Vores ord
Den afdøde maulana nåede ikke at færdiggøre dette værk i sin levetid. Efter at have skrevet frem til hijraen afgik han ved døden. På urdu blev denne del, frem til hijraen, udgivet i to bind. Det første urdu-bind har vi opdelt i to bind på bengali. Nærværende værk er den anden del af dette. Vi håber at kunne udgive det andet urdu-bind på bengali som tredje og fjerde bind.
Sayyid Abul A’la Maududis Forskningsakademi bestræber sig på hurtigt at gøre alle maulanaens værker tilgængelige for bengalisktalende læsere. Nærværende værk er oversat af maulanaens nære medarbejder, den fremragende forfatter hr. Abbas Ali Khan. Vi mener ikke, at der er behov for på ny at fortælle de dannede læsere om hans dygtighed som oversætter, hans fremragende ordvalg og sprogets styrke.
Vi takker Allah den Ophøjede for, at vi på akademiets vegne har kunnet udgive dette værk. Må Han skænke alle værkets læsere evnen til at forstå profetskabets sande mission. Amin.
Abdus Shahid Nasim
Direktør
Sayyid Abul A’la Maududi Forskningsakademi, Dhaka.
Islam er i virkeligheden navnet på den bevægelse, der ønsker at opbygge hele menneskelivets bygning på troen på og forestillingen om den ene Guds suverænitet. Denne bevægelse har siden den tidligste oldtid fulgt den samme grundvold og den samme metode. Den er blevet ledet af dem, der kaldes Allah den Ophøjedes profeter og sendebud. Hvis vi skal lede denne bevægelse, må vi nødvendigvis følge disse lederes arbejdsmetode. For der findes ingen anden arbejdsmetode for denne særlige form for bevægelse, og en sådan kan heller ikke findes. Når vi i denne forbindelse forsøger at følge i de ædle profeters (a.s.) fodspor, møder vi store vanskeligheder. Vi kan ikke få meget at vide om de profeters handlinger og gerninger, som levede i oldtiden. I Koranen findes der nogle korte antydninger. Men ud fra dem kan hele planen ikke udledes. I Bibelens Nye Testamente findes der nogle upålidelige udsagn af Jesus (a.s.), som til en vis grad kaster lys over én side, nemlig hvordan den islamiske bevægelse kan ledes i sin allerførste fase, og hvilke problemer den må møde. Men Jesus (a.s.) måtte ikke gennemgå den efterfølgende fase, og der findes heller ingen antydning af den. På dette område får vi kun ét sted fra en klar og fuldstændig vejledning, og det er profeten Muhammad Mustafas (s.a.w.) liv. At vi vender os til ham, skyldes ikke vores ærbødighed for ham; i virkeligheden er vi nødt til at vende os til ham for at opnå viden om denne vejs op- og nedture. Blandt alle den islamiske bevægelses ledere er profeten Muhammad (s.a.w.) den eneste leder, i hvis liv vi kan finde en fuldstændig og yderst pålidelig beskrivelse af hvert enkelt stadium og hver enkelt side—fra bevægelsens første kald til oprettelsen af den islamiske stat og derefter til statens struktur, forfatning, indenrigs- og udenrigspolitik samt principperne og metoderne for statens styrelse.
Kapitel 13 – Tidligere ummaers forfald og deres ruiner
Indledning
Ved at studere menneskehedens historie kan vi erfare, hvilke frygtelige følger de folk den ene efter den anden blev konfronteret med, som betragtede verden som et rent centrum for nydelse og fornøjelse, forkastede den sandhed, som profeterne forkyndte, og levede på grundlag af vildledende trosforestillinger. (Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Anbiya, note 17)
De forbandede og ødelagte folk betragtede de gamle ruiner udelukkende med morskab og nysgerrighed. Men de lærte ikke noget af dem. Dette viser, hvor forskelligt de troendes syn på akhirah er fra de vantros. Den ene ser et skuespil eller skriver højst historie. Den anden drager moralsk lærdom af det, han ser, og får adgang til oplysninger og sandheder, som ikke er knyttet til det jordiske liv. (Tafhim-ul-Qur’an, sura al-Furqan, note 54)
Alle, der blev sendt for at reformere og forbedre menneskene, var indbyggere i deres egne bysamfund. Hvem var Hazrat Nuh (a.s.), Hazrat Ibrahim (a.s.), Hazrat Musa (a.s.) og Hazrat Isa (a.s.)? Se nu, hvad der blev af de folk, som ikke tog imod deres da’wah, men fulgte deres egne grundløse forestillinger og tøjlesløse begær. Mange har på handelsrejser passeret de ødelagte bysamfund, der tilhørte ’Ad, Thamud, Madyan, Lots folk og andre. Så de da slet ingenting dér? Den skæbne, de led i dunya, antyder netop, at de i akhirah vil lide en endnu frygteligere skæbne. På den anden side var de, der lod sig reformere i dette liv, ikke blot ædle i dunya; deres tilstand i akhirah vil også være langt bedre og lykkeligere. (Tafhim-ul-Qur’an, sura Yusuf, note 79)
De folk, som ikke lyttede til profeterne, og som levede efter at have fornægtet tawhid, risalah og akhirah, blev til sidst værdige til forfald og ødelæggelse. Historiens sammenhængende begivenheder vidner om, at de moralske regler, som Allah Ta‘ala sendte gennem profeterne, og den afhøring af menneskers handlinger, der i overensstemmelse hermed vil finde sted i akhirah, er den fuldkomne sandhed. For ethvert folk, som uden hensyn til disse moralske regler anså sig selv for hævet over ethvert ansvar og antog, at de ikke skulle stå til regnskab over for nogen, blev til sidst konfronteret med ødelæggelse. (Tafhim-ul-Qur’an, sura adh-Dhariyat, note 21)
Årsagen til ødelæggelsen af de folk, der gik til grunde i fortiden, var, at da Allah Ta‘ala skænkede dem stor rigdom og magt, blev de berusede af nydelse og magt og begyndte at skabe fordærv på jorden. Da blev samfundets samlede moralske forfald så omfattende, at der ikke længere fandtes et eneste retskaffent menneske blandt dem, som kunne forhindre dem i onde handlinger. Og hvis der alligevel fandtes nogen, var deres antal så ringe, at deres svage stemmer ikke kunne afholde dem fra onde handlinger. Det var af disse grunde, at disse folk blev værdige til Allah Ta‘alas forbandelse. (Tafhim-ul-Qur’an, sura Hud, note 115)
For dem, der søger sandheden, er Allahs jord fuld af tegn, det ene efter det andet. Ved at se dem kan de erkende sandheden. Men de stædige troede ikke, selv efter at have set disse tegn. Indtil fred fra Allah kommer, forbliver de hele tiden optaget af vildfarelse. I denne forbindelse beskrives i sura ash-Shu‘ara de syv historiske folks tilstand. De var lige så stædige, som Mekkas vantro var på profeten Mustafa (s.a.w.)s tid. I forbindelse med disse historiske beretninger henleder Allah Ta‘ala opmærksomheden på flere forhold.
For det første er der to slags tegn. Den ene slags tegn er spredt overalt på Allahs jord. Et fornuftigt menneske kan ved at se disse afgøre, om det, som Allahs profeter kalder til, er sandt eller ej. Den anden slags tegn var sådan nogle, som Lots folk og folkene i al-Aykah så. Nu er det op til de vantro i Mekka at beslutte, hvilken slags tegn de ønsker at se.
For det andet var de vantros sindelag, argumenter, anklager, undskyldninger og indvendinger af samme slags i enhver tidsalder. Deres kneb og påskud for ikke at tro var af samme slags. Til sidst blev deres skæbne også den samme. Derimod var profeternes lære den samme i alle tidsaldre, ligesom deres karakter og adfærd var den samme. Deres måde at argumentere over for modstanderne på var den samme, og det samme gjaldt Allahs nåde. Disse to eksempler er nedskrevet i historien. (Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shu’ara, indledning)
De tidligere folk fik i deres respektive tidsaldre mulighed for at udføre deres opgave. Men de valgte uretfærdighedens, overgrebenes og oprørets vej. De lyttede ikke til de profeter, der blev sendt for at vise dem den rette vej. Derfor mislykkedes de i prøven, og de blev fjernet fra jordens overflade. Til sidst kom arabernes tur. De fik mulighed for at udføre deres opgave i de tidligere folks sted. De står nu på den prøvelsesplads, hvor deres forgængere blev bortvist. Det blev sagt til dem, at hvis de ikke ønskede at lide deres forgængeres skæbne, skulle de drage nytte af den mulighed, de havde fået. De skulle lære af de tidligere folks skæbne og ikke gentage de fejl, som havde ført til deres undergang. (Tafhim al-Qur’an, sura Yunus, note 18)
Noas folk
Det fremgår klart af Koranens antydninger og Bibelens beretning, at det land, hvor profeten Noas folk boede, i dag kaldes Irak. Sandheden i dette bekræftes også af de gamle indskrifter og stentavler fra før-Bibelens tid, som er fundet blandt Babylons oldtidsminder. Blandt disse findes en beretning af omtrent denne art, som også omtales i Koranen og Bibelen, og hvori det siges, at deres bopæl lå i nærheden af Mosul. Desuden fremgår det af de legender, der er blevet overleveret fra generation til generation i Kurdistan og Armenien, at profeten Noas ark efter stormen og syndfloden strandede et sted i denne region. Forskellige spor efter profeten Noa kan stadig identificeres i nærheden af Ibn Umar-øen nord for Mosul og ved Araratbjerget på grænsen til Armenien, og blandt indbyggerne i Nakhchivan er det stadig almindeligt antaget, at profeten Noa grundlagde denne by.
Illustration
(Noas folks område og Judi-bjerget)
Illustration af historiske beviser på en voldsom storm
Der findes i den antikke litteratur i Grækenland, Egypten, Indien og Kina legender, som stemmer overens med den ovenfor nævnte beretning om Hazrat Nuh (fvmh.). Desuden har denne type legender eksisteret siden oldtiden i Burma, Malaysia, de østindiske øgrupper, Australien, Amerika og forskellige dele af Europa. Det står klart heraf, at denne beretning stammer fra en tid, hvor hele menneskeheden boede i ét bestemt område, og senere spredte sig derfra til forskellige dele af verden. Derfor omtaler alle folkeslag en omfattende oversvømmelse i deres tidlige historie. Med tiden har de naturligvis glemt den sande beskrivelse af den, og hver af dem har efter egne forestillinger lagt et vældigt lag af opdigtede farver over den virkelige begivenhed. (Tafhim al-Qur’an, sura al-A‘raf, note 47)
Det bjerg Judi, hvor Hazrat Nuhs (fvmh.) ark lagde til, ligger i Kurdistan-området nordøst for Ibn Umar-øen. I Bibelen kaldes stedet, hvor arken gik i land, Ararat, som er navnet på et bjerg i Armenien. Det er en bjergkæde. Ararat-bjergkæden strækker sig fra Armeniens højeste tinder mod syd til Kurdistan. Et af bjergene i denne bjergmasse hedder Judi og er stadig kendt under dette navn. I de gamle historiske værker fortælles det, at arken standsede netop dette sted. Omkring 250 år før Hazrat Isas (fvmh.) fødsel skrev en babylonisk religiøs leder ved navn Berasus (Berasus), på grundlag af gamle overleveringer, sit lands historie; her angav han netop Judi-bjerget som det sted, hvor Hazrat Nuhs (fvmh.) ark gik i land. Aristoteles’ discipel Abydenus (Abydenus) bekræftede også dette i sin historie. Desuden beskriver han forholdene på den tid og siger, at mange mennesker i Irak havde opbevaret stykker af arken, som de vaskede og gav de syge vandet at drikke. (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 46)
Den moralske forfald blandt Nuhs folk
Af den tilstand, som Koranen beskriver hos Hazrat Nuh (fvmh.) og hans folk, fremgår det klart, at dette folk hverken benægtede Allahs eksistens eller var uvidende om Ham. De havde heller ingen indvendinger mod at tilbede Allah. Men den vildfarelse, de var havnet i, var shirkens vildfarelse. Det vil sige, at de anså andre væsener for at være delagtige med Allah i guddommeligheden, og de troede, at også disse havde ret til lovprisning og tilbedelse. Ud fra denne grundlæggende vildfarelse opstod der siden mange former for fordærv blandt dette folk. For at repræsentere de selvskabte guder og gudinder, som de anså for Allahs medguder, blev der dannet en særlig klasse blandt folket. De satte sig på al religiøs, politisk og økonomisk magt. De skabte skel mellem høj og lav blandt mennesker. De fyldte samfundslivet med uretfærdighed og fordærv, og moralsk fordærv og synd udhulede menneskehedens inderste substans.
Nuhs folks nation
Hazrat Nuhs (fvmh.) reformbestræbelser
*****Arabisk*******
De havde bredt et vældigt bedragets net ud. – Sura an-Nuh: 22
Bedragelse var de ledende mænds metoder, hvorved de forsøgte at ophidse folk imod Hazrat Nuhs (a.s.) lære. De sagde for eksempel: »Nuh er jo blot et menneske ligesom jer. Hvordan kan man acceptere, at der er blevet sendt en åbenbaring til ham fra Allah?« (Sura al-A’raf: 63, Sura Hud: 27). »Det er kun folk fra de laveste klasser blandt os, der uden at forstå det har fulgt Nuh. Hvis hans ord virkelig havde nogen betydning, ville vores ældste naturligvis have accepteret dem.« (Sura Hud: 27). »Hvis Allah havde villet sende en profet eller sendebud, ville Han have sendt en engel.« (Sura al-Mu’minun: 24). »Hvis han virkelig var sendt af Allah, ville han have haft skatte med sig, kendt det skjulte og ligesom englene have været fri for alle menneskelige behov.« (Sura Hud: 31). »Hvilket mirakel har man set hos Nuh og hans følgere, som skulle få os til at anerkende hans status?« (Sura Hud: 27). »Denne mand ønsker i virkeligheden at udøve lederskab og herredømme over jer.« (Sura al-Mu’minun: 24). »En jinn har ramt ham og gjort ham vanvittig.« (Sura al-Mu’minun: 25). (Tafhim al-Qur’an, forklaring 48 til Sura al-A’raf)
Hazrat Nuh (a.s.) gjorde i lang tid en ihærdig indsats for at ændre denne situation, med tålmodighed og visdom. Men de havde fanget folk så grundigt i bedragets net, at ingen forsøg på reform bar frugt. Til sidst bad Hazrat Nuh (a.s.) til Allah: »Herre! Lad ikke én eneste af disse vantro forblive i live på jorden. For hvis Du lader dem blive, vil de føre Dine tjenere vild, og alle, der fødes af deres efterkommere, vil blive født som ugudelige, vantro og utaknemmelige.« (Her hentydes til den bøn, som Hazrat Nuh (a.s.) fremsatte, efter at han i en meget lang periode uophørligt havde forsøgt at reformere og forbedre sit folk. Han bad:*****Arabisk *****»Allah, jeg kan ikke mere; hjælp mig.« (Sura al-Qamar: 10)*****Arabisk ******»Herre! Lad ikke én eneste vantro på jorden blive tilbage.« (Sura Nuh: 26) (Tafhim al-Qur’an, forklaring 16 til Sura Nuh)
Allahs straf
Hazrat Nuhs (a.s.) bøn for Allah (Koranen omtaler den langvarige konflikt, der gennem flere århundreder fandt sted omkring Hazrat Nuhs (a.s.) kald og hans folks fastholden i vantro. I Sura al-‘Ankabut siges det, at denne konflikt varede i ni hundrede og halvtreds år. *****Arabisk******Da Hazrat Nuhs (a.s.) efterkommere gennem generationer havde iagttaget hele deres adfærd, nøjedes de ikke med at konkludere, at de manglede evnen til at tage imod sandheden; de erklærede også, at der fremover ikke var nogen mulighed for, at der blandt deres efterkommere ville blive født blot ét retskaffent og troende menneske. *****Arabisk *******»O Allah! Hvis Du lader dem blive, vil de føre Dine tjenere vild, og alle, der fødes af deres efterkommere, vil være syndige og modstandere af sandheden.« Allah den Ophøjede anså selv Hazrat Nuhs (a.s.) vurdering for korrekt og sagde på grundlag af Sin fuldkomne og fejlfri viden: *****Arabisk ******»Af dit folk vil kun de, der allerede har troet, tro. Sørg derfor ikke længere over deres skæbne.« (Sura al-Shu’ara, forklaring 85). Det blev accepteret. Derefter ramte Allahs straf dette folk. Af Koranens tydelige beskrivelse fremgår det, at oversvømmelsen begyndte fra en bestemt ovn, under hvilkenfra en vandkilde sprang frem. Derefter begyndte der på den ene side at falde styrtende regn fra himlen, mens der på den anden side fremkom kilder forskellige steder i jorden. I Sura Hud nævnes kun, at varmt vand sprang frem fra ovnen. Senere antydes dog regnen. Men i Sura al-Qamar beskrives det således:
(*****Arabisk******)
»Jeg åbnede himlens porte, og derfra strømmede en uophørlig regn. Og Jeg spaltede jorden, så kilder sprang frem overalt. Disse to slags vand strømmede sammen for at fuldbyrde Allahs bestemmelse.«
Desuden synes betydningen af, at Koranen bruger ordet tannur(*****Arabisk***) (alif-lām), at være, at Allah havde udvalgt en bestemt ovn til dette formål. Så snart signalet blev givet, begyndte varmt vand på det rette tidspunkt at stige op fra den. Senere blev den kaldt ovnen, der frembragte stormen og oversvømmelsen. (Tafhim al-Qur’an, forklaring 48 til Sura al-A’raf)
Var oversvømmelsen verdensomspændende?
Var denne oversvømmelse verdensomspændende, eller var den begrænset til det område, hvor Noahs folk boede? Det er et spørgsmål, som man endnu ikke har fundet svar på. Ifølge israelitiske overleveringer er den almindelige opfattelse, at oversvømmelsen fandt sted over hele verden (Første Mosebog 7:18-24). Men dette er ikke sagt noget sted i Koranen. Ud fra Koranens antydninger kan man ganske vist forstå, at menneskeslægten efter syndfloden blev skabt af den menneskeslægt, som blev holdt i live efter Noahs oversvømmelse. Men det er ikke nødvendigt heraf at forstå, at Noahs oversvømmelse var verdensomspændende. For det kan også med rette siges, at Adams efterkommere på det tidspunkt var begrænset til den del af verden, hvor oversvømmelsen fandt sted. Den menneskeslægt, som blev født efter oversvømmelsen, spredte sig derpå gradvist over hele verden. To forhold støtter denne opfattelse. For det første findes der historiske beretninger, oldtidslevn og spor i jordens forskellige lag, som beviser, at der fandt en stor oversvømmelse sted i det område, der vandes af Tigris og Eufrat. For det andet har der siden oldtiden eksisteret legender om en stor oversvømmelse blandt størstedelen af jordens folk. Selv i de gamle legender fra så fjerne lande som Australien, Amerika og Ny Guinea findes der omtale af den. Heraf kan man slutte, at disse folks forfædre på et tidspunkt måske boede i den samme bebyggelse, hvor denne oversvømmelse fandt sted. Da de senere spredte sig til forskellige dele af verden, tog de disse legender med sig. (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 42).
Noahs ark blev et lærerigt tegn
*****Arabisk *******
Jeg lod den blive et lærerigt tegn for alverden. – Sura al-Ankabut: 15
Det kan også betyde, at denne frygtelige straf eller denne store begivenhed blev gjort til et lærerigt tegn for de efterfølgende generationer. Men ud fra den måde, hvorpå dette beskrives i sura al-Qamar (vers 115), synes det mest sandsynligt, at det lærerige tegn var selve arken, som blev stående på bjergtoppen og fortsatte med at bringe de efterfølgende generationer budskabet om, at en sådan oversvømmelse havde ramt verden, at arken var blevet strandet på bjerget. I sin tafsir af verset i sura al-Qamar citerer Ibn Jarir en beretning fra Qatada og siger, at da muslimerne i sahabernes tid drog til al-Jazira-området, så de arken på Judi-bjerget (ifølge en anden overlevering nær en landsby ved navn Bakirwa). Også i vor tid hører man af og til, at der udsendes ekspeditioner på jagt efter Noahs ark. Som begrundelse siges det, at piloter undertiden, når et fly passerer over Ararat-bjergene, ser noget på bjergtoppen, der ligner en ark. Imam al-Bukhari, Ibn Abi Hatim, Abd al-Razzaq og Ibn Jarir citerer en beretning fra Qatada, ifølge hvilken arken på tidspunktet for muslimernes erobring af Irak og al-Jazira stadig befandt sig på Judi-bjerget (ifølge en anden overlevering nær landsbyen Bakirwa), hvor muslimerne i den tidlige periode så den. (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 46)
Ad-folket
Navnets oprindelse
Dette var et meget gammelt folk i Arabien. Araberne plejede at høre fortællingerne om dette folk fra mund til mund. Selv små drenge og piger kendte deres navn. Deres pragt, storhed og indflydelse var enestående. Lige så enestående var det, at deres navn og spor blev udslettet fra verden. På grund af denne berømmelse kaldes enhver gammel ting på arabisk for »adi«. Gamle fortidslevn kaldes også »adiyyat«. Et stykke jord, som ingen ejer, og som ligger udyrket hen, kaldes »adiyy al-ard«. Dette folk omtales meget ofte i den gamle arabiske poesi. Arabiske slægtsforskere nævner dette folk først blandt alle de tidligere folk i deres land. Det fortælles i hadith, at en mand fra Banu Zuh l ibn Shaiban engang kom til Profeten, fred være med ham. Han boede i Ad-folkets område. Han fortalte Profeten de fortællinger om dette folk, som folkene i hans område gennem mange meget gamle generationer havde overleveret fra mund til mund.
Ad-folkets bopæl
Ifølge Koranen lå dette folks egentlige bopæl i al-Ahqaf-området (Ahqaf er flertal af ordet hikf, som sprogligt betyder lange sandklitter eller forhøjninger, dog ikke egentlige bjerge. Som fagudtryk betegner det den vestlige del af den arabiske ørken (Rub al-Khali), hvor der ikke findes nogen bebyggelse. Forfatteren), som ligger mellem Hijaz, Yemen og Yamama. Herfra bredte de sig og etablerede deres indflydelse og magt fra det vestlige Yemen til Irak. Historisk set er dette folks spor næsten fuldstændig udslettet fra verden. Men forskellige steder i det sydlige Arabien findes der gamle ruiner, som tilskrives Ad-folket.
Det fortælles, at der et sted findes en grav for profeten Hud (fred være med ham). I 1837 så en britisk flådeofficer, James R. Wellested, en inskription ved Hisn Ghorab, hvori profeten Hud (fred være med ham) blev nævnt. Af teksten fremgår det tydeligt, at den var skrevet af folk, som fulgte profeten Huds (fred være med ham) sharia. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Ankabut, note 25)
Ibn Ishaq siger, at Ad-folkets bosættelser strakte sig fra Oman til Yemen. Koranen fortæller os, at deres egentlige bopæl var al-Ahqaf, hvorfra de drog ud, spredte sig til de omkringliggende områder og underlagde sig svage folk. Den dag i dag er det almindeligt antaget blandt indbyggerne i det sydlige Arabien, at Ad-folket boede i dette område. Omkring 125 miles nord for den nuværende by Mukalla ligger der i Hadramaut et sted, hvor man har bygget en grav for profeten Hud (fred være med ham), og som er kendt som Huds grav. Hvert år afholdes der en urs den 15. Sha‘ban. Tusinder af mennesker samles dér fra forskellige dele af Arabien. Selv om denne grav ikke er historisk bevist, er det forhold, at et stort antal mennesker fra det sydlige Arabien samles dér, sandsynligvis et tegn på, at den lokale tradition udpeger netop dette område som Ad-folkets bopæl. Desuden findes der i Hadramaut forskellige ruiner, hvilket viser, at de lokale indbyggere den dag i dag betragter dette som Ad-folkets bopæl.
Ad-folkets bopæl i dag
Når man ser al-Ahqafs nuværende tilstand, er det umuligt at forestille sig, at et civiliseret og mægtigt folk engang har boet her. Formentlig var dette for tusinder af år siden et frodigt og frugtbart område, som med tiden på grund af klimaforandringer blev forvandlet til et ørkenlandskab. Dets tilstand er nu sådan, at det er en opslugende ørken, hvor ingen tør vove at opholde sig midt i den. I 1843 nåede en militærofficer fra Baviringya dens sydlige rand. Han fortæller, at når man står på højlandet nord for Hadramaut, ser man dette ørkenlandskab ligge tusind fod nedenfor. Her og der findes der hvide jordstrækninger, hvor alt, der falder ned, synker ned i et sandhav og går til grunde. Selv Arabias beduiner frygter dette område voldsomt. De vil under ingen omstændigheder gå derhen. Engang nægtede beduinerne at føre denne militærofficer derhen. Så tog han alene af sted. Han fortæller, at sandet her er fint og blødt som pulver. Jeg kastede en spand derhen fra afstand. Inden for fem minutter var den sunket ned. Selv rebet, som jeg havde bundet den fast med og kastet ned, gik straks i opløsning. (For detaljer, se: 1. Arabia and the Isles, Harold Ingrams, London, 1946. 2. The Unveiling of Arabia, R. H. Kirman, London, 1937. 3. The Empty Quarter, Philby, London, 1933.) (Tafhim al-Qur’an, sura al-A‘raf, note 51)
Velstanden før ødelæggelsen
Arabernes historiske beretninger og de nuværende arkæologiske fund viser, at det oprindelige Ad-folk er blevet fuldstændig tilintetgjort, og at selv sporene efter dem er udslettet fra verden. Arabiske historikere regner dem for et uddødt folk. Det er også en enstemmig opfattelse i arabisk historie, at kun den del af Ad-folket overlevede, som fulgte profeten Hud (fred være med ham). Denne tilbageværende del af Ad-folket er blevet kaldt det andet Ad. Den inskription ved Hisn Ghorab, som vi har nævnt ovenfor, er et af deres mindesmærker. Man mener, at denne inskription stammer fra omkring 1800 f.Kr. Nedenfor gengives nogle sætninger fra den oprindelige tekst, som eksperterne har læst på inskriptionen: »I lang tid har vi boet i denne fæstning med en sådan indflydelse og magt, at hverken fattigdom eller velstand har kunnet røre os. Vore floder var altid fyldt til randen, og herskerne var konger, hvis tanker var rene og ophøjede, og som var strenge over for uret og ondskab. De regerede over os i overensstemmelse med Huds (fred være med ham) sharia, og de gode afgørelser blev nedskrevet i en bog. Vi troede på mirakler og på opstandelsen efter døden.«
Dette udsagn bevidner sandheden i Koranens beretning om, at det til sidst var dem, der troede på profeten Hud (fred være med ham), som arvede ʿĀd-folkets tidligere magt, indflydelse og velstand. (Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Ahqāf, note 25)
Omtale i Koranen af deres velstand, stolthed og hovmod
(******Arabisk ******)
Husk Allah den Ophøjedes nåde og gunst: Efter Noas folk gjorde Han jer til efterfølgere. (Sura al-Aʿrāf: 69)
Fysisk var de meget velnærede og stærke.
(*****Arabisk *****)
Fysisk havde Han gjort jer meget sunde og velnærede.
I deres tid var de et enestående folk. Intet andet folk kunne måle sig med dem.
(*****Arabisk******)
hvis lige ikke var blevet skabt i noget andet land. Sura al-Fajr: 8
Deres civilisation var meget højt udviklet. Det særlige ved dem var, at de byggede høje bygninger oven på meget høje søjler. Derfor blev de berømte i verden.
(*****Arabisk********)
Har du ikke set, hvad din Herre gjorde med Ad, Iram, med de høje søjler? Sura al-Fajr: 6-7.)
Deres materielle og fysiske styrke gjorde dem stolte. De blev berusede af deres magt.
(*****Arabisk******)
Nu til Ad. De havde forladt sandhedens vej på jorden, optrådt hovmodigt og var begyndt at sige: »Hvem er stærkere end os?« Sura Ha-Mim as-Sajdah: 15
Deres politiske magt lå i hænderne på nogle få store tyranner, foran hvem ingen turde sige så meget som et eneste ord.
(*****Arabisk *****)
Og de adlød enhver tyran, der var fjende af sandheden. – Sura Hud: 59
Religiøst set fornægtede de ikke Allah, men de var hengivne til shirk. De accepterede ikke, at tilbedelse og lydighed udelukkende skulle være rettet mod Allah.
(*****Arabisk********)
De sagde til Hud: »Er du kommet til os, for at vi kun skal tilbede Allah og opgive dem, som vore forfædre tilbad?« Sura al-A’raf: 70 (Tafhim al-Qur’an, Sura al-Ahqaf, note 25)
Årsagen til, at straffen blev sendt over dem
Det gamle Ad-folk blev ikke tilintetgjort, fordi Allah havde noget fjendskab mod dem og derfor ønskede at tilintetgøre dem. Tværtimod antog de selv en livsform, som førte dem mod undergang. Allah den Ophøjede havde givet dem mulighed for at tænke sig om og bringe sig selv under kontrol. Han sendte budbringere for at vejlede dem. Gennem budbringerne advarede Han dem om konsekvenserne af at følge den vildfarne vej. Han gjorde det klart for dem, hvilken vej der førte til deres velstand, og hvilken vej der førte til undergang. Men da de ikke benyttede nogen mulighed for reform og forbedring og stædigt holdt fast i at gå undergangens vej, indtraf uundgåeligt det, der skulle blive deres skæbne. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-A’raf, note 56
Koranens beskrivelse af straffen
(*****Arabisk****)
Til sidst lod Jeg en frygtelig storm blæse over dem på nogle ulykkelige dage, så de allerede i det jordiske liv kunne smage ydmygelsens straf. – (Sura Ha-Mim as-Sajda: 16)
Den beskrivelse af denne straf, som findes forskellige steder i Den Ædle Koran, lyder således: En voldsom stormvind fortsatte uafbrudt i syv nætter og otte dage. På grund af dens voldsomhed faldt mennesker om og døde, som om der lå fældede palmetræers stammer (Sura al-Haqqa: 7). Alt, som vinden passerede hen over, blev den så nedslidt, at det gik i forfald (Sura adh-Dhariyat: 42). Da denne vind begyndte at blæse, glædede folkene fra Ad sig. De sagde: »Se! Der har vist sig tætte skyer; det vil regne, og de tørre ting vil blive levende igen.«
Men vinden kom med en sådan voldsom kraft, at den ødelagde hele bebyggelsen. (Tafhim al-Qur’an, Sura ash-Shu’ara, note 86)
( *****Arabisk******)
Jeg sendte en voldsom storm over dem på en ulykkelig dag. Stormen løftede dem op og kastede dem ned igen og igen, som var de stammer fra oprykkede palmetræer. – Sura al-Qamar: 19–20)
Det vil sige en dag, hvis skadelighed fortsatte i flere dage. I vers 16 i Sura Ha-Mim as-Sajda (*****Arabisk***) blev disse ord brugt. I vers 7 i Sura al-Haqqa siges det, at denne storm fortsatte i syv nætter og otte dage. (Det siges, at den dag, hvor denne straf begyndte, var en onsdag. Derfor opstod den forestilling blandt folk, at onsdag er en ulykkelig dag, og at man ikke bør begynde noget på denne dag. Til støtte for dette citeres også nogle svage hadither. Som følge heraf blev forestillingen om denne dags ulykke fast forankret blandt folk. Blandt andet findes en overlevering fra Ibn Marduyah og al-Khatib al-Baghdadi(*****Arabisk******) Det vil sige: Månedens sidste onsdag er en ulykkelig dag, hvis ulykke fortsætter. Ibn al-Jawzi kalder denne hadith opdigtet. Ibn Rajab siger, at denne hadith ikke er sahih. Hafiz Sakharbi siger, at alle de forskellige måder, hvorpå denne hadith er blevet overleveret, er opdigtede. På samme måde har hadith-lærde erklæret al-Tabaranis hadith for svag. Hadithen lyder således:(*****Arabisk******) Det vil sige, at onsdag er en ulykkelig eller skæbnesvanger dag. I nogle andre overleveringer siges det, at man ikke bør rejse på en onsdag, indgå handler eller klippe sine negle på denne dag. Det er heller ikke rigtigt at pleje syge, fordi spedalskhed skulle være begyndt på denne dag. Men alle disse overleveringer er svage og upålidelige, og de kan ikke danne grundlag for nogen troslære. Den lærde al-Munadi siger:(*****Arabisk****) Det vil sige, at det er strengt forbudt at nære en sådan forestilling i denne sag, som astrologerne gør. Alle dage tilhører Allah. Ingen dag er i sig selv lykkebringende eller ulykkebringende.
Allama Alusi siger: Alle dage er ens. Onsdag har ingen særlige egenskaber. Der findes ikke noget tidspunkt mellem nat og dag, som er godt for nogle og dårligt for andre. Allah den Ophøjede skaber hele tiden forhold, der er gunstige for nogle og ugunstige for andre. Forfatteren (Tafhim al-Qur’an, sura Hamim as-Sajdah, note 20)
Thamud-folket
Oprindelse
Blandt de ældste folkeslag i Arabien var Thamud-folket det næstældste, og efter Ad opnåede det den største berømmelse. Før Koranens åbenbaring blev deres historier fortalt af alle arabere. I digte og taler fra uvidenhedens tidsalder blev de oftest nævnt. Der findes også omtale af dem i assyriske indskrifter samt i de antikke historikeres og geografernes bøger fra Grækenland, Alexandria og Rom. Nogle rester af dette folk eksisterede indtil kort før Messias’ (a) fødsel. Romerske historikere fortæller, at dette folks medlemmer lod sig hverve til den romerske hær og kæmpede mod nabatæerne, fordi de var fjender af nabatæerne.
Thamud-folkets bopæl
Dette folks bopæl lå i den region i det nordvestlige Arabien, som stadig kaldes al-Hijr. I vore dage hedder en station på Hijaz-jernbanen mellem Medina og Tabuk Mada’in; stationen mellem Medina og Tabuk hedder Mada’in Salih. Dette var Thamud-folkets hovedbopæl, og i oldtiden blev den kaldt Hijr. Den dag i dag kan man dér over tusindvis af hektar se stenbygninger, som Thamud-folket havde opført ved at udhugge bjergene. Blot ved at se denne stille og øde by kan man antage, at dens befolkning på et tidspunkt må have været mindst fire-fem hundrede tusind. (Hele området i den nordlige del af Hijaz, fra Rabigh til Uqba og fra Medina og Khaybar til Tayma og Tabuk, er stadig fyldt med ruiner efter Thamud. På tidspunktet for Koranens åbenbaring må disse ruiner have været endnu tydeligere end i dag. Forfatteren (sura al-Qamar, note 16))
På tidspunktet for Koranens åbenbaring rejste handelskaravaner fra Hijaz gennem disse ruiner. Alligevel viste Profeten (s.a.w.) under ekspeditionen, da han passerede denne vej, muslimerne disse ruiner og bad dem tage ved lære af disse fortidslevn. Et sted pegede han på en brønd og sagde: »Dette er den brønd, som profeten Salihs (a) kamelinde drak af.« Han beordrede muslimerne kun at drikke vand fra denne brønd. Han pegede på en bjergdal og sagde: »Det var herfra, denne kamelinde drak vand.« Stedet er stadig kendt under navnet Fajj an-Naqah. (På vej til ekspeditionen mod Tabuk gik muslimerne omkring og så disse ruiner efter Thamud-folket. Profeten (s.a.w.) samlede dem og sagde: »Tag ved lære af Thamud-folkets skæbne.« Han sagde videre: »Dette var et folk, hvis bopæl blev ramt af Allahs straf. Det er ikke et sted for fornøjelsesrejser, men et sted for gråd. Gå derfor hurtigt videre herfra.« Forfatteren (Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 59) (Tafhim al-Qur’an, sura al-Qamar, note 16))
Ruinerne efter Thamud-folket
(*****Arabisk******)
Husk det, da Allah den Almægtige gjorde jer til efterfølgere efter Aad-folket og gav jer en sådan status, at I i dag bygger store paladser på egnede jordstykker, som de har gjort klar, og udhugger boliger i bjergene. – Sura al-A’raf: 74
Thamud-folkets arkitektur (udhugning af bjerge) var netop som den, man kan se i Ellora, Ajanta og andre steder i Indien. I Mada’in Salih står disse bygninger stadig intakte. Når man ser dem, får man indtryk af, hvor langt dette folk var nået inden for ingeniørkunsten. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-Ankabut, note 65)
Hegra var Thamud-folkets centrale bopælsområde. Dets ruiner kan ses nogle få kilometer fra den nuværende by al-Ula, som ligger nordvest for Medina. På vejen fra Medina til Tabuk ligger dette sted lige ved hovedvejen. Karavaner passerer gennem denne dal. Men i overensstemmelse med Allahs Sendebuds (fred være med ham) anvisning opholder ingen sig her.
I det ottende århundrede efter hijra nåede Ibn Battuta hertil på vej til hajj. Han fortæller, at Thamud-folkets bygninger stadig findes her i de røde bjerge. De havde bygget dem ved at udhugge bjergene. Deres udsmykninger er stadig så levende, at man skulle tro, de netop var blevet lavet. Man kan stadig se opløste menneskeknogler på disse steder. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-A’raf, note 57)
Materiel fremgang og moralsk forfald
Af de oplysninger, der gives om dette folk i Koranen i Sura al-A’raf, vers 73-79, Sura Hud, vers 61-68, Sura al-Hijr, vers 80-84, Sura al-Naml, vers 45-53, Sura adh-Dhariyat, vers 43-45, Sura al-Qamar, vers 23-31, Sura al-Haqqah, vers 4-5, Sura al-Fajr, vers 9, og Sura ash-Shams, vers 11, fremgår det, at det folk, som blev skænket velstand efter Aad-folket, var Thamud-folket.(*****Arabisk****)Men deres civilisatoriske fremgang og velstand fik samme udfald som Aad-folkets. Det vil sige, at mens levestandarden steg mod stadig større højder, sank menneskelighedens niveau tilsvarende. På den ene side blev palads efter palads bygget på den åbne slette ved at udhugge sten, ligesom i Ellora og Ajanta. På den anden side bredte shirk og afgudsdyrkelse sig i samfundet. Samfundet var plaget af undertrykkelse og tyranni. Lederskabet i samfundet var blevet etableret af moralsk fordærvede mennesker. Overklassen var så stolt og arrogant, at den anså verden for at være under sig. Kun folk fra de lavere klasser tog imod den sandhedens da’wa, som profeten Salih (fred være med ham) fremsatte. Overklassen nægtede at acceptere profetens budskab med denne begrundelse.
(*****Arabisk *****)
Vi tror ikke på det, som I har troet på.
Tre årsager til at forkaste sandheden
Thamud-folket nægtede at følge profeten Salih (fred være med ham) af tre grunde. For det første var han et menneske. Han var ikke noget overmenneske, og derfor kunne de ikke acceptere hans overlegenhed. For det andet var han en af deres egne. Derfor mente de, at der ikke kunne være nogen grund til, at han skulle være dem overlegen. For det tredje var han efter deres opfattelse blot et almindeligt menneske. Han var ingen mægtig høvding; han havde hverken en skare af tilhængere eller en hær med sig, og han havde ingen indflydelse eller anseelse. Derfor kunne hans overlegenhed ikke accepteres. De mente, at en profet måtte være et overmenneske. Og hvis han skulle være et menneske, måtte han ikke være født i deres land og blandt deres folk; han måtte komme et andet sted fra eller blive sendt udefra. Hvis heller ikke det var tilfældet, måtte han i det mindste være en velhavende person. Han måtte have berømmelse, indflydelse og anseelse, så man kunne acceptere, at Allah havde vendt sin opmærksomhed mod ham og udvalgt ham til at vejlede andre. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-A’raf, note 57)
Konflikten mellem det gode og det onde
Efter at profeten Salih (fred være med ham) havde indledt sin mission, blev hans folk delt i to grupper.
(*****Arabisk****)
De blev pludselig delt i to stridende grupper. Sura an-Naml: 45
Den ene gruppe troede, mens den anden nægtede at tro. På grund af denne uenighed begyndte der at opstå sammenstød mellem dem. Andre steder i Koranen siges det:
(*****Arabisk******)
De stolte ledere blandt dette folk sagde til de svage troende: »Ved I virkelig, at Salih er sendt af sin Herre?« De svarede: »Vi tror på den sandhed, som han er blevet sendt med.« Da sagde disse stolte mennesker: »Vi tror ikke på det, som I tror på.«
Et andet sted gengives dette folks lederes udtalelse således: »O Salih! Bring os den straf, du truer os med, hvis du virkelig er en af sendebuddene.« Sura al-A’raf: 77.
Kravet om at vise et mirakel
(*****Arabisk****)
Vi sender kamelhoppen til dem som en prøve. Se nu tålmodigt, hvad deres endeligt bliver. Fortæl dem, at vandet skal deles mellem dem og kamelhoppen. Hver part skal komme for at drikke vand på sin tildelte dag. – Sura al-Qamar: 27–28.
Forklaringen på ordene »Vi sender kamelhoppen til dem som en prøve« er, at en kamelhoppe pludselig blev ført frem og stillet foran dem, og de fik at vide: »Den skal alene drikke vand den ene dag, og I og jeres dyr må drikke vand den anden dag. På dens dag må ingen af jer komme til en brønd eller kilde for at hente vand, og I må heller ikke komme for at vande jeres dyr.« Denne udfordring blev fremsat af den person, om hvem de selv sagde, at han hverken havde soldater eller nogen styrke på sin side. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-Qamar, note 17)
Det afgørende tegn
I versene 154–156 i sura Ash-Shu’araʾ fortælles det, at Thamuds folk bad Hazrat Salih (fred være med ham) om et tegn, der skulle være et direkte bevis på, at han var sendt af Allah. Som svar fremviste Hazrat Salih (fred være med ham) denne hunkamel. (Det samme er nævnt i vers 73 i sura Al-A’raf. Forfatteren.) Heraf fremgår det klart, at hunkamelen viste sig som et mirakel. Det var et sådant mirakel, som nogle profeter har fremvist som bevis på deres profetværdighed for at imødekomme de vantros krav. At hunkamelen viste sig på mirakuløs vis, bevises desuden af, at Hazrat Salih (fred være med ham) fremviste den og advarede de vantro med ordene: Jeres liv er uløseligt forbundet med denne hunkamels liv. Den skal frit gå omkring på jeres marker og i jeres landbrugsområder. Den ene dag skal den drikke vand, og den næste dag skal alle jeres dyr drikke vand. Hvis I rører den, vil Allahs straf straks ramme jer. Det er rigtigt, at man kun kan udtale sig med en sådan fuldstændig sikkerhed og overbevisning om noget, som man med egne øjne kan se er noget usædvanligt. Derefter gik hunkamelen i nogen tid frit omkring, hvor den ville; den ene dag drak den alene af vandet, og den næste dag drak de andre dyr. Alt dette udholdt de, om end meget modvilligt. Til sidst dræbte de efter mange rådslagninger og sammensværgelser hunkamelen, selv om Hazrat Salih (fred være med ham) ikke havde nogen magt, som kunne få dem til at frygte ham. Yderligere bevis på dette er, at de var bange for hunkamelen, og at de vidste, at der nødvendigvis måtte stå en eller anden magt bag den, som gjorde det muligt for den at færdes ubekymret blandt dem. (Koranen giver ingen detaljeret forklaring på, hvordan hunkamelen så ud, eller hvordan den viste sig. Der findes heller ingen beretning om dette i nogen sahih-hadith. Derfor er det ikke nødvendigt at godtage de beretninger, som koranfortolkerne på grundlag af har beskrevet hunkamelens tilblivelse. Men at hunkamelen viste sig på mirakuløs vis, er bevist gennem Koranen.) (Tafhim al-Qur’an, sura An-Naml, note 58)
Drabet på hunkamelen
(*****Arabisk******)
De dræbte hunkamelen og overtrådte deres Herres befaling. – Sura Al-A’raf: 77
I nogen tid havde hunkamelen været blevet et problem for hele folket. Folk var inderst inde blevet irriterede på den. Derefter fortsatte rådslagningerne, indtil en stædig høvding til sidst påtog sig at befri folket for denne plage. I sura Ash-Shams omtales denne mand således(*****Arabisk******)Pludselig gjorde en af folkets største forbrydere sig rede til at udføre denne opgave. I sura Al-Qamar fortælles det(*****Arabisk*****)De opfordrede deres fælle, og han påtog sig opgaven. Derefter skar han hunkamelens haser over. (Tafhim al-Qur’an, sura Al-Qamar, note 19)
Selv om det var én person, der dræbte hunkamelen, sådan som det fortælles i sura Ash-Shams og Al-Qamar, blev hele folket alligevel gjort skyldige, fordi hele folket stod bag ham, og han i virkeligheden opfyldte hele folkets ønske ved at begå denne forbrydelse. (Tafhim al-Qur’an, sura Al-A’raf, note 58) (En forbrydelse, der begås efter folkets ønske, eller som folket udtrykker tilfredshed med, regnes som en national forbrydelse, selv om den kun begås af én person. Koranen siger endda, at en forbrydelse, der begås åbent og offentligt, og som folket accepterer, også regnes som en national forbrydelse. – Forfatteren.)
De forbryderes sammensværgelse mod Hazrat Salih (fred være med ham)
(*****Arabisk******)
Der var ni ledere i denne by, som spredte fordærv i landet og ikke udførte noget reformerende arbejde. De sagde til hinanden: “Svor ved Allah, at vi om natten pludselig vil angribe Salih og hans familie. Derefter vil vi sige til hans værge, at vi slet ikke var til stede, da hans familie blev udslettet. Vi taler sandt.”
Dette listige komplot lagde de. Men også Vi lagde en plan, som de ikke havde den mindste anelse om. Se nu, hvad konsekvensen blev af deres listige komplot. Vi udslettede dem og hele deres folk. – Sura an-Naml 48–51
Før de på det fastsatte tidspunkt nåede at angribe Hazrat Salih (fred være med ham), udslettede Allah den Almægtige dem og hele deres folk.
Det lader til, at de udtænkte dette komplot, efter at de havde skåret puklen af kamelhoppen. Det nævnes i Sura Hud, at da de havde dræbt kamelhoppen, advarede Hazrat Salih (fred være med ham) dem med disse ord: “Godt, så nyd nu livet i jeres hjem i tre dage; derefter kommer Allahs straf over jer(*****Arabisk****)Derefter tænkte de måske: Uanset om den straf, Salih har lovet, kommer eller ej, hvorfor så ikke gøre det af med både ham og kamelhoppen på én gang? Det er meget sandsynligt, at de besluttede at angribe samme nat, som straffen skulle komme over dem. Men før de nåede at lægge hånd på Hazrat Salih (fred være med ham), ramte Allahs hårde hånd dem. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-A’raf, note 58)
Beskrivelsen af straffen
(*****Arabisk*****)Straffen ramte dem.
Andre steder i Koranen beskrives denne straf således: Da de havde dræbt kamelhoppen, sagde Hazrat Salih (fred være med ham)
(*****Arabisk***)
Bo fortsat i jeres huse i yderligere tre dage.
Da fristen i dette påbud var udløbet, indtraf der hen mod den sidste nat en voldsom eksplosion, og samtidig begyndte et jordskælv så kraftigt, at det på et øjeblik lagde hele folket øde. Næste morgen lå de knuste lig på jorden. Det var, som om buskadser langs et hegn var blevet trampet ned, sønderrevet og ødelagt af dyr, der gik forbi. Hverken deres paladser af sten eller deres boliger, som de havde udhugget i bjergene, kunne beskytte dem. (Tafhim al-Qur’an, sura al-A‘raf, note 61) (Se også sura al-Qamar, vers 31, sura al-A‘raf, vers 78, og sura al-Hijr, vers 83-84. Forfatteren.)
De troende blev reddet
(*****Arabisk****)
Da tiden for Vor afgørelse endelig kom, reddede Vi ved Vor barmhjertighed Salih og dem, der havde troet sammen med ham, og beskyttede dem mod den ydmygelse, der ramte den dag. Sura Hud: 66
Af de sagn, der er udbredt på Sinai-halvøen, fremgår det, at da straffen ramte Thamud-folket, udvandrede profeten Salih (fred være med ham) dertil. Lige ved siden af profeten Musas bjerg ligger der endnu et bjerg, som kaldes profeten Salihs bjerg. Det fortælles, at det var her, han boede. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Naml, note 65)
Thamud-folkets civilisatoriske udvikling og dens ruiner
Ligesom det var et tydeligt særpræg ved Ad-folket, at de byggede palæer på høje søjler, var det også et tydeligt særpræg ved Thamud-folket, at de udhuggede bjergene og byggede palæer i dem. Derfor var de berømte blandt oldtidens folk. Ligesom Ad i sura al-Fajr blev kaldt Dhat al-Imad (søjlernes ejere), siges det om Thamud, at de udhuggede bjergene i dalene(*****Arabisk******)Desuden siges det også i Koranen, at de byggede store paladser på klippegrund (*****Arabisk******)Hvad var grunden til, at de byggede den slags paladser? Koranen (*****Arabisk***)har belyst det gennem ordet. Det vil sige, at de gjorde alt dette for at udstille stolthed, rigdom, magt og arkitektonisk kunnen. Desuden var der ikke noget reelt behov, der tilskyndede dem til dette. Sådan ser en tøjlesløs civilisation ud. Når de fattige i samfundet på den ene side ikke har så meget som et sted at lægge hovedet, mens de rige, stormændene og de velhavende på den anden side bygger paladser, der langt overstiger deres behov, begynder de at opføre prangende mindepaladser.
Nogle af disse paladser tilhørende Thamud-folket eksisterer stadig. Jeg så dem selv i december 1959. Nogle billeder af dem er gengivet her. Stedet ligger nogle få mil nord for al-Ula, et berømt sted i Hijaz mellem Medina og Tabuk. På Profetens (fred være med ham) tid blev det kaldt Wadi al-Qura. Selv i dag omtaler stedets indbyggere det som al-Hijr og Mada’in Salih.
Al-Ula er stadig en frodig dal i denne egn. Der findes talrige kilder og haver. Men omkring al-Hijr finder man en frygteligt ildevarslende atmosfære. Befolkningen er næsten ikke-eksisterende. Der mangler frugtbarhed. Der findes nogle brønde dér, og blandt de lokale går der en legende om en af dem. Denne brønd kan i dag ses i en forfalden militærlejr; den er helt tør. Der er også gengivet et billede af den.
Da vi trængte ind i dette område, fik vi, så snart vi nærmede os al-Ula, øje på bjerge, der var helt svedne og forkullede. Det var tydeligt, som om et frygteligt jordskælv havde vendt dem op og ned fra bund til top og efterladt dem sønderrevne. Der er også gengivet billeder af disse bjerge. Bjerge af denne art kunne ses omkring fyrre mil øst for al-Ula på vejen til Khaybar og tredive til fyrre mil mod nord inde i Jordan. Det vil sige, at et område på tre til fire hundrede mils længde og hundrede mils bredde er blevet lagt øde af jordskælvet. Nogle bygninger af samme slags som de bygninger tilhørende Thamud-folket, vi så ved al-Hijr, så vi også ved Mada’in ved Akababugten og på det sted i kongeriget Jordan, der kaldes Petra. Især i Petra eksisterer Thamud-folkets bygninger og nabatæernes bygninger side om side. Forskellen i deres udsmykning og byggestil er så tydelig, at enhver ved første blik kan forstå, at de hverken stammer fra samme tid eller fra samme folk.
Den engelske orientalist Dayghty hævder, for at bevise Koranen falsk, om bygningerne ved al-Hijr, at de ikke er bygget af Thamud-folket, men af nabatæerne. Men forskellen mellem de to slags bygninger er så tydelig, at kun en blind kunne tro, at de var bygget af det samme folk. Jeg mener, at kunsten at skabe bygninger ved at udhugge bjerge begyndte hos Thamud-folket. Flere tusind år senere videreudviklede nabatæerne denne arkitektur i det andet og første århundrede før Kristus. Derefter nåede denne arkitektur sit højdepunkt i Ellora. Elloras huler er naturligvis omkring syv hundrede år yngre end Petra. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Shu’ara, note 106)
Ibrahims (fred være med ham) folk
Efter Nuh (fred være med ham) var Ibrahim (fred være med ham) den første profet, som Allah den Ophøjede udpegede til at udbrede Islams universelle budskab. Først rejste han selv omkring fra Irak til Egypten og fra Sham og Palæstina til forskellige egne af den arabiske ørken, hvor han kaldte menneskene til lydighed mod og tilbedelse af Allah den Ophøjede, det vil sige til Islam. Derefter udpegede han stedfortrædere i forskellige områder for at udbrede sin mission. I det østlige Jordan udpegede han sin nevø Lut (fred være med ham), i Sham og Palæstina sin søn Ishaq (fred være med ham), og i det indre Arabien sin ældste søn Ismail (fred være med ham). Derefter byggede han på Allah den Ophøjedes befaling et hus i Mekka, som fik navnet Kaaba. Dette hus gjorde han efter Allahs befaling til centrum for sin mission. (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 74)
Ibrahims (fred være med ham) fødested
Den by, hvor Ibrahim (fred være med ham) blev født, er ikke blot blevet kendt gennem resultaterne af moderne arkæologisk forskning; forskningen har også kastet lys over forholdene blandt befolkningen i denne egn på hans tid. Nedenfor gives en kort redegørelse for de forskningsresultater, som Sir Leonard Woolley offentliggjorde i sit værk Abraham Lindon fra 1953.
Historiske og kulturelle oplysninger om byen Ur
Eksperter anerkender i dag almindeligvis, at Hazrat Ibrahim (a.s.) fremtrådte omkring 2100 f.Kr. På det tidspunkt var indbyggertallet i byen Ur tæt på 250.000. Det kan måske endda have været 500.000. Byen var et enormt handels- og industricenter. På den ene side blev varer bragt dertil fra Pamir og Nilgiri, og på den anden side havde den handelsforbindelser med Anatolien. Det rige, hvis hovedstad den var, strakte sig mod nord lidt mindre end det nuværende Irak og mod vest noget længere. De fleste mennesker i landet ernærede sig ved håndværk og handel. Af de inskriptioner fra denne periode, som er blevet fundet i de gamle ruiner, kan man forstå, at deres syn på livet var rent materialistisk. At erhverve rigdom og i store mængder samle luksus- og forbrugsvarer var målet med deres liv. Rentemarkedet var yderst livligt. Folk havde en købmandsagtig indstilling. De så på hinanden med mistro, og retssager mellem dem var meget hyppige. De fleste af deres bønner til deres guder drejede sig om et langt liv, velstand og fremgang i forretningen. Indbyggerne var opdelt i tre klasser.
For det første: amīlū. Dette var overklassen. Præster og almindelige civile embedsmænd hørte til denne klasse.
For det andet: miškinū. De var handelsfolk, industrifolk og landbrugere.
For det tredje: ardu, det vil sige slaver.
Af disse tre klasser havde den første klasse en særlig høj status. Deres strafferetlige og civilretlige rettigheder var anderledes end de andres. Også værdien af deres liv og ejendom var højere end de andres.
—————— Illustration:
Ruten for Hazrat Ibrahims (a.s.) hijrah
Det var den by og det samfund, hvor profeten Ibrahim (fred være med ham) åbnede sine øjne. Ud fra den tilstand, som vi ser ham og hans familie i beskrevet i Talmud, var han medlem af amilu-klassen. Hans far beklædte rigets højeste embede. Over for Nimrod var han rigets højest rangerende embedsmand (Chief officer of the state).
Guder og gudinder, gudetempler og afgudsdyrkelse
I Urs inskriptioner findes navnene på næsten fem tusind guder og gudinder. Forskellige byer i landet havde forskellige guddomme, som blev dyrket. Hver by havde en beskytter. Han blev kaldt rabb al-balad eller byens herre. Han blev anset for at være den store gud eller ra’is al-aliha, og han blev æret højere end alle andre guder og gudinder. Urs rabb al-balad var Nannar (måneguden). Senere kaldte folk denne bys herre Kamrinas efter hans navn. Den næststørste by var Larsa, som senere blev omdannet til hovedstad i stedet for Ur. Dens rabb al-balad var Shammash (solguden). Under disse store guder og gudinder fandtes der også mange mindre guder og gudinder. De fleste blev udvalgt blandt himlens planeter og stjerner, mens et mindre antal blev udvalgt fra jorden. Menneskenes mindste behov var knyttet til dem. Deres billeder blev fremstillet i dukkeform, og alle former for afgudsdyrkelse blev udført foran dem. Menneskenes små og dagligdags behov var knyttet til dem. Deres billeder blev fremstillet i dukkeform, og alle former for afgudsdyrkelse blev udført foran dem. En statue af Nannar var opstillet i et prægtigt palads på toppen af det højeste bjerg i Ur. I nærheden lå et tempel for Nannars hustru Nangul. Nannars tempel lignede et kongeligt palads. Hver nat klædte en præstinde sig som hans brud i hans sovekammer. Mange kvinder var viet til guden i templet. De blev kaldt devadasier (religiøse prostituerede). De kvinder, som viede deres jomfruelighed til deres gud eller guddom, blev anset med stor respekt. Det blev muligvis anset for at være en vej til frelse én gang på gudens vegne at stille sig til rådighed som legemlig ledsager for en ukendt mand. Det siger sig selv, at de fleste præster nød glæderne ved dette religiøse prostitution.
Nannars guddommelige status
Nannar var ikke blot en guddom. Han var derimod landets største godsejer, en storslået handelsmand, en stor industrimagnat og en mægtig hersker på landets politiske arena. Talrige haver, marker og huse blev gjort til waqf under dette tempel. Ud over indtægterne herfra sendte bønder, godsejere og handelsmænd alle slags afgrøder, mælk, guld og sølv, klæder og lignende til templet som offergaver. Templet drev selv handel i stor skala. Man mente, at præsterne udførte alle disse aktiviteter for at opnå nærhed til guden, og at deres afgørelser var gudens egne afgørelser. Selve den kongelige families herskermagt havde også sin kilde i denne gud Nannar. Den virkelige konge var Nannar, og landets hersker regerede landet på hans vegne. Derfor blev landets konge selv regnet blandt de guddomme, der blev dyrket, og han blev dyrket ligesom guderne.
Nimrods riges begyndelse, fremgang og undergang
Den kongelige slægt, som herskede i Ur på profeten Ibrahims (fred være med ham) tid, blev grundlagt af en mand ved navn Ur-Nammu. Han grundlagde et mægtigt rige 2300 år før Jesu fødsel. Hans rige strakte sig mod øst til Susa og mod vest til Libanon. Familien tog navnet Nammu efter ham, hvilket på arabisk blev til Nimrod. Efter profeten Ibrahims (fred være med ham) udvandring fra sit land begyndte en række ødelæggelser at ramme denne familie. Først ødelagde elamitterne byen Ur og førte Nimrod bort sammen med hans gud Nannar. Derefter blev der etableret elamitisk styre i Larsa, under hvilket indbyggerne i Ur-området blev gjort til slaver. Senere blev en familie af arabisk afstamning stærk i Babylon og underlagde sig både Larsa og Ur. Efter disse ødelæggelser blev Urs indbyggeres tro på Nannar svækket, fordi Nannar ikke havde kunnet beskytte dem.
Virkningen af profeten Ibrahims (fred være med ham) lære i senere tider
Det kan ikke siges med sikkerhed, hvor stor indflydelse Hazrat Ibrahims (a.s.) lære havde på dette lands befolkning i senere tider. Men den lov, som Babylons konge Hammurabi (Amrafel i Bibelen) udarbejdede i 1910 f.Kr., byggede direkte eller indirekte på det lys, der var hentet fra profeternes lysende vejledning. Den detaljerede indskrift med disse love blev i 1902 e.Kr. fundet af en fransk forsker i oldtidsarkæologi. Han udgav sin engelske oversættelse under titlen C.H.W. John, The dldest Code of Law i 1903 e.Kr. Lovens grundprincipper og mange detaljer ligner Shariaen, som blev givet til Hazrat Musa (a.s.).
Et fuldstændigt polyteistisk civilisationssystem
Hvis de arkæologiske undersøgelser, der hidtil er foretaget, er korrekte, står det klart, at det shirk, som Hazrat Ibrahims (a.s.) folk var hengivet til, ikke blot var en samling religiøse trosforestillinger og afgudsdyrkende ritualer. I virkeligheden byggede hele dette folks økonomiske, kulturelle, politiske og sociale system på denne trosforestilling. Den tawhid, som Hazrat Ibrahim (a.s.) trådte frem med over for dette, ramte ikke kun afgudsdyrkelsen; den udgjorde også et voldsomt angreb på kongehusets krav på guddommelighed, dets myndighed og herredømme, præsternes og overklassens økonomiske og politiske stilling samt hele landets samlede livsorden. At bære hans dawah frem betød, at hele samfundets struktur, fra bunden til toppen, måtte knuses. Derefter måtte den opbygges på ny fra grunden på tawhids grundlag. Derfor besluttede hele befolkningen, Nimrod og præsterne sig straks, da Hazrat Ibrahims (a.s.) stemme lød, for i fællesskab at bringe denne stemme til tavshed. (Tafhim al-Quran, sura Ash-Shu’ara, note 99)
En gennemgang af Nimrods polyteistiske system
Alle polyteistiske samfund fra oldtiden til i dag har det samme kendetegn: De anerkender Allah den Ophøjede som Rabb al-arbab, det vil sige alle herrers Herre og alle guders Gud, men de anerkender ikke denne ene Herre og denne ene Gud som den eneste, der skal tilbedes.
Polyteister har altid opdelt guddomsmagten i to dele. Den ene er den overnaturlige guddomsmagt, som behersker årsagernes kæde, og som mennesker vender sig til for at få deres behov opfyldt og for at blive befriet fra ulykker og vanskeligheder. Inden for denne guddomsmagt gør de andre væsener — ånder, engle, jinner og mange andre — til Allah den Ophøjedes medguder. De beder til dem, udfører tilbedelsesritualer foran dem og bringer votivgaver til deres helligdomme. Den anden er guddomsmagten, eller myndigheden og herredømmet, over kulturelle og politiske forhold; den har retten til at udforme regler og love for menneskers livsførelse og til at kræve lydighed. Alle polyteister i verden har i næsten enhver tidsalder enten adskilt denne anden form for guddomsmagt fra Allah den Ophøjede eller delt den mellem Ham og kongefamilien, de religiøse præster og samfundets fornemme fra tidligere og senere tider. De fleste kongehuse blev kravhavere på guddommelighed i denne anden betydning. For at styrke deres guddommelige status hævdede de, at de var børn af den gud, der havde guddomsmagt i den første betydning. Den religiøse klasse indgik en sammensværgelse med dem i denne sag.
Også Nimrods krav på guddommelighed var af den anden slags. Han benægtede ikke Allah den Ophøjedes eksistens. Han hævdede ikke, at han selv var skaberen af jorden og himlene eller den, der styrer skaberværket. Hans påstand var derimod, at han var den absolutte hersker over dette land Irak og dets indbyggere. Hans ord var lov, og over ham fandtes ingen højere magt eller væsen, som han skulle stå til regnskab over for. Derfor var enhver indbygger i Irak, som ikke anerkendte ham som herre, og som anerkendte nogen anden end ham som herre, en oprører og en forræder.
Det angreb, som Hazrat Ibrahims (a.s.) dawah om tawhid rettede
Da Hazrat Ibrahim (a.s.) sagde: »Jeg anerkender alene Rabb al-‘Alamin som min Gud, Ma‘bud og Rabb, og jeg afviser fuldstændigt al anden myndighed og herredømme end Hans.« Spørgsmålet var derfor ikke blot, hvor acceptabel denne nye trosopfattelse var med hensyn til nationalreligionen og dens religiøse guder; samtidig rejste der sig også spørgsmålet om, hvordan man kunne ignorere det slag, som denne trosopfattelse rettede mod nationalstaten og dens centrale regeringsmagt. Derfor blev Hazrat Ibrahim (a.s.) anklaget for oprør og ført frem for Nimrod.
Hazrat Ibrahims (a.s.) uigendrivelige argument
Da Hazrat Ibrahim (a.s.) sagde til Nimrod, at hans Herre er den, i hvis hånd liv og død befinder sig, svarede Nimrod: »Liv og død er i mine hænder.«
Ibrahim (a.s.) sagde: »Godt, Allah lader jo solen stå op fra øst; så lad den én gang stå op fra vest, hvis du kan.« Da han hørte dette, stod den stædige fornægter målløs tilbage.
Selv om det allerede af Hazrat Ibrahims (a.s.) første udsagn stod klart, at ingen anden end Allah kan være Rabb eller Herre, svarede Nimrod alligevel ham frækt. Efter det andet udsagn var det vanskeligt for ham at svare med endnu større frækhed. For han vidste selv, at solen og månen er underlagt den Allahs befaling, som Ibrahim (a.s.) havde anerkendt som Rabb. Hvad skulle han nu sige som svar? Men at anerkende den sandhed, der således blev tydelig for ham, ville betyde, at han måtte opgive sit absolutte herredømme og sin myndighed, og det var hans indre tyran ikke rede til. Derfor forblev han blot målløs. Han trådte ikke ud af selvtilbedelsens mørke og kom ikke til sandhedens lys. Hvis han i stedet for denne tyran havde anerkendt Allah som sin beskytter og hjælper, ville sandhedens vej have åbnet sig for ham efter Hazrat Ibrahims (a.s.) formidling af budskabet.
Nimrods ildovn og Khalils blomsterhave
Det nævnes i Talmud, at Hazrat Ibrahim (a.s.) derefter blev fængslet på kongens befaling, og at han tilbragte ti dage i fængslet. Kongens råd besluttede at brænde ham levende. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Baqara, note 123)
Ifølge Koranen gennemførte de også deres beslutning. Efter at ildovnen var blevet bygget, kastede de Hazrat Ibrahim (a.s.) ind i den. (Vedrørende nedkastningen af Hazrat Ibrahim (a.s.) i ilden, se følgende steder i Koranen: sura al-Anbiya 68–70, sura al-‘Ankabut 24, al-Saffat 97–98. De to samlinger.)
Da befalede Allah Ta’ala ilden: »Bliv kølig og uskadeligt for Ibrahim.« (Dette er også klart et af de mirakler, der er omtalt i Koranen. Hvis nogen forklarer disse mirakler med, at det efter hans mening ikke er muligt for Allah at udføre noget usædvanligt ved at fravige verdensordenen og dens normale forløb, hvorfor undgår han så ikke den vanskelighed, det er at tro på Allah? Og hvis han giver denne slags forklaring, fordi vor tids såkaldte rationalister ikke er parate til at acceptere den slags, vil vi spørge ham: Allahs tjener, hvem har pålagt dig den byrde, at du på den ene eller anden måde absolut må få mig til at godtage dette? Overlad den, der ikke er parat til at tro på Koranen præcis, som den er, til sin egen tilstand. Hvilken slags islamisk mission er det at forme Koranen efter hans ønsker for at få ham til at godtage den, og hvilket fornuftigt menneske ville anse det for retfærdigt? (Tafhim al-Qur’an, sura al-An’am, note 52) (Tafhim al-Qur’an, sura al-Baqarah, note 258)
Ibrahims (a) folk er blevet udslettet fra jordens overflade på en sådan måde, at der intetsteds findes det mindste spor af dem. Hvis nogen blandt dem har haft den lykke at bestå, skyldes det alene efterkommerne af Hazrat Ibrahim (a) og hans to lykkebringende sønner (Hazrat Ismail (a) og Hazrat Ishaq (a). (Allah Ta’ala erklærede, da Han talte til Hazrat Ibrahim (a):(*****Arabisk*****)Det vil sige: »Jeg udnævner dig til leder for hele menneskeheden.« I dag er tilhængerne af alle åbenbaringsbaserede religioner i verden (muslimer, jøder og kristne) på samme måde knyttet til Hazrat Ibrahim (a). Redaktionen. Den straf, der ramte Ibrahims (a) folk efter hans udvandring fra landet, er ganske vist ikke omtalt i Koranen, men de er regnet blandt de straffede folk. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Baqarah, note 291-292)
De babyloniske herskere og lærde præster, som ønskede at bringe Hazrat Ibrahims (a) da’wa til tavshed, og de afgudsdyrkende indbyggere, som adlød disse undertrykkere, er forsvundet fra jordens overflade på en sådan måde, at der intetsteds findes spor af dem. Men den mand, som de ønskede at brænde og reducere til aske, fordi han ophøjede Allahs ord, og som til sidst måtte forlade sit fædreland tomhændet, blev af Allah Ta’ala skænket den nåde, at hans navn har strålet over verden i fire tusind år og vil blive ved med det indtil Dommedag. Alle verdens muslimer, jøder og kristne anerkender enstemmigt denne Rabb al-‘Alamins elskede mand som religiøs leder. Al den vejledningens lys, der er kommet til verden i løbet af de sidste fyrre århundreder, er kommet gennem denne ene mand og hans rene og hellige efterkommere. Den store belønning, de vil modtage i det hinsidige, vil de naturligvis også få. Men selv i denne verden har de opnået en sådan ære, som ingen blandt dem, der kæmper vildledt for at vinde verden, har haft lykken at opnå. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 62)
Talmuds beretning
Der findes ingen omtale i Bibelen af denne vigtige begivenhed i Hazrat Ibrahims (a) liv. Ikke engang nogen begivenhed fra hans irakiske liv har fundet plads i denne bog. Hans møde ansigt til ansigt med Nimrod, hans konflikt og sammenstød med sin far og sit folk, hans bestræbelser mod afgudsdyrkelsen, at han blev kastet i ilden og til sidst blev tvunget til at udvandre – alt dette var i forfatteren til Det Gamle Testamentes Første Mosebogs øjne uværdigt at nævne. Han omtaler kun hans hijra, og det endda på en måde, som om en familie var flyttet fra ét land til et andet for at søge et levebrød. Den største forskel mellem Koranen og Bibelen er, at ifølge Koranens beretning var Hazrat Ibrahims (a) afgudsdyrkende far den første til at begå overgreb mod ham. Bibelen siger derimod, at hans far selv slog sig ned i Harran sammen med sine sønner, sønnesønner og svigerdøtre – Det Gamle Testamente, Første Mosebog, kapitel 11, vers 27-32. Derefter siger Gud pludselig til Hazrat Ibrahim (a): »Forlad Harran og slå dig ned i Kanaan; jeg vil gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig, så du bliver en kilde til velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande; og gennem dig skal alle jordens slægter blive velsignet.« (Samme bog, kapitel 12, vers 2-3). Man kan ikke forstå, hvorfor denne nådige opmærksomhed pludselig blev rettet mod Hazrat Ibrahim (a). I Talmud findes ganske vist de fleste af de beretninger om Ibrahims irakiske periode, som er omtalt forskellige steder i Koranen. Men når man sammenligner de to, ser man ikke blot forskelle i fortællingens vigtige dele; man kan også tydeligt mærke, at Talmuds beretning for størstedelens vedkommende er fyldt med usammenhængende og utænkelige påstande. Koranen indeholder derimod en klar beretning om de vigtige begivenheder i Hazrat Ibrahims (a) liv. Der findes ingen meningsløse påstande i den. Til orientering gengiver vi her et kort resumé af den fortælling, der er berettet i Talmud. Derved vil vildfarelsen hos de mennesker, der mener, at Koranen er afhængig af Bibelen og jødisk litteratur, blive tydelig.
