dette kan kun gøres af den, der med koldt hoved har en fast beslutning om at arbejde for sandhedens ophøjelse. Den, der fuldstændigt underordner sine drifter under fornuft, indsigt og samvittighed, vil ikke lade nogen ondskabsfuldhed eller usselhed bringe ham ned fra hans høje stade eller få ham til at miste tålmodigheden.

Når det derefter siges: „Denne rang kan kun opnås af dem, der er særdeles lykkelige“, er det en naturlov. Det er mennesker med stor værdighed, der besidder disse egenskaber. Og de, der har disse egenskaber, kan ingen magt i verden forhindre i at nå frem til tærsklen til succes. Det er på ingen måde muligt, at usle mennesker kan besejre dem med deres usselhed, foragtelige kneb og uhøflige opførsel. (****14)

At søge Guds beskyttelse mod Satans tilskyndelser

Til sidst blev det sagt (Arabisk*****************)

Og hvis du mærker nogen tilskyndelse fra Satan, så søg tilflugt hos Allah (vers 36)

Satan bliver frygteligt bekymret, når han ser, at i konflikten mellem sandhed og løgn bliver uforskammethed mødt med høflighed, og ondskab mødt med gode handlinger. Han ønsker for enhver pris, at de ledere, der kæmper for sandheden, og især deres øverste leder, blot én gang begår en eller anden fejl, så man på det grundlag kan sige til folk: “Se, det kræver to hænder at klappe.” Hvis den ene part har opført sig dårligt, er den anden part heller ikke noget bedre menneske. De har jo også opført sig uhøfligt på den og den måde. Almindelige mennesker er ikke i stand til fra et retfærdigt synspunkt at foretage en sammenlignende vurdering af den ene parts overdrivelser og den anden parts modsvar. Så længe de ser, at modstanderne benytter sig af al slags nederdrægtighed, mens modparten ikke på nogen måde afviger fra høflighed, anstændighed, ærlighed og fromhedens vej, bliver folk ved med at lade sig påvirke af dette. Men hvis der et eller andet sted fra denne side begås en uretfærdig handling eller en handling, der skader dens værdighed, selv hvis den blot er et svar på en ekstrem overdrivelse, vil begge parter i deres øjne blive betragtet som lige. Så får modstanderne en undskyldning for at svare tusind fornærmelser på ét eneste ord. Derfor lyder formaningen: Vær på vagt over for Satans bedrag. Han vil udgive sig for at være meget omsorgsfuld og velmenende og tilskynde jer ved at sige: “Den og den overdrivelse kan bestemt ikke tolereres; den og den bemærkning bør besvares med et knusende svar; et angreb bør gengældes med et modangreb. Ellers vil man betragte jer som kujoner, og jeres omdømme vil blive ødelagt.” Når I således mærker den slags tilskyndelser i jer selv i enhver sag, skal I være opmærksomme på, at Satan gennem sine tilskyndelser ønsker at ophidse og gøre jer vrede, så han får jer til at tage et forkert skridt. Efter at være blevet opmærksomme herpå må I ikke blive ofre for denne stolthed og sige: “Vi har fuld kontrol over os selv. Satan kan ikke få os til at begå fejl.” At være stolte af denne vilje og beslutningskraft vil være Satans næststørste og mest frygtelige bedrag. I stedet bør I søge tilflugt hos jeres Gud. For kun hvis Han skænker mennesket hjælp og beskytter det, kan det undgå at begå fejl.

En meget smuk forklaring på dette findes i en hændelse, som Imam Ahmad har overleveret i sin Musnad med Abu Huraira som kilde. Han fortæller, at en mand en dag blev ved med groft at fornærme Abu Bakr i Profetens nærvær. Abu Bakr forholdt sig tavs og lyttede til hans fornærmelser. Profeten smilede også mildt, mens han så på det. Til sidst brast Abu Bakrs tålmodighed, og han kom også med et skarpt svar. Så snart disse ord var kommet ud af hans mund, blev Profeten meget utilpas, og det kunne ses på hans ansigt. Derefter rejste han sig og gik derfra. Abu Bakr fulgte efter ham. Han spurgte: “Hvad er der sket? Han fornærmede mig, og du smilede, men så snart jeg svarede, blev du utilfreds.”

Profeten sagde: Så længe du forholdt dig tavs, var en engel hos dig og svarede på dine vegne. Men da du åbnede munden, kom Satan i englens sted. Jeg kan ikke sidde sammen med Satan. (15)

Den, der kalder til sandheden, skal være uselvisk

Den, der kalder til sandheden, må hæve sig over sine personlige interesser, og dette vil være det tydeligste bevis på hans ærlighed og oprigtighed. Det er gentagne gange blevet sagt i Koranen, at Profeten ikke havde nogen personlig interesse i det arbejde, han udførte med at kalde til Allah. Tværtimod hengav han sig helt til gavn for Guds skabninger. I Sura al-An’am er det sagt:

(Arabisk***************)

– O Profet (sa), sig: Jeg kræver ingen betaling af jer for dette arbejde med at overbringe budskabet og lede til den rette vej. Det er blot en almen formaning til alle verdens folk – (al-An’am: 90).

– Og, O Profet (sa), du kræver ingen betaling af dem for dette arbejde. Det er blot en formaning, som gives alment til verdens folk – (Yusuf: 104).

Denne tiltale er tilsyneladende rettet til Profeten (sa), men dens egentlige anden adressat er de vantros skare. De bliver således tiltalt: »Allahs tjenere, tænk jer om et øjeblik! Hvor urimelig er jeres stædighed dog. Hvis Profeten udførte dette arbejde med da’wah og overbringelse af budskabet for sin egen personlige vindings skyld, eller hvis han ønskede noget for sig selv, ville I med rette kunne sige: Hvorfor skulle vi rette os efter denne egeninteresserede mands ord? Men I kan se, at denne mand er uselvisk. Han formaner jer og verdens folk til gavn. Han har ingen personlig interesse i det. Hvilken rimelig grund kan I have til stædigt at modarbejde ham? Hvorfor bliver I uden grund ved med at trodse den, der uselvisk taler for alles vel? Lyt til hans ord med et åbent sind. Hvis de tiltaler jer, så følg dem; hvis ikke, så lad være.« (16)

I suraen al-Mu’minun er det sagt:

(Arabisk***************)

– O Profet (sa), beder du dem om noget? Din Herres gave til dig er bedre, og Han er den bedste af alle forsørgere – (al-Mu’minun: 72).

Med andre ord kan ingen troende med god grund anklage Profeten (sa) for, at det, han gør, er drevet af personlig interesse. Engang havde han en omfattende handelsvirksomhed. Nu er han fattig og plaget af nød. Engang så folket på ham med respekt, og alle viste ham den største ærbødighed. Nu må han udholde fornærmelser og stenkast. Nu er hans liv også i fare. Engang levede han et lykkeligt liv med sin hustru og sine børn. Nu er han blevet indviklet i en konflikt og strid, som ikke lader ham være i fred et eneste øjeblik. Desuden er han nu kommet med et budskab, på grund af hvilket hele landet er blevet hans fjende. Selv hans egne nærmeste er blevet blodtørstige efter ham. Hvem kan sige, at alt dette er en egeninteresseret mands værk? En egeninteresseret person bærer jo sin nations og stammes overtro som et banner og forsøger på forskellig vis at opnå lederskab. En selvisk person fremmer ikke et ideal, som ikke blot er en udfordring til stammernes overtro, men også tilintetgør det grundlag, hvorpå de arabiske afgudsdyrkeres dominerende lederskab er blevet etableret. (17)

I Sura Saba siges det:

(Arabisk*****************)

—Sig, o Profet (SA): Hvis jeg har bedt jer om nogen belønning, er den til jeres eget bedste. Min belønning påhviler Allah. Han er jo vidne til alt — (Saba: 47).

Den første del af verset kan have to betydninger. Den ene er: Hvis jeg har bedt jer om nogen belønning, så er det til jeres eget bedste. Den anden betydning er, at hvis jeg har bedt jer om nogen belønning, er det ikke andet end til jeres gavn. Den sidste betydning er, at anklagerne kan anklage mig, så meget de vil. Men Allah ved alt. Han er vidne til, at jeg udfører dette arbejde uselvisk og ikke for nogen personlig interesse. (18)

(Arabisk*****************)

—Sig, o Profet (SA): Jeg beder jer ikke om nogen belønning. Og jeg er heller ikke en af dem, der foregiver og opdigter — (Sad: 86).

Det vil sige: Jeg er ikke en af dem, der træder frem med falske påstande for at etablere deres egen overlegenhed, og som giver sig ud for at være noget, de i virkeligheden ikke er.

Dette blev ikke blot lagt på Profetens (SA) tunge for at meddele det til de vantro i Mekka. Tværtimod vidner hele Herrens (SA) liv om det, et liv, han havde levet blandt disse vantro i fyrre år. I Mekka vidste selv hvert eneste barn, at Muhammad (SA) ikke var en opdigtet person. Ingen i hele folket havde nogensinde hørt ham sige noget, der kunne give anledning til mistanke om, at han ønskede at blive til noget og forsøgte at gøre sig berømt. (19)

I suraerne At-Tur og Al-Qalam siges det:

(Arabisk****************)

– O profet (fred være med ham), beder du dem om nogen løn, så de ligger knuget under byrden af en påtvunget bøde? – (At-Tur: 40, Al-Qalam: 46).

Det er i virkeligheden de vantro, der tiltales med dette spørgsmål. Meningen er, at hvis Sendebudet ønskede at opnå noget hos jer, og hvis han gjorde alle disse bestræbelser for sin egen skyld, ville I i det mindste have en rimelig grund til at holde jer fra ham. Men I ved selv, at han er helt uselvisk i sin dawah, og at han ofrer sit liv udelukkende for jeres skyld. Hvilken grund kan I så have til ikke engang at være rede til at lytte roligt til ham? I dette spørgsmål ligger der en fin antydning. Ligesom verdens kunstige og falske ledere og præsterne ved de religiøse helligdomme drev mushrikernes religiøse ledere, lærde og præster i Arabien åbenlyst religiøs forretning. Derfor blev dette spørgsmål stillet dem: På den ene side findes disse religiøse forretningsfolk, som åbent beder jer om offergaver og gaver og kræver betaling for enhver religiøs tjeneste. På den anden side forsøger denne mand helt uselvisk – ja, han ødelægger endog sin egen handel og forretning – at vise jer den lige vej i religionen med gyldige argumenter. Hvad kan det da være andet end åbenlys uvidenhed, at I flygter fra ham og hastigt søger hen til de religiøse forretningsfolk? (20)

I denne forbindelse findes der kun ét vers, som kan give anledning til nogen diskussion. Det lyder således:

(Arabisk***************)

– O profet (fred være med ham), sig: Jeg beder jer ikke om nogen løn; jeg beder kun om kærlighed til de nære slægtninge – (Ash-Shura: 23).

I dette vers (*****)

Der har været stor uenighed blandt koranfortolkerne om betydningen af det anvendte ord. En gruppe har forstået det som slægtskab. De har forklaret verset således: »Jeg kræver ingen løn af jer for dette arbejde. Men jeg kræver dog, at I – det vil sige qurayshitterne – i det mindste tager hensyn til det slægtskabsbånd, der er mellem jer og mig. I burde have fulgt mig. Men hvis I ikke vil gøre det, så begå i det mindste ikke den uret, at netop I blandt alle arabere gør jer så ivrige efter at bekæmpe mig.«

Dette er den fortolkning, der tilskrives Hadrat Abdullah ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Fremtrædende lærde som Imam Ahmad, Bukhari, Muslim, Tirmidhi, Ibn Jarir, Tabarani, Bayhaqi og Ibn Sa’d har overleveret den gennem talrige overleveringskæder. Denne fortolkning er også blevet fremsat af Mujahid, Ikrimah, Qatadah, Suddi, Abu Malik, Abd al-Rahman ibn Zayd ibn Aslam, Dahhak, Ata ibn Dinar og andre berømte koranfortolkere.

En anden gruppe(Arabisk**********)

har forstået det som nærhed. De har forklaret verset således: »Jeg kræver ingen anden løn af jer for dette arbejde end, at der opstår et ønske blandt jer om at opnå nærhed til Allah den Ophøjede. Det vil sige, at I retter jer. Dette er min løn.« Denne fortolkning er overleveret fra Hadrat Hasan al-Basri. Et udsagn fra Qatadah er også citeret til støtte for den. I en overlevering fra Tabarani tilskrives et sådant udsagn endda Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). I selve Den Ædle Koran er dette samme forhold et andet sted udtrykt således:

(Arabisk***************)

»Sig til dem: Jeg kræver ingen løn af jer for dette arbejde; min løn er blot, at den, der ønsker det, tager sin Herres vej.« (Al-Furqan: 57)

En anden gruppe

har forstået det som slægtninge. Ifølge deres forklaring betyder verset: »Jeg kræver ingen anden løn af jer for dette arbejde end, at I elsker mine slægtninge.« Nogle i denne gruppe har med »slægtninge« ment hele Banu Abd al-Muttalib. Andre har begrænset det til Hadrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), Hadrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) og deres børn. Det er blevet overleveret, at denne fortolkning blev fremsat af Said ibn Jubayr og Amr ibn Shuayb. I nogle overleveringer beskrives den som Ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) og Ali ibn Husayns, det vil sige Zayn al-Abidins, fortolkning. Men af flere grunde kan denne fortolkning ikke accepteres. For det første var ægteskabet mellem Hadrat Ali (må Allah være tilfreds med ham) og Hadrat Fatimah (må Allah være tilfreds med hende) endnu ikke indgået, da denne sura blev åbenbaret i Mekka. Der var derfor slet ikke tale om børn. Desuden var ikke alle medlemmer af Banu Abd al-Muttalib Profetens (fred være med ham) støtter. Tværtimod var nogle af dem åbne fjender. Alle i verden kender Abu Lahabs fjendskab. For det andet var Profetens (fred være med ham) slægtskab ikke begrænset til Banu Abd al-Muttalib. Gennem sin far, sin mor og sine hustruer var han beslægtet med alle Qurayshs familier. I disse familier fandtes der både fremragende sahabaer og bitre fjender. Hvordan kunne det derfor være muligt for Profeten (fred være med ham) blandt alle disse slægtninge kun at betegne Banu Abd al-Muttalib som sine slægtninge og begrænse kravet om kærlighed til dem alene? Må Allah være tilfreds med ham.

Det tredje og vigtigste punkt er dette: Den høje position, hvorfra en profet løfter stemmen med kaldet til Allah, er ikke et sted, hvorfra man kan fremsætte et så lavt krav som: »Og elsk mine slægtninge.« Intet dannet menneske kan forestille sig, at Allah skulle have lært sin profet noget sådant, og at profeten skulle have erklæret dette, mens han stod blandt Quraysh. I de beretninger om profeterne, som findes i Koranen, ser vi, at profet efter profet kom og henvendte sig til sit folk med disse ord: »Jeg beder jer ikke om nogen belønning; min belønning påhviler alene Allah.« (Se Yunus 72, Hud 19 og 51 samt ash-Shu’ara 109, 117, 145, 164 og 180).

I suraen Ya-Sin siges det, at kriteriet for at prøve profetens sandhed er, at han er helt uselvisk i sit kald (vers 21). Profeten selv er gentagne gange blevet ladet sige med sine velsignede læber: »Jeg beder jer ikke om nogen belønning.« Det har vi citeret ovenfor. Hvordan kan der så være tale om at sige: »Til gengæld for det arbejde, jeg udfører ved at kalde jer til Allahs vej, skal I elske mine slægtninge«? Dette bliver endnu mere påfaldende, når vi ser, at talen ikke er rettet til de troende, men til de vantro. Fra begyndelsen til slutningen tales der til dem, og også det følgende er rettet til dem. Hvordan skulle spørgsmålet om at kræve nogen form for belønning af modstanderne overhovedet kunne opstå i denne sammenhæng? En belønning kan kun kræves af mennesker, som værdsætter noget af det arbejde, der udføres for dem. Hvilken anseelse viste de vantro over for dette arbejde, så han kunne have sagt til dem: »Elsk mine slægtninge for den tjeneste, jeg udfører«? Tværtimod betragtede de det som en forbrydelse og forsøgte at dræbe ham. (***21)

Betoningen af troen på det hinsidige ved begyndelsen af kaldet

Da Profeten (fred være med ham) først begyndte at udbrede islam i det velsignede Mekka, byggede hans kald på tre ting. For det første: Ingen anden må anerkendes som delagtig med Allah i guddommeligheden. For det andet: Allah den Højeste har udvalgt Muhammad (fred være med ham) som Sin sendebud. For det tredje: Denne verden vil en dag forgå, og derefter vil en anden verden træde frem. Her vil alle mennesker, fra den første til den sidste, blive bragt til live igen og genopstå med de samme legemer, som de udførte deres gerninger med i verden. Derefter vil deres trosforestillinger, tro og handlinger blive gjort op. Ved denne opgørelse vil de, der viser sig at være troende og retskafne, komme i Paradiset for evigt, mens de, der viser sig at være vantro og ugudelige, for evigt vil forblive i Helvede.

Selv om det første punkt var meget vanskeligt at acceptere for Mekkas indbyggere, benægtede de dog aldrig Allahs eksistens. De anerkendte, at Han var den store Herre, Skaberen og Forsørgeren. De anerkendte også, at de guder, som de regnede for guddomme, ligeledes var skabt af Allah. Striden drejede sig derfor kun om, hvorvidt disse guder havde del i Guds egenskaber, myndighed og guddommelighed.

Mekkanerne var på ingen måde rede til at acceptere det andet punkt. Men de kunne ikke benægte, at de i de fyrre år, som Profeten (fred være med ham) havde levet iblandt dem før sit profetkald, aldrig havde fundet ham løgnagtig, bedragerisk eller tilbøjelig til at følge en uretfærdig vej for personlig vindings skyld. De anerkendte selv hans intelligens, dømmekraft og ædle karakter. Derfor var det, trods alle deres forsøg på at finde påskud og rejse anklager mod ham, vanskeligt selv for dem at tro — for slet ikke at tale om at få andre til at tro det — at han var sandfærdig i alle andre henseender, men (Allah forbyde det) løj netop om sit krav på at være Allahs sendebud. På denne måde var de to første punkter ikke nær så vanskelige for dem som det tredje. Da dette punkt blev forelagt dem, blev det i højeste grad mødt med hån og spot; der blev udtrykt størst forbavselse over det, og man begyndte overalt at omtale det som meningsløst og urealistisk. Men for at føre dem ind på islams vej var det helt nødvendigt at grundfæste troen på det hinsidige i deres hjerter, for uden denne tro var det på ingen måde muligt for dem at tænke korrekt om sandhed og falskhed. Det var heller ikke muligt at ændre deres målestok for godt og ondt eller at forlade dyrkelsen af denne verden og tage blot ét skridt frem ad den rette vej, som islam ønskede at føre dem ad. Derfor blev der i de tidlige mek k aniske suraer lagt særlig vægt på at grundfæste troen på det hinsidige. Beviserne blev naturligvis fremlagt på en sådan måde, at også forestillingen om Allahs enhed naturligt blev grundfæstet i hjerterne. Samtidig blev der fra tid til anden kort fremlagt beviser for Sendebuddets og Koranens sandhed. (****22)

Indholdsfortegnelse

1. Udvidelse foretaget af forfatteren

2. Tafhim al-Qur’an, bind 1, indledning

3. Tafhim al-Qur’an, bind 2, An-Nahl, note 122–123

4. Tafhim al-Qur’an, Bani Isra’il, note 57–61

5. Tafhim al-Qur’an, Al-An’am, note 69

6. Tafhim al-Qur’an, Al-An’am, note 71

7. Tafhim al-Qur’an, Al-A’la, note 10

8. Tafhim al-Qur’an, Al-An’am, note 24–25

9. Tafhim al-Qur’an, Abasa, indledning og note 201

10. Tafhim al-Qur’an, Al-‘Ankabut, note 81

11. Tafhim al-Qur’an, Al-A‘raf, note 15

12. Tafhim al-Qur’an, Ha-Mim Sajdah, note 36

13. Tafhim al-Qur’an, Ha-Mim Sajdah, note 37

14. Tafhim al-Qur’an, Ha-Mim Sajdah, note 40

16. Tafhim al-Qur’an, Yusuf, note 73

17. Tafhim al-Qur’an, Al-Mu’minun, note 70

18. Tafhim al-Qur’an, Saba, notes 28–29

19. Tafhim al-Qur’an, Sad, note 72

20. Tafhim al-Qur’an, At-Tur, note 31

21. Tafhim al-Qur’an, Ash-Shura, note 41

22. Tafhim al-Qur’an, indledningen til sura An-Naba

Kort over Mekka al-Mukarrama

Begyndelsen på 4. bind

I Allahs, den Nådiges, den Barmhjertiges navn

Sjette kapitel

Den islamiske da’wahs egentlige karakter

Årsagen til polyteisternes fjendtlighed og deres nederlag

Nu vil vi fremlægge den anden del af den drøftelse, som blev påbegyndt i det foregående kapitel. Vi har fortalt, hvilke vejledninger Profeten (fred være med ham) og gennem ham hans ledsagere fik med hensyn til at udbrede islams da’wah, så de kunne møde modstanden fra uvidenhedens bannerførere med moralens våben, vinde deres hjerter gennem visdom, gavmildhed, tålmodighed og overbærenhed, gøre stædighedens, det blinde hads og egenrådighedens bjerge retfærdige og tiltalende og blandt folket udvælge dem og optage dem i deres fællesskab, som havde kærlighed til sandheden og evnen til at følge den.

Derefter vil vi fortælle, hvad den egentlige karakter var af den da’wah, som Profeten (fred være med ham) kom med, og hvilke fuldkomne særkender og egenskaber den havde, som fik Quraysh først og derefter de øvrige arabere til at rejse sig i opposition mod den. Dernæst: Hvilken kraft var der i denne da’wah, som til sidst bragte dens modstandere til tavshed og opnåede en så storslået succes, hvis lige historien ikke har set?

Da emnet kræver en detaljeret drøftelse, vil vi beskrive det under syv overskrifter. De er:

1. Læren om tawhid og tilbagevisningen af shirk.

2. Kaldet til troen på Muhammads sendebudsværdighed.

3. Kaldet til troen på, at Koranen er Allahs ord.

4. Kaldet til troen på det hinsides.

5. Moralsk undervisning.

6. Grundlæggelsen af det universelle muslimske ummah.

7. Forskellen mellem profeters og ikke-profeters arbejdsmetoder.

Første afsnit

Undervisning i tawhid og tilbagevisning af shirk

Det første, vigtigste og grundlæggende punkt blandt den islamiske da’wahs punkter er anerkendelsen af tawhid og tilbagevisningen af shirk. Selvom Profeten (fvmh.) selv troede på tawhid og afviste shirk allerede før profetskabet, og der også blandt hans samtidige og tidligere arabere fandtes mennesker med denne trosopfattelse, er der en enorm forskel mellem de to slags mennesker. Den ene slags bekender sig blot til trosopfattelsen om at anerkende tawhid og afvise shirk og mener højst, at det er tilstrækkeligt at give udtryk for den. Den anden slags rejser sig for at udbrede og fremme denne trosopfattelse og fortsætter med at kalde folk til at undgå shirk og acceptere tawhid. Det, der derefter skaber en enorm forskel mellem den blotte tro på denne trosopfattelse og den offentlige da’wah og tabligh, er, at den pågældende påtager sig ansvaret for denne opgave. Han nøjes ikke med detaljeret og med beviser at påvise Guds enhed, men forklarer også én for én betydningen og indholdet af denne enhed samt de uundgåelige krav ved at acceptere den, og siger til folk: »Tro på Allahs tawhid med denne udførlige forklaring.«

Det var netop den opgave, Profeten (fvmh.) udførte, efter at han var blevet hædret med profetskabet. Og det var den første årsag til de vantros modstand mod ham. For hvert eneste af dens udsagn var i konflikt med deres trosopfattelser, overbevisninger, overtro og de forestillinger, der havde ophobet sig gennem århundreder.

En klar og entydig undervisning i tawhid

Det egentlige spørgsmål i arabernes polyteistiske samfund handlede ikke om Allah den Almægtiges eksistens, men om at anerkende Hans enhed. De anerkendte Allah som Skaberen af dem selv og af universet. De nægtede heller ikke at anerkende Ham som Rabb og ilah. De havde heller ingen tilsyneladende indvendinger mod at tilbede Ham. Den vildfarelse, de var opslugt af, bestod imidlertid i, at de ikke mente, at guddommelighed samt herredømme og myndighed var forbeholdt Allah. Samtidig anså de mange andre guddomme for Allahs medguder. De troede på, at disse også skulle tilbedes sammen med Allah. (****1) Deres tilstand var altså sådan, at—

(Arabisk***************)

—når du (O Profet) i Koranen nævner din eneste Rabb, vender de sig i afsky bort. (Bani Israil: 56)

Det var med andre ord uudholdeligt for dem, at du kun anerkendte Allah alene som Herren, og at du ikke nævnte de mange herrer og guder, som de selv havde opdigtet. Denne wahhabiagtige adfærd (med nutidens udtryk) behagede dem ikke et øjeblik: at et menneske kun skulle gentage »Allah, Allah«. Ingen omtale af udgifter til buzurg-figurerne og ingen anerkendelse af at opnå åndelig nåde ved helligstederne. Heller ingen lovprisende hyldest til de personligheder, som de mente, at Allah den Almægtige havde tildelt en del af sin guddommelige magt. De siger: »Han er dog et mærkeligt menneske! Ifølge ham tilhører viden om det skjulte i fremtiden alene Allah, magten alene Allah, og kunnen og myndighed alene Allah. Hvad så med dem, der findes ved alle disse helligsteder hos os—er de da ingenting? Det er jo hos dem, vi opnår viden; ved deres vilje bliver de syge helbredt, handelen blomstrer, og ønsker går i opfyldelse. Er disse mennesker da slet ingenting?« (2)

Andre steder i Koranen beskrives deres modvilje mod tawhid og deres fordybelse i shirk således:

(Arabisk*****************)

Og når Allah alene nævnes, føler de, der ikke tror på det hinsides, en brændende smerte; men når andre end Ham nævnes, danser deres hjerter pludselig af glæde. (Az-Zumar: 54)

Dette gælder i lige høj grad for næsten alle mennesker i verden, som har en polyteistisk tilbøjelighed. Med munden siger de: »Vi tror på Allah.« Men deres tilstand er sådan, at deres ansigter forvrides, så snart kun Allah nævnes. Da siger de: »Denne mand anerkender på ingen måde de ærede og Allahs venner. Derfor siger han kun: Allah, Allah.«

Men hvis andres navne nævnes, stråler deres ansigter af glæde. Deres handlinger afslører, hvem deres hengivenhed og kærlighed er rettet mod. (3)

(Arabisk***************)

– Deres tilstand var sådan, at når de blev sagt: »Der er ingen ilah ud over Allah«, sagde de stolt: »Skal vi forlade vores guder for en gal digters skyld?« (as-Saffat: 35-36)

Profeten (sa) mødte stor modstand fra dem på grund af dette:

(Arabisk*************)

– Har denne mand gjort én eneste gud gældende i stedet for alle guderne? Det er virkelig en forbløffende ting! (Sad: 5)

I dette samfund og blandt mennesker med denne slags tankegang stod Allahs Sendebud (sa) og proklamerede igen og igen med fast og høj røst, at Allah alene er Ilah og Rabb. Ingen andre har nogen del i guddommelighed eller herredømme og myndighed.

(Arabisk**************)

-Jeres Gud er Allah, ud over hvem der ingen anden gud findes. Hans viden omfatter alle ting. (Taha: 98)

(Arabisk*****************)

-Nej, jeres Herre er Han, som er himlens og jordens Herre, og som skabte dem. (Al-Anbiya: 65)

(Arabisk****************)

-I sandhed er jeres Herre kun én. Han er Herre over himlene og jorden og alt, hvad der findes mellem dem, og Han er også Herre over østernes retninger. (As-Saffat: 4-5)

Det vil sige, at Han, der ejer og er herre over hele universet, også er menneskehedens Gud (Ma’bud og Ilah), og i virkeligheden kan Han alene være den, der tilbedes, og det er Ham alene, der bør tilbedes. Det er helt fejlagtigt, at én skulle være Herre over universet, herunder jer (dvs. ejer, hersker, opdrager og forsørger), og en anden skulle være Ilah (den, der har ret til at blive tilbedt).

(Arabisk******************)

– (O Profet!) Sig: »Jeg er blot en advarer. Der findes ingen anden gud end denne ene Gud. Han er den, der har magt over alle, Herren over himlene, jorden og alt, hvad der er imellem dem. Han er den Almægtige, den Storsindede. (O Profet!) Sig: Dette er et budskab, som I har vendt jer bort fra.« (Sad: 4-5)

(Arabisk*******************)

– Allah har sagt: »Tag ikke to guder; Gud er kun én. Frygt derfor Mig alene.« (An-Nahl: 51)

(Arabisk****************)

Og Han er den eneste Gud både i himlen og på jorden. Og Han er den Alvidende, den Alvise. (Az-Zukhruf: 53)

(Arabisk*****************)

– Og påkald ikke nogen anden gud ved siden af Allah. Der findes ingen anden gud end Ham. Alt vil forgå undtagen Hans væsen. Herredømmet tilhører Ham alene, og til Ham vil alt vende tilbage. (Al-Qasas: 88)

Mushrikerne spurgte Profeten (fred være med ham): »Fortæl os om den Herre, som du kalder os til: Hvad er Han blevet skabt af? Fra hvem har Han arvet verden? Og hvem skal arve den efter Ham?«

Som svar blev en så klar, omfattende og dog kort definition af tawhid fremsagt, at den trængte ind i hjertet med pilens fart. Ikke den mindste rest af shirk kunne få plads i sindet. Hvert eneste ord fremstillede tawhid-begrebet klart. Og det vigtigste var, at eftersom den var formuleret i fire korte og kunstfærdigt udformede sætninger, var ingen tilhører i stand til at slette den fra sin hukommelse eller lade være med at fremsige den. Det blev forkyndt:

(Arabisk******************)

—Sig som svar til dem: Han er Allah, Én og Enestående. Allah er uafhængig af alt, og ingen blandt alle væsener er Hans lige.

Den første sætning betyder, at den Herre, som I spørger mig om, og som jeg anerkender som den ene Gud og ønsker, at andre også skal anerkende, ikke er en nyopfundet eller indbildt gud, som jeg selv har forestillet mig. Nej, Han er den Gud, som I selv kalder Allah med jeres munde; hvis hus I kalder Baytullah (Allahs hus); til hvem I for blot fyrre år siden bad under Abrahas angreb, om at Han ville beskytte jer, mens I på det tidspunkt glemte jeres øvrige guder. Om Ham indrømmer I selv, at Han er Skaberen af jeres jord og himmel og af enhver ting i verden.

Derefter siges det om Allah den Højeste, at Han er Én og Enestående. Enhver araber vidste, hvad det betød her at kalde Allah Ahad i stedet for Wahid. Ordet Wahid (én) bruges på arabisk om enhver ting, der er én i en bestemt henseende, selv om der i mange andre henseender findes forskellige former for mangfoldighed i den, såsom ét hus, ét menneske, én familie, ét folk, ét land og én verden. Ordet Ahad blev derimod brugt som egenskab om nogen for at beskrive deres enhed, og man havde ikke før åbenbaringen af Sura al-Ikhlas set et sådant almindeligt sprogligt brugseksempel på arabisk. [Det skal bemærkes, at ordet Wahid alene ikke noget sted i Koranen er blevet brugt om Allah den Højeste. I stedet er det blevet forbundet med andre ord, hvorved Allah den Højestes enhed er blevet adskilt fra den enhed, som noget andet i verden kan have. Men i Sura al-Ikhlas er ordet Ahad ubetinget blevet brugt som en egenskab om Allah. Denne anvendelse er forbeholdt Allahs væsen — forfatteren.]

At kalde Allah Ahad udtrykker således, at Han er Én og Enestående i enhver henseende. Han tilhører ikke nogen af gudernes arter, således at andre væsener af samme art også skulle være guder. Nej, i sin eksistens er Han uden lige og uden rival, og hvad guddommelighed angår, er Han ligeledes helt enestående. Der findes ingen form for mangfoldighed i Ham. Han er ikke et væsen, der består af materielle dele, som kan opdeles og fordeles, som har form og skikkelse, befinder sig et bestemt sted, som noget kan komme ud af, eller som noget kan trænge ind i; som har en farve eller lemmer, er afhængigt af en bestemt retning eller undergår nogen forandring eller udvikling. Den guddommelige væren er ren og hellig for enhver form for mangfoldighed — Han, som er Én og Enestående i enhver henseende. Når Han er Ahad, kan ingen have del i Hans guddommelighed, herredømme eller myndighed. Ingen deler Hans væsen, egenskaber, magt eller rettigheder. Intet af alt det skabte, der eksisterer i verden, ligner Ham eller svarer til Ham.

Derefter siges det, at Han er uden behov for nogen: Ordet Samad var udbredt i det arabiske sprog, og enhver araber kendte dets betydning. Det blev brugt om en person, der ikke var afhængig af nogen, og til hvem mennesker vendte sig for at få deres behov opfyldt.

En person, der var højere end alle andre, og over hvem ingen stod; som man adlød, og uden hvem ingen afgørelse kunne træffes; som ikke havde nogen svaghed, var uangribelig, ikke blev ramt af ulykker, gjorde alt efter sin egen vilje, hvis afgørelse ikke kunne omgøres, og som besad myndighedens egenskaber — en sådan person blev kaldt Samad. Det var også noget fast og fuldt, ikke hult eller tomt indeni, hvorfra intet kom ud, og hvori intet trængte ind. Men om Allah den Højeste er der ikke blot blevet brugt ordet Samad; der er tværtimod brugt udtrykket as-Samad. Det betyder, at alt andet højst kan være Samad i én henseende, men ikke i mange andre henseender. Den, der er fuldkomment Samad i enhver henseende, er alene Allah.

Derefter siges det, at Han ikke har noget barn, og at Han heller ikke er nogens barn. Dette tilbageviser alle de polyteistiske forestillinger, som byggede på den antagelse, at guderne også tilhører en art, inden for hvilken der foregår en sådan formering, som den der finder sted blandt mennesker. Han vil bestå for evigt efter at have rykket denne forestilling op med rode. Før Ham var der ingen gud, som Han var blevet født af, og efter Ham er der heller ingen gud, som er blevet eller kan blive født af Ham.

Til sidst siges det, at Han ikke har nogen »kufū«. Kufū betyder sammenlignelig, lignende, af samme rang, ligeværdig og ligemand. Hermed gøres det klart for menneskene, at der i hele skaberværket ikke findes nogen, heller ikke nogensinde har fandtes eller nogensinde kan findes nogen, der ligner Allah, er af samme rang som Ham eller på nogen måde har lighed med Ham i egenskaber, handlinger, magt eller myndighed.

Beviserne for tawḥīd

Allahs Sendebud, må Allahs velsignelser og fred være med ham, nøjedes ikke med at fremlægge denne klare forståelse af tawḥīd for det polyteistiske samfund; han beviste den tværtimod med stor kraft og uigendrivelige argumenter.

1. Alle profeter underviste i tawḥīd

Et særdeles stærkt argument i denne forbindelse var, at alle de profeter, der var kommet til verden før ham, havde undervist i tawḥīd og befalet folk at holde sig borte fra shirk. I Koranen siges der faktisk samlet om alle profeter:

(Arabisk***************)

– Vi har sendt en profet til hvert folk med denne undervisning: Tilbed Allah, og hold jer borte fra ṭāghūt [den berømte imam inden for koraneksegese, Ibn Jarīr al-Ṭabarī, har forklaret ṭāghūt således:

Enhver skabning, der gør oprør mod Allah, og som tilbedes i stedet for Allah—uanset om den, der tilbeder den, gør det under tvang eller frivilligt og med tilfredshed—(det vil sige den, der tilbedes) er en taghut. Hvad enten det er et menneske, Satan, en guddom eller noget andet. (Jami‘ al-Bayan fi Tafsir al-Qur’an, bind 3, s. 13)—Forfatteren. holder sig borte fra tilbedelse. (An-Nahl: 36)

(Arabisk**************)

—Og før dig (o Profet) sendte Vi ingen sendebud, uden at Vi åbenbarede for ham: »Der findes ingen anden gud end Mig. Så tilbed Mig alene.« (Al-Anbiya: 25)

Om alle tidligere ummaer er det blevet sagt:

(Arabisk**********************)

—Og de blev ikke befalet andet end at tilbede Allah, oprigtigt hellige deres religion til Ham og vende sig helt til Ham, oprette bønnen og give zakat. Dette er den rette religion. (Al-Bayyinah: 5)

Derefter er det blevet sagt om de enkelte profeter, at dette var deres undervisning. Hazrat Nuh (a.s.), Hazrat Hud (a.s.), Hazrat Salih (a.s.), Hazrat Shu‘ayb (a.s.) og enhver af de øvrige profeter gav først og fremmest deres folk denne undervisning:

(Arabisk****************)

—Åh, mit folk! Tilbed Allah. I har ingen anden gud end Ham. (Al-A’raf: 59, 65, 73, 85; Hud: 50, 61, 84; Al-Mu’minun: 23, 32)

Da Hazrat Jakob lå for døden, spurgte han sine sønner: »Hvem vil I tilbede efter mig?« De svarede: »Vi vil tilbede den samme Gud, som er din Gud og dine fædres, Abrahams, Ismaels og Isaks, Gud.« (Al-Baqara: 133) Hazrat Josef talte således til sine fæller i fængslet:

(Arabisk*****************)

—Mine fæller i fængslet! Er mange forskellige guder bedre, eller Allah, den Ene, som har magt over alle? I tilbeder andre end Ham, men de er ikke andet end nogle navne, som I og jeres fædre har givet dem. Allah har ikke åbenbaret nogen bemyndigelse til fordel for dem. Magten til at herske og bestemme tilkommer ingen anden end Allah. Hans befaling er, at I ikke skal tilbede andre end Ham. Dette er den rette religion. Men de fleste mennesker ved det ikke. (Josef: 39-40)

Den første åbenbaring, der blev sendt til Hazrat Moses, var:

(Arabisk******************)

—Jeg er Allah! Der er ingen anden gud end Mig. Tilbed derfor Mig alene, og opret bønnen for at ihukomme Mig. (Ta-Ha: 14)

Da Israels børn senere begyndte at tilbede kalven, blev Hazrat Moses voldsomt vred på dem. Han brændte den guddommelige statue, som de havde fremstillet, og sagde:

(Arabisk****************)

-Jeres sande guddom er alene Allah, ud over hvem der ingen gud er. (Taha: 98)

Hazrat Isa (fred være med ham) sagde igen og igen dette til Israels børn:

(Arabisk****************)

I sandhed er Allah min Herre og også jeres Herre. Så tilbed Ham. Dette er den rette vej. (Al-i Imran: 51, Maryam: 36, Az-Zukhruf: 64)

(Arabisk******************)

-Israels børn! Tilbed Allah, som er min Herre og også jeres Herre. Den, der sætter nogen ved Allahs side, ham har Allah forbudt Paradiset, og hans opholdssted er Helvedet. Og de uretfærdige har ingen hjælper. (Al-Ma’idah: 72)

For afgudsdyrkerne i Arabien i almindelighed og for Qurayshs afgudsdyrkere i særdeleshed var det stærkeste argument netop det, der blev fremført i Koranen i beretningen om Hazrat Ibrahim (fred være med ham). For alle afgudsdyrkerne i Arabien anerkendte ham som deres leder og vejviser. De betragtede deres religion som den religion, han havde vist dem. Al Qurayshs stolthed, hovmod, indflydelse og anseelse skyldtes deres slægtsforbindelse med ham og deres varetagelse af præsteskabet ved det Baytullah, som han havde bygget. I Koranen er det udførligt blevet sagt til Quraysh og arabere, at jeres forfaders og religiøse leders udvandring fra Nimrods rige (Irak) netop fandt sted på grund af denne strid: Hans far, hans folk og regeringen i hans land var alle afgudsdyrkere. Han, det vil sige Hazrat Ibrahim (fred være med ham), afviste åbent denne afgudsdyrkelse, indbød sit folk åbent til tawhid og knuste afgudsbillederne, hvorfor han blev kastet i en vældig ild. Men den almægtige Allah førte ham levende og uskadt ud af den. Derefter forlod han landet og drog mod Kana’ans område. Senere nåede han frem til Mekka og byggede dette Allahs hus, for at ingen andre end den ene Gud skulle tilbedes dér. Han bad for sine børn om, at de ikke måtte blive fanget i afgudsdyrkelsens vildfarelse. Denne beretnings detaljer er blevet skildret udførligt, kraftfuldt og overbevisende forskellige steder i Koranen. Når man læser den, kan man forestille sig, hvor stærkt Quraysh og de almindelige afgudsdyrkere i Mekka må være blevet rystet, da Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) fortalte dem dette. Uden at forlænge talen gengiver vi her kun oversættelsen af versene:

– Og mindes Ibrahims hændelse, da han sagde til sin far Āzar: »Tager du afguderne som guder? Jeg ser dig og dit folk være i åbenlys vildfarelse.«

.. Ibrahim sagde: »Mit folks mennesker! Jeg tager afstand fra dem, som I regner for Guds medguder. Jeg har oprigtigt vendt mit ansigt mod Ham, der skabte himlene og jorden, og jeg er aldrig blandt afgudsdyrkerne.« Hans folk begyndte at strides med ham. Han sagde: »Strides I med mig om Allah, selv om Han har vejledt mig? Jeg frygter ikke jeres opdigtede medguder. Ja, hvis min Herre vil noget, kan det naturligvis ske. Min Herres viden omfatter alt. Vil I trods dette ikke komme til fornuft? Hvorfor skulle jeg frygte jeres medguder, når I ikke frygter at gøre sådanne ting til Allahs medguder, selv om Han ikke har åbenbaret nogen myndighed om, at de er Hans medguder? Sig da, hvis I har viden: Hvem af os to parter har størst krav på tryghed og ro?« (Al-Anʿām: 74-81)

– Og nævn i denne bog Ibrahim. Han var sandfærdig og en profet. (Fortæl dem om den hændelse,) da han sagde til sin far: »Far! Hvorfor tilbeder du det, som hverken hører eller ser og heller ikke kan gøre noget for dig? Far! Jeg har fået en viden, som du ikke har fået. Følg mig, så vil jeg lede dig ad den rette vej. Far! Tilbed ikke Satan. Satan er ulydig mod Den Barmhjertige. Far! Jeg frygter, at du vil blive ramt af en straf fra Den Barmhjertige og blive Satans ledsager.«

»Faderen sagde: Ibrahim! Vender du dig bort fra mine guder? Hvis du ikke holder op, vil jeg stene dig ihjel. Forlad mig for altid.«

»Ibrahim sagde: Fred være med dig. Jeg vil bede min Herre om at tilgive dig. Min Herre er visselig meget nådig mod mig. Jeg tager også afstand fra jer og fra dem, som I påkalder i stedet for Allah. Jeg vil alene påkalde min Herre. Jeg håber, at jeg ikke vil blive skuffet, når jeg påkalder min Herre.« (Maryam: 41-48)

»Og Ibrahims bøn for sin far var kun i overensstemmelse med det løfte, han havde givet ham. Men da det blev klart for ham, at han var Allahs fjende, tog han afstand fra ham.« (At-Tawbah: 114)

»Tidligere havde Vi givet Ibrahim forstand, og Vi kendte ham godt. Mindes den hændelse, da han sagde til sin far og sit folk: Hvad er det for statuer, som I er blevet så hengivne over for? De svarede: Vi så vore forfædre tilbede dem. Han sagde: I og jeres forfædre har sandelig været i åbenlys vildfarelse. De sagde: Fremsætter du dine egne tanker over for os, eller laver du sjov? Han sagde: Nej, jeres Herre er i sandhed himlenes og jordens Herre og den, der har skabt dem, og det bevidner jeg over for jer. Ved Allahs ed vil jeg bestemt lægge en plan mod jeres afguder, når I er borte. Så knuste han dem alle i stykker, bortset fra den største af dem, så de kunne henvende sig til den.«

»(Da de kom og så deres afguders tilstand,) sagde de: Hvem har gjort dette mod vores guder? Han er sandelig en stor uretfærdig. (Nogle mennesker) sagde: Vi hørte en ung mand omtale dem, og han hedder Ibrahim. De sagde: Før ham frem for alles øjne, så de kan se, hvad der skal gøres med ham. (Da Ibrahim kom,) sagde folk: Ibrahim! Har du gjort dette mod vores guder? Han sagde: Nej, det var den største af dem, der gjorde det. Spørg dem, hvis de kan tale. Da blev de ramt af deres samvittighed og sagde til sig selv: I er selv de uretfærdige, fordi I tilbeder disse hjælpeløse statuer. Så blev de forvirrede og sagde: Du ved jo, at de ikke kan tale. Ibrahim sagde: Tilbeder I da i stedet for Allah dem, som hverken kan gavne jer eller skade jer? Skam over jer og over dem, som I tilbeder i stedet for Allah.«

“De sagde: »Brænd ham og støt jeres guder, hvis I vil gøre noget.« Vi sagde: »O ild, bliv kølig og vær til sikkerhed for Ibrahim.« De ønskede at skade Ibrahim, men Vi gjorde dem til fiasko.” (Al-Anbiya: 51-70)

“Fortæl dem Ibrahims historie, da han sagde til sin far og sit folk: »Hvad er det for ting, som I tilbeder?«”

“De sagde: »Det er afguder, som vi tilbeder, og hvis tjeneste vi er optaget af.« Han sagde: »Hører de jer, når I påkalder dem? Eller kan de gavne eller skade jer på nogen måde?« De svarede: »Det ved vi ikke, men vi har set vore forfædre gøre det samme.« Ibrahim sagde: »Har I nogensinde med åbne øjne set, hvad disse egentlig er, som I og jeres tidligere forfædre har tilbedt? De er alle mine fjender, undtagen alle verdeners Herre, som har skabt mig. Derefter vejleder Han mig; Han giver mig mad og drikke; når jeg bliver syg, helbreder Han mig; Han vil lade mig dø og derefter gøre mig levende igen; og hos Ham håber jeg, at Han på dommens dag vil tilgive mine fejl.«” (Ash-Shu’ara: 69-82)

“Og Vi sendte Ibrahim. Da han sagde til sit folk: »Tilbed Allah og frygt Ham. Det er bedre for jer, hvis I blot vidste det. De, som I tilbeder ud over Allah, kan ikke skaffe jer nogen forsørgelse. Søg forsørgelse hos Allah, tilbed Ham, og vær taknemmelige over for Ham. Til Ham vil I blive bragt tilbage.« … Hans folks svar var ikke andet end: »Dræb ham eller brænd ham!« Men Allah reddede ham fra ilden. I dette er der visselig tegn for de troende. Og Ibrahim sagde: »I har taget afguderne, ud over Allah, til et middel til indbyrdes kærlighed i denne verden. Men på opstandelsens dag vil I fornægte hinanden og forbande hinanden. Ilden vil være jeres tilholdssted, og ingen vil hjælpe jer.« Derefter troede Lut på Ibrahim, og Ibrahim sagde: »Jeg vil udvandre til min Herre. Han er visselig Den Almægtige, Den Alvidende.«” (Al-Ankabut: 16-26)

“Ibrahim fulgte også Nuhs vej. Da han kom til sin Herre med et rent hjerte, og da han sagde til sin far og sit folk: »Hvad er det, I tilbeder? Ønsker I opdigtede guder i stedet for Allah? Hvad er jeres opfattelse af alle verdeners Herre?« Derefter kastede han blikket på stjernerne og sagde til folkets mennesker: »Jeg er syg.« Så gik de bort og efterlod ham. Derefter gik han i al stilhed ind i deres afgudstempel og sagde: »Hvorfor spiser og drikker I ikke? Hvad er der i vejen med jer, siden I ikke taler?« Så kastede han sig over dem og slog hårdt til dem med sin højre hånd.”

“Da folkene kom tilbage, løb de hen til ham. Han sagde: »Tilbeder I de ting, som I selv har udhugget? Det er faktisk Allah, der har skabt jer og også de ting, som I fremstiller.« De sagde: »Tænd en ild for ham og kast ham ind i den flammende ild!« De ønskede at lægge en plan imod ham, men Vi ydmygede dem. Og Ibrahim sagde: »Jeg går til min Herre«, det vil sige, jeg udvandrer. »Han vil vejlede mig.«” (As-Saffat: 83-99)

Hazrat Ibrahim blev ført frem for landets konge, fordi denne hævdede at være herre. Men han var ikke villig til at anerkende nogen anden som herre end Allah. Den samtale, der fandt sted mellem dem, gengiver Koranen således:

“Da Ibrahim sagde: »Min Herre er den, som giver liv og bringer døden.« Han sagde: »Det er mig, der har magt over liv og død.« Ibrahim sagde: »Godt, Allah lader solen stå op fra øst; så lad du den stå op fra vest.« Da blev den vantroende målløs.” (Al-Baqarah: 258)

På grund af sin modstand mod shirk og sin دعوت til tawhid blev Ibrahims (a.s.) fødeland således for trangt for ham, og han forlod sit land, sit folk, sin familie og endda sin far og drog ud på hijra. Da han rejste, sagde han og de troende, der fulgte ham, klart til deres folk:

»Vi har taget afstand fra jer og fra disse jeres guder, som I tilbeder i stedet for Allah. Vi har forkastet jer, og der er opstået fjendskab og had mellem jer og os, indtil I tror på den Ene Allah.« (Al-Mumtahanah: 4)

Samtidig fortælles det også i Koranen, at da Ibrahim (a.s.) kom til Mekka og byggede dette Kaabaens hus på det sted, som Han havde anvist ham, var det ikke for at gøre det til et tempel for afguder og et valfartssted for polyteister, hvor andre end Allah skulle tilbedes, og hvor der skulle ofres til andre end Allah.

(Arabisk******************)

»Og husk den tid, hvor Vi udpegede stedet for dette hus (Kaabaens hus) til Ibrahim med denne befaling: Du må ikke sætte noget som partner ved Min side, og hold Mit hus rent for dem, der går rundt om det, bøjer sig og kaster sig ned. Tillad derefter folk almindeligvis at komme til hajj, så de kan komme gående fra fjerne egne og ridende på kameler og opnå de fordele, der er tilgængelige for dem. Og på bestemte dage skal de nævne Allahs navn over de dyr, som Han har skænket dem.« (Al-Hajj: 26-18)

Desuden er menneskene i Koranen blevet mindet om, hvad den bøn var, som Ibrahim (a.s.) bad for Mekkas indbyggere og deres kommende efterkommere.

(Arabisk****************)

»Min Herre! Gør denne by til en sikker by, og hold mig og mine børn borte fra afgudsdyrkelse. Min Herre! Disse afguder har ført mange mennesker på vildspor. Den, der følger mig, hører til mig, og den, der følger en anden vej end min, da er Du visselig Tilgivende og Barmhjertig.« (Ibrahim: 35-36)

Dette eksempel om Abraham var knusende for Qurayshs og de arabiske polyteisters religions grundvold. De kunne ganske vist klage over det, men de kunne ikke benægte det. For det var almindeligt anerkendt blandt dem, at Abraham ikke var polyteist og ikke afgudsdyrker. Han havde kun bygget Kabaen for at tilbede Allah, og polyteismen blev først udbredt blandt araberne længe efter. I deres tradition var det bevaret, hvornår polyteismen begyndte i Mekka, og hvornår og hvorfra de forskellige afguder blev bragt. Derfor kalder Koranen åbent menneskerne til:

(Arabisk****************)

»De, der har den største ret til at hævde tilknytning til Abraham, er de, der følger hans vej, samt denne profet (Muhammad, fred være med ham) og hans følgere. Allah er de troendes beskytter og hjælper.« (Āl ʿImrān: 68)

2. Beviset fra polyteisternes egne hjerters vidnesbyrd

Det andet stærke bevis for tawhid er, at når polyteisterne rammes af en alvorlig krise og står over for døden eller tilintetgørelsen, glemmer de alle deres opdigtede guder og begynder udelukkende at påkalde Allah. Den Ædle Koran beskriver deres tilstand på en virkningsfuld måde for at vække en erkendelse i dem: Beviset på, at polyteismen er vildfarelse, og at tawhid er sandheden, findes i jeres egne hjerter og kommer til syne, når I prøves gennem ulykker. Når denne tid derefter er forbi, trækker I glemslens slør ned over den. (4)

(Arabisk*****************)

— Sig til dem: Tænk jer om og sig mig: Hvis Allahs straf nogensinde rammer jer, eller dødens sidste øjeblik indtræffer for jer, vil I så påkalde andre end Allah? Sig: Hvis I er sandfærdige med hensyn til jeres polyteisme. På det tidspunkt påkalder I kun Allah. Hvis Han vil, fjerner Han den nød, som I påkaldte Ham for at blive reddet fra, og da glemmer I dem, som I satte som partnere med Ham i guddommeligheden. (Al-Anʿām: 40-41)

Efter at have iagttaget disse tegn fik Ikrima, Abu Jাহls søn, den lykke at antage troen. Da Mekka blev erobret af profeten (fred være med ham), flygtede Ikrima mod Jeddah og rejste derfra med skib mod Abessinien. Undervejs begyndte en voldsom storm, og skibet kom i fare. Til at begynde med bad man indtrængende alle de guder og gudinder, der fandtes, om hjælp. Men da stormens styrke tiltog, og passagererne blev overbevist om, at skibet ville synke, begyndte alle at sige: »På dette tidspunkt kan ingen andre end Allah påkaldes. Kun hvis Han vil, kan vi overleve.« I det øjeblik blev Ikrimas øjne åbnet, og hans hjerte erklærede: Hvis der her ikke findes nogen hjælper ud over Allah, hvorfor skulle det så være anderledes andre steder? Det er jo netop det, som denne fromme tjener af Allah har forsøgt at forklare os i tyve år, mens vi uden grund har fortsat vores strid med ham.

Dette var et afgørende øjeblik i Ikrimas liv (må Allah være tilfreds med ham). Han aflagde straks dette løfte til Gud: Hvis han overlevede denne storm, ville han gå direkte til Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, og overgive sin hånd til hans hånd. Han holdt faktisk sit løfte og blev senere ikke blot muslim, men tilbragte resten af sit liv i jihad for islams skyld. (5)

Dette argument og bevis er blevet fremført adskillige steder i Koranen. For ikke at gøre fremstillingen længere vil vi blot gengive oversættelsen af versene.

»Han er Allah, som fører jer både til lands og til søs. Når I går om bord på et skib og sejler glædeligt med vinden i gunstig retning, men derpå rammes af en voldsom storm, og bølgerne slår mod jer fra alle sider, så passagererne indser, at de er blevet omringet af stormen, påkalder de alle Ham med oprigtig hengivelse af deres religion til Allah og siger: ’Hvis Du redder os fra denne fare, vil vi visselig være blandt Dine taknemmelige tjenere.’ Men når Han redder dem, begynder de samme mennesker at afvige fra den rette vej og skabe oprør på jorden.« (Jonas: 22-23)

»Jeres sande Gud er Han, som fører jeres skibe på havet, for at I kan søge Hans gunst, det vil sige forsørgelse. Han er i sandhed meget nådig mod jer. Når en fare rammer jer på havet, forsvinder alle dem, som I påkalder ud over Ham alene. Men når Han redder jer og bringer jer i land, vender I jer bort fra Ham. Mennesket er i sandhed utaknemmeligt.« (Israels børn: 66-67)

»Menneskenes tilstand er sådan, at når de rammes af en vanskelighed, vender de sig til deres Herre. Men når Han lader dem smage noget af Sin nåde, begynder nogle af dem pludselig at sætte andre ved siden af deres Herre (det vil sige, de begynder at bringe deres ofre og løfter til andre guder). Derved viser de utaknemmelighed over for Min gunst.« (Romerne: 32)

»Når en ulykke rammer et menneske, vender han sig til sin Herre og påkalder Ham. Men når hans Herre skænker ham Sin gunst, glemmer han den ulykke, som han tidligere påkaldte Ham på grund af, og begynder at sætte andre som ligemænd med Allah for at lede andre bort fra Hans vej.« (Klyngerne: 8)

Det vil sige, han nøjes ikke med selv at være vildledt, men vildleder også andre ved at sige: ’Den fare, der ramte mig, blev fjernet, fordi jeg aflagde et offerløfte til den og den fromme mand, den og den helgen eller den og den guddom.’ Derved bliver mange andre mennesker knyttet til opdigtede guder foruden Allah, og enhver uvidende person bliver ved med at fortælle om sine erfaringer på denne måde og giver næring til folkets vildledning. (7)

På denne måde er polyteisternes årer og underårer blevet ramt forskellige steder i Koranen, så den slumrende følelse af tawhid i dem blev vækket. Den arabiske halvø var fuld af farer og ulykker. Den generelle usikkerhed i landet var yderst bekymrende for enhver. Der fandtes ingen steder, selv langt borte, nogen ordentlig adgang til medicin og behandling af sygdomme.

I den frygtelige støvstorm i ørkenen mistede folk bevidstheden. Under sådanne forhold blev enhver polyteist på et eller andet tidspunkt i sit liv ramt af en sådan fare, at han, fortvivlet fra alle sider, rakte sine bedende hænder frem mod Allah, Den Ene Uden Lige, og mente, at ingen bortset fra denne hellige Skabning kunne hjælpe ham på dette tidspunkt. Især under sørejser indtraf sådanne hændelser ofte. Denne tilstand viste sig selv under Abrahas angreb på qurayshitterne. Efter at have forladt alle de opdigtede guder påkaldte de kun Allah den Ene om hjælp. På tidspunktet for Koranens åbenbaring levede der mange mennesker, som havde været øjenvidner til denne hændelse. I Sura al-Fil henledes deres opmærksomhed på netop dette med ordene: »Hvem andre end jeres sande Herre var der på det tidspunkt, som tilintetgjorde de tres tusind angribere og reddede jer fra undergang?« Og i Sura Quraysh henledes deres opmærksomhed på dette med ordene: »Tilbed den Store Gud, i hvis hus I søgte tilflugt og derved blev reddet fra undergang, og gennem hvem I i Arabien opnåede denne sikkerhed, tryghed og velstand. Denne velgører er Allah, ikke de afguder, som I har samlet i Hans hus, og om hvilke I selv ved, at de ikke kunne have reddet jer fra undergang.«

3. Bevisførelse ud fra den naturlige orden

Sammen med de to ovennævnte beviser er der mange steder i Koranen udførligt fremført et yderst stærkt argument ud fra hele verdensordenen for, at denne samlede skabte verden har én og samme Gud, og kun kan have én. Også her gengiver vi kun oversættelsen af versene.

»O mennesker! Tilbed jeres Herre, som skabte jer og dem, der levede før jer, så I forhåbentlig kan værne jer mod følgerne af at tilbede andre. Den Herre, som gjorde jorden til et leje for jer og himlen til et tag, og lod vand falde fra himlen. Derefter frembragte Han dermed alle slags afgrøder, som blev jeres føde. Gør derfor ikke bevidst andre lige med Allah.« (al-Baqara: 21-22)

»Et af Hans tegn er, at Han skabte jer af jord. Derefter spredte I jer som mennesker på jorden. Og blandt Hans tegn er, at Han skabte ægtefæller til jer af jeres egen art, for at I kunne finde ro hos dem, og Han skabte kærlighed og barmhjertighed mellem jer. I dette er der visselig tegn for folk, der tænker. Og blandt Hans tegn er skabelsen af himlene og jorden samt forskelligheden i jeres sprog og farver. I dette er der visselig mange tegn for de vidende. Og blandt Hans tegn er jeres søvn om natten og dagen samt jeres søgen efter Hans gunst og forsørgelse. I dette er der visselig et tegn for folk, der lytter opmærksomt. Og blandt Hans tegn er, at Han viser jer lynet, der vækker både frygt og håb, og sender vand ned fra himlen, hvorved Han giver den døde jord liv. I dette er der visselig mange tegn for mennesker med forstand. Og blandt Hans tegn er også, at himlen og jorden står fast ved Hans befaling. Når Han derefter kalder jer ud fra jorden, kommer I pludselig frem på én gang. Alle, der er i himlene og på jorden, er Hans tjenere; alle adlyder Ham. Han begynder skabelsen, og Han vil gentage den; det er endnu lettere for Ham. Ham tilkommer de højeste egenskaber i himlene og på jorden, og Han er Den Almægtige, Den Vise.« (al-Rum: 20-27)

»Sandelig, jeres Herre er Allah, som skabte himlene og jorden på seks dage og derefter satte Sig på Tronen. Han lader natten brede sig over dagen, hvorefter dagen følger hurtigt efter natten. Han skabte solen, månen og stjernerne; alle adlyder Hans befaling. Vær opmærksomme: Skabelsen tilhører Ham, og befaling og herredømme tilhører Ham. Velsignet er Allah, alverdens Herre og Besidder.« (al-A’raf: 54)

»Hellig er Han, som har skabt alle par: både blandt det, jorden frembringer, blandt menneskene selv og blandt det, de ikke kender. Og et tegn for dem er natten: Vi fjerner dagen fra den, og da bliver der mørke. Solen bevæger sig mod sit bestemmelsessted. Dette er Den Almægtiges fastsatte beregning. Og for månen har Vi fastlagt faser, indtil den bliver som en vissen palmegren. Solen kan ikke indhente månen, og natten kan heller ikke overhale dagen. Alle svømmer de i verdensrummet. Og et tegn for dem er, at Vi bar deres slægt i det lastede skib, og at Vi siden skabte andre skibe af samme slags, som de kan rejse med. Hvis Vi ville, kunne Vi drukne dem, og ingen ville høre deres råb, ligesom ingen på nogen måde ville kunne redde dem. Men det er alene Vor barmhjertighed, der bringer dem sikkert i land og lader dem nyde livet i en fastsat tid.« (Ya-Sin: 36-44)

»Hans befaling er blot, at når Han vil noget, siger Han til det: ’Bliv til!’ — og det bliver til. Hellig er Han derfor, i hvis hånd hele herredømmet over alle ting er, og til Ham vil I blive bragt tilbage.« (Ya-Sin: 81-83)

“O Muhammad, sig: Skal jeg søge nogen anden Herre end Allah, når Han alene er altings Herre?” (An’am: 164)

“Der findes intet levende væsen på jorden, hvis forsørgelse ikke påhviler Allah, og om hvilket Han ikke ved, hvor det befinder sig, og hvor det overgives efter døden. Alt står nedskrevet i en bog.” (Hud: 6)

“Det er Ham, der skabte himlene og jorden på seks dage og derefter satte sig på Tronen. Han har viden om alt, hvad der trænger ind i jorden, og alt, hvad der kommer ud af den, samt alt, hvad der stiger ned fra himlen, og alt, hvad der stiger op til den. Hvor end I befinder jer, er Han med jer, og Han ser alt, hvad I gør. Hans er herredømmet over himlene og jorden, og til Allah bringes alle sager tilbage (til den endelige afgørelse). Han lader natten gå over i dagen og dagen gå over i natten, og Han kender også hjertets tilstand fuldt ud.” (Hadid: 4-6)

“Det er Ham, der styrer alle forhold i himlene og på jorden. Derefter stiger deres beretning op til Ham på en dag, hvis varighed efter jeres beregning er tusind år. Han kender alt det skjulte og det åbenbare. Han er Almægtig og Barmhjertig.

“Han har skabt alt, hvad Han har skabt, på den smukkeste måde. Han begyndte menneskets skabelse af ler. Derefter lod Han dets efterkommere fortsætte fra en substans, der er som ringeagtet vand.” (Sajda: 5-8)

“Allah alene kløver frøet og frugtens kerne (inde i jorden). Han bringer det levende frem af det døde og bringer det døde frem af det levende. Det er Allah, der udfører alle disse gerninger. Hvordan kan I da vige bort fra sandheden? Han bryder nattens mørke og bringer morgenen frem, og Han har gjort natten til en tid med ro. Han har fastsat solens og månens op- og nedgangs baner. Dette er den Almægtiges og Alvidendes fastsatte orden. Og Han har gjort stjernerne til et middel for jer til at finde vej i ørkenens og havets mørke. Se, Vi har forklaret tegnene tydeligt for dem, der har viden. Og Han har skabt jer fra én og samme person. Derefter har enhver et opholdssted og et sted, hvortil man vender tilbage. Disse tegn har Vi gjort tydelige for dem, der forstår, og for dem, der handler med omtanke.” (An’am: 95-98)

“Sig til dem: Hvem har magt eller myndighed til at afværge Allahs afgørelse angående jer, hvis Han ønsker jer skade eller gavn? (Fath: 11)

“Og hvis Allah ønsker at ramme dig med en ulykke, findes der ingen anden end Ham, der kan fjerne denne ulykke; og hvis Han ønsker dig noget godt, findes der ingen, der kan forhindre Hans godhed.” (Yunus: 107)

“Ingen kan lukke den barmhjertighedens vej, som Allah åbner for menneskene, og ingen kan åbne det, som Han lukker)… Findes der nogen anden skaber end Allah, som giver jer forsørgelse fra himlene og jorden? Der findes ingen gud ud over Ham. Hvor bliver I da ført på afveje?” (Fâtir: 2-3)

“Hvis der ud over Allah fandtes andre guder i himlene og på jorden, ville både jordens og himlenes orden bryde sammen. Allah, Tronens Herre, er højt ophøjet over det, de tillægger Ham. Han står ikke til ansvar over for nogen for det, Han gør, men alle står til ansvar over for Ham. Har de taget andre end Ham til guder? Sig til dem: Fremlæg jeres bevis.” (Al-Anbiyâ: 22-24)

“Allah har ikke taget nogen til søn. Og der findes heller ingen anden gud sammen med Ham. Hvis det forholdt sig sådan, ville hver gud have skilt sig ud med sin skabning. Derefter ville de have hævdet herredømmet over hinanden. Han er ren og ophøjet over det, de tillægger Ham.” (Al-Mu’minûn: 91)

“Sig til dem, o profet: Hvis der sammen med Ham fandtes andre guder, sådan som de siger, ville de visselig forsøge at nå Tronens Herres plads. Han er ren, ophøjet, stor og højere end det, de siger.” (Banî Isrâ’îl: 42-43)

Dette er nogle af de vers, hvori der er fremlagt så stærke beviser for tawhid, at enhver, der blot har en smule fornuft og indsigt, ikke kan andet end erkende, at den enorme forvaltning af dette skabte univers fra jorden til himlene ikke kan fungere uden én Gud. Disse ting er blevet skabt, fordi Han har skabt dem, og alt fungerer, fordi Han selv styrer det. Den visdom, indsigt, styrke, barmhjertighed, nåde og omsorg, der findes heri; den orden og regelmæssighed, der præger det, samt den harmoni, som findes mellem skaberværkets utallige og mangfoldige ting, siger tydeligt, at alt dette ikke kan eksistere uden én Guds guddommelighed. Der er ikke den mindste mulighed for, at nogen anden besidder blot en smule guddommelig magt eller myndighed heri. Ellers kunne denne ordning aldrig have fungeret så regelmæssigt og med en sådan visdom og harmoni. Det står nu klart, at når Skaberen er Ham, er Forsørgeren også Ham, myndigheden til at tilføje gevinst og tab tilkommer Ham alene, og Han er Herre over al magt og myndighed, hvem findes da, som har ret til at være en, der tilbedes? Hvordan skulle en andens befaling og herredømme da kunne gælde under Hans skaberværks område? Når et menneske tilbeder nogen, gør det, fordi det mener, at denne besidder en eller anden form for magt og myndighed samt evnen til at tilføje gevinst og tab. Men når det bliver klar over, at denne slet ingen magt eller myndighed har, kan ingen være så tåbelig og dum, at han tilbeder ham uden grund.”

4. Beviserne for tilbagevisningen af shirk

Ligesom Koranen har bevist tawhid med stor styrke, er der også med tilsvarende styrke fremlagt beviser for tilbagevisningen af shirk. Derved er shirk blevet knust fuldstændigt. Også her vil vi kun fremlægge oversættelsen af Koranens vers.

“Vær opmærksom! Alt, hvad der findes i himlene eller på jorden, tilhører Allah den Ophøjede. Og de, der påkalder andre medguder ud over Allah, følger kun formodninger og hengiver sig blot til fantasier.” (Yûnus: 66)

“De, som I tilbeder foruden Ham, er intet. Det er blot navne, som I og jeres fædre har opfundet. Gud har ikke åbenbaret noget bevis for, at de er Guds medguder.” (Yusuf: 140)

“Vær derfor ikke i tvivl, du (o profet), om de guddomme, som disse tilbeder. De tilbeder ganske enkelt på samme måde, som deres fædre gjorde før dem. (Hud: 109)

“Og når det siges til dem: ‘Følg det, som Gud har åbenbaret,’ siger de: ‘Nej, vi vil følge det, som vi så vores fædre følge.’ Vil de da fortsætte med blindt at følge deres fædre, selv om Satan kalder dem til den flammende ilds straf?” (Luqman: 21)

“Eller gav Vi dem før dette en bog, hvis bevis de holder fast i til støtte for deres tilbedelse af englene? Nej, men de siger: ‘Vi så vores fædre følge en bestemt vej, og vi følger i deres fodspor.’ Sådan sagde de velstående blandt indbyggerne også, da Vi før dig sendte en advarer til en by: ‘Vi så vores fædre følge en bestemt vej, og vi følger i deres fodspor.’ Hver profet spurgte dem: ‘Vil I fortsætte med at følge den vej, som I så jeres fædre følge, selv om jeg bringer jer en mere retfærdig vejledning end den?’ De svarede alle profeterne: ‘Vi fornægter det, som I er blevet sendt med for at kalde os til.’” (Az-Zukhruf: 21-24)

“De tilbeder foruden Gud dem, om hvem Gud ikke har åbenbaret noget bevis for, at de er guddomme. De har heller ingen viden om, at de har del i guddommeligheden eller ret til at blive tilbedt.” (Al-Hajj: 71)

Disse vers og tilsvarende andre vers fastslår klart, at afgudsdyrkerne ikke har noget bevis eller nogen dokumentation for at anse andre som Guds medguder og som værdige til tilbedelse. De følger blot deres fædre blindt. De tror udelukkende ud fra gæt og formodninger, at visse væsener har fået en del af Guds guddommelige myndighed og magt, og at de derfor kan opfylde deres ønsker. Men Gud har aldrig på nogen måde sagt til dem, at Han har givet en bestemt del af Sin myndighed til et bestemt væsen. De har ingen direkte viden om, at en bestemt hellig mand eller en bestemt guddom har fået del i Guds myndighed. Samtidig fremfører Koranen igen og igen beviser på, at shirk er vildfarelse og uden grundlag.

“Hvem er det, der har skabt himlene og jorden og sendt vand ned til jer fra himlen, hvorved Vi frembringer smukke haver, hvis træer I ikke selv kunne have frembragt? Findes der nogen anden gud ved siden af Gud, som deltager i dette? Nej! Men disse mennesker afviger fra den rette vej. Og hvem er det, der har gjort jorden til et opholdssted, ladet floder strømme gennem den, rejst bjerge på den som nagler og skabt en barriere mellem de to vande, det søde og det salte? Findes der nogen anden gud ved siden af Gud, som deltager i dette? Nej! Men de fleste af dem har ingen viden. Hvem er det, der besvarer den nødstedtes bøn, når han påkalder Ham, fjerner hans nød og gør jer til jordens efterfølgere? Findes der nogen anden gud ved siden af Gud, som deltager i dette? I tænker kun lidt efter. Hvem leder jer gennem landets og havets mørke? Hvem sender vindene som gode tidender forud for Sin barmhjertighed? Findes der nogen anden gud ved siden af Gud, som gør dette? Højt hævet og ophøjet er Gud over det, de sætter ved Hans side. Hvem begynder skabelsen og gentager den? Hvem forsørger jer fra himlen og jorden? Findes der nogen anden gud ved siden af Gud, som deltager i dette? Sig: ‘Fremfør jeres bevis, hvis I taler sandt om jeres afgudsdyrkelse.’” (An-Naml: 60-64)

“Velsignet er Han, som har åbenbaret denne Furqan for Sin tjener, så han kan være en advarer for alle verdener. Han ejer herredømmet over jorden og himlene. Han har ikke taget sig en søn, og ingen deler herredømmet med Ham. Han har skabt enhver ting og fastsat dens bestemmelse. Alligevel har menneskene taget andre guddomme end Ham, som intet skaber, men selv er skabt, som ikke har magt over hverken gavn eller skade, som ikke kan forårsage død eller liv og heller ikke kan genoplive de døde.” (Al-Furqan: 1-3)

Efter at Allah i vers 3–16 i Sura an-Nahl har beskrevet mange af sine skaberværkers finesser, siges der: »Kan den, der skaber, og den, der slet intet kan skabe, være lige? Vil I da ikke komme til fornuft og besindelse?« (vers 17)

»Spørg dem: Hvem er Herren over himlene og jorden? Sig: Allah. Spørg dem derefter: Har I, bortset fra Ham, taget andre til jeres herrer, som ikke selv har magt over at bringe sig selv gavn eller skade? Sig til dem: Kan den blinde og den seende nogensinde være lige? Kan lys og mørke være lige? Har de, som disse mennesker har gjort til Allahs medguder, skabt noget ligesom Han har skabt, så skabelsen er blevet tvivlsom for dem? Sig: Allah er Skaberen af alting, og Han er den Ene, den Almægtige over alle.« (Ar-Ra‘d: 16)

»Profet! Sig til dem: Har I set disse jeres medguder, som I påkalder i stedet for Allah? Fortæl mig, hvad de har skabt på jorden. Eller har de nogen andel i himlene? Eller har Vi givet dem en bog, som de støtter sig til som bevis for deres polyteisme? Intet af dette. Nej, disse uretfærdige lover blot hinanden bedragerisk lokkemad.« (Fatir: 40)

»Hvis du spørger dem, hvem der skabte himlene og jorden, vil de visselig svare: Allah! Sig til dem: Hvad mener I så? Hvis Allah ønsker at ramme mig med en skade, kan jeres gudinder — dem, som I påkalder i stedet for Allah — da afværge den skade, Han har sendt over mig? Eller hvis Allah ønsker at vise mig barmhjertighed, kan de da holde Hans barmhjertighed tilbage? Hvis de ikke kan sige, at de er i stand til dette, så sig til dem: Allah er tilstrækkelig for mig. De, der sætter deres lid til nogen, sætter deres lid til Ham.« (Az-Zumar: 38)

Polyteisterne sagde: Vores guder er et middel til, at vi kan komme nær til Allah, og de er vores forbønsmænd. Derfor tilbeder vi dem. Vi beder dem om hjælp og påkalder dem for at få hjælp, så de kan hjælpe os, gavne os og beskytte os mod skade. Koranen har også udførligt tilbagevist denne opfattelse.

»De tilbeder, i stedet for Allah, det, som hverken kan gavne eller skade dem. De siger: Dette er vores forbønsmænd hos Allah. Profet! Sig til dem: Underretter I Allah om noget, Han ikke kender i himlene eller på jorden? Hellig og ophøjet er Han over det shirk, som disse mennesker begår.« (Yunus: 18)

Og de, der i stedet for Allah har taget andre beskyttere, siger: »Vi tilbeder dem kun, for at de kan bringe os nær til Allah.« »Allah vil visselig dømme mellem dem om det, de er uenige om. Allah retleder ikke den, der er løgnagtig og fornægter sandheden.« (Az-Zumar: 13)

»Disse mennesker har i stedet for Allah taget andre guder, så de kan være deres hjælpere. Men ingen vil kunne hjælpe dem. Alle vil fornægte deres tilbedelse, og på Dommedag vil de i stedet være deres modstandere.« (Maryam: 81–82)

“Disse mennesker har taget sig andre guder end Allah og håber, at de vil hjælpe dem. De kan på ingen måde hjælpe dem. Tværtimod er disse mennesker blevet deres permanente hær, hvorved deres guddommelighed opretholdes.” (Yasin: 74-75)

“Hvem er den, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse?” (Al-Baqarah: 55)

“O Profet! Sig til disse afgudsdyrkere: Kald på dem, som I har taget som jeres guder i stedet for Allah, og se, om de kan svare. De ejer ikke engang det mindste. De har ingen andel i herredømmet over hverken himlene eller jorden, og de har heller ingen andel i herredømmet over dem begge. Ingen af dem er Allahs hjælper. Og forbøn har ingen nytte hos Allah, bortset fra den, som Allah har givet tilladelse til at gå i forbøn, og hvis vegne der må gås i forbøn.” (Saba: 22-23)

“Hvem kan være mere vildledt end den, der påkalder andre end Allah, som ikke kan svare ham indtil Opstandelsens Dag, og som endda er uvidende om, at disse mennesker beder dem om hjælp? Og når menneskene samles til opstandelsen, vil de være fjender af dem, der påkaldte dem, og de vil fornægte deres tilbedelse.” (Al-Ahqaf: 5-6)

“Det er rigtigt at påkalde Allah. De, som de påkalder i stedet for Allah, kan ikke svare på deres påkaldelse. At påkalde dem kan sammenlignes med en person, der rækker sine hænder mod vandet og beder det: ‘Kom ind i min mund.’ Men vandet kan ikke nå ham. Således er de vantros bøn også meningsløs, blot en pil, der er skudt forbi målet.” (Ar-Ra’d: 14)

“De, der har taget andre end Allah som beskyttere, kan sammenlignes med edderkoppen. Den bygger sit hus, men af alle huse er edderkoppens hus det svageste. Hvis de blot havde nogen viden!” (Al-Ankabut: 41)

“O mennesker! Der gives et eksempel, så lyt opmærksomt til det. De, som I påkalder i stedet for Allah, har ikke skabt så meget som en flue. Selv hvis de alle gik sammen om det, ville de ikke kunne gøre det. Og hvis fluen tog noget fra dem, ville de heller ikke kunne få det tilbage fra den. De, der søger hjælp, er svage, og de, som der søges hjælp hos, er også svage. De har slet ikke forstået Allahs storhed, sådan som de burde. Sandelig, den eneste, der er stærk og almægtig, er Allah.” (Al-Hajj: 73-74)

“Gør de dem til Allahs medguder, som intet har skabt, men selv er blevet skabt? De kan hverken hjælpe disse eller hjælpe sig selv.” (Al-A’raf: 191-192)

Efter at vers 65 til 72 i sura an-Nahl har nævnt Allah den Højestes nåde, barmhjertighed og velsignelser over menneskene, siges der:

“Accepterer folk da falskheden (selv efter at have set og hørt alt dette) og fornægter Allah den Højestes nåde og barmhjertighed? Og de tilbeder, foruden Allah, dem, som ikke har nogen myndighed til at skænke forsørgelse fra himlen eller fra jorden. Og de kan slet ikke udføre dette.” (an-Nahl: 72-73)

“Har disse da, foruden Allah, gjort visse væsener til forbønsmænd? Sig til dem: Vil de gå i forbøn, selv om de ikke har nogen myndighed over noget? Og selv om de ikke forstår? Sig: Hele spørgsmålet om forbøn ligger hos Allah. Han alene ejer herredømmet over himlene og jorden. Derefter vil I blive bragt tilbage til Ham.” (az-Zumar: 43-44)

“Vi har ødelagt mange byer omkring jer. Vi sendte tegn og forklarede dem sagen på forskellige måder, så de kunne vende tilbage til den rette vej. Hvorfor hjalp da de væsener dem ikke, som de havde gjort til guder og betragtet som midler til at opnå nærhed til Allah, idet de satte dem ved siden af Allah? Nej, de tog afstand fra dem, da straffen kom. Dette var resultatet af deres falske og opdigtede trosforestillinger, som de havde fabrikeret.” (al-Ahqaf: 27-28)

Efter at vers 11 til 13 i sura Fatir har beskrevet det mirakuløse i Allah den Højestes magt, siges der: “Denne Allah (ved hvem alle disse handlinger udføres) er jeres Herre. Herredømmet tilhører Ham alene. De, som I påkalder foruden Ham, ejer ikke engang så meget som et stykke strå. Hvis I påkalder dem, hører de ikke jeres påkaldelse. Og selv hvis de hører den, kan de ikke svare på den. Og på Opstandelsens Dag vil de fornægte jeres afgudsdyrkelse.” (Fatir: 13-14)

“Allah træffer den rette afgørelse. De, som disse afgudsdyrkere nu påkalder foruden Allah, kan ikke træffe afgørelse om noget. Allah er i sandhed den, der hører og ser alt.” (al-Mu’min: 20)

Derefter siges det til folk, at den, der ønsker ære (og søger hjælp hos en hjælpekraft), ikke behøver nogen forbeder, ikke behøver at søge et middel til at opnå nærhed til Allah eller at fremføre offergaver. Der er kun én vej til det—

(Arabisk*****************)

Den, der ønsker ære og værdighed, bør vide, at al ære tilhører Allah. Det, der stiger op til Ham, er det gode ord, og den gode handling løfter det. (Fatir: 10)

Polyteisterne har påstået, at Allah har børn, og de betragter englene som Allahs døtre og tilbeder dem. I Koranen tilbagevises dette med hårde ord, og denne tros hulhed påvises.

De har gjort jinnerne til Allahs medguder, skønt Han har skabt dem. Og uden viden har de opdigtet sønner og døtre for Ham. Hellig og ophøjet er Han over det, de siger. Han er Den, der har skabt himlene og jorden. Hvordan skulle Han kunne have børn, når Han ingen ægtefælle har? Han har skabt alting og har viden om alting. Dette er Allah, jeres Herre. Der er ingen gud ud over Ham; Han er Skaberen af alting. Tilbed derfor Ham alene. Han har ansvaret for alting. (An’am: 100-102)

»De siger: ‚Den Nådige har et barn.‘ Ære være Ham! Nej, de, det vil sige englene, er ærede tjenere hos Ham. De taler ikke højt foran Ham, men adlyder Hans befaling. Han ved, hvad der er foran dem, og Han er også vidende om det, der er skjult for deres viden. De går ikke i forbøn undtagen for den, hvis forbøn Allah accepterer. De frygter Ham. Hvis nogen af dem skulle sige: ‚Jeg er også en gud foruden Allah,‘ vil Vi straffe ham med Helvedes straf. Således gengælder Vi de uretfærdige.« (Al-Anbiya: 26-29)

»Disse mennesker har gjort nogle af Hans tjenere til en del af Ham. Mennesket er i sandhed åbenlyst utaknemmeligt. Har Allah udvalgt døtre blandt sine skabninger og begunstiget jer med sønner? Men når en af dem får den glædelige meddelelse om fødslen af det barn, som de tilskriver Den Nådige, bliver hans ansigt sort, og han fyldes af sorg. Har de da tildelt Allah døtre, som opdrages med smykker, og som ikke engang kan fremlægge et klart argument i en diskussion? Har de set englenes skikkelser, siden de har anset Den Nådiges tjenere for kvinder? De vil blive afhørt om deres vidnesbyrd og holdt ansvarlige.« (Az-Zukhruf: 15-19)

»Spørg dem så, om deres hjerter virkelig accepterer, at jeres Herre skal have døtre, mens de selv skal have sønner? Har Vi gjort englene til kvinder, og har de selv været vidner til det? Lyt nøje efter: I virkeligheden fremsætter de den opdigtede påstand, at Allah har et barn. Sandelig, de er løgnere.«

Har Allah valgt døtre frem for sønner til sig selv? Hvad er der i vejen med jer? Hvilken slags mening fremsætter I? Kommer I ikke til fornuft? Hvis I har noget bevis for disse påstande, så fremlæg den bog, hvori dette står, hvis I taler sandt. (As-Saffat: 149-157)

»Har I nogensinde tænkt over disse tre: Lat, Uzza og den tredje, den anden, Manat? Skal I have sønnerne, mens Allah skal have døtrene? Det er sandelig en uretfærdig fordeling! Dette er ikke andet end navne, som I og jeres forfædre har givet dem. Allah har ikke sendt noget bevis ned om dem, hvori Han selv skulle have sagt, at de er Mine døtre. I virkeligheden følger disse mennesker blot overtro og formodninger og er blevet deres begær underdanige, skønt vejledningen fra deres Herre allerede er kommet til dem.« (An-Najm: 19-23)

Samtidig med at Koranen tilbageviser hver enkelt side af shirk, siges det også til afgudsdyrkerne, at det eneste, I gør for jeres guder, er at bringe offergaver frem for dem, fortsætte med jeres tilbedelse og højtideligholdelse af fester og bede dem om, at de skal opfylde jeres ønsker i denne verden. I har ingen guddom, der kan vejlede jer om, hvad der er det rette grundprincip for livet i denne verden, og hvad der er forkert, hvilken vej der er rigtig, og hvilken der er vildledende. Den, der har ret til at blive tilbedt, må jo være den, som også vejleder sine tjenere og tilbedere.

»Spørg dem: Findes der blandt jeres udpegede medguder nogen, der vejleder til sandheden? Er den, der vejleder til sandheden, ikke mere værd at følge end den, der ikke selv finder vej, medmindre han bliver vejledt? Sandheden er, at de fleste af dem følger formodninger og gætterier. Men formodninger kan på ingen måde opfylde sandhedens behov.« (Yunus: 36)

Således udryddes shirk fuldstændigt gennem argumenter og beviser, og menneskene advares grundigt om, at shirk er en synd, som Allah aldrig tilgiver, så længe mennesket ikke omvender sig fra den. Uanset hvor mange gode handlinger et menneske efter sin egen opfattelse udfører sammen med denne synd, vil de alle gå til grunde.

»Allah tilgiver aldrig synden at sætte nogen ved siden af Ham. Hvad angår andre synder, kan Han tilgive dem, hvis Han vil. Den, der sætter nogen ved siden af Allah, har fremsat en vældig løgn og begået en vældig synd.« (An-Nisa: 48)

»Muhammad! Sig til dem: Hvad så, I tåber! Befaler I mig at tilbede nogen anden end Allah? Og dog er der blevet åbenbaret for jer og for de profeter, der var før jer: Hvis I begår shirk, vil alle jeres handlinger blive tilintetgjort, og I vil blive blandt de fortabte. Tilbed derfor alene Allah, og bliv blandt de taknemmelige tjenere.« (Az-Zumar: 64-66)

5. Tawhids krav

Samtidig med at Koranen tydeligt forklarer, at tawhid er sandt, og at shirk på alle måder er falsk, fastslås det også klart, at når man anerkender Allah som den eneste og uden sidestykke som Herre og guddom—

(1) bliver det nødvendigt, at ingen andre end Allah må tilbedes.

(Arabisk***************)

-Jeg har ikke skabt jinner og mennesker for at tilbede nogen anden, men for at de kun skal tilbede Mig. (Adh-Dhariyat: 56)

(Arabisk*******************)

-Tilbed hverken solen eller månen, men tilbed den Allah, som har skabt jer, hvis I i sandhed kun tilbeder Ham. (Fussilat: 37)

(Arabisk***************)

(O Muhammad!) Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden. Tilbed derfor Allah og gør religionen oprigtig for Ham. Vær opmærksom! Den rene religion tilkommer Allah alene. (Az-Zumar: 2-3)

(Arabisk*****************)

-Sig: Det er blevet forbudt mig at tilbede dem, som I påkalder ud over Allah. (Al-Mu’min: 66)

(2) Det bliver også nødvendigt, at man ikke beder andre end Allah. Man må ikke tigge nogen om hjælp i den overnaturlige tro, at vedkommende kan opfylde ens behov og udføre ens opgaver.

(Arabisk**************)

– Åh Allah! Dig alene tilbeder vi, og hos Dig alene søger vi hjælp.

(Arabisk****************)

– Og kald ikke nogen anden end Allah på hjælp, som hverken kan gavne dig eller skade dig.

(Arabisk****************)

– Og kald ikke nogen anden guddom end Allah på hjælp. Der findes ingen sand guddom ud over Ham.

(Arabisk****************)

– Og jeres Herre siger: »Påkald Mig, så vil Jeg besvare jeres bønner.« De, der hovmodigt vender sig bort fra at tilbede Mig, vil gå ind i Helvede i fornedret tilstand. (De troende: 60) [Dette vers gør det klart, at bøn og tilbedelse i deres væsen er det samme. Hvis nogen beder en anden om noget, tilbeder han i virkeligheden denne person. – Forfatteren]

(Arabisk*****************)

Og når Mine tjenere spørger dig om Mig, så sig til dem, at Jeg er nær. [Det vil sige, at der ikke er behov for noget mellemled for at bede til Mig. Jeg hører selv bønnen direkte. – Forfatteren] Når den bedende påkalder Mig, besvarer Jeg hans bøn. (Al-Baqara: 186) [Besvarelsen betyder ikke, at den bedende vil kunne høre dette svar. Det betyder derimod, at det er Mig, der tager skridt som svar på alle henvendelser og bønner. – Forfatteren]

(3) Det er også nødvendigt, at ingen andre end Allah betragtes som »Ālim al-ghayb«, den, der kender det skjulte. Man må ikke have den opfattelse om nogen anden, at han kender alle skaberværkets skjulte og åbenbare hemmeligheder, eller at han har viden om hvert eneste forhold fra fortiden til fremtiden.
(Arabisk**************)

Sig: Ingen af dem, der er i himlene og på jorden, kender det skjulte, undtagen Allah alene. (An-Naml: 65)

(Arabisk****************)

– Han alene har nøglerne til det usete, og ingen kender dem undtagen Ham. Han ved, hvad der er på landjorden og i havet. Intet blad falder fra et træ, uden at Han ved det. Der findes ikke et eneste frø i jordens dybe mørke, og heller ikke noget vådt eller tørt, som ikke står optegnet i et tydeligt register. (Al-An’am: 59)

(4) Det er også ufravigeligt, at intet dyr må slagtes eller ofres i nogen andens navn end Allahs eller på noget andet sted end for Allah. Ethvert dyr er haram, hvis Allahs navn ikke blev nævnt ved slagtningen, eller hvis en andens navn blev nævnt sammen med Allahs. I Koranen siges det klart fire steder, at det dyr, ved hvis slagtning en andens navn end Allahs er blevet nævnt, er haram (Al-Baqara: 173, Al-Ma’ida: 3, Al-An’am: 145, An-Nahl: 115). I Sura Al-Ma’ida beskrives det også udførligt, at de dyr, der slagtes ved de altre, som polyteisterne havde opført for at ofre votivgaver til andre end Allah, ligeledes er haram. (Vers: 3)

Herefter er det tydeligt sagt i al-Anʿām:

(Arabisk******************)

Spis derfor af kødet fra det dyr, som Allahs navn er blevet nævnt over (ved slagtningen).

(Arabisk****************)

Og spis ikke kød fra noget dyr, som Allahs navn ikke er blevet nævnt over (ved slagtningen). For det er oprør mod Gud.

(5) Det er også nødvendigt at anerkende, at den Gud, som er hele skaberværkets Herre og Hersker, har herredømme over alle menneskers forhold (moral, dannelse, civilisation, sociale forhold, politik, økonomi, lovgivning og retsvæsen, krig og fredsaftaler samt alle øvrige forhold). Hans lov skal være loven, og ingen anden skal have ret til at fastsætte love i opposition til Ham. Det, Han har erklæret haram, er haram, og det, Han har erklæret halal, er halal. Ingen har ret til på eget initiativ at fastsætte, hvad der er halal og haram. Mennesker skal hverken som individer eller grupper frit følge deres egne ønsker eller følge love, der er udformet efter nogen andens vilje end den ene Guds. Retten til at træffe afgørelser i alle menneskelige anliggender tilkommer Allah, ikke Hans tjenere.

(Arabisk**************)

Hvad end I måtte være uenige om, tilkommer afgørelsen Allah. (ash-Shūrā: 10)

(Arabisk****************)

—Har disse mennesker taget andre end Gud som medguder, som har fastsat en lov for dem, der svarer til deres religion, uden at Gud har givet tilladelse dertil? (Ash-Shura: 21)

Det fremgår klart af dette vers, at der med medguder her ikke menes dem, som man beder til, som man bringer offergaver til, og foran hvem man udfører religiøse ceremonier. Det må nødvendigvis betyde de mennesker, som folk anser for medguder i spørgsmål om befaling og styring. Det er mennesker, hvis fremførte tanker, trosforestillinger, anskuelser og filosofier folk tror på; hvis værdier de følger; hvis fremsatte moralske principper, civilisation og kultur de anerkender som målestok; og hvis udformede love, fremgangsmåder og traditioner de følger i deres religiøse ceremonier, privatliv, samfund, kultur, handel og transaktioner, ved domstolene samt i politik og regeringsførelse, som om dette var deres lov, som de skulle følge. (8)

(Arabisk****************)

—De har taget deres lærde og fromme dervisher som herrer i stedet for Allah, og ligeledes Messias, Marias søn. Alligevel blev de kun befalet at tilbede én Gud; ingen har ret til at blive tilbedt bortset fra Ham. Han er ophøjet og ren for det, de sætter ved Hans side. (At-Tawba: 21)

Det berettes i hadith, at Ḥaḍrat ʿAdī ibn Ḥātim (må Allah være tilfreds med ham) tidligere var kristen. Da han trådte frem for Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) og blev muslim, stillede han blandt andre spørgsmål også dette: »I dette vers anklages vi for at have taget vores lærde og dervisher som guder — hvad er den egentlige betydning af det?«

Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) svarede: »Var det ikke sådan, at det, de erklærede for haram, anså I for haram, og det, de erklærede for halal, anså I for halal?« Han svarede: »Jo, det gjorde vi bestemt.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Det var altså dette, der betød, at I tog dem som guder.«

Heraf fremgår det, at de, som uden støtte i Allahs Bog fastsætter grænserne for, hvad der er tilladt og forbudt i menneskers liv, i virkeligheden med stolthed indtager guddommens plads. De, som anerkender deres ret til at udforme denne lov, tager dem som guder. (9)

(Arabisk****************)

– O profet, sig til dem: Har I nogensinde overvejet, at I blandt de livsfornødenheder, som Allah har sendt ned til jer, selv har erklæret noget for haram og noget for halal? Spørg dem: Har Allah givet jer tilladelse til dette, eller fremsætter I en løgnagtig anklage mod Allah? (Yunus: 59)

(Arabisk*****************)

Og sig ikke med denne løgn, som kommer fra jeres munde: »Dette er haram, og dette er halal«, for ved at udstede sådanne påbud tilskriver I Allah en løgn. De, der tilskriver Allah en løgn, vil aldrig opnå fremgang. (Naml: 116)

(Arabisk******************)

Og de, der ikke dømmer og træffer afgørelser i overensstemmelse med den lov, som Allah har åbenbaret, er vantro … det er dem, der handler uretfærdigt … det er dem, der er ulydige. (Ma’ida: 44-47)

(Arabisk*******************)

Har du set den, der har taget sit eget begær som sin gud (det vil sige, er blevet egenrådig og er begyndt at tilbede sit begær)? (Jathiya: 23)

Den lære om tawhid, som Allahs Sendebud (sa.) forkyndte, krævede blot, at mennesket ikke skulle tilbede nogen anden end den ene Gud, ikke bede nogen anden om hjælp og ikke ofre i nogen andens navn. Hans lære gik også ud på, at folk skulle forkaste alle deres skikke og traditioner samt alle love, regler og normer, hvad enten de selv eller andre havde udformet, og anerkende Allah alene som Lovgiveren og følge den lov, Han havde givet. Profeten (sa.) var selv ikke nogen undtagelse i denne henseende. Også han blev pålagt at følge den lov, Allah havde åbenbaret, og ikke efter eget forgodtbefindende erklære noget for tilladt eller forbudt.

(Arabisk*************)

O Muhammad (sa.), adlyd det, som gennem åbenbaringen er blevet sendt til dig fra din Herre.

(Arabisk*************)

O Profet, hvorfor erklærer du det forbudt, som Allah har gjort tilladt for dig?

Dette var en opfordring til en gennemgribende revolution, som ikke blot ville ændre religionen, men hele livsordenen. Det var derfor naturligt, at den skabte uro blandt arabernes afgudsdyrkere. Men især blev Quraysh rystet, fordi deres interesser blev ramt hårdt. Da denne opfordring var udsprunget fra deres egen stamme og deres egen by, kunne de se deres egen undergang i den. (10)

Den store og grundlæggende årsag til Qurayshs modstand

I Koranen siges det, at den fare, Quraysh frygtede ved at acceptere Allahs Sendebuds (sa.) opfordring, var følgende:

(Arabisk***************)

De siger: »Hvis vi begynder at følge denne vejledning sammen med jer, vil vi blive fordrevet fra landet.« (Al-Qasas: 57)

Ved nærmere eftertanke kan man forstå, at dette var den grundlæggende årsag til Quraysh-folkets benægtelse af sandheden. For at forstå dette fuldt ud må vi se på, hvilken status Quraysh havde på dette tidspunkt i historisk perspektiv, og hvad det var, de frygtede ville blive svækket.