Talmud fortæller, at astrologerne ved Hazrat Ibrahims (a) fødsel så nogle tegn på himlen og rådede Nimrod til at dræbe det barn, der var blevet født i Tarehs hus. Nimrod gjorde sig klar til at dræbe ham. Men Tareh fremstillede et af sin slaves børn i stedet for sit eget barn og reddede således sit eget barn. Derefter skjulte Tareh sin hustru og sin lille søn i en hule. Der tilbragte de ti år. I det ellevte år sendte Tareh Hazrat Ibrahim (a) til Hazrat Nuh (a). Hazrat Ibrahim (a) tilbragte niogtredive år hos Hazrat Nuh (a) og giftede sig derefter med sin niece Sara, som var toogfyrre år yngre end ham. At Sara var Ibrahims (a) niece, står ikke i Bibelen. Ifølge Bibelen var aldersforskellen mellem dem kun ti år. Det Gamle Testamente, Første Mosebog, kapitel 11, vers 29, og kapitel 17, vers 17.
Derefter fortæller Talmud, at Hazrat Ibrahim (a) i en alder af halvtreds år forlod Hazrat Nuhs (a) hus og kom til sin far. Han så, at hans far var afgudsdyrker, og at der i hans hus stod tolv afgudsbilleder, ét for hver af årets tolv måneder. Efter mange forgæves forsøg på at forklare sin far det, benyttede han en dag lejligheden til at knuse alle afgudsbillederne i familiens tempel. Da Tareh så sine guders elendige tilstand, gik han lige til Nimrod og klagede: »Det barn, der blev født i mit hus for halvtreds år siden, har gjort dette i mit hus. Døm nu mellem os.«
Nimrod tilkaldte Hazrat Ibrahim (a) og forhørte ham. Han svarede med hårde ord. Nimrod sendte ham straks i fængsel og forelagde sagen for sit råd. Efter rådets drøftelse anbefalede det, at han skulle brændes ihjel. I overensstemmelse hermed blev der gjort klar til et vældigt bål (Bonjire), og Hazrat Ibrahim (a) blev kastet ind i det. Sammen med Hazrat Ibrahim (a) blev også hans bror og hans svigerfar Haran kastet i ilden. For da Nimrod havde spurgt Tareh: »Jeg ville jo dræbe denne lille søn af dig allerede på fødselsdagen. Hvorfor fremstillede du i stedet et andet barn, så det kunne blive dræbt?«
Som svar sagde Tareh: »Jeg gjorde dette på Harans foranledning.« Efter disse ord blev den person, der selv havde udført handlingen, løsladt, men rådgiveren blev kastet i ilden sammen med Ibrahim (fvmh.). Så snart Haran faldt i ilden, brændte han op og blev til aske. Men folk så Ibrahim gå roligt omkring. Dette blev meddelt Nimrod. Da Nimrod derefter kom og med egne øjne så dette mærkelige syn, råbte han: »Den himmelske Guds tjener! Kom ud af ilden, og stil dig derefter foran mig.« Hazrat Ibrahim (fvmh.) kom ud af ilden. Nimrod blev betaget af ham og sendte ham bort med mange kostbare gaver.
Ifølge Talmuds beretning opholdt Hazrat Ibrahim (fvmh.) sig derefter dér i to år. Imens havde Nimrod en frygtelig drøm. Astrologerne tydede den og sagde, at Ibrahim (fvmh.) ville blive årsag til dette riges undergang. Derfor skulle han dræbes. Folk blev sendt ud for at dræbe ham. Men den slave, som Nimrod selv havde foræret Hazrat Ibrahim (fvmh.), afslørede mordplanen for Alaiyazar, før tiden var inde. Derfor flygtede Hazrat Ibrahim (fvmh.) og søgte tilflugt i Hazrat Nuhs (fvmh.) hus. Tareh fortsatte med i hemmelighed at mødes med ham dér. Derefter besluttede far og søn, at det var bedst at forlade landet. Hazrat Nuh (fvmh.) og Sam bifaldt dette forslag. Tareh forlod så Ur og rejste til Harran sammen med sin søn Ibrahim (fvmh.), sit barnebarn Lut (fvmh.) og sin svigerdatter Sara. – Uddrag fra Talmud, H. Pulaneyev, London, s. 30-42 (Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 62)
Luts folk
Ifølge Bibelen havde Hazrat Ibrahim (fvmh.) to brødre, Nahor og Haran. Hazrat Lut (fvmh.) var Harans søn (Det Gamle Testamente, Første Mosebog, kapitel 11, vers 26). Af omtalen af Hazrat Ibrahim (fvmh.) i vers 26 i sura al-Ankabut fremgår det tydeligt, at Hazrat Lut (fvmh.) var den eneste blandt hans folk, der troede på ham (Tafhim al-Qur’an, sura ash-Shu’ara, note 73).
Hazrat Lut (fvmh.) var Hazrat Ibrahims (fvmh.) nevø. Han forlod Irak sammen med sin onkel og rejste i nogen tid rundt i Sham, Palæstina og Egypten, hvor han fik erfaring med da’wa og tabligh. Efter senere permanent at være blevet udnævnt til profetisk embede blev han pålagt at reformere og forbedre dette vildfarne folk. Dette folk blev kendt som Luts folk. Sodoms indbyggere blev kaldt hans folk, fordi han sandsynligvis havde et slægtskabsforhold til dem.
Luts folks område
Dette folk boede i det område, der i dag kaldes Transjordan. Det ligger mellem Irak og Palæstina. I Bibelen kaldes dette folks hovedby Sodom. Den lå et sted i nærheden af Det Døde Hav. Talmud fortæller, at der ud over Sodom var yderligere fire store byer i dette område. Områderne mellem disse byer var så frodige og smukke, at der fandtes én eneste have, der strakte sig over flere mil, og hvis skønhed betog enhver, der så den. Men i dag er dette folks navn og eksistens fuldstændigt udslettet fra jordens overflade. Det kan heller ikke længere fastslås, præcis hvor deres bosættelser lå. Kun Det Døde Hav eksisterer nu som deres eneste mindesmærke, og det kaldes i dag Luts Hav. Blandt de beskyldninger, som jødernes forvanskede Bibel retter mod Hazrat Luts (fvmh.) liv og karakter, er også påstanden om, at han efter et skænderi med Hazrat Ibrahim (fvmh.) rejste til Sodom-området (Det Gamle Testamente, Første Mosebog, kapitel 13, vers 1-12). Men Koranen afviser denne påstand og siger, at Allah sendte ham til dette folk som profet (Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 66; Tafhim al-Qur’an, sura al-Ankabut, note 49).
Dette ødelagte område kan ses på vejen fra Hijaz til Sham og fra Irak til Egypten. Rejsende ser som regel disse ruiner, som stadig er tydeligt synlige. Området ligger sydøst for Det Døde Hav. Geografer siger især om den sydlige del, at man dér finder så mange ruiner, som ikke findes noget andet sted i verden. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Anbiya, note 63)
Lut-folkets forfald
(*****Arabisk*****)
Én. Går I til mænd blandt verdens skabninger og opgiver det, som jeres Herre har skabt til jer blandt jeres hustruer? Nej, I overskrider grænsen. – Sura ash-Shuʿarāʾ 165–166
(*****Arabisk****)
To: Begår I den uanstændige handling, som ingen skabning på jorden før jer nogensinde har begået? Sura al-ʿAnkabūt 28
(*****Arabisk*****)
Tre: Er jeres tilstand sådan, at I går til mænd, begår røveri på vejene og udfører onde handlinger i jeres sammenkomster? Sura al-ʿAnkabūt 29
Det vil sige, at I har seksuelt samkvem med dem. Som det siges i Sura al-Aʿrāf—
(*****Arabisk*****)
I går til mænd i stedet for kvinder for at tilfredsstille jeres seksuelle lyster. Og det mærkværdige er, at I ikke udfører denne uanstændige handling i det skjulte, men åbent begår denne misgerning over for hinanden på jeres samlingssteder. Det er dette, der siges i sura an-Naml:(*****Arabisk*****) Er I sunket så dybt, at I begår denne uanstændige handling foran tilskuere? (Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Aʿrāf, note 63)
Den moralske person har aldrig afholdt sig fra den forkastelige handling, som Lots folk vil være berygtede for til evig tid. Men grækerne er blevet de eneste (?) indehavere af denne ære, eftersom deres filosofi forsøger at ophøje denne forkastelige forbrydelse til rang af moralsk skønhed. Det, der endnu manglede på dette område, har det moderne Europa og Amerika siden udfyldt. Der er blevet ført en omfattende offentlig propaganda til fordel for den. Selv parlamentet i et land som Tyskland har erklæret den lovlig. Også i andre vestlige lande er den blevet gjort lovlig i juridisk henseende. Alligevel er det en klar sandhed, at homoseksualitet er fuldstændig i strid med den naturlige orden. Allah den Ophøjede har skabt alle levende væsener. Blandt menneskehedens formål med dette er også, at kvinde- og mandekønnet skal danne en familie sammen og på dette grundlag opbygge civilisationens fundament. Det er med dette formål, at mænd og kvinder er blevet skabt som to forskellige køn. Der er blevet skabt en gensidig seksuel tiltrækning mellem dem. Deres fysiske opbygning og psykologiske indretning er gennem gensidig tilfredsstillelse blevet gjort fuldt egnede til ægteskabslivets formål. I deres tiltrækning og tilfredsstillelse findes en nydelse, som både tilskynder til og fremmer opfyldelsen af naturens formål, og som samtidig er belønningen for denne handling. Men den, der handler imod denne naturlige orden og opnår seksuel tilfredsstillelse gennem homoseksualitet, begår på samme tid flere forbrydelser. For det første kæmper han imod sin egen universelle, naturlige opbygning og psykologiske indretning. På denne måde skaber han stor uorden og forvirring i sig selv, hvilket får en negativ indvirkning på begge parters krop, sind og karakter. For det andet begår han den forbrydelse at svigte og tilegne sig naturens ordning. Naturen havde gjort den seksuelle nydelse til en gave i artens og civilisationens tjeneste og knyttet opnåelsen af den til pligt, ansvar og rettigheder; men han opnår den ad en snigende vej uden nogen tjeneste og uden at opfylde nogen pligt, rettighed eller noget ansvar. For det tredje handler han åbent egoistisk og forræderisk over for det menneskelige samfund. Han drager fordel af de civilisatoriske institutioner, der er etableret i samfundet, men når det bliver hans egen tur, bruger han i stedet for at bære byrden af rettigheder, pligter og ansvar hele sin kraft og formåen egoistisk på en måde, der ikke blot er uden gavn for samfundet, civilisationen og moralen, men bestemt også er skadelig. Han gør sig selv uskikket til at tjene slægten og familien. Han involverer i det mindste en mand sammen med sig i en unaturlig, feminin handling og åbner dermed vejen for seksuel fordærvelse og moralsk forfald for mindst to kvinder. (Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Aʿrāf, note 63)
( *****Arabisk****)
For det fjerde: Da Vore engle nåede frem til Lot, blev Lot forvirret og følte sig beklemt på grund af deres ankomst. Han begyndte da at sige: »I dag er en meget vanskelig dag.« Da hans folks mænd så disse gæster komme, skyndte de sig af egen drift til hans hus. De havde allerede tidligere været vant til denne slags misgerninger. Lot sagde til dem: »Brødre, her er mine døtre. De er renest for jer. Frygt Allah, og bring ikke skam og vanære over mig på grund af mine gæster. Findes der ingen retskafne mænd blandt jer?« De svarede: »Du ved jo, at vi ikke har noget med dine døtre at gøre, og du ved også, hvad vi ønsker.« Sura Hūd 77–79
Af den måde, hvorpå Koranen gengiver den detaljerede beretning om denne begivenhed, fremgår det tydeligt, at disse engle var nået frem til Lots hus i skikkelse af smukke unge mænd. Han vidste ikke, at de var engle. Derfor blev han meget bekymret over disse gæsters ankomst, og uro opstod i hans sind. Han vidste, hvor fordærvede og skamløse hans folk var.
Det kan være, at Lot hentydede til døtrene blandt sit folk. For profeten står i samme forhold til sit folk som en far, og døtrene blandt folket var i hans øjne som hans egne døtre. Det kan også være, at han hentydede til sine egne døtre. Under alle omstændigheder er der ingen grund til at antage, at Lot bad dem om at begå utugt med dem. Der er ingen som helst mulighed for at fortolke udtrykket »de er renest for jer« på en fordrejet måde. Lots hensigt var helt klart, at de skulle tilfredsstille deres seksuelle drifter på den naturlige og tilladte måde, som Allah den Ophøjede har fastsat, og at der ikke var mangel på kvinder til dette.
(*****Arabisk******) og bring ikke skam og vanære over mig på grund af mine gæster« tegner et fuldstændigt billede af deres sindelag og viser, hvor dybt de var sunket i udskejelser. Det drejede sig ikke blot om, at de havde forladt naturens og renhedens vej og var slået ind på en unaturlig og uanstændig vej; deres forfald var nået så vidt, at alle deres tilbøjeligheder og begær nu udelukkende gjaldt denne ene urene og fordærvede vej. I deres sind var der ikke længere andet end ønsket om denne urenhed og dette fordærv, og de skammede sig ikke over for naturens og renhedens vej at sige, at denne vej ikke var for dem. Dette er det laveste stadium af moralsk og psykisk forfald, som man kan forestille sig. Den, der på grund af svaghed i sindet involverer sig i en haram-handling, er i sammenligning et meget mindre problem. Han anser dog halal for noget, man bør ønske, og haram for noget, man må holde sig fra. En sådan person kan måske på et tidspunkt blive reformeret. Og selv hvis han ikke bliver reformeret, kan man højst sige, at han er en vildfaren person. Men når en persons alle tilbøjeligheder udelukkende går i retning af haram-handlinger, og han mener, at halal ikke er for ham, kan han ikke regnes blandt menneskene. I virkeligheden er han et afskyeligt, urent kryb, som næres og opfostres midt i afføring, og hvis natur ikke har nogen som helst overensstemmelse med renhed. Hvis et sådant kryb fødes i en ren og smagfuld persons hjem, vil denne person ved første lejlighed hælde fenol ud og derved rense og holde sit hjem rent for dets tilstedeværelse. Hvor længe skulle Allah da kunne tåle plagen fra sådanne afskyelige, urene kryb på Sin jord? (Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Hijr, note 42)
(*****Arabisk*****)
Fem: Imens blev byens folk grebet af glæde og trængte ind i Hazrat Luts hus. Lut sagde: »Mine brødre, disse mennesker er mine gæster. Vanær mig ikke. Frygt Allah, og udsæt mig ikke for ydmygelse og skam.« De sagde: »Har vi ikke igen og igen forbudt dig at spille hele verdens formynder?« Lut sagde til sidst: »Hvis I absolut vil gøre noget, så er her mine døtre.« – Sura Hijr: 66-71
Heraf kan man forestille sig, hvor langt denne nations moralske forfald var nået. Så snart nogle smukke gæster kom til en af landsbyens beboeres hus, samledes en menneskemængde dér, og de ville åbent kræve: »Overlad dine gæster til os, så vil vi begå en skændig handling med dem.«
I hele deres samfund fandtes der ikke én eneste, som ville hæve sin stemme imod deres skændige handlinger. De havde heller ingen moralsk følelse tilbage, som kunne få dem til at skamme sig, når de offentligt overværede sådanne overgreb. Når forbrydere uden frygt kunne angribe selv en stor mand og moralens lærer som Hazrat Lut (fred være med ham) i hans eget hjem, kan man let forestille sig, hvordan almindelige mennesker i dette samfund må være blevet behandlet. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-Ankabut, note 51-52)
Talmuds beretning
Her gives et kort sammendrag af den tilstand, som Talmud har nedskrevet om denne nation. Heraf vil det tydeligt fremgå, hvor langt denne nation var sunket ned i moralsk anarki. Talmud fortæller, at en elamitisk rejsende engang var på vej gennem deres område. Da natten faldt på undervejs, blev han nødt til at opholde sig i byen Sadom (Sadom). Han havde rejseforråd med sig. Ingen inviterede ham som gæst. Han slog sig ned under et træ. Senere insisterede en sadomit på at tage ham med hjem. Han lod ham overnatte i sit hus. Før det blev morgen, blev hans æsel med hele hans bagage stjålet. Han begyndte at råbe. Men ingen lyttede til ham. Tværtimod tog byens folk alt andet, han havde, fra ham og fordrev ham fra byen.
En gang sendte Hazrat Ibrahims (fred være med ham) hustru, Hazrat Sara (fred være med hende), sin slave Ali Izr til Sadom for at høre, hvordan Hazrat Lut (fred være med ham) havde det. Da Ali Izr kom ind i byen, så han en sadomit holde en fremmed fast og slå ham. Da Ali Izr spurgte, hvorfor en hjælpeløs rejsende blev slået, samlede alle på markedspladsen sig og halshuggede ham.
En gang kom en fattig mand til denne by. Da han ikke kunne få noget at spise noget sted, blev han så plaget af sult, at han lagde sig ned et sted. Da Hazrat Luts (fred være med ham) datter så ham, bragte hun ham mad. På grund af dette blev Lut (fred være med ham) og hans datter skældt voldsomt ud, og de blev truet med, at de ikke ville få lov til at blive i byen, hvis de gjorde sådan noget. Efter at have berettet forskellige sådanne hændelser siger Talmuds forfatter, at disse mennesker i det daglige liv var meget uretfærdige, bedrageriske og uærlige i deres handel og omgang. Ingen rejsende kunne passere sikkert gennem deres område. Ingen fattig kunne få så meget som et stykke brød hos dem. Det skete endda mange gange, at en udefrakommende kom til dem og døde af sult. Så tog de tøjet af ham og begravede ham nøgen. Hvis en udenlandsk handelsmand ulykkeligvis nåede frem til dem, blev alt, hvad han ejede, plyndret. Ingen lyttede til hans klage. I deres dal havde de anlagt haver og frugthaver, der strakte sig over flere mil. I disse haver begik de åbent og yderst skamløst deres skændige handlinger. Ingen anden stemme blev hævet imod dem end Luts (fred være med ham) stemme.
Kort redegørelse for Koranen
I Den Ædle Koran er hele denne beretning kun gengivet i to sætninger(*****Arabisk****)De havde allerede længe begået store ugerninger.(*****Arabisk******)I tilfredsstiller jeres seksuelle begær med mænd, begår overfald mod rejsende og udfører åbenlyst seksuelle handlinger i jeres sammenkomster. (Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 64)
Reaktionen på profetens kald
Da Hazrat Lut (fred være med ham) kaldte dem til at forbedre sig, sagde hans folk vredt:
(*****Arabisk*******)
(O Lut) Hvis du ikke holder op med disse ord, vil du også blive blandt dem, der er blevet fordrevet fra denne by. – Sura ash-Shu’ara: 167
Det vil sige: Du ved, at enhver, der tidligere har talt imod os, protesteret mod vores handlinger eller handlet imod vores vilje, er blevet fordrevet fra vores by. Hvis du nu gør sådan, vil du også lide samme skæbne.
I sura al-A’raf og sura an-Naml fortælles det, at dette folks onde mennesker, før de gav Hazrat Lut (fred være med ham) denne meddelelse, havde besluttet:(*****Arabisk*****)»Fordriv Lut og hans familie fra hans by. De ønsker at forblive alt for rene og kyske.« (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 86–88)
Englenes ankomst
(*****Arabisk********)
Og da Vores engle kom til Ibrahim med det glade budskab, henvendte de sig først til Ibrahim (a.s.). De bragte ham det glade budskab om fødslen af Hazrat Ishaq (a.s.) og derefter Hazrat Yaqub (a.s.). Så sagde de, at de var blevet sendt for at udslette Luts folk, fordi hans folk havde overskredet alle grænser. (Tafhim-ul-Quran, sura Al-Hijr, note 39)
(*****Arabisk*****)
.Ibrahim sagde: »Men der er jo Lut dér.« Sura Al-Ankabut: 32
Til at begynde med blev Hazrat Ibrahim (a.s.) bekymret, da han så englene i menneskeskikkelse. For når englene kommer i en sådan skikkelse, ligger der en frygtelig mission bag. Men da de bragte ham det glade budskab, forsvandt hans bekymring. Da han imidlertid fik at vide, at denne mission ville blive rettet mod Luts folk, bad han om nåde for dette folk (*****Arabisk********)Men hans bøn blev ikke imødekommet. Der blev sagt: »Sig ikke mere om dette. Din Herres afgørelse er truffet, og nu kan den under ingen omstændigheder ændres(*****Arabisk**********)Da Hazrat Ibrahim (a.s.) efter disse ord ikke længere havde noget håb, blev han bekymret for Hazrat Lut (a.s.). På hans vegne sagde han: »Der er Lut dér.« Det vil sige: Hvis denne straf rammer, mens Hazrat Lut (a.s.) er til stede, hvordan skal han og hans familie så kunne blive reddet fra den? (Tafhim-ul-Quran, sura Al-Hijr, note 39)
( *****Arabisk*******)
De sagde: »Vi ved udmærket, hvem der er dér. Vi vil redde ham og de øvrige medlemmer af hans familie, men ikke hans hustru. Hun er blandt dem, der bliver tilbage.« – Sura Al-Ankabut: 32
Om hustruen til Hazrat Lut (fred være med ham) siges det i vers 10 i sura At-Tahrim, at hun ikke var lydig mod Hazrat Lut (fred være med ham). Derfor blev det besluttet med hensyn til hende, at hun skulle rammes af straffen, selv om hun var en profets hustru. Da Hazrat Lut (fred være med ham) muligvis udvandrede og bosatte sig i Jordans område, giftede han sig ind i dette folk. Men selv efter at have tilbragt en lang del af sit liv i hans nærhed troede hun ikke, og hendes loyalitet lå hos hendes eget folk. Eftersom slægtskab og broderskab ikke har nogen værdi hos Allah den Ophøjede, behandles enhver ud fra sin tro og sin karakter. Derfor var det hende ikke til nogen nytte at være profetens hustru, og hendes skæbne blev ikke den samme som hendes mands, men den samme som det folks, hvis religion og moral hun havde knyttet sig til. (Tafhim al-Qur’an, sura Ash-Shu’ara, note 111)
Hazrat Luts (fred være med ham) bekymring
(*****Arabisk*******)
Og da Vore engle kom til Lut, blev han bekymret og nedtrykt over deres ankomst. – Sura Al-Ankabut: 33
Årsagen til denne bekymring var, at englene var kommet i skikkelse af særdeles smukke unge mænd. Hazrat Lut (fred være med ham) kendte sit folks karakter. Så snart de var kommet, blev han derfor urolig og tænkte på, hvordan han skulle beskytte disse gæster mod sit syndige folks hænder, hvis han sørgede for, at de blev. Men hvis han ikke lod dem blive, ville det være yderst uhøfligt. Desuden frygtede han, at hvis han ikke gav disse rejsende husly, ville han selv kaste dem i ulvenes gab. (Tafhim al-Qur’an, sura Al-Ankabut, note 53)
I sura Hud siges det, at da folk begyndte at trænge ind i Hazrat Luts (fred være med ham) hus, tænkte han, at der nu ikke længere var nogen måde at redde gæsterne på. Så råbte han:(*****Arabisk*******)Hvis jeg blot havde styrken til at sætte jer på plads, eller kunne støtte mig til en mægtig allieret, så sagde englene:(*****Arabisk*******)O Lut! Vi er engle, der er sendt fra din Herre. De vil på ingen måde kunne nå dig. (Tafhim al-Qur’an, sura Al-Ankabut, note 55)
( *****Arabisk********)
De sagde: »Frygt ikke, og vær ikke bekymret.« – Sura Al-Ankabut: 33
Det vil sige: Bekymr dig hverken om, hvorvidt de kan gøre os noget, eller om, hvordan vi kan blive beskyttet mod dem. Ved denne lejlighed afslørede englene denne hemmelighed for profeten Lut (a.s.): De var ikke mennesker, men engle. De var blevet sendt for at bringe straffen over dette folk. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Ankabut, note 56)
Af den underliggende betydning i den detaljerede beskrivelse af denne begivenhed, som findes i Koranen, bliver det klart, at englene var kommet til profeten Luts (a.s.) hus forklædt som smukke unge mænd. Profeten Lut (a.s.) vidste ikke, at de var engle. Derfor blev han ved gæsternes ankomst grebet af stor uro, og hans hjerte blev tungt. Han kendte sit folk. Han vidste, hvor utugtigt og skamløst det var blevet. (Så snart disse gæster var ankommet, begyndte folk fra hans folk uden tøven at skynde sig hen mod hans hus. De havde allerede fra tidligere været vant til sådanne onde handlinger. Lut sagde til dem: »Brødre! Se, her er mine døtre; de er renere for jer. Frygt Allah, og vanær mig ikke i forbindelse med mine gæster. Findes der ikke en eneste retskaffen mand iblandt jer?« De svarede: »Du ved jo, at vi ikke har brug for dine døtre, og du ved også, hvad vi ønsker.« – Sura Hud 78 (Sura al-Ankabut, note 57)
( *****Arabisk********)
Derefter forsøgte de at forhindre profeten Lut i at beskytte sine gæster. Til sidst gjorde Vi deres øjne blinde. (Vi sagde:) »Smag nu Min straf og Mine advarsler.« – Sura al-Qamar 37
Profeten Lut (a.s.) bønfaldt den rasende folkemængde om at afstå fra dette afskyelige skridt. Men de lyttede ikke. De trængte ind i huset og forsøgte med magt at føre gæsterne ud. I dette sidste øjeblik blev de pludselig blinde. Derefter befalede englene profeten Lut (a.s.) at forlade denne by sammen med sin familie, før morgenen gryede. Så snart de var kommet ud, blev dette folk ramt af en frygtelig straf.
I Bibelen beskrives denne begivenhed således: Da sagde de: »Flyt dig!« Og de sagde videre: »Denne ene kom som fremmed for at bo her, og nu vil han være vores dommer. Nu vil vi behandle dig endnu værre end dem.« Så trængte de voldsomt ind på Lot og forsøgte at bryde døren ned. Da rakte de to mænd deres hænder ud, trak Lot ind i huset til sig og lukkede døren; og de slog alle, både små og store, som stod nær husets dør, med blindhed, så de blev udmattede, mens de famlede efter døren. – Første Mosebog 19:9-11 (Tafhim al-Qur’an, sura al-Ankabut, note 58)
(*****Arabisk********)
De sagde: »Vi er blevet sendt til et syndigt folk. Vi vil regne sten af brændt ler ned over dem. Disse er fra din Herre udpegede for overtræderne.« Sura adh-Dhariyat 32-34
Det vil sige, at hver enkelt sten var mærket med, hvilken synder den skulle kastes imod. (Sura al-Ankabut, note 58)
Straffens nedstigning
(*****Arabisk*********)
Da vores fastsatte tid således kom, vendte vi denne by på hovedet og lod en uafbrudt regn af sten af brændt ler falde over den. Hver af disse sten var mærket hos din Herre, og denne straf var ikke langt borte fra de uretfærdige. Sura Hud: 82-83(*****Arabisk********)
Og Vi lod en voldsom regn falde over dem. Denne regn faldt over dem, som tidligere var blevet advaret. – Sura ash-Shu’ara: 173
Denne straf kom sandsynligvis i form af et voldsomt jordskælv og eksplosioner, der udspyede ild. Jordskælvet vendte byen på hovedet, og det eksplosive, ildudspyende materiale forårsagede en regn af sten over dem. Stenene af brændt ler var sandsynligvis den slags jord, som i vulkanske områder antager stenform gennem en blanding af underjordisk varme og smeltet materiale. I dag ses der stadig overalt rester af stenregnen i området sydøst for Luths Sø. (Tafhim al-Qur’an, Sura Hud, note 86)
( *****Arabisk*******)
hvor Vi ikke fandt noget muslimsk hus ud over ét.
I hele nationen og i hele området fandtes der kun ét eneste hus, hvori troens og islams lys kunne findes. Og dette ene hus var Hadrat Luts (fred være med ham). Hele den øvrige nation var hengivet til synd, og deres land var fyldt med syndens urenhed. Derfor førte Allah den Almægtige beboerne i dette ene hus levende ud. Derefter ramte landet en sådan ødelæggelse, at ikke én eneste af denne syndige nation kunne overleve. (Allah den Almægtiges lov om gengældelse eller straf (Law of Retribution) er, at en nation ikke tilintetgøres fuldstændigt, så længe der stadig findes en betydelig rest af godhed blandt den. Hvis der blandt flertallet af onde mennesker blot findes en lille gruppe, som forsøger at modarbejde uretfærdighed og kalde mennesker til den rette vej, giver Allah den Almægtige dem mulighed for at udføre deres arbejde. Når det imidlertid bliver sådan, at der ikke længere kan findes den mindste smule godhed blandt en nation, er Allah den Almægtiges fremgangsmåde, at Han ved sin magt redder et lille antal af dem, der er blevet udmattede af at kæmpe mod uretten i landet, mens Han behandler de øvrige på samme måde, som en fornuftig ejer behandler sine rådne frugter. (Tafhim al-Qur’an, sura adh-Dhariyat, note 32) (Tafhim al-Qur’an, sura al-Qamar, note 22)
Bibelens beretning om straffen
Nedenfor gives et kort sammendrag af det lys, som Bibelens beretning, de gamle skrifter fra Grækenland og Italien, moderne arkæologisk forskning og undersøgelser af de gamle ruiner kaster over beretningen om denne straf.
I det ubeboede område øst og syd for Luthavet (Dead Sea) vidner ruinerne af talrige gamle bebyggelser om, at dette engang var et tæt befolket område. Selv i dag findes der spor af hundredvis af ødelagte bebyggelser dér. Området er nu ikke så frugtbart, at det kan bære byrden af en så stor befolkning. Arkæologiske eksperter mener, at området var beboet og velstående fra 2300 til 1900 f.Kr., og historikere mener om Hadrat Ibrahim (fred være med ham), at han levede omkring to tusind år før Jesus Kristus. Ruinerne vidner således om, at dette område blev ødelagt på Hadrat Ibrahims (fred være med ham) og hans nevø Hadrat Luts (fred være med ham) tid.
Den mest tæt bebyggede og frodige del af dette område kaldes Siddim-dalen i Bibelen. Den var særdeles frodig, ligesom Herrens have (Eden) og Egypten (Første Mosebog 13:10). Moderne eksperter mener, at denne dal nu er sunket ned i Luthavet. Det bekræftes af forskellige ruiner. I oldtiden strakte Luthavet sig ikke så langt mod syd, som det gør nu. Vest for den nuværende transjordanske by al-Karak, over for byen, lå der i dette hav en lille ø ved navn al-Lisan; i oldtiden var dette vandets yderste grænse. På den lavere del af området, hvor vandet nu breder sig, fandtes der tidligere en frodig dal. Det var Siddim-dalen, hvori Luts folks store byer, Sadum, Amura, Adma, Sanbu’em og Dugar, lå. Omkring to tusind år før Jesus Kristus revnede denne dal og sank under et voldsomt jordskælv, hvorefter Luthavets vand strømmede ind over den. Den dag i dag er dette den mest oprørte del af Luthavet. Under romersk herredømme var havet imidlertid ikke så oprørt og skummende, og derfor kunne folk rejse fra al-Lisan og nå Vestbredden ad vandvejen. På den tid kunne man stadig tydeligt se de skove, der var nedsænket i vandet langs den sydlige bred. Man antog også, at der fandtes nogle bygninger, som var sunket under vandet.
Af Bibelen og de gamle græske og italienske skrifter fremgår det, at der forskellige steder i dette område fandtes brønde med petroleum og Sphalerite, og at der nogle steder også strømmede brændbar gas op fra jorden. Selv nu findes der petroleum og gas under jorden dér. På grundlag af arkæologisk forskning har man antaget, at petroleum, gas og Sphalerite blev slynget op fra jorden under det voldsomme jordskælv, og at hele området blev sprængt bort i denne eksplosion. Bibelen fortæller, at Hadrat Ibrahim (fred være med ham), da han efter at have hørt om denne ødelæggelse kom fra Hebron for at se dalens tilstand, så røg stige op fra jorden på samme måde som fra en ovn. (Første Mosebog, kapitel 19, vers 28) (Tafhim al-Qur’an, sura Hud, note 91)
( *****Arabisk****)
Vi har efterladt et tydeligt tegn i denne by.
Med dette tydelige tegn menes Lutsøen (Deas sea). Flere steder i Den Ædle Koran bliver det sagt til de vantro i Mekka, at et tegn på den straf, der ramte denne uretfærdige nation på grund af dens gerninger, stadig findes ved den almindelige landevej, som I dag og nat kan se på jeres vej til شام for at drive handel.
(*****Arabisk*****)
Nylige opdagelser
I vor tid anerkendes det med næsten fuld sikkerhed, at den sydlige del af Lutsøen har fået sin nuværende form, fordi den sank ned under jordoverfladen som følge af et voldsomt jordskælv. Det var netop i denne nedsunkne del, at den centrale by for Luts folk, Sodom (Sodom), lå. Under vandet i dette område er der fundet ruiner af nogle nedsunkne bebyggelser. For nylig blev der gjort forsøg på at bevæge sig ned under vandet ved hjælp af moderne dykkerudstyr for at lede efter ruinerne. Der er imidlertid ikke kommet noget resultat af dette forsøg, som man kender til. (Tafhim al-Qur’an, sura adh-Dhariyat, note 34)
(****Arabisk*****)
Derefter lod Vi et tegn blive tilbage dér til dem, der frygter den smertefulde straf. – Sura adh-Dhariyat: 37
Dette tegn er Lutsøen (Dead Sea), hvis sydlige del stadig bærer vidnesbyrd om en enorm ødelæggelse. Arkæologerne mener, at den store by, hvor Luts folk boede, sandsynligvis sank ned under jorden ved et voldsomt jordskælv, hvorefter Lutsøens vand bredte sig over den. For den del af denne sø, som ligger syd for den lille ø ved navn al-Lisan, synes at være blevet dannet senere, og de ruiner fra den gamle Lutsø, som kan ses inde på denne ø, er af en anden type end ruinerne i syd. Heraf kan man antage, at den sydlige del først lå højere end søens overflade. Senere sank den på et eller andet tidspunkt ned. Det synes også, at tidspunktet for denne nedsynkning var to tusind år før Jesus Kristus. Historisk set var dette profeten Abrahams og Lots tid, fred være med dem. I 1965 fandt et amerikansk hold, der søgte efter ruiner, en stor kirkegård ved al-Lisan med mere end tyve tusind grave. Heraf kan man antage, at der nødvendigvis må have ligget en stor by i nærheden. Men i området omkring den findes der ingen ruiner af en by, i hvis nærhed en så stor kirkegård kunne have ligget. Derfor bliver mistanken stærkere om, illustrationen, at den by, hvis kirkegård dette var, er sunket ned i søen. Også området syd for søen er omgivet af tegn på ødelæggelse. Der findes så store mængder svovl, asfalt, naturgas og lignende i jorden, at man får indtryk af, at der på et tidspunkt, enten ved et lynnedslag eller ved en eksplosion af smeltet materiale under et jordskælv, blev skabt et helvede her. (Tafhim al-Qur’an, sura adh-Dhariyat, note 34)
Sabas folk
Saba-folkets område
Saba var et berømt handelsfolk i det sydlige Arabien. Deres hovedstad, Marib, lå 55 miles nordøst for det nuværende Jemens hovedstad, Sana. Efter Ma’in-rigets fald begyndte Saba-folkets fremgang omkring 1100 f.Kr., og i tusind år havde de en mægtig indflydelse i Arabien. Derefter blev de i 115 f.Kr. afløst af Himyar, det næstberømteste folk i det sydlige Arabien. De etablerede deres herredømme over Yemen og Hadramaut i vest samt over det abessinske område i Afrika.
Et berømt og mægtigt folk
Det meste af den handel, der foregik mellem Østafrika, Indien, Det Fjerne Østen og selve Arabien på den ene side og Egypten, شام, Grækenland og Rom på den anden, var i sabaiernes hænder. Derfor var dette folk i oldtiden berømt for sin rigdom. Ja, græske historikere har omtalt dem som verdens rigeste folk. Ud over handelen var en væsentlig årsag til deres velstand, at de byggede dæmninger forskellige steder i landet og etablerede et fremragende kunstvandingssystem. Som følge heraf var hele deres område frodigt og smykket med afgrøder, frugter og blomster. Græske historikere har også omtalt deres lands usædvanlige frugtbarhed og frodighed. Der henvises også til dette i Koranen, i den anden rukūʿ i Sura Saba. Historisk set er Saba navnet på et meget stort folk i det sydlige Arabien. Det bestod af store stammeforbund. Imām Ahmad, Ibn Jarīr, Ibn Abī Hātim, Ibn ʿAbd al-Barr og Tirmidhī citerer en overlevering fra Allahs Sendebud (fred være med ham), hvori de siger, at Saba var navnet på en mand fra Arabien, fra hvis efterkommere følgende stammer nedstammede: Kindah, Himyar, Azd, Ashʿariyyān, Madhhij, Anmar (med de to grene Khashʿam og Bajīlah), ʿĀmilah, Judhām, Lakhm og Ghassān.
Dette arabiske folk har været berømt i verden helt fra de ældste tider. Urs lertavler fra 2400 f.Kr. omtaler dette folk under navnet Sabum. Derefter nævnes det gentagne gange i babyloniske og assyriske indskrifter og således også i Bibelen (for eksempel Salmernes Bog 72:15, Jeremias 6:20, Ezekiel 27:22 og 38:13 samt Jobs Bog 6:19). Græske og romerske historikere samt geografen Theofrastes omtaler det også uafbrudt fra 288 f.Kr. og gennem flere århundreder efter Jesu Kristi tid. Dets hjemland lå i det sydvestlige hjørne af Arabien. I dag kaldes området Yemen. Dets guldalder begyndte omkring 1100 f.Kr., da det under profeten Davids (fred være med ham) og profeten Salomons (fred være med ham) tid blev kendt som et velstående folk. (Tafhīm al-Qurʾān, Sura ash-Shuʿarāʾ, note 114)
Sabas religiøse historie
I begyndelsen var dette folk soltilbedere. (Af vers 24 i Koranens sure an-Naml fremgår det, at de på det tidspunkt tilbad solen, da hærfuglen underrettede profeten Salomon (fred være med ham) om dette folks forhold. Det fremgår også af Arabien gamle traditioner, at dette var deres religion. Ibn Ishaq citerer genealogernes udsagn og fortæller, at Sabas stamfader var ʿAbd Shams (soltilbederen), og at hans tilnavn var Saba. Dette bekræftes også af Israels børn traditioner. Heri fortælles det, at da hærfuglen bragte Salomons (fred være med ham) brev til Sabas dronning, var den på vej for at tilbede solguden. Undervejs kastede hærfuglen brevet foran dronningen.) Da deres dronning antog troen ved profeten Salomons (fred være med ham) hånd (965–926 f.Kr.), blev størstedelen af dem sandsynligvis muslimer. Senere bredte shirk og afgudsdyrkelse sig imidlertid på et tidspunkt blandt dem, og de begyndte at tilbede mange guder, såsom Almaqah (måneguden), Ashtar (Venus), Dhat Hamīm og Dhat Badan (solguderne), Hobis, Harastam eller Harimat og mange andre af samme slags. Deres største gud var Almaqah. Deres konge betragtede sig selv som denne guds stedfortræder og mente derfor, at han havde krav på lydighed. I Yemen er der fundet et stort antal indskrifter, hvoraf det fremgår, at hele landet var fyldt med templer for disse guder, især Almaqahs tempel. Man viste dem taknemmelighed i alle forhold. (Historien fortæller, at der i oldtiden blandt Saba-folket fandtes en gruppe, som i stedet for guderne troede på den ene Allah. I nyere arkæologiske undersøgelser er der blandt de indskrifter, som er fundet i Yemens ruiner, blevet fundet spor af denne lille gruppe. Nogle indskrifter fra omkring 650 f.Kr. bærer vidnesbyrd om, at der forskellige steder i Sabas rige var opført helligdomme, som var viet til tilbedelsen af Himlens Herre. Nogle steder fandt man denne Guds navn skrevet; det var navnet på en konge, som er Himlens Herre. Denne gruppe eksisterede fortsat i Yemen gennem flere århundreder. På en indskrift fra år 378 e.Kr. findes følgende ord skrevet:(*****Arabisk***)Det vil sige: med hjælp og bistand fra den Gud, som ejer himlen og jorden. På en anden indskrift fra den tid (458 e.Kr.) blev ordet Rahman brugt om denne Gud. De oprindelige ord lyder:(*****Arabisk****)Det vil sige: ved Rahmans hjælp. (Tafhīm al-Qurʾān, Sura adh-Dhāriyāt, note 35)
I forbindelse med moderne undersøgelser af fortidens ruiner er omkring tre tusind indskrifter blevet indsamlet fra Yemen, og de kaster lys over dette folks historie. Hvis man sammenholder dem med beretningerne i arabiske, romerske og græske historieskrifter, kan man udarbejde en detaljeret historie om dem. Ifølge disse beretninger er de vigtigste perioder i deres historie som følger:
Perioden før 650 f.Kr.
På dette tidspunkt var titlen på Sabas konger Mukarrib. Det er meget sandsynligt, at dette ord(*****Arabisk***)er synonymt med et arabisk ord. Det betyder, at disse konger betragtede sig selv som mellemled mellem menneskene og Gud, eller med andre ord, at de var præstekonger. På den tid var deres hovedstad Sirwah, hvis ruiner endnu i dag kan ses en dagsrejse vest for Marib på et sted, der er kendt som Khariba. Det var på dette tidspunkt, at fundamentet til Maribs berømte dæmning blev lagt, og Sabas konger udvidede den ved forskellige lejligheder.
Perioden fra 650 f.Kr. til 115 f.Kr.
I denne periode opgav Sabas konger titlen Mukarrib og antog titlen Malik, det vil sige konge. Det betyder, at politik og irreligiøsitet fik større indflydelse på rigets styrelse i stedet for religion. På dette tidspunkt flyttede Sabas konger deres hovedstad fra Sirwah til Marib og lod byen gennemgå en bemærkelsesværdig udvikling. Stedet ligger 3.900 fod over havet, tres miles øst for Sana. Selv i dag vidner ruinerne om, at der engang fandtes en højt civiliseret nation her.
Perioden fra 115 f.Kr. til 300 e.Kr.
På dette tidspunkt sejrede Himyar-stammen i Sabas rige. Den var en af Sabas egne stammer og talmæssigt større end alle de andre stammer. På dette tidspunkt blev Marib affolket, og hovedstaden blev flyttet til Raydan. Det var Himyar-stammens centrale hjemsted. Senere blev byen kaldt Zafar. I dag kan dens ruiner ses på en rund bakke nær den nuværende by Yarim. I det nærliggende område bor en lille stamme ved navn Himyar; når man ser den, kan man ikke forestille sig, at denne stamme bærer mindet om det folk, der engang havde indflydelse over hele verden. På dette tidspunkt blev et bestemt ord for første gang brugt som betegnelse for en del af riget(Arabisk***)og efterhånden blev hele området kaldt Yemen. Yemen strækker sig i det sydvestlige hjørne af Arabien fra Asir til Aden og fra Bab al-Mandab til Hadramaut. Det var i denne periode, at sabæernes forfald begyndte.
Perioden fra 300 e.Kr. til islams fremkomst
Dette var perioden for Sabas folks undergang. Da der i denne periode konstant foregik borgerkrige blandt dem, begyndte fremmede folk at blande sig. Handel, forretningsliv og landbrug gik voldsomt tilbage, og til sidst mistede Saba-folket også sin selvstændighed. Ved at udnytte stridighederne mellem Raydana, Himyariterne og Hamdaniterne holdt abessinierne Yemen under deres herredømme fra 340 til 378 e.Kr. Selv om friheden derefter blev genoprettet, begyndte den berømte dæmning ved Marib at slå revner. Til sidst brød dæmningen sammen i 450 eller 451 e.Kr., hvilket forårsagede en enorm oversvømmelse, der er omtalt i sura Saba. Dæmningen blev ganske vist løbende repareret helt frem til Abrahas tid, men den befolkning, der var blevet spredt i alle retninger, kunne ikke samles igen. Efter at vandingssystemet og landbrugsforvaltningen var blevet ødelagt, kunne de ikke genoprettes. (Saba-folket blev så voldsomt splittet og spredt, at det blev til et ordsprog. Selv i dag siger en araber, der omtaler, at nogen er blevet splittet, at de er blevet spredt som Saba-folket. Da deres velstand og bekvemmelighed begyndte at aftage på Allah den Almægtiges befaling, forlod deres forskellige stammer deres hjemlande og drog til forskellige egne af Arabien. De to stammer Aws og Khazraj slog sig ned i Yathrib. Khuza’a-stammen bosatte sig i Tihama-området nær Jeddah. Azd-stammen slog sig ned i Oman. Lakham, Judham og Qimmah blev tvunget til at forlade landet. Til sidst var der ikke længere noget folk i verden, der hed Saba. Dets omtale blev kun bevaret i fortællinger og legender.) (Sura An-Naml, note 29) I 523 e.Kr. udsatte Yemens jødiske konge Dhu Nuwas de kristne i Najran for ekstrem forfølgelse og tortur. Det er dette, der i Koranen omtales som Ashab al-Ukhdud. Derefter invaderede den kristne regering i Abessinien Yemen for at hævne sig og erobrede hele landet. Senere invaderede Abraha, Yemens abessinske vicekonge, Mekka i 570 eller 571 e.Kr., få dage før Profetens (fred være med ham) fødsel, for at ødelægge Kabaens centrale status og bringe hele Maribs vestlige område under romersk-abessinsk indflydelse. Men over hele hans hær kom en sådan ødelæggelse, som i Koranen er beskrevet under navnet Ashab al-Fil. Til sidst erobrede iranerne Yemen i 575 e.Kr., og det iranske herredømme over Yemen ophørte i 628 e.Kr., efter at den iranske guvernør Badhan havde antaget islam.
Saba-folkets materielle udvikling
Saba-folkets udvikling skyldtes i virkeligheden to forhold: for det første landbruget og for det andet handel og købmandskab. Gennem et veludviklet kunstvandingssystem havde man opnået en sådan fremgang i landbruget, at der i tidligere tider ikke fandtes et tilsvarende kunstvandingssystem noget andet sted end i Babylon. Der fandtes ingen naturlige floder i deres land. I regntiden løb vandet ned fra bjergene gennem kløfter. Ved forskellige steder at bygge dæmninger over disse vandløb blev der skabt reservoirer, hvorfra man gravede kanaler og på den måde ledte vand ud over hele landet, så der ifølge Koranens beskrivelse kun var haver og lunde at se omkring sig. Det største reservoir i dette kunstvandingssystem lå i dalen mellem Balak-bjergene nær byen Marib, hvor det var blevet skabt ved opførelsen af en dæmning. Men da Allah den Ophøjede vendte sit nådige blik bort fra dem, brød denne vældige dæmning sammen midt i det femte århundrede e.Kr., og den voldsomt strømmende vandmasse, der strømmede ud fra den, fik alle de øvrige dæmninger til at bryde sammen én efter én. Således blev hele kunstvandingssystemet ødelagt. Det blev ikke længere muligt at genoprette dette system. (I Den Hellige Koran findes en klar beskrivelse af denne ødelæggende straf.) Til handel havde Allah skænket dette folk det bedst beliggende geografiske område, og de udnyttede dets store muligheder. I mere end tusind år fungerede dette folk som forbindelsesled i handelen mellem Østen og Vesten. På den ene side ankom kinesisk silke, varme krydderier fra Indonesien og Malabar, tekstiler og grøntsager fra Indien samt sorte slaver, aber, strudsefjer og elfenben fra Østafrika til deres havne, og på den anden side sendte de disse varer videre til markederne i Egypten og Syrien, hvorfra de nåede til Rom, Grækenland og andre lande. Desuden fandtes der i deres land røgelse, sandeltræ, moskus og mange andre slags duftstoffer og ekstrakter. Folk fra Egypten, Syrien, Rom og Grækenland tog disse varer med sig. Denne omfattende handel foregik ad to ruter: den ene ad søvejen og den anden ad landvejen. Sabaeerne havde monopol på søhandelen i tusind år, fordi kun de kendte hemmelighederne ved monsunvindene på Det Røde Hav, bjergene under havets overflade og de steder, hvor skibe kunne lægge til ankers. Intet andet folk turde sejle på dette frygtelige hav. Ad denne søvej bragte de deres varer til havnene i Jordan og Egypten. Landvejen gik fra Aden og Hadramaut og mødtes i Marib. Derfra førte en hovedvej gennem Mekka, Jeddah, Yathrib, al-Ula, Tabuk og Aylah til Petra. Derfra gik den ene rute mod Egypten og den anden mod Syrien, sådan som det er nævnt i Koranen. Deres kolonier strakte sig uafbrudt fra Yemen til grænsen mod Syrien, og deres handelskaravaner færdes dag og nat ad denne vej. Der findes stadig ruiner af mange af deres kolonier i dette område, og her er der fundet indskrifter på sabaeisk og himyaritisk.
Begyndelsen på den kommercielle tilbagegang
Omkring det første århundrede e.Kr. begyndte deres handel at gå tilbage. Da grækerne og senere romerne havde etableret stærke riger i Mellemøsten, begyndte de at hævde, at eftersom de arabiske købmænd havde monopol på handelen og krævede den pris, de ønskede, for Østens varer, var tiden nu kommet til at rykke frem og selv tage kontrollen over denne handel. Med dette formål genåbnede Ptolemæus II (285–246 f.Kr.), den græskfødte hersker over Egypten, først den gamle kanal, som faraoen Sesostris havde gravet sytten hundrede år tidligere for at forbinde Nilen med Det Røde Hav. Det var gennem denne kanal, at det første egyptiske krigsskib sejlede ind i Det Røde Hav. Dette forsøg gav imidlertid ikke noget nævneværdigt resultat i mødet med sabaeernes modstand. Derefter etablerede romerne deres herredømme over Egypten. Romerne sendte da stærkere handelsskibe ind i Det Røde Hav og sendte også et krigsskib efter dem. Det var mere, end sabaeerne kunne stille op imod. Romerne oprettede handelskolonier i havnene forskellige steder. Her indrettede de alt, hvad skibene havde brug for. Derefter stationerede de militære styrker dér, hvor de fandt det nødvendigt. Til sidst etablerede de deres militære herredømme i Aden. I denne forbindelse sluttede de romerske og abyssinske herskere sig sammen og berøvede sabaeerne deres frihed.
Efter at handelen ad søvejen var gået tabt, var kun landhandelen tilbage i sabaeernes hænder. Men der var mange hindringer, som gradvist knuste deres magt. Først fordrev nabatæerne sabaeerne fra højlandet i Hijaz mellem Petra og al-Ula samt fra alle deres kolonier i Jordan. Derefter gjorde romerne i år 106 e.Kr. en ende på det sabaeiske rige og tog alle områderne i Syrien og Jordan langs Hijaz’ grænse i besiddelse. Dernæst forsøgte Abyssinien og Rom i fællesskab at ødelægge sabaeernes handel ved at udnytte deres indbyrdes stridigheder og konflikter. Derfor blandede Abyssinien sig gentagne gange i Yemens forhold. Til sidst underlagde de sig hele landet.
Deres overdådige civilisation før straffen blev sendt over dem
Således kastede Allah den Ophøjedes vrede dette folk fra udviklingens højde ned i en sådan afgrund af ødelæggelse, at intet forbandet folk siden har kunnet løfte hovedet derfra. Der var en tid, hvor grækernes og romernes munde løb i vand, når de hørte fortællinger om deres rigdom. Strabo fortæller, at de brugte kar af guld og sølv. Tagene, væggene og dørene i deres huse var udsmykket med elfenben, guld, sølv og ædelstene. Plinius fortæller, at rigdommene fra Rom og Persien strømmede mod dem. Dette folk var datidens rigeste, og deres vandrige og frugtbare land var fyldt med haver, marker og husdyr. R. T. Midoras fortæller, at de levede opslugt af luksus og fornøjelser og brændte kanel, sandeltræ og andre duftende træsorter i stedet for brænde. På samme måde fortæller andre romerske historikere, at man kunne lugte disse duftende træsorter, når handelsskibene sejlede langs kysten nær deres område. De var de første i historien til at opføre skyskrabere på San’as højslette; disse blev i flere århundreder berømte under navnet Kasr Ghumdan (Ghumdan-paladset). Arabiske historikere siger, at bygningen havde tyve etager, og at hver etage var 36 fod høj.
Så længe Allah den Ophøjedes nåde var over dem, varede deres lykkelige dage. Da de i stedet for at vise taknemmelighed for de rigdomme, Allah havde givet dem, overskred grænserne for utaknemmelighed og troløshed, blev den Mægtige Herre Allah den Ophøjedes nådige blik for altid vendt bort fra dem, og selv deres navn og spor blev udslettet. (Tafhim al-Qur’an, sura an-Naml, note 30)
Illustration – Thamud-folkets område.
Folket i Madyan og Aykahs folk
Blandt koranfortolkerne er der uenighed om, hvorvidt folket i Madyan og Aykahs folk var to forskellige folk eller to forskellige betegnelser for det samme folk. Den ene gruppe mener, at det var to adskilte folk, og det stærkeste bevis herpå er, at Hazrat Shuʿayb (a.s.) i sura al-Aʿraf kaldes en broder til folket i Madyan(*****Arabisk****)mens der her, i forbindelse med omtalen af Aykahs folk, blot siges dette:(*****Arabisk****)da Shuʿayb sagde til dem. Udtrykket „deres broder“ anvendes ikke. Nogle koranfortolkere betragter derimod begge som det samme folk. For i sura al-Aʿraf og Hud siges der også om Aykahs folk, at Hazrat Shuʿaybs (a.s.) kaldelse og formaning var af samme art, og at der til sidst heller ikke var nogen forskel på deres skæbne.
Historisk undersøgelse
Ved en nærmere undersøgelse viser det sig, at begge påstande er rigtige. Madyans folk og Aykahs folk var uden tvivl to forskellige stammer, men de var to forskellige grene af samme slægt. Blandt Hazrat Ibrahims (a.s.) efterkommere blev de, der var født af hans slavinde Keturah, i arabisk og israelitisk historie kaldt Banū Keturah. Blandt dem var en meget berømt stamme, som på grund af sin afstamning fra Madyan ibn Ibrahim blev kaldt midjanitter eller Madyans folk. Deres befolkning var spredt fra det nordlige Hijaz til den sydlige del af Palæstina og derfra til den yderste del af Sinai-dalen, langs kysterne ved Aqaba-bugten og Det Røde Hav. Byen Madyan var deres vigtigste centrum, og ifølge Abū al-Fidā lå den fem dagsrejser fra Aylah (det nuværende Aqaba) på Aqaba-bugtens vestlige bred. Den resterende del af Banū Keturah bosatte sig i det nordlige Arabien mellem Tayma, Tabuk og al-ʿUlā. Blandt dem var Banū Dadan (Dadanitterne) de mest berømte. Tabuk var deres vigtigste centrum og blev i oldtiden kaldt Aykah. (I Muʿjam al-buldān siges det i forklaringen af ordet Aykah, at dette var Tabuks gamle navn, og det er almindeligt udbredt blandt Tabuks indbyggere, at Aykah på et tidspunkt boede netop her.)
Hvorfor den samme profet til begge stammer?
Grunden til, at den samme profet blev sendt til Madyans folk og Aykahs folk, var sandsynligvis, at de begge stammede fra den samme slægt. De talte det samme sprog, og deres bosættelsesområder grænsede op til hinanden. Det kan også være, at de i visse områder boede sammen og gennem ægteskaber var blevet en del af det samme samfund. Desuden var disse grene af Banū Keturah handelsfolk, og begge var præget af den samme form for korruption i deres handel og erhverv. De var også ramt af de samme religiøse og moralske sygdomme. Det nævnes flere steder i Bibelens Første Mosebøger, at de tilbad Baal-Peor, og da Israels børn drog ud fra Egypten og kom til deres områder, spredte de også en epidemi af polyteisme og utugt blandt dem (Fjerde Mosebog, kapitel 25, vers 1-5). De havde bosættelser langs to store internationale handelsveje. Den ene gik fra Yemen til Syrien, og den anden fra Den Persiske Golf til Egypten. På grund af deres bosættelser langs disse to handelsveje bedrev de i stor stil landevejsrøveri og plyndring. De lod ikke handelskaravaner fra andre folk passere uden at betale en stor afgift. For at bevare deres monopol på den internationale handel havde de gjort sikkerheden på disse to veje usikker. Om deres tilstand siges der således i Koranen:(*****Arabisk****)Disse to folk (Lots folk og Aykahs folk) opholdt sig ved de åbne handelsveje. Deres landevejsrøveri omtales således i sura al-Aʿraf:(*****Arabisk****)Sæt jer ikke ved hver eneste vej for at skræmme folk. Det var af disse grunde, at Allah, den Ophøjede, sendte den samme profet til disse to stammer og gav dem den samme slags undervisning. (Tafhīm al-Qurʾān, sura al-Sabaʾ, note 35)
Yderligere detaljer om Madyans folk (da dette var en større stamme, og Koranen omtaler Hazrat Shuʿayb (a.s.) som en person med meget nær tilknytning til dem, gives der derfor nogle detaljerede oplysninger om dem. – Redaktøren)
Madyans egentlige hjemstavn lå på kysten ved Det Røde Hav og Akababugten nordvest for Hijaz og syd for Palæstina, selv om nogle af deres bosættelser også var spredt langs den østlige bred af Sinai-dalen. De var et handelsfolk. I oldtiden lå dette folks bosættelser ved knudepunktet for to handelsveje: Den ene gik langs Det Røde Hav fra Yemen via Mekka og Yanbu til Syrien (Sham), og den anden gik fra Irak til Egypten. Selv efter at de var blevet udslettet, forblev deres berømmelse intakt. For de arabiske handelskaravaner, der rejste til Egypten og Syrien, passerede dag og nat deres ruiner på vejen.
En anden vigtig oplysning om Madyans folk, som man især bør huske, er, at de nedstammede fra Midyan, søn af profeten Ibrahim (fvmh.) og hans tredje hustru Keturah. Ifølge oldtidens skik blev de, der var beslægtede med en stor mand, kaldt Banu den-og-den. Alle, der antog islam gennem profeten Yaqubs (fvmh.) efterkommere, blev kaldt Israels Banu. På samme måde blev alle indbyggerne i Madyan-området, som var under indflydelse af Midyan ibn Ibrahim (fvmh.), kaldt Madyans Banu, og deres land kom til at hedde Madyan eller Midyan. Når man kender denne historiske kendsgerning, er der ingen grund til at antage, at profeten Shuayb (fvmh.) var den første, der bragte dette folk kaldet til sandhedens religion. I virkeligheden var de, ligesom Israels Banu, muslimer i begyndelsen, og på det tidspunkt hvor profeten Shuayb (fvmh.) fremtrådte, var deres tilstand som et forfaldent folks, ligesom Israels Banus tilstand var, da profeten Musa (fvmh.) fremtrådte. Efter profeten Ibrahim (fvmh.) levede de i seks-syv hundrede år blandt polyteistiske og moralsk fordærvede folk, hvorved de blev ramt af polyteismens sygdom og sank ned i moralsk fordærv. Alligevel forblev deres påstand om tro og deres stolthed over den intakt. (Tafhim al-Qur’an, surah Saba, note 35)
Reaktionen på opfordringen til reform og forbedring
(*****Arabisk*****)
Folkets ledere, som nægtede at følge profeten Shuayb (fvmh.), sagde til hinanden: »Hvis I følger Shuayb, vil I gå til grunde.« – Surah al-A‘raf: 90
Som svar på den opfordring til reform og forbedring, som profeten Shuayb (fvmh.) fremsatte, sagde Madyans høvdinge og ledere og forsikrede folket om følgende: Hvis I følger den slags trofasthed og ærlighed, som Shuayb (fvmh.) kalder jer til, og den evige norm for god moral og pålidelighed, som han opfordrer jer til at leve efter, vil I gå til grunde. Hvordan skal vores handel kunne fortsætte, hvis vi følger ærlighed og køber og sælger redeligt? Vi bor ved knudepunktet for verdens største handelsruter og befinder os ved grænserne til to store og højt civiliserede riger som Egypten og Irak. Hvis vi holder op med at bringe handelskaravanerne i vanskeligheder og selv bliver fredelige som gode mennesker, vil alle de økonomiske og politiske fordele, som vores nuværende geografiske placering giver os, forsvinde. Desuden vil den indflydelse, vi har over nabofolkene, også forsvinde.
Denne tanke og dette synspunkt var ikke begrænset til lederne blandt Shuaybs (fvmh.) folk. I enhver tidsalder har vildfarne mennesker næret netop denne slags bekymring med hensyn til sandhed, ærlighed og pålidelighed. I enhver tidsalders forbrydere var af den opfattelse, at handel, politik og andre verdslige og materielle aktiviteter ikke kunne fungere uden bedrag og korruption. Blandt de undskyldninger og indvendinger, der alle steder er blevet fremført imod kaldet til sandheden, er også denne: Hvis et folk vender sig bort fra verdens gængse veje og metoder og følger kaldet til sandheden, vil det gå til grunde. (Tafhim al-Qur’an, surah Saba, note 37)
Straffen over Madyans folk
Over Midjans folk kom straffen i form af et frygteligt brag og et jordskælv. Deres ødelæggelse tjente i lang tid som et eksempel for de omkringliggende folk. I Salmernes Bog står der et sted: »O Gud! Den og den nation har svoret fjendskab mod Dig. Gør derfor med dem, som Du gjorde med Midjan.« (83:5-9). Profeten Yahya siger et sted, da han trøster israelitterne: »Frygt ikke assyrerne. Selvom de er blevet lige så undertrykkende over for jer som egypterne, vil hærskarernes Herre snart svinge sin pisk over dem, og deres skæbne vil blive som midjanitternes.« (Esajas 10:21-26) (Sura ash-Shu’ara, note 115)
Straffen over Ayka-folket
(*****Arabisk*****)
De havde kaldt ham en løgner. Til sidst kom straffen på dagen med skyggen over dem. Og det var straffen på en frygtelig dag. Sura ash-Shu’ara: 189
Der findes ingen beretning i Koranen eller i en sahih-hadith om den straf, der blev sendt ned over dem. Det, man kan forstå ud fra de ydre ord, er, at eftersom de havde bedt om en himmelsk straf, sendte Allah den Almægtige derfor en sky over dem, som blev ved med at brede sig over dem som en baldakin, indtil straffen havde tilintetgjort dem. Det fremgår klart af Koranen, at straffen over Midjans folk var anderledes end straffen over Ayka-folket. Her siges det således, at de blev tilintetgjort med straffen fra den skyggefulde dag, mens straffen over dem kom i form af et brag og et jordskælv. Derfor er det ikke korrekt at forsøge at forene disse to begivenheder til én fortælling. Nogle fortolkere har givet en forklaring på straffen på den skyggefulde dag. Men vi ved ikke, hvad kilden til denne viden hos dem er. Ibn Jarir citerer Hazrat Abdullah ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) udsagn og siger –(*****Arabisk****)
Hvis nogen blandt de lærde siger, hvad straffen på den skyggefulde dag var, skal du ikke anse det for korrekt. (Tafhim al-Qur’an, Sura al-A’raf, note 69)
Yunus’ folks historie
Beretningen om profeten Yunus’ liv
I Bibelen kaldes profeten Yunus (fred være med ham) for Jonah, og hans levetid var 860–784 f.Kr.
Profeten Yunus (fred være med ham) nævnes i Koranen nogle steder ved navn, andre steder som Dhun-Nun og atter andre steder som Sahibu’l-Hut eller Mawla. Han blev ikke kaldt »fiskemanden«, fordi han fangede fisk eller handlede med fisk; derimod blev han kaldt dette, fordi en fisk på Allahs befaling slugte ham. Se sura as-Saffat, vers 42.
Selv om han var israelit, blev han sendt til Irak for at vejlede assyrerne. Derfor blev assyrerne kaldt Yunus’ folk. På den tid var denne nations centrale bopæl den berømte by Mio, hvis mange ruiner stadig kan ses lige over for byen Mosul på den østlige bred af Tigrisfloden. I dette område findes der også et sted, som kaldes profeten Yunus. Hvor velstående denne nation var, kan man forestille sig ud fra, at dens hovedstad Ninive strakte sig over næsten tres kvadratmil.
Omtalen af Yunus i Koranen og Bibelen
I Koranen antydes denne fortælling kun fire steder. Der gives ingen detaljeret beskrivelse. Derfor kan man ikke med sikkerhed sige, af hvilken særlig grund denne nation blev undtaget fra Allahs lov, hvorefter en persons tro ikke længere gavner ham, når beslutningen om straffen først er truffet. I Bibelen findes der et kort skrift kaldet Jonah, et himmelsk skrift, hvori der ganske vist findes nogle oplysninger, men de er ikke troværdige. For det første kan det ikke kaldes et himmelsk skrift, og det blev heller ikke skrevet af Yunus (fred være med ham) selv. Tværtimod nedskrev en ukendt person Yunus’ historie fire eller fem hundrede år efter ham og indføjede den i Bibelen. For det andet indeholder det forskellige meningsløse ting, som ikke er troværdige. Ikke desto mindre fremgår det tydeligt af Koranens antydninger og oplysningerne i Yunus’ skrift, hvad fortolkerne har berettet. Det er, at profeten Yunus (fred være med ham), efter at have modtaget meddelelsen om straffen, forlod sit arbejdssted og drog bort uden Allahs tilladelse. Det vil sige, at han forlod landet, fordi han var blevet utilfreds med sit folk, endnu før Allah havde givet befaling om udvandring. Hvis han havde forladt sit arbejdssted efter at have modtaget befalingen, ville det have været tilladt. (Se sura al-A’raf, note 74.) Derfor tilgav Allah den Almægtige assyrerne, da de efter at have set straffen angrede og bad om tilgivelse. (For en udførlig drøftelse af dette, se Tafhim al-Qur’an, sura as-Saffat, note 85. Her besvares mange indvendinger.) Et af de faste principper og den fremgangsmåde i Allahs lov, som er beskrevet i Koranen, er, at Allah den Almægtige ikke straffer et folk, før Hans betingelse er opfyldt. Da profeten derfor ikke fortsatte sin formaning af dette folk indtil udløbet af den frist, det havde fået, men efter eget ønske udvandrede før det tidspunkt, Allah den Almægtige havde fastsat, fandt Allahs retfærdighed det ikke passende at straffe dette folk. For over for dette folk var Hujjatens fuldbyrdelse, det vil sige opfyldelsen af de juridiske betingelser, endnu ikke sket.
Den endelige ødelæggelse af profeten Yunus’ folks nation
Efter at dette folk havde fået troen, blev deres levetid og frist forlænget. Derefter begyndte de igen at fare vild i tanke og handling. Profeten Nahum (720–698 f.Kr.) advarede dem, men det bar ingen frugt. Derefter advarede profeten Sefanja (640–609 f.Kr.) dem for sidste gang. Også det var forgæves. Til sidst lod Allah den Almægtige omkring 602 f.Kr. mederne besejre dem. Medernes konge angreb assyrerne med babyloniernes hjælp. Den assyriske hær blev besejret og belejret i Ninive. I nogen tid fortsatte de kampen. Derefter brød en oversvømmelse i Tigris bymuren ned, og angriberne trængte ind. Så satte de ild til hele byen og ødelagde den. Også de omkringliggende områder blev ødelagt. Assyriernes konge satte ild til sit eget palads og begik selvmord. Samtidig blev det assyriske rige og den assyriske civilisation udslettet for altid. Ved de arkæologiske udgravninger, der i vore dage foretages i dette område, er der fundet talrige spor efter omfattende brande. (Tafhim al-Qur’an, sura al-A’raf, note 75.)
Israels børn
To grene af Ibrahim (a.s.)s slægt
Fra Hazrat Ibrahim (a.s.)s slægt udsprang to store grene. I den ene gren blev efterkommerne af Hazrat Ismail (a.s.) født. De bosatte sig i Arabien. Quraysh og nogle andre arabiske stammer tilhørte denne gren. De arabiske stammer, som ikke var efterkommere af Hazrat Ismail (a.s.), identificerede sig også med ham, fordi de var blevet påvirket af den religion, han forkyndte.
Den anden gren udsprang fra Hazrat Ishaq (a.s.). I denne gren blev Hazrat Yaqub (a.s.), Yusuf (a.s.), Musa (a.s.), Dawud (a.s.), Sulayman (a.s.), Yahya (a.s.), Isa (a.s.) og mange andre profeter født. Eftersom Hazrat Yaqubs (a.s.) navn var Israel, blev denne slægt kaldt Banu Israil. Som følge af hans forkyndelse blandede andre folkeslag, der antog hans religion, måske deres egen identitet med deres, eller også blev de, selv om de var adskilt med hensyn til slægt, religiøst underlagt ham. Da denne gren blev udsat for ydmygelse og forfald, opstod jødedommen og kristendommen blandt dem. (Sura ash-Shu’ara, note 117)
I vers 20 i Sura al-Ma’ida henviser Allah den Højeste til Banu Israils tidligere indflydelse og magt. Deres periode med magt og velstand lå længe før Hazrat Musa (a.s.). På den ene side blev store profeter som Hazrat Ibrahim (a.s.), Hazrat Ishaq (a.s.), Hazrat Yaqub (a.s.) og Hazrat Yusuf (a.s.) født blandt dette folk, og på den anden side fik de under og efter Hazrat Yusufs (a.s.) tid den store lykke at opnå omfattende herredømme og regeringsmagt i Egypten. I lang tid var de den største herskermagt i den daværende civiliserede verden. Deres indflydelse og magt herskede overalt. Almindeligvis begynder man historien om Banu Israils fremgang med Hazrat Musa (a.s.). Men Koranen siger klart, at Banu Israils fremgangsperiode allerede var forbi før Hazrat Musa (a.s.). Hazrat Musa (a.s.) fremstillede netop denne som sit folks tidligere arv. (Sura al-Anbiya, note 83)
En periode med den værste form for polyteisme i Palæstina
Efter Hazrat Musas (a.s.) død, da Banu Israil trængte ind i Palæstina, boede der forskellige folkeslag dér, såsom hittitterne, amoritterne, kana’anæerne, jebusitterne, filistrene og andre. Blandt dem var den værste form for polyteisme udbredt. Navnet på deres største gud var El, som blev kaldt gudernes fader. Han blev sammenlignet med en tyr. Hans hustrus navn var Ashera. Fra dem bredte en stor slægt af guder og gudinder sig, hvis antal nåede op på halvfjerds. Den stærkeste blandt deres børn var Baal(***Arabisk***)— guden, der blev anset for at bringe regn og fremme væksten af afgrøder samt for at være himlens og jordens herre. I de nordlige egne blev hans hustru kaldt Unas, og i Palæstina blev hun kaldt Astarte. Disse to kvindelige guddomme blev anset for kærlighedens, lidenskabens og forplantningens gudinder. Desuden var der en gud, som var herre over døden. En anden havde ansvaret for at bevare sundheden. En gud blev pålagt ansvaret for at frembringe epidemier og hungersnød. Således var hele guddomsmagten fordelt mellem mange guder. Disse guder og gudinder blev tillagt så afskyelige egenskaber og handlinger, at selv et menneske, der var yderst moralsk fordærvet, ikke ønskede at have noget med dem at gøre. Nu er det klart, hvordan de, der gør sådanne obskøne og usle væsener til guder og tilbeder dem, kan undgå at synke ned på moralens laveste trin. Det er grunden til, at den tilstand, som er kommet frem gennem arkæologiske udgravninger, vidner om et ekstremt moralsk forfald. I deres samfund fandtes skikken at ofre børn. Deres helligdomme var tilholdssteder for utugt. Det blev regnet som en del af gudsdyrkelsen at gøre kvinder til tempelprostituerede (religiøse prostituerede), anbringe dem i helligdommene og begå utugt med dem. Mange andre former for moralsk fordærv havde også bredt sig blandt dem.
Årsagerne til Banu Israils moralske forfald
I den vejledning, som gennem Musa (a.s.) blev givet til Banu Israil i Toraen, blev det klart sagt, at Palæstina skulle tages fra disse afgudsdyrkende folkeslag, og at man skulle holde sig borte fra at bo sammen med og omgås dem samt fra de skadelige virkninger af deres moral, forestillinger og trosopfattelser. Men da Banu Israil trængte ind i Palæstina, glemte de den ovennævnte vejledning. De oprettede ikke et samlet rige. De var grebet af stammemæssig fanatisme. Hver stamme foretrak at tage sin del af det erobrede område og skille sig ud. På grund af denne opsplitning blev ingen af deres stammer stærk nok til fuldstændigt at rense sit område for polyteister. Til sidst accepterede de at bo sammen med polyteisterne. Ikke nok med det: forskellige steder i deres erobrede områder fandtes der også små bystater tilhørende disse polyteistiske folkeslag, som israelitterne ikke havde kunnet undertvinge. Denne anklage fremsættes i Zabur. (Følgende anklage fremsættes af Hazrat Dawud (a.s.): I overensstemmelse med Guds befaling udslettede de ikke disse folkeslag, men blandede sig med dem, lærte deres onde handlinger og begyndte at tilbede deres guder, hvilket blev en snare om deres hals. De ofrede deres døtre til Satan. Og de udgød deres uskyldige sønners og døtres blod — derfor kom Guds vrede over dem, de blev en vederstyggelighed for deres arv, og de overlod den til disse folkeslag, så deres fjender blev deres herskere. Zabur, kapitel 106, vers 34-41.)
Forsoning
Den første forsagelse, som israelitterne måtte gennemgå, var, at shirk gennem disse folkeslag trængte ind blandt dem, og at vejen samtidig blev banet for andre moralske sygdomme. I Bibelens Dommerbog anklages de således: Israelitterne syndede mod Gud og begyndte at dyrke Ba’al. De forlod deres fædres Gud, som havde ført dem ud af Egypten, og de begyndte at tilbede guderne hos de folk, der boede omkring dem, og vakte Guds vrede. De forlod Gud og dyrkede Ba’al og Astarte, og Guds vredes ild kom over israelitterne. Kapitel 2: vers 11-13
Den anden forsagelse, som de måtte gennemgå, var, at de folkeslag, hvis bystater de havde ladet forblive selvstændige, sammen med filistrene, hvis samlede område endnu ikke var blevet erobret, sluttede sig sammen og dannede en alliance mod israelitterne. Derefter angreb de dem gentagne gange og fordrev dem fra en stor del af Palæstina. De tog endda Guds pagtspagtens ark (Tabut) fra dem. Til sidst følte israelitterne behov for at oprette et forenet rige under én hersker. På deres anmodning gjorde profeten Samuel (1020 f.Kr.) Saul til deres konge. (Dette er omtalt i Koranens sura al-Baqara, ruku 32.)
En tid med fremgang og velsignelse
Dette forenede rige havde tre herskere: Saul (1020–1004 f.Kr.), profeten David (1004–965 f.Kr.) og profeten Salomon (965–926 f.Kr.). Disse herskere fuldførte det, som Israels børn havde ladet ufuldendt efter profeten Moses. Kun fønikiernes rige ved havkysten mod nord og filistrenes rige ved havkysten mod sydvest bestod fortsat. De kunne ikke erobres, og man fandt det tilstrækkeligt at gøre dem til skattebetalende allierede.
En tid med anarki og krise
Efter profeten Salomon blev Israels børn igen opslugt af verdslig begær og grådighed. På grund af indbyrdes strid og uenighed oprettede de to særskilte riger. Det rige, som israelitterne oprettede i det nordlige Palæstina og det østlige Jordan, havde Samaria som hovedstad, mens hovedstaden i kongeriget Juda, der blev oprettet i det sydlige Palæstina og Edom, var Jerusalem. Mellem disse to riger fortsatte rivaliseringen og konflikterne fra den allerførste dag og helt til slutningen. Herskerne og indbyggerne i det israelitiske rige blev først og i størst omfang påvirket af nabofolkenes polyteistiske trosforestillinger og moralske fordærv. Denne tilstand nåede sit højdepunkt, da herskeren Akab giftede sig med Jezabel, en afgudsdyrkende prinsesse fra Sidon. På dette tidspunkt begyndte shirk og moralsk tøjlesløshed ved hjælp af statsmagten og alle dens midler og ressourcer at brede sig blandt israelitterne som en voldsom oversvømmelse. Profeten Elias og profeten al-Yasaʿ forsøgte med alle kræfter at standse denne oversvømmelse. Men dette folk lod sig ikke standse på den vej mod forfald, som det var styrtet ud ad. Til sidst ramte Allahs straf det israelitiske rige i form af assyrerne, og fra det niende århundrede f.Kr. fortsatte assyrernes angreb uafbrudt. I denne periode advarede profeten Amos (787–747 f.Kr.) og derefter profeten Hoseas (747–735 f.Kr.) israelitterne igen og igen. Men de var så opslugt af forsømmelighed og uopmærksomhed, at advarslerne fik den modsatte virkning. Til sidst gav den israelitiske hersker profeten Amos besked på at forlade landet og indstille sit profetiske arbejde i Samarias rige. Kort efter kom Allahs straf over det israelitiske rige og dets indbyggere. I 721 f.Kr. erobrede den assyriske storkonge Sargon Samaria og gjorde ende på det israelitiske rige; tusinder af israelitter blev dræbt. Mere end syvogtyve tusind indflydelsesrige israelitter blev fordrevet fra landet og tvunget til at sprede sig adskilt og spredt i distrikterne i den østlige del af det assyriske rige. Folk fra andre nationer blev hentet udefra og genbosat i de israelitiske områder. De få israelitter, der blev tilbage, glemte deres egen nationale civilisation og kultur, mens de levede sammen med de nyankomne.
Det andet rige, som Israels børn havde oprettet i det sydlige Palæstina under navnet Juda, blev også kort efter profeten Salomons tid involveret i shirk og moralsk tøjlesløshed. Relativt set var deres forfald imidlertid langsommere end det israelitiske riges. Derfor fik de lidt længere frist. Selv om assyrerne ligesom over for det israelitiske rige gentagne gange angreb dem, ødelagde deres byer og belejrede deres hovedstad, blev dette rige ikke desto mindre ikke ødelagt af assyrerne. Det overlevede blot som en skattebetalende allieret. Da Judas indbyggere trods profeten Esajas’ og profeten Jeremias’ vedvarende bestræbelser ikke holdt op med afgudsdyrkelse og moralsk tøjlesløshed, overtog Babylons konge Nebukadnesar i 598 f.Kr. hele Judas rige, inklusive Jerusalem, og Judas konge blev taget til fange. Selv dette fik ikke deres onde gerninger til at ophøre. Trods profeten Jeremias’ råd forsøgte de i stedet for at forbedre deres karakter at ændre deres skæbne ved at gøre oprør mod Babylon. Til sidst gennemførte Nebukadnesar i 587 f.Kr. et pludseligt angreb og ødelagde alle Judas store og små byer. Jerusalem og Salomons tempel blev lagt fuldstændig i ruiner, så ikke en eneste af deres mure stod tilbage. Et stort antal jøder blev fordrevet fra landet og spredt i alle retninger. De, der blev tilbage, levede også ydmyget og underkastet i nabofolkenes hænder. (Sura Yunus, note 98–100)
Banu Isra’ils rolle under deres fangenskabsliv under Babylon(**********Arabisk***************)
Og de begyndte at følge det, som satanerne fremførte under Salomons kongedømmes navn. Men Salomon begik aldrig kufr. Det var satanerne, der begik kufr, idet de lærte folk magi. De blev særligt optaget af det, der var blevet åbenbaret til de to engle Harut og Marut i Babylon. Men hver gang de to engle lærte nogen dette, advarede de tydeligt: »Pas på, vi er kun en prøve. Så hengiv jer ikke til kufr.« Alligevel lærte de af englene netop det, hvorved man kunne skille en mand fra hans hustru. Det er imidlertid klart, at de ikke kunne skade nogen med dette uden Allahs tilladelse. På trods heraf lærte de noget, der ikke var gavnligt for dem, men tværtimod skadeligt, og de vidste udmærket, at den, der ville købe dette, ikke ville få nogen del af det gode i det hinsidige. Hvor usselt er det, som de solgte deres liv for! Hvis de dog bare havde vidst det. – Surah al-Baqarah: 102
Med sataner menes både jinn-sataner og menneske-sataner. Her menes begge dele. Da tiden for israelitternes moralske og materielle forfald kom, efterlod slaveri, uvidenhed, ulykke, fattigdom, ydmygelse og skam dem uden nogen entusiasme, begejstring eller fast beslutning. Da blev deres opmærksomhed draget mod magi, besværgelser, amaliyat og talismaner. De begyndte at lede efter metoder, hvorved alle problemer kunne løses alene gennem åndedræt, formler og besværgelser, uden nogen anstrengelse eller indsats. På den tid bedrog satanerne dem ved at sige, at Salomons (a.s.) enorme rige og hans forunderlige magt alt sammen var resultatet af forskellige diagrammer og besværgelser, og at de ville fortælle dem alt dette. De blev besatte af disse ting, idet de betragtede dem som uventede velsignelser. Derefter havde de hverken nogen interesse eller hengivenhed for Allahs Bog, og heller ikke nåede nogen af sandhedens forkynderes ord deres ører.
Der er fremsat forskellige udlægninger af det ovenstående vers. Men sådan som jeg har forstået det, var det på den tid, hvor hele Israels folk levede som fanger og slaver i Babylon, at Allah må have sendt to engle til dem i menneskeskikkelse for at prøve dem. Ligesom englene var kommet til Lots folk i skikkelse af smukke unge mænd, må disse to engle på samme måde være kommet til israelitterne i skikkelse af fromme mænd og dervisher. På den ene side åbnede de et marked for magi dér, og på den anden side advarede de dem som et endeligt og afgørende bevis: »Se, vi er kommet for at prøve jer. Ødelæg ikke jeres hinsidige liv.« På trods af dette blev de vanvittige efter at tage imod den amaliyat og de talismaner, som englene tilbød.
Der er ingen grund til, at nogen skulle undre sig over, at engle antager menneskeskikkelse for at udføre deres opgaver. De er tjenere i Allah den Almægtiges enorme rige. Når det gælder udførelsen af deres pligter, kan de benytte den fremgangsmåde, der til enhver tid er nødvendig. Hvor meget ved vi egentlig om, hvor mange engle der i denne tid arbejder omkring os i menneskeskikkelse? Men at englene lærte nogen noget, der i sig selv var ondt, kan sammenlignes med, at en politibetjent i civil giver en bestikkelig embedsmand en mærket pengeseddel som bestikkelse. Hensigten er at gribe ham på fersk gerning, mens han begår forbrydelsen, så han bagefter ikke får nogen mulighed for at fremføre et forsvar for sin uskyld.
Det, folk dengang havde størst efterspørgsel efter, var amaliyat og talismaner, hvorved en mand kunne skille en anden mands hustru fra ham og gøre hende forelsket i sig. Dette var det laveste trin af moralsk forfald, som de var nået ned på. Hvis det, en nations folk holder mest af, er at forsøge at forføre en andens hustru, skille en gift kvinde fra hendes mand og tiltrække hende til sig selv, og hvis de betragter netop dette som en stor sejr, hvilken større moralsk fornedrelse kan der så findes?
Ægteskabelige relationer er i virkeligheden grundlaget for den menneskelige civilisation. Når forholdet mellem kvinder og mænd er sundt og korrekt, vil den menneskelige civilisation også være sund og korrekt. Omvendt vil civilisationen blive knust, hvis forholdet mellem kvinder og mænd revner. Derfor er den person den værste forbryder og skaber af uorden, som svinger øksen mod et sådant træ, hvis stabile oprejsthed både hans egen og hele samfundets eksistens afhænger af. Det fortælles i en hadith, at Iblis sender sine repræsentanter fra sit centrale hovedkvarter til hvert sted på jorden. Derefter vender disse repræsentanter tilbage og aflægger rapport. Én siger: »Jeg har skabt denne eller hin fitna eller ulykke.« En anden siger: »Jeg har indført denne eller hin synd.« Men Iblis siger til dem alle: »Du har intet udrettet.« Så kommer én og siger: »Jeg har skilt en mand fra hans hustru.« Da omfavner Iblis ham om halsen og siger: »Du har virkelig udrettet noget.«
Når man tænker over denne hadith, bliver det helt klart, hvorfor de engle, der blev sendt for at prøve Banu Isra’il, fik befaling om at lære dem den praksis, der kunne skabe adskillelse mellem en mand og hans hustru. (Surah al-Baqarah, note 100)
Genopvækkelsens tidsalder
Samaritanerne og israelitterne kunne ikke længere rejse sig fra den afgrund af moralsk og trosmæssigt forfald, som de var sunket ned i. Men blandt de judæere, der havde overlevet, var der én, som stod fast på det gode og kaldte til det gode. Han fortsatte reformarbejdet blandt de tilbageværende judæere. Også de, der var blevet forvist til Babylon og andre egne, opmuntrede han til at angre. Til sidst kom Allah den Almægtiges barmhjertighed dem til hjælp. Det babyloniske rige faldt. I 539 f.Kr. erobrede den persiske verdenshersker Kyros (eller Khosrau) Babylon. Året efter udstedte han et dekret, hvori det blev bekendtgjort, at israelitterne fik tilladelse til at vende tilbage til deres hjemland og bosætte sig der igen. Derefter begyndte jøderne at rejse til Judæa i grupper. Dette fortsatte i lang tid. Kyros gav jøderne tilladelse til på ny at opføre Salomons tempel. Men nogle nabofolk, som i nogen tid havde bosat sig dér, skabte hindringer. Til sidst udnævnte Dareios den Første (Dara) i 522 f.Kr. Zerubbabel, sønnesøn af Judæas sidste konge, til guvernør for Judæa. Under profeten Haggaj, profeten Zakarias og Josvas tilsyn genopførte han det hellige tempel. Derefter ankom profeten Ezra til Judæa i 450 f.Kr. sammen med en gruppe landflygtige. Ved et dekret gav den iranske kejser Artaxerxes ham følgende beføjelser: Du skal på grundlag af den kundskab, din Gud har givet dig, udnævne herskere og dommere, så der kan opretholdes retfærdighed blandt alle på den anden side af floden, som kender deres Guds lov. Undervis dem, der ikke kender den, og de, der overtræder din Guds lov og kongens dekret, skal straks straffes efter loven, hvad enten straffen er døden, landflygtighed, konfiskation af ejendom eller fængsel. Ezras Bog, kapitel 8, vers 25-26.
Ved at benytte sig af dette dekret udførte profeten Ezra et stort arbejde med at genoplive Moses’ religion (fvmh.). Han samlede de retskafne blandt det jødiske folk fra alle egne og grundlagde en stærk organisation. Efter at have redigeret Bibelens femte bog, som indeholder Toraen, udgav han den. Han sørgede for religiøs undervisning af jøderne. De fejl og mangler i troslæren og moralen, som under andre folks indflydelse var trængt ind blandt Israels Børn, forsøgte han at fjerne ved at håndhæve lovens bestemmelser. Han beordrede de jøder, der havde giftet sig med afgudsdyrkende kvinder, at skille sig fra dem. Han tog på ny en ed fra Israels Børn om at tilbede Allah og følge Hans lov.
I 445 f.Kr. vendte endnu en gruppe landflygtige under Nehemias’ ledelse tilbage til Judæa. Den iranske kejser udnævnte Nehemias til hersker over Jerusalem og gav tilladelse til at genopbygge byen til beboelse. Således blev Bayt al-Maqdis igen befolket efter halvandet århundrede og blev centrum for jødisk religion og civilisation. Men israelitterne i det nordlige Palæstina og Samaria fik ingen gavn af profeten Ezras reform- og genopvækkelsesarbejde. Tværtimod opførte de et eget religiøst center på Garizims bjerg over for Bayt al-Maqdis og forsøgte at gøre det til Folkets Bogs bederetning. På denne måde blev afstanden mellem jøderne og samaritanerne endnu større.
Græsk dominans og kampen imod den
Som følge af det persiske imperiums fald, Alexanders verdenserobring og persernes senere genopståen blev jødernes skæbne for en tid ramt af ulykke. Efter Alexanders død blev hans imperium delt i tre riger. Den syriske region tilfaldt det seleukidiske rige, hvis hovedstad var Antiokia. Dets hersker, Antiochos III, erobrede Palæstina i 198 f.Kr. Han var afgudsdyrker af religion og kunne ikke tåle jødisk religion og civilisation. Han begyndte at udbrede den græske civilisation ved at lægge politisk og økonomisk pres. Også en betydelig del af jøderne blev hans marionetter. Denne ydre indblanding skabte splittelse blandt det jødiske folk. Den ene gruppe tilegnede sig græsk påklædning, sprog, livsform og græske sportsgrene. Den anden gruppe forblev fast ved sin egen civilisation. Da Antiochos IV, hvis tilnavn var Epifanes, det vil sige »Guds åbenbaring«, besteg tronen i 175 f.Kr., forsøgte han med sin tyranniske magt at udrydde jødisk religion og civilisation. Han lod opstille en vældig afgud i templet i Bayt al-Maqdis og tvang jøderne til at kaste sig ned for den. Han standsede ofringerne ved offeralteret. I stedet beordrede han jøderne til at bringe ofre ved afgudsdyrkernes alter. For alle, der opbevarede Toraen i deres hjem, overholdt sabbattens bestemmelser eller omskar deres børn, foreskrev han dødsstraf. Men jøderne underkastede sig ikke dette tyranni. En stor bevægelse begyndte blandt dem, som i historien er kendt som Makkabæeroprøret. Selv om de hellenistisk sindede jøder i denne konflikt viste grækerne al mulig sympati og i praksis hjalp tyrannerne i Antiokia med at knuse Makkabæeroprøret, var den indflydelse, som profeten Ezra havde indgydt de almindelige jøders hjerter gennem fromhedens livskraft, så stor, at alle sluttede sig til makkabæerne. Til sidst fordrev de grækerne og grundlagde deres egen uafhængige religiøse stat, som bestod indtil 67 f.Kr. Denne stats grænser udvidede sig, så den omfattede hele det område, der engang havde været underlagt Judæa og de israelitiske riger. Den omfattede endog en stor del af Filistia, som ikke havde underkastet sig selv på profeten Davids (fvmh.) og profeten Salomons (fvmh.) tid. (Sura al-Ma’ida, note 42.)
Den anden ulykkes tidsalder
Den moralske og religiøse livskraft, som Makkabæerbevægelsen var begyndt med, svækkedes gradvist. Derefter blev de besat af verdslighed. Til sidst opstod der splittelse blandt dem, og de inviterede selv den romerske verdenserobrer Pompejus til at erobre Palæstina. Derfor indtog Pompejus Bayt al-Maqdis i 63 f.Kr. og fratog jøderne deres frihed. De romerske erobreres faste politik var, at de foretrak at opnå deres mål gennem lokale herskere frem for at indføre lov og orden direkte i de erobrede områder. Derfor oprettede de i Palæstina under deres opsyn en lokal stat, som i 40 f.Kr. kom under en snedig jødes, Herodes’, herredømme. Han blev kendt som Herodes den Store. Hans herredømme omfattede hele Palæstina og det østlige Jordan fra 40 f.Kr. til 4 f.Kr. På den ene side støttede han de religiøse ledere for at holde jøderne tilfredse, og på den anden side fremmede han den romerske civilisation og viste sin fulde loyalitet over for Romerriget. Således opnåede han den romerske kejser Cæsars tilfredshed. På denne tid nåede jødernes religiøse og moralske forfald sit højdepunkt.
Efter Herodes blev hans rige delt i tre dele:
Hans ene søn, Arkelaos, blev hersker over Samaria, Judæa og det nordlige Edom. Men i år 6 e.Kr. afsatte den romerske kejser Augustus ham og lagde hele hans rige under sin egen guvernør; denne ordning bestod indtil år 41 e.Kr. Det var i denne periode, at profeten Jesus (fred være med ham) trådte frem for at reformere Israels børn. Alle jødernes religiøse ledere gik samlet imod ham, og den romerske guvernør Pontius Pilatus forsøgte at få ham dømt til døden.
Herodes’ anden søn, Herodes Antipas, blev hersker over Galilæa i det nordlige Palæstina og over områderne øst for Jordan. Det var ham, der på foranledning af en danserinde lod profeten Yahya (fred være med ham) halshugge og gav hende hans hoved som gave.
Hans tredje søn, Filip, blev konge over det vidtstrakte område fra Hermonbjerget til Yarmukfloden. Han var langt mere hengiven til den romerske og græske civilisation end sin far og sine brødre. I hans område var der ikke engang så meget mulighed for at forkynde et godt budskab, som der var i Palæstinas øvrige egne.
I år 41 e.Kr. gjorde romerne Herodes den Stores barnebarn, Herodes Agrippa, til hersker over de områder, som Herodes den Store havde regeret over. Efter at have fået magten indledte han en voldsom forfølgelse af profeten Jesu (fred være med ham) tilhængere og satte alle sine kræfter ind på at udrydde den bevægelse for gudsfrygt og moralsk reform, som blev ledet af apostlene.
For at få et rigtigt indtryk af den almindelige jødiske befolknings og dens religiøse lederes tilstand i denne periode bør man læse den kritik, som profeten Jesus (fred være med ham) fremsatte i sine taler. Disse taler er nedskrevet i de fire evangelier. Det er dog tilstrækkeligt som målestok at vide, at da en så hellig og from lærd som profeten Yahya (fred være med ham) blev halshugget for hele folkets øjne, blev der ikke sagt et eneste ord imod denne yderste uretfærdighed. Ikke nok med det: Hele folkets religiøse ledere krævede profeten Jesu (fred være med ham) dødsstraf. Bortset fra en håndfuld sandhedstro mennesker var der imidlertid ingen, der sørgede over denne ulykke. Det mest sørgelige var, at da Pontius Pilatus spurgte disse ulykkelige mennesker: »I dag er det jeres glædesdag. Efter loven har jeg ret til at frigive én af dem, der fortjener dødsstraf. Sig mig: Skal jeg frigive Jesus eller røveren Barabbas?« råbte folkemængden enstemmigt: »Frigiv Barabbas!« Det var, som om dette var den sidste mulighed, som Gud den Almægtige havde givet dette folk for at tage imod sandheden.
Straffen for katastrofen
Kort tid efter begyndte en voldsom konflikt mellem jøderne og romerne. Mellem år 64 og 66 e.Kr. erklærede jøderne åbent oprør. Herodes Agrippa den Anden og den romerske prokurator Florus mislykkedes begge med at slå oprøret ned. Til sidst iværksatte Romerriget en hård militæraktion, som udryddede oprøret, og i år 70 e.Kr. erobrede Titus Jerusalem med sværdet. I den efterfølgende massakre blev et hundrede og tredive tusind mennesker dræbt. Syvogtres tusind mennesker blev taget til fange og gjort til slaver. Tusinder blev fanget og sendt til minerne i Egypten for at arbejde. Tusinder blev fanget og sendt til forskellige byer, hvor de blev skubbet frem foran vilde rovdyr i amfiteatre og Colosseum eller tvunget til at deltage i sværdkampe, så folk kunne more sig. Alle de høje og smukke piger blev udvalgt til sejrherrernes fornøjelse. Byen Jerusalem og templet blev forvandlet til ruiner. Derefter blev jødernes indflydelse og magt i Palæstina udslettet så fuldstændigt, at de i to tusind år ikke fik mulighed for at rejse hovedet igen. Jerusalems hellige tempel kunne heller aldrig blive genopført. Senere genbefolkede kejser Hadrian byen, som derefter fik navnet Aelia. I lang tid efter var det forbudt for jøder at komme ind i byen. (Sura al-Isra, note 6–7)
Den sidste mulighed
Eftersom Israels børn i flere århundreder i træk havde været opslugt af synd, fortsatte deres nationale skikke og adfærd med at forfalde, selv efter gentagne advarsler og irettesættelser. De dræbte den ene profet efter den anden og blev blodtørstige over for enhver fremragende person, der kaldte dem til gode gerninger og den rette, sande vej. Derfor sendte Allah den Almægtige samtidig to store profeter som Hazrat Isa (a.s.) og Hazrat Yahya (a.s.) for at fuldbyrde beviset mod dem og fremlægge sandheden endeligt for dem. De havde så tydelige tegn på, at de var sendt af Allah, at kun mennesker med et blindt had til sandheden og en yderliggående trods over for den kunne benægte dem. Men Israels børn lod også denne sidste mulighed gå tabt. De forkastede ikke blot disse to profeters kald; en af deres ledende mænd lod tværtimod en vismand som Hazrat Yahya (a.s.) blive halshugget på en danserindes befaling. Derefter var det meningsløst at bruge mere tid og kraft på at irettesætte og fordømme Israels børn. Derfor kaldte Allah den Almægtige Sin profet til Sig og skrev en forbandelse over vanære på Israels børns livsskæbne indtil Opstandelsens dag. (Sura al-Baqarah, noter 104-106)
Hazrat Yahya (a.s.) og Israels børns behandling af ham
Her samles de oplysninger om Hazrat Yahya (a.s.), som er spredt forskellige steder i Bibelen, for at give et billede af hans hellige liv:
Ifølge Lukas var Hazrat Yahya (a.s.) seks måneder ældre end Hazrat Isa (a.s.). Deres mødre var nære slægtninge. Omkring trediveårsalderen blev han pålagt profetens ansvar. Ifølge Johannes begyndte han sit kald til Allah i området øst for Jordan. Han sagde: »Jeg er en røst af en, der råber i ødemarken. Gør Herrens vej lige og let.« Johannes 1:23
Markus fortæller, at han fik folk til at angre deres synder og døbte dem, der angrede, det vil sige, at han lod dem bade efter angeren, så sjæl og krop kunne blive rene. Mange mennesker fra Judæa og Jerusalem blev hans tilhængere. De gik til ham for at blive døbt (Markus 1:4-5). Derfor blev han kendt som Johannes Døberen. Israels børn anerkendte i almindelighed hans profetskab. Hazrat Isas (a.s.) ord i Matthæus 21:26 var: »Blandt alle, der er født af kvinder, er ingen større end Johannes Døberen eller Johannes« (Matthæus 11:11). Han bar en dragt af kamelhår og et læderbælte om livet. Hans føde var græshopper og vild honning (Matthæus 3:4). Sammen med sit asketiske liv erklærede han: »Angr. For himlens rige er nær« (Matthæus 3:2). Det vil sige, at Hazrat Isas (a.s.) kaldelse snart ville begynde. Derfor blev han kaldt Hazrat Sameehar (Isa), Arhas (den, der bekræfter sandheden). Det er dette, der om ham siges i Koranen:(*****Arabisk****)den, der bekræfter sandheden i et dekret fra Allah (om Hazrat Isa (a.s)).
Han formanede folk til at bede og faste. Matthæus 9:14, Lukas 5:33, Lukas 11:1.
Han sagde til folk: »Den, der har to klæder, skal dele dem med den, der ingen har. Den, der har mad, skal gøre det samme.« Tolderne spurgte: »Herre, hvad skal vi gøre?« Han svarede: »Opkræv ikke mere end det, der er fastsat for jer.« Soldaterne spurgte: »Hvad er befalingen til os?« Han sagde: »I må ikke udøve uret mod nogen, og I må heller ikke tage noget fra nogen på uretmæssig vis. Vær tilfredse med jeres løn.« Lukas 3:10-14.
Da de fordærvede lærde blandt Israels børn, farisæerne og saddukæerne kom til ham for at blive undervist, irettesatte han dem og sagde: »I giftslangers afkom, hvem har fortalt jer, at I kan flygte fra den kommende straf? Tro ikke, at I kan sige: Ibrahim er vores far. —— Øksen ligger allerede ved træernes rod. Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden.« (Matthæus 3:7-10)
Han udførte sin opgave med at forkynde sandheden i den jødiske hersker Herodes Antipas’ rige på hans tid. Herodes Antipas var fuldstændig opslugt af den romerske civilisation. På grund af ham bredte synd og uretfærdighed sig i hele landet. Han havde selv taget sin bror Filips hustru Herodias med ind i sit eget hus og gjort hende til sin konkubine. Derfor irettesatte Hazrat Yahya (a.s.) Herodes og kritiserede hans syndige adfærd. På grund af denne forseelse arresterede Herodes ham og sendte ham i fængsel. Ikke desto mindre betragtede han ham som et helligt og sandfærdigt menneske og nærede respekt for ham, men han var også rædselsslagen på grund af hans enorme indflydelse blandt folk. Herodias mente imidlertid, at den moralske livskraft, som Hazrat Yahya (a.s.) indgød folket, gjorde en kvinde som hende yderst foragtet og ussel i menneskenes øjne. Derfor besluttede hun sig fast for at få ham dræbt. Til sidst greb hun sin chance ved Herodes’ fødselsdagsfest. Under festlighederne dansede hendes datter meget flot. Herodes blev betaget af hende og sagde: »Sig mig, hvad ønsker du?« Pigen spurgte sin utugtige mor, hvad hun skulle ønske sig. Moderen sagde: »Bed om Yahyas afhuggede hoved.« Så foldede hun hænderne og sagde til Herodes: »Lad straks Yahyas afhuggede hoved blive bragt til mig på et fad.« Herodes blev bekymret. Men hvordan kunne han afslå sin elskede datters krav? Straks lod han profeten Yahyas afhuggede hoved lægge på et fad og overrakte det som en gave til danserinden. Matthæus 14:3-12, Markus 6:17-29, Lukas 3:19-20. (Sura al-Isra, note 8)
Hazrat Isa (a.s.) og Israels børns behandling af ham(**********Arabisk*******)
Og nævn i denne bog Maryams historie, da hun trak sig bort fra sit folk til et afsides sted mod øst og skjulte sig for dem bag et forhæng. – Sura Maryam: 16
I Sura Aal-e-Imran er det blevet sagt, at Hazrat Maryams mor i overensstemmelse med sit løfte lod Maryam vie til tilbedelse i Bait-ul-Maqdis, og at Hazrat Zakariya (a.s.) påtog sig ansvaret for hendes opsyn og forsørgelse. Det nævnes dér, at den mihrab, hvor Hazrat Maryam opholdt sig i tilbagetrukket tilbedelse, lå i den østlige del af Bait-ul-Maqdis. Efter almindelig skik hængte hun et forhæng op for at beskytte sig mod folks blikke. De, som udelukkende for at være i overensstemmelse med Bibelen(*****Arabisk*****)har oversat dets betydning til Nazaret, har taget fejl. Nazaret ligger nord for Jerusalem, ikke mod øst.(*****Arabisk********)
Under disse omstændigheder sendte Jeg Min ånd (englen) til hende. Den viste sig for hende i skikkelse af et fuldkomment menneske. Maryam udbrød pludselig: »Hvis du er et gudfrygtigt menneske, søger jeg beskyttelse hos den Nådige mod dig.« Han sagde: »Jeg er blot en engel fra din Herre. Jeg er sendt til dig for at skænke dig en ren søn.« Maryam sagde: »Hvordan skulle jeg få en søn, når intet menneske har rørt mig, og jeg heller ikke er en umoralsk kvinde?« Englen sagde: »Sådan skal det være. Din Herre har sagt: Det er let for Mig at gøre dette, og Jeg vil gøre denne dreng til et tegn for menneskene og til en nåde fra Mig. Og det er en afgørelse, der er truffet.« – Sura Maryam: 17-21
Da Hazrat Maryam undrede sig, sagde englen: »Sådan skal det være.« Det kan på ingen måde betyde, at et menneske skal røre dig, og at du derefter skal undfange en søn. Den klare betydning er derimod, at du skal få en søn, selv om intet menneske har rørt dig. Hazrat Zakariya (a.s.) blev på samme måde forundret, og dér gav englen ham det samme svar(*****Arabisk*****)»Sådan skal det være.« Det betyder, at hun vil få et barn trods sin alderdom og ufrugtbarhed. Desuden, hvis(*****Arabisk*****)man forstår det som, at et menneske skal røre dig, og at du på den måde skal få en søn, sådan som alle verdens kvinder får børn, bliver de to følgende sætninger meningsløse. Hvorfor skulle det så være nødvendigt at sige, at din Herre siger: »Det er meget let for Mig at gøre dette, og Jeg ønsker at gøre denne dreng til et tegn«? Ordet »tegn« er her brugt i den tydelige betydning af et mirakel, og denne betydning understøttes af sætningen: »Det er meget let for Mig at gøre dette.« Derfor betyder Allahs udsagn ikke andet end, at Han ønsker at fremstille netop denne dreng for Israels børn som et mirakel. Den efterfølgende beretning gør det selv klart, hvordan Hazrat Isa (a.s.) bliver fremstillet som et mirakel.(*****Arabisk****)Maryam undfangede dette barn og drog under sin graviditet til et fjernt sted. Derefter førte fødselssmerterne hende hen under et palmetræ. Hun sagde: »Gid jeg dog var død før dette og var blevet glemt fuldstændigt.« Englen kaldte på hende fra neden for hendes fødder: »Vær ikke bekymret. Din Herre har ladet en kilde strømme frem under dig. Ryst palmetræets stamme mod dig, så vil friske dadler falde ned over dig. Spis dadlerne, drik vandet fra kilden, og lad dine øjne blive kølet. Hvis du møder et menneske, så sig til ham: Jeg har aflagt et løfte om faste for den Nådige, og derfor vil jeg ikke tale med nogen i dag.« Derefter gik hun med sit barn til sit folks mennesker. De sagde: »Maryam! Du har begået en særdeles alvorlig synd. O Haruns søster! Din far var ikke et dårligt menneske, og din mor var heller ikke ukysk.« Sura Maryam: 22-28
Det fjerne sted betyder Bayt Lahm. Det var helt naturligt, at Hazrat Maryam forlod stedet for sin tilbagetrukne tilbedelse og tog dertil. Datteren fra Israels børns særdeles hellige familie, Bani Harun, sad viet til Allahs tilbedelse i Bait-ul-Maqdis. Pludselig blev hun gravid. Hvis hun under disse omstændigheder var blevet på stedet for sin tilbagetrukne tilbedelse, og folk havde fået kendskab til hendes graviditet, ville ikke blot hendes familie, men også andre i samfundet have gjort det vanskeligt for hende at overleve. Derfor forlod den stakkels kvinde efter at være blevet udsat for denne hårde ildprøve stille sit kammer for den tilbagetrukne tilbedelse. Så længe Allah ville det, ville hun være beskyttet mod folkets bebrejdelser, irettesættelser og almindelige vanære. Denne begivenhed er i sig selv et stærkt bevis på, at Hazrat Isa (a.s.) blev født uden en far. Hvis Hazrat Maryam havde været gift, og hvis hun havde undfanget et barn med sin mand, ville der ikke have været nogen grund til, at hun skulle forlade alt og alene drage til et fjernt sted for at føde, uden at tage til sin fars eller sin svigerfars hjem.
Heraf kan man forstå den bekymring, som han led under. Når man tager situationens alvor i betragtning, kan enhver forstå, at disse ord ikke kom fra hendes mund på grund af fødselssmerterne. Tværtimod var hun blevet dybt fortvivlet ved tanken om, hvordan hun bedst kunne undslippe den alvorlige prøve, som Allah den Ophøjede havde udsat hende for. Hun havde på en eller anden måde holdt graviditeten skjult indtil da. Men hvor skulle hun nu tage hen med dette barn? Den efterfølgende tanke hos englen gør det klart, hvorfor Hazrat Maryam også havde sagt disse ord. Når en gift kvinde får sit første barn, er der ingen grund til, at hun skulle være bekymret, uanset hvor voldsomt hun måtte lide under fødselssmerterne. Betydningen af ordene „Vær ikke bekymret“ er, at du ikke behøver at sige noget om barnet. Hvis nogen spørger om dets fødsel, er det vores ansvar at svare dem (det skal bemærkes, at det i Israels Børns samfund var skik at faste ved at tie og ikke tale). Disse ord gør det klart, hvad den egentlige årsag til Hazrat Maryams bekymring var. Det bør bemærkes: Hvis en gift kvindes første barn blev født på naturlig vis efter verdens sædvanlige skik, hvad var da behovet for at holde en faste ved at tie?
(*****Arabisk****)(O Hārūns søster) kan have to betydninger. Den ene er, at man tager den bogstavelige betydning og antager, at Maryam havde en bror ved navn Hārūn. Den anden er, at man i overensstemmelse med den arabiske sprogbrug må forstå „Hārūns søster“ som en pige fra Hārūns familie. For på arabisk findes denne måde at udtrykke sig på. For eksempel blev en person fra Mudars stamme kaldt(*****Arabisk***)„O Hamdāns bror“. Beviset for at antage den første betydning er, at en sådan betydning også er blevet overleveret fra Profeten (fred være med ham). Beviset til støtte for den anden betydning er, at omstændighederne og situationen kræver, at man antager denne betydning. For det synes åbenbart ikke at have været årsagen til den uro, der opstod blandt folk på grund af denne hændelse, at en ukendt mands jomfruelige søster ved navn Hārūn var kommet med et barn i favnen. Derimod kan den grund, som fik folk til at stimle sammen omkring Maryam, kun have været, at en pige fra Hārūns slægt, fra en af Israels Børns mest fromme familier, var blevet fundet i denne tilstand. Selvom ingen anden fortolkning principielt kan accepteres, så længe der foreligger en marfūʿ-hadith, kan betydningen af den formulering, hvormed denne hadith er overleveret i værker som Muslim, Nasāʾī og Tirmidhī, ikke forstås sådan, at ordene nødvendigvis betyder „Hārūns søster“. Det eneste, der er blevet fortalt af Hazrat Mughīra ibn Shuʿba, er, at de kristne fra Najrān spurgte Hazrat Mughīra: I Koranen kaldes Hazrat Maryam Hārūns søster, selvom Hārūn døde flere hundrede år før hende. Hvad betyder dette i Koranen?
Hazrat Mughīra (må Allah være tilfreds med ham) kunne ikke besvare dette spørgsmål. Senere forelagde han sagen for Profeten (fred være med ham). Profeten sagde: „Hvorfor svarede du ikke: Israels Børn plejede at opkalde sig selv efter profeter og retskafne mennesker?“ Profetens (fred være med ham) udtalelse gør det klart, at man i stedet for at stå svarløs kan imødegå spørgsmålet med et sådant svar.(*****Arabisk****)Maryam pegede på barnet. De sagde: „Hvordan skal vi tale med ham? Han er jo blot et spædbarn, der ligger i vuggen.“ Da sagde barnet: „Jeg er Allahs tjener. Han har givet mig Skriften og gjort mig til profet. Hvor end jeg befinder mig, har Han gjort mig velsignet. Han har pålagt mig at udføre bønnen og betale zakat regelmæssigt, så længe jeg lever. Han har gjort mig pligtopfyldende over for min mor. Han har ikke gjort mig arrogant eller umoralsk. Fred være med mig den dag, jeg blev født, den dag, jeg dør, og den dag, jeg bliver genoplivet.“ Dette er ʿĪsā, søn af Maryam, og dette er sandhedens ord om ham, som folk tvivler på. – Sūra Maryam: 29–34
Dette er det tegn, som blev forelagt Israels Børn i skikkelse af Hazrat ʿĪsā. Før Allah den Ophøjede gav Israels Børn en eksemplarisk straf for deres vedvarende ondskab, overgreb og synder, ønskede Han at forelægge den grundlæggende sandhed endeligt for dem og give dem den sidste mulighed for at forbedre sig. Derfor valgte Han denne fremgangsmåde: Den kyske og gudsdyrkende pige fra Hārūns slægt, som var hengivet til iʿtikāf i Bayt al-Maqdis og blev opdraget under Hazrat Zakariyyās (fred være med ham) omsorg, gjorde Han gravid, selvom hun var ugift. Formålet var, at hele folket skulle blive rystet, når hun vendte tilbage til befolkningen med det nyfødte barn, og alles opmærksomhed skulle rettes mod hende. Da folk derefter, i overensstemmelse med denne plan, begyndte at samle sig omkring Hazrat Maryam, lod Allah den Ophøjede det nyfødte barn tale. Formålet var, at når dette barn voksede op og blev ophøjet til profetens rang, skulle der være mange blandt folket, som kunne vidne om, at de allerede i hans barndom havde set et forunderligt mirakel. Hvis dette folk alligevel nægtede at acceptere hans profetskab og i stedet for at adlyde ham forsøgte at gøre ham til forbryder og korsfæste ham, ville de blive udsat for en så hård og belærende straf, som intet andet folk i verden var blevet udsat for. (Sūra al-Isrāʾ, note 9)
(Se Tafhīm al-Qurʾān, bind 1, Sūra Āl ʿImrān, note 44 og 53, Sūra al-Nisāʾ, note 212 og 213, bind 3, al-Anbiyāʾ, note 88–90, og Sūra al-Muʾminūn, note 43, for en detaljeret forklaring.) De blev først nævnt i Sūra al-Furqān, vers 38. Derefter blev de nævnt for anden gang i Sūra Qāf, vers 12. Men begge steder nævnes deres navn sammen med dem, der ønskede at afvise profeterne som løgnere. Der gives ingen nærmere beskrivelse. (Der har ikke kunnet findes nogen historisk oplysning om, hvem Aṣḥāb al-Rass var. Koranfortolkerne har fremsat forskellige beretninger, men ingen af dem kan med sikkerhed accepteres. Det højeste, man kan sige, er, at det var et folk, som dræbte deres profet ved at kaste ham i en brønd eller hænge ham deri. På arabisk betegner rass en gammel brønd. – Tafhīm al-Qurʾān, bind 3, al-Furqān, note 52.)
Ifølge arabisk tradition er to steder kendt under navnet Rass. Det ene ligger i Najd, og det andet i det nordlige Hijaz. Det er nu vanskeligt at afgøre, hvilket af disse to steder Aṣḥāb al-Rass boede i. Der findes ingen pålidelig beretning om deres historie. Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at det var et folk, som kastede deres profet i en brønd. Men eftersom Koranen blot har antydet dem og ladet det blive ved det, kan man antage, at araberne generelt kendte dette folk på det tidspunkt, hvor Koranen blev åbenbaret. Senere blev deres historie ikke bevaret i historiske kilder. (Sūra Āl ʿImrān, note 51)
Et samlet overblik over hele menneskeheden
Da profeten Muhammad (sa) blev pålagt at fremsætte den islamiske kaldelse, krævede verdens forskellige moralske, civilisatoriske, økonomiske og politiske problemer en løsning. På den tid eksisterede Romerriget og Det Iranske Imperium også. Der fandtes klasseskel, og en uretfærdig økonomisk udbytning (Economics Exploitation) var i gang. Moralsk fordærv var også udbredt. Selv i profetens eget land fandtes der mange komplicerede problemer. Arabien østlige og sydlige områder, helt til Yemen og inklusive Iraks frugtbare provinser, var under Irans herredømme. Mod nord strakte romersk styre sig helt til Hijaz’ grænse. I selve Hijaz havde jødiske kapitalister opført store fæstninger. De havde fanget araberne i rentens net. Lige over for vestkysten lå Abessiniens kristne regering, som blot nogle få år tidligere havde angrebet Mekka. En gruppe, der tilhørte samme religion som dem og stod i en form for økonomisk og politisk forbindelse med dem, boede i Najran mellem Hijaz og Yemen. (Sura al-Maryam, note 12)
Rom, Grækenland og Indien
Historierne om Roms Colosseum (Colodseum) er stadig bevaret i historiens annaler. Tusinder af ulykkelige mennesker blev ofre for sværdkampsdueller (Gladiatory) og for de romerske stormænds fornøjelse ved at overvære dem. I størstedelen af Europa og Asien blev det ikke anset for forkasteligt at kaste slaver for vilde dyr, slagte dem som dyr eller brænde dem levende for at underholde de inviterede eller beværte venner. Det var almindelig skik i den tidsalder at dræbe fanger og slaver efter at have straffet dem på forskellige måder. Ikke blot uvidende og blodtørstige stormænd, men også de store tænkere og filosoffer i Grækenland og Rom anså gennem deres overvejelser og undersøgelser mange bestialske metoder til at dræbe uskyldige mennesker for lovlige. Morallærere som Aristoteles og Platon fandt det ikke forkasteligt at give moderen ret til at skille en del af sit legeme (fosteret eller det ufødte barn) fra sig. Derfor var fosterdrab ikke ulovligt i Grækenland og Rom. Faderen havde ret til at dræbe sin søn, og romerske lovgivere var stolte af dette særpræg ved loven: at faderens ret over sine børn var så grænseløs. For Zenos disciple, stoikerne (Stoics), som var ligeglade med glæde og sorg, var selvmord ikke en synd; tværtimod blev det anset for en ærefuld handling, når man indkaldte en forsamling og begik selvmord i den. Selv en tænker som Platon betragtede det ikke som en forbrydelse. At hustruen dræbte sin mand, var på samme måde tilladt, som når hun kunne slagte sit husdyr. Den græske lov foreskrev ingen straf for det. Indien, livets vugge, var på dette område længere fremme end alle andre. Her var det lovligt at brænde den levende enke sammen med sin afdøde mands lig. (Man kunne spørge, om hustruen ikke blev brændt på mandens ligbål, men snarere selv brændte sig ihjel. Men sagen er, at det netop var samfundets pres i forskellige former, der tvang hende til dette frygtelige selvmord, og religionen krævede det også.) Shudraernes liv havde ingen værdi. Disse ulykkelige var født af Brahmas fødder, og derfor var det tilladt for Brahma at udgyde deres blod. At høre Vedaernes ord var en så stor synd for shudraerne, at det ikke blot var lovligt, men nødvendigt, at hælde smeltet metal i deres ører og dræbe dem. Vandbegravelsesritualet var en gammel skik, og ifølge denne skik kastede forældrene deres første barn i Ganges. De betragtede denne grusomhed som årsag til lykke. (Sura al-Maryam, noter 14-19, 21)
Shirks verdensomspændende sygdom
Hvad var verdens religiøse forestillinger, da Allahs Sendebud (sa) begyndte at kalde til tawhid? De polyteistiske afgudsdyrkere tilbad guder og gudinder, som var fremstillet af forskellige materialer såsom træ, sten, guld og sølv. De havde form og skikkelse og var legemlige. Guderne og gudinderne formerede sig på helt almindelig vis. Ingen gudinde var uden en ægtemand, og ingen gud var uden en hustru. De havde også behov for at spise og drikke. Deres præster drev forretning med dem. Mange af polyteisterne troede, at Gud viste sig i menneskeskikkelse, og at nogle mennesker var hans inkarnationer. Selv om de kristne hævdede at anerkende én Gud, havde deres Gud mindst én søn. Sammen med Faderen og Sønnen havde også Helligånden den ære at være delagtig i guddommeligheden. Gud havde endda en mor og en svigermor. Jøderne hævdede også at anerkende én Gud. Men deres gud var heller ikke fri for jordiske, legemlige og andre menneskelige egenskaber. Han bevægede sig omkring, viste sig i menneskeskikkelse og kæmpede endda med en af sine tjenere. Han havde også en søn (Uzayr). Ud over disse religiøse grupper var majusierne ildtilbedere, mens sabeerne tilbad stjernerne. (Vejen til den islamiske revolution, urdu-udgave, s. 24-25)
Menneskehedens vildfarelse med hensyn til race- og kasteopdeling
Fra den fjerneste oldtid og frem til i dag har mennesker i enhver tidsalder som regel tilsidesat menneskeheden og tegnet en cirkel omkring sig selv; de, der blev født inden for den, betragtede de som deres egne, og dem, der blev født udenfor, som fremmede. Denne cirkel blev ikke tegnet på et intellektuelt eller moralsk grundlag, men på grundlag af tilfældig fødsel. Nogle steder var det fødsel i en bestemt familie, stamme eller slægt, der udgjorde grundlaget, og andre steder blev fødsel i en bestemt geografisk region eller blandt mennesker af en bestemt race eller med et bestemt sprog lagt til grund. Den forskel, der siden blev skabt på dette grundlag, begrænsede sig ikke blot til, at den, der blev anset for at være ens egen, fik større kærlighed, hjælp og medfølelse end andre; forskellen antog tværtimod en af de værste former for had, fjendskab, foragt og undertrykkelse af andre. Der blev udarbejdet filosofier for den, opfundet religioner, skabt love og formuleret moralske principper. Nationer og stater antog den som en varig lære og håndhævede den gennem århundreder. På dette grundlag betragtede jøderne Israels Børn som Allahs udvalgte skabninger, og selv efter deres religiøse forskrifter blev ikke-israelitternes rettigheder og status placeret lavere end israelitternes. Denne klassedeling gav blandt hinduerne anledning til varna- og ashrama-systemet, hvis synspunkt fastsatte brahminernes høje status. Alle mennesker blev betragtet som lave og urene i sammenligning med folk af høj rang, mens de mørklødede blev kastet ud i den dybeste ydmygelse. Det er ikke nødvendigt at undersøge i historiens blade, hvilken undertrykkelse og uretfærdighed forskelsbehandlingen mellem hvide og sorte har påført sorte mennesker i Afrika og Amerika. I det nuværende tyvende århundrede kan enhver se det med egne øjne. Den behandling, europæerne udsatte folk af indiansk afstamning for, da de trængte ind på det amerikanske kontinent, og den behandling, de udsatte de svage folk i Asien og Afrika for, da de underlagde dem deres herredømme, byggede på den opfattelse, at de havde ret til at tage liv, ejendom, ære og anstændighed fra alle, der var født uden for deres eget lands og folks grænser, og at de havde ret til at plyndre dem, gøre dem til slaver og om nødvendigt udrydde dem fra jordens overflade. Den nationalisme eller dyrkelse af nationen, som har gjort vestlige folk så brutale over for andre nationer, har vist sine værste eksempler i de seneste krige, og det kan stadig ses i dag. Især hvis man betragter den racemæssige filosofi i Nazityskland og forestillingen om den nordiske races overlegenhed samt den forbløffelse, de vakte under den forgangne verdenskrig, kan man let forstå, hvor enorm og ødelæggende en vildfarelse dette var, og at det var for at korrigere og reformere den, at dette vers i Koranen blev åbenbaret.(****Arabisk******)
O menneskehed! Vi har skabt jer af en mand og en kvinde. Derefter har Vi gjort jer til folk og stammer, for at I kan lære hinanden at kende. Sandelig, den mest ærefulde af jer hos Allah er den, der er mest gudfrygtig og retskaffen. Allah ved visselig alt og er velunderrettet om alle ting. – Sura al-Hujurat: 13
De arabiske polyteisters religion og samfundsskikke
Det arabiske polyteistiske samfund i korte træk
I denne mørke tidsalder fandtes der et sted på jorden, hvor mørket var blevet endnu tættere. Blandt de lande, der efter datidens målestok var præget af civilisation, lå Arabien isoleret. I de omkringliggende lande Iran, Rom og Egypten fandtes der enkelte lysglimt af viden, videnskab, kunst, civilisation og høflighed. Men store sandhave holdt araberne adskilt fra dem. Arabiske købmænd red på kamelryg gennem flere måneders rejse for at tage til disse lande i handelsøjemed, og de vendte kun tilbage efter at have udvekslet varer. Ingen lys fra viden og civilisation fulgte med dem. I deres land fandtes der hverken lærere eller biblioteker. Blandt menneskene fandtes der hverken nogen uddannelseskultur eller interesse for viden, videnskab og kunst. I hele landet var der kun et fåtal, der kunne læse og skrive. De havde ganske vist et højt udviklet sprog, hvormed de besad en enestående evne til at udtrykke høje tanker. De havde også en meget fin litterær sans. Men det, der er tilbage af deres litteratur og er nået frem til os, viser, hvor begrænset deres viden var, hvor lavt de stod med hensyn til civilisation og kultur, hvor overtroiske de var, hvor stærkt uvidenhed og dyriskhed prægede deres tankegang og karakter, og hvor hæslige deres moralske forestillinger var.
Der fandtes naturligvis hverken nogen regering eller nogen lov og orden dér. Hver stamme var selvstændig på sit eget område. Kun jungleloven gjaldt. Den, der havde magt over en anden, dræbte ham og tog hans ejendom i besiddelse. En arabisk beduin kunne slet ikke forstå, hvorfor han ikke skulle dræbe en person, der ikke tilhørte hans stamme, og hvorfor han ikke skulle blive ejer af hans ejendom.
De forestillinger om moral, civilisation og høflighed, som de havde, var på et yderst lavt og usammenhængende niveau. Forskellen mellem rent og urent, tilladt og forbudt, høflighed og uhøflighed var dem næsten ukendt. Deres livsførelse var særdeles uren. Deres skikke var dyriske. Utugt, drikkeri, tyveri, landevejsrøveri, mord og blodsudgydelse var blevet almindelige vaner i deres liv. De blottede sig uden tøven foran hinanden. Selv deres kvinder gik nøgne rundt om Kabaen. De begravede deres egne døtre levende med egne hænder, alene på grund af den uvidenhedsafledte forestilling, at ingen måtte kunne blive deres svigersøn. Efter faderens død giftede de sig med deres stedmødre. De havde ikke engang almindelig sund fornuft med hensyn til mad og drikke, påklædning eller tahara, det vil sige renhed. Hvad religion angår, delte de den uvidenhed og vildfarelse, som datidens verden var sunket ned i (Arabernes religiøse tilstand behandles senere. – De to redaktører). Dyrkelse af afguder, dyrkelse af ånder, dyrkelse af planeter og stjerner – kort sagt, alle de former for tilbedelse og gudsdyrkelse, der fandtes i verden på den tid, var udbredt blandt dem i stedet for tilbedelse og lydighed mod den ene Gud. De havde ingen korrekt viden om de tidligere profeter eller om deres undervisning. De vidste kun, at Abraham og Ismael var deres forfædre. Men de vidste ikke, hvilken religion disse to far og søn fulgte, eller hvem de tilbad. De kendte også fortællingerne om Ad og Thamud ganske godt. Men når man læser den beskrivelse, som arabiske historikere har nedskrevet, vil man se, at der ikke findes det mindste spor af profeten Salihs og profeten Huds undervisning. Gennem jøder og kristne var også beretninger om Israels Børns profeter nået frem til dem. For blot at danne sig en forestilling om, hvordan disse profeter var, er det tilstrækkeligt at kaste et blik på de israelitiske beretninger, som islams koranfortolkere har citeret. Heraf kan man se, hvilken slags mennesker de profeter var, som araberne og selv Israels Børn kendte til, og hvor fornedrede deres forestillinger om profetskabet var. (Tafhim al-Qur’an, indledningen til Sura al-Ikhlas)
Stolthed over lydigheden mod Abraham og Ismael
Araberne i den jahiliyyahske tid anså sig selv for at være tilhængere af profeten Ibrahim (fred være med ham) og profeten Ismail (fred være med ham). Derfor mente de, at den religion, de fulgte, var den religion, som behagede Allah. Men i den lære om religionen, som de havde modtaget fra profeten Ibrahim (fred være med ham) og profeten Ismail (fred være med ham), havde religiøse ledere, stammehøvdinge, familiens ældste og andre mennesker i løbet af de følgende århundreder tilføjet forskellige trosforestillinger, bud, skikke og sædvaner. De senere generationer anså dette for at være en del af den sande religion og fulgte det med hengivenhed og ærbødighed. Eftersom der i overleveringerne, historien eller nogen bog ikke var bevaret noget sådant skriftligt vidnesbyrd, hvoraf man kunne få at vide, hvad den sande religion var, og hvornår, hvem og hvordan noget senere var blevet føjet til den, var hele deres religion blevet tvivlsom for araberne. De kunne ikke med sikkerhed sige om noget, at det var en del af den sande religion, som Allah havde sendt. De vidste heller ikke, at dette var bid‘ah (nye ting, der var opfundet i religionens navn) og vildledende skikke og sædvaner, som folk senere havde føjet til. (Sura al-Hujurat, note 12)
Nogle af arabernes polyteisters mest berømte afgudsbilleder
Lat
Dens tempel lå i Taif. Banu Thaqif var så hengivne over for den, at da Abraha rykkede frem med sin elefanthær for at angribe Mekka med det formål at ødelægge Kabaen, sørgede Banu Thaqifs folk, udelukkende for at beskytte deres guds helligdom, for en bevæbnet eskorte for den tyranniske Abraha, så de kunne føre ham ad vejen til Mekka. Det var for at sikre, at han ikke rørte ved Lat. Ikke desto mindre erkendte Banu Thaqifs folk, ligesom alle andre arabere, at Kabaen var Allahs hus.
Der er uenighed blandt de lærde om betydningen af Lāt. Ifølge Ibn Jarīr al-Ṭabarīs forskning er det Allah i femininum. Det oprindelige ord var(***Arabisk***)(Allāhātun), som blev gjort til(***Arabisk***)(al-Lāt). Ifølge al-Zamakhsharī er den afledt af(***Arabisk****)Dette ord betyder at vende sig bort eller hælde mod nogen. Eftersom polyteisterne vendte ansigtet mod den for at tilbede, bøjede sig foran den og foretog tawāf omkring den, blev den kaldt Lāt. Ibn ʿAbbās, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at den var afledt af(***Arabisk***)et ord, der betyder at ælte og blande. Han og Mujāhid siger, at det var en mand, som boede på en klippe nær Taif og gav hajj-pilgrimme sawiq og ost. Efter hans død byggede folk et tempel for ham på denne klippe og begyndte at tilbede ham. Men når to fremtrædende mænd som Ibn ʿAbbās og Mujāhid omtaler Lāt, siges der dette om Lāt; der siges ikke det arabiske ord. For det andet omtaler Koranen Lāt, al-ʿUzzā og Manāt som gudinder alle tre, mens Lāt ifølge den ovenstående beretning var en mand, ikke en kvinde.
al-ʿUzzā
Ordet ʿUzzā stammer fra(***Arabiskʿizzat og betyder »den, der besidder ære«. Hun var qurayshfolkets fremtrædende gudinde, og hendes tempel lå på et sted kaldet Hurāz i Nakhla-dalen mellem Mekka og Taif,(***Arabiskhvor Banu Shaybāns folk, Banu Hāshims allierede, var tempelvogtere. Folk fra Quraysh og andre stammer besøgte hende og bragte hende offergaver. De ofrede også dyr i hendes navn. Ligesom til Kabaen blev offerdyrene ført til hende, og hun blev æret mere end alle andre guder og gudinder. Ibn Hishām siger: Da Abū Luḥayḥa lå for døden, kom Abū Lahab for at besøge ham. Han så, at han græd. Abū Lahab sagde: »Hvorfor græder du?« »Jeg græder ikke af frygt for døden. Jeg græder, fordi jeg ikke ved, hvordan dyrkelsen af al-ʿUzzā skal fortsætte efter mig.« Abū Lahab sagde: »Hendes dyrkelse fandt hverken sted i dit liv for din skyld, og den vil heller ikke ophøre efter dig.« Abū Luḥayḥa sagde: »Nu er jeg rolig, for jeg ved, at nogen vil efterfølge mig efter min død.«
Manāt
Dets tempel lå på et sted ved navn Qudayma ved kysten af Det Røde Hav mellem Mekka og Medina, og især folk fra Banū Khuzāʿa samt Aws og Khazraj var meget hengivne til den. Man besøgte den og foretog tawāf omkring den, og man bragte offergaver til den som opfyldelse af løfter. Under hajj, når pilgrimmene havde afsluttet tawāf omkring Baytullāh samt ritualerne ved Arafat og Mina, drog de derfra af sted for at besøge Manāt, mens de råbte: »Labbayka, labbayka!« De, som havde til hensigt at udføre denne anden hajj, foretog ikke saʿy mellem Safā og Marwa.
Noahs folks guder og gudinder
Blandt Noahs folks guder og gudinder nævnes i Sura Nuh kun navnene på de guder, som araberne senere begyndte at tilbede. Ved islams begyndelse fandtes deres templer forskellige steder i Arabien. Det er muligt, at de senere efterkommere fra de overlevende efter syndfloden havde hørt om Noahs folks gamle guder fra deres forfædres mund, og da uvidenheden på ny bredte sig blandt deres efterkommere, fremstillede de afgudsbilleder af disse guder og begyndte igen at tilbede dem.
Noahs folks guder og gudinder
Blandt Noahs folks guder og gudinder nævnes i Sura Nuh kun navnene på de guder, som araberne senere begyndte at tilbede. Ved islams begyndelse fandtes deres templer forskellige steder i Arabien. Det er muligt, at de senere efterkommere fra de overlevende efter syndfloden havde hørt om Noahs folks gamle guder fra deres forfædres mund, og da uvidenheden på ny bredte sig blandt deres efterkommere, fremstillede de afgudsbilleder af disse guder og begyndte igen at tilbede dem.
For det første: Wadd var guddommen for Banū Kalb ibn Wabra, en gren af Qudāʿa-stammen. De havde opført hans tempel i Dūmat al-Jandal. I de gamle arabiske indskrifter findes hans navn skrevet som Waddām Abām. Ifølge al-Kalbis beretning var afgudsbilledet udformet som en mand med en vældig krop. Også qurayshitterne anerkendte ham som en gud, og hos dem hed han Wudd. I historien nævnes en person ved navn ʿAbd Wudd, opkaldt efter ham.
For det andet: Suwāʿ(***Arabisk***)
Dette var gudinden for Hudhayl-stammen, og hendes afgudsbillede havde form af en kvinde. Hendes tempel lå på et sted ved navn Rūbīt nær Yanbuʿ.
Tre: Yaghuth
Yaghuth var guddommen for An’um, en gren af stammen Tayy, og for nogle grene af stammen Madhhij. Folk fra Madhhij havde opstillet hans statue på et sted kaldet Jurna mellem Yemen og Hijaz. Den havde form som en tiger. Også blandt Quraysh fandtes der personer, som hed Abd Yaghuth.
Fire: Yauq
Dette var guddommen for Khaywan, en gren af Hamdan-stammen i Yemen-området. Den havde form som en hest.
Fem: Nasr
Nasr var guddommen for Dhu’l-Kula, en gren af Himyar-stammen i Himyar-området. Hans statue var opstillet i form af et æsel på et sted kaldet Balkha. I sabæernes gamle klippeinskriptioner findes hans navn skrevet som Nasur. Folk kaldte hans tempel Bayt Nasur og tilbederne Ahl Nasur. Blandt ruinerne af gamle templer, som findes i Arabien og de tilstødende områder, kan man på mange tempeldøre se statuer af æsler. (Tafhim al-Qur’an, surah al-An’am, note 109)
Den berømte afgud Baal(***Arabisk***)
Kalder I på Baal og forlader den bedste skaber? – surah as-Saffat: 125
Den leksikalske betydning af Baal er herre, høvding og ejer. Ordet bruges også om en ægtemand. I Koranen bruges dette ord forskellige steder i den sidstnævnte betydning, for eksempel i sura al-Baqara, vers 228, sura an-Nisa, vers 128, sura Hud, vers 72, og sura an-Nur, vers 31. Men de gamle semitiske folk brugte dette ord i betydningen guddom eller gud. De kaldte en bestemt guddom Baal. Især blandt fønikerne (Phoenicians) i Libanon var Baal den største guddom, og hans hustru Ashtoreth (Astarte) var den største gudinde af alle. Blandt forskere er der uenighed om, hvorvidt Baal betegner solen eller planeten Jupiter, og om Ashtoreth betegner månen eller planeten Venus. Under alle omstændigheder er det historisk bevist, at dyrkelsen af Baal bredte sig i hele Mellemøsten, fra Babylon til Syrien. Især de polyteistiske folk i Libanon, Syrien og Palæstina var dybt involveret i den.
Da Israels børn var kommet ud af Egypten og havde slået sig ned i Palæstina og det østlige Jordan, begyndte de, i strid med Toraens strenge forbud, at indgå ægteskaber med polyteister og etablere sociale forbindelser med dem. Så blev de også ramt af denne sygdom. Bibelen siger, at dette moralske og religiøse forfald blandt Israels børn begyndte umiddelbart efter Moses’ (a.s.) første efterfølger, Hazrat Yusha bin Nuns, død.
Israels børn gjorde det, der var ondt i Herrens øjne, og tjente Baals guder. —- De forlod Herren og fulgte andre guder, nemlig guderne hos de folk, der boede omkring dem, og tilbad dem. Dommerbogen 2:11–13
Derfor bosatte Israels børn sig blandt kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. De giftede sig med deres døtre, gav deres egne døtre til deres sønner som hustruer og tjente deres guder. — Dommerbogen 3:5–6
På den tid havde Baal-dyrkelsen trængt så dybt ind blandt israelitterne, at der ifølge Bibelens beretning var blevet opført et offersted for Baal i en af deres byer, hvor der blev bragt ofre. En gudfrygtig israelit kunne ikke udholde denne tilstand og rev i nattens løb offerstedet ned i al hemmelighed. Den følgende dag krævede folkemængden ved en stor forsamling dødsstraf over den mand, der havde ødelagt dette centrum for afgudsdyrkelse. Til sidst ændrede Hazrat Shamwil, Talut, Hazrat Dawud (a.s.) og Hazrat Sulayman (a.s.) denne situation grundlæggende. De reformerede ikke blot Israels børn, men bekæmpede generelt polyteisme og afgudsdyrkelse i hele deres rige. Men efter Hazrat Sulaymans (a.s.) død rejste oprøret sig igen, og især den israelitiske stat i det nordlige Palæstina blev opslugt af Baal-dyrkelsen. (Sura an-Najm, note 15)
En højere opfattelse af Allah i forbindelse med afgudsdyrkelse
Arabernes polyteister anerkendte, at Allah er himlens og jordens skaber. Det er Ham, der lader dag og nat afløse hinanden. Det er Ham, der har skabt solen og månen. Ingen af dem troede, at disse handlinger tilhørte Lat, Hubal, Uzza eller nogen anden guddom. (Sura Nuh, note 17)
Koranen omtaler flere steder, hvad arabernes polyteister mente og troede om Allah. I sura az-Zukhruf står der for eksempel: Hvis du spørger dem, hvem der har skabt dem, vil de helt sikkert svare: Allah. (Vers 87). I sura al-Ankabut står der: Hvis du spørger dem, hvem der har skabt himlene og jorden, og hvem der har underlagt solen og månen, vil de helt sikkert svare: Allah. Og hvis du spørger dem, hvem der sender vand ned fra himlen, og hvem der gør den døde og livløse jord levende, vil de helt sikkert svare: Allah. Vers 61 og 63
Det siges i Sura al-Mu’minun: »Spørg dem: Hvem tilhører denne jord og alle dens beboere, hvis I ved det?« De vil visselig svare: »Allah.« Spørg dem: »Hvem er Herre over de syv himle og den mægtige Tron?« De vil visselig svare: »Allah.« Sig til dem: »Hvis I ved det, så sig mig: Hvem har myndighed og herredømme over alt? Og hvem beskytter, mens ingen kan beskytte mod Ham?« De vil visselig svare: »Alt dette tilhører Allah.« – Vers 84-89
Det siges i Sura Yunus: »Spørg dem: Hvem skænker jer forsørgelse fra himlen og jorden? Hvem har myndighed over den hørelse og det syn, som I har fået? Hvem bringer den levende frem af den døde og den døde frem af den levende? Og hvem styrer verdensordenen?« De vil visselig svare: »Allah.« (Vers 31). Et andet sted i Sura Yunus siges det: »Når I går om bord på et skib og rejser glædeligt med en gunstig vind, men vinden derefter bliver voldsom, bølgerne slår mod jer fra alle sider, og de rejsende føler, at de er omgivet af storm og uvejr, da vender de sig oprigtigt i deres religion til Allah og beder alene til Ham: Hvis Du redder os ud af denne fare, vil vi visselig være blandt Dine taknemmelige tjenere. Men når Han har reddet dem, vender de straks ryggen til sandheden og begynder at gøre oprør på jorden.« (Vers 22-23). Dette siges således i Sura Bani Isra’il: »Når en fare rammer jer på havet, forsvinder alle dem, som I påkalder ved siden af den Ene Allah. Men når Han bringer jer sikkert i land, vender I jer bort fra Ham.« (Vers 67). (Sura as-Saffat, note 71)
Guddommes og gudinders andel i Allahs rigdom
De (afgudsdyrkerne) erkendte selv, at jorden tilhørte Allah, og at Han alene frembragte afgrøderne. Allah var også Skaberen af disse dyr, og de benyttede dyrene i deres liv. Men de mente, at disse guddomme og gudinder, englene, jinnerne, himlens stjerner og de døde fromme ældres sjæle viste dem nåde; derfor var Allahs gunst over dem kommet gennem deres mellemkomst og velsignelse. Derfor udtog de to andele af deres markafgrøder og deres dyr. Den ene andel blev viet til Allah som tak for, at Han havde givet dem disse afgrøder og dyr. Den anden andel blev viet som offergave til den guddom eller gudinde, der beskyttede deres stamme eller familie, så dens nåde kunne blive udøst over dem. (Sura al-Ikhlas, note 2)
At give afguderne forrang frem for Allah
Den andel af rigdommen, som de udtog i Allahs navn, formindskede de også gennem forskellige kneb og undskyldninger. På enhver måde forsøgte de at øge andelen til deres selvskabte medguder. Heraf fremgår det, at de ikke tillagde Allah lige så stor betydning som disse medguder. Hvis noget af de fødevarer, afgrøder eller frugter, der var udtaget i Allahs navn, for eksempel faldt bort, gav de det til medgudernes andel. Og hvis noget fra medgudernes andel faldt bort eller blev blandet med Allahs andel, gav de det til medgudernes andel. Det modsatte skete aldrig: Der blev ikke lagt noget til Allahs andel. Hvis de på grund af tørke havde brug for at spise den afgrøde, der var afsat som offergave, spiste de af Allahs andel. Men de var bange for at røre deres medguders andel, af frygt for at en ulykke skulle ramme dem. Hvis medgudernes andel af en eller anden grund blev for lille, blev det manglende erstattet fra Allahs andel. Men hvis Allahs andel blev for lille, blev der ikke givet så meget som et enkelt korn fra medgudernes andel. Når nogen kritiserede denne adfærd, fremsatte de forskellige besnærende undskyldninger. De sagde for eksempel: »Allah er jo rig; hvis Hans andel bliver lidt mindre, betyder det ikke noget for Ham. Men disse stakkels tjenere er ikke rige som Allah. Derfor vil de gøre indsigelse, hvis deres andel bliver lidt mindre.«
For at forstå, hvad der lå til grund for disse overtroiske forestillinger, må man vide, at de uvidende arabere brugte den del af deres rigdom, som de udtog til Allah, til at hjælpe fattige, trængende, forældreløse, rejsende og andre. Den del, som de udtog som offergave til Allahs medguder, gik derimod enten direkte til de religiøse lederes maver eller blev givet som gave til helligdommene. På den måde endte den indirekte i de afgudsdyrkende præsters maver. Derfor havde deres egeninteresserede religiøse ledere gennem århundreders religiøs undervisning indprentet dem, at det ikke gjorde noget, hvis Allahs andel blev mindre. Men andelen til Allahs yndlinge burde ikke formindskes; det var snarere bedre, at den blev gjort større. (Sura al-Ikhlas, note 2)
Hvad bestod afgudsdyrkernes egentlige vildfarelse i?