For det første var det, der gav dem betydning i Arabien, at de ifølge arabernes slægtsregistre blev anset for at være efterkommere af profeten Ismail (fvmh.). Derfor havde de i arabernes øjne status som en familie af hellige efterkommere. Da de senere gennem Qusayy ibn Kilabs indsats blev vogtere af Kabaen, og Mekka blev deres hjem, voksede deres betydning endnu mere. For nu var de blevet præster ved det største valfartssted i Arabien. De indtog pladsen som religiøse ledere for alle arabiske stammer. Der fandtes ingen arabisk stamme, som ikke havde en forbindelse med dem på grund af hajj. Takket være denne centrale position begyndte de gradvist at gøre fremskridt inden for handel. Heldigvis gav Roms og Irans indbyrdes konflikter og sammenstød dem en særlig position i den internationale handel. På den tid havde Iran blokeret al handel mellem Kina, Indien, Indonesien og Østafrika på den ene side og Rom, Grækenland, Egypten og Sham på den anden. Den sidste mulige rute gik gennem Det Røde Hav. Men efter Irans erobring af Yemen blev også denne rute lukket. Der var derefter ingen anden måde at opretholde handelen på end, at arabiske købmænd på den ene side bragte varer fra de romersk-kontrollerede områder til havnene ved Det Arabiske Hav og Den Persiske Golf og på den anden side førte varer fra Østen fra disse havne til de romersk-kontrollerede områder. Som følge heraf blev Mekka et internationalt handelscentrum. Quraysh havde på det tidspunkt monopol på denne handel. Men i Arabien, hvor der herskede uorden og anarki, var fri transport af varer ikke mulig. Kun fordi Quraysh havde tætte forbindelser med de stammer, hvis områder handelsvejene gik igennem, kunne varerne transporteres ad disse ruter. Quraysh-lederne anså ikke blot deres religiøse indflydelse for tilstrækkelig til dette formål. Derfor havde de indgået aftaler med alle stammerne. En del af handelsfortjenesten blev givet til dem, og stamme-sheikerne og lederne blev også holdt tilfredse med gaver. Desuden havde man udspændt et sådant net af ågerhandel, at handelsfolkene og lederne i alle nabostammerne var blevet involveret.

Da Profeten (fvmh.) under disse forhold fremsatte kaldet til tawhid, var det, der ophidsede Quraysh mod Profeten mere end deres forfædres religiøse fanatisme, at de anså deres egne interesser for truet af dette kald. De mente, at selv hvis shirk og afgudsdyrkelse blev bevist falske og tawhid bevist sand gennem gyldige argumenter og beviser, ville det være katastrofalt for dem at forlade disse trosformer og antage tawhid. Hvis de antog tawhid, ville hele Arabien blive rasende på dem. De ville blive frataget præsteskabet ved Kabaen. Alle deres aftaler og forbindelser med de afgudsdyrkende stammer ville blive brudt. De handelsfolk, som takket være disse forbindelser rejste dag og nat gennem deres forskellige områder, ville ikke længere kunne gøre det. På denne måde ville denne nye religion ødelægge deres religiøse indflydelse og prestige og samtidig deres økonomiske velstand. Det var endda ikke umuligt, at alle de arabiske stammer ville tvinge dem til at forlade Mekka.

Her udfolder der sig for menneskene et forbløffende billede af de verdsligt orienteredes kortsynethed. Allahs Sendebud (fvmh.) forsikrede dem igen og igen om, at hvis de antog den trosbekendelse, han fremsatte, ville Arabien og ikke-arabiske lande komme under deres herredømme. Men de så kun deres egen undergang i den. De tænkte, at den rigdom og indflydelse, de besad, ville forsvinde straks, når de accepterede dette kald—for slet ikke at tale om, at Arabien og de ikke-arabiske lande skulle underlægge sig dem. De frygtede, at så snart de antog denne trosbekendelse, ville de blive så hjælpeløse og berøvede alle midler i dette land, at de ville blive jaget bort fra det, ligesom en glente eller krage snupper et stykke kød, og at de ingen steder ville finde ly. Deres snævre blik kunne ikke se den situation, hvor hele Arabien blot få år senere skulle komme under en central regering under Muhammad (fvmh.). Derefter skulle Iran, Irak, Sham og Egypten i løbet af den samme mands liv ét efter ét komme under dette riges herredømme, og før et århundrede var gået, skulle repræsentanter for Quraysh herske over en stor del af verden, fra Sindh til Spanien og fra Kaukasus til Yemens kyst ved havet.

Som svar på deres indvending siger Koranen

Se, hvilket gennemslagskraftigt svar Koranen giver i surah Al-Qasas på alle disse undskyldninger og indvendinger fra deres side:

(Arabisk***************)

– Er det ikke sådan, at Vi har gjort et sikkert Haram til deres bolig, hvor alle slags frugter bliver bragt ind som forsørgelse fra Os? Men de fleste af dem ved det ikke. (Al-Qasas: 57)

Dette er det første svar fra Allah den Ophøjede på deres undskyldning. Det betyder: Er det som følge af nogen indsats eller planlægning fra jeres side, at varer fra hele verden bliver bragt ind i denne golde dal takket være Haram-helligdommens fuldstændige sikkerhed og dens centrale status? For to et halvt tusind år siden kom en af Allahs tjenere til denne vand- og vegetationsløse dal mellem klippefyldte bjergkæder sammen med sin hustru og sit diende spædbarn. Han byggede et kammer ved at lægge sten på sten og sagde højt: „Allah har gjort dette til et Haram. Kom til dette hus og foretag tawaf.“

Hvad andet kan det nu være end en velsignelse skænket af Allah, at dette sted i femogtyve århundreder har været Arabias centrum? Selv i et miljø præget af frygtelig utryghed er dette det eneste sted i landet, hvor der hersker sikkerhed. Ethvert arabisk barn ser endda på det med respekt. Hvert år kommer tusinder af mennesker for at foretage tawaf omkring det. Frugten af denne velsignelse er jo, at I er blevet arabernes ledere, og at en stor del af verdens handel ligger i jeres hænder. Tror I, at I kan stige til velstandens højeste tinder ved at vende jer bort fra og gøre oprør mod den Gud, der har skænket jer denne velsignelse, men at I vil blive ødelagt blot ved at følge Hans religion? Derefter blev det sagt:

(Arabisk******************)

– Og hvor mange byer har Vi ikke tilintetgjort, hvis indbyggere var overordentligt stolte af deres livsgrundlag. Se nu: Deres boliger ligger tomme hen, og kun få har boet i dem efter dem. Til sidst blev Vi deres arvinger.“ (Al-Qasas: 58)

Dette var det andet svar på deres undskyldning og indvending. Det betyder: Alt det velstand og den bekvemmelighed, som I er stolte af, og som af frygt for at miste får jer til at søge nærhed til det falske og vende jer bort fra den sande vej, havde også engang folkeslagene ʿAd, Thamud, Saba, Midjan og Lots folk. Kunne dette have reddet dem fra undergang? En forbedring af livets materielle standard er i virkeligheden ikke et mål, som mennesket skal forfølge alene, uden at bekymre sig om sandhed og falskhed, og derfor nægte at antage den sande vej af frygt for at miste dette mål. Har I nogen sikkerhed for, at I vil undslippe, hvis I stædigt holder fast i den vildfarelse og syndighed, som ødelagde fortidens velstående folkeslag? Vil jeres endeligt ikke blive som deres? Derefter siges der:

(Arabisk***************)

– Og din Herre ødelægger ikke byerne, før Han har sendt en sendebud til deres centrum, som reciterer Vore tegn for dem. Og Vi ødelægger ikke byerne, hvis deres indbyggere ikke er uretfærdige. (Al-Qasas: 59)

Dette var det tredje svar på deres undskyldning. De folk, der tidligere blev tilintetgjort, var uretfærdige, men Gud sendte før deres tilintetgørelse et sendebud til dem, som advarede dem. Da de trods hans advarsel ikke afstod fra deres vildfarelse, blev de tilintetgjort. Nu står I over for den samme situation; også I er blevet uretfærdige. Et sendebud er allerede kommet for at advare jer. Nu vil I ikke kunne bevare jeres behagelige liv og velstand ved at vælge vantro og ateisme; tværtimod vil I bringe dem i fare. Den tilintetgørelse, som I frygter, vil ikke skyldes troen, men fornægtelsen. Derefter blev det sagt:

(Arabisk***************)

– Alt, hvad I har fået, er blot denne verdens livsfornødenheder og dens pragt. Men det, der er hos Allah, er bedre end dette og mere varigt. Vil I da ikke bruge jeres fornuft? Kan den, som Vi har lovet noget, og som med sikkerhed vil få det, være som den, som Vi kun har givet denne verdens fornødenheder, og som på Genopstandelsens Dag vil blive fremstillet til straf? (Al-Qasas: 60-61)

Dette er det fjerde svar på deres undskyldning. For at forstå dette svar må man først fæstne sig ved to ting.

For det første varer livet i denne verden ikke mere end nogle få år. Det er blot en midlertidig etape på en rejse. Det egentlige, evige liv kommer senere. Uanset hvor mange ejendele mennesket samler i dette midlertidige liv, og uanset hvor meget det lever et liv i glæde og nydelse, vil det nødvendigvis få en ende, og alle denne verdens ejendele må efterlades her. Over for denne nydelse vil en fornuftig person også være villig til at give afkald på at nyde den, hvis det betyder, at han her må udholde prøvelser og ulykker i nogle år, men kan opnå en sådan fromhed, at den bliver årsag til varig lykke i det efterfølgende evige liv.

For det andet kræver Allahs religion ikke af mennesket, at det skal afstå fra at få nogen fordel af denne verdens livs fornødenheder, eller at det uden grund skal forkaste dens pragt med afsky. Dens krav er blot, at mennesket skal prioritere det hinsidige over denne verden. For denne verden er forgængelig, mens det hinsidige er evigt. Denne verdens glæder og nydelser er ringere, mens det hinsidiges lykke og fred er bedre. Derfor bør mennesket opnå de fornødenheder og den pragt i denne verden, som kan give succes i det hinsidiges varige liv, eller i det mindste sikre, at det ikke udsættes for varigt tab dér. Men hvis der opstår et spørgsmål om konkurrence mellem de to – det vil sige, hvis succes i denne verden og succes i det hinsidige bliver hinandens modsætninger – da vil mennesket ofre denne verden for det hinsidiges skyld og aldrig for denne verdens midlertidige glæders skyld vælge en vej, hvis resultat bliver dårligt for det i al evighed.

Med disse to ting for øje, se da, hvad Allah siger i de foregående vers. Han siger ikke: Afskaf handel og forretning, luk jeres virksomhed, og påtag jer fattigdom ved at følge vores profet. Tværtimod siger Han: Den rigdom, som I er fordybet i i denne verden, er meget ringe, og I kan kun drage fordel af den i denne verdens liv i kort tid. I modsætning hertil er det, der er hos Allah, bedre end dette både i kvalitet og kvantitet, og det er varigt. Derfor handler I tåbeligt, hvis I for at nyde det midlertidige livs begrænsede velsignelser opfører jer på en sådan måde, at I som følge heraf må lide et evigt tab i det hinsidige. Sammenlign selv og se: Hvem er den succesfulde – den person, der med hårdt arbejde og yderste anstrengelse adlyder sin Herre og derefter for evigt bliver smykket med Hans velsignelser, eller den, der bliver arresteret som forbryder og stillet for Guds domstol, selv om han inden sin arrestation måske har fået mulighed for i nogle dage at nyde rigdom, som han har erhvervet på ulovlig vis? Til sidst blev det sagt:

(Arabisk*************)

– og (lad dem ikke glemme) den dag, hvor Han vil kalde på dem og sige: »Hvor er Mine medguder, som I forestillede jer?« (Al-Qasas: 63)

Dette er også blevet sagt i forbindelse med dette fjerde svar. Det hænger sammen med den øverste åbenbarings sidste sætning. Her siges det, hvilket frygteligt resultat de må se i det evige liv i det hinsidige, fordi de af hensyn til deres rent verdslige interesser stædigt holder fast i den vildfarelse, der består i shirk, afgudsdyrkelse og fornægtelse af profetskab. Hensigten er at skabe denne følelse: Antag, at ingen ulykke rammer jer i denne verden, og at I lever et meget fornøjeligt liv her; hvis konsekvensen i det hinsidige alligevel bliver sådan, så tænk selv efter: Er den handel, I indgår, en fortjenstfuld handel eller et rent tab? (11)

Andet afsnit

Kaldet til troen på Muhammads sendebudstjeneste

Det andet vigtige punkt i det islamiske kald var, at man skulle anerkende Allah, den Ene og uden partner, som den eneste Gud, den eneste hersker og den eneste, der besidder herredømme og myndighed, og derefter også erkende, at Sendebudet er den eneste pålidelige profet, gennem hvem Allah den Ophøjede giver menneskene vejledning, meddeler bud og bestemmelser, lærer dem tilbedelsens fremgangsmåder, underviser dem i den rette troslære og tro og lærer dem forskellen mellem de rette og vildledende grundprincipper for handlinger og moral. Desuden sender Han de love og regler, som mennesket skal følge og efterligne på alle områder af sit liv. Derfor er det nødvendigt for mennesket, efter at have troet på Allahs enhed, at tro på Sendebudets sendebudstjeneste, anerkende ham som Allahs eneste repræsentant for Hans vilje, opgive lydigheden mod alle andre og kun adlyde ham. Det skal forkaste enhver anden lydighed og følge de bud og den vejledning, som Sendebudet giver fra den ene Gud, der har sendt ham. På denne måde virkeliggjorde troen på sendebudstjenesten den store revolution, som islam ønskede at gennemføre i menneskelivet ved at få menneskene til at anerkende Allahs enhed. For når mennesket efter at have anerkendt tawhid bliver overbevist om, at det nu kun skal tilbede Allah og leve efter Hans vejledning, opstår spørgsmålet: Hvordan skal det føre denne tro ud i livet? Hvordan skal det vide, hvad den rette måde at tilbede Allah på er, og hvad den vejledning fra Ham er, som det nu skal følge? Koranen siger, at fremgangsmåden altid har været den, at Allah udvælger én blandt Sine tjenere som Sitt Sendebud og giver ham viden om alle de forhold, som skal praktiseres i overensstemmelse med Hans vilje. Der findes ingen anden praktisk måde at tilbede Ham på end at anerkende Sendebudets sendebudstjeneste og følge og efterligne ham. På denne måde samles menneskeheden, der er opdelt på grund af forskellige trosforestillinger og tankesæt, overtro og forestillinger, religioner og trosretninger, skikke og sædvaner samt tilbedelse og lydighed mod forskellige falske guder, om ét centrum, og den religion bliver virkelig etableret, som det er det islamiske kalds mål at samle og forene menneskeheden omkring.

Hvis Koranens lære i denne forbindelse gennemgås i den følgende rækkefølge, kan emnet forstås fuldt ud.

Bekendtgørelsen af, at profeter blev sendt ved skabelsens begyndelse

Det første, der siges i Koranen om profetskab, er, at Adams efterkommere allerede ved menneskehedens begyndelse på jorden blev advaret om, at de skulle adlyde den vejledning, som ville blive sendt til dem gennem sendebuddene.

(Arabisk**************)

– O Adams børn! Hvis der kommer et sendebud til jer fra jeres egne rækker (det vil sige fra menneskene), som vil fremsige Mine vers for jer, så vil der ikke være nogen grund til frygt eller sorg for den, der holder sig fra ulydighed og retter sin adfærd. Men de, der forkaster Vore vers og gør oprør imod dem, vil være Helvedets beboere; dér skal de forblive for evigt. (Al-A’raf: 35-36)

Menneskets fremgang eller undergang afhænger af, om det adlyder sendebuddene eller ej

Det samme siges i versene 38-39 i suraen Al-Baqara og versene 123-124 i suraen Ta-Ha, hvor det nævnes, at Adam og Hawwa, fred være med dem, blev sendt ned på jorden. Her blev det ikke blot meddelt, at sendebud ville blive sendt for at vejlede menneskene; der blev også fremsagt denne advarsel: Deres fremgang eller undergang afhænger af, om de accepterer sendebuddenes vejledning og følger taqwaens og forbedringens vej. Hvis de ikke gør det, vil de både blive straffet i denne verden og lide Helvedets straf. Faktisk angives det flere steder, at årsagen til, at forskellige folkeslag på jorden blev ramt af straffen, var, at de nægtede at følge de sendebud, der kom til dem, eksempelvis:

(Arabisk*****************)

– Har de ikke rejst omkring på jorden, så de kunne se, hvad der blev af dem, der levede før dem? De var mægtigere end disse (quraish), og de efterlod sig langt stærkere spor på jorden. Derefter greb Allah dem på grund af deres synder, og der var ingen, der kunne beskytte dem mod Allah. Denne skæbne ramte dem, fordi sendebuddene kom til dem med klare tegn, men de nægtede at tro på dem. Til sidst greb Allah dem. Sandelig, Han er Almægtig og streng i sin straf.

Næsten det samme siges også i versene 25-16 i suraen Fatir og versene 5-6 i suraen At-Taghabun. Koranen er fyldt med beretninger om de folkeslag, der forkastede deres tids sendebud, og som til sidst blev ramt af straffen allerede i denne verden.

Derefter er det blevet sagt om det hinsidige, at Guds bevis mod menneskene dér vil være grundlagt på, at sendebude var blevet sendt til dem, og at forskellen mellem sandhed og falskhed samt den rette, sande vej var blevet gjort klart for dem. På trods af dette troede de ikke på dem og adlød dem ikke. Derfor fortjener de nu straffen.

(Arabisk*************)

— O Muhammad! Vi har sendt åbenbaring til dig på samme måde, som Vi åbenbarede for Noah og de profeter, der kom efter ham. Disse sendebude blev sendt som bringere af gode nyheder og som advarere, så folk efter deres udsendelse ikke skulle have noget argument mod Allah. (An-Nisa: 123-124)

Det vil sige, at disse profeters opgave var at bringe dem, der troede på den lære, de havde medbragt, og som derefter rensede deres tanker og handlinger i overensstemmelse med den, det gode budskab om succes og lykke. Og de advarede dem, der ikke troede, og som ikke ophørte med at følge vildfarelsens veje i tanke og handling, om en frygtelig slutning. Formålet med at sende disse profeter var, at Allah den Ophøjede gennem dem ville gøre den sande vej klar og dermed fuldende Sit bevis mod menneskeheden, så ingen vantro eller synder på Dommedagens domstol kunne fremføre som undskyldning, at der ikke var blevet truffet nogen foranstaltning for at gøre den egentlige sandhed kendt for dem, og at de nu blev grebet, mens de var uvidende. Meningen med at sende disse profeter var, at Allah den Ophøjede gennem dem ville gøre den sande vej klar og dermed fuldende Sit bevis mod menneskeheden, så ingen vantro eller synder på Dommedagens domstol kunne fremføre som undskyldning, at der ikke var blevet truffet nogen foranstaltning for at gøre den egentlige sandhed kendt for dem, og at de nu blev grebet, mens de var uvidende.

I forbindelse med omtalen af det hinsidige er der i Koranen blevet fremsat en advarsel om, at alle de handlinger, som de, der fornægter og modarbejder sendebuddenes budskab, anså for gode, dér vil gå til grunde. Når de derefter bliver ført ind i Jahannam, vil de få at vide: »Gennem sendebuddene er alle argumenter og beviser blevet fuldendt for jer. Derfor lider I nu straffen, og i virkeligheden er det netop denne straf, I fortjener.«

(Arabisk*****************)

— De, der har nægtet at acceptere (det vil sige nægtet at acceptere Sendebudet (fred være med ham) og den lære, han bragte — forfatteren) og har hindret folk fra Allahs vej (udtrykket »saddū ʿan sabīlillāh« er oprindeligt blevet anvendt. Ordet »sadd« bruges på arabisk både transitivt og intransitivt. Derfor betyder denne sætning også, at de selv afholder sig fra at følge Allahs vej. Den betyder også, at de hindrer andre i at komme ad denne vej. Der findes flere former for at hindre nogen. For det første kan en person med magt afholde nogen fra at tro. For det andet kan han udsætte den troende for en sådan undertrykkelse og forfølgelse, at det bliver vanskeligt for ham at fastholde sin tro, og for andre at tro under sådanne skræmmende forhold. For det tredje kan de ved at føre folk bag lyset om Allahs religion og det sendebud, der formidler den, indgyde dem sådan tvivl i hjertet, at folk bliver vildledt og afholder sig fra at komme til Allahs vej. Desuden er ethvert vantro samfund en mægtig hindring på Allahs vej, fordi de gennem deres uddannelse og kultur, sociale struktur, skikke og religiøse fanatisme skaber stærke hindringer for udbredelsen af den sande religion — forfatteren) og har strides med Sendebudet, efter at den sande vej var blevet tydelig for dem, kan ikke skade Allah det mindste. Tværtimod vil Allah tilintetgøre alle deres handlinger. (Muhammad: 32)

Under disse omstændigheder vil Allah den Ophøjede spørge dem:

(Arabisk******************)

– O jinn og menneskers forsamling! Kom der ikke et sendebud til jer fra jeres egen midte, som reciterede Mine vers for jer og advarede jer om følgerne af denne dag? De vil sige: »Vi vidner mod os selv.«

Det jordiske liv havde bedraget dem. Men i det hinsides vil de vidne mod sig selv om, at de var vantro. Dette vidnesbyrd vil blive taget fra dem, for at det kan bevises, at jeres Herre ikke ødelagde byerne uretfærdigt, mens deres indbyggere var uvidende om sandheden. (Al-An’am: 130–191)

(Arabisk**********************)

– Hver gang en gruppe mennesker bliver kastet ind i den, vil dens vogtere sige: »Kom der ikke en advarer til jer?« [Spørgsmålet vil ikke blive stillet, fordi Helvedes vogtere ønsker at finde ud af, om der kom en advarer til dem eller ej. Formålet med spørgsmålet er derimod at få dem til at forstå, at der ikke er blevet gjort dem nogen uret ved at kaste dem i Helvede. Derfor vil de få dem til med deres egne munde at indrømme, at Allah ikke lod dem være uvidende, men sendte profeter til dem. De troede imidlertid ikke på profeterne. Derfor fortjener de den straf, de får – forfatterens note.] De vil sige: »Jo, der kom en advarer til os, men vi forkastede dem og sagde: ›Allah har intet åbenbaret, og I befinder jer i stor vildfarelse.‹« Derefter vil de sige: »Ak, hvis blot vi havde lyttet og handlet fornuftigt, ville vi ikke have måttet lide straffen i denne flammende ild.« Således vil de bekende deres synd. Forbandelse over Helvedes beboere! (Al-Mulk: 8–10)

En udtalelse, der stemmer overens med dette, findes i vers 71–72 i sura az-Zumar. Heraf bliver det klart, at sendebudsskabet har så stor betydning i islam, at menneskets lykke eller ulykke fra denne verden til det hinsides afhænger af, om det accepterer det eller forkaster det.

Alle

Der kom profeter til alle folkeslag, og deres kald var det samme

Det er også blevet sagt i Koranen, at profeter lige siden menneskehedens begyndelse fortsat er kommet til alle folk. Deres religion var den samme. Deres kald var også det samme. Formålet med deres komme var også det samme. Deres fælles budskab var, at menneskene skulle afholde sig fra ulydighed mod Allah og adlyde Ham.

(Arabisk**************)

-Der har ikke været noget folk, som ikke har fået en advarer. (Fâtir: 24)

(Arabisk**************)

Der var en vejleder for hvert folk. (ar-Ra’d: 7)

(Arabisk************)

-Vi har ikke ødelagt nogen by, uden at der var kommet en advarer til den. (ash-Shu’arâ: 208)

(Arabisk***************)

Vi har sendt et sendebud til hvert folk [med denne opfordring]: Tilbed Allah, og hold jer borte fra tilbedelsen af Ṭāghūt. (An-Nahl: 36)

Fra profeten Nuh til profeten Isa er det om hver profet blevet sagt, at han sagde til sit folk:(Arabisk*********)— Frygt Allah, og adlyd mig. (Se Aal Imran: 50; Ash-Shuʿara: 108, 110, 126, 131, 141, 150, 163, 171; Az-Zukhruf: 63; Nuh: 3)

Formålet med profeternes komme

Derefter siges det, at formålet med alle profeternes komme var dette:

(Arabisk*************)

Vi sendte Sande profeter med klare tegn og åbenbarede Skriften og vægten sammen med dem, for at menneskene kunne opretholde retfærdighed. (Al-Hadid: 25)

At opretholde retfærdighed betyder at være retfærdig over for sig selv, over for Allah og over for hvert eneste menneske, som man har forbindelse med. Det betyder retfærdighed i ens eget samfund, i alle transaktioner, i ens kultur og civilisation, i politik og regeringsførelse, ved domstolene og i internationale relationer. Kort sagt er formålet med alle profeternes udsendelse at opretholde retfærdighed på alle områder og i alle aspekter af livet, både individuelt og kollektivt.

Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, som sendebud

På denne baggrund af profetskabets og sendebuddenes historie og dens sandhed blev det først sagt til Quraysh, derefter til araberne og siden til hele verden, at Muhammad (s.a.) hører til blandt de sendebud, som blev sendt før ham. Han kom med den religion, som havde været alle profeters religion siden menneskehedens begyndelse. Profeten Muhammad (s.a.) blev sendt for at rense denne religion for al forfalskning og forvrængning og fremstille den i dens sande og rene form. Guds religion, Hans sharia, Hans love og Hans befalinger er derfor ikke noget, som profeten (s.a.) fremlægger af sig selv, men på grundlag af den åbenbaring, Gud har sendt. Lydighed mod ham er lydighed mod Gud, og ulydighed mod ham er ulydighed mod Gud. Derfor er det ikke nok blot at tro, at han er Guds sendebud. Efter at have antaget troen må man opgive lydigheden mod alle andre og uden tøven adlyde ham (sendebudet). For at vende sig bort fra hans vejledning betyder at vende sig bort fra lydigheden mod den Gud, som sendte ham til verden som sendebud.

Før Hans Helligheds (s.a.) komme ventede araberne på en profet

Det bør bemærkes, at araberne, når de så den forfaldne moral og de onde handlinger blandt de kristne, jøderne og tilhængerne af andre religioner omkring dem, selv plejede at sige: “Hvis det, der var kommet til disse folk, kom til os – det vil sige sendebuddet og den vejledning, Gud havde sendt – ville vi vise os bedre og mere udviklede end dem alle.”

Dette blev kundgjort i Koranen, men der var ingen, som benægtede det.

(Arabisk**************)

Disse mennesker (Quraysh og araberne) plejede at sværge dyre eder og sige, at hvis der kom en advarer (det vil sige et sendebud) til dem, ville de være bedre vejledt end alle andre folk i verden. Men da advareren kom til dem, øgede hans komme dem ikke i andet end flugt fra den sande religion. De blev endnu mere hovmodige og arrogante på jorden og begyndte at anvende de værste planer for at skade ham. Men de, der lægger sådanne planer, bliver selv tilintetgjort af dem. (Fatir 42-43)

(Arabisk****************)

Disse mennesker plejede tidligere at sige: “Åh, hvis vi blot havde den påmindelse (budskabet med Guds formaning), som de tidligere folk modtog, så ville vi være Guds oprigtigt hengivne tjenere.” Men da den kom, benægtede de den straks. Snart vil de få at vide, hvad dens konsekvens bliver. (As-Saffat 167-170)

Heraf blev det klart, at deres inderste ønske var, at et sendebud skulle komme. Men da denne velsignelse nåede dem, begyndte de at gøre modstand, udvise stædighed og trods.

Profeten (fred være med ham) hører til profeterne, og kilden til hans viden er den samme åbenbaring, som var alle profeters

Med denne sandhed for øje, se da, hvordan Koranen præsenterede Profetens sendebudshverv, og hvilken rang den tillagde ham—

(Arabisk************)

—Ved den vise Koran, Muhammad, du er sandelig blandt sendebudene, på den rette vej. Det vil sige, du hører til sendebudene, og det klare bevis på dit sendebudshverv er, at du fremfører denne vise Koran. (Yasin: 1-4)

(Arabisk****************)

—Og således har Vi åbenbaret denne arabiske Koran for dig (Muhammad), for at du kan advare byernes moder (Mekka) og dem, der bor omkring den. (Ash-Shura: 7)

(Arabisk***************)

O Muhammad, sig: O menneskehed! Jeg er Guds udsendte sendebud til jer alle – Han, som ejer herredømmet over himlene og jorden. (Al-A’raf: 158)

(Arabisk*****************)

Velsignet er Han, som har åbenbaret denne Koran (den, der skelner mellem sandhed og falskhed) for sin tjener, så den kan advare verdens beboere. (Al-Furqan: 1)

(Arabisk****************)

O Muhammad! Vi har sendt åbenbaring til dig på samme måde, som Vi sendte den til Nuh og dem, der kom efter ham, og på samme måde som Vi sendte åbenbaring til Ibrahim, Ismail, Ishaq, Ya’qub og Ya’qubs efterkommere samt til Isa, Ayyub, Yunus, Harun og Sulayman, og Vi gav Dawud Zabur. (An-Nisa: 163)

Formålet med profeten Muhammads udsendelse

Vi har tidligere sagt, at formålet med hans udsendelse (sura Al-Hadid, vers 25) var det samme som formålet med alle profeternes udsendelse. Ikke desto mindre er formålet med specifikt at udnævne ham til sendebud blevet udførligt fremlagt i Den Ædle Koran for Quraysh og den arabiske befolkning. Det gengiver vi her i rækkefølge.

Hans profetskab er evigt og universelt

Han er ikke sendt til en bestemt nation og heller ikke kun til alle mennesker i sin egen tid; han er derimod et sendebud til alle mennesker indtil Dommedag – alle, hvis han budskab når.

(Arabisk**************)

– og denne Koran er blevet sendt ned til mig gennem åbenbaring, for at jeg kan advare jer og enhver, som den når. (Al-An’am: 19)

Han er den, der fremlægger den rene religion, fri for enhver forvrængning

Han forkaster ikke de lærdomme, som de tidligere profeter bragte, men bekræfter deres sandhed. Han har fået til opgave at fjerne de senere iblandinger, der var kommet ind i de tidligere profeters lærdomme, og at fremlægge den sande religion i dens rene form – den samme sande religion, som Gud siden skabelsens begyndelse har fastsat for menneskeheden.

At han ikke kom for at forkaste de tidligere profeters lærdomme, men for at bekræfte deres sandhed, er blevet nævnt flere steder i Koranen. For eksempel:

(Arabisk*************)

– Nej, han (Muhammad, fred være med ham) kom med sandheden, og han bekræfter sandheden hos alle profeter, der er sendt af Gud. (As-Saffat: 37)

(Arabisk*************)

-Og denne Koran er ikke noget, der kan være forfattet på egen hånd uden Guds åbenbaring. Den bekræfter tværtimod sandheden i alt det, der kom før den, og er en udførlig forklaring af Bogen (enhver bog, der er kommet fra Gud). Der er ingen tvivl om, at den er fra alverdens Herre. (Jonas: 37)

Meningen med »en udførlig forklaring af Bogen« er, at sammenfatningen af alle de grundlæggende lærdomme og den vejledning, som først kom gennem Guds bøger, er kommet med i denne Bog. Tværtimod er de blevet beskrevet endnu mere udførligt i den. Det er også gentagne gange blevet nævnt i Den Ædle Koran, at de, der blev arvinger til de tidligere bøger, foretog mange ændringer og tilføjelser efter eget forgodtbefindende. Derfor er en af Profetens (fred være med ham) opgaver også at erklære det, der i Guds sharia virkelig er haram, for haram for dem, og det, der virkelig er halal, for halal.

(Arabisk*************)

-Ve dem, der selv skriver en bog med deres egne hænder og derefter siger: »Dette er fra Allah.« (Koen: 79)

(Arabisk*****************)

-Blandt dem er der nogle, som vrider deres tunger, når de læser Bogen, så I tror, at det, de læser, er Bogens oprindelige ord. Men det er ikke Bogens oprindelige ord. De siger: »Dette er fra Allah.« Men det er ikke fra Allah. De tilskriver Allah løgn med fuldt overlæg. (Al Imran: 78)

På dette grundlag blev Profeten (fred være med ham) pålagt ansvaret for at fremføre læren om den rene din al-haqq, fri for al forvanskning. Og alt det, der deri er haram, skulle han anse for haram, og alt det, der deri er halal, skulle han anse for halal.

(Arabisk*************)

– De blandt Skriftens folk og afgudsdyrkerne, som var vantro, ville ikke afholde sig fra deres vantro, før der kom et klart bevis til dem: en udsending fra Allah, som oplæser rene skrifter, hvori der står helt sande og korrekte udsagn. (Al-Bayyinah: 1-3)

(Arabisk******************)

– (Denne ummī-profet) påbyder dem det gode og forbyder dem det onde. Han gør de rene ting tilladte for dem og de urene ting forbudte for dem. (Det vil sige, han ophæver det, som de efter eget forgodtbefindende havde gjort tilladt og forbudt.) Han tager den byrde fra dem, som hvilede på dem, og løser de lænker, som var lagt på dem. (Al-Aʿrāf: 157)

Forklaring af de guddommelige bestemmelser gennem ord og handling samt sjælens renselse

Profeten Muhammad (fred være med ham) havde ikke blot det ansvar at viderebringe til folk den viden, han modtog fra Allah gennem åbenbaringen. Han havde også til opgave, i overensstemmelse med den betydning af de forskellige guddommelige befalinger og bestemmelser, som Allah selv havde gjort ham bekendt med, gennem sine ord og handlinger at forklare religionens troslære, bestemmelser, vejledning, love og regler samt øvrige forhold, og på dette grundlag gennem undervisning og opdragelse at rense og bringe deres fordærvede livsførelse i orden.

– Det er Vores ansvar at få denne Koran til at blive husket af dig og at lade dig oplæse den. Så når Vi oplæser den, skal du, o profet, lytte til dens oplæsning. Derefter er det også Vores ansvar at forklare dens betydning for dig. (Al-Qiyāmah: 17-29)

(Arabisk***************)

-Og dette dhikr (det vil sige Koranen) har Vi åbenbaret for dig, for at du fortsat skal forklare folk den lære, der er blevet åbenbaret til dem. (An-Naml: 44) [Med denne befaling beskriver Allah den politik, hvis uundgåelige konsekvens var, at et menneske skulle sendes som profet sammen med dhikr. Dhikr kunne ganske vist være blevet sendt gennem englene, og det lå heller ikke uden for Allahs magt at mangfoldiggøre det og overbringe det direkte til menneskene. Men det egentlige formål kunne ikke være blevet opfyldt på denne måde. For at opfylde dette formål var det nødvendigt, at den bedst kvalificerede person bragte det. Hvis nogen ikke forstod noget, skulle han forklare det for vedkommende. Hvis der opstod tvivl eller betænkelighed i nogens sind, skulle han fjerne den. Hvis nogen havde en indvending eller klage, skulle han besvare den. Over for dem, der ikke ville acceptere det, ville modsætte sig det eller lægge hindringer i vejen, skulle han handle på en måde, der var passende for den, der bragte dhikr. Og dem, der accepterede det, skulle han vejlede om alle livets områder og sider. Han skulle forelægge sit eget liv for dem som et forbillede. Derefter skulle han gennem deres opdragelse vise hele verden et ideelt samfund, hvis samlede ordning ville være en afspejling af dhikrs hensigt. -Forfatterens note]

(Arabisk*************)

-Han er den Allah, som blandt de ummiyyīn har frembragt en budbringer fra deres egen midte, som reciterer Hans åbenbaringer for dem, renser deres liv og lærer dem Skriften og visdommen. Før dette befandt de sig ganske vist i åbenlys vildfarelse. (Al-Jumuʿah: 2)

(Arabisk****************)

-Han er den Allah, som åbenbarer klare åbenbaringer for Sin tjener (Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham), så Han kan føre jer ud af mørket og ind i lyset. (Al-Hadid: 9)

At gøre den sande religion overlegen i forhold til hele livsordenen

Det endelige formål med profeten Muhammads (fred være med ham) komme er at gøre den religion og vejledning, som han har bragt fra Gud, overlegen i forhold til alle former for lydighed og alle livets måder og metoder. Dette formål er blevet forklaret tre steder i Koranen. I suraerne At-Tawbah og As-Saff siges det:

-Han er den Allah, som sendte Sin budbringer med vejledning og den sande religion, for at han kunne gøre den overlegen i forhold til alle former for religion eller livsordener- [I de to åbenbaringer er ordet »ad-din« blevet brugt, hvilket vi har oversat som »religion af enhver art«. På arabisk bruges ordet din om den livsorden eller livsform, hvis grundlæggere anerkendes som autoriteter og berettigede til lydighed, og hvis lydighed man derfor underkaster sig. Formålet med budbringerens komme siges således i dette vers at være, at den vejledning og den sande religion, som hans budbringer har bragt fra Gud, skal gøres overlegen i forhold til alle religioner, metoder og ordninger. Med andre ord kom budbringeren ikke for at lade den livsorden, som er blevet etableret ved at anerkende andre end Allah som autoriteter og berettigede til lydighed, være overordnet den religion, han bragte, så den blot skulle nøjes med de muligheder og fordele, den blev tildelt. Tværtimod ønsker budbringeren, som er kongen og repræsentanten for jordens og himlens Konge, at gøre sin Konges sande ordning overlegen i forhold til alle metoder og ordninger. Hvis en anden ordning findes i verden, må den derfor forblive underlagt den guddommelige ordning og nøjes med de muligheder og fordele, den tildeles. Når for eksempel jizyah betales, kan dhimmierne følge deres egen livsorden. -Forfatterens note]

hvor uudholdeligt det end måtte være for afgudsdyrkerne. (At-Tawbah: 33, As-Saff: 18)

Befalingen om at tro på profeten Muhammad (fred være med ham) og adlyde ham

Med dette formål for øje er menneskene blevet befalet at tro på ham og adlyde ham samt undgå at adlyde sådanne mennesker, som er uopmærksomme på Allah og overskrider lydighedens grænser.

(Arabisk**************)(

Tro derfor på Allah, Hans Sendebud og det lys, som Vi har sendt ned. Og Allah er velunderrettet om alt, hvad I gør. (At-Taghabun: 8)

(Arabisk***************)

Tro derfor på Allah og Hans Sendebud, den ulærde profet, som tror på Allah og Hans ord, og adlyd ham, så I kan finde den rette vej. (Al-A’raf: 158)

(Arabisk************)

-Følg den vejledning, der er sendt jer fra jeres Herre, og adlyd ikke andre beskyttere end Ham. [Det vil sige: Hvad angår den vejledning, I behøver for at leve jeres liv i denne verden, den viden, I behøver for at forstå skabelsens og jeres egen eksistens’ mysterier og formål, samt de principper, I er afhængige af for at grundlægge jeres religion, moral, kultur, sociale forhold og civilisation på et korrekt grundlag, bør I kun følge den vejledning, som Allah har sendt gennem Sit sendebud. At forkaste den vejledning, Allah har åbenbaret, søge tilflugt hos en anden vejledning og underkaste sig dens lydighed er grundlæggende en fejlagtig fremgangsmåde for mennesket; dens konsekvens har altid antaget form af undergang og vil altid gøre det. Ordet awliyāʾ (beskyttere) er her brugt i den betydning, at den, hvis ord et menneske følger, i virkeligheden gøres til dets walī eller beskytter (forfatterens note).]

(Arabisk*******************)

-Vi har sendt sendebudet, for at han efter Guds befaling skal adlydes. (Nisa: 64) [Det vil sige: Sendebudet er ikke kommet fra Allah med det formål, at man blot skal tro på hans sendelse og derefter adlyde, hvem man ønsker. Tværtimod er selve formålet med sendebudets komme, at man skal følge den lovgivning for livet, som han bringer, og tilsidesætte alle andre love. Den befaling, han bringer fra Allah, skal man følge, mens alle andre befalinger tilsidesættes. Hvis nogen ikke gør dette, er der ingen mening i at anerkende hans sendebud som sendebud. -Forfatterens note]

(Arabisk****************)

-Den, der adlyder sendebudet, adlyder i virkeligheden Allah. (Nisa: 80)

(Arabisk***************)

-Tag imod det, som sendebudet giver jer, og hold jer fra det, som han forbyder jer. (Hashr: 7)

(Arabisk****************)

-Og den, der adlyder Allah og Sendebudet, frygter Allah og holder sig fra ulydighed mod Ham, er blandt de succesfulde. (An-Nur: 52)

(Arabisk***************)

-Ingen troende mand eller kvinde har ret til, når Allah og Hans Sendebud har truffet en afgørelse i en sag, selv at træffe en anden afgørelse vedrørende sig selv. De, der var ulydige mod Allah og Sendebudet, er sunket ned i åbenlys vildfarelse. (Al-Ahzab: 36)

(Arabisk*************)

-Og adlyd ikke nogen, hvis hjerte Vi har vendt bort fra Vor ihukommelse, og som følger sit begær, og hvis handlemåde overskrider grænserne. (Al-Kahf: 28)

(Arabisk****************)

-Og adlyd ikke de grænseløse mennesker, som skaber fordærv på jorden og ikke foretager nogen reform eller forbedring. [Det vil sige: Undlad at adlyde de emirer og embedsmænd, samfundsledere, ledere og herskere, under hvis ledelse jeres vildledte livsordning fungerer. De overskrider grænserne. De har overskredet alle moralens grænser og er blevet grænseløse. Ingen reform eller forbedring er mulig gennem dem. Den ordning, de vil indføre, vil uundgåeligt føre til forvirring og anarki. Hvis der findes nogen vej til jeres velbefindende, er det denne: Skab gudsfrygt blandt jer, undlad at adlyde dem, der skaber fordærv, og adlyd Allahs Profet – (forfatterens note).

(Ash-Shu’ara: 151-152)

(Arabisk**************)

-O Profet, sig: Adlyd Allah og Sendebudet. Men hvis han vender sig bort, (så lad ham huske,) at Allah ikke elsker sådanne vantro. (Aal Imran: 32)

Nu er loven og reglerne netop det, som Allah har givet gennem Muhammad (fvmh.)

Sammen med bekendtgørelsen af profeten Muhammads (fvmh.) sendelse og opfordringen til at følge og efterligne ham blev det således også bekendtgjort, at Guds lov nu er den lov, der er givet gennem Muhammad (fvmh.). Ingen har ret til at være uenig i dette. Alt, der strider imod den, er jahiliyyah og dyrkelse af taghut. Sendebudet er Guds udpegede hersker, hvis opgave er at afgøre folkets anliggender i overensstemmelse med den vejledning, Gud har åbenbaret.

(Arabisk****************)

-Derefter, o Profet, har Vi sat dig på en klar vej i religionen (shariaen). Følg derfor denne vej, og følg ikke begærerne hos dem, der ingen viden har. (Jasiyah: 18)

(Arabisk***************)

-For hvert folk har Vi fastsat en tilbedelsesform, som de følger. Lad dem derfor ikke strides med dig om dette, o Muhammad (fvmh.). Kald til din Herre. Du er sandelig på den rette vej. (Hajj: 67)

(Arabisk******************)

—O profet! Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden, så du kan dømme mellem menneskene i overensstemmelse med den rette vej, som Allah har vist dig. (An-Nisa: 105)

I Den Ædle Koran er de forskellige regler, der er fastsat for menneskesamfundet, flere steder blevet omtalt som »Allahs grænser«. Det vil sige grænser, som man har fået befaling om at holde sig inden for. Derefter er der nogle steder givet en alvorlig advarsel om ikke engang at nærme sig disse grænser. Nogle steder siges det, at de, der overskrider dem, er uretfærdige. Andre steder siges det, at de, der overskrider dem, selv gør uret mod sig selv. Nogle steder lyder denne advarsel: For dem, der overskrider grænserne, er der Helvedes ild eller en smertefuld straf. (Se sura Al-Baqara, vers 187, 229 og 230; sura An-Nisa, vers 13 og 14; sura Al-Mujadila, vers 4; sura At-Tawba, vers 97; og sura At-Talaq, vers 1.)

Heraf blev det klart, hvor stor betydning de love har, som er blevet givet til menneskeheden gennem profeten. Derefter blev der med klare ord givet denne advarsel:

(Arabisk***************)

—Søger de da en afgørelse fra uvidenhedens tid? Hvem kan vel dømme bedre end Allah for dem, der har fast tro på Allah? (Al-Ma’ida: 50)

(Arabisk**************)

—De ønsker at søge tilflugt hos Taghut for at få deres sager afgjort. [Her betegner Taghut helt klart den hersker, som træffer afgørelser efter andre love end Allahs lov, samt det retssystem, som hverken anerkender Allahs suverænitet eller accepterer Allahs Bog og Profetens vejledning som den endelige autoritet – forfatteren.] Alligevel er de blevet befalet at fornægte Taghut. Satan ønsker at føre dem langt bort ved at vildlede dem. (An-Nisa: 60)

I spørgsmål vedrørende religionen er der ikke plads til nogen form for kompromis eller eftergivenhed.

Samtidig med at der blev givet en klar befaling om at adlyde og følge Sendebudet, blev menneskene advaret om, at der ikke kan være noget kompromis eller nogen eftergivenhed, når det gælder Guds religion. Der kan ikke for nogens skyld foretages selv den mindste ændring i nogen troslære, noget princip, nogen praksis eller nogen befaling. Den, der ønsker at følge den, må følge den fuldkomne religion, som Allahs Sendebud (fred være med ham) har forelagt. Og den, der ikke ønsker at følge den, kan lade være. Den, der følger den, vil selv få gavn af det, og den, der ikke følger den, vil selv lide skade. Her er der overhovedet ikke tale om forhandling eller gensidig tilpasning.

(Arabisk*********************)

—Derfor, Profet, må du aldrig give efter under presset fra dem, der forkaster sandheden som løgn. De ønsker, at du skal være en smule eftergivende, så vil de også være eftergivende. (Det vil sige: Hvis du slækker en smule på arbejdet med at forkynde islam, vil de også udvise en vis eftergivenhed i deres modstand mod dig. Med andre ord: Hvis du giver dem mulighed for at forblive i deres vildfarelse og foretager nogle ændringer i din religion, vil de indgå et kompromis med dig.)

(Arabisk********************)

—Og når vores vers bliver reciteret klart for dem, siger de, der ikke håber på at møde os i det hinsidige: »Kom med en anden Koran end denne, eller foretag ændringer i den.« Af denne udførlige redegørelse ovenfor bliver det klart, hvor vigtigt islamske bevægelses andet trin er, nemlig at få menneskene til at anerkende profeten Muhammads (fred være med ham) sendelse og gøre dem parate til fuldstændigt at adlyde ham i alle livets områder og i alle spørgsmål, fra troslæren og gudsdyrkelsen til enhver anden del af livet. Det er så vigtigt, fordi religionen i praksis ikke kan etableres uden dette. Troen på tawhid er meningsløs uden troen på Sendebudet og faktisk lydighed mod ham. Hvis mennesket tænker over det, kan det forstå, at det at antage Allahs tawhid

[Polyteisternes udtalelser byggede for det første på den antagelse, at det, som Profeten (fred være med ham) havde forelagt, ikke kom fra Gud, men blot var noget, han selv havde opdigtet. Ved at tilskrive det Gud og forelægge det sådan ville han blot give sine ord større vægt. For det andet betød deres ord: »Hvad er det, du siger om tawhid, det hinsidige og alle disse moralske påbud og forbud? Hvis du er kommet for at vise vej, så forelæg noget, der gavner folket, og hvis virkning på deres verdslige fremgang er synlig. Hvis du alligevel ikke vil ændre din kaldelse fuldstændigt, så gør den i det mindste en smule lettere og mere nyttig, så der kan opnås en vis forståelse mellem dig og os. Vi vil acceptere noget af det, du siger, og du skal også acceptere noget af det, vi siger. Lad der i din tawhid være plads til noget af vores shirk, i din gudsdyrkelse til noget af vores selvdyrkelse og dyrkelse af verden, og i din tro på det hinsidige til noget af vores håb og ønsker, så vi kan gøre, hvad vi vil, i verden. I det hinsidige vil vi under alle omstændigheder på en eller anden måde blive frelst. Og denne urokkelige moralske grundregel, som du opstiller, er naturligvis uacceptabel for os. Der bør være plads i den til noget af vores overtro, noget af vores skikke og sædvaner, noget af vores individuelle og nationale interesser samt noget af vores egne ønsker. Det må ikke ende sådan, at religionens krav fastlægges inden for en passende ramme efter aftale mellem dig og os, hvorefter vi opfylder Guds ret, mens vi derefter får lov til frit at føre vores verdslige anliggender, som vi ønsker. Men du udviser denne hårdhed: Du vil binde hele livet og alle dets forhold til troen på tawhid og det hinsidige samt til shariaens regler.« —Forfatteren.]

(Muhammad!) Sig til dem: »Jeg har ikke ret til at ændre noget deri på eget initiativ. Jeg følger kun den åbenbaring, der sendes til mig.« (Jonas: 15)

(Arabisk******************)

-Og sig: »Dette er sandheden fra jeres Herre. Den, der vil, kan tro, og den, der ikke vil, kan lade være.« (Al-Kahf: 29)

-Den, der derefter tager imod vejledningen, gør det til sit eget bedste, og den, der farer vild, skal du sige til: »Jeg er kun en advarer.« (An-Naml: 92)

Reaktionen hos Quraysh og de arabiske afgudsdyrkere var langt hårdere over for at acceptere profetskabet end den var hos de almindelige afgudsdyrkere i Arabien. For det første var det på ingen måde let for dem at acceptere, at den mand, som i fyrre år havde levet blandt dem som et almindeligt menneske, pludselig var blevet udpeget af Allah og havde begyndt at modtage åbenbaring. For mennesker, der i generationer havde været vant til ubegrænset frihed, var det ikke mindre vanskeligt nu at underkaste sig ét menneske fuldstændigt og følge hans lov i hele deres liv. Det var endnu vanskeligere for de høvdinge, som havde gjort sig selv til de øverste herrer over deres stammer og grupper. Det var vanskeligt for de religiøse ledere, som havde oprettet store centre for afgudsdyrkelse over hele landet og gjort deres forretning blomstrende. Det var vanskeligt for de sandsigere, som hævdede at kunne forudsige fremtiden, og som folk opsøgte for at finde bortkomne ting og få kendskab til fremtidige begivenheder. For hver af dem var profetskabet et klart dødsbudskab. Det var ikke blot umuligt for dem at acceptere det; de kunne heller ikke høre på det med koldt hoved. Kort sagt stod de mennesker, hvis interesser var knyttet til opretholdelsen af det gamle jahiliyyah-system, over for frygten for, at hvis folk accepterede profeten Muhammads (fred være med ham) profetskab og blev hans lydige følgere i erkendelse af, at alt det, han fremlagde, kom fra himlens og jordens Gud, ville deres indflydelse i samfundet aldrig mere kunne blomstre. Derfor var disse mennesker fast besluttede på at forhindre dette kald til profetskabet i at få lov til at fortsætte, uanset hvad det kostede. For de forstod, at hvis folk én gang accepterede at følge den vejleder, der var udpeget af Allah, og adlyde den religion og lov, der var åbenbaret fra Allah, så ville de til sidst også selv blive nødt til at lægge våbnene ned og i stedet for at lede måtte leve som lydige følgere.

På den ene side var der disse vanskeligheder, og på den anden side var den frygtelige vanskelighed for dem, at en mand fra deres egen midte havde rejst sig med kravet om profetskab, og at han var det bedste menneske i deres nation. Hele nationen anerkendte hans moralske overlegenhed. Fem år tidligere havde hele nationen enstemmigt givet ham tilnavnet »Al-Amīn«. Før han fremsatte sit krav om profetskab, besteg han Safa-bjerget og sagde til dem: »Hvis jeg fortalte jer, at en hær stod klar på den anden side af bjerget for at angribe jer, ville I så tro på mine ord?« Alle svarede enstemmigt: »Ja, det ville vi, for vi har aldrig hørt dig sige noget usandt.«

Derefter var det ikke nogen let opgave at kalde ham en løgner og få folk til at tro, at den mand, som aldrig i sit liv havde sagt en løgn, nu skulle fremsætte så stor en løgnagtig påstand: at Gud havde udnævnt ham til sendebud, og at Guds ord blev åbenbaret for ham?

Om dette siges der et sted i Koranen:

(Arabisk***************)

—O Muhammad (s.a.)! Vi ved, at det, disse mennesker siger, volder dig sorg. Men de erklærer ikke dig for løgner; det er snarere disse uretfærdige, der fornægter Allahs åbenbaringer. (Al-An’am: 33)

Dette peger netop på den sandhed, at så længe profeten Muhammad (s.a.) ikke var begyndt at recitere Allahs åbenbaringer, anså alle i hans folk ham for pålidelig og sandfærdig. De havde fuld tillid til hans ærlighed. De begyndte at anse ham for en løgner, da han begyndte at overbringe dem budskabet fra Allah. Selv på dette andet stadium var der ingen, der vovede personligt at kalde ham en løgner. Selv hans værste fjende anklagede ham aldrig for, at han på noget tidspunkt havde gjort sig skyldig i at lyve om noget verdsligt. Alle de løgne, de tillagde ham, skyldtes hans egenskab som profet. Hans største fjende var Abu Jahl. Det er overleveret fra Hadhrat Ali (r.a.), at han (Abu Jahl) en gang sagde til profeten (s.a.):

(Arabisk***************)

Vi anser dig ikke for en løgner; vi anser snarere det, du er kommet med, for løgn. [Imam Sufyan al-Thawri og al-Hakim har overleveret denne beretning fra Hadhrat Ali (r.a.) — forfatteren.]

Under slaget ved Badr spurgte Akhnas ibn Shurayq Abu Jahl i enerum: »Her er der ingen tredje person ud over dig og mig. Sig mig ærligt: Anser du Muhammad (s.a.) for sandfærdig eller for en løgner?«

Han svarede: »Ved Allahs ed, Muhammad er en sandfærdig mand. Han har aldrig sagt en løgn hele sit liv. Men hvis både liwa’ (ærefuldt ansvar for fanen), hijabah (ærefuldt ansvar for at opbevare nøglerne til Kabaen), siqayah (ærefuldt ansvar for at give pilgrimmene vand) og profetembedet alt sammen tilfaldt Qusay’s slægt, så sig mig, hvad ville der så være tilbage til resten af Quraysh?« [Ibn Jarir har citeret denne beretning i sin tafsir. Akhnas ibn Shurayq var gennem et venskabsbånd knyttet til Banu Zuhrah, profeten Kareems (s.a.) morfars slægt. Selv om han var kommet for at kæmpe mod Quraysh, deltog hverken han eller nogen fra Banu Zuhrah i slaget — forfatteren.]

På dette grundlag trøster Allah den Ophøjede den ædle profet (s.a.) og siger: Det er ikke dig, der bliver kaldt løgner; det er snarere Mig, der bliver kaldt løgner. Jeg bærer det med tålmodighed og giver dem frist efter frist. Hvorfor bliver du da nu urolig?

Undskyldninger og indvendinger, anklager og besynderlige krav

Efter at Quraysh og de øvrige mushrikere var blevet konfronteret med disse to vanskeligheder, havde de ingen anden udvej end at fremføre forskellige undskyldninger og indvendinger for ikke at anerkende Huzurs (SA) profetskab, rejse forskellige og indbyrdes modstridende anklager og kræve, at der blev vist alle mulige mærkelige mirakler. Men ligesom I har set i forbindelse med tawhid, blev der for at tilbagevise shirk—og snarere for at bevise Guds enhed—fremlagt så uigendrivelige argumenter og beviser, at intet fornuftigt menneske havde nogen mulighed for at benægte disse sandheder. På samme måde blev alle mushrikernes listige manøvrer mod profetskabet imødegået på en så rationel måde, at enhver, der blot havde en smule fornuft og dømmekraft, ikke kunne lade være med at erkende sandheden, uanset hvor stædigt og hårdnakket han fortsatte med at modsætte sig den. (12)

Indvendingen mod, at Huzur (SA) var et menneske

Deres første indvending var, at de sagde: Hvordan kan vi anerkende et menneske som Guds Sendebud, når han er et menneske ligesom os? Han spiser og drikker, har børn og udfører alle de verdslige gøremål, som andre mennesker udfører. I Koranen er disse undskyldninger og indvendinger blevet nævnt, og deres svar er blevet givet.

(Arabisk***************)

Og disse uretfærdige hvisker til hinanden og siger: »Denne mand er jo blot et menneske ligesom jer. Vil I med åbne øjne lade jer fange i magiens fælde?« (Al-Anbiya: 3)

Disse hvisken foregik, når de fremtrædende ledere blandt de vantro i Mekka sad sammen. De, som måtte imødegå Profetens kald, sagde: Denne mand kan umuligt være profet. Han er et menneske ligesom os; han spiser og drikker, går omkring på markedet og har kone og børn. Hvad er der særligt ved ham, som skaber en forskel mellem ham og os og giver ham en usædvanlig forbindelse til Gud sammenlignet med os? Ganske vist er der magi i hans tale og hans personlighed. Derfor bliver enhver, der lytter opmærksomt til ham og nærmer sig ham, hans tilhænger. Hvis I ønsker jeres eget bedste, må I derfor hverken lytte til noget, han siger, eller omgås ham. For at lytte til ham og nærme sig ham betyder med åbne øjne at træde ind i magiens fælde. (13)

(Arabisk****************)

»Og de siger: Hvad er det for et Sendebud, som spiser mad og går omkring på markederne? Hvorfor blev der ikke sendt en engel ned til ham, som kunne være sammen med ham og skræmme dem, der fornægter? Hvis ikke andet, kunne der i det mindste være blevet sendt en skat til ham, eller han kunne have haft en have, hvorfra han uden bekymring kunne skaffe sig sit levebrød?«

De uretfærdige siger: »I følger jo en forhekset mand.« (Al-Furqan: 7-8)

Deres hensigt var for det første at sige, at det i sig selv var mærkeligt, at et menneske skulle være Guds sendebud. Hvis nogen kom med Guds budskab, burde det være en engel, ikke et menneske af kød og blod, som behøver føde for at overleve. Og hvis et menneske faktisk blev gjort til sendebud, burde han i det mindste være en personlighed som en konge eller en af verdens stormænd, en som øjnene længtes efter at se, og hvis nærhed kun med stort besvær kunne opnås. Men i stedet var et almindeligt menneske blevet gjort til den Almægtiges profet, en som gik omkring på markederne? En, man mødte hver dag på vejen, og hos hvem man ikke fandt noget usædvanligt sammenlignet med sig selv – hvem ville se på ham med respekt? Med andre ord mente de, at hvis der overhovedet var behov for at sende et sendebud, var det ikke for at vejlede almindelige mennesker, men snarere for at vise noget mirakuløst eller skabe indflydelse og anseelse gennem pragt og ydre pomp.

Derefter sagde de, at hvis et menneske skulle gøres til profet, burde der sendes en engel med ham, som altid holdt en stav i hånden og sagde til folk: »Adlyd ham, ellers skal I se, hvordan jeg lader Guds straf regne ned over jer.« Hvor mærkeligt var det ikke, at universets Skaber skulle hædre en person med profetskabets ophøjede rang, blot lade ham være helt alene og lade den stakkels mand tåle menneskers skældsord og sten? Deres sidste krav var, at Allah i det mindste kunne have sørget bedre for sit sendebuds underhold. Hvad var det for noget, at denne Guds sendebud var endnu mere uduelig end vores almindelige velhavende mennesker? Han havde hverken penge til sine udgifter eller en have med frugt. Og samtidig hævdede han: »Jeg er Allah, alle verdners Herres, sendebud.«

Efter at have fremsat alt dette sludder sagde de, at denne mand var blevet forhekset. Det vil sige, at nogen havde kastet en forbandelse over ham, og at han som følge heraf var blevet vanvittig.

Det mærkelige er, at de i de ovenfor nævnte udtalelser kaldte ham en troldmand. Nu siger de, at han er blevet forhekset. Han blev også beskyldt for at være digter, hvilket omtales senere. (14)

Svar på disse indvendinger og undskyldninger

(Arabisk************)

»Før jer har Vi sendt mange sendebud og givet dem hustruer og børn.« (Ar-Ra’d: 38)

Dette er svaret på de spørgsmål, som de stillede profeten (fred være med ham): Hvordan kan han være en så fremragende profet, når han har hustru og børn? Har profeter da også noget at gøre med seksuelt begær? Det blev også sagt, at de profeter og sendebud, der var blevet sendt før ham, havde hustruer og børn. I anerkender jo selv Noah (fred være med ham) som profet. Hvis han ikke havde haft børn og efterkommere, hvordan kunne I så være født af hans slægt? At Abraham (fred være med ham) og Ismael (fred være med ham) var profeter, er fuldt anerkendt af jer. I knytter selv jeres slægt og afstamning til dem. Hvis de ikke havde haft børn og efterkommere, hvorfra skulle I, Israels børn, så stamme? (15)

(Arabisk*************)

—Og før dig, Muhammad, sendte Vi også kun mennesker som sendebud, som Vi åbenbarede for. Spørg så folkene fra Skriften, hvis I ikke har viden. Vi gav dem ikke kroppe, der ikke behøvede at spise, og de var heller ikke udødelige. (Al-Anbiya: 7-8)

—Det vil sige: Spørg netop det jødiske folk, som står sammen med jer i fjendskabet mod islam og lærer jer metoder til at bekæmpe islam: Hvem var Moses (fred være med ham) og Israels børns profeter? Var de mennesker eller en anden slags skabninger? (16)

(Arabisk***************)

—Er der ikke nået jer nogen beretning om dem, der før jer fornægtede troen og smagte følgerne af deres onde gerninger? Og i det hinsidige venter der dem en smertefuld straf. Denne skæbne rammer dem, fordi deres sendebud kom til dem med klare tegn, men de sagde: »Skal mennesker vejlede os?« Så nægtede de at tro og vendte sig bort. Derfor blev Allah også hævet over dem. Og Allah er i sandhed uafhængig og prisværdig i Sin egen væren. (At-Taghabun: 5-6)

Det vil sige, at profeterne kom med så tydelige tegn, at de klart vidnede om, at de var udpeget af Allah. Alt, hvad de sagde, var helt fornuftigt, og de fremlagde det med fremragende argumenter og beviser. Der var ingen uklarhed i deres lære. Tværtimod sagde de klart, hvad der var sandt, og hvad der var falsk; hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt; hvilken vej mennesker burde følge, og hvilken vej de ikke burde følge. Men de nægtede at følge dem og sagde: »Skal mennesker nu vejlede os?« Og dette blev årsagen til deres undergang. For der fandtes ingen anden måde, hvorpå menneskeheden kunne kende den rette handlemåde, end at dens Skaber gav den sand viden. Og den praktiske måde, hvorpå Skaberen giver viden, er, at Han overdrager profeterne opgaven med at modtage denne viden fra Ham og viderebringe den til andre. Derfor sendte Han profeterne med klare tegn, så der ikke kunne være nogen rimelig grund til at tvivle på deres sandhed. Men de nægtede kategorisk at acceptere, at et menneske kunne være Guds sendebud. Derefter var der ingen anden mulighed for dem for at opnå vejledning. Her ser vi et forbløffende billede af de vildfarne menneskers uvidenhed og dumhed: De havde aldrig tøvet med at følge menneskers vejledning. De gjorde endda træ- og stenstatuer, som forestillede nogle menneskers vejledning, til guddomme. De har også anerkendt mennesker selv som guder, som inkarnationer af Gud og som Guds sønner. Derefter fulgte de deres vildledende lederes blinde eksempel og slog ind på så besynderlige veje, at de ødelagde menneskelig kultur, civilisation og moral. Men da Guds sendebud kom til dem med sandheden og fremlagde den for dem uden partiskhed og hævet over alle personlige interesser, sagde de: »Skal et menneske nu vejlede os?« Det betød, at hvis et menneske førte dem på vildspor, skulle det accepteres uden videre; men hvis det viste dem den rette vej, var det ikke acceptabelt at tage imod dets vejledning.

Da de således vendte sig bort fra den vejledning, Allah havde sendt, bekymrede Allah sig heller ikke om, hvilken undergangens afgrund de faldt ned i. Allahs interesser var ikke på nogen måde afhængige af dem, sådan at Han ville være én blandt tre guder, hvis de anerkendte Ham som Gud, eller at Hans guddommelige trone ellers skulle gå tabt for Ham. Han var hverken afhængig af deres tilbedelse eller af deres lovprisning. Han ønskede blot at vise dem den rette vej til deres eget bedste. Men da de vendte sig bort fra Ham, blev Allah også hævet over dem. Derefter gav Han dem hverken vejledning eller påtog sig ansvaret for at beskytte dem. Han reddede dem ikke fra at falde ned i undergangens afgrund og forhindrede heller ikke undergangen i at ramme dem selv. For de var ikke selv afhængige af Hans vejledning og beskyttelse. (17)

(Arabisk***************)

—Da vejledningen kom til menneskene, var der intet andet, der hindrede dem i at tro på den, end deres ord: »Har Allah sendt et menneske som profet?« Sig til dem: Hvis englene havde færdedes trygt på jorden, ville Vi visselig have sendt en engel ned fra himlen til dem som profet. (Israels børn: 94-95)

Det vil sige, at profetens opgave ikke blot består i at komme og overbringe Guds budskab. Hans opgave er også at reformere og forbedre menneskelivet i overensstemmelse med dette budskab. Han må bringe menneskenes tilstand i overensstemmelse med budskabets grundprincipper. Han må selv i sit liv give disse grundprincipper et konkret, synligt udtryk. Han må løse de mentale knuder hos de utallige mennesker af forskellig art, som forsøger at høre og forstå hans budskab. De, der tager imod hans budskab, må organiseres, og de må organiseres og opdrages, så et samfund kan opstå i overensstemmelse med budskabets lære. Han må kæmpe mod dem, der fornægter det, modsætter sig det og lægger hindringer i vejen, så de kræfter, der støtter uretfærdigheden, kan besejres, og de kan ledes ind på reformens vej – den opgave, som Allah den Ophøjede har sendt profeterne for at udføre. Når alle disse opgaver skal udføres blandt mennesker, hvem kunne da sendes til dette andet end et menneske? En engel kunne højst komme, overbringe budskabet og gå bort igen. At leve blandt mennesker som et menneske, handle som et menneske og gennemføre reform i menneskelivet i overensstemmelse med Guds vilje var ikke en opgave, en engel kunne udføre. Kun et menneske kunne være egnet til denne opgave. (18)

(Arabisk***************)

—Muhammad, før dig sendte Vi kun profeter, som alle var mennesker blandt indbyggerne i disse byer, og Vi åbenbarede for dem. (Yusuf: 109)

Her er en vældig pointe udtrykt i én og samme sætning. Hvis den skulle udfoldes nærmere, kunne den siges således—

O profet! Disse mennesker lytter ikke til dine ord, fordi de tænker: Hvordan kan vi acceptere, at den person, som i går blev født i deres by, voksede op blandt dem fra barndom til ungdom og fra ungdom til alderdom, pludselig en dag blev udpeget af Gud som Hans udsending?

Men dette er ikke noget nyt, som han for første gang blev konfronteret med i verden. Også før ham sendte Gud Sine profeter, og de var alle mennesker. Det er heller aldrig sket, at en ukendt person pludselig viste sig i en by og sagde: »Jeg er blevet sendt som profet.« Alle, der blev sendt for at reformere og forbedre menneskene, var derimod indbyggere i deres egne byer. Hvem var Messias, Moses, Abraham og Noah, fred være med dem? Viste de sig ikke netop i de byer, hvor de var født, eller var de kommet et andet sted fra? (19)

(Arabisk****************)

Er det så stort et under for mennesker, at Vi har sendt åbenbaring til en af dem selv for at advare menneskene og give dem, der tror, det glade budskab, at der hos deres Herre venter dem en sand ære? (Er det derfor,) at de vantro sagde: »Denne mand er sandelig en åbenlys troldmand«? Hvad er der egentlig mærkeligt ved det? Hvis mennesker skal advares, skal der så udpeges engle, jinner eller dyr i stedet for mennesker? Og hvis mennesket er ligegyldigt over for sandheden og lever på en vildfaren måde, er det så ikke snarere mærkeligt, at dets Skaber og Herre skulle lade det forblive i denne tilstand uden at sørge for dets vejledning? Eller burde mennesket ikke modtage ære og anseelse fra Gud, som det enten vil tage imod eller forkaste? Derfor bør de, der undrer sig, tænke over, hvad det egentlig er, de undrer sig over.

Når de kalder dem, der advarer, for troldmænd, bør de så ikke overveje, om denne anklage virkelig passer på ham? Det er ikke tilstrækkeligt som grundlag for at anklage en person, der vinder menneskers hjerter og sind gennem en ophøjet tale, for at sige, at han udøver trolddom. Man bør se på, hvad han siger i sin tale, og i hvis interesse han bruger sin talekunst. Dernæst: Hvilken virkning har hans tale på dem, der tror? Den taler, der bruger trolddomslignende tale for at opnå ulovlige formål, er en snakkesalig, ubehersket og uansvarlig taler. Uden hensyn til sandhed og oprigtighed siger han alt muligt, der betager tilhørerne, uanset hvor løgnagtigt, overdrevet og meningsløst det måtte være. I hans ord findes der i stedet for visdom noget, der bedrager folket. I stedet for velordnet tænkning findes der modsigelser og uoverensstemmelser. Hans tale skaber ikke balance, men ubalance. Han opfører sig skamløst for at triumfere, eller han bedøver folk med talens opium for at få dem til at strides indbyrdes og ophidse den ene gruppe mod den anden. Hans indflydelse skaber hverken en moralsk standard blandt folk eller nogen gavnlig forandring i deres liv. Der opstår heller ingen god tanke eller et reelt godt miljø og gode forhold. Tværtimod begynder menneskene at udvise en endnu dårligere karakter end før. Men her ser I, at det budskab, profeten fremlægger, rummer visdom, et harmonisk tankesystem, fuldkommen balance samt en streng forpligtelse på sandhed og sandfærdighed. Hvert ord er afvejet, og hvert udsagn er yderst værdifuldt. I hans tale kan I ikke finde noget andet formål end at reformere Guds skabninger. I det, han siger, findes ikke det mindste spor af nogen personlig, familiemæssig, national eller anden verdslig interesse. Han ønsker kun at advare menneskene mod de onde følger af den forsømmelse og ligegyldighed, de er opslugt af, og føre dem ad en vej, hvori deres eget velbefindende ligger. Og den virkning, hans tale har, er helt anderledes end den virkning, en taler med trolddomslignende tale har. Enhver, der her er blevet berørt af dens indflydelse, har fået et velordnet liv. Han er blevet et menneske med en ædlere karakter end før, og tegn på godhed er blevet tydelige i hans handlemåde. Tænk derfor selv efter: Taler trolddom på denne måde, og kan dens trolddom skabe sådanne gode resultater? (20)

(Arabisk****************)

Vi har ophøjet nogle profeter over andre, og Vi gav David Zabur. (Israels Børn: 55)

I den sammenhæng, hvori dette blev sagt, nævnes det særskilt, at David (fred være med ham) fik Zabur, fordi han var konge og samtidig profet. Grunden til, at profeten Muhammads (fred være med ham) samtidige nægtede at anerkende hans profetskab, var ifølge dem selv, at han havde hustru og børn ligesom almindelige mennesker, spiste og drak, gik omkring på markedet og købte og solgte, og udførte alle de handlinger, som andre verdslige mennesker udførte af menneskelige behov. Mekkas vantros udsagn var: »Du er et verdsligt menneske. Hvad har du med at nå Gud at gøre? Guds udsendinge er jo mennesker, der ikke har nogen tanke for deres legemlige behov. De sidder blot i et hjørne, optaget af at ihukomme Allah. Hvor er det fra, og hvor er bekymringen for daglig kost?« Som svar siges det: Hvad kan være mere verdsligt end et fuldstændigt kongeligt styre? Alligevel blev David (fred være med ham) givet profetskab og en bog. (21)

(Arabisk***************)

(O profet, sig til dem:) »Jeg er ikke nogen hidtil uset udsending. Jeg ved ikke, hvad der vil blive gjort med mig, og jeg ved heller ikke, hvad der vil blive gjort med jer. Jeg følger kun den åbenbaring, der er blevet sendt til mig, og jeg er intet andet end en tydelig advarer.« (Al-Ahqaf: 9)

Baggrunden for denne udtalelse er, at da Profeten (fred være med ham) erklærede sig selv for Guds sendebud, begyndte Mekkas indbyggere at fremsætte forskellige former for kritik. De sagde: Hvad er det for et sendebud, som har kone og børn, går omkring på markedspladsen, spiser og drikker og lever ligesom os? Hvad er der egentlig så særligt ved ham, at han adskiller sig fra almindelige mennesker, så vi kan forstå, at Gud netop har udvalgt denne mand til at være sit sendebud? Derefter sagde de: Hvis Gud virkelig havde udvalgt denne mand som sendebud, ville Han have sendt en engel for at tjene ham. Den skulle bekendtgøre, at han var Guds sendebud, og slå enhver, der viste den mindste uhøflighed eller respektløshed over for ham, med en pisk. Hvordan kan det være, at Gud udnævner nogen til sit sendebud og derefter lader ham gå hjælpeløs omkring i Mekkas gader og tåle undertrykkelse og overgreb? Om ikke andet kunne Gud i det mindste have bygget et kongeligt palads og en blomstrende have til sit sendebud. Så ville det ikke være sket, at hans sendebuds hustru var uden midler og sultede, eller at han ikke havde noget ridedyr til rejsen til Taif.

Derefter krævede de forskellige slags mirakler af Profeten (fred være med ham). De spurgte ham også om fremtidige begivenheder. Ifølge deres forestilling betød det, at en person var Guds sendebud, at han skulle have overmenneskelige evner. Ved et bevægelse med fingeren skulle bjerge flyttes, og ørkenen forvandles til grønne, frodige marker. Han skulle have al viden om fortid, nutid og fremtid, og enhver skjult ting skulle være tydelig for ham.

Som svar på disse påstande blev det sagt: Sig til dem, at jeg ikke er et hidtil uset sendebud. At jeg er blevet udnævnt til sendebud, er ikke den første begivenhed i verdenshistorien, så det burde være vanskeligt for jer at forstå, hvordan et sendebud er, og hvordan det ikke er. Mange sendebud er kommet før mig. Jeg er ikke anderledes end dem. Har der nogensinde været en profet eller et sendebud i verden, som ikke havde kone og børn? Eller som ikke levede som almindelige mennesker? Hvilket sendebud blev ledsaget af en engel, der bekendtgjorde hans sendelse og gik foran ham med en stav i hånden? For hvilket sendebud blev der bygget kongelige paladser og haver, og hvem blev ikke udsat for forfølgelse, fordi han kaldte til Gud, sådan som jeg er blevet? Fandtes der noget sendebud, som på eget initiativ kunne udføre mirakler og af egen viden kunne vide alt? Hvorfra har I så hentet dette hidtil usete kriterium for at efterprøve min sendelse?

Som svar på dem blev det også sagt: Jeg ved ikke, hvad der vil ske med mig i morgen, eller hvad der vil ske med jer. Jeg følger kun den åbenbaring, som bliver sendt til mig. Det vil sige, at jeg ikke er en spåmand, hvis fortid, nutid og fremtid står fuldstændig klart, og som har viden om enhver ting i verden. For ikke at tale om jeres fremtid: Jeg kender ikke engang min egen fremtid. Jeg ved kun det, jeg får viden om gennem åbenbaringen. Hvornår har jeg hævdet at besidde yderligere viden? Har der nogensinde været et sendebud i verden, som havde denne form for profetisk forudsigelsesevne, siden I prøver min fremtidige viden for at efterprøve min sendelse? Hvornår blev det et sendebuds opgave at finde bortkomne ting og fortælle, om en gravid kvinde ville føde en dreng eller en pige, eller om en syg ville blive rask eller dø? (22)

Hvorfor blev Huzur (s.a.) gjort til profet?

Deres anden indvending var: Hvis Gud havde behov for at sende en profet, og det nødvendigvis måtte være en blandt menneskene, var det så kun Muhammad (s.a.) ibn Abdullah, man kunne finde blandt os? Var alle de store mænd i Mekka og Taif da døde, siden man ikke kunne vælge en blandt dem? Det var deres påstand.

(Arabisk***********)

-Var der blandt os kun denne ene person, som zikr (Guds formaning) blev åbenbaret til? (Sad: 8)

(Arabisk***************)

– Og de siger: Hvorfor blev denne Koran ikke åbenbaret for en af de fremtrædende mænd i de to byer? Er det dem, der fordeler din Herres barmhjertighed? Det er os, der fordeler deres livsfornødenheder i det jordiske liv mellem dem, og Vi har ophøjet nogle af dem over andre i rang, for at nogle kan tage andre i tjeneste. Og din Herres barmhjertighed er bedre end de rigdomme, som disse fremtrædende mænd samler. (az-Zukhruf: 31–32)

Med »de to byer« menes Mekka og Ta’if. De vantros påstand var: Hvis Gud virkelig havde behov for at sende en sendebud, og hvis Han ønskede at åbenbare Sin Bog for ham, ville Han have udvalgt en betydningsfuld mand fra en af disse to byer til denne opgave. Til at gøre ham til sendebud fandt Allah en mand, der var født forældreløs. Han havde ingen arv at gøre krav på. Han tilbragte sin ungdom med at vogte geder. Nu lever han af at drive forretning for sin hustrus penge. Han er hverken stammeleder eller overhoved for nogen familie. Fandtes der ikke i Mekka berømte høvdinge som al-Walid ibn al-Mughira og ‘Utba ibn Rabi’a? Fandtes der ikke i Ta’if velhavende mænd som ‘Urwa ibn Mas’ud, Habib ibn ‘Amr, Kinana ibn ‘Abd ‘Amr og ‘Abd Yalil? Det var deres argumenter. Til at begynde med ville de end ikke acceptere, at et menneske kunne være sendebud. Men da Koranen gentagne gange tilbageviste denne opfattelse med argumenter, og det blev sagt til dem, at det altid havde været mennesker, der var kommet som sendebude før, og at kun et menneske kunne være sendebud for menneskers vejledning – ingen anden – ændrede de taktik. Intet sendebud, der var kommet til verden, var pludselig steget ned fra himlen. De var tværtimod blevet født i menneskers beboelser. De færdedes på markederne. De havde hustruer og børn. De var ikke fri for at spise og drikke. Efter alt dette begyndte de at sige: Nå, lad det være et menneske, der er sendebud. Men han bør naturligvis være en stor mand: velhavende, indflydelsesrig og leder for en gruppe. Han bør have en enorm personlig indflydelse blandt mennesker. Hvordan skulle Muhammad ibn Abdallah, Allahs fred og velsignelser være med ham, kunne være egnet til denne rang?

Som svar på disse anklager er der med få ord blevet sagt noget meget vigtigt.

For det første: Er det blevet pålagt disse mennesker at fordele din Herres barmhjertighed? Skal de afgøre, over hvem Allah vil lade Sin barmhjertighed regne, og over hvem Han ikke vil lade den regne? (Her betyder barmhjertighed Hans almindelige barmhjertighed, som enhver får del i på den ene eller anden måde.)

For det andet er profetembedet en meget betydningsfuld sag. Også ansvaret for at fordele alle de almindelige midler og muligheder, der hører til livet i denne verden, har Vi beholdt i Vores egne hænder. Vi har ikke overdraget det til nogen anden. Vi skaber nogle smukke og andre grimme, nogle veltalende og andre grovtalende, nogle sunde og andre handicappede, blinde eller døve, nogle rige og andre fattige, nogle som medlemmer af en højtstående nation og andre som slaver eller medlemmer af en tilbagestående nation. Ingen kan gribe blot en smule ind i fastsættelsen af dette medfødte lod. Den, Vi har skabt som noget bestemt, er nødt til at være netop det. Og uanset hvilke følger disse forskellige medfødte forhold får for et menneskes lod, har ingen magt til at ændre dem. Det er også os, der fordeler levebrød, styrke, anseelse, berømmelse, rigdom, regeringsmagt og så videre mellem mennesker. Den, hvis lod Vi fra Vores side løfter, kan ingen bringe til fald. Og når den, hvis lod Vi fra Vores side lader gå til grunde, rammes af tilbagegang, kan ingen redde ham. Over for Vores beslutning bliver alle menneskers kunstgreb, bestræbelser og forsøg forgæves. I denne universelle guddommelige ordning vil disse mennesker da til at bestemme, hvem verdens Herre skal gøre til Sin profet, og hvem Han ikke skal gøre til profet?

For det tredje er der i denne guddommelige ordning fastlagt den vedvarende regel, at ikke alt skal gives til én person, og heller ikke alt til alle. Se jer omkring med åbne øjne: I vil overalt blandt mennesker kun se forskellighed. Hvis Vi har givet én noget, har Vi holdt ham tilbage fra noget andet og givet dette til en anden. Dette er gjort ud fra den visdom, at intet menneske skal være uafhængigt af andre mennesker. Tværtimod er enhver afhængig af andre i én eller anden henseende. Hvordan har I så kunnet få den tåbelige forestilling, at den, som Vi har givet statsmagt og myndighed, også nødvendigvis skal have profetembedet? Vil I dermed også sige, at fornuft, viden, rigdom, skønhed, magt, politisk styrke og alle andre egenskaber skal samles hos den samme person, og at den, der ikke har fået én ting, heller ikke skal gives noget andet?

I den sidste sætning betyder »Her­rens barmhjertighed« Hans særlige barmhjertighed, det vil sige profetembedet. Meningen er, at de velhavende mennesker, som I på grund af deres rigdom, personlighed og indflydelse anser for at være betydningsfulde, ikke er værdige til den rigdom, som er blevet givet til Muhammad, Allahs fred og velsignelser være med ham. Denne rigdom har en langt højere rang end deres rigdom, og målestokken for denne værdighed er noget andet. Hvis I mener, at enhver af jer, som har indflydelse og anseelse, er værdig til at blive den største profet, så er det et udtryk for den yderste fornedrelse i jeres tankegang. Hvorfor forventer I en sådan tåbelighed af Allah? (23)

(Arabisk*******************)

-Sagen er i virkeligheden den, at de, der strides om Allahs tegn uden noget bevis eller dokumentation, som er kommet til dem, har hjerter fulde af stolthed og hovmod. Men de vil aldrig nå den storhed, som de bryster sig af. Søg derfor tilflugt hos Allah. Han ser og hører alt. (Mumin: 6=56)

Det vil sige, at den egentlige årsag til deres urimelige modstand og usammenhængende sofisteri ikke er, at de ikke forstod de sandheder og gavnlige budskaber fra Allah, som blev forelagt dem, og derfor drøftede dem med god hensigt for at forstå dem. Nej, den egentlige årsag til deres adfærd er, at deres selvhovmod ikke er rede til at acceptere, at de, så længe de lever, må anerkende Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, som leder i Arabien, når de selv mener, at de har langt større ret til at lede end ham. Derfor gør de alt, hvad de kan, for at profeten Muhammads, Allahs velsignelser og fred være med ham, ord på ingen måde skal få gennemslag. Til dette formål vil de ikke tøve med at anvende selv de mest nederdrægtige midler. Men den, som Allah har gjort stor, vil forblive stor. Og disse små mennesker vil til sidst mislykkes i deres forsøg på at opretholde deres storhed. (24)

(Arabisk*****************)

-Han nedsender denne ånd, det vil sige åbenbaringen om profetskabet, gennem englene efter sin befaling til den, Han ønsker. (Nahl: 2)

Dette er svaret på de undskyldninger og indvendinger, som de vantro fremsatte mod Profeten, Allahs velsignelser og fred være med ham. De sagde: Hvis Gud skulle sende en profet, var Muhammad ibn Abdullah, Allahs velsignelser og fred være med ham, da den eneste person? Var de store høvdinge i Mekka og Taif døde, siden Han ikke valgte en af dem? Hvad andet kunne svaret på sådanne tåbelige indvendinger og anklager være? Det samme svar er givet forskellige steder i Koranen: Gud ved selv, hvad Han gør. Han behøver ikke rådføre sig med jer. Blandt sine tjenere vælger Han til sin opgave den, som Han finder egnet. (25)

Hvis hans ord var sande, ville nationens store mænd have troet.

(Arabisk***************)

– De, der har nægtet at acceptere den, siger til de troende: »Hvis denne person havde været sandfærdig, kunne disse mennesker ikke være kommet os i forkøbet med hensyn til dette.« Da de ikke kunne tage imod vejledningen, vil de nu ganske sikkert sige: »Dette er blot en gammel løgn.« (Al-Ahqaf: 11)

Dette var et af de argumenter, som Qurayshs ledere fremførte for at ophidse befolkningen mod Profeten (fvmh.). De sagde: Hvis denne Koran var sand, og Profeten (fvmh.) virkelig kaldte mennesker til sandheden, ville folkets ledere, stammehøvdinge og ansete personer være gået frem først og have accepteret den. Hvordan kan det være, at nogle uerfarne unge og nogle slaver af lav rang accepterede noget fornuftigt, mens nationens store mænd – de lærde og berømte, hvis viden, intelligens og dømmekraft nationen havde tillid til – forkastede det? Med dette bedrageriske argument forsøgte de at skabe den overbevisning blandt folk, at der nødvendigvis måtte være noget dårligt ved denne nye dawah. Det var jo netop derfor, at nationens store mænd ikke accepterede den. Hold jer derfor også væk fra den.

Det, der er blevet sagt i denne gennemgang, betyder, at disse mennesker har gjort sig selv til målestokken for sandhed og falskhed. De mener, at den vejledning, de ikke accepterer, nødvendigvis må være vildledning. Men de vovede ikke at kalde den en ny løgn, for profeterne (fred være med dem) havde også tidligere fremsat netop denne lære. Og de himmelske bøger, som Skriftens folk råder over, er alle fyldt med denne troslære, overbevisning og vejledning. Derfor kalder disse mennesker den en gammel eller forældet løgn. De, som i tusinder af år har fremsat disse sandheder og fulgt dem, var efter deres opfattelse uden viden og fornuft. Som om det kun var dem selv, der besad viden, intelligens og dømmekraft. (26)

Ifølge Ibn Abbas’ beretning sagde Qurayshs ledere til Profeten (fvmh.): »Folk som Bilal, Suhayb, Amr, Khabbab og Ibn Masud sidder sammen med dig og omgås dig. Vi kan ikke sidde sammen med dem. Send dem bort, så kan vi komme til dig og høre, hvad du vil sige.« Efter at kejseren af Rom, Heraclius, havde modtaget Profetens (fvmh.) brev, tilkaldte han Abu Sufyan og stillede ham nogle spørgsmål om Profeten (fvmh.). Blandt det, Abu Sufyan svarede, var også dette:

(Arabisk*************)

Blandt os er det de svage og meget fattige mennesker, der accepterer hans lydighed. Det var altså, som om deres tankegang var, at det eneste sande er det, som nationens store mænd anerkender som sandt. For efter deres opfattelse var det kun disse, der besad viden og intelligens. Hvad angår de fattige og ubemidlede, så var deres fattigdom i sig selv et bevis på, at de var tåbelige og uden dømmekraft. Derfor var det fuldstændig meningsløst, at man accepterede deres ord, mens de rige og indflydelsesrige forkastede dem.

Netop den slags ord sagde profeten Noahs (fred være med ham) folks ledere til ham: »Folk fra samfundets laveste klasse følger dig. Kan vi under sådanne omstændigheder acceptere dig?« I vers 27 i sura Hud er deres ord gengivet således: »Vi ser, at det kun er de ringeste blandt os, der uden forståelse følger dig.« (27)

(Anklagen mod Huzur (fvmh.) for, at han ønsker forrang

I sura Sad nævnes det, at da Profeten (s.a.w.) en gang fremlagde sin da’wa for Qurayshs ledere, sagde de forsamlede blandt andre anklager også dette:

(Arabisk*************)

-Dette bliver jo sagt med et andet formål. Det vil sige, denne da’wa gives, for at vi skal blive underkastet Muhammad (s.a.w.), og han skal herske over os. (28)

Det skal bemærkes, at dette blot var en vantroens anklage uden noget som helst grundlag. Derfor besvarede Koranen den ikke, men sagde, at der også i fortiden blev rettet lignende anklager mod de af Allahs tjenere, som var kommet for at reformere og forbedre menneskene. For eksempel sagde Faraos rådsherrer til Moses (a.s.) og Aron (a.s.):

(Arabisk******************)

-Er du kommet, Moses, for at vende os bort fra de skikke og sædvaner, som vi fandt vore forfædre følge, og for at jeres to brødres herredømme kan blive etableret på jorden? (Yunus: 7)

Dette sagde hans folks samfundsledere til Nuh (a.s.):

(Arabisk**************)

Denne mand er blot et menneske ligesom jer. Han ønsker at hævde sin overlegenhed over jer. (Al-Mu’minun: 24)

Et af de sandhedsmodstandernes ældste våben er at rette denne anklage mod enhver, der forsøger at reformere og forbedre forholdene: »Det er ikke andet end en magtbegærlig person.«

Det var netop denne anklage, Farao rettede mod Moses (fred være med ham) og Aron (fred være med ham). Han sagde: »I er gået ind på arenaen, for at I kan etablere jeres herredømme i landet.« Den samme anklage blev også rettet mod Jesus (fred være med ham): at denne mand ønskede at blive jødernes konge. Qurayshs ledere nærede netop denne mistanke til profeten Muhammad (fred være med ham). Faktisk forsøgte de flere gange at forhandle med profeten (fred være med ham) på denne måde: »Hvis du er magtbegærlig, så opgiv modstanden og slut dig til de magtfuldes gruppe. Så gør vi dig til konge.«

Sagen er den, at mennesker, der hele deres liv bruger alle deres kræfter på denne verden, dens fornøjelser og deres egen indflydelse og anseelse, har meget svært ved—ja, det er nærmest umuligt for dem—at forestille sig, at et menneske på denne jord kan vie sit liv oprigtigt og uselvisk til menneskenes velbefindende. Eftersom de dag og nat lover folket falsk velfærd gennem bedrageriske og behagelige slagord for at etablere deres egen magt og indflydelse, bliver løgn og bedrag for dem noget naturligt, og de mener, at man ikke kan tale om folkets velfærd med sandhed og oprigtighed uden at bedrage og føre folk bag lyset. Enhver, der nævner dette, må nødvendigvis være en af deres slags. Det ironiske er, at anklagen om »magtbegær« altid er blevet rettet mod samfundsreformatorer af de regerende partier og deres smigrende håndlangere. Den magt, de selv besidder, betragter de som en medfødt ret. Ingen må anklage dem for noget, de gør for at opnå denne magt og blive på magtens sæde.

Her bør man forstå dette klart: Den, der kæmper for at fjerne mangler og afvigelser i den bestående livsordning og fremlægger reformorienterede synspunkter og ordninger som svar på dem, må nødvendigvis forsøge at fjerne enhver kraft, der står i vejen for reformerne, og bringe de kræfter til magten, som kan gennemføre de reformorienterede synspunkter og ordninger. Når en sådan persons budskab desuden lykkes, vil det naturligt medføre, at han opnår status som folkets leder. Nøglen til magten i den nye ordning vil da enten være i hans egne hænder eller i hænderne på hans støtter og tilhængere. Hvilken profet eller reformator i verden har haft til hensigt ikke at gennemføre sit budskab i praksis? Og hvem findes der, hvis budskabs succes ikke i virkeligheden har placeret ham i lederens sæde? Er dette så tilstrækkeligt til at anklage ham for at have været magtbegærlig og for i virkeligheden at have ønsket lederskab, som han nu har opnået? Ingen andre end en hadefuld fjende af sandheden vil kunne svare bekræftende på dette. Sandheden er, at der er en himmelvid forskel på at overtage magten for personlig vindings skyld og at overtage magten for et stort formåls skyld—ligesom der er forskel på en røvers dolk og en læges kirurgiske kniv. Hvis nogen tillægger røveren og lægen samme betydning, må det skyldes en fejl i hans tankegang. Ellers er forskellen mellem deres hensigter, metoder og roller så enorm, at intet fornuftigt menneske kan forveksle røveren med en røver og lægen med en læge. (30)

Netop denne behandling blev også udsat for Hud (fred være med ham). Hans folks ledere talte ligeledes til folket og sagde:

(Arabisk*****************)

Denne mand er ikke andet end et menneske ligesom jer. Han spiser det samme, som I spiser, og drikker det samme, som I drikker. Hvis I adlyder et menneske som jer selv, vil I ganske vist lide tab. (Al-Mu’minun: 33-34)

Da folkets ledere blev bekymrede for, at almindelige mennesker ville blive påvirket af profetens rene personlighed og fængslende ord, hvordan skulle vores tricks så fortsat virke? Derfor blev de ved med at vildlede folket med den slags tale. De sagde: Der er ikke noget profetskab eller noget i den retning fra Gud; han siger alt dette blot af magtbegær. Brødre, tænk et øjeblik over det: På hvilken måde er denne mand anderledes end jer? Han er et menneske af kød og blod ligesom jer. Der er ingen forskel mellem jer og ham. Hvorfor skulle han så blive hersker, mens I skal adlyde hans befalinger?

I deres propaganda blev det nærmest betragtet som en selvfølge, at selv om vi er mennesker, bør vi være jeres ledere og samfundets notabiliteter. Det kommer slet ikke på tale at rette blikket mod vores kød og blod eller vores spisning og drikken. Det, sagen drejer sig om, er ikke vores lederskab, for det er allerede etableret af sig selv og almindeligt anerkendt. Det, sagen drejer sig om, er dette nye lederskab og denne nye autoritet, som tilsyneladende er ved at blive etableret.

På denne måde adskilte deres tale sig ikke fra samfundslederne blandt Noahs folk. Hvis der var noget, de fandt anstødeligt, var det den »magtsult«, som de fornemmede eller frygtede ville opstå hos en nyankommen. Hvad deres egen mave angik, mente de, at magt var deres naturlige appetit. Selv hvis den gav dem fordøjelsesbesvær, var der ingen skade sket. (31)

Anklagen mod profeten om, at han var spåmand, og at Satan kom til ham

De vantro i Mekka påstod, at Muhammad var spåmand. Og den Koran, han fremlagde, blev ikke bragt til ham af en engel, men af Satan. Dette er blevet besvaret forskellige steder i Koranen.

(Arabisk****************)

Derfor, o profet, fortsæt med at formane! Ved din Herres nåde er du hverken spåmand eller vanvittig. (Tur: 29)

På arabisk bruges ordet kahin i betydningen spåmand, clairvoyant, en, der forudsiger fremtiden, en særdeles snu person og lignende. I uvidenhedens tidsalder var dette et fast erhverv. Kahinerne hævdede, og svagt begavede mennesker troede også, at de var spåmænd, eller at de havde en særlig forbindelse med ånder og djinner og sataner, hvorved de kunne få kendskab til fremtiden eller skjulte oplysninger. Hvis noget blev væk, kunne de fortælle, hvor det var. Hvis noget blev stjålet fra nogen, kunne de sige, hvem tyven var. Hvis nogen spurgte om sin skæbne, fik vedkommende at vide, hvad der stod skrevet i den. Folk opsøgte dem af disse grunde, og efter at have modtaget nogle offergaver fortalte de dem om det usete. Kahinerne gik selv omkring i landsbyerne og råbte, så folk kunne søge deres hjælp. De havde en særlig slags klædedragt, som gjorde det muligt at genkende dem. Også deres sprog adskilte sig fra det almindelige talesprog. De talte med en melodisk stemme i visse poetiske rytmer og brugte som regel et så uklart sprog, at enhver kunne forstå det efter sit eget sind. Qurayshs ledere anklagede profeten for at være kahin eller spåmand for at bedrage folket, fordi han fortalte sådanne skjulte oplysninger og sandheder, som lå uden for menneskers syn. Profeten hævdede, at en engel fra Gud kom til ham og åbenbarede for ham, og at det budskab fra Gud, som han fremlagde, også var melodisk. Men ingen araber blev vildledt af denne anklage. For ingen var uvidende om spåmændenes og astrologernes erhverv, deres klædedragt, deres sprog eller deres fremgangsmåde. Alle vidste, hvad de gjorde, med hvilket formål folk opsøgte dem, hvad de sagde til dem, hvordan deres versificerede tale lød, og hvilke emner den handlede om. Det vigtigste er, at det på ingen måde kan være en spåmands opgave at fremtræde med en troslære, der er modsat den religion, som hersker i samfundet, vie dag og nat til at udbrede den og til sidst få hele folket som sine fjender. Derfor kunne anklagen mod Allahs Sendebud om at være spåmand eller astrolog på ingen måde vildlede nogen. Af samme grund fandt man det ikke nødvendigt at fremføre et argument for at tilbagevise anklagen, for den var selvmodsigende. Man fandt det tilstrækkeligt blot at sige: O profet, uden at bekymre dig om deres anklage skal du advare folk mod deres forsømmelse af deres pligter og gøre dem bekendt med den virkelige sandhed. For du er hverken spåmand eller vanvittig. (32)

(Arabisk****************)

– og dette er ikke en fordrevet Satans ord. Hvor går I da hen? (At-Takwir: 25-26)

Det betyder, at jeres forestilling om, at en satan kommer og hvisker disse ord i profeten Muhammads (sa) øre, er forkert. Hvordan skulle Satan kunne gøre dette: befri mennesker fra shirk, afgudsdyrkelse, materialisme og ateisme og lære dem gudsdyrkelse og tawhid? Skulle Satan, i stedet for at lade mennesker leve uden tøjler, skabe en følelse i dem af ansvar og pligt over for Gud samt ansvarlighed over for Ham? Skulle han holde dem borte fra den uvidenhedens skikke og traditioner, uretfærdighed, moralsk fordærv, ondskab og lignende og vise dem vejen til et rent liv, retfærdighed, gudsfrygt og ædel karakter? (33)

(Arabisk***************)

Denne bog er ikke blevet åbenbaret gennem Satan. Det sømmer sig ikke for ham at gøre dette, og han er heller ikke i stand til det. Han er jo blevet holdt borte fra at høre den. (Ash-Shu’ara: 210-212)

Den løgnagtige kampagne, som Qurayshs vantro førte mod profeten (sa), havde det store problem, at de vidunderlige ord, der blev fremlagt for mennesker i form af Koranen, trængte dybt ind i deres hjerter. Hvordan kunne det forklares? De havde ingen mulighed for at standse dens udbredelse blandt folk. Det store problem var nu, hvad de skulle gribe til for at skabe en fejlagtig opfattelse af Koranen og beskytte mennesker mod dens indflydelse. I denne forvirrede situation spredte de forskellige anklager blandt folk. En af dem var, at Muhammad (sa), Gud forbyde det, var en spåmand, og at Satan, ligesom hos almindelige spåmænd, indgød disse ord i hans sind. De anså denne anklage for deres mest effektive våben. De mente, at ingen havde nogen mulighed for at undersøge, om det var en engel eller Satan, der bragte disse ord. Og hvis nogen ville afvise, at de blev indgydt af Satan, hvordan skulle han så kunne gøre det?