Selv om afgudsdyrkerne i Mekka ikke benægtede, at al velstand var skænket af Allah, og heller ikke benægtede Allahs nåde over denne velstand, bestod deres fejl i, at de, samtidig med at de takkede Allah for disse rigdomme og velsignelser, også takkede mange andre væsener for dem i ord og handling. For uden noget som helst rationelt eller bevismæssigt grundlag betragtede de disse væsener som medvirkende til og delagtige i skænkelsen af disse velsignelser eller denne velstand.
Det er dette, Koranen har betegnet som en fornægtelse af Allahs nåde. Koranen har fremlagt dette som en fuldstændig regel: Hvis man viser utaknemmelighed over for en velgørers velgerning ved at rette sin taknemmelighed mod en, der ikke er velgøreren, er det i virkeligheden utaknemmelighed eller troløshed over for den egentlige velgører. Ligeledes har Koranen fremlagt det som et princip, at hvis man uden noget rationelt eller bevismæssigt grundlag antager om velgøreren eller den, der skænker velstand, at Han ikke har skænket disse gaver af sin egen nåde og barmhjertighed, men gennem en bestemt person, til ære for en bestemt person eller som følge af en bestemt persons forbøn eller indgriben, så er det i virkeligheden også en fornægtelse af Hans gave. (Sura al-An’am, note 105)
Arabernes opfattelse af deres egne guder
Selv om araberne var optaget af shirk og var yderst fanatiske i denne sag, var deres shirk ikke dybt rodfæstet; dets rod var kun begrænset til overfladen og nåede ikke ind i dybden. Ingen steder i verden og på intet tidspunkt har shirk kunnet trænge ind i menneskenaturens dyb. Derimod fandtes storheden ved den rene tilbedelse af Allah dybt i deres sind. For at vække og begejstre den var det kun nødvendigt at bearbejde overfladen med et kraftigt strejf.
Forskellige begivenheder fra jahiliyyahs historie vidner om disse to forhold. Da Abraha for eksempel angreb, vidste alle i Quraysh, gamle som unge, mænd som kvinder, at de afgudsbilleder, der var opbevaret i Kaabaen, ikke kunne afværge denne fare; kun Allah kunne beskytte dette hus. Selv i dag er de digte og lovprisende sange bevaret, som samtidens digtere fremsagde i jubel over Ashab al-Fils undergang. Hvert eneste ord i dem vidner om, at de betragtede denne begivenhed som et rent og forunderligt udtryk for Allahs almagt. De nærede ikke den mindste forestilling om, at deres guder havde nogen andel i dette. Ved denne begivenhed blev også shirkens mest modbydelige side tydelig for Quraysh og alle afgudsdyrkerne: Da Abraha nåede frem til Taif på vej mod Mekka, blev indbyggerne i Taif grebet af frygt og rædsel, idet de tænkte: Hvad nu hvis han også ødelægger templet for deres gud Lat? Derfor tilbød de også Abraha deres tjenester med henblik på at ødelægge Kaabaen og sendte deres egen bevæbnede vagtstyrke med ham, så den kunne føre dem sikkert gennem bjergvejene til Mekka. Den bitre erfaring fra denne begivenhed plagede Quraysh i lang tid, og i flere år kastede de sten mod graven til den mand, der havde ledet vagtstyrken fra Taif.
Desuden knyttede Quraysh og de øvrige arabere deres religion til profeten Ibrahim (fvmh.). De betragtede mange af deres religiøse og sociale skikke, især reglerne og ritualerne for hajj, som en del af Ibrahims religion.
De vidste også, at profeten Ibrahim (fvmh.) var en ren tilbeder af Allah. Han havde aldrig dyrket afguder. I deres overleveringer var det også nedskrevet, hvornår afgudsdyrkelsen blev indført blandt dem, og hvem der på hvilket tidspunkt havde bragt hvilke afguder med fra hvilket sted.
Et indtryk af, hvor stor den almindelige arabers hengivenhed og respekt for deres guder var, kan man få heraf: Når der indtraf noget, der gik imod deres bønner og ønsker, fornærmede de ofte deres guder og ophørte med at bringe dem ofre og gaver. En araber ønskede at hævne drabet på sin far og gik til guden Dhul-Khalasa for ved lodkastning at søge et tegn på, hvad han skulle gøre. Det lod, der kom frem som svar, sagde: Gør det ikke. Da blev han vred og begyndte at sige(*****Arabisk****)
O Zul-Khalasa, hvis du havde været i mit sted, og din far var blevet dræbt, ville du aldrig have sagt denne løgn: »Søg ikke hævn over den uretfærdige.«
En anden araber førte en flok af sine kameler til et tempel ved navn Sa‘d i håb om at opnå en velsignelse. Men afgudsbilledet var højt, bredt og hæsligt, og det var smurt ind i offerblod. Da kamelerne så det, flygtede de skræmte i alle retninger. Da han så kamelerne flygte omkring på denne måde, blev han rasende. Mens han kastede sten efter guden, begyndte han at sige: »Må Allah ødelægge dig! Jeg kom for at få en velsignelse, og du har jaget mine kameler væk!« (Hvis man betragter dette fra forskellige sider, kan man let forstå, at der i deres hjerter fandtes en dyb respekt for dyrkelsen af Allah. Men på den ene side var de præget af uvidende konservatisme, og på den anden side var Qurayshs afgudspræster beskæftiget med at sprede fjendskab mod Allah-dyrkelsen. De frygtede, at deres centrale position i Arabien ville forsvinde, hvis hengivenheden og respekten for guderne og gudinderne ophørte. Desuden ville deres levebrød forsvinde. Den polyteistiske religion, som var grundlagt på disse støtter, kunne ikke stå med værdighed over for det monoteistiske kald. Derfor siger Koranen, henvendt til polyteisterne, at den vigtigste grund til, at profeten Muhammads (fred være med ham) følgere har opnået overlegenhed i jeres samfund, er, at de er fri for polyteisme og står fast på ren dyrkelse af Allah. Hvad dette angår, følte polyteisterne betydningen af muslimernes overlegenhed i deres hjerter, hvad enten de erkendte den med munden eller ej.)(Sura an-Nahl, note 64)
Der fandtes mange guder og gudinder, om hvilke der blev fortalt modbydelige og uanstændige historier. Afgudsbillederne af Isaf og Na’ila var opstillet på de to bjerge Safa og Marwa. Det var en udbredt fortælling om dem, at de var en mand og en kvinde, som havde begået utugt i Kabaen. På grund af denne forbrydelse forvandlede Allah dem til sten. Når gudernes og gudindernes sande identitet er sådan, kan der ikke finde nogen hengivenhed eller respekt for dem sted i tilbederes hjerter. (Sura al-An‘am, note 106)
Dyrkelsen af afgudsbilleder af de retfærdige forgængere
Blandt forskellige arabiske stammer, såsom Rabi‘a, Ghassan, Kalb, Taghlib, Quda‘a, Kuna, Harith, Ka‘b og Kinda, fandtes der et stort antal jøder og kristne. Begge disse religioner var optaget af at dyrke profeter, fromme og martyrer. Desuden var mange af de afguder, som araberne, om end ikke flertallet af dem, dyrkede, oprindeligt mennesker. Senere generationer gjorde dem til guder. Det er overleveret fra Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham) i al-Bukhari, at Wadd, Suwa‘, Yaghuth, Ya‘uq og Nasr var navne på retskafne mænd. Senere gjorde folk dem til guddomme, der blev dyrket. Det er overleveret fra Aisha (må Allah være tilfreds med hende), at Isaf og Na’ila begge var mennesker. Tilsvarende beretninger findes også om al-Lat, Manat og al-‘Uzza. Det er også blevet berettet som en del af polyteisternes forestillinger og tro, at al-Lat og al-‘Uzza var så elskede af Allah, at Allah om vinteren opholdt sig nær al-Lat og om sommeren nær al-‘Uzza. Allah bevare os! Æret og ophøjet er Han over det, de beskriver. (Sura al-Furqan, note 84)
Dyrkelsen af dem, der ligger i gravene
De opdigtede guddomme, som især tilbagevises i vers 21 i Sura an-Nahl, er hverken engle, jinner, djævle eller afgudsbilleder af træ og sten. De er derimod gravens beboere. Det skyldes, at engle og djævle er levende væsener. Derfor kan betegnelserne(*****Arabisk****)ikke anvendes om dem, og der kan slet ikke være tale om, at afgudsbilleder af træ og sten genopstår efter døden. Derfor udelukker ordene(***Arabisk****)dem også fra betragtning. I dette vers betyder(***Arabisk****)det nødvendigvis profeter, fromme, martyrer, retfærdige og andre fremtrædende muslimer, som de ekstremistiske tilhængere begyndte at henvende sig til for at få deres ønsker opfyldt, efter at de havde udstyret dem med forskellige betegnelser som givere, ulykkesafværgere, dem der hører bønner, velgørere over for de fattige, de fattiges frelsere og Ganjbakhsh. Hvis nogen som svar siger, at der ikke fandtes sådanne guddomme i Arabien, vil vi sige, at dette blot er et bevis på hans uvidenhed om Arabien i den uvidende førislamiske tidsalder. (Sura al-Furqan, note 84)
Dyrkelsen af englene i kvindelig skikkelse
Det kan man erfare af de oprindelige beretninger, at Quraysh, Juhayna, Banu Salama, Khuza’a, Banu Mulayh og andre stammer i Arabien troede, at englene var Allah den Ophøjedes døtre. (Der er forskellige steder i Koranen gjort indsigelse mod disse forestillinger og denne tro, der udsprang af deres uvidenhed. Se for eksempel sura an-Nisa, vers 117; sura an-Naml, vers 57-58; Banu Isra’il, vers 40; az-Zukhruf, vers 16-19; og an-Najm, vers 21-27.) De betragtede englene som gudinder, lavede afgudsbilleder af dem i kvindeskikkelse, iførte dem kvindetøj og smykker og sagde: »Disse er alle Allahs døtre.« De tilbad dem og aflagde løfter i deres navne for at få deres ønsker opfyldt.
Påskuddet om skæbnen
Når man gjorde indsigelse mod deres uvidenhed, påberåbte de sig skæbnen. De sagde: »Hvis Allah ikke havde ønsket denne handling, hvordan kunne vi så have tilbedt disse afgudsbilleder?«
Men midlet til at få kendskab til Allahs velbehag og mishag er Hans bøger, ikke de handlinger, der finder sted i verden med Hans vilje. I verden sker ikke blot afgudsdyrkelse, men også tyveri, røveri, mord og utugt med Hans vilje. Kan man med dette argument kalde enhver ond handling, der finder sted på jorden, tilladelig eller retfærdig? At en handling finder sted i verden med Allahs vilje, betyder ikke, at Allah er tilfreds med den.
Blind efterligning af fædrene og forfædrene
Hvis man spurgte dem, om de ud over dette fejlagtige argument havde noget andet gyldigt argument, svarede de: »Det er noget, vi har arvet fra vores fædre og forfædre.« Med andre ord var dette for dem et tilstrækkeligt bevis på sandheden i enhver religion. Og dog var det netop grunden til al den stolthed og ære, at de var efterkommere af Ibrahim (fred være med ham), som havde forladt sine forfædres religion og var gået hjemmefra. Han havde afvist denne form for blind efterligning af sine forfædre, fordi den ikke havde noget fornuftigt bevis eller argument. Hvis disse mennesker absolut ville følge deres forfædre, hvorfor fulgte de så deres mest uvidende fædre og forfædre i stedet for deres største forfædre, profeten Ibrahim (fred være med ham) og profeten Isma’il (fred være med ham)?
De afgudsdyrkende araberes argumentation ud fra de kristnes vildfarelse
Hvis man spurgte dem, om nogen profet eller nogen bog sendt fra Allah nogensinde havde lært, at andre end Allah er værdige til at blive tilbedt, fremførte de de kristnes handlinger som bevis og sagde: »De har jo også anerkendt Isa ibn Maryam som Allahs søn og tilbeder ham.« Men spørgsmålet var ikke, om en profets folk havde begået shirk. Spørgsmålet var derimod, om nogen profet selv havde lært shirk. Havde Isa ibn Maryam nogensinde sagt: »Jeg er Allahs søn, og I skal tilbede mig«? Den undervisning, han havde, var den samme som alle verdens profeter havde bragt: »Min Gud er Allah, og jeres Gud er Allah. Tilbed derfor Ham alene.« (Sura an-Nahl, note 19)
De polyteisternes guder og gudinders forskellige slags
De væsener, som polyteister overalt i verden bad til i stedet for Allah, og som araberne også bad til, var af tre slags. (Forfatteren har et andet sted skrevet det på en anden måde: I de polyteistiske religioner findes der tre forskellige ting. For det første de gudebilleder, afbildninger eller symboler, som bliver genstande for tilbedelse (Objects of worship). For det andet de personer eller betydninger, som i virkeligheden betragtes som guddomme, og hvis repræsentation fremstilles i form af statuer, afbildninger og lignende. For det tredje de forestillinger og trosopfattelser, som styrer disse polyteistiske former for tilbedelse og handlinger. (Sura an-Nahl, note 19). 1. En livløs og uvidende skabning. 2. De fromme og ædle personer, som er gået bort fra denne verden. 3. De vildfarne mennesker, som selv var vildfarne og førte andre vild. At guderne eller guddommene af den første slags er fuldstændig uvidende om deres tilbederes bønner, er helt åbenlyst. Hvad angår guderne af den anden slags, som var Allahs elskede i denne verden, er der to grunde til, at de også er uvidende. Den ene er, at de befinder sig hos Allah på en sådan måde, at ingen menneskelig stemme når frem til dem med besked om, at de mennesker, som de hele deres liv lærte at bede til Allah, nu tværtimod beder til dem selv. Denne besked bringes dem ikke, fordi intet kunne være mere sørgeligt for dem end dette. Og Allah den Ophøjede ønsker på ingen måde at påføre sine fromme tjeneres sjæle smerte. Når man derefter tænker over guderne af den tredje slags, vil man forstå, at der også er to grunde til, at de er uvidende. Den ene er, at de som anklagede sidder fængslet i Guds varetægt, hvor ingen lyd fra denne verden når frem. For det andet lader Allah den Ophøjede og Hans engle dem vide, at deres mission i verden har opnået stor succes, og at mennesker efter deres død har gjort dem til guder. En sådan besked ville være meget glædelig for dem. Men Allah den Ophøjede ønsker på ingen måde at glæde de uretfærdige og syndige menneskers sjæle. (Sura az-Zukhruf, indledning)
De engle, som man i denne verden har betragtet som guder og gudinder og tilbedt, samt de djinner, ånder, forfædre, profeter, awliya og martyrer og andre, som man har betragtet som delagtige i Guds egenskaber og tildelt de rettigheder, der i virkeligheden tilhørte Gud, vil dér, i det hinsidige, tydeligt sige til deres tilbedere: »Vi vidste slet ikke, at I tilbad os. Ingen af jeres bønner, bønfaldelser, klageråb, nødråb, votivgaver, offergaver, lovprisninger, recitationer i vores navn, knæfald, kys på helligdomme eller tilbedelse af gravmæler nåede os.« (Sura al-A’raf, note 148)
Former for prostitution i Arabien
I Arabien fandtes der to former for prostitution. Den ene var prostitution i hjemmet (Private Prostitution), den anden prostitution på offentlige bordeller. Prostitution i hjemmet blev for det meste udført af frigivne slavinder, som ikke havde nogen værge, eller af frie kvinder, som ikke havde en familie eller stamme til at beskytte dem. De opholdt sig i et hus med dette erhverv som formål og indgik aftaler med flere mænd om, at disse skulle forsørge dem og fortsat opfylde deres behov. Når der blev født et barn, anerkendte den mand, som kvinden udpegede som barnets far, det som sit barn. Det var således en slags anerkendt institution i samfundet, som folk i jahiliyya betragtede som en form for ægteskab. Abu Dawud
Den anden form, det vil sige egentlig prostitution, blev drevet af alle slavinder. Den forekom igen i to former. Den ene var, at mænd fastsatte et bestemt beløb for deres unge slavinder og sagde, at de hver måned skulle tjene så og så meget. De ulykkelige kvinder opfyldte deres herrers krav gennem prostitution. På ingen anden måde kunne de tjene så mange penge. Desuden havde de ingen anden mulighed for at modtage en betaling, der var flere gange større end den almindelige løn for unge slavinder.
Den anden var, at folk anbragte deres unge slavinder i små hytter og hængte flag over dørene, så man på lang afstand kunne forstå, at man her kunne få sine behov tilfredsstillet. Disse kvinder blev kaldt kalikiyyat(***Arabisk***) og deres hytter blev kaldt mawakher(***Arabisk***). Store og indflydelsesrige mænd drev sådanne bordeller. Selv Abdullah ibn Ubayy, hyklernes leder, havde et sådant bordel. Alligevel havde indbyggerne i Medina besluttet at gøre ham til deres konge før Profeten, fred være med ham, kom til Medina, og han var den mand, der stod forrest blandt alle, da den falske anklage mod Aisha, måtte Allah være tilfreds med hende, blev spredt. På hans bordel opholdt der sig seks smukke slavinder. Han brugte dem ikke blot til at tjene penge, men også til at beværte gæster, der kom fra forskellige egne af Arabien. De uægte børn, som blev født af dem, blev brugt til at øge antallet af tjenere og folk i hans følge. (Sura al-Ahqaf, note 6)
Spådom i afgudstempler
Mekkas polyteister havde udpeget guden Hubal, som befandt sig inde i Kabaen, til at spå. Hos ham spurgte man om skæbnens bestemmelse, søgte viden om fremtiden eller fik bilagt indbyrdes stridigheder og uoverensstemmelser. I hans tempel blev der opbevaret syv pile, hvorpå forskellige ord og sætninger var indskrevet. Når der opstod spørgsmål om, hvorvidt man skulle udføre en handling eller lade være, gik man til Hubals pilvogter. Pilvogteren fastslog skæbnen ved hjælp af pilene. Det, der stod skrevet på den pil, som blev trukket, blev accepteret som Hubals afgørelse. (Sura Yunus, note 37)
Fremgangsmåden ved votiv- og offergaver
Det var arabernes skik, at de aflagde løfter vedrørende et dyr eller afgrøden fra en mark om, at det var bestemt som en votivgave til et bestemt tempel eller en bestemt gud. Ikke alle måtte spise af denne votivgave. Der fandtes bestemte regler for den, på grundlag af hvilke forskellige slags votiv- og offergaver kun måtte spises af bestemte grupper af mennesker. (Sura An-Nur, note 59)
Nogle af arabernes særlige løfte- og offerdyr var sådanne, at man ikke mente, det var tilladt at nævne Allahs navn over dem. Det var forbudt at udføre pilgrimsfærd ridende på dem, for under pilgrimsfærden skulle man fremsige: »Labbaik Allahumma labbaik.« På samme måde tog man under malkningen af dem, når man red på dem, slagtede dem eller spiste deres kød, sådanne forholdsregler, at Allahs navn ikke blev nævnt. (Sura Al-Ma’ida, note 14)
Arabernes opdigtede religiøse lov vedrørende deres løftedyr foreskrev også, at hvis der blev født et afkom i et sådant dyrs livmoder, måtte kun mænd spise det, mens det var forbudt for kvinder. Men hvis dette afkom blev født dødt eller senere døde, var det tilladt for alle, mænd såvel som kvinder, at spise det. (Sura Al-An’am, note 111)
At give dyr som offer i religionens navn og sætte dem fri
I jahiliyyah-tiden satte araberne dyr fri i religionens navn på forskellige måder. De dyr, der blev sat fri på denne måde, fik forskellige betegnelser.
Bahira blev de hun-kameler kaldt, som havde født fem gange og sidste gang havde født en hanunge. Man kløvede deres ører og satte dem fri. Derefter måtte ingen ride på deres ryg, deres mælk måtte ikke drikkes, de måtte ikke slagtes, og deres uld måtte ikke klippes. De kunne frit græsse, hvor de ville, og drikke vand, hvor de ville.
Sa’iba blev de kameler eller kamelhopper kaldt, som blev sluppet fri for at vise taknemmelighed, efter at et løfte var blevet opfyldt, efter helbredelse fra en sygdom eller efter at en ulykke var drevet over. Desuden blev en kamelhoppe, der havde født ti gange og hver gang havde født et hunføl, også sluppet fri.
Wasila: Hvis det første kid, en ged fødte, var et hankid, blev det slagtet i Allahs navn. Hvis det første kid var et hunkid, beholdt man det til sig selv. Men hvis en ged fødte et han- og et hunkid på samme tid, blev hankiddet ikke slagtet, men sluppet fri i Allahs navn. Det blev kaldt Wasila.
Hami: Hvis en kamels barnebarn blev egnet som ridedyr, blev den gamle kamel sluppet fri. Desuden blev enhver kamel, der havde avlet ti unger, også sluppet fri (Sura al-An’am, note 112).
Arabernes hajj i uvidenhedens tidsalder
Kort sagt var en af de overtroiske gudsdyrkelses- og festskikke, der var udbredt i Arabien, at når nogen iførte sig ihram til hajj, vendte han ikke hjem og gik ind gennem døren. I stedet klatrede han over muren bagfra eller lavede et hul i muren og gik ind den vej. Desuden klatrede han, når han vendte tilbage fra en rejse, over muren bagfra eller lavede et hul i muren og gik ind den vej. Når han vendte tilbage fra en rejse, gik han også ind i huset gennem bagdøren. (Sura al-An’am, note 114) En anden uvidenhedsbaseret forestilling i det gamle Arabien var, at man anså det for forkasteligt at foretage sig noget for at tjene til livets ophold under hajj. For dem var det at tjene til livets ophold en verdslig beskæftigelse, og det var stærkt dadelværdigt at gøre dette under en religiøs handling som hajj. (Sura al-Ma’ida, note 118) Efter hajj samledes araberne, og ved denne sammenkomst omtalte de med stolthed deres fædres og forfædres bedrifter og gik rundt og fremhævede deres egen stolthed og hovmod. (Sura al-Baqara, note 199)
At udlede gode og dårlige varsler af naturfænomener
Månens tiltagende og aftagende er et fænomen, der i enhver tidsalder har tiltrukket menneskers opmærksomhed, og forskellige former for overtro, forestillinger, trosopfattelser og skikke vedrørende dette har været udbredt blandt verdens folk og er det stadig. Denne form for overtro var også udbredt blandt araberne. De tog gode og dårlige varsler fra månen, fastsatte bestemte datoer til rejser og andre datoer som dage, hvor arbejdet skulle påbegyndes, anså bestemte datoer for gunstige eller ugunstige til bryllupper og troede, at månens opgang og nedgang, dens tiltagende og aftagende, dens bevægelse samt planeterne og lignende påvirkede menneskers skæbne. Ligesom andre folk havde araberne også disse forestillinger og trosopfattelser. Forskellige overtroiske ritualer og skikke vedrørende dette var udbredt blandt dem. (Sura al-Baqara, note 221)
Overtro om jinner
Hazrat Ibn Abbas fortæller: I uvidenhedens tid, når en araber tilbragte natten i et øde område, råbte han: »Vi søger beskyttelse hos dette områdes herre (en jinn).« Det nævnes også i andre beretninger fra uvidenhedens tid. Hvis vandet og foderet til dyrene for eksempel slap op et sted, sendte de nomadiske beduiner en af deres egne et andet sted hen for at lede efter vand og foder. Når de derefter nåede frem til det nye sted, som denne mand havde udpeget, råbte de, endnu før de steg ned fra deres ridedyr: »Vi søger beskyttelse hos dette områdes herre, så vi kan være i sikkerhed for alle farer her.« De troede, at ethvert sted, hvor ingen mennesker boede, tilhørte en eller anden jinn, og at jinnen enten selv ville volde skade eller tillade andre jinner at volde skade, hvis man opholdt sig dér uden at søge dens beskyttelse. (Sura an-Nisa, note 88)
Polygami
I uvidenhedens tid var der ingen begrænsning på antallet af hustruer, man kunne gifte sig med. Nogle mænd havde ti eller tolv hustruer. Når udgifterne steg på grund af de mange hustruer, greb de af nødvendighed ind i de forældreløse nevøers og niecers samt andre hjælpeløse slægtninges rettigheder. (Sura al-Baqara, note 198) De giftede sig endda med deres stedmødre. (Sura al-Jinn, note 7).
Behandlingen af menstruerende kvinder
Eftersom Medinas indbyggere var påvirket af jøderne, blev kvinder i deres samfund ligesom hos jøderne betragtet som urene under menstruationen. Man måtte ikke spise mad, som de havde tilberedt, eller drikke vand, som de rakte én. Man måtte ikke sidde på samme leje som dem. Selv at røre ved deres hænder blev anset for forkert. I disse få dage blev kvinden behandlet som en uberørbar selv i sit eget hjem. (Sura an-Nisa, note 4)
Skikken med at skille sig fra sin hustru igen og igen
En stor social uretfærdighed i arabernes uvidenhedstid var, at en mand havde ret til gentagne gange at skille sig fra sin hustru. Hvis en mand var utilfreds med sin hustru, skilte han sig fra hende igen og igen og tog hende derefter tilbage. Som følge heraf kunne den ulykkelige kvinde hverken leve sammen med sin mand eller frigøre sig fra hans bånd og gifte sig med en anden mand. (Sura an-Nisa, note 88)
Overgreb mod forældreløse
I den førislamiske tid giftede de sig med forældreløse piger, som levede under andres beskyttelse, fordi de så deres rigdom og skønhed eller mente, at de kunne undertrykke dem efter forgodtbefindende, eftersom de ikke havde nogen værge. Og de begik uret mod dem. (Sura an-Nisa, note 49)
Hazrat Aisha forklarede, at de begik forskellige former for uretfærdighed mod de personer, under hvis beskyttelse sådanne forældreløse piger befandt sig, og som havde arvet deres forældres efterladte ejendom. Hvis pigen både var velhavende og smuk, ønskede de selv at gifte sig med hende og således nyde både hendes rigdom og skønhed. Hvis hun derimod var grim, ville de hverken selv gifte sig med hende eller tillade andre at gøre det, så ingen kunne påtage sig rollen som hendes værge og kræve hendes rettigheder opfyldt. (Sura al-Baqara, note 250)
Hvordan blev forældreløse piger behandlet?
Qadi Abu al-Hasan al-Mawardi har i sit værk A’lam an-Nubuwwa fortalt en mærkelig hændelse om dette. Han siger, at Abu Jahl var værge for en forældreløs pige. En dag kom pigen nøgen til ham og bad om at få noget af den ejendom, hendes far havde efterladt. Men den tyranniske Abu Jahl ville ikke engang vende sig mod hende. Den stakkels pige stod der et øjeblik og gik derefter fortvivlet bort. Qurayshs ledere hånede hende og sagde: »Gå til Muhammad og klag. Han vil gå i forbøn hos Abu Jahl og sørge for, at du får din ejendom.« Den stakkels pige vidste ikke, hvilket forhold der var mellem Abu Jahl og profeten Muhammad, eller med hvilket formål disse ugudelige mennesker gav hende dette råd. Hun gik direkte til profeten og fortalte ham om sin situation. Profeten rejste sig straks og gik sammen med hende til Abu Jahl, sin værste fjende. Da Abu Jahl så ham, bød han ham velkommen. Da profeten derefter bad Abu Jahl give den forældreløse pige hendes ret, gav han hende straks hendes ejendom. Qurayshs ledere havde ventet på denne lejlighed for at se, hvad der ville ske mellem de to, så de kunne more sig. Men da de så dette, kom de forbløffede hen til Abu Jahl og bebrejdede ham: »Har du forladt din religion?« Abu Jahl svarede: »Ved Allahs ed, jeg har ikke forladt min religion. Men det forekom mig, som om Muhammad havde et våben på hver side af sig, og hvis jeg ikke adlød hans ord, ville disse våben trænge ind i min krop.« (Sura an-Nisa, note 4) Denne hændelse viser ikke blot, hvordan lederne af den mest udviklede og fornemme stamme i Arabien på den tid behandlede forældreløse og andre hjælpeløse mennesker; den viser også, hvilken storslået karakter profeten Muhammad besad, og hvor megen frygt denne karakter vakte i hjertet hos hans værste fjende. En anden lignende hændelse er omtalt i Tafhim al-Qur’an, bind 3, side 146. 390)
Metoder til at dræbe børn
Tre forskellige metoder til at dræbe børn var udbredt blandt araberne.
1. Hvis en datter overlevede, ville nogen på et tidspunkt blive hendes svigersøn; hun kunne falde i fjendens hænder under en stammekrig eller på anden måde blive årsag til skam. Under indflydelse af denne forestilling blev piger dræbt.
2. Børn blev dræbt ud fra den forestilling, at man på den måde kunne undgå ansvaret for at forsørge dem, eftersom de på grund af den lave indkomst ville blive en uudholdelig byrde.
3. Børn blev ofret for at opnå de hedenske guders tilfredshed. (Sura al-Ma’un, note 5)
Kvinder og børn blev berøvet deres arv
I Arabien blev kvinder og børn holdt uden for arven, og den almindelige opfattelse var, at de eneste, der var berettigede til arv, var de mænd, som kunne kæmpe og var i stand til at forsørge familien. Desuden samlede den stærkeste blandt den afdødes arvinger uden hindring hele arven til sig og tilegnede sig den, mens han berøvede dem deres andel, som ikke havde styrken til at kræve den. De tillagde hverken rettigheder eller pligter nogen betydning, så de samvittighedsfuldt kunne opfylde deres ansvar og give dem deres ret, hvad enten de havde styrke til at gøre deres ret gældende eller ej. (Sura al-Ma’un, note 5)
En arveskik
Blandt araberne var det skik, at de, som indgik en venskabs- eller broderskabspagt med hinanden, blev arvinger til hinandens ejendom. På samme måde arvede adoptivbørn eller personer, som blev kaldt sønner, også. (Sura al-An’am, note 107)
At begrave pigebørn levende
I Arabien havde den grusomme skik at begrave pigebørn levende været udbredt siden oldtiden af forskellige årsager. Den første årsag var økonomisk nød, som fik folk til at ønske, at antallet af munde, der skulle mættes, blev mindre, og at den tunge byrde ved at opfostre mange børn ikke skulle falde på dem. Sønner blev opfostret i håbet om, at de senere ville hjælpe med at tjene til livets ophold. Døtre blev dræbt, fordi de skulle forsørges, indtil de nåede puberteten. Den anden årsag var utryghed, og derfor opfostrede man sønner, for jo flere sønner en mand havde, desto flere hjælpere havde han. Piger blev derimod dræbt, fordi de skulle beskyttes under stammekampe. De var til ingen nytte, når det gjaldt forsvar. For det tredje var der i den almindelige utryghed en frygt for, at når fjendtlige stammer pludselig angreb hinanden, ville de kvinder, som faldt i deres hænder, blive bortført og gjort til slaver eller solgt til nogen et eller andet sted. Af disse grunde blev det i Arabien almindelig skik, at man allerede under fødselsveerne gravede en grav foran kvinden, så pigen, hvis det blev en pige, kunne kastes ned i den og dækkes med jord. Hvis moderen ikke gik med til det, eller hendes familie satte sig imod det, opfostrede faderen hende modvilligt i nogle dage. Derefter tog han hende på et tidspunkt med ud på marken og begravede hende levende. En mand fortalte Profeten (saw) om en hændelse fra sin hedenske fortid, der viste den forbrydelse, som blev begået i denne forbindelse. Han sagde: »Jeg havde en datter, som var meget knyttet til mig. Når jeg kaldte på hende, løb hun straks hen til mig. En dag kaldte jeg på hende og tog hende med mig. På vejen kom vi til en brønd; jeg tog fat i hendes hånd, skubbede hende ned i brønden og kastede hende deri. De sidste ord, jeg hørte fra hende, var: ‘Åh far! Åh far!’« Da Profeten hørte dette, begyndte han at græde, og tårerne strømmede ned ad hans ansigt. En af de tilstedeværende sagde: »Du har såret Herrens følelser, mand!« Profeten (saw) sagde: »Lad ham være. Lad ham blive spurgt om det, som berører ham dybt.« Derefter sagde han til ham: »Fortæl din historie.« Manden fortalte igen sin historie. Denne gang græd barmhjertighedens Profet (saw) så meget, at hans velsignede skæg blev gennemvædet af tårer. Derefter sagde han: »Allah har tilgivet alt, hvad der skete i uvidenhedens tidsalder. Begynd nu dit liv på ny.« (Sunan al-Darimi, første kapitel)
Man må ikke tro, at araberne var helt uden følelser over for en sådan ekstremt umenneskelig grusomhed. Det er rigtigt, at mennesker ikke kan blive følelsesløse over for sådanne undertrykkende handlinger, hvor fordærvet et samfund end måtte være. Derfor har Den Hellige Koran ikke beskrevet denne handlings grusomhed i detaljer. Men med et sprog, der får kroppen til at gyse, er der blot sagt, at den tid vil komme, hvor disse levende begravede piger vil blive spurgt, for hvilken forbrydelse de blev dræbt. (»Og når de levende begravede piger bliver spurgt, for hvilken forbrydelse de blev dræbt.« – Sura at-Takwir 8-9). I versets formulering kommer en sådan vrede til udtryk, at man ikke kan forestille sig noget stærkere. De forældre, som har begravet deres egne døtre levende, er så afskyelige i Allahs øjne, at de ikke vil blive tiltalt og spurgt: »Hvorfor dræbte I disse uskyldige børn?« I stedet vil blikket blive vendt bort fra dem, og det uskyldige barn vil blive spurgt: »I ulykkelige, for hvilken forbrydelse blev I dræbt?« Da vil de fortælle deres hårrejsende historie om, hvor meget de tyranniske forældre havde gjort dem uret, og hvordan de havde begravet dem levende. Desuden rummer dette korte vers to store betydninger, som ikke er udtrykt med ord, men som kan forstås ud fra talens form. Den ene er, at der er blevet vakt en følelse blandt araberne af, at uvidenhedens tidsalder havde ført dem til en sådan yderste grænse af moralsk forfald, at de med egne hænder dræbte deres egne børn ved at begrave dem levende. Alligevel var de så stædige, at de ville forblive fastlåst i denne uvidenhed og på ingen måde ville tage den reform til sig, som profeten Muhammad (saw) ønskede at gennemføre i deres vildledte og forfaldne samfund. Den anden er, at der her er fremlagt et klart bevis på det hinsidiges uundgåelighed. De børn, som blev dræbt ved at blive begravet levende, burde jo få oprejsning et eller andet sted, og der burde også komme en tid, hvor de tyranner, som havde begået en sådan umenneskelig uret, blev stillet til regnskab. Der findes ingen på jorden til at høre klagen fra de børn, som blev begravet levende. I det hedenske samfund blev dette ligefrem anset for lovligt. Hverken moderen eller faderen skammede sig over det, der var ingen i familien til at bebrejde dem, og heller ingen i samfundet til at holde dem ansvarlige for denne handling. Skal denne uret da forblive uden oprejsning i Guds rige? (Sura an-Nisa, note 55)
Det kan også ses af Arabiens historie, at mange selv i uvidenhedens tidsalder havde en følelse af, hvor barbarisk denne skik var. Tabarani beretter, at Farazdaq al-Kabirs Sasaya bin Najati al-Mujashi’i kom til Profeten (fred være med ham) og sagde: »Guds Sendebud! Jeg gjorde også nogle gode gerninger i uvidenhedens tidsalder. En af dem var, at jeg reddede 360 pigebørn fra at blive begravet levende. For at redde hvert enkelt liv gav jeg to kameler som fidya. Vil jeg få nogen belønning for det?« Profeten (fred være med ham) sagde: »Du vil bestemt få en belønning for det, og det er, at Allah den Ophøjede har skænket dig islams velsignelse.«
Hævn for drab
Skikken i uvidenhedens tidsalder var, at når en gruppe eller stamme anså blodet af en af deres dræbte for at have en bestemt værdi, ønskede de at tage blod af tilsvarende værdi fra den familie, stamme eller gruppe, hvis medlem havde dræbt den dræbte. Det tilfredsstillede dem ikke blot at dræbe morderen som hævn for den dræbte. De var parate til at tage hundredvis af liv for ét liv. Hvis en anset person blandt dem blev dræbt af en lavtstående person fra en anden gruppe, anså de det ikke for tilstrækkeligt blot at dræbe den egentlige morder. Tværtimod ønskede de, at en anset person fra morderens stamme skulle dræbes. Eller de ønskede, at flere personer fra modparten skulle dræbes som gengæld for den dræbte. Hvis den dræbte derimod efter deres opfattelse var en lavtstående person, mens morderen var mere respekteret, ville de på ingen måde tåle, at morderen blev dræbt som gengæld for den dræbte. (Sura at-Tanwir, note 9)
Forestillingen om klæder og nøgenhed
Araberne brugte kun klæder for at beskytte kroppen mod vejrets påvirkning og for skønhedens skyld. Men de tillagde ikke det første og grundlæggende formål, nemlig at dække kroppens blufærdige dele, nogen betydning. De følte hverken frygt eller skam ved at blotte deres satr foran andre. At bade nøgne på offentlige steder, sætte sig ned for at urinere eller have afføring undervejs og ikke bekymre sig om, at satr blev blottet, hvis tøjet faldt af, var almindelige dagligdags handlinger. Det mest skamfulde var, at de fleste af dem under hajj gik nøgne rundt om Kabaen i tawaf, og kvinderne blandt dem var endnu mere skamløse i denne henseende end mændene. Efter deres opfattelse var dette en religiøs handling, og de gjorde det i den tro, at det var en god gerning. (Sura at-Tanwir, note 9)
Utryghed og lovløshed overalt i Arabien
Der herskede utryghed overalt i Arabien, og derfor havde terror bredt sig over hele landet; mord, vold og plyndringer fandt sted overalt. Stammerne foretog pludselige angreb på hinanden. Ingen kunne tilbringe natten i sikkerhed, for enhver frygtede, at fjenden når som helst kunne angribe deres boplads. Det var en tilstand, som alle kendte til, og hvis rædselsfuldhed alle mærkede. De, hvis ejendele blev plyndret, klagede ganske vist, mens plyndrerne jublede; men når plyndrerens ulykkelige stund kom, erkendte han også, at dette var en forkastelig handling, som de havde været involveret i. (Sura al-Baqara, note 177)
Arabernes skik var, at når de skulle angribe en boplads, rykkede de frem i nattens mørke, så fjenden ikke blev advaret, og kastede sig pludseligt over ham ved daggry, så de kunne se alt i morgenlyset, mens dagslyset endnu ikke var så stærkt, at fjenden kunne iagttage deres bevægelser, blive advaret og gøre modstand. (Sura al-A’raf, note 15)
Arabernes situation på den tid var sådan, at der i hele landet ikke fandtes nogen bygd, hvis indbyggere kunne leve i fred. De var altid rædselsslagne for, at en røverbande pludselig skulle angribe dem. Der fandtes ingen, som kunne bevæge sig uden for sin stammes område, for det var umuligt for én eller to personer at vende levende tilbage og undgå at blive taget til fange og gjort til slaver. Ingen karavane kunne rejse sikkert, for der var fare for, at den ville blive plyndret forskellige steder undervejs. Men ved at bestikke indflydelsesrige stammehøvdinge langs hele ruten kunne karavanerne passere sikkert. (Sura al-ʿAdiyāt, indledning)
Nogle andre religioner blandt araberne
Ḥunafāʾ
Selv om folk i uvidenhedens tidsalder ikke havde et detaljeret kendskab til religionen, var det heller ikke skjult for dem, at den sande religion er tawḥīd, og at profeterne, fred være med dem, aldrig havde lært afgudsdyrkelse. Den sandhed var bevaret i de beretninger, som var nået dem fra profeterne i arabernes eget land. Gennem undervisningen fra profeter som Moses, David, Salomon og Jesus, fred være med dem, som var kommet til de nærliggende lande, var de også blevet bekendt med denne sandhed.
Det var meget berømt i den arabiske tradition, at den sande religion i oldtiden blandt araberne var Abrahams religion, og at afgudsdyrkelsen hos dem var blevet indført af en mand ved navn ʿAmr ibn Luḥayy. Trods den almindelige udbredelse af shirk og afgudsdyrkelse fandtes der forskellige steder mennesker, som afviste shirk, bekendte tawḥīd og offentligt fordømte afgudsdyrkelsen. Kort før Profetens, fred være med ham, tid var der mange mennesker, om hvem historien fortæller, at de var ḥunafāʾ. Blandt de mest fremtrædende var Quss ibn Sāʿidah al-Iyādī, Umayyah ibn Abī al-Ṣalt, Suwayd ibn ʿAmr al-Mustaliqī, Wakīʿ ibn Salām ibn Zuhayr al-Iyādī, ʿAmr ibn Jundub al-Juhanī, Abū Qays Ṣarmah ibn Abī Anas, Zayd ibn ʿAmr ibn ʿAmr ibn Jundub al-Juhanī, Abū Qays Ṣarmah ibn Abī Anas, Zayd ibn ʿAmr ibn ʿAmr ibn Nufayl, Waraqah ibn Nawfal, ʿUthmān ibn al-Ḥuwayrith, ʿUbayd Allāh ibn Jaḥsh, ʿĀmir ibn al-Ẓarib al-ʿAdwānī, ʿAllāf ibn Shihāb al-Tamīmī, al-Mutalammis ibn Umayyah al-Kinānī, Zuhayr ibn Abī Sulmā, Khālid ibn Sinān ibn Qays al-ʿAbsī, ʿAbd Allāh al-Quḍāʿī og mange andre. Disse mennesker erklærede offentligt, at tawḥīd alene var den sande religion, og de sagde også klart, at de ikke havde nogen som helst forbindelse med polyteisternes religion. Det er rigtigt, at denne forestilling var opstået i deres sind under indflydelse af profeternes undervisning. Desuden fremgår det af de indskrifter, som arkæologiske undersøgelser i Yemen har frembragt fra det fjerde og femte århundrede e.Kr., at der på den tid fandtes en monoteistisk religion dér. Dens tilhængere anerkendte al-Raḥmān og Herren over himlene og jorden som den eneste Gud. En indskrift fra år 378 e.Kr. blev fundet i ruinerne af et gudshus, hvori der stod, at dette gudshus var bygget til tilbedelse af himlens Gud eller Herre. På en indskrift fra år 465 e.Kr. stod der ord, som beviser troen på tawḥīd. En anden indskrift fra denne periode blev fundet i en grav, hvori der stod(***Arabisk***)ord. Tilsvarende blev der i det nordlige Arabien, på et sted ved navn Zabad mellem Eufrat og Kinnasrīn, fundet en indskrift fra år 512 e.Kr., hvori der stod(****Arabisk*****)ord. Alt dette beviser, at profeternes undervisnings indflydelse ikke var blevet fuldstændig udslettet fra Arabien før Profeten Muhammads, fred være med ham, komme. Der fandtes i det mindste mange midler til at minde dem om dette ene: Jeres Gud er kun én. (Sura al-ʿAdiyāt, note 3)
De monoteister, som fandtes blandt araberne, afholdt sig fra tre synder, som størstedelen af araberne var optaget af. Disse tre synder var shirk over for Allah, uretmæssigt drab og utugt. (Profeten, fred være med ham, har omtalt dette i mange hadither. ʿAbd Allāh ibn Masʿūd, må Allah være tilfreds med ham, fortæller for eksempel, at man engang spurgte Profeten, fred være med ham: »Hvilken synd er den største?« Profeten, fred være med ham, sagde:(*****Arabisk****)Det vil sige: at du gør nogen til Allahs lige, selv om Allah har skabt dig. Der blev spurgt: »Hvad så bagefter?« Profeten, fred være med ham, sagde:(****Arabisk*****)at du dræber dit barn af frygt for, at det skal dele føden med dig. Så blev der spurgt: »Hvad så bagefter?« Profeten, fred være med ham, sagde:(****Arabisk****)Det vil sige: at du begår utugt med din nabos hustru. (Bukhārī, Muslim, Tirmidhī, Nasāʾī, Aḥmad). Selv om der findes mange andre alvorlige synder, var disse tre de mest udbredte i datidens arabiske samfund. Derfor fremhæves det som en egenskab hos muslimerne, at der i hele samfundet fandtes nogle mennesker, som holdt sig fra disse synder. (Sura Quraysh, note 5)
Sabæerne
I oldtiden var to grupper kendt under navnet sabæere. Den ene gruppe bestod af tilhængere af Johannes, fred være med ham, hvoraf mange boede i Jazīrah i det nordlige Irak. De praktiserede dåb i religionen efter Johannes, fred være med ham. Den anden gruppe dyrkede stjernerne. De sagde, at deres religion stammede fra Seth og Idrīs, fred være med dem. De troede, at planeterne og månerne havde myndighed over elementerne, og at englene havde myndighed over planeterne og månerne. Ḥarbān var deres centrum. Deres grene var spredt i forskellige dele af Irak. Denne anden gruppe var mere berømt på grund af dens betydelige fremskridt inden for filosofi, videnskab og lægekunst. Her menes der sandsynligvis den første gruppe, for den anden gruppe var formentlig ikke kendt under dette navn på den tid, hvor Koranen blev åbenbaret. (Mahmūd Shukrī al-Ālūsī har indsamlet følgende oplysninger om dette: Sabæerne er et af de bedste samfund. Der er lige så stor uenighed om deres religion, som der er viden om den. De var to grupper, troende og vantro. De tilhørte Abraham al-Khalīls, fred være med ham, folk, og Abraham, fred være med ham, blev sendt til dem. Deres hjemsted var Ḥarbān, og det var her, sabæernes boliger lå. De var opdelt i to grupper: den ene holdt fast ved ḥanīf-religionen, mens den anden var polyteistisk. Polyteisterne ærede syv stjerner og tolv store skikkelser og opstillede billeder af dem i deres templer. De havde særlige templer for disse stjerner. Dette var deres største tilbedelsessteder, ligesom de kristnes kirker og jødernes synagoger. De byggede et stort tempel for solen, ét for månen, ét for Venus, ét for Jupiter, ét for Merkur, ét for Merkur, ét for Mars, ét for Saturn og også ét for den første årsag. Hos dem var der fastsat en særlig tilbedelse og bøn for hver stjerne. Ligesom muslimerne havde de også fem daglige bønner.
Nogle af dem fastede også i ramadanmåneden. De bad vendt mod Kabaen. De viste også respekt for Mekka og troede på at rejse til Mekka for at udføre hajj. De anså døde dyr, blod og svinekød for haram. Hvad ægteskab angik, anså de også de kvinder for haram, som muslimerne anså for haram. En gruppe i Bagdads kongelige råd tilhørte denne religion. En af dem, ved navn Bilal ibn al-Muhsin al-Sabi, var dygtig til at skrive prosa og poesi og var redaktør for et berømt militært tidsskrift. Han fastede sammen med muslimerne, dyrkede gudstjeneste sammen med dem, betalte zakat og anså det, der var haram, for haram. Man mener, at kernen i deres religion var, at de antog de gode sider af de religioner, der var udbredt i verden, og holdt sig borte fra de dårlige sider. Derfor blev de kaldt sabeere eller kharij, det vil sige »den, der er gået bort«. De forkastede enhver religions samlede ritualer og regler og fulgte kun så meget af dem, som de mente var sandt.
Qurayshs vantro kaldte profeten Muhammad (ﷺ) for sabi og hans ledsagere for subat. Når nogen forlod én gruppe og sluttede sig til en anden, brugte man dette mundheld:(****Arabisk***)Hentet fra den urduske oversættelse af Bulugh al-Adab – samlet af de to redaktører) (Surah as-Sajdah, note 5)
Magier
Eftersom de folkeslag, som havde fået sendt himmelske skrifter ud over de to grupper, jøderne og de kristne, havde udslettet eller forvansket deres skrifter, og der ikke længere fandtes noget af profeternes lære i deres trosforestillinger og handlinger, kan de ikke kaldes Skriftens folk. Derfor blev magierne ikke betegnet som Skriftens folk, selv om de fulgte Zarathustra, om hvem der kan være en mistanke om, at han var profet. Om magierne i Hajar sagde profeten Muhammad (ﷺ):(****Arabisk****)»Behandl dem som Skriftens folk.« Han sagde ikke, at de var Skriftens folk. Da han senere skrev et brev til magierne i Hajar, skrev han dette klart:( ****Arabisk*****)»Hvis I antager islam, skal I have de samme rettigheder, som vi har, og I skal pålægges de samme bindende pligter, som påhviler os. De blandt jer, som nægter, skal pålægges jizya. Men hverken må noget af det, de slagter, spises, eller deres kvinder giftes bort.«
Irans ildtilbedere (Om Arabias ildtilbedere siger Mahmud Shukri al-Alusi: »Blandt araberne fandtes der forskellige slags af denne type mennesker. Det synes, at denne religion kom ind blandt dem gennem iranerne og magierne. Det siges, at den har eksisteret i verden siden ildtilbedernes tid. Kain var den første, der byggede et tempel for ildtilbedelse og tilbad den. Derefter vandt denne religion indpas blandt magierne. De byggede mange templer til ildtilbedelse og sørgede for waqf, vogtere, vagter og lignende til dem. De tillod ikke, at denne ild blev slukket eller på anden måde krænket, ikke engang et øjeblik. Faridierne rejste ét ildtempel og byggede et andet i Bukhara. Bahman byggede ét i Sijistan, og Abu Qatada byggede ét ved siden af Bukhara.«
Ildtilbederne er af flere slags. En gruppe af dem anser det for haram at kaste noget levende ind i ilden og brænde et legeme ved hjælp af den. Der findes også en anden gruppe, som går så langt i deres ildtilbedelse, at de ofrer sig selv og deres børn til ilden.
Blandt ildtilbederne findes der også nogle, som er fromme. De sidder fastende ved siden af ilden og udfører en chilla. Det er deres skik at opmuntre til sandfærdighed, trofasthed, ærlighed, kyskhed og retfærdighed.
Ibn Qutaybah siger i værket Kitab al-Ma’arif, at magiernes religion havde en tradition blandt Banu Tamim. Zurara ibn Uddus al-Tamimi og hans søn Hajib ibn Zurara tilhørte dem. Han havde giftet sig med sin datter, men angrede senere. En af deres mænd, Aqra ibn Harith, antog senere islam og sluttede sig til sahabaerne. Abu al-Aswad, bedstefaren til Waki ibn Hassan, var også magier – hentet fra oversættelsen af Bulugh al-Adab, bind 3, s. 138–141.) To guder i lyset og mørket (Vi mener, at forskellige dele af magierne og deres former nåede frem til Arabien. Blandt araberne har man skrevet et kapitel med titlen »Zarathustraernes trosforestilling om to guder samt troen på lys og mørke«, som lyder således:–
Disse mennesker sagde, at der er to skabere. Skaberen af det gode er Nur eller lys, og skaberen af det onde er mørket. De er uden begyndelse og evige, mægtige, følende og begavet med sanseopfattelse, hørende og seende.
Nogle mennesker mente, at Gud efter at have været alene i nogen tid blev nedtrykt, og at der opstod onde tanker i Hans sind (Gud forbyde det), hvorefter Han antog en krop og faldt ned i mørket, og Iblis blev skabt af det. – Hentet fra oversættelsen af Bulugh al-Adab, 3. bind, s. 130–131 – redaktørerne) Manat. De kaldte sig selv Zarathustras tilhængere. Deres religion og moral blev fordrejet af Mazdak-samfundets vildfarelse. Selv skikken med at gifte sig med sin egen søster blev udbredt blandt dem.
Ateisme
Ateismens kerne
De, der kun ser tingenes overflade, bliver bragt ind i mange vildfarelser af livet i denne verden. Nogle mener, at liv og død udelukkende er begrænset til denne verden. Derefter findes der ikke noget andet liv. Derfor bør du gøre alt det, du skal gøre, her. (Tafhimat, bind 2, s. 322–323).
Nogle mennesker vil på ingen måde anerkende, at Allah den Højeste er skaberen af alt dette. Alt dette er et resultat af materiens bevægelser. Eller det er resultatet af en tilfældighed, hvori ingen håndværkers hånd eller kunstneriske kunnen har haft nogen andel. (Det skal bemærkes, at Koranen også indeholder en kort beskrivelse af ateisterne, og at deres troslæres vildfarelse er blevet tilbagevist. Det betyder, at denne gruppe også eksisterede i Arabien, men at den var meget lille. Det er på dette grundlag, at Maulana Maududi har givet en kort omtale af denne gruppe. Om de arabiske ateister har Allama Mahmud Ali drøftet følgende udtalelse. Om de arabiske ateister har Allama Shukri Alusi fremsat følgende udtalelse: I Arabien fandtes der en gruppe ateister, som anså frembringelsen for fuldstændig adskilt fra frembringeren. Deres udsagn, som det er nævnt i Koranen, er dette:(Arabisk******)Det vil sige, at livet blot er livet i denne verden. (Vi fødes og dør), og intet andet end tiden eller tidens kredsløb tilintetgør os.
Blandt deres to grupper er den mere acceptable troslære blevet beskrevet således:
Der er i virkeligheden slet ingen oprindelse eller begyndelse. I virkeligheden bevæger den sig kun fra energi mod aktivitet. Når det, der først besidder energi, træder frem mod aktivitet, opstår stoffets sammensatte bestanddele og egenskaber af sig selv; de skabes ikke af noget andet. Desuden siger de, at verden har eksisteret fra tidernes begyndelse og vil fortsætte sådan i al evighed. Der vil hverken ske nogen forandring i den, eller vil den gå til grunde, selv om den er virksom.
I Shah Rāstānīs værk al-Milal wa an-Nihal er der redegjort for ateisterne; nedenfor følger et kort sammendrag:
De benægter skabningens genoplivelse. De siger, at naturen (Nature) giver liv, og at tiden tilintetgør. – Uddrag fra den urduiske oversættelse af Bulūgh al-Adab – samlet af de to redaktører
En gendrivelse af ateismen såvel som shirk
Se i denne forbindelse vers 60 i Sura an-Naml. Der siges: »Hvem er det, der har skabt himlene og jorden, og som har sendt vand ned til jer fra himlen, hvormed Han derefter har frembragt smukke haver, hvis træer I ikke selv var i stand til at frembringe? Findes der nogen anden gud, der er partner med Allah i disse handlinger?« (Nej.) Men disse mennesker afviger fra den rette vej. – Tafhīm al-Qurʾān
I dette spørgsmål og de efterfølgende spørgsmål er ikke blot polyteisternes shirk blevet gendrevet, men også ateismen. I det første spørgsmål spørges der eksempelvis: Hvem sender regnen og frembringer forskellige slags planter deraf? Hvis man tænker lidt dybere over det, vil man forstå, at det—uden en alvidende Skabers velordnede plan, vise styring, uovervindelige magt og urokkelige vilje—ikke af sig selv og tilfældigt kan være sket, at de nødvendige bestanddele for forskellige former for planteliv er blevet samlet i jorden i nøjagtige eller blot lidt mindre mængder, at de løbende er blevet løftet op fra havet og på rette vis er blevet udtømt over forskellige dele af jorden på forskellige tidspunkter, og at der er blevet etableret indbyrdes forhold og samvirke mellem kræfter som jord, vand, luft og varme med henblik på at pleje og fremme planteriget og opfylde alle fugleverdenens behov. Er det muligt, at hver enkelt tilfældig begivenhed fortsat skulle indtræffe så korrekt i tusinder—ja, i millioner af millioner—af år? Kun et forhærdet menneske, drevet af blindt had, kan hævde, at dette er en tilfældig begivenhed. Det er på ingen måde muligt for et sandhedskærligt og fornuftigt menneske at fremsætte en sådan meningsløs påstand og acceptere den som sand. (Sura as-Saba, note 76)
Orden og harmoni er ikke et tilfælde
At jorden skulle være hjemsted for utallige bosættelser af forskellige slags, er heller ikke nogen enkel sag. Denne klode hænger i det ydre rum. Den støtter sig ikke til noget. Alligevel findes der ingen ustabilitet eller rystelser i den. Hvis den blot rystede en smule, ville ingen bebyggelse overhovedet have været mulig på den, sådan som vi let kan forestille os jordskælvs frygtelige følger. Rundt om denne klode er der bevaret et fint, tæt luftlag, som strækker sig op til en højde af fem hundrede miles og beskytter jorden mod virkningerne af alvorlige meteorstyrt. Ellers ville de to crore meteorer, der hver dag falder mod jorden med en hastighed på tredive miles i sekundet, skabe en katastrofal ødelæggelse på dens overflade. Det er dette luftlag, der regulerer temperaturen. Det løfter damp op fra havet, danner skyer og sørger for regn forskellige steder. Det leverer de nødvendige gasser til mennesker, levende dyr og planter. (Dette er det medium, hvormed vi sender og modtager lyd; uden det ville samtale ikke have været mulig.) Mineraler og kemiske stoffer er blevet leveret i enorme mængder, selv om de er helt nødvendige for planter, dyr og mennesker. På denne jordklode er der underjordiske uudtømmelige vandreservoirer i form af have, floder, søer, damme, vandfald og kilder. Selv på bjergtoppene er der sørget for, at vand kan fryse og derefter smelte og strømme ned. Desuden er der indrettet en tiltrækningskraft til at holde dette vand, luften og alle de stoffer, der findes på jorden, samlet. — Derudover er der indrettet en tiltrækningskraft til at holde alle de stoffer, der findes på jorden, samlet. — Derudover er denne jord blevet placeret i en særlig afstand fra solen, som er særdeles gunstig for alle levende væsener, der bor på den. —
Her er der kun nævnt nogle få af de harmonier, som har gjort jorden egnet til beboelse i dag. Hvis et fornuftigt menneske tænker over disse forhold, vil det ikke et eneste øjeblik kunne forestille sig, at disse harmonier skulle være blevet etableret af sig selv gennem en ulykke uden en viis Skabers plan. Det vil heller ikke kunne forestille sig, at nogen som helst guder eller gudinder, jinner, profeter, awliya eller engle har den mindste indflydelse på udformningen og gennemførelsen af denne storslåede skabelsesplan. (Rasāʾil wa Masāʾil, bind 1, side 38)
Livet og dets genoplivelse eller gentagelse
Teorien om, at alle de faktorer, der er nødvendige for livets opståen, ved et rent tilfælde samles på akkurat de rette mængder, så livet opstår af sig selv, kan ganske vist være ateisternes uvidenskabelige fantasi. Men hvis den matematiske lov om forandringer anvendes på dette, vil sandsynligheden for, at en sådan hændelse indtræffer, ikke være andet end nul.
Livet findes ikke blot i én enkelt form, men i utallige forskellige former. Indtil nu er der på Jorden blevet opdaget omkring en million dyrearter og omkring to hundrede tusind plantearter. Disse millioner af levende arter er tydeligt forskellige fra hinanden i deres opbygning og artsmæssige egenskaber. Denne forskellighed er så tydelig og uigendrivelig, at de fra den tidligste kendte fortid uafbrudt har bevaret deres egne artsmæssige former og skikkelser på en sådan måde, at selv ingen Darwin ville kunne give en anden fornuftig forklaring på livets enorme mangfoldighed af artsforskelle end Den Ene Allahs skabende plan.
Lad os nu tænke lidt over skabelsens gentagelse. Skaberen har i hver dyre- og plantearts form, skikkelse og sammensætning anbragt en sådan mekanisme, at den fra dens utallige individuelle væsener bestandigt frembringer utallige afkom med nøjagtig samme artsmæssige form, natur og egenskaber. I disse milliarder af små fabrikker producerer fabrikken, der skaber en bestemt art, ikke engang ved en fejl et eksemplar af en anden art. Den moderne forplantningsvidenskabs undersøgelser og observationer har fremlagt forbløffende oplysninger om dette. I hver plantekimplante er der nedlagt den evne, at den kan sikre sin egen arts fortsatte beståen helt frem til de efterfølgende generationer på en sådan fuldstændig måde, at de senere efterkommere kan besidde alle deres artsmæssige særpræg, og hvert enkelt individ korrekt kan bevare sin egen arts form og skikkelse som noget særskilt sammenlignet med alle individer af andre arter. Bestanddelene af denne artsmæssige stabilitet og formering er opbevaret i en del af én celle i hver plantekimplante. Det kan på ingen måde ses uden et kraftigere mikroskop. Denne allermindste ingeniør styrer plantens pleje og udvikling præcist ad den vej, der fører til dens artsmæssige form, eller dens artsmæssige forms egen vej! — Det samme forhold findes også i den levende verden og blandt menneskeheden.
Ingen af dem blev skabt blot én gang for derefter at ophøre. Tværtimod kan man ikke forestille sig, hvor omfattende en vældig fabrik for skabelsens gentagelse er i gang overalt omkring os. Her bliver utallige væsener af samme art ved med at komme til eksistens fra de forskellige individer af hver art.—-
Disse ordningers begyndelse gør ikke blot en alvidende og dybt indsigtsfuld Skabers eksistens uundgåelig; for at de til enhver tid kan fortsætte korrekt, er der i høj grad også behov for en leder og kontrollør samt et evigt levende, evigt bestående væsen (Gud), som ikke et eneste øjeblik vil være uopmærksom på driften af denne fabrik.
Ligesom disse store sandheder og indsigter rykker ateistens ateisme op med rode, rykker de også polyteistens polyteisme op med rode (Tafhim al-Qur’an, sura an-Naml, note 73).
To sider af verdensnaturens inderste væsen
(Arabisk*****)
Har de aldrig tænkt grundigt over det indbyrdes? Allah har skabt jorden og himlene og alt det, der er imellem dem, med sandhed og for en fastsat tidsfrist. – Sura ar-Rum: 8
I dette tekstafsnit er der fremlagt yderligere to beviser vedrørende det hinsidige. Det siges her, at hvis mennesket betragter verdensordenen uden for sin egen eksistens med dybtgående opmærksomhed, vil to sandheder blive afdækket.
Den ene er, at denne verdens natur er skabt med sandhed. Dette er ikke et barns leg, hvor han blot for at more sig bygger et legehus af mudder. Både det at bygge huset og at rive det ned ville være meningsløst. Tværtimod er denne verdens natur en ansvarsfuldt indrettet orden. Hvert af dens atomer vidner tydeligt om, at det er blevet skabt med fuldkommen visdom og fin overvejelse. I hver af dens ting gælder en lov og en orden. Alt i den har et formål. Hele menneskets civilisation, dets samlede økonomiske system samt al viden, videnskab og kunst vidner i sig selv om dette: Hvis verden efter at have kendt de aktive love og principper bag hver eneste ting og formålet med skabelsen af hver ting var blevet gjort til et formålsløst legetøj, ligesom en dukke, ville ingen forestilling om videnskab eller civilisation og kultur have været mulig her. Hvordan skulle det kunne falde menneskets fornuft og samvittighed ind, at Den Alvidende, som har skabt denne verden med så fin en visdom, et formål og et mål, og som i den har skabt et væsen som mennesket med høje åndelige og fysiske evner, givet det magt, myndighed og frihed til at vælge samt en moralsk følelse, og lagt utallige af verdens skabte ting i dets hænder, skulle have skabt mennesket uden noget formål? Mennesket skal udføre opbyggende eller ødelæggende handlinger på jorden, begå synd eller gøre godt, handle retfærdigt eller uretfærdigt og vælge ærlighed eller løgnagtighed, for derefter blot at dø og blive blandet med jorden, uden at dets gode eller dårlige handlinger får nogen gengældelse? Det skal gennem hver eneste af sine handlinger efterlade en god eller dårlig indflydelse på sit eget liv, på livet hos utallige mennesker som det selv og på utallige ting i verden, og derefter skal hele registret over dets gerninger straks ved døden rulles sammen og kastes i floden? Hvad kan være mere latterligt end dette? Hvis man iagttager denne verdensordens forvaltning grundigt, bliver den anden sandhed tydelig. Den er, at intet her er evigt. Alt har en fastsat tidsgrænse, og når denne grænse nås, ophører det. Sådan forholder det sig også samlet set med hele skaberværket. Alle de kræfter, der er aktive her, er begrænsede. De virker indtil et bestemt tidspunkt. På et tidspunkt vil deres eksistens uundgåeligt forsvinde, og denne orden vil også ophøre. I oldtiden havde de filosoffer og videnskabsmænd, som kaldte jorden uden begyndelse og uforgængelig, til dels medhold på grund af deres begrænsede viden. Men den langvarige strid mellem ateister og dem, der tror på Allah, om verdens evige fornyelse og dens ælde er af den moderne videnskab endeligt blevet afgjort til fordel for dem, der tror på Allah. Der er ikke længere nogen mulighed for, at ateister i intelligensens og videnskabens navn kan sige, at verden har eksisteret fra al evighed, vil bestå til al evighed, og at Dommedag aldrig vil indtræffe. Den gamle materialisme byggede på den forestilling, at materien aldrig går til grunde, men kun kan ændre form. På dette grundlag kunne man sige, at denne materielle verden hverken har en begyndelse eller en slutning. Men efter opdagelsen af atomenergi (Atomic energy) er denne forestilling blevet fuldstændig bevist fejlagtig. Det er nu blevet opdaget, at energi omdannes til materie og materie til energi, sådan at den da hverken har form eller skikkelse eller nogen formløs form. Termodynamikkens anden lov (second Law of Thermo Dynamics) har nu bevist, at denne materielle verden hverken er uden begyndelse eller evig og uforgængelig. Den må uundgåeligt have både en begyndelse og en slutning. Derfor er det ikke længere muligt at benægte Dommedag på videnskabeligt grundlag. Når videnskaben har overgivet sig i denne sag, med hvilken begrundelse skulle filosofien så benægte Dommedag? (Tafhim al-Qur’an, Sura an-Naml, note 74)
Tiden før profeten Moses (fred være med ham)
Det var i profeten Isḥaqs (fred være med ham) søn, profeten Ya‘qūbs (fred være med ham), slægt, at profeten Yusuf, profeten Musa, profeten Dawud, profeten Sulayman, profeten Isa og andre ædle profeter, måtte Allahs fred være med dem, blev født. Eftersom profeten Ya‘qūbs (fred være med ham) navn var Israel, blev hans efterkommere derfor kaldt Israels børn. Som følge af deres forkyndelse opgav de folk, der antog deres religion, enten deres egen identitet og blev opslugt af dem, eller også blev de, selv om de var genealogisk forskellige fra dem, deres tilhængere i religiøs henseende. (Tafhim al-Qur’an, Sura an-Naml, note 80)
Denne nations mytologiske fortælling lyder sådan: Allah kæmpede brydning med deres højtstående forfader, profeten Ya‘qūb (fred være med ham). Brydekampen fortsatte hele natten. Det blev morgen, men Allah kunne ikke besejre ham. Derefter sagde Allah: „Lad mig nu gå.“ Ya‘qūb (fred være med ham) sagde: „Nej, jeg vil ikke lade dig gå, før du giver mig en gave.“ Allah sagde: „Dit navn skal ikke være Ya‘qūb, men Israel, for du har vundet styrkeprøven mellem Gud og mennesket.“ (Gud forbyde det!) (Se den moderne oversættelse af The Holy Sepulchre, Jewish Publications Society of America, 1954, Første Mosebog, kapitel 32, vers 25–29. Det er også gengivet på denne måde i de kristnes oversatte Bibel. I noten til den jødiske oversættelse er betydningen af ordet Israel angivet som: „He who striveth with God“ – den, der kæmper med Gud. Derefter har kristne lærde i Encyclopedia of Bible Literature forklaret ordet Israel som „Wrestler with God“, altså den, der kæmper med Gud. I Bibelens bog Hoseas(Arabisk***)er profeten Ya‘qūb blevet beskrevet således: Han kæmpede med Gud, mens han havde sin styrke og kraft, og derefter med englene, og han sejrede, kapitel 12, vers 4. 418 (Sura ar-Rum, note 6)
Israels børns glorværdige fortid
På den ene side blev store profeter som Ibrahim, Ishaq og Yusuf født i denne slægt, mens de på den anden side under og efter Yusuf havde den lykke at opnå herskermagt i Egypten. I en lang periode var de de største herskere i den daværende civiliserede verden, og deres indflydelse og anseelse gjorde sig gældende overalt.
Almindeligvis begynder man historien om Israels børns fremgang og udvikling med Musa. Men Koranens forklaring på dette område er, at Israels børns egentlige fremgangs- og udviklingsperiode allerede var forbi før Musa. Musa plejede at fremholde deres glorværdige fortid for sit folk. (Sura al-Ma’ida: 20) – Sura al-Baqara, note 123
Jødedommens begyndelse og navngivning
Den religion, som Musa og de tidligere profeter forkyndte, var islam. Ingen af disse profeter var jøder, og jødedommen opstod heller ikke i deres tid. Denne religion opstod først langt senere, hvad navnet angår. Religionen blev knyttet til Juda, Jakobs fjerde søn, da denne familie blev hersker over den stat, der blev kaldt Judæa. De øvrige stammer blandt Israels børn oprettede en særskilt stat, som blev kendt som Samaria. Derefter ødelagde assyrerne ikke blot Samaria, men udslettede også alle spor efter de israelitiske stammer, som havde grundlagt denne stat. Til sidst var kun Judas og Benjamins efterkommere tilbage. På grund af Judas-slægtens indflydelse og anseelse blev de kaldt judæere eller jøder. I denne slægt udviklede præster, rabbiner og lærde gennem århundreder, efter deres egne anskuelser og tilbøjeligheder, en struktur af trosforestillinger, skikke, praksisser og religiøse regler; denne kaldes jødedom eller den jødiske religion. Opbygningen af denne struktur begyndte i det fjerde århundrede før Kristus og fortsatte frem til det femte århundrede efter Kristus.
Derfor blev de mange steder i Koranen tiltalt som(Arabisk****)– det vil sige: O I mennesker, der er blevet jøder. Ikke alle blandt dem var israelitter; der var også mennesker, som havde antaget jødedommen. De steder i Koranen, hvor Israels børn tiltales, bruges ordene Israels børn. Men hvor jøderne tiltales, blev udtrykket(Arabisk***)brugt. (Sura al-Ma’ida, note 42)
På Yusufs tid var jøder
Efter en sammenlignende gennemgang af Bibelen og egyptisk historie mener moderne forskere, at den hersker blandt hyrdekongerne (Kykoss Kings), som i den egyptiske historie kaldes Apophis, var samtidig med Yusuf.
Egyptens hovedstad var Memfis. Dens ruiner kan ses fjorten miles syd for Kairo. Yusuf ankom dertil i en alder af sytten eller atten år. Han opholdt sig i to eller tre år i Aziz’ hus i Egypten. Han tilbragte otte år i fængsel. Da han var tredive år, blev han Egyptens hersker, og i firs år fortsatte han med at regere Egypten ene- og suverænt. I det niende eller tiende år af hans regering førte han sin far og hele familien fra Palæstina til Egypten. Han bosatte dem i området mellem Kairo og Damietta. I Bibelen kaldes dette område Jushan eller Dushan. (I Talmud siges det, at da nyheden om Jakobs ankomst nåede hovedstaden, drog Yusuf ud for at tage imod ham sammen med rigets fremtrædende emirer, højtstående militære og civile embedsmænd, og førte ham med stor pomp og pragt ind i hovedstaden. Festlighederne varede i to dage. Alle deltog i festens procession, kvinder, mænd og børn uden undtagelse. En bølge af glæde og jubel skyllede gennem hele landet. (Sura al-Hashr, note 4) De boede i dette område indtil Musas tid. Ifølge Bibelens beretning levede Yusuf i et hundrede og ti år. Ved sin død pålagde han Israels børn, at når de forlod Egypten, skulle de tage hans skelet med sig. (Sura al-Jumu’a, note 10)
Det var på grund af ham, at de fik fodfæste i Egypten. Han, altså profeten Yusuf (fred være med ham), var selv profet. I fire-fem århundreder efter ham lå Egyptens herskermagt i deres hænder. I denne periode må de naturligvis have udført en omfattende udbredelse af islam i Egypten. De egyptere, som antog islam, fik ikke blot en anden religion; deres kultur og hele livsform blev også forskellige fra de ikke-muslimske egypteres og fik samme præg som Israels børns. Ligesom hinduerne i Indien før delingen betragtede muslimerne som fremmede, betragtede egypterne også dem alle som udlændinge. De kaldte de egyptiske muslimer for Israels børn, ligesom ikke-arabiske muslimer blev kaldt muhammedanere. På grund af deres religiøse, kulturelle og ægteskabelige forbindelser blev de selv adskilt fra de ikke-muslimske egyptere og knyttet til Israels børn. Derfor blev ikke blot Israels børn, men også de egyptiske muslimer udsat for forfølgelse og undertrykkelse, da en stærk nationalistisk bevægelse begyndte i Egypten. Da Israels børn senere forlod landet, drog de egyptiske muslimer også ud sammen med dem, og de blev regnet blandt Israels børn. Forskellige antydninger i Bibelen støtter denne opfattelse. Da Bibelens forfatter for eksempel beskriver Israels børns udvandring fra Egypten i Anden Mosebog, siger han, at en tilsvarende stor folkemængde fulgte med dem (12:38). Disse ikke-israelitiske muslimer blev kaldt fremmede og udlændinge. Blandt de anvisninger, som profeten Musa (fred være med ham) fik i Toraen, finder man følgende: »For jer og for disse fremmede, der bor hos jer, skal den samme lov gælde fra slægt til slægt. Hos Gud skal de fremmede have samme status som jer« (25:14-15), bogens forfatter. (Sura Yusuf, note 69)
Den nationalistiske revolution i Egypten
Efter profeten Yusufs (fred være med ham) tidsalder var forbi, fandt der en nationalistisk revolution sted i Egypten. Da kopterne på ny erobrede regeringsmagten, gjorde den nationalistiske regering alt for at knuse Israels børns magt. De nøjedes ikke med at ydmyge og vanære Israels børn og sætte dem til arbejde af laveste rang; de vedtog også en politik, hvor drengebørn skulle dræbes, mens pigebørn skulle skånes, for at deres kvinder gradvist kunne komme under kopternes kontrol, og der i stedet for en israelitisk slægt kunne opstå en koptisk slægt. Talmud fortæller desuden, at denne revolution fandt sted lidt over et århundrede efter profeten Yusufs (fred være med ham) død. Den nye nationalistiske regering fratog først israelitterne deres frugtbare jord, huse og øvrige ejendele og fjernede dem derefter fra alle ansvarsfulde poster i regeringen. Da de koptiske herskere alligevel følte, at Israels børn og de egyptere, der bekendte sig til samme religion som dem, havde betydelig indflydelse, begyndte de på forskellige måder at ydmyge og vanære dem. De lod dem udføre hårdt arbejde for en ringe løn. Dette forklarer Koranens beskrivelse, hvor det siges, at Farao plejede at ydmyge og forhåne en gruppe af Egyptens indbyggere(Arabisk****)— og i Sura al-Baqara, hvor Allah den Ophøjede siger, at Faraos folk gav Israels børn hård straf. (Sura Yusuf, note 68)
Profeten Musas (fred være med ham) komme
Israels børn levede i flere århundreder et liv præget af ydmygelse og fattigdom. Under disse omstændigheder lod Allah den Ophøjede profeten Musa (fred være med ham) blive født blandt dem. Gennem ham befriede Han dette folk fra slaveriets lænker. Derefter åbenbarede Han Bogen for dem, og under dens indflydelse modtog dette undertrykte og mishandlede folk vejledningens lys og blev et berømt folk i verden. (Sura Yusuf, note 68)
Profeten Musas kald
Profeten Musa (fred være med ham) gik til Farao med en opfordring til to ting. For det første, at han skulle acceptere at tilbede Allah (islam), og for det andet, at han skulle befri Israels børn, som allerede var muslimer, fra sin undertrykkelse og forfølgelse. (Sura al-Qasas, note 5)
På den anden side lærte profeten Musa (fred være med ham) Israels børn følgende:
Bed om Allahs hjælp, og vær tålmodig. Jorden tilhører Allah, og Han gør den, Han vil, til arvinger til denne jord. Den endelige succes tilhører dem, der handler i gudsfrygt.
Israels børns usle mentalitet
I denne krisetid udviste nogle unge mænd og kvinder det mod, der skulle til for at tage imod sandheden og anerkende sandhedens bannerfører, Moses (fred være med ham), som deres leder. Men deres forældre og folkets ældste fik ikke denne lykke. De var så opslugt af opportunisme, verdslige interesser og ønsket om at leve et ubekymret liv, at de ikke kunne tage imod denne sandhed. For de anså denne vej for yderst risikabel. I stedet forsøgte de at hindre de unge og sagde: »Kom ikke Moses (fred være med ham) nær. Ellers vil I selv pådrage jer Faraos vrede og også bringe ulykke over os.« (Sura as-Sajdah, note 36)
Årsagen til deres adfærd var ikke, at de nærede den mindste tvivl om, at Moses (fred være med ham) var sandfærdig, og at hans kald var grundlagt på sandheden. Det skyldtes derimod, at hverken de eller deres ældre og respekterede ledere var rede til at blive ofre for Faraos brutalitet ved at støtte Moses (fred være med ham). Skønt de både slægtsmæssigt og religiøst tilhørte Abrahams, Isaks, Jakobs og Josefs (fred være med dem) folk, havde det fejhed, som deres liv i slaveri havde skabt, efterladt dem uden den styrke, der skulle til for selv at bære troens og vejledningens banner over for vantroens og vildfarelsens herredømme eller for at støtte bannerføreren. (Sura al-A’raf, note 86) Det skal bemærkes, at der fandt en periode med undertrykkelse sted under Ramses II’s regeringstid, før Moses (fred være med ham) blev født. Den anden periode med undertrykkelse begyndte efter Moses’ ankomst, under Farao Merneptah. I begge perioder var skikken den samme: Israels drengebørn blev dræbt, mens pigebørnene fik lov at leve. (Sura Yunus, note 78)
Hvilken rolle de almindelige israelitter spillede i denne konflikt mellem Moses (fred være med ham) og Farao, kan man slutte ud fra følgende tekst i Bibelen:
Da de (Moses og Aron) kom ud fra Farao, så de, at de (israelitterne) stod på vejen for at møde dem. De sagde: »Må Gud dømme retfærdigt mellem jer og os! I har gjort os forhadte hos Farao og hans folk og har lagt et sværd i hans hånd, så han kan dræbe os.« Anden Mosebog 6:20–21.
Det fortælles i Talmud, at Israels børn sagde til Moses (fred være med ham) og Aron (fred være med ham): »Vores situation er som den, hvor en ulv har grebet en ged, og hyrden forsøger at redde den. Da de begge trak i den, blev geden revet i stykker. På samme måde vil vi gå til grunde, når I og Farao trækker i os.« (Sura Yunus, note 79)
Israels børns udvandring fra Egypten (I stedet for at gennemgå alle detaljer om, på hvilke måder Moses (fred være med ham) fremlagde sit kald for Farao, hvilke beskyldninger der blev rettet mod ham, hvilke advarende straffe der blev sendt over faraonerne i hans tid, og hvilken tilstand israelitterne selv befandt sig i, vil vi fremhæve dette historisk betydningsfulde aspekt: Eftersom de afviste Moses’ (fred være med ham) kald, fulgte Moses (fred være med ham) på Allah den Højestes befaling udvandringsvejen for at befri Israels børn. – Samlerne)
Moses’ folks ørkenliv
Hadrat Moses (fred være med ham) drog med Israels børn gennem Sinai-halvøen via Mara, Elim og Refidim mod Sinai-bjerget. Derefter opholdt de sig dér i lidt over et år. (Beretningen om Israels børns ørkenliv er på mange måder meget vigtig. I denne periode blev de på mirakuløs vis begavet med særlige forsyninger. I denne periode kom sporene af deres tidligere liv i trældom til udtryk gennem forskellige fejlagtige handlinger. Hadrat Moses (fred være med ham) arbejdede hårdt for at reformere dem. I denne henseende var dette en træningsperiode. – Samlerne.) Det var her, at størstedelen af Toraens anvisninger blev åbenbaret for ham.
Befalingen om at angribe Palæstina
Derefter blev han befalet at erobre Palæstina sammen med Israels børn. Det er blevet gjort til jeres arv. Hadrat Moses (fred være med ham) nåede derfor sammen med Israels børn ørkenen Paran ad vejen gennem Avir og Hazerot. Herfra sendte han en delegation for at undersøge forholdene i Palæstina. Delegationen fremlagde sin rapport, da den nåede et sted ved navn Kadesj. Med undtagelse af Josva og Kaleb var delegationens rapport nedslående. Da Israels børn hørte den, begyndte de at jamre og nægtede at drage på felttoget mod Palæstina.
Den anden periode med omflakken i ørkenområdet som straf
Allah den Ophøjede besluttede, at Israels børn i fyrre år skulle vandre forvildede omkring i dette område, og at ingen af deres nuværende efterkommere, bortset fra Josva og Kaleb, skulle få Palæstina at se. Derefter begyndte Israels børn at flakke desorienterede omkring mellem ørkenen Paran, Sjur-ørkenen og Sins ørken og kom i strid og konflikt med amalekitterne, amoritterne, edomitterne, midjanitterne, moabitterne og andre af områdets indbyggere.
Erobringen af Palæstina og den efterfølgende periode
Erobringen af Palæstina
Kort før de fyrre år var gået, døde Harun (a.s.) på Hur-bjerget. Derefter trængte Musa (a.s.) sammen med Israels Børn ind i Moabs område og erobrede hele dette område, indtil de nåede Heshbon og Shittim. Her på Abarim-bjergene drog Musa (a.s.) sit sidste åndedrag. Efter hans død krydsede hans første efterfølger, Josva, Jordanfloden fra øst og erobrede byen Jeriko, eller Ariha. Dette var den første by i Palæstina, som Israels Børn fik kontrol over; derefter kom hele Palæstina inden kort tid under deres herredømme. (Før erobringen af Palæstina var Israels Børn optaget af forskellige fristelser. Efter erobringen begyndte uretfærdighed og fordærv at brede sig blandt dem. De måtte også bære konsekvenserne af dette.
Musa (a.s.)’s formaninger til Israels Børn for at beskytte dem mod forfald
I vers 7 i sura Ibrahim formaner Musa (a.s.) således: Og husk, at jeres Herre bekendtgjorde: Hvis I er taknemmelige, vil Jeg visselig give jer endnu mere; men hvis I er utaknemmelige over for Min nåde, så er Min straf for jer hård. (Behovet for en sådan formaning skyldtes, at Israels Børn, efter at være blevet beriget med de goder, Allah havde skænket dem, gentagne gange blev ulydige og udviste utaknemmelighed. Musa, fred være med ham, forsøgte at reformere dem og tilskyndede dem til at angre. Det var ikke ubegrundet at frygte, at hvis de nåede toppen af erobringen af Palæstina, ville Satan let få dem til at hengive sig til ulydighed. Derfor blev deres opmærksomhed henledt på Allahs lov, som kommer til udtryk gennem ulydighed hos nationer, der er blevet beriget. – Samlerne)
En detaljeret redegørelse for den tale, der blev holdt om dette emne, er citeret i Bibelens femte Mosebog. Nogle dage før sin død bad Musa (a.s.) i denne tale Israels Børn om at mindes de vigtige begivenheder i deres historie. Derefter gentog han fra Toraen de forskrifter, der gennem ham var blevet sendt til Israels Børn. Så holdt han en lang tale. —- Nogle dele af hans tale er særdeles rørende og lærerige. Som eksempel citeres nogle af dem nedenfor:
Men hvis du ikke vil adlyde Herren din Guds røst og omhyggeligt følge alle de bud og forskrifter, som jeg i dag pålægger dig, så skal alle disse forbandelser komme over dig og ramme dig. Du skal være forbandet i byen, og du skal være forbandet på marken. —— Hvad du end foretager dig, skal Herren sende forbandelse, uro og irettesættelse over dig. —- Indtil du er udryddet fra det land, som du drager ud for at tage i besiddelse, skal Herren lade dig rammes af pest. —- Himmelen over dit hoved skal være som bronze, og jorden under dig som jern. —- Herren skal lade dig blive slået foran dine fjender; ad én vej skal du drage ud imod dem, men ad syv veje skal du flygte foran dem. Du skal trolove dig med en kvinde, men en anden mand skal ligge hos hende. Du skal bygge et hus, men ikke få lov at bo i det; du skal anlægge en vingård, men ikke nyde dens frugt. Dit kvæg skal slagtes for dine øjne, — og de fjender, som Herren sender imod dig, skal gøre dig til slave, mens du lider under sult, tørst, nøgenhed og mangel på alt; og indtil han tilintetgør dig, skal fjenderne lægge et jernåg på din nakke. — Og Herren skal sprede dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden. – (28:15-16) (Sura Taha, noter, 53-54)
Josvas reformerende prædiken
Halvfjerds år efter udvandringen fra Egypten (da Israels Børn blev optaget af afgudsdyrkelse, samlerne) kan man let forstå, hvor meget livet i egyptisk slaveri havde fordrejet Israels Børns sindelag, ud fra det, som Josva ibn Nun, Musa (a.s.)’s første efterfølger, sagde i sin sidste tale ved en folkeforsamling. Hans tale lød således:
Frygt derfor nu Herren, tjen ham i oprigtighed og sandhed, og fjern de guder, som jeres forfædre tjente på den anden side af Eufratfloden og i Egypten, og tjen Herren. Hvis det forekommer jer ondt at tjene Herren, så vælg i dag, hvem I vil tjene,—- men jeg og mit hus vil tjene Herren. – Josva 24:14-15
Heraf kan man slutte, at dette folk, selv efter at have levet under Musa (as)’s vejledning og opdragelse i fyrre år og under Hazrat Yushas i otteogtyve år, ikke kunne fjerne de påvirkninger fra deres sind og tanker, som under lydighedens tidsalder under Farao havde bredt sig ind i deres marv og ben. (Dette folks fordrejede natur og fejhed er udførligt beskrevet i Koranen. Deres modvilje mod at besvare Hazrat Musas (as) kald i Egypten, deres tilbedelse af kalven under Samiris indflydelse umiddelbart efter befrielsen fra Egypten, deres gentagne spørgsmål i stedet for oprigtigt at adlyde Hazrat Musas (as) befaling om at slagte koen, deres krav om byernes gamle fødevarer i stedet for at vise taknemmelighed for gratis manna og salwa som Allahs velsignelse i Sinajs ørken, deres nægtelse af at adlyde befalingerne under jihad, deres overtrædelse af sabbattens forskrifter, deres forvanskning af Allahs Bog, deres drab på profeterne og betaling for at udstede falske anklager mod dem, deres fortielse af sandheden – kort sagt er hele Bani Israils historie gennemsyret af sådanne forhold. – De to redaktører
Efter erobringen af Palæstina
Da Bani Israil efter Hazrat Musas (as) død trængte ind i Palæstina, boede der forskellige folkeslag dér, såsom hindier, amoritter, kana’anæere, hivvitter, jebusitter, filistre og andre. Den værste form for shirk var udbredt blandt dem. Hele den guddommelige verden var fordelt mellem mange guder og gudinder. Disse guder og gudinder blev tillagt så afskyelige egenskaber og handlinger, at selv mennesker, der var yderst moralsk fordærvede, ikke ønskede at stifte bekendtskab med dem. I deres samfund var det almindeligt at ofre børn. Deres helligdomme var blevet forvandlet til steder for utugt. At gøre kvinder til guder og gudinder, anbringe dem i helligdommene og bedrive utugt med dem blev regnet som tilbedelse.
I den vejledning, som gennem Hazrat Musa (as) var blevet givet til Bani Israil i Toraen, blev det klart sagt, at de skulle tilintetgøre disse folkeslag og fravriste dem Palæstina, og at de skulle holde sig fra at bo sammen med dem samt fra deres moralske og trosmæssige fejl.
Men da Bani Israil trængte ind i Palæstina, glemte de denne vejledning. De oprettede ikke en samlet stat. De hengav sig til stammefanatisme. Hver stamme foretrak at tage en del af det erobrede område og skille sig ud. (Det lille område Palæstina blev delt mellem følgende stammer: Bani Yahudha, Bani Shamun, Bani Dani, Bani Yamin, Bani Afraim, Bani Ruban, Bani Jadd, Bani Munsa, Bani Ashkar, Bani Zebubun, Bani Naftali, Bani Asher og andre. – Forfatterens forskning.)
Fordi de således blev splittet, var ingen af stammerne stærk nok til fuldstændigt at holde sit eget område frit for polyteister. Til sidst accepterede de at leve side om side med polyteisterne. Den første konsekvens, de måtte lide under, var, at shirk gennem disse folkeslag trængte ind blandt dem, og at vejen samtidig blev åbnet for anden moralsk snavs og fordærv. (Den anden konsekvens, de måtte lide under, var, at de folkeslag, hvis bystater var blevet efterladt selvstændige, sammen med filistrene, hvis hele område var ubesejret, dannede en koalition mod Bani Israil og gentagne gange angreb dem, hvorved de fordrev dem fra store dele af deres område. De fratog dem endda Pagtens Ark. Til sidst indså Bani Israil nødvendigheden af at oprette et samlet rige under én hersker. – Dette samlede rige havde tre herskere: Hazrat Talut, Hazrat Dawud (as) og Hazrat Sulayman (as). Disse herskere fuldførte de opgaver, som Bani Israil havde ladet uafsluttede efter Musa (as). – Forfatteren 437 (Surah Ibrahim, note 12)
Af Bibelen fremgår det, at byerne Sidon, Tyrus, Dor, Mujadda, Bet-Sheam, Jazer, Jerusalem og andre frem til Taluts tid var under polyteisternes herredømme, og at disse byers afgudsdyrkende civilisation fortsat øvede en stærk indflydelse på Bani Israil. Desuden var der ved grænserne til de israelitiske stammer oprettet særdeles stærke riger tilhørende filistrene, edomitterne, moabitterne og ammonitterne. De angreb igen og igen og rev store områder fra israelitterne. Til sidst var situationen blevet sådan, at Bani Israil ville være blevet jaget bort derfra med greb i nakken, hvis Allah den Ophøjede ikke på rette tid havde samlet israelitterne under Taluts ledelse. (Surah al-A’raf, note 98)
Tiden for Bani Israils første sammenbrud
Efter Hazrat Sulaymans (AS) tid blev israelitterne frygteligt opslugt af verdslig begærlighed og grådighed. De førte krig mod hinanden og oprettede to separate riger. I det nordlige Palæstina og det østlige Jordan blev staten Israel oprettet. Til sidst blev Samaria fastlagt som dens hovedstad. I det sydlige Palæstina og Edom-området blev staten Judæa oprettet. Jerusalem blev dens hovedstad. Mellem disse to stater begyndte der fra den allerførste dag en bitter rivalisering, konflikt og strid, som fortsatte til det sidste.
Blandt dem blev herskerne og indbyggerne i den israelitiske stat først og i størst omfang påvirket af nabofolkenes polyteistiske forestillinger og trosopfattelser samt deres moralske fordærv. Hazrat Ilyas og Hazrat Al-Yasa, fred være med dem begge, gjorde en yderste indsats for at standse denne fordærvelse. Men dette folk vendte ikke tilbage fra den vej mod forfald, som det var styrtet ned ad. Til sidst ramte Guds straf israelitterne i form af assyrerne, og indtil det niende århundrede f.Kr. fortsatte assyrernes sejrrige angreb på Palæstina uafbrudt.
I 620 f.Kr. erobrede Sargon, Assyriens grusomme hersker, Samaria og gjorde dermed en ende på staten Israel.
Det andet rige blandt Israels børn, som var blevet grundlagt i det sydlige Palæstina under navnet Judæa, blev også meget hurtigt efter Hazrat Sulaymans (AS) tid involveret i polyteisme og moralsk fordærv.
Selv om assyrerne ligesom over for den israelitiske stat gennemførte gentagne angreb på det, ødelagde dets byer og belejrede hovedstaden, blev dette rige ikke tilintetgjort af assyrerne. Det forblev blot en skattepligtig allieret. Til sidst gennemførte Babylons konge Nebukadnezar i 587 f.Kr. et omfattende angreb og forvandlede alle Judæas store og små byer til ruinhobe. Han jævnede Jerusalem og Sulayman-templet med jorden på en sådan måde, at ikke én af dets mure kunne blive stående. Et stort antal jøder blev fordrevet fra deres område og spredt i forskellige lande. (Sura al-Isra, note 7)
Endnu en mulighed skænket fra Allah
Efter assyrernes erobring var Samarias og Israels folk ikke længere i stand til at rejse sig fra deres yderste forfald i tro, troslære og moral. Men der fandtes stadig en vis gruppe blandt Judæas indbyggere. Blandt dem, der var tilbage i Judæa, fortsatte de arbejdet med reformer og forbedringer. De vakte angerens tilskyndelse hos dem, der var blevet sendt i eksil til Babylon og andre områder. Derefter blev Allah den Højestes nåde dem til hjælp. Babylonerriget faldt. I 531 f.Kr. erobrede den iranske verdenshersker Cyrus (Khurs eller Khusrau) Babylon. I sit andet regeringsår udstedte han et dekret, hvori det blev bekendtgjort, at israelitterne fik tilladelse til at vende tilbage til deres eget land og blive genbosat dér.
Cyrus gav jøderne tilladelse til at genopbygge Sulayman-templet. Men de nabostammer, der havde bosat sig i området, fortsatte i nogen tid med at skabe hindringer. Til sidst udnævnte Dareios I (Dara) i 522 f.Kr. Zerubbabel, barnebarn af Judæas sidste konge, til guvernør over Judæa. Under tilsyn af profeten Haggaj, profeten Zakarias og ypperstepræsten Esra genopbyggede han det hellige tempel.
På dette tidspunkt udførte Uzair (fvmh.) et stort arbejde for at genoprette Hazrat Moses’ (fvmh.) religion. Han samlede alle de retskafne og velgørende medlemmer af det jødiske folk fra alle steder og grundlagde en stærk organisation. Han redigerede og udgav Bibelens bøger, herunder Toraen. Han sørgede for religiøs undervisning af jøderne. Ved at håndhæve shariaens love begyndte han at rette de mentale og moralske mangler, som gennem påvirkning fra fremmede folk havde sneget sig ind blandt israelitterne. De jøder, som havde giftet sig med polyteistiske kvinder, blev pålagt at lade sig skille. På ny blev Israels børn taget i ed på at tjene Allah og følge Hans lov. Efter halvandet hundrede år blev Bayt al-Maqdis igen befolket og blev centrum for jødisk religion og civilisation.
Græsk herredømme og Makkabæerbevægelsen
Antiochos III erobrede Palæstina i 98 f.v.t. Han var hersker over det seleukidiske rige, hvis hovedstad var Antiokia. Denne græske verdenserobrer var polyteist af religion og despotisk af natur. Han kunne ikke tolerere jødisk religion, civilisation og kultur. For at bekæmpe den skabte han gennem politisk og økonomisk pres en udbredelse af den græske civilisation, og en stor del af jøderne blev selv hans marionetter. Denne indblanding udefra skabte splittelse blandt det jødiske folk. Den ene gruppe tilegnede sig græsk klædedragt, sprog, samfundsordning og græske sportsgrene, mens den anden gruppe forblev fast ved sin egen civilisation.
Da Antiochos IV i 157 f.v.t. besteg tronen, ønskede han ved hjælp af despotisk magt at udrydde jødisk religion og civilisation. (De detaljerede forordninger, som blev udstedt med jødernes almindelige trosforestillinger, tilbedelse, religiøse symboler og samfundsordningens grundprincipper som mål, er ikke omtalt her.) Men jøderne underkastede sig ikke dette tyranni. Tværtimod begyndte der blandt dem en stor bevægelse, som i historien er blevet kendt som Makkabæeroprøret. Selv om de græskpåvirkede jøder viste sympati for grækerne og fuldt ud samarbejdede med tyrannerne fra Antiokia om at nedkæmpe Makkabæeroprøret, var den åndelige kraft, som Hazrat Uzair havde indgydt de almindelige jøder gennem sin religiøsitet, så stærk, at de alle sluttede sig til Makkabæernes gruppe. Til sidst fordrev de grækerne og grundlagde deres egen religiøse stat. Denne stat bestod indtil 67 f.v.t. Dens grænser blev udvidet, så den omfattede hele det område, som tidligere havde været underlagt Juda og Israel. Desuden kom en stor del af Filistia under deres kontrol, selv om den ikke havde kunnet erobres på Hazrat Davids (fvmh.) tid. (Sura al-Isra, note 7)
Den anden katastrofe og dens følger
Den religiøse og moralske inspiration, som Makkabæerbevægelsen var blevet ført med, begyndte gradvist at gå til grunde. Den religiøse inspiration forfaldt til verdslig begærlighed og livløse ydre ceremonier. Til sidst opstod der splittelse blandt dem, og de inviterede den romerske verdenserobrer Pompejus til at komme til Palæstina. Pompejus rettede derfor i 63 f.v.t. sin opmærksomhed mod at erobre Palæstina og indtog Bayt al-Maqdis, hvorved han gjorde ende på jødernes frihed. Men de romerske verdenserobreres faste politik var, at de i stedet for at herske direkte over de erobrede områder foretrak at udnævne lokale herskere og gennem dem opnå deres egne mål. Derfor oprettede han i Palæstina en indfødt stat under sin myndighed. Til sidst kom denne stat i 40 f.v.t. under en snedig jødes, Herodes’, herredømme. Han blev kendt som Herodes den Store. På den ene side holdt han jøderne tilfredse ved at støtte de religiøse ledere, og på den anden side tilfredsstillede han kejseren ved at udbrede den romerske civilisation og udvise den yderste lydighed over for Romerriget. På den tid nåede jødernes religiøse og moralske forfald sit højdepunkt.
I år 41 e.v.t. udnævnte romerne Herodes Agrippa, Herodes den Stores barnebarn, til hersker over alle de områder, som havde været under Herodes den Stores herredømme. Efter at Herodes Agrippa havde vundet magten, udsatte han Hazrat Messias’ (fvmh.) følgere for den hårdeste forfølgelse.
For at få et korrekt indtryk af de jødiske religiøse lederes tilstand i den tid er det nødvendigt at kende den kritik, som Hazrat Jesus (fvmh.) rettede mod dem i sin tale.
For øjnene af dette folk blev en mand med en så ren og ulastelig karakter som profeten Yahya (a.s.) halshugget. Men ingen af dem protesterede mod denne djævelske handling. Derefter krævede hele folket profeten Isa (a.s.) henrettet. — Ja, da Pontius Pilatus spurgte disse ulykkelige mennesker: »Hvem skal jeg løslade for jer — Isa eller røveren Barabbas?« svarede hele folkemængden enstemmigt: »Løslad Barabbas.« Dette var som den endelige kulmination på alle beviserne imod dette folk fra Allahs side.
Kort efter begyndte en voldsom konflikt mellem jøderne og romerne. Mellem år 164 og 166 e.Kr. gjorde jøderne åbent oprør.
Til sidst iværksatte Romerriget hårde militære foranstaltninger og slog oprøret ned, og i år 70 e.Kr. erobrede Titus Jerusalem med magt. Under massakren blev et hundrede og treogtredive tusind mennesker dræbt. Seksoghalvfjerds tusind blev taget til fange og gjort til slaver. Tusinder blev med magt sendt til de egyptiske miner for at arbejde. Tusinder blev brugt i forskellige byer til at blive kastet for vilde dyr i amfiteatre og kolosseer eller til at blive ofre i sværdkampe. Høje, smukke piger blev udvalgt til sejrherrerne. Byen Jerusalem og templet blev forvandlet til ruiner. Derefter forsvandt jødisk indflydelse i Palæstina så fuldstændigt, at de i to tusind år ikke fik mulighed for at rejse sig igen. (Sura al-Isra, note 7)
Forandringer i Toraen (Den jødiske religions struktur blev opbygget af de ændringer og tilføjelser, som jødiske missionærer, kommentatorer, prædikanter og skriftlærde selv føjede til Allahs ord i Toraen. — Redaktørerne)
I Toraens femte bog, hvor profeten Musas (a.s.) sidste tale er gengivet, aflægges følgende ed gentagne gange af Israels børn:
Gør de forskrifter, som jeg har overbragt jer, fast forankrede i jeres hjerter, lær dem videre til kommende generationer, tal om dem, når I står op og sætter jer, i vågen tilstand og i søvne, og skriv dem på jeres dørstolper.
Derefter siger han i sine instruktioner: Når I er kommet ind i Palæstinas grænseområde, skal jeres første opgave være at opstille store sten på Ebals bjerg og indhugge Toraens forskrifter i dem.
Desuden gav profeten Musa (a.s.) en kopi af Toraen til Levis børn og befalede dem, at de hvert syvende år, på Khayyams festdag, skulle samle alle — mænd og kvinder, børn og voksne — på forskellige steder og læse hele Skriften (Toraen) op for dem ord for ord. Trods dette voksede Israels børns ligegyldighed over for Allahs Bog gradvist så meget, at arvingen til Salomons tempel og den jødiske hersker i Jerusalem, syv hundrede år efter profeten Musa (a.s.), ikke engang vidste, at de havde en bog ved navn Toraen.
Den største fejl hos de jødiske lærde var, at de i stedet for at udbrede kundskaben om Allahs Bog holdt den skjult blandt en særlig klasse af rabbinere og religiøse embedsmænd og holdt den borte ikke blot fra almindelige mennesker, men også fra det jødiske folk selv. Da fordærvelsen derefter begyndte at brede sig blandt dem på grund af folkets uvidenhed, forsøgte de lærde ikke blot ikke at reformere og korrigere dem; for at bevare deres popularitet blandt folket gav de tværtimod gennem ord og handling eller ved at forholde sig tavse deres godkendelse til den vildfarelse og de religiøse nyskabelser, der var udbredt blandt folket. (Sura al-Isra, note 9)
De ændrede ikke blot betydningen af Guds ord efter deres egne ønsker, men blandede også deres egne fortolkninger, nationalhistorie, overtro og gætterier, fantasifulde filosofier samt love og regler, der udsprang af deres egne overvejelser, sammen med Guds ord i Bibelen. (Ifølge Koranen var de jødiske lærdes tilstand som følger: De fleste jødiske lærde, fromme mænd og asketer tilegnede sig menneskers rigdomme på ulovlig vis og holdt dem borte fra Allahs vej – (Sura al-Tawba: 34). De uretfærdige solgte fatwaer, tog imod bestikkelse, tilegnede sig offergaver og almisser og opfandt sådanne religiøse skikke, at folk kunne købe deres påstande hos dem. Ingen kunne gifte sig eller dø uden at gøre dem tilfredse, og folk betragtede dem som dem, der havde monopol på at afgøre deres skæbne. Ikke nok med det; af hensyn til deres egne interesser fangede disse religiøse forretningsmænd mennesker i vildfarelsens net. Hvis nogen hævede sandhedens røst, var de fast besluttede på at sprede deres bedragernet før alle andre og blokere hans vej.) De fremstillede alt dette for menneskerne, som om det hele var kommet fra Allah. Enhver historisk filosofi, enhver kommentators forklaring, enhver filosofisk lærds forestilling og tro om Allah samt enhver skriftlærds juridiske forskning fik plads i Bibelen og blev forvandlet til Guds ord (Word of God). Det blev gjort obligatorisk at tro på det, og at vende sig bort fra det blev ensbetydende med at vende sig bort fra religionen.
Så vidt vi ved, er den femte bog i Det Gamle Testamente (Pentateuken) ikke den oprindelige Tora. Den oprindelige Tora er forsvundet fra jordens overflade. Støtten for denne opfattelse findes i selve Det Gamle Testamente. Heraf får vi at vide, at profeten Moses i slutningen af sit liv, med hjælp fra Josva, samlede Toraen og lagde den i en ark (1. Mosebog 31:24–27). Efter hans død, da Nebukadnesar i det sjette århundrede f.Kr. satte ild til Jerusalem, brændte den hellige ark også sammen med de bøger, som hans lovs reformatorer efter Moses havde udarbejdet. To hundrede eller to hundrede og halvtreds år efter denne ødelæggelse udarbejdede Ezra ifølge Bibelens egen beretning dette skrift på ny med guddommelig inspiration sammen med Israels Børns præster og gejstlige. Men tidens gang lod heller ikke dette nyudarbejdede skrift forblive i sin oprindelige form. Da flodbølgen fra Alexander den Stores verdensomspændende erobringer bredte sig til Mellemøsten sammen med det græske rige, dets videnskab og litteratur, blev alle Toraens bøger oversat til græsk i 280 f.Kr. Derefter blev de hebraiske afskrifter gradvist opgivet, og den græske oversættelse blev udbredt. Den Tora, der i dag ligger foran os, kan derfor på ingen måde føres tilbage til Moses. Men det betyder ikke, at der ikke findes nogen del af den oprindelige Tora i den nuværende Tora, eller at den er fuldstændig falsk. Det, vi egentlig ønsker at sige, er, at meget andet er blevet blandet ind i denne Tora sammen med den oprindelige Tora. Det, vi egentlig ønsker at sige, er, at meget andet er blevet blandet ind i denne Tora sammen med den oprindelige Tora. Det er heller ikke umuligt, at meget af den oprindelige Tora ikke er blevet indføjet i den. Hvis nogen i dag studerer dette skrift med dyb indsigt, vil han tydeligt mærke, at jødiske lærdes fortolkninger, Israels Børns nationalhistorie, israelitiske skriftlærdes juridiske forskning og meget andet er blandet sammen med Allahs ord på en sådan måde, at det er særdeles vanskeligt at udskille Allahs ord fra det. Det er særdeles vanskeligt at udskille Allahs ord fra det.
I denne forbindelse vil vi også gøre det klart, at Toraens religion ifølge Koranens synspunkt var den samme som Koranens religion, og ligesom Muhammad var islams profet, var profeten Moses også islams profet. Israels Børn fulgte i begyndelsen netop denne religion. Senere foretog de imidlertid efter deres egne lyster mange ændringer og tilføjelser i den oprindelige religion og skabte et nyt religiøst system under navnet jødedom. (Det vil sige, at den nuværende Tora ikke er islam, som blev bragt af Moses, men derimod et udtryk for jødedommen, som er en forvansket form af denne islamiske religion. – De to redaktører) (Sura al-Baqara, note 16)
Med Toraen menes i virkeligheden de anvisninger, som blev åbenbaret for Moses (fred være med ham) i de næsten fyrre år fra begyndelsen af hans profetskab til hans død. Blandt dem var de ti bud, som blev indgraveret på stentavler og givet til ham. De øvrige anvisninger lod Moses skrive ned, lavede tolv kopier af dem og fordelte dem blandt Israels tolv stammer. Én kopi blev også givet til Levis stamme, så de kunne bevare den. Det er denne bog, der kaldes Toraen. Den blev bevaret som en permanent bog indtil den første ødelæggelse af Bayt al-Maqdis. Den kopi, der blev givet til Levis stamme, blev sammen med stentavlerne lagt i pagtens ark. Israels børn kendte den netop som Toraen. Deres forsømmelse af den var nået så vidt, at da Salomons tempel blev repareret under Judas kong Josias, fandt ypperstepræsten (det vil sige templets stedfortræder og nationens øverste religiøse leder) pludselig Toraens bog, som var opbevaret et sted. Han anså den for at være noget mærkværdigt og gav den til den kongelige skriver. Skrivere præsenterede den derefter for kongen på en sådan måde, som om der var blevet gjort et bemærkelsesværdigt fund. Det er grunden til, at da Bakht Nasr erobrede Jerusalem og forvandlede hele byen, inklusive templet, til ruiner, gik Israels børns glemte, oprindelige Tora-bøger, som kun fandtes i meget få eksemplarer, for evigt tabt. Senere, på Uzayrs tid, vendte de overlevende af Israels børn tilbage til Jerusalem efter at være blevet befriet fra fangenskabet i Babylon, og da Bayt al-Maqdis blev genopbygget, udarbejdede Uzayr med hjælp fra nogle af nationens ældste hele Israels historie. Denne historie er nu indeholdt i Bibelens første sytten bøger. I fire af historiens bøger (nemlig den anden bog (Exodus), den tredje bog (Leviticus), den fjerde bog (Numbers) og den femte bog (Deuteronomy)) beskrives Moses’ (fred være med ham) liv, og de af Toraens ord, som Uzayr (fred være med ham) og hans medhjælpende ældste havde fået i deres besiddelse, blev også indføjet de rette steder i denne livsbeskrivelse i den kronologiske rækkefølge, hvori de var blevet åbenbaret. Det, der nu kaldes Toraen, er altså summen af de dele af Toraen, som ligger spredt og adskilt i beretningen om Moses’ (fred være med ham) liv. Tegnet, hvorpå man kan genkende dem, er, at når livsbeskriveren under historieskrivningen siger: »Gud siger dette til Moses (fred være med ham)« eller »Moses (fred være med ham) siger: Jeres Gud siger dette«, begynder en del af Toraen dér. Når beretningen om hans liv igen begynder, begynder Toraens del dér. Når beretningen om hans liv igen begynder, slutter Toraens del dér. Det er meget vanskeligt for almindelige mennesker at afgøre, om det, som Bibelens forfatter midt imellem har tilføjet som kommentar og forklaring, er en del af den oprindelige Tora eller dens forklaring og fortolkning. Denne forvanskede Tora er jødedommens kilde. Men det lærerige er, at jøderne aldrig forsøgte at etablere Toraen i den form og skikkelse, som de hævdede at tro på. De hverken forkyndte dens anvisninger oprigtigt eller gennemførte dem. Derfor stillede Koranen spørgsmålet.(Arabisk *****)(Sura al-Baqara, note 90)
Jødernes religiøse og sociale tilstand på tidspunktet for profeten Muhammads (fred være med ham) komme
Der findes ingen pålidelig historie om jøderne i Arabien
Der findes ingen pålidelig historie om jøderne i Arabien noget sted i verden. De har ikke nedskrevet en sådan beretning i nogen bog eller på nogen indskrift, som kan kaste lys over deres fortid. Ingen jødisk historiker eller forfatter uden for Arabien har heller omtalt dem. Derfor siges det, at de efter deres ankomst til det arabiske land blev adskilt fra deres eget folk, med det resultat at jøderne i resten af verden på ingen måde regnede dem blandt deres egne. For de havde opgivet selv det hebraiske sprog, civilisationen og navnene og havde antaget arabiske skikke. På de indskrifter, der er fundet blandt ruinerne i Hijaz, findes der ikke det mindste spor af jøder fra før det første århundrede e.Kr.; der findes derimod blot nogle jødiske navne. Derfor bygger størstedelen af historien om jøderne i Arabien på de sagn, der var udbredt blandt araberne, og en del af disse blev udbredt af jøderne.
Jøderne i Hijaz hævdede, at de var kommet hertil og havde slået sig ned for første gang i Moses’ (fred være med ham) sidste tid. De berettede historien således: Moses (fred være med ham) sendte en hærstyrke for at fordrive amalekitterne fra Yathrib. De fik også ordre til ikke at lade en eneste person fra dette folk overleve. Israels børn kom hertil og udførte profetens befaling. Men amalekitternes konge havde en ung søn, som var meget smuk. De lod ham leve og vendte tilbage til Palæstina med ham. På det tidspunkt var Moses (fred være med ham) allerede død. Hans efterfølgere kritiserede dem skarpt og sagde, at det at lade én amalekit overleve var fuldstændig i strid med profetens befaling og shariaens anvisning. Derfor udstødte de disse soldater af deres gruppe, og de måtte vende tilbage til Yathrib og slå sig ned dér. — Kitab al-Aghani, bind 19, s. 94.
Jøderne hævdede således, at de havde slået sig ned her tolv hundrede år før Jesus (fred være med ham). Men der findes intet historisk bevis for dette. Jøderne har sandsynligvis opdigtet denne fortælling for gennem den at udvide deres indflydelse over araberne ved at fremstille sig som efterkommere af en gammel og fornem slægt.
Ifølge jødernes egne beretninger fandt deres anden migration sted i 587 f.Kr., da Babylons konge Bakht Nasr ødelagde Bayt al-Maqdis og spredte jøderne rundt omkring i hele verden. Jøderne i Arabien sagde, at deres forskellige stammer på det tidspunkt kom til det arabiske land og slog sig ned i Wadi al-Qura, Tayma og Yathrib (Futuh al-Buldan, al-Baladhuri). Men heller ikke dette har noget historisk bevis. Sandsynligvis ønskede de også på denne måde at bevise deres oldtid.
Det eneste, der i virkeligheden er historisk bevist, er, at da romerne i år 77 e.Kr. foretog massakrer på jøderne i Palæstina og derefter i år 102 e.Kr. fordrev dem derfra, flygtede mange jødiske stammer på det tidspunkt til Hijaz og søgte tilflugt dér. Dette område lå tæt ved Palæstinas sydlige grænse, og efter deres ankomst blev de boende overalt, hvor de fandt kilder og frugtbare, frodige landområder. Derefter udvidede de gradvist deres indflydelse over området gennem sammensværgelser og ågerhandel. Det var på dette tidspunkt, at de etablerede deres herredømme over Aylah, Maqna, Tabuk, Tayma, Wadi al-Qura, Fadak og Khaybar. Stammer som Banu Qurayza, Banu Nadir, Banu Bahdal og Banu Qaynuqa tog også Yathrib i besiddelse på dette tidspunkt.
Blandt dem, der havde slået sig ned i Yathrib, var stammerne Banū Naḍīr og Banū Qurayẓa de mest kendte, fordi de tilhørte præste- og gejstligklassen. Blandt jøderne blev de regnet for adelige. Inden for deres eget folk havde de religiøs myndighed. Da de slog sig ned i Medina, boede der allerede nogle arabiske stammer dér. Efter at have besejret dem bemægtigede de sig det frodige og frugtbare land. Omkring tre århundreder senere, i år 450 eller 451 e.Kr., indtraf en stor oversvømmelse i Yemen, som er omtalt i det andet rukūʿ i Sura Saba. På grund af denne oversvømmelse blev forskellige stammer fra Saba-folket tvunget til at forlade Yemen og sprede sig til forskellige egne af Arabien. Blandt dem slog Ghassānī’erne sig ned i Syrien, Lakhmī’erne i al-Ḥīra (Irak), Banū Khuzāʿa mellem Jeddah og Mekka, og Aws og Khazraj slog sig ned i Yathrib. Eftersom jøderne havde etableret deres herredømme over Yathrib, gav de i begyndelsen ikke Aws og Khazraj nogen mulighed for at rejse sig. De to arabiske stammer blev tvunget til at bo på et ufrugtbart landområde. Derfor bragte de en hær og knuste jødernes magt. Som følge heraf blev Aws’ og Khazrajs fulde herredømme over Yathrib etableret. De to store jødiske stammer, Banū Naḍīr og Banū Qurayẓa, blev tvunget til at flytte uden for byen. Den tredje stamme, Banū Qaynuqāʿ, blev boende i byen, fordi den var uvenner med de to andre stammer. Men for at blive der måtte de søge beskyttelse hos Khazraj-stammen. Banū Naḍīr og Banū Qurayẓa søgte derimod beskyttelse hos Aws-stammen, så de kunne bo sikkert i Yathribs forstæder.
Jødernes tilstand på det tidspunkt, hvor Profeten (fred være med ham) fremtrådte
Før Allahs Sendebud (fred være med ham) ankom til Medina, og frem til begyndelsen af hijraen, var jødernes tilstand i Hijaz i almindelighed og især i Yathrib som følger:
Med hensyn til klædedragt, sprog, civilisation og kultur var de på alle områder præget af araberne. Selv navnene på langt størstedelen af dem var blevet arabiske. Blandt de tolv jødiske stammer, der slog sig ned i Hijaz, var der bortset fra Banū Zāwura ingen stamme, hvis navn var hebraisk. Bortset fra nogle få af deres lærde kunne ingen af dem endda det hebraiske sprog. I den poesi af jødiske digtere fra uvidenhedens tidsalder, som vi kender, finder man i sprog, tankegang og emne ikke noget særpræg, der adskiller den fra de arabiske digteres poesi. Der blev også indgået ægteskaber mellem dem og araberne. I virkeligheden var der mellem dem og de almindelige arabere ingen anden forskel end religionen. Alligevel blev de ikke ét med araberne, men fastholdt strengt den jødiske fanatisme. De antog åbent arabisk skik og væremåde, fordi de ellers ikke kunne bo i Arabien.
Illustration:——————–
På grund af deres antagelse af arabiske skikke er orientalske forskere blevet vildledt til at tro, at de måske ikke var Israels børn, men derimod arabere, som bekendte sig til jødedommen, eller i det mindste at flertallet af dem var arabiske jøder. Der findes imidlertid intet historisk bevis for, at jøderne nogensinde udførte religiøs missionsvirksomhed i Hijaz, eller at deres lærde, ligesom kristne præster og missionærer, opfordrede araberne til at antage jødedommen. Tværtimod ser vi, at de var præget af en voldsom fanatisme over at være israelitter samt af slægtsstolthed og arrogance. De kaldte araberne ummiyyūn. Ummī betyder ikke analfabet, men snarere vild og barbarisk. Deres trosopfattelse var, at disse ummiyyūn ikke havde krav på nogen af de menneskelige rettigheder, som israelitterne var værdige til. Det var for israelitterne tilladt og helligt at plyndre deres ejendom og rigdomme på lovlig eller ulovlig vis. Bortset fra arabiske høvdinge anså de ikke de almindelige arabere for værdige til at blive optaget i jødedommen og få samme status. Der findes ikke noget historisk bevis, og heller ikke noget vidnesbyrd i den arabiske tradition, for, at en arabisk stamme eller en stor familie antog jødedommen. Der findes dog bestemt omtale af enkelte personer, der blev jøder. Desuden var jøderne, snarere end at udbrede religionen, udelukkende optaget af handel. Derfor bredte jødedommen sig ikke i Hijaz som religion. Det eneste, der blev tilbage, var enkelte israelitiske stammers stolthed og arrogance. De jødiske lærde og fromme mænd havde imidlertid gjort en livlig forretning ud af amuletter, spådomskunst, magi og lignende, hvilket gav deres viden og praksis indflydelse på araberne. (Al-Jihād fī al-Islām, s. 380–382)
Deres økonomiske tilstand
Sammenlignet med de arabiske stammer var deres økonomiske tilstand meget stærk. Eftersom de kom fra de mere civiliserede områder i Palæstina og Syrien, kendte de mange kunstgreb og færdigheder, som araberne ikke kendte. De havde også handelsforbindelser med omverdenen. Derfor var det dem, der kontrollerede importen af de fødevarer, der kom til Yathrib og det nordlige Hijaz, samt eksporten af de dadler, der blev sendt herfra. Det meste af hønse- og fiskeavlen var under deres kontrol. De fremstillede tekstiler. Her og der havde de vinudsalg, og vin blev importeret fra Syrien og solgt dér. De fleste medlemmer af Banū Qaynuqāʿ arbejdede som guldsmede, smede og pottemagere. I disse forretninger og handelsvirksomheder drev jøderne en yderst profitjagende virksomhed. Men deres største forretning var åger. Med dette ågernet havde de bundet de omkringboende arabere. Især sheikerne og høvdingene for de arabiske stammer var blevet ramt af en trang til at vise pragt og magt ved at optage lån. De blev fanget i jødernes gældsfælder. Jøderne lånte ud til høje renter, og derefter blev låntageren så fastlåst i renters rente, at det var meget vanskeligt at slippe fri. På denne måde havde de økonomisk tømt araberne fuldstændigt. Den naturlige følge var, at araberne almindeligvis nærede had til dem. Deres handelsmæssige og økonomiske interesser krævede, at de ikke gjorde sig til ven med nogle arabere og fjende med andre eller deltog i deres indbyrdes stridigheder. På den anden side krævede deres interesser også, at araberne ikke fik lov til at forblive forenede, men blev holdt beskæftiget med kamp og strid mod hinanden. For de vidste, at hvis de arabiske stammer blev forenede, ville de ikke længere få lov til at beholde de enorme jordbesiddelser, haver og frodige marker, som de havde erhvervet gennem ågerforretninger. Desuden måtte hver af deres stammer, for sin egen sikkerheds skyld, have en stærk stamme som beskyttelse mod angreb. Derfor måtte de ikke blot deltage i de arabiske stammers indbyrdes kampe; ofte sluttede en jødisk stamme sig sammen med sin arabiske allierede fra Khazraj-stammen i kampen mod en anden jødisk stamme. I det blodige slag mellem Aws og Khazraj ved et sted kaldet Buʿāth, kort før hijraen, kæmpede de sammen med hver deres allierede. (Tafhīm al-Qurʾān, Sura Āl ʿImrān, note 2)
Et prangende ydre af fromhed
Jøderne troede på tawhid, profetskab, åbenbaring, det hinsidige og englene. De anerkendte også de sharia-bestemmelser, som var blevet åbenbaret fra Allah til deres profet, Moses (fred være med ham). I princippet var deres religion også den samme islam, som profeten Muhammad (fred være med ham) underviste i. Men flere århundreders forfald havde kastet dem langt bort fra den oprindelige religion. (På det tidspunkt var der gået omkring nitten århundreder, siden Moses (fred være med ham) var gået bort. Ifølge israelitisk historie døde Moses (fred være med ham) i 1272 f.Kr., mens profeten Muhammad (fred være med ham) i 610 e.Kr. blev ophøjet til profetens rang – forfatteren.)
De forsøgte at forhindre ham i at få succes med sit reformarbejde. De var i virkeligheden vildfarne muslimer. På grund af bidʿa, forvanskning af sandheden, optagethed af hårfine detaljer, fraktionsstridigheder, forsømmelse af vigtige spørgsmål og tidsspilde på uvæsentlige spørgsmål (at tygge på knogler efter at have smidt hjernen væk), samt fordi de glemte Allah og blev opslugt af verdslig begær og grådighed, nåede deres forfald et så ekstremt punkt, at de endog glemte deres oprindelige navn, muslimer, og forblev blot jøder i stedet for at kalde sig muslimer. De gjorde Allahs religion til en arv, som de havde modtaget gennem Israels slægt, og beholdt den som sådan. (Sura al-Hashr, indledning)
Religiøs og slægtsmæssig fanatisme
Jøderne mente, at redelighed, samvittighedsfuldhed, ærlighed og troskab kun burde gælde i deres indbyrdes forhold. Der var intet galt i at tilegne sig ikke-jøders ejendom. Dette var ikke blot en uvidende opfattelse blandt den jødiske befolkning; i virkeligheden var hele jødedommens religiøse system udformet sådan, at det på det moralske område på hvert eneste trin markerede en forskel mellem israelitter og ikke-israelitter: Det samme, som var ulovligt for israelitter, var lovligt for andre. Det samme, som tilkom israelitterne, tilkom ikke ikke-israelitterne. Bibelen siger for eksempel: »Du kan kræve det af udlændingen, men hvad du har til gode hos din broder, skal din hånd eftergive.« (Femte Mosebog 15:3). Et andet sted er det forbudt at tage renter. Men man må låne en udlænding ud mod renter, mens man ikke må låne sin broder ud mod renter. (Femte Mosebog 23:20). Et andet sted står der: »Hvis nogen stjæler et dyr fra en af sine brødre, israelitterne, og behandler det som en slave eller sælger det, og bliver grebet, skal tyven dø.« (Femte Mosebog 24:7). I Talmud står der, at hvis en israelits okse sårer en ikke-israelits okse, skal der ikke betales erstatning. Men hvis en ikke-israelits okse sårer en israelits okse, skal der betales erstatning. Hvis nogen finder noget, der ligger efterladt et sted, skal han undersøge, hvem der bor i den nærliggende bebyggelse. Hvis de er israelitter, skal han bekendtgøre fundet. Hvis de ikke er israelitter, bør han tage genstanden. Rabbi Ismael siger: Hvis en sag mellem en ummī og en israelit kommer for en dommer, og dommeren efter israelitisk lov kan lade sin trosbroder vinde, skal han lade ham vinde og sige, at det er gjort efter deres lov. Og hvis han efter ummīernes lov kan lade ham vinde sagen, skal han lade ham vinde og sige: »Det er gjort efter jeres lov.« Men hvis han ikke kan lade ham vinde efter nogen af lovene, skal han ved enhver mulig list lade ham vinde sagen. Rabbi Shamuʾel siger: Man skal udnytte enhver fejl, som en ikke-israelit begår. (Sura al-Hashr, indledning)
At forlade hovedsagen og klamre sig til detaljer
De jødiske lærde overholdt shariaens mindre bestemmelser med stor omhu. De brugte faktisk al deres tid på en udtømmende drøftelse af detaljer. Deres skriftlærde havde efter megen overvejelse truffet afgørelser om disse detaljer. Men shirk var i deres øjne så ubetydeligt et spørgsmål, at de hverken tænkte på selv at holde sig fra det eller forsøgte at beskytte folket mod polyteistiske tanker og handlinger. Deres samvittighed hindrede dem heller ikke i at blive venner med polyteister og yde dem hjælp og støtte. (Sura al-Baqara, indledning)
At forvanske shariaen for de fornemmes skyld
Et eksempel på, hvordan jøderne vendte sig bort fra deres religiøse forskrifter, ses i den sag, som jøderne fra Khaybar forelagde Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) til afgørelse. Sagens omstændigheder var, at en kvinde fra en fornem slægt i Khaybar havde haft et ulovligt seksuelt forhold til en mand. Ifølge Toraen var straffen for dem stening, det vil sige at blive dræbt ved stenkastning – (Femte Mosebog 22:23-24). Men jøderne ønskede ikke at håndhæve denne straf. Derfor rådførte de sig indbyrdes og besluttede, at Profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham) skulle fungere som mægler i sagen. Hvis han afsagde en anden dom end stening, ville de acceptere den. Men hvis han dømte til stening, ville de ikke acceptere den. Derefter blev sagen forelagt Profeten. Han beordrede stening, men de nægtede at efterkomme det. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) spurgte dem: »Hvilken straf foreskriver jeres religion for dette?« De svarede: »Piskning, hvorefter ansigtet smøres ind i kalk, og personen sættes på ryggen af et æsel.« Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) tog deres lærde i ed og spurgte dem: »Findes denne straf for en gift ægteskabsbryder eller ægteskabsbryderske i Toraen?« Igen svarede de løgnagtigt. Men en mand ved navn Ibn Suriyya var ifølge jødernes egne beretninger på det tidspunkt en af Toraens største lærde, og han forholdt sig tavs. Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) henvendte sig til ham og sagde: »Ved den Gud, som befriede jer fra Faraos hånd, og som gav jer loven på bjerget Tur, spørger jeg dig: Hvilken straf for utugt står der i virkeligheden skrevet i Toraen?« Han svarede: »Hvis du ikke havde taget os i en sådan ed, ville jeg ikke have sagt det. Sagen er, at straffen for utugt faktisk er stening. Men da utugt blev udbredt i vores samfund, indførte vores herskere den praksis, at en fornem person, der begik utugt, blev løsladt, mens en person fra de lavere klasser blev stenet. Da utilfredsheden derefter begyndte at brede sig blandt folket, ændrede man loven således, at den utugtige mand eller kvinde efter at være blevet pisket skulle have ansigtet smurt ind i kalk og ride baglæns på et æsel.« (Sura آل عمران, note 64)
Ændringer i shariaens halal og haram
Da jøderne gjorde oprør mod den sharia, som Allah den Ophøjede havde åbenbaret, og selv satte sig til at være lovgivere, begyndte de at foretage overdrevne og hårfine analyser af mange rene og halal ting. Blandt disse var for det første dyr med hove, såsom strudse, svaner og lignende. For det andet fedt fra kvæg og geder. I Bibelen blev forbuddet mod disse to slags ting indføjet i Toraen. Men disse ting var ikke haram i Toraen; de blev tværtimod gjort haram efter Hazrat Moses (fred være med ham). Historien bevidner også, at den nuværende jødiske sharia blev udformet af rabbi Juda hen imod slutningen af det andet århundrede efter Kristus. (Sura An-Nisa, note 80)
Jødernes urimelige holdning til Profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham)
Koranen siger:(Arabisk****)Og nu, da en bog fra Allah kom til dem, hvilken slags holdning viste de da til den? Denne bog bekræfter sandheden i det, som de allerede havde hos sig, og før denne bogs komme plejede de at bede om sejr og hjælp mod de vantro. På trods af dette nægtede de at acceptere den, da den kom til dem, selv om de kunne genkende den. – Sura Al-Baqara 89
Før Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) komme ventede jøderne utålmodigt på den profet, hvis komme deres profeter havde forudsagt. De bad om, at de vantros herredømme måtte ophøre, og at deres egen fremgangsæra måtte begynde, så snart han kom. Medinanerne selv bevidner, at jøderne før Profeten Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) komme talte dagene, mens de ventede på den profet, der skulle komme, og ved enhver lejlighed sagde: »Ja, det er i orden, fortsæt bare med at gøre, hvad I vil, mod dem, I ønsker at undertrykke. Når denne profet kommer, skal vi nok tage os af undertrykkerne.« Medinanerne hørte disse ord. Da de derfor fik kendskab til Profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sande forhold, sagde de til hinanden: »Se, disse jøder må ikke løbe fra jer. Kom, lad os tro på ham på forhånd.« Men det mærkelige var, at de samme jøder, som havde talt dagene, mens de ventede på den kommende profet, efter hans komme blev hans mest indædte modstandere.
Og at de kunne genkende ham – også dette udsagn fra Koranen blev på det tidspunkt underbygget af forskellige beviser. Det mest pålidelige vidnesbyrd kommer fra de troendes moder, Hazrat Safiyya (må Allah være tilfreds med hende). Hun var datter af en berømt jødisk lærd og niece til en anden lærd. Hun fortæller: »Da Profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) ankom til Medina, gik både min far og min onkel hen for at møde ham, og de talte længe med ham. Da de vendte hjem, hørte jeg med mine egne ører dem føre følgende samtale:
Onklen: »Er dette virkelig den profet, hvis glade budskab er blevet givet i vores bøger?«
Faderen: Ved Allahs ed, det er det.
Onklen: Tror du virkelig på det?
Faderen: Ja, det gør jeg.
Onklen: Hvad vil du så gøre nu?
Faderen: Så længe jeg lever, vil jeg fortsætte med at modarbejde ham og ikke lade ham sige noget. (Ibn Hisham, bind 2, s. 165, ny udgave) (Sura al-Ma’ida, note 70)
Jødernes fjendtlige skabelse af splid
Araberne var for det meste analfabeter. Sammenlignet med dem var jødernes uddannelsesniveau naturligvis højere. Blandt dem fandtes der personligt store lærde, hvis berømmelse havde bredt sig uden for Arabien. Derfor var jødernes intellektuelle indflydelse i Arabien meget stor. Desuden styrkede og udbredte deres lærde og præster denne indflydelse gennem deres religiøse institutioners ydre pragt samt deres virksomhed med besværgelser og amuletter. Især Medinas indbyggere var stærkt påvirket af dem, fordi store jødiske stammer boede omkring dem. De omgikkes dem dag og nat. Gennem dette samvær blev de påvirket lige så dybt, som et analfabetisk folk bliver påvirket af naboer, der er mere uddannede, mere civiliserede og har fremtrædende religiøse personligheder.
Under disse forhold, da Profeten (fred være med ham) fremstillede sig selv som profet og begyndte at invitere til islam, gik de analfabetiske mennesker naturligt til jøderne, Bogens folk, og spurgte: »I følger en profet og holder jer til en bog. Fortæl os: Her iblandt os er der en, som gør krav på at være profet. Hvad mener I om ham og om hans lære?« Også da Profeten (fred være med ham) ankom til Medina, blev mange ved med på denne måde at gå til de jødiske lærde og spørge dem. Men disse jødiske lærde fortalte dem aldrig sandheden.
Det var vanskeligt for dem at sige, at den tawhid, som han fremlagde, var forkert, eller at noget af det, han sagde om profeterne, de himmelske bøger, englene og det hinsidige, var fejlagtigt, eller at nogen af de moralske principper, han underviste i, var forkerte. Men de var heller ikke rede til klart at indrømme den sandhed, at alt det, han fremlagde, var sandt. De kunne hverken åbent benægte sandheden eller uden videre acceptere den. Mellem disse to veje valgte de den metode, at de i enhver spørgers sind indpodede en eller anden ond mistanke mod Profeten (fred være med ham), mod hans gruppe og mod hans storslåede arbejde. De fremsatte anklager mod ham og pådigtede ham så grundløse beskyldninger, at der kunne opstå tvivl, tøven og indre konflikt i menneskenes sind. De rejste også forskellige foruroligende spørgsmål, så folk selv blev forlegne og forsøgte at gøre Profeten og hans ledsagere forlegne.
Det var deres adfærd, som foranledigede, at der i Sura al-Baqara blev sagt til dem: »Tildæk ikke sandheden med falskhedens slør, forsøg ikke at undertrykke og skjule sandheden gennem løgnagtig propaganda, ondsindet tvivlsskabelse og fremsættelse af anklager, og forsøg ikke at bedrage verden ved at blande sandhed og falskhed sammen.« – Sura al-Baqara 2:42
Omfanget af jødernes skadevoldende virksomhed er meget stort. Ved at blive fanget i deres onde råd er der blevet skabt hyklere inden for det islamiske samfund. De har i enhver sag udvist en eller anden form for frækhed over for Profeten (fred være med ham), gjort gentagne forsøg på at dræbe ham, og deres yderste frækhed bestod i, at de på afgørende tidspunkter i krige kastede sig ud i ødelæggende handlinger. Der vil blive gjort rede for disse frækheder på de rette steder. – Forfatteren
Kristendommens fremkomst og udvikling
Forklaring af ordet Nasara
Det er en fejlagtig opfattelse hos nogle, at ordet Nasara er afledt af Nasera, som var Messias’ fødeby. I virkeligheden er ordet afledt af nusrat. Grundlaget herfor er den udtalelse, som Messias’ disciple fremsatte som svar på hans spørgsmål (Arabisk*****)»Hvem vil hjælpe mig på Allahs vej?«(Arabisk***)De sagde: »Vi er hjælpere i Allahs sag.« Kristne forfattere har som regel, blot på grund af den ydre lighed mellem de to ord, fået den fejlagtige opfattelse, at Koranen har brugt navnet på den gruppe, der i kristendommens tidlige historie fandtes under navnet nazaræerne (Nazarenes), og som blev kaldt nazaræere og ebionitter med foragt, om alle kristne. Men Koranen siger klart, at de selv sagde: »Vi er Nasara« (Sura Ali Imran 3:52), og det er korrekt, at de kristne aldrig kaldte sig nazaræere. (Sura al-Baqara, note 95)
Det bør bemærkes i denne forbindelse, at Jesus aldrig kaldte sine tilhængere isavitter eller messianere. For han var ikke kommet for at grundlægge en ny religion i sit eget navn. Formålet med hans mission var at genoplive den religion, som Moses samt profeterne før og efter ham havde bragt. Derfor dannede han ikke nogen særskilt menighed adskilt fra Israels almindelige folk og dem, der fulgte Moses’ lov, og han gav heller ikke denne menighed noget fast navn. Hans første tilhængere betragtede ikke sig selv som adskilt fra Israels folk; de blev heller ikke en fast afgrænset gruppe, og de fastsatte ikke noget særligt navn eller kendetegn for sig selv. De gik sammen med de almindelige jøder til templet i Jerusalem for at tilbede og betragtede sig selv som underlagt Moses’ lov. Se Apostlenes Gerninger 3:1, 10; 14, 15; 21:21.
Hvordan isavitterne blev adskilt fra Israels folk
Senere begyndte adskillelsen fra to sider. På den ene side ophævede Paulus blandt Jesu tilhængere forpligtelsen til at følge loven og erklærede, at det var tilstrækkeligt for frelsen alene at tro på Messias. På den anden side betragtede de jødiske lærde Messias’ tilhængere som en vildfaren gruppe og skilte dem fra Israels folk. Trods denne adskillelse fik denne nye gruppe i begyndelsen ikke noget særligt navn. Messias’ tilhængere brugte undertiden ordet disciple om sig selv, undertiden ordene brødre og troende om deres ledsagere, og undertiden blev de også kaldt de hellige (Apostlenes Gerninger 2:44; 4:32; 9:26; 11:29; 13:52; 15:1–23; Romerbrevet 15:25; Kolossenserbrevet 1:2). Jøderne kaldte dem derimod undertiden galilæere og undertiden nazaræernes kætterske sekt (Apostlenes Gerninger 24:5; Lukas 13:2). De blev kaldt dette hånligt, fordi Jesus’ fødeby var Nasera, som lå i Galilæa-området i Palæstina. Men dette hånlige navn blev ikke så udbredt, at det kunne opnå anseelse som betegnelse for Messias’ tilhængere.
Hvordan blev de kaldt messianere eller kristne?
Denne gruppes kristne navn blev for første gang givet i år 43 eller 54 e.Kr. af de hedenske indbyggere i Antiokia, da Paulus og Barnabas tog dertil og begyndte deres religiøse forkyndelse (Apostlenes Gerninger 11:26). De blev kaldt dette af modstanderne som en hån, og Messias’ tilhængere nægtede at antage dette navn. Men da deres fjender fortsatte med at tiltale dem med dette navn, sagde deres ledere: Hvis I bliver knyttet til Messias og kaldt messianere, hvad er der så skamfuldt ved det? (1 Peter 4:16). På denne måde begyndte de selv efterhånden at kalde sig det navn, som deres fjender havde påført dem for at håne og latterliggøre dem. Til sidst forsvandt endog følelsen hos dem af, at det var et hånligt navn, som de var blevet kaldt.
Derfor kaldte den ærede Koran ikke Messias’ tilhængere ved navnene messianere eller isavitter. Den mindede dem derimod om, at de i virkeligheden var efterkommere af de mennesker, som Jesus, Marias søn, havde tiltalt med ordene: (Arabisk*****)»Hvem vil hjælpe mig på Allahs vej?« og de havde svaret: (Arabisk****)»Vi er hjælpere på Allahs vej.« Derfor er de i oprindelig eller grundlæggende forstand Nasara eller Ansar. Men de isavitiske missionærer i dag udtrykker ikke taknemmelighed over for Koranen for denne påmindelse; i stedet klager de over, at Koranen kalder dem Nasara i stedet for messianere eller kristne. (Sura al-Baqara, note 58)
Kristendommens fremkomstperiode
Jødedommen og kristendommen er opstået senere. Jødedommen opstod med sit navn, sine særpræg og sine ritualer og skikke i det tredje og fjerde århundrede før Kristus. Kristendommen, som er betegnelsen for en samling af bestemte forestillinger, trosopfattelser og religiøse doktriner, eksisterede først længe efter Messias’ (fred være med ham) tid. Nu opstår spørgsmålet helt naturligt: Hvis det at opnå vejledning eller befinde sig på den sande vej afhænger af jødedommen eller kristendommen, eller udelukkende af kristendommen, hvad opnåede så profeten Ibrahim (fred være med ham) og de øvrige profeter, som blev født mange århundreder før disse to religioner, og som både jøder og kristne anerkender som vejledte, deres vejledning gennem? Det er sikkert, at det ikke var jødedommen eller kristendommen. Derfor bliver det helt klart, at menneskets vejledning ikke afhænger af de religiøse særpræg, som har ført til fremkomsten af forskellige grupper såsom jøderne og de kristne. Den afhænger derimod i virkeligheden af at følge den universelle Sirat al-Mustaqim, hvorigennem mennesker i enhver tidsalder opnår vejledning.