Om dette siger Allah den Almægtige, at disse ord og dette indhold aldrig kan komme fra Satans mund. Enhver, der har fornuft og dømmekraft, kan selv forstå, om det, der bliver sagt fra Koranen, nogensinde kan stamme fra Satan. Findes der ikke spåmænd i jeres by? Hører I ikke, hvad de siger efter at have været i kontakt med jinn-sataner? Har I nogensinde hørt, at en satan gennem en spåmand har lært mennesker gudsdyrkelse og gudsfrygt? At han har holdt dem borte fra shirk og afgudsdyrkelse? At han har formanet dem til ærlighed, sanddruhed og god behandling af andre mennesker? Har Satan nogensinde haft en sådan sindelag og natur? Satanernes sindelag og natur består netop i at skabe uro og fordærv blandt mennesker og opmuntre dem til synd. Folk går til spåmænd og astrologer, som holder kontakt med Satan, for at få at vide, om den elskende vil få sin elskede, hvilket træk i et hasardspil der vil være fordelagtigt, og hvilken strategi man bør anvende for at besejre en fjende. De vil vide, hvem der har stjålet den og dens kamel. Har spåmændene og deres sataniske beskyttere nogensinde, bortset fra den slags forehavender, tænkt på at reformere mennesker, lære dem gode gerninger eller udrydde fordærv? Selv hvis Satan ønskede det, ligger det uden for hans evne for blot et øjeblik at indtage pladsen som menneskers ægte lærer og reformator og lære dem den sandhed og det gode, som Koranen lærer. Selv hvis de antager denne skikkelse for at bedrage, kan deres handlinger alligevel ikke være så rene, at deres uvidenhed og skjulte sataniske natur ikke afsløres.

Den, der modtager inspiration fra Satan og bliver religiøs leder, vil uundgåeligt udvise uærlige motiver, onde hensigter og moralsk urenhed både i sit liv og i sin lære. Satan kan aldrig indgyde nogen ægte sanddruhed og oprigtig godhed, og de, der holder forbindelse og kontakt med Satan, kan heller ikke være i besiddelse af disse egenskaber.

Herefter er det blevet sagt, at når Koranen gennem åbenbaringen indgives i hjertet, er der ikke blot ingen mulighed for, at Satan griber ind; i det øjeblik englen Jibril (as) fortsætter sin færd fra Allah med Koranen og åbenbarer den i profeten Muhammeds (sa) hjerte, har Satan fra begyndelsen til slutningen ikke på noget tidspunkt eller noget sted mulighed for at lytte med. Han kan heller ikke lure et eller andet sted i nærheden for at høre nogle ord og på forhånd fortælle sine venner: »I dag vil Muhammed (sa) fremsige dette budskab«, eller: »I hans tale vil dette eller hint emne blive nævnt.« (34)

Anklagen om, at nogen lærte ham det og underviste ham

På den ene side sagde Qurayshs vantro, at Satan – Gud forbyde det – indgav Koranen i profetens (sa) hjerte, mens de på den anden side fremsatte den stik modsatte anklage, at han havde lært den hos nogen og derefter fremlagde denne Koran.

(Arabisk*****************)

»Så vendte de sig bort fra Sendebudet og sagde: Dette er blot en undervist og oplært galning.« – (Dukhan: 14)

Deres ord betød, at den stakkels mand egentlig var et enfoldigt menneske. Nogle andre havde lokket ham i en bedragerisk fælde. I hemmelighed forfattede de noget under navnet Koranens vers og lærte ham det udenad. Derefter trådte han frem for almindelige mennesker og fremlagde det. Mens de morede sig og sad og så på, måtte denne stakkels mand tage imod skældsord og sten. På denne måde afviste de med sådanne vildledende påstande alle de argumenter, beviser, gode råd og den undervisning, som Allahs Sendebud (sa) havde forelagt dem år efter år. De gav ikke agt på de retfærdige ord, der blev sagt i Koranen, og de tog heller ikke i betragtning, hvilken rang den person havde, som fremlagde disse ting. Når de fremsatte deres anklage, gjorde de sig heller ikke den ulejlighed at tænke over, hvilket sludder de gik og sagde. Sagen er imidlertid den, at hvis der virkelig havde været nogen, som lærte ham og underviste ham bag et forhæng, hvordan kunne det så være forblevet skjult for Hazrat Khadija (ra), Hazrat Abu Bakr (ra), Hazrat Ali (ra), Hazrat Zayd ibn Haritha (ra) og mange andre af de første muslimer? Ingen stod Allahs Sendebud (sa) nærmere eller fulgte ham mere konstant end disse mennesker. Hvad kunne da være grunden til, at netop disse mennesker blev hans største beundrere og mest hengivne tilhængere? Hvis profetgerningens arbejde i virkeligheden var blevet udført ved, at en anden person lærte ham og underviste ham bag et forhæng, ville netop disse mennesker have været hans stærkeste modstandere.

(Arabisk******************)

Vi ved, at de siger: »Det er et menneske, der lærer og underviser denne person.« Men det sprog, som den person, de hentyder til, taler, er ikke-arabisk, mens dette er et klart arabisk sprog. (Nahl: 103)

I beretningerne nævnes navnene på forskellige personer, om hvem Mekkas vantro havde den opfattelse, at en af dem underviste og lærte Profeten (saw) op. I én overlevering nævnes hans navn som Jabar; han var en romersk slave tilhørende Amir ibn Hadrami. I en anden overlevering omtales en slave tilhørende Huwaytib ibn Abd al-Uzza, hvis navn var Ayesh eller Yaish. I endnu en beretning nævnes Yasars navn; hans kunya var Abu Fukayha. Han var en jødisk slave tilhørende en kvinde i Mekka. I en anden beretning nævnes en romersk slave ved navn Bal’an eller al-A’lam. Hvem af dem det end måtte have været, så mekkanerne, at han læste Toraen og Evangeliet, og at han mødtes med profeten Muhammad (saw). Derfor fremsatte de uden tøven den anklage, at det i virkeligheden var ham, der havde skrevet Koranen, mens Muhammad (saw) fremsatte den i Guds navn som noget, han selv havde forfattet. Dette viser ikke blot, hvor frygtløse Profetens modstandere var, når de opdigtede bagvaskelse mod ham; det viser også, hvor uretfærdigt mennesker bedømmer deres samtidiges rang. Foran dem stod en så storslået skikkelse i menneskehedens historie, hvis lige hverken fandtes noget sted i datidens verden eller har vist sig noget sted siden. Men over for ham anså disse uvidende og samvittighedsløse mennesker en ikke-arabisk slave, som kunne læse lidt af Toraen og Evangeliet, for at være den mere kvalificerede. De forestillede sig, at denne sjældne juvel strålede med lys fra dette stykke kul. (36)

Et klart bevis på, at Den Hellige Profet modtog åbenbaring

Efter at Koranen har berettet historien om Moses, siger Allah den Ophøjede et sted:

O Profet! Du var ikke til stede ved den vestlige side (ved foden af Sinai-bjerget) på det tidspunkt, hvor Vi gav Moses dette lovbud, og du var heller ikke blandt vidnerne til denne begivenhed. Men siden da og frem til din tid har Vi skabt mange menneskeslægter, og der er gået en lang tid efter dem. Du var heller ikke blandt Madyans folk, hvor du kunne læse Vore vers op for dem. Men det er Mig, der bringer dig disse oplysninger. Du var ikke ved foden af bjerget, da Vi første gang kaldte på Moses. Men det er en barmhjertighed fra din Herre, at (disse oplysninger bliver givet til dig), så du kan advare et folk, som ingen advarer var kommet til før dig. (Al-Qasas: 44-46)

Disse tre forhold er blevet fremført som bevis på Allahs Sendebuds (saw) profetskab: Der findes ingen anden måde at kende disse oplysninger på end gennem Allahs åbenbaring. Da dette blev sagt i Koranen, var alle Mekkas ledere og almindelige vantro fast besluttede på, at de med alle midler ville bevise, at han ikke var profet og – Allah forbyde det – var en falsk profet. Til deres hjælp fandtes jødiske lærde og kristne munke i Hijaz’ forskellige bebyggelser. Men profeten Muhammad (saw) kom ikke fra den højeste himmel for at recitere denne Koran; han var tværtimod bosiddende i netop Mekka. Intet aspekt af hans liv var ukendt for folk fra hans by og stamme. Derfor kunne ingen i Mekka, Hijaz eller hele Arabien, da Allahs Sendebud (saw) fremsatte disse tre forhold som bevis på sit profetskab i et så åbent og udfordrende sprog, rejse sig og fremføre det meningsløse, som de islamfjendtlige orientalister siger i dag. Selv om de ikke stod tilbage for disse i at opdigte løgne, hvordan skulle de kunne fremsætte en så åbenlys løgn, som ikke ville holde bare et øjeblik? Hvordan skulle de kunne sige: »O Muhammad (saw), du har indsamlet disse oplysninger hos og lært dem af forskellige jødiske lærde og kristne munke«? For de kunne ikke nævne blot én persons navn i hele landet med dette formål. Så snart de nævnte et navn, ville det blive bevist, at Den Hellige Profet (saw) ikke havde indsamlet nogen oplysninger hos ham. Hvordan skulle de kunne sige: »O Muhammad (saw), du har jo et helt bibliotek med viden om tidligere tiders historie, videnskaber og litteratur, som du benytter, når du holder disse taler«? For ikke blot fandtes der ikke noget bibliotek; man kunne heller ikke finde så meget som et stykke papir noget sted omkring Muhammad (saw), hvor disse oplysninger stod skrevet. Alle i Mekka, unge som gamle, vidste, at Muhammad (saw) var analfabet, og ingen kunne påstå, at han havde benyttet tolke, som oversatte bøger på persisk, syrisk og græsk til ham. Selv den mest skamløse blandt dem turde derefter ikke påstå, at han havde tilegnet sig disse oplysninger under handelsrejser til Syrien og Palæstina. For han foretog ikke disse rejser alene. Mekkas handelskaravaner fulgtes med Muhammad (saw) på hver eneste rejse. Hvis nogen havde fremsat en sådan påstand, ville hundreder af levende vidner have bekræftet, at han ikke havde modtaget undervisning hos nogen dér. Desuden begyndte muslimerne allerede to år efter hans død at føre krig mod Romerriget. Hvis nogen løgnagtigt havde sagt, at Den Hellige Profet (saw) havde samtalet med en kristen munk eller jødisk rabbiner i Syrien eller Palæstina, ville Romerriget ikke have tøvet det mindste med at gøre et stort nummer ud af det og udbrede, at Muhammad – Allah forbyde det – havde lært alt dér og var vendt tilbage til Mekka for at blive profet. Kort sagt: På den tid, hvor Koranens udfordring var som en dødsdom for Qurayshs vantro og afgudsdyrkere, og hvor behovet for at afvise den som falsk var mange gange større end hos nutidens orientalister, kunne ingen af dem indsamle oplysninger noget sted fra, som kunne bevise, at Muhammad (saw) havde nogen identificerbar måde at kende disse oplysninger på ud over åbenbaringen. (37)

Anklagen om at være sindssyg

Blandt de grundløse anklager, der blev fremsat mod Den Hellige Profet (saw), var også, at han – Allah forbyde det – var sindssyg. I denne betydning kaldte de ham også forhekset (ramt af trolddom). De mente dermed også, at han var besat af eller påvirket af jinner. I Koranen gengives deres udsagn således:

(Arabisk****************)

»Og de siger: Skal vi forlade vores guder for en forrykt digters skyld?« (As-Saffat: 36)

Et andet sted siges det

(Arabisk***************)

»Og disse uretfærdige siger: I følger da efter en forhekset mand.« (Al-Furqan: 8)

Og et andet sted siges det:

(Arabisk****************)

»Siger de, at han er blevet besat af en djinn?

(Det vil sige, at han er blevet vanvittig på grund af en djinns påvirkning.) (Al-Mu’minun: 70)

Formålet med disse anklager var det samme. For ifølge arabernes opfattelse var der to årsager til at blive vanvittig: Enten havde nogen forhekset ham og gjort ham vanvittig, eller også var en jinn steget op i ham. (38)

Anklagerne er blevet gengivet i Koranen for at vise, hvor blindt et had anklagerne nærede. Blandt de anklager, der er blevet nævnt her og andre steder, er der ikke én, som fortjener en seriøs drøftelse. De nævnes for at vise, at modstanderne ikke havde nogen argumenter eller beviser, og at de imødegik et fornuftigt, reformerende kald med meningsløse og tåbelige ord. Én siger: „Venner! Den shirk, som jeres religion og civilisation er bygget på, er en fejlagtig tro, og her er disse og disse grunde til, at den er fejlagtig.“ Som svar gives der ingen argumenter eller beviser for, at shirk er sand og rigtig. Man siger blot: „Denne mand er tydeligvis blevet stærkt påvirket af trolddom.“ Han siger: „I er ikke blevet overladt uden tøjle på jorden. I skal tværtimod vende tilbage til jeres Herre og aflægge regnskab for jeres egne handlinger. Og denne sandhed bekræftes af disse og disse moralske, historiske, intellektuelle og retfærdige forhold.“ Som svar siger man: „Det er en digters ord.“ Han siger: „Jeg er kommet fra Gud for at lære jer sandheden. Og dette er den lære.“ Der føres ingen drøftelse af denne lære. Man anklager blot uden bevis ham for at have kopieret den et eller andet sted fra. Han fremfører Guds mirakuløse ord som bevis på sit sendebud. Han fremfører sit eget liv, sin sira og sine handlinger. Samtidig fremfører han den moralske revolution, der under hans indflydelse begynder blandt hans følgere. Modstanderne retter ikke opmærksomheden mod noget af dette. De spørger blot: „Hvorfor spiser og drikker du? Hvorfor går du omkring på markederne? Hvorfor har du ingen engel som tjener? Hvorfor har du ingen skatte eller have?“ Disse ord viser i sig selv, hvem af de to parter der står på sandhedens grund, og hvem der, ude af stand til at imødegå den anden, vrøvler. (39)

(Arabisk****************)

—O Profet (fred være med ham)! Sig til dem: „Jeg råder jer til én ting: For Guds skyld, tænk efter, hver for sig og to og to, og overvej, hvad der er hos jeres ledsager, som kan kaldes vanvid. Han advarer jer jo før en streng straf kommer.“ (Saba: 46)

Det vil sige: Befri jer for enhver form for egoisme, begær og fjendskab, og tænk oprigtigt over sagen for Allahs skyld. Undersøg det hver for sig med gode hensigter, og gå sammen to, fire eller flere ad gangen for at tale og drøfte sagen grundigt: Hvad er der sket, siden I i dag kalder den person vanvittig, som I indtil i går betragtede som den viseste blandt jer? Det skete jo kort før profetskabet, at Quraysh-stammerne efter opførelsen af Kabaen kom i strid med hinanden om anbringelsen af den Sorte Sten. Var det ikke jer, der enstemmigt accepterede Muhammad (fred være med ham) som voldgiftsmand? Derefter bilagde han striden på en sådan måde, at I alle blev tilfredse. Hvad skete der pludselig efter hele folkets erfaring med hans viden, forstand og visdom, siden I nu kalder ham vanvittig? Stædighed og halsstarrighed er én ting. Men mener I virkelig inderst inde det, som I siger med munden? Han advarer jer, før en hård straf kommer. Er det hans forbrydelse, som får jer til at kalde ham vanvittig i dag? Er den vise efter jeres mening den, der ser jer gå mod undergang og siger: „Bravo! I gør det virkelig godt“? Og er den vanvittig, der advarer jer, før jeres dårlige tilstand indtræffer, og viser jer reformens og forbedringens vej i stedet for uro og uretfærdighed? (40)

(Arabisk*****************)

Siger de måske, at denne mand er blevet besat af en jinn? (De Troende: 70)

Det vil sige: Var deres grund til at fornægte profeten Muhammad (fred være med ham), at de virkelig anså ham for vanvittig? Dette var bestemt ikke deres egentlige grund. For uanset hvad de sagde med munden, anerkendte de inderst inde hans visdom og skarpsindighed. Desuden er forskellen mellem en vanvittig og en mentalt sund person ikke noget skjult, som gør det vanskeligt at skelne mellem dem. Hvem kan i virkeligheden, bortset fra en stædig og skamløs person, høre denne tale og sige: „Det er en vanvittigs udsagn“? Og hvem kan efter at have set denne mands liv erklære, at det er en mentalt forstyrret mands liv? En mærkelig form for mental forstyrrelse (eller, som de islamfjendtlige i Vesten hævder, epilepsi), at en så storslået tale som Koranen kommer fra denne mands mund, og at han leder en så succesfuld bevægelse, som ændrer ikke blot sit eget lands, men hele verdens skæbne. (41)

(Arabisk******************)

– O profet, du er ikke vanvittig takket være din Herres nåde. Og sandelig, der venter dig en uudtømmelig belønning. Og du er uden tvivl blevet begavet med en ophøjet karakter. (Qalam: 2-4)

Det er værd at bemærke, at tiltalen her tilsyneladende er rettet til profeten Muhammad (sa). Men det egentlige formål var at tilbagevise de vantros bagvaskelser. Ingen bør derfor tro, at dette vers blev åbenbaret for at trøste Profeten (sa) med, at han ikke var vanvittig. Profeten nærede i virkeligheden ikke nogen sådan tvivl, som det var nødvendigt at trøste ham for at fjerne. Det egentlige formål var at gøre de vantro klart: “Det er netop den Koran, på grund af hvilken I kalder dens formidler vanvittig, der udgør beviset på, at jeres anklage er falsk.”

Den trøst, som Profeten (sa) naturligvis blev givet, bestod i, at der ventede ham en uudtømmelig og utallig belønning. For på grund af hans bestræbelser på at vejlede menneskeheden måtte han høre sådanne sårende ord. Alligevel fortsatte han med at opfylde sit ansvar.

Derefter siges det, at hans ophøjede karakter er et klart bevis på, at den anklage, som de vantro afgudsdyrkere rettede mod ham for at være vanvittig, er helt falsk. For moralsk storhed og mental forstyrrelse kan ikke forenes. Vanvittig kaldes den, hvis mentale balance er ødelagt, og hvis sind heller ikke er i balance. Et menneskes høje og ædle karakter vidner derimod om, at han er sund i sind og natur. Der er balance mellem hans sind, tanker og temperament. Mekkas indbyggere var ikke uvidende om, hvordan Allahs Sendebuds (sa) karakter var. Derfor var det tilstrækkeligt blot at henvise til dette, så ethvert samvittighedsfuldt menneske i Mekka måtte tænke over, hvor skamløse de var, når de kaldte en mand med en så storslået karakter vanvittig. Deres overmod var ikke skadeligt for Allahs Sendebud (sa), men for dem selv, eftersom de, berusede af blind modstand, fremsatte sådanne udtalelser om Profeten (sa), som intet fornuftigt menneske kunne forestille sig. Det samme gælder nutidens mennesker, der gør krav på videnskabelig viden og intellektuel forskning, men beskylder profeten Muhammad (sa) for at have lidt af epilepsi. Den Hellige Koran findes overalt i verden, og den hellige Profets livsbeskrivelse findes nedskrevet med udførlige detaljer. Enhver kan selv se, hvilken slags overmodige udtalelser de fremsætter, når de i blindt fjendskab og had er blevet forvirrede og kalder den, der frembragte denne enestående Bog, og som havde en så ophøjet karakter, mentalt forstyrret. (42)

(Arabisk****************)

Har de da aldrig tænkt over det? Der er intet vanvid hos deres ledsager. Han er blot en klar advarer. (Al-A’raf: 184)

Med “ledsager” menes profeten Muhammad (sa). For han blev født blandt Mekkas indbyggere. Han levede iblandt dem. Han nåede fra barndommen til ungdommen og fra ungdommen til alderdommen. Før profetskabet kendte hele folket ham som et menneske med en sund natur og et sundt sind. Efter profetskabet, da han begyndte at overbringe Guds budskab, begyndte de pludselig at kalde ham vanvittig. Det skal bemærkes, at denne betegnelse for vanvid ikke blev givet på grund af de handlinger, han udførte før han blev profet. Den blev først givet efter de ord, hvis forkyndelse han begyndte på efter at være blevet profet. Derfor siges det: Har de nogensinde tænkt over dette? Hvilket af disse udsagn er en vanvittigs udtalelse? Hvilket af dem er uretfærdigt, usammenhængende eller grundløst? Hvis de havde tænkt over himlens og jordens ordning eller undersøgt noget af Guds skaberværk med særlig eftertanke og forskning, ville de selv have kunnet forstå, at hele verdensordenen og hvert eneste atom i Guds skaberværk vidner om sandheden i det, som deres bror, profeten Muhammad, forklarede dem om tilbagevisningen af afgudsdyrkelsen, anerkendelsen af Guds enhed, kaldet til at tilbede Gud samt menneskets ansvar og ansvarlighed. (43)

Anklagen om at være digter

Qurayshs vantro anklagede også den Ærværdige Profet (fred være med ham) for at være digter. De sagde: »Skal jeg opgive vores guder på grund af en vanvittig digters ord?« Som svar blev det sagt:

(Arabisk**************)

»Og de vildfarne følger digterne.« (Ash-Shu‘ara: 224)

Det vil sige, at de mennesker, der forbindes med digterne, er helt anderledes end dem, som I ser sammen med profeten Muhammad (fred være med ham), hvad angår deres natur og karakter. Forskellen mellem de to grupper er så tydelig, at man ved første blik kan se, hvordan den ene slags mennesker er, og hvordan den anden er. På den ene side ser man den største alvor, høflighed, dannelse, ærlighed og gudsfrygt. En følelse af ansvar i hvert eneste ord. Respekt for menneskers rettigheder i deres omgang med andre. Fuldkommen troskab og retskaffenhed i deres arbejde og handlinger. Når de åbner munden, er det kun for det gode og til gavn. Intet ondt kommer nogensinde ud af deres mund. Det vigtigste er, at man tydeligt kan mærke, når man ser på dem, at deres liv har et rent, helligt og storslået mål, som de er optaget af dag og nat. Hele deres liv er viet til et stort formål.

På den anden side er situationen sådan, at der nogle steder tales om kærlighedserklæringer og vindrikning, mens tilhørerne begejstret råber deres bifald. Andre steder bliver en kurtisan eller en gift kvindes skønhed gjort til samtaleemne, og tilhørerne nyder det af hele deres hjerte. Et sted fortælles der historier om seksuelt samkvem, og begærets ild antændes i tilhørernes hjerter. Et andet sted gøres der nar eller tales hånligt, og en bølge af latter og spøg breder sig overalt. Et sted hånes nogen, og tilhørerne morer sig over det. Et andet sted gives der nogen en urimelig lovprisning, som støttes med klapsalver. Et sted udtrykkes had, vrede og fjendskab mod nogen, hvorved der skabes en tilskyndelse til hævn, og tilhørernes hjerter brænder af hævngerrighed mod vedkommende. Til disse forsamlinger samles der enorme menneskemængder for at høre digternes ord. Når man ser dem, der holder sig til sådanne store digtere, kan man ikke lade være med at tænke, at de er befriet fra moralens bånd og føres med af begærernes og lidenskabernes strøm. De tilbeder nydelse og velbehag og ligner dyr. Det strejfer dem aldrig, at menneskets liv i denne verden måske har et stort formål. Hvis man ikke kan se den tydelige forskel mellem disse to grupper, er man blind. Og hvis man efter at have set alt dette, blot for at nedgøre sandheden, siger, at Muhammad (fred være med ham) og hans ledsagere er ligesom digterne og deres tilhængere, må det siges, at de har overskredet alle grænser i deres løgn. (44)

(Arabisk****************)

»Ser I ikke, at de (digterne) vandrer fortabte rundt i hver eneste dal?« (Ash-Shu‘ara: 225)

Det vil sige, at de ikke havde nogen bestemt vej, som de reflekterede over og anvendte deres poetiske evner på. Tværtimod strejfede hestene i deres tankeverden omkring som tøjlesløse heste, der farer vild i hver eneste dal. Hver ny strøm af begær, ønsker, interesser og hensigter frembragte et nyt emne fra deres mund, uden at de overhovedet tog hensyn til, om det, de tænkte over og beskrev, var rigtigt og sandt. Når en bølge af tanker rejste sig, talte de om visdom og gode råd. Men når en anden bølge rejste sig, begyndte den samme mund at udgyde honning af de mest uanstændige og modbydelige lyster. Hvis de var tilfredse med nogen, løftede de ham til himlen, og hvis de blev vrede på nogen, sendte de ham ned i underverdenen. De tøvede ikke med at ophøje en nærig til Hatims rang og en fej og kujonagtig mand til Rustams og Iskandars rang, hvis de havde en interesse i det. Omvendt skammede de sig heller ikke over at kaste smuds på en persons hellige liv, ødelægge hans ære og anseelse eller endog håne hans slægt, hvis han havde såret deres følelser. Gudsdyrkelse og oprør mod Gud, materialisme og åndelighed, moralsk storhed og moralsk fordærv, renhed og snavs og urenhed, alvor og barnagtighed, smiger og hån – alt dette kan findes side om side i den samme digters poesi. Hvordan kunne en person, der kendte disse velkendte egenskaber hos digterne, have fået den absurde tanke, at den, der fremlagde denne Koran, skulle beskyldes for at være digter? Hans ord var derimod fuldstændig afmålte og klare. Hans vej var klar og bestemt. Han lod ikke et eneste ord komme ud af sin mund, der afveg fra kaldet til sandhed, ærlighed og godhed.

Et andet sted i Koranen siges det om Profeten (sa.), at digterkunsten på ingen måde stemte overens med hans natur og karakter.

(Arabisk*****************)

Vi har ikke lært ham poesi, og det sømmer sig heller ikke for ham. (Yasin: 69)

Dette er en så fastslået sandhed, at alle, der kendte Profeten Muhammad (sa.) personligt, vidste det. Ifølge pålidelige overleveringer kunne Den Ærede Profet (sa.) ikke et eneste digt helt udenad. Hvis et godt vers af en digter undertiden kom fra hans mund under en samtale, reciterede han det klodset, eller også blev ordene i det ændret.

Hazrat Hasan al-Basri (må Allah være barmhjertig mod ham) fortæller, at Den Ærede Profet (sa.) en gang under en prædiken fremsagde en digters vers på denne måde.

(Arabisk**************)

Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) sagde: »O Allahs Sendebud! Verset fra digtet skal egentlig lyde sådan.«

(Arabisk*************)

En gang spurgte Profeten (fvmh) Abbas ibn Mirdas al-Sulami: »Har du skrevet dette digt?«

(Arabisk*************)

Han sagde: »Den sidste del skal ikke være sådan, men sådan.«

(Arabisk***********)

Profeten (fvmh) sagde: »Betydningen af begge dele er jo den samme.«

Hazrat Aisha (ra) blev spurgt, om Profeten (fvmh) nogensinde brugte poesi i sine taler. Hun sagde: »Han havde ikke større afsky for noget end for poesi. Dog reciterede han undertiden et par vers af en digter fra Banu Qays. Men han reciterede den sidste del først og den første del til sidst.« Hazrat Abu Bakr (ra) plejede at sige: »O Allahs Sendebud! Det er ikke sådan, men sådan.«

Profeten (fvmh) plejede at sige: »Broder, jeg er ikke digter, og det er heller ikke min opgave at digte.«

Den arabiske poesi var fyldt med seksuelt begær, kærlighed og forelskelse, alkoholindtagelse, stammemæssigt had og fjendskab, strid og kiv samt stolthed og arrogance. Fromhed og ord om godhed fandtes der kun meget lidt af. Desuden var løgn, overdrivelse, bagtalelse, spot, uberettiget ros, selvforherligelse, spøg og spot samt hedenske mytologiske fortællinger en del af denne poesi. Derfor fremsatte Profeten (sa) følgende bemærkning om denne poesi:

(Arabisk*****************)

Det er bedre, at maven på nogen af jer fyldes med pus, end at den fyldes med poesi.

Men hvis et digt indeholdt gode ord, roste Profeten (sa) det. Han sagde:

(Arabisk*************)

Nogle digte rummer visdom.

Efter at have hørt et digt af Umayya ibn Abi al-Salt sagde han:

(Arabisk**************)

Hans digtning er troende, men hans hjerte er vantro.

Engang reciterede en sahabi omkring hundrede fremragende digte for Profeten (sa), og han blev ved med at sige: »Hvor er det dog smukt, læs mere op.« (45)

(Arabisk*****************)

og siger ting, som han ikke gør. (Ash-Shu’ara: 226)

Dette var endnu et karakteristisk træk ved digterne, som var i strid med Profetens (sa) handlemåde. De, der kendte ham, vidste, at han gjorde det, han sagde, og sagde det, han gjorde. Overensstemmelsen mellem hans ord og handlinger var en så åbenlys sandhed, at ingen i det omgivende samfund kunne benægte den. Hvem vidste derimod ikke om digterne, at deres ord var ét, mens deres handlinger var noget andet? De kunne tale så overbevisende om gavmildhed, at folk ville tro, at ingen var mere rundhåndet end de; men når man så deres handlinger, viste de sig at være frygteligt nærige. De talte om tapperhed, men var selv feje og kujonagtige. De talte om uafhængighed, tilfredshed og selvrespekt, men sank selv ned til det laveste niveau af grådighed, begær og usselhed. De greb fat i andres mindste svagheder, men var selv hengivne til den yderste svaghed. (46)

Uoverensstemmelsen i modstandernes anklager og Koranens tilbagevisning

Det fremgår tydeligt af alt det, der tidligere er blevet beskrevet, at de vantro i Mekka fremsatte modstridende anklager mod Profeten (sa) og ikke var i stand til at fastholde blot én bestemt anklage. Den hellige Koran påviste denne svaghed hos dem og tilbageviste den som løgn.

(Arabisk*******************)

(Derfor, o profet!) Bliv ved med at formane. Ved din Herres nåde er du hverken spåmand eller vanvittig. Folk siger: „Er denne mand en digter, hvis undergang vi afventer, efterhånden som tiden går?“ Sig til dem: „Godt, så vent! Jeg vil også vente sammen med jer.“ Er det deres fornuft, der får dem til at sige den slags? Eller har de i virkeligheden overskredet alle grænser i deres fjendskab? (At-Tur: 29-32)

Disse få sætninger afslører hele modstandernes propagandas falskhed. Hovedpointen i argumentet er denne: Qurayshs ledere og stammehøvdinge gør krav på at være meget fornuftige. Men siger deres fornuft dem virkelig, at de skal kalde en person, der ikke er digter, for digter? Kalde den, som hele folket kender som en vis mand, for vanvittig? Uden nogen som helst forbindelse til spådomskunst kalde ham uden grund for spåmand? Hvis de udstedte domme på grundlag af fornuft og dømmekraft, ville de udstede én bestemt dom. Men de kan ikke samtidig udstede mange indbyrdes modstridende domme. Hvordan kan én og samme person samtidig være digter, vanvittig og spåmand? Hvis han er vanvittig, kan han hverken være spåmand eller digter. Hvis han er spåmand, kan han ikke være digter, og hvis han er digter, kan han ikke være spåmand. For digterens sprog og indhold er af en bestemt art, mens spåmandens sprog og indhold er af en anden. At kalde den samme tale både digt og spådom på samme tid kan ikke være en fornuftig persons handling, hvis han kender forskellen mellem digterens og spåmandens tale. Det er derfor klart, at disse indbyrdes modstridende udsagn i modstanden mod profeten Muhammad ikke er fornuftige udsagn. De fremsættes alene af stædighed og trods. Folkets store ledere og anførerere fremsætter af fjendskab grundløse anklager, som fornuftige mennesker ikke tillægger nogen betydning. (47)

(Arabisk******************)

(O profet!) Se, hvad det er for udsagn, de fremfører imod dig! De er faret vild og kan ikke finde vejen. (Israels børn: 48)

Det vil sige, at de ikke blot fremsætter én bestemt opfattelse om dig, men siger helt forskellige og indbyrdes modstridende ting. Nogle gange siger de, at du selv er troldmand. Andre gange siger de, at en anden har forhekset dig. Nogle gange siger de, at du er digter, andre gange at du er vanvittig, og nogle gange at du er spåmand. Selve deres indbyrdes modstridende udsagn er et bevis på, at de er uvidende om den virkelige sag. Ellers ville de i stedet for at sige noget forskelligt hver dag have fremsat én klar opfattelse. Desuden kan man heraf forstå, at de ikke er sikre på noget bestemt. Efter at have fremsat en anklage mener de selv, at den ikke holder. Så fremsætter de en anden anklage. (48)

(Arabisk******************)

Men da sandheden kom til dem, afviste de den straks som løgn. Derfor er de nu havnet i forvirring og tvivl. (Qaf: 5)

I denne korte sætning beskrives et meget omfattende forhold. Meningen er, at de ikke blot nøjedes med at udtrykke forundring og betegne det som ufatteligt; da profeten Muhammad fremsatte sit sande budskab, kaldte de det straks uden tøven for løgn. Det måtte føre til det, og det gjorde det også: De fastholdt ikke én bestemt opfattelse af dette budskab og af den, der fremsatte det. Nogle gange kalder de ham digter, andre gange vanvittig og andre gange spåmand. Nogle gange siger de, at han selv har opdigtet alt dette for at etablere sin overhøjhed. Andre gange anklager de ham for at have folk bag sig, som forfatter dette og giver det til ham. Sådanne indbyrdes modstridende udsagn beviser, at de var i tvivl om deres holdning og om, hvad de burde gøre. De ville aldrig være havnet i denne tvivl, hvis de før de i hast erklærede profeten for løgner og uden tøven fastslog en forhåndsbeslutning, alvorligt havde overvejet, hvem der fremsatte dette budskab, hvad han sagde, og hvilke argumenter han fremførte. Det er sikkert, at denne person ikke var fremmed for dem. Han var ikke pludselig kommet flyvende et sted fra og havde taget bolig hos dem. Han var en af deres egne, fra deres egen nation, en person, de selv havde prøvet og kendte. Hans karakter, hans adfærd og hans evner var ikke ukendte for dem. Når en sådan person fremsatte noget, burde de måske ikke straks have accepteret det, men det burde heller ikke have været sådan, at de afviste det i samme øjeblik, de hørte det. Desuden var hans udsagn ikke uden argumenter og beviser. Han fremlagde faktisk velunderbyggede argumenter for det. De burde have lyttet til dem og undersøgt, hvor fornuftige de var. Men i stedet valgte de, drevet af stædighed, først at anse det for løgn. Resultatet blev, at de selv lukkede døren til den virkelige sandhed for sig selv og åbnede mange veje til at fare vild omkring sig. Nu kan de fremføre ti indbyrdes modstridende udsagn til forsvar for deres oprindelige fejl. Men de er ikke villige til så meget som at overveje, om profeten kunne være sandfærdig, og om det, han fremsatte, kunne være sandt. (49)

(Arabisk*****************)

O profet, når disse mennesker ser dig, begynder de straks at håne dig og siger: »Er dette den mand, som Gud har sendt som sendebud? Han ville få os til at vende os bort fra vores guder, hvis vi ikke stod fast i vores hengivenhed og ærbødighed over for dem.« (Koranen: 41-42)

Disse to udsagn fra de vantro er indbyrdes modstridende. Det første udsagn viser, at de ser ned på profeten (fred være med ham). De håner ham og ønsker at nedværdige hans rang. I deres øjne har profeten Muhammad (fred være med ham) fremsat en meget stor påstand.

Det andet udsagn viser, at de anerkender styrken i hans argumenter og beviser samt hans personligheds overlegenhed, og ubevidst indrømmer de: »Hvis vi ikke på grund af fjendskab og stædighed havde holdt fast ved tilbedelsen af vores guder, ville denne mand have fået os til at snuble.« Sådanne indbyrdes modstridende udsagn beviser i sig selv, hvor meget den islamiske bevægelse havde bragt dem ud af balance. De håner ham, fordi de føler sig ydmyget, men samtidig får deres mindreværdskompleks dem imod deres vilje til at sige noget, hvoraf det tydeligt fremgår, hvor stærkt de var blevet påvirket af denne kraft. (50)

Krav om forskellige slags mirakler

Samtidig med stormen af anklager krævede Qurayshs vantro igen og igen, at der blev vist mirakler. Faktisk omtales disse krav flere steder i Koranen, og der gives også svar på dem.

(Arabisk******************)

Og de sagde: »Vi vil ikke tro på dig, før du får en kilde til at strømme frem ved at sprænge jorden. Eller før der bliver skabt en have med dadelpalmer og vindruer til dig, og du får kilder til at strømme igennem den. Eller før du, som du påstår, får himlen til at falde ned over os i stykker. Eller før du bringer Gud og englene ansigt til ansigt frem for os. Eller før du får et hus af guld. Eller før du stiger op til himlen; og vi vil ikke tro på din opstigning, før du bringer os noget skriftligt, som vi kan læse.« (O profet,) sig: »Min Herre er højt hævet over alle mangler. Er jeg andet end et sendebud?« (Israels Børn: 90-93)

Svaret på kravet om et mirakel gives i denne sura i følgende vers—(Arabisk**************)

Det er blevet givet. [Svaret var, at hvis et folk, selv efter at have set alle de mirakler, der er blevet fremført som bevis på en profets profetskab, stadig anser profeten for en løgner, så vil en straf nødvendigvis blive sendt over dem. Historien rummer mange eksempler på dette. Det er nu af Allahs barmhjertighed, at Han ikke sender et sådant mirakel. Men I er så tåbelige, at I kræver det. — Forfatteren] Her gives det andet svar på dette krav. Dette korte svar er hævet over al ros for sin veltalenhed. Modstandernes krav var: Hvis du er profet, så se mod jorden, og lad den straks revne, så en kilde springer frem. Eller lad straks en grøn, frodig og ungdommeligt blomstrende have blive til, med en kilde strømmende gennem den. Peg mod himlen, og lad den styrte ned over dem, der anser dig for en løgner. Pust én gang, og lad et gyldent palads opstå på et øjeblik. Udtal et ord, og lad Gud og englene straks komme og stille sig foran os og sige, at de har sendt Muhammad (fred være med ham) som profet. Eller stig op til himlen for øjnene af os, og bring os fra Allah et brev i vores navn, som vi kan røre ved med vore hænder og se med vore egne øjne.

Til alle disse vidtgående krav blev der blot givet ét svar: I tåber! Har jeg nogensinde gjort krav på at være Gud, siden I stiller mig disse krav? Hvornår har jeg sagt til jer, at jeg har ubegrænset magt? Hvornår har jeg sagt, at jorden og himlen bevæger sig efter min befaling? Mit krav har fra først til sidst været, at jeg er et menneske, en budbringer fra Gud. Hvis I vil undersøge noget, så undersøg mit budskab. Hvis I vil tro, så tro efter at have set dette budskabs sandhed og fornuft. Hvis I vil benægte det, så påvis dette budskabs fejl og mangler. Hvis I vil forvisse jer om min sandhed, så se på mit liv og mine handlinger som menneske. Hvorfor stiller I mig, i stedet for alt dette, sådanne krav som at kløve jorden og bringe himlen ned? Hvad har sådanne handlinger med profetskab at gøre? (51)

(Arabisk****************)

Disse mennesker siger: »Hvorfor er der ikke blevet sendt tegn ned til denne mand?« Sig: »Tegnene er hos Allah, og jeg er blot en tydelig advarer.« Er det ikke tegn nok for disse mennesker, at Vi har åbenbaret Bogen for dig, som bliver reciteret for dem? I den er der i sandhed barmhjertighed og formaning for de mennesker, der tror. (Al-Ankabut: 50–51)

Det vil sige: Er det ikke i sig selv et stort mirakel, at en stor bog som Koranen blev åbenbaret for profeten Muhammad (fred være med ham), selv om han var ummi, således at det er tilstrækkeligt at tro på hans sendebudskab?

Er der efter dette overhovedet behov for endnu et mirakel? For dem, der tidligere så mirakler, var de ganske vist mirakler. Men dette mirakel er hele tiden foran jeres øjne. Det bliver reciteret for jer hver dag. I kan se det hele tiden. (52)

(Arabisk******************)

Men hver eneste af dem ønsker, at der skal sendes et åbent brev til ham i hans navn. Aldrig! Sagen er den, at de ikke frygter det hinsidige. Aldrig! Dette er blot en påmindelse. Så lad den, der vil, tage ved lære af den. (Al-Muddaththir: 52-55)

Det vil sige, de siger, at hvis Allah den Almægtige virkelig har udnævnt Muhammad (fvmh.) til profet, så bør Han skrive et brev til hver af lederne og stammehøvdingene i Mekka med følgende ord: Muhammad (fvmh.) er vores profet. Anerkend hans lydighed. Og brevet bør være af en sådan art, at man ved at se det får den overbevisning, at det er Allah den Almægtige selv, der har skrevet og sendt det.

Et andet sted i Koranen gengives dette udsagn fra Mekkas vantro: »Vi vil ikke tro, før vi selv får det, som Allahs sendebude har fået.« (Al-An’am: 124) [I sura Al-An’am blev der givet et kort svar på dette-

(Arabisk***************)

Allah ved selv bedst, hvem Han vil betro profetens opgave, og hvordan Han vil gøre det. (Forfatteren)]

Et andet sted er deres krav gengivet således: »Stig op til himlen for øjnene af os, og bring os derfra en skrevet bog, som vi kan læse.«(Arabisk**************)

Som svar blev det sagt, at dette krav aldrig ville blive opfyldt. Den egentlige årsag til, at de ikke tror, er slet ikke, at deres krav ikke bliver opfyldt. Den egentlige årsag er derimod, at de ikke frygter det hinsidige. De har gjort denne verden til hele deres tilværelse. De har ingen forestilling om, at der efter livet i denne verden findes endnu et liv, hvor de skal aflægge regnskab for deres handlinger. Det er netop dette, der har gjort dem hensynsløse og ansvarsløse i verden. De anser spørgsmålet om sandhed og falskhed for fuldstændig meningsløst. For de ser ingen sandhed i verden, hvis efterfølgelse nødvendigvis fører til et godt resultat. De ser heller ingen falskhed, hvis konsekvens nødvendigvis bliver dårlig i denne verden. Derfor anser de det for nytteløst at tænke over, hvad den virkelige sandhed og falskhed er. Dette spørgsmål vil kun være værd at overveje for dem, der anser det nuværende liv i verden for et midlertidigt liv og erkender, at det virkelige og evige liv er livet i det hinsidige, hvor sandhedens konsekvens nødvendigvis vil være god, og falskhedens konsekvens nødvendigvis vil være dårlig. Sådanne mennesker vil, når de ser de fornuftige beviser og de store lærdomme, tro og spørge: Hvad er der i virkeligheden galt med den troslære, de trosforestillinger og de handlinger, som Koranen erklærer for vildledte? Men den, der fornægter det hinsidige og slet ikke er interesseret i at søge sandheden, vil dag efter dag fremsætte nye krav som undskyldning for ikke at tro. Selv hvis et af hans krav bliver opfyldt, vil han alligevel lede efter en anden undskyldning for at fornægte. Det er dette, der siges i sura Al-An’am: »O profet, selv hvis Vi åbenbarer en bog skrevet på papir for jer, og folk endda rører ved den med deres hænder, ville de, der har fornægtet sandheden, alligevel sige: Dette er jo åbenlys magi.« (Al-An’am: 7) (53)

(Arabisk*******************)

-De siger: Hvorfor er der ikke blevet sendt en engel ned til denne profet? Hvis Vi havde sendt en engel ned, ville sagen allerede være blevet afgjort i alle henseender, og de ville ikke længere have fået nogen frist. Og hvis Vi havde sendt en engel ned, ville Vi have sendt ham i menneskeskikkelse. Så ville Vi have bragt dem i den samme tvivl, som de nu befinder sig i. (An’am: 8-9)

Deres påstand var, at når denne mand var blevet sendt som profet, burde en engel være steget ned fra himlen. Han skulle have sagt til folk: »Dette er Guds profet. Lyt til ham, ellers vil I blive straffet.« Det forekom de uvidende anklagere mærkeligt, at Skaberen af himlene og jorden skulle udnævne nogen til profet og derefter overlade ham til at blive ramt af sten og skældsord fra så hjælpeløse mennesker. Selv hvis en så mægtig konges udsending ikke kom med en stor gruppe, burde i det mindste én engel være kommet som hans tjener; en, der kunne beskytte ham, skabe respekt om hans person, garantere hans mission og udføre hans opgave på overnaturlig vis.

Det første svar blev givet således: Hvis en engel var blevet sendt i sin virkelige skikkelse, ville tiden for den endelige afgørelse være kommet, og der ville ikke længere være blevet givet nogen frist. Den frist, I har fået til at tro og forbedre jeres måde at handle på, varer kun så længe den virkelige sandhed er skjult bag det usetes slør. Når det usetes slør bliver løftet, vil der ikke længere være nogen mulighed for en frist. Derefter vil der kun være regnskabets aflæggelse tilbage. Det skyldes, at det jordiske liv er en prøvetid for jer, og prøven består i, om I uden at se den virkelige sandhed kan erkende den ved korrekt brug af fornuft og eftertanke, og derefter beherske jeres egne tilbøjeligheder og begær, så jeres handlinger bliver i overensstemmelse med sandheden. At det usete forbliver skjult, er en uundværlig betingelse for denne prøve. Jeres jordiske liv – den frist, I har fået til prøven – vil kun vare, så længe det usete forbliver skjult. Når det usete træder frem i åben form, vil denne frist nødvendigvis ophøre, og i stedet for prøven kommer tiden, hvor prøvens resultat bliver offentliggjort. Derfor er svaret på jeres krav, at det ikke kan komme på tale at afslutte jeres prøvetid foran jer.

Derefter blev det andet svar givet: Hvis englene kom i menneskeskikkelse, ville den samme tvivl opstå blandt jer om dem, som nu opstår om profeten. Englenes ankomst kunne naturligvis have haft den form, at de viste sig for folk i deres egentlige, usete skikkelse. Men det er allerede blevet sagt ovenfor, at tiden for dette endnu ikke er kommet. Den anden mulighed er derfor, at de kommer i menneskeskikkelse. Om dette siges der: Hvis de kommer i menneskeskikkelse, vil den samme tvivl opstå blandt jer om, at de er sendt på befaling af Gud, som nu opstår om, at Muhammad (sa) er sendt på befaling af Allah. (54)

(Arabisk***************)

Disse mennesker siger: Hvorfor er der ikke blevet sendt noget tegn (et sanseligt mirakel) ned over denne profet fra hans Herre? Sig til dem: Allah har fuld magt til at sende tegn ned. Men de fleste af dem er opslugt af uvidenhed. Se på ethvert dyr, der færdes på jorden, og enhver fugl, der flyver gennem luften ved hjælp af sine vinger; de er alle skabninger ligesom jer. Vi har ikke forsømt noget i nedskrivningen af deres skæbne. Derefter vil de alle blive samlet hos deres Herre. Men de, der forkaster Vore tegn som løgn, er døve og stumme og befinder sig i mørke. (An’am: 37-39)

Betydningen af dette udsagn er, at det, at der ikke vises et mirakel, ikke betyder, at Allah ikke har magt til at vise et. Tværtimod skyldes det noget andet, som I på grund af jeres uvidenhed ikke forstår. Hvis I ikke blot ønsker at more jer og more jer med underholdning, men virkelig ønsker at se et tegn for at få at vide, om det, som profeten (sa) kalder jer til, er sandt, så se med åbne øjne: Der findes utallige tegn omkring jer. Tænk over livet hos blot ét af dyrene på jorden eller én af de fugle, der flyver i luften. Se, hvordan dets kropsbygning er skabt, så den passer til dets livsvilkår. Se, hvordan det gennem sine medfødte instinkter er blevet udstyret med kræfter svarende til dets naturlige behov. Se, hvordan der sørges for dets næring. Se, hvordan dets skæbne er fastlagt, så det hverken kan gå uden for dens grænser eller træde tilbage fra dem. Se, hvordan hvert eneste dyr og selv de mindste insekter bliver taget behørigt vare på på deres respektive steder, bliver overvåget, plejet og vejledt. Se, hvordan der udføres arbejde gennem dem efter en bestemt plan. Se, hvordan de holdes underlagt et ordnet system, og hvordan rækkefølgen af deres fødsel, formering og død forløber efter en fuldkommen orden. Hvis I blot tænker over ét tegn blandt Guds utallige tegn, vil I forstå, at den opfattelse af Guds enhed og egenskaber, som denne profet fremlægger for jer, og det livssyn, som han kalder jer til at leve efter i verden, er den fuldkomne sandhed. Men I vil hverken se med åbne øjne eller lytte til nogen. I ligger i utaknemmelighedens mørke og ønsker, at jeres sind skal afledes ved at få naturens forunderlige scener vist frem. (55)

(Arabisk***************)

Og hvad nu, hvis Koranen var blevet åbenbaret på en sådan måde, at bjergene begyndte at bevæge sig ved dens hjælp, eller jorden blev kløvet, eller de døde steg op fra gravene og begyndte at tale? (Ra‘d: 31)

For at forstå dette vers’ betydning må man huske, at tiltalen her ikke er rettet til de vantro, men til muslimerne. Når de igen og igen hørte de vantro kræve tegn, blev de urolige og tænkte: Hvis blot de blev vist et sådant tegn, at de kunne blive overbevist. Da de derefter tænkte, at de vantro på grund af fraværet af et sådant tegn fik mulighed for at skabe tvivl i folks sind om Profetens (fvm.) sendelse, blev deres uro endnu større. Derfor blev muslimerne spurgt: Hvis sådanne tegn pludselig var blevet vist sammen med en af Koranens suraer, tror I så, at disse mennesker ville have troet? Har I virkelig så god en mening om dem, at de er helt rede til at tage sandheden til sig og blot mangler et enkelt tegn? De, som ikke kunne se sandhedens lys i Koranens undervisning, i tegnene i naturens rige, i Profetens rene og hellige liv og i hans ledsageres revolutionerende liv, tror I, at de ville have fået noget lys ved at se bjergene bevæge sig, jorden blive kløvet og en død komme ud af graven? (65)

Klare beviser på Profetens (fvm.) sendelse

Alle de anklager, som de vantro rettede mod Profeten Muhammad (fvm.), og alle deres krav om, at der skulle vises mirakler som bevis på hans profetskab, er blevet besvaret på yderst rimelig vis. Derefter er der ikke længere efterladt nogen mulighed for, at nogen ved hjælp af fornuft, omtanke og rationelle beviser kan påvise, at sendelsen er tvivlsom. Derpå er der fremlagt tre så klare beviser til støtte for hans sendelse, at det var umuligt for indbyggerne i Mekka og de omkringliggende områder at benægte dem. De vil blive gennemgået i rækkefølge nedenfor.

(Arabisk**************)

O Profet! Før dette læste du ingen bøger, og du skrev heller ikke noget med din egen hånd. Ellers kunne de, der følger falskhed, have næret tvivl. (Ankabut: 48)

Grundlaget for argumentationen i dette vers er, at Profeten (fvm.) var analfabet. Alle hans landsmænd, naboer og slægtninge, hvis øjne fulgte hele hans liv fra barndom til alderdom, vidste udmærket, at han aldrig i sit liv havde læst nogen bog og heller aldrig havde holdt en pen i hånden. Ved at fremlægge denne faktiske omstændighed siger Allah den Almægtige, at dette er det stærkeste bevis på, at den omfattende og dybe viden om læren i de himmelske skrifter, de tidligere profeters forhold, forskellige religiøse trosforestillinger, fortidige folks historie, civilisation, moral og vigtige økonomiske problemer, som kom fra denne analfabets mund, ikke kunne være erhvervet på nogen anden måde end gennem åbenbaring. Hvis han havde haft kendskab til læsning og skrivning, og folk på noget tidspunkt havde set ham læse og studere bøger, ville der have været et vist grundlag for de vantros tvivl om, at denne viden ikke var åbenbaret, men var opnået gennem studier og bestræbelser. Men hans analfabetisme efterlod ikke det mindste grundlag for tvivl. Nu er der, bortset fra den yderste stædighed, ingen grund til at benægte hans profetskab, som på ingen måde kan kaldes rimeligt. (57)

(Arabisk******************)

O Profet (fred være med ham), sig til dem: Hvis det havde været Allahs vilje, at jeg ikke skulle gøres til profet, ville jeg aldrig have reciteret denne Koran for jer, og Allah ville heller ikke have givet jer nogen viden om den. Jeg har allerede levet et helt liv iblandt jer. Vil I da ikke bruge jeres fornuft? (Jonas: 16)

Dette er et stærkt argument mod mekkanernes vantros påstand om, at profeten Muhammad (fred være med ham) selv havde forfattet Koranen ud fra sit eget sind og tilskrevet den Gud, og samtidig støtter det profetens påstand om, at han ikke selv havde forfattet den, men at den blev åbenbaret for ham fra Gud gennem åbenbaringen. Selv hvis man ser bort fra alle andre argumenter og beviser, står profeten Muhammads (fred være med ham) liv jo lige foran dem. Han havde tilbragt hele fyrre år iblandt dem før profetskabet. Han var født i deres by. For øjnene af dem havde han tilbragt sin barndom, trådt ind i ungdommen og nået moden alder. Han havde boet iblandt dem, mødt dem, handlet med dem og giftet sig; kort sagt havde han alle former for sociale relationer med dem. Ingen eneste side af hans liv var skjult for dem. Hvilket tydeligere vidnesbyrd kan der være end noget, som de kendte, forstod og havde set med egne øjne?

Der var to forhold i den hellige profets (fred være med ham) liv, som var så tydelige, at hvert menneske i Mekka kendte dem. For det første: I hele de fyrre år af hans liv før profetskabet havde han hverken modtaget nogen undervisning eller haft noget samvær, hvorfra han kunne have tilegnet sig denne viden, og pludselig begyndte en strøm af viden at vælde frem fra hans mund sammen med hans påstand om at være profet. I de suraer, der nu blev åbenbaret fortløbende, blev der behandlet emner, som han aldrig tidligere var blevet set vise interesse for, drøfte eller udtrykke meninger om. Ja, selv hans nærmeste venner og nærmeste slægtninge havde i løbet af disse fulde fyrre år aldrig i hans tale eller adfærd bemærket noget, der kunne kaldes en forberedelse til denne store mission, som han pludselig begyndte at fremlægge i en alder af fyrre år. Dette var et klart bevis på, at Koranen ikke var noget, han selv havde udtænkt eller opdigtet, men noget, der udefra var trængt ind i hans hjerte. For intet menneskesind kan på noget trin i livet frembringe noget, hvis forøgelse og gradvise udvikling ikke har tydelige spor på de tidligere trin. Derfor begyndte nogle snedige mennesker i Mekka, da de selv indså, at anklagen om, at Koranen var et produkt af profeten Muhammads (fred være med ham) sind, var helt absurd, til sidst at sige, at der måtte være en anden person, som lærte Muhammad (fred være med ham) disse ord. Men denne anden påstand var endnu mere meningsløs end den første. For ikke blot i Mekka, men i hele Arabien fandtes der ingen person med sådanne evner, som man kunne pege på og sige: Denne mand er eller kan være forfatteren til denne tale. Hvordan skulle en sådan begavet person kunne være skjult i samfundet?

Det andet forhold, som var særligt bemærkelsesværdigt i hans tidligere liv, var, at der ikke fandtes det mindste spor hos ham af nogen egenskab eller karakterbrist som løgn, bedrag, svig, falskspil, list eller snedighed. Der var ingen i samfundet, som kunne sige, at han i løbet af de fyrre års samliv havde oplevet en sådan adfærd hos ham. Tværtimod kendte enhver, der kom i kontakt med ham, ham som et særdeles sandfærdigt, ulasteligt, pålideligt og troværdigt menneske. Hvordan kunne man da forestille sig, at den mand, som gennem hele sit liv aldrig havde tyet til løgn, bedrag eller svig, selv i små sager, pludselig skulle rejse sig med så stor en løgn og et sådant bedrag som våben, forfatte noget ud fra sit eget sind og højlydt tilskrive det Gud? På dette grundlag siger Allah som svar på deres meningsløse anklage: Sig til dem: Allahs tjenere! Brug blot jeres fornuft og tænk efter. Jeg er ikke en fremmed, der er kommet udefra. Tværtimod har jeg allerede levet et helt liv iblandt jer. Når I har set mit tidligere liv, hvordan kan I så forvente af mig, at jeg skulle kunne fremlægge denne Koran for jer uden Allahs befaling og undervisning? (58)

(Arabisk***************)

O Profet! Du havde aldrig forventet, at Skriften skulle blive åbenbaret for dig. Det er kun din Herres nåde, at den er blevet åbenbaret for dig. (Al-Qasas: 86)

Et andet argument, der er blevet fremført til støtte for profeten Muhammeds (SA) profetskab, er dette: Hadrat Musa (AS) var fuldstændig uvidende om, at han skulle udvælges til profet. Hvad angår at blive betroet en stor og betydningsfuld mission, havde han ikke blot ikke noget ønske om det i sit hjerte—han havde aldrig engang forestillet sig det. Pludselig blev han revet ud af sin vandring og gjort til profet, hvorefter der gennem ham blev udført så forunderlige gerninger, at de på ingen måde stemte overens med hans tidligere liv. Præcis sådan var det også med profeten Muhammed (SA). Makkas indbyggere vidste selv, hvordan hans liv havde været dagen før den dag, han steg ned fra Hira-hulen med profetskabets budskab. De vidste, hvad hans arbejde og erhverv var, hvad han talte om, hvilke emner han drøftede, og hvilken slags interesser og aktiviteter han havde. Hele hans liv var fyldt med ærlighed, pålidelighed og renhed. Hans fremragende værdighed og ædelhed, hans kærlighed til fred, hans opfyldelse af løfter, hans sikring af rettigheder og hans engagement i at tjene folket var særligt fremtrædende. Men der fandtes intet hos ham, på grundlag af hvilket man kunne antage, at denne store personlighed ville træde frem med et krav på profetskab. Ingen blandt hans nære bekendte, hans slægtninge, naboer eller venner kunne sige, at han fra begyndelsen havde forberedt sig på at blive profet. Efter det omvæltende øjeblik i Hira-hulen begyndte han pludselig at tale om emner og problemer, som ingen tidligere havde hørt ham sige så meget som ét ord om. Ingen havde hørt ham bruge det særlige sprog, disse ord og disse fagudtryk, som mennesker nu hørte fra ham i form af Koranen. Han havde aldrig stillet sig op for at holde en prædiken. Han havde aldrig trådt frem med et kald eller en bevægelse. Tværtimod kunne man ikke ud fra nogen af hans aktiviteter have antaget, at han overvejede at løse samfundets problemer eller gennemføre religiøse eller moralske reformer. Selv dagen før dette omvæltende øjeblik fremstod hans liv som en købmands liv, hvor han tjente til livets ophold på en enkel og tilladt måde. Han levede glad og munter sammen med sine børn, viste sine gæster gæstfrihed, hjalp de fattige og behandlede sine slægtninge godt. Indimellem trak han sig tilbage i ensomhed for at tilbede. At en sådan person pludselig skulle træde frem med taler, der satte verden i omvæltning, begynde et revolutionært kald, skabe en enestående litteratur og komme med en varig livsanskuelse, tankegang, moral og civilisation—det var en forandring og omvæltning, som ud fra menneskets psykologi på ingen måde kunne være frembragt gennem kunstighed, forberedelse eller bevidst bestræbelse. For enhver sådan bestræbelse og forberedelse gennemgår udviklingens stadier, og disse stadier kan ikke forblive skjulte for de mennesker, som personen lever sit liv iblandt dag og nat. Hvis profetens (SA) liv havde gennemgået disse stadier, ville hundrede tusinder af stemmer i Mekka have sagt: »Sagde vi ikke, at denne mand en dag ville komme med et stort krav?« Men historien vidner om, at de vantro i Mekka rettede alle slags anklager mod ham; alligevel var der ikke én eneste, som fremsatte netop denne anklage.

Dernæst findes der bevis for, at han ikke havde noget ønske om eller håb om at blive profet, men pludselig blev stillet over for denne situation uden selv at vide det, i den begivenhed, som hadith-samlingerne beskriver i forbindelse med åbenbaringens begyndelse. Den er allerede blevet beskrevet i kapitlet »Begyndelsen på sendelsen«, så jeg finder det unødvendigt at gentage den her. (59)

Tredje afsnit

Kaldet til at tro på, at Koranen er Allahs ord

Det tredje grundlæggende punkt i det islamiske kald er, at mennesket skal anerkende Den Hellige Koran som Allahs Bog. Det skal acceptere hvert eneste af dens udsagn som sandt og som noget, der kommer fra Allah. Det skal anse enhver lære om trosforestillinger, tankegang, moral, tilbedelse og adfærd, som den indeholder, for en grundlæggende lov for sit eget liv. Det skal forkaste alt, hvad der strider mod dens vejledning. Til denne tro hører det nødvendigvis også, at Koranen ord for ord er Allahs tale, som blev åbenbaret for profeten (SA) gennem åbenbaringen. Det forholder sig ikke sådan, at kun betydningen blev indgivet i hans hjerte, hvorefter han udtrykte den på sit eget sprog og med sine egne ord. Det forholder sig derimod sådan, at de ord, hvormed denne Bog blev åbenbaret for Allahs Sendebud (SA), er blevet bevaret nøjagtigt i den samme ordlyd. Der er hverken foretaget ændringer eller tilføjelser og udeladelser i den. Falskhed vil heller ikke kunne trænge ind i den. Eftersom den desuden er den Almægtige, Herren over alle verdeners, direkte tale, har den myndighed selv over Sendebudet. Selv om den er kommet gennem Sendebudet, er Sendebudet underordnet den. Han er blevet pålagt at rette sig efter den. Han har ingen ret til at ændre noget i den, hverken ved at tilføje eller udelade. Tværtimod er hans opgave først og fremmest og i højeste grad at følge den og i overensstemmelse med denne guddommelige tales hensigt at etablere din, det vil sige en fuldstændig livsordning.

Denne tro styrkede yderligere den omvæltning, som det var islams mål at gennemføre. For fra Allahs side var der blevet stillet en evig Bog til rådighed, hvori Allah selv på sit eget sprog klart havde forklaret, hvad der er sandhed, og hvad der er falskhed. Mennesket kan derfor til alle tider og i alle epoker søge tilflugt i den for at få at vide, hvad det bør og ikke bør gøre for at opnå sin Herres tilfredshed. At der sammen med et menneske, som gøres til sendebud, også åbenbares en Bog, og at menneskene påbydes at tro på dem begge og følge dem begge, betyder, at hvor denne tro og lydighed findes blandt mennesker og i samfundet, dér forsvinder friheden til vilkårlighed. Både den enkelte og samfundet som helhed bliver underlagt en vejleder og en lovbog. Selv efter at vejlederen har forladt denne verden, vil lovbogen, Koranen, altid være til stede i verden for at fortælle, hvilke handlinger Allah har påbudt, og hvilke Han har forbudt. Den sunna, som vil bestå efter profeten (SA)—og som ifølge Koranens perspektiv er den guddommelige tales pålidelige, officielle forklaring—vil ikke give plads til, at begærets slaver eller tilhængere af andre livsanskuelser fortsat kan fortolke lovbogen forkert.

Denne korte beskrivelse gør det klart, hvorfor det helt fra begyndelsen af den islamiske forkyndelse var nødvendigt sammen med tawhid og Muhammeds sendelse at kalde til tro på Koranen og til at anerkende den som Allahs tale, og hvilken betydning dette havde. Nu vil vi udførligt beskrive, hvilken status Koranen blev tillagt, da den blev fremlagt, og hvor stærke argumenter og beviser der blev fremført over for dem, som nægtede at anerkende denne Bog, for at godtgøre, at Koranen er Allahs tale.

Koranen er Allahs tale, og hvert eneste af dens ord blev åbenbaret for profeten (SA)

Dette var den indledende påstand, som er blevet fremført så udførligt og med så stor fasthed i Koranen, at det ikke er muligt her at citere alle versene om dette emne. Ingen steder i Koranen findes så meget som ét eneste ord, der kunne give anledning til mistanke om, at denne profet Muhammeds (sa) egne ord skulle være tale om. Hele Bogen er fremlagt ud fra den forudsætning, at den er den åbenbaring, som Gud har sendt ned. Nedenfor citeres nogle vers som eksempler.

(Arabisk*****************)

Og, Muhammed (sa), Vi har sendt denne Bog ned til dig med sandheden; den bekræfter sandheden i alt det, der tidligere er kommet og fortsat findes blandt de himmelske bøger, og den vogter over dem. Døm derfor mellem dem efter det, som Allah har sendt ned, og følg ikke deres ønsker ved at vende dig bort fra den sandhed, der er kommet til dig. (Al-Ma’idah: 48)

I dette vers siges det tydeligt ikke blot, at Allah den Almægtige har sendt denne Bog ned til profeten Muhammed (sa), og at den er kommet med sandheden, men der fremføres yderligere to ting. Den første er, at den bekræfter sandheden i alt det, der findes i de tidligere åbenbarede bøger i sin oprindelige og rette form. For det andet er den vogter over disse bøger; det vil sige, at de sande lærdomme, som fandtes i disse bøger, er blevet medtaget og bevaret i den. Derefter er de udsagn, som var blevet indføjet i dem i strid med sandheden, blevet sorteret fra og adskilt ved hjælp af denne Bog.

(Arabisk****************)

Og Vi har sendt denne Koran ned med sandheden, og med sandheden er den kommet ned. Desuden er sendebudet ikke blevet sendt af nogen anden grund end at bringe godt budskab til den, der tager imod den, og advare den, der ikke tager imod den. (Bani Isra’il: 105)

(Arabisk****************)

Og læs højt, profet, fra din Herres Bog, som er blevet åbenbaret til dig. (Al-Kahf: 27)

(Arabisk*******************)

O Muhammad (fvmh)! Vi har åbenbaret denne Bog for dig med sandheden til menneskene. Den, der tager imod vejledningen, gør det til gavn for sig selv. Og den, der farer vild, må selv bære konsekvenserne. Du er ikke ansvarlig for ham. (Az-Zumar: 41)

(Arabisk*****************)

Og således, O Profet, har Vi åbenbaret Koranen for dig på arabisk, så du kan advare befolkningen i byernes centrum (Mekka) og dem, der bor omkring det. (Ash-Shura: 7)

(Arabisk**************)

Denne Bog er blevet åbenbaret af Allah, Den Almægtige, Den Nådige. (Al-Ahqaf: 1)

(Arabisk****************)

Dette er en velsignet Bog, som Vi, O Muhammad (fvmh), har åbenbaret for dig, for at menneskene kan tænke over den, og for at de eftertænksomme og forstandige kan lære af den. (Sad: 29)

(Arabisk******************)

Og Muhammad (fvmh), du modtager sandelig denne Koran fra et vist og alvidende væsen. (An-Naml: 6)

(Arabisk******************)

Og den er sandelig åbenbaret af Herren over alle verdener. En pålidelig Ånd [med »den troværdige eller pålidelige Ånd« menes her Jibril (fvmh), som plejede at komme til profeten Muhammad (fvmh) med Koranen. I stedet for at nævne hans navn anvendes her udtrykket »den troværdige eller pålidelige Ånd«. Formålet med dette er at sige, at han er en ren ånd, et immaterielt væsen, og så trofast og pålidelig, at han bringer åbenbaringen videre til profeten nøjagtigt sådan, som Allah den Ophøjede sender den til ham, uden nogen som helst tilføjelse eller udeladelse – forfatteren.] bringer den ned i dit hjerte, for at du, Muhammad (fvmh), kan blive blandt dem, der advarer (de profeter, som advarer menneskeheden), på et klart arabisk sprog. (Ash-Shu’ara: 192-195)

(Arabisk******************)

– O Profet, bevæg ikke din tunge for hurtigt at lære denne åbenbaring udenad. Det er Mit ansvar at samle den i dit hjerte og få dig til at recitere den. Når Jeg derfor reciterer den, så lyt opmærksomt til recitationen. Det er også Mit ansvar at forklare dens betydning. (Al-Qiyamah: 16-19)

Disse vers gjorde ikke blot det klart, at hele denne Bog var blevet åbenbaret fra Allah til Muhammad (fvmh) gennem åbenbaring; de to sidstnævnte vers gør det også helt tydeligt, at det ikke kun er dens betydning, der bliver åbenbaret i Den Ærværdiges (fvmh) hjerte, hvorefter han udtrykker den med sine egne ord, men at også dens ordlyd bliver åbenbaret fra Allah. At den betroede Ånd, Ruh al-Amin (Jibril (fvmh)), kommer ned fra Herren over alle verdener med åbenbaringen på arabisk, reciterer den for Den Ærværdige, at profeten forsøger hurtigt at lære den udenad, og at Allah den Ophøjede siger: »Forsøg ikke at lære den udenad; når den derimod bliver reciteret, så lyt til den. Derefter er det hele Vores ansvar: at få dig til at huske den, at få dig til at recitere den og at forklare dens betydning« – alt dette giver kun mening, hvis også åbenbaringens ord bliver åbenbaret fra Allah. Hvis der derimod blot var opstået betydninger og forestillinger i profetens hjerte, ville der ikke være nogen mening i, at han skulle recitere, lytte til eller huske dem, eller i at de skulle være blevet åbenbaret på arabisk.

Allahs Sendebud (fvmh) er selv pålagt at følge Koranen

Det er også blevet gjort klart i Koranen, at Allahs Sendebud (fvmh.) er underlagt Koranens bud. Han er blevet befalet at følge dem. Han har ingen ret til at ændre noget i dem og er underlagt dem. Han er blevet befalet at følge dem. Han har ingen ret til at ændre noget i dem eller tilføje eller trække noget fra.

(Arabisk******************)

Og, Muhammad (fvmh.), følg alt det, der er blevet åbenbaret dig fra din Herre. Allah er bekendt med, hvad I gør. (Al-Ahzab: 2)

(Arabisk***************)

Muhammad (fvmh.), følg alt det, der er blevet åbenbaret dig fra din Herre. Der findes ingen guddom undtagen Ham, og vær ubekymret over for afgudsdyrkerne. (Al-An’am: 106)

(Arabisk*******************)

-Muhammad (fvmh.)! Sig til dem: Jeg følger kun den åbenbaring, der bliver sendt til mig, og jeg er intet andet end en klar advarer. (Al-Ahqaf: 9)

(Arabisk******************)

Og når du ikke fremfører noget tegn for disse mennesker, siger de: »Hvorfor har du ikke selv udvalgt et tegn?« Sig til dem: »Jeg følger kun den åbenbaring, som min Herre har sendt mig. Dette er et lys af visdom fra din Herre samt vejledning og barmhjertighed for dem, der tror på Ham.« (Al-A’raf: 203)

Det vil sige, at det ikke er min opgave selv at opfinde eller fremstille og fremføre hvad som helst, som der bliver krævet, eller som jeg selv føler behov for. Jeg er blot en sendebud, og min opgave er kun at handle i overensstemmelse med vejledningen fra Ham, der sendte mig. I stedet for et mirakel har Han, der sendte mig, sendt mig denne Koran. I den findes visdommens lys, og dens bemærkelsesværdige skønhed består i, at de, der tager imod den, finder den rette vej i livet, og at tegnene på Allahs barmhjertighed bliver tydelige i deres smukke karakter.

(Arabisk******************)

Og når Våre klare vers bliver reciteret for dem, siger de, der ikke håber på at møde Os i det hinsidige: »Kom med en anden Koran end denne, eller foretag ændringer i den.« Sig til dem, Muhammad: »Jeg har ingen ret til at foretage nogen ændring af egen drift. Jeg følger kun den åbenbaring, der bliver sendt til mig. Hvis jeg er ulydig mod min Herre, frygter jeg straffen på en vældig dag.« (Yunus: 15)

(Arabisk******************)

Og hvis han, denne profet, selv havde opdigtet noget og tilskrevet Os det, ville Vi have grebet ham med højre hånd og skåret hans halspulsåre over. Derefter ville ingen af jer have kunnet forhindre det. (Al-Haqqa: 44-47)

Koranen er beskyttet fra alle sider, og hvert eneste af dens ord står fast

Det er også blevet gjort helt klart i Koranen, at Allah den Ophøjede selv har påtaget sig ansvaret for at bevare Koranen, hvert eneste af dens ord. Ethvert af dens udsagn står fast og kan ikke ændres. Falskhed vil ikke kunne finde nogen vej ind i den. Allah den Ophøjede vil fortsat vise sådanne tegn i horisonterne og blandt menneskene, at dens sandhed derved bliver bevist.(Arabisk*******************)

Vi har selv åbenbaret denne Koran, og Vi vil selv bevare den. (Al-Hijr: 9)

Det vil sige, at den står direkte under Vores beskyttelse. Hvis nogen forsøger at udslette den eller undertrykke den, vil han ikke kunne gøre det. Dens anseelse vil ikke blive svækket af nogens beskyldninger eller kritik. Ingen vil kunne forhindre dens budskab, selv om nogen forsøger det. Ingen vil få mulighed for at fordreje eller ændre den.

(Arabisk******************)

Tværtimod er den Ædle Koran indskrevet på en højt ophøjet, velbevaret tavle. (Al-Buruj: 21-22)

Det vil sige, at Koranens skrift ikke kan udslettes. Den er indskrevet på Guds velbevarede tavle, hvori ingen ændring er mulig. Det, der er skrevet i den, vil nødvendigvis ske. Selv hvis hele verden i fællesskab forsøger at afvise det, vil den ikke kunne gøre det.

(Arabisk*****************)

Og den virkelige sag er, at denne Koran er en mægtig Bog. Falskhed kan hverken komme til den fra dens forside eller fra dens bagside. Den er åbenbaret fra En, der er alvidende og af sig selv værdig til lovprisning. (Hamim Sajda: 46)

At falskhed ikke kan komme til den forfra, betyder, at ingen ved at rette et direkte angreb mod Koranen vil kunne bevise, at noget af det, den siger, er forkert, eller at nogen af dens lærdomme er falske og uretfærdige. At den ikke kan komme til den bagfra, betyder, at der senere ikke vil blive afsløret nogen sandhed, som strider mod de oplysninger, Koranen har fremlagt; der kan heller ikke fremkomme nogen viden, som i egentlig forstand er »viden«, og som tilbageviser den viden, der er beskrevet i Koranen. Ingen erfaring eller observation kan bevise, at det, Koranen har fremlagt om troslære, tro, moral, love, civilisation, kultur, økonomi, samfundsvidenskab og politik, er forkert.

(Arabisk*****************)

Snart vil Vi vise dem Vore tegn i horisonterne og i dem selv, og til sidst vil det blive klart for dem, at denne Koran i sandhed er sandheden. (Hāmīm Sajdah: 53)

Det har to betydninger. For det første, at Koranens kald snart vil brede sig over en stor del af verden, og disse mennesker med egne øjne vil se, hvilken vældig religiøs, moralsk, åndelig, politisk, økonomisk og kulturel revolution den medfører i menneskelivet.

Den anden betydning er, at jo mere menneskets viden om den højere verden og om menneskets egen eksistens vokser, desto tydeligere vil det blive, at Koranen er sand.

At fornægte Koranen er kufr

Īmān bil-Qur’ān (troen på Koranen) er en lige så vigtig del af det islamiske kald som troen på tawhīd og risālat. Derfor blev menneskene med utvetydige ord kaldet til dette: Dette er Allahs tale; tro på den. Den, der ikke tror på den, er en kāfir. Blandt de egenskaber hos dem, der i de indledende vers i Sūrah al-Baqarah regnes for at være fast forankret i vejledningen, nævnes også denne egenskab.

(Arabisk****************)

Vi nedsender fra Koranen det, som er helbredelse og barmhjertighed for dem, der tror på den, mens det for de uretfærdige, som ikke tror, kun medfører tab. (Banī Isrā’īl: 82)

(Arabisk****************)

-Kun de vantro fornægter vores tegn. (Al-ʿAnkabūt: 47)

De vantros reaktion

Da Koranen blev fremlagt med den værdighed, der tilkommer den, blev det vanskeligere for Qurayshs vantro og de almindelige afgudsdyrkere i Arabien at acceptere den end at anerkende profeten Muhammad (fvmh.) som Guds Sendebud. For selv om de efter at have anerkendt Muhammad (fvmh.) som Sendebud også måtte underkaste sig hans lydighed, kunne de håbe, at de efter hans bortgang fra denne verden ville kunne kaste denne lydigheds byrde af deres skuldre. Men her blev en bog fremlagt med en sådan værdighed, at hvert eneste af dens ord var åbenbaret fra Rabb al-ʿĀlamīn. Muslimerne lærte denne bog udenad ord for ord, fordi recitationen af den er obligatorisk i bønnen. Profeten (fvmh.) lod den nedskrive, hver gang en åbenbaring var blevet sendt ned. De havde intet håb om at kunne undslippe dens krav. De mente, at når de først havde anerkendt den som Allahs ord, ville deres liv for bestandig blive bundet til en bestemt orden og disciplin, og at det at vende sig bort fra denne ville betyde at vende sig bort fra universets Herre. Derfor satte de alle kræfter ind på at nægte at anerkende Koranen som Allahs ord, og de benyttede alle tænkelige kneb for at forhindre profeten Muhammad (fvmh.) i overhovedet at kunne fremsætte dette krav.

Benægtelse af alle de guddommelige bøger

Deres første kneb i denne forbindelse var at benægte alle de guddommelige bøger.

(Arabisk******************)

Og de vantro sagde: »Vi vil under ingen omstændigheder anerkende hverken denne Koran eller nogen af de tidligere bøger.« (Sabaʾ: 31)

Men araberne kunne på ingen måde selv acceptere dette udsagn. De anerkendte selv, at Hadrat Ibrahims (fred være med ham) skrifter var blevet åbenbaret fra Gud. Faktisk er der to steder i Koranen, hvor de omtales på en sådan måde, at det fremgår, at de var almindeligt anerkendt blandt araberne, selv om ikke et eneste bind af dem var bevaret hos dem. Dette nævnes i vers 37 i Sura an-Najm og vers 19 i Sura al-A‘la.

Desuden fandtes der et stort antal jøder og kristne i Arabien, som troede på de guddommelige skrifter. Over for Allahs Sendebud (fred være med ham) havde de arabiske vantro brug for hjælp fra disse jøder og kristne. Derfor kunne de ikke holde fast ved dette udsagn ret længe. (60)

Anklagen mod Profeten (fred være med ham) for, at han selv havde forfattet Koranen

Derefter begyndte de med størst mulig iver at udbrede anklagen om, at Huzur (fred være med ham) selv havde forfattet denne Koran og tillagt den Allah. Koranen har givet et udførligt svar på dette og har med stærke argumenter bevist, at dette er Guds tale.

(Arabisk******************)

Denne Bog er uden tvivl blevet åbenbaret fra Rabb al-‘Alamin. (as-Sajdah: 2)

Forskellige suraer i Koranen begynder med sådanne identificerende formuleringer. Formålet er allerede ved talens begyndelse at gøre det klart, hvor denne tale kommer fra. Det er tilsyneladende en indledende formulering af samme slags som når en radiooplæser ved begyndelsen af et program siger, at nyhederne bliver bragt fra en bestemt station. Men når begyndelsen på en sura i Koranen, i modsætning til en sådan almindelig radiomeddelelse, indledes med den usædvanlige bekendtgørelse, at dette budskab kommer fra verdensaltets suveræne Herre, er det ikke blot en gengivelse af en meddelers ord. Samtidig rummer det et vældigt krav, en kraftfuld udfordring og en frygtelig advarsel. For bekendtgørelsen meddeler straks, at dette ikke er et menneskes ord, men Verdensherskerens ord. Samtidig stiller denne bekendtgørelse mennesket over for det vældige spørgsmål: Skal jeg acceptere dette krav eller ikke? Hvis jeg accepterer det, må jeg for altid bøje mit hoved i lydighed mod Ham. Derefter vil jeg ikke have nogen frihed over for Ham. Og hvis jeg ikke accepterer det, må jeg tage den fare på mig, at jeg, hvis dette virkelig er Allahs tale, som følge af at have forkastet den for evigt vil blive mødt af ulykke. Netop derfor tvinger denne indledende formulering, fordi den er så usædvanlig, mennesket til at lytte til denne tale med agtpågivenhed og den største koncentration og beslutte, om det vil acceptere den som Guds tale eller ej.

Her blev det ikke anset for tilstrækkeligt blot at sige, at denne Bog er blevet åbenbaret fra Rabb al-‘Alamin. Derimod blev det med fuld styrke sagt, at

(*Arabisk******)

Dette er uden tvivl Guds Bog. Der er ikke den mindste tvivl om, at den er blevet åbenbaret fra Allah. Hvis man vurderer denne stærke erklæring på baggrund af Koranens ledsagende omstændigheder og Koranens egen fremstilling før og efter dette sted, synes det, at påstanden også rummer et argument. Og dette argument var ikke skjult for de folk i Mekka, over for hvem påstanden blev fremsat. Hele livet for den, der fremlagde denne Bog, lå åbent for dem – både hans liv før og efter fremlæggelsen af Bogen. De vidste, at den person, som fremlagde denne Bog med denne påstand, var den mest sanddru, mest værdige og mest karakterfaste mand blandt deres folk. De vidste også, at han pludselig begyndte at fremsætte dette budskab efter at have gjort krav på profetkaldet. De kunne se en tydelig forskel mellem denne Bogs sprog og fremstillingsform og Muhammad Mustafas (fred være med ham) sprog og fremstillingsform. De vidste også, at to så tydeligt forskellige fremstillingsformer ikke kunne stamme fra den samme person. De lagde desuden mærke til denne Bogs overnaturlige litterære skønhed, og som arabisk-talende vidste de selv, at ingen af deres litterære forfattere eller digtere var i stand til at skabe noget tilsvarende. De vidste også meget godt, hvor enorm forskellen var mellem deres nationale digteres, spåmænds og taleres ord og denne åbenbaring. Og hvor rene og ophøjede var ikke de emner, som blev beskrevet i denne åbenbaring! Den personlige interesse, som altid er knyttet til en falsk påstandsmagers ord og handlinger, fandtes ikke det mindste i denne Bog eller hos den, der fremlagde den. Modstanderne kunne på ingen måde finde ud af, hvilken fordel profeten Muhammad (fred være med ham) ønskede at opnå for sig selv, sin familie eller sit eget folk og sin stamme ved at gøre krav på profetkaldet, eller hvilken personlig interesse han skulle have i dette arbejde. De så også, hvordan nogle af deres folks medlemmer blev tiltrukket af dette kald, og hvor stor en forandring der skete i deres liv, efter at de havde sluttet sig til det. Alt dette tilsammen antog selve påstandens form som argument og bevis. Derfor var det i denne sammenhæng tilstrækkeligt at sige, at der ikke var den mindste mulighed for tvivl om, at denne Bog var blevet åbenbaret fra Herren over alle verdener. Der var ikke behov for yderligere argumenter og beviser. (61)

(Arabisk******************)

Siger de, at denne mand selv har forfattet den? Nej, den er tværtimod sandheden fra din Herre, for at du kan advare et folk, som ingen advarer kom til før dig; måske vil de finde vejledning. (As-Sajdah: 3)

Efter den indledende formulering, som blev nævnt tidligere, besvares den første anklage fra Mekkas afgudsdyrkere, som de fremsatte angående profeten Muhammads (fred være med ham) profetkald. På trods af de ord, som gør det hævet over enhver tvivl, at denne Bog er åbenbaret fra Allah, Herren over alle verdener, fremsætter disse mennesker da den åbenlyst dumdristige påstand, at Muhammad (fred være med ham) selv har forfattet den og tillagt den Allah, Herren over alle verdener? Skammer de sig ikke over at fremsætte en så meningsløs og grundløs anklage? Kan de ikke forstå, hvad de mennesker, der kendte profeten Muhammad (fred være med ham), hans gerning og hans ord, og som kunne forstå denne Bog, ville tænke, når de hørte denne meningsløse anklage?

Ligesom man i det første vers blot fandt det tilstrækkeligt at sige (Arabisk***********)(der er ingen tvivl om det), uden at finde det nødvendigt at fremføre noget argument for, at Koranen er Guds tale, således anses det også i dette vers for tilstrækkeligt, som svar på Mekkas vantros anklage, blot at sige: „Dette er fra din Herre.“ Grunden er den samme, som vi har forklaret i kommentaren til vers nr. 2. Disse tilhørere vidste, i hvilket miljø og med hvilken status han havde fremlagt denne Bog. Denne Bog stod også foran alle med sit sprog, sin litteratur og sit indhold. Alle i Mekkas samfund så med egne øjne dens virkninger og resultater. Under disse omstændigheder var det, at denne Bog var sand og kom fra Herren over alle verdener, en så tydelig virkelighed, at en kort omtale var tilstrækkelig til at tilbagevise de vantros anklage. Hvis man havde forsøgt at fremlægge argumenter og beviser for den, ville man i stedet for at styrke sagen have svækket den. Forestil dig for eksempel, at solen midt på dagen skinner med et strålende lys, og en stædig person da siger, at det er en mørk nat. Som svar er det tilstrækkeligt blot at sige: Kalder du dette nat? Den strålende dag er jo lige for øjnene af dig. Hvis du derefter fortsætter med at fremlægge logiske beviser for at bevise det, vil du ikke gøre svaret stærkere; du vil tværtimod svække det. (62)

(Arabisk****************)

Denne Koran er ikke noget, der kunne være forfattet uden Allahs åbenbaring og undervisning. Nej, den bekræfter sandheden i det, der kom før den, og er en detaljeret forklaring af Bogen. Der er ingen tvivl om, at den kommer fra Herren over alle verdener. (Yunus: 37)

»En bekræftelse af sandheden i alt det, der kom før« betyder den grundlæggende lære, som lige siden begyndelsen gennem profeterne er blevet sendt til menneskene. Denne Koran fremlægger ikke noget nyt ved at afvige fra den. Tværtimod bekræfter den alt dette. Hvis den havde været et produkt af en ny religionsstifters mentale forestillinger, ville man naturligvis have kunnet se et forsøg på at blande noget særpræget og nyt fra ham selv ind i den gamle sandhed for tydeligt at fastslå dens særstatus.

»En detaljeret redegørelse for Skriften« betyder, at disse grundlæggende læresætninger, som rummer essensen af alle de himmelske skrifter, er blevet fremlagt med argumenter og beviser, med formaninger samt forklaring og analyse, og i overensstemmelse med de faktiske forhold. (63)

(Arabisk******************)

Sig: »Hvis mennesker og jinner alle forenede sig for at frembringe noget, der ligner denne Koran, ville de ikke kunne gøre det, selv om de hjalp hinanden.« (Banī Isrāʾīl: 88)

Ud over dette sted er denne udfordring også blevet fremsat fire andre steder i Koranen, nemlig i Sura al-Baqara, vers 23-24; Yunus, vers 38; Hud, vers 13; og at-Tur, vers 33-34. Disse steder blev dette sagt som svar på de vantros påstand om, at Muhammad (fred være med ham) selv havde forfattet denne Koran og uden grund fremlagde den som Guds ord. Desuden blev denne påstand tilbagevist i Sura Yunus, vers 16, hvor der siges:

(Arabisk******************)

O Muhammad (fred være med ham), sig til dem: »Hvis Allah havde villet, at jeg ikke skulle recitere Koranen for jer, kunne jeg på ingen måde have reciteret den for jer. Han ville end ikke have underrettet jer om den. Jeg har jo levet et helt liv iblandt jer. Forstår I da slet ikke?« (Yunus: 16)

Blandt de argumenter, der fremlægges i disse vers for, at Koranen er Guds ord, er der i virkeligheden tre argumenter. For det første er Koranen med hensyn til sit sprog, sin fremstillingsform, sin argumentationsmetode, sit indhold, sine drøftelser, sin lære og sine oplysninger om den usete verden et mirakel; at frembringe noget tilsvarende ligger uden for menneskets evne. I siger, at et menneske har forfattet den. Men vi siger, at selv hvis alle verdens mennesker forenede sig, ville de ikke kunne forfatte en bog af denne art. Selv den jinn-slægt, som polyteisterne har gjort til deres guddom, og som denne Koran har rettet et hårdt slag imod for deres tilbøjelighed til at gøre guddomme, ville ikke være i stand til at afvise denne udfordring ved at forene sig for at hjælpe Koranens fornægtere og forfatte en bog af samme rang som Koranen.

For det andet er Muhammad (fvmh) ikke pludselig dukket op iblandt jer fra en ydre verden. Tværtimod havde han levet iblandt jer i fyrre år allerede før denne Koran blev åbenbaret. Havde I blot én dag før hans påstand om profetskab hørt sådanne ord fra hans mund, ord med sådanne problemstillinger og et sådant indhold? Hvis I ikke havde hørt dem – og det havde I bestemt ikke – siger jeres samvittighed så, at der pludselig kan ske en så enorm forandring i et menneskes sprog, forestillinger, oplysninger, tankegang og taler?

For det tredje skjulte profeten Muhammad (fvmh) sig ikke efter at have reciteret Koranen for jer; tværtimod bor han iblandt jer. I hører både Koranen fra hans mund og andre samtaler og taler fra ham. Der er en så enorm forskel mellem Koranens ord og profeten Muhammads (fvmh) ord med hensyn til sprog og udtryksform, at det aldrig kan være muligt for den samme person at fremføre to så forskellige slags tale. Denne forskel var ikke kun tydelig dengang, da profeten Muhammad (fvmh) levede iblandt sit folk. Den dag i dag findes der tværtimod utallige af hans ord og taler i hadith-værkerne. Hans sprog og fremstillingsform er så forskellig fra Koranens sprog og fremstillingsform, at ingen skarpsindig kritiker af det arabiske sprog og den arabiske litteratur ville vove at sige, at disse to slags tale tilhører den samme person. (64)

(Arabisk********************)

Siger de, at profeten selv har forfattet denne bog? Sig: Godt, lad os antage det. Så skal I bringe ti suraer, der er forfattet som denne. Og bring også de guder, som I tilbeder ud over Allah, med som hjælp, hvis I er sandfærdige i jeres påstand om, at de er guder. Hvis de da ikke kommer jer til hjælp, så vid, at den er åbenbaret med Allahs viden, og vid, at der ingen sand gud er ud over Allah. Vil I derefter bøje jeres hoveder i lydighed mod denne sandhed? (Hud: 13-14)

Her er der med samme argument ført bevis for, at Koranen er Guds ord, og også for tawhid. Argumentets hovedindhold er som følger:

1. Hvis dette er et menneskes ord, som I hævder, bør dette menneske være i stand til at fremføre sådan tale. Derfor kan jeres påstand om, at jeg, Muhammad (fvmh), selv har forfattet denne bog, kun være sand, hvis I alle sammen ikke er i stand til at forfatte en bog, der ligner den. Hvis I ikke kan det, er min påstand sand: Jeg er ikke forfatteren til denne bog. Den er tværtimod åbenbaret gennem Allahs viden.

2. Desuden er jeres guder i denne bog blevet modsat åbent, og det er klart blevet sagt, at I skal opgive tilbedelsen af dem, for de har ingen del i guddommeligheden. Hvis I ikke accepterer dette, må jeres guder – hvis de virkelig er guder – nødvendigvis hjælpe jer med at bevise, at min påstand er falsk, og med at forfatte noget, der ligner denne bog. Men på dette afgørende tidspunkt kan de hverken hjælpe jer eller indgyde jer en sådan styrke, at I kan forfatte noget, der ligner denne bog. Således er det klart bevist, at I uden grund har gjort dem til guder. Ellers har de i virkeligheden ingen sådan magt og ikke den mindste guddommelighed, på grundlag af hvilken de skulle være værdige til at være guder. (65)

(Arabisk*******************)

Siger de: »Har profeten selv forfattet denne bog?« Sig: »Hvis I taler sandt i jeres påstand, så frembring blot én sura, der ligner den, og tilkald hvem som helst, I ønsker, som hjælp, bortset fra den ene Gud.« (Jonas: 38)

Folk tror som regel, at denne udfordring udelukkende gælder Koranens sproglige udsmykning og litterære skønhed. Det er ikke umuligt, at denne fejlagtige opfattelse er opstået på grund af den slags drøftelser, der er blevet ført om Koranens mirakuløse karakter. Men Koranens rang er langt højere end dette. Koranen har ikke grundlagt sin påstand om særpræg, egenart og uforlignelighed udelukkende på sproglig og litterær ynde. Der er ingen tvivl om, at Koranen er uforlignelig hvad sproget angår. Men grunden til, at det siges, at menneskets sind ikke kan forfatte en bog af denne art, er dens emner og dens lære. Koranen har selv forskellige steder beskrevet, hvori dens mirakuløse karakter består, og hvorfor den er åbenbaret fra Allah, og hvorfor en sådan komposition ligger uden for menneskets formåen. (66)

(Arabisk*****************)

»Siger de: Har denne mand selv forfattet Koranen?« Sandheden er, at de ikke ønsker at tro. Hvis de taler sandt, så lad dem frembringe en tale af samme rang. (Turen: 33-34)

Med andre ord betyder denne udtalelse, at de blandt Quraysh, som hævder, at Koranen er profeten Muhammads (fvmh.) egen tale, i deres inderste selv ved, at dette ikke kan være hans tale. Ikke alene føler sprogforskerne blandt dem klart, at den er langt højere og ædlere end menneskelig tale; selv de, der kendte profeten Muhammad (fvmh.), kunne til tider ikke forestille sig, at dette var hans egen tale. Det står derfor klart, at de, der kalder Koranen profeten Muhammads (fvmh.) forfatterskab, i virkeligheden ikke ønsker at tro. Derfor opfinder de forskellige falske undskyldninger, hvoraf dette blot er én.

Sagen er ikke blot, at dette ikke er profeten Muhammads (fvmh.) tale; i virkeligheden er det slet ikke nogen menneskelig tale eller ytring. Det ligger uden for menneskets formåen at forfatte en sådan tale. Hvis I vil hævde, at det er menneskeskabt tale, så frembring en tale af denne rang, som et menneske har forfattet. Denne udfordring blev først fremsat i dette vers ikke blot til Quraysh, men til alle verdens vantro. Derefter blev udfordringen gentaget tre gange i Mekka den Ærede og sidste gang i Medina den Oplyste. (Sura Yunus, vers 38; Hud: 13; Bani Israil: 88; Baqara: 237 ff.)

Men hverken dengang havde nogen mod til at besvare denne udfordring, og heller ikke i dag har nogen haft mod til at frembringe noget menneskeskabt, der kan måle sig med Koranen.

Fordi nogle mennesker ikke forstår udfordringens egentlige karakter, siger de, at ingen kan skabe litteratur i prosa eller vers på samme måde som en hvilken som helst forfatter—og da slet ikke som Koranen. Homer, Rumi, Shakespeare, Goethe, Paleb, Rabindranath og Iqbal er alle uforlignelige i denne henseende. Ingen er i stand til at skabe noget, der er identisk med deres værker. Den, der forsøger at besvare Koranens udfordring, er i virkeligheden offer for den fejlagtige opfattelse, at

(Arabisk*****************)

Det betyder at frembringe et værk af denne slags med hensyn til fremstillingsformen. I virkeligheden betyder det ikke lighed i fremstillingsformen. Det betyder derimod: Frembring en bog af samme rang og værdighed, som ikke blot på arabisk, men på noget sprog i verden kan betragtes som Koranens rival med hensyn til de egenskaber, på grundlag af hvilke den er et mirakel. Kort sagt beskrives her nogle af de egenskaber, på grundlag af hvilke Koranen var et mirakel før i tiden og stadig er det i dag.