For det andet bevidner jødernes og de kristnes egne hellige skrifter, at profeten Ibrahim (fred være med ham) ikke tilbad, ophøjede, tjente eller adlød nogen anden end den ene Allah. Hans mission var netop, at ingen anden end Allah måtte gøres til medindehaver af nogen af Allahs egenskaber og særpræg. Det er derfor helt tydeligt, at både jødedommen og kristendommen har afveget fra den sande vej, som profeten Ibrahim (fred være med ham) fulgte. For shirk er blevet blandet ind i disse to religioner. (Sura al-Ma’ida, note 36)
De kristnes betegnelse af profeten Isa (fred være med ham) som Gud
For det første begår de kristne den fejl at betragte Messias’ personlighed som en sammensat entitet af menneskelighed og guddommelighed (Divinity), hvorved Messias’ virkelighed er blevet en gåde for dem. Jo mere deres lærde har forsøgt at løse denne gåde ved hjælp af ordgyderi og gætterier, desto mere er de blevet viklet ind i komplikationer. Den blandt dem, hvis sind i højere grad er blevet påvirket af den sammensatte personligheds menneskelige del, har lagt vægt på, at profeten Messias skulle være Guds søn og en af tre evige guder. Den, hvis sind i højere grad er blevet påvirket af den guddommelige del (uluhiyya), har betragtet Messias som Allahs legemliggjorte åbenbarelse, gjort ham til Allah selv og tilbedt ham som Allah. De, som har forsøgt at finde en mellemvej mellem disse to, har brugt alle deres kræfter på sådanne ordmæssige fortolkninger, at Messias derved fortsat blev kaldt et menneske, samtidig med at han blev anset for at være Allah. Allah og Messias er både to adskilte væsener og samtidig én. (Sura al-Ma’ida, note 36)
Betydningen af, at profeten Isa (fred være med ham) er Kalimatullah
(Arabisk*****)
Messias Isa, Marias søn, er ikke andet end Allahs sendebud og Hans befaling. – Sura al-Nisa 4:171
I virkeligheden er ordet Kalima blevet anvendt. Meningen med, at Kalima blev sendt til Maryam, er, at Allah den Ophøjede åbenbarede denne befaling til Maryams livmoder: at den skulle modtage en graviditet uden at være blevet befrugtet af nogen mand. De kristne fik oprindeligt netop denne hemmelighed om Messias’ (a.s.) fødsel uden en far at vide. Men efter at være blevet vildledt af græsk filosofi betragtede de først ordet Kalima som et synonym for tale eller talens evne. Derefter forstod de denne tale og talens evne som betydningen af Allah den Ophøjedes særlige egenskab at tale. Så nåede de frem til den formodning, at denne særlige egenskab hos Allah den Ophøjede trængte ind i Maryams livmoder, antog en legemlig skikkelse og åbenbarede sig som Messias. På denne måde opstod den vildfarelse blandt de kristne, at Messias (a.s.) var Allah, og den vildfarelse blev fast forankret, at Allah selv eller egenskaben tale blandt Hans evige egenskaber havde åbenbaret sig i Messias’ skikkelse. (Sura al-Baqara, note 135)
Forestillingen om treenighedslæren
I vers 171 i Sura an-Nisa kaldes Messias (a.s.) en ruh fra Allah (arabisk**), og i Sura al-Baqara udtrykkes sagen således: »Vi styrkede ham med den hellige ånd.«(Arabisk*****)Meningen med de to oprindelige udsagn er, at Allah den Ophøjede skænkede Messias (a.s.) en sådan ren ånd, som står over synd, er fuldkommen sandfærdig og udsmykket med fuldkommen karaktermæssig ædelhed. Det var denne forklaring, der blev givet de kristne. Men de overdrev den. De betragtede ruh min Allah som selve Allahs ånd og forstod Ruh al-Qudus (Helligånden) således, at det var Allahs hellige ånd, som antog skikkelse i Messias. På denne måde gjorde de Ruh al-Qudus til en tredje gud sammen med Allah og Messias. Dette var de kristnes anden ekstreme overdrivelse, som førte dem på vildspor. Det bemærkelsesværdige er, at følgende stadig står i Matthæusevangeliet: En engel sagde i en drøm til Yusuf an-Najjar: »O Yusuf ibn Dawud! Frygt ikke at tage din hustru Maryam til dig, for det, der er i hendes livmoder, er ved Ruh al-Qudus’ kraft.« Kapitel 1:2. (Sura al-Ma’ida, note 39)
Det egentlige forhold er, at de kristne samtidig bekender tawhid og treenighedslæren. På grundlag af Messias’ (a.s.) klare udsagn, som findes i evangelierne, kan ingen kristen benægte, at Allah er én, og at der ikke findes nogen anden gud end Ham. De er nødt til at erkende, at tawhid er den sande religion. Men de bliver fra begyndelsen behersket af den vildfarelse, at Allahs tale åbenbarede sig i Messias’ skikkelse, og at Allahs ånd antog skikkelse i ham. Derfor gør de det uden grund nødvendigt for sig selv at anerkende Messias’ og Ruh al-Qudus’ guddommelighed sammen med Allah den Ophøjedes, verdens Skabers, guddommelighed. Fordi de med magt har pålagt sig selv dette, er det blevet et uløseligt mysterium for dem, hvordan de kan acceptere treenighedslæren trods troen på tawhid og troen på tawhid trods treenighedslæren. De kristne lærde har i næsten atten hundrede år grublet over at løse dette problem, som de selv har skabt. På grund af forskellige forklaringer er der opstået mange små sekter; den ene gruppe erklærer den anden for vantro eller kafir, og på grund af stridighederne er kirke efter kirke blevet adskilt. Hele deres teologiske lærdom er blevet brugt på dette arbejde. Men dette problem blev hverken skabt af Gud eller af Messias, Hans udsending, og der findes ingen løsning på at skulle tro på tre guder og samtidig bevare Guds enhed. Deres overdrivelse og urimelige excesser har skabt problemet. Den eneste løsning er, at de opgiver overdrivelse og overdrivende fortolkninger, forkaster forestillingen om Messias’ og Ruh al-Qudus’ guddommelighed, anerkender Allah alene som den eneste Gud og anser Messias for Hans profet uden på nogen måde at betragte ham som delagtig i guddommelighed eller uluhiyya. (Sura an-Nisa, note 212)
Shirk og dyrkelse af religiøse lærde
Omkring midten af det femte kristne århundrede blev shirk, dyrkelse af religiøse lærde og gravdyrkelse udbredt blandt almindelige kristne, især i de romersk-katolske kirker. Man begyndte at tilbede de æredes helligsteder, og statuer af Messias, Maryam og himmelske jomfruer blev anbragt i kirkerne. Kort før Ashab al-Kahfs fremkomst, i år 431 e.Kr., blev der afholdt et råd i byen Efesos med deltagelse af de religiøse ledere fra hele den kristne verden. På dette råd blev forestillingen om Messias’ guddommelighed og om, at Maryam var Guds moder, fastslået. Når man ser på denne historie, kan man tydeligt forstå, at(Arabisk***)Koranens udsagn hentyder til de mennesker, som på det tidspunkt var blevet ledere og embedsmænd blandt den kristne befolkning i modsætning til Messias’ oprigtige tilhængere, og som havde den religiøse og politiske myndighed i deres hænder. Det var i virkeligheden dem, der bar shirkens fane. Det var dem, der besluttede, at der skulle bygges et gravmonument over Ashab al-Kahf, og at det skulle dyrkes. (Sura an-Nisa, note 212)
Den nuværende kristendom og Paulus
De første tilhængere af profeten Isa (a.s.) anerkendte ham netop som profet. De fulgte Musas sharia. Hvad angår trosforestillinger, påbud, bestemmelser, tilbedelse og hengivelse, anså de sig på ingen måde for forskellige fra de øvrige israelitter. Deres uenighed med jøderne bestod alene i, at de anerkendte profeten Isa som Messias og troede på ham, mens jøderne nægtede at anerkende ham som Messias. Senere, da Paulus sluttede sig til denne gruppe (Isas tilhængere), begyndte han at udbrede denne religion blandt romere, grækere og andre ikke-jødiske og ikke-israelitiske mennesker. Med dette formål grundlagde han en ny religion, hvis trosforestillinger, grundprincipper og forskrifter var helt forskellige fra den religion, som profeten Isa (a.s.) fremlagde. Paulus havde aldrig været i selskab med profeten Isa (a.s.). Tværtimod var han på hans tid hans bitreste modstander. Også efter det var han i flere år hans tilhængeres værste fjende. Da han derefter sluttede sig til gruppen og begyndte at grundlægge en ny religion, fremlagde han heller ikke noget af profeten Isas (a.s.) udsagn som autoritet. Tværtimod byggede denne nye religion på hans åbenbaringer og inspiration eller på spontant opståede følelser, begejstring og inspiration. Målet med at grundlægge denne nye religion var, at religionen skulle være sådan, at verdens ikke-jødiske befolkning (Gentile) ville antage den. Han erklærede, at en kristen var fri for alle den jødiske sharias bindinger. Han ophævede forbuddene mod tilladt og forbudt mad og drikke. Han afskaffede også omskærelsesskikken, som verdens ikke-jødiske folk ikke brød sig om. Til sidst indførte han også trosforestillingerne om Messias’ guddommelighed, at han var Guds søn, og at han gennem korsfæstelsen var sonoffer for hele menneskehedens synder, fordi dette stemte overens med de almindelige afgudsdyrkeres natur og tilbøjeligheder. De første tilhængere af Messias modsatte sig denne nye innovation eller trosretning. Men gennem den dør, som Paulus havde åbnet, strømmede en sådan vældig flodbølge af ikke-jødiske kristne ind i denne nye religion, at disse få mennesker ikke kunne overleve i sammenligning med den. Ikke desto mindre fandtes der helt frem til det tredje kristne århundrede et stort antal mennesker, som benægtede troen på Messias’ guddommelighed.
Udbredelsen af den paulinske troslære
I begyndelsen af det fjerde århundrede (325 e.Kr.) erklærede koncilet i Nikæa (Nicaea Council) den paulinske troslære for kristendommens ubestridelige og alment anerkendte religion. Derefter antog den romerske kejser kristendommen, og under kejser Theodosius blev den til statsreligion. Naturligvis blev alle de skrifter, der var i strid med denne troslære, forkastet, mens de skrifter blev anset for pålidelige, som stemte overens med denne nye troslære. I 367 e.Kr. blev navnet på samlingen af pålidelige og alment anerkendte skrifter for første gang bekendtgjort gennem et brev fra Athanasius I. Derefter blev den godkendt på et møde under Damasias’ ledelse. Ved slutningen af det femte århundrede erklærede pave Gelasius (Gelasius) denne samling af skrifter for alment anerkendt og udarbejdede samtidig en liste over de skrifter, der ikke kunne accepteres. Men om den paulinske troslære, på grundlag af hvilken afgørelsen om de religiøse skrifters pålidelighed eller upålidelighed blev truffet, har ingen kristen lærd nogensinde kunnet hævde, at blot én af dens trosartikler var blevet lært af Hazrat Isa (fred være med ham). Tværtimod findes der blandt de bibelske skrifter i den pålidelige samling heller ikke noget udsagn fra Hazrat Isa (fred være med ham), der beviser denne nye troslære. (Sura an-Nisa, note 215)
Asketismens fremkomst og dens årsager
I de to hundrede år efter Hazrat Isa (fred være med ham) blev de kristne kirker ikke berørt af asketismen. Men allerede fra begyndelsen fandtes dens spor i den (fordrejede) kristendom, og i den fandtes de forestillinger, som gav anledning til dette. Grundlaget for asketismen var at betragte afholdenhed og løsrivelse fra materielle ting som den ideelle karakter og at anse et asketisk liv for bedre end ægteskab og et verdsligt liv; begge disse ting fandtes i kristendommen fra begyndelsen. Især fordi cølibat blev betragtet som ensbetydende med renhed, blev det anset for upassende, at de, der udførte religiøst arbejde i kirken, giftede sig og blev forældre med den byrde, som familielivet medførte. Omkring det tredje århundrede antog dette form af en fristelse, og asketismen begyndte at brede sig i kristendommen som en epidemi.
Tre årsager
Historisk set var der tre hovedårsager til dette:
For det første: For at modvirke den seksuelle umoral, syndighed og verdslige hengivenhed, som havde bredt sig vidt i det gamle afgudsdyrkende samfund, valgte de kristne lærde en ekstrem fremgangsmåde i stedet for en afbalanceret tilgang. De lagde så stor vægt på kyskhed, at de anså forholdet mellem mænd og kvinder for urent, selv når det var gennem ægteskab. De indtog en sådan streng holdning imod verdslighed, at det blev syndigt for et religiøst menneske overhovedet at eje rigdom, og det blev en målestok for karakteren, at mennesket skulle være pengeløst og helt have forsaget familielivet. Som svar på det afgudsdyrkende samfunds nydelsessyge valgte de således en så ekstrem vej, at målet for karakteren blev at afstå fra nydelsestrang, tilintetgøre drifter og udrydde begær. At påføre kroppen lidelse gennem forskellige former for selvplageri blev betragtet som fuldkommengørelsen af åndeligheden og som dens bevis.
For det andet: Da kristendommen opnåede fremgang og begyndte at brede sig blandt folket, begyndte kirken af hensyn til udbredelsen og fremførelsen af sin religion at optage enhver syndig handling, som folket fandt behag i, inden for dens rammer. I stedet for den gamle afgudsdyrkelse begyndte man at tilbede helgener, asketer og vismænd. I stedet for statuerne af Horus (Horus) og Isis (Isis) begyndte man at tilbede statuer af Messias og Maria. I stedet for Saturnalia (Saturnalia) begyndte man at fejre Samsers fest. Alle de gamle tiders amuletter, talismaner, magiske praksisser, spådomskunst og ritualer til uddrivelse af jinner og dæmoner blev nu også praktiseret af de kristne asketer.
Da almindelige mennesker således troede, at en person, som holdt sig beskidt og nøgen og boede i et hul eller en bjerggrotte, var sendt af Allah, blev denne forestilling om at være Allahs yndling populær i den kristne kirke, og bøger med mirakuløse fortællinger om sådanne mennesker blev skrevet blandt de kristne.
For det tredje: De kristne havde hverken en detaljeret sharīʿa eller nogen klar sunna eller tradition til at fastlægge religionens grænser. De havde forkastet Moses’ lov, og der fandtes ingen fuldstændig vejledning alene i Evangeliet. Derfor begyndte de kristne lærde, påvirket af forskellige fremmede filosofier og skikke og ud fra deres egne tilbøjeligheder, at indføre forskellige former for religiøse bidʿaer i religionen. Askese var en af disse bidʿaer.
Askesens oprindelse og dens ledere
De kristne lærde og ledere tog askesens filosofi og praksis fra buddhistiske munke og hinduistiske yogier og asketer, fra de fattige asketer i det gamle Egypten (Anchorites), fra Irans asketer samt fra Platon og hans tilhængere. De betragtede den som en metode til sjælens renselse, et middel til åndelig udvikling og en vej til at opnå nærhed til Allah. Det var ikke mennesker på et almindeligt niveau, der begik denne fejl. Fra det tredje til det syvende århundrede, det vil sige indtil den periode, hvor Koranen blev åbenbaret, blev alle de personer, som i øst og vest blev æret som kristendommens fremmeste religiøse lærde, tænkere og ledere, og som for eksempel Sankt Athanasius, Sankt Basil, Sankt Gregor, Sankt Chrysostom, Sankt Ambrosius, Sankt Hieronymus, Sankt Augustin, Sankt Benedikt, Gregor den Store og andre, alle mennesker, der havde vendt sig bort fra det verdslige liv, og askesens bannerførere. Det var gennem deres bestræbelser, at askesen blev indført i kirken.
Den første munk og det første khanqah eller kloster
Historien fortæller, at askesen blandt de kristne først begyndte i Egypten. Dens grundlægger var Sankt Antonius (250 e.Kr.–350 e.Kr.). Han var den første kristne munk. På et sted ved navn Pispir i Faiyum-området, som nu kaldes Deir al-Maimun, grundlagde han sit første kloster. Derefter byggede han et andet kloster ved Det Røde Hav, som nu kaldes Deir Mar Antonios. De grundlæggende regler og metoder for askesen blandt de kristne blev taget fra hans skrifter og vejledning.
Opførelse af klostre overalt
Efter denne begyndelse tog opførelsen af klostre fart i hele Egypten, og der blev bygget klostre for munke og nonner forskellige steder. Nogle af dem blev bygget, så de tilsammen kunne huse tre tusind munke. I år 325 e.Kr. kom en kristen munk ved navn Khumius frem i Egypten; han byggede ti store klostre for munke og nonner. Derefter bredte denne udvikling sig til Syrien, Palæstina og forskellige lande i Afrika og Europa. I begyndelsen stod kirkens ledere over for alvorlige vanskeligheder med hensyn til denne askese. De betragtede ganske vist forsagelse af verden, cølibat, fattigdom og fuldstændig pengeløshed som idealer for det åndelige liv, men de anså ikke ægteskab, at få børn og at eje ejendom for synder, sådan som munkene gjorde. Til sidst trængte mange af askesens skikke og metoder, under indflydelse af personer som Athanasius (død 303 e.Kr.), Sankt Basil (død 379 e.Kr.), Sankt Augustin (død 430 e.Kr.) og Gregor den Store (død 609 e.Kr.), på behørig vis ind i kirkens administration.
Kendetegn ved askesens kontinuitet
Nedenfor beskrives kort nogle af kendetegnene ved denne asketiske bid’a:
For det første er dens kendetegn streng askese og at påføre kroppen lidelse på stadig nye måder.
For det andet er det et kendetegn altid at være snavset og usoigneret. De holdt sig borte fra renlighed og hygiejne. For dem var det uforeneligt med tilbedelsen af Allah at bade eller få vand på kroppen. De anså kroppens renlighed for at være tegn på sindets urenhed.
For det tredje gjorde askesen i praksis ægteskabslivet fuldstændig haram og udryddede ægteskabelige forhold nådesløst. Alle afhandlinger fra det fjerde og femte århundrede er fyldt med påstanden om, at jomfruelighed er den højeste moralske standard, og at kyskhed betyder, at mennesket helt skal afholde sig fra seksuelle forhold, også når det gælder forholdet mellem mand og hustru. Man mente, at det hellige livs fuldkommenhed bestod i, at mennesket fuldstændig tilintetgjorde sit nafs, så der ikke blev nogen trang til fysisk nydelse tilbage i det. Ifølge dem var det nødvendigt at udrydde begær og lyster, fordi de styrker de dyriske tilbøjeligheder. Nydelse og synd blev for dem brugt som synonymer. Selv det at glæde sig over noget blev i deres øjne sidestillet med at glemme Allah. Sankt Basilios erklærede både latter og et mildt smil for forbudt. På grundlag af disse forestillinger blev ægteskabelige forhold mellem mænd og kvinder anset for urene. For en munk var det ikke blot forbudt at gifte sig; det var også forbudt overhovedet at se på en kvindelig skikkelse. Hvis han var gift, skulle han forlade sin hustru og gå bort. Kvinder blev også indprentet den forestilling, at hvis de ønskede at træde ind i himmeriget, skulle de forblive jomfruer hele livet; de skulle blive Kristi brude eller forlovede og få den lykke at blive Guds moders, det vil sige Kristi svigermors (Mother in Law of God), ærefulde status. Han siger et andet sted, at den første opgave for den, der følger denne vej (salik), er at hugge ægteskabets træ over med kyskhedens økse. Som følge af denne lære var den første virkning på en kristen mand og en kristen kvinde, efter at den religiøse inspiration var blevet vakt, at deres lykkelige ægteskabsliv for altid blev bragt til ende.
Kirkens ledelse forsøgte i tre århundreder efter bedste evne at modvirke denne yderligtgående forestilling. I det fjerde århundrede blev det efterhånden fastslået, at det var yderst forkasteligt for en person, der havde et embede i kirken, at være gift. Gengra-koncilet (Council of Gengra) i år 362 e.Kr. var den sidste institution eller forsamling, hvor en sådan forestilling og tro blev anset for at være i strid med religionen. Men kort tid derefter, i år 386 e.Kr., rådede den romerske synode alle præster til at afholde sig fra ægteskabelige forhold. Året efter beordrede Siricius, at enhver præst, der giftede sig eller fortsatte forholdet til sin hustru efter ægteskabet, skulle afsættes.
For det fjerde er det mest smertefulde ved askesen, at den også har afbrudt forholdet til forældre, søskende og børn. I de kristne hellige mænds og munkes øjne var et barns kærlighed til sine forældre, en brors kærlighed til sine søskende og en fars kærlighed til sine børn også synd. For dem var det afgørende for åndelig udvikling, at mennesket brød alle sine forbindelser. Askesens synspunkt på dette område var, at den, der ønsker kærlighed til Gud, må bryde alle de menneskelige kærlighedsbånd, som i denne verden knytter ham til forældre, søskende og børn.
For det femte medførte den vane, de havde med at behandle deres nærmeste slægtninge med hensynsløshed, grusomhed og hårdhed, at deres menneskelige følelser forsvandt. Resultatet blev, at de udsatte dem, hvis religiøse holdninger var uforenelige med deres egne, for den mest ekstreme undertrykkelse og forfølgelse. Indtil det fjerde århundrede var kristendommen blevet opdelt i firs eller halvfems små grupper. Sankt Augustin talte i sin egen tid 88 sådanne grupper. Disse grupper nærede et ekstremt had til hinanden. Det var munkene, der tændte hadets ild. Munkene var også de første til at brænde og dræbe modstandere, der havde andre holdninger. Alexandrien eller Alexandria var centrum for disse gruppekonflikter.
For det sjette: Afkald og ligegyldighed over for materielle ting blev heller ikke praktiseret mindre, samtidig med fakirernes og dervishernes livsførelse og erhvervelsen af verdslig rigdom. Ved begyndelsen af det femte århundrede var situationen blevet sådan, at biskoppen af Rom boede i sit eget palads som en konge. Når hans køretøj kom ud på gaderne, var dets pragt og pomp på ingen måde mindre end den romerske kejsers. Tilstrømningen af rigdom til klostrene og kirkerne voksede, og da den nåede frem til det syvende århundrede (åbenbaringens århundrede), havde den antaget form af en voldsom oversvømmelse.—– Det, der især var årsag til dette forfald, var følgende: Da folk, som så munkenes ekstraordinære askese og deres yderste beherskelse af begæret, begyndte at nære overdreven respekt for dem, iførte mange rigdomshungrende personer sig dervishdragt og sluttede sig til munkenes flok. Under dække af at have forsaget verden gjorde de forretningen med at opnå verdslig rigdom så blomstrende, at selv de største verdslighedshungrende mennesker måtte se sig slået af dem.
For det syvende: Også hvad kyskheden angår, blev asketismen igen og igen besejret i kampen mod naturen. I klostrene fandtes der så strenge øvelser i at undertrykke begæret, at asketiske præster boede sammen, og undertiden tilbragte to af dem natten i samme seng for at gennemføre endnu strengere øvelser. Sankt Evagrius (St. Evagrius) roser disse præsters undertrykkelse af begæret i Palæstina og siger, at de badede sammen med kvinder, der deltog i øvelserne; de så på hinanden, berørte hinanden og omfavnede hinanden. Men trods alt dette kunne naturen ikke besejres. —– De, der kæmper mod naturen, slipper ikke for, at naturen tager sin hævn over dem. Den skammelige historie om, hvordan asketismen ved at trodse naturen til sidst faldt ned i karakterløshedens dybe afgrund, er en uudslettelig plet på religionshistorien fra det ottende til det ellevte århundrede. —- I de skrifter, som middelalderens forfattere skrev, er der nedfældet talrige anklager om, at præsternes khānqāher eller klostre var blevet skuepladser for moralsk fordærv. Inden for deres fire vægge foregik en hensynsløs massedrabskampagne mod nyfødte børn. Præster og kirkelige medarbejdere indledte også ulovlige forhold til personer, som de havde forbud mod at gifte sig med. Forbrydelser mod naturen i klostrene antog også et omfattende omfang. (Sura al-Kahf, note 20)
Bibelbøgernes historiske status
Ligesom jøderne har heller ikke de kristne været i stand til at bevare de himmelske skrifter. Derfor er fejlagtige forestillinger, trosopfattelser og anvisninger trængt ind i religionen gennem forvanskning. Hvis den oprindelige Bibel (Injil) var blevet bevaret, ville kristendommen ikke have antaget sin nuværende form. Nedenfor fremlægges Maulana Sayyid Abul Ala Maududis forskning om Bibelens bøger. (Redaktionen)
En undersøgelse af kilderne
Den samling af skrifter, som vi i dag kalder Injil eller Bibelen, indeholder i virkeligheden fire store bøger, nemlig Matthæus (Mathew), Markus (Mark), Lukas (Luke) og Johannes (John). Men ingen af disse er et skrift, der blev åbenbaret for Hazrat Isa (fred være med ham). Ligesom alle de vers og suraer, der blev åbenbaret af Allah og sendt ned til Muhammad (fred være med ham), er samlet i Koranen, findes de åbenbaringer, der blev sendt ned til Hazrat Isa (fred være med ham), ikke samlet i nogen bog. Desuden indeholder disse bøger de gode råd og den vejledning, som blev overleveret af Hazrat Isas (fred være med ham) apostle eller apostlenes disciple. I disse skrifter har de, efter bedste viden, samlet beretninger om Hazrat Isas (fred være med ham) liv og hans lære.
Bogen, der tilskrives Matthæus
Da ingen kilder til de ovennævnte bøger er kendt, er de ikke særlig pålidelige. Den første bog er blevet tilskrevet Matthæus, en apostel af Hazrat Messias, men historien beviser, at den ikke er skrevet af Matthæus. Matthæus’ egentlige bog, Logia (Ligia), er gået tabt. Forfatteren til den bog, der tilskrives Matthæus, er en ukendt person. Ved udarbejdelsen af denne bog benyttede han sig, sammen med andre skrifter, også af Logia-bogen. Heri beskrives Matthæus selv, som om han var en fremmed person. (Matthæus, kapitel 9, vers 9, siger: Jesus gik videre og så en mand ved navn Matthæus ved toldboden. Det er klart, at en forfatter ikke kan beskrive sig selv på denne måde). Ved læsning af bogen fremgår det desuden, at størstedelen af dens indhold er taget fra Markusevangeliet. For blandt dens 1.068 vers findes 470 vers ordret i Markusevangeliet. Hvis dens forfatter havde været en apostel, havde der ikke været noget behov for at søge hjælp hos en person, som hverken var apostel eller nogensinde havde set Hazrat Isa (fred være med ham). Kristne lærde siger, at denne bog blev skrevet i år 70 e.Kr., det vil sige 41 år efter Hazrat Isas (fred være med ham) tid. Nogle siger, at bogen blev udarbejdet i år 70 e.Kr.
Det værk, der tilskrives Markus
Det andet værk tilskrives Markus, og det antages almindeligvis, at Markus selv er værkets forfatter. Men det er bevist, at han aldrig mødte Jesus og heller ikke blev hans discipel. (Nogle siger, at han stod og så til, da Jesus blev korsfæstet. Der findes naturligvis heller ikke noget bevis for dette. – Forfatteren.) Han var i virkeligheden apostlen Peters (St. Peters) discipel. Det, han hørte fra ham, skrev han ned på græsk. Derfor kaldte kristne forfattere ham Peters talsmand. Man antager, at dette værk blev skrevet på et tidspunkt mellem år 63 og 70 e.Kr.
Det værk, der tilskrives Lukas
Det tredje værk tilskrives Lukas. Det er almindeligt anerkendt, at Lukas aldrig så Messias og heller ikke modtog noget fra ham. Han var Sankt Paulus’ discipel. Han var altid Paulus’ ledsager, og i sit evangelium nedskrev han alt som Paulus’ talsmand. Paulus selv kalder imidlertid dette evangelium for sit eget evangelium. Men det er bevist, at Sankt Paulus selv var berøvet samværet med Messias, og ifølge de kristnes beretning antog han kristendommen seks år efter Messias’ korsfæstelse. Derfor findes der overhovedet ingen forbindelse mellem Lukas’ beretning og den overlevering, der går tilbage til Messias. Der findes heller ingen fastlagt historie om, hvornår Lukas’ evangelium blev skrevet. Nogle mener, at det blev skrevet i år 57 e.Kr., andre i år 74 e.Kr. Men ifølge forskere som Heringke Miksgifart og Plumer blev dette værk ikke skrevet før år 80 e.Kr.
Det værk, der tilskrives Johannes
Det fjerde værk tilskrives Johannes. Ifølge moderne forskning er dette værk ikke skrevet af den berømte apostel Johannes. Det er derimod skrevet af en person af ukendt herkomst, hvis navn var Johannes (Yahya eller John). Dette værk blev skrevet længe efter Messias, i år 90 e.Kr. eller senere. Heringke daterer det endnu senere, til år 110 e.Kr. Ingen af disse bøgers beretningstradition kan føres tilbage til Messias. Hvad angår deres overleveringskæde, kan man ikke med sikkerhed sige, hvad Messias sagde, og hvad han ikke sagde. Men en grundig undersøgelse viser, at der er rigelig anledning til at betvivle bevismaterialet for disse bøger.
Seks grunde til, at evangelierne er upålidelige
Der er uoverensstemmelser i beretningerne i de første fire evangelier. Selv Bjergprædikenen, som udgør grundlaget for den kristne undervisning og opdragelse, er i Matthæus, Markus og Lukas beskrevet forskelligt og med modstridende betydninger.
For det andet: I alle fire evangelier står deres forfatteres tanker og reaktioner tydeligt frem. Matthæus synes at have henvendt sig til jøderne, og det fremgår, at han gav dem den sidste mulighed. Markus henvendte sig til romerne og ønskede at gøre dem bekendt med israelitternes lære. Lukas er Sankt Pauls talerør og ønsker at støtte hans påstande mod de øvrige apostle. Han synes at være blevet påvirket af de filosofiske tanker, der vandt udbredelse blandt de kristne i slutningen af det første århundrede. På denne måde bliver meningsforskellene mellem disse fire evangelier større end forskellene i ordlyden.
For det tredje: Alle evangeliernes bøger blev skrevet på græsk. Men profeten Jesus’ og alle hans apostles sprog var syrisk. På grund af forskellen i sprog er det helt naturligt, at der også opstod uenighed om fortolkningen af tankerne.
For det fjerde: Man begyndte ikke at nedskrive evangelierne før det andet kristne århundrede. Indtil år 150 var den almindelige opfattelse, at mundtlige beretninger var mere nyttige end skriftlige beretninger. I slutningen af det andet århundrede opstod ønsket om at nedskrive dem. Men på den tid blev skriftlige dokumenter ikke anset for pålidelige. Det Nye Testamentes første pålidelige kanon blev godkendt på koncilet i Karthago, som blev afholdt i år 397.
For det femte: De ældste udgaver af evangelierne, som findes i dag, stammer fra midten af det fjerde kristne århundrede. Den anden udgave stammer fra det femte århundrede, og den tredje, ufuldstændige udgave, som findes i den romerske paves bibliotek, er heller ikke ældre end det fjerde århundrede. Derfor er det vanskeligt at sige, hvor godt de evangelier, der var udbredt i de første tre århundreder, stemmer overens med de evangelier, vi har i dag.
For det sjette: Der blev ikke gjort noget forsøg på at lære evangeliernes bøger udenad, sådan som Koranen blev lært udenad. Deres overlevering var afhængig af meningsmæssige beretninger. De kunne naturligvis ikke være fri for svækkelse af hukommelsen og fortællernes personlige tankers påvirkning. Senere, da nedskrivningen begyndte, var den afhængig af afskriveres nåde. Under afskrivningen kunne enhver let udelade det, som vedkommende mente var i modstrid med sine tanker, og tilføje noget, hvis vedkommende syntes, at der manglede noget, som passede ham.
Af disse grunde kan vi ikke med sikkerhed sige, at de fire evangelier indeholder Messias’ sande lære. Hele denne drøftelse er foretaget på grundlag af følgende bøger:
Dummelow – Commentary on the HOLY BIBLE
W. K. Cheyne – ENCYCLOPAEDIA BIBLICA
Willman – Kristendommens historie
Hazrat Isas (a.s.) sande lære
Det fornemste dokument om Hazrat Isas (a.s.) undervisning og vejledning
De fire evangelier, som den kristne kirke betegner som pålidelige og alment anerkendte hellige skrifter (Lanocical Gospcls), er ikke et pålideligt middel til at få kendskab til Hazrat Isas (a.s.) liv og lære. Tværtimod findes der et langt mere pålideligt middel. De kristne har gjort særlige bestræbelser på at holde det skjult. I flere århundreder var det ikke at finde noget sted i verden. (I det sekstende århundrede fandtes et eksemplar af den italienske oversættelse af dette værk i pave Sixtas’ (Sixtas) bibliotek, og ingen havde tilladelse til at læse det. I begyndelsen af det attende århundrede kom det i hænderne på en mand ved navn John Tuckland. Efter at være gået fra hånd til hånd nåede det i 1738 frem til Wiens kejserlige bibliotek. I 1907 blev den engelske oversættelse af bogen udgivet af Clarendon Press i Oxford. Sandsynligvis indså den kristne verden straks efter udgivelsen, at denne bog underminerede selve grundlaget for den religion, som tilskrives Hazrat Isa. Derfor blev de trykte eksemplarer på særlig snedig vis fjernet. Derefter blev der ikke mere nogen mulighed for at genoptrykke den. Der fandtes også et andet eksemplar i det attende århundrede, som var oversat fra italiensk til spansk. George Sale nævner det i forordet til sin engelske oversættelse af Koranen. Også dette blev fjernet, og nu findes der ikke det mindste spor af det. – Forfatteren) Det er et eksempel på den intellektuelle liberalisme i den vestlige verden, at ingen bog har fået lov til at overleve, hverken for forskningens skyld eller som historisk dokument (record). – Samlerne
For nylig har Lonsdale og Laura Ragg oversat det italienske manuskript af Barnabas’ evangelium, som opbevares i Wiens kejserlige bibliotek. Dette værk er blevet udgivet af Begum Ayesha Bawani Waqf i Karachi. – Oversætteren)
Jeg fik mulighed for at læse en fotostatkopi af den engelske oversættelse, der blev udgivet i Oxford, og jeg læste den grundigt fra ende til anden. Jeg følte, at det var en så enorm skat, som de kristne på grund af deres ekstreme fanatisme stædigt har berøvet sig selv. (Overalt i den kristne litteratur, hvor det ovennævnte evangelium er blevet omtalt, er det blevet afvist med den påstand, at det er et falsk evangelium, som sandsynligvis er skrevet af en muslim og udgivet under Barnabas’ navn. Men dette er en frygtelig løgn. Grunden til denne løgn er, at der i det med mellemrum findes tydelige profetier om profeten Muhammad (s.a.). For det første kan man ved at læse bogen klart forstå, at den ikke er skrevet af en muslim. For det andet: Hvis den var skrevet af en muslim, ville den have eksisteret i stort antal blandt muslimer, og der ville have været henvisninger til den i muslimske lærdes bøger. Men sagen er, at ingen muslim før den engelske oversættelse af Koranen ved George Sale kendte til dens eksistens, sådan som det fremgår af forordet til denne oversættelse. Ingen af Tabari, Yaqubi, Masudi, al-Biruni, Ibn Hazm eller de andre forfattere, som blandt muslimerne var fortrolige med de kristnes litteratur, henviste end ikke med et ord til Barnabas’ evangelium, da de drøftede kristendommen. Blandt de mest fremragende fortegnelser over de bøger, der findes i den islamiske verdens biblioteker, er Ibn al-Nadims al-Fihrist og Haji Khalifas Kashf al-Zunun. Heller ikke dér findes der nogen henvisning til det. Før det nittende århundrede nævnte ingen muslimsk lærd så meget som navnet på Barnabas’ evangelium. For det tredje, og det største bevis, er, at Barnabas’ evangelium var blandt de bøger, der blev erklæret forbudte på den første Gelasius’ tid, 75 år før profetens (s.a.) fødsel. Spørgsmålet er derfor: Hvilken muslim skrev på det tidspunkt dette falske værk? – Forfatteren)
Ingen af forfatterne til de fire bøger, som blev anset for kanoniske og pålidelige og derfor optaget i Bibelen, var Hazrat Isas (a.s.) disciple. Ingen af dem hævdede heller, at han havde fået viden fra Hazrat Isas disciple og føjet den til det evangelium, han selv havde skrevet. De nævnte ikke noget om de kilder, hvorfra de havde fået denne viden. Derfor kan man ikke sige, om fortælleren selv havde været vidne til de begivenheder, han beskrev, og gengav det, han havde hørt, eller om dette var nået frem til dem gennem én eller flere kilder. I modsætning hertil siger forfatteren til Barnabas’ evangelium: »Jeg er en af Messias’ oprindelige tolv apostle. Fra begyndelsen til enden var jeg sammen med Messias, og i dette værk nedskriver jeg det, jeg har set med mine egne øjne og hørt med mine egne ører.« Ikke nok med det; ved værkets afslutning siger han: »Da Messias skulle forlade denne verden, sagde han til mig: Det er dit ansvar at fjerne den fejlagtige opfattelse af mig, som har bredt sig blandt mennesker, og at fremlægge den sande tilstand for dem.« (Hvem var denne Barnabas? I Bibelens oprindelige bog nævnes hans navn gentagne gange. Han var medlem af en jødisk familie fra Cypern. Hans indsats for udbredelsen af kristendommen og hans hjælp og støtte til Messias prises. Men ingen steder siges det, hvornår han antog kristendommen. Hans navn findes ikke på den liste over de oprindelige tolv apostle, som er angivet i evangeliet. Derfor kan man ikke sige, om forfatteren til dette evangelium var denne Barnabas eller en anden. Der er to navne, hvor der er uoverensstemmelse mellem den liste over apostlene, som Matthæus og Markus har givet, og den liste, Barnabas har givet. Det ene er Lukas, hvis plads Barnabas selv skriver sit eget navn på. Det andet er Simon Kananæeren, hvis plads han angiver som Judas, Jakobs søn. Dette andet navn findes også i Lukas’ evangelium. Derfor er det rimeligt at antage, at Lukas’ navn på et senere tidspunkt blev indsat for at udelukke Barnabas fra apostlene, så man kunne undgå hans evangelium. At foretage sådanne ændringer i religiøse bøger anses ikke for ulovligt af kristne lærde. – Forfatteren)
Barnabas’ evangeliums særlige kendetegn
Hvis nogen, befriet for enhver form for blindt had, studerer dette evangelium med et åbent sind og sammenligner det med Det Nye Testamentes fire evangelier, vil han ikke kunne undgå at konkludere, at Barnabas-evangeliet er langt bedre end disse fire evangelier. Her gives en detaljeret beskrivelse af profeten Isa (fvmh.)s liv og virke, og beretningen er nedskrevet på en sådan måde, at det synes, som om man selv ser alt, hvad der foregår. Sammenlignet med de usammenhængende beretninger i de fire evangelier om disse begivenheder er Barnabas’ historiske beskrivelser langt mere sammenhængende, og gennem dem kan begivenhedernes forløb forstås bedre.
Profeten Isa (fvmh.)s sande lære og fængslende fortællestil
Sammenlignet med de fire evangelier fremstilles profeten Isa (fvmh.)s lære i Barnabas-evangeliet udførligt og i et gribende sprog. Emner som læren om tawhid, tilbagevisningen af shirk, Allahs egenskaber, tilbedelsens livskraft og den ædle karakter beskrives meget rationelt og detaljeret. Ikke engang en tiendedel af de lærerige eksempler, hvormed profeten Messias (fvmh.) fremstillede disse emner, findes i de fire evangelier. Heraf fremgår det også tydeligt, hvor klogt profeten Messias (fvmh.) underviste og oplærte sine disciple. Hvis nogen blot har et mindre kendskab til hans sprog, fortællestil, væsen og smag, vil han efter at have læst dette evangelium være nødt til at erkende, at det ikke er en opdigtet beretning, som nogen senere kunne have forfattet. Tværtimod findes der i dette værk ikke det mindste spor af de uoverensstemmelser, der forekommer mellem hans forskellige udsagn i de fire evangelier.
Overensstemmelse med alle profeters lære
I det omhandlede evangelium finder man profeten Isa (fvmh.)s liv og lære fremstillet som svarende til en profets liv og lære. Han fremstiller sig selv som profet og erklærer alle tidligere profeters og skrifters sandhed. Han siger klart, at der ikke findes nogen anden vej til at erkende sandheden end gennem profeternes lære. Den, der forkaster profeterne, forkaster i virkeligheden Allah. Han fremlægger netop den opfattelse af tawhid, profetskab og det hinsidige, som alle profeter har undervist i. Han tilskynder til bøn, faste og zakat. Af de beskrivelser af hans bøn, som Barnabas giver mange steder, fremgår det, at han bad på tiderne for fajr, zuhr, asr, maghrib, isha og tahajjud. Han foretog altid også wudu før bønnen. Han anerkendte David (fvmh.) og Salomon (fvmh.) som profeter, selv om jøderne og de kristne har udeladt dem fra deres liste over profeter. Han regnede Ismael (fvmh.) for offeret og fik en lærd til at erklære, at det i virkeligheden var Ismael, der var bestemt til at blive ofret. Israelitterne har ved fordrejning fastholdt, at Isak (fvmh.) var den, der skulle ofres. Hans lære om det hinsidige, opstandelsen, helvede og paradiset svarer næsten helt til Koranens lære.
Formålet med værkets tilblivelse
Det er tidligere blevet nævnt, at forfatteren til dette værk i begyndelsen beskrev formålet med at skrive det. Han siger, at formålet med værket er at korrigere tankegangen hos dem, der på Satans foranledning betragter Jesus som Allahs søn, anser omskærelse for unødvendig og gør forbudt føde tilladt – blandt hvilke den vildledte Paulus også er en.
Han siger endvidere, at da profeten Isa (fvmh.) stadig var til stede i verden, begyndte de romerske soldater på hans tid, efter at have set hans mirakler, først at kalde ham Gud, og nogle begyndte at kalde ham Guds søn. Derefter spredte denne smitte sig blandt den israelitiske befolkning. Som følge heraf blev profeten Isa (fvmh.) meget bekymret. Han tilbageviste gentagne gange og med stor strenghed denne fejlagtige opfattelse af ham og nedkaldte en forbandelse over dem, der sagde den slags om ham. Derefter sendte han sine disciple ud i hele Judæa for at tilbagevise denne opfattelse, og gennem hans bøn lod han også disciplene udføre de samme mirakler, så folk kunne opgive den forestilling, at den, gennem hvem et sådant mirakel blev udført, måtte være Gud eller Guds søn. Han nedskriver i dette værk en detaljeret beskrivelse af, hvordan profeten Isa (fvmh.) med stor strenghed tilbageviste denne fejlagtige trosopfattelse. Mange steder siger han også, hvor bekymret profeten Isa (fvmh.) blev, fordi denne vildfarelse bredte sig.
Desuden tilbageviser han også den opfattelse og tro, som Sankt Paulus fremførte, at Messias døde efter at være blevet korsfæstet. Han beskriver det, han selv havde set, og siger, at da Judas Iskariot, efter at have modtaget bestikkelse fra jødernes ypperstepræst, kom med soldaterne for at arrestere Jesus (fred være med ham), lod Allah den Ophøjede fire engle løfte Jesus (fred være med ham) op, mens Judas Iskariots udseende og stemme blev fuldstændig som Jesus’ (fred være med ham). Det var ham, der blev korsfæstet, ikke Jesus (fred være med ham). På denne måde skærer dette evangelium kristendommen, som Sankt Paulus havde grundlagt, over ved roden, og den kristne gejstlighed havde afvist den på grundlag af den beretning, der er givet i Koranen. (Det er kristnes store ulykke, at de gennem Barnabas-evangeliet fik mulighed for at korrigere deres trosforestillinger og lære Jesus’ (fred være med ham) sande lære, men at de alene af stædighed mistede denne mulighed.) – Forfatteren (Sura al-Hadid, note 54)
Jesu (fred være med ham) lære i de fire gængse evangelier
Eftersom der er lighed mellem den situation og de omstændigheder, hvorunder vor herre Messias (fred være med ham) fremsatte kaldet til Guds styre for Palæstinas indbyggere, og vores nuværende situation, rummer hans fremgangsmåde vejledning for os.
Kaldet til troen på Guds enhed
Og en af de skriftlærde spurgte ham: Hvilket bud er det første af alle? Jesus svarede: Det første er dette: Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke. Den skriftlærde sagde til ham: Godt, lærer, du har sagt sandt, at han er én, og at der ikke er nogen anden end ham. – Markus 12:28–32
Du skal tilbede Herren din Gud og kun tjene ham. – Lukas 4:8
Guds styre
Bed derfor således: Vor Fader, du som er i himlene, helliget blive dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. – Matthæus 6:9–10
I det sidste vers gør Hazrat Messias (fred være med ham) sit mål klart. Den almindelige fejlagtige opfattelse var, at Guds kongedømme betød et åndeligt kongedømme. Det ovenstående vers beviser, at denne opfattelse er fejlagtig. Hans klare hensigt var, at Guds lov og shariaens bestemmelser skulle træde i kraft på samme måde, som Hans naturlige love gælder i hele skaberværket. Til denne revolution uddannede han mennesker.
Kald til kamp mod falskheden
Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommet for at bringe fred, men for at bringe sværdet. For jeg er kommet for at skabe splittelse mellem sønnen og hans far, mellem datteren og hendes mor og mellem svigerdatteren og hendes svigermor, og et menneskes egne familiemedlemmer vil blive dets fjender. Den, der elsker sin far eller sin mor mere end mig, er mig ikke værdig, og den, der elsker sin søn eller sin datter mere end mig, er mig ikke værdig.
Prøvelser er uundgåelige på sandhedens vej
Og den, der ikke tager sit kors op og følger efter mig (at tage korset i hånden betyder at være rede til døden, sådan som man på urdu siger: at lægge hovedet på håndfladen, det vil sige at være rede til døden – forfatteren), er mig ikke værdig. Den, der redder sit liv, vil miste det, og den, der mister sit liv for min skyld, vil redde det. – Matthæus 10:38–39
Hvis nogen ønsker at følge mig, skal han fornægte sig selv (»selvet« betyder selvtilbedelse og personlige interesser – forfatteren), tage sit kors op og følge mig. – Matthæus 16:24
Og broder skal overgive broder til døden, og far sit barn, og børn skal rejse sig mod deres forældre og få dem dræbt. Og på grund af mit navn vil I blive hadet af alle, men den, der holder fast indtil enden, skal blive frelst. Matthæus 10:21–22
Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far, sin mor, sin hustru, sine børn, sine brødre og sine søstre, ja, selv sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit eget kors, kan heller ikke være min discipel. Hvis nogen af jer ønsker at bygge et tårn, vil han så ikke først sætte sig ned og beregne udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? For hvis han lægger fundamentet og ikke kan fuldføre det, vil alle, der ser det, begynde at håne ham og sige: Denne mand begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt. Eller hvilken konge vil gå i krig mod en anden konge uden først at sætte sig ned og overveje, om han med ti tusind soldater kan møde den, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis han ikke kan, vil han, mens fjenden endnu er langt borte, sende udsendinge og spørge om betingelserne for fred. På samme måde kan ingen af jer være min discipel, hvis han ikke giver afkald på alt, hvad han ejer. – Lukas 14:26–34
En revolutionær bevægelse
Disse vers eller hymner beviser klart, at Jesus ikke blot fremtrådte for at forkynde en religion. Tværtimod var hans hovedformål at forandre hele den civilisatoriske og politiske orden, hvilket medførte udsigt til konflikt og kamp mod den jødiske stat, de skriftkloges og farisæernes herredømme – kort sagt mod alle, der dyrkede deres egne lyster og interesser. Derfor fortalte han åbent folk, at det, han var i færd med at gøre, var yderst farligt, og at kun de, der var rede til at møde alle slags farer og vanskeligheder, kunne følge ham.
Tilskyndelse til tolerance
Men jeg siger jer: Sæt jer ikke til modværge mod den onde, men hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil føre sag mod dig og tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og hvis nogen tvinger dig til at gå én mil, så gå to mil med ham. – Matthæus 5:39-41
Og frygt ikke dem, der dræber kroppen, men ikke kan dræbe sjælen; frygt derimod ham, som kan ødelægge både sjæl og krop i Helvede. – Matthæus 10:28
Opfordringen til at opgive verdens bedrag og tænke på det hinsidige
Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. – Matthæus 6:19-20
Ingen kan tjene to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller også vil han holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og rigdommen. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv og sig ikke: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? Heller ikke for jeres krop og sig ikke: Hvad skal vi tage på? Er livet ikke mere end maden, og kroppen mere end klæderne? Se på himlens fugle: De sår ikke og høster ikke og samler ikke i lader, og alligevel giver jeres himmelske Fader dem føde. Er I ikke langt mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig forlænge sit liv med blot én alen? Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Betragt liljerne på marken, hvordan de vokser; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: Selv Salomon i al sin pragt var ikke klædt som en af dem. Når Gud da således klæder græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, vil han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Vær derfor ikke bekymrede og sig ikke: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi tage på? For alt dette søger hedningerne efter, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt dette gives jer i tilgift. – Matthæus 6:24-33
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. – Matthæus 7:7
Formålet med at lære udholdenhed under lidelser
En almindelig misforståelse er, at Jesus lærer, at man skal forkaste askese og være ligeglad med materielle ting. Men ved begyndelsen af denne revolutionære bevægelse var der ingen anden mulighed end at lære mennesker tålmodighed, udholdenhed, tillid til Allah og lignende. Hvor et kulturelt og politisk system med alle kræfter er blevet etableret og har bredt sig over verden, og hvor det har alle midlerne til livets ophold i sin hånd, kan ingen gruppe rejse sig til revolution, før den har fjernet kærligheden til liv og ejendom fra sit hjerte, er rede til at udholde lidelser og er beredt på at bringe mange ofre. At kæmpe mod det etablerede system betyder i virkeligheden at påkalde sig alle slags farer og ulykker. De, der skal udføre dette arbejde, må efter at have modtaget ét slag være rede til det næste. Hvis deres klædning bliver taget fra dem, må de også være rede til at give afkald på deres kappe. De må udslette bekymringen for mad og klæder fra deres sind. Man kan ikke håbe på at skaffe sig forsørgelse ved at kæmpe mod dem, der har forsørgelsens skatte i deres hænder. Derfor kan kun den kæmpe mod dem, som kan vende sig bort fra alle materielle midler, stole alene på Allah og kaste sig ud på denne vej.
Det omfattende manifest for Guds styre
Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let. – Matthæus 11:28-30
Det er næppe muligt at formulere manifestet for Guds styre i et mere kortfattet og hjertegribende sprog end dette. Menneskers hersken over mennesker er et særdeles hårdt og tungt åg. Det budskab, som herolden for Guds styre kan give mennesker, der er knust under denne hårde og tunge byrde, er, at det åg eller det store ansvar under det styre, som han ønsker at lægge på dem, både er mildt og let.
Herskermagt er en stor tjeneste
Men han sagde til dem: Folkenes konger hersker over dem, og deres herskere kaldes velgørere. Men sådan skal I ikke være; tværtimod skal den største blandt jer være som den yngste, og lederen som den, der tjener. – Lukas 22:25-26
Hazrat Messias plejede at give disse formaninger til sine apostle og ledsagere. Der findes forskellige udsagn herom i evangelierne. Meningen med dem alle er denne: Når I har fordrevet faraoen og Nimrod, skal I ikke selv blive til faraoer og Nimroder.
Kritik af de jødiske lærde og religiøse ledere
Da talte Jesus til folkemængden og sine disciple: »De skriftkloge og farisæerne har taget sæde på Moses’ stol. Alt, hvad de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke handle, som de gør, for de siger det, men gør det ikke. De binder tunge og ubærlige byrder sammen og lægger dem på menneskenes skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger. Alt, hvad de gør, gør de for at blive set af mennesker; de gør deres bønneremme brede og kvasterne på deres klæder store, og de elsker den fornemste plads ved festerne og de fornemste sæder i synagogerne, hilsenerne på torvene og at blive kaldt rabbi (læremester) af folk.« – Matthæus 23:2-7
Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I lukker Himmeriget for menneskene; selv går I ikke derind, og dem, der vil gå derind, lader I heller ikke komme ind. Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I rejser over hav og land for at vinde én proselyt, og når han er vundet, gør I ham til et dobbelt så stort helvedesbarn som jer selv.« – Matthæus 23:13-15
I blinde vejvisere, som sier myggen fra, men sluger kamelen! – Matthæus 23:24
Ve jer, skriftkloge og farisæere, hyklere! For I ligner hvidkalkede grave, som udvendig ser smukke ud, men indvendig er fulde af dødes knogler og al slags urenhed. Således ser også I udvendig retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed. – Matthæus 23:27-28
Dette var tilstanden blandt dem, der på den tid bar og videreførte shariaen. Trods deres kendskab til religionen førte de på grund af deres begærsdyrkelse også sig selv vild. På denne revolutions vej var det snarere dem end de romerske herskere, der skabte de største hindringer.
De religiøse lederes sammensværgelse mod Hazrat Isa
Da gik farisæerne bort og rådslog om, hvordan de kunne fange ham i hans ord. Og de sendte deres disciple sammen med herodianerne (På Hazrat Isas tid fandtes der i en del af Palæstina en jødisk stat, der lignede et lokalt kongerige, og som anerkendte Romerrigets overhøjhed. Den blev almindeligvis kaldt den herodianske stat efter dens grundlægger Herodes. Her betyder herodianerne statens politi- og efterretningstjenestefolk. – Forfatteren.) for at sige til ham: »Mester, vi ved, at du er sandfærdig og lærer Guds vej i overensstemmelse med sandheden, og du frygter ingen, for du tager ikke hensyn til menneskers anseelse. Sig os derfor: Hvad mener du? Er det tilladt at betale skat til kejseren eller ej?« Men Jesus, som forstod deres ondskab, sagde: »Hyklerne, hvorfor sætter I mig på prøve? Vis mig skattenes mønt.« Så bragte de ham en denar. Han sagde til dem: »Hvis billede og navn er dette?« De svarede: »Kejserens.« Da sagde han til dem: »Giv derfor kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« – Matthæus 22:15-21
Af denne begivenhed fremgår det, at dette i virkeligheden var et listigt trick. For at standse denne bevægelse ønskede farisæerne, at der så tidligt som muligt skulle fremprovokeres en konflikt mellem Hazrat Isa (fred være med ham) og regeringen, så bevægelsen kunne knuses med regeringens magt, før den blev stærk. Derfor blev spørgsmålet rejst over for det herodianske efterretningsvæsen, om man måtte betale skat til kejseren. Det meningsfulde svar, som Hazrat Messias gav, er af både kristne og ikke-kristne altid blevet forstået sådan, at tilbedelse er Guds skat, mens lydighed er den skat, der tilkommer den regering, som findes iblandt jer. Men i virkeligheden sagde han hverken, at det var rigtigt at betale skat til kejseren, for det ville have været i strid med hans kald, eller at man ikke måtte betale ham skat. For på det tidspunkt var hans bevægelse endnu ikke nået dertil, at han ville befale, at skatten skulle ophøre. Derfor sagde han dette fine og præcise: Giv kejserens navn og billede tilbage til ham, og brug det guld, som Allah har skabt, på Hans vej. Efter at deres sammensværgelse var mislykkedes, bestak farisæerne en anden blandt Messias’ egne apostle og fik ham til at gå med til, at Messias skulle arresteres på et tidspunkt, hvor der ikke var fare for et folkeligt sammenstød. Denne plan lykkedes. Judas Iskariot sørgede for, at Messias blev arresteret.
De ansete jøders sag mod Hazrat Isa (fred være med ham)
Derefter rejste hele gruppen sig og førte ham til Pilatus. Og de begyndte at anklage ham og sagde: »Vi har set, at denne mand vildleder vores folk, forbyder dem at betale skat til kejseren og siger, at jeg er Kristus, kongen.« – Lukas 23:1-2. Da sagde Pilatus til ypperstepræsterne og den forsamlede mængde: »Jeg finder ingen skyld hos denne mand.« Men de blev ved med større kraft at sige: »Han ophidser folket ved sin undervisning i hele Judæa, lige fra Galilæa og hertil.« (Lukas 23:4-5). —- Men de råbte højt og voldsomt og krævede, at han skulle korsfæstes, og deres råb blev stadig stærkere. – Lukas 23:23
Ligheden med profeten Muhammads kald i den mekkaanske periode
På denne måde mislykkedes Hazrat Messias’ mission i verden på grund af de mennesker, som betragtede sig selv som arvinger efter Hazrat Musa (fred være med ham). Ifølge historiske vidnesbyrd og beviser varede Hazrat Messias’ profetskab i alt mellem halvandet og tre år. I denne korte periode udførte han lige så meget arbejde, som profeten Muhammad (fred være med ham) udførte i de første tre år af sit liv i Mekka. Hvis man sammenligner de ovenstående udsagn fra evangelierne med Koranens mekkaanske suraer og haditherne fra perioden, hvor han opholdt sig i Mekka, vil man se en betydelig lighed mellem dem. (Al-Jihad fil-Islam, s. 407-410)
Den egentlige årsag til de kristnes vildfarelse
(Arabisk)————————
Sig: O I, der har fået Skriften! Gå ikke uretmæssigt til yderligheder i jeres religion, og følg ikke tankegangen hos dem, der før jer selv er faret vild, har vildledt mange andre og er kommet bort fra den rette vej. – Sura al-Ma’ida: 77
De kristnes overdrivelser og andres sygdom med blind efterfølgelse
Her hentydes der til de vildfarne folk, hvis fejlagtige forestillinger, trosopfattelser og forkerte metoder de kristne antog. Der hentydes især til den græske filosofi, hvis tankegang påvirkede dem, så de veg bort fra den rette vej, Sirat al-Mustaqim, som de oprindeligt var blevet vejledt til. De første tilhængere af Messias havde trosforestillinger, der i vidt omfang svarede til den sandhed, som de selv havde bevidnet, og som deres vejleder og leder havde lært dem. Men de senere kristne gik på den ene side til yderligheder i deres ærbødighed over for Messias, og på den anden side begyndte de, påvirket af nabofolkenes blinde trosforestillinger og filosofi, at give deres egen troslære overdrevne filosofiske fortolkninger. Derefter skabte de en helt ny religion, som ikke havde den fjerneste forbindelse med Messias’ oprindelige lære.
En kristen lærds kritiske gennemgang
I denne forbindelse er beskrivelsen af en kristen teologisk lærd ved navn Reverend Charles Anderson Scott særligt bemærkelsesværdig. Hans lange artikel med titlen Jesus Kristus 0024462 0923620 findes i den fjortende udgave af Encyclopaedia Britannica. I denne artikel siger han:
I de første tre evangelier (Matthæus, Markus og Lukas) findes der intet, som kan give anledning til den opfattelse, at evangelieforfatterne anså Jesus for at være andet end et menneske. I deres øjne var han et menneske. Et menneske, som blev velsignet ved at modtage Guds ånd, og som havde et så uafbrudt forhold til Gud, at det ville være passende at kalde ham Guds søn. Matthæus omtaler ham selv som tømrerens søn, og et andet sted fortæller han, at Peter, efter at have anerkendt ham som Messias, tog ham til side og irettesatte ham —– (Matthæus 16:22). Hos Lukas ser vi, at to af Jesu disciple efter korsfæstelsen, mens de var på vej til Emmaus, omtalte ham således: Han var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket, Lukas 24:19
Det er særligt værd at bemærke, at selv om det blandt de kristne allerede før Markus’ evangelium blev almindeligt at bruge ordet Khodavand (Herren) om Jesus, omtales Jesus ingen steder med dette ord hverken i Markus’ eller Matthæus’ evangelium. Derimod bruges dette ord i begge disse værker i langt større omfang om Allah. Alle tre evangelier omtaler Jesu lidelser udførligt og med den behørige værdighed. Men bortset fra Markus’ ord om løsesummen (Markus 10:45) og nogle få ord mod slutningen findes der ingen antydning af, at Jesu død havde nogen forbindelse med menneskenes synd og soningen for den.
Han siger videre,
At Isa fremstillede sig selv som en profet, fremgår klart af de forskellige taler i evangelierne. For eksempel: »I dag, i morgen og dagen efter må jeg gå videre, for det kan ikke være, at en profet skal dø uden for Jerusalem.« — (Lukas 13:33). Det meste af tiden omtalte han sig selv som et menneskebarn. ——— Isa omtalte aldrig sig selv som Guds søn. Når andre af hans samtidige brugte dette udtryk om ham, betød det ikke andet, end at han blev anset for Messias. Han ønskede naturligvis kun at betegne sig selv med ordet »søn«. ——— Desuden brugte han også ordet »fader« billedligt for at beskrive sit forhold til Gud. ——— Han anså ikke sig selv for at være enestående i dette forhold. Tværtimod betragtede han også de første mennesker som sine medmennesker i dette dybe forhold til Gud. Men senere erfaringer og et dybtgående studium af menneskenaturen tvang ham til at mene, at han i denne henseende var alene og ene.
Denne forfatter siger igen:
Disse ord, som Peter udtalte ved pinsefesten, fremstiller Isa, der var sendt af Gud, som det menneske, hans samtidige kendte ham som og anså ham for at være. ——— Af evangelierne lærer vi, at Isa fra barndommen til ungdommen gennemgik stadierne i sin fysiske og mentale udvikling på helt naturlig vis. Han blev sulten og tørstig, følte sig træt og sov. Han blev forbløffet og forvirret. Han havde også behov for at få kendsgerningerne at vide gennem andre mennesker. Han led smerte og nød og døde. Han gjorde ikke blot ikke krav på at kunne høre og se alt, men benægtede tværtimod dette. ——— Hvis man i virkeligheden skulle hævde, at han var althørende og altseende, ville det stride imod hele det billede, vi får af ham fra evangelierne. Desuden er en sådan påstand på ingen måde forenelig med prøvelserne på stederne Gathesmane og Calvary. For at få det til at stemme måtte man betragte disse begivenheder som helt ugrundede. Man må erkende, at Messias, da han blev konfronteret med disse forhold, var begrænset af den menneskelige erkendelses almindelige begrænsninger. Den eneste undtagelse inden for disse begrænsninger var, at han besad profetisk fremsyn og sikker, direkte viden om Gud. Evangelierne giver endnu mindre grund til at betragte Messias som den Almægtige. Ingen steder findes der en antydning af, at han handlede selvstændigt og uden hensyn til Gud. Tværtimod erkendte han klart gennem de bønner, han igen og igen bad — at der ikke var nogen anden vej til at blive reddet fra denne fare end gennem bøn — at han var fuldstændig afhængig af Gud. Det er et vigtigt vidnesbyrd om evangeliernes historiske pålidelighed, at selv om de ikke blev skrevet, før den kristne kirke begyndte at betragte Messias som Gud, er vidnesbyrdet om, at Messias i virkeligheden var et menneske, bevaret i disse dokumenter, mens der på den anden side ikke findes noget vidnesbyrd om, at Messias betragtede sig selv som Gud.
Pastor Scott siger videre:
Kun Sankt Paulus erklærer, at Isa ved opstandelsen gennem selve opstandelseshandlingen åbent blev ophøjet til Guds søn med fuld myndighed. Udtrykket »Guds søn« antyder egentlig biologisk afkom. Sankt Paulus har et andet sted tydeliggjort sagen ved at kalde Isa Guds egen søn. Det kan nu ikke afgøres, om de første kristne eller Sankt Paulus var de første til at bruge tiltaleformen »Herre« om Messias i egentlig religiøs betydning. Det er sandsynligt, at det var den førstnævnte gruppe, der gjorde det. Men der er ingen tvivl om, at Paulus begyndte at bruge denne tiltale i fuld betydning. Derefter anvendte han om Herren Isa Messias mange forestillinger og fagudtryk, som i de gamle hellige skrifter var forbeholdt Herren Jehova (Allah). På denne måde gjorde han sin fremstilling endnu tydeligere. Samtidig betragtede han Messias som lig Gud i viden, forstand og storhed og kaldte ham i ordets enkle betydning Guds søn. Trods dette afholdt han sig, selv efter på forskellige måder at have gjort Messias lig Gud, fra ligefremt at forkynde ham som Allah.
En anden kristen eksperts vurdering
I Encyclopædia Britannica siger pastor George William Fox i en artikel med overskriften »Christianity«, under sin behandling af den kristne kirkes grundlæggende troslære: Treenighedslærens tankemæssige struktur er hentet fra grækerne. Oven på den er den jødiske lære blevet omformet. I denne henseende er det for os en mærkelig slags sammenblanding. Den religiøse tankegang er bibelsk, men den er omformet i en fremmed filosofis form.
Udtrykkene Faderen, Sønnen og Helligånden er hentet fra jødiske kilder. Isa brugte ganske vist det sidste udtryk meget sjældent, og selv når Sankt Paulus brugte det, var dets betydning helt uklar. Ikke desto mindre havde dette ord i den jødiske litteratur næsten antaget personlig skikkelse. Derfor er dette troslæreelement jødisk — selv om også jødedommen før den indgik i denne sammensatte helhed var påvirket af græsk tankegang — mens selve sagen er rent græsk. Det spørgsmål, som denne troslære bygger på, var hverken moralsk eller religiøst. Det var derimod et rent filosofisk spørgsmål: Hvad er forholdet mellem Faderen, Sønnen og Ånden? Kirkens svar på dette er indeholdt i den troslære, der blev vedtaget på Nikæa-koncilet. Den er i alle sine kendetegn et udtryk for græsk tankegang.
Vidnesbyrd fra kirkens historie
I denne forbindelse er artiklen med titlen »Church History« i Encyclopaedia Britannica særlig bemærkelsesværdig:
Allerede før afslutningen af det tredje kristne århundrede var Kristus almindeligvis blevet anerkendt som Ordets legemliggørelse. Men et stort antal kristne anerkendte ikke Kristus som Gud. I det fjerde århundrede opstod der en voldsom strid om dette spørgsmål, hvilket rystede selve kirkens grundvold. Til sidst blev opfattelsen af Kristus som Gud ved koncilet i Nikæa i år 325 officielt anerkendt som kristen troslære, og den blev formuleret med særlige ord. Selv om striden fortsatte endnu en tid, sejrede Nikæas beslutning til sidst. I øst og vest blev den accepteret på den måde, at kristne, som holdt den rette troslære, burde tro på netop dette. Sammen med anerkendelsen af Sønnen som Gud blev også Ånden anerkendt som Gud, og han fik en plads sammen med Faderen og Sønnen i dåbens ord og de almindeligt anvendte religiøse symboler. Den opfattelse af Kristus, som blev fastslået i Nikæa, førte således til, at treenighedslæren blev en uadskillelig del af kristendommen. Derefter skabte påstanden om, at Sønnens guddommelighed havde antaget skikkelse i Kristi person, endnu et problem. Om dette blev der ført debatter gennem det fjerde århundrede og i nogen tid derefter. Spørgsmålet var, hvilket forhold der var mellem guddommelighed og menneskelighed i Kristi person. Koncilet i Chalkedon i år 451 fremlagde den løsning, at Kristi person rummer to fuldkomne naturer. Selv efter at de var blevet forenet, forblev de hver især intakte med deres særskilte egenskaber uden nogen ændring. Ved koncilet i Konstantinopel i år 680 blev det tilføjet, at de to naturer også hver havde sin egen vilje. Det vil sige, at Kristus samtidig rummer to viljer. —- På dette tidspunkt beskæftigede den vestlige kirke sig særligt med spørgsmålene om synd og nåde, og i lang tid fortsatte debatten om, hvilken rolle Gud og mennesket har i frelsen. Til sidst blev følgende lære vedtaget ved det andet koncil i Orange i år 529: På grund af Adams fordrivelse fra Paradiset er ethvert menneskes situation sådan, at det ikke kan tage et eneste skridt hen imod frelsen, før det gennem kristen dåb ved Guds nåde har fået et nyt liv. Selv efter begyndelsen på dette nye liv vil mennesket ikke forblive i en god tilstand, medmindre Guds nåde bliver dets støtte for evigt. Og denne Guds evige nåde kan kun opnås gennem den katolske kirke.
Resultatet af striden
Det bliver klart ud fra disse beskrivelser af de kristne lærde, at det første, der førte de kristne på afveje, var troslære samt overdrivelse i hengivenhed og ærefrygt. Det var på grundlag af denne overdrivelse, at ordene »Herre« og »Guds søn« blev brugt om Kristus. Guds egenskaber blev tillagt ham, og læren om sonofferet blev opfundet. Men der fandtes ikke det mindste spor af sådanne ting i Kristi lære. Da filosofiens giftige atmosfære derefter trængte ind i de kristnes sind og hjerter, forsøgte de ikke at erkende denne oprindelige vildfarelse og undgå den; i stedet begyndte de at forsvare deres tidligere lederes fejl og give dem fortolkninger. I stedet for at vende tilbage til Kristi sande lære blev de ved med, alene ved hjælp af Skriften og filosofien, at opfinde nye troslærdomme. I disse vers fra Koranen er de kristne blevet advaret mod sådanne vildfarelser. (Tafhīm al-Qurʾān, sūra as-Saff, note 8)
Troen på, at mennesket er syndigt af natur
De himmelske skrifter har ikke fremsat nogen forestilling om, at mennesket er syndigt af natur, selv om kristendommen i halvandet til to tusind år har regnet dette for sin grundlæggende troslære. I dag er selv katolske lærde begyndt at sige, at denne troslære ikke har noget grundlag. En fremtrædende bibelforsker, pastor Herbert Haag, siger i sin nyligt udgivne bog »Is Original Sin In Scripture«, at der blandt de tidlige kristne, i hvert fald indtil det tredje århundrede, slet ikke fandtes nogen troslære om, at mennesket er syndigt af natur. Da denne forestilling begyndte at brede sig blandt mennesker, blev kristne lærde ved med at protestere imod den i to århundreder. Til sidst fortsatte Sankt Augustin i det femte århundrede med at protestere imod den. Til sidst indlemmede Sankt Augustin den imidlertid ved hjælp af sin argumentationskraft i de kristnes grundlæggende troslære: at menneskeheden ved arv har fået Adams synd som byrde. Nu er der ingen anden udvej end at opnå frelse i kraft af Kristi sonoffer. (Indiens frihedsbevægelse og muslimerne, bind 2, s. 191–199)
At kalde Maria Guds mor
I år 431 blev der afholdt et koncil i Efesos med de religiøse ledere fra den kristne verden. På dette koncil blev læren om, at Jesus, Marias søn, var guddommelig, og at de kristne alene anerkendte Maria som Guds moder, gjort til kirkens officielle troslære. De kristne nøjedes ikke med at gøre Messias og Ruh al-Qudus til guder; de gjorde også Messias’ mor til en permanent guddom. Der findes ingen antydning i Bibelen af, at Maria var guddommelig, eller af hendes guddommelige hellighed. I tre hundrede år efter Messias var den kristne verden ukendt med denne forestilling. Hen imod slutningen af det tredje århundrede begyndte nogle religiøse lærde i Alexandria for første gang at udbrede læren om Marias guddommelighed og dyrkelsen af Maria. I begyndelsen var kirken imidlertid ikke rede til at acceptere den. Tværtimod betragtede den dyrkelsen af Maria som en vildledende troslære. Da en storm af debat derefter brød løs i den kristne verden om Nestorius’ forestilling om, at Messias’ væsen består af en forening af to permanent adskilte væsener, blev dette koncil afholdt i byen Efesos i år 431 for at afgøre sagen. Efter dette koncil bredte denne lære sig hurtigt inden for kirken. Da man nåede frem til tiden for Koranens åbenbaring, var Maria blevet en så stor gudinde, at Faderen, Sønnen og Ruh al-Qudus blev ubetydelige i forhold til hende. Hendes statuer blev opstillet i kirker forskellige steder. Der blev afholdt tilbedelsesceremonier foran hendes statuer. Man bad hende om hjælp. Hun var den, der hørte bønner om hjælp, fjernede ulykker og trængsler og hjalp de hjælpeløse. For en kristen tjener var det største middel til at opnå troskab, at han havde fået Guds moders hjælp og beskyttelse. Kejser Justinian erklærede i indledningen til en lov Maria for hjælperen af hans rige. Hans berømte general Narses bad Maria om hjælp på slagmarken. Kejser Herakleios, som var samtidig med profeten Muhammad, mente, at dette banner ikke ville blive sænket i kraft af velsignelsen fra dette billede. Selv om protestantiske kristne senere, under indflydelse af reformationsbevægelsen, højlydt vendte sig mod dyrkelsen af Maria, tror den romersk-katolske kirke stadig på denne lære. (Tafhim al-Qur’an, sura al-Ma’idah, note 101)
Profetien om den sidste profet i Toraen og Evangeliet
(Det burde have været passende at gengive profetierne i Toraen i kapitlet om jøderne og Evangeliets udsagn særskilt. Men den lærde forfatter har gengivet begge profetier på en sådan måde, at betydningen af fremstillingen ville blive mindre, hvis de blev adskilt. Derfor har han gengivet dem samlet.)
(Arabisk———-)
Og husk det, som Jesus, Marias søn, sagde: »Israels børn! Jeg er Allahs sendebud til jer, som bekræfter Toraen, der kom før mig og stadig foreligger, og som bringer det glade budskab om et sendebud, der kommer efter mig, og hvis navn er Ahmad.« – (Sura as-Saff: 6) (Der er foretaget en vigtig drøftelse af dette omstridte vers; drøftelsen kommer senere.)
Disse ord af Jesus, Marias søn, hentyder til det glade budskab, som Moses gav sit folk om Allahs sendebud. (De kristne tror også på Moses’ lære og undervisning samt på Toraen.) Her siger han:
En profet skal fremstå
»Herren din Gud vil frembringe for dig, fra dig selv, blandt dine brødre, en profet som mig; ham skal I lytte til. For det var netop det, du bad Herren din Gud om på Horeb på dagen for forsamlingen, da du sagde: Lad mig ikke igen høre Herren min Guds røst og ikke længere se denne store ild, for at jeg ikke skal dø. Da sagde Herren til mig: De har talt godt. Jeg vil frembringe en profet som dig for dem blandt deres brødre, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal tale til dem alt det, jeg befaler ham. – Femte Mosebog 18:15-19«
Toraens tydelige profeti
Dette er Toraens tydelige profeti, som ikke kan henføres til nogen anden end profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Her overbringer Moses (fred være med ham) dette påbud fra Allah den Højeste til sit folk: »Jeg vil frembringe en profet for dig blandt dine brødre.« Det skal bemærkes, at »brødre« til et folk ikke kan betyde en stamme eller slægt inden for selve dette folk. Det kan derimod betyde et folk, som har en nær slægtsmæssig forbindelse med det. Hvis det betød, at en profet skulle fremstå blandt Israels børn selv, ville der være blevet sagt: »Jeg vil frembringe en profet for jer fra jeres egen midte.« Derfor kan »Israels børns brødre« nødvendigvis kun betyde Israels børn, som på grund af deres nedstamning fra Abraham (fred være med ham) er deres slægtninge. Desuden kan denne profeti ikke handle om en profet blandt Israels børn, fordi der efter Moses (fred være med ham) ikke blot kom én profet blandt Israels børn, men mange profeter, hvis omtale findes overalt i Bibelen.
Det andet, der siges i dette glædelige budskab, er, at den profet, der skal sendes, vil være Moses’ lige. Det er helt tydeligt, at ligheden ikke gælder ansigtets udseende, kropsbygningen eller livsvilkårene. For i disse henseender ligner ingen person en anden. Det betyder heller ikke blot en lighed i profetiske egenskaber, for disse egenskaber fandtes på samme måde hos de profeter, der kom efter Moses (fred være med ham). Derfor kan det ikke være et særligt kendetegn ved en bestemt profet, at han i denne henseende ligner Moses (fred være med ham). Når ligheden således ikke kan omfatte disse to områder, kan der ikke være nogen anden grundlag for ligheden, hvorved den kommende profets særlige kendetegn kan forstås, end at denne profet vil ligne Moses (fred være med ham) ved at bringe en varig og fuldstændig lov. Dette kendetegn findes hos ingen anden end Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham). For enhver profet, der kom blandt Israels børn før ham, fulgte Moses’ lov. Ingen af dem kom med en varig og fuldstændig lov.
Denne forklaring styrkes yderligere af disse ord i profetien: »Dette skal ske i overensstemmelse med den bøn, som du, det vil sige Israels børn, bad til Herren din Gud på forsamlingens dag ved Horeb: Lad mig ikke igen høre Herren min Guds røst og ikke mere se denne store ild, for at jeg ikke skal dø. Da sagde Herren til mig: De har talt godt. Jeg vil frembringe en profet for dem blandt deres brødre, en som dig, og jeg vil lægge mine ord i hans mund.«
Med Horeb menes her det bjerg, hvor Moses (fred være med ham) første gang modtog lovens påbud. Den bøn fra Israels børn, som nævnes her, betyder, at hvis der i fremtiden skulle gives en lov, måtte den ikke gives under de frygtelige omstændigheder, som opstod ved lovgivningen ved Horeb-bjerget. Denne situation omtales både i Koranen og i Bibelen og blev skabt ved troskabseden. Den omtales både i Koranen og i Bibelen. (Sura al-Baqara, vers 55-56; Sura al-A’raf, vers 155 og 171; Bibelen, Anden Mosebog 19:17-18). Som svar på dette sagde Moses (fred være med ham) til Israels børn, at Allah den Højeste havde accepteret deres bøn. Han siger: »Jeg vil sende dem en profet, i hvis mund jeg vil lægge mine ord.« Det vil sige, at der ved overbringelsen af den fremtidige lov ikke vil blive skabt den frygtelige situation, som blev skabt ved Horeb-bjerget. Når han derimod indsættes i profetens værdighed, vil Allahs ord blive lagt i hans mund. Dem vil han lade folket høre. Når man tager disse tydelige ord i betragtning, kan der ikke længere være nogen tvivl om, at den, der blev profeteret om, ikke kan være nogen anden end profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Efter Moses (fred være med ham) er det alene profeten Muhammad (må Allahs fred og velsignelser være med ham), der fik en varig og fuldstændig lov. Da denne lov blev givet, var der heller ingen folkeforsamling, sådan som Israels børn havde ved Horeb-bjerget. Ved fastsættelsen af lovens bestemmelser blev der ikke skabt en sådan situation, som dér blev skabt. (Sura al-Taghabun, note 5)
En udførlig gennemgang af det ovenfor nævnte vers fra Sura as-Saff
Det vers fra Sura as-Saff, hvis oversættelse blev gengivet i begyndelsen af dette kapitel, er et meget vigtigt vers i den hellige Koran. Islams modstandere har fremsat voldsom kritik af dette vers og gjort sig skyldige i den værste form for troløshed. For i dette vers siges det, at der med tydelige ord er nævnt Jesu (fred være med ham) navn, og at der er givet det glædelige budskab om hans komme. Derfor er det nødvendigt at drøfte dette emne udførligt.
For det første kaldes profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) her Ahmad. Ahmad har to betydninger. Den ene er en person, der lovpriser Allah den Højeste mere end nogen anden. Den anden er en person, der lovprises mere end nogen anden, eller den, der er mest prisværdig blandt Allahs tjenere. Det er bevist gennem autentiske hadither, at dette også var et af profetens (må Allahs fred og velsignelser være med ham) navne. I Muslim og Abu Dawud berettes det fra Abu Musa al-Ash’ari (må Allah være tilfreds med ham), at profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Jeg er Muhammad, jeg er Ahmad, og jeg er al-Hashir.« Denne beretning er overleveret fra Jubayr ibn Mut’im (må Allah være tilfreds med ham) af imam Malik, al-Bukhari, Muslim, al-Darimi, al-Tirmidhi og al-Nasa’i. Dette navn på profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var velkendt blandt de ædle ledsagere. Hassan ibn Thabit (må Allah være tilfreds med ham) siger i sit digt:(Arabisk*******)
Allah, englene, der flokkes omkring Hans Trone, og alle hellige væsener sender velsignelser over den velsignede Ahmad.
Det er også bevist gennem historien, at Profetens (fred være med ham) navn ikke blot var Muhammad, men også Ahmad. I hele den arabiske litteratur findes der intet eksempel på, at nogen før Profeten (fred være med ham) bar navnet Ahmad. Efter ham er utallige mennesker blevet kaldt Ahmad eller Ghulam Ahmad. Hvilket større bevis kunne der være end, at dette navn fra hans profetkaldelses tid og frem til i dag har været så berømt og velkendt blandt hele den muslimske ummah? Hvis dette ikke havde været hans navn, hvilken Ahmad mente de så, der kaldte deres børn Ghulam Ahmad, at de var tjenere for?
For det andet: Johannesevangeliet vidner om, at Israels børn på tidspunktet for Messias’ komme ventede tre personer. For det første Messias, for det andet Elias, det vil sige profeten Elias’ genkomst, og for det tredje den profet.
Evangeliets ordlyd er som følger:
Og dette er Johannes’ vidnesbyrd: Da jøderne fra Jerusalem sendte nogle præster og levitter til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke; han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« Så spurgte de ham: »Hvad da? Er du Elias?« Han sagde: »Det er jeg ikke.« »Er du den profet?« Han svarede: »Nej.« Da sagde de til ham: »Hvem er du, så vi kan give svar til dem, der har sendt os? Hvad siger du om dig selv?« Han sagde: »Jeg er en røst af en, der råber i ørkenen: Gør Herrens vej lige, som profeten Esajas har sagt.« De var sendt fra farisæerne. Og de spurgte ham: »Hvorfor døber du da, hvis du ikke er Kristus, heller ikke Elias og heller ikke den profet?« – Johannes 1:19-25
Disse ord beviser, at Israels børn, ud over profeten Messias og profeten Elias, ventede endnu en profet. Og han var heller ikke profeten Johannes. Troen på denne profets komme var så berømt og almindeligt kendt blandt Israels børn, at det var tilstrækkeligt blot at sige »den profet« for at henvise til ham. Det var ikke nødvendigt at sige, at det var ham, hvis komme var blevet bebudet i Toraen. Desuden blev det klart, at den profet, som de henviste til, med sikkerhed ville komme. For da profeten Johannes blev stillet disse spørgsmål, sagde han ikke: »Der kommer ikke nogen anden profet; hvem er det, I taler om?«
Den gode nyhed i Johannesevangeliet
For det tredje: Se nu på de profetier, der fortløbende er gengivet fra kapitel 14 til kapitel 16 i Johannesevangeliet: »Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden hjælper, for at han skal være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan se og heller ikke kende. I kender ham, for han bliver hos jer og skal være i jeres indre.« – Johannes 14:25-26
Jeg vil ikke længere tale meget med jer, for verdens hersker kommer, og han har intet i mig – 14:30
Ham, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens Ånd, som udgår fra Faderen; når denne Hjælper kommer, skal han vidne om mig. – 15:26
Dog siger jeg jer sandheden: Det er bedst for jer, at jeg går bort, for hvis jeg ikke går bort, kommer Hjælperen ikke til jer; men hvis jeg går bort, vil jeg sende ham til jer. – 16:7
Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, vil han lede jer til hele sandheden, for han skal ikke tale af sig selv, men sige alt, hvad han hører, og forkynde jer det, der skal komme. Han skal herliggøre mig, for han vil tage af det, som er mit, og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han tager af det, som er mit, og vil forkynde det for jer. 16:12–15
Den, der kommer, skal blive verdens leder
I ovenstående udsagn i Johannesevangeliet giver Hazrat Isa (a.s.) det glædelige budskab om, at en person vil komme efter ham. Om ham siger han, at han skal være verdens hersker eller verdens leder (Sarwar-e Alam) og forblive for evigt. Han skal vise alle sandhedens veje og selv vidne om ham (Hazrat Isa). I disse udsagn af Johannes er der gennem brugen af ord som Ruhul Kudus og sandhedens Ånd blevet gjort et forsøg på at sløre indholdet. Men hvis man alligevel læser alle udsagnene opmærksomt, bliver det klart, at den, hvis komme der er blevet forkyndt, ikke er en ånd, men et menneske, ja et særligt menneske, hvis lære vil være omfattende og universel og forblive uændret indtil dommedag. Om denne særlige person er der i den urduiske oversættelse brugt ordet Hjælper, og hvad angår det græske ord, der er anvendt i det oprindelige Johannesevangelium, fastholder de kristne, at det var Paracletus.
Forvirring blandt de kristne om ordet Paracletus
De kristne lærde møder selv store vanskeligheder, når de skal fastlægge ordets betydning. På det oprindelige græske har ordet Paraclete flere betydninger, såsom at kalde nogen hen til et sted, at råbe om hjælp, at advare, at opmuntre, at ophidse, at bede og lignende. Ordet tillægges også på græsk betydninger som at trøste, berolige og opmuntre. Ingen af de steder i Bibelen, hvor ordet er anvendt, passer denne betydning helt rigtigt. Origenes har i sin oversættelse nogle steder brugt ordet Consolator (trøsteren) og andre steder Deperecator. Men andre kommentatorer har forkastet begge disse ord. For det første er de ikke korrekte ifølge den græske grammatik. For det andet kan denne betydning ikke anvendes noget sted, hvor ordet forekommer. Nogle andre kommentatorer har i oversættelsen af ordet brugt ordet Teacher, men efter reglerne for ordets brug på græsk kan denne betydning ikke godtages. Tertullian og Augustin har givet ordet Advocate forrang. Andre har igen brugt ord som Assistant, Confortur og Consoler. – (Se Encyclopaedia of Biblical Literature – Word Paracleture).
Muligheden for en sproglig ændring
Det interessante er nu, at der på græsk findes endnu et ord – Periclytos. Det betyder »den lovpriste«. Dette ord er fuldstændig synonymt med ordet Muhammad, og der er en stor lighed i udtalen mellem Periclytos og Paracletus. Det er ikke umuligt, at de kristne lærde og præster, som var vant til uden videre at ændre deres hellige skrifter efter forgodtbefindende, ændrede dette ord i den profeti, som Johannes citerede, fordi de anså det for at være i strid med deres troslære. Da det oprindelige evangelium på græsk, skrevet af Johannes, ikke længere findes noget sted, er det vanskeligt at bevise, hvilket af disse to ord der blev anvendt dér.
Det oprindelige syriske ord
Man kan ikke drage en konklusion alene ud fra, hvilket ord Johannes faktisk anvendte på græsk. For det var en oversættelse fra originalsproget. Messias’ sprog var nemlig det syriske sprog i Palæstina. Det ord, han anvendte i sit evangelium, må derfor nødvendigvis have været et syrisk ord. Heldigvis finder vi dette oprindelige syriske ord i Ibn Hishams biografi (Sīrat Ibn Hishām). Af denne bog får vi samtidig at vide, hvilket græsk ord der var synonymt med det. Ibn Hisham har med henvisning til Muhammad ibn Ishaq citeret hele oversættelsen af kapitel 15, vers 23–27, og kapitel 16, vers 1, i det evangelium, der er skrevet af Johannes. I den anvendte han ordet Munhamanna i stedet for det græske ord Farklit (Paracletus/Periclytos). Derefter forklarer Ibn Ishaq eller Ibn Hisham, at Munhamanna på syrisk betyder Muhammad og på græsk Periclytos (Ibn Hisham, bind 1, s. 248).
Det bør nu bemærkes, at det historisk set var det syriske sprog, der blev talt af den almindelige befolkning i Palæstina frem til det niende århundrede. Fra midten af det syvende århundrede blev dette område en del af de områder, der var under islamisk herredømme. Ibn Ishaq døde i 768 e.Kr., og Ibn Hisham døde i 828 e.Kr. Det betyder, at de kristne i Palæstina talte syrisk i begge historikeres samtid. Det var ikke særlig vanskeligt for disse to historikere at komme i kontakt med de kristne undersåtter i deres eget land. Desuden boede der på det tidspunkt millioner af græsktalende kristne i de islamisk beherskede områder. Derfor var det på ingen måde vanskeligt for dem at vide, hvilket græsk ord der var synonymt med et bestemt syrisk ord. Hvis det syriske ord Munhamanna blev anvendt i Ibn Ishaqs oversættelse, og Ibn Ishaq i sin forklaring anvendte det arabiske synonym Muhammad og det græske Periclytos, så er der ingen mulighed for tvivl om, at Jesus, Marias søn, nævnte profeten Muhammads navn og forkyndte hans komme. Samtidig får man at vide, at det oprindelige ord Periclytos blev anvendt i det græske evangelium skrevet af Johannes, men at de kristne lærde senere ændrede det til Paracletus.
Kong Negus’ anerkendelse af sandheden
Et endnu ældre historisk vidnesbyrd findes i en beretning fra Abdullah ibn Masud (må Allah være tilfreds med ham). Han fortæller: Da Negus havde tilkaldt emigranterne til sit hof i Abessinien og havde hørt profeten Muhammads lære og vejledning fra Ja’far ibn Abu Talib, sagde han:
Tillykke til jer og til Den, fra hvem I er kommet. Jeg bevidner, at han er Allahs sendebud, og at han er den person, hvis komme Jesus, Marias søn, har forkyndt.
Denne beretning er overleveret fra selveste Hazrat Ja‘far og Hazrat Umm Salama i forskellige hadither. Den beviser ikke blot, at Negus i begyndelsen af det syvende århundrede vidste, at Hazrat Isa (fred være med ham) havde profeteret om en profet; den beviser også, at der findes en tydelig henvisning til denne profet i Evangeliet, og derfor havde Negus ikke vanskeligt ved at nå frem til den konklusion, at profeten Muhammed (fred være med ham) var denne profet. Denne beretning gør det dog ikke muligt at vide, om Negus havde fået kendskab til Hazrat Isas (fred være med ham) glædelige budskab gennem det Evangelium, der er skrevet af Johannes, eller om han havde fået kendskab til det gennem en anden kilde.
Det glædelige budskab om Barnabas’ Evangelium
I de profetier om Allahs Sendebud (fred være med ham), som Barnabas har citeret i sit Evangelium, har Hazrat Isa (fred være med ham) nogle steder nævnt profeten Muhammed (fred være med ham) ved navn, andre steder kaldt ham Allahs Sendebud, andre steder brugt ordet Messias om ham, andre steder kaldt ham den lovpriste (Admirable), og andre steder brugt så tydelige ord, at de fuldstændig svarer til »Der er ingen gud uden Allah, Muhammed er Allahs Sendebud« (fred være med ham). Det er ikke muligt at citere alle disse glædelige budskaber i deres helhed. De er nemlig så talrige og fremsat forskellige steder i forskellige sammenhænge og fortællestile, at man kunne skrive en hel bog ud fra dem. Nedenfor bringes nogle citater som eksempler: (Barnabas’ Evangelium (The Gospel of Barnabas) er oversat til engelsk af LONSDALE og LAUR RAAG og blev udgivet i 1907 af Clarendon Press i Oxford. For engelsktalende, uddannede læsere gengives citaterne fra dette værk på engelsk – oversætteren).
De profeter, som Allah har sendt til verden, og hvis antal er et hundrede og fireogfyrre tusind, har talt i tvetydige vendinger. Men efter mig vil alle profeternes og de frommes lys komme til syne og oplyse mørket i profeternes ord. For han er Allahs Sendebud. (For alle de profeter, som er et hundrede og fireogfyrre tusind, og som Gud har sendt til verden, har talt dunkelt. Men efter mig vil alle profeternes og de helliges herlighed komme og kaste lys over mørket i alt det, profeterne har sagt, fordi han er Guds Sendebud. (Kapitel 17, Barnabas’ Evangelium). (Kapitel 17))
Farisæerne og levitterne (Levites) sagde: »Hvis du ikke er Messias, Elias eller en anden profet, hvorfor giver du så en ny lære og fremstiller dig selv som større end Messias?« Jesus svarede: »De mirakler, som Allah viser gennem mine hænder, viser blot, at jeg gør det, Allah vil. I virkeligheden anser jeg mig heller ikke for værdig til at være større end ham (Messias), som I taler om. Jeg er ikke værdig til at løsne remmen på Allahs Sendebuds sandal eller skorem, ham som I kalder Messias, som blev beredt før mig, og som vil komme efter mig og bringe sandhedens ord, så hans religion aldrig får ende.« – Vers 42 (They said: If thou be not the Messiah nor Elijah, or any Prophet, wherefore dost thou preach new doctrine, and make thyself of more account than the Messiah?
Jesus svarede: »De mirakler, som Gud udfører gennem mine hænder, viser, at jeg taler det, som Gud vil; jeg gør mig heller ikke til den, som I taler om, for jeg er ikke værdig til at løsne remmene på bukserne eller skoremmen på skoene til Guds Sendebud, som I kalder Messias, som blev beredt før mig, og som vil komme efter mig og bringe sandhedens ord, så hans tro aldrig får ende.« (Kapitel 42, Barnabas’ Evangelium).
Derfor siger jeg jer sandelig, at enhver profet, som kommer, kun er blevet sendt til ét folk som et tegn på Allahs barmhjertighed. Derfor nåede profeternes ord ikke ud til andre end det folk, som de var sendt til. Men når Allahs sendebud kommer, vil Allah, så at sige, give ham sit eget håndsegl. Han vil komme med magt over de gudløse og udrydde afgudsdyrkelsen så grundigt, at Satan vil blive forvirret. (Efter en lang samtale med disciplene) sagde Hazrat Isa (fred være med ham) klart, at denne profet ville blive født blandt Israels børn, ikke blandt Isaks børn. – Kapitel 43. (Sandelig siger jeg jer, at enhver profet, når han kommer, kun er født til ét folk som et tegn på Guds barmhjertighed. Derfor blev deres ord ikke udstrakt til andre end det folk, som de blev sendt til. Men når Guds Sendebud kommer, vil Gud så at sige give ham sit håndsegl, således at han vil bringe frelse og barmhjertighed til alle verdens folk, som tager imod hans lære. Han vil komme med magt over de ugudelige og ødelægge afgudsdyrkelsen, så grundigt at han vil gøre Satan forvirret. Tro mig, for sandelig siger jeg jer, at løftet blev givet i Ismael, ikke i Isak. (Kapitel 43 – Barnabas’ Evangelium))
Derfor siger jeg jer, at Allahs Sendebud er et lys, som næsten hele Allahs skaberværk vil glæde sig over. For han er smykket med forståelsens og vejledningens ånd, visdommens og styrkens ånd, frygtens og kærlighedens ånd, forsigtighedens og mådeholdets ånd. Han er smykket med gavmildhedens og barmhjertighedens ånd, retfærdighedens og gudsfrygtens ånd, mildhedens og tålmodighedens ånd. Allah har givet ham disse egenskaber tre gange mere end de øvrige af sine skabninger. Hvor velsignet vil den tid være, når han kommer til verden! Tro mig, jeg har set ham og vist ham ære. Således har alle profeter set ham. Da Allah så hans ånd, gav Han ham profetskab, og da jeg så ham, blev min sjæl fyldt med ro. Da sagde jeg: »O Muhammed! Må Allah være med dig, og måtte Han gøre mig værdig til at binde dine skoremme. Hvis jeg opnår denne ære, vil jeg blive en stor profet og en hellig skabning tilhørende Allah.« – Kapitel 44 (Derfor siger jeg jer, at Guds Sendebud er en stråleglans, som vil bringe glæde til næsten alt, hvad Gud har skabt, for han er smykket med forståelsens og vejledningens ånd, visdommens og styrkens ånd, frygtens og kærlighedens ånd, forsigtighedens og mådeholdets ånd. Han er smykket med gavmildhedens og barmhjertighedens ånd, retfærdighedens og fromhedens ånd, mildhedens og tålmodighedens ånd, som han har modtaget fra Gud tre gange mere, end han har givet til alle sine skabninger. O velsignede tid, når han kommer til verden! Tro mig, jeg har set ham og vist ham ære, ligesom enhver profet har set ham. Da Gud så hans ånd, gav Han dem profetskab. Og da jeg så ham, blev min sjæl fyldt med trøst, og jeg sagde: O Muhammed, må Gud være med dig, og måtte Han gøre mig værdig til at binde din skorem; hvis jeg opnår dette, vil jeg blive en stor profet og en hellig mand tilhørende Gud. (Kapitel 44).)
Lad ikke jeres hjerter blive tynget af sorg, og vær ikke bange. For det var ikke jeg, der skabte jer. Det var derimod Gud, vores Skaber, og det er Ham, der har skabt jer. Han vil beskytte jer. Hvad mig angår, er jeg nu kommet til verden for at bane vejen for Guds Sendebud – han vil bringe frelse til verden. Men vogt jer, så I ikke bliver bedraget. For mange falske profeter vil komme og forvanske min Bibel i mit navn.
Da sagde Andrew: Mester, fortæl os nogle af hans tegn, så vi kan genkende ham.
Jesus sagde: Han vil ikke komme i jeres tid. Han vil komme nogle år efter jer, når mit Evangelium (Bibelen) er blevet så forvansket, at der højst vil være tredive troende tilbage. På det tidspunkt vil Gud vise verden barmhjertighed og sende sit Sendebud, over hvem en sky vil kaste sin skygge. Derved vil han blive anset for at være Guds udvalgte, og gennem ham vil Guds kendskab blive bragt til verden. Han vil få stor magt over de gudløse og udrydde afgudsdyrkelsen i verden. Jeg glæder mig meget, for gennem ham vil man kunne erkende vores Gud, og Hans hellighed vil blive beskrevet. Verden vil få kendskab til min sandhed. Han vil tage hævn over dem, der anser mig for at være mere end et menneske. Han vil bringe en sandhed, der er langt tydeligere end alle profeternes sandhed. – Kapitel 72)(Lad ikke jeres hjerter blive foruroligede, og vær heller ikke bange, for det var ikke jeg, der skabte jer, men Gud, vores Skaber, som har skabt jer, vil beskytte jer. Hvad mig angår, er jeg nu kommet til verden for at bane vejen for Guds Sendebud, som vil bringe frelse til verden. Men vogt jer, så I ikke bliver bedraget, for mange falske profeter vil komme, som vil tage mine ord og forurene mit Evangelium. Da sagde Andrew: Mester, fortæl os et tegn, så vi kan genkende ham. Jesus svarede: Han vil ikke komme i jeres tid, men vil komme nogle år efter jer, når mit Evangelium vil være blevet ophævet, således at der næppe vil være tredive troende tilbage. På det tidspunkt vil Gud vise verden barmhjertighed, og derfor vil Han sende sit Sendebud, over hvis hoved en hvid sky vil hvile. Derved vil han blive genkendt som Guds udvalgte og gennem ham blive åbenbaret for verden. Han vil komme med stor magt mod de gudløse og ødelægge afgudsdyrkelsen på jorden. Og det glæder mig, fordi vores Gud gennem ham vil blive kendt og lovprist, og jeg vil blive kendt som sand. Han vil fuldbyrde hævn over dem, der siger, at jeg er mere end et menneske. Han vil komme med en sandhed, der er klarere end alle profeternes. – Kapitel 72, Barnabas’ Evangelium)
Ved Gud, eden blev aflagt i Salomons moské i Jerusalem og intet andet sted. Men tro mig, der vil komme en tid, hvor Gud vil nedsende sin barmhjertighed over en anden by. Derefter vil det være muligt at tilbede Ham oprigtigt alle steder, og Gud vil i Sin barmhjertighed acceptere den rette bøn alle steder.
Jesus sagde: Jeg er i sandhed blevet sendt som frelsens profet for Israels folk. Men efter mig vil Messias komme; han vil være sendt af Gud til hele verden, for hvis skyld Gud skabte hele denne verden. Da vil Gud blive tilbedt i hele verden, og Hans barmhjertighed vil blive nedsendt. – Kapitel 82)(For Guds løfte blev givet i Jerusalem, i Salomons tempel, og intet andet sted. Men tro mig, der vil komme en tid, hvor Gud vil give Sin barmhjertighed til en anden by, og hvor det vil være muligt at tilbede Ham oprigtigt alle steder. Og Gud vil alle steder i Sin barmhjertighed acceptere den sande bøn. Jeg er i sandhed sendt til Israels hus som frelsens profet, men efter mig vil Messias komme, sendt af Gud til hele verden, for hvis skyld Gud skabte verden. Og da vil Gud blive tilbedt i hele verden, og barmhjertighed vil blive modtaget. – Kapitel 82, Barnabas’ Evangelium).
Jesus sagde: Ved den evigtlevende Gud, i hvis hånd mit liv er, jeg er ikke den Messias, hvis komme alle verdens folk venter på, og om hvem Gud lovede vores fader Abraham: »Gennem dit afkom vil alle verdens folk blive velsignet.«
Men når Gud vil tage mig bort fra verden, og Satan vil gøre oprør på en sådan måde, at de gudløse vil anse mig for Gud og Guds søn, vil de derfor forvanske mine ord og min lære. Således vil der med stort besvær kun være tredive troende tilbage. På det tidspunkt vil Gud vise verden barmhjertighed og sende sit eget Sendebud, for hvis skyld Han har skabt alle disse ting i verden. Han vil komme fra syd med magt og ødelægge afguderne sammen med afgudsdyrkerne. Han vil fratage Satan den herskermagt, som han har opnået over menneskene. Han vil bringe Guds barmhjertighed med sig til frelse for dem, der tror på ham. Velsignet er den, der tager imod hans ord. – Kapitel 96)(Jesus svarede: Så sandt Gud lever, i hvis nærvær min sjæl står, jeg er ikke den Messias, som alle jordens stammer venter på, sådan som Gud lovede vores fader Abraham og sagde: »I dit afkom vil alle jordens stammer blive velsignet.« Men når Gud vil tage mig bort fra verden, vil Satan igen rejse dette forbandede oprør ved at få de gudløse til at tro, at jeg er Gud og Guds søn. Derfor vil mine ord og min lære blive forvansket, således at der næppe vil være tredive troende tilbage. Da vil Gud vise verden barmhjertighed og sende sit Sendebud, for hvis skyld Han har skabt alle ting. Han vil komme fra syd med magt og ødelægge afguderne sammen med afgudsdyrkerne; han vil fratage Satan den herskermagt, som han har over menneskene. Han vil bringe Guds barmhjertighed med sig til frelse for dem, der tror på ham. Velsignet er den, der tror på hans ord. – Kapitel 96, Barnabas’ Evangelium).
Præsten spurgte: Hvad vil denne Messias blive kaldt, og hvilke tegn vil kundgøre hans komme?
Jesus siger som svar: Messias’ navn er prisværdigt. For da Gud skabte hans ånd, gav Han ham selv dette navn og anbragte ham dér i himmelsk herlighed. Gud siger: »Vent, Muhammed. For din skyld vil Jeg skabe Paradiset, verden og meget andet, og Jeg vil skænke dig alt dette som belønning. De, der viser dig nåde, vil blive benådet. De, der forbander dig, vil blive forbandet. Når Jeg sender dig til verden, vil Jeg sende dig som frelsens profet. Dit ord vil være sandt, så meget, at hverken jorden eller himlen vil bestå, men din tro vil bestå. Derfor er Hans velsignede navn Muhammed.« – Kapitel 97) (Så sagde præsten: Hvad skal Messias kaldes, og hvilket tegn skal åbenbare hans komme?
Jesus svarede: Messias’ navn er Prisværdig. For Gud gav ham selv dette navn, da Han havde skabt hans sjæl, og anbragte den i himmelsk pragt. Gud sagde: »Vent, Muhammed; for din skyld vil Jeg skabe Paradiset, verden og en stor mængde skabninger, og Jeg giver dig dem som gave, således at enhver, der velsigner dig, vil blive velsignet, og enhver, der forbander dig, vil blive forbandet. Når Jeg sender dig til verden, vil Jeg sende dig som Min frelsesbudbringer, og dit ord vil være sandt, således at himmel og jord vil forgå, men din tro vil aldrig forgå. Muhammed er hans velsignede navn.« (Kapitel 97 – Barnabas’ evangelium).
Præsten spurgte: »Vil der også komme andre profeter efter denne Guds sendebud?« Jesus svarede: »Efter ham vil der ikke komme nogen sand profet sendt af Gud. Men der vil komme mange falske profeter, hvilket gør mig meget bedrøvet. For Satan vil lade dem træde frem ved Guds retfærdige dom, og de vil skjule sig bag mit evangeliums skærm.« – (Kapitel 97) (Præsten svarede: »Vil der komme andre profeter efter Guds sendebuds komme?« Jesus svarede: »Efter hans sande profeter, der er sendt af Gud, vil der ikke komme nogen, men der vil komme et stort antal falske profeter, hvilket bedrøver mig, for Satan vil rejse dem op ved Guds retfærdige dom, og de vil skjule sig under påskud af mit evangelium.« – (Kapitel 97 – Barnabas’ evangelium) Jesus siger: »Vid, Barnabas, at én af mine disciple vil sælge mig til fjenden for tredive mønter. Jeg er sikker på, at den, der sælger mig, vil blive dræbt i mit navn. For Gud vil løfte mig op fra jorden og forandre forræderens udseende på en sådan måde, at enhver vil tro, at han er mig. Men når han lider denne vanærende død, vil min vanære blive beskrevet i lang tid. Men når Guds hellige sendebud Muhammed kommer, vil min dårlige omtale blive fjernet. Gud vil gøre dette, fordi jeg har bevidnet hans, Muhammeds, sandhed. Han vil belønne mig på en sådan måde, at folk vil vide, at jeg er levende, og at jeg intet har med denne vanærende død at gøre.« – (Kapitel 112) (»Vid, Barnabas … og jeg vil blive solgt af en af mine disciple for tredive sølvstykker. Derfor er jeg sikker på, at den, der sælger mig, vil blive dræbt i mit navn, for Gud vil tage mig op fra jorden og forandre forræderens udseende, så alle vil tro, at han er mig. Ikke desto mindre vil jeg, når han dør en ond død, forblive i denne vanære i verden i lang tid. Men når Muhammed, Guds hellige sendebud, kommer, vil denne vanære blive fjernet. Og dette vil Gud gøre, fordi jeg har bekendt Messias’ sandhed, som vil give mig denne belønning: at jeg vil blive kendt som levende og som en fremmed for denne vanærende død.« – Kapitel 112 – Barnabas’ evangelium).
Sandelig, jeg siger jer, at hvis sandheden ikke var blevet forvansket i Moses’ bog, ville Gud ikke have givet vores fader David den anden bog. Og hvis Davids bog ikke var blevet forvansket, ville Gud ikke have givet mig evangeliet, eftersom vores Herre Gud ikke forandrer sig og kun har givet ét budskab til alle mennesker. Derfor vil Guds sendebud, når han kommer, rense alt det bort, hvormed de gudløse har forvansket min bog. – (Kapitel 124) (»Sandelig siger jeg jer, at hvis sandheden ikke var blevet udslettet fra Moses’ bog, ville Gud ikke have givet vores fader David den anden. Og hvis Davids bog ikke var blevet besmittet, ville Gud ikke have betroet mig evangeliet, eftersom Herren vores Gud er uforanderlig og kun har talt ét budskab til alle mennesker. Derfor vil Guds sendebud, når han kommer, komme for at rense alt bort, hvormed de gudløse har forvansket min bog.« – Kapitel 124 – Barnabas’ evangelium).
Kristendommen i Arabien
Tilføjelse foretaget af de to redaktører
[Da der under denne overskrift var blevet samlet noget materiale eller nogle råemner, blev det mærket, at de emner, der var nødvendige for at begynde drøftelsen, manglede. Det var muligt at udfylde dette tomrum ved at indsamle materiale fra andre forfatteres værker. Dette er nedenfor gengivet som citater. – [De to redaktører]
1: Kristendommen trængte ind i Arabien i det tredje kristne århundrede, på et tidspunkt hvor uretfærdighed og bidʿah (nye, opfundne trosretninger) gradvist havde bredt sig i de østlige kirker. De almindelige historikere siger, at dette var Dhu Nuwas’ tidsalder. Men jeg er ikke enig med dem, for han døde omkring fire hundrede år tidligere. Denne religion bredte sig mest i Najran og blev ikke særlig udbredt i Arabien. Kristendommen bredte sig dog blandt Banū Rabīʿah- og Ghassān-stammerne og i nogen grad blandt Qudāʿah. Note til den første del af den urduiske oversættelse af Ibn Khalduns historie, Allamah Hakim Ahmad Husain Allahabadi.
For det andet: Kristendommen blev udbredt i dele af Rabi’a, Ghassan og Quda’a. Det synes, som om de antog kristendommen fra romerne, for araberne rejste ofte til deres land i handelsøjemed. I Hira antog flere arabiske stammer kristendommen samlet. De blev kaldt abbadierne. Blandt dem var også Adi ibn Zayd al-Abbadi. Også Banu Aghl blandt araberne var kristne. (Urduoversættelsen af Bulugh al-Adab ved Pir Muhammad Hasan, bind 3, s. 152.)
For det tredje: Banu Ghassan antog kristendommen i år 330 e.Kr. Derefter spredte denne religion sig til Iran, Arabien, Bahrain, Faranørkenen, Dumat al-Jandal samt områderne langs Eufrat og Tigris. Najashi og kejseren gjorde en fælles indsats for at udbrede denne religion. Fra år 395 til 513 e.Kr. blev der gjort en særlig stor indsats for dens udbredelse, og et stort antal evangeliebøger blev spredt i Yemen. – Rahmat li-l-‘Alamin, bind 1, s. 31, note.
For det fjerde: Før Tababi’a-klanen var alle samfund i Saba stjerneværdyrkere. Deres største guder var Shams og al-Makka. På himyaritisk kaldes månen al-Makka. I år 330 e.Kr. skabte kristendommen uro under indflydelse fra de egyptiske romere på Afrikas kyst ud for Yemen. Med hjælp fra romerne i Syrien antog byen Najran ved Yemens grænse kristendommen. På grund af påvirkningen fra alle sider kunne Tababi’a i Yemen heller ikke beskytte sig mod kristendommen. Selv om stjerneværdyrkelsen ophørte, blev deres afgudsbilleder ikke fjernet. Nu begyndte man også at se navnet al-Rahman ved siden af Shams, al-Makka og Ashtar; dette var et navn, der i den førislamske tid var forbeholdt jøder og kristne.
For det femte: I denne region var jødedommen og kristendommen de eneste civiliserede og åbenbarede religioner. De var rivaler. Det er blevet bekendt fra det foregående kapitel, at Sabafolket i Himyar var i vedvarende konflikt med romerne og abyssinierne. Derfor foretrak Tababi’a i Himyar jødedommen frem for kristendommen. Bortset fra Abd Kalil findes der ingen beviser for, at nogen anden Tubba antog kristendommen. Ifølge arabernes beretninger var Abd Kalil også kristen. En stenindskrift beviser ligeledes, at de var kristne. Blandt de øvrige Tababi’a var der et lille antal stjerneværdyrkere og et større antal jøder. al-Tabaris historie fortæller, at Asyad Abu Karib(Arabisk***)var den første, der antog jødedommen. Den kongelige religion spredte sig også blandt folket. Således opstod der en konflikt mellem jødedommen og kristendommen i Yemen.
For det sjette: Romerne beherskede søvejene og svækkede dermed Sabas marked. Da de ikke var tilfredse med dette, angreb de Yemen i år 20 f.Kr. Den abyssinske aksumiter, som først var født i det samme land som de romerske egyptere og senere antog deres religion, udtrykte gentagne gange sin utilfredshed med romernes provokationer. Himyar lod ingen lejlighed gå til spilde. Så snart muligheden bød sig, plyndrede de romerske købmænd på havet. I det nordlige Arabien lå Iran og Rom i indbyrdes konflikt. Det var naturligt, at Himyar følte sympati for iranerne.
Romerne ønskede at gøre en ende på det gennem en fredsaftale. I slutningen af det sjette århundrede e.Kr. sendte kejser Justinian af Rom en ambassadør til Tubba i Yemen. ——- Dette fredsforslag kunne ikke slukke fjendskabets ild. På det tidspunkt var Dhu Nuwas hersker.
For det syvende: Romerske købmænd ankom til Yemens kystområder med handelsvarer, og overalt hvor de rejste, uddelte de sammen med varerne også kristendommens gaver. Kristne præster rejste ligeledes ind i landet med særlige formål. Først i Aden og derefter i Adnan, hvor man tidligere havde dyrket træer, blomstrede kristendommen. De kunstgreb, man ser i Europa i dag, fandtes også tidligere. Under dække af handel er religiøse og politiske formål altid blevet fremmet. Også dengang blev religiøse og politiske formål fremmet under dække af denne handel. Gennem disse kunstgreb blev Najran i Yemen omdannet til et centrum for kristendommen. Det blev med andre ord romernes og abyssiniernes håbets og tillidens sted. Himyars jøder brændte af vrede, da de så dette.
Fortællingen om folket i grøften
(Her begynder forfatterens egen fremstilling)
Der er beskrevet forskellige begivenheder, hvor der blev tændt ild i grøfter, og de troende blev kastet ned i dem. Heraf fremgår det, at denne form for djævelsk forfølgelse mange gange er blevet udført i verden.
En beretning fra Suhayb ar-Rumi (må Allah være tilfreds med ham)
Blandt disse er en begivenhed, som Suhayb ar-Rumi (må Allah være tilfreds med ham) fortalte Profeten (må Allahs velsignelser og fred være med ham), nemlig at en konge havde en troldmand. Da troldmanden blev gammel, sagde han til kongen: »Giv mig en dreng, som kan lære trolddom hos mig.« Kongen udpegede en dreng til dette. På sine besøg hos troldmanden begyndte drengen at møde en præst, som muligvis var tilhænger af Jesus (fred være med ham). Påvirket af præstens ord antog drengen troen. Efter at have modtaget vejledning og opdragelse hos præsten blev han begavet med karamat (mirakuløse kræfter). Gennem ham fik blinde synet tilbage, og spedalske blev helbredt. Da kongen fik at vide, at drengen havde antaget troen på tawhid, dræbte han først præsten og forsøgte derefter at dræbe drengen. Men det var ikke muligt at dræbe ham med noget redskab. Til sidst sagde drengen: »Hvis du vil dræbe mig, så skyd en pil mod mig i folkeforsamlingen, mens du siger: ’I Allahs, denne drengs Herres, navn.’«
Kongen dræbte således drengen. Efter denne begivenhed sagde folket i kor: »Vi tror på denne drengs Herre.« Kongens rådgivere sagde: »Det er netop det, du forsøgte at undgå. Folk har forladt din religion og antaget denne drengs religion.« Da kongen så dette, blev han voldsomt vred. Derefter lod han grave grøfter langs hovedvejen og fyldte dem med brændende ild. Enhver, der ikke ville opgive troen, blev derefter kastet i ilden (Ahmad, Muslim, an-Nasa’i, at-Tirmidhi, Ibn Jarir, Abd ar-Razzaq, Ibn Abi Shayba, at-Tabarani, Abd ibn Humayd).
En beretning overleveret af Ali (må Allah være tilfreds med ham)
En anden begivenhed er blevet fortalt af Ali (må Allah være tilfreds med ham). Han siger: En konge i Iran drak vin, blev beruset og begik utugt med sin egen søster. Som følge heraf opstod der et ulovligt forhold mellem dem. Da sagen blev kendt, bekendtgjorde kongen, at Gud havde gjort ægteskab med søsteren tilladt. Folk ville ikke acceptere dette, så kongen tvang dem ved hjælp af forskellige former for straf til at godtage det. De, der nægtede at acceptere det, blev efterhånden kastet i brændende grøfter. Ali (må Allah være tilfreds med ham) siger, at det var fra da af, at det blandt ma jusierne (ildtilbederne) blev skik at gifte sig med kvinder, som det er forbudt at gifte sig med. – Ibn Jarir
Isra’iliyyāt-beretning
Den tredje begivenhed er blevet berettet af Ibn Abbas (må Allah være tilfreds med ham). Han har sandsynligvis citeret denne beretning fra en israelitisk overlevering. Han siger: Babylonierne tvang Israels børn til at opgive profeten Moses’ religion (fred være med ham). De, der nægtede at forlade denne religion, kastede de i grober fyldt med ild. – Ibn Jarir, Abd ibn Humayd.
Begivenheden i Najran
Begivenheden i Najran er den mest berømte. Islamiske historikere som Ibn Hisham, Tabari, Ibn Khaldun, forfatteren til Muʿjam al-Buldan og andre har berettet om denne begivenhed. Hovedindholdet er, at Himyars konge, Tubban Asʿad Abu Karib, engang drog til Yathrib og under jødisk indflydelse antog jødedommen. Derefter tog han to lærde fra Banu Qurayza med til Yemen. Der udbredte han jødedommen i stor stil. Efter hans død efterfulgte hans søn Dhu Nuwas ham. Han angreb Najran, de kristnes stærke fæstning i Sydarabien, for at udslette kristendommen dér og tvinge indbyggerne til at antage jødedommen. Ibn Hisham siger, at disse folk var tilhængere af Jesus’ sande religion (fred være med ham). Da han nåede Najran, opfordrede han befolkningen til at antage jødedommen. Men de nægtede. Så blev et stort antal mennesker kastet i grober fyldt med ild og brændt ihjel, og mange andre blev dræbt. I alt blev tyve tusind mennesker dræbt. En mand ved navn Dhu Thaʿlaban flygtede fra Najrans indbyggere. Ifølge én beretning gik han til Roms kejser, og ifølge en anden gik han til Abessiniernes konge, Negus, og krævede, at denne grusomhed blev afhjulpet. Ifølge den første beretning underrettede kejseren Negus, og ifølge den anden bad Negus kejseren om at sende et krigsskib. Under alle omstændigheder angreb halvfjerds tusind abessiniske soldater til sidst Yemen under en hærfører ved navn Aryat. Dhu Nuwas blev dræbt. Den jødiske stat ophørte med at eksistere, og Yemen blev en del af Abessiniens kristne rige.
Kristne missionærer i Yemen
De islamiske historikeres beretning bliver ikke blot bekræftet af andre historiske kilder; gennem dem får man også mange mere detaljerede oplysninger. De fanatiske kristne abessinieres første herredømme over Yemen blev etableret i år 34 e.Kr. og bestod uafbrudt indtil år 378 e.Kr. Fra dette tidspunkt begyndte kristne missionærer at trænge ind i Yemen. Omtrent i den efterfølgende periode ankom en kristen vandrer ved navn Faymiyun til Najran; han var en gudfrygtig asket, der besad evnen til at åbenbare mirakler. Han forklarede områdets folk, hvor slet afgudsdyrkelse var. Som følge af hans mission antog Najrans indbyggere kristendommen. Tre ledere stod i spidsen for deres styre. Den ene var en stærk leder, som en stammehøvding. Han havde ansvaret for udenrigsanliggender, internationale traktater og ledelsen af hæren. Den anden var en vogter, som tog sig af de indre anliggender. Den tredje var en usquf eller biskop, hvis opgave var at give religiøs ledelse. Najran var en meget vigtig by i Sydarabien. Den var et centrum for handel, erhverv og industri. Der fandtes fabrikker for silke, læder og våben. Den berømte yemenitiske hulla-dragt blev fremstillet dér. Derfor angreb Dhu Nuwas dette vigtige sted ikke blot af religiøse, men også af politiske og økonomiske årsager. Han dræbte Najrans leder, Haritha (ifølge syriske historikere Arethas). For øjnene af hans hustru Ruma blev hans to døtre dræbt, og hun blev tvunget til at drikke deres blod. Derefter blev hun også dræbt. Biskop Paulus’ knogler blev gravet op af graven og brændt. Kvinder og mænd, børn og gamle, præster og gejstlige blev alle kastet i grober fyldt med ild. Det berettes, at mellem tyve og fyrre tusind mennesker blev dræbt. Denne begivenhed fandt sted i år 523 e.Kr., og i år 525 e.Kr. angreb abessinierne Yemen, dræbte Dhu Nuwas og gjorde ende på hans himyaritiske rige. Bevis for begivenhedens sandhed findes i indskriften fra Hisn Ghurab, som moderne arkæologer har opdaget i Yemen.
Øjenvidner til begivenheden om Ashab al-Ukhdud
Forskellige skrifter og afhandlinger fra det sjette kristne århundrede indeholder detaljerede beretninger om begivenheden med Ashab al-Ukhdud; nogle af dem blev skrevet på den tid eller nedskrevet efter at være hørt fra øjenvidner. Tre af deres forfattere var samtidige med begivenheden. Den ene hed Procopius, og den anden var Cosmos Indico-Pleustis. På foranledning af Negus Elesboan oversatte han Ptolemæus’ græske værker til engelsk og boede i den abessinske kystby Adolis. Den tredje var Johannes Malala. Senere historikere har citeret denne begivenhed fra ham. Derefter nedskrev Johannes af Efesos (død 585 e.Kr.) beretningen om forfølgelsen af Najrans kristne i sin kirkehistorie. Han citerede begivenheden fra et brev af den samtidige fortæller, biskop Simeon. Dette brev var skrevet i Abbed Von Gabulas navn. I sit brev citerede Simeon begivenheden fra en øjenvidneberetning fra Yemens indbyggere. Brevet blev udgivet i Rom i 1881 e.Kr. og blev i 1890 e.Kr. udgivet i forbindelse med en beskrivelse af de kristne martyrers tilstand. Patriark Dionysius og Zacharia af Mitylene har også beskrevet denne begivenhed i deres syriske historier. Biskop Paulus af Edessa skrev en klagesang eller elegi over dem, der blev dræbt i Najran, og den findes stadig. Værket Al-Himyar skrevet på syrisk og dets engelske oversættelse, Book of Himyarites, blev udgivet i London i 1924 e.Kr. Dette værk anerkender sandheden i de muslimske historikeres beretning. På British Museum findes nogle abessinske håndskrifter fra denne periode og den nærliggende periode, som støtter denne beretning. Philby skrev i sin rejseberetning Arabian Highlands, at det sted i Najran, hvor begivenheden med Ashab al-Ukhdud fandt sted, stadig er velkendt blandt folk. Nær Umm Khariq findes nogle billeder indhugget i klipper, og nutidens indbyggere i Najran ved, hvor det sted lå, hvor Najrans Kaaba var placeret (de kaldte den selv Kaaba, og den blev omtalt som Najrans Kaaba – forfatteren).
Opførelsen af et palads i Kaabas form
Efter at de abessinske kristne havde erobret Najran, opførte de dér en bygning i form af Kabaen. De ønskede at give den en central status i stedet for Kabaen i Mekka. Dens præster bar turbaner, og de betragtede den som et haram. Der blev sendt økonomisk støtte fra Romerriget til denne Kaba. Ved denne Kaba i Najran mødte præsterne, under ledelse af deres øverste biskop og andre, op hos profeten Muhammad for at føre en diskussion, og den berømte begivenhed med mubāhala fandt sted, som er omtalt i vers 61 i sura Āl ʿImrān. (Sura al-Saff, note 7)
Etableringen af kristen dominans i Yemen
For at hævne den forfølgelse, som Yemens jødiske hersker i Najran, Dhū Nuwās, havde udsat Messias’ følgere for, invaderede den kristne regering i Abessinien Yemen, gjorde en ende på Himyaritternes styre og etablerede i 525 e.Kr. abessinsk herredømme over hele dette område. Alt dette skete gennem gensidigt samarbejde mellem den romerske regering i Konstantinopel og regeringen i Abessinien. Abessinierne havde nemlig på det tidspunkt ingen betydningsfulde krigsskibe. Romerne leverede krigsskibene, og abessinierne gik ved hjælp af disse i land på Yemens kyst med halvfjerds tusind soldater. Det er vigtigt fra begyndelsen at vide, at alt dette ikke udelukkende var et resultat af religiøs inspiration. Tværtimod lå der økonomiske og politiske motiver bag, og det var disse, der tilskyndede dem til dette forehavende. Hævnen for de undertrykte kristnes blod var ikke andet end et påskud. Lige siden Romerriget havde etableret sit herredømme over Egypten og Syrien, havde dets bestræbelse været at fratage araberne det monopol på handelen mellem Østafrika, Indien, Indonesien og andre lande på den ene side og de områder, der hørte under Romerriget, på den anden, som araberne havde haft i flere århundreder, og selv overtage den. Derved kunne det høste hele fortjenesten, mens de arabiske handelsmænds mellemkomst ville blive bragt til ophør. Med dette formål sendte kejser Augustus i år 24 eller 25 f.Kr. en stor flåde til Arabiens vestkyst under ledelse af general Aelius Gallus, så han kunne underlægge sig det landområde, der strækker sig fra Sydarabien til Syrien. Men Arabiens vanskelige geografiske forhold fik dette forsøg til at mislykkes. Derefter stationerede romerne deres krigsskibe i Det Røde Hav, hvilket medførte, at al arabisk handel ad søvejen blev standset. Kun handel ad landvejen forblev mulig. For også at erobre denne landvej indgik de en alliance med den kristne regering i Abessinien og hjalp den med at erobre Yemen ved hjælp af deres krigsskibe.
Hvordan Abraha blev hersker over Yemen
Historikerne har fortalt forskellige ting om den abessinske hær, der invaderede Yemen. Ibn Kathīr siger, at invasionen blev ledet af to befalingsmænd: den ene var Aryāt og den anden Abraha. Muhammad ibn Ishaq siger, at de begge er enige om, at Aryāt og Abraha senere kom i konflikt med hinanden, og at Aryāt blev dræbt. Abraha fik herredømmet over landet. Derefter overtalte han kejseren til at udnævne ham til kejserens repræsentant i Yemen. De græske og syriske historikere siger derimod, at da abessinierne efter erobringen af Yemen begyndte at dræbe de yemenitiske høvdinge, som gjorde modstand, anerkendte en høvding (de græske historikere kalder ham Esymphaesus) abessiniernes overhøjhed, indvilligede i at betale skat og fik af Abessiniens kejser et udnævnelsesbrev til posten som guvernør over Yemen. Men den abessinske hær gjorde oprør mod ham og gjorde Abraha til guvernør i hans sted. Denne mand var slave hos en græsk købmand fra Abessiniens havneby Adulis. Det lykkedes ham at få indflydelse i den abessinske hær, der havde invaderet Yemen. Hver gang Abessiniens kejser sendte en hær for at undertrykke ham, sluttede den sig enten til ham eller blev besejret. Til sidst, efter Abessiniens kejsers død, anerkendte hans efterfølger Abraha som sin repræsentant i Yemen. De græske historikere omtaler ham som Abrames, og de syriske historikere som Abraham. Abraha er sandsynligvis den abessinske udtale; på arabisk udtales hans navn Ibrāhīm.
Efterhånden blev denne mand, Abraha, Yemens uafhængige konge. Han anerkendte dog den abessinske kejsers overhøjhed af navn alene. Han fremstillede sig selv som kejserens repræsentant. Hvor omfattende hans indflydelse var, kan man få en forestilling om ud fra den kendsgerning, at da han havde fuldført reparationen af Mareb-dæmningen og afholdt en stor fest, deltog ambassadørerne fra Romerrigets kejser, Irans kejser, herskeren over Hira, herskeren over Ghassan og andre i festen. En beskrivelse af det findes i en indskrift, der er anbragt på Mareb-dæmningen. Denne indskrift findes stadig, og Glaser har citeret den.
Kampagnen for at etablere politisk, kommerciel og religiøs dominans over araberne
Efter at have etableret sin magt over Yemen fuldstændigt begyndte Abraha at gennemføre det, som Romerriget og dets allierede, de abessiniske kristne, havde ønsket fra begyndelsen af dette felttog. Det vil sige på den ene side at udbrede kristendommen i Arabien og på den anden side at overtage den handel, som gennem araberne foregik mellem landene i øst og de lande, der var under romersk herredømme. Dette behov blev endnu mere presserende, fordi alle romernes handelsveje til landene i øst blev afbrudt som følge af den magtkonflikt, der foregik mellem Rom og Irans sasanidiske rige. Derfor byggede Abraha en enorm kirke i San’a, Yemens hovedstad. Arabiske historikere kaldte den al-Qalīs, al-Qulays eller al-Qulayyās. Dette er den arabiske udtale af det græske ord Ekklesia/Ecclesia. Det urduiske ord kalisa stammer fra det græske ord. Muhammad ibn Ishaq siger, at han efter fuldførelsen af byggeriet meddelte den abessiniske kejser, at han ikke ville standse, før arabernes pilgrimsfærd var blevet vendt fra Kabaen til denne kirke. (Efter at have opnået politisk herredømme over Yemen bestræbte de kristne sig vedvarende på at opføre en anden Kaba over for Kabaen og gøre den til arabernes centrale sted. De byggede ganske vist også en Kaba i Najran, som er omtalt ovenfor – Forfatteren.) Ibn Kathir siger, at Abraha offentligt erklærede sit ønske i Yemen og bekendtgjorde det for folket. Formålet med dette skridt var at gøre araberne vrede, så de kunne foretage sig noget, der kunne bruges som påskud til at angribe Mekka og ødelægge Kabaen. Muhammad ibn Ishaq siger, at en araber efter denne erklæring på en eller anden måde trængte ind i hans kirke og gjorde sin nødtørft dér. Ibn Kathir siger, at det var en qurayshit, der gjorde dette. Muqatil ibn Sulayman siger, at nogle unge mænd fra Quraysh gik hen og satte ild til kirken. Hvis en sådan hændelse faktisk fandt sted, var der intet mærkeligt i det. For Abrahas erklæring havde skabt stærk ophidselse, og i uvidenhedens gamle tid var det under sådanne omstændigheder ikke uforståeligt, at en araber, en qurayshit eller nogle unge mænd i ophidselse vanhelligede kirken eller satte ild til den. Det er heller ikke umuligt, at Abraha i hemmelighed fik en person til at gøre dette for at skabe et påskud til at angribe Mekka. På denne måde ønskede han at opfylde begge sine mål: at tilintetgøre Quraysh og sprede frygt blandt alle araberne. Hvad det end måtte have været af de to hændelser, svor Abraha, da han fik at vide, at personer, der ærede Kabaen, havde vanhelliget hans kirke, at han ikke ville sidde roligt, før han havde lagt Kabaen i ruiner.
Abrahas aggression mod Mekka
Derefter marcherede han i år 570 eller 571 e.Kr. mod Mekka med tres tusind soldater og enogtredive elefanter, ifølge en anden oplysning ni elefanter. Undervejs gjorde først en yemenitisk høvding ved navn Dhu Nafar modstand med en arabisk hær. Men han blev besejret og taget til fange. Derefter gjorde en arabisk høvding i Khath’am-området ved navn Nufayl ibn Habib al-Khath’ami sig klar til at møde ham sammen med sine stammefolk. Men også han blev besejret og taget til fange. For at redde sit liv indvilligede han i at fungere som vejviser. Da de nåede nær Ta’if, mente Banu Thaqif, at de ikke havde magt til at modstå denne enorme hær. De frygtede, at hæren måske ville ødelægge deres tempel for al-Lat. Derfor opsøgte deres høvding Mas’ud Abraha sammen med en delegation. Han sagde: »Det tempel, De er kommet for at ødelægge, er ikke dette, men det i Mekka. De skal ikke ødelægge dette tempel; vi giver Dem mænd som eskorte til at vise Dem vejen til Mekka.« Abraha accepterede deres forslag. Banu Thaqif sendte da en mand ved navn Abu Righal med Abraha. Da der var tre farsakh til Mekka, døde Abu Righal på et sted kaldet al-Mughammas eller al-Mughammis. Araberne kastede i mange år sten på hans grav. I årevis bebrejdede de Banu Thaqif, fordi de havde hjulpet angriberne med at beskytte templet for al-Lat.
Mekkanernes reaktion
Ibn Ishaq siger, at Abraha beordrede sin fortrop til at rykke frem fra al-Mughammas. De plyndrede mange husdyr, der tilhørte folkene i Tihama og Quraysh. Blandt dem var to hundrede kameler, som tilhørte profetens bedstefar, Abd al-Muttalib. Derefter sendte Abraha en udsending til Mekka. Gennem ham meddelte han: »Jeg er ikke kommet for at kæmpe mod jer. Jeg er kommet for at ødelægge dette hus, Kabaen. Hvis I ikke kæmper, vil jeg ikke røre jeres liv eller ejendom.«
Gennem sin udsending meddelte han også, at hvis mekkanerne havde noget at sige, skulle de sende deres høvding til ham. På dette tidspunkt var Abd al-Muttalib Mekkas mest fremtrædende høvding. Abrahas udsending mødte ham og overbragte ham Abrahas budskab. Abd al-Muttalib sagde: »Vi har ikke styrke til at kæmpe mod Abraha. Dette er Allahs hus. Hvis Han vil, vil Han beskytte det.« Udsendingen sagde: »Kom med mig til Abraha.« Han indvilligede og drog af sted med ham.
Abd al-Muttalib var så imponerende en person, at Abraha blev påvirket af ham. Han steg ned fra sin trone, gik hen til ham og sagde: »Hvad ønsker du?« Han svarede: »Giv mig de kameler tilbage, som du har taget.« Abraha sagde: »Da jeg så dig, blev jeg dybt imponeret af dig. Men du kræver at få dine kameler tilbage, mens du ikke siger noget om det hus, som er jeres og jeres forfædres religions tilflugtssted. Derfor er du blevet mindre agtværdig i mine øjne.« Han sagde: »Jeg er kun kamelernes ejer, og det er på deres vegne, jeg henvender mig til dig. Hvad angår dette hus, så har det en Herre, og Han vil selv beskytte det.« Abraha sagde: »Han vil ikke kunne beskytte sit hus mod mit angreb.« Abd al-Muttalib sagde: »Du ved det, og Han ved det.« Derefter rejste han sig, og Abraha gav ham hans kameler tilbage.
Ibn Abbas’ (må Allah være tilfreds med ham) beretning er anderledes. Her nævnes der ikke noget om at kræve kamelerne tilbage. I den beretning, som Abd ibn Humayd, Ibn al-Mundhir, Ibn Mardawayh, al-Hakim, Abu Nu’aym og al-Bayhaqi har overleveret fra ham, siges det, at da Abraha nåede et sted kaldet al-Safah, som lå nær haram-områdets grænse mellem bjergene ved Arafat og Ta’if, gik Abd al-Muttalib selv hen til ham og sagde: »Hvad var Deres behov for at komme helt hertil? Hvis De havde brug for noget, kunne De have fortalt os det, og vi ville have bragt det til Dem.« Han sagde: »Jeg har hørt, at dette hus er et fredens og sikkerhedens hus. Jeg er kommet for at bringe dets sikkerhed til ophør.« Abd al-Muttalib sagde: »Dette er Allahs hus. Indtil i dag har Han ikke tilladt nogen at krænke dette hus.« Abraha sagde: »Vi vil ikke standse, før vi har lagt det i ruiner.« Abd al-Muttalib sagde: »Tag det, De ønsker, fra os, og vend tilbage.« Men Abraha accepterede ikke dette og beordrede sin hær til at rykke frem, mens Abd al-Muttalib blev efterladt bagved.
Hvis vi lader uoverensstemmelsen mellem disse to beretninger stå ved magt og ikke giver den ene forrang frem for den anden, bliver det klart, at Mekka og stammerne omkring byen ikke havde styrken til at kæmpe mod en så enorm hær og beskytte Kabaen. Derfor kan man forstå, at Quraysh ikke gjorde noget som helst forsøg på at modstå den. Under Ahzab-slaget havde Quraysh sammen med de polyteistiske og jødiske stammer kun kunnet samle ti eller tolv tusind mænd. Hvordan skulle de kunne møde en hær på tres tusind soldater?
Muhammad ibn Ishaq siger, at Abd al-Muttalib, efter at være vendt tilbage fra det sted, hvor Abrahahs hær befandt sig, bad Quraysh søge tilflugt i bjergene med deres børn, så hæren ikke kunne massakrere dem i massevis. Derefter begav han sig sammen med nogle af Qurayshs høvdinge til haram-området, hvor de ved dørringen til Kabaen fortsatte med at bede til Allah den Ophøjede om, at Han ville beskytte Sit Hus og dets tjenere. På det tidspunkt stod der 360 afgudsbilleder i Kabaen. Men i dette afgørende øjeblik glemte de dem og løftede kun deres hænder i bøn til Allah. I de bønner, der er blevet gengivet i historien, nævnes ingen andens navn end Allahs. De digte, som Ibn Hisham har overleveret fra Abd al-Muttalibs levned, lyder således:(Arabisk**********)
O Allah! Tjeneren beskytter sit hus; beskyt også Du Dit Hus.
(Arabisk *******)
Lad dem i morgen ikke sejre over deres korstog og list.
(Arabisk*******)
Hvis Du ønsker at lade dem og vores qibla forblive, som de er, så gør Du, hvad Du vil.
Suhayli har i Rawd al-Anf citeret et digt om dette.
(Arabisk ******)
Hjælp i dag din egen efterkommer mod korsfarernes efterkommere og deres afgudsdyrkere.
Ibn Jarir citerer følgende digt af Abd al-Muttalib, som han fremsagde, da han bad:
(Arabisk******)
O Husets fjende, din fjende! Hold dem tilbage fra at ødelægge deres egen by.
Allahs mirakel til beskyttelse af Kabaen
Efter at have fremsagt ovenstående bønner drog Abd al-Muttalib og hans ledsagere op på bjerget. Næste dag rykkede Abraha frem for at trænge ind i Mekka. Men hans særlige elefant, der hed Mahmud og gik forrest af alle, satte sig pludselig ned. Den blev slået hårdt og såret overalt ved slag mod øjnene og ryggen. Men den rørte sig ikke det mindste. Når man drev den mod øst, syd eller nord, løb den af sted. Men når man drev den mod Mekka, satte den sig ned og ville under ingen omstændigheder gå fremad. Imens kom flokke af fugle fra Det Røde Hav med små sten i næb og kløer og begyndte at kaste dem over Abrahahs hær. Den, som en sådan sten ramte, fik kroppen til at gå i opløsning. Muhammad ibn Ishaq og Ikrimah siger, at den, som blev ramt af en sten, begyndte at klø over hele kroppen. Det sted, man kløede, blev skåret op, og kødet faldt af. Ifølge en anden beretning fra Ibn Abbas flød kød og blod bort som vand, og knoglerne kom til syne. Det samme skete med Abraha selv. Kødet på hans krop begyndte at falde fra hinanden i stykker. Hvor et stykke faldt af, flød derfra pus og blod. Midt i dette kaos og denne forvirring flygtede de mod Yemen. De fandt Nufayl ibn Habib, som de havde ført med fra Khashyam for at vise dem vej, og sagde til ham: Vis os nu vejen tilbage. Han nægtede bestemt og sagde:(Arabisk*****)»Hvor er der nu noget sted at flygte hen, når Allah forfølger én bagfra? Den skamløse (Abraha) er nu besejret, ikke sejrherre.«
Under denne flugt begyndte de at falde om og dø overalt. Ata ibn Yasar siger, at de ikke alle døde med det samme. Nogle døde dér, og andre faldt om og døde på vejen under flugten. Abraha døde, efter at han var nået til Khashyam. (Allah den Ophøjede lod sig ikke nøje med blot at straffe abessinierne på denne måde. Tværtimod udslettede Han inden for tre eller fire år abessiniernes herredømme i Yemen for bestandigt. Historien fortæller, at deres magt i Yemen blev fuldstændig knust efter elefanthændelsen. Yemenitiske høvdinge gjorde oprør forskellige steder. Derefter bad en yemenitisk høvding ved navn Sayf ibn Dhi Yazan Iran om militær hjælp. Kun ét tusind soldater kom fra Iran på seks skibe. Det var tilstrækkeligt til at udslette det abessiniske styre. Dette fandt sted i år 475 e.Kr. – Forfatteren.)
Denne begivenhed fandt sted på et sted kaldet Muhassir nær Muhassab-dalen mellem Muzdalifa og Mina. Ifølge overleveringen i Sahih Muslim og Abu Dawud om profeten Muhammads (må Allahs fred og velsignelser være med ham) afskedspilgrimsfærd, som imam Ja’far al-Sadiq overleverede fra sin far, imam al-Baqir, og han fra Jabir ibn Abd Allah, siges det, at da Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være med ham) var på vej fra Muzdalifa mod Mina, satte han farten op i Muhassir-dalen. Imam Nawawi siger i sin kommentar, at elefanthærens begivenhed fandt sted her. Derfor er det sunnah at passere dette sted hurtigt. Imam Malik overleverer i al-Muwatta, at profeten (må Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Hele Muzdalifa er et sted, hvor man kan opholde sig, men ophold dig ikke i Muhassir-dalen.«
Vidnesbyrd om denne begivenhed i arabisk litteratur
I det digt af Nufayl ibn Habib, som Muhammad ibn Ishaq har citeret, gav han en øjenvidneberetning om denne begivenhed:(Arabisk********)
Åh Rudayna! Hvis blot du havde set det! Men du vil ikke kunne se det, som vi så nær Muhassab-dalen.
(Arabisk******)
Jeg takker Allah, da jeg så fuglene, og jeg frygtede, at stenene skulle falde ned over os.
(Arabisk*******)
De ledte alle efter Nufayl, som om abessinerne havde et krav på ham.
Det var en så stor begivenhed, at den blev berømt i hele Arabien, og digterne skrev digte om den. Det står klart i disse digte, at alle beskrev denne begivenhed som et mirakuløst udtryk for Allah den Ophøjedes almagt. Ingen antydede end ikke med en hentydning, at nogen af de afguder, som blev dyrket i Kabaen, havde haft noget med den at gøre. Som eksempel siger Abdullah ibn Aizibara:
(Arabisk ******)
De var tresindstyve tusind, som ikke kunne vende tilbage til deres land. Og efter at de ikke var vendt tilbage, var deres syge mand, Abraha, stadig i live.
(Arabisk *******)
Før dem var Ad og Jurhum her. Og Allah våger over tjenerne. Han har ladet dem bestå.
Abu Qubais ibn Aslat siger:
(Arabisk*******)
Stå op, tilbed jeres Herre, og berør Baytullahs hjørner mellem bjergene ved Mekka og Mina.
(Arabisk********)Da Herren over Tronen sendte jer sin hjælp, drev denne konges hær disse mennesker bort på en sådan måde, at nogle blev liggende på jorden, mens andre blev dræbt med stenkast.
Nogle vigtige beretninger om dette
Desuden beretter Umm Hani (må Allah være tilfreds med hende) og Zubayr ibn Awwam (må Allah være tilfreds med ham), at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) sagde: »Quraysh tilbød i ti år — ifølge en anden overlevering syv år — ingen tilbedelse til andre end Allah, Den Ene uden partner.« Umm Hanis beretning er nedskrevet af imam al-Bukhari i hans historie samt af al-Tabarani, al-Hakim, Ibn Mardawayh og al-Bayhaqi i deres respektive hadith-samlinger. Beretningen fra Zubayr (må Allah være tilfreds med ham) er citeret af al-Tabarani, Ibn Mardawayh og Ibn Asaf. Den støttes af den mursal-overlevering fra Said ibn al-Musayyab, som al-Khatib al-Baghdadi har nedskrevet i sin historie.
Profetens (Allahs fred og velsignelser være med ham) fødsel
Det år, hvor denne begivenhed fandt sted, kaldte araberne for Året med Elefanten, eller Am al-Fil. Det var i dette år, at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev født. Hadith-lærde og historikere er næsten enige om, at den nævnte begivenhed fandt sted i måneden Muharram, og at Profeten (Allahs fred og velsignelser være med ham) blev født i måneden Rabi al-Awwal. Ifølge flertallet blev han født halvtreds dage efter begivenheden med elefanten.
Hvorfor omtales denne begivenhed kun kort i Koranen?