1. Denne Koran er et særdeles højtstående og storslået eksempel på litteraturen i det sprog, som Koranen blev åbenbaret på. I hele Koranen findes der ikke et eneste ord eller en eneste sætning, der ligger under dette niveau. Ethvert emne, der behandles, fremstilles med de mest passende og velvalgte ord og den mest egnede udtryksform. Det samme emne omtales gentagne gange, men hver gang anvendes en ny fremstillingsform, og ingen steder mærker man gentagelsens smagløshed. Fra ende til anden er ordforbindelserne i hele bogen sammensat på en sådan måde, at det synes, som om der er blevet fremstillet en perlekæde. Udsagnene er så virkningsfulde, at ingen sprogekyndig kan høre dem uden at blive fyldt af glæde. De vækker endog glæde i benægterens og modstanderens hjerte. Selv efter at fjorten hundrede år er gået, er denne bog stadig det ypperste eksempel på arabisk litteratur; for ikke blot kan ingen bog på dette sprog nå dens litterære rang og værdi, ingen kommer den så meget som nær. Og ikke nok med det: Selv efter at dette storslåede værk blev til, har sprogets litterære udsmykning bevaret det niveau, som denne bog grundlagde. Alligevel forandrer et sprog sig og antager en anden form gennem så lang en periode. Der findes intet sprog i verden, som gennem mange århundreder har forblevet uforandret i stavning, sætningsdannelse, udtryksform, grammatik og brugen af ordforrådet. Men det er udelukkende denne Korans styrke, der ikke har tilladt det arabiske sprog at vige fra sin oprindelige plads. Ikke ét af dens ord er indtil i dag blevet forladt. Ethvert af dens idiomer anvendes stadig i arabisk litteratur. Dens litteratur er stadig litteratur af højeste rang på arabisk. Findes der i noget sprog i verden en menneskeskabt bog med en sådan rang?

2. Det er den eneste bog i verden, som har haft så omfattende, dybtgående og altomfattende indflydelse på menneskehedens tankegang, moral, civilisation og livsform, at der ikke findes noget sidestykke til den i verden. Først udløste dens indflydelse en revolution blandt ét folk. Derefter indledte dette folk forandringer i en stor del af verden. Der findes ingen anden bog, som har kunnet inspirere til en sådan revolution. Denne bog forblev ikke blot skrevet på papirets sider. Tværtimod gav hvert eneste af dens ord, hver tanke og forestilling form til den virkelige verden og skabte en varig civilisation. Dens indflydelse har fortsat i halvandet tusind år, og dag for dag breder dens indflydelse sig yderligere.

3. Det emneområde, som denne bog behandler, er mangfoldigt og omfattende; det spænder over hele universet fra begyndelsen til enden. Den kaster lys over universets skjulte mysterier, dets begyndelse og afslutning samt dets orden og sammenhæng. Den fortæller, hvem der er universets Skaber, leder og hersker, hvilke egenskaber Han har, hvilken myndighed Han besidder, og hvad det egentlige mysterium er, som Han har etableret hele dette system for. Den beskriver korrekt menneskets rang og plads i denne verden og gør det klart, at dette er dets naturlige plads og dets medfødte ret, som det ikke har magt til at ændre. Den forklarer, hvilken vej for menneskets tanker og handlinger der er den rette med hensyn til denne plads og rang, og som er fuldt forenelig med naturen, samt hvilke veje der er vildledende og i konflikt med sandheden. Med utallige argumenter og beviser fra hver eneste ting på jorden og i himlen, fra universets ordning, fra menneskets eget væsen og eksistens og fra hele menneskehedens historie har den påvist den rette vejs rigtighed og de vildledende vejes vildfarelse. Samtidig forklarer den, hvordan og af hvilke grunde mennesket ledes ad den forkerte vej, hvordan den rette vej, som altid har været den samme og altid vil forblive den samme, kan erkendes, og hvordan den bliver meddelt mennesket i enhver tidsalder. Den nøjes ikke med at udpege den rette vej og tie. Tværtimod fremlægger den et fuldstændigt billede af et livssystem for at følge denne vej, hvori der er fastlagt et yderst sammenhængende system for troslære, moral, tazkiyat al-nafs (sjælens renselse), tilbedelse og gudsdyrkelse, samfundsordning, civilisation og kultur, økonomi, politik, retsvæsen, lovgivning og kort sagt alle livets områder. Desuden forklarer den udførligt, hvilke følger det vil få i denne verden at følge den rette vej og at gå den forkerte vej. Derefter forklares det også, hvilke følgerne vil være i den næste verden, når den nuværende ordning i denne verden er ophørt. Den fremlægger en detaljeret beskrivelse af denne verdens afslutning og begyndelsen på den anden verden. Den beskriver hvert enkelt trin i denne forandring. Den fremstiller den anden verden i dens fulde skikkelse for øjnene. Derefter beskriver den udførligt, hvordan mennesket dér vil få et andet liv, hvordan dets handlinger i det jordiske liv vil blive gjort op, hvilke spørgsmål det vil blive udspurgt om, hvordan dets fuldstændige »handlingsbog« vil blive lagt frem for det på en måde, der ikke kan benægtes, hvilken stærk vidnesbyrd der vil blive fremlagt for at bevise disse ting, og hvorfor de, der modtager belønning eller straf, vil modtage den. Den forklarer, hvilke skatte de belønnede vil få, og på hvilke måder de straffede vil erfare følgerne af deres handlinger. Det, der siges i denne bog om dette omfattende emne, bygger ikke på, at dens forfatter har opstillet nogle argumenter og bygget et palads af antagelser og formodninger; det bygger derimod på, at dens forfatter har direkte viden om virkeligheden. Hans blik rækker fra begyndelsen til enden. Al virkelighed står klart for Ham. Hele universet ligger foran Ham som en åben bog. Han ser ikke blot alt fra menneskehedens begyndelse til dens afslutning, men også dens andet liv efter afslutningen, alt på én gang; og Han giver ikke mennesket vejledning på grundlag af antagelser og formodninger, men på grundlag af viden, fordi dens forfatter har direkte viden om virkeligheden. Hans blik rækker fra begyndelsen til enden. Al virkelighed står klart for Ham. Hele universet ligger foran Ham som en åben bog. Han ser ikke blot alt fra menneskehedens begyndelse til dens afslutning, men også dens andet liv efter afslutningen, alt på én gang, og Han vejleder mennesket på grundlag af viden, ikke på grundlag af antagelser og formodninger. Blandt de oplysninger, Han fremlægger på grundlag af viden, har man indtil i dag ikke kunnet bevise én eneste som fejlagtig. Den opfattelse af universet og mennesket, som Han fremlægger, giver en fuldstændig forklaring på alle sansernes genstande og hændelsesforløb og kan danne grundlag for forskning inden for enhver videnskabsgren. Svarene på alle filosofiens, videnskabens og samfundsvidenskabens grænseproblemer findes i Hans ord, og der er en så logisk sammenhæng mellem dem, at der på dette grundlag kan skabes et fuldstændigt, sammenhængende og altomfattende tankefelt. Desuden er den vejledning, Han i praksis har givet mennesket for hvert eneste område af livet, ikke blot yderst fornuftig og særdeles ren, men er i halvandet tusind år blevet fulgt i praksis af utallige mennesker i forskellige dele af verden. Erfaringen har vist, at den er den bedste. Findes der nogen menneskeskabt bog i verden med en sådan rang, som kan stilles op imod denne bog (Koranen)?

4. Bogen blev ikke i sin fuldstændige form forelagt verden på én gang i skriftlig form. Der blev derimod indledt en reformbevægelse med nogle grundlæggende vejledninger, og derefter blev bogens dele i løbet af de treogtyve år, som bevægelsen gennemgik forskellige stadier, fremsagt af bevægelsens leder, undertiden i lange taler og undertiden i form af forskellige udsagn, alt efter forholdene og behovene på hvert trin. Efter missionens afslutning blev disse dele, som var blevet åbenbaret på forskellige tidspunkter, samlet i deres fuldstændige form og forelagt verden; den blev kaldt Koranen. Ifølge bevægelsens førers udsagn var disse taler og ord ikke hans egne, men var blevet åbenbaret for ham fra Verdens Herre. Hvis nogen anser ham for selv at have forfattet dem som bevægelsens leder, så lad ham fra verdenshistorien fremføre et eksempel på et menneske, der gennem årevis, mens han selv ledede en omfattende social bevægelse, undertiden som prædikant og lærer i etik og moral, undertiden som leder af en undertrykt forsamling, undertiden som statsoverhoved, undertiden som hærfører for en hær i krig, undertiden som en sejrende helt, undertiden som lovgiver og den, der fastsætter den religiøse lov, og undertiden som dommer—kort sagt som indehaver af forskellige embeder under forskellige forhold og på forskellige tidspunkter—har holdt forskellige taler og fremsat forskellige udsagn, som tilsammen har etableret et fuldstændigt, sammenhængende og altomfattende system for tænkning og handling. Der findes ingen uoverensstemmelse eller modsigelse i det. Den samme centrale tanke er virksom i det fra begyndelse til slutning. Den person, som fra den første dag beskrev grundlaget for sin kaldelse, fortsatte indtil den sidste dag med på dette grundlag at opbygge et altomfattende system for tro og handling, hvis enkelte dele er fuldstændig forenelige med hinanden. Når en fremsynet person ser alt dette, kan han ikke undgå at mene, at hele bevægelsens billede, helt frem til dens sidste stadium, stod klart for bevægelsens leder allerede ved dens begyndelse. Det skete aldrig, at en forestilling opstod i hans sind på et mellemstadium, som ikke havde været der fra begyndelsen, eller at han senere måtte ændre den. Hvis der nogensinde har levet et menneske af en sådan rang, som har vist højdepunktet af sin egen skabende evne, så lad det blive identificeret.

5. Den leder, fra hvis mund disse taler og ord kom, dukkede ikke pludselig op et eller andet sted fra for blot at komme frem for offentligheden og lade folk høre dette, hvorefter han forsvandt igen. Han havde levet blandt mennesker også før denne bevægelse og boede fortsat hele tiden i det samme samfund indtil sit livs sidste øjeblik. Alle kendte udmærket sproget og udtryksformen i hans samtaler og taler. En stor del af dem er stadig bevaret i hadithsamlingerne, så arabisktalende mennesker senere selv uden vanskelighed kan se, hvordan denne leders eller vejleders måde at tale på var. Hans eget folk, som talte samme sprog som ham, var allerede dengang helt klar over dette, og arabisktalende mennesker mener også i dag, at denne bogs sprog og litterære stil er meget forskellig fra denne leders (Muhammads, fred være med ham) sprog og stil. Selv når han i en af sine taler reciterer et afsnit fra denne bog, kan forskellen mellem de to sprogformer tydeligt opfattes. Spørgsmålet er: Har noget menneske i verden nogensinde været eller kan være i stand til at gøre dette—at tale gennem år efter år i to helt forskellige former og stilarter uden nogensinde at afsløre, at de to slags tale kommer fra den samme person? Det er naturligvis muligt i en kortere periode at lykkes med en sådan kunstig fremtræden. Men at gøre det uafbrudt i treogtyve år er på ingen måde muligt.

6. Denne store leder blev under ledelsen af bevægelsen ved med at møde forskellige situationer. Undertiden blev han i lange perioder udsat for spot, hån, ydmygelse og undertrykkelse fra sine naboer og medlemmer af sin egen stamme. Undertiden blev hans ledsagere udsat for en sådan forfølgelse, at de blev tvunget til at forlade landet. Undertiden lagde fjenden planer om at dræbe ham. Undertiden måtte han selv forlade landet. Undertiden måtte han udholde de største økonomiske vanskeligheder. Undertiden blev han konfronteret med krig, hvor både sejr og nederlag forekom. Undertiden sejrede han over fjenden, og de, som tidligere havde udsat ham for den groveste undertrykkelse, bøjede deres hoveder. Undertiden opnåede han magt og myndighed, en lykke som kun få får del i. Når han i alle disse situationer talte på egne vegne, kom de følelser til udtryk i hans ord, som mennesker naturligt har under sådanne forhold. Men de ord, der på forskellige tidspunkter blev hørt fra hans mund på grundlag af den åbenbaring, der var kommet fra Gud, viste sig at være helt fri for menneskelige følelser, og sådan ser de også ud i dag. Ingen stor kritiker vil kunne pege på blot ét sted i Koranen og sige, at menneskelige følelser dér er virksomme.

7. Den omfattende og altomfattende viden, som findes i bogen, fandtes ikke hos nogen af datidens arabere, romere eller grækere, for slet ikke at tale om de store lærde og videnskabsmænd i det tyvende århundrede. Situationen er i dag den, at man efter at have tilbragt et helt liv med at studere en gren af filosofien, naturvidenskaben eller samfundsvidenskaben opdager, at der ved den yderste grænse for denne vidensgren findes et klart svar på disse problemer i bogen. Dette forhold er ikke begrænset til én bestemt videnskab. Det gælder tværtimod korrekt for alle de videnskaber, der har forbindelse med universet og mennesket. Hvordan kan man tro, at en analfabet fra den arabiske ørken for halvandet tusind år siden havde så omfattende viden inden for enhver gren af kundskaben, og at han efter at have tænkt over hvert grundlæggende problem havde fastlagt et klart og uimodsigeligt svar?

Selv om der er mange andre grunde til, at Koranen er mirakuløs, vil mennesket, hvis det blot undersøger og forsker i disse få grunde, kunne forstå, at Koranens mirakuløse karakter nu er mange gange mere åbenlys, end den var på tidspunktet for Koranens åbenbaring, og at den, om Gud vil, vil blive endnu mere åbenlys helt frem til Dommedag. (67)

Selv om der ikke efter det, der er blevet beskrevet ovenfor, er plads til nogen tvivl om, at Koranen er Guds tale, var det argument, som de vantro gentagne gange fremførte for at betegne den som et menneskeskabt skrift, dette: Hvis dette havde været Guds tale, ville den være blevet åbenbaret fuldstændigt på én gang. At den blev forelagt os lidt efter lidt med mellemrum, betød, at den var blevet udarbejdet efter megen overvejelse. I Koranen er deres anklage citeret eller antydet, og med et yderst gribende sprog er det blevet sagt, hvorfor den blev åbenbaret gradvist, og hvilken dyb visdom der ligger i den gradvise åbenbaring.

(Arabisk*******************)

De vantro siger: »Hvorfor er hele Koranen ikke blevet åbenbaret for denne mand på én gang?« Jo, netop således har Vi gjort det for at fæstne den i dit hjerte, og derfor har Vi frembragt den i særskilt ordnede dele. Og hver gang de kommer til dig med et mærkeligt spørgsmål, giver Vi dig det sande svar og forklarer sagen på den bedste måde. (Al-Furqan: 32-33)

Dette var en meget kærkommen anklage for de vantro i Mekka. De anså den for at være en meget stærk anklage og gentog den derfor igen og igen. Men i Koranen er denne anklage blevet fuldstændig tilbagevist med et logisk svar. Deres spørgsmål eller anklage gik ud på følgende: Hvis denne person ikke selv havde tænkt over disse ting eller spurgt nogen og derefter kopieret dem fra bøger, men hvis dette virkelig var Guds bog, hvorfor blev den så ikke bragt på én gang og på samme tid? Gud ved selv fuldt ud, hvad Han ønsker at meddele. Hvis Han havde ønsket at åbenbare det, ville Han have åbenbaret alt på én gang. At der nu bliver sagt noget efter overvejelse og noget andet på et andet tidspunkt, er et klart tegn på, at åbenbaringen ikke kommer fra oven. Den bliver derimod samlet ind et eller andet sted fra eller fremstillet efter eget forgodtbefindende.

Som svar er der nævnt mange visdomme ved, at Koranen blev åbenbaret gradvist, lidt efter lidt:

(1) Det gøres blandt andet, for at hvert eneste ord kan bevares i hukommelsen. For den bliver ikke udbredt og formidlet i skriftlig form, men som mundtlige taler blandt analfabeter gennem en analfabetisk profet.

(2) Så dens lære kan fæstne sig solidt i hjertet. Til dette formål er det mere effektivt at tale lidt ad gangen med pauser og beskrive den samme sag på forskellige måder.

(3) Så menneskets opmærksomhed kan rettes mod den livsform, som den foreskriver. Til dette formål er det mest videnskabeligt velbegrundet at åbenbare instruktioner og vejledning gradvist. Hvis alle disse love og regler samt hele livsordenen ellers blev fremlagt på én gang, og der samtidig blev givet ordre til at etablere dem, ville mennesket blive forvirret. Dertil kommer den realitet, at hvis hver befaling gives på det rette tidspunkt, kan man bedre forstå dens visdom og livskraft. Hvis alle instruktionerne derimod blev samlet punkt for punkt og givet på én gang, ville man ikke kunne forstå dem på samme måde.

(4) For at der under den islamiske bevægelse, når den vedvarende konflikt og kamp mellem sandhed og falskhed står på, kan skabes mod og begejstring blandt profeten og hans følgere. I stedet for at sende dem en lang og omfattende vejledning én gang og derefter overlade dem til at møde hele verdens modstand, er det langt mere effektivt, at budskaber fra Gud fortsat kommer igen og igen med mellemrum og på det rette tidspunkt. I denne anden situation føler mennesket, at den Gud, som har befalet dem at udføre dette arbejde, holder øje med dem, viser dem vej gennem farer, prøvelser og lidelser og fornyer sit forhold til dem ved at henvende sig til dem, hver gang der er behov for det. Det styrker begejstringen og beslutsomheden. I den første situation føler mennesket, at der ikke er andet end storme og uvejr omkring ham og hans fire nærmeste omgivelser.

Til sidst nævnes endnu en visdom ved at følge en gradvis fremgangsmåde i åbenbaringen. Det ligger ikke i Koranens åbenbaringsgrund, at Allah ønsker at skrive en bog med vejledning og har gjort profeten til agent for dens udbredelse. Hvis sagen forholdt sig sådan, ville det være rimeligt at kræve, at hele bogen først blev skrevet og derefter udleveret på én gang til agenten. Men dens egentlige åbenbaringsgrund er, at Allah ønsker at skabe en bevægelse for tro, islam, lydighed og gudsfrygt i kampen mod vantro, uvidenhed og synd, og til dette formål har Han ladet en profet træde frem som bevægelsens kaldende og leder. Under denne bevægelse har Han på den ene side påtaget sig ansvaret for at give lederen og hans følgere undervisning og vejledning efter behov, og på den anden side også ansvaret for at rydde enhver undskyldning, indvending, tvivl eller forvirring af vejen, når modstanderne rejser den. Hvis nogen fordrejer betydningen af et udsagn, vil Han forklare det korrekt. De taler, som således bliver åbenbaret fra Allah i forskellige sådanne situationer, kaldes tilsammen Koranen. Den er ikke en lovbog eller en bog om karakter og filosofi, men en bevægelsens bog. Den rette og naturlige måde, den bliver til på, er, at ligesom bevægelsen skrider frem fra sit begyndelsesøjeblik til sin afslutning, således bliver Koranen også åbenbaret samtidig, efter tidens og behovets krav. (68)

(Arabisk********************)

-Når Vi erstatter et vers med et andet vers, og Allah ved bedst, hvad Han åbenbarer, siger disse mennesker: »Du har selv opdigtet denne Koran.« Sandheden er imidlertid, at de fleste af dem ikke er bekendt med den virkelige sag. Sig til dem: »Den Hellige Ånd har bragt den ned fra min Herre med sandhed, lidt efter lidt, for at styrke de troendes tro, vejlede de lydige til den rette vej i livets forhold og bringe dem det glædelige budskab om velstand og lykke.« (Nahl 101-102)

At åbenbare et andet vers i stedet for dette vers kan også betyde, at en anden bestemmelse blev sendt efter en tidligere bestemmelse. Koranens bestemmelser blev nemlig åbenbaret gradvist; vedrørende den samme sag blev der med flere års mellemrum sendt to eller tre bestemmelser efter hinanden, såsom bestemmelserne om vin eller straffen for utugt. Vi tøver dog med at antage denne betydning, fordi Sura Nahl blev åbenbaret i den mekkaanske periode. Så vidt vi ved, findes der fra denne periode ingen eksempler på bestemmelser, der blev åbenbaret i en sådan rækkefølge. Derfor vil vi her forstå »at åbenbare et andet vers i stedet for ét vers« således: På forskellige steder i Koranen er det samme emne undertiden blevet forklaret med ét eksempel og undertiden med et andet eksempel. Nogle gange er en anden side af sagen blevet fremhævet. For det samme emne er der undertiden blevet fremført ét argument og undertiden et andet. Den samme fortælling er blevet gengivet flere gange, hver gang med andre ord. Vedrørende en sag er den ene side undertiden blevet fremlagt, og ved andre lejligheder den anden side. Én gang er en tanke blevet udtrykt kortfattet og en anden gang udførligt. Det var netop dette, de vantro i Mekka regnede som bevis på, at profeten Muhammad (fred være med ham) — måtte Allah bevare os — selv havde opdigtet denne Koran. Deres argument var, at hvis denne åbenbarings kilde var guddommelig viden, ville alt være blevet sagt på én gang. Var Allah da, ligesom mennesker, så begrænset i sin viden, at Han skulle tale efter at have tænkt sig om? Skulle Han gradvist indsamle oplysninger og, hvis én måde ikke viste sig at fungere ordentligt, udtrykke sig på en anden måde? Alt dette er jo menneskelig videns svaghed, som viser sig i dine ord.«

Som svar blev det først sagt, at denne Bog bliver bragt fra Allah af »Ruh al-Qudus«. »Ruh al-Qudus« betyder ordret den rene ånd eller den hellige ånd. Som fagudtryk er denne titel givet til ærkeenglen Jibril (fred være med ham). Et andet sted (i Sura Shu’ara) bruges betegnelsen »Ruh al-Amin« om ham, det vil sige den betroede ånd. Ved at bruge hans titel i stedet for at nævne navnet på den engel, der bragte åbenbaringen, gøres tilhørerne her opmærksomme på den sandhed, at denne åbenbaring bringes af en sådan »ånd«, som står over menneskelig svaghed og fejl. Han er ikke troløs, så Allah skulle sende noget, hvorefter han fra sin egen side ændrede det og lavede noget andet. Han er ikke en løgner eller en falsk anklager, som selv skulle opdigte noget og udgive det for at være fra Allah. Han er ikke et uærligt eller pengesøgende menneske, som skulle bedrage for at fremme en personlig interesse. Han er fuldt ud en ædel og hellig ånd, der overbringer Allahs ord med fuld troskab. Derefter siges det, at grunden til, at han bringer dette budskab gradvist og ikke bringer det hele på én gang, ikke er nogen mangel i Allah den Højestes viden, sådan som I på grund af jeres uvidenhed forestiller jer. Grunden er derimod en mangel i menneskets evne til at opfatte og huske: Mennesket kan ikke forstå alt på samme tid, og selv hvis det forstod alt på én gang, ville det ikke kunne huske det. Derfor kræver Allah den Højestes visdom, at Ruh al-Qudus (Jibril) bringer dette budskab lidt efter lidt. Nogle gange udtrykker han sig kort og andre gange udførligt. Nogle gange forklarer han en sag på én måde og andre gange på en anden. Nogle gange anvender han én fremstillingsform og andre gange en anden. Han forsøger at fæstne den samme tanke i hjerterne på forskellige måder, så sandhedssøgere med forskellige evner og styrker kan komme til tro, og så deres viden, overbevisning og forståelse styrkes, efter at de har fået troen.

Den anden visdom ved, at Koranen blev åbenbaret gradvist, er, at de, som efter at have fået troen går lydighedens vej, får den vejledning, de har brug for i arbejdet med den islamiske da’wa og i livets forskellige problemer, på det rette tidspunkt. Det er klart, at det ikke ville være passende at sende denne vejledning før tiden, og det ville heller ikke være gavnligt at give al vejledning på én gang.

Den tredje visdom er, at de lydige mennesker på grund af de hindringer og den modstand, de møder, og den måde, hvorpå deres liv gøres bittert og uudholdeligt, samt på grund af de bjerge af vanskeligheder, der rejses på den islamiske da’was vej, igen og igen har behov for at få deres mod styrket gennem glædelige budskaber og for at blive forsikret om den endelige succes, så de kan bevare håbet og ikke miste modet. (69)

Anklagen om, at andre mennesker skriver Koranen og giver den til profeten

I Mekka fremførte de vantro en anden anklage, som var helt modsat den tidligere: De påstod, at andre mennesker hjalp profeten med at skrive denne Koran. De fik gamle fortællinger på skrift kopieret og læste dem op for ham. Og dette arbejde blev udført nat og dag.

(Arabisk******************)

De, som nægtede at følge Profetens ord, sagde: „Denne Koran er noget opdigtet, som denne mand selv har lavet, og nogle andre mennesker har hjulpet ham med det.“ De var sunket ned til det yderste af uretfærdighed og frygtelig løgn. De sagde: „Det er gamle menneskers skrifter, som én har fået kopieret, og som bliver læst op for ham morgen og aften.“ (O Muhammad (s.a.), sig til dem: „Den er blevet åbenbaret af Ham, som kender jordens og himlenes hemmeligheder.“ Sandelig, Han er Den Mest Tilgivende og Den Nådige. (Al-Furqan: 4-6)

Deres påstand var, at denne mand selv var analfabet. Han kunne ikke opnå ny viden gennem læsning og studier; i begyndelsen havde han slet ikke lært noget. Alle de ord, der nu kom fra hans mund, havde han ikke kendt et eneste af før det fyldte fyrre år. Hvorfra kom al denne viden så? Kilden måtte naturligvis være bøger af nogle tidligere folk, hvis indhold blev oversat og afskrevet om natten. Han fik nogen til at læse dem højt for sig, lærte dem udenad og fremsagde dem derefter for os. Ifølge nogle beretninger nævnte de også navnene på visse personer i denne forbindelse; de var uddannede og bosiddende i Mekka. Den ene hed Addas, som var den frigivne slave af Huwaytib ibn Abd al-Uzza. Den anden var Layab, som var frigivet af Ala ibn al-Hadrami. Den tredje var Jabr, som var den frigivne slave af Amir ibn Rabi’a.

Umiddelbart synes dette at være en meget betydningsfuld anklage. Hvilken mere betydningsfuld anklage kunne der være end at udpege kilden til Profetens viden for at tilbagevise hans påstand om åbenbaring? Men man undrer sig straks over, at sagen afsluttes med blot disse ord i stedet for at fremføre et argument som svar på en så alvorlig anklage: „I angriber sandheden, fremsætter en åbenlys uretfærdig anklage og lader en storm af løgne fare; og dette er en Guds tale fra Ham, som kender jordens og himlenes hemmeligheder.“

Spørgsmålet er: Hvorfor blev en så stærk anklage i disse yderst vanskelige omgivelser tilbagevist så nonchalant? Hvorfor krævede modstanderne ikke et detaljeret svar? Hvorfor sagde de ikke: „Vores anklage bliver blot afvist som ren uretfærdighed og løgn“? Og hvorfor opstod der ikke efter denne anklage nogen tvivl hos de mennesker, der nyligt blev muslimer?

Svaret på dette spørgsmål findes, når man tænker over det miljø i Mekka, hvor anklagen blev fremsat. For det første ville det slet ikke have været vanskeligt for de tyranniske ledere i Mekka, som på den tid udsatte muslimer for fysisk tortur og gjorde deres liv uudholdeligt, at anklage dem for at oversætte disse gamle bøger og læse dem op for Profeten Muhammad (s.a.). De kunne pludselig have omringet deres huse, fundet alt dette materiale frem og lagt det frem for offentligheden. De kunne endda have grebet dem på fersk gerning, mens de oversatte og underviste Profeten. Men ikke én eneste dag gjorde de dette for at fremlægge beviser for deres anklage. Desuden var de personer, hvis navne de nævnte i denne forbindelse, selv indbyggere i Mekka. Ingen var uvidende om deres evner. Intet fornuftigt menneske kunne tro, at disse personer besad nogen som helst kvalifikation af den art eller på det niveau, der krævedes for at forfatte en bog af den standard, som Koranen har.

Desuden var disse mennesker frigivne slaver af nogle af lederne i selve Mekka. I det arabiske stamme­samfund kunne en slave, selv efter at være blevet fri, ikke overleve uden sin tidligere herres beskyttelse. Hvordan kunne man så forestille sig, at disse svage mennesker, ved at pådrage sig deres beskytteres vrede, i det frygtelige miljø med uretfærdighed og forfølgelse skulle have vovet at deltage i en sådan sammensværgelse med Profeten Muhammad (s.a.) om profetværdigheden (må Allah bevare os fra det)?

Endnu mere forbløffende er det, at de tre personer, der er nævnt ovenfor, troede på Profeten Muhammad (s.a.) og nærede den samme respekt for Profeten, som de øvrige ædle ledsagere gjorde. På grund af denne tro blev de også udsat for tortur og undertrykkelse sammen med de øvrige ledsagere. Hvem kunne under sådanne omstændigheder tro, at de, som selv skulle have deltaget i at forfatte Koranen, ville tro på denne Koran og på den, der bragte Koranen, og på grund af denne „forbrydelse“ udholde tortur og undertrykkelse? (70)

Et forbløffende eksempel på de vantros stædighed

Efter at have fået et fornuftigt svar på hver af deres indvendinger antager de vantros trods en helt ny form. De siger: Vi ville have anerkendt Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, som profet, hvis han havde fremsagt Koranen flydende på et sprog, han ikke kendte. Som svar blev der sagt:

(Arabisk*)

—Hvis Vi havde sendt en Koran på et ikke-arabisk sprog, ville disse mennesker have sagt: Hvorfor er dens vers ikke blevet forklaret tydeligt? Hvilken mærkelig sag: den er på et ikke-arabisk sprog, men henvender sig til arabere. Sig til dem: Denne Koran er vejledning og helbredelse for dem, der tror. Men for dem, der ikke tror, er der døvhed i ørerne og blindhed for øjnene. Deres tilstand er, som om de bliver råbt til fra et fjernt sted. (Ha-Mim as-Sajda: 44)

Dette var et eksempel på den trods, hvormed profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, blev mødt. De vantro sagde: Muhammad er araber, og arabisk er hans modersmål. Hvis han fremlægger Koranen på arabisk, hvordan kan man så tro, at han ikke selv har forfattet den, men at den er blevet åbenbaret fra Allah? Hans ord kunne først accepteres som ord åbenbaret fra Allah, hvis han begyndte at tale flydende på et sprog, han ikke kendte, såsom persisk, romersk eller græsk. Allah svarer, at Koranen nu er blevet sendt på deres eget sprog, som de kan forstå. Men deres indvending er: Hvorfor blev denne Koran åbenbaret på arabisk til araberne gennem en araber? Hvis den var blevet sendt på et andet sprog, ville de have protesteret: Hvor besynderligt! En araber bliver sendt som sendebud til det arabiske folk, men budskabet åbenbares for ham på et sprog, som hverken sendebudet selv eller folket forstår. (71)

Det blev ikke anset for tilstrækkeligt blot at tilbagevise deres meningsløse protest. De blev også gjort det klart, at det er en nåde fra Allah, at Han har åbenbaret en bog på deres eget sprog, som de kan forstå fuldt ud og gennem hvilken de kan vide, hvad der er sandt, og hvad der er falsk.

(Arabisk******************)

Den er åbenbaret fra Allah, den Nådige, den Barmhjertige. Dette er en bog, hvis vers er blevet forklaret tydeligt. En arabisk Koran for mennesker, der har viden. Den bringer gode nyheder og advarer. Men de fleste af dem afviser den, og de ønsker ikke at lytte. (Ha-Mim as-Sajda: 2-4)

Her siges det først, at dette budskab bliver åbenbaret fra Allah. Det vil sige: I kan blive ved med at plapre så længe, I ønsker, og sige, at Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, selv har forfattet det; men det virkelige forhold er, at dette budskab er åbenbaret fra alle verdeners Herre. Desuden advares tilhørerne med disse ord: Hvis I rynker på næsen efter at have hørt dette budskab, vil det ikke være rettet mod profeten Muhammad, må Allahs velsignelser og fred være med ham, men mod Allah selv. Hvis I afviser det, afviser I ikke et menneskes ord, men Allahs ord. Og hvis I vender jer bort fra det, vender I jer ikke bort fra et menneske, men fra Allah selv.

For det andet siges det, at den, der har åbenbaret den, er Gud, som er meget barmhjertig mod sin skabning. At barmhjertighed nævnes blandt den åbenbarende Guds øvrige egenskaber, peger på, at Han har åbenbaret dette budskab for at opfylde barmhjertighedens og nådens krav. Dermed advares tilhørerne om, at den, der vender sig bort fra dette budskab, afviser det eller rynker på næsen ad det, i virkeligheden handler fjendtligt mod sig selv. Dette er jo en vældig gave, som Gud direkte på grundlag af sin barmhjertighed har åbenbaret til menneskenes vejledning og velfærd. Hvis Gud havde vendt sig bort fra menneskene, ville Han have overladt dem til at vandre omkring i mørket uden at bekymre sig om, i hvilken afgrund de måtte falde. Men det er udtryk for Hans nåde og barmhjertighed, at Han, sammen med at have skabt menneskene og sørget for deres forsørgelse, også anser det for sit ansvar at vise dem kundskabens lys, så deres liv kan ordnes og styres korrekt. Det er på dette grundlag, at Han har åbenbaret dette budskab for en af sine tjenere. Hvem kan da være mere utaknemmelig og sin egen fjende end den, der i stedet for at drage fordel af denne barmhjertighed går til kamp imod den?

For det tredje siges det, at bogens vers er fremlagt klart og tydeligt. Det vil sige, at der ikke findes noget i den, som er så uforståeligt eller indviklet, at nogen kan afvise at tage imod den med den begrundelse, at bogens indhold ikke trænger ind i hans hoved. I den siges det helt klart, hvad der er sandt, og hvad der er falsk; hvilken trosopfattelse der er rigtig, og hvilken der er vildledt; hvad der er god karakter, og hvad der er dårlig; hvad en god gerning er, og hvad en ond gerning er; hvilken vej der fører til menneskenes velfærd, og hvilken vej der fører til ulykke. Hvis nogen afviser en så klar vejledning eller ikke viser den nogen interesse, kan han ikke fremføre nogen undskyldning. Det betyder helt enkelt, at han ønsker at blive ved med at leve i vildfarelse.

For det fjerde er dette en Koran på arabisk. Hvis Koranen var blevet åbenbaret på et andet sprog, kunne araberne have fremført den undskyldning, at de var uvidende om det sprog, som Gud havde sendt denne bog på. Men de kunne ikke have brugt som undskyldning, at de ikke forstod den, når sproget var deres eget.

For det femte siges det, at denne bog er for dem, der har viden. Det vil sige, at det kun er de vidende, der kan drage nytte af den. For de uvidende er den lige så nytteløs, som en værdifuld ædelsten er nytteløs for den, der ikke kan skelne mellem sten og ædelsten.

For det sjette er denne bog en, der bringer godt nyt og advarer. Det vil sige, at den ikke blot fremlægger en fantasi, en filosofi eller et eksempel på litterær fremstilling, hvor det er ligegyldigt, om man accepterer den eller ej. Tværtimod advarer den åbent hele verden om, at det vil få et højst vidunderligt resultat at følge den, mens resultatet af at afvise den vil blive yderst skræmmende. Kun et tåbeligt menneske kan afvise en sådan bog. (72)

De vantros metoder til at forhindre Koranens kald

Efter at de ovenfor beskrevne metoder var slået fejl, var deres sidste strategi at gribe til åbenlys stædighed. De ville forsøge med magt at forhindre Koranens kald. Når Koranen blev reciteret, skulle der skabes et frygteligt spektakel, og der skulle kastes hånende bemærkninger fra alle sider. Koranen har beskrevet denne adfærd hos dem punkt for punkt, så ethvert fornuftigt menneske har indset, at sådanne vantro ikke har argumenter som svar på argumenter. Efter nu at være blevet besejret har de besluttet sig for med magt at bringe sandhedens stemme til tavshed.

(Arabisk***************)

-Og de sagde: »Der ligger et slør over os på grund af det, du kalder os til. (Det vil sige: Der er ingen vej åben til vores hjerter, og der er propper i vores ører. (Det vil sige: Vi vil ikke høre på det.) Og mellem dig og os findes der et forhæng (det vil sige: Vi er adskilt).«

Så gør du blot dit, og vi gør vores (det vil sige: Vi er travlt beskæftigede med at modarbejde dig). (Hāmīm Sajdah: 5)

(Arabisk********************)

-Når disse vantro hører formaningen (Koranen), synes det, som om de med deres (vredefyldte) blikke vil slå dig tilbage. De siger: »Denne mand er jo vanvittig.« Og dog er denne mand en formaning for alle verdens folk. (Pennen: 51-52)

(Arabisk*******************)

-Disse vantro siger: »Lyt aldrig til denne Koran, og skab larm og forstyrrelse, så I måske kan sejre.« (Hāmīm-Sajdah: 26)

(arabisk*)

-Hvad er der da i vejen, profet, siden de vantro skynder sig hen imod dig fra højre og venstre? (Det vil sige: De skynder sig hen for at håne dig, når de hører lyden af Koranrecitationen). (73) (Al-Maʿārij: 36-37)

Fjerde afsnit

Kaldet til troen på det hinsidige

Det fjerde punkt i det islamiske kald er at tro på det hinsidige. Dette er ikke et enkelt og kortfattet punkt; derimod rummer det mange vigtige forhold, hvis samlede antagelse kaldes iman bil-akhirah (troen på det hinsidige).

For det første er mennesket ikke blevet overladt i verden uden ansvar, så det kan gøre, hvad det vil, uden at blive stillet til regnskab. Tværtimod er denne verden et prøvelsessted. Mennesket er blevet sendt hertil for at blive prøvet. Derefter skal det over for Allah aflægge regnskab for alt, hvad det har gjort her.

For det andet har Allah den Ophøjede fastsat et bestemt tidspunkt for dette regnskab. Efter den tid, der er blevet givet menneskeheden til at handle i verden, vil Dommedag indtræffe, og alle verdens nuværende ordninger vil blive lagt øde. Derefter vil en anden verdensordning blive oprettet. Alle mennesker, der har levet fra skabelsens begyndelse og indtil Dommedag, vil blive gjort levende på samme tid og rejst op i denne nye verden. Dette andet liv vil ikke være midlertidigt som det nuværende liv i verden, men evigt. Her vil døden aldrig komme.

For det tredje vil alle tidligere og senere mennesker på det tidspunkt blive samlet og stillet for Allah den Ophøjedes domstol. Her skal hver enkelt person personligt aflægge regnskab for de handlinger, som han eller hun udførte under sit eget ansvar i livet i verden.

For det fjerde fører Han, selv om Allah kender alt, hvad mennesket gør i verden direkte, en fuldstændig og korrekt bog over dets handlinger for at opfylde alle kravene til retfærdig dom. De talrige vidnesbyrd om hvert eneste af dets ord og handlinger bliver indsamlet og bevaret gennem englene, hvad enten mennesket gør dem offentligt eller i det skjulte. Ja, vidnesbyrdene om den hensigt og vilje, hvormed det talte, og om de forestillinger og ønsker, det nærer i sit hjerte, bliver også bevaret. Allah den Ophøjede har desuden skabt vidner til, at mennesket havde fået midler til at skelne mellem sandhed og løgn, og at det var blevet givet en ordning. Disse vidnesbyrd vil blive fremlagt for Allah den Ophøjedes domstol på en sådan måde, at mennesket ikke vil kunne benægte dem.

For det femte vil ingen form for bestikkelse, uretfærdig og urimelig forbøn eller forsvarstale i strid med sandheden blive accepteret ved Allah den Ophøjedes domstol. Ingen vil få en andens byrde lagt over på sig. Ingen nær ven eller meget nær slægtning vil bære en vens eller slægtnings byrde på sine skuldre. De virkelige eller indbildte væsener, som mennesket anser for sine beskyttere og hjælpere, vil ikke kunne være det til nogen nytte. Dér vil mennesket stå helt alene, uden venner og uden hjælp, og selv aflægge regnskab for sine handlinger.

Det afgørende er til sidst helt afhængigt af, om mennesket efter at have accepteret profeternes sandhed i denne verden har adlydt Allah Ta‘alas befalinger korrekt og levet i overensstemmelse med dem, og om det har levet med bevidstheden om at skulle stå til regnskab i det hinsidige, eller har glemt dette og gjort alt udelukkende for denne verdens skyld. I det første tilfælde venter Paradiset det, og i det andet Helvede.

Denne troslære om det hinsidige var lige så vigtig for den islamiske da‘wa som troslæren om tawhid, profetskabets sendelse og troen på Den Ædle Koran. For mennesket kunne ikke tage blot ét skridt ad den vej, som islam kaldte til med hensyn til bestemte tanker og handlinger, så længe det ikke betragtede verden som en prøveplads og sig selv som ansvarligt over for Gud, og så længe det ikke havde fjernet den forestilling fra sit sind, at livet blot er dette verdslige liv, hvor de synlige resultater er den egentlige målestok for godt og ondt. Så længe det ikke oprigtigt havde accepteret, at det virkelige og evige liv er det, der begynder efter døden, og at mennesket dér vil møde en ond konsekvens alt efter hvilken vej mellem godt og ondt det har fulgt, ville det ikke kunne gå den rette vej. Uden denne troslære ville mennesket på ingen måde anse kaldet til tawhid, profetskabets sendelse og troen på Koranen for acceptabelt. Og selv hvis det af en eller anden grund accepterede det, ville det ikke være oprigtigt i sin tilbedelse af Gud, sin lydighed mod Sendebudet og sin følgen af Koranen. For når mennesket tænker, at alle til sidst skal blandes med jorden, og at der derefter ikke findes et andet liv, hvor belønning for at adlyde Gud, Sendebudet og Koranen og straf for ikke at adlyde dem nødvendigvis vil indtræffe, vil det aldrig oprigtigt ønske at underkaste sig de regler og principper, som islam ønsker at binde det til. Det vil tværtimod i alle livets forhold vælge den fremgangsmåde, hvorved det kan opnå muligheder, bekvemmeligheder og nydelser i denne verden, og det vil undgå enhver vej, der kan berøve det denne verdens glæder eller udsætte det for tab, sorg og lidelse.

Quraysh anså det hinsidige for urimeligt og umuligt

Det var på grund af denne troslæres store betydning, at Quraysh og afgudsdyrkerne blandt araberne blev dybt bekymrede, da Profeten (fred være med ham) fremlagde den for dem. De følte, at al deres frihed ville forsvinde, hvis de accepterede den. Selv på et afsides sted, hvor ingen kunne se dem, ville de ikke kunne begå noget, som Allah og Hans Sendebud havde forbudt. De mente, at denne troslære også dér, hvor de fuldt ud kunne opnå uretmæssige fordele eller fornøjelser, ville binde deres hænder. Denne troslære ville så at sige placere en usynlig soldat bag hver af dem, som under ingen omstændigheder ville lade dem handle efter deres eget ønske. Derfor begyndte de at bekæmpe den voldsomt. De forsøgte ivrigt at udbrede den forestilling blandt folk, at det, Muhammad (fred være med ham) havde sagt, var fuldstændig i strid med fornuften samt umuligt og uvirkeligt. Det var ren vanvid og latterligt. (74)

Forestillingen hos dem, der nærede tvivl om det hinsidige

Der fandtes også en lille gruppe blandt Quraysh, som sagde: »Vi antager, at det hinsidige måske vil komme. Men vi tror ikke på det.« Denne gruppe nævnes kun ét sted i Koranen, så det kan vides, at der kun var meget få, som nærede denne forestilling.

(Arabisk***************)

Når det blev sagt: »Allahs løfte er sandt, og der er ingen tvivl om, at Opstandelsens Dag vil komme«, sagde I: »Vi ved ikke, hvad Opstandelsens Dag er. Vi har blot en forestilling om den, men vi tror ikke på den.« (Al-Jathiyah: 32)

Tilsyneladende er der på den ene side en stor forskel mellem denne gruppe og dem, der benægter det hinsidige: De benægter det hinsidige fuldstændigt, mens denne gruppe nærer en forestilling om, at det er muligt. Men hvad angår resultatet og konsekvenserne, er der ingen forskel mellem de to. For den moralske konsekvens af at benægte det hinsidige og af ikke at tro på det er den samme. Uanset om en person benægter det hinsidige eller har en forestilling om det uden at tro på det, vil han i begge tilfælde være fri for følelsen af at skulle stå til regnskab over for Gud, og denne mangel på ansvarsfølelse vil nødvendigvis få ham til at give sig hen til vildfarne tanker og handlinger. Kun troen på det hinsidige kan holde menneskets adfærd i verden på rette spor. Hvis ikke, vil både tvivl og fornægtelse drive ham mod den samme slags uansvarlige adfærd. Eftersom denne uansvarlige adfærd er den egentlige årsag til det frygtelige udfald i det hinsidige, kan hverken fornægterne eller de, der ikke tror, undgå at komme i Helvede. (75)

De, der benægter det hinsidige, og deres forestillinger

Alle andre steder end dette ene sted har Koranen klart gengivet de menneskers udsagn, som benægter det hinsidige.

(Arabisk******************)

-Disse mennesker siger: »Livet er ikke andet end vores liv i denne verden. Her lever vi, og her dør vi. Det er kun tidens gang, der kan tilintetgøre os.« Men i virkeligheden har de ingen viden. De siger kun dette på grundlag af formodninger. Når Vores klare åbenbaringer bliver reciteret for dem, har de intet andet argument end at sige: »Hvis du taler sandt, så bring vore forfædre tilbage til livet.« (al-Jāthiya: 24-25)

Det vil sige, at de ikke har nogen form for viden, hvorved de har opnået sikker viden om, at der ikke findes noget andet liv for mennesket efter dette liv, og heller ikke har de fået at vide, at menneskets sjæl ikke tages på Guds befaling. Tværtimod dør mennesket i tidens kredsløb og forgår fuldstændigt. De, der benægter det hinsidige, siger ikke disse ting på grundlag af nogen viden, men udelukkende på grundlag af formodninger. Set fra et fornuftsmæssigt synspunkt kan de højst sige: Vi ved ikke, om der findes et liv efter døden. De kan under ingen omstændigheder sige: Vi ved, at der ikke findes noget andet liv efter dette liv.

På samme måde kan de heller ikke ud fra et fornuftsmæssigt synspunkt hævde at vide, at menneskets sjæl ikke udtages på Guds befaling, men at mennesket ganske enkelt dør og forgår på samme måde, som et ur standser efter at have gået et stykke tid. De kan højst sige: Vi ved ikke, hvad der faktisk sker i nogen af disse to tilfælde.

Spørgsmålet er nu: Når der ud fra menneskelig viden er den samme mulighed for, at der findes eller ikke findes et liv efter døden, og for at sjælen tages, eller at døden indtræffer gennem tidens kredsløb, hvad kan så være årsagen til, at de forkaster muligheden for det hinsidige og med sikkerhed beslutter sig for at benægte det hinsidige? Hvad kan årsagen ellers være end, at de i virkeligheden træffer afgørelsen om dette på grundlag af deres egne lyster og ikke på grundlag af fornuften? Eftersom de ikke ønsker, at der skal være noget liv efter døden, og at døden ikke skal betyde tomhed eller ikke-eksistens, men derimod sjælens overgang, gør de deres sinds begær til deres egen trosbekendelse og fornægter alt andet. (76)

(Arabisk****************)

De siger: »Når vi er blevet blandet med jorden og er blevet til et skelet af knogler, vil vi så blive genoplivet og rejst op igen? Vi har hørt dette løfte mange gange, og vores forfædre før os har også hørt det. Det er ikke andet end gamle fortællinger.« (Al-Mu’minun: 81-82)

(Arabisk******************)

Og hvis I skal undre jer, så undr jer over deres ord: »Når vi er døde og blevet til jord, vil vi så blive skabt på ny?« Det er disse mennesker, der har fornægtet deres Herre. (Ar-Ra‘d: 5)

Det vil sige, at deres fornægtelse af det hinsidige og deres opfattelse af det som umuligt i virkeligheden er en fornægtelse af Guds magt og visdom. De siger ikke blot, at det er umuligt at blive skabt for anden gang, efter at man er blevet blandet med jorden; deres udsagn rummer også den skjulte forestilling, Gud forbyde det, at den Gud, som skabte dem, er ude af stand, svag og uvidende. (77)

(Arabisk********************)

De vantro siger til folk: »Skal vi fortælle jer om en mand, der hævder, at når jeres krops bestanddele er blevet spredt, vil I blive skabt på ny? Måske siger denne mand løgn om Allah, eller også er han besat af en jinn.« (Saba: 7-8)

Qurayshs ledere vovede bestemt ikke at kalde profeten Muhammad, Allahs velsignelser og fred være med ham, for en løgner. Hele folket kendte ham som sandfærdig, og ingen havde i hele hans liv hørt ham sige noget usandt. Derfor fremsatte de deres anklage over for folk på denne måde: »Når denne mand fremsiger sådan noget meningsløst, at der findes liv efter døden, må hans tilstand nødvendigvis være den ene af to: Enten lyver han bevidst, Gud forbyde det, eller også er han vanvittig.« Men også betegnelsen »vanvittig« var lige så grundløs som at kalde ham en løgner. For kun et menneske uden fornuft kan anse en person med fuldstændig sund fornuft og dømmekraft for vanvittig. Derfor fandt Allah den Højeste det ikke nødvendigt at fremføre et argument som svar på dette meningsløse udsagn; Han talte kun som svar på deres forbløffende påstand om muligheden for liv efter døden. (78)

(Arabisk***************)

-Disse mennesker siger: »Skal vi virkelig bringes op fra gravene, når vi er blevet til forfaldne knogler?« De begyndte at sige: »Denne tilbagevenden ville virkelig være meget skadelig.« (An-Nazi’at: 10-12)

Det vil sige, da de fik at vide, at det virkelig ville ske, begyndte de spottende at sige til hinanden: »Jamen bror, hvis vi virkelig skal vende tilbage i levende tilstand, så er vi sandelig fortabte. Derefter er der ikke længere noget godt for os.« (79)

(Arabisk*****************)

-Og de plejede at sige: »Når vi er døde og blandet med jorden, så der kun er knogler tilbage, skal vi så igen bringes op og rejses? Skal vores forfædre, som levede før os, også bringes op på samme måde?« Sig til dem: »Ja, de første og de sidste vil alle blive samlet på en bestemt dag, hvis tidspunkt er fastsat.« (Al-Waqi’a: 47-50)

Beviserne for det hinsidiges mulighed

Af de argumenter, som Den Ærværdige Koran forskellige steder fremfører ved at omtale de ting, som de, der fornægter det hinsidige, siger til forsvar for deres fornægtelse, fremgår det, at det hinsidige fuldt ud er muligt. Det er ikke blot rimeligt at anse det for muligt; det er tværtimod i strid med fornuften at anse det for umuligt.

(Arabisk*****************)

-Ser mennesket ikke, at Vi skabte ham af en dråbe sæd, hvorefter han blev stridslysten? Nu fremsætter han sammenligninger om Os og har glemt sin egen skabelse. Han siger: »Hvem vil give disse rådne og smuldrende knogler liv igen?« Sig til ham: »Den, der skabte ham første gang, vil give ham liv igen, og Han kender hver eneste del af skabelsen indgående.« (Yasin: 77-79)

Det vil sige, at han glemmer, at Vi skabte den første mikrobe (MICRO) af livløst stof, og at den blev midlet til hans skabelse. Derefter blev denne mikrobe næret og udviklet, indtil den antog en så højtstående form, at den i dag er i stand til at lade ordstrømme hagle ned over Os. De anser Os i almindelighed for ude af stand til at skabe, ligesom de selv er. De er fanget i den fejlagtige forestilling, at ligesom mennesket ikke kan give de døde liv, kan Vi heller ikke gøre det. Derfor siger de: »Hvem vil give disse opløste knogler liv?«

Det er overleveret fra Hadrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), Qatadah (må Allah være tilfreds med ham) og Sa’id ibn Jubayr (må Allah være tilfreds med ham), at en mand fra Quraysh i Mekka engang bragte en opløst knogle fra en død person ud af gravpladsen. Han knuste den foran Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham), spredte den i vinden og sagde: »Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham), du siger, at de døde vil blive bragt til live igen. Sig mig nu: Hvem vil give disse opløste knogler liv?«

Det korte og kraftfulde svar lød: »Den, der skabte ham første gang, vil give ham liv igen.« (80)

(Arabisk***************)

-De siger: »Når vi blot er blevet til knogler og jord, vil vi så blive skabt på ny og bragt til live?« Sig til dem: »Hvad enten I bliver til sten eller jern, eller til et endnu hårdere stof, som I efter jeres opfattelse anser for helt ude af stand til at modtage liv, vil I alligevel blive bragt til live igen.« De vil helt sikkert spørge: »Hvem vil føre os tilbage til livet?« Svar: »Han, der skabte os første gang.« Da vil de hånligt ryste på hovedet og sige: »Hvornår vil det ske?« Sig: »Hvad er der mærkeligt ved det? Det kan være meget nær.« Den dag, hvor Han kalder på jer, vil I komme frem som svar på Hans kald, mens I lovpriser Ham, og I vil tænke: »Vi har kun befundet os i denne tilstand i meget kort tid.« (Bani Isra’il: 49-52)

Det vil sige, at I ikke vil anse tidsrummet fra døden i denne verden til opstandelsen på Dommedag for at være længere end nogle få timer. I vil da tænke: »Vi havde ligget i en lang søvn. Pludselig vækkede larmen på Hashr-marken os.« (81)

(Arabisk****************)

Mennesket siger: »Vil vi virkelig blive bragt tilbage til livet efter vores død?« Husker mennesket ikke, at Vi skabte det først, da det intet var?

(Arabisk********************)

O mennesker! Hvis I nærer nogen tvivl om livet efter døden, skal I vide, at Vi har skabt jer af jord, derefter af en sæddråbe, så af en blodklump og derefter af en kødmundfuld, både formet og uformet. (Vi siger dette,) for at gøre sandheden klar for jer. Og Vi lader det, Vi vil, forblive i livmoderen indtil en fastsat tid. Derefter bringer Vi jer frem som spædbørn. (Vi opfostrer jer,) så I kan nå modenhed. Nogle af jer kaldes bort tidligere, mens andre føres tilbage til den mest elendige alder, så de, efter at have vidst alt, ikke længere ved noget. Du ser jorden ligge udtørret. Men når Vi sender regn ned over den, bliver den levende, blomstrer og frembringer alle slags smukke planter. (Al-Hajj: 5)

At blive skabt af jord betyder enten, at hvert menneske skabes af de bestanddele, som udvindes af hele jorden, og at skabelsen begynder med sæden. Eller det betyder, at menneskeslægten begyndte med Adam (fred være med ham), som blev skabt direkte af jord. Den efterfølgende menneskeslægts rækkefølge begyndte med sæddråben. Som det siges i Sura as-Sajda:

(Arabisk******************)

Han begyndte menneskets skabelse af ler. Derefter lod Han dets afkom fortsætte fra en substans, der ligner urent vand. (As-Sajda: 7-8)

I begge tilfælde er det bevist, at det levende menneske skabes ved at samle livløse materielle bestanddele. Efter at denne sandhed er blevet beskrevet, henvises der til de forskellige stadier, hvorved undfangelsen finder sted, og barnet fæstner sig i moderens livmoder. Der gives ikke en detaljeret beskrivelse af det, som i dag kan iagttages med kraftige mikroskoper. Derimod nævnes de store og markante forandringer, som også datidens almindelige beduiner kendte til. Det vil sige, at sæddråben efter at have fæstnet sig først antager form af en størknet blodklump. Derefter forvandles den til en kødmundfuld, som i begyndelsen ikke har nogen bestemt form. Senere bliver menneskets form stadig tydeligere. Da disse stadier af menneskets skabelse kunne iagttages under forskellige forhold ved abort, henvises der til dem. Derefter overlades svaret på dette spørgsmål til menneskets egen fornuft og samvittighed: Hvordan skulle det være umuligt for den Gud, som skaber mennesket på denne måde og udvikler det, at skabe det igen? (82)

(Arabisk****************)

Og disse mennesker siger: Når vi er blevet blandet med jorden, vil vi så blive skabt på ny?

Den egentlige sag er, at de benægter mødet med deres Herre. Sig til dem: Dødens engel, som er sat over jer, vil tage jer fuldstændigt i sin varetagelse, og derefter vil I blive bragt tilbage til jeres Herre. (As-Sajdah: 10-11)

Mellem den første og den sidste sætning findes en fuldstændig argumentation, som er overladt til tilhørerens egen eftertanke. Kuffarernes indvending, der er gengivet i den første sætning, er så meningsløs, at man ikke har fundet det nødvendigt at tilbagevise den. Man har blot anset det for tilstrækkeligt at citere den for derved at afsløre dens meningsløshed. Det skyldes, at deres indvending består af to dele, som begge er helt ulogiske. Hvad kan de mene med ordene: “Vi vil blive blandet med jorden”? Hvornår bliver det, som betegnes med “vi”, blandet med jorden? Det er kun det legeme, hvorfra “vi” træder ud, der blandes med jorden. Dette legeme hedder ikke “vi”. Når legemets lemmer skæres bort, mens det er levende, og det ene lem efter det andet bliver skåret af, forbliver dette “vi” alligevel fuldstændigt til stede på sin plads. Ingen del af det følger med nogen af de afskårne dele af legemet, og når dette “vi” træder ud af et legeme, har det, selv om hele legemet stadig findes, ikke længere den mindste forbindelse med dette legeme. Derfor begraver en hengiven elsker sin elskedes døde legeme, fordi den elskede er trådt ud af dette legeme. Elskeren begraver således ikke sin elskede, men dette tomme legeme, hvori den elskede plejede at være. Den indvenders første påstand er derfor fuldstændig grundløs. Nu står kun den anden del tilbage, nemlig: “Vil vi blive skabt på ny?”

Denne benægtelse og dette forbløffende spørgsmål ville ikke være opstået, hvis spørgeren blot et øjeblik før han stillede spørgsmålet havde tænkt over dette “vi” og betydningen af dets skabelse. Hvad kan dette “vi”s nuværende skabelse ellers være end, at kul fra ét sted, jern fra et andet, kalk fra et tredje og andre lignende bestanddele blev samlet, hvorefter dette “vi” kom til at være til stede i dets jordiske legeme? Og hvad sker der så efter dets død? Når “vi” træder ud af dette jordiske legeme eller hus, vender alle de bestanddele, som var blevet samlet fra forskellige dele af jorden for at bygge dets hus, tilbage til den samme jord. Spørgsmålet er nu: Kan Han, som første gang byggede dette hus til “vi”, ikke anden gang bygge det samme hus af disse bestanddele eller dette materiale og på ny indgive det liv dér? Når dette var muligt første gang—ja, ikke blot muligt, men faktisk blev virkeliggjort—hvad kan da hindre, at det også anden gang bliver muligt og virkeliggjort? Dette er noget, som enhver selv kan forstå ved blot at anvende en smule fornuft. Men hvorfor lader han ikke sin fornuft ledes i denne retning? Hvilken grund kan der være til, at han uden nogen eftertanke rejser sådanne indvendinger mod livet efter døden og det hinsidige? Uden at gå ind på hele den mellemliggende diskussion besvarer Allah den anden sætning således: “I virkeligheden benægter de mødet med deres Herre.” Det vil sige, sagen er ikke, at en anden skabelse skulle være en så stor og umulig sag, at de ikke kan forstå den. Det, der i virkeligheden afholder dem fra at indse dette, er derimod deres ønske om at lade “vi” strejfe uhæmmet omkring overalt i verden, synde efter behag og slippe herfra uden hindringer, hvorefter ingen skulle stille os nogen som helst spørgsmål, og vi heller ikke skulle aflægge regnskab for vores handlinger.”

Derefter siges det, at det hus, hvori jeres “vi” boede, naturligvis vil blive blandet med jorden. Men selve dette “vi” vil ikke blive blandet med jorden. Så snart den tid, det havde fået til at handle, er udløbet, vil en dødsengel fra Gud komme, tage det ud af legemet og tage hele det i sin varetagelse. Ikke den mindste del af det vil kunne følge med legemet ned i jorden. Det hele vil blive taget i varetegt (CUSTODY) og fremstillet for dets egen Herre.

Dette korte vers kaster lys over mange forhold. Det går ikke an blot at kaste et overfladisk (CURSORY) blik på det. Følgende punkter fortjener særlig opmærksomhed:

1. Det siges udførligt her, at døden ikke indtræffer af sig selv, som når et ur, der var i gang, men ikke var blevet trukket op, pludselig standser. Tværtimod har Allah udpeget en særlig engel til denne opgave. Han tager sjælen i sin besiddelse på samme måde, som en offentlig skatte- eller formueopkræver (OFFICIAL RECEIVER) tager noget i sin varetagelse. Af de yderligere beskrivelser, der gives om dette forskellige steder i Koranen, fremgår det, at denne dødsengel har en hel stab af medarbejdere under sig, som bevirker døden, uddriver sjælene fra legemerne og derefter tager dem i deres varetagelse. Disse medarbejderes behandling af de retfærdiges sjæle vil være af én slags, og behandlingen af de skyldiges sjæle af en anden slags. Se sura An-Nisa, vers 97; Al-An’am, vers 93; An-Nahl, vers 28; Al-Waqi’ah, vers 83-94, for en udførlig beskrivelse.

2. Heraf kan man også forstå, at mennesket ikke ophører med at eksistere ved døden. Tværtimod fortsætter det med at eksistere, efter at dets sjæl er blevet adskilt fra legemet. Koranens ord: “Dødens engel vil tage jer fuldstændigt i sin varetagelse” viser denne sandhed. For noget, der ikke eksisterer, kan ikke tages i besiddelse. At tage noget i besiddelse betyder netop, at det efter at være taget i besiddelse fortsat er til stede hos den, der har taget det i sin varetagelse.

3. Det kan endvidere forstås, at det, som tages i besiddelse ved døden, udtrykkes gennem de biologisk-relaterede ord »jeg«, »vi«, »du« og »I«. Dette »jeg«, uanset hvilken personlighed det har opnået gennem sine handlinger i verden, tages fuldstændigt og nøjagtigt ud, uden nogen ændring i dets egenskaber, og efter døden fremstilles det for dets Herre (Allah). Det er netop dette, der i det hinsidige gives nyt liv og en ny krop. Det er mod dette, sagen vil blive rejst; det er af dette, der vil blive afkrævet regnskab for dets gerninger, og det er dette, der vil blive straffet eller belønnet. (83)

(Arabisk****************)

Spørg dem: Er det vanskeligere at skabe dem eller de andre ting, som Vi har skabt? Vi skabte dem af klæbrigt ler. (As-Saffat: 11)

Dette var svaret på den tvivl, som de vantro i Mekka fremførte om det hinsidige. De mente, at det hinsidige var umuligt, fordi det var umuligt, at et dødt menneske skulle skabes på ny. For at argumentere for det hinsidiges mulighed stillede Allah den Højeste dem først dette spørgsmål: I anser det for en meget vanskelig opgave at skabe et dødt menneske på ny, og efter jeres opfattelse har Vi ikke magt til det. Sig da: Er det nogen let opgave at skabe denne jord og himmel samt de utallige ting på himlen og jorden? Hvor er jeres fornuft og dømmekraft blevet af, siden I mener, at det ikke var en vanskelig opgave for den Gud at skabe dette enorme univers, men samtidig antager om Ham, som skabte jer én gang, at Han ikke er i stand til at skabe jer en anden gang? Derefter siger Han, at mennesket ikke er noget så stort. Det er skabt af jord, og det kan igen skabes af denne jord. Alle bestanddelene i dets eksistens er hentet fra jorden. Den sæd, som det skabes af, fremstilles af føde. Fra undfangelsen og indtil døden er hele dets væsen sammensat af de blandede bestanddele (INGREDIENSER), som alle indsamles fra føden. Uanset om denne føde er animalsk eller vegetabilsk, stammer den fra den jord, som blandes med vand og derved opsamler så megen kraft, at den frembringer korn, grøntsager og frugter til menneskets føde og opdrætter de dyr, hvis mælk og kød mennesket spiser. Grundlaget for argumentet i dette svar er: Hvis denne jord ikke var egnet til at modtage liv, hvordan kan I så være levende i dag? Og hvis det i dag er muligt at skabe liv i den, sådan som jeres egen eksistens i sig selv er et tydeligt bevis på denne mulighed, hvorfor skulle det så ikke være muligt at skabe jer af denne jord for anden gang i fremtiden? (84)

(Arabisk****************)

At skabe himlene og jorden er en vanskeligere opgave end at skabe mennesket. Men de fleste mennesker ved det ikke. (Al-Mu’minun: 57)

Dette er svaret på de vantros antagelse om, at mennesket vil blive gjort levende igen efter døden—at dette skulle være umuligt. Det siges, at de, der taler sådan, i virkeligheden er uforstandige. Hvis de tænker blot en smule med fornuft og dømmekraft, vil det ikke være vanskeligt for dem at indse, at det ikke er nogen vanskelig opgave for den Gud, som har skabt dette enorme og vidtstrakte naturens rige, at skabe mennesket for anden gang. (85)

(Arabisk**************)

Er det sværere at skabe jer eller at skabe himlen? Allah har skabt den. (An-Nazi’at: 27)

Med at skabe menes at skabe mennesket for anden gang, og med himlen menes hele den øvre verden. Den rummer utallige planeter og stjerner, talløse solsystemer og galakser. Sagen er den, at I anser det for umuligt at få liv igen efter døden og gentagne gange siger: Hvordan kan det være muligt, at når vores skeletter er gået helt i opløsning og er rådnet bort, så kan disse adskilte og spredte dele af kroppen igen samles og få liv? Har I tænkt over, om det er et større arbejde at skabe dette enorme og vidtstrakte naturlige rige, eller at skabe denne skikkelse for anden gang, efter at Han først skabte jer i denne form? For Ham, hvis dette ikke var noget vanskeligt, hvordan skulle det da være så svært, at Han ikke kunne udføre det? (86)

(Arabisk****************)

Og de siger: »Dette er åbenlys magi.« Og kan det virkelig ske, at vi dør, bliver til jord, og kun vores knogler bliver tilbage, hvorefter vi igen bliver gjort levende og rejst op? Og også vores forfædre fra tidligere tider, skal de blive rejst op? Sig til dem: »Ja, og I vil være fuldstændig hjælpeløse over for Gud.« Så vil der blot være ét eneste stød, og de vil med egne øjne se alt det, som de er blevet underrettet om. På det tidspunkt vil de sige: »Ve os! Dette er jo Dommens dag.« (As-Saffat: 15-20)

Deres påstand var, at dette blot var tale om en magisk verden. Findes der da en sådan magisk verden, som denne mand har omtalt, hvor de døde skal blive levende, der skal være en domstol, Paradis skal skabes, og Helvedes straf skal finde sted? Deres ord kan også betyde, at denne mand siger den slags ting, som viser, at nogen har forhekset ham, siden et godt menneske siger sådan noget. Som svar blev det sagt: Ja, sådan vil det blive. I er hjælpeløse over for Gud. Han kan skabe jer til hvad som helst, Han ønsker. Da Han ønskede det, fik I eksistens blot ved Hans ene befaling. Når Han ønsker det, vil I dø ved Hans ene befaling, og når Han ønsker det, vil I ved Hans befaling blive rejst op. Når tiden for dette arbejde kommer, vil det ikke være noget stort og omfattende arbejde at genoprette verden. Ét eneste stød og én rystelse vil være nok til at vække de sovende. Udtrykket »stød eller kraftig rystelse« er betydningsfuldt her. Det fremkalder et billede af livet efter døden for øjnene, hvor alle, der var døde fra menneskets begyndelse til Dommedag, lå som sovende. Pludselig siger nogen med en bebrejdende stemme: »Rejs jer!« Og i samme øjeblik rejser alle sig op. (87)

(Arabisk*****************)

(Disse mennesker tror ikke på det hinsidige.) Ser de da ikke på kamelen, hvordan den er blevet skabt? Og ser de ikke på himlen, hvordan den er blevet løftet? Og på bjergene, hvordan de er blevet rejst og gjort faste? Og på jorden, hvordan den er blevet bredt ud? (Al-Ghashiyah: 17-20)

Det vil sige: Hvis disse mennesker hører om det hinsidige og siger: »Hvordan kan alt dette ske?«, har de så nogensinde set på verden omkring sig og tænkt over, hvordan kamelen blev skabt, hvordan denne himmel blev løftet så højt, hvordan bjergene blev rejst, og hvordan jorden blev bredt ud? Hvis alt dette kan ske, og det efterfølgende faktisk eksisterer foran dem, hvorfor skulle Dommedag så ikke kunne finde sted? Hvorfor skulle en anden verden ikke kunne skabes i det hinsidige? Og hvorfor skulle Helvede og Paradis ikke kunne skabes? Det er en tåbes og uopmærksom persons holdning, at han efter at have åbnet øjnene i verden ser de ting, der står foran ham, og tænker, at deres eksistens naturligvis er mulig, men om det, som endnu ikke er kommet inden for hans iagttagelse og erfaring, lukker han øjnene og siger, at det er umuligt. Hvis han har forstand, bør han tænke over, hvordan alt det eksisterende kom til. Hvordan blev denne kamel skabt med alle de egenskaber, som var nødvendige for ørkenboerne i Arabien? Hvordan blev denne himmel skabt, hvis atmosfære indeholder luft til at indånde, hvis skyer bringer regn, hvis sol giver dagslys og varme, og hvis måne og stjerner glimter om natten? Hvordan blev denne jord til et leje, hvorpå mennesket bor, hvis afgrøder opfylder alle dets behov, og hvis liv afhænger af dens kilder og brønde? Hvordan blev disse bjerge rejst på jorden, så de står fast med jord og sten i mange farver samt forskellige slags mineraler? Er alt dette blevet til uden en mægtig og vis Skabers skaberkunst? Ingen tænkende og fornuftig person kan besvare dette spørgsmål benægtende. Hvis han ikke er stædig og trodsig, må han erkende, at hver af disse ting ville have været umulig, hvis en vældig, mægtig og vis Væren ikke havde gjort dem mulige. Og når alt dette i verden kunne blive til gennem Den Mægtiges magt, er der ingen grund til at anse det for umuligt, som der er blevet givet besked om skal få eksistens i fremtiden. (88)

أَلَمْ يَكُ نُطْفَةً مِنْ مَنِيٍّ يُمْنَى – ثُمَّ كَانَ عَلَقَةً فَخَلَقَ فَسَوَّى – فَجَعَلَ مِنْهُ الزَّوْجَيْنِ الذَّكَرَ وَالْأُنْثَى – أَلَيْسَ ذَلِكَ بِقَادِرٍ عَلَى أَنْ يُحْيِيَ الْمَوْتَى-( القيامة-40)

-Var han ikke en dråbe sæd fra det mest usle vand, som udstødes i moderlivet? Derefter blev den til en klump kød. Så formede Allah hans legeme og gjorde hans lemmer harmoniske. Af den skabte Han mand og kvinde. Er Han da ikke i stand til at gøre de døde levende? (Al-Qiyāmah: 40)

Dette er endnu et argument, der fremlægges for de vantro om muligheden for et liv efter døden. For dem, der anerkender, at hele processen fra menneskets skabelses begyndelse af en dråbe sæd til det fuldt udviklede menneskes skabelse er et tegn på Allahs skabende visdom, fandtes der i virkeligheden ikke noget svar på dette argument. For uanset hvor skamløse de måtte være, kan deres samvittighed ikke undgå at erkende, at den Gud, som på denne måde skaber mennesket i denne verden, også er i stand til at give det liv igen. Men den ateist, der betragter dette vise værk som et rent tilfælde, kunne i virkeligheden ikke forklare, hvordan det fra menneskehedens begyndelse og frem til i dag i alle dele af verden og blandt alle folkeslag gennem den samme skabelsesproces igen og igen er blevet sådan, at sønner og døtre fødes i et bestemt forhold. Det er aldrig sket noget sted eller på noget tidspunkt, at en befolkning udelukkende er begyndt at få drenge eller udelukkende piger, så dens slægt i fremtiden ville være blevet udslettet. Hvor skamløse de end måtte være, kunne de ikke hævde, at alt dette blot var sket tilfældigt. Hvis deres sind blot én gang vidnede om, at alt dette var et tegn på en viis Skabers skaberkunst, måtte de erkende, at denne vise Skaber også kan nedbryde det, Han har skabt, og skabe det på ny. (89)

فَلْيَنْظُرِ الْإِنْسَانُ مِمَّ خُلِقَ – خُلِقَ مِنْ مَاءٍ دَافِقٍ – يَخْرُجُ مِنْ بَيْنِ الصُّلْبِ وَالتَّرَائِبِ – إِنَّهُ عَلَى رَجْعِهِ لَقَادِرٌ-( الطارق-5-8)

-Lad da mennesket se på, hvad det blev skabt af: Det blev skabt af en sprudlende væske, som kommer frem mellem ryggen og brystets knogler. Sandelig, Han er i stand til at skabe det igen. (At-Tāriq: 5-8)

Det vil sige, at mennesket bør tænke lidt over sin egen eksistens og over, hvordan det blev skabt. Når forældrene gentagne gange har samleje, hvem gør da ét af disse samlejer til årsag til undfangelsen og til årsag til fødslen af et bestemt menneske? [Dette spørgsmål er blevet mange gange mere komplekst for nutidens mennesker som følge af moderne videnskabelige opdagelser, end det var for datidens arabere. Ifølge de opdagelser, der er gjort i dag, udskilles utallige sædceller fra mandens krop og trænger ind i kvindens krop under ægtefællernes samliv. Også i kvinden dannes der gennem mange år løbende æg- eller fosteranlæg, og hvert af disse æg har mulighed for at blive befrugtet, når en bestemt sædcelle fra manden forenes med det. Disse er heller ikke alle ens; hver sædcelle og hvert æg har forskellige særpræg. Foreningen af hvert enkelt par kan give ophav til et bestemt menneske, som nødvendigvis vil være anderledes end det menneske, der ville være blevet født ved foreningen af et andet par. Spørgsmålet er nu: Hvem afgør, hvilken af mandens utallige sædceller der skal forenes med hvilket af kvindens utallige æg, på hvilket tidspunkt, så der skabes en bestemt slags menneske? Hverken manden eller kvinden har nogen som helst indflydelse på dette. Ingen læge eller mediciner kan gribe ind i det. Det er også forkert at sige, at en bestemt sædcelles forening med et bestemt æg blot er resultatet af en tilfældig hændelse (TILFÆLDIG). For de mennesker, der som følge af dette forunderlige skaberværk fødes på forskellige tidspunkter i forskellige lande og blandt forskellige folkeslag, får afgørende indflydelse på menneskehedens historiske op- og nedture. Og denne indflydelse etableres med en sådan dygtighed og visdom, at mennesket er kommet til den opfattelse, at historien kan have en filosofi. Hvis mennesker blev født tilfældigt og uden nogen visdom, ville man aldrig kunne forestille sig, at historien havde nogen filosofi. Derfor er der ingen anden mulighed end at erkende, at et vist Guddommeligt Væsen har skabt mennesket af denne sprudlende væske efter sin særlige plan. (Forfatteren)] Findes der dernæst ikke et væsen, som efter undfangelsen lader det udvikle sig trin for trin i moderlivet, indtil det fødes som et levende barn? Hvilken kraft er det, der allerede i moderlivet fuldender barnets legemlige form og skaber balance mellem dets fysiske og mentale evner? Findes der ikke et væsen, som fører det under stadig opsyn fra fødsel til død, beskytter det mod sygdom, redder det fra ulykker og værner det mod forskellige farer og ulykker? Som forsyner det med så mange af livets midler, at de ikke kan tælles? Som ved hvert skridt skaber sådanne muligheder og bekvemmeligheder for dets overlevelse i verden, at det ikke blot selv er ude af stand til at tilvejebringe dem, men ikke engang er bevidst om mange af dem? Sker alt dette uden en Guds forvaltning og omsorg? Hvis et fornuftigt menneske ikke besvarer dette spørgsmål benægtende, er det ikke svært at forstå, at Han, som giver mennesket eksistens, også kan bringe det tilbage til eksistensen efter døden, ligesom Han giver det eksistens efter undfangelsen. Hvis Han har magt over den første handling, og mennesker ved Hans kraft lever i verden på nuværende tidspunkt, hvilket fornuftigt argument kan da fremsættes for den antagelse, at Han ikke har magt over den anden handling? For at benægte denne magt må mennesket også fuldstændigt benægte, at Gud har givet det eksistens. Og for den, der kan benægte dette, er det heller ikke umuligt, at en dag en sindslidelse vil få ham til at hævde, at alle verdens bøger er blevet trykt ved et tilfælde, at alle verdens byer og havne er blevet bygget ved et tilfælde, og at en eller anden tilfældig hændelse har fået alle verdens fabrikker til at blive bygget og begynde at fungere af sig selv. Sagen er i virkeligheden den, at menneskets skabelse, opbygningen af dets legeme, frembringelsen af dets arbejdskraft og evner samt dets eksistens som et levende væsen er et værk, der er mange gange vanskeligere end alle de værker, som mennesker har udført og udfører i verden. Hvis et så stort, komplekst og vanskeligt værk kan fortsætte gennem millioner af år som resultatet af et tilfælde, samtidig med visdom, proportion og orden, findes der da noget, som en sindslidende ikke vil kunne kalde et tilfælde? (90)

­ بَلْ عَجِبُوا أَنْ جَاءَهُمْ مُنْذِرٌ مِنْهُمْ فَقَالَ الْكَافِرُونَ هَذَا شَيْءٌ عَجِيبٌ – أَإِذَا مِتْنَا وَكُنَّا تُرَابًا ذَلِكَ رَجْعٌ بَعِيدٌ – قَدْ عَلِمْنَا مَا تَنْقُصُ الْأَرْضُ مِنْهُمْ وَعِنْدَنَا كِتَابٌ حَفِيظٌ-( ق-2-4)

-Tværtimod forekom det dem forunderligt, at en advarer fra deres egen midte var kommet til dem. Derfor sagde de vantro: »Dette er dog en højst besynderlig sag. Når vi er døde og er blevet blandet med jorden (skal vi så genopstå?) Denne tilbagevenden er uforståelig.« Men alt det, jorden fortærer af deres kroppe, er kendt af os. Og hos os findes en bog, hvori alting er bevaret. (Qaf: 2-4)

Deres første forundring gjaldt altså, at en person som dem selv, fra deres eget folk, fremsatte denne påstand: »Jeg er kommet for at advare jer fra Guds side.« Dernæst var det endnu mere forunderligt for dem, at det, som denne person advarede dem imod, var, at alle mennesker efter døden ville blive gjort levende igen og samlet og ført frem for Allahs domstol. Derefter ville deres handlinger blive gjort op, og de ville blive belønnet eller straffet. Derefter blev det sagt, at hvis dette ikke kunne rummes i disse menneskers forstand og samvittighed, måtte det skyldes deres begrænsede forstand. Det følger ikke heraf, at Allahs viden og magt skulle være begrænset. De mener, at legemsdelene fra de utallige mennesker, der er døde fra menneskehedens begyndelse indtil Dommedagen, ligger spredt og adskilt i jorden og også fremover vil blive spredt, og at det på ingen måde er muligt at samle dem. Men sagen er den, at Allah ved nøjagtigt, hvor hver enkelt af disse dele befinder sig, og i hvilken form den findes. Desuden bliver en fuldstændig registrering af dem bevaret i Allahs arkiv, hvorfra ikke engang den mindste del er gået tabt. Når Allahs befaling kommer, vil Hans engle straks hente de enkelte dele frem fra denne registrering og genskabe alle mennesker nøjagtigt den krop, som de levede med i verden.

Dette vers er også blandt de vers, hvori det udførligt siges, at livet i det hinsidige ikke blot vil være et legemligt liv af samme slags som det, der findes i denne verden; også hver enkelts krop vil være den samme, som den var i denne verden. Hvis det i virkeligheden ikke forholdt sig sådan, ville det være meningsløst som svar på de vantros ord at sige, at vi ved, hvad jorden fortærer af jeres kroppe, og at der findes en registrering af hver eneste af deres mindste bestanddele. (91)

أَفَعَيِينَا بِالْخَلْقِ الْأَوَّلِ بَلْ هُمْ فِي لَبْسٍ مِنْ خَلْقٍ جَدِيدٍ-( ق-15)

-Var Vi da ude af stand til at skabe første gang? Men de tvivler på den nye skabelse. (Qaf: 15)

Med få ord blev der fremsat en så klar og enkel tale over for dem, der fornægter det hinsidige, at den vil fæstne sig i hjertet hos ethvert menneske med fornuft. Hvis man ikke fornægter Gud og ikke er nået så langt i dumhed, at man betragter dette velordnede naturrige og menneskets tilblivelse deri som et rent tilfælde, har man ingen anden mulighed end at erkende, at Gud alene har skabt os og dette univers. Vi ser denne virkelighed eksistere i verden, og alle jordens og himlens systemer fungerer for øjnene af os. Alt dette er det tydeligste bevis på, at Gud ikke var ude af stand til at skabe dette naturrige. Hvis nogen derefter siger, at den samme Gud efter Dommedagens indtræden ikke vil kunne etablere en anden verdensorden og ikke vil kunne skabe os på ny efter døden, må man sige, at han taler imod fornuften. Hvis Gud havde været ude af stand til det, kunne Han ikke have skabt det første gang. Når Han først har skabt os, og vi gennem Hans skabelse er kommet til at eksistere, hvilken fornuftig grund kan der så være til at antage, at Han ikke er i stand til at nedbryde det, Han selv har skabt, og skabe det på ny? (92)

Beviset for det hinsidige livs nødvendighed

Koranen fandt det ikke tilstrækkeligt blot at bevise muligheden af det hinsidige liv med uigendrivelige argumenter. Den beviste også, at det nødvendigvis må indtræffe. Fornuften, retfærdigheden og moralen kræver, at der findes et hinsidigt liv, hvor menneskers samtlige handlinger bliver gjort op: alt, hvad de har gjort fra det øjeblik, de opnåede forstand, til det sidste øjeblik før deres død, samt alle de gode eller dårlige virkninger af deres handlinger, som de har efterladt sig, og som fortsat påvirker kommende generationer gennem lang tid. Hvis dette regnskab ikke bliver gjort op, og gode handlinger ikke belønnes og dårlige handlinger ikke straffes, vil det betyde, at der ikke findes nogen retfærdighed i Guds verden. Her er mennesket blevet skabt unødigt og meningsløst, udstyret med fornuft og dømmekraft til at skelne mellem godt og ondt samt med myndighed over utallige ting og andre mennesker. I det nuværende liv i verden er det hverken muligt at gøre et fuldstændigt regnskab op, at udøve fuld retfærdighed eller at yde fuld belønning og straf. Derfor må der nødvendigvis findes en anden verden, hvor alle mennesker, som har eksisteret fra skabelsens begyndelse til Dommedagen, kan samles på samme tid, hvor hver enkelts ansvar kan fastslås ved at gøre rede for alle synlige og skjulte handlinger og deres følger, og hvor livet ikke er begrænset, men evigt, så enhver kan modtage den fulde straf, vedkommende fortjener, og den fulde belønning, vedkommende har krav på. Koranen har beskrevet dette udførligt på forskellige måder, så de vantro ikke har noget argument for at fornægte det hinsidige. (93)

أَيَحْسَبُ الْإِنْسَانُ أَنْ يُتْرَكَ سُدًى-( القيامة-36)

-Mener mennesket, at det er blevet skabt uden formål og overladt til sig selv? (Al-Qiyamah: 36)

På arabisk ابل سدىkaldes en kamel, der løber frit omkring uden videre. Den græsser, hvor og i hvilken retning den vil. Der er ingen, der holder opsyn med den. I denne betydning bruger vi udtrykket en kamel uden tøjler. Meningen med verset er derfor: Mener mennesket, at det er en kamel uden tøjler, således at dets Skaber har overladt det til verden uden ansvar? Er der ikke pålagt det noget ansvar? Er intet blevet forbudt det? Vil der aldrig komme et tidspunkt, hvor det ikke vil blive spurgt om sine handlinger? Dette er også blevet sagt andetsteds i Koranen, hvor Allah den Ophøjede på opstandelsens dag vil spørge de vantro:

أَفَحَسِبْتُمْ أَنَّمَا خَلَقْنَاكُمْ عَبَثًا وَأَنَّكُمْ إِلَيْنَا لَا تُرْجَعُونَ-( المؤمنون-115)

-Troede I, at Vi havde skabt jer uden formål, og at I aldrig ville blive bragt tilbage til Os? (Al-Mu’minun: 115)

På disse to steder er argumentet for, at livet efter døden er uundgåeligt, fremsat i form af et spørgsmål. Spørgsmålet betyder: Mener I i virkeligheden, at I er dyr? Kan I ikke se den tydelige forskel mellem jer og dyrene, nemlig at de ikke har fået myndighed til at skelne mellem godt og ondt, mens I har fået den? I dyrenes handlinger opstår der ikke noget spørgsmål om moralsk godt og ondt, mens dette spørgsmål nødvendigvis vil blive rejst om jeres handlinger? Hvordan kan I så mene om jer selv, at I er som dyrene, der ikke har noget ansvar og ikke skal stå til regnskab? Man kan forstå, hvorfor dyrene ikke skal bringes til live endnu en gang: De har blot opfyldt deres naturlige instinkters krav. De har ikke ved hjælp af deres fornuft udformet nogen filosofi. De har ikke grundlagt nogen trosretning. De har ikke gjort nogen til gud, og de har heller ikke selv gjort sig til nogens gud. De har ikke udført nogen handling, som kan betegnes som god eller ond. De har ikke indført nogen god eller ond skik, hvis virkninger er fortsat fra generation til generation. Derfor kan det forekomme rimeligt, at de dør og forgår. For intet ansvar for nogen af deres handlinger påhviler dem, så der kunne være behov for at bringe dem til live for at afhøre dem om dem. Men hvordan kan I undslippe livet efter døden? For indtil selve dødsøjeblikket udfører I moralske handlinger, om hvilke jeres samvittighed fortæller jer, om de er gode eller onde, og om de fortjener straf eller belønning. Hvis en person dræber et uskyldigt menneske og straks derefter selv bliver offer for en ulykke, mener I så, at han bør slippe uhindret, og at det dræbte menneske ikke bør modtage nogen gengældelse for denne uret? Hvis en person på jorden sår sådanne frø af uorden og fordærv, hvis følger mennesker fortsætter med at lide under i flere århundreder, siger jeres samvittighed da uden tøven om ham, at han ligesom et insekt bør dø og forgå, uden at blive bragt til live igen for at stå til regnskab for sine misgerninger, som har ødelagt utallige menneskers liv? Er også den person, der hele sit liv lider under prøvelser og ulykker, efter jeres opfattelse blot et væsen som et insekt? (94)

لَا أُقْسِمُ بِيَوْمِ الْقِيَامَةِ – وَلَا أُقْسِمُ بِالنَّفْسِ اللَّوَّامَةِ-( القيامة-1-2)

-Nej, jeg sværger ved opstandelsens dag, og nej, jeg sværger ved den bebrejdende nafs. Det vil sige, at jeres forestilling om, at opstandelsen ikke vil finde sted, er forkert. Jeg sværger ved opstandelsen og ved den bebrejdende nafs, at opstandelsen visselig vil finde sted.

Her nævner Allah ikke det, som Han har svoret ved Opstandelsens Dag og den selvbebrejdende sjæl, for hvilken Han har aflagt eden. Det fremgår af den følgende sætning. Han aflægger eden for at fastslå, at Allah vil skabe mennesket på ny efter dets død, og at Han fuldt ud er i stand til at gøre det. Spørgsmålet er nu: Hvilken logik ligger der i, at der blev svoret ved disse to ting? For tænkende mennesker var denne logik dengang tydelig, men i dag er den langt tydeligere.

Lad os tage Opstandelsens Dag som eksempel. Grunden til, at der sværges ved den, er, at dens komme er uundgåeligt. Hele verdensordenen vidner om, at denne ordning hverken er evig fra begyndelsen eller evig i fremtiden. Dens egen beskaffenhed siger, at den hverken altid har eksisteret eller altid vil bestå. Selv tidligere havde menneskets fornuft ingen stærke argumenter for den ubegrundede forestilling, at denne verden, som hele tiden forandrer sig, kunne være uden begyndelse og uden ende. Men jo mere menneskets viden om denne verden vokser, desto sikrere bliver det for mennesket, at universet har en begyndelse, før hvilken det ikke eksisterede, og uundgåeligt også har en afslutning, efter hvilken det ikke vil eksistere. På dette grundlag har Allah svoret ved selve Opstandelsens Dag for at fastslå, at den vil finde sted. Det svarer til den ed, vi aflægger over for en person, der tvivler på sin egen eksistens, når vi siger: »Ved dit liv, du eksisterer.« Det vil sige, at din egen eksistens vidner om, at du eksisterer.

Men eden ved Opstandelsens Dag beviser kun, at denne verdensorden en dag vil blive splittet og knust. Tilbage står spørgsmålet om, at mennesket derefter vil blive genoplivet, skal aflægge regnskab for sine handlinger og modtage belønning eller straf for det gode og det onde, det har gjort. Derfor er der aflagt en anden ed ved den selvbebrejdende sjæl, nafs al-lawwāmah. Der findes intet menneske i verden, som er uden noget, man kan kalde samvittighed. I denne samvittighed findes der nødvendigvis en fornemmelse af godt og ondt. Hvor vildledt og afsporet et menneske end måtte være, holder dets samvittighed det nødvendigvis tilbage fra at gøre noget ondt og fra at undlade at gøre noget godt. Hvad enten den målestok for godt og ondt, som det har fastlagt, er rigtig eller ej, beviser den netop, at mennesket ikke blot er et dyr, men et moralsk væsen. Det har fra naturens side evnen til at skelne mellem godt og ondt. Det anser sig selv for ansvarligt for sine gode og onde handlinger. Når det derfor har behandlet andre dårligt, kan det ganske vist undertrykke sin samvittigheds bebrejdelser og opnå selvtilfredshed; men når en anden på den anden side behandler det dårligt, kræver dets indre, at den, som har gjort det denne uret, nødvendigvis bør straffes. Hvis eksistensen af en sådan selvbebrejdende sjæl i mennesket er en ubestridelig kendsgerning, er det også ubestrideligt, at denne nafs al-lawwāmah er et vidnesbyrd om livet efter døden, som findes i selve menneskets natur. For menneskenaturens krav om, at mennesket er ansvarligt for sine gode og onde handlinger, og at det nødvendigvis må have belønning eller straf, kan ikke opfyldes uden et liv efter døden. Intet samvittighedsfuldt menneske kan benægte, at hvis mennesket forsvinder efter døden, vil det blive berøvet belønningen for mange af sine gode handlinger, mens det vil undslippe en fuldt retfærdig straf for mange af sine uretfærdige handlinger. Derfor kan mennesket ikke benægte livet efter døden, så længe det ikke har accepteret den tåbelige påstand, at det samvittighedsfulde menneske er blevet født ind i en meningsløs verdensorden, og at mennesket med moralske følelser er blevet født ind i en verden, hvor moral grundlæggende slet ikke findes i hele dens ordning. På samme måde er læren om genfødsel heller ikke et svar på dette krav fra naturen. For hvis mennesket bliver født på ny i denne verden for at modtage straf eller belønning for sine moralske handlinger, vil det i hvert liv fortsætte med at udføre nye moralske handlinger, som igen vil kræve straf eller belønning. I denne endeløse række vil dets regnskab derfor ikke blive afsluttet; tværtimod vil det blot vokse. Naturens krav kan derfor kun opfyldes, hvis mennesket kun har ét liv i denne verden. Derefter må der, efter hele menneskehedens undergang, komme et andet liv, hvor menneskets handlinger først gøres fuldt op, hvorefter det får fuld straf eller belønning. (95)

وَمَا خَلَقْنَا السَّمَاءَ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا بَاطِلًا ذَلِكَ ظَنُّ الَّذِينَ كَفَرُوا فَوَيْلٌ لِلَّذِينَ كَفَرُوا مِنَ النَّارِ – أَمْ نَجْعَلُ الَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ كَالْمُفْسِدِينَ فِي الْأَرْضِ أَمْ نَجْعَلُ الْمُتَّقِينَ كَالْفُجَّارِ-(ص-27-28)

-Vi har ikke skabt denne himmel og jord og verdenen mellem dem forgæves. Dette er de vantros forestilling, og de vantro har undergang i Helvedes ild. Skal Vi gøre dem, der tror og handler ret, lige med dem, der skaber fordærv på jorden? Skal Vi gøre de gudfrygtige lige med de syndige? (Sād: 27-28)

Det vil sige, at Vi ikke har skabt denne verdensorden blot som et stykke legetøj uden visdom, uden formål, hvor ingen retfærdighed vil finde sted, og hvor ingen følge af gode eller onde handlinger vil blive synlig. Mennesket er ikke blevet overladt her som en tøjlesløs kamel, og denne verden er heller ikke et sted, hvor enhver kan gøre, hvad han vil, uden at blive stillet til regnskab. Den, der ikke er villig til at tro på belønning og straf, og som har bildt sig ind, at alle mennesker til sidst vil dø, blive blandet med jorden, uden at nogen vil blive stillet til regnskab, og uden at nogen vil erfare følgerne af sine gode eller onde handlinger, betragter i virkeligheden verden som et spil og dens Skaber som en spiller. Hans forestilling er, at verdens Skaber har begået en meningsløs handling ved at skabe verden og mennesket i den. Men er det virkelig rimeligt for jer, at det gode og det onde skal være lige? Er det acceptabelt for jer, at ingen får nogen belønning for en god handling eller straf for en ond handling? Det er klart, at hvis der ikke findes et liv efter døden, hvis der ikke kommer nogen afhøring fra Allah, og hvis menneskets handlinger hverken udløser belønning eller straf, så findes der ingen visdom eller retfærdighed i Allahs handlinger. Følgelig må hele verdensordenen blive kaotisk. På grundlag af denne forestilling findes der heller ingen tilskyndelse til godhed i verden og ingen hindring, der holder mennesker tilbage fra uret og overgreb. Hvis Guds guddommelige styre, måtte Allah forbyde det, var så blottet for fornuft, ville den, der lever et retskaffent liv i denne verden, mens han udholder mange lidelser og arbejder for at reformere menneskeheden, være yderst tåbelig. Og den, der opnår gunstige omgivelser og forhold, benytter lejligheden til at overskride alle grænser og nyder livet i alle former for uret og synd, ville være den fornuftige. (96)

زَعَمَ الَّذِينَ كَفَرُوا أَنْ لَنْ يُبْعَثُوا قُلْ بَلَى وَرَبِّي لَتُبْعَثُنَّ ثُمَّ لَتُنَبَّؤُنَّ بِمَا عَمِلْتُمْ وَذَلِكَ عَلَى اللَّهِ يَسِيرٌ-(التغابن-7)

Benægterne erklærede højlydt, at de under ingen omstændigheder ville blive genoplivet efter døden. Sig til dem: Nej, ved min Herres ed, I vil visselig blive genoprejst. Derefter vil I visselig få at vide, hvad I foretog jer i verden. Og dette er meget let for Allah. (at-Taghābun: 7)

Selv tidligere havde ingen, der fornægtede det hinsidige, nogen mulighed for at vide, at der ikke findes et andet liv efter døden, og det har de heller ikke i dag. Alligevel har disse tåber altid fremsat denne påstand med høj røst. Men der findes hverken noget fornuftigt eller intellektuelt grundlag for at fornægte det med sikkerhed.

Som svar på deres ord siger Allah den Ophøjede til Sin profet: Sværg ved Mig og sig, at I visselig vil blive genoprejst, og at I visselig vil få at vide, hvad I foretog jer på jorden. Dette er det tredje sted i Koranen, hvor Allah befaler Sin profet at sværge ved sin Herre og sige til folk, at dette visselig vil ske. Først siges det i Sūrah Yūnus: De spørger: »Er dette virkelig sandt?« Sig: »Ja, ved min Herres ed, det er visselig sandt, og I kan ikke forhindre det.« (Vers 53)

Derefter siges det i Sūrah Saba’: Benægterne siger: »Hvad er der i vejen, siden Timen ikke kommer over os?« Sig: »Ved min Herres ed, den vil visselig komme over jer.«

Nu er spørgsmålet: Hvilken forskel gør det, om man overbringer budskabet om det hinsidige til en, der fornægter det hinsidige, med en ed eller uden en ed? Når han ikke anerkender dette, hvorfor skulle han så ganske enkelt anerkende, at du siger det under ed? Svaret er for det første, at Allahs Sendebud (fred være med ham) talte til mennesker, som ud fra deres egen viden og erfaring vidste, at der aldrig i hans liv var kommet en løgn ud af hans mund. Derfor kunne de, hvor meget de end offentligt spredte bagvaskelse mod ham, umuligt i deres hjerter forestille sig, at en så sandfærdig mand nogensinde kunne sværge ved Gud på noget, hvis sandhed han ikke var fuldt overbevist om. For det andet fremsatte han ikke blot troslæren om det hinsidige, men fremførte yderst fornuftige beviser og argumenter for den. Men det, der skaber forskellen mellem en profet og en ikke-profet, er dette: Det højeste, en ikke-profet kan opnå ved at fremføre stærke argumenter for det hinsidige, er højst at kunne anse dets eksistens for mere sandsynlig end dets ikke-eksistens. Derimod står profeten langt højere end filosoffen. Hans egentlige værdighed består ikke i, at han gennem fornuftige argumenter er nået frem til den konklusion, at det hinsidige bør eksistere. Hans egentlige værdighed består derimod i, at han har viden om, at det hinsidige vil komme, og med fast overbevisning siger, at det visselig vil komme. Derfor kan kun en profet aflægge ed på dette. En filosof kan ikke sværge på noget af det, han siger. Troen på det hinsidige kan først komme efter en profets beretning. Filosoffens argument har ikke i sig selv den kraft, at selv filosoffen, for ikke at tale om andre, på grundlag af sit argument kan gøre det til sin troslæres grundlag. Hvis filosoffen tænker rigtigt, kan han sige: »Det bør ske.« Han kan ikke sige mere end dette; men »det vil visselig ske« kan kun en profet sige.

Derefter blev der ved eden ikke blot sagt, at I vil blive genoprejst efter døden. Det blev også sagt, at I på det tidspunkt visselig vil få at vide, hvad I foretog jer i verden. Dette er det egentlige formål, for hvilket menneskeheden vil blive rejst endnu en gang efter døden. Og heri ligger svaret på spørgsmålet om, hvorfor dette er nødvendigt. Sandheden er, at der i den virkelige verdensorden er blevet givet det skabte væsen frihed til at vælge en af vejene, kufr eller īmān. Den, der i denne verden har fået frihed til at benytte mange ting, og som ved at vælge kufrs eller īmāns vej gennem hele sit liv har brugt denne frihed rigtigt eller forkert og påtaget sig ansvaret for mange gavnlige eller skadelige handlinger, om ham ville det være helt urimeligt at antage, at der, når han først har gjort alt dette, ikke er behov for følgerne af godt og ondt, og at der under ingen omstændigheder skulle komme et tidspunkt, hvor hans handlinger kunne undersøges og vurderes. Den, der fremsætter sådan en meningsløs påstand, begår nødvendigvis en af to tåbeligheder. Enten mener han, at denne verdensorden ganske vist er en vis og meningsfuld virkelighed, men at et væsen med fri vilje som mennesket her er blevet overladt uden ansvar. Eller også mener han, at dette er et kaotisk skaberværk, bag hvilket ingen visdom virkede. Den første antagelse er selvmodsigende, for at et væsen med fri vilje skulle være uden ansvar i en vis og meningsfuld verdensorden, strider mod visdom og retfærdighed. Hvad angår den anden antagelse, kan han ikke fremføre nogen fornuftig analyse af, hvordan eksistensen af et fornuftsbegavet væsen som mennesket blev mulig i et kaotisk og visdomsløst skaberværk. Og hvorfra kom forestillingen om retfærdighed i dets sind? At bevidsthed skulle opstå af bevidstløshed, og forestillingen om retfærdighed af uretfærdighed, er noget, hvis forkæmper måske kan være en stædig person eller en, der ved at dyrke filosofi for meget er blevet ramt af mental forstyrrelse.

Derefter siges det, at dette er meget let for Allah. Dette er det andet argument for det hinsidige. Det første argument gjaldt nødvendigheden af det hinsidige, mens dette argument gælder dets mulighed: For Ham, der har skabt denne enorme verdensordens struktur, er det ikke nogen vanskelig opgave. Hvordan skulle det da være vanskeligt for Ham at skabe mennesket endnu en gang, stille det frem for Sig og holde det til regnskab? (97)

إِنَّ هَؤُلَاءِ لَيَقُولُونَ – إِنْ هِيَ إِلَّا مَوْتَتُنَا الْأُولَى وَمَا نَحْنُ بِمُنْشَرِينَ – فَأْتُوا بِآبَائِنَا إِنْ كُنْتُمْ صَادِقِينَ – أَهُمْ خَيْرٌ أَمْ قَوْمُ تُبَّعٍ وَالَّذِينَ مِنْ قَبْلِهِمْ أَهْلَكْنَاهُمْ إِنَّهُمْ كَانُوا مُجْرِمِينَ – وَمَا خَلَقْنَا السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ وَمَا بَيْنَهُمَا لَاعِبِينَ – مَا خَلَقْنَاهُمَا إِلَّا بِالْحَقِّ وَلَكِنَّ أَكْثَرَهُمْ لَا يَعْلَمُونَ – إِنَّ يَوْمَ الْفَصْلِ مِيقَاتُهُمْ أَجْمَعِينَ-(الدخان-34-40)

-Disse mennesker siger: »Vi har ikke andet end vores første død, og derefter vil vi ikke blive rejst op endnu en gang. Hvis du taler sandt, så bring vores døde forfædre tilbage.«

Er disse bedre end Tubba-folket og dem, der levede før dem? Vi tilintetgjorde dem, fordi de var syndere. Vi har ikke skabt denne himmel og jord og det, der er mellem dem, for sjov og leg. Vi har skabt dem med sandhed. Men de fleste mennesker ved det ikke. Det fastsatte tidspunkt for deres opstandelse vil være på dommens dag. (Dukhan: 34-40)

De vantros udsagn var, at når de døde første gang, ville de ganske enkelt forsvinde, og derefter ville der ikke være noget liv. Ordene »den første død« indebærer ikke nødvendigvis, at der derefter vil komme en anden død.

Når vi siger, at en bestemt person har fået sit første barn, er det ikke nødvendigt for udsagnets sandhed, at han derefter nødvendigvis får et andet barn. Det er tværtimod tilstrækkeligt, at han ikke havde noget barn før. Derfor brugte de vantro ikke ordene »den første død« i den betydning, at der derefter ville komme et liv og en anden død. De anså den første død for både den eneste og den sidste død. Deres argument var: »Eftersom vi aldrig har set nogen blive rejst op endnu en gang efter døden, er vi overbevist om, at der ikke vil være nogen anden opstandelse efter døden. Hvis I påstår, at der vil være et andet liv, så bring vores forfædre ud af gravene, så vi kan få tro på livet efter døden. Hvis I ikke kan gøre det, vil vi forstå, at jeres påstand er grundløs.«

I deres øjne var dette åbenbart et urokkeligt bevis imod livet efter døden. Men det var fuldstændig meningsløst. Hvem havde fortalt dem, at den døde ville få liv endnu en gang og vende tilbage til denne verden? Havde Profeten (fred være med ham) eller nogen muslim nogensinde påstået, at de kunne gøre de døde levende?

Det første svar på deres indvending var, at disse mennesker ikke var bedre end Tubba-folket [Tubba var titlen på kongerne af Himyar-stammen. I 115 f.Kr. fik de magten i Yemen og regerede indtil 300 e.Kr. – Forfatteren] og dem, der levede før dem. Vi tilintetgjorde dem på grund af deres synder. Med andre ord var meningen med dette svar, at fornægtelse af det hinsidige er noget, der uundgåeligt gør ethvert menneske, enhver gruppe eller enhver nation syndig. Moralsk forfald er dens uundgåelige konsekvens, og menneskehedens historie vidner om, at enhver nation, der har antaget dette syn på livet, til sidst er gået til grunde. De vantro i Mekka opnåede ikke den indflydelse, magt og fremgang, som Tubba-folket og før dem Saba-folket, Faraos folk og andre nationer havde opnået. Men hvornår havde denne materielle fremgang og verdslige indflydelse nogensinde kunnet beskytte dem mod følgerne af moralsk forfald, så disse mennesker skulle kunne beskyttes mod det ved hjælp af deres beskedne midler og ressourcer?

Det andet svar på deres indvending var, at den, der fornægter livet efter døden samt belønningen og straffen i det hinsidige, i virkeligheden betragter denne verdensorden som et legetøj og dens Skaber som et uforstandigt barn. På dette grundlag nåede han frem til den konklusion, at mennesket efter at have skabt alle former for uorden på jorden en dag blot vil blive blandet med jorden, uden at nogen konsekvens af dets gode eller onde handlinger vil vise sig. I virkeligheden er dette skaberværk ikke skabt af en, der blot vil more sig, men af en Skaber, og man kan ikke forvente, at en vis Skaber skulle gøre noget meningsløst. Dette argument som svar på fornægtelsen af det hinsidige er blevet fremført forskellige steder i Koranen.

Tilbage står så deres påstand: »Bring vores forfædre tilbage, hvis I taler sandt.« Svaret på den er, at livet efter døden ikke er en spøg, således at en død person skal graves op og stilles foran dem, blot fordi nogen fornægter det. Derfor har Herren over alle verdener fastsat et tidspunkt, hvor Han vil give alle de tidligere og senere mennesker liv endnu en gang, samle dem foran Sin domstol og bekendtgøre dommen i deres sag. Uanset om I tror eller ikke tror, vil dette ske på det fastsatte tidspunkt. Hvis I tror, vil det være til jeres eget bedste, for så kan I i tide tage jer i agt og forberede jer på at bestå ved denne domstol. Eller har I måske krav på alt det, I ønsker? Eller har I en bindende pagt med Os, der gælder indtil opstandelsens dag, om at I vil få alt det, I siger? Spørg dem: Hvem af dem påtager sig ansvaret for dette? Eller har de udpegede medguder, som har påtaget sig dette ansvar? Hvis det forholder sig sådan, så lad dem bringe deres medguder frem, hvis de taler sandt. (Qalam: 35-41)

Mekkas ledere sagde til muslimerne: „De velsignelser, vi nyder i denne verden, er et tegn på, at vi er elsket af vores Gud. Og den elendige tilstand, I befinder jer i, er et bevis på, at Gud har forkastet jer. Hvis der virkelig findes et hinsidigt, som I siger, vil vi også dér leve i glæde, mens straffen vil tilfalde jer og ikke os.“ Som svar blev der sagt: Det er i strid med fornuften, at Gud ikke skulle gøre forskel på den lydige og forbryderen. Hvordan er I kommet til den opfattelse, at Skaberen af dette univers er en blind hersker, som ikke vil se, hvem der i denne verden har adlydt Hans befalinger og afholdt sig fra onde handlinger, og hvem der uden frygt for Ham har begået alle former for synd, uret og overgreb? I så ganske vist de troendes elendige tilstand og jeres egen lykke og fred. Men I så ikke forskellen mellem jeres og deres karakter og handlinger, og uden tøven erklærede I, at de lydige hos Gud vil blive behandlet ligesom forbrydere, og at forbrydere som jer vil blive skænket Paradiset. På hvilket grundlag sagde I dette? Har I en bog fra Gud, hvori dette står skrevet? Eller har I indgået en aftale med Gud? Hvis det forholder sig sådan, hvem blandt jer kan da træde frem og hævde, at Allah har taget et sådant løfte? Sandheden er, at de påstande, I fremsætter til jeres eget forsvar, ikke har noget grundlag. De strider også mod fornuften. I vil ikke kunne vise, at dette står skrevet i nogen bog fra Gud. Ingen af jer vil heller kunne hævde, at han har fået et sådant løfte fra Gud. Ingen af dem, som I har gjort til guder, vil I kunne få til at bevidne, at de har påtaget sig ansvaret over for Gud for at skaffe jer Paradiset. Hvor har I denne fejlagtige forestilling fra? (101)

وَإِذَا الْمَوْءُودَةُ سُئِلَتْ – بِأَيِّ ذَنْبٍ قُتِلَتْ-(التكوير-8-9)

„Og når den levende begravede pige bliver spurgt: På grund af hvilken forbrydelse blev hun dræbt? (At-Takwir: 8-9)

I denne versformulering udtrykkes en så voldsom vrede, at man næppe kan forestille sig noget stærkere. På Dommedag vil de forældre, der levende begravede deres lille datter, være så forhadte i Allahs øjne, at de ikke vil blive tiltalt med spørgsmålet: Hvorfor dræbte I dette uskyldige barn? I stedet vil blikket blive vendt bort fra dem, og det uskyldige barn vil blive spurgt: „Ulykkelige, på grund af hvilken forbrydelse blev du dræbt?“ Hun vil fortælle sin historie og berette, hvilken uret de tyranniske forældre havde begået mod hende, og hvordan de havde begravet hende levende under jorden. Desuden er to vældige budskaber blevet indføjet i dette korte vers; i stedet for at blive udtrykt med ord kommer de af sig selv til udtryk gennem fremstillingsformen. Det ene er, at der herved blev vakt en følelse blandt araberne af, at uvidenhedstiden havde sænket dem ned i en afgrund af moralsk forfald, så de med egne hænder begravede deres børn levende. Alligevel holdt de stædigt fast ved denne uvidenhedstid og ville ikke acceptere de reformer, som profeten Muhammad (fred være med ham) ønskede at gennemføre i deres forvrængede og forfaldne samfund. Det andet er, at der her fremlægges et klart bevis på, at det hinsidige er nødvendigt. Det barn, som er blevet begravet levende, må et eller andet sted have mulighed for at få oprejsning. Og for de uretfærdige, der begik denne uret, må der komme en tid, hvor de bliver afhørt om denne grusomme uret. Der var ingen i denne verden til at høre den begravede piges klage. I uvidenhedstidens samfund blev denne umenneskelige handling ikke betragtet som noget ulovligt, man skulle afholde sig fra. Forældrene skammede sig ikke over den, og der var heller ingen i familien, som kunne bebrejde dem den. I samfundet var der heller ingen, som kunne gribe dem. Skal denne enorme uret da forblive uden oprejsning, selv under Guds herredømme? (102)

De moralske følger af at fornægte det hinsidige

Samtidig med at den hellige Koran fremlægger så stærke argumenter og beviser for det hinsidiges mulighed og nødvendighed, siges det også, at det alene er troen på det hinsidige, der holder menneskets karakter og adfærd grundfæstet på et korrekt og solidt moralsk grundlag. Uden denne tro er der intet, der kan afholde mennesket fra uret og overgreb, moralsk fordærv og synd, brud på aftaler, underslæb, onde handlinger og lignende. Derfor viser de, der fornægter det hinsidige, uanset hvor mange argumenter de fremfører med munden, gennem deres faktiske handlinger, at de i virkeligheden ønsker frihed fra moralske tøjler, og at de fornægter det hinsidige for at bevare denne frihed. I denne forbindelse har Koranen identificeret de former for moralsk fordærv, som var almindeligt udbredt i det arabiske samfund. Derefter stilles folk spørgsmålet: Ville disse fordærvelige handlinger også være blevet begået, hvis mennesket havde fået en følelse af, at det en dag skulle stå foran Gud og aflægge regnskab for hver eneste af sine handlinger? (103)

أَيَحْسَبُ الْإِنْسَانُ أَلَّنْ نَجْمَعَ عِظَامَهُ – بَلَى قَادِرِينَ عَلَى أَنْ نُسَوِّيَ بَنَانَهُ – بَلْ يُرِيدُ الْإِنْسَانُ لِيَفْجُرَ أَمَامَهُ-(القيامة-3-5)

Hvis de tror på det, vil de kun skade sig selv. For de vil tilbringe hele livet i den fejlagtige forestilling, at alt, hvad der er godt og ondt, er begrænset til denne verden. At der efter døden ikke vil finde nogen dom sted, hvor de varige følger af vores gode og onde handlinger bliver åbenbaret. (98)

أَمْ حَسِبَ الَّذِينَ اجْتَرَحُوا السَّيِّئَاتِ أَنْ نَجْعَلَهُمْ كَالَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ سَوَاءً مَحْيَاهُمْ وَمَمَاتُهُمْ سَاءَ مَا يَحْكُمُونَ- وَخَلَقَ اللَّهُ السَّمَاوَاتِ وَالْأَرْضَ بِالْحَقِّ وَلِتُجْزَى كُلُّ نَفْسٍ بِمَا كَسَبَتْ وَهُمْ لَا يُظْلَمُونَ(الجاثية-21-22)

Mener de, der har begået uret og fordærv, at Vi vil gøre dem lig med dem, der tror og gør gode gerninger, sådan at deres liv og død bliver ens? Hvor er dog deres afgørelse slet! Allah har skabt himlene og jorden med sandheden, og for at enhver sjæl kan få gengæld for det, den har erhvervet, uden at nogen udsættes for uret. (Al-Jāthiya: 21-22)

Dette er det moralske argument for, at det hinsidige er sandt. Den nødvendige følge af forskellen mellem godt og ondt i moralen og mellem synd og dyd i handlinger er, at de retskafne og de uretfærdige ikke får samme endeligt. De retskafne bør tværtimod få belønning for deres retskafne handlinger, og de uretfærdige bør få gengældelse for deres uretfærdige handlinger. Hvis det ikke er sådan, og synd og dyd belønnes på samme måde, bliver forskellen mellem godt og ondt i moralen fuldstændig meningsløs. Dermed beskyldes Allah også for uretfærdighed. De, der følger uærlighedens vej i denne verden, ønsker naturligvis, at der hverken skal være straf eller belønning. For denne forestilling hindrer dem i at leve et liv i nydelse. Men det er i strid med Skaberen af universets visdom og retfærdighed, at Han behandler de uærlige og de retskafne ens, og at Han ikke ser, hvordan den gudfrygtige troende har levet, og hvilket kaos den vantro og den syndige har skabt her. Ét menneske pålagde sig hele livet moralske begrænsninger, opfyldte de rettighedsberettigedes rettigheder, afholdt sig fra uretmæssige fordele og nydelser og påtog sig forskellige tab for ærlighedens og sandhedens skyld. Andre mennesker tilfredsstillede deres begær på enhver mulig måde; de erkendte hverken Allahs rettigheder eller afholdt sig fra at krænke menneskers rettigheder, men gjorde alt, hvad de kunne, for at opnå fordele og leve i luksus. Kan man nu forvente af Allah, at Han vil se bort fra denne forskel mellem disse to slags menneskers liv? Hvis de, hvis liv ikke var ens indtil døden, får samme endeligt efter døden, hvilken større uretfærdighed kan der da være i Allahs guddommelige styre?

Derefter siges det, at skabelsen af jorden og himlene ikke er en leg, men en målrettet og vis forvaltning. I en sådan ordning er det utænkeligt, at de mennesker, som korrekt anvendte den myndighed og de midler, Allah havde givet dem, og gjorde godt, og de andre, som anvendte dem forkert og skabte uret og fordærv, til sidst alle skal dø og blive til jord, uden at der efter døden kommer et nyt liv, hvor deres gode og onde handlinger får et godt eller ondt udfald på grundlag af retfærdighed. Hvis det er sådan, bliver dette verdensalt en legers legetøj og ikke en målrettet ordning skabt af et vist væsen. (99)

Versene 21-23 i Sura al-Jāthiya gør det klart, at de mennesker, der fornægter det hinsidige, er dem, som ønsker at trælle under deres begær og anser troen på det hinsidige for en hindring for denne frihed. Når de derefter fornægter det hinsidige, bliver deres trældom under begæret endnu stærkere, og de synker dag for dag dybere ned i deres vildfarelse. Der findes ingen form for fordærv, som de afholder sig fra. De tøver ikke med at berøve nogen deres rettigheder. Hvis de får mulighed for at begå uret eller gå til overdrivelse, kan man ikke forvente, at de afholder sig fra det, fordi de i deres hjerter har nogen respekt for sandhed og retfærdighed. De ser begivenhederne lige foran deres øjne, som kunne lære mennesker en lektie. Men heraf drager de tværtimod den slutning, at det, de gør, er rigtigt, og at de derfor bør gøre det. Ingen god tale er acceptabel for dem. Et argument, der kunne være egnet til at afholde et menneske fra en ond handling, vækker ingen genklang i deres sind. Tværtimod leder de efter alle mulige argumenter til fordel for deres tøjlesløse frihed. Deres sind og tanker er ikke optaget af gode overvejelser, men af, hvordan de på enhver måde kan tilfredsstille deres begær. Dette beviser netop, at fornægtelsen af det hinsidige er årsagen til menneskets moralske ødelæggelse. Det, der kan holde mennesket inden for menneskelighedens grænser, er alene følelsen af, at vi ikke er uden ansvar, men skal stå til regnskab over for Allah for enhver af vores handlinger. Uden denne følelse kan et menneske, selv om det er en stor lærd, ikke undgå at udvise den mest modbydelige adfærd. (100)

أَفَنَجْعَلُ الْمُسْلِمِينَ كَالْمُجْرِمِينَ – مَا لَكُمْ كَيْفَ تَحْكُمُونَ – أَمْ لَكُمْ كِتَابٌ فِيهِ تَدْرُسُونَ – إِنَّ لَكُمْ فِيهِ لَمَا تَخَيَّرُونَ – أَمْ لَكُمْ أَيْمَانٌ عَلَيْنَا بَالِغَةٌ إِلَى يَوْمِ الْقِيَامَةِ إِنَّ لَكُمْ لَمَا تَحْكُمُونَ – سَلْهُمْ أَيُّهُمْ بِذَلِكَ زَعِيمٌ – أَمْ لَهُمْ شُرَكَاءُ فَلْيَأْتُوا بِشُرَكَائِهِمْ إِنْ كَانُوا صَادِقِينَ-(القلم-35-41)

Skal Vi gøre de lydiges tilstand lig forbrydernes? Hvad er der i vejen med jer? Hvilke slutninger drager I? Har I måske en bog, hvori I læser, at

إِنَّ هَؤُلَاءِ يُحِبُّونَ الْعَاجِلَةَ وَيَذَرُونَ وَرَاءَهُمْ يَوْمًا ثَقِيلًا-(الدهر-27)

De elsker det, der kan opnås hurtigt (denne verden), og ignorerer den svære dag, der ligger foran dem. (ad-Dahr: 27)

Det vil sige, at grunden til, at disse Quraysh- vantro stædigt ønsker at forblive fordybet i moralsk og trosmæssig vildfarelse, og at deres ører er blevet døve over for Allahs Sendebuds kald, i virkeligheden er deres dyrkelse af denne verden og deres ligegyldighed over for det hinsidige. Derfor er en sandhedssøgende persons vej så forskellig fra deres vej, at der overhovedet ikke kan være tale om noget kompromis mellem dem. (106)

أَلْهَاكُمُ التَّكَاثُرُ – حَتَّى زُرْتُمُ الْمَقَابِرَ – كَلَّا سَوْفَ تَعْلَمُونَ – ثُمَّ كَلَّا سَوْفَ تَعْلَمُونَ – كَلَّا لَوْ تَعْلَمُونَ عِلْمَ الْيَقِينِ- لَتَرَوُنَّ الْجَحِيمَ – ثُمَّ لَتَرَوُنَّهَا عَيْنَ الْيَقِينِ – ثُمَّ لَتُسْأَلُنَّ يَوْمَئِذٍ عَنِ النَّعِيمِ-(التكاثر-1-8)

-Tanken om at opnå større velstand og større fred og komfort i denne verden end andre har holdt jer nedsunket i skødesløshed og ligegyldighed. Til sidst når I gravene på grund af denne tanke. Aldrig! Snart vil I få at vide. Derefter, hør efter, aldrig! Snart vil I få at vide. Hvis I blot vidste det sikkert (hvilke følger denne adfærd har), ville jeres handlemåde ikke have været sådan. Derefter vil I bestemt blive udspurgt om disse velsignelser. (at-Takāthur: 1-8).

الهكمOrdet لهوstammer fra. Dets oprindelige betydning er ligegyldighed. Men i det arabiske sprog bruges dette ord om en handling, der øger et menneskes interesse så meget, at det ved at fordybe sig i den bliver ligeglad med andre vigtige opgaver. Når det siges ud fra denne rod, betyder det, at en form for ligegyldighed har holdt dig så fordybet, at du ikke har nogen bevidsthed om andre vigtige forhold. Tankerne om den har bemægtiget sig dig. Denne fordybelse gør dig helt uopmærksom.الهكمordet bruges, betyder det, at en form for ligegyldighed har holdt dig så fordybet, at du ikke har nogen bevidsthed om andre vigtige forhold. Tankerne om den har bemægtiget sig dig. Denne fordybelse gør dig helt uopmærksom.

تكاثرer afledt af كثرت. Det har tre betydninger: For det første forsøger mennesker at opnå større mængde. For det andet forsøger mennesker at overgå hinanden i at opnå større mængde. For det tredje praler folk over for hinanden med, at de har opnået langt mere end andre.

Derfor betyder الهكم التكاثر det, at begæret efter større mængde, det vil sige efter at opnå så meget som muligt, har holdt jer så fordybet i hinanden, at det har gjort jer uopmærksomme på noget, der er vigtigere end dette. Her er det ikke forklaret, hvilken slags overflod der menes med takāthur, eller fra hvad man gøres uopmærksom ved dette ord. Her er الهاكمdet heller ikke forklaret, hvem der tiltales med ordet. På grund af denne manglende forklaring har disse ord fået en omfattende betydning. Betydningen af »takāthur« er ikke begrænset; den omfatter tværtimod bestræbelsen på at opnå så mange af denne verdens goder, fordele, bekvemmeligheder, nydelser, herskermagt og midler til styrke og magt som muligt, bestræbelsen på gennem konkurrence at komme foran andre for at opnå disse ting samt at prale over for hinanden af sin overflod. På samme måde er الهاكمdet antal mennesker, der tiltales, heller ikke begrænset. Tværtimod omfattes mennesker i enhver tidsalder, både individuelt og kollektivt, af denne tiltale. Det vil sige, at ønsket om at opnå så mange verdslige interesser som muligt og at konkurrere om at komme foran andre findes både hos enkeltpersoner og hos nationer.

På samme måde er forklaringen på, hvad de er blevet gjort uopmærksomme på, eftersom den ikke findes i الهاكم التكاثر, også blevet fremsat i bred betydning. Det vil sige, at de har vendt sig bort fra Gud og fra det hinsidiges konsekvenser. De har vendt sig bort fra moralske grænser og moralsk ansvar. De tænker kun på at hæve livsstandarden. De tænker ikke over, hvor meget menneskeligheden synker. De ønsker stadig større rigdom og bekymrer sig ikke om, hvordan den opnås. Nydelse, luksus og legemlig tilfredsstillelse er deres største begær. Fordybet i denne nydelse er de blevet helt uopmærksomme på, hvilke følger denne adfærd kan få. De tænker kun på at samle stadig større styrke, stadig flere soldater og stadig flere våben, og de konkurrerer indbyrdes om dette. De overvejer ikke, at alt dette er redskaber til at fylde Guds jord med undertrykkelse og ødelægge menneskeligheden. Kort sagt findes der mange former for »takāthur«, som holder individer og nationer så fordybet i sig, at de ikke tænker på andet end denne verden og dens nydelser, og denne tanke holder dem fordybet indtil dødsøjeblikket.

Efter at menneskene er blevet advaret mod denne vildfarelse, siges det, at I befinder jer i den fejlagtige forestilling, at denne overflod af verdslige goder og det at konkurrere om dem og derved komme fremad er fremskridt og succes. Men dette kan på ingen måde være fremskridt og succes. Snart vil I få at vide, hvilke onde følger det får, og I vil få at vide, hvilken stor vildfarelse det var, som I var opslugt af hele jeres liv. Med »snart« kan der også menes i efterlivet. For den, hvis blik strækker sig fra evighedens begyndelse til evighedens ende, er nogle få tusinde eller endog nogle få hundrede tusinde år blot en lille del af tiden. Men det kan også betyde døden, for den er ikke fjern fra noget menneske. Og straks ved døden vil det blive klart for mennesket, om de handlinger, som det har tilbragt hele sit liv med, blev årsag til dets lykke eller dets ulykke. (107)

Derefter nævner Koranen selv nogle eksempler fra det arabiske samfund for at vise, hvilke former for fordærv, menneskets afvisning af efterlivet har frembragt.

Har mennesket da troet, at Vi ikke kan samle dets knogler? Jo, Vi er i stand til at forme selv dets fingerspidser nøjagtigt. Men mennesket ønsker at fortsætte med at begå ugerninger i fremtiden. (Kiyamah: 3-5)

I de to første vers gives der svar på de benægtendes indvendinger. De sagde eksempelvis: Hvordan kan det være muligt, at de kropsdele, som tilhørte mennesker, der døde for tusinder af år siden, og som er blevet opløst og forsvundet i jorden, hvis knogler er blevet nedbrudt og spredt vidt og bredt, hvoraf nogle brændte ihjel i en brand, nogle blev fortæret af vilde dyr, og nogle druknede i havet og blev til føde for fisk, igen skal samles, så hvert menneske atter bliver præcis det samme menneske, som det var for ti eller tyve tusinde år siden? Allah den Almægtige har givet et yderst fornuftigt og stærkt svar i form af dette korte spørgsmål: »Har mennesket da troet, at Vi ikke kan samle dets knogler?« Det vil sige: Hvis I var blevet fortalt, at disse spredte kropsdele på et eller andet tidspunkt ville samles af sig selv, og at I selv ville blive levende igen med denne krop, ville det naturligvis have været forståeligt, at I anså dette for umuligt. Men I blev jo fortalt, at dette ikke ville ske af sig selv; det ville derimod blive gjort af Allah den Almægtige. Mener I da virkelig, at universets Skaber, som I selv anerkender som Skaberen, er ude af stand til at gøre dette? Det er et spørgsmål, som ingen, der anerkender Gud som Skaberen, hverken dengang eller i dag kunne svare på ved at sige, at selv hvis Gud ønsker at gøre dette, kan Han ikke gøre det. Hvis en tåbe siger noget sådant, kan man spørge ham: Hvordan skabte den Gud, som du siger ikke kan samle disse dele, den krop, som du nu eksisterer med, ved at samle dens utallige bestanddele fra luft, vand, jord og hvem ved hvor mange steder? Derefter siges det: Hvorfor skulle Vi ikke være i stand til at samle de store knogler og genskabe din kropsbygning? Jo, Vi er også i stand til at forme selv den fineste del af jeres kroppe, helt ned til jeres fingerspidser, nøjagtigt som de var før.

I den sidste sætning er den egentlige sygdom hos dem, der benægter efterlivet, blevet diagnosticeret. Det, der i virkeligheden får dem til at benægte efterlivet, er ikke, at de anser efterlivet for umuligt. Den egentlige årsag til deres benægtelse er derimod, at det uundgåeligt ville pålægge dem visse moralske begrænsninger og forbud, hvis de accepterede efterlivet, og dette er uudholdeligt for dem. De ønsker at fortsætte med at strejfe omkring i fremtiden, sådan som de indtil nu har strejfet omkring overalt som tyre uden grime eller næsering. De ønsker at få en fuldstændig tilladelse til også i fremtiden at begå den uret og undertrykkelse, troløshed, synd og fordærv, som de hidtil har begået. De ønsker ikke, at forestillingen om, at de en dag skal stå foran deres Gud og aflægge regnskab for deres handlinger, skal forhindre dem i at nyde denne uretmæssige frihed. Det er derfor i virkeligheden ikke deres samvittighed, der holder dem tilbage fra at tro på efterlivet; det er deres begærs og lidenskabers lyster, der hindrer dem i dette. (104)

Det samme siges i det følgende vers?

وَمَا يُكَذِّبُ بِهِ إِلَّا كُلُّ مُعْتَدٍ أَثِيمٍ-(المطففين-12)

Og ingen anser det for løgn, undtagen enhver grænseoverskridende synder. (Mutaffifin: 12)

إِنَّ الَّذِينَ يَضِلُّونَ عَنْ سَبِيلِ اللَّهِ لَهُمْ عَذَابٌ شَدِيدٌ بِمَا نَسُوا يَوْمَ الْحِسَابِ-(ص-26)

-De, der vender sig bort fra Allahs vej, vil få en hård straf, fordi de har glemt regnskabets dag. (Sad: 26)

كَلَّا بَلْ تُحِبُّونَ الْعَاجِلَةَ – وَتَذَرُونَ الْآخِرَةَ-(القيامة-20-21)

Aldrig! Sagen er den, at I elsker det, der kommer hurtigt (verden), og forsager efterlivet. (Qiyamah: 20-21)

Dette er den anden årsag til, at de, der fornægter efterlivet, fornægter det. Den første årsag blev nævnt ovenfor: De ønsker fuld frihed til at begå syndige handlinger og vil undgå alle de moralske begrænsninger og forbud, som uundgåeligt pålægges dem, når de accepterer efterlivet. I virkeligheden er det derfor begæret efter at tilfredsstille deres drifter, der tilskynder dem til at fornægte efterlivet, hvorefter de griber til argumentation for at bevise denne fornægtelse.

Den anden årsag, der nu nævnes, er, at eftersom de, der fornægter efterlivet, har et snævert og kortsynet perspektiv, tillægger de kun de goder, der viser sig i denne verden, betydning, mens de ikke tillægger det resultat nogen betydning, som vil vise sig i efterlivet. De mener, at man bør opnå bekvemmeligheder, luksus, glæde og lykke her og vie al sin anstrengelse og indsats til dette, for hvis man kan opnå det, har man tilsyneladende opnået alt – uanset hvor dårligt resultatet måtte blive i efterlivet. Således mener de, at det vigtigste er at undgå de tab og lidelser, man kan blive udsat for her, uden at tage i betragtning, hvor stor en belønning man måtte få i efterlivet for at udholde dem. De ønsker en gevinst her og nu. For efterlivet, som ligger så langt ude i fremtiden, er de hverken villige til at give afkald på nogen af deres nuværende fordele eller til at acceptere noget tab. Når de ud fra denne tankegang fremførte argumenter om efterlivet, fandtes der ingen visdom i dem; tværtimod lå denne tankegang bag, og derfor nåede de frem til den konklusion, at efterlivet ikke kunne accepteres, selv om deres samvittighed inderst inde fortalte dem, at de argumenter, Koranen har fremført for efterlivets mulighed og nødvendighed, er yderst rimelige, og at de argumenter, de fremfører imod dem, er fuldstændig irrelevante. (105)

الَّذِي خَلَقَ الْمَوْتَ وَالْحَيَاةَ لِيَبْلُوَكُمْ أَيُّكُمْ أَحْسَنُ عَمَلًا-(الملك-2)

-Han, som har skabt døden og livet for at prøve jer og se, hvem af jer der udfører de bedste handlinger. (Al-Mulk: 2)

Det vil sige, at Allah har indledt menneskets livs- og dødsfølge i denne verden for at sætte dem på prøve og se, hvis gerninger der er bedst. Denne korte sætning antyder mange sandheder.

For det første kommer både døden og livet fra Ham. Der findes ingen anden, der giver liv og død.

For det andet er mennesket som skabning blevet givet evnen til at gøre godt og ondt. Hverken dets liv eller dets død er uden formål. Skaberen har skabt det her for at sætte det på prøve. Livet er den tid, det har til rådighed til prøven. Døden betyder, at dets prøvetid er forbi.

For det tredje består prøvens formål i, at Skaberen har givet enhver mulighed for at handle, så han gennem sine handlinger i verden kan vise det gode og det onde og i praksis demonstrere, hvilken slags menneske han er.

For det fjerde er det Skaberen, der afgør, hvis handlinger der er gode, og hvis der er onde. Det er naturligvis ikke den prøvedes opgave at fastsætte målestokken for godt og ondt. Det er derimod den, der afholder prøven, som fastsætter målestokken. Den, der ønsker at bestå prøven, må derfor vide, hvad der er en god handling i den prøvendes øjne.

For det femte ligger prøvens indre betydning i, at enhver vil blive belønnet svarende til sine handlinger. For uden belønning ville prøven slet ingen mening have. (111)

إِنَّا خَلَقْنَا الْإِنْسَانَ مِنْ نُطْفَةٍ أَمْشَاجٍ نَبْتَلِيهِ فَجَعَلْنَاهُ سَمِيعًا بَصِيرًا – إِنَّا هَدَيْنَاهُ السَّبِيلَ إِمَّا شَاكِرًا وَإِمَّا كَفُورًا-( الدهر-2-3)

Vi har skabt mennesket af en dråbe blandet sæd for at sætte det på prøve, og netop derfor har Vi gjort det hørende og seende. Vi har vist det vejen. Derefter kan det enten være taknemmeligt eller vantro. (Dahr: 2-3)

Dette er den sande status, som verden har for mennesket, og som mennesket har for verden. Mennesket er ikke som planter, dyr og fugle, hvis skabelses formål bliver opfyldt her, og som ifølge naturens love udfører deres del af arbejdet indtil et bestemt tidspunkt, hvorefter de dør og forgår her. Desuden er denne verden for mennesket hverken et straffested, sådan som asketerne mener, eller et belønningssted, sådan som de, der tror på reinkarnation, mener. Den er heller ikke en græsgang eller et sted for fornøjelser, sådan som materialisterne mener. Den er heller ikke en kampplads, sådan som Darwins og Marx’ tilhængere antager. Tværtimod er den et prøvelsessted for mennesket. Det, som det anser for sin levetid, er i virkeligheden den prøvetid, som det har fået tildelt her. De kræfter, evner og talenter, det har fået i verden, de ting, det har fået mulighed for at bruge, de ansvar, som det arbejder under her, samt de relationer, der består mellem det og andre mennesker, udgør i virkeligheden utallige opgavesæt i prøven, og denne prøve fortsætter indtil det sidste øjeblik af livet. Resultatet skal ikke offentliggøres i verden; tværtimod vil det i det hinsidige blive afgjort, efter at disse opgavesæt er blevet bedømt, om det har bestået eller ikke bestået. Dets succes eller fiasko afhænger af, hvad det har anset sig selv for at være, mens det arbejdede her, og hvordan det besvarede det opgavesæt, det fik. Hvis det ikke anså sig selv for nogen Guds tjener, eller anså sig selv for flere guders tjener og besvarede alle opgavesættene i den overbevisning, at det ikke skulle stå til regnskab over for sin Skaber i det hinsidige, så var alle dets livshandlinger forkerte. Men hvis det anså sig selv for én Guds tjener, handlede på en måde, der var i overensstemmelse med Guds vilje, og havde regnskabet i det hinsidige som sit mål, så havde det bestået prøven.

Derefter siges det: Vi har gjort ham hørende og seende. Selvom de to arabiske ord سميع og بصير betyder det samme, nemlig hørende og seende, ved enhver arabisktalende imidlertid, at de to ord aldrig bruges om dyr, selv om dyr kan høre og se. Derfor betyder det at høre og se her ikke blot den høre- og synsevne, som også er givet dyrene. Det betyder derimod de midler, gennem hvilke mennesket opnår viden og derefter drager nytte af den. Desuden er hørelse og syn blandt menneskets vigtigste midler til at erhverve viden. Derfor er kun disse to nævnt kortfattet. Ellers er det egentlige formål at give mennesket alle de sansebaserede erkendelser, gennem hvilke det opnår viden. Den sanseerkendelse, som mennesket er blevet givet, adskiller sig desuden i sin natur fuldstændigt fra de sanseindtryk, som dyrene er blevet givet. For bag enhver af dets sanseoplevelser findes en tænkende hjerne, som samler de oplysninger, der modtages gennem sanserne, ordner dem systematisk, drager konklusioner af dem, danner sig en opfattelse og derefter når frem til visse beslutninger, som dets livssyn og adfærd bygges på. Efter at det er blevet sagt, at Vi har skabt mennesket for at prøve det, siges det derfor, at Vi til dette formål har gjort det hørende og seende. Den egentlige betydning er, at Allah den Ophøjede har givet det evnen til viden og dømmekraft, så det kan være egnet til at gennemgå prøven. Det er klart, at hvis formålet med Guds ord ikke var dette, og formålet med at gøre det hørende og seende blot var at give det evnen til at høre og se, så ville en blind og døv person slippe for prøven. Men så længe et menneske ikke er berøvet viden og dømmekraft, er der overhovedet ikke tale om fritagelse fra prøven.سميع og بصيرordparret bruges aldrig. Selvom dyr kan høre og se, betyder det at høre og se derfor her ikke blot den høre- og synsevne, som også er givet dyrene. Det betyder derimod de midler, gennem hvilke mennesket opnår viden og derefter drager nytte af den. Desuden er hørelse og syn blandt menneskets vigtigste midler til at erhverve viden. Derfor er kun disse to nævnt kortfattet. Ellers er det egentlige formål at give mennesket alle de sansebaserede erkendelser, gennem hvilke det opnår viden. Den sanseerkendelse, som mennesket er blevet givet, adskiller sig desuden i sin natur fuldstændigt fra de sanseindtryk, som dyrene er blevet givet. For bag enhver af dets sanseoplevelser findes en tænkende hjerne, som samler de oplysninger, der modtages gennem sanserne, ordner dem systematisk, drager konklusioner af dem, danner sig en opfattelse og derefter når frem til visse beslutninger, som dets livssyn og adfærd bygges på. Efter at det er blevet sagt, at Vi har skabt mennesket for at prøve det, siges det derfor, at Vi til dette formål har gjort det hørende og seende. Den egentlige betydning er, at Allah den Ophøjede har givet det evnen til viden og dømmekraft, så det kan være egnet til at gennemgå prøven. Det er klart, at hvis formålet med Guds ord ikke var dette, og formålet med at gøre det hørende og seende blot var at give det evnen til at høre og se, så ville en blind og døv person slippe for prøven. Men så længe et menneske ikke er berøvet viden og dømmekraft, er der overhovedet ikke tale om fritagelse fra prøven.

وَيْلٌ لِلْمُطَفِّفِينَ – الَّذِينَ إِذَا اكْتَالُوا عَلَى النَّاسِ يَسْتَوْفُونَ – وَإِذَا كَالُوهُمْ أَوْ وَزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ – أَلَا يَظُنُّ أُولَئِكَ أَنَّهُمْ مَبْعُوثُونَ – لِيَوْمٍ عَظِيمٍ – يَوْمَ يَقُومُ النَّاسُ لِرَبِّ الْعَالَمِينَ-( المطففين-1-6)

-Fortabelse over dem, der snyder med målet! Når de tager imod fra folk, tager de imod i fuldt mål. Men når de måler eller vejer ud til dem, gør de dem kort. Forstår disse ikke, at de vil blive genoprejst på en mægtig dag? Det er den dag, hvor alle mennesker vil stå foran alverdens Herre. (Al-Mutaffifin: 1-6)

مطففينOrdet طفيف stammer fra. På arabisk betyder det en lille og ubetydelig ting. Og تطفيف betyder som fagudtryk at snyde ved at give for lidt efter vægt. Den, der gør dette, snyder ikke med en stor mængde, når han vejer noget ud eller tager imod det. Han snyder derimod hver kunde for en lille smule ad gangen gennem et fingerfærdigt bedrag, uden at den stakkels kunde overhovedet opdager, hvor stort et tab den handlende har påført ham. Det er rigtigt, at denne uretfærdighed, som var udbredt i samfundet, aldrig kunne have bredt sig, hvis folk havde husket det hinsidige. (108)

كَلَّا بَلْ لَا تُكْرِمُونَ الْيَتِيمَ – وَلَا تَحَاضُّونَ عَلَى طَعَامِ الْمِسْكِينِ – وَتَأْكُلُونَ التُّرَاثَ أَكْلًا لَمًّا – وَتُحِبُّونَ الْمَالَ حُبًّا جَمًّا-( الفجر-Slet ikke. (Verdslig fremgang eller tilbagegang er ikke målestokken for ære og vanære). Men I behandler ikke den forældreløse med værdighed. I opmuntrer heller ikke hinanden til at bespise den fattige. I fortærer hele arven i én mundfuld, og I nærer en grænseløs kærlighed til rigdom. (Al-Fajr: 17-20)

-Slet ikke. (Verdslig fremgang eller tilbagegang er ikke målestokken for ære og vanære). Men I behandler ikke den forældreløse med værdighed. I opmuntrer heller ikke hinanden til at bespise den fattige. I fortærer hele arven i én mundfuld, og I nærer en grænseløs kærlighed til rigdom. (Al-Fajr: 17-20)

Det vil sige, at jeres opfattelse af verdslig fremgang og tilbagegang som målestok for ære og vanære blot skyldes jeres materialistiske syn. Den sande målestok er derimod karakterens skønhed og slette egenskaber. Sådan er jeres forhold, at så længe den forældreløses far er i live, behandler I ham på én måde, men når hans far dør, kan ikke blot naboer og fjerne slægtninge, men selv onkler og endda storebrødre ikke holde ham ud. I jeres samfund findes der ingen skik for at give de fattige mad. Ingen er selv rede til at bespise en sulten, og blandt folk finder man heller ingen opmuntring til at tænke over, hvordan de sultnes sult kan stilles, og tilskynde hinanden til at sørge for det. I har desuden berøvet kvinder og børn deres arv. Blandt den afdødes arvinger bemægtiger den stærke og indflydelsesrige sig uden tøven hele arven. De, som ikke har styrke eller mulighed for at få deres andel, mister den. I skelner ikke mellem rettigheder og pligter; I mener ikke, at man trofast skal påtage sig ansvaret for at give den berettigede hans ret, uanset om han er i stand til selv at kræve den eller ej. Når det gælder at erhverve rigdom, tænker I ikke over, hvad der er tilladt eller forbudt, eller hvad der er halal eller haram. I tøver ikke med at skaffe jer rigdom på hvilken som helst måde. Og uanset hvor meget rigdom I opnår, slukkes jeres begærs og grådigheds ild aldrig.

أَرَأَيْتَ الَّذِي يُكَذِّبُ بِالدِّينِ – فَذَلِكَ الَّذِي يَدُعُّ الْيَتِيمَ – وَلَا يَحُضُّ عَلَى طَعَامِ الْمِسْكِينِ-( الماعون-1-3)

-Har du set den, der benægter belønningen og straffen i det hinsidige? Det er ham, der afviser den forældreløse og ikke tilskynder til at bespise den fattige. (Al-Ma’un: 1-3)

Her har Allah i virkeligheden med to tydelige eksempler sagt, hvilken slags moralske onder benægtelsen af det hinsidige medfører hos mennesker. Formålet er ikke blot at påpege disse to forseelser, som om benægtelsen af det hinsidige kun viser sig ved, at mennesket afviser de forældreløse og ikke tilskynder til at bespise de fattige. Tværtimod er der blandt de utallige onder, som denne vildfarelse frembringer, fremlagt to eksempler på handlinger, som ethvert menneske med en sund natur vil erkende er yderst skændige. Hensigten er at indprente dette i hjertet: Hvis dette menneske havde accepteret, at det skulle stå foran Gud og aflægge regnskab, ville det ikke have handlet så skændigt, at det fratog den forældreløse hans ret, gjorde ham uret og afviste ham, og heller ikke selv bespiste den fattige eller opfordrede nogen anden til at bespise ham. De troendes egenskaber er beskrevet i sura Al-Balad og sura Al-Asr. Det er blevet sagt, at de formaner hinanden til at vise barmhjertighed mod hinanden og mod Guds skabninger, og at de formaner hinanden til sandhed og til at opfylde hinandens rettigheder. (110)

Verden er menneskets prøvelsessted

På den ene side har Koranen på en yderst fornuftsbetonet måde fjernet enhver af menneskets tvivl og betænkeligheder med hensyn til det hinsidiges mulighed og nødvendighed, og på den anden side har den også fortalt mennesket, at det på grund af sin uagtsomhed har bildt sig ind, at verden blot er en græsgang eller et sted for fornøjelse. Men dette er et prøvelsessted, hvor det hele tiden i alle personlige og sociale aspekter af sit liv i virkeligheden bliver prøvet. Og denne prøve foregår ikke uden dets viden; tværtimod har Allah sørget fuldt ud for at gøre det bekendt med, hvad dets succes og fiasko her afhænger af.

De forblev ikke uvidende om forskellen mellem handlingerne eller om de moralske principper og de lovmæssige anvisninger, som de fremlagde. Hvad enten de vidste, at de havde erhvervet denne viden gennem profeternes og Allahs bøgers undervisning eller ej, så følger selv de, der i dag benægter profeterne og de åbenbarede bøger eller ikke har kendskab til dem, mange ting, som i virkeligheden på den ene eller anden måde er nået frem til dem gennem profeternes og bøgernes undervisning, uden at de ved, hvad deres egentlige kilde er. (112)

En dag for afgørelsen er fastsat

Derefter er det forskellige steder i Koranen blevet sagt, at prøvens resultat ikke vil blive offentliggjort i denne verden. Tværtimod er der fastsat et tidspunkt, hvor tidligere og senere generationer på jorden vil blive bragt til live igen, og alle vil blive stillet til regnskab. Enhver vil blive belønnet eller straffet efter sine handlinger.

إِنَّ يَوْمَ الْفَصْلِ مِيقَاتُهُمْ أَجْمَعِينَ-( الدخان-40)

-For dem alle er der et fastsat tidspunkt for afgørelsen. (Dukhān: 40)

قُلْ إِنَّ الْأَوَّلِينَ وَالْآخِرِينَ – لَمَجْمُوعُونَ إِلَى مِيقَاتِ يَوْمٍ مَعْلُومٍ-( الواقعة-49-50)

-Sig til dem: Sandelig, de første og de sidste vil alle uden tvivl blive samlet på én dag, hvis tidspunkt er fastsat. (Al-Wāqiʿa: 49-50)

وَنُفِخَ فِي الصُّورِ فَصَعِقَ مَنْ فِي السَّمَاوَاتِ وَمَنْ فِي الْأَرْضِ إِلَّا مَنْ شَاءَ اللَّهُ ثُمَّ نُفِخَ فِيهِ أُخْرَى فَإِذَا هُمْ قِيَامٌ يَنْظُرُونَ-( الزمر-68)

-Og den dag vil der blive blæst i hornet, og alle, der er i himlene og på jorden, vil falde døde om, undtagen dem, som Allah ønsker at holde i live (såsom englene). Derefter vil der blive blæst i det endnu en gang, og pludselig vil de alle rejse sig og se sig omkring. (Az-Zumar: 68)

وَقِيلَ لِلظَّالِمِينَ ذُوقُوا مَا كُنْتُمْ تَكْسِبُونَ-( الزمر-24)

-Og der vil blive sagt til de uretfærdige: Smag det, som I plejede at tjene gennem jeres gerninger. (Az-Zumar: 24)

Ovenfor er كسبordet blevet brugt. I Koranens terminologi betyder det den ret til belønning eller straf, som mennesket opnår gennem sine handlinger. Den frommes egentlige fortjeneste er, at han bliver berettiget til Allahs belønning. De, der følger den vildfarne vej, har som fortjeneste den straf, de vil modtage i det hinsidige. (113)

الْيَوْمَ تُجْزَى كُلُّ نَفْسٍ بِمَا كَسَبَتْ لَا ظُلْمَ الْيَوْمَ-(المؤمن-17)

-(Det vil blive sagt:) I dag vil enhver person få belønning for det, han har tjent gennem sine handlinger i denne verden. Ingen vil blive udsat for uret. (Al-Mu’min: 17)

Det vil sige, at ingen form for uret vil blive begået. Det bør bemærkes, at uret i forbindelse med gengældelsen kan antage flere former. For det første: at et menneske bliver berettiget til en gengældelse, men ikke får den. For det andet: at han ikke får hele den gengældelse, han er berettiget til. For det tredje: at en, som ikke er berettiget til straf, bliver straffet. For det fjerde: at en, som er berettiget til straf, ikke bliver straffet. For det femte: at en person, som kun fortjener en lille straf, får en større straf. For det sjette: at den undertrykte må se på, mens undertrykkeren slipper fri foran ham. For det syvende: at én person holdes ansvarlig for en andens forbrydelse. Allah ønsker, at ingen af de former for uret, der kan tænkes, skal finde sted i Hans domstol. (114)

Allah er fuldt ud bekendt med alt, hvad mennesket foretager sig i denne verden

Det er også blevet sagt i den hellige Koran, at Allah er fuldt ud bekendt med alt, hvad mennesket foretager sig på dette prøvelsens sted. Ingen af menneskets handlinger, ikke engang nogen tanke eller noget ønske i dets sind, kan være skjult for Allah. Derfor vil mennesket på dommedag stå foran den Gud, som er bekendt med alle dets livshandlinger.

وَأَسِرُّوا قَوْلَكُمْ أَوِ اجْهَرُوا بِهِ إِنَّهُ عَلِيمٌ بِذَاتِ الصُّدُورِ-( الملك-13)

-Hvad enten I taler sagte eller højt, er det det samme for Ham; Han kender jo også hjertets tilstand. (Al-Mulk: 13

أَمْ يَحْسَبُونَ أَنَّا لَا نَسْمَعُ سِرَّهُمْ وَنَجْوَاهُمْ بَلَى وَرُسُلُنَا لَدَيْهِمْ يَكْتُبُونَ-( الزخرف-80)

-Tror de, at Vi ikke hører deres hemmelige tale og hvisken? Jo, Vi hører alt. (Desuden) er Vore engle hos dem og skriver alt ned. (Az-Zukhruf: 80)

وَنَعْلَمُ مَا تُوَسْوِسُ بِهِ نَفْسُهُ وَنَحْنُ أَقْرَبُ إِلَيْهِ مِنْ حَبْلِ الْوَرِيدِ-( ق-16)

Vi kender endda de onde tanker (waswasa), der opstår i hans sind. Vi er ham nærmere end hans halspulsåre. (Kaf: 16)

Derefter siges det, at Vi ikke blot har givet ham kundskabens og fornuftens evne, men også har vejledt ham, så han kan vide, hvilken vej der er taknemmelighedens, og hvilken vej der er vantroens. Uanset hvilken vej han vælger, vil ansvaret for den påhvile ham selv. Dette er udtrykt således i Suraen al-Balad:

وَهَدَيْنَاهُ النَّجْدَيْنِ

Vi har gjort begge veje (det gode og det onde) tydelige for ham.

I Suraen ash-Shams siges det samme således:

وَنَفْسٍ وَمَا سَوَّاهَا – فَأَلْهَمَهَا فُجُورَهَا وَتَقْوَاهَا

– og ved sjælen og Ham, der har formet den harmonisk med alle dens synlige og skjulte kræfter, og derefter indgivet den dens syndighed og gudsfrygt.

Når man tager alt dette i betragtning og samtidig retter opmærksomheden mod de udførlige beskrivelser i Koranen, hvor det fortælles, hvilke foranstaltninger Allah den Ophøjede har truffet for menneskenes vejledning, bliver det klart, at vejledningen, der omtales i dette vers, ikke betyder én enkelt måde at vise vejen på, men utallige måder. For eksempel:

1. Sammen med evnen til viden og fornuft har ethvert menneske fået en moralsk følelse, ved hjælp af hvilken det kan skelne mellem godt og ondt. Visse handlinger og egenskaber anser det for onde, selv om det selv hengiver sig til dem, og visse handlinger og egenskaber anser det for gode, selv om det holder sig fra dem. Selv de mennesker, der for deres egeninteressers og begærs skyld har opfundet filosofier, på grundlag af hvilke de har gjort mange synder og uretfærdigheder tilladelige for sig selv, forholder sig sådan, at hvis andre begår de samme uretfærdigheder mod dem, begynder de at råbe og klage. Da bliver det klart, at de trods deres fejlagtige filosofier i virkeligheden anser disse handlinger for onde. På samme måde tvinges et menneskes natur til at anse en anden person for værdig til respekt, hvis det selv drager fordel af vedkommendes gode adfærd, uanset hvor meget det måtte betragte gode handlinger og egenskaber som udtryk for uvidenhed, dumhed og forældethed.

2. Allah den Ophøjede har lagt noget i ethvert menneske, som kaldes samvittigheden (det selvbebrejdende sind, nafs-e-lawwama), og som hindrer det, når det er i færd med at begå en ond handling. Uanset hvor kærligt mennesket får denne samvittighed til at falde i søvn, eller hvor meget det forsøger at gøre den følelsesløs, vil det aldrig kunne udslette den fuldstændigt. Det kan spille skamløst og forsøge at bevise, at det er helt uden samvittighed; det kan med opdigtede argumenter og beviser forsøge på alle måder at bedrage verden; og for at bedrage sit eget sind kan det fremføre utallige undskyldninger for sine handlinger. Men trods alt dette er den kritiker, som Allah den Ophøjede har anbragt i dets natur, så levende, at det ikke kan skjules for selv det mest umoralske menneske, hvad det i virkeligheden er. Netop dette er blevet sagt således i Sura al-Qiyama:

– men mennesket kender sig selv bedst, hvor mange undskyldninger det end fremfører.

3. I menneskets egen eksistens og overalt i hele verdens natur, fra jorden omkring det til himlen, findes utallige tegn, som vidner om, at disse ting ikke kan være blevet til uden Gud. Ej heller kan flere guder være skabere og styrere af dette verdenssystem. Således fremfører tegnene i den højere og den indre verden også beviser for opstandelsen og det hinsidige. Hvis mennesket lukker øjnene for disse tegn, eller ikke tænker over dem ved hjælp af sin fornuft, eller tøver med at acceptere de sandheder, som de identificerer, så er det dets egen skyld. Allah den Ophøjede har fra Sin side ikke undladt at fremlægge nogen af de tegn, der meddeler menneskene sandheden.

4. I menneskets eget liv, i dets samtidige verden og i erfaringerne fra den forgangne historie kan man se utallige begivenheder, som beviser, at en højere myndighed styrer det og hele verdens natur. Over for denne myndighed er mennesket fuldstændig hjælpeløst; dens vilje sejrer over alt, og mennesket er afhængigt af dens hjælp. Disse erfaringer og iagttagelser meddeler ikke blot denne sandhed gennem den ydre verden; også i menneskets natur findes der et vidnesbyrd om, at denne højere styrende myndighed eksisterer. Det er på dette grundlag, at selv store ateister i tider med yderste fare rækker deres hænder frem i bøn til Gud.

5. Menneskets samvittighed og dets naturlige anlæg tilsiger fuldt ud, at forbrydelse bør straffes, og gode handlinger bør belønnes. Det er netop på dette grundlag, at der i ethvert samfund i en eller anden form oprettes et retssystem, og at der indføres belønninger for handlinger, som anses for prisværdige. Dette er et klart bevis på, at der består en så nødvendig sammenhæng mellem moral og gengældelsesloven (LAW OF RETRIBUTION), at mennesket ikke er i stand til at benægte den. Hvis det nu anerkendes af alle, at der i verden findes utallige forbrydelser, som ikke blot ikke kan straffes fuldt ud, men slet ikke kan straffes, og utallige gode handlinger, for hvilke den retskaffne ikke blot ikke modtager en passende belønning, men ingen belønning overhovedet, så er der ingen anden mulighed end at anerkende det hinsidige. Selvfølgelig er det en anden sag, hvis en tåbe mener, eller en stædig person vil konkludere, at mennesker, som nærer en forestilling om retfærdighed, er blevet født i en verden, der selv ikke rummer nogen forestilling om retfærdighed. Men så påhviler det ham at besvare spørgsmålet: Hvorfra kom da forestillingen om retfærdighed i sindet hos de mennesker, der blev født i en sådan verden?

6. Allah har sendt profeter til verden og åbenbaret Skrifter for at vise menneskene den tydelige vej; deri er det klart blevet sagt, hvilken vej der er taknemmelighedens, og hvilken vej der er vantroens, og hvad resultatet bliver af at følge disse to veje. Den undervisning, som profeterne og Allahs Skrifter har bragt, er direkte og indirekte blevet spredt så omfattende over hele verden, at intet menneskeligt samfund kan være uden forestillingen om Gud, forestillingen om det hinsidige, det gode og det onde

وَهُوَ مَعَكُمْ أَيْنَ مَا كُنْتُمْ وَاللَّهُ بِمَا تَعْمَلُونَ بَصِيرٌ-( الحديد-4)

-Han (Allah) er med jer, hvor end I er. Og Allah har set alt, hvad I gør. (Al-Hadid: 4)

يَعْلَمُ خَائِنَةَ الْأَعْيُنِ وَمَا تُخْفِي الصُّدُورُ – وَاللَّهُ يَقْضِي بِالْحَقِّ-( المؤمن-19-20)

Allah kender selv jeres skjulte blikke og kender også alle de hemmeligheder, der er skjult i brystet. Allah vil dømme med sandhed. (Al-Mu’min: 19-20). (115)

I det hinsidige vil beviset på hans handlinger blive fremlagt gennem uigendrivelige vidnesbyrd

Det er udførligt blevet sagt i Koranen, at Allah i det hinsidige ikke vil træffe afgørelse på grundlag af sin egen viden. Han sørger derimod for, at der udarbejdes en fuldstændig, detaljeret og korrekt optegnelse over hver enkelt persons handlinger. Derefter vil der ved domstolen i det hinsidige blive fremlagt sådanne vidnesbyrd om menneskenes handlinger, at der ikke vil være nogen mulighed for at benægte dem.

إِذْ يَتَلَقَّى الْمُتَلَقِّيَانِ عَنِ الْيَمِينِ وَعَنِ الشِّمَالِ قَعِيدٌ – مَا يَلْفِظُ مِنْ قَوْلٍ إِلَّا لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ-( ق-17-18)

To skrivere sidder på hans højre og venstre side og nedskriver alt. Intet ord kommer ud af hans mund, uden at der er en tilstedeværende vogter dér til at bevare det. (Qaf: 17-18)

Meningen med dette er, at Allah den Almægtige på den ene side selv direkte kender menneskets færden, adfærd, bevægelser og sindstilstand, mens der på den anden side er udpeget to engle for hvert menneske, som nedskriver hvert eneste af dets ord. Intet af dets ord eller handlinger udelades fra deres optegnelser. Det betyder, at når mennesket bliver stillet frem for Allahs domstol, vil Allah selv vide, hvad det har foretaget sig. Der vil også være to engle til stede, som lægger dokumentationen og beviserne for dets handlinger frem som bevis. Det er meget vanskeligt for os at forestille os præcist, hvilken form disse dokumenter og beviser vil have. Men efter at have set de oplysninger, der bliver åbenbaret for os, kan man med sikkerhed vide, at i det miljø, hvor mennesket lever og udfører sine handlinger, bliver aftryk af lyd, billeder, bevægelser og ansigtsudtryk indgraveret på hvert atom og hver partikel omkring det. Ud fra disse kan én af dem gengives en anden gang med nøjagtig samme udtryk og lyd, sådan at der ikke vil være den mindste forskel mellem originalen og kopien. I dag udfører mennesket dette i meget begrænset omfang ved hjælp af maskiner. Men Allahs engle er hverken afhængige af disse maskiner eller bundet af deres begrænsninger. Menneskets egen krop og hver eneste genstand omkring det er deres film, hvorpå de kan indprente enhver lyd og ethvert billede nøjagtigt, med selv de mindste og fineste detaljer, og på Dommedag kan de lade mennesket høre alt det, som det gjorde i verden, med dets egne ører og i dets egen stemme. De kan vise det levende billeder af alle dets handlinger for dets egne øjne, hvis sandhed det ikke vil være i stand til at benægte.

Her må man også gøre sig klart, at Allah den Almægtige i domstolen i Herefter ikke vil straffe nogen på grundlag af sin egen viden alene. Tværtimod vil Han straffe efter at have opfyldt alle retfærdighedens betingelser. Derfor bliver der i verden udarbejdet en fuldstændig optegnelse over hvert menneskes ord og handlinger, så der kan fremlægges fuldstændige beviser for dets handlinger gennem uafviselige vidnesbyrd. (116)

وَإِنَّ عَلَيْكُمْ لَحَافِظِينَ – كِرَامًا كَاتِبِينَ – يَعْلَمُونَ مَا تَفْعَلُونَ-( الانفطار-10-12)

(Der er udpeget vogtere over jer. De er ærede skrivere, som er bekendt med hver eneste af jeres handlinger. (Al-Infitar: 10-12)

Med andre ord: Hvad enten I fornægter Dommedag, anser den for løgn eller gør nar af den, ændrer det ikke sandheden. Den virkelige sandhed er, at jeres Herre ikke har sluppet jer løs i verden som tøjlesløse kameler. Tværtimod har Han udpeget en yderst sandfærdig vogter for hver af jer. Ingen af jeres handlinger er skjult for dem, uanset om I udfører dem i mørket, på et afsides sted, i en mennesketom skov eller jungle eller under sådanne omstændigheder, at I er sikre på, at alt, hvad I har gjort, er skjult for menneskers blikke.

For disse vogtende engle har Allah den Almægtige anvendtكراما كاتبينde to ord. Det vil sige, at de er skrivere, som er højt ærede. De har hverken personligt venskab eller fjendskab med nogen, så de uretfærdigt skulle vise barmhjertighed mod én og af modstand mod en anden udarbejde en optegnelse, der strider mod det, der skete. De er heller ikke forrædere, som uden at have været til stede ved handlingen selv skulle nedskrive en opdigtet rapport. De tager heller ikke imod bestikkelse, så de mod betaling skulle skrive en falsk rapport til fordel for eller imod nogen. Deres status er hævet over alle disse moralske svagheder. Derfor bør både gode og onde mennesker være sikre på, at alles gode handlinger vil blive registreret uden nogen form for fejl, og at ingen vil blive tillagt en syndig handling, som vedkommende ikke har begået.

Dernæst beskrives en anden egenskab ved disse engle således: »De ved, hvad I gør.« Det vil sige, deres situation er ikke som folkene i verdens CID- og DIB-afdelinger, for trods alle deres bestræbelser forbliver meget ukendt for dem. De er fuldt ud bekendt med alles handlinger. På ethvert sted og under alle omstændigheder holder de sig så tæt til hvert eneste menneske, at dette menneske ikke engang ved, at nogen holder øje med det. De ved også, med hvilken hensigt den enkelte har udført en given handling. Derfor er den fortegnelse, de udarbejder, en fuldstændig fortegnelse, hvor intet undgår at blive nedskrevet. Om dette siges det i vers 49 i Sura al-Kahf, at synderne på Opstandelsens Dag vil blive forbløffede, når de ser, at intet, hverken stort eller småt, er udeladt fra den bog over deres gerninger, som fremlægges for dem. Alt, hvad de har gjort, ser de nøjagtigt foran sig. (117)

وَأَخْرَجَتِ الْأَرْضُ أَثْقَالَهَا – وَقَالَ الْإِنْسَانُ مَا لَهَا – يَوْمَئِذٍ تُحَدِّثُ أَخْبَارَهَا – بِأَنَّ رَبَّكَ أَوْحَى لَهَا-( الزلزلة-2-5)

-Og jorden vil bringe alle sine byrder inde fra sig frem og kaste dem ud. Og mennesket vil sige: »Hvad er der sket med den?« Den dag vil den (jorden) fortælle om alt, hvad der har fundet sted på den. For din Herre vil have befalet den at gøre dette. (Az-Zilzal: 2-5)

Dette er det emne, der er blevet omtalt således i vers 4 i Sura al-Inshiqaq:

وَأَلْقَتْ مَا فِيهَا وَتَخَلَّتْ

-og den vil blive tom ved at kaste alt, hvad der er i den, ud.

Det har flere betydninger. For det første: Jorden vil bringe de døde mennesker frem og kaste dem ud, uanset hvor de ligger i den, i hvilken skikkelse og i hvilken tilstand. Den følgende sætning viser, at alle de adskilte og spredte dele af deres kroppe på det tidspunkt vil blive samlet og genoplivet i den samme skikkelse og form, som de havde i deres første liv. For hvis det ikke forholdt sig sådan, og de var helt nye mennesker, hvordan skulle de så kunne sige: »Hvad er der sket med jorden?« Hvis de var nye mennesker, hvornår skulle de da have set jordens tidligere tilstand, så de kunne sige sådan?

Den anden betydning er, at jorden ikke vil nøjes med blot at kaste de døde mennesker ud. Tværtimod vil den også bringe den dynge af vidnesbyrd om deres handlinger, gestusser, færden og adfærd i deres første liv frem, som havde været begravet i den, og kaste det hele ud.

Med de følgende ord er det altså blevet forklaret, at Jorden vil berette om de begivenheder, der har fundet sted på den.

En tredje betydning er, at nogle fortolkere også har sagt, at dynger af guld, sølv, juveler og forskellige slags rigdomme, som har ligget under jorden, vil blive bragt frem og kastet ud, og mennesket vil se, at dette er de ting, for hvilke det ofrede sit liv på jorden, for hvilke det begik så mange mord, berøvede de retmæssige deres rettigheder, stjal og plyndrede, hærgede til lands og til vands, fremkaldte krige og konflikter og ødelagde så mange nationer. I dag vil alt dette ligge foran det, uden at gøre det nogen som helst gavn, men tværtimod blive årsag til straf.

I den anden sætning kan »mennesket« også betyde hvert eneste menneske. For så snart de bliver bragt til live, vil deres første reaktion være: Hvad er det, der sker?

Senere vil sandheden blive åbenbaret for dem, at dette er opstandelsens dag. »Mennesket« kan også betyde de mennesker, der fornægter det hinsidige liv. For det, som de anså for umuligt, finder sted lige for deres øjne. Derfor vil de blive forvirrede og fortvivlede. De troende vil naturligvis ikke have nogen grund til at blive foruroligede, for alt dette sker netop i overensstemmelse med deres trosbekendelse og tro.

I det tredje vers eller den tredje sætning siges det, at Jorden vil berette om sin tilstand, fordi dens Herre vil have befalet den at gøre dette. Det er overleveret fra Hazrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (fred være med ham) reciterede dette vers og spurgte: »Ved I, hvad dens tilstand vil være?« Sahabaerne svarede: »Allah og Hans Sendebud ved det bedst.« Profeten (fred være med ham) sagde: »Dens tilstand vil være, at Jorden vil vidne om alle de handlinger, som hver eneste mand og kvinde har udført på dens overflade. Den vil sige: Han eller hun gjorde dette og hint på den og den dag.« Dette er altså den tilstand, som Jorden vil berette om. (Musnad Ahmad, Tirmidhi, Nasai, Ibn Jarir, Abd ibn Hamid, Abul-Mundhir, Hakim, Ibn Marduyah, Bayhaqi).

Hazrat Rabi‘ah al-Jurashi siger, at Profeten (fred være med ham) sagde: »Hold jer fra at synde på Jorden, for den er jeres grundlag og oprindelse. Der findes ingen, som udfører en handling på den, uden at den vil berette om hans handling, hvad enten den er god eller ond.« (Mu‘jam at-Tabarani).

Hazrat Anas siger, at Profeten (fred være med ham) sagde: »På opstandelsens dag vil Jorden bringe enhver handling frem, som er blevet udført på dens overflade.« Derefter reciterede han dette vers. (Marduyah, Bayhaqi).

Det er blevet fortalt om Hazrat Ali (må Allah være tilfreds med ham), at når han havde uddelt hele Beit-ul-Mals formue og tømt skatkammeret, bad han to rak‘ah og sagde: »Du skal vidne om, at jeg fyldte dig med det, der var retmæssigt, og tømte dig med det, der var retmæssigt.« Om Jorden blev det sagt, at den vil berette om alt, hvad der har fundet sted på den. For fortidens mennesker må det have været meget forunderligt, hvordan Jorden skulle kunne tale. Men i vor tidsalder, hvor vi kender opdagelserne inden for fysikken (physical science), biografen, højttaleren, radioen, fjernsynet, båndoptageren, elektronik og så videre, er det ikke vanskeligt at forstå, hvordan Jorden vil berette om sin tilstand. Alt, hvad mennesket siger med sin mund, efterlader aftryk i luften, i lysbølgerne, på husenes vægge, på gulvene, i hver eneste partikel i lofterne og på marker og sletter, i agerland og på gårde. Når Allah vil, kan Han få alle disse lyde gengivet nøjagtigt sådan, som de kom ud af menneskets mund. Mennesket vil på det tidspunkt høre med sine egne ører, at dette er dets egen lyd, en lyd det genkender. Alle vil forstå, at det, de hører, er netop denne persons lyd og stemme. Derefter vil hvert eneste bevægelsesaftryk af de handlinger, mennesket har udført på Jorden, hvor og under hvilke omstændigheder det end har gjort dem, være blevet afsat på alle genstande omkring det, og dets billede vil også være blevet præget på dem. Selv hvis det har udført en handling i tæt mørke, findes der ved Guds almagt sådanne lysstråler, at spørgsmålet om lys eller mørke slet ikke opstår. Han kan optage dets billede under alle forhold. Alle disse billeder vil på opstandelsens dag blive vist mennesket som en film i bevægelse og åbenbare for det, hvad det gennem hele sit liv gjorde, hvornår og hvor det gjorde det.

Sandheden er, at selv om Allah den Højeste selv kender hvert menneskes handlinger direkte, vil Han, når Han på Dommedagen opretter domstolen, kun straffe den, som Han straffer, efter at alle retfærdighedens krav er blevet opfyldt. Den sag, der vil blive fremlagt mod enhver synder ved Hans domstol, vil blive bevist gennem så åbenlyse vidnesbyrd, at der ikke vil være nogen mulighed for at sige noget imod vedkommendes skyld.

Først og fremmest vil hvert menneskes bog over gerninger blive frembragt, hvori de Kirāman Kātibīn, som hele tiden har været hos ham, har nedskrevet hvert ord og hver handling. Denne bog over gerninger vil blive lagt i hans hånd, og han vil få at vide: »Læs din livsførelse. Du selv er tilstrækkelig til at gøre regnskabet op med dig selv.« (Bani Israil: 14) Når mennesket læser den, vil det blive forfærdet over, at der ikke findes noget, hverken lille eller stort, som ikke er blevet nedskrevet i den. Dernæst vil menneskets legeme, som det har udført sine handlinger med i verden, vidne. Ved Allahs domstol vil dets egen tunge vidne om, hvad den har sagt. Dets egne hænder og fødder vil vidne om, hvilke handlinger det har fået dem til at udføre. (Nuh: 24) Dets øjne vil vidne om, hvad de har set. Dets ører vil vidne om, hvad de har hørt. Hele huden på dets krop vil vidne om dets handlinger. Forvirret vil det sige til sine lemmer: »Vidner I også imod mig?« Dets lemmer vil svare: »I dag taler alle ting på Allahs befaling. På Hans befaling taler vi også.« (Ha-Mim Sajdah: 20-22) Derefter vil der også blive aflagt yderligere vidnesbyrd fra jorden og dens omgivelser, når mennesket med egne ører vil høre lyden af sin egen stemme og med egne øjne vil se et nøjagtigt billede af sine handlinger.

Selv efter alt dette vil alle de forestillinger, begær, ønsker og hensigter, som havde været skjult i menneskets hjerte, samt den intention, hvormed det udførte sine handlinger, blive bragt frem og lagt foran det. Som det siges i suraen al-ʿĀdiyāt, er det derfor, at mennesket, efter at alle disse uigendrivelige, tydelige og ubestridelige beviser er blevet fremlagt, vil blive målløst og ikke vil få nogen mulighed for at fremlægge en forklaring til sit forsvar. (Se sura al-Mursalāt, vers 35-36) (118)

وَوُضِعَ الْكِتَابُ فَتَرَى الْمُجْرِمِينَ مُشْفِقِينَ مِمَّا فِيهِ وَيَقُولُونَ يَا وَيْلَتَنَا مَالِ هَذَا الْكِتَابِ لَا يُغَادِرُ صَغِيرَةً وَلَا كَبِيرَةً إِلَّا أَحْصَاهَا وَوَجَدُوا مَا عَمِلُوا حَاضِرًا وَلَا يَظْلِمُ رَبُّكَ أَحَدًا-( الكهف-49)

Og bogen over gerninger vil blive lagt frem. På det tidspunkt vil du se, at synderne vil blive rædselsslagne, når de ser det, der er nedskrevet i deres livsbog, og de vil sige: »Ve os i vores ulykke! Hvad er dette for en bog, som ikke har undladt at nedskrive nogen af vores handlinger, hverken de små eller de store?« Alt, hvad de har gjort, vil de se ligge foran sig, og din Herre vil ikke gøre nogen uret. (Al-Kahf: 49)

Det vil sige, at det aldrig vil ske, at noget, som en person ikke har begået, uden grund bliver skrevet i hans bog over gerninger. Det vil heller ikke ske, at nogen bliver straffet hårdere end hans forbrydelse, eller at en uskyldig bliver straffet. (119)

وَكُلُّ شَيْءٍ فَعَلُوهُ فِي الزُّبُرِ – وَكُلُّ صَغِيرٍ وَكَبِيرٍ مُسْتَطَرٌ-( القمر-52-53)

Alt, hvad de har gjort, står nedskrevet i bøgerne. Enhver lille og stor ting står nedskrevet. (Al-Qamar: 52-53)

Med andre ord bør disse mennesker ikke hengive sig til den fejlagtige forestilling, at deres gerninger er forsvundet et eller andet sted. Nej, den fuldstændige optegnelse over hvert menneske, hver gruppe og hvert folk er bevaret. Den vil komme frem på det rette tidspunkt. (120)

يَوْمَ يَبْعَثُهُمُ اللَّهُ جَمِيعًا فَيُنَبِّئُهُمْ بِمَا عَمِلُوا أَحْصَاهُ اللَّهُ وَنَسُوهُ وَاللَّهُ عَلَى كُلِّ شَيْءٍ شَهِيدٌ-( المجادلة-6)

(Denne ydmygende straf vil finde sted) den dag, hvor Allah vil bringe dem alle til live og fortælle dem alt, hvad de har gjort. De har glemt det. Men Allah har bevaret optegnelsen over deres gerninger, én for én, og Allah er vidne til hver eneste ting. (Al-Mujādilah: 6)

Med andre ord: Selv om de har glemt det, er sagen ikke blevet afsluttet. For dem kan ulydighed mod Gud og overtrædelse af Hans befalinger og forskrifter være så almindeligt, at de efter at have gjort det ikke engang husker det. De betragter det ikke engang som noget anstødeligt, som de burde bekymre sig om. Men hos Gud er det ikke noget ligegyldigt. Hver eneste af deres gerninger er allerede blevet nedskrevet i Hans bog. Hvem der gjorde hvad, hvornår og med hvilket formål, hvilken handling vedkommende udførte, hvilken reaktion han selv havde, og hvor og i hvilken form dens følger viste sig – alt dette er blevet nedskrevet i Hans bog. (121)

الْيَوْمَ نَخْتِمُ عَلَى أَفْوَاهِهِمْ وَتُكَلِّمُنَا أَيْدِيهِمْ وَتَشْهَدُ أَرْجُلُهُمْ بِمَا كَانُوا يَكْسِبُونَ-( يس-65)

-I dag forsegler Vi deres munde. Deres hænder vil tale til Os, og deres fødder vil vidne om, hvad de tjente i verden. (Yāsīn: 65)

Denne befaling vil blive givet angående de mest forhærdede forbrydere, som nægter at indrømme deres skyld, betragter vidnesbyrdene som løgn og heller ikke anerkender optegnelsen over deres gerningers sandhed. Da vil Allah befale: Nå, hold op med jeres snak, og se, hvilken beretning jeres krops lemmer fremlægger om jeres gerninger. (122)

يَوْمَ تَشْهَدُ عَلَيْهِمْ أَلْسِنَتُهُمْ وَأَيْدِيهِمْ وَأَرْجُلُهُمْ بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ-(النور-24)

(De må ikke glemme den dag), hvor deres munde, deres hænder og deres fødder vil vidne om deres gerninger. (An-Nur: 24)

Spørgsmålet her er: I det ovenfor nævnte vers i Sura Yasin siger Allah: Vi vil forsegle deres munde. På den anden side siger Han i Sura an-Nur, at deres munde vil vidne. Hvordan kan disse to udsagn forenes?

Svaret er, at betydningen af at forsegle deres munde er, at retten til at tale bliver taget fra dem. Det vil sige, at de derefter ikke længere vil kunne tale efter eget forgodtbefindende. At munden vil vidne, betyder, at deres egne munde vil begynde at fortælle, hvilke gerninger disse uretfærdige mennesker havde udført med dem, hvilken form for kufr de havde begået, hvilke løgne de havde fortalt, hvilke fitnaer de havde skabt, og hvad de på forskellige tidspunkter havde sagt ved hjælp af deres mund. (123)

حَتَّى إِذَا مَا جَاءُوهَا شَهِدَ عَلَيْهِمْ سَمْعُهُمْ وَأَبْصَارُهُمْ وَجُلُودُهُمْ بِمَا كَانُوا يَعْمَلُونَ-وَقَالُوا لِجُلُودِهِمْ لِمَ شَهِدْتُمْ عَلَيْنَا قَالُوا أَنْطَقَنَا اللَّهُ الَّذِي أَنْطَقَ كُلَّ شَيْءٍ وَهُوَ خَلَقَكُمْ أَوَّلَ مَرَّةٍ وَإِلَيْهِ تُرْجَعُونَ-(حم السجده-20-21)

-Derefter, når de alle er nået dertil, vil deres ører, øjne og kropshud vidne imod dem om alt det, de plejede at gøre i verden. De vil spørge deres egen kropshud: »Hvorfor vidnede I imod os?« De vil svare: »Den Gud, som har givet alle ting taleevne, har givet os evnen til at tale. Han skabte jer første gang, og til Ham vil I blive ført tilbage.« (Hamim Sajda: 20-21)

I haditherne er dette blevet forklaret således: Når en dristig og stædig forbryder bliver ved med at benægte sin forbrydelse og afviser alle vidnesbyrd og beviser som løgn, vil hans krops lemmer efter Allahs befaling ét efter ét vidne om, hvilke gerninger han havde udført med dem. Dette er blevet overleveret fra Profeten (fred være med ham) af Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham), Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (må Allah være tilfreds med ham) og Hazrat Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham), og denne overlevering er blevet nedskrevet af hadith-lærde som Muslim, Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim og al-Bazzar med flere.

Dette vers er et af de vers, der beviser, at det hinsidige ikke blot er en åndelig verden; mennesket vil dér blive bragt til live igen med både krop og sjæl, sådan som det nu findes i verden. Deres kroppe vil tværtimod være de samme kroppe, som de nu befinder sig i. De lemmer og atomer, som deres kroppe i denne verden består af, vil på Opstandelsens Dag blive samlet, og de vil blive rejst med deres tidligere kroppe, den krop, hvormed de udførte deres gerninger i verden. Det er klart, at menneskets lemmer dér kun kan vidne på denne måde, hvis de er netop de lemmer, som det begik sine forbrydelser med i sit liv i verden. De følgende vers fremlægger også afgørende beviser for dette: Bani Isra’il: 49-51, 98; Al-Mu’minun: 35-38, 82-83; An-Nur: 24; As-Sajda: 10; Yasin: 65, 78-79; As-Saffat: 16-18; Al-Waqi’a: 47-50; An-Nazi’at: 10-14. (124)

إِنَّا نَحْنُ نُحْيِي الْمَوْتَى وَنَكْتُبُ مَا قَدَّمُوا وَآثَارَهُمْ وَكُلَّ شَيْءٍ أَحْصَيْنَاهُ فِي إِمَامٍ مُبِينٍ-(يس-12)

Vi vil med sikkerhed give de døde liv en dag. Alt, hvad de har gjort, nedskriver Vi. Og Vi bevarer også de spor, de har efterladt. Alt har Vi samlet i en tydelig bog. (Yāsīn: 12)

Heraf fremgår det, at menneskets regnskab over gerninger vil blive nedskrevet på tre måder. For det første nedskriver Allah den Almægtige i bogen alt, hvad hvert menneske gør af godt og ondt. For det andet bevares alle de aftryk, som mennesket efterlader på tingene omkring sig og på sine egne kropsdele. Derefter vil alle disse billeder på et bestemt tidspunkt blive bragt frem på en sådan måde, at deres egne lyde kan høres. Det vil kunne se den fuldstændige beskrivelse af sine egne forestillinger, ønsker og længsler indgraveret i hjertets billede. For det tredje vil den indflydelse, som det efter døden har efterladt på fremtidige efterkommere, på sit eget samfund og på hele menneskeheden gennem sine gode og dårlige handlinger, blive skrevet i dets regnskab, så længe og alle steder, hvor den fortsat virker. Alt det gode eller dårlige, det har lært sine børn, al den velfærd eller fordærv, det har spredt i sit samfund, og alle de blomster eller torne, det har sået for menneskeheden, vil blive registreret fuldstændigt, så længe den høst, det har plantet, fortsat giver gode eller dårlige frugter i verden. (125)

وَتَرَى كُلَّ أُمَّةٍ جَاثِيَةً كُلُّ أُمَّةٍ تُدْعَى إِلَى كِتَابِهَا الْيَوْمَ تُجْزَوْنَ مَا كُنْتُمْ تَعْمَلُونَ – هَذَا كِتَابُنَا يَنْطِقُ عَلَيْكُمْ بِالْحَقِّ إِنَّا كُنَّا نَسْتَنْسِخُ مَا كُنْتُمْ تَعْمَلُونَ-(الجاثية-28-29)

-Den dag vil du se alle folk knælende. Hver gruppe vil blive kaldt og få at vide: Kom og se jeres regnskab over gerninger. Det vil blive sagt til dem: I dag vil I få gengæld for de gerninger, I plejede at udføre. Dette er Vores regnskab over gerninger, som vidner sandfærdigt imod jer. Alt, hvad I plejede at gøre, skrev Vi ned. (Jāthiya: 28-29)

At nedskrive er ikke kun muligt på én måde, nemlig ved at skrive på papir. Mennesket har allerede i denne verden selv opfundet forskellige metoder til at afbilde menneskers ord og handlinger og derefter gengive dem nøjagtigt i samme form og skikkelse, og vi kan ikke engang forestille os, hvilke andre muligheder der i fremtiden kan være skjult, og som mennesket vil kunne beherske. Hvem kan nu vide, på hvilke måder Allah den Almægtige får hvert eneste af menneskets ord, hver eneste bevægelse og gestus samt enhver yderst skjult del af dets forestillinger, ønsker og længsler indgraveret? (126)

وَإِذَا الرُّسُلُ أُقِّتَتْ-(المرسلات-11)

-og når tiden kommer, hvor sendebuddene skal møde frem. (Mursalāt: 11)

Det er flere steder i Den Ædle Koran blevet sagt, at når menneskehedens sag bliver fremlagt på genopstandelsens slette, vil hvert folks sendebud blive ført frem for at vidne, så de kan bekræfte, at de har overbragt Allah den Almægtiges budskab til dem. Dette vil være det første og stærkeste bevis mod de vildfarne og syndige, hvorved det vil blive godtgjort, at de selv er ansvarlige for deres vildledte adfærd. Fra Allah den Almægtiges side er intet blevet udeladt, som kunne advare dem. Se som eksempel forklaringen af de følgende vers: Sūra al-Aʿrāf: 172-73; al-Zumar: 69; al-Mulk: 8. (127)

وَوُضِعَ الْكِتَابُ وَجِيءَ بِالنَّبِيِّينَ وَالشُّهَدَاءِ وَقُضِيَ بَيْنَهُمْ بِالْحَقِّ وَهُمْ لَا يُظْلَمُونَ-(الزمر-69)

– og optegnelsen over gerningerne vil blive bragt og lagt frem. Profeterne og alle vidnerne vil blive ført frem. Der vil blive afsagt en helt retfærdig dom mellem menneskene, og de vil ikke blive udsat for nogen uret. (az-Zumar: 69)

Profeterne vil vidne om, at de havde overbragt Guds budskab. Med andre vidner end dem menes de mennesker, som vil vidne om, at de efter profeterne havde overbragt Guds budskab til folk. Der kan også være vidner, som vil vidne om menneskenes handlinger. Det er ikke nødvendigt, at disse vidner kun er mennesker. Engle, jinner, dyr og fugle samt menneskenes lemmer, huse og hjem, planter og træer, jord og sten – alle vil være blandt disse vidner. (128)

أَفَلَا يَعْلَمُ إِذَا بُعْثِرَ مَا فِي الْقُبُورِ-وَحُصِّلَ مَا فِي الصُّدُورِ-( العاديات-9-10)

– ved han da ikke, at når det, der er begravet i gravene, vil blive bragt frem? Og at det, der er skjult i brysterne, vil blive bragt frem og undersøgt? (al-ʿAdiyāt: 9-10)

Det vil sige, at det døde menneske efter døden vil blive bragt frem fra det sted og den tilstand, hvori det befinder sig, og genoprejst i levende menneskelig skikkelse. Alle de ønsker, begær, hensigter, formål, forestillinger og tanker, der lå skjult i sindet, samt de motiver (MOTIVE), der lå skjult bag de åbenlyse handlinger, vil blive afdækket og lagt frem. Derefter vil de blive undersøgt og sorteret, så det gode og det onde adskilles. Med andre ord vil dommen ikke alene blive truffet ud fra det ydre, ud fra hvad mennesket faktisk gjorde; også de skjulte hemmeligheder i sindet vil blive bragt frem, så det bliver vist, med hvilken hensigt og hvilket formål mennesket udførte den handling, det udførte. Når mennesket tænker over dette, kan det ikke andet end erkende, at sand og fuldkommen retfærdighed ikke findes noget andet sted end ved Guds domstol.

Selv verdens irreligiøse lovgivning anser det principielt for nødvendigt, at en person ikke straffes alene på grundlag af sin ydre handling. Man må også se på, med hvilken hensigt han udførte handlingen. Men ingen domstol i verden råder over de midler, hvormed den kan få nøjagtig viden om denne hensigt. Kun Allah er i stand til at undersøge den skjulte motivation, der ligger bag hvert af menneskets ydre handlinger, og derefter afgøre, hvilken straf eller belønning han fortjener.

Desuden viser versets ordlyd, at denne afgørelse ikke blot vil blive truffet på grundlag af den viden, Allah den Ophøjede havde om menneskets indre ønsker og hensigter. Nej, på opstandelsens dag vil disse hemmeligheder blive afdækket og lagt åbent frem, og ved den offentlige domstol vil de blive undersøgt for at se, hvor meget godt og hvor meget ondt der var i dem. Det er derfor, at تحصيلordlyden er blevet anvendt. حصل ما فى الصدورbetyder også at bringe noget ud. Det er som at skrælle en skal eller bark af for at få marven frem. Derefter kan forskellige ting også beskæres og adskilles fra hinanden. Derfor anvendes begge disse betydninger for at få kendskab til sindets hemmeligheder: at åbne dem og bringe dem frem i lyset samt at sortere dem og adskille det gode fra det onde. (129)

يَوْمَ تُبْلَى السَّرَائِرُ – فَمَا لَهُ مِنْ قُوَّةٍ وَلَا نَاصِرٍ – وَالسَّمَاءِ ذَاتِ الرَّجْعِ  وَالْأَرْضِ ذَاتِ الصَّدْعِ – إِنَّهُ لَقَوْلٌ فَصْلٌ – وَمَا هُوَ بِالْهَزْلِ-(الطارق-9-14)

-Den dag, hvor de skjulte hemmeligheder vil blive prøvet og gransket, vil mennesket hverken have nogen egen styrke eller nogen hjælper. Ved den regnbringende himmel og den jord, der (når afgrøderne spirer) revner, dette er et afgørende ord, ikke en spøg. (At-Tāriq: 9-14)

De skjulte hemmeligheder betyder alle de handlinger, som hvert menneske har udført, og som forblev en skjult hemmelighed i verden, samt de handlinger, der ganske vist blev synlige for verden i deres ydre form, men hvis hensigter, motiver og ønsker lå skjult for menneskene, ligesom de indre følelser og drivkræfter bag dem var skjulte. På Dommedag vil alt dette blive bragt frem og gjort åbenbart, og prøvelsen og granskningen vil ikke blot angå, hvad et menneske har gjort, men også hvorfor det gjorde det, i hvis interesse, med hvilken hensigt og med hvilket formål. På samme måde har det været skjult for hele verden, ja selv for den person, der udførte handlingen, hvilken virkning hans handling havde i verden, hvor den nåede hen, og hvor længe den fortsatte. Også denne hemmelighed vil blive afsløret på Dommedag, og der vil blive foretaget en fuldstændig undersøgelse af, hvilke marker høsten af det frø, som en person såede i verden, voksede på, hvor længe den fortsatte med at give afgrøde, og hvem der bragte den hjem.

Den sidste sætning betyder, at ligesom regnen, der falder fra himlen, og jorden, der revner, så planter spirer frem fra den, ikke er noget at le eller spøge med, men en faktisk sandhed, således er det, som Koranen fortæller om, at mennesket igen skal vende tilbage til sin Herre, heller ikke noget at le eller spøge med, men en helt sikker sag, en uigendrivelig realitet og en evig sandhed, som uundgåeligt vil blive virkeliggjort. (130)

يُنَبَّأُ الْإِنْسَانُ يَوْمَئِذٍ بِمَا قَدَّمَ وَأَخَّرَ – بَلِ الْإِنْسَانُ عَلَى نَفْسِهِ بَصِيرَةٌ – وَلَوْ أَلْقَى مَعَاذِيرَهُ-(القيامة-13-15)

-Den dag vil mennesket få oplyst alle sine tidligere og senere handlinger. Nej, mennesket kender sig selv fuldt ud, hvor mange undskyldninger det end fremsætter. (Al-Qiyāmah: 13-15)

De egentlige ord er بما قدم واجر Dette er en sætning med vidtrækkende betydning, som kan have flere betydninger. Sandsynligvis er den blevet sagt med alle disse betydninger. En betydning er, at mennesket den dag også vil få at vide, hvilke gode eller onde handlinger det havde sendt i forvejen til det hinsidige i sit jordiske liv før døden, og det vil også blive forelagt den opgørelse over, hvilken virkning dets gode eller onde handlinger havde, som det efterlod sig, og som fortsatte med at bestå blandt fremtidige generationer i lang tid.

Den anden betydning er, at det vil få at vide alt det, som det burde have gjort, men ikke gjorde, og alt det, som det ikke burde have gjort, men gjorde.

Den tredje betydning er, at alt, hvad han først gjorde, og alt, hvad han senere gjorde, vil blive lagt frem med en detaljeret opgørelse samt datoer og årstal.

Den fjerde betydning er, at det vil blive meddelt, hvilke gode eller onde gerninger han har udført, og han vil også blive gjort bekendt med, hvilke gode eller onde gerninger han afholdt sig fra at udføre.

Men formålet med at lægge menneskets bog over dets gerninger frem for det vil i virkeligheden ikke være at fortælle den skyldige om hans forbrydelser. Det vil derimod være nødvendigt, fordi retfærdighedens krav ikke kan opfyldes uden at bevise forbrydelsen for retten. Ellers ved enhver jo udmærket, hvem han selv er. En løgner kan bedrage hele verden. Men han ved selv, at han lyver. En tyv kan benytte utallige kneb for at skjule sit tyveri. Men for ham selv er det ikke skjult, at han er en tyv. En vildfaren kan fremføre tusind argumenter og beviser for at overbevise mennesker om, at den kufr, ateisme eller shirk, som han tror på, i virkeligheden er hans oprigtige overbevisning. Men hans egen samvittighed er ikke uvidende om, hvor knyttet han er til disse overbevisninger, og hvad der i virkeligheden forhindrer ham i at indse deres vildfarelse og acceptere den. En uretfærdig, en upålidelig person, en liderlig og en, der ernærer sig af det forbudte, kan forsøge at lukke munden på sin egen samvittighed ved at fremføre forskellige undskyldninger for sine dårlige handlinger, så den afholder sig fra at bebrejde ham og accepterer, at der virkelig findes visse tvangsomstændigheder, hensyn og nødvendigheder, som får ham til at gøre alt dette. På trods af dette ved han naturligvis, hvem han har gjort uret imod, og hvis rettigheder han har krænket. Derfor vil enhver kafir, enhver munafiq, enhver synder og enhver forbryder, når han fremstilles for retten i det hinsidige, selv vide, i hvilken egenskab han står foran Gud. (131)

فَإِذَا جَاءَتِ الطَّامَّةُ الْكُبْرَى – يَوْمَ يَتَذَكَّرُ الْإِنْسَانُ مَا سَعَى-(النازعات-34-35)

-Derefter, når den store katastrofe indtræffer, vil mennesket den dag huske alle sine gerninger. (An-Nazi’at: 34-35)

Det vil sige, når mennesket ser, at den dag for prøvelsen er kommet, hvis nyhed blev bekendtgjort i verden, vil det, endnu før bogen over dets gerninger bliver lagt i dets hånd, lidt efter lidt begynde at huske alt det, som det har gjort i verden. Nogle mennesker oplever allerede i denne verden, at når de pludselig befinder sig i en så farefuld situation, at døden synes meget nær, da afspejles hele deres liv pludselig på hjertets indre billede. (132)

وَجِيءَ يَوْمَئِذٍ بِجَهَنَّمَ يَوْمَئِذٍ يَتَذَكَّرُ الْإِنْسَانُ وَأَنَّى لَهُ الذِّكْرَى-يَقُولُ يَا لَيْتَنِي قَدَّمْتُ لِحَيَاتِي-(الفجر-23-24)

-Og Helvede vil den dag blive bragt frem. Den dag vil mennesket forstå alt. Men hvad nytter det at forstå det, når det er for sent? Det vil sige: »Ak, om jeg blot havde sendt noget i forvejen til dette liv.« (Al-Fajr: 23-24)

-Den første vers eller sætning kan have to betydninger. Den ene er, at mennesket på den dag vil huske, hvad det har gjort i verden, og vil angre det. Men det vil ikke gavne det. Den anden betydning er, at mennesket på den dag vil genvinde sin bevidsthed og indse, at alt det, profeterne havde sagt, var sandt, og at det var tåbeligt ikke at følge deres ord. Men på den dag vil det ikke gavne det at genvinde bevidstheden og indse sin fejltagelse.