Når man med den historiske og detaljerede redegørelse, der er givet ovenfor, tænker over suraen al-Fil, bliver det klart, hvorfor denne sura så kortfattet blot nævner Allahs straf over elefanthærens folk. Begivenheden var på ingen måde gammel. Alle børn i Mekka kendte den, og araberne i almindelighed kendte den også. Hele Arabien sagde, at ingen guddom havde beskyttet Kabaen mod Abrahas angreb. Det var derimod Allah den Ophøjede, der havde beskyttet den, efter at Qurayshs ledere havde bedt Allah den Ophøjede om hjælp. I flere år var Quraysh så stærkt påvirket af denne begivenhed, at de ikke tilbad andre end Allah. Derfor var der ikke behov for en detaljeret omtale af den i suraen al-Fil. Det blev tværtimod anset for tilstrækkeligt at minde dem om begivenheden, så især Quraysh og araberne i almindelighed kunne tænke over, at det, som profeten Muhammad (Allahs fred og velsignelser være med ham) kaldte dem til, ikke var andet end at forkaste alle guddomme og tilbede Allah den Ophøjede alene. Desuden skulle de tænke over, at hvis de med magt og tvang forsøgte at bringe dette sandhedens kald til tavshed, ville de også blive ramt af den straf, som havde knust elefanthærens folk. (Suraen al-Saff, note 8)
Kristendommen efter den sidste profets fremkomst
[Som bærere af de himmelske skrifter burde både jøder og kristne have stået islam meget nær. For deres religion var i sin grund egentlig også islam. Især burde kristnes forhold til den sidste profet Muhammad (ﷺ) være blevet tættere af to grunde. For det første ville profeten Isa (عليه السلام) have fået fuldført det værk, han havde efterladt, gennem profeten Muhammads (ﷺ) kaldelse. For det andet fandtes forudsigelserne om den sidste profets fremkomst i langt større omfang i de kristnes religiøse bøger end hos jøderne. Mange af dem, der kendte disse forudsigelser, ventede på den sidste profets komme. Den berømte kristne lærde Waraqa ibn Nawfal var en af dem. Det bemærkelsesværdige er, at der indtraf flere begivenheder mellem de kristne og den sidste profet, som burde have fået de kristne til at forholde sig anderledes til den sidste profet og muslimerne. Men jødernes jødedom og de kristnes kristendom skabte i forholdet til muslimerne en afstand, som efterhånden blev stadig større. Som svar på muslimernes storslåede behandling nærede de en voldsom fjendtlighed. Denne fjendtlighed udviklede sig til korstogene. Efter disse korstog blev den verdensomspændende politik, som de kristne sammen med jøderne førte mod islams umma, yderst forkastelig. –[Redaktørerne]
Waraqa ibn Nawfals anerkendelse af profetskabets sandhed (Historiske kilder fortæller, at præsten Bahira allerede før Waraqa ibn Nawfal så profeten (ﷺ), da han rejste til Syrien, og i ham genkendte tegnene på en profet. Om dette siger Ibn Khaldun: Da profeten (ﷺ) var tolv år gammel, rejste han sammen med Abu Talib til Syrien. Da præsten Bahira så profetens tegn hos ham, kaldte han sine landsmænd sammen og fortalte dem om Muhammads (ﷺ) profetskab. Dette findes i biografiske værker og er almindeligt kendt. Senere rejste han for anden gang til Syrien med Umm al-Mu’minin, den ærværdige Khadija al-Kubra bint Khuwaylid ibn Asad ibn Abd al-Uzza’s handelsvarer og sammen med hendes slave Maysara. Da han passerede forbi præsten Nestor, så denne tegnene på profetskab hos ham og fortalte Maysara om det. Da Maysara vendte tilbage, fortalte han alt til den ærværdige Khadija (رضي الله عنها). Efter at have hørt dette foreslog Khadija (må Allah være tilfreds med hende), at Muhammad (ﷺ) skulle gifte sig med hende. –Ibn Khaldun, Urdu-oversættelsen, bind 1, s. 36, oversat af Allama Hakim Ahmad Hasan Usmani. Uanset om denne beretning tillægges nogen historisk værdi eller ej, er der ingen grund til at undre sig, hvis nogen på grundlag af profetens (ﷺ) ansigt og indflydelsesrige personlighed udtrykker den opfattelse, at den profet, hvis komme de gamle skrifter indeholder forestillingen om, er netop denne profet. Og at to kristne præster, Bahira og Nestor, så profeten (ﷺ) i hans barndom og genkendte tegnene på profetskab hos ham, er for de kristne i hvert fald et uigendriveligt bevis i en vis grad. Hvis de kristne anerkender beretningen om, at deres egne to præster så tegnene på profetskab hos Muhammad (ﷺ), som sand, bør de også erkende, at den profet, der skulle komme i fremtiden, og som ville modtage åbenbaring, ikke kunne have haft behov for at lære profetskabets virke af nogen anden profet. Maulana Maududi tilbageviste den fejlagtige argumentation, som de kristne har opbygget på grundlag af beretningen om præsten Bahira, således: Ingen blandt profetens (ﷺ) samtidige fjender sagde, at han under sit møde med præsten Bahira i barndommen havde lært alt dette af ham. De sagde heller ikke, at han under sine rejser til udlandet i ungdommen med henblik på handel havde tilegnet sig denne viden fra kristne præster og jødiske rabbinere. For de kendte alle detaljer om hans rejser. Han rejste heller ikke alene; tværtimod var der hundredvis af mennesker fra hans egen by, som kaldte dem løgnere. Alle mennesker i Mekka spurgte dem: Hvis denne mand havde fået denne viden hos Bahira, da han var tolv eller tretten år gammel, eller var begyndt at tilegne sig den, da han som femogtyveårig begyndte at rejse til udlandet for at handle, hvorfor holdt I så alt dette skjult indtil han blev fyrre? Han boede jo ikke noget andet sted, men boede iblandt jer. –Redaktørerne)
Efter det første møde med englen i Hira-hulen nåede profeten (ﷺ) hjem i dyb forskrækkelse og skælven. Først trøstede den ærværdige Khadija (رضي الله عنها) ham. Derefter tog hun ham med til hans fætter Waraqa ibn Nawfal. Waraqa havde antaget kristendommen i uvidenhedens tidsalder. Han skrev evangeliet på arabisk og hebraisk. Han var blevet meget gammel og var blevet blind. Den ærværdige Khadija (رضي الله عنها) sagde til ham: »Kære broder, hør om det, der er hændt din nevø.«
Waraqa sagde til profeten (ﷺ): »Min nevø, fortæl mig, hvad du så.«
Profeten (ﷺ) fortalte alt, hvad han havde set. Waraqa sagde: »Dette er den samme Namus, den engel, der bringer åbenbaringen, som Allah den Ophøjede sendte ned til den ærværdige Musa (عليه السلام). Ak, hvis jeg blot var stærk i den tid, hvor du bliver profet, og hvis jeg blot levede indtil den tid, hvor dit folk vil fordrive dig.«
Profeten (ﷺ) sagde: »Vil disse mennesker virkelig fordrive mig?«
Waraqa sagde: »Ja, bestemt. Det er aldrig sket, at nogen kom med det, du er kommet med, uden at man blev fjendtligt indstillet over for ham. Hvis jeg lever indtil den tid, vil jeg hjælpe dig med al min styrke.«
Men kort tid efter døde Waraqa. —Hitni var en meget gammel indbygger i Mekka. Han havde kendt profeten siden dennes barndom, og på grund af et nært slægtskab gennem femten år havde han haft mulighed for at følge hans tilstand endnu tættere. Da han hørte om denne begivenhed, opfattede han den ikke som indbildning eller en indre tilskyndelse. Tværtimod sagde han straks efter at have hørt om den: »Dette er den samme Namus, som Allah den Ophøjede sendte ned til Musa (عليه السلام).« Det betyder, at profeten Muhammad (ﷺ) i hans øjne var en person af så høj rang, at det ikke var noget mærkeligt, at han blev hædret med profetskabets rang. (Sura al-Buruj, note 4)
Muslimernes første hijra til et kristent rige
Da forholdene i Mekka blev uudholdelige, sagde Profeten (fvmh.) i det femte år efter profetkaldelsen, i måneden Rajab:(Arabisk ******)
Det vil være godt, hvis I drager bort til Abessinien. Der findes en konge, under hvem ingen udsættes for uret. Det er et godt land. I skal blive dér, indtil Allah fjerner denne ulykke fra jer. – (Profeten (fvmh.) udtalte sig med stor generøsitet og lovprisning om det kristne rige i Abessinien. Når man tager herskerens retfærdighed i betragtning, var denne ene begivenhed, hvor muslimerne udvandrede dertil, tilstrækkelig til, at forholdet mellem muslimer og kristne kunne være blevet venskabeligt og stærkt. Men beklageligvis rejste de en mur af fjendskab. – Redaktionen)
I overensstemmelse med denne befaling fra Profeten (fvmh.) drog først elleve mænd og fire kvinder af sted til Abessinien. Quraysh-folkene forfulgte dem helt til kysten. Men heldigvis fandt de på rette tidspunkt et skib ved Shu’aibas havn. På den måde undgik de at blive taget til fange. Nogle flere udvandrede derefter nogle måneder senere. I sidste ende samledes treoghalvfjerds mænd, elleve kvinder og syv ikke-Qurayshitter i Abessinien. I Mekka blev kun fyrre tilbage sammen med Profeten (fvmh.). (Sura al-ʿAlaq, indledning)
Den kristne konge i Abessiniens oprigtige troskab
Beretningen om hijraen vil senere blive beskrevet udførligt. Her er det tilstrækkeligt at sige, at da de polyteistiske mekkaneres diplomatiske udsendinge forfulgte de muslimske emigranter, fremsatte deres krav imod dem og rejste indvendinger mod Profetens (fvmh.) profetkaldelse og hans budskab, bad den kristne konge Najashi Hadhrat Jaʿfar (må Allah være tilfreds med ham) om at recitere en del af det budskab, der var blevet åbenbaret for Profeten. Hadhrat Jaʿfar (må Allah være tilfreds med ham) reciterede den første del af Sura Maryam, som omhandlede Hadhrat Yahya (fvmh.) og Hadhrat ʿIsa (fvmh.). Najashi lyttede og græd. Hans skæg blev endog vådt. Da Hadhrat Jaʿfar (må Allah være tilfreds med ham) havde afsluttet sin recitation, sagde Najashi: »Dette budskab og det, som Hadhrat ʿIsa bragte, stammer fra den samme kilde.« (Den konge, hvis hof de muslimske emigranter fra Mekka mødte op ved, anerkendte sandheden i muslimernes trosopfattelse og syn på verden. Han accepterede også Profetens (fvmh.) lære som sand. I den henseende stod kong Najashis synspunkt Islam nærmest. Senere, da Profeten (fvmh.) sendte breve til forskellige konger og herskere for at præsentere Islams budskab, sendte han også et sådant brev til kongen af Abessinien. Han accepterede den hellige Profets (fvmh.) budskab og sendte et svarbrev. – (Rahmatul-lil-Alamin, Qazi Salman Mansur Puri, første bind, s. 209–212) – Redaktionen.) (Sura al-Furqan, note 12)
Denne diplomatiske delegation fra Mekka bestak hoffets religiøse ledere og fik dem til at slutte sig til deres side. Den følgende dag rejste ʿAmr ibn al-ʿAs dette spørgsmål ved hoffet:
»Kald dem til jer og spørg dem, hvad de mener og tror om ʿIsa ibn Maryam?«
An-Najashi lod derefter muhajirerne til sig igen. Så forelagde han dem de spørgsmål, som Amr ibn al-As havde stillet. Da rejste Hazrat Ja’far ibn Abu Talib sig og sagde uden tøven:
(Arabisk *******)
Da An-Najashi hørte dette, tog han et strå op fra jorden og sagde: »Ved Allahs ed, det, du har sagt, er ikke mere end dette strå, hvad angår Hazrat Isa (fred være med ham).« (Indledning til sura Maryam)
Muslimernes særlige holdning til Abessinien
I Abu Dawud og Musnad Ahmad er en udtalelse af Profeten (fred og velsignelser være med ham) nedskrevet, hvori han fastsatte denne politik vedrørende Abessinien –(Arabisk**********)I en anden overlevering(Arabisk ********)hedder det: Så længe abessinierne lader jer være i fred, skal I også lade dem være i fred.
Det synes, at der i de retledte kaliffers tid ikke blev iværksat noget skridt mod Abessinien i overensstemmelse med denne anvisning. Meningen med denne anvisning var sandsynligvis, at man skulle vise respekt for det tilflugtssted, som abessinierne havde givet muslimerne i nødens stund, og med dette i erindring ikke tage initiativet til noget angreb mod dem, så verdens folk ikke skulle få den fejlagtige opfattelse, at muslimerne var et utaknemmeligt folk. Der synes også at være en anden grund. Under hensyntagen til Abessiniens geografiske beliggenhed og dets tidligere historie havde Profeten (fred og velsignelser være med ham) sandsynligvis den opfattelse, at et venskabeligt forhold til Abessinien var nødvendigt for at forsvare Hijaz, islams geografiske centrum. Derfor gav han måske denne anvisning: Det islamiske budskab skulle nå dette land ad fredelig vej, og man skulle så vidt muligt holde sig borte fra krig og fjendtligheder. (Indledning til sura Maryam)
Mukawkis’ holdning i Egypten
Efter Hudaybiyya-forliget sendte Profeten, Allahs fred og velsignelser være med ham, breve til herskerne i de omkringliggende lande (forfatteren til Rahmatul-lil-‘Alamin fortæller, at Profeten (fred og velsignelser være med ham) på den første Muharram i det syvende hijri-år skrev breve til forskellige herskere og sendte dem med udsendinge). De fleste af dem var kristne, og deres reaktion var også positiv. Abessiniens konge, An-Najashi Ashama ibn Abjar, antog islam. Bahrains hersker, Mundhir ibn Sawa, antog islam, og størstedelen af hans undersåtter blev muslimer. Omans herskere, Jaifar og Abd, sønner af Julanda, underkastede sig også islam efter overvejelse. Damaskus’ guvernør, Mundhir ibn Harith ibn Abu Shamir, blev meget vred, da han modtog Profetens (fred og velsignelser være med ham) brev, men beherskede sig senere og sendte udsendingen bort med gaver og lignende. Yamamas hersker, Hawza ibn Ali, krævede halvdelen af den islamiske stat. Men kort tid efter døde han. Herakleios var hersker i Bayt al-Maqdis under Konstantinopels konge. Da han modtog Profetens (fred og velsignelser være med ham) brev, indkaldte han et stort hof. Han sørgede fuldt ud for at indsamle de nødvendige oplysninger om Profeten (fred og velsignelser være med ham). Det hændte, at Abu Sufyan på det tidspunkt var rejst dertil i handelsanliggender. Herakleios tilkaldte Abu Sufyan til hoffet og stillede ham forskellige spørgsmål om Profeten (fred og velsignelser være med ham), så han kunne danne sig en opfattelse af, om han var profet. Til sidst henvendte han sig til Abu Sufyan og beskrev sin egen reaktion således:
Alle disse tegn på den lovede profet er blevet fortalt os. Jeg plejede at mene, at en profet ville komme, men jeg havde ikke forestillet mig, at han ville komme fra Arabien. Abu Sufyan, hvis du har svaret sandt, vil han en dag utvivlsomt få herredømme over dette sted, hvor jeg sidder (Syrien og Bayt al-Maqdis). Hvor ville det være godt, hvis jeg kunne nå frem til ham og få den lykke at vaske hans fødder. – Rahmatul-lil-Alamin, bind 1, s. 206–224. Farwa bin Amr al-Khuza’i var guvernør i den syriske region under den romerske kejser. Han antog islam. Caesar tilkaldte ham og bad ham forlade islam. Da han nægtede, blev han martyrdræbt. – De to kompilatorer.) Blandt dem, til hvem han sendte breve, var Patriarch, den romerske hersker i Alexandria. Araberne kaldte ham al-Muqawqis. Da Hazrat Hatib bin Abi Balta’a (ra) kom til ham med Profetens (sa) brev, antog han ikke islam som svar på brevet, men modtog brevbringeren med stor gæstfrihed. Som svar på brevet sagde han: »Jeg ved, at der stadig mangler en profet, som skal komme. Men jeg mener, at han vil fremstå fra Syrien. Ikke desto mindre har jeg modtaget Deres udsending med stor ære og sender Dem to unge piger. De er af fornem koptisk afstamning.« – Ibn Sa’d
Den ene af disse to unge piger var Sirin, og den anden var Maria al-Qibtiyya. (De kristne kaldte Hazrat Maryam for Maria.)
På vejen tilbage fra Egypten fremsatte Hazrat Hatim islams invitation for dem begge, og de antog begge islam. Da de blev ført frem for Profeten (sa), blev Sirin givet i Hazrat Hassan bin Thabits eje, mens Hazrat Maria (ra) blev optaget i Profetens (sa) hellige indre husholdning. I det ottende hijri-år fødte hun i sin hellige livmoder Profeten (sa)s søn, Hazrat Ibrahim. – (Al-Isti’ab, al-Isaba) (Sura al-Maryam, indledning)
Profeten (sa) og de kristne fra Najran
I det niende hijri-år mødte en kristen delegation fra Najran op hos Profeten (sa). Najran ligger mellem Hijaz og Yemen. På det tidspunkt var der treoghalvfjerds bebyggelser i denne region, og det siges, at der blandt dem fandtes et hundrede og tyve tusind mænd, der var egnede til krig. Alle indbyggerne var kristne, og de var under ledelse af tre høvdinge. Den ene blev kaldt Aqib og havde status som folkets leder. Den anden blev kaldt Sayyid. Han tog sig af de politiske og kulturelle anliggender. Den tredje var en usquf (biskop), hvis opgave var at udøve religiøs ledelse. Efter erobringen af Mekka var hele Arabien blevet overbevist om, at landets fremtid nu lå i profeten Muhammads (sa) hænder. Derfor begyndte delegationer fra forskellige dele af landet at komme til Profetens hof. Tre høvdinge fra Najran ankom til Medina sammen med fyrre delegerede. (Ved denne lejlighed fremsatte Profeten (sa) over for de delegerede den invitation til tawhid, som er beskrevet i Koranen, og idet han beskrev profetembedets fortsættelse, tilbageviste han både ophøjelsen af Hazrat Isa (as) til guddommelighedens plads og de kristnes øvrige fejlagtige trosforestillinger. Nogle af delegaterne blev påvirket af denne invitation, men biskoppernes og præsternes stædighed blev en hindring. Til sidst opfordrede Profeten (sa) dem på Allahs befaling til mubahala og sagde: »Hvis I har fuld tillid til sandheden i jeres trosforestillinger, så lad os sammen bede til Allah således: Må Allahs forbandelse ramme den af os, der lyver.« Men ingen af dem indvilligede i dette. Som følge heraf blev det klart ikke blot for de enfoldige medlemmer blandt delegaterne, men også for den almindelige kristne og ikke-kristne befolkning, at Najrans kristne ledere bekendte sig til trosforestillinger, som de ikke selv havde tillid til.)
Til sidst skrev Profeten (sa) på anmodning fra Najrans indbyggere et traktatdokument og sendte det til dem. Vi vil gengive det i den følgende del. – De to kompilatorer.) (Rasail o Masail, bind 1, s. 290)
Appendiks
To yderligere forhold er knyttet til dette kapitel. For det første, at muslimernes moralske støtte i konflikten mellem Rom og Iran var på de kristnes side. For det andet, at muslimerne i Tabuk blev tvunget til at gribe til våben mod de kristne.
En detaljeret redegørelse for konflikten mellem Rom og Iran findes i artiklen med titlen »Forudsigelsen om Roms sejr« (Forudsigelser, bind 1). Se bind 3 for en beskrivelse af Tabuk-ekspeditionen.
Arabernes omfattende forbindelser med forskellige lande
Når man betragter den økonomiske historie i det præislamiske Arabien og dets forbindelser med omverdenen, kan man slutte, at Arabien ikke var et land isoleret fra verden, hvis indbyggere var ukendte med verden uden for deres dale og ørkener.
Etablering af omfattende handelscentre
De oplysninger, man har fra den ældre historie, beviser, at den handel, der på den tid foregik mellem Kina, Indien og andre østlige lande samt Østafrika på den ene side og Egypten, Syrien, Lilleasien, Grækenland og Rom på den anden side, alt sammen foregik gennem Arabien. Denne handel foregik ad tre store ruter. Den første var hovedruten fra Iran, som gik gennem Irak og Syrien. Den anden var søvejen gennem Den Persiske Golf. Ad denne rute blev alle varer losset på den arabiske østkyst. Derefter blev de transporteret videre over Dumat al-Jandal eller Tadmor (Palmyra). Den tredje var søvejen gennem Det Indiske Ocean. De varer, der blev transporteret ad denne rute, passerede gennem Hadramaut og Yemen. Disse tre ruter gik gennem områder, hvor araberne havde bosættelser. Araberne købte varer på den ene side og solgte dem på den anden. De varetog også transporthandelen (Carrying Trade). Ved at opkræve betydelige skatter af de handlende, der rejste gennem deres områder, påtog de sig ansvaret for at lade dem passere sikkert. På disse tre måder havde de tætte forbindelser med den internationale handel. Toraen omtaler israelitternes handelsaktiviteter omkring 1700 f.Kr. Handelen foregik i Madjan og Dedan i det nordlige Hijaz 1.500 år før Hazrat Isa (a.s.), og fortsatte derefter i flere århundreder. På Hazrat Sulaymans (a.s.) og Hazrat Dawuds (a.s.) tid (omkring 100 f.Kr.) rejste Saba-stammen fra Yemen og derefter Himyar-stammen rundt for at drive handel i de første århundreder e.Kr. På Messias’ (a.s.) tid kom jøder fra Palæstina til Arabien og bosatte sig blandt andet i Khaybar, Wadi al-Qura (det nuværende Al-Ula), Tayma og Tabuk. Deres religiøse, kulturelle og handelsmæssige forbindelser med jøderne i Syrien og Egypten fortsatte. Det var for det meste jøderne, der importerede korn og vin fra Syrien og Egypten. Fra det femte århundrede begyndte Quraysh at deltage aktivt i udenrigshandelen. Indtil Profetens (ﷺ) tid havde de omfattende handelsforbindelser på den ene side med Yemen og Abessinien og på den anden side med Irak, Egypten og Syrien. Det meste af den handel fra Iran til Yemen, som foregik i det østlige Arabien, gik fra Hira gennem Yamama (det nuværende Riyadh) og derefter gennem Banu Tamims område til Najran og Yemen.
Politiske og kulturelle forbindelser
Ud over disse handelsforbindelser havde araberne også tætte politiske og kulturelle forbindelser med de omkringliggende civiliserede lande. I det sjette århundrede f.Kr. etablerede Babylons konge Nabonidus sin sommerhovedstad i Tayma i det nordlige Hijaz. Hvordan skulle Hijaz’ indbyggere kunne være uvidende om Babylons økonomiske og politiske system? Fra det tredje århundrede f.Kr. og frem til Profetens (ﷺ) tid bestod først det nabatæiske rige omkring Petra, derefter det syriske rige omkring Tadmor (Palmyra) og siden de arabiske riger Hira og Ghassan langs strækningen fra Irak til Egyptens grænse og fra Hijaz’ og Najds grænser til Algeriets og Syriens grænser. Disse riger havde på den ene side dybe politiske, kulturelle og økonomiske forbindelser med Grækenland og Rom og på den anden side med Iran. Desuden havde de indre arabiske stammer omfattende forbindelser med dem på grundlag af slægtskabsbånd. Ansarerne i Medina og Ghassans herskere nedstammede fra samme slægt, og der bestod gensidige forbindelser mellem dem. På Profetens (ﷺ) tid rejste hans berømte digter, Hazrat Hassan ibn Thabit (r.a.), til Ghassans herskere. Quraysh havde gode forbindelser med Hiras fyrster. Quraysh lærte endda deres viden hos dem, og den skrift, som de fik fra Hira, blev senere kendt som kufisk skrift.
Desuden fandtes der i alle dele af Arabien hos de store sheikher, fornemme familier og berømte handelsmænd et stort antal slaver og slavekvinder fra Romerriget, Grækenland og Iran. De krigsfanger fra krigene mellem Iran og Rom, som blev gjort til slaver, blev solgt på åbne markeder, hvis man mente, at de var flere end nødvendigt. Arabien var det største marked for denne vare. Blandt disse slaver var der mange højtuddannede og civiliserede mennesker. Nogle af dem var kunsthåndværkere, handelsfolk og andre fagfolk. Arabiske sheikher og handelsmænd satte dem til mange forskellige opgaver. I Mekka, Taif, Yathrib og andre centrale byer fandtes der et stort antal slaver, som som dygtige arbejdere ydede deres ejere værdifuld tjeneste.
Særlige økonomiske forhold
I forbindelse hermed må man også lægge mærke til endnu en side af Arabias økonomiske historie. Arabien var i ingen periode selvforsynende med hensyn til fødevarer, og der blev heller ikke opbygget nogen industri, som kunne dække folkets behov. Fødevarer blev altid importeret udefra, og de fleste industrivarer, selv klædestoffer, blev ligeledes importeret udefra. På Profeten (fred være med ham) nærmeste tid var denne importhandel for det meste i hænderne på to grupper. Den ene var Quraysh og Banū Thaqīf, og den anden var jøderne. Men de importerede varer og solgte dem kun en gros. Det var ikke deres opgave at sælge dem rundt i de små bosættelser inde i landet og blandt stammerne. Stammerne var heller ikke villige til at acceptere, at disse mennesker skulle beholde hele fortjenesten ved handelen, mens deres egne folk ikke fik nogen mulighed for at deltage i deres monopolhandel. Derfor solgte disse mennesker som grossister varer for millioner til detailhandlere inde i landet, og en betydelig del af varerne blev solgt på kredit. (Tafhīm al-Qurʾān, Sura at-Taḥrīm, note 2)
Et billede af de politiske forhold
Hvordan var landets politiske situation på det tidspunkt, hvor Profeten Muhammad (fred være med ham) modtog profetskabet? Hvilken fremgangsmåde fulgte han under disse forhold? Historien vidner om, at Arabien på det tidspunkt var omgivet på alle sider af tyranniske stater. Også inde i landet havde nabofolkenes imperialisme bredt sin indflydelse. Kort før Profeten (fred være med ham) blev født, rykkede en abessinsk hær frem helt til den by, hvor han blev født. Arabias mest frugtbare provins, Yemen, blev først underlagt abessinierne og senere iranerne. Arabias sydlige og østlige kyster var under iransk indflydelse. Den iranske indflydelse havde bredt sig helt til Najds grænser. Mod nord fandtes Romerrigets indflydelse så langt som til Aqaba og Madyan, ja endog til Tabuk. De to nabostater holdt for deres egne interessers skyld Arabias stammer beskæftiget med indbyrdes strid og konflikt. På denne måde udvidede de deres indflydelse inde i Arabien. Kejseren af Konstantinopel blandede sig fra tid til anden i forholdene i små bystater som Mekka. Enhver stormagt ønskede at få det arabiske folk under sin kontrol. For selv om dette folks land var ufrugtbart, var folket selv ikke ufrugtbart. Til verdenserobringen kunne man blandt dette folk rekruttere de bedste krigere. (Sura Āl ʿImrān, note 29)
Siraens budskab
[Maulanas tale holdt ved den forsamling, som universitetets studenterråd havde indkaldt på Punjab-universitetets nye campus den 22. oktober 1975.]
Hr. vicerektor, formanden for studenterrådet samt studerende, både mænd og kvinder!
Jeg er blevet inviteret til ved dagens forsamling at sige nogle ord om budskabet i Profeten Muhammads (fred være med ham) sira. Når man taler om dette på fornuftens prøvesten, opstår først og fremmest spørgsmålet: Hvorfor budskabet i én bestemt profets sira? Hvorfor ikke en andens budskab? Det er nødvendigt først at drøfte Sayeduna Muhammads (fred være med ham) sira blandt profeterne, fordi vi er sikre på, at det ikke er en vejleders livshistorie fra den gamle eller den moderne tid, men kun en profets livshistorie, gennem hvilken vi kan finde vejledning eller den rette vej. Det er ikke i nogen anden profets eller religiøs leders liv, men netop i Profeten Muhammads (fred være med ham) livshistorie, at vi kan finde den rette og fuldstændige vejledning, som vi i virkeligheden er afhængige af.
Behovet for vejledning fra Allah den Højeste
Der er ingen mulighed for at benægte den sandhed, at Allah den Højeste alene er kundskabens kilde. Det er Ham, der har skabt verdensaltet og mennesket. Hvem andre end Ham kan have kundskab om verdensaltets dybeste realiteter og om menneskets egen natur og dens inderste væsen? Det er Skaberen, der kan kende sin skabning; skabningen kan kun vide så meget, som dens Skaber gør den bekendt med. Skabningen har ikke noget eget middel, gennem hvilket den kan kende den virkelige sandhed.
I denne forbindelse bør man klart forstå forskellen mellem to ting, så der ikke opstår nogen forvirring i diskussionen. Den ene er den slags information, som I kan tilegne jer ved hjælp af sanserne, og ansvaret for at tænke, undersøge, ræsonnere, eksperimentere, observere og opdage ud fra den påhviler jer. Undersøg alt, hvad I finder omkring jer, og afdæk det. Opnå kundskab om de kræfter, der virker i det. Forstå de naturlove og -bestemmelser, der er virksomme i det. Gå derefter frem ad fremskridtets vej. Men i denne sag har jeres Skaber ikke overladt jer til jer selv. På forskellige tidspunkter i historien har Han på en umærkelig måde fortsat med gradvist at gøre jer bekendt med den skabte verden. Han har fortsat med at åbne døren til nye oplysninger. Fra tid til anden har Han gennem inspirationens metode givet visse mennesker sådanne antydninger, at de kunne opdage noget nyt eller lære en ny regel eller metode at kende. Alligevel hører alt dette til menneskelig kundskabs område, og derfor er der ikke behov for nogen profet eller nogen himmelsk bog. Mennesket er også blevet givet de midler og muligheder, hvorigennem det kan opnå de ønskede oplysninger på dette område. Den anden slags ting er det, der ligger hinsides vores sanseopfattelse. Det er helt uden for vores rækkevidde. Vi kan hverken måle det eller kende det gennem vores egen kundskab. Hvis filosoffer og videnskabsfolk fremsætter en opfattelse om det, gør de det udelukkende på grundlag af gæt og formodninger. Det kan ikke kaldes kundskab. Dette er deres endelige information, og selv de, der fremsætter disse omstridte teorier, kan ikke erklære grænserne for dem med sikkerhed. Hvis grænserne for deres kundskab er kendte, kan de hverken selv tro på den eller opfordre andre til at tro på den.
Behovet for at følge profeterne
Hvis man nu opnår den anden slags kundskab, som er nævnt ovenfor, kan det kun ske efter Allah den Højestes anvisning. For al virkelighed og al information er kendt af Ham. Det middel, gennem hvilket Allah den Højeste giver mennesket denne kundskab, er åbenbaringen, som kun nedsendes til profeterne. Allah den Højeste har aldrig indtil nu gjort det sådan, at Han trykte en bog og gav den i hvert menneskes hånd og sagde til dem: Læs denne bog og lær, hvad der er den dybeste sandhed om dig selv og om verdensaltet. Lær tværtimod også, hvordan din livsførelse i verden bør være i overensstemmelse med denne sandhed. For at bringe denne kundskab videre til menneskene har Han altid brugt profeterne som mellemled, således at de ikke blot skulle undervise i denne kundskab, men også forklare den for dem, handle efter den og vise det ved deres eget eksempel, forsøge at bringe dens modstandere ind på den rette vej og organisere dem, der tog imod denne kundskab, som et samfund, i hvis livs alle lag denne kundskab skulle komme til udtryk.
Denne korte redegørelse gør det klart, at vi med hensyn til vejledning kun er afhængige af én profets livsforløb. Hvis en ikke-profet ikke følger en profet, kan han, uanset hvor stor en lærd og vidende person han er, ikke være vores vejleder. For han besidder ikke sand kundskab, og den, der ikke besidder sand kundskab, kan ikke give os et sandt og korrekt livssystem.
Grunden til, at vi ikke modtager vejledning fra andre profeter end Muhammad
Spørgsmålet er nu dette: Hvorfor forsøger vi blandt dem, som vi ved var profeter, og blandt de religiøse ledere, om hvem man kan antage, at de muligvis var profeter, kun at hente et budskab fra profeten Muhammads livsforløb? Skyldes det en form for fanatisme, eller er der en fornuftig grund til det?
Jeg vil sige, at der er en yderst rimelig grund til dette. Selvom vi med sikkerhed ved og tror, at de profeter, der er nævnt i Koranen, var profeter, er ingen af deres undervisning eller liv nået frem til os gennem en pålidelig kilde, som vi kan følge. Hazrat Nuh (fred være med ham), Hazrat Ibrahim (fred være med ham), Hazrat Ishaq (fred være med ham), Hazrat Yusuf (fred være med ham), Hazrat Musa (fred være med ham) og Hazrat Isa (fred være med ham) var uden tvivl profeter. Vi tror på dem alle. Men ingen af de bøger, der blev åbenbaret for dem, findes i dag i bevaret form, så vi kan modtage vejledning fra dem. Ingen af deres liv er nået frem til os på en så bevaret og pålidelig måde, at vi kan tage dem som vores vejledere på de forskellige områder af vores personlige og kollektive liv. Hvis nogen ønsker at skrive om disse profeters undervisning og liv, vil han ikke kunne skrive mere end nogle få sider, og selv det vil være ved hjælp af Koranen. For bortset fra Koranen findes der ingen anden autentisk kilde eller noget materiale om dem.
De jødiske religions skrifter og profeternes forhold
Det siges, at Moses (fred være med ham) og de profeter, der kom efter ham, samt deres undervisning, findes i Bibelens Gamle Testamente. Men betragt Bibelen ud fra et historisk perspektiv. Den gik til grunde på det tidspunkt, hvor Jerusalem blev ødelagt i det sjette århundrede før Kristus. Samtidig gik også de øvrige profeters skriftruller tabt, nemlig de profeter, der var døde før denne periode. I det femte århundrede før Kristus, da israelitterne blev befriet fra fangenskabet i Babylon, samlede Hazrat Uzair (fred være med ham), med hjælp fra andre ældre og lærde, Moses’ (fred være med ham) levned og Israels børns historie. Heri indsatte han efter omstændighederne de vers, som var kommet i hans og hans hjælperes besiddelse. Derefter samlede forskellige personer – jeg ved ikke, hvem de var – fra det fjerde til det andet århundrede før Kristus de skriftruller, der tilhørte profeter, som var døde flere århundreder tidligere. Jeg ved ikke, hvilke kilder de gjorde dette ud fra. Tag for eksempel, at en person tre hundrede år før Jesus (fred være med ham) skrev en bog i Jonas’ (fred være med ham) navn og indsatte den i Bibelen, selv om han var profet i det ottende århundrede før Kristus. Zabur (Salmerne) blev skrevet fem hundrede år efter Hazrat Dawuds (fred være med ham) død, og deri blev der ud over Hazrat Dawuds (fred være med ham) digte også indføjet digte af hundrede andre digtere. Jeg ved ikke, fra hvilken kilde disse oplysninger nåede frem til dem, der samlede Zabur. Hazrat Sulayman (fred være med ham) døde 933 år før Jesus (fred være med ham), og Hazrat Sulaymans (fred være med ham) ordsprog blev skrevet 250 år før Jesus (fred være med ham). Heri blev også ord af mange andre vise mennesker indføjet.
Kort sagt når ingen af Bibelens bøgers overleveringskæder frem til de profeter, som bøgerne tilskrives. Desuden gik Bibelen, der var skrevet på hebraisk, og disse skrifter til grunde, da Jerusalem blev ødelagt for anden gang i år 70 e.Kr. Kun oversættelserne til græsk blev tilbage. Disse oversættelser blev udført i perioden fra 258 f.Kr. til det første århundrede f.Kr. I det andet århundrede e.Kr. udarbejdede jødiske lærde en hebraisk bibel på grundlag af alle de håndskrifter, der stadig var tilbage. Det ældste eksemplar, man har fundet, er skrevet i år 916 e.Kr. Der findes ikke nogen anden hebraisk bibel. De hebraiske skriftruller, der blev fundet i Qumran-hulerne nær Det Døde Hav (Dead Sea), er højst fra det andet og første århundrede før Kristus. Blandt dem fandt man kun enkelte spredte dele af Bibelen. Den ældste bog af den samling af Bibelens fem første bøger, som er i brug blandt samaritanerne (Samaritans), er skrevet i det ellevte århundrede e.Kr. Den græske oversættelse, der blev udført i det tredje og andet århundrede før Kristus, indeholdt utallige fejl og mangler. Herfra blev der oversat til latin i det andet og tredje århundrede e.Kr. Efter hvilken målestok kan dette materiale og disse kilder om Moses’ (fred være med ham) og de efterfølgende profeters forhold og undervisning kaldes autentiske (Authentic)?
Desuden findes der blandt jøderne nogle grundlæggende overleveringer, der er gået fra generation til generation, og som kaldes den mundtlige lov (Oral Law). De forblev uskrevne i tretten eller fjorten hundrede år. Ved slutningen af det andet århundrede e.Kr. og begyndelsen af det tredje århundrede e.Kr. gav rabbi Judah ben Shimon dem skriftlig form under navnet Mishnah. De jødiske lærde i Palæstina skrev i det tredje århundrede e.Kr. deres fortolkning under navnet Halakha, og de lærde i Babylon skrev i det tredje og femte århundrede e.Kr. deres fortolkning under navnet Haggadah. Samlingen af disse tre værker kaldes Talmud. Ingen af overleveringerne i disse værker har nogen overleveringskæde, hvorved man kan forstå, hvilke personer der overleverede dem til hvilke andre personer.
Forholdet omkring skrifterne i Hazrat Isas (fred være med ham) kristendom
Forholdet omkring Hazrat Isas (fred være med ham) levned og undervisning er i nogen grad af samme art. Det oprindelige Evangelium, som var blevet åbenbaret gennem åbenbaring fra Allah, viderebragte Hazrat Isa (fred være med ham) mundtligt til folk. Hans disciple viderebragte også dette mundtligt til andre på en sådan måde, at profetens forhold og Evangeliets vers blev blandet sammen. Intet af dette blev skrevet ned hverken under Hazrat Isas (fred være med ham) levetid eller efter hans død. Det var de kristne, hvis sprog var græsk, der skrev det ned. Hazrat Isas (fred være med ham) sprog var imidlertid syrisk (Syriac) eller aramæisk (Aramic). Det talte hans disciple også. Mange græsktalende forfattere hørte disse beretninger på aramæisk og skrev dem på græsk. Ingen af de værker, som disse forfattere skrev, blev skrevet før år 70 e.Kr. Ingen af dem angav overleveringskæden for nogen begivenhed eller noget udsagn af Hazrat Isa (fred være med ham), hvoraf man kunne vide, hvem de havde hørt de pågældende ord fra. Desuden er de værker, de skrev, heller ikke bevaret. Tusinder af græsksprogede bøger fra Bibelens Nye Testamente blev samlet, men ingen af dem er fra før det fjerde århundrede e.Kr. Tværtimod stammer de fleste fra perioden fra det ellevte til det fjerde århundrede e.Kr. I Egypten er der fundet enkelte spredte dele skrevet på papyrus. Ingen af dem er imidlertid fra før det tredje århundrede. Man ved ikke, hvem der oversatte fra græsk til latin, hvornår eller hvor. I det fjerde århundrede blev disse tekster undersøgt på pavens befaling. Derefter blev de i det sekstende århundrede forkastet, og en ny oversættelse fra græsk til latin blev foretaget. Oversættelsen af de fire Evangelier fra græsk til syrisk blev sandsynligvis udført omkring år 200 e.Kr. Men det ældste eksemplar af denne oversættelse, der findes i dag, er skrevet i det fjerde århundrede. Den bog, der er fundet, og som er skrevet med en pen fra det femte århundrede, er betydeligt anderledes. Blandt de oversættelser, der er foretaget fra syrisk til arabisk, er ingen fra før det ottende århundrede. Det interessante er, at der blev skrevet omkring halvfjerds Evangelier, men de kristne ledere godkendte kun fire af dem og forkastede resten. Jeg ved ikke, hvorfor de blev godkendt, eller hvorfor de øvrige blev forkastet. I hvilken grad kan Hazrat Isas (fred være med ham) levned og undervisning, der er skrevet på grundlag af sådant materiale og sådanne kilder, anerkendes som autentiske?
Forholdet omkring Zarathustras levned og undervisning
Situationen for andre religiøse ledere er ikke anderledes. Tag for eksempel Zarathustra (Zoroaster), hvis nøjagtige fødselstidspunkt man endnu ikke kender. Højst kan man sige, at han levede to hundrede og halvtreds år før Alexanders erobring af Iran, det vil sige fem hundrede og halvtreds år før Messias (fred være med ham). Hans bog Avesta findes ikke længere på originalsproget, og det sprog, som den blev skrevet eller mundtligt overleveret på, er nu også dødt. I det niende århundrede efter Kristus blev dele af den oversat med kommentarer i ni bind. Men de to første bind gik tabt, og det ældste bind, som nu findes, er skrevet omkring midten af det trettende århundrede. Dette er tilstanden for den bog, Zarathustra fremlagde. Hvad angår hans eget liv, ved jeg ikke meget mere end, at han begyndte at prædike i en alder af fyrre år. To år senere svor kong Gushtasp ham troskab, og hans religion blev statsreligion. Han døde i en alder af syvoghalvfjerds år. Jo mere tiden gik efter hans død, desto flere mærkværdige fortællinger og legender blev der skrevet om ham. Ingen af dem kan tillægges historisk status.
Buddhismens situation
Buddha er en af verdens berømte religiøse personligheder. Ligesom med Zarathustra kan man formode, at han muligvis også var en profet. Men han fremlagde overhovedet ingen bog. Hans tilhængere har heller ikke gjort noget krav på, at han bragte en bog. Hans tilhængere har heller ikke gjort noget krav på, at han bragte en bog. Hans tilhængere har heller ikke gjort noget krav på, at han bragte en bog. Hundrede år efter hans død begyndte man at samle hans ord og livsforhold. Dette arbejde fortsatte i flere århundreder. Men ingen af de værker, der anses for buddhismens grundlæggende skrifter, indeholder en overleveringskæde, hvoraf man kan erfare, gennem hvilken kilde de personer, der samlede Buddhas liv, ord og lære, havde modtaget dette. Det er alene profeten Muhammads (fred være med ham) liv og lære, der er bevaret.
Heraf bliver det klart, at hvis vi søger tilflugt hos andre profeter og religiøse ledere, findes der ikke noget autentisk grundlag for dem, hvorfra vi med ro og fast overbevisning kan modtage vejledning fra deres lære og liv. Derefter har vi ingen anden mulighed end at søge tilflugt hos en profet, som har efterladt os en pålidelig bog, hævet over enhver form for forvanskning og sammenblanding, og hvis detaljerede liv, ord og lære er nået frem til os gennem pålidelige kilder, så vi kan få vejledning derfra. I hele verdenshistorien er den eneste sådan personlighed profeten Muhammads (fred være med ham) hellige person.
Koranen, Guds bog, er fuldstændig bevaret
Profeten Muhammad (fred være med ham) fremlagde en bog, Al-Koranen, med den klare påstand, at den er Guds ord, som blev åbenbaret for ham. Når vi undersøger denne bog, føler vi med sikkerhed, at der ikke er blevet blandet noget ind i den. Intet af profetens (fred være med ham) egne ord er blevet føjet til den. Tværtimod er hans ord blevet holdt helt adskilt. Hans liv og handlinger, Arabien historie og de begivenheder, der opstod på tidspunktet for Koranens åbenbaring, er ikke blevet blandet sammen med eller føjet til dette Guds ord, sådan som det skete med Bibelen. I dette rene Guds ord (Word of God) er ikke ét eneste ord fra nogen anden end Gud blevet indføjet. Ikke ét eneste af dens ord er gået tabt. Den er forblevet uændret fra Guds sendebuds (fred være med ham) tid og helt frem til vores tid.
Fra det tidspunkt, hvor denne bog begyndte at blive åbenbaret for profeten (fred være med ham), begyndte han at få den skrevet ned. Når en åbenbaring blev sendt ned, tilkaldte han straks en eller anden skriver og lod ham skrive den ned. Efter skrivningen blev den læst op for ham igen, og når han var sikker på, at skriveren havde skrevet den korrekt, lagde han den et sikkert sted. Om hver åbenbaring, der blev sendt ned, fortalte han skriveren, i hvilken sura den skulle indsættes, og efter hvilket vers eller før hvilket vers. På denne måde ordnede han Koranen i rækkefølge, indtil den til sidst blev fuldstændig.
Fra islams begyndelse blev det desuden påbudt med hensyn til bønnen, at Koranen skulle reciteres under den. Derfor begyndte de ædle ledsagere (må Gud være tilfreds med dem) at lære den udenad, så snart den blev åbenbaret. Mange lærte hele Koranen udenad, mens et endnu større antal bevarede større eller mindre dele af den i deres hukommelse. Desuden skrev de ledsagere, som kunne læse og skrive, forskellige dele af Koranen ned for sig selv. På denne måde blev Koranen bevaret på fire måder allerede i profetens (fred være med ham) levetid:
For det første: Han lod selv åbenbaringen nedskrive fra ende til anden af åbenbaringsskriverne.
For det andet: Mange af ledsagerne lærte hele Koranen udenad, inklusive hvert eneste ord.
For det tredje: Blandt de ærede ledsagere var der ingen, som ikke havde lært en eller anden del af Koranen udenad, hvad enten den var lille eller stor.
For det fjerde: Talrige lærde ledsagere nedskrev Koranen på eget initiativ og læste den op for Allahs Sendebud (fvmh.) for at sikre sig, at den var korrekt.
Derfor er det en ubestridelig historisk kendsgerning, at den Koran, vi har i dag, bogstav for bogstav er nøjagtig den samme som den, profeten Muhammad (fvmh.) fremlagde som Allahs ord. Efter profetens bortgang samlede hans første kalif, Abu Bakr as-Siddiq (må Allah være tilfreds med ham), alle huffazernes og de nedskrevne dele og lod hele Koranen nedskrive i bogform. Under Uthmans (må Allah være tilfreds med ham) kalifat blev kopier af den officielt sendt til de centrale steder i den islamiske verden. To af disse kopier findes stadig i verden – den ene i Istanbul og den anden i Tasjkent. Enhver, der ønsker det, kan tage en trykt udgave af den ædle Koran og sammenligne den med dem. Han vil ikke finde nogen forskel. Og hvordan skulle der kunne være en forskel, når der fra profetens (fvmh.) tid og frem til i dag gennem generationerne har eksisteret millioner og atter millioner af huffaz? Hvis nogen ændrede blot ét ord, ville disse huffaz opdage fejlen. I den sidste del af det forrige århundrede samlede et institut ved Münchens Universitet i Tyskland 42.000 håndskrevne og trykte eksemplarer af den ædle Koran fra alle perioder og fra forskellige dele af den islamiske verden. Der blev forsket i dem i halvtreds år. Den rapport, der til sidst blev fremlagt, fastslog, at der i disse skrifter ikke fandtes andre forskelle end skrivefejl. Disse Koraneksemplarer stammede fra perioden fra det første hijri-århundrede til det fjortende hijri-århundrede. De var blevet indsamlet fra alle dele af verden. Det beklagelige er, at instituttet blev ødelagt under Anden Verdenskrig som følge af bombardementerne af Tyskland. Men resultaterne af dets forskning er ikke forsvundet fra verden.
Et andet bemærkelsesværdigt forhold ved Koranen er, at det sprog, den blev åbenbaret på, er et levende sprog. Fra Irak til Marokko bruger omkring 120 millioner mennesker arabisk som modersmål, og hundreder af millioner mennesker i den ikke-arabiske verden læser og underviser i det. Det arabiske sprogs grammatik, ordbøger, ordudtale og idiomer er i dag de samme, som de var for fjorten hundrede år siden. Selv i dag kan enhver uddannet arabisktalende læse det og forstå det på samme måde, som araberne gjorde for fjorten hundrede år siden.
Dette er en vigtig egenskab ved profeten Muhammad (fvmh.), som ingen anden profet eller religiøs leder end ham havde. Den bog, som blev åbenbaret til ham fra Allah den Højestes side til menneskehedens vejledning, eksisterer uændret i sit oprindelige sprog og med sine oprindelige ord.
Sīraens og sunnaens fuldstændige pålidelighed
Når man ser på hans anden egenskab, opdager man, at han på dette område er enestående blandt alle profeter og religiøse ledere. Denne egenskab består i, at hans sīrat, ligesom den bog, der blev åbenbaret til ham, også er bevaret, så vi kan få vejledning fra den på alle områder af livet. Et stort antal af dem, der så ham fra hans barndom til hans sidste øjeblik, så hans liv og handlinger, hørte hans ord og taler og hørte ham give ordrer eller forbyde noget, indprentede sig alt i hjertet og viderebragte det til de efterfølgende generationer. Ifølge nogle eksperter var der op mod et hundrede tusinde sådanne mennesker, som viderebragte beretninger om begivenheder, de havde set med egne øjne og hørt med egne ører, til de kommende generationer. Profeten (sa) fik nogle påbud og bestemmelser nedskrevet og gav dem til visse mennesker eller sendte dem til dem, og disse skrifter blev senere fundet af eftertidens mennesker. Blandt sahaba var der mindst seks personer, som nedskrev hadither og forelagde dem for Profeten (sa), så der ikke kunne være nogen fejl i dem. Eftertidens mennesker fik adgang til disse skriftlige oplysninger, og efter den ærede Profets (sa) død samlede mindst halvtreds sahaba skriftlige beretninger om Profetens tilstande og handlinger samt hans ord; disse kundskabsskatte kom også i hænderne på dem, der arbejdede med at indsamle og sammenstille hadither. Derefter nåede antallet af de sahaba, der mundtligt overleverede oplysninger om sīrat, som jeg nævnte for lidt siden, op på et hundrede tusinde. Og det er heller ikke noget overraskende. For et hundrede og fyrre tusinde mennesker var til stede ved den afskeds-pilgrimsfærd, som Profeten (sa) gennemførte. Så utrolig mange mennesker så ham udføre hajj, lærte reglerne og fremgangsmåden for hajj af ham og hørte den tale, han holdt under denne hajj. Hvordan skulle det være muligt, at så mange mennesker, efter at have deltaget i hajj sammen med Profeten ved en så vigtig lejlighed og være vendt tilbage til deres egne områder, ikke dér blev spurgt af deres slægtninge, venner og naboer om en beretning om denne hajj-rejse og ikke blev bedt om at forklare reglerne og fremgangsmåden for hajj? Heraf kan De forestille Dem, med hvilken interesse folk efter en så stor personlighed som Profeten (sa) var gået bort fra verden, ville spørge dem, der havde set ham og hørt hans anvisninger, om hans tilstand og handlinger, hans ord, befalinger og vejledning.
Med hensyn til de overleveringer fra sahaba, der nåede frem til de efterfølgende generationer, fulgte man fra begyndelsen den fremgangsmåde, at enhver, der tillagde Profeten (sa) et udsagn, skulle oplyse, hvem han havde hørt det fra, og hvem denne person igen havde hørt det fra i den ubrudte kæde før ham. På denne måde blev hele kæden af overleveringen helt frem til Profeten (sa) undersøgt, så man kunne opnå sikkerhed for, at udsagnet virkelig var overleveret fra Profeten (sa). Hvis ikke alle led i overleveringen kunne findes, opstod der tvivl om dens ægthed. Og hvis overleveringskæden nåede frem til Profeten (sa), men en af fortællerne undervejs blev anset for upålidelig, kunne en sådan overlevering ikke accepteres. Hvis De nu tænker lidt over det, vil De føle, at intet andet menneskes livshistorie i verden er blevet samlet på denne måde. Denne egenskab gælder alene Profeten Muhammad (sa): Intet udsagn om ham blev accepteret uden en isnād. Og i isnād blev det ikke blot undersøgt, om en hadiths overleveringskæde nåede frem til Profeten; man undersøgte også, om alle de fortællere, der indgik i den, var pålidelige. Med dette formål blev fortællernes livshistorier gransket i alle detaljer, og der blev skrevet udførlige værker om dette emne. Heraf kan man se, hvem der var pålidelig, og hvem der ikke var det; hvordan den enkeltes karakter og rolle var; hvem der havde en stærk hukommelse, og hvem der ikke havde det; hvem der havde mødt den person, som overleveringen blev taget fra, og hvem der nedskrev en overlevering i hans navn uden at have mødt ham. På denne måde er der indsamlet så omfattende oplysninger om fortællerne, at vi selv i dag kan vide, om en given hadith er overleveret gennem en pålidelig eller en upålidelig kilde. Kan der i menneskehedens historie findes endnu en person, hvis livshistorie er blevet nedskrevet gennem så pålidelige kilder? Findes der noget andet eksempel på, at der for at fastslå sandheden i én persons livshistorie er blevet skrevet værker om tusinder af menneskers liv, som har overleveret noget om denne person? Den egentlige grund til, at kristne og jødiske lærde i vor tid har gjort alt, hvad de kunne, for at fremstille hadithernes ægthed som tvivlsom, er ikke andet end deres misundelse over, at der slet ikke findes nogen isnād for deres hellige skrifter eller deres religiøse lederes livshistorier. Det er på grund af denne smerte, at de har tilsidesat intellektuel ærlighed, når de kritiserer islam, Koranen og Profeten Muhammad (sa).
Hver eneste side af profeten Muhammads (sa) liv var velkendt og almindeligt kendt.
Det er ikke den eneste særlige egenskab ved Profetens (sa) sīrat, at den er nået frem til os gennem yderst pålidelige kilder; det er også en særlig egenskab ved den, at der findes så detaljerede oplysninger om alle sider af hans liv, som man ikke finder om noget andet menneskes liv. Hvordan hans familie var, hvordan hans liv var før profetskabet, hvordan han modtog profetskabet, hvordan åbenbaringen kom til ham, hvordan han udbredte den islamiske da‘wa, hvordan han mødte modstand og hindringer, hvordan han opdragede sine ledsagere, hvordan han levede sammen med sin familie, hvordan han behandlede sine hustruer og børn, hvordan hans omgang med venner og fjender var, hvilken moral han underviste i, hvad han gennem sin egen karakter påbød, hvad han forbød folk at gøre, hvad han så nogen gøre uden at forbyde det, og hvad han så nogen gøre og forbød — alt dette findes udførligt i værkerne om hadith og sīrat. Han var også militærgeneral, og vi har detaljerede beretninger om alle de krige og slag, der fandt sted under hans ledelse. Han var også dommer, og vi kan se de fuldstændige sagsforløb i alle de retssager, der blev forelagt ham. Vi kan også få at vide, hvilken dom han afsagde i hver sag. Han gik også ud for at inspicere markedet og så, hvordan folk købte og solgte. Når han så noget forkert, forbød han dem at gøre det, og når han så noget, der blev gjort korrekt, godkendte han det. Kort sagt findes der ikke et eneste område af livet, som han ikke gav detaljeret vejledning om.
Derfor siger vi uden fordomme, med fuld viden og overbevisning, at profeten Muhammad (sa) blandt alle profeter og religiøse ledere er den eneste, som hele menneskeheden kan vende sig til for vejledning og rettesnor. For den bog, han fremlagde, er bevaret med sine oprindelige ord, og de detaljerede oplysninger om hans sīrat, som er uundværlige for vejledning, er nået frem til os gennem pålidelige kilder.
Nu bør man lægge mærke til, hvilket budskab og hvilken vejledning hans hellige sīrat giver os.
Hans budskab gælder hele menneskeheden.
Det første, der falder os i øjnene ved hans kald, er, at han, uden hensyn til forskelle i hudfarve, slægt, sprog og fædreland, henvender sig til mennesket som menneske og fremlægger nogle grundprincipper, der er til gavn for hele menneskeheden. Den, der antager disse grundprincipper, bliver muslim og medlem af den universelle muslimske ummah, hvad enten han er sort eller hvid, fra Østen eller Vesten, araber eller ikke-araber. Ethvert menneske, hvor det end findes, hvilket land, hvilken nation eller hvilken slægt det end er født ind i, hvilket sprog det end taler, og uanset hudfarve, er omfattet af profeten Muhammeds (må Allahs fred og velsignelser være med ham) kald. Hvis han antager de grundprincipper, som profeten fremlagde, bliver han med lige rettigheder optaget i den muslimske ummah. I denne ummah findes der ingen forskel på høj og lav, ingen forskel på slægt eller klasse og ingen sproglig, national eller geografisk forskel, som efter troens enhed er blevet etableret kan adskille det ene menneske fra det andet.
Det bedste middel mod fordomme på grund af hudfarve og slægt
Hvis De tænker over det, vil De forstå, at dette er en vældig velsignelse, som menneskeheden har modtaget takket være profeten Muhammed al-Arabi (må Allahs fred og velsignelser være med ham). Det, der mest har ødelagt mennesket, er denne forskel, som er blevet etableret mellem mennesker. Nogle steder er det blevet gjort urent og urørligt. Det er blevet berøvet de rettigheder, som brahminen nyder. Andre steder blev det anset for værdigt til at blive udryddet, fordi det var født i Australien eller Amerika på et tidspunkt, hvor de fremmede havde brug for at fordrive det fra landet. Nogle steder blev det fanget og gjort til slave, og man udnyttede det som et dyr. Fordi det var født i Afrika, og dets hudfarve var sort, blev det udnyttet som et dyr. Kort sagt har disse forskelle i nation, fædreland, slægt, hudfarve og sprog været årsag til store farer for menneskeheden fra oldtiden og frem til i dag. På dette grundlag har der været krige. På dette grundlag har ét land besat et andet. Én nation har plyndret en anden og udslettet mange slægter fuldstændigt. Profeten Muhammed (må Allahs fred og velsignelser være med ham) fandt et middel mod denne sygdom, som selv islams fjender anerkender. Det er, at ingen har opnået en sådan succes som islam med at overvinde forskellene i hudfarve, slægt og fødested.
Malcolm X, den berømte leder blandt amerikanere af afrikansk oprindelse og den tidligere bannerfører for udbredelsen af et ekstremt had mod de hvide på de sortes vegne, tog efter sin antagelse af islam på hajj. Da han så, at mennesker af alle slægter, hudfarver, lande og sprog kom til hajj fra øst og vest, nord og syd, at alle bar den samme slags ihram-klæder, at alle med samme stemme råbte »Labbayk, Labbayk«, udførte tawaf sammen og bad i den samme menighed bag den samme imam, råbte han, at dette alene var den rette løsning på problemet med hudfarve og slægt. Ikke det, vi hidtil har gjort. Denne stakkels mand blev dræbt af tyrannerne, men hans offentliggjorte selvbiografi findes stadig. Af den kan vi erfare, hvor dybt han blev påvirket af hajj.
Hajj er blot én af islams tilbedelseshandlinger. Hvis nogen med åbne øjne betragter islams lære som helhed, vil han ikke noget sted kunne pege på den og sige, at denne lære tjener en bestemt nations, stammes, slægts eller klasses interesser. Hele religionen vidner om, at den er for hele menneskeheden, og at alle mennesker i dens øjne er lige, når de anerkender dens grundprincipper og slutter sig til det universelle broderskab, som den har skabt. Den behandler heller ikke ikke-muslimer på en måde, som de hvide har behandlet de sorte, eller som imperialistiske magter har behandlet ikke-kommunister under deres herredømme, ja selv uønskede medlemmer af deres eget parti.
Nu må vi se på, hvilke grundprincipper profeten Muhammed, må Allahs fred og velsignelser være med ham, fremlagde til gavn for menneskeheden, og hvad der i dem findes, som ikke blot sikrer hele menneskehedens velfærd, men også kan samle hele menneskeheden i én tråd og gøre den til én ummah.
Den mest omfattende forståelse af Allah den Ophøjedes enhed
Det vigtigste i dette grundprincip er at anerkende Allah den Ophøjedes wahdaniyyah, altså Hans enhed. Ikke blot i den betydning, at Allah findes, og heller ikke blot i den betydning, at Allah er én. Men i den betydning, at Allah den Ophøjede alene er dette univers’ eneste Skaber, Ejer, Forvalter og Hersker. I hele skaberværket findes ingen anden, der har myndighed og ret til at udøve herredømme, ingen anden, der har ret til at påbyde og forbyde, hvis forbud kan gøre noget haram, og hvis tilladelse kan gøre noget halal. Denne ret og myndighed tilkommer ingen anden end Allah. For det er alene Skaberen, Ejeren og Herren, der har ret til at befale sine tjenere i den verden, Han har skabt, at gøre det, Han ønsker, og at afholde dem fra det, Han ønsker. Islams kald er, at I anerkender Allah den Ophøjede på denne måde. Anerkend Ham således, at vi ikke er tjenere for nogen anden end Ham; ingen har ret til at herske over os i strid med Hans lov; vores hoveder er ikke skabt til at bøje sig for nogen anden end Ham; og vores liv og død er under Hans myndighed. Når Han vil, kan Han give os døden. Så længe Han vil, kan Han holde os i live. Hvis døden kommer fra Ham, findes der ingen magt i verden, der kan redde os. Og hvis Han ønsker at holde os i live, kan ingen magt i verden tilintetgøre os. Dette er islams opfattelse af Allah.
Ifølge denne opfattelse er hele skaberværket, fra jorden til himlen, underlagt og lydigt over for Allah, og menneskets opgave, som lever i dette skaberværk, er også at forblive underlagt og lydigt over for Allah. Hvis det bliver frit og egenrådigt eller underkaster sig nogen anden end Allah, vil hele dets livssystem komme i modstrid med verdensordenen. Med andre ord kan man forsøge at forstå det sådan, at hele universet fungerer under Allahs befaling, og ingen kan ændre denne virkelighed. Hvis vi nu følger en andens befaling end Allahs eller går i den retning, vi selv ønsker, betyder det, at hele vores livs vogn kører i modsat retning af verdensaltets vogn. Derved opstår der en evig konflikt mellem os og verdensordenen.
Se også sagen fra en anden side: Ifølge islams opfattelse er den rigtige livsform for mennesket ene og alene, at det adlyder Allah. For mennesket er skabt, og Allah er dets Skaber. Som skabning er det forkert for mennesket at være frit og egenrådigt, og det er også forkert at underkaste sig nogen anden end Skaberen. Uanset hvilken af disse to veje det vælger, vil det komme i konflikt med sandheden, og konfliktens bitre følger må den, der kæmper mod sandheden, selv bære; sandheden lider ingen skade derved.
Kaldet til at tilbede Allah
Profeten Muhammads (fred være med ham) kald lyder: Afslut denne konflikt. Dit livs regler og ordning bør være de samme som Verdens Herres. Du skal hverken selv optræde som lovgiver eller anerkende andres ret til at håndhæve deres lov over Allahs tjenere på Allahs jord. Skaberens lov for hele universet er den sande lov, og alle andre love er vildfarelse og ugyldige.
Kaldet til at adlyde Budbringeren
Når vi er nået hertil, står vi over for den anden del af profeten Muhammads (fred være med ham) kald. Det er hans utvetydige erklæring: Jeg er Allah den Ophøjedes profet, og Han har gennem mig sendt Sin lov til menneskeheden. Jeg er selv underlagt denne lov. Jeg har ikke engang selv ret til at ændre noget i den. Jeg er kun blevet befalet at følge den. Jeg har heller ikke ret til selv at skabe noget nyt. Denne Koran er den lov, som er blevet åbenbaret over mig fra Allah. Min sunnah er den lov, som jeg iværksætter efter Allahs befaling. Foran denne lov er jeg selv den første til at bøje hovedet(Arabisk****)over for den. Derefter kalder jeg alle mennesker til at afstå fra at adlyde andre love og adlyde denne lov.
Allahs Budbringer har efter Allah ret til at blive adlydt
Lad ingen få den tanke, at Allahs Budbringer selv kan følge sin egen sunnah, når denne sunnah består af hans egne ord og handlinger. Sagen er i virkeligheden den, at ligesom Koranen kommer fra Allah, kom også de befalinger, han gav som Budbringer, de handlinger, han forbød, og den livsform, han fastlagde, fra Allah. Dette kaldes Budbringerens sunnah, og han fulgte den selv på samme måde, som det var obligatorisk for alle troende at følge den. Dette bliver helt tydeligt i situationer, hvor de ædle sahaba, måtte Allah være tilfreds med dem, spurgte profeten (fred være med ham) om noget: O Allahs Budbringer! Siger du dette efter Allahs befaling, eller er det din egen mening? Profeten svarede: Det er ikke efter Allahs befaling, men min egen mening. Efter at have hørt dette fremsatte sahaba deres egne forslag uden at være enige i profetens udsagn. Da opgav profeten (fred være med ham) sin mening og accepterede deres forslag. Det blev også tydeligt, når profeten (fred være med ham) rådførte sig med sahaba. Dette rådslagning viste, at der ikke var kommet nogen befaling fra Allah om dette spørgsmål. For hvis der havde været en befaling fra Allah, ville der ikke have været noget spørgsmål om rådslagning. Sådanne tilfælde fandt sted mange gange i profetens (fred være med ham) liv, og vi finder en detaljeret redegørelse for dem i hadith. Tværtimod siger sahaba, måtte Allah være tilfreds med dem: Vi har ikke set nogen, der rådførte sig mere end profeten (fred være med ham). Hvis I tænker over dette, vil I forstå, at det også var profetens sunnah, at man skulle rådføre sig i spørgsmål, hvor der ikke fandtes nogen befaling fra Allah. Ikke engang Allahs Budbringer, for slet ikke at tale om nogen anden hersker, erklærede sin egen mening for bindende for andre. På denne måde oplærte profeten (fred være med ham) ummah’en i at handle på grundlag af rådslagning og viste menneskene, at det, som Allah har befalet, skal følges uden tøven. Og hvor der ikke findes nogen befaling fra Allah, skal man uden frygt gøre brug af retten til en fri mening.
Frihedens sande charter
Dette er et frihedscharter for menneskeheden, som ingen andre end Dīn al-Ḥaqq har givet menneskeheden. Allahs tjener skal kun være tjener for Allah alene. Han skal ikke være tjener for nogen anden. Han skal ikke engang være tjener for Allahs Sendebud. Dette charter har befriet mennesket fra trældom, underkastelse og lydighed mod alle andre end Allah alene og har for altid afskaffet menneskers guddommeliggørelse, herredømme og myndighed over andre mennesker.
Dertil kommer den største velsignelse, som dette budskab har skænket mennesket: et sådant lovsystems overhøjhed, som ingen konge, diktator, demokratisk lovgivende forsamling eller nogen nation, der har antaget islam, har ret til at ophæve, fordreje eller ændre. Denne lov giver mennesket evige værdier for godt og ondt (Permanent values), som ikke kan ændres, så det gode bliver ondt og det onde godt.
Forestillingen om ansvarlighed over for Allah
Den tredje ting, som profeten Muhammad (sa) lærte menneskene, var, at du skal stå til regnskab over for Allah. Du er ikke blevet overladt til verden som et tøjlesløst dyr, der kan gøre, hvad det vil, græsse på enhver mark efter behag og aldrig blive stillet til regnskab. Tværtimod skal du aflægge regnskab over for din Skaber og Herre for hvert eneste ord, du siger, og for alle handlinger i hele dit frivillige liv. Efter døden skal du genoplives og fremstilles for din Herre for at blive afhørt. Dette er en så vældig moralsk kraft, at hvis den får plads i menneskets samvittighed, vil det være, som om der altid følger en vagt med ham, som advarer ham mod enhver tilbøjelighed til ugerninger og standser ham ved hvert skridt. Uanset om der udenfor findes politi, som kan pågribe ham, og en regering, som kan straffe ham, vil der i hans indre sidde en nidkær kritiker, og af frygt for at blive afsløret af ham vil han aldrig kunne være ulydig mod Allah, selv ikke i ensomhed, i skove, i dybt mørke eller på et sted uden mennesker. Der findes ingen bedre måde at reformere og forbedre menneskets moral og opbygge en stærk karakter i det. Uanset hvilken anden metode man forsøger at bruge til karakterdannelse, kan man ikke nå længere end til, at gode handlinger er gavnlige i det jordiske liv, onde handlinger skadelige, og ærlighed er et ædelt princip. Det betyder, at hvis uærlighed og bedrag principielt er gavnlige og ikke medfører nogen risiko for skade, kan man begå dem uden tøven. Denne synsvinkel fører til, at mennesker, som i deres personlige liv opfører sig ærligt, i deres nationale adfærd bliver ekstremt uærlige, bedrageriske, plyndrende, undertrykkende og despotiske. Selv i deres personlige liv kan de være ærlige på nogle områder, men yderst uærlige på andre. I vil se, at de på den ene side er ærlige i deres handel og omgang og høflige i deres opførsel, mens de på den anden side er drankere, utugtige, hasardspillere, yderst umoralske, fordærvede og vanærede. De siger, at menneskets privatliv er én ting, mens samfundslivet eller det offentlige liv (Public Life) er noget andet. Hvis man påpeger en fejl i deres privatliv, svarer de straks: »Pas din egen butik.«
Det stik modsatte er troen på det hinsidige. Den går ud på, at synd altid er synd, hvad enten den er gavnlig eller skadelig i det jordiske liv. I et menneskes liv, som føler ansvarlighed over for Allah, kan privatlivets og samfundslivets to områder ikke adskilles. Når han holder fast ved ærlighed, gør han det ikke, fordi det er et godt princip. Ærligheden er tværtimod blevet en del af hans væsen, og han kan ikke engang forestille sig, at det nogensinde skulle være muligt for ham at være uærlig. Hans tro lærer ham, at hvis han handler uærligt, vil han synke lavere end dyret. Som det er sagt i Koranen—(Arabisk******)
Vi har skabt mennesket i den skønneste form. Derefter har Vi vendt det tilbage og gjort det til det laveste af det lave.
Således fik mennesket under profeten Muhammads (sa) ledelse ikke blot en uforanderlig lov med evige moralske værdier, men også et helt urokkeligt og fast grundlag for personlig og national karakter og opførsel. Denne lov er ikke afhængig af sådanne ting, at man kun kan følge den rette vej, hvis der findes en regering, et politi eller en domstol; ellers må man nødvendigvis blive en forbryder.
Karakterens udfoldelse i verdsligheden i stedet for askese
Profeten Muhammads (fred være med ham) kald indeholder endnu en vigtig lære for os. Den er, at karakteren ikke er bestemt til afsondrede rum for dem, der forsager verden, eller til dervishernes klostre, men til at bestå prøven inden for alle områder af det jordiske liv. Den åndelige og moralske udvikling, som verden søger hos fattige og dervisher, bragte Allahs Sendebud (fred være med ham) ind på statens trone og dommersædet. Han lærte folk at arbejde i handel og erhvervsliv med gudsfrygt og samvittighedsfuldhed, og lærte politiet og soldaterne fromhed og gudsfrygt. Han fjernede menneskenes fejlagtige forestilling om, at Allahs ven kun kan være den, der forkaster verden og bestandigt siger »Allah, Allah«. Han sagde, at det ikke er dette, der kendetegner en Allahs ven; den sande fromhed består derimod i, at et menneske – som hersker, dommer, hærfører, politimester på en politistation, forretningsmand, industrimand eller på enhver anden måde et fuldt ud verdsligt menneske – hvert øjeblik beviser, at det frygter Allah og er ærligt og pålideligt, dér hvor dets tro udsættes for ildprøven. På denne måde trak han karakteren og åndeligheden ud af askesens afsides hjørne og førte dem ind i økonomien og samfundslivet, politikken og domstolene samt på krigens og fredens arena. Derefter grundlagde han på disse områder et styre baseret på dydig og ren karakter.
Den gode virkning af Profetens (fred være med ham) vejledning
Dette var den ophøjede virkning af hans vejledning og ledelse (Arabisk***)at han efterlod dem, der ved profetskabets begyndelse havde været røvere, i en sådan tilstand, at de var blevet tillidsværdige og beskyttere af menneskers liv, ejendom, ære og anstændighed. Dem, han havde fundet som røvere af andres ejendom, efterlod han som mennesker, der gav andre deres rettigheder, beskyttede deres rettigheder og tilskyndede andre til at give folk deres rettigheder. Før ham kendte verden kun herskere, som undertrykte deres undersåtter gennem tyranni og brutalitet og udøvede deres magt og herredømme fra himmelstræbende paladser. Profeten Muhammad (fred være med ham) gjorde den samme verden bekendt med herskere, som færdedes på markederne ligesom almindelige mennesker og vandt menneskenes hjerter gennem retfærdighed, retskaffenhed og god dømmekraft. Før ham kendte verden soldater, som ved indtrængen i et land begik massakrer overalt, satte ild til bebyggelser og krænkede de besejrede folks kvinders ære og kyskhed. Han gjorde på ny den samme verden bekendt med hære, som ved sejrherreagtig indtræden i en by ikke greb ind over for nogen ud over fjendens hær og endog tilbagegav den skat, der var opkrævet fra den erobrede by. Menneskehedens historie er fyldt med beretninger om erobringen af forskellige lande og byer. Men der findes intet sidestykke i historien til erobringen af Mekka. I den selvsamme by, hvis indbyggere i tretten år havde udsat Profeten Muhammad (fred være med ham) for tyranni og undertrykkelse, trådte han ind som sejrherre på en sådan måde, at han gik med bøjet hoved for Allah. Hans pande var næsten i berøring med kamelens bærestol, og der var ikke det mindste spor af stolthed eller hovmod i hans optræden. Da disse mennesker, som i tretten år havde udøvet vold og overgreb, som havde tvunget Sendebudet til at udvandre, og som selv efter udvandringen havde ført krig mod ham i otte år, efter deres nederlag trådte frem for ham og bad om nåde, sagde Profeten Muhammad (fred være med ham) i stedet for at tage hævn:(Arabisk*****)I dag vil der ikke blive grebet ind over for jer. Gå, I er blevet frigivet.
Hvis nogen vil forstå den virkning, som Profeten Muhammads (fred være med ham) ideal havde på det muslimske ummah, så lad ham se på historien. Han vil se, hvordan muslimerne opførte sig, da de trådte ind i Spanien som sejrherre, og hvilken adfærd de kristne udviste, da de sejrede over dem. Under korstogene, hvordan behandlede de kristne muslimerne, da de trængte ind i Bayt al-Maqdis, og hvordan behandlede muslimerne de kristne, da de generobrede Bayt al-Maqdis fra dem?
Den ædle Profets sira er et så stort hav, at den ikke kan rummes i nogen bog. Man kan heller ikke gøre sig dens fulde omfang klart i én tale. Alligevel har jeg så kortfattet som muligt kastet lys over nogle af dens bemærkelsesværdige sider. Lykkelige er de, som gennem denne eneste vejledning finder vejledning for deres liv.(Arabisk*****)
— Slut —