عَلِمَتْ نَفْسٌ مَا قَدَّمَتْ وَأَخَّرَتْ-( الانفطار-5)

-På det tidspunkt vil hvert menneske kende alle sine tidligere og senere gerninger. (Al-Infitar: 5)

– مَا قَدَّمَتْ وَأَخَّرَتْ –kan have flere betydninger. Her anvendes det i alle disse betydninger. For eksempel:

1. Det gode eller onde, som mennesket har udført og sendt forud, er مَا قَدَّمَتْ og det, som det har afholdt sig fra at gøre, er أَخَّرَتْ  مَاI denne henseende svarer disse ord til de engelske ord COMMISSION og OMMISSION.

2. Alt det, som mennesket har gjort først, er ما قدمت og alt det, som det har gjort senere, er ما اخرت Det vil sige, at en fortegnelse over hele menneskets virke vil blive offentliggjort i kronologisk rækkefølge med årstal og datoer.

3. De gode og onde gerninger, som mennesket har udført i sit liv, er ما قدمت og de virkninger af disse gerninger, som det har efterladt i menneskesamfundet, er (134) ما اخرت

يَوْمَئِذٍ يَصْدُرُ النَّاسُ أَشْتَاتًا لِيُرَوْا أَعْمَالَهُمْ – فَمَنْ يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ خَيْرًا يَرَهُ – وَمَنْ يَعْمَلْ مِثْقَالَ ذَرَّةٍ شَرًّا يَرَهُ-( الزلزلة-6-8)

—Den dag vil menneskene vende tilbage i forskellige tilstande, så deres gerninger kan blive vist dem. Derefter vil den, der har gjort selv den mindste smule godt, se det. Og den, der har gjort selv den mindste smule ondt, vil se det. (Az-Zilzal: 6-8)

Den første sætning kan have to betydninger. Den ene er, at enhver vil møde frem alene som et enkelt individ. Familier, grupper, alliancer og nationer vil alle blive adskilt. Dette er også blevet sagt andre steder i Koranen. For eksempel siges det i Sura al-An’am, at Allah den dag vil sige til menneskene: »Nu er I kommet alene frem for Os, ligesom Vi skabte jer første gang.« (Vers 94) I Sura Maryam siges det: »De vil komme til Os alene« (vers 80). »Enhver af dem vil på Opstandelsens Dag møde alene frem for Allah.« (Vers 95)

Den anden betydning er, at de, der i tusinder af år er døde forskellige steder, vil komme i skarer fra alle jordens egne. Som det siges i Sura an-Naba: »Den dag, der blæses i hornet, vil I komme i skarer.« (Vers 18)

At deres gerninger vil blive vist dem, betyder, at enhver retskaffen og uretskaffen person vil få udleveret sin bog over gerninger, så han kan se, hvad han har gjort i verden. Koranen omtaler dette udførligt forskellige steder: de vantro og de troende, de retskafne og synderne, de lydige og de ulydige vil alle få udleveret deres bøger over gerninger. (Se al-Haqqah, vers 19 og 25, samt al-Inshiqaq, vers 7-10.)

Det skal bemærkes, at der ingen forskel er mellem at få sine gerninger vist og at få udleveret sin bog over gerninger. Når jorden desuden fremlægger de begivenheder, der har fundet sted på den, vil det fulde billede af konflikten mellem sandhed og falskhed, som har fortsat fra tidernes begyndelse indtil Opstandelsen, blive tydeligt for alle. Alle vil da se, hvad de, der kæmpede for sandheden, har gjort, og hvilke bestræbelser falskhedens støtter har udfoldet imod dem. Det er heller ikke umuligt, at folk med deres egne ører vil høre alle de udtalelser og den tale, som de, der kaldte til vejledning, og de, der spredte vildfarelse, fremførte. Den fuldstændige optegnelse af begge parters propaganda og litteratur vil blive lagt frem for alle, nøjagtigt som den var. Folkene på samlingspladsen vil med egne øjne se alle billederne af den undertrykkelse og forfølgelse, som falskhedens tilhængere udsatte sandhedens tilhængere for, samt alle de konflikter og sammenstød, der fandt sted mellem dem.

Derefter siges det, at den, der har gjort selv den mindste gode gerning, vil se den, og den, der har gjort selv den mindste onde gerning, vil se den. Den enkle betydning — og den er helt korrekt — er, at ikke selv den mindste gode eller onde gerning, et menneske har gjort, vil blive udeladt fra dets bog over gerninger. Det vil han helt sikkert kunne se. Men hvis det at se forstås som at se og modtage belønningen eller straffen, ville det være helt forkert at forstå det sådan, at enhver på det hinsides særskilt vil få belønningen for en ubetydelig god gerning og straffen for en ubetydelig synd. Ingen vil dér blive berøvet belønningen for sine gode gerninger, og ingen vil blive skånet for straffen for sine synder. For det første ville det betyde, at straffen for hver enkelt ond gerning og belønningen for hver enkelt god gerning blev givet særskilt. For det andet ville det betyde, at selv den mest retskafne troende ikke kunne undgå straffen for en lille fejl, og at selv den værste vantro, undertrykker og forbryder ikke ville blive berøvet belønningen for selv sin mindste gode gerning. Begge disse betydninger strider mod Koranens og hadithernes fortolkning og forklaring, og fornuften accepterer heller ikke, at dette skulle være retfærdighedens krav. Overvej med fornuft og eftertanke, hvordan det kan være acceptabelt, at en af Deres tjenere eller ansatte er yderst trofast og hengiven, men at De ikke tilgiver ham selv en ganske ubetydelig fejl, og at De, samtidig med at De giver ham løn og belønning for hver tjeneste, også tæller hans fejl én for én og straffer ham for hver af dem. Ligeledes kan fornuften ikke acceptere, at en velopdragen hus tjener, som De har vist megen omsorg og nåde, forråder Dem og gengælder Deres godhed og velvilje med utaknemmelighed, men at De ser bort fra hans samlede adfærd og giver en særskilt straf for hvert forræderi og en særskilt belønning for hver tjeneste — hvad enten det blot var at hente lidt vand på et tidspunkt eller at trække en vifte. Hvad angår Koranen og hadith, beskriver disse udførligt et detaljeret regelsæt for belønning og straf for forskellige slags mennesker: troende, hyklere, vantro, retskafne troende, syndige troende, uretfærdige og fordærvede troende, rene vantro, vantro, der skaber fordærv, undertrykkere og andre. Denne belønning og straf regulerer hele menneskets liv fra denne verden til det hinsides.

Om dette redegør Koranen udførligt for nogle principper. For det første vil de vantros, afgudsdyrkernes og hyklernes gerninger, som regnes for gode, blive tilintetgjort. På det hinsides vil de ikke få nogen belønning for dem. Hvis de havde nogen belønning til gode, vil de have modtaget den allerede i denne verden. Se for eksempel al-A’raf: 127; at-Tawbah: 17, 67-69; Hud: 15-16; Ibrahim: 18; al-Kahf: 104-105; an-Nur: 39; al-Furqan: 23; al-Ahzab: 19; az-Zumar: 65; al-Ahqaf: 20.

For det andet vil straffen for synden svare nøjagtigt til syndens omfang. Men belønningen for en god gerning vil være større end selve gerningen. Det er endda forklaret nogle steder, at belønningen for enhver god gerning vil blive tifoldig. Andre steder siges det, at Allah vil mangfoldiggøre belønningen for gode gerninger så meget, som Han vil. (Se al-Baqarah: 261; al-An’am: 160; Yunus: 66-67; an-Nur: 38; al-Qasas: 48; Saba: 37; al-Mu’min: 40.)

For det tredje: Hvis den troende afholder sig fra de store synder, vil hans mindre synder blive tilgivet. (Se An-Nisa: 31; Ash-Shura: 37; An-Najm: 32).

For det fjerde: Den retskafne troende vil blive underkastet et let regnskab. Hans onde handlinger vil blive overset, og han vil blive belønnet for sine bedste handlinger. (Se Al-Ankabut: 7; Az-Zumar: 35; Al-Ahqaf: 16; Al-Inshiqaq: 8).

Haditherne gør sagen endnu tydeligere. Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) en gang spiste sammen med Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham). På det tidspunkt blev dette vers åbenbaret (det sidste vers i Az-Zilzal). Hazrat Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham) trak hånden tilbage fra maden og spurgte: »Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham), vil jeg få at se gengældelsen for selv de mindste fejl og forseelser, som jeg har begået?« Den Ærede (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Abu Bakr (må Allah være tilfreds med ham), når du møder noget, som er uudholdeligt for dig, så er det gengældelsen for de små fejl og forseelser, du har begået, mens Allah i det hinsides har gemt selv de mindste gode gerninger, du har udført, til dig.« (Ibn Jarir, Ibn Abi Hatim, at-Tabarani i Al-Awsat, al-Bayhaqi i Ash-Shu’ab, Ibn al-Mundhir, al-Hakim, Ibn Marduyah, Abd ibn Humayd).

Om dette vers sagde Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) til Hazrat Abu Ayyub al-Ansari (må Allah være tilfreds med ham): »Enhver af jer, der gør en god gerning, har sin belønning i det hinsides. Og den, der begår en hvilken som helst synd, vil allerede i denne verden få sin straf i form af ulykker og sygdom.« (Ibn Marduyah). Qatadah har med henvisning til Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) overleveret dette udsagn af Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Allah begår ingen uret mod den troende. I denne verden bliver hans forsørgelse, som han får for sine gode gerninger, og belønningen for hans gode handlinger, gjort op. Når opstandelsens dag så kommer, vil der ikke være nogen god gerning tilbage på hans regnskab.« (Ibn Jarir).

Masruq fortæller fra Hazrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at hun spurgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham): »Abdullah ibn Jud’an plejede i uvidenhedens tid at behandle sine slægtninge godt, bespise de fattige, beværte gæster og frigive fanger. Vil dette være til gavn for ham i det hinsides?«

Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Nej. Før sin død sagde han aldrig dette:

(Arabisk***********344*************)

– O Gud! Tilgiv mine synder på dommens dag.« (Ibn Jarir)

Et sådant svar gav Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) også om visse andre mennesker, som udførte gode handlinger i jahiliyyahs tid, men som døde i kufr og shirk. Af nogle af Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) udtalelser fremgår det imidlertid, at en vantros gode handlinger ikke kan redde ham fra Jahannams straf, men at han ikke vil blive straffet så hårdt som de vantro, der er uretfærdige, syndige og onde. Således nævnes det i hadith, at Hatim at-Ta’i vil få en mild straf for sin gavmildhed. (Ruh al-Ma’ani)

Alligevel gør dette vers mennesket opmærksomt på en meget vigtig realitet: Enhver, selv den mindste gode handling, har sin egen betydning og værdighed. Det samme gælder syndige handlinger: Selv en lille synd indgår i regnskabet og er ikke noget, man blot kan se bort fra. Derfor bør man ikke opgive en lille god handling, fordi man anser den for ubetydelig. For mange sådanne gode handlinger kan tilsammen i Allah den Højestes regnskab blive regnet som én stor god handling. På samme måde bør man ikke begå selv små synder, for mange små synder kan tilsammen blive til en hel bunke synder. Dette har Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagt i forskellige hadither. I Bukhari og Muslim er det berettet fra Hadhrat Adi ibn Hatim (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Beskyt jer mod Ildens ild, om så ved at give et stykke af en dadel i almisse eller blot ved at sige et godt ord.« En anden udtalelse af Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) er også korrekt overleveret fra Adi ibn Hatim (må Allah være tilfreds med ham). Heri siger Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham): »Anse ingen god handling for ubetydelig, om det så er at hælde lidt vand i en beholder til en, der tørster, eller at møde din bror med et smil.«

I Bukhari findes en overlevering fra Hadhrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham), hvori det fortælles, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) henvendte sig til kvinderne og sagde: »O muslimske kvinder! Ingen nabokone bør anse det for en ubetydelig handling at sende noget til sin nabokone, om det så blot er et fåreklov.«

I Musnad Ahmad, Nasai og Ibn Majah findes en overlevering fra Hadhrat Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) plejede at sige: »O Aisha (må Allah være tilfreds med hende), hold dig også fra de synder, som anses for små, for man vil blive udspurgt om dem hos Allah.« I Musnad Ahmad findes en overlevering fra Hadhrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Vogt jer for de små synder, for de vil blive samlet for mennesket, indtil de ødelægger det.« (135)

I det hinsidige vil ingen kunne være til hjælp for nogen anden

Den sidste vigtige ting, som Koranen har sagt om det hinsidige, er, at ingen dér vil kunne være til hjælp for nogen anden. Enhver vil være optaget af sig selv. Ingen vil tænke på at redde sin far, søn, bror, mand, hustru, venner, murid eller pir. Enhver vil bære byrden af sine egne handlinger. Ingen vil bære så meget som et støvgran af en andens byrde. Guds retfærdige princip vil ikke lægge den enes byrde på den anden. På det tidspunkt vil afgørelsen alene være i Allahs hånd, Han som er Dommedagens Herre. Den dag vil ingen have magt til at tale. Hvis Allah giver nogen tilladelse, vil denne dog kun sige det rette.

وَلَا تَزِرُ وَازِرَةٌ وِزْرَ أُخْرَى وَإِنْ تَدْعُ مُثْقَلَةٌ إِلَى حِمْلِهَا لَا يُحْمَلْ مِنْهُ شَيْءٌ وَلَوْ كَانَ ذَا قُرْبَى-( فاطر-18)

-Ingen, der bærer en byrde, vil bære en andens byrde. Hvis en, der er blevet tynget af en byrde, kalder på nogen for at få den løftet, vil ingen komme for at løfte blot en lille del af den, selv om det skulle være en meget nær slægtning. (Fatir: 18)

Med byrde menes byrden af ansvaret for ens handlinger. Det vil sige, at enhver selv er ansvarlig for sine handlinger. Enhver pålægges kun ansvaret for sine egne handlinger. Det er ikke muligt, at byrden af én persons ansvar fra Allahs side lægges på en anden. Det er heller ikke muligt, at nogen påtager sig en andens ansvar og lader sig selv straffe for hans forbrydelse for at redde ham. Dette blev sagt her, fordi de slægtninge og medlemmer af klanerne til dem, der tog islam til sig i Mekka, plejede at sige til dem: »Forlad denne nye religion på vores opfordring og hold fast ved jeres forfædres religion. Dens straf og belønning tager vi på os.«

I den første sætning beskrives Allah den Højestes retfærdige lov: Han vil ikke holde én person ansvarlig for en andens synd. Tværtimod vil enhver blive gjort ansvarlig for sin egen synd. I den næste sætning siges det, at de, der i dag siger: »Bliv ved med at begå vantro og synder under vores ansvar; på opstandelsens dag vil vi bære byrden af jeres synder«, i virkeligheden giver et falsk løfte. Når opstandelsen indtræffer, og menneskene ser, hvilken konsekvens de står over for på grund af deres handlinger, vil enhver blive bekymret. Broderen vil vende sig bort fra broderen, og faderen fra sønnen. Ingen vil være rede til at tage selv den mindste del af en andens byrde på sine skuldre. (136)

يَوْمَ يَفِرُّ الْمَرْءُ مِنْ أَخِيهِ – وَأُمِّهِ وَأَبِيهِ – وَصَاحِبَتِهِ وَبَنِيهِ – لِكُلِّ امْرِئٍ مِنْهُمْ يَوْمَئِذٍ شَأْنٌ يُغْنِيهِ-( عبس-34-37)

-På den dag vil mennesket flygte fra sin bror, sin mor, sin far, sin hustru og sine børn. Alle blandt dem vil den dag stå over for en sådan situation, at de ikke vil have sans eller overskud til at bekymre sig om nogen anden end sig selv. (Abasa: 34-37)

Meningen med at flygte er, at mennesket den dag, når det ser sine kæreste venner i nød, vil flygte i stedet for at hjælpe dem, så de ikke kan kalde på det om hjælp. Det kan også betyde, at de i verden, uden frygt for Gud og ligeglade med det hinsidige, begik synder for hinandens skyld og vildledte hinanden. Når de nu ser konsekvensen foran sig, vil enhver af dem flygte fra de andre, så de ikke kan lægge ansvaret for deres synder og vildfarelse på dem. Broderen vil frygte broderen, barnet sine forældre, ægtemanden sin hustru og forældrene deres børn, af frygt for at disse ulykkelige mennesker vil vidne imod dem i sagen. (137)

وَلَا يَسْأَلُ حَمِيمٌ حَمِيمًا- يُبَصَّرُونَهُمْ يَوَدُّ الْمُجْرِمُ لَوْ يَفْتَدِي مِنْ عَذَابِ يَوْمِئِذٍ بِبَنِيهِ – وَصَاحِبَتِهِ وَأَخِيهِ – وَفَصِيلَتِهِ الَّتِي تُؤْوِيهِ – وَمَنْ فِي الْأَرْضِ جَمِيعًا ثُمَّ يُنْجِيهِ-( المعارج-10-14)

-Ingen nær ven vil spørge til en nær ven. Alligevel vil de blive vist for hinanden. Forbryderen vil ønske, at han for at blive reddet fra den dags straf kunne give sit eget barn, sin hustru, sin bror, sin nærmeste familie, som gav ham husly, og alle mennesker på jorden som løsesum, og at dette kunne befri ham. (Al-Ma’arij: 10-14)

Det vil sige, det vil ikke være sådan, at de ikke kan se hinanden. Derfor vil de ikke spørge. Tværtimod vil de med egne øjne se, hvilken ulykke de er havnet i. Derefter vil de ikke spørge, for ulykken hviler jo på deres egne skuldre. Derimod vil de ønske at give alle som løsesum for selv at blive befriet. (138)

مَا لِلظَّالِمِينَ مِنْ حَمِيمٍ وَلَا شَفِيعٍ يُطَاعُ-(المؤمن-18)

-Der vil hverken være nogen ven for de uretfærdige eller nogen forbeder, hvis forbøn vil blive hørt. (Mumin: 187)

Med en zalim menes enhver person, der har begået uret mod sandheden og fulgt falskhedens vej.

I det nævnte vers betyder ordet حميم en person, der, når han ser sin ven blive angrebet, bliver ophidset og hurtigt iler frem for at beskytte ham. Den sidste udtalelse er fremsat for at tilbagevise de vantros forestilling om og tro på forbøn. Sagen er den, at der dér overhovedet ikke vil være nogen forbeder for de uretfærdige. For hvis nogen får tilladelse til at gå i forbøn, kan det kun være Allahs retskafne tjenere, der gør det. Og Allahs retskafne tjenere kan aldrig være venner med vantro, afgudsdyrkere og syndere, så de skulle ønske at gå i forbøn for at redde dem. Men eftersom de vantro, afgudsdyrkerne og de vildfarne som regel havde, og nogle stadig har, den forestilling, at de højtstående personer, hvis kappeflig de holder fast i, aldrig vil lade dem komme i Helvede, men tværtimod vil stille sig imellem og få dem tilgivet, og at deres forbøn nødvendigvis må blive godtaget. (139)

يَوْمَ يَقُومُ الرُّوحُ وَالْمَلَائِكَةُ صَفًّا لَا يَتَكَلَّمُونَ إِلَّا مَنْ أَذِنَ لَهُ الرَّحْمَنُ وَقَالَ صَوَابًا-( النبأ-38)

-Den dag, hvor Ånden (Jibril) og englene vil stå på række, vil ingen tale undtagen dem, som Allah, den Nådige, den Barmhjertige, vil give tilladelse til, og de vil tale sandt. (Naba: 38)

Det vil sige, at den guddommelige majestæts og myndigheds frygtindgydende indflydelse på Genopstandelsens Markedsplads vil være så stærk, at ingen blandt jordens eller himlens beboere vil vove frivilligt at åbne munden over for Allah eller gribe ind i domsafsigelsen. At tale betyder her at gå i forbøn, og det er blevet sagt, at dette kun vil være muligt under to betingelser. Den ene er, at den, som af Allah får tilladelse til at gå i forbøn for en bestemt synder, kun vil kunne gå i forbøn for denne person. Den anden betingelse er, at forbederen selv vil tale sandt og ikke fremsætte nogen uretfærdig forbøn. Desuden fremgår endnu en betingelse: Den, for hvem der gås i forbøn, skal i det mindste have fremsagt Kalimaet i denne verden; det vil sige, at han blot må være synder, ikke vantro. (140)

يَوْمَ لَا تَمْلِكُ نَفْسٌ لِنَفْسٍ شَيْئًا وَالْأَمْرُ يَوْمَئِذٍ لِلَّهِ-( الانفطار-19)

– Det er den dag, hvor intet menneske vil være i stand til at gøre noget for et andet menneske, og hvor afgørelsen helt vil være hos Allah. (Al-Infitar: 19)

Sammenfatning af diskussionen

Dette var den islamiske da’wahs fjerde punkt, som blev fremlagt med en sådan styrke, logisk begrundelse og udførlighed, at de vantros hån og spot samt deres tåbelige krav af typen: »Bring vore forfædre tilbage«, på ingen måde kunne holde stand over for det. Bortset fra dem, der kæmpede for deres egne interesser, og som nødvendigvis måtte kæmpe, kunne intet fornuftigt menneske undgå at tænke, at det hinsidige hverken var umuligt eller i strid med fornuften. Det er heller ikke muligt, at menneskenes handlemåde i denne verden, befriet for følelsen af at skulle stå til regnskab over for Gud, kan grundfæstes på sandhedens og retfærdighedens varige principper. Mennesket kan heller ikke opnå sand og fuldkommen retfærdighed på nogen anden måde end ved, at opstandelsens dag indtræffer efter den nuværende verdensordens afslutning, at alle menneskeslægter, både de tidligere og de senere, samles og stilles foran universets Herre, og at hver enkelts ansvar fastslås med fuldstændig upartiskhed, hvorefter enhver får den straf eller belønning, som vedkommende er værdig til. (141)

Det femte afsnit

Moralsk dannelse

Samtidig med at den islamiske da’wah fremlagde disse trosforestillinger på en fængslende måde og med alle disse argumenter og beviser, gav den også menneskene en meget klar forestilling om moral. Derfor kunne enhver, der lyttede til eller læste Koranen, tydeligt vide, hvilken slags karakter Islam værdsætter, og hvilken slags den ikke værdsætter. Hvilken form eller ideal for menneskelighed anser den for ondt, og som den ønsker at forandre og afskaffe? Og hvilket ideal for menneskelighed anser den for godt, og som den ønsker at skabe, pleje og udvikle? Hvad er ondt og skadeligt i dens øjne, af hvilken grund opstår det, og hvilke former antager det i menneskelivet? Og hvad er det, der udvikler det? Hvad er så det modsatte, det gode, i dens øjne, og hvad er dets udspring? Hvordan åbnes vejen for, at det kan komme til udtryk, og i hvilke former og skikkelser kommer det til udtryk?

Den islamiske da’wah siger, at Islams formål netop er at udrydde alle årsagerne til ondskab og ulykke fra roden og gøre det gode lettere at følge, gøre dets vej stadig bredere og i alle livets områder – fra individet til samfundet – etablere det gode i stedet for det skadelige. Denne beskrivelse er blevet fremlagt i den islamiske da’wah så udførligt, så klart, så fængslende og i et sprog, der er så forståeligt for den almindelige fornuft, at det selv for dem, der i århundreder havde været nedsænket i den moralske forfalds afgrund i uvidenhedens samfund, ikke var vanskeligt at indse, at den form for menneskelighed, som Islam kalder ond, virkelig er den værste, og at den form, som Islam ønsker at forme mennesker og samfund efter, virkelig er den bedste. (142)

Nogle grundlæggende realiteter om moral

I denne forbindelse er der først blevet fremlagt nogle kendsgerninger for folk, så de i grundlæggende forstand kan forstå det moralske problem.

وَنَفْسٍ وَمَا سَوَّاهَا – فَأَلْهَمَهَا فُجُورَهَا وَتَقْوَاهَا – قَدْ أَفْلَحَ مَنْ زَكَّاهَا- وَقَدْ خَابَ مَنْ دَسَّاهَا-( الشمس-7-10)

-Ved menneskets nafs’ ed, og ved Ham, som har formet den harmonisk, og derefter indgydt den dens tilbøjelighed til synd og dens gudsfrygt. Sandelig, den har opnået lykke, som renser sin nafs, og den er slået fejl, som undertrykker den. (ash-Shams: 7-10)

At menneskets nafs er blevet formet harmonisk, betyder, at Skaberen har givet det en krop med en korrekt form og skikkelse, som med hensyn til hænder, fødder, sind og hjerne er fuldt egnet til at leve som et menneske. Han har givet det sanser til at se, høre, føle, smage og lugte, som på grundlag af deres indbyrdes forhold og særlige egenskaber kunne være de bedste midler til at opnå viden. Det er blevet udstyret med viden, fornuft og tænkeevne, evnen til at træffe beslutninger gennem argumentation, forestillingsevne, hukommelse, evnen til at skelne mellem godt og ondt, viljestyrke og andre mentale kræfter, gennem hvilke det bliver i stand til at udføre de handlinger i verden, som et menneske bør udføre. Det er ikke blevet skabt som en medfødt forbryder eller synder, men på en ret og ligefrem natur. Der er ikke blevet efterladt nogen skævhed eller forvrængning i dets skabning og form, som skulle gøre det ude af stand til at følge den rette vej, selv hvis det ønskede det.

Ordet ilham bruges om, at Allah indgyder en tanke eller forestilling i en tjeners sind uden dennes viden. At indgyde menneskets sind tilbøjeligheden til syndige handlinger, gode handlinger og gudsfrygt kan have to betydninger. Den ene er, at Skaberen har lagt tilbøjeligheden og ønsket om både gode og syndige handlinger i det. Dette er noget, ethvert menneske føler i sig selv. Den anden betydning er, at Allah i ethvert menneskes underbevidsthed har indgydt en forestilling om, hvad der er godt og ondt i karakter og adfærd. Det gode og taqwa (at afholde sig fra onde handlinger) er noget ædelt. Denne forestilling er ikke fremmed for mennesket; tværtimod er dets naturlige disposition fuldt bekendt med disse ting. Skaberen har fra fødslen givet det evnen til at skelne mellem godt og ondt.

Tazkiya bruges i betydningen at rense, forøge og udvikle. Omvendt bruges tazkiya også i betydningen at undertrykke, skjule, forføre og føre vild. I verset fastslås det afgørende, at menneskets succes og fiasko afhænger af, hvilken af de gode og onde tilbøjeligheder i sit sind det, ved hjælp af de kræfter Allah har givet det, forøger, og hvilken det holder undertrykt. Succes tilkommer kun den, der holder sit sind rent for synd, forøger det og fører det op til taqwas højeste tinder samt udvikler det gode i sig. Den, der får sine ønsker bristede, er den, som undertrykker den gode tilbøjelighed, der findes i ham, og forfører sit eget sind og fører det mod de onde tilbøjeligheder. Derefter gør han synden så stærk, at taqwa skjules under den, ligesom et lig bliver skjult for øjet, når det er blevet begravet i jorden. (143)

إِنَّا خَلَقْنَا الْإِنْسَانَ مِنْ نُطْفَةٍ أَمْشَاجٍ نَبْتَلِيهِ فَجَعَلْنَاهُ سَمِيعًا بَصِيرًا – إِنَّا هَدَيْنَاهُ السَّبِيلَ إِمَّا شَاكِرًا وَإِمَّا كَفُورًا-(الدهر-2-3)

-Vi har skabt mennesket af en blandet sæddråbe fra (moder og fader), for at Vi kunne sætte det på prøve. Og til dette formål gjorde Vi det hørende og seende. Vi viste det vejen, hvad enten det er taknemmeligt eller utaknemmeligt. (ad-Dahr: 2-3)

Ligesom mennesket fødes dyr også af forældrenes forenede sæd. Men forskellen mellem mennesket og dyret er, at dyret ikke er blevet skabt for at blive prøvet i denne verden. Mennesket er blevet skabt for at blive prøvet. Derfor har Allah den Højeste, i modsætning til dyrene, gjort mennesket i stand til at høre og se. Det vil sige, at Han har givet det fornuftens og erkendelsens kræfter, så det kan være egnet til prøvelsen. Derefter blev mennesket ikke overladt til sig selv med disse evner. Tværtimod blev det også vist vejen, så det kunne forstå, hvilken vej der som Guds tjener fører til taknemmelighed, og hvilken vej der fører til utaknemmelighed eller troløshed. Dets prøve består nu i, om det, efter at have lært forskellen mellem de to veje at kende, bruger disse evner til at vælge taknemmelighedens vej eller vantroens. (144)

(Arabisk**************)

Har Vi ikke givet ham to øjne, en tunge og to læber? Og har Vi ikke vist ham begge de tydelige veje? (al-Balad: 8-10)

De to øjne betyder ikke øjne som en ko eller bøffel, men menneskelige øjne, som, når han åbner dem og ser, gør det muligt for ham overalt at se tegn, der tydeliggør virkeligheden og får ham til at forstå forskellen mellem sandhed og løgn. Tungen og læberne betyder ikke blot redskaber til at tale, men også et fornuftigt og ræsonnerende sind (Reasoning mind), som ved hjælp af disse to redskaber tænker og udtrykker sindets tanker. Derefter siger Allah: Vi har ikke overladt ham til sig selv med forstand, erkendelse og tænkeevne, så han selv skulle vælge sin vej. Tværtimod har Vi for at vejlede ham tydeligt lagt begge veje foran ham: det gode og det onde, dyd og synd, så han efter grundig overvejelse på eget ansvar kan vælge en af dem. (145)

(Arabisk**************)

Vi har skabt mennesket i den smukkeste skikkelse. Derefter førte Vi det tilbage og gjorde det til det laveste af det lave. Undtaget er dog dem, der tror og gør gode gerninger. (at-Tin: 4-6)

Det vil sige, at Allah den Højeste har givet mennesket en så højtstående krop, som Han ikke har givet noget andet dyr. Og Han har givet det de bedste evner til at tænke, erkende og forstå, som Han ikke har givet nogen anden skabning. Men når det i stedet for at følge troens og de gode gerningers vej bruger kroppens og sindets kræfter på en ond vej, giver Allah det kun mulighed for at udføre onde handlinger og lader det synke ned i en så ekstrem fornedrelse, at selv den mest usle skabning ikke kan nå dertil.

Dette er en virkelighed, man ofte ser i menneskesamfundet. Den, som synker ned i begær, selviskhed, selvforherligelse, stofmisbrug, nederdrægtighed, raseri og andre sådanne tilbøjeligheder, når moralsk det laveste niveau. Hvis vi blot tager ét eksempel, ser vi, hvordan en nation, der bliver blind af fjendskab mod en anden nation, i sin brutalitet overgår alle rovdyr. Et rovdyr jager kun et andet dyr for at få føde; det dræber ikke alle dyr på én gang. Men mennesket begår massedrab på mennesker af sin egen art. Rovdyret jager med sine kløer og tænder. Men mennesket, der er skabt i den bedste skikkelse, bliver ved med gennem sin forstand og opfindsomhed at fremstille det ene ødelæggelsesvåben efter det andet, så det kan udslette hele befolkninger. Rovdyret sårer eller dræber blot. Men mennesket anvender for at pine andre mennesker, der ligner det selv, så hjerteskærende metoder, at intet rovdyr kunne forestille sig dem. Derefter synker det, for at tilfredsstille sit begær efter fjendskab og hævn, ned på et så lavt niveau af nederdrægtighed, at det lader fjendens kvinder føre nøgne gennem gaderne, og at ti eller tyve mænd voldtager hver enkelt kvinde for at tilfredsstille deres seksuelle begær. Foran fædres, brødres og ægtemænds øjne krænker det deres døtres, søstres og hustruers ære. Foran forældrene dræber det deres børn. Det tvinger mødre til at drikke deres børns blod. Levende mennesker brændes ihjel og begraves levende. Der findes ikke noget så brutalt rovdyr i verden, der på noget punkt kan måle sig med menneskets dyriskhed. Det samme gælder andre dårlige egenskaber: Uanset hvilken af dem mennesket begiver sig ud i, beviser det, at det selv er en af de mest usle skabninger. Selv den religion, der burde være det helligste for mennesket, fornedrer det på en sådan måde, at det efter at have dyrket planter, dyr og bøger når fornedrelsens laveste niveau og begynder at dyrke mandens og kvindens kønsorganer. For at behage guder og gudinder indfører det også skikken med at holde tempelprostituerede, med hvem man begår utugt og betragter det som en god gerning. I deres myter eller religiøse skrifter indføjes så obskøne opdigtede fortællinger, at de ville være skamfulde selv for det mest usle menneske. (146)

Samtidig med at Koranen beskriver disse realiteter, beskriver den også tre forskellige former for menneskets sind. Den ene er nafs al-ammāra, som tilskynder mennesket til at gøre det onde. (Yusuf: 53)

Den anden er nafs al-lawwāma. Dens opgave er at advare mennesket på et vist trin helt frem til dets ønsker og beslutningstagning. Derefter bliver den ved med at bebrejde det, når det har begået en ond handling. (Qiyāma: 2) Den tredje er nafs al-mutma’inna. Den afviser med fuldstændig sindsro den onde vej og følger den rette vej, og den sørger ikke over, at den har afstået fra de smagfulde og bekvemme sider ved uretfærdige handlinger, eller over at den for det gode har måttet udholde afsavn, opofrelse og ofre samt lidelse, vanskeligheder og ulykker. Langt fra at sørge over dette er dens sind tilfreds med, at den er blevet reddet fra det ondes urenhed og smuds, og at den har opnået det godes renhed. Koranen har betegnet denne tredje slags nafs som den nafs, Gud er tilfreds med. Den har givet den det glædelige budskab om Paradiset. (Fajr: 27-30)

Årsager til vildfarelse

Derefter har den ædle Koran én for én beskrevet de årsager, som sædvanligvis får mennesker til at blive opslugt af vildfarelse. Arabernes vantro var også blevet opslugt af vildfarelse af disse årsager. Årsagerne er som følger:

1. Blind efterfølgelse af forfædrene

Den første af disse er den blinde efterfølgelse af forfædrenes religion. Det eneste motiv til at gøre disse ting var, at sådan havde det været siden deres fædres og bedstefædres tid. De forsøgte aldrig ved at bruge deres forstand at overveje, om det, deres fædre og bedstefædre gjorde, var fornuftigt eller ej. Det eneste argument og bevis for denne blinde efterfølgelse var, at det var deres fædres og bedstefædres skik. I denne forbindelse har Koranen fremført mange eksempler fra historien.

Da Hazrat Hud (fred være med ham) kritiserede Ad-folket for deres vildfarelse og rådede dem til at vende tilbage til den rette vej, afviste de alle hans beviser, argumenter og formaninger med blot disse ord: »Er du kommet til os for at få os til kun at tilbede Allah og forlade de guder, som vores fædre og bedstefædre har tilbedt?« (A’raf: 170)

Da Hazrat Salih (fred være med ham) forsøgte at forklare sagen for Thamud-folket, var deres svar: »O Salih! Tidligere var du en person, som vi havde store forhåbninger til. Vil du nu forhindre os i at tilbede de guder, som vores fædre og bedstefædre tilbad? Der er stor tvivl og usikkerhed omkring den vej, du kalder os til, og den er blevet årsag til alvorlig bekymring og frygt hos os.« (Hud: 62)

Da Hazrat Shu’aib (fred være med ham) advarede folket i Midjan mod deres åbenlyse vildfarelse, var deres svar dette:

»Shu’aib! Er det din bøn, der lærer dig, at vi skal forlade vore forfædres guder?« (Hud: 87)

Da Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sagde til sin far og sit folk: »Hvad er det for nogle statuer, som I er blevet så hengivne til?«, havde de ikke andet svar end: »Vi har set vore forfædre tilbede dem.« Hazrat Ibrahim (fred være med ham) sagde derefter klart: »I er også vildfarne, og jeres forfædre var ligeledes fortabt i åbenlys vildfarelse.« (Al-Anbiya: 52-54)

Hazrat Ibrahim (fred være med ham) spurgte dem: »Svarer de jer på nogen måde? Giver de jer nogen fordel eller påfører de jer nogen skade?«

Deres svar var: »Det bekymrer os ikke det mindste. Vi gør blot alt dette, fordi vi har fundet vore forfædre gøre det på denne måde.« (Ash-Shu’ara: 72)

Da Hazrat Musa (fred være med ham) med tydelige mirakler kaldte Farao og hans rådsmænd til sandheden, sagde de også: »Er du kommet til os for at vende os bort fra den vej, som vi har set vore forfædre følge?« (Yunus: 78)

Da Koranen fremsætter disse eksempler, siger den, at alle uvidende folk afviste deres profeters kald med dette ulogiske argument. Når Koranen omtaler de første folk, siger den, at hvis de overhovedet svarede på deres profeters klare beviser, formaninger og advarsler, var deres svar dette: »Du er ikke andet end et menneske som os. Du vil holde os borte fra tilbedelsen af de guder, som vore forfædre har tilbedt.« (Ibrahim: 10)

Et andet sted siges det således: »Profet! Hver gang Vi før dig sendte en advarer til en by, sagde dens velstående indbyggere: Vi har set vore forfædre følge en bestemt skik, og vi følger i deres fodspor. Hver profet spurgte dem: Vil I fortsætte ad den samme vej, selv om jeg viser jer en mere ret og lige vej end den vej, hvorpå I fandt jeres forfædre? Alle profeterne fik dette svar: Vi fornægter det, som I er blevet sendt for at kalde os til.« (Az-Zukhruf: 23-24)

Det var ikke kun tidligere folkeslags tilstand; det har været og er skik og sædvane blandt de uvidende i enhver tidsalder, at de strides om Allah uden nogen viden eller nogen bog, der bringer lys og vejledning. Når der siges til dem: »Kom til den lære, som Allah har åbenbaret«, svarer de: »Nej, vi vil følge den vej, som vi fandt vore forfædre på.«

Selv hvis Satan kalder deres forfædre til Helvede. (Luqman: 20-21)

Efter at have fremført disse eksempler advarer Koranen direkte Quraysh og araberne: I er ganske som dem. I overvejer hverken ved hjælp af jeres fornuft og viden, om den religion, I følger, er rigtig, eller tænker over den fejlagtighed i jeres religion og skikke, som bliver påvist for jer med argumenter og beviser. I holder blot stædigt fast i noget fejlagtigt af den eneste grund, at det er blevet overleveret fra jeres forfædre.

I Sura as-Saffat siges det, at disse mennesker fandt deres forfædre vildledte. Derfor fulgte de hurtigt i deres fodspor, selv om de fleste af dem, der levede før dem, var vildledte. (Vers 69-71)

I Sura Hud siges det, henvendt til det ædle Sendebud (ﷺ): Du skal ikke være i nogen tvivl om disse afguder eller guddomme, som disse mennesker tilbeder. De tilbeder dem på nøjagtig samme måde, som deres forfædre gjorde. (Vers 109)

Da Quraysh og araberne blev bedt om at afholde sig fra ekstremt skammelige ting som blottelse og nøgenhed, og det blev sagt, at de ikke engang tøvede med at gå nøgne rundt om det hellige Kaba-hus, selv om intet kunne være mere afskyeligt end dette, og at de derfor burde skamme sig over det, forsøgte de også at erklære dette tilladt med henvisning til, at de fulgte deres forfædre. I Sura al-A’raf siges det faktisk, at når de begår en skamløs handling, siger de: »Vi så vores forfædre gøre dette, og Allah har befalet os at gøre det.«

O Profet! Sig til dem: »Allah befaler aldrig skamløshed. Siger I noget om Allah, som I ikke ved, om Han har befalet?« (Vers 28)

Arabernes vantro holdt fast ved forskellige former for urimelige, uvidende skikke og traditioner, og uden noget bevis havde de fået den opfattelse, at disse var fastsat af Allah. Om dette siges der i Sura al-Ma’ida: »Når der siges til dem: Kom til den lære, som Allah har åbenbaret, og kom til Sendebudet, svarer de: Det er tilstrækkeligt for os, hvad vi fandt vore forfædre på. Vil de da fortsætte med blindt at følge deres forfædre, selv om disse hverken havde viden eller var på den rette vej?« (Vers 104)

Således har Arabernes vantro gjort talrige forbud vedrørende det halal og haram obligatoriske for sig selv. Dette har de selv opfundet og gjort obligatorisk med den begrundelse, at det har været praktiseret fra tidligere tider. Blandt disse ting blev meget halal gjort haram, og meget haram, skamfuldt og modbydeligt gjort halal. Om dette siges der i Sura al-Baqara: Når de bliver sagt: »Følg den vejledning, som Allah har åbenbaret«, svarer de: »Nej, vi vil følge den vej, som vi fandt vore forfædre på.« Vil de da følge dem, selv om deres forfædre ikke havde nogen forstand og ikke var retledte? (Vers 170)

I Sura al-An’am blev denne blinde efterfølgelse påvist som usammenhængende og i strid med fornuften gennem så stærke argumenter og beviser, at selv den mest stædige araber måske for en stund inderst inde måtte erkende: »Sandelig, vi følger noget besynderligt.«

I den nævnte sura siges det: »Disse mennesker har udskilt en bestemt del af afgrøderne fra de marker, Allah selv har skabt, og af det kvæg, Han har skabt, og siger: Dette er for Allah« – det er blot deres egen påstand – »og dette er for vore selvopfundne medguder.« Men det, der er bestemt til deres selvopfundne medguder, når ikke Allah, mens det, der er bestemt til Allah, når deres selvopfundne medguder. [Det vil sige: Hvis noget af den afgrøde, frugt eller lignende, som blev udlagt i Allahs navn, faldt ned, blev det føjet til medgudernes andel. Hvis noget derimod faldt ned fra medgudernes andel eller blev fundet i Allahs andel, blev det ført tilbage til deres egen andel. Hvis vand fra den del af marken, der var afsat til medgudernes offergaver, på et tidspunkt løb over til den del, der var afsat til Allahs offergaver, blev hele afgrøden føjet til medgudernes andel. Men hvis det modsatte skete, blev der ikke føjet noget ekstra til Allahs andel. Hvis de på grund af tørke fik brug for at anvende offergavernes andel selv, spiste de Allahs andel. Men de var bange for at røre medgudernes andel af frygt for, at en ulykke skulle ramme dem. Hvis medgudernes andel af en eller anden grund blev mindre, blev den suppleret fra Allahs andel. Men hvis Allahs andel blev mindre, blev ikke et eneste korn givet til Allahs andel fra medgudernes andel. – Forfatteren.]

Og således har deres medguder gjort drabet på deres egne børn tillokkende for mange afgudsdyrkere, så de kunne styrte dem i fordærv og gøre deres religion tvivlsom for dem. [Det vil sige, at de blev kastet ud i den vildfarelse, at dette også var en del af den religion, som de havde modtaget fra profeten Ibrahim og profeten Ismail (fred være med dem). Her gøres det klart, at »medguder« ikke betyder afguder eller andre guddomme, men derimod de religiøse ledere, som i senere tider udbredte falske trosforestillinger og religiøse skikke. Menneskene fulgte dem på samme måde, som man bør følge Allahs lov. – Forfatteren.]

De siger: »Disse husdyr og afgrøder er fredhellige. Ingen andre må spise af dem end dem, vi giver mad.« Dette er noget, de selv har forestillet sig. Og der findes dyr, som det er forbudt at ride på eller bruge til transport af bagage. Og der findes dyr, over hvilke de ikke nævner Allahs navn, idet de fejlagtigt tillægger Allah, at Han har forbudt dem at nævne Hans navn over dem. … Og de siger også: »Det, der findes i disse dyrs maver, er forbeholdt vore mænd og forbudt for kvinderne. Men hvis det er dødt, har både mænd og kvinder del i det.« Se, her er otte, hanner og hunner: to af fåreslægten og to af gedeslægten. Spørg dem, o Profet: Har Allah forbudt deres hanner eller deres hunner, eller det, som de to slags får og geder bærer i deres maver? Fremlæg for mig en sand og korrekt viden, hvis I er sandfærdige. Og der er på samme måde to slags kameler og to slags kvæg. Spørg dem: Har Allah forbudt deres hanner eller deres hunner, eller det, som kamelhopperne og køerne bærer i deres maver? Var I til stede, da Allah pålagde jer dette forbud? Hvem er da mere uretfærdig end den, der opdigter en løgn mod Allah for at føre mennesker vild uden viden? Allah retleder visselig ikke sådanne uretfærdige. (Vers 136-144)

2. Den vildfarne efterfølgelse af de velhavende og lederne

Koranen har udpeget endnu en årsag til vildfarelse, som ligger tæt på den blinde efterfølgelse af forfædrene, og som ikke på nogen måde er mindre ødelæggende for menneskets moral og samfundets beståen. Det er efterfølgelsen af ens eget folks eller verdens velhavende, ledere, religiøse lærde og rige samfundsnotabiliteter. Uden at overveje, hvor de fører dem hen, følger de dem blot af denne grund. Derfor vil sådanne efterfølgere på opstandelsens dag i anger sige: »Vor Herre! Vi fulgte vore ledere og stormænd, og de førte os vild. Vor Herre! Giv dem en dobbelt straf, og forband dem med en alvorlig forbandelse.« (Al-Ahzab: 67-68)

»Vor Herre! Vis os de jinner og mennesker, som førte os vild. Vi vil trampe dem under fode, så de bliver dybt ydmygede og vanærede.« (Fussilat: 29)

-(Når Allah vil straffe) vil det komme til en sådan situation, at de ledere og fremtrædende personer, som man fulgte i verden, vil erklære, at de afbryder alle forbindelser med deres tilhængere. Men de vil se straffen, og alle deres midler og forbindelser vil blive afskåret. De, som fulgte dem i verden, vil sige: »Ak, hvis vi blot havde fået en ny mulighed, ville vi have fjernet os fra dem på samme måde, som de i dag fjerner sig fra os ved at afbryde forbindelsen med os.« Allah vil visselig føre alle deres gerninger, som de udførte i denne verden, frem for dem på en sådan måde, at de kun vil føle skam og fortrydelse. Men de vil ikke kunne finde nogen vej ud af Helvedes ild. (Al-Baqara: 166-167)

-Åh, hvis du blot kunne se disse uretfærdiges tilstand, når de vil blive stillet foran deres Herre og strides ansigt til ansigt med hinanden. De, som blev holdt nede i verden, vil sige til de store mænd: »Hvis det ikke var for jer, ville vi være blevet muslimer.« Disse store mænd vil sige til de underkuede: »Hindrede vi jer måske i at tage imod vejledningen, da den kom til jer? Nej, I var selv skyldige.« De underkuede vil sige til de store mænd: »Nej, det var snarere bedrag nat og dag, da I sagde til os: Vi vil fornægte Allah og sætte andre som Hans lige.« (Saba: 31-33)

Denne virkelighed har Koranen beskrevet som en universel lov: Det, der i sidste ende ødelægger et samfund, er den moralske forfald blandt dets velstående og højtstående mennesker. Når en nations ulykkestid nærmer sig, hengiver dens rige og indflydelsesrige personer sig til synd; de begynder at begå uret, undertrykkelse, utugt og andre onde handlinger. Til sidst ødelægger denne uretfærdighed og ondskab hele nationen. Koranen siger:

(Arabisk*****************)

-Når Vi beslutter at ødelægge en by, pålægger Vi dens velstående mennesker at adlyde, men så begynder de at begå alle former for synder dér. Derefter bliver straffen over byen fuldbyrdet, og Vi ødelægger den. (Israels Børn: 16)

3. Stolthed og hovmod

Den tredje vigtige årsag til vildfarelse, som Koranen påpeger, er, at mennesket nægter at acceptere sandheden, fordi det anser det for ydmygende at indrømme, at dets synspunkter er forkerte. Eller det mener, at hvis det accepterer denne sandhed, vil det miste den høje status, det har i det vildledte samfund. Eller det mener, at det vil skade dets høje status at opgive sine egne ord og acceptere en andens ord—uanset hvor fejlagtige dets egne ord er, og hvor sande den andens fremsatte ord måtte være.

Denne årsag til vildfarelse har Den Ædle Koran gentagne gange fremholdt for menneskene, så deres stolthed og hovmod, som havde været en hindring for at acceptere sandheden, kunne blive knust, og så de kunne kende årsagen til vildfarelsen hos disse vildfarelsens bannerførere, som i deres egen eller en tidligere tid stod i vejen for den rette vej.

Som eksempel citeres i Sura Nuh dette udsagn af profeten Nuh (fred være med ham): »Min Herre! Jeg har kaldt mit folk til at komme til sandheden dag og nat. Men resultatet af min indbydelse blev, at de fjernede sig endnu længere, og hver gang jeg kaldte dem til sandheden, for at Du skulle tilgive dem, stak de fingrene i ørerne, dækkede deres ansigter med deres klæder, holdt fast ved deres adfærd og vedblev at være hovmodige og stolte. (Nuh: 6-7)« [Hovmod betyder her, at de anså det for skadeligt for deres ære og anseelse at bøje sig for sandheden og følge Guds Sendebuds formaning. Forestil dig for eksempel, at et godt menneske formaner en moralsk fordærvet person, og denne som svar ryster på hovedet, rejser sig og går sin vej, mens han tramper hårdt i jorden. Dette er at afvise en formaning i hovmod – (forfatteren)]

I Sura Mu’min fortælles det, at da Farao erklærede, at han ville dræbe profeten Musa (fred være med ham), rådede en retskaffen mand ved hans hof ham med medfølelse og gode ønsker, i et fornuftigt sprog, til at opgive sin fejlagtige adfærd og vælge den rette vej. Men han lyttede ikke det mindste og holdt fast ved sin stædighed. Som kommentar hertil siger Allah:

(Arabisk***********)

»Således sætter Allah et segl på hjertet hos enhver hovmodig og undertrykkende person.« (Mu’min: 35)

Det vil sige, at når et hjerte fyldes af hovmod samt undertrykkelse og tyranni, lukkes dets dør for enhver formaning og sand tale. Derefter sætter Allah på det et sådant segl af forbandelse, at uanset hvor meget nogen forsøger at føre det til den rette vej, kommer det på ingen måde til fornuft.

I Sura A’raf siges det, at da Allah skrev vejledningen til profeten Musa (fred være med ham) på tavlerne, advarede Han ham samtidig og sagde: »Jeg vil vende deres blik bort fra Mine tegn, de som uden nogen ret går omkring på jorden i stolthed og hovmod. Selv hvis disse mennesker ser ethvert tegn, vil de aldrig tro på det. Selv når den rette vej kommer foran dem, vil de ikke følge den. Men hvis de får øje på den vildfarne vej, vil de følge den.« (A’raf: 146)

I Sura Baqara siges det: »Blandt menneskene er der også en, hvis tale om det jordiske liv behager jer meget. Han sværger igen og igen ved Allah på sin gode hensigt. Men han er sandhedens største fjende. Når han vender sig bort efter at have sagt disse ord, bruger han alle sine bestræbelser på at skabe uro og fordærv samt ødelægge afgrøder og menneskeslægten. Allah bryder sig imidlertid ikke om at skabe fordærv, og når der siges til ham: ‘Frygt Allah!’, holder hans selvfølelse ham fast i synden.« (Baqara: 204-206)

I Sura Muddaththir fremstilles selve adfærden hos en af lederne i Mekka. Han havde sagt klart til Quraysh-lederne, at alle de anklager, de rettede mod Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham), var løgn. Koranen er et yderst sødt og behageligt budskab. Dens rod går meget dybt, og dens grene bærer frugt. Men da han blev stillet over for spørgsmålet: »Skal jeg fremsætte en løgn mod dette Sendebud for at bevare min ledende position?«, foretrak han det sidste og kæmpede imod sit eget sind, indtil han til sidst fandt på en anklage. Men hans hjerte vidste, at han fremsatte en åbenlys løgn udelukkende for at opretholde sin overlegenhed. Koranen fremstiller dette billede af ham og afslører hans vildfarelse:

– Han tænkte over det og forsøgte at finde på nogle ord. Ja, Guds forbandelse være over ham! Hvorledes forsøgte han at finde på ord? Så så han på folkene. Derefter rynkede han panden og fortrak ansigtet. Så vendte han sig bort og faldt i hovmodets fælde. Til sidst sagde han: »Dette er intet andet end magi. Det er blot noget, der er blevet overleveret fra tidligere. Det er menneskelig tale.« (Al-Muddaththir: 18-25)

4. At betragte verdslig velstand og fattigdom som målestok for godt og ondt

Herefter siger Koranen, at endnu en stor årsag til vildfarelse er den opfattelse, at det resultat, der viser sig i denne verden, er målestokken for godt og ondt. Hvis nogen her er velstående, og hans velstand endda skyldes en ugerning, betragtes han som vellykket og fremgangsrig. Den, der her er nødlidende, selv om hans nød skyldes gode gerninger, betragtes derimod som mislykket. Med andre ord er det godt, hvis resultat her i verden tilsyneladende ser godt ud, og det er ondt, hvis resultatet her tilsyneladende ser ondt ud. Man ser ikke på, hvor meget ulovligt erhverv og dårlige gerninger der ligger bag denne tilsyneladende velstand, eller hvor meget godhed og moralsk forædling der ligger bag den tilsyneladende nød. Koranen har fremført eksempler på dette fejlagtige synspunkt fra fortidens historie og har også gjort det tydeligt gennem mekkanernes og arabernes egne ord og handlinger.

I fortællingen om profeten Nuh (a.s.) fortælles det, at hans folks ledere nægtede at acceptere hans undervisning og vejledning med den begrundelse, at de, der troede på ham, var fattige og ikke havde nogen høj status i samfundet.

(Arabisk************)

– De sagde: »Skal vi tro på dig, når det kun er de laveste mennesker, der har fulgt dig?« (Ash-Shu’ara: 111)

Også i fortællingen om profeten Salih (a.s.) nævnes det tydeligt, at de rige og indflydelsesrige blandt hans folk spurgte hans fattige følgere:

(Arabisk**************)

Ved I virkelig, at Salih er sin Herres profet?

De svarer:(Arabisk*******************)

Vi tror på det, som han er blevet sendt med.

De fornemme svarer:

(Arabisk*************)

Vi tror ikke på det, som I har troet på. (Al-A’raf: 75-76)

Med andre ord: Det, som folk af lavere stand end jer har accepteret, accepterer vi ikke.

Om alle profeter siger Koranen, at det var de velhavende blandt deres folk, der modsatte sig dem, og deres synspunkt var, at den, der havde fået den lykke at opnå stor rigdom og mange børn i denne verden, var den, der stod på sandhedens side.

(Arabisk*************)

– og det er aldrig sket, at Vi har sendt en advarer til en by, uden at dens velstående folk har sagt: »Vi tror ikke på det budskab, som du er blevet sendt med.« Og de siger: »Vi ejer mere rigdom og flere børn end jer, og vi vil aldrig blive straffet.« (Saba: 34-35)

Dette var tænkemåden hos Makkahs og Arabiens vantro på Allahs Sendebuds, må Allahs velsignelser og fred være med ham, tid. Koranen har gentagne gange nævnt, at den var fejlagtig.

I Sura Maryam siges det: Når Vore klare tegn bliver reciteret for dem, siger de vantro til de troende: »Fortæl os, hvem af de to grupper der er i den bedste situation, og hvis mødesteder er mest storslåede?«

Hvor mange slægter har Vi ikke tilintetgjort før dem, som var rigere end dem og langt foran dem i ydre pragt. (Maryam: 73-74)

I Sura al-Mu’minun siges det: Tror de, at Vi fortsat hjælper dem med rigdom og børn, eller at Vi gør det for at fremme deres velbefindende? Nej, sådan forholder det sig ikke; de har ingen forståelse af den virkelige sag. I virkeligheden er det dem, der frygter deres Herre, tror på deres Herres tegn, ikke sætter nogen ved siden af deres Herre, og hvis hjerter skælver, når de giver – hvad end de giver – fordi de ved, at de skal vende tilbage til deres Herre, der hurtigt går frem mod det gode og når det. (vers: 55061)

For at få dette til at stå klart beskrives først i Sura al-Fajr de meget højt udviklede folk og riger som ’Ad, Thamud og Farao samt deres overtrædelse og oprør mod Gud. Derefter siges det, at mennesket stadig er opslugt af den fejlagtige forestilling, at denne verdens velsignelser og rigdom er den sande ære, og at fattigdom og økonomisk nød her er den sande vanære. Men dette er ikke målestokken for ære og vanære. (al-Fajr: 15-16)

5. At følge begærets lyster og gæt og formodninger

Når Koranen omtaler årsagerne til vildfarelse, peger den på endnu en vigtig årsag: Mennesket antager uden andet end gæt og formodninger, at noget er sandt, og noget andet er falsk. Eller det gør sit begær til sin gud og tilbeder det på en sådan måde, at det med magt trækker sin vilje i den retning. Koranen har gentagne gange advaret mennesket mod denne fejltagelse, så det i stedet for at fare vild og flakke omkring i gættets og begærets dale kan følge fornuftens og kundskabens lige vej – uanset om det har fulgt den vej, Gud har givet, eller den vej, det har valgt ved at følge sit begær.

I Sura al-A’raf fremstilles eksemplet med en mand, som trods sin viden bliver forvandlet til en verdslig hund, fordi han underkaster sig sit begær. Da sådanne mennesker derefter beskrives, siges det: Vi har skabt mange jinner og mennesker til Helvede. De har hjerter, men de tænker ikke med dem. De har øjne, men de ser ikke med dem. De har ører, men de hører ikke med dem. De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne. Det er dem, der lever hensunket i forsømmelsens og uopmærksomhedens søvn. (Vers 173-179)

I Sura al-Anfal nævnes de mennesker, som, selv efter at have hørt alt, synes ikke at have hørt noget. Derefter siges det, at de stumme og døve, som ikke bruger deres fornuft og dømmekraft, i virkeligheden er de værste af alle skabninger hos Allah. (Vers 22) Med stumme og døve menes ikke mennesker, der er stumme eller døve i fysisk forstand. Derimod menes de mennesker, som hverken hører sandhedens ord eller taler sandhedens ord.

Ingen af de guder, som polyteisterne har gjort til verdensherredømmets medguder i guddommeligheden, besidder guddommelige egenskaber eller myndighed. Efter at Sura Yunus i vers 31-35 har fremlagt beviser for dette punkt for punkt, siges det klart, at de ikke er blevet gjort til guder på grundlag af nogen viden. Menneskene har derimod blot på grundlag af gæt og formodninger antaget, at disse også har del i guddommeligheden. De fleste af dem følger ikke andet end gæt og formodninger. Men gæt og formodninger kan i virkeligheden ikke opfylde noget behov for sandheden. (Vers 46)

I Sura al-Hajj henledes opmærksomheden på ruinerne efter tidligere vildfarne folkeslag, og det siges: Har disse mennesker ikke rejst omkring på jorden og set, så de kunne have hjerter, der forstod, og ører, der hørte? Det er i virkeligheden ikke øjnene, der bliver blinde, men hjerterne i brystet, der bliver blinde. (Vers 46)

På samme måde henledes i Sura al-Furqan opmærksomheden på udfaldet for Noahs folk, Ad, Thamud, folket ved al-Rass, Faraos folk og Lots folk. Derefter siges der henvendt til Allahs Sendebud: Har du overvejet den, der har taget sit begær til sin gud? Kan du påtage dig ansvaret for at lede en sådan person til den rette vej? Tror du, at de fleste af dem hører eller bruger deres fornuft? De er som kvæg, ja, endnu mere vildfarne. (Vers 43-44)

Det samme siges i Sura al-Jathiyah: Profet, har du overvejet den, der har taget sit eget begær til sin gud, og som Allah trods hans viden har kastet ud i vildfarelse? Der er blevet sat et segl på hans hjerte og hans ører, og der er lagt et slør over hans øjne. Hvem kan da vejlede ham ud over Allah? (Vers 23)

6. At anse det onde for smukt og være opslugt af usandhed

Et andet forhold, som Koranen anser for at være en væsentlig årsag til samfundets vildfarelse, er, at mennesker begynder at anse onde handlinger for gode. De føler intet psykisk ubehag ved at handle imod sandheden. Tværtimod hengiver de sig til det, føler stolthed over det og føler slet ikke noget behov for at kende sandheden. I Sura al-Fatir siges der i sandhed: Er der nogen ende på vildfarelsen hos den, hvis onde handlinger er blevet gjort smukke og strålende, så han anser dem for gode? (vers 8)

Og i Sura al-Mu’min siges det, at når menneskene bliver straffet i Helvedet, vil de få at vide: Denne skæbne har ramt jer, fordi I på jorden hengav jer til usandhed og følte stolthed over den. (vers 75a)

7. Forestillingen om, at menneskets verdslige liv går til grunde som følge af gode gerninger og troskab mod sandheden

Den Ædle Koran har også nævnt denne forestilling som en væsentlig årsag til vildfarelse. I Sura al-A’raf står der, at da profeten Shuʿayb (a.s.) bad sit folk om at afstå fra at give for lidt i vægt, plyndre karavaner og begå landevejsrøveri, sagde folkets ledere til dem:

(Arabisk************)

»Hvis I følger Shuʿayb, vil I med sikkerhed gå til grunde.« (vers 90) Som om meningen med deres ord var: Kan handel overhovedet fungere, hvis man skal være ærlig i forretningslivet? Og når vi bor ved handelskaravanernes rute, hvordan skulle vores økonomiske velstand så kunne bevares, hvis vi ikke begår landevejsrøveri, gør vejen farlig og opkræver store afgifter fra karavanerne? Det samme sagde Qurayshs ledere til Profeten (s.a.v.).

(Arabisk**************)

»Hvis vi følger denne vejledning sammen med dig, vil vi blive revet bort fra jorden.« (al-Qasas: 75) Det vil sige: Den indflydelse og anseelse, vi har blandt araberne, skyldes, at vi her er de religiøse ledere for Araberlandets afgudsdyrkere. Det er derfor, vores handel er så blomstrende. Det er derfor, vores karavaner er sikre på alle landets veje og afsides egne. Og det er derfor, alle Araberlandets stammer ser på os med respekt. Hvis vi følger dit ord og tager den vej, du viser, vil hele Araberlandet vende sig imod os. Den anseelse, vi har i landet, vil forsvinde, og det vil ikke længere være muligt at opholde sig sikkert selv i Mekka.«

8. Den polyteistiske forestilling om forbøn

Fra de tidligste tider har dette været en af de største årsager til vildfarelse i alle tidsaldre, og da den islamiske daʿwa begyndte i Arabien, måtte den konfrontere denne vildfarelse. Folk troede, at der fandtes nogle af Allahs elskede tjenere, hvis ord på ingen måde kunne modsiges. Hvis man holdt fast i deres kappe, tilfredsstillede dem med offergaver, løfter og afgudsdyrkelse, kunne man derefter gøre, hvad man ville i verden. Deres forbøn ville beskytte mennesket mod alle forbrydelser og synder. Når der fandtes så enkel en måde at opnå Allahs nåde og få sine ønsker opfyldt, hvem ville så føle behov for at lægge fromhedens og gudsfrygtens lænker om sine fødder og berøve sig selv smagen af enhver synd samt enhver mulighed for uretfærdighed og overgreb? Arabernes vantro sagde:

(Arabisk**************)

»Vi tilbeder dem kun, for at de skal føre os frem til Allah.« (Az-Zumar: 3) Det vil sige: Allahs hof ligger så højt, at vi ikke har nogen mulighed for at nå direkte frem til Ham. Derfor har vi gjort disse fromme mænd til mellemled, så de kan føre os frem til Ham.

(Arabisk**********)

»Disse er vores forbønsmænd hos Allah.« (Yunus: 18)

Så længe denne vildfarne trosopfattelse består, kan ingen opfordring til gode gerninger og velgørenhed lykkes. Derfor er den gentagne gange blevet imødegået i Koranen, og dens grundløshed er blevet bevist med så stærke argumenter, at det ikke længere er muligt for et fornuftigt menneske at støtte en så tåbelig forestilling om forbøn.

I sura al-Muʾmin siges det: »O profet! Advar disse mennesker om den dag, der er nær. Når hjerterne vil komme op i struberne, og de vil stå tavse og sluge sorgen. Ingen vil være en omsorgsfuld ven for de uretfærdige, og heller ingen forbeder, hvis ord vil blive fulgt. Allah kender øjnenes bedrag og også det, som skjules i brysternes inderste. Allah vil træffe en retfærdig og korrekt afgørelse. Og de polyteister, som disse mennesker påkalder ud over Allah, vil ikke kunne træffe afgørelse om noget som helst. Sandelig, Allah hører alt og ved alt.« (Vers 18-20)

Disse vers har fuldstændig knust den polyteistiske forestilling om forbøn. For det første er det i strid med fornuft og retfærdighed, at der skulle gås i forbøn for en tyran. Dernæst er det også i strid med Guds guddommelige majestæt, at nogen blandt Hans tjenere skulle være en forbeder, hvis ord Han er nødt til at rette sig efter. Med andre ord: at Gud skulle være tvunget til at acceptere hans forbøn. Endnu vigtigere er det, at det er helt utænkeligt, at sådanne mennesker skulle få deres forbøn accepteret hos Gud, som vil stille sig på de forbryderes side, der har begået uret i verden, og ønske, at Gud for deres skyld skulle tilgive den tyranniske forbryder. Endnu vigtigere er det, at en dommer, som har fuldt kendskab til en persons forbrydelse, og som skal afgøre hans sag retfærdigt, skulle give en person ret til at gå i forbøn for ham (forbryderen), selv om denne forbeder ikke engang ved, hvad personen (forbryderen) har gjort.

Andetsteds er denne forestilling om forbøn blevet tilbagevist med stærke argumenter. Det siges, at de, som disse mennesker påkalder i stedet for Gud, ikke har nogen som helst ret til forbøn. Men hvis nogen vidner om sandheden på grundlag af viden, er det en anden sag. (Az-Zukhruf: 86)

Det vil sige, at den, der nærer den forestilling om en eller anden guddom eller helgen, at de nødvendigvis har ret til forbøn, og at de har en sådan myndighed til at gå i forbøn, som ikke kan tilbagevises, bør træde frem og aflægge sandt vidnesbyrd om dette på grundlag af viden. Det er fuldstændig meningsløst at antage en sådan trosopfattelse alene på grundlag af legender eller gæt og formodninger, når man ikke på grundlag af viden kan bevidne, at den er sand. Med andre ord kan de, der hævder, at visse væsener har en sådan myndighed, aldrig sige: »Vi ved, at de har denne myndighed, og vi aflægger et korrekt vidnesbyrd.«

Men Koranen har heller ikke benægtet forbøn. Tværtimod har den gentagne gange sagt, at kun den, som Gud har givet tilladelse, kan gå i forbøn, og at man kun kan gå i forbøn for den, hvis sag Gud er villig til at høre forbøn for. En yderligere betingelse er, at denne person går i forbøn i overensstemmelse med sandheden og ikke siger noget, der strider mod sandhed og retfærdighed. Selv da ligger det hos Gud, om Han vil acceptere forbønnen eller ej. Han er aldrig tvunget til at acceptere nogens forbøn. Koranens detaljerede redegørelse for dette er som følger:

(Arabisk****************)

– Hvem er det, der kan gå i forbøn hos Ham uden Hans tilladelse? (Al-Baqarah: 255)

(Arabisk**************)

– Og forbøn hos Ham vil ikke være til nogen nytte, undtagen for den, som Han har givet tilladelse. (Saba: 23)

(Arabisk***************)

-Den dag, hvor Ånden (Hazrat Djibril (a.s.)) og englene står på række. Ingen vil tale, bortset fra den, som Den Barmhjertige har givet tilladelse, og han vil sige det rette. (Naba: 38)

(Arabisk*****************)

-O Profet! Sig: Al forbøn er alene under Allahs myndighed. Herredømmet over himlene og jorden tilhører Ham alene. (Zumar: 44)

Det vil sige, at det helt og holdent er under Allahs myndighed, om forbøn bliver hørt eller ej, og om den bliver accepteret eller afvist. Han ejer herredømmet over hele universet. Ingen er i stand til at gå i forbøn uden Hans tilladelse, og ingen har en sådan status, at Allah nødvendigvis må høre og acceptere vedkommendes forbøn.

Eksempler på god og dårlig adfærd fra menneskehedens historie

Alle de årsager til vildfarelse, som Koranen har beskrevet udførligt, var til stede i Quraysh-folkets og det arabiske samfunds liv. Når hver enkelt af dem hørte dette, indså de, at alle disse årsager til vildfarelse faktisk fandtes iblandt dem. Derefter fremfører den ædle Koran fra menneskehedens historie det ene eksempel efter det andet på karakterer og adfærd, som var ophøjede, og den fremhæver også eksempler på adfærd, som var ussel, så folk tydeligt kan forstå, hvilken slags mennesker islam ønsker at skabe, og hvilken slags mennesker den ikke bryder sig om, og hvis adfærd bør forbedres. Eller hvis samfundet bør renses for deres tilstedeværelse. Eller hvem Allah den Ophøjede til sidst selv gjorde til genstand for sin vrede og tilintetgjorde i denne verden. Lad os gennemgå denne beskrivelse fra Koranen i historisk kronologisk rækkefølge.

Beretningen om Adams (a.s.) to sønner

Den første lærerige begivenhed, man finder i menneskehedens historie, er beretningen om profeten Adams (a.s.) to sønner. Her ser man to forskellige former for adfærd over for hinanden. De to brødre bringer et offer; den enes offer bliver godtaget, mens den andens ikke bliver godtaget. Den sidstnævnte bliver vred af misundelse og siger til sin bror: »Jeg vil dræbe dig.« Hans bror siger: »Allah godtager kun ofre fra de gudfrygtige.« (Det vil sige: Jeg er ikke skyld i, at dit offer ikke blev godtaget. Prøv at fjerne manglerne i din karakter og dine handlinger, som er årsagen til, at dit offer ikke blev godtaget.) »Men hvis du er fast besluttet på at dræbe mig, vil jeg ikke dræbe dig, for jeg frygter Allah, alverdens Herre. I stedet for at kæmpe med dig og dermed tage del i synden ved et uretmæssigt drab på dig vil jeg foretrække, at du selv samler både min synd og din egen synd på dig.«

Til sidst dræbte den uretfærdige bror sin egen bror. Derefter følte han stor anger.

Efter at have berettet denne begivenhed, i en tid hvor menneskeliv ingen værdi havde, og hvor drab og vold var dagligdags begivenheder, lader Koranen menneskene høre nogle storslåede ord. Koranen siger: Den, der dræber et menneske uden at det er som gengæld for et drab eller for at sprede fordærv på jorden, er som den, der har dræbt hele menneskeheden. Og den, der redder et menneske, er som den, der har givet hele menneskeheden livet. (Al-Mā’idah: 27-32, se nærmere.)

Profeten Noah (a.s.) og hans folk. Det første folk i historien, som lod oprørets storm mod Gud feje hen over verden, var profeten Noahs (a.s.) folk. Koranen beretter flere steder om dette folks historie. På den ene side beskriver den folkets og dets lederes adfærd, som til sidst førte til, at de alle blev straffet, og på den anden side fremviser den et strålende eksempel på profeten Noahs (a.s.) adfærd. I Sura al-ʿAnkabūt siges det, at han i mødet med den hårdeste modstand i ni hundrede og halvtreds år fortsatte med stor tålmodighed og overbærenhed at forsøge at forbedre dette folk (vers 14). Han forsømte ikke på nogen mulig måde, med den største omsorg, at vise menneskene den rette vej. Men folkets ledere lod ingen af hans bestræbelser lykkes. (Hele Sura Noah.) Han blev kaldt vanvittig og blev hånet og bebrejdet. (Al-Qamar: 9.) Han og hans fattige følgere blev ydmyget og vanæret. (Hūd: 27.) Han blev truet med, at hvis han ikke holdt op, ville han blive dræbt ved stenkastning. (Ash-Shuʿarāʾ: 116.) Men han sagde med fast stemme: »Hvis min tilstedeværelse og min formaning er uudholdelig for jer, så gør mod mig, hvad I vil, og giv mig ingen frist. Jeg sætter min lid til Allah.« (Yūnus: 71.) Da konflikten derefter nåede sit højdepunkt, sagde hans folk: »Bring os den oversvømmelse, som du truer os med.« Profeten Noah (a.s.) begyndte da faktisk at bygge arken foran deres øjne, så han og de troende, der steg om bord med ham, kunne blive reddet fra den kommende oversvømmelse. Men da hans folk så ham bygge arken, begyndte de at håne og spotte ham. De sagde: »Den gamle mands vanvid er til sidst nået så vidt, at han forbereder sig på at sejle et skib på landjorden.« De vidste ikke, at denne landjord meget snart ville blive forvandlet til et hav, hvis bølger ville være som bjerge. I det ville hele folket, inklusive Noahs (a.s.) søn, drukne og miste livet, mens arken, der var placeret på jorden, ville ende med at støde mod et bjerg. (Hūd: 32-44.)

Den sidste del af denne beretning fremstilles således: Da profeten Noah (a.s.) så sin søn drukne sammen med de vantro, blev han overvældet af menneskelig kærlighed og ømhed og bad Allah om at redde ham. Allah irettesatte ham og sagde: »Vær ikke uvidende. Han er ganske vist din søn, men han hører ikke til din familie; han er ikke retfærdig i sin adfærd.« Så snart profeten Noah (a.s.) havde hørt svaret på sin bøn, bad han om tilgivelse og sagde: »Min Herre! Jeg søger tilflugt hos Dig mod at bede Dig om noget, som jeg ikke har viden om. Hvis Du ikke tilgiver mig, vil jeg gå til grunde.« (Hūd: 44-47.)

Ad-folket og profeten Hūd (a.s.)

Ad var et berømt arabisk folk, som selv de arabiske børn kendte til. Man vidste også om dem, at de var blevet tilintetgjort af Guds straf. Om dem siger Koranen, hvilke karakterbrister de havde ud over polyteisme og afgudsdyrkelse. I Sura Hā-Mīm as-Sajdah står der, at de hovmodede sig på jorden uden nogen ret og sagde: »Hvem er stærkere end os?« (Vers 15.) I Sura al-Fajr står der, at de gjorde oprør mod Gud på jorden og skabte megen fordærv. (Vers 6-12, se nærmere.) I Sura ash-Shuʿarāʾ siger profeten Hūd (a.s.) til dem: »Hvad er det for en adfærd, I udviser, når I på ethvert højt sted bygger et monumentalt palads og opfører enorme borge, som om I skulle leve for evigt? Og når I griber nogen, gør I det som tyranner.« (Vers 128-130.) De adlød enhver tyrannisk fjende af sandheden. (Hūd: 59.) Trods alle profeten Hūds (a.s.) forsøg på at få dem til at forstå, besvarede de det hele med overtrædelser, fjendtlighed og oppositionelle rænkespil. Til sidst måtte han, ligesom profeten Noah (a.s.), sige til sit folk: »Gør alle sammen mod mig, hvad I kan, og giv mig ikke den mindste frist. Jeg sætter min lid til Allah, som er min Herre og jeres Herre. Der findes intet levende væsen, hvis isse Han ikke holder i sin hånd.« (Hūd: 55-56.) Til sidst sagde Gud til profeten: »Hvis du taler sandt, så bring den straf, som du truer os med.« Da denne straf derefter blev set komme forfra, troede disse tåber, at det var en sky, som ville vande deres dal. Men det var en ødelæggende storm, som tilintetgjorde alt. (Al-Ahqāf: 22-25.)

Thamūd og profeten Sālih (a.s.)

Efter ʿĀd var Thamūd den mest berømte blandt de gamle arabiske folk. Dens forladte ruiner er spredt over hele det nordlige Hijaz og kan stadig ses. Quraysh-stammernes handelskaravaner passerede disse steder på vej mod Shām (Syrien). Det var også almindeligt kendt, at et frygteligt jordskælv tilintetgjorde dette folk, og at bjergene i området som følge heraf stadig styrter sammen den dag i dag. I Koranen siges det, at dette folk ikke blot gjorde oprør mod Gud gennem shirk og afgudsdyrkelse, men også skabte en storm af oprør og fordærv på Guds jord. (Fajr: 6-12; Aʿrāf: 74). Folkets høvdinge og samfundsledere var grænseoverskridende og fordærvsskabende, og gennem dem blev der ikke udført noget arbejde for reform eller forbedring. (Shuʿarāʾ: 151-152). For at hengive sig til luksus og vise deres egen status opførte de pragtfulde paladser på åbne steder og udhuggede slotte i bjergene. (Aʿrāf: 74; Shuʿarāʾ: 149). Et karakteristisk træk ved et sådant forfaldent samfund var, at de fattige på den ene side ikke havde noget sted at lægge hovedet, mens de rige klasser på den anden side byggede storslåede paladser. For disse velhavende mennesker var profeten Ṣāliḥ ikke værdig til, at man kunne tro på ham, fordi fattige mennesker havde troet på ham. (Aʿrāf: 75-76). Da profeten Ṣāliḥ opfordrede dem til at dyrke Gud og bad dem afholde sig fra undertrykkelse, fordærv og overdådig luksus, rådførte ni store, fordærvsskabende stammealliancer sig med hinanden og sagde: Sværg ved Gud og afgør, at vi om natten vil angribe Ṣāliḥ og hans familie pludseligt. Derefter vil vi sige til Ṣāliḥs wali, det vil sige hans stammes høvding, at vi ikke var til stede, da hans familie blev dræbt, og at vi taler den fulde sandhed. (Naml: 48-49). Gud gjorde deres sammensværgelse til intet. De krævede et mirakel af profeten Ṣāliḥ. Som svar på deres krav bragte Gud en hun-kamel frem for dem. Dens eksistens var i sig selv et mirakel. Derefter blev de gennem profeten Ṣāliḥ advaret om, at denne hun-kamel frit skulle græsse på deres marker og i deres landbrugsområder, hvor den ville, og at den den ene dag alene skulle drikke vand, mens I alle sammen og jeres dyr skulle drikke den følgende dag. Hvis I med dårlige hensigter rører den, vil en straf ramme jer. (Se Aʿrāf: 73; Hūd: 64; Shuʿarāʾ: 155).

I nogen tid fortsatte de med at holde sig på afstand af denne hun-kamel af frygt. Til sidst, selv om de vidste, at hun-kamelen var et mirakel, tilkaldte de den modigste høvding blandt dem og sagde: Red os fra denne ulykke. Han påtog sig opgaven og dræbte den. Efter denne trods udfordrede de profeten Ṣāliḥ og sagde: Bring den straf over os, som du har truet os med. (Aʿrāf: 77). Profeten Ṣāliḥ sagde: Nå, så fryd jer i jeres hjem i tre dage. Derefter kom et frygteligt jordskælv med tordnende brag, som tilintetgjorde hele folket med undtagelse af profeten Ṣāliḥ og de troende, og deres huse blev forvandlet til ruinhobe, som om ingen nogensinde havde boet der. (Aʿrāf: 78; Hūd: 65; Qamar: 31).

Profeten Ibrāhīm

Det mest forbilledlige eksempel på karakter og adfærd, som Koranen har fremstillet, er profeten Ibrāhīm, fred være med ham. Araberne anerkendte ham som leder for deres religion. Det var på grund af deres forbindelse til ham, at grundlaget for Quraysh-folkets stolthed, hovmod, ære, anseelse, indflydelse og magt blev lagt. Koranen siger til dem, hvilken særlig skønhed og egenskab var der hos denne Guds tjener, siden Gud, alverdens Herre, regnede ham for Sin nære ven. (Nisāʾ: 125). Gud sagde: Jeg gør dig til leder for alle folk. (Baqara: 124). Da det blev klart for ham, at der ikke findes nogen Herre eller guddom ud over Gud, og at både hans far og hele hans folk var vildfarne, opgav han den blinde efterligning af sine forfædre. Han tøvede ikke et øjeblik med at forlade sit folks religion og vende sig helt og ensidigt mod lydighed mod Skaberen af jorden og himlen. Han forblev ikke blot oprigtigt gudsdyrkende på sit eget sted; han erklærede også offentligt over for sine fædre og sit folk: Jeg tager afstand fra jeres polyteistiske religion og nærer afsky for den, og efter min mening befinder I jer i åbenlys vildfarelse. (Anʿām: 74-81). Han sagde klart til sin far: Du tilbeder blinde, døve og magtesløse guder og tilbeder i virkeligheden Satan. Faderen irettesatte ham hårdt og forviste ham fra hjemmet. (Maryam: 43-46). Efter at han havde forsøgt at få dem til at forstå med argumenter, og de stadig ikke ville godtage det, benyttede han en lejlighed til at gå ind i deres afgudstempel og knuse deres afguder. På den måde viste han dem i praksis, at de, som I tilbeder, ikke blot er ude af stand til at blive tilbedt, men heller ikke er i stand til at forsvare sig selv. (Anbiyāʾ: 53-67; Ṣāffāt: 85-96). Profeten Ibrāhīm blev ført frem for landets konge, som hævdede at være Herren. Uforfærdet sagde han: Jeg anerkender ingen anden som min Herre end Den, i hvis hånd mit liv og min død er. Kongen sagde: Liv og død er også i mine hænder. Profeten Ibrāhīm sagde: Gud lader solen stå op i øst; så lad du den stå op fra vest. Med disse ord gjorde han den hovmodige konge til skamme. (Baqara: 258).

Der blev gjort et vældigt bål klar til ham. Det blev besluttet at kaste profeten Ibrāhīm ind i det og brænde ham ihjel, mens han stadig var i live. Alligevel var han rede til ikke at bøje sit hoved for det falske og til at dø brændende for sandheden. Det var ved Guds nåde og godhed, at Han gjorde ilden kølig og gjorde den uskadevoldende for ham. Men han undlod ikke fra sin egen side at bevise, at han kunne acceptere at blive opslugt af ilden, men ikke kunne forlade sandheden og acceptere at tilbede det falske. (Anbiyāʾ: 68-70; Ṣāffāt: 97-98).

Da spørgsmålet til sidst meldte sig for ham, om han skulle forlade religionen eller landet, forlod han ikke religionen. Han forlod derimod for bestandig sit hjem, sin familie, sit folk og sit land og drog af sted i tillid til Gud. Han vidste, hvor risikabelt det var at forlade sit land og blive fremmed, især hvor farligt det i den tid kunne være at forlade sit folks beskyttelse og begive sig mod ukendte egne. Men uden den mindste tøven sagde han: (Arabisk***********)Jeg går til min Herre; Han vil visselig lede mig. (Ṣāffāt: 99).

I sin høje alder, efter mange bønner og inderlige bønfaldelser, fik han en søn. Da satte hans Herre ham på endnu en hård prøve. Han lod ham forstå: Bring dette spæde barn og dets mor til det øde sted i ørkenen ved Mekka, hvor Jeg ønsker at bygge Mit Hus. Han gjorde sig også rede til at adlyde denne befaling og rejste fra sit hjemsted i Palæstina hundredvis af kilometer bort med sin hustru og søn, som han efterlod dér i fuld tillid til Gud. (Ḥajj: 26; Ibrāhīm: 37). Derefter blev han stillet over for en endnu hårdere prøve. Da sønnen var blevet så stor, at han kunne løbe sammen med sin far, kom der en befaling om, at han skulle ofres for Guds skyld. Også til at adlyde denne befaling gjorde han sig rede. Men netop som han ville føre kniven mod sønnens strube, accepterede Gud hans offer og gav ham et stort offerdyr som løsepenge for sønnen. (Ṣāffāt: 100-107).

Han var ikke villig til at vise nogen partiskhed i spørgsmål, der gjaldt Gud og Hans religion. Da han forlod sit fædreland, sagde han klart til sit folk: »Der er for altid opstået fjendskab og uenighed mellem os og jer, indtil I tror på den ene Gud« (al-Mumtahanah: 4). Han lovede at bede om tilgivelse for sin far og bad også om det. Men da han indså, at hans far var en fjende af Allah, brød han også kærlighedsforholdet til ham (at-Tawbah: 114). Dette var den karakter og adfærd, som den islamiske mission fremholdt for folk som et eksempel.

Hazrat Lut (a.s.) og Luts folk

Hazrat Lut (a.s.) var nevø til Hazrat Ibrahim (a.s.), og han udvandrede sammen med ham i retning af Palæstina. I nærheden af det sted, som han gjorde til sin bolig, boede et yderst ugudeligt folk, hvis fordærv og laster ikke havde sin lige i verden. Allah den Almægtige pålagde ham det vanskelige ansvar at reformere dem og sendte ham til deres område som profet. Dette folk var sådan, at seksuelt samkvem mellem mænd var en almindelig foreteelse. De gjorde det ikke i det skjulte, men åbent foran hinanden og i folks forsamlinger. Desuden bedrev de landevejsrøveri. Ingen person eller karavane kunne passere dette område i sikkerhed (an-Naml; al-Ankabut: 29).

Hazrat Lut (a.s.) advarede dem i mange år om Guds straf og opfordrede dem til at afholde sig fra disse onde handlinger. Deres svar var: »Lut! Hvis du ikke holder op med at sige den slags, vil vi jage dig ud herfra« (ash-Shu’ara: 167). Hazrat Lut lod sig ikke påvirke af disse trusler, men fortsatte sin forkyndelse. Så rådførte de sig med hinanden og besluttede, at Luts familie skulle fordrives fra deres by, fordi de foregav at være meget rene og uskyldige (al-A’raf: 82; al-Ankabut: 56). Til sidst besluttede Allah den Almægtige at straffe dem og valgte en mærkværdig måde at fuldbyrde straffen på. Han sendte nogle engle til Hazrat Luts hjem som gæster i skikkelse af smukke unge mænd. Så snart de ankom, bredte en bølge af glæde og jubel sig gennem hele byen. Folk løb i flokke hen mod Hazrat Luts (a.s.) hus med det formål at begå skamløse handlinger med disse unge mænd. Hazrat Lut (a.s.) bad dem indtrængende: »Vanær mig ikke med hensyn til mine gæster.« Men de lyttede ikke til ham; tværtimod irettesatte de ham og sagde: »Har vi ikke igen og igen forbudt dig at huse hele verdens udskud?« (al-Hijr: 70).

Da sagde englene til Hazrat Lut (a.s.): »Vi er engle, sendt af Gud, og vi er blevet sendt for at lade straffen falde over disse mennesker. Du skal tage af sted herfra med din husstand før daggry.« De mennesker, som var kommet stormende hen mod Hazrat Luts hus, blev gjort blinde. Deres by blev vendt på hovedet, og der blev regnet sten ned over dem på en sådan måde, at hver sten var mærket med, hvilken person den skulle tilintetgøre (Hud: 82-83). Dette var et så ulykkeligt folk, at der i hele området ikke fandtes et eneste troende hus bortset fra Luts (a.s.) hus (adh-Dhariyat: 36). Selv i dette ene hus var Hazrat Luts (a.s.) hustru vantro, og han blev befalet ikke at tage hende med, fordi hun også skulle rammes af straffen (Hud: 81). Koranen beretter denne historie forskellige steder for at vise folk, hvordan et moralsk fordærvet folk bliver, hvad dets endeligt bliver, og under hvilke forhold Allahs profeter udførte deres arbejde.

Beretningen om Hazrat Yusuf (a.s.)

Historisk set kommer nu beretningen om Hazrat Yusuf (a.s.), om hvilken en hel sura blev åbenbaret i Koranen, hvor gode og onde karakterer fremstilles over for hinanden. På den ene side vises Yusufs (a.s.) brødres karakter: Fordi deres ærede far, Hazrat Ya’qub (a.s.), elskede sin unge søn Yusuf (a.s.) mere, besluttede de efter rådslagning enten at dræbe ham eller kaste ham et sted hen og derefter lade som om, de var gode mennesker. Så bedrog de deres far, tog deres bror med ud under påskud af en udflugt og fornøjelse og kastede ham i en tør brønd. Derefter smurte de hans skjorte ind i falsk blod, tog den med tilbage og sagde til deres far, at en ulv havde grebet ham og ædt ham.

De handlende i denne karavane handlede sådan, at da de fandt Hazrat Yusuf (a.s.) i den tørre brønd, gjorde de den undertrykte dreng til en del af deres handelsvarer, tog ham med til Egypten og solgte ham.

Se på hustruen til Egyptens Aziz, hvis mand havde købt Yusuf (fred være med ham), og i hvis hus han voksede op og nåede manddomsalderen. Hendes skamløshed var så stor, at hun opfordrede Yusuf (fred være med ham) til synd. Han forsøgte at flygte, men hun løb efter ham. I det øjeblik kom hendes mand ind. Da rettede hun denne omvendte anklage mod ham: at han havde forsøgt at krænke hendes ære. Da hendes løgn blev bevist, og de fornemme kvinder begyndte at tale om hendes kærlighed til ham, inviterede hun dem, samlede dem og lod Yusuf (fred være med ham) træde frem for dem, mens hun sagde: »Hvis jeg ikke er blevet forelsket i en så smuk ung mand, hvad har jeg så gjort?« Derefter sagde hun foran alle de forsamlede: »Hvis han ikke går med til et ulovligt forhold med mig, sender jeg ham i fængsel.«

Se, hvordan de fornemme kvinder i Egypten opførte sig: Da de ved dette selskab så Yusufs (fred være med ham) skønhed, skar de sig i hænderne. Også de forelskede sig i ham og begyndte at forsøge at drage ham til sig.

Se, hvordan Egyptens dommere opførte sig: De straffede Yusuf (fred være med ham) for deres egne hustruers moralske forfald og sendte ham uskyldigt i fængsel i flere år.

På den anden side træder eksemplerne på Yusufs (fred være med ham) moralske renhed frem ét efter ét. Han udholdt fængselsstraffen, men ville ikke tåle at blive besmittet af synd. Heller ikke dette fremkaldte nogen stolthed over hans gudsfrygt i ham. Han bad meget ydmygt og beskedent til Allah den Almægtige: »Min Herre! Fængslet er kærere for mig end det, som disse mennesker kalder mig til. Hvis Du ikke beskytter mig mod disse kvinders udlagte fælde, vil jeg hælde til dem og blive en af de uvidende.«

Selv i fængslet forsøgte han at formane Guds tjenere, vejlede dem til den rette vej og lod ingen mulighed for at forkynde sandheden gå til spilde. Én sådan begivenhed er gengivet i sura Yusuf, vers 36 til 40, og heraf fremgår det, hvordan han under sit lange fængselsophold fortsatte med at udføre sit ansvar for at kalde til Allah.

Senere, da han tydede en drøm for Egyptens konge, blev kongen så påvirket, at han ønskede at løslade ham og mødes med ham. Men han afslog at blive løsladt, før Aziz af Egyptens hustru og de øvrige kvinder, der havde været sammen med hende, havde vidnet om hans rene karakter og deres egen skyld.

Derefter kom den tid, hvor han fik magten over Egypten. På det tidspunkt kom hans brødre, som havde kastet ham i en tør brønd, gentagne gange til ham for at bede om fødekorn. Han blev ved med at give dem korn. Men han tænkte aldrig på at tage hævn over dem for den uret, de havde begået mod ham. I begyndelsen vidste de ikke, hvem den hersker i Egypten var, som de fik korn hos. Kun Yusuf (fred være med ham) genkendte dem. Men tredje gang de kom, sagde Yusuf (fred være med ham) til dem: »Jeg er den bror, som I udsatte for den uret, I kender til.« Da indrømmede de deres forbrydelse. Yusufs svar var:

(Arabisk*****************)

— I dag vil I ikke blive holdt ansvarlige for jeres forbrydelse. Må Allah tilgive jer — Han er den mest barmhjertige af alle. Derefter indbød han ikke blot sin ærede far, Hazrat Yaqub (fred være med ham), til Egypten, men hentede også sine brødre med deres familier og gav dem en hæderfuld ny begyndelse.

I Sura Yusuf vises denne store mands karakteristiske storhed til sidst ved, at han ikke udviste nogen form for stolthed eller hovmod på grund af sin ophøjede position. Tværtimod henvender han sig ydmygt til Allah, bøjet i tilbedelse:

— Åh, min Herre! Du har givet mig myndighed over landet og lært mig at forstå alle tings finere betydning. O Skaber af himlene og jorden! Du er min beskytter og ven i denne verden og i det hinsidige. Lad mig dø som muslim, og foren mig med de retfærdige. (Yusuf: 101)

Hazrat Shuʿayb (fred være med ham), Madyans folk og Aykahs folk

I Den Ædle Koran omtales også Madyans folk og Ashab al-Aykah, som boede i det nordlige Hijaz. Om dem fortælles det, at deres moralske mangler — ud over at de tilbad andre sammen med Allah — bestod i, at de gav for lidt mål, begik landevejsrøveri og skabte strid og fordærv. Allah sendte Hazrat Shuʿayb (fred være med ham) som profet til Madyan. Han fik også ansvaret for at reformere Aykahs folk. I lang tid advarede han dem om Allahs straf og formanede dem til at afholde sig fra disse onde handlinger. Men kun ganske få troede på ham, mens resten fortsatte med at holde fast i deres adfærd. Madyans ledere sagde til Hazrat Shuʿayb: »Er det din bøn, der befaler dig, at vi skal forlade vores forfædres afguder eller afholde os fra at gøre med vores rigdom, hvad vi ønsker?« (Hud: 87) Med andre ord insisterede de på, at de skulle tilbede andre end Allah, fordi deres forfædre havde tilbedt dem. De insisterede også på, at de skulle have frihed til at skaffe sig rigdom efter eget forgodtbefindende — hvad enten det skete gennem plyndring, bedrageri i handel eller undertrykkelse af de svage. De sagde til deres folk: »Hvis I følger Shuʿayb, vil I gå til grunde.« (al-Aʿraf: 9) Efter deres opfattelse afhang folkets fremgang og udvikling af, at de erhvervede rigdom på alle ulovlige måder. At følge lovlige metoder betød ifølge dem, at folket ville gå til grunde. De truede Hazrat Shuʿayb (fred være med ham) og sagde: »Vi vil fordrive dig og dem, der tror sammen med dig.« (al-Aʿraf: 88) De sagde også: »Vi anser dig blot for at være en svag mand blandt os. Hvis du ikke havde haft din stamme, ville vi have stenet dig til døde. Du har ikke selv den styrke og magt, der skal til for at blive stærkere end os.« (Hud: 91) Som svar gjorde Hazrat Shuʿayb (fred være med ham) dem skamfulde med disse ord: »Er min stamme stærkere end Allah, når den sammenlignes med jer? I har jo ladet Ham bag jer.« (Hud: 92)

Aykahs folk opførte sig på samme måde over for Hazrat Shuʿayb. De tog ikke imod nogen af hans formaninger, men svarede: »Hvis du taler sandt, så lad et stykke af himlen falde ned over os.« (ash-Shuʿara: 87)

Til sidst blev begge folk ramt af Allahs straf og blev tilintetgjort. Når Quraysh-folkene rejste til Sham på handelsrejser, passerede de de områder, hvor disse to folk var blevet ramt af straffen. Derfor kunne de ikke undgå at blive påvirket af Koranens omtale af dette.

Historien om Farao og Musa (fred være med ham)

Det var kendt over hele verden, at denne frygtelige historiske begivenhed havde fundet sted: Farao og hans hær blev ramt af Guds straf og druknede i havets dyb. I Arabien boede der et stort antal jøder og kristne, gennem hvem alle arabere vidste, at Moses, fred være med ham, var blevet sendt til dem som profet, og at han havde opfordret dem til sandheden ved at fremvise forbløffende mirakler. Men selv efter at have set miraklerne troede de ikke. Quraysh-folkene kendte også selv til disse mirakler, som Moses, fred være med ham, havde udført. Faktisk var dette også en af deres anklager mod Profeten, fred være med ham:

(Arabisk***************)

—Hvorfor er denne profet ikke blevet givet de mirakler, som Moses, fred være med ham, blev givet? (Al-Qasas: 48)

Det er på denne baggrund, at Koranen forskellige steder udførligt fortæller historien om Moses, fred være med ham, og Farao. Her fremstilles deres gode og onde handlinger tydeligt for menneskene sammen med deres karakteristiske træk.

Faraos forbrydelser er blevet påvist én efter én. Han udviste frygtelig hovmodighed på jorden, splittede landets befolkning i to grupper, ydmygede og vanærede den ene gruppe, dræbte deres sønner og lod deres døtre leve. I virkeligheden hørte han til blandt dem, der skabte fordærv. (Al-Qasas: 4) Det vil sige, at hans regeringsprincip ikke var, at alle landets borgere skulle være lige for loven og have lige rettigheder. Han havde derimod valgt en politisk metode, der delte landets indbyggere i forskellige grupper. Nogle blev, gennem tildeling af privilegier og fordele, regnet for den herskende gruppe, mens andre blev betragtet som undersåtter og blev undertrykt og knust. Blandt den sidstnævnte gruppe blev især Israels børn udsat for ekstrem forfølgelse og undertrykkelse. Deres sønner blev dræbt, mens deres døtre blev ladet leve, så deres slægt gradvist kunne udslettes, og så den kvindelige befolkning, efter at være kommet under egypternes kontrol, kunne føde en egyptisk slægt. Derfor gav Gud, da Moses, fred være med ham, blev født i en israelitisk familie, hans mor en indskydelse om, at hun, når hun frygtede, at hendes barn ville blive dræbt, skulle lægge ham i en kurv og kaste ham i floden. (Al-Qasas: 7)

Faraos behandling af selve hans eget egyptiske folk er sammenfattet i én eneste sætning i suraen Az-Zukhruf, som giver et fuldstændigt billede.

—Han anså sit eget folk for ringe og ubetydeligt, og de adlød ham. De var i virkeligheden ugudelige mennesker. (Az-Zukhruf: 54)

Hermed fremstår både et billede af Faraos politik og af hans folks moralske forfald.

Når en person forsøger at føre et tyrannisk styre i et land og benytter alle slags kneb dertil, bedrager og svindler på alle mulige måder, køber og sælger samvittigheder på det åbne marked og hensynsløst knuser dem, der ikke lader sig købe, så viser han gennem sine handlinger – hvad enten han siger det åbent eller ej – at han i virkeligheden anser landets indbyggere for ubetydelige med hensyn til samvittighed, karakter og mod. Han kommer til at tro om dem, at han kan føre disse tåber, kujoner og samvittighedsløse mennesker hvorhen han vil. Når hans metoder derefter med held bliver gennemført i landet, og landets befolkning bliver hans slaver med foldede hænder, beviser han gennem sine handlinger, at de netop er, som han havde anset dem for at være. Den egentlige årsag til, at de er faldet i denne vanærende tilstand, er, at de grundlæggende er fordærvede. De bekymrer sig ikke om, hvad sandhed er, og hvad falskhed er; hvad retfærdighed er, og hvad undertrykkelse er; hvad sandfærdighed, troskab og høflighed er værd at ære, og hvad løgn, troløshed og usselhed er. I stedet er det eneste, der virkelig betyder noget for dem, deres egen personlige interesse. For dens skyld er de parate til at støtte enhver undertrykker, bøje hovedet for enhver magthaver, godtage enhver løgn og bringe enhver sandheds røst til tavshed.

Da profeten Moses (fred være med ham) sammen med sin bror, profeten Aron (fred være med ham), ankom til Faraos hof som Allahs sendebud, og da han fremførte det ene tydelige mirakel efter det andet – mirakler, som selv den største tåbe ikke kunne forestille sig blot var tryllekunster – blev Farao ved med at kalde dem magi, kun på grund af sin stolthed og arrogance. Hans hoffolk blev ved med at give ham ret. Da hans inviterede og dygtige magikere så staven blive til en slange, erkendte de, at dette ikke var noget, der skyldtes deres kunnen, men et mirakel fra Allah.

Hvad angår de øvrige mirakler: Hele Egypten blev ifølge profeten Moses’ (fred være med ham) forudsigelse ramt af hungersnød, som derefter blev fjernet gennem hans bøn; efter hans bekendtgørelse blev hele landet ramt af en voldsom storm og regn, som igen ophørte gennem hans bøn; efter hans bekendtgørelse kom et voldsomt græshoppeangreb, som også blev fjernet gennem hans bøn. På samme måde bredte lus, små insekter, frøer og blodets plage sig efter hans forudsigelse skiftevis over hele landet, og alt dette forsvandt alene gennem hans bøn. Dette efterlod ingen mulighed for at tro, at det skulle være en magikers tryllekunst. For ingen magiker havde nogensinde kunnet udføre noget sådant, og ingen kunne heller gøre det. Disse mirakler viste tydeligt, at de var forunderlige manifestationer af Allah, alle verdeners Herres, magt. Derfor sagde Farao og hans hoffolk efter hver eneste plage til profeten Moses (fred være med ham): “Bed til din Herre, i kraft af den rang, du har hos din Herre, om at denne plage må blive fjernet fra os. Så vil vi følge dig.” Men da ulykken var drevet over, brød de deres løfte. (Al-A‘raf: 134-135; Az-Zukhruf: 49-50)

Koranen siger klart, at de inderst inde troede, at profeten Moses (fred være med ham) stod på sandhedens grund. Alligevel fortsatte de med at fornægte ham på grund af deres uret og hovmod. (An-Naml: 14) Denne sandhed blev helt åbenbar, da Farao sammen med sine soldater var ved at drukne, og han råbte: “Jeg tror nu på, at der ingen gud er undtagen Ham, som Israels børn tror på, og jeg er blandt muslimerne.” (Yunus: 90)

Selv efter således at have erkendt sandheden fortsatte han og hans hoffolk, som var løgnens afgudsdyrkere, med overdreven uret og stolthed. Hans hoffolk sagde til ham: “Herre! Vil du lade Moses og hans folk blive ved med at skabe ufred i landet på denne måde og opgive tilbedelsen af dig og dine guder?”

Han sagde: “Nej, jeg befaler nu, at deres sønner skal dræbes, mens deres døtre skal skånes.” (Al-A‘raf: 127)

I virkeligheden blev den befaling, der var blevet udstedt før profeten Moses’ (fred være med ham) fødsel, udstedt på ny. Derefter blev der givet en ny befaling om, at også sønnerne af dem, der havde troet på Moses (fred være med ham), skulle dræbes, mens deres døtre skulle skånes. (Ghafir: 25)

Han sagde til profeten Moses (fred være med ham): “Hvis du antager en anden end mig som gud, vil jeg fængsle dig.” (Ash-Shu‘ara: 29) I sit overfyldte hof sagde han: “Høvdinge! Jeg kender ikke nogen anden gud for jer end mig.” (Al-Qasas: 38) Han sagde frygtløst: “Jeg er jeres højeste gud.” (An-Nazi‘at: 24) Uforskammet sagde han til sin minister Haman: “Byg et højt tårn for mig. Jeg vil klatre op på det og se, hvor Moses’ gud er.” (Al-Qasas: 38; Ghafir: 36-37) Han besluttede endda ved en lejlighed at dræbe Moses (fred være med ham) og sagde til hoffolkene: “Lad mig være; jeg vil dræbe denne Moses. Lad ham så påkalde sin gud.” (Ghafir: 26)

En form for adfærd ser man i disse fortællinger hos Farao, hans hofmænd og hans folk. En anden lærerigt eksempel på adfærd finder man hos de egyptiske magikere, som var samlet fra forskellige dele af landet for at konfrontere Moses (a.s.) til støtte for deres religion. De sagde til Farao: »Hvis vi sejrer, får vi så en belønning?«

Farao sagde: »Ikke blot en belønning; I skal også blive blandt dem, der står mig nær.«

Men da disse magikere så, at deres magi blev besejret af Moses’ (a.s.) mirakel, forstod de, at det ikke var magi, men guddommelig kraft, der virkede her. Da kastede de sig ned i tilbedelse og råbte: »Vi tror på al-Rabb al-ʿĀlamīn, Moses’ (a.s.) og Arons (a.s.) Herre.«

Der skete pludselig en så vældig forandring i dem, at de ikke tog det mindste hensyn til Faraos trusler om at hugge deres hænder og fødder af og hænge dem på kors. De sagde klart til ham: »Gør, hvad du vil. Vi vil ikke vende os bort fra den klare sandhed, som vi har set, for din skyld, og vi vil ikke vende os bort fra vor Skaber.« (Se al-Aʿrāf: 113-126, Ṭā Hā: 70-73 og al-Shuʿarāʾ: 41-51).

En anden form for adfærd så man hos et medlem af Faraos hof. Han havde antaget troen i sit hjerte, men holdt den skjult. Da Farao imidlertid besluttede at dræbe Moses (a.s.), rejste han sig i hele hoffets forsamling og sagde: »Vil I dræbe en mand, blot fordi han siger: Min Herre er Allah?«

Derefter holdt han en lang og kraftfuld tale, som er gengivet fortløbende i vers 28-44 i Sura al-Muʾmin. I sin tale advarede han åbent Farao, de højtstående embedsmænd og medlemmer af hans stat samt folket om Allahs straf. Han rådede dem alle til at følge den rette vej. Han bekymrede sig ikke om, hvilke følger han måtte udsættes for, fordi han sagde denne sandhed.

Den mest fremragende adfærd i denne fortælling ser man hos Moses (a.s.). Han tilhørte et folk, der levede et dybt vanærende liv. De havde ikke engang så meget mod, at de kunne sørge en smule over drabet på deres børn. Moses (a.s.) var selv anklaget for at have dræbt en egypter, og der var udstedt en arrestordre på ham. Han forlod landet og søgte tilflugt i Madyan i flere år. Under disse omstændigheder gjorde Allah den Almægtige ham til profet og befalede ham at konfrontere en tyrannisk hersker som Farao, med en stav og Yad-i Bayḍāʾ som mirakler. Han stolede på Allah og nåede Faraos hof uden nogen militær styrke. Han blev ikke skræmt af hans trusler. Han bøjede ikke hovedet for hans tyranni og undertrykkelse. År efter år fortsatte han med at møde de yderst vanskelige forhold. Da Farao offentligt erklærede, at han ville dræbe ham, lukkede han munden på ham ved at sige:

(Arabisk**************)

—Jeg søger tilflugt hos min og jeres Herre fra enhver overmodig og hovmodig, som ikke tror på Regnskabets dag. (Mumin: 27)

Andre historiske eksempler

Således er det gennem mange andre historiske eksempler i Koranen blevet gjort klart, hvilken slags mennesker med hensyn til adfærd og karakter islam værdsætter, og hvilken slags mennesker den ikke bryder sig om. På den ene side var profeten Dawud (fred være med ham) og profeten Sulaiman (fred være med ham) mænd, der, selv om de sad på kongemagtens trone, ikke fjernede sig fra gudsfrygt og tilbedelse af Gud. I stedet for stolthed og hovmod holdt de fast ved taknemmelighed og lydighed. Hver gang de følte, at Gud satte dem på prøve, bøjede de sig i samme øjeblik ydmygt og underdanigt for Gud. (Sad: 17-24, 34-35; Naml: 19-40, se også)

Dronningen af Saba var hersker over et afgudsdyrkende folk, men da hun blev bekendt med sandheden, tog hun imod den uden tøven og bekymrede sig ikke om, hvorvidt hendes afgudsdyrkende folk ville støtte hende eller ej. (Naml: 44)

I suraen Yasin omtales en mand, der stod på sandhedens side – hans folk modsatte sig tre profeter og ville stene dem til døde. I denne farlige situation løb han fra den ene ende af byen og opfordrede sit folk, påviste med argumenter deres vildfarelse ved ikke at følge profeterne, erklærede tydeligt sin tro og opgav til sidst håbet om at redde sit eget liv. Det vil sige, at de dræbte ham. Alligevel kom der ingen forbandelse mod de uretfærdige fra hans mund. Tværtimod håbede han: »Ak, hvis blot mit folk vidste, på grund af hvilken gerning min Herre har skænket mig den lykke at opnå ære og tilgivelse.« (Yasin: 13-27)

Derefter nævnes Ashab al-Kahf, som for at bevare deres tro fra et afgudsdyrkende folks undertrykkelse alene satte deres lid til Gud og skjulte sig i en bjerggrotte uden at tænke på, hvor længe de skulle tilbringe en hjælpeløs tilværelse i dette skjulested. Deres eneste bekymring var, at de ikke måtte vige fra troens vej. (Kahf: 13-20)

På den anden side nævnes også Qarun i Koranen. Han var en af profeten Musas (fred være med ham) folk. Men af hensyn til dyrkelsen af det jordiske havde han sluttet sig til faraos nærmeste rådgivere. Han blev ejer af enorme rigdomme gennem ulovlige midler og begyndte at prale af dem. Da retskafne mennesker formanede ham til at leve et retskaffent liv, afviste han deres bestræbelser med ordene: »Alt, hvad jeg har opnået, er resultatet af mine egne evner.« De mennesker, der var fortryllet af det jordiske, betragtede ham som meget heldig, da de så hans pragt og herlighed, og ønskede, at de også kunne være så heldige. Men da Gud lod ham blive begravet under jorden sammen med hans rigdomme og palads, blev det en lærestreg for dem, der ønskede sig samme lykke som ham. (Qasas: 76-82)

Det land, hvor Saba-folket boede, havde Gud gjort til et jordisk paradis. Men da de fulgte ulydighedens vej mod Gud, tilintetgjorde Gud dem med en voldsom oversvømmelse. Deres haver blev forvandlet til krat af tornløse buske, og de blev spredt så fuldstændigt, at deres opløsning blev stående som et eksempel i Arabien. (Saba: 15-19)

Det værste eksempel blev givet af jøderne. Ved at være ulydige mod Gud skabte de to gange store forstyrrelser i historien, og de måtte også bære straffen for dem. Første gang fordrev babyloniernes og assyrernes strenge herskere dem. Anden gang spredte romerne dem fra Palæstina og adskilte dem fra resten af verden. Efter denne sidste spredning nåede de frem til Arabien. Araberne kendte hver eneste af deres moralske fejl. Ved at fremhæve disse fortalte Koranen folk, at Allah hader mennesker med sådanne fejl i allerhøjeste grad. Bevidst hengav de sig til synder, der var i strid med religionens lære, for at varetage deres verdslige interesser og tilfredsstille deres lidenskabers begær, i tillid til at de under alle omstændigheder ville blive tilgivet. (Al-A’raf: 169)

De sagde, at der ikke var nogen synd i, at vi tilegnede os ikke-jøders rigdom og behandlede dem dårligt. (Al-i Imran: 175) Deres lærde, pirs og dervisher fortærede uretmæssigt menneskers ejendom. (At-Tawba: 34) Åger var almindeligt udbredt blandt dem, selv om det var forbudt i deres religion. (An-Nisa: 161)

De tilskrev uretmæssigt profeten Salomon de sataniske foretagender, som de havde gjort til en blomstrende forretning ved hjælp af trolddom og djævle. (Al-Baqarah: 102)

Alle former for fordærv og synd bredte sig blandt dem, og de opgav at forhindre hinanden i onde handlinger. Derfor sank de ned i den moralske forfalds afgrund. (Al-Ma’idah: 79) Koranen har beskrevet disse fejl som en almindelig årsag til alle folks undergang. Efter i Sura Hud gentagne gange at have fortalt om tidligere folk, der blev ramt af straf, blev der sagt: Fandtes der blandt de folk, der levede før jer, ikke mennesker, som forbød andre at skabe fordærv på jorden? Kun få fandtes der, og dem reddede Vi blandt disse folk. Ellers hengav de uretfærdige sig til den luksus, hvis midler Vi havde givet dem i overflod, og de var forbrydere. (Vers 116-117)

Fordærv, som Koranen har fordømt

Dette var én fremstillingsmåde, hvorigennem Koranen formidlede sin moralske lære, mens den fortalte om historiske begivenheder. Den anden fremstillingsmåde bestod i, at den direkte fordømte den dårlige adfærd, de dårlige handlinger og den dårlige karakter, som fandtes blandt Quraysh, araberne og det menneskelige samfund i almindelighed. Det var sådanne onde handlinger, som ingen vovede at kalde gode. Over for dem fortæller Koranen, hvilke gode egenskaber, hvilken karakter og hvilke handlinger islam ønsker at se som en pryd for individet og samfundet. Det var sådanne dyder, hvis moralske storhed ingen kunne benægte.

Nu vil vi beskrive de fejl, som Koranen har fordømt, og fortælle, at islam ønsker at rense menneskelivet for dem.

—Sikkert er undergang for enhver, der bagtaler folk åbenlyst og er vant til at sprede fejl om dem bag deres ryg. Han har samlet rigdom og talt den igen og igen. Han tror, at hans rigdom vil forblive hos ham for altid. (Al-Humazah: 1-3)

–Har du set den, der fornægter belønningen og straffen i det hinsidige? Det er ham, der skubber den forældreløse bort og ikke opfordrer til at bespise den fattige. (Det vil sige, at han hverken selv tilskynder sig til dette eller opfordrer andre til at gøre noget for at stille de fattiges og trængendes sult.) Derpå være undergang over de bedende, som viser ligegyldighed og forsømmelighed over for deres bøn, som gør det for syns skyld og afholder sig fra at udlåne selv de mest almindelige nødvendige ting til mennesker. (Al-Ma’un)

Menneskets forhold er således, at når hans Herre sætter ham på prøve og i prøvelsens anledning skænker ham ære og velstand, siger han: »Min Herre har æret mig.« Men når Han sætter ham på prøve og derfor indskrænker hans forsørgelse, siger han: »Min Herre har ydmyget mig.« Aldrig! (Det vil sige, dette er ikke målestokken for ære og vanære.) I stedet ærer I ikke de forældreløse, opfordrer ikke hinanden til at bespise den fattige, fortærer hele arven samlet og hengiver jer derefter fuldstændigt til kærligheden til rigdom. (Al-Fajr: 15–20)

–De, der uretmæssigt fortærer den forældreløses ejendom, fylder deres maver med ild. (An-Nisa: 10)

–Tanken om at erhverve stadig mere af denne verden end hinanden har holdt jer nedsunket i uopmærksomhed. Til sidst når I gravene, mens I stadig er optaget af denne tanke. Aldrig! (Det vil sige, dette er ikke noget godt.) Snart vil I få at vide. (At-Takathur: 1–3)

–Adlyd aldrig en sådan person, der sværger overdrevent og er uden betydning; som fornærmer, forbander og går omkring med at sprede sladder; som hindrer gode gerninger og er optaget af uret og grænseoverskridende handlinger; som er særdeles ondskabsfuld, ustyrlig og uden karakter og samtidig af ussel herkomst. (Bøj jer ikke under hans pres blot fordi) han ejer megen rigdom og mange børn. (Al-Qalam: 10–14)

–Ve de svigefulde, hvis forhold er således, at de tager det fulde mål, når de modtager fra mennesker, men gør dem forfordelte, når de måler eller vejer ud til dem. Forstår de ikke, at de vil blive genoprejst på en vældig dag? Det er den dag, hvor alle mennesker vil stå foran alverdens Herre. (Al-Mutaffifin: 1–6)

–Mål korrekt og retfærdigt, og lad ikke vægtens balancebjælke gå op eller ned (for at bedrage køberen). (Ar-Rahman: 9)

–(På Dommedag vil Paradisets beboere) spørge de skyldige, der bor i Helvede: »Hvad har bragt os ind i Helvede?« De vil svare: »Vi var ikke blandt dem, der bad; vi bespiste ikke de forældreløse; vi sluttede os også til dem, der opdigtede udsagn i strid med sandheden; og vi fornægtede gengældelsens dag.« (Al-Muddaththir: 40–46)

– (På dommedag, når helvedesbeboeren føres bort iført lænker, vil der blive sagt:) Denne person troede hverken på den store Gud eller opfordrede til at give den fattige mad. Derfor har han i dag her hverken en medfølende ven eller anden føde end væske fra sår, som ingen andre end forbrydere spiser. (Al-Haqqah: 33-37)

-Han siger: »Jeg har ødslet en overflod af rigdom.« Tror han, at ingen har set ham? (Al-Balad: 6-7)

-At ødsle en overflod af rigdom betyder at bruge ekstra penge for at vise sin velstand og udtrykke sin stolthed og arrogance. Den sidste sætning betyder: Tror denne, der viser sin stolthed og arrogance, at ingen ser, hvordan han har erhvervet sin rigdom, og til hvilket formål og med hvilken hensigt han har ødslet den?)

-De, der bruger deres rigdom på Guds vej og efter deres forbrug ikke kræver nogen belønning af nogen og heller ikke påfører den, der har modtaget hjælpen, nogen smerte, deres belønning er hos deres Herre, og der er ingen grund til sorg eller frygt for dem.

Et venligt ord og overbærenhed over for noget ubehageligt er bedre end den velgørenhed, som efterfølges af at påføre smerte. (Al-Baqarah: 162-163)

-Ødelæg ikke jeres almisse ved at kræve gengæld og påføre smerte, ligesom den, der bruger sin rigdom for at blive set af mennesker. (Al-Baqarah: 264)

-Den, der er nærig med at bruge den rigdom, som Gud i sin nåde har givet ham, skal ikke tro, at det er godt for ham; tværtimod er det yderst skadeligt for ham. Det, han samler ved sin nærighed, vil på dommedag blive gjort til lænker om deres halse. (Aal-e-Imran: 180)

Nærighed består ikke kun i, at en person hverken bruger sin rigdom på sig selv eller på sine børn. Nærighed er også, at han bliver ved med at ødsle alt på sin luksus, fornøjelser og fremvisning af sin rigdom, men ikke har lyst til at bruge noget på en god gerning.

-Allah kan aldrig lide den, der er selvglad og pralende over sin egen fortræffelighed, og som er nærig og opfordrer andre til nærighed samt skjuler det, som Allah i sin nåde har givet ham. (Nisa: 36-37)

-De, der er beskyttet mod hjertets snæverhed, vil opnå succes. (Taghabun: 16)

-Vend ikke ansigtet bort fra folk, når du taler til dem, og gå ikke hovmodigt omkring på jorden. Allah kan ikke lide nogen selvglad og pralende person. Vær mådeholden i din gang, og dæmp din stemme en smule. Af alle lyde er æslets stemme den skingreste. (Luqman: 18-19)

-Begær ikke det, som Allah har givet nogle af jer mere end andre. (Nisa: 32)

At blive urolig, når man ser nogen være overlegen i en eller anden henseende i forhold til en selv, er den egentlige årsag til misundelse og rivalisering, som får mennesket til at lide under indre brænden. Man ønsker den anden ondt for selv at opnå gavn. Og når man ikke kan opnå denne fremgang på lovlig vis, benytter man ulovlige midler.

-O Profet! Sig til folk: Min Herre har forbudt skamløse handlinger, både åbenlyse og skjulte, syndige handlinger og overtrædelser mod retten. Han har også forbudt, at I tager nogen som medgud til Allah, uden at Han har åbenbaret noget bevis herfor, og at I siger noget om Allah, som I ikke har nogen viden om er fra Allah. (A’raf: 33)

-Brug ikke Allahs navn i eder, hvis formål er at afholde jer fra gode gerninger, gudsfrygt og at skabe forsoning og forbedring mellem mennesker. (Baqarah: 224)

-Og opfyld den pagt, I har indgået med Allah, når I har indgået en aftale med Ham. Bryd ikke jeres eder, efter at I har stadfæstet dem, når I har gjort Allah til vidne over jer. Allah er fuldt vidende om alt, hvad I gør. Vær ikke som den kvinde, der med stort besvær spandt sit garn og derefter selv trevlede det op. Brug ikke jeres eder som et middel til bedrag og svig, så den ene gruppe kan opnå større fordele end den anden. Allah sætter jer i virkeligheden på prøve gennem disse eder og aftaler. (Nahl: 91-92)

-Og de, som bryder den pagt med Allah, som de har indgået fast, og afbryder alle de forbindelser, som Allah har befalet dem at opretholde, og skaber fordærv på jorden, over dem hviler forbandelsen, og de vil få det værste sted at bo i det hinsidige. (Ar-Ra’d: 25)

-Når en konge trænger ind i et land, ødelægger han det og ydmyger dets ærefulde indbyggere. Således handler de. (An-Naml: 34)

-De moralske fejl, der fordømmes i suraen Al-Hujurat, er: at håne hinanden, fornærme hinanden, kalde hinanden ved dårlige navne, nære uretfærdige mistanker, spionere på andres forhold og bagtale andre bag deres ryg. (Se vers 11-12)

-Sandelig, de, som i uvidenhed dræbte deres børn, har lidt et stort tab. (Al-An’am: 140)

-Når en af dem får besked om, at han har fået en datter, bliver hans ansigt formørket, og han forbliver tavs, som om han sluger en mundfuld blod. Han skjuler sig for folk og tænker: »Hvordan skal jeg vise mig for dem efter denne dårlige nyhed?« Han overvejer, om han skal beholde hende trods vanæren eller begrave hende i jorden. (An-Nahl: 58-59)

-(Når folk på opstandelsens dag står foran Herren,) vil det levende begravede pigebarn blive spurgt: »For hvilken forbrydelse blev du dræbt?« (At-Takwir: 8-9)

-Den, der selv begår en forbrydelse eller synd og derefter anklager en uskyldig for den, påtager sig en stor løgn og en tung syndebyrde. (An-Nisa: 112)

-Vær ikke forsvarer for nogen, der begår forræderi. Allah elsker ingen forræder eller nogen, der er vant til at begå forbrydelser. (An-Nisa: 105-107)

-Den, der begår et tillidsbrud, vil på opstandelsens dag møde frem med sit tillidsbrud. Derefter vil enhver få fuld belønning for det, han har tjent, og ingen vil blive gjort uret. (Āl ʿImrān: 161)

-Forråd ikke bevidst det, der er blevet betroet jer. (Al-Anfāl: 27)

-Den rente, I giver for at forøge folks formue, forøges ikke hos Allah. Men den zakat, I giver for at opnå Allahs velbehag, er i virkeligheden det, hvorved disse, der giver zakat, forøger deres formue. (Ar-Rūm: 39)

-Fortær ikke hinandens ejendom uretmæssigt. Men hvis det drejer sig om handel efter gensidigt samtykke, er det en anden sag. Dræb ikke hinanden. … Den af jer, der gør dette med uret og overgreb, vil Vi visselig kaste i Helvede. (An-Nisāʾ: 29-30)

-Fortær ikke hinandens ejendom uretmæssigt, og bring den heller ikke for dommeren med det formål bevidst at fortære en del af folks ejendom. (Al-Baqarah: 188)

-Det betyder også, at I ikke skal forsøge at opnå ulovlige fordele ved at bestikke dommeren. Selv om I ved, at ejendommen i virkeligheden tilhører den anden person, skal I ikke føre sagen for retten blot med det formål, at han ikke vil kunne bevise sin ejendomsret, eller at I gennem manipulation vil vinde sagen.

-Vidner bør ikke nægte at aflægge vidnesbyrd, når de bliver indkaldt til at vidne, og I må ikke skjule vidnesbyrdet. Den, der skjuler det, vil få sit hjerte mærket af synd. (Al-Baqarah: 282-283)

-Hold jer langt fra løgn. (Al-Hajj: 30)

Dette omfatter også falsk vidnesbyrd, om hvilket Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) siger: Falsk vidnesbyrd er lig med shirk over for Allah.

-Den, der går i forbøn for en god handling, får del i den, og den, der går i forbøn for en ond handling, får del i den. (Nisa: 85) Det vil sige, at han også bliver delagtig i den gode eller onde handling.

-I sura an-Nur, vers 4-23, fordømmes det på det skarpeste at rette falske beskyldninger mod kyske kvinder, at høre sådanne beskyldninger og viderebringe dem samt at sprede usædelighed i samfundet. Jeg mener, at det er tilstrækkeligt blot at henvise til disse vers uden at gengive deres detaljerede forklaring. Dette gælder ikke kun kvinder; det er også syndigt at rette buhtan, det vil sige falske beskyldninger, mod mænd.

-Lev sammen med hustruerne på bedste vis. (Nisa: 19)

-Hvis I skiller jer fra kvinderne, og deres iddah nærmer sig sin afslutning, skal I enten beholde dem på en god måde eller lade dem gå på en god måde. Hold dem ikke tilbage for at skade dem og derved overskride grænserne mod dem. De, der gør dette, gør uret mod sig selv. (Baqara: 231)

-Gift jer med kvinderne med deres værgers tilladelse, og betal dem deres mahr på en anerkendt måde, så ægteskabsbåndet kan bevares. Gå ikke omkring med fri seksuel adfærd, og indled heller ikke i det skjulte ulovlige seksuelle forhold. (Nisa: 25)

-O Profet! Tag imod kvindernes løfte om, at de ikke vil sætte nogen ved Allahs side, ikke begå utugt, ikke dræbe deres egne børn, ikke fremføre nogen falsk beskyldning, som de selv har opdigtet, og ikke være ulydige mod dig i noget alment kendt retfærdigt. (Mumtahina: 12)

-Der er to forklaringer på betydningen af at fremføre en opdigtet falsk beskyldning. For det første, at en kvinde beskylder andre kvinder for at have et ulovligt forhold til en fremmed mand og spreder denne beskyldning. For det andet, at et barn er blevet født af en anden mands sæd, mens manden er blevet bedraget til at tro, at barnet er hans.

-O Adams børn! Vi har åbenbaret klæder til jer for at dække de blottede dele af jeres kroppe. Og de er også et middel til forskønnelse. O Adams børn! Lad ikke Satan kaste jer ud i prøvelser, sådan som han fordrev jeres forældre (profeten Adam (a.s.) og Eva (a.s.) fra Paradiset—

og deres klæder blev taget af dem, så deres blottede dele blev synlige for hinanden. (Al-A’raf: 26-27)

-O Profet (s.a.)! Sig til dem: Hvem har forbudt den skønhed, som Allah har frembragt for Sine tjenere, og hvem har forbudt de rene ting til føde? (Al-A’raf: 32)

-Munkevæsenets bid’ah opfandt de kristne selv. Vi har ikke foreskrevet den for dem. (Al-Hadid: 27)

-Af dadlernes og vindruernes frugter fremstiller I både berusende drikke og god næring. (An-Nahl: 67) Det vil sige, at I bruger den gode næring, som Allah havde skænket, til en ond handling, nemlig at fremstille noget, der skaber beruselse.

Disse dårlige karaktertræk, egenskaber og handlinger er blevet fordømt i Koranen. Ingen kunne benægte deres skadelighed. Ingen blandt Quraysh eller araberne havde mod til at hævde, at hans samfund var rent for disse overgreb. Og ingen kunne sige, at blot én af de mennesker, som Koranens forbud mod alle disse overgreb og skadelige handlinger gjaldt—nemlig Allahs Sendebud () eller hans ledsagere—fandtes blandt dem. Bortset fra stædige og hovedkuls mennesker havde alle, der nærede et rent og overtrofrit sind, intet andet valg end at erkende, at mennesker i virkeligheden også burde holde sig borte fra disse onder, og at den person, der ønsker at rense menneskelivet for dem, ikke begår nogen forbrydelse.

Omfattende moralsk vejledning

Samtidig med at disse dårlige handlinger blev identificeret, blev der i Koranen gentagne gange givet en sådan omfattende moralsk vejledning, at dens ædle egenskaber påvirkede hjerte og sind, og intet menneske med en sund natur havde andet valg end at anerkende dem som sande. Den var især tiltalende af denne grund: Den blev ikke blot beskrevet. Tværtimod efterlevede Allahs Sendebud (s.a.), som fremførte den, og de, der troede på ham, den fuldt ud. Nedenfor citeres den i rækkefølge:

-Allah befaler retfærdighed, velgørenhed og at give til slægtninge. Han forbyder usømmelighed, synd, undertrykkelse og overgreb. Han formaner jer, så I kan tage ved lære. (An-Nahl: 90)

-O Muhammad (fred være med ham)! Sig til folk: Kom, jeg vil fortælle jer, hvilke forbud jeres Herre har pålagt jer. Det er disse: Sæt ingen ved siden af Ham i Hans guddommelighed. Vær gode mod jeres forældre. Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Vi sørger for jeres forsørgelse, og Vi vil også forsørge dem. Kom ikke nær usømmelige handlinger, hvad enten de er åbenlyse eller skjulte. Dræb ikke noget menneske, som Allah har gjort ukrænkeligt, medmindre det sker med sandhed og retfærdighed. Dette er det, Han har pålagt jer at overholde, så I kan handle med forståelse og eftertanke. Kom ikke nær den forældreløses ejendom, medmindre det sker på den bedste måde, indtil han når myndighedsalderen. Mål og vej med retfærdighed. Vi pålægger ikke nogen større byrde, end han er i stand til at bære. Når I taler, så tal retfærdigt, selv om det gælder en nær slægtning. Og opfyld den pagt, I har indgået med Allah.

[Med den pagt, der er indgået med Allah, menes den pagt, som et menneske indgår med Allah. Det gælder også de pagter, der indgås med mennesker i Allahs navn. Og den pagt, der automatisk opstår mellem mennesket og Allah samt mellem mennesker, når et menneske bliver født ind i et menneskeligt samfund på Allahs jord. Selv om menneskets vilje og bevidsthed ikke spiller nogen rolle i indgåelsen af denne sidste og naturlige pagt (), er den med hensyn til sin værdighed på ingen måde mindre end en bevidst indgået pagt med løfte. – Forfatteren.]

Allah har formanet jer om disse forhold, så I kan tage ved lære. (Al-An’am: 151-152)

-Jeres Herre har bestemt: For det første: I må ikke tilbede nogen anden end Ham. I skal tværtimod kun tilbede Ham.

For det andet: I skal behandle jeres forældre godt. Hvis en af dem eller begge hos jer når alderdommen, må I ikke engang sige »øv« til dem. I må ikke skælde dem ud, men tale respektfuldt til dem. Bøj jer ydmygt og underdanigt for dem, og bliv ved med at bede: »Min Herre, forbarm Dig over dem, ligesom de opfostrede mig i min barndom med barmhjertighed, kærlighed og omsorg.« Jeres Herre ved bedst, hvad der findes i jeres hjerter. Hvis I er retskafne, er Han visselig tilgivende over for alle, der, bevidste om deres synder, antager en lydig og underdanig adfærd.

For det tredje: Giv slægtninge det, der tilkommer dem, og giv også den fattige og den rejsende det, der tilkommer dem.

For det fjerde: Ød ikke. De ødsle er Satans brødre, og Satan er utaknemmelig over for sin Herre.

Fem: Hvis I må vende jer bort fra dem (det vil sige de trængende), fordi I søger den barmhjertighed fra Allah, som I håber på, så skal I svare dem med høflige og venlige ord.

Seks: Bind ikke jeres hænder til halsen (vær ikke nærige), for så vil I blive dadlet og hjælpeløse. Jeres Herre giver rigeligt med forsørgelse til den, Han vil, og begrænser den for den, Han vil. Han kender sine tjenere fuldt ud og ser dem.

Syv: Dræb ikke jeres børn af frygt for fattigdom. Vi vil forsørge dem og også jer. At dræbe dem er i sandhed en alvorlig fejltagelse.

Otte: Kom ikke nær utugt. Det er i sandhed en yderst skamløs handling og en meget dårlig vej.

Ni: Begå ikke den forbrydelse at dræbe et liv, som Allah har gjort ukrænkeligt, medmindre det sker af en retfærdig grund. Den, der uretmæssigt er blevet dræbt, har Vi givet sin værge ret til gengældelse. Men han bør ikke overskride grænsen i forbindelse med drabet. Han vil blive hjulpet.

Ti: Kom ikke nær de forældreløses ejendom, undtagen på den bedste måde, indtil de når myndighedsalderen.

Elleve: Opfyld pagten og løftet. Der vil blive afkrævet regnskab for løftet (på Dommedag).

Tolv: Når I måler med et kar, skal I fylde det helt. Og når I vejer med en vægt, skal I gøre det med en fejlfri vægt. Dette er den bedste fremgangsmåde, og også bedst med hensyn til udfaldet.

Tretten: Følg ikke efter noget, som du ikke har viden om. Vær viss på, at der vil blive krævet regnskab for øjne, ører og hjerte, for alt dette.

Fjorten: Gå ikke hovmodigt på jorden. I kan hverken gennembryde jorden eller blive lige så høje som bjergene.

Det onde ved hvert af disse bud er forkasteligt i din Herres øjne. Dette er blandt de visdomsfulde ord, som din Gud har åbenbaret for dig (Bani Isra’il: 23-30).

Tilbed Allah, og sæt ingen ved siden af Ham i denne tilbedelse. Behandl jeres forældre godt. Vær gode mod slægtninge, forældreløse og fattige. Behandl den beslægtede nabo, den fremmede nabo, den nærmeste ledsager, den rejsende og de slaver og slavinder, som I ejer, med barmhjertighed og godhed. (Nisa: 36)

Det er ikke fromhed, at I vender jeres ansigter mod øst eller vest. Fromhed er, at mennesket oprigtigt tror på Allah, den Sidste Dag, englene, Skriften og profeterne, og at det af kærlighed til Allah giver sin kære ejendom til slægtninge, forældreløse, fattige, rejsende og dem, der beder om hjælp. Det bruger den på at frigive mennesker fra slaveriets liv. Det opretholder bønnen og giver zakat. Fromme er de, som, når de indgår en pagt, holder deres løfte, udviser tålmodighed i fattigdom og modgang og står fast i kampen mellem sandhed og falskhed. Det er dem, der er sandfærdige og gudfrygtige. (Baqara: 177)

Sandelig, de troende har opnået succes, de, som er ydmyge og beskedne i deres bøn, som værner om deres kønsdele mod nøgenhed og seksuel umoral, undtagen over for deres hustruer og de slavinder, de ejer; for sådanne vil de ikke blive bebrejdet. Men de, der søger mere end dette, overskrider grænsen. Og de troende har opnået succes, de, som varetager deres betroede ansvar og deres pagter, og som værner om deres bønner. (Mu’minun: 1-9)

Den Nådiges sande tjenere er de, som går ydmygt på jorden, og når de uvidende henvender sig til dem med stridende ord, siger de: »Fred være med jer.« De tilbringer natten i tilbedelse, idet de falder ned i prostration og står i bøn foran deres Herre. De beder: »Vor Herre! Frels os fra Helvedes straf. Dens straf er virkelig ødelæggende for livet, og dens opholdssted og bolig er ussel.« Når de bruger, er de hverken ødsle eller nærige, men deres forbrug er afbalanceret mellem de to yderpunkter. De påkalder ikke nogen anden sammen med Allah, dræber ikke uretmæssigt en person, som Allah har gjort det forbudt at dræbe, og begår ikke utugt. Den, der gør dette, vil få sin synd som straf. På Genopstandelsens Dag vil straffen blive fordoblet for ham, og han vil forblive deri i vanære. Men hvis nogen efter disse synder angrer, kommer til tro og begynder at gøre gode gerninger, vil Allah forvandle sådanne menneskers onde gerninger til gode gerninger. Han er i sandhed meget tilgivende. Den, der angrer og begynder at gøre gode gerninger, vender tilbage til Allah på den måde, som det sømmer sig at vende tilbage.

Den Nådiges sande tjenere er de, som ikke afgiver falsk vidnesbyrd, og når de passerer forbi noget nytteløst, går de forbi med stor høflighed og anstændighed. Når deres Herres vers bliver fremsagt for dem som en formaning, er de ikke blinde og døve over for dem. De beder: »Vor Herre! Giv os gennem vores hustruer og børn det, der fryder vores øjne, og gør os til ledere for de gudfrygtige.« (Furqan: 63-74)

-Alt, hvad der er blevet givet jer her, er blot udstyr til at leve nogle dage i denne verden. Men det, der er hos Allah, er bedre og varigt. Det gælder dem, der har troet og stoler på deres Rabb. [Det vil sige, de stoler ikke på deres egen styrke, forstand, evner og midler, men på Allahs nåde, og de tror, at den vejledning, Han har givet, er den sande og rette. De tror også, at belønningen for ingen god gerning hos Ham vil gå tabt – Forfatteren.]

De, der holder sig borte fra store synder og skamløse handlinger. Når de bliver vrede, tilgiver de. De, der adlyder deres Rabb’s befaling, holder bønnen og udfører deres anliggender på grundlag af gensidig rådslagning. De giver ud af den forsørgelse, Vi har skænket dem. [Med forsørgelse menes halal-forsørgelse. I Koranen kaldes haram-ejendom ingen steder Allahs forsørgelse. Versets betydning er, at

a. Han giver ud af den halal-forsørgelse, Vi har skænket ham.

b. Han hamstrer ikke denne forsørgelse, men giver ud af den.

c. Han giver også ud af den på Allahs vej. Han bruger ikke det hele på sig selv.]

Når der begås overgreb mod dem, gør de modstand. Gengældelsen for en ond handling er en tilsvarende ond handling. Men den, der tilgiver og forsoner, hans belønning er hos Allah. Allah elsker ikke de uretfærdige. Og de, der tager hævn, efter at de er blevet udsat for uret, kan ikke bebrejdes. Bebrejdelsen gælder kun dem, der gør uret mod andre og begår overgreb på jorden uden ret. For sådanne mennesker er der en smertefuld straf. Men den, der udviser tålmodighed og bærer over med fejlen, udfører virkelig en handling af stort mod. (Ash-Shura: 36-43)

-Mennesket er skabt med et snævert sind. Når en ulykke rammer det, bliver det derfor voldsomt panisk, og når det opnår velstand, begynder det at blive nærigt. Men de, der beder, er fri for disse fejl; de, der altid passer deres bønner (det vil sige overholder bønnens regler korrekt). I deres ejendom er der en fastlagt ret for dem, der beder om hjælp, og for de berøvede [Det vil sige, de har besluttet, at der i deres ejendom findes en bestemt andel, som tilkommer dem, der beder om hjælp, og de berøvede, og som de fortsat vil give dem. Den, der beder om hjælp, er en fattig person, som søger hjælp. Den berøvede er en person, om hvem han får at vide, at denne stakkel er blevet berøvet sit levebrød, så han ikke kan dække sine behov. Uanset om han kommer for at bede eller ej, hjælper han ham selv, når han har fået kendskab til hans situation. – Forfatteren.] De, der anser Dommens Dag for sand, og som frygter deres Rabb’s straf. For deres Rabb’s straf er ikke noget, man kan føle sig sikker imod. De, der vogter deres kønsdele (mod nøgenhed og utugt), undtagen over for deres hustruer og deres slavinder (for hvis de ikke vogter deres kønsdele over for dem), vil ikke blive bebrejdet. Men de, der søger noget andet end dette, er overtræderne. De, der opfylder deres løfter og pagter, som står fast på sandhed i deres vidnesbyrd, og som vogter deres bønner. (Al-Ma’arij: 19-34)

-Skynd jer ad den vej, der fører til jeres Rabb’s tilgivelse og til den have, hvis vidde er som jorden og himlene, og som er gjort klar til de gudfrygtige.

De, der giver af deres ejendom (på Guds vej) både i velstand og i fattigdom, behersker deres vrede og tilgiver andres fejl. Sådanne retskafne mennesker er elsket af Allah. Deres tilstand er sådan, at hvis de begår en ond handling (det vil sige en syndig handling) og gør sig selv uret, husker de Allah og beder om tilgivelse for synden. Hvem kan tilgive synder undtagen Allah? Og de holder ikke bevidst stædigt fast ved deres handlinger. (Al-i Imran: 133-135)

—Paradisets beboere er de, der opfylder deres løfte [Med et løfte menes her en god handling, som et menneske selv har svoret at udføre for at opnå Allahs velbehag — forfatteren.] og frygter den dag, hvis rædsler vil brede sig til alle sider. De giver de forældreløse, de fattige og fangerne mad af kærlighed til Allah og siger: »Vi bespiser jer kun for Allahs skyld. Vi ønsker hverken belønning eller taknemmelighed fra jer. Vi frygter vor Herre for straffen på den dag, hvis prøvelser vil være frygteligt langvarige.« (Ad-Dahr: 7-10)

Skynd jer ad den vej, der fører til jeres tilgivelse og til Paradiset, hvis bredde er som himlene og jorden. Dette Paradis er gjort rede til de gudfrygtige, som giver af deres rigdom både i velstand og i fattigdom, behersker deres vrede, tilgiver andres fejl, og Allah elsker sådanne retskafne mennesker. De er således, at hvis de på et tidspunkt begår en uanstændig handling eller gør sig selv uret (ved en syndig handling), husker de Allah og beder om tilgivelse for synden. Og hvem kan tilgive synder undtagen Allah? De holder ikke bevidst fast ved deres handlinger. (Al-i Imran: 133-135)

Læren om moralsk storhed

Disse udførlige etiske vejledninger er af en sådan art, at intet menneske med reformvilje, som besidder en vis moralsk følelse og forståelse af godt og ondt, kan undgå at blive påvirket af dem. Koranen fandt ikke dette tilstrækkeligt. Tværtimod præciserer den hver enkelt moralsk storhed og forklarer, hvilke egenskaber islam ønsker at udstyre mennesket med. Sendebudet, Allahs fred og velsignelser være med ham, og hans ledsagere har i praksis vist, at disse egenskaber ikke blot er noget, man siger med munden; overalt hvor islam har fundet vej ind i et menneskes liv, har den prydet det med disse egenskaber. Da det ikke er muligt at give en udførlig beskrivelse her, anfører jeg nogle eksempler.

—Hjælp hinanden med gode handlinger og gudsfrygt, og hjælp ikke hinanden med synd og overtrædelse. Frygt Allah, for Allah er streng i straffen. (Al-Ma’idah: 2)

—(Profeten Musa, fred være med ham) sagde: »Min Herre! Efter den gunst, Du har vist mig, vil jeg aldrig være de skyldiges hjælper.« (Al-Qasas: 17)

—Gengæld det onde med det gode, som er bedst. Vi ved udmærket, hvad de finder på imod dig. Bed: »Min Herre! Jeg søger tilflugt hos Dig mod Satans tilskyndelser, og jeg søger tilflugt hos Dig mod, at han nærmer sig mig.« [Det vil sige: Søg tilflugt hos Gud, så Satan aldrig kan tilskynde dig til at svare på skældsord med skældsord, løgn med løgn, uret med uret eller uretfærdighed og krænkelse af andres rettigheder med uretfærdighed og krænkelse af andres rettigheder — forfatteren.] (Al-Mu’minun: 96-98)

-De afværger det onde med det gode og giver ud af den forsørgelse, Vi har givet dem. Når de hører tom snak, afholder de sig fra at svare på den og siger: »Vores gerninger er for os, og jeres gerninger er for jer. Fred være med jer. Vi ønsker ikke at følge de uvidendes måde.« (Al-Qasas: 54-55)

-Denne bolig i det hinsidige (Paradis) vil Vi skænke dem, som ikke ønsker at ophøje sig på jorden eller skabe fordærv. (Al-Qasas: 83)

-(De troende er) dem, som, hvis Vi giver dem magt på jorden, opretholder bønnen, indfører zakat-ordningen, påbyder det gode og forbyder det onde. (Al-Hajj: 41)

-(De, der er blevet vejledt til Allahs lys,) findes i huse, som Han har tilladt at blive ophøjet, og hvori Hans navn ihukommes. I dem lovpriser de Ham morgen og aften. De er mennesker, som hverken handel, køb eller salg distraherer fra at ihukomme Allah, opretholde bønnen og give zakat. De frygter den dag, hvor hjerterne vendes om, og øjnene bliver forstenede. (An-Nur: 36-37)

-O I, der tror! Lad ikke jeres rigdom og jeres børn aflede jer fra at ihukomme Allah. De, der gør det, er de fortabte. (Al-Munafiqun: 9)

-O I, der tror! Stå fast på retfærdigheden og vær vidner for Allah, selv hvis det er imod jer selv, jeres forældre eller jeres nærmeste slægtninge.

Uanset om den pågældende er rig eller fattig, er Allah en større beskytter af dem end I. Følg derfor ikke jeres begær, så I undlader at handle retfærdigt over for dem. Og hvis I fordrejer ordene eller vender jer bort fra sandheden for at behage dem, så vid, at Allah er fuldt bekendt med alt, hvad I gør. (An-Nisa: 135)

-O I, der tror! Stå fast på sandheden for Allahs skyld og vær vidner med retfærdighed. Lad ikke et folks fjendskab ophidse jer så meget, at I ikke kan handle retfærdigt. Handl retfærdigt, for det er nærmere taqwa, og frygt Allah. Allah er fuldt bekendt med alt, hvad I gør. (Al-Ma’idah: 8)

-Kæmp mod dem, der kæmper mod jer, på Allahs vej, men begå ikke overgreb. Allah bryder sig ikke om dem, der begår overgreb. (Baqara: 194)

-Hvis nogen begår overgreb mod jer, så begå overgreb mod ham i samme målestok, som han har begået overgreb mod jer, og frygt Allah. Og vid, at Allah er med dem, der holder sig fra det onde. (Baqara: 194)

-Hvis I vil tage gengæld, så tag gengæld i samme omfang, som der er blevet begået overgreb mod jer. Men hvis I er tålmodige, er det bedre for de tålmodige. (Nahl: 126)

-I vil høre meget sårende ord fra Bogens folk og polyteisterne. Hvis I er tålmodige over for sådanne provokerende ord og holder fast i gudsfrygten, vil det være et stort udtryk for beslutsomhed. (Al-i Imran: 186)

-Allah bryder sig ikke om, at mennesker taler ondt, undtagen i tilfældet med den, der er blevet udsat for uret. [Det vil sige, at den undertrykte har ret til at hæve sin røst mod undertrykkeren – forfatteren.] (Nisa: 148)

-Allah har befalet jer at overgive betroede ting til deres retmæssige ejere. [I dette bud fra Gud gives de muslimske samfunds borgere den vejledning, at de ikke må svigte de betroede hverv. Tværtimod skal de omhyggeligt opfylde enhver betroet opgave, som er blevet overdraget til dem af nogen, der har vist dem tillid. Samfundet som helhed og dets ledere får den vejledning, at ansvarsbærende embeder (betroede embeder) skal overdrages til mennesker, der er i stand til at bære byrden ved dette ansvar. Giv ikke religiøse lederposter, nationale lederposter eller embeder med ansvar for landets styrelse til uegnede, korrupte, snæversynede og karakterløse mennesker. For uærlige menneskers ledelse ødelægger hele samfundet – forfatteren.]

Og når I dømmer mellem mennesker, så døm med retfærdighed.

-Kun forstandige tager ved lære. (Deres adfærd er sådan, at de) opfylder den pagt, de har indgået med Allah, og ikke bryder deres aftale. De opretholder de slægtskabsbånd, som Allah har befalet at opretholde. De frygter deres Herre og frygter, at han måske vil holde dem til et strengt regnskab. De, der er tålmodige for deres Herres velbehag, opretholder bønnen, giver åbent og hemmeligt ud af det, Vi har forsynet dem med, og afværger det onde med det gode. (Ra’d: 19-22)

-I kan ikke opnå fromhed, før I giver de ting bort på Allahs vej, som I elsker. Og hvad end I bruger, er Allah bekendt med det. (Al-i عمران: 92)

-O I troende! Giv af det bedste af den rigdom, I har erhvervet, og af det, Vi har bragt frem til jer fra jorden, på Allahs vej, og vælg ikke bevidst at give det allerdårligste. For I ville aldrig selv tage imod sådanne ting. I ville tage imod dem med modvilje. Allah er ikke afhængig af jeres udgifter. Han er rig på de ypperste egenskaber. (Al-Baqarah: 267)

-Hvis I giver almisse offentligt, er det en god handling. Men hvis I holder det skjult og deler det ud blandt de fattige, er det bedre for jer. På grund af disse handlinger udslettes mange af jeres synder, og Allah ved, hvad end I gør. (Al-Baqarah: 271)

-Hvis den gældsplagede er i økonomiske vanskeligheder, så giv ham henstand, indtil han bliver velstående. Og hvis I eftergiver gælden som almisse, er det bedre for jer, hvis I blot vidste det. (Al-Baqarah: 280)

-Fra Helvedes ild) vil den yderst gudfrygtige blive holdt borte, den, som giver af sin rigdom for at opnå renhed. Han har ikke modtaget nogen gunst fra nogen, som han skal gengælde. Han gør kun dette for at opnå den Store og Ophøjede Guds velbehag. (Al-Lail: 17-20)

-Brug af den rigdom, Vi har givet jer, før døden kommer til nogen af jer, og han siger: »Min Herre, hvis Du blot ville give mig en kort frist, ville jeg give almisse og blive blandt de retskafne.« (Al-Munafiqun: 10)

-Giv de forældreløse deres ejendom. Byt ikke det gode ud med det dårlige, og fortær ikke deres ejendom ved at blande den sammen med jeres egen ejendom. Det er en stor synd. (An-Nisa: 2)

-O Profet, sig til de troende mænd, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres kønsdele (mod nøgenhed og utugt). … Og sig til de troende kvinder, at de skal sænke deres blikke og beskytte deres kønsdele. De skal ikke vise deres skønhed frem, bortset fra det, der naturligt kommer til syne. De skal lade deres slør falde ned over deres bryst og ikke vise deres skønhed frem for andre end dem, der er nævnt i sura An-Nur, såsom deres ægtemænd, fædre, svigerfædre, sønner og andre. Og de skal ikke slå med fødderne, når de går, så deres skjulte skønhed bliver kendt. (An-Nur: 30-31)

-Hvis I frygter Allah, så tal ikke med sødmefulde, tillokkende toner, så en person med ond karakter kan blive begærlig. Tal derimod klart og ligeud. Bliv i jeres hjem, og gå ikke omkring pyntede og klædte som i den gamle jahiliyyah-tid. (Al-Ahzab: 32-33)

-O mennesker! Gør ikke de rene ting, som Allah har gjort tilladte for jer, forbudte. Og overskrid ikke grænserne; Allah bryder sig ikke om dem, der overskrider grænserne. Spis af de rene og tilladte ting, som Allah har givet jer, og hold jer fra ulydighed mod den Gud, som I tror på. (Al-Ma’idah: 87-88)

-Troende mænd og kvinder er hinandens venner. De befaler det gode og afholder fra det onde. De opretholder bønnen, giver zakat og adlyder Allah og Hans Sendebud. (At-Tawbah: 71)

-De, der ønsker ære og anseelse, bør vide, at al ære tilhører Allah. Det, der stiger op, er et rent ord, og den gode gerning løfter det op. (Fatir: 10)

-Og Vi prøver jer ved at udsætte jer for velstand og nød. (Al-Anbiya: 35)

[Det vil sige, Vi prøver jer for at se, om I i velstand bliver hovmodige, tyranniske, Gud-forglemmende og lidenskabens slaver, og om I i nød eller vanskelige forhold tager usle, foragtelige og ulovlige fremgangsmåder i brug. Det er en snæversynet persons handling, at han i gode tider bliver en Farao, mens han i vanskelige tider bliver ved med at krybe i støvet og benytter enhver lovlig eller ulovlig fremgangsmåde for at ændre sin situation. Den troendes opgave er at forblive standhaftig i sandhed og retskaffenhed under alle forhold – Forfatteren.]

Det er ikke kun fromme enkeltpersoner, men også et fromt samfund, der er ønskværdigt

Sammen med de ovennævnte moralske fortrin siges det også i Koranen, at islams formål ikke blot er at skabe retskafne mennesker, men også at samle dem i et retskaffent samfund. For uden dette er det på ingen måde muligt at beskytte menneskeheden mod skade og opnå fremgang. Selv om dette emne er blevet beskrevet forskellige steder på forskellige måder, fremlægger vi her kun to steder som eksempler.

(Arabisk****************)

-Har Vi ikke givet mennesket to øjne, en tunge og to læber? Og vist det de to tydelige veje til godt og ondt? Har det ikke vovet at forcere den stejle vej, og ved du, hvad den stejle vej er? At befri en person fra slaveriets lænker eller at bespise en nær forældreløs eller en støvet fattig på en dag med knaphed. Derefter at slutte sig til dem, der har troet; dem, der formaner hinanden til tålmodighed og til at vise barmhjertighed. (Al-Balad: 8-17)

Det retfærdige samfunds kendetegn

Blandt disse er det at befri slaver eller bespise en nær forældreløs og en støvet fattig. Der er blevet fremhævet et eller to eksempler på individuelle gode handlinger, som bør findes hos den enkelte, og som indgår i de utallige menneskers gode handlinger.

Men det er også blevet anset for nødvendigt, at sådanne retfærdige mennesker ikke forbliver adskilte og spredte. De skal tværtimod slutte sig sammen i et fællesskab med dem, der tror, og som formaner hinanden til tålmodighed og til at vise barmhjertighed over for Guds skabninger, så der gennem dem kan opstå et tålmodigt og barmhjertigt samfund. Et sådant samfund vil stå fast på ren moral. Det vil holde sig borte fra syndige handlinger og tilskyndelser til synd, modigt imødegå vanskelighederne og hindringerne på sandhedens vej, stå fast på sandhedens vej og ikke være undertrykkende eller hårdhjertet over for Guds skabninger, men tværtimod barmhjertigt og kærligt. Et sådant samfund kan ikke opbygges uden tro på Gud og det hinsidige samt urokkelig overbevisning om og tillid til den lov, Han har bragt. Derfor kan disse egenskaber nødvendigvis kun grundfæstes i et muslimsk samfund, som ikke mister dem under nogen prøvelse, der rammer det i det jordiske liv.

(Arabisk******************)

Ved tiden! Mennesket er i sandhed i stort tab, undtagen dem, der tror, gør gode gerninger og formaner hinanden til sandheden og til tålmodighed.

Her kan tiden betyde den forgangne tid eller historien. Eller den kan betyde den tid, der går og hvert øjeblik bliver forbrugt. At sværge ved den betyder, at den er vidne til den virkelighed, der vil blive fremsat.

Her er ordet »menneske« anvendt i sin fulde betydning. Derfor kan det betyde det enkelte menneske, menneskeheden som helhed eller hele menneskeslægten.

Ordet khusr kan betyde tab og nederlag – det modsatte af velstand, fortjeneste og succes.

De fire egenskaber, som menneskeslægtens succes og velstand afhænger af

Med disse få korte sætninger og under ed er det med sikkerhed blevet fastslået, at både den historie, der er forløbet, og den tilstand, der hersker nu, vidner om, at mennesket som individ, som nation og som art ikke er nedsænket i velstand, men i tab. Kun de, som besidder de følgende fire egenskaber, er sikret mod dette tab.

Tro

Det vil sige en fast overbevisning om, at Allah alene, uden nogen partner, er Skaberen, Ejeren, Forsørgeren, Den, der opfylder behov, den, der skal tilbedes, og Herskeren, hvis tjeneste, lydighed og lovprisning man bør vie sig til. Og den vejledning, som Allahs Sendebud har bragt, er sandheden, som man bør følge. Og med livet menes ikke blot dette verdslige, midlertidige liv; derefter begynder også et evigt liv, hvor menneskene skal aflægge regnskab for alle deres handlinger i denne verden. Derefter skal de opleve deres belønning eller straf. Denne tro er den første betingelse for at opnå succes og velstand. For uden den findes der intet andet, som kan danne et solidt grundlag for karakter, moral og adfærd, hvorpå et rent og dydigt livs palads kan opføres.

Uden denne tro bliver menneskelivet, hvor smukt det end måtte se ud på overfladen, som et skib uden anker, der føres med bølgerne af egeninteresse, begær og dagdrømmeri. Det finder aldrig et sted at lægge til.

Gode gerninger

Forholdet mellem denne egenskab og iman er som forholdet mellem et frø og et træ. Iman er et sådant frø, uden hvilket gode gerningers træ ikke kan vokse frem. Selv om der måtte findes visse ydre og midlertidige egenskaber og gode gerninger i nogle menneskers liv uden iman, er træet alle de gode gerninger, som ifølge visdommens og fornuftens krav spirer frem og udvikler sig i det menneskes liv, hvor imanens frø er blevet sået. Hvis dette frø er blevet sået et sted, men gode gerningers træ ikke vokser frem, må man forstå, at dette menneskes hjerte er blevet frøets grav, og at der ikke længere er nogen sikkerhed for at blive frelst fra tab. For gode gerninger sammen med iman er den anden betingelse for at blive frelst fra tab.

De to ovennævnte egenskaber kan findes hos mennesker individuelt, og de kan alene sikre individuel succes. Men samlet succes er ikke mulig, medmindre der dannes et samfund med sådanne egenskaber, og også i dette samfund findes de to yderligere egenskaber, som i denne sura er blevet betegnet som betingelser for at blive frelst fra tab.

At formane hinanden til haqq

Ordet haqq er det modsatte af batil. Det bruges normalt i to betydninger. For det første om noget korrekt, sandt, retfærdigt og i overensstemmelse med virkeligheden, hvad enten det angår iman, troslæren og forestillinger eller verdens daglige forhold. For det andet om den haqq, som det er menneskets pligt at opfylde, hvad enten det er Allahs haqq, menneskers haqq eller ens egen haqq. At formane til haqq betyder derfor, at de oprigtigt troendes samfund ikke skal være så følelsesløst, at batil løfter hovedet og krænker menneskers haqq (rettigheder), mens folk stille ser på som tilskuere. Tværtimod skal dets fælles samvittighed være så levende, og dets medlemmer skal betragte det som deres pligt, at hver gang batil løfter hovedet, eller hvor man ser haqq blive krænket, skal folk træde frem på arenaen for at modarbejde batil og støtte haqq. Ingen skal mene, at det er tilstrækkeligt blot selv at være på haqqens side, sandfærdig og retfærdig samt at give de berettigede deres haqq. Tværtimod skal han også formane andre til at handle på denne måde. Dette er det, der garanterer eller sikrer samfundet mod moralsk forfald. Hvis disse ædle egenskaber ikke findes i et samfund, kan det ikke blive frelst fra tab. Tværtimod bliver det, efterhånden som den samlede uorden vokser, også vanskeligt at opretholde den enkeltes rettigheder.

At formane hinanden til sabr

Ordet ‘sabr’ betyder sprogligt at modstå og hindre eller at afholde sig fra og holde sig tilbage. På arabisk bruges dette ord i betydningen overbærenhed, tålmodighed, selvbeherskelse, standhaftighed, viljens fasthed og det modigt og beslutsomt at engagere sig i mødet med en modstående kraft. Men i Koranen er ordet blevet brugt i så omfattende en betydning, at hele den troendes liv bliver et sabrs liv.

Den koraniske betydning af sabr

I Koranen er dette ord blevet brugt mere end hundrede steder. Når man tænker over disse steder, kan man forstå, at det er blevet brugt i følgende betydninger.

At begrænse sine følelser, tilbøjeligheder, begær og lyster inden for de grænser, som Allah den Højeste har fastsat.

Uanset hvor mange muligheder for gevinst og luksus der måtte opstå gennem ulydighed mod Gud, må man ikke lade sig føre på afveje af begæret efter dem, men med et smil tage imod de tab, sorger, lidelser og afsavn, som lydighed mod Gud medfører.

At holde sine lyster under kontrol hele livet og afvise enhver af Satans tilskyndelser til synd samt ethvert begær. At stå fast på sandhedens vej over for enhver fristelse og frygt. At bære de tab og sorger, som følger af at holde fast ved ærlighed i verden. At afvise de muligheder og fordele, der kan opnås ved ulovlige midler.

Langt fra at blive utålmodig af misundelse og begær ved at se de, der lever af det forbudte, prale med deres pragt, bør man ikke engang rette blikket mod den, men med roligt sind indse, at den beskedne renhed, som Allah i Sin nåde har skænket ham, er bedre end den prangende urenhed og sump af fordærv.

At påtage sig alle former for risiko for troens skyld. Modigt at udholde den undertrykkelse og mishandling, som sandhedens fjender udsætter én for. At stå urokkeligt til støtte for sandheden under oppositionens storm og farernes og ulykkernes angreb. Ikke at bøje sig for falskheden og ikke at give plads til tanken om kompromis med den.

Ikke spontant at lade sig ophidse af modstandernes overdrivelser, hån og smædekampagner, men i stilhed og uden følelsesmæssig ophidselse fortsætte med at udføre arbejdet med forkyndelse og reform på den rette måde, selv om der ikke synes at være nogen udsigt til resultater i en fjern fremtid.

Når man mister tålmodigheden på grund af ekstremt provokerende adfærd, må man ikke i hast tage fejlagtige skridt, som strider mod den hensigtsmæssige strategi for kaldet til sandheden og skader formålet med dette kald.

At kæmpe i årevis mod tilhængere af falskheden, som overskrider alle grænser for moral og etik og er berusede af magt og indflydelse, men under ingen omstændigheder opgive ærligheden og anvende uretfærdige metoder som dem.

Man må ikke blive fortvivlet og nedslået ved at se sandhedens svaghed over for falskheden, de kæmpendes gentagne nederlag for at etablere sandheden og falskhedens lederes succes. Man må aldrig, fordi man rammes af frustration, modløshed og svigtende moral, tænke, at kampen for at etablere sandheden er meningsløs, og at det nu er bedst at slå sig til tåls med den smule religiøsitet, der kan opnås under et kufrisk og ugudeligt styre. Selv under de mest elendige forhold skal man med beslutsomhed og mod fortsætte bestræbelserne på at holde sandheden højt.

En troende, der er tålmodig, gør ikke alt dette, fordi han skal opnå dets frugter allerede i denne verden. Han tror derimod, at han vil høste dets frugter i det andet liv, der begynder efter døden.

Han bliver heller ikke så svag, at han, hvis gode tider kommer og han opnår succes i verden, bliver en Farao i stolthed og arrogance. Og når vanskelige tider kommer, begynder han ikke at klage og tøver ikke med at benytte selv de mest usle midler for at få de vanskelige tider til at gå over.

Han bevarer sin balance under alle forhold. Han ændrer ikke sit sind efter omstændighederne. Tværtimod holder han altid fast ved en retfærdig og korrekt adfærd. Når forholdene er gunstige, og han endog når toppen af rigdom, velstand, ære og anseelse, bliver han ikke beruset af sin egen fortræffelighed. Når han på et tidspunkt bliver knust under vanskeligheder, ulykker og lidelsers møllesten, lader han ikke dette ødelægge hans menneskelige egenskaber. Hvad enten prøvelsen fra Gud kommer i form af en gave eller en ulykke, forbliver hans tålmodighed urokket.

Budskabet i suraen al-ʿAsr er, at mennesket kun kan undgå tab, når det både individuelt er troende, retskaffent, tilhænger af sandheden og tålmodigt, og når disse mennesker danner et samfund, hvor enhver formaner de andre til sandhed og tålmodighed.

Dette middel til moralsk undervisning var et så stærkt middel, at Qurayshs afgudsdyrkere og Arabienens vantro ikke havde noget forsvar imod det. Uanset hvilke anklager de rettede mod Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) og islam, kunne intet fornuftigt menneske tro, at en så højtstående moralsk lære kunne være givet af en egoist, en galning eller en troldmand. (147)

Sjette afsnit

Grundlæggelsen af en universel muslimsk umma

Et vigtigt grundprincip i den islamiske da‘wa var, at hele verdens menneskehed i virkeligheden er én, og at alle er lige som mennesker. De forskelle, som Allah har skabt mellem dem med hensyn til natur, folk, slægt, stamme, sprog og hjemland, har udelukkende til formål, at de kan genkende hinanden, så der kan opstå en ånd af samarbejde mellem dem. Forskellene er ikke til for at skabe uenighed og splittelse, fremkalde fjendskab, få én gruppe til at anse en anden som ringe og lav og sig selv som fornem og ædel, eller få én gruppe til at beslutte sig for at undertrykke, plyndre og udslette en anden. Inden for rammerne af denne grundlæggende menneskelige lighed kan den eneste legitime og retfærdige årsag til forskel mellem mennesker være tro og tænkning, på hvis grundlag de samles til én enhed; og i denne ummah kan det, der med rette kan være årsag til forrang og ære, kun være taqwa: det vil sige at frygte Gud, afholde sig fra ulydighed mod Ham og, med erindringen om regnskabet i det hinsidige, afholde sig fra at gå vildfarne veje.

På grundlag af denne lære eller ideologi har islam kun bevaret én forskel mellem mennesker i verden, nemlig forskellen mellem iman og kufr. Enhver, uanset hvilket land, folk, stamme, race eller slægt han tilhører, og uanset hvilket sprog han taler, som accepterer Allahs tawhid på den måde, som Muhammad (fred være med ham) fremlagde den, anerkender Muhammad (fred være med ham) som den sidste sendebud for hele menneskeheden, Koranen som Allahs sidste bog og tror på det hinsidige, er en mu’min, en bror til de troende, medlem af de troendes jama‘at, en del af den muslimske ummah, og har på alle områder de samme rettigheder i det muslimske samfund. Den, der ikke bekender sig til denne tro, er derimod en kafir. Uanset om en mu’mins far, mor, bror, søster, søn, datter, hustru eller mand er tale om, giver det ikke vedkommende nogen højere status blot at tilhøre samme stamme, samme hjemland eller samme race. Den troende kan bevare menneskelige relationer til ham eller hende, men på alle andre områder vil vedkommendes samfund være adskilt fra det muslimske samfund. I verdslige anliggender kan han opretholde de relationer til vedkommende, som naturligt findes mellem mennesker. Men i spørgsmål om religion kan han ikke være hans ven, vise ham kærlighed, slutte sig sammen med ham i én jama‘at eller opbygge ét samfund med ham. Selv hvis hans far er kafir, kan han ikke bede om maghfirah for ham. Hvis man på grund af religionen må gå i krig, vil bror kæmpe mod bror og far mod søn, uden at tøve med at dræbe ham. Hvis land og folk bliver en hindring på religionens vej, vil han forlade hjem, folk og land og foretage hijrah, men han vil ikke ofre religionen for landets eller folkets skyld.

Denne ummah var altid kendt som ummat-e-muslima. Enhver profets ummah var muslim, og dette navn blev også givet til dem, der troede på Muhammad (fred være med ham). Den var åben for ethvert menneske på jorden, uanset hvilket land det kom fra, øst eller vest, nord eller syd. Ingen nation havde noget særkende, som var forbeholdt den frem for andre nationer. Dens grundlag var ikke en tilfældig fødsel, men en bevidst og forstående antagelse af troen. Og alle mennesker i verden, som kunne deltage i denne tro, kunne slutte sig til denne ummah med lige rettigheder.

Det var altså ikke en ummah, der blot skulle acceptere troen og sætte sig passivt til rette. Den var derimod en ummah af da‘is (forkyndere) og muballighs. Hvert eneste medlem var aktivist i en bevægelse, og dets højeste formål var at bringe videre til andre den sandhed, som gennem Allah og Hans sendebud var nået frem til det. Det skulle forsøge at redde så mange mennesker som muligt fra vildfarelse i denne verden og fra Allahs straf i det hinsidige.

Det var noget, som ikke blot Quraysh, men alle Arabien’s stammer blev rystede over. I tusinder af år havde hele deres sociale system været grundlagt på stammevæsenet. Det var deres beskyttelse. Blodsbånd var grundlaget for deres relationer samt for hjælp og støtte. Deres adel og anseelse afhang af det. Hver stamme pralede over for de andre stammer med, at dens forfædre havde ydet bidrag på det ene eller det andet område. Nu så de, at der blandt dem var ved at opstå en da‘wa, som rykkede stammevæsenet op med rode; en da‘wa, der hentede mennesker ud fra hver gruppe og stamme og samlede dem i en varig jama‘at under et særskilt navn. Den forstod hverken folk eller stamme, men byggede et universelt broderskab og venskab på en trosbekendelse. Den gjorde ende på alle gamle forestillinger om stolthed og adel og gjorde ædle og uædle lige. Den gjorde forskellen mellem kufr og iman til grundlaget for venskab og fjendskab og skilte sønnen fra faderen, broderen fra broderen og manden fra hustruen. Da brast deres tålmodighed. De kunne ikke acceptere denne vældige sociale revolution. De besluttede, at denne plante måtte ødelægges, mens den endnu var en spire, så der aldrig kunne komme blomster fra den og haver fra blomsterne. Men de, som havde nogen fornuft og indsigt, og hvis sind ikke var låst af overtro og fanatisme, forstod, at dette var den vidundermedicin, som kunne gøre ende på stammemæssigt fjendskab, had og bitterhed og forene hele Arabien. Derefter kunne den gå endnu videre og binde verdens nationer sammen med det samme reb.

Den fulde betydning af den del af den islamiske da‘wa, hvis sammenfatning er blevet beskrevet ovenfor, vil først kunne forstås, når mennesker lærer den detaljerede redegørelse for den fra Koranen. (148)

Denne ummah var altid kendt som ummat-e-muslima. Enhver profets ummah var muslim, og dette navn blev også givet til dem, der troede på Muhammad (fred være med ham). Den var åben for ethvert menneske på jorden, uanset hvilket land det kom fra, øst eller vest, nord eller syd. Ingen nation havde noget særkende, som var forbeholdt den frem for andre nationer. Dens grundlag var ikke en tilfældig fødsel, men en bevidst og forstående antagelse af troen. Og alle mennesker i verden, som kunne deltage i denne tro, kunne slutte sig til denne ummah med lige rettigheder.

Det var altså ikke en ummah, der blot skulle acceptere troen og sætte sig passivt til rette. Den var derimod en ummah af da‘is (forkyndere) og muballighs. Hvert eneste medlem var aktivist i en bevægelse. Dets højeste formål var at bringe videre til andre den sandhed, som gennem Allah og Hans sendebud var nået frem til det. Det skulle forsøge at redde så mange mennesker som muligt fra vildfarelse i denne verden og fra Allahs straf i det hinsidige.

Dette var et spørgsmål, som ikke blot satte Quraysh, men alle Arabias stammer i uro. I tusinder af år havde hele deres sociale system været grundlagt på stammevæsen. Stammen var det, som deres samfund var opbygget omkring. Den var deres beskytter. Blodsbånd var grundlaget for deres indbyrdes forbindelser samt deres hjælp og støtte. Deres adel og anseelse afhang af dette. Hver stamme pralede over for de andre stammer med, at deres forfædre havde ydet bidrag på det ene eller det andet område. Nu så de, at der blandt dem var opstået en da’wah, som rykkede stammevæsenet op med rode, og som tog mennesker ud af hver gruppe og stamme og samlede dem i et permanent fællesskab under et særskilt navn – et fællesskab, som hverken anerkendte folk eller stammer, men byggede et universelt broderskab og venskab på en trosbekendelse; et fællesskab, som gjorde en ende på alle gamle forestillinger om stolthed og adel og stillede adelige og ikke-adelige lige, og som gjorde forskellen mellem kufr og iman til grundlaget for venskab og fjendskab, så sønnen blev skilt fra faderen, broderen fra broderen og ægtemanden fra hustruen. Da brast deres tålmodighed. Det var umuligt for dem at acceptere denne vældige sociale revolution. De besluttede, at dette træ måtte ødelægges, mens det endnu var en spire, så det aldrig kunne blomstre og udvikle sig til en blomstrende have. Men de, hvis sind rummede en vis fornuft og indsigt, og hvis hjerter ikke var låst af overtro og fanatisme, indså, at dette netop var den store medicin, som kunne bringe stammemodsætninger, fjendskab og had til ophør og forene hele Arabien. Derefter kunne den, ud over Arabien, binde verdens folkeslag sammen med det samme bånd.

Den fulde betydning af den del af den islamiske da’wah, hvis sammendrag er blevet gengivet ovenfor, vil først kunne forstås, når mennesker gennem Koranen får kendskab til dens detaljerede fremstilling. (148)

Alle mennesker er grundlæggende lige, og det eneste mål for deres forrang er taqwa

Det første hovedbudskab, som Koranen fremførte i denne forbindelse, var, at hele menneskeheden er børn af én moder og én fader, og at alle mennesker derfor grundlæggende er lige.

يَا أَيُّهَا النَّاسُ اتَّقُوا رَبَّكُمُ الَّذِي خَلَقَكُمْ مِنْ نَفْسٍ وَاحِدَةٍ وَخَلَقَ مِنْهَا زَوْجَهَا وَبَثَّ مِنْهُمَا رِجَالًا كَثِيرًا وَنِسَاءً – (النساء 1)

– I mennesker! Frygt jeres Herre, som skabte jer af ét menneske og skabte dets mage af det, og fra dem begge spredte mange mænd og kvinder ud på jorden. (An-Nisa 1)

Det andet vigtige hovedbudskab, som Koranen fremlagde, var, at den mangfoldighed af folk og stammer, som Han har skabt inden for menneskehedens enhed, udelukkende tjener det formål, at de kan genkende hinanden. Målet for deres storhed er ikke afstamning, hudfarve, sprog eller hjemland, men den moralske egenskab taqwa.

يَا أَيُّهَا النَّاسُ إِنَّا خَلَقْنَاكُمْ مِنْ ذَكَرٍ وَأُنْثَى وَجَعَلْنَاكُمْ شُعُوبًا وَقَبَائِلَ لِتَعَارَفُوا إِنَّ أَكْرَمَكُمْ عِنْدَ اللَّهِ أَتْقَاكُمْ –( الحجرات- 13)

—O mennesker! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde. Derefter har Vi gjort jer til folk og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. Sandelig, den mest ærede af jer hos Allah er den, der er mest gudfrygtig blandt jer, det vil sige den, der bedst vogter sig mod ulydighed mod Allah.

I dette vers, der henvender sig til hele menneskeheden, er den store vildfarelse blevet identificeret, som altid har været årsag til verdensomspændende splid og fordærv. Det vil sige fanatismen omkring afstamning, race, sprog, fødested og nationalisme. Fra de ældste tider og frem til i dag har mennesker i enhver tidsalder som regel ignoreret mennesket som sådan og fortsat med at skabe små afgrænsninger omkring sig. De har regnet dem, der blev født inden for disse afgrænsninger, for deres egne og dem, der blev født udenfor, for fremmede. Disse afgrænsninger er ikke blevet skabt på et intellektuelt eller moralsk grundlag, men på det tilfældige grundlag, hvor man er født. Et sted har grundlaget været at være født ind i en bestemt familie, stamme eller et folk, der taler et bestemt sprog. Den forskel mellem egne og fremmede, som derefter er blevet skabt på grundlag af disse forhold, har ikke blot været begrænset til, at man behandler dem, man regner for sine egne, med større kærlighed end andre og yder dem hjælp og støtte. Tværtimod har denne forskel antaget de værste former for had, fjendskab, foragt, undertrykkelse og brutalitet. Der er blevet udformet filosofier for den. Der er blevet opfundet religioner. Der er blevet opstillet moralske principper, og nationer og stater har gjort den til deres permanente ideologi og praktiseret den i hundreder af år. På dette grundlag har jøderne regnet Israels børn for Guds yndlingsskabninger, ja, for Guds sønner, og selv i deres religiøse forskrifter har de placeret rettighederne og værdigheden hos dem, der ikke er Israels børn, på et lavere trin end israelitternes. Hos hinduerne gav denne forskel anledning til kastesystemet, hvis synspunkt har fastslået brahminernes overlegenhed. Alle mennesker uden for overklassen blev regnet for lave og urene, mens shudraerne blev kastet ned i en afgrund af ydmygelse og fornedrelse. Man behøver ikke søge i historiens sider efter den undertrykkelse, som forskellen mellem sorte og hvide har medført for Afrikas og Amerikas sorte befolkninger. Selv i det tyvende århundrede kan enhver se den med egne øjne. Den behandling, europæerne udsatte indianerne for, da de trængte ind på det amerikanske kontinent, og den behandling, de udsatte svage folk for efter at have etableret deres herredømme i Asien og Afrika, var i sit inderste drevet af den forestilling, at de havde ret til at tage liv, ejendom, ære og anstændighed fra dem, der var født uden for deres eget lands og folks grænser. De mente, at de havde ret til at plyndre dem og gøre dem til slaver. Ja, de mente endog at have ret til at udslette dem fra jordens overflade, hvis det blev nødvendigt. Hvordan Vestens nationers dyrkelse af nationen har gjort én nation til et vildt dyr over for andre nationer, har man set de værste eksempler på i de seneste krige, og man ser det stadig i dag. Især hvis man betragter den brutalitet, som Nazitysklands racelære og forestillingen om nazisternes overlegenhed udviste under den seneste verdenskrig, kan man let forstå, hvor farlig og ødelæggende en vildfarelse dette var — en vildfarelse, som dette vers i den ædle Koran blev åbenbaret for at korrigere og reformere.

I dette korte vers har Allah den Ophøjede, henvendt sig til hele menneskeheden og fremhævet tre yderst vigtige realiteter.

For det første: I er alle grundlæggende ét. Hele jeres menneskeslægt er opstået fra den samme mand og den samme kvinde. Alle de slægter, der i dag findes i verden, er i virkeligheden grene og kviste på den samme oprindelige slægt, som begyndte med den samme far og den samme mor. I denne fødselsmæssige kontinuitet findes der intet grundlag for den forskel eller det højere og lavere, som I er fanget i gennem jeres fejlagtige forestillinger. Den samme Gud er jeres Skaber. Det er ikke sådan, at forskellige guder har skabt forskellige mennesker. Alle er blevet til af det samme stof og de samme bestanddele, ikke sådan at nogle er blevet til af rent stof, mens andre er blevet til af en anden gruppe urene og ringere bestanddele, hvorfra indbyggerne i verdens forskellige egne skulle være blevet født hver for sig.

For det andet: Selvom I grundlæggende er ét, er det naturligt, at I er opdelt i folk og stammer. Det er indlysende, at alle mennesker i hele verden ikke kan tilhøre den samme familie. Efterhånden som menneskeslægten voksede, var utallige familier uundgåelige, og derefter var det også naturligt og nødvendigt, at stammer og folk opstod af familierne. Efter at have bosat sig i forskellige egne af jorden måtte hudfarve, kropsbygning, sprog og livsform nødvendigvis blive forskellige. Det var også naturligt, at de, der boede i samme område, stod hinanden nærmere, mens de, der boede i fjerne egne, stod længere fra hinanden. Men disse naturlige og medfødte forskelle og uligheder indebar på ingen måde, at man på deres grundlag skulle etablere en forskel mellem højt og lavt, fornemt og ufornemt eller ringere og højere. At én slægt skulle vise sin overlegenhed over en anden slægt. At mennesker af én race skulle anse mennesker af en anden race for ringe og ubetydelige. At ét folk skulle etablere overlegenhed og herredømme over et andet, og at den ene gruppe skulle gives forrang frem for den anden i menneskelige rettigheder.

Den grund, hvorpå Skaberen ordnede menneskegrupperne i folk og stammer, var alene, at dette var den naturlige måde, hvorpå de kunne lære hinanden at kende og hjælpe og støtte hinanden. På denne måde kunne medlemmer af en familie, en slægtsgruppe, en stamme og et folk sammen danne en universel samfundsorden og hjælpe hinanden i livets gøremål. Men det var ren satanisk uvidenhed, at det, som Allah den Ophøjede havde skabt som et middel til sand identifikation, blev omdannet til stolthed, hovmod og had og til sidst forvandlet til undertrykkelse og grusomhed.

For det tredje: Hvis der findes, eller kan findes, et grundlag for overlegenhed mellem mennesker, er det alene moralsk overlegenhed. Alle mennesker er lige med hensyn til deres fødsel, for deres Skaber er én. Deres skabelsesmateriale og skabelsesmåde er den samme, og deres slægtslinjer går alle tilbage til de samme forældre. Desuden er det et tilfælde, at et menneske fødes i et bestemt land eller en bestemt nation eller folkegruppe. I dette har dets vilje, valg, anstrengelser eller karakter ingen andel. Der er ingen retfærdig grund til, at nogen på dette område skulle være andre overlegen. Det egentlige grundlag, hvorpå ét menneske bliver andre overlegent, er, at det frygter Gud mere end de andre, holder sig borte fra syndige handlinger og følger godhedens og renhedens vej. Et sådant menneske er, uanset hvilken slægt, nation eller hvilket land det tilhører, værdigt til respekt på grund af sine personlige egenskaber. Men den, hvis indstilling er det modsatte, er et lavtstående menneske, hvad enten han er sort eller hvid, fra øst eller fra vest.

Disse realiteter, som er blevet beskrevet i et kort vers fra Koranen, forklarede Allahs Sendebud (fred være med ham) udførligt i sine forskellige taler. I den tale, han holdt efter tawafen ved erobringen af Mekka, sagde han:

(Arabisk*******************)

Lovprisning tilhører den Gud, som har fjernet uvidenhedens fejl og mangler samt dens stolthed og hovmod fra jer. O mennesker! Alle mennesker kan kun opdeles i to kategorier. Den ene: den retfærdige og gudfrygtige, som er æret i Allahs øjne. Den anden: synderen og den ulykkelige, som er ringeagtet i Allahs øjne. Ellers er hele menneskeheden Adams børn. Og Adam blev skabt af Allah af ler.

Under pilgrimsfærden ved afskeden sagde Profeten (fred være med ham) i en tale midt under Ayyam al-Tashriq:

(Arabisk******************)

O mennesker! Pas på. Jeres Gud er én. Ingen araber har forrang over en ikke-araber, ingen ikke-araber over en araber, ingen hvid over en sort og ingen sort over en hvid, og ingen sort over en hvid, undtagen på grundlag af gudsfrygt. Den mest ærefulde blandt jer hos Allah er den, der er mest gudfrygtig blandt jer. Sig mig, har jeg overbragt mit budskab til jer? Den samlede folkemængde svarede: Ja, Allahs Sendebud (fred være med ham). Han sagde: Godt, så lad de tilstedeværende overbringe dette budskab til dem, der ikke er til stede.

I en hadith siger han:

(Arabisk***************)

I er alle Adams børn. Og Adam blev skabt af ler. Lad folk ophøre med at være stolte af deres forfædre. Ellers vil de i Allahs øjne være værre end selv usle småkryb.

Han siger endvidere—

(Arabisk************)

—Allah vil på Dommens Dag ikke spørge jer om jeres afstamning. Hos Allah er den mest ærede blandt jer den, der er mest gudfrygtig.

Han siger endvidere—(Arabisk****************)

—Allah ser ikke på jeres ansigter, ydre eller rigdom. Han ser på jeres hjerter og jeres gerninger.

Disse læresætninger var ikke begrænset til ord. Islam har tværtimod i overensstemmelse med dem etableret et universelt broderskab blandt de troende og vist det i praksis; et broderskab, hvori der ikke er nogen forskel på race, afstamning, sprog, land eller nationalitet. Det rummer ingen forestilling om høj og lav status, urørlighed, diskrimination, splittelse eller fanatisme. Alle mennesker, der ønsker at tage del i det, kan gøre det – og har gjort det – med fuldstændig lige rettigheder, uanset hvilken afstamning, nation eller hvilket land de tilhører. Selv islams modstandere har måttet erkende, at princippet om menneskelig lighed og enhed er blevet virkeliggjort så vellykket i det muslimske samfund, at der ikke findes noget sidestykke til det i nogen religion eller noget system i verden. Og der har heller aldrig tidligere eksisteret et sådant sidestykke. Islam er den eneste religion eller livsordning, som har samlet de utallige afstamninger og nationer, der er spredt over hele verden, og gjort dem til én ummah på grundlag af én trosbekendelse. (149)

Denne evige ordning vil også blive gjort gældende i det hinsidige

Efter at være gået videre orienterer Koranen mennesket om den realitet, at denne ordning, hvor forskellighed og forening sker på grundlag af trosbekendelse og gerninger i stedet for afstamning, nation og land, også vil blive gennemført på denne måde i det hinsidige liv, som følger efter det nuværende verdenslivs afslutning. Alle de grupper, der er etableret i denne verden på andre grundlag, vil blive splittet og gå til grunde.

وَيَوْمَ تَقُومُ السَّاعَةُ يَوْمَئِذٍ يَتَفَرَّقُونَ-( الروم-14)

-Den dag, hvor Dommedagen indtræffer, vil alle mennesker den dag blive opdelt i forskellige grupper. (ar-Rum: 14)

Alle de grupper i verden, som er blevet dannet på grundlag af nation, slægt, fødested, sprog, stamme, klan samt politiske og økonomiske interesser, vil den dag bryde sammen, og en ny, anden gruppering vil blive foretaget på grundlag af ren troslære, karakter og skikke. På den ene side vil troende og retskafne mennesker blive udskilt og udvalgt blandt menneskehedens tidligere og senere nationer, og de vil udgøre én gruppe. På den anden side vil mennesker med forskellige vildledende anskuelser og overbevisninger samt mennesker, der begår forskellige former for uret og forbrydelser, blive udvalgt og adskilt fra dette enorme menneskehav, og de vil danne hver deres særskilte grupper. Med andre ord vil det blive sådan, at det, som islam anser for det egentlige grundlag for adskillelse og forening i denne verden, og som uvidenhedens afgudsdyrkere nægter at anerkende i denne verden, netop på dette grundlag vil mennesker blive adskilt og forenet i det hinsidige. Islam siger, at det egentlige, der adskiller og forener mennesker, er troslæren og karakteren. De troende, som grundlægger deres livsordning på Guds vejledning, udgør én umma, uanset hvilken del af verden de kommer fra. Og de, der følger vantroens og syndens vej, udgør en anden umma, uanset hvilket land eller hvilken slægt de tilhører. Disse to kan ikke have samme nationalitet. De kan hverken gå sammen ad én universel livsvej i denne verden, eller kan deres endelige skæbne være den samme i det hinsidige. Fra denne verden til det hinsidige er deres veje og mål forskellige fra hinanden. Uvidenhedens afgudsdyrkere har til alle tider hårdnakket hævdet, og holder også i dag fast ved, at gruppering bør ske på grundlag af slægt, land og sprog. De, der er ens med hensyn til disse grundlag, bør tilsidesætte deres religion og troslære, blive én nation og forene sig mod andre nationer af samme slags. Og denne nationalisme bør have en sådan livsordning, at tilhængere af monoteisme, afgudsdyrkelse og ateisme alle kan leve sammen i den. Denne opfattelse havde Abu Jahl, Abu Lahab og Qurayshs ledende mænd. Igen og igen rettede de den anklage mod Muhammad (fred være med ham), at hans komme havde skabt splittelse blandt deres folk. Mod denne opfattelse advarer Koranen her og siger, at alle disse grupperinger, som I har opretholdt på grundlag af de forhold, I har fået i denne verden, til sidst vil bryde sammen. Der vil ikke være nogen varig splittelse blandt menneskeheden; den vil ske på grundlag af troslære, livsanskuelse, karakter og skikke, sådan som islam ønsker at etablere dem i dette jordiske liv. Hvordan kan deres livsveje være de samme, når deres mål ikke er de samme? (150)

Den muslimske umma

Efter, ifølge den ovenstående beskrivelse, at have betragtet alle mennesker som én, har islam kun gjort gudsfrygt til grundlaget for forskel mellem dem. Set fra islams synspunkt betyder gudsfrygt at følge den troslære og de påbud, der er beskrevet af Allah, Hans Sendebud og Hans Bog. Samtidig indebærer det, at man med regnskabets dag i det hinsidige for øje undgår ulydighed og antager en adfærd, der består i at følge befalingen. Derfor opdeler islam hele menneskeheden i to dele: For det første dem, der har troet, og for det andet dem, der ikke har troet. Den gør de troende til én umma og kalder den den muslimske umma, hvori alle troende i verden kan være med. Og dette er ikke et nyt navn, som Muhammad (fred være med ham) alene gav dem, der troede på ham. Tværtimod har Allah givet alle profeternes ummaer dette navn helt fra den ældste tid.

هُوَ سَمَّاكُمُ الْمُسْلِمِينَ مِنْ قَبْلُ وَفِي هَذَا-( الحج-78)

-Allah gav jer dette navn, muslimer, både tidligere og i denne Koran. (al-Hajj: 28)

Tiltalen »jer« er ikke specifikt rettet alene til de troende, som var til stede, da dette vers blev åbenbaret, eller til dem, der senere sluttede sig til de troendes rækker. Tværtimod omfatter tiltalen i anden person alle de mennesker, som helt fra menneskehedens begyndelse troede på Guds enhed, det hinsidige, profetskabets budskab og de himmelske bøger. Kort sagt blev de, som tidligere holdt fast ved denne sande religion, ikke betegnet som nuhitter, abrahamitter, musaitter og lignende; deres navn var derimod muslimer, det vil sige dem, der underkaster sig Allah. Og i dag er de heller ikke muhammaditter, men muslimer. Fordi folk ikke forstår dette, er spørgsmålet om, hvilket navn Muhammads (fred være med ham) følgere fik i bøgerne før Koranen, blevet en gåde for dem. Det er ikke nødvendigt, at dette arabiske ord, muslim, er blevet brugt på ethvert sprog. Men uanset hvilket navn de, der fulgte profeterne, fik på de forskellige sprog, er det synonymt med muslim. (151)

Ummaens muslimske universalitet og tidløshed

الَّذِينَ آتَيْنَاهُمُ الْكِتَابَ مِنْ قَبْلِهِ هُمْ بِهِ يُؤْمِنُونَ – وَإِذَا يُتْلَى عَلَيْهِمْ قَالُوا آمَنَّا بِهِ إِنَّهُ الْحَقُّ مِنْ رَبِّنَا إِنَّا كُنَّا مِنْ قَبْلِهِ مُسْلِمِينَ-( القصص-52-53)

-De, som Vi tidligere havde givet Skriften, tror på denne (Koran). Og når den bliver reciteret for dem, siger de: »Vi tror på den. Dette er i sandhed sandheden fra vor Herre. Vi har virkelig været muslimer fra begyndelsen.« (Al-Qasas: 52-53)

Det vil sige, at vi allerede tidligere troede på profeterne og de himmelske skrifter; derfor havde vi heller ikke dengang nogen anden religion end islam. Derefter har vi også antaget den profet, som nu er kommet fra Allah med Skriften. Vores religion har altså i virkeligheden ikke ændret sig. Tværtimod var vi muslimer fra begyndelsen, og det er vi stadig.

Denne udtalelse fra de troende blandt Skriftens folk, som er gengivet i Koranen, giver en klar forklaring på, at islam ikke blot er navnet på den religion, som profeten Muhammad (fred være med ham) bragte, og at betegnelsen muslim ikke udelukkende anvendes om Profetens (fred være med ham) tilhængere. Tværtimod var alle profeters religion til alle tider islam, og deres tilhængere var til alle tider muslimer. Disse muslimer blev kun vantro, hvis de senere nægtede at anerkende en sand profet, der kom efter deres egen profet. Men de, som først troede på den ene profet og derefter troede på den profet, der kom senere, fik ikke noget brud i deres islam; ligesom de var muslimer før, var de det også bagefter.

Det er bemærkelsesværdigt, at selv nogle store lærde ikke har været i stand til at erkende denne realitet. Selv efter at have set dette tydelige vers var de ikke tilfredse. Allāma al-Suyūṭī udarbejdede et udførligt skrift om dette emne. Han siger, at betegnelsen muslim udelukkende er forbeholdt Muhammads (fred være med ham) umma. Da dette vers senere blev forelagt ham, sagde han selv: »Mine argumenter og beviser er tilintetgjort.« Men han fortæller, at han igen bad Gud om at skænke ham åbenhed i hjertet og indsigt i denne sag. Til sidst ændrede han ikke sin mening, men holdt fast ved den og gav flere forskellige fortolkninger af verset, hvoraf hver var mindre holdbar end den foregående. En af hans fortolkninger var for eksempel, at ان كنا من قبله مسلمينdet betyder, at vi allerede før Koranens komme havde besluttet at blive muslimer. For vi havde fået at vide gennem vores bog, at den ville komme, og vi ønskede, at vi ville antage islam, når den kom.

Hans anden fortolkning var, at der i denne sætning مسلمينefter بهordet er udeladt. Det vil sige, at vi lige fra begyndelsen troede på Koranen, fordi vi håbede på dens komme og allerede på forhånd havde troet på den. Derfor var vi ikke muslimer på grundlag af, at vi fulgte Toraen og Evangeliet, men fordi vi havde antaget Koranen før dens åbenbaring.

Hans tredje fortolkning var, at det fra begyndelsen var skrevet i vores skæbne, at vi ville antage islam, efter at Muhammad (fred være med ham) og Koranen var kommet. Derfor var vi i virkeligheden muslimer allerede fra begyndelsen. Ingen af disse fortolkninger synes at bære præg af den gudgivne åbenhed i hjertet.

Sagen er den, at denne grundlæggende sandhed ikke blot er blevet beskrevet ét sted i Koranen, men mange steder: at den eneste sande religion er islam (underkastelse under Allah). Og i Guds skabte rige kan Guds tjenere ikke have nogen anden religion end denne. Siden menneskehedens begyndelse er enhver profet, der er kommet for at vejlede mennesker, kommet med denne religion. Og profeterne (a.s.) var altid selv muslimer. De pålagde altid deres følgere at forblive muslimer. De af deres følgere, som bøjer hovedet for Guds befaling, forkyndt gennem profetskabet, har i alle tider netop været muslimer. Nogle eksempler herpå fremlægges nedenfor:

إِنَّ الدِّينَ عِنْدَ اللَّهِ الْإِسْلَامُ-( آل عمران-19)

-Hos Allah er religionen sandelig kun islam.

وَمَنْ يَبْتَغِ غَيْرَ الْإِسْلَامِ دِينًا فَلَنْ يُقْبَلَ مِنْهُ-( آل عمران-85)

-Og den, der ønsker en anden religion end islam, vil aldrig få den accepteret af Ham. (Āl ʿImrān: 85)

Hazrat Nuh (a.s.) siger:

إِنْ أَجْرِيَ إِلَّا عَلَى اللَّهِ وَأُمِرْتُ أَنْ أَكُونَ مِنَ الْمُسْلِمِينَ-( يونس-72)

-Min belønning påhviler kun Allah. Og jeg er blevet befalet at være blandt muslimerne. (Yūnus: 72)

Om Hazrat Ibrahim (a.) og hans sønner siges det:

إِذْ قَالَ لَهُ رَبُّهُ أَسْلِمْ قَالَ أَسْلَمْتُ لِرَبِّ الْعَالَمِينَ – وَوَصَّى بِهَا إِبْرَاهِيمُ بَنِيهِ وَيَعْقُوبُ يَا بَنِيَّ إِنَّ اللَّهَ اصْطَفَى لَكُمُ الدِّينَ فَلَا تَمُوتُنَّ إِلَّا وَأَنْتُمْ مُسْلِمُونَ – أَمْ كُنْتُمْ شُهَدَاءَ إِذْ حَضَرَ يَعْقُوبَ الْمَوْتُ إِذْ قَالَ لِبَنِيهِ مَا تَعْبُدُونَ مِنْ بَعْدِي قَالُوا نَعْبُدُ إِلَهَكَ وَإِلَهَ آبَائِكَ إِبْرَاهِيمَ وَإِسْمَاعِيلَ وَإِسْحَاقَ إِلَهًا وَاحِدًا وَنَحْنُ لَهُ مُسْلِمُونَ-( البقرة-131-133)

-Da hans Herre sagde til ham: »Bliv muslim«, svarede han: »Jeg er blevet muslim (underkastet) for alle verdeners Herre.« Og Ibrahim (a.) pålagde sine sønner dette, og det samme gjorde Yaqub (a.): »Mine sønner! Allah har udvalgt denne religion for jer. Dø derfor ikke, medmindre I er i en tilstand, hvor I er »muslimer«.«

(O jøder!) Var I til stede, da Yaqubs dødstid kom? Da han spurgte sine sønner: »Hvem vil I tilbede efter mig?« De svarede: »Vi vil tilbede din Gud og dine fædres, Ibrahims, Ismails og Ishaqs, Gud; idet vi anerkender Ham som én Gud, og vi er Hans muslimer.« (Al-Baqarah: 131-133)

مَا كَانَ إِبْرَاهِيمُ يَهُودِيًّا وَلَا نَصْرَانِيًّا وَلَكِنْ كَانَ حَنِيفًا مُسْلِمًا-( آل عمران-67)

-Ibrahim var hverken jøde eller nasranier, men var en oprigtigt troende muslim. (Al-i Imran: 67)

Hazrat Ibrahim (a.) og Hazrat Ismail (a.) bad selv:

رَبَّنَا وَاجْعَلْنَا مُسْلِمَيْنِ لَكَ وَمِنْ ذُرِّيَّتِنَا أُمَّةً مُسْلِمَةً لَكَ-( البقرة-128)

-O vor Herre! Gør os til muslimer for Dig, og frembring fra vores efterkommere et ummah, som vil være muslimsk for Dig. (Al-Baqara: 128)

I beretningen om Hazrat Lut (a.s.) siges det:

فَمَا وَجَدْنَا فِيهَا غَيْرَ بَيْتٍ مِنَ الْمُسْلِمِينَ-(الذاريات-36)

-Vi fandt ikke et eneste hus i Luts folks by, bortset fra ét hus, der tilhørte muslimerne (nemlig Hazrat Luts (a.s.) eget hus). (Adh-Dhariyat: 36)

Hazrat Yusuf beder til Gud:

تَوَفَّنِي مُسْلِمًا وَأَلْحِقْنِي بِالصَّالِحِينَ-(يوسف-101)

-Lad mig dø som muslim, og slut mig til de retfærdige. (Yusuf: 101)

Hazrat Musa (a.s.) siger til sit folk:

يَا قَوْمِ إِنْ كُنْتُمْ آمَنْتُمْ بِاللَّهِ فَعَلَيْهِ تَوَكَّلُوا إِنْ كُنْتُمْ مُسْلِمِينَ-(يونس-84)

-O mit folk! Hvis I har troet på Allah, så sæt jeres lid til Ham, hvis I er muslimer. (Yunus: 84)

Israels børns sande religion var ikke jødedommen, men islam. Både venner og fjender vidste dette. Faktisk var dette Faraos sidste ord, da han druknede i havet:

آمَنْتُ أَنَّهُ لَا إِلَهَ إِلَّا الَّذِي آمَنَتْ بِهِ بَنُو إِسْرَائِيلَ وَأَنَا مِنَ الْمُسْلِمِينَ-( يونس-90)

-Jeg erkender, at der ikke er nogen guddom undtagen Ham, som Israels børn troede på, og jeg er blandt muslimerne. (Yunus: 90)

Også alle Israels børns profeters religion var denne islam.

إِنَّا أَنْزَلْنَا التَّوْرَاةَ فِيهَا هُدًى وَنُورٌ يَحْكُمُ بِهَا النَّبِيُّونَ الَّذِينَ أَسْلَمُوا لِلَّذِينَ هَادُوا-( المائدة-44)

-Vi har åbenbaret Toraen, hvori der er vejledning og lys. Den profet, som var muslim, afgjorde i overensstemmelse med den sagerne vedrørende dem, der var blevet jøder. (Al-Ma’idah: 44)

Dette var Sulaimans (as) religion. Da dronningen af Saba kom til tro på ham, sagde hun:

أَسْلَمْتُ مَعَ سُلَيْمَانَ لِلَّهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ-( النمل-44)

-Jeg underkaster mig sammen med Sulaiman Allah, alverdenernes Herre. (An-Naml: 44)

Dette var også profeten Isa (as) og hans disciples religion:

وَإِذْ أَوْحَيْتُ إِلَى الْحَوَارِيِّينَ أَنْ آمِنُوا بِي وَبِرَسُولِي قَالُوا آمَنَّا وَاشْهَدْ بِأَنَّنَا مُسْلِمُونَ-( المائدة-111)

-Da Jeg åbenbarede for disciplene: Tro på Mig og på Min sendebud, sagde de: Vi tror, og vær vidne til, at vi er muslimer. (Al-Ma’idah: 111)

Hvis nogen på dette grundlag nærer tvivl om, hvordan ordene islam og muslim fra det arabiske sprog kunne anvendes i forskellige lande og på forskellige sprog, så er det en åbenlyst uvidende påstand. For det afgørende er ikke disse arabiske ord, men derimod den betydning, som disse ord blev anvendt for på arabisk. Det, der i virkeligheden siges i disse vers, er, at den sande religion, der er sendt fra Gud, ikke er kristendom, mosaisme eller muhammadanisme, men at man bøjer sit hoved i lydighed mod Guds befaling, som er kommet gennem profeterne og de himmelske skrifter. Og hvor og når som helst en af Guds tjenere har antaget denne adfærd, er han blevet tilhænger af den samme universelle og tidløse sande religion. For alle, der med ægte forståelse og oprigtighed antog denne religion, var det efter Musa (as) og efter Isa (as) ikke at skifte religion at anerkende Isa (as) og derefter Muhammad (sa), men et naturligt og fornuftigt krav om at følge den sande religion. Derimod forblev de, som uden nogen eftertanke var trådt ind i profeternes fællesskab eller var blevet født ind i det, og for hvem national, slægtsmæssig og partimæssig fanatisme havde antaget den sande religions skikkelse, jøder og kristne, og med Muhammads (sa) komme blev deres uvidenheds bedrag afsløret. For ved at fornægte den sidste profet gjorde de ikke blot klart, at de fremover ikke ville acceptere at forblive muslimer; deres handlemåde beviste også, at de heller ikke tidligere havde været muslimer. De havde blot været knyttet til én profets eller enkelte profeters personer, eller de havde gjort deres forfædres blinde lydighed til religion. (152)

Dannelsen af det muslimske umma

Således genoplivede Allahs Sendebud (s.a.) ikke blot den religion, som havde været videreført fra tidligere tider. Han genoprettede også på ny det ummah, som siden alle profeters tid havde været kendt som det muslimske ummah. Alle de mennesker, der var kommet fra forskellige stammer, familier og egne og havde sluttet sig til dette ummah, gjorde han til hinandens støtte og hjælpere, hinandens brødre samt hinandens medfølende og omsorgsfulde fæller. Han gjorde alles liv, ejendom og ære lige ukrænkelige, betragtede alles rettigheder og ansvar som ens og gav ingen en særstilling, som de andre ikke havde. For det afgudsdyrkende og fanatisk splittede arabiske stammemiljø var dette noget forbløffende, som deres sind og fornuft på ingen måde var rede til at acceptere. (153)

Det er overleveret fra Ibn Zayd, at Abu Lahab, Sendebudets (s.a.) onkel, en dag spurgte ham: »Hvad vil jeg få ud af det, hvis jeg accepterer din religion?« Den Ærede (s.a.) svarede: »Det samme, som de andre troende vil få.« Han sagde: »Er der heller ingen særlig ære for mig (Sendebudets onkel)?« Den Ærede (s.a.) sagde: »Hvad mere ønsker De?«

Abu Lahab siger: (Arabisk******************)

—Må denne religion gå til grunde, hvor jeg er ligestillet med alle andre. (Ibn Jarir) (154)

I klar modstrid med denne fanatiske opfattelse erklærede Koranen tydeligt:

لَنْ تَنْفَعَكُمْ أَرْحَامُكُمْ وَلَا أَوْلَادُكُمْ يَوْمَ الْقِيَامَةِ

—På Opstandelsens Dag vil hverken jeres slægtskabsbånd eller jeres børn være til nogen nytte. (Al-Mumtahanah: 3)

Dette blodsforhold vil forblive fuldt ud her, men dér vil det ikke være til nogen nytte. Det afgørende er troen, som vil være til nytte på Opstandelsens Dag. Derfor bør jeres slægtskabsforhold også i denne verden baseres på troen.

إِنَّمَا وَلِيُّكُمُ اللَّهُ وَرَسُولُهُ وَالَّذِينَ آمَنُوا الَّذِينَ يُقِيمُونَ الصَّلَاةَ وَيُؤْتُونَ الزَّكَاةَ وَهُمْ رَاكِعُونَ-( المائدة-55)

-Jeres sande ven er Allah, Hans Sendebud og de troende, som etablerer bønnen, giver zakat og bøjer hovedet for Gud. (Al-Ma’idah: 55)

إِنَّمَا الْمُؤْمِنُونَ إِخْوَةٌ فَأَصْلِحُوا بَيْنَ أَخَوَيْكُمْ-( الحجرات-10)

-De troende er jo hinandens brødre. Bring derfor fred og forsoning mellem jeres brødre. (Al-Hujurat: 10)

Dette og andre lignende vers har etableret et universelt broderskab blandt alle verdens muslimer. Denne lære rummer den velsignelse, at det broderskab, som er blevet skabt blandt muslimerne, hverken findes eller hidtil har kunnet findes blandt tilhængerne af nogen anden religion eller ideologi. Profeten, den hellige (fred være med ham), har i mange af sine taler redegjort for dets betydning og krav, hvorved hele dets åndelige kraft er blevet endnu mere vækket.

Hazrat Jarir ibn Abdullah fortæller: Allahs Sendebud (fred være med ham) tog min troskabsed på tre ting: For det første, at jeg skulle etablere bønnen; for det andet, at jeg skulle blive ved med at give zakat; og for det tredje, at jeg skulle være enhver muslims velønsker. (Bukhari, Kitab al-Iman)

Hazrat Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: At fornærme en muslim er fisq (en syndig handling), og at kæmpe mod ham er kufr (vantro). (Bukhari – Kitab al-Iman). I Musnad Ahmad beretter Hazrat ibn Malik (må Allah være tilfreds med ham) dette med henvisning til sin far.

Hazrat Abu Hurayrah (må Allah være tilfreds med ham) fortæller, at Profeten (fred være med ham) sagde: Enhver muslims liv, ejendom og ære er ukrænkelig for enhver anden muslim. (Muslim – Kitab al-Birr wa as-Silah)

Hazrat Abu Sa’id al-Khudri (ra.) og Hazrat Abu Huraira (ra.) fortæller, at Profeten (sa.) sagde: En muslim er sin muslimske brors bror; han begår ikke uret mod ham, svigter ham ikke og ydmyger ham ikke. Det er en stor ondskab for et menneske, at han ydmyger sin muslimske bror. (Musnad Ahmad)

Hazrat Sahl ibn Sa’d Sa’idi (ra.) citerer Profetens (sa.) udsagn og siger: En troendes forhold til de troendes fællesskab er som hovedets forhold til kroppen. Han føler en lidelse blandt de troende, ligesom hovedet føler smerten i hver eneste del af kroppen. – Musnad Ahmad. (155)

Hazrat Nu’man ibn Bashir (ra.) viderebringer denne hadith fra Profeten (sa.).

(Arabisk***************************)

De troende er i deres gensidige barmhjertighed, kærlighed og medfølelse som én krop. Hvis en del af kroppen lider, rammes hele kroppen af søvnløshed og feber på grund af den.

Hazrat Abu Musa al-Ash’ari (ra.) fortæller, at Profeten (sa.) sagde,(Arabisk**********************)

En troende er for en anden troende som en mur, hvis enkelte dele styrker hinanden.

Hazrat Abdullah ibn Umar (ra.) citerer denne hadith fra Profeten (sa.)(Arabisk***************)

-Muslimer er hinandens brødre; de gør ikke hinanden uret og undlader heller ikke at hjælpe hinanden. Den, der bestræber sig på at opfylde sin broders behov, får Allah til at bestræbe sig på at opfylde hans behov. Og den, der redder en muslim fra en ulykke, vil Allah redde fra ulykken på opstandelsens dag. Den, der skjuler en muslims fejl og mangler, vil Allah skjule hans fejl og mangler på opstandelsens dag. (156)

Hazrat Jabir ibn Abdullah (ra) og Abu Talha ibn Sahl al-Ansari (ra) overleverede denne hadith fra Profeten (sa).

(Arabisk***********************)

-Når en muslim bliver ydmyget og krænket, og der gøres indgreb i hans ære, og ingen træder frem for at hjælpe ham, vil Allah heller ikke hjælpe ham i den situation, hvor han selv vil være afhængig af Allahs hjælp. Men hvis nogen hjælper en muslim, når hans ære krænkes, og han bliver ydmyget, vil Allah også hjælpe ham i den situation, hvor han ønsker, at Allah skal bistå ham. (157)

Hazrat Abdullah ibn Amr ibn al-As (ra) fortæller, at Profeten (sa) sagde,(Arabisk****************)

-En muslim er den, fra hvis tunge og hænder muslimerne er i sikkerhed.

Hazrat Abu Bakra Nufay ibn al-Harith (ra) fortæller, at Profeten (sa) under prædikenen på offerdagen ved afskedspilgrimsfærden sagde,

(Arabisk******************)

-Pas på! Bliv ikke efter mig som de vantro, der bliver ved med at slå hinandens halse over.

Hazrat Anas (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) engang sagde, (Arabisk******************)

-Hjælp din bror, hvad enten han er uretfærdig eller undertrykt. En mand spurgte: Hvis han er undertrykt, vil jeg selvfølgelig hjælpe ham, men hvordan skal jeg hjælpe ham, hvis han er uretfærdig?

Profeten sagde, (Arabisk************************)

-Forhindr ham i at begå uret og hold ham væk fra det. For det er sådan, du hjælper ham. (Bukhari)

Hazrat Abdullah bin Amr bin As (må Allah være tilfreds med ham) siger, at Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde- (Arabisk******************)

-De troendes blod har samme værdi. Over for fjenden er de alle som én hånd.

Hazrat Anas bin Malik (må Allah være tilfreds med ham) citerer denne hadith fra Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham)- (Arabisk****************)

—Jeg har fået befaling om at kæmpe mod folk, indtil de bevidner, at der ingen guddom er bortset fra Allah, og at Muhammad er Allahs sendebud. Når de så bevidner dette, vender sig mod vores qibla, spiser af det, vi har slagtet, og beder som os, bliver deres blod og ejendom ukrænkelige for os. Hvis de har en rettighed over for os, er det naturligvis en anden sag. De har de samme rettigheder som muslimerne, og de har de samme pligter som muslimerne.

En umma, der bærer kaldets og bevægelsens banner

Men denne umma var ikke sådan, at nogle mennesker efter at have antaget troen blot ville blive på deres plads og ihukomme Allah, udføre gode gerninger samt være hinandens støtter, hjælpere, velvillige og medfølende. Nej, denne ummas opgave gik videre end det: Den skulle udbrede kaldet til islam blandt alle mennesker, påbyde det gode og holde folk fra det onde. Hele denne umma blev udvalgt blandt alle nationer og stammer med det formål at reformere og forbedre disse Guds tjenere. Dens forhold til alle nationer skulle være et forhold præget af sandhed og retfærdighed, ikke af uret eller uretfærdighed over for nogen. Hvis sagen var blevet begrænset til den første tilstand, ville Quraysh og afgudsdyrkerne i Arabien i nogen grad have været rede til at tolerere den. Men den anden tilstand var sådan, at de så, at denne umma ikke blot ønskede at vokse og brede sig, men at hver enkelt person såvel som hele fællesskabet samlet var yderst aktive i at udbrede deres bevægelse. Derfor overskred deres — Qurayshs — bekymring tålmodighedens grænser. For de så, at deres egne folk hver dag forlod deres gruppe og sluttede sig til den nye gruppe. (158)

وَمَنْ أَحْسَنُ قَوْلًا مِمَّنْ دَعَا إِلَى اللَّهِ وَعَمِلَ صَالِحًا وَقَالَ إِنَّنِي مِنَ الْمُسْلِمِينَ-(همالسجده—33)

—Og hvem kan tale bedre end den, der kalder til Allah, handler ret og siger: »Jeg er muslim.« (Hamim as-Sajdah: 33)

I versene 30–32 blev muslimerne tidligere fortalt, at det at stå fast i tilbedelsen af Allah og ikke vende sig bort fra denne vej efter at have valgt den, i sig selv er den jordiske gode gerning, som gør mennesket til englenes ven og berettiget til Paradiset. Derefter blev det i dette vers sagt til dem, at der ikke findes nogen højere rang for en handling end denne: at I selv udfører gode gerninger og kalder andre til tilbedelsen af Allah. Sig frygtløst: »Jeg er muslim«, selv i et miljø præget af den hårdeste modstand — et miljø, hvor det at erklære islam og gøre den offentligt kendt betød at udsætte sig selv for fare. For fuldt ud at forstå betydningen af denne befaling må man have det miljø for øje, hvori den blev fremsat. Situationen var dengang sådan, at enhver, der bekendtgjorde, at han var blevet muslim, følte, som om han trådte ind i en skov fuld af rovdyr, hvor alle løb hen for at flå ham i stykker og æde ham. Og den, der gik videre end dette og åbnede munden for at forkynde islam, var som en, der kaldte på rovdyrene og sagde: »Kom og riv mig i stykker og æd mig.« Under sådanne forhold blev det sagt, at det er en stor og grundlæggende god gerning, at et menneske anerkender Allah som sin Herre, følger den rette vej og ikke viger fra den. Men den højeste grad af godhed er, at han rejser sig og siger: »Jeg er muslim«, og uden at bekymre sig om følgerne kalder mennesker til Allah. Mens han gør dette, skal han holde sine egne handlinger så rene og fromme, at ingen får anledning til at rette nogen anklage mod islam eller dens bannerbærere. (159)

En befaling til muslimerne om verdenslederskab

وَكَذَلِكَ جَعَلْنَاكُمْ أُمَّةً وَسَطًا لِتَكُونُوا شُهَدَاءَ عَلَى النَّاسِ وَيَكُونَ الرَّسُولُ عَلَيْكُمْ شَهِيدًا-( البقرة—143)

-Og således har Vi gjort jer til den bedste ummah, så I kan være vidner over for verdens folk, og Sendebudet kan være vidne over for jer. (Al-Baqarah: 143)

Dette var en bekendtgørelse af Muhammads ummahs (fred være med ham) verdenslederskab. Samtidig henviste det til den vejledning fra Allah, hvorigennem profeten Muhammads (fred være med ham) følgere kunne finde den rette vej og ved stadig fremgang opnå en sådan rang, at de blev betragtet som »ummat wasat«. Det henviste også til ændringen af qiblah, som uvidende mennesker opfatter som blot at vende ansigtet fra én retning til en anden. I virkeligheden betød ændringen af qiblah fra Bayt al-Maqdis til Kabaen, at Allah på en ordnet måde fratog Israels børn deres rang som verdens ledere og indsatte Muhammads ummah i denne rang.

Udtrykket »ummat wasat« rummer så omfattende en betydning, at ingen enkelt andet ord kan yde dets oversættelse retfærdighed. Det betegner en ædel og fornem gruppe, som ville følge retfærdighed, rimelighed og en middelvej. Den vil opnå en ledende rang blandt verdens nationer. Dens forhold til alle vil være det samme, og det vil være et forhold præget af sandhed og ikke af løgn og uret.

Når det siges, at I er blevet gjort til en ummat wasat, for at I skal være vidner over for menneskene, og Sendebudet skal være vidne over for jer, betød det og betyder det stadig, at når hele menneskeheden på opstandelsens dag bliver stillet til regnskab samlet, vil Sendebudet (fred være med ham), som Allahs betroede repræsentant, vidne imod jer om, at han fuldstændigt og uforandret overbragte jer den undervisning i ret tænkning, gode handlinger og en retfærdig ordning, som Allah havde givet ham, og at han i praksis viste jer, hvordan den skulle følges. Derefter skal I, fordi I efterfølger Sendebudet, stå som vidner over for almindelige mennesker og bevidne, at I efter bedste evne ikke forsømte at overbringe dem alt det, Sendebudet havde overbragt jer, eller at vise dem alt det, Sendebudet havde vist jer.

At en person eller en gruppe på denne jord bliver tildelt rang som vidne på Guds vegne, betyder i virkeligheden, at den bliver tildelt rang som leder. På den ene side indebærer dette rang og myndighed, og på den anden side en tung byrde af ansvar. Det betyder, at ligesom Allahs Sendebud (fred være med ham) var et levende vidnesbyrd for denne ummah om gudsfrygt, sanddruhed, retfærdighed og hengivenhed for sandheden, sådan skal denne ummah også være et levende vidnesbyrd for hele verden. Ja, verden skal gennem alt, hvad den ser af dens ord og handlinger, dens karakter og dens omgangsformer, kunne vide, hvad gudsfrygt er, hvad sanddruhed er, hvad retfærdighed er, hvordan hengivenhed for sandheden ser ud, og at islam er kommet for at gøre verdens mennesker til noget sådant. (160)

Den muslimske ummahs egenskaber

كُنْتُمْ خَيْرَ أُمَّةٍ أُخْرِجَتْ لِلنَّاسِ تَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَتَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَتُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ-( آل عمران-110)

I er den bedste ummah, der er blevet frembragt for menneskene (for at vejlede dem og reformere og forbedre dem). I påbyder gode handlinger, forbyder uret og tror på Allah. (Ali Imran: 110)

I dette vers siges det til Profetens (fred være med ham) følgere, at Israels børn på grund af deres uegnethed er blevet frataget den position som verdens ledere og vejledere, og at I nu er blevet indsat i denne position. Det skyldes, at I nu moralsk og gennem jeres handlinger er blevet verdens bedste folk, og at der blandt jer er blevet udviklet de egenskaber, som er nødvendige for retfærdigt lederskab: motivationen til at etablere gode handlinger og udrydde onde handlinger samt at anerkende Allah, den Ene uden lige, som jeres Gud og Herre gennem tro og handling. Derfor er opgaven med verdenslederskab blevet overdraget til jer. (161)

وَالْمُؤْمِنُونَ وَالْمُؤْمِنَاتُ بَعْضُهُمْ أَوْلِيَاءُ بَعْضٍ يَأْمُرُونَ بِالْمَعْرُوفِ وَيَنْهَوْنَ عَنِ الْمُنْكَرِ وَيُقِيمُونَ الصَّلَاةَ وَيُؤْتُونَ الزَّكَاةَ وَيُطِيعُونَ اللَّهَ وَرَسُولَهُ-( التوبة71)

-Troende mænd og troende kvinder er hinandens allierede. De påbyder det gode og forbyder det onde. De opretholder bønnen, giver zakat og adlyder Allah og Hans Sendebud. (At-Tawbah: 71)

Det vil sige, at de troende kvinder og mænd er blevet til et folk, hvis medlemmer i lige høj grad besidder alle disse egenskaber: De nærer så stor kærlighed til gode handlinger, at de påbyder verdens mennesker at udføre dem. De afskyr onde handlinger så stærkt, at de afholder verden fra dem. Ihukommelsen af Gud er for dem, ligesom for Profetens ledsagere, blandt livets uundværlige behov. Deres hjerter og hænder er åbne, når det gælder om at bruge deres rigdom på Guds vej. Lydighed mod Gud og Sendebudet er blevet en naturlig del af deres liv. Denne universelle moralske natur og livsform har knyttet dem sammen. (162)

Motivationen til at ofre livet

Blandt dette folks medlemmer er der også blevet skabt den motivation, at de vil give deres religion forrang frem for alt andet. De vil være parate til at ofre alt for den, men de vil ikke være parate til at ofre den for noget.

Hvis det er muligt at tilbede Gud, mens man bliver i sit eget land, hos sin familie og i sit hjem, er der naturligvis ikke noget problem. Men hvis det ikke er muligt, vil prøven bestå i, om man opgiver tilbedelsen af Gud for sit hjem, sine børn, sin familie og sin kærlighed til fædrelandet, eller om man for Guds tilbedelses skyld forlader alt dette og tager risikoen ved hijra og landflygtighed.

وَالَّذِينَ هَاجَرُوا فِي اللَّهِ مِنْ بَعْدِ مَا ظُلِمُوا لَنُبَوِّئَنَّهُمْ فِي الدُّنْيَا حَسَنَةً وَلَأَجْرُ الْآخِرَةِ أَكْبَرُ لَوْ كَانُوا يَعْلَمُونَ-( النحل-41)

Dem, der efter at have udholdt undertrykkelse er udvandret, vil Vi give et bedre sted at bo allerede i denne verden, og belønningen i det hinsidige er endnu større. (An-Nahl: 41)

يَا عِبَادِيَ الَّذِينَ آمَنُوا إِنَّ أَرْضِي وَاسِعَةٌ فَإِيَّايَ فَاعْبُدُونِ-كُلُّ نَفْسٍ ذَائِقَةُ الْمَوْتِ ثُمَّ إِلَيْنَا تُرْجَعُونَ-وَالَّذِينَ آمَنُوا وَعَمِلُوا الصَّالِحَاتِ لَنُبَوِّئَنَّهُمْ مِنَ الْجَنَّةِ غُرَفًا تَجْرِي مِنْ تَحْتِهَا الْأَنْهَارُ خَالِدِينَ فِيهَا نِعْمَ أَجْرُ الْعَامِلِينَ-الَّذِينَ صَبَرُوا وَعَلَى رَبِّهِمْ يَتَوَكَّلُونَ-وَكَأَيِّنْ مِنْ دَابَّةٍ لَا تَحْمِلُ رِزْقَهَا اللَّهُ يَرْزُقُهَا وَإِيَّاكُمْ وَهُوَ السَّمِيعُ الْعَلِيمُ-(العنكبوت56-60)

—Mine tjenere, som har troet! Min jord er vidstrakt, så tilbed derfor Mig alene. Enhver levende skabning skal smage døden. Derefter vil I alle blive bragt tilbage til Mig. Dem, der har troet og gjort gode gerninger, vil Vi anbringe i høje kamre i Paradiset, under hvilke floder strømmer. Der vil de forblive for evigt. Hvilken smuk belønning for dem, der handler! Dette gælder dem, der har udvist tålmodighed og sat deres lid til deres Herre. Hvor mange levende væsener er der ikke, som ikke bærer deres forsyning med sig! Allah giver dem forsørgelse, og Han forsørger også jer. Han er Den, der hører alt og ved alt. (Al-Ankabut: 56-60)

Af Suraen Al-Ankabut kan man forstå, hvilken inspiration der på det tidspunkt var blevet vakt i det muslimske umma.

Det første vers indeholdt en hentydning til hijra: Hvis det er vanskeligt at tilbede Gud i Mekka, så forlad landet. Guds jord er ikke trang. Flyt hen, hvor I kan leve som Guds tjenere. I bør ikke tilbede jeres folk og jeres land, men tilbede jeres Gud. Heraf lærer man, at det væsentlige ikke er folk, fædreland eller land, men tilbedelsen af Allah. Hvis kærligheden til folk, fædreland og land nogensinde kommer i konflikt med kravet om at tilbede Gud, er det tidspunktet for den troendes tros ildprøve. Den oprigtigt troende vil kun tilbede Gud og forkaste land og folk. De, der falskeligt gør krav på tro, vil opgive troen og forblive knyttet til deres eget land og folk. Dette vers gør det klart, at et oprigtigt gudhengivent menneske godt kan være patriotisk og elske sit folk, men ikke kan tilbede folket eller landet. For ham er tilbedelsen af Gud kærere end alt andet, og for dens skyld vil han ofre alt i verden, men han vil ikke ofre den for noget i verden.

Det andet vers betyder, at I ikke skal bekymre jer om livet, for det vil under alle omstændigheder forsvinde på et eller andet tidspunkt. Ingen kommer til verden for at blive her for evigt. Derfor bør det ikke være jeres bekymring, hvordan livet kan reddes. Den egentlige bekymring er derimod, hvordan troen kan reddes, og hvordan kravet om gudsdyrkelse kan opfyldes. Til sidst må I vende tilbage til Mig. Hvis I kommer fra denne verden efter at have mistet troen for at redde livet, vil udfaldet blive ét. Men hvis I kommer efter at have mistet livet for at redde troen, vil udfaldet blive et andet. Bekymr jer derfor om dette: Hvad vil I have med, når I vender tilbage til Mig? Vil I komme med en tro, der er ofret for livet, eller med et liv, der er ofret for troen?

Det tredje vers siger, at hvis I på grund af at følge troens og de gode gerningers vej forbliver berøvet alle denne verdens velsignelser og dør med verdslig fiasko, så skal I være forvisset om, at det vil blive erstattet. Det vil ikke blot blive erstattet; I vil tværtimod også få den bedste belønning.

Det fjerde vers siger, at denne allerbedste belønning i det hinsidige er for dem, der forbliver standhaftige i troen, mens de møder alle slags ulykker, prøvelser, sorger, lidelser og forfølgelser; for dem, der tager troens risiko og ikke vender sig bort fra den; som, selv med egne øjne at have set mulighederne, fordelene og gevinsterne ved at opgive troen, ikke skænkede dem et blik; som, selv efter at have set de vantros og de ugudeliges fremgang og velstand, ikke tillagde det nogen betydning; som ikke satte deres lid til deres rigdom, handel, forretning eller stamme og familie, men satte deres lid til deres Herre; som tilsidesatte verdslige midler og blev rede til at møde den rene styrkeprøves konfrontation og om nødvendigt forlod deres hjem og drog ud; som fæstede den tro til deres Herre, at belønningen for at forblive troende og gøre gode gerninger aldrig vil gå til spilde. De nærede også tillid til, at Han vil hjælpe sine troende og fromme tjenere allerede i denne verden og i det hinsidige give dem den bedste belønning for deres handlinger.

I det sidste vers siges det, at I efter hijra ikke bør bekymre jer om jeres forsørgelse ud over bekymringen for jeres liv. Se blot de utallige dyr, fugle og vandlevende skabninger, der bevæger sig for øjnene af jer på land, i vandet og i luften. Hvor end de går, finder de ved Allahs nåde en eller anden form for næring. Derfor må I ikke miste modet ved at bekymre jer om, hvorfra I skal få noget at spise, hvis I forlader jeres hjem for troens skyld. Han, der giver sine utallige skabninger næring, vil også give jer næring. (163)

Forholdet mellem de troende og de vantro

På den ene side er det klart blevet fastslået, hvordan menneskene i det muslimske umma skal stå i gensidigt forhold til hinanden, og hvordan de er uløseligt knyttet til religionen og troen. På den anden side er det blevet sagt, hvilken slags forhold muslimer bør have til de vantro.

لَا يَتَّخِذِ الْمُؤْمِنُونَ الْكَافِرِينَ أَوْلِيَاءَ مِنْ دُونِ الْمُؤْمِنِينَ-( آل عمران-28)

-De troende må aldrig gøre de vantro til deres venner i stedet for de troende. (Al-i Imran-28)

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَتَّخِذُوا الْكَافِرِينَ أَوْلِيَاءَ مِنْ دُونِ الْمُؤْمِنِينَ-( النساء-144)

-O I, der tror! Gør ikke de vantro til jeres venner i stedet for de troende. (An-Nisa: 144)

أَمْ حَسِبْتُمْ أَنْ تُتْرَكُوا وَلَمَّا يَعْلَمِ اللَّهُ الَّذِينَ جَاهَدُوا مِنْكُمْ وَلَمْ يَتَّخِذُوا مِنْ دُونِ اللَّهِ وَلَا رَسُولِهِ وَلَا الْمُؤْمِنِينَ وَلِيجَةً-( التوبة-16)

-Tror I, at I blot vil blive ladt i fred, selv om Allah endnu ikke har set, hvem blandt jer der har kæmpet på Hans vej og ikke har taget nogen som fortrolig ven ud over Allah, Sendebudet og de troende? (At-Tawbah: 16)

I dette vers i sura At-Tawbah tiltales de mennesker, som for nylig var blevet muslimer. Det blev sagt til dem: Så længe I ikke har bestået denne ildprøve og bevist, at I i sandhed anser Allah og Hans religion for kærere end jeres liv, ejendom, brødre og venner, vil I ikke blive regnet for sande troende. Indtil nu er det åbenlyst, at jeres situation er sådan, at eftersom islam er blevet sejrrig og har spredt sig over hele landet gennem de sande troendes og as-Sabiqun al-Awwaluns livsopofrende indsats, er I blevet muslimer. (164)

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَتَّخِذُوا آبَاءَكُمْ وَإِخْوَانَكُمْ أَوْلِيَاءَ إِنِ اسْتَحَبُّوا الْكُفْرَ عَلَى الْإِيمَانِ وَمَنْ يَتَوَلَّهُمْ مِنْكُمْ فَأُولَئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ – قُلْ إِنْ كَانَ آبَاؤُكُمْ وَأَبْنَاؤُكُمْ وَإِخْوَانُكُمْ وَأَزْوَاجُكُمْ وَعَشِيرَتُكُمْ وَأَمْوَالٌ اقْتَرَفْتُمُوهَا وَتِجَارَةٌ تَخْشَوْنَ كَسَادَهَا وَمَسَاكِنُ تَرْضَوْنَهَا أَحَبَّ إِلَيْكُمْ مِنَ اللَّهِ وَرَسُولِهِ وَجِهَادٍ فِي سَبِيلِهِ فَتَرَبَّصُوا حَتَّى يَأْتِيَ اللَّهُ بِأَمْرِهِ وَاللَّهُ لَا يَهْدِي الْقَوْمَ الْفَاسِقِينَ-( التوبة-23-24)

-O I, der har antaget troen! Tag ikke jeres fædre og brødre som fortrolige venner, hvis de foretrækker kufr frem for troen. De af jer, der tager dem som venner, er selv uretfærdige. O Profet! Sig til dem: Hvis jeres fædre, jeres brødre, jeres hustruer, jeres venner og bekendte, den rigdom, I har erhvervet, jeres hustruer, jeres venner og bekendte, den rigdom, I har erhvervet, den handel, hvis nedgang I frygter, og de boliger, I holder af, er kærere for jer end Allah, Hans Sendebud og kampen på Hans vej, så vent, indtil Allah træffer Sin afgørelse over jer. Allah vejleder ikke de ugudelige mennesker.

قَدْ كَانَتْ لَكُمْ أُسْوَةٌ حَسَنَةٌ فِي إِبْرَاهِيمَ وَالَّذِينَ مَعَهُ إِذْ قَالُوا لِقَوْمِهِمْ إِنَّا بُرَآءُ مِنْكُمْ وَمِمَّا تَعْبُدُونَ مِنْ دُونِ اللَّهِ كَفَرْنَا بِكُمْ وَبَدَا بَيْنَنَا وَبَيْنَكُمُ الْعَدَاوَةُ وَالْبَغْضَاءُ أَبَدًا حَتَّى تُؤْمِنُوا بِاللَّهِ وَحْدَهُ-( الممتحنة-4)

-I har et fremragende forbillede i Ibrahim (fred være med ham) og hans ledsagere: De sagde klart til deres folk: »Vi tager afstand fra jer og fra de guddomme, som I tilbeder i stedet for Allah. Vi forkaster jer, og der er opstået evigt fjendskab og had mellem os og jer, indtil I tror på Allah alene.« (Al-Mumtahanah: 4)

يَا أَيُّهَا الَّذِينَ آمَنُوا لَا تَتَّخِذُوا عَدُوِّي وَعَدُوَّكُمْ أَوْلِيَاءَ تُلْقُونَ إِلَيْهِمْ بِالْمَوَدَّةِ وَقَدْ كَفَرُوا بِمَا جَاءَكُمْ مِنَ الْحَقِّ يُخْرِجُونَ الرَّسُولَ وَإِيَّاكُمْ أَنْ تُؤْمِنُوا بِاللَّهِ رَبِّكُمْ إِنْ كُنْتُمْ خَرَجْتُمْ جِهَادًا فِي سَبِيلِي وَابْتِغَاءَ مَرْضَاتِي-( الممتحنة-1)

-O I troende! Hvis I er draget ud for at kæmpe på Min vej og søge Min tilfredshed, så tag ikke Min og jeres fjende som ven. I handler venligt med dem, selv om de har afvist at tro på den sandhed, der er kommet til jer. De har fordrevet Sendebudet og jer fra jeres hjem, fordi I tror på Allah, jeres Herre. (Al-Mumtahanah: 1)

لَا تَجِدُ قَوْمًا يُؤْمِنُونَ بِاللَّهِ وَالْيَوْمِ الْآخِرِ يُوَادُّونَ مَنْ حَادَّ اللَّهَ وَرَسُولَهُ وَلَوْ كَانُوا آبَاءَهُمْ أَوْ أَبْنَاءَهُمْ أَوْ إِخْوَانَهُمْ أَوْ عَشِيرَتَهُمْ أُولَئِكَ كَتَبَ فِي قُلُوبِهِمُ الْإِيمَانَ وَأَيَّدَهُمْ بِرُوحٍ مِنْهُ-( المجادلة-22)

-I vil aldrig se, at de, der tror på Allah og den yderste dag, slutter venskab med dem, der har modsat sig Allah og Hans Sendebud, hvad enten de er deres fædre, sønner, brødre eller familiemedlemmer. Det er sådanne mennesker, i hvis hjerter Allah har indskrevet troen, og som Han har styrket og hjulpet ved at skænke dem en ånd fra Sig selv. (Al-Mujādilah: 22)

I dette vers fra sura al-Mujādilah er der nævnt to ting. Den ene er et princip, og den anden er en beskrivelse af en virkelig begivenhed.

Principielt er det blevet sagt, at troen på den sande religion og kærligheden til religionens fjender er to indbyrdes modstridende ting. Det er på ingen måde muligt at forene disse to. Det er helt umuligt, at troen og kærligheden til Guds og Sendebudets fjender kan være samlet i dette hjerte. På samme måde kan kærligheden til ens egen person og kærligheden til ens egne fjender ikke være samlet i et menneskes hjerte på samme tid. Hvis I derfor ser nogen, der hævder at have tro, men samtidig har et kærligt forhold til mennesker, som er imod islam, bør I ikke lade jer forvirre og tænke, at han måske trods sin adfærd er oprigtig i sin påstand om tro. De mennesker, der således har knyttet den samme slags forhold både til islam og til islams modstandere, bør selv nøje overveje deres egen status og se, hvad de i virkeligheden er: troende eller hyklere? Hvis de blot har en smule oprigtighed og også i nogen grad føler, at hykleri moralsk set er menneskets værste adfærd, bør de opgive forsøget på at ride på to heste. Troen kræver nemlig af dem, at de træffer en fast beslutning. Hvis man vil forblive troende, må man afbryde ethvert slægtskabs- og andet forhold, der er i konflikt med islam. Hvis man anser et andet forhold for kærere end forholdet til islam, må man opgive den falske påstand om tro.

Dette var det principielle. Men Allah den Ophøjede fandt det ikke tilstrækkeligt blot at fremsætte princippet her. Han har også forelagt de troende et virkeligt eksempel, nemlig at de, der var sande troende, i alles påsyn faktisk afbrød alle de forhold, der stod i vejen for Allahs religion. Det var en virkelig begivenhed, som hele Arabien så under slagene ved Badr og Uhud. De ædle ledsagere, som udvandrede fra Mekka og kom til Medina, kæmpede udelukkende for Guds og Hans religions skyld mod deres egne stammer og nære slægtninge.

Hazrat Abu Ubaydah dræbte sin far, Abdullah ibn al-Jarrah. Hazrat Mus’ab ibn Umayr dræbte sin egen bror, Ubayd ibn Umayr. Hazrat Umar dræbte sin morbror, As ibn Hisham ibn al-Mughirah. Hazrat Abu Bakr gjorde sig klar til at kæmpe mod sin egen søn, Abd al-Rahman. Hazrat Ali, Hazrat Hamzah og Hazrat Ubaydah ibn al-Harith dræbte Utbah, Shaybah og al-Walid ibn Utbah, som var deres nære slægtninge. Hazrat Umar anmodede Profeten angående krigsfangerne fra slaget ved Badr om, at de alle skulle dræbes, og at enhver blandt os skulle dræbe sin egen slægtning. Under dette slag blev Abu Aziz ibn Umayr, Mus’ab ibn Umayrs kødelige bror, taget til fange og bundet af en ansar. Da Hazrat Mus’ab så det, råbte han: »Bind ham fast. Hans mor er meget velhavende. Hun vil betale dig en stor løsesum for hans frigivelse.« Abu Aziz sagde: »Siger du sådan noget, når du er min bror?« Hazrat Mus’ab svarede: »På dette tidspunkt er du ikke min bror. Denne ansar, som tager dig til fange, er derimod min bror.« Under det samme slag ved Badr blev Profetens egen onkel Abbas og hans svigersøn Abu al-As, som var gift med Profetens datter Zaynab, også taget til fange. Men på grund af deres slægtskab med Sendebudet blev de ikke behandlet på nogen måde forskelligt fra de andre fanger. Således blev det i virkelighedens verden vist jordens beboere, hvordan en ægte muslim er, og hvordan deres forhold til Allah og Hans religion er.

Al-Daylami har overleveret denne bøn fra Hazrat Mu’adh, som Allahs Sendebud fremsagde:

-O Gud! Lad ikke en ugudelig person (ifølge en anden overlevering: en synder) vise mig barmhjertighed, så der opstår kærlighed til ham i mit hjerte. For jeg har fundet dette i den åbenbaring, Du har sendt ned: I vil ikke finde dem, der tror på Allah og den yderste dags religion, nærende kærlighed til dem, der modsætter sig Allah og Hans Sendebud. (165)

Troen må ikke opgives for nogens skyld

وَوَصَّيْنَا الْإِنْسَانَ بِوَالِدَيْهِ حَمَلَتْهُ أُمُّهُ وَهْنًا عَلَى وَهْنٍ وَفِصَالُهُ فِي عَامَيْنِ أَنِ اشْكُرْ لِي وَلِوَالِدَيْكَ إِلَيَّ الْمَصِيرُ – وَإِنْ جَاهَدَاكَ عَلَى أَنْ تُشْرِكَ بِي مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ فَلَا تُطِعْهُمَا وَصَاحِبْهُمَا فِي الدُّنْيَا مَعْرُوفًا-( لقمان-14-15)

– Vi har selv pålagt mennesket at anerkende sine forældres rettigheder. Hans mor bar ham i sit skød under store lidelser. Det tog to år at vænne ham fra amningen. Derfor har Vi formanet ham: Vær taknemmelig over for Mig og dine forældre; til Mig skal I vende tilbage. Men hvis de presser dig til at sætte nogen ved Min side, som du ikke ved er Min partner, så adlyd dem aldrig. Men omgås dem venligt i denne verden. (Luqman: 14-15)

وَوَصَّيْنَا الْإِنْسَانَ بِوَالِدَيْهِ حُسْنًا وَإِنْ جَاهَدَاكَ لِتُشْرِكَ بِي مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ فَلَا تُطِعْهُمَا-( العنكبوت-8)

– Vi har vejledt mennesket til at behandle sine forældre godt. Men hvis de presser dig til at sætte en anden ved Min side, som du ikke ved er Min partner, så adlyd dem ikke. (Al-ʿAnkabūt: 8)

Om dette vers i Sura al-ʿAnkabūt beretter Muslim, at-Tirmidhī, Ahmad, Abū Dāwūd og an-Nasāʾī, at det blev åbenbaret om Hazrat Saʿd ibn Abī Waqqās (må Allah være tilfreds med ham). Han antog islam i en alder af 18 eller 19 år. Hans mor var Hamna bint Sufyān ibn Umayya (Abū Sufyāns niece). Da hun fik at vide, at hendes søn var blevet muslim, sagde hun: »Så længe du ikke fornægter Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham), vil jeg hverken spise eller drikke. Jeg vil heller ikke sidde i skyggen. Det er Allahs befaling at opfylde en mors rettigheder. Hvis du ikke adlyder mig, vil du også være ulydig mod Allah.«

Hazrat Saʿd blev derved frygteligt forlegen og opsøgte Allahs Sendebud (Allahs fred og velsignelser være med ham) og fortalte ham det hele; i denne forbindelse blev dette vers åbenbaret. Det er muligt, at andre unge, som antog islam i islams første tid i Mekka, også blev udsat for en sådan situation. Derfor er dette forhold blevet gentaget med stor eftertrykkelighed i det vers fra Sura Luqman, som vi har citeret ovenfor.

Meningen med verset er, at hvis nogen blandt hele skabningen har den største ret over et menneske, så er det forældrene. Men hvis selv forældrene tvinger ham til at begå shirk, må han ikke adlyde dem. At gøre det på en andens foranledning er naturligvis endnu mere uacceptabelt. Ordlyden i påbuddet var وان جاهدك det vil sige: hvis de begge anvender alle deres kræfter for at tvinge dig. Heraf fremgår det, at også et mindre pres, eller pres fra blot den ene af forældrene, skal afvises. I denne forbindelse er ماليس لك به علم værd at bemærke. Det betyder: den, som du ikke ved er Min partner. Der er givet en rimelig begrundelse for ikke at adlyde forældrene. Forældrene har naturligvis også den ret, at deres barn skal tjene dem, vise dem ære og respekt og adlyde dem i det, der er tilladt. Men ingen har ret til at følge sine forældre blindt imod sin viden. En søn eller datter kan ikke med rimelighed følge en religion blot af den grund, at det er faderens religion. Hvis børnene opdager, at forældrenes religion er vildledt, bør de forlade den og antage en sand religion. Selv efter forældrenes pres bør man ikke følge en vej, hvis vildledning er åbenlys. Og hvis denne holdning gælder over for forældrene, må den også gælde over for ethvert menneske i verden. Det er ikke rigtigt at følge nogen blindt, før man ved, at vedkommende står fast på sandheden. (166)

وَقَالَ الَّذِينَ كَفَرُوا لِلَّذِينَ آمَنُوا اتَّبِعُوا سَبِيلَنَا وَلْنَحْمِلْ خَطَايَاكُمْ وَمَا هُمْ بِحَامِلِينَ مِنْ خَطَايَاهُمْ مِنْ شَيْءٍ إِنَّهُمْ لَكَاذِبُونَ – وَلَيَحْمِلُنَّ أَثْقَالَهُمْ وَأَثْقَالًا مَعَ أَثْقَالِهِمْ وَلَيُسْأَلُنَّ يَوْمَ الْقِيَامَةِ عَمَّا كَانُوا يَفْتَرُونَ-( العنكبوت-12-13)

De vantro siger til de troende: Følg vores vej, så vil vi bære byrden af jeres fejl og mangler. Men de vil ikke bære noget som helst af deres fejl og mangler. De taler lutter løgn. Jo, de skal sandelig bære deres egne byrder såvel som mange andre byrder sammen med deres egne. Og på opstandelsens dag skal de sandelig stå til regnskab for de løgne, de spreder. (Al-ʿAnkabūt: 12-13)

De vantros udsagn betød, at alt det om livet efter døden, opstandelsen, regnskabet, belønningen og så videre blot var bedrag og svindel. Men hvis der virkelig skulle findes et liv efter døden, og der også skulle finde en afhøring sted dér, så påtog vi os ansvaret for at bære al straf foran Gud. Vi sagde: Forlad denne nye religion og vend tilbage til jeres forfædres religion.

Det er blevet overleveret om forskellige Quraysh-ledere, at disse mennesker i begyndelsen opsøgte dem, der antog islam, og talte sådan til dem. Det er også blevet fortalt om ʿUmar, måtte Allah være tilfreds med ham, at da han antog troen, opsøgte Abu Sufyan og Harb ibn Umayya ibn Khalaf ham og sagde netop sådanne ting til ham.

Derfor er det blevet sagt, at det for det første slet ikke er muligt, at nogen foran Gud kan påtage sig ansvaret for en anden, eller at en synder på grund af en andens ord kan undslippe straffen for sin egen synd. For dér vil hvert menneske selv være ansvarligt for sine egne handlinger.(Arabisk************************)

Men selv hvis det forholdt sig sådan, hvem ville da, når konsekvensen af kufr og shirk viser sig foran én i form af et flammende Jahannam, have mod til af hensyn til det løfte, han afgav i denne verden, at sige: Herre! Tilgiv den person, som på grund af mine ord forlod troen og slog ind på irtidadens eller frafaldets vej, og send ham til Paradis. Jeg er også rede til at bære straffen for hans kufr sammen med straffen for min egen kufr. (167)

Forbud mod at bede om tilgivelse for de vantro

مَا كَانَ لِلنَّبِيِّ وَالَّذِينَ آمَنُوا أَنْ يَسْتَغْفِرُوا لِلْمُشْرِكِينَ وَلَوْ كَانُوا أُولِي قُرْبَى مِنْ بَعْدِ مَا تَبَيَّنَ لَهُمْ أَنَّهُمْ أَصْحَابُ الْجَحِيمِ-( التوبة-113)

-Det sømmer sig ikke for Profeten og de troende at bede om tilgivelse for afgudsdyrkerne, selv om de skulle være deres slægtninge, når det står dem klart, at de er Helvedes beboere. (At-Tawba: 113)

At bede om tilgivelse for en person indebærer for det første, at man nærer medfølelse og kærlighed til ham. For det andet, at man anser hans fejl for tilgivelige. Dette gælder en person, der hører blandt de lydige, men blot er syndig. Men når en person er åbenlyst oprørsk, er det ikke blot principielt forkert at nære medfølelse og kærlighed til ham og anse hans forbrydelse for tilgivelig; det medfører også, at vores egen lydighed bliver tvivlsom. Hvis vi blot på grund af slægtskabet ønsker, at han skal tilgives, betyder det, at slægtskabsbåndet i vores øjne er mere værdifuldt end kravet om lydighed mod Gud. Det betyder også, at vores kærlighed til Gud og Hans religion ikke er uselvisk og fordomsfri. Og når vi ønsker, at Gud selv skal acceptere det venskabelige forhold, vi har til dem, der gør oprør mod Gud, og nødvendigvis tilgive vores slægtninge, selv om Han skulle sende andre, der er skyldige i den samme forbrydelse, i Helvede, er alt dette forkert. Det strider mod oprigtighed og lydighed. Det strider også mod den tro, hvis krav er, at vores kærlighed til Gud og Hans religion skal være helt uden partiskhed: Guds venner er vores venner, og Hans fjender er vores fjender. Derfor sagde den Almægtige Gud ikke: »Bed ikke om tilgivelse for afgudsdyrkerne«, men sagde i stedet: »Det sømmer sig ikke for jer, det er ikke jeres opgave, at I beder om tilgivelse for dem.« Det vil sige: Hvis I efter Mit forbud blot afholder jer fra det, er det ikke nok. Lydighedsfølelsen i jer bør være så stærk, at det for jer selv føles upassende at nære medfølelse med dem, der gør oprør mod Mig, og at anse deres forbrydelse for tilgivelig.

Her bør man desuden forstå, at det, der er blevet forbudt, nemlig at nære medfølelse med dem, der gør oprør mod Gud, er den medfølelse, som griber ind i religionens anliggender. Men menneskelig medfølelse, barmhjertighed og velvilje over for nære slægtninge i verdslige forhold, gavmildhed og kærlig behandling er ikke forbudt. Tværtimod er det prisværdigt. Uanset om en slægtning er vantro eller troende, skal hans verdslige rettigheder naturligvis opfyldes. Den nødstedte skal hjælpes. De fattige skal hjælpes med at skaffe sig et levebrød. Man må ikke undlade at vise syge og sårede hjælp og medfølelse. Forældreløse skal mødes med kærlig omsorg. I disse forhold må man aldrig gøre forskel på, hvem der er muslim, og hvem der er ikke-muslim.

Ægteskab med dem og arverelationer til dem er også forbudt

لَا هُنَّ حِلٌّ لَهُمْ وَلَا هُمْ يَحِلُّونَ لَهُنَّ-( الممتحنة-10)

-Hverken muslimske kvinder er tilladt for de vantro, eller de vantro er tilladt for dem. (Al-Mumtahana: 10)

وَلَا تُمْسِكُوا بِعِصَمِ الْكَوَافِرِ-( الممتحنة-10)

-Og hold heller ikke selv fast ved ægteskabsbåndene til vantro kvinder. (Al-Mumtahana: 10)

Der er imidlertid denne forskel i denne bestemmelse: Muslimske mænd må gifte sig med kvinder fra Skriftens folk, som det er sagt i vers 5 i Sura al-Ma’ida. Hvad angår muslimske kvinder, er sagen den, at de ikke er halal eller tilladt for nogen anden end muslimske mænd.

وَلَا تَنْكِحُوا الْمُشْرِكَاتِ حَتَّى يُؤْمِنَّ وَلَأَمَةٌ مُؤْمِنَةٌ خَيْرٌ مِنْ مُشْرِكَةٍ وَلَوْ أَعْجَبَتْكُمْ وَلَا تُنْكِحُوا الْمُشْرِكِينَ حَتَّى يُؤْمِنُوا وَلَعَبْدٌ مُؤْمِنٌ خَيْرٌ مِنْ مُشْرِكٍ وَلَوْ أَعْجَبَكُمْ-( البقرة-221)

Gift jer aldrig med polyteistiske kvinder, før de tror. En troende slavekvinde er bedre end en fornem kvinde fra en polyteistisk slægt, selv om I synes godt om hende. Og gift ikke jeres døtre bort til polyteistiske mænd, før de tror. En troende slave er bedre end en fornem polyteist, selv om I synes godt om ham. (Al-Baqara: 221)

Det er overleveret fra Usama ibn Zayd (må Allah være tilfreds med ham), at Allahs Sendebud (fred og velsignelser være med ham) sagde: (Arabisk*****************)

-Hverken en muslim kan arve efter en vantro, eller en vantro kan arve efter en muslim. (Bukhari, Muslim, Nasa’i, Ahmad, Tirmidhi, Ibn Majah, Abu Dawud).

Vantro er af to slags, og forskellen i behandlingen af dem

Efter således fuldstændigt at have adskilt det muslimske umma fra de vantro er der kun på ét punkt gjort forskel i muslimernes behandling af de to slags vantro. Det vil sige, at Allah ikke forbyder jer at handle godt og retfærdigt over for de mennesker, som ikke har bekæmpet jer på grund af religionen og ikke har fordrevet jer fra jeres hjem. Allah elsker dem, der handler retfærdigt. Det, Han forbyder jer, er at slutte venskab med dem, der har bekæmpet jer på grund af religionen, fordrevet jer fra jeres hjem og hjulpet hinanden med at fordrive jer. De, der slutter venskab med dem, er uretfærdige. (Al-Mumtahana: 8-9)

Med andre ord er muslimerne blevet pålagt at handle på grundlag af forskellen mellem fjendtlige vantro og ikke-fjendtlige vantro. Man skal behandle de vantro godt, som aldrig har behandlet dem dårligt. Den bedste forklaring på dette findes i en hændelse. Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) hustru var vantro, og det var med hende, at Hazrat Asma bint Abu Bakr blev født. Hun blev i Mekka. Efter Hudaybiyya-forliget, da rejser mellem folkene i Mekka og Medina begyndte, kom Abu Bakrs (må Allah være tilfreds med ham) vantro hustru til Medina for at besøge sin datter. Hun havde også nogle gaver med.

Hazrat Asma fortæller selv: »Derefter gik jeg til Allahs Sendebud og spurgte ham, om jeg måtte besøge min mor og behandle hende med slægtskabets omsorg. Den Ærværdige svarede: Ja, besøg hende og behandl hende også med slægtskabets omsorg.« (Musnad Ahmad, Bukhari, Muslim). Heraf fremgår det, at det er tilladt for en muslim at hjælpe sine vantro forældre, søskende og øvrige slægtninge, så længe de ikke er fjender af islam. På samme måde kan man også give sadaqa til en fattig dhimmi. (Ahkam al-Qur’an, Ruh al-Ma’ani). (169)

Den muslimske ummas sande status

Den jamaat (gruppe), der således opstod, var på ingen måde en nation. Dens sande status kan bedst forstås ud fra de ord, der er anvendt i Koranen og hadith.

Hizb

Et sådant ord er »hizb«, som to steder bruges om muslimerne (al-Ma’idah, vers 56, og al-Mujadalah, vers 22). Ordet er i egentlig forstand synonymt med parti eller gruppe. Begge steder kaldes muslimerne »Hizbullah« (Allahs partis folk). Det vil sige de mennesker, der har viet sig selv til Allahs sag. En nation dannes på grundlag af slægt og familie, mens en gruppe dannes på grundlag af principper og ideologi. I denne henseende er muslimerne i virkeligheden ikke en nation, men en gruppe. For de er blevet adskilt fra resten af verden og knyttet til hinanden alene af den grund, at enhver, der tror på og følger dette princip og denne lære, hører til blandt dem. Og de mennesker, hvis principper og lære ikke stemmer overens med deres, har ingen samhørighed med dem, selv om de måtte være deres nærmeste slægtninge.

Koranen ser kun to grupper blandt jordens beboere. Den ene er Allahs gruppe (Hizbullah), og den anden er Satans gruppe (Hizb al-Shaytan). Uanset hvor store forskellene måtte være inden for Satans gruppe med hensyn til principper og lære, regner Koranen dem alle for at være ens. For deres tanker og handlemåde er ikke islamiske, og trods mindre uenigheder er de alle enige om at adlyde Satan. Koranen siger:

اسْتَحْوَذَ عَلَيْهِمُ الشَّيْطَانُ فَأَنْسَاهُمْ ذِكْرَ اللَّهِ أُولَئِكَ حِزْبُ الشَّيْطَانِ أَلَا إِنَّ حِزْبَ الشَّيْطَانِ هُمُ الْخَاسِرُونَ-(المجادلة-19)

Satan har fået magt over dem og fået dem til at glemme ihukommelsen af Gud i deres hjerter. De er Satans partis folk. Vogt jer! Det er Satans partis folk, der er de fortabte. (al-Mujadalah: 19)

Omvendt: Hvor forskellige medlemmerne af Allahs parti end måtte være med hensyn til slægt, fædreland, race, sprog samt historie og traditioner – ja, selv hvis der havde hersket indbyrdes blodfejde mellem deres forfædre – da de først blev enige om den tankegang og livsform, som Allah havde foreskrevet, blev de som bundet sammen af et guddommeligt bånd (Hablullah), og så snart de sluttede sig til dette nye parti, blev alle deres forbindelser med Satans partis tilhængere afbrudt.

Ummah

Det andet ord, som bruges i betydningen parti fire steder i Koranen (Al-Baqarah: 128, 143; Ali Imran: 104, 110), er ummah. Dette ord bruges også mange steder i hadith. En ummah betegner en gruppe, som er blevet samlet af et omfattende fælles forhold. For eksempel blev mennesker fra samme tidsperiode kaldt en ummah. Mennesker af samme slægt eller fra samme land blev også kaldt en ummah. Men det, der danner grundlaget for den sande universalitet, hvormed muslimerne kaldes en ummah, er ikke slægt, fædreland eller økonomiske interesser; det er derimod deres livsmission, deres grundprincipper og deres livsvej. Koranen siger faktisk:

(Arabisk***************)

-I er den bedste ummah, som er blevet frembragt for menneskeheden. I påbyder det gode, forbyder det onde og tror på Allah. (Ali Imran: 110)

(Arabisk***************)

-Og således har Vi gjort jer til en midterste ummah, så I kan være tilsynsførende for menneskeheden, og Sendebudet kan være tilsynsførende over jer. (Al-Baqarah: 143)

Det fremgår tydeligt af disse to vers, at »muslim« i virkeligheden er et internationalt parti. Fra alle verdens nationer er der blevet udvalgt mennesker, som er blevet skabt til at følge et bestemt princip, gennemføre et bestemt program og udføre en bestemt mission. Eftersom disse mennesker er kommet fra enhver nation, og efter at være blevet en del af ét parti ikke længere har nogen forbindelse med nogen nation, udgør de derfor en ummah blandt dem. Men efter at forbindelsen med alle nationer er blevet brudt, er der blevet etableret en anden forbindelse mellem dem og alle nationerne. Det vil sige, at de skal varetage ansvaret som Allahs hærfører i verden. Ordene »I er menneskehedens tilsynsførende« siger, at muslimerne af Allah er blevet udnævnt til hærførere på jorden, og ordene »som er blevet frembragt for menneskeheden« siger klart, at muslimernes mission er en international mission. Denne missions kerne er, at de gennem anvendelsen af al mental, moralsk og materiel styrke skal gøre det muligt for lederen af »Allahs parti«, Sayyiduna Muhammad (fvmh.), at virkeliggøre den ordning for tanke og handling, som Allah gav ham, i verden og besejre alle andre ordninger og systemer i forhold til den-(Arabisk****************)Dette er det grundlag, på hvilket muslimerne er blevet gjort til én ummah.

Jamaat

Det tredje terminologiske ord, som Profeten (sa) mange steder brugte til at betegne muslimernes kollektive status, er ‘Jamaat’, og dette ord er ligesom ‘Hizb’ synonymt med en gruppe. (****) og (******)

Når man desuden retter opmærksomheden mod mange hadither af denne art, bliver det klart, at Allahs Sendebud (sa) afholdt sig fra at bruge ‘qawm’ eller sha’b (***) eller et andet tilsvarende ord, og i stedet brugte han netop betegnelsen Jamaat. Han sagde aldrig: »Hold jer altid sammen med qawm.« Eller: »Guds hånd er over qawm.« Tværtimod brugte han i alle sådanne tilfælde ordet ‘Jamaat’. Grunden er ganske enkelt, at dette muligvis er mere passende til at udtrykke den måde, muslimer samles på. Ordet ‘qawm’ bruges almindeligvis i en betydning, hvor en person, uanset hvilket synspunkt eller hvilket princip han følger, kan være knyttet til en nation, hvis han er født inden for denne nation og med hensyn til sit navn, sin livsform og sine sociale relationer er forbundet med den.

Forskellen mellem en ideologisk gruppe og en national gruppe

Den ene gruppe er sådan, at den har en bestemt ideologi og et bestemt program for politisk strategi med udgangspunkt i en nations eller et lands særlige forhold. En sådan gruppe er blot et politisk parti. Derfor kan og vil den arbejde som en del af den nation, hvorigennem den er blevet født.

Den anden gruppe er sådan, at den træder frem med en universel ideologi og universelle forestillinger. For hele menneskeheden har den, uanset nation og fædreland, en universel ideologi. Den ønsker at forme hele livet på en bestemt måde. Den ønsker at omforme alt efter sin egen form: fra dens ideologi og livsform, troslære og tankegang samt principper og moral til de detaljerede forhold ved individuel adfærd og samfundets kollektive organisering. Den ønsker at grundlægge en varig kultur og en særlig civilisation. Selv om dette også er en gruppe, er den ikke en sådan gruppe, der kan fungere som en del af en nation. Den står hævet over den begrænsede nationalisme. Dens mission er at afskaffe den blinde fanatisme, som har ført til dannelsen af forskellige nationer i verden på grundlag af slægt, race, sprog, fædreland og tradition. Hvordan kan denne gruppe knytte sig til disse nationer? I stedet for disse afstamningsbaserede og historiske nationaliteter etablerer den en fornuftsbaseret nationalitet (). I stedet for en skabelsens nationalitet skaber den en ekspanderende (). Den forvandles selv til en sådan nationalitet, der er skabt til at bringe alle verdens menneskelige kræfter ind i sit fællesskab på grundlag af enhed i tanke og kultur. Men selv om den i denne betydning er en nationalitet, forbliver den en gruppe. For optagelsen i den afhænger ikke af tilfældigt fødte menneskemasser. Den afhænger derimod af bevidst at følge den ideologi og livsform, på hvis grundlag denne gruppe er dannet.

Muslimerne er i virkeligheden navnet på denne anden slags gruppe. Det er ikke en sådan gruppe, som dannes inden for en nation. Tværtimod er det en slags gruppe, der træder frem med det formål at grundlægge en varig ordning for en omfattende livsordning samt civilisation og kultur, og som ønsker at overskride de små nationaliteters snævre grænser og på et fornuftsbaseret grundlag danne en stor universel nationalitet (). Det er korrekt at kalde den en nation i den forstand, at den ikke er indstillet på følelsesmæssigt at knytte sig til nogen af verdens slægts- og historisk-traditionelle nationer. Tværtimod bygger den selvstændigt sit eget kulturelle palads i overensstemmelse med sit eget livssyn og sin egen samfundsfilosofi. Men selv om den i denne betydning er en særskilt nation, forbliver den i virkeligheden en gruppe. For tilfældig fødsel () kan ikke i sig selv gøre et menneske til medlem af denne gruppe, så længe han ikke tror på dens ideologi og følger den. På samme måde er det ikke en hindring for en person, der er født i en anden nation, at træde ud af sin egen nation og slutte sig til gruppen, hvis han er rede til at tro på dens ideologi. Alt, hvad vi således har sagt, betyder i virkeligheden, at muslimernes nationalitet bygger på, at de er en gruppe. Gruppestatussen er det grundlæggende, og nationalitetsstatussen er dens gren. Hvis gruppestatussen adskilles fra den, bliver den blot en nation, og dette er dens forfald. Det er i virkeligheden en fornægtelse af dens eksistens som muslim. (170)

Sammenfatning af diskussionen

Denne særskilte organisering af det muslimske ummah under Allahs Sendebuds (fvmh) ledelse og dannelsen af et helt særskilt samfund adskilt fra det ikke-muslimske samfund blev ganske vist ikke mulig fra den ene dag til den anden, men gradvist over nogle år. Ikke desto mindre kunne folk ud fra den måde, den islamiske da‘wah var udformet på, forstå, hvilken retning denne bevægelse gik i, og hvilken revolution den til sidst ville frembringe. Derfor blev de, som ønskede at bevare det gamle jahiliyyah-samfund, yderst urolige og satte alle kræfter ind på at forhindre fremkomsten af denne nye ummah blandt dem selv. (171)

Syvende afsnit

Forskellen mellem en profets og en ikke-profets arbejde

Ved afslutningen af denne drøftelse finder vi det nødvendigt at gøre os klart, at det, der hidtil er blevet sagt, kan give en tydelig forståelse af forskellen mellem en profets og en ikke-profets ledelse og arbejdsmetode.

Da Allahs Sendebud (fvmh) blev pålagt at bringe den islamiske da‘wah i Arabien, fandtes der i hele verden og også i hans eget land utallige moralske, civilisatoriske, økonomiske og politiske problemer, som det var nødvendigt at løse. De to imperier, Romerriget og Iran, befandt sig på toppen af despotiet. Forskellene mellem slægter og klasser var nået til et ekstremt niveau. De stærkes undertrykkelse af de svage var uudholdelig. Forskellige former for ulovlig økonomisk udbytning foregik også i fuldt omfang. Den værste form for moralsk fordærv havde bredt sig. Arabien var plaget af endnu større problemer end disse lande. Det folk, der boede i det samme land og talte det samme sprog, var opdelt i utallige stammer, selv om der mellem dem også fandtes indbyrdes slægtskabsforbindelser gennem klan og afstamning. De havde ikke engang nogen forestilling om en »arabisk nation«. Den enkelte betragtede sin egen stamme som sin nation. Overalt var der uorden, borgerkrig, utryghed, uvidenhed, moralsk forfald, undertrykkelse og overgreb, sult og iøjnefaldende fattigdom. Fremmede magter trængte ind i landet ved at udnytte alle disse svagheder i Arabien. Mod nord var deres besættelse nået helt til Hijaz’ grænse. Romerriget spredte penge og missionærer inde i Arabien og udvidede sin indflydelse. Det kristne kongerige Abessinien, der lå over for den vestlige kyst, havde i lang tid angrebet Yemen og forsøgt at erobre landet. Dets hær var endda én gang nået helt til Mekka. Iran havde udvidet sit herredømme over Arabiens østkyst og visse indre områder. Senere nåede dets herredømme også til Yemen. De fleste af Hijaz’ frugtbare områder havde jøder, der var kommet udefra, holdt besat i flere århundreder. De havde bundet Arabernes befolkning i deres ågerkredsløb.

Hvis en reformatorisk leder var opstået i Arabien under sådanne forhold, ville han måske have indledt sit arbejde med at forsøge at bekæmpe jahiliyyah-skikke og -sædvaner, moralsk fordærv og indbyrdes borgerkrige. Eller han ville have fremhævet konflikten mellem de rige og de fattige og ophidset de fattige mod de rige, så almindelige menneskers sult kunne stilles og fattigdommen fjernes. Hvis der derimod var opstået en politisk leder, ville han have forsøgt at lokke Araberne til at følge sig ved at sige: »Jeg vil gøre jer til en stærk nation, fordrive de udenlandske røvere fra landet, gøre Arabien til et stort rige, udvikle jeres handel, industri og kunsthåndværk, øge jeres økonomiske ressourcer, fjerne jeres sult og, efter at have opnået styrke, angribe nabolandene, så jeres rigdom vokser betydeligt.«

I alt dette ville spørgsmålet om karakter slet ikke være kommet på tale, og for at få sin politiske ledelse til at lykkes ville han ikke have tøvet det mindste med at ty til bedrag, sammensværgelser, list, magtanvendelse og massemord. Desuden ville begge former for ledelse have været nationalistiske ledelser. Selv hvis de havde hævet sig over deres egen stammes snæversyn, ville de højst være nået frem til arabisk snæversyn. De ville ikke have kunnet nå frem til nogen holdning over for andre nationer og lande.

Den islamiske bevægelses særlige arbejdsmetode

Lad os først se lidt på den guddommeligt udsendte Allahs Sendebud (ﷺ). Situationen og problemerne var dengang netop som beskrevet ovenfor. Alt var vigtigt, og intet kunne ignoreres. Profeten (ﷺ) betragtede heller ikke noget af dette som uvæsentligt. Han løste ikke blot problemerne ét efter ét, når tiden var inde, men gennemførte også en så vældig revolution, at ingen ikke-profetisk reformator eller politisk leder overhovedet kunne have forestillet sig den. Men ved begyndelsen af sit virke vendte han sig bort fra alt dette og rettede sin fulde opmærksomhed mod én grundlæggende reform, som var nøglen til at løse alle problemer. Selvom han var født i en stamme og i én by, var hans blik fra den islamiske bevægelses første dag rettet mod hele menneskeheden, som han var trådt frem for at kalde til den rette vej. Den grundlæggende reform, som han koncentrerede alle sine bestræbelser om, idet han så bort fra alle andre problemer, var denne:

1. At mennesker tror på tawhid, opgiver tilbedelsen af alle andre og alene tilbeder Allah samt anser Hans befalinger for bindende.

2) At de anerkender Muhammad, Allahs Sendebud (ﷺ), som Allahs Sendebud og følger den vejledning, undervisning og lovgivning, som gennem ham er blevet overbragt fra Allahs vej.

3) At de anerkender Koranen som Allahs ord og til enhver tid ubetinget følger dens befalinger.

4) At de tror på det hinsidige og lever deres liv i denne verden med bevidstheden om, at de efter døden til sidst skal møde Gud og stå til regnskab for deres handlinger.

5) At de følger de uforanderlige principper for gode og dårlige karakteregenskaber, som Allah, Hans Sendebud og Hans Bog har fremlagt.

6) De mennesker, som tager imod dette kald, skal blive et ummah, der træder frem som bærere af kaldets banner og er rede til at løbe store risici med liv og ejendom for at bringe det til sejr. De skal være fuldstændig forenede med hinanden og ved at opbygge deres eget fremtidige samfund bryde forbindelserne med vantro og de vantro, hvad angår venskab, kærlighed og faktisk social omgang. (172)

Betydningen af denne fremgangsmåde

Grunden til, at han først vendte sig bort fra alle andre sider og samlede alle kræfter om denne ene grundlæggende reform, var for det første, at dette var den rette og sande opgave. Og en sendebuds egentlige opgave er at fremlægge sandheden. Den anden grund var, at set fra den islamiske bevægelses synspunkt er den egentlige årsag til al den fordærvelse og uretfærdighed, der opstår i menneskets moralske og civilisatoriske liv, at mennesket gør sig selv frit og uden ansvar; at det betragter sig selv som sin egen guddom og anser andre end universets Guddom for at være indehavere af guddommelige egenskaber, myndighed og rettigheder, hvad enten det drejer sig om et menneske eller et andet væsen. Hvis denne grundlæggende fordærvelse og uretfærdighed er til stede, kan ingen overfladisk eller halvvejs reform efter islams synspunkt fjerne den enkeltes forfald eller samfundets fordærvelse og uretfærdighed. Hvis fordærvelsen fjernes på den ene side, vil den rejse hovedet på den anden. Derfor kan en reform kun begynde på denne måde: På den ene side må den falske forestilling om frihed og ansvarsfrihed fjernes fra menneskets sind, og det må siges, at den verden, det lever i, i virkeligheden ikke er et rige uden hersker. Tværtimod har den i virkeligheden en enevældig konge, og mennesket er hans fødte undersåt. Hans kongedømme er ikke afhængigt af, at det anerkender det. Det kan ikke bringe hans kongedømme til ophør, og det kan heller ikke forlade ham og rejse et andet sted hen. Så længe denne urokkelige virkelighed består, er dets falske forestilling om frihed ikke andet end en tåbelig misforståelse, hvis følger det selv må bære. Virkeligheden kræver, at det bøjer sit hoved lige foran Ham og forbliver en lydig tjener eller slave. På den anden side må det også gøres klart, at der i hele skaberværket kun findes én, som er konge, ejer og indehaver af myndighed og herredømme. Her har ingen anden ret til at befale, og i virkeligheden adlydes ingen andens befalinger. Derfor skal det ikke være tjener for nogen anden end Ham, ikke adlyde nogen andens befaling og ikke bøje sit hoved for nogen anden. Her findes ingen His Majesty; majestæten tilkommer alene dette ene væsen. Her findes ingen His Highness; højheden tilkommer alene Ham. Her findes ingen His Holiness; al hellighed er forbeholdt Ham. Her findes ingen His Lordship; hele herredømmet tilhører Ham. Her findes ingen lovgiver. Loven tilhører alene Ham, og retten til at fastsætte loven og straffe overtrædelsen af den tilkommer alene Ham. Her findes ingen regering, ingen nådig giver, ingen shah eller shahanshah, ingen wali eller myndighedsperson, ingen, der kan fjerne ulykker og nød, ingen, der hører bønner, og ingen, der kan imødekomme den nødstedtes bøn. Ingen har nøglen til regeringsmagten. Ingen har ret til overlegenhed. Alt fra jorden til himlen er tjenere, slaver og lydige undersåtter. Der er kun én Herre og Mester. Derfor må enhver form for slaveri, lydighed og underkastelse under andre opgives, og man må blive slave og lydig alene over for Ham og kun følge Hans befaling og styre.

Dette er det grundlæggende fundament for alle disse reformer. På dette grundlag bliver hele bygningen af den enkeltes karakter og den samfundsmæssige orden revet ned og knust og derefter opført på ny efter et særligt mønster. Og alle de problemer i menneskelivet, som er opstået fra Adam (a.s.) til i dag, og som vil opstå fra nu og indtil Dommedag, vil på dette grundlag blive løst på en ny måde.

Metoden ved begyndelsen af Profetens (s.a.) kald

Muhammad (s.a.) fulgte ikke den vej at kalde til denne grundlæggende reform uden nogen forudgående forberedelse eller indledning, hvor han først skulle udføre forskellige politiske og sociale aktiviteter for at skabe indflydelse blandt folk. Derefter skulle han bruge denne indflydelse til at opnå en vis herskermyndighed og anvende denne myndighed til at lede folk og bringe dem til dette stadium. Intet af dette. Vi ser, at der står én, som kun bekendtgør: ‘La ilaha illallah’. Hans blik var ikke rettet mod noget mindre end dette. Årsagen er ikke blot profetisk mod og iver efter at forkynde; i virkeligheden er dette selve den islamiske bevægelses arbejdsmetode. Den indflydelse og magt, som kan skabes gennem andre midler, er slet ikke til hjælp for dette reformarbejde. De, der søger folks støtte på noget som helst andet grundlag end ‘La ilaha illallah’, vil ikke være til nogen nytte for Profeten (s.a.) i genopbygningsarbejdet på dette fundament. I dette arbejde vil de, der straks løber hen til den, der kalder, så snart de hører ‘La ilaha illallah’, være de mest nyttige deltagere. Det er dette arbejde, de vil føle sig tiltrukket af. De vil gøre denne virkelighed til grundlaget for deres liv og gå i gang med arbejdet på dette grundlag. Derfor kræver den særlige strategi og handlingsplan, der er nødvendig for at føre den islamiske bevægelse, at arbejdet uden nogen indledning må begynde netop med kaldet til tawhid.

Omfattende betydning af tawhid-begrebet

Dette begreb om tawhid er ikke blot en religiøs tro. Det fjerner hele den ordning for det personlige og sociale liv, som er bygget på menneskets frihed og andre end Guds herredømme og myndighed. Og på et andet fundament opføres en ny bygning. I dag hører man roligt verdens muezzin hæve stemmen med ‘Ashhadu alla ilaha illallah’. Hverken den, der kalder, ved, hvad han siger, eller de, der lytter, ser nogen betydning eller hensigt i det. Men hvis de vidste, at formålet med denne bekendtgørelse var at erklære oprør mod hele den nuværende ordning og oprette en ny ordning i dens sted, så tro mig: Ingen steder ville man tåle, at denne stemme blev hævet. Uanset om De går i kamp med nogen eller ej, vil selve verden komme for at kæmpe imod Dem. Så snart De hæver denne stemme, vil det føles, som om jorden og himlen pludselig er blevet Deres fjender, og De vil se slanger, skorpioner og rovdyr på alle sider.

Årsagen til denne arbejdsmetodes succes

Det var denne situation, der viste sig på det tidspunkt, da profeten Muhammad (s.a.v.) offentligt hævede denne røst. Forkynderen kaldte med fuld bevidsthed, og tilhørerne forstod det også; derfor besluttede de sig fast for at bringe denne røst til tavshed. Præsterne og de religiøse ledere så i den en trussel mod deres brahmanisme og pavedømme; de rige mod deres rigdomme, ågerkarlene mod deres ågerforretninger, slægtsdyrkerne mod deres slægtsmæssige overlegenhed, traditionsdyrkerne mod deres traditioner og skikke, nationaldyrkerne mod deres nationalisme og forfædredyrkerne mod de fremgangsmåder, de havde arvet fra deres fædre og bedstefædre. Med andre ord så enhver afgudsdyrker i denne ene røst en fare for ødelæggelsen af sin egen afgud. Derfor forenede de, som ellers var indbyrdes uenige, sig i overensstemmelse med »al-kufru millatun wahidatun« (*******) for at bekæmpe denne nye bevægelse. Under disse forhold kom kun de til profeten Muhammad (s.a.v.), hvis tanker var klare, som havde evnen til at erkende og acceptere virkeligheden, og i hvem kærligheden til ærlighed var så stærk, at de, når de først havde erkendt, at noget var sandt, var rede til at kaste sig i ilden og lege med døden for dets skyld. Det var sådanne mennesker, denne bevægelse havde brug for. De kom én efter én, to efter to og fire efter fire, og samtidig voksede konfrontationerne og sammenstødene. Nogle mistede deres levebrød, nogle blev jaget ud af deres hjem af deres familie, og nogle fik deres venskaber og nære relationer brudt. Nogle blev fængslet, nogle blev slæbt hen over den brændende sand, nogle blev offentligt modtaget med stenkast og skældsord, nogle fik deres øjne revet ud, og nogles hoveder blev knust. Nogle forsøgte man at købe ved at lokke dem med kvinder, rigdom, kongemagt og alt andet, der kunne tænkes. Alt dette kom, og det var nødvendigt, at det kom. Uden dette kunne den islamiske bevægelse hverken være blevet stærk eller være gået fremad.

Den naturlige måde at udvælge og opdrage bevægelsens folk på

Den uundgåelige fordel ved dette var, at mennesker med den ringeste karakter og den svageste vilje slet ikke kunne tilslutte sig denne sag. De, der sluttede sig til, var blandt Adams børn de mest fremragende og dygtigste – netop dem, der faktisk var brug for. Der var ingen anden måde at udvælge egnede folk blandt de uegnede på end, at enhver, der kom, måtte gennemgå en ildprøve. Og de, der kom, måtte ikke møde farer for nogen personlig interesse eller noget slægtsmæssigt eller nationalt formål. Tværtimod måtte de udholde alt udelukkende for sandhedens og oprigtighedens skyld og for Allahs og Hans tilfredshed. Derfor blev de slået og led under sult og tørst. De blev ofre for undertrykkelse og forfølgelse fra hele verden. Resultatet blev, at den nødvendige og rette islamiske tankegang efterhånden blev skabt i dem. Deres stærke og pålidelige islamiske karakter blev dannet. Oprigtighed voksede frem i deres dyrkelse af Allah og blev stadig stærkere. At islams sande væsen udfoldede sig på denne stærke træningsplads af prøvelser og ulykker, var helt naturligt. Når et menneske rejser sig for at nå et bestemt mål og bevæger sig fremad gennem konflikter og sammenstød, desperate anstrengelser, farer og vanskeligheder, sorger og lidelser, uro, fængsel og overgreb, sult og tørst, landsforvisning og andre prøvelser, trænger hele forståelsen af dette mål ind i hans indre verden gennem hans personlige erfaringer. Derefter forvandles hele hans personlighed til dette mål. For at hjælpe ham med at nå fuldkommenhed i denne henseende blev bønnen først gjort obligatorisk for ham, så enhver risiko for synsbedrag eller uklarhed kunne fjernes, og hans blik kunne forblive rettet mod hans mål. Han skulle ved gentagne gange at anerkende den herskers myndighed, som han havde accepteret, blive fast forankret i sin trosbekendelse. Den, efter hvis befaling han skulle arbejde i verden – at Han er den, der kender det skjulte og det åbenbare, den suveræne Herre og den, der har myndighed over hele sin skabning – skulle blive fuldstændig fast forankret i hans hjerte, så tanken om at adlyde nogen anden end Ham under ingen omstændigheder kunne få plads i hans hjerte.

Årsagen til, at den islamiske forkyndelse bredte sig

På den ene side blev de nytilkomne opdraget på denne måde, og på den anden side bredte den islamiske bevægelse sig som følge af disse konflikter og sammenstød. Når folk så, at en lille gruppe blev slået, fængslet og bortvist fra deres hjem, opstod der naturligt en nysgerrighed hos dem, og de forsøgte at finde ud af, hvad al denne uro skyldtes. Når de erfarede, at det ikke gjaldt kvinder, penge eller jordbesiddelser, og at disse Allahs tjenere ikke havde nogen personlig interesse, men kun blev slået, fordi sandheden om en bestemt sag var blevet åbenbaret for dem, opstod der spontant i deres hjerter et ønske om at vide, hvad det egentlig var for noget, som fik disse mennesker til at udholde så mange prøvelser og ulykker. Da de derefter erfarede, at dette var »La ilaha illallah«, og at der som følge heraf blev gennemført en sådan revolution i menneskelivet, og at mennesker gik ud på slagmarken med denne forkyndelse – mennesker, som udelukkende for sandhedens skyld afviste alle verdens muligheder og ofrede deres liv, ejendom og børn – blev deres øjne åbnet, og de slør, der havde dækket deres hjerter, begyndte at blive fjernet. På denne baggrund nåede denne sandhed som en pil frem til sit mål. Det var derfor, at alle andre end dem, der var blevet blændet af hovmod over personlig status, uvidenhedens blinde lydighed mod fædrene og bedstefædrene eller begæret efter verdslige interesser, begyndte at blive tiltrukket af denne bevægelse. Nogle blev hurtigt tiltrukket, mens andre i lang tid fortsatte med at modstå denne tiltrækning. Men før eller siden måtte enhver sandhedselskende og uselvisk person slutte sig til denne sandhed.

Den enestående indflydelse af Profetens (s.a.v.) karakter

I denne periode tydeliggjorde bevægelsens leder, profeten (s.a.v.), gennem sit liv bevægelsens grundprincipper og alle de forhold, for hvis skyld denne bevægelse fandtes. Islams sande livskraft strømmede frem fra hvert af hans ord, hver af hans handlinger og enhver af hans aktiviteter, og mennesker forstod, hvad islam var.

Hans hustru, Hazrat Khadijah (må Allah være tilfreds med hende), var den rigeste kvinde i Hijaz. Profeten drev forretning med hendes formue. Da den islamiske forkyndelse begyndte, ophørte al hendes handel og forretning. Fordi han var fuldstændig optaget af sit arbejde med forkyndelsen og havde gjort hele Arabien til sin fjende, kunne forretningen ikke længere fortsætte. I løbet af nogle år brugte ægteparret alt, hvad der var tilbage fra de tidligere dage, på at udbrede denne bevægelse. Til sidst, da han rejste til Taif, kunne den mand, der engang havde været Hijaz’ førende handelsmand, ikke engang skaffe et æsel til sit ridedyr.

Quraysh tilbød den ærede Profet (sa) tronen i Hijaz-regeringen. De sagde: »Vi vil gøre dig til vores konge, gifte dig med den smukkeste pige i Arabien og lægge bjerge af rigdom for dine fødder, på betingelse af at du opgiver denne bevægelse.« Men den, der var kommet for menneskehedens befrielse og velfærd, afviste alle disse tilbud og var villig til at blive udsat for fornærmelser og stenkast.

Quraysh og de arabiske høvdinge sagde: »Muhammad (sa), hvordan kan vi komme og sidde hos dig og lytte til dig, når der altid sidder slaver, fattige og (Gud forbyde det) lavtstående mennesker i din forsamling? Du har samlet de mennesker omkring dig, som er de laveste blandt os. Fjern dem, så vi kan mødes med dig.« Men den, der var kommet for at gøre forskellen mellem høje og lave blandt mennesker lige, nægtede at jage de fattige bort af hensyn til de rige.

For bevægelsens skyld tog Profeten (sa) ikke hensyn til interesserne hos sit land, sit folk, sin stamme eller sin familie. Den, der troede, var hans egen; den, der ikke troede, var ham fremmed. Dette gav verdens mennesker en fast overbevisning om, at han var kommet som menneske udelukkende for menneskers velfærd, og netop dette tiltrak ethvert land og ethvert folk til hans kald. Hvis han havde bekymret sig om sin familie, hvilken interesse ville ikke-hashimitter så have haft i denne bekymring? Hvis han havde været ivrig efter på enhver måde at bevare Qurayshs ledende autoritet, hvilken interesse skulle ikke-Qurayshitter så have haft i at deltage i dette arbejde? Hvis han havde arbejdet for arabernes overlegenhed, hvorfor skulle Bilal (ra) fra Abessinien, Suhayb (ra) fra Rom og Salman (ra) fra Iran så have haft behov for at støtte hans arbejde? Det, der i virkeligheden tiltrak alle, var ren gudsdyrkelse og en position hævet over personlige, familiære og nationale interesser. (173)

Vejledning

1. Tilføjet af forfatteren

2. Tafhīm al-Qur’an: Bind 2, Banī Isrā’īl, note 92

3. Tafhīm al-Qur’an: Bind 4, az-Zumar, note 64

4. Tilføjet af forfatteren

5. Tafhim al-Qur’an: bind 1, Al-An‘am, note 29

6. Tilføjelse foretaget af forfatteren

7. Tafhim al-Qur’an: bind 4, Az-Zumar, note 27

8. Tafhim al-Qur’an: bind 4, Ash-Shura, note 38

9. Tafhim al-Qur’an: bind 2, At-Tawbah, note 31

10. Tilføjelse foretaget af forfatteren

11. Tafhim al-Qur’an: bind 3, Al-Qasas, note 80–85

12. Tilføjelse foretaget af forfatteren

13. Tafhim-ul-Quran: bind 3, Al-Anbiya, note 5

14. Tafhim-ul-Quran: bind 3, Al-Furqan, noter 14–17

15. Forfatterens tilføjelse

16. Tafhim-ul-Quran: bind 3, Al-Anbiya, note 10

17. Tafhim-ul-Quran: bind 5, At-Taghabun, noter 11–13

18. Tafhim-ul-Quran: bind 2, Bani Isra’il, note 108

19. Tafhim-ul-Quran: bind 2, Yusuf, note 79

20. Forfatterens tilføjelse

21. Tafhim-ul-Qur’an: 2. bind, Bani Isra’il, note 63

22. Tafhim-ul-Qur’an: 4. bind, Az-Zukhruf, note 30-32

24. Tafhim-ul-Qur’an: 4. bind, Al-Mu’min, note 75-76

25. Tafhim-ul-Qur’an: 2. bind, An-Nahl, note 4

26. Tafhim-ul-Qur’an: 4. bind, Al-Ahqaf, note 15-16

27. Tafhim-ul-Qur’an: 3. bind, Ash-Shu’ara, note 81

28. Tafhim-ul-Qur’an: 4. bind, Sad, note 8

29. Tilføjelse foretaget af forfatteren

30. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, al-Mu’minun, note 27

31. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, al-Mu’minin, note 36

32. Tafhim al-Qur’an: 5. bind, at-Tur, note 22

33. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, at-Takwir, note 21

34. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, ash-Shu’ara, note 130-133

35. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, ad-Dukhan, note 12

36. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, an-Nahl, note 70

37. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, al-Qasas, note 64

38. Tilføjelse af forfatteren

39. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Furqan, note 18

40. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Saba, note 66-67

41. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Saba, note 66-67

42. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Kalam, note 2-4

43. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, A’raf, note 143

44. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Shuara, note 142

45. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Shuara, note 143

46. Tafhim-ul-Qur’an: 3. bind, ash-Shu‘ara, note 144

47. Tafhim-ul-Qur’an: 5. bind, at-Tur, note 25

48. Tafhim-ul-Qur’an: 2. bind, Bani Isra’il, note 54

49. Tafhim-ul-Qur’an: 5. bind, Qaf, note 5

50. Tafhim-ul-Qur’an: 3. bind, al-Furqan, note 55

51. Tafhim-ul-Qur’an: 2. bind, Bani Isra’il, note 106

52. Tafhim-ul-Qur’an: 3. bind, al-Ankabut, note 91

53. Tafhim-ul-Qur’an: 6. bind, al-Muddaththir, note 39

54. Tafhim al-Qur’an: 1. bind, Al-An’am, note 5-7

55. Tafhim al-Qur’an: 1. bind, Al-An’am, note 26-27

56. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Ar-Ra’d, note 47

57. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Al-Ankabut, note 88

58. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Yunus, note 21

59. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Al-Qasas, note 109

60. Tilføjelse af forfatteren

61. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, As-Sajda, note 1

62. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Sajda, note 2-4

63. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Yunus, note 45

64. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Bani Israil, note 105

65. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Hud, note 14

67. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Yunus, note 46

68. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Furqan, note 44-46

69. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Nahl, note 102-106

70. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, Furqan, note 12

71. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Hāmīm Sajda, note 54

72. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Hāmīm Sajda, note 1

73. Tilføjelse af forfatteren

74. Tilføjelse af forfatteren

75. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, al-Jāthiya, note 44

76. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, al-Jāthiya, note 34

77. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, ar-Raʿd; note 12

78. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Saba, note 10

79. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, An-Nazi’at, note 4

80. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Ya-Sin, note 64-67

81. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Bani Israil, note 56

82. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, Al-Hajj, note 5-6

83. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, As-Sajdah, note 20-21

84. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, As-Saffat, note 8-9

85. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Al-Mu’min, note 79

86. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, An-Nazi’at, note 14

87. Tafhim-ul-Quran: 4. bind, As-Saffat, note 8–12

88. Tafhim-ul-Quran: 6. bind, Al-Ghashiyah, note 7

89. Tafhim-ul-Quran: 5. bind, Qaf, note 4

90. Tafhim-ul-Quran: 5. bind, Qaf, note 4

91. Tafhim-ul-Quran: 5. bind, Qaf, note 4

92. Tafhim-ul-Quran: 5. bind, Qaf, note 18

93. Tilføjelse af bogens forfatter

94. Tafhim-ul-Quran: 6. bind, Al-Qiyamah, note 24

95. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Qiyamah, note 2

96. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Sad, note 29-30

97. Tafhim al-Qur’an: 5. bind, At-Taghabun, note 15-17

98. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Ad-Dukhan, note 31-32

99. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Al-Jathiyah, note 27-28

100. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Al-Jathiyah, note 33

101. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Qalam, note 19-23

102. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, At-Takwir, note 9

103. Tilføjelse af forfatteren

104. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Qiyamah, note 3-5

105. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Qiyamah, note 15

106. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Dahr, note 21

107. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Takathur, note 1-3

108. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Mutaffifin, note 1

109. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Fajr, note 11-14

110. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Ma’un, note 7

111. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, al-Mulk, note 4

112. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, ad-Dahr, note 3-5

113. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, az-Zumar, note 45

114. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, al-Mu’min, note 28

115. Forfatterens tilføjelse

116. Tafhim al-Qur’an: 5. bind, Qaf, note 21

117. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, al-Infitar, note 7

118. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, az-Zalzalah, note 2-4

119. Tafhim-ul-Koran: bind 3, Al-Kahf, note 46

120. Tafhim-ul-Koran: bind 5, Al-Qamar, note 28

121. Tafhim-ul-Koran: bind 5, Al-Mujadilah, note 17

122. Tafhim-ul-Koran: bind 4, Ya-Sin, note 55

123. Tafhim-ul-Koran: bind 4, Ya-Sin, note 55

124. Tafhim-ul-Koran: bind 4, Fussilat, note 25

125. Tafhim-ul-Koran: bind 4, Ya-Sin, note 9

126. Tafhim-ul-Koran: bind 4, Al-Jathiyah, note 42

127. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Az-Zumar, note 80

128. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Adiyat, note 8

129. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, At-Tariq, note 5-7

130. . Tafhim al-Qur’an: 6. bind, At-Tariq, note 5-7

131 Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Qiyamah, note 9-10

132. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Qiyamah, note 20

133. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Fajr, note 17

134. Tafhim al-Qur’an: 6. bind, Al-Infitar, note 3

135. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, az-Zalzāl, note 5-7

136. Tafhim-ul-Qur’an: bind 4, Fāṭir, note 39-40

137. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, ʿAbasa, note 22

138. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, al-Maʿārij, note 11

139. Tafhim-ul-Qur’an: bind 4, al-Muʾmin, note 31032

140. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, an-Nabaʾ, note 23-24

141. Tilføjelse af forfatteren

142. Tilføjelse af forfatteren

143. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Shams, note 4-6

144. Tilføjet af forfatteren

145. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Balad, note 9-10

146. Tafhim-ul-Qur’an: bind 6, Tin, note 2-4

147. Tilføjet af forfatteren

148. Tilføjet af forfatteren

149. Tafhim-ul-Qur’an: bind 5, Hujurat, note 28

150. Tafhim-ul-Qur’an: bind 3, Rum, note 18

151. Tafhim al-Qur’an: bind 3, al-Hajj, note 132

152. Tafhim al-Qur’an: bind 3, al-Qasas, note 73

153. Tilføjelse af forfatteren

154. Tafhim al-Qur’an: bind 6, al-Lahab, indledning

155. Tafhim al-Qur’an: bind 5, al-Hujurat, note 18

156. Tafhim al-Qur’an: bind 6, al-Balad, note 14

157. Tafhim al-Qur’an: bind 5, al-Hujuratk, note 26

158. Tilføjelse af forfatteren

159. Tafhim al-Qur’an: 4. bind, Hamim Sajdah, note 136

160. Tafhim al-Qur’an: 1. bind, al-Baqarah, note 144

161. Tafhim al-Qur’an: 1. bind, Aal-e-Imran, note 88

162. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, at-Tawbah, note 80

163. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, al-Ankabut, note 94–99

164. Tafhim al-Qur’an: 2. bind, at-Tawbah, note 18

165. Tafhim al-Qur’an: 5. bind, al-Mujadalah, note 37

166. Tafhim al-Qur’an: 3. bind, al-Ankabut, note 17–18

167. Tafhim al-Qur’an: bind 3, al-Ankabut, note 17-18

168. Tafhim al-Qur’an: bind 2, at-Tawbah, note 111

169. Tafhim al-Qur’an: bind 5, al-Mumtahanah, note 13

170. Hentet fra »Den islamiske stat«: side 159-176

171. Tilføjet af bogens forfatter

172. Tilføjet af bogens forfatter

173. Hentet fra »Vejen til den islamiske revolution«